rgang 1, Nr.

2 Januar 2000

INFONOR
TEMA: Vepserne i "Nordens baggrd"
Indholdet i dette nummer:
Vepserne i Nordens baggrd Rejse til vepsernes land 4 2

Vepsn Sebr - min dretallets aktivister Tjukotka (fortsat) Af Larisa Vyntyna Besg hos eskimoerne Af Bent Nielsen Smukke Katrin En samisk legende INFONORs bestyrelse

11

14

Denne udgave af INFONOR stter fokus p et omrde, som man kan betegne som Nordens baggrd. I de nordiske lande er der en bred erkendelse af, at stabilitet og ordnede forhold i hele det nordiske omrde i udvidet forstand er i alles interesse. Derfor har kernelandene i det traditionelle nordiske samarbejde da ogs ivrksat en rkke samarbejds- og sttteprojekter i omrdet st for stersen, frst og fremmest de tre baltiske stater og Sankt Petersborg-omrdet. I det sidste omrde har opmrksomheden rettet sig mod selve byen. Det er derimod ukendt for de fleste, at der inde i Sankt Petersborgs 'bagland' lever en rkke

nationale mindretal: vepsere, karelere, finner, ingrere - og mod nord samer. Vi retter specielt kikkerten mod vepserne. De erligesom de andre sm nationaliteter i omrdet - et skaldt stersfinsk folk. Deres sprog ligger ikke s langt fra estisk og finsk. De har levet her siden urtiden og udgr den stlige udkant af den nordiske kulturkreds. Nr vi har valgt at bruge strke ord som 'Nordens baggrd", skyldes det de forhold, vepserne er udsat for. Omrdet er absolut forsmt: der er knapt nogen veje, bussen krer ikke mere, i vepsernes stadigt mere isolerede landsbyer er der kun undtagelsesvist butikker, sko-

ler, lger - for slet ikke at tale om arbejdspladser. Samtidig er vepserne ligesom de vrige mindretal i Nordrusland - udsat for et bevidst pres fra flertalskulturen. S sent som i 1989 prvede myndighederne at 'trylle' vepserne bort. Tema-stoffet om vepserne er lavet i samarbejde med vepsernes egen organisation, Vepsan Sebr, hvis sekretr Leo Baskin har vret behjlpelig med oplysninger og kontakter. Sprogforskeren og vepser-kenderen Lena Novosjilova fra det Europiske Universitet i Skt. Petersborg skriver om sine iagttagelser p en rejse til vepserlandet i sommeren 1998.

16

INFONOR Sct. Annagade 29 3000 Helsingr Redaktr Peter Jessen Telefon: 35 26740 73 (redaktion) 39 46 11 14 (formand) E-mail: info@infonor.dk ISSN: 1399-9370

Censuren forsvandt men ogs pengene

som dengang for ca. 40 r siden, da bygden blev grundlagt, er sammen med Sireniki de eneste bygder p Tjukotka, hvor eskimoerne udgr et flertal af indbyggerne... Selvom nsten tre fjerdedele af Novoe Tjaplinos 450 indbyggere er eskimoer, foregr al undervisning i skolen p russisk. Ingen andre steder i Rusland bor der s mange eskimoer samlet p t sted, alligevel foregr kommunikationen i skole, butik og administration stort set p russisk.

Eskimologen Bent Nielsen fra INFONOR har besgt eskimoerne ved Beringstrdet: Novoe Tjaplino, der i dag ser ud omtrent

Ls artiklen side 11

B a g g r u n d

VEPSERNE - et klemt folk i Nordens baggrd

De kalder sig selv vepsline, bepslaane, ldinik og ldiline. I den gotiske historieskriver Jordanes vrker fra det 4. rhundrede omtales et folk som vas og vasina. Det er sandsynligvis vepserne. I russiske krniker fra vikingetiden kaldes de ves', mens den arabiske rejseskildrer Ibn Fadlan nvner visu.
(Svr') og en kile af russisk bosttelse Befolkning
r 1897 1926 1939 1959 1970 1979 Antal 25,284 32,773 32,000 16,400 8,281? 8,094? Heraf vepsisktalende

46.1 % 38.4 %

nitionsfabrik ved Onegasen og mange vepsere fra omegnen blev fandt deres udkomme her. Fr i tiden var det ogs almindeligt, at vepsere tog arbejde i Nordrusland, Finland og Estland. Mange var beskftiget i porfyrminerne i Sjoksjsa i sommertiden. I dag er vepsernes erhvervsmnster nppe forskelligt fra russernes og de andre folk i omrdet. Pottemageri er det eneste srligt vepsiske hndvrk, som endnu findes. En kultur under pres Den slaviske indtrngen i vepsernes land begyndte i middelalderen og i 1485 kom de under det moskovitiske storfyrstendmme. Russernes konstante fremtrngen mod nord har i dag gjort de vepsiske omrder til sm er i et russisk hav. Den russiske pvirkning blev get, da vepserne blev ptvunget den kristent- ortodokse tro. Samtidig boede de forholdsvis tt p den russiske hovedstad, Sankt Petersborg. Den korte opblomstring Begyndelsen af vort rhundrede havde vret ganske lovende for vepserne, der oplevede en national opvgnen. I den frste snes r efter den russiske revolution i 1917 var politikken overfor de nationale mindretal p mange omrder imdekommende. Der blev oprettet 24 administrative enheder med status af "nationale landsbysovjetter", en slags kommuner og en del af disse kommuner blev samlet i to nationale distrikter, Vidla (Vinnitsy) i Leningradregionen og outjrve (Sjeltosero) i den Karelske Autonome Republik. Der blev oprettet vepsiske skoler og skabt et vepsisk skriftsprog med latinsk alfabet p grundlag af midtvepsisk Den frste bog var en ABC,

Vepsernes omrder st for Skt. Petersborg er vist med sort (Kort fra Red Book of Peoples of the Russian Empire)

Tallene i de sovjetiske folketllinger er strkt uplidelige. Efter flere forskeres mening er vepsernes antal muligvis dobbelt s hjt i 1979. Men alligevel viser de tydeligt en kraftig tilbagegang for vepserne. Da de finske forskere i 1934 besgte vepsernes landsbyer, sknnede de, at der var ca. 50.000 vepsere. Dengang var de vepsiske familier meget brnerige og det vepsiske sprog var endnu det fremherskende i dagligdagen. Sprogligt hrer vepserne til den stersfinske gren af de finskugriske sprog. Sproget er delt op i tre dialekter, nord-, midt- og sydvepsisk og har bevaret en rkke meget gamle trk, som er get tabt i de nrtbeslgtede sprog finsk, karelsk og estisk. Kulturelt Vepserne har altid vret bnder, der fr i tiden drev svedjebrug, det vil sige afbrndte mindre stykker skov for at kunne dyrke jorden. Jagt og fiskeri har ogs altid vret af stor betydning i dette skov- og sland. I 1703 grundlagde tsar Peterden Store et jernvrk og en ammu-

