Norges Nuværende Statsforfatning, Bind. 3

NORGES
NUVRENDE STATSFORFATNING.
AF
T. H. ASCHEHOUG.
ANDEN GJENNEMSEEDE OG FORGEDE UDGAVE.
TREDJE BIND.
< CHKISTIANIA.
r. T. MALLINGS BOGHANDELS FORLAG. 1893.
Indhold.
Sjette Afsnii" Indskrnknmger i Statsmagternes Myndighed.
Cap. 55. Oversigt. 1. Lren om Statens absolute Souvernitet 2. Forholdet mellem Stat og Individ 3. Fremmede Grundloves Bestemmelser om de almindelige Menneskerettigheder 4. Hvorvidt det er hensigtsmssigt at trffe saadanne Bestem melser 5. Muligheden af at opstille andre Indskrnkninger i den lov givende Magt ' 6. Indskrnkninger i de norske Statsmagters Herredmme over Individer og Institutioner Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien. 1. 2. 3. 4. 5. Beskyttelse mod ulovlig Fngsling. Om Huusinqvisitioner Forbudet mod at dmme uden efter Lov Forbudet mod at straffe uden efter Dom Forbudet mod, at Jord og Boeslod forbrydes Cap. 57. Trykkefriheden. 1. Hvad der forstaaes ved Trykkefrihed 19 2. Om Betingelserne for, at Misbrug af Trykkefriheden kunne belgges med Straf 21 Cap. 58. Gmndlovens Anvendelser af Lighedens Princip. 1. Oversigt 24 2. Forbudet mod at meddele personlige eller blandede arvelige Forrettigheder 25 . 11 12 13 16 18 Side 1 2 3 5 8 8
IV
Side.
3. Forbudet mod at tilstede nogen nye og bestandige Ind skrnkninger i Nringsfriheden . . 27 4. Forbudet mod at oprette Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser 28 5. Forbudet mod at ophve Odels- og Aasdesretten 34 Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed. 1. Historisk Indledning 2. Forholdet mellem Expropriation og Beskatning 3. Grl.s 105 forbyder ci Expropriation til Fordeel for private Personer 4. Den paabyder ikke, at Eiendom skal afstaaes i ethvert Til flde, hvor det Ofientlige behver den 5. Hvorvidt Pl. af 31 Juli 1801 indeholder et saadant Paabud 6. Hvorvidt Erstatningen altid maa faststtes ved retligt Skjn 7. Hvorvidt det ved Lov kan foreskrives, efter hvilken Maale stok Erstatningen skal faststtes 8. Erstatningen maa i Almindelighed faststtes i Penge og mcd en Sum engang for alle 9. Hvorvidt Eieren kan krve Erstatning for andet end den afstaaede Eiendoms Vrdi 10. Om Faststtelse af Erstatningen, naar kun en Deel af en Eiendom tages, og Resten taber eller vinder i Vrdi ... 11. Fortsttelse ; naar Vrdiforringelsen hi d rrer fra en Rest eiendommen paafrt materiel Ulempe 12. Fortsttelse; naar Vrdiforringelsen hidrrer fra Eiendoms byrder, opstaaede ved det nye Naboskab 13. Fortsttelse ; naar Vrdiforringelsen hidrrer fra andre Aar sager, saasom Tab af Indtgter . 14. Fortsttelse ; hvorvidt Vrdien af Fordele, det Anlg, til hvilket Grunden afstaaes, bringer Resteiendommen, over hovedet kan afkortes i Erstatningen 15. Fortstlelse; hvorvidt denne Vrdi kan afkortes alene i Ulempeerstatningen 16. Fortsttelse; hvorvidt ethvert Slags Fordele kan begrunde Afkortning 17. Fortsttelse ; om Erstatningen, naar Eieren beholder nogen Rettighed over den afstaaede Deel af Grunden i Byguings lovenes Expropriationsregler 18. Om Tiden for Erstatningens Faststtelse og Eiendommens Afstaaelse 19. Hvorvidt Staten hefter for den Eieren tilkommende Erstat ning for Grund, exproprieret af private Personer 36 40 42 44 44 46 48 48 50 52 53 53 56 58 62 64 67 68 69
v
20. 21. 22. 23. 24. Side. Om Erstatning til dem, der have Brugsretttigheder over den tagne Eiendom 70 Om Erstatningen, naar en srlig Rettighed over en legemlig Ting er Afstaaelsens eneste Gjenstand 73 Om tvur.gen Afstaaelse af andre Formuesrettighedei .... 73 Hvorvidt Eieren har Krav paa Erstatning, fordi Staten ud vider andres Adgang til at benytte hans Eiendom 73 Hvorvidt Eieren har Krav paa Erstatning, fordi hans Ting bliver tilintetgjort ved lovmedholdig offentlig Foran staltning 76 Hvorvidt Eieren har Krav paa Erstatning for Tab, han lider derved, at Lovgivningen indskrnker hans Frihed til at benytte sin- Ting 79 Om Forholdet mellem Grl.s 105 og 97 81
25. 26.
Gap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. 1. Forbudet begrndser Lovenes Herredmme i Tiden .... 2. Den Grundstning, at Love ci maa gives tilbagevirkende Kraft, er anerkjendt i de fleste Lovgivninger 3. Om Betydningen af, at denne Stning har faaet sin Plads i Grundloven 4. Forbudet gjlder ikke blot Love, men ogsaa andre Rets forskrifter 5. En udfrdiget Lov kan kun vre bindende for dem, som have havt Anledning til at blive bekjendte mcd den. ... 6. Men den bindende Kraft er ikke afhngig af, at Loven er bleven formelig bekjendtgjort . 7. Forbudet beskytter kun allerede tilvrende Personer ... 8. Forbudet hindrer kun Anvendelsen af nye Love, forsaavidt de blive til Skade for nogen 9. Forbudet vedkommer Forholdet mellem en retsstiftende Kjendsgjerning og dens retlige Virkninger 10. Forbudet hindrer ikke betinget Lovgivningen fra at for andre ldre Kjendsgjerningers Eetsvirkninger ....... 11. Det indskrnker imidlertid Lovgivningens Adgang hertil . 12. Lovgivningen kan ikke altid forandre ldre Kjendsgjernin gers Retsvirkninger, fordi den nye Lov tilsigter det almene Vel eller tilhrer den offentlige Ret 13. Ei heller fordi Loven angaaer Rettigheders Tilvrelse, ikke blot deres Retsvirkninger; Savignys Lre 14. Ei heller fordi Loven betinget ophver et vist Slags Ret tigheder; Lassalles Lre 83 83 86 87 87 88 90 91 91 93 93
97 99 102
VI
Side. 15. Hvorvidt Forbudet falder niagtigt sammen mcd den St ning, at nye Love ikke maa gives Indflydelse paa allerede erhvervede Rettigheder 105 16. Uangribelige blive Rettigheder kun, naar de, saasom For muesrettighederne, ere tillagte Individet for dets egen Skyld 107 17. Forpligtelser, som efter sin Natur maa vre selvpaatagne, kunne ci ved ny Lov paalgge nogen paa Grund af hans tidligere Handlinger 110 18. Hvorvidt man kun kan erhverve uangribelige Rettigheder ved egne Handlinger eller tillige ved andre Begivenheder . 111 19. Forbudet beskytter ikke Rettigheder, hvis Erhvervelse kun er forberedt, ikke fuldbragt 113 20. Hvorvidt en Rettighed kan betragtes som betingelsesviis er hvervet allerede ved Indtrdelsen af den frste af de Kjendsgierninger, som danne dens Grundlag 113 21. Forbudet beskytter en uangribelig Rettighed i hele dens Omfang 116 22. Dette gjlder, om end Rettighedens Indhold er omtvisteligt paa Grund af Retsreglernes Utydelighed eller Ufuldstn dighed 117 23. Ligeledes hvis Indholdets Omtvistelighed hidrrer fra lig nende Mangler ved private Villieserklringer 119 24. Rettigheder, der iflge sit Vsen i visse Henseender ere af bestemt Indhold 119 25. Lovgivningens Adgang til at indskrnke den almindelige Handlefrihed 120 26. Denne Adgang formindskes ikke derved, at Handlefriheden i nogen Retning er hjemlet ved udtrykkelig Lov 121 27, Ei heller derved, at Handlefriheden i bestemt Anvendelse allerede er tgen under siadig Benyttelse 122 28. Lovgivningen kan betingelsesviis tillgge ldre Handlinger forpligtende Virkninger 123 29. Hvorvidt Lovgivningen kan opstille nye Prscriptionsbestein melser 123 30. Fra hvilket Tidspunkt en ny Prscriptionstid kan regnes . 126 31. Om Virkningen af Love, som ophve ldre Prscriptions bestemmelser 127 32. Om Virkningen af nye Love angaaende Hvd 129 33. Hvorvidt Lovgivningen forvrigt kan tillgge ldre Hand linger en mcd dem tilsigtet retsstiftende Virkning, som de ikke have erholdt 130 34. Nye Loves Indflydelse paa ldre Contractsforhold ; Hoved regelen 133 35. Hvorvidt de kunne tillgge en ugyldig Contract Gyldighed 134
VII
Side. 36. Hvorvidt gyldigen stiftede contractsmssige Eettigheder kunne ophves eller omdannes 135 37. Fortsttelse; nye Eentelove 136 38. Fortsttelse; almindelige Moratorier 137 39. Fortsttelse; Lov om Skovvsenet af 22 Juni 1863, 6ll 137 40. Fortsttelse ; hvorvidt Lovgivningen har strre Herredmme over Contracters fjernere end over deres nrmere Retsvirk ninger 140 41. Fortsttelse; nye Bestemmelser om Virkningen af Gontrac ters Misligholdelse 142 42. Fortsttelse; nye Love angaaende Contracters Opfyldclse . 146 43. Fortsttelse; nye Loves Indflydeise paa ldre Contractsfor hold, der kunne opsiges 146 44. Fortsttelse; nye Forbudslove mod Handlinger, der ikke iflge sin Natur maavre Opfyldelse af en Contract, blive anven delige i Contractsforhold 147 45. Nye Loves Indflydelse paa andre bestaaende obligatoriske Eetsforhold 148 46. Nye Love angaaende tinglige Rettigheder ; saadannes Over frelse ved tosidige Handlinger , 149 47. Nye Love angaaende Rettigheders Overfrelse ved Handlin ger, hvori den tidligere Besidder ikke har havt Deel . . . 152 48. Nye Love angaaende Eiendomsretten ; hvorvidt Lovgivningen kan paalgge nogen at foretage Forandringer mcd hans Eiendom 154 49. Nye Love angaaende nye Forbud mod at slge visse Gjen stande 156 50. Nye Love angaaende Naboretsforhold 156 51. Nye Love anguaende Udskiftning og Sameie 157 52. Nye Love om Panteretten; deres Virkning mcd Hensyn til Panterettens Gjenstand 158 53. Nye Love om den ved Pantsttelsen sikrede Fordring ... 160 54. Nye Love om Prioritetsordenen 162 55. Nye Arvelove kunne ikke anvendes til Skade for Arvelade rens Creditorer 163 56. Nye Arvelove, angaaende Intestatarveflgen og Arvs Er hvervelse 163 57. Nye Arvelove, angaaende Pligtdeelsberettigedes Ret til at om stde Arveladerens Livsgaver 167 58. Nye Arvelove, angaaende Gavers Afkortning i Modtagerens Arvelod 168 59. Nye Arvelove, angaaende Formerne for Testamenters Op rettelse 170
VIII
60. 61. 62. 63. 64. 65. 66. Side. Nye Arvelove, angaaende Evnen til at oprette Testamenter 171 Nye Arvelove, angaaende Testamenters Indhold 174 Nye Arvelove, angaaende Arvepagter 176 Nye Arvelove, augaaende Afkald paa Arv 180 Nye Love om Fideicommisser 181 Nye Love om Odelsretten 184 Om den gamle Stning, at nye Love angaaende Personernes Stand strax kunne bringes i Anvendelse mod alle 186 Nye Love, der indskrnke den retlige Handledygtighed . . 187 Nye Love, der indskrnke visse Personers Evne til at be sidde Eettigheder 190 Nye Love, der afskaffe ldre Indskrnkninger i visse Per soners Evne til at handle eiler besidde Rettigheder .... 191 Nye Love om den borgerlige Agtelse 192 Nye Love om Familieretsforhold ; Hovedsynspuncterne . . . 193 Nye Love om gteskabslfter 194 Nye Love om gteskabs Indgaaelse 195 Nye Love om det personlige Forhold mellem gtefller. . 196 Nye Love om gteskabs Oplsning 196 Nye Love om Forldres og gte Brns personlige Retsfor hold til hinanden 199 Nye Love om Forholdet mellem Forldre og ugte Brn. . 202 Nye Love om Formuesforholdet mellem gtefller. under gteskabet 203 Nye Love om de, formuesretlige Virkninger af gteskabets Oplsning 208 Nye Love om Forldres Brugsret over deres Brns Formue 21 '2 Nye Straffelove 213 Nye Love, der ophve eller formindske den en Rettighed tillagte Rets beskytte)se 218 Nye Proceslove, Hovedreglerne 219 Nye Proceslove, deres Anvendelighed i allerede anlagte Sager 221 Nye Love om Domstolsorganisation og Procesformer. . . . 222 Nye Love om processuelle Frister 223 Nye Love om Beviis 224 Nye Love om Execation 226 Nye Love om Gjldsfngsel 228 Nye Love om Tvangssalg 22$ Nye Love om Concurs 230 Nye Love om Appel 233 Nye Love om Ophvelse af extraordinre Retsmidler . . . 235 Nye Love, der indskrnke Handlefriheden paa den offent lige Rets Omraade 236 Nye Love, som indskrnke eller ophve Stemmeret eller offentlig Myndighed, der har vret tillagt nogen Person eller Classe 236
67. 68. 69. 70. 71. 72. 73. 74. 75. 76.
77. 78. 79. 80. 81. 82. 83. 84. 85. 86. 87. 88. 89. 90, 91. 92. 93. 94.
95.
IX
Side. 96. Nye Love om Penge- og Bankvsenet ; om Mynt som tvun get Betalingsmiddel 238 97. Nye Love om Vrdiforlioldet mellem gammel og ny Mynt 239 98. Nye Love om Statens Erstatningspligt, naar den betager en Mynt Egenskaben af tvunget Betalingsmiddel 244 99. Nye Love om Indfrelsen at Papirpenge 244 100. Nye Love, som fritage en Bank for at indlse sine Sedler 245 101. Nye Love om Banksedlers Egenskab af tvunget Betalings middel 248 102. Nye Paalg af indirecte Skatter .... 251 103. Nye Paalg af directe Skatter 252 104. Nye Paalg af personlige Ydelser til det Offentlige .... 254 105, Nye Love om ldre Privilegier og Bevilgninger; historisk Indledning 254 106. Fortsttelse, hvorvidt Privilegier fr Grundloven betragtedeg som gjenkaldelige . 257 107. Fortsttelse, srskilt om Bergvrksprivilegierne .... 261 108. Fortsttelse, den ldre constitutionelle Retspraxis . . 262 109. Fortsttelse, Udvikling af den Regel, at Privilegier og Be vilgninger ikke kunne tilbagekaldes uden Erstatning . . . 265 110. Fortsttelse, Regelen er nu practisk janerkjendt med Hensyn til Bevilgninger 267 111. Fortsttelse, ligeledes med Hensyn til Privilegier .... 269 112. Fortsttelse, nrmere Udvikling af de Betingelser, under hvilke Privilegier og Bevilgninger blive uigjenkaldelige . 271 113. Fortsttelse, om Norges Banks Privilegier 272 114. Fortsttelse, om reelle Privilegier 278 115. Fortsttelse, om Apothekerprivilegierne ........ 278 116. Fortsttelse, om Eneberettigelser . . . 279 117. Fortsttelse, om Lovgivningens Adgang til at give nye Forskrifter angaaende Privilegiers Udvelse 280 118. Fortsttelse, Skattefritagelser, tilstaaede bestemte Personer 283 119. Fortsttelse, Skattefritagelser, tilstaaede visse Districter eller Classer ....... 284 120. Fortsttelse, Fritagelser for Ombud eller Vrnepligt . . . 286 Cap. 61. Statens Herredmme over juridiske Personer. 1. Statens Herredmme over Rettigheder, tilkommende Communer . 2. Statens Herredmme over andre af Staten oprettede offent lige Indretninger, som danne juridiske Personer 3. Statens Herredmme over unavngivne private Selskaber . . 4. Statens Herredmme over Stiftelser, som ere oprettede af Private
288 291 291 292
Syvende Afsnit
1. 2. 3. 4. 5. 6.
Om den dmmende Magt.
Cap. 62. Den dmmende Magts Ligesti Iling mcd Statsmagterne. Side. Hvorfor Grundloven ci har kunnet undgaa at trffe Bestem melser om den dmmende Magt 300 Den dmmende Magts Begreb ...... 301 Hvorvidt det i sig selv er rigtigt at skjelne mellem den ud vende og den dmmende Magt 302 Efter Grundloven skal den dmmende Magt vre skilt fra den udvende ..... 305 Dette er skeet gjennem den Rigsretten og Hiesteret til lagte Jurisdiction 306 Grundloven har dog forbeholdt Storthinget Afgjrelsen af visse Sager, som ellers vilde have hrt under Domstolene 310 Cap. 63. Den dmmende Myndigheds Grndser. 310 311
1. Domstolene have at paakjende Retstvistigheder ..... 2. At Staten er Part, medfrer ingen Undtagelse herfra . . . 3. Sprgsmaalet om Borgernes Lydighedspligt mod Staten falder ikke sammen mcd Sprgsmaalet om deres Ret til at bringe Statsmagternes Beslutninger under Domstolenes Prvelse . 4. I hvilke forskjellige Skikkelser det sidste Sprgsmaal kan fremkomme 5. Hvorledes Sprgsmaalet er lst i England 6. i Nordamerika ..... 7. i Frankrige 8. i Belgien, Holland, Italien og Schweitz 9. i Tyskland og sterrige . . 10. ' . i Sverige 11. i det forrige dansk-norske Monarki ....... 12. i Danmark efter 1849 . . 13. Undersgelse af den Stning, at enhver Statsmagt har at afgjre sin egen Competence ........ .... 14. Om Stningens Anvendelse paa den udvende Magt . . . 15. Domstolene kunne prve, hvorvidt den udvende Magts Be slutninger ere lovmssige 16. Den, som troer sig forurettet ved nogen saadan Beslutning, kan selv bringe Sagen for Domstolene
312 313 315 321 324 329 332 339 341 347 349 352 354 355
XI
Side. 17. Disse Stninger ere anerkj endte i Retspraxis ....... 357 18. Den Fornrmedes Adgang til at sagsge Embedsmnd til Straf og Erstatning i Anledning af deres Embedshandlinger 361 19. Om Domstolenes Adgang til at prve Loves og Storthings beslutningers Grundlovsmssighed .......... 362 20. Fortsttelse ; hvorvidt saadanne Bestemmelser alene kunne tilsidesttes, naar de ere aabenbart grundlovstridige . . . 365 21. Fortsttelse; hvorledes Domstolene have lst disse Sprgs maal 368 22. Hvorvidt Afvigelse fra de grundlovsbestemte Former for en Beslutning gjr den ugyldig 372 23. Om det Tilflde. at en Beslutning kun deelviis strider mod Grundloven 375 24. Hvorvidt en Beslutning kan opretholdes, mod at den skade lidende erholder Erstatning 376 25. Om Domstolenes Competence til at paakjende Sprgsmaal om Anvendelse af Tractater 377 26.. Domstolene ere ikke satte til at afgjre folkeretlige Tvistig heder 377 27. Hvilke Retstvistigheder der af fremmede Magter eller deres Undersaatter kunne bringes ind for Domstolene .... 378 28. Tvistigheder mcd Sverige hre ikke under Domstolene . . 379 29. Hvorvidt Domme afsagte mod Staten kunne exeqveres . . 380 Cap. 64. Domstolenes og Rettergangsmaadeiis Orgaiiisation. i? 1. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation hrer under den lovgivende Magt . 2. Kongens Adgang til at forflere Dommerembedernes Tal . . 3. Kongens Adgang til at anordne dmmende Commissioner . 4. Dommeres Uafsttelighed 5. Hvorvidt dmmende Myndighed kan overdrages andre end Embedsmnd 6. Hvorvidt dmmende Myndighed kan henlgges til admini strative Embedsmnd 7. Enhver Dom maa forberedes ved Rettergang ...... 8. Hvorvidt ldre Love, der tillagde administrative Embeds mnd dmmende Myndighed, ere bortfaldne ved Grundloven 9. Hvorvidt Lovgivningan kan tillgge administrative Befalinger Executionskraft lige mcd Domme .......... 10. Hvorvidt administrative Forretninger kunne henlgges til Domstolene 11. Om Adgangen til at omgjre Domstolenes Beslutninger i saadanne Sager . .. 382 384 385 385 386 388 389 392 393 395 396
XII
Side.
12. Lovgivningen bestemmer, hvad der skal afgjres ved Retter gang, og hvad der skal overlades til fri Afgjrelse ved ad ministrativt Skjn . . 400 13. Hvilke Sider af en Rettergangssag der kunne henlgges til endelig Afgjrelse af Skjnsmsend 403 14. Dmmende Myndighed kan ikke tillgges Storthinget . . 405 ap. 65. Hiesteret. 1. Hiesterets grundlovbestemte Sammenstning i almindelige Sager 2. Dens Sammenstning og Jurisdiction i Krigsretssager . . 3. Dens Domme kunne ikke paaankes eller revideres . . . 4. Dens Pligt til at afgive Betnkninger . 5. Hvorvidt Kongen kan forlange Beretninger fra Hiesteret om dens Virksomhed . . . . 406 407 409 410 411
Ottende Afsnit. Storthingets undersgende og controllerende Myndighed,

Cap. 66. Storthingets undersgende 3lyndighed. 413 413 417 417 419 1. Storthingets Ret til at fordre Oplysninger om Statsanliggender 2. Dets Ret til at fordre sig forelagt offentlige Protocoller og Documenter 3. Hvorvidt det har Ret til at forlange skriftlige Betnkninger 4. Dets Ret til at indhente mundtlige Oplysninger 5. Hvorvidt disse Rettigheder kun tilkomme det samlede Stor thing eller tillige dets Afdelinger i'ap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet. 420 420 426 427 427
1. Forholdet mellem constitutionel Control og constitutionelt Ansvar 2. Storlhingets Controlmidler : Meningsytringer 3. Storthingets juridiske Control; Retsmidlernes Arter .... 4. Storthingets disciplinre Myndighed over dets Medlemmer og andre, som deeltage i dets Forhandlinger 5. Nationalreprsentationens Anklagemyndighed, dens Udstrk ning i fremmede Lande 6. Hvilke Personer der kunne sttes under Anklage af Odels-
XIII
Side. thinget 433 7. Anklage ved Rigsret kan ikke besluttes af andre nd Odels thinget 436 8. Forbrydelser, der henhre under Rigsrettens Jurisdiction, kunne ikke paatales ved nogen anden Domstol 437 Cap. 68. Den constitutionelle Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser. Ndvendigheden af, at Grundlovens Bestemmelser udfyldes ved en Ansvarlighedslov Ansvarlighedslovens retlige Natur Dens forskjellige Afsnit Ministeransvarligheden i fremmede Lande Ministeransvarligheden i Sverige Ministeransvarligheden i Norge; af hvilken Beskaffenhed Be slutningen msa vre for at begrunde Strafansvar .... Statsraadernes Pligt til at protestere mod saadanneeslutninger Protest befrier Statsraaderne for Ansvar som Raadgivere . Hvorvidt de kunne drages til Ansvar for Raad, Kongen har forkastet Statsraadernes Ansvar for deres egne Beslutninger .... Deres Ansvar for Forsmmelser under Sagernes Forberedelse eller Expedition Hvorvidt Grundloven tillader at paalgge dem Ansvar for Udfrelsen af Kongens Beslutning; naar denne er lovmssig, men skadelig for Riget Fortsttelse; naar Udfrelsen vilde vre en almindelig For brydelse ......... Fortsttelse; naar Udfrelsen vel ikke er en almindelig For brydelse, men et Brud paa Grundlov eller Lov Fortsttelse; naar Statsraadens Medvirkning kun bestaaer i en Expedition af Beslutningen . . Hvorvidt Ansvarlighedsloven stter Straf for de ovenfor i 1316 nvnte Handlinger .*........ Om undskyldelig Vildfarelse som Frifcagelsesgrund for Straf Hvorvidt en Departementschef svarer for sine Underordnedes Feil Om Hiesteretsmedlemmers Ansvarlighe Om Storthingsmnds Ansvarlighed Cap. 69. Constitutionel Ansvarlighed; Erstatningspligten. 1. Ministrenes Erstatningspligt i fremmede Lande .... 492 2. Departementernes Revision og Decision af Regnskaberne for specielle Casser ..... . ..... 482
1. 2. 3. 4. 5. 6.
439 439 441 442 445 449 451 451 453 454 455
7. 8. 9. 10. 11. 12.
455 456 457 458 460 462 467 468 470
13. 14. 15. 16. 17, 18. 19. 20.
XIV
Side. 3. Statsrevisionen ............. 483 4. Odelsthingets Decision af Statsregnskaberne 487 5. Hvorvidt Kongen kan lade Statsraaderne sagsge til at er statte Tab, de ved Embedsfeil have paafrt Statscassen . . 489 6. Saadan Erstatning kan af Rigsretten paalgges dem i For bindelse med Strafansvar 491 7. Erstatning kan ikke indtales ved civilt Sgsmaal forigsretten 493 8. Ei heller ved civilt Sgsmaal for de almindelige Domstole 494 9. Hvorvidt en Privatmand kan indtale Erstatning hos constitu tionelt ansvarlige Personer : efter fremmed Ret 496 10. Fortsttelse; efter norsk Ret . 502 11. Om Indtale af Erstatningsansvar hos deres Arvinger . . 504 Cap. 70. Odelsthingets Tiltalemyndighed. 1. Protocolcomiteen; de stedfundne Rigsretsanklager .... 2. Odelsthinget kan paatale Regjeringshandlinger foretagne un der dets Samvr .... 3. Ligeledes fr Decisionen af vedkommende Statsregnskab . 4. Det er Pligt for Odelsthinget at decidere Statsregnskaberne og granske Regjeringsprotocollerne ... ..... 5. Men Odelsthinget er ikke forpligtet til at paaklage enhver Feil 6. Odelsthinget pleier at undlade Tiltale, hvor den Fornr mede kan erholde Opreisning ved de almindelige Domstole 7. Hvorvidt et Odelsthing med bindende Virkning for de flgende kan frafalde Ansvar . 8. Fortsttelse ; ved udtrykkelig Beslutning 9. Fortsttelse; ved stiltiende Forbigaaelse ...... 10. Hvorvidt et Odelsthing kan udstte Sprgsmaalet om Tiltale til et flgende Odelsthing . 11. Hvorvidt Frafaldelse af Tiltale til Straftilligeindeholdcr Fra faldelse af Erstatningsansvar 12. Hvorvidt Efterbevilgning indeholder Eftergivelse af Ansvar 13. Besluttet Tiltale bortfalder ikke ved Valgperiodens Udlb Cap 71. Riksretten. 1. 2. 3. 4. 5. 6. Hovedregelen om dens Samrnenstning Dens Prsident Hvilke Personer der skulle tilkaldes til at tge Sde i Retten Inhabilitetsgrunde , Hvorledes Inhabilitetssprgsmaal skulle paakjendes . . . Anklagedes Forskydelsesret 523 523 524 525 530 531 574 507 507 509 510 511 511 514 516 51& 520 521 522
XV
Side. Med hvilket Antal Medlemmer Eetten er domfr .... 533 I hvilke Tilflde et Medlem maa udtrde, og i hvilke hele Eetten maa oplses .... 534 9. Hvorvidt Rigsretten har at lse omtvistede Sprgsmaal om Grundlovens Fortolkning ............. 535 10. Hvorvidt Bigsrettens Domme gjlde som Prjudicater . . 537 7. 8.
Niende Afenit- Om Grundlovsforandringer.

Cap. 72. 1. Grndsen mellem Lov og Grundlov. Enhver Forskrift, der kommer i Strid med Grundloven, maa for at blive gyldig, gives som Grundlovsbestemmelse . . - 540 2. Ligeledes enhver ny Forskrift, der forkynder sig som Grundlov 542 3. Fremdeles enhver anden Forskrift, der efter sit Indhold er et virkeligt Tillg til Grundloven . . . 542 4. Hvorvidt Lovgivningen kan ophve eller forandre Institutioner, til hvilke Grundloven var knyttet sine Forskrifter .... 545
Cap. 73.
Betingelser og Former for Grundlovsforandringer. 540 554 557 558 559 561 562 563 564 564 565 571 575
1. Fremmede Loves Forskrifter herom . 2. Grundlovens 112 og dens Historie ......... 3. Grndserne for Statsmagternes Herredmme over Grundloven 4. Fortsttelse ; ingen Forandring maa foretages, medmindre den paakrves af Erfaring 5. Fortsttelse ; Forandringen maa ikke stride mod Grundlovens Principer 6. Fremsttelse af Forslag til Grundlovsforandringer .... 7. Paa hvilket Storthing Forslaget skal afgjres ...... 8. Forslaget kan alene antages uforandret 9. Til Antagelsen udkrves to Trediedeles Stemmefieerhed . . 10. Forslaget fremsttes i og afgjres af det samlede Storthing 11. Beslutningen tiltrnger kongelig Sanction ........ 12. Kongens Veto er her absolut 13. Striden herom
XVI
Side.
Tillg og Rettelser til Vpkets anden Afdeling.

Til Bind I n m Register 583 588 589 591
Sjette Afsnit.
Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed.

