Optisk Kommunikation I Deep Space

Optisk kommunikation i deep space
– Et feasibilitystudie i forbindelse med

Bering-missionen
af Steen Eiler Jørgensen

27. oktober 2003
Speciale i fysik ved Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik og

Geofysik, udarbejdet på Dansk Rumforskningsinstitut
Intern vejleder: Uffe Gråe Jørgensen, Astronomisk Observatorium

Ekstern vejleder: Flemming Hansen, Dansk Rumforskningsinstitut
Optisk kommunikation i deep space
– Et feasibilitystudie i forbindelse med
Bering-missionen
Speciale i fysik ved Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik

og Geofysik, udarbejdet på Dansk Rumforskningsinstitut
Intern vejleder: Uffe Gråe Jørgensen,

Astronomisk Observatorium
Ekstern vejleder: Flemming Hansen,

Dansk Rumforskningsinstitut
København, d. 27. oktober 2003
Steen Eiler Jørgensen

Forsiden: Rumsonden Bering i færd
med at transmittere data over et
optisk link. Senderudstyret tænkes
at bestå af en frekvensdoblet
Nd:YAG-laser (λ=532 nm),
ekspanderet i et 25 cm spejlteleskop
(Grafik: Jan Rasmussen, Dansk
Rumforskningsinstitut)
Forord
Optisk kommunikation i rummet er et område, der er genstand for intens forsk-

ning i disse år, især i forbindelse med kommunikation mellem satellitter i kreds-
løb om Jorden, hvilket også har været demonstreret. Deep Space 1 -anvendelser
forskes der meget i, og der er ingen tvivl om, at det nok skal blive en realitet
en dag, da der er enorme fordele at høste. Dog er optisk kommunikation i deep
space endnu ikke blevet demonstreret i praksis.
Optisk kommunikation i rummet kan umiddelbart lyde som et nicheområde,
men er i virkeligheden et enormt felt, der kombinerer atomfysik, faststoffysik og
optik med kommunikationsteori, kodningsalgoritmers matematik og digitalelek-
tronik. Læg til dette radioteknik og astronomi, så står det efterhånden klart, at
optisk kommunikation i deep space er et uhyre område. Jeg har derfor i dette
speciale måttet vælge at gå lidt mindre i dybden med de enkelte emner, end
jeg har haft lyst til, for at bevare overblikket. Jeg håber ikke desto mindre, at
specialet fremstår sammenhængende, og at jeg har formået at dele sol og vind
nogenlunde ligeligt.
I dette speciale anvendes den foreslåede danske asteroide-mission, Bering,
som praktisk eksempel. Baseret på det tekniske proposal for Bering udforskes
egenskaberne for et optisk kommunikationssystem som alternativ til det foreslå-
ede 32 GHz-system.
Flere steder har jeg valgt at inkludere webadresser på organisationer og
projekter, samt så vidt muligt angive links til artikler i litteraturoversigten.
Internettet er et flygtigt medie, og der er ingen garanti for, at disse links bliver
ved med at virke. Ikke desto mindre har jeg valgt at medtage dem, da de fleste
af dem trods alt må formodes at være anvendelige for læseren i den nærmeste
fremtid.
Det politiske klima i Danmark i dag er desværre ikke til de store armbe-
væglser, når det gælder rumforskning. Tidligere tider har set mere progressiv
tænkning, hvilket Ørsted-satellitten er et kredsende eksempel på. Om Bering
nogensinde bliver til noget, kan kun tiden vise. Rent bortset fra, at Bering i sig
selv vil vække international opsigt, vil den samtidig bidrage til vores viden om
nærjordsobjekter. Det er naturligvis mit håb, at muligheden for anvendelse af
et optisk kommunikationssystem på Bering vil blive udforsket yderligere. Der er
1
Begrebet deep space anvendes som regel om noget, der foregår uden for Jordens indflydel-
sessfære. En god tommelfingerregel er, at hvis en rumsonde går i kredsløb om Solen, er den i
deep space. Vi har desværre ikke rigtig noget godt ord for dette på dansk. Ordet dybrum er
blevet foreslået, men vil næppe opnå den store udbredelse. Jeg anvender derfor konsekvent
udtrykket deep space.
iii
iv
– som dette speciale belyser – desværre en del problemer forbundet med optisk
kommunikation i deep space, men jeg håber, at tråden vil blive taget op, og at
disse problemer vil blive forsøgt løst.
I forbindelse med udarbejdelsen af dette speciale har jeg modtaget uvurder-
lig støtte og inspiration fra mine to vejledere, Uffe Gråe Jørgensen fra Astro-
nomisk Observatorium og Flemming Hansen fra Dansk Rumforskningsinstitut,
og for dette er jeg dem begge mange tak skyldig. Jeg vil også gerne takke Per
Lundahl Thomsen og Ib Lundgaard Rasmussen, begge Dansk Rumforskningsin-
stitut, samt John Leif Jørgensen, Ørsted•DTU, for gode råd og input. Derudover
vil jeg gerne takke Palle Jeppesen fra COM (DTU) for stor hjælp i forbindelse
med de optiske støjberegninger, Torben Skettrup fra optikgruppen på DTU for
et overblik over nutidig laserteknologi, Toni Tolker-Nielsen fra ESA for informa-
tion om SILEX-systemet, samt Jan Rasmussen fra Dansk Rumforskningsinstitut
for forsideillustrationen.
Dette dokument er sat i LATEX 2ε .
Steen Eiler Jørgensen2