I dag er vepserne bosat mellem Ladogasen, Onegasen (vepsisk: nine) og Hvidesen (Vaugdejrv), hvor de er splittet op i tre grupper. Nordvepserne bor i Karelen ved Onegasen sydst for Petrosavodsk (Petroskoi). Denne gruppe kalder sig selv ldinik eller ldilainen. Midtvepserne, som er den strste gruppe, bor i st for Sankt Petersborg i den Russiske Fderation ved Ojat'-floden. Sydvepserne bor i den stlige del af Leningrad-distriktet og i den vestlige del af Vologdadistriktet ved floden Lid'. Syd- og midtvepserne har kun ringe kontakt med nordvepserne, som de er adskilt fra af en Svir-floden

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

3
som kom i 1932. I alt blev der trykt over tredive vepsiske bger, mest til skolebrug. I byen Lodejnoje Polje blev der oprettet et vepsisk lrerseminarium. I 1934 var alle vepsiske skoler blevet forsynet med undervisningsbger p det lokale sprog.
Vepsisk bonde Foto af Leo Baskin, Vepsn Sebr

var nationalflelsen kun ringe og udsigterne for folkegruppens overlevelse mrke. Vepserne er i dag en splittet folkegruppe. De fleste opfatter ikke sig selv som tilhrende samme folk. Mange aner ikke engang, at der bor vepsere i andre landsbyer 20-30 km borte. Det er blandt andet en flge af, at vepsernes land er meget spredt og tyndt befolket. Der er meget skov og langt mellem landsbyerne. Veje og samfrdsel er nrmest ikke-eksisterende. Der er sket visse fremskridt de seneste, men nsten udelukkende inden for undervisningsomrdet, hvor der er bnet nogle f vepsiske skoler, bl.a. som et resultat af "Loven om Ruslands folks sprog", vedtaget af Statsdumaen i 1991. I Karelen, hvor de finsk-ugriske folk traditionelt str strkere, er det nationale distrikt genoprettet i Onegaomrdet, men alle vepsiske nsker om at blive samlet i en administrativ enhed er hidtil strandet p voldsom russisk modstand. Den etniske selvbevidsthed hos dagens vepsere er ringe og fremtidsudsigterne er dystre, medmindre et stort antal vepsere beslutter sig for, at deres kultur og sprog er vrd at bevare.
Kilder: "Kodima" (Hjemstavn, vepsisk mnedsblad) 1993-96 Vene impeeriumi rahvaste punane raamat. Tallinn 1993 (opdateret p Internet). H. H. Bartens, Zur Situation der Wepsen. ( i Ural-Altaische Jahrbcher. Bd. 9. Wiesbaden 1990) Punalippu 2, 1989

Tvangsassimilering Men denne opblomstringstid fik en brat ende i 1937, hvor Stalins styre satte ind med en voldelig undertrykkelse af alle nationale mindretal. Al national kulturvirksomhed blev indstillet. Myndighederne indledte en tvungen assimilering af vepserne. Skolerne blev lukket, de vepsiske bger blev brndt og lrere kastet i fngsel. Flere vepsiske intellektuelle mistede livet i Stalins straffelejre. De nationale distrikter blev nedlagt og omrderne fordelt mellem forskellige distrikter og Karelen. I 1937 fik de vepsiske landsbysovjetter ogs frataget deres nationale status. Vepserne omkring imjrve forlod i fortvivlelse deres hjem og bosatte sig omkring sen nisjrve. Politikken var delggende for landomrderne. Infrastrukturen gik i oplsning. Arbejdspladser, butikker, lgehjlp og veje forsvandt. Under 2. verdenskrig blev det nordvepsiske omrde besat af Finland. En del vepsere meldte sig som frivillige til den finske hr, og da den sovjetiske hr senere genindtog omrdet, blev vepserne straffet hrdt for kollaboration Affolkning Efter krigen skete der en omfattende vandring fra land til by. I byen blev vepserne opslugt i den russiske befolkning. Det h-

rer det dog med i billedet, at tallene fra folketllingerne i 1970 og 1979 ikke er trovrdige. Skal man tro tallene, var der i 79 kun 65 vepsere tilbage i det omrde, der udgr vepsernes kerneland. En vepsiske forsker gennmrejser frst i 80erne det samme omrde og fandt, at 92% betegnede sig som vepsere, sknt de var blevet opfrt som russere. Lokale embedsmnd har senere fortalt, hvordan de fik ordre 'fra hjere sted' til at lade vepserne forsvinde fra statistikken og ved en senere fornyelse af id-kort forsyne de fleste vepsere med nationaliteten 'russer'. Det har ogs spillet ind, at mange vepsere har lrt at skamme sig over deres nationalitet og selv har bidraget til falskneriet. I flge videnskabsmndene var der i 1983 nsten 13,000 vepsere i Sovietunionen, hvoraf 5,600 levede i Karelien, 4,000 i Leningrad-regionen og knapt 1,000 i Vologda-regionen. Der tegner sig imidlertid et foruroligende billede af befolkningssammenstningen. Der er meget f unge i de vepsiske landsbyer. De fleste, som taler sproget, er over 40. Siden 30erne var den russiske befolkningsdel i det nordvepsiske omrde systematisk get, s vepserne her nu udgr under 50%. Da sovjetstyret brd sammen,