t
Capitel 55,
Oversigt.
1. I Modstning til Middelalderens Statsorden, der oplste Samfundet i Corporationer og Individer, udrustede med Rettigheder, som ei kunde ophves eller indskrnkes uden Besiddernes Samtykke, begyndte den nyere Tid at omdanne Statsforfatningen efter den Tanke, at Staten maa vre souvern. Er Statssamfundet tilstrkkelig organiseret, saaledes at det baade bliver sig sin virkelige Villie bevidst og har sat sig istand til at anvende hele sin Kraft, saa vil enhver Modstand, det kan mde inden sin egen Midte, vre forgjves. Det har altsaa Magten til at stte sin Villie igjennem. Det har, siger man, ogsaa Retten dertil. Thi Ret kan kun existere i det som Stat organiserede Samfund, og Ret er kun, hvad der stemmer med Samfundets Retsbevidst hed. Derfra afvigende Meninger ere enten gamle Vildfarelser, Samfundet har overvundet, men hvis Levninger hnge igjen i Etternlernes Sind, eller Spirer til nye Sandheder, som vel kunne skimtes af de mest skarpsynte Aander, men endnu ikke ere brudte frem i sit fulde Lys og i saa bestemte Omrids, at de kunne gjennemfres i Livet. Statens Herredmme over sine Medlemmer er derfor uindskrnket. Den kan forandre
Norges offentlige Ret. 111. 1
2 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.
enhver Retsregel og enhver Institution. Ingen kan eller bor have nogen af dens Forgodtbefindende uafhngig Rettighed. Det var denne Lre om Statens begrndsede Magt og Ret, der tjente til Grundlag og Forsvar for Enevldet med alle dets Misbrug. Thi da Samfundsvillien intet selvskrevet Organ har, maa det ved Lov eller Hvd vre afgjort, hvem der har at udtale den, men nar dette er skeet, gjlder den saaledes udtalte Villie som Samfundets, ligegyldigt om det er en Fyrste, en enkelt Stand eller en folkevalgt Reprsen tation, hvem Myndigheden er anbetroet. Lren har imidler tid ogsaa fundet Bifald fra den modsatte Side, kun med det Forbehold, at denne uindskrnkede Souvernitet alene kan tilkomme det hele Folk. 2. Selv i denne Skikkelse er Lren ikke rigtig. Paa den ene Side maa det erkjendes, at Individet i en vis For stand er ganske afhngigt af Samfundet. Intet Menneske kan engang bevare sin Tilvrelse uden at leve i Samfund med andre, ei heller udvikle sig efter sin Bestemmelse uden i en velordnet Stat. Af sine Borgere kan Staten derfor krve, at de for dens Skyld skulle ofre ethvert timeligt Gode, endog selve Livet. Men saadanne Ofre kan Staten dog kun fordre, forsaavidt det er ndvendigt og med lagt tagelse af Retfrdighedens Hensyn, navnlig en vis Ligelighed i Bebyrdelsen. Intet Individ tr behandles blot som Middel for Samfundets Interesser. Ethvert Menneske har sit selv stndige og virkelige Vrd. De menneskelige Samfund ere kun til for Individernes Skyld, vel at mrke, ikke blot fol deres, som i det givne ieblik tilhre dem, men ogsaa for deres Etterkommeres. Statssamfundet har den Opgave at betrygge alle dets nuvrende og fremtidige Medlemmers menneskevrdige Udvikling og derved fremme deres og den hele Menneskeheds Lykke. Enhver Undladelse af, hvad der i saa Henseende med Nytte kan gjres, er en Peil og ethvert befoiet Indgreb endog i et eneste Menneskes Handlefrihed en Forurettelse. Efter den herved givne Maalestok vurderes enhver Statsform. Individet er altsaa ikke retlst ligeover for Staten. Det har et naturligt Frihedsomraade, hvori denne ikke tr gjre Indgreb, og af de Rettigheder, det lov
Gap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 3
ligen har erhvervet, er der i alt Fald mange, som ikke vil kaarligen br kunne fratages det. 3. Erkjendelsen heraf brd isr frem efter Reforma tionen, hos den angelsaehsiske Stamme, frst i Statslivet, saa i Literaturen. Noget srskilt constitutionelt Vrn mod Overgreb fra den lovgivende Magts Side tik dog Individets Rettigheder ikke i England. Vistnok udtalte dette Lands Domstole i det 17de Aarhundrede ved enkelte Leiligheder, at hvilkensomhelst Lov, der kom i Strid med den naturlige Billighed, var ugyldig 1). Men denne Stning, der under enhver Omstndighed gik meget for vidt, er forlngst op given, og det engelske Parliament erkjendes nu, som oven for i Cap. 32, 1, omtalt, at vre omnipotent. Til andet Resultat kunde man i England flgerigtigen heller ikke komme. Thi skal den lovgivende Magt vre undergiven Indskrnk ninger, saa kunne disse ikke bero paa Domstolenes frie Skjn om, hvad naturlig Billighed tilsiger. Deslige Ind skrnkninger maa vre fastsatte ved positiv Forskrift. Og en Forskrift af denne Art maa ikke kunne forandres ved almindelig Lov. Men nogen Myndighed til at give Forskrif ter, som have saadan Hellighed, besidder England ikke. Anderledes i Nordamerika. Man skjelner der mellem Grundlov og Lov. Den grimdlovgivende Myndighed, den egentlige Souvernitet, hviler hos Folket og udves af dette, eller hvem det meddeler srlig Bemyndigelse dertil. Hver ken Regjeringen eller den lovgivende Forsamling besidder anden Magt, end Grundloven har tillagt dem, og de ere flgelig forpligtede til at holde sig de dem ved Grundloven paalagte Indskrnkninger etterrettelige. Det nordamerikan ske System gjr det altsaa muligt gjennem Grundlovsfor skrifter at faststte Individets Rettigheder og forebygge, at Statsmagterne krnke dem. Er Grundloven ikke erklret at skulle vre uforanderlig, kan Folket vistnok ophve disse og saaledes fratage Individet dets engang tilkjendte Rettig heder. Men dette vilde stride mod den anerkjendte Grund tanke i Samfundsforfatningen,
x) Dwarris on Statutes, Side 480484.
Allerede medens de nordamerikanske Stater horte under den britiske Krone, begyndte de efter Forbilledet af den IM of Rights, det engelske Parliament i 1689 vedtog, at gjre sine Fordringer paa Selvstyrelse og individuel Frihed gjldende gjennem hoitidelige Erklringer om de Rettig heder, der tilkom Amerikanerne som Mennesker eller som Borgere af det britiske Rige. Men ligesom den engelske Bill of Rights var rettet udelukkende mod Kronen, ikke mod Parliamentet, saaledes vare disse amerikanske Erklringer rettede mere mod Overgreb fra Moderlandets Regjering og Parliament end mod Misbrug fra Coloniernes egne Styrere og lovgivende Forsamlinger. De indeholdt dog Spireme til de constitutionelle Indskrnkninger, der senere ere blevne disse paalagte. Efterat de nordamerikanske Stater havde erklret sig uafhngige, optoge nemlig strax de fleiste af dem i sine nye Forfatningslove en Rkke af Bestemmelser, som i strre eller mindre Grad vrnede om Individets Ret ligeover for Statsmagterne, og som i Almindelighed kaldes Declaration of Rights. Selve Unionslovgivningen fulgte op rindelig ikke dette Exempel. Men allerede i 1791 vedtoges nogle Tillg, der for en Deel bdede paa denne Mangel l). Lignende Declarations of Rights findes nu i alle nordameri kanske Fristaters Grundlove. Exemplet fra Nordamerika er fulgt i stor Udstrkning. Saaledes vedtog Frankriges frste constitutionelle Forsamling sin bermte Erklring om Menneskerettighederne, der ind lemmedes i Constitutionen af 3die Septbr. 1791 som dennes forste Afsnit. Det sagdes udtrykkeligt, at de skulde vre bindende for Statsmyndighederne 2). Herfra gik den over i de republikanske Forfatninger af 1793 og 1795, i den frste i strk rethorisk, i den sidste i mere systematisk Affatning. Derimod bleve alle Bestemmelser om Individets Rettigheder
l) Kent, Cominentaries on American Law. I, lecture 24; Pomeroy, Constitutional Law, 225258. 2) See Frste Titel: Le pouvoir Vgulatif ne pourra faire aucune loi qui portc atteinte et mette obstacle I'exercise des droits naturela et c iciIs consignis dam le present lettre et garantis par la constitution.
Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 5
udeladte af de franske Consular- og Keiserconstitutioner. En Deel af dem optoges igjen i det constitutionelle Charte af 1814 og det omarbeidede Charte af 1830, Ill. I den nstsidste franske republikanske Forfatningslov, Constitutionen af 4de Novbr. 1848, dannede de et heelt Capitel. Ligeledes er Exemplet fulgt i flere andre Lande, see de hollandske Grundlove af 1815 og 1848, Art. Blo, 145155 og 164 167, den portugisiske af 1826, Art. 145, den belgiske af 1830, Art, 624, den spanske af 18de Juni 1837, Art. 2lo, den danske af 1849 og 1864, Art. 7689, den italienske af 4 Marts 1848, Art. 2432, den preussiske af 31 Janr. 1850, 342, den schweitzerske Forbundsgrundlov af 1848 og den reviderede Grundlov af 1874, Art. 4, S3 No. 3, Art. 4354 og 109, samt nsten alle de enkelte Cantoners srlige Grundlove. Den Udstrkning, hvori disse Forfatningslove begrndse Statsmyndigheden ligeover for Individet, er meget forskjellig. Videst i saa Henseende gaa i det hele tget de nordameri kanske Fristaters srlige Grundlove. De begynde gjerne med en udtrykkelig Erklring om, at Menneskene have visse medfdte Rettigheder, som de ikke kunne opgive ved at ind trde i Statssamfundet : Friheden, Sikkerheden paa Person, Evnen til at erhverve og besidde Eiendom. Srlig stadfestes desuden i Almindelighed Religionsfriheden, Eiendomsretten, undertiden ligeledes Forsamlings- og Petitionsfriheden, Fri heden til at bre Vaaben til Selvforsvar og til at udvandre. De fleste amerikanske Grundlove indeholde tillige Forbud mod Privilegier og Monopoler, enkelte tillige Forbud mod at give Love tilbagevirkende Kraft. Endelig udtalte mange af dem, isr de ldre, en Deel almindelige statsretlige Lre stninger, saasom at Staten er ndvendig for Beskyttelsen af Menneskets Rettigheder, at al Magt udspringer fra Folket, at al offentlig Myndighed meddeles dets Reprsentanter til alles Gavn, ikke til deres egen Fordeel, at grusomme Straffe ikke maa anvendes, og at Straffelovene overhovedet ikke maa vre strengere end ndvendigt o. s. v. 4. Deslige Alraeenstninger egne sig lidet til at op tages i en Grundlov. Indeholde de blotte Meninger, ikke Forskrifter, saa kunne de overhovedet ikke blive Lovbud.
Giver man dem Form af Forskrifter, lide de ofte af saa stor bestemthed, at deres Gjennemfrelse ei kan fremtvinges, men bliver beroende paa Statsmagternes og navnlig den lov givende Magts gode Villie. De komme derfor undertiden til at staa som en dd Bogstav. Dette behver vistnok ikke altid at vre Tilfldet, Der findes Friheder, som lade sig bestemme saa niagtigt, at Forskrifterne derom kunne blive virkeligt bindende Rets regler og deres Tilsidesttelse af Statsmagterne uden Rets virkning. Men selv i saa Fald har det sine Ulemper at ind tage dem i Grundloven. Mange endog af dem, som erkjende, at Statens Herredmme over Individet har sine Grndser, ansee det derfor uhensigtsmssigt at binde Statsmagternes og navnlig den lovgivende Magts Hnder ved udtrykkelige Forskrifter desangaaende *). Paa denne Maade at faststte, hvorlangt Individets Ret strkker sig, er, siger man, enten overfldigt eller umuligt. De fleste af disse Grundstninger nyde hos ethvert frit Folk almindelig Anerkjendelse som saadanne. De ville derfor altid blive opretholdte, saalangt Individets sande Ret krver det. Men enhver saadan Grund stning maa for Samfundets Skyld i Anvendelsen taale nr mere Begrndsninger, som ere saa billige, at de i Virkelig heden ikke blive nogen Forurettelse mod Individet. For byder Grundloven dette, kan det let blive en berettiget Begunstigelse af Individet paa Samfundets Bekostning. Navn lig kan det i Krigstider eller under borgerlige Uroligheder medfre stor Skade at tilstede begrndset Trykkefrihed, Forsamlingsfrihed eller Ret til at bre Vaaben. I de Stater, hvis Grundlove indeholde saadanne Bestemmelser, have der for mange vret tilbielige til at ansee dem blot som For maninger til den lovgivende Magt, ikke som constitutionelle Retsregler, der gjre enhver mod samme stridende Lov
') Til denne Mening bekjendte rsted sig, see navnlig Forhandlingerne paa den grundlovgivende Rigsdag 1849, Spalte 2580 fl. Blandt de mange ldre Forfattere, som have erklret sig for at optage saadanne Bestemmelser i Grundlovene, maa frst og fremst nvnes Benjamin Constant, Cours de Politique Constitutionelle, ed. Laboulaye, I, Bl7.8 17.
ugyldig. Det eneste rette og tilstrkkelige Vra for Indi videts Frihed maa sges i en Organisation af den lovgivende Magt, som sikrer alle berettigede Hensyn deres tilbrlige Vgt i dens Forhandlinger og Beslutninger. At en saadan Organisation er mulig, viser Englands Exempel. Dette er fulgt i det tydske Rige. Medens den tydske Rigsforfatning af 28de Marts 1849, der som bekjendt aldrig traadte i Kraft, indeholdt udfrlige systematisk affattede Bestemmelser om Individets Rettigheder, see Art. 129 188 ') har den nu gjldende tydske Rigsforfatning af 16de April 1871 undladt at optage nogen Forskrift af dette Slags, og det uagtet Rigets lovgivende Magt omfatter mange Forhold, i hvilke der kunde vre Sprgsmaal om saadan Beskyttelse. Ei heller findes deslige Bestemmelser i de Love af 24de og 25de Februar samt 16de Juli 1875, der tilsammentagne danne Frankriges nuvrende republikanske Forfatning 2). I Sveriges Grundlove er Trykkefriheden omgjrdet med en heel Rkke af For skrifter. Forovrigt opstille de faa Bestemmelser med Hensyn til Individets Rettigheder. Hvis man imidlertid erkjender, at Staten er berettiget til at gjre hvilketsomhelst Indgreb i Individets Handlefrihed eller Rettigheder, saa bliver det unegteligt en Mangel ved Statsforfatningen, om den ikke i saa Henseende stter Stats magterne bestemte Grndser, men overlader det til dem at gaa Individet saa nr, de finde for godt. Den naturlige Ret tiltrnger lige saa vel her som ellers at bestemmes og stad fstes gjennem positiv Lov. De med denne Opgave for bundne Vanskeligheder ere ikke strre paa dette end paa mange andre Punkter. De afgive altsaa ingen Grund til at lade den ligge ulst, men vel til Forsigtighed i Bestemmel sernes Affatning. Naar man henviser til Englands Erfaring som Bevis paa, at en begrndset Statsmyndighed ikke be hver at misbruges, saa maa det erindres, at dette Lands Historie frembyder ikke faa Exempler paa, at Statsmagterne
J) Commenterede i Zopfl, Deutsches Staatsrecht, 11, 290296. 2) Jfr. Bard et Robiquet, la Constitution Francaise de 1875, 2den Udgave, Side 8,
have gjort sig skyldige i svre Forurettelser mod Individet. Disse ere vistnok efterhaanden forsvundne, saaledes at Lov givningens Omnipotens i England ikke lngere medfrer nogen practisk Ulempe, men dette er dog kun Resultatet af en politisk Udvikling, der ikke alene bar krvet lang Tid, men ogsaa heldige Betingelser. 5. Det er saaledes neppe uden Fie, at de fleste Staters Grundlove have opstillet Forskrifter, som begrndse Statsmyndighedernes Herredmme over Individet. Adskillelsen mellem Grundlov og almindelig Lev med frer desuden, at den lovgivende Magts Herredmme kan be grndses i hvilkensomhelst anden Retning, navnlig derigjeir nem, at Grundloven ved Siden af Forskrifterne om Statsmag ternes Organisation og Magtiordelingen og om Individets Frihed eller Rettigheder ligeover for Staten, opstilie flere eller frre Bestemmelser om andre Institutioner, altsaa saadanne, som i det hele tget hre ind under den almindelige Lovgivning. Af nyere europiske Grundlove gaacr den hollandske i saa Henseende videst. Man finder der vidtlftige Bestem melser om Forsvarsvsenet, om Undervisningsvsenet, om Communerne, ja endog om Inddmningsvsenet, der vistnok er en Sag af hieste Betydning for Landet. Erfaring viser, at Optagelsen af deslige Forskrifter i Grundloven er baade ufornden og uhensigtsmssig, saafremt den paa tilstrkkelig Maade vrner om Individets Rettig heder samt om Domstolenes Uafhngighed. Under denne Forudstning lber man liden Fare for, at den lovgivende Magt under Ordningen af saadanne Institutioner krnker Retfrdigheden. Derimod viser det sig ofte, at de Baand, en Grundlov gjennem videregaaende Forskrifter paalgger den. lovgivende Magt, let hindre denne i at ordne Institutio nerne paa den. i alle Henseender gavnligste Maade. Paa Forhaand lade nemlig Hensigtsmssighedens Krav sig van skeligere bestemme end Retfrdighedens. 6. Det Adler-Falsenske Udkast indeholdt i sit frste Capitel, der var overskrevet Almindelige Grundstninger for Statsforfatningen og affattet under iensynlig Paavirk ning af den franske Erklring om Menneskerettighederne,
ligesaa mange Lrestninger og Formaninger som virkelige Forskrifter. Capitlerne 47 opstillede en Mngde Bestem melser om forskjellige Institutioner, see ovenfor Cap. I, 6. Grundloven er ikke i nogen af disse Henseender gaaet paa langt nr saa vidt. Den har vistnok givet enkelte Bud, som indskrnke Statsmagternes Herredmme over visse Institutioner. Hertil hre dens Forskrifter om Statsembederne, Kirken, Forsvars vsenet og Domstolene samt de i 106, 107 og 108 givne Regler om det beneficerede Gods, om Odels- og Aasdes retten, Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser. Men den udelod de fleste Bestemmelser, det Adler-Falsenske Udkast havde optaget angaaende Organisationen af forskjel lige borgerlige Institutioner. Ligeledes har Grundloven betydningsfulde Forskrifter, som sigte til at beskytte nogle af Individets Rettigheder mod Overgreb fra Statsmagternes Side, og i een Retning paalgger den disse et Baand ligeover for Individet, for hvilke de i andre Lande sdvanligviis ere frie. Den forbyder nemlig betinget at give Love tilbagevirkende Kraft. Men vor Grundlov har ikke sgt gjennem systematisk Opregning og hitidelig Anerkjendelse at hvde alle Individets naturlige Friheder. Den har forbigaaet flere af disse med Taushed, f. Ex. Friheden til at afholde private og offentlige Forsam linger, den mundtlige Ytringsfrihed, Friheden til at indgive Andragender til Statsmagterne, Associations- og Udvandrings friheden m. fl. Dette er sikkerlig ingen Forglemmelse fra Forfatternes Side. De have ikke villet opstille andre Forskrifter af det heromhandlede Slags end saadanne, som de fandt practisk forndne. Deraf flger, at de Forskrifter, Grundloven har optaget, ikke ere at betragte som blotte Formaninger til Statsmagterne, men som virkelige, bindende Lovbud. Det samme flyder ogsaa ligefrem af deres Ord. Af de Indskrnkninger, Grundloven saaledes har gjort i Statsmagternes Herredmme over enkelte Institutioner eller med Hensyn til Individets retlige Stilling, ere nogle, nemlig Forskrifterne om Statstjenesten, om Kirken og om ForsvarsVsenet, behandlede under Lren om Magtfordelingen, fordi
den herhen hrende Side af Gjenstanden er den i sig sel? vigtigste. Den forfatningsmssige Side af Domstolenes Ind retning og Stilling til Statsmagterne skal blive behandlet i et sreget Afsnit. Grunden hertil ligger i den eiendomme lige Stilling, som, iflge hvad der allerede er paapeget oven for i Cap. 6, 3 h, tilkommer Domstolene. I nrvrende Afsnit skulle vi saaledes alene omhandle de vrige Bestemmelser, gjennem hvilke Grundloven ind skrnker Statsmyndigheden. Da Grundloven ved at optage disse, kun har havt reent practiske Hensyn for ie, er det vanskeligt at stille dem i nogen systematisk Orden. De kunne grupperes saaledes: a. Bestemmelser, der sigte til at forebygge Misbrug af Sikkerhedspolitiet, af Statens Straffemyndighed eller over hovedet i Retspleien. Herhen hre Grl.s 96, 99, frste og andet Punktum, samt 102 og 104. b. Trykkefrihedens Anerkjendelse i 100. c. Forbudene mod at tilstaa nogen visse Forrettigheder, som vilde komme i Strid med den statsborgerlige Lighed, 23 og 108, eller med andres Ret, 101 og 103. d. Bestemmelser, der sikre Eiendommen og andre erhvervede Rettigheder, Grl.s 105 og 97, hvilken sidste dog, som vi senere skulle see, indeholder noget mere. Til denne Classe kan man ogsaa regne Grl.s 106, sidste Punktum. Grl.s 107, som forbyder at ophve Odels- og Aasdes retten, tinder ikke Plads i nogen af disse Grupper. Det mrkeligste ved denne Bestemmelse ligger i dens Forhold til 108. De Forklaringer, den tiltrnger, ville derfor blive indtagne i det Capitel, hvor sidstnvnte Grundlovspara graph omhandles.
Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien. Capitel 56.
11
Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien. 1. I Grl.s 99 siges det: Ingen maa fngslig anholdes, uden i lovbestemt Tilflde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For befiet Arrest eller ulovligt Ophold staa Vedkommende den fngslede til Ansvar. Ved disse Bestemmelser, hvis nrmeste Kilder ere at sge i den franske Erklring om Menneskerettighederne, Art. 7, og det Adler-Falsenske Udkast 19, jvfr. 178 og 179, har man sikkerlig tnkt sig, at der gjennem en ny Lov skulde gives niagtige Forskrifter baade om Vilkaarene for og Frem gangsmaaden ved ethvert Slags Fngsling. Efter Ordene skulde Forskriften ogsaa have afskaffet den Anvendelse af Varetgtsfngsel, som Retsbrugen paa Grundlovens Tid for lngst havde indfrt, saaledes at man, indtil den nye Lov udkom, maatte have vendt tilbage til Reglerne i Lovbogens Il71 17 og I2l.1 21. Dette vilde imidlertid have vret srdeles urimeligt og blev i Praxis aldrig antaget 1). Den bestaaende Sdvanerets Regler antoges altsaa her at gjlde lige med den skrevne Lovs. Grl.s 99 danner intet Sidestykke til den bekjendte engelske Habeas Corpus Act. Denne Act indeholder nemlig ikke selve Forbudet mod ulovlig Arrest, hvilket allerede fandtes i Magna Charta af 1215. Habeas Corpus Acten af 1679 (31 Ch. 11, Cap. 2) indeholder derimod et virksomt Mid del for den ulovligen fngslede til at gjenvinde sin Frihed. Den berettiger nemlig enhver, der er belagt med. Arrest, til at udtage en Stvning, i Kraft af hvilken Arrestforvareren senest inden 20 Dage maa fremstille den fngslede i egen Person for Lord Cantsleren eller en af Englands Overdom mere, som da har at paakjende Arrestgrundens Lovlighed. Nu har Straffeprocesloven af 1 Juli 1887 i Capitlerne 19 og 35 opstillet en Rkke Forskrifter, som fyldestgjre de anfrte Led af Gris. 99 og svare til Habeas corpus Acten.
x) Schweigaard Proces 11, 176, og Commissions-Betnkningen om Forandringer i Straffeproceslovgivningen, 11, frste Afdeling, Side 492.
12
Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.
2. Grl.s 102 lyder: H uu si nqvi sit ioner maa ikke finde Sted uden i criminelle Sager. Paragraphen havde i Constitutionscomiteens Udkast en temmelig forskjellig Affatning, der i flere Henseender veileder til rigtig Forstaaelse af den nu gjldende Bestem melse. Udkastets 107 ld saaledes: Hver Borgers Huus er helligt. Ingen maa betrde det mod hans Villie, uden i Kraft af skriftlig Ordre fra vrigheden. Forbudet var altsaa efter Udkastet rettet mod enhver Indtrngen i en Mands Huus, nar den ei var autoriseret ved skriftlig Ordre fra selve den almindelige vrighed. Efter Grl.s 102 er derimod Forbudet kun rettet mod Huusinqvisitioner, det vil sige Undersgelser, som ere forbundne med krnkende Mis tanke mod nogen. Grundloven lgger altsaa ingen Hindring i Veien for Undersgelser, som anstilles ikke for at opspore nogen bestemt Forbrydelse, men for at eftersee, hvorvidt visse Bestemmelser i Lovgivningen overholdes, f. Ex. Brand visitation, Fr. 18de Aug. 1767, V., 10, Undersgelser af Maal- og Vgtredskaber, Lov 28de Juli 1824, 20, og Credit oplagsettersyn, Toldlov 20de Sept. 1845, 100. Heller ikke forbyder Grundloven at trnge ind i Huse i den Hensigt at arrestere Personer, som lovligen kunne anholdes, H. R. D. 13de Juni 1869 !), eller for at gjre Execution eller beslaglgge Gods. Den Omstndighed, at Grundlovens Forbud ikke rammer saadanne Handlinger, medfrer imidlertid endnu ingen Hjemmel til at foretage dem, hvorimod det i saa Hen seende maa komme an paa den almindelige Lovgivnings Bestemmelser. Medens saaledes Told vsenets Betjente iflge Toldlov 20de Sept. 1845, 15, ei kunne gaa ind i nogen Mands Vaaningshus for at anholde toldforsvegne Varer, endog om de forflge disse paa frisk Fod, er Grundloven ikke anseet til Hinder for, at det Offentlige, nar det med Sikkerhed vides, at Varerne ere der, kan lade dem beslaglgge ved Fogden, H. R. D. 23de April 1819. For at Inqvisitionen skal komme ind under Grundlovens
x) Retstidende 1869, Side 164 ff.
13
Bud, maa den anstilles i Vaaningshuus. Dette var isr tyde ligt i Constitutionscomiteens Udkast, men ligger ogsaa nr mest i Grundlovens eget Udtryk. Til denne Fortolkning slutter Toldlovens 15 sig, idet den tillader Huusinqvisition i Pakhuusrum, Skure og Boder udenfor Kjb- og Ladest derne samt deres Forstder og ligeledes i Pakboder og Pak huusrum, beliggende paa de sidstnvnte Steder, nar Los ning eller Ladning foregaaer ved samme. Endnu mindre kan Skib sttes ved Siden af Vaaningshuus. Hvad Grl. 102 vilde -forbyde, var Undersgelser i mindre Strafsager 1). Nogen Anviisning til at finde Grnd sen mellem dem og de strre Strafsager gav den imidlertid ikke. Fr Straffeprocesloven af 1 Juli 1887 lrtes det i Almindelighed, at Huusinqvisition ikke maatte anvendes i Sager, i hvilke der ei kunde skrides til personlig Arrest, og hvad herved udelukkedes, var paa det nrmeste Forbrydelser, for for hvilke der er bestemt Bder eller anden Straf paa For muer 2). Hiesteret antog dog, at Grndsen mellem de tilla delige og utilladelige Anvendelser af Huusinqvisitioner ei var betinget bunden til det ovenfor angivne Skjelnemrke. Ved Dom af 24de Februar 1871 3) erklrede nemlig Hiesteret, skjnt under strk Dissents, Politiet berettiget til at anstille Huusinqvisition for at etterspore ulovligt Brndevinssalg, i alt Fald nar skjrpende Omstndigheder er tilstede, om end Straffen ei kan overstige Bder og Confiscation. Til denne Opfatning har Loven af 1 Juli 1887, Cap. 18, sluttet sig. 3. Grl.s 96 lyder: Ingen kan dmmes uden efter Lov eller straffes uden efter Dom. Piinligt Forhr maa ikke finde Sted. Det frste af disse Forbud, at ingen maa dmmes uden efter Lov, sigter kun til Straffedomme. Dette fremgaaer allerede af Sammenhngn med Paragraphens vrige Be
x) Storthingsefterretningerne 18141821, Side 76. 2) Schweigaard Proces, 11, 191192, og Commissionsbetnkningen om Forandringer i Strafferetspieien, 11, frste Afdeling, Side 545. 3) Retstidnden 1871, Side 221.
14
stemmelser. Herved forbydes altsaa at bygge Straffedmme paa andet end Lov. Den nrmestliggende Flgestning er, at Kongen ikke ved almindelig Resolution (skjnt vel ved provisorisk Anordning efter 17) kan give noget Straffebud. Ei heller kan der gjennem privat eller communal Vedtgt faststtes egentlige Straffe, hvorimod der selvflgelig intet er til Hinder for, at man i privat Aftale vedlager, at den af Par terne, som maatte foretage visse Handlinger, skal tabe et eller andet Retsgode af det Slags, som er Gjenstand for fri Over eenskomst, f. Ex. erlgge en vis Pengebod. Thi denne Bod bliver, selv om den tilfalder en offentlig Casse, ikke Straf i Grundlovens Forstand. Hvad her er udviklet, flger imidler tid saa iensynligt deels af Grundlovens Regler om Magt fordelingen, deels af Sagens Natur, at den i Begyndelsen af 96 udtalte Stning vilde have vret ganske overfldig, hvis den ei skulde havt mere at betyde. Det er, hvad dens Ord ogsaa vise, utvivlsomt dens Hensigt at forbyde Idm melsen af Straf efter blotte naturlige Retsgrundstninger eller herskende Retssdvaner. Saalangt er alle enige. Det har imidlertid, isr fr, vret en temmelig gjngs Mening 1), at det, Grundloven har forbudt, er Idmmelse af Straf for nogen Handling, som ikke i et bestemt Lovbud udtrykkeligen og ligefrem er be tegnet som strafbar. Det var paa den Tid, Grundloven blev given, en meget udbredt Anskuelse, at det skulde vre uret frdigt at belgge Handlinger med Straf, som ikke vare saaledes stemplede, at man i selve den skrevne Lov kunde finde ligefrem Advarsel. Om det end ei med fuld Sikkerhed kan paastaaes, at den franske Constitution af 1791, Art. 5 og 8 2), ere byggede paa denne Anskuelse, saa er dette klar ligen Tilfldet med det Adler-Falsenske Udkast 191, efter
x) Stang, Side 541. 2) Art. 5 lyder saaledes: Alt det, som Loven ikl^ har forbudt, kan ei forhindres, og ingen kan tvinges til at gjre, hvad den ikke befaler. Art. 8 lyder : Ingen kan straffes uden i Kraft af en Lov, som er antagen og bekjendtgjort fr Forbrydelsen, og som lovligen kan anvendes paa samme.
Cap. 56.
Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.
15
hvilket enhver Straf i Dommen skulde paalgges med Lovens egne Ord. Men denne Forskrift er ikke optagen i Grund loven, hvis Afvigelse fra sin Kilde her er saa iinefaldende, at den tyder paa en bestemt Modstning i Tanke. At en hver Handling, der ei kan lades hengaa ustraffet uden al mindelig Forargelse, Fare for Retssikkerheden eller anden Skade for Samfundet, i Straffeloven skal vre tydeligen be stemt som strafbar, er en Fordring, menneskelig Om sigt og Udtryksevne ikke formaar at fyldestgjre. Og i Al mindelighed er det kun Juristerne, der hente sin Oplysning om, hvad man kan gjre og lade, umiddelbart fra Straffe lovens Text. Andres Forestillinger derom skabes nrmest af den almindelige Retsbevidsthed, saaledes som den aaben barer sig i hele Folkets Liv. Den her omhandlede Grund lovsbestemmelse kan under ingen Omstndighed opfattes som et Forbud mod at straffe en Handling, der vel ikke rammes af Lovens Ord, men efter dens Tanke maa antages at vre indbefattet under et af dens Straffebud. Thi i saa Fald paalgges Straffen 'jo efter Lov, nemlig i Henhold til dens specielle Lovbud. Man kan altsaa idmme Straf efter en udvidende Fortolkning i). Mere omtvisteligt er det deri mod, hvorvidt Grundloven tillader at bygge Straffedmme paa blotte Analogier af den gjldende Straffelov, altsaa straffe en Handling, der vel ikke kan henfres under noget specielt Straffebud, men dog har saa meget tilflles med andre, iflge udtrykkelig Lov strafbare Handlinger, at Lov giverne utvivlsomt vilde have belagt den med Straf, hvis den var kommen dem i Tanke. I Praxis har man havt liden Betnkelighed herved. Den indtil 1843 gjldende Straffe lovgivning var saa ufuldstndig, at det ikke kunde undgaaes at benytte dens Analogier. Ved Criminallovgivningens Istand bringelse formindskedes denne Ndvendighed, og da denne Lov aabenbart har lagt an paa at vre udtmmende inden sin Ramme, kan. det synes, som om man ved at straffe efter dens Analogi vilde stte sig ud ogsaa over dens Villie.
x) Schweigaard, Commentar til Criminalloven, I, S990.
16
Cap. 56. Beskyttelse med Misbrug i Retspleien.
Hiesteret har ikke destomindre flere Gange, fr Criminalloven af 1842 blev revideret, fulgt den modsatte Mening x). Til Sttte for den Anskuelse, som saaledes er bleven den herskende, kan der ogssa anfres Grunde af ikke liden Vgt. Det lader sig ikke paastaa, at den er i bestemt Strid med Grundloven. Thi den, der dmmer efter Straffelovens Analogier, maa endnu, i alt Fald ien vis Forstand, siges at dmme efter Loven. At knytte en saa vigtig Forskjel, som den her omhandlede, til Grndsen mellem udvidende Fortolkning og Anvendelsen af Analogi er ogsaa lidet at anbefale, thi denne Grndse er i Virkelig heden nsten forsvindende, see som Beviser herpaa de i Rets tidnden for 1845, 422 ff. og for 1846, 564 ff. forekommende Anvendelser af 183 og 2120. Gaacr man frst ind paa Tilladeligheden af at bygge Straffedomme paa udvidende Fortolkninger, er der liden indre Grund til at modstte sig lignende Anvendelse af Straffelovens Analogier. Thi den Fordring, at Loven skal indeholde tilstrkkelig Advarsel, fyldestgjres i begge Tilflder ligemeget eller ligelidet. 4. Ingen maa straffes uden efter Dom. Dette Forbud findes ogsaa i 96. Det er ikke her som i Crl.s IB1 8 fastsat, at enhver Straffe dom, der skal kunne ivrksttes i Riget, maa vre afsagt af en norsk Domstol. Loven af 11 September 1818, 8, bestemmer, at enhver, som ved endelig Dom i Sverige har mistet sin re eller Fred eller er landsfor viist, skal derved ogsaa i Norge, saalnge hiin Straf vedvarer, vre rels, fredls eller landsforviist. Og under Overlgningerne om den i 1857 paatnkte Lov om Executionen af svenske Domme
x) Lass on, Criminalret, I, 91 ff. og Supplementet dertil, Side 12. Den i vor Retspraxis fulgte Anskuelse hvdes af Binding, Handbuch des Staatsrechts, I, 1728, men forkastes i de fleste nyere Straffelovbger og af de fleste Forfattere, der ligesom Goos, Indledning til den danske Strafferet, I, 174188, antage, at der inden en systematisk Strafferets Omraade ikke ved Analogi kan finde nogen Forgelse Sted, hverken af strafbare Handlingers Arter eller af Straffrihedsgrundene.
Cap. 56.
Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.
17
blev det ikke engang af Forslagets Modstandere paastaaet, at Grundloven skulde vre til Hinder for, at Lovgivningen paabd Execution af fremmede Domme l). Dom er ved det her omhandlede Forbud kun gjort til Betingelse for at underkaste nogen et Onde af det Slags, som kaldes Straf, altsaa et Onde, som paalgges Lovover trdere i det iemed, hvortil den gjldende Straffelovgiv ning sigter, nemlig hos os at afskrkke hank og andre fra lignende Forseelse. Selv Tilfielse af saadanne Onder op hrer at vre Straf, nar den blot bestaaer i en lempelig Tugtelse af Underordnede, see som Exempler N. L. 655, Haandvrkslov 15 Juli 1839, 76 2), Sfartslovens 13, Skolelov 17 Juni 1869, 27, Militr Straffelov 23 Marts 1866, 172, Crl. 213, Bodsfngselslov 12 Juli 1848, 7, Fattigloven "af 6 Juni 1863, for Kjbstderne 66, for Landet "80, jvfr. nu Lov 20 Juni 1891, No. 1. De betragtedes heller ikke fr Grundloven som Straf. Thi medens den ldre Lovgivning, Fr. 5 Juli 1793 i Prmi^serne og Rs. 5 December 1794, ud talte, at Straf ei maatte paalgges uden Retsdom, tillodes deslige Tugtelser uden Dom. Ligeledes maader skjelnes mel lem Straf og Tvang. Tvivlsomt er det dog, om man herved kan retfrdiggjre Fattiglovene af 20de September 1845 for Kjbstderne 45, for Landet 51, der bemyndigede Politiet til uden Dom at henstte Personer, som vare hengivne til rkeslshed og Drukkenskab og ei lovlig kunde ernre sig, i Tvangsarbeidshus indtil 6 Maaneder. Tvangsarbeidshusene skulde nemlig efter Lovens nstforegaaende Paragrapher ogsaa benyttes som virkelige Strafanstalter for Betlere. Den lovgivende Magt har imidlertid ikke fundet overveiende Be tnkelighed ved at optage disse Forskrifter og endog give dem udvidet Anvendelse i Fattiglovene af 6 Juni 1863, for Kjbstderne 60, 61 og 62, for Landet 75, 76 og 77. Den i Rs. af 24 Novbr. 1764, 3, omhandlede Indst
') Storthingsforh. 1857, IX, 540542. 2) Jvfr. Retst. 1869, 750, Noten.
Norges offentlige Ret. 111.
18
telse i Tugthuset af Personer, der gjenstridigen forsmte at erhverve den til Confirmationen ndvendige Kundskab, anto ges vel ikke at vre Straf, Dept. Skr. 8 Juli 1836 *), men dette Tvangsmiddel blev nok i Praxis aldrig anvendt uden efter Dom 2) og bortfaldt ved Lovene om Almueskolevsenet af 12 Juli 1848, 18, og 16 Mai 1860, 51. Endnu mindre forbyder Grundlovens 96 uden Dom at paalgge Mulcter i den Hensigt at fremtvinge Opfyldelsen af offentlige Pligter, saasom Afgivelse af Embedserklringer, Aflggelse af Regnskab, Overtagelse af offentlige Ombud 3). Virkelige Straffe kunne derimod alene paalgges ved Dom. Som Flge deraf bortfaldt den revisio actorum af Krigsrets domme enten ved Kongen eller den|histcommanderende Gene ral, som den ldre Lovgivning paabd 4). At Grundloven ikke har villet forbyde Anvendelse af Formuesstraffe blot efter den Skyldiges Vedtagelse, forstaaer sig selv. Da Ndvendigheden af at stilles for Retten og lide Dom kan blive en Byrde for den, der erkj ender sig skyldig, br det heller ikke ansees grundlovsstridigt at tillade Ved tagelse af de lettere Frihedsstraffe. Den militre Straffelov af 23 Marts 1866 172 tilsteder saaledes Vedtagelse af sim pelt Fngsel. Lovgivningen kunde maaskee gaae noget videre heri, nemlig til ethvert Slags Fngsel, der benyttes til Afsoning af Bder. 5. Grl.s 104 siger: Jord og Boeslod kan i intet Tilflde forbrydes. Bestemmelsen danner kun en Indskrnkning i den offentlige Straffemyndighed, ei i den private Contractsfrihed. Ved Boeslod forstodes enten den skyldiges hele Formue efter Fradrag af hans Gjld eller hans beholdne Formue i Lsre, 12210 og 12. Derimod er Grundloven ikke til Hinder for, at Lovgiv ningen faststter Bder til en Brkdeel af den skyldiges
x) 2) 3) 4) Dept.s-Tid. 1836, Side 812. Motzfeldt, Kirkeret, Side 252. Schweigaard, Proces, 11, 280. Retstidnden 1836, Side 12.
Cap. 57. Trykkefriheden.
19
Formue. Den saakaldte Straf paa yderste Formue, som be stod i at miste Tiendedelen af sin lse Formue, ansaaes saaledes ikke bortfalden ved Grl.s 104, see Lov 17 Mai 1848, l 1).
Capitel 57.
Trykkefriheden. 1. Det Adler-Falsenske Udkast 26 ld: Trykke frihed er en vsentlig Betingelse for Borgerfrihed. Ved samme forstaaes: i) Enhvers Ret til at udgive eller lade udgive Skrifter uden nogen af den offentlige Magt i For veien lagt Hindring; 2) kun for de ordentlige Domstole at kunne tiltales for deres Indhold og ikke for samme at kunne straffes, medmindre dette Indhold strider mod en bestemt og tydelig Lov, given for at vrne om den almindelige Sikkerhed og hver Statsborgers re. Constitutionscomi teen paa Eidsvold forlod dette Udkast og foreslog en Be stemmelse, der i det vsentlige er hentet fra den franske Const. af 3die Septbr. 1791, Afdeling 111, Cap. V, Art. 17, frste og andet Punktum, og med liden Forandring blev an tagen af Rigsforsamlingen. Saaledes er Grundlovens 100 tilbleven. Den lyder: Trykke frihed br finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift, afhvad Indhold det end maatte vre, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forstligen og
x) Nrreg a a r d, Forelsninger, 1063; Stang. Side 611-612; L a s s o n, Criminalret, I, 294295.
20
aabenbare har enten selv viist, eller tilskyndet Andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sdelighed eller de constitu tionelle Magter, Modstand mod disses Befalin ger, eller fremfrt falske og rek r senkende Beskyldninger mod Nogen. Frimodige Ytrin ger om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand, ere enhver tilladte. Friheden til at trykke vilde vre betydningsls uden Frihed til at udgive de trykte Skrifter. Den sidste er der for indbefattet i den frste. I Overensstemmelse hermed maa det antages, at Grl.s 100 ogsaa kommer til Anvendelse paa Skrifter, som indfores hid til Landet. Friheden til at trykke og udgive Skrifter er efter Grund loven betinget. Det kan altsaa ikke paalgges Forfatteren at navngive sig. Fr. 27 Sept. 1799, 16, indeholdt et saa dant Bud, men det har altid vret anseet som ophvet ved Grundloven. Ei heller vilde det vre foreneligt med denne, om vor Lovgivning i Lighed med, hvad der- har fundet Sted i fremmede Lande, foreskrev, at ingen maatte udgive Aviser eller andre Tidsskrifter uden frst at stille Caution for de Bder og Erstatningsansvar, han kunde komme til at paa drage sig som Udgiver. Lovgivningen kan heller ikke bemyndige Regjeringen eller en anden offentlig xlutoritet til at hindre Trykningen eller Udgivelsen af noget Skrift. Grundloven gjr ingen Undtagelse herfra engang i Krigstilflde med Hensyn til Underretninger, som kunde vre til Skade for Krigsmagten og dens Foretagender. Man skulde saaledes intet andet ret ligt Forebyggelsesmiddel have derimod end de i den militre Straffelov af 23 Marts 1866, navnlig 75, opstillede Straffe bud, hvilke forovrigt under sregne Omstndigheder kunne skjrpes, se 9, 59 og 60. Det kan ikke engang paalgges Udgiveren fr Udgivel sen at levere noget Exemplar af sit Skrift til det offentlige for derved at stte det istand til at controllere Indholdet. En Forskrift af saadant Indhold fandtes i Fr. 27 Septbr. 1799, 26, men bortfaldt ved Grundloven, see Hiesterets
21
dom af 25 Juli 1837 1 ). Et Paalg om af afgive Exemplarer til offentlige Bibliotheker danner derimod ingen Indskrnk ning i Trykkefriheden, jvfr. Lov 20 Juni 1882, 6. Ei heller er Grundloven til Hinder for, at der ved Lov gives Bestemmelser om Adgangen til at drive Bogtrykkeri (Lov om Haandvrksdriften af 15 Juli 1839, 89) eller Regler om, hvad der ved Trykningen og Udgivelsen skal iagttages, for at der altid kan findes nogen, som staaer til Ansvar for de ved Skriftet begangne Lovovertrdelser. Ligesaalidt kan det antages, at Grundloven forbyder enhver offentlig Foranstaltning for at hindre Udbredelsen af engang udgivne Skrifter. Er et Skrift eller et Billede af Domstolene blevet fundet usdeligt og Udgiveren af den Grund straffet, vilde det vre altfor urimeligt, om Samfundet skulde vre berettiget til at confiskere og tilintetgjre de Exemplarer, som endnu findes til Salgs. Grundloven antages saaledes ikke at have ophvet Fr. 27 Septbr. 1799, 21, forsaavidt den paalgger enhver, som har til Forhandling Exemplarer af noget Skrift, der efter offentlig Paatale ved endelig Dom er kjendt strafbart, paa Forlangende at afgive dem til Politiet for at opbrndes. Det ansees ikke engang som grundlovstridigt, at det offentlige ved forelbigt Beslag sikrer sig mod Udbredelsen af strafbare Skrifter, nar kun Paatale ivrksttes snarest muligt 2). 2. Grundlovens Forskrifter angaaende de Betingelser, under jhvilke Lovgivningen kan stte Straf for et trykt Skrifts Indhold, ere i den Grad dunkle, at de neppe lade sig forklare paa nogen tilfredsstillende Maade. Allerede Udtrykket Ringeagt mod Religionen, Sdelig hed eller de constitutionelle Magter giver Anledning til Tvivl. Den, der negter Sandheden af de Grundlrdomme, hvorpaa al Religion hviler, navnlig Guds Tilvrelse, kan siges at vise Ringeagt mod Religionen. Thi denne bliver da for ham en stor Vildfarelse, der' ingensomhelst Agtelse kan
x) Retstidnden 1837, Side 635642. 2) Schweigaard, Commentar til Criminalloven 11, 464465. Getz og Hagerup, Straffeprocesloven, Side 127.
22
Cap 57. Trykkefriheden.
fortjene. Men fremstilles en saadan Lre som Resultatet af en videnskabelig Granskning eller forovrigt paa en Maade, som vidner om, at han her kun vil udtale, hvad der efter hans Overbevisning er Sandhed, tillader Grundloven ikke betinget at straffe ham. Thi sidste Punctum i den her om handlede Grundlovsparagraph maa betinget forstaaes saa ledes, at den berettiger enhver til at underkaste hvilkensom helst Gjenstand den menneskelige Fornufts Critik -og ytre sin Mening derom paa en passende Maade. Grundloven maa derfor ved Ordene vise Ringeagt mod kun have tnkt paa haanende Ytringer. Paa denne Opfatning synes ogsaa Cri minallovens Bl8 1 og 2 at vre bygget, idet de kun stte Straf for at drive Spot med Statens offentlige Religion eller andre Troesbekjendelser. Vel er denne Slutning ikke ganske uimodsigelig, da den lovgivende Magt ei er forplig tet til at stte Straf i ethvert Tilflde, hvqr Grl.s 100 tillader det. Man tager dog neppe feil ved at sige, at Cri minalloven her har troet at ramme Grundlovsparagraphens egentlige Tanke. Er den nu udviklede Betydning af Ordene at vise Ringeagt mod den rette i een Anvendelse, maa den ogsaa vre den rette i de vrige. Man kan altsaa ikke straffe den, der ved Grunde sger at paavise, at enten Kongedmmet eller Nationalreprsenta tionen ere Institutioner, som hvile paa falske Forudstninger eller ikke opfylde sit iemed, hvorimod saadanne Meninger, udtalte i trykt Skrift, frst blive strafbare, nar de ledsages af Haansord mod disse constitutionelle Magter. Sprgsmaalet kan her blive practisk, da Criminallovens 926 betjener sig af samme Ord som. Grundloven. For at angive, hvilke rekrnkelser mod Privatmand, der skulde kunne straffes, bruger Grundloven Udtrykket falske og rekrnkende Beskyldninger mod Nogen. Dette omfatter ikke alle Slags fornrmelige Ytringer, navnlig ikke Haansord, der ei antyde nogen moralsk Brst hos den For nrmede. Ikke destomindre ansees Lovgivningen berettiget til at belgge ogsaa dette Slags Ytringer med Straf, idet en saadan Forseelse kan henfres under et andet i Grl.s 100
Cap. 57.
Trykkefriheden.
23
forekommende Udtryk, nemlig at vise Ulydighed mod Lo vene. Har Lovgivningen engang opstillet et Bud som Crl. 178, saa bliver Brug af utilbrlige Ord eller forhaanende Ytringer mod Nogen unegtelig en Ulydighed mod Lo vene. Saaledes forstodes Udtrykket af den Cmitee, som foretog den endelige Redaction af Grundloven. I sin oprin delige Skikkelse havde nemlig 100 umiddelbart efter Or dene eller Modstand mod disses Befalinger et Led, saa lydende : eller til Handlinger, som stride mod Lovene. Dette udelod Redactionscomiteen, udentvivl fordi den ansaa det indbefattet under Ordene Lydighed mod Lovene. Men tges disse Ord i saadan Forstand, saa bliver Resultatet tilsidst, at Lovgivningen uden Anstd [mod Grundloven kan stte Straf for enhver trykt Ytring, hvis Indhold i Loven er stemplet som strafbart, uagtet det just kunde synes at have vret et af iemedene med Grundlovens 100 at op stille Grndser for Lovgivningens Myndighed i saa Hen seende. Et Spor af Begrndsning vilde der dog blive til bage, hvis man turde antage, at Grundloven i alle Tilflde, hvor nogen trykt Ytring skal kunne straffes blot som Uly dighed mod Lovene, krvede, at Ytringen ogsaa skulde vre strafbar, om den fremkom paa en anden Maade end gjennem Trykken (jvfr. den nugjldende Straffelovs Cap. 17, 8). Men at tillgge Grundloven en saadan Tanke er lidet rime* ligt. At Lovgivningen har Adgang til at stte Straf for trykte Ytringer, som vise Ringeagt mod Religionen eller de constitutionelle Magter, medens den lader mundtlige Ytringer af lignende Indhold gaa straffrie, er klart, jfr. Crl. 926. En Betingelse for, at en trykt Ytring overhovedet skal kunne straffes, er det, at den aabenbart har den Egenskab, der efter Grundloven tillader at belgge den med Straf. Endvidere, at denne Egenskab har ligget i Forfatterens For st. Han skal altsaa have vret sig den bevidst. I modsat Fald handler han ikke forstligt, men kun uagtsomt. Til at stte sig ud over sidstnvnte Betingelse er man saameget mindre berettiget, som et paa Rigsforsamlingen fremsat For slag om, at den skulde udgaa, blev forkastet. Men hvad den skal have at betyde, er ikke let at sige. Ved Uagtsom
24
Cap. 57.
Trykkefriheden.
hed kan man nemlig ikke let komme til i trykt Skrift at vise Ringeagt mod Religion, Sdelighed eller de constitu tionelle Magter, og forsaavidt staaer altsaa Betingelsen om trent rkesls. Uagtsom Ulydighed mod Lovene befrier lige saalidt her, som ellers, for Straf, nar Uagtsomheden be staaer i bekjendtskab med de gjldende Love. Den Be tingelse, at Ytringen skal vre forstlig, vilde altsaa kun faa nogen klkkelig Betydning, hvis man kunde antage, at Grundloven befriede den, der i god Tro fremfrte falske og rekrnkende Beskyldninger mod nogen, for Straf. Men herved vilde Menneskers gode Navn og Rygte i utilbrlig Grad blive prisgiven andres Letsindighed. Den lovgivende Magt har derfor ved Affattelsen af Crl. af 1842 177 ikke troet at kunne gaa ind paa en saadan Forstaaelse af Grundloven. Dennes her omhandlede Bestemmelse fik saaledes ikke mere at sige end, at ingen kunde straffes for noget, han vel havde skrevet, men som var trykt mod hans Villie, eller for Ord, som han af Mangel paa Kjendskab til Sproget havde brugt i en uskyldigere Mening, end de virkelig havde. Efter den Forandring, Crl. 176 har faaet, er Straffeffrihed paa Grund af god Tro nu udvidet.
Capitel 58.
Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip. 1. Det Princip, at Statens Medlemmer skulle stilles paa lige Fod med Hensyn til borgerlige Rettigheder, har vor Grundlov vistnok ikke gjennemfrt saa langt, som det for Tanken er en Mulighed eller som flere andre Staters
x) Jfr. Schweigaard, Commentar, 11, 232.
Cap. 58.
Grundlovens Anvendelser af Lighedens Prineip.
25
Forfatninger have gjort. Dette viser sig isr i dens For skrifter om den constitutionelle Stemmeret. Den har imidler tid optaget Principet i flere vigtige Anvendelser, nemlig ved 23 sidste Punctum, 101, 108 og 109. Af disse er den sidstnvnte allerede fr omhandlet. / 2. Af de vrige har den i 23 det strste Omfang. Den lyder: Ingen personlige eller blandede arvelige Fo r r rettig heder maa tilstaaes nogen for Ef terti den. Bestemmelsen forbd kun fremtidige Tilstaaelser og fik ingen Indflydelse paa de i 1814 gjldende Forrettigheder. Den norske Adel blev bestaaende. Dens Privilegier berrtes ikke af nrvrende Paragraph og formindskedes overhove det ikke i synderlig Grad ved Grundloven, jvfr. dog dens 21, 108 og 109. Men da Paragraphen forbd baade Kongen og endog den lovgivende Magt at ophie nogen i arvelig Adelstand, og da Antallet af dennes Medlemmer ikke var stort, maatte dette Slags Adel efter al Rimelighed engang i Fremtiden af sig selv forsvinde. Hermed har vor lovgivende Magt dog ei ladet sig nie. Allerede det frste ordentlige Storthing antog en Beslutning ligelydende med den senere istandbragte Lov af 1 August 1821. Kongen, der nrede Tvivl deels om, hvorvidt Beslutningen var forenelig med Grl.s 97, deels om dens Gavnlighed for Riget, negtede Sanction, hvorpaa Beslutningen uforandret gjentoges af Stor thinget i 1818. Sanction negtedes atter, og da Forslaget paanyt blev fremsat for Storthinget i 1821, henstillede Kon gen i Rescripter af 17 Februar og 30 Marts til Storthinget at give Adelen Erstatning for de Rettigheder, man vilde fra tage den. Han advarede desuden Storthinget mod denne Gang at tge Forslaget under Behandling, idet han udtalte Frygt for, at Istandbringelsen af en saadan Lov i hiin Reac tionens Tidsalder vilde foranledige fremmede Magter til at indblande sig i Sagen. Hvis Storthinget undlod at gjentage Lovbeslutningen, og nete Storthing gjorde det, saa lovede han da at meddele Sanction. Storthinget gjentog imidlertid strax Beslutningen. Kongen henstillede da i Rescript af 2 Juni 1821 til Storthinget for det frste paa Nationens Vegne at
26
Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip
anerkjende det Princip, at Adelen skulde have Erstatning for det Tab, den maatte lide, og dernst at autorisere Kongen til at oprette en ny Arveadel i Norge. Storthinget bifaldt det frste af Kongens Forslag, dog i noget forandrede Udtryk, saaledes at Erstatningen kun skulde tilstaaes for den Skade, Adelen beviislig maatte lide, og forsaavidt den efter Grl.s 105 havde Krav derpaa. Storthinget henstillede til Kongen at fremkomme med Forslag om Maaden, hvorpaa en saadan Erstatning rigtigst skulde bestemmes. Paa denne Maade var den ene Fordring fra Kongens Side opfyldt. Hvad Oprettel sen af en ny Adel angik, bemrkede Storthinget, at en saa dan Foranstaltning alene kunde trffes ved en Grundlovs forandring, og at intet Forslag om nogen saadan forelaa. Kongen sanctlonerede derpaa Beslutningen 1). Nogen konge lig Proposition om Erstatning for Adelen fremkom aldrig. Derimod fremsatte Kongen virkelig Forslag om Oprettelsen af en ny Arveadel, hvilket imidlertid blev eenstemmig for kastet af Storthinget i 1824 a). Loven af 1 August 1821, 6, forbeholdt de ved Lovens Bekjendtgjrelse fdte Adelsmnd deres Adelskab, saafremt de for nste Storthing godtgjorde deres Adkomst dertil. Kun fra 16 tter indlb der Forlangender om at anerkjendes som adelige. For 14 tters Vedkommende 3) fandtes Forlangen derne tilstrkkelig legitimerede. Grundlovens 23 slutter sig i sin Udtryksmaade til den almindelige systematiske Inddeling af Forrettigheder i de tre Classer: personlige, reelle og blandede, hvis Betydning er forklaret ovenfor, i Cap. 39, 7. Hvad der ligger udenfor Grundlovens Forbud, er Meddelelsen af reelle Privilegier, samt personlige eller blandede Privilegier, nar disse kun tilstaaes for eet Menneskes Levetid og altsaa ikke kunne kaldes arvelige. Naar dette iagttages, er der fra Grundlovens
1 Storth. Forh. 1821, April, Side 221 ff., Juli, Side 115, og August, Side 2 2) Storh. Forh. 1824, Mai, Side 123 ff. 3) De grevelige Familier Wedel og Trampe, Friherrefamilieme Hoff-Rosenkrone og Lvenskiold, de adelige Familier Anker, Griiner, Hauch, Klcker, Knagenhjelm, Lvenskiold, Morgenstjerne, Roepstorph, Schouboe og Tordenskjold. Storth. Forh. 1324, IV, 480.
Cap. 58.
Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.
27
Side i Almindelighed intet til Hinder for, at der tilstaaes en fast Eiendom eller en enkelt Person Skattefrihed, Ret til at drive Handel eller anden Nringsvei, eller hvilkensomhelst an den Frihed som srskilt Forrettighed, altsaa som noget, der skal tilkomme Besidderen som Ret samt fremfor andre, jvfr. Cap. 35, 8. Statsmagternes Myndighed i denne Retning har dog ved Grundlovens 101 modtaget en vsentlig Begrndsning. 3. Sidstnvnte Paragraph lyder: Nye og bestan dige Indskrnkninger i Nringsfriheden br ikke tilstedes Nogen for Fremtiden. Denne Bestem melse rokker ikke nogen af de mangfoldige paa Grundlovens Tid allerede stedfindende Indskrnkninger i Nringsfriheden. Den er endog meget langt fra at forbyde alle nye Indskrnk ninger af dette Slags. Paragraphen angaaer for det frste alene de Indskrnkninger, som tilstedes nogen og altsaa opstaa derved, at der tillgges nogen en Forret, som hindrer andre fra at drive en vis Nring. Dernst forbyder den kun bestandige Indskrnkninger. Dette sidste Udtryk omfatter alene Indskrnkninger, som aldrig ophre, ikke saadanne, som bortfalde, nar den Person der, hvem Rettigheden er tillagt. Af denne Paragraph, sammenholdt med 23, flger saaledes, at det er grundlovmssig utilladeligt at give nogen fast Eiendom en bestandig Forrettighed, hvis denne danner en Indskrnkning i andres Nringsfrihed, f. Ex. Eneret til at male Korn i et vist Distrikt, men tilladeligt, nar dette ikke er Tilfldet, f. Ex. nar Forrettigheden bestaar i Fri hed for et vist Slags Skat. Fremdeles er det indlysende, at Lovgivningen kan opstille hvilkensomhelst Indskrnkning i Nringsfriheden, der ikke bliver til Fordeel for nogen enkelt Person eller Corporation, ligeledes at den kan gjre Adgan gen til at drive en vis Nringsvei afhngig af offentlig Autorisation. Dette sidste er vistnok i sig selv temmelig betnkeligt, hvis Autorisationen ikke kan forlanges af alle og enhver, som opfylder de lovbestemte Betingelser, men kun meddeles et vist Antal Personer, eller hvis den af vedkom mende offentlige Autoritet kan tilstaaes eller negtes, ettersom den finder det gavnligt. Vor Lovgivning har heller ikke belagt Nringsfriheden med Baand af sidstnvnte Beskaffen
28
Cap. 58.
hed uden i Tilflde, hvor Hensyn til Samfundets Moralitet eller den offentlige Orden have gjort det nskeligt, see Lov om Brndeviins Udsalg af 6 Sept. 1845, 2 og 7, Lovene om Politivsenet i Kjbstderne af 26 Mai 1866, 2, og 17 Juni 1869, samt Lovene om Udskjnkning af 01 og Vim af 12 Juni 1869, for Byerne 1 og 2, for Landet 5 og 7. Men selv om en saadan Indskrnkning jmalagdes af den reent ronomiske Grund, at Bedriften derved antoges at blive dreven paa en mere lnnende Maade, vilde den vre forenelig med Grundloven, thi nar x Autorisationen kun gaves Modtageren for hans (og hans Hustrus) Livstid, kunde den hverken siges at medfre en arvelig personlig Forret ( 23) ei heller en bestandig Indskrnkning i Nringsfri heden ( 101). Ingen af disse Paragrapher er til Hinder for, at Lov givningen tillgger Forfattere og deres_ Successorer i uende lige Led Eneberettigelse til at trykke og udgive deres Vrker. En saadan Forskrift er i sit Vsen ikke en Indskrnkning i andres Nringsfrihed, men en Anerkjendelse af Forfatterens naturlige Ret, der tillgges ham uden videre og altsaa ikke er nogen Forrettighed. Efter en vis Consequentse kunde man synes at maatte gjre samme Betragtning gjldende med Hensyn til Opfindelser i Kunst, Haandvrk og Fabrikdrift og altsaa erklre det grundlovmssig tilladeligt at give evigt varende Opfindelsespatenter. Dette vilde imidlertid stride mod den almindelige Opfatning og visselig ogsaa mod Sagens Natur. Thi disse Opfindelsers iemed er i Almindelighed at tjene Productionen, og de blive nyttige for Samfundet i samme Grad, som de kunne benyttes af alle i saadant iemed. Ene retten tillgges her ikke Opfinderen uden videre, men kun som en Begunstigelse, en Forrettighed. 4. Grundlovens 108 forbyder for Ettertiden at op rette Grevskaber, Baronier, Stamhuse eller Fideicommisser l). Ved de tre frstnvnte Udtryk betegnes Jordegods, der gjennem gyldig Bestemmelse af Eieren sikres Medlemmerne
x) Jvfr. Hallager, Arveret, Side 78 og Lov af 23 Juni 1888 om Leilndingsgods, tilhrende Stamhuse og visse Stiftelser.
Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.
29
af en vis Slgt til evindelige Tider, saaledes at det efter en i Erectionspatentet eller Loven fastsat srskilt Arvegangs orden tilfalder udelukkende det ene Medlem efter det andet for hans Livstid, og saaledes at Besidderen samme Raadighed over Godset som en Eier, dog uden at kunne slge, afhnde eller pantstte det for lngere Tid. Adgan gen til at oprette Len eller Stamhuse har i vor Lovgivning vret forbeholdt Adelen eller de lige med Adelen privilige rede og i alle Lande vret et virksomt Middel til at ved ligeholde denne Stands Rigdom. Den nrmeste Hensigt med Forbudet i 108 har ogsaa tydelig vret at hindre alle For sog paa at skabe en Stand af arvelige Rigmnd, hvis For mue sikres mod Tilintetgjrelse gjennem deres egne retlige Forfininger. Udtrykket Fideicommisser er af bestemtere Betydning. Vist er det, at Ordet her ikke er brugt i romerretlig For stand, altsaa om sidste Villieserklringer, hvorved nogen skjnker Formuesgjenstande til en anden med Paalg om at udlevere den til en tredie. I denne Bemrkelse har vor Lovgivning neppe nogensinde brugt Ordet. Hvad man hos os i Almindelighed har betegnet saaledes, er den tydske Rets Familiefideicommisser, det vil sige Jordegods eller anden Formue, der udenfor Lovbogen 5 2 65, men med Hjemmel af srlig kongelig Bevilgning er sikret en Slgt saaledes, at den, der kaldes til Arv, vel bliver Eier, men med den Indskrnkning, at han ikke kan afhnde Godset eller opbruge Capitalen. Efter denne Forklaring er et Testament, ved hvilket Arveladeren bestemmer, at Arven, nar hans nrmeste Arving der, skal tilfalde en anden Person, foren eligt med Grund loven. Og dette gjlder, som Forskriften om reciprokke Testamenter i Arveloven af 31 Juli 1354, 60, viser, hvad enten denne Person er betegnet ved Navn eller paa anden tilstrkkelig Maade. Det gaacr altsaa an at testamentere en Eiendom til en navngiven Person med det Forbehold, at hans Fader skal have livsvarig Besiddelse og Brugsret dertil. Dette maa da ogsaa kunne skee i den Form, at Eiendommen vel skal tilfalde Faderen, men ved hans Dd udeelt og for
30
Cap, 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.
lods tilhre hans ved Testamentets Oprettelse allerede fdte ldste Sn. Derimod er det ikke ganske klart, hvorvidt Testators Frihed tr trkkes videre, saaledes at han kan indstte flere successive Arvinger. I Tydskland har det vret paa staaet, at ingen Formue kan siges at vre Gjenstand for Familiefideicommis, medmindre den iflge Stiftelsesbrevet skal opbevares for Slgten, saalnge der er nogen tilbage af dens Navn. Men dette er nok ikke den almindelige Mening l). Baade den preussiske Landret, Theil 11, Titel 4, 23, den sterrigske Lovbog, 618, og det bayerske Edict. af 26 Mai 1816, 1, erklre det tilstrkkeligt, at Godset skal vre uafhndeligt i flere Slgtflger. Skal Forbudet i Gris. 108 kunne opretholdes, tr man heller ikke hos os til Be grebet Fideicommis krve, at Formuen er gjort uafhndelig, saalnge Familien er til. Under Lovgivningens Taushed tr man paa den anden Side dog neppe -betinget erklre ethvert Testament, hvorved en tredie eller fjerde Arving er indsat, for stridende mod Grundloven. Det synes ganske rimeligt, at Testator maa have Adgang til som successive Arvinger at indstte Personer, der allerede ere fdte, inden han der, og hvem han altsaa kjender. Om nogen f. Ex. testamenterer sin Broderdatters Sn, som han maaskee selv har fostret, en Capital paa den Betingelse, at frst hans Svigerinde, Arvingens Bedstemoder, og dernst Arvingens Moder, hver for sin Livstid, skal nyde Renterne, saa vil det vel neppe blive betvivlet, at dette Testament er foreneligt med Grundloven 2). Betnkelighed opstaaer frst, nar den substituerede Arving er en ufdt Person. Men da Arveloven tillader at indstte en saadan til directe Arving, kan det heller ikke antages forbudt at indstte ham i andet Rum. I Arvelovens
]) Gerb e r, deutsches Privatrecht, 84, Stob b e, deutsches Privatrecht, 139, jvfr. 0. Gierke i Conrads Handworterbuch der Staatswissenschaften Art. Fideicommisse, hvor den vidtlftige nyere Litteratur er angiven. 2) Ytringerne i Hallager, Arveret, Side 79, br ikke forstaaes som indeholdende en modsat Lre. Jvfr. Indstilling fra Leilndingscommissionen, Side 41, i Storth. Forh. 1888, Illa, 0. No. 10.
Cap. 58.
31
60 er dette tydelig hjemlet ved Oprettelsen af reciprokke Testamenter. Det kan nemlig ved et saadant bestemmes, at den frstafddes Formue skal tilfalde den lngstlevende og derpaa en ved Testamentets Oprettelse ufdl( Person. Er Indsttelsen af en saadan gyldig, nar kun en eneste levende Person er sat foran ham, maa den vistnok ogsaa vre gyldig, nar han frst kaldes til Arv efter flere levende Per soners Dd. Grundloven er saaledes blot til Hinder for, at to eller flere ufdte Personer indsttes til Arvinger, den ene efter den anden. En strengere Fortolkning vilde hindre rimelige Anvendelser af Testationsretten og er upaakaldet af Forhol dene i vort Land, hvor Forsg paa at omgaa Gris. 108 hidtil have vret nsten ukjendte, og hvor man, dersom de viiste sig, sikkerlig snart vilde afskjre dem gjennem almin delig Lov. Ikke ethvert Testament, hvorved det faststtes, at selve Formuen skal vre uangribelig og Indtgterne tilfalde ufdte Medlemmer af en vis Slgt, den ene efter den anden, stifter et Fideicommis. Der er Forskjel mellem et Familiefidei commis og en Familiestiftelse. I Tydskland skjelner man i den senere Tid saaledes^ at Formuen er Fideicommis, hvis den, der kaldes til Arv, bliver Eier skjnt uden Afhndelsesret, Familiestiftelse der imod, hvis der er skabt en juridisk Person, hos hvem Eien domsretten forbliver, medens Indtgterne tilfalde Slgtens Medlemmer 1). Det udvortes Kjendemrke maatte vel her efter vre, hvorvidt Besiddelsen og Forvaltningen af For muen er hos den, der nyder Indtgterne, eller hos en fra ham forskjellig Bestyrelse. Hos os tr dette Skjelnemrke ikke udgives for afgjrende. Etter Hensigten med Grund lovens 108 maa det vre utvivlsomt, at en Formue, hvis Bestyrelse er henlagt under en Direction, men hvis Ind tgter iflge en bestemt Successionsorden udeelte tilfalde et enkelt Medlem af Slgten, ikke er at betragte blot som en Familiestiftelse, men som et Fideicommis.
x) Stob b e, paa anfrte Sted,
32
Gap. 58.
Selv om Indtgterne af Formuen deles i flere Portioner, som samtidig oppebres af forskjellige Medlemmer af Slg ten, kan hiin danne et Fideicommis. Dette gjlder bestri deligt ethvert Tilflde, hvor Portionerne gaa i Arv efter en srskilt ved Stiftelsesbrevet fastsat Successionsorden. Der imod er det Gjenstand for Tvivl, om den uafhndelige og udelelige Formuesmasse kan kaldes et Fideicommis, nar Indtgten deles mellem Slgtens Medlemmer efter den al mindelige Arvegangsorden. I Preussen er det antaget, at der kun foreligger et Fideicommis, hvor Indtgterne udeelte tilfalde en enkelt Person 1). Efter den almindelige tydske Doctrin er en sregen Successionsorden vel sdvanlig, men ingen ndvendig Betingelse 2). Dog synes man altid at ansee de kvindelige Medlemmer af Slgten og deres Afkom ude lukkede 3). At vor Gris. 108 har tnkt paa Formuesmasser, hvis Indtgter deles imellein en Families Medlemmer efter den almindelige Arvegangsorden, er lidet sandsynligt. Thi ved den fortsatte Deling vil som oftest det Belb, som til falder hver enkelt Arving, efterhaanden svinde ind til en betydelighed og Stiftelsen saaledes blive et Middel ikke til at skaffe Slgtens Medlemmer en fremragende conomisk Stilling, men blot til at forebygge eller lette Trang mellem dem. Saadanne Stiftelser faa altsaa ringe Lighed med Len, Stamhuse eller Familiefideicommisser med sregen Arve gangsorden. Hiesteret har imidlertid ved Dom af 1 Juni 1872 4) antaget, at de ere Fideicommisser, og denne Dom br ikke nskes fravegen. Thi om det end er tvivlsomt, hvorvidt en saadan Stiftelse stoder an mod Grundloven, lader det sig ikke negte, at den stoder an mod sund Fornuft. Hvis derimod Adgangen til at nyde godt af Renterne
x) Forster, Theorie und Praxis des heutigen preussischen Privatrechts, tredie Udgave, 111, 709711. 2) Mittermaier, deutsches Privatrecht, tyvende Udgave, 11, Side 555; Gerber, 84 og 275; Stobbe, 139. 3) Brunner i Holtzendorffs Rechtslexicon, Art. Familienfideicommisz. 4) Retstidnden 1872, Side 412424.
Cap. 58.
33
ikke alene beroer paa Personernes Slgtskabsforhold, men tillige paa, at de ere trngende eller befinde sig i en Stilling, som vkker Formodning om, at de ere i smaa Kaar, saa har Stiftelsen aldrig vret anseet som Fideicommis, men som Familiestiftelse, jvfr. Hiesteretsdom af ste Marts 1862 1). Det samme maa antages i ethvert Tilflde, hvor Famili medlemmernes Berettigelse til Understttelse er gjort afhn gig af andre srlige Omstndigheder, noget, hvorpaa man forovrigt ikke saa let vil finde Exempel. Det sdvanlige har vret, at Fideicommisser oprettes ved sidste Villieserklringer. Men Oprettelsen kan ogsaa skee paa anden Maade, f. Ex. ved Overeenskomst, hvilket ikke gjr Handlingen mere uangribelig. Hvis nogen i den Hensigt at sikre sin Slgt en vis Eiendom har skjdet den til en anden paa det Vilkaar, at den Person, som vilde have vret nrmest odelsberettiget til Gaarden, om den var for bleven i Slgtens Eie, altid skal vre berettiget til at be sidde og bruge den mod en ringe aarlig Afgift, saa vilde en saadan Overeenskomst klarlig vre et Forsg paa at omgaa Grundloven og derfor kunne omstyrtes. Hvorvidt Grundlovens Forbud mod Stiftelsen af Fidei commisser skal blive opretholdt, beroer efter vor nuvrende Lovgivning tildeels paa tilfldige Omstndigheder. De offentlige Autoriteter kunne nemlig i Almindelighed ikke af egen Drift gribe ind for at faa Stiftelsen kuldkastet. Ere de ved denne forbigangne Aninger myndige og raadige over sit Gods, bliver den staaende, saalnge de ikke gjre sin Ret gjldende, men lade Fideicommissaren beholde, hvad der er tillagt ham. Hver Gang en Fideicommissr der, vil der dog atter blive nogen, som kan angribe Dispositionen. Thi om end de ved tidligere Ddsfald forurettede Arvinger ganske have opgivet sin Ret, saa ville sidste Besidders Ar vinger kunne paastaa, at Fideicommisset skal behandles som hans Eiendom og deles mellem dem. Er Fideicommisset stiftet ved Testament, og dette an
x) Retstidnden 1862, Side 330582. Norges offentlige Ret. 111.
34
Cap. 58.
gribes, vil man i Almindelighed anvende Grundstningen i Arvelovens 49, at Testamentets ugyldige Bestemmelser ansees som uskrevne, men ikke skulle vre til Hinder for, at det forovrigt fuldbyrdes, jvfr. den ovennvnte Hiesterets dom af 1 Juni 1872. Er Stiftelsen skeet ved en dispositio inter vivos f. Ex. et Salg, kan der ofte vre strre Gruna til at betragte det som et heelt igjennem ugyldigt Forsg paa at omgaa Grundloven. 5. Medens Grundloven saaLedes har villet hindre ethvert Forsg paa at danne en Stand af Rigmnd med arvelig uangribelig Formue, har den havt til Hensigt at opretholde en selveiende og conomisk uafhngig Bonde stand. Gris. 107 lyder: Odels- og Aasdes-Retten maa ikke ophves. De nrmere Betingelser, hvorunder den, til strst Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastst tes af det frste eller andet flgende Stor thing. Efter Paragraphens Udtryksmaade skulde man tro, at Odelsretten og Aasdesretten vare to Sider af een og samme Rettighed. Saaledes forholder det sig imidlertid ikke. De ere uafhngige af hinanden. Hvilkensomhelst af dem kan besta uden den anden. Af strst conomisk Betydning er Aasdesretten (den tydske Anerberecht) eller den Ret, en enkelt Arving har til at erholde Arveladerens Jord udlagt paa sin Lod. Kjrnepunktet i denne Ret er altsaa Arvingens Ret til at tge Jorden efter Taxt, saaledes at han ikke behver at kjbe den. Efter Lovbogens 5263 havde den fortrinsberettigede Arving Ret til at tge Arve laderens Hovedbl (Aasdet) udeelt. Men denne Ret var allerede, da Grundloven udkom, forlngst indskrnket til Halvdelen af Aasdet, forsaavidt Arveladeren havde bestemt, at dette skulde deles, Fr. 14de April 1769, 1. Til at opretholde denne Indskrnkning i Aasdesretten har Lov givningen anseet sig berettiget, see Odelslov 26de Juni 1821, 14. Og herimod er der efter Grundlovens 107 neppe noget at indvende, uagtet det vistnok maa erkjendes, at
Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.
35
Lovgivningen ikke uden at gaa Grundlovens Tanke for nr kunde indfre lige Deling af Aasdet mellem alle Arvinger. Det vilde i Virkeligheden vre at ophve Aasdesretten. Efter den paa Grundlovens Tid herskende, Sdvane blev den Taxt, hvorefter Arvingen skulde lse Aasdet, sat lavt. Hvis Arvingen ikke faaer noget Afslag i den Priis, hvormed Eiendommen vilde blive betalt i frit Salg, bliver Aasdes retten af liden Betydning. Ikke destomindre forbd Odels lovens 19 udtrykkelig at give Arvingen nogetsomhelst saadant Afslag. Dette er imidlertid forandret ved Loven af 9 Mai 1863, der efter sin Tanke vender tilbage til den ldre sdvansmssige Ret. Odelsretten var oprindelig paa een Gang en personlig Standsret og en tinglig Ret. I sidste Henseende var den meget svagere end nu, idet den blot var en Forkjbsret. Den udvikledes imidlertid allerede ved Magnus Lagabters Lov til en virkelig Lsningsret, og denne Egenskab har den senere beholdt. Den har havt sit Sidestykke i de fleste Samfund med germanisk Ret, men er nu afskaftet nsten overalt l). At Lovgivningen kan forlnge Odelshvdperioden og forkorte den Tid, inden hvilken Odelsretten maa gjres gjl dende, er klart, jvfr. Lov 28 Sept. 1857. Ligeledes maatte den kunne indskrnke Odelsretten saaledes, at kun de nrmeste Slgtninger bleve lsningsberettigede. Heelt og holdent at omdanne den til en Forkjbsret, saaledes at ingen af tten fik nogen Lsningsret, maatte dog siges at stride mod Grundloven. Derimod er det ikke anseet uforeneligt med Grund loven, at en Eier, hvis Odelshvdstid ei er udloben, kan
x) I Sverige kaldtes den bordsret, i Frankrige Retrait lignager. Om Institutionen i dette Land haves en udfrlig Afhandling af P o t h i e r i hans Oeuvres compltes, Udgaven af 1821, Bind IV. For Tydsklands Vedkommende see Mittermayer, Privatrecht, 284289, og Stobbe, Privatrecht, 111, 106144, hvor der findes rig Literaturanviisning. 3*
36
Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.
bestemme, at Jorden skal vre fri for Odel, see Loven af 28de Septbr. 1857, 2. Dette er ogsaa ganske rimeligt, thi Odelsretten bliver egentlig en Indskrnkning i hans Eiendomsret.
Capitel 59.
Statens Expropriationsmyndighed 1. I Romerstaten forekom der vel i urolige Tider Confiskationer, men Afstaaelse af fast Eiendom mod Erstat ning synes lnge at have vret ukjendt 1). Endog den til Veie og Vandledninger forndne Grund erhvervedes nok i Almindelighed ved mindelige Overeenskomster. En nylig funden Bylov for Golonia Jidia Genetiva (Ossuna i Spanien), der anlagdes af Csar i hans sidste Leveaar, indrmmer dog i Cap. 99 Byen Ret til at lgge Vandledning over private Marker, men at Eieren skal have Erstatning derfor, siges ikke 2). De frste utvivlsomme Forskrifter om tvungen Afstaaelse af Grund til offentligt Brug mod Erstatning 3) findes i Codex
x) Meyer, das Recht der Expropriation, Side 1270; Griinhut, das Enteignungsrecht, Side 1333. Sidstnvnte Forfatter har i C o nrads Handworterbuch der Staatswissenschaften, Bind 111, meddeelt en Oversigt over Expropri6tionsrettens Historie og nuvrende Skikkelse i de forskjellige Lande. 2) Qv aqv public in oppido coloni Qenetiv adducentur, duumviri, qvi turn erunt, ad decuriones, cum du partes aderunt, referto, per qvos agros aqvam ducere liceat. Qva pars major decurionum, qvi turn aderunt, decreverint, dum ne per id dificium, qvod non eiuB causa factum sit, aqva ducatur, per eos agros aqvam ducere jus potestasque esto, neve qvis facito, qvo minus, ita aqva ducatur. 3) Fr. 14, 1, Dig. B6,8 6, faststter ikke udtrykkeligt, at der fikal gives Erstatning; fr. 12, Dig. 117, angaaer Afstaaelse til privat Brug,
37
Theodosianus 151, jvfr. fr. 9, Cod. Just. Bl 2og Nov. 7, Cap. 2, 1, hvor Statens Pligt til at godtgjre Eieren aner kj endtes. I hvilke Tilflde Expropriation skulde finde Sted, bestemtes i Regelen af Keiseren. / At Staten skulde have nogen Expropriationsret, var en for vor ldste Ret fremmed Tanke. Samfundets Opgave var kun at beskytte Individets Rettigheder. Fratage nogen hans Eiendom kunde -det ikke, saalnge han ei forbrd sig. Staten havde jo hos os ikke engang nogen beskattende Myndighed. I de ldre tydske Samfund skulde Sagen, efter den i lang Tid gjngse Fremstilling, have staaet paa samme Maade. Men dette er ikke fuldstndig rigtigt. Man kjendte der for det frste Expropriation til Fordeel for Privatmnd. Enhver, som ikke paa anden Viis kunde skaffe sig Vei fra sin Eiendom, havde Ret til at forlange Grund afgiven dertil mod Erstatning. Ligeledes kunde Stadscommunerne expro priere de inden deres Grndser liggende Bygninger 1). At ogsaa Staten havde Expropriationsret, var en St ning, som frst indkom under Paavirkning af Romerretten, saadan, som denne foredroges af Glossatorerne. Nogle af disse lrte, at Monarken egentlig eiede alt, at Borgerne kun besad sin Eiendom med samme Ret som en filius familias eller servus sit perculium, og at Monarken altsaa kunde fra tage enhver hans Eiendom uden Erstatning. Lren hentede Styrke fra Tilstanden i flere Lande, der vare erobrede af germaniske Stammer. Thi de Fyrster, der havde under tvunget et saadant Land, tilegnede sig gjerne en strre eller mindre Deel af dets Grundeiendomme, eller efter Romer rettens Forbillede (Gaji Just. 11, 7) endog alle saadanne. Dette sidste var Tilfldet i England, hvor al Grund ligefra Normannernes Erobring til 1672 tilhrte Kronen. Saalangt kunde altsaa Erobreren strkke sin Ret. Men almindelig Indgang fandt denne Lre dog intetsteds paa Fastlandet, end ikke i Frankrige 2). Det blev efterhaanden stedse mere
1) S tobbe, Handbuch des deutschen Privatrechts, 11, 155156. 2) Tocquevile, ancien regime, Bog 111, Cap. 6.
38
anerkjendt, at Monarken blot kunde fratage en Undersaat hans Eiendom ex justa causa, navnlig paa Grund af publica utilitas, og mod Erstatning. Men nogen tilfredsstillende Lre om Statens Expropriationsret fik Middelalderens Juri ster ikke istand. De bandt sig for ngsteligt til Romerret tens faa casuistiske Bestemmelser og vare for lidet opmrk somme paa, hvad Sagens Natur krvede. Dette hidrrte vistnok for en stor Deel derfra, at der i hiin Tid foretoges faa offentlige Arbeider, som krvede Expropriation af Grund eiendomme. Et nyt Udtryk fandt Lren gjennem Hugo Grotius. Han hvdede paa den ene Side Staten den verste Ret over alle Undersaatter, jus eminens, og som Flge deraf ogsaa over deres Formue, men paa den anden Side, at den ikke maatte fratage nogen hans Eiendom uden mod Erstat ning. Retten hertil kaldte han dominium supereminens 1). Herpaa byggede hans Etterflgere en heel Doctrin. Staten sagdes at have en Overeiendomsret, der opfrtes som en af den 'private Formuesrets Kategorier. Det var ikke blot i Expropriationsretten, denne Overeiendomsret kom til Syne. Det var i Kraft af den, Staten forbd Borgerne at benytte deres Eiendomsgjenstande paa saadanne Maader, som den fandt stridende mod Samfundets Tarv. Det var ligeledes i Kraft af den, Staten paalagde Skatter. Men denne Opfatning er iensynlig skjv. Statens Herredmme over Borgernes Formue er ikke Eiendomsret eller overhovedet af privat retlig Characteer. Det er en Deel af den lovgivende Magt, hvilket bedst viser sig deraf, at enhver Expropriation, saa fremt intet modsat i Grundloven er sagt, maa vre hjemlet i Lov 2).
x) Hugo Grotius de jure belli et pacis, Lib. I, Cap. I, VI, og Lib. 111, Cap. XIX, VII. Benvnelsen dominium eminens hnger sandsynligvis sammen med den Forestilling hos Grotius, at der oprindelig har hersket Formuesfllesskab mellem Menneskene, og at privat Eiendomsret er indfrt ved udtrykkelig eller stiltiende Overeenskomst. 2) Udtrykket Statens Overeiendomsret er derfor nu i de fleste Lande gaaet ud af Brug, Meyer, Side 119130; Stein, die Verwaltungs-
Cap. 59.
Statens Expropriationsmyndighed.
39
Egentlig strkker den lovgivende Magt sig videre. Har Forfatningen, saaledes som Tilfldet er i England, ingen somhelst Skranke i saa Henseende sat Lovgivningen, kan en Lov, hvorefter en Gjenstand skal fratages nogen uden Erstatning, ikke erklres ugyldig. Endnu rum Tid efter Hugo Grotius gaves der enkelte, som ikke betinget vilde paalgge Staten Erstatningspligt, men troede, at den maatte bortfalde, nar Staten tog saa mange og vrdifulde Eien domme, at den ikke formaaede at betale dem 1). At fuld Erstatning skal gives i ethvert Tilflde af virkelig Eiendoms afstaaelse, er imidlertid et saa indlysende Retfrdighedskrav, at det er blevet almindelig anerkjendt fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Denne Anerkjendelse fandt sit Udtryk i den Erklring om Menneskerettighederne, som indtoges i den franske Constitution af 3 Septbr. 1791, see dens 17, samt i det den 15 Decbr. 1791 vedtagne Tillg til den nordamerikanske Unionsgrundlov. Herfra er det gaaet over i de fleste nyere Forfatninger 2). Paa denne Grundstning have alle Lande bygget sine nugjldende Expropriationslove. Mellem disse hersker der stor Lighed, idet de have sit For billede i en fransk Lov af 8 Marts 1810.
lehre, VII. 164178; Aubry et Rav, Cours de Droit Civil Francais, 11, 172. I den nordamerikanske Ret bibeholdes det fremdeles, uagtet Urigtigheden af den Forestilling, det udtrykker, just der kommer skarpt til Syne. Thi den vkker det Sprgsmaal, hvorvidt Overeiendomsretten tilkommer Unionen eller den srskilte Stat, i hvilken Gjenstanden befinder sig. Men dette Sprgsmaal er ulseligt. *) Jvfr. Meyer, Side 123. 2) I Frankrige, Const. 1793, Art. 19 ; 1795, Art. 358, Charte af 1814, Art. 9og 10; 1830, Art. Bog 9. Constitutionen af 4 Nov. 1848, 11; Bayerns Forfatning af 1818, IV, 8; Badens 1818, 14; Wiirtembergs 1819, 30; Sachsens 1831, 31; Preussens 1850, 9; sterriges 1867, 5; Schweitz 1848, 21; Italiens 29; Belgiens 1830, 11 ; Hollands 1848, 148; Danmarks 1864, 8. Den svenske Regj eringsform tilsiger kun Eieren Erstatning i et enkelt Tilflde, nemlig for Udskrivning af Levnetsmidler til Tropperne, men da med 50 pCt.s Tillg af Vrdien, 74.
40
Cap. 59.
Det Adler-Falsenske Udkast til Grundlov for Norge indeholdt til Vrn om Eiendomsretten og andre allerede bestaaende Retsforhold flgende Bestemmelser: 14. Folket kan ikke forpligtes ved andre Love end dem, som det ved sine frit valgte Reprsentanter har givet sig selv. Som Flge heraf kan intet Individ berves den mindste Deel af sin Eiendom, uden sin egen eller den reprsenterende Forsamlings Samtykke. Fordrer den offent lige Ndvendighed paa en ved Loven bestemt Maade, at eet Individ maa afgive sin Eiendom til offentlig Brug, saa maa han derfor have fyldestgjrende Erstatning. 19. Ingen maa berves sin Eiendom, sine Rettigheder eller Friheder uden efter Landsloven og paa den i samme foreskrevne Maade. 24. Ingen maa dmmes uden efter Lov, som var publiceret, da Forbrydelsen blev begaaet. At give en Lov tilbagevirkende Kraft (effectum retroactivum) er uretfrdigt. Paa Rigsforsamlingen vedtoges herom tyende Paragra pher, af hvilke den ene, nemlig den, vi nu skulle omhandle, Grl.s 105 (Constitutionscomiteens Udkast 114) er saa lydende : Fordrer State nsTa rv, at Nogen maa afgive sin rrlige eller urrlige Eiendom til offent ligt Brug, saa br han have fuld Erstatning af Statscassen. 2. Bestemmelsen er ligesom adskillige tilsvarende i fremmede Grundlove saa uheldig affattet, at den tgen efter Ordene forbyder at paalgge Skatter. Thi ved at udskrive Skat tvinger Staten unegtelig Skatteyderne til at afgive deres Eiendom til offentligt Brug. Og vel erholde Skatte yderne gjennem den Beskyttelse og de Tjenester, Staten skaffer sine Borgere, et Vederlag for den Skat, de betale. Men Erstatning i den Forstand, hvori Grl.s 105 bruger Ordet, faa de ikke, thi derved menes et Vederlag, hvis Vrdi er afpasset efter den afgivne Gjenstands. I alt Fald mange Slags Skatter maa imidlertid afpasses efter andre Maalestokke,
41
I Almindelighed opstaaer der ingen Tvivl om Grndsen mellem Beskatning og Expropriation. Skatterne erlgges i vor Tid som oftest med Penge. Hvad der ved Expropriation fratages Eieren, er i det virkelige Liv altid andre Formues gjenstande. Niagtigt lader Grndsen sig imidlertid ikke bestemme herved. Paa den ene Side vilde Staten ikke kunne forsvare enhver Udpresning, hvis Gjenstand var Penge, med den Paa stand, at den, som Flge heraf kun var Udvelse af den beskattende Myndighed. Beskatningens iemed er at tilveie bringe de til offentlige Udgifter forndne Midler ved Bidrag enten af alle Samfundets Medlemmer, saalangt deres Evne strkker sig, eller af enkelte Samfundsclasser, som nyde sregne Fordele af offentlige Indretninger. Disse Bidrag maa imidlertid bestemmes ved almindelige Regler. Paalg, som rettes umiddelbart til een eller flere Personer eller sigte mod dem, blive Expropriationer, selv om de gaa ud paa at betale Penge. Paa den anden Side kan man ikke negte Staten Ret til at udskrive Skatter i andet end Penge. Skattevsenets Historie hjemler den en saadan Ret. Paabud om at yde det Offentlige andre Gjenstande end Penge bliver, selv om det gives i Form af almindelig Regel, Expropriation, hvis det alene rettes til dem, som tilfldigviis eie Gjenstande af det omhandlede Slags, men Beskatning, hvis Ydelsespligten betinges af andre Omstndigheder. Bliver det i Krigstid paalagt enhver, som eier nogen Hest af en vis Strrelse og Alder, at levere den til Armeen, maa Staten erstatte dens Vrdi efter Taxt. Men der er intet til Hinder for, at Staten nu som fr udskriver Skat i Korn og fordeler den paa Gaar dene efter deres Matriculskyld. Flgelig er der heller intet til Hinder for at paalgge Gaardene, hver for sig eller i Forening, at levere Heste til det offentlige uden Erstatning. Foreskrives det, at Eierne af de Tomter, der stode til en Gade, skulle udrede Udgifterne ved Erhvervelsen af den til Gaden forndne Grund, saa bliver dette Beskatning, selv om Belbet fordeles paa Eierne efter Lngden af deres
42
Cap. 59.
Tomters Gadelinie 1). Men paalgges det enhver af dem at afgive den langs hans Tomt liggende Grund, forsaavidt han eier den, saa er Paalgget klarlig Expropriation. Den rette Mening er udentvivl, at Paalg om Afstaaelse altid bliver Expropriation, hvor Gjenstanden er fast Eiendom. * Derimod bliver Paalgget aldrig Expropriation, nar Ydelsens Gjenstand er menneskeligt Arbeide. 3. Med Bestemmelsen i 105 har Grundloven ikke sagt og sikkerlig heller ikke villet sige mere end, at der skal betales fuld Erstatning, nar tvungen Afstaaelse finder Sted, selv om Afstaaelsen er paakaldt af Samfundets Tarv og skeer til offentligt Brug. Navnlig er det klart, at den ikke har opstillet nogen udtmmende Regel om de Betingelser, under hvilke Af staaelse kan fremtvinges. Antoges det modsatte, vilde Lov givningen savne Adgang til at paabyde Expropriation til Fordeel for private. Grundloven vilde altsaa have hvet Fr. 17 Octbr. 1794 og Fr. 7 Septbr. 1812, 15. Men saa ledes har Grundloven aldrig vret forstaaet, og saaledes kan den fornuftigviis ikke forstaaes. Thi det kan vre ligesaa berettiget at paabyde Eiendoms Afstaaelse til private som til Staten. Jvfr. Cap. 38, 4og 5. Hvis Lovgivningen altsaa bemyndiger en privat Person eller Corporation til i visse iemed at tge fremmed Eien dom efter Taxt, maa man derfor ikke, som enkelte have gjort 2), opfatte Sagen saaledes, at det egentlig er Staten,
x) Sedgwick, Statutory and Constitutional Law, Side 433, jvfr. Rttttiman, das Nbrdamerikanische Bundesstaatsrecht verglichen mit den Einrichtungen der Schweitz, 428, hvor han udtaler en modsat Mening, men maaskee under en forskjellig factisk Forudstning. 2) Thi el, das Expropriationsrecht, Side 17, og Griinhut, das Enteignungsrecht, Side 7882, hvilke Forfatteres Synspunkt dog ikke falder ganske sammen. Griinhut troer, at den franske Expropriationslov af 3 Mai 1841 63 er bygget paa den ovenfor bestridte Anskuelse. Men denne Opfatning er neppe grundet. Paiagraphen siger kun, at de private, som have havt Bemyndigelse til at udfre et almeennyttigt Anlg. have samme Expropriationsret og samme Forpligtelser i den Anledning som den offentlige Administration.
43
som tager Eiendommen, men derpaa overdrager den til det private Retssubject. Denne Opfatning vilde kun vre beret tiget, hvis man antog, at Statens Expropriationsret var en sregen Myndighedsart, et Slags Overeiendom. Men dette er, som vi have seet, en urigtig Forestilling. Den lovgivende Myndighed indeholder i sig selv tilstrkkelig Hjemmel for Staten til at paalgge den ene Borger at afgive sin Eiendom til den anden, og nar den sidste i Henhold hertil forlanger Afstaaelsen, udver han sin egen Ret, ikke Statens. Dette stiller sig noget dunklere i de Lande, hvor Lovgivningen altid gjr den privates Berettigelse til at expropriere afhngig af speciel Bemyndigelse fra den udvende Magts Side, noget, som ogsaa hos os er den almindelige Regel. Men det virke lige Forhold springer strax i inene, hvor Expropriations bemyndigelsen beroer paa retligt Skjn, saasom efter Fr. 17 Oet. 1794, Lov om Vands Ledning 28 Juli 1824, Berg vrkslov 14 Juli 1842, 20, med Tillgslov af 17 Febr. 1866, samt Love af 17 Juni 1869, 2, 18 Mai 1876 og 7 Juli 1890 om Afstaaelse af Grund til Gaardsveie paa Landet, eller blot paa Beslutning af en communal Autoritet, som efter Bygnings loven af 19 Mai 1860, 3, eller Bygningsloven for Christiania af 5 Juni 1875, 7 og 15. Ei heller tr man sige, at Grundloven alene tillader Expropriation, hvor Eiendomsafstaaelsen er ndvendig til Fremme af et almeennyttigt Foretagende. Expropriation kan ogsaa berettiges af rene Retfrdighedshensyn. Exempel her paa haves i de nysnvnte Love om Ret til at tge privat Vei over anden Mands Eiendom, en Ret, som i Fastlandets Lovgivninger erkjendes i meget videre Udstrkning end hos os 1). Allerede af den Grund kan der ikke hos os saaledes som
J) Code Nap. Art. 682685; den italienske Lovbog, Art. 593597; den hollandske Lovbog, Art. 715718, Zuricherlovbogen Art. 573575; Preuss. Landrecht, 12 ,I 22, 3 og 4; den sachsiske Lovbog, Art. 345ff., jfr. S tobbe, Handbuch des deutschen Privatrechts, 11, 89.
44
Cap. 59.
i Nordamerika x) komme under Domstolenes Paakjendelse, hvorvidt en Expropriationsret, der ved Lov er tillagt en privat Person, er saa begrundet i Samfundets Tarv, at den bliver forenelig med Constitutionen. 4. Grl.s 105 indeholder den Forudstning, at Eien domsafstaaelser til offentligt Brug kunne paabydes. Men selv opstiller den intet saadant Paabud. Hvad den befaler, er kun, at fuld Erstatning skal gives, nar Afstaaelsen finder Sted. Man har heller ingen Fie til at antage, at Para graphen har villet udtale en Regel, hvorefter Borgerne skulde kunne tvinges til at afstaa sin Eiendom i ethvert Tilflde, hvor det skjnnedes, at Statens Tarv krvede det. Skjnnet hrer ikke i nogen af sine Bestanddele naturligen hjemme under Domstolene 2). Endnu mindre kan det overlades op nvnte Skjnsmnd. Det maa tilhre Regjeringen, og denne vilde altsaa faa det i sin Magt i ethvert Tilflde, hvor den fandt, at Statens Tarv krvede Afstaaelse af en vis Gjen stand, uden anden Hjemmel end Grundloven at paalgge den private Eier at overlade den til Staten mod fuld Erstatning. Men dette strider mod Grundlovens Princip for Magtfordelin gen og kunde derfor ikke antages, medmindre det var ud trykkelig sagt. Ethvert Paalg om Afstaaelse af Eiendom, om end mod fuld Erstatning, griber ind i den privates Rets omraade. Derfor kan, udenfor de yderligst gaaende Nds tilflde, saadant Paalg kun gives ved Lov eller i Kraft af Lov. At dette er den rette Opfatning af Grundloven, bestyr kes ved den ovenfor gjengivne 14 i det Adler-Falsenske Udkast. 5. Et andet Sprgsmaal er det, om ikke Pl. 31 Juli 1801 medfrer en almindelig Bemyndigelse for Kongen til at paabyde tvungen Afstaaelse af Grund eller Eiendom til offent ligt Brug, jvfr. Cap. 35, 11. Placaten foreskriver, at de i
x) Kent, Commentaries, 11, 340; Redfield the Law of Railways, 63, Note 2; Sedgwick, Side 446450, Noten; Rrittimann, 530. 2) Jvfr, dog Brandt, Tingsret, anden Udgave, Bide 75.
Cap. 59.
45
Fr. om Veivsenet i Danmark af 13 Dec. 1793 ( 14 og 16) om Lndsers Indretning i Fr. 17 Oet. 1794 og om Lods mrkers Anlg i Fr. 22 Nov. 1799 opstillede Regler skulle komme til Anvendelse i ethvert Tilflde, hvor der til Landets Forsvar eller offentlige Foranstaltningers Fremme behves Afstaaelse af nogen Grund eller Eiendom, og den siger, at dette foreskrives for at afvrge Tvistigheder og modvillige Negtelser i lignende. Tilflde saasom ved Skandsers Anlg eller Udvidelse, Telegraphers Oprettelse og deslige. De i hine Forordninger opstillede Regler gaa ud paa, at Eierne skulle vre pligtige til at udlevere Grund mod at erholde billig Erstatning. Placatens Hensigt var imidlertid egentlig at udtale denne Erstatningspligt som ufravigeligt Princip, ikke at bestemme, hvorledes Afstaaelsen skulde paabydes. Placaten var vistnok bygget paa den Forudstning, at Retten til at bestemme, i hvilke Tilflde Expropriation skulde finde Sted, var hos Kongen; men denne Forudstning br rettest ansees bortfaldt med Enevldet. Herom har der dog vret forskjel lige Meninger. Da der skulde anlgges elektriske Telegrapher for Statens Regning, ansaa Kongen det ndvendigt at faa srskilt Bemyndigelse af den lovgivende Magt til at tge den forndne Grund efter Taxt, see Lov 31 Juli 1854. Lige ledes antog den kongelige Commission, der udarbeidede Loven af 13 Oet. 1857 om Fngselsvsenet, at Grund til Fngsels bygninger ei kunde exproprieres uden i Kraft af lignende srskilt Bestemmelse 1 ). Paa den anden Side antog Indre departementet i sit Foredrag angaaende Istandbringelsen af Lov 31 Mai 1848, at den i Placaten af 31 Juli 1801 inde holdte almindelige Forskrift om Expropriation af Grund til til Fordeel for offentlige Foranstaltninger gik videre end Grl.s 105 og indeholdt al fornden Hjemmel til at ivrk stte saadanne 2), og desuden har Loven af 10 Mai 1860, 5, frste Led, bestemt forudsat, at Placaten hjemler Kongen Myndighed til at paabyde Afstaaelse af Grund til Skandser
0 Storth. Forh. 1857, IV, No. 11, Side 149. 2) Storth, Forh. 1848, 111, No. 54, Side 9.
46
med videre. I Skrivelse af i Febr. 1858 har Justitsdeparte mentet anseet Bestemmelsen anvendelig paa Exerceerpladse. Saa langt maa man vel ogsaa paa Grund af sidstnvnte Lov kunne gaa 1). Derimod kan hverken Stat eller Commune tge Grund til Tomt for ny Kirke, medmindre denne lgges paa Grund, som med Hjemmel af Lov 24 Sept. 1851, 3, expro prieres til Anlg af Kirkegaard, see Dept. Skr. 17 Febr. 1864 og 9 Oet. 1865. 6. Enhver, der maa afgive nogen Eiendomsgjenstand til offentligt Brug, skal efter Grundlovens Ord have fuld Er statning. At Lovgivningen kan give nrmere Regler herom, er ikke sagt i vor Grl.s 105, saaledes som i den preussiske 9. Vi skulle nu undersge, hvilken Begrndsning dette medfrer for den lovgivende Magt. Af hvem og i hvilke Former Erstatningen skal fast sttes, maa ndvendigviis vre bestemt ved Lov. Efter den i 1814 gjldende og endnu bestaaende Regel skeer det- ved Skjn, afgivet efter srskilt Granskning af hvert enkelt Til flde i judicielle Former, altsaa under Domstolenes Control og saaledes, at Parterne faa Anledning til at varetage sit Tarv. At denne Fremgangsmaade i Almindelighed br bru ges, tr vel betragtes som Grundlovens Forudstning. Lov givningen vilde saaledes ikke kunne forbeholde Storthinget at bestemme Erstatningen ved srskilt Beslutning for hvert enkelt Tilflde. Ei heller vil Lovgivningen for alle eller endog de fleste Tilflde, hvori Erstatning grundlovsmssig skyldes den, hvem en Formuesgjenstand fratages, kunne fast stte Erstatningen gjennem en almindelig Regel, hvis An
x) Jvfr. Brandt, Tingsret, Side 74. I Danmark, hvis Grl.s 82 udtrykkelig siger, at Expropriation kan finde Sted iflge Lov, er det antaget, at Placaten af 1801 alene kan anvendes i de der srligt nvnte eller dog virkeligt analoge Tilflde, see Ministerialskrivelser af 15 Juni 1852, 4 Sept. 1854, 15 Dec. 1855 og 23 Januar 1858. I sterrige synes man at have lst et lignende Sprgsmaal paa samme Maade, Grtin h u t, das Enteignungsrecht, Side 96. Derimod antages det i Preussen, at dets Grl. 9 ikke har bervet Kongen den almindelige Expropriationsbemyndigelse, som fr tilkom ham, see Forster, Preussisches Privatrecht, 11, 143.
Cap. 59.
47
vendelse paa hvert enkelt Tilflde bliver et simpelt Regne stykke. Et Vidnesbyrd herom har man i Lov 20 Sept. 1845 angaaende Ophvelse af Fisketienden. Den bestemte vel i 2, at de da ansatte Prster i Erstatning for den Tiende, Loven fratog dem, skulde have to Trediedele af det Belb, Indtgterne af Fisketienden havde udgjort i Gjennemsnit for de sidste 20 Aar Men Lovgivningen ansaa sig ikke beret tiget til at opstille dette som andet end et Tilbud. I Lovens 5 forbeholdtes det udtrykkelig! de Prster, som ikke vil le modtage det, at krve Erstatning efter Skjn 1). Den Stning, at Erstatningens Strrelse maa afgjres ved retligt Skjn, br dog ei opstilles som undtagelsesfri. Fuldt begrundet er den egentlig kun, hvor den Vrdi, som skal erstattes, alene lader sig udfinde derved, at Afstaaelsens Gjenstand i hvert enkelt Tilflde undergives srskilt Gransk ning. Men dette er ikke altid Tilfldet, f. Ex. hvis Gjen standens Vrdi blot beror derpaa, at den afkaster en ufor anderlig aarlig Indtgt. I saa Fald kan der ingen Indven ding gjres mod en Lov, som bestemmer Erstatning til et Belb ligt Indtgten, capitaliseret efter den almindelige Er statningsrentefod. Ere de Tilflde, hvori Erstatning skal ydes, saa eensartede, at srskilt Undersgelse af hvert enkelt Tilflde er overfldig, saa er det endog overveiende Grund til at faststte en almindelig Erstatningsregel. Thi uden at tale om, at de retlige Skjn ofte ere langt fra at trffe Sand heden, medfrer denne Afgjrelsesmaade uundgaaeligen, at Erstatningen bliver temmelig forskjellig tilmaalt, nar Skjn net afgives af forskjellige Mnd, hvilket just i Tilflde af den omhandlede Beskaffenhed gjr et stdende Indtryk. See Loven om Postvsenet af 3 Mai 1871, 9, som bestemte, at den vedkommende Tjenestemand tilkommende Erstatning skulde ansttes efter Gjennemsnittet af hans Indtgter for de sidste tre Aar. Loven om Maal og Vgt af 22de Mai 1875, 44> opstiller sidste 5 Aars Indtgt som Maalestok. Loven om
x) Storth. Forh, 1845, VIII, 134, sammenholdt med 11, No. 12, ide 3536.
48
Indlosning af Brndevinsrettigheder 1 Mai 1880, 3, bestem mer, at Erstatningen i Almindelighed skal faststtes efter Gjennemsnittet af den Indtgt, Rettigheden har kastet af sig i de tre sidste Aar, dog saaledes at Skjnsmndene kunne gjre Forandring heri, dersom Indtgten af sregne Grunde i disse Aar har vret storre eller mindre, end den i Frem tiden antages at ville blive. 7. Overlader Lovgivningen Erstatningens Afgjrelse til retligt Skjn, kan den ikke derved have tabt al Adgang til at foreskrive Regler, efter hvilke de sagkyndige Mnd skulle faststte Belbet. Herom kan der ingen Tvivl opka stes, forsaavidt Reglerne gaa ud paa at forhie Erstatningen, see f. Ex. Bygningsloven for Christiania af 5 Juni 1875, 10, Vasdragslov 1 Juli 1887, 66. Ved dette Slags Skjn er der imidlertid Fare ikke blot for, at Erstatningen skal blive sat for lavt. Under Indflydelsen af det strkt berettigede Krav, Eieren har paa fuldkommen tilstrkkelig Godtgjrelse, faststte Skjnsmndene den ofte overdrevent hit. Men om end Samfundet skylder den enkelte Mand, som maa afgive sin Eiendom til et almennyttigt Foretagende, fuld Erstatning, saa skal han dog ikke beriges paa dets Bekostning. Bliver* et Sdvane, at Erstatningsummerne faststtes altfor hit, saa fordyres og hmmes dette Slags Foretagender til stor Skade for Samfundet. Ved Lov at forebygge, at Erstatning summen sttes for hit, er vistnok i mange Tilflde umuligt uden paa den anden Side at binde Skjnsmndene altfor strkt. Nogen Hindring kan dog Lovgivningen i alt Fald i visse Retninger opstille, og til at gjre det saa langt skee kan, maa den have Adgang. Men forsaavidt deslige Bestem melser i enkelte Tilflde klarligen lede til, at Eieren ikke faaer fuld Erstatning, saa maa de staa tilbage for Grl.s 105 og flgelig negtes Anvendelse i det forekommende Til flde. Andet kan hverken grundlovmssigen eller fornuftig viis have vret den lovgivende Magts Hensigt med Bestem melserne. Rigtigheden af denne Lre bestyrkes ved nys nvnte Lov af 1 Mai 1880 8. Erstatningen maa i Almindelighed ydes i Penge. Dette nyder af Sagens Natur, thi ellers vilde det stille sig
49
altfor usikkert, om Eieren blev ligesaa vei tjent med den Gjenstand, han modtog, som med den, han afstod. At denne Regel har foresvvet Grundlovens Forfattere, antydes derved, at 105 tillgger Eierne Erstatning af Statscassen. Ligeledes maa i Almindelighed Erstatningen bestemmes til en Pengesum, som skal erlgges en Gang for alle. Ingen af disse Regler gjlder dog undtagelsesfrit. I visse Tilflde kan Eieren iensynlig vre lige saa godt tjent med en anden Gjenstand som med Penge. Dette er navnlig Til fldet, nar han i Stedet for et Grundstykke faaer et andet tilstdende eller nrbeliggende, der, nar Hensyn tges baade til dets Strrelse og Godhed, er ligesaa vrdifuldt som det afstaaede eller, som Vasdragslov af 1 Juli 1887, 26, siger, skjnnes for Eieren at vre af lige Brugbarhed og Vrdi. Antog man, at Grl.s 105 forbd at paatvinge Eieren saa dant Vederlag, saa kunde Lovgivningen ikke paabyde Ud skiftning af Jord, som ligger i Teigebytte (Arrondissement), hvilket dog er skeet ikke alene hos os ved Lovene af 17 Aug. 1821, 6, 12 Oet. 1857, 1 b, samt 13 Marts 1882, 2 b, men ogsaa i andre Lande. Ei heller kunde Lovgiv ningen paabyde Omregulering af Tomterne i afbrndte Qvar taler, see Bygningsloven for Bergen af 28 Sept. 1857, 7 , Christiania af 8 Juni 1858, 17 (nu ophvet ved Lov 5 Juni 1875), Bygningsloven for Throndhjem 12 Juni 1869, 8, og for de vrige Byer af 19 Mai 1860, 1, jvfr. Veiloven af 28 Juli 1824 og 15 Sept. 1851, begges 26, som paalgge Eierne af den ved en Veiomlgning afgivne Grund at tge den gamle Vei i Afdrag paa Erstatningen, samt Love om Afstaaelse af Grund til Gaardsveie paa Landet 17 Juni 1869 og 7 Juli 1890, 2. Udskiftningsloven 13 Marts 1882, 44, 45, 53, samt 8993 aabne en udstrakt Adgang til at aflse stedsevarende Brugsrettigheder over Jord mod Erstatning i Eiendomsgrund, og det ikke alene under, men ogsaa udenfor Udskiftning. Ei heller kan det vre Lovgivningen formeent at be stemme, at Erstatningen skal faststtes til en aarlig Afgift, hvor Omstndighederne gjr dette hensigtsmssigt, navnlig nar det er muligt, at Exproprianten igjen vil opgive Eien dommen, jvfr. Lov om Vands Ledning over fremmed Grund
50
Cap. 59.
af 28 Juli 1824, 4, og Vasdragslov 1 Juli 1887, 15, 33 og 49. Bergvrkslov 14 Juli 1842, 1820 forbeholder ligesom Vasdragslovens 33 Grundeieren Valget mellem aar lig Afgift og Erstatning engang for alle. Jvfr. Lov om Ind losning af Brndevinsret 1 Mai 1880, 1. 9. Eieren skal have fuld Erstatning. Hvad der skal godtgjres ham, er altsaa for det frste den Vrdi, selve Afstaaelsens Gjenstand har i Handel og Vandel. Den blotto Affectionsvrdi, Gjenstanden maatte have for den Person, hvem den paa Afstaaelsestiden tilhrer, kan ikke krves erstattet. Ved Afstaaelsen af sin Eiendom kan Eieren undertiden lide Tab, som han ikke faaer godtgjort blot ved at erholde dennes Vrdi. Han kan f. Ex. blive ndt til at flytte ud af sit Huus i Utide eller til at trffe Forfoininger for at kunne fortstte sin Bedrift. Det er overhovedet muligt, at dennes Beskaffenhed, den tagne Grunds Beliggenhed i Forhold til Eierens vrige Eiendomme og hans personlige Egenskaber tilsammentagne danne Betingelser for en Virksomhed, som hverken kan fortsttes andetsteds eller flge Eiendommen i en ny Besidders Haand og derfor ikke tges i Betragtning ved Faststtelse af Eiendommens Salgsvrdi. I Tydskland antoges i Almindelighed, at ogsaa dette Slags Tab, eller hvad man der kaldte den subjective eller personlige Skade, skulde erstattes, og det hvad enten den bestod i damnum emergens eller lucrum cessans *). Hertil synes flere fremmede Love at have sluttet sig, saaledes den preus siske Landret, I, 11, 9, den badenske Expropriationslov af 28 Aug. 1835, 24 og 26, samt den schweitzerske af 1 Mai 1850, 3, som siger, at Eieren skal have Erstatning for ethvert Tab, han uden egen Skyld lider ved Expropria tionen. Den danske Jernbanelov af 5 Marts 1845, 12, giver Eieren Erstatning for ethvert srligt Tab udenfor Gran dens Vrdi, han maatte lide ved dennes Afstaaelse. Stnin gen er vistnok i sine practiske Flger meget betnkelig, idet
x) Grim h u t i Conrads Handworterbuch, 111, 260.
Cap. 59.
51
den let leder til, at Erstatningen forhoies ud over alle rime lige Grndser. Ved Istandbringelsen af den nye preussiske Expropriationslov af 11 Juni 1874 negtede man derfor at give den almindelige Lovhjemmel. Som Exempel paa den Urimelighed, hvortil den kunde lede, nvner man, at Staten, nar den ved en skyndsom Mobilisering af Hren ndes til at expropriere de for Krigstjenesten brugbare Heste, iflge det opstillede Princip skulde erstatte Eieren ikke alene den Vrdi, Dyrene have, da de bleve tagne, men ogsaa det Tab, Eieren vilde lide ved at maatte undvre dem i sin Nrings vei. Man vilde her, saavelsom i mange andre Anvendelser af Principet, komme ind paa et aldeles bestemmeligt Erstat ningskrav l)* Den svenske Expropriationslov af 14 April 1866, 13, omtaler heller ikke, at Eieren skal have anden Erstat ning end for Jorden. Imidlertid er det vel klart, at Lovgivningen ved i ethvert Tilflde at negte Erstatning for disse Slags Tab vilde gaa for vidt, isr hos os, hvis Grundlov ikke som den preussiske forbeholder den lovgivende Magt Adgang til at trffe hvilke-, somhelst Bestemmelser om Erstatningens Strrelse. For det frste er man nok overalt enig om, at Eieren maa have en Sum, som er saameget strre end den afstaaede Eiendoms Vrdi, at Udgifterne ved at erhverve en ny Eiendom af samme Slags derved blive dkkede. Dette faststtes udtrykke ligt i den preussiske Lov af 11 Juni 1874, 10, samt den engelske Parliamentsact 7 & 8 Viet. Cap. 18, 80, og anta ges i Frankrige uden udtrykkelig Lovhjemmel 2), thi, siger man, ellers vilde Eieren, om man efter Taxt fratog ham og saa den Eiendom, han havde kjbt for en tidligere erholdt Expropriationssum, lide Tab og ved en Rkke af successive Expropriationer tilsidst ganske forarmes. Der kan ogsaa tnkes andre Tilflde, hvor Eierens Krav paa Erstatning udi over den afstaaede Eiendoms Vrdi er ligesaa berettiget,,
*) Bhr und Langerhans, das Gesetz iiber die Enteignung mit Erluterungen, Side 2940, meddeler udfrlige Oplysninger om Forhandlingerne angaaende Lovbestemmelsen. 2) Dalloz. Rpertoire, Artikelen Expropriation, No. 582.
52
Cap. 59.
f. Ex. hvis man fratager ham en Pakbod eller Tomt, hvor han har oplagt en Mngde Varer, som ere kostbare at flytte. Hos os er i visse Anvendelser og med en vis Begrndsning det Princip anerkjendt, at Eieren skal have Erstatning for mere end den afstaaede Eiendoms Vrdi, see Jernbanelov 12 Aug. 1848, 6, og Bygningsloven for Christiania af 5 Juni 1875, 10, som bestemme, at Erstatningsummen for Bygnin ger skal forges med eet Aars Huusleie. Disse Forskrifter maa anvendes analogisk i andre Tilflde, hvor det findes ret frdigt. Men Tabet maa vre en sikker og nrliggende Flge af den tvungne Afstaaelse. 10. Hvis der af en Eiendom blot tges et Stykke, saa kan det trffe, at dette faaer mindre Vrdi som srskilt Eiendom end som Deel af den hele. I saa Fald maa den strre Vfdi erstattes. Det kan fremdeles hnde, at det Stykke, der levnes Eieren, ved Expropriationen bliver enten mindre eller mere vrd. Herved opstaaer de to Sprgsmaal, hvorvidt i frste Fald ogsaa dette Tab skal erstattes Eieren, og hvorvidt i sidste Fald den vundne Fordeel skal bringes til Afdrag i den ham forovrigt tilkommende Erstatning. Herom maa man opstille samme Regler, hvad enten der kun tges en Deel af et Matrikulnummer, eller der tges et heelt Matrikulnum mer, som staaer i saadan Forbindelse med andre Matrikul nummere tilhrende samme Eier, at de i Forening ere mere vrd end hver for sig 1). Begge ovenfor nvnte Sprgsmaal vilde vre at besvare bekrftende, hvis man kunde antage, at den samlede Erstat ning altid maatte sttes lige med Forskjellen mellem, hvad den hele Eiendom var vrd fr Afstaaelsen, og hvad Eieren efter denne Begivenhed kuiuh faa for den ham levnede Rest. Dette er foreskrevet i den italienske Expropriationslov af 25 Juni 1865, 40. Men ligesom denne Regel endog der kun gjlder med enkelte Afndringer, saaledes vilde den
') C. Hansteen har i en Hiesteretsvotering i Retstidnden for 1891, Sida 573574, udtalt en modsat Anskuelse.
Cap. 59.
53
strengt gjennemfrt lede til visse aldeles uantagelige Resul tater. Vi skulle frst omhandle, hvorvidt Eieren kan krve Godtgjrelse for den Vrdiforringelse, som rammer den ham levnede Deel af Eiendommen. Denne Godtgjrelse pleier man at kalde Ulempe erstatning. 11. Klarest stiller Sagen sig, hvis den Ulempe, som bevirker Vrdiforringelsen, er materiet. Tabet maa da altid erstattes. Dette gjlder iensynligt, nar Ulempen opkom mer allerede ved Eiendommens Deling, altsaa ved selve Ex" propriationen, f. Ex. hvis den levnede Eiendom bliver mindre vel afrundet og derved mindre skikket for sin Bestemmelse, vre sig som Byggetomt eller som Jordbrug. Men det samme maa ogsaa gjlde, nar der paa det exproprierede Stykke f. Ex. skal opfres en Jordbanke, som enten gjr Adkomsten til den tilbageblevne Eiendom besvrligere eller skjmmer Udsigten fra Eierens Vaaningshuus, eller hvis dette ved Anlggets Drift kommer til at lide af Rog, Rystelse eller Larm. Herom ere alle enige, hvis Ulempen er saa stor, at efter gjldende Lov ingen behver at taale den af sin Nabo. 12. I modsat Fald er Sprgsmaalet omtvistet. Thi man kan da tnke sig, at andre tilstdende Eiendomme komme til at lide af samme Ulempe i lige eller endog i hiere Grad uden at kunne krve Erstatning derfor, idet de ikke have afgivet Grund til Anlgget. At nogle af dem, som komme til at fle Ulempen, maa afstaa Grund til det Anlg, hvorfra det hrer, br, er det sagt, ikke stille dem under bedre retlige Vilkaar. Thi denne Omstndighed er en blot og bar Tilfldighed. Expropriationen er her ikke Ulempens Aarsag, men blot dens Foranledning 1). Det samme maatte da ogsaa antages om andre legale Eiendomsbyrder, nemlig om de Indskrnkninger, Lovgivningen gjr i Eierens Raadig hed over hans faste Eiendom enten til Fordeel for Naboerne eller for et tilstdende offentligt Anlg, f. Ex. Forbudene mod at opfre G-j rde nrmere end 1 Alen, Bygning nr
x) Grunhut, das Enteignungsrecht, Side 105.
54
mere end 3 Alen eller Krudtmller o. desl, nrmere end 1000 Alen fra offentlig Landevei, see Veilovene af 15 Sept. 1851, 19, og 12 Oet. 1857, 6, samt Loven om ildsfarlige Indretninger af 3 Mai 1871, 1, endvidere de i Jernbane loven af 7 Sept. 1854, 3, indeholdte Forbud. Er Jernbanen bygget udenfor, men langsmed den lidende Eiendom, kan Eieren ikke krve Erstatning, fordi han nu ikke maa fore tage de der forbudte Udgravninger. Flgelig kan han, siger man, ingen Erstatning faa, om Jernbanen er lagt tvertover hans Denne Stning er i det hele antagen i den franske og belgiske Retspraxis 1) og udtrykkelig opstillet i den italienske Expropriationslov af 25 Juli 1865, 46. Den modsatte Regel er antagen i England og Nordamerika 2) og i Danmark, Lov 5 Marts 1845, 12. sfDen er sikkerlig den rette, selvflgelig forudsat, at Eiendommens Salgsvrdi virke lig er formindsket ved det nye Naboskab, den ved Expro priationen har faaet. Jo bedre en Eiendom er afrundet, desto friere er den under ivrigt lige Omstndigheder for de af Naboforholdet frydende Ulemper, Kommer den Deel af Eiendommen, som levnes Eieren, ved Expropriationen til at lide af dette Slags Ulemper i strre Grad end fr, saa kan hans Ret til Erstatning umulig bortfalde derved, at han tidligere har vret og fremdeles i samme Udstrk ning er udsat for lignende Ulemper fra sine .vrige Naboers Side. Tges en Grund, tilhrende Eieren af et Huus, som han beholder, saa taber han ikke blot Grunden, men ogsaa Sikkerheden for, at den mod hans Villie bebygges til Skade for hans Udsigt. Saadan Sikkerhed har ikke den, der op forer sit Huus lige ind ved Naboens Grndse. Det er der for fuldkommen retfrdigt, at den frste faaer Erstatning
x) Defooz, droit administratif Belge, 11, 665, som dog viser, at Erstatning tilstaaes for visse svrere Eiendomsbyrder. 2) Re df i eld, the Law of Railways, 74, Note 11. Den preussiske Lov har ikke udtrykkelig afgjort Sprgsmaalet. Under Forhandlingerne om dens Istandbringelse forudsatte Regjeringens Commissr, at disse saakaldte legale Servituter ikke skulde erstattes; Bhr und Lang er hans, Side 29 verst.
Cap. 59.
55
for den Udsigt, der gaacr til Spilde ved det Anlg, for hvis Skyld Expropriationen skeer, medens den anden, nar han ingen Grund afgiver, selv bliver ved Skaden. Dette har nok altid vret antaget i vor Retspraxis. Veiloven af 15 Sept. 1851, 26, og Loven om Afstaaelse af Grund til private Veie paa Landet af 17 Juni 1869, 2, medfre eller be stemme ligefrem, at der ved Faststtelse af Erstatning for Afstaaelse af Grund til offentlig Vei skal tges Hensyn til, hvorvidt den tilbagblevne Eiendom derved bliver betynget med strre Gjrdehold. Jvfr. Hiesteretsdom af 24 Febr. 1855 x), hvorefter de, der maa afgive Grund til Vei, skulle have Erstatning for den Indskrnkning, de ved Veianlgget lide i sin Raadighed over Grunden mellem Veigrften og Gjrdet. 13. Den tilbagblevne Deel af Eiendommen kan ved det Foretagende, for hvis Skyld Expropriationen er skeet, lide Vrdiforringelse af andre Grunde end de nys omhand lede. Dette finder Sted i ethvert Tilflde, hvor Foretagen det bevirker, at en Eiendommen fr tilfaldende Indtgt op hrer. Man maa her fastholde, at selve Expropriationen, det Anlg, for hvis Skyld den skeer, og dette Anlgs Drift ere Led af et og samme Foretagende, en fortsat Handling. Naar Lovgivningen tillader nogen at tge fremmed Grund mod Erstatning, er det just af Hensyn til den srlige Brug, han vil gjre af samme. Det strider derfor ganske mod Sagens Natur at faststte Erstatningen uden at tge Hensyn til dens nye Anvendelse og dennes Virkning paa Vrdien af den tilbagblevne Eiendom. Bevirker Foretagendet, at denne taber en Indtgt, saa kan ikke Eieren med Sandhed siges at faa fuld Erstatning, medmindre dette Tab godtgjres ham. Flgerigtigst er det ogsaa her at ansee Erstatningspligten begrundet allerede ved den Kjendsgjerning, at Indtgten ndvendig vil gaa tabt ved Foretagendet, selv om der er en nrmere eller fjernere Mulighed for, at det samme kunde
l) Retstid, 1855, Side 263272.
56
Cap. 59.
Statens Eropriationsmyndighed.
bevirkes ogsaa paa andre JNider. Ganske ud af Betragt ning tr saadanne Omstndieder vistnok ikke sttes, men deres Virkning kan strengt iget ikke blive mere, end at Erstatningen formindskes i eGrad, der svarer til Indtg tens Usikkerhed. Den her forirede Stning kan vistnok ikke strkkes til det yderste. H nogen, der paa sin Eiendom holder Vrtshuus eller Skyd&tion, maa afgive Grund til en Jernbane, som med fuld Sikktied forudsees at ville odelgge hans Bedrift, ere vistnok a enige om, at han ei kan faa Erstatning for dette Indt<tab. Hvis den, der har Huus og Udsalgssted til en Gade, a afgive Grund til en parallelt lbende ny Gade, der ienalig vil drage Frselen bort fra den ldre, kan han ikl faa Erstatning for det Tab i Vrdi, hans Huus lider dd, at det nu bliver mindre skikket til Handelsgaard. ii en Forandring i Frselens Retning og Styrke kan let virkes paa mange andre Maa der end netop ved at lgge Ge over hans Grund. I Lighed hermed antages, at en Lanndom, der maa afgive Grund til en Vei, som skaffer den Diicurrenter i Melkesalg til en By- eller Fabrikbefolkning, ke kan krve Erstatning for det Tab af Indtgt, den hd maatte lide. Endog i Eng land, hvor man dog ellers det hele tget synes villig til at indrmme Eieren Erstatig i det videste Omfang, er kjendes det, at et ved ABgget tilfldigviis foranlediget Tab ei kan krves erstattet Lsningen af de ovenfoexempelviis nvnte Sprgsmaal vil som oftest vre retfn;gjort allerede derved, at saa danne Indtgtstab ikke mede nogen virkelig Formindskelse
x) Ho dg es, on the Law of Rways, Side 214216 og 235, Note b. I Nordamerika lres det, arieren skal have Erstatning for det Belb, hvormed den ham leede Eiendoms Vrdi er formindsket, og ved at bestemme dette Bb skal der tges Hensyn til enhver Omstndighed, som efter {ens Natur maa skade Eiendommen, saasom strre Besvr i Adhst til Eiendommen, strre Besvr i at drive Forretning paa dcc, forget Fare for Ild, Forgelse i dens Udgifter og deslige, n at Eieren ingen Erstatning skal have for blot mulige eller r fjerne Tab, Sedgwick, Constitutional and Statutory Law, S 466, Noten.
Cap. 59.
57
af den tilbagblevne Eiendoms Vrdi. Men selv hvor dette undtagelsesviis skjnnes at vre Tilfldet, er det vanskeligt at indrmme Erstatningspligt. Man tnke sig blot, hvorhen det vilde fre, om Skjnsmndene erkjendtes berettigede til at forhie Erstatningen for Grund afgiven af Kjrselsbnder til en Jernbane, fordi den vilde berve dem Kjrselen og den dermed forbundne Indtgt. I vor Retspraxis synes der at vre liden Tilboielighed til at indrmme Erstatning for det Tab af Indtgter, den tilbagblevne Deel af Eiendommen lider paa anden Maade end derved, at den paafres udvortes Ulemper eller nye legale Byrder. Denne Retsopfatning er isr kommen tilsyne i en Hiesteretsdom af 1 Mai 1857 x). I den Borregaard til hrende Deel af Glommens Elveleie nedenfor Sarpfossen fandtes en Klippe (Helgebystenen), paa hvilken meget af det i Elven slupne Tmmer led Skade. Paa begge de tilstdende Eiendomme, Hafslund og Borregaard, havde Eierne uden nogen Overeenskomst med Trlasteierne bygget Render, i hvilke Trlast mod Afgift blev fldet ned forbi Helgeby stenen. Af disse Render var Borregaards den korteste, bil ligste og mest benyttede. Afgiften faldt temmelig trykkende for Trlasteierne. De erhvervede derfor Bemyndigelse til at expropriere og bortminere Helgebystenen, men mdtes af Borregaards Eier med den Paastand, at der ved Fast sttelsen af den ham tilkommende Erstatning skulde tges Hensyn til det betydelige Tab af Indtgt, han kom til at lide derved, at Bortmineringen vilde gjre hans Rende over fldig. Denne Paastand blev af Hiesteret forkastet, dog under strk Dissents. Den Omstndighed, at Ulempen rammede ikke blot Borregaard, men ogsaa Hafslund, kunde ikke mere, end hvor legale Eiendomsbyrder opstaa ved Foretagendet, tilintetgjre Erstatningspligten. Hoiesterets dommen er neppe heller bygget paa den modsatte An skuelse. Allerede efter den stadfstede Overretsdom og end mere efter de under Voteringen i Hiesteret faldne Ytringer
x) Retstidnden 1857, Side 342352.
58
lader det til, at Erstatningen vilde vre bleven negtet, selv om Hafslund og Borregaard havde havt samme Eier og Helgebystenen altsaa ndvendigen maatte have tilhrt den eneste, som kunde anlgge Tommerrende. Det paaberaabtes nemlig vel, at Trlasteierne kunde lade sit Tmmer gaa gjennem Hafslunds Rende, men tillige, at de kunde lade det skjre ved de ovenfor Sarpfossen liggende Brug, og at de overhovedet ikke vare pligtige til at benytte Borregaards Rende. Om Sagen vilde have faaet samme Udfald, hvis Tmmerrenden havde vret en gammel Indretning og Afgif ten af samme Borregaards vsentligste Indtgt, saaledes at denne gjennem lngere Tid havde bestemt Eiendommens Salgsvrdi, turde vre tvivlsomt. Vasdragsloven af 1 Juli 1887, 25, der nu afgiver Re gelen om, hvad der i saadant Tilflde skal erstattes, bruger Udtryk, som nrmest lede Tanken hen paa en videregaaende Erstatningspligt. At de ere valgte i denne Hensigt, siges dog ikke i Lovens Forarbeider. Vil man opretholde den ved hiin Hiesteretsdom antagne Regel, saa kan en Eier, der maa afgive Grund til ny offent lig Vei ikke forlange Erstatning, fordi denne Vei gjr en ham tilhrende privat Vei eller Bro overfldig og berver ham den Indtgt, han har havt ved at tge Afgift for dens Benyttelse. Under Behandlingen af Sporgsmaalene om Ind kjob af Nitsund og Lersund Broer synes man dog at vre gaaet ud fra den modsatte Mening l). Denne har ogsaa vundet Indgang i den danske Retspraxis, see dansk Hieste retsdom af 9 Febr. 1859. Taper det Offentlige netop eller i det vsentlige den Strkning, som fr er bleven benyttet til privat Vei, saa vilde Eierens Ret til at krve Erstatning for Indtgtstabet heller ikke blive betvivlet hos os. 14. Vi skulle nu vende os til det andet af de oven for omtalte Tilflde, nemlig at den Eieren levnede Deel af Eiendommen faaer forget Vrdi ved det Anlg, hvortil han maa afgive Grund.
') Storth. Forh. 1873, VI, 0. No. 23, Side 34.
59
Hvorvidt en saadan Vrdiforgelse kan bringes i Afdrag paa den Erstatningssum, Eieren skal have for Afstaaelsen, er et meget omtvistet Sprgsmaal ). Den franske Lov af 12 Sept. 1807, som har dannet Forbilledet for de fleste Landes nugjldende Expropriationslove, bestemte i 54, at saadan Afkortning kunde finde Sted, og baade i Frankrige og Bel gien har det altid vret antaget, at denne Bestemmelse ikke blev ophvet ved det franske Charte af 1814, 10, eller den belgiske Grundlovs 11, der begge opstille samme Princip, som vor Grundlovs 105. Den nugjldende franske Expropriationslov af 3 Mai 1841, 51, og den italienske af 2x Juni 1865, 41, foreskrive, at saadant Afdrag skal finde Sted for enhver umiddelbar og srlig Fordeel, som ved Anlgget tilflyder den tilbagblevne Deel af Eiendommen. I Almindelighed antages det ogsaa i Nordamerika, at Afdrag kan tinde Sted. Ligeledes ,<skal dette vre Tilfldet i den danske Retsbrug. I Tydskland er den modsatte Anskuelse bleven herskende, thi saavel den nugjldende preussiske Lov af 11 Juli 1874 som de vrige tydske Expropriations love tillgge paa et Par Undtagelser nr Eieren Erstatning uden saadan- Afkortning. Schweitzerforbundets Expropria tionslov af 1 Mai 1850 tillader kun Afkortning, hvor Af staaelse af en Deel af Eiendommen foranlediger, at den vrigt Deel bliver fri for en Byrde. I tre af de nordameri kanske Fristater forbyde Grundlovene betinget ethvert Af drag 2). Hverken i den engelske Lovgivning eller Literatur findes der, saavidt vides, Spor til, at saadant gjres eller ansees tilladeligt. Til Sttte for at negte Afdrag 3) paaberaaber man sig
x) Dette Sprgsmaal er nrmere behandlet i en Afhandling Om Erstatning for tvungne Grundafstaaelser til Gader og offentlige cPladse samt for den ved Reguleringen fremkomne Indskrnkning *i Eierens Ret til at bebygge sin Grund, Retstidnden for 1879, Side 717 754, til hvilken Afhandling der i det hele henvises. 2) Grl. for Alabama, XIII, 5; Jowa, I, 18; Ohio, I, 19. 3) Bahr und Langerhans, Side 4448, og Rohland, zur Theorie und Praxis des Enteignungsrechts, Side 81 ff., samt den der nvnte Literatur.
60
for det frste, at Erstatningen altid maa gives i Penge. Men denne Regel gjlder, som ovenfor viist, ikke betinget, og i det her omhandlede Tilflde bortfalder dens Grund aldeles. Det er nemlig klart, at Eieren er lige tjent med den formindskede som med den oprindelige Eiendom, nar Formindskelsen ikke medfrer nogen Vrdiforringelse. Dernest negtes det, at de naturlige Betingelser for en Compensation af Tab og Fordeel her er tilstede. Hiint rammer Eieren strax, nemlig ved selve Afstaaelsen, Fordelen kommer ham frst til Gode ved Anlggets Istandbringelse eller endog frst ved dets Drift, altsaa i Fremtiden og efter haanden. Havde Eieren overhovedet nogen naturlig For pligtelse til at betale for disse fremtidige og ofte usikre For dele, saa kunde dog Pligten dertil frst opstaa, nar og forsaavidt han virkelig hstede dem. Men nogen saadan Forpligtelse existerer ikke. Eieren kan vre forpligtet til at betale Omkostninger, anvendte paa en Gjenstand, som tilhrer ham og forbliver hans Eiendom, men ikke nar de anvendes paa Gjenstande, som ere ham fratagne. Her mang ler enhver Skyldgrund. Der findes flgelig ingen Fordring, som kan bruges til Compensation. Men heller ikke disse Indvendinger mod Lovgivningens Adgang til at paabyde Afkortning taale nrmere Prvelse. For det frste er det en feilagtig Forudstning, at Ulem perne altid fremkomme ved Afstaaelsen, Fordelene frst ved Anlgget eller Driften. Det omvendte kan vre Tilfldet endog med Fordelen. Det hnder f. Ex., at den Eieren levnede Eiendom ved Expropriationen bliver *xri for en be svrlig Veiservitut. Endnu oftere opstaa Ulemperne frst ved Anlgget eller Driften. En Udminering kan f. Ex. paa een Gang berve den tilbagblevne Eiendom et Vandfald og befri dens Agerland for skadeligt Vand. Eller Anlggets Drift kan for den tilbagblevne Eiendom medfre Rystelse, Besvr af Stank og Rog eller Fare for Udglidning. Men selv om Ulemperne hidrre fra Afstaaelsen, For delene fra Anlgget eller Driften, atgiver dette ingen til strkkelig Grund til at negte Compensation. Ogsaa her maa disse Handlinger betragtes som Led af et og samme Fore
61
tagende. I Retsforhold, hvor samme Person ved en Handling har skaffet nogen en Fordeel og ved en anden retsstridig Handling paafrt ham Skade, antages det, at Fordeelen kan bringes i Afdrag paa den Erstatning, der skyldes for Skaden, saafremt disse to Handlinger staa i saadant Sammenhng, at de maa ansees som Led af et og samme Foretagende. At opstille strengere Betingelser for den, som tager en Eien dom i Kraft af Lovens Bemyndigelse, end for den, som gjr Skade ved en retsstridig Handling, gaacr ikke an. Det er vistnok sandt, at den, der ved Anlgget eller dets Drift skaffer den tilbagblevne Eiendom en Fordeel, ikke derved erhverver nogen Fordring, som er Gjenstand for selvstndig Indtale. Deraf flger i det hieste kun, at en saadan Fordeel heller ikke kan benyttes til Afkortning i Erstatningen, nar Lovgivningen ei har tilladt det. Men deraf flger ingenlunde, at Lovgivningen skulde vre aldeles berettiget til at paabyde Afkortning. Dette vilde ikke komme i Strid med Ordene i Gris. 105, thi den siger vel, at Eieren skal have fuld Erstatning, men ikke, om det skal vre fuld Erstatning for den afstaaede Eiendoms Vrdi eller for den Skade, han overhovedet lider, og kun for denne. Nogen materiel Uretfrdighed behver en saadan Afkortning ikke at medfre. Et meget oplysende Exempel herpaa have vi i Loven af 31 Mai 1848, 6, gjentagen i Vasdragslov 1 Juli 1887, 26, der omhandler det Tilflde, at en S eller Myr er snket, uden at alle Grundeiere, hvis Jord derved er forbedret, have deeltaget deri. Naar Arbeidet er udfort, og det ved lovligt Skjn godtgjres, at Eiendomme, hvis Eiere ikke have villet deeltage, have vundet Fordeel derved, ere de iflge den nvnte Paragraph pligtige til at udrede Vrdien af denne Fordeel, dog saaledes, at de kunne vlge i Stedet derfor at erstatte en forholdsviis Deel af Omkost ningerne eller at afstaa de for deres Eiendomme indvundne eller forbedrede Strkninger mod Erstatning for disses tid ligere Vrdi. Retfrdigheden af denne Bestemmelse, der har Sidestykker i mange andre Lande, kan ikke drages i Tvivl. Jvfr. Hiesteretsdom af 18 Octbr. 1876 ')
) Retstid. 1876, Side 697 ff.
62
15. Lovgivningen kan saaledes ikke savne al Adgang til at paabyde Afkortning. Vi skulle nu undersge, om denne Adgang er begrndset. Efter manges Mening maa Vrdien af den tagne Deel altid betales fuldt ud, og Afkortning for de Fordele, den Eieren levnede Deel maatte vinde, kun skee i Erstatningen for denne paaforte Ulemper. Denne Stning er een Gang antagen af den franske Cassationsret og af adskillige, maaskee de fleste amerikanske Domstole 1 ). Den franske Lovgivning har imid sertid ikke villet gaa ind paa en saadan Begrndsning af Afdragsretten, see Lov 16 Juli 1851, 20. Til Sttte for Cassationsrettens Opfatning paaberaaber man sig i Almindelighed, at den, som maa afstaa hele sin Eiendom, altid skal have fuld Erstatning i Penge. Flgelig maa den, som blot afstaaer en Deel af sin Grund, faa denne erstattet paa samme Maade. Den ham levnede Deel af Eiendommen tilhrte ham ogsaa fr Expropriationen. Gav man ham intet mere, saa fik han ingen Erstatning. Denne Beviisfrelse er imidlertid ikke tilfredsstillende. Grunden til, at den, hvis hele Eiendom tges, i Almindelighed erholder Penge, ligger simpelthen deri, at man som oftest intet andet Middel har til at skaffe ham Erstatning. Men noget betinget Krav paa at erholde Erstatningen just i denne Form tilkommer ham ei. Lovgivningen kan, som vi nys have forklaret, tillade, at Erstatningen ydes ham i andre Gjenstande, hvormed han er lige saa godt tjent. Og den, som beholder en Deel af sin Eiendom, faaer virkelig Erstat ning, forsaavidt det Foretagende, hvoraf Expropriationen danner det frste Led, skaffer Resteiendommen sregne For dele, som bringer den til at stige i Vrdi. Det er over hovedet uden Hjemmel i Sagens Natur at opstille forskjellige Regler om Erstatning for Grund og Ulemper. De sidste kunne vre saa betydelige, at idetmindste en Deel af den
x) Dalloz, Rpertoire, Expropriation, No. 598; Sedgwick, Constitutional and Statutory Law. Side 466467, Noten. I den tydske Liteiatur forsvares Stningen af Gr tin hut, Side 121 ff.
Cap. 59.
63
Eieren levnede Eiendom bliver nsten unyttig for ham, f. Ex. hvis den ved Anlgget sttes under Vand. Og selv for ringere Ulemper har Eieren et Erstatningskrav, som, baade hvad Styrke og Beskaffenhed angaaer, er jvngodt med hans Ret til Erstatning for den tagne Grund. Antages det, at denne Erstatning maa udbetales ham beskaaren, saa bliver det en Vilkaarlighed at tillade Afkortning i Ulempe erstatningen. Hos os har Veiloven af 15 Sept. 1851, 26, foreskevet, at der ved Taxten over Skaden paa Jord skal tges billig-t Hensyn til, hvorvidt Grundeieren for sit srskilte Vedkom mende erholder strre eller mindre Nytte af den Vei, som anlgges, hvilken Bestemmelse ved Lov af 7 Sept. 1 854, 2, og Lov 17 Juni 1869, 3, er gjort gjldende ved Afstaaelse af Grund til Jernbaner og private Gaardsveie paa Landet. Hvorvidt det med disse Ord virkelig har vret Meningen kun at tillade Afkortning i Ulempeerstatningen, er neppe ganske klart 1), men forudsattes fra Jernbanestyrelsens Side i den af Hiesteret under 20 Juni 1874 paadmte Sag 2). Derimod forudsatte Loven af 28 Juli 1824, 3, Muligheden af, at den, gjennem hvis Grund der graves Grfter til Afled ning af Vand, som skader en Naboeiendom, ingen Erstatning faaer, nemlig fordi Grften er ham selv til Fordeel 3). Denne Paragraph er nu aflost af Vasdragslov 1 Juli 1887, 32 og 33, af hvilken den frste siger, at der ved Ansttelsen af den forvoldte Skade skal tges Hensyn til den Nytte, som den Anden vil have af Anlgget. Som 33 viser, er dog Meningen hermed, at al Erstatning saavel for Grunden som for Ulempen kan bortfalde. Paa samme Maade maa da ogsaa Lovens 14, jvfr. 16, forstaaes. Ligeledes bestemmer Bygningsloven for Christiania af ste Juni 1875, 9, at Erstatning for Afstaaelse af Grund til Anlg eller Udvidelse
') Storth. Forh. 1848, VI, 222, hvor Bestemmelsen begrundes, maa vel snarest siges at udtale den modsatte Tanke. 2) Retst. 1874, Side 563567. *) Storth, Forh. 1824, Mai, Side 734.
64
af Gade, Kjbstadvei eller offentlig Plads ganske kan bort falde, nar den Nytte, som ogsaa Grundeieren vil have af Anlgget eller Udvidelsen, skjnnes at opveie det afstaaedes Vrdi, hvilken Bestemmelse ved Loven af 26 Mai 1877, 4, er gjentagen, forsaavidt angaaer Gader og Pladse i de Byer, der lyde under den almindelige Bygningslov. 16. Medens Afkortning altsaa kan skee ligesaavel i Grund- som i Ulempeerstatningen, tr Afkortning ikke finde Sted for enhver Fordeel. For det frste kan dette ikke skee, medmindre Forde lene ere sikre og knyttede saaledes til Eiendommen, at de flge samme, i hvis Hnder den end kommer, forudsat at den bliver dreven med saamegen Omhu og Indsigt, som man kan vente hos forstandige Besiddere af deslige Eiendomme. Men Afkortning tr ei finde Sted engang for enhver saavidt sikker Fordeel. Det maa endvidere komme an paa dennes Art og Grad. Som oftest bringer Anlgget ikke den tilbagblevne Deel af Eiendommen andre Fordele end dem, som det efter sin Bestemmelse skal yde Almeenheden, enten hele Sam fundet eller dog den Egn, hvor det finder Sted. En Mngde andre have altsaa samme Nytte af Anlgget som de faa Personer, der have maattet afgive Grund til dette. Enkelte nordamerikanske Domstole have antaget, at disse Eiere ikke destomindre ere betinget pligtige til at taale Afkortning for deslige Fordele. Den Eier, der maa afstaa en Deel af sin Grund, har, sige de, intet at beklage sig over, nar han i den ene eller anden Form faaer fuld Erstatning for det Tab, han virkelig lider, selv om hans Naboer ere heldige nok til uden Opofrelse at erholde samme Nytte af Anlgget som han. Men denne Stning leder til aabenbar Uretfrdighed. Dette falder isr i ine, hvis Anlgget skeer for Statens eller Communens Regning. Thi den Eier, for hvem Erstat ningen nedsttes, maa da i Egenskab af Skatteyder bre sin Andeel af Udgifterne ved Foretagendet eller af den co nomiske Risiko, det medfrer. Herfor skal han have Veder lag i de Fordele, det bringer ham og andre i Fllesskab, og forsaavidt disse Fordele ikke tilfalde ham i strre Mon
65
end andre, kunne de ikke begrunde noget Afdrag i den Erstatning, der tilkommer ham for det srskilte Tab, Ex propriationen paafrer ham. Men selv om Anlgget skeer for privat Regning, bliver Afkortning for Vrdien af saadanne Fordele ikke mindre uretfrdig. Finder Staten det hensigts mssigt at lette den, der ivrksatte det, Udgifterne ved Ex propriationen, saa maa Understttelsen udredes af en offent lig Casse eller fordeles paa alle, hvem Fordelene tilfalde, ikke vltes over paa dem, som tilfldigviis maa afgive den til Foretagendet forndne Grund. Indrmmer Lovgivningen dem, der stte det i Vrk, den store Begunstigelse at tge fremmed Eiendom efter Taxt, saa er det just af Hensyn til de Fordele, det ventes at ville bringe Almeenheden. At det virkelig skaffer disse Fordele, kan derfor paa en vis Maade siges at vre Vederlag for Expropriationsretten, ikke for den tagne Eiendom eller engang for de Ulemper, som Foretagendet paafrer den tilbagblevne Deel af Eiendommen, H. R. D 25 Marts 1889. Var den sidste Forestilling fuldstndig rigtig, saa vilde Vrdien af det Slags Fordele, der efter Anlggets Bestem melse skulde komme Almeenheden til Gode, aldrig kunne tjene til Afkortning, selv om den tilbagblevne Deel af Eien dommen i Forhold til sin Strrelse hstede den i hiere Grad end andre Eiendomme. Dette er antaget hos os ved den for nvnte Hiesteretsdom af 20 Juni 1874, som afgjorde, at en Person, der ved Anlgget af en Jernbane maatte af give en Deel af sin Eiendom til Station, ikke iflge Veiloven af 15 Septbr. 1851, 20, sammenholdt med Jernbaneloven af 7 Septbr. 1854, 2, pligtede at taale Afkortning for den Fordeel, som det medfrte (for Samfrselen med andre), at Eiendommen fik Station i sin Nrhed eller stdte umiddelbart op til denne, men blot for saadanne Fordele som, at han kunde holde Jernbanehotel eller slge Tomter til de ved Jernbanestationen fremkaldte Bygninger. Den samme St ning synes at vre antagen i den franske Retspraxis x). Denne gaacr dog vistnok for vidt. Naar den ved Expropria
x) Dalloz, No. 599. Norges offentlige Ret. 111.
66
tionen formindskede Eiendom uden Afkortning faaer beholde samme Maal af Fordele som andre, saa er Retfrdigheden fyldestgjort. Paa det Overskud af Nytte, Anlgget bringer him Eiendom i Sammenligning med disse, har Eieren ikke engang noget Billighedskrav. Dette Overskud skyldes ikke ham, men Samfundet eller den, der ivrkstter Anlgget, og Lovgivningen maa derfor, uden Anstd mod Gris. 105 kunne paalgge ham inden denne Grndse at taale Afkort ning. Denne Mening synes at have gjort sig gjldende i den belgiske og amerikanske Retspraxis '). Er Expropriationsbemyndigelsen meddeelt en enkelt Eien dom eller en Kreds af saadanne vsentlig for deres egen, ikke for den almindelige Nyttes Skyld, og nogen udenfor denne Kreds staaende Eiendom maa afgive Grund til Anlg get og af dette hster samme Slags Fordele som dem, det efter sin Bestemmelse bringer hine Eiendomme, maa han vistnok taale Afkortning, f. Ex. nar en eller flere Eiendomme i Fllesskab med Hjemmel af Lovene af 17 Juni 1869 eller 7 Juli 1891 tge Grund til Vei eller Vandledning over nogen Eiendom, hvis Eier ikke vil deeltage, uagtet han selv har Gavn af Foretagendet. Saafremt det Foretagende, til hvilket der tges Grund, udenfor sin Bestemmelse, altsaa ganske tilfldigen, skaffer den Eiendom, hvem Grunden har tilhrt, en Fordeel, saa maa den herved fremkomne Vrdiforgelse kunne afkortes, selv om andre Eiendomme, der ere berrte af Expropria tionen, hste samme Slags Fordele af Foretagendet i hiere Grad. Som Exempler kan nvnes, at Expropriationen til intetgjr en Veiservitut, at et Jernbaneanlg krver en Minering, som skaffer Aflb for det skadelige Vand, hvor under den tilbagblevne Deel af Eiendommen fr har lidt, eller at der tges Grund til en Bro, som foruden at lette Eiendommens Samfrsel med andre, stter dens forskjellige
x) Defooz, 11, 659; Cooley, Constitutional Limitations, Side 569; Redfield, Law of Railways, I, 71, No. 27.
Cap. 59.
67
Marker i bedre Forbindelse med hinanden og saaledes for mindsker Udgifterne ved Gaardsdriften. 17. Selv om man antog, at Grl.s 105 altid var til Hinder for en Afkortning, grundet paa de Fordele, An lgget skaffer den tilbagblevne Eiendom, er det klart, at Afslag i Erstatningssummen for den afstaaede Deel af Grun den kan og fornuftigviis maa finde Sted, hvis der forbehol des den Deel, som levnes Eieren, en virkelig Rettighed over hiin. Selvflgelig skal der ikke betales samme Erstatning for beheftet som for fri Eiendom. Denne Stning faaer hos os en srdeles vigtig Anvendelse ved Afstaaelse af Grund til Gader. Bygningslovene for Trondhjem af 12 Juni 1869, 6, for Bergen af 5 Mai 1875, 3, for Christiania af 5 Juni 1875, 8, samt for de ovrige Byer af 26 Mai 1877, 3, bestemme, at nar en ny Gade anlgges, skal Eieren af enhver tilst dende bebygget Tomt, hvis han eier den til Gaden forndne Grund, uden Erstatning udlgge denne til heel Gadebredde, saafremt han eier Tomterne paa begge Sider, eller til halv Gadebredde, saafremt han kun eier Tomt paa den ene Side. Mod denne Forskrifts Retfrdighed er der i Almindelighed ingen Indvending at gjre. Ved at tge Grunden til offent lig Gade erhverver nemlig ikke uindskrnket Eiendomsret over den. Eieren er berettiget ikke alene til at have Vei over den fra ham tagne Grund, men efter Hieste retsdom af 24 Septbr. 1857 x) endog til Erstatning, saafremt Communen foretager nogen Forandring med Gaden, der i vsentlig Grad gjr Adkomsten til hans Huus besvrligere. Da nu umiddelbar Adkomst til en offentlig Gade i Alminde lighed er en Ndvendighed for enhver Bygaard, og Beliggen hed ved en godt oparbeidet og vedligeholdt Gade endog en stor Fordeel, hvis Vrdi oftest staaer i Forhold til Lngden af Tomtens Gadelinie, saa vil den Brugsret, Eieren beholder over den ham fratagne Grund, sdvanligviis vre ham lige saameget vrd som Eiendomsretten. Bestemmelsen kan derfor vel forsvares som almindelig Regel. Men det maa
68
Cap. 59.
erkjendes, at Adkomsten til den nye Gade i enkelte Tilflde er af mindre Vrdi for Eieren. Kan han oplyse- dette, har han efter Grl.s 105 en Ret til Erstatning, som ikke ved almindelig Lov kan fratages ham, og som Communen derfor pligter at udrede. Anderledes ere Bygningslovene ikke at forsta. Dette fremgaaer baade af Veilov 15 Septbr. 1851, 22, sidste Punctum, og Bygningsloven for Bergen, 5 Mai 1875, 2, sidste Punctum, samt de tilsvarende Bestemmelser i Bygningsloven for Christiania 5 Juni 1875, 8, og for de vrige Kjbstder (Throndhjem undtagen) af 26 Mai 1877, 2, som tillgge Grundeieren Ret til at fordre Expropria tion og Erstatning i Tilflde af, at den ham ved Regulerin gen paalagte Indskrnkning i Friheden til at -bebygge den til Gade bestemte Grund skjnnes i vsentlig Grad at for ringe Vrdien af hans Eiendom. Den her forsvarede Mening er antagen ved Hiesteretsdom af 7 Febr. 1880. 18. Erstatningen br, saavidt muligt, faststtes efter den Vrdi, Gjenstanden har i frit Salg paa den Tid, da den afstaaes. Heraf flger, at dersom en fast Eiendom expro prieres til et fremtidigt Anlg, som vil forge dens Vrdi, maa Erstatningen ikke af saadan Aarsag sttes hiere. Den Fordring, at Erstatningen skal bestemmes efter Gjenstandens Vrdi, saaledes som denne stiller sig paa Afstaaelsestiden, kan vistnok i Almindelighed fyldestgjres ved en Lovforskrift, hvorefter Eiendomsretten skal gaa over allerede i det ieblik, Erstatningen er endelig bestemt, men Exproprianten frst tiltrde Eiendommen, nar Belbet be tales, hvilket er den franske Lovgivnings System. Men dette System kan ikke vre nogen ndvendig Flge af en Grund lovbestemmelse, som forbyder Expropriation uden mod fuld Erstatning. Lovgivningen maa ikke alene kunne bestemme, a,t Eiendomsretten frst skal gaa over ved en Handling, som foretages, efter at Erstatningen er fastsat, f. Ex. ved Beta lingens Erlggelse, eller ved en iflge Expropriantens For langende af vedkommende Myndighed afgiven Beslutning, men i forndent Fald endog, at Eiendomsretten skal gaa over og Tingen kunne tges, fr Erstatningen er bestemt og betalt. I denne Henseende gjor nemlig ikke vor Grl.s 105, saaledes
Cap. 59.
69
som mange andre Landes Forfatningslove, nogen Indskrnk ning i den lovgivende Magt. Aarsagen hertil er udentvivl den, at Grundloven under sin Regel, at Erstatning skal er lgges, har villet indbefatte Anvendelsen af, hvad man kal der Statens Ndret, dens Befielse til i Ndsfald ufortvet at bemgtige sig enhver Gjenstand, den behver. Har Lovgivningen paabudt, at Eiendomsretten skal gaa over ved en Handling, som frst foretages, efter at den ende lige Expropriationstaxt er afholdt, saaledes at der kan hen lobe nogen Tid mellem denne og Eiendomsovergangen, hvilket er Tilfldet efter vor Lov af 10 Mai 1860, 1, jvfr. 3, saa maa enhver Forandring, Eiendommens Vrdi i Mellemtiden undergaaer paa Grund af en Forandring i de almindelige Eiendomspriser, blive uden Indflydelse paa Er statningen. Derimod maa ny Taxt kunne forlanges afholdt, hvis selve den taxerede Eiendom i Mellemtiden undergaaer nogen Forandring, f. Ex. hvis et den tilhrende uforsikret Huus brnder op 1). De fleste fremmede Expropriationslove fra den nyere Tid faststte, at Erstatning ikke skal gives for nye Byg ninger eller Anlg, som ere opfrte paa den taxerede Grund, selv om dette er skeet for Taxationen, nar det af Omstn dighederne fremgaaer, at Hensigten dermed kun har vret at faa Taxationssummen forhiet, see f. Ex. den franske Lovs 52, den preussiske Lovs 13, den svenske, 15. St ningen er saa naturlig, at den ikke behver at vre ind tagen i skreven Lov for at gjlde. Jfr. Bygningslovene for Bergen af 28 Sept. 1857, 8, for Christiania af 5 Juni 1875, 9, samt for de vrige Byer (Throndhjem undtagen) af 26 Mai 1877, 4. 19. Paabydes tvungen Afstaaelse paa saadan Maade, at den tidligere Rettighed gaacr tabt, fr Erstatningen bliver betalt, og Afstaaelsen er skeet til en Person, som viser sig at vre uvederhftig, saa kan det sprges, om Staten er ansvarlig for Betalingen.
x ) Jvfr. Brandts Tingsret, 2den Udgave, Side 302, hvor denne Stning vistnok med fuld Fie opstilles for Odelslsninger.
70
Dette vilde vre utvivlsomt, hvis det forholdt sig saa, at Staten altid er den, som egentlig tager Eiendommen. Men, som ovenfor i 3 paavist, er denne Lre urigtig. Ei heller kan det Bud i Grl.s 105, at den, som maa afgive sin Eiendom, skal have Erstatning af Statscassen, vre be tinget afgjrende. Thi det er kun skrevet for det Tilflde, at Eiendommen afgives til offentligt Brug. Vil Lovgivningen bemyndige en privat Person til at tge fremmed Eiendom, maa det vistnok vre dens grundlovmssige Pligt at drage fornden Omsorg for, at Eieren faaer Erstatning, og undlod den dette, f. Ex. hvis Lovgivningen havde forsmt at krve Panthaverens Samtykke til Erstatningens Udbetaling, see Lov 10 Mai 1860, 1, saa kunde den ikke undgaa Ansvar. Derimod maa Staten vre fri, hvis Lovgivningen har truffet de Bestemmelser, som med Rimelighed kunne fordres til ie medets Opnaaelse, men Tab ikke destomindre i enkelte Til flde opstaaer, f. Ex. hvis Erstatningssummen i Medhold af Loven maatte vre indsat i en autorisere! Sparebank, og denne bliver uvederhftig, eller hvis der for Erstatningen er stillet en Caution, som, nar det kommer til Stykket, viser sig utilstrkkelig. 20v Den i Grl.s 105 opstillede Forskrift angaaer efter sine Ord kun det Tilflde, at Afstaaelsens Gjenstand er rrlig eller urrlig Eiendom. Dette Udtryk be tegner egentlig kun legemlige Ting. Forskriften giver heller ikke udtrykkeligt nogen anden end Eieren af den afstaaede Ting Krav paa Erstatning. Herved vkkes det Sprgsmaal, hvad der skal gjlde, hvis Afstaaelsens Gjenstand vel er en legemlig Ting, men undergiven andre Rettigheder end Eiendomsretten, eller hvis det, der afstaaes, overhovedet ikke er en legemlig Ting, men en Rettighed. At Erstatning i frste Tilflde maa gives for de srlige Rettigheder, der hvile paa Gjenstanden, har aldrig vret omtvistet. Derimod er der i visse Tilflde Tvist om, hvor ledes Erstatningen skal faststtes. En Servi tut, f. Ex. en Veiret eller en Lysningsret, kan have meget strre Vrdi som Herlighed end som Byrde*
71
De Summer, den herskende og den tjenende Eiendom hver for sig maa erholde, for at deres Eiere skulle blive skades lse, kunne derfor tilsammentagne blive strre end den, der vilde tilkomme Eieren af den tjenende Eiendom, hvis den havde vret fri for Servituten. At den, der tager Eiendom men, i saa Fald ikke slipper med at betale sidstnvnte Sum, er imidlertid uomtvisteligt. Servituthaveren maa derfor kunne krve, at det ved srskilt Taxt faststtes, hvad der tilkom mer ham, jvfr. den franske Lov af 3 Mai 1841, 39, og den preussiske af 11 Juni 1874, 11. Uklarere er det, efter hvilke Hensyn og paa hvilken Maade man skal faststte Godtgjrelsen for en Usufructuar eller Leietager. Sdvanlig lres det, at den samlede Er statning til Leier og Bruger her ikke kan blive strre end den, der vilde tilkomme Eieren, om han selv brugte Eien dommen '). Denne Stning slaaer vel ogsaa i Almindelighed til. Men undertiden leder den til aldeles uantagelige Resul tater, f. Ex. hvis det er som Besidder af en Naboeiendom, Brugeren har skaffet sig sin Ret, og Brugen af den tagne Eiendom paa Grund af dette Forhold har vret fordeelag tigere for ham, end den vilde vre for Eieren. Dersom man i saa Fald~ ikke tillagde ham Godtgjrelse for den strre Vrdi, Brugsretten har for ham, vilde man tilfoie ham et positivt Formaestab. Erkjendes det, at den, der har en evigtvarende Ret til at kjre Is fra sit Tjern over Naboens Eiendom, ved Expropriation af denne tilkommer Erstatning for Servitutens Vrdi som Herlighed, vilde det vre inconse qvent og urimeligt at negte den, der mod en ringe aarlig Afgift har leiet saadan Kjrselsret for et ringe Antal Aar, Erstatning efter samme Regel. Den preussiske Lov af 11 Juni 1874, 11, forudstter ogsaa, at Leietageren eller Usufruc tuaren kan have Krav paa Godtgjrelse, som ikk er ind befattet i Erstatningen for den afstaaede Eiendom, og i Frank rige synes det samme undtagelsesviis at erkjendes 2). Det
J) Bahr und Langerhans, Side 4854. 2) Dalloz, No. 611 og 612, nvner som Exempel Flytningsomkostninger og de med Leiecontractens Afsluttelse forbundne Sportler og andre legale Udgifter, nedsatte i Forhold til den forlbne Deel af Leietiden
72
maa imidlertid fastholdes, at en brugsberettiget ligesaalidt som en Eier kan krve Erstatning for Tab af en Vinding, der beroer paa hans personlige Egenskaber. Hvor Loven tier, maa Leietageren kunne krve, at den ham tilkommende Erstatning ved Expropriationen bestemmes srskilt, jvfr. den franske Lovs 22, den preussiske, 29 '). Vor Lovgivning har i enkelte Tilflde foreskrevet, at den brugsberettigede som Erstatning skal have Renterne af den Sum, Eieren erholder for den afstaaede Grund, der er Brugsrettens Gjenstand, see Bergvrksloven af 14 Juli 1842, 20, Veiloven af 15 Septbr. 1851, 27, jvfr. Jernbanelov 12 August 1848, 6, Loven af 17 Juni 1869, 6, om Af staaelse af Grund til Gaardsveie, Vasdragslov 1 Juli 1887, 67. Enkelte fremmede Lovgivninger opstille dette som almindelig Forskrift. Herimod er der intet at indvende, hvis man kun fastholder den ovenfor i 7 udviklede Regel, hvor efter saavel Eieren som den brugsberettigede, nar han kan paavise, at den efter Loven beregnede Erstatning bliver for liden, kan krve den fastsat ved Skjn. Derimod maa endogsaa frste Prioritets Panthaver lade sig nie med den Sum, hvortil Eiendommen vrdsttes efter de for Tiden gjldende Priser, thi vistnok er det muligt, at denne ikke dkker hans Krav, medens det vilde skee, hvis Tvangssalg frst fandt Sted om nogen Tid. Men da Eieren ikke kan forlange Expropriationen udsat i Paavente af bedre Conjuncturer eller Vrdien fastsat efter disse, kan heller ikke Panthaveren have saadan Ret. Ere Eiendomspriserne paa Grund af slette Tider usdvanlig lave, maa dog Skjns mndene ved Ansttelse af Erstatningssummen tge Hensyn
x) Jvfr. Retstidnden for 1891, Side 569577 og 825-829, om hvorvidt Exproprianten trder i directe Forpligtelsesforhold til andre Rettighedshavere end Grundeieren. Dette er almindelig europisk og nordamerikansk Ret, ogsaa i de Lande, hvor man maa taale Afkortning*paa de Fordele, Expropriationsforetagendet medfrer for en Eiendom, han beholder, see Griinhut, Enteignung, i Conrads Handworterbuch, 111, 263.
Cap. 59.
73
til, at disse rimeligviis ville stige. Dette vil nemlig enhver Eier, der ikke er ndt til at slge, fornuftigviis gjre. Odelsret og andre Lsningsrettigheder bortfalde altid uden Erstatning. Er nogen berettiget til at lse Eiendom men for en bestemt Sum, saa er denne ingen bindende Norm for Expropriationstaxten. Stter denne Erstatningen hiere end Lsningssummen, bliver Forskjellen at udbetale Lsningsmanden, hvis han strax kunde indlse Eiendommen. 21. Forudstningen har ovenfor vret, at Afstaael sens Gjenstand er n legemlig Ting, men at der paa denne hviler nogen srlig Rettighed, som ved Expropriationen bort falder. Erstatning maa naturligviis ogsaa gives, hvor den egentlige og eneste Gjenstand for Afstaaelsen er en srlig Rettighed over en legemlig Gjenstand, f. Ex. en Brugsret over fremmed Skov, see Lov 22 Juni 1863, 1 og 2, Vas dragslov 1 Juli 1887, 14 og 25. 22. Besidderen af en Formuesrettighed, hvis Gjen stand ikke er en legemlig Ting, men en vis Art af Hand linger, f. Ex. at trykke et Skrift, drive en Nring, oppe bre en Afgift, kan ogsaa ved Lov paalgges at afstaa denne Rettighed enten til Staten eller nogen anden. Grund loven har nemlig i saa Henseende ikke paalagt den lov givende Magt nogen Indskrnkning. At Besidderen af saa danne Rettigheder i Tilflde af tvungen Afstaaelse skal have Erstatning, kan ikke vre Gjenstand for Tvivl. 23. At Erstatning skal ydes, er i Grl.s 105 kun sagt for det Tilflde, at en Gjenstand afgives til Brug for det offentlige. Dette finder Sted, ikke blot nar Eiendoms retten overfores fra den tidligere Eier til Stat eller Com mune, saaledes at denne tager Gjenstanden i Brug som privat Eiendom, men utvivlsomt ogsaa, nar Gjenstanden udlgges til Brug for alle og enhver, f. Ex. til Gade eller offen lig Plads. Flgerigtigen, kan man sige, maa Staten ogsaa betale Erstatning, nar den tillgger Almeenheden ny Adgang til at benytte privat Eiendom i en srlig bestemt Retning. Hvis en saadan Byrde blot paalgges enkelte, i Loven nvnte eller i Henhold til den ved offentlig Foranstaltning udtagne
74
Cap. 59.
Eiendomme, have Eierne vistnok uangribeligt Krav paa Er statning for den Skade, de virkelig lide. Denne Regel maa komme til Anvendelse paa Veiloven af 15 Septbr. 1851, 35, som tillader det offentlige Veivsen at oparbeide midlertidige Vinterveie over privat Eiendom. Hvis Forskriften derimod er almindelig og altsaa hjemler ethvert Menneske en Brugs- og Nyttesret over en fremmed Eiendom, staaer Sagen i en anden Stilling. I mange Tilflde kan der her ikke vre Tale om nogen Erstatningspligt. Dette gjlder navnlig, hvor Lovgivningen frst har udvidet Eierens Eneraadighed og derpaa vender tilbage til den ldre Rets regel, f. Ex. frst forbudt nogen at betrde anden Mands Indmark (jvfr. Gjrdeloven af 16 Mai 1860, 39) og derpaa igjen tillader det. Endog om Lovgivningen indfrte en for hen ganske ukjendt Nyttesret over fremmed Eiendom, kan dette undertiden skee, uden at Eieren faaer noget Krav paa Erstatning, selv hvor han godtgjr at have lidt Skade der ved, f. Ex. om Lovgivningen tillod enhver at tge Vintervei over anden Mands snebedkkede og uindhegnede Udmark. Men denne Stning tr ikke strkkes vidt. Som almindelig Regel maa det fastholdes, at Eieren har et uangribeligt Krav paa Erstatning, hvis den nye Benyttelse af hans Eiendom ikke blot tilfldigviis, men ndvendigen angriber Eiendom mens Substants, ligeledes hvis den tilladte Tilegnelse af Eiendommens Produkter gaacr videre end til rene betycle ligheder, jvfr. Crl. 2216 og 266. Der gives imidlertid visse Sider af Eiendomsretten, hvor Indskrnkningerne iflge Sagens Natur og den historiske Udvikling kunne gaa noget lngere end ellers, nemlig hvad angaaer Raadigheden over Vand, Strand og de i Jordens Skjd forbundne Mineralier '). At Lovgivningen i Almeenhedens Interesse endog i be tydelig Grad kan udvide dennes Adgang til at benytte Eien domsretten undergivne Elve og Vande, S- og Havgrund, ja endog Strandbredden, er ikke tvivlsomt. Saaledes ind
x) Jvfr. Storth. Efterretn. 1842, Side 149151.
75
frte 6 i Loven af 28 Juli 1824 om Vands Ledning over anden Mands Grund en ganske ny Indskrnkning af dette Slags i Eiendomsretten. Hvorlangt Lovgivningen i saa Hen seende ansees berettiget til at gaa, viser de nyeste Love om Landslodden. Grundeierne synes oprindelig at have vret anseede som eneberettigede til at drive Havfisken paa sine egne Strande, og Landslodden maa saaledes egentlig have vret et contractsmssigt Vederlag til Grundeieren, nar han tillod andre at fiske der 1 ). I Tidens Lob er en hver bleven anseet berettiget til at drive saadant Fiske uden Tilladelse af Grundeieren, men mod at erlgge den sd vansmssige Landslod. I Slutningen af forrige og Begyn delsen af dette Aarhundrede blev dennes Strrelse bestemt ved forskjellige Love og i nogle Tilflde sat saa hoit som til 10, ja endog til 12V2 pOt. af Fangsten. Ved Loven af 24 Sept. 1851, 36, nedsattes den for Vaarsildfisket til 3 pCt. og ved Lov af 23 Mai 1863 for andre Fiskerier til samme Belob undtagen i Sndre og Nordre Bergenhuus Amter, hvor den faststtes til 6 pCt. Det Herredmme, der tilkommer Lovgivningen over selve Strandbredden, S- og Havgrund, maa dog, forsaavidt disse ere i privat Eie, have sine Grnd ser. Vsentlige Indgreb i deres Substants kan der kun gjres mod Erstatning 2). Hvad angaaer Eiendomsrettens Udstrkning til de i Jordens Skjd liggende Ertser og Mineralier,. er det klart, at Lovgivningen igjen kunde indfore den Ret til at skjrpe i fremmed Indmark, som Fr. 7 Sept. 1812, 2 og 3 og de ldre Bergvrkslove hjemlede enhver, der havde faaet Skjrpeseddel, men som blev ophvet ved Bergvrksloven af 14 Juli 1842, 3. I Henhold til, hvad der ovenfor er udviklet, maa det endog antages, at Lovgivningen, om den frst ophvede Adgangen til at erholde Muthing paa Metal
') Ugeblad for Lovk., 111, 217; Storth. Forh. 1863. X, 90. Den modsatte Mening hvdes af Helland i Retstid. 1891, Side 7480. 2) Jvfr. Ugeblad for Lovkyndighed, X, 387, Hiesteretsdom 19 Novbr. 1887, Retstid. 1887, Side 673679, jvfr. Retstid. 1891, 455435.
76
anviisninger i fremmed Grund, og saaledes gjorde disse til Grundeierens Eiendom, atter kunde vende tilbage til vor nuvrende Bergvrkslovs Princip og gjenindfre fri Skjrp ning og Muthing. Efter den almindelige Lre i andre Lande, kan Lovgivningen indfore Muthingsret, endog om denne fr har vret ukjendt. Dette skal vre skeet i Italien ved en Lov af 20 Novbr. 1859 l). Men Eiendomsretten til de Gruber, Grundeieren allerede har tget og holder i Drift, maa i saa Fald forbeholdes ham. Under denne Betingelse er der alt saa intet i Veien for atter at hve Loven af 17 Juni 1869, der forbeholder Grundeieren Retten til at vaske eller paa anden Maade udvinde alluvialt forekommende Guld. Lige ledes er Lovgivningen berettiget til at undergive Stenkul eller andre Mineralier end Ertser fri Muthing 2). Det eiendommelige ved disse Forhold er ikke blot, at Adgangen til at udvinde Ertser og Mineralier af Jordens Skjd eller at drive Fiskeri fra Stranden vanskeligere vil blive fuldt udnyttet, om den udelukkende forbeholdes Grund eieren, end om den aabnes for alle. Aarsagen, til at dette kan skee, ligger egentlig i, at Lovgivningen ikke derved berver Eieren nogen Deel af selve Grundoverfladen. At dette kun kan skee mod Erstatning, er Forudstningen i Bergvrkslovens 16, og ved denne Forudstning maa der i alle Retninger holdes strengt fast. Ellers vilde man kunne faa ud, at Lovgivningen uden Erstatning til Eieren kunde fratage ham bevoxet Skovgrund og overdrage den til andre, som vilde forpligte sig til at opelske Skov paa den. Noget saadant kan hos os ikke faststtes engang som Straf for Mishandling af Skov. Thi en saadan Bestemmelse vilde i alt Fald komme i Strid med Grl.s 103. 24. Grl.s 105 er efter sine Ord kun anvendelig, nar nogen maa afgive sin Eiendom til offentligt Brug* ikke nar offentlige Autoriteter til Ivrksttelse af et Lov bud tilintetgjre en i privat Eie vrende legemlig Ting.
*) Gabba, Teoria detta retroattivita deile leggi, 111, 40. 2) Storth. Forh. 1873, O. No. 26.
Cap. 59.
77
Mellem disse to Tilflde er dog en vsentlig Lighed, nemlig at det offentlige tager Tingen fra Eieren. I hvilket iemed Staten gjr dette, enten for at bruge eller for at delgge den, er en i Forhold til ham ligegyldig Sag. Det kan der for opstilles som Hovedregel, at Staten ogsaa i sidste Til flde ordentligviis maa betale Erstatning. Dette gjlder dog ikke betinget. Staten maa nemlig vre fri for Erstatningspligt, nar Tingen er forfrdiget i Strid med et Lovbud, der faststter, at den i saa Fald skal tilintetgjres, hvilket gjlder f. Ex. om falsk Maal og Vgt. Fremdeles nar Tingen ved eller uden menneskelig Handling er bragt i en Tilstand, der gjr den farlig for Almeenheden, see Plitiforord. 22 Oet. 1701, Cap. IX, 2 og 5, og til svarende Steder i de specielle Politiforordninger, som for byde Udsalg af bedrvede Fdevarer og paalgge Politiet at tilintetgjre dem; Qvarantnelov af 12 Juli 1848, 18, hvorefter Erstatning ikke kan fordres af Statscassen for Far toier eller Ladninger, der som Flge af nogen af vrigheden eller Qvarantnecommissionen truffen lovmedholdelig Foran staltning maatte tilintetgjres eller forringes i Vrdi; den almindelige Bygningslov af 6 Sept. 1845, 21, og Bygnings lovene for Bergen af 12 Aug. 1848, 39, for Throndhjem 12 Juni 1859, 38, og for Christiania af 5 Juni 1875, 24, hvorefter Bygningscommissionen, nar et Huus truer med at styrte ned, kan forlange det istandsat eller nedrevet paa Eierens Bekostning; Lovene om smitsomme Sygdomme mellem Huusdyrene af 27 Februar 1866, 6, 26 Mai 1877 og 20 Mai 1882, 7 og 8, om hvorvidt Erstatning skal betales for Heste og Hunde, der drbes, fordi de ere angrebne af visse der nvnte Sygdomme. Som flere af de anfrte Lvsteder vise, er Statens Erstatningspligt ikke betinget afhngig af, at der kan lgges Eieren en Forsmmelse til Last. Efter almindelige Retsgrundstninger har han selv at bre det Tab, sOm opstaaer derved, at hans Ting gjennem ulykkelig Hndelse er bleven saa fordrvet, at den medfrer Fare for Samfundet og desaarsag maa delgges ').
') Jvfr. Christiania Byretsdom i Retst, 1891, Side 565568.
78
Men er en Ting forarbeidet eller anbragt paa lovlig Maade og ikke undergaaet nogen Forandring, som gjor den mere farlig for Almeenheden, end den oprindelig var, saa krver Principet i Grl.s 105, at Staten maa yde Eieren Erstatning, hvis Tingen iflge lovmedholdelig offentlig For anstaltning delgges, see Lov om Brandforsikringsindret riingen af 19 Aug. 1845, 21, og nysnvnte Lov af 27 Febr. 1866, 6, som vise, at den, hvis Huus nedrives l), eller hvis Skib snkes af Brandvsenet for at hindre Skadeilds Ud bredelse, samt den, hvis friske Qvg drbes for at standse Smitte, skal have Erstatning. See ligeledes Love om Jern banerne 7 Septbr. 1854, 4, om Veivsenet af 12 Octbr. 1857, 6, og om ildsfarlige Gjenstande af 3 Mai 1871, 22, jvfr. Vasdragslov 1 Juli 1887, 22, andet Punctum. Paa bdes det at nedrive Bygninger og Mure eller hugge ned Trer i en vis Afstand fra enhver Fstning, saa maatte Staten betale Erstatning 2). Hvis Landets egen Krigsmagt under Kamp med en Fiende tilfldigviis tilfier dets Indvaanere Skade paa deres Eiendele, saa er det klart, at de intet Retskrav have paa Erstatning. Er delggelsen foretagen med Hensigt, f. Ex. hvis en Bygning opbrndes, for at den ei skal yde Fienden Dkkelse, saa er der mere for at anvende Grl.s 105. Fuld Berettigelse dertil har man dog ei. Thi medens Expropria tion er en frivillig Sag, til hvilken Staten ei behver at skride, hvis den finder Udgifterne for store, er det en Nd vendighed for den at forsvare sig mod fiendtlige Angreb 3). At den Fare for deslige Beskadigelser, som opstaaer derved, at Staten anlgger en Fstning i Nrheden af en privat Eiendom, ikke medfrer nogen Erstatningspligt, er ligeledes indlysende og afgjort ved Hiesteretsdom af 19 Marts 1858 4).
1) Jfr. Hiesteretsdom af 24 Juni 1888, Retstid. Side 712718. 2) Dette antages endog i Frankrige, Lov 22 Juni 1854, 3. 3) Erstatning negtes i saadanne Tilflde ogsaa i andre Lande, see dansk Hiesteretsdom af 18 Oet 1861; Ducrocq, droit administratif, 381384; Pomeroy, Constitutional Law, Side 161164. 4) Retstidnden 1858, Side 332334.
Cap. 59.
79
For Beskadilser, som tilfies Landets Indvaanere af Fien den, have (fe selvflgelig endnu mindre noget Erstatnings krav paa Staen, see Lovbogens 5347 og 49 25. lorbyder Lovgivningen at benytte en Gjenstand efter dens aieste eller endog efter dens nrmeste Bestem melse, saa birves Gjenstanden undertiden al Vrdi. Eieren kommer da kke i stort bedre Stilling, end om Staten havde bemgtiget sg Tingen. Det kunde derfor synes, som om det i Grl.s 105 udtalte Princip maatte medfre, at Staten ogsaa i dette Fald pligtede at betale Eieren Erstatning 2). En saadan Lre, der, saavidt vides, ikke er antagen i noget andet Land, maa dog erkjendes at vre uholdbar. Eien domsret er ntet andet end den naturlige Frihed, der er hjemlet enkdt Person til at raade over de ham tilhrende legemlige Gjsnstande. Ligesom enhver maa finde sig i, at Lovgivninger, forsaavidt ikke Grundloven har bestemt noget modsat, indscrnker hans naturlige Frihed til at raade over sin Person <g sine Krfter, saaledes maa han ogsaa taale, at Lovgivningen forbyder ham at benytte sine Eiendele paa hvilkensomhdst Maade, den finder skadelig eller farlig for Samfundet. Stningen har positiv Hjemmel i alle de Lande, de lyde unckr Code Napoleon i oprindelig eller revideret Skikkelse, se dens Art. 544, den hollandske Lovbog, Art. 625, den itaienske, Art. 425, ligeledes i den nye sachsiske Lovbog, Art 222 3). Paa egen Haand kan Retsvidenskaben ikke opstille nogen Begrndsning i denne Lovgivningens Magtfuldkomnenhed. Analogien af Grl.s 105 afgiver ikke tilstrkkelig Hjemmel dertil. Der bliver altid en vsentlig Forskjel melem det Slags Foranstaltninger, hvorved Staten tager en Thg fra Eieren enten for at beholde eller tilintet gjre den, of blotte Forbud mod at benytte den paa en eller
x) Jvfr. Storh. Forh. 1827, IV, 524 ff. 2) For denne Mening har Forfatteren tidligere, skjnt med nogen Tvivl, udtlt sig, nemlig i en Afhandling i Ugeblad for Lovkyndighed, X, 3S7. 3) Hermed semmer den amerikanske Doctrin, Sedgwick, Side 438 ff.
80
Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed
flere bestemte Maader. Eieren beholder i sidste Fald Tingen. Ganske vrdils vil denne sjelden blive, og som oftest er der desuden nogen Mulighed for, at den kan gjenvinde mere eller mindre af sin tabte Vrdi. Hertil kommer, at en ana logisk Anvendelse af Grl.s 105 her vilde fre meget for langt. Hvis det Forbud, Lovgivningen opstillede med Hensyn til visse Tings Benyttelsesmaade, iflge Analogien af Grl.s 105 gjorde Staten erstatningspligtig, saafremt disse Ting ved Forbudet var blevne ganske eller nsten vrdilse, maatte dette have samme Flge ogsaa, nar Forbudet i rin gere Grad formindskede deres Vrdi. Men dette vilde vre aldeles urimeligt. Det er sandt, at Forbud af det her om handlede Slags kunne ramme Eieren saa haardt, at de billig viis br have Erstatning. Men dette gjlder ikke altid eller engang i Regelen. Og hvorvidt Erstatning br gives, beroer ikke blot paa, hvor stor Deel af deres Vrdi, Forbudet berver de Ting, det rammer, men paa Forbudets Beskaffen hed, hvormange det rammer osv. Hvis en Lov forbd at bebygge Grund, beliggende inden en vis Afstand fra en Fstning, eller deri at foretage Udgravninger osv. 1), vilde man langt lettere tilstaa Erstatning end for Tab, bevirket ved Forbud mod et lignende Foretagende i Nrheden af en almindelig Landevei. Thi i frste Tilflde rammer Forbudet langt frre Eiendomme end i sidste, hvorhos dets Formaal er mere specielt. Der vil saaledes aldrig blive Tale om at give Erstatning for Tab, som paafres nogen Eier derved, at hans Grund indlemmes i en By, hvor intet Huus maa bygges af Tr, eller opfres med mere end een Etage, ei
x) Paalgger Lovgivningen de i Nrheden af en Fstning liggende Eiendomme nye Indskrnkninger af dette Slags, eller der bygges en ny Fstning, hvis Nrhed underkaster forhen frie Eiendomme saadanne Indskrnkninger, saa have de franske Domstole antaget, at de skadelidende Eiere under Lovens Taushed ingen Erstatning kunne krve, Ducrocq, droit administratif, 371. Men af Billighedshensyn have de franske Love i mange saadanne Tilflde tilstaaet de skadelidende Erstatning, 372 ff. Efter den tydske Rigslov af 21 Decbr. 1871, 34 og 35. skal Erstatning ydes i alle ikke srlig undtagne Tilflde.
81
heller for Tab, nogen maatte lide derved, at der udkommer en Lov, som forbyder ham at udfre et Slags Varer, hvoraf han har samlet Beholdninger, Tab, der kunne blive ruinerende for ham, isr hvis han har forpligtet sig til at levere store Mngder deraf i Udlandet. Alt dette viser, at Eieren vel undertiden kan have meget strkt Billighedskrav paa Erstat ning, men aldrig nogen Ret dertil 1 ). Lovgivningen maa iflge Sagens Natur have strre Myndighed til at begrndse Eierens egen Raadighed over Tingen end til at indrmme andre Adgang til at benytte den. Thi det er i Eiendom mens sidstnvnte Side, dens Characteer af Rettighed egentlig aabenbarer sig. Exempler paa, at vor Lovgivning af Billighedshensyn har tillagt Eierne af visse Gjenstande Erstatning for de Tab, de lide ved Love, som indskrnke Friheden til at benytte dem, findes i Loven om Brndeviinsbrnding af 17 August 1848, 5, Lovene om ildsfarlige Indretninger af 28 Septbr, 1857 og 3 Mai 1871, 22, samt i Bygningslovene for Bergen af 5 Mai 1875, 2, for Christiania af 5 Juni 1875, 5, og for de Byer, som lyde under den almindelige Bygningslov, i Loven af 26 Mai 1877, 2 Exemplerne paa, at Lovgiv ningen uden at tilsige Erstatning forbyder visse Benyttelser, som fr have vret tilladte, eller opstiller nye og byrdeful dere Regler desangaaende, ere saa mangfoldige, at ingen be hver at nvnes 2). 26. Lovgivningen kan tnkes at gribe ind i Indi videts Formuesrettigheder paa flere andre Maader end de nu omhandlede ; f. Ex. hvor den ganske afskaffer en vis Art af tinglige Rettigheder over fremmed Eiendom, forbyder Op fyldelsen af visse formuesretlige Overeenskomster, ophver
l) Denne Lre blev lnge dragen i Tvivl, see Retstid. 1855, 263272, 1880, Side 257269, 1882, Side 229234, men er nu slaaet fast ved Hiesteretsdom af 18 Marts 1889, Retstidnden, Side 601608, der negtede Eierne af en til Parafinolielager bestemt Bygning Erstatning, fordi en senere Lov hindrede dem fra at anvende Bygningen til saadant Brug. ? Jvfr. Hiesteretsdom 17 Juli 1877, Retstidnden, Side 672. Norges offentlige Ret. HL 6
82
Cap. 59.
visse Nringsrettigheder, eller hvor Loven indskrnker visse Arter af Formuesrettigheder, som den dog i det hele tget lader forblive hos deres tidligere Besiddere. Ved Afgjrelsen af Sprgsmaalet om vor lovgivende Magts Befielse hertil har vistnok Grl.s 105 sin store Be tydning. Det heri tilsynekommende Princip medfrer nemlig, at saadanne Bestemmelser, selv om den lovgivende Magt derigjennem gaacr Individets grundlovbestemte Rettigheder for nr, altid kunne trffes med fuld Erstatning til de skade lidende. Har Staten under denne Betingelse Ret til at fra tage Individet dets legemlige Eiendele, maa den under samme Betingelse have Ret til at ophve eller beklippe hvilkensom helst Formuesrettighed. Derimod afgiver Paragraphen liden eller ingen Veiled ning til Besvarelse af det Sprgsmaal, hvorvidt Lovgivningen uden Erstatning kan tilintetgjre engang lovligt stiftede For muesrettigheder. I Lande, hvis Grundlove ikke indeholde anden Beskyttelse for saadanne Rettigheder end det hos os i him Paragraph opstillede Princip, har man vistnok sgt at strkke dettes Anvendelse temmelig vidt i den omhandlede Retning1). Hos os ligger Beskyttelsen derimod i Grl.s 97, som tillige angaaer andre Slags Rettigheder.
*) See navnlig for Belgiens Vedkommende Laurent, droit civil, I, Side 220 og 233, for Schweitz Ruttimann, Nordamerikanisches Staatsrecht verglichen mit den Einrichtungen der Schweitz, 542, for Nordamerika Cooley Consttiutional Limitations 356 358. Ogsaa i Tydskland er Sprgsmaalet omtvistet, see H, Goeppert i Iherings Jahrbucher fur die Dogmatik, Bind 22, Side 5459, og 0. Gierke, die Genossenschaftstheorie und die deutsche Rechssprechung, Side 801. I Dom af 13 Januar 1883 har ' den tydske Reichsgericht antaget, at en Lov, som ophver en selverhvervet Rettighed, begrunder en privatretlig Skadeserstatsningspligt for Staten, medmindre Loven udtrykkelig siger det modsatte.
Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
83
Capitel 60.
Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. Grl.s 7 lyder : 1. Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft. Forbudet begrndser Lovenes Herredmme i Tiden. Det gjr nemlig Adgangen til at anvende et Lovbud afhngigt af Forholdet mellem det Tidspunct, da Lovbudet blev til, eller fra hvilket det er sat i Kraft, paa den anden Side det Tids punct, da den Begivenhed foregik, paa hvilken man vil an vende Lovbudet. 2. At Love ei maa gives tilbagevirkende Kraft, er almindelig anerkjendt Retsgrundstning. Den opstilledes som almindelig Regel allerede i den romerske Ret (1. 1, Cod. 117), der dog oftere gjorde Brud paa den. Navnlig tillagde Justitian sine Institutioner og Pandecter Anvendelse paa enhver Sag, som ikke ved deres Bekjendtgjrelse allerede var paadmt eller forligt, 1. 23, Cod. Il7.1 17. Grundstnin gen blev optagen i den canoniske Ret, Cap. 13, X, de con stitut. (I 2) 1). Ligeledes blev den tidlig iagttagen i den engelske Retspraxis, hvor ikke Loven havde bestemt noget andet, dog saaledes, at enhver Lov ansaaes udkommen frste Dag i den Parliamentssession, hvori den vedtoges. Dette for andredes frst ved en Parliamentsact af 1793 (33, Geo, 111,
x) Hvorvidt Magnus Lagabters Lovbog ved Indledningens nstsidste Punctum vilde have upaadmte Sager afgjorte efter den Lov, som gjaldt paa den Tid, Rettergangen begyndte, eller paa den Tid, det omtvistede Retsforhold opstod, er ikke klart, jvfr. Frostath. L., Fart. XII, Cap. 1, og Part. XIV, Cap 6. I den utrykte Dombog for 1613, fol. 157 *>_, skal man iflge en af Professor Brandt velvilligen given Meddelelse have Exempel paa, at en norsk Herredag i en civil Sag gav en Lov tilbagevirkende Kraft. I Danmark erkjendtes det ved en Herredagsdom af 1552 (Kolderup Rosenvinges Samling af danske Domme, I, 184), at en ny Lov ikke kunde gives Anvendelse paa et allerede forhen omtvistet Retsforhold.
84
Cap. 13, der faststter, at enhver Parliamentsact, som ikke selv bestemmer andet, skal trde i Kraft fra den Dag, den modtager Kongens Sanction 1). I det europiske Fastlands nyere Lovboger opstilles ogsaa Stningen, men i Affatninger, der afvige adskilligt fra hinanden. Code Napoleon Art. 2 og den Lov, som indfrte den nye italienske Lovbog, lyde: Loven giver kun Be stemmelser for Fremtiden, den har ikke tilbagevirkende Kraft, jvfr. Code pnal, Art. 4. Den Lov, hvorved den nugjldende hollandske Lovbog indfores, siger i 1: De Forandringer, som ved den nye Lovbog ere istandbragte i den borgerlige Lovgivning, have ingen Indflydelse paa Rettigheder, som ere erhvervede under tidligere Lovgiv ninger. Indledningen til den almindelige preussiske Land ret siger i 14: Nye Love kunne ikke anvendes paa allerede tidligere stedfundne Handlinger og Begivenheder. sterriges Lovbog udtaler Stningen i flgende Ord: Love virke ikke tilbage. De have derfor ingen Indflydelse paa forbigangne Handlinger eller paa tidligere erhvervede Ret tigheder. Paa samme Maade udtrykkes Stningen i den sachsiske Lovbog af 1863, 2. Hvorledes den skal anven des, er i mange Enkeltheder blevet nrmere bestemt ved en Rkke fremmede Love, givne hovedsagelig i Anledning af de nvnte Lovbgers Indforelse eller i Anledning af Code Napoleons Afskaffelse i enkelte tydske Stater 2).
*) Bracton. de legibus Angli, I4,1 4, fol., 228; Dwarris on Statutes anden Udgave, 540 ff 2) I Frankrige gaves ved Indfrelsen af Code Napoleon ingen almindelig transitorisk Lov. De under Revolutionen udgivne Love og Code Napoleon fremkaldte derfor en Mngde Tvistigheder om den rette Forstaaelse af Stningen, og de franske Domstoles Afgjrelse af disse Sager danne Grundlaget for den nyere Tids Lre herom. De vigtigste videnskabelige TJdviklinger af denne findes i Frankrige i Merl ins Rpertoire, under Ordet Efft Rtroactif og flere Steder; Chabot de l'Allier, Questions transitoires sur le Code, Civil, Paris 1809 (i nrvrende Vrk citeres Udgaven af 1829); Mailher de Chassat, de la rtroactivit des lois, Paris 1845; Aubry et Rav, Cours de droit civil, I, 30; i Holland, Meyer,
85
De nordamerikanske Fristaters Constitution, Art. I, Seet. 9, forbyder saavel Unionens Congres som de enkelte Fristaters Reprsentationer at give acts of attainder og ex post facto laws, det vil efter den engelske og amerikanske Rets Sprogbrug kun sige tilbagevirkende Straffelove. Ligeledes forbydes det de enkelte Reprsentationer, men ikke Congressen at give Love, som svkke Forpligtelser, stiftede ved Con tract. Noget almindeligt Forbud mod at give tilbagevirkende Love findes ikke i Unionens Grundlov. Derimod er det ind taget i flere af de forenede Fristaters srlige Grundlove l). Og over hele Unionen ere Domstolene ikke lidet tilbielige til at stte sig ud over Love, som gjre et grovt Brud paa
principes sur les questions transitoires, udgivet med Tillg af Pinto 1858; i Belgien, Laurent, principes de droit civil, I, 213 ff.; i Tydskland, Weber, iiber die Riickanwendung positiver Gesetze; 1812; Bergmann, das Verbot riickwirkender Kraft never Gesetze, 1818; fremfor alle Savigny, System des heutigen romischen Rechts,. VIII, 368. Af senere Vrker fortjener at nvnes Las alle, System der erworbenen Rechte, 1861; C. G. Wchter, Pandekten, I, 155 167. Det udfrligste af de herhenhrende nyere Vrker er Gabba, Teoria deila retroattivita deile leggi, Pisa 1868, hvor der findes en rig Literaturangivelse, og i I, 51 120, en Oversigt over de transitoriske Love i de forskjellige Lande. Efterat nrvrende Capitel var trykt i frste Udgave, er der i Iherings Jahrbucher fiir die Dogmatik trykt en Afhandling om Emnet af H. Goeppert. Hans Bedmmelse af de ldre Doctriner falde vsentligst sammen med vor. Hans egen Udvikling af Principet om Loves Tilbagevirkning er derimod meget forskjellig. For det frste opfatter han (Side 114 og 117) Begrebet Retsvirkning paa en anden Maade end nedenfor i 9 udviklet. Dernst slutter han sig til den Lre, som indskrnker Begrebet Lov til abstracteRetsstninger, og af denne Lre gjr han her en Anvendelse^ som er vanskelig at forsta og neppe bifaldsvrdig. I den dansknorske Literatur er Gjenstanden behandlet af rsted i juridisk Arkiv, Bind 27 og 28, og i Haandbog over den dansk-n orskeLovkyndighed, I, 165259, 111, 518530, samt i Scheel, Privatrettens almindelige Deel, I, 283366. l) Dette er Tilfldet med Constitutionerne i New-Hampshire, I, Art 23; Missouri, I, 28; Louisiana, VI, 110; Ohio, 11, 28; Tennessee, I, 26 ; Texas, I, 14.
86
en velerhvervet Rettighed, medens det dog erkjendes, at de ikke betinget kunne negte enhver tilbagevirkende Lov Gyl dighedl). Ogsaa den portugisiske Grundlov af 19 April 1826, 145, No. 2, samt den brasilianske af 25 Marts 1824, 179, ud tale, at en Lovbestemmelse ikke kan have tilbagevirkende Kraft. 3. I Stater, hvis Grundlove intet saadant Forbud indeholde, gjlder det kun som en naturlig Retsstning. Hvis den almindelige Lovbog har optaget det, gjlder den tillige som positiv Lovfortolkningsregel og bliver altsaa en Rettesnor for Domstolene ved Anvendelsen af de Lovbestem melser, som ikke selv udtale sig om sin Anvendelighed paa ldre Retsforhold. Men hvis en Lov ien saadan Stat ud trykkelig tillgger sig tilbagevirkende Kraft, saa maa Dom stolene heri saavelsom i hvilketsomhelst andet Punct flge Lovgiverens Villie, hvor denne ikke kommer i Strid med Grundloven. Som en historisk Kjendsgjerning tr det dog nok ansees, at Domstolene ere lidet tilbielige til at antage, a,t det virkelig har vret Lovgiverens Villie at give sin Forskrift tilbagevirkende Kraft 2). I de Stater, hvis Grundlove have optaget Forbudet, bliver dette tillige en Indskrnkning i den lovgivende Magt. En saadan Grundlovsbestemmelse maa vre bygget paa den Anskuelse, at der til enhver Tid iflge Kjendsgjerninger, som da allerede have fundet Sted, kan tilkomme Individet Rettigheder og Friheder, som Staten ikke uden Forurettelse kunde berve det. Mod saadanne Forurettelser har Grund loven selv villet sikre Individet.
l) Lren findes behandlet blandt andet i Kent, Commentaries on American Law, I, 413425 og 455459; Story, Commentaries on the Constitution of the United States, Cap. 34; Cooley, Constitutional Limitations, 369389 og fl. Steder; Se dg w i ek, Statutory and Constitutional Law passim (see Index under Ordene Retroactive Statutes og Vested Rights); udfrligst hos Pomeroy, Constitutional Law, Side 319 413; Rtittimann, das Nordamerikanische Bundesstaatsrecht, 11, 593525. *) Jvfr. rsted, Haandbog, I, 170172 og 187.
Cap. 60.
Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
87
4. I de allerfleste Tilflde kunne saadanne Indgreb i Individets Retssphre fra Statens Side alene skee ved Love. Derfor har Grl.s 97 anseet det tilstrkkeligt at nvne disse. Men det er tnkeligt, at de kunne tilfies ved Ud velsen af en eller anden Myndighed, som er tillagt Kongen enten ved Grundloven eller ved almindelig Lov, navnlig hvor denne har bemyndiget ham til at give Forskrifter med bin dende Virkning for private Personer. Ligeledes ved Skatte paalg. I hvilke Former Staten udver den Myndighed, gjennem hvilke de uretfrdige Indgreb skee, er imidlertid en ligegyldig Sag. Det er derfor klart, at heller ikke Be stemmelser af det nvnte Slags kunne gives tilbagevirkende Kraft. Dette gjlder endog om nye Grundlovsbestemmelser. Thi Forbudet i Grl.s 97 hrer udentvivl til dens Prin ciper. For Kortheds Skyld skulle vi dog flge Grundlovens Exempel. Ved Love mene vi altsaa i nrvrende Capitel enhver Individets Retssphre paavirkende Forskrift. 5. Det kan altsaa ikke grundlovmssigen bestemmes, at en Lov eller anden fra Statsmagterne udgaaet Beslutning skal trde i Kraft fra et Tidspunct, som falder fr dens Ud frdigelse. Hermed er det imidlertid ikke givet, at Befalingen be tinget kan tillgges Anvendelse paa alle Handlinger, fore tagne efter Udfrdigelsen. Den kan dog blive bindende for dem, som have kjendt eller dog havt Tid til at lre at kjende den. Dette er bestrideligt med Hensyn til provi soriske Anordninger og overhovedet enhver af Kongen eller et Regjeringsdepartement uden andres Medvirkning given Forskrift, hvad enten den skal blive bindende for private Personer eller kun for Statens Tjenestemnd. Noget tvivl sommere stiller Sagen sig med Hensyn til Beslutninger, som fattes af Stortninget og derpaa med eller uden Sanction ud frdiges af Kongen. Det lader sig f. Ex. tnke, at en ny Lov i Krigstid eller andet Ndstilflde med srdeles kort Frist stter Straf for en fr tilladt Handling. Til Forsvar for i saa Fald at anvende Straffebudet mod enhver, som havde foretaget Handlingen, efter at Loven var udfrdiget,
88
men fr den var kommen til hans egen eller Almeenhedens Kundskab, kan man anfre, at Storthingets Forhandlinger iflge Grl.s 84 ere offentlige, og at han altsaa har eller skulde have vidst, at en saadan Lovbeslutning var fattet og forelagt Kongen til Sanction. Han maa flgelig vre for beredt paa, at den kan vre bleven Lov, og vil han ikke destomindre foretage den deri forbudte Handling, gjr han det paa eget Eventyr. Nrmere beseet viser dette Forsvar sig dog utilstrkkeligt. Udfrdigelsen skal efter Grl.s 81 skee for at gjre Bestemmelsen vitterlig. Fr denne Hensigt er naaet i alt Fald i Forhold til den, mod hvem Bestemmelsen forsges anvendt, kan den ikke trde i Kraft. Det modsatte vilde stde mod Grl.s 97, efter hvis Tanke det er uretfrdigt og skal vre forbudt at gjre Love gjl dende mod nogen, som ikke har vidst eller kunnet vide, at han skulde indrette sine Handlinger efter dem. 6. Derimod kan man ikke gjre Lovens Virksomhed afhngig af, at den er formelig bekjendtgjort, endnu mindre af, at den er bekjendtgjort paa sdvanlig Maade. Som for oplyst, blev den Bestemmelse herom, Grl.s 97 oprindelig indeholdt, udeladt ved den endelige Redaction. Denne Ude ladelse medfrer, ligesom Udeladelsen af det Tillg, Gris. 2 oprindelig havde, at Bestemmelsen maa sttes ganske ud af Betragtning. Om Udeladelsen er skeet af Vanvare, af Mis forstaaelse eller i den Tanke, at Bestemmelsen ei var fuldt hensigtsmssig, vides ikke og bliver i ethvert Fald ligegyldigt. Grundloven er altsaa ikke til Hinder for, at en Lov tillgger sine Bestemmelser bindende Kraft for enhver, som efter Udfrdigelsen, men fr Bekjendtgjrelsen kommer til Kundskab om dem, jvfr. Lov om Statsborgerret af 21 April 1888, 18. Ei heller for, at de efter en Frist, som er saavidt lang, at enhver br kunne blive bekjendt med dem, sttes i Kraft mod alle. Den nu udviklede Lre tr ikke med fuld Sikkerhed paastaaes at vre stadfstet ved Loven af 1 April 1876. Denne Lov opstiller som almindelig Regel, at enhver ny Lov eller Skattebeslutning skal trde i Kraft 4 Uger efter den Dag, da det Nummer af Lovtidenden, hvori den bekjendt
89
gjres, er udgivet. Regelen skal dog alene gjlde, forsaa vidt ikke Loven eller Skattebeslutningen bestemmer noget andet. Denne Undtagelse er imidlertid kun et Forbehold af den Frihed til at trffe anden Bestemmelse, som Grund loven hjemler den lovgivende Magt, og som denne ikke ved almindelig Lov kan fraskrive sig. Hvorlangt denne Frihed strkker sig, navnlig hvorvidt Lovgivningen betinget kan stte sine Bud i Kraft ligefra Udfrdigelsen eller kun for korte Bekjendtgjrelsesfristen eller forandre Bekjendtgjrel sesmaaden, ere Sprgsmaal, paa hvilke Loven ikke engang antydningsviis har givet noget Svar. Derimod er den Stning, at Statsmagterne kunne til lgge sine Skattepaalg en af disses formelige Bekjendtgj relse uafhngig Gyldighed, antagen af Hiesteret i en Dom af 23 Marts 1854 '), hvorved en Brndeviinsbrnder i Thrond hjem blev kjendt pligtig at betale forhoiet Brndeviinsafgift, der var ham afkrvet, strax Brndingen var paabegyndt, og i Henhold til en Skattebeslutning, som vel dengang af Kongen var befalet tgen til Flge, men endda ikke thing lyst og saaledes ikke kundgjort paa den i Lovbogens 12 10 foreskrevne Maade. Efter Voteringen i denne Sag tr det vel antages, at Hiesteret vilde have besvaret Sprgsmaalet paa samme Maade, hvis det havde angaaet Virksomheden af en Lov, som selv bestemte, at den skulde trde i Kraft fra et tidligere Tidspunkt end Bekjendtgjrelsen. Navnlig med Hensyn til Skattepaalg er det, hvad enten de skee ved Lov eller almindelig Storthingsbeslutning, i sig selv lidet rimeligt at krve en formelig Bekjendtgjrelse. Der br vre Adgang til at stte dem i Kraft efter en Frist, som er tilstrkkelig til at indhente Kongens Stadfstelse og bringe dem til Oppebrselsbetjentenes Kundskab. Gives der en lngere Frist, ville enkelte Personer benytte sig deraf til at speculere paa Statscassens Bekostning, nemlig ved fr Fristens Udlb at foretage de Skattepligten begrundende
90
Handlinger i strre Udstrkning, end Forholdene ellers vilde have krvet 1 ). Hndte det imidlertid, at der ikke blev Tid for Regje ringen til at meddele samtlige Oppebrselsbetjente Underret ning om den kongelige Resolution, hvorved Skattebeslut ningen var tgen til Flge, saa vilde de Betjente, som ikke havde faaet saadan Underretning, hverken vre forpligtede eller mod Protest fra Yderen berettigede til at oppebre Skatten. Saalnge det ei er dem srlig meddeelt og ei heller almeenbekjendt, at Resolutionen er falden, kunne de nemlig ikke see bort fra den Mulighed, at dette ei er skeet. Have de under denne Uvished opkrvet mindre Skat end paalagt, saa kan flgelig det forlidet beregnede Belb ikke senere indkrves. Hiesteretsdommen af 25 Januar 1855 og Over retsdommen af 2 Marts 1863 2) tillode vistnok et Etterkrav, men kun af hvad Oppebrselsbetjenten efter allerede gjl dende Regel skulde have affordret Skatteyderen. 7. Forbudet beskytter blot de Individer, som leve, da den nye Lov udkom. En Lov kan vistnok blive uretfrdig mod Mennesker, som frst senere komme til Live, men dens Anvendelse mod dem bliver ingen Tilbagevirkning. De kunne nemlig ikke have nogen retlig Stilling, fr de ere blevne til. Ethvert Menneske maa anerkjende den Retstilstand, han forefinder ved sin Fdsel. Har en tidligere Lov ophvet eller om dannet en retlig Institution, saa kan idetmindste han ikke have nogen erhvervet Ret, som derved bliver krnket 3).
x) I Storthingsbesl. af 2J Febr. 1888 hed det, at Tobakstolden cherefter skulde erlgges mod et vist hiere Belb end i Aarets Tarif bestemt. Forudstningen var, at Kongen allerede samme Dag vilde tge Beslutningen til Flge, og at denne traadte i Kraft paa ethvert Toldsted, strax Meddelelsen herom ankom did, Storth. Tid. 1888, Side 55 ff, jvfr. Morgenbladet for samme Aar No. 192, 230, 258 og 297. Beslutningen af 12 April 1888 om Forhielsen af Brndeviinstolden toges til Flge ved hieste Resolution af samme Dag og sattes i Kraft fra og med 13de April. 2) Retstidnden 1855, Side 213221, og Ugeblad for Lovkyndighed, 11, 398-400. 3) Savigny, VIII, 537; Merlin, Rep. Effet rtroactif, Seet. 111, 5, No. 6.
91
Hvor den bestaaende Lovgivning tillgger den undfangne samme Ret som den fdte (Arvelov 31 Juli 1854, 68), be skytter dog Grl.s 97 ligesaavel den frste som den sidste. I nste Capitel skulle vi omhandle, hvorvidt Grl.s 97 beskytter juridiske Personer og de Bestemmelser, afdde Per soner gyldigen have truffet, forsaavidt disse Bestemmelser ikke have medfrt Rettigheder for Personer, som allerede ere fdte og endnu leve paa det Tidspunct, da den nye Lov trder i Kraft, 8. Forbudet har kun til Hensigt at forebygge For urettelser. Det er saaledes ikke til Hinder for, at Love gives Anvendelse paa ldre Retsforhold, nar dette ikke bliver til Skade for nogen af de deri deeltagende Personer eller dog ei kan siges at vre rettet mod dem. Har Regelen vret, at Eiendomsretten til fast Gods ikke ophrer umiddelbart ved Eierens Dereliction af Gjenstanden, men frst en vis Tid derefter, eller nar en anden Mand occuperer den, og der' udkommer en ny Lov, som lader den blotte Dereliction vre tilstrkkelig, saa kan denne Lov anvendes paa allerede sted lundne Direlictioner i alle Henseender, hvor dette blot blev til Fordeel for den tidligere Eier, f. Ex. hvis den fritog ham for personligt Ansvar for Grundskatterne. Man har endog sagt, at formildende Love altid maa gives tilbagevirkende Kraft 1). Til at paalgge den lov givende Magt en saadan Indskrnkning, savner man imid lertid al Hjemmel. En Flge af den i nrvrende Paragraph opstillede Hovedstning er det, at Lovgivningen kan ophve eller ind skrnke hvilkensomhelst allerede stiftet Formuesret, nar den tillgger Besidderen fuld Erstatning for det Tab, han derved lider. Thi i saa Fald bortfalder Forurettelsen, jvfr. Cap. 59, 26. 9. Vi have ovenfor sagt, at Forbudet i Grundlovens 97 gjr Adgangen til at anvende et Lovbud afhngig af Forholdet mellem det Tidspunct, da Budet traadte i Kraft, og det Tidspunct, da den Begivenhed foregik, paa hvilken
1 Las a 1 1 e, I, 352 ff.
92
der er Tale om at anvende Budet. Hvad hermed er sagt, indeholder dog hverken fuldstndig eller niagtig Veiledning til at forstaae Forbudets Indhold. En Persons retlige Stilling har i enhver af sine Bestand dele altsaa hvad enten der sporges om hans Retsforhold til en anden bestemt Person eller om hans Rettigheder og For pligtelser ligeoverfor hvemsomhelst eller ligeoverfor den Stat, under hvis Herredmme han lever altid et dobbelt Grund lag, nemlig: for det frste en eller flere allerede stedfundne Kjends gjerninger: en udtrykkelig Villieserklring, en anden Hand ling eller Undladelse, af ham selv eller andre, en naturlig Begivenhed, f. Ex. hans egen Fdsel eller en andens Dd; for det andet en Lov eller en sdvansmssig Retsregel, som bestemmer hiin Kjendsgjernings retlige Betydning, med andre Ord, hvilke Personer den vedkommer, hvorvidt den blot paavirker dens Evne til at foretage retlige Handlinger, til at have Rettigheder og Forpligtelser, eller hvorvidt den for dem medfrer eller ophver saadanne, samt endelig hvil ket Indhold disse Rettigheder og Forpligtelser skulle have. At en Kjendsgjerning har retlig Betydning, vil flgelig sige, at det for nogen Deel beroer paa den, hvad der senere retligen kan eller skal foretages eller undlades af de Per soner, hvem den vedkommer. Dens retlige Betydning virke liggjres saaledes gjennem Tilblivelsen eller Udeblivelsen af nye Kjendsgjerninger, ofte udstrakte over en lang eller endog begrndset Fremtid. Disse nye Kjendsgjerninger ere nr mere eller fjernere retlige Virkninger af den frste. Afslutte tvende myndige Personer en Overeenskomst, hvorved den ene leier den anden en Gjenstand mod en bestemt Godt gjrelse, saa er denne Kjendsgjernings retlige Betydning, at enhver af Parterne forpligtes til at yde, hvad han har paa taget sig. Virkning faaer Overeenskomsten frst, nar Ydelse tinder Sted. Undertiden siges det vistnok, at Overeens komsten har den Virkning, at saadanne Forpligtelser opstaa. Men denne Udtryksmaade er vildledende og ikke uden Skyld i nogle af de Misforstaaelser og Modsigelser, paa hvilke Lren om Loves tilbagevirkende Kraft kun er altfor rig.
93
Ved Lsningen af Sprgsmaalet om, hvorvidt et Lovbud gives tilbagevirkende Kraft, kan der altsaa blive Tale om tyende forskjellige Tidsforhold: mellem Lovbudet og den retstiftende Kjendsgjerning og mellem Lovbudet og de Be givenheder, der danne dennes retlige Virkninger. betinget afgjrende Indflydelse kan der dog ikke tillgges nogen af dem. Dette skulle vi nu nrmere paavise. 10. Forbudet i Grl.s 97 kan umulig forstaaes saa ledes, at det afskjrer Lovgivningen al Adgang til at for andre en allerede stedfunden Kjendsgjernings retlige Betyd ning. Var Lovgivningen ganske berettiget hertil, saa vilde den ikke med bindende Virkning for allerede stiftede gte skaber kunne forandre Skilsmissereglerne, ikke forandre Forldres Rettigheder og Forpligtelser lige over for deres allerede fdte Brn, ikke indfore nogen Prscription af alle rede bestaaende Rettigheder, ikke forbyde Eierne af allerede tilvrende Ting at benytte disse paa nogen Maade, som var tilladt, da de erhvervede dem. Gjennemfrtes Stningen strengt, vilde Lovgivningen endog vre hindret fra at for byde n indvandret Udlnding nogen Handling, han ved Erhvervelsen af sin norske Borgerret havde vundet Adgang til at foretage. Og den indfodte Borgers Ret kunde ikke vre mindre end den indvandredes. Saaledes opfattet vilde Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft berve den lovgivende Magt nsten al Evne til at omdanne Rets tilstanden, ettersom Retfrdigheden eller Samfundets Tarv krver det. 11. Dette have alle erkjendt. Derimod gives der dem, som paa en anden Maade ville lgge betinget Vgt paa Tidsforholdet mellem Loven og de Kjendsgjerninger, hvis retlige Virkninger den omhandler. De mene, at Loven kun virker tilbage, hvis den omgjr ldre Kjendsgjerningers allerede indtraadte retlige Virkninger, men ikke hvis den betager hine Kjendsgjerninger nogen Virkning, som de vel iflge den ldre Ret skulde eller kunde faa, men endnu
94
ikke have faaet 1). Thi, siges der, nar Lovgivningen ind skrnker sig til at ophve eller forandre disse, saa bestem mer den kun, hvad der i Fremtiden skal skee, og den kan da ikke siges at give sit Bud tilbagevirkende Kraft. Denne Lre har endog fundet Stadfstelse i tydske Staters Lov givninger, navnlig i det Edict af 3 Februar 1809, Art. IV, hvorved Code Napoleon indfortes i Storhertugdmmet Baden 2). Lren har ved frste iekast et vist Skin af streng videnskabelig Holdning. Den taaler imidlertid ikke nrmere Prvelse. Det er en feilagtig Forudstning, at en Lov ikke kan have tilbagevirkende Kraft, nar den indskrnker sig til at bestemme, hvad der skal skee i Fremtiden. Ingen Lov kan andet. At foreskrive, hvad der skal skee i For tiden, er en Umulighed. Begrundelsen beviser altsaa for meget, nemlig, at ingen Lov kan faa tilbagevirkende Kraftr og at Forbudet derimod er meningslst. Lren frer derfor ogsaa til aldeles uantagelige Resultater. I Henhold til den er det saaledes endog blevet paastaaet 3), at en ny Lov, som forbd Domstolene at modtage Klager, hvorved Rettig heder af et vist Slags indtaltes, maatte komme til Anven delse, ogsaa om Rettigheden var af ldre Oprindelse. Thi en saadan Lov fratager kun den ldre retstiftende Kjends gjerning en fremtidig Virkning. Herved vilde man imidler tid faa ud, at Lovgivningen uden at komme i Strid med Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft skulde kunne berve enhver ldre Rettighed al virkelig Betydning. De, der negte, at Lovgivningen ved at betage ldre Kjends gjerninger deres endnu ikke indtraadte Retsvirkninger til lgger sit Bud tilbagevirkende Kraft, indrmme ogsaa i Al mindelighed, at dette vilde blive Tilfldet, hvis disse Virk
') Weber, Side 44; Bcking, Pandecten, I, 318; Schmid, die Herrschaft der Gesetze nach ihren rumlichen und zeitlichen Grenzen, Side 113115, 134-135 og fl. Steder. -) At Edictet dog ikke vilde indgaa paa alle de Stninger, der egentlig skulde have fulgt af dets Hovedregel, fretngaaer af flere af dets srskilte Forskrifter, navnlig Art. VIII, No. 1. 3 ) Weber, Side 143144.
95
ninger rettelig burde have vret indtraadte, da den nye Lov udfrdigedes. Nedstter en Lov Rentefoden, erkjende de, at Creditorerne have en uangribelig Ret til at oppebre de da forfaldne, men endnu ikke betalte Renter med det ved den ldre Lov tilladte Belb 1). Indrmmelsen staaer i aabenbar Strid med Hovedregelens Begrundelse og afhjlper ikke i nogen vsentlig Grad dens Urimeligheder. Den vilde saaledes levne Lovgivningen frie Hnder til at ophve alle ved Contract stiftede accessorrske Forpligtelser, der vare knyt tede til en endnu ikke indtraadt Betingelse, ja endog til med et Slag at udslette al uforfalden Gjld. Ikke destomindre har denne Lre altid beholdt enkelte Tilhngere. Saaledes har 41 i den Forordning af 2 Januar 1863, som satte Kongeriget Sachsens nye Lovbog i Kraft udtalt, at de Bestemmelser, hvorved denne Lovbog indfrte nye Ophvelsesgrunde af Fordringer, skulde anvendes ogsaa paa ldre Fordringer, forsaavidt den Kjendsgjerning, der dannede Ophvelsesgrunden, fandt Sted, efterat Lovbogen var traadt i Kraft. Og i et nyere tydsk Vrk om Loves tilbagevirkende Kraft lres det, at ldre Rettigheder af ethvert Slags ophves eller omdannes ved Indtrdelsen af Kjendsgjerninger, hvem den Lov, under hvis Herredmme de tinde Sted, tillgger saadan Virkning 2). Denne Stning skal komme til Anvendelse, endog hvor den nye Kjends gjerning bestaaer i en frivillig Handling, foretagen af nogen af Parterne i det Retsforhold, den omdanner eller oplser. Ombyttes den Regel, at Leie gaar for Eie til Faredag er ude, med den modsatte, skal saaledes den, som har leiet
l) Dette antages endog af Web e r, Side 46. -) Rintelen tiber den Einfluss never Gesetze, Side 79, 22 og .38.. Paa sidste Sted tilfier dog Forfatteren : Er ved Stiftelsen af relative Rettigheder (o: mellem bestemte Personer) den ophvende eller modiflcerende Virkning af saadanne Begivenheder udtrykkelig udelukket gjennem lovlig Villieserklring, saa har det sit Forblivende herved. Dette Tillg rber en bestemt Fornemmelse af Hovedstningens TJrigtighed, men afhjlper den ikke og hviler paa en uholdbar Forudstning, see nedenfor 21 og 34.
96
Cap. 60.
Huus under den ldre Lovs Herredmme, kunne fordrives af den Kjler, til hvem den forrige Eier frivillig har solgt Huset, efterat den nye Lov er traadt i Kraft 1 ). Stningen bliver imidlertid ikke meget rimeligere, om man kun vilde gjre den gjldende i Tilflde af, at den omdannende eller oplsende Kjendsgjerning var en i Forhold til Parterne til fldig Begivenhed. Thi selv med denne Indskrnkning vilde den lede f. Ex. til, at en ny Lov, som overfrte strre An svar for ulykkelig Hndelse paa Leietager eller Skipper, skulde blive anvendelig i ldre Contractsforhold. Efter Loven af 24 Sept. 1851, 8, kan en Huusmand, som har fstet en Plads under denne Lovs Herredmme, nar han er bleven 60 Aar gammel, indtage Inderst for at udfre det ham paa hvilende Pligtarbeide. Har han vret forsigtig nok til i Contracten at forbeholde sig saadan Rettighed, bliver denne ogsaa efter sidstnvnte Forfatters Lre uangribelig. I mod sat Fald skulde en ny Lov, som hvede Huusmandslovens 8, kunne anvendes mod ham, nar han senere blev 60 Aar. Thi fremtidig Opnaaelse af . en Aldersgrnse skal vre en Begivenhed, hvis Retsvirkninger Lovgivningen frit kan fast stte 2). Hensigten med Grundlovens 97 er imidlertid ien synlig at beskytte Individet mod Forurettelser af de nvnte Slags og at gjre ethvert udtrykkeligt Forbehold derimod overfldigt fra Parternes Side. Den Lre, at Loven altid kan betage en ldre Kjends gjerning dens endnu ikke indtraadte Retsvirkninger, er sik kerlig kun bleven mulig derved, at man, som ovenfor i 9 omtalt, til disse har henregnet ikke blot virkeligt stedfundne Begivenheder eller Undladelser, men undertiden ogsaa de ved Kjendsgjerningen stiftede Rettigheder og Forpligtelser 3). Derved har man banet sig en bekvem, men rigtignok ogsaa
') Sammesteds, Side 52. 2) Sammesteds, Side 57. 3) Jvfr. Weber, Side 108, og Rinte len, Side 3233, hvor Sammenblandingen af disse forskjellige Begreber fremtrdei aabenlyst. Skjult er den tilstede i mange af disse Forfatteres Udviklinger.
97
ganske vilkaarlig Adgang til, saalangt man tinder for godt, at redde disse fra Paavirkning af yngre Love. Paa anden Maade lader det sig neppe forklare, at Forsvarerne af den her omhandlede Lre ikke ere blevne opmrksomme paa de store Urimeligheder, hvortil den maatte lede, hvis den gjennemfrtes conseqvent. Nogen Sttte har den vistnok fundet i tyende andre Om stndigheder. For det frste have dens Forsvarere ikke vidst anderledes at hvde Lovgivningens Befielse til at ind fore ny Prscription af allerede bestaaende Rettigheder 1). Men dette er uforndent. Som vi senere skulle see, hviler denne Befielse paa anden og strkere Hjemmel. Dernst har fr. 27, Cod. 432, hvorved Justinian be stemte, at en ny Lov, der havde ned sat Rentefoden, skulde komme til Anvendelse paa alle senere paalbende Renter af ldre Gjld, vistnok her havt sin Indflydelse. Man har troet at maatte tillgge den Grundstning, at Love ei skulle gives tilbagevirkende Kraft, en saa indskrnket Betydning, at hiin Keiserconstitution ikke kommer i Strid med den. Men dette er, som vi senere skulle udvikle, ganske forgjves. 12. Da Loven saaledes ikke betinget kan frakjendes, men heller ikke betinget tilkjendes Herredmme over ldre Kjendsgjerningers retlige Virkninger,! opstaaer det Sprgsmaal, hvorlangt den, uden at give sin Forskrift tilbagevirkende Kraft, kan gaa i at omdanne disse. Mange have da villet lgge afgjrende Vgt paa For skriftens Hensigt og Vsen. Navnlig har det ofte, isr i ldre Tider, vret sagt, at Grundstningen ei er til Hinder for, at Staten giver Love, der sigte til det offentlige Vel (qv ad rem publicam spectant), Anvendelse paa ldre Rets forhold. Herved er imidlertid hele Forbudet gjort betydnings lst som Grndse for Vilkaarligheder fra Statens Side. Ingen lovgivende Magt og mindst en Nationalreprsentation vil
x) Heri ligger formodentlig Grunden til, at den sachsiske Lovgivning har optaget Lren, see Siebenhaar, Sachsisches Privatrecht, Side 14.
98
erkjende, at den istandbringer nogen Lov i andet iemed end det almene Vel. Stningen er ogsaa forovrigt ganske holdningsls. Mellem det almene Vel og Individets Rettig heder er der lykkeligviis ingen almindelig og ndvendig Mod stning. Hiint kan vistnok krve, at ldre Retsforhold om dannes, men omvendt fordrer det i de fleste Tilflde, at alle rede stiftede Retsforhold undtages fra Paavirkning af nye Lovbud. Noget Skjelnemrke mellem Tilflde af det frste og sidste Slags opstiller ikke den her omhandlede Lre. Tvertimod leder den nrmest paa Vildspor. Dens virkelige Tanke er at hvde Statsmagterne Frihed til at tilsidestte Individets Ret, hvor de antage det ndvendigt af Hensyn til Samfundets Interesser. Men herved stiller den sig netop paa det modsatte Standpunct af det, vor Grundlov har valgt. Denne levner vistnok Statsmagterne bundne Hnder, saa lnge det kun gjlder Individets Interesser. Men intet er klarere, end at Grl.s 97 har til Hensigt at vrne Indi videt mod Indgreb i dets virkelige Ret, selv hvor denne maatte staa Samfundets Interesser i Veien. At disse, i alt Fald tilsyneladende, kunne komme til at lide herunder, er intet andet, end hvad man ved Grundlovens 97 maa have tnkt sig. Ellers vilde den ikke vre bleven til. Hos os maa altsaa hiin Lre forkastes. Den er ikke engang rigtig i de Lande, hvis Forfatninger ikke have noget Sidestykke til hiin Paragraph. I Frankrige maa den vel siges at vre bleven den herskende. At en Lov angaaer Vordre public, ansees nemlig af de franske Domstole i Almin delighed som fyldestgjrende Grund til at anvende den paa ldre Retsforhold. Men de franske Jurister ere ingenlunde blinde for, at der gives Love vedkommende den offentlige Orden og Sdelighed, som ikke retfrdigen kunne tillgges saadan Anvendelse x). Det gaacr ei heller an at indskrnke Forbudets Virke kreds til den private Ret i Modstning til den offentlige.
x) Dalloz, Rp. V. lois, No. 192; Demolombe, Cours de Code civil, I, 50.
99
Uden at tale om, at denne Modstning ikke er tilstrkkelig klar, lader det sig ikke bestride, at adskillige Love, som ei tilhre Privatretten alene, kunne komme til Anvendelse paa senere Handlinger eller Begivenheder. Dette gjlder f. Ex. om skjrpende Straffelove og Paalg af indirecte Skatter. Omvendt kan der angaaende privatretlige Forhold gives Love, som uden Anstd mod Grl.s 97 lade sig anvende selv paa Forhold af ldre Oprindelse, f. Ex. nye Prscriptionslove, Love om Retsforholdet mellem Forldre og Born m. fl. 13. Blandt dem, som negte Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft fornuftmssig Almeengyldighed, hrer Savigny l). Han skjelner i saa Henseende mellem tyende Classer af Retsregler. Den ene Classe dannes af de Love, som angaa Rettig heders Erhvervelse og Tab. Sdvanlig nvner han kun den ene. og frstnvnte Side af Sagen. Men dette skeer efter hahs eget Udsagn kun for Kortheds Skyld 2). De til denne Classe henhrende Retsregler, siger han, kunne aldrig gives tilbagevirkende Kraft. Hvis f. Ex. Eiendomsretten til Lsre efter den bestaaende Lovgivning erhverves ved den blotte Overeenskomst, og en ny Lov bestemmer, at denne Ret frst erhverves ved Gjenstandens Overleverelse, saa an gaaer denne Regel blot, hvorledes en Person kan gjre Eien domsretten til sin. Den kan ikke bevirke, at nogen, som efter den ldre Lov er bleven Eier af Tingen, ophrer at vre det. Den anden Classe af Retsregler indbefatter dem, som angaa Rettigheders Tilvrelse, som altsaa indfore et nyt Rets institut, et nyt Slags Rettigheder, eller ganske afskaffe eller vsentlig omdanne de allerede bestaaende. Hertil regner han Love om Slaver Livegenskab, Hoveri, Tiende, Skatte fritagelser, Familiefideicommisser, gteskabsskilsmisse, Gaver mellem gtefller, Brns og Forldres indbyrdes Retsfor hold, Naboretsforholdene og mange andre reent privatretlige In
Til hans Lre har Scheel i det vsentlige sluttet, sig. Lige ledes i Frankrige Aubry et Rav, I, 59. -) Savigny, VIII, 378.
7*
100
stitutioner, f. Ex. Pantevsenet. Dette Slags Retsregler maa efter hans Mening altid gives tilbagevirkende Kraft. Hvilke Retsregler der skulle henregnes til denne Classe, er, siger Savigny, aldeles klart, forsaavidt de indfore en ny Institution eller afskaffe en gammel. Derimod erkjender han, at Sprgsmaalet kan vre tvivlsomt, nar Loven blot omdanner en tilvrende Institution. I saa Fald vil han, at det skal tges i Betragtning, om Loven er af strengt positiv, tvingende Natur. Hermed mener han ikke enhver ufravige lig (obligatorisk) Lov i Modstning til de blot declaratoriske, men Love, som have sine Rdder udenfor det rene Rets gebeet og staa i Sammerrhng med moralske, politiske eller conomiske Betragtninger l). Savignys Tanke er ikke blot, at saadanne Love maa bringes til Anvendelse paa ldre Retsforhold, nar Lovgive ren har foreskrevet dette og har grundlovmssig Adgang dertil, men at det er fuldkommen retfrdigt at give dem tilbagevirkende Kraft. Dog udtaler han, at der ved Op hvelsen eller Omdannelsen af Grundbyrder eller Brugsret tigheder over fremmed Eiendom skyldes Erstatning for det conomiske Tab, man derved tilfier Rettighedernes Besid dere. Det samme synes at vre hans Mening med Hensyn til Slaveri og andre lignende Forhold, selv om de ere stedse varende 2). Da denne Lre gaacr ud paa, at visse Love skulle gives tilbagevirkende Kraft, medens Grl.s 97 betinget forbyder dette, kan den i alt Fald ikke uden vsentlig Omdannelse overfres til os. Endog bortseet herfra er der vgtige Indvendinger at gjre mod den. Nogen virkelig Modstning er der ikke mellem Love, som angaa Rettigheders Erhvervelse eller Tab, og Love, som angaa Rettigheders Tilvrelse eller Omdan nelse. Enhver Lov, hvorved en Rettighed ophves, gaacr ind under begge Classer. Den er paa een Gang en Regel
*) Savigny, VIII, 517 og 522, jvfr. 34-37. 2) Sammesteds, Side 538539.
101
om Rettighedens Tilvrelse og om dens Tab. Under hvilken af de tvende Classer en ny Retsregel skal henfres, bliver derfor i mange Tilflde ganske vilkaarligt. Dette viser sig f. Ex. deri, at Savigny henregner Love, som indfore nye Oplsningsgrunde af almindelige Contracter, til dem, der angaa Rettigheders Tab, derimod Love, som indfore nye Skilsmissegrunde, til dem, der angaa Rettigheders Tilvrelse. Det er sandt, at hine Love ikke uden videre kunne bringes til Anvendelse paa nye Contractsforhold, medens nye Skils misselove uden Krnkelse af Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft betingelsesviis kunne anvendes ogsaa paa ldre gteskaber. Dette beroer imidlertid ikke paa den af Savigny forsogte Inddeling, men, som vi senere skulle see, derpaa, at gteskabet i sit Vsen er forskjelligt fra andre ved Contract stiftede Retsforhold. Og hvorfor skal en Lov, som indfrer den Regel, at Eiendomsret ikke kan overfres ved Overeenskomst, men frst ved Tradition, vre en Lov angaaende Rettigheders Erhvervelse, medens en Lov, som paabyder, at Panterettigheder for at gjlde skulle ind fores i offentlige Protocoller, af Savigny henregnes til Love om Rettigheders Tilvrelse? Naar han om visse Slags Love siger, at de maa gives tilbagevirkende Kraft, dog saaledes, at der tillgges de Skadelidende Erstatning, saa er dette vildledende '). Thi under saadan Betingelse kan enhver Lov, som blot ophver eller formindsker Formuesrettigheder, anvendes paa ldre Retsforhold, og det selv om Loven hrer til den Classe, hvem Savigny negter tilbagevirkende Kraft. Siger man om en Lov, at den kun kan anvendes paa ldre formuesretlige Forhold under Betingelse af, at den Skadelidende faaer Erstatning, saa har man dermed sagt, at Anvendelsen under anden Be tingelse vilde vre at give Loven tilbagevirkende Kraft.
') Den samme Misforstaaelse kommer tilsyne hos Gabba, hvilket altid maa haves for ie ved Gjennemlsningen af hans Vrk. Ellers faaer man ud, at han tilsteder en meget videregaaende Anvendelse af nye Love paa ldre Retsforhold, end han virkelig mener, see navnlig I, 264, og 111, 41 og 4445.
102
Medens de fleste Resultater, Savigny udleder af sin frste Hovedregel, ere Mesterstykker af juridisk Indsigt og have vundet Bifald i den tydske Retspraxis x), anerkjendes det nu af de mest anseede nyere tydske Forfattere, at selve Grundlaget for hans Lre ikke lader sig opretholde 2). Den Grundstning, at Love ikke til Skade for nogen kunne gives tilbagevirkende Kraft, gjlder ikke blot efter vor For fatning, men iflge Sagens Natur uden nogen virkelig Und tagelse, 14. Et Forsg paa at omdanne Savignys Lre i Over eensstemmelse hermed er gjort af Las sal le. Denne Forfatter erkjender i Modstning til Savigny, at Lovgivningen altid krnker Retfrdigheden, hvor den tillgger sine Bud en Anvendelse, som indeholder en sand Tilbagevirkning paa ldre Retsforhold. Men paa den anden Side indskrnker han dette Begreb saa strkt, at Staten faaer Adgang til uden Erstatning at ophve ethvert Slags Rettigheder, som den ikke lngere vil taale. Efter Lass alles Paastand kan ingen Rettighed vre erhvervet for lngere Tid, end Lov givningen overhovedet tillader den Slags Rettigheder at be sta. Ingen Retsregel kan, siger han, have anden Hjemmel end den almindelige Retsbevidsthed og maa derfor ophre, nar denne undergaaer en Forandring, som kommer tilsyne ien ny Lov. At ville erhverve en Rettighed udover det Tidspunct, da dette skeer, strider mod selve Retsideen. Enhver Rettighed maa altsaa ansees erhvervet under det stiltiende Forbehold, at den bortfalder, nar Lovgivningen ikke lngere tillader, at den overhovedet existerer 3). Han
l) Rintelen, Side 16. 2) Unger, I, 125; Windscheids Pandekten, I, 82, Note 6; Forster, I, 10, Note 6; Stobbe, I, 27, Note 21; Goeppert, Side 9093. *) Lassalle, System der erworbenen Rechte, I. 193 198. Hans Opfatning af dette Sprgsmaal deles ganske almindelig af Socialismens videnskabelige Talsmnd, see f. Ex. Bernard Shaw i the Fabian Essays, Side 193, men undertiden ogsaa af disses Mod-
103
indrmmer, at ikke enhver Lov af strengt positiv eller tvin gende Natur uden videre maa anvendes paa ldre Retsfor hold. Dette gjlder kun om Love, som absolut ophve et vist Slags Rettigheder, det vil sige betinget forbyde det Slags Handlinger, paa hvis Foretagelse disse Rettigheder gaa ud. Hvis derimod Lovgivningen i noget Tilflde lader det omhandlede Slags Rettigheder vedblive at besta, altsaa tillader, at de derunder indbefattede Handlinger under nogen Betingelse foretages, saa skal den ikke kunne gjre For skrifter, som blot angaa Formen og Vilkaarene for, at den omhandlede Ret tilkommer en Person, anvendelige paa ldre Retsforhold 1 ). Lovgivningen kan uden Erstatning ophve Hoveri, hvis den betinget forbyder at yde Vederlag for Be siddelse af Jord ved Pligtarbeide. Men tillader den, at nye Leiere paatage sig saadan Forpligtelse, eller lader den Hoveri grundet paa Contract blive staaende, kan den alene mod Erstatning ophve Hoveri, som er grundet paa umin delig Tids Brug. Forbudet mod at give Love tilbagevir kende Kraft omdanner sig saaledes for Lassa 11 es ie til en Anvendelse af den Grundstning, at alle skulle vre lige for Loven. Forbudet har imidlertid utvivlsomt noget mere at be tyde. Lass alles Lre er svag endog i det Punct, hvori den tilsyneladende skulde have sin Styrke, nemlig i sin philo sophiske Begrundelse. Det kan vre sandt nok, at enhver Retsregel maa have Hjemmel i den almindelige Retsbevidst hed, saaledes som denne aabenbarer sig gjennem Lov eller Sdvane. Men det samme kan ingenlunde siges om de i Henhold til gjldende Retsregler stiftede Rettigheder. Disse have sit nrmeste Udspring i de Kjendsgjerninger, som have frembragt dem. Disse Kjendsgjerninger have faaet sit juri diske Prg af den Retsregel, under hvis Herredmme de
standere, see f. Ex. Nacquet, Collectivisme et Socialisme de I'cole liberal, Side 9798. Den er udfrligen critiseret af Goeppert, Side 93109. x) Sammesteds, Side 252 ff.
104
bleve til. Om de have faaet dette Prg for bestandigt, eller blot indtil hiin Retsregel aflses af en ny, er et Sprgsmaal, hvis Besvarelse ingenlunde er given med Erkj endelsen af, at den nye Retsregel maa vre udsprungen af en For andring i Retsbevidstheden. Men besvaredes det paa sidst nvnte Maade, saa vilde dette flgerigtigen lede til, at enhver ny Lov betinget kunde foreskrive, at den skulde anvendes paa ldre Retsforhold, hvad enten den ganske ophvede ldre Rettigheder eller kun forbd dem betingelsesviis. Dersom enhver bestaaende Rettighed tabte alt Krav paa fortsat Beskyttelse, forsaavidt den kom i Strid med den almindelige Retsbevidsthed, og enhver Lov ansaaes som et sandt Udtryk for denne, saa kunde ingen Tilbagevirkning blive uretfrdig, nar Lovgivningen vilde den. I sin Anvendelse leder Lass al l e s Lre deels til mange Tvivl, deels til aabenbare Uretfrdigheder. Hvorvidt en Ret tighed, Lovgiveren lader besta, maa siges at vre forskjellig fra den, Lovgiveren ophver, eller den samme, men erhver vet og udovet under forskjellige Vilkaar, kan ofte vre uklart. Las salle lrer, at et absolut Forbud mod at tge hiere Renter af Laan, end Loven faststter, f. Ex. 5 pCt. om Aaret, kan gjres anvendeligt paa uforfaldne Renter af ldre Gjld 1). Her opstaaer da det Sprgsmaal, om Lovgivnin gens Adgang dertil bortfalder, hvis den fremdeles tillader, at der oppebres hoiere Renter af Laan paa kortsigtige Gjldsbreve* Paa samme Tid som Las salle anseer en absolut og betinget Nedsttelse af Rentefoden anvendelig paa ldre Gjld, negter han, at en ny Lov om lsio enormis, som altsaa tillader Slgeren at trde tilbage fra Kjbe contracten, hvis Salgssummen viser sig jat vre mindre end Halvdelen af Tingens Vrdi, kan anvendes paa ldre Kjbe contracter. Thi en Lov om lsio enormis ophver ikke, siger han, Retten til uigjenkaldelig Afhndelse og Erhver velse af Kjbesummen. Men det samme kan ligesaa godt siges om de Penge, der erlgges som Renter efter den
x) Sammesteds, Side 267268.
105
hiere Rentefod. Indrmmer man Lovgivningen Magt til at forbyde Creditorer at tge den Rente, de lovligen have be tinget sig, maa den flgerigtigen ogsaa kunne tilintetgjre Retsvirkningen af ethvert Slags ldre Overeenskomster, hvorved den ene Contrahent har benyttet sigaf den andens Nod til at skaffe sig billig Fordeel. Allerede dette turde vel for de fleste fremstille sig som en Tilbagevirkning. Men Lassalles Lre levner Lovgivningen Magt til at gjre endnu meget uforsvarligere Indgreb i bestaaende Rettigheder. Den skulde saaledes udeii Erstatning kunne ophve alle Beit.es rettigheder i fremmed Skov. Afskaffede den Underpant i Lsre, saa skulde den kunne bestemme, at alle ldre Rettigheder af dette Slags bortfaldt. At dette vilde vre Tilsidesttelser af Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft, kan imidlertid ikke betvivles. Thi dettes Hensigt er netop at beskytte Individet mod saadanne Indgreb i dets Rettigheder, og Individet rammes lige haardt, hvad enten det rammes alene eller i Fllesskab med andre, der besidde Rettigheder af samme eller lignende Slags. Ved at bestemme Begrebet om Loves tilbagevirkende Kraft kommer det overhovedet ikke an paa de nye Rets reglers Art, men, ved Siden af Tidsforholdet mellem disse og de retstiftende Kjendsgjerninger, paa Beskaflenheden af de stiftede Retsforhold. 15. I Arierkjendelsen heraf er det, den Stning, at Love ikke maa gives tilbagevirkende Kraft, hyppigen er bleven omskreven med en anden, nemlig, at nye Love ikke maa gives Indflydelse paa allerede erhvervede Rettigheder. Omskrivningen indeholder en Forklaring, der har saameget strre Krav paa Opmrksomhed, som den er indtagen i flere Landes Lovbger og saaledes er et authentisk Vidnesbyrd om, hvad Lovgiverne have meent. Omskrivningen maa imidlertid indrommes at vre tem melig uniagtig. Paa den ene Side siger den forlidet. En Kjendsgjerning kan for Individet affde ikke blot Rettigheder, men ogsaa Forpligtelser. At Loven paalgger nogen en Forpligtelse paa Grund af en Handling, der var ansvarsfri, da den foretoges, kan vre idetmindste ligesaa uretfrdigt,
106
som at den berver ham en ved tidligere Handling erhvervet Rettighed. Nu er det vel blevet sagt, at den, som har fore taget en Handling, derved har erhvervet Rettighed til at vre fri for andre Forpligtelser end dem, der i Handlingens ieblik klbede ved den. Men denne Forestilling er kunstlet og usand. Ansvarsl sheden er i dette Tilflde ikke erhver vet, men tilkommer den handlende Person umiddelbart, idet ethvert Grundlag for Forpligtelse mangler. At Omskrivnin gen ikke omtaler Frihed for Forpligtelser, har virkelig ogsaa givet Anledning til Misforstaaelser. Saaledes har det vret sagt, at Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft kun beskytter Rettigheder, som endnu ikke ere fuldtud be nyttede. Er det modsatte Tilfldet, saa er Rettigheden con sumeret og altsaa ikke lngere til. Den kan flgelig, har man paastaaet, ikke lngere beskyttes af Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kratt. Hvis den Person, som har besiddet Rettigheden, fremdeles er Eier af dens Gjenstand, saa kan denne ikke lugere skjelnes fra hans vrige For mue og er ligesom denne underkastet Lovgivningens Herre dmme, forsaavidt dette ikke begrndses ved andre Bestem melser end det her omhandlede Forbud l). Denne Tankegang er imidlertid skjv. En Lov, der erklrede Spillegjld ugyldig og tillod den tabende at tilbagesge, hvad han havde erlagt, kunde ikke uden Uretfrdighed anvendes mod den, som allerede for Loven udkom havde modtaget saadan Be taling. Og Uretfrdigheden stikker netop i, at man ved en saadan Anvendelse af den nye Lov vilde give denne tilbage virkende Kraft, nemlig ved at tillgge den Handling at mod tage Betaling af Spillegjld en forpligtende Kraft, som den ei havde, da den fandt Sted. Paa den anden Side siger den Stning, at nye Love ikke maa gives Indflydelse paa erhvervede Rettigheder, alt for meget.
x) Gabba, I, 28, 186 og isr 260261. Det er med Urette, den nvnte 'Forfatter har villet finde denne Mening hos Savigny, som siger lige det modsatte, VIII, 383.
107
For det frste gives der Rettigheder, f. Ex. en til For mue knyttet Stemmeret, der niagtig talt maa siges at vre erhvervede, men dog uden videre kunne ophves uden An std mod Grl.s 97. Udtrykket erhvervede Rettigheder (jura qvsita) er derfor ikke tilstrkkeligt betegnende for de Rettigheder, som beskyttes mod Forbudet i Grl.s 97. Det er bedre at kalde dem ukrnkelige eller uangribelige, en Egenskab, der ogsaa ganske godt betegnes ved det engelsk-amerikanske Fagudtryk vested rights. Dernst kunne selv de Rettigheder, der ere beskyttede ved Paragraphen, uden Hinder af denne paavirkes og endog betingelsesviis ophves gjennem flere Slags Love, f. Ex. om Benyttelse af visse Eiendomsgjenstande eller om Ind frelsen af nye Prscriptioner. Denne Indvending mod St ningen bortfalder imidlertid, nar den udtrykkes saaledes, at nye Love ikke maa krnke erhvervede Rettigheder. Thi ikke enhver Rettighed krnkes ved at ophves eller omdannes. Det kommer an paa dens Natur, Maaderr, hvorpaa den opstaaer, og Maaden, hvorpaa den ophves eller paavirkes. I denne Affatning yder Omskrivningen en virkelig, skjnt ikke tilstrkkelig Veiledning til den rette Forstaaelse af Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. 16. For at tinde Forbudets sande Betydning maa man lgge tilstrkkelig Vgt paa dets Hensigt, nemlig at beskytte Individets retlige Stilling, forsaavidt denne afhnger af stedfundne Kjendsgjerninger, ikke mod enhver Paavirk ning, men vel mod ethvert Indgreb fra Lovgivningens Side. Grndsen mellem tilladelig Paavirkning og utilladeligt Ind greb kan da kun bero paa det Maal af Retssikkerhed, en civiliseret Stat skylder Individet. Hvorvidt dette Hensyn tillader at give nye Retsregler Anvendelse paa ldre Kjendsgjerninger, er et Sporgsmaal, som vistnok ikke kan besvares ved en almindelig Stning, men heller ikke beroer paa et vilkaarligt Skjn. Det maa frst og fremst komme an paa hvert enkelt Slags Retsforholds eiendommelige Natur, nemlig hvorvidt de dertil hrende Rettigheder ere tillagte Individet vsentlig for
108
Cap. 60.
dets egen Skyld. I saa Fald vilde det blive en Tilbage virkning, om en ny Lov fratog Individet hele Rettigheden eller nogen Bestanddeel deraf. Denne Tanke er undertiden bleven udtrykt saaledes, at man til erhvervede Rettigheder kun kan henregne dem, som ere i Besidderens patrimonium eller dominium'1 ). Men Udtrykket er ikke heldigt. Thi det passer kun paa Formuesrettigheder, medens der dog gives andre Rettigheder, der ere ligesaa uangribelige som disse, f. Ex. visse Familierettigheder. Endog en saa reent politisk Rettighed som Indfdtsretten maa vre uangribelig. Thi den er aabenbart tillagt Individet for dets egen Skyld. Hvis derimod de bestaaende Rettigheder, hvorom der handles, ere tillagte Udoverne vsentlig for andre Personers eller for hele Samfundets Skyld, maa de naarsomhelst kunne forandres eller endog ganske ophves, ettersom disse Perso ners eller Samfundets Interesser tilsiger. Dette er noget ganske andet, end at enhver Lov, som fremkaldes ved moralske, politiske eller statsconomiske Hensyn uden videre skal kunne anvendes paa bestaaende Retsforhold. Var den sidste Stning sand, maaatte den ogsaa gjlde om reent formuesretlige Regler, hvilket baade vilde vre urimeligt og berve Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft den strste Deel af sin Betydning som Skranke for Stats myndigheten. Forbudet maa altsaa ansees som betinget Hindring mod, at nogen allerede stiftet Formuesrettiglred uden videre ophves eller indskrnkes. Disse Rettigheder hre nemlig ikke alene til dem, Individet oftest og mest skylder sig selv eller sine Fdre, men ogsaa til dem, der nrmestîndrommes det for dets egen Skyld. Det vsentlige ved enhver For muesret er, at den har Byttevrdi, reprsenterer en Penge sum eller dog, hvis Besidderen er hindret fra at afhnde den, giver en Afkastning, som har hiin Egenskab. For en Persons conomiske Stilling er det forholdsviis ligegyldigt, i
') Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, Seet. 111, 1, No. 3; Gabba, I, 191.
109
hvilke Gjenstande eller Rettigheder hans Formue bestaaer. Hvad der for ham har strst Vigtighed, er, hvor stor Vrdi den har, og at denne Vrdi er sikker. Vrdien kan lide under Usikkerhed af dobbelt Slags, idet den kan formindskes ved Forandringer, enten i de factiske Forhold, som betinge den, eller i Lovgivningen. Begge Dele ere^ Onder, som Samfundet saavidt muligt br forebygge eller undgaa. Hvor vidt et bestemt Slags Formuesgjenstande paa Grund af sin egen Beskaffenhed eller Conjuncturernes Omskiftelighed ere udsatte for at synke i Vrdi, derom maa enhver, som tnker paa at anskaffe sig dem, danne sig et Begreb, og derefter maa han indrette sin Handlemaade. Derimod kan det ikke forlanges, at den enkelte Mand skal have nogen begrundet Mening om, hvilke Formuesrettigheder Lovgiveren i Frem tiden kan ville afskaffe eller indskrnke. Skeer dette, ville Besidderne altid med fuld Fie kunne paaberaabe sig, at de ikke havde ventet det, og at de i modsat Fald vilde have anvendt sine Penge eller sine Krfter paa Erhvervelsen af andre Gjenstande. At de ikke have gjort dette, er ingen Feil fra deres Side. Hvilke Individer Tabet rammer, bliver altsaa en reen Tilfldighecl. Krver en forandret Retsbe vidsthed eller Samfundets conomiske Tarv, at en allerede stiftet Formuesrettiglred ophves eller indskrnkes, saa er det intet andet end simpel Retfrdighed, at det Tab, som derved opstaaer for Besidderne, godtgjres dem af Staten eller dem, som hste Fordeel af Forandringen. Det samme gjlder om Rettigheder, som have et politisk eller moralsk Grundlag, men som kunne slges eller kaste Indtgter af sig, hvorover Besidderen kan raade med fuld Frihed. Hvad der ved Erstatningssummens Faststtelse bliver at tge i Betragtning, er selvflgelig krin det cono miske Tab, Besidderen lider ved Rettighedens Ophvelse. Den her udviklede Stning har lnge stdt paa uover vindelig Modstand, hidrrende derfra, at der i mange Lande har bestaaet Institutioner saasom Slaveri, Livegenskab, Hoveri og forskjellige feudale Retsforhold, der paa den ene Side var saa skadelige og forhadte, at de maatte afskaffes, men paa den anden Side medfrte Formuesrettigheder af
110
60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
saa stor conomisk Vrdi, at en Aflosning mod fuld Godt gjrelse vilde have forvoldt Staten strre Udgifter, end den kunde eller vilde paatage sig. Heraf tr man imidlertid i det hieste kun slutte, at en Stat undertiden kan vre stedt i den haarde Ndvendighed at maatte vlge den mindste frem for den strste af to Uretfrdigheder, og at altsaa et Sam fund, der lider under saa store Brst som dem, hine Insti tutioner medfre, og ei har conomiske Krfter nok til at fjerne dem paa den eneste Maade, der fyldestgjr Retfrdig hedens Krav, endnu ikke er kommet paa et saadant Ud viklingstrin, at det kan optage i sin Grundlov et For bud mod at give Love tilbagevirkende Kraft. Ganske vildledende er det derimod at tillgge dette Forbud en saa snver Betydning, at det tillader1, at saadanne Institutioner ophves, eller at de deraf Hydende Formuesrettigheder ind skrnkes uden Erstatning. Den practiske Flge deraf bliver, at Staten negter Erstatning ogsaa i Tilflde, hvor denne vel er af saa ringe Belb, at den uden Vanskelighed kunde erlgges, men hvor den vilde tilfalde Stnder eller Indivi der, som ere Gjenstand for Lovgiverens Uvillie. Det har i fremmede Stater ogsaa undertiden viist sig, at Lovgivningen ved at give Erstatning vilde have forebygget Ulykker for Samfundet, meget tungere end den Byrde, en retfrdig Aflos ning kunde have medfrt. 17. Hvad angaaer nye Forpligtelser, er der at skjelne mellem dem, som iflge sin Natur maa vre selvpaatagne, og dem, hvormed dette ikke er Tilfldet. Selvpaatagen maa enhver Forpligtelse vre, som har Characteren af Ansvar og altsaa gaacr ud paa Straf, For brydelse af Rettigheder eller Y deise af Erstatning. Tfind videre enhver Forpligtelse til at yde Vederlag lor, nvad man frivillig har modtaget, Ligeledes den Foxpligtdse; t\\ at erlgge Skat, som knyttes umiddelbart ti\ ForetageVsen af en bestemt Handling. Ingen Forpligtelse. ai disse Slags kan paalgges nogen paa Grund af en allerede stediunden Kjendsgjerning. Forsaavidt denne Grundstning ikke er til Hinder, maa derimod Lovgivningen have frie Hnder til at paalgge
Cap. 60, Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
111
hvemsomhelst, der hrer under Statens Hihed, ved Bidrag af Penge eller Penges Vrd ligesaavel som ved personligt Arbeide at yde, hvad den finder rimeligt, til Staten eller Communen eller til Fyldestgjrelse af Pligter, der grunde sig paa Slgtskab eller et andet Forhold af moralsk Natur, og det selv om hans egne ldre Handlinger derved komme til at medfre Retsvirkninger, harr ikke havde kunnet forud see, da han foretog dem. Hvor Staten ikke udtrykkelig har fraskrevet sig Magten hertil, maa den iflge Sagens Natur have sig samme forbeholdt. Dens Benyttelse karr derfor ikke blive noget Brud paa Retssikkerheden. 18. Efter lignende Hensyn bliver det ogsaa at afgjre, hvorvidt den Maade, paa hvilken en Rettighed opstaaer, faaer Indflydelse paa Lovgivningens Herredmme over samme. Sprgsmaalet kan selvflgelig kurr opkomme, saafremt Rettig heden iflge sit Indhold egner sig til Beskyttelse af Grl.s 97, altsaa er f. Ex. en Formuesret. Hvis den Kjendsgjerning, der danner en saadan Rettig heds Grundlag, er en Handling af Besidderen, saa er det klart, at Rettigheden bliver uangribelig, og det hvad enten det er ham alene, som har foretaget Handlingen, f. Ex. om han har tiltraadt en Intestatarv, eller om andre tillige have Deel i den, saasom nar den er en Overeenskomst. Herom ere alle enige. Derimod har der vret Meningsforskjel om, hvad der gjlder, nar den Kjendsgjerning, som har affdt Rettig heden, er en i Forhold til Besidderen tilfldig Begivenhed, saasom en Fdsel, et Ddsfald eller en anden Persons For seelse, eensidige Villieserklring eller overhovedet hvilken somhelst Handling, hvori Rettighedens Besidder ikke har tget virksom Deel. Nogle have meent, at Lovgivningen kan fratage ham enhver ved en saadan Begivenhed stiftet Rettighed uden derved at tillgge sin Forskrift tilbagevir kende Kraft. Forbudet herimod sigter iflge deres Mening kun til at sikre Individef m en Forvanskning af, hvad det selv har villet. En tixjidling kan kun belgges med Straf, nar Gjerningsmanden har vidst eller dog burdet vide, at den var strafbar,- merr ikke destomindre frivillig foretaget
112
den. Heri ligger Grunden til, at en Lov, som stter Straf for Handlinger, der fr vare straffrie, ikke bliver anvendelig paa dem, nar de ere foretagne, fr den traadte i Kraft. En Contract kan kun komme istand, nar Parterne samtykke i den og derved frivilligen underkaste sig de Virkninger, Lov givningen da tillgger dem. Det vilde flgelig vre selv modsigende og ufornuftigt, om Lovgivningen senere foran drede disse. Anderledes forholder det sig, har man sagt, med Rettigheder, Loven tilstaaer nogen blot paa Grund af en. tilfldig Begivenhed. Da de ere opstaaede uden hans Villie, maa de ogsaa kunne ophves uafhngigt af den. Dog erkj ender man, at Formuesrettigheder, der ere opstaaede paa saadan Maade, blive uangribelige, nar Besidderen har tilegnet sig Gjenstanden og saaledes ved sin Handling skaffet Rettigheden et forstrket Grundlag'). Fastholdtes denne Lre strengt, maatte den lede til Re sultater, ingen antager. Det er sandt, at en Rettighed let tere kan ansees som uangribelig, nar Besidderen skylder sig selv, at han har den. Det er ligeledes sandt, at ikke enhver Tilladelse eller Fritagelse, nogen ifolge Lovgivningen opnaaer ved en Begivenhed, hvori han ingen virksom Deel har tget, er at betragte som en uangribelig Rettighed, og i mange Tilflde kan det vre ganske klart, at den ikke er det. Paa den anden Side er det ligesaa klart, at der gives Rettigheder, som, endskjnt udsprungne af en i Forhold til Besidderen tilfldig Begivenhed, dog ere af saadan Be tydning for hans retlige Personlighed, atgLovgivningen ikke kunde ophve dem uden at krnke denne paa den groveste Maade. Er en Person iflge den ved hans Fdsel gjldende Lovgivning gtefdt og indfdt, saa skulde han efter det her omhandlede Skjelnemrke mellem angribelige og uangribelige Rettigheder ved senere Lov kunne gjres til ugte Barn
x) Las sa lic, I, 55 ff. og 85 ff. Spiren til denne Lre er meget ldre og findes allerede hos Bart ol us, Com. in dig. I, No. 28. Den er nvnt, men forkastet af rsted i hans Haandbog, I 172173.
113
eller Udlnding. For at undgaa denne urimelige Flgest ning har man sagt, at gtefdsels- og Indfdsret erhverves af Forldrene paa Barnets Vegne. Men dette er ingen rig tig Forklaring. Barnet erhverver disse Rettigheder uden Hensyn til, om Forldrene have villet det eller ikke. Var Forklaringen rigtig, maatte det med ligesaa megen Fie kunne paastaaes, at Brns Arveret til Forldrenes Formue er uan gribelig, ligesaavel fr som efter disses Dd, noget ingen vil indgaa paa. Blandt de Resultater, hvortil denne Lre frer, og som dens Forsvarere vedkjende sig, er der ogsaa nogle, som ere meget stdende, f. Ex. at den, der udenfor contracts mssige eller contractslignende Forhold lider Skade ved anden Mands Handling, gjennem senere Lov betinget skulde kunne berves ethvert Krav paa Erstatning, han ikke allerede har anhngiggjort. At en saadan Lov vilde vre tilbagevirkende, fremstiller sig dog for de fleste som en utvivlsom Sag. 19. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft beskytter kun de iflge sin Natur uangribelige Rettigheder, forsaavidt de allerede ere fuldstndigt erhvervede, fr Loven trder i Kraft, ikke dem, hvis Erhvervelse da blot er for beredt, om end gjennem Handlinger af den, som agter at erhverve Rettigheden. Endnu mindre hindrer Forbudet Lov givningen fra at tilintetgjre Forhaabninger, som ere byg gede paa retlige Kjendsgjerninger af anden Art, men henstaa uopfyldte, idet den Begivenhed, ved hvilken den forventede Rettighed frst bliver stiftet, endnu ikke er indtraadt. 20. Hvorvidt en Rettighed, som beroer paa en Fleer hed af Kjendsgjerninger, skal ansees erhvervet allerede ved den frste af disse, eller frst nar de samtlige har fundet Sted, er et Sprgsmaal, hvorpaa der ikke kan gives noget almindeligt Svar. Er den frste Kjendsgjerning en fuldt istandbragt Over eenskomst, iflge hvilken en af Parterne har erhvervet en Rettighed i Forhold til den anden Part, saafremt nogen af dem senere foretager en vis Handling, eller saafremt en vis Begivenhed indtrder, saa er det i Almindelighed klart, at
Norges offentlige Ret. rit. 8
114
Rettigheden maa ansees erhvervet, Qm end kun betingelses viis 1). Men en ny Lov kan, som senere skal vises, gjre den Handling, ved hvilken Betingelsen opfyldes, til en retlig Umulighed. Dt samme gjlder om andre gjensidige Rets handler. Derimod maa det modsatte antages, hvis den frste af de to Kjendsgjerninger, der tilsammen betinge Rettigheden eller dens Udvelse, er en eensidig Handling af den, der vil erhverve Rettigheden, eller en i Forhold til ham til fldig Begivenhed. Her at ansee Rettigheden erhvervet allerede ved den frste Kjendsgjerning vilde indeholde en som oftest meget paatagelig Urimelighed. Hvis nogen i Brev gjr en anden et contractsmssigt Tilbud, erhverver ingen af dem derved nogen af Tilbudets Antagelse betinget Ret. Udkommer der, inden Tilbudet antages, en Lov, som for byder det Slags Contracter, saa bliver den til Hinder for Contractens Afslutning og dermed for de tilsigtede Rettig heders Stiftelse. Dette maa gjlde, endog om Tilbudet ikke kunde tilbagekaldes af den, som havde fremsat det. Hvis man urigtigen antog, at Loven af 29 Juni 1888, 14, kan anven des mod Mand, som var gift, fr den traadte i Kraft, og man da tnker sig det Tilflde, at han paa bindende Maade fr dette Tidspunct havde tilbudt en anden Mand i Forpagtning Eiendom, hans Hustru havde arvet, saa maatte Loven medfre, at dette Tilbud senere ikke gyldigen kunde vedtages uden Samtykke fra Hustruens Side. Tilsiger Lov givningen enhver, som har bosat sig i Riget og er bleven Eier af der beliggende fast Gods, Statsborgerret, men en senere Lov desuden forlanger f. Ex. 10 Aars Ophold eller Naturalisation, saa bliver den sidste Lov virksom mod de Udlndinger, som, inden den traadte i Kraft, vel havde ned sat sig i Riget, men endnu ikke erhvervet fast Eiendom der. Uangribelig Ret erhverves ikke til Slgtsarv allerede ved
x) Savigny, VIII, 387 ; Wch t e r, Pandekten, Side 156157. I vor Litteratur er Sprgsmaalet nylig behandlet af J. Lassen, Haandbog i Obligationsretten, alm. Deel, Side 9lo og Torp Hovedpuncter i Formuerettens almindelige Deel, Side 100104.
115
Fdselen eller til testamentarisk Arv allerede ved Testamen tets Oprettelse, men frst ved Arvefaldet, En ny Lov, som fratager nogen Classe af Personer den dem fr tilkommende Arveret eller formindsker deres Lod, bliver altsaa gjldende mod dem med Hensyn til en endnu ikke falden Arv. Rigtig heden heraf er indlysende, nar Talen er om testamentarisk Arv. Ligeledes hvad angaaer den Intestatarveret, der bort falder, forsaavidt Arveladeren har gjort Testament. Handles derimod om Livsarvingers eller andre Personers Pligtdele, kunde Tingen synes at stille sig tvivlsommere. Arvingen kan i saa Fald synes at have ei blot en Forventning om, men en virkelig Ret til at erholde det hele eller en Deel af, hvad Arveladeren ved sin Dd eier. Og denne Arveret kan ofte have udvet afgjrende Indflydelse paa Arvingens Opdragelse og Livsplan. Alligevel har man altid vret enig om, at Lovgivningen har fuldt Herredmme over Livsarvin gernes Pligtdele. Rimeligviis har den Omstndighed, at Romerretten (1. 12, Cod. 6 55) lste Sprgsmaalet paa denne Maade, medvirket strkt til at fremkalde og opret holde denne Anskuelse. Det maa ogsaa erkjendes, at den modsatte Lre kan lede til Urimeligheder. Uangribelig Ret kunde dog blot tilkomme de Arvinger, som allerede vare fdte, da den nye Lov traadte Kraft. Men at disses yngre Sdskende skulde stilles ufordelagtigere, vilde vre meget stedende. Antages det nu, at Lovgivningen har fuldstndigt Herre dmme over de pligtdeelsberettigedes Arveret, er der ingen Grund til at tillgge andre paa Fdsel og lignende Tildra gelser byggede, men af fremtidige Kjendsgjerninger afhn gige Rettigheder strre Uangribelighed Af den her udviklede Stning vil der i det flgende oftere blive gjort Anvendelse. Det er dog et Sporgsmaal, hvorvidt den kan opstilles som undtagelsesfri. At. den ikke gjlder i contractslignende Forhold, er utvivlsomt. Har nogen uanmodet og frivilligen besrget anden Mands Forretninger, maa den Lovgivning, der var gjldende, da Forretningen udfortes, blive bestemmende for hans Rettigheder og Forpligtelser, selv om de maatte vre?
116
Cap. 60.
betingede af en Begivenhed, der frst indtrder, efterat en ny Lov udkommer. Men dette er, har man sagt, ingen sand Undtagelse, netop fordi Forholdet her er contractslig nende, idet den Person, for hvem Forretningerne udfres, for nuftigviis maa forudsttes at have villet give sit Samtykke dertil. Begrundelsen er vistnok ikke fuldt tilstrkkelig, men Stningen dog sikker. Derimod er det uklart, hvorledes det forholder sig med legale Panterettigheder. Romerretten opstiller som ganske almindelig Regel, at rsaadanne Rettigheder stiftes betingel sesviis samtidigt med det Forhold, der begrunder dem, ikke frst ved den Kjendsgjerning, der affder den ved Panteret retten sikrede Fordring '). Denne Regel er vistnok rigtig, hvis Forholdet er af contractsmssig Natur, f. Ex. frivillig Modtagelse af offentlig Tjeneste. Men om den er vel be grundet ogsaa under den modsatte Forudstning, f. Ex. hvor der er tillagt Myndlingen Panteret i Vrgens 80, er hist tvivlsomt. Hver en ny Lov denne Panteret, saa synes det lidet rimeligt, at den umyndige ikke desto mindre skal have Panteret hos sine Vrger for Arvemidler, der senere komme under deres Bestyrelse. Hvorvidt Arveret, betinget af en Begivenhed, der ind trder efter Arvefaldet, kan ophves ved en ny Lov, som udkommer efter dette, men fr Betingelsen opfyldes, skal omhandles nedenfor i 56. 21. Har en eller flere Kjendsgjerninger affdt en Rettighed, som efter det ovenfor udviklede er uangribelig og saaledes beskyttet af Grl.s 97, saa strkker Beskyttel sen sig til Rettigheden i hele dens Omfang og Indhold. St ningen taaler dog, som nedenfor skal vises, ikke at gjennem fres til det Yderste. Dette Indhold kan vre bestemt deels ved den Lov, under hvis Herredmme den retstiftende Kjendsgjerning har fundet Sted, deels, saafremt denne er en Villiestilkjendegivelse, ved samme, naturligviis forudsat, at den ikke gaacr ud paa
') L. 6 4, Cod. 661 ; 1. 6 2, Cod. 59, jvfr. Code Napoleon, Art. 2135.
117
andet, end hvad der da ved deslige Villiestilkjendegivelser lovlig kunde faststtes. Ligesaalidt som en allerede bestaaende Rettighed af det omhandlede Slags uden videre kan ophves, ligesaalidt kan en ny Lov uden Erstatning formindske den ved at berve den nogen af sine egentlige Bestanddele. Enten de Lovbud, som udfylde og begrndse Villies tilkjendegivelsen, ere obligatoriske eller declaratoriske, gjr i denne Henseende intet til Sagen. Hvad enten man hen regner Fr. 18 Juni 1723 til det frste eller sidste Slags, er det lige vist, at en ny Lov ikke kunde betage Lei lndingerne Forkjbsretten til de Gaarde, hvorpaa de nu have Livsfste. Ei heller kan den Mand, hvis Hustrus Arv iflge et med Hjemmel af Lov 30 Juli 1854, 37, oprettet Testament nu behandles som umyndiges Midler, ved ny Lov betages Retten til at erholde sin Andeel deraf udbetalt, nar hun der. De Personer, der ved sine Villiestilkjendegivelser have stiftet saadanne Retsforhold, ville eller kunne have tget Hensyn til alle derom givne Lovforskrifter, obligatoriske saavelsom declaratoriske. Det er altsaa muligt, at de aldrig havde afgivet Villieserklringerne, om disse Fordringer havde vret af andet Indhold. 22. Rettighedens Indhold kan lide af en bestemthed hidrrende fra forskjellige Aarsager. bestemtheden kan for det frste vre grundet deri, at de Retsregler, der skulle tjene til at bestemme Indholdet, ere saa ufuldstndige eller utydelige, at de ei give tilstrkkelig Veiledning. Sprgsmaalet bliver da, hvorvidt nye Love, der skulle tjene i saadanne Retsreglers Sted, kunne anvendes paa Rettigheder af ldre Oprindelse. Dette er flere Gange antaget af de franske Domstole. Det gaacr, har man sagt, vistnok ikke an at anvende nye Love paa ldre Retsforhold,, nar den tidligere Lovgivning eller Retspraxis opstiller klare Regler om dem. Men nar den ldre Lovgivning var saa dunkel, at enhver af Parterne deri kunde finde, hvad han nskede, eller Domstolene havde afgjort Tilflde af den om spurgte Beskaffenhed paa modsigende Maade, saa existerede der i Virkeligheden ingen Retsregel om disse Forhold, og
118
det bliver da ingen Krnkelse af Retssikkerheden, om man afgjr dem efter den nye Lov. Denne Lre er imidlertid forkastelig. Overalt, hvor der findes et Retsforhold, maa der ogsaa findes en Retsregel, som behersker det, og som Par terne maa flge, enten frivilligen eller efter Paalg af Dom stolene. Disse kunne aldrig vise en Sag fra sig, fordi de ikke vide at udfinde nogen Retsregel, hvorefter den kan afgjres. Ethvert ldre Retsforhold vilde tilsidst vre ble vet ordnet, om den nye Lov aldrig var kommen ud, og den af Parterne, som bedst har forstaaet at indrette sin Handle maade efter de ldre Retsregler, har, hvor uklare eller ufuldstndige disse end maatte vre, lige retfrdigt Krav paa at beskyttes af dem, hvad enten de forblive gjldende eller ombyttes med nye. Dette er antaget af vor Hoiesteret ved Afgjrelsen af Sprgsmaalet om, hvorvidt Eier eller Leietager, nar Leiecontracten tier, er berettiget til Lands lod af det paa Eiendommen faldende Fiske. Klar Regel herom fik man frst ved. Loven af 23 Mai 1863, 2, men denne Lov ansees ikke bindende,, nar Leieforholdet er af ldre Oprindelse 1). Er den nye Lov, hvad man kalder en authentisk For tolkning, hvis den altsaa ligefrem foreskriver, hvorledes en ldre Lovparagraph skal forstaaes, saa er det den alminde lige europiske Lre, at Loven er bindende for Domstolene. Denne Lre er imidlertid utvivlsomt urigtig i Lande, hvis Grundlove forbyde at give Love tilbagevirkende Kraft, og fortjener neppe engang Bifald i Lande, hvor dette ikke er Tilfldet, men hvor Grundloven dog udtrykkelig har forbe holdt Domstolene den dmmende Myndighed. En anden Sag er det, at en Lov, som i den ene eller anden Form afgjr et forhen omtvistet Retssprgsmaal, kan afgive et vgtigt Vidnesbyrd om, hvorledes dette efter Sagens Natur maatte lses 2), Jvfr. ogsaa nrvrende Cap. 35.
J) Hiesteretsdom 15 Marts 1879, Retstid., Side 309317 3) Jvfr. Retstid. 1855, Side 819; 1857, Side 199200; 1861, Side 13-14.
119
23. Paa samme Maade forholder det sig med Rettig heder, hvis Indhold lider under en bestemthed, hidrrende derfra, at de retstiftende Personer ei have formaaet at ud trykke sin Villie med fuld Tydelighed. Hvis Lovgivningen tog sig fore at afgjre, hvad der i saadanne Tilflde havde vret Parternes Mening, vilde den, selv om det skeede gjen nem en almindelig Regel, foregribe Domstolene. Bestemte den uden Hensyn til Parternes Villie, hvad der skulde vre Ret mellem dem, saa gav den ligefrem sin Forskrift tilbage virkende Kraft. 24. Ide foregaaende Paragrapher er det udviklet, at enhver Rettighed, som tilkommer nogen, maa vre af et ligeoverlor alle andre i Retsforholdet deelagtige Personer fuldt bestemt Indhold eller dog kunne erholde et saadant uden Lovgivningens Mellemkomst, og at dette i Almindelig hed ei kan forandres ved en senere Lov. Der gives imidlertid erhvervede Rettigheder, hvis Ind hold enten i det hele eller deelviis kunne omdannes ved ny Lov, uden at denne kommer i Strid med Grl.s 79. For det frste kan Staten udtrykkelig have forbeholdt sig Ret til enten ved Dispensationer eller nye almindelige Forskrifter at gribe ind i fremtidige Forhold, der ellers, efterhaanden som de opstode, vilde nyde godt af Grl.s 97. At Statsmagterne ere berettigede til at tge saadant Forbe hold endog med Hensyn til contractsmssigen stiftede Rettig heder, har vistnok vret omtvistet i Nordamerika, men er dog der blevet antaget '). Hos os kan det efter den practisk gjldende Fortolkning af Grl.s 95 i Almindelighed ikke vre Gjenstand for Tvivl. Undtagelse kan alene gjres med Hensyn til Retsforhold, som efter Grundloven skulle have strre Urokkelighed, see navnlig dens 22 og 75 i, (ovenfor Cap. 46, 8, og Cap. 51, 6 og 11). Dernst kan en lignende bestemthed uden udtrykkeligt Forbehold fra Lovgivningens Side klbe ved Rettigheden paa Grund af dens Vsen.
x) Kent, I, 420421; Pomeroy, Side 390.
120
Exempler paa saadanne Rettigheder ere Retten som gtefdt Barn og Indfdsretten. De ere uangribelige Rettig heder, thi de kunne ikke uden videre betages nogen, som ved sin Fdsel, ved Kuldlysning, Naturalisation eller Adop tion har erhvervet dem. Men disse Rettigheder besta ikke i andet end at nyde de retlige Goder, Lovgivningen til en hver Tid tillgger gte Brn eller indfodte. Antages Fuld myndigheden for at vre en uangribelig Ret, hvorom nr mere i en flgende Paragraph, saa gjlder det samme om den. Enhver fuldmyndig Person kan nu efter vor Lovgiv ning trkke, endossere og acceptere Vexler. Men Lovgiv ningen kunde utvivlsomt med bindende Virkning for dem, som nu allerede ere fuldmyndige, indskrnke den omhandlede Ret saaledes, at den for Ettertiden alene forbeholdtes Han delsborgere og andre i lignende Stilling. At selve Statsborgerretten er en uangribelig Rettighed, lader sig ikke bestride. Den kan altsaa ei ved ny Lov vil kaarlig berves nogen, som fuldstndigen har erhvervet den, vre sig ved Fdsel, Indvandring og Bosttelse i Riget, eller ved Bevilgning. Denne Rettigheds Indhold har imid lertid den mindst mulige Bestemthed. Den bestaaer nemlig kun i Ret til at opholde sig i Riget og at nyde godt af den Beskyttelse, Staten til enhver Tid yder sine Medlemmer. Selv den, som er indvandret efter Regjeringens Opfordring, og hvis Borgerret derved har faaet en vis Lighed med con tractsmssig Rettighed, maa, forsaavidt intet ham srskilt meddeelt Privilegium sikrer ham derimod, finde sig i enhver ny Lov, som blot indskrnker den almindelige Handle frihed. 25. Paa den ene Side er Lovgivningen altsaa ved Gris. 97 hindret fra uden videre at forbyde nogen Hand ling, som ikke kan vre andet end Udvelse af en allerede erhvervet uangribelig Rettighed, eller fra at belgge en ldre Handling med en Forpligtelse, som efter sin Natur maa vre selvpaatagen. Paa den anden Side kan Lovgivningen, nar den kun holder sig denne Grndse etterrettelig, uden Hinder af hiin Grundlovsparagraph, med oieblikkelig Virkning for hvem
12 1
somhelst indskrnke den Handlefrihed, som fr har vret levnet de under dens Herredmme staaende Personer som saadanne eller vret forbeholdt visse Classer, uden dog at have vret dem tillagt som en sregen Rettighed. En saadan Indskrnkning i Handlefriheden kan finde Sted ikke blot ved Forbud, men ogsaa ved Paalg om at foretage eller taale visse Handlinger. At den i Grl.s 97 liggende Begrndsning af den lov givende Magt ei strkker sig lngere, synes fra Begyndelsen at have staaet uklart for Storthinget. Lovene af 25 Octbr. 1815 og 11 Septbr. 1818, 1, ere maaskee hyggede paa en halvbevidst Forudstning om, at en Lov, som paalgger norske Autoriteter at udlevere fremmede Rmningsmnd, ei kan anvendes mod dem, som ere ankomne til Landet, fr Loven traadte i Kraft. Denne Forudstning er kun rigtig, hvis den fremmede fr dette Tidspunct var bleven norsk Borger og havde opholdt sig her saalnge, at han ikke kunde udvises, see ovenfor Cap. 8, 3. 26. Om Friheden til at foretage visse Handlinger er grundet alene deri, at Lovgivningen ikke har forbudt dem, eller om Lovgivningen udtrykkelig har erklret dem tillade lige for alle eller dog for enhver norsk Borger, gjr ingen Forskjel i Lovgivningens Ret til at stte nye indskrnkende Bestemmelser i Virksomhed mod hvemsomhelst. Denne Stning er bragt i Anvendelse ved Hiesteretsdom af 2 Juni 1849 x). Haandvrksloven af 15 Juni 1839 foreskrev, at Haandvrk i Kjbstderne alene maa drives af dem, som have Borgerskab, medens den i 79 udtrykkelig tillod hvem somhelst at ernre sig ved Haandvrk udenfor Kjobstder nes Grund, altsaa ogsaa i Ladestederne. Da nu Ladestedet Drbak blev gjort til Kjobstad ved Lov af 20 August 1842, hvis 2 sagde, at Enhver, som var bosat der, under lagt tagelse af den gjldende Lovgivnings Bestemmelser, skulde vre berettiget til at drive al Slags borgerlig Nring, op
') Retstidenden 1849, Side 558 ff. Ligesaa H. R. D. 17 Febr. 1891, Retstid., Side 213215, og de der nvnte ldre Domme.
122
stod Sporgsmaal om, hvorvidt de Personer, som fr med Hjemmel af Haandvrkslovens 79 havde drevet Haand vrk sammesteds, nu vare bervede Retten til at fortstte hermed, saafremt de ikke vilde eller ikke kunde tge Borger skab. Dette Sporgsmaal besvaredes bekrftende af Hoieste ret, og herimod er fra Grundlovens Standpunct intet at indvende. 27. Ligegyldigt er det ogsaa, om den Handlefrihed, som ved en ny Lov indskrnkes, allerede er bleven benyttet. Den, som har gjort dette, kan ikke derved have erhvervet nogen Ret til at fortstte dermed, og det selv om han i saadant iemed har truffet kostbare Foranstaltninger, an skaffet Maskiner, bygget Hus osv. Det var saaledes ingen Overskridelse af Grl.s 97, at Lovene om Almueskolevse net for Kjbstderne af 12 Juli 1848, 28, og for Landet af 16 Mai 1860, 76, jvfr. de nu gjldende Love af 26 Juni 1889, henholdsviis 63 og 56, forbd enhver at op rette eller fortstte nogen Skole, hvori der undervises i de under Almueskolen hrende Fag, medmindre han for Skole commissionen har afgivet paalideligt Vidnsbyrd om sdelig Vandel, jvfr. Lov om Sindssyge af 17 Aug. 1848, 8. Denne Stning er ikke anerkjendt af alle fremmede For fattere og er undertiden bleven betviviet ogsaa hos os '). Den er imidlertid antagen ikke blot ved de nysnvnte Love, men ogsaa ved den ovenfor paaberaabte Hiesteretsdom af 2 Juni 1849. Naar den senere Lovgivning undertiden udtrj^kkelig forbeholder dem, som have drevet en fri Nring, Retten dertil, ogsaa efter at Nringen er bleven bunden, see f. Ex. Lov om Lillehammer af 8 Septbr. 1842, 4, om Honefos 3 Septbr. 1851, 2, om Kongsvinger 15 Apiil 1854, 2, om Skien 26 August 1854, 3, Lov om Brndeviinsbrnden af 17 Aug. 1848, 1, om Politivsenet i Christiania af 26 Mai 1866, 3, om Dampskibsmaskinister af 26 Juni 1888, 9,
l) Lov 25 Octbr. 1815 om Udleverelse af svenske Undersaatter; Sth. Forh. 1845, VIII, Side 363, 2den Spalte; jvfr. H. R. D. 24 Octbr. 1844, nrvrende Cap. 117.
123
saa er det blot Billighedens, ikke Grundlovens Fordringer, der have fremkaldt disse Bestemmelser. Derimod forstaaer det sig selv, at de Handlinger, nogen i Kraft af den ophvede Bandlefrihed allerede har foretaget, beholde sine Retsvirkninger i det Omfang, hvori disse over hovedet beskyttes af Grl.s 97. 28. Medens Lovgivningen ikke uden videre kan for byde nogen Handling, som iflge sin Natur ndvendig maa vre Udvelse af en allerede erhvervet og uangribelig Ret, eller paa Grund af en ldre Handling paalgge nogen et Ansvar eller en Forpligtelse, som iflge sin Natur maa vre selvpaatagen, saa kan deu betingelsesviis gjre begge Dele. Man kan saaledes ikke negte Lovgivningen al Adgang til at bestemme, at allerede stedfundne Kjendsgjerninger skulle medfre nye Forpligtelser eller andre for den hand lende Person skadelige Flger, saafremt han foretager en Handling, han uden Opofrelse eller Skade for sig kan und lade. Derved tilfier Lovgivningen ham nemlig ingen For urettelse. Navnligen indrmmes det, at Forbrydelser, som ikke stode paa stigende Straf, da de bleve begaaede, ved ny Lov kunne tillgges saadan Virkning, hvis de i Frem tiden blive gjentagne, see Crl.s 287 l) Ligeledes maa det kunne faststtes, at Fornyelsen af ldre skadegjrende Handlinger udenfor Contractsforhold skulle have strengere civilretlige Virkninger, end den efter tidligere Love vilde have faaet. Hvorvidt Lovgivningen har saadan Adgang, hvis den ldre Kjendsgjerning er en Contract, er omtvistet og skal blive omhandlet nedenfor i 41. 29. Endvidere kan Lovgivningen bestemme, at ldre Rettigheder skulle ophore, saafremt Besidderen ikke inden fastsat Tid foretager en vis Handling. Der kan altsaa ind fores Prscription (Prclusion eller Mortification) af ldre
*) Schweigaards Commentar, I, 85.
124
Rettigheder, som ikke fr vare underkastede disse Slags Tilintetgjrelser. Stningen opstilles ofte ganske nogen. Det er imidler tid meget langt fra, at der uden Brud paa Grl.s 97 kan gives Prscriptionslove af hvilketsomhelst Indhold. Besid deren maa bringes i den Stilling, at han uden Opofrelse kan bevare sin Rettighed, saa at det altsaa alene kommer til at skyldes hans egen Villie eller Forsmmelighed, om Rettigheden gaacr tabt eller formindskes. Under dette Vil kaar bliver Prscriptionsbestemmelsen ingen Forurettelse mod ham, men alene en rimelig Anvendelse af Lovgivnin gens Herredmme over hans Handlefrihed 1 ). Betingelserne for, at en ny Prseriptionslov kan gives Anvendelse paa ldre Betingelser, ere : a) At den Handling, der er ndvendig for at standse Prscriptionen, kan foretages af Rettighedens Besidder i egen Person eller ved Fuldmgtig eller ved Medvirkning af en dertil forpligtet offentlig Autoritet. Medvirkning af pri vate Personer kan altsaa ikke krves. b) At Handlingen ei medfrer nogen Udgift eller Op ofrelse fra Besidderens Side. c) At der til at foretage den levnes ham tilstrkkelig' Tid, efterat Loven er traadt i Kraft. Kan Lovgivningen indfore ny Prscription af allerede bestaaende Rettigheder, maa den saameget mere, dog inden rimelig Grndse, kunne forkorte frgjldende Prscriptions frister 2) eller ved forandrede Regler ivrigt lette Prcrip tionen eller udvide dens Virkning. Med Hensyn til Beskaffenheden af den Prscriptionen afbrydende Handling frer, hvad ovenfor er sagt, til det klare Resultat, at ingen, der har eontractsmssig Ret til at gjenlse en Eiendomsgjenstand, ved senere Lov kan tvinges
!) Merlin, Effet rtroactif, Seet. 111, 3, Art. 3, No. 11. Begrndsningen anerkjendes i Nordamerika, Poraeroy, Side 404, og i Tydskland af Lasalle, I, 166 ff. 2) Der gives dog endnu enkelte, som ere af modsat Mening, see G a b b a, I, 287.
125
til at skride til Indlsningen inden kortere Frist, end Con tracten hjemler ham. Thi det beroer ikke altid paa hans Villie, om han kan skaffe Lsningssummen inden den kortere Frist, Loven maatte ville unde ham. Paa den anden Side er Lovgivningens Berettigelse til at anvende en ny Prscription paa ldre Forhold utvivlsom, nar dennes Lb kan standses blot ved en vidnefast Paa mindelse (Lovbogens 5 13 2) eller en Benyttelse af Rettig heden, som ikke medfrer dens Ophor, f. Ex. Brugen af en Vei, eller dog ikke bringer Besidderen i slettere Stilling, jvfr. Lov om fravrende Arvingers Midler af 24 Juli 1827, 2. Heller ikke er det tvivlsomt, at Love om nye Pr scriptioner kunne tillgges Virkning paa ldre Rettigheder, nar Prscriptionen standses ved en Formalitet, som kan forlanges opfyldt af en offentlig Autoritet, f. Ex. Thinglys ning. Exempler herpaa ere Lovene om Panteheftelsers Ud slettelse af 19 Aug. 1845, 9 Mai 1863, 6 Marts 1869 og 16 Juni 1881, samtliges 1. Endvidere maa nye Prscriptionsregler i Almindelighed kunne gives Anvendelse paa ldre Rettigheder, selv om Prscriptionen blot kan standses ved Sags Anlg, see som Ex. Fr. 12 Marts 1790. Dette kan dog ikke gjlde, hvis Besidderen derved tvinges til at lade sig nie med noget mindre, end han efter den ldre Lov vilde blive berettiget til, om han udsatte Paatalen. Den lovgivende Magts Adgang til at anvende nye Pr scriptionsregler paa bestaaende Rettigheder er af den strste Vigtighed. Heri har Staten et Middel til hurtigen og dog uden Uret mod nogen at gjennemfore mange Forbedringer i Retsordenen. Saaledes har man i Lande, hvor den romerske Rets Regel har gjldt, at Underpant kan stiftes ved den blotte Overeenskomst, med Lethed omdannet denne Institution ved at anordne Panteprotocoller og paabyde, at alle bestaaende Panterettigheder af det nvnte Slags inden en vis Frist skulle indfres i dem. Den vidtgaaende Lre, at Lovgivningen betinget kan tillgge senere Begivenheder ophvende eller omdannende Virkninger paa. ldre Rettigheder, er derfor
126
Cap. 60.
ligesaa ufornden for det practiske Livs Behov som i sig selv urigtig. 30. Hvis en ny Prscription indfores eller en ldre Prscriptionsfrist forkortes ved en Lov, som gives Anvendelse paa ldre Rettigheder, opstaaer det Sporgsmaal, fra hvilket Tidspunct Prscriptionsfristen kan regnes. I andre Lande besvares det gjerne derhen, at Fristen frst lber fra det ieblik, Loven trder i Kraft 1). Dette er forsaavidt rigtigt, som Loven umulig kan regnes fra et saa meget tidligere Tidspunct; at Rettigheden vilde vre tabt allerede i samme ieblik, Loven trder i Kraft 2). Som fr sagt, maa der altid levnes Besidderen tilstrkkelig Tid til at holde Rettig heden i Live. Men nar den nye Lov opstiller forndne Forskrifter herom, kan Grl.s 97 ikke vre til Hinder for, at Prscriptionen bestemmes at skulle lbe fra et tidligere Tidspunct. Thi under den nvnte Betingelse kan Loven stte enhver Prscriptionsfrist saa kort den vil. Rigtignok lader det sig indvende, at Loven herved vilde stille dem, hvis Rettigheder vare stiftede, fr den udkom, under slettere Vilkaar end dem, hvis Rettigheder vare af yngre Oprin delse. Men selv, hvor dette virkelig maatte indeholde en Uretfrdighed, vilde denne dog ei besta i et Brud paa Grl.s 97. Og nogen Uretfrdighed behver der heller ikke at opkomme af en saadan Forskrift, hvis der levnes Besidderne af ldre Rettigheder rummelig Tid til at standse Prscriptionen. Den her opstillede Lre er antagen hos os. Da Loven om Odelsretten af 28 Septbr. 1857, 3, forkortede Prscrip tionstiden fra 5 til 3 Aar, blev det med Hensyn til Odels jord, som ved Lovens Kundgjrelse var i fremmede Hn der, vistnok foreskrevet, at de tre Aar frst skulde regnes
') Mailher de Chassat, 11, 289291; Weber, Side 149; Savigny VIII, 431-432; Unger, I, 147: Meyer, Side 173; Scheel, I, 324. 2) Rint el en, Side 3748, antager dog, at dette kan skee, uden at Loven herved gives tilbagevirkende Kraft. Dette er et nyt Exempel paa, hvor urimelig hans Lre er.
127
fra Kundgjrelsen, dog saaledes, at Retten til Paatale ikke derved forlngedes ud over 5 Aar fra Thinglysningen af Besidderens Hjemmelsdocument, jvfr. Lov om forsvundne og fravrende Personer 12 Oet. 1857, 29 '). Men Lov 6 Marts 1869 om Heftelsers Udslettelse af Pantebgerne viser, at vor lovgivende Magt anseer sig berettiget til at gaa strengere tilvrks. Efterat Loven i 1 havde fastsat blandt andet, at Thinglysning af Skadeslosbreve og Retshandlinger, hvor ved Udlg er givet for Gjld, maa fornyes inden 10 Aar, og at de i modsat Fald tabe sin Gyldighed for Heftelser og udslettes af Pantebogen, bestemtes i 14, at Loven skulde trde i Kraft fra 1 Januar 1870, dog saaledes, at ingen Heftelse i Medhold af 1 kunde udslettes forend 1 Ja nuar 1872. Hvis den nye Lov ikke har truffet nogen saadan Bestem melse, maa det vistnok i Almindelighed antages som dens Hensigt, at Pr^criptionsfristen frst lber fra det ieblik, Loven trder i Kraft. Herfra maa der dog, i Lighed med, hvad Loven af 28 Septbr. 1857, 3, udtrykkelig bestemte, gjres en Undtagelse for de Tilflde, i hvilken Prscriptio nen ved en saadan Beregningsmaade! i Virkeligheden vilde blive forlnget, thi dette kan ikke have vret en saadan Lovs Villie. Hvis Fristen for den i 5132 bestemte Gjldsprscription ved en Lov, som traadte i Kraft 1 Januar 1895, blev forkortet til 10 Aar, maatte Gjld, stiftet 1 April 1876, vre prscriberet 1 April 1896, ikke frst 1 Ja nuar 1905 2). 31. Omvendt kunne Love, som have bestemt, at visse Slags Rettigheder skulle prscriberes, ophves med den Virkning, at de allerede paabegyndte, men endnu ikke fuldendte Prscriptioner afbrydes strax og for bestandigt. Den, til hvis Fordeel Prscriptionen lber, har nemlig kun en Udsigt til en Gang i Fremtiden at blive fri for sin For pligtelse, men intet virkeligt Retskrav derpaa.
*) Storth. Forh. 1854, IV, 0. No. 5, Side 24, og 1857, IX, 386. 2) Wachter, Pandecten, I, 165167, jvfr. Forster. I, 44.
128 28 Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
I Overeensstemmelse hermed maa det antages, at Love, som forlnge de tidligere fastsatteiPrscriptionsfrister, ivrigt gjre Prscriptionen vanskeligere eller formindske dens Virk ninger, kunne gives Anvendelse i alle Tilflde, hvor Pr scriptionen var paabegyndt under de ldre Loves Herre dmme, men ikke fuldendt, fr den nye Lov traadte i Kraft. Disse Stninger maa nu siges at vre almindeligt an tagnel), skjnt enkelte fremmede Love fremdeles af Billig hedsgrunde tildeels opstille afvigende Regler, see Code Nap., Art. 2281, og den nysnvnte italienske Lov af 30 Novbr. 1865, 47. De gjlde imidlertid ikke betinget, navnlig ikke, hvor en contractsmssig Forpligtelse er undergiven en sregen Art af Prscription med megen kort Frist. Der kan i saa Fald vre overveiende Grund til at ansee den engang fast satte Prscriptibilitet som en Bestanddeel af selve Retsfor holdet. Forlnges de Frister, inden hvilke Ihndehaveren af en protesteret Vexel iflge den ldre Lov maa give Endossen terne Underretning, eller hvis selve Underretningspligten op hves, kan den nye Lov ikke anvendes mod ldre Endossenter. De vilde nemlig med Foie kunne sige, at de blot havde paa taget sig det med Endossementet flgende Vexelansvar under Forudstning af, at de, saa hurtigt som iden ldre Lov faststter, fik Varsel om, at saadant Ansvar vilde blive gjort gjldende mod dem, og derved bleve satte istand til at sikre sig Erstatning eller forberede sig paa at fyldestgjre For pligtelsen. Denne Synsmaade er fulgt i Vexellov 7 Mai 1880, 96, og Vexelproceslov 17 Juni 1880, 11. Der gives ogsaa andre Tilflde, i hvilke Varigheden af en Rettighed eller af det Tidsrum, i hvilket den kan angribes, er en saa vsentlig Bestanddeel af selve Rettigheden, at den maa ansees beskyttet ved Grl.s 97. Om Lovgivningen forkortede det i Lov 8 Juni 1876, 7, fastsatte Tidsrum, i hvilket en
x) Savigny, VIII, 429431; Unger, I, 146-147; Mailher de Chassat, IT, 186; Laurent, I, 300301; Au bry et Rau, Cours de droit civil, 30, No. 2d ; Scheel, I, 325.
129
Forfatter er eneberettiget til at trykke sit Skrift, vilde en saadan Lov ikke kunne tillgges Virkning med Hensyn til ldre Skrifter. Fristen til at indlse Odelsgods kunde aabenbart ikke forlnges med Virkning mod de ldre Eiere; thi de maatte med fuld Fie kunne paaberaabe sig, at de vilde have betalt mindre for disse Eiendomme, hvis Lsnings fristen havde vret lngere. 32. Naar Lovgivningen bestemmer, at en Rettighed skal ophre, medmindre Besidderen foretager en vis Hand ling, som ikke forvolder ham nogen Opofrelse, saa gjr den det Gyldige betingelsesvis ugyldigt. Den kan omvendt under tilsvarende Betingelser gjore det Ugyldige eller Util strkkelige gyldigt eller tilstrkkeligt. Dette skeer, nar Hvd indfres og gjres gjldende i Forhold, hvor den Besiddelse, som skal begrunde Hvden, er stiftet, fr den nye Lov udkom. Herom saavelsom om Virkningen af nye Love, der for lnge eller forkorte Hvdsperioden eller iovrigt forandre Hvdsbetingelserne, gjlder, hvad ovenfor i 2931 er udviklet om nye Prscriptionslove. Samme Usikkerhed om den Grndse, Grl.s 97 stter den lovgivende Magt, er her kommen tilsyne. Ved Istandbringelsen af Lov om Odels retten af 28 Sept. 1857, 1, der forlngede Odelshvds tiden fra 10 til 20 Aar, ansaa nemlig Constitutionscomiteen det uforeneligt med Grundloven at tillgge denne Bestem melse Virkning paa Odelshvd, der allerede var begyndt at lbe. Men denne Mening maa igjen ansees forladt ved Loven af 23 Mai 1874, 1, hvorved det faststtes, at usynbare Servituter for Ettertiden ikke skulde kunne erhverves ved Hvd. Hensigten med denne Forskrift var nemlig, som Ordene vise, at den skulde anvendes paa alle Servituter, som ikke allerede vare hvdede, da Loven traadte i Kraft. Ansees dette foreneiigt med Grundloven, hvilket ikke kan vre tvivlsomt, vil det vre selvmodsigende at negte Lov
130
givningen Befielse til at forlnge Hvdsfristen for de selv samme Servituter f. Ex. til 30 Aar 1). 33. Sprgsmaalet om Lovgivningens Adgang til at gjre det Ugyldige gyldigt kan ogsaa fremkomme i en anden Skikkelse. En Retshandling kan lide af en Ufuldkommenhed eller Feil, som berver den alle eller nogen af de Virknin ger, den efter sin Natur egentlig skulde have. Kan en senere TJov bestemme, at den ikkedestomindre, strax og umiddel bart, skal faa disse Virkninger (convalescere)? I Staten Ohios Constitution, 11, 28, ledsages Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft af det Forbehold, at den lovgivende Magt gjennem almindelige Love kan bemyndige Domstolene til at give de handlende Personers tydelige Villie Virkning i saadanne Tilflde, hvor denne er forspildt ved Udeladel ser, Mangler eller Vildfarelser i Documenter eller Rets handlinger paa Grund af deres Uovereensstemmelse med Statens Love. Og i Almindelighed synes man i Nord amerika at antage, at dette Forbehold ikke udtaler mere, end hvad der ligger i Sagens Natur, og at det altsaa egentlig er uforndent 2). Dette er vistnok ogsaa rigtigt. Sprgs maalet bliver kun, nar det kan antages, at Lovgivningen ved at erklre ugyldige Retshandlinger gyldige, ikke kom mer til at gjre andet end at tillgge de handlende Perso ners virkelige Villie bindende Kraft. Under een Forudstning er Sagen klar, nemlig at disse, da de foretoge Retshandlingen, indrettede sig i fuld Overeen stemmelse med, hvad der efter gjngs Opfatning var gjl dende Ret. Forkaste Domstolene senere i noget Tilflde denne Opfatning, saa kan Lovgivningen vistnok ikke be rve Dommen dens Virkning mellem Parterne. Men Ret frdigheden krver med bydende Magt, at Lovgivningen maa kunne tillgge lignende allerede oprettede Contracter
l) Jfr. den sachsiske Lov af 2 Januar 1863, 16, som udtrykelig udtaler, at Love, der forlnge Hvdstiden, ere anvendelige paa Hvdr som er begyndt at lbe. a) Cooley, S. 370383.
131
den dem tilkommende Gyldighed. Et srdeles oplysende Exempel herpaa er forekommet i Holland. Dette Riges Han delslovbog Art. 302 foreskriver, at ved Livsforsikring skal den Tid, for hvilken Forsikringen tegnes, vre bestemt i Contracten og denne i modsat Fald vre ugyldig. Denne Artikel forstodes i Praxis lnge saaledes, at Forsikringen kunde tegnes for den Forsikredes Levetid. Nogle Forfattere fandt imidlertid ud, at Forsikringen maatte lyde paa et lige frem bestemt Antal Aar, Maaneder eller Dage, og denne Tolkning af Artikelen vandt omsider Bifald hos Domstolene. Herved vilde et betydeligt Antal Policer, lydende tilsammen paa et overordentlig stort Belb, vre blevne ugyldige. Derfor bestemtes det ved en Lov af 1 Juni 1875, at en Per sons Liv kunde forsikres enten for hans hele Livstid eller for et ved Contracten bestemt Tidsrum, samt at de med denne Lov stemmende Forsikringer, der vare tegnede, fr denne traadte i Kraft, skulde vre gyldige. Derved skeede intet Brud paa den ovenfor i 22 udviklede Stning. Thi her var det klart, at begge Parter maatte vre gaaede ud fra den Forudstning, at Loven var at forsta overeensstemmende med Retsbrugen. Betnkeligere stiller Sagen sig i saadanne Forhold, hvor Parterne kunne have handlet med fuld Bevidsthed om sine Handlingers Ugyldighed, eller hvor endog denne Bevidsthed i Regelen maa antages at have vret tilstede hos dem. Det er da muligt, at Parterne eller nogen af dem kun har ind ladt sig paa Handlingen, fordi han forstod, at han ikke blev bunden derved. Er han i Gjerning udtraadt af Forholdet, har han paaklaget Feilen eller paa anden Maade sgt at omgjre sin Handling, saa kan ingen senere Lov tillgge den Gyldighed mod ham. Hvis derimod Retsforholdet i Gjer ningen bestaaer, nar den nye Lov trder i Kraft, saa kan denne vistnok, som i forrige Paragraph omhandlet, gjres gjldende mod ham under Betingelse af, at der gives ham en passende Frist til at oplse Forholdet. Hvorvidt Lovgiv ningen strax kan binde ham, har derimod vret Gjenstand
132
for Meningsforskjel '). Nogle have forsgt at skjelne efter Beskaffenheden af den Feil, som har bervet Handlingen dens Gyldighed. Denne Feil kan stikke i: a) at en Form er forsmt, f. Ex. at man har undladt at udstede skriftligt Document, hvor saadant er paabudt; b) at nogen af Retsforholdets Parter er udygtig til at foretage Handlingen, f. Ex. om en Umyndig udsteder Gjlds brev, eller, c) hvis den ugyldige Handling er en Viljeserklring, at dens Indhold strider mod Loven. Hidrrer Ugyldigheden fra Forsmmelse af en lovbefalet Form, have de Fleste vret tilbielige til at negte, at en senere Lov kan tillgge Handlingen Gyldighed 2). Thi den Lovgivning, som gjaldt, da Handlingen foretoges, aabnede den handlende Person Adgang til at binde sig, men denne Adgang havde han ikke brugt. Det maa da nrmest anta ges, at han ikke har villet vre bunden. Var den, om hvis Forpligtelse der sporges, udygtig til at foretage den forplig tende Handling, saa har han ikke kunnet ville binde sig. Der foreligger altsaa ingen virkelig Villieserklring, som af Lovgivningen kan stadfestes. Er derimod Villieserklringens Indhold lovstridigt, saaledes at det ikke gjennem lagttagelsen af nogensomhelst Form kunde skaffes Gyldighed, saa har det vret sagt, at den handlende Person maa antages at have villet binde sig. Bortrydder en ny Lov Hindringen for hans Villies Gyldighed, maa den altsaa gjlde. Disse Stninger kunne dog ei gives betinget Medhold. At de handlende Personer tilsidestte en lovbestemt Form, kan i visse Classer af Tilflde iensynlig have ganske andre Aarsager end nsket om at forblive bunden, og under
x) Savigny, VIII, 407413; Meyer 4346 og 127-130; Unger, I, 145-146; Las salle, I, 310348; Gabba, I, 232248. a) Den preussiske Landret, Indledningen, 17, der udtaler den modsatte Regel, ansees i Almindelighed som anomal, saa meget mere som Paragraphen i alt Fald tilsyneladende kommer i Strid med tndre Bestemmelser i Lovbogen ( 42 og 43, I3).
Cap. 60.
Forbudet mod at give Lov tilbagevirkende Kraft.
133
denne Forudstning maa en ny Lov kunne erklre dem bundne. Fuldkommen undtagelsesfri er ikke engang den Regel, at Forpligtelsen maa vedblive at vre ugyldig i For hold til dem, som have overtaget den paa en Tid, da de iflge Lovgivningen manglede Evne dertil. Forholdet kan nemlig vre af saadan Beskaffenhed, at Parterne virkeligen have villet binde sig. Exempel herpaa vil blive anfrt i 73 nedenfor. End mindre Krav paa betinget Anerkjendelse har den Stning, at Villieserklringer af lovstridigt Indhold kunne gjres gyldige ved senere Lov. Den holder Stik ved Testamenter, men med Hensyn til Contracter gjlder den? som vi skulle see, kun undtagelsesviis. Det viser sig her som i mange andre Retninger, at det sande Indhold af Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft ikke kan udvikles gjennem saa abstracte Stninger, men frst ved at betragte dette Forbud i Anvendelse paa de forskjellige Slags Retsforhold. Hertil skulle vi nu gaa over. 34. Vi skulle begynde med nye Love angaaende obligatoriske Retsforhold, navnlig saadanne, som ere stiftede ved Contract. Disse Retsforhold hore til dem, der mindst taale Paa virkning af senere Love. De maa i det hele tget bedm mes efter den paa deres Stiftelsestid gjldende Lovgivning. Dette gjlder frst og fremst, hvor der sprges om Par ternes Evne til at indgaa de Contracter, paa hvilke de be staaende Rettigheder hvile, eller om Formerne for Indgaael sen, overhovedet om Betingelserne for disse Contracters Gyldighed. Det gjlder ligeledes, hvor der handles om Contracter nes Indhold. De Bestemmelser, Parterne i Overeenstemmelss med den davrende Lovgivning eller sdvansmssige Ret have truffet, udtrykkeligt eller stiltiende, ere afgjorende for deres indbyrdes Rettigheder og Forpligtelser, og disse kunne derfor i Almindelighed ikke ved senere Lov ligefrem og umiddelbart forandres til Skade for nogen af Parterne. Grundstningen blev i fuld Udstrkning anerkjendt ved Istandbringelsen af Loven om Huusmandsvsenet af 24 Sept.
134
1851. I Odelsthinget fremsattes Forslag til udtrykkelig Be stemmelse, hvorefter 6 og 7 om Huusmandens Ret til en Fridag om Ugen og til at udfore sit Pligtarbeide ved en Stedfortrder ikke skulde komme til Anvendelse paa Huus mnd, der havde faaet Livsfste, fr Loven traadte i Kraft. Forslaget toges tilbage efter Foranledning af Professor S chwei gaard, som erklrede det overfldigt ved Siden af Grl.s 97: En Domstol vilde aldrig kunne paaberaabe sig denne Lov som Afgjrelsesgrund i en Strid mellem Huusmand og Jord drot, forsaavidt Contracten er sluttet tidligere, end Loven emanerede ). Men Grundstningen tiltrnger i mange Retninger nrmere Udvikling og Begrndsning. 35. Var Contracten ugyldig efter den paa Indgaaelses tiden bestaaende Ret, kan den ved senere Lov erklres gyldig, hvis Overeenskomsten efter den paa Indgaaelsestiden herskende, men feilagtige Mening var gyldig, eller, i modsat Fald, hvis der gives enhver af Parterne passende Frist til at sige sig ls fra den, see ovenfor 29 og 33. Have Parterne derimod handlet med Bevidsthed om, at de ingen gyldig Overeenskomst istandbragte, maa det vist nok i Almindelighed antages, at denne ikke ved senere Lov uden videre kan tillgges Gyldighed. Er der f. Ex. sat en G-rndse for den Rente, som lovlig kan betinges eller tges, saa kunne de Overeenskomster om at betale hiere Renter, som da maatte vre indgangne, ikke blive gyldige ved en senere Lov, som giver Rentefoden fri. Den, der nu har faaet Fste paa en Huusmandsplads til Rydning og forpligtet sig [til at vige efter Opsigelse, maatte kunne fragaa denne Forpligtelse, selv om der udkom en ny Lov, som tillod Ned sttelse af Rydningsmnd paa saadant Vilkaar. Da Loven af 16 Juli 1845 hvede Fr. 26 Octbr. 1804, kunde den ikke have paalagt de Umyndige, som dengng med Tilsidesttelse af Forordningens Forskrifter havde laant Penge, at betale denne Gjld.
*) Storth. Efterr. 1851, Side 1039, jvfr. Retstidenden 1857, Side 199200 og 1864, Side 518, jvfr. ogsaa Side 118 ovenfor, Anm- 2.
135
Den ovenfor udviklede Regel udgives undertiden for at vre undtagelsesfri. Herved gaacr man imidlertid for vidt. Har den Lovgivning, under hvis Herredmme Contracten er afsluttet, negtet denne Gyldighed af en Grund, som i sig selv er Retsforholdet mellem Parterne uvedkommende, og denne Ugyldighedsgrund ophves ved senere Lov, saa maa de allerede afsluttede Contracter af denne Art blive gyldige 1 ). Har Lovgivningen foreskrevet, at et vist Slags Documenter f. Ex. Vexler skulle vre ugyldige, hvis de ikke ere skrevne paa behrigt stemplet Papir, vil en ny Lov, som ophver denne Bestemmelse, medfre, at ldre paa ustemplet Papir skrevne Vexler blive gyldige 2). I en nordamerikansk Stat bestemte Lovgivningen, at Sedler, udstedte af andre end autoriserede Banker, skulde vre (ikke som hos os confiscable, men) ugyldige mod Udstederen. Dette Forbud overtraadtes i stor Udstrkning. Det antoges da vistnok med god Grund, at Lovgivningen maatte kunne tillgge de saaledes udstedte Sedler Gyldighed 3). Iflge samme Synsmaade maa vor Lov af 23 Juli 1836 have gjort alle ldre Udhugst contracter gyldige Den her udviklede Regel kommer over hovedet til Anvendelse, hver Gang man hver et af de mange i Nrings- og Politilovgivningen opstillede Forbud, som sigte, ikke til at betrygge den ene Part mod den anden, men til at fremme en eller anden Statsinteresse, som ikke vedkommer dem mere end alle andre, men hvis Overtrdelse dog med frer, at de derom afsluttede Contracter ei kunne krves opfyldte. 36. En gyldig Contract kan ikke ved senere Lov uden videre ophves eller omdannes. Med bindende Virkning for bestaaende Retsforhold kan saaledes Lovgivningen hverken skjrpe eller svkke Slgerens Ansvar for den solgte Ting, hverken udvide eller formindske Assurandrens Forpligtelse. Ingen ny Lov kunde fritage dem, som nu have indgaaet
) rsted, I, 190. 2) Dette indrmmes endog af Savigny, VIII, 410. 3) Cooley, Side 374375.
136
Cap, 60. Forbudet mod at give Leve tilbagevirkende Kraft.
Forlfte for samme Gjld, for solidarisk Ansvar, hvor et saadant paahviler dem, eller omvendt paalgge dem soli darisk Ansvar, hvis de kun have forpligtet sig hver for sin Deel. Anvendt paa Leilndingsforholdet leder Grundst ningen til, at en ny Lov ligesaalidt kan forge Leilndingens Rettigheder ligeover for Jorddrotten, f. Ex. ved at tillgge ham Ret til ved en vis Alder at opgive Gaarden mod Fderaad, som omvendt udvide Jorddrottens Rettigheder til Skade for Leilndingen. Dette blev anerkjendt ved Istandbringelsen af Udskiftningslov 17 Aug. 1821, 1. Iflge Odelsthingets Beslutning skulde Leilndingen kunne fordre Udskiftning. Denne Bestemmelse blev imidlertid som stridende mod Eierens Rettigheder strgen af Lagthinget, og dettes Mening blev den seirende i Storthinget l). 37. Forsaavidt Parternes Rettigheder og Forpligtelser ere bestemte ved udtrykkelig Aftale mellem dem, har denne Lre i Almindelighed heller ikke vret bestridt. I een An vendelse har man dog isr i ldre Tider villet fravige den. Som fr omtalt har det nemlig vret paastaaet, at en Lov, der forbd at tge saa hie Renter, som fr tilladt, ikke gaves tilbagevirkende Kraft ved at anvendes paa fremtidige Renter af ldre Gjld. Var denne Lre rigtig, maatte Lov giveren have ligesaa frie Hnder i alle de i forrige Para graph nvnte Tilflde. Ogsaa iog for sig betragtet leder den til Forviklinger og Uretfrdigheder. Tnker man sig saaledes, at Gjlden hidrrer fra et Salg paa lange Afbe talingsterminer, saa vilde Creditor, hvis han ei havde kunnet betinge sig de hiere Renter, den ldre Lovgivning tillod, regelmssigen enten have faaet hiere Kjbesum eller hur tigere Betaling. At nedstte Renterne uden at tillade ham strax at opsige Gjlden vilde vre at gjre en Deel af den gyldige Contract ugyldig til hans Skade. Forurettelsen mod ham vilde vistnok formindskes, hvis det tillodes ham strax at opsige Gjlden. Men dette vilde igjen blive en grov og
J) Stortb. Forh 1821, Juni, Side 436 og 462, Juli, 782, og August, Side 2.
137
maaske delggende Forurettelse mod Skyldneren. Anvendt paa Obligationer, der lyde paa Ihndehaveren, og andre Gjldsbreve, der slges efter Cours, vilde Stningen blive ligesaa iinefaldende urimelig. Det antages derfor af nsten alle nyere Forfattere med nogen Anseelse, at Rentenedst telser ei maa gives Anvendelse paa ldre Gjld 1). 38. Den i 34 opstillede Hovedstning leder til en Flge, som under sregne Omstndigheder maaskee turde blive temmelig haard, nemlig at Lovgivningen aldrig kan tilstaa Skyldnere lngere Henstand med Gjldens Be taling, end de ved sine Contracter have betinget sig. Mod denne Anvendelse af Stningen er hos os enhver Indvending af en dobbelt Grund unyttig, thi hvorledes man end forstod Grl.s 97, saa er i ethvert Fald Grl.s 95 til Hinder for, at der ved Lov gives Henstand med ldre Gjld, ja strengt tget endog for, at der ved Lov forbeholdes nogen offentlig Myndighed Adgang til at give Moratorier for Gjld af senere Oprindelse end Loven, see nrvrende Vrks Cap.39, 12 og 15. Hjemsogtes Landet med Krig, vilde Lovgivningen selvflgelig ikke kunne bevilge alle Vexeldebitorer Henstand med Be talingen af deres ldre Gjld, saaledes som det skeede i Frankrige ved Loven af 13 Aug. 1870 og flere senere De creter. En saadan Forholdsregel pleier imidlertid ikke at ansees ndvendig i andre Lande, der komme i lignende Om stndigheder, og Faren ved at undlade den er neppe stor. 39. I en af vore senere Love forekommer der en Deel Bestemmelser, som, tagne paa Ordet, ikke lade sig
') Savigny, VIII, 328 ff.; Wtachter, Wurtembergiscb.es Privatrecht, 11, 173; Puchta, Pandekten, 111, Note e; Unger, sterr. Privatrecht, I, 137; Merlin, Rpertoire, under Ordet Effet rtroactif>, Seet. 111, 3, Art 3, No. 7; Chabot de I'Allier, under Ordet cContract; Mailher de Chassat, I, 276; Laurent, I. 260; Gabba, I, 262, jvfi. Story, 11, 1385, samt Norsk Retst. 1855, Side 182. Ved Indfrelsen af den sachsiske Lovbog fulgtes den modsatte Synsmaade, see Patentet af 2 Januar 1863, 4. Ligeledes i flere ldre tydske Love, jvfr. S tobbe, I, 167, Anm. 19. Jvfr. rsted, I, 176177.
138
bringe i fuld Samklang med den ovenfor fremstillede St ning, at Lovgivningen ei kan forandre de af en allerede stiftet Contract udspringende Rettigheder og Forpligtelser. Skovloven af 22 Juni 1863, 6, siger: Skoveier kan krve, at Rettighed til i Skoven at tge Trvirke af hvilketsom helst Slags til Gaardsforndenhed kun udves efter Udviis ning, forsaavidt ikke Frihed for Udviisning srskilt har vret forbeholdt ved Rettighedens Stiftelse. Ligeledes kan han krve, at Udviisningen foregaaer til forud bestemte, for begge Parter beleilige Tider, samt at Hugsten af det Udviste indskrnkes til bestemte Tider af Aaret. Udviis ning eller Hugst til andre Tider kan han dog ei modstte sig i Tilflde af, at Behovet paa Grund af ulykkelig Hn deise er opstaaet senere end den forrige Udviisning. 7. Ved Udviisningen br der tges ethvert billigt Hensyn til, at Rettighedshaveren faaer sit Virke nr og bekvemt. Dog kan han ikke af Hensyn hertil fordre Udviisning i den unge og tilvoxende Skov eller i saadanne Trer, som egne sig til en vrdifuldere Anvendelse end den tilsigtede, med mindre intet andet Virke haves eller uden forholdsmssig forget Besvr kan tges. Lovens 11 udvider disse Be stemmelser til at gjlde ogsaa om andre Rettigheder i Skov, saafremt intet modsat har vret srskilt betinget ved deres Stiftelse. Derhos stter 20 Straf for enhver Brugsberettiget, som ver uforsvarlig Hugst i Skoven, saasom nar Tmmer trer eller sammenhngende Strkninger af Ungskov ned fldes til Brnde, skjnt andet tjenligt Virke haves, der uden forholdsmssig forget Besvr kunde vre at erholde, medens paa den anden Side 22 paalgger Skoveieren at betale Erstatning, hvis han ved at borthugge den for de Brugsberettigede nrmest og beqyemmest beliggende Deel af Skoven i uforholdsmssig Grad besvrliggjor disses Adgang til Trvirke. At disse Bestemmelser skulle komme til Anvendelse ogsaa paa Rettigheder af ldre Oprindelse, har utvivlsomt vret Tanken hos Indredepartementet, da det bragte dem i
139
Forslag 1). Det synes nrmest at have villet sttte Bestem melsernes Grundlovmssighed paa den Interesse, Samfundet har i at hindre Skovenes delggelse. Det udtalte, at de foreslaaede Regler maatte kunne have vret gjorte anvende lige endog paa Forhold, hvori den Brugsberettigede udtryk kelig have forbeholdt sig Frihed for Udviisning. Denne Mening vilde, som i nrvrende Capitels 25 udviklet, have vret rigtig, hvis Loven havde forbudt, ikke blot den Brugs berettigede, men ogsaa selve Eieren at foretage den for Skoven skadelige Hugst. Men Loven levner i saa Henseende Eieren fuld Frihed. Et noget bedre Forsvar finder Bestem melsen i den af Departementet ogsaa anfrte Grund, at lagttagelsen af deslige Regler i Almindelighed ikke vil vre til Skade for den Brugsberettigede. Misbruger han sin Hugstret, vil nemlig dette .som oftest i Fremtiden medfre forget Besvr for ham. Dertil kommer, at de nrmere Forskrifter om Brugsrettighedens Udvelse, som Loven op stiller, neppe kunne siges at hvile paa noget nyt Princip. Den, der havde Ret til at hugge i en Skov uden Udviisning, kunde heller ikke fr Loven af" 1863 ansees betinget beret tiget til at hugge paa hvilkensomhelst Maade. Ligesom Eieren af den tjenende Eiendom ikke kan benytte denne paa saadan Maade, at Brugsretten hindres eller besvrliggjres, jvfr. Hiesteretsdom af 20de April 1860 2), ligesaa vel maa det ogsaa hos os ansees som en naturlig, allerede fr Skovloven gjldende Regel, at Servituthaveren skal udove sin Ret paa en billig Maade, saaledes, at han ikke tilfier den tjenende Eiendom en Skade, der er ufornden eller uforholdsmssi0, i Sammenligning med det Besvr, han vilde faa ved en skaansommere Benyttelse af sin Ret 3). Mindst
J) Storth. Forh. 1863, V, O. No. 1, Side B9. 2) Retstidenden 1860, Side 403. 3) See fr. 9, Dig. 81; fr. 20, 1, Dig. 8-2; fr. 13, 1 og 3, Dig. B3; fr. 3. 5, Dig. 4320. Code Nap., Art. 634, 701, 702; Preussisches Landrecht, I, Titel 22 29; Frster, Preussisches Privatrecht, 111, 335; Gale on Easements, Side 449 og 463465.
140
kan dette betvivles med Hensyn til de vd Contract stiftede Hugstrettigheder, thi det kan ikke fornuftigviis have vret Eierens Mening at tilstaa Medcontrahenter Ret til en aldeles hensynsls Hugst. I alle Tilflde, hvor ldre Rettigheder bleve brugte paa en Maade, der ogsaa fr Skovloven udkom, maatte betragtes som uforsvarlig, kunne dennes Straffebud bringes til Anvendelse. Men hvor Pligten til at taale Ud viisning vilde formindske Brugsrettens Peugevrdi, maa det bestemt fastholdes, at Lovens 7 eller 11 blive uden An vendelse, i alt Fald medmindre Skoveieren vil betale Erstat ning. Lovgivningen kan ligesaalidt her som ellers forandre afsluttede Contracters Indhold til Skade for nogen af Par terne. Dette er isr iinefaldende, hvis man tnker sig, at det oprindeligt har vret den Brugsberettigede forbudt at hugge uden efter Udviisning, men at han senere har kjbt sig fri for dette Baand. Men hans grundlovmssige Ret til at holdes fri for dette kan ikke vre mindre, fordi den kun er ham hjemlet derved, at Contracten ei udtrykkelig paalg ger hans Hugstret nogen saadan Indskrnkning. At Loven knytter sine Regler til en saa fuldkommen betydningsls Omstndighed, kan kun opfattes som Udtryk for den Tanke, at man vel har villet anvende dem, saalangt Grl.s 97 maatte findes at tillade, men heller ikke lngere. Herom vidner ogsaa Lovens 62, som udtrykkelig forbeholdt de da ansatte Embedsmnd og Brugere af civile og militre Em bedsgaarde den dem forbeholdte Ret til at tge Trmateria lier til Huusbrug i Embedsgaardenes Skov uden Udviisning. Thi disse Embedsmnd vare ikke som Prsterne, Lovbogens 10 121, pligtige til at taale Udviisning. Tvertimod var det i Loven af 25 August 1848, 20, sagt, at de ei vare underkastede denne Indskrnkning. Den her udviklede Mening har vundet en strk Sttte i den ovenfor (Cap. 59, 17) paaberaabte Hiesteretsdom af 7 Febr. 1880. 40. Den Forestilling, at Lovgivningens Herredmme over et bestaaende Retsforholds forskjellige Sider kan vre forskjellig!, eftersom disse ere bestemte ved Parternes Af
141
tale eller paa anden Maade, har forresten ogsaa undertiden gjort sig gjldende i fremmede Lande. Den har der dog antaget ganske andre Former end i vor Skovlov. Forsaavidt Contractens Indhold ikke er bestemt ved Parternes Aftale,. men ved de Retsregler. der udtylde eller begrndse denne, have adskillige Forfattere skjelnet mellem Contractens (nrmere) Virkninger og (fjernere) Flger, (ffets et suites). De sidste men ikke de frste skulde Lov givningen kunne forandre uden at tillgge sine Bud tilbage virkende Kraft 1). Skjelnemrket mellem Contractens Virk ninger og dens blotte Flger har man da villet stte deri, at disse ere betingede af en Begivenhed, som ikke alene er yngre end Contracten, men ogsaa saadan, at Parterne ikke have kunnet tnke paa den, da de traf sin Aftale. Dette Skjelnemrke er imidlertid neppe brugbart. Der kan ikke paavises nogen Classe af Begivenheder, som vel efter den gjldende Ret have Indflydelse paa et vist Slags Contracts forhold, men paa hvilke Parterne dog ikke skulde have kunnet tnke ved Contractens Afslutning. Den her om handlede Lre forkastes derfor af flere nyere Lovboger og de mest anseede Forfattere 2).
*) Mer lin, Rp., Effet rtroactif, Seet. 111, 3, Art. 4; Meyer, Side 3640; Mailher de Chassat, I, 328336; Weber, Side 109-117. a ) Den preussiske Landret, Indledningsn, Art. 11 ; den hollandske Lov af 1 Oet. 1839, 3; den sachsiske Lov af 2 Januar 1863, 18; Savigny, VIII, 438445; Unger, I, 137; Demolombe, I, 6869 ; L aur ent, 1, 273. Gabba har gjenoptaget Lren i en noget forandret Skikkelse. Han mener, at senere Begivenheder, som efter den paa Contractstiden gjldende Ret ingen Indflydelse vilde have faaet paa Forholdet, og paa hvilke Parterne ikke kunne antages at have tnkt, ved ny Lov kunne tillgges Retsvirkning til Skade nten for den ene eller anden Part, (I, 347372, jvfr. 200201 og 111, 199 200). Lren er, som man seer, ikke bedre begrundet i denne end i dens ldre Skikkelse. Den har ledet Forfatteren til saa urimelige Resultater, som f. Ex. at en Lov, hvorefter Panthaveren; skal have Ret til at forlange Betaling eller yderligere Sikkerhed, hvis hans Pant er blevet forringet, kan anvendes mod dem, der have stillet Pant under en Lovgivning, som ingen saadan Regel indeholdt.
142
Til det yderste kan man dog ei fastholde den Stning, at ingen ny Lov maa forandre Flgerne af ldre Contracter. Saa fjerne og afledede kunne disse Flger vre, at de maa vre undergivne Lovgivningens Herredmme. Saaledes kan et Contractsforhold have. en moralsk Side, der er af saa liden Betydning i conomisk Henseende, at nye Bestemmelser derom maa kunne gives Anvendelse paa dem. Dette gjlder navnlig om Huustugten over Tjenere. Huusmnd med uindskrnket Arbeidspligt vare fr maaskee at betragte som saaadanne, Fr. 29 April 1752, 3, og altsaa undergivne Huustugt efter Lovbogens 6 55. Derfra fri toges de ved Lov 24 Sept. 1851, 15, som maatte komme til Anvendelse paa ldre Huusmandsforhold. Dernst kan Parterne have knyttet sin Overeenskomst til en eller anden bestaaende retlig Institution paa saadan Maade, at de iensynlig have villet underkaste sig enhver Forandring, Lovgivningen maatte foretage med den. Den Jorddrot, som, medens Capitelstaxten sattes af Embedsmnd, havde betinget sig Landskyld efter samme, kunde ikke vgre sig ved at modtage Afgift etter Capiteltaxt, sat under Med virkning af Formandskaberne iflge Lov 17 Aug. 1848. Den, der fr Delingen af Christiania Stilt havde kjbt en Gaard i Christians Amt med Paahefte af Kornrente, maa nu erlgge Betaling efter Capitelstaxten for Hamar Stift, uagtet den i Gjennemsnit er hiere end for Christiania Stift. Endelig er det klart og af alle anerkjendt, at nye Love om den Maade, hvorpaa contractsmssige Rettigheder blive at indtale, i Almindelighed komme til Anvendelse, selv om disse ere af ldre Oprindelse. Denne Regel har imidlertid sin Begrndsning, see nedenfor 8393. Det Herredmme, Lovgivningen saaledes har over Con tractsforhold, maa den saameget mere have over andre Rets forhold. 41. Vi skulle nu vende os til det fr, i Slutningen af 28, nvnte Sporgsmaal. Forudstningen er, at den ene eller anden af Parterne i et allerede bestaaende Con tractsforhold efter den Lovgivning, under hvilken dette stif tedes, kan foretage eller undlade en vis Handling, uden at
Cap. 60.
Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. 143
han derved paatager sig Ansvar, forger dette eller for mindsker sine Rettigheder ligeoverfor sin Medcontrahent. Der sprges da, hvorvidt saadan Virkning ved ny Lov kan tillgges dette Slags Handlinger, forsaavidt Foretagelsen eller Undladelsen finder Sted, efterat den nye Lov er traadt i Kraft. Hvis Handlingen allerede iflge Contracten eller den ved sammes Stiftelse gjldende Lovgivning danner et Brud paa nogen af de derved overtagne Forpligtelser, har det vret en temmelig almindelig Lre, at den nye Lov ved at skjrpe det med Handlingen forbundne Ansvar ikke gav sig tilbagevirkende Kraft. Denne Synsmaade har fundet strk Sttte i Justinians Nov. 120, Cap. 8, som bestemte, at Kirken kunde udkaste sine Leilndinger, hvis de i to Aar udebleve med sine Afgifter, og at dette skulde gjlde i allerede af sluttede Leieforhold. Ved Indfrelsen af den tydske Handels lovbog antoges det, at Erstatningsrenter af ldre Krav kunde forhies. Bestemmer en Lov, at Erstatningsrenter skulle be gynde at lbe fra et tidligere Tidspunkt end fr, gives den i tydsk Retspraxis Anvendelse paa ldre Retsforhold, naturlig viis med den Indskrnkning, at Renten kun regnes fra den Dag, da Loven trder i Kraft. Ligeledes have de franske Domstole i den senere Tid stadigen antaget, at Code Nap. Art. 1912, hvorefter enhver, der i to Aar udebliver med en stedsevarende Afgift, kan tvinges til at hve Forholdet ved at indbetale hele Afgiftens Capitalvrdi, er anvendelig ogsaa hvor Afgiften er overtagen ved ldre Contracter og under mildere Vilkaar 1). Enhver, der paatager sig en Forpligtelse, har derved, siges det, erkjendt, at det staaer eller br staa i hans Magt at srge for dens Opfyldelse til rette Tid. Und lader han det, saa bliver dette at betragte som en frivillig Sag fra hans Side, og han faaer tge de Flger deraf, Lov givningen til enhver Tid foreskriver.
*) Goldschmidts Handelsrecht, I, 285, Anm. 9; Stobbe, I 167; Me r lin, Rpertoire, Rente constitue, 12, No. 3; Meyer, Side 101102 og 171172.
144 Cap. 60.
Fortsttende denne Tankegang har man gaaet et Skridt videre og sagt, at Lovgivningen med bindende Virkning for ldre Contractsforhold til Fordeel for den ene af Parterne maa kunne forbyde den anden enhver Handling, som han uden Opofrelse eller Skade for sig kan undlade. Deraf maatte flge, at Lovgivningen kunde faststte, at Overtrdelse af et saadant Forbud skal give Medcontrahenten Ret til at for lange Contracten omgjort. Foreskrev saaledes vor Lovgiv ning, at Giveren kan tilbagebetale sin Gave, hvis Modtage ren gjr sig skyldig i Utaknemlighed mod ham, saa skulde denne nu hos os ganske ukjendte Regel bringes til Anven delse ogsaa paa ldre Gaver, forsaavidt Utaknemligheden viistes eller fortsattes, efterat den nye Lov var traadt i Kraft. Ingen kan have erhvervet Ret til at vre utaknemlig 1). Med Udgangspunct i Fr. 3, Cod. 835, see nedenfor 54, har man endog vret paa Veie til at opstille som almindelig Stning, at hvilkensomhelst ny Regel angaaende Contracters Misligholdelse kunne gjres anvendelig paa ldre Retsforhold, selv om den gik ud paa at formindske Ansvaret for Handlinger, nogen af Parterne senere foretog. Hvor urimelig end denne Mening er, har den dog et Par Gange i Begyndelsen af dette Aarhundrede fundet Medhold af Frank riges verste Domstol. Nu forkastes den selv af dem, som fremdeles hylde den Stning, at Lovgivningen kan skjrpe Virkningen af, at ldre Contracter misligholdes 2). Mod sidstnvnte Stning frembyder der sig den Ind vending, at det ikke altid er Mangel paa god Villie eller Forsigtighed, som er Aarsag i, at en Part ikke opfylder sin Forpligtelse til rette Tid og Sted. Hvad der mangler ham, kan ofte vre Evnen. Og hertil kan der ved Contractens Afsluttelse vre tget Hensyn. De gjensidige Forpligtelser og det vedtagne Ansvar for at overtrde dem kunne ikke skilles ad. I mange Tilflde er det iensynligt, at Strrelsen
J) Lassalle. I, 180193; Schmid, Side 133134; Gabba, I, 361 371; Forster, Preussisches Privatrecht, I, 41. a) Mailher de Chassat, 11, 228230.
Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. 145
af det Ansvar, [Contracten i een Retning paabinder nogen af Parterne, kan have havt afgjrende Indflydelse paa Om fanget enten af hans vrige Forpligtelser eller af Medcontra hentens. Saaledes vil i Almindelighed Leilndingen, For pagteren og Huusmanden lettere gaa ind paa at give hi Bygselsum eller hi aarlig Afgift eller overhovedet paatage sig strre Ydelser, saafremt Udeblivelsen med disse medfrer lempeligere Virkninger for ham, end om Jorddrotten fast holder den Fordring, at Brugsretten skal forbrydes, hvis Brugenen udebliver en eneste Gang med den aarlige Afgift eller fra tilsagt Arbeide. Hvorvidt Ansvarets Mildhed er tgen i Betragtning ved Indgaaelsen af ldre Overeenskom ster, er imidlertid et Sporgsmaal, paa hvilket Lovgivningen vanskelig kan indlade sig. De tfleste Forfattere af frem ragende Anseelse antage derfor, at ingen ny Lov med bin dende Virkning for ldre Contractsforhold kan tillgge nogen Handling mere forpligtende Kraft, end den havde efter den paa Stiftelsestiden gjldende Lovgivning l). Men heller ikke denne Stning taaler at gjennemfres til det Yderste. Dette har viist sig i vor Ret. Sprgsmaalet om, hvorvidt nye Love angaaende Rets virkningerne af Contractens Misligholdelse kunne anvendes i ldre Contractsforhold, fremkaldtes hos os ved de tyende i modsat Retning gaaende Bestemmelser i Lovene af 12 Oet. 1857 og 29 Juni 1888, begges 3, af hvilke den frste for hiede, den sidste nedsatte Renter, som ikke beroede paa Overeenskomst. Storthingsforhandlingerne for sidstnvnte Aar vise, at hermed ogsaa meentes Renter, som paadrages ved Udeblivelse med contractsmssig, men urentebrende Gjld. Hoiesteret anvendte enhver af disse Love paa Er statningsrenter, som lob efter den Dag, da den traadte i Kraft. Saavel Forpligtelsens som Rettighedens Omfang an toges her at vre af bestemt Indhold (jvfr. 24), saaledes,
l) Chabot de I'Allier, 111, 143148; Demolombe, I, 63, 67; Laurent, I, 293296; Aubry et Rav, I, 7273; Savigny, VIII, 435; Unger, I, 134. Xorges offentlige Ret. HI. "
146 Cap. 60.
at Erstatningsrentens Strrelse maatte afhnge af den Rente fod, Lovgivningen til enhver Tid havde fastsat. Denne Lsning af Sprgsmaalet stemmer udentvivl bedst med Sagens Natur. Thi det Tab, Fordringshaveren virkelig lider ved ikke at faa sine Penge, beroer jo paa Omstndigheder af vexlende Natur. 42. Hvad der skal betragtes som tilstrkkelig Op fyldelse af en contractsmssig Forpligtelse, maa efter den fr opstillede Hovedregel afgjores efter den Lov, som gjaldt, da Forpligtelsen stiftedes. Skyldneren maa yde den Gjen stand, hvorpaa Forpligtelsen gaacr ud. Noget andet er For dringshaveren ikke forpligtet til at modtage. Hertil kan han flgelig heller ikke ved ny Lov forpligtes, medmindre denne i Overeensstemmelse med Grl.s 105 tillgger ham fuld Erstatning. Hvorledes dette er at forsta med Hensyn til Forandringer i Penge- og Bankvsenet, skal omhandles nedenfor i 96101. Paa hvilken Maade Beviis skal tilveiebringes for, at Op fyldelsen har fundet Sted, maa derimod bedmmes efter den Lov, som gjaldt, da den dertil sigtende Handling fandt Sted. Foreskriver Lovgivningen strengere Former for denne, bliver det ligesaalidt Forurettelse mod ldre Skyldnere at paalgge dem at iagttage disse, som omvendt en Fritagelse for at bruge en besvrligere Beviisform er nogen Forurettelse mod Fordringshaverne. Ligesaa klart er det, at nye Love om Compensation blive gjldende for ldre Forpligtelser, forsaavidt den Handling, hvem saadan Virkning tillgges, forelages, efter at den nye Lov er traadt i Kraft, og af den Part, for hvem Handlingen bliver til Skade. 43. Er en Contract afsluttet for et bestemt Tidsrum, og den ved dettes Udlb fornyes, kan Opfyldelsen ligesaalidt, hvis den skeer stiltiende, som hvis den skeer ved udtrykke lig Aftale, foregaa paa andre Vilkaar end dem, Loven da tillader. Hvorvidt de i Mellemtiden udkomne declaratoriske Love blive anvendelige ved Fortolkningen af den fornyede
Cap. 60.
Contract, er tvivlsommere og maa vist afhnge af Omstn clighederne'). Er Contracten indgaaet paa bestemt Tid, men opsige lig, saa kunne nye Regler om deslige Contractsforhold ikke komme til Anvendelse paa den, frend den efter Opsigelse fornyes, og til at paalgge nogen at opsige Contracten kan Lovgivningen ikke ansees berettiget, hvor dette vilde blive ham til Skade. Jvfr. H. R. Dom 24 Sept. 1870, Retst. Side 652. 44. Lovgivningen kan, efter hvad der er udviklet, ikke med bindende Virkning i ldre Forhold forbyde nogen Handling, som efter sin Natur maa vre Opfyldelse af en contractsmssig Forpligtelse eller Udvelse af en contracts mssig Rettighed, f. Ex. at give eller tge mere end 4 pCt. af Capitaler, der ere udlaante for saadan Rente. Ligesaalidt kan den paabyde nogen Handling, som ndvendig bliver en Opgivelse af en saadan Rettighed. Forbyder derimod en Lov nogen Handling, som vistnok kan, men dog ikke ndvendigen maa vre enten det ene eller andet, saa faaer Forbudet utvivlsomt den Virkning, at de allerede forhen stiftede Rettigheder ikke lngere kunne udves, de stiftede Forpligtelser ikke opfyldes, see som Ex empel Lov om Forkjbsret til Fiskevarer 6 Juli 1892, (No. 7), 1. Udkommer der Forbud mod at indfre et vist Slags Varer, f. Ex. Brndeviin, eller at bygge Trhuse i en By, saa gjlder en saadan Lov ligesaavel mod dem, der ved tidligere Overeenskomster have forpligtet sig til at foretage deslige Handlinger, som mod andre, der i saa Henseende ere bundne, jvfr. Sfartslov 24 Marts 1860, 51. Et Forbud af dette Slags giver ikke ligefrem nogen Regel om Contracts forhold. Om det faaer Indflydelse paa saadanne, vil vre en reen Tilfldighed. Kommer det til at gribe ind i allerede tilvrende Contractsforhold, gjr det ikke Contracterne ugyl dige, men kun umulige at opfylde. Har den Part, hvem den forbudne Ydelse skyldtes, allerede erlagt Vederlag for samme, kan han krve dette tilbage eller Erstatning derfor. Udkom
*) rsted, I, 182, besvarer Sprgsmaalet bekrftende.
148 Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
der et Forbud mod, at Kvinder eller Brn arbeidede i et vist Slags Fabriker eller holdtes tii Arbeide i saadanne ud over et vist Antal Timer i Dgnet, saa ere alle enige om, at det vilde gjlde selv i Tilflde, hvor Fabrikherren alle rede tidligere havde afsluttet Contracter, iflge hvilke Kvin der og Bni skulde forrette mere Arbeide, end Loven tillod. Som Grund derfor angives ofte, at en saadan Lov er bygget paa moralske Hensyn. Men dette er feilagtigt. Den sande Grund ligger deri, at Arbeide i Fabriker, om det end som oftest er Opfyldelse af en contractsmssig Forpligtelse, ikke efter sin Natur behver at vre det. Forbudet rammer f. Ex. Fabrikeierens egne Hustruer og Brn. Om Rigtig heden heraf overtydes man let ved at opkaste sig det Sporgs maal, hvorvidt Loven af 24 Sept. 1851 kunde have forbudt Huusbonden at afkrve Huusmandens Hustru det Arbeide paa Gaarden, hun efter ldre Contract var pligtig til at yde. Dette lod sig aabenbart ikke gjre, saalnge Loven over hovedet tillod hende at udfre Gaardsarbeide hos sig selv eller hos andre end Huusbonden. 45. Obligatoriske Rettigheder og Forpligtelser, som udspringe af andre Handlinger end Contracter, kunne heller ikke ligefrem og betinget forandres ved nye Love. Deres Tilvrelse og Indhold maa, forsaavidt de ikke senere ere blevne underkastede Prscription, ligesaavel som contracts mssige Forpligtelser bero paa de Love, som vare gjldende, da de retsstiftende Handlinger fandt Sted. Dette gjlder for det frste om de contractslignende Forhold, uanmodet Forretningsfrere og Forpligtelsen til at tilbagebetale, hvad man urettelig maatte have modtaget'). Naar Fattigloven af 6 Juni 1863, 8, tillagde Fattig vsenet Ret til at krve Erstatning af dem, som efter sit 15de Aar havde modtaget dets Understttelse, kan denne Bestemmelse kun anvendes paa senere ydet Fattighjlp. Ligeledes gjlder hiin Regel om Forpligtelsen til at op rette Skade, tilfiet udenfor Contractsforhold f. Ex. efter
*) Jvfr. Lasalle, I, 119127.
149
Crl.s 264 1). Om Renter, som bero paa anden Forpligtelses grund end Overeenskomst, see nrvrende Capitels 41, sidste Led. 46. Af nye Love angaaende tinglige Rettigheders Stiftelse og Ophor er eet Slags, nemlig om Hvd og Pr scription, allerede behandlet. Vi skulle nu undersge, i hvilke Tilflde Love angaa ende saadanne Rettigheders Overfrelse fra een Person til en anden kunne anvendes paa en ldre Begivenhed. Dette Sporgsmaal antager noget forskjelligt Udseende deels efter det Forhold, hvori Rettighedens tidligere Besidder og nye Erhverver staa til Begivenheden, deels ettersom den nye Lov tillgger denne strre eller mindre Virkning, end den fr havde. Vi vende os forst til det Tilflde, at begge Parter have havt Deel i den Begivenhed, om hvis Virkning der sprges, saasom nar den bestaaer i en Overeenskomst, i Gjenstan dens Overleverelse, eller i en med begge Parters udtrykke lige eller stiltiende Samtykke stedfunden Antegnelse i en offentlig Protocol. Dersom en saadan Kjendsgjerning iflge den Lov, under hvis Herredmme den forefaldt, medfrte en Overgang af den tinglige Ret, medens den nye Lov negter den en saadan Virkning, f. Ex. dersom Eiendomsretten efter den ldre Lov gaacr over fra Slger til Kjber, allerede nar de ere blevne enige om Salgsgjenstanden og Kjbesummen, selv om denne ei er bleven betalt (Code Nap., Art. 1583), medens den nye Lov krver Overleverelse af Tingen eller Publication af Salget, saa kan den nye Lov ikke uden videre tilintetgjre den ved en tidligere Overeenskomst stiftede tinglige Ret. Er Forholdet det omvendte, hvis altsaa Handlingen efter den ldre Lov ikke stiftede tinglig Ret, men efter den nye Lov skal have saadan Virkning, kan Sagen undertiden stille
J) Merlin, Rpert. Effet rtroactif, Seet. 111, IX. No. 3; Demolombel, 69; Savigny, VIII, 445; Un ger, I, 138; Forst er, I, 43 ; Stobbe, I, 168, Waehter, Pandekten, I, 158.
sig ligesaa klar. Et anskueligt Exempel herpaa har man havt i de Lande, hvor den romerske Rets Regel, at Tradition er ndvendig til Stiftelse af Eiendomsret, er bleven ombyttet med den nysnvnte Bestemmelse i Code Napoleon, Art. 1583. Hvis nogen Eier fr en saadan Lovforandring har solgt samme Ting til tvende og udleveret den til sidste Kjber, saa bevirker den nye Lov ikke, at Eiendomsretten gaacr over til frste Kjber, hvorimod sidste Kjber fremdeles bliver Eier. Det modsatte kunde ikke antages uden at tillgge den nye Lov umiddelbar tilintetgjrende Virkning paa alle rede stiftede Rettigheder. I Almindelighed lres det desuden, at nye Love om tinglige Rettigheders Overgang altid maa lade saadanne Rettigheder forblive hos dem, hvem de fr tilkom. Hvor den romerske Regel, at Eiendomsretten frst gaaer over fra Kjber til Slger ved Tradition, er bleven aflst af Code Napoleon, har man saaledes antaget, at denne Lovbog ikke kom til Anvendelse paa ldre Salg, der ei vare fuldbyrdede ved Overleverelse, og at Eiendomsretten altsaa forblev hos Slgeren, indtil han enten satte Kjberen i Besiddelse af Tingen eller ved ny Overeenskomst med ham erklrede, at den nu skulde vre hans Eiendom '.). Deraf folger, at om nogen Eier under Romerrettens Herredmme havde solgt sin Ting uden at levere Kjberen den og derpaa under Code Napoleon slger den til Trediemand, - saa gaaer den sidste foran den frste. Herimod kan der gjres en Indvending, som ikke er uden Vgt. Eieren har eiter den ldre Lov givning ingen Ret til atter at slge den Ting, han engang har solgt, men ei leveret Kjberen. Han gjr sig ved det nye Salg skyldig i Contractsbrud, hvorfor han maa betale Erstatning, efter vor Ret endog i et Bedrageri, for hvilket han kan straffes. Ved at afskjre ham Adgang til at fore tage et saadant Salg med bindende Virkning gjr Lovgiv
') Weber, Side 108-109; Savigny, VIII, 420; Unger, I, 135; Sc hm id, Side 122; Gabba, 111, 19. Til dem slutter sig ogsaa Scheel, I, 310.
ningen ham ingen Uret. Denne Betragtning er dog ikke afgjrende. Den lgger for megen Vgt paa Forholdets obligatoriske Side. Den passer nemlig ogsaa i det Tilflde, at Overeenskomsten gaaer ud paa et betinget Salg, eller at Gjenstanden frst skal overdrages efter en vis Tids Forlb. Eieren bliver ogsaa i disse Tilflde at straffe, hvis han sl ger Tingen til Trediemand, inden Betingelsen opfyldes eller Overdragelsestiden kommer, og det uagtet hans Eiendomsret indtil da ikke kan berves ham ved nogen ny Lov. Heraf sees, at det afgjrende ligger i Forholdets tingsretlige Side. Den Kjobecontract, Eieren har afsluttet under den gamle Lovs Herredmme, kan fra hans Side blot indeholde et Lfte om ved senere Handling at overdrage Kjberen Eiendoms retten til Tingen. Mere har han paa den Tid ikke villet; ellers maatte han strax have fuldbyrdet Salget. Til at und lade dette kan han have havt fuldgyldige Grunde, navnlig hvis Kjbesummen ei er betalt. Derimod er en Kjobecon tract afsluttet under den nye Lovs Herredmme et fuldfrdigt Salg. Sagen kommer til at staa aldeles klar, nar man tn ker sig, at Overeenskomsterne angaa en Gjenstand, hvis Salg ved en endnu senere Lov bliver forbudt eller endog belagt med Straf (f. Ex. forarbeidet Guld af mindre Gehalt end lovbestemt). Opfyldelsen af den frste Overeenskomst bliver da umulig (see ovenfor 44), og dersom den ikke destomindre linder Sted, strafbar. Paa den anden Overeenskomst kan derimod en saadan ny Forbudslov ingen Virkning faa, thi Salget er fuldbyrdet. Ligesaa sikker maa Stningen vre i en anden Anven delse, nemlig hvor Romerrettens Regel, at Kjb bryder Leie, ombyttes med den modsatte, at Leie gaacr for Eie, til Faredag er ude. Den, som under hiin Retsregel har bort leiet sit Gods, kan ikke have tnkt sig, at hans Handling skulde blive Grundlag for en tinglig Ret. Derfor kan den nye Lov, som negter Kjberen Ret til at fordrive Leietageren, ligesaalidt anvendes paa ldre Leieforhold som paa senere, ved hvis Stiftelse Udleieren udtrykkelig har forbeholdt sig,
152
Cap. 60.
at Leietageren mod passende Erstatning for Leiemaalets Af brydelse skal vige for en ny Eier '). Med alt dette holder dog hiin Stning, at nye Love om tinglige Rettigheders Overgang maa lade saadanne Rettig heder forblive hos dem, hvem de fr tilkom, ikke betinget Stik. Hvis en ny Lov hvede vor Forordning af 4 Dec. 1795 og bestemte, at ingen Kjber kan fordrive Leietageren fra en Eiendom, i hvis Brug en tidligere Eier har indsat ham, saa maatte denne Lov uden Anstd mod Grl.s 97 kunne tillgge sig Anvendelse paa ldre Leieforhold, nar der var oprettet skriftlig Leiecontract, som det ei var forbudt Leieren at thinglse. Han var da sat istand til at skaffe sig tinglig Ret ved en Handling, til hvilken Eieren havde ydet al fornden Medvirkning. Ved at fritage Leieren for en saadan Handling tilfier Lovgivningen Eieren ingen Uret. Dette gjlder selvflgelig ogsaa om andre Rettigheder end Leie. Den franske Lovgivning tillagde fr Code Napoleon Hustruen og Myndlingen Panteret i Mandens og Vrgens Formuer, men kun under Betingelse af, at Panteretten var inscriberet i vedkommende offentlige Protocol. Da denne Betingelse blev eftergiven ved Code Napoleon, antog den franske Cassationsret, at Panteretten herved var erhvervet i gteskaber og Vrgemaal, som vare stiftede, fr Code Napoleon udkom, men ei indforte i Panteprotocollen. Og nogen Grund, hvorfor andet skulde gjlde om conventionelle Panterettigheder, kan neppe paavises 2). 47. Det har hidtil vret Forudstningen, at den ting lige Rets tidligere Besidder har havt Deel i den Kjendsgjer ning, som efter den senere Lov skal overfre Rettigheden til en anden Person. Vi skulle nu undersge Sprgsmnalet
') Dette er ogsaa den almindelige Lre, see Merlin, Seet. 111, 3, Art. 3, Note 6; Savigny, VIII, 424425 og 441442; til dem slutte sig Mailher de Chassat, I, 275; Laurent, I, 288; Schmid, Side 136; Gabba, 111, 15. Af modsat Mening er Weber, Side 119121, ligeledes rsted, 1, 183184, og Rintelen, Side 5152, dog kun, nar Salget er yngre end den nye Lov. 2) Gabba, 111, 7778 og 133-135.
Cap. 60.
153
under den modsatte Forudstning. Herunder gaa flere for vrigt meget forskjelligartede Tilflde, idet Kjendsgjerningen enten kan vre en eensidig privat Handling af den, som vil erhverve Rettigheden, saasom at han stter sig i Besid delse af en Ting, ved hvilken der er paafrt ham Tab, en processuel Handling, f. Ex. en Stvning, Arrest eller Exe cution 1), eller en Overeenskomst mellem ham og Trediemand. Det maa imidlertid i ethvert af disse Tilflde antages, at den nye Lov ikke uden. videre kan gives Virkning, hverken mod ham selv eller den tinglige Rttigheds tidligere Besidder. Dette er dog langtfra uimodsagt, navnlig med Hensyn til Lve, som forandre Vindicationsretten, f. Ex. om man hos os indfrte den i Code Nap., Art. 2279, jvfr. 2280, op stillede Regel, at enhver, som i god Tro kjber Lsre, uden Hensyn til Slgerens Mangel paa Adkomst, erhverver Eiendom sret til Tingen, medmindre denne er kommen ud af rette Eiers Besiddelse mod hans Villie, eller omvendt hvis man i et Land, hvor denne Lov var gjldende, indfrte vor Rets Grundstning, at Eieren kan soge sin Ting tilbage fra hvemsomhelst, der ikke har hvdet den. At enhver saadan Lov maa anvendes paa de Eiendoms gjenstande, som vare til, da Loven traadte i Kraft, men frst senere komme ud af Eierens Besiddelse, er klart 2). Adskillige antage desuden, at Loven ogsaa maa gjlde selv om de Ting, som have skiftet Besiddere, fr den udkom 3). Denne Lre er aldeles urigtig. Tillgger den Lov, under hvis Herredmme Kjb er skeet i god Tro, Handlingen den Virkning at skaffe Kjberen Eiendomsret, saa vilde en ny Lov, der tillod den forrige Eier at sge Tingen tilbage, uimodsigeligen vre tilbagevirkende 4). Mere har det ved
) Chabot de I'Allier, 11, 310-312. 2) Om Savigny, VIII, 530531, har villet sige mere, er vel usikkert. 3) Unger, 1, 136; Gabba, 111, 51. Iflge Stobbe, 1, 164, skal dette ogsaa vre Meningen med den sachsiske Forordning af 2 Januar 1863, 7. *) Scheel, I, 314.
154
Cap. 60.
forste iekast for sig at negte dette, hvis den nye Lov ind skrnker Tilbagesogningsretten '). Efter den rette Opfatning maa dog ogsaa dette Slags Love erklres stridende mod Grl.s 97. Om en ny Lov hos os fastsatte, at Lsre solgt ved offentlig Auction ikke kunde vindiceres fra Kjberen, og denne Lov gaves Anvendelse paa ldre Salg, vilde man uden videre tillgge disse en tilintetgjrende Virkning paa den tidligere Eiers Ret, hvilken de ikke havde, da de fandt Sted. Dette vilde vre et Brud paa den Sikkerhed, en lov lig stiftet Eiendomsret krver. Og dette Brud vilde vre saameget mere uforsvarligt, som det lod sig undgaa, uden at den nye Lov derved kom til i nogen vsentlig Grad at forfeile sit iemed. Man har nemlig den i alle Henseender iyldestgj rende Udvei at stte en passende kort Frist, inden hvilken den tidligere Eier maa have gjort sin Tilbagesg ningsret gjldende. 48. Hvis ikke Eieren har foretaget en Handling, hvorved han, om end uden fuld Virkning, har tilkjendegivet at ville overdrage nogen sin Eiendomsret eller anden tinglig Ret, maa altsaa Lovgivningen lade den forblive hos ham, indtil han selv lader den gaa tabt ved Prscription. Ophver det offentlige paa anden Maade hans Eiendomsret, bliver det en tvungen Afstaaelse, der maa erstattes efter Grl.s 105. Men nar dette iagttages, kan Lovgivningen efter For godtbefindende indskrnke hans Raadighed over Gjenstan den, see ovenfor Cap. 59, 25. Saadanne Forbud kunne uden Hinder af Grl.s 97 strax gjres gjldende mod enhver, der eier de i den nye Forbudslov omhandlede Gjenstande. Selv om det fastsattes, at den kun skulde virke mod frem tidige Eiere, vilde den strax formindske Gjenstandenes Salgs vrdi og altsaa ramme de davrende Eiere. Udkommer der altsaa en ny Lov, som forbyder at bebygge en vis Strk ning med Trhuse, er der ingen anden Udvei end enten at
x) rsted, I, 198199. Han bygger dog sin Mening kun paa Hensi gtsmssighedshensyn .
Cap. 60.
155
erklre den forbindende strax og for alle dem, som da eie Tomter, eller frst forbindende for dem, som senere arve dem. Den frste Opfatning har selvflgelig altid vret den herskende hos os som i ethvert andet Land. Lidt mere usikker synes man at have vret, om det kan paalgges nogen uden Erstatning at foretage Forandringer med sin Eiendom 1). Naar vor Lovgivning giver nye Forskrifter om Indretningen af Huse eller andre Anlg, pleier den kun at gjre dem anvendelige paa Bygninger, som opfres fra nyt af eller undergives en Hovedreparation, see f. Ex. den al mindelige Bygningslov for Kjbstderne af 6 Sept. 1845, 38, og Loven om Bortskaffelse af Sagfliis, 12 Aug. 1848, 1, Vasdragslov 1 Juli 1887, 20 og 22. I Overeen stemmelse hermed anvendes, saavidt vides, altid lignende Bud, selv om deres Udtryk tillade en strengere Forstaaelse, nar de kun ikke ligefrem sige, at Bygningen skal eller kan krves forandret 2). Men herpaa har man Exempler, see Bygningslovene af 13 Sept. 1830, 12 og 15, 6 Sept. 1845, 16 og 45, 20 Sept. 1845, 25 og 53, 12 Aug. 1848, 26 og 52, 28 Sept. 1857, 20, 8 Juni 1858, 8, 12 Juni 1869, 33, 43 f, 5 Juni 1875, 15, 19, 55 og 81, Fabrik tilsynslov 27 Juni 1892, 4B. Den Mening, at saadanne Bestemmelser skulde staa i Strid med Grl.s 97, er vistnok ikke ganske uhrt, men en reen Misforstaaelse. Det maa derfor ogsaa antages, at de Bestemmelser, Communalbestyrel serne i Henhold til Lovene af 16 Mai 1860, 4, og 19 Mai 1860, 5, give med kongelig Approbation angaaende Sund heds- eller Bygningsvsenet, kunne bestemme, at tilvrende Bygninger skulle forandres, jvfr. Hiesteretsdom af 15 Janr. 1877 3). Bestaaer Forandringen i Borttagelse af en Bygning,
) Den franske Cassationsret har besvaret Sprgsmaalet frst benegtende, men senere gjentagne Gange bekrftende, see en Afhandling af Jousselin i Revue critique, IV, 180189. 2 ; Hiesteretsdom 31 Mai 1888, Retstid. Side 513520. 3) Retstid. 1877, Side 177. Sprgsmaalet var paa Bane i den af Hiesteret under 6 Sept. s. A. (Retst. Side 760) paadmte Sag, men blev ikke da af Hiesteret afgjort.
156
Indretning eller nogen vsentlig Deel af en saadan, saa kan Paabudet dog i mange Tilflde kun fordres ivrksat mod Erstatning, see Cap. 59, 24. 49. Love, som forbyde Salg af visse Gjenstande, der for vare i Handel og Vandel, blive strax virksomme mod dem, som allerede fr ere blevne Eiere af dem. Det gjl der dog ikke, forsaavidt nogen maatte have Privilegium eller srlig Bevilgning paa Salget, see nedenfor 105 120. Undertiden har det vret sagt, at nye Love, som stte visse Gjenstande extra commercium, ogsaa virke mod de da vrende Eiere 1 ). Forsaavidt man herved har meent mere end ovenfor sagt, er det urigtigt, see Cap. 59, 23. 50. Fremdeles maa nye Forskrifter om Naboeien dommes gjensidige Rettigheder og Pligter strax komme til Anvendelse paa alle Eiendomme, forsaavidt som deres tidligere indbyrdes Forhold har beroet paa den ldre Rets Regler desangaaende. Exempler findes i Veiloven af 15 Sept. 1851, 83, Bygningslovene for Throndhjem af 12 Juli 1869, 15, og Christiania af 5 Juni 1875, 4 og 21, Lov om ildsfarlige Gjenstande af 3 Mai 1871, 1, 14 og 21, Lov om Eien domsrettens Begrndsning i Naboforhold af 27 Mai 1887. Hvor dette Slags Retsforhold er ordnet ved Overeens komst, Testament eller Hvd, kunne nye Love, som tillgge den ene Eiendom strre eller mindre Rettigheder ligeoverfor den anden, ikke komme til Anvendelse, see Veilovens 83, Naboretslovens 11 og 12. Vil Lovgivningen have om ordnet saadanne Forhold, kan det kun skee mod Erstatning til den skadelidende. Dette er isr iinefaldende, hvor den betingede Forret er bleven betalt. Derimod er der intet til Hinder for, at de nye Forskrifter gjres gjldende paa For hold, som ere afgjorte ved Domme, saafremt disse kun ere byggede paa [den tidligere Lovgivnings Bestemmelser, ikk paa Overeenskomster eller andet Grundlag af privatretlig Natur. Thi Lovens Bud kunne ikke vre mere uforander lige i Tilflde, hvor deres Etterlevelse er bleven fremtvun
') Unger, I, 134.
157
gen ved Domstolenes Hjlp, end hvor den har vret frivil lig *). Dette kunde ved forste ipkast synes overseet i Loven om Jords Fredning af 16 Mai 1860, 7, som betinget siger, at hvor Gjrdebyrden er ordnet paa anden Maade end i samme og foregaaende Paragraph bestemt, vre sig ved Udskiftning, Dom eller paa andet retsgyldigt Grundlag, skal det dermed have sit Forblivende. Men Granden hertil er, som Debatterne ved Lovens Istandbringelse vise, at man ikke vilde rokke nogensomhelst paa srlig Maade anerkjendt Ordning af denne Byrde 2). Her er talt om Love, som uden at komme i Strid med Grl.s 97 kunne anvendes paa bestaaende Retsforhold. En heelt anden Sag er det, at den lovgivende Magt i Lande, hvor den kan tillgge sine Bud virkelig tilbagevirkende Kraft, og gjr dette, pleier fra deres Virkekreds at undtage de alle rede ved Dom eller Forlig afgjorte Forhold, og at man paa Grund deraf opstiller som almindelig Fortolkningsregel, at Love, som give sig selv tilbagevirkende Kraft, br forstaaes med dette Forbehold, selv om de ikke udtrykkelig have tget det 3). 51, At Love, der paabyde Udskiftning af faste Eien domme, som ligge i Fllesskab eller besta af om hverandre liggende Smaateige, maa anvendes strax, forstaaes af sig selv. Endog om en Person har kjbt en bestemt Deel af en Eiendom, eller ved Salg af denne udtrykkelig forbeholdt sig et vist Stykke, kan hans Medcontrahent, hvis der kommer en ny Lov, som hjemler ham Ret til at forlange.Eiendom men tidskiftet anderledes, gjre Brug af denne Ret. Der er ikke engang noget til Hinder for, at Lovgivningen paabyder ny Udskiftning af Eiendomme, som allerede efter en tidligere Lov ere blevne udskiftede, men paa en ufuldkommen Maade.
l) Au bry et R au, I, 64, 6566 og 69, Bogstav e. ) Od elsthingstid enden 1860, Side 636640 og 689694. 3) Jvfr. 1. 2, 23, Cod. I 17; 1. 17, Cod. IV 21; Nov. 115, pr Cap. 1 med flere Keiserconstitutioner; Savigny, VIII, 510511 Unger, I, 128; Gabba, I, 2830; Scheel, I, 291 og 295.
158
Disse Stninger ere saameget sikrere, som det ved Udskift ninger altid er Forudstningen, at enhver Lodeier, i hvad han modtager, faaer fuld Erstatning for, hvad han afgiver, og altsaa ikke lider nogen Skade eller Uret noget, som isr viser sig ligeoverfor ldre Panthavere. Iflge en lig nende Betragtning har Lovgivningen det i sin Magt at om danne Brugsrettigheder paa den Maade, den anseer det ret frdigst og tjenligst, nar det kun iagttages, at deres Be siddere faa fuldt Vederlag, see den ldre Udskiftningslov af 12 Oet. 1857, 2 og 3, Skovloven af 22 Juni 1863, 8, 9 og 10, Lov om Hvd paa visse Brugsrettigheder af 23 Mai 1874, 3, og den nugjldende Udskiftningslov af 13 Marts 1882, 4, 7lo samt 8998. Ligeledes kan Lovgivningen ordne Forholdet mellem Sameiere gjennem Regler, som vel formindske disses Raadig hed over Gjenstanden, men blive lige for alle, eller, hvis deres Rettigheder ere forskjelligartede, ei til Skade for nogen Classe af Rettighedshavere, see Almenningsloven af 12 Oet. 1857, 6, Skovloven Cap. IIV og den nugjldende Ud skiftningslov Cap. XIII. Dette gjlder endog, hvor Sameiet er af contractsmssig Oprindelse. Saaledes vil vel ingen betvivle, at Sfartslov 24 Marts 1860, 7 og 8, maatte gjlde i Sameie af Skib, stiftet fr Loven traadte i Kraft, jvfr. N. L. 4135 og 4 1 14, medens det er ligesaa klart, at den Skipper, som for det Tidspunct havde kjbt Part i Skibet, ikke ved Loven blev bervet sin Ret iflge 41 34 til at fordre Udlsning efter Taxt, hvis Rederne afskedigede ham. 52. Hvad srligt angaaer Panterettigheder, maa vi for det frste henvise til dette Capitels 44. Har nogen, der var myndig til at pantstte sit Gods, foretaget alt, hvad der fra hans Side var forndent til at stifte Panteret for en anden Person, men Handlingen efter dagjldende Lov var utilstrkkelig dertil, saa kan Handlingen, som paa det an frte Sted godtgjort, faa denne Virkning, hvis en ny Lov tillgger den en saadan, men selvflgelig ansees Panteretten frst stiftet fra det ieblik, Loven trder i Kraft. Derimod kan en allerede stiftet Panteret ikke ved senere
159
Lov uden videre ophves. Dette gjlder, efter hvad nsten alle Lovgivninger og Forfattere have antaget, ligesaavel om legale Panterettigheder, som om Contracts- og Retspant 1). En Gjenstand, som iflge gjldende Lovgivning om fattes af Pantsttelsen, kan ikke ved senere Lov undtages fra samme. Stningen har i een Anvendelse vret betviv let. I Almindelighed lres det, at nye Love angaaende en vis Art Gjenstandes retlige Egenskaber strax blive gjl dende med Hensyn til alle tilvrende Gjenstande af denne Art. Heraf har man sluttet, at Lovgivningen, hvis den har forbudt Pantsttelse af Lsre og senere udvider dette Begreb, tilintetgjr ldre Panterettigheder i det Slags Gjen stande, der fr regnedos til urrligt, men efter den nye Lov til rrligt Gods. Dette er feilagtigt. Hiin Stning er rigtig som Regel for fremtidige Retshandler, men ikke nar der sprges om allerede stiftede Rettigheder over dette Slags Gjenstande 2). Har Lovgivningen tilladt at tge Pant i alt, hvad Pant stteren eier og eiendes vorder, eller i en uspecificeret Fleer hed af faste Eiendomme, men senere forbyder dette, saaledes som Loven af 12 Ort. 1857, 4, gjorde hos os, kan ikke Loven uden videre gives Anvendelse paa ldre Panterettig heder af dette Slags. Fordringshaveren maa i saa Fald erhverve Pant i de Gjenstande eller faste Eiendomme, Pant stteren senere erhverver, og som gaa ind under Pantst telsen. Omvendt kan i alt Fald den contractsmssige Panteret ikke udstrkkes over flere Gjenstande. Dette vilde nemlig vre til Skade for Skylderen, hvis Raadighed over de Eien dele, som ligge udenfor den oprindelige Pantsttelse, derved vilde formindskes. Antages det, at Pantsttelse ikke om fatter Gjenstandens Forsikringssum, medmindre dette udtryk kelig er betinget, kan en ny Lov, som opstiller en modsat
') Udfrlige Oplysninger herom findes hos Gabba, 111, 7277. 2) Demolombe, I, 5153; Laurent I, 277-279; Gabba, I, 374 376; Unger, I, 135, Note 23.
160
Forskrift, ikke anvendes paa ldre Pantsttelser. Herom ere nsten alle enige. Derimod har det vret meget omtvistet, hvorledes det forholder sig med nye Love, som indfore eller udvide legale Panterettigheder. Tillgger en ny Lov Myndlingen Pante ret i hans Vrges Eiendomme for den Skade, han lider ved Vrgens Svig eller Forsmmelighed, eller en Hustru Pante ret i Mandens Eiendomme for Ansvar i Anledning af hendes Siformues Bestyrelse, saa har der om Lovens Virkning paa ldre Forhold vret tre forskjellige Meninger. Nogle have antaget, at den nye Lov gjlder, selv om ikke blot Vrge maalet og gteskabet, men ogsaa den Handling, hvorved Vrgen eller Manden paadrog sig Ansvaret, er ldre end Loven, tidligere Panterettigheder dog uforkrnkede. Andre have meent, at den nye Lov kun gjlder, nar saadan Handling er yngre end Loven, medens atter andre fordre, at dette tillige skal vre Tilfldet med selve Retsforholdets Oprindelse. Den frste af disse Meninger er antagen af de franske Domstole 1). Men dette er maaskee mere grundet i den positive Forskrift, Code Nap., Art. 2135 opstiller, end i Sagens Natur. Den retteste Mening er vistnok den sidste 2). Dog taler adskilligt for at antage den anden, saafremt det Retsforhold, der begrunder Heftelsen, er et Vrgemaal eller en anden Stilling, der er eller kunde have vret paatvungen den Person, hvis Eiendom bliver Gjenstand for Beheftelsen, jvfr. dette Capitels 20. 53. Ligesom den engang stiftede Panteret, der til kommer en vis Fordring, ikke kan indskrnkes til frre eller udvides til flere Gjenstande, end den oprindeligt om fattede, saaledes kan Lovgivningen heller ikke uden videre fratage ldre Panthavere Sikkerheden for nogen Deel af deres Fordringer eller til Skade for Pantstteren eller for etter flgende Prioritetshavere udstrkke en bestaaende Panteret
*) Chabot de I'Allier, 11, 312-321. 3) Denne Mening antages, som det synes, af Savigny, VIII, 421422, samt af Gabba, 111, 102-104, jvfr. dog 101.
161
til Fordringer, hvilke den ikke ved sin Stiftelse var bestemt til at omfatte. Hvis vor Lovgivning ligesom Code Nap., Art. 2082, og den italienske Lovbog, Art. 1888, for nogen Deel optog den romerske Rets Regel (Cod. 827), at en Fordringshaver kan tilbageholde sit Haandpant, indtil han faaer betalt ikke blot den Gjld, for hvilken det er stillet til Sikkerhed, men ogsaa hvad Pantstteren ellers maatte skylde ham, saa vilde denne nye Forskrift ikke kunne gives Anvendelse mod ldre Pantsttere. Da det ved Fr. 12 Marts 1790 blev fastsat, at Panteretten for Renter tabtes, saafremt Creditor lod dem henstaa betalte over eet Aar, kunde denne Forordning ikke strax have vret anvendt paa allerede forfaldne Renter af ldre Gjld, hvorimod Panthaveren, som ovenfor i 29 forklaret, havde Krav paa rimelig Frist til at inddrive dem, hvilken Frist, da Forord ningen intet modsat bestemte, maatte blive eet Aar. Hvis en ny Lov ophvede Forordningen eller forlngede Fristen, kunde denne Lov ikke i Forhold til etterflgende Prioritets havere tillgge fremtidige Renter af ldre Gjld Panteret udover det i Forordningen bestemte Aar. Mere omtvistet er det, hvorvidt en saadan Lov kunde gives Virksomhed til Fordeel for ldre Panthavere, nar ingen anden havde Pant efter dem. Denne Anskuelse er gjort gjldende af den franske Cassationsret, men fortjener neppe Bifald. Pantst terens Vilkaar vilde nemlig derved dog altid i nogen Grad forvrres, idet han vanskelig vilde kunne faa laant ligesaa meget som fr paa secundr Prioritet, nar denne skulde komme til at staa tilbage for et strre Rentebelob. Ligesaalidt som Forbudet i Lov 12 Oet. 1857, 4, mod at pantstte samtlige faste Eiendomme, Skyldneren maatte eie eller komme til at eie i et vist District, hindrer, at et tidligere Pantebrev af saadant Indhold giver For dringshaveren Panteret i de Eiendomme, Pantstteren senere erhverver, ligesaalidt kan Paragraphen hindre, at et Skadeslosbrev for begrndset Belb, som var udstedt, fr Loven traadte i Kraft, kommer til at beskytte For dringer, som Panthaveren senere faaer paa Udstederen. Det modsatte er hos os rigtignok antaget ved et Par Domme
Norges offentlige Bet, 111. 11
162
fra Underinstantserne, men uden tilstrkkelig Prvelse af Sporgsmaal et. 1). 54. Tillgges der en Panteret underordnet Plads i Prioritetsordenen, er det blevet lrt^ at den nye Lov kom mer til Anvendelse paa allerede stiftede Panterettigheder af dette Slags endog i Collision med andre ldre Pantecredi torer. Man har nemlig sagt, at disse kunne trffe de for ndne Skridt til at sikre sine Fordringer. Men dertil maa der i alt Fald gives dem nogen Frist, og denne kan frst regnes fra det Tidspunct, da de uden Forurettelse mod Pan tets Eier kunne gjre sin Panteret gjldende mod ham. Den omhandlede Lre br derfor forkastes 2). Dog maa Lovgivningen vre berettiget til at tillgge offentlige Skatter Prioritet foran bestaaende Panterettigheder. Thi da Eiendomsretten maa vige for Beskatningsmyndig heden, kan Panterettigheder ikke have strre Styrke. Dette gjlder imidlertid ei med Hensyn til Panterettigheder, om hvilke Lovgivningen udtrykkelig maatte have sagt, at de skulle gaa foran Skatter, hvilket var Tilfldet med Bank heftelsen efter Fr. 5 Januar 1813, 7. Af hvad allerede fr er udviklet om Contracter i Almin delighed, flger, at Virkningerne af contractsmssig Pantst telse maa bedmmes efter den paa Pantsttelsestiden gjl dende Lovgivning. Bliver det saaledes ved Lov, jvfr. Lov om Politivsenet i Christiania af 26 Mai 1866, 2 3), forbudt Udlaaneren at betinge sig Eiendomsret til den pantsatte Gjenstand, hvis Pantegjlden ved Forfaldstiden ei betales, kan Loven ikke gives Anvendelse paa tidligere Pantelaan. En saadan Virkning tillagde vistnok 1. 3, Cod. 835, sig. Men at dette var en Uregelmssighed, kan ikke betvivles 4).
*) Ugeblad 111, 198, og VI, 111. For den i Texten opstillede Lre Hagerup, Panteret, Side 82, Note 4; mod den Hallager-Aubert, Obligationsret, 11, 399. 2) Den har forvrigt Savigny (VIII, 422) for sig. rsted, I, 244 til 246, Scheel, I, 314-316, og Gabba, 111, 105108, forkaste den. 3) Hallage r- Au berts Obligationsret, 11, 310. *) Savigny, VIII, 423-.
Cap. 60.
163
Hvorvidt nye Love om Fremgangsmaaden ved Pantets Realisation komme til Anvendelse paa ldre Fordringer, skal omhandles nedenfor i 88, 90 og 93. 55. En Persons Eiendomsret og vrige Formuesret tigheder ophore ved hans Dd. Desuagtet kan det ikke op stilles som undtagelsesfri Stning, at det staaer Samfundet frit for ved ny Lov at hestemme, hvorledes der ved endnu levende Personers Ddsfald skal forholdes med deres Formue. Frst og fremst maa det her erindres, at en Persons formuesretlige Forpligtelser ikke betinget eller engang i Al mindelighed bortfalde ved hans Dd. Forsaavidt dette ikke er Tilfldet, tilkommer der Fordringshaverne en uangribelig Ret til at sge Fyldestgjrelse i hans Bo eller hos de Arvin ger, som overtage dette. Som senere skal paavises, maa vistnok Lovgivningen til enhver Tid kunne bestemme, paa hvilken Made Fyldestgjrelsen skal soges, men nogen egent lig Bestanddeel af selve Retten dertil kan en ny Lov ikke uden videre berve ldre Fordringshavere. En Lov, der lod Arvinger, som senere maatte overtage et 80, slippe med at tilsvare hver sin Brkdeel af Gjlden, vilde altsaa ikke kunne anvendes mod Creditorer, hvis Fordringer vare stiftede under en Lov, som forpligtede Arvingerne til at svare een for alle. Enten denne Pligt er paalagt dem ved Arveladerens Gjldsbrev eller ved den Lov, under hvis Herredmme dette er udstedt, maa nemlig vre ligegyldigt. 56. Ved en Persons Ddsfald opstaaer der Sporgs maal ikke blot om hans Creditorers Fyldestgjrelse, men ogsaa om, hvilke Personer der have Ret til at overtage hans Bo og beholde Overskuddet. Hvorvidt disses Ret kan for andres ved senere Lov, er et Sporgsmaal, som i mange Hen seender er srdeles dunkelt. Det er fr ( 20) forklaret, at Arvingernes Ret, nar den grunder sig paa Lov eller Arveladerens eensidige Villies erklring, frst kan erhverves ved dennes Ddsfald. Det bliver altsaa* intet Brud paa Grl.s 97, om Lovgivningen, fr dette indtrffer, ophver eller formindsker den. Paa denne Synsmaade er ogsaa vor Arvelov af 31 Juli 1854 bygget.
164
Cap. 60.
I 8 ophvedes nemlig den Ret til dobbelt Lod, Lovbogens 5229 tillagde Mnd, som arvede sammen med Qvinder. Vistnok tillod den nye Arvelovs 80 Arveladeren at af ndre denne Regel til Fordeel for de pligtdeelsberettigede Ag nater, der vare fdte, fr Loven traadte i Kraft, Men selve denne Paragraph vidner om, at vor Lovgivning ikke antog, at disse havde noget uangribeligt Retskrav paa dobbelt Lod. Hvad her er forklaret om Intestatarveret, gjlder natur ligviis ogsaa om Aasdesret. Hvorvidt bliver nu Arvingens Ret i ethvert Tilflde ukrnkelig allerede ved Arveladerens Ddsfald? Efter vor ligesom efter andre nyere Lovgivninger med frer denne Begivenhed i Almindelighed, at Arvingerne erhverve selve Arven, dog saaledes, at de kunne blive fri for de dermed flgende Forpligtelser. Overalt, hvor denne Regel kommer til Anvendelse, er Sagen klar. Arvingerne ere da blevne Eiere af den afdodes Efterladenskaber, og denne Eiendomsret kan ikke igjen uden videre fratages dem. Er selve Arven erhvervet, saa er Retten til samme uan gribelig, endog om Skifte ei har fundet Sted og ei strax kan krves. De Snner, hvis Fader, da Arveloven af 1854 traadte i Kratt, sad i uskiftet Bo efter deres Moder, kunde saaledes ved dettes Skifte fremdeles forlange dobbelt saa stor Lod som Dtrene 1). Efter den romerske Ret erhvervedes Arv, som bekjendt, i Almindelighed ikke ved Arveladerens Ddsfald, men frst derved, at Arvingen tiltraadte den. Herved opstod det Sporgsmaal, hvorvidt en Lov, som udkom efter Dodsfaldet, men fr Tiltrdelsen, kunde berve ham Arveretten. Sprgs maalet er ved 1. 12, Cod. 655, saaledes som denne Keiserforordning sdvanlig forstaaes, besvaret negtende, og denne Afgjrelse ansee de fleste Forfattere stemmende med Sagens Natur 2).
T) Hallagers Arveret, Side 128. 3) Savig*ny VIII, 490; Gabba, 111, 225, opregner de vrige. Las-salle, I, 506 ff. forsvarer den modsatte Mening.
165
Der indvendes vistnok, at, hvis Arvingen dde efter Arveladeren, uden at have tiltraadt Arven, saa tilfaldt denne ikke hans egne Arvinger, men hans Medarvinger. Heraf fremlyser, siger man, at Arveladerens Ddsfald kun bragte Arvingen en retlig Befielse, ingen erhvervet Ret. Thi hvis Befielsen til at tiltrde Arven var en virkelig Ret, maatte den vre en Formuesret og flgelig gaa over paa hans Arvinger. Slutningen holder imidlertid ikke Stik. Arveretten grunder sig paa det personlige Forhold mellem Arvelader og Arving, hvilket kan vre hoist forskjelligt fra det personlige Forhold mellem Arveladeren og hans Arvings Arvinger. Nogen Modsigelse er der saaledes ikke mellem at tillgge Arvingens Ret fuld Beskyttelse, saalnge han lever, og at ansee den bortfaldt ved hans Dod. Der lader sig imidlertid ogsaa gjre en anden Indven ding mod den almindelige Lre. Det kan nemlig siges, at Arvingens Ret til at tiltrde Arven ei kan vre mere uan gribelig end den, han vilde have til at modtage et Gave tilbud, en levende Mand havde gjort ham. Deri vilde han, som i 20 forklaret, kunne hindres ved ny Lov, endog om den anden Part havde erklret at ville vre bunden ved sit Tilsagn. Mellem disse to Tilflde er der dog en vsent lig Forskjel. Hindrer en ny Lov den, til hvem et saadant Tilbud er rettet, fra at modtage dette, bliver Tilbudets Gjen stand forovrigt undergiven Eierens frie Raadighed. Men hvis en ny Lov efter Arveladerens Dd kunde betage en Arving hans Ret til at tiltrde Arven, vilde denne tilfalde Personer, hvem Arveladeren aldeles ikke havde tiltnkt den, og hvem han vilde have udelukket enten gjennem sidste Vil lieserklring eller i forndent Fald gjennem dispositiones inter vivos. Er Arvingens Ret til at tiltrde og erhverve Arven af hngig af en Betingelse, som endnu ikke er indtraadt ved Arveladerens Ddsfald, saa er det baade efter den romerske Ret og efter de fleste nyere Lovgivninger Hovedregelen, at Arvingen ei overfrer sin Ret paa sine egne Arvinger, hvis.
166
Cap, 60.
han der, fr Betingelsen er indtraadt 1). Vor Arvelovs 40 sammenholdt med 76 og dens nrmeste Kilder, Bestem melserne i den sterrigske Lovbog, kan vel heller ikke for staaes anderledes 2). Hvor dette er Regelen, lres det undertiden, at en ny Lov, som udkommer, efterat Arveladeren er dd, men fr Betingelsen er opfyldt, kan betage Arvingen hans Ret. Thi da denne, om han der, ikke overfres paa hans egne Arvinger, er den, har man sagt, ikke erhvervet 3). Dette bliver imidlertid en Inconseqventse, hvis man flger den almindelige Anskuelse, at en Arvings Ret til at tiltrde Arven er uangribelig, uagtet den ikke transmitteres. Er Arvingen indsat ved Testament under en suspensiv Betin gelse, br det derfor antages, at hans Ret er uangribelig. Er der Tale om den Ret, Intestatarvingerne have til Arv, som den indsatte Arving frasiger sig, eller som gaacr tabt for denne, fordi den suspensive Betingelse, af hvilken hans Ret er gjort afhngig, ikke opfyldes, saa maa ogsaa den vre uangribelig, hvis Lovgivningen, saaledes som vor Arve lovs 48, jvfr. 76, kalder de Personer til Arv, der ere Arveladerens Intestatarvinger i det ieblik, han dde. Hvor derimod Lovgivningen efter Romerrettens Forbillede ( 6, Inst. 3 2) kalder de Personer til Arv, der ere den Afddes nrmeste Intestatarvinger paa den Tid, da det bliver vist, at Betingelsen ei opfyldes, kan Arveretten ikke ansees erhvervet af dem, for dette skeer. Den maa flgelig kunne
JJ Fr. 42. Dig. 447 ; fr. 5, 2, Dig. 362 ; den sterrigske Lovbog, Art. 703705 og 809; Code Nap., Art. 1040 og 1041; den italienske Lovbog, Att. 853 og 854, den hollandske, Art. 1044 og 1045; den sachsiske, Art. 2144; jvfr. Mommsen, Entwurf eines deutscben Reichsgesetz ttber das Brbrecht, 109. Ogsaa i Danmark er man tilbielig til at antage det samme, skjnt ikke ganske betinget, see Scheel, Privatrettens almindelige Deel, 11, 37, og Deuntzers Arveret, Side 4041. 2) Jvfr. Storth. Forh. 1851, V. U, Side 17. *) Gabba, 222225. Af modsat Mening er Demolombe, 1,5657, og Scheel, I, 338.
167
berves dem ved en tidligere udkommen Lov. Rigtigheden af disse Stninger bliver maaskee isr indlysende, nar man tnker paa det Tilflde, at Testator selv paa en eller an den Maade har betegnet, hvem Arven in subsidium skal tilfalde. Paa hvilken Maade Arvingen, hvis han endnu ikke har tiltraadt Arven, skal gjre dette, kan selvflgelig faststtes ved ny Lov. Ligeledes kan under samme Betingelse det med Tiltrdelsen flgende Ansvar skjrpes i Forhold til Arveladerens Cr editorer og forandres i hvilkensomhelst Ret ning i Forhold til Medarvingerne. 57. Det er saaledes langtfra niagtigt, uaar man undertiden har sagt, at en Arvings Ret beroer paa den Lov givning, som er i Kraft paa det Tidspunct, da han kan til trde Arven. Mest iinefaldende bliver Stningens Urigtig hed, nar man i Henhold til den paastaaer, at en Lov, som tillgger pligtdeelsberettigede Arvinger Ret til at tilbagesge de Gaver, Arveladeren i levende Live har gjort, og ved hvilke han har formindsket deres Pligtdeel (Code Nap., Art. 913915), kan anvendes paa ldre, gyldigen gjorte Gaver 1). Denne Paastand er altid forkastet af de franske Domstole, ligeledes af de fleste Forfattere, og det med fuld Fie. At tvinge Gavemodtageren til en Tilbagebetaling, der ikke paa laa ham efter den Lovgivning, som bestod, da han erholdt Gaven, vilde vre at forandre den mellem Parterne sluttede Overeenskomst endog i et meget vsentligt Punct. Strre Meningsforskjel har der vret om, hvorvidt Gaver, der efter den paa Opfyldelsestiden bestaaende Lov givning stred mod de pligtdeelsberettigede Arvingers Ret, blive gyldige ved en ny Lov, som, inden Arven falder, op hver disses Ret. Dette maa antages, hvis Adgangen til at fordre Gaven omgjort kun tilkommer Arvingerne. Tilkom
l) Chabot d'Allier, 111, 7189 og 131133; Mailher de Ghassat, I, 348368; Gabba, 111, 424440. Laurent I, 314-321, antager, at hvis Arvingen allerede efter den ldre Lov kunde angribe Gaven, saa kan han gjre dette i strre Udstrkning hvis den nye Lov forger hans Pligtdeel.
mer den ogsaa Giveren, kan den ikke ved ny Lov uden videre betages ham '). 58. Blive Reglerne om Arvingers Pligt til at tilbage betale de af Arveladeren for Loven modtagne Gaver foran drede, kunde det synes, som om ldre Handlinger herved bleve tillagte nye Retsvirkninger. Nogle Forfattere og der iblandt en af de mest udmrkede 2) have derfor lrt, at dette vilde vre at give Loven tilbagevirkeude Kraft og altsaa utilladeligt. Denne^ Lre er, som nys viist, forsaavidt rigtig, at Loven aldrig betinget kan paalgge Modtageren engang deelvis at tilbagebetale ldre gyldigen gjorte Gaver, hvad enten det skal skee til Jvnet med andre ligeberettigede Arvinger, til Fyldestgjrelse af bedre berettigede Arvinger eller endog til Dkkelse af Giverens Gjld. Anderledes, hvis den nye Lov gjr Tilbagebetalings pligten afhngig af, at Modtageren vil tiltrde en endnu ikke falden Arv. Umiddelbart forfoier en saadan Lov ikke over Gaven, kun over Arven, og Retten til denne er under den angivne Forudstning endnu ikke stiftet. Loven kan altsaa ikke siges at have tilbagevirkende Kraft 3). Dette er klart, hvis den ldre Lov betinget fritager en Intestatarving for Afkortning, medens den nye Lov paalgger ham en saadan enten betinget eller under Vilkaar af, at Arvelade ren foreskriver den. Ligeledes nar den ldre Lov kun paabyder Afkortning, forsaavidt Arveladeren ved udtrykke lig Erklring eller paa anden Maade har tilkjendegivet som sin Villie, at en saadan skal finde Sted, og den nye Lov betinget paabyder Afkortning. Om Arveladeren, fr Loven udkom, udtrykkelig eller stiltiende maatte have til
*) Jvfr. Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, Seet. 111, 3, Art. 5, No. 5; Lassa Ile, I, 326328. *) Chabot de I'Allier, 111, 29; see ogsaa Mailher de Chassat, I, 333348; La ur ent, I, 310312. 3) Merlin, Effet rtroactif, Seet, 111, 3, Art. 6; Meyer, Side 82; Scheel, 11, 339.
Cap. 60.
169
kjendegivet, at Intestatarvingen skal vre fri, kan dette ei hindre Loven i dens Virksomhed. Uklarere stiller derimod Sagen sig, saafremt begge Love kun ere declaratoriske og gaa i modsat Retning, f. Ex. hvis den ldre Lov kun tillader Afkortning, forsaavidt Arvela deren udtrykkelig har paabudt en saadan, medens den nye Lov omvendt bestemmer, at Afkortning skal finde Sted, medmindre Arveladeren udtrykkelig har fritaget Intestat arvingen derfor. Begge Love lade altsaa Afkortningen bero paa Arveladerens Villie, og opstille kun en Regel om, hvad han skal formodes at have villet, hvis han har tiet. Arve laderen maa, siger man, antages at have indrettet sig efter den Lov, under hvis Herredmme han har gjort Gaven, og om en ny Lov bestemte, at hans Taushed skulde have en modsat Betydning, vilde den komme i Strid med sit eget Princip eller endog maatte siges at tillgge sig tilbagevir kende Kraft x). Denne Lre er vistnok i Hovedsagen rigtig, noget, der trder skarpt i Lyset, hvis man tnker sig, at Arveladeren, da den nye Lov udkom, var og til sin Dd vedbliver at vre sindsvag eller af hvilkensomhelst anden Grund udygtig til at forandre sin forhen udtrykkelig eller stiltiende til kjendegivne Villie. At hans tidligere Erklring eller Taus hed under disse Omstndigheder maatte beholde samme Be tydning, som den ldre Lov tillagde den, er ikke tvivlsomt. En anden Sag er det, at den nye Lov kan paal gge enhver Arvelader, som er i Besiddelse af retlig Handledygtighed, inden passende Frist, efterat Loven er traadt i Kraft, at af give udtrykkelig Erklring om, hvorledes han nu vil have sin tidligere Vil li estilkjendegivelse forstaaet. Forsmmer han dette, er der intet at sige paa, at den tillgges Betydning i Overeensstemmelse med den nye Lov. Forudstningen har hidtil vret, at den nye Lov paa bd Afkortning i Tilflde, hvor Arvingen etter den ldre Ret vilde have vret fri. De udviklede Stninger gjlde
') Demolombe, I, 5355; Aubry et Rav, I, 7576; Gabba 111, 417419.
170
imidlertid ogsaa i det omvendte Tilflde. Den, der havde modtaget et Forskud paa Arv, som efter Chr. Vs Lovbog, 5261 og 62 samt 545, 11 og 12, betinget skulde afkortes ham, blev fri derfor, hvis Arveladeren dde efter Udgangen af Aaret 1854 uden at efterlade sig saadan Op tegnelse. som i Arvelovens 14 omhandlet. 59. I Henhold til den Stning, at en gyldigen istand bragt Retshandling ikke uden videre ved ny Lov kan betages sin Retsvirkning, have mange ldre Forfattere lrt, at dette ogsaa gjlder om Testamenter. Denne Lre er dog urigtig og nu almindelig forladt. Et Testament er en sidste Villieserklring. Det kan altsaa kun vre bestemt til at trde i Virksomhed fra det ieblik, Testator afgaaer ved Dden, og det kan af ham naarsomhelst forandres eller gjenkaldes, medmindre han contractsmssigen har fraskrevet sig Retten dertil, i hvilket Fald det bliver en Arvepagt. Da den indsatte Arving saaledes ingen Ret erhverver fr Testators Dod, og det staaer i dennes Magt at forandre Testamentet overeensstem mende med de Love, som trde i Kraft inden dette Tids punkt, saa maa disse, uden at gaa Grl.s 97 for nr, i alt Fald i de allerfleste Tilflde kunne tillgge sig Virksom hed med Hensyn til ldre Testamenter. Dette er imidlertid i adskillige Retninger omtvistet. Foreskrives en ny Form for Oprettelsen af Testamenter, f. Ex. om det bestemmes, at intet Testament skal vre gyl digt, medmindre Testator selv nedlgger det i Retten (Preuss. Landrecht, I, Titel 12, 66) eller lader det bekrfte af en offentlig Notar, og den nye Lov ikke udtrykkelig tillgger sig Virkning paa ldre Testamenter, saa faaer den ingen Indflydelse paa disses Gyldighed. Den nye Lov kan heller ikke uden videre foreskrive, at ldre Testamenter, som mangle de Former, den indfrer, strax skulde vre ugyl dige. Derimod er Grl.s 97 ikke til Hinder for, at Loven paalgger enhver, som allerede har oprettet Testament, inden en rimelig Frist at iagttage den nye Form (see oven for 29). Opfyldelsen af den nye Forskrift maa imidlertid staa i Testators Magt. I modsat Fald, f. Ex. hvis han er
Cap. 60.
171
sindsvag eller fravrende, maa hans fr, i Overensstemmelse med de dengang fastsatte Former oprettede Testament ved blive at vre gyldig Villieserklring. Paa lignende Maade bliver det omvendte Sporgsmaal at lse. Herom er der dog ikke fuld Samstemmighed. Iflge enkeltes Mening blive ldre Testamenter, ved hvis Opret telse en Form er forsmt, strax og umiddelbart gyldige, nar denne Form afskaffes 1). Denne Mening er dog ganske urigtig. Testator kan nemlig meget vel have vidst, at han ikke iagttog Lovens Former, og undladt dette, just fordi det ikke var hans Hensigt ved denne Leilighed at gjre et fuld frdigt Testament. Ved ny Lov betinget at tillgge en saadan Handling Retsgyldighed vilde vre et Brud paa Grl.s 97. Vil den lovgivende Magt skaffe formlse Testamenter den manglende Retsgyldighed, kan det alene skee under Betingelse af, at Testatorerne have ladet en vis Frist hengaa uden at tilbagekalde dem 2). Lige med Loven om Formerne for Testamenters Opret telse staa i den heromhandlede Retning Love om Formerne for Testamenters Tilbagekaldelse. 60. Hvad angaaer en Persons Evne til at oprette Testament, gives der vistnok endnu enkelte, som antage, at den maa bedmmes udelukkende efter de Love, der vare i Kraft, da Testamentet istandbragtes 3). Den almindelige Lre er dog bleven, at Testator maa have havt saadan Evne saavel ved det nvnte Tidspunct som i det ieblik, da han afgik ved Dden, og at hans Testament i modsat Fald er ugyldigt 4). Heri ligger flgende to Stninger: a) Hvis nogen Classe af Personer, som kunne gjre
x) Meyer, Side 62, Lassalle, 1,480. Denne Mening er antagen i den preussiske Landret, Indledningen, 17, jvfr. I Deel. 3 Titel, 43, saaledes som disse Lovsteder forstaaes i Praxis, Forster, I, 41 43. -) Savigny, VIII, 410-413; Gabba, 111, 295305 ;i ) Scheel, I, 336; Schmid, Side 124143, Tydske Love have pleiet at lse Sprgsmaalet paa denne Maade, Stobbe, I, 168> Note 29. *) Merlin, Effet rtroactif, Seet. 111, 5, Art. III; Chabot de lAllier, 111, 348350; Mailher de Chasat, 11, 70; Forster, I, 47, Anm. 39; Gabba, 111, 256283.
172
Cap. 60. Forbudet mod at give Love iilbagevirkende Kraft.
Testament, f. Ex. Strafarbeidsfanger, ved ny Lov berves Evnen dertil, saa blive deres ldre Testamenter ugyldige. Paalgger Loven dem til deres Testamenter at indhente Samtykke hos nogen anden, maa saadant skee, hvis de ville holde sine ldre Testamenter i Live 1). Denne Stning er kun en Lovfortolkningsregel. Der er naturligvis intet til Hinder for, at Lovgivningen opret holder alle gyldigen istandbragte Testamenter. Saa har vor Arvelov af 31 Juli 1854, 78, gjort. b) Hvis en Classe af Personer, der fr ei kunde gjore Testament eller behvede andres Samtykke dertil, ved ny Lov erholder fuld Frihed i saa Henseende, kan denne ikke ikke uden videre gjre deres ldre Testamenter gyldige. Loven af 29 Juni 1888, 41, som hver den Bestemmelse i Arve lovens 34, at Hustru ikke uden Mandens Samtykke maa gjore Fordring i den Arveret, som efter Loven tilkommer deres Brn, gjr ikke hendes ldre paa egen Haand istandbragte Dispositioner af saadant Indhold gyldige. For at faa sin Villie frem maa hun gjore nyt formeligt Testament. Under Paavirkning af den romerske Ret vil Savigny dog indskrnke disse Regler til Tilflde, hvori Forbudet mod, at visse Personer gjr Testament, er bygget paa Egenskaber hos dem af reent retlig Natur, saasom deres Nationalitet, Religion, gteskabelige Stilling, Domfldelse til Strafarbeide og deslige. Er derimod Forbudet grundet i deres naturlige Egenskaber, saasom deres Kjn, Alder, Mangel paa For stand, Feil paa Sandser osv., saa antager han, at Testamen tets Gyldighed skal bedmmes efter Lovgivningen paa det Tidspunct, da det oprettedes, og altsaa bliver upaavirket af senere Love 2). Hvis en Lov, der lod Evnen til at oprette Testament indtrde ved 16 Aars Alderen, aflstes af en Lov, der satte Grndsen ved 18 Aars Alderen, skulde altsaa denne nye Lov ikke kunne rokke de Testamenter, som fr gyldigen vare oprettede af yngre Personer. Endvidere have enkelte Forfattere saavel fr som etter
x) I det sidste Punct er Gabba (111, 2vB) uenig. *) Savigny, VIII, 461463.
173
Savigny antaget, at Arveladerens Evne til at testere altid maa bedmmes efter den Lov, som var gjldende, da han dde 1), Disses Lre stemmer med den almindelige i det ene Punct; nemlig at Lovgiveren ved at betage visse Personer deres Evne til at testere rokker de Testamenter, de allerede have bragt i Stand. Denne Stning er upaatvivlelig rigtig, hvad enten den opstilles til Rettesnor for Lovgiveren eller blot for Domstolene. At gjore Testament er kun Udvelse af den almindelige Handlefrihed, der tilkommer enhver, hvem den ei er negtet. Det er slet ikke sagt, at de Personer, som i et givet ieblik endnu ikke have oprettet noget Testa ment, stte mindre Priis paa Adgangen dertil end de, som allerede have bragt saadant istand. Det lader sig heller ikke med nogensomhelst Fie sige, at disse ved sin Handling have erhvervet. Ret til at efterlade sin Formue til dem, de have indsat som Arvinger. Antog man, at en Lov, som berver en vis Classe Personer Retten til at testere, ikke rokkede de Testamenter, nogle af dem allerede havde istand bragt, maatte man dog indrmme, at Loven hindrer dem ligesaavel som andre Personer af samme Classe fra at op rette nye Testamenter. Ikke engang Ret til at tilbagekalde deres ldre gyldigen oprettede Testamenter kunde en saa dan Lov folgerigtigen forbeholde dem. Thi dens Forudst ning maa ordentligviis vre, at de mangle Forstand til at afgive nogen Erklring om, hvorledes der skal forholdes med den Formue, de komme til at efterlade sig. Loven vilde altsaa gjre deres ldre Testamenter, i alt Fald mid lertidigen, uforanderlige og uigjenkaldelige, Men netop en saadan Lov vilde tillgge sig tilbagevirkende Kraft. Hvis Personer, som fr manglede Evne til at oprette Testament, ved ny Lov tillgges saadan Evne, kan den nye Lov af de i forrige Paragraph anfrte Grunde ikke uden videre erklre deres ldre Testamenter gyldige, men vel bestemme, at de skulle blive det, medmindre Testatorerne inden bestemt Frist tilbagekalde dem. Indeholder den nye
*) Meyer, Side 5892; Lasssalle, I, 482500.
174
Cap. 60. 'Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
Lov ingen udtrykkelig Bestemmelse herom, ere disse Testa menter altsaa at ansee som ugyldige, Flgelig er den al mindelige Lre ogsaa i dette Punct den rette Vor Arvelov af 31 Juli 1854, 78, tillgger uden videre ldre Testamenter Gyldighed uden Confirmation, saafremt de vilde vre gyldige, om de vare oprettede, efterat Loven var traadt i Kraft, og deres Gyldighed ikke er betinget af, at de af Kongen confirmeres. Dette staaer ikke i Strid med det ovenfor Udviklede. Thi Confirmationen var efter Fr. 23 Mai 1800, 17, en tom Formalitet, der ingen anden virkelig Betydning havde end at skaffe Statscassen Gebyhret. 61. Med Hensyn til Testamenters Indhold ere nu nsten alle enige om, at det maa bedmmes efter den Lov, som var i Kraft, da Testator dde 1). Nye Love om, hvor stor Deel af sin Formue man ved Testament man kan bortgive (jfr. dette Capitels 20), eller hvorvidt visse Gjenstande f. Ex. arvet Jordegods skulle til falde Intestatarvingerne eller en enkelt af dem, kunne altsaa tillgges Anvendelse ved ethvert senere Ddsfald fremfor det Testament, den afdde efterlader sig, om end dette er oprettet, for den nye Lov traadte i Kraft, og skjnker den indsatte Arving mere eller andet, end den nye Lov tillader. Har omvendt nogen ved Testament bortskjnket en strre Deel af sin Formue, end han efter den dagjldende Lovgivning har Ret til, saa kan Gaven ved senere Lov blive gyldig for det hele eller for en Deel. Vor Arvelovs 78 kunde synes at vre bygget paa den modsatte Synsmaade. Den siger nemlig, at Testamenter, som ere ldre end Arve loven, bedmmes iflge de forhen gjldende Forskrifter. Men Lovens Forarbeider vise, at dette ikke var dens Mening. I Motiverne til den nvnte Lovparagraph siges det udtryk kelig, at Ddsgaver, der fr 1855 var gjorte af en Person, som efterlod sig Livsarvinger, ved Arvelovens 33 bleve
>) Chabat de l'Allier,ll, 306308, 348387 ; Mailher de Chasat 11, 6769; Savigny, VIII, 403-464, jfr. 454457; Frster, I 47; S tobbe, I, 168: Gabba, 111, 310314; Scheel, I, 337.
175
gyldige, forsaavidt de ikke oversteg en Fjerdedeel af hans Formue, og saaledes har en af vore Overretter senere afgjort Sprgsmaalet '). Til Forskrifter om Testamenters Indhold hre selvflgelig Love om, hvem der kan arve efter Testamentet. At Testamenters Indhold skal bedmmes efter den Lov, som var i Kraft, da Testator dde, gjlder dog neppe om nye Forskrifter, der bestemme, hvorledes Testamenter skulle fortolkes. I Henhold til, hvad der ovenfor i 58 er udviklet om Love angaaende Forskud paa Arv, maa det vistnok an tages, at en ny Lov, ogsaa nar den opstiller declaratoriske Forskrifter af det heromhandlede Slags, kan bestemme, at disse skulle komme til Anvendelse paa Testamenter, op rettede under en ldre Lov med afvigende Bestemmelser, men kun forsaavidt der indrmmes Testatorerne passende Frist til at forandre deres Testamenter i Overensstemmelse med den nye Lov. Undertiden giver Loven ufravigelige Regler om Affattel sen af et Testament. Herhen hre Romerrettens bekjendte Forskrifter om Ndvendigheden af, at der i et Testament indsttes en eller flere Universalarvinger, og at en suus, hvem Testator vil forbigaa, udtrykkelig maatte exherederes. Her hen horer ogsaa vor Arvelovs 70, hvorefter enhver, der vil gjre sin Livsarving arvels, i sit Testament maa angive Grundene dertil. Forskrifter af dette Slags sagdes fr at angaa Testamentets indre Form. Til denne Classe hen regnede man endvidere saadanne Forbud som det, vor Arve lovs 59 opstiller mod, at andre end gtefller oprette reciproct Testament, saavelsom det, Code Nap., Art. 968, indeholder mod, at to Personer i samme Document tilkjende give sin sidste Villie. Dette Slags Forskrifter siges nu under tiden at angaa Testamentets Indhold, og i Overeensstemmelse med den almindelige Regel lres det da, at de kunne gjres anvendelige paa ldre Testamenter 2). Denne Lre fortjener
J) Storth. Forh. 1851, V D.. Side 140; Overretsdom i Ugebl., 11, 6364. 2) Sch m id, Side 143144, jfr. Gabba. 111, 305309.
176
Cap. 60.
neppe Bifald. Kjendemrket ved de Bestemmelser, om hvilke man for sagde, at de angik Testamentets indre Form, er, at Lovgivningen gjennem dem enten anviser en Maade. hvor paa den sidste Villieserklring gyldigen kan afgives, medens den samme Villieserklring afgiven paa anden Maade skal vre ugyldig, eller omvendt negter en sidste Villieserklring Gyldighed, hvis den afgives paa en i Loven forbudt Maade. Lovgivningen har altsaa under en vis Betingelse aabnet Te stator Adgang til at udtale en virksom Villie. Men deraf flger, at en senere Lov ei uden videre kan frkjende denne Udtalelsesform Gyldighed ogsaa for ldre Testamenters Ved kommende, nar den dog tillader en Forfoining af samme Indhold i anden Form. Vil Lovgivningen trffe en saadan Bestemmelfe, maa der gives Testatorerne rimelig Frist til at omskrive deres i Henhold til den ldre Lovgivning gyl digen affattede Testamenter. Dette er isr indlysende, hvis man tnker sig, at Loven i et Land, hvor flere Personer fr have kunnet give sin sidste Villie tilkjende i samme Document, erklrer saadanne Testamenter ugyldige. At an vende denne Bestemmelse paa sidste Villiestilkjendegivelser af dem, der, dengang Loven traadte i Kraft, vare og lige til sin Dd vedblive at vre ude af Stand til at omgjre sine Testamenter, kan neppe negtes at vre et Brud paa den Grund stning, at Loven ei maa gives tilbagevirkende Kraft. Noget mere har det for sig i det omvendte Tilflde at ansee Lov givningen berettiget til i saadant Fald at tillgge ldre Testa menter den Gyldighed, de efter tidligere Lovgivning manglede. 62. Vi komme eudelig til Sporgsmaalet om nye Loves Indflydelse paa allerede oprettede Arvepagter. Da disse ere Overeenskomster, kunne de ikke som Testamenter vilkaarligen tilbagekaldes, og nye Love faa derfor ikke strre Indflydelse paa dem end paa andre Overeenskomster. Heraf flger, at ikke alene nye Love om Formen for sidste Villiestilkjendegivelser, men ogsaa nye Love om Evnen til at afgive saadanne eller til at erhverve ved dem, ingen Indflydelse kunne faa paa fr oprettede Arvepagter. Da disse ere tosidige Handlinger, kan Lovgivningen ikke med Hensyn til dem som med Hensyn til Testamenter paabyde,
177
at de inden en vis Frist skulle omgjres i Overeensstemmelse med de nyopstillede Forskrifter. Omtvistet er her kun een af Gjenstandens Sider, nemlig hvorvidt en ny Lov, der tillgger nogen Intestatarving en strre Pligtdeel, end der fr tilkom ham, kan gives Anven delse mod nogen ved allerede oprettet Arvepagt indsat Ar ving, hvem Arven endnu ei er tilfalden. Dette Sporgsmaal er besvaret negtende ikke alene af den franske Cassationsret, men ogsaa af nsten alle Forfattere. Arvepagtens Egenskab af Contract medfrer, har man sagt, at Arvingens Ret her er erhvervet ikke frst ved Arvefaldet, men allerede ved Pagtens Indgaaelse, om end denne Ret er betinget af, at han overlever Arveladeren. Den kan derfor ligesaalidt uden videre betages ham ved ny Lov, som en saadan kan rokke gyldigen stiftede Livsgaver. Den modsatte Mening turde dog vre den rette 1). Sammenligningen med contractsmssige Livsgaver er <iensynlig haltende. Den, der har erholdt den bortgivne Gjenstand eller Krav paa at faa den udleveret i Giverens Live, maa efter Sagens Natur have en langt strkere Ret end den, der kun har Krav paa at erholde Gjenstanden ved Eierens Dd. Ved en Arvepagt indstter Arveladeren Med kontrahenten til sin Arving og fraskriver sig Adgangen til at tilbagekalde denne Forfining. Medcontrahentens Ret er altsaa ikke alene betinget af, at han overlever Arveladeren, men ogsaa af, at denne ingen pligtdeelsberettiget Intestat arving efterlader sig 2). Denne Ret maa vistnok vre lige
') Den er fremsat, men svagt forsvaret i et fransk Tidsskrift, Journal de Jurisprudence de Code civil, VIII, 115, hvis Udtalelser findes gjengivne og imdegaaede hos Chabot de I'Allier, 111, 106 ff. Den er antagen i den sachsiske Forordning af 2 Januar 1863, 4, af Stobbe, I, 166, Note 16, og i Bornemanns danske Arveret, Side 252253. a) Dette er almindelig anerkjendt, Code Nap., Art. 1090, jvfr. for den ldre franske Ret Pothier, XVIII, 100, for den almindelige tydske Ret, Ge rbe r, deutsches Privatrecht, 260, den preussiske LandNorges offentlige Ret. m. 12
178
saa uangribelig som enhver anden Ret, der udspringer af en Overeenskomst, men mere uangribelig kan den heller ikke vre. Vi have ovenfor ( 44) seet, at enhver Handling, som ikke i sig selv maa vre Opfyldelse af en contracts mssig Forpligtelse eller Udvelse af en contractsmssig Ret, kan forbydes med den Virkning, at Forbudet bliver virksomt mod dem, der ved tidligere Contract have betinget sig Ret til at forlange eller foretage en saadan Handling. Denne Grundstning kommer ligefrem til Anvendelse her. Ret til at tge den Formue, nogen efterlader, i Besiddelse som sin Eiendom, kan grun des ikke blot paa Contract, men ogsaa paa Testament eller paa Fdsel. Naar Lovgiv ningen tillgger visse Personer Pligtdeel efter andre, trffer den en Bestemmelse, som vistnok tilfldigviis kan gjre nogle Arvepagter umulige at opfylde, men i det store tget rammer ganske andre Tilflde. At tillgge enhver gyldigen oprettet Arvepagt bindende Virkning med Hensyn til senere Lovbestemmelser om Arvingers Pligtdeel, vilde ogsaa lede til synderlige Resultater. En Arvepagt, hvorved nogen for pligter sig til at efterlade en af sine Snner den Pligtdeel, der tilkommer ham iflge den ved Arvepagtens Oprettelse gjldende Lovgivning, er unegtelig en gyldig Overeenskomst. Formindsker en senere Lov Snnernes Pligtdele uden at for ge Dtrenes, vilde den Sn, med hvem en saadan Arve pagt var oprettet, utvivlsomt kunne krve den ham ved samme tillagte Lod. Men det kan ogsaa tnkes, at den nye Lov, saaledes som vor Arvelovs 8 sammenholdt med 33, forger Dtrenes Pligtdele. Og denne Forogelse kan vre saa stor, at disse ikke kunne udredes i Overeensstemmelse med den nye Lov, hvis Snnen skal erholde den Lod, som er ham tilsagt i Arvepagten, I saadant Tilflde at ansee den nye Lovs Anvendelighed afhngig af, hvorvidt det er ved Arvepagt eller ved Testament, Faderen har tilsagt Sn nen den Lod, som tilkom ham efter den ldre Lovgivning,
ret, Tb. I, Titel 12, 647. Den af Borne mann derom paa det anfrte Sted ytrede Tvivl er derfor neppe berettiget.
179
vilde vre urimeiigt. De, som indgaa en Arvepagt, benytte sig kun af den almindelig o Handlefrihed, der tilkommer enhver, hvem den ei er negtet. Men derved kunne de ikke betage Lovgivningen Adgang til at bestemme, hvem der skal vre arveberettiget efter den ene eller den anden af Contra henterne. Ugyldig bliver en saadan Pagt imidlertid ikke gjennem en Lov, der gjr det umuligt i det hele eller for en Deel at opfylde den. Hvad den indsatte Arving maatte have erlagt som Vederlag for den ham tilsagte Arveret, maa han kunne krve godtgjort af Boet. Derimod vilde en ny Lov, som gav Bestemmelser ude lukkende om Arveret efter Overeenskomst, alene kunne an vendes paa senere Arvepagter. Vor nye Arvelov kan med en vis Fie paastaaes at vre bygget paa den Anskuelse, at Arveret, som nogen ved Con tract har erhvervet, kan betages ham ved senere Lov. Ho spitaler havde plge Lovbogens 2l913 og Fr. 5 Dec. 1749 betinget Arveret til, hvad deres Lemmer ved sin Dd efterlode sig, ja endog til, hvad der tilfaldt dem som Arv, selv om Summen var saa stor, at de vilde trde ud af Ho spitalet og forsrge sig selv. Denne Arveret blev, saavidt vides, aldrig ved kongelig Bevilgning bervet Hospitalet noget der undertiden fandt Sted med Hospitalernes Ret iflge 2l9 1 til at tge Arv efter deres Forstandere 1 ). Ikke destomindre blev denne Arveret hvet ved den nye Arve lovs 29 og 81 paa saadan Maade, at det uomtvistelig har vret Meningen, at den skulde bortfalde ogsaa for de da levende Hospitalslemmers Vedkommende 2). Da Indtrdelsen i de Hospitaler, som omhandles i Lovbogens 219, var en frivillig Sag, maatte vistnok den dem tillagte Arveret ansees som contractsmssig, og det kan altsaa siges, at vor lovgi vende Magt har anseet sig bunden af tidligere Arvepagter. Det lader sig imidlertid betvivle, at man ved Arvelovens
*) rsteds Haandbog, I, 572 viser, at saadan Bevilgning meddeltes endog efter Hospitalsforstanderens Dd. a) Storth. Forh. 1851, V, U, Side 142.
180
Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Rv<*a.
Affattelse var tilstrkkeiig opmrksom paa, at Hospitalernes Arveret var at betragte som contractsmssig. Havde man vret sig dette fid f, bevidst, vilde man vel have sagt, at Hospitalet beholdt Arveretten efter de dalevende Lemmer, forsaavidt disse ikke havde pligtdeelsberettigede Arvinger. 63. Hvad der ovenfor er udviklet om Arvepagter, maa ogsaa gjlde om Afkald paa Arv, som efter den be staaende Lovgivning vilde tilkomme den, der meddeler det. Saadanne Afkald forbydes i Code Nap., Art. 791, og ved denne Lovbogs Indforelse i Lande, hvor de fr vare tilladte, opstod da Sprgsmasl, om de tidligere meddelte Afkald nu vare blevne ugyldige. Baade Forfatterne og Domstolene vare i temmelig lang Tid enige om at besvare Sporgsmaalet neglende *), men ved Indfrelsen af den italienske Lovbog, der i Art. 954 optog det samme Forbud, blev det bestemt, at de ldre Afkald skulde vre ugyldige, dog saaledes, at de Gaver, Arvinger have modtaget af Arveladeren, skulde fres tilbage til dennes 80, Lov 30 Nov. 1865, 22. Denne Lsning af Sporgsmaalet er vistnok ganske rigtig. Arvingen har vel frasagt sig den Arv, der skulde vre tilfaldt ham iflge den ldre Lov. Men det maa her som ellers staa Lovgivningen frit for at tillgge ham en ny af ldre Rets forhold aldeles uafhngig Arveret. Det her drftede Sporgsmaal er ikke opstaaet hos os. Thi Afkald paa Arv ere ligesaa tilladelige efter vor nye Arve lov, som de vare efter den ldre Ret. Afkald paa Arv have imidlertid nu en anden og strre Virkning end efter vor ldre Ret. De ansaaes nemlig iflge denne kun forbindende for Udstederne, ikke for hans Livs arvinger 2). Den nye Arvelov, 73, siger derimod, at Afkald, forsaavidt deri ikke er gjort Indskrnkning, bliver forbin dende ikke alene for Udstederen, men ogsaa for hans Arvin ger. I 79 siger Loven endvidere, at alle for udstedte Af kald skulle bedmmes efter den hidtil gjldende Ref. Sidst
x) Gabba, 111, 455471. 2) Storth. Forh. 1851, V., U., Side 140.
181
nvnte Regel strider ikke mod, hvad ovenfor er udviklet. Her er blot Sporgsmaal om en Fortolkning af Udstederens Villie. Den Betydning, at han ved sin Taushed skal antages at have fraskrevet ogsaa sine Livsarvinger Arven, kunde ikke uden videre anvendes paa en Erklring, udstedt under en Lov, som forbd ham dette. 64. At den, der iflge Testament eller anden Forfi ning allerede har tiltraadt et Fideicommis eller har betinget Ret dertil, ikke ved Lov kan berves samme, forstaaer sig selv. Paa den anden Side er det ligesaa klart, at endnu ikke tilvrende Personers Adgang til at erholde Fideicommisset ved Lov kan afskjres dem, see nrvrende Capitels 7, jvfr. nste Capitels 4. Derimod er det omtvistet, hvorvidt en Lov vilde faa tilbagevirkende Kraft ved at betage allerede tilvrende Per soner en dem tilsagt Ret til et Fideicommis, nar den er afhngig af en endnu ikke indtraadt Begivenhed. Dette har vret paastaaet af mange, ikke blot nar der handles om et Fideicommis i romersk Forstand, men ogsaa nar Sporgsmaa let angaaer et Familiefideicommis ] ) i alt Fald nar dette ikke er evigtvarende 2). For os har Sporgsmaalet vsentligst Betydning med Hensyn til fideicommissariske Substitutioner i romersk For stand. Af disse have vi et Slags, der er temmelig hyppigt, nemlig hvor det i et gjensidigt Testament er bestemt, at Boet skal tilfalde den lngstlevende gteflle, samt tillige hvem der efter dennes Dd skal erholde frstafddes Boeslod. Den dertil indsatte erhverver ikke Arveretten fr ved den lngstlevendes Dd. Hvis nogen, som vilde vre arveberet tiget ved frst afdde JBgteflles Bortgang, der fr den lngstlevende, indtrder altsaa ikke hans Arvinger i hans Sted, hvorimod Arven tilfalder dem, som paa den Tid. da
*) Merlin, Effet rtroactif, Seet. 11, 2, Seet. 111, 1. No 4; Meyer Side 6566, jvfr. 156161; Mailher de Chassat, 11, 161166. *) Gabba, 111, 336357.
182
Cap. 60.
lngstlevende gteflle der, var den frstafddes nrmeste Arvinger, og deles mellem dem efter den da gjldende Lov givning '). Maa det saaledes antages, at en ny Lov kan afskjre den, der endnu ikke har erhvervet et almindeligt Fideicom mis, Adgangen til at komme i Besiddelse af samme, gjlder dette saameget mere om Familiefldeicommisser 2). Dette er ogsaa antaget af den franske Oassationsret i en Doni af 21 Marts 1826 og af Lovgivningen ikke blot i Frankrige, men ogsaa i Holland og Italien. Den hollandske Lov af 1 Oet. 1833, 50, forbeholdt i Lighed med et ldre Decret fra det frste franske Keiserdmmes Tid blot den nrmeste fideicommissariske Arving hans Ret, men har derved frataget de etterflgende dalevende Arvinger deres Udsigt til at erholde Fideicommisset. Den italienske Lov af 30 Nov. 1865, 24, som ophvede alle da bestaaende Fideicommisser, Ma jorater og andre fideicommissariske Substituter, tillagde den davrende Besidder Md Eiendomsret til Halvdelen af Fidei commisformuen. Eiendomsretten til den anden Halvdeel til lagdes den nrmeste Arving, dog med Forbehold af livsvarig Brugsret for Besidderen. Afskjrer en ny Lov nogen, der er indsat til fideicom missarisk Arving, Adgangen til at erholde Arven, uden at Loven omtaler, hvem der skal indtrde i hans Sted, saa maa Sprgsmaalet herom afgjores efter det Document, hvor ved Fideicommisset oprettedes, eller, hvis ogsaa dette tier, efter den Lov, under hvis Herredmme Oprettelsen foregik. Dette gjlder naturligviis ogsaa, hvis den nye Lov ophver hele den fideicommissariske Substitution, saaledes at Sprgs maalet bliver, hvem der skal erholde Fideicommisformuen til fuld Eiendom. Efter Romerretten var dette den med Fideicommisset belastede, fr. 17, Dig. 31 1 ; 1. 1 7, C. 651.
l) Hallagers Arveret, Side 127; Hiesteretsdomme af 25 Febr. 1865 og 19 Dec. 1868, i Retstid. 1865, 257, og 1869, 139, samt i Ugebl., IV, 219, og IX, 65. s) Jvfr. Savigny, VIII, 537, 539; Lasalle, I, 217, 219, 521 og 399-427.
Cap. 60.
183
Efter vor Arvelovs 48 falder derimod Formuen til Testators Intestatarvinger. Kan nu den nye Lov, som afskaffer Sub stitutionen, uden Brud paa Grl.s 97 fratage dem denne? Hvis man betragter den dem forhen tilkommende Ret blot som en Arveret, maa Svaret, i Henhold til hvad der er ud viklet ovenfor i 56, aabenbart blive bekrftende. Hvad Familiefideicommisser angaaer, ere imidlertid en kelte nyere Forfattere komne til det modsatte Resultat. De holde sig nemlig til den forhen gjngse, af den preussiske Landret, Th. 11, Titel 4, 72 og 73, samt den sterrigske Lovbog 629, stttede Lre, at Eiendomsretten til et saa dant Fideicommis er hos Familien. De mene derfor, at Lov givningen, nar den ophver dette, ikke kan overdrage den davrende Besidder fuld Eiendomsret til hele Formuen 1 ). Hvilke Medlemmer af Familien der i saa Fald have uangribe lig Ret til Dele af Formuen, har imidlertid stillet sig uklart for Forsvarerne af denne Lre. Dens Forudstning br nu ansees som opgiven, idet de fleste nyere Forfattere vistnok med Foie antage, at Besidderen af et Fideicommis, hvad det er romerretligt eller moderne, er Eier af samme, skjnt hans Eiendomsret er indskrnket 2). Disse Sporgsmaal angaaende Virkningerne af nye Love om Familiefideicommisser have vistnok liden umiddelbar Interesse her i Landet. Imidlertid har Gjenstanden dog vret paa Bane ogsaa hos os. Det blev nemlig Gjenstand for Tvivl, hvorvidt Jarlsbergs Grevskab efter Erectionspatentet kunde tilfalde nogen uadelig, og hvis dette Sprgsmaal be svaredes negtende, vilde Adelsloven af 1 Aug. 1821, 6, som fratog alle efter dens Bekjendtgjrelse fdte Personer Adelskab, meget let have kunnet bevirke, at en senere fdt
') Lassaile, I, 499-427; Gabba, Ul, 354357. 2) Mittermaier, deutsches Privatrecht, 158, No. V; Gerb e r, System des deutschen Privatrechts, 84; Forster, 111,- 710; Roth, Bayrisches Civilrecht, 227, No. 2; Stobbe, deutsches Privatrecht 11. 510; Levis, das Recht des Familienfideicommisses, Side 186 ff.; Dernburg, preuss. Privatrecht, 354. Til den nyere Lre har vor Hiesteret i Resultatet, om end ikke i Begrundel.seu sluttet sig ved en Dom af 22 Oet. 1892.
184
nrmere Arving var bleven trngt tilside af en fjernere Arving, som var fdt, fr Loven af 1821 traadte i Kraft, og^ altsaa adelig. For at forebygge dette udkom Loven af 8 Aug. 1842, der bestemte, at Grevskabet skulde gaa i Arv efter Erectionspatentet uden Hensyn til Arvingernes Stand. En af de fjernere adelige Arvinger ansaa denne Lov stridende mod Grl.s 97, i hvilken Anledning han anlagde Sag mod Staten og Grevskabets davrende Besidder. Disse bleve imidlertid frifundne ved H. R. D. af 7 Mai 1850 l). 65. At Odelsret ikke ved ny Lov uden videre kan berves dem, som engang ere blevne odelsberettigede, synes hidtil at vre anseet som sikker Sag. Naar Lov om Ud videlse af Tnsberg 22 Juli 1833, 3, og alle senere Love af samme Slags saavelsom Loven af 5 Juni 1875 om Lade stedsgrundes Udslettelse af Landets Matricul foreskrive, at den derved paabudne Overgang af Eiendomme fra Land til By skal forblive uden Indflydelse paa den til disse Eien domme erhvervede Odel, saa viser dette strengt tget rigtig nok ikke mere, end at Lovgivningen ikke har villet tilintet gjre bestaaende Rettigheder af dette Slags. Sandsynligviis hvile dog disse Bestemmelser paa den Forudstning, at Lov givningen iflge Grl.s 97 dertil vilde vre berettiget, hvil ken Tanke trder tydelig frem i Constitutionscomiteens Ind stilling om Loven af 28 Sept. 1857 2). Denne Anskuelse er maaskee grundet paa, at Loven af 26 Juni 1821, 2, jvfr. Fr. 5 April 1811, 1, og Lov 14 Juni 1816, kalder den, som hvder Odel paa en Eiendom, Odels erhverver, ligesom den i 1 siger, at Jorden forbliver ham og hans Afkom til Odel uigjenkaldelig. Disse Udtryk vkke let den Tanke, at Odel maa ansees som, hvad man har kaldt en erhvervet Ret, og altsaa beskyttet af Grl.s 97.
*) Retst. 1850, Side 454 476. Under Lovens Behandling L Odelsthinget var der Forslag om, at Grevskabet skulde overgaa til fri Eiendom, og Discussion om Virkningen af en saadan Bestemmelse, Storth. Efterr. 1 42, Side 211-213. 2) Storth. Forh. 1833, 111, 351-352; 1857, IX, 386-387; Motzfeldt, Odelsret, Side 17; Brandt, Tingsret, Side 256257.
185
Herved vilde man dog lgge for stor Vgt paa Udtryks maaden. Naar 1 lses i sin Heelhed og i Sammenhng med ldre Lovbestemmelser, navnlig Fr. 14 Januar 1771, 1, sees det let, at den slet ikke har til Hensigt at tilsige Odels manden en af senere Love uafhngig Ret, men kun Frihed for at udloses af andre. Ligesaalidt er den Omstndighed afgjrende, at Odelsretten siges at vre erhvervet. Dette Udtryk bruges saaledes i Fattigloven af 6 Juni 1863, 15 og 17 om Hjemstavnsretten, der dog naarsomhelst af Lovgiv ningen kan ophves eller forandres. Hvorvidt det samme skal antages om Odelsretten, maa bero paa dennes Vsen. Odelsret vindes af enhver, som har havt Godset med fuld Eiendomsret i 20 Aar, for ham selv og for hans Afkom. Den er imidlertid kun en Losningsret og kan altsaa iflge sin Natur ikke udves strax, men frst paa Skifte etter sidste Besidder af Odelsgodset, eller nar dette er solgt til en fremmed eller fjernere i tten. Selv frste Odelserhverver kan, nar man vil holde sig til de almindelige Kjendemrker paa uangribelige Rettig heder, ikke siges at besidde nogen saadan. Den, mod hvem hans Ret senere skulde gjres gjldende, har enten slet ikke eller kun tilfldigviis (hvis han har solgt ham Eiendommen) nogen Andeel i dens Tilblivelse. Denne skyldes Odels erhververen selv. Iflge hvad der ovenfor i 20 er udviklet, bliver en betinget Rettighed af saadan Oprindelse frst uan gribelig, nar Betingelsen indtrder. At det samme gjlder om hans Livsarvingers Odelsret til en Gaard, som endnu ikke er gaaet ud af hans eller deres Besiddelse, er endnu klarere. Ligheden mellem deres Ret paa den ene Side, den almindelige Intestatarveret og Aasdesretten paa den anden Side, er iinefaldende. Disse Rettigheder hvile alle paa samme Slags naturlige Tildragelser, nemlig Fdsler. De ere betingede af senere Begivenheder, der ere uafhngige af den berettigede Persou, nemlig af Ddsfald eller af, at Eien dommen mod hans Villie kommer i fremmede Hnder. Af disse Rettigheder har Arveretten, navnlig til Pligtdeel efter Slgtninger, den strste Be.ydning. Kan Lovgivningen be tage hvemsomhelst hans Arveret, maa den saa meget mere
186
Cap. 60.
have saadant Herredmme over Odelsretten. At negte dette vilde isr vise sig urimeligt, hvis man bifalder den i forrige Paragraph udviklede Lre, at nrmeste Arving til et Fami liefideicommis, som endnu ikke er blevet ledigt, maa taale, at dette ved ny Lov gjres til fri Eiendom for davrende Besidder. Derimod er der vel overveiende Grund til at antage, at Retten til at indlse det allerede solgte Odelsgods ei kan fratages nogen. Thi her have samtlige de Begivenheder, der udfordres til at stifte Retten, fundet Sted, fr den nye Lov udkom. I andre Lande har man dog ei havt denne Opfatning. Den svenske Fr. af 22 Dec. 1863, som ophvede den tilsvarende Losningsret, Bordsrtten, gjorde intet For behold for allerede solgt Gods. Den franske Lov af 19 Juli 1791, som ophvede le rtrait lignager, bestemte udtrykkelig, at den skulde gjlde mod alle, som endnu ikke havde lst Godset. Dette foreskreves endog, om Losningsmanden alle rede havde anlagt Sag mod Eieren, noget, som aabenbart var at give Loven tilbagevirkende Kraft. 66. Fra gammel Tid har det vret lrt, at Love hvad man har kaldt Personernes Stand (status personarum, etat des personnes), gjlde strax mod enhver, uanseet hvorledes hans retlige Stilling derved maatte blive paavirket. Til dette Slags pleie Forfattere i Lande, som staa under Code Napoleon i oprindelig eller omarbeidet Skik kelse, ogsaa at regne Love om Familieretsforholdene 1 ). At enhver saadan Lov skulde kunne anvendes paa bestaaende Forhold, er imidlertid en Stning, som gaacr videre, end nogen i Virkeligheden har meent. Den vilde lede f. Ex. til, at et nyt Forbud mod gteskab mellem visse Personer skulle ophve gteskaber, de allerede paa lovlig Maade havde indgaaet med hinanden, samt at Lovgivningen skulde kunne betage et allerede fodt Barn Egenskaben af at vre gte. Nyere Forfattere i hine Lande tillgge derfor kun
Jj Chabot de l'Allier, under Ordet Autorisatim maritale, isi I, 4041; Meyer, Side 20, 21, 30, No. 2, samt Side 40 og 46.
187
Love om Personernes Stand Virkning paa ldre Forhold, forsaavidt erhvervede Rettigheder ikke derved blive krn kede'). Efter den i Tydskland almindelige Inddeling af Rets reglerne skjelner man mellem dem, som angaa Familierets forholdene, og dem, som vedkomme Personernes retlige Stilling i og for sig, det vil sige deres Evne til at have Ret tigheder og Forpligtelser (Rechtsfhigkeit) og deres Evne til at foretage retlige Handlinger (Handlungsfahigkeit). Som almindelig Regel opstilles det da, at Love om Personernes retlige Stilling, tgen i denne Forstand, strax blive betinget anvendelige 2). Som Grund anfres, at Retsevnen og Hand lingsevnen ikke danne erhvervede Rettigheder, men kun Forudstninger for at kunne have eller selv erhverve dem, Denne Stning maa dog taale mange Begrndsninger, noget, der i Almindelighed ogsaa erkjendes af dem, som op stille den. 67. Vi vende her tilbage til den fr udviklede Hoved stning, at ethvert Forbud mod en Handling, som ikke efter sin Natur maa vre Udvelse af en ukrnkelig Ret, men kun er en Benyttelse af den almindelige Handlefrihed, Lov givningen har levnet enten alle og enhver eller Personer af vis ved naturlige eller tilfldige Egenskaber bestemt Classe, strax bliver virksomt mod dem. Heraf flger lige frem, at dette gjlder om enhver ny Lov, som betinget indskrnker den retlige Handledygtighed, der fr tilkom nogen, eller kun tillgger hans Handling bindende Virkning for ham, forsaavidt han dertil erhverver Samtykke fra nogen anden. Opstiller saaledes Lovgivningen en hiere Alder end fr som Betingelse f. Ex. for Adgangen til at indtrde i gteskab eller oprette Testament, saa er det klart, at de
') Pinto i Supplement til Meyer, Side 137; Gabba, 11, 11 ff.; Aubry et Kav, I, 67. 2) Savigny, VIII, 414; Unger, I, 130; Forster, I, 40; Roth, bayrisches Civilreeht. I, 130; S tobbe, I, 162163.
188
Personer, som efter den ldre Lov vare gamle nok til at gifte sig eller testere, nu have tabt Evnen dertil. Lige ledes vilde en ny Lov, som paalagde Brn at indhente For ldres Samtykke til deres gteskaber eller andre Rets handlinger, blive gjldende for enhver, som endnu have Forldre i Live. Indskrnkedes Fruentimmers Handleevne i nogen enkelt Retning, f. Ex. hvis det blev dem forbudt at indgaa Forlfte for Gjld, saa maatte den nye Lov komme til Anvendelse mod ethvert dalevende Fruentimmer. I Overeensstemmelse hermed antage alle Forfattere, at en ny Lov, som bestemte, at enhver Qvinde skulde vre umyndig, blev gjldende ogsaa med Hensyn til dem, der vare myndige, da Loven traadte i Kraft. Flgerigtigen maa man ogsaa antage, at Lovgivningen, hvis den forhoiede den almindelige Myndighedsalder, kunde bestemme, at de Personer, som allerede vare blevne myn dige, men ikke havde opnaaet den ved Loven opstillede hiere Aldersgrndjse, nu igjen skulde blive umyndige. Saa ledes er ogsaa Sporgsmaalet lost af franske Domstole og de fleste nyere Forfattere 1). Der er imidlertid andre Forfattere, hvoriblandt enkelte af hoi Autoritet, som forsvare den mod satte Mening 2). Man paaberaaber sig, at Lovgivningen umu lig kan fratage nogen Fuldmyndigheden, nar den er ham indrmmet ved srlig Bevilgning. Dette viser, siger man, at Myndigheden i sit Vsen er en ukrnkelig Rettighed og altsaa heller ikke kan berves nogen, som har erhvervet den ved Opnaaelsen af den lovbestemte Alder. Var denne Bevisfrelse rigtig, saa kunde heller ikke en Lov, som er
') Meyer, 3ide 4647; Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, Seet. 111, 2, Art. IX; Mailher de Chassat, I, 48; Laurent, I, 249; Aubry et Rav, I, 63; Weber, Side Bs; Unger, 1, 131; Lassalle, 63 og 391-392; Windscheids Pandecten, I, 74, Note 7 ; rsted, I, 193195. 2) Savigny, VIII, 415; Vangerow, Pandekten, I, 69; Stobbe, I, 162163; Forster, I, 4041; Pintos Supplement til Meyer, Side 145: Gabba, 11, 6989; Scheel, I, 303.
189
klrede Qvinder umyndige paa Grund af deres Kjn, komme til Anvendelse paa dem, som allerede fr havde opnaaet Myndighed. Thi ogsaa i dette Tilflde kan Myndigheden vre meddeelt dem ved Bevilgning (venta sexus). Men Be viset holder ikke Stik. Der er i Sagens Natur intet til Hin der for, at Staten ved srskilt Bevilgning tillgger et Rets forhold en Uangribelighed, som det i og for sig ikke har. Snarere kan det siges, at den, hvem det Offentlige har over leveret hans arvede Formue, tilladt at anvende denne i hvilkensomhelst Nringsvei, myndig Mand kan drive, og hvem det har bemyndiget til at indtrde i mange Slags Contractsforhold, i hvilke hans Interesser vanskelig kunne varetages paa fuldt tilfredsstillende Maade af andre end ham selv, br kunne gjre Regning paa, at Lovgivningen ikke igjen uden Ndvendighed berver ham Myndigheden. Men heller ikke deiine Betragtning rammer Sprgsmaalets Kjerne. En Lov som den omhandlede kan kun have til Hensigt at beskytte den Classe af Personer, hvem den umyndiggjr. Den gives til Fordeel for dem, ikke for andre. Den kan alene 'tnkes istandbragt, hvis Erfaring tilstrkkelig har viist, at de fleste Personer i yngre Alder, end den nye Lov bestemmer, ere uskikkede til at styre sine Anliggender. Ved at raade Bod herpaa bryder Lovgivningen ikke Grl.s 97. At Loven kommer til at ramme det Mindretal af Personer, som have viist sig i Besiddelse af tilstrkkelig Modenhed, kan forebygges ved at aabne dem Adgang til Myndigheds bevilgning. Videre kan deres Krav ikke strkke sig. Thi det maa vel erindres, at Fuldmyndighed dog i sit Vsen klin er den almindelige retlige Handlefrihed. De Forpligtelser eller Rettigheder, nogen allerede fr den nye Lov har stiftet ved Udvelse af den ham gjennem Loven betagne Handledygtighed, forblive selvflgelig i Kraft. Under enhver Omstndighed vilde den Lre, at Myn dighedsalderen ei ved almindelig Lov kan forhies med Virk ning for dem, som allerede ere blevne myndige, ndvendigen lede til, at en ny Lov, som satte Qvinder under Vrgemaal blot paa Grund af deres Kjn, ei kunde bringes i Anven
190 Cap. 60.
deise paa de Qvinder, som efter den nuvrende Lovgivning allerede ere blevne myndige. 68. Indskrnker den nye Lov visse Personers Evne til at besidde Rettigheder, saa er det klart, at den hindrer de da levende Personer fra fremtidigen at erhverve Rettig heder af det omhandlede Slags. Det maa endog indrmmes, at der paa Person- og Familierettens Omraader gives visse virkelige Rettigheder, som ved Love af det heromhandlede Slags gaa tabte for dem, som allerede ere komne i Besid delse af dem. Dette gjlder f. Ex. om Fdrenemagt og fdt Vrgemaal. Paa den anden Side kan dette ikke gjlde om alle Rettigheder, der ledsage en vis personlig Stilling, hvorimod det maa komme an paa hele Forholdets Natur. De Omstndigheder, som her fornemmelig maa tges i Be tragtning, ere deels, paa hvilken Maade den Stilling, hvortil Rettigheden knytter sig, er stiftet, enten ved en tilfldig Be givenhed eller gjennem vedkommende Personers egne Hand linger eller endog gjennem heelt eller halvt contractsmssige Tilsagn eller Bemyndigelser fra offentlige Autoriteter, deels Rettighedens Forhold til Stillingen, nemlig hvorvidt den er en vsentlig eller kun tilfldig Bestanddeel af denne, deels Rettighedens Beskaffenhed i og for sig, navnlig om den er af politisk, moralsk eller conomisk Natue, deels endelig den Grad, i hvilken den nye Bestemmelse vilde gribe ind i den tidligere Tilstand. Udkom der et Forbud mod, at Embedsmnd eiede fast Gods i det Landdistrict, hvor de vare ansatte, saa vilde en saadan Lov ganske vist hindre alle i Strid dermed kommende fremtidige Erhvervelser. Men den kunde ikke uden videre berve en Embedsmand nogen Eiendom, han allerede havde erhvervet. Lov om Statsborger iet af 21 April 1888, 9 og 16 forbyde ikke Udlndiger at eie, men kun at erhverve faste Eiendomme her i Lan det og ere flgelig ikke engang efter sine Ord anvendelige mod Udlndinger, som allerede da havde erhvervet saadanne l).
*) Afhandling om den retlige Stilling, Udlndinger indtage her i Landet, hvis de var indflyttede fr Loven af 21 April 1888 traadte i Kraft, Retstid. 1888, 561568.
191
Sporgsmaalet er kun, hvorvidt de ved Lov kunde forpligtes til inden vis Frist at slge Eiendommen. Dette har vret antaget i sterrige, men maa negtes hos os. I ethvert Fald vilde Grl.s 105 hjemle dem Erstatning efter Skjn, hvis Salget blev fremtvunget under uheldige Omstndigheder, eller det forovrigt paaforte dem conomisk Tab *). Som for bemrket kan Statsborgerret ikke uden videre fratages nogen, der allerede har erhvervet den, vre sig ved Fdsel, Indflytning eller Bevilgning. Derimod kan Lovgiv ningen som Betingelse for, at nogen Classe af dem, f. Ex. de indflyttede, skal beholde sin Statsborgerret, paabyde dem inden vis Tid at iagttage hvilkensomhelst til dem srlig ret tet Forskrift, som de kunne opfylde uden egentlig Opofrelse, f. Ex. Aflggelse af Troskabseed. Derhos forstaaer det sig, at Staten som Betingelse for Bevarelse af Borgerretten kan krve hvilkensomhelst Opofrelse, der ikke betinges af Rettig hedens Erhvervelsesmaade Omtvistet er det baade i Theori og Praxis, hvorvidt en ny Lov kan faa den Virkning, at en Mand mod sin Villie bliver Undersaat og Borger af et Land paa Grund af en Handling eller Begivenhed, der er ldre end Loven 2). Sporgs maalet maa utvivlsomt besvares negtende, hvis den frem mede, om hvis Stilling der handles, fr Loven udkom, har forladt Landet og tget Bopl andetsteds. I modsat Fald pligter han at lyde dets Love og maa, hvis han vil vedblive at bo der, overtage de Forpligtelser, Staten paalgger sine Undersaatter. Men der maa levnes ham Adgang til at und gaa det undersaatlige Baand ved at forlade Landet. 69. Afskaffer en ny Lov tidligere Indskrnkninger i visse Personers Handledygtighed eller Evne til at besidde Rettigheder, saa tr det vistnok opstilles som almindelig
2 ) Jfr. paa den ene Side W ach te r, Wurtembergisches Privatrecht 11. 176, paa den anden Side Unger, I, 134. Hvorledes Sagen vilde stille sig, hvis de fremmede Eiere vare Undersaatter af en Magt, med hvem Riget befandt sig i Krig, er et andet Sprgsmaal, jvfr. Mailher de Chassat, I, 209211. *) Lassalle, I, 8083; Gabba, 11, 4452
Regel, at Loven kan gives Anvendelse paa Personer, som allerede beflnde sig i saadan Stilling. Dette gjlder dog ikke, forsaavidt nogen anden Persons allerede erhvervede Rettighed derved vilde blive krnket, hvilket langtfra er utnkeligt. Exempel herpaa haves i den franske Lovgiv ning. Blev nogen dmt til borgerlig Dd, gik hans Formue etter Code Nap., Art. 26, over paa hans Arvinger, hvorhos hans gteskab oplstes, Art. 227. Da denne Straf afskaf fedes ved Loven af 31 Mai 1854, kunde man ikke uden at give dens Forskrifter tilbagevirkende Kraft have bestemt, at de til borgerlig Dd dmte Personer skulde indtrde i sine gteskabelige Rettigheder eller kunne sge sine forrige Eiendele tilbage fra sine Arvinger. Lovens 5, der gjengav de borgerlig dde, som endnu vare i Live, deres borgerlige Rettigheder, traf derfor udtrykkeligt Forbehold om, at dette ikke skulde vre til Skade for andres Ret. 70. Love om den borgerlige Agtelse angaa Handle eller Retsevnen. Sporgsmaalet om deres Anvendelighed paa bestaaende Forhold hrer altsaa hid og fortjener srlig Drf telse, fordi denne vil vise, baade hvor umuligt det er at lse det ved en almindelig Regel, og at Lsningen i ethvert Til flde maa rette sig efter dets Eiendommeligheder. Forbyder en Lov Personer, der have begaaet et vist Slags mislige Hand linger eller ere dmte til Straf af en vis Art, at foretage noget, som for har vret dem og fremdeles forbliver alle andre tilladt, f. Ex. at drive en fri Nringsvei, saa rammer Bestemmelsen tillige dem, der tidligere have begaaet deslige Handlinger eller ere dmte til Straf af den omhandlede Art, jvfr. Lovene om Almueskolevsenet af 12 Juli 1848, 28, 16 Mai 1860, 76, og de nugjldende af 26 Juni 1889, resp. 630g 56. Men Loven kunde ei paa Grund af en saadan Omstndighed betage dem Ret til at drive en bunden Nring, hvorpaa de havde erholdt offentlig Autori sation. Negter Loven dem, som falde ind under . dens Be stemmelser, en retlig Evne af offentlig Natur, f. Ex. Adgang til at blive Embeds- eller Bestillingsmand eller Ret til at af give Stemme ved offentlige Valg, saa kan den anvendes paa ldre Handlinger. Men Loven kan ikke paa Grund af saa
Cap. 60.
193
danne betage nogen hans Embede eller hans Egenskab af norsk Statsborger. Den kunde ikke engang bestemme, at fremtidige Handlinger af det omhandlede Slags skulde befie nogen til at fratage Gjerningsmanden en Ret, hvorpaa han har uangribelig Adkomst af privatretlig Natur. Loven kunde saaledes ei bestemme, at den Huusmand, som for ulovligt Brndeviinssalg dmtes til Straffarbeide, af Huusbonden skulde kunne drives fra Pladsen. 71. Bliver det auerkjendt, at et vist Slags oconomiske Retsforhold strider mod Sdelighedens Fordringer eller mod Samfundets Tarv, kan Lovgivningen altid omdanne dem mod Erstatning til de Personer, hvis Stilling derved forvrres. Denne Udvei er uanvendelig med Hensyn til de reent fami lieretlige Forhold, thi de deraf udspringende Rettigheder og Forpligtelser kunne ikke anslaaes i Penge. Sprges der, hvorvidt Lovgivningen uafhngig af Parternes Forgodtbefin dende kan forandre nogen af disse, maa Svaret blive enten reent bekrftende eller reent benegtende. Heraf flger, at Lovgivningens betingede Evne til at forandre bestaaende familieretl ige Forhold maa strkkes noget videre end dens betingede Raadighed over oconomiske Rettigheder. At Staten skulde have villet fraskrive sig al Adgang til selv stndig at omdanne de bestaaende Forhold af nvnte Art, er nemlig i mange Tilflde reent umuligt. Paa den anden Side vil det ved nrmere Betragtning vise sig ligesaa klart, at man ikke uden iensynligt Brud paa Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft kan opstille den Stning, at eDhver ny Lov kan opstilles paa allerede bestaaende tamilieretlige Forhold. Hvorvidt dette kan skee, have nogle villet afgjore, ettersom den nye Lov er fremkaldt af reent sdelige Hensyn, eller, som man har udtrykt sig, hvorvidt Loven sger at bringe en religis eller ethisk Fordring til retlig Gyldighed. Sin Ret og Pligt hertil kan Lovgivningen. siges det, ikke opgive eller dog ei formodes at have opgivet. Nogen Vgt fortjener vistnok denne Betragtning, men af gjrende er den ikke altid. Den almindelige Retsbevidsthed kan vende sig derhen, at visse tamilieretlige Forhold blive anseede som uchi istelige eller usdelige, uden at LovgivninNorges offentlige Ret. ni. 13
194
Cap. 60. Forbudet mod at give Love iilbagevirkende Kraft.
gen dog kan rokke dem. Som bekjendt fortolke mange den hellige Skrift saaledes, at den betinget forbyder Skilsmisse, undtagen hvor den ene af gtefllerne har gjort sig skyl dig i Hor. Blev vor gteskabslovgivning omdannet i Over eensstemmelse hermed, saa kunde den dog ikke ophve nu bestaaende gteskaber, indgaaede af dem, der ved Bevilg ning ere skilte paa Grund af Uforligelighed. Og dette gjl der uden Hensyn til, hvor utvivlsom de engang stiftede gteskabers Immoralitet maatte vre. En christen Stat, der har muhamedanske Undersaatter og har anerkjendt poly gamiske gteskaber mellem dem, eller som erobrede [en Provinds med muhamedansk Befolkning og Lovgivning, vilde ved at erklre deslige gteskaber for at vre ugyldige og anvende dette Bud paa bestaaende Forbindelser, unegtelig tilsidestte den Grundstning, at Love ikke maa gives til bagevirkende Kraft. Som almindelig Regel kan opstilles, at Sporgsmaalet om, hvorvidt et Retsforhold overhovedet er stiftet, selv nar dette er reent familieretligt, maa bedmmes efter de Love, under hvis Herredmme den retstiftende Handling forefaldt. Derimod vilde nye Love om familieretligt Forholds Virkning med Hensyn til Parternes personlige Rettigheder og Forpligtelser inden visse Grndser kunne gives Anven delse ogsaa paa de ldre Forhold. Med Hensyn til disse Retsforholds Ophvelse gjennem nye Love stiller Sagen sig forskjellig efter de forskjellige Maader, paa hvilke de stiftes. Disse Stninger tiltrnge imidlertid nrmere Udvikling og Begrndsning. 72. Vi skulle her frst vende os til gteskabslov givningen. Har den bestaaende Lovgivning tillagt et privat eller offentligt Lfte om gteskab forpligtende Virkning, saaledes at dets Opfyldelse kan fremtvinges, eller at den, der bryder det, bliver pligtig til at yde den anden Part en Pengeopreis ning, og en ny Lov erklrer deslige Lfter uforbindende, saa kan denne Lov efter nogles Mening gives Anvendelse paa Lfter, som have fundet Sted, fr den kom ud. Thi
195
Sdeligheden fordrer fuld Frihed ved Indgaaelsen af gte skab '). Denne Almeenstning har imidlertid liden bevisende Kraft. Den modsatte Mening er vistnok den rette 2). Isr er dette klart, hvis Forpligtelsen bestaaer i et med Be svangrelse forbundet gteskabslfte, jvfr. Fr. 5 Marts 1734* At berve en under saadanne Omstndigheder forfrt Kvinde den hende tilsagte Opreisning vilde ligesaavel vre et Brud paa Grl.s 97, som at en ny Lov gjorde deslige gteskabs lfter, der fr vare afgivne af mindreaarige Mandspersoner bindende for dem. 73. Love, som forbyde visse Personer at gifte sig, opstille strengere Betingelser eller krve andre Former der for, kunne selvflgelig ikke gives Anvendelse paa allerede gyldigen stiftede gteskaber. Derimod maa det erkjendes, at Lovgivningen under visse Betingelser kan tillgge bestaaende gteskabelige Forbindel ser Gyldighed, uagtet de ere ugyldige efter den Lov, som gjaldt, da de bleve indgangne. Efter den tidligere engelske Retsregel var et gteskab mellem en Mand og hans aldde Hustrues Sster voidahle, det vil sige, saadanne gteskaber vare forbudte, men bestode dog, indtil de ved Dom erklre des ugyldige. Ved en ny Lov (5 &6, Will. IV, cap. 54) fastsattes det imidlertid samtidigt, at alle ldre Forbindelser af dette Slags skulde vre gyldige, men alle fremtidige absolut ugyldige 3). Et andet Exempel er den preussiske Forordning af 27 Febr. 1816. Medens Rhinprovindserne vare underlagte fransk Herredmme, kunde gyldigt gteskab der alene stiftes ved borgerlig Handling. Adskillige Personer tilsidesatte af religise Hensyn denne Forskrift og lode sig blot vie af Prsterne. Da disse Provindser igjen kom under Preussen, blev det ved den nvnte Forordning bestemt, at saadanne gteskaber skulde vre gyldige og de i dem avlede Brn ansees som gte. Tillgge ugyldige gte
>) Unger. I, 140; Laesalle, 1, 30^; Gabba, 11, 139. 2) Scheel, 11, 328. *) Roper and Bright on the Law of husband and wife, L 6-O7 13*
196 Cap. 60.
skaber Gyldighed kan imidlertid Lovgivningen kun, hvor det er klart, at den derved ikke krnker Parternes Villie. For bindelsen maa altsaa vre fortsat, indtil den nye Lov trder i Kraft, jvfr. Just. Nov. 117, Cap. 6 og Epilogen. 74. Ved gyldig Stiftelse af gteskab erhverve Par terne uangribeligt Krav paa at beholde de personlige Rettig heder, der danne en saadan Forbindelses vsentlige Indhold og altsaa indbefattes i det gteskabelige Samliv, den gjen sidige Bistand og Fordringen paa, at Forbindelsen ikke vil kaarlig ophves. Forovrigt er gtefllernes personlige Stilling til hinanden ligesom Eiendomsretten i den Forstand en Institution af saa bestemt Indhold, at den maa rette sig efter de Regler, Lovgivningen til enhver Tid opstiller derom. Hvis der hos os udkom en Lov, som indfrte den i andre Lande gjldende Regel, at Hustruen pligter at flge Manden, nar han flytter til Udlandet, saa vilde denne Lov blive virksom mod de allerede fr gifte Kvinder. Omvendt vilde disse kunne paaberaabe sig nye Love, som gav dem Stemme ved Valget af Bopl inden Riget, ved Fste eller Opsigelse af Tyende, ved Beslutninger angaaende Brnenes Opdragelse osv. Naar en ny Lov saaledes som hos os Loven af 29 Juni 1888, 11, tillgger gifte Kvinder Myndighed, kunne de allerede i gteskab indtraadte Mnd ikke paastaa at have en uangribelig Ret til at holde sine Hustruer under Vrge maal. Hvis Lovgivningen senere vendte tilbage til den tigligere Regel, vilde alle Kvinder, som da levede i gte skab, blive umyndige. 75. Skjnt stiftet ved Contract er gteskabet altsaa i langt strre Udstrkning end de paa samme Maade op komne oconomiske Retsforhold undergivet nye Loves Herre dmme. Dette viser sig ogsaa i andre Henseender end den nys paapegede. Medens Lovgivningen ikke uden videre kan give sine nye Regler angaaende Oplsning af sidstnvnte Slags Retsforhold Anvendelse paa de allerede bestaaende, har den en vid Adgang hertil, nar den opstiller nye For skrifter om Skilsmisse og Separation. Hvis saaledes en ny Lov ganske afskaffede Skilsmisse eller ophvede en tidligere gjldende Skilsmissegrund, maatte
Cap. 60.
den komme til Anvendelse paa alle endnu ikke oplste gte skaber, og det selv om den Kjendsgjerning, paa Grund af hvilken den fornrmede gteflle fr havde Ret til at krve Skilsmisse, allerede var indtruffen, inden Loven udkom. Var Skilsmissesag dengang anlagt, vilde man maaskee ansee Sporgsmaalet tvivlsommere. I Tilflde, hvor Klagerens Ret tighed er af den Beskaffenhed, at Sagvolderen paa egen Haand kan etterkomme hans Paastand, br vistnok Anhn giggjrelsen antages at have gjort Rettigheden ligesaa uan gribelig. som den vilde vre bleven gjennem Stadfstelse ved Dom. Men da den klagende gteflle ikke kan faa privat Skilsmissebrev af den indstvnte, maa hans Adgang til at fordre gteskabet ophvet vistnok gaa tabt, saafremt Sagen ei er endelig paadmt eller i alt Fald optagen til Doms, fr den nye Lov trder i Kraft 1). Ophves cii Lov, som tillgger Trediemand Ret til at forlange gteskabet erklret ugyldigt, saa er det den almin delige Lre, at denne Ret nu er bervet dem, som paa Grund af ldre Begivenheder havde den 2). Denne Lre er vistnok rigtig, forsaavidt Retten var tillagt Forldre eller Foresatte, hvis Samtykke skulde have vret, men ikke var blevet indhentet til gteskabet. Er derimod Trediemands Ret efter den ldre Lovgivning bygget paa et brudt gte skabslfte, maatte Sagen, iflge hvad ovenfor er forklaret, staa anderledes. Erklrer en ny Lov visse Forseelser for Skilsmisse grunde, maa enhver, som senere gjr sig skyldig i nogen saadan, selv om hans gteskab er ldre end Loven, taale, at denne anvendes mod ham. Herom hersker der fuld Enig hed. Den franske Lovgivning og Retspraxis have endvidere antaget, at det samme maa gjlde, ogsaa om Handlingen har fundet Sted, fr den nye Lov traadte i Kraft 3), i alt
*) Scheel, I, 332; Rintelen, Side 5354. Det hollandske Indfrselspatent af 1 Oet. 1833, 43, lste Sporgsmaalet i modsat Retning. Savigny, VIII, 495, syne at vre af sidstnwvnte Mening 2) Gabba, 11, 152153. 3) Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, seet. 111, 2, Art. VI; Mai 1 her
198
Fald forsaavidt den har frembragt en Tilstand, der strkker sig ind under den nye Lovs Herredmme, f. Ex. hvis nogen fr er dmt til vanrende Straf eller til Strafarbeide i et saa stort Antal Aar, at det efter den nye Lov bliver Skilsmisse grund, og Straffen endnu ikke er udstaaet, nar denne Lov udkommer 1 ). Preussens og Hollands Lovgivninger have imidlertid betinget krvet, at den Handling, der skal kunne paaberaabes som Skilsmissegrund, maa vre yngre end Loven, og til denne Synsmaade have mange nyere Forfattere vist nok med fuld Fie sluttet sig 2). Tillgger en Lov vis Tids frivillig Fravrelse, begyndt fr, men fortsat efter at Loven er traadt i Kraft, den Virkning, at den forladte gteflle kan krve Skilsmisse, gjlder imidlertid, hvad der for er udviklet angaaende Virkningen af nye Prscriptionslove. Hvad angaaer Virkninger, en allerede erhvervet Skils misse har paa gtefllernes personlige Stilling, siges det undertiden, at de kunne forandres ved senere Lov, hvorved man da nrmest har tnkt at hvde Staten Adgang til at forbyde de skilte gtefller at indgaa nye gteskaber 3). Sporgsmaalet herom fremkom ved Code Nap., Art. 295, der forbd gtefller, som engang vare skilte, igjen at indtrde i gteskab med hinanden, Der tvistedes da, om denne Regel var anvendelig ogsaa paa dem, som havde ladet sig skille, fr Loven udkom. Ligeledes har der vret Sporgs maal, om ikke den franske Lov af 8 Mai 1816, som erkl rede Skilsmisse afskaffet, blev til Hinder for, at Personer, hvis gteskab tidligere paa saadan Maade var oplst, senere kunde indgaa nyt gteskab, eller om ikke Loven, dog kunde
de Chassat, I, 233; Schmid, Side 138; ogsaa Savigny, VIII, 495, maa siges at have erklret sig for denne Mening, skjnt han erkjender; at Billighed taler for den modsatte, see VIII, 526. J) Laurent, I, 247; Gabba, 11, 173184; Scheel, I, 332. 2) rsted, 1,205; preussisk Lov af 3 Sept, 1814, 10; hollandsk Lov af 1 Oet. 1833, 41; Pint os Suppl. til Meyer, Side 142144; Unger, I, 140; Lassalle, l* 20 og 78; Forster, I, 45; Stobbe, I, 169. 3) Gabba, 11, 187191, jvfr. Mailher de Chassat, I, 235 ff.
199
have opttillet et saadant Forbud. I alt Fald det sidste Sporgsmaal maa besvares negtende. En saadan Lov vilde ligefrem have bervet ldre Skilsmisser en vsentlig Bestand deel af deres Retsvirkning. Herimod kan det ikke indven des, at nye gteskabsforbud iflge den almindelige Regel strax blive virksomme mod enhver, som gaacr ind under deres Bestemmelser. Thi denne Regel kan kun opstilles, fordi disse Forbud i Almindelighed ikke ved den faa tilbagevir kende Kraft. Hvor dette undtagelsesviis bliver Tilfldet, maa den blive uden Anvendelse. 76. At den, der ved Undfangelse, Adoption eller Legitimation er bleven gte Barn, ikke kan berves denne Egenskab, er allerede fr oftere nvnt. Nye Love om Forldres og Brns personlige Rettigheder og Forpligtelser mod hinanden, kunne derimod gives Anven delse paa allerede opkomne Forhold. Har det vret Lov, at Fdrenemagten varer til Faderens Dd, eller indtil han frivillig emanciperer Barnnt, og det saa bestemmes, at F drenemagten ophrer, nar Barnet opnaaer Myndighedsalderen eller gifter sig (Code Nap., Art. 446), saa betager denne Lov strax Fdrene den Magt, de havde over sine ldre eller gifte Brn. Thi denne Magt er ikke tillagt Fdrene til deres egen Fordeel, men for Bomenes eller Samfundets Skyld. Hvis der i et Land, hvor Enker ikke have Fdrenemagt over sine Brn, ved ny Lov indrmmes dem saadan Ret, erholde de den over alle sine Brn, selv om deres afdde Fader har indsat anden Vrge for dem. Derimod er det omtvistet, hvorvidt Fdrenemagten ved ny Lov kan udstrkkes til dem, som allerede ere blevne emanciperede ved Opnaaelse af den almindelige Myndighedsalder 1 ). Dette Sporgsmaal maa besvares bekrftende, hvis man med os antager, at en Lov, som forhier Myndighedsalderen, kan gives Anvendelse paa Personer, der allerede have opnaaet den fr fastsatte Al dersgrndse. Tvivlsommere er det, hvorvidt de Personer, der allerede ere blevne emanciperede ved Faderens Er
l) Gabba, 11, 203212,
200
Cap. 60.
klring eller ved sin egen Handling, f. Ex. Indtrdelse i gteskab, ved ny Lov atter kunne sttes under Fdrene magten '). Fremdeles kan Forldrenes Pligt til at forsrge sine Brn eller omvendt disses Pligt til at forsrge sine Forldre indskrnkes eller udvides med Virkning for eller imod alle rede fdte Born. Da Fattigloven af 6 Juni 1863 istand bragtes, blev det foreslaaet at udstrkke Forsorgelsespligten ogsaa til Bedsteforldre. Var dette Forslag blevet bifaldt, maatte Forskriften utvivlsomt kunne have vret tillagt for bindende Virkning ogsaa mod dem, som da havde trngende Brnebrn. Den Indvending fra Bedsteforldrenes Side, at de ved at stte disse trngende Personers Forldre ind i Verden, aldrig havde tnkt paa eller villet paatage sig en saa vidtstrakt Forsrgelsespligt, vilde vre absurd. Dette gjlder, selv om Barnet eller Barnebarnet er ugte, men legitimeret. Noget anderledes stiller Sporgsmaalet sig med Hensyn til Retsforholdet mellem Adoptivforldre og Adoptivborn. Thi den egentlige Adoption er en Overeenskomst, og den almindelige Grundstning er, at senere Love ikke uden videre kunne forandre de paa saadan Maade stiftede Rets forhold. Hvorvidt og hvorledes Grundstningen i denne Anvendelse skal gjennemfres, har vret Gjenstand for ad skillige Undersgelser, der dog neppe have bragt Sporgs maalet paa det Rene 2). Hos os har det vistnok for Tiden ingen practisk Betydning. Men for en rigtig Opfatning af Lren om Loves tilbagevirkende Kraft er det af megen In teresse. Her maa skjelnes, ettersom den bestaaende Lovgivning har tillagt Adoptivforaddrene eller Adoptivbrnene samme Rettigheder og Forpligtelser som virkelige Forldre og
') Det benegtes af Lassalle, I, 74 76, saavelsom af Gabba. *) Chabot de I'Allier, I, 128; Mailher de Chassat, I, 251253; Savigny, VIII, 500; Unger, I, 141; Gabba, I, 331332, og 11, 229U-233, jvfr. Scheel, I, 334.
Cap. 60.
201
Brn, hvilket regelmssigen maa antages, eller ved srskilt Bestemmelse stillet dem i et andet Retsforhold. I frste Tilflde maa enhver ny Lov, som forandrer virkelige Brns Rettigheder og Pligter, f. Ex. udvider Fdrene magten eller Forldrenes Brugsret i Brnenes Formue, indskrnker disses Pligtdeel o. s. v., blive ligesaa anvendelig* mod eller til Fordeel for Adoptivborn, som ligeoverfor virke lige Brn. Ved Adoptionen have hine ikke blot erhvervet en uangribelig Ret til at behandles lige med disse, men ogsaa indgaaet paa at lade sig behandle som saadanne. Heraf flger omvendt, at enhver ny Lov, som alene gives om Adoptivforholdet, og altsaa bliver uanvendelig i Forhold til virkelige Brn, heller ikke taaler Anvendelse paa ldre Adoptionsforhold, og det hvad enten det er Adoptivfaderens eller Barnets Rettigheder, den indskrnker. Saaledes vilde ingen Lov kunne fratage Adoptivsonnen en ham iflge tid ligere Lov tilkommende Ret til at erholde samme Arvelod som gte Barn eller at fore Adoptivfaderens Navn. Vi vende os nu til det Tilflde, at den Lovgivning, under hvis Herredmme Adoptionen fandt Sted, i noget Punct tillagde den anden Virkning end gte Fdsel. Nogen ganske almindelig Regel om, hvorvidt denne Retsvirkning ved senere Lov kan forandres, lader sig ikke opstille. Paa den ene Side er det klart, at den, der har adopteret nogen under en Lovgivning, som tillod ham eensidig at hve det ved Adop tionen stiftede Baand, ikke ved senere Lov kan betages Retten dertil. Paa den anden Side er det den almindelige, af den franske Lovgivning fulgte Lre, at Adoptivbarnets Arveret, hvis den er forskjellig fra det kjdelige Barns, kan omordnes ved ny Lov. Dette antages endog af dem, som ansee Ret ifolge Arvepagt uangribelig. Thi en Adoption er, sige de vistrok med Foie, ingen Arvepagt. Hvorvidt Lov givningen har det samme Herredmme over den Fdrene magt, Forsorgelsesret eller Forsrgelsespligt, som ved sr egen Lov er tillagt Adoptivfaderen, maa bero paa Onistn dighederne. Man kan neppe betinget forpligte Adoptivbarnet til at underkaste sig enhver Udvidelse af Adoptivfaderens Raadighed over dets Person eller Formue, men heller ikke
202 Gap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
betinget negte Lovgivningen enhver Adgang til at give for andrede Retsregler herom Anvendelse paa ldre Forhold. Fra den Grundstning, at Staten med ieblikkelig Virk ning kan tillgge familieretlige Forhold den Egenskab at begrunde en fr ukjendt Forsrgelsespligt, har man villet gjre en Undtagelse i Forholdet mellem Stedforldre og Sted brn. De fr den nye Lov stiftede gteskaber kunne ikke, siger man, tillgges en saadan Folge 1), Denne Anskuelse er dog neppe velgrundet. 77. At der ikke kan paalgges et ugte Barns Fader at yde dets Moder strre Opreisning, end han pligtede efter den paa Undfangelsestiden gjldende Lovgivning, er ind lysende. I Lighed dermed har det ogsaa vret paastaaet, at en senere Lov ei kan paalgge ham udvidet Forpligtelse til forsrge Barnet, og paa denne Anskuelse synes vor Lov af 1 Aug. 1821, 12, at vre bygget 2). Men den er aabenbart urigtig 3). Det ugte Barns Forldre have en naturlig Forpligtelse til at forsrge det, og denne Forpligtel ses Omfang og Opfyldelsesmaade maa Lovgivningen til enhver Tid kunne faststte. At Moderen maa underkaste sig Lov givningens nye Forskrifter herom, har neppe nogensinde vret omtvistet, og at Faderen skulde indtage en anden af Lovgivningen uafhngigere Stilling, vilde vre en Urimeiig hed. Den vrigheden ved Fattigloven af 6 Juni 1863, 4, tillagte Adgang til at forge Faderens Bidrag, nar Moderen ikke lngere formaaede at udrede sit, maatte derfor i sin Tid kunne have vret anvendt mod de Fdre, hvis Bidrag alle rede vare fastsatte efter Loven af 1 Aug. 1821, 2. Det samme gjlder om Loven af 6 Juli 1892 (No. 4), 2, 3 og 4. At det personlige Retsforhold mellem Forldre og ugte Brn forovrigt er at bedmme etter den til enhver Tid gjl
}) Scheel, I, 334. 2) Ligeledes Lov eller Praxis i et Par tydske Smaastater, nvnte hos Stobbe, I, 172. ) rsted, I, 207; Scheel, I, 333-334; Forster, I, 46; Unger, 1, 142.
203
dende Lovgivning, er ikke tvivlsomt. Hvis ldre Lov negter Faderen Adgang til at lyse sit ugte Barn i Kuld og Kjn eller gjor hans Adgang dertil afhngig af Barnets Samtykke, og en ny Lov giver ham betinget Ret dertil, saa kan denne udoves mod de Brn, som allerede vare fdte, fr den nye Lov udkom. Forbd en ny Lov i Lighed med Code Napoleon, Art. 340, at etterforske, hvem der er det ugte Barns Fader, saa er det den rette Mening, at denne Lov maatte komme til Anvendelse med Hensyn til de alle rede fdte ugte Brn, hvis Fdre ikke havde vedkjendt sig dem. Dog kunde en saadan Lov ikke anvendes mod Bar nets Moder, nar hun hos ham vilde indtale de allerede ved tagne eller skyldige Bidrag til Barnets Underholdning, eller den Opreisning, hun for sit eget personlige Vedkommende iflge den ldre Lovgivning var berettiget til at krve af ham '). Selv om Faderens Forpligtelser mod det ugte Barn er ordnede ved Overeenskomst mellem ham og Moderen, ja om han allerede har erlagt, hvad han ved saadan Overeenskomst har paataget sig, maatte en ny Lov kunne udvide hans For pligtelser. Thi Grl.s 97 er, som nys sagt, ikke til Hinder for, at Loven paalgger en Fader strre Opfostringsbidrag til et Barn, end den paa Besvangringstideii gjldende Ret medfrer, og Moderen kan ikke ved sine Overeenskomster med ham formindske Statens Myndighed dertil. Det samme gjlder, hvis Faderens Erklring, hvori han kuldlyser sit ugte Barn, har bestemt dets Arv eller vrige Rettigheder 2) ? 78. Forsaavidt Formuesforholdet mellem gtefller er ordnet ved lovlig gtepagt, folger det af de fr udviklede Grundstninger, at det ikke kan forandres ved senere Lov.
*) Sprgsmaalet hrer til de mest omtvistede, see Merlin, Repertoire Effet rtroactif. seet. 111, 2, Art 7; Chabot de I'Allier, 11, 111223, isr 133139: Demolombe, I, 45; Meyer, Side 100101; Aubry et Rav, I, 68; Savigny, VIII, 529-530; Lasssalle, I, 437441; Unger, I, 141; Gabba, 11, 236-245. !) Saaledes ere disse Sprgsmaal afgjorte i Frankrige ved en Lov af 14 Floral, Aar 11, jvfr. Chabot de I'Allier, 11, 212217.
204 Cap, 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
Hvad der skal antages, hvis gtefllerne ingen saadan udtrykkelig Overeenskomst have sluttet, var i forrige Aar hundrede Gjenstand for megen Meningsforskjel. Romerretten (Cod. V. 13, Nov. 22, Cap. I) antog, at Formuesforholdet mellem dem i saa Fald endelig hestemtes ved den paa gte skabets Stiftelsestid gjldende Lovgivning, og denne An skuelse maa nu siges at vre bleven den almindelige. En ny Lov bliver saaledes ikke gjldende engang med Hensyn til den Formue, gtefllerne senere erhverve 1). En saadan Begrndsning af Lovgivningens Herredmme over de allerede bestaaende Formuesforhold har vistnok over veiende Grunde for sig. Denne Side af gteskabet er nem lig mere af retlig end af moralsk Natur og kan derfor uden Forvanskning af gteskabet ordnes paa meget forskjellig Maade. Det tillades derfor overalt gtefllerne at trffe Overeenskomster herom. Ogsaa hos os have de Adgang hertil, i alt Fald med Forbehold af kongelig Oonfirmation. Have gtefllerne undladt at benytte sig heraf, saa maa det vre, fordi de finde sig tilfredsstillede ved de gjldende Forskrifter. Enten man vil kalde disse stiltiende vedtagne eller ikke, kan vre ligegyldigt, thi det er under enhver Omstndighed klart, at Lovgivningen ved at ophve eller formindske nogen Formuesret, som efter de tidligere Rets regler tilkom den ene af gtefllerne, vilde gjre Indgreb i et Retsomraade, der er undergivet Parternes contracts mssige Raadighed. Den Stning, at Lovgivningen ikke kan forandre de bestaaende Formuesforhold mellem gtefller, tiltrnger dog nrmere Undersgelse, ja endog nogen Begrndsning. Det kan sprges, om man ei maa gjre en Undtagelse med Hensyn til Gods, den ene af gtefllerne senere
x) Chabot de I 'Allier, I, 105108; Merlin, Repert., Effet rtroactif, seet. 111, 3, Art. 3, No. 1; Meyer, Side 81 og 163166; Aubry et Rav, I, 70; Savigny, VIII, 495496; Unger, I, 141; Forster, I, 45; Gabba, 11, 159; Scheel, I, 329. Af modsat Mening er Schmid, Side 138. Enkelte tydske Love ere afvegne fra Grundstningen, S tobbe, I, 170171.
erhverver. Dette er antaget i den engelske Ret. Medens nemlig 33 & 34 Viet. Cap. 93, 7 og 8, forbeholdt de den gang gifte Mnd deres tidligere Rettigheder med Hensyn til den Formue, deres Hustruer senere arvede, bestemte 1, at, hvad disse senere erhvervede ved personlig Virksomhed, skulde blive deres Sreie. Man maa vre gaaet ud fra, at Hustruen uden at for smme sine Pligter ganske kan lade vre at drive nogen productiv Virksomhed. Thi det kan da siges, at det ei bliver nogen Forurettelse mod Manden, at en ny Lov tillgger hende udelukkende Eiendomsret til, hvad hun paa saadan Maade er hverver. Denne Beviisfrelse kunde til Nd lade sig hre i England, hvor baade Mandens og Hustruens Arbeidsfortjeneste efter den tidligere Lovgivning blev hans udelukkende Eiendom. Som fuldt tilfredsstillende burde den neppe engang der have vret anseet. Hos os vilde det vre indlysende uretfrdigt mod Manden at opretholde den bestaaende Regel, hvorefter hans Arbeidsfortjeneste bliver flles Eiendom, men at tillgge Hustruen udelukkende Eiendomsret til, hvad hun erhvervede paa saadan Maade, Og udkom der en ny Lov, hvorefter Arbeidsfortjenesten skulde blive Sreie for den af gte fllerne, hvem den skyldtes, vilde man ikke kunne anvende den paa ldre gteskaber uden Forurettelse af Hustruerne. Thi hvad de erhverve ved personlig Virksomhed, er i Gjen nemsnit meget mindre end Udbyttet af Mndenes Arbeide. Hvorvidt en ny Lov kan forandre Mandens eller Hustru ens Ret til at raade over Fllesboet eller visse af dets Midler, er derimod mere omtvisteligt. Det har vret sagt, at Man dens Ret til at raade over det hele flles Bo uden Hustruens Samtykke er en enkelt i Husbondsretten indeholdt Befielse og derfor undergivet omdannende Love, der udkomme under gteskabet, samt at saadanne flgelig kunne forandre Hu struens Ret efter Lovbogens 5 1 13 til at behefte Boet 1). Rigtigheden af denne Lre er imidlertid yderst tvivlsom. Mandens Forhold til Hustruens oconomiske Anliggender havde
*) Scheel, I, 330.
fr Loven af 29 Juni 1888 tyende Sider. Han var for det frste hendes Vrge og havde i denne Egenskab at varetage hendes Tarv. Hans Myndighed dertil kunde naarsomhelst ligesaavel indskrnkes som udvides. En ny Lov, der gav Hustruen Stemme med i de oconomiske Anliggender, som alene vedkom hende, og berettigede hende til at paaklage de Beslutninger, Manden fattede udelukkende om dem, for Overformynderiet eller vrig heden, vilde vre anvendelig paa allerede bestaaende gte skaber. Lovgivningen kunde endog gaa et Skridt videre og; strax gjre alle Hustruer myndige, hvilket hos os er skeet ved Lov af 29 Juni 1888, 11, der kom til Anvendelse paa de dengang i gteskab levende Qvinder. De erholdt strax Evne til paa egen Haand at forpligte sig personligt og fuld Raadighed over sine Sreier, medens disses Afkastning frem deles, hvor intet andet ved gtepagt var bestemt, tilfaldt Fllesboet. Nu tor det vel forholde sig saa, at Mandens udelukkende Raadighed over dette oprindelig er udsprungen af hans Vrgemaal for Hustruen. Men dette kan hos os, navnlig efter Loven af 30 Juli 1851, 1, neppe lngere siges at vre Rettighedens eneste Grundlag. Mandens Raa dighed over Hustruens Halvdeel maa ansees at vre ham tillagt ogsaa for hans egen Skyld, og en Lov, som gav Hustruen fuld Myndighed, kunde sikkerlig ikke uden videre antages at overfre Raadigheden over hendes Boeslod fra Manden til hende eller engang at gire hendes Samtykke ndvendigt til Mandens Dispositioner over Fllesboet. Bi faldes denne Opfatning, saa maa det ogsaa indrmmes, at den Raadighed over Fllesboet, Manden har faaet ved den paa Vielsestiden gjldende Ret, i Almindelighed ikke kan indskrnkes ved senere Lov 1). Dette maa ogsaa antages med Hensyn til 14 i Loven af 29 Juni 1888. Justis departementet har vistnok i Circ. af 7 Nov. 1888 antaget den modsatte Mening endog med Hensyn til Forbudet mod, at
*) Dette er ogsaa den franske og belgiske Rets Opfatning, jvfr. Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, seet. 111, 3, Art. 3, No. 3j Lau r ent, I, 279282.
Manden uden Hustruens Samtykke pantstter en af hende ind bragt Landeiendom. Men denne Mening er urigtig, hvilket isr viser sig klart, hvis der enten paa Hustruens indbragte Eien dom hvilede Pantegjld, som Manden, for Loven traadte i Kraft, har taaet udslettet ved Hjlp af Midler, han selv maaskee endog ved Salg af egen Jordeiendom har er hvervet, eller at Hustruen ved gteskabets Indgaaelse vel medbragte en beheftet Gaard, men tillige betydelig ls Gjld. Hvis den nye Lov i saadanne Tilflde udtrykkelig betog Manden hans Ret til paa egen Haancl at pant stte hendes Eiendom, vilde den iensynligen tillgge sig tilbage virkende Kraft. Det maa erindres, at Hustruen ved at negte sit Samtykke kan handle endog meget uforstandigen, uden at Manden derfor kan faa hende umyndiggjort, og andet Retsmiddel har han ikke mod Vrangvillighed fra hendes Side. Hvad der gjlder om Pantsttelse, maa ogsaa gjlde om de andre Forfininger over Fllesboets Midler. Hvis denne Raadighed havde vret ham forbeholdt alene for hans egen Skyld, maatte Regelen vre bleven undtagel sesfri. Men Raadigheden er ham tillagt ogsaa i Hustruens Interesse. Dette giver Forholdet saa meget moralsk Prg, at hvis den nye Lov gjr sin Indskrnkning i hans Ret afhngig af, at han misbruger den til hendes Skade, saa maa Loven kunne anvendes imod ham, dog alene paa Grund af Handlinger eller Forsmmelser, som have fundet Sted, efter at den er traadt i Kraft. Loven af 29 Juni 1888, 3334 og 38, maa under denne Forudstning komme til Anvendelse paa ldre gteskaber. Hvad her er sagt om Indskrnkninger i Mandens, gjl der selvflgelig ogsaa om Udvidelser af Hustruens Raadighed over Fllesboet. Loven af 29 Juni 1888, 31, er altsaa uforbindende mod Manden i gteskab, indgaaet fr Loven traadte i Kraft. Da Lovgivningen, som ovenfor viist, ikke kan fratage ham Medeiendomsretten i de Gjenstande, Hu struen erhverver ved sin personlige Virksomhed, kan den heller ikke fratage ham Raadigheden over dem, og det saa meget mindre som Hustruen i 34 har faaet et virksomt Retsmiddel mod hans Uforstand eller Letsindighed i Besty
208
Cap. 60.
reisen af Fllesboet. Strengt tget skulde da Mandens Ore ditorer kunne tge Udlg i saadanne Gjenstande, selv om deres Fordringer vare yngre end Loven. Dette vilde dog blive et uforstandigt Principrytteri. Den, som skjnker nogen af gtefllerne eller dem begge en Gave, kan, forsaavidt ikke den da gjldende Lov givning er til Hinder derfor, faststte gtefllernes ind byrdes Rettigheder og Forpligtelser med Hensyn til de skjnkede Gjenstande. Deraf flger, at Lovgivningen uden Anstd mod Grl.s 97 kan gjre sine Bud om Formues forholdet mellem gtefller anvendelige paa alt, hvad der senere skjnkes dem. Gjenstande, der iflge den nugjldende Lovgivning ere eller skulle blive en gteflles Sreie, kunne vistnok ikke med bindende Virkning for bestaaende gteskaber ved ny Lov bestemmes at skulle tilhre Fllesboet. Men Lovgiv ningen kan dog paalgge den gteflle, som har eller faaer et saadant Sreier inden rimelig Frist at iagttage visse Formaliteter, saasom Registrering af Lsre, Paategning paa Gjldsbreve eller Thinglysning o. s. v., med den Virkning, at Forsmmelsen heraf berettiger Fllesboets Creditorer eller den anden gteflles Arvinger til at angribe Sreiet. Loven af 29 Juni 1888 indeholder i frste og tredie Capitel adskillige Forskrifter af denne Art, men udtaler sig ikke om, hvorvidt de skulle komme til Anvendelse paa ldre gtepagter og Sreier. Synderlig Vanskelighed vil neppe opstaa heraf, thi de fleste af disse Forskrifter stemme vsent lig overeens med den ldre Ret. Gyldigheden af Livsgaver og andre Contracter, som gtefllerne indgaa med hinanden under gteskabet, maa derimod afhnge af de Love, som vare gjldende, da Gaven eller Contracten fandt Sted 1). 79. Vi have hidtil undersgt, hvilken Indflydelse en ny Lov om gtefllernes Formuesforhold under selve gte
x) Chabot de F Allier, I, 55, 88, 197 og fl. Steder; Meyer, Side 72 og 146; Savigny, VIII, 526-527; Scheel, I, 330.
209
skabet kan faa, hvis gteskabet er stiftet fr Loven. Det skal nu omhandles, hvilken Indflydelse en ny Lov kan faa paa den ene gteflles Rettigheder over den andens For mue, efterat gteskabet er hvet. Skeer dette ved Skilsmisse, maa dens Virkninger i saa Henseende bedmmes efter den Lovgivning, som var gjl dende, da Skilsmissegrunden fandt Sted. Mere indviklet stiller Tingen sig, hvis gteskabet hves ved Ddsfald. Her maa da frst erindres, at den Intestat arveret, som Lovgivningen paa den Tid, et gteskab stiftes, tillgger den ene gteflle efter den anden, ved ny Lov kan ophves eller forandres, see nrvrende Capitels 56. Paa den anden Side er man enig om, at enhver ved gtepagt den lngstlevende gteflle lovligen tilsagt Rettig hed over den frstafddes Formue staaer uangribelig. Hvorvidt det samme skal antages, hvis Rettigheden ikke er hjemlet den lngstlevende ved Overeenskomst, men kun ved den paa gteskabets Stiftelsestid gjldende Lovgivning, har fr vret meget omtvistet. De franske Domstole be svarede i ldre Tider Sporgsmaalet benegtende. I dette Aar hundrede have de imidlertid stadigen afgjort det i modsat Retning. Iflge den ldre franske Sdvaneret kunde den lngstlevende gteflle tge visse Dele af den frstafddes Formue enten som Eiendom eller til livsvarig Brug, og det hvad enten den frstafdde efterlod sig Born eller kun Ud arvinger [douaive coutumiere). Denne Rettighed ophvedes ved forskjellige Love og tilsidst ved Code Napoleon, men den franske Cassationsret har gjentagende udtalt, at den lngstlevende, som er indtraadt i gteskabet under den ldre Sdvanerets Herredmme, beholdt den omhandlede Rettighed over sin gteflles 80, selv om Ddsfaldet ind traf, efterat de nye Love vare traadte i Kraft. Og denne Anskuelse maa nu siges at vre bleven den almindeligt gjldende paa Europas Fastland. Den br udentvivl fast holdes, selv om man bifalder den fr udviklede Lre, at en ny Lovs Bestemmelser angaaende Intestatarveretten
Norges offentlige Ret. m. 14
gjlde endog i Sammenstd med ldre gyldigen afsluttede Arvepagter. Thi hvorvidt en Lov af sidstnvnte Slags kom mer til at faa Indflydelse paa contractsmssig stiftede For hold, bliver, som fr forklaret, en Tilfldighed, medens en ny Lov, der gav sig af med at omordne gtefllers gjen sidige Rettigheder og Forpligtelser, altid og ndvendigen maatte gaa ud just paa at gribe ind i Forhold, stiftede enten ved Overeenskomst mellem selve gtefllerne eller ved Trediemands ligesaa ukrnkelige Villieserklring. Sporgsmaalet bliver kun, i hvilke Tilflde den Rettig hed, som ved den ldre Lov har vret tillagt den lngst levende over den frstafddes Formue, skal anses som en Arveret, og nar som en gteskabsret. Det maa, som Savigny siger, her komme an paa, om Rettigheden kan betragtes som en Udvikling eller Eftervirkning af det mellem gtefllerne i deres Livstid bestaaende Formuesforhold, navnlig af et Formuesfllesskab dem imellem. Man tr ei bestemt negte, at Rettigheden kan vre uangribelig, selv om Gjenstanden udelukkende har tilhrt den frstafdde, eller om den lngstlevende ved Ddsfaldet faaer en strre Ret over samme, end han fr havde, f. Ex. om Gjenstanden fr var Flleseiendom og nu heelt bliver hans. Endnu mindre bliver Rettigheden angribelig derved, at den kun kan gjres gjldende mod den lngstlevendes Livsarvinger, ikke mod den frstafddes Srkuldsbrn eller Udarvinger. At disse Stninger ogsaa maa gjlde i vor Ret, er i mange Anvendelser utvivlsomt. Forpligtelse til at erstatte Mandens Bo den Capital, han allerede nu har anvendt til at sikre sin Hustru en Enkepension, kunde ikke paalgges hende ved ny Lov, ligesaalidt som en saadan vilde kunne berve nogen Mand hans Ret efter Fr. 7 Nov. 1788 til for lods af Fllesboet at udtage den allerede nu i saadant ie
) Chabot de 1 Allier, 11, 1965; Meyer, Side 164167; Lavrent, I, 276277; Aubry et Eau, I, 71; Savigny, VIII, 497 498; Unger, I, 441; den hollandske Lov af 1 Oet. 1833, 38. Af en noget afvigende Mening er Gabba, I, 334340.
21 1
med anvendte Capital. Hvis Bevilgning til at sidde i uskiftet Bo efter Lov 30 Juli 1851, 2 og 4 er meddeelt en gjen levende gteflle, saa maa Rettigheden, uanseet enhver ny Lov, vare saalangt, som hiin Lov har bestemt Og at den Ret til at beholde Boet uskiftet, som uden Bevilgning iflge nysnvnte Lovs 1 tilkommer en Mand, der sidder igjen alene med Fllesbrn, skulde vre mere angribelig, kan fornuftigviis aldrig have vret Meningen. Efter samme Syns maade kan Ret efter Lov 26 Juni 1821, 16, til at beholde Brugen af den frstafdde gteflles Odelsjord eller i sin Tid at faa Fderaad af samme heller ikke ved senere Lov fratages nogen, som allerede har overlevet sin odelsberet tigede gteflle. Herom vil der vel hos os vre liden Meningsforskjel. Men den fr udviklede i fremmede Lande antagne Doctrin frer videre. Den leder til, at disse Rettig heder ikke vilkaarlig ved Lov kunne betages nogen alle rede i gteskab indtraadt Person, selv om hans gteflle der, efterat den nye Lov er traadt i Kraft. At dette vil blive antaget ogsaa hos os, kan vistnok ikke udgives for sikkert. Men det retteste turde dog vre at ansee en Lov, der forsgte derpaa, som tilbagevirkende. Hos os, hvor gtepagter ere meget sjeldne i Forhold til det hele Antal indgangne gteskaber, vilde vistnok den gtemand, hvem en saadan Lov rammede, ikke altid kunne paaberaabe sig, at han vilde have sgt at sikre sig ved Overeenskomst, hvis han ikke havde stolet paa de Rettig heder, vor nuvrende Lovgivning tillagde ham over hans gteflles Formue ogsaa efter hendes Dd. Men det er under enhver Omstndighed klart, at Bevidstheden om disse i mange Tilflde kan have bragt ham til at indrette sig anderledes, end han vilde have gjort, hvis de havde vret ham negtede. Han kan f. Ex. i Tillid til Loven af 30 Juli 1851, 1, have indladt sig i adskillige industrielle Foreta gender eller af Hensyn til Odelslovens 16 have anvendt betydelige Omkostninger paa at opdyrke sin Hustrues Odels gaard. Dette gjlder vistnok kun om Manden. Men nar Lovgivningen har tillagt begge gtefller en Formuesret af
212
samme Indhold, maa den vre lige uangribelig, hvad enten den tilkommer Manden eller Hustruen. Adgang til i Fremtiden at erholde Bevilgning til at sidde i uskiftet 80, er derimod blot en Forventning, ingen alle rede ved Giftermaalet erhvervet Ret. Det maa utvivlsomt ved ny Lov kunne forbydes vrigheden at meddele dette Slags Bevilgninger til dem, som allerede nu ere indtraadte i gteskab. 80. Ovenfor er talt om de Rettigheder, Lovgivningen fillgger den lngstlevende gteflle over den frstafddes Formue just paa Grund af det Formuesforhold, som har be staaet mellem dem. Er Eiendomsretten til denne Formue tilfalden den frstafddes Brn eller andre Arvinger, men Brugsretten den lngstlevende, opstaaer der et Retsforhold mellem ham og dem, hvis Uangribelighed imidlertid, som nys udviklet, beroer paa Forholdet mellem gtefllerne. Ganske forskjellig herfra er den Brugsret, Lovgivningen i mange fremmede Lande tillgger Fader eller Moder over deres Brns Formue uden Hensyn til, hvorfra denne hid rrer. Saadan Brugsret kan f. Ex. tilkomme Forldrene over, hvad andre have skjnket Bomene, eller endog over, hvad disse selv have erhvervet. Den kan altsaa tilkomme Forldrene, endog medens deres gteskab bestaaer. Som oftest bortfalder den, nar Brnene blive myndige, eller nar de emanciperes. I vor Lovgivning maa den egentlig siges at vre ukjendt. Bortseet fra de i forrige Paragraph om talte Rettigheder over den frstafddes Formue, jvfr. Rs. 7 Febr. 1794, 2, have Forldrene her ingen anden Ret over Brnenes Formue end til af Renten at erholde Erstat ning for den med disses Opfostring og Opdragelse forbundne Udgift. Den omhandlede Brugsret, som i fremmede Lande til kommer Forldrene over Brnenes Formue, er enten en ligefrem Affdning af Fdrenemagten eller dog tillagt For ldrene hovedsagelig for Brnenes egen. Skyld. Det er derfor almindeligt antaget, at nye Love, som angaa den, faa en ganske anden Virksomhed paa bestaaende Tilstande end
nye Love, som omhandle lngstlevende gtefllers Brugsret over frstafddes Formue 1). Tillgger Lovgivningen saaledes Forldrene eller nogen af dem en ny Brugsret over Brnenes Formue, saa antages det med Fie, at Bestemmelsen bliver anvendelig paa de Braene allerede dengang tilhrende Midler. Da saaledes den franske Lovgivning indrmmede Enker Fdrenemagt over deres Brn, erklrede Praxis sig ikke alene for, at Enkernes allerede fdte Brn kom under deres Formynder skab, men ogsaa for, at de erholdt den dermed flgende itsusfructus over disses Formue. Det samme gjlder om nye Love, som forlnge eller udvide Forldrenes Brugsret. Hvis omvendt en ny Lov ophver eller indskrnker en Forldrene tillagt Brugsret over deres Brns Formue, saa maa ogsaa denne Lov, hvis Brugsretten er af det her om handlede Slags, strax eller ved Udgangen af den begyndte Frugtperiode blive anvendelig endog med Hensyn til den Formue, som allerede er kommen i Forldrenes Besiddelse 2). 81. Hvis en Lov belgger nogen forhen straffri Hand ling med Straf eller skjrper Straffen for nogen Forbrydelse, kan den ikke mod Forbudet i Grl.s 97 anvendes paa Handlinger, foretagne fr Loven traadte i Kraft 3).
*) Merlin, Rpertoire, Effet rtroactif, seet. 111, 2, Art. 9, og TJsufruit paternel, 5, No. 7; Mailher de Chassat, 1,245249; Lanrent, I, 252253; Aubry et Rav, I, 69; Savigny, VIII, 501504; Unger, I, 141142; Gabba, 11, 214222. Af anden Mening er Rintelen, Side 55 57. Men han har sammenblandet de tvende forskjellige Slags Brugsrettigheder, som kunne tilkomme Forldre over Brnenes Formue, og vil altid tillgge en ny Lov, som bestemmer, at en saadan Brugsiet skal bortfalde, nar Barnet har naaet en vis Aldersgrndse, Virkning paa existerende Rettig. heder. ') Herfra afvige dog det oftere omtalte badenske Indfrselspatent, nogle sterrigske Love og Forfattere, samt S tobbe, I, 171. ') Schweigaard, Commentar, I, 6486; rsted, I, 216-222; Juridisk Tidskrift, 111, Iste Hefte, Side 3381; Bornemann, den danske Strafferets almindelige Deel, Side 7788; Scheel, I, 343 347; Goos, den danske Strafferet, I, 336439. Af den nyer
214
Gap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft
Hvis derimod Loven formilder eller ganske ophver den Straf, hvormed Handlingen fr har vret belagt, saa kommer det ikke i Strid med hiint Forbud, om Lovgivningen be stemmer, at den nye Forskrift skai anvendes paa ldre Handlinger. Thi Forbudet har, som fr forklaret, kun til Hensigt at beskytte Individet mod Forurettelser fra Sani fundets Side. Midt imellem de nye Love, som skjrpe, og dem, som formilde Straffen, ligge de, som forandre denne, blot for at gjre den hensigtsmssigere, hvilket navnlig er Tilfldet, nar Loven stter en Strafart istedetfor en anden, f. Ex. Strafarbeide for Landsforvisning. Den almindelige Lre i andre Lande er, at saadanne Love kunne anvendes paa ldre Forbrydelser, og denne Synsmaade er hos os fulgt ved Loven af 25 Oet. 1815, der afskaffede Lemlstelsesstraffene og i deres Sted satte Straf arbeide enten paa Livstid eller paa vist Antal Aar 1), samt, som det synes, ved Istandbringelsen af Lov 17 Mai 1848, der ombyttede restab og Gabestok med Bder 2). Mod denne Lre er der hos os en Indvending at hente fra Grl.s 20, som ikke tillader Kongen gjennem Benaad ning at paalgge Forbryderen Straf af anden, skjnt utvivl somt mildere Art, end den idmte. Det kan siges, at For bryderen br have samme Betryggelse mod Vilkaarlighed fra den lovgivende som fra den udvende Magts Side og derfor ei heller kunne idmmes anden Straf end den, hvor med Loven truede ham, da han forgik sig. Slutningen er dog neppe saa bindende, at den kan tvinge Domstolene til i alle Tilflde at anvende den ldre Lovs Strafart. Hvor denne er saa forkastelig som Lemlstelse, Gabestok og des lige og derfor ganske afskaffes, br Lovgivningen ansees
fremmede Litteratur: Binding, Handbuch des Strafrechts, I, 230268; Meynne, essai sur la rtroactivit des lois rpressives, Bruxelles 1868; Gabba, 11, 261 ff. v) Hiesteretsdom af 13 Januar 1816 i Brandts Repertorium, I, 8. 2) Storth. Forh. 1848, 111, No. 34, Side 4, frste Spalte.
Cap. 60.
215
berettiget til at stte en anden i Stedet. I modsat Fald maa Ombyttingen hos os ansees utilstedelig. Saaledes foreskrev Loven af 12 Juli 1848 kun Bodsfngselsstraf for Forbrydelser, begaaede efterat Loven var traadt i Kraft. Hvor snvre Skranker vor Lovgivning her stter sig, viser Loven af 4 Mai 1872, der forbd at belgge Fanger i Fst ningernes Strafarbeidsanstalter med Jern undtagen i enkelte Tilflde, hvor dette var ndvendigt for Sikkerheds Skyld. Den udslettede herved nsten al virkelig Forskjel mellem Slaveri- og Tugthuusstraffene. Desuagtet ansaa den sig be rettiget til at anvende frstnvnte i Stedet for sidstnvnte Art Strafarbeide paa allerede begangne Forbrydelser l). Hvor vidt de Paragrapher i Loven af 3 Juni 1874, som satte Strafarbeide i Stedet for Livsstraf eller Boder for Fngsel, kunde anvendes paa ldre Forbrydelser, blev ikke drftet ved Lovens Tilblivelse. Ei heller har, saavidt vides, Hiesteret senere faaet Anledning til at afgjore Sporgsmaalet. Derimod forstaaer det sig selv, at Bestemmelser, som uden at forandre Straffens Art eller Grad kun foreskrive, hvorledes den skal udstaaes, maa anvendes, ogsaa hvor den Skyldige dmmes for ldre Forbrydelser eller endog allerede er dmt. Dette er udtrykkelig foreskrevet i Crls 28 11. Hvad vi hidtil have paaviist, er Grndserne for Lovgiv ningens Evne til at give sine Straffebud Anvendelse paa ldre Handlinger. Vi skulle nu omhandle det Sporgsmaal, hvorvidt Domstolene kunne give formildende Straffelove saa dan x^nvendelse, hvor disse ikke selv udtrykkeligen paabyde det. Dette Sporgsmaal besvares overalt i andre Lande nu bekrftende. Thi Granden til, at Straffen er bleven ophvet eller nedsat, maa regelmssig vre, at Lovgiveren har lundet den berettiget eller for haard. At vedblive med at anvende den vilde da baade vre uretfrdigt og stridende mod, hvad Lovgiveren fornuftigviis maa have villet.
*) Jfr. Storth. Forh. 1872. 111, No. 2, hvorved dog bemrkes, at den Kgl. Proposition vilde give Fngselsbestyrelsen en langt rideregaaende Bemyndigelse til at belgge Strafarbeidsfanger i Fstaingerne med Jern.
216
Oap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
Undtagelser herfra vil man blot gjre i de Tilflde, hvor en af andre Grunde end den nysnvnte foretagen For andring i Lovgivningen har medfrt, at Handlinger, som fr vare strafbare, ere ophrte at vre det, saasom nar Hand lingen har vret forbudt paa Grund af forbigaaende Om stndigheder, Krig, Epidemier eller deslige, og Forbudet ved disses Ophr igjen er hvet. Ligeledes nar den Lov, som faststter Straffen, med Hensyn til Forbrydelsens Be greb henholder sig til Forbudslove, der ere beregnede paa at forandres efter Tidens Medfr, og saadan Forandring skeer, efter at Overtrdelsen er begaaet, f. Ex. hvis nogen har ind smuglet Varer, og Forseelsen frst opdages, efterat Indfrelsen af dette Slags Varer ved en ny Toldtarif er erklret toldfri. Eller hvis en Embedsmand har gjort sig skyldig i ulovlig Sportulering, men frst kommer under Tiltale, efterat Sprt lerne ere forhiede saameget, at han vilde have havt Ret til at beregne sig, hvad han har tget. Ligeledes hvis nogen, efterat Rentefoden er bleven forhiet, opdages at have tget en Rentegodtgjorelse, som var tilladelig efters. den nye Lov, men forbudt efter den ldre. Thi hvorvidt Modtagelsen af denne Rentegodtgjorelse var Aager eller ei, er et Sporgsmaal, som, saalnge Aagerstraffen overhovedet bibeholdes, maa be dmmes efter den Lov, under hvilken Handlingen fandt Sted. Men bliver Rentefoden heelt og holdent frigiven, saa at selve Aagerforbrydelsen bortfalder, antages det, at ingen lngere kan straffes for Overtrdelse af den ldre Aagerlovgivning. Adskillige Forfattere ville dog anvende det ophvede Straffe bud paa alle under dets Herredmme forefaldne Forseelser mod Skatte-, Nrings- eller Politilovgivningen. Thi det straf bare i Handlingen ligger her, siges det, ikke saameget i dens eget Vsen som i Ulydigheden mod Lovens Forbud eller Paalg '). Den Stning, at formildende Straffelove i Almindelighed
') H. R, D. 30 Mai 1820 (i Brandt, Repertoriuin, 1, 62), ilagde Straf for ulovlig Brndevinsbrnding, efterat Handlingen ved Lov af 1 Juli 1816 var bleven lovlig.
217
bor anvendes paa ldre Forbrydelser, har imidlertid ikke vundet Indgang i vor Retspraxis. Hertil har det vistnok bidraget, at Lovgivningen hos os ei kan antages at have betinget Adgang til at belgge allerede begaaede Forbry delser med Straf af anden Art end den, der var fastsat, da de bleve begaaede. Denne Omstndighed var nemlig vist nok en Hovedaarsag til, at Storthinget ikke, som foreslaaet, i Criminalloven af 1842 optog nogen Bestemmelse om, at dens Straffe skulde komme til Anvendelse, hvor de vare mildere end den tidligere Lovgivnings, samt til at Hiesteret negtede den saadan Virkning. Og herved befstedes den Anskuelse, som allerede forhen ved enkelt Leilighed havde gjort sig gjldende, at intet nyt Straffebud, selv om dets Straf er utvivlsomt mildere end den ldre, kan gives An vendelse paa fr begangne Forbrydelser, medmindre det selv udtrykkelig foreskriver det '). Dette er skeet i tyende af de vigtigste nyere Straffelove, nemlig Loven af 5 Juni 1866, 5, og Loven af 3 Juni 1874, frste Afsnits Slutningsbestem melse. En lignende Bestemmelse var af Kongen foreslaaet ved den nyeste ndring af Straffeloven, nemlig Loven af 29 Juni 1889, men blev udeladt af Storthingscomiteen, fordi Bestemmelsen vilde have medfrt altfor store practiske Van skeligheder2). At Lovgivningen uden Brud paa Grl.s 97 kan ophve Strafprscription med Virkning mod dem, som allerede have begaaet prscriptible, men endnu ikke prscriberede For brydelser, er ikke tvivlsomt. Ukrnkelig Ret til at fritages for Straf erhverver Forbryderen frst, nar Prscriptions tiden er udlben. Indfrer Lovgivningen ny Prscription, antages det ogsaa hos os, at den kommer dem tilgode, hvis Forbrydelser vare forvede, fr Loven traadte i Kraft. En ny Lov, hvorefter et Slags Forbrydelser, hvis Paa tate fr beroede paa den Fornrmedes Forgodtbefindende,
') H. R. ]). 1 Mai 1847 (Retst., Side 117); 8 Febr. 1870 (Retst., Side 207). Jvfr. Las son, Haandbog i Criminalretten, I, 48 ff. 2) Storthingsforhandl. 1889, V, Doc. No. 87; VI, O. No. 6, Side 3839.
for Ettertiden betinget skal paatales af det Offentlige, kan ei anvendes mod nogen, som har gjort sig skyldig i saadan Forbrydelse, fr den nye Lov traadte i Kraft. Thi hans Forpligtelse til at lide Straf opstaaer frst, nar den For nrmede forlanger ham dmt. Under vor ldre Strafferets pleie antoges det endog, at en Lov, hvorefter Forflgningen forandredes fra privat |til privat-publik, ikke kunde komme til Anvendelse paa ldre Handlinger. Thi Justitsforflg ningen var saameget strengere mod den Anklagede, at han ei burde undergives samme i Anledning af Handlinger, der kun stod under privat Paatale, da de foretoges l). 82. En ukrnkelig Rettighed kan ikke berves al Retsbeskyttelse ; ellers vilde det blive overladt til den For pligtede, hvorvidt han vilde fyldestgjre den Berettigede, og herved vilde Rettigheden blive nedsat til en blot naturlig Forbindtlighed. Lovgivningen maa derfor lade enhver alle rede bestaaende Rettighed beholde selve Klageretten. Sporgsmaalet er imidlertid, hvorvidt den Retsbeskyttelse, Rettigheden oprindelig havde, for nogen Deel kan betages den ved senere Lov. I een Retning er dette uomtvisteligt. Ligesom Lovgiv ningen kan stte offentlig Straf for en tidligere straffes Handling, som efter sin Natur maa krnke en anden Mands af et vist Forhold udsprungne Rettigheder, f. Ex. Overskri delse af Brugsret i fremmed Skov, med den Virkning, at Loven bliver anvendelig i allerede bestaaende Forhold, saa ledes kan den omvendt med samme Virkning ophve eller nedstte disse Straffe, uagtet dette bliver et Afslag i den Beskyttelse, Lovgivningen fr har ydet den for Krnkelsen udsatte Part. Endvidere maa det antages, at Lovgivningen med Virk ning mod tidligere Fordringshavere kan hve en dem for ved Lov tillagt Adgang til gjennem srskilt Forfining at skaffe sig forget Sikkerhed ligeoverfor Skyldneren, dog kun forsaavidt denne Adgang ikke allerede er benyttet. Som
*) Hagerup, den norske Straffeproees, Side 102.
219
Exempel herpaa har man nvnt den sterrigske Lovbogs 453, iflge hvilken den, der har en Fordring, som paa Grund af en formel Mangel ei giver Panteret, dog kan lade den anmrke i Grundbogen med den Virkning, at Fordringen, hvis Mangelen senere afhjlpes, faaer Panteret, regnet fra det Tidspunct, da Anmrkningen fandt Sted. Da den ita lienske Lovbog, som ikke kjender denne Anmrkningsret, indfortes i Lombardiet og Venetien, antoges den at vre gaaet tabt for de ldre Fordringshavere, som ei havde be nyttet den 1). Vor egen Ret frembyder et Exempel i Lov om Pantevsenet af 12 Oet. 1857, 11, der ophvede den Adgang, 5333 og Pl. 18 Jan. 1788 med flere Lovbud gav Fordringshavere til at skaffe sig Sikkerhed ved Thing lysning af Domme, Forlig og Hoiesteretsstvninger. 83. Derimod er der en mere eller mindre vidtgaaende Meningsforskjel om, hvorvidt den Beskyttelse, Rettergangs lovene yde, kan forandres med Virkning for Retsforhold af ldre Oprindelse 2). Hvis den nye Procesregel ikke bringer nogen af Parterne i en ugunstigere Stilling, end han vilde have indtaget efter den ldre Lov, er der selvflgelig ingen Betnkelighed ved at indrmme den Anvendelse i Sager angaaende saadanne Retsforhold. Under en modsat Forud stning kunde Anvendelsen synes altid at maatte blive Til bagevirkning. Det kan nemlig siges, at ikke alene Adgangen til at indtale selve Rettigheden ved Domstolene, men ogsaa ethvert i den Anledning nogen af Parterne indrmmet Rets middel er en Bestanddeel af selve Rettigheden, og at altsaa intet saadant Retsmiddel igjen kan fratages ham, ligesaalidt som omvendt noget nyt Retsmiddel maa tillgges ham til den anden Parts Skade. Denne Anskuelse er ikke ukjendt.
*) Gabba, I, 258259. 2) Weber, Side 128149; Mittermaier i Archiv fiir die civilistische Praxis. Bind 10; Menger, System des Oesterreichschen Oivilproceszrechts, I, 188-202; Meyer, Side 1315, 147-150, og de der nvnte franske Forfattere; Lauren t I, 296300; Gabba I, 316323; rsted, 228243: Scheel, I, 348-357.
Den forsvares af en af Nordamerikas strste Jurister 1), og Staten New Jerseys Grundlov af 1844, Art. 4, Seet. 7, for byder Lovgivningen at berve nogen et Retsmiddel til at fremtvinge Opfyldelsen af en Contract, nar dette Retsmiddel var ham hjemlet ved den Lov, under hvis Herredmme Contracten var afsluttet. Men denne Lre er ikke bleven den almindeligt herskende i Nordamerika og indeholder ganske vist nogen Overdrivelse. Der maa skjelnes mellem selve Rettigheden og de Rettergangsmidler, gjennem hvilke den gjres gjldende. At Lovgivningen skulde vre af skaaren al Adgang til at forandre disse, blot fordi Foran dringen i en eller anden Henseende stiller den ene Part under ugunstigere Vilkaar end fr, vilde stride mod Sagens Natur. Hensigten med enhver ny Rettergangsregel, der faaer Indflydelse paa Parternes Stilling, er selvflgelig at hvde den omtvistede Rettighed saaledes, som denne virkelig er stiftet, og det maa have Formodningen for sig, at den nye Regel egner sig bedre dertil end den ldre. Det er vistnok muligt, at denne, just derved, at den var mindre skikket til at skaffe Sandheden sin Ret, gav nogen af Parterne Udsigt til at slippe fra den ham virkelig paahvilende Forpligtelse eller at erholde sig tilkjendt mere, end der virkelig til kom ham. Men til at forblive staaende under et saadant processuelt Vilkaar har han ingen Ret, ikke engang om han har regnet derpaa, da han traadte ind i det Retsforhold, der har affdt Tvisten. Han vilde nemlig da have handlet i svigefuld Hensigt. Det udtales derfor ofte som almindelig Regel, at nye Proeeslove komme til Anvendelse i enhver Sag, sona anlg ges, efterat de ere traadte i Kraft. Denne Stuing maa dog efter de flestes Erkjendelse taale strk Begrndsning. I mange Tilflde er det klart, at Anvendelsen af en ny Pro cesregel i Sager om ldre Rettigheder kan lede til, at disse faa Anerkjendelse i strre eller mindre Omfang, end der virkelig tilkommer dem. Man pleier derfor sige, at Re
') Ken f, I, 419, Note a.
221
gelen blot gjlder om wdinatoria litis, ikke om decisoria litts, om de Love, der angaa Processens Former, ikke om dem, som gribe ind i Parternes materielle Ret. 84. Hvorvidt ny Procesloves Anvendelighed i noget Tilflde kan udstrkkes til allerede anlagte Sager, har vret omtvistet '). Vor Lovgivning synes at have forudsat, at dette kan skee. Loven af 8 Mai 1869, 16, har nemlig fundet det forndent at bestemme, at Reglerne i Lovens Il21 12 kun skulle anvendes paa de Sager, som ind klages til For ligelsescommissionen, efterat Loven er traadt i Kraft. Denne Lre er i Almindelighed rigtig. Kun maa den holdes inden rette Grndser. Det er nemlig klart, at ingen allerede fore tagen Proceshandling til Skade for nogen af Parterne uden videre kan berves en retlig Virkning, sym tilkommer den efter de Love, der vare gjldende, da den fandt Sted. Saa ledes kan den, der nu har udtaget Klage til Forligelses commissionen, ikke ved ny Lov belages den ham ved For ligelseslovens 49 tillagte Ret til at faa Renter fra den Dag, da Indkaldelsen udfrdigedes. Hvis nogen af Parterne ved Udeblivelse eller feilagtig Procedure har forspildt sin Sag, saa kan ingen senere Lov gjenoprette denne for ham i videre Udstrkning, end det efter vore nuvrende Retter gangsregler kunde skee gjennem srskilt Bevilgning. En saadan Gjenoprettelse vilde vre en Krnkelse af Modpar tens Rettighed. Thi da enhver af Parterne er forpligtet til at erklre sig over Modpartens Anbringender, faaer saavel hans Taushed som hans Erklringer en contractslignende Virkning mod ham 2). En anden Anvendelse af Stningen er, at Sporgsmaalet om, hvad der ved en Dom er blevet
l) I Frankrige antages det, at saadan Anvendelse, nar selve Loven tier, kan finde Sted i criminel, men ikke i civil Rettergang, Au bry et R au, I, 6263. Dette er dog kun en Lovfortolkningsregel. 2) Scheel, I, 348. Hermed stemmer den europiske Doctrin, som har stt Udgangspunct i Stningen: Ut in stipulatione contrahitur, ita judieio contrahi, 1. 3, 11, Dig. 151.
222
res judicata, maa bedmmes efter de Love, som vare i Kraft, da den afsagdes. I hvilke Tilflde en ny Procesregel griber saaledes ind i det omtvistede Retsforhold, at den ei kan bringes til An vendelse paa dette, hvis det er af ldre Oprindelse eller allerede blevet Gjenstand for Rettergang, lader sig flgelig kun afgjre ved en Undersgelse af Regelens Indhold og den paavirkede Rettigheds eller Forpligtelses Natur. 85. Oprettes nye Domstole, eller bestemmes det, at en vis Art af Sager for Ettertiden skal henhre under en anden Domstol, end den tidligere har gjort, maa Regelen komme til Anvendelse paa nye Sager af denne Art, selv om de reise sig af ldre Forhold 1 ). Det samme gjlder endog, om Lovgivningen indfrer en ny Procesform. Forandredes Rettergangsmaaden ved Under retterne saaledes, at den blev offentlig og -mundtlig, saa kunde det bestemmes, at enhver under dem henhrende Sag senere maatte procederes i de nye Former. Derved vilde ingen af Parterne forurettes. Saameget klarere er dette, hvis Forandringen i Former er af mindre gjennemgribende Betydning. Exempler herpaa frembyde Lov 24 April 1869. 1, om Vidnefrsel i Ddsboer og Lov af 8 Mai 1869, 19 og 14, om summarisk Proces i smaa Gjldssager. Lovgivningen har endog grundlovmssig Adgang til at overfre allerede anlagte Sager til nye Domstole eller at bestemme, at de skulle fortsttes i nye Former. Kun maa de allerede stedfundne Rettergangshandlinger, som fr sagt, beholde sine Virkninger. Og i mange Tilflde vilde Lov givningen ved at benytte den her omhandlede Adgang kunne afstedkomme saa megen Forvirring, at den finder det hen sigtsmssigst at lade de allerede anlagte Sager forblive ved: de Domstole, for hvilke de ere indbragte, og fortsttes i
l ) Jvfr. H. R. Dom 1 Mai 1862, Retst, Side 295, der afgjorde, at Rmningen, hvori Matroser havde gjort sig skyldige, fr Sfartsloven udkom. henhrte under Sret, Hagerup, den norske Straffeproces, 14.
223
den Rettergangsform, hvori de ere paabegyndte. Exempel herpaa gav vor nye Straffeproceslov af 1 Juli 1887, 492. Som almindelig Fortolkningsregel gjlder det derfor, at de allerede anlagte Sager skulle blive ved den Domstol, hvor de ere anhngiggjorte, 1. 30, Dig. 3 l. 86. Om nye Love, som forlnge processuelle Fri ster, lres det sdvanligt, at de maa komme til Anven delse overalt, hvor ikke den omhandlede Frist allerede er udlben, inden den nye Lov traadte i Kraft. Som almin delig Regel er denne Stning vistnok rigtig, see som Exem pel hos os Loven af 22 Juni 1863, der forlngede den Tid, hvori Namsdomme kunne fuldbyrdes, til tre Aar og udtryk kelig tillagde sig Anvendelse paa allerede afsagte Domme, der ei havde tabt Executionskraften. Nordamerikanske Jurister have imidlertid begrndset Stningen derhen, at Bestemmelser om nye eller forlngede opsttende Frister, saasom for Stvnemaalet, for Afgivelsen af Svar fra Ind stvntes Side, for Domsafsigelsen, for Afholdelsen af Execu tion eller Tvangsalg, ikke komme til Anvendelse paa ldre Retsforhold, forsaavidt de virkelig ere givne for at hindre Sagsogeren fra at komme til sin Ret. Denne Lre kan maaskee siges at vre antagen af Unionens Domstole. Men af enkelte Staters Domstole er den forkastet. Da saaledes Pennsylvania og Jowa under Borgerkrigen havde faaet Love, hvorved enhver civil Sag mod Soldater, som vare i Feldt, bestemtes at skulle udstaa, indtil deres Tjenestetid var ud lben, kjendte hine Staters Hiesteretter disse Love gyldige1 ). Forkorter den nye Lov nogen processuel Frist, maa det antages, at Frister, som ere paabegyndte under den ldre Lovs Herredmme, vedblive at lobe i Overeensstemmelse med denne Regel, medmindre den nye Lov udtrykkelig fore skriver noget andet, hvilket den uden Anstd mod Grl.s 97 kan gjre, nar den kun giver enhver Part tilstrkkelig Tid til at varetage sit Tarv. Denne Stning er en Flge af det i nrvrende Capitels 28 udviklede Princip, og paa
) Po me rov, Side 398401 og 408409.
224
den er Loven af 4 Juni 1892 (No. 1), 43, No. 1 og 3, bygget. 87. Hvorvidt nye Love angaaende Beviis kunne an vendes i Sager om ldre Retsforhold, er Gjenstand for tre forskjellige Meninger. Nogle antage, at de maa anvendes paa enhver Beviislighed, som ikke allerede er forelagt Dom stolene l), andre, at de aldeles ikke kunne anvendes i alle rede anhngiggjorte Sager 2), atter andre, at dette dog kan skee, hvis den nye Lov lader sig noie med et Beviis, som fr var utilstrkkeligt 3). Det er nu klart, at nye Beviislove kunne have saadant Indhold, at deres Anvendelse i Sager om ldre Retsforhold vilde blive endog et meget grovt Brud paa Grl.s 97, f. Ex. hvis en Lov ophvede sl 6. Den, der nu modtager et Gjldsbrev uden at sikre sig Beviis for Under skriftens gthed, gjr det sdvanligviis i Tillid til, at Skyldneren, hvis han fragaaer sit Navn, iflge den nvnte Lovartikel maa aflgge Benegtelseseed. Retten til at for lange saadan Eed aflagt kan derfor ikke berves ldre Cre ditorer. Det samme br antages overalt, hvor den nye Lov afskaffer et Beviismiddel, paa hvilket den Part, der behver det, maa formodes at have stolet, da han indlod sig i det omtvistede Retsforhold, foretog eller undlod nogen i Sammen hng dermed staaende Handling. At den nye Lov maatte blive uden Anvendelse paa ldre Retsforhold, hvis den i nogetsomhelst Tilflde afskaffede Partseed 4), er imidlertid en Stning, som maaskee gaacr for vidt. Har den, der efter
') Weber, Side 160. 2) jjêtte er antaget i den hollandske Lov af 1 Oet. 1833, 45, samt i Almindelighed i Frankrige, jvfr. La ur ent, I, 297298, samt de hos Aubry et Rav, I, 7778, nvnte Forfattere. Ligeledes af Mittermayer, Side 132, forsaavidt angaaer Love om Bevisers Tilstrkkelighed. 3) Aubry et Rav paa det sidstanfrte Sted, de hos Meyer, Side Side 134, Note 30, citerede Forfattere, og Scheel, I, 150151. 4) rsted, I, 234.
225
vor nuvrende Lovgivning kan tvinge sin Modpart til at aflgge Benegtelseseed, ikke vret nrvrende ved den Handling eller deeltaget i det Forhold, som skal bevises, saa skjnnes det ikke, hvorpaa han skulde kunne bygge den Paastand, at han har erhvervet ukrnkelig Ret til at for lange Eeden aflagt. Man tnke sig f. Ex. det Tilflde, at nogen, efterat have laant Penge, gjr sin gteflle eller Arving saa stor Gave, at hans Bo bliver fallit, og at derpaa Creditorernes Adgang til at krve Eed efter sl314, andet Led, blev ophvet. Tillgger Lovgivningen et forhen utilstrkkeligt Beviis fuld Gyldighed, saa kan dette vistnok vre af den Beskaf fenhed, at den nye Lov naturligen maa komme til Anven delse ogsaa i Sager om ldre Retsforhold, f. Ex. om en Lovgivning, som opstillede et System af formelle Beviisregler, aflstes af en ny, som erklrede ethvert Beviis tilstrkke ligt, nar Domstolene fandt det overbevisende, eller om det hos os bestemtes, at een fuldt trovrdig Persons Prov skulde vre nok. Dette folger af, hvad der ovenfor, iB3 er ud viklet. Man har indvendt, at Lovgivningen ved at tillgge en saadan ny Regel Anvendelse i Sager angaaende ldre Retsforhold kunde forurette den, mod hvem det nye Beviis benyttes. Det er nemlig tnkeligt, at han har vidst, at der ikke kunde tilveiebringes to, men kun eet Vidne mod ham, og at han i Tillid til, at dette var utilstrkkeligt, har und ladt i Tide at forsyne sig med Modbeviis. Indvendingen er imidlertid ikke afgjrende. Kan den, mod hvem Vidnet fres, gjore det nogenlunde sandsynligt, at et saadant Mod beviis har vret at faa, men er gaaet tabt, br det vistnok komme ham tilgode. Men om han kun paaberaaber sig en bestemt Mulig hed deraf, saa vil den i Almindelighed ligge for fjernt til, at han kan hres med sin Paastand. Ander ledes stiller Sagen sig vistnok, saafremt den nye Lov tillg ger et kunstigt Indiciebeviis en afgjrende Kraft, som det .ikke fr havde, f. Ex. bestemmer, at Ihndehavelsen af
Norges offentlige Ret. IH.
226
stjaalne Koster skal ansees som Beviis for Tyveri eller Deelagtighed deri 1). Den undertiden opstillede Lre, at Love, som forandre Beviisbyrden, skulle komme til Anvendelse i Sager angaaende ldre Retsforhold 2), kan heller ikke gjlde som almindelig Regel. Beviisbyrdens Ordning tges nemlig ofte i Betragt ning ved Retsforholdets Stiftelse fra begge Sider, saaledes at den maa siges at danne en Bestanddeel af dette. Om en Lov indskrnkede Leietagerens Forpligtelse til at bevise, at den Skade, Tingene havde lidt i hans Vrge, hidrrte fra ulykkeligt Tilflde, ikke fra hans Forsmmelighed, vilde det blive en Forurettelse mod Eierne at anvende denne Lov i Sager, udspringende af ldre Leieforhold. Derimod vilde vel en ny Lov om Beviisbyrden i rene Vindicationssager kunne tillgges Anvendelse ved Tilbagesgning af Gjen stande, som tidligere vare komne ud af sin Eiers Besiddelse. 88. Retten til at faa en Dom fuldbyrdet er et ordi nrt Retsmiddel og kan ligesaalidt uden videre betages For dringshaveren *som selve Klageretten. En Lov, der saaledes som Fr. 13 Januar 1792 letter Betingelserne for at kunne erholde en Dom exeqveret, kan anvendes til Fordeel for ldre Fordringer. Hvorvidt en Lov, som opstiller strengere Betingelser for Exigibiliteten, kan gives lignende Anvendelse, er mere tvivlsomt. Imidlertid er det dog med Fie, at dette opstilles som almindelig Regel 3). Den maa saaledes gjlde, nar en Lov afskaffer Lettelser, som undtagelsesviis ere tillagte visse Fordringer, men lader dem beholde den almindelige Adgang til Execu tion. Blev f. Ex. Fr. 13 Januar 1792 hvet, saa kunde Fordringshavere efter ldre Gjldsbreve sikkerlig ikke for
J) rsted i juridisk Tidsskrift, 111, 1 Hefte, Side 7277, jvfr. Hagerup, den norske Straffeproces, Side 101. 2) Weber, Side 160; Mittermayer, Side 140. Herimod har allerede rsted erklret sig, Haandbog, I, 234, ligeledes Rint ele n 5 Side 82. ) Scheel, I, 353.
227
lange Udlg eller Afstning efter Forordningen, og det ei engang om de allerede havde erholdt en til Hiesteret umid delbart paaankelig Dom. Og ligesom en Lov kan tillgge et vist Slags Fordringer Udpaiitningsret med den Virkning, at denne Bestemmelse kommer Fordringer af ldre Oprin delse tilgode, see f. Ex. Lov 8 Sept. 1842, 5, om Inddrivelse af smaa Gjldsfordringer, saaledes maatte en ny Lov kunne fratage dem Udpantningsretten. Hvis derimod en Classe af Fordringer, der fr havde vret undergivne de almindelige Vilkaar for Execution, ved ny Lov underkastes strengere Betingelser, vilde Sporgsmaalet unegtelig stille sig tvivlsom mere. Under enhver Omstndighed maa det fastholdes, at en ny Lov, som gjr Execution af visse Slags Domme saa besvrlig, at den virkelig formindsker selve Retssikkerheden, ei kan anvendes mod ldre Fordringer. Rigtigheden af denne Synsmaade springer isr i ine, hvis der handles om nye Love, som give den Domfldte Ret til at undtage visse Eiendele fra Udlg. Dersom en Lov, der i saa Henseende gik meget vidt, blev anvendt mod ldre Fordringshavere, vilde deres Rettigheder blive tilintet gjorte i saa mange Tilflde, at Bruddet paa 97 blev bestrideligt. Sporgsmaalet har isr vret drftet i Nord amerika. Leilighedsviis har vistnok Unionens Hiesteret udtalt, at en Lov, som fritog ndvendige Gaards- eller Haand vrksredskaber, det uundvrligste Bohave eller Gangklder fra Execution, maatte kunne anvendes mod ldre Fordrings havere, og flere af de srskilte Staters Domstole have byg get sine Afgjrelser paa denne Mening. Flere anseede For fattere forkaste den dog 1), sikkerlig med fuld Fie, thi den kan lede til, at en Creditor slet ingen Fyldestgjrelse faaer for sin Fordring, uagtet Debitor besad netop den samme For mue, da han stiftede Gjlden, som nar han hjemsges med Executionen. De trend e Love, som hos os have undtaget visse Gjenstande fra Udlg, nemlig af 28 Aug. 1851, 8 Mai
) Kent, I, 419, Note 1; Pomeroy, Side 409410.
28
1869 og 29 Marts 1890, tillgge sig ogsaa blot Anvendelse paa Gjld, paadragen, efterat de traadte i Kraft. 89. At Lovgivningen kan paalgge ldre Fordrings havere at udrede hiere Underholdningspenge for dem, de have ladet stte i Gjldsarrest eller Gjldsfngsel, har nok aldrig vret betvivlet og antoges af Storthinget i 185.1. Derimod betragtede Storthinget dengang Grundlovens 97 som en Hindring mod, at Lovgivningen uden videre betog dem Adgangen til at benytte disse Retsmidler. Den af Stor thinget fattede, men ikke sanctionerede Lovbeslutning ind skrnkede sig derfor til at paalgge ldre Fordringshavere inden en vis Tid at afgive Erklring om, hvorvidt de vilde forbeholde sig at benytte dem. Derimod blev Loven af 17 Juli 1857, som indskrnkede Gjldsfngslets Varighed til tre Aar, given Anvendelse ikke alene paa ldre Fordrin ger, men ogsaa paa de Tilflde, hvori Skyldneren allerede sad i Fngsel, da Loven udkom. Regjeringen udtalte dog dengang Tvivl om, hvorvidt dette stemte med Grl.s 97. Men denne Tvivl havde den overvundet, da Institutionen omsider ved Loven af 3 Juni 1874 blev ganske afskaffet, Denne Lov bestemte udtrykkelig, at de Personer, som da hensad i Gjldsfngsel eller Gjldsarrest, skulde frigives, saasnart den traadte i Kraft, og det var efter Regjeringens Forslag, denne Bestemmelse vedtoges 2). Paa samme Maade er Sagen ogsaa, skjnt under adskillig Modstand, afgjort i andre Lande 3). Afgjorelsen er undertiden bleven stttet derpaa, at Friheden er et Gode, som ikke kan vre Gjen stand for private Rettigheder, men altid . maa vre under kastet Lovgivningens Herredmme. Mod denne Begrundelse kan der dog gjres Indvendinger. Den leder saaledes til det Resultat, at en Lov, som indfrer Gjldsfngsel, skulde kunne anvendes mod Personer, som undlod at fyldestgjre
*) Storth. Forh. 1851, VIII, 168171, 198, 212, 255; 1857, IV, 0.N0. 8, Side 13; 1873, 111, 0. No. 13. 2) Mailher de Chassat, I, 316-324; Meyer, Side 98 og 150; Laurent, I, 297; Pomeroy, Side 404.
Cap. 60.
229
Tidligere stiftet Gjld, en Mening, der virkelig har fundet Bifald hos den franske Cassationsret '), men som unegtelig er temmelig stdende for Retsflelsen. Den ieblikkelige Lsladelse af Gjldsfangerne lader sig imidlertid forsvare paa anden Maade. Erfaring havde viist, at Gjldsfngsel var uforndent som Middel til at fremtvinge Betaling af Skyldnere, der selv havde noget at betale med. Dets prac tiske Betydning var, at Fordringshaveren ved at anvende det eller true dermed undertiden formaaede andre til at be tale for Skyldneren, uagtet de ikke vare iorpligtede dertil. Men at berve Fordringshaveren Midlet til saadanne Ud presninger var ingen Forurettelse mod ham. 90. De for udviklede Synspuncter, hvorefter man har at bedmme nye Executionsreglers Virkning paa ldre Retsforhold, komme ogsaa i Betragtning ved nye Love om Tvangssalg. Gaacr Loven kun ud paa at bestemme nye Former for disses Ivrksttelse, kan den anvendes paa Tvangssalg til Dkkelse af ldre Fordringer 2). Selv Be kjendtgjrelser og Betalingsfrister maa med saadan Virkning kunne faststtes inden rimelige Grndser, forkortes eller forlnges, jvfr. Lov 30 Aug. 1842, 1 og 6, som frst gav bestemte Regler herom hos os. At der tillgges Skyldneren Ret til inden en kort Frist at gjenlse det hos ham udlagte Gods, og at det forbydes Domshaveren inden dens Udlb at stte Godset til Auction, kan heller ikke ansees som noget egentiigt Indgreb i hans Rettighed. Loven af 14 Juli 1827 indfrte for Huse og Kjbstadsjords Vedkommende en saadan Lsningsfrist af 4 Maaneder uden at trffe Forbehold om, at den kun skulde gjlde mod yngre Fordringer. Om vendt maa en saadan Lsningsret igjen kunne ophves med Virkning mod ldre Skyldnere, medmindre Executionen alle rede var afholdt hos dem, fr den nye Lov traadte i Kraft.
1 ) Aubry et Rav, I, 65. *) Vei H. R. Dom 23 Mai 1838 antoges det, at Loven af 20 Juli 1824, 2. der tillod Norges Bank at stte sine Panter til Aurtion uden Lovmaal og Dom, kunde anvendes mod dem, som fr denne Lov havde erholdt Laan af Banken.
230
At Lsningsretten under sidstnvnte Forudstning ei kan fratages dem, flger af, hvad ovenfor ( 84) er udviklet, og er antaget af de franske Domstole 1 ). Men Lsningsfristen kan forkortes paa den i Lov 4 Juni 1892, 43, No. 3, bestemte Maade. Hvis Loven for Tvangssalget opstiller nye Betingelser, der virkelig gjre Indgreb i Creditors Ret til at erholde Fyldestgjrelse, saa maa den forblive uanvendelig mod ldre Fordringshavere. Dette er i Nordamerika antaget saavel af Unionens Hiesteret som af flere andre Domstole med Hen syn til en Lov, som forbd Tvangssalg for mindre Priis end to Trediedele af Taxtvrdien 2). 91. Concursens Hensigt er at skaffe samtlige an meldte Fordringer af de forskjellige Classer lige Dkkelse efter disses lovbestemte Rang. Det ligger i denne Institu tions Vsen, at de derhen hrende nye Lovregler maa kunne gives temmelig udstrakt Anvendelse i enhver endnu ikke til endebragt Concurs. Saaledes er der ingen Tvivl om, at Lovgivningen har Ret til at opstille nye Betingelser for Concurs med den Virkning, at ldre Fordringshavere kunne forlange Skyldnerens Bo tget under Concursbehandling, saafremt han senere kommer eller, da Loven traadte i Kraft, var kommen og senere forbliver i den Stilling, der ved samme Lov betegnes som Concursgrund, saavelsom omvendt med den Virkning, at ldre Fordringshavere tabe en af dem endnu ikke benyttet Adgang til at forlange Concurs i Tilflde, hvor den fr til kom dem. Ligeledes maa nye Bestemmelser om, hvilke Gjenstande Skyldneren skal kunne undtage fra Boets Masse, blive an vendelige mod ldre Fordringshavere, dog at disse, forsaa vidt de ikke melde sig i Boet, beholde Retten til i samme Udstrkning som fr at sge Udlg i de fra Concursmassen
*) Merlin, Eftet rtroactif, Seet. 111, 3, Art. 3, No 11, jvfr. Las salle, I, 180. 2) Pome r o y, Side 405 ff.
231
undtagne Gjenstande. At dette er vor Lovgivnings Opfat ning, viser sig, nar man undersger Forholdet mellem Lovene af 28 August 1851 og 8 Mai 1869 om Indskrnkning i Adgangen til at tge Udlg for Gjld og den mellem dem udkomne Concurslov af 6 Juni 1863, 37. Bestemmer den nye Lov saaledes som Concurslovens 4246, at visse Retshandler, der efter den tidligere Lov givning vare uangribelige, skulle kunne omstyrtes af Con cursboet, saa blive disse Bestemmelser uanvendelige paa enhver Retshandel, foretagen, fr de traadte i Kraft. Hvis denne Adgang til at omstyrte Retshandler igjen indskrnkes eller ophves, kan det nye Lovbud tillgges Gyldighed mod Concursboer, som endnu ei have benyttet den, jvfr. 9 i den Lov, som satte den tydske Concursordning i Kraft. Concursloven af 1863 indfrte tvungen Accord hos os. Man skulde have ventet, at dette havde foranlediget Tvist om, hvorvidt Lovens Forskrifter desangaaende kunde bringes i Anvendelse mod ldre Fordringshavere. Saavidt vides, er dette dog aldrig skeet. Sprgsmaalet burde utvivlsomt have vret besvaret negtende. Tvungen Accord medfrer, at en gyldig Fordring, mod Creditors Villie og, uagtet han maaskee har gjort alt for at bevare den, bliver erklret ugyldig, for saavidt ikke Skyldneren paa nyt overtager den. Ved at give en Forskrift, hvorved tvungen Accord indfores, Anvendelse paa ldre Fordringer, vilde man iensynlig gaa Grl.s 97 for nr. Dette folger af, hvad der er udviklet ovenfor i 36. Antog man det modsatte, maatte man flgerigtigen indrmme, at Lovgivningen med bindende Virkning for ldre Creditorer kunde tillade enhver Skyldner at frigjre sig for sin Gjld ved at ovcrgive sit Bo til Concursbehandling. At den lovgiveude Magt ved at tillgge saadanne Love Virk somhed mod bestaaende Fordringer, overskrider sin Befi else, er anerkjendt af den nordamerikanske Unions Hiesteret 1). Udkom der hos os en Lov af sidstnvnte Indhold, vilde den ikke kunne anvendes mod ldre Fordringer, endog om
x) Kent, I, 420; Poineroy, Side 392393.
232
Cap. 60.
disse vare stiftede, efterat Concursloven af 1863 er traadt i Kraft. Thi dennes Bestemmelser om Accord ere dog be tydeligt strengere mod Skyldneren. Hvorvidt Fordringer; stiftede efter det nvnte Tidspunct, vilde forblive berrte af en ny Lov, som tillod Concursretten at stadfste Accord, vedtagne med frre eller mindre vgtige Stemmer, end Con curslovens 65 nu krver, maa derimod ansees som et tvivlsommere Sporgsmaal. Forandrer en ny Lov Prioritetsordenen for Gjldsfordrin ger, saa har det, saavidt vides, altid vret antaget, at den kommer til Anvendelse ogsaa paa ldre Fordringer, forsaa vidt Dkkelsen soges i Boets Masse 1). Da Lovgivningen ustridig kan foreskrive, i hvilken Orden Udlg skal gives, hvis flere ldre Fordringshavere samtidig, men uafhngigt af hinanden, lade afholde Execution hos een og samme Skyldner, maa den have samme Herredmme over Udlgs ordenen under Concurs. Thi denne er i sit Vsen kun Gjlds inddrivelse for Creditorernes flles Regning. Nogen Ret til at erholde Udlg i bestemt Orden erhverve Creditorerne altsaa frst ved Concursens Aabning. Denne Stning er ogsaa antagen hos os. I Loven af 20 August 1842, der hvede den Ret til fortrinligt Udlg i Concursboer, som ved Lovbogens sl5 1336 var tillagt Gjld stttet paa Haandskrift, bestemtes det, at dens Regel skulde anvendes i alle Boer, der kom under Skifterettens Behand ling efter 30 Juni 1843 2). Derimod kan en Lov, som forandrer Pantefordringers Prioritetsorden, som fr ( 54) forklaret, ikke gives Anven delse mod ldre Pantefordringer, uden i alt Fald i Forbin delse med Indfrelsen af en ny Prscription, hvis Lob Pant
!) Savigny, VIII, Side 446; Unger, I, 139; Goldschmidt, I, 285; Scheel, I, 355356. I Frankrige synes Sprgsmaalet ikke at vre opkommet, Weber, Side 173178. *) Jvfr. rsted, I, 242244. Han synes dog at mene, at den Fortrinsret, Lovgivningen har tillagt en vis Classe af Fordringer, ikke ganske kan berves disse, saafremt de allerede ere stiftede, da Loven udkom, see I, 144.
233
haveren har det i sin Magt at standse, uden at det koster ham nogen Opofrelse. Concursloven af 6 Juni 1863 bestemte i 127, at Reg lerne i Loven om Pantevsenet af 19 Aug. 1845, 2, skulle gjlde, nar fast Eiendom tilhrende et Concursbo efter dettes Foranstaltning er solgt ved offentlig Auction, hvoraf flger, at de Pantefordringer, som ikke dkkes ved Salgs summen, kunne udslettes. Hvorvidt denne Bestemmelse kan anvendes mod nogen Panthaver, som ikke har meldt sig i Boet og heller ikke har Prioritet efter nogen anden, som har meldt sig, er efter 116 srdeles tvivlsomt og burde rettest negtes. Men antages dette, hvilket synes at vre den almindelige Mening l), maa Bestemmelsen dog blive virknings ls mod Pantefordringer, stiftede fr Concursloven traadte i Kraft. Thi efter den tidligere Lovgivning kunde frste Prioritets Panthaver forholde sig rolig uden Fare for, at senere Panthavere eller Skyldneres Concursbo havde det i sin Magt at lade Pantet slge for nogen Sum, der ei dk kede hans Fordring 2). Og denne Ret kan ei fratages ham paa anden Maade end ved Indfrelsen af en saadan Pr scription, som nys er omtalt. Herimod kan indvendes, at den Forurettelse, ldre Pantecreditorer vilde lide derved, at Concurslovens 127 anvendtes mod dem, vilde vre mere tilsyneladende end virkelig. Boets Bestyrelse vil nemlig ved at undiade at betale de Pantet paahvilende Skatter altid kunne fremtvinge en Auction, der faaer udslettende Virk ning mod alle contractsmssige Pantefordringer. Denne Indvending kan dog af flere Grande ikke ansees for til strkkelig. 92. Er en Dom eller anden judiciel Kjendelse iflge den Lovgivning, under hvis Herredmme den er afsagt, urokkelig og upaaankelig, saa kan den ikke ved nogen ny Lov betages disse Egenskaber, see ovenfor 84 og Lov 4 Juni 1892, 43, No. 5, sidste Stning. Folgerigtigen bliver
*) Hagerup, Panteret, Side 342. 2) Historisk Oplysning herom i Retstklenden for 1892, Side 753.
234
Cap, 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
den nye Lov ogsaa uanvendelig paa ldre Domme, om den tillader i Appelinstantsen at fremkomme med Paastande, Indsigelser eller Beviisligheder, som efter den tidligere Lov givning vare betinget udelukkede eller alene kunde frem fres med Modpartens Samtykke. Mere omtvisteligt er det Sporgsmaal, hvorvidt en Dom, som iflge Afsigelsestidens Love kunde angribes enten ved Paaanke. ved ny Indbringelse for samme Domstol eller paa anden Maade, ved ny Lov kan erklres urokkelig. Hvis Adgangen til at faa Dommen omgjort tidligere har vret betinget af srskilt Bevilgning, maa Sporgsmaalet be svares bekrftende, selv om Bevilgningen har vret courant. Er Adgangen ikke knyttet til saadan Betingelse, saa kan Sporgsmaalet neppe i alle Tilflde lses eens, hvorimod der maa skjelnes efter Angrebsgrundens Beskaffenhed. Hvis den tidligere Lovgivning aabnede en Sagvolder, som er udebleven og derfor domfldt. Adgang til at gjen optage Sagen enten i samme Instahts eller ved Paaanke, saa er det klart, at ingen ny Lov uden videre kan forbyde ham dette. Herved vilde den nemlig tillgge hans Udeblivelse en helt anden Betydning, end den havde under den Lov givning, da den fandt Sted. Den Adgang, som den tidligere Lovgivning aabnede nogen til at angribe en Dom, ikke for at rette paa egen Feil, men for at faa prvet, hvorvidt Dommen er rigtig, synes derimod at maatte kunne lukkes ved ny Lov. Ingen af Parterne har Ret til at krve deres Tvist afgjort af den Autoritet, han Ander mest skikket dertil. Han maa lade sig noie med den Domstol og de Afgjorelsesforraer, Lovgivnin gen finder tilstrkkelig, og derom maa den til enhver Tid kunne give de Regler, den finder for godt. Bifaldes denne Anskuelse, maa altsaa en ny Lov, som forhier summa appellabilis, kunne anvendes paa ldre, endnu ikke paaankede Domme 1). Dette skeede ved Lov 21 Juni 1886, 1, jvfr. 4.
') Dette antages af Scheel, I, 354, ligeledes, skjnt under Tvivl, af rsted, I, 236, men negtedes af Mittermaier, Side 141142.
Ligeledes en ny Lov, som forkorter Appelfristen l) eller forlnger den'2), forsaavidt den ikke allerede er udloben. 93. Har Lovgivningen tilladt en Part at betinge sig et Retsmiddel eller en processuel Begunstigelse, som ellers ikke tilkommer nogen, f. Ex. Ret til at stille sit Pant til Auction uden Dom og Udlg, saa kan den i Henhold hertil betingede Ret ikke ved ny Lov betages ham. Saaledes er Sporgs maalet afgjort i den franske Retspraxis 3). Heraf kunde det synes at flge, at det samme heller ikke kan skee, hvis Lovgivningen umiddelbart tillgger nogen et saadant Retsmiddel iet srligt Forhold. Thi det kan da siges, at dette Retsmiddel, just fordi det er extraordinrt, danner en Bestanddeel af det stiftede Retsforhold. Hvor Begunstigelsen ikke er betinget af srskilt Bevilgning, see f. Ex. Lov om Hypothekbankforeninger af 15 Septbr. 1851, 1 b, flger man dog nok i Almindelighed den modsatte Mening, noget, der i de foregaaende Paragrapher flere Gange er paaviist. Da Sporgsmaalet om Ophvelse af Gjldsarrest sidste Gang var under Forhandling hos os, blev det saaledes antaget, at Grl.s 97 ikke var til Hinder for at betage Vexelcreditor hans Adgang til at anvende dette Retsmiddel mod den uetterrettelige Debitor. Det kan dog sprges, om Loven samtidig kunde have frataget allerede udstedte Vexler alle de vrige processuelle Forrettigheder, der nu tilkomme dem, og navnlig Adgangen til at benytte den sum mariske Gjldsproces. Dette vilde unegtelig have tget sig saa besynderligt ud, at man kunde fristes til at erklre det
x) Scheel, I, 326. Herimod kan man ikke paaberaabe rsted, I, 215216. Han mener neppe mere, end at en Lov, som forkorter Appelfristen, ei maa anvendes paa ldre Domme, medmindre den selv bestemmer det. Den i Texten opstillede Stning er antagen ved Loven af 4 Juni 1892, 43, No. 5. 2) Begge Stninger forkastes i den franske Retspraxis, som gaacr ud fra, at Appelfristerne ere Bestanddele af de ved Dommen fastsatte Rettigheder og Forpligtelser, Aubry et Rav, I, 63. Til denne Lre slutter sig ogsaa Mittermaier, Side 141. s) Gabba, 11, 9798.
uforeneligt med Grl.s 97. Paa den anden Side er den Middelvei at ansee den lovgivende Magt berettiget til at berve Creditor enkelte af disse Forrettigheder, men ikke dem alle tilsammen, unegtelig noget holdningsls. 94. Love, der indrmme enten hvemsomhelst eller visse Classer af Personer en vis Handlefrihed paa den offent lige Rets Omraade, f. Ex. Forsamlingsfrihed, Frihed til at tge Opholdssted hvorsomhelst i Landet osv., kunne i Almin delighed hves eller indskrnkes med den Virkning, at den nye Lov bliver gjldende mod enhver, see ovenfor 25. Dette maatte ogsaa gjlde Trykkefriheden, hvis nogen LkU skrnkning i denne havde vret tilladt efter vor Grundlov. Denne opstiller, som vi have seet, ingen Beskyttelse for Religionsfriheden. Hvis vor Lovgivning nogensinde ind skrnkede den Adgang til fri Religionsovelse, som er indfort ved Loven af 16 Juli 1845 og 24 Septbr. 1851, saa vilde dens Bud blive bindende for de Dissenter og Jder, som opholdt sig i Riget, og det selv om de dannede Menigheder, der havde modtaget den i frstnvnte Lovs 2 omhandlede offentlige Anerkjendelse. 95. Endvidere kan Lovgivningen fratage enhver den politiske eller offentlige Myndighed, den har tillagt ham. Thi dette kan ikke antages at vre skeet for hans egen, men for Samfundets Skyld. I Lande, hvis Forfatninger hjemle Hovederne for visse tter Sde i de lovgivende For samlinger, kan denne Forret naarsomhelst betages dem, uden at dette bliver noget Anstd mod den Grundstning, at Love ei maa gives tilbagevirkende Kraft. Ei heller er denne til Hiuder for, at nye Bestemmelser, som indskrnke constitu tionel eller communal Stemmeret, komme til Anvendelse mod dem, som allerede ere i Besiddelse af saadan Ret 1), ligemeget hvad enten denne grunder sig paa en tilfldig Begivenhed, saasom Opnaaelsen af en vis Aldersgrndse, eller paa en vis Handling, saasom Kjob af fast Eiendom, Grund
*) Lassalle, I, 8183; Gabba, 11, 124126; Laurent, 1,226-227; Aubry et Rav, I, 61.
237
lovsbestemmelsen af 6 Juni 1877, der foreskriver, at Stem meret tabes ved at vre dmt til Afsttelse eller Fngsel for Meneed, Tyveri, Rveri eller Bedrageri, kunde derfor uden Anstd mod Grl.s 97 have vret anvendt mod alle, over hvem saadan Dom tidligere er gangen, hvad enten de allerede vare indfrte i Mandtallet eller frst senere forlange at blive det 1). Henlgges nogen Deel af en Kjbstads Ter ritorium til Landet eller omvendt, saa tabe Eierne af de der beliggende faste Eiendomme sin Stemmerett hvis disse ikke fyldestgjre Betingelserne i den af Forskrifterne i Grl.s 50, under hvis Herredmme de nu komme. See Betnkning af given af det juridiske Facultet og meddeelt i Depts. Skr. af 14 Juni 1879. Er Myndighed til at udfre offentlige Forretninger tillagt nogen paa Grund a f hans Stand eller som Eier af fast Eien dom, kan den naarsomhelst betages ham, Adelslov- 1 Aug. 1821, 1 og 4. Dette gjlder endog, om Staten har solgt ham Eiendommen og meddeelt ham Myndigheden i selve Skjdet, hvilket var Tilfldet mei den Lyseklosters Eier tillagte Fogedjurisdiction. Men den Lov, der fratager Eieren hans Myndighed, maa da forbeholde ham Erstatning efter Grl.s 105, see Lov af 3 Septbr. 1851, der ophvede denne Jurisdiction 2). Hvorvidt en ny Lov eller Storthingsbeslutning kan fra tage en allerede ansat offentlig Tjenestemand hans Forret ninger, hans Lon eller vrige Godtgjrelse for disse, eller
') Storthinget har dog antaget, at den nvnte Grlsbest. ikke paa Grund af ldre Straffedomme kunde bringes til Anvendelse mod Personer, som, da Bestemmelsen istandbragtes. allerede havde erhvervet Stemmeret, see Storth. Forh. 1881, VI, S. No. X, Side 1925 og 2628, samt 1882, VII, 39, jvfr. Dept. Skr. 22 Aug. 1882. Derimod antager ogsaa Storthinget, at Grundlovsforandringen hindrer dem, som vare dmte, men ikke havde erhvervet StemmeTet fr 6 Juni 1877, f?a at blive stemmeberettigede, Storth. Forh. 1891, VI, Indst. S. No. XXI, Post 28, og VII, Side 78. Lovens Grundlovmssighed blev angreben af Eieren, men anerkjendt af Hiesteret ved Dom af 1 Marts 1856, Retst. for samme Aar, Side 353 ff. Erstatningen blev i 1878 fastsat ved Skjn.
238
paalgge ham nye Forretninger, er allerede omhandlet, nem lig i Cap. 51, 1016. Her er kun at tilfie, at det selv flgelig er Grl.s 97, paa hvilken de der udviklede Ind skrnkninger i den lovgivende Magt tilsidst bero. 96. Er en Forpligtelses Gjenstand Ydelsen af Penge, saa kan Skyldneren i Almindelighed ikke opfylde sin For pligtelse uden ved at erlgge Betaling i det Slags Penge, hvori Gjlden er stiftet. Det offentlige kan imidlertid naarsomhelst inddrage dette Slags Mynt, saa at den ikke lngere bliver at erholde. Har den vret tvunget Betalingsmiddel, eller, som man ogsaa udtrykker det, havt Tvangscours, det vil sige, hvis enhver har vret pligtig til at modtage den i Betaling, hvor intet andet udtrykkelig har vret aftalt, saa kan Lovgivningen igjen betage Mynten denne Egenskab. Hvad enten dette skeer eller ei, kan Staten udgive nye Slags Mynter, der til lgges Tvangscours. Saadant er ogsaa hos os skeet mange Gange og i stor Maalestok. Loven om Pengevsenet af 4 Juni 1873, 16, bestemte, at al ldre Slvgrovcourant fra 1 Januar 1874 skulde nedsttes til Skillemynt og ei gjlde som tvunget Betalingsmiddel for Gjld af strre Belob end 5 Spd. Sam tidig paabd den Udmyntning af Guldspeciedalere, der fra nysnvnte Dag skulde vre almindeligt tvunget Betalings middel, dog saaledes, at Norges Bank midlertidigen kunde indlse sine Sedler med engelsk Guldmynt efter en Cours af 4 Spd. 65 Skill, for hvert Pund Sterling. Guldspecie mynten ombyttedes imidlertid allerede ved Loven af 17 April 187&, 16, med Guldkronemynt. Indfores et nyt tvunget Betalingsmiddel, maa det skee paa saadan Maade, at Grl.s 97 ikke derved overtrdes. For at finde den lovgivende Magts Grndse i denne Retning, maa det frst vre bragt paa det rene, hvad der udgjr en Gjldsforpligtelses egentlige Gjenstand ').
') Savigny, Obligationsrecht,!, 403508; Goldschmidt, Handelsrecht, Bindi, Afd. 11, Side 1141 1177; Windscheid, Pandekten, 11, 256; Gruchot, Zahlung der Geldschuld, Side 82105.
Have Parterne bestemt denne blot ved at nvne en vis Sum Penge af den Sort, som da var tvunget Betalingsmiddel (f. Ex. forhen hos os 100 Speciesdaler), saa er det antageligt, at de ikke have meent Myntstykker just af samme Sort, men samme Vrdi erlagt i Myntstykker af ethvert Slags, som paa Betalingstiden maatte vre tvunget Betalingsmiddel for hvilketsomhelst Belb, altsaa Grovcourant, ikke blot Skille mynt. Flgelig kan en ny Lov forpligte Fordringshaveren til at modtage Betaling i en ny Myntsort, forsaavidt denne er saadant almindeligt tvunget Betalingsmiddel, men ogsaa kun da. Og den kan ikke forpligte ham til at modtage Betaling i den Myntsort, hvori Gjlden er stiftet, efterat den er ophrt at vre almindeligt tvunget Betalingsmiddel. Thi Parternes Forudstning maa vre, at den Mynt, hvormed der betales, paa Betalingstiden skal kunne bruges til Opfyl delsen af andre Gjldsforpligtelser. Ellers vilde Skyldneren have ondt for at skaffe og Fordringshaveren ikke vre fuldt tjent med at erholde den. Om Documentet udtrykkelig bestemmer, i hvilken Mynt sort Gjlden skal erlgges (f. Ex. 100 Speciedaler i Slv), saa medfrer dette i den her omhandlede Retning ikke stor Forskjel. Loven af 4 Juni 1873 kunde ikke have bestemt, at de, der havde saadanne Fordringer, fremdeles skulde vre forpligtede til at modtage Betaling i Slvspecies efter 1 Januar 1874, da denne Myntsort ophrte at vre Grov courant. Men dersom den Myntsort, paa hvilken Gjlds brevet lyder, beholder sin Egenskab af almindeligt tvunget Betalingsmiddel ved Siden af den nye Mynt, saa kan denne ikke paatvinges en Creditor, som udtrykkelig har betinget sig Betaling i den ldre. 97. Vi skulle nu omhandle, hvorledes det Coursfor hold skal faststtes, efter hvilket den nye Mynt kan an vendes til Betaling af Gjld, stiftet i den gamle Myntsort. Efter en i fremmede Lande temmelig udbredt Mening er en Gjldsforpligtelses Strrelse bestemt ved, hvad man har kaldt Myntens Navnevrdi, nominelle eller ydre Vrdi. Denne Benvnelse er meget uheldig. Tidligere forstod man derved i Almindelighed den Vrdi, Staten paa een eller
240 Cap. 60.
anden Maade havde tillagt Mynten, navnlig ved udtrykkelig Lovforskrift om, hvormeget den skulde gjlde i Forhold til andre Mynter i). Tges Ordet Navnevrdi i denne For stand, saa leder Stningen til, at Creditor maa modtage og Debitor vre forpligtet til at erlgge det Belob, Lovgivnin gen erklrer at skulle gjlde lige med den Sum gammel Mynt, hvorpaa Forpligtelsen oprindelig gik ud. Parternes Rettigheder skulde altsaa i dette Stykke vre priisgivne Lovgivningens Vilkaarlighed. At denne Lre strider mod vor Grundlov, forstaaer sig selv 2). Tales der om Grovcourant, altsaa om Mynt, der er tvunget Betalingsmiddel af Gjld til hviiketsomhelst Belb, saa tager man i den senere Tid Udtrykket Navnevrdi i en mere indskrnket Betydning, nemlig om Vrdien af det dle Metal, Mynten efter Lovgivningen skal indeholde, altsaa om dens normale Vrdi 3). At denne Vrdi danner Bestemmel sesgrunden for de bestaaende GjldsforpligteLsers Strrelse, er udtrykkelig fastsat i flere nyere Lovboger, saaledes den hollandske, Art. 1793, den sachsiske, Art. 666. Vor Lovgivning indeholder imidlertid ingen saadan For skrift. Den stemmer heller ikke betinget med Sagens Natur. Eu Gjldsforpligtelses sande Strrelse er nemlig bestemt ved den Byttevrdi, de Myntstykker, paa hvilke den lyder, i Virkeligheden have, eller hvad man kalder disse Mynters Coursvrdi 4). Denne kommer tilsyne, nar man for dem kjber umyntet Metal af samme Slags som det, de indeholde, eller fremmede Mynter af saadant Metal.
*) Savigny, Obligationsrecht, I, 423426. I anden Betydning kaa Ordet ikke anvendes paa Skillemynt. 2) Den er antagen i Frankrige. Saaledes bliver nok nemlig Code Nap., Art. 1895 i Almindelighed forstaaet, see Mare ad , Explication du Code, Art. 1902 19u5, No. 203213, jvfr. dog Goldschmidts Handelsrecbt, Side 11671169, Note 61. 3) Goldschmidt, Handelsrecht, Side 1096. 4) Dette er antaget af Savigny, Obl. Recht, I, 443, og som det synes i Almindelighed i Preussen, see Forster, I, 569570, ligeledes af Troplong, Trait du Prt, No. 230240.
241
Regelmssig vil Grovcourantens Coursvrdi bero paa Mngden og Fiinheden af det Metal, den indeholder, altsaa paa dens Metalvrdi. Mindre end denne kan ikke dens virkelige Vrdi vre. Derimod er det tnkeligt og er ved Erfaring godtgjort, at dens Coursvrdi kan vre hiere end dens virkelige Metalvrdi, nemlig enten paa Grund af Slagskatten eller paa Grund af, at der er udmyntet en mindre Mngde, end Omstningen kunde bre. Har man, da Myntforandringen foretoges, i lngere Tid for indenlandsk Mynt jvnlig kunnet faa mere umyntet Metal, end den inde holdt, saa kan denne Omstndighed ikke sttes ud af Be tragtning ved Bestemmelsen af det Coursforhold, hvorefter den nye Mynt skal modtages ved Betaling af ldre Gjld. Den nye Mynt kan selvflgelig ikke have nogen Cours vrdi, fr den kommer i Omlb. For dens Vedkommende maa Lovgivningen altsaa gaa ud fra, at dens virkelige Vrdi bliver lig Vrdien af det Metal, den skal indeholde. Thi Slagskatten vil ikke komme i Betragtning, nar der er slaaet saamegen Mynt, at nogen Deel af den jvnlig bliver udfrt for at anvendes til udenlandske Betalinger. Og dette vil blive Tilfldet i ethvert Land, hvor Myntvsenet er godt og Udmyntningen tilstrkkelig for det indenlandske Behov ogsaa i gode Tider. Ei heller tr Slagskatten medregnes i den nye Mynts Vrdi, hvis Banken kan udstede Sedler paa umyntet Metal og disse Sedler ere tvunget Betalingsmiddel. Vil Lovgivningen altsaa foreskrive, at ldre Gjld skal betales med ny Mynt, maa Forholdet bestemmes efter den nye Mynts normale Metalvrdi og den gamle Mynts Cours vrdi, der som oftest vil falde sammen med dens Metal vrdi. Fastsattes Forholdet anderledes, saa blev det en For urettelse enten mod Creditor, nemlig hvis Loven forpligtede ham til at modtage en mindre Vrdi, eller mod Debitor, hvis Loven paalagde ham at betale en strre Vrdi, end den bestaaende Gjldsforpligtelse havde fr Myntforandrin gen. Og Forurettelsen vilde i begge Tilflde vre et vil kaarligt Indgreb i Virkningerne af ldre Retshandler, flgelig et Brud paa Grl.s 97.
Norges offentlige Ret. ni. 16
242
At bestemme den rette Cours mellem den gamle og den nye Mynt er i Almindelighed let, nar de besta af samme Slags Metal. Deres indbyrdes Vrdiforhold beroer nemlig da, som nys forklaret, regelmssig paa Mngden af det Metal, de indeholde. Da Guldspeciemynten ved Loven 8 f 17 April 1875 ombyttedes med Kronemynt, maatte 4 Kroner sttes lige med een Guldspeciedaler, see Lovens 21. Thi som Lovens 1, sammenholdt med Loven af 4 Juni 1873, 1, viser, indeholdt Guldspeciedaleren paa en umrkelig Brk nr fire Gange saameget Guld, som Kronen skulde faa. Hvis derimod Guld- istedetfor Slvmynt indfores som tvunget Betalingsmiddel, og hvis saaledes de ldre Pengeforpligtelser omdannes (converteres) fra Gjld i Slvmynt til Gjld i Guldmynt, hvilket hos os var Tilfldet ved Loven af 4 Juni 1873, bliver Sagen vanskeligere. Thi Vrdiforholdet mellem Guld og Slv er foranderligt og kan altsaa vre forskjelligt i ethvert af de ieblik, som her kunne komme i Betrakt ning, nemlig det: da Gjlden er stiftet, da Loven vedlages af Storthinget, da den sanctioneres af Kongen, da den trder i Kraft, da Gjlden forfalder, eller da Gjlden virkelig betales. Hvilket af disse Tidspuncter der skal lgges til Grund ved Bestemmelsen af Coursforholdet mellem den gamle og den nye Mynt, har vret Gjenstand for megen Tvist 1). At vlge det Tidspunct, da Gjlden stiftedes, savner al paaviislig Grund. Snarere maatte man vlge Gjldens Forfaldsdag, eller, forsaavidt dette bliver fordeelagtigere for Creditor, det Tidspunct, da Betaling skeer. Thi bliver en paa Slv lydende
) Storth. Forh. 1873, 111, 0. No. 1, Side 4143 og 94-98; Betankande angende Sveriges Myntsystem, afgivet af en kongelig Commission, Stockholm 1870, Side 160204, samt Skog mans og Bergstroms Vota, Side 235 251. I Bilag A til denne Betnkning findes en udfrlig Angivelse af fremmede Skrifter om de ved Overgang fra Slv- til Guldmyntfod opkommende Retssprgsmaal.
Forpligtelse fr Forfaldsdag converteret til Gjld i Guld, og Slvet i Mellemtiden falder i Vrdi, saa paafrer Loven, har man sagt, Debitor et uforskyldt Tab. Stiger derimod Slvet i Vrdi, saa gaacr Tabet ud over Creditor. Derfor br Gjldens endelige Omskrivning opsttes, indtil Forfalds dagen kommer, eller Betaling skeer, og Omskrivningen gjres afhngig af det da stedflndende Vrdiforhold. Denne An skuelse har dog ikke fundet Bifald af nogen Lovgivning. Det vilde vre srdeles misligt, om alle bestaaende Gjlds forpligtelsers Vrdi skulde forblive usikker, lige til de betales. Myntvsenets Hensigt er at tilveiebringe en Vrdimaalestok og et Byttemiddel, hvis Vrdi er saa uforanderlig som muligt. Da det viste sig, at Guld i saa Henseende er mere skikket til Mynt end Slv, og man af den Grund forandrede Myntfod, tilsagde Gjldsforholdenes Natur og Myntvsenets Formaal, at de ldre Gjldsforpligtelser strax bleve conver terede. Derved betog Lovgivningen ingen af Parterne en paaregnet Fordeel, men forebyggede blot et upaaregnet Tab for den ene. Fra et theoretisk Standpunct vilde det maaskee vre rigtigst at bestemme Coursen mellem den gamle og nye Mynt efter det Vrdiforhold, som finder Sted, da Loven trder i Kraft og Conversionen skeer, altsaa hos os den 1 Januar 1874. Men denne Fremgangsmaade er forbunden med saa store practiske Hindringer og Betnkeligheder, at den egentlig maa siges at vre uivrksttelig. Den er, saa vidt vides, heller ikke valgt i noget andet Land. Lovgiv ningen maa derfor ansees berettiget til at bestemme Coursen efter et Skjon, bygget hovedsageligt paa Vrdiforholdet mel lem Guld og Slv i den nrmest foregaaende Tid. Dette er den almindelige Fremgangsmaade, hvilken ogsaa blev fulgt hos os 1).
') Enhver Tvivl om Grundlovmssigheden af denne Conversion maatte bortfalde derved, at den lovbestemte Cours mellem Slvspecies og det nye tvungne Betalingsmiddel paa det allernrmeste faldt sammen med den, som i Virkeligheden fandt Sted mellem dem den 1 Januar 1874. Thi da Guldspeciedalere dengang endnu ikke vare udmyntede (Storth. Forh. 1874, I, 4), vare Bankens Sedler i
244 Cap. 60.
98. Har Staten udstedt Mynt, som den har tillagt Tvangscours for hiere Vrdi end det Metal, Mynten inde holder, saa kan Lovgivningen ikke betage den Egenskaben af tvunget Betalingsmiddel uden at give Ihndehaverne Er statning. Thi Staten har, da den udgav saadan Mynt, vre sig som Betaling, ved Udlaan eller ved Udvexling, faaet dens lovbestemte Vrdi af de frste Modtagere, og for denne Vrdi har i Almindelighed enhver senere Ihndehaver maattet tge den. Dertil have de i alt Fald vret pligtige. Denne Betragtning leder til, at Staten heller ikke uden Erstatning kan nedstte Tvangscoursen paa saadan Mynt. Begge disse Stninger bleve imidlertid tilsidesatte ved Loven om Penge vsenet af 14 Juni 1816, 3. De senere Love, som have paabudt Inddragning af Skillemynt, have derimod tilstaaet Ihndehaverne Erstatning, see Lovene af 9 August 1839, 25 Januar 1866, 3, og 17 April 1875, 11. 99. Staterne udstede undertiden Gjldsbreve til Ihn dehaveren, lydende paa runde Summer og bestemte til at gaa fra Haand til Haand ligesom Penge. Undertiden forpligter Staten sig i Documentet ikke ligefrem til at betale Summen, men kun til selv at modtage det som Betaling. I saa Fald er Documentet ei engang et Gjldsbrev, men kun en Com pensationsforpligtelse. Ikke destomindre kan ogsaa dette Slags Documenter finde Modtagere og holde sig i Omlb i kortere eller lngere Tid. Disse Slags Documenter kaldes ofte Papirpenge. Men Benvnelsen er uegentlig. De ere Pengereprsentativer, ikke Penge. Dette viser sig allerede deraf, at Staten ikke kan udtrykke den Vrdi, den tillgger dem, paa anden Maade end ved at nvne en vis Sum Penge. De indeholde
Virkeligheden det eneste tvungne Betalingsmiddel, som kunde tilveiebringes, og disse indlstes iflge Loven af 4 Juni 1873, 17> med Sterling efter den da fastsatte Cours, 4 Spd. 65 Skill. Christiania Brscours var i den sidste Deel af December 1873 og endnu den 1 Januar 1874 4 Spd. 62 Skill, for 3 Dages Sigtvexler paa London. Forskjellen var altsaa blot lidt over en halv pCt. og i Favr af Debitorerne.
245
altsaa kun Lfter om Betaling af Penge eller Afregning af Pengegjld, og disse Lfters Opfyldelse er, som Erfaring har viist, ofte usikker nok. De kunne derfor have meget liden Vrdi. Lovgivningen kan vistnok tillgge dem Egen skab at tvunget Betalingsmiddel, og saadanne Bud ere i mange Lande givne Anvendelse ogsaa paa allerede bestaaende Fordringer l). Men dette er at give Loven tilbagevirkende Kraft. Thi hvad Skyldnerne have forpligtet sig til at erlgge, nar Forfaldsdagen kommer, er Penge, ikke blotte Lfter om senere at faa Penge efter Afregning Her kan det ikke komme i Betragtning, om Creditor udtrykkelig har betinget sig Betaling i rede Mynt eller undladt dette. Naar Lovgiv ningen fr ei har kjendt andet Betalingsmiddel end rede Mynt, har Creditor ingen Opfordring havt til at opstille en saadan Betingelse, og at han har undladt dette, kan altsaa ikke blive ham til Skade. 100. Banksedler ere Gjldsbreve, udstedte af en Bank, bestemte, til at gaa fra Haand til Haand som Penge og der for i Almindelighd lydende paa Ihndehaveren, urente brende og betalbare paa Anfordring med rede Mynt eller andre tvungne Betalingsmidler, saasom med de af Staten udstedte saakaldte Papirpenge eller en anden Banks Sedler, der ere tvunget Betalingsmiddel. Exempel herpaa havde man fr i Sverige, hvor Privatbankerne kunde indlse sine egne Sedler ikke blot med Mynf, men ogsaa med den svenske Rigsbanks Sedler.
l) Dette skeede i Nordamerika ved en Congresact af 25 Februar 1862, den saakaldte Legal tender Act. Hvorvidt denne Lov skulde anses som constitutionelt gyldig eller ei, var lnge Gjenstand for Tvist. Unionens Hiesteret besvarede frst Sporgsmaalet negtende (Hepburn v. Griswold, Wallace Reports, VIII, 603639), men dernst i April 1871 bekrftende. Ret til at udstede Papirpenge med Tvangscours ansaaes som en ndvendig Bestanddeel af den verste Statsmyndighed og maatte antages at tilkomme Congressen, ligesaavel som Retten til at slaa Mynt, og Unionsgrundlovens Forbud mod at svkke Contracters forbindende Kraft er kun rettet til de enkelte Staters lovgivende Forsamlinger, ikke til Unionens Congres.
Ligesaalidt som Lovgivningen kan fritage andre Skyld nere for at betale deres Gjld fuldt ud og til rette Tid, ligesaalidt kan den frigjre nogen blot og bart privat Bank for den ved Sedlernes Udstedelse overtagne Pligt til at ind lose disse. Bliver en saadan Bank ude af Stand hertil, have Ihndehaverne af dens ldre Sedler uangribelig Ret til at anvende de almindelige Tvangsmidler mod den: Sgsmaal, Execution i Bankens Eiendele og Tvangssalg af disse. Tvivlsommere stiller Sagen sig, saafremt Banken er en ved Lov organiser et Statsindretning, hvis Sedler ere tvunget Betalingsmiddel og altsaa Samfundets almindelige Byttemid del. At en saadan Bank ophorer med at indlse sine Sedler, bliver vistnok regelmssig til Skade for dem, der da sidde inde med disse. Deels kan man i saa Fald ikke lngere vre sikker paa for disse Sedler at faa den Mynt, man tiltrnger til udenlandske Betalinger, deels bliver Mngden af uindlselige Sedler gjerne forget saameget, at de tabe noget af sin Vrdi ogsaa i den indenlandske Omstning. Men desuagtet kan det paastaaes, at Ihndehaverne af Ban kens ldre Sedler ikke kunne krve Erstatning af den for denne Skade eller anvende de sdvanlige Tvangsmidler mod den for at faa dens Sedler betalte med det Myntbelob, hvor paa de lyde. Banken er under den angivne Forudstning en Statsindretning, som under alle Omstndigheder maa vedblive at staa under Bestyrelse af den dertil i Lovgivningen anordnede Autoritet, Om den standser sine Betalinger, kunne dens Creditorer flgelig ikke forlange den tgen under Be handling af Concursretten. Den er oprettet for at tjene et Statsiemed og maa fortstte med sin lovbestemte Virksom hed, indtil anderledes ved Lov bestemmes. Om den bliver ndt til at standse sine Betalinger, kan dens Bestyrelse altsaa ikke ansees hverken forpligtet eller berettiget til at afvikle dens Forretninger, slge dens Eiendomme, inddrive dens Tilgodehavende og dele det Indkomne mellem dens Creditorer. De, som have indsat Midler hos den eller fri villigen eller ndtvunget tget dens Sedler, kunne fornuftig viis aldrig have tnkt herved at erhverve Ret til at forlange Bankens Virksomhed standset, om den maatte blive ude af
Stand til at opfylde sine Forpligtelser niagtigt. Det er heller ikke sagt, at en Afvikling af Bankens Forretninger i saa Fald vil vre til Fordeel for dens Creditorer. En Statsbank eller anden under Statens Overbestyrelse staaende Bank vil selvflgelig ikke standse sin Virksomhed svigagtigen, men blot nar den paa Grund af uforudseede Omstndigheder virkelig har tabt Evnen til strax at fyldestgjre sine For pligtelser, eller antages at vre i truende Fare derfor. Hvad der under deslige Omstndigheder kan krves, er, har man sagt, ikke mere, end at Staten srger for snarest muligt at skaffe Banken Midler til at gjenoptage Indlosningen af sine Sedler. Men nar og hvorledes dette skal skee, er en Skjns sag, intet Retssprgsmaal. Ligger det altsaa i en Statsbanks Vsen, at den ei kan blive Gjenstand for almindelig Con cursbehandling eller dens Forretning for paatvungen Afvik ling, saa er det en nrliggende, skjnt vistnok ikke ganske ndvendig Slutning, at Lovgivningen, nar den ei har sagt det modsatte, ikke har villet tillade, at Bankens Midler udtmmes ved successive Executioner til Dkkelse af Seddel gjld eller andre Forpligtelser, hvis Gyldighed den erkj ender, men som den erklrer sig ude af Stand til for Tiden at fyldestgjre. Den her udviklede Synsmaade er tidligere bragt i An vendelse paa Norges Bank, hvilken Indretning vel ikke til hrer Staten, men hvis Organisation og Virksomhed er lov bestemt og staaer under Storthingets Control, og hvis Sedler lige fra dens Grundlggelse (Lov om Pengevsenet 14 Juni 1816, 19, Bankfundats af samme Dag, 7) vare tvungne Betalingsmidler. Iflge Fundatsens 6 var Banken fra Iste Januar 1819 pligtig til at indlose sine Sedler med deres paa lydende Belb. Men da de to Millioner Species, der paa en Gang skulde danne Bankens Actiecapital og Metalbehold ning, paa Grund af Landets Armod ei bleve indbetalte i rette Tid, og Storthinget i 1818 saa sig ndt til at tilstaa de Indskudspligtige nogen Henstand med Betalingen, ansaa det sig, skjnt vistnok uden Fie, tvunget til at udstte Ter minen for Bankens Pligt til at indlose sine Sedler. Dette skeede ved Loven af 13 Aug. 1818, 4. Flgen af denne
248 Cap, 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
og flere andre uheldige Foranstaltninger vedkommende Ban ken var, at dens Sedler faldt til mindre end Halvdelen af deres paalydende Vrdi, og at man frst ved Loven af 2& April 1842 kunde paalgge Banken at indlse dem med fuld Vrdi. At det Moratorium, Loven af 1818 gav Banken, var et Retsbrud, blev vistnok under Forhandlingerne paaberaabt af enkelte og egentlig ikke modsagt 1), men at der gaves noget Retsmiddel herimod, tnkte man sig neppe. Ingen Ihndehaver af Bankens ldre Sedler sagsgte den til at indfri disse overensstemmende med deres eget Indhold og den Lov, under hvis Herredmme de vare udstedte. Ved den senere Lovgivning er Banken imidlertid kom men i en ganske anden retlig Stilling til sine Seddelcreditorer. Loven om Bankvsenet af 28 Sept. 1857, 7, fik nemlig under sin Behandling i Odelsthinget et Tillg, hvori det uden nogetsomhelst Forbehold heder, at den skal staa i samme Forhold til disse Fordringshavere som enhver an den Sky ldn er. Bestemmelsen er gjentagen i den nugjldende Banklov af 23 April 1892, 7, andet Led. Her udtales ligefrem, at Ihndehaverne af Bankens Sedler, om den ophrer at indlse dem, ikke alene kunne hnde Dom over den til at betale disses paalydende Belb i klingende Mynt med Renter og Omkostninger, men ogsaa forlange saa danne Domme fuldbyrdede ved Udlg i Tvangsalgaf Bankens Eiendele. Og til at fravige, hvad Lovstedet saaledes efter sit Bogstav udtaler, er man saameget mindre berettiget, som Forslaget blev fremsat, angrebet og forsvaret i begge Stor thingets Afdelinger under den uimodsagte Forudstning, at det skulde have saadan Betydning 2). Den samme Ret maa naturligviis Bankens vrige Creditorer have, og den kan ifge Grl.s 97 ikke ved ny Lov uden videre betages Fordringer, som ere ldre end denne. 101. Vi have ovenfor omhandlet nye Bankloves Ind flydelse paa Forholdet mellem Bankerne og deres ldre Creditorer.
*) Storth. Efterr. 1818, Side 503 og Side 509, Noten. 2) See Vals t a d s Tale i Stortingstidenden for 1857, 11, 433434,. Schweigaard?, Side 435, Motzfeldts. Side 839840.
Cap. 60.
249
Forsaavidt Bankens Sedler ere eller bliver gjorte til tvun get Betalingsmiddel, foranlediger en saadan Lov ogsaa Sprgs maal om, hvilken Indflydelse den kan faa paa andre Gjlds forhold. Har en Creditor ved lovlig Overeenskomst udtrykkelig betinget sig Betaling i rede Mynt, saa er Grl.s 97 selv flgelig til Hinder for, at en ny Lov paatvinger ham Betaling i Banksedler, see Loven om Pengevsenet af 14 Juni 1816 f 20, og Banklov 23 April 1892, 7 1). Har Creditor vel ikke udtrykkelig betinget sig Betaling i rede Mynt, men Gjlden er stiftet under en Lovgivning, som ikke forpligtede ham til at modtage Betaling i Bank sedler, kan en ny Lov ligesaalidt paalgge ham saadan For pligtelse, som den kan paatvinge ham Betaling i Papirpenge, udstedte umiddelbart af Staten. Dette maa gjlde, endog om Banksedlerne paa den Tid, Betaling anbydes, virkelig indloses af Banken. Thi skeer Betalingen paa et Sted, hvor Banken intet Vexlingscontor har, kan Mynt dog for Creditor vre mere vrd end Sedler. Er Gjlden stiftet under en Lovgivning, som giver Bankens Sedler Tvangscours, og Creditor ei udtrykkelig har betinget sig Betaling i rede Mynt, saa er Gjlden stiftet r Sedler. Hvis Bankens Sedler den Gang vare uindlselige eller kun indlstes med en Brkdeel af deres paalydende Vrdi og senere stige i Vrdi, saa fgaaer |Tabet ud over Debitor. Han maa nemlig, nar Forfaldstiden kommer, betale den fast satte Sum Sedler uden Afkortning. Hvis omvendt de uind lselige Sedler efter Gjldens Stiftelse ere sunkne i Vrdi, bliver Skaden Creditors. Han maa da lade sig noie med den
*) I Frankrige antager Cassationsretten, at en Lov, der, saaledes som Loven af 12 Aug. 1870, tillgger Banksedler Tvangscours, bliver gjldende ved Betaling af ldre Gjld. selv om den efter Aftalen. skal erlgges i Mynt. Dette sttter man deels derpaa, at en saadan Lov angaaer Vordre public, deels paa Code Nap., Art. 1895, see Revue critique de lgislation, XXIII, 401416; Aubry et Rav, IV, 158159.
250
Cap. 60.
fastsatte Sum. Begge Stninger hjemledes ligefrem af Bank fundatsens 7. Denne medfrte ogsaa, at en Creditor, som havde undladt at betinge sig Betaling i rede Mynt, skulde vre absolut for pligtet til at tge Betaling i uindlselige Sedler, ogsaa nar Gjlden var stiftet i et Tidsrum, da Banksedlerne indlostes med sin fulde paalydende Vrdi. Men heri er der med Etter ligning af den engelske Bankact gjort Forandring. Loven af 28 Sept. 1857, 7, gjentagen i den nugjldende Banklov 23 April 1892, 7 frste Led, har nemlig for det Tilflde, at Norges Bank nogensinde igjen maatte standse med Indfriel sen af sine Sedler efter fuld Vrdi, truffet den Bestemmelse, at disse da ophre at vre tvungne Betalingsmidler i alle Tilflde og uden Hensyn til Forskrivelsens Lydelse, undtagen ligeoverfor selve Banken, der naturligvis ogsaa under disse Omstndigheder maa tge sine Sedler som god Betaling. Denne Bestemmelse kan ikke anvendes paa Gjld, stiftet for Loven af 1857 traadte i Kraft. Saadan Gjld kan altsaa frem deles betinget betales med Sedler. Men hvis Banken nogensinde ophorer at indlse disse med deres fulde paalydende Belb, saa vilde en ny Lov, der ophvede Loven af 23 April 1892, 7, ikke kunne paalgge nogen at modtage uindlselige Sedler i Betaling for Gjld, stiftet medens sidstnvnte Lov var i Kraft. Begge disse Stninger flyde med Ndven dighed af Grl s 97, hvilket blev paaviist ved Istandbringel sen af Lov 28 Sept. 1857, 7 *). Efter det Princip, hvorpaa denne er bygget, maa det ligeledes antages uforenelig! med Grl.s 97, om en ny Lov, hvorved Papirpenge, udstedte af Statscassen, tillagdes Tvangs cours, blev given Anvendelse paa ldre Fordringer, betalbare med Banksedler. Banklovens 7 opstiller saaledes det strkest mulige lovmssige Vrn mod, at uindlselige Banksedler eller Papir penge skulle blive tvungne Betalingsmidler her i Landet.
) Storth. Forh. 1857, IV, 0. No. 5, Side 10, og IX, Side 331.
251
102. Statsmagterne kunne, som ovenfor i Cap. 41, 1921, udviklet, i Almindelighed bestemme, at hvilket somhelst Forhold, eller hvilkensomhelst Handling, som lyder under norsk Lov, skal medfre Pligt til at erlgge Skat af fastsat Strrelse, vre sig til Stat eller Commune. Men det For hold, som skal beskattes, maa ikke vre ophrt, Handlingen ikke allerede have fundet Sted, fr Skattepaalgget er be sluttet og sat i Kraft. Ellers strider det mod Grl.s 97, ligemeget hvad enten det er udgaaet i Form af Lov, i Form af Storthingsbeslutning eller i Henhold til en Bemyndigelse, Loven har meddeelt en communal Autoritet. Denne Stnings Rigtighed er isr indlysende, hvis Skattepligten betinges af et vist Slags Handlinger, og Af giften altsaa horer til de saakaldte indirecte Skatter. Lagdes Skatten paa dette Slags Handlinger, ogsaa nar de allerede havde fundet Sted, kunde de, der havde foretaget dem, 'med Fie indvende, at de vilde have undladt dette, hvis de havde tnkt sig Muligheden af, at Handlingerne skulde have paa draget dem Skattepligt, eller at de i alt Fald vilde have srget for at faa Skatten erstattet af nogen anden. Den Kjbmand, der har betalt Indfrselstold, vil saaledes, nar han slger Varerne, regelmssig stte Prisen saameget hiere, at han faaer Tolden erstattet af Kjberne. Dertil vilde han imidlertid vre ude af Stand, nar Tolden frst paalagdes, efterat han havde solgt Varerne. Ere Salg af faste Eiendomme ikke belagte med Stempelafgift, ville Kjbe summerne regelmssig blive hiere, end om Hjemmelsbrevene maatte udfrdiges paa stemplet Papir, i alt Fald hvis dettes Taxt ikke er en reen betydelighed. Hvis et Skjde er udstedt paa ustemplet Papir i et Tidsrum, hvori ingen Skatte beslutning paabandt Parterne Forpligtelse til at bruge stem plet Papir, kan det altsaa ikke ved senere Beslutning paa lgges dem at lade Documentet stemple eller i nogensom helst Form at erlgge Stempelskat af dette. Hertil ansaa Storthinget sig dog lnge berettiget. Skattelovene af 12 Sept. 1818, 20 Aug. 1821, 6 Aug. 1824, 7 Aug. 1827 og 13 Sept. 1830 paalagde Stempelafgift, Vandsaugskat og Bergvrks afgift for hele Budgetterminen, uagtet denne var begyndt
252
Cap. 60.
i Juli nstforud. Det samme var Tilfldet med Skattebe slutningen af 1833, uagtet denne forst var fattet af Stor thinget den 17 og kundgjort af Kongen den 26 August. Da Storthinget i 1836 oplstes, var det ikke naaet saalangt som til at paalgge andre Skatter end Toldafgifterne. Ved Beslutning af 23 Januar 1837 paalagde omsider det over ordentlige Storthing de sdvanlige Skatter og bestemte, at Paalgget skulde gjlde fra 1 Juli 1836. I Henhold hertil krvede Finantsdepartementet Stempelafgift af dem, som imidlertid havde udstedt og modtaget Skjoder. Men nogle af dem negtede at betale og bleve, da Finantsdepartementet i den Anledning sagsgte dem, frifundne ved Hiesteretsdom af 27 April 1841 Hvorvidt et Paalg af indirecte Skat rammer eller ikke rammer, kommer altsaa til at bero paa, hvorvidt den bestemte Handling, ved hvilken Skattepligten opstaaer, har fundet Sted, efterat eller for Skattebeslutningen er traadt i Kraft. Er denne foretagen senere, saa bortfalder Skattepligten i Almindelighed ei, fordi den er forberedt ved tidligere Hand linger 2), At Kjbecontract er afsluttet og Kjbesummen be stemt, fr Stempelafgift er paabudt, fritager altsaa ikke Parterne for Brugen af stemplet Papir, nar de ei have skrevet Skjdet, fr Paabudet udkom. At Skjdet ei er thinglyst, medfrer derimod ikke, at de blive pligtige til at omskrive det paa stemplet Papir. 103. Af mindre Betydenhed er den Indskrnkning, Grl.s 97 medfrer i Adgangen til at paalgge directe Skatter3). Pligten til at erlgge saadanne betinges nemlig ikke af at foretage en Handling af bestemt Slags, men af at ind tage en vis Stilling eller staa i et vist Forhold, f. Ex. at eie eller bruge matriculeret Jord, eie Grund eller Bygning i en Kjbstad, besidde Formue eller Indtgt af en vis Strrelse. Er der paalagt Classeskat, saa betinges Pligten til at erlgge
J) Retst. 1841, Side 274315. 8) rsted I, 200201. 3) Jvfr. Retstidenden for 1879, Side 755 -756.
253
denne af at tilhrt; nogen af de Samfundsclasser, hvem Skat er paalagt, f. Ex. at vre Mgler, Haandvrksmester, Tjeneste tyende osv. Pligten til at erlgge den mest omfattende af alle directe Afgifter, Kopskatten, betinges kun af Undersaatsforhol det eller Ophold i Landet. I den Stilling, der affder Forpligtel sen til at erlgge Skat, kan den Skattepligtige vistnok i Al mindelighed kun vre kommen ved egen Virksomhed, saasom ved at have kjobt den skatlagte Jordeiendom, giftet sig med dens Eierske, modtaget den som Arv osv. Men paa hvilken Maade dette er skeet, bliver her ligegyldigt. Han beskattes nemlig ikke, fordi han har foretaget nogensomhelst Handling, men paa Grund af sin Stilling uden Hensyn til dennes Op rindelse. Dette gjlder, endog om den kun kan skrive sig fra et eneste Slags Handlinger. Ingen kan blive Tyende uden gjennem Overeenskomst med Huusbonden. Nu er det paa den ene Side klart, at Lovgivningen ikke kan bestemme, at allerede nedskrevne Tyendecontracter skulle omskrives paa stemplet Papir, paa den anden Side ligesaa sikkert, at en Skattebeslutning, som paalgger ethvert Tyende en aarlig Skat, ikke blot rammer dem, der senere tge Tjeneste hos andre, men ogsaa dem, som allerede ere indtraadte i saadant Forhold. Imidlertid stter Grl.s 97 ogsaa Statsmagternes Ret til at paalgge directe Skat en vis Grndse. Det Forhold, hvoraf Skattepligten gjres afhngig, maa vedvare, nar Skattebeslutningen trder i Kraft. Lagdes der Classeskat paa Tyende, kunde det ikke bestemmes, at den skulde er lgges ogsaa af dem, som allerede var udtraadte af saadan Stilling. Stningen faaer snarest practisk Betydning med Hensyn til Skatter paa faste Eiendomme. Man har Exempel paa, at saadanne Skatter ere blevne paalagte for et Tidsrum, som er begyndt lnge, fr Skattebeslutningen traadte i Kraft. Saaledes paalagde Skatteloven af 1 Juli 1816, 15, Landskat ligefra 1 Juli 1815. Saadan Skat kunde dog ei have vret affordret dem, som havde afhndet sine Eiendomme fr 1 Juli 1816. Staten maatte holde sig til den, der eiede Jorden, da Skatten forfaldt til Betaling, og til ham alene.
254
Cap. 60.
Indkomstskat kan paalgges enhver, som er norsk Under saat eller af anden Grund lyder under norsk Lov paa det Tidspunct, da Skattebeslutningen trder i Kraft. Og i denne Skats Natur ligger det, at Statsmagterne kunne faststte, efter hvilken Maalestok Skatten for hver enkelt Yder skal beregnes, og flgelig bestemme, at den skal svares af sidst forlbne Aars Indtgt. 104. Forudsat, at Staten ikke er hindret ved tidligere Tilsagn, maa Lovgivningen have den strst mulige Frihed til at faststte, hvilke Personer der skulle vre forpligtede til at overtage offentlige Ombud, gjre Militrtjeneste og deslige. Navnlig kan der iflge Sagens Natur intet vre til Hinder for, at saadanne Ombud eller Forretninger paalgges Personer just paa Grund af, at de tidligere have staaet i en Stilling, der har givet dem sregen Anledning til at erhverve den Indsigt eller de Frdighedeer, hvorpaa det kommer an. Vrnepligtsloven af 3 Juni 1876, 4, som bestemmer, at Vrnepligtige, der besidde srlig Fagdannelse, kunne an vendes ved den vbnede Magt paa saadan Maade og i saadan Stilling, som er stemmende med deres srlige Uddannelse, er flgelig ogsaa forpligtende for dem, som have erhvervet en saadan Fagdannelse, fr Loven traadte i Kraft. 105. Forrettighed, tilstaaet nogen ved Lov, gyldig' Autorisation eller Bevilgning, er, som allerede i Cap. 39, 6, paapeget, en erhvervet Ret og som saadan beskyttet af Grl.s 97 og 105. Herom har der dog vret Menings forskjel. Efter en meget udbredt Forestilling maa ethvert Privilegium igjen kunne hves ved Lov. Dette, siges der, er kun en Anvendelse af den almindelige Stning, at enhver Lov kan ophves ved en ny Lov. Man taler altsaa om Pri vilegier som Love og glemmer, at Ordet tillige betegner de Rettigheder, der ere stiftede ved Handlinger, f. Ex. med Hensyn til de i saadanne Love opstillede Tilsagn. Den omhandlede Lre fandt Sttte i den canoniske Ret. Man har vistnok forsgt at tolke denne Bestemmelse derhen, at de af Kirken meddelte Privilegier ikke kunne kaldes til bage uden skjellig Aarsag (nisi ex justa causa), men For tolkningen har ikke tilstrkkelig Hjemmel, hverken i Kil
derne eller Praxis, og er nu forladt. Endog kirkelige Dis pensationer synes at vre tilbagekaldelige1). Med Tilstaaelsen af Privilegier dreves der igjennem lange Tider baade i Kirke og Stat store Misbrug, mindre dog hos os end ide fleste andre Lande. Privilegier stiftedes ofte af berettigede Hensyn og i saa vid Udstrkning, at det blev til bodelig Skade for Samfundet. Dette gav Aarsag til, at der fra forskjellige Hold rettedes Angreb paa dem. Fyrster, som fandt sig besvrede af Privilegier, deres Formnd havde givet, paastode sig mangengang berettigede til at ophve dem. Der forekommer heller ikke faa Exempler paa, at de tilbagekaldte Privilegier, de selv havde givet. Navnlig var dette Tilfldet med de franske Konger. Under Statscassens stigende Nd solgte de alle Slags Privilegier i stor Mngde og tog dem hyppigen tilbage for atter at slge dem, ligesom Enevldet overhovedet ved sin Vilkaarlighed nedbrod Agtelsen for velerhvervede Rettigheder 2). Den franske Revolution var rettet fortrinsviis mod den Mangfoldighed af Privilegier, Feudalforfatningen og Enevldet havde affdt. Den consti tuerende Forsamling tilstod vel i mange Tilflde Erstatning for den Skade, Privilegiernes Ophvelse medfrte, men langt fra i den Udstrkning, Retfrdighed egentlig krvede, noget, hvorover man ikke kan undres, nar man betnker, hvor lidet Kongerne havde anseet sig bundne af de ved Privile gierne givne Lfter. Det blev en udbredt Mening, at Folket, nar det gjenvandt sit naturlige Herredmme over de offent lige Anliggender, ikke var forpligtet til at taale nogen enkelte Individer tillagt Forrettighed, der stod i Strid med det almene Vel, en Tanke, Jurister have udtrykt saaledes, at ethvert Privilegium kun er meddeelt under det stiltiende Forbehold, at det skal kunne tilbagekaldes, nar Statens Tarv krver det. Denne Anskuelse synes at vre forble ven den herskende
') Hinschius, Kirchenrecht, 111, 798 og 818819. 2) Tocque ville, ancien regime, Bog 11, Cap. 10. Des privileges accords perpetuit sont perpetuellement repris, jvfr. Bog 111, Cap. 6.
i Frankrige og Belgien. Det sees nemlig, at man i det sidst nvnte Land antager, at Skattefritagelser, endog i Tilflde, hvor de ere tilsagte dem, der bygge nye Huse i en By, for et bestemt Tidsrum, kunne hves ved senere Lov 1). nsket om at levne Lovgivningen frie Hnder ligeoverfor ldre Privilegier er sandsynligviis ogsaa en af de strkeste Grunde, hvorfor de nyere Forfatningslove i Almindelighed ikke op stille noget Forbud mod at give Love tilbagevirkende Kraft. Det er imidlertid langt fra, at den kanoniske og franske Rets Opfatning af Lovgiverens betingede Herredmme over Pri vilegier er bleven almengjldende. Den preussiske Lovbog, Indledningen, 70, siger, at Staten vel kan ophve Privi legier, selv om de ere erhvervede ved en bebyrdende Overens komst, men kun hvor overveiende Hensyn til det almindelige Bedste krver det, og mod tilstrkkelig Skadeserstatning til den Priviligerede. Og i Overensstemmelse hermed antage tydske Jurister i Almindelighed, at Privilegier maa betragtes som erhvervede Rettigheder, skjnt disse ved Ophvelsen langtfra altid i Virkeligheden ere blevne erstattede 2). I Nord amerika, hvis Unionsgrundlov beskytter Forpligtelser, stiftede ved Contract, mod Krnkelse fra de enkelte Staters Lovgiv ning, have Domstolene i en Mangfoldighed af Tilflde afgjort, at Beskyttelsen ogsaa strkker sig til Rettigheder, overdragne af Staten, public grants. Dertil hrer f. Ex. Skattefritagelser, Enerettigheder til at have Frge eller Bro over en Elv eller Jernbane mellem to Steder 3). Den flles engelsk-amerikanske
') Lau rent, I, 228230, jvfr. Gabba, 111, 167. ) G lii ek, Pandecten, 11, Side 3238, hvor den ldre Literatur angives, Af nyere Forfattere kan nvnes W ach ter, Wurtemberg. Privatrecht, H, 17, og 832833; Unger, I, 149; Forster, 1,6970; Dernburg preuss, pr. R., 1. 46; Zachari deutsches Staatsrecht, 11, 136137; Zopfl, deutsches Staatsrecht. 390, No. 6, 433, No. 11, og 434 og 452; Holtzendorfs Rechtslexicon, Ordet Privilegium. Srskilt om' Privilegiers Fornyelse af enhver tiltrdende Regent, S tobbe, Privatrecht, I, 327. 5) Kent, I, 413418, og fornemmelig 111, 458; Cooley, Side 278 281; Pomeroy, Side 352382; Sedgwick, Sides9o6oo; Story, 1385. Denne Beskyttelse omfatter dog ei de Bevilgninger, hvis
257
Doctrin fremstilles saaledes af Kent: En Classe af ulegem lige Eiendomsgjenstande ere de saakaldte franchises, som ere visse Privilegier, tilstaaede af Statsstyrelsen og tilhrende Individer. De indeholde en underforstaaet Overenskomst, hvorefter Statsstyrelsen ikke skal gjre Indgreb i Rettig heden og Besidderen opfylde de til denne knyttede Be tingelser og Forpligtelser. Statsstyrelsen |kan ikke uden Contractsbrud tge den tilbage eller foretage nogen Hand ling, som gjr Indgreb i Rettigheden. Hvad angaaer Benaadninger for Straf, har det vistnok i alle Lande vret anerkjendt, at de ikke vilkaarligen kunne til bagekaldes. 106. I det dansk-norske Monarki var det for Ene vldets Tid uden Tvivl Forudstningen, at en Konge ei kunde tilbagekalde noget Privilegium, han selv havde givet. Thi Kongerne fandt det undertiden ndvendigt eller dog raade ligst at forbeholde sig Adgangen dertil, og det endog, hvor de gave Forskrifter, som kun i Navnet vare Privilegier, men i Virkeligheden specielle Love, see saaledes Privilegierne for Odense af 1 Oet. 1537, for flere andre Kjbstder x), for Frederikstad af 29 Sept. 1579 og 12 Febr. 1627, for Kongelf af 7 Dec. 1627 og for Christiansand af 30 April 1643. Det kan heller ikke antages, at en Konge var berettiget til at tilbagekalde de Privilegier, hans Formand havde meddeelt. Kongen erklrede i Privilegierne ofte, at han meddeelte dem af kongelig Magt, Gunst og Naade for sig og sine Efter kommere, Kongerne i Danmark og Norge, see f. Ex. Jern
legale Benvnelse ikke er grants, men licenses, saasom Bevilgninger til at slge Brndeviin, give dramatiske Forestillinger eller drive anden bunden Nring. I Benvnelsen license ligger nemlig efter den vedtagne Terminologi Tilbagekaldeligheden tilstrkkelig udtrykt. Saadanne Tilladelser kunne derfor tilbagekaldes, selv om de ere blevne betalte, eller om de ere blevne meddeelte for et bestemt Tidsrum. Heri ligger kun, at de ved dettes Udlb bortfalde af sig selv. *) Nrvrende Vrks Afdeling I, Side 458. Ved Forbeholdet mentes sandsynligviis baade, at de kunde tilbagekaldes, og at dette kunde skee uden Rigsraadets Samtykke.
258
vrksprivilegierne for Johan Post og Herman Krefting af 26 Oet. 1624 og 17 Oet. 1627 og for Ytterens Kobbervrk af 2 Marts 1736 1 ). Frederik LTs, Christian IVs og Frederik lll's Haandfstninger paalagde i 39 Kongerne at holde deres Formnds Breve, hvilket Udtryk ogsaa omfatter Pri vilegier. Ikke destomindre var det nok temmelig alminde ligt, at de, som besad Privilegier, sgte om at faa dem stad fstede, nar en ny Konge kom paa Thronen. Under Enevldet kunde Kongen selvflgelig, naarsom helst han fandt for godt, tilbagekalde Privilegier, ligemeget hvad enten det var ham selv eller nogen af hans Formnd, der havde meddeelt dem, og ligemeget, hvad enten de vare tilstaaede for bestemt Tid eller for bestandigt, som reen Naadesag eller mod Betaling. Udtrykkeligt Forbehold herom tog de frste Enevoldskonger undertiden i de Privilegier, de meddeelte. Indledningen til Adelens Privilegier af 24 Juni 1661 siger, at disse skulle vre Kongens Arverettighed saavelsom det gemene Bedste uprjudicerlige i alle Maader. Ved Stadfestelse i utrykt Brev af 20 Septbr. 1671 (i det danske Rigsarkiv) af disse Privilegier omtaltes Kongens Adgang tii at fuldbyrde, forbedre og fornedre dem, og at denne Adgang vilde blive benyttet, forudsttes som selvflge ligt i det aabne Brev af 12 Marts 1673 (Wessel Bergs Re scripter), hvorved den norske Adel erholdt samme Privilegier som den danske samt Confirmation paa sine ldre Forrettig heder. Det blev ogsaa fast Regel, at Privilegier, som vare udstedte af tidligere Konger, ved Thronskifte skulde indsen des til Stadfstelse af den nye Konge. I de Placater af 12 August 1746 og 7 Febr. 1766 2), hvorved Fredrik Vog Chri stian VII paabd saadan Indsendelse, siges det, at den skulde skee, for at Kongen efter Sagens Omstndighed og egent lige Beskaffenhed, saavidt billigt er, kunde fornye Privile giet. Men denne Regel, som ogsaa udstrakte sig til alle Em bedsbestallinger, opretholdtes vistnok mest, fordi de med
x) De frste i Norske Rigsregistranter, det sidste i Budstikkrn, IV, 508. 2) Begge findes i Qvartudgaven af Forordningerne.
259
Stadfstelsen forbundne Sportler gave en betydelig Indtgt *), og betragtedes forovrigt nrmest som en Formsag. Thi Stadfstelse sgtes og meddeeltes endog paa solgte Privile gier, f. Ex. paa den Nedre Fos tillagte Eneret til at have Mllebrug i en Fjerdings Omkreds rundt Agershuus og Chri stiania, Rs. 4 Juni 1672 2), og det uagtet Enevoldskongerne selv erkjendte, at de vare bundne til at lade Besidderne af solgte Privilegier beholde sine Rettigheder 3). Ved Fredrik Yl's Thronbestigelse blev det vel atter paalagt Besidderne af alle Privilegier, saafremt de vilde nyde godt af disse, at ind sende dem til Confirmation, see Placaterne af 13 April 1808 og 30 Octbr. 1810. Men nogen Antydning til, at Kongen forbeholdt sig at negte Stadfstelsen, gjordes der ikke i disse som ide ldre Placater. Tvertimod siges det i Indledningen til Placaten af 13 April 1808, at det var Kongens Villie at haaandhve enhver af hans Undersaatter i de ham tilkom mende Rettigheder, og at han derfor finder det passende, at alle Benaadningsbreve indstilles til ham for at vorde bekrf tede. Vel forekom der Exempler paa vilkaarlig Anven delse af denne Magt til at ophve Privilegier, i Norge dog neppe efter Fr. 12 Septbr. 1753, Cap. 11, 7, som hvede alle Privilegier, ved hvilke Eneret til Opkjb af Sild i vist District var tillagt- noget Krmmerleie eller Fiskevr. Men ligesom det i sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede blev mere og mere sikker Sag, at Expropriation til Fordeel for Staten kun maatte skee mod Erstatning, (Canc. Skr. 3 Sept. 1768, Instr. 15 April 1791, 2, Pl. 31 Juli 1801), saaledes blev det ogsaa mere og mere erkjendt, at de ved Privilegier
*) Confirmationen indbragte ved Frederik Vs Thronbestigelse 164,596 Rd. (over 500,000 Kr.) og ved Christian Vll's Thronbestigelse 345,822 Rd. (over 1,100,000 Kr), see Nathanson, Danmarks Nationalog Statshuusholdning, Side 298 og 361. *) Budstikken, V, 75-80. s) Samlinger til Norske Folks Sprog og Historie, VI, 184, vise, at Kongen ved Salget af Kirkerne fandt det forndent at forbeholde sig Ret til at forandre Tienden fra en Naturalydelse til en Afgift i Penge.
stiftede Rettigheder vare saa uangribelige, som de efter Statsforfatningen overhovedet kunde blive. Et iinefaldende Exempel afgive de ved Octroien af 29 Octbr. 1736 Courant banken tillagte Forrettigheder. Da Octroien ikke satte nogen Tidsindskrnkning for disse, antog Regjeringen, at de vare meddeelte for bestandigt, og da Kongen i 1773 beslut tede at overtage denne Bank for Statscassens Regning, af kjobte han det Interessentskab, hvem Banken tilhrte, Acti erne for en Priis, svarende omtrent til den Cours, i hvilken de stod. Samme Aar blev det Privilegium paa at holde Tallotteri, der var tilstaaet et andet Interessentskab, indlst for Finantsernes Regning. Og i Octroien for Speciesbanken af 16 Febr. 1791, 1, forpligtede Kongen sig i de strkeste Udtryk til brdelig at holde de denne Bank tilsagte Privi legier (cfr. Fr. om consignable Bankfonds af 23 Juni 1809, 25 og 27). Det var derfor med fuld Grund, man i Dan mark under Fred. Yl's Regjering lrte, at Privilegier kun burde hves, hvor Statens Vel krvede det, og at Skadesls holdelse da burde tilstaaes Besidderen, forsaavidt de derved led conomisk Tab 2). Senere er denne Lre med Forglem melse af den historiske Udvikling dragen i Tvivl 3). Forsaa vidt man her har paaberaabt sig, at den danske Grl. af 5 Juni 1849, 97, hvede den danske Adels Rettigheder uden Erstatning, er det at mrke, at der gives visse Slags Privi legier, om hvilke det var en historisk given Sag, at de vil kaarligen kunde tilbagekaldes, og dette lader sig med adskillig Fie paastaa om Adelens Privilegier, deels paa Grund af de ved deres Stadfstelse af Chr. V tagne Forbehold, deels fordi enkelte af de dertil hrende Forrettigheder vare ind skrnkede ved senere Love, see Fr. 6 Decbr. 1743, 11, Pl. 21 Januar 1778, Fr. 25 Januar 1805 og 3 Juni 1809.
x) Nathanson, Danmarks National- og Statshuusholdning, Side 71 og 401411. *) rsted, Haandbog, I, 143144; Larsen, Samlede Skrifter, 11, Bind I, 22. a) Scheel, 1, 241243.
261
Efter Adskillelsen fra Danmark opstod hos os Sporgs maalet om, hvorvidt de da bestaaende Privilegier og Bevilg ninger skulde indkaldes til Fornyelse. Dette blev bestemt ved Rsl. 12 Decbr. 1815, men under den tydelige Forudst ning, at Fornyelse ikke skulde negtes. Foranstaltningen var saaledes kun en Sportelsag. Ved senere Thronskifter kan ingen Indkaldelse af Privilegier til Fornyelse sees at have fundet Sted. 107. Til det Slags Privilegier, hvis historisk givne Forudstning det var, at de vilkaarlig kunde tilbagekaldes, hrte Bergvrksprivilegierne. I flere af de Bergvrksprivi legier, Fredrik 111 meddeelte (Priv. for Lesje Jernvrk af 19 Novbr. 1660, for Lykkens Kobbervrk af 14 Juni 1662 og for Ns Jernvrk af 9 Decbr. 1665) forbandt han vist nok saavel sig som sine Efterkommere tii brdeligt at holde dem. Men allerede ved den Conflrmation, Christian V under 12 Septbr. 1670 meddeelte paa Brums Privilegier, og som han erklrede at ville udstrkke til de vrige norske Jern vrker, heder det: hvilke givne Privilegier Kongen sig og Efterkommere fast og uryggelig i alle sine Ord og Punkter ville holdte have, dog sig forbeholdet have, om i Fremtiden Vrkets Bedste videre kunne eragtes, herudinden at ndre eller forbedre, og i de nye Privilegier, han gav, undlod han ethvert Lfte om, at- de skulde vre uigjenkaldelige. Den nye Bergordinants af 23 Juni 1683 gjordes anvendelig paa alle, ogsaa de med ldre Privilegier forsynede Vrker. Heraf fulgte, at deres tidligere Eneret til at skjrpe inden den dem tillagte Circumference (en Cirkel med 4 Miles Radius)) og Fortrinsret til at muthe de der fundne Anviisninger bort faldt, see Ordinantsens Bog 9. Ved Rs. 22 Decbr. 1683, gik Kongen et Skridt lngere, idet han uden videre erkl rede alle ldre Bergvrksprivilegier ophvede, jvfr. Rs. 26 Septbr. 1685. De nye almindelige Bergvrksprivilegier af 25 August 1687 udfrdigedes kun <ad interim, hvori ligger en Advarsel om, at de naarsomhelst igjen kunde ophves. Flere af de ldre specielle Privilegier bleve vistnok senere confirmerede, men adskillige i dem tilsagte Friheder og Ret tigheder bleve dog ved senere Lovbud betydeligt indskrn
262
kede; saaledes blev Rettigheden til at tge Trfang i Skove, tilhrende Staten og det beneficerede Gods forandret derhen, at den gjordes afhngig af ansgt speciel Bevilgning, og at der i Regelen skulde erlgges billig Betaling derfor, Berg anord. 7 Septbr. 1812, 82. Vrksarbeidernes Frihed for Udskrivning til Militrtjeneste blev indskrnket til et for hvert Vrk bestemt Antal, samme Anordnings 96. Vr kernes Toldfrihed, der efter Priv. af 1687, 9, omfattede baade Materialier og Proviant, indskrnkedes til det sidste Slags, see Anord. 1812, 98. Den Rettighed, Vrkerne havde til at forlange Skovmaterialier og Kul leverede fra de i deres Circumference beliggende private Skove efter de af Overbergamtet bestemte Priser, indskrnkedes noget ved Fr. 27 Decbr. 1792. A 08. Under Rigsforsamlingens 'Forhandling om den nuvrende Grl.s 101 blev det foreslaaet at give denne et Tillg, hvorefter alle Privilegier, som indskrnkede Nrings friheden, samt al Tiende og Skattefrihed skulde ophves efter 7 Aars Forlb. Dette Forslag blev dog ei antaget. Rigsforsamlingen besluttede, at Sporgsmaalet om saadanne Privilegiers Ophvelse skulde opsttes til nste Storthing l). Det blev altsaa betragtet som et almindeligt Lovgivnings sprgsmaal, og ved dets Afgjrelse maa den lovgivende Magt holde sig de Grndser etterrettelige, Grundloven har sat den. Paa frste ordentlige Storthing fremkom der en Lov af Iste Juli 1816, som uden Erstatning ophvede Bergvrker nes Ret til at forlange Tmmer og Kul af Skoveierne og Kjrsel af Bnderne efter Taxt. Den Vrkerne tillagte Ret til at krve Baghun og Affald fra Sagbrugene, som frem deles antoges bestaaende 2), hvedes ved Bergvrksloven af 14 Juli 1842. Denne Lovs 76 opretholdt kun de ldre specielle Privilegier, forsaavidt de ikke stred mod Lovens
l) Rigsforsamlingens Forhandlinger, andet Hefte, Side 106. a) H. R. Dom af 7 Aug. 1832, Brandt, Rep., 450-453.
263
Bestemmelser 1 ). I de nye Privilegier for Rros Kobbervrk af 12 Septbr. 1818, 33, forbeholdtes det Lovgivningen at gjre de Forandringer deri, der efter Omstndighederne kunne vre tjenlige til Vrkets Opkomst og dets Interes < senters Nytte og Fordeel. Og ved Lov af 20 Aug. 1824 op hvedes den Vrket ved Privilegiernes 32 og 24 d tilstaaede Toldfrihed for Proviant 'til Arbeiderne og Tiendefrihed for det af visse Slags Malm tilvirkede Kobber, medens der dog samtidig tilstodes Vrket omtrent tilsvarende Lettelse i Pro ductionsafgiften til Statscassen. Naar der ingen Indvending kan gjres mod Grundlov mssigheden af disse Love, saa ligger det alene i den nys paapegede Kjendsgjerning, at det siden 1683 ikke var Hen sigten med Bergvrksprivilegierne at indromme uangribelige Rettigheder. Dette var imidlertid ikke det Standpunct, hvor fra Statsmagterne ved disse Loves Istandbringelse anskuede Sagen. Paa Storthinget 1816 paaberaabte man sig, at Berg vrkernes Rettighed til at krve Kjrsel og Trlast efter Taxt var et Indgreb i Eiendomsretten og stridende mod Grundlovens Aand, samt at den i sig selv var saa urimelig, at Bergvrkseierne i lang Tid ikke havde kunnet bruge den. En Comitee, der havde at behandle et Forslag om Oph velse af visse andre Privilegier, ytrede, at der maatte gjres Forskjel, ettersom Rettigheden grundede sig paa Skjder, Contracter, Hvd eller andre lovlige Adkomster, i hvilket Fald den maatte vre uangribelig, eller om den grundede sig paa Privilegium eller Benaadning, i hvilket Tilflde Comiteen ansaa det utvivlsomt, at den kunde hves. Den samme Tanke kom tilsyne under Forhandlingerne om Aaeis
x) Den Storthingscomitee, som bragte Paragraphen i Forslag, meente dog ikke dermed at ophve de specielle Privilegier, som stred mod Loven. Den vilde kun ikke indtage noget Forbehold af deres Gyldighed, <da det formentlig er mindre passende i en Lov at <forbeholde privat Mands Ret efter srskilt Privilegium, da dette cci kan svkkes ved hiin, og det ved Domstolene vil blive afgjort, hvorvidt en saadan Ret existerer.> Storth. Forh. 1830, VII, 824. ivfr. 753, 787789 og 862863.
264
Cap. 60, Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft.
loven af 1 August 1821 J). Denne opstillede vistnok som Regel, at de dalevende Adelsmnd skulde beholde sine Ret tigheder, men den betog i 4 de davrende Eiere af privi ligeret Jordegods Sagefaldsretten og bestemte i 5, at ikke alene Skatte-, men ogsaa Tiendefriheden skulde ophre, nar Godset gik over til en [ny Lensbesidder eller Eier. Frem deles er Haandvrksloven af 15 Juli 1839 bygget paa den samme Anskuelse. Den foreskrev vistnok i 94 som almin delig Regel, at alle ldre Bevilgninger og Privilegier, der med Hensyn til Haandvrksdrift maatte vre udfrdigede for bestemte Personer eller Anlg, skulde forblive berrte af den nye Lov. Men i 47 gjorde den en Undtagelse herfra for de Tilflde, hvori Ret til Haandvrksdrift var knyttet til en vis Eiendom. Det faststtes her, at ethvert saadant Privilegium skulde ophre 10 Aar, efterat den sidste af de Mestre, som da besad saadanne Privilegier, eller af deres Enker var dd* Denne Bestemmelse har kun An vendelse pau Bagerne i Bergen, hvor ingen andre maa drive egentlig Bagernring end Eierne af de 24 dertil bestemte Bagergaarde, se Rescript 23 April 1744 2). At Privilegiet danner en Bestanddeel af Eiendomsretten til disse Gaarde, afgjordes senere ved Hiesterets Dom af 6 Mai 1843. Men paa Storthinget antog flere, at det selv under denne Forud stning kunde hves ved Lov uden Erstatning, og heri fik de Medhold i et Responsum fra |det juridiske Facultet af 18 Januar 18413).
]) Storth. Forh. 18151816, Novemberheftet, Side 210211 og 294 309 samt Martsheltet, Side 215222. 2) Et lignende Rescript af 28 April 1739 om Bagergaarde i Kjbenhavn hvedes uden Erstatning til Eierne ved den danske Lov af 12 Febr. 1852. Men ved Forhandlin gerne om dette Rescript var det udtrykkelig forudsat, at Bagergaardene intet exclusivt Privilegium skulde have, og dette var ligefrem udtalt i Rs. 10 April 1761. Intet saadant var Tilfldet med Hensyn til de bergenske Bagergaarde, cfr. dansk Departementstidende for 1850, Side 413 362, og for 1851, Side 832835. ) Storth. Forh. 1839, 111, 762 og 819 ff., navnlig Side 839 og 849. I Retstidenden for 1843, Side 521 ff. findes Hiesteretsdommen og Facultetets Responsum
Cap. 60,
265
Storthinget var imidlertid langtfra at hvde dette Lov givningens Herredmme over Privilegier som nogen sikker Retsstning. Storthinget i 1821 erkjendte udtrykkelig, at Adelsloven ikke afgjorde Sporgsmaalet om, hvorvidt Privile giernes Ophvelse medfrte Erstatningspligt for Statscas sen 1), og noget lignende blev for Bagerprivilegiernes Ved kommende udtalt under Debatterne om Haandvrksloven 2). Desuagtet synes Stningen i nogen Tid at have vundet stigende Indgang. Under Forhandlingerne om Loven af 20 August 1842 om Rros Vrks Toldfrihed sees endog Regje ringen at have tilegnet sig den. I Departementets Fore drag udtaltes nemlig, at denne Frihed, da den var given umiddelbart ved Lov, igjen maatte kunne hves ved Lov 3). 109. Lren fortjener imidlertid ikke Bifald. Har Staten gjennem en Beslutning, som angaaer bestemte Indi vider og paa srlig Maade er meddeelt dem, middelbart eller umiddelbart tillagt dem en Rettighed, saa medfrer Hand lingens Egenskab af en til dem rettet Villiestilkjendegivelse, at Rettigheden maa ansees som uigjenkaldelig, medmindre det modsatte er udtrykkelig sagt eller selvforstaaeligt, f. Ex. nar Rettigheden bestaaer i offentlig Myndighed og ikke har oconomisk Vrdi. Er dette ikke Tilfldet, bliver det en reen Vilkaarlighed at ansee Rettigheden meddeelt under det stiltiende Forbehold, at den naarsomhelst skal kunne tilbage kaldes uden Erstatning. Dette gjlder ikke blot, nar Staten har faaet Vederlag for Rettigheden eller gjort Adgangen til at erholde denne afhngig af Vilkaar, hvis Opfyldelse har kostet Erhververen et Offer af noget Slags. Dette gjlder ogsaa, om end Staten ingen saadan Betingelse har stillet. En Gave er ligesaa forbindende for Staten som et Salg. Hvis Staten ophver et solgt Privilegium, slipper den ikke med at tilbagebetale Kjobesummen, men maa betale, hvad Privilegiet virkelig er vrd paa det Tidspunct, da det ophves.
') torth. Forh. 1821, IV, 136137. 2) Storth. Efterr. 1839, Side 143144. 3) Storth. Forh. 1842, VII, 370.
Denne Stning har man vret mere tilbielig til at indrmme, hvis Rettigheden er tilstaaet ved Bevilgning eller Autorisa tion, udfrdiget i Henhold til en almindelig Lov. Thi her er det iinefaldende, at Rettigheden grunder sig paa en sr skilt retstiftende Kjendsgjerning. Men en saadan mangler, siger man, hvis Rettigheden er tilstaaet umiddelbart ved Lov eller anden Beslutning, fattet af en Statsmagt i Henhold til selve Grundloven. Men denne Tankegang er, som ovenfor i Cap. 39, 8, paaviist, urigtig, idet ogsaa her en retstiftende Kjendsgjerning maa vre tilstede, for at Rettigheden skal vre erhvervet. Om Rettigheden er meddeelt paa Ansgning eller uop fordret som Belnning for udmrkede Fortjenester for at fremme en vis offentlig Interesse eller af hvilkensomhelst anden Aarsag, kan her ikke komme i Betragtning. Ei hel ler, hvorvidt den er indrmmet for et bestemt Antal Aar, for en Persons Livstid eller ham og hans Successorer for be standig!. Staten maa i ethvert Tilflde betale Erstatning, hvis den vil ophve Rettigheden, medens denne endnu be staaer. At negte dette for det Tilflde, at Rettigheden var indrmmet uden Indskrnkning i Tid, kunde alene vre for anlediget ved det Hensyn, at Erstatningen da vilde medfre strre Byrde for Staten, et Hensyn, der er Forholdets retlige Side aldeles uvedkommende. At fritage Staten for Erstat ningspligt i det Tilflde, at Privilegiet udtrykkelig erklrer Rettigheden meddeelt for evindelige Tider, vilde vre at er klre Staten bunden af Tro og Love. Men Sagen kan ei stille sig anderledes, nar Rettighedens Varighed kun er tilkjendegivet derved, at der ingen Tidsgrndse er sat for den. Ei heller kan det gjre nogen Forskjel, om Rettigheden er meddeelt ved Lov, ved almindelig Storthingsbeslutning, af Kongen, et Regjeringsdepartement eller en underordnet Au toritet. Sand Grund til at soge et Skjelnemrke heri vilde der blot vre, hvis det maatte erkjendes, at Statsmagterne brugte den dem ved Grundloven tillagte Myndighed med mindre Omhu for Samfundets Vel, end de underordnede Au toriteter anvende ved Afgjrelsen af de Anliggender, Lov
givningen henlgger under dem. Den Stning, at Staten uden Erstatning skal kunne tilbagekalde Privilegier, den uden Forbehold meddeler, tilhrer en Tidsalder, hvori man hverken har Tillid til Statsmagternes Klogskab og gode Villie eller Evne til at godtgjre de Forurettelser, der for Samfundets Skyld tilfies Individet. Hvis Konge og Stor thing nu umiddelbart ved Lov meddelte nogen et Privilegium uden Forbehold om, at det skulde kunne gjenkaldes, saa vilde det vel ikke lettelig blive betvivlet, at den derved til staaede Rettighed var uangribelig. Loven kunde vistnok formelt ophves; men den ved Loven tilbudne og af Privi legiehaveren modtagne Rettighed vilde ligefuldt besta, indtil der udkom en ny Lov, som exproprierede Privilegiehaveren mod Erstatning efter Grundlovens 105. Men er dette rig tigt, saa maa alle ldre Privilegier ansees uangribelige, for saavidt de, dengang vor nuvrende Forfatning blev istand bragt, antoges at begrunde en Rettighed, Enevoldskongen ikke kunde ophve uden Brud paa Eiendomsretten, og som altsaa havde den Grad af Ukrnkelighed, nogen Rettighed under et Enevlde overhovedet kan besidde. 110. Disse Stninger ere i den senere Tid blevne fuldt anerkjendte i vor constitutionelle Praxis, frste Gang ved H. R. D. 14 Oet. 1844, senest ved H. R. D. 3 Juni 1890, der begge skulle nrmere omhandles nedenfor i 117. Hvad angaaer Rettigheder, meddeelte i Henhold til Lov ved Bevilgninger eller Autorisationer af underordnede Autoriteter, fremgaaer dette at mange Lovbestemmelser, som forbeholde ldre Bevilgningshavere "deres Rettigheder, see f. Ex. Lovene om Brndeviinsalg af 19 Januar 1837, 3, og 6 Septbr. 1845, 5 (ldre Gjstgivere og Kroholdere paa Landet), Haandvrkslov 15 Juli 1839, 43, No. 6 (Fri mestre), og 94 (andre, der have Bevilgning paa Haand vrksdrift), Handelslov 8 Aug. 1842, 8 (Grosserere), 10 (Apothekere), jvfr. Lov 19 Aug. 1845, 13 (Udliggerbor gere), Lov om Haandvrksdriften af 19 Aug. 1845, 3 (Provisorer). Ligeledes af Loven om Brndeviinsalg af 6 Septbr. 1845, 2, som har anseet det ndvendigt at paa lgge Magistraten i de Borgerbreve, der meddeles paa Ud
268
skjnkningsret, udtrykkelig! at anfre, at Rettigheden kun varer saalnge, indtil anderledes ved Lov vorder bestemt, see nu Lov af 9 Juni 1866 2, hvorefter Rettigheden skal meddeles ved Bevilgning paa bestemt Tid, hist 5 Aar, jvfr. Lovene om Udskjnkning af 01 og Vim af 12 Juni 1869, for Byerne 4, for Landet 7, og af 18 Juni 1884, for Byerne 6, for Landet 3. Endelig ide nyere Love, der have tilladt Communerne at expropriere saadanne Rettigheder, see Lovene af 1 Mai 1880, 23 April 1881 og nysnvnte Lov af 4 Juni 1884, 15. Herfra har man dog ved en enkelt Leilighed villet gjre Undtagelse. Paa Storthinget i 1845 indstillede Nrings comiteen No. 2 til Odelsthinget at fatte en Lovbeslutning, som forbd alt andet Salg af Brndeviin end gjennem Apo thekerne til medicinsk, videnskabeligt eller teknisk Brug, hvilken Indstilling dog ei blev bifaldt. Et saadant Forbud kunde efter Comiteens Mening gjres gjldende ogsaa mod dem, som enten ved almindeligt Handelsborgerskab eller srlig Bevilgning allerede havde erhvervet Ret til at sadge Brndeviin'). Denne Mening byggedes ikke paa Handels loven af 8 Aug. 1842, 7 b, hvilket ogsaa vilde have vret urigtigt, thi denne Lovbestemmelse har ganske vist ikke tnkt sig, ai Kongen skulde kunne forbyde andre end Apo thekere at slge Brndeviin, og kan flgelig heller ikke have meent at forbeholde Lovgivningen Adgang dertil. Comiteens Tankegang var derimod flgende. Ved at gjre Handelen med en Vare til Gjenstand *for srlig Bevilgning forbinder Lovgivningen sig vistnok til at lade dem, hvem saadan BeBevilgning tildeles, beholde Rettigheden, saalnge det over hovedet tillades nogen at slge Varen som almindelig For brugsgjenstand. Men det vilde vre urimeligt at antage, at Lovgivningen i noget Tilflde har villet fraskrive sig Ad gang til ganske at forbyde Salg af saadanne Varer eller at forbyde dem [solgte til almindeligt Brug. Bevilgningerne
j*.
') Storth. Forh. 1845, tVII, 393417, og VIII, 363364. Formand var Profeseor Schweigaard.
Comiteens
269
maa flgelig forstaaes med det Forbehold, at de, ifald Lov givningen skrider til saadant Forbud, trde ud af Kraft. Men denne Lre bliver dog neppe andet end Vilkaar lighed. At den er forkastelig, saafremt Besidderen af Privi legiet eller Bevilgningen har kjobt sin Rettighed af Staten, vil her sikkerlig ikke blive omtvistet. Men det samme maa da efter hele vor Retsudvikling gjlde endog under den modsatte Forudstning. Vil Lovgivningen hvde Staten Adgang til at tilbagekalde de Rettigheder, der tilstaaes Nogen ved offentlig Bevilgning, krver den Retssikkerhed, Grl.s 97 og 105 har tilsagt Individet, at udtrykkeligt Forbehold derom tges, og dette gjlder ligemeget, hvad enten Tilbagekaldelsen skal kunne skee gjennem den Autori tet, som har udfrdiget Bevilgningen (see ovenfor Cap. 2L, 2), eller den skal kunne skee ved Lov. Thi Tilbagekal delsen kan i begge Tilflde komme Individet lige uventet og ramme det lige haardt. Det er heller ikke vanskeligt at paavise Exempler, i hvilke Uretfrdigheden heraf vilde vre indlysende. Man tnke sig, at Lovgivningen vilde tillgge Staten Eneret til at indfore, fabrikere og udslge Tobak og til den Ende uden Erstatning tilbagekaldte de Bevilgninger, der fr vare meddeelte bestemte Personer til at drive deslig Nring. Indforelse af Statsmonopol paa Tobak kan kun have til iemed at skaffe Statscassen Indtgter. Men saa dant kan ikke skee ved Krnkelse af enkelte Individers Rettigheder. Se nrvrende Capitels 14. 111. At Forrettigheden, nar den er tilstaaet ved Lov eller af Enevoldskongen, maa have samme Beskyttelse af Grl.s 97 og 105 som, nar den er stiftet ved lovmed holdelig Bevilgning, vil vistnok ikke blive omtvistet, nar Rettigheden kun er tilstaaet med en vis Tidsbegrndsning. Saaledes vilde vor Lovgivning sikkerligen ikke ansee sig berettiget til nu ved ny Lov at ophve de bergenske Bager gaardes Privilegium fr Udlbet af den i Loven af 15 Juli 1839, 47 b, fastsatte Frist. Fuldt anerkjendt er det nu ogsaa, at solgte Privilegier ei uden Erstatning kunne oph ves eller formindskes i noget vsentligt Stykke, selv om de ree meddeelte uden Tidsindskrnkning. En paa Storthinget
270
i 1842 fattet Lovbeslutning vilde ophve de private Kirke eieres Ret til at lade Tavler bre om i Kirkerne til Ind samling af Bidrag fra Menigheden. Regjeringen udtalte Tvivl, om denne Bestemmelse ikke krnkede Kirkeeiernes Rettigheder iflge Kirkeskjderne og Fr. af 13 Aug. 1734, 6, og af den Grund negtedes Beslutningen Sanction. Stor thinget i 1845 erkjendte Rigtigheden heraf og forbeholdt Kirkeeierne deres Ret, see Loven af 7 Mai 1845 *). Det samme Storthing fattede en Lovbeslutning om Kirkers og Kirkegaardes Udvidelse, hvormed noget lignende gjentog sig, idet Beslutningen frst erholdt Sanction efterat vre under gaaet saadan Forandring, at Kirkeeiernes Rettigheder bleve ukrnkede, see Loven af 24 Sept. 1851 2). See endvidere Loven om Ophvelse af Dommer- og Fogedjurisdictionen paa Lysekloster Gods af 3 Sept. 1851 og om Indlosning af Ber gens Adressecontors Privilegier af 22 Juni 1863. Endelig er Stningen ogsaa gjort gjldende med Hensyn til Privi legier, som ere meddeelte uden Vederlag og Tidsindskrnk ning. Som ovenfor i Cap. 39, 21, omtalt, gav Kgl. Reso lution af 13 Oet. 1817 Sukkerrafflnaderierne i Christiania, Throndhjem og Fredrikshald det Privilegium at faa tilbage betalt Indfrselstolden af det Raasukker, de fordlede. I 1850 viste dette sig at vre saa skadeligt for Statscassen, at Regjeringen under Forbehold af Storthingets Samtykke afkjbte Eierne Privilegiet. Paa Storthinget reistes der Tvivl om, hvorvidt Privilegiet var gyldigen meddeelt og reelt, men negtedes ikke, at det under disse Forudstninger blot kunde hves mod Erstatning. Storthinget samtykkede i Overeenskomsten 3). I 1871 forkastede Odelsthinget et Forslag til Lov, hvorved Throndhjems Adressecontors Privi
*) Storth. Forh. 1845, 11, No. 18, og VII, 117118. 2) Se Departements-Tidenden for 1845, Side 689696, og Storthingsforhandlingerne for 1848, VI. 20. s) Storth. Forh. 1851, 111, No. 26, og VE, No. 38, samt Storth. Efterr. 1851, Side 298 ff.
Cap. 60.
271
legium skulde ophves uden Erstatning. Dette Privilegium var meddeelt uden Vederlag 1). 112. Sporgsmaalet bliver altsaa nu kun, om ikke For rettigheden enten hrer til en Classe, med Hensyn til hvilken Tilbagekaldeligheden er en given historisk Forudstning, eller i andet Fald, om ikke de Udtryk, hvori, eller de Omstndigheder, hvorunder Rettigheden er meddeelt, gjre det klart ogsaa for dem, hvem den meddeeles, at det ei har vret Meningen, at den skulde vre uigjenkaldelig. Har Rettigheden tilligget en vis Classe ved abstracte Kjendemrker betegnede Personer uden i Forbindelse der med at vre knyttet til bestemte faste Eiendomme, saa er det klart, at Bestemmelsen ikke er noget contractmssigt bindende Tilsagn, men en Retsregel, der naarsomhelst kan forandres med Virkning mod enhver. Et Exempel herpaa er Lov af 4 August 1827, 18, som hvede den Tilladelse, Fr. 3 Juni 1803, 14, havde givet Sindrullerede og deres Hustruer til at udskjnke 01 og Brndeviin. Hvis derimod de Personer, hvem Rettigheden tillgges, ikke alene maa have disse abstracte Kjendemrker, men desuden en srlig Bevilgning, maa Rettigheden i Almindelighed blive uan gribelig. Saaledes er det uomtvisteligt, at de Rettigheder, Kongen med Hjemmel af Lov om Jernbaner 12 August 1848, 1, maatte have tillagt nogen Eier af en saadan Indretning, ikke kunne tilbagekaldes under andre Vilkaar end de i Lovens 2 bestemte. Ganske undtagelsesfrit kan man dog ei sige, at Rettigheder, der ved srlig Bevilgning eller ved Lov ere tillagte bestemte private Indretninger af et vist Slags, blive uangribelige. At de Forrettigheder, som iflge Loven af 20 Juli 1824, 9 August 1839 og 15 Septbr. 1851 tilkomme Sparebanker, Assurance- eller Hypothekforeninger, hvis Planer ere bifaldte af Kongen, kunne ophves med Virkning mod de allerede autoriserede Banker, er klart nok, see Lov 19 August 1845, der hver 9 i den frstnvnte
*) Sth. Forh. 1871, VI, 0. No. 62 og Storth.-Tidenden for 1872, Odelsthingsforhandlingerne, Side 732.
af hine Love. Thi Kongens Beslutning gaacr her ikke ud paa at meddele Rettighederne, men at bifalde Planen. Strkere Ret kunne heller ikke de fire i Loven srlig nvnte Sparebanker i Christiania, Throndhjem, Bergen og Drammen antages at have. Sandsynligviis have de ikke engang faaet nogen srlig kongelig Meddelelse om Loven. Paa Grund af, at disse Forrettigheder altsaa kunne ophves ved Lov, maa vistnok det samme gjlde om de Forrettig heder, der tilstaaes gjensidige Brandforsikringsselskaber efter Loven af 16 Juni 1869, uagtet den Kgl. Resolution, hvor ved dette skeer, gaacr umiddelbart ud paa at meddele Ret tigheden, ikke blot paa at bifalde Indretningens Plan. Utvivlsomt er det i alt Fald, at Lovgivningen kan tilbage kalde den Frihed til at tge en vis af Kongen fastsat hoiere Rente, som ved Lovene af 15 Septbr. 1851 og 4 Mai 1878 tilstaaes Pantelaansindretninger, hvis Planer ere approberede af Kongen. 113. Herhen hrer ogsaa det Sporgsmaal, hvorvidt Lovgivningen kan fratage Actieeierne i Norges Bank de dem ved Fundatsen af 14 Juni 1816 tillagte Rettigheder. Disse bestod for det frste i- at udstede Sedler til Belb 4 Mil lioner Spd. paa et Grundfond af 2 Millioner Spd., see Fundat sens 2 og 4, hvilke Sedler skulle vre tvunget Betalings middel, 7. Banken skulde dernst vre eneste autoriserede Sted, i hvilket lovbefalet Deposition af Penge kunde skee, 8. De, der havde gjort Indskud, skulde vre Bankens Interes senter, mellem hvilke dens rene Udbytte skulde fordeles, 9. For denne Bank gaves der samtidigt en Octroi og en Fundats, af hvilke den frste skulde trde i Kraft, saafremt Bankens Grundfond tilveiebragtes ved frivillige Bidrag, Fun datsen derimod, saafremt det viste sig ndvendigt at udligne Grundfondet som tvunget Indskud, hvilket blev Tilfldet. Denne Omstndighed hindrer ikke, at de Banken tilsagte Begunstigelser blev virkelige Rettigheder, see Cap. 39, 8. Octroiens 78 bestemte sin Varighed til 30 Aar. Efter dette Tidsrums Udlb kunde Lovgivningen have negtet at fornye Octroien, altsaa frataget Bankens Interessenter Retten til at udstede Sedler, og oprettet en anden Bank for
Cap. 60.
273
Statens Regning. Dette fremgaaer klart deraf, at Storthinget forkastede en foreslaaet Bestemmelse, som gav Interessen terne et Slags Tilsagn om, at Privilegiet kunde ventes fornyet x). Fundatsens 73 bestemmer derimod, at det skulde an komme paa frste ordentlige Storthing, som holdtes, efterat Gjlden for Rigsbanksedlernes Indlosning var afgjort, hvor vidt Banken skulde overgaa til en privat Bank med saadan Octroi, som man da vilde give den (som derpaa er anven delig). Imidlertid, heder det, forbliver denne Fundation uforandret. Det maatte flgelig vre det saaledes beteg nede Storthing forbeholdt enten at lade Banken fortstte sin Virksomhed paa den i Fundatsen bestemte Maade eller at lade den overgaa til en privat Indretning med en tids begrndset-Octroi. Derimod laa det efter Fundatsens Ord udenfor Lovgivningens Competence at bestemme, at Bank privilegiet ved det angivne Tidspunct strax skulde ophre, ncget, der ogsaa vilde have vret meget uretfrdigt, da Banken ingen Renter havde faaet af det Forskud, den havde maattet give Staten til Indlosning af Rigsbanksedlerne. Vilde Staten, strax denne Gjld var bleven betalt, have frataget Banken dens Privilegium til at udgive Sedler, maatte den flgelig have givet Actieeierne Erstatning 2). Og saa ledes maatte Sagen fremdeles staa, efterat den nvnte Gjld (i 1836) var betalt, og det ved Lov af 6 April 1839 var be stemt, at det skulde bero indtil videre med at afgive den i Fundatsens 73 omhandlede Bestemmelse angaaende Ban kens Overgang til Actionrerne som privat Indretning. Hvorlangt man ved Fundatsens Istandbringelse vilde gaa med at tillgge den Uforanderlighed, er ikke klart. Meningen kan have vret, at Fundatsen ei skulde kunne
l) Stortb. Forh. 1816, Aprilheftet, Side 369. 2) Jvfr. en Afhandling i den ConstitutioUelle for 1836, No. 248, 249, 250 og 251, bvori Forfatteren (Professor Schweigaard) gjennem en noget forskjellig Begrundelse kommer til lignende Resultat. Norges offentlige Ret. 111. 18
forandres, for den omhandlede Gjld var betalt. Men Tan ken kan ogsaa have vret, at Lovgivningen aldrig fik andet Valg end enten at lade Fundatsen besta uforandret eller at overdrage Banken til Interessenterne. Dette Sporgsmaal er imidlertid nu temmelig ligegyldigt. Lovgivningen blev nemlig ved Uheld og Misforstaaelser ledet til at gribe ind i Fundatsen langt lngere, end man ved dennes Istandbrin gelse kan have tnkt sig. Allerede i 1818, lnge fr Staten havde tilbagebetalt Bankens Udlg til Indlosning af Rigsbanksedlerne, foran dredes Fundatsen, navnlig i eet, meget vsentligt Punct. Iflge Fundatsens 6 var Banken pligtig til at indlse sine Sedler med Slv fra 1 Januar 1819. Af Frygt for Ban kens Evne til at opfylde sin Forpligtelse forlngede Stats magterne ved Loven af 13 August 1818, 4, denne Frist paa bestemt Tid. Dette var vistnok kun en Uret mod Seddelihndehavere og dem, som havde Fordringer betal bare i Sedler, ikke egentlig mod Bankens Actieeiere. Men ogsaa disses Ret blev mindre sikker derved, at Lovgivningen begyndte at foretage vilkaarlige Forandringer i Fundatsen. Loven af 24 Juli 1827, 2 og 3, gik dem et Skridt nr mere paa Livet, idet den fastsatte, at Bankens Actiecapitai skulde kunne foroges ved frivillige Indskud med en Sum, som dog, indtil anderledes ved Lov bestemtes, ikke maatte overstige 500,000 Spd. De ldre Actieeiere erholdt ingen Forret til at tge disse nye Actier. En saadan Forret vilde dengang ogsaa have vret vrdilos, da de oprindelige Actier kun betaltes med 80 pCt. Det kunde saaledes med et Skin af Foie paastaaes, at Loven af 1827 ikke tilfoiede disse Eiere nogen materiel Uret. Men under enhver Omstndighed har denne Lov afgivet Udgangspunct for en Udvidelse af Actie capitalen, efterat Actierne vare stegne til meget over Pari. Ved Loven af 8 August 1842, 1, blev det nemlig tilladt Banken at udstede Sedler paa sit Grundfond i Forhold som 5 til 2, i Stedet for som tidligere i Forhold som 4 til 2, og i Forbindelse hermed bestemte 2, at tre Fjerdedeele af det Udbytte, som indvandtes ved denne Forgelse af Bankens
Sedler, skulde anvendes til Indkjob af 625,000 Spd. i Slv, og nar dette var skeet, Belbet tillgges Bankens Grund fond og Staten derfor erholde Actier i Banken. Herved har Staten som Eier af de nye Actier faaet Andeel i det Reservefond, Banken havde oplagt, i dens faste Eien domme og i Udbyttet at dens Foliovirksomhed. Om ikke Lovgivningen herved er gaaet de ldre Actieeieres Rettig heder for nr, har gjentagende vret undergivet Prvelse af Storthinget '). Dette har imidlertid ikke villet forandre Loven af 1842, Actionrerne have heller ikke paakaldt Domstolenes Mellemkomst for at faa Erstatning. Loven af 1842 opstillede nemlig tillige andre nye Bestemmelser om Bankvsenet, som skaffede Actionrerne Fordele, der vist nok fuldkommen opveiede det Tab, de led ved Actiecapi talens Forogelse. Men derfor kan denne Lov heller ikke paaberaabes som Hjemmel for den Lre, at Lovgivningen atter skulde kunne forge Actiecapitalen uden i Forbindelse med Foranstaltninger, som gav de ldre Actionrer en modsvarende Vinding. Ogsaa i en anden Henseende ere Actionrernes Rettig heder ved den senere Lovgivning vsentligt forandrede. Fun datsens 9 bestemte, at Bankens Nettoindtgt skulde deles mellem dens Actionrer i Forhold til deres Indskud. Men dette antages blot at kunne gjlde om de Indtgter, Banken erholdt ved den Virksomhed, Banken kunde drive iflge Fundatsen, altsaa ved Hjlp af de Sedler, denne eller Loven af 24 Juli 1827 tillod den at udstede. Naar Lovgivningen tillod Banken at udstede flere Sedler eller at benytte disse Fonds paa anden Maade, som gav forget Indtgt eller over hovedet tillagde Banken ny Indtgtskilde, saa ansaaes det ikke som nogen retlig Ndvendighed, at Nettogevinsten heraf tillgges Banken, hvorimod den antoges at kunne forbeholdes Staten. Paa denne Anskuelse bleve ikke alene Loven af 8
l) Storth. Forh. 1857, IV, O. No. 5, og X1,304-312;, 304-312 ; 1863, VI, O.No. 23 og X, Side 247249 samt Storth.-Tidenden for samme Aar, Side 640 ff.
276
August 1842, 2, men ogsaa Lovene af 28 Septbr. 1857, I3, og af 6 Juni 1863, byggede. Om Lovgivningen havde tillagt Banken en Andeel af en saaledes opkommen Nettogevinst, saa ansaaes dette ikke som nogen Hindring mod, at Lovgivningen senere forandrede sine Bestemmelser om Seddelutstedelsen saaledes, at denne Gevinst og dermed Bankens Andeel i samme bortfaldt, see Loven om Penge vsenet af 4 Juni 1873, 19, sidste Led. Lovgivningen gjorde saaledes efterhaanden store Foran dringer i Bankens Organisation og conomi. Tilsidst har den ganske hvet Bankfundatsen af 1816 med dens Tillgs love og i Loven af 23 April 1892 opstillet en Rkke ud tmmende Bestemmelser om Indretningen. Banken har her ved tabt det ydre Prg af priviligeret Institut. Den nye Lov kalder sig Lov om, ikke Fundats for Norges Bank. Fundatsen havde et Capitel (VI), som bar Overskriften : Om de srskilte Banken forundte Anordninger, Friheder og For dele. Af de deri indeholdte Bestemmelser ere nogle i mere eller mindre ndret Skikkelse optagne i den nye Lovs Cap VI, som overskrives: Almindelige Bestemmelser, deels i 5, som lyder: Bankens Grundfond kan hverken med eller mod Actieeiernes Villie benyttes uden i Bankens egen Interesse og til at indfri dens Sedler og vrige Forpligtelser. Banken kan ikke betynges med nogen Afgift. Det sidste Tilsagn hjemler Banken samme Frihed for Skatter til Stat og Com mune, som den fr besad, men har i Virkeligheden ikke ln gere nogen Betydning som Garanti mod Overgreb fra Statens Side. Thi medens Lovgivningen fr 1892, nar den tillagde Banken et nyt Slags Indtgt, indskrnkede sig til at paa lgge Banken at afgive saadan Indtgt heelt eller deelviis til Staten eller til Bankens eget Reservefond, har den nye Lov anseet sig berettiget til i 40 at opstille temmelig vil kaarlige Regler om, hvorledes Bankens hele Aarsindtgt skal fordeles mellem Actionrerne, Bankens Reservefond og Staten. Dersom Staten virkelig er berettiget hertil, behver den jo ikke at ty til sin beskattende Myndighed for gradviis at tilegne sig saameget af Bankens Nettoindtgt, den finder
277
forgodt, og det er altsaa forsaavidt uden Betydning, at den har tilsagt Banken Afgiftsfrihed. Det kunde da synes, som om Bankloven af 1892 maatte vre bygget paa den Mening, at Lovgivningen har fuldt Herredmme over Banken og altsaa med bindende Virkning for Actieeierne kan trffe hvilkesomhelst Bestemmelser, den finder tjenligst for Samfun det. Dette er imidlertid ikke Tilfldet. I den kgl. Propo sition sagde Regjeringen, at Staten antoges at vre kommen i saadant Forhold til Banklovgivningen, at den har fuld Raadighed over samme, nar den kun ikke indskrnker, hvad der ansees for at vre Bankens fundamentale Rettigheder, nemlig Bestemmelserne om Ret til Udstedelse af Sedler for et Belob af 20 (16?) Millioner Kroner (Fundatsens 2 og 4 samt Lov 24 Juli 1827) om Sedlernes Egen skab af tvunget Betalingsmiddel (Fundatsens 7), om An vendelse af Bankens Fond kun til Indlosning af dens Sedler samt om Skattefrihed, Fundatsens 64. Regjerin gen erkjendte, at Staten maatte yde Actieeierne Erstat ning, hvis den vilde fratage Banken dens Privilegier heelt eller deelviis eller lade Staten tilegne sig Banken. Men Regjeringen antog, at Lovgivningen maatte kunne be stemme, hvilket Vederlag Banken skulde yde Staten for de Rettigheder, som (senere end Fundatsen?) ere eller blive til lagte Banken 1). Denne Tankegang lider af en ioinefaldende Uklarhed, hidrrende fra, at Bankens vsentligste Forrettighed, som ikke uden Erstatning kan fratages den, er betegnet som Ret til at udstede det i Fundatsen bestemte Seddelbelb. At udstede Sedler er i og for sig ingen Indtgtskilde, nemlig ikke, hvis Udstederne udlaaner dem rentefrit. Udstedelsen er saaledes iog for sig ingen Udvelse af en Rettighed For rettighedens egentlige Gjenstand er at kunne drive bank mssig Virksomhed ved Hjlp af Sedlerne, nemlig at udlaane dem mod Rente, discontere Vexler mod dem osv., samt at beholde den herved erhvervede Indtgt uden Afgift til Sta
Storth. Forh. 1888, O. No. 8, Side 67.
278
Cap. 60. Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft
ten, vre sig i Form af Skat eller i Form af Vederlag for Privilegiets Benyttelse '). 114. Er en Bevilgning eller et Privilegium meddeelt nogen som Eier af en navngiven Eiendom, saa ansees Rettigheden, hvis intet Forbehold er tget, som reel og gaaer altsaa over paa enhver flgende Eier, Hiesteretsdom af 12 Novbr. 1851 2). Er den betinget af, af enhver ny Eier sger Bevilgning, kan den, selv om en ny Eier forsmmer at ansge herom, i alt Fald under visse Omstndigheder blive at betragte som gjldende, saalnge vedkommende offentlige Autoritet ikke har tilbagekaldt den, Hiesteretsdom af 22 Mai 1862 3). Er Privilegiet meddeelt under Betin gelse af, at enhver ny Eier erholder en Autorisation, som ei kan negtes ham, hvis han opfylder de lovbestemte Be tingelser, maa Rettigheden ansees uangribelig. Kan derimod den offentlige Myndighed, som har at meddele Autorisatio nen, negte denne, saafremt det findes hensigtsmssigst, saa antages Lovgivningen at kunne ophve Privilegiet. Det var med Hjemmel af denne Stning, Loven af 27 Juli 1830 bestemte, at den Handelsret, som iflge Throndhjems Privi legier af 5 Febr. 1732, Post 2, 1, tilkom de gamle Borger leier i Nordland, skulde ophre, nar disse Eiendomme gik over til nye Eiere, og at Handelsloven af 8 August 1842, 13, traf lignende Bestemmelse med Hensyn til de bergen ske Krmmerleier 4). 115. Hvad Apothekerprivilegierne angaaer, saa siges det undertiden, at de ere reelle. Dette er ingen rigtig Ud tryksmaade, thi de kunne ikke siges at vre knyttede til
l) Sporgsmaalet om Bankens Rettigheder ligeover for Staten er udfrligen drftet i en Afhandling af forhenvrende Statsraad og Chef for Finantsdepartementet, H. Helliesen, i en Afhandling i Statsconomisk Tidsskrift 1888, Side 1-59. 2) Retstidnden 1851, Side 802808. 3) Retstidnden 1862, Side 547554. 4) Storth. Forh. 1830, Maiheftet, Side 203-204; den kongelige Commissions Betnkning og Udkast til Lov om Handelen, Christiania 1841, Side 4953.
Cap. 60.
279
nogen bestemt Ting. Hvad der i Udtrykket tilsigtes beteg net, er, at de ere arvelige. Fr. 4 Decbr. 1672, 12, synes kun at have tnkt sig, at Privilegiet skulde flge den Apo theker, som frst fik det, samt hans Enke og Brn, saaledes at det altsaa bortfaldt, nar det sidste af disse dde. Men iflge en Praxis, der i Hovedsagen er ligesaa gammel som selve den nvnte Forordning, ere de fr Rs. 10 December 1850 givne Apothekerprivilegier, ligesaavelsom Apothekets Bygninger, Inventarium og Varebeholdning anseede som Gjenstand for Arv ei blot af Apothekerens Brn, men ogsaa af hans fjernere Slgtninger. Endvidere antages det, at disse Apothekerprivilegier kunne slges, dog kun til Per soner, som have de forndne Egenskaber til at erholde kon gelig Bevilgning som Apothekere, jvfr. Cancellicirculre af 11 Febr. 1792 og Rs. (for Danmark) af 5 Juli 1799 x). Apo thekerprivilegierne maa altsaa iflge den sdvansmssige Ret ansees som evigtvarende, arvelige og afhndelige. For saavidt de ere meddelte fr 1814, kunne de altsaa ikke ophves uden Erstatning. Anseer man Apothekerprivilegierne som personlige arvelige Forrettigheder, saa skulde deres Meddelelse egentlig stride mod Grl.s 23. Men saaledes har Tingen aldrig vret opfattet, og det er vel ogsaa i sig selv tvivlsomt, om den nvnte Paragraph har tnkt paa deslige Rettigheder. 116. At et eller andet Slags Rettighed ved Autorisa tion, Bevilgning eller Privilegium er tillagt bestemte Per soner, bliver, medmindre det modsatte udtrykkelig er sagt, ikke til Hinder for, at Lovgivningen giver andre bestemte Personer eller en heel Classe af Personer samme Slags Ret tighed eller endog tillader alle og enhver at foretage det Slags Handlinger, som har dannet Rettighedens Gjenstand. Herom har der dog fr vret megen Tvivl. Loven af 8 Septbr. 1818, 16, udtalte udtrykkelig, at de beskikkede offentlige Mglere skulde vre eneberettigede til at besrge
') Yngvar Nielsen, i Norsk Magazin for Lgevidenskaben, Bind V, 2det Hefte; Storth. Forh. 1860, IV, O. No. 29, Side 1112.
280
Cap. 60.
Ind- og Udklarering af udenlandske Skibe, hvilket lnge ansaaes til Hinder for, at Lovgivningen tillod udenlandske Skippere selv at besrge dette l). Saadan Ret tillagdes dem dog omsider ved Lov 14 Januar 1837. Den rette Lre fik Stadfstelse i en srdeles vigtig Anvendelse ved Loven om Sagbrugsvsenet af 26 August 1854. Adgangen til at opskjre kjobt Trlast til Salg var fr betinget af, at Sag bruget havde Privilegium dertil. Forbyde de dertil privili gerede Sagbrug at skjre Planker og Bord vilde Lovgiv ningen ikke have kunnet uden Erstatning. Men da Regje ringen var berettiget til at priviligere nye Sagbrug, saa kunde Lovgivningen, uden Erstatning til Eierne af de pri viligerede Sagbrug, tillgge alle og enhver Frihed til at skjre Trlast til Salg og Udskibning. Dette skeede ved Loven af 1854. See ogsaa Loven om Sagfrere af 12 August 1848. 117. Tvivlsomt er det ofte, i hvilken Udstrkning en ved Privilegium eller Bevilgning tilstaaet Rettighed skal ansees Besidderne hjemlet, hvorvidt den altsaa tilkommer ham i selvsamme Omfang, den havde ved Meddelelsen, eller hvorvidt Lovgivningen senere kan begrndse den. Herpaa lader der sig ikke give noget almindeligt Svar. Det maa komme an paa Rettighedens eiendommelige Natur, de tid ligere Loves Udtryk samt Privilegiets eller Bevilgningens nrmere Bestemmelser. Derhos maa der tges Hensyn til, hvorvidt den lovgivende Magt fr i mere eller mindre lig nende Tilflde har anseet sig bunden. Er Forholdet privatretligt og reent oconomisk, vil For modningen snarest vre for, at Rettigheden er uangribelig i hele sit Omfang. Oftest vil Tvist opstaa, hvor Privilegiets eller Bevilg ningens Gjenstand er Ret til at drive en bunden Nring. Hos os er det blevet den herskende Anskuelse, at ingen ysentlig Bestanddeel af Rettigheden i saa Fald kan berves
) Storth. Forh. 1827, Maiheftet, Side 143, jvfr. 513 og 126; 1830, Martsheftet, Side 232, 251, 300, 433446, jvfr. 210211.
281
Besidderen, medens han derimod kan bindes ved nye For skrifter om, hvorledes Nringen skal drives, selv om de paalgge ham Indskrnkninger, som forvolde ham Omkost ninger eller formindske hans Vinding. Den frste af disse Stninger er i Hovedsagen slaaet fast allerede ved Hiesteretsdom af 24 Octbr. 1844 1). Rs. 10 April 1761 forstodes i Praxis saaledes, at Kjobmnd i Kraft af sit Handel sborgerskab tillige kunde drive Bageri. Derimod forbd Haandvrksloven af 15 Juli 1839, 24 og 36, at forene Haandvrksnring med Kjbmandshandel. Ved den anfrte Dom afgjorde Hiesteret, at sidstnvnte Bestemmel ser ikke kunde anvendes mod Kjbmnd, som baade havde tget Borgerskab og begyndt at drive Bageri, fr Haand vrksloven var traadt i Kraft. Derimod anvendtes disse Bestemmelser mod Kjbmnd, som vel havde tget Borgerskab, men ei begyndt at drive Bageri for dette Tidspunkt. De bleve nemlig saavel ved nysnvnte Dom, som ved en anden Hiesteretsdom af 24 Oet. 1844 af den antydede Grund fldte for ulovlig Haandvrks drift 2). Heri har Hiesteret vistnok grebet feil. Efter den almindelige Lre er nemlig en iflge sit Vsen eller sin Oprindelse uangribelig Rettighed lige strk, hvad enten den er benyttet eller benyttet. I private Retsforhold er St ningen soleklar. Men den maa gjlde ligesaa fuldt i offent lige Retsforhold. Denne Synsmaade har ogsaa vor senere Lovgivning fulgt i et Tilflde, hvor Statsmagterne udentvivl have villet strkke sit Herredmme saalangt, som Grl.s 97 tillod, nemlig ved Bestemmelse af Retten til at drive Brnde viinshandel. Oprindelig havde alle Kjbmnd i Byerne Ret til at slge Brndeviin i smaat. Ligeledes havde de Ret til at udskjnke Brndeviin, det vil sige til at slge det til Fortring paa Stedet, undtagen i de Byer, hvor denne Ret tighed var Gjenstand for srskilt Marketenterskab. Loven af 4 August 1827, 17, bestemte derimod som almindelig
n Retst. 1845, Side 513519. s) Retst. 1845, Side 380387.
282
Regel, at Udskjnkningsret alene skulde tilkomme dem, der havde srskilt Bevilgning dertil eller Marketenterborgerskab. Den fratog saaledes Kjbmndene Udskjnkningsretten, og denne Bestemmelse ansaaes bindende for ldre Kjbmnd, see Lov 19 Januar 1837, 2. I 1845 foreslog Regjeringen at fratage dem ogsaa Retten til at slge Brndeviin i smaat til Fortring andetsteds end i Kramboden. Men hvor onske ligt end Storthingscomiteen fandt det at adskille Brnde viinshandelen fra Varehandelen, erklrede den dog, som ovenfor (i 110) omtalt, at man ved at berve de ldre Kjbmnd Udsalgsretten i smaat vilde gaa videre, {end Grl.s 97 kunde antages at tilstede. Storthinget gav Comiteen Medhold heri og forbeholdt i Loven af 6 Septbr. 1845, 3, de davrende Handelsborgere deres Ret til Brndeviins salg i smaat, uden at skjelne, ettersom de benyttede denne eller ikke. Som Grund til at ansee denne Ret uangribelig paa beraabte Comiteen sig, at de Personer, der havde faaet den, iflge Loven af 19 Januar 1837, 5, opfrtes paa Listen over Brndeviinshandlere og betalte srskilt Skat deraf. Have de autoriserede Handelsmnd ingen saadan srlig Hjemmel paa Retten til at slge en vis Vare, er der efter Sagens Natur maaskee mest for at antage dem bundne ved en ny Lov, som forbyder, at Varen slges af andre end dem, som have speciel Bevilgning dertil. Paa Grund af Handelslov 8 Aug. 1842, 6 og 7, der udtrykke sig, som om det var dens Hensigt at give Handelsborgere uangribelig Ret til at beholde Handelen med alle ikke undtagne Varer, har dog Hiesteret ved Dom af 3 Juni 1890 (Retstid. Side 455 ff.) antaget den modsatte Mening. Utvivlsomt er det, at Lovgivningen med bindende Virk ning for dem, der allerede have faaet Bevilgning eller Auto risation paa en vis Nringsdrift, kan foreskrive, hvorledes Nringen skal drives, hvilke Redskaber dertil skal bruges. Lov om Brndeviinsbrndingen af 17 Aug. 1848, 3 og 4, hvilken Tid Fabriken maa holdes i Drift eller Udsalget aabent, samme Lovs 2, samt Lovene om Brndeviinssalg af 26 Aug. 1854, 4, og 28 Sept, 1857. I Handelsloven af
Cap. 60.
283
8 Aug. 1842, 8, paalagdes det de ldre Grosserere af iagttage Forskrifterne i Lovens 21 angaaende de mindste Varemngder, de maatte slge, uagtet disse Mngder i flere Tilflde vare satte hiere end i Fr. 4 Aug. 1742, 11. Af denne Lre har Hiesteret gjort Anvendelse i Domme af 28 Juni og 18 Nov. 1890 ). 118. Er der ved Bevilgning eller Privilegium tilstaaet en bestemt Person eller Eiendom Frihed for en vis offentlig Byrde, f. Ex. Tiende eller en anden bestemt Afgift eller Skat. saa kan Staten ikke uden Erstatning tge Friheden tilbage 2). En Flge af denne Grundstning er, at Tienden ikke kan omreguleres, thi ved Fr. 31 Juli 1801, 6, er det bestemt, at denne Afgift udenfor det der nvnte Tilflde skal vre uforanderlig. Paa Grund heraf henlagdes paa Storthinget i 1830 et Lovforslag om, at Tienden skulde erlgges efter Matrikulskylden 3). Heraf skulde ligefrem fryde, at den Skattefrihed, der paa saadan Maade er tillagt nogen Eiendom, maatte vre ligesaa ukrnkelig, nar den gaacr ud paa Fritagelse for ethvert Slags Skat. Men denne Folgestning vedkj endte Enevolds kongen sig ikke. Ved Fr. 1 Okt. 1802, 1, befalede han under Trykket af den da herskende Finantsnd, at den ved
*j Retstid. 1890, Side 533-538 og 1891, Side 22-24. 2) Se f. Ex. Comiteeindstillingen over Lov angaaende Eiendom skatten i Trondhjem. Storth. Forh. 1869, IX, 94. Herimod kan man ikke anfre Skattelov af 1 Juli 1816, 18 b, som siger, at Kjbstadsskatten skal udredes ikke alene af Kjb- og Ladestedernes Ind vaanere, men af Enhver, som boer andetsteds, men driver borgerlig Nring eller TJdskibning gjennem Byen, og det uden Hensyn paa foregaaende Privilegier. Herved sigtes til ldre Bestemmelser, der fritog udenbyes boende, som drev TJdskibning gjennem en By, fra at deeltage i Communeskatterne til Byen. Men den i Loven af 1 Juli 1816, 30 b, omhandlede Kjbstadskat var en ny Skat til Statskassen. Bestemmelsen gik ikke ud paa at tilsidestte noget ldre Privilegium, men paa at underkaste udenbyesboende Borgere og Exportrer samme Skattepligt til Statskassen, som vilde have paahvilet dem, hvis de havde boet i Byen. s) Storth. Forh. 1830, Aprilheftet Side 128132.
284 Cap. 60.
Forordningen paalagte Skat skulde udredes af alle Jordbrug uden Hensyn til den Frihed, et eller andet af dem ellers kunde have for alle eller en Deel af andre kongelige Skatter. Herved antoges al ldre Frihed for Skatter til Statskassen at Jord paa Landet at vre overgaaet til en Fritagelse blot for de for Forordningen af 1802 paalagte Skatter, see Skatte lov 1 Juli 1816, 20. De priviligerede Eiendomme pligte altsaa at betale alle nye Skatter til Statscassen alene med Afkortning af det Belob, hine ldre Skatter udgjorde, Skatte lov 26 Aug. 1833, 11, og dette gjlder endog for de Eien dommes Vedkommende, som Staten havde solgt paa det ud trykkelige Vilkaar, at de skulde vre frie for al Afgift, som paakomme kan i nogen Maade, see Hiesteretsdom af 9 Juni 1826 J) og 2 November 1836 2 ). Tankegangen i disse Domme er sandsynligviis, at den fulde Skattefrihed, der egentlig tilkom i saadanne Eiendomme, allerede var dem be tagen ved Forordningen af 1802, og at Storthinget i 1816, nar det beskattede dem, altsaa kun sluttede sig til en alle rede bestaaende Retsregel, der vel var tilbleven ved et Rets brud, men dog var gjldende, fordi den hidrrte fra den enevldige Konge. Selv om man bifalder denne Tankegang, er det et Sprgsmaal, om den fuldt ud begrunder Resultatet. Strengt tget synes den ikke at kunne lede til mere, end at Staten nu har Ret til at beskatte disse Eiendomme med det iflge Forordningen af 1802 bestemte Belb, men for ovrigt maa lade dem vre skattefrie. Klart er det under enhver Omstndighed, at vore nuvrende Statsmagter ikke have arvet Adgangen til at fragaa det heromhandlede Slags Forpligtelser, hvilke Enevoldskongen har overholdt eller de selv stiftet. 119. Har Lovgivningen fritaget et vist District eller en ved abstracte Kjendemrker bestemt Classe af Personer eller Eiendomme for en vis Skat eller offentlig Byrde, saa flger det af, hvad allerede fr er udviklet, at de ikke
') Brandts Repertorium I. 219 v) Retstidnden 1836, Side 293.
naarsomhelst kunne paalgges saadan Byrde, jvfr. Skattelov 1 Juli 1816, 20. Denne Stning kan egentlig ikke bringes i Anvendelse mod offentlige Tjenestemnd, thi ved sin Bestalling eller Be skikkelse er enhver saadan bleven et individuelt bestemt Retssubject, jvfr. Cap. 39, 8. Ikkedestomindre har det, hvor Fritagelsen ved almindelig Bestemmelse er tillagt alle Embedsmnd eller offentlige Bestillingsmnd eller visse Glas ser af dem, altid vret antaget, at den kunde tilbagekaldes. Dette fremgaaer isr af de ldre Bestemmelser om Frihed for Indqvarteringer in natura eller for at deeltage i Udgif terne ved samme og for de vrige Communeudgifter i Kjb stderne. Saaledes blev den Geistligheden ved Privilegierne af 24 Juni 1661, 12, tilstaaede Indqvarteringsfrilied frst ophvet ved Rs. 18 Nov. 1684 og Lovbogens 36 2, jvfr. Rss. 27 Juni 1734, 4, og 22 Oet. 1745, men saa atter ind rmmet saavel Prster som andre Embeds- og Bestillings mnd i stor Udstrkning, Fr. 25 Dec. 1767, 16, samt Rs. 23 Juni 1768 og 10 Marts 1769. Derpaa blev det bestemt, at Friheden kun skulde gjlde Indqvartering in natura, ikke Indqvarteringsskatten, see Rss. 22 Juli 1774, 11 Sept. 1776, og 11 Febr. 1785, jvfr. Canc. Pr. 15 Juli 1787 og 26 April 1800. Endelig bestemte Fr. 9 Mai 1806, 7, at intet Pri vilegium, der maatte vre meddeelt til Fritagelse for Ind qvartering eller tvungen Kjrsel, skulde ansees gjldende i Tilflde af overordentlig Forsamling af Tropper paa Marsch eller i Kantonering. I Lighed hermed blev det ved Lov af 3 Aug. 1824, der udvidede den Bemyndigelse, Rs. 19 Aug. 17351 ) fr indeholdt til at anvise Officierer Qvarteer i Land districterne, bestemt, at intet Privilegium, som var meddeelt til Fritagelse for Indqvartering, skulde gjlde mod denne Lov 2). I Kraft af samme Grundstning var det, Lovene af
') Jvfr. Berg, Underretning om Landvrnet, Side 109 og 283290. 2) Bestemmelsen rammede vel i det vsentlige kun de anfrte Privilegier for Geistligheden samt den Cavalleri- og Artilleriudrederne
286
24 Aug. 1833, 2, og 9 Aug. 1839 uden Forbehold oph vede den Frihed, der fr tilkom Embedsmnd for at svare Nringskat og Militre for at erlgge Fattigskat til de By communer, hvori de boede. Hvorvidt Loven af 24 Sept. 1851, 1, der ophver den Frihed for at prstere Skyds, som ved Lov af 6 Juni 1816, 8 a, b, c, d og e var tilstaaet Embedsmnd, Lensmnd, Veiinspektrer og Kirkesangere, havde til Hensigt at ramme de dengang i saadanne Stillinger ansatte Tjenestemnd, er et Sporgsmaal, som kan vre underkastet Tvivl, jvfr. Skattelov 1 Juli 1816, 20 a, men som dog i Praxis i alt Fald i fleie Districter besvaredes be krftende. Forelagt Domstolene blev det, saavidt vides, ikke. 120. Den Frihed for at overtage offentlige Ombud, Lovgivningen tillgger nogen, vilde vre at betragte som en ukrnkelig Ret, forsaavidt den enten ved srlig Bevilg ning maatte vre tilsagt en bestemt Person, noget hvorpaa man nu neppe har Exempel, eller tilsagt enhver, som opfyl der visse i Loven fastsatte Betingelser, nar dertil udkrves frivillig Handling fra vedkommendes Side. I Henhold til, hvad der er forklaret i forrige Paragraph, maa man dog an tage, at dette ikke gjlder om den enkelte Embedsmnd til lagte Frihed for visse offentlige Ombud. Formandskabsloven for Byerne af 14 Januar 1837, 33, er maaskee bygget paa den Anskuelse, at det samme skulde gjlde, selv om Friheden er erhvervet ved en af den fritag nes Forgodtbefindende uafhngig Begivenhed. Men den for tjener neppe Bifald. Navnlig er det vel ikke tvivlsomt, at en ny Lov, som ophvede den Ret, Formandskabslovens 6 hjemler enhver, der har fyldt 60 Aars Alderen, til at und slaa sig for at vre Formand, kunde bringes til Anvendelse mod dem, som allerede fr havde opnaaet den nvnte Alders grndse.
iflge Fr. 30 April 1692, 12, tilkommende Indqvarteringsfrilied, jvfr. Rss. 23 Sept. 1674 og 4 Dec. 1686. Storthingets Redactionscomite udtiykte sig imidlertid, som om den ansaa vor lovgivende Magt berettiget til at kuldkaste ethvert Privilegium, Storth. Forh. 1824, V, 1393.
Cap. 60. Forbudet mod at give Lore tilbagevirkende Kraft.
287
I sig selv er det meget rimeligere at ansee Friheden iikrnkelig, nar den er erhvervet ved Udfrelsen af et tvun gent Ombud. Dette synes hos os at vre Tanken, hvad Vrnepligten angaaer. I alt Fald har Storthingets Militr comitee l ) engang udtalt, at Mandskaber, der allerede have faaet Afsked fra Liniearmeen og ere overgaaede til Lande vrnet, neppe ved ny Lov kunne tvinges til igjen at ind trde i Linien. Comiteen antog, at man herved vilde komme i Strid med Grl.s 97, men denne Anskuelse kan efter det ovenfor udviklede ikke gives Medhold. Forsvaret for hiin Stning maatte vel snarest soges i Grl.s 109, der forudst ter, at Vrnepligten skal ophre ved en vis Aldersgrndse, som i Lovgivningen skal bestemmes Sidstnvnte Paragraph gjor det dog kun grundlovmssig ndvendigt at stte en endelig Aldersgrndse for selve Vrnepligten, ikke for Tjeneste tiden i Linien for dem, som endnu ikke ere slupne fri for al Vrnepligt. Endnu maa mrkes Vrnepligtsloven af 12 Oet. 1857, 49 og 50, der kunde synes at vre bygget paa den Anskuelse, at Vrnepligt ei ved ny Lov kan paalgges nogen, som allerede har opnaaet den da bestemte Udskriv ningsalder uden at vre udskreven. Ved Istandbringelsen af hine Paragrapher paaberaabtes dog kun Billighed, hverken Grl.s 97 eller 109. Klart er det i ethvert Fald, at Vrnepligtsloven maa kunne bestemme, at Statsmagterne i Krigstid kunne tilbagefre til Linien saamange af Landevr nets Aarsclasser, som det for Landets Forsvar findes forn dent, see nrvrende Capitels 23. Den Fritagelse for Vrnepligt, der efter Fr. 1 Nov. 1709, 2, og 3 Juni 1803, 2 a tilkom Embedsmnds Snner, stred mod det Princip, paa hvilket den nye Vrnepligtslovgivning iflge Grl.s 109 skulde bygges, og ophvedes derfor ved Loven af 26 Aug. 1854, 12. I enkelte fremmede Lande har man ikke engang villet erkjende, at de, der i Medhold af Lovgivningen have lskjbt
') Storth. Forh. 1863, X, 28. 2) Storth. Forh. 1857, V, No. 27, Side 4243.
288
Cap. 61.
Statens Herredmme over juridiske Personer.
sig fra Vrnepligt, ere befriede for Udskrivning l). Men dette er Udtryk for en heelt anden Retsopfatning end den, der har bragt 97 ind i vor Grundlov.
Capitel 61.
Statens Herredmme over juridiske Personer. Lovgivningens Herredmme over juridiske Personers Til vrelse og retlige Stilling er meget forskjelligt efter deres Art. Communer ere srskilte Retsubjecter, hver med Rettig heder og Forpligtelser, som ere dens egne og ingen andens. Men en Commune er dog kun en offentlig Institution. Den er knyttet til et Landomraade, der tilhrer Staten, og kan altsaa ikke som en physisk Person trde ud af alt Forhold til denne. Communens iemed er kun at varelage offentlige Interesser. Communer kunne derfor ikke have den samme Selvstndighed ligeoverfor Staten som Individerne. Det er vistnok ikke utnkeligt, at Statsmagterne kunne misbruge sit Herredmme ogsaa over hine. Har en Commune med store Opofrelser istandbragt Indretninger, som alene komme dens egne Medlemmer tilgode, saa kan det vre hoist billigt at henlgge nogen Deel af denne Commune til en anden, hvis Indretninger er i slettere Skik. Overhovedet bliver det mere og mere misligt at omregulere Communer, jo lngere de have havt Styrelsen af sine egne Anliggender, og jo rigere Virk somhed de have udfoldet. Thi det igjennem lang Tid fort satte og frugtbare Samarbeide binder en Communes Indvaa nere nrmere sammen baade med oconomiske og moralske Baand, som det kan blive haardt, ja endog ligefrem uret
x) Gabba, 11, 58, jvfr. I, 215.
Cap. 61.
289
frdigt at snderrive. Flelsen heraf er kommen strkt tilsyne ide nordamerikanske Fristater. Thi medens disses ldre Grundlove nsten aldrig opstillede nogen Indskrnk ning i Statsmagternes Herredmme over Communerne, er dette blevet temmelig hyppigt i deres nyere Grundlove, om trent fra Aaret 1850 '). Men da vor Grundlov ingen saadan Forskrift indeholder, maa den lovgivende Magt kunne ordne Communernes Forhold, ettersom den finder det tjenligt. Den raader saaledes for det frste over deres Tilvrelse, kan dele eller sammenfie dem efter Forgodtbefindende 2). Den kan dernst uden Hinder af Grl.s 97 faststte Communernes Rettigheder og Forhold til hinanden eller til Staten eller endog i Forhold til private Personer, forsaavidt den nye Lov ikke derved gjr Indgreb i ukrnkelige Rettigheder, der til komme disse. Herom har der i en enkelt Retning een Gang viist sig nogen Uvished. Ved Istandbringelsen af Loven om Lillesand af 26 Mai 1830, 5, som paalagde dette Ladested en vis Andel af den aarlige Afgift, Grimstad Com mune efter Lov 6 Juni 1816 skulde udrede til Christjansand, ansaa vedkommende Storthingscomitee det nskeligt, at Lov givningen beholdt fri Adgang til at forge eller formindske denne Andeel, og derfor ndvendigt at tge udtrykkeligt
l) Flere Grundlove lade vel Lovgivningen beholde fri Adgang til at ordne Communernes Anliggender ved almindelige Love, men forbyde at give speciel Lov for nogen enkelt Commune, see Grundloven for Arkansas, Art. V, 49; Florida, Art. IV, 17; Illinois, Art. IV, 22; Indiana, Art. IV, 22; Jowa, Art. 111, 30; Kansas, Art. XII, 1 og 5; Pennsylvania, Art. 111, 7; Tennesee, Art. XI, 8. Andre Grundlove krve Indvaanernes Samtykke til Deling af de hiere Communer, Georgia, Art. 111, 5 No. 2; Ohio, Art. 11, 30; Wisconsin, Art. XIII, 7 og 8, eller af de lavere Communer, Massachusetts, Amendement, II; Missouri, Art. VIII 5; Minnesota, Art. XI, 3; Virginia, Art. VII, 8; Vest-Virginia, Art. VII, 1, eller opstille andre for Lovgivningen bindende Forskrifter om den communale Inddeling, Missouri, Art. IV, 30 og 31; Texas, Art. XII, 24; Vest-Virginia, Art. VII, 12. *) Afhandling i Retstidnden 1890, Side 769790. Norges offentlige Ret. 111. 19
290
Cap. 61. Statens Herredmme over juridiske Personer.
Forbehold herom. Odelsthinget antog imidlertid med Rette, at den lovgivende Magt vilde have den tilsigtede Frihed ogsaa uden saadant Forbehold, og udelod det derfor l). Byggede paa denne Anskuelse ere ogsaa Lovene af 24 Mai 1839, 11 April og 30 Aug. 1842 samt 28 Mai 1845, hvorved forskjel lige Afgifter, som Kjb- og Ladestederne i Christiansands Stift iflge Christiansands og Skiens Privilegier havde at erlgge til disse Communer, bleve ophvede uden Erstat ning 2). I en anden Retning er Lovgivningens Herredmme over Communernes allerede bestaaende Retsforhold anerkjendt ved en Hiesteretsdom af 6 Mai 1853. Iflge den ldre Lovgivning kunde Born under 15 Aar ved Ophold i anden Commune end den, hvor Forldrene boede, erhverve selv stndig Hjemstavn sret. Ved Loven af 20 Septbr. 1845, 11, jvfr. 9, blev det derimod bestemt, at saadanne Brn skulde have Forldrenes Hjemstavnsret, og denne Regel blev ved den nvnte Hiesteretsdom givet Anvendelse paa et Barn, som allerede forsrgedes af Fattigvsenet i den Commune, hvor det efter den ldre Lovgivning havde Hjemstavnsret 3). Det er nemlig et uegentligt Udtryk, nar Lovgivningen i de Tilflde, hvor den forpligter en Commune til at yde visse Personer Fattigunderstttelse, siger, at disse have erhvervet Hjemstavnsret der. Disse Personer have aldeles ingen uan gribelig Ret til at erholde Understttelse. Lovgivningen kan naarsomhelst fritage Communen for Forpligtelsen dertil. Ligeledes kan Lovgivningen paalgge en Commune at for srge Personer, som fr ingen Fattigunderstttelse kunde faa. Her er Tale om en offentlig Byrde, som jLovgivningen til enhver Tid kan paalgge, ophve ellerômdanne, etter som den finder tjenligt.
J) Storth. Forh. 1830. Marts, Side 336, April, Side 135, 177 og 181, Storth. Efterr. for samme Aar, Side 143. 2) Storth. Forh. 1839, April, Side 518; 1842, Marts, Side 150. 3) Retstid. 1853, Side 552556. I Danmark er Sprgsmaalet lst paa den modsatte Maade, Scheel, Privatret, I, 307308.
Cap. 61.
291
At paavise nogen Grndse for det Herredmme, den lovgivende Magt kan udve over Communerne, er vanske ligt. Ikke engang Grl.s 105 kommer dem altid til Be skyttelse. Overtog Staten den hele Omsorg for et iemed, som nu deelviis ligger under Communen, f. Ex. Fngsels- eller Almueskolevsenet, maatte det ved Lov kunne bestemmes, at de Eiendomme, Communen i saadant iemed havde an skaffet, uden Erstatning skulde overgaa til Staten. Men mod aldeles vilkaarlige Eiendomsbervelser maa dog Communerne have et Forsvar i den nvnte Grundlovsparagraph. 2. Hvad! der ovenfor er sagt om Communernes Af hngighed af Statsmagterne, gjlder saameget mere om andre juridiske Personer, der ere oprettede og underholdes af det Offentlige uden privat Medvirkning, f. Ex. Hypothek banken. Dennes Creditorer have Rettigheder, som ere be skyttede ved Grl.s 97, men forovrigt raader Staten med fuld Frihed over dens Formue. Medens altsaa Staten ikke kan paalgge Hypothekbanken at tilbagebetale nogen Deel af Grundfondet, frend hele dens Obligationsgjld er ind friet, see Lovene af 18 Sept. 1851, 2, og 28 Juni 1887, 3, maatte Lovgivningen Ikunne bestemme, at det aarlige Over skud skal udbetales Statscassen. 3. Over unavngivne Selskaber, stiftede og styrede af Private til Fremme af private Interesser, have Statsmag terne ingen anden eller strre Myndighed end over physiske Personer. De Grundlovsbestemmelser, som beskytte disses Formuesrettigheder, komme derfor ogsaa hine til Gode. Dette gjlder flgelig om Grl.s 97. Heri ligger ingen Betnke lighed. De Baand, som Paragraphen paalgger Lovgivningen, levne nemlig denne tilstrkkeligt Herredmme over de allerede bestaaende Selskaber. Den kan foreskrive dem ikke blot nye Former, men ogsaa nye Betingelser for deres Virk somhed, eller forsaavidt ikke srskilt Privilegium eller Bevilgning er dem meddeelt, ganske forbyde dem at drive Forretninger endog af det Slags, for hvilket de ere istand bragte. Paabyder Lovgivningen saaledes, at enhver For andring i Actieselskabers Statuter skal anmeldes for en offentlig
292
Autoritet, eller forbyder den at foretage nogen Forandring i disse uden med lagttagelse af visse Betingelser, eller paa lgges det Selskaberne at fremlgge sine Regnskaber til Ettersyn af en offentlig Revisor, saa kan en saadan Bestem melse gives Anvendelse paa allerede stiftede Actieselskaber 1). Det samme gjlder om nye Love, som opstille Forbud mod at uddele strre aarligt Udbytte til Actionrerne, end Actie selskabets virkelige Aarsindtgt tillader. Fandt Lovgivnin gen et vist Slags Sprngstof saa farligt, at det burde for bydes at tilvirke og indfre det, saa vilde Forbudet blive virksomt, ikke blot mod de Individer, men ogsaa mod de Actieselskaber, der forhen havde sysselsat sig med saadan Bedrift, see ovenfor Cap. 60, 2527. Paa samme Maade forholder det sig med Foreninger, som ere stiftede til Fremme af en offentlig Interesse, men heelt og holdent undergivne levende Personers Raadighed, Sparebanklov 6 Juli 1888, 3, 8, 15 m. fl. 4. Dette er ikke Tilfldet med de saakaldte Stiftel ser 2). Disse skulle styres overensstemmende med de af Stifterne gyldigen trufne Anordninger. Vil Staten efter Stifternes Dd forandre en saadan Anordning, foreligger det i Cap. 60, 4, nvnte Sporgsmaal, hvorvidt Grundloven er til Hinder derfor.
l) Hvis den i Tidsskr. for Retsvidenskaben 1891, Side 213215 omhandlede strengere Fortolkning af Lov om Handelsregistre 17 Mai 1890, 37, No. 2, overhovedet var antagelig, vilde den ikke komme i Strid med Grl.s 97. Derimod kunde der maaskee blive Sprgsmaal, om ikke enhver Actionr, som fandt den nye Regel om Signaturen betryggende, vilde have Ret til af den Grund at krve Actieselskabet oplst eller sig udlst. a) Jvfr. rsted i Eunomia I, 1 38; Hallager, Arveret, Side 7478; Scheel, Personret, Side 651, samt Departementstidenden for 1877, Side 405, 421 og 437, angaaende Mogens Thorsens Stiftelse ; Storth. Forh. 1889, V, Doc. No. 78, som indeholder en Protest fra Bestyrelsen for Fondet for de i Krigen Blesserede og Faldnes Efterladte mod, at dette Fonds Midler anvendtes til Pensionering af TJnderofficiersenker. I denne Anledning indhentedes Betnkning fra det juridiske Facultet, hvilken findes i Retstidnden for 1893, Side Ilo.
293
Herhen hrer Grl.s 106, sidste Led, saalydende: Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot an vendes til disses Gavn. Ved milde Stiftelser menes egentlig kun de, der virke i gudeligt eller velgjrende iemed. Udenfor Ordene ligge altsaa Stiftelser, beregnede paa at fremme andre almen nyttige eller endog reent private Interesser. Men at For skriften ogsaa maa komme til Anvendelse paa dem, er ikke tvivlsomt. Forskriften berettiger neppe heller til den Slutning, at Statsmagterne ivrigt have uindskrnket Herredmme over Stiftelserne. Hvorvidt dette kan antages, maa bero paa Grl.s 97. Lever Stifteren, saa kan Staten ikke uden hans Sam tykke ligefrem forandre den Fundats, han har givet Stiftelsen. Giveren kan altid fordre, at de Betingelser, under hvilke han har skjnket Gaven, blive iagttagne. Udkommer der en ny Lov, som hindrer dette, maa han kunne tilbagekalde Gaven. Efter Stifterens Dd stiller Sagen sig anderledes. Men neskets Retsevne begynder med dets Fdsel og ender med dets Dd. Den dde kan derfor, siger man, ikke have Rettigheder og flgelig ikke forurettes. Ligesom Grl.s 97 ikke beskytter dem, som endnu ikke ere fdte, saaledes kan den heller ikke tjene til Beskyttelse for dem, som have op hrt at vre til. Flgelig maa Lovgivningen uden Hensyn til, hvad en dd Person har bestemt, kunne betage enhver af hans Handlinger dens Retsvirkninger, forsaavidt den ei har affodt Rettigheder for nogen allerede tilbleven og endnu levende Person. Dette er en practisk Ndvendighed. De Retsvirkninger, en vis Handling medfrer, kunne i Tidens Lb forandre Characteer. De kunne komme i feilagtigt Forhold til Handlingens eget Formaal, blive utilstrkkelige eller endog virke mod dette. De kunne komme i feilagtigt Forhold til andre berettigede menneskelige iemed, blive skadelige for Samfundet. Muligheden heraf voxer, jo ln gere Handlingen ligger tilbage i Tiden. Om der gives levende Personer, som have Adgang til at modstte sig, at
294
Cap. 61.
Lovgivningen retter paa de Ulemper, som opstaa paa denne Maade, saa er dette mindre farligt. Det er ikke sagt, at de benytte sig af sin Adgang dertil. Hvor deres egen Fordeel leder dem hertil, kan Lovgivningen dog aldrig trffe den for Samfundets Tarv forndne Ordning, hvor den enten ind rmmer dem Erstatning eller kun tillgger sine Forskrifter Virksomhed mod senere tilblevne Personer. Hvis derimod en Afdds Villie stter Lovgivningen Skranker, saa kunne disse ikke fjernes eller omgaaes paa nogen af de nvnte Maader. Rigtigheden af denne Tankegang er til et vist Punkt bestridelig. Statsmagterne kunne ikke vre saa strkt bundne ved en afdd Persons Villie som ved en levende Persons Ret. Lovgivningen maa have Magt til at forandre de Bestemmelser, Afdde gyldigen have truffet, nar de blive til Skade for Samfundet. Paa den anden Side gaacr man aabenbart for vidt ved at tillgge Lovgivningen en ganske vilkaarlig Adgang til at stte sig ud over en Afdds gyl digen trufne Anordninger. Mennesket kan og skal virke ud over sin egen Levetid. Herefter maa det i mange Tilflde indrette sin Handlemaade, *og derfor maa det kunne stole paa, at de Bestemmelser, det trffer overensstemmende med gjldende Ret, blive iagttagne ogsaa efter dets Dd, med mindre tvingende Omstndigheder virkelig forbyde det. Sporgsmaalet er alene, hvorvidt Forpligtelsen til at opret holde den Afddes Villie inden denne Grndse har en retlig Characteer. Sandheden er dog vist den, at dette er noget, Samfundet ikke alene skylder sig selv, men ogsaa den Af dde. Herom overbevises man lettest ved at betragte de Tilflde, i hvilke den Afdde gjennem sin Bestemmelse har villet fremme en ham personligt vedkommende Interesse, f. Ex. om en Forfatter har testamenteret sin Formue til et Videnskabsselskab mod, at det skal udgive hans Vrker. Fritog Staten her Selskabet for denne Forpligtelse, saa kan ingen fornuftigviis negte, at det vilde vre et Retsbrud. Staten vilde derved betage en gyldig Handling de Virk ninger, der efter de i Handlingens ieblik bestaaende Rets regler tilkom den. Dette maa vre en Overtrdelse af Grl.s
Cap. 61.
295
97. Testators Slgtsarvinger maatte i et saadant Tilflde, hvor man dog ikke med noget Skin af Fie kunde paa beraabe sig, at Almeenheden derved vilde lide Skade, kunne tvinge Selskabet til at etterkomme hans Villie. Vi skulle nu nrmere udvikle, hvorledes Statsmagternes Herredmme over de af private Personer oprettede Stiftelser stiller sig. Udkommer der en ny almindelig Lovforskrift, f. Ex' en ny Bygningslov, en ny Huusmandslov, en ny Skovlov, bliver den selvflgelig forbindende for de allerede oprettede Stif telser, uanseet om disses Fundatser opstille ganske modsatte Regler om Driften af deres Eiendomme, Men der kan desuden, iflge hvad vi nys have udviklet, med samme Virkning gives srskilte Forskrifter enten for alle Stiftelser eller visse Classer af dem, eller endog for en enkelt Stiftelse. Dette kan skee, nar Stiftelsens fortsatte Virksomhed overensstemmende med Stifterens Anordning er bleven umulig, f. Ex. hvis Stiftelsen er et Fattighuus for et Bergvrk, som er blevet nedlagt uden nogensomhelst rimelig Udsigt til, at det kan blive gjenoptaget. Staten maa da kunne bestemme, hvorledes Stiftelsens Midler skulle anvendes, jvfr. Lov 28 Mai 1881 om Ophvelse af Borgervbningen. Fremdeles maa Staten kunne gribe ind og endog ganske ophve en Stiftelse eller en vis Classe Stiftelser, nar deres iemed er blevet skadeligt for Samfundets Tarv. En saadan Magt har Staten til at gribe ind i physiske Personers Handlefrihed, og nogen Indskrnkning heri kan denne Magt ikke have lidt derved, at Staten har taalt, at en Virksomhed for et vist iemed, medens dette endnu var tilladt, er bleven organiseret og sikret gjennem Oprettelse af en Stif telse med forndne Midler. Antog man ikke dette, maatte man erklre, at de Stater, som engang havde taalt, at der inden deres Grndser oprettedes Klostre, vare berettigede til igjen at ophve dem. Staten kan flgelig endnu mindre savne Adgang til i Tilflde af denne Art at ndre Stiftelsens iemed. Saadant
296
maa desuden kunne skee, nar der mellem dette og Stiftel sens Formue er indtraadt et Misforhold. Er denne saa be tydelig formindsket, at Stiftelsen ikke lngere kan fortstte sin Virksomhed for alle de iemed, den iflge Stifterens Villie har at fremme, saa maa Staten kunne bestemme, hvilke af disse der skulle opgives. Ere Stiftelsens Indtgter voxede saaledes, at de fornuftigviis ikke kunne anvendes fuldt ud i Stiftelsens oprindelige iemed, saa maa Staten foreskrive, til hvilket andet Formaal de skulle benyttes. Her ved maa det selvflgelig haves for ie, at den nye Foran staltning bliver til srligt Gavn for det Samfund eller den Interesse, hvem Stifteren har villet tjene. Medens det saa ledes i Fundatsen for de Angellske Stiftelser i Throndhjem af 28 Septbr. 1762, 8, var bestemt, at to Sjettedele af Stiftel sens aarlige Indtgter skulde tillgges Capitalfondet, som derved tredobledes omtrent hvert 25de Aar, foreskreves det ved Kgl. Resol. af 7 Octbr. 1854, 1, at kun en Sjettedeel skulde henlgges til dette iemed, hvorimod den anden Sjettedeel skulde anvendes til saadanne med Stiftelsens n sker og Hensigter stemmende Formaal, som ved kgl. Reso lution maatte blive fastsatte, jvfr. Res. 25 Juli 1860 x). Have Stifterne bestemt, at de af dem skjnkede Midler skulle an vendes til Indretninger af et vist Slags, og Erfaring senere viser, at dette Slags Indretninger ikke lngere svare til sit iemed, saa kan Staten foreskrive, at Midlerne skulle an vendes paa anden for dette iemed tjenligere Maade, see Res. 26 Novbr. 1850, hvorefter et Legat, som var skjnket til at indkjobe Racefaar og uddele dem mellem Almuen i Strinden, skulde anvendes til Oprettelse af et Stamschferi, samt Res. 3 Januar 1870, hvorefter Indtgterne af den Osterhausske Stiftelse, der af Giveren var bestemt til Op rettelse af Bygdemagaziner, i Stedet herfor skulde udlaanes til korntrngende Communer"2).
*) Departem. Tid. 1855, Side, 1, 17, 33 og 53. s ) Departem. Tid. 1851, Side 22, og 1870, Side 139,. jvfr. Storth. Forh. 1854, 111, No* 28, og VII, Side 56, Andre Exempler paa
297
Har Staten saadan Myndighed til at forandre Stifterens Villie med Hensyn til Stiftelsens iemed eller dets Opnaaelse, maa den saameget mere kunne foreskrive, at Stiftelsens Formue skal opbevares og frugtbargjres paa anden Maade end af Stifteren bestemt, nar denne er bleven enten skade lig for Samfundet eller mindre tjenlig for Stiftelsen. Der er saaledes intet til Hinder for at forbyde Stiftelser at kjbe Jordegods uden srlig Tilladelse af Regjeringen, et Forbud, som ikke er usdvanligt i andre Lande. Det vilde utvivl somt gjlde ogsaa mod de Stiftelser, hvis Grundlggere havde foreskrevet, at en vis Brkdeel af deres Indtgter skulle oplgges og anvendes til Indkjob af Jord. Staten maa endvidere med lige Virkning kunne paalgge offentlige Stiftelser at slge det Jordegods, hvoraf de allerede ere komne i Besiddelse. Men Salg kan kun paabydes under saadanne Vilkaar, at Stiftelsen faaer fuld Vrdi, og Salgs summen maa alene frugtbargjres og Renterne anvendes til Stiftelsens Gavn. Lovene af 20 August 1821, 1, og 29 Marts 1854, 1, tog det Forbehold, at deres Bestemmelser om Salg af Jordegods og Indlosning af Kornrente, tilhrende offentlige Stiftelser, ikke skulde komme til Anvendelse, hvor de vilde stride mod udtrykkelige Bestemmelser i testamen tariske Dispositioner eller lovlige Gavebreve og Contracter. Loven af 20 Septbr. 1845 om Ophvelse af Fisketienden bestemte uden noget saadant Forbehold, at Fisketiende, som tilhrte egentlige Stiftelser, skulde indlses, mod at der for Erstatningssummen udstedtes Statsobligation, see Lovens 8, og som Resol. af 17 August 1848 viser, ansees denne Forskrift ogsaa anvendelig paa Fisketiende, der tilhrte de Angellske Stiftelser, uagtet Stifteren havde forbudt at slge denne '). Ved Loven af 23 Juni 1888, 12, blev
Forandringer i Fundatser for offentlige Stiftelser ere Rsl. 15 Dec. 1877 (for Leegaards Legat), 2 Septbr. 1878 (for Legatum Buskerudenhe) og 25 Juli 1891 (for Laurvigs Hospital), jvfr. Dept. Tid. 1891, Side 513519. J) Dept. Tid. 1855, Side 3.
298
Cap. 61.
det foreskrevet, at Reglerae i Loven af 20 August 1821 med Tillg skulde komme til Anvendelse ogsaa paa alt Jordegods tilhrende offentlige Stiftelser, selv om dette fr var forbudt. Mindst betnkeligt er det i Enkelthederne at forandre de Regler, Stifterne have opstillet om Bestyrelsens Sammen stning og Forretningsorden, Stiftelsens Regnskabsvsen osv. Stifteren kan fornuftigviis ikke have villet, at Regler af denne Beskaffenhed skulle forblive gjldende, nar Erfa ring har godtgjort, at de ikke lngere ere hensigtsmssige. Har Stifteren sat sin Stiftelse i saa nr Forbindelse med visse Statsindretninger eller anerkjendte Statsformaal, at Stiftelsens Virksomhed maa lempes efter de Foranstaltninger, Statsstyrelsen trffer med Hensyn til dem, er Statens Ad gang til at forandre hans Bestemmelser vistnok noget friere, end nar Stiftelsen har et fra Statens Virksomhed forskjelligt Felt. Har en privat Person skjnket en Statsindretning Eiendomme eller Capitaler, kan dette ikke vre til Hinder for, at Staten omdanner eller endog nedlgger den. Af Staten modtager deslige Gaver, kan umulig tillgges den Betydning, at den derved opgiver noget af Raadigheden over sin egen Institution. Dette bliver ena ikke Tilfldet, om der til en saadan Indretning efterhaanden skjnkes saa meget, at den kan besta ved disse Midler, altsaa uden Til skud fra Statens Side. I ethvert Tilflde, hvori der hos os hidtil har vret Tale om at foretage en ligefrem Forandring i en fra Stif terne hidrrende Fundats, er det uden Modsigelse fra Stor thingets Side antaget, at Myndigheden dertil er hos Kon gen 1). Dette er vistnok ogsaa rigtigt, nar Forandringen ei gaacr videre end til Fuldstndiggjrelser eller Rettelser, der
l) Jvfr. sammesteds, Side 33. Den nysnvnte Lov afj29 Mai 1881 har kun anseet det ndvendigt at tillgge Kongen saadan Myndighed, forsaavidt angaaer de ved tvungne Bidrag indkomne Midler.
Cap. 61.
299
udelukkende have Stiftelsens Tarv til Hensigt og altsaa fra Stifterens eget Standpunct maatte fremstille sig som nske lige. Men den lovgivende Magt har ogsaa Adgang til at trffe saadanne Foranstaltninger, see Cap. 33, 8. Og skal der gives nogen ny Regel, hvorved Staten af Hensyn til Samfundets Tarv umiskjendeligen bryder paa Stifterens Villie, f. Ex. om Staten vil ophve en vis Art af Stiftelser, fordi den betragter dem som skadelige, saa maa dertil en Lov.
Syvende Afsnit.
Den dmmende Magt,

