Download as pdf or txt
Download as pdf or txt
You are on page 1of 2

Vi er ikke og vil ikke være et eksperiment!

Forældrestyregruppen bag 7 børneinstitutioners ønske om privatisering kan efter et møde onsdag den 15.
april med Furesø Kommunes politikere fra A, B, C, SF og V konstatere, at de alle, af forskellige årsager, er
positive over for vores initiativ.

Alligevel må vi også konstatere, at der med vanlig politisk evne til at sno sig uden om blev udtrykt usikkerhed
om især forsyningspligten, og at man desuden ønskede at lave en slags eksperiment eller forsøg med 2-3
institutioner for at få erfaringer til at træffe et grundlag på. Derfor kunne man ikke tage endelig stilling –
endnu…

Som forældrestyregruppe er vi stærkt uenige i dette og ønsker derfor at gøre følgende klart.

Vi er ikke og vil ikke være et eksperiment.


Tanken om kun at ville lade 2-3 institutioner afprøve privatiseringen er helt uacceptabel. Politikerne har
allerede masser af erfaringer fra de selvejende institutioner, der, ligesom en privat institution, er
selvstændige, juridiske enheder. Men politikerne og forvaltningen ligger som de har redt, for med indførelsen
af SFO og områdeledelse i hele kommunen blev det af juridiske årsager umuligt at drive en selvejende
institution. Man bør derfor lytte til forældrenes ønsker om ikke at få SFO og områdeledelse.

Vi er 2.000 forældre, der står sammen


Vi er 2.000 forældre, 1.000 børn og ikke mindst personalet i samtlige 7 børneinstitutioner, der står sammen
bag dette initiativ. Vi har vidt forskellige baggrunde, men er fuldstændig enige om dette. Vi er derfor gået ind
i det som en enhed, vi forhandler som en enhed, og vi færdiggør det som en enhed.

Vi savner nogle politikere, der tør træde i karakter


Politikerne ønsker at afvente en juridisk klarmelding fra ministeriet omkring forsyningspligten. Men det står i
lovgrundlaget, at det kommunale forsyningsansvar er opfyldt, når der i kombinationen af samtlige
institutionsformer er pladser til alle de, der i den pågældende aldersgruppe ønsker en plads. Kommunen skal
således ikke have tomme backup-pladser/-institutioner stående klar og har det jo f.eks. heller ikke i dag i
forhold til Marie Kruse Skole. Det er derfor ikke nødvendigt at sidde og vente på et juridisk facit, som ikke
kommer. I stedet ser vi gerne nogle politikere, der er deres opgave voksen og tør træde i karakter.

Forvaltningen ”fedter” med informationen


Forvaltningen har ved flere lejligheder udtalt, at der er et problem i forhold til bygningerne og den aftale, der
er indgået med DOMEA. Dette er ganske enkelt ikke korrekt. Da en selvejende institution og en
privatinstitution begge er selvstændige juridiske enheder, vil en overgang fra selvejende til privat driftsform
ikke ændre på den indholds- og anvendelsesmæssige side af brugen af bygningerne. Faktisk stiller Furesø
Kommune allerede i dag bygninger til rådighed for de selvejende institutioner, som kommunen har lejet af
DOMEA og afholder udgifterne hertil. Der vil således heller ikke være et problem med de institutioner, der i
dag er kommunale.

Vi tænker på vores børn


SFO og områdeledelse er begge tiltag, der udvander den enkelte institution, da kommunen betragter ni
institutioner som en enhed. Derfor bliver der ikke i længden plads til de små ting, der i dagligdagen skaber
det særpræg, den kultur og de værdier, der giver de enkelte børneinstitutioner deres egenart. Den enkelte
institution forsvinder så at sige i mængden, for sådan må det nødvendigvis blive, når der skal fastsættes
rammer, der skal gælde for ni institutioner i stedet for én.

Det betyder også, at nærhedsprincippet forsvinder, da det kraftigt forringer personalets mulighed for at dyrke
omsorg for vores børn næsten ned på individniveau, og der samtidig bliver længere fra barn og forældre til
kommunen.

Vi mener således, at disse tiltag mere er til fordel for kommunens styring og administration, end det er til
fordel for børnene og personalet. Det kan vi ikke leve med.
Vi ønsker handling nu
Efter forældrestyregruppens opfattelse er der intet, der hindrer såvel forvaltning som politikere i at
imødekomme 2.000 forældres og personalet i de 7 børneinstitutioners ønske om at overgå til en privat
driftsform. Vi opfordrer derfor politikerne til at stoppe snakken, træde i karakter og få afgjort denne sag inden
sommerferien, så vi alle ved, hvad vi har at regne med efter sommerferien.

Yderligere information
Yderligere information om privatiseringsinitiativet kan generelt findes på den til formålet oprettede
hjemmeside: www.info-pbf.dk

Forældrestyregruppen for: Blæksprutten, Farum Vejgård, Fuglsang, Solhøjgård, Furesøgård,


Fritidshjem og Fritidsklub Idrætten

You might also like