Peter Jessen

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

Et besg hos vepserne - ofre for sprog- og kulturdden

Hvorfor lre et sprog, som ikke kan bruges til noget? Vepsisk er et sdant sprog, og det tales i et omrde, hvor udviklingen gr i den forkerte retning.
den sproglige situation i omrdet. De landsbyer, jeg har nvnt, er p mange mder forskellige, svel med hensyn til befolkningens etniske sammenstning og i hvor hj grad, man taler vepsisk. Alligevel har de meget tilflles, blandt andet uvejsomheden. Enten er der slet ingen veje eller ogs er vejene elendige. Der er en meget drlig forsyning med fdevarer og andre daglige forndenheder. Omrdet er sparsomt befolket med overvgt af ldre. De faste beboere i landsbyerne er i reglen over 60 r. Det sidste er efter alt at dmme et af de alvorligste problemer. De unge rejste fra landsbyerne i 70erne og 80erne p grund af manglende beskftigelsesmuligheder og et fuldstndigt sammenbrud i landbruget. De f, der er vendt tilbage er hovedsageligt fraskilte mnd med drukproblemer, som lever af forldrenes pension. Andre kommer kun p besg i sommerferien. Det er grunden til, at de kun taler vepsisk drligt eller slet ikke. Mens den ldre generation er bedre til vepsisk end til russisk og regner det for deres modermsl, s er det blandt de 4060rige kun omkring halvdelen, som kan vepsisk, og de bruger det kun, nr de taler med de gamle. Den vrige halvdel af aldersgruppen fra 40 til 60 forstr vepsisk, men taler det ikke. det er folk, hvis forldre bevidst har brugt russisk i hjemmet, fordi man var ndt til at beherske det russiske sprog, hvis man ville have en uddannelse, et godt job osv. Folk under 40 taler ikke vepsisk og forstr det ikke. Da jeg spurgte, om der ikke var unge, som talte vepsisk, nvnte man som eksempel min medstuderende, som er fdt her p egnen i 1975 og som efter sin egen opfattelse taler sproget meget drligt. Siden jeg frst besgte stedet i 1993, er situationen kraftigt forvrret. Mange busruter er blevet nedlagt, fordi de var ulnsomme. Togene gr sjldent, blot to gange i ugen, og butikkerne er lukket. Hvis man sprger om rsagen, lyder svaret som regel: "Jamen for hvem?" Her bor jo ingen mennesker!".

Jelena Novosjilova, sprogforsker fra det Europiske Universitet i Sankt Petersborg har besgt vepserne i Boksitogorsk- og Tikhvindistriktet i Leningrad-regionen. Hun har sgt at kortlgge sprogets og kulturens stilling og har til INFONOR skrevet denne frstehndsskildring af de mange hindringer for en normal udvikling.
I sommers opholdt jeg mig sammen med en gruppe etnografer fra Sankt Petersborgs statsuniversitet i vepsernes omrde i Boksitogorsk- og Tikhvinregionerne i Leningradregionen (russisk: oblast). Vi var i landsbyerne Krasnyj Bor, Korvala, Lukino, Pasjosero og Kharaginitji. Hovedformlet med min rejse var at undersge

Transport foregr enten med gamle tanks ad opkrte hjulspor eller ad denne tilgroede smalsporsbane. Toget, der bestr af lokomotiv og en enkelt vogn til gods og passagerer, krer 2 g. om ugen. Stationer er der ingen af.

Der er imidlertid ogs en anden opfattelse. Konen til den forstmand, som bor i Korvala, mener, at det er ndvendigt at have en butik, selv om der bor s f folk. Hun har forsgt at drive

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

Re jseberetn i ng

en butik i landsbyen, men det viste sig umuligt p grund af for hje skatter. Som fr i tiden er regeringen ikke interesseret i at skabe normale livsvilkr for beboerne i de landsbyer, som i sin tid blev dmt urentable. Krasnyj Bor er en landsby, hvortil beboere fra andre landsbyer fr i tiden sgte hen for at sge arbejde. Det er grunden til, at der nu bde bor vepsere, som taler to forskellige dialekter (midt- og sydvepsisk) og russere. De fleste i landsbyen mener, at det p trods af store forskelle i dialekterne er lettere at snakke sammen p vepsisk. Alle informanter var ligeledes enige om, at man ville foretrkke at have en avis og skoleundervisning p den anden dialekt frem for slet ingen. Ikke desto mindre er hovedsproget i landsbyen russisk. Vepsere taler russisk med hinanden p offentlige steder, da de kvier sig ved at tale vepsisk, nr der er folk til stede, som ikke forstr sproget. Ved fester og andre strre arrangementer tales der ogs russisk, da der for det meste vil vre ikke-vepsisktalende blandt de forsamlede. Korvala har for tiden 12 faste indbyggere. I landsbyen, som man for f r siden havde planer om at gre til et centrum for vepsisk kultur, er der ikke engang en butik (nr man ser bort fra en butiksbil, som besger stedet med ujvne mellemrum, dog hjst en gang om ugen og kun om sommeren. Og der er hverken post eller telefon. Om sommeren kan man komme hertil i bil (der er ingen busser). Om vinteren er al frdsel umulig. I vinteren 1998-99 var der ingen elektricitet i Korvala. Da jeg spurgte: "Hvordan klarer I jer?", svarede en 79rig kone: "Jeg

klarer mig da! Jeg smelter noget sne. Efter vand kan jeg ikke g. S henter jeg kartofler i klderen og om sommeren kommer min datter med konserves.."

Som forholdene er nu, har det p grund af manglende veje ingen mening at dyrke med salg for je.

Typisk vepsisk grd

I 1991 samledes nogle familier fra Korvala for at starte landbrug og f gang i lidt lokal industriproduktion. Dengang strandede det p fravret af en skole. Familier med brn, som kunne tnkes at vende tilbage fra byerne, mtte ndvendigvis have en skole. Korvalas skole og tilhrende bygning til kostskoleelever blev kbt af vejstyrelsen i Boksitogorsk, som ville indrette hotel og feriehjem. I dag er bygningerne tilskoddede og ligger ubenyttede hen.

Bedstemor har besg af datter og barnebarn fra Skt. Petersborg

For et par r siden gik Korvalasen over sine bredder og vandet str nu op til kostbygningen, som er omgivet af vand p to sider. Bygningen er stadig anvendelig, men vi mtte sove i telte ved siden af huset, da nglerne l hos en opsynsperson, som boede i byen Tikhvin. To af de familier, som ville starte landbrug, bor stadig i Korvala, men de dyrker kun til eget behov.

I landsbyen Lukino bor der hovedsageligt russere. Efter russernes mening er forholdet til vepserne godt, de opfatter dem ikke som fremmede. Vepserne har imidlertid en helt anden opfattelse. De hvder, at nr de kommer igennem den russiske landsby, bliver de udsat for konstant latterliggrelse af deres sprog og kultur. Ikke desto mindre bliver vepserne i dag af russerne opfattet som 'nogle af vore egne', hvad ikke er underligt, idet de taler russisk, endda indbyrdes og i vrigt ikke adskiller sig fra russerne i levevis. I nabolandsbyen Pasjosero er situationen mere anspndt. Vepsere, som er blevet genhuset her fra nedlagte, skaldt 'udsigtslse landsbyer', bor i nye huse med centralvarme, varmt vand, gas og telefon, mens de lokale russere stod p venteliste til en lejlighed (som de aldrig fik, for byggeriet blev stoppet). Det skabte en strk