Capitel 62. Denrmmende Magts Ligestilling med Statsmagterne.
I de foregaaende Afsnit er udviklet, hvorledes Grundm til harmonisk Fremme af Samfundets forskjellig artede teresser har deelt den hieste Myndighed mellem de to .tsmagter. Det er endvidere viist, hvorledes disses Myndid er bleven indskrnket deels ligeoverfor Individet ved Fudj mod Indgreb i adskillige af dets vigtigste Ret tighed deels ved enkelte andre Bestemmelser. Hied er det constitutionelle System imidlertid ikke frdig Samfundet maa skaffe de ved Grundloven eller andre )ve indsatte Myndigheder og de gyldigen stiftede Rettigier tilstrkkelig Beskyttelse og overhovedet srge for, at gjldende Retsregler blive hvdede. TDpnaaelsen af dette iemed krves, at de, der ere intererede i et Retsforhold, men blive uenige om Rets regler Anvendelse paa dette, kunne faa Forholdet under sgt (Tvisten afgjort af en udenfor denne staaende offentlig Mynded, og at de Slags Straffe, som efter sin Natur ei kunneere Gjenstand for Vedtagelse, alene paalgges etter en ligide Afgjrelse af Sporgsmaalet, om de lovbestemte Betinger for Strafbarheden er tilstede. Statens hertil sig tende ranstaJtninger samle sig i og om Domstolene som sit Miunct. Disses Anordning er en Opgave, Grundloven
Cap. 62. Den dmmende Magts Ligestilling med Statsmagterne. 301
ikke kan vise ganske fra sig. Navnlig kan den ikke undgaa at trffe Bestemmelse om, hvorledes Sager angaaende Mis brug af den hieste Statsmyndighed skulle paakjendes. Saadan Forskrift findes endog i de nugjldende Grundlove for den franske Republik, hvilke forovrigt ikke nvne den dmmende Magt, see Lovene af 28 Februar 1875, 9, og 16 Juli 1875, 12. Sdvanligviis gaa den nyere Tids vrige Grundlove noget. lngere, idet de af Hensyn, som vi allerede i Cap. 6, 3 h. have paapeget, optage visse Hoved stninger angaaende Domstolenes Organisation og Myndighed. 2. Det sregne ved den dmmende Myndighed ligger i dens Gjenstand, i den Maade, hvorpaa de Domstolene fore lagte Sager krves oplyste, i det Grundlag, hvorpaa Af gjrelsen skal bygges, og i dennes Virkning. Gjenstand for Afgjorelse ved Dom er kun en Retssag, altsaa et allerede opstaaet Tilflde, hvori der sprges omj hvorledes en Tvist angaaende et tilvrende Retsforhold skal lses, eller hvorvidt og hvorledes en Person skal straffes for en af ham foretagen Handling. Dom forudstter Rettergang. I ethvert Samfund, som vil yde sand Retsbeskyttelse, kan altsaa Afgjrelsen kun blive Dom, saafremt der er givet Parterne tilstrkkelig An ledning til at fremkomme med og forsvare deres Paastande. Den ene maa have Adgang til at blive bekjendt med og imodegaa, hvad den anden har anfrt. At denne saakaldte eontradictoriske Fremgangsmaade bliver brugt, maa betrygges ved hensigtsmssige Former. I sine Afgjrelser ere Domstolene bundne ved de for den paaklagede Handling eller det omtvistede Forhold gjl dende Retsregler. Forefinde de med Hensyn til et eller andet Punct ingen frdig eller sikker Retsregel, saa kunne de ikke vilkaarligen opstille en saadan. De have at udvikle den forndne Regel af den gjldende Rets Grundstninger og Analogier. Heri ligger Domstolenes ufravigelige Rettesnor. Derfor kan ingen anden foreskrives dem. Endelig maa Domstolenes Afgjorelse blive bindende for Parterne. Heri indeholdes for det frste, at ingen Domstols Kj endelse kan omgjres af andre Autoriteter end en dertil
302 Cap. 62. Den dmmende Magts Ligestilling med Statsmagterne.
anordnet hiere Domstol eller undtagelsesviis af selve den Domstol, som har afsagt Kjendelsen. Dernst, at Etterlevel sen af ethvert i en Dom indeholdt Paalg til nogen af Par terne maa kunne fremtvinges gjennem Foranstaltninger af en offentlig Myndighed, hvis Beslutningers Lovlighed kan prves af Domstolene. 3. At skaffe Undersaatterne Ret og straffe Forbry delser betragtedes i Middelalderen som Kongens Sag. Den hieste Domsmyndighed udvedes derfor af Kongen med Bi stand af hans Raad, senere af dette eller en Afdeling deraf, men i hans Navn. Historisk faget ligger det altsaa nrmest at betragte den dmmende Myndighed som en Deel af den udvende. Denne Forestilling er fremdeles herskende i mange af de europiske Statssamfund. Strkest trder dette frem i Sverige. Iflge Reg. Formens 17 er det Kongens Domsret, som udoves af den der anordnede Hieste ret (Hogsta Domstolen). Han har endog Adgang til at deel tage i dennes Afgjorelse af Rettergangssager, skjnt kun med to Stemmer. Efter den engelske Statsret er Kongen nu som fr Retspleiens Kilde (the fountain of justice). Til denne Forestilling slutte ogsaa mange af de nyere Grundlove sig, saaledes det franske Charte af 1814, 57, Chartet af 1830, 48, og Grundloven i Preussen, 86, Italien, 88, Baiern, Titel VIII, 1, Wiirtemberg, 92, samt den sterrigske Grundlov om den dmmende Myndighed af 21 Dec. 1867, 1, hvilke alle udtale, at Retspleien skeer i Kongens Navn. Ogsaa mange af de mest bekjendte nyere Forfattere antage, at den dmmende Magt efter sit Vsen er en Deel af den udvende 1). Thi al Ivrksttelse af Lovene tilhrer, for saavidt den skeer ved offentlig Foranstaltning, den udvende Magt. Og offentlig Afgjorelse af Retstrtter er, sige de, just en saadan Foranstaltning. Denne Begrebsbestemmelse er imidlertid neppe den rig
*) Saaledes i Frankrige Ducrocq, Droit administratif, No. 3435; i Tydskland Stein, Verwaltungslehre, I, 1018 ; i Schweitz E s c h e r, Handbuch der praktischen Politik, 11. 114 ff.
Cap. 62. Den dmmende Magts Ligestilling med Statsmagterne.
303
tige. At udnvne Dommere og at give de reglementariske Forskrifter, som ere forndne til Ivrksttelsen af de om Domstolenes Organisation givne Love, er i sit Vsen admi nistrative Forretninger, som altsaa henhre under den ud vende Magt. Ganske forskjellig fra dennes Functioner er derimod den Virksomhed, hvorved Samfundet gjennem dertil anordnet Organ i omtvistede Tilflde med bindende Virk ning for Parterne afgjr, hvorledes en uklar eller ufuldstn dig Lov skal forstaaes og anvendes, eller overhovedet udfin der og faststter, hvad der i saadanne Tilflde er gjldende Ret. At denne Virksomhed er en anden end selve Lovfor skriftens Ivrksttelse, viser sig deri, at de kunne og i Regelen ville vre adskilte fra hinanden i Tid. Er den alle rede stedfundne Handling, der paaklages for en Domstol, fuld kommen lovhjemlet, saa er den omtvistede Lovforskrift ivrk sat, allerede fr der falder en Dom, som frifinder Indstvnte. Under den modsatte Forudstning kan det ikke altid siges, at Lovforskriften bliver ivrksat allerede ved Afsigelsen af den Dom, som afgjr, at Handlingen var lovstridig. Thi en saadan Dom vil som oftest tiltrnge Fuldbyrdelse ved senere privat eller offentlig Handling. Det er derfor rigtigst, at Fuldbyrdelsen af Domme ved offentlig Tvangsforanstaltning er henlagt til den udvende Magt, om end under det sr egne Vilkaar, at vedkommende Tjenestemands Beslutning, hvad dens Lovmssighed angaaer, ikke kan paaankes til hiere vrighed, men kun til Domstolene. I Overeensstemmelse med den her forsvarede Opfatning har man i Theorien allerede fra Aristoteles's Tid i Almin delighed skjelnet mellem den udvende og dmmende Magt. Ndvendigheden heraf gjr sig practisk flt i ethvert civili seret Samfund, endog om det staaer under en enevldig Monark. Afgjres Retssagen ved Regjerings- eller vrigheds beslutninger i Stedet for af Domstole, eller hvis disse for pligtes til at fravige sin Overbeviisning om, hvad der er Lov og Ret, og i Stedet derfor at flge de Anviisninger, nogen anden for Tilfldet meddeler dem, saa faaer man ingen vir kelig Retspleie, men kun et Vrngebillede deraf.
304
Cap. 62. Den dmmende Magts Ligestilhng med Statsmagterne.
Strkest kommer Ndvendigheden af at skjelne mellem den udvende og den dmmende Magt tilsyne i Samfund, hvis Grundlove skjelner mellem den udvende og lovgivende. Er Kongen negtet Ret til at give Love uden med Samtykke af en Nationalreprsentation, saa kan den ikke godt over lade nogen, som handler paa hans Vegne og efter hans Villie, at bestemme med bindende Virkning for andre, hvor ledes Lovene i omtvistede Tilflde skulle forstaaes og an vendes. Overbevisningen om Folkets Ret til at tge Deel i den lovgivende Myndighed er flgelig bleven en Sttte for den gamle Lre om Statsmyndighedens Tredeling. Der findes ingen Frihed, medmindre den dmmende Magt er adskilt fra den lovgivende og den udvende l). Denne Anskuelse danner Grundlaget for de nordameri kanske Forfatninger, see Unionsgrundloven af 1787, Art. 111. Grundloven for Massachusetts af 1780, I, 30, siger: I denne Stat skal den udvende Magt aldrig udve executiv eller dmmende Myndighed; den executive Magt skal aldrig udve lovgivende eller dmmende Myndighed; den dmmende Magt skal aldrig udve lovgivende eller executiv Myndighed, paa det at det kan blive Lovene, ikke Menneskene, som styre . Den samme Grundstning opstilles i Vermonts Grl. af 1793, 11, 6. Hertil have de nugjldende Forfatninger i de fleste andre af de forenede Stater sluttet sig, idet de i sine Grundlove udtrykkelig have udtalt, at disse tre Magter skulle vre adskilte fra hinanden. I Ny York havde Lov givningen oprindelig stor Frihed til at ordne den dmmende Myndigheds Udvelse, og endnu synes Grundloven at op stille liden Garanti mod dens Sammenblanding med andre Myndighedsarter. Dette gjlder ligeledes om alle Pennsyl vanias Grundlove, saavel de ldre som den nu bestaaende. Men Domstolene negte baade i Ny York og Pennsylvania, at den lovgivende Forsamling kan have dmmende Myn dighed 2).
*) Montesquieu, Esprit des lois, L. XI, Ch. VI. 2 ) Cooley, Constitutional Limitations, Side 8789; Wallace and Sanders, Constitution of Pennsylvania, Side 26.
Den franske Constitution af 3 Septbr. 1791, Titel 111, Cap. V, Art. 1 og 3, stttede sig i en vis Grad til den nord amerikanske Opfatning, men bestemte dog kun, at dmmende Myndighed ei maa udves af den lovgivende Forsamling eller af Kongen, og at Domstolene ei maa blande sig i den lov givende Magt eller Administrationens Forretninger. I en noget fyldigere Skikkelse kom Principet til Orde i de spanske Forfatninger af 1812, 242245, og 1837, 63, samt den portugisiske af 1826, 1012. Paa samme Princip ere den belgiske Grl.s 2530 og den danske Grl.s 2, jvfr. 71, aabenbart byggede. Selv de, som endnu forsvare den Lre, at den udvende Myndighed indbefatter den dmmende, in drmme ogsaa i Almindelighed, at denne, idetmindste paa den criminelle og almindelige civile Rets Omraade, maa adskilles fra den ud vende Magts ovrige Functioner og anbetroes Tjenestemnd, som handle uafhngigt ligesaavel af Kongen selv som af de ham underordnede administrative Autoriteter. Herved taber hiin Lre i strre eller mindre Grad sin practiske Betydning.' 4. Vor Grundlov har utvivlsomt ligesom de nord amerikanske sluttet sig til den Anskuelse, at den dmmende Magt er forskjellig fra den udvende. Dette fremgaaer for det frste af Grundlovens Tilblivel seshistorie. I det Adler-Falsenske Udkast 32 sagdes det: Den lovgivende Magt maa aldrig anmasse sig den udvendes eller den dmmendes Rettigheder; ligesaalidt maa den ud vende bemgtige sig den lovgivendes eller den dmmendes, eller denne nogen af de vriges Rettigheder. Lovene, ikke Menneskene, skulle regjere, Udtryk, der nsten falde sammen med dem, hvoraf Grundloven for Massachusetts havde benyttet sig. I den sjette af de paa Rigsforsamlingen vedtagne Grund stninger udtaltes det, at den dmmende Magt br vre srskilt fra den lovgivende og udvende. Dernst kommer Tanken tilsyne i Grundlovens Inddeling. Flere af de Forfatningslove, som ere byggede paa en modsat Anskuelse, behandle - vel den dmmende Magt i et srskilt
306 Cap. 62. Den dmmende Magts Ligestilling med Statsmagterne.
Afsnit, men have ved Siden deraf srskilte Afsnit ikke blot for den udvende Magt, men ogsaa for Krigsmagten, Finant serne, undertiden tillige for Statskirken, Underviisningsvsenet eller Communernes Organisation. Domstolene sttes her ind i Rkken af disse Institutioner, ikke ved Siden af Stats magterne. Vor Grundlov har derimod ved Siden af sit frste Afsnit: Om Statsformen ogeligionen og sit sidste Afsnit: Almindelige Bestemmelser, kun tre Afsnit, henholdsviis : Om den udvende Magt, Kongen og den kongelige Familie, Om Borgerret og den lovgivende Magt og endelig Om den dmmende Magt. 5. Det saaledes tilsynekommende Princip, at den dmmende Magt skal vre adskilt fra den lovgivende og udvende, har Grundloven givet Skikkelse af Bud ved at anordne tyende Domstole: Rigs retten til at dmme i frste og sidste Instants i de Sager, som efter 86 anlgges af Odelsthinget for de der nvnte Forbrydelser, Hieste ret til at dmme i sidste Instants i andre Sager, Grl.s 88. Hvorledes denne Paragraph er at forsta, har dog vret Gjenstand for Meningsforskjel, navnlig under Forhandlingerne om Istandbringelsen af det Tillg, den fik ved Grundlovs bestemmelsen af 29 Novbr. 1862, som siger, at Paragraphen ei skal vre til Hinder for, at Strafsager, overeensstemmende med Lov, bringes til endelig Afgjorelse uden Medvirkning af Hiesteret. I sin oprindelige Affattelse synes Grl.s 20 at have forudsat, at idetmindste enhver Straffedom maatte kunne paaankes til Hiesteret, see ovenfor Cap. 40, 2. Den samme Forudstning ligger sandsynligvis ogsaa paa Bunden af Grl.s 89. Det lod sig derfor med stor Styrke paastaa, at Grl.s 88 ved sine Ord : Hiesteret dmmer i sid ste Instants, havde i Sinde at udtale, at enhver Dom, som ikke var undtagen ved 86 og 89, skulde kunne ind bringes for Hiesteret, og at Lovgivningen altsaa ikke kunde unddrage Sager af mindre Betydning fra Paaanke til denne
Domstol 1). At Landets verste Domstol har en saa vid Jurisdiction, er ikke uden Exempel i andre Stater. Navnlig er dette Tilfldet i Sverige. En saadan Ordning passede imidlertid lidet med vore vrige Rettergangsregler. Var det blevet tilladt at indbringe alskens Smaasager for Hiesteret, maatte Lovgivningen enten ad Omvei, saasom ved Paalg af Gebyrer, have hindret Benyttelsen af denne Frihed, eller ogsaa vilde Hiesteret have faaet et Arbeide, som under vore Procesformer vilde vre blevet uoverkommeligt. I Praxis blev man derfor strax enig om, at Lovgivningen kunde undtage mindre Sager, criminelle saavelsom civile, fra Paaanke til Hiesteret, see Prov. Anordn, af 9 Juni 1815, 6, og denne Grundlovsfortolkning blev under Nd vendighedens Tryk godkjendt ved Hoiesteretsloven af 12 Septbr. 1818, 6. Da man nu engang havde seet sig ndt til at fravige den Fortolkning af Grl.s 88, der stemte bedst saavel med dennes Ord som med Grundlovens vrige Bestemmelser, vilde mange gaa et Skridt videre. Man paastod, at de om handlede Ord i denne Paragraph kun havde til Hensigt at udtale, at Hiesteret i de Sager, der overhovedet kom under dens Paakjendelse, dmte i sidste Instants. Denne Syns maade vandt til en vis Grad Bifald hos Fleertallet af den kongelige Commissioii, som forberedte Grundlovsbestemmelsen af 29 Novbr. 1862 2). Dette Fleertal indrmmede vistnok, at Grundloven ved Indstiftelsen af en Hiesteret var gaaet ud fra, at Proceslovgivningen ikke vilkaarligen br stte denne overste Domstol til Side. Men det antog ikke, at 88 i saa Henseende opstillede noget virkeligt Forbud. Ligesom prac tiske Hensyn fordrede, at betydelige Sager maatte kunne undtages fra Paaanke til Hiesteret, saaledes maatte 88 levne den lovgivende Magt Frihed til at ordne Rettergangen paa den til enhver Tid hensigtsmssigste Maade, selv om det derved blev ndvendigt at udelukke visse Arter af Sager
l) Stang, Side 275279. 2) Storth. Forh. 1860, 111, No. 59.
308
fra Appel til Hiesteret. Ellers vilde Flgen blive, at hver ken den criminelle eller den civile Proces kunde ordnes paa den Maade, Forholdenes Udvikling turde krve, idet f. Ex. hverken Skyldsporgsmaalet i Strafsager vilde kunne henlgges til Afgjorelse af Eedsvorne eller mundtlig Forhandling af civile Sager kunne indfores med endelig Afgjorelse ved Under retterne af Beviissporgsmaalet. Til denne Mening sluttede eet af Hiesterets Medlemmer sig. Derimod vare Hiesterets vrige Medlemmer og hele Regjeringen enige med Commis sionens Mindretal i, at Grl.s 88 ikke har overladt den lov givende Magt saa frie Hnder. Denne Mening er den rigtige og kan gives en strkere Begrundelse, end den da erholdt. Bestemmelsen maa have villet sige noget mere, end sagt i 90: Hiesterets Domme kunne i intet Tilflde paaankes eller underkastes Revision. Efter den paa Grundlovens Tid gjldende Lovgivning var det den almin delige Regel, at alle Sager kunde bringes ind for Hiesteret, Dette Princip havde altid vret gjldende i vor ldre Retter gangsorden og tillagdes den strste Vigtighed 1). Undtagne vare alene Sager under en vis Strrelse, deriblandt Tugthus retsssager. Paa Grund af sin Art vare ingen andre Sager undtagne end Krigsretsager. Endog de af geistlige Dom stole, Overbergamtsretten, Brandretterne, Politiretterne og kongelige Commissioner afsagte Domme stode under Paaanke til Hiesteret. Principet var herved gjennemfrt netop med Hensyn til de Slags Sager, som henhrte under sregne For valtningsdomstole, og som det snarest kunde blive Sporgsmaal om at undtage. Den dmmende Magt var altsaa, da Grund loven blev given, i Gjerningen udsondret som en egen Myn dighedsart, og dette var skeet ved dens Samling paa Hie sterets Haand i sidste Instants. Som nys anfrt blev det ved Grundlovens Istandbringelse forelobigen vedtaget, at den dmmende Magt skal vre srskilt fra den lovgivende og den udvende. Intet er rimeligere, end at Grundloven har
') Stampe, Erklringer, 11, 15, jvfr. J. H. Deuntzer, Meddelelse om Henrik Stampes Liv og Virksomhed, Side 117.
309
tnkt sig dette Princip gjennemfrt ved at sikre Hiesteret samme Stilling, som den allerede havde, og at det er just dette, Grundloven har villet sige i 88. Hermed passer det da fuldkomment, at Grundloven i 89 har udvidet Hiesterets Jurisdiction til de vigtigere Krigsretsager. Negter man 88 den her udviklede Betydning, saa leder man forgjves efter nogen Bestemmelse, hvorved den tilsigtede Sondring mellem den dmmende, .lovgivende og udvende Magt har faaet til strkkelig Hjemmel, og hvis Lovgivningen tillagde et Regje ringsdepartement eller en Storthingscomitee dmmende Myn dighed i sidste Instants, saa vilde man blot kunne sige, at det stred mod Grundlovens Aand, ikke mod dens Bud. Det maa altsaa antages, at ingen Art af Sager paa Grund af sin Vigtighed eller eiendommelige Beskaffenhed tr undtages fra Appel til Hiesteret og henlgges til endelig Paadmmelse af nogen anden Domstol. Omtrent samtidig istandbragtes dog en Lov, hvis Bestemmelser vanskelig lade sig forene hermed. Concursloven af 6 Juni 1863, 131, undtager nemlig fra Appel ikke blot de Beslutninger, ved hvilke Concursretten udver en reent skjnsmssig Myndig hed, men ogsaa Beslutninger, ved hvilke denne Domstol stad fester en tvungen Accord. Efter Ordene skulde en saadan Beslutning vre upaaankelig, selv om den var fattet med Tilsidesttelse af de lovlige Former, eller endog om den ikke var antagen med lovbestemt Pluralitet, hvilket ogsaa sees at vre tilsigtet af den Commission, som udarbeidede Loven l). Sporgsmaalet om Bestemmelsens Grundlovmssighed blev imidlertid ikke drftet, hverken af Oommissionen eller Justitsdepartementet.
*) Storth. Forh. 1863, V, O. No. 9, Side 3839. Commissionen ytrede, at man ikke kunde tillade, at Accordens Gyldighed suspenderedes ved Appel, hvilken Bemrkning vistnok er rigtig, men utilstrkkelig, idet Appel kunde have vret tilladt uden suspensiv Virkning. Commissionen forudstter, at nar en Skifteret af Uforstand, som forpligter til Erstatning, har stadfstet en ulovlig Accord, kan den drages til Ansvar af enhver Forurettet. Dette kan efter vor Ret kun skee gjennem Appel, see Crim. L., 249.
310
6. Grundloven har i visse Sager forbeholdt Storthinget en Afgjrelsesret, som efter sit Vsen er dmmende. Domstolene have nemlig i Almindelighed at afgjre Tvistigheder om Lovligheden af offentlige Valg, om Retten til at deeltage i saadanne (f. Ex. efter Skoleloven af 26 Juni 1889, 54), om Pligten til at overtage det ved Valget paa lagte Hverv, eller om hvad der som lovligt Forfald fritager for Udfrelsen af nogen hermed forbunden Forretning, see Forligelsesloven af 20 Juli 1824, 7, og Formandskabsloven af 14 Januar 1837, for Byerne 15 og 43, for Landet 18 og 58. Men iflge Grl.s 55, 63 og 64 har Stor thinget i sidste Instants at paakjende Tvistigheder om Stemmeret og at prve Lovligheden af Reprsentanternes Fuldmagter og Forfald og selvflgelig saameget mere af ethvert Valg, det selv foretager. Denne Myndighed udver Storthinget dog ikke i proces suelle, men i administrative Former, jvfr. Cap. 31, 6.
Capitel 63. Den dmmende Myndigheds Grndser.
1. Medens det tilkommer den lovgivende Magt med lagttagelse af dens grundlovmssige Grndser at faststte, hvad der i Fremtiden skal vre Ret, samt at give den ud vende Magt de forndne Paalg angaaende Styrelsen af offentlige Anliggender, og medens det tilkommer den udvende Magt ikke alene at ivrkstte disse Paalg, men ogsaa inden de ved Grundlov eller Lov optrukne Grndser at trffe endelig Afgjorelse af det Slags foreliggende Tilflde, hvori Udslaget bygges paa, hvad der efter Omstndighederne findes hensigtsmssigst, er det Domstolenes Sag at afgjre, hvad der i ethvert indtruffet fog dem forelagt Tilflde allerede er gjldende Ret mellem Parterne.
Cap. 63. Den dmmende Myndigheds Grndser.
311
2. Da Domstolene i sine Afgjrelser ere bundne af de gjldende Lovbestemmelser, maa de ogsaa rette sig efter de Beslutninger, der med tilstrkkelig Hjemmel i Grundlov eller Lov ere fattede af hvilkensomhelst offentlig Autoritet. Hvis nogen, imod hvem en Lov eller en anden af offentlig Autoritet afgiven Bestemmelse bringes i Anvendelse, paa staaer, at den er ugyldig, saa fremkommer det Sporgsmaal, hvorvidt Domstolene kunne tge Paastanden under Prvelse, og, om de finde den grundet, stte Loven eller Bestemmelsen til Side. Herom er der ingen Tvivl, hvis nogen klager over at vre forurettet ved en administrativ Beslutning angaaende et privatretligt Forhold, hvori det offentlige er Part, f. Ex. hvis Tvisten er opstaaet mellem Staten og nogen, som iflge Overeenskomst har leveret den Varer. Dette gjlder endog, om Tvistens Afgjorelse tilsidst beroer paa en Side af Sagen, som ikke er reent privatretlig. Hvorvidt en Eiendom skal behandles som Leilndingsgods efter Loven af 20 Aug. 1821 eller overlades en Embedsmand, er saaledes i og for sig et Sporgsmaal tilhrende den offentlige Ret. Men har Staten bygslet nogen Eiendom til en Prst, og han i Henhold til nysnvnte Lovs 26 og 27 forlanger sig den solgt, saa afgjre Domstolene, hvorvidt den er at betragte som Prste gaard eller Leilndingsgods, jvfr. Hiesteretsdom af 29 Mai 1849 *) Naar i saadan Sag vedkommende Autoritet be stemmer, hvorvidt det offentlige skal gjre en Rettighed gjldende eller negte at etterkomme et Forlangende, saa kan den herved udtalte Villieserklring ikke blive mere bindende for Modparten, end om den var afgiven af en privat Mand. I deslige Forhold er det klart, at den offent lige Autoritet kun har at beslutte, hvad den selv vil foretage, ikke at meddele andre nogen Forskrift eller at faststte, hvorledes de af den tidligere afgivne Beslutninger ere at forsta.
1 Retstidnden 1849, Side 433442.
312
3. Omtvistet bliver Sporgsmaalet angaaende Dom stolenes Competence frst, nar den Bestemmelse, om hvis Gyldighed der sprges, enten er en Lov eller henhrer til den offentlige Ret. Forelbigen skulle vi bemrke, at der har hersket nogen Meningsforskjel om, hvorledes Sprgsmaalet rettelig br stilles. Vistnok maa enhver Domstol, nar den opfordres til at an vende en Lov eller anden Bestemmelse mod nogen, under sge, hvorvidt Bestemmelsen er retlig tilvrende. Men dette maa ogsaa enhver offentlig Autoritet, ja enhver privat Borger, som vil foretage nogen Handling, for hvilken Bestemmelsen, om den gjlder, skal tjene til Rettesnor. Dette flyder af Regelen : ignorantia juris semper nocet. Derfor dreier Sprgs maalet sig, har man sagt, egentlig om, hvorlangt Borgernes og Autoriteternes Pligt til at lyde Loven og andre fra Stats magterne udgangne Forskrifter overhovedet strkker sig. At stille Sprgsmaalet saaledes er imidlertid ikke betinget heldigt. Den, der troer sine private Rettigheder eller sin offentlige Myndighed krnket ved nogen Lov eller anden Forskrift, har intet retligt Middel til at beskytte sig, hvis Domstolene ikke kunne prve dens Gyldighed, hindre dens Ivrksttelse, ophve dens Virkninger og fritage enhver, som negter den Lydighed, for Ansvar. Ved at undersoge, om der gives andre Grndser for Lydighedspligten end den herved betingede, glider man ind paa det gamle Tvisteemne, hvorvidt private Borgere og underordnede offentlige Autori teter for at beskytte sig mod Forurettelser fra Statens Side nogensinde tr bruge Midler, som ikke ere retlige, altsaa ulovhjemlet passiv Modstand eller endog Vold. Saadanne Forurettelser kunne imidlertid tnkes at linde Sted ikke blot ved Love, Konge- og vrighedsbud, men ogsaa ved Domme. Sprgsmaalet om den dmmende Magts Adgang til at prve Gyldigheden af Statsmagternes Beslutninger er derfor heelt forskjelligt fra Sprgsmaalet om Borgernes og Autoriteternes Lydighedspligt mod Staten, hvilket sidste nrmest hrer hjemme i Ethiken. For Statsretten er det i Hovedsagen nok at udrede det frste. Thi nar det er bragt paa det Rene, i hvilke Tilflde en Lov eller Beslutning *
Cap. 63.
Den dmmende Myndigheds Grndser.
313
af den udvende Magt maa tges for gyldig af Domstolene, er det ogsaa givet, at de underordnede Autoriteter og Stats borgerne er retlig forpligtede til at lyde dem. Deres Lydig hedspligt kan strkke sig noget videre. Lovgivningen maa nemlig kunne foreskrive, at Regjeringens eller vrighedens Befalinger forelbigen skulle etterkommes selv af Privatmand, som negter deres Gyldighed og undergiver dem Domstolenes Prvelse. Dette har vistnok sine Betnkeligheder, hvor Be falingens Opfyldelse medfrer Opofrelsen af et uerstatteligt Retsgode, men ugyldigt tr Lovbudet endog i saa Fald ikke betinget erklres. 4. Ved at betegne Domstolenes Competence som Sprgsmaalets Gjenstand, lber man forovrigt nogen Fare for at fremkalde den Tanke, at Hensynet til Domstolene selv, deres Magt og Anseelse her skulde have nogen Betyd ning. Dette vilde vre en Misforstaaelse. Hvad der hand les om, er Forholdet mellem Samfundsvilliens retlige Organer paa den ene Side, Individets Frihed og Rettigheder. paa den anden. Drages der for meget ind under Domstolene, blive hine Organer hemmede i deres Virksomhed. Indskrnkes Domstolenes Competence utilbrligt, kommer Individet til at mangle tilstrkkelig Beskyttelse. Sprgsmaalets Gjenstand er derfor egentlig, hvorvidt Individet er berettiget til at for lange Gyldigheden af Statsmagternes Beslutninger prvet af Domstolene. Sprgsmaalet frembyder forskjellige Sider, ettersom det er det ene eller andet Slags Autoritet, der har afgivet Be slutningen, efter Indholdet af de Retsregler, mod hvilke denne paastaaes at have stodt an, og efter den Maade, hvorpaa dens Gyldighed angribes. A. Den Bestemmelse, hvis Gyldighed negtes, kan vre en Lov, en anden fra nogen af Statsmagterne udgaaet Be slutning, eller hvad man kalder en vrighedshandling, det vil her sige en Handling af hvilkensomhelst underordnet Autoritet, hvem besluttende Myndighed er tillagt i Stat eller Commune. Da enhver Lov kan hves eller forandres ved ny Lov, saa er den lovgivende Magt ikke ligefrem bunden ved nogen
314
allerede bestaaende Lov eller af Konge eller Storthing fattet Beslutning, der kunde have vret given som Lov. En anden Sag er det, at den lovgivende Magt kan vre ndt til at agte de i Henhold til saadanne Bestemmelser allerede stiftede Rettigheder. Disse kunne vre uangribelige, enten iflge Kongens Myndighed til at slutte Tractater eller iflge For budet mod at give Love tilbagevirkende Kraft. Begge de heraf frydende Baand paa den lovgivende Magt ere den imidlertid paalagte ved Grundloven. Der kan saaledes ikke vre Sporgsmaal om at frkjende nogen almindelig Lov Gyl dighed, medmindre den strider mod Grundloven. Det samme gjlder om andre af Konge og Storthing eller nogen af dem trufne Bestemmelser, forsaavidt de ere Udvelser af en Myndighed, som ei kan begrndses eller bindes ved Lov. I modsat Fald kan Sprgsmaalet om deres Gyldighed vkkes, hvis de paastaaes at stde an mod nogen saadan. Som Exempel herpaa kan nvnes provisoriske An ordninger. Hvis et Kongebud af dette Slags angaaer andet end Handel, Nringsveie, Told eller Politi, stoder det umiddel bart an mod Grundloven. Men selv om det angaaer nogen af disse Gjenstande, kan det stde middelbart an mod Grund loven, nemlig hvis det staaer i Srid med en af Storthinget given Lov. vrighedens Beslutninger kunne vistnok undertiden vre Overtrdelser af Grundloven, f. Ex. af dens 96, 97 eller 99. I Almindelighed vil dog Sprgsmaalet dreie sig om deres Lovmssighed eller Overeensstemmelse med de af Kon gen eller Regjeringen givne Forskrifter, som vrigheden pligter at flge. Sprgsmaalet forbliver dog vsentlig det samme, hvem der end har givet den paaklagede Bestemmelse. Hvad der handles om, er altid, hvorvidt en Retsregel, der ved den trufne Bestemmelse skulde have vret iagttagen, er bleven tilsidesat, og hvorvidt denne Feil medfrer, at Bestemmelsen maa ansees ugyldig. B. I sidstnvnte Henseende har man villet tillgge det Indflydelse, enten Feilen bestaar deri:
315
a) at Bestemmelsen er truffen af en anden Autoritet end den, som dertil har Myndigheden, b) at den ikke er afgiven og meddeelt i de foreskrevne Former, eller c) at dens Indhold er uforeneligt med de Retsregler, der ved dettes Faststtelse skulde have vret iagttagne. Det sidste af disse Tilflde gaacr paa en vis Maade ind under det frste. Bortseet fra den sregne Forskrift i Grl.s 112, som forbyder at forandre Statsforfatningens Principer, findes der nemlig altid en eller anden Autoritet, udrustet med Myndighed til at give den Bestemmelse, der angribes som ugyldig paa Grund af sit Indhold. C. Sprgsmaalet kan tnkes bragt for Domstolene paa forskjellige Maader, nemlig enten derved at det offentlige eller et privat Retsubject sger Dom over nogen til at etterkomme en Forpligtelse, der er ham paalagt ved en Bestemmelse, ban paastaaer at vre ugyldig, eller derved at nogen, hvem man i Henhold til en saadan Bestemmelse har negtet, hvad han har forlangt som sin Ret, eller mod hvem man med Sttte i en saadan Be stemmelse endog har anvendt Tvang, anlgger Sag for at faa Opreisning eller benytter den af Retskrnkelsen udsprin gende Fordring som Contrakrav. Hvis den Fornrmede optrder som Sagsger, kan han tnkes at anlgge Sagen enten mod det Offentlige (ved kommende Autoritet) eller mod den Privatmand, som har bragt Bestemmelsen til Anvendelse mod ham, med Paa stand om, at den mod ham uretlig trufne Foranstaltning skal ophves, eller at Domstolen skal paalgge Indstvnte at op fylde det uretlig afslaaede Forlangende. Eller den Fornr mede kan tnkes at rette et personligt Sgsmaal mod den Tjenestemand, som har afgivet estemmelsen, til Straf eller til Erstatning. 5. Sprgsmaalet om Domstolenes Betoielse til at prve Gyldigheden af andre Autoriteters Beslutninger har i Udlandet vret Gjenstand for vidtlftige Undersgelser og er
316
Cap. 63. Den dmmende Myndigheds Grndse.
der lst paa meget forskjellige Maader 1). I det hele tget gaacr dog Udviklingen i Retning af at udvide Domstolenes Myndighed. I England har Sprgsmaalet ikke kunnet opkomme med Hensyn til de egentlige Love, Parliamentsacterne, thi Parliamentets Myndighed er, som oftere paapeget, aldeles uindskrnket og flgelig enhver Beslutning, fattet af det hele Parliament, det vil sige Kongen, Over- og Underhuset, betinget gyldig, saavel i Forhold til enhver enkelt af Parlia mentets Bestanddele (estatesu) og enhver anden offentlig autoritet, som i Forhold til private Individer. Sprgsmaalet foreligger derimod ogsaa i England med Hensyn til Beslut ninger fattede af Kongen, noget af Parliamentets Huse eller en underordnet Autoritet. Mest Tvivl har der hersket angaaende Domstolenes Stilling ligeoverfor Underhuset. Dette har i Kraft af sine Privilegier ved enkelte Leiligheder anseet sig berettiget til at trffe Forfoininger mod private Personer, som have negtet dets Beslutninger Gyldighed og i den Anledning sgt Be skyttelse hos Domstolene. Efter nogen Vaklen ere Over domstolene i Principet komne til den Anskuelse, at de kunne paakjende, hvorvidt Underhuset ved sine Bestemmelser, har holdt sig inden Grndsen af sine Privilegier. Da den lov givende Myndighed alene tilkommer det hele Parliament, saa kan Underhuset ikke ved eensidig Beslutning forandre Loven eller undtage nogen fra dens Bud, og nar en engelsk Borger henvender sig til de almindelige Domstole for at erholde Beskyttelse derimod, saa kunne disse ikke negte ham den 2).
*) Det frste Forsg paa en sammenlignende Fremstilling af de herhen hrende Retsregler i de store europiske Culturlande er gjort i Stein Verwaltungslehre, 1., 128148. En saadan Fremstilling af Privatmnds Ret til at paaklage Embedshandlinger for Domstolene findes hos Sarwey, das offentliche Recht und die Verwaltungsrechtspflege, Side 178295. 2) Seeroom, Constitutional Law, navnlig en Dom afsagt af Lord Den mann i 1844, sammesteds Side 870974. jvfr. May, on the Law, Privileges and Procedings of Parliament, Cap. VI, og Munch Rder, Juryinstitutionen i England, Canada og de forenede Stater, I, 4855-
317
Practisk tget lider Stningen dog et stort Skaar derved, at Domstolene ansee Underhuset eneberettiget til at afgjre, hvorvidt nogen har gjort sig skyldig i saadan Ringeagt for Huset, at det kan beordre ham holdt i Arrest 1). Endog hvor en Sags Udfald beroer paa et Sporgsmaal, Overhuset allerede harafgjort paa anden Maade end ved Dom, ansee de almindelige Overretter sig competente til at tge det under Prvelse, uagtet deres Domme staa under Paaanke til Overhuset. De have saaledes negtet en Mand den med Peers vrdigheden forbundne Arrestfrihed, uagtet han af Overhuset var anerkjendt som Peer. At Domstolene kunne tilsidestte lovstridige kongelige Befalinger, var Grundtanken allerede i Magna Charta og er i alt Fald efter 1689 fuldstndig anerkjendt 2). Finder nogen sig krnket i sine Rettigheder ved en administrativ Embedsbeslutning, saa har han regelmssig en eller anden Adgang til at bringe Sagen under Paakjendelse af Domstolene. Den almindelige locale og navnlig den com munale Administration er anbetroet Fredsdommerne, ulnnede, af Kronen ansatte Embedsmnd, der have dmmende Myn dighed i Politisager og de fleste administrative Retstvistig heder. Det vsentlige i Fredsdommernes Stilling var oprinde ligt deres dmmende Myndighed. Derfor skjelnes der ikke skarpt mellem deres administrative og deres dmmende Myn dighed. I mange Tilflde aabner Lovgivningen den, der an seer sig forurettet ved en Fredsdommers Beslutning, Adgang
*) Ans on har i det nys udkomne andet Bind af Law and Custom of the Constitution, Seet. IV, 4, givet en meget belrende Fremstilling af hele Emnet. 2) Hjemmelen for de ovenanfrte Stninger findes hos Bro om, Side 234241, 911-912 og 960-964. Den engelske Statsrets Princip for Ordningen af Forholdet mellem Administration og Domstole samt den Forskjel, der i saa Henseende raader mellem England og Nordamerika (samt Norge) paa den ene Side og Frankrige samt de fleste vrige Fastlandsstater paa den anden Side, er meget klart fremstillet af A. V. Dieey i hans Vrk, Introduction to the Law of the Constitution, Part 11. Principet er selvflgeligt ikke frit for Skyggesider. Dette erkjender ogsaa sidstnvnte Forfatter.
318
Cap. 63.
til at indanke den for the Quarter Session, som bestaaer af hele Grevskabets Fredsdommere, og som paa een Gang er dets hieste administrative Myndighed og dets verste Politidom stol 1). Den gamle Regel har vret, at enhver Beslutning enten af en Fredsdommer, en Quarter Session eller en anden underordnet Ret eller af en blot og bar administrativ Myn dighed, kan paaklages for en af Rigets almindelige Overretter, nemlig Queens Bench, af hvemsomhelst, der anseer Beslutnin gen som et Indgreb i sine lovlige Rettigheder. Fra denne Regel har den senere Lovgivning vistnok gjort Undtagelser. Men nar den tillgger en administrativ Autoritet Myndig hed til endelig at afgjore nogen Retstvist, er det altid bestemt eller forudsat, at der gives vedkommende Privatmand Anled ning til at begrunde sin Paastand og imdegaa Indvendingerne mod den. Afgjrelsen maa derhos skee ved begrundet Kjen delse. Herved faaer den Autoritet, som afgjr Sagen, Cha racteer af administrativ Domstol. Det sregne ved denne Ordning bliver altsaa ikke, at Sagen undtages fra judiciel Behandling, men at den drages bort fra de almindelige Domstole. Og selv om den Lov, der giver en Quarter Session eller anden administrativ Autoritet Jurisdiction i et vist Slags Sager, siger, at dens Afgjorelser skulle vre endelige, kunne disse betingelsesvis drages ind under Queens Bench gjennem et writ of certiorari eller som en special case. Har en Fredsdommer negtet at foretage en ham paa hvilende Embedshandling, saa kan den Fornrmede med For bigaaelse af the Quarter Session under visse Betingelser sag sge ham ved Queens Bench til at foretage denne Embeds handling, 11 & 12, Viet. Cap. 44, Seet. 5. Et lignende Pro cesmiddel har den Fornrmede i det saakaldte writ of man damus mod enhver anden Embedsmand, som negter at gjre sin Skyldighed 2). Det bruges dog kun, hvor Retskrnkelsen
*) Stephen, Commentaries, Bog IV, Parti, Cap. VI, Munch Rder, Juryinstitutionen, I, 259268. 2j Ogsaa mod Bestyrelsen af den almindelige Prstegjldscommune (the vestry). Ved Dom af 31 Marts 1892 opretholdtes et writ oi mandamus mod et Fleertal af Medlemmerne i en saadan Besty-
319
er grov, og kan i Almindelighed ei anvendes mod Kronen eller dens Ministre. Thi Stevningen udstedes af Queens Bench i Kongens Navn, og han kan ikke meddele sig selv nogen Befaling. Privatmand, som er fornrmet ved en Fredsdommers eller administrativ Tjenestemands Embedshandling, kan nu, siden Adgangen til den saakaldte prosecution by appeal blev afskaffet i 1819, aldrig uden videre tiltale den Skyldige til Straf. Den almindelige Criminalklage (indictment) er nemlig betinget af, at Grandjuryen tillader den anvendt, og vistnok kan den Fornrmede faa Tjenestemanden tiltalt til Stiaf gjen nem den saakaldte criminal information 1), men dertil maa han have Samtykke af Queens Bench, hvilket ikke meddeles, med mindre Handlingen antages grundet i ond Villie og ledsages af sregne Omstndigheder 2). Derimod behver den ved en Embedshandling fornrmede Privatmand ikke at indhente Samtykke fra nogensomhelst for at anlgge civil Sag mod Embedsmanden til Erstatning for den Skade, han ved Handlingen har lidt, og hvis han vinder Sagen, bliver Erstatningen ham ofte tilmaalt saa rundelig, at den faaer et Prg af Bod, noget der undertiden endog er lovbestemt (see f. Ex. 7 & 8, Will. 111, Cap. 7, Seet. 2). Men Betingelsen for, at en Fredsdommer ansees erstatningspligtig, er, at han har handlet af slette Bevg grunde (malice or corrupt motives) eller vidende overskredet Grndserne for sin Jurisdiction 3). Det samme gjlder om flere andre Slags, endog lnnede Tjenestemnd 4), medens andre er undergivne strengere Ansvar 5).
*) 2) ") 4) 8)
reise, fordi de havde stemt mod og derved hindret Udligning af Sogneprstens lovligt tilkommende Ln. Tvangsmidlet mod den Skyldige er personlig Arrest. Munch Rder, I, 554555, anfrer Exempel herpaa. Bro om, Side 899. Bro om, Side 785786. Sammesteds, Side 787. Sammesteds, Side 589594, Stephen, Commentaries, 111, Side 26, om the Sherif og hans Betjente.
320
Cap. 63.
Staten staaer ikke til Ansvar for det Tab, der paafres nogen ved uagtsomme eller forstligt retsstridige Embeds handlinger, men ansees moralsk forpligtet til at holde den dmte Embedsmand skadesls, saafremt Handlingen er udfrt efter Regjeringens Befaling 1). Efter den gamle engelske Ret kunde Staten overhovedet ikke stevnes, thi det var Kongen, som gjennem Domstolene skiftede Ret, og disse kunde altsaa ikke give ham noget Paalg. Det blev imidlertid allerede meget tidligt Brug, at Kongen paa Ansgning tillod dem, der troede sig forurettet umiddelbart ved nogen Regjeringshandling, at anlgge Sag mod Kronen ved de almindelige Domstole i en egen Klage form, og dette Retsmiddel (petition of right) fik snart Lov hjemmel, saaledes at det ikke lngere blev Naadesag. Det anvendtes oprindelig kun, nar nogen paastod, at Kronen forholdt ham hans faste eller lse Eiendele. Derimod ansaaes det lnge tvivlsomt, om dette Retsmiddel ogsaa tilkom den, der kun havde et contractmssig Krav paa Kronen. Dette er imidlertid antaget ved en Rkke af Domme og endelig slaaet fast ved en i 1874 afsagt Dom ai Queens Bench 2). For Indtale af Erstatning for delictsmssige Handlinger (torts) kan det ikke anvendes i Storbritannien. Et andet Sporgsmaal er det, hvorvidt en Dom mod Kronen kan exeqveres. Forsaavidt Dommen tilkjender den private Sagsger Eiendomsret til bestemte Gjenstande, antages det, at Besiddelsen af disse ved selve Dommen gaaer over paa Sagsgeren. Herved bliver Execution overfldig 3). At han ogsaa i andre Tilflde har et Slags Retsmiddel, er antaget i den bekjendte Bankers Cases. Regjeringen havde allerede i Carl ll's Tid standset Betalingerne til Statens
x) Bro om, Side 243245 og 619621. 2) Thomas versus Queen, see Mills and Holroyd, Queens Bench Raports, X, 3144. Jvfr. Anson, Law and Custom of the Constitution, 11, 452. 3) Stephen, Commentaries, IV, 39.
321
Creditorer. Da Gjlden var anerkjendt paa den mest bin dende Maade nemlig ved kongeligt aabent Brev under Statens .Segl, og dens Gyldighed overhovedet ikke negtedes af Re gjeringen, kunde Creditorerne intet opnaa ved en Petition of right. De henvendte sig da til the Court of Exchequer (Skat kammerretten), som i Lighed med, hvad den havde gjort i et tidligere Tilflde, ved Dom paalagde the Lords of the Exche quer (Finantsministeriet) at betale. Dommen blev vel under kjendt af Lordcantsleren, men endelig stadfstet af Over huset 1). Den betragtedes som en Executionsbeslutning, men hjalp under Statscassens davrende Omstndigheder ikke Creditorerne til fuld Betaling. De maatte lade sig nie med 50 %. Negter Finantsministeriet at udbetale en Sum, paa hvilket nogen Person har bestemt Retskrav, f. Ex. en Pen sion, kan det tiltrods for den almindelige Regel, at et writ of niandamus ei er anvendeligt mod Kronens Ministre, ved dette Retsmiddel tvinges dertil. Det samme gjlder i alle Tilflde, hvor nogen har personligt Retskrav paa at faa en Statshandling udfort 2). 6. I Nordamerika ansees Domstolene berettigede til at prve ikke alene Lovmssigheden af den udvende Magts Handlinger 3), men ogsaa Lovenes Grundlovmssighed. Ad skillige blandt denne Retsregels Modstandere her i Europa have paastaaet, at den hidrrer alene fra Nordamerikas Egen skab af Forbundsstat. Thi da Forbundsgrundloven kun til lgger Unionscongressen lovgivende Myndighed i visse Slags Anliggender og forbeholder de enkelte Fristater al vrig Lovgivningsmyndighed, maatte man vre forberedt paa, at der kunde opstaa Tvistigheder om, hvorvidt Unionscongressen
') Dommene findes i Howard, State Trials, XIV Side 1 ff. og hos Broom, Side 228246. Jvfr. Mac Le od, Theory of Credit, 11, Afd. 2, Side 525. 2) Srnyths Case i Neville and Mannings Kings Bench Reports V, 189, og VI, 508, citerede i Northamerican Court of Claims Reports, VI, 187, An son, 11, 455456. Kent, Commentaries, I, 312 og 357; Pomeroy, Constitutional Law, 633640.
Norges offentlige Ret. m. 21
322
Cap. 63.
gjennem sine Love havde gjort Indgreb i de enkelte Frista ters Ret eller omvendt disses Legislaturer i Congressens Lov givningsmyndighed. For at faa afgjort saadanne Tvistig heder maatte der anordnes Unionsdomstole, og nar dette var skeet, blev det, siger man, en Selvflge, at de tillige maatte faa Ret til at afgjore Tvistigheder om, hvorvidt nogen Lov i anden Henseende kom i Strid enten med Unionens eller vedkommende Fristats srlige Grundlov. Hele denne Frem stilling hviler imidlertid paa bekjendtskab med det virkelige Forhold. Domstolenes Myndighed til at prve Lovenes Grund lovmssighed flyder efter nordamerikansk Opfatning af Sa gens Natur. Den var anerkjendt i Theorien og hvdet af enkelte Staters Domstole, allerede fr Unionsgrundloven traadte i Kraft. Ved dennes Istandbringelse forudsattes det, at en saadan Myndighed uden positiv Forskrift tilkom Domstolene. Paa denne Synsmaade er Unionsgrl.s Art. 111, Seet. 2, og Art. VI byggede. Myndigheden tilkommer ikke blot Unio nens, men ogsaa hver enkelt Fristats srlige Domstole, Denne Grundstning gjlder undtagelsesfrit i samtlige nord amerikanske Fristater 1). Selvflgelig kunne da Domstolene ogsaa prve Gyldig heden af den udvende Magts Beslutninger. Disse Stningers practiske Betydning er bleven noget formindsket derved, at man i Nordamerika optog den gamle engelske Rets Regel, hvorefter ingen Stat pligter at lade sig stevne til sine egne Domstole. Man fandt nemlig det mod satte stridende mod Statens Souvernitet. Domstolene have dog havt rigelig Anledning til at prve Lovenes Grundlov mssighed, da Sprgsmaalet, som vi i nrvrende Capitels 14 have viist, kan forekomme i mange andre Retssager end saadanne, som anlgges umiddelbart mod Staten. Des uden er man i senere Tid paa Veie til at opgive eller ind
4) See navnlig the Federalist, No 48; den udmrkede Fremstilling i Story, Commentaries of the Constitution, I, 1576; Kent, Commentaries, I, 503; Cooley, Constitutional limitations, Side 246 247, samt Cap. VII.
323
skrnke den Stning, at Staten ikke kan stevnes. Der er nemlig oprettet en Domstol (the Court of Claims), hvor For dringer paa de forenede Stater kunne anhngiggjres og paa dmmes under Appel til Unionens Hiesteret. Efter den i Praxis antagne Anskuelse har vel en saaledes afsagt Dom ikke tvingende Virkning mod Congressen, idet denne kan negte at bevilge de til dens Fyldestgjrelse forndne Midler x). Men Congressen- bevilger aarlig en rund Sum til Dkkelse af de ved saadanne Domme godkjendte Fordringer paa Unionen, og det er nu ved Dom afgjort, at Regjeringen er berettiget til at negte Udbetalingen af disse, saalangt de bevilgede Midler strkke til 2). Hvad angaaer de enkelte Fristater, saa indeholde Grundlovene i nogle af dem Bestem melser, der udtrykkelig forbyde alle Sagsanlg mod Staten 3). Men Regelens billighed og Uhensigtsmssighed gjr sig stedse mere flt 4). De fleste nordamerikanske Grundlove bestemme derfor, enten at Staten skal kunne stevnes til at lide Dom 5), eller at Adgang dertil skal kunne gives ved Lov 6). Unionens Hiesteret kan ikke ved et writ of mandamus paalgge en af Unionens Embedsmnd at foretage en Embeds
x) Kent, Commentaries, I, 327328, Noterne; Ruttimann, Nordamerikanisches Bundesstaatsrecht, I, 402404. 2) Brown v. United States, Court of Claims Reports, VI, 171204, O. Grdy v. United States, sammesteds X, 135. Den, som har en retmssig Fordring paa Unionen, kan altsaa vre bedre stillet, hvis den bestrides, end hvis den godkjendes af Regjeringen. Har denne ingen Bevilgning, hvoraf den anerkjendte Fordring kan udredes, saa maa Bevilgning sges bos Congressen. At faa en saadan er imidlertid en vanskelig Sag, see American Law Review, X, 100101. Den lader sig nemlig ikke drive gjennem Congressen uden Udgifter, som kunne gaa op til 50 % af Fordringens Belb. 3) Illinois IV, 26; West-Virginia, VI, 35. 4) Sedgwick, Constitutional and Statutory Law, Side 537, siger, at den er en af de rigeste Kilder til den stedfindende Corruption. 5) Alabama, I, 16; Arkansas Il7, jvfr. V 4s; California XI11; Delaware, I9 ; Mississippi, IV2l ; Missouri, IV33 ; Pennsylvania, I9; Tennesee, IV33; Wisconsin, IV27. 6) Florida, IV9; Kentucky, VIII6; Indiana, IV24; Nevada, IV 22; Oregon, IV24; Sydcarolina, XIV4.
324
handling. Derimod er det omtvistet, hvorvidt Domstolene i Districtet Columbia kunne gjre det. IDer gives et Exempel paa, at de have tillagt sig en saadan Myndighed og deri faaet Medhold af Unionens Hiesteret. Men senere har man viist stor Utilbielighed til at gaa ind derpaa. Det er ved mange Domme afgjort, at dette Retsmiddel ikke kan bruges, saafremt det paa nogen Maade er overladt til Embeds mandens Discretion at foretage eller undlade Handlingen. Og lige hermed har man sat det Tilflde, at Sprgsmaalets Afgjorelse beroer paa Fortolkningen af en Lovbestemmelse. Retsmidlet skulde altsaa alene kunne benyttes, hvor Hand lingen er ligefrem Opfyldelse af en bestridelig Embedspligt, men selv i saadant Tilflde betragte Retterne dets Anvende lighed nu som tvivlsom 1). Derimod har den, der er forurettet ved en Embedsmands Handling eller Undladelse af at handle, fri Adgang til at sagsge ham ved de almindelige Domstole til Erstatning eller endog til Straf. For Erstatningen staaer Staten ikke til Ansvar 2). Om Betingelserne for, at Embedsmanden skal pligte Erstatning, gjlde omtrent de samme Regler som i England 3). 7. Paa Europas Fastland er man i det Hele faget gaaet en modsat Vei. I de Fastlandsstater, som dannedes af ger maniske Stammer, var det oprindelig ligesom i England Regel, at enhver, der havde at klage over lidt Uret, kunde gaa til de almindelige Domstole og i alt Fald tilsidst til Kongen som hieste Dommer. Men denne Regel udhuledes i Tidens Lb. Vel blev den fra Romerretten arvede, i Eng land en Gang forsvundne Stning, at der kunde hvdes Dom over Fiscus 4), ikke overalt opgiven. Men Sager an
l) See den nysnvnte Dom i Sagen Brown v. United States, Side 185190, jvfr. Ruttiniann, I, 363367, og Pomeroy, 639. 2) Ruttimann, I, 262 266. Ved hans Fremstilling er at mrke, at ministerial officers" ikke betyder administrative Embedsmnd, men nrmest kun de, der ivrkstte Domstolenes Kjendelser. 3) Hilliard on Torts, Cap. XIX, XX og XXIII. 4) Walter, Geschichte des omischen echts, 11, 740. Klagen an-
325
gaaende Misbrug af offentlig Myndighed undtoges under Ene vldets Udvikling mere og mere enten fra de almindelige Domstole eller endog heelt og holdent fra Afgjorelse ved Dom. Saaledes gik det i Frankrige 1). Efterhaanden som Kongedmmet vandt Styrke, blev der frst oprettet sregne Domstole, deels for Sager, hvori Fiscus var Part, deels for andre administrative Anliggender. Senere bleve flere og flere Sager undtagne saavel fra disse srlige Retter som fra de almindelige Domstole og henlagte under det saakaldte Statsraad (conseil cVEtat), som bestod af Kongens Raadgivere og som heller ikke i disse Sager havde nogen afgjrende Myndighed, men kun at give Raad. Det var Kongen, der fattede Beslutningen, som oftest|rigtignok i Overensstemmelse med Statsraadets Betnkning. Denne forberedtes dog ved formelig Procedure. Fra Midten af det 18de Aarhundrede bleve administrative Tvistigheder i Almindelighed i frste Instants paakjendte af de locale vrigheder, Intendanterne. Af dmmende Forretninger var det saaledes i Virkeligheden kun Paakjendelsen af civile Retstrtter og almindelige Straf sager, de ordinre Domstole beholdt tilbage. Men disse indtoge dog en i et absolut Monarki temmelig eiendommelig Stilling.. Skjnt Domme afsagte af de hieste locale Dom stole, de saakaldte Parlamenter, kunde casseres af Kongen i Statsraadet, vare disse Domstole temmelig uafhngige af ham. Deres Medlemmer kunde ikke atsttes og i mange Tilflde ikke engang befordres. De udfrdfgede paa egen Haand Reglementer vedkommende Retspleien, og de forsogte endog, tildeels med Held, at gribe ind i Lovgivningen. De paastode nemlig, at ingen Lov var gyldig, medmindre den var indregistreret hos dem, og at de kunde negte Ind registrering af enhver Lov, de fandt stridende mod Rigets Forfatning eller Provindsens Rettigheder, indtil Kongen per sonlig indfandt sig og ved en saakaldt lit de justice paabd
bragtes oprindelig for de almindelige Domstole; men fra Keiser Claudius's Tid for Procuratores Csaris. l) Tocq-uevil le, Ancien Regime, 11. Cap. 24; Dar es te, la Justice administrative en France, Side Il9.1 119.
326
Cap. 63.
Indregistreringen. Denne Myndighed, Parliamenterne saaledes forsgte at hvde sig, var ikke dmmende og blev under tiden misbrugt. Ved den franske Constitution af 3 Sept. 1791, der principielt skjelnede mellem |den lovgivende, ud vende og dmmende Magt, blev denne Myndighed derfor Domstolene fratagen. Den constituerende Forsamling forblev imidlertid hn gende fast i den nedarvede Forestilling, at den dmmende Magt kun strakte sig til Afgjrelsen af almindelige civile og criminelle Sager. En Lov af 24 Aug. 1790, 13, og Constitu tionen af 1791, Afd; 111, Cap. V, Art. 3, forbd Domstolene ikke blot at blande sig i Udvelsen af den lovgivende Magt, standse Lovens Ivrksttelse eller gribe ind i administrative Forretninger, men endog at stevne for sig administrative Tjenestemnd i Anledning af deres Tjenesteforretninger. Flgen deraf blev, at de samme administrative Autoriteter, over hvis Handlingers Lovstridighed der klagedes, fik at paakjende Klagen, og at deres Afgjrelser alene kunde paa ankes til hjere administrative Autoriteter, samt at alle disse Sager i hvilkensomhelst Instants afgjordes uden lagttagelse af bestemte Former. Denne Ordning var aldeles utilfredsstillende. Den blev tildeels rettet ved Constitutionen af 13 Dec. 1799, 52, samt Regl. 16 Dec. 1799 og 17 Februar 1800, som skabte Frank riges nye Administrativjustits x). Der oprettedes nu tyende, fremdeles bestaaende Autori teter, som bemyndigedes til at paakjende Klager over For urettelser fra Administrationens Side, nemlig for hvert Departement et Prfecturraad og for det hele Rige et Stats raad, jvfr. nrvrende Vrks Cap. 14, 2. Ikke alle Klager af den omhandlede Art behandles paa samme Maade. Visse Slags paakjendes i frste Instants af Prfecturraadet, i anden og sidste Instants af Statsraadet, andre Slags baade i frste og sidste Instants af dette, atter
l) Lebon, Frankriges Statsret i Marquardsen, Handbuch, Side 122 124; Ducrocq, droit administratif, isr No. 59, No. 244312 og No. 648696.
327
andre i frtste Instants af vedkommende Minister, i anden og sidste Instants af Statsraadet. Den sidste Fremgangsmaade danner Regelen overalt, hvor intet modsat udtrykkelig er be stemt. Ved Siden af disse almindelige administrative Dom stole gives der enkelte specielle. Det er ikke enhver fra Regjeringen eller en underordnet administrativ Autoritet udgaaet Beslutning, der kan under gives Prvelse af en administrativ Domstol. Saadant kan ikke finde Sted med Hensyn til de egentlige Regjerings handlinger (actes gouvernementaux). Herved menes just ikke enhver fra Regjeringen udgaaet Befaling, men kun de, der ere af politisk Natur. Skjelnemrket er, som man let seer, meget usikkert og har ofte givet Anledning til Tvist 1). Fremdeles kan man heller ikke ad denne Vei faa paa kjendt Lovligheden af de almindelige Reglementer, der ere udfrdigede af den dertil competente Autoritet. Dette be tragtes nemlig som Udovelse af delegeret Lovgivnings myndighed2). Det er saaledes alene administrative Afgjrelse af indi viduelle Tilflde, som kunne paaankes til de administrative Domstole, og det blot, nar nogen paastaaer, at en ham til kommende Rettighed derved er krnket, ikke nar han kun klager over, at hans Interesse er tilsidesat. Selv i sidste Tilflde kan dog den af en administrativ Autoritet afgivne Beslutning paaankes for administrative Domstole, nemlig saafremt denne Autoritet enten har vret incompetent til at fatte saadan Beslutning eller overskredet sin Myndighed. Det frste Udtryk antages at betegne, at Beslutningen burde have vret fattet af en anden Autoritet af samme Slags, det sidste Udtryk, at Afgjrelsesretten tilkom en Autoritet af et andet Slags 3).
x) Ducrocq No. 32 og 248; Dalloz Rpertoire, A rtikelen Competence administrative, No. 2841 og Artikelen Conseil !Etat, No. 71 og 72, samt nrviende Vrks 11, 137138. 2) Ducrocq, No. 247, I. *) Jvfr. Dalloz, Rpertoire, Artikelen Competence administrative, No. 38, hvoraf sees, at Udtrykkenes Retydning er omtvistet.
328
Saavel ved Prfecturraadet som ved Statsraadet behand les Sagerne i processuelle Former og tildeels med Bistand af Advocater. Kjendelseme ere exigible. Statsraadets Kjen delser behvede i lang Tid Statschefens Stadfestelse, men fac tisk negtedes denne nsten aldrig. Efter Loven af 24 Mai 1872 ere Kjendelserne gyldige uden nogen saadan Stadfstelse. De ere altsaa nu virkelige Domme. Hvilke Retstvistigheder, der skulle ansees som administra tive og altsaa paakjendes af de administrative Domstole, er afgjort gjennem en stor Mngde lidet overskuelige Regler. Hovedstningerne eie, at Tvistigheder mellem Privatmand og det Offentlige om faste Eiendomme hre under de alminde lige Domstole, men Sager angaaende det Offentliges Gjlds forpligtelser eller Gjldsfordringer under de administrative Domstole 1). Men herfra er der gjort mange Undtagelser. De almindelige Domstole ere ikke afskaarne al Adgang til at paakjende Gyldigheden af administrative Handlinger. Sttes nogen under Tiltale for Ulydighed mod et administra tivt Reglement, maa det skee ved de almindelige Domstole, og disse have da at paakjende, hvorvidt dette er lovmssigt, Code pnal, Art. 471, No. 15. Har nogen anden Tjeneste man d end en Minister i saadan Egenskab foretaget en Hand ling, der medfrer Straf eller Skadeserstatning, hrer Sagens Paakjendelse ligeledes ind under de [almindelige Domstole. Men for at kunne anlgge Sag mod ham maatte den for nrmede Privatmand fr have Samtykke af Statsraadet, see Grundloven af 1799, 75. Denne Bestemmelse er omsider hvet ved et Decret af 19 Sept. 1870. I Virkeligheden har dette ikke givet den Fornrmede friere Adgang end fr til at paatale saadanne Retskrnkelser 2). I Retsvidenskaben opstilles det undertiden som gjl dende Doctrin, at de almindelige Domstole ere Eiendom mens, den individuelle Friheds og Familierettighedernes Vrn,
J) Ducrocq, 1045, 1056-1060 samt 1102 ff., jvfr; Sarwey, Verwaltungsrechtspflege, Side 189200. 2) Lebon, Frankriges Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 2122.
329
og at de derfor ere bettigede til at tilsidestte enhver Regje ringshandling, som angriber disse Goder, selv om den er af politisk Natur 1). Dette er mere et nske end en Kjends gjerning. At paakjende Grundlovmssigheden af de Love, som Na tionalreprsentationen i Forening med Statschefen eller nu i Kraft af egen Magtfuldkommenhed har givet, antages at ligge udenfor Domstolenes Myndighed. Da administrative Retstvistigheder og andre Rettergang sager paakjendes i sidste Instants af forskjellige Domstole, nemlig de frste af Conseil d'Etat, de sidste af Cour de Cos sation, bliver det muligt, at begge tillgge sig Jurisdiction i samme Sag (den positive Competenceconflict) eller at begge afvise den som sig uvedkommende (den negative Competence conflict). Fr afgjordes Competencesprgsmaalet af Conseil d'Etat, nu skal det iflge Loven af 24 Mai 1872, 25, af gjres af en dertil indrettet srskilt Domstol (Tribunal des conflits), som bestaar af Justisministeren, tre Medlemmer af Statsraadet, tre Medlemmer af Cassationsretten og to af Tri bunalet selv valgte Personer. 8. IBelgien har man i Principet fraveget Frank riges Forbillede 2). Grundlovens 92 og 93 sige, at Sager angaaende private Rettigheder hre udelukkende under Paa kjendelse af Domstolene, ligeledes Sager angaaende statsbor gerlige Rettigheder og Forpligtelser, undtagen i de Tilflde, hvor Lovgivningen bestemmer det modsatte. Dette er dog skeet i en ikke ganske ringe Udstrkning. Tvistigheder an gaaende Stemmeret, offentlige Valg, Vrnepligt, Skattepligt, offentligt Regnskabsansvar eller Fattiges Hjemstavnsret, samt Sager, som reise sig af Deling af Communer m. fl. afgjores
') Ducrocq, No. 288. Han paaberaaber sig et Prcedents derfor, Iflge den af Le bon paa nysanfrte Sted givne Forklaring, har Doctrinen neppe stor practisk Betydning. Jvfr. nrvrende Vrks Bind 11, Side 138. 2) Defooz, droit administratif Belge, I, Side 225352; Th on issen, la Constitution Belge, No. 380404 og 510. Den nyeste Behandling findes hos^Vauthier, Belgiens Siatsret i Marqvardsena Handbuch, Side 6572.
330
deels af Administrationen, deels af administrative Domstole. Men alle Sager, som anlgges af eller mod Fiscus, hore under de almindelige Domstole, og alene disse kunne idmme Straffe. Med Undtagelse af Ministrene kan enhver offentlig Tjenestemand drages til Ansvar af den ved hans Embeds handling forurettede Privatmand, uden at denne dertil behver at indhente Tilladelse, Grl.s 24. Har nogen lidt Skade ved en Ministers Embedshandling, kan han ikke drage Ministeren til personligt Ansvar, men vel rette et Erstatningssgsmaal mod Staten, som maa svare for sin Reprsentant x). De for hele Riget, en Provinds eller et mindre District givne administrative Bestemmelser maa iflge Grl.s 107 kun brin ges i Anvendelse af Domstolene, forsaavidt de ere overens stemmende med Lovene. Derimod antages, at Domstolene ikke kunne prve Lovenes Grundlovmssighed. Sprgsmaalet har vret omtvistet, men saaledes er det afgjort af selve Domstolene 2). Hollands Grundlov af 1848, 148, indeholder samme Bestemmelse som den belgiske 92 og 93. I 150 siger den, at Lovgivningen skal bestemme, hvorledes Stridigheder om Grndsen mellem den udvende og dmmende Magt skulle lses. Nogen saadan Lov har man imidlertid ikke faaet, og Sprgsmaalet foranlediger derfor mange practiske Vanskelig heder. Grl.s 115 siger, at alle af Kongen og General staterne givne Love ere brdelige. Hensigten hermed var at negte Domstolene Adgang til at prve saadanne Loves Grundlovmssighed. Derimod antages, at Domstolene have Prvelsesret med Hensyn til Kongelige Resolutioners Lov mssighed 3). Italiens Grundlov udtaler sig ikke om Forholdet mel lem den udvende og dmmende Magt. En Lov af 20 Marts 1865 henlagde vel til de almindelige Domstole alle Sager,
y) Thonissen, No. 278; Vauthier, Side 54. 2) Thonissen, No. 511. 3) De Hartog, Nederlandenes Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 5152 og 81 82 samt Heemskerk, de Praktijk onzer Grondwet, I, 188-190, og 11, 3444.
331
hvori der tvistes om en borgerlig eller politisk Rettighed, selv om det Offentlige er interesseret deri eller en administra tiv Autoritet desangaaende har truffet nogen Forfining, men en anden Lov af samme Dag forbeholdt Administrationen en temmelig vidtgaaende Uafhngighed af Domstolene. For holdet mellem dem er ordnet ved en Rkke senere Love efter det Princip, at Klager over administrative Handlingers Ulov mssighed afgjres af de almindelige Domstole eller i visse Sager af Regnskapsretten, hvorhos Klager over billig Til sidesttelse af private Interesser i nogle Tilflde kunne ind bringes for en dertil organiseret Afdeling af Statsraadet. Op staaer der en Competenceconflict, altsaa en Tvist om, hvor vidt en Sag hrer under Domstolene eller Administrationen, kan den indbringes for Cassationsretten x). I Schweitz har Forholdet vret og er tildeels endnu ordnet paa en eiendommelig Maade, idet al Myndighed der har vret tillagt den lovgivende Forsamling. I de enkelte Cantoner afgjr denne i Almindelighed enhver Strid mellem den udvende og den dmmende Magt, ligesom den har ude lukkende Ret til at bedmme sin egen Competence 2). Hvis dens Beslutning staaer i Strid enten med Cantonens srlige eller med Forbundets Grundlov, gives der dog Retsmidler herimod. Iflge Grundloven af 12 August 1848, 74, No. 17, og 90, No. 2, kunde Beslutningen paaankes frst for For bundsraadet (o: Forbundsregjeringen) og dernst for For bundsforsamlingen (Forbundets lovgivende Myndighed), |der efter 105 kunde, men ikke behovede at henvise Sagen til Forbundsdomstolen 3), en Adgang, der nsten aldrig benyt tedes. Denne Ordning af Sagen viste sig imidlertid meget
*) Brusa, [Italiens Statsret, i Marqvardsens Handbuch, Side 212224 og 246251. ) Grundloven for Canton Uri af 1850, 37, har dog tillagt Domstolene Myndighed til at prve, hvorvidt Loven gjr Indgreb i private Rettigheder. 3) Jvfr. Rtittimann. nordamerikanisches Bundesstaatsrecht , I, 268-269.
332
Cap. 63.
mislig 1 ), og ved Grundloven af 29 Mai 1874 blev Forbunds domstolens Competence i det hele udvidet. Navnlig blev det ved 113 c bestemt, at den skal afgjre Klager over Krn kelser af Borgernes forfatningsmssige Rettigheder saavel som Klager fra private Personer over Brud paa Concordater og Statsovereenskomster. Men Paragraphen paalgger ud trykkelig Domstolen herunder at iagttage de af Forbunds forsamlingen givne Love og almindelige Bestemmelser. Det er altsaa kun Cantonernes Love, hvis Grundlovmssighed den kan prve 2). Desuden forbeholder Paragraphen Forbunds forsamlingen Adgang til ved Lov at bestemme, hvilke Rets tvistigheder der som administrative skulle vre undtagne fra Domstolenes Jurisdiction, hvilket er skeet ved Lov 27 Juni 1874. Om samme Gjenstande gives der ide forskjel lige Cantoner meget forskjellige Bestemmelser 3). 9. I det gamle tyske Rige 4) var det ligesom i England den herskende Anskuelse, at enhver, der ved nogen vrigheds handling havde lidt en virkelig Retskrnkelse, kunde paa kalde Domstolenes Beskyttelse. Mod en fra Keiseren og Rigsdagen udgaaet Befaling gaves der vel intet Retsmiddel, men skrev Befalingen sig fra Regjeringen i noget af de sr skilte Rigslande, saa kunde den Forurettede klage hos en af
') Dub s, das offentliche Recht der Schweizerischen Eidgenossenschaft, 11, 7988; Bl urner, Handbuch des Schweizerischen Bundesstaatsrechtes, 111, 131140. 2) Dub s, der har vret Prsident i Forbundsraadet og er Medlem af Forbundsdomstolen, erklrer det nordamerikanske System rigtigere i Principet. Men vi kunne blot langsomt modnes for denne Theorie, see det anfrte Vrk, I, Side 118. 8) Sammesteds, I, 120. 4) Zachari, deutsches Staats- und Bundesrecht, 11, 144 146 og 154, hvor der findes en udfrlig Redegjrelse for den ldre Litteratur; Zpfl, deutsches Staatsrecht, 453454; 0. Bhr, der Rechtsstaat, Side 111 135; Sarwey, Side 164 171; G. Meyer, deutsches Staatsrecht, 180182; Prazk, die principielle Abgrenzung der Competenz der Gerichte und Verwaltungsbehorden, i Archiv fur offentliches Recht, IV, 241313, giver baade Litteraturanviisning og Dogmehistorie.
Cap, 63. Den dmmende Myndigheds Grndser.
333
Rigets Domstole, Rigshofretten eller Rigskammerretten, eller endog hos Landets srskilte Domstole. Det heri liggende Vrn mod "Forurettelser fra Regjeringens og vrighedens Side var dog af liden og stedse aftagende Styrke. Retter gangen ved Rigsdomstolene var overordentlig tungvindt. Deres Kjendelser kunde paaankes til Rigsdagen. Disse Domstole stode i Virkeligheden magteslse ligeoverfor de strre Rigs landes Fyrster, og disse frigjorde sig mere og mere fra Control af sit eget Lands Domstole. Navnlig var dette Til fldet i Preussen x), hvor det blev Regel, at alle administra tive Retstvistigheder afgjordes af vedkommende administra tive Autoriteter og det i administrative, ikke i processuelle Former. vrighedshandlinger kunde altsaa ikke prves af Domstolene. Disses Virksomhed indskrnkedes til Privatrets tvistigheder og criminielle Sager. Den preussiske Lovbog opretholdt vel den Stning, at Staten i privatretlige Forhold maatte svare for de almindelige Domstole, men Fordringer paa Stat eller Commune, hidrrende fra offentlige Laan, kunde ikke indtales ved Rettergang. En lignende Vei gik Udviklingen i de fleste andre tydske Stater. 1 enkelte, navnlig i Hessen Cassel, beholdt Domstolene indtil Landets Indlemmelse i Preussen sin Ret til at prve Gyldigheden af Administrationens Beslutninger. Men ide strre Stater var denne Competence dem betagen lnge fr 2). Denne Tilstand manglede ikke Forsvar i Videnskaben. Det paastodes at stride mod selve Statsmyndighedens Vsen, at en Undersaat skulde kunne tviste med Regjeringen eller dens Organer om Udvelsen af Statens Hihedsrettigheder. Staten sank derved ned fra Undersaatternes Herre til deres Ligemand 3). Det er dog blevet mere og mere anerkjendt,
*) Rnne, Staatsrecht der Preussischen Monarchie, 56; Schultz e, Preussisches Staatsrecht, 11, 847850. 2) Schultz e, 11, 844845; Sarw e y, 3ide 172175 ; Meyer, Side 539540: Ba hr, der Rechtsstaat, Side 135160, jvfr. navnlig Side 152, som viser, at Execution kunde finde Sted i den hessiske Stats Casser. 3) Navnlig hos Stahl, Rechts- und Staatslehre, 11, 607.
334
Cap. 63.
at Lovene br vre bindende ogsaa for Administrationen, og at derfor enhver, hvis Rettigheder krnkes af denne, br kunne sge Beskyttelse eller Opreisning hos en Domstol. Meningsforskjellen dreier sig nu hovedsagelig kun om, hvor vidt disse Sager skulle henvises til de almindelige Domstole eller sregne Forvaltningsdomstole. Stemningen gik lnge i frstnvnte Retning. Den ddfdte Grl. for det tydske Rige af 1849, 181, sagde: Al Forvaltningsretspleie ophorer; alle Retskrnkelser paakjendes af Domstolene. I Statslivet vandt Principet kun liden Indgang. Navnlig fandt man, at den almindelige Civilproces's Former ikke passe for disse Sager. Mange mene, at de almindelige Domstoles Medlem mer ofte savne det forndne Kjendskab til de administrative Forhold og Love. Enkelte antage desuden, at de heraf opkommende Retssprgsmaal maa afgjres med strre Frihed end de, der tilhre Privatretten eller Strafferetten. Disse maa nemlig lses efter den strenge Retfrdigheds Fordringer, hine, siger man, tillige efter et rimeligt Hensyn til det Offentliges Tarv. Derfor maa der haves egne Forvaltnings domstole for Sager, som skulle afgjres efter den administra tive Lovgivning. Denne Ordning er for Tiden bleven den herskende i Tydskland 1). Bayern, Wiirtemberg, Baden og Hessen have Forvaltningsdomstole. Ogsaa i Preussen er denne Reform nu indfrt, idet Kredsordningsloven af 13de December 1872, og tyende Love af 3 Juli 1875 og 3 Juli 1876 have indrettet Forvaltningsdomstole til Afgjorelse af de i den preussiske Stats- eller Communalforvaltning opstaaede Retstvistigheder. For det tydske Riges Administration haves der imidlertid ingen almindelig, men vel enkelte specielle Forvaltningsdomstole. Det nye Princip finder heller ikke udeelt Bifald. Der gives fremdeles adskillige, som antage, at ogsaa de administrative Retstvistigheder hensigtsmssigst afgjres af de almindelige Domstole, og at Forvaltnings domstolene ville vise sig at vre en blot Overgangsform. Antager man frst, at Klager over Forurettelser ved Admi
*) Stengel, Worterbuch des deutschen Verwaltungsrecht, 11, 710 fi.
335
nistrationens Beslutninger kun hre under de almindelige Domstole, nar de angaa reent privatretlige Forhold, men at de i modsat Fald br afgjres af Administrationen selv eller af administrative Domstole, saa opstaaer det Sprgs maal, hvorledes Grndsen br drages mellem de Retstvistig heder, der skulle endelig afgjre af den ene eller anden af disse Autoriteter, et Sporgsmaal, der har forvoldt saavel de tydske Lovgivere -som de tydske Jurister store Vanskelig heder 1) og neppe lader sig lse uden gjennem temmelig uklare og vilkaarlige Bestemmelser. Men selv om man maatte finde en sikker Grndse mellem de administrative Rets tvistigheder, der henlgges under administrative Domstole, og dem, der forblive under de almindelige Retter, fjernes ikke alle Ulemper af Retspleiens Tvespaltning, saafremt denne gjennemfres fuldstndigt, saaledes at man faaer tyende forskjellige Hiesteretter, een for administrative og en anden for ikke administrative Retssager. Om man opretter et Tribunal, der med bindende Virkning for begge paakjender Tvistigheder m deres Competence, bliver det dog uundgaae ligt, at man af og til faaer Domme, gjennem hvilke disse Hiesteretter lse samme Retssprgsmaal paa forskjellig Maade. Herpaa frembyder den franske Retspraxis mange Exempler. Competencen maa nemlig i mange Tilflde bero paa Beskaffenheden af den Paastand, Klageren gjr. For langer han den administrative Beslutning omgjort, pleier Sagen at henhre under administrativ Domstol. Paastaaer han Embedsmanden idmt Erstatning eller endog Straf, maa Sagen anlgges ved de almindelige Domstole. Men begge Sagers Udfald beroer tilsidst paa Lsningen af samme Rets sprgsmaal, nemlig hvorvidt Embedsmandens Beslutning er retsstridig. Den Lov af 19 Februar 1877, som satte den nye Civil proceslov i Kraft for det tydske Rige, bestemmer i 4, at
*) Sarwey, Side 92112 og 287 ff. Sprgsmaalet er drftet i den ovennvnte Afhandling af Prazk samt af W ach i hans Handbuch des deutschen Civilprocesrechts, I, 77113.
336
privatretlige Tvistigheder, som iflge sin Gjenstand eller Paastandens Art hre under de almindelige Domstole, ikke maa udelukkes fra disse, fordi Fiscus, en Commune eller anden offentlig Corporation er Part i Sagen. Hvorvidt dette Bud har aabnet Ihndehaverne af Statsobligationer Adgang til at indtale deres Fordringer ved de almindelige Domstole ogsaa i de tydske Stater, hvis tidligere Lovgivning udtryk kelig negter dem en saadan Ret, ansees tvivlsomt 1). Ovennvnte Bestemmelse i Loven af 19 Febr. 1877 har til Hensigt at tillade Execution hos Staten efter Domme afsagte ved de almindelige Domstole. Samme Lovs 15, No. 4, erklrer imidlertid (med Forbehold af Creditors Ad gang til at gjre sine tinglige Rettigheder gjldende), at denne Forskrift ikke berrer de Love, hvorved noget Rigs land har undtaget Gjldsfordringer paa Fiscus, Communer eller andre Corporationer, hvis Formue forvaltes af Staten, fra Inddrivelse ved Execution. Dette er skeet f Bayern og i Preussen, medens "VViirtemberg tillader Execution saavel hos Stat som hos Commune 2). Hvis nogen offentlig Tjenestemand ved en i saadan Egenskab foretagen Handling havde krnket anden Mands Rettigheder, saa skulde den Fornrmede iflge den gamle almindelige tydske Rets Regel kunne tiltale ham til Straf og Erstatning 3). I Preussen blev Retten til at anlgge Strafsag mod Tjenestemanden dog allerede i 1808 forbeholdt de hiere offentlige Autoriteter. Derimod levnedes der i lang Tid den Fornrmede fri Adgang til at sagsge andre Tjenestemnd end Politiets til Erstatning 4). Den preussiske Grl.s 97 bestemte, at det ved Lov skulde faststtes, under hvilke Betingelser Tjenestemnd skulde kunne drages til Ansvar ved Domstolene for de ved Overskridelse af deres Myndighed
1) Sarwey, Side 298 300. 2) Sammesteds, Side 300301.
3) Zachari, 119, V; Z p fl, 519. 4) Rnne, 303, No. 3, jvfr. som Exempel Allgemeine Gerichts ordnung, I, Titel 35, 33.
337
forvede Retskrnkelser. Nogen forudgaaende Tilladelse af deres Foresatte skulde dog ikke udfordres hertil. Ved Lov af 13 Febr. 1854 blev dette Grundlovsforbud imidlertid omgaaet, idet den bemyndigede den sagsgte Tjenestemands Foresatte til at bringe Sagen ind for et Competencetribunal, som havde at afgjre, hvorvidt den paatalte Tjenesteforseelse egnede sig til retlig Forflgning. Ogsaa i de fleste andre strre, endnu bestaaende Stater var Adgangen til at anlgge Erstatningssgsmaal mod Tjenestemndene bunden til visse Betingelser eller undergiven visse Indskrnkninger x). Herpaa har man sgt at rette ved den Lov af 7 Febr. 1877, som stter Loven af samme Dato om Organisationen af det tydske Riges Domstole i Kraft. Frstnvnte Lovs 11 ophver nemlig de Lovforskrifter i enkelte Stater, hvor efter Sagsanlg mod offentlige Tjenestemnd til Straf eller Erstatning i Anledning af Handlinger, de have foretaget i Udvelsen eller i Anledning af Udvelsen af sin Tjeneste, ere bundne til sregne Forudstninger. Dog skal dette ikke gjlde om de Forskrifter, hvorved Sagsanlgget er betinget af en forelbig Afgjorelse af en srskilt Autoritet. Men denne forelbige Afgjorelse kan alene angaa, hvorvidt Tjenestemanden har gjort sig skyldig i en Overskridelse af sin offentlige Myndighed eller Undladelsen af en ham paa hvilende Embedshandling -), og den forelbige Afgjorelse skal i de Stater, hvor der findes en verste Forvaltningsdomstol, tilkomme denne, men i andre Stater det tydske Riges Dom stol. Om denne nye Lovbestemmelses rette Forstaaelse og practiske Vrd synes der imidlertid at herske Tvivl 3). Ved den nysnvnte Lov angaaende Domstolsorganisa tiouen, 17, er det opstillet som Regel, at de almindelige
') Sar w ey, Side 302308. 2) "Efter Lovens Ord skulde altsaa Adgangen til privat Sagsanlg mod Tjenestemanden vre betinget fri, hvis der klagedes over, at han havde forurettet Sagsgeren ved Uforstand i Embedsfrsel, altsaa netop i det Tilflde, hvor det er betnkeligt at indrmme den fornrmede Privatmand betinget Sgsmaalsret. Jvfr. Schultz e, 11, 956. og Sarwey. Side 308316. Xorges offentlige Ret. 111. 22
338
Domstole skulle afgjre, hvorvidt de dem forelagte Sager henhre under dem selv, under Forvaltningsdomstolene eller under Administrationen. Dog kan hvert Lands srskilte Lovgivning henlgge denne Myndighed under den hieste Forvaltningsdomstol, saafremt dennes Medlemmer ere uaf sttelige og for en Halvdeel ere tagne af Rigsdomstolen eller af Overlandsretten. Hvorvidt Domstolene kunne tilsidestte kongelige For ordninger, som de finde stridende mod Grundloven eller Lovene, har i Tydskland vret en meget omtvistet Sag. Adskillige endog af de nyere Forfattere have antaget, at Domstolene maa flge enhver kongelig Forordning, selv ora den staaer i aabenbar Strid med Grundloven, nar den kun er udfrdiget paa grundlovmssig Maade, altsaa contra signeret af -en Minister. Denne Anskuelse blev hvdet af den tydske Forbundsdag og har faaet Hjemmel i den preus siske Grundlovs 106. Men den er forkastet af Domstolene i Bayern, Sachsen samt Wiirtemberg og har de fleste og mest anseede Retslrde mod sig 1). Tvivlsommere er det nok, hvorledes Anskuelserne staa med Hensyn til Sprgsmaalet om Domstolenes Ret til at prve de af Monark og Nationalreprsentation i forfat ningsmssig Form givne Love. Sprgsmaalet har faaet ny Betydning i Tydskland ved Indfrelsen af Rigsforfatningen. Denne forbeholder nemlig de enkelte Rigslande visse Rettig heder. Det er altsaa tnkeligt, at der kan udkomme en Rigslov, som krnker disse. Hvorvidt Domstolene kunne stte en saadan Lov tilside, er Gjenstand for Meningsfor skjel 2). Derimod synes alle at vre enige om, at Domstolene kunne tilsidestte de af et Rigslands Statsmagter for dette givne Love og Forordninger, nar de stride mod Rigets Love eller Forordninger 3).
*) Meyer, Staatsrecht, Side 517519, og de der citerede Forfattere. 2) Sammesteds, Side 519, hvoraf sees, at den tydske Reichsgericht har negtet Domstolene saadan Competence. *) Sammesteds, Side 521.
339
1 sterrige 1 ) lres det vel, at Domstolene kunne prve Gyldigheden af Keiserens Forordninger samt i visse Hen seender endog af de Ndlove, han i Henhold til Hoved grundloven (No. 141) af 21 December 1867, 14, maatte udstede paa egen Haand. Derimod kunne de ikke tilside stte nogen Lov, der af Keiseren er udfrdiget under Paa beraabelse af Rigsdagens Samtykke. For at skaffe Rets beskyttelse mod O-vergreb af den lovgivende Magt er der ved en anden Grundlov af samme Dato (No. 143) anordnet en Rigsret, hvorom nrmere Bestemmelser ere givne ved en Lov af 18 April 1869. Iflge sidstnvnte Grundlovs 3 b kan enhver Statsborger, der finder nogen ham ved Grund loven hjemlet politisk Rettighed krnket og forgjves paa den i Lovene foreskrevne Maade har sgt Opreisning hos de administrative Autoriteter, anbringe sin Klage derover for Rigsretten, som danner en permanent Domstol, hvis Med lemmer udnvnes af Keiseren iblandt det af Rigsdagen fore slaaede tredobbelte Antal Mnd. Rigsretten kan kun afgjre, hvorvidt den paaklagede Retskrnkelse har fundet Sted, ikke hvorledes denne skal afhjlpes. Iflge 15 i Grundloven af 21 Decbr. 1867 (No. 144) om den dmmende Magt, kan den, som klager over, at nogen anden ham tilkommende Rettighed er krnket ved en administrativ Beslutning, an lgge Sag enten ved de almindelige Domstole, eller efter Omstndighederne ved en Forvaltningsdomstol. Dennes Organisation og Competence er bestemt ved en Lov af 22 Octbr. 1875. 10. I Sverige kan den, der anseer sin Ret krnket ved en administrativ Handling og derfor vil have denne ophvet eller forandret, i Regelen ikke gaa til Domstolene. Han maa med sit Besvr henvende sig til hiere admini strativ Autoritet og i sidste Instants til Kongen 2). Nogen Undtagelse herfra er det egentlig ikke, at den Tjenestemand, der troer at have Retskrav paa hiere Ln eller strre
l) Menger, sterreichisches Civilprocesrecht, I, 231247; Ulbrich, Lehrbuch des sterreichischen Staatsrechts 78, 167' 168, 301 og 302. 2) Udfrligere Fremstilling af dette Emne findes i Nordisk Retsencyclopdi. I, Statsretten, Side 430 432.
340
Erstatning for Udgifter, end Regjeringen erkjender, kan indtale sin Fordring gjennem Rettergang. Den, som finder sig fornrmet ved en Embedshandling, kan ikke selv tiltale den skyldige Tjenestemand til Straf eller Erstatning. Myndigheden til saadant Sagsanlg er forbeholdt Advocatfiscalerne, vedkommende hiere administra tive Autoriteter, navnlig Collegierne og Censtralstyrelserne x), endelig Kongens Justitiekantsler samt den af Rigsdagen valgte Justitieombudsmand 2). Hvor Domstolenes Medvirkning paakaldes enten af det Offentlige eller Privatmand for at fremtvinge Etterlevelsen af en administrativ Beslutning, ansees Domstolene i Regelen berettigede til at tilsidestte denne, saafremt de finde den stridende mod Grundlovene, den almindelige civile eller criminelle Lov, eller de antage, at den administrative Autori tet, som har afgivet Beslutningen, derved har overskredet sin Myndighed. Dog har det vret omtvistet, hvorvidt Dom stolene kunne negte at anvende en kongelig Forordning, som vel ikke udtrykkelig strider mod Grundlovens eller den almindelige civile eller criminelle Lovgivnings Bud, men som maa antages at indeholde en Overskridelse af den Kongen ved Reg. Formens 49 tillagte Myndighed til at give Love om Rigets almindelige Huusholdning og Almeenindretninger af alle Slags, eller hvad man pleier at kalde Kongens ko nomiske Lovgivningsmyndighed. Noget Exempel paa, at Domstolene have tilsidesat en saadan Forordning, kjendes ikke, uagtet flere Tilflde skulde vre forekomne, hvori Sporgsmaal derom kunde have vret vakt. Endnu lngere borte staaer man i Sverige fra den Tanke, at Domstolene skulde kunne prve, hvorvidt en af Kongen og Rigsdagen given Lov er stridende mod Grundloven. Justitieombuds
x) See f Ex. Instrux for Generalpoststyrelsen af 5 Decbr, 1873, 41, for Fngselsstyrelsen af 23 Novbr. 1877. 43 ff., for Kammerretten af 14 Novbr. 1879, 2229. for Kammercollegiet af samme Dato, 2033. 2) Instrux for Justitieombudsmanden af 1 Marts 1830, 9lo, jvfr. Rabenius, Forvaltningsratt, 2den Udgave, I, 323325.
341
manden har dog i en af sine Embedsberetninger til Rigs dagen udtalt den Mening, at en saadan Myndighed tilkom mer dem 1). 11. I Danmark og Norge var der under Enevldet selvflgelig ikke Tale om, at Domstolene skulde negte de fra Kongen udgangne Love og Befalinger Gyldighed. Det eneste Spor henimod en Tilegnelse af Romerrettens Regel i fr. 7, Cod. Il9 2) findes i Fr. 13 Febr. 1772, hvorefter ingen, der udenfor Statsraadet havde erhvervet en kongelig Resolution, maatte betjene sig af samme, frend han havde meldt sig hos vedkommende Regjeringscollegium, for at dette kunde gjre Forestilling derom til Erholdelse af formelig Expedition. Derimod var det et uklart Sporgsmaal, hvorvidt Dom stolene kunde prve Lovmssigheden af vrighedens og Regjeringscollegiernes Befalinger eller Handlinger. Fuld Rede herpaa kan der neppe skaffes, frend forrige Aar hundredes Retspraxis bliver oplyst gjennem Trykningen af dets vigtigste Domme, og maaske ikke engang da. Norske Lovs I261 26 sagde, at Kongens Betjente svare for det Steds Dommere, hvor de bo, undtagen Sagen deres Bestillinger angaaer. Heri vilde man i den senere Tid finde en Tilkjendegivelse af, at de i saadanne Sager aldeles ikke kunde drages til Ansvar for Domstolene, og at den, som vilde klage over en Embedshandling, ikke havde anden Vei at gaa end efter I21 24 1 at indgive Andragende til vrig heden eller Kongen om Opreisning, jvfr. Fr. 18 Nov. 1623, 4, Chr. IV store Reces 23 14, som kun forpligter de konge lige Betjente, der bo i Kjbstderne, til at svare for Byfoged, Borgermester og Raad i private Sager. Denne Fortolkning af 1 26 er imidlertid vistnok hist tvivlsom. Lovbogens I21 2 er ikke skreven for at afgjre, hvilke Sager der over
l) J. P. Theorell. Justitieombudsmans berttelser for 1849: Naumann, Sveriges Statsforfatningsratt, 111, 120130, jvfr. dog IV, 250. 2) Rescripta contra jus elicita ab omnibus judicibus refutari prcipimus: nisi forte sit aliqvid, qvod non ldat alium et prosit petenti vel crimen supplicantibus indulgeat.
342
Cap. 63.
hovedet henhre under Domstolene, men for at faststte Grndsen mellem de forskjellige Domstoles Jurisdiction. Artikel 6 danner aabenbart kun et Tillg til Art. 4. Denne siger, at alle, som ikke have noget Embede, der henhrer til noget sr Retterthing, skulle svare til det Bygde- eller Bything, hvor de bo. Dette gjlder altsaa betinget om de Tjenestemnd, hvis Embede ikke hrer under en srlig Domstol. Artikel 6 vil derfor sikkerlig ikke sige andet, end at de Embedsmnd, som staa under en saadan, hvad deres Bestillinger angaaer, i andre Sager skulle svare for den almindelige Underret. Dette bliver end klarere efter danske Lovs I-1 -26, 7 og 8, som svare til norske Lovs 1 26. De tyende frste af disse Artikler handle om de kongelige Betjente, som bo i Kjobenhavn. Havde de Rang, skulde de svare for Kongens Hofret, medmindre de havde Srprivi legier eller nogen anden Bestilling, som staaer under anden Ret, og de til den ville eller skulle svare, Art. 6. Havde de ikke Rang, skulde de svare for Borgretten. Disse Artikler indeholde saaledes intet Vink om, at de i noget Tilflde skulde kunne skyde sig fra Domstolene, fordi Sagen angik deres Bestillinger, Art. 8 handler alene om de konge lige Betjente, som bo udenfor Kjobenhavn. At den skulde ville give dem en Uafhngighed af Domstolene, hvilken de kjbenhavnske Embedsmnd ikke havde, er uantageligt. Danske Lovs 1262, norske Lovs I21 24 2, viser ogsaa, at der gives Tilflde, hvori Overvrighederne, nar der til dem klages over en Embedsmand, skulle henvise Sagen til Retten og lovlig Proces. Paa denne Maade maatte der ndvendig gaaes frem, nar Embedsmanden hrte under en srlig Domstol, hvis Medlemmer skulde beskikkes for hver enkelt Sag, hvilket navnlig gjaldt om de militre Domstole og tildeels om de geistlige Underretter. Havde nogen at klage over en Prst eller Officier, saa maatte han vistnok henvende sig til Jurisdictionschefen om at faa Provsteret eller Krigsret nedsat, men dette Forlangende var Jurisdictions chefen pligtig til at etterkomme, see Lovbogens 1 27. For Landmilitretatens Vedkommende fremgaaer dette af
343
Fr. 28 Febr. 1705, 22 og 3839 '). At den, som klager over en prstelig Embedshandling, f. Ex. over at vre negtet Vielse, kan faae sin Sag prvet af Domstolene, viser 1212 og 13, og at Biskoppen paa hans Forlangende har at ned stte Provsteret, er heller ikke tvivlsomt. Var nogen sat i Kirkens Band, kunde han anlgge Sag i den Anledning ved Provsteretten inden Udlbet af den Frist, da Sagen iflge 2915 skulde ind for Consistorialretten 2). Maatte saaledes geistlige og militre taale Sagsanlg af dem, der vare for urettede ved deres Embedshandliuger, er der ingen Grund til at antage, at Lovbogen skulde have villet udelukke den, der var fornrmet ved en civil Embedshandling, fra Adgang til at paakalde Domstolenes Bistand. Dette er saameget mindre rimeligt, som 3 l9 32 udtrykkelig hjemler den Umyndige, hvis Midler ere fordte, Ret til at indtale Erstatning hos Overformynderne og vrigheden. Erindres maa det ogsaa, at Fr. om ulovlige Paalgs Afskaffelse af 5 Febr. 1685, 9, ligefrem forudstter, at den Foged, der forbryder sig mod Forbudet i 8, af Bonden kan tiltales derfor ved det almin delige Bygdething. Denne Forordning er vistnok ldre end norske Lovbog, men yngre end danske, og kan saaledes ikke antages at staa i Strid med noget for begge Love flles Princip 3). Det synes imidlertid at vre blevet sdvanligt, at den, der fandt sig fornrmet ved nogen Handling af en civil Embedsmand, henvendte sig til Kongen med Bnskrift om at blive hjulpet til sin Ret, hvilket da ofte skeede paa den Maade, at der nedsattes en Commission til at dmme i Sagen. Herved er det formodentlig gaaet i Glemme, at den Fornrmede egentlig selv kunde skaffe sig Ret, nemlig ved at stevne Embedsmanden til den almindelige Underret.
*) Jvfr. Rosenstand Gois k e, Krigsret, 11, 318, ff. Sessionsdeputationens Jurisdiction indskrnkedes ved Retsbrugen, see Schweigaard, Proces, 3die Udgave, I, 64. *) rsted, Haandbog, 11, 3435. 8) Jvfr. ogsaa Fr. 5 Mai 1663, 111, 6, som siger, at Kjbmanden kunde sagsge Vrageren til Erstatning og Straf, om han ikke havde vraget oprigtig.
344
Paa dette Standpunct synes Sagen at vre kommen allerede tidligt. Anordningen om de kgl. Betjente af 31 Juli 1739 antyder nemlig ikke med et Ord, at der gaves noget andet Middel mod Tjenestemanden, end offentlig Til tale ved de Fiscaler, som nu dertil beskikkedes. Til at fremkalde denne Opfatning har det formodentlig bidraget, at privat Sag mod hvilkensomhelst civil Embedsmand, endog de hieste, maatte have vret anlagt for de almindelige Underretter, som i lang Tid hverken nd eller fortjente den Anseelse, Paakjendelsen af saadanne Sager udfordrede. At drage Magistraterne til Ansvar for Bythinget i Anledning af deres administrative Handlinger passede heller ikke godt. Thi Bythingets Domme kunde paaankes til Raadstueretten, der bestod af Magistraten. Et positivt Beviis paa, at Veien til de almindelige Domstole ansaaes lukket for den, der vilde drage en vrighed til personligt Ansvar for hans Embeds handling, fik man i Res. 17 Mai og 20 Decbr. 1780. Men hermed var det langtfra givet, at Domstolene skulde vre berettigede til at prve Lovmssigheden af administra tive Embedshandlinger. Var der ved en saadan gjort Ind greb i nogen Mands Eiendom eller andre private Rettigheder, saa antoges det endnu langt ind i det attende Aarhundredes anden Halvdeel, at han kunde sge sit Gods eller sin Ret tilbage ved de almindelige Domstole. Man seer vel, at de for srlige Styrelsesgrene anordnede Autoriter, saasom Generalforstamtet, Overbergamtet, og adskillige Regjerings collegier, saasom Rentekammeret samt Generalitets- og Commissoriatscollegiet, sgte at gjre en modsat Anskuelse gjldende. Men den Privates Adgang til at sge Lands Lov og Ret mod disse Autoriteter hvdedes med stor Styrke af det dansk-norske Cancelli i Egenskab af Justitsministerium x). Og selv hvor de almindelige Domstole ansaaes incompetente,
x) Stampes Erklringer, 111, 45, 459503 stevntes til Erstatning i Anledning af en 1935, 192206 (jvfr: V, 150), 279280, I. H. Deunt z e r, Meddelelser |om Henrik somhed, Side 118128. (hvor Overbergamtet Embedshandling). IV 670-671, V, 4849. Stampes Liv og Virk-
Cap. 63.
345
antoges det dog, at den Fornrmede i alt Fald, hvor Sprgs maalet var om Anvendelse af en reen Retsregel, havde Xi av paa at faa Commissarier opnvnte til at paadmme Sagen. Disses Domme stod, som fr sagt, under Appel i Norge til Overhofretten, i Danmark umiddelbart til Hiesteret. Det kan saaledes slet ikke siges, at vrighedshandlinger iflge sin Natur betragtedes som udelukkede fra Paakjendelse af Domstolene, og altsaa alene kunde ophves eller forandres af hiere administrativ Myndighed x). I een vigtig Green af Administrationen, nemlig Politiet, blev den Fornrmedes Adgang til uden Bevilgning at gaa til Domstolene nogenlunde opretholdt. Vel paabd Fr. af 19 Januar 1692, at enhver, som havde noget at klage over Politimesteren, skulde andrage det for Kongen, men ved Politianordn. af 22 Oet. 1701, 24 Januar 1710, 12 Februar 1745 og Instrux 5 Juni 1776, samtlige Post I, 8, Res. 9 Decbr. 1746, 9, og 23 Septbr. 1763, 7, blev det, om end med nogen Vaklen (see Res. 22 Decbr. 1747) slaaet fast, at den, der i Byer, som havde egen Politimester, troede sig forurettet af ham, kunde reise Sag mod ham ved Politiretten. Herfra blev der alene gjort en Undtagelse for Politimesteren i Kjobenhavn, see Pl. 4 April 1809, 6. Det samme gjaldt tildeels om Toldadministrationen. I det syttende Aarhundrede hrte alle Toldconfiscationssager under de almindelige Dom stole 2). Fr. 30 Decbr. 1660 undtog alle Sager angaaende Kongens Indtgter og Oppebrsler fra de ordinre Domstole og henlagde dem under Kammercollegiet, men som Forvaltnings domstol. Sagerne behandledes altsaa i processuelle Former, see Lovbogens I 25 og K. R. O. 17 Mars 1720. Stifts directionernes Decisioner af milde Stiftelsers Regnskaber kunde iflge Fr. 23 Febr. 1748, 4, indstvnes for Over hofretten. Ved Fr. 7 Mai 1701, Fr. 23 Juni 1721 samt Pl. 12 Mai 1730 undtoges Toldconfiscationssager vel fra almindelig Rettergang og henlagdes til Afgjorelse i admini
T) Stampes Erklringer, IV, 216 217. 2) Sammesteds, 11, 742743.
346
Cap, 63.
strative Former af Toldinspectrerne og Rentekammeret. Men ved Fr. af 15 Juni 1771, 11 og Fr. 17 Februar 1774 henlagdes alle Regnskabssager til almindelige Domstole '). Henimod Aarhundredets Slutning undergik imidlertid den hele Sags Stilling en vsentlig Forandring. Ved Instruxerne for Kjobenhavns Magistrat af 28 August 1795, 29, og for Christiania Magistrat af 14 Sept, 1798, 26, blev det udtalt, at disfe Autoriteter iflge danske Lovs 1 28, norske Lovs 1 26, ikke staa under den almindelige Ret, forsaavidt betrffer deres vrighedsembeders Frelse, og at enhver Anke over samme skulde indgives til Overvrigheden for gjennem Cancelliet at foredrages for Kongen, der enten umiddelbart vilde forhjlpe Klageren til hans Ret eller, om Omptndighederne maatte fordre, det, forordne en Commission til at paakjende Sagen. Dette Lovbud er tilblevet under Paavirkning af deh almindelige Statsret, det vil sige af fremmed Lovgivning. Men man gav det Formen af et Slags Fortolkning af Lovbogen, for derved at undgaa det Udseende, at den Borgerne tilkommende Adgang til Domstolenes Hjlp var bleven formindsket 2). Dette var dog Tilfldet. Det blev nu opstillet som almindelig Grundstning, at vrig hedshandlinger ikke uden srskilt kongelig Bemyndigelse kunde tges under Paakjendelse af Domstolene. Grund stningen blev vistnok ikke gjennemfrt med den yderste Strenghed. Toldforordningen af 1 Febr. 1797, 88, 116121 bestemte saaledes paa den ene Side, at Toldvsenets Be tjente for deres Forhold i Tjenesten kun skulde staa til Ansvar for Generaltoldkammeret, paa den anden Side at det beroede paa Eieren af anholdte Varer, om han vilde paatale Anholdelsen for Retten eller paaanke den for General toldkammeret. Man vilde desuden mod Ordene i 126. der taler om alle kongelige Betjente, indskrnke den nye Grundstning til Handlinger af den egentlige vrighed og andre Embedsmnd, som havde at paasee Lovens Over
')
Afhandling i Retstidnden 1884, Side 9496.
2) Jvfr. rsted. Haandbog. 11, 3435, 111, 1526, VI, 532543.
347
holdelse. Selv med disse Begrndsninger kom Grundst ningen dog til at berve Damstolene meget af den dem naturligen tilkommende Myndighed. Det blev saaledes an taget, at Domstolene ikke kunde tilsidestte et Borgerskabs brev, som en Magistrat mod Lovens Forskrifter havde meddeelt, fremdeles at en Bestillingsmand ikke ved Sagsanlg mod vedkommende vrighed kunde indtale den Ln, som efter Lovgivningen tilkom ham, ja endog at Domstolene ikke kunde paakjende Gyldigheden af nogen efter vrighedens Ordre afholdt Udpantningsforretning. Den sidste Stning blev dog senere saaledes ndret, at Domstolene kunde paa kjende alle Indsigeiser mod Rigtigheden af den Fordring, for hvilken Udpantning var holdt '). Troede nogen sig at have et Retskrav paa selve Staten, saa kunde han selvflgelig ikke mod Kongens Villie gjre dette gjldende ved Rettergang. Han maatte altsaa sge om Tilladelse dertil. Men denne negtedes i Regelen ikke. 12. Den under Enevldet udviklede Grundstning, at Domstolene ikke kunde paakjende vrighedshandlingers Gyldighed, er i Danmark bleven opgiven ved Grl.s 72, som siger: Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Sporgsmaal om vrighedsmyndighedens Grndser. Den, som vil reise et saadant Sporgsmaal, kan dog ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra forelbig at etterkomme vrighedens Befaling. Denne Bestemmelse forstaaes vistnok saaledes 2), at Domstolene kunne stte en administrativ Beslutning til Side ikke alene, hvor den er afgiven enten af en anden Autoritet end den, som dertil er
J) Juridisk Tidsskrift, Bind XI, Hefte 1, Side 163, samt Bind XVII, Side 129; Bang og Larsen, Proces, 111, 564 og de dei citerede Hiesteretsdomme. 2) Scheel, Privatrettens almindelige Deel, 46 og 149: Nei lein ann, Civilprocessens aimindeiige Deel, 11 13; Holck, den danske Statsforfatning, 11. 215248; Matzen, den danske Statsforfatningsret, anden Udgave, 111, 205266; Nordisk Eetsencyclopdi, I Bind, Statsretten, Side 424430; Goos og Hansen, Danmarks Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 37, 88 og 128.
348
bemyndiget eller uden lagttagelse af en ndvendig Form, men ogsaa hvor dens Indhold strider mod en Lovforskrift. Det sidste dog med en vsentlig Indskrnkning. Det lres nemlig og er i mange Tilflde antaget af Domstolene, at Lovgivningen kan tillgge vrigheden Ret til endeligen at afgjre, hvorledes et Lovbud skal anvendes, uagtet det selv niagtigen og udtmmende bestemmer, under hvilke Betin gelser og paa hvilken Maade dette skal skee, og flgelig ikke overlader noget i saa Henseende til vrighedens frie Skjn. Dette antages af Nogle kun, nar det er udtrykkelig foreskrevet. Andre mene, at det maa komme an paa den hele iflge Ret og Praxis bestaaende Ordning af paagjldende Institutioner, saaledes som disse historisk have udviklet sig. Til denne Anskuelse slutter, som det synes, stedse Flere sig, men med det Tillg, at Domstolene maa formodes at vre befiede til at tge Sagen under Paakjendelse overalt, hvor der gaaes ud paa Afgjorelse af en Retstvist. Til noget fast Princip er man endnu ikke kommet. Paa den ene Side an tages det, at de administrative Autoriteters Beslutninger om idmte Straffes Executionsmaade, saasom om Beregningen af Straffetiden samt om Fangens Behandling indenfor Dommens Bestemmelser, om den lovbestemte Adgang til at underkaste sig Examina og erholde Embeder eller Legater, om Forplig telse til at udfre borgerlige Ombud, eller om at en Vare skal fortoldes efter en vis Tarifbestemmelse, ikke kunne bringes under Domstolenes Paakjendelse. Tjenestemnd, der lnnes efter Lov, maa lade sig noie med Finantsministerens Afgjorelse af Sprgsmaalet om, hvormeget der tilkommer dem i Ln, og kunne ei bringe det for Domstolene, see Lov 26 Marts 1870, 12, og endelig antages det fremdeles, at den ved en vrighedshandling Fornrmede ikke kan tiltale Em bedsmanden til Straf, ei heller til Erstatning, medmindre Embedsmanden har overskredet sin Competence eller hans Forhold ved hiere vrigheds Resolution eller Dom er erklret at vre retsstridigt eller urigtigt. Med de angivne Begrndsninger kunne de danske Dom stole nu prve Gyldigheden ikke alene af vrighedens, men
349
ogsaa af Ministrenes eller Kongens administrative Beslut ninger. Ligeledes lres det, at saadan Myndighed tilkommer dem med Hensyn til Grundlovmssigheden af de forelbige Love, Kongen udfrdiger. Hvorvidt denne Prvelsesret strkker sig ogsaa til de almindelige, af Kongen og Rigs dagen givne Love, er ikke afgjort af den danske Hiesteret og paa forskjellig Maade af de forskjellige Overrette]'. Hvad den constituerende Rigsdags Hensigt var, lader sig ei med Bestemthed sige 1). Paa den anden Side drages efterhaanden flere andre Sager ind under Domstolenes Prvelse, saaledes f. Ex. v righedens Negtelser af at meddele Borgerskab eller Nrings beviis. 13. De fremmede Forfattere, som frkjende Domstolene Adgang til at prve, hvorvidt den udvende og lovgivende Magts Beslutninger ere retlig gyldige, paaberaabe sig i Almindelighed, at enhver af disse Statsmagter og overhovedet alle, hvem oflentlig Myndighed er betroet, enhver for sit Vedkommende, maa danne sig en selvstndig Overbeviisning om Forstaaelsen af de Retsregler, de skulle flge under Udvelsen af sin Myndighed. Selv om de iet eller andet Punct nre Tvivl desangaaende, ere de ikke alene berettigede, men endog forpligtede til at handle uden paa Forhaand at kunne faa sine Tvivl lste af Domstolene. Det kan saaledes ikke med Sandhed siges, at disse ere eneberettigede til at fortolke og anvende de gjldende Retsregler paa det Offentliges Vegne. Statsmagterne, den udvende Magts underordnede Organer, vrighederne, andre administrative Embedsmnd og Com
J) Eigsdagen forkastede en i Udkastet indtagen Paragraph, som udtrykkelig hjemlede Domstolene den omhandlede Myndighed. Men flere Medlemmer, hvoriblandt Grundlovscomiteens Ordfrer, udtalte, at Domstolene vilde faa den i Kraft af Grundlovens vrige Bestemmelser, see Tidsskrift for Retsvsen 1866, Side 6064. I Litteraturen er Sprgsmaalet omtvistet. Erklret sig mod Domstolenes Adgang til at prve Loves Grundlovmssighed have: Holck, 11, 230; Ne 11 em ann, 14, for: Scheel, 10; Matzen, I, 283300.
350
munalbestyrelserne have forsaavidt det samme Kald. Stats forfatningen og Lovgivningen maa derfor organisere enhver af disse Autoriteter paa en Maade, der lover rimelig Sikker hed for, at de ville udve sin Myndighed med fuld Bevidst hed om og Agtelse for dens retlige Grndser. Deres Opfat ning af disse br formodes at vre ligesaa rigtig som den, hvortil Domstolene maatte komme. Ligesom en Dom kun kan forandres ved Paaanke til hiere Domstol, saaledes ligger det i Sagens Natur, at enhver administrativ Tjeneste mands Beslutninger alene kunne forandres af en hiere administrativ Autoritet. Ligesaalidt som den lovgivende eller udvende Magt kan negte at efterkomme en Dom, der efter deres Mening er ulovskikket, ligesaalidt kunne Domstolene have Ret til at tilsidestte en Lov, en Storthingsbeslutning, en kongelig Resolution eller engang en af underordnet admini strativ Autoritet udfrdiget Befaling. Hvad der efter sin Bestemmelse skal tjene til Rettesnor for menneskelige Hand linger, maa staa fast, saaledes at enhver med Tryghed kan indrette sig derefter. Kunde Domstolene tilsidestte Love, Regjerings- og vrighedshandlinger, som de fandt stridende mod Grundloven eller andre Retsregler, der burde have vret iagttagne ved deres Afgivelse, saa vilde deraf opstaa almindelig Usikkerhed og Forvirring. Den her udviklede Tankegang udtrykkes i den Stning, at enhver Green af den offentlige Myndighed har med endelig Virkning at afgjre sin egen Competence. Stningen er imidlertid ikke rigtig. Det er ganske sandt, at Domstolene ikke ere de eneste Autoriteter, som have paa det Offentliges Vegne at fortolke og anvende den gjldende Rets Regler. Men deraf flger ikke, at den anvendende Myndighed, som tilkommer Statsmagterne, er eensartet med den, som tilkommer Domstolene. Hine maa vistnok fortolke Retsreglerne, men, ligesom private Personer, kun for sit eget Vedkommende, for at finde ud, hvorledes de skulle indrette sin egen eller sine Medhjlperes Handle maade overeensstemmende med Loven. En herfra ganske forskjellig Opgave er det, nar Handlingen har fundet Sted,
351
og nogen saa paaklager den som en Forurettelse, da med bindende Virkning for alle Vedkommende at afgjre, hvor vidt Klagen er befiet, og i saa Fald, hvorledes Forurettel sen skulde hves. Der gives ingen Forklaring af Begrebet dmmende Myndighed, som ikke udelukker den frste og indbefatter den sidste Virksomhed. Det er derfor unaturligt og vilkaarligt at ansee Domstolene tvungne til at tge enhver legislativ eller administrativ Beslutning for god, uagtet Be tingelserne for dens retlige Gyldighed i Virkeligheden mangle, og denne Mangel er tilstrkkelig oplyst. Ligesom en rigtig Begrebsopfatning leder til at anvise Domstolene den her omhandlede Prvelsesret, saaledes an befales dette af practiske Hensyn. Domstolene, og da navnlig de hieste, ere efter sin Natur mere skikkede end andre Autoriteter til at lse rene Retsprgsmaal. Det er deres eiendommelige Kald, og deri have de den strste velse. Ingen anden Samfundsinteresse end selve Retsikkerheden er overdraget deres Omsorg. Deres Stilling og Virksomhed gjre dem til de mest upartiske Autoriteter, som Samfundet eier. Desuden er selve den processuelle (contradictoriske) Fremgangsmaade, der krver, at enhver af de stridende Anskuelser fremstilles og begrundes af. sin srskilte Tals mand, mere end nogen anden skikket til at fremkalde den alsidige Drftelse, som krves til Udredning af et omtvistet Retsforhold. Det er en ganske feilagtig Anskuelse, at Domstolene herved skulde blive Statsmagterne overordnede. Der til kjendes dem ikke Myndighed til at prve, hvorvidt Love eller administrative Beslutninger ere hensigtsmssige, billige eller retfrdige, men kun, hvorvidt de ere retmssige. Og selv dette Sprgsmaal kunne de ikke tge under Paakjendelse af egen Drift, men alene, forsaavidt Udfaldet af nogen for dem indstevnt Sag maatte bero derpaa, og kun med bindende Virkning for denne. Er den Lov eller administrative Beslut ning, hvis retlige Gyldighed negles, anvendelig paa andre Tilflde end det foreliggende, kan Sprgsmaalet altsaa for disses Vedkommende atter bringes for Domstolene, som da
352
Gap. 63. Den dmmende Myndigheds Grndser.
ved en fornyet Prvelse maaske kunne forandre sin An skuelse. Og det bliver kun i Domsprmisserne, ikke i Con clusionen, Domstolene komme til at udtale sin Anskuelse om Lovens eller Beslutningens Gyldighed. 14. Vi skulle nu nrmere betragte den omhandlede Stning, at enhver Myndighed har at afgjre sin egen Com petence, i Anvendelse paa den udvende Magt, altsaa med Hen syn til Beslutninger udgaaede fra Kongen, Regjeringen, en vrighed eller en endnu lavere administrativ Autoritet. Man har, som fr paaviist, baade her og i flere andre Lande, lnge paastaaet, at det er uforndent og skadeligt at indrmme Domstolene Ret til at tilsidestte eller omstde saadanne Beslutninger, fordi de fandt dem stridende mod Grundloven eller Lovgivningen. Enhver, som troer sin Ret krnket ved en administrativ Autoritets For anstaltning, maa altid kunne paaanke denne til hiere administrative Autoriteter og i sidste Instants til Kongen. Den, som finder sig krnket ved en af Kongen stadfstet eller oprindelig fattet Beslutning, kan henvende sig til National reprsentationen med Klage over hans constitutionelle Raad givere. Nationalreprsentationen vil da drage disse til Ansvar, medmindre den finder Beslutningen lovlig eller saa gavnlig for Samfundet. at den, skjnt ulovlig, burde tges, i hvilket sidste Tilflde Nationalreprsentationen vil sge at holde den Forurettede skadesls. En videregaaende og mere be tinget Retsbeskyttelse kan, har man sagt, Individet ikke krve. Thi Samfundets Tarv maa vre Samfundsordenens hieste Formaal. Indrmmer man Domstolene Ret til at tilsidestte den udvende Magts Beslutninger, saa blive Domstolene i ethvert dem forelagt Tilflde ndte dertil nar de ansee Beslutningen lovstridig, selv om de maa erkjende, at den er gavnlig eller endog ndvendig for Sam fundet. Domstolene komme da til at paatvinge Administra tionen sine Lovfortolkninger og denne flgelig til at mangle fornden Frihed til i daglige Forretninger at afpasse sin Handlemaade efter Omstndighedernes Medfr og Evnen til i usdvanlige Ndstilflde at trffe Foranstaltninger, der vel
Cap. 63.
353
ere udenfor eller mod Loven, men dog ndvendige til Statens Redning. Hele denne Betragtningsmaade er imidlertid nu gjen dreven af Historien og derfor opgiven saagodt som overalt. Lang Tids Erfaring har godtgjort, at der er mindre Ulempe ved at indrmme end ved at negte Domstolene den her om handlede Myndighed. Denne kommer ikke til at lgge strre Baand paa Administrationen, end Forfatningen og Lovgiv ningen tilsigter. Ansees det nskeligt i nogen Retning at give Administrationen en vis Handlefrihed, saa kan det skee ved Grundlov eller Lov. At disse opstille faste Regler, hvorefter den udvende Magt betinget skal rette sig, laaer ikke fuld Betydning, nar den erholder uhindret Adgang til at anvende dem efter sin egen Opfatning. At forbeholde Administrationen en saadan Adgang indeholder egentlig en Selvmodsigelse. Meningen med et saadant Forbehold maa nemlig vre i Gjerningen at sikre den en Frihed til at lempe Loven efter Omstndighederne, om Lovens Ord negte den. Men dette leder, som Erfaring har viist, lettelig til en vis Vilkaarlighed i Administrationen, Denne maa ndvendigen optrde som Part mod den Private, hvis Rettigheder stille sig hindrende i Veien for Udfrelsen af gavnlige offentlige Foranstaltninger. En nidkjr Administration kommer let til at gaa disse for nr. Dette kan ikke ganske forebygges blot gjennem den constitutionelle Control. Nationalreprsen tationen formaaer ei at fre fuldstndigt Tilsyn med, at Regjeringen ikke alene selv anvender Lovene overeens stemmende med deres sande Mening, men ogsaa paaseer, at dens Underordnede gjre det. Det bliver altid til en vis Grad en Tilfldighed, om Administrationens Overtrdelser eller feilagtige Anvendelser af Loven komme paa Bane i National reprsentationen. Og selv om dette skeer, kunne reent po litiske Hensyn let hindre, at Misligheden bliver paatalt med saameget Eftertryk, at den rettes. For at opnaa streng Lov mssighed i Administrationen udfordres der, at enhver Rets tvist mellem denne og Individet kan afgjres i processuelle Former og af en fuldkommen upartisk Autoritet. Hermed er den udvende Magt selv i Virkeligheden bedst tjent.
354
15. Dette er uden Tvivl vor Grundlovs Tanke. Her imod kan man ingen Indvending hente fra det Adler-Fal sen ske Udkasts 148, som sagde: Domstolene kunne ikke hverken opholde eller forhindre Executionen af nogen, hvilkensomhelst Lov; de kunne ikke fordre nogen executiv Retsbetjent for deres Domstol. Bestemmelsen var laant fra den franske Constitution af 1791, Titel 111, Cap. V, Art. 3, og om den var bleven antagen, vilde den have befriet den udvende Magt fra al Control af Domstolene. Dette var imidlertid neppe Udkastets Hensigt. I 22 sagde det nem lig: Alle de, som anholde om, udfrdige, undertegne, exe quere eller lade exequere vilkaarlige Ordrer, hvorved en Un dersaat fornrmes paa Person, re eller Eiendom, kunne af ham, een for alle og alle for een, sges til Skadeserstatning og Opreisning. Ogsaa denne Bestemmelse er paa en vis Maade hentet fra den nvnte franske Forfatning, see dennes Indledning Art. 7, men med en Forandring, som viser, at Forfatterne i Virkeligheden hyldede det engelsk-amerikanske Princip for Ordningen af Forholdet mellem den udvende og den dmmende Magt. Sidstn vnte Paragraph i detAdler-Falsenske Udkast er i en enkelt vigtig Anvendelse optagen i Grl.s 99, som bestemmer, at for befiet Arrest og ulovligt Ophold skal Vedkommende staa den Fngslede til Ansvar. Herved ere Embedshandlinger af dette Slags stillede under den videst mulige Control af Domstolene, idet den Fngslede maa kunne faa enhver Indehaver af offentlig Myndighed, som i ond Tr eller af tilregnelig Uforstand har sat eller holdt ham i ulovlig Arrest, dmt i ethvert Slags Ansvar, der efter Lov givningen flyder af en saadan Handling. Jvfr. hvad ovenfor i Bind 11, 321322 og 408410 er udviklet. Straf og Er statningsansvar paadrager den Tjenestemand, der handler efter hiere Paalg, sig altid frst, hvis han forstaaer eller burde forsta, at Arresten ikke kan vre lovlig. At Grundloven ei har optaget det Adler-Falsenske Udkast 22 i dens Heelhed, kan imidlertid ei anfres som Beviis for, at andre administrative Embedshandlingers Lov lighed skulde vre eller ved Lov kunne blive unddragne
355
fra de almindelige Domstoles Control. Under en saadan Control ere de komne derved, at Grundloven har tillagt Hiesteret dmmende Magt uden nogen saadan Indskrnk ning, som det Adler-Fal[senske Udkast opstillede i 148. 16. Grl.s 99 leder os ind paa tyende Sporgs maal, for det frste hvorvidt den, som troer sig forurettet ved en offentlig Beslutning, kun kan faa prvet dens Rets gyldighed, nar han er stevnet til at etterkomme den, eller om han tillige har grundlovsmssig Ret til selv at paa kalde Domstolenes Beskyttelse, hvis en Beslutning alle rede er ivrksat til hans Skade. Dernst sprges, med hvilken Virkning og mod hvem han i saa Fald kan an lgge Sag. I flere Lande har man, som fr forklaret, i alt Fald til deels negtet Individet Adgang til selv at bringe saadanne Sager for Domstolene ved at stevne Staten eller dens Tjene stemnd. Staten er souvern. Den kan derfor, har man sagt, ikke staa sine Undersaatter til Regnskah for Udvelsen af sit Herredmme over dem og altsaa ikke lade sig sag sge af dem. Heraf vilde imidlertid dog blot flge, at ingen kan stevne selve Staten, det vil sige dens eneste virkelige Reprsentant, Kongen. Statens Souvernitet er derimod ikke til Hinder for, at en Undersaat stevner dens Tjeneste mnd til at flge dens grundlovsmssigt givne Love eller til at omgjre Handlinger, som stride mod disse. Herved frem tvinges kun Etterlevelsen af den sande Statsvillie. Negtede Lovgivningen dem, der vare forurettede ved Handlinger, ud forte paa det Offentliges Vegne, Adgang til at drage dem ind under Domstolenes Prvelse, vilde disse yde Individet mindre Retsbeskyttelse, end deres iemed krver. Har en administrativ Autoritet, vre sig af egen Drift eller i Henhold til en fra hiere Autoritet udgaaet retsstridig Befaling, negtet at foretage en Handling, f. Ex. at ryddig gjre en fast Eiendom, foretage en Vielse, meddele etorger skabs- eller Qvitteringsbrev, toldklarere et Farti, udbetale en Sum Penge, saa ere Domstolene, nar den Forurettede bringer Sagen ind for dem, ikke indskrnkede til at erklre Negtelsesgrunden berettiget. For at Retsbeskyttelsen skal
356
blive fuldstndig, maa de ogsaa kunne paalgge vedkom mende Autoritet at foretage Handlingen, nar dennes samt lige Betingelser ere saa niagtigt lovbestemte, at ingen af dem er overladte til Autoriteternes Skjn om, hvad der er hensigtsmssigt. Dette antages, forsaavidt Gjenstanden overhovedet hrer under Domstolenes Paakjendelse, endog i Danmark. Som i Cap. 45 11 forklaret, hefter Staten for den Skade, nogen har lidt ved en uretmssig Regjeringshandling. Antages det, at Domstolene kunne tilsidestte en Lov, som de finde grundlovstridig, maa Staten ogsaa hefte for Skade, som er paafrt nogen derved, at Staten har bragt en saadan Lov i Anvendelse mod ham. Ligeledes maa det Offentlige svare Erstatning for enhver retstridig Embedshandling, for saavidt det derved er blevet beriget. Forovrigt maa det staa Lovgivningen frit for at bestemme, hvorvidt det Offent lige skal hefte for underordnede Autoriteters Handlinger eller Undladelser. Men hvor Lovgivningen har fritaget det Offentlige for Ansvar i Anledning af Tjenestemndenes Handlinger, maa den i Almindelighed tillade de Forurettede for den dem til kommende Erstatning at holde sig til de skyldige Tjeneste mnd personligt. Herved maa dog erindres, at ikke ethvert Feilgreb i Udfrelsen af administrative Forretninger efter Sagens Natur betinget kan forpligte til at erstatte den deraf frydende Skade. Under hvilke Betingelser Uagtsomhed eller Uforstand medfrer saadant Ansvar, maa kunne faststtes ved Lov. Og er Feilen begaaet ved Udvelsen af en dis cretionr Myndighed, saa maa Retten til at paatale den efter Sagens Natur ansees de hiere Autoriteter forbeholdt. Om en Amtmand ved Besttelsen af en Bestilling af Uforstand eller endog af slet Bevggrund tilsidestter en Ansoger, er dette kun en Forseelse mod det Offentlige, ikke en Krn kelse af nogen Ansgeren tilkommende Rettighed. Feilen kan derfor kun paatales af Regjeringen, ikke af ham. Det samme gjlder, hvor en Amtmand uden tilstrkkelig Fie afskediger en afsttelig Bestillingsmand. Denne har ved sin
Cap. 63.
357
Ansttelse underkastet sig et saadant Vilkaar 1). Hvorvidt en vis Myndighed skal knyttes til fuldstndig lovbestemte Be tingelser eller for nogen Deel anbetroes en Embedsmand til Udvelse efter bedste Skjn, er i Almindelighed Lovgivningen forbeholdt. Ved Grl.s 99 er det dog afgjort, at ingensom helst Autoritet kan have vilkaarlig Myndighed til fngsligen at anholde nogen. 17. At vor nuvrende Forfatning ved sin Organisation af den dmmende Magt hjemler enhver, der er forurettet ved nogen paa det Offentliges Vegne stedfunden Handling eller Negtelse, Adgang til at anlgge Sag mod vedkommende Autoritet for at faa Forurettelsen afhjulpen eller erstattet af
*) I sin Afhandling om Erstatningspligt for Andres Handlinger, Side 167 og 179 skjelner B. Morgenstierne mellem uretfrdig Tilsidesttelse af den bedste Ansger og uretfrdig Afskedigelse af en ansat Tjenestemand, idet han mener, at den sidste Handling, og saa nar den indeholder et strafbart Misbrug af lovhjemlet Embedsmyndighed, kan vre et Brud paa den afsatte Tjenestemands E et og at den i saa Fald forpligter den Skyldige til Skadeserstatning Var denne Lre rigtig, maatte den afsatte Tjenestemand kunne paa tale Handlingen til Straf saavelsom til Erstatning. Men at han skulde have Adgang hertil, synes os at stride mod Forholdets Natur. De afsttelige Tjenestemnds Garanti mod, at deres Foresatte misbruge sin discretionre Myndighed til at fjerne dem, ligger naturligvis i deres Adgang til at indbringe Sagen for hjere styrende eller controllerende Instants, Eegjering og Odelsthing derunder indbefattet. Det er jo muligt, at disse bifalde Handlingen, og det gaacr derfor slet ikke an at tillade den afsatte Tjenestemand med Forbigaaelse af dem at indbringe Sagen for Domstolene. Men selv om Misbrugen af discretionr Embedsmyndighed i det givne Tilflde efter Paatale af det Offentlige er bleven belagt med Straf, kan Handlingen hermed ikke komme til at affde nogen Erstatningspligt ligeoverfor den Afsatte. Det Offentlige har ikke faa Tjenestemnd, hvis Stillinger ere af privatretlig Natur, ligesom om de havde vret ansatte i Privatmands Brd. De kunne aabenbart aldrig krve Erstatning, hvor billig og haard deres Afskedigelse i det foreliggende Tilflde harvret. Thi de have underkastet sig saadant Vilkaar. Men det samme gjlder om Tjenestemnd, som have overtaget en offentligretlig Stilling paa den Betingelse, at de skulle kunne opsiges eller, hvis deres Foresatte finder det forndent, fjernes strax.
358
det Offentlige, stod ikke strax klart for nogen af Statsmag terne. Protocolcomiteen i 1818 dristede sig ikke til at negte, at den Regel, Instruxen af 14 Sept. 1798, 26, havde lagt ind i Lovbogens 126, fremdeles var gjldende, skjnt Comiteen indsaa, at Regelen ikke stod i god Samklang med Grundloven. Comiteen udtalte, at det, nar nogen klagede over at vre forurettet ved en vrighedshandling, maatte vre Regjeringens Pligt at nedstte en Commission til Paa dmmelse af Sagen, medmindre den var aabenbar anlagt paa Chicanel1). Opstod der nogen Tvist af den omhandlede Art og Regjeringen fandt, at den burde afgjres af Domstolene, brugte den at meddele Tilladelse dertil 2). Domstolene kom imidlertid snart paa det Rene med, at ingen saadan Tilladelse var ndvendig, see Hiesteretsdomme af 11 Oet. 1819 og isr den af 28de Oet. 1824, som for altid afgjorde Sagen 3). Heller ikke have vore Retter vret i Tvivl om, at de maa tilsidestte enhver af Kongen eller Regjeringen afgiven Resolution, som strider mod Grundloven eller Lovgivningen, eller hvorved de overhovedet have overskredet den udvende Magts Grndser, see de fr nvnte Hiesteretsdomme af 24 Sept. 1823 og 13 Juli 1844 4). Fremdeles Hiesteretsdom af 15 Mai 1857 5), som frifandt en Skipper for at betale Afgift til en Moringsindretning, han ei havde benyttet, uagtet han efter en kgl. Res. af 20 Nov. 1815 skulde vre forpligtet dertil; Hiesteretsdomme af 13 Dec. 1864 og 20 Nov. 1879 6), hvorved et Par af Regjeringen meddeelte Patenter tilside sattes som stridende mod Haandvrkslovens 82; Hieste retsdom af 4 Juli 1868, som fritog Fredrikshalds Sagbrugs forening for at betale en ved kgl. Resol. af 6 Marts 1863 paalagt Afgift, fordi denne ikke antoges at have tilstrkkelig
l) ) a) *) s) *)
Storth. Forh. 1818, V, 477492. See Brandt, Eepert. I, 127128; Retstid. 1854, Side 94. Brandt, Repert. I, 4048 og 193197. See ovenfor 11, 211 og 466. Retstid. 1857, Side 357365. Retstid. 1865, Side 59, og 1880, Side 161, jvfr. Dep. Tid. 1844, Side 497 ff.
359
Hjemmel i Loven af 26 Aug. 1854, 6 *). Er Formuestab ved en saadan Bestemmelse tilfiet nogen, saa kan han ind tale Erstatning, see f. Ex. Dom 18 Juni 1840 2), hvorved Hiesteret tilkjendte en Toldembedsmand Erstatning for, hvad der tilkom ham som Anholder af et Parti Varer, der vare toldforsvegne, men fr Anordn, af 7 Dec. 1818, 247 (nuvrende Toldlovs 183), ifolge kgl. Resolution tilbage leverede Eieren. Saavel den sidste Dom som de ovenanfrte af 13 Juli 1844 og 4 Juli 1868 vise, at Hiesteret tilside stter de kongelige Resolutioner, nar den anseer dem byg gede paa en feilagtig Retsanskuelse, og det selv om denne kan forsvares med ganske vgtige Grunde. Den Stning, at Regjeringen bedmmer sin egen Competence, er altsaa heelt ud forkastet af vore Domstole. Have Domstolene en saadan Myndighed med Hensyn til Kongens og Regjeringens Resolutioner, maa de saameget mere kunne tilsidestte vrighedens og andre underordnede Auto riteters ulovskikkede Beslutninger. Om den ved en saadan Beslutning Forurettede kan paaanke den til Kongen, behver han ikke dette 3). Saaledes har det hos os siden 1814 vret antaget, at Domstolene kunne kjende en efter vrighedens Ordre afholdt Udpantning uetterrettelig, nar de ansaa denne Inddrivelsesmaade ulovlig 4). Ligeledes hvorvidt nogen er pligtig til at overtage et ham af vrigheden paalagt Ombud, Hiesteretsdomme af 9 Januar 1838 og 19 Oet. 1851 5). Fremdeles hvorvidt Stiftsdirectionens Omregulering af Stole. staderne i en Kirke har krnket Privatmands Ret, Hieste retsdomme af 30 Mai 1837 og 22 Oet. 1855 6); hvorvidt Told vsenet har fortoldet en Vare overeensstemmende med Tariffen,
a) Retstid. 1868, Side 608627. 2) Retstid. 1840, Side 505-532. 8) Jvfr. Schweigaards Proces, 230, om hvorvidt administrative Beslutningers Udfrelse kan standses ved Forbud. 4) Anerkjendt allerede ved Hiesteretsdom 28 Oet. 1818. s) Retstid. 1838, Side 8189, og 1851, 126128, De Tiltalte blev i begge Tilflde dmte, fordi Paalgget ansaaes lovligt. Jvfr. nrvrende Vrks Bind 11, Side 410, Note 2. ) Betstid. 1837, Side 667682, og 1856, Side 785797.
360
Cap. 63. Den dmmende Myndigheds Grndser
Hiesteretsdomme af 26 Oet. 1836, 15 Oet. 1842, 8 Marts 1845, 24 April 1857 m. fl.. 1); hvorvidt Amtmandens Anven delse af Veiloven er medholdelig, Hiesteretsdom af 25 Sept. 1869 2). I Dom af 2 Mai 1857 tilsidesatte Hiesteret en Re solution, hvorved en Amtmand gjentagende havde forlnget den engang bestemte Frist, inden hvilken en som Fader til et ugte Barn udlagt Person skulde afiggeenegtelsesed 3). Hvor betinget det gjlder, at Domstolene kunne paakjende Klage over administrative Beslutningers Ulovlighed, viser den af Hiesteret under 28 Oet. 1876 paadmte Sag. Sporgs maalet var her, hvorvidt en Matriculeringscommission havde anvendt Loven af 6 Juni 1863 1 rigtigt, nar den havde regnet Indtgt afLndse til de Herligheder, der skulle tges i Betragtning ved Ansttelse af Eiendommens Skatteskyld, hvilket Sprgsmaal bragtes under Paakjendelse derved, at Eieren paaankede en Skatteligning, som var bygget paa den saaledes bestemte Matriculskyld. Overretten stadfstede Lig ningen, idet den antog, at alle Sprgsmaal om Matriculerin gens Lovlighed endelig afgjordes af de ved Loven af 6 Juni 1863, jvfr. Lov 17 Mai 1872, anordnede Autoriteter og flge lig ikke kunde bringes ind for Domstolene. Hiesteret var af modsat. Mening og stadfstede derfor ikke Overretsdommen, skjnt den ligesom Overretten kjendte Ligningen ved Magt at stande, idet den med Matriculeringscommissionen fandt, at Indtgt af Lndser skulde medtages ved Skatteskyldens Be stemmelse 3). I de mange Tilflde, hvor Lovgivningen har tillagt en administrativ Autoritet Ret til at afgjre et Anliggende efter bedste Skjn, kunne Domstolene tilsidestte Beslutningen, hvis den er afgiven f. Ex. af en anden Amtmand end den under hvem Sagen hrer. Men er den afgiven af rette Ved
*) Retstid. 1836. Side 891905; 1842, Side 673 ff.; 1845, Side 558 560; 1857, Side 340342. 2) Ugeblad IX, 418 ; Retstid. 1869, Side 729. s) Retstid. 1857, Side 383393. 4) Retstid. 1876, Side 785789, jvfr. H. R. D. 25 Nov. 1883, Retstid. 1884, Side 104108.
361
kommende, kunne Domstolene ikke erklre den uforbindende, fordi de finde, at den er uhensigtsmssig eller billig, see Hiesteretsdomme af 13 April 1867, 25 Mai 1870, 15 Januar og 15 Juli 1877 samt 21 Sept. 1889. En Ligningscommissions Udligninger kunne ikke omgjres af Domstolene, hvor billige de end maatte vre, jvfr, H. R. D. 20 Novbr. 1890, men frst hvis Domstolene finde dem lovstridige 1). Jvfr. Loven af 15 April 1882, for Landet 38, for Byerne 29, Lov om Sundhedsvsenet af 16 Mai 1860 7 og Lov (No. 1) af 27 Juni 1892 38. 18. Det blev altsaa hurtigt og fuldstndigt erkjendt, ikke alene at Domstolene under en af det Offentlige anlagt Sag kunne prve Gyldigheden af de Regjerings- eller vrig hedsbeslutninger, paa hvilket Sgsmaalet hyggedes, men ogsaa at den Privatmand, som var forurettet ved en saadan Beslutning, kan anlgge Sag for at faa den omgjort eller Erstatning af det Offentlige, forsaavidt dette hefter for Skaden. Derimod blev man lnge hngende fast i den Forestilling, at den Fornrmede i de Tilflde, hvor det Offentlige ikke hefter, paa Grund af I26 og Instrux 14 Sept. 1798, 28, skulde vre udelukket fra at indtale Erstatning hos ved kommende Embedsmand, medmindre Kongen bevilgede en Commission til Sagens Paakjendelse 2). Ved Dom af 28 Nov. 1834 3) blev nemlig et Erstatningsogsmaal, anlagt af en Lensmand mod Amtmanden, fordi denne uden skjellig Grund havde suspenderet ham, af Hiesteret afviist, fordi Sagen an gik Indstvntes Embedshandling og saaledes ikke kunde an hngiggjres ved hans personlige Vrnething. Denne Dom vilde have vret rigtig, hvis den havde lydt paa Frifindelse, bygget derpaa, at Lensmanden ingen Ret havde til Erstat
') Retstid. for 1867, Side 404412, for 1870, Side 456461 og Ugebl. X, 323326 samt Retstid. for 1877, Side 177192 og 673677, for 1889, Side 707710, for 1891, Side 9496. 2) Jvfr. Collett, Personret, 1, 217220, hvor det antages, atlnstruxen i det her omhandlede Stykke fremdeles maa gjlde med Hensyn til Christiania Magistrat. ') Brandt, Repert. I, 558-560.
362
ning. Thi Suspensionen var kun Udvelse af en Amtmanden forbeholdt discretionr Myndighed, see nrvrende Capitels 16. Afviisningen var derimod et Feilgreb. At den kom i Strid med Forudstningen i Forligelseslov 20 Juli 1824, 29, kan vel ikke bestemt paastaaes. Men den staaer aaben bart i Strid med Sagens Natur. Thi Domstolenes Competence til at paakjende vrighedshandlingers Lovlighed maa ndven digvis strkke sig lige saa langt, nar den Fornrmede sger Erstatning hos Embedsmanden, som nar han forlanger dennes Beslutning tilsidesat eller omgjort. At den Skadelidende kan sagsge den feilende Embeds mand til Erstatning, har aldrig vret betvivlet, nar den skade gjrende Embedshandling ikke indeholder Udvelse af Statens Herredmme over dens Undersaatter, og altsaa ikke paa nogen Maade kan kaldes en vrighedshandling, f. Ex. hvor nogen har lidt Skade ved en urigtig Pantebogfrsel eller en urigtig Panteattfist eller ved Skjdeslshed fra en Told embedsmands Side med Hensyn til Varer, som han i saadan Egenskab har i sit Vrge. 1 9. Da den Stning, at enhver Statsmagt med endelig og bindende Virkning for alle bedmmer sin egen Compe tence, hverken er tilstrkkelig begrundet i Sagens Natur eller gjldende hos os, kan den ikke tjene til Hjemmel for den Lre, at Domstolene er bundne ved den lovgivende Magts Beslutninger, hvor grundlovsstridige disse end maatte vre. Sidstnvnte Stning fastholdes imidlertid af mange, der dog indrmme Domstolene Myndighed til at tilsidestte kongelige Befalinger, som stride mod Grundloven eller Lov givningen. Thi er Beslutningen fattet ikke alene af Kongen, men ogsaa af Storthinget, hvis altsaa begge Statsmagter ere enige om samme, saa er den, siger man, et Udtryk for hele Sam fundets Retsopfatning og derpaa byggede Vilje. For den maa ogsaa Domstolene bie sig. Ellers vilde Statsmagterne blive Domstolene underordnede, uagtet hine jo dog kun ere disses Skabninger. Dette vilde Vre i sig selv urimeligt, medfre en farlig Usikkerhed i Retstilstanden og lamme Statsmagternes Evne til at fremme Samfundets Tarv.
Cap. 63^ Den dmmende Myndigheds Grndser.
363
Denne Anskuelse gaacr, som man seer, egentlig ud paa, at Stats magterne, nar de ere enige, uhindrede skulle kunne bryde Grundloven. Men dette er en vilkaarlig Negte! se af de givne Forudstningers ndvendige Flge. Naar den Grundlov, Samfundet har vedtaget som sin hieste Retsnorm, stter den lovgivende Magt visse Grndser, saa er det ikke alene fordi de, der gave Grundloven, have anseet disse Be grndsninger retfrdige og hensigtsmssige, men ogsaa fordi de have forudsat Muligheden af, at Retfrdighedens eller Hensigtsmssighedens Fordringer netop i disse Stykker ellers kunde blive krnkede. Hvor de i Grundloven optagne Forskrifter af dette Slags ikke tydeligen kunne skjnnes at vre blotte Formaninger, kan deres Hensigt ikke vre nogen anden, end at de skulle danne retlige Skranker for den lov givende Magt. Erfaring viser, at Lovgivningen undertiden kommer i Strid med Grundloven. Hyppigst hidrorer dette fra en reen Uopmrksomhed eller en Misforstaaelse, som bliver iinefaldende, nar Sagen udredes for Domstolene. Ingen Nationalreprsentation har Stunder eller tilstrkke lige Hjlpemidler til at give Lovforslag en saa alsidig og indtrngende Behandling, at den altid kan undgaa deslige Feilgreb. Et Exempel herpaa har man hos os i Bygnings loven for Christiania af 5 Juni 1875, 8, sjette Punctum'). I Nordamerika siges saadanne bevidste Anstd mod Grund loven at forekomme temmelig ofte 2). At Domstolene i saa Fald skulde flge den grundlovstridige Lov, vilde vre ligefrem urimeligt. Det kan imidlertid trffe, at den lov givende Magt med klarere Bevidsthed stter sig ud over Grundlovens Bud. At indrmme den uhindret Adgang hertil vilde vre at gjre den souvern. Men det er just dette, den under en Forfatning, som indskrnker dens Myndighed inden visse Grndser, ikke er. Under denne Forudstning er den lovgivende Magt, selv hvor dens Beslutninger blot
1) Jvfr. Hiesteretsdom af 9 Febr. 1880 i Retst. for s. A., Side 278283. 2) Cooley, Constitutional Limitations, Side 45, Note 1.
364
kunne istandbringes Jved Samstemmighed mellem Monarken og Nationalreprsentationen, ikke Samfundets uindskrnkede Herre, men dets Fuldmgtig og Grundloven dens Fuldmagt. Overtrdes denne, maa Flgen i alt Fald i mange Tilflde blive, at den Beslutning, hvorved saadant er skeet, ikke kan tillgges fuld Retsvirkning eller efter Omstndighederne endog maa sttes ganske ud af Betragtning. Grundloven skal vre mere forbindende end andre Love, og den Omstndighed, at den sttes tilside af Statsmagterne, kan ikke fritage Dom stolene for deres Pligt til at flge den. Dette gjlder endog, om det maatte vre klart, at den givne Lov er et Udtryk for den hos Folkets Fleerhed herskende Retsanskuelse. Thi under en Grundlov, som ikke kan forandres uden med lagt tagelse af visse Former og efter LTdlobet af visse Frister, er heller ikke det ieblikkelige Fleertal souvernt. Saalnge Grundloven bestaaer uden at vre forandret paa den Maade, den selv har bestemt, strkker ikke alene dens Beskyttelse, men ogsaa dens forbindende Kraft sig til Folket i dets Heel hed, ligesaavel som til hver enkelt Person. Domstolenes Pligt til at gjre Grundloven gjldende ligeoverfor enhver Lov, yngre ligesaavel som ldre, flyder med saadan Ndvendighed af Grundlovens Egenskab som Landets hieste Lov, at den neppe vilde blive negtet, hvis man ikke frygtede for Stningens practiske Flger. Man tr, siges der, ikke udstte sig for, at Domstolene lgge en vrang Mening ind i Grundloven. At de gjre dette, bliver vistnok altid en Mulighed. Men der er ingen strre Fie til at antage, at de skulle misforstaa eller forvrnge Grund loven end andre Love. Finde Statsmagterne, at den For tolkning af Grundloven, Domstolene gjre gjldende, i noget vsentligt Punct er urigtig, saa kunne de give Grundloven en Affatning, der gjr Fortolkningen umulig. Og for virke lige Fordreielser af Grundloven kunne Domstolenes Med lemmdr drages til Ansvar. Men just fordi disse Midler haves mod Domstolenes Misbrug af deres Myndighed, ville saa danne Misbrug ikke lettelig forekomme. Her er Nord amerikas Vidnesbyrd afgjrende. Den Regel, at Domstolene kunne stte grundlovstridige Love tilside, har dersteds vret
365
gjldende i omtrent hundrede Aar og er i den lange Tid kommen til Anvendelse i en stor Mngde Tilflde. Hermed synes man i det store tget at vre vel tilfreds. Der omtales intet Exempel paa, at en Grundlov er bleven forandret for at fremtvinge en anden Forstaaelse end den, Domstolene have gjort gjldende, og kun to Exempler paa, at Dommere ere blevne satte under Tiltale for at have erklret Love grundlovstridige. I begge Tilflde bleve de frifundne 1). Erfaringen fra Nordamerika godtgjr, at Domstolenes Myn dighed til at prve Lovenes Grundlovmssighed saalangt fra at medfre ,den Forvirring og Ulempe, mange europiske Jurister have frygtet, tvertimod er en af de bedste Garan tier for Retsordenen, skjnt vistnok ikke altid fuldt til strkkelig. Uvillien mod at indrmme Domstolene Retten til at gjre Grundloven gjldende mod den lovgivende Magt er saaledes neppe bedre befiet end den nu nsten overalt overvundne Frygt for at tillgge dem Ret til at tilsidestte den udvende Magts mod Grundlov eller Lov stridende Be slutninger. Som det fra Capitlerne 30 og 47 vil erindres, tillader Grundloven, at visse Slags Bestemmelser istandbringes enten ved Lov eller ved en af Kongen stadfstet Storthingsbeslut ning. Hvilken af disse Fremgangsmaader der er valgt, maa med Hensyn til disse Slags Bestemmelsers forbindende Kraft for Domstolene vre ligegyldigt. Negter eller indrmmer man dem Befielsen til at prve Loves Grundlovmssighed, maa man ogsaa negte eller indrmme dem samme Befielse med Hensyn til Skattebeslutninger, Gage- og Pensionsregula tiver og omvendt. 20. Saalangt som til at erklre enhver Lov eller Storthingsbeslutning af de omhandlede Slags betinget bin dende for Domstolene, har ingen villet gaa hs os. Man har erkjendt det som deres Pligt at tilsidestte Beslutningen, selv om den fremtrder i Lovs Form, nar den indeholder et saa aabenbart Retsbrud, at den er uforenelig med enhver
a) Cooley, Constitutional Limitations, Side 160, Note 3.
366
Cap. 63.
tnkelig Fortolkning af Grundloven og altsaa maa betragtes som en forstlig Krnkelse af denne 1), eller som det af andre har vret sagt, nar den ligefrem krnker et udtryk keligt Bud i Grundloven. 1 modsat Tilflde maa den, har man meent, respecteres af Domstolene, selv om disse finde, at den stder an mod en Grundstning, som udledes ved en Slutning fra, hvad denne udtrykkelig har sagt 2). Denne Lre, som ogsaa har vret opstillet andetsteds 3), er imidlertid ikke holdbar, mindst efter vor Forfatning, der kun tillgger Kongen suspensivt Veto til Lovbeslutninger og har foranlediget Meningsforskjel mellem Statsmagterne om, hvorvidt almindelige Storthingsbeslutninger tiltrnge kongelig Sanction. Herved bliver det tnkeligt, at der for de almindelige Domstole kan blive indbragt Sager, hvis Afgjorelse beroer paa en Lovbeslutning, som Kongen ikke alene har negtet at sanctionere, men ogsaa erklret stridende mod Grundloven, eller paa en anden Storthingsbeslutning, som Kongen har befalet ikke at skulle tges til Flge. Man tnke sig f. Ex., at Storthinget i de ved Grl.s 79 bestemte Former havde istandbragt en Lovbeslutning, som nedsatte Pantelaansrenten til 4 pCt. og gav denne Regel Anvendelse paa allerede stiftede Laan, medens Kongen ansaa dette stridende mod Grl.s 97 og derfor negtede den Sanction. Saasnart nogen ldre Skyldner negtede at betale hiere Rente, og Fordringshaveren forsgte at indtale denne, vilde Sprgsmaalet, om denne Beslutning virkelig var gjldende Lov, vre bragt for Domstolene, som ikke kunde skyde det fra sig, men maatte lse det efter sin egen Opfatning af Grl.s 97, hvor store Tvivl de end nrede om denne Paragraphs rette Forstaaelse. Ligeledes hvis Lovbeslntningen gik ud
7) Stang, Side 546549. 2) munker i Ugeblad for Lovkyndighed, VIII, 397400. Herimod har Las s o n tget til Gjenmle i Straffeproces, Supplement 11, og Appel i civile Sager, Side 362 ff. 3) Saaledes allerede hos Moser, Landesfreiheit der TJntherthanen, Side 71.
367
paa at overdrage Communalbestyrelsen Ret til at bestte Magistrats- eller Lensmandsposter, og der til samme Post var beskikket tyende Personer, en af Kongen eller Amt manden, en anden af Communalbestyrelsen. Sprgsmaalet maatte her paa- mange Maader strax komme for de alminde lige Domstole, f. Ex. ved Paaanke af en Udpantmngsforret ning, afholdt af hvilkensomhelst af disse Lensmnd. Frem deles, hvis Storthinget havde bevilget en Pension, men Kon gen negtet at stadfeste Beslutningen, og den Person, hvem Pensionen var tiltnkt, anlagde Sag for at faa den udbetalt af StatsCassen. Ligeledes vilde det vre iinefaldende urigtigt at antage, at Domstolene skulde vre forpligtede til at respectere enhver provisorisk Anordning, som de ansaa stridende mod Grund loven eller nogen af Storthinget given Lov, nar de dog maatte erkjende, at dette kunde vre Gjenstand for Tvivl 1). Og dog ere disse Anordninger virkelige Love. Mere har Lren for sig, nar begge Statsmagter have vret enige i den Lov eller Beslutning, om hvis Gyldighed der tvistes, Den fortjener dog ikke engang under denne Forudstning Bifald 2). Vistnok maa Domstolene ikke tilside stte en Lov, fordi de finde den stridende mod Grundlovens Aand eller mod de Grundstninger, der vel kunne skjnnes at have foresvvet Grundlovens Forfattere, men dog ei kunne siges at vre blevne bindende constitutionelle Rets regler. Paa den anden Side er det klart, at man ikke her mere end ellers kan binde sig til Grundlovens Bogstav. Ligesom Domstolene maa opretholde Love, der vel stride mod Grundlovens Ord, men ikke mod dens sande Mening, saaledes maa de omvendt kunne tilsidestte Love, som ikke stde an mod hine, men vel mod denne. Slutningen fra, hvad Grundloven udtrykkelig har paabudt, til hvad den har forudsat som ndvendig Betingelse for eller Flge af, hvad
) Storth. Forh. J869, IX, B, Side 5. 2) Jvfr. Mohl, Wtirtembergisches Staatsrecht, I, 332, og Nellemann, Civilprocessens almindelige Deel, Side 110, ''Noten,;
368
den har sagt, kan nemlig i mange Tilflde vre saa utvivl som, at den bliver bindende. At der med noget Skin af Fie lader sig opstille flere Fortolkninger af et Grundlovsbud eller drage forskjellige Slutninger af et saadant, kan ikke fritage Domstolene fra at fravige den af disse; som den lov givende Magt har fulgt, saafremt Domstolene finde, at en anden er den rette. Thi Statsmagternes Misforstaaelser kunne ikke binde Domstolene i Udvelsen af deres grundlov mssige Kald. Det sande i den omhandlede Lre er kun, at det, hvor Sprgsmaalet om den givne Lovs Grundlov mssighed har vret Gjenstand for en indtrngende Drf telse af Statsmagterne, maa tillgges stor Vgt, at de ere blevne enige om den bekrftende Besvarelse. Domstolene br derfor i saa Fald ikke stte Lovene tilside, hvor de selv finde Sprgsmaalet tvivlsomt, ligesom de overhovedet altid maa vre forsigtige dermed 1). Navnlig kan der ikke lettelig blive Sprgsmaal om at negte en af Kongen sanctioneret Lov Gyldighed, fordi den skulde krnke de Kongen eller Storthinget ved Grundloven hjemlede Rettigheder. Hvor Sprgsmaalet ikke er aldeles klart, maa den Beslutning af begge Statsmagter, bygget paa en Opfatning af Magtforde lingen, som kan forsvares, vre gyldig og bindende, hvad enten det er Kongen eller Storthinget, som for Tilfldet kan siges i en vis Forstand at have gjort en Indrmmelse. See som Exempler Veiloven af 28 Juli 1824, 2, og Hypo thekbankloven af 18 Septbr. 1851, 15. 21. At Domstolene med de angivne Begrndsninger kunne prve Grundlovmssigheden af Love og Storthings beslutninger, er blevet gjldende Ret hos os. Allerede
*) Det her Udviklede stemmer vsentlig overeens med, hvad der lres og ved flere Leiligheder er udtalt af Domstolene i Nordamerika, see Cooley, Constitutional Limitations, Side 164 176. Til ret Forstaaelse af disses Praxis maa det imidlertid bemrkes, at de ikke saa ganske sjeldent tilsidestte Love, om hvis Forenelighed med Grundloven der endog er Meningsforskjel inden selve Domstolen. w
Cap. 63.
369
Gage- og Pensionscomiteen i 1821 erkjendte dette med Hen syn til Beslutninger, hvorved en Gage er nedsat. I en Adresse af 24 Juli 1821 til Kougen angaaende Adelsloven udtalte Storthinget, at det ansaa det uforndent at fremkomme med noget Forslag angaaende Erstatning for de Personer, som maatte lide Tab ved Adelsloven, ettersom Storthinget var af den Formening, at det ligefuldt maatte vre enhver Vedkommende uformeent af egen Drift at fremkomme med Beviis for det lidte Tab og i Overeensstemmelse med Grl.s 105 at gjre sin Paastand om Erstatning gjldende 1). Som Adressens vrige Indhold viser, tnkte Storthinget sig vistnok, at de frst vilde henvende sig til Statsmagterne derom, men Henviisningen til 105 er en tydelig Tilkjendegivelse af, at Adgangen til Domstolene antoges at staa dem aaben. Denne Opfatning af Forholdet mellem den lovgivende og dmmende Magt blev stadfstet ved Hiesteretsdom af 10 Decbr. 1822, hvorved de dengang i Trondhjem ansatte Magi stratspersoner tilkjendtes Erstatning af Statscassen for det Auctionssalarium, som efter den tidligere Lovgivning tilkom dem af det i Throndhjem forauctionerede Kobber fra Rros Kobbervrk, men som var tget fra dem ved Loven af 12 Septbr. 1818, IV, 1. Herved blev det altsaa afgjort, at Domstolene kunde tilkjende Erstatning for Krnkelse af Rettigheder, der skeer ved en Lov, som ikke selv trffer noget Forbehold desangaaende, og denne Anskuelse er un der senere Storthingsforhandlinger flere Gange kommen til Orde 2). Lren om Domstolenes Ret og Pligt til at prve Grund lovmssigheden af Stats magternes Beslutninger fik ny Stad fstelse ved den ovenfor, Cap. 60, 102, omtalte Hieste retsdom af 27 April 1841. Denne Dom, der vel er den vig
*) Storth. Forh. 1821, Marts, Side 80, og Juli Side 135136. 2) Saaledes i. Ex. ved Istandbringelsen af Haandvrksloven af 15 Juli 1839, 47, see Storthingsefterretningerne for dette Aar. Side 144, afergvrkslov 14 Juli 1892, 76, see foran, Cap.6o, 108, Note 3, og af Loven om Ophvelsen af Lyseklosters Fogedmyndighed 3 Septbr. 1851, see Storth. Forh. for samme*Aar, VIII. Side 415. Norges offentlige Ret. 111. 24
370
tigste, Norges Hiesteret nogensinde har afsagt, afgjorde nemlig, at en Beslutning af 23 Januar 1837, tgen til Flge ved Kgl. Res. 14 Februar samme Aar, hvorved Stempelskatten var fornyet for Tidsrammet fra 1 Juli 1836 til 1 Juli 1839, ikke kunde anvendes paa allerede oprettede Documenter. At Statsmagterne ved denne Beslutning ikke forstligen havde villet overtrde Grundloven, var klart nok. De havde kun fulgt en ligefra 1818 benyttet og aldrig paatalt Frem gangsmaade, som ikke kunde siges at vre uforenelig med enhver tnkelig Fortolkning af Grundloven. Dette viste sig bedst deraf, at Stiftsoverretten vilde have Storthingsbeslut ningens Gyldighed opretholdt, idet den ikke ansaa Grl.s 97 anvendelig paa andre Forskrifter end Love. Mod at Hieste ret havde tget dette Sprgsmaal under Afgjrelse, gjorde Odelsthinget ingen Indvending. Budgetcomiteen i 1842 sagde, at man i Dommen havde faaet et Prjudicat, og foreslog Storthinget at indrette den nye Skattebeslutning derefter, hvilket skeede '). Dommens Indflydelse indskrnkede sig imidlertid ikke hertil. Statsmagterne have senere ved adskil lige Leiligheder forudsat, at Lovbud, om hvis Grundlovms sighed der kunde vre Tvivl, muligens vilde blive tilsidesatte af Domstolene. Dette har efter Omstndighederne ledet til forskjellige Resultater. Undertiden har Storthinget af dette Hensyn undladt at trffe Bestemmelser, som det ansaa nske lige. Et mrkeligt Exempel herpaa frembyde Forhandlingerne om Loven angaaende Brndeviinssalg af 6 Sept. 1845. Den kongelige Proposition havde foreslaaet, at den Ret til at slge Brndeviin i smaat, som Handelsborgerskab efter den ldre Lovgivning medfrte, skulde fratages de davrende Handelsborgere, medmindre de vilde give Slip paa sin Ret til at handle med andre Varer. Derom erklrede Storthings comiteen, at den vistnok ansaa Bestemmelsen srdeles hen sigtsmssig, men frygtede, at en saadan Lov ved Domstolene vilde findes ikke at kunne besta med Grl.s 97. Comiteen foreslog derfor at forbeholde hine Handelsborgere deres Ret,
) Storth. Forh. 1842, 111, 140143.
hvilket bifaldtes af Storthinget l). Ved andre Leiligheder, nar den lovgivende Magt har nret Tvivl om Forstaaelsen af Grl.s 97, har den vel fulgt en modsat Fremgangs maade, idet den har givet sit nye Bud en Affatning, som gjorde det anvendeligt paa ldre Retsforhold. Men dette skeer regelmssigt under den Forudstning, at Domstolene ville have at. afgjre, hvorlangt Anvendelsen kan strkkes uden at komme hiin Grundlovsparagraph for nr. Exempler paa, at denne Forudstning ?r udtrykkelig udtalt, forekomme ved Istandbringelsen af Loven om Bergvrker af 14 Juli 1842, 76, Loven af 17 Juli 1857 om Indskrnkning af Gjlds fngslets Varighed og Lov om Eiendomsskat i Throndhjem af 6 Marts 1869, 1 2). Under Forhandlingerne angaaende Loven af 30 Juli 1851, der fratog de da ansatte Skiftefor valtere den saakaldte Skifterecognition, udtalte Storthings comiteens Mindretal, at deres Ret til at indtale Erstatning gjennem Domstolene maatte vre dem forbeholdt. Ogsaa Flertallet erkjende, at Sprgsmaalet burde staa aabent, men synes at vre gaaet ud fra, at et senere Storthing skulde afgjre, hvorvidt de skulde have Erstatning 3). Ved Domme af 1 Febr. 1854 og 23 Octbr. 1855 tillagde Hiesteret dem Erstatning efter legitimerede Regninger. For denne Afgjorelse have Statsmagterne biet sig, hvilket navnlig har faaet sit Udtryk i Loven om Auctionsvsenet af 17 Juni 1869, 10, og Loven om sportellnnede Embeder af 14 Mai 1872, 17. Ved Hiesteretsdom af 1 Novbr. 1866 4) blev Erstatning efter uvillige Mnds Skjn tilkjendt en fr Vrnepligtsloven af 12 Octbr. 1857 ansatfSofficier for de ham i Henhold til Lovens 11 paalagte nye og byrdefulde Embedsforretninger, uagtet der ved Lovens Istandbringelse ikke var Tale om
Storh. Forh. 1845, VIII, 363. Sammesteds 1830, VII, 824, jvfr. 753, 787789 og 862863; 1857, IV, 0. No. 8, Side 1314 og IX, 104, samt 1869. IX, Side 94. Sammesteds 1851, VIII, 154157 og Storth. Efterr. for samme Aar, Side 380 og 386390. *) Retst. 1854, Side 94107;; 1856, Side 3132; 1866, Side 823829; Ugeblad f. Lovk., VI, 165173. *) 2J . 3)
372
Cap. 63.
saadan Erstatning, medens selve Lovens Forskrifter, efter hvad Hiesterets Fleertal antog, endog viste, at den ansaa Sofficiererne forpligtede til at overtage disse Forretninger uden srskilt Godtgjrelse. Ved en senere Leilighed har dog et Fleertal af Hiesteret reserveret sig mod, at den sidste Dom skulde vre bygget paa den Betragtning, at der under Sagen forelaa en Strid mellem Loven og Grundloven, og at denne Strid ved Dommen blev lst saaledes, at Loven skulde vre ugyldig 1). 22. Det tr imidlertid ikke opstilles som betinget Regel, at enhver Overtrdelse af Grundloven, hvori den ene eller begge Statsmagter have gjort sig skyldige, gjr Beslut ningen ugyldig. Navnlig kan ikke enhver Afvigelse fra de foreskrevne Former for Beslutningens Istandbringelse medfre en saadan Virkning. Herom er der vistnok forskjellige Meninger i de for skjellige Lande. I Nordamerika synes man at ansee enhver Tilsidesttelse af nogen i selve Grundloveu fastsat Form som drbende for Beslutningens Gyldighed 2). 1 England betragtes enhver Tilsidesttelse af Formerne, der maatte vre indlben under en Sags Behandling i et af Parliamen tets Huse, som tilstrkkelig rettet, nar Huset under sidste Gangs Behandling har fattet en gyldig Beslutning. Dette er en ligefrem Flge af, at disse Former ikke ere lovbestemte, men kunne forandres af Huset selv. Men er der ved en Uopmrksomhed indlben nogen endog noksaa betydelig Forskjel i de Ord, hvormed ethvert af Husene har vedtaget Beslutningen, ansees denne ugyldig, selv om den er sanc tioneret af Kongen 3). I Tydskland antage derimod nu de Fleste, at Domstolene kun have at undersge, hvorvidt Loven er sanctioneret af Monarken, contrasigneret af en Minister og
l) Ugebl. f. Lovk., VIII, 396397. *) Cooley, Constitutional Limitations, 177, jvfr. Cap. VI, hvor Exempler anfres paa Domme, som have antaget dette. 3) May, Parliamentary Law and Practice, Side 498502.
373
promulgeret i de grundlovbestemte Udtryk, men ikke hvor vidt den er tilbleven med lagttagelse af de grundlovbestemte Former eller engang under Medvirkning af Nationalreprsen tationen, hvor denne er ndvendig 1). Men ogsaa de, der an tage, at Domstolene, hvis Grundloven ingen modsat Bestem melse indeholder, kunne undersge, hvorvidt Nationalrepr sentationens Samtykke til Beslutningen er meddeelt, indrmme, at der ei kan lgges afgjrende Vgt paa, hvorvidt dette er skeet niagtigen i de Former, Grundloven har foreskrevet. Hvorledes dennes herhenhrende Forskrifter skulle forstaaes, maa nemlig, har man sagt, vre et indre Anliggende, Repr sentationen selv har at afgjre 2). Hos os var man i Forfatningens frste Tid altfor lidet nieregnende med Formernes lagttagelse. Som ovenfor i Cap. 31, 32 oplyst, blev flere af de vigtigste Lovbeslut ninger i 1816 fattede i det samlede Storthing uden foregaa ende Behandling i Odelsthing og Lagthing, og uden at der fra nogen Kant blev reist Indsigelse mod de saaledes istand bragte Loves Gyldighed. Ligesaa utvivlsomt Brud paa Grundloven var det, nar Kongen udenfor Statsraadet be skikkede en Overcommandant paa Fredriksteen Fstning og forbd Udlndinger at opholde sig i Christiania, medens det frste ordentlige Storthing var samlet 3). Med den lange velse i at indrette sig efter en skreven Grundlov ere imid lertid Fordringerne blevne strengere, og den almindelige Retsbevidsthed vilde ikke lngere taale deslige Uformelig heder. Er det tilstrkkelig oplyst, at en Kongen fra Storthingets eller Afdelingernes Prsidenter tilstillet og af ham sanc tioneret Beslutning afviger fra den af Storthnget vedtagne 4),
l) 2) *) 4)
Meyer, Staatsrecht, Side 520. Gneist i Verhandlungen des vierten deutschen Juristentages, 1, 232. Storth. Forh. 1815, V, 167 og 170. Tilfldet er indtruffet med en Lovbeslutning om Brndeviinssalg' der sanctioneredes under 6 August 1824 og tilbagekaldtes ved provisorisk Anordning af 1 Novbr. samme Aar.
374
maa Domstolene selvflgelig stte den ud af Betragtning. Endvidere maa Loven vre ugyldig, hvis Storthingets Lov text er istandbragt med Tilsidesttelsen af en vsentlig Form. Dette er aldeles klart, hvis det er overveiende sandsynligt, at Feilen har havt Indflydelse paa Beslutningens Indhold. Er det derimod vist eller sandsynligt, at Indholdet vilde vre blevet det samme, saafremt de grundlovmssige Former havde vret iagttagne, saa maa Feilen efter de i vor Ret herskende Anskuelser vistnok i mange Tilflde kunne over sees. En lignende Regel flges ved Bedmmelsen af, hvor vidt Storthingsreprsentanternes Fuldmagter og Commune styrelsens Beslutninger (Retstid. 1874, 707) ere gyldige. Grl.s 64 henlgger Bedmmelsen af Storthingsreprsentanternes Fuldmagter til Storthinget. Griber dette feil i Afgjrelsen af et herhenhreiide Sprgsmaal, faaer flgelig denne Omstn dighed ingen Indflydelse paa Gyldigheden af en Lov, som er kommen istand derved, at en Reprsentant, hvem Storthinget rettelig burde have afvist, har stemt for den. Hndte det, at en Beslutning fattedes i et Mde, hvor det i Grl.s 68 bestemte Antal Medlemmer ikke var tilstede, maatte vel Be slutningen vre ugyldig. Dette er sikkert, hvis den var fattet med en saa liden Overvgt af Stemmer, at Sagen kunde have faaet andet Udfald i et Mde af det grundlov mssige Antal Medlemmer. Feilen maa dog ansees rettet, hvis Beslutningen kan betegnes som ratihaberet ved nogen senere i fuldtalligt Mde fattet Beslutning, f. Ex. om Over sendelse af Sagen til Regjeringen. Hvor Grundloven har foreskrevet en bestemt Form for Udfrdigelsen af visse Beslutninger, maa lagttagelsen af denne Form vistnok ansees som Betingelse for, at Handlin gen skal faa grundlovmssig Virksomhed. Saaledes kan en kongelig Befaling, der angaaer andet end en militr Com mandosag, ikke gjlde som saadan, medmindre den er ontrasigneret af en Statsminister. Herimod kan det ikke indvendes, at Grl.s 31 efter Constitutionscomiteens Udkast udtrykkelig sagde, at disse Befalinger skulde contrasigneres, for at vre gjldende, og at disse sidste Ord af Rigsforsamlingen udelodes. Udeladelsen havde nemlig, som
375
vi senere skulle see, en ganske anden Hensigt end at til kjendegive, at Contrasignatur var en ligegyldig Form. Lige ledes maa det i Lighed med, hvad der gjlder i andre Lande, antages, at ingen ved Kongens Sanction istandbragt Lov bliver virksom, medmindre den er udfrdiget i de af Grund loven ( 81) paabudne Udtryk. I Overeensstemmelse hermed maa det endvidere antages, at iugen Storthingsbeslutning kan blive Lov uden kongelig Sanction, hvis den er bleven oversendt Kongen uden saadan Anmodning som i Grl.s 79 foreskreven. Er det i noget Stykke usikkert, hvorledes Grundlovens Forskrifter om Formerne for Statsmyndighedens Udvelse ere at forsta, br vedkommende Statsmagt ansees berettiget til endelig at afgjre Sprgsmaalet 1). Saaledes kunde en Lov aldrig have vret angreben som ugyldig, fordi den var istandbragt ved Beslutning af det samlede Storthing efter det fr 1839 gjldende Reglement, uagtet dette, som nu af Storthinget selv erkjendt, ikke stemmer med Grl.s 76. Og hvor grov end Formfeilen efter vor Tids Begreber maatte vre, kan den ikke tjene til Angrebs middel mod Gyldigheden af en Lov, som i lngere Tid har vret uanfgtet, og hvis Tilblivelse, da den fandt Sted, altsaa har svaret til den almindelige Retsbevidsthed. 23. Undertiden kan den ved Beslutningens Istand bringelse fulgte Fremgangsmaade efter Grundloven vre til strkkelig til at frembringe visse Retsvirkninger, men util strkkelig til at frembringe andre. Beslutningens Indhold kan for en Deel vre grundlovmssigt, for en Deel grund lovstridigt. Beslutningen maa da opretholdes ide Retninger eller Dele, som ikke berres af Feilen 2). Hvis saaledes Kongen i et Anliggende, der kan ordnes ved srskilt Be slutning for begge de forenede Riger, giver en flles Forskrift for begge, men i udelukkende norsk Statsraad, bliver den, skjnt ugyldig for Sveriges Vedkommende, gyldig
0 Storth. Forh. 1851, VIII, 88, Side 107108. 2) Stningen bliver i begge Anvendelser anerkjendt i Nordamerika, Cooley, Constitutional Limitations, Side 177181.
376
Cap. 63.
for Norges. Tillgger en Lov sine Bestemmelser tilbage virkende Kraft, maa Domstolene dog anvende dem paa senere stiftede Retsforhold. I de her exempelviis nvnte Tilflde er Sagen klar. I andre Tilflde kan det have sine Betnkeligheder at tillgge nogle af de i en Lov indeholdte Forskrifter Gyldighed, nar andre af dem maa sttes tilside som ugyldige. Det er nemlig muligt, at den lovgivende Magt ikke havde villet vedtage hine uden i Forbindelse med disse. Er dette vist eller overveiende sandsynligt, maa den hele Rkke af Forskrifter, der staa i saadant indre Sa mmen hng med den i sig selv ugyldige, negtes Anvendelse. Sprgsmaalet kan imidlertid, som den nordamerikanske Rets praxis viser, undertiden stille sig srdeles dunkelt. 24. I Overensstemmelse med den i foregaaende Paragraph udviklede Tanke kan en i sig selv ugyldig Be stemmelse blive at opretholde mod, at der udenfor dens Ord tillgges den skadelidende Klager Erstatning i Penge. Herom kan der navnlig blive Sprgsmaal, hvis den grundlovstridige Forskrift er en Lov og den kun gjr Indgreb i Individets konomiske Rettigheder. Hertil har nemlig Lovgivningen fri Adgang, nar den kun srger for, at Skaden erstattes, see Cap. 59, 2025 Har Lovgivningen undladt at trffe udtrykkelig Bestemmelse herom, maa det i alt Fald under tiden antages, at den hellere vil have sit Bud bragt i An vendelse mod, at Erstatning tillgges dem, hvis Rettigheder krnkes, end at Budet ganske tilsidesttes. Udredelse af Erstatningen maa paalgges den, paa hvis Ansvar Loven er bragt i Anvendelse, eller af hvem Sag i saadant iemed er anlagt. Hvis dette er Regjeringen eller nogen af dens underordnede Organer, maa altsaa Erstatningen paalgges Staten. Er det en communal Autoritet, maa Ansvaret falde paa Communen. Den Udvei at opretholde Loven mod at tillgge den skadelidende Part Erstatning for fremtidigt Tab afskjres imidlertid Domstolene, hvis den, som staaer for Sagen, protesterer derimod. I saa Fald maa de stte Loven tilside, saafremt de finde den grundlovstridig. Dette er iine faldende klart, hvis det er en Privatmand, som forsger ved Domstolenes Hjlp at fremtvinge Anvendelsen af en grund
377
lovstridig Lov, jvfr. Cap. 60, 37. I andre Tilflde ere Domstolene tilbielige til at bringe den nye Lov i Anven delse mod dem, som paastaa sig brstholdne derved, over ladende til dem selv under srskilt Sag at indtale den Erstatning, der af saadan Grand maatte tilkomme dem 1). 25. Er en Tractat, uden at ledsages af nrmere Forskrifter om dens Anvendelse, af Kongen bekjendtgjort til Rettesnor for norske Autoriteter og Undersaatter, og en Sag, som forovrigt henhrer under Domstolene, og hvis Ud fald beroer paa Tractatens Fortolkning, forelgges dem, have de efter eget, Skjn at afgjre, hvorledes den skal anvendes paa Tilfldet. Samme Myndighed have de, hvis Sagens Udfald beroer paa den almindelige Folkerets Grundst ninger. Dette er en ndvendig Flge af, at Lovgivningen ikke hos os, som Tilfldet fr var i Preussen, paalgger Domstolene i saadanne Tilflde at indhente Regjeringens Bestemmelse 2). 26. Domstolene ere imidlertid ikke satte til at afgjre folkeretlige Tvistigheder med bindende Virkning imellem Staterne eller uafhngigt af vore Statsmagters Forskrifter. Hvorvidt en indgaaet Tractat skal ophves eller aner kjendes forbindende for Riget, er et Sprgsmaal, som ved Grl.s 26 er henlagt under Kongens Afgjrelse. Han maa flgelig, i forndent Fald under Medvirkning af Storthinget, kunne bestemme, hvorledes Tractaten her i Norge skal for staaes og ivrksttes, see ovenfor Cap. 51, 5. Hvis der ved en Toldtarif, Kongen har befalet tgen til Flge, paa lgges en Told, som strider mod en endnu bestaaende Han delstractat, saa kunne Domstolene ikke af denne Grund
*) Sprgsmaalet har vret paa Bane under Voteringerne om H. R. Domme af 15 Januar 1860, 15 Januar 1880, 25 Januar 1882, 18 Mai og 4 Novbr. 1887 samt 28 Juni 1890, see Retstid. 1860, Side 148 151; 1880, Side 257269; 1882, Side 229234; 1887, Side 793-798; 1888. Side 200204 og 1890, Side 533538. s) Schultz e, Preussisches Staatsrecht, 11, 362; see for Frankriges Vedkommende Dalloz, Rpertoire, Art. Competence administrative, 3336, jvfr. nrvrende Vrks Cap. 7, 1.
378
frifinde nogen for at betale Tolden. Har Kongen afgivet Forskrift om, hvorledes en folkeretlig Regel skal anvendes, see f. Ex. Rsl. 16 Octbr. 1869, maa Domstolene ligeledes flge denne Forskrift x). Anseer en fremmed Magt sine Rettigheder krnkede ved en Handling af Norges Regjering, Tjenestemnd eller Under saatter, har den at anvende Folkerettens Midler: diploma tiske Forestillinger, Repressalier eller Krig. En fremmed Magt eller dens underordnede Autoriteter kunne i saadan Egenskab ikke anlgge Sag ved norske Domstole mod norske Autoriteter, og det ei engang om Paastanden blot gaacr ud paa Penge. Hvis f. Ex. det danske Postvsen troede at have en Fordring paa det norske Postvsen, som dette neg tede at etterkomme, saa vilde dette ikke have Ret til at indtale Fordringen ved norsk Domstol, og om det faldt paa at anlgge en saadan Sag, kunde det norske Postvsen for lange den afviist. Ved Overeenskomst mellem begge Regje ringer kunde selvflgelig Sagen uudergives en Domstol i hvilketsomhelst af Rigerne, men denne kom da til at optrde som international Voldgiftsret. 27. Et andet Sprgsmaal er det, hvorvidt en frem med Stats Undersaat kan sge norske Domstoles Beskyttelse,
') Dette anerkjendes ogsaa i Nordamerika. De amerikanske Domstole have sagt, at nar Nationen gjennem sine constitutionelle Organer har fastsat, hvorledes en Tractat skal fortolkes, saa bliver Fortolkningen bindende for Domstolene. Har Unionens Myndigheder ikke afgivet saadan Forskrift, saa gjre Domstolene sin Fortolkning af Tractaterne gjldende mod de enkelte Fristaters Love eller Grundlove, see Sedgwick, Statutory and Constitutional Law, Side 384387, og Rfittimann, Nordamerikanisches Staats- und Bundesrecht, 253 og 254. Men da Unionsgrundloven er bindende for Unionens lovgivende Magt, ansee Domstolene sig berettigede til at tilsidestte en Lov. hvorved Congressen har gjort Indgreb i den ved Unionsgrundloven de enkelte Stater forbeholdte lovgivende Myndighed, selv om Loven er ndvendig til Opfyldelsen af en Tractat, Unionen har afsluttet. Dette er skeet i 1879 med en Lov, som satte Straf for Eftergjrelsen af Fabrikmrker, tilhrende fremmede Landes Undersaatter.
Cap. 63.
379
nar han troer sine Rettigheder krnkede ved nogen Hand ling af den norske Stat eller dens underordnede Autoriteter. Dertil har han ingen Adgang, saafremt Handlingen er truffen efter kongelig Befaling og som Middel til at hvde Norges eller de forenede Rigers Interesse ligeoverfor den fremmede Magt, til hvis Undersaatter Klageren hrer, f. Ex. om der er udstedt Befaling til at beslaglgge deres Gods visitere deres Fartoier osv., eller at hvde Norges Stats hihed mod ham, f. Ex. at udvise ham af Landet. Det samme gjlder, hvor en saadan Handling er foretagen af en underordnet Autoritet paa egen Haand, men godkjendt af Kongen, f. Ex. hvor et norsk Krigsfarti har skudt et fremmed Farti isnk, fordi det sgte at unddrage sig Visitation. Den fremmede Stats Undersaat, som troer sig forurettet ved en saadan Handling, maa henvende sig til sin egen Regjering for at faa den til at anvende de sdvanlige inter nationale Retsmidler. I andre Tilflde have Udlndinger samme Adgang som norske Borgere til at paatale sine Rettigheder ved norske Domstole, ligesaavel gjennem Sagsanlg mod offentlige Au toriteter som mod private Personer. Dette gjlder ikke blot om Rettigheder udsprungne af en Overeenskomst med Staten, men ogsaa om Fordringer, som grunde sig i nogen Forseelse fra en offentlig Tjenestemands Side, f. Ex. om et norsk Krigsfarti ved uforsigtig Styring seiler paa et Farti, tilhrende en fremmed Magts Undersaat. Aldeles utnkeligt er det ei engang, at en fremmed Souvern eller endog en fremmed Stat kan vre berettiget til her i Landet at sagsge norske Autoriteter, nemlig for saavidt de ere komne i et privatretligt Forhold, som skal afgjres efter norsk Lov. 28. Vore Domstole ere ligesaa incompetente til at afgjre folkeretlige Tvistigheder mellem Norge og Sverige, som mellem Norge og fremmede Magter. Dette flger af begge Rigers Souvernitet. Opstod der f. Ex. Meningsfor skjel mellem Rigernes Postvsen eller Telegraphbestyrelser om deres Tilgodehavende hos hinanden, saa vilde x\fgjrelsen
380
ikke hre under Domstolene i noget af Rigerne, men under Kongen i sammensat Statsraad, see Cap. 19, 7 b. Om Anvendelsen og Fortolkningen af de Love, hvis Virksomhed her i Riget er betinget af, at tilsvarende For skrifter gjlde i Sverige, see Cap. 10, 26. 29. Naar det under Enevldet tillodes nogen at faa et Retskrav paa Staten prvet af Domstolene, og disse fandt det grundet, tilpligtede de aldrig Staten under Executions tvang at fyldestgjre det. Dette vilde have vret uforeneligt med Domstolenes Stilling til den enevldige Monark. Samme Praxis fortsatte sig i Danmark i lang Tid efter Enevldets Afskaffelse. Dette misbilliges imidlertid af en hit anseet nyere dansk Forfatter '), og er nu forandret, see dansk H. R. D. 30 Januar 1889. Rettest er det vistnok ogsaa at ansee denne Indskrnk ning i Domstolenes Myndighed bortfalden. Er det intet Ind greb i Statens Souvernitet, at dens Domstole paalgge dens administrative Autoriteter at omgjre en Beslutning, som krnker Klagerens Ret, saa kan det i Almindelighed heller ikke blive et saadant Indgreb, at Dommens Opfyldelse fremtvinges ved de ' sdvanlige retlige Midler. Der foreligger ikke lngere nogensomhelst Grund til at negte Dommen mod Staten den samme Virkning, som Domme have og nd vendigen maa have mod enhver anden. I mange Anvendelser er Sagen uomtvistelig, nemlig nar Dommen lyder paa, at den indstevnte Autoritet skal lslade Klageren af det Fngsel, hvori han ulovligen holdes inde sprret, fravige en ham tilhrende fast Eiendom eller ud levere Lsre, den urettelig har beslaglagt eller tilbageholdt. Nogen modsat Regel kan heller ikke opstilles om Domme, som paalgge en offentlig Autoritet paa Statens Vegne at udbetale Penge. Ellers vilde man levne Statsmagterne Ad gang til at undlade at fyldestgjre Fordringer, hvis Rigtig hed de have bestridt og ansee med Ugunst.
*) Nellemann. Civilprocessens almindelige Deel, Side 106107.
381
Herom synes man hos os ikke at have nret nogen synderlig Tvivl l). Vistnok undlade Underretterne ofte at forsyne Domme, hvorved de paalgge Staten Udbetaling af Penge, med den sdvanlige Executionsclausul. Men dette kan ikke betragtes som andet end en hensynsfuld Form. Man har nemlig ogsaa Exempler paa, at Underretsdomme, som have vret forsynede med saadan Clausul, ere stad fstede af Hiesteret, ja endog paa, at saadan Stadfstelse er bleven meddelt paa Udpantningsforretninger i Statens Eiendomme for Communeskatter, saavelsom paa, at Hieste ret har tillagt en saadan Udpantning Fremme, hvor den af Lensmanden har vret negtet 2). Regjeringen har heller aldrig paastaaet, at de sdvanlige Tvangsmidler skulde vre uanvendelige mod Staten 3). Det maa derfor antages, at Under- og Overretsdomme der paalgge nogen af Statens Autoriteter at betale Penge, kunne sges fyldestgjorte ved Udlg, selv om de ikke ere forsynede med Tvangsclausul. Den kan nemlig ikke vre mere fornden for at skaffe disse Instantsers Domme Execu tionskraft end ved Hiesteretsdomme eller Forlig 4). Statens Creditorer kunne dog ei have betinget Ret til at sge Tvangsudlg for sine Fordringer. I Krigstid eller under anden Ndstilstand, da Staten filtrnger alle Hjlpe kilder for at opretholde sin Selvstndighed eller den borger lige Orden, kan den umulig vre forpligtet til at taale, at
*) Nrvrende Vrks Forfatter har fr havt en modsat Mening, see Forhandlingar vid Andra Nordiska Juristmotet, Side 156. 2) Hiesteretsdomme af 24 Sept. 1868, Retstid., Side* 739743, og af 21 Januar 1875, Retstid., Side 145148. s) En Byretsdom af 22 Juni 1876 paalagde Finantsdepartementets Chef under Tvangsmulct at udlevere Sagsgeren en Deel Jernbaneactier. Ved den i Sagen faldne Hiesteretsdom af 18 Nov. 1876. (Retstid. 1877, Side 1724) blev vel Tvangsmulcten strgen, men den var ogsaa ufornden, da Departementet havde erklret sig villigt til at udlevere Actierne og kun bestred Sagsgerens Ret til at krve Udbytte af dem, fr de vare fuldt indbetalte. 4) Schweigaard, Proces, 11, 41.
382
Cap. 63.
dens Creditorer tmme dens Casser og Forraad. Statsmag terne maa derfor under saadanne Omstndigheder ved et almindeligt Forbud kunne standse alle Tvangsforanstaltninger til Inddrivelse af Statens Gjld. Endelig |maa det bemrkes, at Udlg ikke kan tges i ethvert Slags Gjenstande, som tilhrer Staten, nemlig ikke i dem, som egne sig for eller ere bestemte til offentlige ie med. Den nrmere Paavisning af Grndsen mellem de Staten tilhrende Gjenstande, der ere unddragne eller under givne den almindelige Omstning, hrer imidlertid ikke hid 1).
Capitel 64.
Domstolenes og Rettergangmaadens Organisation. 1. At faststte, hvilke Domstole, der skulle haves, hvorledes de skulle sammensttes, hvilke Slags Sager enhver af dem skal paakjende, og hvorledes Sagerne skulle be handles, kort sagt den hele Organisation saavel af Dom stolene som af Rettergangsmaaden hrer efter Sagens Natur under den lovgivende, ikke under den udvende Magt, Den eneste Undtagelse herfra er Grl.s 37. Medens Kongen ellers kan oprette nye Arter af Embeder og under dem henlgge saadanne Forretninger, som ikke efter gjldende 'Lov hrer under et andet, kan han ikke oprette nye Domstole. Dette bliver en Umulighed allerede af den Grund, at Lovgivningens Bestemmelser om Dom stolenes Competence maa vre udtmraende, idet enhver Sag, som ikke ved Lov er henlagt under en speciel Dom stol, gaacr ind under den almindelige Underret. Ved at
') Jvfr. Brandt, Tingsret, 9.
Cap. 64.
Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation.
383
oprette specielle Domstole for visse Sager vilde Kongen gjre et Brud enten paa denne Retsregel eller paa et Lovbud, iflge hvilket de skulle henhre under en anden specie! Domstol. Ligeledes maa der til hvilkensomhelst Tid fore findes tilstrkkelige Retsregler om, hvorledes enhver bestaa ende Domstol skal vre sammensat. At give Lov og at bestemme, hvem der i Tilflde af Tvist om dens rette An vendelse skal afgjre Sprgsmaalet, er overhovedet Myndig heder, , der staa i saadant Sammenhng, at de maa vre samlede paa een og samme Haand. Dette anerkjendes i den engelske Statsret 1) og er udtrykkelig udtalt ide fleste Grundlove, saaledes i den franske Constitution af 3 Sept. 1791, Afdeling 111, Cap. 5, Art. 4 og 8; det franske Charte af 1814, 59, og af 1830, 50; Grundlovene for Danmark, 70, Bayern, Titel VIII, 1, Wiirtemberg 92, Preussen, 89, Belgien, 94, Holland, 149, Italien, 70, Portugal, 118, Rumnien, 104 og i den sterrigske Grundlov om Domstolenes Organisation af 21 Dec. 1867, 24. Hos os er denne Grundstning fordunklet ved den Nds tilstand, som Adskillelsen fra Danmark medfrte i Forsvars vsenets Organisation og Retspleie. Tvungen heraf anord nede Kongen ved Rsl. 7 August 1817, 7, permanente Over krigscommissioner i de Fstninger, hvor Garnisonen ei var strk nok til at bestte en fuldtallig Krigsret, og ved Rsh 21 Decbr. 1818 en smilitr Ret i Fredriksvrn. Da Stor thinget ingen Indvending gjorde herimod og Hiesteret ei kjendte disse Domstoles Domme uetterrettelige, uddannede der sig en Forestilling om, at Kongen havde en vis Adgang til at oprette nye Domstole og forandre de bestaaende Dom stoles lovbestemte Sammenstning. Saaledes oprettede han ved forskjellige Resolutioner srskilte Krigsretter for Borger vbningen, see Regl. 26 Juni , 1820, 30, 14 Oet. 1822, 29, og 2 Juni 1823, 29, hvilke synes at vre godkjendte ved Lov 3 Aug. 1824, 2 2). Ved Rsl. 24 Juni 1828 be
*) Stephen, Commentaries on the Laws of England, 11, 18911892. 2) Jvfr. Schweigaard Proces, IV Udgave, Bind I, Side 78.
384
Cap. 64. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation.
stemte han, at Borgermesteren i Bergen, der iflge Rsl. 9 Oet. 1811 var Prses i Politiretten, skulde udtrde og Stifts overrettens Justitiarius indtrde i hans Sted. En Rsl. af 7 Januar 1829 ophvede den srskilte Domstol, som ved Rsl. 12 Marts 1783 var anordnet under Sildefiskeriet i Skudesns, hvilket ogsaa hengik upaatait af Storthinget i 1830. Ved Rsl. 10 Septbr. 1850 flyttede Kongen den s militre Ret fra Frederiksvrn til Horten, og ved Rsl. af 5 Juni 1848, 15 Aug. 1849 samt 22 Juni 1857 anordnede han Overkrigscommissioner deels for den norske Garde i Stock holm deels for andre udenfor Riget vrende Troppecorpser. Ligeledes passerede det upaatait, at Kongen ved Rsl. af 16 October 1857 midlertidigen omorganiserede den almindelige Underret i Christiania. Protocolcomiteerne i 1830 og 1851 have dog hvdet, at Organisationen af Domstolene som Regel hrer under den lovgivende Magt. Sidsnvnte Comitee erkjendte imidlertid, at Kongen efter Omstndighederne var berettiget til at flytte den smilitre Ret 1). Den Stning, at nye Domstole alene kunne oprettes ved Lov, danner selvflgelig ingen Hindring mod, at Lovgivnin gen overlader enkelte Sider af Organisationen til Kongen eller endog til vrigheden, f. Ex. at bestemme Tiden og Stedet for filingenes Afholdelse, jvfr. Skattelov 1 Juli 1816. 24, og tilsvarende Bestemmelser i de senere Skattelove. Forsaavidt de ved Lov givne Bestemmelser ikke indeholde de forndne Regler om Retspleiens Administration, maa Myndigheden ansees ham stiltiende indrmmet. 2. Med Hjemmel af sidstnvnte Stning er det, Kon gen opretter nye Dommerembeder af de lovbestemte Slags, hvor disses Antal ikke ved Lovgivningen er fastsat. At han har saadan Ret endog ved Hiesteretsassessorembederne, fremgaaer af Lov 12 Sept. 1818, 1, der ved Udtrykket <mindst sex Assessorer maa vre gaaet ud fra, at deres
*) Storth. Forh. 1830, VI, 356 ff, og 1851, VIII, 88, Side 147.
385
Antal kan forges uden ny Lov. Saaledes er Bestemmelsen ogsaa altid bleven forstaaet. Ligeledes har Kongen oprettet nye Overretsassessorembeder, see Rsl. 5 Marts 1834 og 10 Novbr. 1842. Da Agershuus Stiftsoverret skulde deles, skeede dette iflge kongelig Proposition ved Lov af 16 Juli 1845. At foretage Delingen ved Resolution ansaaes formodentlig stridende mod Fr. 11 August 1797, 2. Derimod har det altid vret antaget, at Kongen kan dele Sorenskriverierne. Lov findes der nemlig hverken om disse Embeders Antal eller om Grndserne mellem deres Districter. Efterat Loven .af 14 Mai 1872 har sat Sorenskriverne paa faste Gager, vil Kongen dog vre afskaaren fra virkelig Adgang til at foretage endelig Deling af noget Sorenskriveri, medmindre Storthinget bevilger en ny Gage dertil. 3. De fleste fremmede Grundlove forbyde at drage nogen fra sit lovlige Vrnething. Uagtet Rigsforsamlingen paa Eidsvold fandt et saadant Forbud baade i den franske Const. af 3 Septbr. 1791, Afdeling 111, Cap. V, 4, i den svenske Regjeringsforms 16 og i det Adler-Falsenske Ud kast 151, optog den det dog ikke i Grundloven. Flgen deraf var, at Kongen beholdt Ret til at anordne en dm mende Commission til Paakjendelse af hver enkelt Sag, som ikke beqyemmelig kan paadmmes af den Domstol, under hvilken den efter Lovgivningen hrer 1). At han havde aadan Myndighed endog i criminelle Sager, forudsattes i Loven om den militre Jurisdiction af 3 Aug. 1824, 10 c. Ved Lov 1 Juli 1887, 18, er den hvet for nsten alle under denne Lovs Ramme faldende Strafsager. 4. I mange andre Landes Forfatninger udtales det, at Dommere skulle vre uafsttelige, see den svenske Regje ringsform, 36; den danske Grl., 73; den belgiske, 100; den hollandske, 163; den sterrigske Grundlov om den dmmende Myndighed af 21 Decbr. 1867, 5 og 6. Nogen saadan Regel findes ikke i vor Grundlov. Det er imidlertid sikkerlig dens Tanke, at Dommernes Uafhngighed er til
*) Jvfr. Schweigaard, Proces, I, 112 ff. Norges offentlige Ret. m.
386
strkkelig betrygget ved Forbudet i 22 mod, at andre Embedsmnd end de der nvnte afsttes uden Dom. Den heri liggende Garanti vilde forsvin de i samme Grad som det tillodes, at Domstolene bekldtes af constituerede. Dette burde derfor kun skee under sregne Omstndigheder 1). Den Grundstning, at en Dommer ikke maa afsttes uden iflge Dom, skal tjene til Vrn ikke blot for ham, men ogsaa for Retspleiens Uafhngighed. Denne krver egentlig noget mere, nemlig at Domstolene organiseres saaledes, at det saa lidet som muligt kommer til at bero paa den ud vende Magts eller engang paa nogen andens Forgodtbefin dende, hvilken Dommer der skal paakjende en bestemt Sag. Det er derfor nskeligt, at en Domstols Forretninger fordeles mellem dens Medlemmer ved faste Regler, hvilke da br gives ved Lov eller kongelig Resolution 2). Er det ndven digt at gjre Forretningernes Fordeling mere bevgelig, bor den overlades Retten selv eller i alt Fald dens Justitiarius, Lov om Hiesteret af 15 Juni 1839, 18, om Christiania Byret af 17 Marts 1866, 6, om Straffeprocessen 1 Juli 1887, 7. 5. De tyende Grundstninger, at den dmmende Magt skal vre adskilt fra den udvende, og at Dommere skulle vre uafsttelige, vilde blive bedst gjennemfrte, hvis dm mende Myndighed aldrig overdroges andre Personer end Embedsmnd, som kun vare Dommere. At nu Dommerne i alt Fald i Regelen skulle vre Em bedsmnd, er tydeligt Forudstningen i Grl.s 92. Det vilde vre lige forfatningsstridigt, hvad enten Lovgivningen gjorde Dommerposterne til Bestillinger eller tii Ombud. Dette tr dog ikke opstilles som nogen betinget og undtagelsesfri Regel. Paa den Tid, Grundloven blev given, havdes der specielle Domstole, som for nogen Deel eller
) Storth. Forh. 1860, VIII, 392. 2) Tilsidesttelsen heraf siges i den senere Tid at have svkket den preussiske Retspleie, see Gneist, freie Advokatur, Side 29 49 og der Rechtstaat, Side 12526.
Cap. 64.
387
endog i det hele (Skipperlaugsretten i Bergen) bekldtes af Personer, der ikke vare Embedsmnd. I de almindelige Underretter vare dengang som nu Lagrettesmndene Med domsmnd i de vigtigste civile og criminelle Sager. Grund loven kan selvflgelig ikke have havt til Hensigt at fjerne disse Bestanddele af Domstolene. Men kan man uden Brud paa Grundloven beholde dem, er det umuligt at negte Lov givningen al Adgang til at oprette nye Domstole med lig nende Organisation. Hvor der er Tale om Domstole, som kun skulle bekldes med midlertidig Jurisdiction, f. Ex. de i Lovene om Vaarsildefisket af 24 Septbr. 1851, 23, og Lofotfisket af 23 Mai 1857, 27, omhandlede, vilde det vre ligefrem urimeligt at give dem, hvem den betroes, fast An sttelse som Embedsmnd. Ved Oprettelsen af nye faste Underretter eller Omorganisationen af de nuvrende almin delige Underretter kan der heller ikke vre noget mod at give dem Bisiddere, der ei ere Embedsmnd. Hvorvidt Lovgivningen kan tillgge Communebestyrelsen Ret til at vlge saadanne Bisiddere, eller at bringe i Forslag et Antal Mnd, blandt hvilke de skulle vlges, har engang vret Gjenstand for Tvist mellem Statsmagterne, nemlig ved Sfartslovens Istandbringelse. Iflge den af Odelsthinget i 1851 antagne Beslutning skulde de skyndige Medlemmer af den faste Sret vlges af Communebestyrelsen. Denne Bestemmelse forandredes efter Anmrkning fra Lagthinget derhen, at de skulde vlges af Amtmanden blandt det dob belte Antal af Communebestyrelsen foreslaaede. Men selv i denne Form blev Bestemmelsen af Regjeringen erklret grundlovstridig. Sprgsmaalet drftedes paa Storthinget i 1854 *), der ei fik nogen Beslutning til Sfartslov istand, og paa de tyende flgende Storthing, som i det vsentlige fast holdt Lovbeslutningen fra 1851. Med Hensyn til denne Lov gav Regjeringen frst efter i Aaret 1860. Sit Standpunkt havde den forvrigt egentlig forladt, allerede da den frem
a) Departementstidende for 1851, Side 701; Protocolcomiteens Ind stilling i Storth. Forh. 1854, VIII, 28.
388
O&V- 64. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation.
satte Forslag til Loven af 28 August 1854, 18, som ind rmmer Formandskabet den vsentligste Indflydelse paa Udvalget af de Lagrettespligtige, der skulle gjre Tjeneste som Meddomsmnd. Senere har Lovgivningens Adgang til at overdrage dmmende Myndighed til communevalgte Autori teter faaet en ny Anerkjendelse i Lovene om Forligelses vsenet af 8 Mai 1869, 1, og 17 Juni 1880, samt Straffe procesloven af 1 Juli 1887, 15. En Grndse maa denne Adgang dog have. Iflge Grl.s 92 i Forbindelse med det historisk givne Grundlag for vor Retsorganisation maa denne Grndse sttes saaledes, at ikke alene Hiesteret, men ogsaa de vrige Overretter maa besta udelukkende af Embeds mnd, at Formanden i den almindelige Underret maa vre Embedsmand, og at der fra enhver speciel Ret, som bestaaer af andre end Embedsmnd, maa kunne appelleres til de almindelige Domstole, og i alt Fald i de vigtigere Sager til Hiesteret. 6. Ei heller kan vor Grundlov antages i Alminde lighed at vre til Hinder for, at der til samme Embede henlgges administrative og dmmende Forretninger. En saadan Forening af forskjelligartede Forretninger paa samme Haand fandt i stor Udstrkning Sted, da Grundloven blev given. Man havde Exempler paa, at administrative Embeds mnd vare tilforordnede som Medlemmer af en Specialret. Dette var Tilfldet med de geistlige Underretter, og at det ikke er stridende mod Forfatningen, viser Grl.s 89, som bestemmer, at tyende hiere Officierer af Kongen skulle til forordnes Hiesteret i Krigsretssager. Ikke engang at sam menstte Specialdomstole udelukkende af administrative Tjenestemnd, afsttelige saavelsom uafsttelige, tr erklres grundlovstridigt. Paa denne Maade vare Consistorialretterne og de fleste militre Retter organiserede, da Grundloven blev given. Det maa endog gaa an at tillgge en enkelt admi nistrativ Tjenestemand dmmende Myndighed. Men i alle Tilflde maa Kjendelsen forberedes ved Rettergang, see Cap. 62, 2, og hvis Sagen er af nogen Betydning, kunne appelleres til Hiesteret. Med lagttagelse heraf kan man altsaa hos os oprette Forvaltningsdomstole.
389
At overdrage Kongen, et Regjeringsdepartement eller nogen af dets Afdelinger egentlig dmmende Myndighed er imidlertid mere, end vor Grundlovs System taaler. 7. Medens altsaa Afgjorelse af Retstrtter i proces suelle Former, det vil sige virkelig Dommermyndighed, med den nysnvnte Undtagelse kan henlgges til Embeder, hvis Forretninger, vsentlig ere administrative, kan Afgjrelsen af saadanne Sager i administrative Former ikke betinget overdrages disse Autoriteter. Dette er en ligefrem Flge af det i Cap. 62, 4 og 5, udviklede Princip. Stningen har ikke altid staaet klar for Statsmagterne. I Loven om Indqvartering i Kjbstderne af 28 Juli 1824, 3, optoges fra den ldre Ret en Bestemmelse, hvorefter alle Klager over Indqyarteringen skulde afgjres af Regjeringen, jvfr. Lov om Officie.rers Indqvartering af 3 August 1824, 6. Men ligesom det samme Storthing under Behandlingen af Forligelseslovens 7 erkjendte, at Sprgsmaal om lovligt Forfald ikke, som af Regjeringen foreslaaet, betinget kan henvises til Afgjorelse af Administrationen 1), saaledes have senere Storthing ofte lst lignende Sprgsmaal paa samme Maade, see navnlig Formandskabslovene af 14 Januar 1837, for Byerne 7, 15, 27, 38 og 43, for Landet 7, 8, 31 og 58, Loven om Almueskolevsenet af 16 Mai 1860, 87 og 88, Matr. Lov af 6 Juni 1863, 7 og 41, Fattigloven af 6 Juni 1863, for Byerne 37 og 73, for Landet 38 og 89 samt tilsvarende Paragrapher i de ldre Fattiglove af 20 Septbr. 1845. Lovgivningen kan vistnok overdrage en ad ministrativ Autoritet endelig Afgjorelse af Sprgsmaalet om, hvorvidt Nogen, hvem et Ombud er paalagt, og som ikke har lovlig Fritagelsesgrund, af Billighedshensyn br slippe. Men troer han sig at have lovlig Fritagelsesgrund, eller und lader han at udfre en Ombudsforretning under Paaberaabelse af lovligt Forfald, kan han altid forlange Domstolenes Afgjo relse. Paa denne Synsmaade ere hine Love byggede, og i Overeensstemmelse hermed maa man forsta andre Love, som
) Storth. Forh. 1824, Mai, Side 484 og 524.
390
ikke udtrykkelig forbeholde Ombudsmndene saadan Adgang til Domstolene, see som Exempler Lov om Brandforsikrings indretningen af 19de August 1845, 6, og Lov om Eien domsskat i Throndhjem af 6 Marts 1869, 3._ Det samme synes at maatte gjlde ogsaa om de i StraffeproCeslov 1 Juli 1887, 37 og 38 nvnte Fritagelsesgrunde for at tjene som Lagrettesmand eller Domsmand, see navnlig 38, No. 4, sammenholdt med 63, tredie Led l). Principet har i vor constitutionelle Praxis faaet mange andre Anvendelser. Da Regjeringen i en for Storthinget 1827 fremsat Proposition til Lov om Embedsgaarde havde optaget en Bestemmelse, hentet fra Rs. 2 Septbr. 1791, 10, hvorefter Tvistigheder mellem den tiltrdende og den fra trdende Embedsmand skulde afgjres af Kongen, erklrede vedkommende Comitee, at Bestemmelsen, som formeentlig stridende mod Grundloven, allerede maatte ansees bortfalden. Comiteen foreslog den derfor udeladt af Lovbeslutningen, hvilket Forslag bifaldtes af Odelsthinget 2). Paa Storthinget 1830 fremkom en ny Proposition til Lov om Indqvarteringen i Kjbstderne, der i 1 indeholdt samme Forskrift som Loven, af 20 Juli 1824, 3. Comiteen antog denne Gang, at Forskriften stred mod Grundlovens Aand, og foreslog den udeladt, hvilket Forslag bifaldes 3). Nyere Exempler findes i Lov om Beskyttelse for Varemrker af 26 Mai 1884, 10, og Lov om Handelsregistra af 17 Mai 1890, 3 og 6. I Overeensstemmelse hermed maa det antages, at en Lov, som bemyndiger Kongen til at afgive Bestemmelse om, hvor vidt og i saa Fald hvor stor Erstatning der skal gives offent lige Tjenestemnd for et dem ved Loven paafrt Indtgtstab, kun har til Hensigt at binde den bevilgende Myndighed, ikke
l) Jvfr. Getz og Hagerup, Straffeproceslov, Side 32, samt Hagerup, Strafieproces, Side 137 og 145146, hvor den modsatte Mening opstilles. 2) Storth. Forh. 1827, Juli, Side 3437. 3) Storth. Forh. 1830, Juni, Side 517518, 545 og 573.
391
at afskjre Tjenestemanden hans Adgang til at gjre sin Ret gjldende ved Domstolene, hvis han finder sig brst holden ved Kongens Bestemmelser. Rigtigheden heraf viser sig, nar man sammenholder Lov om smaa Gjldsfordringers Inddrivelse af 8 Mai 1869, 7, med den strax efter givne Lov af 17 Mai 1869 om Forfattelse af Skjder og Contracter. Den sidste Lov er nemlig ganske uimodtagelig for anden Forstaaelse. Jfr. Cap. 59, 6. Noget Brud paa den her udviklede constitutionelle Grund stning er heller ikke tilsigtet ved Lov om Sparebanker af 6 Juli 1887, nar den i 13 paalgger Finantsdepartemen tet at afsige Decision i de en Sparebank vedkommende Sprgsmaal, som af dennes Decisionsmyndighed forelgges det, samt i 17 faststter Straf af Bder for en Sparebanks Bestyrere og Revisorer, som undlade at etterkomme Decisio nens Kjendelser. Loven tillgger alle disse Kjendelser, hvad enten de afsiges af Sparebankens egne Decisorer eller af Finantsdepartementet, bindende Virkning for Sparebankens Bestyrere og Revisorer, men ikke for dens Casserer. Den tnker flgeligt kun paa Decisioner angaaende Forretnings ordenen, ikke angaaende Regnskabsansvar. Hvis en Bestyrer eller Casserer negter at betale et ham til Ansvar decideret Belb, maa dette indtales hos ham ved Domstolene, som da have at prve Decisionens Rigtighed. At dmmende Myndighed skal vre forbeholdt Dom stolene, er en Grundstning, der nrmest tjener til Beskyt telse for Privates Rettigheder. Den hindrer ikke, at Staten kan bindes ligeoverfor Private ved feilagtige Afgjreiser, Administrationen trffer af Retssporgsmaal, hvilket kan vre Tilfldet enten iflge Forholdets Natur, see ovenfor Cap. 45, 10, eller iflge positiv Bestemmelse, see Cap. 8, 7, No. 111, hvor det er paaviist, at et Statsborgerbrev, meddeelt i Hen hold til Lov 21 April 1888, 5, bliver gyldigt, selv om Overvrigheden efter en rigtig Lovanvendelse burde have negtet det. Da Lovgivningen kan tillgge Regjering eller vrighed saa stor Andeel i Communernes Bestyrelse, som det findes hensigtsmssigt, see ovenfor Cap. 50, 6 og 7, er der
392
strengt tget ingen grundlovmssig Hindring mod, at Lov givningen bemyndiger administrative Autoriteter til med bindende Virkning for Communen at afgjre dens Retstvistig heder med Staten, med en anden Commune eller endog med en privat Person. Denne Synsmaade laa til Grund for For mandskabsloven for Landet 14 Januar 1837, 43. Men denne Paragraph er forandret ved Loven af 11 Februar 1860. Principet om Communernes Ret til at styre sig selv medfrer, at de br have lige Adgang med private Personer til at paakalde Domstolenes Beskyttelse. Den senere Lov givning er i det Hele tget bygget paa en saadan Forudst ning, see Fattiglovene af 1845, for Byerne 58, for Landet 66, de nugjldende Fattiglove af 6 Juni 1863, for Byerne 71, for Landet 87, Lov om Byskatten af 22 Juni 1863, 7, Lovene om Communeskattevsenet af 15 April 1882, for Landet 38, for Byerne 29. Dmmende Myndighed i civile Sager omfatter kun Af gjrelser af allerede tilvrende Retstvistigheder, ikke Ord ningen af nye Retsforhold. Noget Brud paa Grundstningen om, at dmmende Myndighed skal vre forbeholdt Dom stolene, er derfor ikke at finde i Bergvrkslov 14 Juli 1842, 16, eller Lov om Artilleri- og Cavalleriudredere af 14 Mai 1872, 17, nu aflst af Lov (No. 6) af 6 Juni 1891, 16. Ei heller i Lov om Sportler af 14 Mai 1872, 22, eller Lov af 15 Juni 1878, 3. Ret til Tiende af de der om handlede Frigaarde fik Tiendetagerne frst tilbage ved disse Love, og Tiendens Fordeling mellem dem var derfor i Virke ligheden en Ordning af nye Retsforhold. 8. I den ovenfor udviklede Stning ligger Afgjrelsen af det Sprgsmaal, hvorvidt Grundloven har afskaffet de ldre Bestemmelser, hvorefter visse Underretsdomme kunde paa klages til Amtmanden. Exempler herpaa havdes saavel i Strafsager, see Fr. 9 Aug. 1754, 14, Anord. 29 Aug. 1755, IV, 2 og 3, Anord. 5 Mai 1786, IV, 5, Rs. 3 April 1789, 13, Fr. 18 Aug. 1767, Cap. VIII, 5, og Rs. 16 Sept. 1755, 27, som i civile Sager, Rsl. 30 Aug. 1743, 2, 23 Febr. 1773, 3, og 13 Nov. 1776, 3. De fleste af disse Bud ere ophvede ved nyere Love, men dette er
393
ikke Tilfldet med dem alle, og Sprgsmaalet er altsaa ikke ganske upractisk. Ved Hiesteretsdomme af 15 Februar 1816 og 3 Dec. 1835 x) er det for nogle af disse Bestemmel sers Vedkommende antaget, at de ikke rokkedes ved Grund loven. Amtmndene bringe dem imidlertid neppe lngere i Anvendelse. Til at undlade dette have de vistnok ogsaa den bedste Fie. Thi da den Myndighed, som hine Lovbud tillgge Amtmndene, i sit Vsen er dmmende, kunne disse efter Grundloven ikke udve den uden i processuelle Former. Men saadanne findes ikke foreskrevne i de her omhandlede Lovbud, som aabenbart have tnkt sig en ganske formls Afgjorelse. Den rette Mening er derfor, at de stride mod Grundloven. 9. Skal Rettergangen ved de almindelige Domstole blive tilstrkkelig betryggende for vigtigere Sagers Ved kommende, maa den gjres omstndeligere og derved tillige langvarigere end forndent og hensigtsmssigt for en stor Mngde administrative Sager. Dette er den strkeste Grund, der kan anfres for at unddrage saadanne fra Paakjendelse ved de almindelige Domstole. Lovgivningen har imidlertid flere Udveie til at afhjlpe Ulempen, deels srlige Lettelser af Procesformerne for saadanne Sager, deels Mulctforelg gelsessystemet (see ovenfor Cap. 56, 4). Stor Betydning i heromhandlede Henseende har det, at Lovgivningen kan tillade at indlede Retssager med tvungen Ivrksttelse af administrative Beslutninger saasom ved Udpantning, Ud kastelse uden Lovmaal og Dom, Besiddelsestagelse af Grund (Lov 10 Mai 1860, 5, sidste Led) eller Borttagelse af ulovligen anbragte Indretninger (Lov om Jernbaner af 7 Septbr. 1854, 5). Men saadant kan kun skee under det Vilkaar, at den, mod hvem Tvangsforanstaltningen er truffen, levnes Adgang til at indbringe Sagen for Domstolene, for at faa dens Lovmssighed prvet af dem. Heri ligger Forsvaret for de Lovbestemmelser, som til lade administrative Autoriteter i virkelige Rettergangsager
l) Retstid., 1836. Side 1112 og 1415; Lasson, Proces, 11, 388.
394 Cap. 64. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation.
uden Rettergang at afsige Kjendelser, der kunne fuldbyrdes som Domme, see Toldlovene af 28 Juli 1824, 245 og 20 Septbr. 1845, 169 171 ; Formandskabslovene af 14 Januar 1837, for Byerne 43, for Landet 58; Vrnepligtsloven af 12 Mai 1866, 67 ; Lov om ildsfarlige Gjenstande af 3 Mai 1871, 25. Disse Love forbeholde nemlig den, mod hvem offentlig Tvangsmyndighed iflge Kjendelsen tilsigtes anvendt, Adgang til at forlange Sagen afgjort af Domstolene. Fremsttes saadant Forlangende, bliver det altsaa det Offent lige, som maa skride til Sagsanlg. Byskattelovene af 22 Juni 1863, 7, og 15de April 1882, 29, tillgge vedkom mende Regjeringsdepartement Ret til at omgjre de af Communalbestyrelsen vedtagne Ligningsregler for at bringe disse i Overeensstemmelse med Lovgivningen, men tillader Communalbestyrelsen at faa Sprgsmaalet herom afgjort ved Domstolene. Her finder ingen Tvangsforanstaltning Sted mod Communen, men dens Bestyrelse maa, hvis den vil have De partementets Afgjorelse omgjort, anlgge Sag. Tanken i disse Love er aabenbart, at enhver, som und lader at forlange Sagen afgjort af Domstolene, derigjennem stiltiende har vedtaget den mod ham rettede administrative Afgjorelse eller stedfundne Tvangsforanstaltning. Heraf flger imidlertid, at denne Afgjorelsesmaade af virkelige Retssprgsmaal alene kan benyttes i Tvistigheder, som efter sin Natur lade sig lose gjennem Vedtagelse. Lov givningen kan saaledes ikke bemyndige Administrationen til ved Kj endelse at paalgge hvilketsomhelst Straffeonde, see ovenfor Cap. 56, 4, og Cap. 63, 3. Lovgivningens Adgang til at stte Vedtagelse af admini strativ Afgjorelse i Stedet for Dom maa tillige have en anden Grndse. Om en Lov forpligtede enhver, som fri villigen indtraadte i en vis Art Retsforhold, til at taale ad ministrativ Afgjorelse af de Retstridigheder, som senere op kom i dette Forhold, saa kunde det jo siges, at den frivillige Indtrdelse var forhaands Vedtagelse af Afgjrelsesmaaden. Gjennem deslige Forskrifter at udvide Administrationens Myn dighed paa den dmmende Magts Bekostning maa dog i Almindelighed betragtes som uforenelig med Statsforfatningen.
395
Ellers fik man ud, at Paakj endelsen af Retstvistigheder udsprlngende af hvilkesomhelst contractmssige Forhold ved Lov kunde henlgges under Statens eller Communens ad ministrative Autoriteter. Det maa opstilles som Regel, at ingen Erklring, Handling eller Undladelse ved Lov kan faststtes at skulle gjlde som Bemyndigelse for Admini strationen til at afgjre en senere Retstvist. Vedtagelsen kan altsaa ikke vre foregaaende, kun etterflgende. Paa den ovenfor udviklede Regel kunde der synes at vre gjort Brud ved Lov om Befordring af Udvandrere 22 Mai 1869, 7, iflge hvilken Klager, som nogen her fra Riget udvandret Person frer over Misligholdelse af den mellem ham og Udvandringsagenten oprettede Contract, skulle afgjres af vedkommende Regjeringsdepartement med bin dende Virkning for Agenten, dog kun indtil den Sum, Agen ten efter Lovens 2 har deponeret hos Politiet for at faa dets Tilladelse til at drive sin Nring. Hans forudgaaende Vedtagelse af Departementets Kjendelse har imidlertid gjen nem den herved stillede Sikkerhed faaet ikke alene et for strket Udtryk, men ogsaa en bestemt Begrndsning, saa ledes at der intet Sprgsmaal bliver om at exeqvere Departe mentets Kjendelse. Loven kan derfor ikke med Sikkerhed paastaaes at gaa Grundloven for nr. Der er dog adskilligt for at antage, at Staten maatte staa Agenten til Ansvar ved Domstolene, hvis han frte utvivlsmt Bevis for, at han var bleven forurettet ved Departementets Kjendelse. Og hvis det i en Contract mellem det Offentlige og en Leverandr bestemtes, at alle deraf opkomne Retstvistigheder skulle af gjres af Kongen, vilde der vre meget for at ansee dette Vilkaar som stridende mod Grundlovens Sondring mellem den udvende og dmmende Magt. Saaledes har den belgiske Cassationsret afgjort Sprgsmaalet 1). 10. Kan dmmende Myndighed henlgges under Em beder, hvis Forretninger vsentligt ere administrative, saa maa omvendt Forretninger af sidstnvnte Art kunne hen
J) Defooz, Droit administratif, I, 279.
396
lgges under en Domstol til Afgjorelse med samme Virk ning, som andre administrative Beslutninger have, nemlig at de under de ovenfor i Cap. 50, 17 og 18 udviklede Be tingelser kunne omgjres saavel af den Autoritet, der har fattet dem, som af dens Overordnede og i sidste Instans af Kongen. Herfra er der dog een Undtagelse at gjre, nemlig med Hensyn til Hiesteret, hvis Forretningskreds maa antages i det Vsentlige at vre bestemt ved Grundloven 1). Admini strative Forretninger kunne derfor ikke engang ved Lov paa lgges denne Domstol eller dens enkelte Medlemmer som saadanne, medmindre de vedkomme Hiesteret selv og saa ledes danne et naturlig! Tillg til dens grundlovbestemte Forretninger, see Lovene af 12 Septbr. 1818, 16 og 34, og 15 Juli 1839, 22. 11. Som fr sagt, tilhrer det den dmmende Magt med bindende Virkning for Parterne i den foreliggende Sag at afgjre, hvad der i Forholdet mellem dem er gjldende Ret. Domstolenes Virksomhed bestaaer i at udfinde Sagens factiske Sammenhng, gjre sig Rede for den Regel, under hvilken Sagen rettelig er at henfre, samt at bestemme, at og hvorledes Regelen skal bringes i Anvendelse paa Til fldet. Domstolene ere vistnok bundne af de bestaaende Rets regler, men dette Baand er sjeldent saa stramt som den reent logiske Ndvendighed, der fremtvinger Resultatet af et simpelt Regnestykke. Selve Retsregelen kan vre mere eller mindre uklar. Det samme kan vre Tilfldet med Sags sammenhngen, nemlig hvis der er Tvivl om, hvorvidt den Handling eller Tilstand, paa hvilken Tvistens Udfald beroer, har fundet Sted, eller hvorvidt den beviisligt stedfundne Handling eller Tilstand har de Egenskaber, af hvilke Loven gjr sine Forskrifter afhngige. Domstolene regne ikke blot med Visheder, men ofte med Sandsynligheder eller Muligheder. De regne tillige med Gradforskjelligheder, thi de
) Storth. Forh. 1818, V, 111113 og 877878, jvr. Storth. Efterr., I, 403.
Cap. 64.
Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation. 397
Beskaffenheder ved Sagen, som Loven har tillagt den af gjrende Vgt, kunne vre tilstede i hist forskjellig, mu ligens endog i forsvindende Grad, og denne Forskjel kan iflge Lovens Regel medfre en Forskjel i Retsvirkningens Art eller Grad. Dens Anvendelse kommer saaledes altid til i nogen, ofte i meget vsentlig Grad til at bero paa et fornuftigt Skjn. Herved opstaaer Sprgsmaal om Forskjellen mellem de Skjn, som efter sin Natur maa forbeholdes Retterne, Skjn, som derfor kaldes retlige, processuelle eller judicielle, og dem, som maa eller kunne henlgges under Administra tionen. At der er en saadan Forskjel, kan i visse Tilflde vre ganske klart og har altid vret en af Forudstningerne i vor Statsret. Men hvorledes den skal bestemmes, er i sig selv meget dunkelt, og hvor den ikke kan bringes til Klar hed, maa det staa til Lovgivningen, hvilken Afgjrelsesmaade den vil vlge. Forskjellen mellem de retlige og de administrative Skjn afhnger da vsentlig af, hvorvidt Skjnnet skal bygges blot paa Egenskaber, der tilhre Rettighedens eller Forpligtelsens Gjenstand, eller paa dennes Betydning enten umiddelbart for nogen af de i Forholdet interesserede Parter eller deres sr lige Formaal. I frste Tilflde gaacr Skjnnet ud paa at udfinde noget allerede tilvrende. I andet Tilflde gaacr Skjnnet ud paa at finde, hvorledes Sagen br ordnes med Hensyn til, hvad Billighed eller Hensigtsmssighed krver. Hvorvidt Bestemmelsesgrunden skal sttes i det ene eller andet Slags Hensyn, staaer helt og holdent til Lovgiv ningen. Den har frit Valg mellem at foreskrive, atAfgjrel sen skal vre bunden til strenge retlige Kategorier, eller at den skal lempes efter Billighed og Hensigtsmssighed. Under sidste Forudstning er den Norm, hvorefter der i Til flde skai handles, egentlig ikke frdig, fr Skjnnet er afgivet, og nogen grundlovmssig Hindring kan der selvflgelig aldrig vre imod, at Skjnsmyndigheden da unddrages Domstolene og henlgges til en administrativ Autoritet. Tilladeligt bliver dette endog, hvor det gjlder Oplsning af et allerede til vrende formuesretligt Forhold mellem private Personer, see f. Ex. Lov om Formuesforholdet mellem gtefller af 29
398
Juni 1888, 33. Ndvendigt bliver det at lade Afgjrelsen bero hos Administrationen, hvor der er Tale om Foranstalt ninger, som skulle trffes udelukkende i det Offentliges In teresse. Den modsatte Anskuelse vilde gaa ud paa, at Lov givningen kunde overfre saameget af Statsstyrelsen, den fandt for godt, fra Kongen til Domstolene. St f. Ex. at der handles om, hvem der har at afgive Beslutning angaaende Afstaa else af Grund til et offentligt iemed, f. Ex. til Statsjern baner og deslige. Som for forklaret, kan saadan Afstaaelse aldrig krves uden med Hjemmel af Lov. Lovgivningen kan altsaa begrndse Afstaaelsespligten paa den Maade, den finder tjenligt, f. Ex. sige, at der kun kan tges Grund til Jernbanelinier og Stationsbygninger med Gaardsplads, men ikke til Oplagstomter og Haver. Har Lovgivningen opstillet en saadan Begrndsning, og det Offentlige forlanger eller har tget Grund til Anvendelse, som paastaaes at ligge uden for Lovens Bemyndigelse, saa hrer Sprgsmaalet herom under Domstolens Prvelse. Derimod hrer det, nar Lov givningen frst tillader Expropriation til bestemt offentligt iemed, bestrideligt under den udvende Magt at afgjre, hvilken og hvormegen Grund der er fornden til dette ie med, og det gaacr derfor ikke an ved Lov at overlade den dmmende Magt fra frst af at faststte dette eller bagetter at omgjre Administrationens derom afgivne Beslutning. Saa klar som Stningen synes at vre, har den dog vret Gjenstand for Meningsforskjel inden Storthinget. Det er imidlertid let at paavise Tilflde, i hvilke dens Gyldighed vil vre iinefaldende bestridelig. Har Kongen bestemt, at der skal afgives Grund til Anlg af en Fstning, kan det umuligt tillades Domstolene at prve, hvorvidt Anlgget er ndvendigt eller det forlangte Areal strre end foriemedet forndent. Sprgsmaal om, hvorvidt Personer, der ere i vrnepligtig Alder, skulle ansees tjenstdygtige, ere og maa efter Sagens Natur vre henlagte til Afgjorelse af admini strative Autoriteter, efter Vrnepligtslov 3 Juni 1876, 20, en Commission af Militrlger, medens Klager over Sessions bestyrelsernes Anvendelse af Vrnepligtlovgivningens Rets regler kunne anbringes for Generalkrigscommissren, hvis
399
Afgjrelser kunne indankes enten for Kongen eller for Hie steret, Lov 12 Mai 1866, 66 og 67. Skjn om Tjeneste hestes Antagelse og Cassation er ogsaa overladt administra tive Autoriteter, Lov (No. 6) af 6 Juni 1891, 3 og 6. I alle lignende Tilflde, hvor det Offentliges Interesser utvivl som skal vre det bestemmende for Skjnnet, maa det an tages, at dette er forbeholdt Administrationen, saaledes at dens Afgjorelse ikke kan inddrages under Domstolenes Pr velse. I Overensstemmelse hermed maa f. Ex. Udskibnings loven af 15 Juni 1882, 5, forstaaes. Men hvor offentlige og private Interesser collidere, kan Lovgivningen, hvis den finder for godt, betinge Afgjrelsen af, at den ikke bliver for byrdefuld for nogen privat Person, og i saa Fald vilde Lovgivningen have Valget mellem at henlgge Afgjrelsen til administrative Autoriteter eller til Domstolene, jvfr. Straffeproceslov 1 Juli 1887, 63, tredie Led. Ligeledes, hvor private Interesseforhold skulle ordnes, efter hvad der i Tilfldet findes hensigtsmssigt eller billigt. Exempler paa, at saadanne Ordninger ere overladte admini strative Autoriteter, findes i vrighedens suprema tutela over forsvarslse Personer, i den Myndighed, Bergvrkslovgiv ningen tillgger Bergmesteren, eller som Lovene om de store Fiskerier tillgge Politiopsynet, og i mangfoldige andre Til flde. Exempler paa, at Skjonsmyndigheden tillagdes Ret terne, frembd allerede Fr. 17 October 1794 om Grund afstaaelse til Lndseanlg. Senere har man faat mange lignende Love, see Bergvrkslovene af 14 Juli 1842, 1830, og 17 Febr. 1866, Lovene om Afstaaelse af Grund til private Veie af 17 Juni 1869, 18 Mai 1876 og 7 Juli 1890, Lov 16 Mai 1860 om Jords Fredning, Cap. 1, Vasdragslov 1 Juli 1887, dens 68. Saadanne Sager afgjres i fremmede Lande gjerne af srskilt dertil anordnede Forvaltningsdomstole af lignende Art, som den gamle Overbergamtsret og vore nu vrende Udskiftningsretter. Sidstnvnte Lovs 62 tillader Fogden stadigen at opnvne samme Mnd til Medlemmer af de i Loven omhandlede Skjn og indeholder derved Spire til en ny Institution af samme Slags.
400
Cap. 64.
Udskiftninger, offentligt Skifte af Arv og Concursbehand ling ere efter den hos os herskende Opfatning processuelle Institutioner. De derunder forekommende Retstvistigheder kunne i et Samfund, hvis Grundlov skjelner mellem den ud vende og dmmende Magt, ikke unddrages denne. Men disse Institutioner indeholde tillige skjnsmssig Afgjorelse samt offentlig Administration af private Anliggender, og at denne betinget skal vre forbeholdt Domstolene, eller at disses Beslutninger i ethvert Tilflde, hvor saadant er skeet, skulle have Doms Virkninger, lader sig ikke paastaa. Der ved vilde man komme altfor meget i Strid med Sagens Na tur og det practiske Livs Behov *). Lovgivningen maa derfor have en vis Frihed til ordne dette paa den hensigtsmssigste Maade. Men at denne Frihed dog ikke kan vre begrnd set, indsees, strax man opkaster sig det Sprgsmaal, om det gik an at henlgge Udskiftningskjn heelt og holdent under Administrationen, altsaa i sidste Instans under Regjeringen, og uden lagttagelse af Rettergangsformer. Udskiftninger maa foregaa med lagttagelse ikke blot af Hensigtsmssigheds hensyn men ogsaa af fuldt bindende Retsregler. 12. Hvor Lovgivningen gjr Tilvrelsen af en Ret tighed eller Forpligtelse afhngig af en ved dens Gjenstand klbende Egenskab, som ikke vedkommer dens Betydning for Retsforholdets Personer eller for de iemed, i hvilke disse handle, saa er det dermed i Almindelighed givet,' at Myndigheden til at paakjende, hvorvidt Egenskaben i det foreliggende Tilflde er eller har vret tilstede, maa for beholdes Retterne. Naar Lovgivningen bestemt har tilkjende givet sin Villie i saa Henseende, maa denne altsaa flges, uanseet hvor meget mere skikket Administrationen vilde vre til at lse Sprgsmaalet. Som Exempel herpaa kan nvnes Loven om Kirker og Kirkegaardes Udvidelse af 24 Septbr. 1851, 1, der fritager Menigheden fra Pligten til at udvide sin Kirke, nar det oply se s, at den ved sdvanlige Lei ligheder afgiver Plads for Menighedens Kirkesogende, lige
*) Getz, Om Paaanke til hiere Ret, Side 39.
401
ledes Lovene om Folkeskolen af 26 Juni 1889, paa Landet 72, og for Byerne 63, som vise, at det er Domstolene, ikke Overtilsynet, der have den endelige Afgjorelse af Sprgs maalet om, hvorvidt en i Skolen indfrt Lrebog indeholder noget, som nedbryder Agtelsen for Statens Love eller Kir kens Bekjendelse. Til Belysning af den Synsmaade, Lov givningen i Almindelighed flger, nar den skal drage Grndsen meliem Domstolenes og Administrationens Omraa der, kan nvnes Lov om den almindelige Brandforsikrings indretning af 19 August 1845. De forsikrede Bygninger henfres efter sin Beliggenhed og Beskaffenhed til forskjel lige Afdelinger og inden hver Afdeling igjen til forskjellige Classer. Paa denne Classification beroer det heelt, hvorvidt Bygningen skal forsikres fuldt ud eller kun for en Deel af sin Taxtvrdi, samt hvor stor Contingent den skal betale. Classificationen var efter den nysnvnte Lov knyttet til saavidt muligt bestemt betegnede Kjendemrker. Ikke destomindre foreskrev Lovens 29, at Kongen i Tvisttil. flde skulde afgjre, til hvilken Classe en Bygning skulde henfres. Ved Lovens frste Behandling paa Storthinget forsvrede Comiteen denne Bestemmelse dermed, at det for Ettertiden skulde vre en frivillig Sag at forsikre sine Byg ninger i denne Indretning. Anderledes vilde det, sagde Comiteen, forholde sig, hvis Eieren skulde vre tvungen til at forsikre, thi da maatte denne Forpligtelse ogsaa medfre en Ret til ved Dom at see afgjort, om de Betingelser, under hvilke man paastaaer, han skal indtrde, ere lovmssige x). De senere Bestemmelser om dette Forhold, Lovene af 26 Mai 1866, 8, m. fl., give Regjeringens Skjnsmyndighed et langt friere Spillerum. Endvidere Lov om Beskyttelse for Varemrker, 26 Mai 1884, 10, der tillgger vedkommende Regjeringsdepartement Myndighed til at paabyde Ophvelse af en Registrering, nar det finder, at det registrerede Mrke indeholder offentlige Vaaben eller Mrker, eller at det indehol
a) Storth. Forh. 1842, VIII, Side 406. Medlem af Comiteen.
Norges offentlige Ret. 111.
Professor Schweigaard var