27. oktober 2003
2
oz1sej@get2net.dk
Indhold
1 Indledning 1
1.1 Baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1
1.1.1 Optisk kommunikation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1
1.2 Formål . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
2 NEO 5
2.1 Asteroider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
2.1.1 Kemisk differentiering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
2.1.2 Kollisionsrisiko . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
2.2 Detektion af asteroider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
2.2.1 Luminositet og flux . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
2.2.2 Størrelsesklasse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
2.2.3 Vinkeludstrækning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
2.2.4 Grænsestørrelsesklasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
2.3 Programmer til kortlægning af asteroider . . . . . . . . . . . . . . 14
2.3.1 Gaia . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
2.3.2 Pan-STARRS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
2.3.3 Spaceguard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
2.4 Sammenligning med Bering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
3 Bering 17
3.1 Berings bane i solsystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
3.1.1 Geometriske overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
3.2 Berings instrumenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
4 Kommunikationsteori 23
4.1 Linkbudgetligningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
4.1.1 Linkmargen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27
4.1.2 FEC – Forward Error Correction . . . . . . . . . . . . . . 27
4.2 Komprimering af data – “Lossy” eller “Lossless” . . . . . . . . . . 29
4.3 Radio-linkbudget for Bering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30
4.4 Højere datarater med højere frekvenser . . . . . . . . . . . . . . . 32
4.4.1 Krav til datarate . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
4.4.2 Klassisk radiodownlink Mars-Jorden . . . . . . . . . . . . 33
4.4.3 Optisk downlink Mars-Jorden . . . . . . . . . . . . . . . . 34
v
vi INDHOLD
5 Optisk kommunikation 35
5.1 Højere rumlig koncentration . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
5.2 Detektion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36
5.2.1 Detektorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
5.2.2 Transkonduktansforstærkeren . . . . . . . . . . . . . . . . 39
5.3 Støj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
5.3.1 Støj fra himmelbaggrunden . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
5.3.2 Støj i detektoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
5.3.3 Støj i modstanden over forstærkeren . . . . . . . . . . . . 41
5.3.4 Støj i forstærkeren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
5.3.5 Støj pga. avalanche gain . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
5.4 Den optiske linkbudgetligning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
5.4.1 Andre overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
5.5 Eksperimenter med optisk kommunikation . . . . . . . . . . . . . 47
5.5.1 SILEX (ESA) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47
6 Lasere 51
6.1 Opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51
6.1.1 Mediet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51
6.1.2 Pumpen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52
6.1.3 Resonatoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52
6.2 Typer af lasere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52
6.2.1 Faststoflasere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
6.2.2 Halvlederlasere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
6.3 Pulsing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54
6.3.1 Q-switching . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
6.3.2 Cavity dumping . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
6.3.3 Mode locking . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
6.3.4 Den pulsede Nd:YAG-laser . . . . . . . . . . . . . . . . . 56
6.4 Frekvensdobling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56
6.5 Berings lidar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
7 Modulation 59
7.1 Modulationsarter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
7.1.1 Pulsede modulationsarter . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60
7.2 Modulation af laserstråler med data . . . . . . . . . . . . . . . . 63
7.3 Protokoller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
7.3.1 OSI-modellen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
7.3.2 CCSDS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
8 Optik 67
8.1 Gauss-strålen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
8.2 Bessel-strålen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
8.3 Rumlig og spektral isolering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72
INDHOLD vii
9 Acquisition og tracking 73
9.1 Attitude determination and control . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
9.2 Acquisition . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
9.3 Tracking . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
10 Berings optiske link 75