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

aversion mod vepserne, og den mrker man stadig. Omvendt har vepserne ikke noget mod russerne, om end de hovedsageligt omgs deres egne, hvilket blandt andet skyldes, at de bor sammen. Pansj-osero er et af de f steder, hvor vepserne taler deres sprog p offentlige steder (i butikken, p posthuset, ved busholdepladsen). Det forstrker russernes aversion, da de ikke frostr sproget. Mange mener, at vepserne ikke har ret til at tale deres eget sprog i en russisk landsby. I Kharaginitji er befolkningen hovedsageligt vepsere. Sprogsituationen ligner den i Korvala: beboerne (som er pensionister over 60) taler vepsisk med hinanden, russisk med deres brn og svigerbrn, nr disse kommer om sommeren (de vepsere og det glder bde mnd og kvinder - der er flyttet til byen, har for det meste giftet sig med russere). Forskellen bestr i, at Kharaginitji ligger i en klynge af vepsiske landsbyer. I nabolandsbyerne er der unge mennesker. I Korbenitji, som ligger fem km derfra, er der kirkegrd og kirke, hvor vepsere fra de omkringliggende steder samles til hjtiderne. Der er sledes hb om, at det vepsiske sprog vil holde sig lngere i denne klynge af landsbyer end i Korvala. Sprgsmlet om det vepsiske

skriftsprog, skolegang og skrive- og lsefrdigheder p vepsisk spillede en srlig rolle i mit arbejde. Blandt de adspurgte havde kun tre oplevet at have vepsisk som fag i skolen (der blev undervist i vepsisk 934-37) og var i stand til at lse en vepsisk tekst (som skrives med latinsk alfabet) og skrive en enkelt tekst. Nr vi bad dem skrive noget, skrev de typisk digte, de havde lrt i skolen. Men ingen af dem havde nogensinde haft brug for det, de havde lrt i skolen, da der i dette omrde aldrig havde fandtes udgivelser p vepsisk. De, jeg talte med, som ikke kunne lse og skrive vepsisk, mente at det ville vre lettere for dem at lse vepsisk, hvis det blev skrevet med kyrilliske bogstaver. P sprgsmlet om, hvorvidt de fandt det pkrvet at undervise i vepsisk i skolen, svarede de ldste (som ogs i

hovedsagen var dem, der talte vepsisk), at det var det ikke. Hvorfor lre et sprog, som ingen bruger? De 30-50rige, isr kvinder, som ikke kunne sproget, mener, at man skal lre vepsisk. Hvis der fandtes en vepsisk skole, skulle deres brn g der. Mine informanter var af den opfattelse, at folk mtte forst ndvendigheden af at bevare vepsisk sprog og kultur. Derfor er mange vepsere, isr midaldrende, yderst villige til at snakke med forskere og tager med glde imod udgivelser p vepsisk fra Republikken Karelen og gemmer dem. (De viste mig 510 r gamle aviser). Hvis de omtalte vepsiske omrder skal udvikles og bevares, er det ogs ndvendigt at skabe beskftigelesesmuligheder og normale leveforhold. P den anden side er mange lokale folk imod, at der bygges nye veje. De frygter, at det vil udlse en tilstrmning af russere, som for det frste vil fremskynde den vepsiske kulturs undergang og for det andet vil forvrre miljforholdene i regionen.
Billedet tv.: Side af vepsisk ABC af Nina Zaizeva og Maria Mullonen, udgivet i Petroskoi 1991. Den bruger latinsk alfabet - modsat den bog, der blev lavet for det midt- og sydvepsiske omrde. I den bruges russisk alfabet.

Jelena Novosjilova er seniorstuderende fra Sankt Petersborg. Hun har skrevet denne artikel til INFONOR under et studieophold i Danmark

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

Organisat ioner

Aktivister i Vepsn Sebr vil samle vepserne

Vepsn Sebr (Den Vepsiske Forening) er grundlagt af vepsiske intellektuelle i 1991 som en sammenslutning af Ojatvepsere. I 1996 blev Vepsn Sebr indregistreret i Sankt Petersborg som en forening til bevaring af vepsernes kultur og sprog i Rusland. Siden da har Vepsn Sebr haft alle vepsiske landsbyer i Leningrad Oblast som sit arbejdsomrde. VEPSN SEBR har som sit forml at: bevare sproget og kulturen indsamle folkeminder yde humanitr bistand Medlemskab: - a priori-medlemmer af foreningen er alle indfdte vepsere og de har ret til frit at modtage vepsisk litteratur og foreningens udgivelser samt anden bistand. - de aktive medlemmer er frivillige, som uden vederlag virker for foreningen i deres fritid. P GRUND AF den meget trngte konomiske situation i Rusland er der for tiden meget f aktive medlemmer tilbage i foreningen, da de i frste rkke m tnke p at forsrge sig selv og deres familier. Vepsan Sebr gr opmrksom p, at hvis ikke der sker noget radikalt, vil vepserne som folkegruppe vre opslugt i flertalssamfundet i lbet af det nste par generationer. Derfor har arbejdet med at redde sproget hjeste prioritet. ne i Petroskoi og bringe dem ud til vepserlandsbyerne, hvor de er blevet forret til skoler og biblioteker. I FLGE foreningens forml kan alle vepsere frit rekvirere tilgngelige vepsieks bger fra Vepsan Sebr. Det er et forsg p at rette op p de skader, der skete isr i 30erne, hvor skolebger p vepsisk og mange andre mindretals sprog blev brndt p blet, og under den forstrkede russificeringspolitik, som kommunistpartiet frte under Bresjnev. MANGE STEDER findes der ingen, lrere, der kan undervise i sproget. S prver Vepsn Sebr at finde en egnet lokal person, som fr en vis oplring og man prver at f staten til at betale lnnen. Det er imidlertid helt op til velviljen hos den stedlige, i reglen russiske, skoledirektr. Hvis det ikke lykkes, prver foreningen selv at finde penge til lnninger. (Artiklen er skrevet af Bernhard Bs og Peter Jessen p grundlag af oplysninger fra Leo Baskin, udlandssekretr i Vepsn Sebr, og materiale fra foreningens finsksprogede hjemmeside). FOTO: Vepsn Sebr

I PETROSAVODSK (Petroskoi) har en anden forening, Det Vepsiske Kulturselskab, trykt flere vepsiske skolebger, men kun de ca. 15% af vepserne, der bor i Republikken Karelen, har mulighed for at lre deres sprog i skolen. Her stttes det vepsiske nemlig af Karelens skolevsen. I det midtvepsiske omrde er skoleundervisningen baseret p frivillige lreres indsats, mens mange folk i det sydlige omrde end ikke aner, at der nu findes vepsiske ABCer og lsebger. Det har blandt andet den kedelige forklaring, at der simpelthen ikke er penge til at fordele de eksisterende bger til de afsides landsbyer. DERFOR HAR Vepsn Sebr gjort en srlig indsats i det midt- og sydvepsiske omrde. Siden 1994 har foreningen skaffet penge til at kbe bger-