26
402
der Fremstillinger, som kunne vkke Forargelse. Uagtet disse Kjendemrker ere objectivt bestemte, kan Departemen tets Afgjorelse ikke bringes under Prvelse af Domstolene. I Overereensstemmelse med det nys anfrte, maa Loven an tages bygget paa, at Registreringen ikke er nogen tvungen Sag 1). Blandt Bestemmelser, der unddrage Retterne og for beholde Administrationen den endelige Afgjrelsesmyndighed, maa srligen nvnes Loven om Brndeviinstilvirkning af 17 August 1848, 26, gjentagen i den nugjldende Lov af 28 Juni 1887, 16. Det siges her, at hvis der opstaaer Tvist om det skattepligtige Brndeviins Styrke, saa skal for seglet Prve af samme indsendes til vedkommende Regjerings departement, ved hvis Afgjorelse det skal have- sit Forbli vende. I den kongelige Proposition til Loven af 1848 var det foreslaaet, at Brnderieieren forelbigt skulde betale efter Departementets Bestemmelse, men have Ret til at til bagesge, hvad han meente at have betalt formeget. Sin nu vrende Skikkelse fik Paragraphen i Storthingets Comitee. Den er udentvivl begrundet i, at Prvelser af Brndeviinets Styrke forudstter sregne Fagkundskaber. Det har nemlig altid vret anerkjendt, at Lovgivningen i saadant Tilflde kan henvise Afgjrelsen til administrativt Skjn. En Tings eller Tjenestes Byttevrdi er ikke Gjenstand' for frit Skjn, men afhnger af den gjngse Opfatning, som kommer tilsyne i den almindelige Omstning (Handel og Vandel). Vrdsttelser, der skulle Itjene til Bestemmelse af en Gjenstands Byttevrdi, ere saaledes ved sin Natur betegnede som retlige Skjn. Efter hvad der ovenfor i Cap. 59, 6, er bemrket, kan man dog ikke opstille dette som ganske ufravigelig Regel, engang i Expropriationstil flde, Endmindre kan Lovgivningen vre strengt bunden tii en saadan Regel i Tilflde, hvor Erstatningspligten hviler paa Retsbrud, eller hvor det, der skal erstattes, er ydede
J) Storth. Forh. 1884, 111, O. No. 21, [Commissionsindstillingen, Side 38, opkaster ikke Sprgsmaalet om Berettigelsen til her at sprre Adgangen til Domstolene.
Cap. 64. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation. 403
Tjenester, jvfr. Sfartslov 24 Marts 1860, 87 og 9193, hvor forskjellige Slags Billighedshensyn maa tges i Betragt ning. Ganske frie Hnder maa Lovgivningen have, hvor Vrdsttelsen anordnes i den Hensigt at skaffe Grundlag: for Fordelingen af offentlige Byrder eller Afgifter, saasom ved Matriculeringer, Skylddelinger, Brandtaxationer. 13. De under den dmmende Magt hrende skjns mssige Afgjrelser kunne af Lovgivningen henlgges enten til selve Dommerne eller til Skjnsmnd, som opnvnes for Tilfldet eller for en vis Classe af Sager, og som handle under en Dommers Veiledning. Den dmmende Myndighed kan altsaa udoves i to Former, enten ved egentlig Dom eller ved processuelt (ikke administrativt) Skjn. I sidste Fald kan det bestemmes, at Skjnnet ikke skal kunne forandres uden ved Overskjn af andre dertil opnvnte Mnd, og altsaa vre bindende for Domstolene. Saadanne Sider af Sagen kunne flgelig unddrages endog Hiesterets Paakjen delse. Hos os er dette en historisk given Sag, idet Praxis allerede fr Grundloven erkj endte, at retlige Skjn kunde vre bindende for Dommerne. Lovgivningen kan imidlertid ikke efter Godtykke hen lgge hvilkensomhelst Anvendelse af dmmende Myndighed fra Dommerne til retligt Skjn. Hvorvidt den lovgivende Magts Frihed i saa Henseende strakte sig, har, hvad angaaer Bedmmelsen af Beviset i Strafsager og Tiltaltes Skyld, engang vret Gjenstand for Meningsulighed. Storthinget i 1857 antog nemlig en Beslut ning til Lov om Rettergang i Strafsager, efter hvilken Sprgsmaalet om den Tiltalte var skyldig, skulde afgjres af en Jury. Regjeringen ansaa dette uforeneligt ikke blot med Grl.s 20, men ogsaa med dens 88, saaledes som disse Paragrapher dengang ld. Denne Mening deeltes af et Mindretal i den fromtalte kongelige Commisston, som ud arbeidede Udkastet til Grundlovsbestemmelsen af 29 Novbr. 1862, samt af Hiesteret paa eet Medlem nr 1). For at af
) Storth. Forh. 1860, 111, Nr. 59.
See nrvrende Skrifts Cap. 62, 5.
404
gjre Striden, istandbragtes sidstnvnte Bestemmelse, hvorved Grl.s 88 erklredes ikke at skulle vre til Hinder for, at Strafsager, overeensstemmende med Lov, bringes til endelig Afgjrelse uden Hiesterets Medvirkning. Bestemmelsen til lader ikke blot at unddrage Skyldssprgsmaalet, men hele Strafsagen eller hvilkesomhelst Dele deraf fra Hiesterets Jurisdiction. Men da Forbudet i Grl.s 96 mod at straffe uden Dom er uforandret, og da Forudstningen i Grl.s 92, at Underdommere skulle vre Embedsmnd, er bibeholdt, maa formelig Rettergang altid finde Sted i Strafsager, og Straffedomstolen ledes af en dertil ansat Dommer, som i alt Fald ikke kan udelukkes fra Paakjendelsen af de i Sagen forekommende Retssprgsmaal. Uden lignende Grundlovs forandring vilde den endelige Afgjrelse af Sprgsmaal om Bevisets Tilstrkkelighed i civile Sager hverken kunne over fres til Nvninger eller engang forbeholdes Underretterne. Ligeledes maa Afgjrelsen af Lovfortolkningssprgs maalene, overhovedet de rene Retssprgsmaal, forbeholdes Dommerne. Derimod kunne Sprgsmaal om, hvorvidt den foreliggende Gjenstand har de Egenskaber, som bringe den ind under Lovens Bud, henlgges til Afgjrelse af Skjns mnd. Denne Afgjrelsesmaade br vistnok kun vlges for det Slags Tilflde, hvis Undersgelse krver Fagkundskaber eller practisk Erfaring af sregen Art, eller ikke beqvemme ligen kan foregaa inden Retten. Men Lovgivningen har fuld Valgfrihed i heromhandlede Henseende. Om et Slags Af gjrelser, der i sig selv burde ansees som ligefremme Sub sumtioner af Tilfldene under den opstillede Retsregel, ved Lov maatte blive henlagte under Skjnsmnd, kan Loven aldrig af den Grund negtes Gyldighed. Lovgivningen har altsaa en meget stor Frihed saavel i Valget mellem Afgjrelse ved administrativt Skjn eller ved Dom som i Valget mellem Afgjrelse af Dommeren eller ved retligt Skjn. I mange Tilflde har Lovgivningen und ladt at tilkjendegive, hvilken af disse Afgjrelsesmaader den vil have anvendt. Dreier den herved fremkomne Tvivl sig om, hvorvidt Sagen hrer under Dommerne eller under retligt Skjn, er det Procesvidenskaben, som har at lse
Cap. 64. Domstolenes og Rettergangsmaadens Organisation. 405
Sprgsmaalet. Derimod tilfalder dette Statsforvaltnings retten, saafremt det uklare Punct er, hvorvidt den bindende Afgjrelsesmyndighed er tiltnkt de administrative Autori teter eller Retterne. 14. Ligesom dmmende Myndighed ikke kan tillgges Kongen, saaledes kan saadan Myndighed heller ikke tillgges Storthinget, nogen af dets Afdelinger eller Comiteer. Her ved vilde man stde an ikke alene mod det ovenfor udvik lede Princip om den dmmende Magts Adskillelse fra Stats magterne, men ogsaa mod Grundlovens Plan, iflge hvilken dens Opregning af Storthingets Functioner i det Store tget maa betragtes som udtmmende, see Cap. 6, 3, Bogstav gv Det vilde ligeledes stride mod Sagens Natur. t afgjre, hvad der i et allerede indtruffet og omtvistet Tilflde har vret eller er Ret, er en Myndighed, som i selve sit Vsen skjelner sig fra den at bestemme, hvad der i Fremtiden skal vre Ret. Det sidste er en lovgivende Forsamlings eien dommelige Kald, og med dette for ie sammensttes den. Paa Grund heraf vilde dens Anskuelser om, hvad der burde vre Ret, let komme til at gjre sig for strkt gjldende under Udvelsen af dens dmmende Myndighed, om en saa dan blev den tillagt. Disse Anskuelser undergaa hyppig Forandringer i en reprsentativ Forsamling, hvis Medlemmer skifte med korte Mellemrum. Dens Retsanvendelse bliver derfor mere vaklende end Domstolenes. En dmmende Nationalreprsentation vilde derfor vre lidet skikket til at udvikle tilstrkkelig sikre Retsregler. Skulde Storthinget eller nogen af dets Afdelinger have Myndighed til at paa dmme visse Slags Sager, vilde det vre ganske upassende at stte disse Domme under Appel. Men at gjre dem upaaankelige kunde, som vi have seet, ikke skee uden An std mod Grl.s 88. Den her udviklede Stning kan ikke siges at vre krnket ved Adelsloven af 1 August 1821, 6 og 7. Disse Paragrapher bestemme, at enhyer, som vilde beholde sit Adelskab, skulde bevise dette for nste Storthing ved lov lige Dokumenter. Men at Storthingets Godkjendelse eller Forkastelse af hans Paastand skulde vre bindende for ham
406
eller andre, hvis Rettigheder bleve paavirkede, er ikke sagt i Loven. Hvis Storthinget i 1824 urettelig havde negtet at anerkjende nogen Person som Adelsmand, maatte han have kunnet faa sin Adelsret prvet ved Domstolene. Den Comitee, Storthinget nedsatte til Gjennemgaaelse af de indkomne Adels ibreve, synes at have vret af modsat Anskuelse x), men Stor thinget var saa mildt i Bedmmelsen af deres Gyldighed, at ingen fik rimelig Anledning til Klage.
apitel 65. Hiesteret.
1. Hiesteret skal iflge Gris 88 andet Punctum besta af Justitiarius og mindst sex Tilforordnede, hvilket er at forsta saaledes, at ingen Sag maa paadmmes af et mindre Antal. Ingen kan beskikkes til Medlem af Hiesteret, frend lian er 30 Aar gammel, Gris 91. At Hiesterets Medlemmer ere Embedsmnd, fremgaaer af 86. Flgelig maa de udnvnes af Kongen. Hvis noget af Rettens faste Medlemmer har Forfald eller er ugild, maa en anden Person kunne constitueres eller tilkaldes for at gjre Tjeneste i hans Sted. Dette er ndvendig Flge af 88 andet Punctum, jvfr. Loven om Hiesteret af 12 Sept. 1818, 1, og 8 Sept. 1842, 4, samt Ansvarlighedsloven af 7 Juli 1828, 21. Hiesteret kan saaledes i en enkelt Sag komme til at besta af lutter extraordinre Medlemmer, nemlig hvis samtlige ordinre Medlemmer ere hindrede fra
) Storth. Forh. 1824, IV, 481-482.
Cap. 65. Hiesteret.
407
at deeltage i dens Paadmmelse. Herpaa har man havt Exempler *). Den dansk-norske Hiesteret var en Eenhed. Efter Grundlovens Udtryksmaade maa man antage, at den norske Hiesteret ogsaa skal vre det. Saalnge Forretningernes Mngde ikke hindre en saadan Ordning, er den udentvivl den hensigtsmssigste, idet den bedst betrygger, at Rets reglerne i alle ligeartede Tilflde blive forstaaede og an vendte paa samme Maade. Hiesteret kan altsaa ikke deles i flere Afdelinger, hvoraf enhver faaer forskjellige Sager til Paadmmelse. Saaledes forstod man i Sverige Regjeringsformens 17, hvorfor man ved det i 1860 tillagte sidste Punctum aabnede Lovgivningen Adgang til at dele Hiesteret. Med det hos os valgte Organisationsprincip er det der imod foreneligt, at Medlemmerne skifteviis blive frie for at deeltage i visse Forretninger, jvfr. Lov 15 Juli 1839, 18. Det Prineip, at Hiesteret skal udgjre en Eenhed, med frer, at der ikke kan tilforordnes den Medlemmer, som skulle deeltage i Paakjendelsen af visse Slags Sager, f. Ex. Handels- og Sretssager eller saadanne, som reise sig af den administrative Lovgivning. 2. Fra sidstnvnte Regel har Grundloven selv gjort en Undtagelse med Hensyn til Krigsretsager, Efter Grl.s 89 er nemlig Hiesteret tilligemed tyende hoie Officierer, som Kongen tilforordner, i Fredstid anden og sidste Instants i alle de Krigsretsager, som enten angaa Liv eller re eller Frihedstab for lngere Tid end tre Maaneder. Hensigten med denne Forskrift er at skaffe Retten Veiledning med Hensyn til Sagens militre Side. Det er derfor rigtigst (Lov 1 Juli 1816, 4, Lov 15 Juli 1839, 21), skjnt maaskee ikke grundlovmssig ndvendigt, at de tges af den Militr etat, hvem Krigsretsagen vedkommer. De skulle beskikkes, ikke for hver enkelt Sag, men for alle de Krigsretsager, der komme fra den Militretat, til hvilken de hre, men kunne
*) Storth. Forh. 1851, VIII, 88, Side 123-124; Retstid. 1889, Side 561 ff.
408
Cap. 65.
Hiesteret.
naarsomhelst entlediges af Kongen, see de nysanforte Lov steder. Under Ordene hie Officierer kunne alene Stabs officierer indbefattes. Efter Loven af 12 Septbr. 1818, % skulde General auditren altid vre den ene af disse til forordnede militre Medlemmer, men da han ikke kan kaldes Officier, var dette en Afvigelse fra Grundloven, som rettedes ved Loven af 15 Juli 1839 21. Man ansaa det den Gang nskeligt, at Generalauditren tilforordnedes som tredie mili trt Medlem, men erkjendte, at dette blot kunde skee ved Grundlovsforandring *). Om en Krigsretsdom skal kunne indankes for Hiesteret, beroer ikke paa, hvorvidt den paakjendte Handling er fore tagen, men paa hvorvidt Indankningen har fundet Sted i Freds- eller Krigstid, see Hiesteretsdom 17 Decbr. 1816, i Brandts Repertorium, hvor den af Hiesteret antagne Sag dog frst var anlagt, efter at Freden var sluttet. Til resstraffe henregner Krigsretsinstructionen af 9 Marts 1683, 52, Afsttelse eller Degradation, hvis den Skyldige er Officier. Dette br dog ansees forandret ved den militre Straffelov af 23 Marts 1866, 32, som ved sin Henviisning til Crls 334 faststter Afsttelsesstraffens Indhold paa en Maade, som er udtmmende og udelukker rens Tab. Hvorvidt Sagen kan siges at angaa Liv, re eller Frihedstab for lngere Tid end tre Maaneder, stiller sig efter vore Rettergangsregler noget forskjelligt, eftersom Krigs rettens Dom paaankes alene iflge den Tiltaltes Begjring eller af det Offentlige uden Hensyn til denne. For at Sagen skal gaa ind under Grl.s 89, maa i frste Tilflde Angjl dende vre dmt til saadan Straf, som der er nvnt. I det andet Tilflde er det nok, at den Handling, for hvilken An gjldende er tiltalt, henhrer under et Lovbud, som blandt sine Straffe nvner nogen af de i Gris 89 opregnede. I Praxis ansees Sagen appellabel, selv om den lngste
*) Storth. Forh. 1839, 111, Side 580.
Cap. 65.
Hiesteret.
409
Frihedsstraf, som efter Loven kunde idmmes, er 90 Dage i). At Grundloven skulde gjre iVppel til Hiesteret ikke blot tilladelig, men ndvendig i ethvert Tilflde, hvor Krigs retten har idmt nogen af de i 89 nvnte Straffe, er en Anskuelse, som synes at ligge til Grund for Loven om mili tre Sagers Paaankning af 1 Juli 1816, 2, og Hiesterets loven af 12 Septbr. 1818, 2, men hvis Urigtighed nu tr vre almindelig erkjendt. Det er naturligviis intet til Hinder for, at Lovgivningen tillader, at andre Krigsretsager end de i 89 nvnte bringes ind for Hiesteret. Dette er skeet ved Loven af 3 August 1824, 10 a. 3. Grundlovens 90 lyder: Hiesterets Domme kunne i intet Tilflde paaankes eller underkastes Revision. At de ikke kunne paaankes, vil sige, at de ikke kunne bringes ind for nogen hiere Domstol. End ikke Rigsretten kan ophve eller forandre dem. Herom er alle enige. Derimod har der vret nogen Meningsforskjel om, hvor vidt Paragraphen er til Hinder for, at en Sag, som er paa dmt af Hiesteret, kan bringes ind for denne Domstol til ny Prvelse. Det har vret paastaaet, at Grl.s 90 ikke er til Hinder herfor, ja at Lovgivningen endog kan tillade, at Sagen indbringes for den almindelige Underret, nar der ikke klages over, at Hiesteret har tget feil i sin Afgjrelse af Sagen, som den forelaa. men at dens factiske Omstndig heder forholdt sig anderledes, end dengang oplyst 2). Thi dette er, siger man, hverken Paaanke eller Revision. Ved det sidste Udtryk menes nemlig kun en Omgjrelse eller
*) H. R. Domme af 21 Novbr. 1874, 1 Juli 1886, 26 Novbr. 1887 og 6 Juni 1888, Retstid. 1888, Side 248 og 632. 2) C. W. Hjelm, Udkast til almindelig Rettergangslov for Kongeriget Norge, Side 449450; for den modsatte Mening Proceslovcommissionens Betnkning om Forandringer i Straffeproceslovgivningen II Bind, Iste Deel, Side 253254.
410
Cap. 65.
Hiesteret.
Forandring ad anden Vei end Rettergang, saasom ved konge lig Resolution. I denne Betydning er Ordet brugt i Krigs artikelsbrevet for Landtj enesten ved Soetaten af 29 Juli 1756, 77. < \ O Denne Lre fortjener imidlertid neppe Bifald. At en Dom ei kan ophves eller forandres uden gjennem Retter gang, er en Stning, som ikke behvede at udtales i Grl.s 90. Den nyder nemlig af den selvstndige Stilling, Grund loven har anviist den dmmende Magt, og gjlder ikke blot om Hiesterets, men om alle Domme. Og Ordet Revision betyder i Anvendelse paa Domme efter den almindelige juri diske Sprogbrug netop fornyet Prvelse af den Ret, som har afsagt den 1). At Gris 90 har villet forbyde dette Retsmiddel, bliver saameget sandsynligere, som Hiesteretsdomme heller ikke fr Grundloven kunde forandres ved ny Indbringelse for Hiesteret. Jvfr. Straffeproceslov 1 Juli 1887, 413. 4. Gris 83 lyder: Storthinget kan indhente Hiesterets Be tnkning over juridiske Gjenstande. Af denne Ret har Storthinget kun yderst sjeldent gjort Brug. Hvorvidt en lignende Ret tilkommer Kongen, har vret anseet tvivlsomt. Hiesterets Medlemmer ere Embedsmnd, have svoret Kongen Lydighed og Troskab (Gris 21) og ere altsaa stillede i Underordningsforhold til ham. Det synes lidet rimeligt, at Kongen, der skal drage Omsorg for de nskelige Forbedringer i Lovgivningen og i sin Optrden paa Statens Vegne i mange Tilflde kan behve Veiledning om, hvad der er gjldende Ret, skulde vre afskaaren al Adgang til at forlange Betnkning fra den Statsmyndighed, som kan udtale sig med strst Sikkerhed om derved opkom mende Sprgsmaal. En saadan Adgang kan vistnok tnkes
*) See f. Ex. Hinschius i Holtzend or ffs Rechtslexikon, Art. Revision. I den franske Lovgivning heder Retsmiddelet nu Requte civile. men i videnskabelige Vrker fremdeles ofte Revision.
Cap. 65.
Hiesteret.
411
misbrugt, nemlig hvis Kongen forlangte Betnkning i Sager, som kunde komme under Hiesterets Paakjendelse. Men nogen Fie til Frygt for, at saadant Misbrug snarere skulde tinde Sted fra Kongen end fra Storthingets Side, er der ikke. I den provisoriske Anordning om Hiesteret af 9 Juni 1815, 27, fandtes en Bestemmelse, der udtrykkelig paalagde Hiesteret at afgive de Betnkninger, som den Norske Re gjering forlangte angaaende juridiske Gjenstande. Denne Bestemmelse optoges i den af Storthinget i 1816 fattede, ei sanctionerede Beslutning til Lov "om Hiesteret, men blev af Storthinget i 1818 udeladt af Loven. Vedkommende Comitee ansaa Bestemmelsen betnkelig og ufornden, idet den forudsatte, at Hiesteret aldrig vilde negte at afgive de Betnkninger, som Regjeringen forlangte nar Retten troer, at dette kan skee uden at afgive saa at sige et Prjudicat x). Ved Istandbringelsen af Grlsbest. af 29 Novbr. 1862 blev det ogsaa udtrykkelig udtalt af Justitsdepartementet, at Kongen, uanseet den paatnkte Forandring i 20, i Kraft af sin Stilling maatte beholde Adgang til at affordre Hiesteret Be tnkning angaaende Benaadningssprgsmaal, og herimod tdev der ikke fra nogen Kant gjort Indvending 2). 5. Forskjellige Meninger har der ogsaa vret om et andet beslgtet Sprgsmaal, nemlig hvorvidt Kongen kan forlange Oplysninger eller regelmssige Indberetninger fra Hiesteret, sigtende til at fre Opsyn med Udvelsen af dens dmmende Myndighed. Hiesteret staaer under Control af Odelsthinget, dens Medlemmer kunne, som vi senere* skulle see, ikke for Embedsforbrydelser sttes under Tiltale af Kon gen. Han har saaledes intet andet Retsmiddel til at frem tvinge Afgivelsen af saadanne Indberetninger, end at suspen dere de Medlemmer, som negtede at afgive disse, men om Anvendelsen af et saadant Tvangsmiddel vilde der i Virkelig heden neppe kunne blive Tale. Mange have derfor meent, at Controllen med Hiesteret er Kongen ganske unddragen.
*) Storth. Forh. 1816, Mai, Side 361, 374 og 414; 1818, .V, 876-877. 2) Storth. Forh. 1860, 111, S, No. 59, Side 20.
412
Cap. 65. Hiesteret.
Herimod er der vistnok adskilligt at indvende. Ingen Deel af Rigets Tilstand, ingen af dets Institutioner er Kongen uved kommende. Fandtes der Uniagtigheder ved Hiesterets Embedsfrsel eller Udvelse af dens dmmende Myndighed, og Kongen undlod at gjre Storthinget opmrksomt derpaa, saa vilde han forsmme sin Pligt, Gris 74. Derfor burde han have Ret til at affordre Hiesteret de Oplysninger, som ere ndvendige, for at han skal kunne opfylde saadan Pligt. Storthinget synes dog i 1839 at have vret af den modsatte Mening. I den kongelige Proposition, som foranledigede Loven af 15 Juli 1839, fandtes nemlig en 18, som bemyn digede Kongen til at forlange de for Controllen ndvendige Indberetninger fra Hiesteret, men denne Paragraph blev efter vedkommende Comitees Forslag udeladt af Loven 1). Af Hiesterets Erklring angaaende Udkastet til Ansvar lighedsloven sees, at Rettens Flertal vilde have Lovens 8 affattet paa en Maade, som tydelig tilkjendegav, at Hiesteret ikke pligtede at afgive enten andre Indberetninger eller andre Betnkninger, end Grundloven og Lovgivningen paabd. Den af Hiesteret foreslaaede Redaction blev imidlertid ikke bifaldt, og Ansvarlighedsloven lader saaledes disse Sprgs maal henstaa uafgjorte 2).
x) Storth. Forh. 1839, 111, Side 450, 497 og 571575. e) Storth. Forh. 1828, Side 307, jvfr. 377, Bogstav D.
Ottende Afsnit.
Storthingets. undersgende og control lerende Myndighed.