10.1 Fysiske data . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
10.2 Linkbudgettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
10.3 Støj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78
10.4 Det endelige linkbudget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
10.5 Et skuffende resultat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
10.5.1 Optimering af linket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81
11 Konklusion 85
11.1 Bering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85
11.2 Optisk kommunikation i rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
11.2.1 Fremtiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87
Figurer
2.1 Apollo-, Amor- og Aten-asteroiderne . . . . . . . . . . . . . . . . 6

2.2 Asteroidernes fordeling i solsystemet . . . . . . . . . . . . . . . . 6
2.3 Torino-skalaen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
3.1 Berings bane i solsystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

3.2 Berings teleskop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
3.3 Berings kamerasystem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
4.1 Bitfejlrate Pe som funktion af Eb /N0 . . . . . . . . . . . . . . . . 28
5.1 Beamdivergens af radiolink hhv. optisk link Mars-Jorden . . . . . 36

5.2 Responsivitet R som funktion af bølgelængde λ . . . . . . . . . . 37
5.3 Transkonduktansforstærker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
5.4 Bitfejlrate Pe som funktion af SNR (uden FEC). . . . . . . . . . 44
5.5 Flux ved Bering af sollys reflekteret fra Jorden . . . . . . . . . . 45
5.6 Artemis og SPOT 4 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48
5.7 Lanzarote, fotograferet af SPOT 4 . . . . . . . . . . . . . . . . . 50
7.1 Principskitse af PPM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

7.2 Dataprotokoller til brug i rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
8.1 Intensitetsfordelingen i en TEM00 -stråle . . . . . . . . . . . . . . 67

8.2 Gauss-strålen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68
8.3 Simpel Kepler-refraktor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69
8.4 Simpel Cassegrain-reflektor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70
8.5 Gregoriansk reflektor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70
8.6 Intensitetsfordelingen i en Bessel-stråle . . . . . . . . . . . . . . . 72
10.1 Det danske 1,54 m-teleskop på La Silla . . . . . . . . . . . . . . . 82

10.2 Afstanden mellem Jorden og Bering . . . . . . . . . . . . . . . . 83
ix
Tabeller
2.1 Klassifikation af NEOer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

2.2 Klassifikation af asteroider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
2.3 Visuel, tilsyneladende størrelsesklasse . . . . . . . . . . . . . . . . 12
2.4 Vinkeludstrækning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
4.1 Bering Telemetry Downlink Budget . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
6.1 Forskellige typer af lasere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

6.2 Forskellige modes af Nd:YAG-laseren . . . . . . . . . . . . . . . . 56
10.1 Specifikationer for Berings optiske kommunikationssystem . . . . 76
xi
Kapitel 1
Indledning
1.1 Baggrund
Næsten alle rumsonder medbringer en række standardinstrumenter, bl.a. er ka-
meraer, magnetometre og iondetektorer i forskellige udformninger så godt som
altid at finde på en given rumsonde. Alle disse instrumenter producerer et væld
af data, som skal sendes tilbage til Jorden. Den klassiske måde at gøre dette på
er ved at anvende en radiosender og en retningsbestemt antenne, og så sende
dataene til Jorden, hvor de kan modtages vha. en passende stor parabolantenne.
Dette indebærer imidlertid flere ulemper. Dels kan radiobølgerne, selv med en
meget præcist udformet parabolantenne, ikke fokuseres særlig præcist – en stor
del af den udstrålede radioenergi vil blive udstrålet i andre retninger end imod
Jorden; dels er der en grundlæggende begrænsning i enhver kommunikationska-
nal, der kommer til udtryk i Nyquists sætning: ([39], s. 95)
Bmax = 2β log2 M (1.1)
hvor Bmax er kommunikationskanalens kapacitet, dvs. den maksimale bitrate,