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

Tjukotka
(fortsat)
Af Larisa Vyntyna (Abrjutina) (Frste del af artiklen blev bragt i INFONOR nr. 1)

fisk, mens de ldre mnd byggede slder og lavede seletj. Kort sagt: de forberedte sig p vinteren. P samme tid vandrede mndene og de strre brn med dyrene, p samme mde som deres fdre og fdre fr dem havde gjort. De skulle srge for, at renerne d sig et godt fedtlag til. For at det skulle lykkes, krvedes at man inde i hovedet havde et

Renavlen Den oprindelige befolknings vigtigste nringsveje er renavl, fiskeri, jagt og fangst. Det mest lnsomme erhverv er et stort tamrenhold, som er en ganske enestende nringsform, som alene kan overleve, hvis man sikrer en uafbrudt overlevering af frdighederne fra den ene generation til den anden. En stor del af ret er renerne p vandring fra sted til sted p jagt efter nye grsgange. Flytningen sker med intervaller, der varierer efter rstiderne, grsgangenes beskaffenhed og andre forhold. I rets lb bliver renflokkene nogle gange skilt i mindre flokke og samlet igen p andre tidspunkter. S skilles renavlernes veje ogs og hver gruppe flger sin del af hjorden. Om sommeren fr i tiden skilte kvinder, gamle og sm brn sig fra hyrderne, der fulgte rensdyrene, for at sl lejr et smukt sted, hvor vinden kunne holde myggene p afstand og gerne i nrheden af et fiskevand eller en skov (s man kunne samle brnde). Her var kvinder og brn sysselsat med at berede skind, sy tj, tillave rdder og trre

vanskeligere. Myg og knot er plager for dyr og mennesker. Lidt senere skyder svampene op, og dem elsker renerne. En anden fare er vildrenerne. De er strre og strkere, og nr tamrenerne fr je p dem, glemmer de alt om, at de er tamme, og lber efter dem. Det er umuligt at standse dem og i lbet af nogle minutter kan hyrden miste hele sin hjord. Man kan kun redde dem ved nje at kende rensdyrenes adfrd og ved konstant at rvgne vagter placeret rundt om flokken. Et godt syn og en fin hrelse er foruden benene hyrdens vigtigste arbejdsredskaber. Uden dem er hans arbejde farligt. For der er lurer ogs andre hyrder, rovdyrene bjrn, ulv og jrv. Fr i tiden stillede mennesket ikke sig selv op som modstning til dyrene, men forligede sig med dem, sgte at overtale dem til at g bort, kastede tjaat (lasso) efter dem, kildede dem, og det hjalp! Fr i tiden var det ikke tilladt at bruge hyrdehunde. Om efterret samledes de forskellige grupper af hyrder igen for at vandre med dyrene til efterrs- og vintergrsgangene, hvor renskilningen foregr i august. Om forret er det klver renerne og inden denne vigtige tid mdes renhyrder fra de forskellige grup-

kort over omrder p hundredvis af kilometer, at man kendte til plantevkst, selektion og dyrenes adfrd. Pasningen af hjorden foregr til fods, og det er ikke et let arbejde. Man m huske p, at renen er et halvvildt, sky og meget hurtigt dyr. Det er et hrdt arbejde og ofte m hyrderne p en dag tilbagelgge snesevis af kilometer over hjdedrag, gennem sumpe, vandlb og snkninger. P den tid af ret, hvor jorden er snedkket, kan man kre med renspand og st p ski. Om sommeren er det langt

INFONOR -nyhedsbrev nr 2 januar 2000

9 per for at hjlpe hinanden med at skille moder-renerne fra. De holder en fest i anledning af slagtningen og de frste kalves ankomst. Det er nok rets mest gldelige og lyse tid. De arrangerer rensdyrvddelb, og lb- springog brydekonkurrencer. Fr i tiden var det meget sregne former for kappestrid, som slet ikke lignede de europiske. Renen gav mennesket fde, klder, fodtj og tag over hovedet. Af den afhang meget, for ikke at sige alt, i befolkningens materielle og ndelige kultur. Naturligvis skabte tilvrelsen som flyt-renavler en srlig verdensanskuelse og karakter. Mindst lige s sregen var fangsten p havpattedyr. P s godt som hele Beringhavets kyst og p stkysten af Tjukterhavet drev man fangst p hval, hvalros og sl. Fr i tiden brugte man harpun fremstillet af hvalrostand. Harpunerne med vendespids var ideelt tilpasset til formlet og var for deres tid det ypperste udtryk for snilde. Fangsten blev drevet p forskellige rstider: om sommeren fra umiaq og om vinteren fra isen. Fangsten dkkede alle kystbefolkningens behov. Fangerne havde deres srlige fester, hvoraf den mest kendte er hvalfesten. I sovjettiden og efter sovjetstyrets fald er der sket betydelige forandringer i fangernes tilvrelse. Urtiden Hvornr de frste mennesker kom til Tjukotka, ved ingen prcist, men p grundlag af arkologiske fund antager man, at de frste beboere kom til disse kanter mens Beringia-landbroen endnu forbandt Asien og Amerika. Ad denne vej er mennesker indvandret til det amerikanske fastland, som de har befolket. Tjukotka er alts arnestedet for menneskene i Alaska og det bekrftes af en rkke flles trk, som forener urbefolkningerne p begge sider af Beringstrdet. eskimoerne) udviklede sig til fangere. Nye nringsformer skabte grobund for en overgang fra et slgtsbaseret samfund til den patriarkalske familie. Der opstod ulighed med hensyn til ejendom. Russerne kommer I 1600-tallet kom russiske pionerer til Tjukotka og Kolyma og hermed lagde grunden til, at stenalderen og de oprindelige stammers isolation ophrte.

Mammutten blev jaget af de frste mennesker i Arktis. Her er den dybfrosne unge "Dima" ved at blive lftet fri af permafrosten.