Capitel 66.
Storthingets undersgende Myndighed. 1. Skal en Nationalreprsentation vre istand til at lse sin Opgave, maa den have Ret til at skaffe sig Oplys ninger *om alle de Sider af Statslivet, til hvilke dens Virk somhed udstrkker sig. Vor Grundlov har derfor udrustet Storthinget med Midler til at anstille en nsten begindset Undersgelse af offentlige Anliggender. Strax ved Storthingets Aabning skal Kongen meddele det en Beretning om Rigets Tilstand, 74. Det er naturlig viis kun en kortfattet Oversigt, Storthinget ved denne Lei lighed kan erholde, men ingen vsentlig Side af Statens Anliggender tr her forbigaaes, og de videre Oplysninger om Enkelthederne, som Storthinget tiltrnger eller maatte nske, kan det skaffe sig i Kraft af 75, Bogstav f, g, h og k. 2. Af de tre frstnvnte Bestemmelser er den i 75 f, i alt Fald efter vor hidtil fulgte constitutionelle Praxis, den vigtigste. Den lyder: Det tilkommerStorthinget at lade sig fore lgge den i Norge vrende Regjerings Proto col og alle offentlige Indberetninger og Papi rer, (egentlige militre Commmando-Sager
414
Cap. 66.
Storthingets undersgende Myndighed.
undtagne) samt verificerede Af skrift er eller Extracter af de hos Kongen ved den Norske Statsminister og de i Sverige vrende tyende Norske Statsraader frte Pro to coiler, eller de sammesteds fremlagte offentlige Papirer 1 ). Den almindelige Regel er altsaa, at Storthinget kan for lange alle Protocoller og Documenter, som rettelig ere at benvne offentlige. Herved udelukkede ere selvflgelig alle de, som tilhre Privatmnd eller af dem anbetroede det Offentlige med det Vilkaar, at de skulle holdes hemmelige. Undtagne fra Regelen ere: a) Egentlige militre Commandosager. Betydningen af dette Udtryk er forklaret ovenfor i Cap. 15, 3 og 4. Lader Kongen nogen saadan Sag foredrage i Statsraad, synes Undtagelsen at maatte bortfalde. b) Visse diplomatiske Anliggender. Grl.s 75 g siger : Det tilkommer Storthinget at lade Fig med dele de Forbund ogTractater, Kongen, paa Statens Vegne, har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maa stride imod de offentlige. Hemmelige blive Artiklerne alene ved Aftale derom mellem Contrahenterne. At de hemmelige Artikler ere blevne behandlede af Statsraadsafdelingen i Stockholm eller endog af den norske Regjering, giver ikke Storthinget nogen Ret til at forlange dem fremlagte. Ligesaa selvforstaaeligt er det, at de diplo matiske Papirer, som vedkomme de hemmelige Artikler, ikke behve at forelgges Storthinget. Officielle Documenter, som vedkomme andre diplomatiske Sager, og som ere i norske Autoriteters Vrge, maa der imod kunne forlanges fremlagte. At dette var Hensigten
*) Grl.s 75 f, gog h have sin nrmeste Kilde i det Adler-Falsenske Udkast 78 e, der ld: Rigsforsamlingen kan forlange sig Rigets Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer, diplomatiske undtagne, forelagte, og fordre enhver til at mde for sig i Statsanliggender, undtagen Kongen.
Cap. 66. Storthingets undersgende Myndighed.
415
med Bestemmelserne i Grl. af 17 Mai 1814, 33 og 75 f og g, bliver uomtvisteligt, nar man sammenligner dem med det Adler-Falsenske Udkast 78 e. Og denne Tanke skjnnes ikke at vre fravegen i vor nugjldende Grundlov. Den eneste Indvending, som skulde kunne gjres herimod, maatte vre, at Grl.s 75 f ved sine Udtryk tilkjendegiver, at Stor thinget ikke altid kan forlange Afskrifter, men undertiden kun Extracter af de i det sammensatte Statsraad frte Pro tocoller og- de der fremlagte offentlige Papirer. Men denne temmelig uklare Begrndsning kan ikk antages at udelukke andet, end hvad der angaaer de i Bogstav g omhandlede hemmelige Artikler. Er et andet diplomatisk Anliggende behandlet ikke alene i sammensat Statsraad, men Betnkning desuden i Overeensstemmelse med Grl.s 38 og Rigsactens 5 indhentet fra den Norske Regjering, saa er det klart, at denne Betnkning kan forlanges fremlagt for Storthinget. Dette er ogsaa den practisk antagne Mening. Da Kongen i 1864 under Danmarks Krig med Tydskland be gjrede Storthingets Samtykke til at bistaa det frstnvnte Rige med Norges Linietropper og Roflotille, blev Udenrigs ministerens Fremstilling af Sagen tilligemed Afskrifter af den Norske Regjerings Betnkninger desangaaende oversendte Storthinget, idet Kongen udtalte, at disse Dokumenter dog paa Grund af deres Indhold for Tiden ikke burde komme udenfor Storthingsreprsentanternes Kundskab. De Sagen vedkommende diplomatiske Actstykker, hvis Natur gjorde en endnu strengere Hemmelighedsholdelse fornden,* bleve ikke strax oversendte Storthinget, hvorimod Kongen indbd dette til at udvlge en Comitee for at gjennemgaa dem. Storthinget i 1864 var imidlertid uvilligt hertil og henstillede til Regjeringen at fremlgge disse Actstykker for det hele Storthing, hvilken Anmodning ved Kgl. Resolution blev be stemt at skulle efterkommes l).
*) Storth. Forh. 1854, No. 52, Side 17 og IIX, Side 1920 ; S. No. 10 og Forhandlingsprotocollen, Side 7.
1864,.
416
Hvis en diplomatisk Sag, som vedkommer Norge, ikke bliver behandlet i Statsraad, men foredragen for Kongen af den svenske Udenrigsminister alene i Overvr af et andet svensk Statsraadsmedlem og den norske Statsminister, saa holdes, der ingen norsk Protocol, og der gives heller ingen Bestemmelse, som hjemler Storthinget Ret til at krve Fore lggelse enten af den svenske Protocol eller af Sagens Documenter, medmindre disse ere udfrdigede af eller tilhrer nogen norsk Autoritet. Frst nar det under en saaledes behandlet Sag kommer til Afsluttelse af en Tractat, indtrder Forelggelsespligten, nemlig efter 75 g. Forlanger Storthinget Oversendelse af Proto coiler eller Documenter, som ere beroende enten hos Statsraadsafdelingen i Stockholm eller hos den Norske Regjering, saa er ingen af disse Statsraadsafdelinger berettiget til, Kongen uadspurgt, at etterkomme Forlangendet. Saadant skeede dog i 1836. I Statsraad, afholdt i Stockholm den 2 Juli, havde Kongen befalet, at Storthinget skulde oplses den 8 Juli, hvilket kom til Storthingets Kundskab den 7 Juli. Det besluttede da at anmode Regjeringen om at meddele det Protocollerne over, hvad der var passeret i den Norske Regjering og Statsraads afdelingen i Stockholm angaaende denne Sag, og det saa betimelig, at Storthinget inden sin Oplsning kunde fatte Beslutning om Sagen. Denne Anmodning etterkom Re gjeringen, uagtet den dertil neppe havde Hjemmel i den eneste Bestemmelse, hvor en saadan kunde vre at sge, nemlig Regj. Instr. af 11 Octbr. 1825, 7 No. 22. Da det over ordentlige Storthing i 1864 forlangte Fremlggelse af de nys mhandlede Documenter angaaende den dansk-tydske Krig, fulgte derimod Statsraadet den rigtige Fremgangsmaade at indhente Kongens Bestemmelse. Hvis noget Statsraadsmedlem ved Foredrag, Raad eller Beslutning maatte foranledige eller medvirke til, at nogen Protocol, Document etler Oplysning tilbageholdes, som Stor thinget er berettiget til at forlange sig meddeelt, straffes han efter Ansvarlighedsloven lg. Hvorvidt Storthinget er berettiget til at krve sig Hie
417
sterets Voteringsprotocoller forelagte, skal blive omhandlet nedenfor i Cap. 68, 19. 3. Grl.s 75 f og g angaa kun Documenter, som allerede ere blevne til. De hjemle altsaa Storthinget ingen Ret til at paalgge nogen at afgive nye skriftlige Oplysninger eller Betnkninger. Den eneste Autoritet, som pligter at adlyde et saadant Paalg, er Hiesteret, der iflge Grl.s 83 paa Storthingets Forlangende har at meddele det Betnk ninger angaaende juridiske Gjenstande. 4. Derimod har Storthinget en " vidtgaaende Adgang til at affordre ikke blot offentlige Tjenesjemnd, men ogsaa private Personer mundtlige Oplysninger. Grl.s 75 h siger nemlig : Det tilkommer Storthinget at kunne fordre Enhver til at mde for sig i Statssager, Kongen og den Kongelige Familie undtagne; dog gjlder denne Undtagelse ikke for de Kongelige Prindser, for saavidt de maatte beklde Embeder. Herved er der ei aabnet Storthinget Adgang til at paa lgge nogen, engang for enkelt Sags Vedkommende, at tge Deel i Storthingets Forhandlinger, see ovenfor Cap. 33, 5. Storthinget maa altsaa indskrnke sig til at forelgge den indkaldte bestemte Sprgsmaal til Besvarelse. Med Hensyn til Sprgsmaalenes Gjenstand opstiller Grund loven ingen anden Begrndsning, end at de skulle angaa Statssager. Storthingets Ret maa dog vre undergiven den Begrndsning, at det ikke gjennem Anvendelse af - 75 h kan skaffe sig Oplysning om de Sager, hvis Documenter det ikke kan krve sig forelagte 1). Har Kongen afsluttet en Tractat efter Foredrag af Udenrigsministeren i Overvr af den norske Statsminister, kan Storthinget altsaa ikke afske
J) Naar Armeedepartementets Chef ikke vgrede sig ved at besvare de ham af Odelsthinget i 1884 forelagte Sprgsmaal, siges dette at have vret, fordi de angik Armeens Materiel, hvorfor Regjeringen ikke ansaa dem som angaaende militre Kommandosager Dette skal vre forklaret i en Indberetning til Kongen, jvfr. Storth. Forh. 1884, VII, 100101 og Odelsth. Tid. Side 325335. Norges offentlige Ret. 111. 27
418
denne mundtlige Oplysninger angaaende Tractatens hemme lige Artikler. Derimod kan det forlange Forklaringer af ham om hvilkesomhelst andre Norge vedkommende Sider af Sagen, selvflgelig forsaavidt det ikke er folkeretlig util ladeligt at meddele dem. Indkalder det engelske Overhus nogen for sig eller for en af det nedsat Comitee, kan det paalgges den Indkaldte at bekrfte sine Forklaringer med Eed. En lignende For pligtelse har den Indkaldte ikke efter vor Grundlov, men den kunde selvflgelig paalgges ham ved Lov. Vor nuvrende Lovgivning indeholder ingen almindelig Hjemmel til at straffe eller anvende Tvang mod den, som undlader at mde eller negter at svare paa et ham forelagt Sprgsmaal. Hvis den Indkaldte er Embedsmand, og det er i saadan Egenskab, han kan afgive den af Storthinget forlangte Oplysning, har man dog et Straffebud, som kan anvendes mod ham, nemlig Crl.s 2530, der stter Straf for den Embedsmand, som ei vil opfylde, hvad der lovligen er ham befalet. Pligten til at mde for Storthinget paa ligger ham nemlig da ikke blot som Statsborger, men til lige som Embedsmand; Er han Medlem af Statsraadet, kan det sprges, om han ikke rammes af den nysnvnte Be stemmelse i Ansvarlighedslovens 1 g, der stter Straf for et Statsraadsmedlem, som tilbageholder nogen Oplysning, Storthinget er berettiget til at forlange. Dette er ikke ganske klart. Ordene passe lidet paa det her omhandlede Tilflde, navnlig ikke, hvor den indkaldte Statsraad negter at indfinde sig, men sender skriftlig Oplysning. Besvaredes Sprgsmaalet neglende, maatte Straffen ogsaa for hans Vedkommende sges i Crl.s 2430, for hvis Anvendelse Hjemmel haves i Ansvarlighedslovens 23. Naar Lovgivningen ikke har truffet alle forndne Be stemmelser til at fremtvinge Etterlevelsen af Grundlovens Bud i 75 h, er Forklaringsgrunden den, at der meget sjel dent har vret Tale om at bringe det i Anvendelse. Hvis den Indkaldte afgiver Forklaring, der indeholder Lgn, eller ved hvilken der svigagtig er lagt Skjul paa Sandheden, maa han kunne straffes efter Crl.s 21 34, saa
Cap. 65
Storthingets undersgende Myndighed.
419
fremt det Anliggende, hvorom han har forklaret sig, ikke er ham selv umiddelbart vedkommende. 5. Hvorvidt de i 75 f, g og h Storthinget tillagte Rettigheder kunne udves alene af det samlede Storthing eller tillige af nogen af dets Afdelinger, har vret Gjenstand for Tvist. Da Odelsthinget i 1816 indkaldte nogle af Stats raadets Medlemmer for at afgive Forklaringer, erklrede Kongen ved Resi. af 6 Juni samme Aar, at Odelsthinget dertil var berettiget, og at de ei skulde mode 1). Denne Fortolkning af Grundloven var vistnok urigtig. Efter Sagens Natur br disse Rettigheder tilkomme ikke blot det samlede Storthing, men ogsaa enhver af dets grundlovbestemte Af delinger, Hvorvidt nogen af dem til Opfyldelse af sine Pligter tiltrnger en Oplysning, er et Sporgsmaal, den selv bedst kan bedmme. Iflge Constitutionscomiteens Udkast til Grundlov maatte enhver af Afdelingerne ndvendigviis have disse Rettigheder. De manglede nemlig al Hjemmel til at trde sammen for at ndve dem. Ved Rigsforsam lingens Beslutning af 11 Mai 1814 (se ovenfor Cap. 40, 5) blev dette vel forandret, men dog kun derhen, at Storthinget ved Reglement kan bestemme, hvorvidt disse Rettigheder skulle kunne udves af det samlede Storthing, af Odels thinget eller af Lagthinget. Derimod gaacr Storthingets Herredmme over Forholdet ikke saavidt, at det kan overdrage disse Rettigheder til nogen af sine Comiteer. Det nugjldende Storthingsreglement hjemler Saavel Storthinget som Odelsthinget, men ikke Lagthinget Ret til at forlange offentlige Protocoller og Papirer samt til at an vende GrLs 75 b, see Regl. 3941. Hvorvidt nogen af Afdelingerne skal kunne indhente Hiesterets Betnkning. er ikke omtalt i Reglementet. Dets Forudstning er formodentlig, at Retten alene tilkommer det samlede Storthing.
*) Storth. Forh. for Juni Maaned 1816, Side 484.
420
Om Revisionen og Decisionen af Statens Regnskaber, see nedenfor Capitel 69, 3 og 4. Om Storthingets Opsyn med Banken er handlet ovenfor i Cap. 49, 2.
Capitel 67.
Den constitutionelle Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet.
1. Det Opsyn, en Nationalreprsentation frer med andres Udvelse af deres offentlige Myudighed, kaldes i Al mindelighed constitutionel Control. Udtrykket er ikke ganske trffende, thi Kongens Ret til at fre Opsyn med Statens Embedsmnd tilkommer ham iflge hans forfat ningsmssige Stilling og kan ikke fratages ham. Derfor maa ogsaa dette Opsyn egentlig siges at vre af constitutionel Natur. Mellem Control og Ansvar er der en ndvendig Sammen hng. Control faaer nemlig noget at betyde, forsaavidt den Controllerende kan drage den Controllerede til Ansvar. De, der staa under saadan Control af Nationalreprsentationen, siges at handle under constitutionel Ansvarlighed. Den constitutionelle Ansvarlighed bliver frst juridisk, hvis den kan gjres gjldende ved retligt tvingende Midler. Hvor saadanne Midler mangle, behver vistnok hverken Controllen eller Ansvarligheden at bortfalde, men Forholdet bliver da udelukkende moralsk, og det selv hvor det danner en udtrykkelig udtalt Forudstning for den constitutionelle Rets skrevne Regler. 2. I Lande, hvis Ministre deeltage i Nationalrepr sentationens Forhandlinger, frer denne sin Control med dem hovedsageligt gjennem Foresprgsler, som derunder stilles til dem, og den Critik over deres Foranstaltninger, som rettes
Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet. 421
mod dem i deres Paahr, og som de derfor ikke kunne undgaa at besvare. Herved bliver deres Politik bragt under Prvelse gjennem en aldrig hvilende Discussion, og Mulig heden af, at de kunne beholde Styrelsen af Statens Anlig gender, beroer da paa det Bifald og den Understttelse, de finde i Nation alreprsentationen og den offentlige Mening. I Norge, hvor Kongens Raadgivere ikke frend i 1884 erholdt Adgang til Storthingets Forhandlinger, har den Con trol, dette har frt med Regjeringen blot gjennem Menings ytringer, vistnok ikke havt den samme Betydning, men ingen lunde vret uvirksom. De Anskuelser, som have gjort sig gjldende hos en Nationalreprsentation, der er udrustet med saadanne Magtmidler som dem, Gris 75 og 79 til lgge Storthinget, maa med Ndvendighed faa stor moralsk Virkning paa Regjeringens Handlemaade. Derimod forsgte Storthinget i lang Tid ikke at ve nogensomhelst Indflydelse paa Statsraadets Sammenssetning, Oprindelig havde Storthinget aabenbart mindre Tillid til sin moralske Indflydelse paa Regjeringen end til de reent retlige Controlmidler, Grundloven tillgger den. I den frste Tid efter Grundlovens Istandbringelse vare Protocolcomiteerne meget tilbielige til at foreslaa Tiltale ved Rigsret mod Stats raadets Medlemmer, og allerede inden 1828, det Aar, da An svarlighedsloven istandbragtes, havde man havt fire Anklager for Rigsretten, hvoraf dog rigtignok ingen ledede til Dom fldelse. Fra 1830 af slog Odelsthinget ind paa en ny Vei. For det frste indsaa Protocolcomiteerne, hvor strkt et Tryk de kunde udve paa Regjeringen gjennem en ind trngende, men rolig og lidenskabsfri Critik af dens Handle maade. De begyndte derfor i sin Granskning af Styrelsen at gaa dybere ind i Enkelthederne og at drfte Hensigts mssigheden af Regjeringens Foranstaltninger ogsaa i Til flde, hvor der ikke kunde vre fornuftigt Sprgsmaal om Rigsretspaatale. Protocolcomiteernes Indstillinger bleve meget vidtlftige Actsstykker, og ved den omhyggelige Control, som frtes deels gjennem disse, deels gjennem Statsrevisionen,
422 Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet,
rettedes mangt og meget i forskjellige Grene af Administra tionen. For det andet har Odelsthinget efter 1827, nar det har fundet ikke at kunne lade en Regjeringshandling hengaa undset, i Almindelighed niet sig med at fatte en Beslut ning, hvorigjennem det har udtalt sin Misbilligelse af Hand lingen. Dette skeede allerede i 1824 og vakte dengang in gen Indsigelse, men da Odelsthinget i 1830 atter fattede en saadan Beslutning, forelagde Regjeringen Sagen for Kongen, som ved Rsl. af 4 Octbr. 1830 erklrede, at Odelsthinget der ved havde overskredet sin Myndighed. Kongen har derhos ved Rsl. af 13 Septbr. 1839 paalagt Regjeringen at indkomme med Beretning om enhver saadan Beslutning af Odelsthinget. Paa den anden Side har dette i 1863 efter Forslag fra Pro tocolcomiteen ved formelig Beslutning hvdet sin Ret til at misbillige Regjeringens Handlemaade. Regjeringen har vist nok indrmmet, at Odelsthinget, nar det undlader at be slutte Tiltale i Anledning af en Regjeringshandling, ei be hver at tie, men maa kunne udtale, at det ikke vil erkjende Handlingens Retmssighed eller Uskadelighed. Hvad Re gjeringen og Kongen bestred, var, at Odelsthinget, nar det ikke vil paatale en Handling for Rigsretten og saaledes aabne de anklagede Statsraader Adgang til at forsvare sig, skulde have grundlovmssig Ret til ligefrem at erklre nogen Hand ling ulovmssig eller i anden Henseende pligtstridig l). Denne Anskuelse er neppe velgrundet. Odelsthinget maa have den samme Ret, der efter Gris 100 tilkommer
*) Storth. Forh. 1824, V, 1374; 1830, IV, 432-434 og VII, 10331034 samt 10751076; Depts Tid. 1830, Side 753761; Storth. Forh. for 1833, VII, Side 22, 96, 141145, 151, 187188 og 210; 1842, IX, 618619, 774 og 775. 840841; 1845 IX, 502; 1860, IX, 153; Dept. Tid. 1860, Side 577583 og 593602 ; Storth. Forh. 1863, VIII. Dok. No. 8, Bind X, 0. No. 11, Side 115 og Bind XI, 153; Dept. Tid. 1865, Side 46-48; Storth. Forh. 1866, IX, 0. No. 1, Side 2129 og X, 131; 1869, IX, B, Side 58-61; 1871, VI, 0, Side 214215; 1877, VI, 0. No. 1, Side 711 ; 1878, VI, 0. No. IV, Side Il6.
Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet. 423
enhver, nemlig med Frimodighed at kunne ytre sig om Stats styrelsen. Men en saadan Udtalelse har ingen retlig Betyd ning. Hvorvidt den skal faa nogen politisk Virkning, beroer derfor alene paa dens moralske Vgt, der naturligviis kan vre hist forskjellig. Dens Vgt formindskes unegteligt derved, at det ikke er den hele Nationalreprsentation, men kun en Afdeling deraf, som udtaler Dadelen. Thi det er jo altid en Mulig hed, at Sagen vilde faa et andet Udfald, hvis Lagthingets Medlemmer havde deeltaget i dens Afgjrelse. Denne Indvending kan ikke gjres mod Beslutninger, ved hvilke det samlede Storthing anker over Statsraaders Embedsfrd. At det dertil er berettiget, har neppe vret Gjenstand for Tvivl. Men ogsaa om en saadan Beslutning af det samlede Storthing gjlder det, at den ikke har nogen retlig Virkning, og at det staaer til Kongen, hvad Betydning han vil tillgge den. Allerede i 1818 indgav Storthinget en Adresse, hvori det ankede over, at Regjeringen ikke efter Kongens Paalg havde srget for, at de kongelige Propositioner til Storthin get bleve frdige til Storthingets Sammenkomst 1). Lige ledes besluttedes i 1836 en Adresse, der indeholdt en skarp Anke over Storthingets Oplsning. Det var imidlertid i disse Tilflde neppe Hensigten ved Adresserne at bevirke nogen af de kongelige Raadgivere fjernet fra hans Stilling. I 1836 fremgik dette deraf, at Odelsthinget samtidigt anklagede vedkommende .Raadgiver for Rigsretten. Den Tanke, at en Uoverensstemmelse mellem Nationalreprsentationen og Ministeriet eller endog en af Storthinget offlcielt udtalt Dadel rettelig burde medfre, at Ministeriets Medlemmer toge eller gaves Afsked, laa over hovedet i hiin Tidsalder udenfor Storthingets Opfatning. Det uforkasteligste Vidnesbyrd herom er egentlig selve An svarlighedsloven. Den stter i 2 og 6 Bder som ordinr
2) Storth. Forh. 1818, VI, 8693
424
Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet
Straf for Statsraadsmedlemmer, der gjre sig skyldige i saa grove politiske Forseelser som f. Ex. utilbrlig Anvendelse af Statens Midler, Angreb paa Trykkefriheden, befiet Anklage til Thinge for at hindre nogen i at mde paa Storthinget eller udve sin Stemmeret, eller for at undlade den ved Grund lovens 30 paabudne Protest mod kongelige Beslutninger, der ere iensynlig skadelige for Riget. At en Statsraad, der efter Odelsthingets Foranstaltning blev domfldt for en saa dan Forseelse, kunde beholde sit Embede, var altsaa, da Ansvarlighedsloven blev given, ikke stridende mod den lov givende Magts Synsmaade. Endnu i 1845 udtalte Opposi tionens Hvdinger i Anledning af Sprgsmaalet, om Thron talen burde besvares med en Adresse, at Indgivelsen af en saadan ikke vilde vre nogen Opfordring til Forandring i Kongens raadgivende Personale. Den hidtil erhvervede Er faring, sagde de i Comiteeindstillingen *), taler ikke for nogen stor Bevgelighed i denne Henseende hos os. Og i alt Fald ved denne Leilighed vilde de ikke i Adressen have nogen Ytring, der skulde paalgge de kongelige Raadgivere den moralske Pligt at aftrde. Frst i 1848 fremkom et aaben lyst Forsg herpaa. Paa dette Aars Storthing fremsatte fem Reprsentanter Forslag om, at Storthinget i en Adresse skulde udtale, at det davrende Statsraad ikke havde Nationens Tillid, samt at man ikke alene nskede en Person-, men tillige en System forandring. Forslaget blev sendt til en Comitee, hvis Be tnkning, skjnt den paa en vis Maade istemte Ankerne mod Regjeringen, dog fraraadede Indgivelsen af en Adresse. Betnkningen fremkom frst Dagen, fr Storthinget oplstes, og dette besluttede derfor, at Sagen ikke skulde tges under Behandling 2). Paa Storthinget i 1851 nedsattes en Comitee for at over veie, hvorvidt Throntalen burde besvares ved en Adresse.
*) Storth. Forh. 1845, VII, 87. 2) Storth Forh. 1848, VI, 937 og 972, 3940, 83; Storthingsefterretningerne 1848, 650662.
Cap, 67
Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet.
425
Comiteen, der holdt sig til Sprgsmaalet i dets Almindelighed fraraadede dette, fordi en saadan Skik let vilde lede til Strid i personlige iemed istedetfor om Sag. Under Debatterne blev det foreslaaet i Form af en motiveret Dagsorden at ud tale Dadel over Regjeringens Styrelse, men dette Forslag blev forkastet x). Paa samme Maade gik det paa Storthinget i 1860 med et Forslag, hvorefter der i en Adresse til Kongen angaaende den svenske Rigsdags og det svenske Statsraads Optrden i- Sprgsmaalet om Statholderpostens Ophvelse skulde indflettes en Ytring af Dadel over Medlem merne af den norske Statsraadsafdeling i Stockholm. Derimod vedtog Storthinget i 1869 en Udtalelse af Mis nie med den davrende Chef for Marinedepartementet. Stats raadet fandt sig derved foranlediget til at sge Afsked, der ogsaa tilstodes ham, idet Kongen dog samtidig ved Dictamen til Statsraadets Protocol erklrede, at han ikke kunde til lgge Udtalelser af Storthinget som den, der havde foran lediget Afskedsansogningen, nogen Indflydelse paa Kongens Ret til selv at raade over Sammenstningen af sit Stats raad 2). I Adresse af 15 Mai 1872 udtalte Storthinget, at det ikke fandt den Anerkjendelse af Storthingets forfatningsmssige Stilling og ikke den Imdekommen overfor Storthingets Be strbelser for at tilveiebringe virksomt og levende Samarbeide mellem Statsmyndighederne, der ene kan stte en Regjering istand til at opfylde sit Hverv 3). Idet Statsraadet forelagde denne Adresse for Kongen, stillede det sine Embeder til hans Forfining. Kongen tilkjendegav imidlertid i Dictamen af 28 Mai 1872, at oprigtig Agtelse for Storthingets forfatnings mssige Stilling og levende nske om frugtbar Samvirken mellem Statsmagterne altid maatte vre ledende Hensyn, som ikke ved nogen Regjeringshandling kunde sttes ud af Betragtning, men at disse Hensyn maatte vre gjensidige,
*) Storthingsefterretningerne 1851, Side 146 ff. 2) Storth. Forh. 1871, VI; Indstillingerne til Odelsthinget, Side 214. s) Storth. Forh. 1872, VII, Side 4546.
426
Cap. 67.
og at betinget Opgiven fra den ene Side af 'egen Over bevisning i vigtige Sprgsmaal ikke vilde lede til selv stndig og gavnlig Samvirken, men til den enkelte Stats magts Eneraadighed. Han kunde derfor ikke ansee det be rettiget i en Meningsforskjel mellem Statsmagterne at finde en Tilsidesttelse af disse Hensyn og erklrede derfor ikke at ville ombytte sine davrende Raadgivere, som besad hans Tillid, med andre 1). I 1884 lykkedes det omsider Storthinget at skaffe sig den afgjrende Indflydelse paa Statsraadets Sammenssetning. Efterat Rigsretten havde dmt Statsraadets fleste Medlemmer til at have sine Embeder forbrudte, udnvnte Kongeu vist nok i deres Sted nye Ministre, som i det vsentlige deelte de dmtes politiske Opfatning. Men Storthingets Fleertal ind tog strax en fiendtlig Holdning mod disse nye Ministre, og da det viste sig, at de kun havde at vlge mellem enten at give efter i alle de Tvistepuncter, som havde foranlediget Rigs retsanklagen af 1883, eller at blive tiltalte forigsret, bleve de efter et Par Maaneders Forlb ndte til at tge Afsked. Krisen endte tilsidst med, at Kongen overdrog Lederen af Storthingets Fleertal at danne et Ministerium. Denne Seir vandt Storthinget ved Rigsrettens Hjlp. Den constitutionelle Ansvarlighed af reent juridisk Art er saa ledes hos os kommen til at spille en Rolle som intetsteds ellers. 3. Denne constitutionelle Ansvarligheds Beskaffenhed og Udstrkning beroer paa. tyende Ting, nemlig, frst hvilke Retsmidler Forfatningen stiller til Nationalreprsentationens Raadighed mod Personer, som have forgaaet sig under Ud velsen af offentlig Myndighed, dernst mod hvilke Personer disse Retsmidler kunne anvendes. Begge disse Sprgsmaal staa, som man strax seer, i en uoplselig Forbindelse. De Retsmidler, hvorom der ved Gjennemfrelsen af den constitutionelle Control kan blive Tale, ere enten af discipli nr, criminel eller civil Natur, nemlig:
') Storth. Forh. 1873, Dok. No. 9 og 10, jvfr. Bind VII, Side 11.
Cap. 77. Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet.
427
a) Reglementre Tvangsmidler til Opretholdelse af Or denen inden selve Nationalreprsentationen eller af dennes Vrdighed. Saadanne Tvangsmidler ere Bervelse af Dit, Udelukkelse fra Forsamlingen for en kort Tid eller for hele Valgperioden, Boder eller endog Arrest. Forsaavidt saadanne Tvangsmidler overhovedet blive anvendte, pleier det at vre Nationalreprsentationen selv eller vedkommende Kammer overdraget at beslutte dem. Til egentlige Retsmidler kunne de blotte Irettesttelser ikke henregnes. De virke nemlig kun ved sin moralske Vgt. Det samme kan strengt tget ikke siges om Beslut ninger, hvorved en Reprsentant fratages Ordet. b) Tiltale til egentlig Straf. Hvad der her kan for beholdes Nationalreprsentationen, er blot Anklagemyndig hedn. Egentlig Straf kan kun paalgges ved Dom, altsaa af en Domstol. c) Tiltale til Skadeserstatning. Den Myndighed, som her kan tillgges Nationalreprsentationen, er ogsaa kun Sagsanlgget. Paalgges kan Ansvaret kun ved Dom. 4. Den frstnvnte Art af Retsmidler kan efter Sagens Natur kun tillgges Nationalreprsentationen mod dens egne Medlemmer eller andre, som deeltage i dens Forhand linger. Videst i saa Henseende gaacr England. Ethvert af Par liamentets Huse ansees berettiget til at udstde eller lade fngsle et Medlem, som har forgaaet sig mod, hvad man kalder Husets Privilegier, eller krnket dets Vrdighed, navnlig ved Misbrug af Ytringsfriheden eller uordentlig Op forsel i eller udenfor Huset l). I den nordamerikanske Unions grundlov, Art. I, 5, andet Led, er dette endog udtrykkelig bestemt 2).
l) Det kan desuden lade arrestere hvemsomhelst, der krnker dets Privilegier, see ovonfor Side 308, Note 1. 2) Jvfr. Munch Rder, Juryinstitutionen i England, Canada og de forenede Stater, I, 4761.
428
Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed ; Personeme og Retsmidlet.
Den franske Const. af 3 Sept. 1791, Afdeling 111, Cap. 111, Seet. Art. 4, som tillagde Nationalreprsentationen discipli nr Myndighed over dens Medlemmer, forbd den at anvende strengere Straf end Censur, Arrest i otte eller Fngsel i tre Dage. De nuvrende franske Grundlove tillgge ikke Kammerne nogen saadan Myndighed. At den tilkommer dem, ansaaes imidlertid som en selvforstaaelig Sag. Som Straffe anvendes ikke blot Irettesttelser og Negtelse af Ordet, men ogsaa Udelukkelse, begge Dele i Forbindelse med Tab af Dit, og i Tilflde af Gjenstridighed Arrest. Varig heden af Udelukkelsen og Dittabet er efter Deputeret kammerets nuvrende Reglement kun en Maaned og af Ar resten kun tre Dage 1). Ogsaa i visse tydske Statei kan Nationalreprsentationen udelukke Medlemmer, som forgaa sig. I Bayern har andet Kammer ved Reglementet af 1825, 57 og 58 uden ud trykkelig Hjemmel i dagjldende Grundlov tillagt sig saa dan Ret 2). Hos os har man aldrig antaget, at Storthingets og dets Afdelingers disciplinre Myndighed over deres Medlemmer strkker sig saalangt. Storthingets Reglementer tillgge hverken Prsidenten eller Forsamlingen andet Tugtemiddel mod en Reprsentant, som forgaaer sig, end Advarsel, Neg telse af Ordet eller Udviisning fra Dagsmdet. Herved have Reglementerne maaske ogsaa bedst rammet Grundlovens Tanke. Thi ved at tillade Odelsthinget at stte Storthingets Medlemmer under Tiltale for Rigsret i Anledning af For brydelser, de som saadanne maatte begaa, har Grundloven baade gjort det overfldigt at strkke Disciplinrmyndigheden meget vidt og tilkjendegivet, at dette ei br skee. Vistnok tr man ikke negte, at Storthinget ved Reglement kunde udvide vedkommende Things eller endog Prsidentens discipli nre Myndighed ud over den nu opstukne Grndse, men
J) Bard et Robiquet, la Constitution Francaise, Side 435437. 2) Jvfr. Zopfl, 11, 386, No. VIIIXII; G. Meyer, Staatsrecht, Side 277.
Cap. 67. Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet. 429
tillgge sig Ret til at udelukke nogen Reprsentant for bestandigt eller for lngere Tid kan det sikkerligen ikke. 5. Anklage for Domstol til Straf er det almindelige Retsmiddel, der stilles til Nationalreprsentationens Raadighed under Udvelsen af dens controllerende Myndighed. Sagens Natur tillader dog ikke, at Nationalreprsentationen anvender dette Retsmiddel mod enhver, hvem den anseer skyldig i Misbrug af sin offentlige Myndighed. For det frste gives der Misbrug, som aldeles ikke kunne vre Gjenstand for Paatale. Monarken er og maa i Nutidens Statssamfund iflge sin Stilling vre ansvarsfri, jvfr. Cap. 11, 2. Heller ikke de Borgere, der udvlge Folkets Reprsen tanter, skylde nogen anden denne sin offentlige Myndighed. De have ligesom Kongen sin Magt af sig selv. At paalgge dem Ansvar for Uforstand i Brugen af deres Stemmeret vilde vre baade urimeligt og umuligt. Hvor Reprsentanterne udkaares af Valgmnd, maa den samme Ansvarslshed til komme disse. Hverken Vlgere eller Valgmnd kunne dog vre ganske ansvarsfrie for dens Udvelse, f. Ex. hvis de slge sine Stemmer, jvfr. Grl.s 53 d og Crl.s 1025. Det kan saaledes ikke med fuld Niagtighed siges, at enhver, der udver offentlig Myndighed, altid er ansvarsfri, hvis den tilkommer ham i Kraft af hans egen Ret, men altid ansvarlig, hvis den er ham overdragen af andre. I det store tget holder Stningen imidlertid Stik. Kongens Raad givere, de administrative Autoriteter i Stat og Commune, Dommerne, ja endog selve Folkets Reprsentanter maa staa under Opsyn og inden visse, efter deres forskjellige Stillinger afpassede Grndser kunne drages til Ansvar for Misbrug af deres Myndighed. I Sagens Natur er der intet til Hinder for, at Ret til at anklage alle Personer i saadanne Stillinger tillgges National reprsentationen. Det engelske Underhuus kan ikke alene tiltale enhver Person, hvem offentlig Myndighed er betroet, for Overtrdelse af de ham derved paalagte' Pligter, men endog anklage hvemsomhelst for hvilkensomhelst Forbrydelse. Det har altsaa ikke blot umiddelbar Control med hele Stats
430
Cap. 67. Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet.
styrelsen, men almindelig Anklagemyndighed. I Alminde lighed benytter det dog kun dette mod Personer i anseelig Stilling, som have gjort sig skyldige i farlige Statsforbry delser x). Englands Exempel er neppe fulgt heelt ud i nogen anden souvern Stat. Efter den nordamerikanske Unions Grund lov kan Congressens Reprsentanthuus anklage saavel Pr sidenten og hans Ministre som enhver civil Embedsmand for Senatet, men kun i Anledning Handlinger, som vedkom mer hans Embede. Ret til at anklage militre Embedsmnd og Congresmedlemmer har Reprsentanthuset ikke. Senatet kan ikke dmme den Anklagede til anden Straf end Afst telse. Indbefatter hans Handling tillige en almindelig For brydelse, saa ligger denne Side af Sagen udenfor Reprsen tanthusets anklagende Myndighed, hvorimod den ad sdvanlig Vei kan paatales for de almindelige Domstole. Congressens Jurisdiction er altsaa blot politisk, eller hvad man i Tydsk land kalder disciplinr, derimod ikke i egentlig Forstand criminel. Det samme System flges i alle de srskilte Fri stater undtagen i Delaware, der har optaget det engelske System uden Indskrnkning 2^ I Frankrige optog man ogsaa tildeels den engelske Rets Regel, men med en anden Begrndsning end i Amerika. Constitutionen af 3 Septbr. 1791, Titel 111, Cap. 111, Seet. I, Art. 1, No. 10, tillagde den lovgivende Forsamling Ret, til at anklage Ministrene og den udvende Magts vrige hieste Embedsmnd for Embedsforseelser. Ved Siden deraf tillod den at anklage hvemsomhelst for Attentat eller Sammen svrgelse mod Statens Sikkerhed eller Constitutionen. Endog Keiserforfatningen af 18 Mai 1804, 110 og 111, tillod den
*) May, on the Law of Parliament, Side 499. Den mrkeligste Undtagelse er Anklagen mod Dr. Sacheverell i Aaret 1709 i Anledning af Prdikener, hvori han havde erklret, at al Modstand mod Souvernen var Synd, see the State Trials XV, 1 ff. 2) Rut ti mann, I, 219229; Munch Rder, Juryinstitutionen i England, Canada og de forenede Stater, 11, 3446; Holst, i Marqvardsens Handbuch, Side 8689.
Cap. 67. Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsmidlet.
431
lovgivende Forsamling at beslutte Anklage ikke alene mod Ministrene, men ogsaa mod visse andre hoie civile og mili tre Embedsmnd. Ligeledes kan det hollandske andet Kammer tiltale Nationalreprsentationens egne Medlemmer, Ministrene og visse andre hie Embedsmnd for Embeds forbrydelser, hvilken Anklagemyndighed ved Lov kan ud vides til andre Embedsmnd, see Grl. af 1848, 159 og 160. Den svenske Rigsdag udver ikke selv umiddelbart nogen Anklagemyndigled, men middelbart strkker dens Anklage myndighed sig til alle Emhedsmnd, idet Statsraadets Med lemmer kunne anklages af Rigsdagens Constitutionsutskott for Rigsretten og alle vrige Embedsmnd for de alminde lige Domstole af Rigsdagens Justitieombudsmand, Regj. Form. 96, 101 og 106. Til Opretholdelse af en Forfatning, der organiserer en National reprsentation med lovgivende og finantsiel Myn dighed, saavelsom til Forebyggelse af, at den udvende Magt foretager Handlinger, som vel ikke ere retstridige, men dog iensynlig skadelige for Samfundet, har man fundet det nd vendigt eller hensigtsmssigt, at Kongens Raadgivere stilles under retlig Control af Nationalreprsentationen, saaledes at de af den selv, nogen af dens Afdelinger eller Organer kunne sttes under Anklage, i alt Fald til Embedsfor tabelse. At kunne drage Ministrene til saadant Ansvar er derfor altid Kjernen i Nationalreprsentationens controllerende Myndighed 1). Derimod er det hverken ndvendigt eller gavnligtat til dele Nationalreprsentationen en almindelig Anklagemyndig hed eller engang en almindelig umiddelbar Control med hele Embedsvrket. Dette staaer under Control af Kongen.
x) Benjamin Constant, de la responsabilit des ministres, Paris 1812, ogsaa trykt i hans Cours de Politique constitutionelle, ed. Laboulaye, I, Side 381429. Endvidere kunne nvnes ; R. von Mo hl, die Veiantwortlichkeit der Minister, Tubingen 1837 ; Svedelius om Statsrdets Ansvarighet, Upsala 1856; Kerchove v an Denterghem, de la responsabilit des ministres, Bruxelles 1867; Samuely, das Princip der Verantwortlichkeit. Berlin 1869.
432
Cap. 67.
Det er flgelig Regjeringens Pligt at fre Opsyn med, at alle offentlige Tjenestemnd gjre sin Skyldighed og srge for, at deres Embedsforseelser blive rettede eller paatalte. Og det bliver da Nationalreprsentationens Ret at undersge, hvorvidt Regjeringen har opfyldt denne ligesom enhver anden af sine Pligter. Den umiddelbare Control med' Regjeringen indbefatter altsaa en middelbar Control af Embedsvrket, ja endog med de communale Tjenestemnd, nemlig forsaavidt deres Forseelser maatte vre Gjenstand for betinget Paatale fra Regjeringen eller dens Underordnede. Derfor have de fleste nyere Grundlove ikke tillagt Na tionalreprsentationen Ret til at stte andre end Ministrene under Tiltale for Misbrug af offentlig Myndighed. Dette var Tilfldet med det franske Charte af 1814, 55 og 56, og Chartet af 1830, 47, hvis Exempel er fulgt i Grundlovene for Belgien, 90; for Italien, 46; for Danmark, 14 og 69; for Preussen, 61 og for de fleste andre tydske Stater 1). Den nuvrende franske Forfatningslov af 18 Juli 1875, 12, indrmmer heller ikke Deputeretkammeret Adgang til at an klage andre end Prsidenten og hans Ministre. En saadan Indskrnkning af Nationalreprsentationens Anklagemyndighed medfrer dog ingen ganske fyldestgjrende Ordning af Sagen. Controllen med Hiesterets Medlemmer bliver derved utilstrkkelig, navnlig hvor Domstolene ere berettigede til at prve Lovenes Grundlovmssighed. I Ndrd amerika kunne alle Dommere, i Sverige (Regj. Formens 101), i Portugal (Grl af 29 April 1826 37 og 130) og i Schweiz (Lov 7 9 December 1850) Hiesterets Medlemmer af Nationalreprsentationen eller dens Stedfortrder anklages for Embedsforbrydelser. Ligeledes tr der vre overveiende Grunde til at ind rmme Nationalreprsentationen Ret til at stte dens egne Medlemmer under Tiltale for Forbrydelser, de maatte begaa i saadan Egenskab. Ellers bliver man ndt til at udvide
l) De tydske Grundloves Bestemmelser herom findes i Zopfl, deutsches Staatsrecht, 11, 416417.
Cap. 67.
Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet.
433
Nationalreprsentationens disciplinre Myndighed ud over dennes rette Grndser. Saavidt vides, har dog intet frem med Land undtagen Holland (Gris 159) fulgt denne Syns maade. 6. Den Nationalreprsentationen tilkommende An klagemyiidighed udves hos os af Odelsthinget og kun ved Tiltale for Rigsretten, Gris 86. Undergivne denne Control ere: a) Statsraadets Medlemmer. Hertil henregnes ikke blot de fast udnvnte, men ogsaa de, der ere consti tuerede efter Gris 29 eller srskilt tilforordnede efter Rigsactens 7 eller tilkaldte for en enkelt Sag efter Gris 12. Udenrigsministeren er, som ovenfor i Cap. 10 15 for klaret, ikke flles norsk-svensk, men udelukkende svensk Embedsmand. Han kan saaledes ikke af det norske Odels thing drages til Ansvar for sin Behandling af norske diplo matiske Anliggender. Den svenske Rigsdags Constitutionsutskott har iflge Regjeringsformens 105 Ret til at fordre sig forelagt Pro tocollerne angaaende diplomatiske Sager, nar disse angaa almindelig kjendte Begivenheder, som af Utskottet opgives. Findes da nogen kongelig Raadgiver at have forgaaet sig, kan han drages til Ansvar efter Regj.formens 106 eller 107. Disse Forskrifter komme til Anvendelse, hvis Uden rigsministeren i et diplomatisk Fllesanliggende har tilside sat begge Rigers Interesser. De tjene saaledes middelbart til Garanti ogsaa for Norge. Men er det ved Foredrag eller Expedition af en Norge alene vedkommende diplomatisk Sag, Udenrigsministeren har forgaaet sig, synes man i Sverige at have anseet Constitutionsutskottet berettiget til at forlange sig Protocollen forelagt, altsaa endmere til at drage ham til Ansvar 1), en Opfatning, mod hvilken der fra norsk Side ikke br gjres nogen Indvending.
x) Rigsdagsforhandlingerne for Betnkninger, No. 15.
Xorges offentlige Ret. HI.
12881830,
Constitutionsutskottets
28
434
Cap. 67. Constitutionel Ansvarlighed; Personerne ogetsmidlet.
Hvorvidt Medlemmerne af et Regentskab kunne tiltales ved Rigsret, er omhandlet i Cap. 20, 8. b) Hiesterets Medlemmer, derunder ogsaa ind befattet de to Officierer, som efter Gris 89 ere tilforordnede i Krigsretsager, samt de overordentlige Assessorer, , der iflge Loven af 12 Sept. 1818, 1, udnvnes af Kongen, see An svarlighedslov 7 Juli 1828, 20. e) Storthingets egne Medlemmer. Denne For skrift fandtes ikke i Gris 86% saadan som denne oprindelig var antagen af Rigsforsamlingen, men indsattes af Redactions comiteen. Disse Personer kunne af Odelsthinget sttes under Til tale for Forbrydelser, de maatte begaa i de nvnte offentlige Stillinger, Statsraadets Medlemmer saaledes ikke blot for sit Forhold som Kongens Raadgivere (Gris 30), men ogsaa for sine Handlinger som Medlemmer af Interimsregjeringen, eller af den norske Regjering eller som Departementschefer. Til de Forbrydelser, Hiesterets og Storthingets Med lemmer som saadanne begaa, ere ogsaa de strafbare Lov overtrdelser at henfre, hvori de gjre sig skyldige som Medlemmer af Rigsretten. Thi nar de indtrde i denne, saa er det i Egenskab af Medlemmer af Hiesteret eller Storthinget. Det er derfor med fuld Fie, Ansvarligheds loven af 7 Juli 1828, udenfor hvad Regjeringen foreslog 1), udstrkker sine Straffebestemmelser ogsaa til Rigsrettens Medlemmer. For Forbrydelser, hvori de i Gris 86 nvnte Personer gjre sig skyldige i Egenskab af Privatmnd, kunne de alene anklages for almindelige Domstole og ikke af Odelsthinget, ei engang om det er Forrderi eller anden Forbrydelse mod Staten. Det modsatte kan ikke bestemt skjnnes at vre forudsat ved Istandbringelsen af Ansvarlighedsloven af 7 Juli 1828, 17, og ligger, som Lovens Overskrift viser, heller ikke i dens Ord.
) Storth. Forh. 1828, Side 314.
Cap. 67.
Constitntionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet.
435
rekrnkende Ytringer, hvori nogen Person i saadan Stilling gjr sig skyldig under Udfrelsen af de den tillig gende Forretninger, ere ikke at betragte som Forbrydelser i Embede eller Ombud. Under en modsat Opiatning vilde Forbudet i Gris 66 mod at drage en Reprsentant til An svar udenfor Storthinget for hans der ytrede Meninger have vret overfldigt ved Siden af Gris 86. Beklder et Medlem af Statsraadet, Storthinget eller Hiesteret en anden offentlig Stilling, vil han for Forbrydelser i denne heller ikke kunne tiltales for Rigsret. Dette gjlder ogsaa, hvis Forbrydelsen er begaaet af en Chef for Armee eller Marinedepartementet i hans Egenskab som Hoistbefalende for vedkommende Militretat. Det er nemlig en klar Sag, at vor Grundlov ikke har villet have Kongens Raadgivere i militre Commandosager undergivne Control af Storthinget og constitutionelt Ansvar, medmindre disse blive behandlede i Statsraad. Dette fremgaaer ved en Sammenligning mellem vor Grundlov og den svenske Regje ringsforms 7, 15, 105107. Den frstnvnte af disse Paragraphor undtager vel, ligesom vor Grundslovs 28, mi litre Commandosager fra Behandling i Statsraadet. Men 15 foreskriver, at de dog skulle foredrages for Kongen afChefen for vedkommende militre Departement, og at der ved saa dan Leilighed skal holdes Protocol. Derhos bestemmer 105, at Constitutionsuskottet kan krve sig denne Protocol fore lagt, nar Sagen angaaer almindelig kjendte Begivenheder, som af Utskottet opgives, 106, at Kongens Raadgivere i Commandosager kunne tiltales for Rigsretten, og 107, at Rigsdagen kan andrage paa, at Kongen vil fjerne dem fra deres Stillinger. Ved Affattelsen af vor Grundlov har man derimod ikke alene undladt at optage Bestemmelser svarende til Regj.f. 15 og 105, men betinget negtet Storthinget Ret til at forlange sig forelagt de Commandosager vedkom mende Papirer. Den militre Departementschef, hvem Kongen tillige anbetroer hieste Commando over vedkommende Militretat, bliver altsaa derved ikke constitutionelt ansvarlig for Be skaffenheden af de Raad, han i sidstnvnte Egenskab med
436
deler Kongen, eller for de Beslutninger, han som saadan selv fatter. Den omhandlede Forening af Forretninger vil dog i nogen Grad vre til Betryggelse for den rette Be handling af militre Anliggender. Thi hvis en Statsraad, der staaer i saadan Stilling, foredrager et Anliggende som egentlig Commandosag, uagtet det efter sin Natur er Re gjeringsrinde, saa er dette en Forsmmelse af hans Pligt som Statsraad. Ligeledes hvis han under Udfrelsen af en ham som Commandochef tilstillet kongelig Befaling foretager noget, som det havde vret hans Pligt i Egenskab af Stats raad at forebygge, om det foretoges af nogen anden *). Har et Medlem af Statsraadet, Hiesteret eller Storthinget forgaaet sig i saadan Egenskab, kan han tiltales for Rigsret, selv om han er udtraadt af denne sin Stilling. Dette flyder af Sagens Natur, antages i andre Lande og har positiv Sttte i Gris 45 samt Ansvarlighedsloven af 7 Juli 1828, 20. Hvis den for Rigsretten Tiltalte har Medskyldige, der ikke beklde nogen i Gris 86 nvnt Stilling, svare de alene for de almindelige Domstole og kunne altsaa ikke til tales af Odelsthinget. I Frankrige og Belgien besvarer man det tilsvarende Sprgsmaal paa modsat Maade, men dette skeer i Henhold til en i disse Lande gjldende almindelig processuel Grundstning, som intet Sidestykke har i vor Ret 2). 7. Rigsretssag kan ikke besluttes anlagt af andre end Odelsthinget. Altsaa ikke af Kongen 3). Dette gjlder om Forbrydelser
*) Jvfr. Protocolcomiteens 1 ndstillinger i Storth. Forh. for 1842, IX, 721722 og 1854, VIII 88, Side 20. 2) Kerchove van Denterghem, Side 65. 3) Hvorvidt dette kan ansees som nogen Feil, er drftet af en ved kgl. Resi. af 31 Juli 1839 nedsat Commission, bestaaende af Advokaterne Petersen, Srenssen og Stang, som alle senere bleve Medlemmer af Statsraadet, og hvem det var paalagt at afgive Betnkning om, hvorvidt Grundlovens og Lovgivningens Bestemmelse over den constitutionelle Ansvarlighed burde undergaa Forandringer. Betnkningen, som gik ud paa at fraraade dette, er frst trykt i 1883.
437
begaaede ei blot af Storthingsreprsentanter, men ogsaa af Hiesteretsmedlemmer som saadanne. I sidste Henseende er vor Grundlov, saavidt vides, uden Sidestykke. I Sverige kan ikke alene Rigsdagens Justitieombudsmand, men ogsaa Kongens Justitiekansler iflge Regj-formens 101 tiltale Hiesteretsmedlemmer for Rigsret. Andre Landes Grund love indeholde ingen srskilt Bestemmelse om Paatale af Hiesteretsmedlemmers Embedsforbrydelser, hvoraf synes at maatte flge, at de ere undergivne eller kunne undergives Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Paatale af Dom merforbrydelser. Som imidlertid ovenfor i Cap. 51, 18, paapeget kan Kongen efter vor Gris 22 suspendere dem og derved tvinge Odelsthinget til at stte dem under Tiltale. Den danske Gris 69 og den hollandske Gris 159 til lgge Kongen Ret til at lade en Minister tiltale ved Rigsret. Den svenske Ansvarlighedslov af 10 Febr. 1810 synes baade i Indledningen og i 8 at forudstte, at Kongen ogsaa i Sverige har en saadan Ret, men denne Forudstning mangler Hjemmel i Regjeringsformen. Hos os er det klart, at han ingen saadan Ret har. Hvad der kan vre Gjenstand for Tvist, er alene, om han ikke kan suspendere Statsraaderne med den Virkning, at Odelsthinget bliver ndt til at stte dem under Tiltale. Det maa indrmmes, at dette ligger udenfor Ordene i Gris 22. Men dette er maaskee ikke afgjrende. Thi det er utvivlsomt, baade at Kongen kan suspendere de vrige Embedsmnd, han har Ret til at af skedige uden Dom, og at disse i saa Fald strax skulle sttes under Tiltale. Hvorfor noget andet skulle gjlde om Stats raader, indsees ikke. Ligesaalidt som Kongen kan tiltale de i Gris 86 nvnte Personer ved Rigsret, ligesaalidt kan dette skee af nogen ved deres Handlinger fornrmet Person. 8. I England er Ministrenes retlige Stilling ikke v sentlig forskjellig fra andre Embedsmnds. Det er derfor ingen Umulighed at tiltale dem ved de almindelige Domstole
438
Cap. 67. Constitutionel Ansvarlighed; Personerne og Retsraidlet.
til Straf for deres Embedsforbrydelser 1 ). Men i andre Lande, hvor man har oprettet en srskilt constitutionel Domstol og tillagt den Myndighed til at idmme Straf af hvilkensomhelst Art, er det almindelig antaget, at andre Retter ikke have concurrerende Jurisdiction med den constitutionelle Domstol i de under den henlagte Strafsager. Dette var utvivlsomt Meningen i den franske Const. af 3 Septbr. 1791, Titel 111, Cap. 11, Seet. IV, Art. 8, sammenholdt med Cap. V, 23, og er udtalt eller forudsat i det franske Charte af 1814, 55, den belgiske Grl. 90, den hollandske 159, den preussiske 49 og 61 samt den danske 69, frste Led, den grske Ansvarlighedslov af 22 Dec. 1876, 1, den sterrigske af 25 Juli 1867. Derimod er den nugjldende franske Forfatnings lov om Forholdet mellem Statsmagterne af 18 Juli 1875, 12, af enkelte bleven forstaaet saaledes, at Ministrene for Em bedsforbrydelser kunne sttes under offentlig Anklage ogsaa for de almindelige Domstole 1). Hos os er det utvivlsomt, at de Forbrydelser, som af Odelsthinget kunne paatales ved Rigsret, hverken af Kongen eller Odelsthinget eller de fornrmede Personer kunne paa tales ved de almindelige Domstole for at faa den Skyldige idmt Straf. Grl.s 99 indeholder ikke tilstrkkelig Hjemmel til at gjre Undtagelse fra denne Regel for det Tilflde, at en Statsraad brer Ansvar for, at nogen er bleven belagt med ulovlig Arrest. Den Fornrmede maa her holde sig - til de Underordnede, som have bervet ham hans Frihed, for saavidt de kunne straffes, hvilket ofte ikke vil vre Tilfldet, jvfr. Cap. 45, 11, og Cap. 63, 15.
*) En saadan Tiltale besluttedes i 1805 mod Lord Melville, men forandredes til Anklage for Overhuset. 2) Ducrocq, droit administratif, 747.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser.
439
Capitel 68.
Den constitutionelle Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 1. Iflge Grl.s 86 kunne de her omhandlede Per soner alene tiltales af Odelsthinget og dmmes af Rigsretten for Forbrydelser, de have begaaet i sine Embeder eller Ombud. Her bliver det at undersge, under hvilke Betingelser deres i saadan Egenskab foretagne Handlinger ere at ansee som Forbrydelser. Derom indeholder Grundloven vel nogle Bestemmelser, men disse ere paa langt nr udtmmende. Af denne Omstndighed kan man ikke slutte, at Rigs retten i hvert enkelt af Grundloven uomtalt Tilflde kan af gjre Sagen efter sit frie Skjn. Grundlovens 96, som for byder at dmme nogen uden efter Lov, tjener til Beskyttelse lige saavel for Statsraadets, Storthingets og Hiesterets Med lemmer som for andre. Det vil med andre Ord sige, at den almindelige Lovgivning har at faststte, baade hvilke Hand linger, der skulle vre strafbare, nar de forves af Mnd i hine Stillinger, og hvorledes de skulle straffes. Forsaavidt Handlingen ikke ligefrem eller dog analogisk (see ovenfor Cap. 56, 4) lader sig henfre under noget af de saaledes opstillede Straffebud, er den ingen Forbrydelse og altsaa straffri. I den frste Tid efter Grundlovens Istandbringelse havde Rigsretten intet andet at holde sig til end den ldre Lovgivnings fjerntliggende og lidet bindende Analogier. Men dette erkjendtes af begge Statsmagter for en Mangel, som i Medfr af Grundloven maatte afhjlpes x). 2. Ansvarlighedslove har man i Sverige (af 10 Febr. 1810), Schweiz (at 9 Decbr. 1850 og 4 Febr. 1853), i Holland (af 22 April 1855), i sterrige (af 27 Juli 1867), i Grken
*) Storth, Forh. 1828, Side 342, 358 og 373374.
440
land (af 22 Decbr. 1876), i Bayern, Baden og flere af de mindre tydske Stater 1). I Lande, hvor Rigsretten har fuld Jurisdiction over For brydelser, Tiltalte har begaaet i den offentlige Stilling, som gjr ham constitutionelt ansvarlig, bliver Ansvarlighedsloven en virkelig Straffelov. Efter de Fordringer, man stiller til en saadan, maa altsaa Ansvarlighedsloven udtmmende op regne og niagtigen bestemme alle Pligtovertrdelser, for hvilke constitutionelt ansvarlige Personer skulle kunne straffes. Paa denne Synsmaade er vor Ansvarlighedslov af 7 Juli 1828 bygget. At give Bestemmelser, som ramme og niagtigen be grndse alle de Pligtovertrdelser, hvori saadanne Personer kunne gjre sig skyldige, er imidlertid en saare vanskelig, for ikke at sige umulig Sag. Deels af denne, deels af flere andre Grunde har man i mange Lande ikke villet give An svarlighedslove. I Frankrige strandede alle de Forsg, man i Aarene 18301840 gjorde derpaa. Belgiens Grundlov fore skriver i 90, at en saadan Lov skal gives. Ikke desto mindre har man ogsaa i dette Land undladt det og fundet sig bedst tjent med at lade det forblive ved den midlertidige Forskrift i Grl.s 134, hvorefter Rigsretten, indtil en An svarlighedslov udkommer, har at dmme efter bedste Skjn 2). Den preussiske Grl.s 61 og det tydske Riges Grl.s 17 op stille kun det Princip, at Ministrene og Rigskantsleren skulle vre ansvarlige, og forbeholde at trffe nrmere Bestem melser derom, men ingen saadanne ere hidtil udkomne. Heller ikke i Danmark har man givet nogen Ansvarligheds lov, men vel de forndne Bestemmelser om Rettergangs maaden ved Rigsretten, see Lov af 3 Marts 1852. De paapegede Omstndigheder have bragt mange paa den Tanke, at Rigsrettens Competence, ligesom iNordamerika
*) Nrmere Underretning herom findes hos Pistorius, die Staatsgerichthofe nnd die Ministerverantwortlichkeit nach heutigem deutschen Staatsrecht, 1891. 2) Vauthier, Belgiens Statsret, i Marqvardsens Handbuch, Side 53.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser.
41
br indskrnkes til at dmme Tiltalte til Embedsfortabelse eller Afsttelse, og at det, nar Tiltalte af Rigsretten saa ledes er funden skyldig, br vre overladt de almindelige Domstole at afgjre, hvorvidt hans Handling tillige efter den almindelige Straffelovgivning skal belgges med hiere Straf. Herved bliver Rigsretten blot disciplinr Domstol, og An svarlighedsloven behver da i Hovedsagen kun at faststte, at den Tiltalte skal dmmes til Embedsfortabelse eller Af sttelse, hvis han har tilsidesat nogen med hans Embede flgende Pligt paa saadan Maade, at han derved har viist sig uskikket til sin Ministerpost eller endog uvrdig til hvil kensomhelst andet Embede 1). Mod denne Tanke er der dog adskilligt at indvende. Hvis Retfrdigheden overhovedet til lader, at en Trudsel af saa omfattende og bestemt Indhold optages i en Ansvarlighedslov, saa maa det kunne skee ligegodt, hvad enten Rigsretten blot er en disciplinr Dom stol eller har fuldstndig criminel Jurisdiction. Denne Dom stol br under enhver Forudstning organiseres saaledes at den faaer tilstrkkelig juridisk Indsigt og Erfaring inden sin Midte. Skeer dette, saa maa man uden Fare kunne give Rigsretten Competence til at idmme strengere Straffe end Embedstab eller Uvrdighed til at beklde Embede, hvor hverken den almindelige Lovgivning eller Ansvarlighedslovens srlige Forskifter stte saadanne Straffe for den paaklagede Handling. 3. De tre Classer af Personer, der af Grundloven ere stillede under constitutionelt Ansvar, Statsraadets, Storthin gets og Hiesterets Medlemmer, have saa forskjelligartede Kald og Pligter, at de Egenskaber, ved hvilke deres Hand linger blive Forbrydelser, ndvendigen maa faststtes ved srskilte Bestemmelser for hver af dem. Vor Ansvarlig hedslov indeholder vel et Capitel, det fjerde, der giver almindelige Bestemmelser for alle tre Classer, eller dog for tyende af dem. Men disse Forskrifter hre, med Undtagelse
') Dette er Grundtankeu i Samulys ovenanfrte Skrift. Den bifaldes af Schulz e i hans Preussisches Staatsrecht, 279.
442 Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser.
af den i 23, til de mindst vigtige i Loven. Dens vsent ligste Bestemmelser findes i de tre foregaaende Capitler, af hvilke det frste opstiller Straffebud for Statsraadets, det andet for Hiesterets og Rigsrettens, det tredie for Storthin gets Medlemmer. Vi skulle folge den samme Orden. 4. I ethvert af Nutidens Samfund med indskrnket monarkisk Forfatning gjlder den Grundstning, at Kongen skal vre uansvarlig, men Udvelsen af hans Myndighed bunden til Vilkaar, der forebygge dens Misbrug. Til en fuldstndig Gjennemfrelse af Grundstningen krves, at Kongen sttes ganske ud af Stand til at handle uden at have hrt sine constitutionelle Raadgivere, og at nogen af dem bliver betinget ansvarlig for hans Handlinger. Saalangt er man imidlertid ikke gaaet i alle Lande. Ulighederne vise sig i tre Puncter, nemlig nar der sprges om : A. hvilke Egenskaber en Handling maa have for at kunne paadrage den ansvarlige Minister Straf; B. i hvilket Forhold Ministeren maa scaa til en af andre, navnlig af Kongen foretagen Handling, for at han skal blive ansvarlig; endelig C. hvorvidt hans Strafbarhed betinges af, at han har handlet i ond Tro. A. Nogle Grundlove give udtrykkelig Regel om det forstnvnte af disse Puncter, andre ikke. Det franske Charte af 1814, 56, gjorde alene Ministrene ansvarlige for Forrderi og Udpresning. Chartet af 1830, 28 og 47 tillod Deputeret kammeret at paatale Forrderi og Angreb paa Statens Sik kerhed, saaledes som nrmere ved Lov bestemtes. Mange tydske Grundlove indskrnke sig til at faststte, at en Minister kan anklages, nar den ' Beslutning, for hvilken han brer Ansvaret, indeholder et Grundlovsbrud x). De fleste Grundlove gaa imidlertid noget videre, idet de ved Siden af Grundlovsbrud stte Brud paa Lovene, eller dog visse sregne Forbrydelser. Dette gjlder om de franske
Disse Grundlove ere opregnede hos Samuel y, Side 38, Note 1 jvfr. Side 8081.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 443
Forfatninger af 3 Sept. 1791, Titel 111, Cap. 11, Seet. IV, 5, 5 Fructidor Aar 111, 115 og 158, 22 Frimaire Aar VIII, 72, Spaniens Grl. af 19 Marts 1812, 226, Portugals Grl. af 29 April 1826, 103, den bayerske Lov af 4 Juni 1848, 9, den schweizerske Ansvarlighedslov af 9 Decbr. 1850, 4, den preussiske Grl. 68, den sterrigske Lov om Ministernes Ansvarlighed af 25 Juli 1867, 2. At en Regjeringshandling ikke indeholder noget Brud paa Grundloven eller Lovgivningen, br imidlertid ikke betinget befri den ansvarlige Minister for Straf. Retfrdig hed krver, at han ogsaa maa kunne drages til Ansvar, hvor han forstlig og aabenbart har tilsidesat Samfundets Tarv. I Overeensstemmelse hermed er det i England forlngst antaget, at enhver Forseelse (misconduct) i Embede kan vre Gjenstand for impeachment 1). Derimod har neppe nogen af Fastlandets Grundlove udtrykkelig udtalt, at Regjerings beslutninger, som ikke indeholde Lovbrud, kunne paadrage den ansvarlige Minister Straf. Tanken er imidlertid ikke dem alle fremmed. Mange af de nyere Grundlove have deels undladt at faststte, for hvilke Handlinger Ministrene kunne drages til Ansvar, deels udtrykkelig sagt, at dette overlades den almindelige Lovgivning, see den belgiske Grundlov 90, den hollandske 73, den italienske 47 og 67, den franske af 4 Novbr. 1848, 68, og den nugjldende af 18 Juli 1875, 12, den danske 14 og 69. I begge Tilflde kan Lov givningen altsaa faststte Straf for Deelagtighed i Handlinger der ere skadelige, skjnt ikke lovstridige. B. Constitutionelt Ansvar paatager den kongelige Raad giver sig efter andre Landes Forfatninger i Almindelighed betinget ved at medunderskrive en Beslutning, der efter Grundloven eller Ansvarlighedsloven kan paadrage Straf. At han har fraraadet Beslutningen, fritager ham ikke, hvis han alligevel underskriver den. Omvendt antages det ikke,
*) Russell, Essay on the English Government. Side 163; Stephens, Commentaries, Bog IV, Part I, Cap. VI, No. 2; Story, Constitution, 796-800.
at han er ansvarsfri, blot fordi ikke han, men en anden Minister har contrasigneret. Han bliver nemlig ligefuldt an svarlig, hvis han har bidraget til Beslutningen eller dens Ivrksttelse x). Af hvad Beskaffenhed hans Medvirkning maa have vret, er et lidet undersgt Sprgsmaal, og man finder afvigende Forskrifter derom. Den hollandske Ansvar lighedslov af 22 April 1855, 3, D, erklrer en Minister strafskyldig, hvis han trffer Fortrninger, giver Befalinger eller opretholder allerede existerende Forfininger og Be falinger, ved hvilke Grundlovens Forskrifter, Lovene eller de almindelige Reglementer for Statens eller Coloniernes indre Administration krnkes. Derimod synes det blotte Raad ikke at medfre Ansvar. Efter den sterrigske Lov af 25 Juli 1867, 3, bre Ministrene Ansvar for alle i deres Em bedstid forefaldne Handlinger af den verste Regjerings myndighed og da fortrinsvis de efter deres Forslag trufne eller af dem undertegnede eller uden en Ministers Contra signatur af dem fuldbyrdede keiserlige Anordninger, frem deles for de af dem selv udfrdigede Instructioner eller Be falinger, og endelig for forstlig Understttelse af en grov Pligtovertrdelse fra nogen anden Ministers Side. C. Hvad angaaer Tilregnelsens Betingelser, har det i England altid vret antaget, at en Minister ikke paadrager sig Straf,, medmindre han har handlet af forbryderske Be vggrunde (criminal motives), altsaa med Vidende om", at Handlingen var lovstridig eller iensynlig skadelig (well hnoiving the most apparent evil conseguences of the ad) eller for Forsmmelse af Embedspligt, f. Ex. at lade Statens Regn skaber revidere 2)* Den blotte Uforstand kan ikke medfre Straf, men kun et Mistillidsvotum fra Underhusets Side, hvilket nder Ministeren til at gaa af, eller Kongen til at oplse Underhuset og paabyde nye Valg. Af det europiske
J) Mohl, Side 113114; Samuely, Side 5865; Kerchove, Side 100108. 2 ) Stephens Commentaries paa sidstanfrte Sted, jvfr. Rigsrelstidenden 1883-84, 111, Side 691696.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser. 445
Fastlands Grundlove have nogle faa (de franske Constitutioner af 1793, 1795 og 1814 samt Grundloven for Hannover af 1833, 151 og 152 og Grundlovene for et Par mindre tydske Stater) udtrykkelig krvet, at Handlingen skulde vre forstlig. Ligeledes den bayerske Grl af 1818, X, 36, hvilken Bestem melse imidlertid blev forandret af Grl af 4 Juni 1848, 9. De allerfleste af Fastlandets Grundlove have imidlertid ikke fastsat Betingelserne for Ministrenes Tilregnelighed, hvoraf flger, at den lovgivende Magt gjennem srskilt Ansvarlig hedslov kan opstille de Regler herom, den finder for godt. I Holland, sterrige og Baden have Ansvarlighedslovene be lagt Krnkelser eller Tilsidesttelser af Grundloven eller Lovgivningen med Straf, ikke blot nar Ministeren har hand let i ond Tro, men ogsaa nar det er af grov Uagtsomhed eller Skjodeslshed, han har gjort sig skyldig deri. Hvorledes Sagen staaer, saafremt ingen srskilt Lovbestemmelse findes om Ministrenes Tilregnelighed, er Gjenstand for Tvist. Nogle mene, at Ministrene under denne Forudstning, iflge Sagens Natur, maa kunne straffes ogsaa for uagtsomme Forseelser. Andre antage derimod, at Sprgsmaalet da maa lses efter den i Landets Lovgivning opstillede almindelige Regel, hvilket efter tydsk Ret leder til Fritagelse for Straf 1). 5. Temmelig afvigende fra det almindelige System ere den svenske Regjeringsforms Bestemmelser om Minister ansvarligheden, hvilke for en ganske vsentlig Deel have tjent vor Grundlov til Forbillede 2). Den mellem de forenede Rigers Grundlove og de vrige europiske Forfatninger raadende Forskjel i dette Punkt hnger sammen med hine Grundloves fr paapegede eien dommelige Regel, hvorefter Kongen ordentligviis skal hre ikke blot een af sine Raadgivere, men det hele Statsraad. Herved fremkom der nemlig en sregen Opfordring til at
x) Jvfr. Rigsretstidenden for 1884, 11, 484496, 111, 361, 368377 og 687691. 2) Nau mann, IV, 229260; Ry din, Svenska Riksdagen, II Afd. 2, Side 46 ff.
446 Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser.
faststte Ansvarlighed ens Betingelser ikke blot for det Stats raadsmedlem, der skal contrasignere Beslutningen, men og saa for de vriges Vedkommende. Regjeringsformens 9 paalgger Statsraadets tilstede vrende Medlemmer under Ansvar for sine Raad, saaledes som 106 og 107 bestemmer, at udtale og forklare sine Meninger til Protocols, dog med Forbehold for Kongen alene at beslutte. Skulde Kongens Beslutning aabenbart stride mod Rigets Grundlov eller almindelig Lov, saa paaligger det Statsraadets Medlemmer at gjre kraftige Forestillinger der imod, jvfr. 65. Den, som ikke har anfrt afvigende Me ning til Protocols, er ansvarlig for Beslutningen, som om han havde raadet Kongen til at fatte samme. Efter 38 skulle alle fra Kongen udgaaede Expeditioner, undtagen i Commandosager, for at gjlde vre forsynede foruden med Kongens Underskrift tillige med Contrasignatur af den fore dragende Statsraad, hvorved denne bliver ansvarlig for Ex peditionens Overeensstemmelse med Protocollen. Finder den Foredragende, at Kongens Beslutning strider mod Regjerings formen, saa skal han derom i Statsraadet gjre Forestilling. Hvis Kongen ikke destomindre forlanger, at saadan Beslut ning skal udfrdiges, saa er det den Foredragendes Ret og Pligt at negte Contrasignation, og til Flge deraf skal han nedlgge sit Embede, som han ikke igjen maa overtage. frend Rigsdagen har prvet og billiget hans Forhold. Imid lertid nyder han sin fulde Embedsindtgt. Granskningen af Regjeringsprotocollerne skeer ikke af selve Rigsdagen, men af hver ordentlig Rigsdags Constitutions utskott. Finder dette, at noget Medlem af Statsraadet aabenbar har handlet mod Rigets Grundlov eller almindelige Lov eller tilraadet nogen Overtrdelse af samme, eller undladt at gjre Forestillinger mod saadan Overtrdelse eller fremmet den gjennem forstlig at have lagt Dlgsmaal paa Oplysninger eller undladt at negte Contrasignation i det i 38 bestemte Tilflde, skal Constitution suskottet, uden at indhente Rigs dagens Afgjrelse, af egen Magtfuldkommenhed stte ham under Rigsret, see Regj. F. 106.
Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 447
Den foredragende Statsraad pligter kun at negte Contra signatur, nar Kongens Beslutning strider mod selve Re gjeringsformen, altsaa ikke nar den strider mod den al mindelige Lovgivning eller engang mod andre Grundlove f. Ex. Trykkefrihedsloven x). For en saadan Beslutning bliver altsaa ingen af Statsraaderne ansvarlig, nar de alle have fraraadet den. Man maa altsaa sprge, hvorvidt nogen bliver ansvarlig for dens Ivrksttelse. Efter Regjerings formens oprin delige Affattelse havde Statsraadets Medlemmer aldeles intet at skaffe med Ivrksttelsen af de kongelige Beslutninger, og kunde flgelig heller intet Ansvar faa for dem. Ivrksttelsen paalaa vedkommende administrative Collegium eller Embedsmnd.. Disse ere efter Ordene i Re gjeringsformens 87, jvfr. R. 0., 39, Morn. 2, sidste Punctum, pligtige til at lyde Kongens Bud, medmindre Hand lingen i sig selv er strafbar, og under modsat Forudstning vilde det saaledes vre uden Nytte, om Rigsdagens Justltie ombudsmand tiltalte dem. Det ved Rgf. 38 levnede Hul i den constitutionelle Ansvarlighed er dog ikke af stor prac tisk Betydning. Thi nsten enhver Rigsdagen tilkommende Rettighed har Hjemmel i selve Regjeringsformen, og desuden opstiller denne i 16 Forbud, som give nsten alle Individets naturlige Rettigheder tilstrkkeligt Vrn mod Krnkelse fra Kongens Side. Contrasignerer en kongelig Raadgiver nogen Beslutning, som kommer i Strid med denne Bestemmelse, bliver han altsaa ansvarlig. Den svenske Regj. Form stter ganske lemfldige Be tingelser for, at Ministernes Overtrdelser skulle tilregnes dem som strafbare. Fordlgelse af Oplysninger straffes kun, nar den er forstlig. Efter Regj. Formens 38 er en Statsraad ikke pligtig til at negte Contrasignatur og nedlgge sit Em bede, medmindre han selv finder, at Kongens Beslutning strider mod Regj eringsform ens bogstavelige Forskrift, det vil sige, hvis han af saadan Grund frst har protesteret mod den, see Ansvarlighedsloven af 10 Februar 1810, 8. Over
l) Jvfr. Naumann, IV, 262.
trdelser af Grundloven eller Loven eller Undladelse af at protestere mod saadanne Overtrdelser kunne vistnok iflge Regj. F. 106 belgges med Straf, selv om Ministeren har handlet i god Tro, men de maa da vre aabenbare, ikke omtvistelige. Tiltale til Straf kan i Sverige ikke finde Sted mod en Statsraad, fordi han har tilraadet eller endog contrasigneret en Beslutning, der ikke er lovstridig, men skadelig for Riget. Hvad Rigsdagen i saa Fald kan gjre, er alene at henvende sig til Kongen med Anmodning om at afskedige Statsraaden, see Regj. F. 107, hvilken Fremgangsmaade ogsaa kan bruges, hvis Rigsdagen forvrigt finder, at noget af Stats raadets Medlemmer ikke har rgtet sit Embede med Upar tiskhed, Iver, Dygtighed og Fremfrd. Men Rigsdagens Adgang til at beslutte saadan Anmrkning er betinget af, at den frst er bifaldt af Constitutionsutskottet, og det be roer paa Kongen, hvorvidt han vil afskedige eller beholde den Statsraad, mod hvem Anmrkning er besluttet. Paa anden Maade end i 106 og 107 bestemt maa Rigsdagen egentlig ikke udtale Dadel over Kongens Raadgivere, jvfr. Regj. Form.s 90. Dertil finder den dog Udveie 1). Den svenske Forfatning har saaledes langtfra gjennem frt det Princip, at ingen kongelig Beslutning kan komme istand, uden at nogen af Statsraadets Medlemmer paatager sig retligt Ansvar for samme. Regjeringsformen gjr det muligt for Kongen at tge og lade udfore Beslutninger, som samtlige hans Raadgivere finde lovstridige eller skadelige for Riget, og mod hvilke de derfor have protesteret. Grunden til, at man ved Regj eringsformenes Istandbringelse lod sig nie hermed, laa udentvivl i den store moralske Styrke, For fatningen giver Statsraadet gjennem den fr omtalte Regel, at Kongen i enhver vigtigere Sag i Almindelighed maa hre det hele Statsraad, og at dets Forhandlinger skulle protocolleres. Den har stolet paa, at Kongen ikke vil kunne fastholde nogen Beslutning, mod hvilken samtlige hans Raadgivere protestere.
x) Svedelius, Side 397413, 416 og 481 med flere Steder.
Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed: Strafbarhedens Betingelser. 449
Kun for det Tilflde, at en Beslutning maatte stride mod selve Regjeringsformen, har den opstillet en yderligere Ga ranti og paalagt den foredragende Statsraad at negte Contra signatur. 6. Fra den svenske Regjeringsform 9 har vor Grundlov hentet den Regel, at Kongens Raadgivere i Stats raadsprotocollen skulle gjre Forestillinger mod de kongelige Beslutninger, for hvilke de ikke ville paatage sig Ansvaret. Grl.s 30 siger nemlig: I Statsraadet fres Protokol over alle de Sa ger, som der forhandles. Enhver, som har Sde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at hre. Men det er Denne forbeholdet, at fatte Beslutning efter sit eget Omdmme. Fin der noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Be slutning er stridende mod Statsformen eller Ri gets Love, eller iensynligen er skadelig for Riget, er det Pligt at gjre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilfie sin Mening i Protocollen. Den, der ikke saaledes har protesteret, ansees at have vret enig med Kongen, og er ansvarlig derfor, saaledes som siden bestemmes, og kan af Odelsthinget sttes under Tiltale for Rigs retten. Vor Grundlov har altsaa her givet en Forskrift om Betingelserne for, at Statsraaderne skulle blive ansvarlige. Den er i een Retning strengere end den svenske Regj. Forms 106, idet den har berettiget Odelsthinget til at stte Kon gens Raadgivere under Tiltale, ikke blot nar den Beslutning, for hvilke de paatage sig Ansvaret, strider mod Grundloven eller Lovene, men ogsaa i Tilflde af, at den er iensynlig skadelig for Riget. Herved bliver Hensyn at tge til de Flger, den med ioinefaldende Sandsynlighed kan ventes at ville faa, og til disse tilsammentagne. Har Beslutningen medfrt Fordele, som overveie dens Ulemper, paadrager den intet Ansvar. Men et Brud paa Grundloven eller Lo vene rettferdiggjres ikke derved, at Beslutningen, bortseet
Morses offentlige Ret. 111. 29
herfra har vret gavnlig. Maa Beslutningen siges at have vret uundgaaelig, navnlig hvis den fremtvinges af en sei rende Fiende, stiller Sagen sig efter alle Landes Statsret anderledes. At den, der er sat under Control, selv skal controllere Udvelsen af denne Control, er lidet rimeligt. Det har der for vret paastaaet, at Statsraaderne ikke kunne drages til Ansvar for Undladelse af at protestere mod Beslutninger, gjennem hvilke Kongen udver en Myndighed, der er tillagt ham for at forebygge Misgreb fra Storthingets Side. Dette maatte da gjlde om Kongens Negtelse af at sanctionere Storthingets Beslutninger samt Benyttelsen af hans Ret til at oplse Storthinget, nar dette har vret samlet den grund lovbestemte Tid. Lagthingets Medlemmer, der danne Rigs rettens Fleertal, ville vistnok ofte vre hildede i sin Dom om, hvorvidt saadanne kongelige Beslutninger ere til Gavn eller Skade, og hvad srligt angaar Negtelse af Sanction, anviser Grl.s 79 Midlet derimod. Dette Middel slaaer dog kun til, hvor Kongens Veto er suspensivt, og ikke engang altid i saadant Tilflde, thi ogsaa Misbrugen af et suspensivt Veto kan forvolde uoprettelig Skade. Da nu Grundloven ikke udtrykkelig har undtaget Udvelsen af disse Myndig heder fra den almindelige constitutionelle Control, tr man ikke paa egen Haand gjre nogen Indskrnkning i 30. Thi det er dog altid en Mulighed, at Grundloven kan have villet sikre sig mod Misbrug ogsaa af disse kongelige Pr rogativer, og have forudsat, at Rigsretten under Paakj endelsen af Sager desangaaende vil forma at stille sig paa det rette constitutionelle Standpunct, saaledes at den hverken bliver uretfrdig mod de Tiltalte eller undergraver den Kongen ved Grundloven tiltnkte Magt. At kongelige Beslutninger af de omhandlede Slags ikke ere undtagne fra Paatale af Odels thinget og Prvelse af Rigsretten, er antaget af Rigsretten i 1884 og muligens allerede i 1836 *), Det tr heller ikke op stilles som betinget Regel, at Statsraader, der bre An
) Rigsretstidenden 1884, 11, 920935; 111, 380-387.
svaret for, at Kongen har sanctioneret en Storthingsbeslut ning, ere betinget frie for Straf i den Anledning. En anden Sag er det, at der i Virkeligheden neppe nogensinde kan blive fornuftig Tale om at gjre saadant Ansvar gjldende. 7. Har Kongen fattet en mod Grundloven, Lovene eller Rigets Tarv stridende Beslutning, blive de tilstede vrende Statsraader ikke ansvarslse, fordi de have tilraadet Kongen at afgive en anden Beslutning i Sagen. De maa have rettet' kraftige Forestillinger mod selve den Beslutning, Kongen har fattet, og ladet disse Forestillinger fre til Pro tocols. Heri ligger det eneste sikre Vidnesbyrd om, at de lige til det sidste have fastholdt sin afvigende Mening. Hvis nogen af de tilstedevrende Statsraader har undladt at pro testere, men fr Kongen underskriver Protocoll en, atter brin ger Sagen paa Bane i Statsraadet og da protesterer, er han fri for Ansvar, see ovenfor Cap. 17, 8. Grl.s 30 tnker aabenbart kun paa de Statsraader, som ere nrvrende i det Mde, hvor Kongen fatter sin Beslutning. Hvis noget Medlem af Statsraadsafdelingen ved Forfald har vret hindret fra at deeltage i Mdet, saa har han hverken Pligt eller Adgang til senere at protestere. Det samme gjlder ogsaa om Medlemmerne af den Norske Regjering, hvis Kongen har fattet sin Beslutning udenfor Christiania. 8. Grl.s 30 gjr det Pligt for den lovgivende Magt at affatte Ansvarlighedsloven saaledes, at et eller andet af dens Straffebrud rammer den Statsraad, der i de ovenfor an givne Tilflde undlader at protestere. Paragraphen binder imidlertid ogsaa i modsat Retning. Lovgivningen kan ikke skjrpe de der opstillede Betingelser for Statsraadernes Ansvar, f. Ex. stte Straf for dem, der undlade at protestere mod en Beslutning, som er skadelig for Riget, skjnt Skaden ikke kan siges at vre iensynlig 1). Idet Paragraphen bestemmer, at de tilstedevrende Stats raader i Egenskab af Kongens Raadgivere skulle svare for
*) Jvfr. Rigsretstidenden 188384, 111, 24.
452 Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser.
hans Beslutning, medmindre de protestere mod den, tilkjende giver Paragraphen tillige, at de skulle vre ansvarsfrie, hvis de have opfyldt den eneste Pligt, Grundloven her paa lgger dem, nemlig at protestere. For at undgaa Ansvar som Raadgiver behver altsaa ingen Statsraad efter vor Forfatning at negte Contrasignatur eller nedlgge sit Embede. Mod denne Lre har Indvending vret reist. Den med frer, har man sagt, at hele Statsraadet kan blive staaende, uagtet alle dens Medlemmer have protesteret mod Kongens Beslutning og derved frigjort sig for Ansvaret. At Kongen skulde kunne fatte nogen Beslutning, for hvilken ingen har xlnsvaret, vilde imidlertid vre et Brud paaPrincipet i Grl.s 5. Det har derfor vret paastaaet, at den Statsraad, som contrasignerer en Beslutning, mod hvilken han har protesteret, dog bliver ansvarlig, hvis Beslutningen er stridende mod Grundloven eller Loven, eller nar alle andre tilstedevrende Statsraadsmedlemmer have protesteret. Denne Paastand strider imidlertid mod Grl.s 30 og savner tilstrkkelig Sttte i 5. Sidstnvnte Paragraph siger vistnok, at Kongen er hellig, og at Ansvarligheden paaligger hans Raad. Men i hvilken Udstrkning den skal kunne gjres gjldende, derpaa indlader ikke denne Para graph sig. Denne Ansvarlighed, hvorom her tales, er den, som er nrmere bestemt andetsteds i Grundloven eller den i Overeensstemmelse med samme givne Ansvarlighedslov. Grundloven paalgger i 31 Statsministeren som betinget Pligt at contrasignere den Beslutning, Kongen fatter, og ved at opfylde denne Pligt kan han ikke paadrage sig et Ansvar som ikke fr paalaa ham. At dette er Grundlovens Tanke, bestyrkes for det frste ved at hensee til den svenske Re gjeringsforms 38, som Constitutionscomiteen paa Eidsvold aabenbart har havt for sig, da den nedskrev vor Grl.s 30. Dernst ved Forhandlingerne paa Rigsforsamlingen om Grl.s 31, der i Comiteens Udkast var 50, og som der ld: Alle af Kongen udfrdigede Befalinger og officielle Breve, militre Commandosager undtagne, skulle for at vre gjldende, contrasigneres af den, som iflge sin Embeds
Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser. 453
pligt har foredraget Sagen. Han er ansvarlig for Expe ditionens Overeensstemmelse med den Protocol, hvori Re solutionen er indfrt. I Rigsforsamlingen foreslog Grev Wedel-Jarlsberg, at denne Paragraph skulde erholde et Tillg, hvorefter den Minister, som ei vilde contrasignere, skulde nedlgge sit Embede, men imidlertid beholde sin fulde Gage i Pension, indtil nste Storthing havde afgjort, om han havde handlet ret eller ikke. Dette Forslag for kastedes, idet man indvendte, at Ministeren herved vilde blive sat over Kongen. For at fjerne enhver Antydning hertil foresloges det, at Ordene for at vre gjldende skulde udgaa, hvilket Forslag blev bifaldt 1). Den her forsvarede Mening er antagen af Constitutions comiteerne paa Storthinget i 1824 og 1839 2). Sprgsmaalet har siden den ovenfor i Cap. 40 3 om handlede Rsl. af 5 Mai 1815, ikke have nogen practisk Be tydning, da Kongen, saavidt vides, senere ikke har fattet nogen Beslutning, mod hvilken samtlige hans tilstedevrende Raadgivere have protesteret. 9. Hvad Grl.s 30 faststter, er alene de Betingelser, under hvilke de tilstedevrende Statsraader skulle vre an svarlige eller ansvarslse for de Beslutninger, Kongen virke lig fatter. Udenfor Paragraphen ligger det Tilflde, at en Stats raad fremstter eller tiltrder et Forslag, som vel strider mod Grundloven, Lovene eller Rigets Tarv, men som Kongen forkaster. At en saadan Handling skulde paadrage Straf, er en Tanke, der synes at ligge fremmede Forfattere temme lig fjernt 3), muligens fordi Ministrene i andre Lande i Al mindelighed ikke behve eller pleie at holde Protocol over sine Forhandlinger med Kongen. Den svenske Regjerings
*) Storthingsefterretninger 18141818, Side 5758. 2) StoTth. Forh. 1824, 11, 291295 og 1839, 111, 6576 og 314327. *) Jvfr. Mohl, Side 158, som neppe tnker paa andre Raad end dem, der tges til Flge, samt Kerchove van Denterghem, Side 100105, paa den anden Side Sa mue ly, Side 43 og 8889.
forms 106 aabner imidlertid ustridigt Lovgivningen Adgang til at straffe forkastede Raad, som staa i aabenbar Strid med Grundloven eller Lovene, jvfr. Ansvarlighedsloven af 10 Febr. 1810, 5. Hvor Protocol skal holdes og Minister nes Raad altsaa skulle fremkomme i skriftlig, veloverveiet Form, er der heller ingen Urimelighed i at faststte, at Ministrene skulle staa til Ansvar for dem, selv om de for kastes. Det modsatte vilde vre at give den almindelige Strafferets Grundstninger om Raadgiveres Ansvar en i dette Forhold aldeles upassende Anvendelse. Den Paastand, at enten Grl.s 30 eller dog Sagens Natur skulde vre til Hin der for, at Lovgivningen hos os stter Straf for den Stats raad, som forgjves tilraadede Kongen en retstridig eller landsfarlig Handling, vilde derfor vre for dristig. Vor Ansvarlighedslov er dog muligens bygget paa en modsat Anskuelse. Thi medens dens 9 stter Straf af Embedsfortabelse for det Medlem af Hiesteret, der i Be tnkning eller Indstilling tilraader noget, som strider mod Grundloven, har den ingen tilsvarende Bestemmelse om Stats raader, hvis grundlovstridige Raad ikke blive fulgte. Sprgs maalet bliver da, om man her kan finde Anvendelse for Ansvarlighedslovens 23, som siger, at Paagj seidende, hvis hans Forbrydelse ikke kan henfres under nogen af samme Lovs Straffebestemmelser, bliver at dmme efter de ivrigt gjldende Love, forsaavidt de indeholde paa Tilfldet "an vendelige Bestemmelser. Af disse kan her alene blive Tale om Criminallovens 2428. Ligefrem passer denne Artikel dog kun, hvor det forkastede Raad skriver sig fra Uforstand eller Skjdeslshed, ikke nar det udspringer af en retstridig Villie. 10. Grl.s 30 handler kun om Statsraadernes Ansvar for de af Kongen selv fattede Beslutninger. Det er imidler tid en selvforstaaelig Sag, at de Statsraader, der have deel taget i en Beslutning, som fattes af den norske Regjering, Statsraadsafdelingen eller Interimsregjeringen, eller der ved saadan Leilighed have vret tilstede uden at protestere, ere ansvarlige, hvis Beslutningen lider af nogen i Grl.s 30 nvnt Feil. Samme Ansvar paahviler en Departementschef
Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser. 455
for Beslutninger, han fatter i Sager, hvis Afgjrelse efter Grl.s 28 er henlagt under ham. Ansvarlighedslovens tre frste Paragrapher have ogsaa betegnet Statsraadernes Handle maade som strafbar, nar de ved Efterladelse af EmbedspligtForedrag, Raad eller Beslutning have foranlediget eller medvirket til nogen af de der opregnede Handlinger. I Ud velsen af den dem tillagte besluttende Myndighed maa saaTel den Norske Regjering som Cheferne for dens enkelte Departementer etterleve de Forskrifter, Kongen overeens stemmende med Grundloven har givet, Grl.s 13. Over trdelse heraf straffes efter Ansvarlighedslovens 6. Men hvis en Departementschefs Beslutning hverken strider mod Grundloven, Lovgivningen eller nogen kongelig Resolution, tdiver den ikke strafbar, medmindre den er iensynlig skade lig for Riget. I dette Punkt maa Strafbarhedens Betingelser Tre de samme, hvad enten det er som Raadgiver eller Re gjeringsmedlem, Statsraaden har handlet. 11. Om Strafbarheden af de Feil, en Departements chef maatte begaa under Sagernes Forberedelse, saasom ved Forsmmelse i at fremme dem, forstlig Forvanskning af deres factiske Sammenhng, Skjdeslshed eller Egenraadig hed i Udfrelsen af Kongens Befalinger, indeholder Grund loven ingen Forskrift. Det er altsaa overladt Lovgivningen a,t stte Straf for dette Slags Forseelser, eftersom den finder retfrdigst og tjenligst. Dette er skeet ved Ansvarligheds lovens 5, som omhandler forstlig Fordlgelse af Docu menter, og dens 32, der hjemler en Anvendelse af Criminal lovens 2427, som her ikke stoder paa nogensomhelst Be fnkelighed. 12. Vi komme nu til et vanskeligere Sprgsmaal, nemlig hvorvidt Ansvarlighedsloven kan stte Straf for den Statsraad, der udforer en kongelig Befaling. Hvis Befalingen vel er iensynlig skadelig for Riget, men hverken strider mod Grundloven eller nogen af Lov givningens Forskrifter, er det klart, at Regjeringens Med lemmer ansvarslst kunne stte den ivrk. At dette er Grundlovens Hensigt, fremgaaer deels af dens 13, der paa lgger den Norske Regjerings Medlemmer brdelig at efter
leve saavel Grundlovens egne Bestemmelser som de srskilte dermed overensstemmende Forskrifter, Kongen i Instruction meddeler dem, deels af 26, der indskjrper Regelen netop i den allervigtigste Anvendelse, nemlig hvor Sprgsmaalet er om at erklre Krig. Det siges her udtrykkeligt, at nar Statsraaderne under den Ansvarlighed, Grundloven be stemmer, hver for sig have afgivet sin Betnkning, saa har Kongen Ret til at tge og udfre den Beslutning, han anseer gavnligst for Staten. Det er heraf klart, at Lovgiv ningen ikke kan stte andre og strengere Betingelser -for Ansvarligheden, end Grl.s 30 har gjort. I Ansvarligheds loven finder man heller intet Straffebud, som kunde anvendes paa en Statsraad, der i saa Fald efterkom Kongens Beslut ning. .Tvertimod vilde den, der undlod dette, ligefrem ram mes af Ansvarlighedslovens 6, som stter Straf for den Statsraad, der efterlader en ham ved Grundloven foreskreven Embedspligt. 13. Et andet Udseende antager Sprgsmaalet, hvis Kongens Beslutning strider mod Grundloven. Lige hermed staaer det, at den strider mod noget af den almindelige Lov givnings Bud, thi Kongen er efter Grl. 9 forpligtet til at regjere efter Lovene. At den Statsraad, som enten har protesteret mod Be slutningen eller ikke vret tilstede, da den blev fattet, skal vre ansvarlig, hvis han enten selv udfrer den eller med virker dertil, flger af Grl.s 85, for det Tilflde, at Be falingen gaacr ud paa at forstyrre Storthingets Fred og Sik kerhed. At han i andre Tilflde maa vre fri, har vret en ganske sdvanlig Forestilling. Thi da Grundloven utvivlsomt har villet, at det Statsraadsmedlem, som contrasignerer den fattede Beslutning, er ansvarsfri, hvis han protesterer, kunde det synes, som om Grundloven maatte vre bygget paa den Forudstning, at Regjeringen uden Ansvar kan og skal ud fre den fattede Beslutning. Under Rigsforsamlingens For handlinger angaaende Grl.s 3032 blev det ogsaa ytret, at en Ministers Ansvarlighed, nar han havde modsat sig;
') Dunker om den norske Constitution, Side 3738.
457
Kongens Beslutning kun maatte besta i, at Expeditionen var overeensstemmende med den fattede Beslutning 1), Dette er imidlertid ikke blevet sagt i Grundloven og kan heller ikke antages virkelig at vre tilsigtet. Ellers maatte man gaa ud fra, at Grundlovens Forskrifter om Be tinge! serne for Statsraadernes Ansvarlighed vare udtmmende, og at Statsraaderne saaledes slet ikke skulde kunne straffes for Lovovertrdelser eller andre Forseelser, de maatte begaa ved Sagernes Forberedelse, fr disse kom i Statsraadet eller ved Udfrelsen af de der tagne Beslutninger. Disse St ningers Urimelighed er indlysende. Ikke engang om Stats raadernes Ausvarlighed som blotte Raadgivere kunne Grund lovens Bestemmelser ansees som i enhver Retning udtom mende, see nrvrende Capitels 9. Lovgivningen maa altsaa med den i forrige Paragraph udviklede Indskrnkning kunne faststte, under hvilke Be tingelser Statsraaderne paadrage sig Strafansvar ved at ud fore eller medvirke til Udfrelsen af de kongelige Befalinger. Rigtigheden af denne Stning er i een Anvendelse uom tvistelig. Er det, der befales, en Handling, som ogsaa kan be gaaes af private Personer og er strafbar efter den alminde lige Lovgivning, saa maa dennes Straffebud kunne gives Anvendelse mod de Statsraader, der under Udvelsen af sit Embede udfre den eller medvirke dertil. At Statsraaden ved en saadan Handling kun udfrer en kongelig Befaling, kan ikke tjene ham mere end andre til Fritagelse, og dette gjlder naturligvis, om han end i det Statsraadsmde, hvor Befalingen gaves, har protesteret mod denne og altsaa er ansvarsls i Egenskab af Raadgiver. 14. Det nste Sprgsmaal bliver, hvorvidt Ansvar lighedsloven kan stte Straf for Udfrelsen af kongelige Be falinger, som stride mod Grundloken eller Lovgivningen, selv om Handlingen ikke er eller kan vre en almindelige Forbrydelse, idet den alene kan foretages af Statstjeneste
J) Storthingsefterretningerne for 18141821, Side 5758.
mnd, altsaa af Regjeringens Medlemmer, ved deres For anstaltning eller under deres Tilsyn. Som Exempler kan nvnes den Handling at anvise Penge til Udbetaling af Statscassen uden tilstrkkelig Hjemmel, anvende en Stats eiendom anderledes end af Storthinget bestemt, opkrve Skat til Statscassen, uden at Storthinget har paalagt den eller for nyet Paalgget, bistaa ved Udfrelsen af nogen i Grl.s 25 forbudt Handling, f. Ex. at forge eller formindske Krigs magten uden Storthingets Samtykke. Er det frst bragt paa det Rene, at Grundloven ikke giver eller har til Hensigt at give udtmmende Bestemmelser om Statsraadernes Ansvarlighed for Udfrelsen af kongelige Befalinger, saa skjnnes det ikke, hvorfra man skulde hente Hjemmel til den Lre, at Ansvarlighedsloven ikke maa stte Straf for Handlinger som de ovenfor nvnte. At de skulle vre straffrie, er hverken sagt eller antydet i Grundloven. Tvertimod knytter denne i 13 sit Paalg til den norske Regjerings Medlemmer om brdeligt at etterleve de For skrifter, Kongen i Instruction meddeler dem, til den Betin gelse, at disse stemme med Grundloven. Statens Vel kan vistnok undertiden paakrve Foranstaltninger fra den ud vende Magts Side, som savne tilstrkkelig Hjemmel i For fatning eller Lov, eller endog komme i ligefrem Strid med disse. Men Sagens Natur tilsiger dog snarest, at Kongen alene br kunne trffe saadanne Foranstaltninger, hvis ved kommende Minister, som lader dem ivrkstte, derved paa tager sig Ansvaret for det Retsbrud, de medfre. At Lov givningen stter Straf for den Statsraad, som besrger en grundlovstridig Foranstaltning ivrksat, kan ligesaalidt efter Sagens Natur, som efter vor Grundlov blive noget Brud paa denne. 15. Efter det ovenfor Udviklede ansees det sikkert, at Lovgivningen har Adgang til at stte Straf for den Stats raad, som efter kongeligt Paalg enten selv udfrer en grundlovstridig eller lovstridig Handling eller medvirker paa selvstndig Maade til dens Ivrksttelse navnlig ved at gire sine Underordnede nrmere Forskrifter om, hvorledes den skal udfres.
459
Tvivlsommere stiller Sprgsmaalet sig, nar den konge lige Raadgiver ikke har havt andet med Ivrksttelsen at gjre, end at meddele den underordnede Embedsmand, hvem det paaligger at udfre Kongens Beslutning, Underretning om, at den er fattet. Blot for at have contrasigneret en mod Grundloven eller Lovgivningen stridende kongelig Beslutning kan vedkommende Statsminister, som vi have seet, ikke drages til Ansvar, og da Grl.s 28 paalgger den Statsraad, der har foredraget Sagen, og under hvis Departement den altsaa hrer, at expedere samme overeensstemmende med den i Statsraadet fattede Beslutning, saa kan det siges, at ogsaa denne Expedition er en grundlovmssig Pligt, hvis Opfyldels ei medfrer Ansvar. En saadan Betydning kunde man dog alene tillgge Grl.s 28, dersom Befalingens Expedition til de underordnede Tjenestemnd, som skulde ivrkstte den, skeede paa den Maade, Grundloven maaskee oprindelig tilsigtede, nemlig ved en af Kongen selv undertegnet Skrivelse, parapheret efter Grl. af 17 Mai 35 af den foredragende Statsraad, efter Grl. af 4 Novbr. 31 af Statsministeren. Thi Contrasignation og Expedition vilde da have vret tyende Bestanddele af een og samme Handling, og den sidste kunde da maaskee siges at vre ligesaa ansvarsfri som den frste. Men da nu Contrasignationen iflge stadig og ved Grundlovsbestemmelse af 5 Juni 1873 godkjendt Fremgangsmaade kun er et Vid nesbyrd til Protocols om Beslutningens Tilblivelse, og Expe ditionen til de Underordnede skeer ved en Skrivelse, som ikke undertegnes af Kongen, kun af vedkommende Departe mentschef, saa bliver Expeditionen en ganske selvstndig, fra Contrasignationen lsreven Handling. Herved bortfalder al Hjemmel til at tillgge Grl.s 28 mere Betydning for Ansvarspligten, end den ndvendigen maa have, nemlig at der skal sttes Straf for den Statsraad, som ved Expeditio nen fraviger Beslutningen. Til en saadan Stning som den, at Lovgivningen skulde vre berettiget til at stte Straf for den Departementschef, som expederede en grundlovstridig eller lovstridig Befaling, maatte man imidlertid have en be stridelig Hjemmel, thi den vilde gjlde, selv om Befalingens
460 Cap. 68. Constiiutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser.
Ivrksttelse var en anden almindelig Forbrydelse end at forstyrre Storthingets Fred og Sikkerhed. 16. Vi have altsaa fundet, at Ansvarlighedsloven baade kan stte Straf for den Statsraad, som udfrer eller medvirker til Udfrelsen af kongelige Beslutninger, der stride moe Grundloven eller Lovgivningen, og ligeledes kan ud strkke Strafbarheden til en Medvirkning, som blot bestaaer i, at han ad embedsmssig Vei bringer Beslutninger til deres Kundskab, som have at udfore dem. Men vi have ogsaa paaviist, at disse Stninger hvile paa den Omstndighed, at Grundloven ikke giver udtmmende Forskrifter om Stats raadernes Ansvar som Departementschefer. Heraf flyder, at Statsraaderne i alt Fald nu, efterat vi have faaet en An svarlighedslov, bortseet fra det i Grl.s 85 omtalte Tilflde, ikke kunne straffes for saadanne Handlinger, hvis Ansvarlig hedsloven ei har belagt dem med Straf. Er den Handling, Departementschefen efter kongelige Be faling har udfrt eller ladet udfre, en almindelig Forbrydelse, saa flger det af Ansvarlighedslovens 23, at han maa dmmes ef er den almindelige Straffelov. Hvis han har vet utilbrlig Indflydelse paa offentligt Velg, ulovlig ladet stte nogen i Fngsei, eller krnket Brevhemmelighedeu, bliver han altsaa at dmme efter Crl.s 1025, 166, 21 31. At han ei har gjort mere end embedsmssigen at meddele den kongelige Befaling til den Tjenestemand, der fuldbyrder For brydelsen eller forsger derpaa, redder ham ei. Crl.s 54 bliver i saa Fald iflge Ansvarlighedslovens 23 ikke mindre anvendelig paa ham, end om det var ad privat Vei, han havde oversendt Befalingen til sin Underordnede. Hvis der imod denne negter at adlyde og Forbrydelsen af den Grund ikke engang kommer til Forsog, bliver Departementschefen straffri. Ansvarlighedslovens 23 afgiver ogsaa Hjemmel til at straffe en Statsraad, som ved Udfrelsen af en kongelig Be faling gjr sig skyldig i nogen Handling, som kan forves af andre Embedsmnd, og paadrager dem Straf, f. Ex. efter Crl.s 2410.
Cap. 6B. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 461
Er den Handling, gjennem hvilken en kongelig Resolution bringes til Udforelse, ikke strafbar efter den almindelige Lov givning, saa kan den, som Sagen staaer, efter vor nugjl dende Ansvarligkedslov, aldeles ikke straffes, om den end strider mod Grundloven eller Lovgivningen. Ansvarligheds lovens tre frste Paragrapher opregne vistnok en Rkke Handlinger, som stride mod Grundloven eller Lovgivningen, og af hvilke de fleste ikke ere strafbare efter de almindelige Straffelove" Srligen maa mrkes, at den i 1 b nvner: at uden Storthingets Samtykke Handlinger foretages, hvortil Beslutning at Storthinget udfordres,> hvilke Udtryk om fatte f. Ex. at paalgge Skat uden Storthingets Samtykke eller at anvende Statskassens Midler uden fornden Bevilg ning af Storthinget. Under 1 e nvnes: at Storthingets Beslutninger ikke tillgges den samme ved Grundloven hjemlede Gyldighed, hvilke Udtryk ramme Negtelse af Sanction, hvor Sanction virkelig er undvendig. Men Straf for disse og de vrige i hine Paragrapher opregnede rets stridige Handlinger bliver efter Lovens Ord ikke at anvende paa et Statsraadsmedlem i ethvert Tilflde, hvori han efter Criminalrettens almindelige Regler er at betrage som deel agtig deri, men kun paa den, som ved Efterladelse af Embedspligt, ved Foredrag, Raad eller Beslut ning maatte foranledige eller medvirke til nogen af dem. Paa disse Udtryk, som gjenlages i enhver af de tre Paragrapher, vil Loven aabenbart have lagt Vgt. En Medvirkning, som ikke gaacr ind under disse Udtryk, kan derfor ikke paadrage Ansvar. Men de passe iensynlig ikke paa den Departementschef, som kun udfrer en af Kon gen eller Regjeringen fattet Beslutning, maaskee mange Aar, efter at denne er kommen istand. Havde det vret Ansvar lighedslovens Hensigt at paalgge en Departementschef An svar for Udfrelsen af en Befaling, ogsaa nar denne Hand ling ikke er strafbar efter den almindelige Lovgivning, saa maatte vor Ansvarlighedslov ligesom den hollandske udtryk kelig have sagt det, og det saameget mere som Sprgsmaalet havde vret paa Bane kort Tid i Forveien. Iflge Conven fionen med Danmark af 1 Septbr. 1819, 5, skulde Norges
Andeel af det forrige dansk-norske Monarkis Statsgjld af betales i ni aarlige Terminer fra 1 Juli 1820, og dermed stemmende Obligationer i 1821 overleveres den danske Re gjering. Ved Rsl. 15 Juni 1821 befalede Kongen Finants departementet at udfrdige disse Obligationer, men da Stor thinget paa dette Tidspunkt havde gjort sit Samtykke til Conventionen afhngigt af, at Danmark indrmmede en Be talingsfrist af 29 istedetfor 9 Aar, negtede Finansdepartemen tets davrende Chef, Grev Wedel-Jarlsberg, at udfrdige Obligationerne og sgte Afsked, idet han antog sig berettiget til at etterkomme den kongelige Befaling. Den Norske Re gjering var af modsat Mening og constituerede et andet af sine Medlemmer til Chef fr Finantsdepartementet, hvorpaa Obligationerne bleve udfrdigede. Regjeringen henstillede dog til Kongen at udstte med Obligationernes Udleverelse, indtil Storthingets Samtykke var indhentet. Protocolcomiteen i 1824 ytrede, at den ikke deelte den Norske Regjerings An skuelse, men paa Grund af de vanskelige Omstndigheder, under hvilke Regjeringen havde befundet sig, lod Odels thinget Sagen hengaa upaatait, endog mod de hos Kongen tilstedevrende Statsraadsmedlemmer, som ikke havde pro testeret mod hans Beslutning l). 17. Forsaavidt den Embedshandling, for hvilken en Statsraad drages til Ansvar, indbefatter en almindelig For brydelse, er det klart, at de almindelige Regler om .den criminelle Tilregnelighed komme til Anvendelse, og at altsaa han ikke mere end alle andre, der have forgaaet sig paa lignende Maade, kan sge nogen Befri elsesgrund i den Om stndighed, at han har forstaaet Loven anderledes end Odels thinget og Rigsretten,
') Storth. Forh. 1824, V, 1312 1?19 og 1374, jvfr. Storth. Forh. 1830, IV, 429, hvor Protocolcomiteen synes at have forudsat, at Ansvar for en kongelig Beslutning, der paabyder en uhjemlet Udbetaling af Statscassen, kun paahviler de hos Kongen tilstedevrende Medlemmer, som have undladt at protestere mod den, ikke den Departementschef, som senere ivrkstter Kongens Beslutning.
Har en offentlig Tjenestemand i saadan Egenskab, altsaa til Opfyldelse af sin Tjenestepligt, foretaget eller medvirket til en Handling, som ikke indeholder nogen almindelig For brydelse, men dog en feilagtig Lovanvendelse eller medfrer skadelige Flger for det Offentlige eller dem, hvis Tarv Tjenestemanden har at varelage, saa bliver han ikke derved betinget strafskyldig. Efter den almindelige Regel i Crl.s 2428, bliver Uforstand i Embedsfrsel kun strafbar, nar den er grov eller hyppig. Strengere er Lovgivningen ikke engang mod Dommere, uagtet det er hos dem, Staten frst og fremst maa krve Retskyndighed 1 ). Sprgsmaalet bliver da, hvorvidt disse Regler ogsaa gjlder om Statsraaderne. Gris 30 paalgger Statsraadets Medlemmer med Frimodighed at sige sin Mening og Kongen at hre denne. Paragraphen fort stter derpaa : Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller er iensynlig skadelig for Biget, er det Pligt osv. Hvorvidt Grundloven ved de frste Ord i denne Stning har villet opstille nogen Betingelsr for Statsraadernes Tilregnelighed, er omtvistet 2). I saa Fald vilde den udsige, at Undladelse af at protestere, ikke kunde paadrage nogen Statsraad Strafansvar, medmindre han selv havde indseet, at Beslutningen led af de nvnte Mangler, men dog af rets stridig Villie eller Svaghed undlod at protestere. Hans blotte Paastand om at have fundet Beslutningen lovlig og gavnlig, vilde selvflgelig ikke kunne hjlpe ham, hvis dens Mangler vare saa tydelige, at hiin Paastand blot viste sig som et Paa skud. Men hvor det var klart, at han havde handlet efter bedste Overbevisning, maatte han vre ansvarsfri. Denne Forstaaelse af Grundloven har dog ikke kunnet vinde Ind gang. Vor Lovgivning har altid opstillet strengere Betin gelser for Embedsmnds Straffeskyld, og det har da For
*) Vor ldre Rets Regel var ikke vsentlig forskjellig herfra, see rsted i Nyt juridisk Akiv, Bind XIII, 120172 og i Juridisk Tidsskrift, Bind IV, 3740. ') Rigsretstidenden 1884, 11, 440481 ; 111, 352360.
modningen mod sig, at Grundloven skulde have villet vre mindre nieregnende med Statsraaderne. Det er ogsaa et Sprgsmaal, om 30 virkelig har havt til Hensigt at fast stte Betingelserne for Statsraadernes Tilregnelighed. Intet Statsraadsmedlem kan tnkes at ville protestere mod en Be slutning, medmindre han selv har skjnnet, at den er rets stridig eller skadelig. Det lader sig derfor til Nd paastaa, at Grl.s 30 fjerde Led kun hr villet fremhve denne fac tlsk ndvendige Forudstning for, at Protest overhovedet skal kunne finde Sted, samt at Paragraphens femte Led maa opfattes saaledes, at den Statsraad, som har undladt at pro testere, er ansvarlig ikke just herfor, men for at have vret enig med Kongen. Hvorom alting er, saa har endog Re gjeringen ved Istandbringelsen af Ansvarlighedsloven af 7 Juli 1828 indrmmet, at Statsraaderne kunne paadrage sig Straf ved Raad, som ere grundede i Uforstand. Den konge lige Proposition til Ansvarlighedsloven ld 1: Saafremt uden Storthingets Mellemkomst Skatter paalgges, Laan paa Rigets Credit optages eller andre Handlinger foretages, hvortil iflge Grundlovens udtrykkelige og tyde lige Forskrifter Beslutning af Storthinget ud f ordres, br det Medlem af Statsraadet, som ved Foredrag, Raad eller Beslutning har medvirket dertil, have sit Embede forbrudt. Allerede dette fra Sveriges Regj.-Forms 9og 106 samt den svenske Ansvarlighedslovs 3, 5 og 6 hen tede Forbehold, at Handlingen blot skulde paadrage Straf, nar den kom i Strid med Grundlovens udtrykkelige og tyde lige Forskrifter, vilde have medfrt Strafansvar for Raad, givne i god Tro, men af grov Uforstand. Forbeholdet blev imidlertid af Odelsthinget udeladt saavel her som i de fleste andre af Propositionens Paragrapher, hvor det forekom. Lagthinget sgte i Stedet at faa indsat en Paragraph, hvor efter de Lovbestemmelser, hvis Overtrdelser skulde kunne paadrage Straf, maatte vre i sig selv tydelige eller dog saadanne, at man af dem med fornden Sikkerhed kunde udfinde Lovgiverens Villie. Men denne Anmrkning for kastedes af Odelsthinget, hvorpaa Lagthinget gav efter. Sanction blev derpaa meddeelt efter et Foredrag, hvori
Cap. 68.
Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 465
Regjeringen ytrede, at Lovbeslutningen antoges bygget paa den Forudstning, at de constitutionelt ansvarlige Embeds mnd med Hensyn til deres Embedshandlinger, forsaavidt de komme under Rigsrettens Bedmmelse, skulde bedmmes efter de samme Principer, som administrative Embedsmnd i Al mindelighed samt Dommere, og at den paatnkte nye Crimi nallov vilde trffe udtrykkelig Bestemmelse derom x). I saa Fald vilde Regelen for Statsraadernes Vedkommende nu vre at sge i Crls 2428. Men Regjeringen passede ikke paa at faa denne Bestemmelse erklret anvendelig paa Statsraader. Tvertimod negter Criminalloven sig i 281 Anvendelighed jaa Forbrydelser, som ere Gjenstand for Paatale ved Rigsret, uden forsaavidt Ansvarlighedsloven henholder sig til de i Almindelighed gjldende Love. Nu siger vistnok sidst nvnte Lovs 23, at den Anklagede, saafremt hans For brydelse ikke kan henfres under nogen af Lovens egne Straffebestemmelser, skal dmmes efter vrige gjldende Love, forsaavidt de indeholde paa Tilfldet anvendelige Bestem melser. Men denne Paragraph synes kun at tnke paa de Kjendemrker, Handlingen maa have for at vre Forbrydelse, ikke paa hvorvidt Handlingen skal tilregnes den Anklagede. Det er saaledes tvivlsomt, hvorvidt Ansvarlighedslovens 23 kan siges at henholde sig til den almindelige Straffelovs Bestemmelser om, hvorvidt uagtsomme Forseelser ere straf bare. Naar det overordentlige Storthing i 1828 foretog den omhandlede Forandring med den kongelige Proposition, har det efter al Sandsynlighed meent, at Statsraaderne skulle kunne drages til Ansvar, ikke blot hvor deres Handlemaade var grundet i grov Uagtsomhed, men overalt, hvor det virke lig kunde tilregnes dem som Feil, at de ikke havde skjnnet, at Beslutningen var retsstridig eller iensynlig skadelig for Riget. Dette fremgaaer baade af, hvad der ovenfor er op lyst, samt deraf, at Storthinget i Lovenes 2 og 6 ind
*) Defensorernes Documentation i Rigsretssagen mod Statsminister Selmer, XIII, (andet Hefte, 18151883) Side 35-38.
.Norges offentlige Ret. 111.
466 Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser^
satte Boder som ordinr Straf, medens den kongelige Pro position betinget fastsatte Embedsfortabelse x ). Ogsaa under denne Opfatning af Ansvarlighedsloven maa det imidlertid fastholdes, at Uagtsomhed eller Uforstand, end ikke hos de kongelige Raadgivere, bliver strafbar, medmindre den har ledet dem til at begaa [en tilregnelig Feil 2). Thi Straf forudstter altid Skyld. Til at flde en tiltalt Stats raad er det altsaa ikke nok, at Rigsretten finder hans Haiidle maade urigtig, men dog maa erkjende, at den er undskyldelig,, eller at Rigsretten vel finder at maatte forkaste den tiltalte Statsraads Anskuelse, nar ' denne dog er bygget paa saa vgtige Grunde, at den deles af mange andre kyndige og samvittighedsfulde Mnd. Den her fremstillene Lsning af Skyldsprgsmaalet er, allerede fr Ansvarlighedsloven udkom, antagen ved Rigsretsdommene af 1815 og 1827, samt, efter den nvnte Lovs Istandbringelse, ved Rigsretsdommen af 1845; Derimod blev ved Rigsretsdommene af 1884 de tiltalte Med lemmer af Statsraadet dmte til Straf for at have gjort gjl dende en Opfatning af Grundloven, hvis Rigtighed tyende tidligere Storthing i Adresser til Kongen uopfordret og utve tydigt havde anerkjendt, for hvilken hele det juridiske Fa cultet havde erklret sig, og som, efter hvad der almindelig antoges, hyldedes af hele Hiesteret, samt utvivlsomt bifaldtes af en stor Deel af Folket. Nogen Forskjel i de Betingelser, under hvilke en 'Re gjeringshandling bliver strafbar, kan det ei medfre, at dens Lovstridighed hidrrer ikke fra en Misforstaaelse af den an vendtetLovregel, men fra en feilagtig Opfatning af de factiske Forhold, paa hvilke den er anvendt. Det maa overalt komme an paa, hvorvidt de Statsraader, som staa for Ansvaret, have ladet det skorte paa den Indsigt og Omhu, der med Fie kan krves af dem.
l) Jvfr. Lasson, Criminalret, 11, 148. 2) Ministeransvarligheden forudstter efter sin Natur dolus eller culpa, Jellinek, Gesetz und Verordnung, Side 396.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens.Betingelser.
467
Ved Bedmmelsen heraf maa man tge Hensyn paa den ene Side til Stillingens hie Vigtighed, som fordrer et mere end almindeligt Maal af Dygtighed, paa den anden Side til det store Omraade, over hvilket en Ministers Virksomhed nd vendigen spreder sig, og som ikke taaler, at han fortaber sig i Enkelthederne. 18. Ndvendigheden af, at ogsaa det sidste Hensyn tges i Betragtning, viser sig tydeligt, nar der sprges om Statsraadernes Ansvar for deres Undergivnes Embedsfrd. En Minister maa iflge sin Stilling afgjre eller deeltage i Afgjrelsen af en saa stor Mngde rinder, at han umulig selv altid kan undersge hver enkelt Sags factiske Sammen hng, men i saa Henseende maa stole paa sine Underordnede. Ikke heller kan han personlig forvisse sig om, at hans Under ordnede i alle Tilflde etterkomme hans Paalg og opfylde sine vrige Tjenestepligter. Gjre de sig skyldige i For smmelser, Uforstand eller forstlige Feil, saa kan den Stats raad, som har skjnket deres Fremstillinger af et factisk Forhold strre Tillid, end de fortjene, eller som ivrigt har forudsatj at de have opfyldt sine Pligter, ikke betinget an sees ansvarlig, men kun, hvis han har ladet det mangle paa tilbrlig Agtpaagivenhed med den Skyldige 1). Dette gjlder, hvad enten Feilene ere begaaede af Tjenestemnd i eller udenfor Statsraadets Contorer. Vistnok maa det fordres, at en Statsraad frer indgaaende Control med sit Departements personale, men Fordringen kan ikke strkkes ud over Rime lighedens Grndser. Umuligheden af, at en Departements chef forebygger eller opdager enhver Forsmmelse, hvori Departementets Tjenestemnd maatte gjre sig skyldige, er af Storthingets Comiteer flere Gange udhvet som Rets- eller Billighedsgrund til at undlade at gjre Ansvar gjldende mod ham 2). Omvendt haves der Exempel paa, at en Stats
*) Jvfr. Mohl, Ministerverantwortlichkeit, Side 136139; Kerchove van Dent erg hem, Side 104110. 2) Storth. Forh. 1845, 11, No. 11 og IX, Side 70; IV, No. 49 og VII. Side 78; 1854, 11, No. 7, VII, No. 4, og IX, Side 13; 1857, 11, IJSo. 27 og 27, VIII, No. 3.
468
raad har erklret sig pligtig til at erstatte Statscassen det Tab, den havde lidt ved en saadan Forsmmelse under Om stndigheder, hvor Storthinget fandt det billigt at eftergive ham Ansvaret 1). 19. Hvilke Embedshandlinger der skulle betragtes som Forbrydelser, nar de foretages af noget Hiesterets medlem, er et Sprgsmaal, paa hvilket Grundloven ikke lige frem har indladt sig, og som altsaa Lovgivningen i det hele tget kan afgjre efter bedste Skjn. Det har imidlertid vret paastaaet, at Grundloven inde holder en Bestemmelse, som gjr Hiesterets Medlemmer ansvarslse for Indholdet af deres Domme. Det af Lov commissionen udarbeidede Udkast til Ansvarlighedsloven af 7 Juli 1828 sagde i 24: Uagtet Hiesterets Domme efter Gris 90 i intet Tilflde kunne paaankes eller underkastes Revision, br dette dog, saafremt Retten ved nogen Dom aabenbar tilsidestter de gjldende Loves udtrykkelige og tydelige Forskrifter, ikke fritage den Tilforordnede, som i saadan Dom har vret enig, fra at have sit Fmbede for brudt, foruden ivrigt at ansees efter Landslovens 1 53, jvnfrt med Lov 25 Oet. 1815. Denne Paragraph er klrede Hiesteret i sin Betnkning over Lovudkastet stri dende mod Gris 90, saavel som mod Sagens Natur. Den blev derfor udeladt af den kongelige Proposition og ikke igjen optagen af Storthinget 2). Man har til Forsvar for denne Mening paaberaabt sig, at Hiesteret er organisere! ved selve Grundloven, altsaa paa en Maade, som maa ansees fuldt betryggende. Den kan ikke besta af frre end syv Medlemmer, som maa forudsttes at vre tagne blandt Landets bedste Jurister. Enhver Dom, afsagt af et saadant Collegium, maa ansees som et Udtryk for den virkeligt gjldende Ret eller dog ikke at kunne lide
*) Storth. Forh. 1860, 11, No. 25 og VII, No. 24. 2) Storth. Forh. for Juni 1828, Side 296, 308310, 331 og 371. Til denne Mening har Schweigaard, skjnt i noget tviviende Udtryk, sluttet sig, see hans Proces, I, 28 (fjerde Udgave I, 98). Jvfr. Rigsretstidenden 1884, 11, 450-452 og 499500.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed; Strafbarhedens Betingelser. 469
af en saadan Feil, at den egner sig til at paatales som For brydelse. Rigsrettens Sammenssetning afgiver ingen Borgen for, at den besidder samme Grad af juridisk Indsigt, isr hvis Fleertallet af Hiesterets Medlemmer ere satte under Anklage og saalede udelukkede fra Sde i Rigsretten. Det vilde vre meget stedende, om nogen Dom paa een Gang skulde vre betinget bindende for Parterne og dog kunne erklres saa urigtig, at Dommerne skulde straffes for at have afsagt den. I alle menneskelige Anliggender maa der vre et Punct, hvor man slaaer sig til Taals med de fuldbragte Kj endsgj eininger . Disse Betragtninger gjre det vistnok indlysende, at der kun saare sjeldent kan blive Tale om at drage Medlemmerne af et Lands hieste Domstol til Ansvar for deres Domme, men godtgjre ikke, at det vilde vre fornuftstridigt, om Stats magterne havde Adgang dertil. Et saadant Retsmiddel haves i England og Nordamerika i det fromtalte impeachmenf Den svenske Regjeringsforms 101 paalgger Justitieombuds manden og berettiger Justitiecantsleren til at tiltale endog samtlige Hiesterets Medlemmer, hvis de af Egennytte, Vrang viished eller Forsmmelighed have dmt saa uret, at nogen derved kunde miste Liv, Frihed, re eller Eiendom. Over hovedet gives der neppe nogen Grundlov, som hjemler Rigets hieste Dommere Ansvarsfrihed for deres Domme. Da det saaledes vanskelig kan ansees stridende mod Sagens Natur, at Lovgivningen stter Straf for de Hiesteretsdommere, som deeltage i en aabenbart ulovskikket Dom, saa maatte man for at negte vor Lovgivning Adgang dertil have sikker Sttte i Grundloven. Men en saadan findes ikke. Vistnok forbyder 90 at underkaste Hiesterets Domme Revision. Men Ordet Revision betyder kun en Omgjrelse af selve Dommen, see ovenfor Cap. 65, 3. At man af Ansvarlighedsloven udelod den Paragraph, som satte Straf for Hidsteretsmedlemmer, der havde deeltaget i aabenbart ulovskikkede Domme, kan ikke med Sikkerhed paaberaabes som Beviis for, at Lovgiv ningen ei har villet belgge saadan Handling med Straf. Thi Storthingets Comitee forklarede i sin Indstilling, at den
ikke vilde optage nogen Bestemmelse, som maatte stttes paa en tvivlsom Grundlovsfortolkning, og i Henhold hertil var det, den udelod Paragraphen 1). Bifaldes den ovenfor fremstillede Lre, at Grundloven ei er til Hinder for at drage Hiesteretsmedlemmer til Ansvar for deres Domme, saa afgiver Ansvarlighedslovens 23 Hjemmel til at flde dem efter Crl.s 248, hvis de med Villie dmme uret. Derimod kan Crl.s 249, der handler om Dommeres Uagtsomhed, Uforstand eller Uvidenhed i Loven, ikke anvendes paa Hiesterets Medlemmer, thi Para graphen gjr sin Straffebestemmelse afhngig af, at selve Dommen kommer under hiere Rets Prvelse og at den be findes at vre aabenbart ulovskikket eller ugrundet. Under enhver Omstndighed indeholder Grundloven ingen Hindring mod at straffe et Hiesteretsmedlem for at have afgivet et ulovskikket Votum, som ikke bliver Dom. Straffen maatte vre at sge i 2428. Da Hiesterets Medlemmer saaledes kunne drages til Ansvar for Indholdet af sine Vota, saa maa Storthinget kunne fordre sig forelagt Hiesterets Voteringsprotocoller. Sin Ret hertil udtalte Storthinget i 1824 gjennem formelig Beslut ning 2). Sprgsmaalet er nu bortfaldt ved Loven af 11 April 1863, 4. n Det Medlem af Hiesteret, som i Betnkning eller Ind stilling tilraader noget, der strider mod Grundloven, skal efter Ansvarlighedslovens 9 have sit Embede forbrudt. Men det forstaaer sig selv, at den Strid, hvori hans Raad kommer med Grundloven, maa have vret ham indlysende eller i alt Fald saa klar, at hans Feiltagelse kan tilregnes ham som Brde. 20. Grundloven omhandler heller ikke, hvilke Hand linger der skulle straffes, nar de forves af en Storthings reprsentant i saadan Egenskab.
x) Storth. Forh, 1828, Juni, Side 366 og 371. 2) Storth. Forh. 1824, Mai, Side 310327.
Cap. 68. Constitutionel Ansvarlighed ; Strafbarhedens Betingelser 471
Flere andre Landes Forfatningslove fritage udtrykkelig Nationalreprsentationens Medlemmer fra al Tiltale for deres Stemmegivninger (den preussiske Grl.s 84), eller tillige for deres inden Reprsentationen udtalte Meninger eller Ytringer (den belgiske Grl.s 44, den hollandske Grl.s 92, det tydske Riges Grl.s 30, den franske Grl. af 16 Juli 1875, 13). Vor Grl.s 66 forbyder kun for deres Ytringer at drage dem til Ansvar udenfor Storthingets Forsamlinger, see ovenfor Cap, 28, "8. Herved menes ei, at de alene kunne tildeles saadan Irettesttelse som i Storthingets Reglement fastsat. Ved Ansvarlighedslovens Istandbringelse ansaaes det som utvivlsomt, at der kunde sttes Straf for deres Misbrug af Ytringsfriheden og altsaa, at en saadan Forseelse af Odels thinget kunde paatales ved Rigsret 1). Srskilte herhen hrende Straffebestemmelser opstiller Ansvarlighedsloven dog kun for det Tilflde, at nogen Reprsentant tilsidestter den rbdighed, der skyldes Kongen, det kongelige Huus, eller den Agtelse, som skyldes fremmede Magter ( 12), eller ikke vil rette sig efter Reglementet ( 13), eller forst lig fremfrer urigtige Data ( 16). Derimod opstiller Ansvar lighedsloven ingen Straf for den Reprsentant, som frem stter et grundlovstridigt Forslag, hvoraf flger, at han ikke kan drages til Ansvar derfor, medmindre Handlingen gaacr ind under Ansvarlighedslovens 17 eller Crl.s 9 l. Frem sttelsen af Forslag til Grundlovsforandringer bliver dog ikke strafbar, selv om disse Forandringer stride mod Grundlovens Principer 2). Ansvarlighedslovens 23 gjlder ogsaa om Storthingets Medlemmer. Det lader sig derfor ikke negte, at Crl.s 2428 til 30 kan komme til Anvendelse ogsaa paa dem, f. Ex. om de forsmme at afgive Mde i Storthing eller Comitee, eller m en Prsident eller Secretr forsmmer de ham ved
l) I Tydskland har man forstaaet den tilsvarende Forskrift i Rigsstraffeloven af 15 Mai 1871, 11, anderledes, see Beschorner, Ministerverantwortlichkeit und Staatsgerichthof in Sachsen, Side 6. *)' Schweigaard, Commentar over Criminalloven 11, 1213.
472
Cap. 69.
Constitutionel Ansvarlighed; Erstatningspligten.
Reglementet paalagte Pligter. Derimod forstaar det sig selv, at Uforstand i Udtalelse af Meninger eller i Stemmegivning ikke kan gjres til Gjenstand for retlig Paatale eller Straf. Garantien for Reprsentanternes Dygtighed kan alene sges hos Vlgerne l).
Capitel 69.
Den constitutionelle Ansvarlighed; Erstatningspligten.
1. Det skal nu undersges, hvorvidt, af hvem og for hvilken Domstol constitutionelt ansvarlige Personer kunne tiltales til at erstatte den Skade, de ved nogen i saadan Egenskab foretagen Handling have paafrt det Offentlige eller private Personer. Disse Sprgsmaal have hidtil. ikke alene hos os, men ogsaa i fremmede Lande vret lidet granskede 2). * At den engelske Regjering gjennem the treasury (Finants styrelsen) kan beordre saadan Erstatning indtalt ligesaavel hos en Minister som hos enhver anden Embedsmand, vides ikke at vre sagt nogetsteds, men er vel ikke tvivlsomt. Et andet Sprgsmaal er, hvorvidt Underhuset har en saadan Ret. Forsaavidt den skadegjrende Handling er strafbar,
*) Jvfr. Rigsretstidenden 188384, I, Afsnit VIII. 2) Saavidt vides er den eneste nogenlunde udfrlige Behandling af Sprgsmaalet at finde i en Afhandling af Gneist: Gesetz und Budget, Berlin 1879, Side 91190. I Retstidnden for 1884 har nrvrende Skrifts Forfatter offentliggjort en Afhandling Om den constitutionelle Regnskabscontrol. Den er efter Foranstaltning af Constitutionscomiteen indtagen i Storth. Forh. 1885, V, Dok. No. 105. I samme Bind findes som Dok. No. 64 et Modskrift, forfattet af Statsrevisionen.
Cap. 69. Constitutionel Ansvarlighed ; Erstatningspligten.
473
siger det sig selv, at den ogsaa forpligter til Skadeserstatning Da nu Lovgivningen udtrykkelig har erklret det for en strafbar Handling at anvende de af Parliamentet bevilgede Midler til andre Udgifter end de ved Bevilgningen bestemte 1 ), maa Underhusets Retsmiddel regelmssig blive en Klage, der gaacr ud baade paa Straf og Erstatning. I Almindelig hed anbringes denne for Overhuset, men der haves Exempel paa, at Underhuset har anmodet Kronen om at lade General advocaten" anlgge Strafsag (criminal information) mod Mi nistre ved de almindelige Domstole, endog om den Skyldige er Peer 2). Da det i 1805 oplystes, at Marineministeren havde ladet Penge, som var bevilgede til Marinen, indstte hos en privat Bankr, og det antoges, at Ministeren havde erholdt Renter deraf, beordrede Underhuset, efterat Ministeren havde tget Afsked, Generaladvocaten til at anlgge civil Sag mod ham, til Erstatning. Exempel paa, at saadant var skeet forhen, paaberaabtes ikke, Nogen Indsigelse mod Under husets Adgang til at vlge denne Fremgangsmaade gjordes dog heller ikke, idet Ministerens Venner aabenbart haabede, at Sgsmaalet skulde vise sig frugteslst Det blev imidler tid ikke fremmet. Underhuset paalagde nemlig strax efter Generaladvokaten at tiltale Ministeren til Straf ved de almin delige Domstole. Endelig frafaldt det begge Beslutninger og satte selv den aftraadte Minister under Anklage for Over huset (impeachmenty). Senere har Underhuset aldrig gjort noget Ansvar gjldende i Anledning af Finantsernes Bestyrelse. The Excheguer and Audit Department, som beskikkes af Re gjeringen, anstiller vel en Revision af Regnskaberne, hvori det gjr opmrksom paa enhver Overskridelse af Parlia mentets Bevilgninger og enhver anden Uregelmssighed i Anvendelsen af de bevilgede Midler. Disse Revisionsbemrk
') Tod d, Parliamentary Government, I, 427. 2) Saaledes i 1702 mod en Minister, som havde forsmt at lade nogle Regnskaber revidere, see Cobbett, Parliamentary Debates 1805, V, 362. ") Cobbett, Parliamentary Debates 1805. IV, 498-506; V, 306373 485490 og 569 ff. Jvfr. State Trials, Bind XXIX.
474
Cap. 69.
ninger forelgges Underhuset og granskes af en fast Comitee. Men Underhuset har altid ladet de saaledes paapegede Uregel mssigheder passere mod, at der sges Efterbevilgning 1), Derfor har Forholdet i. Almindelighed vret opfattet saaledes, art the Impeachment er det eneste Retsmiddel, Underhuset har 2), og at Ministeransvarligheden altsaa i sit Vsen er criminel. 2. Dette har havt megen Indflydelse paa Sprgs maalets Stilling i mange continentale Stater. I Frankrige 3) tnkte man ved Istandbringelsen af Const. 3 Sept. 1791 vistnok nrmest paa Ministrenes criminelle Ansvarlighed. Men Const. Afd. 111, Cap. 111, Seet. 111, Art. 7, sidste Led bestemte, at Kongens Sanction er undvendig til den lovgivende Magts Beslutninger angaaende Ministrenes Ansvarlighed eller Decreter om, at de skulde sttes under Anklage. Her forudsattes altsaa, at den lovgivende Magt kunde fatte andre Beslutninger angaaende Ministrenes Ansvar end at stte dem under Tiltale for Forbrydelser, og med Hjemmel [heraf bestemte den omtrent samtidige Lov om Regnskabsrevisionen 17 Sept. 1791 i 1, at den lovgivende Forsamling skulde decidere Statsregnskaberne (men ikke Sr regnskaberne), og i 11, at det af Kongen udnvnte Regn skabsbureau, nar det fandt, at der var Grund til at gjre Ansvar gjldende mod nogle af Ministrene eller Regjerin gens andre Embedsmnd, (hvis Regnskaber det reviderede), skulde gjre Indberetning derom til den lovgivende Forsam ling, som havde at afgjre, hvorvidt Sagsanlg skulde finde Sted. Besluttedes Sag, saa skulde den anlgges af Skat kammerets Befuldmgtigede og for den almindelige Domstol i det District, hvor den Sagsgte boede. At saadan Sag
') Todd, Parliamentary Government, I, 587588. Jvfr. Retstid. 1884, Side 106111, Ans on, Law andCustomoftheConstl.il, 326328. 2) Andet Retsmiddel omtales ikke engang af de mest anseede engelske statsretlige Forfattere. Gneist siger i det nys anfrte Skrift, at der ingen Civilklage gives for Overskridelse af Bevilgninger, see Side 91118 og navnlig Side 102104, 106 Noten, 110 og 115. 3) Jvfr. Retstid. 1884, Side 117127, og en ny udmrket Afhandling af Marc: Compte rendu de I'Academie du sciences morales et politiques, Bind 139, Side 710754.
Cap. 69. Constitutionel Ansvarlighed; Erstatningspligten.
475
skulde kunne anlgges efter kongelig Befaling, synes denne Lov ikke at have tnkt sig, da den ikke paalgger Bureauet frst at afgive Indberetning til ham. Efter Const. af 22 Aug. 1795 skulde de egentlige Statsregnskaber ikke decideres af det lovgivende Corps, men af en Regnskabscommission, som det udnvnte, og som altsaa kunde drage Ministrene til Erstatningsansvar. Men disses Stilling var efter denne For fatning ganske forskjellig fra den, Ministrene indtage i det constitutionelle Kongedmme. De vare nemlig ikke con. stitutionelt ansvarlige, saaledes at de kunde tiltales af den lovgivende Forsamling og dmmes af Rigsretten. Dette var derimod Tilfldet med Regjeringens (Directoriets) Medlemmer, men om noget srskilt Erstatningsansvar for dem er der ikke Tale, see Grl 1795 265273. Efter Grl. af 13 Decbr. 1799, 69, vare Regjeringens Medlemmer (Con sulerne) uansvarlige, Ministrene derimod ansvarlige, idet de kunde sttes under Tiltale af det lovgivende Corps for en Rigsret, see 72 og 73, hvis Udtryk ere vide nok til at omfatte saavel civilt som criminelt Ansvar. Om SagsAnlg mod dem ved almindelige Domstole tales der ikke. Chartet af 1814, som i 13 med almindelige Ord sagde, at Ministrene vare ansvarlige, bestemte i 55 og 56, at Deputeretkammeret kunde anklage Ministrene for Pairs kammeret for Forrderi eller for Udpresning (concussion), altsaa ikke engang for ethvert Slags Embedsforbrydelser. Endmindre tillagde det Kammeret nogen Ret til at anlgge Erstatningssgsmaal mod Ministrene. Tanken herpaa synes dengang at vre ganske forsvunden i Frankrige 1). Lov om Finantsvsenet af 25 Marts 1817, 151 og 151 udtalte vel, at Ministrene skulde vre ansvarlige for Bevilgningsover skridelser, men bestemte ikke, hvorledes Ansvaret skulde kunne gjres gjldende. Sprgsmaalet herom opstod i 1829, men blev ikke lst. Dette skeede heller ikke ved den i det
x) Sprgsmaalet om et saadant Retsmiddel br tilkomme Nationalreprsentationen, bliver ikke engang nvnt i Benjamin Const ants Afhandling, som var den Tids bekjendteste Vrk om Ministeran svarligheden.
476
paafolgende Aar stedfundne Grundlovsrevision, hvilket er saa meget mrkeligere, som man dengang foretog Forandringer i Grundlovens Bestemmelser angaaende Ministeransvarlig heden. Chartet af 1830 udelod nemlig den Begrndsning af Ministrenes criminelle Ansvarlighed, at de alene kunde an klages for Forrderi eller Udpresning. I det Forslag til Ansvarlighedslov, Regjeringen fremsatte i 1834, var der vel fastsat udelukkende civilt Ansvar for visse Misbrug iFinants styrelsen, navnlig for uhjemlet og undvendig Anvendelse af Statsmidler, men nogen saadan Lov kom ei i Stand, og i et senere Forslag udelodes den dertil sigtende Bestemmelse x). Derimod hjemlede den republikanske Grundlov af 4 Novbr. 1848, 89, udtrykkelig en Erstatningsklage mod Ministrene. Den sagde, at i alle Tilflde af ministeriel Ansvarlighed kunde Nationalforsamlingen efter Omstndighederne ladeSogs maalet mod den tilfalte Minister, forsaavidt Skadeserstatnings sprgsmaalet betraf, anlgges enten ved Rigsretten eller ved de almindelige Domstole 2), jvfr. 68 og 91, som mu ligens aabnede Lovgivningen Adgang til at gjre det civile Ansvar uafhngigt af det criminelle, noget der dog ikke skeede. De nugjldende franske Grundlove tillgge De puteretkammeret Ret til at anklage Ministrene for For brydelser begaaede under Udvelsen af deres Functioner (Loven af 18 Juli 1875, 12, jvfr. Loven om Statsmagt srnes Organisation af 28 Febr. 1875, 6, og Lov om Senatet af samme Dato, 9). Ingen af dem omhandler en srskilt Er statningsklage. Kammeret har vistnok gjentagne Gange an modet Regjeringen om at anlgge Erstatningssgsmaal mod
x) Moh 1, Side 3334, Noten ; Berriat de St. Prix, Commentaire sur la Charte constitutionelle, Paris 1836, Side 333334. 2) Den Comitee, der udarbeidede Udkast til Grundloven, havde foreslaaet, at Ministrene skulde drages til Ansvar for det saakaldte Statsraad (see ovenfor Cap. 63, 7) i Anledning af Handlinger, som hverken vare Forbrydelser eller politiske Forseelser og ikke gave Krav paa Skadeserstatning, f. Ex. grove Feil eller Forsmmelser i Administrationen. Men dette Forslag blev ikke antaget.
Cap. 69,
477
en afgaaet Minister, men denne Anmodning er ikke etter fulgt, idet Regjeringen antager, at der ikke gives nogen Domstol, som er competent til at paakjende Sprgsmaalet 1). Regnskabsretten (la cour des Comptes) kan ikke ilgge Ministrene Regnskabsansvar. Den har kun Jurisdiction over Regnskabsbetjentene, ikke over de anvisende Myndig heder 2). Dette gjlder ogsaa i Bel gi en. Ved selve Stats regnskabef har Regnskabsretten kun at gjre sine Anmrk ninger og at forelgge disse for Kammerne. Dechargen for dette Regnskab gives i Form af en Lov, som tiltrnger Sanc tion af Kongen 3). Garantien mod, at Statscassens Midler anvendes til andre iemed end ved Bevilgningerne tilladt, sges i den fr (Cap. 45, 1) omtalte Regel, at ingen Ud gift maa finde Sted, medmindre Regnskabsretten har god kjendt dens grundlovmssige Hjemmel eller hele Ministeriet overtager Ansvaret for samme. Sprgsmaal om Erstatnings ansvar for Ministrene kan saaledes opstaa i dette og desuden i mange andre Tilflde. Deputeretkammeret har iflge Gris 90 Ret til at anklage (accuser) Ministrene og stvne dem for Cassationsretten, som alene kan dmme i forenede Af delinger, forsaavidt ikke Lovgivningen anderledes maatte be stemme med Hensyn til civil Klage fra den Fornrmede, og med Hensyn til Forbrydelser og Forseelser, som en Mini ster har begaaet udenfor sit Embede. Paragraphen siger endvidere, at en Lov skal bestemme de Tilflde, i hvilke Ansvarlighed skal finde Sted, de Straffe, som Ministrene kunne ilgges, og Rettergangsmaaden mod dem i Tilflde af Anklage af Kammeret eller Sagsanlg af de Fornrmede.
J) En klar Redegjrelse af Sagens Stilling findes hos Leb o n, Frankriges Statsret ; Marqvardsens Handbuch, Side 5859. 2) Ducrocq, droit administratif, 454. 3) Udfrlige Oplysninger om dette Lands Retsregler angaaende Statsregnskabernes Aflggelse og Revision samt Ministrenes Ansvar for Finantsstyrelsen findes meddeelte i Storth. Forh. 1875, V, Dok. No. 8, Side 54102, og 1876, V. Dok. No. 92 samt VI, S No. VE. Jvfr. Retstidnden 1884, Side 132135.
478
Cap. 69.
Som allerede oplyst er imidlertid ingen saadan Lov istand bragt. Hvorvidt en Minister nu kan paadrage sig Erstatning ved en Embedshandling, som ikke er strafbar, har vret Gjenstand for Meningsforskjel. Sprgsmaalet er besvaret neg lende af flere fremragende belgiske Statsmnd 1). Den gjl dende Lre siges at vre, at dersom en Minister ved Cas sationsretten (altsaa efter Anklage af Deputeretkammeret) er bleven fldt til Straf for en Embedsforbrydelse, saa kan enhver Fornrmet, vre sig Staten eller en privat Person, anlgge civil Sag, bevirket ved den Handling, for hvilken Mini steren er domfldt 2). En Minister pligter altsaa ikke at erstatte Skade, han har paafrt Staten ved en Handling, som ikke er strafbar, og desuden er Erstatningspligten betinget af, at han virkelig er bleven dmt til Straf. I Tydskland er det omtvistet, hvorvidt en uhjemlet Udbetaling af Statscassens Midler altid paadrager den an svarlige Minister Erstatningspligt. Dette var den ldre Lre 3). Men den bestrides nu af hit anseede Forfattere, som for det frste ville lade det komme an paa, hvorvidt Udgiften, uagtet uhjemlet i den aarlige Einantslov, dog maatte have retlig Hjemmel i nogen anden Lov, og selv om dette ikke er Til fldet, negte Erstatningsansvaret, saafremt Udgiften er nd vendig eller har bragt Statscassen tilsvarende konomisk Fordeel 4). Man seer imidlertid let, at der bliver tilbage en heel Mngde Tilflde, hvori en Ministers berettigede Dis positioner kunne paadrage ham klar Erstatningspligt. Ingen tydsk Grundlov tillgger imidlertid udtrykkeligt Nationalreprsentationen andet selvstndigt Retsmiddel mod en Minister end Anklage til Straf. Den sdvanlige Lre
J) See Kerchove van Denterghem, Side 249, Note 3 og 4. 2) Thonissen, la Constitution Belge, 278; Vauthier, Belgiens Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 54. 8) Mohl, Wurtemberg, Staatsrecht, I, 631; Zpfl, Deutsches Staatsrecht 398, No. VI. Den antages endnu af von Rnne, Preussisches Staatsrecht, 3 Udgave, I, Bind I, Side 414. 4) See navnlig Laba n d, Budgetrecht, Side 7375.
Cap. 69.
Constitutionel Ansvarlighed ; Erstatningspligten.
479
synes derfor i alt Fald tidligere at have vret, at en Mini sters Embedshandlinger kun paafre ham Erstatningsansvar, nar de ere strafbare 1). I den senere Tid have mange fundet denne Lre utilfredsstillende og paastaaet, at Nationalrepr sentationen iflge Sagens Natur maa have en Civilklage mod Ministrene. Men denne Anskuelse har endnu de strste Au toriteter mod sig 2). For Preussens Vedkommende er det klart, at Landdagen hverken kan anlgge selvstndigt Erstatnings sag mod en Minister eller paalgge Regjeringen at gjre det 3). I Bayern viser Grundloven om Ministrenes Ansvarlighed af 4 Juni 1848, 13, at der haves en af Straffeklagen uafhn gig Erstatningsklage mod Ministrene, men hvem der kan anlgge saadant Sgsmaal, er ikke sagt. Er en Minister sat under Tiltale til Straf, kan Erstatningsansvaret kun i et Par mindre tydske Stater paakjendes af Rigsretten. Ide vrige maa denne Side af Sagen henvises til de almindelige Dom stole 4). I Bayern er Rigsrettens Afgjrelse af Skyldsprgs maalet ikke bindende for disse under Paakjendelsen af Er statningskravet 5). I Holland bestemmer Ansvarlighedsloven af 22 April 1855, 36, at Krav paa Erstatning for Skade, der er lidt ved en i denne Lov for strafbar erklret Handling, kun kan grandes paa Domfldelse af de hooge Raad (der fungerer som Rigsret). Kravet gjres gjldende ved. den almindelige civile Domstol. Desuden siges det i 37, at Ministrenes Ansvar
a) Mo hl, Verantwortlichkeit der Minister, Side 3336. Det samme synes at vre Zpfls Mening, see 398, Jvfr. G. Meyer, deutscher Staatsrechts 184, i. f. 2) See Gneist, Gesetz und Budget, Side 166167 og 171172 hvoraf sees, at han tidligere har troet, at der gaves et srskilt Erstatningsansvar for Ministrene, men nu er af modsat Mening. 3) Laba n d, Budgetrecht, Side 74, jvfr. de i Storth. Forh. 1875, V,. Dok. No, 8, Side 38 citerede Ytringer af en preussisk Commissionsbetnkning. *) Zpfl, 410, No. X, og XI. *) Polz, Bayerisches Verfassungsrecht, Side 601, Noten
480
lighed i Pengesager skal faststtes ved samme Lov. Men nogen saadan Lov er endnu ikke udkommen. Den italienske Grl.s 47 tillgger Deputeretkammeret Ret til at anklage Ministerne for den hie Straffedomstol (Senatet). Hverken Grundloven eller Loven af 7 Mai 1870 om denne Straffedomstol omtaler noget civilt Retsmiddel mod Ministerne 1 ). I sterrige kan iflge Ansvarlighedslov af 25 Juli 1867, 6, enhver Minister sagsges ved de almindelige Domstole til Erstatning for den Skade, han har tilfiet Staten eller nogen privat Person ved en Embedshandling, der af Stats domstolen er erkjendt for lovstridig. Dog kan iflge samme Lovs 24 Statsdomstolen idmme den Domfldte Erstatning, hvis saavel Belbet af denne, som den Person, hvem den tilkommer, kan bestemmes paa en paalidelig Maade. I mod sat Fald kan Statsdomstolen udtale Forpligtelsen til Erstat ning og forbeholde Belbets Faststtelse ad den ordentlige Retsvei. Erstatningspligten er ikke indskrnket til det Til flde, at Ministerens Handling er strafbar, men indtrder ogsaa, nar den er lovstridig. Dette maa imidlertid vre anerkjendt af Statsdomstolen. 2). I Sverige vilde Udtrykkene i Regj. Formens 106 maaskee ikke vre til Hinder for, at Constitutionsutskottet
x) Ei heller omtales denne Side af Ministeransvarligheden hos Bruse, Italiens Statsret, i Marqvardsens Handbuch. 2) Den nvnte sterrigske Lov giver Anledning til mange vanskelige Fortolkningssprgsmaal, hvilket hidrrer derfra, at TJdkastet tii Loven oprindelig var bygget paa den Grundstning, at enhver Minister uden videre skulde kunne sagsges ved de almindelige Domstole til Erstatning for den Skade, han ved lovstridig Embedsfrsel havde paafrt Staten eller Privatmand. Under Forhandlingerne blev imidlertid denne Grundstning undergiven den vsentlige Indskrnkning, at Handlingens Egenskab af lovstridig maatte vre erkjendt af Rigsretten. Man forsmte imidlertid at foretage alle herved paakaldte Forandringer i TJdkastet, t. Ex. at omforme Slutniningen af 6 osv. See Stenograph. Protocolle des Hauses der Abgeordneten, IV Session, Bind I, Side 323325 og 528529.
481
beordrede Justitieombudsmanden til at sagsge en Statsraad blot til Erstatning. Som retlig Flge af uhjemlet Anvendelse af Statens Midler faststter imidlertid Ansvarlighedslovens 5 kun Straf, og det antages derfor, at der ikke kan paalgges iiam Erstatningsansvar for den Skade, han maatte have for voldt Staten, men vel iflge Paragraphens sidste Led for den Skade, han har paafort en privat Person 1). I Danmark tillagde Grundloven af 1849 kun Folke thinget, ikke Kongen Ret til at tiltale Ministrene. Den nu vrende danske Grundlovs 12 14, 50 og 69 ere derimod affattede saaledes, at de efter sine Ord aabne saavel Kongen som Folkethinget Adgang til at anlgge et blot og bart Er statningssgsmaal mod en Minister. Om dette er Bestemmel sernes virkelige Mening, skal dog vre anseet tvivlsomt. Og da sidstnvnte Paragraph siger, at de af Kongen eller Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager paakjendes af Rigsretten, er det under enhver Omstndighed sikkert, at ingen af dem kan anlgge Erstatningssgssgsmaal mod Mi nistrene ved de almindelige Domstole 2). I Schwelz kan iflge Ansvarlighedsloven for Eedsfor bundets Embedsmnd af 9 Decbr. 1850, 4, enhver af disse, altsaa ogsaa Regjeringens Medlemmer, drages til Ansvar foi Forbrydelser og Forseelser forvede i hans Embede saavel som for Overtrdelse af Forbundets Grundlov, Love eller Reglementer. Erstatningsansvaret kan gjres gjldende ved srskilt Civilklage, see 5, 7og 10. Myndigheden til at beslutte Anlg af saadant Erstatningssgsmaal tilkommer Forbundsdagen, 32 og 33. I Nordamerika meddeler Finantsministeren vistnok Congressen Beretninger om Unionens Indtgter og Udgifter, hvilke efter Grundlovens Forskrift skulle offentliggjres. At prve, godkjende eller srge for Berigtigelsen af Statsregn skaberne tilkommer imidlertid ikke Congressen, men sr
*) Ryd in, Svenska Riksdagen, II Afd., Bind 1, Side 303 og 304 og Nordisk Retsencyclopdi, I, Statsretten, Side 465466. 2) Nordisk Retsencyclopdi, I, Statsretten, Side 469. Norges offentlige Ret. HI. 31
482
egne Revisorer (auditors). Hvorledes det forholder sig med Betingelserne for rstatningsklagen mod Ministrene, er van skeligt at sige 1). Af hvad der nu er oplyst, fremgaaer, at fremmede Landes Grundlove og Ansvarlighedslove ere meget fattige paa For skrifter om, hvorvidt Ministerne ved deres Embedshandlinger kunne paadrage sig Erstatningsansvar saavel som om Maaden hvorpaa, samt af hvem det skal kunne gjres gjldende. Granden hertil er aabenbart, at man maa sge den vsent lige retlige Garanti mod en slet eller vilkaarlig Finantsstyrelse i Ministrenes criminelle Ansvar, ikke i Adgangen til at af krve dem Erstatning, som de mangen Gang ikke vilde kunne udrede, og som i Virkeligheden ikke lettelig vil blive inddreven hos dem. Dette viser alle Landes Erfaring. Der foreligger, saavidt vides, nsten intet Exempel paa, at en Minister har maattet erstatte Staten det conomiske Tab, han har paafrt den. Nationalreprsentationen frer vistnok i alle constitutionelle Lande en stedse niagtigere Control med Finantsstyrelsen, men hvor den opdager nogen uhjemlet Udgift, lader den sig gjerne nie med, at Regjeringen erkjender Feilen og anholder om Efterbevilgning af Summen 2). 2. Vi skulle nu omhandle rstatningsklagen mod con stitutionelt ansvarlige Personer efter vor Grundlov 2). Af de Tab, Staten lider ved offentlige Myndigheders Foranstaltninger eller Forsmmelser, er der vistnok nogle, som ikke behve at komme umiddelbart tilsyne i noget af deres Regnskaber, f. Ex. hvis dens faste Eiendomme van skjttes, et Krigsskib forliser osv. Regelmssigen vil Tabet dog vise sig i Regnskabet for vedkommende Del af Sty relsen enten som Udgift eller som manglende Indtgt. For at hindre deslige Tab og paasee, at de saavidt muligt blive erstattede, har Regjeringen at granske Regnskaberne for alle Staten tilhrende eller under dens Bestyrelse staaende Casser
l) Jvfr. Retstidnden 1884, Side 111117. s) Retstidnden 1884, Side 186188. a) Retstidnden for 1884, Side 189265.
483
og at decidere disse samt derunder at bestemme, hvorvidt der skal meddeles den regnskabspligtige Tjenestemand Er kjendelse for rigtigt Regnskab (Decharge), eller hvorvidt der hos den, som har aflagt Regnskabet eller beordret de deri opfrte Indtgter og Udgifter ind- eller udbetalte, skal sgesErstatning for de ved hans Feil forvoldte Tab 1). Meddeler Regjeringen en underordnet Tjenestemand De charge, saa har han dermed i Almindelighed vundet Frihed for Tiltale i Anledning af dette Regnskab. Hvis der senere opdages nogen Feil i Regnskabet, vil han altsaa ikke vre pligtig til at erstatte det ved denne Feil forvoldte Tab, med mindre han er skyldig i Svig eller det er hans Skyld, at Feilen ikke fr er opdaget 2). 3. Paa Grundlag af de srskilte Cassers Regnskaber udarbeides der for hvert Aar et samlet Indtgts- og Udgifts regnskab for den egentlige Statscasse, ligeledes for ethvert af de under Statens Bestyrelse staaende sregne Fonds. Srskilte Regnskaber aflgges dog siden 1881 ikke for Op lysningsvsenets Fond, Tiendefondet, Embedsgaardsfondet og Chefsgaardsfondet, idet disse Fonds Indtgter og Udgifter ere inddragne under Statsbudgettet. Disse Regnskaber skulle efter vor Grundlov ved Stor thingets Foranstaltning aarlig undergives Granskning. Til Hjlp herved har Storthinget iflge Grl.s 75 k de saakaldte Statsrevisorer. Efter Grundlovsbestemmelsen af 22 Juni 1880 lyder denne Forskrift saaledes: Det tilkommer Storthinget at udnvne fem Revisorer, der aarligen skulle gjennemsee Sta tens Regnskaber og bekjendtgjre Extracter af samme ved Trykken, hvilke Regnskaber derfor skulle tilstilles disse Revisorer inden sex Maa
x) Retstidnden 1884, Side 192193. 2) Retstidnden 1884, Side 90 og den der citerede H. R. D. af 10 Dec 1870, som findes i Retst. 1871, Side 33 ff.
484
neder efter Udgangen af det .ar, for hvilket Storthingets Bevilgninger ere givnne. Den her omhandlede Statsrevision er en Indretning laant fra den svenske Rigsdagsordning af 10 Februar 1810, 68, 69, 70 og 76. Den er optagen i Danmark, see Grl. af 28 Juli 1866, 50, men har intet fuldstndigt Sidestykke i andre Landes Forfatningslove. Statsrevisorerne vlges efter Indfrelsen af aarlige Stor thing for eet Aar ad Gangen. Det antages dog, at der fra Grundlovens Side Intet er til Hinder mod at vlge dem for saa lang Tid, som Storthinget selv er valgt. Indtil Aaret 1875 havde Statsrevisionen i Udfrelsen af sine Forretninger ingen anden Bistand end almindelig Af skriverhjlp. I det nvnte Aar fik den bevilget Gager til Contorpersonale, bestaaende af en Secretr og tre Copister, hvilket Personale iflge Beslutning af Storthinget i 1879 for logedes med tre nye Copister 1). Fr Grundlovsbestemmelsen af 22 Juni 1880 var det i Grl.s 75 k foreskrevet, at Statens Regnskaber skulde tilstil les Revisorerne hvert Aar inden 1 Juli. Bestemmelsen var knyttet til den Forudstning, at Statens Regnskaber aflagdes for hvert Calenderaar. Hensigten var nemlig, at Regjeringens Bogholderi skulde have sex Maaneder til Istandbringelsen af Statsregnskaberne, noget, der er ndvendigt, fordi disse maa bygges paa en Mngde specielle Regnskaber, der aflgges af forskjellige Embedsmnd og Autoriteter, som ere spredte ver det hele Land, og som ikke kunne blive frdige frend nogen Tid efter Regnskabsaarets Udlb. Da nu Statens Ind tgter og Udgifter faststtes for et Aar, som gaacr fra 1 Juli til 30 Juni nste Aar, kom Budgetaaret til at blive forskjel ligt fra Regnskabsaaret, idet hvert Regnskabsaar kom til at omfatte sidste Halvdeel af et Budgetaar og frste Halvdeel af det nste. Dette gjorde det vanskeligt for Regjeringen og dens Underordnede at holde Udgifterne inden Grndserne af,
*) Storth. Forh. 1875, VI, S., Side 510512, og VII, 60, samt 1879, VI, S, Side 411 og VII, 48.
Cap, 60.
485
hvad Storthinget havde bevilget, og for Statsrevisionen senere at udfinde, hvorvidt Overskridelser havde fundet Sted. Ved Grundlovsbestemmelsen af 22 Juni 1880 har man aabnet Regjeringen Adgang til at fjerne disse Ulemper. Den af lgger nu Statsregnskaberne for Tidsrammet fra 1 Juli til 30 Juni nste Aar, saaledes at Regnskabsaaret og Budget aaret falde sammen 1). Om .Statsrevisorernes Forretninger siger Grundloven ikke mere, end at de skulle gjennemsee Statens Regnskaber og bekjendtgjore Extracter af samme ved Trykken. Udtrykkelig paalgger den dem altsaa ikke engang at anmrke og med dele Storthinget de Feil, de maatte forefinde i Regnskaberne. At en saadan Pligt paahviler dem, ligger imidlertid i deres Stilling som Revisorer. Hvorledes de skulle udfre denne Revision, maa faststtes af Storthinget. Den frste Instrux meddeeltes Statsrevisorerne af Storthinget i 1821 2).. Den nugjldende er af 12 Septbr. 1845 3). Ifolge denne Instrux 1 og 2 har Statsrevisionen at undersge : a) om noget, som br komme Statscassen til Indtgt, er udeladt eller formindsket; b) om nogen Indtgt, som strider mod Grundloven eller andre Bestemmelser, har fundet Sted; c) om nogen Udgift imod eller udenfor Storthingets gjorte Bestemmelser og Grundloven ved Regjeringens eller noget af dens Medlemmers Foranstaltning, udtrykkelige eller stiltiende Samtykke er skeet; d) i Tvivlstilflde, hvorvidt Udgiften har vret fornden eller hensigtsmssig ; e) om Statscassens Fordringer som Forskud, Udlaan, Renter, Restantser, Ansvarsummer, Beholdninger m. v. over
x) Storth. Forh. 1872, VI, 264 og 1880, VI, 331333. 2) Storth. Forh. 1821, Juli, Side 147158. Ogsaa trykt i Slutningen af den Vogt-Arntzenske Lovsamling for 1821. 3) Jvfr. Storth. Forh. 1845, IX. 280286, Den findes trykt baade i den nysnvnte og i Schmidts Lovsamling.
486
Cap. 69.
fres fra et Regnskab til et andet, samt om de i rette Tid inddrives. Statsrevisionens Granskning tjener altsaa til Forberedelse a,f en Control, som ikke alene gaacr ud paa, at selve Regn skaberne ere feilfrie og forsynede med de forndne Legiti mationer, samt at Regjeringen i Styrelsen af Finantserne har holdt sig inden Grndserne af sin Myndighed, men ogsaa paa, at Statens Midler ere anvendte hensigtsmssig og cono misk, see den ovenfor under Bogstav d anfrte Bestemmelse. Regjeringen har i sin Tid antaget, at Storthinget herved har tillagt Statsrevisionen en Function, der laa udenfor dens grundlovmssige Virkekreds. Regjeringen har endog et Par G-ange negtet at udlevere Statsrevisionen de Documenter, den i saadant iemed forlangte 1). Storthingets Decisions comitee bifaldt i 1845 Negtelsen, forsaavidt Statsrevisionen havde sket Oplysning om, hvem af de kongelige Raad givere der var ansvarlig, men bestred forvrigt Regjeringens Synsmaade, hvilken denne selv senere synes at have opgivet. Da det iflge Grl.s 30 tilkommer Storthinget at controllere, hvorvidt Regjeringen har anvendt de bevilgede Midler paa hensigtsmssig Maade, kan der ikke negtes det Adgang til at paalgge Statsrevisionen hos Regjeringen forelbig at ind hente de i saa Henseende forndne Oplysninger, ihvorvel et saadant Paalg selvflgelig let kan lede til Spilde af Tid og Krfter. Til Veiledning ved Gjennemgaaelsen af Statsregnskaberne kan Revisionen forlange sig meddeelt de specielle Regnskaber, paa hvilke hine ere byggede 2). Efter Gjennemgaaelsen af Regnskaberne skal Statsrevi sionen udfrdige Antegnelser, hvori de foiefundne Mangler anmrkes. Disse Antegnelser skulle iflge Instruxens 4 inden 8 Maaneder tilstilles Regjeringen. Naar denne har afgivet sine Besvarelser, skal Statsrevisionen, om den finder Sagen tilstrkkelig oplyst, betimelig inden Storthingets
l) Storth. Forh. 1845, IX, 630632; 1848, VI, 104 ff. og VII, 2930. *) Jvfr. Storth. Forh. 1875, V, Dok. No. 8, Side 1719.
487
Sammentrde som endeligt Resultat af Revisionen udfrdige Ved tegninger til sine Antegnelser. I disse Vedtegninger angiver da Statsrevisionen ved hver enkelt Post i Antegnel serne, om den befinder sig befiet til at frafalde Anken (<Udsttelsen>) eller om denne fremdeles antages at give Anledning til Decision. I sidste Tilflde afgiver Statsrevi sionen Forslag om, hvorledes Decisionen br lyde. 4. Efter tilendebragt Revision oversendes Statsregn skaberne med Antegnelser, Besvarelser og Vedtegninger til Storthinget. At dette skal decidere disse Regnskaber, er ikke som i den danske Grl.s 50 udtrykkelig sagt. Sveriges Re gjeringsform viser, at en Granskning af Statsregnskaberne kan finde Sted ved Revisorer udnvnte af Nationalreprsen tationen, uden at denne derfor maa eller engang kan decidere disse Regnskaber. Men norsk Retsopfatning og Forretnings orden krve, at enhver Regnskabsrevision skal etterflges af en Decision. At Statsregnskaberne, efterat vre reviderede a,f Statsrevisorerne, skulle decideres af Nationalreprsenta tionens finantcielle Myndighed. Storthinget i 1830 antog imidlertid efter at have ladet Sprgsmaalet granske af en Comitee, at det efter Grundloven tilkom Odelsthinget at de cidere Statsregnskaberne. Comiteen paaberaabte sig som af gjrende Grund, at Lagthingets Medlemmer ved at deeltage i Decisionerne maatte komme til at tge Parti for eller imod den, som stod for Sagen, og flgelig maatte blive inhabile til at sidde i Rigsretten, hvis Udgiften decideredes ham til Ansvar og Odelsthinget derpaa satte ham under Tiltale 1). Hertil kommer desuden, at Decisionsmyndigheden naturligst er at betragte som et Accessorium til den Anklagemyndighed, Grl.s 30, 82 cog 86 tillgge Odelsthieget. At decidere et Regnskab er at berigtige dets Feil og flgelig en Deel af den controllerende Myndighed 2). At det tilkom Odelsthinget at granske Statsregnskaberne, var ogsaa udtrykkelig sagt i det Adler-Falsenske Udkast 209.
x) Storth. 1830, Febr., Side 188190. 2) Retstidnden 1884, Side 178192.
488
Hvis Odelsthinget under Behandlingen af en Udgiftspost kommer til det Resultat, at Erstatning ikke kan eller br krves, lyder Decisionen paa, at Udgiften passerer, i tvivlsommere Tilflde paa, at den efter Omstndig hederne kan passere. Skal det tilkjendegives, at Ud giften misbilliges, og at lignende Udgifter i Fremtiden ville kunne paadrage Ansvar, heder det : Passerer, dog uden Flge for Fremtiden. Vil Odelsthinget, at Tabet skal krves erstattet, lyder Decisionen paa, at Ud giften tilsvares. I Decisionerne udtaler Odelsthinget sig i Almindelighed ikke om, hvem der har at tilsvare det til Ansvar deciderede Belb. Herved er undertiden den Forestilling fremkaldt, at Decisionen i Tilflde, hvor Tabet er forvoldt ved en under ordnet Embedsmands Feil, er rettet mod ham, ikke mod den Statsraad, som havde at paatale Feilen. Men denne Fore stilling er urigtig. Har den skyldige Tjenestemand erholdt Decharge for det Regnskab, hvori Tabet er kommet tilsyne, saa er han, som fr forklaret, ansvarsfri, og det nytter altsaa ikke Odelsthinget bagefter at decidere ham Belobet til Ansvar. Saaledes er Sprgsmaalet afgjort ved en Hiesteretsdom af 22 Juni 1852 x). Hvis den underordnede Embedsmand, som staaer for Ansvaret, endnu ikke-) har faaet Decharge, eller hvis Erstatning .for Statens Tab er at sge hos en privat Person, saa er det Regjeringens Sag at afgjre, hvorvidt Sgsmaal med Nytte kan anlgges mod ham. Den er altsaa ikke bunden ved Decisionen. Statsrevisorernes Instrux le har med Hensyn til uhjemlede Udgifter ogsaa kun paalagt dem at undersge, hvorvidt saadanne ere skeede ved Regje ringens eller noget af dens Medlemmers Foranstaltning, ud trykkelige eller stiltiende Samtykke. Decisionerne er flgelig altid at betragte som rettede til Regjeringen. Denne har, ogsaa hvad Finantsstyrelsen angaaer, at controllere, hvorvidt Statens underordnede Tjenestemnd opfylde sine Pligter samt
x) Indtagen i Retstidnden for 1884, Side 263265, jvfr. 197200.
Side
Cap. 69.
489
at srge for, at indlbne Feil saavidt muligt rettes. Odels thingets Sag er det da igjen at controllere, hvorvidt Re gjeringen har etterkommet denne sin Skyldighed. Odelsthingets Decisioner sendes til den Norske Regjering og Statsrevisionen. Ved Odelsthingsbeslutning af 28 Mai 1845 anmodedes Regjeringen om at meddele de afsagte Deci sioner til de kongelige Raadgivere, som have foranlediget eller bevirket de formentlig uhjemlede Udtllinger eller Tab for Statscassen, med Opfordring til snarest muligt at afgive Erklring, om og hvorvidt de maatte vre villige til at be rigtige de afsagte Decisioner, og med Tilkjendegivende, at forsaavidt saadan Vedtagelse ikke afgaves, forbeholdtes det Odelsthinget at trffe de forndne Foranstaltninger til at drage vedkommende Raadgivere til Ansvar paa lovlig Maade 1). Det bliver altsaa Regjeringens Pligt at undersge, hvilke af dent Medlemmer Decisionerne ramme, og at affordre dem den forlangte Erklring. Beslutter Odelsthinget, at nogen Statsraad eller anden constitutionelt ansvarlig Person skal erstatte Staten et vist Belb, saa indeholder Beslutningen ingen bindende Afgjrelse, kun en Paastand. Dette gjlder, hvad enten Beslutningen fattes som Decision til et Statsregnskab eller i anden Form. Negter den, som staaer for Ansvaret, at betale, saa kan han kun ved Dom tvinges dertil, og under Sgsmaalet har han alle sine Indsigelser mod Paastandens Retsgyldighed i Be hold. Domstolen kan vistnok ikke af blotte Billighedsgrunde frifinde den Tiltalte for Ansvaret, see Cap. 45, 4. Men hvorvidt Kravet hviler paa tilstrkkelig Retsgrund, er et Sprgsmaal, Domstolen afgjr alene efter sin egen Over bevisning. 5. Grundloven har ikke udtrykkelig og srskilt be stemt, under hvilke Betingelser constitutionelt ansvarlige Per soner ere pligtige til at erstatte Tab, de ved en Embeds eller Ombudsfrd maatte have paadraget Staten, ei heller af hvem og ved hvilke Domstole saadan Erstatning skal ind tales.
x) Storth. Forh. 1845, VII, 391 og 393.
490
Cap. 69.
Sprgsmaalet er da, om denne Grundlovens Tanshed kan forklares som en Forudstning om, at Lovgivningens al mindelige Regler angaaende offentlige Tjenestemnds Erstat ningspligt skulle komme til Anvendelse ogsaa paa de con stitutionelt ansvarlige. I saa Fald vilde disse vre pligtige til at erstatte Tab, de havde paafrt Staten ved nogen dem tilregnelig i Embede eller Ombud begangen Feil, selv om denne ikke i Ansvarlig hedsloven var belagt med Straf. Saadan Erstatning vilde kunne indtales ved de almindelige Domstole og alene ved Foranstaltning af Kongen. Undtagelse heraf vilde efter vor nugjldende Lovgivning alene vre at gjre med Hensyn til Skade, Hiesterets eller Rigsrettens Medlemmer maatte have paafrt Staten ved ulovskikkede Domme. Thi Erstat ning for saadan Skade kan kun paalgges andre Dommere under Paaanke af den ulovskikkede Dom eller under srskilt Straffesag. Kongen er Statens Reprsentant og har som saadan at hvde Statscassens Interesser og at lade dens Fordringer indtale. Det kunde derfor synes hist urimeligt, om han skulde mangle Adgang til at lade anlgge saadant Sgsmaal mod constitutionelt ansvarlige Personer, navnlig mod Stats raader, som egenmgtigen og moet hans Villie havde forfiet over Statscassens Midler x). Ikke destomindre er der vistnok strst Fie til at negte ham et saadant Retsmiddel. Dette er isr klart, hvor det skulde bringes til Anvendelse mod Storthingets eller Hiesterets Medlemmer, f. Ex. mod Hie sterets Justitiarius i Anledning af, at han uden Forndenhed havde tilkaldt extraordinre Assessorer, eller om en Stor thingsprsident havde anviist til Udbetaling paa Contorcassen Udgifter, som vare denne uvedkommende, eller i sin Ledelse af Storthingets oconomiske Anliggender dslet med Statens Penge. Det er udentvivl Grundlovens Mening, at Storthin
l) At Kongen havde en saadan Ret, var sandsynligvis baade Carl Johans og Grev Wed e 1 s Tanke, see Vogts Optegnelser, Side 6770 og Storth. Efterretn. 18211827, Side 156-157, Noten.
Cap. 69.
491
gets og Hiesterets Medlemmer alene skulle kunne drages til Ansvar af Odelsthinget. Og maa man negte Kongen enhver Erstatningsklage mod disse Classer af constitutionelt ansvar lige Personer, er det under Grundlovens Taushed vanskelig! at indrmme ham en saadan mod Statsraaderne. Vistnok staaer han i et heelt andet Forhold til dem. Men han har ogsaa iflge Gris 22 Myndighed til at afskedige dem uden Dom, maaskee ogsaa til at suspendere dem, og Grundlovens Forudstning er sikkerlig den, at han heri besidder til strkkelig! Middel til at fre virksom Control med dem 1). Det vilde unegteligt have sine Betnkeligheder at indrmme ham Ret til at anlgge Erstatningssgsmaal mod dem ved almindelige Domstole i Anledning af Handlinger, som kunne paatales af Odelsthinget ved Rigsret. Havde Kongen en saadan Ret, maatte han selvflgelig beholde den, selv om Odelsthinget frafaldt Paatale. Paa den anden Side vilde en saadan Ret kunne tnkes misbrugt til at foregribe Odels thingets Udvelse af Anklagemyndigheden, Hvad der her er udviklet, gjlder dog kun om de egent lige Skadeserstatningssgsmaal, ikke om Tilbagesgninger, forsaavidt disse efter vor Ret kunne finde Sted. Det kan nemlig ei vre Gjenstand for Tvivl, at Kongen har Ret til at beordre constitutionelt ansvarlige Personer, endog Hieste rets og Storthingets Medlemmer, sagsgte til at tilbagebetale, hvad de i saadan Egenskab have oppebaaret af Statscassen, f. Ex. som Forskud paa Gage, Dit eller Skydsgodtgjrelse til strre Belb, end deres Tilkommende udgjr. 6. Har den Statsraad, hvem noget Belb er decideret til Ansvar, paa Opfordring negtet at betale dette, og den Handling, hvorved han har paadraget s g Erstatningspligten, er strafbar, saa kan Odelsthinget iflge Gris 86 stte ham under Anklage for Rigsretten. I Lande, hvor denne Dom stol blot kan dmme den tiltalte Minister til Embedsforbry delse, forstaaer det sig selv, at den ikke kan tilpligte ham at betale Erstatning, men maa henvise Sprgsmaalet derom
x) Jvfr. Stang, Side 496-498.
492
Cap. 69.
til de almindelige Domstole 1). Det samme gjlder i Lande, hvor Rigsretten vel har fuld criminel Jurisdiction og altsaa kan ilgge den tiltalte enhver Straf, hans Forbrydelse med frer, men efter hvis Lovgivning de criminelle Domstole ikke kunne paakjende Skadeserstatningssprgsmaalet 2). I Lande, hvor Rigsretten har fuld criminel Jurisdiction og det er Lovgivningens! almindelige Regel, at den Dom stol, som paakjender en Strafsag, tillige kan paalgge den Skyldige at erstatte den ved Forbrydelsen bevirkede Skade, har man derimod tilstrkkelig Grund til at udstrkke denne Regel ogsaa til Rigsretten 3). Herom kan der hos os ikke engang vre Tvivl. Naar Gris 86 siger, at Rigsretten dmmer i de Sager, Odelsthinget anlgger mod Statsraadets Medlemmer for Embedsforbrydelser, afgive disse Ord fuld Hjemmel for Rigsretten til at paalgge den Skyldige alle de af Forbrydelsen Hydende retlige Flger, som overhovedet maa faststtes ved Dom. Blandt disse hrer Skadeserstat ning til den Fornrmede, vre sig Staten eller Privatmand. I Henhold hertil siger Ansvarlighedslovens 23, at den v rige Lovgivnings Bestemmelser blive at anvende under Rigs retssager, forsaavidt Skadeserstatning betrffer. Heri ligger da, at Faststtelsen af Erstatningsbelbets Strrelse af Rigs retten maa henvises til Skjn af dertil opnvnte Mnd overalt, hvor de almindelige Domstole vilde savne Myndighed til at afgive et saadant. Belbet maa i ethvert Tilflde fast sttes i Overeensstemmelse med vor Refs almindelige Grund stninger. De her udviklede Stninger gjlder ogsaa, hvor Tiltale er reist mod noget Medlem af Storthinget eller Hiesteret for en Handling, som har paadraget Statscassen Tab.
x) Samu e 1 y, Side 115119 ; Schu 1 z e, Preussiches Staatsrecht,. 11, 899. 2) Exempel herpaa har man fra Frankrige i Processen mod Carl X.s Ministre, jvfr. M o h 1, Side 713, og Kerchove van Denter ghem, Side 377, Anm. 3) Mo hl, Side 581586.
Cap 69.
493
7. Er den Handling, hvorved en constitutionelt an svarlig Person i saadan Egenskab har paadraget Statscassen Tab, ikke strafbar, opstaaer det Sprgsmaal, hvorvidt Odels thinget kan beslutte, at Erstatning kan indtales hos ham ved civil Sag, og om saadan Sag kan anlgges mod ham ved Rigsret. Dette er blevet lrt af en hit anseet Forfatter '). Men Lren er uden Hjemmel i Grundloven, hvis 86 ikke tillgger Odelsthinget anden Ret til Sagsanlg mod de der nvnte Personer end at stte dem under Tiltale for For brydelser, det vil sige for strafbare Handlinger, og hvis 86 kalder den tiltalte anklaget, hvilket Udtryk umuligt kan anvendes paa den, der under civilt Sogsmaal er tiltalt alene til Erstatning. Dette er ogsaa Lovgivningens Opfat ning af Grundloven. Rigsretsreglementet af 18 Septbr. 1815 og Ansvarlighedslovens 23 hvile paa den Forudstning, at Tiltalte er anklaget til Straf. Lidet rimeligt vilde det ogsaa vre at bringe blotte Erstatningssprgsmaal ind for en Dom stol som Rigsretten, hvis Sammenkaldelse let kan gribe for styrrende ind baade i Hiesterets og Storthingets regelms sige Virksomhed, og der paabyrder Staten strre Udgifter, end den i Almindelighed kan vente erstattet, selv om den Sagsgte dmmes. Selv om Odelsthinget erklrer Handlingen strafbar, men frafalder Paastand paa Straf, mod at den Skyldige erstatter den forvoldte Skade, faaer det ingen Adgang til at bringe Erstatningskravet ind for Rigsretten. Af den ovenudviklede Stning flger, at Rigsretten, selv om man antog, at en constitutionelt ansvarlig Person kan paadrage sig Erstatning ved en ikke strafbar Handling, ei kan dmme Tiltalte til at betale Erstatning, nar den fri finder ham for Straf. Ellers vilde Odelsthinget faa det i sin Magt ved befiede Straffepaastande at udvide Rigsrettens Jurisdiction udover dens grundlovbestemte Grndse. Her
x) Stang, Side 305308, jvfr. Decisionscomiteens Indstilling i Storth. Forh. 1830, April, Side 114115.
494
Cap. 69.
imod kan man ikke paaberaabe sig Rigsretsdommene af 23 Marts 1816 og 13 Oet. 1821, ved hvilke Rigsretten paalagde de tiltalte Statsraader Sagsomkostningerne, uagtet de frifandt dem for Straf. Dette var nemlig, som Rigsretsreglementets 18 viser, kun en Anvendelse af den Adgang, Straffedom stolene fr Loven af 17 Marts 1866 havde til at frifinde den Anklagede for videre Tiltale. Snarere kunde man mod den ovenudviklede Stning paaberaabe sig en anden Deel af sidstnvnte Dom. Den Tiltalte var (see ovenfor Cap. 13, 2) anklaget for at have beholdt sit Commandrembede og ved blevet at oppebre dets Gage efterat vre udnvnt til Stats raad. Rigsretten frifandt ham for Straf, men tilpligtede ham at tilbagebetale Commandrgagen, indtil den Dag, da det ved kgl. Resolution var blevet ham tilladt at beholde den Dommen er imidlertid lidet egnet til i nogen Retning at paa beraabes som Prjudicat. Den afgiver kun et Vidnesbyrd om, at man dengang aldeles ikke fandt Rede i de forelig gende Retssprgsmaal. Hvad der paalagdes den tiltalte Stats raad, var ikke Udredelse af Skadeserstatning, men Tilbage betaling af oppebaaren Gage. Sgsmaalet hrte altsaa, efter hvad ovenfor (Side 466) er bemrket klarligen under de almindelige Domstole. Det var ikke i Egenskab af Statsraad, Tiltalte havde oppebaaret Commandrgagen. Det constitu tionelle Ansvar paalaa ikke ham, men den Statsraad, som havde anviist ham Gagen. 8. At Odelsthinget ikke kan sagsge en Statsraad ved Rigsret blot til Skadeserstatning, antoges af den Comitee, hvem Storthinget i 1830 havde paalagt at afgive Betnkning om, hvorvidt det samlede Storthing eller Odelsthinget havde at decidere Statsregnskaberne l). Comiteen udtalte, at Feih som kunde lede til Pengeansvar for Statsraaderne, baade efter Grundloven og Ansvarlighedsloven tillige som oftest maatte medfre Straf. Men forsaavidt dette ikke er Tilfldet, maatte Erstatningen efter Comiteens Mening kunne indtales ved de almindelige Domstole.
x) Storth. Forh. 1830, Febr., Side 8890,
495
Denne Lre stoder imidlertid paa uovervindelige Van skeligheder. For det frste har Grundloven ikke tillagt Odels thinget Ret til at beslutte srskilt civilt Erstatningssgsmaal ved de almindelige Domstole. Tvertimod synes Udtrykkene i Gris 30 bestemt at vise, at Tiltale ved Rigsret er det eneste Retsmiddel, den vil stille til Odelsthingets Raadighed. Dernst er det umuligt med nogen Sikkerhed at paavise, hvem der skulde ivrkstte Beslutningen. Da det jo i Al mindelighed er Regjeringens Pligt at udfre enhver af Stor thinget eller nogen af dets Afdelinger grundlovmssig fattet Beslutning, gjlder dette vistnok ogsaa om Odelsthingets De cisioner. Men nar Regjeringen har undersgt, hvem Deci. sionen rammer, indhentet hans Erklring og bragt denne til Odelsthingets Kundskab, har den gjort alt, hvad der paa ligger den. Negter den Paagjldende at betale, maa Sagen ndvendigen igjen forelgges Odelsthinget, der i saa Fald jo muligens kan ville tiltale ham for Rigsret til Straf. Hvis nu Odelsthinget undlader dette, kau Kongen, efter hvad der fr er paaviist, ikke af egen Magtfuldkommenhed sagsge ham til Erstatning, og i Grundloven leder man forgjves efter Hjemmel for den Mening, at Odelsthinget nu skulde kunne give Paalg om eller Bemyndigelse til at foretage en saadan uden for hans grundlovmssige Competence lig gende Handling. At Kongen gjennem Regjeringen skulde have at anlgge og lede deslige Sgsmaal mod Statsraaderne, vilde ogsaa vre srdeles urimeligt. Det Regjeringsdeparte ment, som vilde have at anlgge Sagen, maatte blive det, som forestod den Administrationsgreen, hvem Sagen vedkom. Men Chefen for dette Departement vilde efter vor tidligere Statsskik meget ofte vre just den Statsraad, hos hvem Er statningen skulde sges. Da han ikke kunde sagsge sig selv, maatte Kongen fratage ham Bestyrelsen af Departe mentet i denne Sag og constituere en anden til at lede den Allerede dette viser Umuligheden af, at Regjeringen skulde optrde som Sagsger for at stte igjennem en fra Odels thingets Side fremsat og fastholdt Erstatningspaastand. Endnu mere iinefaldende vilde Urimeligheden blive i de ingenlunde sjeldne Tilflde, i hvilke Erstatningsansvaret paahviler samt
496
Cap. 69.
lige Statsraadets Medlemmer. Overhovedet vilde man vel ikke lettelig kunne finde nogen mindre skikket til at lede det Slags Sager end netop et Regjeringsdepartement x). Hvis Grundloven virkelig havde villet, at constitutionelt ansvarlige Personer skulde kunne sagsges ved de almindelige Domstole til Erstatning for deres Embedshandlinger, saa maatte den fornuftigviis have bemyndiget Odelsthinget til selv at anlgge dette Slags Sager ligesaavel som Strafsager og at lade dem udfre ved en for Tilfldet valgt Fuldmgtig. Men dette har Grundloven undladt, og det meget muligt med velberaad Hu. Det har unegtelig sine Betnkeligheder at overlade Paakjendelsen af deslige Sager til almindelige Domstole, hvor disse ikke med Hensyn til Skyldsprgsmaalet ere bundne ved en forudgaaet Rigsretsdor. Disse Betnkeligheder have gjort sig gjldende ikke blot i fremmede Lande, f. Ex. i Frankrige, men ogsaa hos os 2). Da Grundloven saaledes ikke kan antages at hjemle enten Kongen eller Odelsthinget Ret til at anlgge et blot og bart Erstatningssgsmaal og det ligesaalidt ved de al mindelige Domstole som ved Rigsretten, maa Grundlovens Taushed om constitutionelt ansvarlige Personers Erstatnings pligt forklares som et Vidnesbyrd om, at den kun har villet have Erstatning paalagt dem i Forbindelse med Straf. Hos os, hvor Betingelserne for Statsraadernes Strafbarhed be dmmes saa strengt, som i forrige Capitel forklaret, indehol der dette ingen Urimelighed. At Odelsthinget ikke har nogen af Straffesagen uaf hngig Erstatningsklage, synes at vre antaget ved Rigs retsdommen af 29 Octbr. 1827, see nedenfor Cap. 70, 3. 9. En Minister eller anden constitutionelt ansvarlig Person kan ved Handlinger, han foretager i saadan Egenskab, paafre en privat Person conomisk Skade. Hvorvidt den Skadelidende i saa Fald har Adgang til at anlgge Erstat
4) Jvfr. Betnkning fra Regjeringsadvocat Dunker i Storth. Forh 1865, IV, S. No. 18, Side Il2. 2 ) Storth. Forh. 1845, VII, 392383, jvfr. Retst. 1884, Side 233234.
Cap. 69.
Constitutionel Ansvarlighed ; Erstatningspligten. 497
ningssgsmaal mod ham ved de almindelige Domstole, er et Sprgsmaal, ved hvis Lsning der maa tges Hensyn til Reglerne om den constitutionelle Ansvarlighed, og som derfor skal behandles her. I England har den Skadelidende en saadan Ret mod Ministrene. Dette anerkjendtes allerede i 1769, da Stats secretren Lord Halifax blev sagsgt af den bekjendte politiske Urostifter "W i 1 k e s, hvem Statssecretren i ulovlig Form (by general ivarrant) havde ladet arrestere som formodet Forfatter af et Smdeskrift mod Regjeringen l). Stningen er anerkjendt i tvende Domme af 1862 og 1863, hvori ved kommende Minister vistnok frifandtes, men kun fordi Dom stolene ikke ansaa deres Handlemaade retsstridig 2). Da den engelske Lovgivning egentlig ikke skjelner mellem Ministrene og andre Embedsmnd, kunde den heller ikke godt negte den fornrmede Privatmand samme Retsmiddel mod hine som mod disse. Der gives imidlertid en nyere Dom, hvori man har villet finde en sregen Regel for Ministrene 3). Af
') May, Constitutional History of England, 11, 259 259, ivfr. Sayre v. the Earl of Rochford, B r oo m, Const. Law, Side 614. 2) Lieut. Colonel Dickson versus the Secretary of War, Foster and Finlasons Nisi Prius Reports, 111, 527. Klageren sagsgte Statssecretren for ved lgnagtige Beskyldninger at have bevirket ham afskediget. Den anden Sag var Irwin v. Grey, samme Reports, Side 635. Klageren sagsgte her Statssecretren for at have undladt at forelgge Dronningen en Ansgning, hvilket imidlertid oplystes at vre skeet, jvfr. Reports from the American Court of Claims. VI, 182183. Forudstningen er i begge Domme, at Ministrene ikke kunne sagsges af private Personer for Raad, som de have givet i god Tro. s) Gidley v. Lord Palmerston i Broderips and Binghams Reports of Common Pleas, 111, 275, uddragsviis gjengiven i Brooms Constitutional Law, Side 617619. Gneist har under Paaberaabelse af denne Dom gjentagende (see Verwaltung, Justitz und Rechtsweg, Side 157159, Gesetz und Budget, Side 99 samt Englisches Verwaltungsrecht I, 383384) udtalt, at de engelske Ministre ikke staa Domstolene, men kun Parliamentet til Ansvar for Vilkaarlighed og Illegalitet i Embedshandlinger, og at den Privatmand efter engelsk Ret ellers tilkommende Adgang til Sagsanlg
498
denne Dom kan imidlertid ikke sluttes mere, end at de ikke personlig forpligtes ved Overeenskomster, de i sit Embede indgaa, udtrykkeligt eller stiltiende, og at de ikke kunne dra ges til Ansvar for en vildfarende (uskjnsom) Anvendelse af en discretionr Myndighed 2). Under enhver Omstndighed skjelnes der i Dommen ikke mellem Ministrenes og andre Embedsmnds Frihed for Ansvar. Paa Europas Fastland er det derimod i Almindelighed blevet antaget, at den fornrmede Privatmand ikke kan sge Erstatning hos Ministrene for den Skade, de ved sine Embeds handlinger have tilfiet ham. Man har nemlig frygtet for, at en begrndset Frihed til at sagsge dem kunde mis bruges til retlige Forflgelser og lede til, at en Minister blev dreven bort fra sin Stilling, uagtet Nationen nskede at be holde ham i Styrelsen. Skal en Minister kunne sagsges af Privatmand, saa har man antaget, at dette alene br kunne skee med Samtykke af det Kammer, som kan stte ham
for Embedsmisbrug negtes dem mod Kronens hieste Tjenere. Med Vgten af Gneists store Autoritet holder denne Mening paa at vinde almindeligt Indpas paa Europas Fastland. Men den beroer paa en Misforstaaelse. Under den nvnte Sag blev Ministeren af en afdd Departementsembedsmands Bo ved privat Klage, grundet paa en formentlig stiltiende Overeenskomst, (assumpsit), stvnt til personlig at udrede, hvad der meentes at burde vre tilstaaet den afdde som Pension af de Midler, Parliamentet havde bevilget til det Slags Udgifter. I Dommen sagdes, at der ikke paahvilede Ministeren nogen retlig Forpligtelse i Forhold til den Afdde, samt at Hensynet til det Offentliges Tarv ikke tillod, at der anlagdes Sag mod Mnd, som handlede paa det Offentliges Vegne og i offentlig Stilling, der vilde udstte dem for en saadan Uendelighed af Sgsmaal, at ingen forstandig Mand vilde overtage en Stilling, som paalagde dem en saadan Forpligtelse. De Overeenskomster, som de indgik, forpligtede derfor ikke dem personlig, men Staten. 2) Saaledes forstaaes Dommen af den nordamerikanske Court of Claims, see dens Reports, VI, Side 184185. Ligeledes af Ans on, Law and Custom of the Constitution, 11, 454435, jvfr. 262263, hvor det vises, at en saadan Ansvarsfrihed kun tilkommer Vicekongen af Irland.
499
under Tiltale for Rigsret, eller i Anledning af Handlinger, for hvilke denne har fldt ham til Straf 1). At de alminde lige Domstole mangle Befielse til at tge Erstatningssgs maal mod Ministrene under Paakjendelse, ansees da tilstrkke ligen udtrykt derved, at Grundloven organiserer en Rigsret srligen til at dmme Ministrene i Sager angaaende deres Embedsfrsel samt alene tillgger Nationalreprsentationen eller Kongen Adgang til at tiltale dem for denne Domstol. I Frankrige sagde Constitutionen af 3 Septbr. 1791, Afdeling 111, Cap. 11, Seet. IV, 8, vistnok blot, at Mini strene i Anledning af deres Embedshandlinger ikke kunne undergives criminel Forflgning uden et Decret af den lov givende Forsamling, og det kunde saaledes synes, som om den Fornrmede maatte have Ret til at sagsge dem ved de almindelige Domstole til Skadeserstatning. . Men herimod an saaes Ministeren beskyttet ved det i Loven af 24 Aug. 1790, og i Grl. af 1791, Afdeling 111, Cap. V, 3 opstillede For bud mod, at Domstolene blande sig ind i Administrationen, og mod at administrative Embedsmnd indstvnes for Dom stolene i Anledning af deres Embedshandlinger. Constitu tionen af 1799, som i 73 og 74 havde bestemt, i hvilke Tilflde Ministrene vare ansvarlige, og at de alene kunde sagsges af den lovgivende Forsamling og dmmes af Rigs retten, sagde derpaa i 75, at Regjeringens Tjenestemnd med Undtagelse afMinistrene ikke kunde sag sges for sine Embedshandlinger uden med Samtykke af
3) Kerchove van Denterghem, Side 265. Dette hnger formodentlig sammen med de i fransk Ret gjldende Regler, at nar en Handling affder baade civil og criminel Tiltale, saa er Strafdomstolenes Afgjrelse af Sagen bindende for den civile Domstol, samt at denne maa udstte den civile Sag, indtil Dom er gangen i Strafsagen, see Berriat de St. Prix, Cours de Procedure Civile, I, 3132, Stninger, der have vundet en vis Indgang ogsaa i den tydske Ret, dog mindre i den seneste Tid, see Entwurf einer Proceszordn. in burgerlichen Rechtstreit fur d. Preussischen Staat, Berlin, 1864, Motiverne, Side 5859, den preussiske Straffeproceslov af 25 Juni 1867, 10, og den tydske Civilproceslov af 19 Februar 1877, 139 og 140.
500
Cap. 69.
Statsraadet. Hvorvidt denne Bestemmelse forblev i Kraft, efter at Constitutionen af 1799 var ophvet, omtvistedes. Da saavel Chartet af 1814, 55, som Chartet af 1830, 47, kun tillagde Deputeretkammeret Ret til at anklage Ministrene, altsaa at stte dem under Tiltale til Straf, gaves der For fattere, som antog, at Ministrene kunde sagsges ved de al mindelige Domstole til Erstatning 1). Men denne Mening for kastedes af Domstolene, der antog, at Ministrene fremdeles vare beskyttede ved Loven af 24 Aug. 1790 og Grl. af 1799, 75 2). I Overeensstemmelse hermed forstodes nok i Al mindelighed Constitutionen af 1852, 13, som tillagde Se natet udelukkende Ret til at anklage dem 3). Denne Fortolk ning blev imidlertid bestridt, og efterat Grl. af 1799, 75, er ophvet ved Decretet af 19 Septbr. 1870 (ovenfor Side 328), er det blevet paastaaet, at enhver nu kan sagsge Ministrene til Erstatning ved de almindelige Domstole. Andre ere af modsat Mening 4), og efter Domme, afsagt den 5 Nov. og 22 Decbr. 1880 af Tribunal des Conflits, i Sager, Je suiterne havde anlagt mod de Embedsmnd, som efter Re gjeringens Befaling havde uddrevet dem af deres Bygninger, tager man neppe feil ved at ansee denne Mening som den gjldende. I Belg ie n siger Grl.s 24, at ingen forelbig Til ladelse er ndvendig til at sagsge offentlige Tjenestemnd i Anledning af deres Embedshandlinger, dog med Forbehold af, hvad der er bestemt om Ministrene. Disse kunde iflge 90 alene anklages af Deputeretkammeret og dmmes af Cassa tionsretten, medmindre Lovgivningen maatte foreskrive andet med Hensyn til den fornrmedes civile Klage. Da Lovgiv ningen ingen saadan Forskrift har istandbragt, ansee de al
x) BerriatdeSt. Prix, Commentaire sur la Charte constitutionelle. Side 333. 2) Sammesteds, Side 336337. s) Batbie, Droit public, I, 738739. 4) See paa den ene Side Ducrocq, 693, og paa den anden Side Faustin Hlie, Constitutions delaFrance, Paris 1880, Side 1424.
Cap. 69. Constitutionel Ansvarlighed; Erstatningspligten. 501
mindelige belgiske Domstole sig incompetente til at tge noget Erstatningskrav mod en Minister under Paakjendelse l). I Tydskland har man tidligere i Theorien ikke skjel net mellem Ministrenes og andre Embedsmnds Ansvar lige over for den ved deres Embedshandlinger fornrmede Privat mand. Flgelig skulde han have samme Adgang til at an lgge Erstatningssgsmaal ved de almindelige Domstole mod hine som mod disse. Denne Lre synes at have vundet Stadfstelse ved den bayerske Lov af 4 Juni 1848, 13 2). Der gives imidlertid neppe noget Exempel paa et saadant Sgsmaal mod en tydsk Minister 3). Ved Istandbringelsen af den fr omtalte Rigslov af 7 Febr. 1877, 11, som om handler Adgangen til at sagsge Embedsmnd i Anledning af deres Embedshandlinger, synes man aldeles ikke at have havt under Overveielse, hvorvidt den skulde komme til An vendelse paa Ministre. I ste r rige kan den fornrmede Privatmand, som for oplyst, iflge Loven af 25 Juli 1867, 6, hnde Dom over en Minister til Skadeserstatning i Anledning af hans Embedshandling, men kun nar Rigsretten har fundet denne lovstridig. I Danmark skal iflge Grl.s 14 Rigsretten paa kjende alle mod Ministrene for deres Embedsfrsel anlagte Sager. Da det blot er Kongen og Folkethinget, som kunne anlgge Sag ved Rigsretten, skulde efter Bestemmelsens Ord lyd den ved en Ministerhandling fornrmede Privatmand vre ganske udelukket fra at indtale Erstatning hos Mini steren. betinget bliver dette dog ikke erkjendt 4). I Sverige gjlder en saadan Regel ganske undtagel sesvis. Da den ved underordnede Embedsmnds Handlinger
') Kerchove van Denterghem, Side 267 269; Vauthier, Belgiens Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 54. 2J R onne. Preussisches Staatsrecht, 188. B; Pozl, Bairisches Verfassungsrecht, Side 601. 3) Iflge velvillige Meddelelser fra anseede tydske Jurister. 4) Nordisk Retsencyklopdi, I, Statsretten, Side 470.
502
Cap 69.
fornrmede Privatmand i dette Land ikke paa egen Haand kan sagsge den Ansvarlige, har han endnu mindre Adgang dertil, hvis Ansvaret paahviler en Statsraad. Ei heller kan den Fornrmede under sidstnvnte Forudstning erholde Bi stand hos Justitieombudsmanden. Thi Statsraadets Medlemmer kan denne verste offentlige Anklager kun tiltale efter Paa lg af Constitutionsutskottet, Regj. F. 106 og Instrux for Justitieombudsmanden af 1 Marts 1830, sog 6. Men under en Rigsretssag kan den fornrmede Privatmand krve sig Erstatning tilkjendt af den Skyldige, see Ansvarligheds loven af 10 Februar 1810, 5 sidste Led, og Rigsrets dommen af 1818 *). I Sch wei z er et saadant Sagsanlg betinget af, at Forbundsdagen i hvert enkelt Tilflde meddeler Tilladelse dertil, Lov 9 Decbr. 1850, 32 og 33. I Nordamerika har den ved en Embedshandling fornrmede Privatmand samme Adgang til at sge Erstat ning hos Prsidenten og hans Ministre som hos andre Em bedsmnd, hvorom see ovenfor Cap. 63, 6. I Virkelig heden er det dog nok vanskeligt at faa nogen Dom over dem 2). 10. Efter vor Forfatning kan man neppe komme til andet Resultat, end at den Privatmand, som er fornrmet ved en Regjeringshandling, mangler Adgang til selv at ind tale Erstatning hos den eller de for Handlingen ansvarlige Statsraader. Selvflgelig maa Betingelsen for, at disse paadrage sig Erstatningspligt, vre den samme, hvad enten Skaden ram mer Staten eller Individet, nemlig at Handlingen er strafbar. Ilgge Statsraaderne Straf kan imidlertid alene Rigsretten. Denne Omstndighed gjr det vistnok ikke fuldkommen umuligt at tillgge de almindelige Domstole Competence til at idmme Statsraaderne Erstatning i Anledning af Hand linger, for hvilke de ei ere fldte til Straf af Rigsretten.
a) Naumann, Statsforlatningsratt, IV, 266. *) Ruttiman, I, 226; Court of Claims Reports, VI, 179180.
Cap. 69.
503
Men en saadan Regel vilde vre saa lidet rimelig, at man maatte have udtrykkelig Hjemmel i Grundloven for at op stille den. Det maa saaledes antages, at Grundlovens Bestemmelse i 86 om Retsmidlet mod de constitutionelt ansvarlige Per soner er udtmmende, og at Erstatningspaastand kun kan gjres gjldende mod dem under Rigsretsanklagen og i For bindelse med en Straffedom. Denne Stning vilde blive meget billig, hvis man neg tede, at Staten hefter for den Skade, nogen maatte lide ved eu retstridig Regjeringshandling. Men al Haardhed mod In dividet bortfalder, nar man, som hos os, erkjender, at det for saadan Skade kan holde sig til Statscassen 1). Denne Udgift i saadan Anledning kan Odelsthinget gjennem Rigs retsag indtale hos vedkommende Statsraad, saafremt han i sin embedsmssige Behandling af Anliggendet har gjort sig skyldig i nogen strafbar Feil. Den nu udviklede Lsning af Sprgsmaalene om det ved Regjeringshandlinger forurettede Individs Adgang til at erholde Erstatning giver sikkerlig baade de hensigtsmssigste og retfrdigste Resultater. Den private Mand br selvflge lig have fuld Erstatning i ethvert Tilflde, hvor en retstridig Regjeringshandling paafrer ham conomisk Tab. Staten kan ikke retfrdigen henvise ham til at sge Opreisning hos den eller de Personer, hvem den i det omhandlede Anlig gende har anbetroet Regjeringsmyndighed og altsaa udrustet med alle sine Magtmidler. Det kan hnde, at disse Personer er uformuende til at udrede Erstatningsbelobet, og det kan desuden meget ofte trffe, at det vilde blive en Uretfrdig
x) See ovenfor Cap. 45, 11. Den samme Stning gjlder i Belgien, see Kerchove von Denterghem, Side 280286, Britz, la Const. Belge, Side 139 Ligeledes efter Canton Berns Grundlov, 17. Efter den schweizerske Lov om Forbundsembedsmndenes Ansvarlighed af 9 Decbr. 1850, 32 og 33, er Staten ansvarlig for den Erstatning, disse paadrage sig ved nogen Embedshandling, medmindre Forbundsforsamlingen tillader den Fornrmede at anlgge Sag mod den Skyldige.
504
Cap. 69.
hed at paalgge dem Pligten dertil, nemlig hvis de have handlet i god Tro og med tilbrlig Omhu, men dog grebet feil, f. Ex. i Lsningen af et tvivlsomt Retsprgsmaal. Paa bandt Staten Regjeringens Medlemmer umiddelbart Ansvar ligeoverfor den Private, med hvis Rettigheder de under Ud velsen af sin Myndighed muligens kunde komme i Collision, saa vilde den svkke Regjeringens Evne til at varetage Statens Interesser i tvivlsomme Retsforhold. Fra den udviklede Stning kan der heller ikke gjres nogen Undtagelse med Hensyn til Skadeserstatning for ulov lig Arrest, see Cap. 45, 11. 11. Er den constitutionelt Ansvarlige dd, hviler Er statningsansvaret paa hans Bo og gaacr altsaa over paa hans Arvinger, hvis disse overtage det. Da de ikke kunne til tales ved Rigsret, maa det Offentlige kunne anlgge Sagen mod dem ved de almindelige Domstole. Men det forstaaer sig selv, at Erstatningsansvarets Betingelser ikke herved forandres.
Capitel 70.
Odelsthingets Tiltalemyndighed. 1. Da Myndigheden til at beslutte Sagsanlg mod constitutionelt ansvarlige Personer udelukkende er hos Odels thinget, bliver det dettes Sag at anstille den dertil forndne Granskning af offentlige Protokoller og Papirer. Saadan Granskning finder regelmssig Sted paa hvert ordentligt Storthing i det iemed at undersge, hvorvidt Statsraadets Medlemmer have opfyldt sine Pligter i Egenskab af Kongens Raadgivere eller Medlemmer af den Norske Re gjering. Til den Ende vlger Odelsthinget en saakaldt
Cap. 70.
Odelsthingets Tiltalemyndighed.
505
Protocolcomitee, der gjennemgaaer ikke blot de i Stats raadet frte og Odelsthinget af Regjeringen oversendte Pro tocoller, men nu tillige Statsrevisionens Antegnelser til Statens Regnskaber, see Storthingsreglementets 9. Statsraads protocollernes Granskning af en Comitee er en Fremgangs maade, laant fra Sverige, hvor den har udtrykkelig Hjemmel i Grundloven, idet Regj eringsform ens 105, Rigsdagsord ningen af 1810, 29, No. 2, og Rigsdagsordningen af 1866, 38, No. 2, paalgge hver ordentlig Rigsdags Constitutions utskott at ske og gjennemgaa Statsraadets Protocoller. Saadan Granskning af Protocollerne pleier ikke at an stilles paa de overordentlige Storthing. Men vor Grundlov er ikke til Hinder for, at dette skeer. Paa det overordent lige Storthing i 1814 besluttede Odelsthinget Rigsretstiltale, og under det overordentlige Storthing i 1836 37 tilende bragte Protocolcomiteen sit ved det ordentlige Storthings Op lsning afbrudte Arbeide, hvorpaa dens Indstilling afgjordes af Odelsthinget. Statsraadernes Udvelse af den dem som Departements chefer tillagte besluttende Myndighed gjres i Almindelighed kun til Gjenstand for Granskning af Odelsthinget, forsaavidt deres Feil komme tilsyne i Statsregnskaberne, eller paaklages af et Odelsthingsmedlem eller nogen, som anseer sig for urettet ved et Departements Handlemaade. Mod Statsraadets Medlemmer har der i det hele vret anlagt sytten Rigsretssager, nemlig mod: a) Statsraad Haxthausen, paadmt 23 Marts 1816; b) Statsraad Fasting, paadmt 13 Oet. 1821; c) Statsraad Grev Wedel-Jarlsberg, paadmt 18 Juni 1822; d) Statsraad Collett, paadmt 29 Oet. 1827; e) Statsminister Lvenskiold, paadmt 8 Septbr. 1836; og f) Statsraad J. H. Vogt, paadmt 8 Novbr. 1845 1)
') Findes alle i TJddrag i Brandts Repertorium. Proceduren og Dommene i de fire sidste Sager ere srskilt udgivne i Trykken.
506
Cap. 70. Odelsthingets Tiltalemyndighed.
g) i 1883 mod Statsministrene Selmer og Kierulf, Statsraaderne Helliesen, N. P. Vogt, Holmboe, Munthe, Johansen, Jensen, Bachke, Schweigaard og N. Hertzberg. Der anlagdes srskilt Sag mod enhver af disse kongelige Raadgivere. Dommene afsagdes den 27 Februar, 17, 20, 21, 22, 2427, 29, 31 Marts og 1 April 1884 4). Odelsthingets Control med Hiesteret fres ogsaa gjen nem Protocolcomiteen. Denne Control har hidtil indskrnket sig til at paasee, at de for Retten indkomne Sager fremmes med tilbrlig Hurtighed, og i sin Undersgelse heraf lader Protocolcomiteen sig i Almindelighed noie med de Oplys ninger, som indeholdes i Hiesterets til Regjeringen iflge Lov af 12 Septbr. 1818, 32, halvaarligen afgivne Indberet ninger. I 1 839 og 1857 har imidlertid Odelsthinget sket og erholdt udleveret Rettens Justits- og Circulationsprotocoller samt andre Protocoller, der indeholdt Vidnesbyrdene om Forretningernes Gang 2). Tiltale mod Storthingets egne Prsidenter og Secretrer eller vrige Medlemmer forberedes ogsaa gjennem Protocol comiteen. Om saadan Tiltale har der vret Sprgsmaal i 1827 i Anledning af en i 1824 stedfunden urigtig Expedition af en Lovbeslutning og i 1830 i Anledning af en Feil be gaaet saalangt tilbage som ved Expeditionen af det i 1821 besluttede Gageregulativ samt i 1836 i Anledning af en Mis tanke mod en Reprsentant om at have sgt Pengelaan af Kongens private Gasse 3). Hverken mod Hiesterets eller Storthingets Medlemmer har dog nogen Rigsretstiltale fundet Sted.
x) Stenographisk Gjengivelse af Proceduren og Dommene er udgivet under Titel: Rigsretstidende, Christiania 1884, IIV. Srskilt udgiven er <Dokumentation i Rigsretssagen mod Statsminister Selmer, Christiania 1884. 2) Storh. Forh. 1839, August, No. 2, Side 98117. og 1857, IV, 0 No. 11, 128132. 3) Storth. Forh. 1827, 11, 441 og 463; 1830, IV, 519524 og VII, 1124 1132; 18361837, 11, 475489.
Cap. 70.
507
2. Den regelmssige Oversendelse af Statsraadets Protocoller, der foregaaer, hvergang et ordentligt Storthing er aabnet, omfatter kun dem, der ere. frte, efterat lignende Over sendelse til det foregaaende ordentlige Storthing fandt Sted x). Protocollene for de Statsraadsmder, som holdes under et ordentligt Storthings Samvr, pleie ikke at forlanges. Ad skillige have meent, at Odelsthinget er berettiget til at krve disse og overhovedet til at gjre Ansvar gjldende i Anledning af Regjeringshandlinger, som foregaa, medens det er samlet, hvilket altsaa maatte overlades nste Odels thing 2). Men i 1836 skred Odelsthinget, efterat have begj ret og erholdt vedkommende Protocoller, til at beslutte Rigs retstiltale i Anledning af Kongens strax i Forveien fattede Beslutning om Storthingets Oplsning. Tiltaltes Forsvarer paastod, at Beslutningen ikke henhrte under det da forsam lede Odelsthings Control. Paastanden blev imidlertid ved Rigsrettens forelbige Kjendelse af 29 August 1836 forkastet, og det med fuld Fie, da den hverken har Hjemmel i Grundloven eller Sagens Natur. Samme Synsmaade fulgtes i 1884. 3. Hvis Kongen eller Regjeringen har fattet en Be slutning, som paafrer Statscassen Tab, kommer denne Be slutning under Granskning af Odelsthinget ad en dobbelt Vei, frst under Gjennemgaaelsen af Statsraadsprotocollerne for det Aar, i hvilket Beslutningen er fattet, dernst under De cisionen af det Regnskab, i hvilket Tabet viser sig. Da Decision frst kan finde Sted, efter at Regnskaberne ere reviderede, Besvarelser modtagne og Statsrevisionens Ved tegnelser afgivne, saa afsiges Decisionen altid flere Aar bag etter den Beslutning, der har foraarsaget Tabet. Herved op staaer det Sprgsmaal, hvorvidt Odelsthinget kan beslutte Tiltale ved Rigsretten, forinden Decisionen har fundet Sted.
x) Jvfr. Storth. Forh. 18151816, Januar, Side 29, og det overordentlige Storthings Forhandlinger 18361837, I, 221222. 2) Storth. Forh. 1830, IV, 3550; J. H. Vogts Optegnelser, Side 160161.
508
Det blev i Sagen mod Grev Wedel ved Rigsrettens Kjendelse af 3 Octbr. 1821 besvaret bekrftende, men ved Rigsrets dommen af 29 Octbr. 1827 benegtende. Actor havde i sidst nvnte Sags Post 3 paastaaet Straf for Tiltalte og, da ved kommende Statsregnskab ei var decideret, forbeholdt Stats cassen Ret til Erstatning hos ham. Forsaavidt denne Post angik, afviiste imidlertid Rigsretten Sagen som for tidlig anlagt. Denne Dom maa, saavidt skjnnes, vre stttet paa tyende af Defensor anfrte Grunde. For det frste maa Rigs retten overeensstemmende med, hvad der ovenfor i Cap. 69, 6B, er udviklet, have anseet det utilladeligt at skille Straffe- og Erstatningspaastanden ad 1). Thi hvis Erstatnings kravet senere hen, nar Statsregnskabet var decideret, havde ladet sig indtale gjennem srskilt Sgsmaal, vre sig ved Rigsretten eller ved de almindelige Domstole, saa vilde intet have hindret Rigsretten fra at tge Straffepaastanden under Paakjendelse. Dernst mau Rigsretten have anseet Odels thinget berettiget til at frafalde Erstatningskravet. Thi ellers maatte Rigsretten iflge de almindelige Procesregler have tget Straffepaastanden under Paakjendelse og anseet Erstatningskravet forspildt derved, at det ikke var gjort gjldende paa behrig Maade. Granden til, at Rigsretten ogsaa heri gav Defensor Medhold, er let at indsee. Efter den dagjldende Forretningsorden var det nemlig det sam lede Storthing, som havde at decidere Statsregnskaberne. Ved at frafalde Erstatningskravet gjorde Odelsthinget, sagde man, et Indgreb i det samlede Storthings Myndighed. Efter at det nu siden 1830 har vret erkjendt, at De cisionsmyndigheden tilkommer Odelsthinget, stiller Sagen i sidste Henseende sig anderledes. Der kan nu intet vre til Hinder for, at Odelsthinget gjennem Rigsretsanklage paataler en Handling til Straf, fr det har decideret noget Statsregn skab, hvori det ved Handlingen forvoldte Tab kommer tilsyne.
') Saaledes er Rigsretsdommen forstaaet af Protocolcomiteen i 1830, hvis Forruaud var Medlem af Rigsretten, Storth. Forh. 1830, IV, 322323.
509
I mange Tilflde lader dettes Strrelse sig med Lethed udfinde, fr det hele Regnskab decideres, og da maa Odels thinget strax kunne paatale Handlingen ikke alene til Straf, men ogsaa til Erstatning. Men kan Erstatningsansvarets Om fang ikke udfindes eller engang bestemmes ved Skjn, saa maa Odelsthinget nu vre berettiget til at frafalde det og indskrnke sig til at forlange Straf. Dette kan vre en bydende politisk Ndvendighed, nemlig hvis den Skyldige har forgaaet sig paa saadan Maade, at han strax br fjernes fra sit Embede eller endog belgges med haardere Straf. I dette Punkt kan altsaa Rigsretsdommen af 1827 ikke lngere gjlde som Prjudicat. 'Derimod er der ingen ydre Grund til for ovrigt at negte den saadan Egenskab. 4. Vor Grundlov siger ligesaalidt som den svenske R. F. 105 udtrykkelig, at Nationalreprsentationen skal granske Statsraadets Protocoller. Men ligesom R. 0. af 10 Febr. 1810, 29, N,-. 2, og R. O. af 21 Juni 1866, 38, No. 2, bestemt vise, at dette skal vre en Pligt for den svenske Rigsdags Constitutionsutskott, saaledes maa vort Odels thing antages forpligtet at lade anstille en lignende Granskning. Paa den ene Side paabyder Grundloven i 30, at der skal holdes Protocol i Statsraadet, hvorhos den i 75 f srligen udhver disse Protocoller som Gjenstand for den der om handlede Fremlggelse, Storthinget kan krve. Paa den anden Side udelukkede Grundloven Statsraaderne fra den Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger, som i andre Lande gjr en regelmssig Granskning af Ministeriets Forhandlinger overfldig eller dog mindre ndvendig. Derfor var Storthinget ligefra frste Frd paa det Rene med, at en saadan Gransk ning hos os var en constitutionel Pligt x). Hvorlidet man her kan lgge Vgt paa Mangelen af udtrykkelig Forskrift i saa Hensende, viser Grl s7s i. At den Storthinget der tillagte Ret til at revidere midlertidige Gage- og Pensionslister tillige medfrer en Pligt for det til at anstille saadan Revision, er klart nok.
x) Storth. Efterr. 18141833, I, 228, og Storth. Forh. for 1818, Febr. Side 303.
510
5. At Odelsthinget skulde vre betinget forpligtet til at beslutte Tiltale mod en constitutionel ansvarlig Person i ethvert Tilflde, hvor han har gjort sig skyldig i en For seelse, og hvor Domfldelse altsaa maa blive en ndvendig Flge af Paatalen, eller endog hvor der er overveiende Grund til at antage dette, er en Anskuelse, som ikke var ganske ukjendt i Forfatningens frste Tider. Den blev temmelig uforbeholdent udtalt af Protocolcomiteen i 1818 x) og frem kaldtep vistnok nrmest derved, at de administrative Auto riteter, hvem Lovgivningen havde tillagt Myndigheden til at paatale almindelige Forbrydelser, dengang ans; aes beretti gede til efter Billighedshensyn at undlade Tiltale. Resultaterne af denne Stning vilde blive meget haarde mod de constitutionelt ansvarlige Personer og derved tillige skadelige for Samfundet. Den har derfor aldrig vret fulgt af noget Lands Statsliv og er heller ikke bleven godkjendt af vort Odelsthing. Saavel under Udvelsen af Anklage- som af Decisionsmyndigheden har dette stadigen anseet sig berettiget til at undlade at gjre constitutionelt Ansvar gjldende i Tilflde, hvor det antog, at Paatale ndvendig maatle lede til Domfldelse. En Anvendelse heraf er det, at Odelsthinget, nar det har villet gjre Ansvar gjldende i Anledning af en konge lig Beslutning, i hvilken flere Statsraader have vret enige, lige til 1883 har ladet sig noie med at tiltale vedkommende Departementschef og altsaa fritage de vrige. Ihvorvel An svaret iflge Grl.s 30 egentlig rammer dem alle lige meget, antager man dog, at den, der som Departementschef har til raadet Beslutningen, mere end nogen anden har virket til, at den kom istand 2). At denne Betragtning fra et reent criminalistisk Standpunkt er uholdbar, sees let. I Virkelig heden kan det vre Tilfldet, at Departementschefen kun modstrbende have fiet sig efter Fleertallets Villie.
x) Storth. Forh. 1818, April, Side 411-442. 2) Storth. Forh. 1833, IV, 422.
511
6. Endvidere maa mrkes, at Odelsthinget er utilbie ligt til at beslutte Tiltale i Anledning af Regjeringshandlinger, hvorover Klage fres af nogen, som ved samme anseer sig forurettet, men som kan skaffe sig fuld Opreisning gjennem Sgsmaal, anlagt ved de almindelige Domstole 1), At anvise private Klagere denne Udvei er i mange Tilflde hensigts mssigst, deels fordi den altid er lempeligst, deels fordi det ofte kan vre tvivlsomt, om de virkelig have lidt nogen Uret, og selv i saa Fald mindre magtpaaliggende at faa den svarlige Statsraad straffet end at skaffe Klagerne Opreisning. Dette vil i de allerfleste Tilflde alene kunne skee ved de almindelige Domstoles Hjlp, navnlig hvis der er Sprgs maal om at paalgge vedkommende Departement at foretage en vis Handling, f. Ex. tilbagegive en Eiendom, udstede Nationalitetsbeviis for et Skib eller anvise Penge til Udbe taling af Statscassen. Nogen retlig Hindring findes der dog ikke mod, at ved kommende Statsraad i Anledning af saadanne Beslutninger sttes under Tiltale ved Rigsret, og af den Beskaffenhed kan Beslutningen forovrigt vre, at den fuldkommen egner sig dertil, navnlig hvis Statsraadens Skyld er klar og Retfrdig hed krver, at han bliver straffet. 7. Har et Odelsthing modtaget alle forndne Docu menter og Oplysninger vedkommende en Sag, hvoraf der kan fryde Tiltale for Rigsret, og Odelsthinget har undladt at beslutte saadan Foranstaltning, saa opstaaer det Sprgsmaal, om Sagen dermed er endelig afgjort, eller om det samme eller et flgende Odelsthing kan optage den til Prvelse og stte Angjldende under Tiltale. Mange nyere Lovgivninger have anseet det forndent at stte Grndse for Nationalreprsentationens Ret til at tiltale Ministrene, deels gjennem Prscriptionsbestemmelser, deels gjennem Regler om, hvorvidt Tiltalen skal ansees frafaldt.
*) Det var under megen Tvivl, Odelsthinget frst antog denne Grundstning, see Storth. Forh. 1818, V, 372386 og 529. Senere er den stadig fulgt, see f. Ex. Storth. Forh. 1821, V, 547558 og 583 ;, 1830, HI, 655-661 ; 1872, VI, 0. No. 49 og VII, 72.
512
Cap. 70
Tiltalen prscriberes iflge den hollandske Ansvarligheds lov af 22 April 1855, 33, efter fem, iflge den badenske Lov at 26 Februar 1868, 67, efter tre Aars Forlb. I nogle mindre tydske Stater er Prscriptionsfristen sat fra to til sex Aar. Efter den schweitzerske Ansvarlighedslov af 9 Dec. 1850, 9, gjlde den almindelige Straffelovs Prscriptionsfrister ogsaa for de almindelige Forbrydelser, som paatales af For bundsforsamlingen. Efter den grske Ansvarlighedslov af 22 Decbr. 1876, 8, 14 og 21, forspildes Nationalreprsen tationens Ret til at paatale en Regjeringshandling, hvis den henga aer upaatait i tre hele Kammersessioner, efterat den er forefalden. Hertil kommer en Rkke Bestemmelser om Frafaldelse af Tiltale. Den nysnvnte badenske Lov bestemmer saaledes, at en Handling, som er blevet billiget af Kammeret, ikke mere kan paatales. Den hollandske Ansvarlighedslov gaacr endnu videre. Andet Kammer kan ikke beslutte nogen Til tale, medmindre det skeer inden tre Maaneder efter Forslagets Indbringelse, og hvis Kammeret efter anstillet Undersogelse og Raadslagning har forkastet et saadant Forslag om An klage, saa kan ingen saadan i Anledning af samme Sag be sluttes enten af Kongen eller Kammeret, see Lovens 7, 15, 16 og 17. Den schweizerske Ansvarlighedslov 21 be stemmer, at Sagen er endelig afgjort, hvis noget af Forbunds dagens Kammere forkaster et Forslag om Anklage og. ikke igjen frafalder sin Beslutning, hvilket kun kan skee, hvis det andet Kammer bifalder Forslaget. Den sterrigske Ansvar lighedslovs 27 lader Anklageretten bortfalde, nar den ikke er bleven benyttet enten i den Rigsraadssession, som flger umiddelbart efter den lovstridige Handling, eller hvor denne frst bliver bekjendt gjennem Statsregnskabet, i den Rigs raadssession, i hvilken Regnskabet fremlgges til Decision. Efter den grske Ansvarlighedslov af 22 Decbr. 1876 kan Forslag om Anklage ikke gjentages, nar Kammeret har for kastet det eller under dets Behandling besluttet at gaa over til Dagsordenen. Strkest Beskyttelse i den heromhandlede Retning have Ministrene efter den svenske Forfatning. Den forrige Rigs
513
dagsordning 76 sagde nemlig, at alt hvad Rigsdagen efter Gransning har godkjendt eller ladet uanmrket, skal ansees at have vundet Decharge med Hensyn til det granskede og ingen ny til Ansyar forbindende Granskning af ny Rigsdag i samme Sag vre tilladt. Denne Bestemmelse er nu over flyttet til Regjeringsformens 107. Derhos bestemmer den svenske Ansvarlighedslov af 10 Febr. 1810, at hvad der i en Statsraadsprotocol, holdt fr Rigsdagens Begyndelse, ikke bliver gjort til Gjenstand for Anmrkning af samme Rigsdag, derom maa Paatale ved senere Rigsdag ikke finde Sted. En lignende Bestemmelse indtoges i det af Lovcommis sionen udarbeidede Udkast til vor Ansvarlighedslov af 7 Juli 1828. Storthingets Comitee fandt ved en saadan For skrift ei alene billig, men endog retfrdig. Stttende sig til, hvad der i Hiesterets Betnkning om Lovudkastet var udtalt af et Mindretal, antog imidlertid Comiteen, at den vilde medfre en Indskrnkning i Odelsthingets grundlov bestemte Anklagemyndighed, og at den flgelig alene kunde gives paa den i Grl.s 112 foreskrevne Maade. Den blev derfor udeladt af Loven 1). Kongen sanctionerede vel ikke destomindre denne, men afgav tillige en Erklring, hvis Me ning var, at den foreslaaede Paragraph kun indeholdt, hvad der fld af Grundloven, samt at han ventede, at denne For tolkning vilde blive fulgt af Storthinget. Storthingets Opfatning var vistnok i een Henseende rigtig. Det er nemlig antageligst, at egentlig Prscription af Forbrydelser, som skulle paatales ved Rigsret, hos os ikke kan indfores uden ved Grundlovsbestemmelse 2). Hvis der, efterat et Odelsthing har gransket de for det fremlagte Stats raadsprotocoller og Statsregnskaber, angaaende nogen i disse omhandlet Sag fremkommer nye Oplysninger, som vise, at den Statsraad, der staaer for Ansvaret, brer strre Skyld,
x) Storth. Forh. 1828, Juni, Side 297. 310, 333, 331 og 455. 2) Den ovenfor Side 413, Note 3, omhandlede kongelige Commission sees at have vret af anden Mening, see dens Betnkning, Side 9,
514
end Odelsthinget maatte tro, dengang det undlod at tiltale ham, saa maa det have grundlovmssig Ret til at gjenoptage Sagen, og om det finder for godt, anklage den Skyldige for Rigsretten. Men et heelt andet Sprgsmaal er det, om ikke Odels thinget ogsaa efter vor nugjldende Grundlov, udtrykkelig eller stiltiende kan frafalde Tiltale mod constitutionelt an svarlige Personer. Fremmede Statsretslrere have i Almindelighed benegtet dette. De sige, at Nationalreprsentationen, hvor Grund loven intet modsat bestemmer, kan beslutte Tiltale, selv om den i tidligere Decisioner har undladt dette eller endog ud trykkelig besluttet, at Paatale ikke skal finde Sted. National reprsentationen kan, mene de, ikke binde sig paa anden Maade end ved Lov 1). Den sidste Stning er imidlertid langtfra undtagelsesfri. Der gives som ovenfor i Capitel 32 forklaret mange Tilflde, i hvilke Storthinget ei kan omgjre sine Beslutninger. Og hos os, hvor det er anerkjendt grundlovmssig Pligt for Odelsthinget at granske Regjeringens Protocoller og Statens Regnskaber, og hvor denne Opgave forberedes gjennem sr lige, derpaa beregnede Institutioner, Statsrevisionen og Pro tocolcomiteen, maa Sprgsmaalet om, hvorvidt Odelsthinget kan rippe op Sprgsmaal, som allerede have vret under dets Granskning, iensynlig stille sig anderledes end i Lande, hvor Nationalreprsentationens controllerende Myndighed ves i mindre regelbunden Skikkelse. 8. Har nu Odelsthinget under Decisionen af Stats regnskaberne besluttet, at et Belb skal passere til Udgift, saa er Sagen dermed endelig afgjort, saafremt ikke nye Op lysninger fremkomme, som betage det i Beslutningen liggende Tilsagn sin forbindende Kraft. Har Odelsthinget uden For
x) Mohl, Verantwortlichkeit der Minister, Side 260264; Kerchove van Denterghem de la rponsabilit des ministres. Side 143145; Samuely, das Princip der Ministerverantwortlichkeit, Side 112113.
Cap. 70.
51
behold besluttet, at Udtlling af en vis Art, f. Ex. en Gage eller Pension, passerer til Udgift i det Aarsregnskab, hvor den frst forekommer, kan Ansvaret ikke gjres gjldende for fortsat Udbetaling af samme Gage eller samme Pension. Hvis det under Statsraadsprotocollernes Granskning be sluttes, at en Handling ikke skal gjres til Gjenstand for Paatale ved Rigsret, er det vistnok ogsaa sikkert, at Straf ansvar derved er eftergivet. Herimod kan det tnkes ind vendt, at vrigheden efter den af Grundlovens Istandbrin gelse herskende Anskuelse var berettiget til at omgjre en Beslutning, hvorved den negtede at paatale en Handling som offentlig Forbrydelse. Men denne Stning, som neppe er billig, afgiver ingen bindende Analogi med Hensyn til Ud velsen af Odelsthingets Anklagemyndighed. Thi medens vrighedens Beslutning om, at offentlig Tiltale ikke kan finde Sted, kan omgjres af Kongen, raader Odelsthinget med fuldt Herredmme over Sagen. Af Strafansvaret er endelig opgivet, nar Odelsthinget har besluttet ikke at stte den Skyldige under Tiltale, har nok hos os altid vret an seet som utvivlsomt. Lige med det Tilflde, at Odelsthinget ved udtrykkelig Beslutning har frafaldt Tiltale, maa sttes, at det forkaster et Forslag om Tiltale, eller at Protocolcomiteen har omtalt og drftet en Regjeringshandling, uden at Forslag om Til tale i den Anledning bliver fremsat enten af Comiteen eller nogen anden. Det her omhandlede Sprgsmaal fremkom frste Gang i Anledning af en Beslutning af 7 August 1818, hvorved Odels thinget forkastede et Forslag om at stte en Statsraad un der Rigsret, fordi han havde formaaet Kongen til at oprette det somilitre Corps uden dertil at indhente Storthingets Samtykke efter Grl.s 25. At denne Beslutning var til Hinder for senere at drage ham til Ansvar, udtaltes af den paa Storthinget i 1821 nedsatte Comitee angaaende Marinens Anliggender x).
x ) Storth. Forh. 1818, August, Side 450 og 534535, samt 1821. August, Side 164. Lignende Exempler findes i Storth. Forh. for
516
Cap. 70.
9., Hvad der i foregaaende Paragraph er udviklet, maa ogsaa gjlde, hvis Protocolcomiteen og Odelsthinget stil tiende gaacr forbi nogen i Statsraadsprotocollerne indtagen Be slutning eller nogen i Statsregnskaberne tilsynekommende Feil. Navnlig er dette indlysende med Hensyn til forbigaaede Regnskabsposter. Sprgsmaalet vilde ikke opkomme, hvis Odelsthinget brugte ved formelig Beslutning at meddele Regjeringen Decharge for hvert Regnskab, der kom under dets Decision, og ved hvilket det intet fandt at anmrke. Saadant skeer imidlertid ikke hos os. Odelsthingets Beslut ning lyder da: Giver ikke Anledning til Decision. Men dette er kun en Form, hvorpaa der ei kan lgges afgjrende Vgt. Naar et Regnskab undergives formelig Revision, maa Hensigten vre, at den deciderende Myndighed skal afgive en fuldstndig og for den bindende Beslutning x). I vor Statsskik er det ligeledes en utvivlsom Forudst ning, at Odelsthingets Granskning af Regjeringsprotocollerne skal vre udtmmende. Dette flyder af, at Granskningen paaligger Odelsthinget som en constitutionel Pligt, og leder flgerigtigen til, at en stiltiende Forbigaaelse ogsaa br an sees som en Fritagelse for Ansvar. At et saadant skulde kunne gjres gjldende, saafremt hverken Protocolcomiteen eller noget enkelt Medlem at Odelsthinget under Granskningen af vedkommende Aars Regjeringsprotocoller havde fundet det Umagen vrd at bringe den paa Bane, medens Ansvar skulde vre bortfaldt, hvis dette var skeet, vilde vre en lidet rimelig Regel hos os, hvor der ingensomhelst Fare er for, at en Beslutning, der er indfrt i Regjeringsprotocollerne, og mod hvilken der er en alvorlig Anke at fre, undgaaer Omtale i Protocolcomiteens Indstilling eller i Odelsthinget 2).
1839, IV, 940 og 1848, VI, 746. Denne Mening er ogsaa af den ovenfor Side 413, Noten, omhandlede kongelige Commission opstillet som utvivlsomt, see dens Betnkning, Side Blo. ') Dette antages ogsaa i den tydske Statsret, Zpfl, 11, 398, No. VI. 2) Den sidstnvnte kongelige Commission har i sin Betnkning paa anfrte Sted, saavidt skjnnes, erklret sig for den modsatte Mening, jvfr. Rigsretstidenden, 1884, 11, 851 og 111, 131132.
Cap. 70. Odelsthingets Tiltalemyndighed .
517
Det i nrvrende Paragraph omhandlede constitutionelle Sprgsmaal erklredes af Protocolcomiteen i 1818 for tvivl somt. Derimod udtalte Protocolcomiteen i 1821, at Ansvar ei lngere kunde gjres gjldende i Anledning af en konge lig Resolution af 3 Juni 1815, fordi denne Resolution var passeret Odelsthinget 1818 uden Paastand eller Anke. Af Constitutionscomiteen i 1833 blev Stningen baade opstillet og begrndset. Endelig har hvert Odelsthing nu i lang Tid ved Tilendebringelsen af Statsraadsprotocollernes Revision tget en Beslutning, der i de sidste Aar har vret affattet i flgende Udtryk; Forsaavidt nogen Resolution eller nogen af de kongelige Raadgivere foretagen Embedshandling i det Tidsrum, som de Odelsthinget forelagte Regjeringsprotocoller omfatte, og hvorom ikke af Odelsthinget er fattet Beslut ning, angaaer Udtlling af offentlige Midler eller maatte staa i Forbindelse med uafgjorte Regnskaber, saa reserveres i Henhold til Grl.s 86 alt forndent mod vedkommende. Hensigten med denne Reservation er just, at Odelsthinget, nar det kommer til at decidere et Statsregnskab, skal kunne gjre Ansvar gjldende i Anledning af Regjeringshandlinger, som have foranlediget de i Regnskabet tilsynekommende Tab for Statscassen, uagtet Odelsthinget under Granskningen af Regjeringsprotocollerne for det Aar, i hvilket Regjerings handlingerne fandt Sted, ingen Beslutning har fattet om at paatale dem 1). Denne Reservation maa vistnok umuliggjre ethvert Forsg paa at drage noget Statsraadsmedlem til An svar for en forbigaaet Regjeringshandling, der ikke angaaer Udtllinger af offentlige Midler eller staaer i Forbindelse med uafgjorte Regnskaber, og som ikke ved nye Oplysninger har viist sig at vre mere brdefuld end fr antaget. Hvorvidt Rigsretsdommene af 1884 ere byggede paa en modsat An skuelse, kan ikke med Vished siges 2).
x) Storth. Forh. 1818, August, Side 436439; 1821, August, Side 541; 1833, Marts, Side 188; 1842, IX, 708709; 1845, VII, 372 og IX, 615 (om Crgers Sag, jvfr. Indstillingspost 4); 188', VI, O No. VII, Side 20, samt Retstid. 1884, Side 227229. 2) Efterat StoJthinget under 17 Marts 1880 havde besluttet en Grundlovsforandring, der gav Statsraaderne Adgang til at deeltage i dets
518
Men Stningen taaler ikke at strkkes lngere, end dens Grund tilsiger. Hvis en Statsraads Embedsforseelse ikke kommer tilsyne i de Odelsthinget forelagte Protocoller og Regnskaber, men kun i hvert enkelt Departements Protocoller, kan den paatales, naarsomhelst den bliver bragt til Odels thingets Kundskab. At Odelsthinget har undladt at paatale eller gjre Indvending mod en Regjeringsbeslutning, danner heller ingen Hindring mod, at det anlgger Sag i Anledning af nye Regjeringshandlinger af samme Slags, medmindre disse ere en fortsat Fuldbyrdelse af den ldre Beslutning. Men den Tiltalte vil, selv hvor det sidste ikke er Tilflde, let blive at frifinde, fordi han har handlet i god Tro x).
Forhandlinger og Kongen ved Rsl. af 29 Mai s. A. havde negtet at sanctionere denne Beslutning, erklrede og bestemte" Storthinget den 9 Juni, at Beslutningen ikke destomindre var gjldende Grundlov, og anmodede Kongen om at lade den bekjendtgjre som saadan. Dette negtede Kongen ved Rsl. af 15de samme Maaned. Nste Odelsthing paatalte ikke denne Sag, men forbeholdt ved Beslutning af 15 Juni 1881 et kommende Odelsthing at trffe de Forfininger, hvortil Regjeringens Forhold til Sanctionsnegtelsen af 29 Mai 1880 maatte befindes at give Anledning. Baade Beslutningens Ordlyd og den Maade, hvorpaa Forslagsstilleren begrundede den, gav Anledning til at tro, at Odelsthinget i 1880 ikke vilde forbeholde et flgende Odelsthing Adgang til at paatale Resolutionen af 15 Juni 1880 og altsaa indskrnke det .til at paatale Sanctionsnegtelsen som iensynlig skadelig for Riget. Odelthinget i 1884 paatalte imidlertid begge Resolutioner, og Rigsretten fldte Statsraadets Medlemmer for at have tilraadet Kongen ikke at sanctionere og lade trde i Kraft Beslutningen af 17 Marts 1880, til Straf efter Ansvarlighedsloven 1 c, hvori ligger, at Rigsretten ansaa Rsl. af 15 Juni 1880 for grundlovstridig og sig berettiget til at tge Sprgsmaalet under Paakjendelse. Men under Proceduren paastod Actor, at Odelsthinget ved Beslutningen af 15 Juni 1881 havde havt til Hensigt at forbeholde sig Adgang til Paatale af Vetosprgsmaalet i dets Heelhed, og at dette var udtrykt i Ordene: Reg jer ingens Forhold til Sanctionsnegtelsen. Det er muligt, at Rigsretten har givet denne Paastand Medhold, see igsretstidenden 1884, 11, 858859, 111, 129-130 og 663 ff. l) Et mrkeligt Exempel paa, at denne Betragtning har gjort sig gjldende hos Odelsthinget findes i Storth. Forh. 1848, VI, 97, 98 og 107, samt VIII, 104.
519
10. Det nste Sprgsmaal bliver da, hvorvidt Odels thinget under Gjennemgaaelsen af Regjeringsprotocollerne eller Statsregnskaberne efter Forgodtbefindende kan udstte den endelige Afgjrelse af nogen enkelt Sag og ved udtrykke ligt Forbehold henskyde den til et flgende Odelsthing. Adgang hertil maa Odelsthinget selvflgelig have, hvis Sagen ikke er tilstrkkelig oplyst. Dette skeer idelig under Decisionen af Statsregnskaberne samt af og til ogsaa under Granskningen af Regjeringsprotocollerne 1). Foreligge derimod alle forndne Oplysninger, saaledes at Sagen er moden til Afgjrelse, br det antages, at den ikke kan udsttes. Udsttelsen kan nemlig da ikke skee uden Brud paa Odelsthingets constitutionelle Pligt at granske Statsregnskaberne og Statsraadets Protocoller. Thi denne Gransknings iemed fyldestgjres ikke, hvis Odelsthinget undlader at afgjre de ved Granskningen fremkaldte Sprgs maal om Ansvar. Og hvis det frste Odelsthing, hvor Sagen foreligger til moden Afgjrelse, vilkaarligen kunde udstte Sagen til et flgende Odelsthing, saa maatte dette have samme Ret og Sagen saaledes kunne udsttes i det uendelige. Er Sagen fuldt oplyst, saa savnes al retmssig Grund til at udstte Afgjrelsen. Udsttelsen bliver nemlig lige forkaste lig, hvad enten den hidrorr fra, at Odelsthinget savner Mod til at flge sin Overbeviisning, eller fra at det mistvivler om at finde Medhold for Rigsretten, saaledes som denne i det givne ieblik maatte vre sammensat. Tillod man Odels thinget vilkaarligen at udstte Afgjrelsen af Sprgsmaal om Anklage for Rigsretten, saa vilde man berve de Anklagede den Beskyttelse, Grl.s 87 har tiltnkt dem ved at tillgge dem Adgang til at forskyde indtil en Trediedeel af Rigsrettens Medlemmer. Den her forsvarede Anskuelse er altid bleven hvdet af Regjeringen. Men Odelsthinget har oftere handlet i Strid med den. Og ved Rigsretsdommene i 1884 er det antaget,
J) See f. Ex. Storth. Forh. 1816, Mai, Side 176179 og 235; Juni, Side 482484; 1818, Sept., Side 447473; 1824, Juli, Side 1345 1350 og 1374; 1857, IX, 0. No. 11, Side 132149 og X, 175.
520
Cap. 70.
at Odelsthinget kan udstte Afgjrelsen af saadanne Sprgs maal, indtil nye Storthingsvalg ere afholdte og Lagthinget besat med lutter politiske Modstandere af de Anklagede. Her ved bliver Sprgsmaalet om de Anklagedes Skyld henskudt til Vlgerne, og den senere Rettergang kan da let synke ned til et blot og bart Skin l). 11. Hai- Odelsthinget under Granskningen af Regje ringsprotocollerne udtrykkelig eller stiltiende frafaldt Tiltale til Straf, opstaaer det Sprgsmaal, hvorvidt det herved tillige har frafaldt Erstatningsansvar. Herom har der fr vret Meningsforskj el '2 ). Sprgsmaalet bortfalder ikke ved den i forrige Capitel udviklede Lre, at Erstatningsansvar hos en constitutionelt ansvarlig Person kun kan indtales under en Straffesag mod den Skyldige. Thi denne Lre er ikke til Hinder for, at Odelsthinget under Gjennemgaaelsen af Regjeringsprotocol lerne frafalder Straffepaastand mod den Skyldige paa det Vilkaar, at han erstatter Staten den ved hans Handling for voldte Udgift, som Odelsthinget senere maatte decidere ham til Ansvar. Men vedtager den Skyldige ikke dette Vilkaar, kan Erstatningen, som ovenfor i Cap. 60, 7 forklaret, ikke mere end fr blive Gjenstand for srskilt Sogsmaal. Flgen kan kun blive, at Odelsthinget nu atter uden Hensyn til, at det tidligere har villet lade Straffeansvaret falde, kan paatale Handlinger til Straf og Erstatning undereet. Under Regjeringsprotocollernes Granskning kan Odels thinget undertiden have god Grund til at forbeholde sig at gjenoptage Ansvarssprgsmaalet, nar Statsregnskabet frem
*) Storth. Forh. 1818, Septbr. 187193; 1821, August, Side 526524; 1827, Juli, Side 816, og August, Side 58, jvfr. Storth. Efterr. 1821 1827, Side 790792; btorth. Forh. 1839, Juni Side 972-976 og 1043; Juli, No. 2, Side 440; 1842, IX, 704707, 774775 og 784785, samt Storth. Efterr. for sidstnvnte Aar, Side 330 ; 1860, VIII, O. No. 1, 2228, IX, 153; 1863, O. No. 11, 109114 og XI, 153; Departementstidenden 1882, 809826; Rigsretst. 1884, 11, 840861, 111, 129134 og 655663. 2) Storth. Forh. 1830, 111, 781783, jvfr., 786 samt VII, 936937, 952953 og 995 ; 1833, 111, 468, 471 og 522.
521
kommer til Decision. Navnlig gjlder dette, hvis Protocol comiteen ei kan oplyse, hvor store Udgifter en uretmssig Regjeringshandling har paadraget Statscassen, eller Odels thinget svver i Uvished, om den ikke turde vise sig saa nyttig for det Offentlige, at Erstatningskravet vilde blive billigt. Men Odelsthinget maa allerede under Granskningen af Re gjeringsprotocollerne af hvilkensomhelst Grund, f. Ex. fordi Handlingen ansees undskyldelig, eller fordi den Skyldige er en ivrigt hit fortjent Mand, kunne frafalde ikke blot Straf, men ogsaa Erstatning. Og dette vil vistnok i Almindelighed antages at- have vret Odelsthingets Mening, hvis det ei ud trykkeligt reserverer Erstatningskravet, navnlig hvis det under Regjeringsprotocollernes Gjennemgaaelse giver sin Beslutning den Form, at det ikke vil trffe nogen Foranstaltning i An ledning af den foreliggende Regjeringshandling. Herom kan der nu, efterat Odelsthinget har begyndt at tge det i nr vrende Capitels 9 omhandlede Forbehold, neppe reises Tvivl x). 12. Har Regjeringen brugt offentlige Midler, uagtet den erkjender, at den dertil mangler Hjemmel i Lov eller anden Storthingsbeslutning, saa pleier den hos det samlede Storthing at anholde om Samtykke til, at Belbet passerer til endelig Udgift for Statscassen. Meddeles nu saadant Sam tykke, saa opstaaer det Sprgsmaal, hvorvidt Odelsthinget bagetter kan drage vedkommende Statsraad til Ansvar for Belbets Anvendelse. Dette er ingen Umulighed. Det etter flgende Samtykke, som det samlede Storthing har meddeelt, er en Udvelse af dets finantsielle Myndighed og bringer derfor Sagen i samme Stilling, hvori den vilde have staaet, hvis Udgiften var hjemlet ved en forudgaaende Bevilgning. Storthingets Samtykke er altsaa en Efterbevilgning, der kun befrier Statsraaden for Tiltale i Anledning af, at han foretog Udgiften uden Hjemmel. Men hvis han i Anvendelsen af Pengene er gaaet tilvrks paa en dsel eller ivrigt ufor
x) Herimod kan man ei paaberaabe sig Storth. Forh. 1845, VII, 382 383, thi den der omhandlede Sag var fra en Tid, da Odelsthinget intet saadant Forbehold tog.
522
Cap. 70.
standig Maade, kan han af Odelsthinget drages til "Ansvar derfor. Saadant Ansvar paahviler ham nemlig ogsaa med Hensyn til Anvendelsen af forudbevilgede Summer 1). Ander ledes staaer selvflgelig Sagen, hvis Odelsthinget har deci deret et Belb til Ansvar og Storthinget saa eftergiver Be lbet, hvilket oftere er skeet 2). Hermed er Sagen endelig afgjort. 13. I fremmede Stater har der vret megen Tvist om, hvorvidt en besluttet constitutionel Anklage bortfalder, nar den Nationalreprsentation, som har besluttet Anklagen, til endebringer sin Session, eller i alt Fald, nar dens Med lemmers Fuldmagter ophre. For det bekrftende Svar har man paaberaabt sig den gamle Stning, at hvor der ikke lngere findes nogen Klager, findes der heller ingen Sag. I England blev allerede i Slutningen af forrige Aarhundrede antaget, at en af Underhuset reist Anklage kunde fortsttes efter dets Oplsning 3). Denne Afgjrelse betragtes nok nu overalt som den rette. Hos os har man practisk Beviis herpaa. Den paa det frste overordentlige Storthing besluttede Tiltale mod Statsraad Haxthausen lod sig ikke strax stte i Vrk, idet Rigsretten af forskjellige Grunde ei kunde organiseres. Sagen hvilede derfor, indtil det frste ordentlige Storthing var kommet sammen, altsaa udover deres Functionstid, der havde be sluttet Tiltalen. Det frste ordentlige Stortbings Odelsthing ansaa det imidlertid ikke forndent at fornye Beslutningen om Tiltale. Det indskrnkede sig til at meddele Lagthinget Underretning om forrige Odelsthings Beslutning samt at vlge Actor 4).
l) See f. Ex. Oth. Tid. 1860, Side 180182, og Storth. Tid. 1880, Side 42-58. 2) Exempel findes paa, at en Statsraad, hvem et Belb har vret decideret til Ansvar, ikke har begjret Eftergivelse, men indbetalt det, see Antegnelserne til Oplysningsvsenets Fonds Regnskab for 1859, Post 7, No. 2, Storth. Forh. 1863, X, 134135. 3) May, Law of Parliament, Side 648649. 4) Storth. Forh. 1815, October, Side 127, jvfr. Rigsrettens Kjendelse af 29 Aug. 1836, Retst. 1836, Side 691692 og 734.
Cap. 71. Rigsretten.
523
Capitel 71.
Rigsretten.
1. Rigsrettens Navn er hentet fra den svenske Re gjeringsform. Ved dens Sammenstning har Grundloven ikke fulgt noget bestemt Forbillede. De af Underhuset anlagte Sager paadmmes som bekjendt i England af Overhuset. I Nordamerika er tilsvarende Dommermyndighed tillagt Senatet. Efter den franske Const. af 1791, Titel 111, Cap. V, 23 var den anbetroet Frankriges verste almindelige Dom stol, Cassationsretten, i Forening med en Jury, efter den spanske Forfatning af 1812, 259261, det verste Justits tribunal. Den svenske Rigsret bestaaer af forskjellige hie dmmende, administrative og militre Embedsmnd. Vor Grundlovs Forskrifter om Rigsrettens Sammenst ning findes i 86 og 87. Frstnvnte Paragraph siger, at Rigsretten bestaaer af Lagthingets Medlemmer og Hiesteret, sidstnvnte tillgger den Anklagede Ret til at forskyde en Trediedel af dem, som herefter skulde indtrde i Retten l). 2. I Rigsretten har Prsidenten i Lag thinget Fors d e t, Grl.s 86. Dette medfrer dog ikke alle de Functioner, der i en anden Domstol tilkommer dens Formand. Hiesterets Justitiarius skal nemlig efter Rigsretsreglementets 12 og 17 forhre den Anklagede, samle Stemmerne, forfatte og dictere Dommen. Bliver Lagthingets Prsident ikke Medlem af Rigsretten, saa skulle de Lagthingsmedlemmer, som der have Sde, sig imellem vlge en Prsident. Denne Regel opstilles i Rigsrets reglementets 7 for det Tilflde, at Anklagede har forskudt Lagthingsprsidenten, men den maa sikkerlig komme til
x) Jvfr. Storth. Efterr. 18141818, Side 74, hvor det sees, at henimod Halvdelen af Rigsforsamlingens Medlemmer stemte for, at kun et lige Antal af Lagthingets som af Hiesterets Medlemmer skulde erholde Sde i Rigsretten, men at man foretrak at give den Anklagede Forskydelsesretten.
524
Anvendelse i ethvert Tilflde, hvor han af hvilkensomhelst anden Grund bliver udenfor Rigsretten. Er Lagthingets Vice prsident Medlem af Rigsretten, synes han dog i Kraft af denne sin Stilling at maatte optrde som Prsident x). 3. Antallet af Lagthingets Medlemmer var indtil 1862 foranderligt og udgjorde mindst 19, hist 29. Ved Grundlovs bestemmelsen af 26 Novbr. 1859, sammenholdt med Grl.s 74, blev Antallet slaaet fast, saaledes at det hverken kan forges eller formindskes uden ved Grundlovsforandring. Iflge Grundlovsbestemmelsen af 6 Juni 1878 udgjr det nu 29. Antallet af Hiesterets ordentlige Medlemmer maa iflge Grl.s 88 vre mindst 7, men kan ved Lov eller ved kon gelig Resolution forges. Det var engang 11, blev i 1881 nedsat til 9, men er nu iflge Rsl. 6 Juli 1891 forget til 10. Da alle Hiesterets ordentlige Assessorer skulle kaldes til at tge Sde i Rigsretten, kan denne saaledes nu komme til at besta af 39 Medlemmer 2). At sammenkalde dem paaligger Rigsrettens Prsident. Det skal iflge Rigsretsreglement af 13 Septbr. 1815, 1, skee, saa snart Odelsthingets Beslutning om Rigsrettens Ned sttelse er ham kundgjort. Rettens Sammentrde skal altsaa ikke udstaa, indtil Stvnemaalet udlber og Sagen kan an hngiggjres. Saaledes forholdes ogsaa i Praxis 3). Hvis et af Lagthingets Medlemmer er afgaaet ved Dden eller har Forfald, kan ingen indkaldes i hans Sted. Hvis noget af Hiesterets ordentlige Medlemmer har Forfald og nogen i hans Sted er constitueret som ordentlig
*) I den Betnkning, Hiesterets Advocater afgive om Foislaget til Rigsretsreglementet, forstode de dog dets 7 saaledes, at den maaskee hindrer dette. 2) Jvfr, Storth. Forh. 1881, S. No. 63, Side 9lo. 3) Anklage besluttedes i 1836 den 8 Juli, og Rigsretten holdt sit frste Mde den Ilte, Retst. 1836, Side 692. I 1845 besluttedts Anklagen den 15de September, og Rigsretten traadte sammen den 22de, see Rigsretesagen mod Statsraad J.H. Vo g t, Christiania 1846, Side I3. Anklage besluttedes i 1883 den 9de Mai, og Rigsretten sammentraadte den 18de.
Cap. 71
Rigsretten.
525
Assessor, saa skal han tilkaldes. Dette blev uden Indsigelse fra nogen Kant antaget i Rigsretten 1883. Er ingen consti tueret i Stedet for den, der har Forfald, saa opstaaer der Sprgsmaal om, hvorvidt nogen extraordinr Assessor skal tilkaldes. Dette er en ligefrem Ndvendighed, hvis saamange af Hiesterets ordinre Medlemmer have Forhindring, at deres Antal bliver mindre end det i Grl.s 88 foreskrevne. Derimod forbyde Rigsretsreglementets 2 og 9 Tilkaldelse af overordentlige Assessorer i andet Tilflde. Det er ingen lunde uomtvisteligt, at denne Bestemmelse fyldestgjr Ordene i Grl.s 86. Det heder nemlig her, at Rigsretten bestaaer af Hiesteret og Lagthingets Medlemmer, og det kan siges, at Hiesteret bestaaer af Justitiarius og de til enhver Tid til forordnede ordinre Assessorer eller, hvis nogle af dem have Forfald, de i disses Sl ed indkaldte extraordinre x). Lov givningen maa dog kunne foreskrive, i hvilke Tilflde extra ordinre Assessorer skulle tilkaldes, nar dette kun paabydes i ethvert Tilflde, hvor Retten ikke ellers vilde faa det grundlovbestemte Antal Medlemmer. Rigsretsreglementets her omhandlede Forskrift opretholdtes derfor i 1845, da ingen extraordinr Assessor tilkaldtes i Stedet for de to ordinre, som dengang vare inhabile 2). 4. I Rigsrettens frste Mde skal Prsidenten under soge, hvorvidt noget af Rigsrettens Medlemmer er inhabilt, see Rigsretsreglementets 9. UdtryKkene i dette Lovsted kunne ikke forstaaes saaledes, at alene Prsidenten kan vkke Sprgsmaal om noget Medlems Habilitet. Dertil har ethvert af Rettens vrige Medlemmer Adgang. Bestemmer Retten, at noget Medlem skal udtrde som inhabilt, er Sagen dermed endelig afgjort. Dette gjlder derimod ikke angaa ende de Beslutninger, hvorved Retten forkaster et Forslag om, at et Medlem af en angiven Grund skal udtrde. Saa vel Actor som Defensor kan senere, nar Rettergangen er begyndt, fremstte den forkastede Inhabilitetsindsigelse, og
x) Stang, Side 286. 2) Rigsretssagen mod Statsraad Vogt, Side 23.
526
Rigsretten har da at afgjre denne bunden af sin forelbige Beslutning x). Vil Defensor fremstte nogen saadan Indsigelse, antages det at maatte skee, fr Actor begynder sin Deduction af Sagens Realitet 2). Som Inhabilitetsgrunde nvner Rigsretsreglementets 9 udtrykkelig kun Slgtskab til den Anklagede, saa nrt som Sdskendebrn, samt ligesaa nrt Svogerskab. Den udtaler dog tillige, at alle andre lovlige Inhabilitetsgrunde ere virk somme ogsaa her. Udelukket fra Sde i Rigsretten er altsaa enhver, hvem Sagen gjlder paa, 1 56, eller som paa umiddelbar eller middelbar Maade kan have Fordeel eller Skade af Sagen, Hoiesteretslov 12 Septbr. 1818, 24. Den nrmere Udvikling af vor Rets Regler herom hrer hjemme i den almindelige Proceslre 3). Srligen bemrkes her, at ingen, der i Egenskab af Odelsthingsmedlem har deeltaget i Afgjrelsen af Anklagesprgsmaalet, om han maatte vre Medlem af Hiesteret eller senere blive valgt til Medlem af Lagthmget 4), er habil Rigsretsdommer. Ei heller den, der i Egenskab af Statsrevisor har udfrdiget Antegnelser, som have givet Anledning til, at Odelsthinget har decideret til Ansvar Summer, der staa i Forbindelse med Rigsretsactionen 5).
*) Storth. Forh. 1883, V, Dok. No. 80, Side 65, og Rigsretstidenden for 1883-84, I, 440. 2) Kjendelse af 9 August 1883, Rigsretstidenden, I, Side 114128. 3) Schweigaard, Proces, 32, jvfr. en Afhandling af en unavngiven Forfatter (Stang) i Retstidnden for 1836, Side 546586, og Rigsretstidenden for 188384, I, Side 132142, 315324, 485500 611-622. 4) I 1815 negtede Rigsretten at opnvne til Udtrdelse tre Lagthingsmedlemmer, som havde havt Sde i det Odelsthing, der Aaret ifor. veien havde besluttet Anklagen, og blandt disse tre var endog den Mand, som havde foreslaaet Anklagen. Rigsrettens Mening synes dog kun at have vret, at de ei skulde udstdes uden Indsigelse fra Tiltaltes Side, og nogen saadan fremkom ei. I 1845 blev det Medlem af Hiesteret, som havde Sde i Odelsthinget, ikke engang tilkaldt til Rigsretten. 6) Rigsretssagen mod Statsraad J. H. Vogt, Side 3, Storth. Forh. lBB3, V Dok. No. 80, Side 85.
527
Derimod er man ikke berettiget til at erklre nogen inhabil blot af den Grund, at han tidligere har ytret sin Anskuelse om Sagen, ligesaalidt " som hans blotte Interesse for den Grundstning eller det Princip, der under den foreliggende Sag kommer under Paakjendelse, kan have denne Virkning. Befinder han sig i en ligeartet Stilling med den Anklagede, saa antog imidlertid Rigsretten i 1827, at han kunde blive inhabil. Den negtede nemlig Grev Wedel Sde, fordi han i Egenskab af Statsraad havde handlet paa samme Maade som den tiltalte Statsraad Collett, og Sprgsmaalet om hans Regnskabsansvar i den Anledning stod uafgjort, idet ved kommende Statsregnskaber ikke vare deciderede '). Da Rigsretten bestaaer af to Collegier, hvis Medlemmer som saadanne fr kunne have havt det Rigsretten forelagte Sprgsmaal til Behandling, maa det undersges, hvorvidt de derved kunne blive inhabile som Medlemmer af Rigsretten. Klart er det, at Hiesterets Medlemmer ikke blive in habile derved, at de have vret med at afgive en af Stor thinget eller Kongen sket Betnkning. Det samme maa gjlde om dem, som have deeltaget i Paadmmelsen af noget Sprgsmaal, der senere kommer for Rigsretten, f. Ex. om nogen ved Hiesteretsdom har faaet sig tilkjendt Erstatning af Statscassen for en skadegjrende Handling, for hvilken Statsraadet brer Ansvaret, og Odelsthinget i den Anledning stter dettes Medlemmer under Anklage. Tvivl om Hieste rets Medlemmers Habilitet vilde vel frst vise sig, saafremt Sagen angik dem mere personlig! og antog Prget af en Strid mellem Hiesteret og Regjeringen. Dette kan vistnok ikke lettelig blive Tilfldet, men er dog ei aldeles utnkeligt, f. Ex. hvis Kongen suspenderede nogen af Hiesterets Til forordnede, men Retten antog dette stridende mod Grund loven og lod ham beholde sit Sde. Dersom Odelsthinget deelte denne Mening og satte de Medlemmer af Statsraadet, hvem Ansvaret for Suspensionen paahvilede, under Tiltale, vilde Inhabilitetssprgsmaalet for Hoiesteretsmedlemmernes
x) Storth. Forh. 1883, V, Dok. No. 80, Side 4549.
528
Vedkommende trde frem i meget skarp Form. Meget let tere vil dette kunne trffe med Lagthingets Medlemmer. De fleste Rigsretssager maa efter Forholdets Natur angaa Sprgsmaal, som have vret omtvistede mellem Regjeringen og Storthinget, og i hvilke det saaledes i en vis Forstand kan siges at have tget Parti. Naar Grundloven ikke desto mindre har sammensat Rigsretten saaledes, at en Afdeling nt Storthinget, nemlig Lagthinget, danner dens Hovedbestand deel, saa synes det at maatte vre Forudstningen, at Lag thingets Medlemmer ved sin Deeltagelse i Storthingets For handlinger ikke skulle blive inhabile, og det selv ikke om de under disse Forhandlinger maatte have udtalt en bestemt Mening angaaende den Sag, der er Gjenstand for Rigsrettens Afgjrelse, eller den Fortolkning af Grundloven, hvorom der under denne maatte blive Sprgsmaal. Navnlig synes dette klart, hvis det er i selve Lagthinget, Udtalelserne ere faldne, f. Ex. om Grundlovmssigheden af en Lov, saasom Loven af 30 Juni 1884 angaaende Lensmnds Ansttelse. Men er kjendes frst dette, kunne Betingelserne for Habiliteten sik kerlig ikke stilles strengere med Hensyn til Lagthingsmed lemmernes Optrden i det samlede Storthing, uagtet Strids sprgsmaal mellem Regjering og Nationalreprsentation hyppigere ville komme frem der end i Lagthinget. Regelen er vistnok lidet betryggende for Retfrdig heden, men Feilen ligger i selve Grundloven og vilde maaskee vret mindre, om Forfatterens oprindelige Tanke, at Odelsthing og Lag thing aldrig skulde trde sammen, var bleven fastholdt. Og hvis Paatale i rette Tid kunde blive frugtesls, fordi Lag thingets Medlemmer vare inhabile, blev det vel umuligt at negte Odelsthinget Ret til at udstte Anklagen, uagtet Sagen var moden til Afgjrelse. Men en saadan Frihed medfrer sikkerlig endnu strre Fare for Uretfrdighed end den oven for udviklede Lre om Rigsretsmedlemmernes Habilitet. Sprgsmaalet hrer til de mest omtvistede i vor Stats forfatning. Det kom fore under Rigsretssagen i 1836. Stor thinget havde eenstemmig besluttet en Adresse til Kongen, hvori det temmelig uforbeholdent udtalte, at Statsminister Lvenskiold ved at undlade at protestere mod Storthingets
Cap. 71.
Rigsretten.
529
pludselige Oplosning og mod, at Kongen fattede Beslutning herom uden at indhente Betnkning fra den Norske Regje ring, havde forsmt sin Pligt 1 ). Tiltalt herfor paastod han, at Lagthingets Medlemmer ved sin Deeltagelse i Adressen havde gjort sig inhabile og derfor skulde vige sit Sde. Denne Paastand blev imidlertid forkastet ved Rigsrettens Kjendelse af 29 August 1836, og det uagtet man her med nogen Fie kunde sige, at Storthinget ved at beslutte en saadan Adresse havde valgt en i Grundloven uomtalt Frem gangsmaade, og at det derfor ikke var Grundlovens, men Lagthingsmedlemmernes egen Skyld, at de havde ytret sig paa en Maade, som gjorde det vanskeligt for dem med fuld Upartiskhed senere at dmme i Sagen 2). Det maa imidlertid bemrkes, at fire af Hiesterets Medlemmer stemte for at tge Inhabilitetsindsigelsen til Flge, og at frstvoterende Medlem af Hiesteret, som stemte for at forkaste denne Ind sigelse, udtalte sig med store Tvivl og desuden meente, at den omhandlede Adresse var affattet i aldeles bestemte Ytringer 3). En klarere Afgjrelse erholdt Sprgsmaalet under Rigs retssagerne af 1883 84. Tiltaltes Sagfrer gjorde her gjl dende, at de Lagthingsmedlemmer, som den 9 Juni 1880 havde deeltaget i at erklre Storthingets Beslutning om Statsraadernes Adgang til dets Forhandlinger for at vre Grundlov, umulig kunde vre habile Dommere i en Sag, hvis Hovedsprgsmaal netop var, hvorvidt Kongens Negtelse af at respectere denne Beslutning var grundlovmssig eller ei. Allerede under den forelbige Prvelse af Lagthingsmedlem mernes Habilitet havde alle Hiesterets Medlemmer paa eet nr stemt for, at disse Lagthingsmedlemmer skulde udtrde som inhabile, men Indsigelsen blev saavel dengang som ved den under Rettergangen afsagte Kjendelse forkastet. Men Rigsretten gik denne Gang endnu langt videre. Defensor
*) Storth. Forh. 1836, V, 113121. 2) Retstidnden 1836, Side 691734. s) Storth. Forh. 1883, V, Dok. No. 80, Side 64-81
Norges offentlige Ret. HI.
34
>
530
havde for fire Lagthingsmedlemmers Vedkommende gjort op mrksom paa, at de som Medlemmer af Odelsthinget i 1881 havde stemt for, at Sprgsmaalet om Tiltale skulde henvises til et flgende Odelsthing. Defensor, som i Overensstem melse med den i forrige Capitel 10 udviklede Lre antog, at Odelsthinget herved havde forspildt Tiltalen, paastod, at disse Medlemmer i alt Fald ikke kunde deeltage i at be dmme Retsgyldigheden af denne Handling, hvori de havde deeltaget som Medlemmer af Odelsthinget, altsaa under Ud velsen af en med Sde i Lagthinget aldeles uforenelig Function. Men ogsaa denne Indsigelse, hvis Retmssighed synes at vre bestridelig, blev forkastet. Samme Skjbne fik den i Sagen mod Statsminister Kierulf fremsatte og paa Lagthingsmedlemmernes Deeltagelse i Storthingets Venstre forening byggede Inhabilitetsindsigelse 1). 5. Rigsretsreglementets 9 er ordentligviis bleven anvendt i Samklang med Lov om Hiesteret af 12 Septbr. 1818, 24, nemlig saaledes at den, om hvis Habilitet der er opkastet Sprgsmaal, ikke har deeltaget i Afgjrelsen deraf Men da der i 1836 gjordes Indsigelse mod samtlige Lagthings medlemmers Habilitet, blev det af Rigsretten ved eenstmmig Kjendelse antaget, at disse skulde vre med at afgjre Ind sigelsen. Herom var der dengang ingen Meningsforskjel inden Rigsretten, men vel udenfor samme ') Da der under den forelbige Renselse af Rigsretten i 1883 var fremsat For slag om, at 24 Lagthingsmedlemmer skulde opnvnes til Ud trdelse som inhabile af den Grund, at de paa Storthinget i
x) Formalitetsproceduren i denne Sag optager hele frste Bind af Rigsretstidenden og Bind IV, 774. Mange vare af den Mening, at den rettstridige Afgjrelse af Inhabilitetssprgemaalet burde have medfrt, at Hiesterets Medlemmer negtede at deeltage i Retten, Urigtigheden af denne Mening er paaviist i en Afhandling: Om Hiesteretsmedlemmernes Stilling i Rigsretten, Chr. 1889. 2) Storth. Forh. 1883. V, Dok. No. 80, Side 64, jvfr. den fr nvnte Afhandling i Rigsretstidenden for 1836, Side 546586, hvor den modsatte Mening forsvares.
531
1880 havde stemt for den Beslutning, Tiltalte havde fra raadet at tge til Flge, opstod det Sprgsmaal, hvorvidt de skulde deeltage i Voteringen over dette Forslag, altsaa i den forelbige Afgjrelse af deres egen Habilitet. Rigsretten an tog dette, men under Dissents af Hiesterets Fleertal. Under den paafolgende Rettergang blev denne Inhabilitetsindsigelse ikke gjentagen mod samtlige, men kun mod saamange, at Retten beholdt 15 Medlemmer tilbage. Rigsretten eragtede dog uden Hensyn hertil, at de Medlemmer, mod hvem Ind sigelsen var fremsat, skulde deeltage i dens Paakjendelse. I Afgivelsen af denne Eragtning, saavelsom den lignende i Statsminister Kierulfs Sag, maa samtlige Medlemmer af Ret ten have deeltaget, uagtet Defensor havde nedlagt Indsigelse ogsaa herimod. Sidstnvnte Indsigelse blev, saavidt sees, ikke gjort til Gjenstand for formelig Eragtning l). Naar der kun var Sprgsmaal om et enkelt Medlems Habilitet, fratraadte dette Medlem ogsaa under denne Rigsret. 6. Den Fare for Partiskhed mod den anklagede, Rigsrettens oprindelige Sammenstning kan medfre, har Grundloven sgt fjernet ved at tillade ham uden Angivelse af nogen Aarsag at forskyde indtil en Trediedeel af Dom stolens Medlemmer. Grundloven opstiller ingen udtrykkelig Indskrnkning i den anklagedes Ret til at forskyde, hvem han vil. En Ind skrnkning i saa Henseende har man dog villet udlede af de Ord i Grl.s 86, at Rigsretten bestaaer af Lagthingets Medlemmer tilligemed Hiesteret. Deri ligger, har man sagt 2), at ikke hele Hiesteret kan forskydes, og i Henhold hertil har Rigsretsreglementets 8 forbudt den Anklagede at forskyde flere af Hiesterets Medlemmer, end at fire blive tilbage. Det er udentvivl en Mistorstaaelse. Hvis Grl.s 88 overhovedet hjemlede nogen Indskrnkning i Forskydelses retten, maatte den gaa videre. Thi fort Hiesteret skal kunne siges at faa Plads i Rigsretten, maa iflge Grl.s 88
*) Rigsretstidenden 1883, I. 284290, 463466, 588591, 710715. 2) Storth. Forh. 1815. Side 494.
532
Cap. 71.
Rigsretten.
mindst syv af dens Medlemmer beholde Sde der. Men Grl.s 86 har aabenbart kun til Hensigt at bestemme, hvem der skulde tilkaldes til Rigsretten og beholde Sde der, hvis de ikke er inhabile, faa Forfald eller blive forskudte. Forskydelsen kan efter Rigsretsreglementets 9 frst finde Sted, nar Retten er renset for inhabile Medlemmer, og det Antal, som kan forskydes, er altsaa indtil en Tredie deel af de da tilbageblevne. Hvis Trediedeelen af disses Antal er en Brk, opstaaer det Sprgsmaal, om Tiltalte kan forskyde det nrmeste over eller kun det nrmeste under Brken liggende hele Tal. Dette Sprgsmaal forelaa i 1883, da Rigsretten talte 38 Medlemmer, og Trediedelen altsaa var 12 2/3 . Da Grl.s 87 kun tillader at forskyde indtil en Trediedeel, kunde det synes, at Tiltalte alene havde Ret til at forskyde 12. Ordet indtil kan imidlertid vre brugt kun for at betegne, at Tiltalte kan lade sig nie med at for skyde frre end en Trediedeel. Den i Praxis fulgte For staaelse af Ordet Fjerdedeel i Grl.s 74, see ovenfor Cap. 29, 8, skulde lede til, at 13 kunde forskydes. Rigs retten i 1883 erklrede dog Forskydelsesretten indskrnket til 12 l). Den Deel af Retten, Tiltalte har Adgang til at forskyde, kan formindskes, hvis nogen af dem, der skulde kaldes til at tge Sde i Retten, har Forfald eller er inhabil. For at Retten ikke skal blive for faatallig, forbyder Grl.s 88 den Anklagede at forskyde saa mange, at Retten derved kommer til at udgjre mindre end femten Personer. Herom kan der nu efter den antagne Maalestok for Habiliteten vanskelig blive Tale, thi for at en Forskydelse af en Trediedeel skulde levne frre end 15 tilbage, maatte 18 af dem, som skulle kaldes til at tge Sde i Rigsretten, vre udelukkede ved Forfald eller Inhabilitet. Ere flere Personer satte under Tiltale i samme Sag, har man i lang Tid uden videre Prvelse lrt, at Forskydelses retten maa udves af dem i Fllesskab, altsaa efter Stemme
l) Rigsretstidenden, I, 82114.
533
givning. Under sidste Rigsret opstod der strk Tvivl om, hvorvidt denne Lre var forenelig med Grundlovens Ord I sig selv er den neppe heller ganske rimelig, da det er mu ligt, at de Flere, som ere Anklagede under een og samme Sag, kunne have indbyrdes stridende Interesser i denne. Men ved at tillade enhver af de anklagede at forskyde sin Trediedeel, dog saaledes at der maatte blive mindst 15 til bage, vil Retten lettelig blive bragt ned til dette mindste Antal. Odelsthinget undgik disse Vanskeligheder ved at an lgge srskilt Sag mod enhver af de Anklagede 1). 7. Den Forskrift i Grl.s 87, at ved Forskydelsen mindst 15 Medlemmer maa levnes Rigsretten, har lige til den seneste Tid i Almindelighed vret forstaaet saaledes, at Rigs retten ophrer at vre domfr i ethvert Tilflde, hvor An tallet af dens Medlemmer bliver mindre. Paa denne Opfat ning af Grundloven er Rigsretsreglementet bygget. Det siger i 2, at nar Rigsretten engang er sat, saa skal tilfldig Afgang af dens Medlemmer ikke erstattes, medmindre Af gangen skulde vre saa stor, at Rettens tilbagevrende Med lemmer ei udgjorde det Antal, Grl.s 87 foreskriver. Hvis Rigsretten, efterat den Anklagede har gjort Brug af sin For skydelsesret, bestaaer af det mindste Antal, denne Paragraph tillader, eller nr derved; da paalgger Rigsretsreglementets 9 Rettens Prsident strax at anmelde saadant for Stor thinget, paa det samme kan vre betnkt paa at udnvne enten blandt nrmeste Stiftsoverrets Tilforordnede eller andre lovkyndige Mnd udenfor Storthinget til at indtrde i Ret ten, hvis denne senere ved tilfldig Afgang skulde vorde mindre, end Grundloven byder 2). Denne Paragraph udtryk ker sig, som en saadan Adgang til at supplere Rigsretten tilkom Storthinget allerede iflge Grundloven. Men dette er en Tilsnigelse. Baade Hiesteret og Hiesterets Advo cater udtalte i de Betnkninger, de afgav om Odelsthingets
x ) Storth. Forh. 1883, VI, 0. No. 111. 2) Storth. Forh. 1821, Aug., Side 344, viser, at Storthinget i det nvnte Aar virkelig foretog en saadan Udnvnelse.
534
Beslutning til Rigsretsreglement, at denne Paragraph kom i Strid med Grl.s 86, hvorefter Rigsretten skal besta af Lagthingets Medlemmer og Hiesteret 1). Hvis Rigsretsmedlemmernes Antal nogensinde blev min dre end 15, og man stter Rigsretsreglementets Forskrift ud af Betragtning, vilde der ikke kunne blive Sprgsmaal om at tilkalde saaamange af de Forskudte, at Retten blev fuldtallig. Dette vilde navnlig vre baade grundlovstridigt og i sig selv en saa slet Udvei som muligt til at faa Retten besat med upartiske Dommere. Den sidste Betragtning taler ogsaa af gjrende mod at erstatte Afgangen med extraordinre, af Kongen udnvnte Hiesteretsassessorer. Den retteste Udvei synes at maatte vre, at Sagen paakjendes af det tilbage vrende Antal Medlemmer. At Grundloven forbyder den Anklagede at forskyde saamange, at Medlemmerne blive frre end 15, beviser kun, at den har anseet et saa stort Tal n skeligt, men ikke at det skal vre betinget ndvendigt. Under anden Forudstning maatte Grundloven have anviist en Udvei til fylde det 2). Frst hvis Antallet sank under syv, jvfr. Grl.s 88, turde der vre fuld Fi^ til at erklre Retten incompetent. 8. Det kan tnkes, at et Medlem af Rigsretten, inden Sagen tilendebringes, taber den Egenskab, som har skaffet ham Plads i Retten, f. Ex. at en Hiesteretsassessor erholder Afsked, eller at et Lagthingsmedlems Fuldmagt som Stor thingsreprsentant trder ud af Virksomhed, f. Ex. fordi hans Bo tges under Concursbehandling. At han i saa Fald op hrer at vre Medlem af Rigsretten, er klart. Hvis det nogensinde hndte, at en Rigsret ikke blev frdig med Sagens Paakjendelse inden Udlbet af de tre Aar, for hvilke de i Retten siddende Lagthingsmedlemmer vare valgte til Storthingsmnd, saa maatte de flgelig alle ud trde af Retten. Tilfldet er imidlertid ikke stort mere end tnkeligt, thi Varselstiden er efter Reglementets 10 ganske
*) Storth. Forh. 1815, August, Side 479 og 495. 2) Rigsretstidenden 188384, Side 234-237
535
kort, og Procesmaaden skal efter 5 og 1316 vre sum marisk. 9. Da enhver Retstvist krver retlig Lsning, fore stiller man sig ofte, at en Rigsret egentlig maa have denOp gave med bindende Virkning for Statsmagterne at afgjre de Sprgsmaal, hvorom disse er komne i Strid navnlig an gaaende Grundlovens rette Forstaaelse. Dette har dog neppe vret vor Grundlovs Hensigt. Ellers maatte Rigsretten have vret anderledes sammensat, og navnlig vilde det da have vret aldeles urimeligt at tilstaa den Anklagede nogen For skydelsesret. Ligeledes maatte Grundloven have tilladt lige saavel Kongen som Odelsthinget at bringe Tvistsporgsmaal ind for Rigsretten. Endelig vilde det vre undvendigt og uretfrdigt at lade Muligheden af at faa saadanne Sprgs maal afgjorte bero paa, at nogen sttes under Tiltale til Straf. Erkjendes maa det ogsaa, at Tvistigheder mellem Stats magterne i Virkeligheden egne sig lidet til Afgjrelse igjen nem Domme. Disse afskjre nemlig sjeldent Muligheden af, at Parterne her fortstte Striden for at opnaa en anden Ls ning end den ved Dommen givne '). Vor Rigsret er efter Grl.s 86 kun en criminel Dom stol, der har at prve, hvorvidt den Tiltalte er strafskyldig, og hvad dermed iflge vor Procesret staaer i Forbindelse. Hermed flger naturligviis Adgang til at fortolke den Be stemmelse i Grundloven eller Lovgivningen, om hvis Over trdelse eller Anvendelse der handles. Saafremt den An klagede er sat under Tiltale for en Overtrdelse af Grund loven, kan Rigsretten ikke flde ham til Straf uden derved at tilkjendegive som sin Mening, at Handlingen er grundlov stridig. Men det er ikke altid Tilfldet, at Rigsretten for at paakjende Skyldsprgsmaalet behver at danne sig en be stemt Mening om Forstaaelsen af den Retsregel, tiltalte paa staaes at have overtraadt. Thi selv om han har handlet ander ledes, end Loven rettelig forstaaet tillader, er han straffri, saafremt Misforstaaelsen er undskyldelig, see ovenfor Cap. 68,
x) Rigsretstidenden 188384, 11, 332449 ; 111, 222 og 482508.
536
Cap. 71.
Rigsretten.
17. Antager Rigsretten, at dette er Tilflde, maa den fri finde ham og behver ikke at indlade sig paa det Sprgsmaal hvilken Fortolkning af Grundloven der er den rette. Dette vil med andre Ord sige, at Rigsrettens Pligt til at afgjre, hvorledes Grundloven rettelig er at forsta, utvivlsomt bort falder netop i de Tilflde, hvor Tvist herom lettest kan opstaa. Paa denne Opfatning af Rigsrettens Kald er Rigsrets reglementet bygget. Skulde Rigsretten have den Opgave ikke blot at afgjre Sprgsmaalet om Tiltaltes Skyld, men ogsaa at give en Fortolkning af den omtvistede Grundlovs bestemmelse, maatte den ledsage sine Domme med Prmisser eller dog votere offentligt. Reglementet bestemmer imidlertid i 17, at Rigsrettens Dom kun skal besta i en Domslutning, hvori dog Factum og de anvendte Lovsteder kortelig skulle nvnes, og Ansvarlighedslovens 8 stter Straf for det Med lem af Rigsretten, som aabenbarer, af hvilken Mening han selv eller noget andet Medlem under Voteringen har vret. Odelsthinget har imidlertid flere Gange besluttet Anklage for Rigsret i Tilflde, hvor det sandsynligviis ikke saameget har nsket at faa Tiltalte dmt til Straf som at hvde Stor thingets Magt. Navnlig blev det i de Indstillinger fra Proto colcomiteerne, der foranledigede Rigsretssagerne i 1827 og 1845, udtrykkelig erklret som Hensigten med samme at faa afgjort Grundlovens rette Forstaaelse i de omtvistede Puncter x). Rigsretten har heller ikke anseet sig til det yderste bun den ved nysnvnte Forskrift i Rigsretsreglementets 17, der forbyder den at give Prmisser. Den har brugt tre Former for sine Frifindelser. For det frste har den undertiden, saasom i Dommen af 18 Juni 1822 og af Bde Novbr. 1845, Post 2, frifundet Tiltalte uden at angive nogen Grund. Den maa da antages at have betragtet de paaklagede Handlinger som grundlov mssige. Den har ved Paakjendelsen af anden Anklagepost i 1827 ledsaget Frifindelsen med det Tillg, at Handlingen ikke
a) Storth. Forh. 1827, V, 790, og 1845, IX, 544.
537
skjnnes at staa i [aabenbar Strid med Her med er tilkjendegivet, at Rigsretten ikke vilde udtale nogen bestemt Mening om, hvorvidt den paaklagede Handling var grundlovstridig eller ei, men lod sig nie med at afgjre, at Tiltalte, hvorledes end hiint Sprgsmaal lostes, ei kunde fldes til Straf. Dette bliver klart ved en Sammenligning mellem denne og den tredie Frifindelsesform, Rigsretten har brugt. Den har nemlig, idet den frifandt de i 1827 og 1845 anklagede Statsraader i Anledning af Tiltalebeslutningernes frste Post, betegnet de der paaklagede Handlinger som grundede i en efter Omstndighederne undskyldelig Mis forstaaelse af Grundloven. Hensigten med dette Tillg har uimodsigelig ikke vret blot at tilkjendegive, at det omtvistede Fortolkningssprgsmaal var saa tvivlsomt, at Tiltalte ei kunde fldes for at have lst det urigtigt. Rigs retten har nemlig her ligefrem sagt, at de paaklagede Regje ringshandlinger virkelig stode i Strid med Grundloven, saa ledes som denne efter Rigsrettens Mening burde forstaaes. Og dette er sagt, uden at Paakjendelsen af Skyldsprgsmaalet fremtvang nogen saadan Udtalelse. Rigsretten kan synes herved at have tillagt sig en videregaaende Competence til at fortolke Grundloven, end dens Kald som criminel Domstol egentlig medfrer. Mod Rigsrettens Competence hertil har Kongen ved alle disse Leiligheder protesteret, nemlig i Rss. af 17 Nov. 1827, 29 Nov. 1845 og 11 Marts 1884, i hvilke han forbeholdt sig, uanseet Rigsretsdommene, at gjre Brug af den Myndighed, Rigsretsdommene havde villet frkjende ham. Protocol comiteerne i 1848 og 1884 nedlagde Indsigelse mod de to sidstnvnte Resolutioner x). 10. Sprgsmaalet om, hvorvidt Rigsretten har at lse constitutionelle Retstvistigheder mellem Statsmagterne falder ikke sammen med det Sprgsmaal, hvorvidt Rigsrettens Domme i saadanne Sprgsmaal danne Prjudicater ligesom andre i sidste Instants afsagte Domme. Thi en saadan af
*) Storth. Forh. 1848, VII. 9298 og 1884, V, Dok. No. 69, samt VI, Indstilling 0. No. I.
538
Cap. 71.
Rigsretten.
gjr kun med urokkelig Virkning det Domstolen til Afgjrelse forelagte srlige Tilflde, men kan ikke gjlde som authen tisk Fortolkning af den Lovregel, hvorpaa Afgjrelsen beroer. Den ved Dommen godkjendte Lovfortolkning br vistnok i Almindelighed ansees som rigtig, og endnu strre Vgt faaer den, fordi den sdvanligviis maa forudsttes at blive opret holdt af Domstolen i fremtidigt indtrdende Tilflde af; lig nende Art. Men ufravigelig er den ikke i sig selv. Saadan Egenskab vinder den frst ved lngere Tids fortsat Beflgelse, saaledes at den gaacr ind i den almindelige Retsbevidsthed. Da nu Rigsretten dmmer i sidste Instants, og Samfunds ordenen bedst betrygges ved regelmssigt at fastholde de i det practiske Liv engang godkjendte Retsstninger, er det klart, at Rigsrettens Domme inden sit Omraade burde gjlde som Prjudicater paa samme Maade som Hiesterets Domme inden deres. Har en Rigsret engang uden Forbehold givet Frifindelsesdom, bliver det en skrigende Uretfrdighed, om en senere Rigsret belgger samme Slags Handlinger med Straf eller ivrigt til den Anklagedes Skade fraviger nogen ved den tidligere Rigsret godkjendt Retsopfatning, efter hvilken den Anklagede kan antages at have indrettet sin Handlemaade. Har en Rigsret vel frifundet Tiltalte, men betegnet hans Hand ling som udsprungen af en undskyldelig Retsvildfarelse, maatte en Gjentagelse af saadanne Handlinger blive strafbar, saa fremt det var Rigsrettens Opgave at lse omtvistede consti tutionelle Retssprgsmaal. Hvis derimod Rigsretten, saaledes som hos, kun er en criminel Domstol, kan en saadan Ud talelse af Rigsretten ikke faa lignende Virkning. En Dom stols Udtalelse om Sider af Sagen, som ligge udenfor, hvad den ndvendig skal afgjre, tillgges intetsteds Betydning af Prjudicat. Sprges der om en saadan Doms Betydning som Prjudicat, maa Dommen tges i sin Heelhed og fastholdes i sit Resultat, nemlig at den Misforstaaelse af Grundloven, hvorfra Handlingen hidrrer, er saa undskyldelig, at den ikke kan straffes. Den samme Frifindelsesgrund maa vedblive at gjlde ogsaa i Fremtiden. Disse Stninger maa antages, selv i Tilflde, hvor den senere Rigsret maatte finde, at den tidligere Rigsrets Mildhed
539
har vret til Skade for Storthingets Myndighed. Men om vendt maa da ogsaa Rigsrettens Domme gjlde som Pr judicater, hvor de gaa i modsat Retning og blive til Skade for Kongemagten. De lange Mellemrum, som pleie at finde Sted mellem Rigsretternes Afholdelse, disse Domstoles strkt vexlende Sammenstning og den lidenskabelige Ophidselse, der gjerne ledsager Anlg af Rigsretssager, give imidlertid kun ringe Udsigt til, at de selv ville fole sig bundne af sine tidligere Domme paa samme Maade som Hiesteret. Dette har viist sig ogsaa hos os, allerede ved Rigsretten i 1827, som i Strid med Rigsretskj endelsen af 3 Oet. 1821 afviste Sagens tredie Klagepost som for tidlig anlagt, og navnlig ved Rigsretten i 1883 84, hvis Afgjrelse af Sprgsmaalet om, hvorvidt de fire Lagthingsmedlemmer, der havde havt Sde i Odelsthinget 1881, vare habile Dommere, saavelsom af Sprgsmaalet om de Anklagedes Skyld var ganske forskjellig fra Afgjrelserne i 1827 og 1845.
Niende Afsnit.
Om Grundlovsforandringer.
Capitel 72.
Grndsen mellem Lov og Grundlov. 1. Den Forskrift, at Grundlovene alene kunne for andres under de i 112 fastsatte Betingelser og Former, gjr det ndvendigt at undersge, hvorledes Grndsen maa drages mellem de Bestemmelser, paa hvilke denne Forskrift er anvendelig, og dem, der kunne forandres ved Beslutninger, istandbragte paa den i 76 79 foreskrevne Maade. Til Grundlovsbestemmelser maa da henregnes enhver ny Forskrift, der allerede i sin Form forkynder sig som saadan. Dette gjlder for det frste om dem, der udtrykkelig ophve noget i Grundloven indtaget Bud, eller ndre dens Ord. Saadanne Forskrifter ere baade i Form og Indhold Grundlovsforandringer. Ligeledes Bestemmelser, der vel ikke selv angive sig som Grundlovsforandringer, men i Virkeligheden maa vre det, fordi de komme i Strid med, hvad Grundloven fore skriver eller paa bindende Maade forudstter. Ved alminde lig Lov kan man derfor ikke paalgge nogen af Statsmag terne Indskrnkninger i Udvelsen af Functioner, hvori Grundloven har villet give dem frie Hnder. Dette er en Stning, af hvilken der i foregaaende Undersgelse hyppig har vret gjort Anvendelse, see f. Ex. Cap. 35, sb;
Cap. 73. Grndsen mellem Lov og Grundlov.
541
Cap. 41, 413 og 21; Cap. 70, 7. Saaledes kan Storthingets Myndighed til at naturalisere Fremmede ikke indskrnkes ved Lov. Srligt fortjener det at fremhves, at ligesaalidt som man ved Lov kan gjre Undtagelser fra Grundlovens For skrifter, ligesaalidt kan man i Almindelighed ved Lov forflere eller udvide de Undtagelser, Grundloven selv har gjort fra sine Regler. Ligesom enhver vil indrmme, at det ei gik an ved Lov- at gjre nogen Indskrnkning i den Ret, Storthinget efter Grl.s 75 f har til at krve sig forelagt alle offentlige Indberetninger og Papirer med Undtagelse af egentlige mili tre Commandosager, eller at undtage flere eller andre fra Valgbarhed end de i 62 nvnte Personer, saaledes er det klart, at man ikke ved Lov kan udvide Rigsrettens Com petence til andre Sager eller Personer end de i 86 nvnte l). Dette vilde nemlig vre en Indskrnkning i den Regel, 88 opstiller, at Hiesteret dmmer i sidste Instants. Den Stning, at enhver ny Bestemmelse, som kommer i Strid med nogen bestaaende Grundlovsregel, alene kan istandbringes paa den i Grl.s 112 foreskrevne Maade, gjl der, hvad enten denne Regel i Grundloven er udtalt lige frem eller forudstningsviis, men dog paa bindende Maade. Uagtet Grundloven intetsteds udtrykkeligt siger, at simpelt Fleertal skal vre tilstrkkeligt til Afgjrelse af enhver under Storthinget eller dets Afdelinger henlagt Sag, antoges det dog under Istandbringelsen af Ansvarlighedsloven, at denne ikke kunde krve qyalificeret Pluralitet i Odelsthinget til at stte nogen under Tiltale for Rigsret. Det lader sig neppe heller gjre ved almindelig Lov at suspendere nogen Bestemmelse i Grundloven eugang for en vis kort Tid. Blev det nogensinde, f. Ex. under Krigstid, ndvendigt at trffe nogen mod Grundloven stridende For anstaltning, fik Regjeringen trffe den paa eget Ansvar, og det vilde da altid bero paa nste Odelsthing, hvorvidt det vilde eftergive dette eller gjre det gjldende. Adgangen hertil kunde ikke betages Odelsthinget ved foregaaende Lov.
x) Storth. Forh. 1818, April, Side 413 ff.
542
2. Istandbringes paa den i Grl.s 112 fastsatte Maade maa fremdeles de Bestemmelser, der vel hverken forandre eller stride mod nogen Deel af Grundloven, men som selv erklre, at de skulle gjlde som Grundlov. Om man ved Udarbeideisen af Dissenterloven 16 Juli 1845 havde villet faststte, at dens 1, der tilsagde alle udenfor Statskirken staaende Bekjendere af Christendommen fri Religionsvelse inden Lovs og rbarheds Grndser, skulde gjlde som Grundlov, eller, hvad der lber ud paa det samme, ikke kunne ophves uden i Overeens.stem meise med Grl.s 112, saa kunde Forskriften ei have vret indtagen i hiin Lov, men maatte vre given paa den i Grl.s 112 bestemte Maade. Dette er vel ikke sagt i sidstnvnte Grundlovsparagraph, men flyder af Sagens Natur, som krver, at det samme maa gjlde om Grundlovstillg som om Grundlovsforandringer. I alt Fald flger det af den i nrvrende Capitel under 1 fremstillede Lre. Grl.s 75 a, som tillgger Storthinget Ret til at give og ophve Love, i Forbindelse med 7679, medfrer nemlig, at enhver i Overeensstemmelse med disse Paragrapher istandbragt Lov igjen af Storthinget kan hves paa samme Maade. Og herfra kan ingen Lov for sit Ved kommende gjre nogen Undtagelse, uden forsaavidt den contractmssigen binder Staten i Forhold til noget andet Retssubject. Og selv i dette Tilflde bliver det, der ei kan ophves, egentlig ikke Loven, men de ved samme stiftede Retsforhold. At enhver ny Bestemmelse, der forkynder sig som en authentisk Fortolkning af Grundloven, er et formeligt Tillg til denne, forstaaes af sig selv. 3. Endvidere maa Gris. 112 anvendes ved Istand bringelsen af Forskrifter, der vel ikke selv erklre, at de skulle gjlde som Grundlov, men iflge sit Indhold dog ere virkelige Tillg til denne. Dette er Tilfldet med enhver ny Bestemmelse, som angaaer nogen Gjenstand, om hvilken Grundloven maa an tages at have villet opstille udtmmende Regler, see ovenfor
Cap. 72.
Grndsen mellem Lov og Grundlov.
543
Cap. 6, 3. Denne Grundstning har man fastholdt strengt og strakt temmelig vidt. Saaledes var der neppe nogensinde Tale om at skaffe Statsraaderne Adgang til Storthinget gjen nem almindelig Lov '). Alle forudsatte, at dette enten maatte kunne skee ved Bestemmelse i Storthingets Reglement, eller alene gjennem Grundlovstillg. Forholdet mellem Stats magterne er, som alle Landes Forfatninger vise, Stof for Grundlov, ikke for Lov. Det vides ikke, at noget Land har givet sine Ministre Adgang til Reprsentationen paa anden Maade end ved Grundlov. Sprgsmaalet om, hvorvidt Grundlovens Bestemmelser angaaende en vis Gjenstand ere at betragte som udtmmende, har kun sjeldent givet Anledning til Tvist. Dette var dog Tilfldet med de Capitler i Loven af 24 Juni 1828, som om handlede Valg- og Districtsforsamlingerne. Det paastodes, at Storthinget ved at give disse Forskrifter gjorde Indgreb i det Grundloven forbeholdte Omraade. Man sagde, at Grund loven iflge sin Natur maatte give tilstrkkelige Be stemmelser om Maaden, hvorpaa Statsmagterne skulde fremstaa. Men heraf flger dog ei, at Grundloven ndvendig maa have tnkt sig disse Bestemmelser som udtmmende. Den anden Indvending var, at Valgloven bandt Valgbestyrelserne og Storthinget, saa at deres Kjendelser om Stemmerets- eller Valgsprgsmaal i mange Tilflde maatte falde anderledes ud, end de behvede at gjre, hvis denne Lov ei udkom. I saa Fald vilde Valgbestyrelsen have kunnet anstille tre eller flere Opraab, medens den efter Valglovens 14 skal standse ved andet Opraab. Ligeledes vilde Storthinget have kunnet an tage en Stemmeseddel ved Reprsentantvalg gyldig, uagtet den indeholdt for faa Navne, noget Valglovens 32 nu for byder. Men heller ikke denne ludvending fandtes afgjrende. I sit Indhold stride disse Forskrifter ikke mod Grundloven, og det lader sig umuligt antage, at denne har villet for
x) Muligheden heraf er antaget af den hit anseede tydske Jurist, Professor Dr. K. Maur e r, i hans Afhandling, Der Verfassungskampf in Norwegen, Side 4445.
544
Cap. 72.
beholde Storthinget Ret til snart at godkjende, snart at for kaste Stemmesedler, som lide af den ovenomhandlede Feil, eller Valgbestyrelserne Adgang til at standse ved frste Op raab eller anstille saamange, de maatte finde for godt. Begge Gjenstande egne sig til at ordnes ved ufravigelige Regler. Da Grundloven ei har givet saadanne, maa den almindelige Lovgivning kunne gjre det. Paa denne Forudstning hen tyder Udtryksmaaden i Grl.s 63 og 64, som vel umulig kunne forstaaes anderledes, end at der ved almindelig Lov kan gives nrmere Regler om Reprsentanternes Forfald og Fuldmagter x). Gaacr man overhovedet ind paa, at Grundlovens For skrifter om Mandtalsforelsen og Valgvsenet kunne udfyldes ved almindelig Lov, saa vilde det vre hensigtsmssigst, at man paa saadan Maade om de nvnte Gjenstande kunde give hvilkensomhelst Regel, de underordnede Autoriteter maatte tiltrnge ikke blot ved Lsningen af Sprgsmaal, Grundloven har ladet uomtalte, men ogsaa ved Anvendelsen af utydelige Grundlovsbestemmelser. Saavidt vilde dog den lovgivende Magt i 1828 ikke strkke sin Myndighed. Den ansaa sig vel berettiget til at tillade Afholdelsen af srskilt Suppleantvalg, Valglovens 33, men ikke til at foreskrive, at en Kjbstad, der har frre end 50 Stemmeberettigede, skulde stemme sammen med det Prstegjld paa Landet, til hvilken den hrte. Thi vel var dette, som fr oplyst,- fast Praxis, men en Bestemmelse herom antoges at blive en authentisk Fortolkning, ikkefblot en Udfylding af Grundloven 2). De nvnte Exempler vise, hvor tvivlsom Grndsen mellem disse Begreber kan vre. Ogsaa ved Istandbringelsen af Ansvarlighedsloven op kastedes Sprgsmaal, om den kunde gives paa anden Maade end ved Grundlov. Hiesteret og et af Regjeringens Med. lemmer udtalte Tvivl herom. Dertil var der imidlertid ikke tilstrkkelig Fie. Grl.s 96, der forbyder at straffe nogen
1) Storth. Forh. 1828, Juni, Side 254 ff. 2) Storth. Forh. 1828, Juni, Side 236.
Cap. 72.
545
uden efter Lov, maatte som ovenfor i Cap. 68, 1, forklaret gjre det til ligefrem Pligt for den lovgivende Magt at istand bringe de forndne Bestemmelser om Strafbarheden af Hand linger, der iflge Grundloven staa under constitutionelt Ansvar. Med Hensyn til Sprgsmaalet om, hvilke Overeens komster med Sverige alene kunne istandbringes ved Tillg til Rigsacten henvises til nrvrende Vrks Cap. 10, 19, Hertil skal dog fies, at en Overeenskomst, hvorefter Uden rigsministeren skulde blive en flles Embedsmand, for Norges Vedkommende ikke ndvendigen behvede at istandbringes paa den i Grl.s 112 foreskrevne Maade. Thi den vilde ikke indskrnke, men udvide Norges Raadighed over sine diplo matiske Anliggender, og den vilde hverken komme i Strid med Grundloven eller Rigsacten. Derimod vilde en saadan Over eenskomst paakalde en Forandring i den svenske Regj eringsform. 4. Grundloven maatte paa mange Maader knytte sine Forskrifter til Institutioner og retlige Begreber af ldre Oprindelse, som paa Grundlovens Tid havde sit lovbestemte eller historisk givne Indhold. Exempler herpaa ere den evangelisk lutherske Religion, 2, 4 og 92, norske Bor gere, 50, Kjbstder, 50, 51, 55 59, Ladesteder, 50, Opbud eller Fallit, 52, Tugthuus, Slaveri og van rende Straffe, 53 d, Rigets Hovedstad, 68, Odels og Aasdesretten, 107. Navnlig slutter Grundloven sig i mange Retninger til Rigets da bestaaende administrative Inddeling og Organisation af Embeder eller administrative Inddelinger, f. Ex. Prstegjld, 51 og 55, Amter, 58, Stifter, 69, vrighed og Overvrighed, 22, 57, 58, 64 og 92, Magistrat, 51, 55, 56, 64 og 92, Foged, 51 og 92, Formnd i Kjobstderne og Prstens Medhjlpere, 55. Det kan i Almindelighed ikke antages, at Grundloven, ved at bygge sine Bestemmelser paa visse Dele af den ldre Retstilstand, har gjort det umuligt at omdanne eller endog ophve dennes Regler uden gjennem Grundlovsforandring. Formodningen maa vre for, at saadanne Institutioner lige som alle andre, der bestode ved Grundlovens Tilblivelse, ere undergivne Statsmagternes Herredmme og altsaa kunne lempes efter Tidernes Trang eller afskaffes, nar de ikke
546
Cap. 72.
lngere behves. Saaledes er den ene af de i Grl.s 55 a omtalte Straffe, nemlig de vanrende, senere efterhaanden ganske ophvede. Ligeledes er den i Grl.s 22 omtalte Inddeling af Armeen i Regimenter ophvet ved Armeeplanen af 3 Juli 1817. At Grl.s 52 c nvner Opbud, kunde aaben barlig ei vre til Hinder for, at Lovgivningen ophvede den Adgang, Lovbogens sl338 gav Skyldneren til at forlange sit Bo tget under Concursbehandling. Ligesaalidt vilde det vre en grundlovmssig Umulighed at gjre alle Ladesteder til Kjbstder. En saadan Frihed tilkommer dog ikke Statsmagterne med Hensyn til enhver i Grundloven omtalt ldre Institution. Danner dennes Bibeholdelse et Vilkaar for Opfyldelsen af Grundlovsbudet eller Opnaaelsen af dets iemed, kan den ikke hves uden med Hjemmel af en Grundlovsforandring. Saaledes kan den almindelige Lovgivning ikke ophve Prste gjldsinddelingen, thi hvis dette skeede, vilde Grundlovens Forskrifter om Mandtalsfrelsen og Valgforsamlingerne paa Landet bliver umulige at ivrkstte. Den samme grundlov mssige Urokkelighed maa Kjbstadborgerskabet antages at have, thi det er uimodsigelig Grundlovens Villie, at de vigtigste Classer af Driftsherrer i Byerne skulle vre stemmeberettigede i saadan Egenskab. Loven om Kjbstadsanigget paa Oplandene af 7 August 1827, 2, hvet ved Lov 8 Sept. 1842, var derfor en Uregelmssighed. Det i Grl.s 55 omtalte Medhjlper ombud kan vistnok heller ikke uden videre ophves, men det er med Fie ansees foreneligt med Grundloven i Stedet for de prstevalgte Medlemmer at stte folkevalgte Med lemmer af et Menighedsraad 1). Undertiden maa det siges, at den blotte Omdannelse af en ldre Institution kunde blive' grundlovstridig. Angaaer den Regel, Grundloven har bygget paa et ldre Retsbegreb, Statsmagternes indbyrdes Forhold, kan Lovgivningen ikke egentlig omdanne dette Begreb. Vilkaarligen indskrnke Begrebet militre Commandosager kan den saaledes ikke.
x) Odelsthingsbeslutning til Lov om Menighedsraad 20 (21), Storth. Forh. 1857, IX, 189 og X, 128; 1860. VIII, 346, IX, 139 samt Storth. Tid. 1857, Side 1100.
Cap* 72. Grndsen mellem Lov og Grundlov.
547
Anliggender, som efter ldre Love eller Praxis afgjres ad Commandovei, maa dog kunne overfres til Regjeringen, saafremt den ldre Behandlingsmaade efter Anliggendets Natur maa erkjendes at vre en Anomali. Af alle herhen hrende Sprgsmaal gives der neppe noget vigtigere eller vanskeligere end det, hvilken Raadighed den almindelige Lovgivning har over Modstningen mellem Land og Kjbstad. Som Udgangspunct for Undersgelsen maa fastholdes, at denne Modstning er Grundlag for hele vort Valgvsen, og at Lovgivningen derfor ikke ganske kan hve den. Ligesaa sikkert som dette er, ligesaa tvivlsomt er det imidlertid, hvorvidt Lovgivningen kan gaa at i at for andre de derhen hrende Forhold eller udjvne de deraf ud springende Forskjelligheder. Sprgsmaalet har to Sider, nemlig hvilke Forandringer der kan gjres enten med Hensyn til Kjbstadsterritorierne eller med Hensyn til deres Indvaaneres Rettigheder. I frste Henseende er Sagen ved Grundlovsbestemmelsen af 26 Novbr. 1859 kommen i en noget forandret Stilling. Gaacr en By saaledes tilbage, at den ikke lngere formaaer at danne en egen Commune, og at der heller ikke er Udsigt til, at den igjen skal komme paa Fode, saa er det en natur lig Fremgangsmaade at nedlgge den som Kjbstad, og Ad gangen dertil kan ikke uden afgjrende Grunde negtes den lovgivende Magt. Fr Grundlovsbestemmelsen af 1859 maatte derfor Lovgivningen ikke blot kunne oprette nye Kjbstder eller indskrnke de tilvrende Kjbstadsterri torier, men ogsaa ophve en Kjbstad og henlgge dens Territorium under Landdistrictet. Ved den nvnte Grund lovsbestemmelse er denne Ret imidlertid klarligen betagen Lovgivningen med Hensyn til de udtrykkelig nvnte Kjb stder. Dette lader sig ikke modsige med Hensyn til de Kjbstder, der hver for sig danne et heelt Reprsentant valgdistrict, og noget andet kan da fornuftigviis ikke antages om de udtrykkelig nvnte Kjbstder, der iflge Grundlovs bestemmelsen kun danne en Deel af et saadant Valgdistrict. Hvad der skal antages med Hensyn til de unvnte Kjb stder, er derimod mere tvivlsomt. Indre Grunde tale paa
548
Cap. 72.
Grndser mellem Lov og Grundlov.
det strkeste for at stille alle Kjbstder under lige Vilkaar uden Hensyn til den tilfldige Omstndighed, enten de ere udtrykkelig nvnte i hiin Grundlovbestemmelse eller ikke. Hertil kommer, at alle Kjbstder, unvnte ligesaavel som nvnte, omfattes af den sammesteds givne Regel, iflge hvil ken Kjbstder, hvis stemmeberettigede Indvaanere ere sunkne til et Antal af under 50, dog skulle vlge een Valg mand. Og denne Regel sigter netop til Kjbstder, der kunde vre rimeligt Sprgsmaal om at nedlgge. Paa den anden Side staaer den Stning, at man ikke uden sikker Hjemmel i Grundloven kan negte den lovgivende Magt Ret til at ophve de Bestemmelser, den selv har givet, flgelig heller ikke de Love, hvorved den har oprettet nye Kjb stder. At Lovgivningen nu, ligesaavel som fr 1859 kan indskrnke det til en Kjbstad henlagte Territorium, er un der enhver Omstndighed klart. Mellem Kjbstdernes Retsstilling og Landdistricternes var der, da Grundloven blev given, en overordentlig Forskjel. Kjbstderne vare Territorier med sregne Privilegier og dannede sregne Underretskredse og Communer. En Kjb stads Borgere dannede desuden en sregen Corporation, hvis Medlemmer vare skattepligtige til Kjbstadscommunen, hvor somhelst de boede. Til Kjbstdernes Privilegier hrte det, at de havde en udelukkende eller dog en fortrinlig Ret til at drive visse Nringsveie, navnlig Handel og Haandvrk. Srskilt fortjener det at udhves, at al Udforsel til og lnd frsel fra Udlandet i Regelen maatte foregaa gjennem disse og ved deres Borgere. Disse conomiske Forrettigheder vare af saa stor Betydning, at de paa Grundlovens Tid utvivlsomt maatte ansees som den vigtigste Bestanddeel afetsforskj ellen mellem' By og Land. Heraf kunde man naturligviis ikke slutte, at Lovgivningen skulde savne grundlovmssig Adgang til at indrmme Landdistricternes Indvaanere Ret til at drive nogen Nring, som paa Grundlovens Tid var Kjbstderne forbeholden. Flgen deraf er bleven, at Lovgivningen har anseet sig berettiget til efterhaanden, navnlig ved Haand vrksloven af 1839, Handelsloven af 1842 og tilsidst ved Loven af 15 Juni 1882 at hve alle Byernes conomiske For
549
rettigheder. Den sidste Ret af den Grundstning, at en Kjbstads Borgere danne en Corporation, er bortfalden ved Communalskatteloven af 15 April 1882. Forskjellen mellem Kjbstdernes og Landdistricternes Retsstilling bestaaer nu vsentlig deri, at hine er srskilte, fra Amterne udsondrede Communer, med sregen Communal- og Politilovgivning og sregne Domstole i frste Instants. Og saalnge som Rigets Inddeling i constitutionelle Valgkredse er knyttet til Mod stningeri mellem Kjbstder og Landdistricter, maa hine vistnok ndvendigen vedblive at vre egne Communer.
Capitel 73.
Betingelser og Former for Grundlovsforandringer.
1. Love angaaende Statsforfatningen bleve i ldre Tider sdvanligviis givne, forandrede og ophvede paa samme Maade, som andre Love. Dette er fremdeles Tilfl det i England. Almindelig Stemmeret vilde kunne indfores, Overhuset afskaffes, Foreningen mellem de tre Kongeriger ophves ved almindelig Parliamentsact, altsaa ved samstem mig Beslutning af Over- og Underhuset, sanctioneret af Kon gen. Paa lignende Maade forholder det sig i Ungarn. I Modstning hertil opkom den Tanke, at Love, som grundlagde Statsforfatningen, kunde og burde vre ufor anderlige. Dette var udtrykkelig bestemt baade i det dansk norske Monarkies Kongelov af 14 Novbr. 1665 og i den svenske Sikkerhedsact af 3 April 1789. Og hvor en Grund lov, som opstiller Indskrnkninger i den lovgivende Magt, ikke selv foreskriver, hvorledes den skal kunne forandres, maa man flgerigtigen antage, at den lovgivende Magt ikke kan forandre Grundloven, thi ellers vilde hine Indskrnk ninger mangle retlig Betydning. Naar saadan Myndighed ikke udtrykkelig er tillagt nogen anden, bliver der ingen, som har Ret til at forandre en saadan Grundlov, og den er
550
Cap. 73. Betingelser og Former for Grundlovsforandringer.
altsaa uforanderlig. Dette var paa den Tid, da vor Grund lov blev given og lnge derefter, den almindelige Forudst ning, og i Overeensstemmelse hermed antoges det i Frank rige, at der ingen retlig Form gaves, i hvilken dets Grund love af 1814 og 1830 kunde forandres 1). Den Regel, at en Grundlov slet ikke skal kunne for andres i retlige Former, er imidlertid hist urimelig. En Grundlov er som enhver anden Lov et ufuldkomment Ar beide, der trnger til Rettelser. Desuden bliver endog den for sin Tid bedste Grundlov efterhaanden forldet, saa at den maa omdannes efter senere opkomne Samfundsforhold. Ethvert betinget Forbud mod at forandre en Grundlov bli ver derfor, endog om det er udtrykkelig udtalt, tilsidesat enten aabenlyst eller ved Bortfortolkning. Dette er allerede i mange Tilflde skeet med den italienske Grundlov af 4 Marts 1848, uagtet den i sin Indledning erklrer sig for at vre stedsevarende og uigjenkaldelig 2). De fleste Landes Forfatninger have fulgt en Middelvei. De tillade, at Grundloven forandres, men ikke paa samme Maade som andre Love. De nrmere Bestemmelser herom er imidlertid hist forskjellige. I Monarkierne har det vret og er fremdeles sdvanligt, at den lovgivende Magt, altsaa Nationalreprsentationen med Monarkens Sanction kan foi andre Grundlovene, men kun under Betingelse af, at Nationalreprsentationens Beslutnin ger desangaaende ere fattede med qvalificeret Fleertal. Dette er Regelen i de mindre tydske Kongeriger, (see Grl. for Bayern af 26 Mai 1818, Titel X, 7, for Wiirtemberg 25 Septbr. 1819, 176, for Kongeriget Sachsen 24 Septbr. 1831, 152, for Storhertugdmmet Baden 24 Aug. 1818, 64) ielgien, Grl. af 7 Februar 1831, 131, i Holland, Grl. 14 Oet. 1848, 197, i Rumnien, Grl. 30 Juli 1866, 129 og sterrige, Grl. 21 Dec. 1867, 15, gjentagen i Grl. 2 April 1873,
x) Toqueville de la Democratie en Amerique (13 ed.) I, 150 og 11. 398; Mo hl, das Staatsrecht Wiirtembergs I, 96, Note 5; Stang, Side 642. 2) Brusa, Italiens Statsret, i Marqvardsens Handbuch, Side 1216.
Cap. 73.
551
15. I alle disse Stater udkrves, at Forslaget i ethvert af Kammerne skal vre vedtaget med to Trediedele af Stem merne. Iflge den tydske Rigsgrundlov af 16 April 1871, 78, jvfr. 6, kan Rigsdagens Beslutning til Forandringer i Statsforfatningen fattes med simpelt Fleertal, men Beslutnin gen ansees som forkastet af Forbundsraadet, hvis 14 af dets 58 Medlemmer stemme derimod. Her krves altsaa mere end tre Fjerdedele af Stemmerne. Efter den preussiske Grl. af 31 Januar 1850, 107, er simpelt Fleertal i ethvert af Landdagens Huse nok, men Beslutningen maa i hvert Huus fattes ved to Afstemninger, mellem hvilke der skal ligge et Tidsrum af mindst 21 Dage. I Preussen har man altsaa ikke synderlig strre Sikkerhed mod Letsind i Grundlovs forandringer end i almindelige Lovgivningssager. I mange Lande lader man sig i saa Henseende ikke nie med at forlange qvalificeret Fleertal, men krver, at Nationalreprsentationens engang fattede Beslutning til Grund lovsforandring maa bifaldes af en flgende Rigsdag. Dette er Tilfldet i Kongeriget Sachsen. En sregen Betydning faaer denne Forskrift, nar det desuden paabydes, at den sidste Rigsdag eller noget af dens Kammere maa vre ud gaaet af nye Valg. En saadan Regel har man saavel i Bel glen, Holland og Rumnien som i Sverige (Regj. F. 81, Rigsdagsord. 64) og Danmark, Grl.s 95. Regelen stam mer oprindelig fra en svensk Lov af 12 Novbr. 1766. Efter den svenske Rigsdags davrende Sammenstning er det lidet rimeligt, at Hensigten hermed just var at give Vlgernes Me ning nogen Indflydelse paa Forslagets Skjbne x). Saadan Virkning kan Regelen vistnok faa, men dette bliver neppe saa hyppigt Tilfldet, at man i dens Optagelse kan see no get Udtryk for den Tanke, at Vlgerne gjennem de nye Valg skulde give sit Samtykke til Forslaget. En saadan Tanke trder frst klart frem, hvor Vlgerne maa meddele Re prsentanterne srlig Fuldmagt til at vedtage Forslaget, saa ledes som iflge den spanske Forfatning af 18 Marts 1812,
x) Ei heller synes nogen saadan Grund at have vret nvnt under Forhandlingerne, see Malm st rm, Sveriges politiska historia, V, 446.
552
375384, den brasilianske af 25 Marts 1824, 174 177 og den portugisiske af 23 April 1826, 142. Sidstnvnte Grundlove have dog i Formen forbeholdt den almindelige Nationalreprsentation Myndighed til at for andre Statsforfatningen. Andre Grundlove have dertil an ordnet sregne reprsentative Forsamlinger (Conventioner), som enten slet ikke eller kun i Ndsfald kunne udve anden Myndighed, see de franske Constitutioner af 3 Septbr. 1791, Titel VII, 24 Juni 1793, 115117 og 4 Novbr. 1848, 22 og 111, den nederlandske Grundlov af 24 Aug. 1815, 230, og den grske af 28 Novbr. 1864, 107. Endnu strkere kommer Folkesouvernitetetens Princip tilsyne, hvor Myndigheden til endelig at vedtage Grundlovs forandringer er forbeholdt selve de stemmeberettigede Borgere, saaledes at disse stemme umiddelbart over selve Forslaget. Dette var foreskrevet i den franske Grl. af 22 Aug. 1795, 343, jvfr. Grl. af 13 Dec. 1799, 95, samt den nederlandske Grundlov af 23 April 1798, Regl. E, 2122, og er nu blevet almindelig Regel i Schweiz. Ikke alene maa enhver Forandring i Edsforbundets Grundlov vedtages ved Plebiscit, see Grl. af 12 Sept, 1848, 111114, gjentaget i Grl. af 29 Mai 1874, 118121, men desuden maa enhver Kan tons Grundlov vre antagen af Kantonens Stemmeberettigede, see begge ovennvnte Grundloves 6. Den samme Grund stning er omsider i en eller anden Form trngt igjennem ogsaa i alle nordamerikanske Fristaters srlige Grundlove, men gjlder ikke i Unionsforfatningen. Til endelig Ved tagelse af Forslag om Forandring i denne er det nok, at de bifaldes af tre Fjerdedele af Fristaterne, hvilket Bifald med deles enten gjennem disses almindelige lovgivende Forsam linger eller gjennem dertil srlig valgte Conventer, alt etter som Unionscongressen anordner den ene eller anden Frem gangsmaade, see Unionsgrundloven af 17 Septbr. 1787, Art. V. Iflge Frankriges nu bestaaende republikanske Forfat ning kunne Grundlovene forandres af den lovgivende Magt. Naar begge Kammere efter Forslag enten af noget Medlem eller af Prsidenten have erklret, at der er Fie til at for andre Forfatningen, skulle iflge Loven af 25 Febr. 1875, 8,
553
begge Kammere trde sammen for at fatte Beslutning om Forandringen. Et Fleertal i hvilketsomhelst af Kammerne kan altsaa hindre denne. Efter alle Grundlove, som have forbeholdt de stemme berettigede Borgere endelig Vedtagelse af Grundlovsforslag er det tilstrkkeligt, at Fleertallet af de afgivne Stemmer bifalde Forslaget. Nogle af disse Grundlove have dog op stillet Forskrifter, som stte endog et temmelig svagt Mindre tal istand" til at hindre en paatnkt Grundlovsforandring. Dette lader sig navnlig gjre gjennem Forskrifter om For slagsretten. Saaledes bestemte den franske Const. af 22 Aug. 1795, 336338, at Grundlovsforandringer alene kunde foreslaaes af den lovgivende Magt. De nordamerikanske Fri staters srlige Grundlove pleie ogsaa at forbeholde de lov givende Forsamlinger udelukkende Ret enten til at foreslaa Grundlovsforandringer eller til at paabyde eller foreslaa Valg af Conventioner, hvem det overdrages at udarbeide saadanne Forslag. Det sidste er brugeligst, nvor der er Sprgsmaal om at give en heel ny Grundlov. Erfaring siges nemlig at vise, at Statens bedste Mnd ere villigere til at iudtrde i saadanne for Tilfldet valgte Conventioner end i de alminde lige lovgivende Forsamlinger. Hvor disse have udelukkende Ret til at fremstte eller lade fremstte Grundlovsforslag, kan altsaa et Fleertal af Reprsentanthuset eller af Senatet hindre Fremsttelsen. Om Folket uden grundlovbestemt Medvirkning af den lovgivende Forsamling vlger en Con vention og vedtager en af den foreslaaet Grundlov, erklre Domstolene denne ugyldig. I enkelte af Fristaterne har Folket dog et af den lovgivende Magt uafhngigt Initiativ. Deres Grundlove bestemme nemlig, at Folket med visse, f. Ex. 16 eller 20, Aars Mellemrum skal adsprges, om det vil nedstte en Convention til at revidere Grundloven, see GrundlOvene for New Hampshire, 99; New York, XIII, 2; Maryland XIV, 2; Michigan XX, 2; Ohio, XVI, 3, og Virginia, XII, 2. Iflge Grl. for Delaware er der hvert Aar paa en bestemt Dag almindelig Afstemning i hele Staten om, hvorvidt der skal vlges en Convention til
554
Cap. 73.
at revidere Grundloven 1 ). Efter den schweizerske Forbunds forfatnings 120 kan et Antal af 50 000 Borgere altid for lange en saadan Afstemning. Tanken er laant fra den franske Constitution af 1793, 115. Et nogenlunde tilsvarende Initiativ til Grundlovsforandringer er tilstaaet Borgerne ved Schweizerkantonernes srlige Forfatninger og garantere! dem ved Forbundsgrundlovens 6 c 2), Ogsaa i de Lande, hvor den endelige Afgjrelse af Grund lovsforslag er overdragen en Convention eller en med srligt Mandat udrustet Nationalreprsentation, er Forslagsretten regelmssig tillagt enten den almindelige Nationalreprsen tation, saasom efter den franske Const. af 3 Septbr. 1791, Titel 7, den spanske af 19 Marts 1812, 375384, og den grske af 28 Novbr. 1864, 107, eller den lovgivende Magt, altsaa i Monarkierne Fyrsten og Nationalreprsentationen i Fllesskab, see den nederlandske Grl. af 24 Aug. 1815, 229, den brasilianske af 25 Marts 1824, 176, og den portugisiske af 29 April 1826, 142. Hvor Forslagsretten er forbeholdt Nationalreprsenta tionen eller den lovgivende Magt, kan man forstrke Garan tierne mod skadelige Grundlovsforandringer ved at krve Beslutningen gjentagen i flere Valgperioder eller fattet med qvalificeret Fleertal. Exempler haves i begge Retninger. 2. Det Adler-Falsenske Udkast vilde tge Myndig heden til at forandre Grundloven ganske ud af Statsmagternes Hnder. Efter 5 Aars Forlb og senere hvert 25de Aar skulde Vlgerne paa sdvanlig Maade udnvne Deputerede til en Congres, som skulde gjennemgaa Constitutionen og foreslaa Forbedringer i samme, men disse maatte ikke til intetgjre dens Grundvsen eller de Love, som ved Con stitutionen erklredes for uforanderlige Grundlove. Congres sen maatte ikke vare lngere end en Maaned. De fore
*) Hovedvrket om Grundlovsforandringer er Jameson, on the Constitutional Convention. z) Ore 1 1 i, Schweitz's Statsret i Marqvardsens Handbuch, Side 103108.
555
slaaede Forandringer tillige med Grandene for samme skulde forelgges Valgforsamlingerne, som havde at stemme derover med Ja eller Nei. Stemmerne skulde lgges sammen fra alle Valgforsamlinger, men den foreslaaede Forandring skulde frst ansees antagen, hvis den havde erholdt to Trediedele af Stemmerne. Paa anden Maade skulde Constitutionen ikke kunne forandres. Constitutionscomiteen paa Eidsvold fraveg imidlertid i dette Stykke det Adler-Falsenske Udkast 1) og foreslog i 115 en Bestemmelse, saalydende: Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Constitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den br forandres, skal Forslaget derom fremsttes paa et ordentligt Storthing og kundgjres ved Trykken; men det tilkommer frst nste ordentlige Storthing at bestemme, om den for eslagne Forandring br finde Sted eller ei. Den 4 Mai, efterat Comiteens Udkast var indleveret. fremsatte et af dens Medlemmer, Hege r mann, et Forslag om Tillg til 115 saalydende: Dog maa saadan Forandring aldrig mod sige denne Grundlovs Principer, men alene angaa Modi fi kationer, der ikke rokke eller forandre denne Grundlovs Aand, og br endvidere 3 / 4 af Storthinget vre enig med, inden saadan For andring kan skee; eller rettere: Forandringen kan ikke vinde Lovskraft, uden efter de i 83, 84 og 85 indbefattede Bestemmelser. De nvnte Paragrapher svare til den nuvrende Grl.s 77, 78 og 79. Forslagsstilleren nvnte altsaa ikke 76. Under Paragraphens Behandling i Rigsforsamlingen frem kom Hegermann imidlertid med en ny Redaction af dette Tillg, saalydende:
*) I Storth. Forh. 1881, S. No. 20, Side 5157. har det juridiske Fakultet givet en udfrlig Fremstilling af Paragraphens Historie.
556
Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaa Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke rokke eller forandre denne Constitutions Aand; og br endvidere to Trediedele af Storthinget vre enig med, inden saadan Forandring kan skee 1). Constitutionscomiteens Indstilling bifaldes eenstemmigt, med det af Heg er mann sidst foreslaaede Tillg. Sit tid ligere i tyende Alternativer fremsatte Forslag maa han altsaa have tilbagekaldt. Efter Redactionscomiteens Forslag fik Paragraphen til sidst saadan Lydelse: Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Con stitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Er faring, at nogen Deel af den br forandres, skal Forslaget derom fremsttes paa et ordentligt Storthing og kundgjres ved Trykken. Men det tilkommer frst det nste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring br finde Sted eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaa Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og br to Trediedele af Storthinget vre enig i saa dan Forandring. I sin nrvrende Skikkelse, som Paragraphen har faaet ved Grundlovsforandringen af 24 April 1869, lyder den: Viser Erfaring, at nogen Deel af denne Konge riget Norges Grundlov br forandres, skal For slaget derom fremsttes paa frste ordentlige Storthing efter et nyt Valg og kundgjres ved Tryk ken. Men det tilkommer frst et af de ordentlige Storthing efter nste Valg at bestemme, om den fore slaaede Forandring br finde Sted eller ei. Dog maa
x) Rigsforsamlingens Forhandlinger, Hefte 11, Side B9, og Hefte IV, Side 107.
Cap.- 73. Betingelser og Former for Grundlovsforandringer.
557
saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaa Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og br to Trediedele af Stor thinget vre enige i saadan Forandring. 3. Statsmagterne have altsaa ikke Ret til at forandre Forfatningen af hvilkesomhelst Grunde. Erfaring maa have viist, at Forandring br skee. Ei heller maa de foretage Forandringer af hvilkensomhelst Beskaffenhed, nemlig ikke saadanne, som stride mod Constitutionens Principer. Disse Bestemmeller, som ikke ere ganske uden Sidestykker i andre Lande (see saaledes den nederlandske Grundlov af 24 Aug. 1815, 229, og den grske af 28 Nov. 1864, 107) savne ikke Forklaringsgrund. Vor Statsforfatning brd Samfundets politiske Udvikling en ganske ny Bane og istandbragtes saa hurtigt, at den ikke kunde blive Gjenstand engang for saamegen Forberedelse og Overveielse, som man senere har pleiet skjnke almindelige Love af fremtrdende Betydning. Det var derfor venteligt, at den hos Adskillige vilde vkke Misnie og hos Mange den Tro, at de kunde gjre den bedre. Men det var tillige klart, at det frst og fremst gjaldt at skaffe den ny Forfatning Fasthed og derfor bedst, at den isr i Begyndelsen undergik saa faa og saa lidet indgribende Forandringer som muligt. Allerede paa frste ordentlige Storthing fremkom der en heel Deel Forslag til Forandringer i Grundloven, de fleste fra Storthingets Medlemmer. De bleve allerede paa dette Stor thing undergivne Behandling af en Comitee, som efter en temmelig ls Prvelse anbefalede de fleste af dem til An tagelse 1). Constitutionscomiteen i 1818 indstillede derimod under Paaberaabelse af Grl.s 112 de allerfleste paa forrige Storthing fremsatte Forslag til at forkastes. Storthinget var endnu forsigtigere og antog blot et af dem, hvilket dog ei blev Grundlov, da Kongen negtede det sin Sanction2 ).
x) Storth. Forh. 1816, Juni, Side 290332. 2) Storth. Forh. 1818, V, 18118.
558
Gap, 73. Betingelser og Former for Grundlovsforandringer.
Endnu strkere kom Forfatningens Fasthed tilsyne i den nrmest paafolgende Tid. Kongen fremsatte i 1821 en Rkke af Forslag til indgribende Forandringer i Grundloven. Efter disse Forslag skulde Grl.s 79 ophves og Kongen saaledes erholde et absolut Veto til Storthingets Lovbeslut ninger, fremdeles skulde han erholde Ret til, nar Storthin get havde vret samlet i tre Maaneder, at oplse det og paabyde nye Valg, ligeledes Ret til at afstte alle Embeds mnd undtagen Dommere og til at oprette en Arveadel. Det foresloges endvidere i Grundloven at paalgge Stor thinget fortrinsviis at behandle de kongelige Propositioner. Rigsrettens Organisation skulde forandres saaledes, at den kom til at besta af ligemange hiere Embedsmnd og Lag thingsmedlemmer. Kongen skulde have Ret til at anklage Statsraadets og Hiesterets Medlemmer for Rigsretten. Disse Forslag bleve efter Indstilling fra Constitutionscomi teen eenstemmig forkastede af Storthinget i 1824. Dette indgik derpaa under 29 Mai med en Adresse til Kongen, i hvilken det udtalte, at en vis Uforanderlighed i et Folks Institutioner er vigtig Sttte for Fastheden i dets moralske Begreber, og at det er en ndvendig Betingelse for Folkets Troskab og Hengivenhed for Constitutionen, at Grundloven saa lidet og saa sjeldent som muligt forandres 1). Kong Carl Johan gjentog dog nsten gjennem hele sin Regjerings tid Forslaget om Ophvelse af Grl.s 79, men som det synes, mere til Vidnesbyrd om, hvad han ansaa stemmende med Rigets Tarv, end i Haab om, at det vilde blive antaget 2). 4. Forandringen behver ikke at have viist sig at vre en Ndvendighed. Det er nok, at den er gavnlig. Men dette maa vre godtgjort ved Erfaring. Denne For dring kan ikke strkkes saavidt, at der skal kunne paavises en Rkke af Kjendsgjerninger, som Vidnesbyrd for, at den Bestemmelse, der foreslaaes forandret, har medfrt skadelige
') Storth. Forh. 1824, Mai, Side 32152 og 428471. ) Storth. Forh. 1839, August, 520525.
Cap. 73.
559
Flger. Det maa vre nok, at Samfundet er kommet til levende Erkjendelse af, at den er uretfrdig eller uhensigts mssig, thi en saadan Erkjendelse kan ikke danne sig uden Sttte af lagttagelser hentede fra det practiske Liv. Efter denne Forstaaelse af Grundloven have Statsmagterne flere Gange handlet, navnlig da de ophvede Forbudet i Grund lovens 2 mod, at Jder indfandt sig her i Landet, og i 92 mod at udnvne andre end Statskirkens Medlemmer til Em bedsmnd." 5. Naar Grl.s 112 betinget forbyder Forandringer, som stride mod dens Principer, saa ligger det nr at sporge, om den herved har sigtet til de af Rigsforsamlingen fore lbigt antagne ti Grundstninger, som ere opregnede ovenfor i Capitel 2, 4. Disse Grundstninger opstilledes imidlertid kun for at tjene Rigsforsamlingens Constitutionscomitee til Veiledning, ingenlunde for at paalgge de fremtidige Stats magter noget Baand. Den her forsvrede Mening er bleven godkjendt af Hiesteret og Statsmagterne. Det Forbud, Grl.s 2 oprin delig indeholdt mod, at Jder indfandt sig her i Riget, var allerede opstillet i den ottende af de nysnvnte Grundst ninger. I en efter Storthingets Opfordring derom afgiven Betnkning erklrede Hiesterets Fleertal, at denne Om stndighed ikke kunde hindre Statsmagterne i at hve Forbudet x). Naar man saaledes maa slippe det positive Holdepunct, som hine Grundstninger kunde synes at tilbyde, saa bliver det overmaade vanskeligt at drage nogen Grndse mellem de Forandringer, Grundloven tillader, og dem, den forbyder. Efter den strengeste Fortolkning kan man om enhver For skrift i Grundloven, der i vsentlig Grad bestemmer dens Characteer, tjener til Vrn for nogen af Statsmagterne eller for Individet, sige, at den indeholder et Princip og stemmer med Grundlovens Aand. Og heri kan man gaa meget vidt. Saaledes erklrede Constitutionscomiteen i 1824, at endog
) Storth. *orh. 1842, I, 113 og IX, 267.
560
Forslaget om. at Kongen skulde udnvne Storthingets og dets Afdelingers Prsidenter, stred mod Constitutionens Aand og Principer. Ligeledes har saavel denne Comitee som Justis departementet udtalt, at Embedsmndenes Uafsttelighed maatte ansees som et af Grundlovens Principer. I vor con stitutionelle Praxis har man imidlertid ikke vret tilbielig til at strkke dette Begreb meget vidt. Saaledes er det af Hiesterets Fleertal og Statsmagterne antaget, at det Tillg, G-rl.s 88 fik ved Bestemmelsen af 29 Novbr. 1862, ikke rammedes af Forbudet i Grl.s 112 x). Ligeledes er det af Hiesteret erklret, at dette ikke var til Hinder for at give Statsraaderne Adgang til at deeltage i Storthingets For handlinger 2), og denne Anskuelses Rigtighed blev almindelig anerkjendt endog af dem, som have tillagt Statsraadernes Udelukkelse fra Storthinget den strste Betydning med Hen syn til Magtfordelingen. Det er nemlig overhovedet et Sprgsmaal, hvorvidt nogen Slgt har Ret til at forbyde sine Efterkommere at foretage hvilkesomhelst Forandringer i deres Institutioner, de finde hensigtsmssige for sig. betinget tr dette vistnok ikke negtes, thi et saadant Forbud kan vre et tjenligt Middel til at bevare Forfatningen uskadt i dens Barndom. Hvis et saadant Forbud engang er opstillet, maa det derfor overholdes, saalnge det ikke paa grundlovmssig Maade er blevet ophvet. Under Forudstning af, at begge Statsmagters Samtykke udkrves til Grundlovsforandringer, er der imidlertid fuld Grund til at give Forbudet det mindst mulige Omfang, som dets Ord tillade. Enhver Forandring i Grundloven br derfor ansees tilladelig, nar den kun lader Rigets Selvstndighed, de allervigtigste i Forfatningen hjem lede Institutioner og borgerlige Rettigheder, saasom Konge dmmet, Nationalreprsentationen, Domstolenes Uafhngig hed, Borgernes personlige Ukrnkelighed, Trykkefriheden og Eiendomsretten, staa urokkede.
x) Storth. Forh. 1860, 111, No. 59, Side 2, og 2223. 2) Storth. Forh. 1845, VII, 200201.
Cap. 73.
561
Tillagde man den Indskrnkning, Grl.s 112 gjr i Statsmagternes Adgang til at forandre Grundloven, et strre Omfang, saa maatte det fornuftigviis forlanges, at man kunde paavise retlige Former, hvorunder videregaaende Forandrin ger kunde istandbringes. Dette lader sig imidlertid ikke gjre. De Udveie, hvorom der her nrmest kunde blive Sprgsmaal, ere enten at sammenkalde en constituerende Forsamling, eller at paalgge de Reprsentanter, som valgtes til "det Storthing, der havde at afgjre Forslaget, at erhverve srlig Fuldmagt fra Vlgerne til at vedtage dette, eller ligefrem at forelgge Forslaget for disse til Antagelse eller Forkastelse. Enhver af disse Udveie ligger imidlertid ganske udenfor Grundloven. Denne har ikke sagt, hvilken af dem, der skulde komme til Anvendelse, end mindre givet de ndvendige Forskrifter om Fremgangsmaaden. Dens Taushed i saa Henseende vidner om, at den aldeles ikke har villet tillade Forandringer i Forfatningen, som stride mod dens Principer. Dette Baand ophrer frst, nar Principets Opretholdelse er bleven factisk umulig. 6. Hvem der har Ret til at fremstte Forslag til Forandringer i Grundloven, er ikke sagt i denne. Retten antages at tilkomme saavel Kongen som ethvert af Storthin gets Medlemmer, ikke derimod selve Storthinget som saadant. Finder et Storthing det nskeligt, at der udarbeides Forslag til Forandring i nogen af Grundlovens Bestemmelser, er der intet til Hinder for, at det i saadant iemed nedstter en Comitee, men det maa overlades Medlemmernes eller andre Reprsentanters Forgodtbefindende, hvorvidt noget af de derunder udarbeidede Udkast skal fremsttes som Forslag eller ikke x). Forslag kan alene fremsttes paa frste ordentlige Stor thing efter nyt Valg. Hensigten med dette Bud er at give en Tid af henved tre Aar til Overveielse af Forslaget. Det Storthing, paa hvilket Forslaget fremsttes, kan nemlig
x) Storth. Forh. 1857, VIII, 593594; 1869, VII, Dok. No. 105, Side 18; 1877, VI, S. No. VIII.
562
ligesaalidt forkaste som antage Forslaget. Dette erkjendtes allerede af frste ordentlige Storthing ) og flyder af Grund lovens Ord, iflge hvilke det frst tilkommer et af de ordent lige Storthing efter nste Valg at bestemme, om den fore slaaede Forandring br finde Sted eller ei. For at Forslaget imidlertid skal blive Gjenstand for Overveielse, foreskriver Grl.s 112, at det skal bekjendt gjres ved Trykken. Derom pleier Storthinget at fatte ud trykkelig Beslutning, hvorved det paalgges Prsidenten at besrge Offentliggjrelsen. Da et Medlem af Storthinget i 1880 fremsatte nyt Forslag til den Gruiidlovsforandring, angaaende Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets For handlinger, som samme Storthing allerede havde vedtaget, og som efter dets Paastand allerede var Grundlov, negtede Storthinget at paalgge Prsidenten at lade Forslaget trykke. Dette var urigtigt, thi det tilkom aabenbart ikke Storthinget i 1880, men frst Storthinget i 1883 at afgjre, hvorvidt Forslaget skulde antages eller ikke. Forslagsstil leren bekjendtgjorde selv Forslaget. Men den Meddelelse herom, som oversendtes Storthinget i 1883, blev af dette vedlagt Protocollen, og Forslaget altsaa ikke tget under Behandling 2). 7. Det frste og andet ordentlige Storthing i den Valgperiode, da et Grundlovsforslag foreligger til Afgjrelse, kan udstte dettes Behandling til et flgende ordentligt Stor thing, noget, der ofte skeer. Valgperiodens sidste ordentlige Storthing har derimod ikke en saadan Ret. Det maa fatte endelig Beslutning i Sagen. Storthinget i 1827 antog dog, efter Indstilling fra Constitutionscomiteen, at en af Kongen fremsat Grundlovsforslag ikke behvede at sttes under Af stemning, nar han tog det tilbage. At tillgge Forslags stilleren en saadan Ret lader sig ikke forsvare som almin delig Regel, da det jo er muligt, at en anden vilde have
x) Storth. Forh. 1816, Juni, Side 338. *) Storth. Forh. 1880, Vn, 54; Storth. Tid. 1880, Side 905917, og 1883, Side 75.
563
fremsat Forslaget, om det ei var fremkommet fra ham. Det nuvrende Reglements 25 forbyder derfor at tge et Grund lovsforslag tilbage, efterat Storthinget har bestemt, at det skal kundgjres ved Trykken. 8. Hvorvidt det Storthing, som tager Forslaget under endelig Behandling, kan gjre ndringer deri, har vret Gjenstand for afvigende Meninger. Nogle have troet, at et Forslag kan siges at vre antaget, selv om det bifaldes med Forandringer, nar disse ikke fravige dets Hensigt, og at Ordene i Grl.s 112 saaledes ikke ere imod, at Stoithinget ved Afgjrelsen strkker sin Myndighed saavidt. Hertil kan der vre fuld Grund. Thi ellers vilde Storthinget, nar det fandt Forslagets Tanke bifaldsvrdig, men dets Form eller Bestemmelser feilagtige, kun have Valget mellem at antage Forslaget tiltrods for disse Mangler eller at henskyde en nskelig Udbedring af Grundloven til en bestemt Fremtid x). I 1814 tillod ogsaa Sveriges Regjeringsform den Rigsdag, som havde at afgjre et af forrige Rigsdags Constitutions utskott fremsat Grundlovsforslag, at foretage Forandringer i dette 2). Vor constitutionelle Praxis har dog altid og uden Vaklen bekjendt sig til den Anskuelse, at et Grundlovsforslag maa antages uden nogensomhelst Forandring 3). Denne Mening stemmer i ethvert Fald bedst med Grundlovens Ord og er den eneste, som fyldestgjr Hensigten med den Bestemmelse, at Forslaget frst kan afgjres i nste Valgperiode efter dets Fremsttelse. Hermed vilde det vre ganske uforeneligt,
]) Stang, Side 633639. 2) Eydin, Svenska Riksdagen, 2 Deel, andet Bind, Side 317319, Noten. 3) Constitutionscomiteen i 1818 udtalte sig ikke med fuld Bestemthed om Sprgsmaalet, see Storth. Forh. for August, Side 19. Constitutionscomiteen i 1824 erklrede sig (Storth. Forh., Mai, Side 3536) utvetydigt mod Storthingets Adgang til at foretage nogen Forandring. Det eneste Storthing, hvor den modsatte Anskuelse har sgt at gjre sig gjldende, var det i 1839, see Storth. Forh., 111, 40, og Storth. Efterr., Side 110.
564
Cap. 73.
at det skulde kunne forandres ved Bnkeforslag, fremkomne i den tolvte Time, thi et saadant ndringsforslag kan meget let vise sig at have en ganske anden og strre Betydning, end man forstod, da det antoges. Derfor har man i Sverige allerede 1815 givet Regjeringsformen et Tillg, der alene levner Rigsdagen dgang til at antage et hvilende Grund lovsforslag uden Forandring eller at forkaste det, see Rigs dagsordningens 64. Lignende Forskrifter findes i Grund loven for Danmark, 95, og for Holland, 196197. 9. Til Forslagets Antagelse udfordres, at to Tredie dele af Storthinget stemme derfor, hvorved iflge, hvad der er sagt ovenfor i Cap. 31, 18, maa vre meent to Tredie dele af de afgivne Stemmer, ikke to Trediedele af det hele Antal Storthingsreprsentanter, de fravrende deri med regnede. 10. I vor constitutionelle Retsbrug har det altid vret antaget, at Forslag til Forandringer i Grundloven alene kunne fremsttes, behandles og afgjres i det samlede Storthing, hvilken Fremgangsmaade sikkerlig ogsaa er den ene rette 1). Det er nemlig umuligt at bringe Grl.s 76 til ligefrem An vendelse paa dem. Sidstnvnte Paragraphs Bestemmelser ere heelt igjennem knyttede til den Forudstning, at For slaget kan antages med Forandringer, hvilke ei kunne finde Sted med Grundlovsforslag. Nogen Betydning vilde den srskilte Behandling i Afdelingerne faa, hvis Grundloven kunde forstaaes saaledes, at Forslaget frst skulde ansees bifaldt, hvis det fik to Trediedele af Stemmerne i enhver Af deling. Men herved vilde man krve mere, end Grundlovens Ord i 112, sammenholdt med 76, nstsidste Punktum,
J) See det juridiske Facultets Betnkning, Storth. Forh. 1881, S. No. 20, Side 17; Maurer, der Verfassungskampf in Norwegen, Side 32 35, Heinrich Martens i Tidskriftet Uns ere Zeit., og Ryd in, Unionen och Konungens Sanctionsrtt, Side 3234. Derimod har rsted i Tidsskrift for Literatur og Critik, VI, 332, erklret sig for Behandling i Afdelingerne, ligeledes Dr. Hojer, Norges Storthing, Side 139146, jvfr. Rigsretstidenden 188384, 11, 116119, 652 ff.; 111. 7880, 599-605.
565
hjemle. Skulde Forslaget behandles i Odelsthing og Lag thing, maatte dets Skjbne, selv om det erholdt Fleertal i begge Afdelinger, bero paa, hvorvidt begge Fleertal tilsammen tagne udgjorde to Trediedele af samtlige de i begge Afde linger afgivne Stemmer. Men i saa Fald vilde den srskilte Drftelse og Afstemning i Afdelingerne mangle al fornuftig Grand og endog kunne vise sig uskikket til at skaffe Dis cussionen, navnlig i Lagthinget, dens berettigede Indflydelse paa Udfaldet. Skulde en saadan Behandlingsmaade ansees tilladt eller ndvendig, maatte Grundloven ingen anden kjende. Mrkes maa ogsaa, at den samme Reprsentant, Heger mann, efter hvis Forslag sidste Punktum blev fiet til Grl.s 112, tidligere havde fremsat et andet Forslag, efter hvis principale Alternativ Grundlovsforandringer skulde behandles i Afdelingerne, men at dette Forslag, som fr paaviist, efter al Sandsynlighed er tilbagekaldt af Forslags stilleren selv, uden at blive optaget af nogen anden. 11. Ved Afgjrelsen af Sporgsmaalet, om Storthingets Beslutninger til Forandringer i Grundloven tiltrnge konge lig Sanction 1), maa det erindres, at Grundlovens egne Ord medfre, at Kongen har et Veto til alle Storthingsbeslut ninger, som ikke ved sidstnvnte Paragraph eller Beslut ningens Natur ere undtagne derfra, see ovenfor Cap. 47, 2-6. Herimod er der gjort den Indvending, at Grl.s 112 ikke behvede at nvnes i 82, fordi hiin Paragraph brager Udtryk, der tilkjendegive, at Storthinget er eneraadigt over ethvert fremsat Forslag til Forandring i Grundloven, som ikke strider mod dennes Principer. Paragraphen sig nemlig, at det tilkommer Storthinget at bestemme, om den foreslaaede Forandring br finde Sted eller ei, og Ordet bestemme bruges overalt ellers i Grundloven
x) Sprgsmaalet er udfrligen drftet frst i nysnvnte Betnkning fra det juridiske Facultet, til hvilken her i et og alt henvises, dernst i de frnvnte Afhandlinger af Maurer, Ry din og Hj er, endelig under Rigsretssagen i 188384, Rigsretstidendens Bind II og 111.
566
Cap. 73.
om en Afgjrelse, som ikke trnger til Stadfstelse af nogen anden for at blive gyldig, see 6, 7, 8, 14, 19, 47, 57, 58, 68, 69, 75 e, 80, 82 b, 99 og 110. Denne Indvending hviler paa et Skin. Hvor Grundloven omtaler Storthinget, Kongen eller Regjeringen som udvende Myndighed, bruger den forskjellige Udtryk, idet den snart siger, at de bestemme, snart at de faststte, see 7, 8, 10, 75 e og 107, snart at de afgjre, see 13. 15, 22, 27. 29, 38 og 109. Det er en i Sprogbrugen uhjemlet Paastand, at der mellem disse Udtryk skulde vre nogen Forskjel med Hensyn til Beslutningens Gyldighed, saaledes at man om den, der fatter en Beslutning, som tiltrnger Stadfstelse af nogen anden, vel kan sige, at han fast st te r eller afgjr, men ikke at han bestemmer. Disse Udtryk sige i saa Henseende lige meget eller lige lidet og kunne i mange Forbindelser bruges i Flng, jvfr. Grl.s 8 og 75 c. At nu Grundlovene bruger Udtrykkene fas t. stte og afgjre om Storthinget ogsaa, nar det fatter Beslutninger, som ere Gjenstand for Sanction, fremgaaer af 7, 8, 107 og 109. De Grundlovsparagrapher, som hjemle Storthinget de i 82 opregnede Myndighedsarter, ere af fattede i Udtryk, der synes utvetydigen at tilkjendegive, at disse Beslutninger ere gyldige i sig selv. De ere desuden alle med Undtagelse af den i 82 c nvnte, af saadan Be skaffenhed, at det vilde stride mod deres Natur, om de skulde have tiltrngt kongelig Sanction. Som Exempel maa frst og fremst nvnes Grl.s 30, hvorefter den Statsraad, der ikke hai' protesteret mod Kongens Beslutning kan af Odels thinget sttes under Tiltale for Rigsret. Naar Grundlovens Forfattere have fundet det forndent udtrykkelig at undtage disse Tiltalebeslutninger fra Ndvendigheden af kongelig Sanction, kunne de umulig have meent, at Udtrykkene i Grl.s 112 skulde tilkjendegive, at Kongens Sanction var und vendig til Grundlovsforandringer. Det staaer derfor urokke lig fast, at Grundlovens Ord hjemle Kongen Sanctionsret til Grundlovsforandringer. Herfra kan man blot komme bort ved at behandle 112, som om den var en selvstndig Forskrift, given samtidig med Grundloven, men uden anden
567
Forbindelse med denne. At man dertil savner al Fie, be hver ikke at forklares. Paragraphen er en Deel af Grund loven og maa lses i Sammenhng med dens vrige Bestem melser. Sprgsmaalet er alene, om man paa Grund af Sagens Natur har Ret til at fravige det Resultat, hvortil Grund lovens egne Ord lede. Det siges da, at enhver Grundlovs forandring er en srskilt constituerende Act, en Handling, som skeer i Kraft af Folkets Souvernitet og derfor ikke taaler nogen Indblanding af den executive Magt. Ved sit Valg af Reprsentanter til det Storthing, som skal behandle det fremsatte og i to Aar kundgjorte Forslag til en Grund lovsforandring, siges Folket at give Storthinget srlig Fuld magt til at trffe endelig Bestemmelse derom. Paa denne Tanke have visse fremmede Grundlove bygget sine Bestemmelser om Forfatningsforandringer. Dette er netop Tilfldet med to Constitutioner, som Forfatterne af vor Grundlov havde kjendt, nemlig den franske af 1791 og den spanske af 1812. Begge have givet Tanken et utvivlsomt Udtryk. Den franske overdrog Afgjrelsen af Grundlovs forslag til en folkevalgt Forsamling, som ingen anden Myn dighed fik, og hvis Medlemmer valgtes udelukkende med Hensyn hertil. Den spanske forbeholdt vistnok den alminde lige lovgivende Forsamling Retten til at vedtage Grundlovs forandringer, men forlangte, at Vlgerne skulde meddele dem srskilt og udtrykkelig Fuldmagt dertil, hvilken Forskrift vel maa have vret saaledes at forsta, at Vlgerne, om de misbilligede Grundlovsforslaget, kunde negte dem saadan Fuldmagt. Under en modsat Fortolkning vilde en Grundlovs forandring kunne have vret istandbragt mod Folkets Villie. og Forskriften altsaa kommen i Strid med Folkesouverni tetens Princip. Vor Grundlov har imidlertid i det her omhandlede Punct ikke fulgt, men fraveget disse Constitutioner. Myndigheden til at beslutte Grundlovsforandringer er ikke tillagt en dertil srskilt valgt Forsamling, men Storthinget, og Grundloven har ikke foreskrevet, at Reprsentanterne skulle have nogen srskilt Fuldmagt dertil. At ingen Beslutning til Forandring
568 Cap. 73.
i Grundloven maa fattes, frend efter nyt Valg, er en Be stemmelse, der findes i mange andre Landes Grundlove, som krve kongelig Sanction til saadan Beslutning. Dette er Tilfldet ikke blot, hvor Grundlovene ere komne istand un der Medvirkning af en Konge, saasom i Danmark, Holland, men ogsaa i Belgien, hvis Folk ligesom vort gav sig sin Grundlov, frend det valgte nogen Konge. Det er altsaa hi storisk urigtigt at ansee en saadan Bestemmelse som et" nd" vendigt Udtryk for den Tanke, at Nationalreprsentationens Beslutninger om Grundlovsforandringer ere Udvelser af Fol kets Souvernitet, som ikke taale Indblanding af den execu tive Magt. En saadan Bestemmelse har vistnok til Hensigt ikke blot at faa Grundlovsforslagene drftede, men ogsaa at give de Stemmeberettigedes Mening om disse Indflydelse paa Valgene. Afgjrende for disse kan dog Hensynet til det en kelte Forslag i Almindelighed ikke blive, thi ethvert Stor thing har gjerne flere og forskjelligartede Grundlovsforslag til Afgjrelse, ikke at tale om andre vigtige Sager, der ofte kunne interessere Vlgerne mere end disse. Ligesaalidt indeholder Grundlovens Tilblivelseshistorie Hjemmel for den Mening, at Kongen intet Veto har til Grund lovsforandringer. Hvad man har paaberaabt sig, er frst og fremst, at Grundloven oprindelig blev given af Rigsforsamlingen paa Eidsvold uden kongelig Sanction. Men dette var en nd vendig Flge af de historiske Omstndigheder. Riget havde dengang ingen Statsforfatning. Det var for at istandbringe en saadan, Rigsforsamlingen sammenkaldtes og fik for nden retlig Hjemmel, nemlig Fuldmagt af Folket. Det var frst, efterat Grundloven var istandbragt og i Kraft af denne, en Konge blev valgt. At denne Grundlov ikke modtog no gen kongelig Sanction, beviser flgelig intet, nar der spr ges om, hvorvidt Storthingets Beslutninger til Forandringer i denne Grundlov tiltrnge kongelig Sanction. Riget har nu en Konge, og Storthinget er ikke, hvad Rigsforsamlingen var, en constituerende Forsamling. Som et andet historisk Moment, der skulde tale afgj rende mod Kongens Veto til Grundlovsbeslutninger, har man
Cap. 73.
569
paaberaabt sig det fr omtalte af Hegermann den 3 Mai 1814 fremsatte Forslag. Sidste Alternativ i dette Forslag tillagde ved sin Henviisning til Grl.s 79 Kongen et Veto. Flgelig, siger man, kan Forslagsstilleren ikke have meent, at Grundlovens vrige Bestemmelser hjemlede Kongen et saadant. Da nu Forslagsstilleren kun vilde indrmme Kon gen et suspensivt Veto, saafremt Grundlovsforslag skulde be handles i Odelsthing og Lagthing og altsaa kunde vedlages med simpelt Fleertal, er det, mener man, umuligt, at For slagstilleren kan have villet gjre Vetoet absolut, saafremt Forslaget efter det andet Alternativ skulde behandles i det samlede Storthing, men alene kunne antages med tre Fjerde dele af dettes Stemmer. Ingen af disse Slutninger holder Stik Det er slet ikke sagt, at Hegermann ved sit For slag har tnkt netop paa Sanctionssprgsmaalet. Det er meget muligt, at han nrmest har tilsigtet at faa en be tryggende Behandlingsmaade fra Storthingets Side. Man seer, at han fra frst af, nemlig frend Rigsforsamlingen havde givet Grl.s 76 det Tillg, hvorefter Odelsthinget og Lag thinget, nar de ei blev enige om et Lovforslag, skulde trde sammen til flles Afgjrelse, har foretrukket at lade Grund lovsforslag behandle i Afdelingerne, og det var da ikke urimeligt, at han vilde have en udtrykkelig Regel just herom. Thi vel maatte det, saafremt Grl.s 76 og 112 vare blevne antagne efter Constitutionscomiteens Udkast uden Tillg eller Forandring, vre blevet ndvendigt at behandle Grundlovsforslag i Afdelingerne 1). Men det er ikke sagt, at dette stod klart for Hegermann selv. Og endog om saa var, kunde han ikke stole paa, at det skulde staa klart for Rigsforsamlingen eller kommende Storthing. Dernst er det slet ikke sagt, at Hegermann be tragtede det som vanskeligere at vinde Storthingets Bifald til et Grundlovsforslag, nar dette skulde behandles efter hans frste end efter hans andet Alternativ. Thi efter det frste fik Mindretallet det kun i sin Magt at hindre en Grandlovs
x) See foran Cap. 30, 4.
570
Cap. 73. Betingelser og Former fr Grundlovsforandringer.
forandring, nar det udgjorde mere end en Fjerdepart af Storthingets Medlemmer. Efter det andet strandede For slaget, nar Lagthingets Fleertal stemte derimod. Det var heller ikke Hegermanns frste Alternativ, som blev optaget i Grundloven, men et nyt Forslag, der til Grundlovsforandringer kun krvede to Trediedele af Storthingets Stemmer. At han fremsatte dette nye Forslag under Forudstning af, at Kongen intet Veto skulde have, er en Paastand, der er blottet for ethvert Beviis. Under enhver Omstndighed kan man ikke fra, hvad Forslags stilleren muligens har meent, drage nogen Slutning til, hvad Rigsforsamlingen meente. En Lovfortolkning kan ikke bygge paa Formodninger om den Forudstning, under hvilke et andet Forslag end det antagne er blevet til. Hvad der synes at maatte gjre det umuligt for nogen at negte Kongen ethvert Veto til Grundlovsbeslutninger, er den aabenbare Modsigelse, hvori Grundloven derved vilde komme med sig selv. Et Forslag vilde da allerede i nste Valgperiode, efterat det er fremsat, kunne blive ophiet til Grundlov, ikke alene mod Kongens Villie, men uden at Nationen og Storthinget engang fik vide, hvad Regjeringen maatte have at indvende mod eller bemrke ved Forslaget. Gaacr derimod et Forslag blot ud paa at forandre en almin delig Lovbestemmelse, saa skal Beslutningen ikke alene fore lgges Kongen til Sanction, saaledes at han kan komme, til at ytre sig om Sagen, men han kan ved sin Sanctionsneg. telse tyende Gange hindre Beslutningen fra at blive Lov, selv om den er gjentagen af et nyvalgt Storthing med to Trediedele af dets Stemmer. En Storthingsbeslutning vilde altsaa efter denne Lre kunne blive Grundlov i Tilflde, hvor den ikke kunde blive almindelig Lov. Men dette er en Selvmodsigelse. Thi Grundloven staaer over Loven, og mange af Grundlovens Bestemmelser have netop til Hensigt at paalgge den lovgivende Magt visse Baand. Deraf flger, at de Former, hvori Grundlovsforandringer skulle finde Sted, maa afgive ikke alene samme, men ogsaa strre Betryggelse mod overilede og uheldige Beslutninger end de Former, hvori almindelige Love kunne forandres.
571
12. Naar det saaledes er givet, at Kongen har et Veto til Storthingsbeslutninger om Forandringer i Grundloven, op staaer det Sprgsmaal, hvorvidt dette Veto er absolut eller kun suspensivt '). Grundloven skjelner mellem Grundlov (Statsform) og almindelig Lov, og hvor den har til Hensigt at gjre nogen Bestemmelse anvendelig paa dem begge, pleier den at nvne dem ved Siden af hinanden, see 9, 17, 30 og 44. Denne Tanke, der oprindelig neppe har staaet klar for Constitu tionscomiteen paa Eidsvold, traadte under Grundlovens Til blivelse stedse klarere frem og fik sin endelige Stadfstelse ved Grl.s 112, der, som nys paaviist, er bygget paa den Forudstning, at Grundlovsforslag skulle fremsttes og afgjres i det samlede Storthing. Herved bliver det umuligt at anvende 79 paa en Beslutning, hvorved Storthinget har antaget et Grundlovsforslag. Paragraphen slutter sig til de foregaaende tre Paragrapher og omhandler kun de Beslutnin ger, som ere tilblevne paa den der foreskrevne Maade. Dette fremgik aldeles utvivlsomt af Paragraphens Ord, saaledes som de ld fr Grundlovsforandringen af 24 April 1869, og fremgaaer endnu altid af Paragraphens Plads. Den siger ogsaa kun, at Storthingets Beslutning ved den der beskrevne Gjentagelse bliver Lov, hvorved kun kan vre meent almindelig Lov, ikke Grundlov, hvilket er noget mere end almindelig Lov, Grl.s 79 indbefatter altsaa ikke efter sine Ord Beslutninger til Grundlovsforandringer, gjentagne af det samlede Storthing. Til at anvende Forskrifterne i 79 analogisk paa Stor thingets Beslutninger om Grundlovsforandringer har man ikke tilstrkkelig Hjemmel. Grundlovsbestemmelser og al mindelige Love forholde sig nemlig regelmssigen til hinan den som det mere til det mindre vigtige. Hine angaa Stats magternes Organisation, Magtfordelingen mellem dem, de allervigtigste andre Samfundsinstitutioner, Individets uantaste lige Rettigheder. De ordne Samfundets retlige Grundlag. Derfor er det, at saavel vor som de fleste andre Landes
0 See ovenfor Cap. 47, 13.
572
Forfatninger tillgger Grundlovsbestemmelser strre Hellig hed, idet saadanne ikke kunne istandbringes, ophves eller forandres saa let som almindelige Love. Men heraf flyder. at man er berettiget til at erklre Forskrifter, som efter sine Ord kun angaa Istandbringelsen af Love, analogisk anvendelige paa Istandbringelsen ogsaa af Grundlovsbestem melser, og det saameget mindre som baade det Princip, hvorpaa vor Grundlov er bygget, og Sagens Natur tilsige, at Kongens Veto til Beslutninger om Forandringer i Grund loven maa vre absolut. Som allerede fr i Capitel 34 paaviist er Statsmyndig heden deelt mellem Kongen og Storthinget saaledes, at ingen af dem kan siges at vre den anden overordnet. At Grundlovens Forfattere gjorde dette med fuld Bevidsthed, fremgaaer af Rigsforsamlingens Adresse af 17 Mai til den nyvalgte Konge, hvilken Adresse tillige var en offentlig Kundgjrelse. I denne siges det udtrykkeligt, at Rigsfor samlingen ved Grundloven har sgt at fordele den sou verne Magt. Dette Grundlovens Forhold til Souver nitetsprincipet medfrer, at der 1 1 den Handling, som fremfor nogen anden er Udvelse af Souverniteten, nemlig Forandringer i Grundloven, maa krves samstemmig Beslut ning af begge Statsmagter. Grundloven indeholder ikke blot den lovgivende Magts Hjemmelsbrev, men ogsaa dens Be grndsning, blandt andet derved, at den tillgger Kongen visse Rettigheder. Over de Grndser, Grundloven saaledes selv stter Storthinget, kan den ikke uden Selvmodsigelse antages at have villet indrmme det Eneraadighed. Kunde Storthinget, om end frst ved trende Gange gjentagen Be slutning, mod Kongens Villie f. Ex. bestemme, hvor ofte det selv skulde komme sammen, hvor lnge det skulde have Ret til at forblive samlet, eller indskrnke Kongens Benaadnings myndighed, hans Raadighed over Krigsmagten, eller hvis det endog kunde forandre 79, saaledes at Kongens suspen sive Veto blev mindre virksomt, saa vilde det staa i Stor thingets Magt efterhaanden ganske at forandre sit Forhold til den anden Statsmagt paa dennes Bekostning. Storthinget vilde i Virkeligheden vre souvernt.
573
Faren for, at Storthinget skulde misbruge sin Myndighed paa saadan Maade, er ingenlunde fjernet ved Forbudet mod Forandringer i Grundloven, som stride mod dens Prin ciper. Dette Udtryk er saa bestemt, at Grndsen mellem tilladte og utilladte Grundlovsforandringer bliver i hieste Grad uomtvistelige, see nrvrende Capitels 5. Ulempen herved bliver ikke stor, nar det forudsttes, at ingen Grundlovsforandring kan komme istand uden begge Stats magters Samtykke. Thi nar baade Konge og Storthing ere enige om, at Forandringen er forenelig med Grundlovens Principer, er det utnkeligt, at Domstolene skulde gjre en modsat Opfatning gjldende. Derimod er det ganske usandsynligt, at Grundloven, idet den betinget forbyder For andringer, som stride mod Grundloven, skulde ville tillade Storthinget mod Kongens Villie at foretage Forandringer, som ligge paa den anden Side af en saa usikker og om tvistelig Grndse. Som man med Rette har sagt :), maatte deraf opkomme de uoplseligste og vanskeligste Colli sioner. Thi fornuftigviis kunde det ikke vre overladt Storthinget med bindende Virkning for Kongen at afgjre^ hvorvidt Forandringen stred mod Grundlovens Principer. I Afgjrelsen af dette Sprgsmaal maa Kongen have sin Stemme. Ellers vilde Forbudet i Grl.s 112 blive uden practisk Betydning. Efter det ovenfor Udviklede kunde det, selv om Grund loven af 17 Mai 1814 var forbleven gjldende, ikke antages, at Storthinget havde Ret til eensidigen at forandre den. Endnu mindre kan det hvde sig en saadan Ret med Hensyn til Grundloven af 4 November 21). Denne er, iflge hvad den selv erklrer, bleven til ved Forhandlinger mellem det overordentlige Storthing i 1814 og Kongen, Forhand
') Hjelms Ord i Storth. Efterr. for 1842, Side 98, anden Spalte. 2) See Facultetets ovenfor paaberaabte Betnkning, Side 2529 og 6172; Rigsretstidenden 188384, 11, 127163, 686737, 111, 82105 og 606621.
574
linger, som havde til Hensigt at tilveiebringe Enighed mel lem dem om Grundlovens Indhold, Paragraph for Paragraph. Den blev derpaa, og det i Overeensstemmelse med det overordentlige Storthings nske, antagen frst af de konge lige Commissrer og dernst af Kronprindsen paa Kongens Vegne. Denne Antagelse var vistnok ingen Sanction i al mindelig Forstand. Da Antagelsen fandt Sted, var den nye Kongemagt endnu ikke traadt i Virksomhed. Frst ved Antagelsen var Viikaaret for, at dette kunde skee, opfyldt. Den hoitidelige Antagelse fandt derfor ikke Sted i Stats raad, men i Storthinget. Den har desuagtet sin Betydning. Derom overbeviser man sig bedst ved en Sammenligning med, hvad der foregik ved Istandbringelsen af Grundloven af 17 Mai. Den blev given af Rigsforsamlingen uden Forhandling med Christian Frederik. Hvad han antog var Norges Krone 1), ikke Grundloven. Denne vilde have bestaaet, om Christian Frederik havde afslaaet Kronen. Derimod var det ikke blot Norges Krone, men ogsaa Norges Grundlov, som Carl XIII antog, og denne Antagelse var absolut ndvendig. Uden den kunde Grundloven af 4 November aldrig vre kommen istand. Denne er altsaa bleven til ved en Overeenskomst. Men Forudstningen kan da umulig have vret, at den ene af Parterne skulde kunne forandre den saaledes istandbragte Grundlov. Urimelig heden heraf bliver isr indlysende, hvor Sprgsmaalet- er om Forandringer i de Grundlovsparagrapher, som i nogen Maade vedrre Forholdet til Sverige eller ere af Interesse for det uden at vre optagne i Rigsacten, saasom Grl.s 11, 14, 25 og 111. At Storthinget skulde have Ret til eensidigen at bestemme, f. Ex. hvor lang Tid Kongen hvert Aar skal opholde sig her i Riget, er en Stning, saa stri dende mod Forholdets Natur, at den maatte vre udtryk kelig udtalt for at kunne antages. Det var overhovedet tydeligt nok baade Kongens og Storthingets Forudst
Rigsforsamlingens Forhandlinger, Hefte VI, Side 53 og 69.
575
ning, at Grundloven ikke hans Samtykke.
skulde kunne forandres uden
13. At Kongen har Sanctionsret til Storthingets Be slutninger om Forandringer i Grundloven blev sdvans mssig erkjendt 1), Alle hidtil fattede Beslutninger af denne Art ere af Kongen enten sanctionerede eller negtede Sanc tion, Nogen Undtagelse herfra er det ikke, at Regelen i Grl.s 58 om Antallet af Reprsentanter fra Landdistric terne, der havde vret suspenderet ved Loven af 8 Februar 1816, igjen sattes i Kraft ved en Storthingsbeslutning jaf 4 August 1830, som af Kongen ansaaes gyldig uden hans Sanction. Thi denne Beslutning fattedes med Hjemmel af sidstnvnte Lov, var ingen Grundlovsforandring og istandbragtes derfor heller ikke i de i Grl.s 112 fore skrevne Former. De Tilflde, i hvilke Kongen har negtet Beslutninger til Grundlovsforandringer Sanction, ere ikke faa, og adskillige af dem af stor Vigtighed. Saadan Negtelse havde indtil 1880 fundet Sted i flgende ni Tilflde: Beslutning af 3 August 1818, hvorved Ordene 18 Aar i Grl.s 35 forandredes til 16 Aar; Beslutning af 6 Mai 1851, hvorefter Statsraaderne ved Reglement skulde kunne gives Adgang til Storthingets For handlinger ; Beslutning af 18 Juli 1854 om Statholderpostens Op hvelse; Beslutning af 9 Decbr. 1859 om Statholderpostens Op hvelse; Beslutning af 10 Decbr. 1859 om Forandring i Grl.s 41 og Rigsactens 7; Beslutning af 18 Marts 1863 om Indforelse af aarlige Storthing; Beslutning af 9 Marts 1872 om Statsraadernes Adgang til Storthingets Forhandlinger;
x) See Facultetets Betnkning, Side 2930 og 7380.
576
Beslutninger af 27 Marts 1874 og 10 April 1877 om samme Gjenstand. Af og til hvede der sig vel enkelte Rster i Storthin get mod, at Kongen havde noget saadant Veto. Protocol comiteen i 1848 antydede saaledes, at Vetoet i alt Fald kun maatte vre suspensivt 1). Men fra Storthinget selv fremkom ingen saadan Indsigelse. Tvertimod har det paa flere Maader i Gjerning anerkjendt Kongens Sanctionsret. De tyende frste Grundlovsbeslutninger, som Storthinget fattede, nemlig Rigsacten og Beslutningen af 3 August 1818 oversendtes af Storthinget med udtrykkelig Begjring om Sanction. Det samme er sandsynligviis Tilfldet med Grundlovsbestem melsen af 2 Juni 1821. Efter 1824 er saadan Oversendel sesform ikke benyttet, vistnok fordi den i Grundloven alene er foreskreven med Hensyn til Lovbeslutninger, see 77. Storthinget har nemlig fremdeles i Gjerningen erkjendt, at Kongen har Veto til Grundlovsbeslutninger, nemlig ved uforandret Gjentagelse af en Beslutning, Kongen har negtet Sanction. Desuden har Storthinget senere gjentagne Gange ud trykkeligen og hitideligen erkjendt, at Kongens Veto her er absolut. Dette skeede frste Gang ved en Adresse til Kongen af 29 Mai 1824. Storthinget forklarede deri Gran den, hvorfor det havde forkastet de af ham fremsatte For slag til Forandringer i Grundloven og navnlig til Ophvelse af Grl.s 79, og ytrede i Forbindelse dermed: National reprsentationen erkjender, at Deres Majestt iflge Sagens Natur allerede er i Besiddelse af et absolut Veto, forsaa vidt Forandringer i Grundloven angaaer. Den samme Anskuelse udtaltes atter i Constitutionscomiteernes Indstil linger angaaende Forslagene om Statholderpostens Ophvelse, ag kom til Orde i Storthingets Adresse til Kongen af 23 April 1860, hvori Storthinget ikke blot sagde, at Afgjrel sen af dets Beslutning laa i Kongens Haand, altsaa at han havde et Veto, men ogsaa, at det var Kongens og et
x) Storth. Forh. 1848, VII, Side 94, jvfr. Rigsretstidenden 1884, 11, 783.
577
kommende Storthings Opgave at bringe den Deel af Forfatningen, der angaaer Ordningen af Rigets Raad, sin Fuldendelse imde, en Udtryksmaade, som er ganske uforenelig med den Paastand, at Storthinget kunde drive Sagen igjennem ved tre Ganges uforandret Beslutning uden Kongens Samtykke. Det frste Tegn til en modsat Opfatning fra Storthingets Side fremkom, da det i 1877 uden Forandring havde gjen taget den i' 1874 fattede Beslutning om Statsraadernes Deel tagelse i Storthingets Forhandlinger, og Kongen havde negtet denne Beslutning Sanction. Der blev da strax fremsat For slag om, at Storthinget skulde promulgere Beslutningen som Grundlov. Forslaget blev imidlertid dengang forkastet *). Protocolcomiteen i iB7B gjenoptog Paastanden om, at Kongen aldeles intet Veto havde til Grundlovsbeslutninger, og at dette i alt Fald blot kunde vre suspensivt, da det absolute Veto paastodes at vre ukjendt for Grundloven 2) I Odels thinget blev Sprgsmaalet kortelig drftet, men ingen Be slutning fattet. Efterat derimod Storthinget under 17 Marts 1880 atter uden Forandring havde gjentaget Beslutningen om Stats raadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger og Kongen atter ved Rsl. af 29 Mai havde negtet Sanction, fattede Storthinget under 9 Juni 1880 flgende Beslut ning: 1) Storthinget erklrer og bestemmer, som folger: Storthinget har under Tilslutning til gjentagne Beslut ninger af Folkets Reprsentanter og i Overeensstemmelse med Grundlovens 112 vedtaget en Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets For handlinger, saalydende: (Her indtoges Beslutningen af 17 Marts).
x) Storth. Forh. 1877, Side 920929. *) Storth. Forh. 1878, VI, Indstilling O, No. IV, Side 1623.
Norges offentlige Eet. 111.
578
Thi er denne Bestemmelse Grundlov for Kongeriget Norge. 2) Den fattede Beslutning oversendes Regjeringen med Anmodning om at lade den bekjendtgjre paa den for Kundgjorelse. af Grundlovsbestemmelser foreskrevne Maade. Herpaa svarede Kongen med en Resolution af 15 Juni saalydende : Da Storthingets Beslutning af 17 Marts d. A. til Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deelta geise i Storthingets Forhandlinger ikke er naadigst sanc tioneret og saaledes ikke er gjldende Grundlov, bliver den med Hensyn til samme af Storthinget under 9 Juni sidstleden fattede Beslutning ikke at kundgjre> x). Den Reprsentant, som stillede hiint Forslag, grundede det paa den Anskuelse, at Kongen slet intet Veto havde til Grundlovsbeslutninger. Men det var affattet saaledes, at det kunde vinde Stemmer ogsaa blandt dem, som til lagde Kongen et suspensivt Veto. Vistnok stemte flere Reprsentanter, som hyldede denne Mening, mod Forslaget. Der vare nemlig dem, som meente, at Grundlovsforslag burde behandles efter 76 79, og ansaa dette som en Betingelse for, at Beslutningen kunde komme istand mod Kongens Villie. Andre erklrede derimod, at Grundloven vistnok egentlig var saaledes at forsta, at Kongen intet Veto havde, men at han havde faaet et suspensivt Veto ved den constitutionelle Retsbrug.
') Regjeringens Foredrag og den kgl. Rsl. af 29 Mai findes i Storth. Forh. 1880, II b No. 61 og Storthingets Beslutning af 9 Juni om samme i Storth. Forh. VII, Side 53, jvfr. Storth. Tid 1880, Side 762903, Regjeringens Foredrag og den kgl. Rsl. af 15 Juni i Storth- Forh. 1880, V, Dok No. 88. Et senere Forslag til en Grundlovsbestemmelse, som udtrykkeligt hjemlede Kongen suspensivt Veto, forkastedes af Storthinget i 1885, see Forh. Bind VI, 143, og VII, 28.
579
At Kongen i alt Fald har et suspensivt Veto, aner kjendes fremdeles af Storthinget. Thi da det i 1881 havde besluttet en Forandring i Grl.s 50, hvorved Stemme retsreglerne undergik en meget vsentlig Forandring, og Kongen negtede denne Beslutning Sanction, undlod Storthinget at fatte nogen Beslutning om, at den des uagtet skulde vre Grundlov. Det blev "tvertimod under Debatterne om den besluttede Forandring sagt, at det ei var Hensigten at fremkomme med nogen saadan Paastand. Efter de Ord, hvori Beslutningen af 9 Juni 1880 ere affattede, skulde man vistnok tro, at Storthinget havde til Hensigt at promulgere Beslutningen af 17 Marts 1880, saaledes at den blev Grundlov, hvad enten den blev be kjendtgjort af Regjeringen eller ikke. Under Debatterne om Istandbringelsen af frstnvnte Beslutning erklrede imidlertid flere Reprsentanter, at de kun stemte for samme i den Forudstning, at Beslutningen ikke var nogen Promulgation, men alene en Henvendelse fra den ene Statsmagt til den anden, og paa Foreprgsel afgav Forslagsstillerne Erklringer, som hine fandt fyldestgj rende for sig 1). Sprgsmaalet kunde synes lst ved en at Storthinget i 1881 fattet Beslutning om at indskyde en 30 i Storthingsreglementet, hvorefter Statsraaderne, nar de deeltage i Storthingets Forhandlinger, have Ret til at forlange Ordet i Lighed med Forsamlingens egne Med lemmer og forovrigt at iagttage Forretningsordenens For skrifter. Thi denne Bestemmelse maa jo hvile paa For udstningen om, at Beslutningen af 17 Marts 1880 er Grundlov og traadt i Virksomhed. Herved maa imidlertid
x) See navnlig Storthingstidenden for 1880, Side 898901. Man vilde ikke. at Borgerne skulde blive ansvarlige, om de ikke efterlevede en saadan Grundlovsbeslutning, f. Ex. om den ikke blev medtagen ved Oplsningen af Constitutionen i Valgforsamlingerne,
580
Cap. 73.
bemrkes, at det under Forhandlingerne om dette Tillg til Reglementet af dets Forsvarere blev gjort opmrksom paa, at det kun angik Forholdet mellem Statsmagterne og ikke krvede Etterlevelse af andre end Statsraadets og Storthin gets egne Medlemmer 1). Klart er det i ethvert Fald, at Storthinget i 1880 ikke ved sin Beslutning af 9 Juni har kunne binde flgende Storthing. Saalnge det ikke er blevet anerkjendt -og hvdet Retsregel, at Grundlovsforandringer ikke tiltrnge kongelig Sanction, kan Storthinget atter vende tilbage til den modsatte, af Storthinget i 1824 og 1860 udtalte Ansku else og gjre den practisk gjldende, uanseet Storthings beslutningen af 9 Juni 1880. I anden Stilling er Sagen heller ikke bragt ved Rigs retsdommene af 1884. Thi vistnok ere disse byggede paa den Anskuelse, at Storthingets Beslutninger til Forandringer i Grundloven kunne blive gjldende uden kongelig Sanc tion. Men da Rigsretten ikke selv agter sine Domme som Prjudicater, kunne de umuligt gjlde som saadanne for Statsmagterne. Det var derfor med fuld Fie, Kongen i sit Dictamen af 11 Marts 1884 fastholdt, at deslige Beslut ninger altid tiltrnge Sanction. Oa da det kom til Stykket, er Storthinget veget tilbage for at stte Sagen yderligere paa Spidsen. Istedet for at gjentage sit Forlangende om, at dets Beslutning af 17 Marts 1880 angaaende Stats raadernes Adgang til Deeltagelse i Storthingets Forhand linger skulde bekjendtgjres i Lovtidenden, antog det et hvilende Forslag til en Grundlovsforandring, der indeholdt ikke blot den samme Bestemmelse som hiin Beslutning, hvil ken nu indsattes i Grl.s 74, men ogsaa tyende andre nye Forskrifter, af hvilke den ene tillader, at enhver, som har vret Stats minister eller Statsraad, kan vlges tii Stor thingsreprsentant ogsaa i Valgdistrict, hvor han ikke er stemmeberettiget, den anden berettiger ham til at negte at
l) Storth. Tid. 1881, Side 111135.
Cap. 73. Betingelser og Former for Grundlovsforandringer. 581 modtage Valget. Denne Grundlovsbestemmelse blev forelagt Kongen til Sanction og af ham sanctioneret. Stridssprgsmaalets Stilling er altsaa for Tiden den, at Storthinget anerkjender Kongens Veto til Grundlovsforan dringer og har fundet sig i, at Kongen, uanseet Rigsrets dommen af 1884, fastholder, at dette Veto er absolut. Sprgs maalets politiske Betydning er imidlertid formindsket, skjnt langtfra ganske forsvunden ved Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger.
Side 12, 13, 24, 46, 67, 74, 79, 88,
Rettelser og Tillg til Bind I.