kanalen kan transmittere [bit/s], β den til rådighed værende båndbredde [Hz],
og M er antallet af niveauer i signalet. Er der tale om et binært signal er M = 2
og log2 M = 1, så Bmax = 2β. Det ses, at den bitrate, der kan overføres, er
direkte proportional med den til rådighed værende båndbredde. Desværre er
radiospektret stærkt begrænset, og frekvensallokeringer er i de senere år blevet
en så begrænset resource, at myndighederne er begyndt at bortauktionere dem
til højestbetalende. Interferensproblemer kan til en vis grad kommes til livs ved
brug af meget retningsbestemte antenner, men der vil altid være begrænsninger
på, hvor stor spektral udstrækning de frekvenskontrollerende myndigheder vil
acceptere.
1.1.1 Optisk kommunikation

Når man siger “optisk kommunikation” vil de fleste umiddelbart tænke på opti-
ske fibre eller lyslederkabler. Kommunikation via optiske fibre er et veletableret
forskningsområde og en stor industri. Lyslederkablerne er meget fordelagtige i
forhold til kommunikation via f.eks. koaksialkabler, idet de er billige at fremstille
1
2 Indledning
og har en utrolig lille dæmpning. Lyslederkablerne lader altså optisk kommu-

nikation erstatte elektronisk kommunikation i lukkede netværk, f.eks. telefon-,
data- eller kabel-tv-netværk.
Optisk kommunikation i rummet indebærer, at den optiske fiber erstattes
af tomt rum eller atmosfærisk luft. Fordelen er, at dæmpningen i vakuum, og
ofte også i atmosfærisk luft, er langt mindre end i en fiber. Ulempen er, at
intensiteten aftager med kvadradet på afstanden, i modsætning til i en fiber,
hvor total intern refleksion hele tiden reflekterer lyset tilbage i fiberen. Her
må man huske på, at optisk kommunikation i rummet, i hvert fald i denne
forbindelse, ikke skal erstatte kommunikation i optiske fibre, men træde i stedet
for trådløs radiokommunikation.
Der er flere fordele ved brug af optisk kommunikation i rummet. Dels er det
med lasere muligt at koncentrere den udstrålede energi i langt højere grad end
med selv meget højfrekvente radiosignaler, f.eks. mikrobølger, endda ved brug
af væsentligt mindre antenner end ved radiofrekvenser. Dette medfører højere
bitrater med samme effekt, eller samme bitrate ved lavere effekt. Dels er der prin-
cipielt ubegrænset båndbredde til rådighed; der er så vidt vides ingen konkrete
planer om at regulere brugen af synligt (eller infrarødt) lys. Dertil kommer, at
optiske kommunikationssystemer hverken vejer eller fylder væsentligt mere end
klassiske radiokommunikationssystemer.
Optisk fiberkommunikation på Jorden vinder større og større indpas, i hvert
fald når det gælder mellemstore, faste, ikke-trådløse forbindelser, f.eks. distribu-
tionsnetværk. Først kort inden signalernes ankomst til slutbrugeren konverteres
de til elektriske eller RF-signaler1 , der bæres frem af netværks- eller koaksialkab-
ler. Trådløs, optisk kommunikation bliver for tiden især studeret med henblik
på fixed-service transmission af data over kortere afstande, f.eks. opkobling af
et LAN i en boligblok til internettet.
I rummet har man traditionelt altid brugt radiokommunikation (mikrobøl-
ger), dog har der gennem årene været en tendens til at anvende stadigt højere
frekvenser. Som det seneste understøtter NASAs Deep Space Network nu også
kommunikation i Ka-båndet (27−40 GHz) – en tendens, der for længst er slået
igennem inden for den kommercielle satellitkommunikation.
Optisk kommunikation i rummet er dog så afgjort i sin vorden, og selvom fir-
maer som Bosch Telecom og Oerlikon Contraves allerede har fremstillet optiske
kommunikationsterminaler til brug i rummet2 , er der kun udført få, begrænsede
forsøg med optisk kommunikation mellem satellitter i kredsløb om Jorden, og
mellem satellitter og jordoverfladen.
Optisk kommunikation i deep space er en udfordring, primært fordi de store
afstande kombineret med den meget høje grad af retningsbestemthed, de optiske
transmissionssystemer tilbyder, kræver uhørt præcis attitude control.
Måske vil det vise sig, at optisk kommunikation i rummet især vil være et
interessant alternativ til klassisk radiokommunikation i forbindelse med meget
små rumskibe, f.eks. datterskibe, der skal flyve i formation med et moderskib.
I det indre solsystem er solceller klart den nemmeste og billigste måde at pro-
1
RadioFrekvens, dvs. signaler med frekvenser i eller under mikrobølgeområdet.
2
www.newsfactor.com/perl/story/15230.html
1.2 Formål 3
ducere elektricitet på, og den nemmeste placering af solceller på et rumskib