Bostningen skete under barske klimatiske vilkr. P den tid herskede i stsibirien den skaldte sartanske istid. Folk levede hovedsageligt i den is-nre tundrazone og i gletscherdale. Her fandtes dengang flokke af mammutter, uldhrede nsehorn og bisonokser, som Tjukotkas nuvrende beboere stadig kan finde rester af. Urtidsbefolkningens vigtigste nringsveje var jagt, fiskeri og samlen. Med tiden opstod der hos visse folk (isr indlandstjukterne) et tamrenhold, mens andre (kysttjukterne og

Tjuktiske krigere gjorde i 1700-tallet s hftig modstand mod russerne, at de slap for at yde 'jasak' (pelsskat)

Det tog kun russerne 60 r at brede sig fra Ural til Stillehavet! De russiske bestrbelser p at underlgge sig nye landomrder havde mange rsager, men den vigtigste var nsket om at skabe en stormagt med adgang til havet. Alle nye landomrder blev indlemmet i Rusland

INFONOR -nyhedsbrev nr 2 januar 2000

10

sammen med urbefolkningerne. Denne proces var smertelig og blodig. Dog var det ikke
Billede: "Tjuktere foran deres bolig". Tegning af Louis Choris ca. 1814

hundrede r senere sejlede Vitus Berings ekspedition gennem strdet. Til re for disse rejser blev Asiens stligste punkt opkaldt efter Desjnjov, mens strdet og havet brer Berings navn.

skab. Alaska blev tvunget til at lre sig at g p det selvstndige ansvars tynde line og vnne sig til de fremmede men hndgribelige vrdier i forbrugerkulturen, som man hver dag m kmpe for, mens Tjukotka sovende og frataget enhver rettighed er tvunget til at svaje i takt med hver ny idstrmning hos sin diktator og velgrer, og m opbyde sine sidste krfter og ofre den sidste krumme af sin rigdom p den seneste vanvittige ide og p at spde rusen op hos sin uforstandige velgrer. (Fortsttes i nste nummer af INFONOR)

tsar-styrets erklrede ml at udrydde eller fordrive de oprindelige folk. Tvrtimod nskede man blot at de skulle underkaste sig. Til dette forml anvendtes jasak, en srlig beskatningsform, som i Rusland fra gammel tid havde opfyldt en dobbelt funktion. For et frste en politisk. Den var s at sige det ydre udtryk for, at man frivilligt havde stillet sig i et vasalforhold til Rusland. For det andet var jasakken en vsentlig indtgtskilde for den russiske statskasse. Russiske opdagelsesrejsende nede det asiatiske fastlands stligste punkt og dermed Tjukotka i 1648. Det var en ekspedition ledet af kosakken Semjon Desjnjov. Den sejlede ogs gennem strdet mellem Asien og Amerika. Nsten

Senere underlagde Rusland sig ogs Alaska, og frst i 1867 solgte tsar Aleksander den 2s regering Tjukotkas sster Alaska til USA. Hermed skiltes de to tvillingelandes skbner for altid. Hvis man skal udtrykke det billedligt, kan man sige, at den ene faldt i hnderne p en civiliseret, beregnende pragmatiker og modtog til gengld de tilhrende kendetegn i form af et smukt blte af en olierrledning gennem landet, prcise og strenge indfdte korporationer foruden den vestlige kulturs evindelige gave AIDS. Den anden er derimod faldet i klerne p en krympende deland, og fra ham har man lrt sig kolkhos-systemets uansvarlighed og drukken-

Til hvalfangsten i Tjukotka benytter man stadig den traditionelle storbd (grnlandsk umiaq, konebd), betrukket med hvalroshus. Tjukotkas eskimoer kalder den 'angjapig'. Kajakken er forlngst get af brug i Tjukotka

INFONOR -nyhedsbrev nr 2 januar 2000

11

Eskimoisk sprog i det post-sovjetiske Tjukotka

Af Bent Nielsen (tekst og foto)
I sommeren '98 besgte eskimologen Bent Nielsen Tjukotka. Han fortller her p grundlag af samtaler med modersmlslrere - om det eskimoiske sprogs overlevelseskamp i skolen. I 1958 blev samtlige indbyggere p den eskimoiske boplads, Ungaziq, tvangsflyttet. Sovjetstyret havde etableret en helt ny bygd, Novoe Tjaplino, med trhuse, butik og skole; dr kunne eskimoerne flytte ind sammen med tjuktere og eskimoer fra andre bopladser. Fra Moskva kommer man efter 9 timers flyvning til Anadyr, hovedbyen p Tjukotka i det nordstligste hjrne af Sibirien. Efter et passende antal dage (afhngigt af vejrforholdene) fortstter man med et mindre fly til Providenija. Herfra er der 1 times grusvej til Novoe Tjaplino, der i dag ser ud omtrent som dengang for ca. 40 r siden, da bygden blev grundlagt. Novoe Tjaplino er sammen med Sireniki de eneste bygder p Tjukotka, hvor eskimoerne udgr et flertal af indbyggerne. Skolen i Novoe Tjaplino har ca. 150 elever fra brnehaveklasse til 11. klasse og 6 lrere. Selvom nsten tre fjerdedele af Novoe Tjaplinos 450 indbyggere er eskimoer, foregr
'Eskimo' er ikke et eskimoisk ord, men formodentlig af indiansk oprindelse og opfattes nogle steder som nedsttende. I Grnland, Canada og det nordlige Alaska foretrkker eskimoerne oftest deres eget sprogs betegnelse, inuit, om sig selv. I den sydlige del af Alaska og p Tjukotka i Nordstsibirien er eskimoerne iflge deres eget sprog ikke inuit, men yupik-eskimoer. Imidlertid omtaler russiske eskimoer sig ikke som yupik, men som 'eskimoer'.

al undervisning i skolen p russisk. Ingen andre steder i Rusland bor der s mange eskimoer samlet p t sted, alligevel foregr kommunikationen i skole, butik og administration stort set p russisk.

jetunionen overfor de oprindelige folk var industrialisering og "folkenes forbrdring". Med dette som fortegn blev mange sm bopladser lukket og forskellige etniske grupper tvangsflyttet og samlet i strre bygder. Ofte betd det, at to, tre eller flere forskellige sprog blev talt i den samme bygd, og derfor vandt russisk hurtigt indpas som fllessprog. Dette blev yderligere fremmet ved russiskundervisning i skolerne og ved ansttelse af russiske overordnede i sovkhozerne (statsbrugene), hvor alle oprindelige folk efterhnden blev ansat som "industriarbejdere". Et resultat af denne sovjetiske dobbeltpolitik blev en hastig tilbagegang for

I Sovjettiden blev der brugt en del penge p materiale til bevarelse af eskimoernes og andre oprindelige folks sprog; men p andre fronter var der en massiv modsatrettet politik. Nogle vigtige ml for Sov-

det eskimoiske sprog. Den officielle sprogpolitik var alts forholdsvis imdekommende overfor de oprindelige folk. Blandt andet oprettede man i 1929 Herzen Instituttet i Skt. Petersborg