Linie 9, Politi, ls Politik. Note 2, Linie 2, Rigsf or samling ls Rig 8 forfatning. I Slutningen af sidste Linie tilfies: tilside og. i Linie 28 tilfies efter 19 Oktober Notetegnet 2). i 19 skal Tallet 4 rettes til 12. Note 1, Linie 11. Be sl. ls Resi 1, Linie 45, Christiania, ls Kjbenhavn 1, 8 rettes 2659 til 2650. I Aftenposten for 1892, andet Halvaar, findes en Rkke Artikler om Grndseforholdene til Rusland.
91, Sprgsmaalet om Sterritoriets Udstrkning har vret behandlet af LTnstitut de droit international, see Institutets Annuaire, Bind XI og og XII, jvfr. Kleen i Tidskrift for Retsvsen 1893. 92, Linie 2, 7529 rettes til 7420. 6, 6547 5555. 7, 1882 1881. 100, i Slutningen af 4, frste Stykke, tilfies: I samme Betydning bruger ogsaa den senere Lovgivning Ordet, see Fr. 23 Juni 1809, 27. 101. Linie 1, , ls Bogs ta v. 105, i nstnederste Linie rettes 29 til 92. 106, Linie 9, Bestilling, ls Bestalling. 107, 19, v ls y. 147, 2, Tallet 2 rettes til 22. Angaaende Udslettelsen af33 henvises til en Afhandling af Aubert i Morgenbladet for Marts 1892 om det sammensatte Statsraad, hvor den historiske Sammcnhng er udfrlig forklaret. 148, Fortegnelse over alle af de forenede Riger siden 1814 sluttede Traetater findes i Udenrigsministeriets trykte Kalender. 161, Note 1, br ls kan. i .-ni 164, Linie 9, Sveriges eller Norges, Beê Feil mdrre fra Storth- Forh ls Sveriges og Norges ' 1886> S ' No* 62> Side 24 <* 26
584
Side 164, tredie Stykke skal lyde saaledes: Den nugjldende Regel er efter det Udviklede, at diplomatiske An liggender skulle foredrages af Udenrigsministeren, men at der altid skal vre nogen anden kongelig Baadgiver tilstede, nemlig : a) hvis Sagen middelbart eller umiddelbart angaaer begge Riger, de tvende i Sv. Begj. F. 11 nvnte andre Medlemmer af det svenske Statsraad samt den norske Statsminister ; b) hvis Sagen angaaer Norge alene, den norske Statsminister; c) hvis den angaaer Sverige alene, de tvende i Regj. F. 11 nvnte andre Medlemmer af det svenske Statsraad. 167, Jvfr. en Afhandling af L. M. B. Aubert i Morgenbladet 1893, Marts Maaned, om den folkeretlige Side af Sprgsmaalet angaaende egne Ge sandter og eget Udenrigsministerium. 169, Linie 15, Aarstallet 1873 skal vre 1837. I Slutningen af 17 tilfies: Efter Anmodning af Storthinget i 1891 nedsatte Indredepartementet en departemental Comitee for at under sge, hvorvidt Ansttelse af egne norske Consuler eller Oprettelse af eget Consulatvsen for Norge kunde ansees paakrvet. Comiteen erkl rede sig for Ophvelsen af det heri bestaaende Fllesskab med Sverige og udarbeidede Plan til et eget norsk Consulatvsen. For Planen ud talte ogsaa Regjeringen sig, uden dog i den Anledning at fremstte andet Forslag for Kongen, end at Comiteens Indstilling skulde oversendes Storthinget, hvilket Forslag bifaldtes ved Resi. af 14 Marts 1892. I Beslutning af 10 Juni 1892 udtalte Storthinget, at det i det Vsentlige sluttede sig til Planen, hvorhos det bevilgede 50 000 Kr. til de for dens Gjennemfrelse ndvendige forberedende Foranstaltninger og anmodede Regjeringen at indlede Forhandlinger med Sverige om Afviklingen af det consulre Fllesskab med Sverige. Da Ministeriet erfarede, at Kongen var uvillig til at tge denne Beslutning til Flge, forlangte samtlige dets Medlemmer Afsked. Efter lngere Forhandlinger standsedes Minister krisen dermed, at Kongen under 27 Juli besluttede, at Sagen skulde ud sttes indtil videre, og at Ministeriet blev staaende (Storth. Forh. 1891, Indst. S. XVIII, Side 812 ; 1892, Prop. S. No. 49, Indst. S. No. XX, samt Storth. Tidenden 1892, Side 1489 og 1527). I April 1893 vilde Statsraadet atter bringe Sagen frem, men da det erWede, at Kongen agtede at fastholde sin Beslutning, tog det Afsked uden officielt at fore drage Sagen, see Storthingsdocument No. 80 for 1893.
183, Her mrkes Till gsafhandling af Aubert, Morgenbladet for Mai 1893. 183, Linie 31, 10 April, ls 7 Marts. 187, 1. Efter Notetegnet l) indtages: I 1893 antog Storthinget en
ny Lovbeslutning om Handelsflaget, hvilken Beslutning ikke blev sanc tioneret. 191, Linie 13, forelgge ls forebygge.
585
Side 198, 208. 212. 215. 228, 229. 231, 238.
22, 43 ls 39, jvfr. V are ni us: Ora Riksforstndareskap, Side 11. Vieekongednirnet blev ophvet ved GrLsbest. 30 Juni 1891. I Noten tilfies: See ogsaa Indstilling 0. No. VIII for 1889, Side 12. I Noten tilfies, see ogsaa Indstilling 0. No. VIII for 1889. Linie 12, efter Ordet Gesandter tilfies: nden Ansgning. I Noten. Linie 6, er Sidetallet 64 udeglemt. Linie 25, Mai ls Marts. I af 8 9 tilfies tilfies Flgende Flgende :: Ved 28 Juli er I Slutningen Slutningen af 9 Ved Esi. Esl. af af 28 Juli 1893 1893 er
bestemt, at de Commandosager, som blive at afgjre af Kongen selv, i Fredstid skulle foredrages for ham af et Medlem af Statsraadet. Fore draget skeer dog ikke i Statsraad, medmindre Kongen for Tilfldet anderledes bestemmer. De Commandosager, Kongen ikke har forbeholdt sig selv til Afgjrelse, blive som fr at afgjre af den eommanderende General eller Admiral.
246. Slutningen af 14 skal lyde: Ellers kunde jo Kongen ikke ved een og samme Beslutning afskedige alle sine Statsraader, selv om Storthinget ved en Mistillidsadresse havde opfordret ham dertil. 255. I Linie 3 udgaaer 32. 257, Linie 13, 33 ls 30. 258, Linie 6, tilfies: Paa lignende Maade forholdt man sig ved Ministeriets Ombytninger den 6 Marts 1891 og den 2 Mai 1893. jvfr. Protocol comiteens Indstilling i Storth. Forh. 1892. 271, i Textens sidste Linie efter Ordet lovstridig tilfies: Derfor maa den Ordning af Forholdet mellem Eierne af de forskjellige, eet og samme Udvandrerqvarteer tilhrende Brug, Departementet har truffet med Hjemmel af Lov (No. 6) b' Juni 1891, 16 vre endelig, hvad Loven selv udtrykkelig siger. 273. I Slutningen af Cap. 18 tilfies. see nedenfor Bind 11, Cap. 50, 25. 279, i nederste Linie tilfies: Mrk dog Nav mann 11, 78. Tilkal deise af 4 svenske Statsraader skal ikke have fundet Sted i de sidste tyende Decennier. 282. Til andet Stykke fies: At Kongen har saadan Valgfrihed, bliver i Sve rige siden 1885 strkt betvivlet, see navnlig Kgl. Maj. Naad. Prop. No. 13 i Riksdagsforh. 1891, Side 2 og 4. 286. Her br erindres, at enhver svensk Rigsdagsbeslutning, ved hvilken en kongelig Proposition er antagen uden Forandring, er gyldig uden Sanction. I Morgenbladet for 1892, No. 147, gives nye historiske Oplysninger om Tilflde, i hvilke gjensidige Love ere ophvede uden Benyttelse af sammensat Statsraad. 287. I Slutningen af Note 1 tilfies: Sprgsmaalet om, hvilke Gjenstande der skulle behandles i sammensat Statsraad, kom atter paa Bane, da
586
Side
Regjeringen i 1892 skulde foredrage den nys nvnte Comiteeindstilling angaaende Ophvelsen af Fllesskabet med Sverige i Consulatvsen. men blev ikke da afgjort af Kongen. Storthinget vedtog den 1 Marts (Storth. Tid. 1892, Side 35 ff.) en Adresse, hvori Fleertallet udtalte, at Sprgsmaalet om, hvorvidt Norge skal oprette eget Consulatvsen, er et udelukkende norsk Sprgsmaal, der maa blive at behandle og afgjre alene af norske Statsmyndigheder. medens den derpaa flgende Afvikling af det sidst bestaaende Forhold i Tilflde maa blive Gjenstand for For handlinger mellem norske og svenske Myndigheder. Ogsaa i Litteraturen optoges Sprgsmaalet til ny Behandling, af B. Getz i en Afhandling, som frst tryktes i Morgenbladet 1892, No. 128 og 130, og som slutter sig til den Anskuelse, at Rigsactens 5 alene kan komme til Anvendelse paa Sager, i hvilke Kongen fatter Be slutning for begge Riger under eet, samt af L. M. B. Aubert i en Afhandling. der frst tryktes i Morgenbladet for Marts Maaned. Han er her kommen frem med en ny Synsmaade, nemlig at Grl.s 38 og Rigsactens 5 ikke ere skrevne for saadanne Sager, men netop for Be handlingen af Gjenstande, hvori Beslutning kun fattes for det ene Rige medens de tillige angaa det andet. At begge Rigers Statsraad ikke alene kan deeltage i Behandlingen af Sager, i hvilke Kongen skal fatte Beslutning under eet for dem begge, men ogsaa maa vre nrvrende ved Afgivel sen af enhver saadan Beslutning, flger nemlig med Ndvendighed af begge Rigers Grundlove (N. G. 28 og 30, Sv. Regj. F. 7), og maatte have vret antaget, selv om N. G. 38 og Rigsactens 5 aldrig havde vret skrevne. Denne Opfatning tr vre den rigtigste, idet den udentvivl stemmer bedst med begge Grundloves System. Den medfrer, at samtlige Statsraader for hvert Rige kunne deeltage i Afgjrelsen af Sager, hvori Kongen skal fatte Beslutning under eet for begge Riger, om de da ere tilstede hos ham. Jvfr. en Afhandling af. Morgenstierne trykt i Aftenposten for Marts 1892. 288, Da Vicekongedmmet ophvedes, blev der ikke fra nogen Side vakt, Sprgsmaal om, hvorvidt Sanction kunde meddeles, uden at sammensat Statsraad var hrt.
305 I Slutningen af 4 tilfies: Jvfr. Vasdragslov 1 Juli 1886, 13 og 20. 315 i Linie 3 nedenfra indskydes i Almindelighed foran Ordet for. 328 I Slutningen af frste Stykke tilfies : I Frankrige kan Prsidenten med
Senatets Samtykke oplse Deputeretkammeret.
354. Linie 4, 22 ls 12. 378 Noten, Linie 1, 6 Juni, ls 1 Juni. 379 Linie 13, 19 Juni 1880, ls 29 Juni 1892.
381 sidste Linie efter 12 indtages: og de senere Skattekundgj relser.
587
Side 382, Linie 18, 860 ls 800. 384. I Notens Slutning tilfies: See ogsaa Indstill. S. XXI for 1891, Side 2 og 11. 386. I Slutningen af Linie 12 tilfies: Jfr. Fr. 13 Dec. 1746, Post VI, 4, No. 2. 387. I Citatet af Grl.s 53. Linie 2930, staaer feilagtigt: Denne Virkning af Forbrydelsen, skal vre Denne Virkning af Dommen. 392, Linie 2, Tilladelsen ls Tiltalen. 396, Liuie 1, foran denne indskydes efter. 411, Linie 12-, Il 23 ls 1 2 23. jvfr. Communeskatteloven af 15 April 1882, for Landet 21, for Byerne 13. 423, Linie 20, uenige ls enige. 431, 18, 3 ls 2. 444, 7B, Districtsfor samling ls Valgforsamling. 453, 11, 33 ls 38. 459, - 17, 3 ls 63. 462, 14; i Liniens Ende tilfies Und -487, Linie 7, Storthinget ls Lagthinget. 489, 2, fa ls af.
Til Bind 11.