er på rumskibets ydersider. Udfoldelige solpaneler er komplicerede strukturer,
som man helst vil undgå, hvis man kan. Desværre er det jo sådan, at meget
små rumskibe har en meget lille overflade, og dermed meget få watt til rådig-
hed for hardwaren ombord. Her kan optisk kommunikation måske være med
til at sikre effektiv kommunikation mellem moder- og datterskib med et langt
lavere strømforbrug end traditionel radiokommunikation. F.eks. anslås det, for
et optisk kommunikationssystem baseret på en cavity dumped eller Q-switched
Nd:YAG-laser, der anvender et pulset modulationsformat til kommunikation
mellem satellitter i kredsløb om Jorden, at
“The power consumed will vary typically from a few watts for mega-
bit rates to tens of watts for gigabit rates.” ([21], s. 21)
Et alvorligt problem i forbindelse med laserkommunikation i rummet er, at de

enorme krav til driftsstabilitet ikke harmonerer godt med den degradering af
laseren, der uundgåeligt finder sted. Har man baseret sin mission på et optisk
kommunikationssystem, har man samtidigt accepteret, at når laserens kvalitet
falder til under et vist niveau, er missionen slut. Heldigvis har man i de senere
år forsket meget i at forlænge levetiden for lasere, og diodelasere kan i dag holde
i 10−20 år. ([23], s. 37.)
1.2 Formål
Dette speciale handler om optisk kommunikation i deep space. Som konkret ob-
jekt for undersøgelsen er valgt den foreslåede, danske asteroidemission, Bering.
Formålet med denne opgave er at undersøge, dels om det overhovedet er mu-
ligt at anvende optisk kommunikation i forbindelse med Bering-missionen, dels
om der vil være fordele ved anvendelsen af optisk kommunikation. Bering er på
mange måder et godt eksempel i denne forbindelse. Der er tale om en interplane-
tarisk mission, hvilket medfører de store afstande, vi tænker på, når vi siger deep
space. Bering er en relativt lille rumsonde, for hvilke det vil være særligt fordel-
agtigt (teoretisk set) at anvende optisk kommunikation. Sidst, men ikke mindst,
foregår missionen udelukkende i det indre solsystem, og strømforsyningen vil
således bero udelukkende på solceller, med de begrænsninger i effektforbrug,
dette medfører.
4 Indledning
Kapitel 2
NEO
NEOer (Near Earth Objects) er jordnære asteroider eller kometer, der har pe-
rihelionafstand q < 1,3 AU. NEOerne underinddeles i jordnære kometer, NEC
(Near Earth Comets) og jordnære asteroider, NEA (Near Earth Asteroids). NE-
Cer er – ud over en perihelionafstand q < 1,3 AU – karakteriseret ved en om-
løbstid P < 200 år. NEAer underinddeles yderligere i tre katergorier, Apollo,
Amor og Aten, afhængig af deres perihelionafstande, q, aphelionafstande, Q, og
halve storakser, a. Se tabel 2.11 og figur 2.12 .
Navn Gruppe Definition