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

12

R e j s e b e r e t n i n g

(se i vrigt INFONOR nyhedsbrev nr. 1), hvor elever med srlig boglig begavelse kunne f yderligere uddannelse. En af de eskimoisktalende elever fra Herzen Instituttet er Ljudmila I. Ajnana, som i dag er formand for den lille eskimoiske organisation p Tjukotka. Ajnana frygter for sit folks fremtid og siger: "Den vigtigste opgave for vores organisation er overlevelse som etnisk gruppe. Vi er nu s f, at vi str i fare for helt at forsvinde som folk. Som et led i denne opgave arbejder vi for bevarelse af den traditionelle kultur og det traditionelle sprog." Ljudmila I. Ajnana har gennem flere r sammen med to andre lrere arbejdet med udgivelse af skolebger p eskimoisk. I 1981 udkom den frste skolebog udarbejdet af eskimoerne selv (tidligere

havde russiske lrere med kendskab til det eskimoiske sprog udgivet skolebger) en traditionel lsebog for frste klasse. Den nste kom i 1989 og var suppleret med grundlggende grammatik i erkendelse af, at mange af brnene nu ikke mere talte det eskimoiske sprog flydende. En anden lrer, som har vret medarbejder i skolebogsprojektet, Gleb Aleksandrovitj Nakazik, forholder sig kritisk til udgivelserne: "Jeg kom med ideen om at fjerne det overfldige indhold i lseteksterne om revolutionen, sovjetiske festdage mv., og i stedet indfre flere temaer fra hverdagslivet; men der kom selvflgelig kommentarer fra forskellige "censur-kritikere" om at s den ene og s den anden tekst skulle med, og det har naturligvis forringet

materialets indhold." Nakazik har desuden indset at udviklingen p den sproglige omrde er get s hurtigt, at de fleste eskimoiske brn nu har russisk som modersml: "Jeg er nu kommet til den konklusion, at nutidens eskimoiske skolebrn skal lre det eskimoiske sprog som fremmedsprog!" P mindre end 50 r har eskimoiske skolebrn i Rusland fet udskiftet deres oprindelige eskimoiske sprog med russisk! Marija Ivanovna Sigunilik er ogs lreruddannet og bor i Novoe Tjaplino, men er pensioneret p grund af alder. I 40 r har Sigunilik arbejdet som lrer og sammen med de to ovennvnte gjort en stor indsats for at bevare det eskimoiske sprog. P egen hnd har Sigunilik desuden udarbejdet dusinvis af plan-

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

13

manuskript, bliver udgivet, svarer bde Nakazik og Sigunylik med en vis forlegenhed, at der mangler penge ...

En side fra en skolebog:

cher, som enkelt og forsteligt fremstiller det eskimoiske sprogs grammatik. I sovjettiden var der censur og pdagogiske begrnsninger, men trods alt et vist konomisk rderum. Her 8 r efter Sovjetunionens sammenbrud findes der ikke lngere ideologiske begrnsninger; men sammen med censuren forsvandt ogs pengene. I Novoe Tjaplino er der bogstaveligt talt ingen penge. Skolen m vrne om sine ting og genbruge alt ogs skolebger. Lederen af brnehaven, Jekatarina Aleksandrovna Jetylina forklarer at alle skolebrn fr 2 - 3 gratis mltider om dagen det betyder, at der stort set aldrig er brn, der pjekker! Jetylina fortstter: "Vores strste problem er forsyningerne. I vrigt er vores kleskabe her p skolen meget gamle. Vi frygter, at de bryder sammen, og s er der ikke nogen til at reparere dem det vil blive et stort problem!" Lrerne kmper en daglig kamp mod fattigdom og knappe ressourcer f.eks. er

lnningerne flere mneder bagud. Alligevel har de tre sproglrere i fllesskab udarbejdet et nyt skolebogsprojekt, fordi det for dem er afgrende vigtigt at bevare den tusindrige gamle kultur. Gleb A. Nakazik fortller: "Vi er i gang med en bog, den skal hedde "Tutmavik", som betyder 'skridt'. Hvis man begynder med denne bog, kan man nsten fortstte selvstndigt med at lre sproget. Det er ikke en almindelig lsebog, men en lrebog for begyndere, s enhver, som kender det eskimoiske sprog, vil kunne undervise udfra den. Den skal vre komplet med metodisk vejledning og, hvis det er muligt, med kassettebnd, hvor man kan hre udtalen." Nakazik fortstter entusiastisk med at fortlle om flere detaljer fra projektet blandt andet, at lydbndet med fordel vil kunne produceres i samarbejde med eskimoer p den amerikanske St. Lawrence Island, som taler den samme dialekt. P sprgsmlet om, hvornr dette materiale, der ligger som et nsten frdigskrevet

I samtlige sovjetiske skolebger forherligedes de centrale sovjetiske institutioner. I denne eskimoiske lsebog fra 1985 prises grnsetropperne. Selv om deres bastante tilstedevrelse i Tjukotka reelt betd - og stadig betyder - en hel eller delvis kriminalisering af fangererhvervet. Styret ville efter 1948 for enhver pris undg kontakt mellem befolkninger p den sovjetiske og amerikanske side af Beringstrdet. (pj)

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

14

L i t t e r a t u r

Den samiske fortlling Sknne Katrin

Af Svetlana Saborsjtjikova. Kirovsk, Kolahalven Fra gammel tid har samerne kendt og skattet beretningen om den Sknne Katrin. Nogle har kaldt det et sagn, andre hvder, at den bygger p en virkelig hndelse. Med stor krlighed er den blevet overleveret fra forldre til brn, fra bedsteforldre til brnebrn og p den mde er de forskellige udgaver opstet, som vi kender i dag, og der er nok lige s mange udgaver, som der er fortllere. Den har fundet vej til en samisk luv't-sang, og ogs her er der et utal af varianter, som jeg allerede har nvnt. Min farbroder Ivan Andrejevitj Sakharov, var en usdvanlig fortller, som kendte en uendelig mngde sagn. Han var meget glad for brn. Hvor han end gik, var han omgivet af brn. Man kunne lytte til hans fortllinger i timevis og glemme alt andet. Jeg vil nu gengive den udgave, som jeg som barn mangen en gang har hrt fra min farbroder.

Den sknne Katrin ... Engang for lnge siden levede der ved havets bred en gammel mand og kone. De havde en datter, Modes' Katren, den Sknne Katrin. En dag lagde et norsk skib til ved kysten. Smndene s den samiske pige og blev meget indtaget i hende. S skn hun dog var. Blandt dem var en rig

kbmand. Han blev s glad for Katrin, at han ikke kunne tmme sit hjerte og besluttede at tage hende til kone. Men Katrin vil ikke gifte sig med nordmanden, med n, hun ikke elsker. Hun elsker sin forlovede, en ung same. Hun kan ikke forlige sig med at skilles fra sit fdested. Kbmanden kaldte matroserne til sig og med magt frte de Katrin ombord p skibet (en dam-

per). Den sknne Katrin grder og jamrer: Nordmanden frer mig bort Til et fremmed land Kom og frels mig Min elskede! Katrins forlovede vendte tilbage fra jagten. Han s et hvidt skib st til havs. Fra skibet vinker den sknne Katrin til ham og rber: Farvel, min elskede!. Og atter engang sang hun sin bedrvede