4, Linie 12, Udgifter ls Afgifter. 78, 8 fra neden, Fer bry dere ls Forbrydere. 83, i Noten: Cap. 5 ls Cap. 6. 102, Linie 12, Beslutningen ls Beslutninger. 114, 6, om ls dernst ved. 118, 1, der ved Grundloven, ls der ikke ved Grundloven. 129, 21, Her tilfies: Jvnfr Hiesteretsdomme af 25 Marts 1889, Retstid. 585590, og af 17 Febr. 1891, Retstid. 213-215. 22, 20 ls 19. 156, 5. melsem eller og det indskydes af. 189, -2, 102 ls 101. 214, 6 nedenfra tilfies Lov 21 Juni 1886, 1. 216. Om Adgangen til at meddele Opreisning paa Oversiddelse af proces suelle Ankefrister ere nye udtmmende Bestemmelser givne i Lov (No. 1) af 4 Juni 1892, 40. 218, Linie 2. Ordet almindelige udgaaer. 226, see en Kgl. Proposition (0. No. 31 for 1893) om betingede Straffe domme.
588
Rettelser og Tillg til Bind 11.
Side 241. Bestemmelsen om det Sted, paa hvilket den, der pligter at erlgge Indtgtsskat til Statscassen, skal skatskrives, er nu optagen, ikke i Loven af 29 Juni 1892, men i Skattebeslutningen. see Kundgjrelse af 6 August 1892. 255 Linie 3 nedenfra, Cap. 44, 6, ls 9. 305, ved andet Stykke mrkes nu Banklov af 23 April 1892, 19. 342, Linie 15, Grandloven har skjelnet mellem den i 75 d omhandlede Function, at bevilge de til Statens Udgifter frndne Summer, og den i 75 e omhandlede, at bestemme og faststte Appanagerne. De tvende sidstnvnte Udtryk betegne varige og for fremtidige Storthing bindende Beslutninger. Kunde ethvert flgende Storthing formindske Appanagen, vilde det jo have vret ganske overfldigt at den kongelige Families Appanage skulde besta i faste Eiendomme. 343 I Linie 5 tilfies: Storthinget i 1893 nedsatte dog ved Beslutning af 20 Jnli baade Kongens og Kronprindsens Appanager for den allerede paabegyndte Budgettermin. 368. tredie Stykke betegnes med Bogstav e i Stedet for Bogstav c. 386. ved andet Stykke mrkes, at Bankloven af 24 April 1862, 22 og 24. jvfr. 27 c tillgger Storthinget Myndighed til at bestemme Lnnin gerne fer Bankens Directrer, Bestyrere og Formanden i dens Repr sentantskab, hvorimod Lnninger og Pensioner for Bankens Betjente bestemmes af dette, 27 d. 408, Det kan her erindres, at Bankloven af 23 April 1892, 35, betinget paalgger Norges Banks Betjente at etterkomme de den af Directionen eller vedkommende Bestyrelse givne almindelige eller srlige Paalg jvfr. Bankfund. 14 Juni 1816, 53. 428, Stningen er bleven aldeles bestridelig ved den nye almindelige Skyds lov af 12 Juli 1893, 23. Paragraphen ld i den kongelige Proposition og Odelsthingets Beslutning: Klages der over den af Amtmanden med Hensyn til Skydsanstalternes Beliggenhed trufne Ordning, afgjres Sagen af vedkommende Regjeringsdepartement Denne Regel blev i Lagthinget givet en noget forandret Redaction og Anvendelse paa Klager over hvilkesomhelst af Amtmanden om Skydsvsenet fattede Beslutninger. Lagthinget sluttede sig, som Debatterne vise, ganske til den i nrvrende Vrk udviklede Lre om Kongens Adgang til at omgjre Overvrig hedens Beslutninger, see Lagthingstidenden 1893, Side 48- -50. I Slutningen af 3 tilfies: See endvidere Lov (No. 2) om Sindssyges Behandling af 27 Juni 1891, 3. I Slutningen af 3 tilfies: Enker efter afskedigede geistlige Embeds mnd have ikke Ret til Pension iflge Lov 17 Mai 1890, 2, med mindre deres Mnd havde erholdt Afsked i Naade. I Note 1 tilfies: See nu Lovene om Armeens og Marinens Sanitetsvsen af 19 Mai 1888 og 28 Mai 1891 (No. 1).
431 452,
509,
Rettelser og Tillg til Bind 111. Side
589
Til Bind 111.