NEC q < 1,3 AU
P < 200 år
NEA Aten q < 1,3 AU
a < 1,0 AU
Q > 0,983 AU
Apollo q < 1,017 AU
a > 1,0 AU
Amor 1,017 < q < 1,3 AU
a > 1,0 AU
Tabel 2.1: Klassifikation af NEOer
2.1 Asteroider
Asteroider er en fællesbetegnelse for småplaneter i solsystemet, som kredser om
Solen. I praksis har man vedtaget, at legemer, der er større end ca. 50 meter
i diameter, kaldes asteroider, mens legemer, der er mindre end ca. 50 meter i
diameter kaldes meteorider. Asteroider findes næsten overalt i solsystemet, men
de koncentrerer sig dog i bestemte områder. De fleste asteroider har baner om
Solen, som har en temmelig lav excentricitet. Den primære koncentration af
asteroider findes i asteroidebæltet, som ligger mellem Mars’ og Jupiters baner,
1
fra neo.jpl.nasa.gov/neo/groups.html
2
fra spaceguard.esa.int/NScience/neo/neo-what/ast-neas.htm
5
6 NEO
Figur 2.1: Apollo-, Amor- og Aten-asteroidernes baner i forhold til Jordens bane
med middelafstande fra Solen på 2–3,5 AU. I hovedbæltet er der imidlertid visse
områder med meget lav asteroidetæthed, hvilket skyldes, at resonanser med
Jupiters bane gør disse bestemte områder ustabile. Disse “huller” i hovedbæltet
kaldes Kirkwood-gab (se fig. 2.2).
Figur 2.2: Asteroidernes fordeling i solsystemet. Kirkwood-gabene ved resonan-

serne med Jupiter er markeret (Fra ssd.jpl.nasa.gov/a_histo.html)
Udover at inddele asteroider i henhold til deres baner i solsystemet, er det

nærliggende også at inddele asteroiderne i henhold til deres stofsammensætning.
Desværre har ingen asteroide indtil nu været genstand for en grundig, geologisk
2.1 Asteroider 7
undersøgelse. Kun meteoritter, der er landet på Jorden, kender vi indholdet af.

F.eks. dækker begrebet “kulstofkondritter” meteoritter, der indeholder for-
holdsvis mere kulstof end stenmeteoritter, og kondruler, der er små, runde perler
af olivin eller pyroxen. Når man er i stand til at knytte betegnelsen “kulstofkon-
drit” til en asteroide skyldes det, at disse asteroider har samme refleksionsspek-
trum som de kulstofkondritiske meteoritter. Det er derfor næppe urimeligt at
antage, at disse legemers sammensætning er identisk. Det viser sig faktisk også,
at asteroidernes sammensætning hænger sammen med deres fysiske fordeling i
solsystemet.
De forskellige asteroidetyper er angivet i tabel 2.2. Det er interessant at se, at
kulstofkondritterne (type C), anslås at udgøre 75% af asteroiderne, mens langt
de fleste meteoritter, der rammer Jorden, er af S-typen [24]. Dette skyldes, at
hovedparten af de asteroider, der befinder sig i Jordens umiddelbare nærhed –
og dermed er i fare for at kollidere med Jorden – er af S-typen, mens asteroider
med samme spektre som kulstofkondritter typisk befinder sig lidt længere ude i
solsystemet.[26]
Type α0,V R [AU] p

C 0,03−0,08 2−4 ∼ 0,75
M 0,09−0,11 2−3,5 –
E 0,25−0,6 ∼2 –
S 0,1 −0,2 2−3,5 ∼ 0,17
P 0,02−0,06 3−5 –
Tabel 2.2: Klassifikation af asteroider. α0,V betegner visuel geometrisk albedo