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

15

afskedssang. Nordmanden frte Katrin til sit hjem. Han forrede hende rige gaver: silkekjoler, dekorerede trklder og delstenssmykker. Men intet kunne gre Katrin glad, hun hverken smilede eller lo, men lngtes blot til sit land. Nordmanden vidste benbart ikke, at man ikke kan tvinge sig til en piges gunst. Kbmanden blev vred. Han bad smeden gre tre syvpundslse og lste Katrin inde. Selv drog han ud p havet. Katrin blev alene tilbage, ganske ensom, ingen kunne komme ind til hende. Og i sin ensomhed satte den sknne Katrin i sang: En nordmand frte mig til et fremmed land Ja frte mig til sit hjem Satte mig bag tre lse Og sejlede ud p havet i et hvidt skib Og jeg sidder her og skuer ej dagens lys. I tre r sejlede nordmanden p havet, inden han vendte hjem til den sknne Katrin. Han var nu endnu rigere end fr. Han bragte Katrin sdanne gaver, som samerne aldrig nogensinde havde set eller hrt om. Men Katrin ikke s meget som smilede og nsede end ikke gaverne. Hun bad blot kbmanden om at han mtte fre hende hjem igen. Det fik nordmandens galde til at flyde over. Han lste atter Katrin inde med de tre syvpundslse og drog tre r p havet. Katrin grd sine bitre trer. Kun n trst havde hun, en luv't-sang, hvori hun talte med sine slgtninge, med sin elskede trolovede og lod tankerne g til de kendte steder derhjemme. Tre r senere vendte kbman-

den tilbage. Katrins ansigt var blevet formrket, hrene gr og de smukke jne indfaldne. Atter bnfaldt hun nordmanden: Tag mig med p havet. Lad mig i det mindste se mit fdeland p afstand! Kbmandens hjerte sklvede ved synet af Katrin. Han udrustede et skib og de satte kurs mod Kolalandet. Katrin stod blot p dkket og spejdede efter den hjemlige kyst. Frst p tredjedagen fik hun sit hjemland i sigte. Katrin kunne ikke st imod. Hun kastede sig ud fra skibet, ned i havets blger. Men krfterne rakte ikke til at svmme helt ind til land. Hendes hr blev til tang, smykkerne til muslingeskaller, de spredtes, [servgi] blev til sstjerner og [kisa] med [rukovelie] forvandledes til spindsvin. Blgerne slog ind mod kysten, drber af havvand fandt vej til de bkke og elve, som lber ud i havet. Disse drber, Katrins trer, forvandledes til en lille smuk fisk med pigge, en hundestejle. Nu kan man trffe den i alle bkke og elve, hvis vand er s rent som den Sknne Katrins trer. Sdan gik det til, eller ikke. Men nr samerne kommer til en bk og ser den lille smukke fisk eller ser en musling ved havet, s hrer de atter og igen en bedrvet sang - den Sknne Katrins luv't, og man fr lyst til selv at synge: En kbmand frte mig bort til det fremmede, Men han kunne tage mine kre fra mig. Mit hjerte knustes ved afskeden. Nu svmmer jeg ved mit hjemlands kyster og i de klare elve derhjemme.

I nste nummer: Rytkheu skriver i INFONOR

INFONOR havde fr jul besg af den tjuktiske forfatter Jurij Rutkheu, hvis romaner er oversat til et utal af sprog verden over. Han har nu tilbudt at skrive til nyhedsbrevet.

Rytkheu er stadig en meget produktiv forfatter. Han har skrevet et stort antal romaner og noveller men har ogs blandet sig i den offentlige debat. Hans seneste romaner er dog - p grund af Ruslands konomiske nedtur - ikke udgivet i hjemlandet. Derimod har han succes i udlandet. Hans seneste roman er i tysk oversattelse solgt i forelbeg 400.000 eksemplarer. I nste udgave af INFONOR kan du lse hans meget kritiske gennemgang af den russiske lovgivning om oprindelige folks rettigheder.

INFONOR-nyhedsbrev nr 2 januar 2000

INFONOR

Hvem er hvem i INFONOR

INFONORS seneste ordinre generalforsamling valgte ny ledelse. Til orientering for medlemmer og lsere bringer vi en kort prsentation af folkene i foreningens bestyrelse. Claus Oreskov: (formand): Mag. scient. Antropolog, ansat i INFONOR. Har beskftiget sig med menneskerettigheder, herunder oprindelige folks problemer gennem mange r, spec. arktiske folk de seneste 15. Bernhard Bs M.A. fra Goethe Universitetet i Frankfurt a. M., kulturantroplog, amerikanist med fagomrdet subarktiske jgerfolk. Omfattende feltarbejde og rejsevirksomhed (bl.a. i de samiske omrder). Peter Jessen (redaktr): Slavist (russisk), ansat som web-redaktr. Har i over 25 r vret aktiv omkring de russiske polarfolks forhold. Lisbeth Bundgaard: Cand. polit Fuldmgtig i Helsinge Kommune. Har vret aktiv med oprindelige folks forhold de seneste 10 r. Alu Petrussen: Direktr i Atlantic Musics afdeling i Nuuk. Mange rs aktivitet for de cirkumpolare folk. En af hovedkrfterne bag 2. cirkumpolare ungdomskonference. Miriam Weiss: Sygeplejerske. Har arbejdet med cirkumpolare folks anliggender de seneste 6 r. Boris Zeichner: stud. religionssociologi, eskimologi (Kbh. Uni). Omfattende feltarbejde (Canada, Kolahalven, Mellemamerika, Asien). Aktiv for oprindelige folk i 10 r. Suppleanter: Bent Nielsen: grafiker, eskimolog (spec. de asiatiske eskimoer). Har ledet forskningsrejse til Tjukotka. Birgitte Hegerman-Lindencrone: Cand.mag. Adjunkt. Har i mange r beskftiget sig med oprindelige folk, srlig Tibet sprgsmlet og menneskerettigheder i almindelighed.

Bliv medlem af INFONOR og f nyhedsbrevet med posten

- Ja tak, jeg nsker at blive medlem af INFONOR Navn _____________________________ Adresse: _______________________

Kontingentet er kr. 150 rligt standard. For samboende kr. 200 og kr. 100 for studerende

- Belbet er indbetalt p giro 1199-1-682-5808 - Send venligst vedtgter m.m. Tlf. 35 26 70 73 (formand Claus Oreskov) E-mail: info@infonor.dk

Postnr.: ______ By: e-mail: _____________________________

Send kuponen til INFONOR, Sct. Annagade 29, 3000 Helsingr

INFONOR-nyhedsbrev nr. 2 januar 2000