Linie 6, tilfies: see nu Lov (No. 3) af 6 Juli 1892. I Slutningen af 6 tilfies: See ogsaa Lov (No. 6) af 6 Juli 1891, 13, der medfrer, at en Udreder, som, nar Armeen sttes paa Feldt fod, til Statscassen maa afstaa Eiendomsretten over en allerede fr ind sat Tjenestenest, kan faa meget mindre Erstatning for Hesten, end om denne da skulde taxeres. Mod Bestemmelsens Grundlovmssighed kan ingen Indvending gjres, da en saadan Tjenestehest ikke er fri Eiendoms gjenstand for Udrederen. 401 Linie 6. Som et andet Exempel kan nvnes Lov (No 4) af 6 Jul^ 1892. 12. Om Tilblivelsen af Grl.s 75 h, see en Afhandling i Morgenbladet 1893, No. 295. 452. Ved Udgangen af andet Stykke tilfies: Til denne Opfatning af Grund loven sluttede Ministeriet Steen sig i den som Storthingsdocument No. 80 for 1893 trykte Protocol af 22 April 1893, og Storthinget sig ved Be slutning af 6 Mai 1893, see Storthingstidenden, Side 849. 1$ 4-,
Alphabetisk Register
til
nrvrende Vrks anden Udgave.

Side Aasdes-Retten maa ikke ophves 111. 34 Adelen, dens Ophvelse 111. 2527 Forslag om Oprettelse af ny Adel 111. 26 hvorvidt Adelens Privilegier kunde indskrnkes ved nye Love 111. 258 Adeler-Falsenske Udkast I. 1314 Administrative Beslutninger, hvorvidt de kunne omgjres af hiere Autoriteter 11. 413414 Administrative Forretninger, hvorledes de skjelne sig fra dmmende 111. 301 hvorvidt de kunne henlgges under Domstolene . 111. 395 Afstaaelse, tvungen, af andre Rettigheder end Eiendomsret 111. 7073 Afstemning i Storthinget, Ordenen, hvori de forskjellige Forslag skulle sttes under Votering 11. 38 Fremgangsmaaden 11. 40 Pligten til at deeltage 11. 40 hvorvidt en Reprsentant kan forandre sin Stemme givning 11. 41 feilagtig Optlling af Stemmer 11. 41 simpelt Fleertal i Almindelighed tilstrkkeligt ... 11. 41 Prsidentens Stemme gjr Udslag ved Stemmelighed . 11. 43 det ndvendige Stemme-Antal ved Valg paa Personer 11. 43 Afsttelse, dens Virkning paa Stemmeretten . I. 387 hvorvidt den er Gjenstand for Benaadning 11. 223 om Virkningen af en grundlovstridig eller ulovlig Af sttelse ......' 11.473474
592
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind I III
Side Akkord med Statens Creditorer, hvorvidt Storthingets Sam tykke er ndvendigt dertil 11. 315 Amendementsforslag 11. 38 Amnesti kan kun gives ved Lov 11. 219 Angrebskrig 11. 510 Anklagemyndighed, at den skal udves med Skjnsomhed 11. 219, 111. 510 Ansvarlighedsloven, dens constitutionelle Ndvendighed . . 111. 439 dens retlige Natur 111. 440 Appanager I. 188-200, 11. 368, 341 Apothekerprivilegier, hvorvidt de kunne ophves uden Erstatning 111. 278-279 Arvelove, nye, hvorvidt deres Anvendelse hindres af Grundlovens 97 . 111. 114 og 163181 Arveret til Thronen, nar den fortabes 1. 202 AssociationsMlied I. 96 Autorisationer 11. 191 Bank, den forrige norske Rigsbank 11. 384, 111. 267 Bank, Norges, hvorvidt dens Privilegier kunne forandres til Skade for Aktieeierne 111. 272278 Faststtelse af Gager og Pensioner for dens Betjente 11. 386 Storthingets Andeel i dens Overbestyrelse iflge Lovgiv ningen 11.385,111.587 Bank, Hypothekbanken . . 11. 387 Befaling, hieste, over Krigsmagten, 11. 500 Benaadning, Dom eller gyldig Vedtagelse maa gaa forud 11. 218219 Gjenstand for Benaadning er alene Straf 11. 223 Lovgivningen kan dog tillgge Benaadning strre Virkning . . 11. 224 Bder eller Confiscation til Fordeel for Private kan vre Gjenstand for Benaadning 11. 224 betingede Benaadninger . 11. 220222 Forbryderens Valg mellem Tilbudet om Benaadning og Straffen 11. 222 Beskatningsmyndigheden, er alene hos Storthinget : . 11. 227 Skattepaalgs Indskrnkning i Tid 11. 230 Grndsen mellem de staaende og de blot for Budget terminen gjldende Skatteregler 11. 232 vor ldre statsretslige Praxis i dette Stykke . . 11. 237241 kan ikke gjres ganske uafhngig af den lovgivende Myndighed 11. 246 Skattefritagelser kunne i Almindelighed ikke strkkes udover Budgetterminen ... 11. 247, jvfr. 537 og 111. 283
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IH.
593
Side Hvorvidt Storthinget contractsmssigen kan binde sig med Hensyn til Beskatningen 11. 247 om Adgang til ved almindelig Storthingsbeslutning at ophve Skatteregler, som ved Lov ere givne for ln gere Tid end Budgetterminen H. 251 hvorvidt Skat kan paalgges for et kortere Tidsrum end det i Grundlovens 75 a nvnte H. 252 hvorvidt Renter af Statsobligationer, Gager og Pensioner kunne ilgges srskilt Skat H. 253 Ligelighed i Fordelingen af offentlige Byrder .... 11. 255 Betingelser ved Skattepaalg 11. 255 hvad der kan henfres under Beskatning . . . H. 256259 Kongens Pligt til at opkrve de af Storthinget paa lagte Skatter 11. 260 Bestillingsmnd, om deres Afsttelse . . . I. 302303, 11. 453 Bevilgninger (Meddelelser af Forrettigheder) H. 190191, 111. 266267 Bevilgningsmyndigkeden, dens historiske Udspring . . - . H. 274 bestaaer i at samtykke i Midlers Anvendelse i bestemt iemed 11. 277 Storthinget kan ikke bevilge Penge med den Virkning, at nogen derved faaer et af Kongens Forgodtbefin dende uafhngigt Retskrav n. 278 fra hvilket Tidspunkt Staten ved Bevilgningen bliver bunden lige overfor Private ........ 11. 279 Kongen kan ikke anvende det Bevilgede anderledes. end af Storthinget bestemt . IL 281 hvorvidt Regjeringen er bunden ved de til Grund for Bevilgningen beliggende Beregninger ..... 11. 282 Specification af Bevilgninger ........ 11. 283 hvorvidt Betingelser kunne knyttes til Bevilgningen IL. 284 hvorvidt Bevilgningsmyndigheden kan udves gjennem Lovbeslutninger 11. 285 bindes ved Love, som paabyde visse Foretagender for offentlig Regning 11. 286 ligeledes ved Love. som foreskrive, hvorledes visse Slags Indtgter skulle anvendes . 11. 294 Grundloven ophvede ikke ldre Love, som paabandt Statscassen visse Udgifter H. 294 Bevilgningernes Tidsgrsendse n. 294 Storthinget kan selv stte Tidsgrndse for sine Bevilg ninger, men brugte ikke tidligere at gjre det . . 11. 296 nu pleier det inddrage enhver ved Budgetterminens Udlb benyttet Bevilgning ....... 11. 297 det ene Storthing kan ikke ved Bevilgning raade over JNorges offentlige Ret. 38
594
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IHI. Side
Midler, som det overlader flgende Storthing at tilveiebringe . .11. 299 Delegation af 11. 300 Overslagssummer . . . H. 311 Bodsagen I. 150, H. 540 Boeslod kan ei forbrydes 111. 18 Bostedsbaand I. 334 Budget og Badgettermin H. 226-227 Bygningslovene, deres Regler om Erstatning for Grundaf staaelser . 111. 67 Cocarde, den norske I. 187 Comiteer, Storthingets H. 25 hvorvidt deres Virksomhed kan fortsttes udover Stor thingets Samlingstid .......... 11. 149 Commandosager, militre I. 228 fgg. IH. 585 specielt i Marinen I. 233 vedkommende Rigets Forhold udadtil ...... I. 234 deres Forberedelse og Expedition I. 235 Storthinget kan ikke forlange sig de dem vedkommende Protocoller og Papirer IH. 413 hvorvidt det kan fordre mundtlige Oplysninger angaa ende saadanne Sager 111. 417 Commissioner, hvorvidt Storthinget kan nedstte saadanne til at udarbeide Lovforslag 11. 149153 dmmende, kunne nedsttes af Kongen ..... 111. 385 Communalstyrelserne, hvilke Anliggender kunne henlgges under dem 11. 392 Communer, hvorvidt Lovgivningen kan berve dem deres lov ligen erhvervede Rettigheder 111. 280 Competence. Prvelse af den Stning, at hver Statsmagt har at afgjre sin Competence . . . . . . . . 111. 349 Constitutionel Ansvarlighed. Statsraadernes Ansvar som Kongens Raadgivere . . HI. 449 for deres egne Beslutninger ......... 111. 454 for Udfrelse af Kongens Befalinger ...... IH. 455 Betingelserne for Tilregnelighed ....... HI. 462 Departementschefernes Ansvar for deres Underordnede HI. 467 for Anvendelse af Statskassens Midler ..... 11. 308 Hiesteretsmedlemmers Ansvar ......... IH. 468 Storthingsmedlemmers ..... 111. 427, 470472 Erstatningspligten . . HL 489 ff.
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IHI
595
Side Consulatvsenet I. 168, 111. 584 Contractshabilitet, Statens I. 133 specielt angaaende Expropriationsretten ..... I. 134 hvorvidt Staten kan binde sig i Udvelsen af sin be skattende Myndighed ....... ... 11. 247 Contractshabilitet. Kongens, hvorvidt han kan afhnde Statseiendomme uden Stor thingets Samtykke H. 273 hvorvidt han kan indkjbe Eiendomme H. 319 Contrasignatur I. 257, IH. 452 Conventionen til Moss I. 17 Dagsorden, Storthingets 11. 33 Dansk-norske Monarkis Statsgjld, Convention derom af 1819 11.262,540 Debatter, Storthingets H. 35 Delegation af constitutionelle Forretninger 11. 80 af Bevilgningsmyndigheden H. 300 Departementer 1. 260 ff. deres besluttende Myndighed ........ 1. 265 ff. hvorvidt deres Beslutninger kunne forlanges under givne hiere Prvelse I. 271 Deposita, ved Lov kan bestemmes, at saadanne skulle mod tages i Statskassen .......... 11. 265 Diplomatiske Anliggender I. 146 og 227 Udgifterne derved I. 168 Forberedelse og Expedition ... I. 157 samt Berigtigelsen 111. 584 hvorvidt de ere at behandle i sammensat Statsraad. . I. 280 Dispensation, Ordets Betydning . 11. 193 Forholdet mellem Begreberne Privilegium og Dispen sation . 11. 197 Fortolkning af Grundlovens Forbud mod at give Dis pensationer II 199 vor lovgivende Magt anseer sig berettiget til at tillade, at der dispenseres fra dens Bud ...... 11. 204 Kongens Ret til at dispensere fra Love, der ere ldre end Grundloven H. 206 i hvilke Tilflde der uden Storthingets Bemyndigelse kan dispenseres fra en af Storthinget given Lov . 11. 214 til hvilke Autoriteter Dispensationsmyndighed kan over drages . 11. 216 Dissenter, deres Stilling i Staten . .H. 489491 Forldres Pligt til at opdrage sine Brn i den evange liske Religion 11. 483
596
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IIII, Side
Districtsforsamlinger, deres Berammelse I, 425 deres Bestyrelse og dennes Competence . . . . . I. 434 Stemmegivningen I. 443 ugyldige Stemmesedler I. 443445 Stemmelighed 1. 435, 446, 449 hvorvidt ny Reprsentant kan vlges, nar den valgte strax frasiger sig Valget elier opgiver lovligt For fald I. 450 maa ei paa egen Haand omgjre et ugyldigt Valg . I. 451 hvorvidt en oplst Districtsforsamling kan holde nyt Mde til Paakjendelse af et af Reprsentanten op givet Forfald I. 452 Afholdelse af ny Districtsforsamling efter Paalg fra Storthinget .1. 475481 Dom maa forberedes ved ....... 111. 301, 388 Dommere , deres Uafsttelighed 111 385 Dommerembeder. Kongens Adgang til at forflere dem . . 111. 384 Domstolene, deres Organisation er Lovgivningssag .... 111. 332 Sprgsmaalet om deres Adgang til at prve Gyldig heden af den udvende og lovgivende Magts Be slutninger er forskjelligt fra Sprgsmaalet om Bor gernes Lydighedspligt 111. 312 hvorvidt de kunne paalgge en administrativ Autoritet at foretage .en Embedshandling ...... 111. 355356 kunne prve Lovmssigheden af den udvende Magts Beslutninger 111. 352, 358, 359 Grndserne for deres Myndighed til at prve vrigbeds handlinger .in. 360361 deres Adgang til at prve Loves og Storthingsbeslut ningers Grundlovmssighed 111. 362 kunne ikke paakjende, hvorvidt Lovgivningen har havt Fie til at tillade Privatmand at expropriere . . HI. 4344 deres Stilling til folkeretlige Sprgsmaal .... 111. 377 deres Stilling til Tvistigheder mellem den norske og den svenske Stat IH. 379 Dmmende Myndighed, Begreb in. 300-305, 396 skal vre adskilt fra den udvende og lovgivende . . 111. 306 hvorvidt den kan vre hos Storthinget . . . 111. 310 og 405 hvorvidt den kan overdrages administrative Embedsmnd 111. 388392 hvorvidt den kan overdrages Personer, som ikke ere Embedsmnd 111. 386388 Forholdet mellem Dom og processuelt Skjn . 111. 400
Alphabetisk Register til angen Afdelings Bind Ini.
597
Eed til Constitutionen I. 349 og 415 Eedsvorneretter, den grundlovmssige Adgang til at indfre dem ffl. 307 og 403 Efterbevilgning, hvorvidt Ansvar derved er eftergivet . . ni. 521 Ettergivelse af Statscassens Fordringer H. 310 Eiendomsafstaaelse, tvungen, se Expropriation. Eiendomsret som Stemmeretsbetingelse I. 354 Embeders Oprettelse 11. 439 Deling 11. 443 Embedshandlinger, Privates Paatale af . . . . IH. 355, 361 og 502 Embedsmnd, hvad der skiller dem fra andre Statstjenere I. 351 de grundlovbestemte Indskrnkninger i Kongens Valgfrihed 11. 449 hvorvidt denne Frihed yderiigere kan indskrnkes ved Lov 11. 450 deres Afskedigelse efter Ansgning 11. 452 hvorvidt de kunne fradmme sine Embeder, nar de ikke lngere besidde de for disse forndne Egen skaber n. 453 hvilke der efter Grundloven ere afsttelige uden Dom 11. 453 hvorvidt Grundlovens Bestemmelser herom ere udtm mende .... n. 456 Virkningerne af en grundlovstridig Afsttelse . . .11. 473 Embeder br ikke stadig bestyres af constituerede . . 11. 458 Retsforholdet mellem Stat og Embedsmud . . 11. 459 ff. (see forvrigt Indholds-Registeret til Cap. 51) Kongens Ret til at suspendere dem ...... 11. 474 Embeds-Titel og Rang 11. 447 Endelighed, see Omgjrelse. Erstatning for tvungen Afstaaelse af Eiendom. See Expropriation. hvorvidt Eier kan krve saadan, fordi Staten udvider andres Ret til at benytte hans Eiendom . . . 111. 7376 lader hans Eiendom tilintetgjre ...... HI 7678 forbyder ham at benytte hans Eiendom paa fr til ladt Maade 111 7981 Erstatningssgsmaal mod constitutionelt ansvarlige Personer ffl. 502 i mod deres Arvinger , HL 504 Execution af Domme, hvorvidt den henhrer under den ud vende Magt IH. 303 Executionskraft, Dommes mod Staten . 111. 380 administrative Befalingers ffl. 393 Expedition af Regjeringsbeslutninger ........ L 256 Expropriationsretten, dens Historie 111. 3640
598
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IIII. Side
Expropriation, forskjellig fra Beskatning ffl 41, 42 Retten dertil kan ogsaa tillgges Privatmand . ffl. 43 g 69 kan kun meddeles ved Lov eller i Kraft af Lov 111. 44 hvorvidt Pl. 31 Juli 1801 indeholder en almindelig Be myndigelse til at expropriere, hvad det Offentlige til trnger 111. 45 Erstatningen, hvorvidt den altid maa faststtes ved retsligt Skjn 111. 4648 hvorvidt Erstatningens Maalestok kan faststtes ved Lov 111. 48 hvorvidt den kan faststtes i andet end Penge . . 111. 49 eller i aarlig Ydelse ........... 111. 49 hvilke Tab der skulle erstattes Eieren .... 111. 5052 partiel, Erstatningens Faststtelse . . ' . . . . ffl. 5268 Erstatningen maa i Almindelighed bestemmes efter Eien" dommens Vrdi paa Afstaaelsestiden ..... 111. 68 hvorvidt Staten ved Expropriation til Private hefter for Belbet ffl. 69 Erstatning til andre end Gjenstandens Eier . . . ffl. 7073 Fideicommis maa ikke oprettes .ffl. 2834 Ret til, hvorvidt den ved ny Lov kan betages nogen 111. 181 Fideicommisbesidder, er Eier I. 354365, ffl. 183 Finantslove, fremmede Grundloves Forskrifter derom . . 11. 286 Flaget, Orlogs-, Handels I. 183 ff. Flytlapper I. 8588 Foreningen mellem Norge og Sverige er en Real union. . . I. 144 er bygget paa Jvnlighedens Princip I. 143 Fllesskab i Krig, Fred og andre politiske Forhold til fremmede Magter . I. 147 Traktater og Retsbrud mod fremmed Magt ... I. 149 Traktater mellem Norge og Sverige ldre end 1814 I. 155 det constitutionelle Fllesskab kan i Almindelighed kun udvides gjennem Grundlovsbestemmelse . . I. 170, 111. 545 hvorledes Overeenskomster mellem Rigerne kunne af sluttes I. 172181 Forfald, i administrative Forretninger, Sprgsmaal om Gyl. digheden heraf kunne altid bringes under Dom stolenes Afgjrelse ........... 111. 389 Statsraaders I. 213 Stemmeberettigedes ........... I. 431 Valgmnds I. 436 Storthingsmnds 1.448,450,451,454
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind Iffl.
599
Forholdstals-Valgmethoden I. 208,299, ffl. 563 Former, Virkningen a, grundlovsbestemte Formers Tilsidest telse 111. 372 Formynderregjering I. 297 Forpligtelse, hvorvidt en Lov uden Brud paa Grundlovens 97 kan tillgge en allerede stedfunden Handling ny forpligtende Virkning . 111. 110 til at overtage offentlige Ombud og gjre Militrtjene ste kan i Almindelighed paalgges dem, som derfor fr ere fritagne ffl. 254 og 278 Forretningsorden, Storthingets 11. 16 Forrettigheder, see Privilegier. Forslag, hvorvidt fornyet Fremsttelse er ndvendig, nar deres Behandling er udsat paa et Storthing ... 11. 24 hvorvidt de kunne tilbagekaldes H. 25 Forslagsret, hvem den tilkommer H. 20 dens Betydning IL 22 Forslagstiden 11. 23 Fortolkning, Grundlovens I. 77 Fredslutninger I 147, 281 og H 543 Fritagelse for Vrnepligt eller offentlig Tjeneste, hvorvidt den kan berves nogen 111. 254, 278 Fuldmagter for Valgmnd I. 437 deres Prvelse . 1. 438 for Reprsentanter, deres Prvelse I. 469 ff denne kan i Tvivlstilflde udsttes, indtil Storthinget er aabnet I. 485 Flles Forskrifter for de forenede Riger I. 174. 284 Gager og Pensioner. See Indholdshsten til Cap. 46. Garantier, constitutionelle I. 7677 Gesandter I. 166. 228 Gjensidige Love I. 175181 Grundloven af 17 Mai 1814, den Forhold til fremmede Kilder 1.10-13 Grundloven af 4 November 1814, dens Istandbringelse ... I. 1828 dens officielle Text T. 28 dens retlige Gyldighed ......... . I. 29 dens Forhold til Grundloven af 17 Mai I. 31 hvorvidt den er en Overeenskomst mellem Konge og Folk I. 3335 er ikke for nogen Del unionel Overenskomst .... I. 3538 hvorvidt Sprgsmaalet om Forandringer i Grundloven skulle behandles i sammensat Statsraad. ... I. 287 288
600
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IIII.
SideGrundlovsforandringer 111. 549 ff. Forslag derom . 111. 561 Kongens Samtykke dertil 111. 565 Grnndlovstridige Beslutninger, deres Ugyldighed .... 111. 352 ff. Beslutninger, som kun for nogen Del lide af saadan Mangel 111. 375 hvorvidt de kunne opretholdes mod, at den Skade lidende faaer Erstatning 111.820g376 Grundstninger, de paa Eidsvold forelbig antagne .... I. 8 Grndser, Rigets, mod Sverige I, 80 i mod Rusland I. 83 Handles- og Sfartstraktater, hvorvidt de kunne og br vre flles for de forenede Riger I. Hofbetjente I. 188 og Huusinqvisition, Grundlovens 102 111. Hiesteret, dmmer i sidste Instants 111, dens Jurisdiction i Almindelighed 111. i Krigsretssager 111, dens Sammenssetning 111. i Krigsretssager 111. dens Dommes Uforanderlighed 111. dens Pligt til at afgive Betnkninger og Beretninger om sin Virksomhed 111 administrative Forretninger kunne i Almindelighed ikke paalgges Hiesteret 111. hvorvidt dens Medlemmer kunne drages til Ansvar for Indholdet af sine Domme eller Stemmegivning. . . 111.
156 441 12 300 308 407 406 407 409 410 896 468
Imperativt Mandat I. 345 Indfdtsret I. 100 dens Erhvervelse ved Fdsel .1. 102 Naturalisation ...... I. 104 Indfdtes retlige Stilling I. 117 Individet, dets Rettigheder lige overfor Statsmagterne 111. 2 hvorvidt saadanne Rettigheder ere srskilt anerkjendte i forskjellige fremmede Staters Grundlove .... 111. 35 Indvaanere af Landet, som ikke ere norske Statsborgere, de res retlige Stilling I. 118 Inhabilitet, Statsraadsmedlemmernes I. 213, 246, 257 Storthingsmedlemmers 11. 34 Rigsretsmedlemmers 111. 525 Interimsregjering I. 290299
Alphabelisk Register til anden Afdeling Bind IIII.
601
Jesuiter
Jury, see Eedsvorneretter.
l n. 490
Kielerfreden I. I4 Kirken, Statens Hihed over Kirken . -11. 476 hvorledes Myndigheden over Kirkens Anliggenger er deelt mellem Konge og Storthing . . , . . . .11. 484 Kongens Myndighed over Gudstjenestens Anordning . 11. 484 angaaende Oversttelse af Bibelen og Bekjendelses skrifterne 11. 486 angaaende Anordning af kirkelige Mder .... 11. 486 Kongens almindelige udvende Myndighed i Anvendelse paa Kirkens Anliggender ......... 11. 488 Udvelsen af den Kongen i Grundlovens 16 tillagte Myndighed staaer under Storthingets Control . 11. 487 dets Andeel i den kirkelige Lovgivningsmyndighed . 11. 487 Grundloven er ikke til Hinder for, at andre Kirkesam fund end Statskirken nyde fri Religionsvelse . . 11. 489 Statens Stilling til Dissenterkirker 11. 491 Kjbstderne. Stemmeretsqvalificationer, grundede paa fast Eiendom i Kjbstder I. 359 deres Andeel i Nationalreprsentationen ... I. 395, 111. 547 deres Retsstilling. i Sammenligning med Landdistricter nes i 1814 . 111. 548 Kongen forudsttes at have sin sdvanlige Bopl i Sverige I. 60 hans Person er hellig .1. 189 Loven om hans Myndighedsalder er ikke Grundlov I. 63 bliver myndig ved atten Aars Alder I. 193 hans private Retsforhold bedmmes efter den alminde lige Lovgivning I. 191 hvoividt han svarer for de almindelige Domstole i For muesanliggender .1. 192 hans Titel og Navneciffer .1. 192 aflgger Eed ved Regjeringens Tiltrdelse .... I. 194 i hvilke Tilflde han midlertidig fratrder Regjerin gen I. 194 hvorvidt han i visse Tilflde kan afsttes .... I. 196 hvorvidt han kan modtage fremmed Krone .... I. 197 er Statens Reprsentant lige overfor fremmede Magter 11. 516 har Ret til at indgaa og ophve Forbund .... 11. 518 kan ikke tiltale Statsraadets eller Hiesterets Medlem mer til Straf ............ 11. 436 hvorvidt han kan suspendere dem og derved fremtvinge Tiltale IL 475
602
Side Kongen kan ikke lade anlgge Sgsmaal mod Statsraader til Erstatning af Tab, de ved Embedsfeil have paafrt Staten 111. 490 Det Kongelige Huus I. 199 Krig, Kongens Ret til at begynde saadan 11. 516 Rigsaktens Bestemmelse derom I. 279 Krigsmagten, hvorvidt nye Indskrnkninger i Kongene Raa dighed over samme kunne gjres uden Hinder af Rigsakten I. 58 hvorvidt der ved almindelig Lov kan overtages For pligtelse mod Sverige angaaende Krigsmagtens Str relse m. v. I. 181 hvorvidt Afdelinger af den norske Krigsmagt kunne for enes med svenske I. 181 See forvrigt lndholdsregistret til Cap. 53. Kroning I. 192 Ladesteder 1. 362 og 402 Lagthinget, dets Valg .1. 486 dets Anmrkninger til Odelsthingets Lovbeslutninger 11. 4751 Landevrn 11. 511, 111 287 Lensmandsloven 11. 394 Love, hvad derved forstaaes 11. 99 ff. deres Istandbringelse 11. 155 fra hvilket Tidspunkt de kunne sttes i Kraft 11. 160, 111. 8789 maa ikke gives tilbagevirkende Kraft ..... 111. 8388 Forbudet gjlder *>gsaa andre Retsregler .... 111. 87 det beskytter ikke ufdte Personer 111. 90 det hindrer ikke Anvendelsen af nye Retsregler, som ei blive til Skade for nogen ........ 111. 91 nye Love kunne hverken betinget tilkjendes eller be tinget frakjendes Herredmme over ldre Kjends gjerningers retslige Virkninger 111. 93105 Forbudet beskytter kun erhvervede Rettigheder, ikke blotte Forventninger .......... 111. 113 Forbudet er ikke til Hinder for, at Lovgivningen beta ger nogen den Handlefrihed, der ikke har vret ham tillagt som sregen Rettighed 111. 120, 154. 155, 187190, 236 hvorvidt Forbudet er til Hinder for, at Lovgivningen erklrer en ugyldig Retshandling gyldig . . .111 129132 hvorvidt nye Love kunne bringes i Anvendelse paa ldre; obligatoriske Retsforhold ....... 111. 133158 tinglige Rettigheder 111. 149162 Arveretsforhold 111. 163183
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind IIII. Love, hvorvidt nye Love kunne bringes i Anvendelse paa ldre Odelsrettigheder 111. personlige og familieretlige Forholde .... 111. Anvendeligheden af nye Straffelove 111. Anvendeligheden af nye Proceslove 111. Forbudets Anvendelse paa nye Stemmeretsregler . Anvendeligheden af nye Love om Pengevsenet 111 Skattepaalg paa ldre Handlinger og Tilstande 111. Lovgivningen maa ikke opstille Bestemmelser, som komme i Strid med Grundloven . ffl. hvorvidt den kan ophve eller forandre Institutioner, til hvilke Grundloven har knyttet sine Retsregler 111. Lovgivende Magt indbefatter Ret til at give srlige saavelsom almindelige Forskrifter hvorvidt en Lovs Gyldighed kan gjres afhngig af, at den er vedtagen af de stemmeberettigede Borgeres Fleertal ... kan bemyndige Kongen til at give Forskrifter, som gribe ind i Borgernes Handlefrihed, nar disse For skrifter skulle tjene til Gjennemfrelse af Lovens Bud saadan Bemyndigelse tillagt Kommunebestyrelsen med Forbehold af Kongelig Approbation ...... Delegation foregik ogsaa under Enevldet .... kan ei overdrage sin Ret til at give Straffebud ... hvorvidt den kan overdrage nogen anden at give privat retlige Regler omfatter Ret saavel til at ophve som til at give Love Lovforslag, deres Behandlingsmaade see forvrigt Indholdsregistret til Cap. 31, 2135. Lovsager, alle ikke udtrykkelig undtagne Sager kunne i Al mindelighed behandles som Lovsager ..... ved at behandle finantsielle Sager som Lovsager kan Storthinget i Regelen stte sin Villie igjennem lige overfor Kongen
603
Side 184186 186213 213 - 218 218235 111. 236 235250 251254 540544 545548 11. 103 11. 119
11. 120 11. 124 11. 121 11. 126 11. 127 11. 128 11. 44 ff. 11. 213 11. 377
Magtfordeling. Grundlovens Hovedregler herom .... 11. 7295 Functioner tillagte Kongen .11. 7778 Storthinget n. 7980 Parliamentarisme 11. 8398 Mandtallet I. 307 hvorvidt Indforelse deri eller Udslettelse deraf afhn ger af den Stemmeberettigede ........ I. 412 Storthingets Adgang til at prve Mandtallernes Rig tighed I. 469471
604
Side Mandtalsfrernes Pligter og Competence 1.415417 hvem der ere I. 417 Meningsforskjel mellem dem I. 419 Matrikuleret Jord I. 354 Militrvsen, see Krigsmagten. Militre Domstole ffl. 383 Militr Magt, dens Anvendelse mod Statens Borgere ... 11. 513 3lindretalsreprsentation I. 341 Moratorier 11. 193208, 247 Munke-Ordenr 11. 490 Myndighedsalderen, nye Love derom, hvorvidt de kunne an vendes paa Personer, som allerede ere blevne myn dige UL 188190 Myntvsenet, Convention derom I. 142 Naboretsforhold, nye Loves Virkning paa dem ...... 111. 156 Naturalisation I. 101 og 104 Nordlandske Kirke- og Skolefond, Storthingets Myndighed derover I. 383 Norsk Borger, see Statsborgerskab. Norske Regjering I. 209 af hvem den bestaaer I. 248 Udstrkningen af dens besluttende Myndighed . .I. 249 ff. Instruxer for den I. 210, 265, 267 Nringsveie, nye og bestandige Indskrnkninger i samme maa ikke meddeles 111. 27 Odelsretten maa ikke ophves . 111. .34 nye Love om samme, deres Virkning paa allerede erhvervet Odelsret 111. 184 Odelsthinget, dets Behandling af Lovforslag 11. 44 og 51 mod hvilke Personer dets Anklagemyndighed kan brin ges i Anvendalse 111. 433 er forpligtet til at granske Regjeringsprotocollerne og decidere Statsregnskaberne ....... 111. 487 og 509 kan undlade Paatale 111. 510 pleier at undlade Paatale, hvor den Fornrmede kan faa tilstrkkelig Hjlp hos de almindelige Domstole 111. 511 hvorvidt det kan eftergive Ansvar 111. 511518 hvorvidt det kan udstte Sprgsmaal om Tiltale til et flgende Odelsthing 111. 519 hvorvidt det ved at frafalde Tiltale til Straf tillige fra falder Erstatning 111. 433
605
Side Offentlige Fonds, Lovgivningens Adgang til oprette srskilte Fonds, som danne Retssubjecter forskjellige fra den vrige Statsformue 11. 157 Storthingets Myndighed med Hensyn til deres Anven delse og Bestyrelse 11. 378 hvorvidt Storthinget kan revidere Gager og Pensioner, som skulle udredes af saadanne Fonds 11. 380 hvorvidt Lovgivningen kan tillgge Storthinget samme Raadighed over saadanne som over Statscassen . . 11. 382 Olafsordenen . . . I. 241 Omgjrelse. Hvorvidt Kongen kan omgjre underordnede Embedsmnds Beslutninger . 11. 413434 Hvorvidt Kongen kan omgjre sine egne Beslutninger I. 300-311 Hvorvidt Storthinget kan omgjre sine Beslutninger I. 6471 Oplysningsvsenets Fond, Storthingets Raadighed derover . 11. 382 Kirkens Ret dertil 11. 483 Opreisninger 11. 194, 204, 215 Ordensudnvnelse . . . . I. 241 Orlogsflaget I. 59 og 183 Overeiendomsret, Statens saakaldte '. 111. 38 Overslagssummer . , .11. 311 Paaanke, hvorvidt nogen Art af Domme kan unddrages fra Paaanke til Hiesteret . 111. 306309 til Valgbestyrelsen, dennes Stilling til Mandtalfrerne I. 420 hvem der kan paaanke Mandtalsfrernes Beslutninger I. 421 til Storthinget af Stemmeretstvistigheder .... I. 422423 Panterettigheder, allerede stiftede, hvorvidt nye Love kunne anvendes paa dem ..... . ffl. 158163 og 233 Parlamentarisme 11. 8398 Pengelove, nye, hvorvidt de kunne bringes i Anvendelse paa Betaling af ldre Gjld 111. 235250 Pengevsen, Rigets, dets Ordning maa ske ved Lov ... 11. 383 Storthingets Ret til at fre Opsyn dermed . . ... 11. 384 Pensioner, se Gager. Pensionslove, deres Grundlovmssighed .11. 336 Privilegier 11. 179191 og 111. 251286 hvorvidt Grundloven er til Hinder for, at saadanne meddeles 111. 25-28 hvorvidt de kunne meddeles af Kongen IL 211 hvorvidt de under Enevldet ansaaes tilbagekaldelige 111. 257262 hvorvidt de nu kunne ophves uden Erstatning . 111. 262 ff. hvorvidt de med et Privilegium flgende Retiigheder kunne formindskes eller omdannes .... 111. 280288
606
Alphabetisk Begister til anden Afdelings Bind IIII.
Side Protectorier 11. 193 Protocolcomiteen 11. 31 og 111. 505 Protollation af Beslutninger i Statsraadet . . I. 255 Provisoriske Anordninger, hvorvidt en af Storthinget forkastet provisorisk Anordning kan gjentages . . 11. 67, 68, 111. 590 hvorvidt de kunne gaa ud paa at paalgge Told . . 11. 227 de kunne gaa ud paa at nedstte Toldafgifter ... 11. 260 see forvrigt Indholdsregistret til Cap. 38. Prscriptionslove, nye, hvorvidt de uden Hinder af Grund lovens 97 kunne gives Anvendelse paa bestaaende Retsforhold 111. 123-128 Regalier 11. 273 Regjeringsinstrux 1.225,246247,250-267 Regjeringsprotocoller. Odelsthinget kan forlange sig dem til stillet naarsomhelst 111. 507 Beslutning om Forlangendets Efterkommende maa fat tes af Kongen 111. 41,6 Reglement, Storthingets 11. 16 hvem der bestemmer Reglementet 11. 17 hvorvidt det kan vedtages for lngere Tid end Ses sionen 11. 1720 Regnskabsbetjente, som erholde Decharge af vedkommende Departement, fritages derved for Ansvar . . . 111. 483, 488 Repressalier og Retorsioner 11. 517 Reprsentanter, Storthings-, deres Antal indtil 1860 ... I. 396 efter ... I. 397 I. 453 hvorvidt Valg maa modtages Forfald I. 454 I. 455 Ombudets Varighed deres Arrestfrihed .1. 463 deres Ansvarsfrihed for Ytringer I. 463 deres Godtgjrelse for Udgifter ........ I. 465 deres Pligt til at indfinde sig i Storthingets Mder . . 11. 33 deres constitutionelle Ansvarlighed ..... 111. 434,471 Retstvistigheder, hre under Domstolenes Afgjrelse . . . 111. 310 Rettergangslove, nye, hvorvidt de kunne anvendes i Sager om ldre Retsforhold . 111. 218235 Rettigheder, hvorvidt allerede erhvervede Rettigheder kunne angribes uden Brud paa Grundlovens 91 . . 111. 105111 uangribelige, hvorvidt de alene kunne erhverves ved Erhververens egen Handling eller tillige ved andre Begivenheder 111. 111
607
Side Rettigheder, hvorvidt Rettigheder, som bero paa en Fleerhed af Kjendsgjerninger, frst skulle ansees erhvervede, nar alle disse ere indtraadte 111. 113116 uangribelige Rettigheder ere ved Grundlovens 97 beskyttede i hele deres Omfang 111. 116120, jvfr. 134, 143 og 280 uangribelige, kunne ikke ved ny Lov berves al Rets beskyttelse 111. 218 meddelte ved Bevilgninger eller Autor isation af offentlig Myndighed, kunne alene ophves mod Erstatning 111. 262 ff. Rettighedsmnd I. 385 Rigsacten 1. 4354 Forslag til ny Rigsact ... I. 64 Rigsforsamlingen paa Eidsvold I. 7 Rigsretsanklage, i hvilke Tilflde den har fundet Sted . . 111. 505 kan finde Sted, frend vedkommende Statsregnskab er revideret 111. 507509 bortfalder ikke ved Valgperiodens Ophr . . . . 111. 522 Rigsretten, dens Jurisdiction 111. 433436, 494 dens Sammenssetning 111. 523535 dens Dommes Betydning 111. 535539 andre Domstole have ikke concurrende Jurisdiction med den 111. 438, 495, 503 Roflotille 11. 510 Russernes Fiskeri i Finmarken I. 89 Sanction, af Lovbeslutninger, maa skes, ogsaa om disse ere foreslaaede af Kongen dens Meddelelse dens Negtelse . af almindelige Storthingsbeslutninger : . af Skattepaalg af Storthingets Beslutninger om Statsformuen .... Sanctionsnegtelse, partiel Selskaber, unavngivne, deres Rettigheder ere ligesaa uangri belige som private Personers Selvstndighed, Rigets Skattefritagelser, hvorvidt de kunne ophves ... 11. 247, forvrigt see Beskatningsmyndighed. Skattepaalg, hvorvidt de kunne trde i Kraft fr sin Be kjendtgjrelse indirecte, hvorvidt de kunne gives Anvendelse paa ldre Handlinger. . . 111.
11. 155 11. 156 11. 157 11. 343 fl. 11. 361 11. 364 111. 375 111. 291 I. 139 283286 111. 89 245247
608
Side Skattepaalg, hvorvidt Grundlovens 97 medfrer nogen Ind skrnkning i Adgangen til at paalgge directe Skatter Ili. 247248 see forovrigt Beskatningsmyndigheden. Skjn, administrative 111. 396403 processuelle \ . . 111. 403405 Staten, dens Forhold til Individet 111. 2 hvorvidt den hefter for sine Organers skadegjrende Handlinger 11. 316, 111. 356 Statens Regnskaber, Tiden for deres Aflggelse 111. 484 decideres af Odelsthinget . 111. 487 Decisionernes Betydning 111. 488, 514 Statholder-Embedet I. 207 Statsborgerne, deres Lydighedspligt 111. 312 Statsborgerskab; dets Erhvervelse . I. 104, 111. 191 dets Fortabelse I. 109 norske Statsborgeres retlige Stilling I. 127, 111, 120 norske Statsborgere, bosatte i Udlandet, deres retlige Stilling I. 128132 Statscassen, Kongens Ret lii at forvalte den, see lndholds registeret til Cap. 45. Statseiendomme, hvorvidt Storthingnt kan udve sin Raadig hed over dem ved Plenarbeslutninger 11. 168 Plenarbeslutninger om Statens Eiendomme gjlde uden Indskrnkning i Tid 11. 270 ligeledes Beslutninger om Anvendelsen af deres Afkastning 11. 271 hvorvidt Kongen har nogen af Storthinget uafhngig Raadighed over Statens Eiendomme ...... 11. 272 hvorvidt han kan afhnde dem uden Storthingets Sam tykke 11. 273 Statsformuen] dens Bestanddele 11. 266 hvorledes Raadigheden over den er deelt mellem Stats magterne 11. 267 denne Raadighed er nsten uindskrnket 11. 267 hvorvidt Staten forbindes ved formuesretlige Overeens komster, afsluttede af den udvende Magt uden be hrig Hjemmel 11. 319 Statslaan, Storthingets Ret til at aabne Laan paa Rigets Credit 11. 261 Storthinget kan ikke directe optage Laan 11. 264 Storhinget kan bestemme Statslaanets Betingelser . . 11. 265 Statsmyndigheden, Indskrnkninger i denne efter den norske Grundlov I. 7576, 111. 8, 9, 560
Alphabetisk Register til anden Aidelings Bind IIII.
609
Side Statsmyndigheden, Grundlovens Indskrnkninger i denne ere at betragte som Retsregler - . 111. 67 dens Deling i den udvende, lovgivende og dmmende 111. 305 Statsraad, Ordets Betydning i Grundloven I. 216 dets Sammenstning . . I. 206 Kongen vlger selv sit Raad I. 242 dets Stilling som raadgivende I. 221 ff. Kongens Beslutninger maa afgives i Statsraadet ... I. 223 dets Stilling som besluttende I 247 ff. sammensat Statsraad I. 273 ff. Om Statsraadets Adgang til Storthingets Forhandlinger fr 11. 95 dets Medlemmer: hvorvidt de kunne indehave andet Embede ... I. 207 overorordentlige I. 209 forhenvrende I 440 Forfald og Inhabilitet I. 213 Constitution af Statsraader I. 214 Statsraadets Afdelinger I. 209213 hvilke Sager der ere undtagne fra Foredrag der, see Indholdsregistret til Cap. 15. Statsreligion, er den evangelisk-lutherske 11. 477 Betydningen heraf II 482 dens Bekjendelsesskrifter . .11. 477 disse kunne ikke forandres ... IL 479 den Rettesnor, de opstille for Kirkens Lre, maa ikke fastholdes smaaligt efter Bogstaven 11. 481 Pligten for dens Bekjendere til at opdrage sine Brn i denne Religion . 11. 483 Statsrevisiouen 111. 483487 Statstjenerne 11. 449 fl. deres Pligt til at lyde sine Foresatte 11. 407410 Statstjenesten, Grundloven forudstter et Embedsvrk med fast Organisation II 388 dens Ordning 11. 388 det tilkommer i Almindelighed den lovgivende Magt at organisere den 11. 388 dens faste Forretninger br i Almindelighed henlgges under Embedsmnd 11. 389 denne Regel taaler dog Undtagelser ...... 11. 391 hvorvidt der kan oprettes Poster, der besttes af Kon gen, men ikke som Embeder 11. 391 Communernes Anliggender kunne henlgges under folkevalgte Reprsentanter ........ 11. 392
Norges offentlige Ret. 39
610
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind I III.
Side hvorvidt Beskikkelse af Bestillingsmnd i Statens Tje neste kan henlgges til Communalreprsentationen II 394 hvorvidt Forretninger vedkommende Statstjenesten kunne henlgges under Ombudsmnd, i-om vlges af Com munalreprsentanterne 11. 396 Statens Tjenestemnd maa altid underordnes Kongen 11. 249, 399 ona administrative Statstjeneres selvstndig besluttende Myndighed . II 399 Kongens Ret til at meddele dem Instructioner . . 11. 403413 hvorvidt Kongen har Ret til at omgjre Statens Tjenestemnds Beslutninger 11, 413435 Anliggender flles for hele Riget, hvorvidt de kunne henlgges under anden Autoritet end et RegjeringsDepartement 11. 435 visse Embeder kunne alene oprettes og organiseres af Kongen ...... 11. 439 Kongen kan organisere Embeder, forsaavidt det ikke er skeet af Lovgivningen 11. 440 hvorvidt Forretninger, der ere paalagte Embudsmnd, af Kongen kunue henlgges til Embedsmnd . . 11. 442 hvorvidt Kongen kan forandre Embedsdistricterne . . 11. 443 hvorvidt Kongen kan omregulere de et Embede tillagte Indtgter 11. 446 Stemmeberettiget, ingen kan deeltage i Valgene for flere Di stricter I. 403 Stemmeret udves paa Vlgernes Hjemsted I. 404 i hvilket Mandtal han skal indfres I. 406 Stemmeret, dens Betingelser I. 347 see Indholdsregistret til Cap. 26. dens Ophr . . . I. 386 hvorvidt den ved ny Lov eller Grundlov kan berves nogen 111. 237 dens Tab I. 387 dens Suspension I. 390 Stennnerets-Tvist, hvem der afgjr i frste Instants . . I. 416420 i anden I. 420 i tredie . ... I. 422 I. 423 hvem der kan paaanke hvorvidt Mandtalsfrernes, Valgbestyrelsens og Stor thingets Afgjrelser ere bindende for andre Autoriteter I. 423 Stiftelser, som skylde andre end Staten sin Tilblivelse, ere ikke efter Grundloven underlagte Storthingets finantsielle Myndighed 11. 378379
Alphabetisk Register til anden Afdelings Bind I III.
611
Side Stiftelser, milde, hvorvidt og af hvem deres Fundatser kunne forandres HL 293299 Storthinget, dets Organisation 1. 311347 Valgene ere middelbare I. 328 Bostedsbaandet I. 334 og 440 Medlemsantal I. 335 Landets Inddeling i Valgkredse I. 337 og 395 imperativt Mandat er forfatningsstridigt ..... I. 345 ordentligt og overordentligt L 466 dets Samlingssted I. 468 dets Constituering I. 468 dets Aabning og dennes Betydning I. 488 Sessionens Varighed I. 489 nar dets Beslutninger skulle anpees endeligen istand bragte 11. 64 afgjorte Sager maa ikke oprippes . ' 11. 65 hvorvidt et Storthing kan binde et etterflgende . . 11. 69 hvorvidt dets Forretningskreds kan udvides ved Lov I. 73, 74, 11. 383 og 387, 397, 111. 405 hvilke Gjenstande der kunne behandles i samlet Stor thing .11. Il4 hvilke der iflge selve Grundloven skulle behandles sammesteds 11. 14 Reglementets Bestemmelser herom 11. 15 Storthingets Adgang til at skaffe sig Oplysninger . . I 32 dets Ret til at forlange sig forelagt alle offentlige Pro tokoller og Papirer . . ........ 111. 413 ligasaa Actstykker vedkommende diplomatiske Sager 111. 414 dets Ret til at indkalde Enhver for sig i Statssager 111. 417 dets constitutionelle Control gjennem Meningsudtalelser 111. 420 gjennem Retsmidler .... 111. 426 dets Contor .... 11. 63 dets Oeconomi 11. 63 Storthingsvalg, deres Bekjendtgjrelse I. 453 hvorvidt Storthinget kan paabyde nyt Valg i noget District I. 473-481 Straf maa kun paalgges ved Dom 111. 16 Straffelove, hvorvidt de kunne fortolkes udvidende eller anvendes analogisk ffl. 13 16 nye, hvorvidt de kunne anvendes paa ldre Handlinger 111. 213-218 Souvernitet, Statens ffl. 1 hos hvem den er efter vor Grundlov ..... H. 72 Successionsordningen L 62, 201
612
Alphabetisk Register til anden Afdeling Bind IIII.
Side Suppleanter til Storthingsmnd, hvorledes de vlges ... I. 447 nar de indtrde I. 457 hvorvidt Storthinget kan undlade at indkalde Supple anten I. 409 hvorlnge den indkaldte Suppleant beholder Sde . I 459 til Valgmnd, hvorledes de vlges I. 434 nar de indtrde I. 436437 Svenske Statsborgere, deres retlige Stilling i Norge ... I. 127 Sterritorium I. 90 Thinglysning, Grundlovsbestemmelsers Thronflgen Tractater, forskjellige Benvnelser deraf see forvrigt Indholdsregistret til Cap. 54. Trykkefrihed I. 77 I. 201 11. 518 111. 1924
Udenrigs-Departcment, efter Grundloven af 17 Mai 1814 . . I. 146 det svenske .1. 166 Udlevering, Lov om Forbrydere af 11 September 1818 . I. 173174 Udlndinger, deres Stilling i Riget I. 116, 127 deres Adgang til at stevne den norske Stat for norsk Domstol 111 378 Udskiftuingslove, nye, kunne uden Hinder af Grundlovens 97 gives Anvendelse paa Eiendomme, som allerede ere udskiftede overeenstemmende med den ldre Lov givning 111. 154 Udvende Magt, Udtrykkets Betydning 11. 36 dens Eneret til at optrde handlende paa Statens Vegne 11. 36 dens almindelige Overtilsyn med Samfundsordningen . 11. 37 dens Anklagemyndighed 11. 37, 38 den maa handle overeensstemmende med Grundloven 11. 38 har Ret til at give de til Loves Ivrksttelse forndne Bestemmelser 11. 3940 dens almindelige Myndighed til at give visse af Sam fundets Tarv paakaldte Bestemmelser .... 11. 4042 de nrmere Begrndsninger i saa Henseende 11. 4246 hvorvidt den kan hve eller forandre Forordninger ldre end 1814 11. 46 Ulempe-Erstatning 111. 52 fgg. Undersaat, norsk I. 94 og 128 see videre Statsborgere og Statsborgerskab. Unionscomiter, nedsatte i 1839 og 1865 I. 64
613
Vaaben, Rigs-, Unions I. 182183 Valg paa Konge eller Thronflger I. 204 Valgbarhed til Storthingsmand I. 440 Valgbestyrelsen, hvorvidt dens Kjendelser kan skes udenfor Valgforsamlingen I. 420 Valgdistricter -. I. 395 Uovereensstemmelser mellem Rigets geistlige og verds lige Inddeling I. 400 hvorvidt Ladesteder hre til Kjbstad eller Land . . I. 402 Valgforsamlinger, deres Berammelse I. 426 hvorvidt Storthinget kan paabyde Afholdelse af ny Valgforsamling I. 481485 Valgmnd, Faststtelse af deres Antal . . I. 399, 428, jvfr. 482 deres Pligt til at mde ved Districtsforsamlingen . . I. 436 Veiloven, dens Regler om Erstatning for Grundafstaaelser . 111. 63 Veto, absolut, ved almindelige Storthingsbeslutninger . . 11. 375 see Grundlovsforandringer. suspensivt, om den Udstrkning, hvori Kongen hidtil har benyttet det 11. 164 Vicekonge I. 208 og 111. 585 Vrnepligt 11. 256, 492495, 111. 287 rkrnkelser , de grundlovmssige Betingelser for deres Strafbarhed 111. 24 resundstolden, Tractat derom af 23 April 1857 . . . . I. 151
Af P , T. Mallings Boghandels Forlag.

Diplomatarium Norvegicum. Oldbreve til Kundskab om Norges indre og ydre Forhold, Sprog. Slgter, Sder, Lovgivning og Rettergang i Middelalderen. Pris I XII. Modereret Pris Kr. '7^,oo. XIII XIV, Iste Halvdel Kr. 18,00. Fortstt eisen udkommer i Hefter eller Halvbind 6 Kr. Flateyjarbok. En Samling af norske Konge-Sagaer med indskudte mindre Fortllinger om Begivenheder i og udenfor Norge samt Annaler. Udgiven efter offentlig Foranstaltning ved CR. Unger. IIII. Pris Kr. 12,00. Codex Frisianus. En Samling af norske Konge-Sagaer. Udgiven efter offentlig Foranstaltning ved C. R. Unger. Pris Kr. 5,00. Norrn Fornkvdi. Islandsk Samling af folkelige Oltidsdigte om Nordens Guder og Heroer, almindelig kaldet Smundar Edda hins froda. Udgiven af Sophus Bugge. Pris Kr. 8,00. Efterladte Skrifter af R. Keyser. Udgivne ved O. Rygh. Frste Bind: Nordmndenes Videnskabelighed og Litteratur i Middel alderen. Pris Kr. 4,00. Andet Bind : Norges Stats- og Rets forfatning i Middelalderen. Pris Kr. 3,00. Andet Binds anden Afdeling: Nordmndenes private Liv i Oldtiden. Pris Kr. 1,00. Norges Statsforandring i Aaret 1814. Af G. P . Blom. Pris Kr. 2,00. Historisk beskreven. Med Bilag.
De norske Retskilders Historie og deres Anvendelse. Aubert. I. Heftet Kr. 6,50; indb. Kr. 7,70.
Ved L. M. B.
Christian den Femtes norske Lov af 15de April 1687. Udgivet af Otto Mejlnder. 4 Kr.; indb. i Papbind Kr. 4,50; indb. i Velskbind Kr. 4,80; indb. i helt Skindbind Kr. 6,00. Love, Anordninger, Resolutioner m. m. for Kongeriget Norge i Tids rammet fra 18141886 inkl. Udgivne af J. A. Schmidt, H. Munk og O. Mejlnder. 11 Bind med Registre. I XI Bind. Kr. 156,70; i brune Velskbind Kr. 172,30; i bedre Bind Kr. 176,70. Hovedregister fil Love, Anordninger m. m. for Kongeriget Norge i Tidsrammet fra 18141886. Udgivet af Otto Mejlnder. 14 Kr. I Velskb. Kr. 15,60, I bedre Bind 16 Kr. Den norske Obligationsrets almindelige Del, Af Fr. Hallager. Om arbeidet og forget Udgave ved L. M. B. Aubert. Heltet Kr. 6,00; indb. Kr. 7,00 og Kr. 7,25. Den norske Obligationsrets specielle Del. Af L. M. B. Aubert. Bind. Kr. 10,80; indb. Kr. 12,00 og Kr. 12,40. (Fortsttes.) I
Den norske Sret. Af Fr. Hallager. Tredje gjennemseede Udgave, besrget ved Francis Hagerup. Heftet Kr. 5,00; indbunden i Papbind Kr. 5,40; indb. i Velskbind Kr. 5,80. Haandbog i norsk Haandvrksret. Af P . Hansen. bind Kr. 1,30; i Velskbind Kr. 1,60. Kr. 1.00; i Pap
iI^MIU II I
SI
%&*
JeW^F1
fj
rnA
lf% i s\ I {fl <s| v y

Norges Nuværende Statsforfatning, Bind. 3

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Norges Nuværende Statsforfatning, Bind. 3

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

NORGES

ANDEN GJENNEMSEEDE OG FORGEDE UDGAVE.

288 291 291 292

Om den dmmende Magt.

Ottende Afsnit. Storthingets undersgende og controllerende Myndighed,

Constitutionel Ansvarlighed ; Personerne og Retsmidlet. 420 420 426 427 427

7. 8. 9. 10. 11. 12.

455 456 457 458 460 462 467 468 470

13. 14. 15. 16. 17, 18. 19. 20.

Niende Afenit- Om Grundlovsforandringer.

Tillg og Rettelser til Vpkets anden Afdeling.

Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed.

2 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.

Gap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 3

4 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.

Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 5

6 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.

Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 7

8 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.

Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt. 9

10 Cap. 55. Indskrnkninger i Statsmagternes Myndighed. Oversigt.

Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien. Capitel 56.

Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

x) Schweigaard, Commentar til Criminalloven, I, S990.

Cap. 56. Beskyttelse med Misbrug i Retspleien.

Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

Cap. 56. Beskyttelse mod Misbrug i Retspleien.

Cap. 57. Trykkefriheden.

Cap. 57. Trykkefriheden.

Cap. 57. Trykkefriheden.

Cap 57. Trykkefriheden.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Prineip.

Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Cap, 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

x) Retstidnden 1862, Side 330582. Norges offentlige Ret. 111.

Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Cap. 58. Grundlovens Anvendelser af Lighedens Princip.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

x) Grim h u t i Conrads Handworterbuch, 111, 260.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

l) Retstid, 1855, Side 263272.

x) Retstidnden 1857, Side 342352.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

') Storth. Forh. 1873, VI, 0. No. 23, Side 34.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.

Cap. 59. Statens Expropriationsmyndighed.