(480 nm < λ < 680 nm), R betegner typisk afstand fra Solen og p betegner den
brøkdel, asteroider af den pågældende type anslås at udgøre. ([7], s. 878−880,
samt [24], s. 77.)
Albedo
I tabellen er også angivet den omtrentlige visuelle, geometriske albedo for de
forskellige asteroidetyper. Generelt er albedo et mål for, hvor stor en del af det
indfaldende sollys et legeme reflekterer. Men der findes flere forskellige typer
albedo: geometrisk, monokromatisk og Bond.
Vi betragter en flade, der bliver ramt af stråling, hvis retning er normal til
fladen. Den geometriske albedo, α0 , er nu defineret som den brøkdel af strålin-
gens effekt, der reflekteres tilbage igen:
Pr
α0 ≡
Pi
hvor Pi er effekten af den stråling, der falder ind imod fladen, og Pr er effekten
af den stråling, der genudsendes fra fladen. Det ses, at α0 = 0 for et perfekt sort
legeme, der absorberer al indfaldende stråling, og α0 = 1 for et perfekt hvidt
legeme, der reflekterer al indfaldende stråling. Geometrisk albedo kan referere
til hele spektret eller til et nøjere defineret frekvensinterval.
8 NEO
Den monokromatiske albedo, αν , er albedoen ved én bestemt frekvens.

Derudover findes også Bond-albedoen, αB , hvor man tager højde for fasen
af det reflekterende objekt. Det er klart, at mængden af indfaldende sollys på en
asteroide er uafhængig af, hvor man som observatør anbringer sine måleinstru-
menter. Men mængden af reflekteret/spredt sollys, som når vores detektor, er
meget afhængig af, om vi anbringer vores måleudstyr mellem Solen og asteroiden
eller bagved asteroiden. Bond-albedoen er defineret som
αB ≡ α0 qph
hvor π
F(φ)
Z
qph = 2 sin φ dφ
0 F(φ = 0)
kaldes faseintegralet. φ kaldes fasevinklen, og er vinklen mellem retningen til
Solen og retningen til Jorden, set fra asteroiden. F(φ) er fluxen fra legemet set
fra Jorden (ved fasevinklen φ), og F(φ = 0) er fluxen fra legemet set fra Solen
(“head-on-reflectance”). Det ses, at når φ = 0 er αB = α0 . ([10], s. 47−48.)
Asteroider er interessante i forbindelse med solsystemets dannelse og pla-
neternes opståen. De terrestriske planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, er
nemlig så store, at de efter deres dannelse har undergået kemisk differentiering.
2.1.1 Kemisk differentiering

Planeterne menes at være dannet ved akkumulation af mindre legemer, og ef-
terhånden som den enkelte planet vokser sig større ved stadige kollisioner med
mindre legemer, sker der en varmeudvikling i planetens indre. Det vides ikke,
hvorvidt denne varmeudvikling primært skyldes det øgede tryk i planetens in-
dre, eller om det skyldes radioaktivt henfald af ustabile isotoper (især 26 Al) i
planeten, men begge faktorer spiller muligvis ind. Efterhånden som tempera-
turen stiger, når de forskellige grundstoffer og mineraler deres smeltepunkt. På
grund af tyngdekraften og mineralernes forskellige geologiske sammensætning
vil der nu ske en transport af de mest almindelige tunge materialer, dvs. jern
og nikkel, og stoffer, der er blandbare med jern og nikkel, til planetens centrum,
mens lettere materialer og stoffer, der ikke er blandbare med jern og nikkel,
bevæger sig udad. Således har Jorden i dag en kerne af smeltet jern, som har en
meget høj massefylde, mens Jordens skorpe primært består af lettere mineraler.
Denne proces udsletter fuldstændigt information om sammensætningen af de
objekter, der i sin tid deltog i dannelsen af Jorden.
De asteroider, der klassificeres som kulstofkondritter, har ikke undergået
kemisk differentiering, dvs. de indeholder således store mængder information om
det tidligste solsystems geologiske sammensætning “frosset” ind i stenmassen.
Ved hjælp af asteroiderne er det således muligt at studere sammensætningen af
de materialer, der var tilstede, da solsystemet blev dannet.
2.1.2 Kollisionsrisiko
Asteroider har i de senere år været genstand for øget offentlig opmærksomhed i
kraft af risikoen for kollision med Jorden, hvilket scenario filmbranchen forlængst
2.1 Asteroider 9
har spundet guld på. Faktum er, at ingen kendte NEOer truer med at kollidere
med Jorden i en overskuelig fremtid. På neo.jpl.nasa.gov kan man se en liste
over kendte NEOer med angivelse af sandsynligheden for kollision. Listen omfat-
ter kun NEOer med en kollisionssandsynlighed3 p > 0. Derfor kan nye objekter
komme ind på listen, efterhånden som de opdages og deres baner analyseres,
og gamle objekter kan blive fjernet fra listen, hvis nye beregninger tyder på, at
p = 0. For tiden omfatter listen 44 objekter med 4,2 · 10−10 < p < 1,8 · 10−3 .
En asteroides “farlighed” kan udtrykkes ved hjælp af Torino-skalaen, se fig.
2.3. Enhver asteroide tildeles et tal fra 0–10, som afhænger af kollisionssand-
synligheden samt asteroidens kinetiske energi ved et eventuelt sammenstød. I
øjeblikket er alle NEOer tildelt et 0 på Torino-skalaen, på nær 1997 XR2, som
er tildelt et 1-tal.
Figur 2.3: Torino-skalaen.
Risikoen for kollision er naturligvis ikke direkte anvendelig, før man også har
et estimat af antallet af objekter.
En række surveys har forsøgt at skabe estimater for antallet af asteroider
som funktion af deres størrelse. Disse viser, at antallet af asteroider er en invers
potensfunktion af asteroidernes størrelse, dvs. der er få af de store og mange af
de små. Det er klart, at der er størst usikkerhed om de mindste asteroider, der er
sværest at opdage. I øjeblikket opdages ca. 30 NEAer om måneden, fortrinsvis
større end 1 km. [30] Mens asteroider på under 1 km næppe vil være i stand
til at anrette skader af global karakter, må de dog formodes at være i stand
3
Cumulative Impact Probability; summen af sandsynlighederne for kollision ved alle bereg-
nede, potentielle kollisioner
10 NEO
til at anrette betydelig lokal ødelæggelse. I 1908 skete en voldsom eksplosion

over Tunguska i Sibirien, hvorved et meget stort skovområde blev ødelagt. Den
udløste energi vurderes at have svaret til mellem 500 og 1000 gange den energi,
atombomben over Hiroshima udløste (15 kT). Eksplosionen menes at være for-
årsaget af, at en asteroide eller komet med en diameter på bare 50 m kolliderede
med Jorden. Dette, kombineret med vores ønske om at vide mere om det tidlige
solsystem, er gode grunde til at studere asteroiderne – især de små.
2.2 Detektion af asteroider
2.2.1 Luminositet og flux
Vi betragter i det følgende en asteroide med radius r og geometrisk albedo α0 ,

der er i opposition til Jorden – dvs. asteroiden befinder uden for Jordens bane;
Solen, Jorden og asteroiden befinder sig på en ret linje, og Jorden står imellem
Solen og asteroiden. Asteroiden befinder sig i afstanden R1 fra Solen. Da Jorden
er 1 AU fra Solen, er asteroiden R2 = R1 − 1 AU fra Jorden. Asteroiden antages
ydermere at være kugleformet, således at den betragtet fra en lang afstand
R r antager form som en skive med areal a = πr2 .
Solen har en luminositet (energiudsendelse) på L = 3,826 · 1026 W (inte-
greret spektrum). Det vil sige, at fluxen4 fra Solen i afstanden R1 er
L
Φ = [W/m2 ] (2.1)
4πR12
Asteroiden rammes af fluxen, og reflekterer en brøkdel, α0 , af lyset tilbage,

hvilket giver asteroiden luminositeten
L r2
Last = α0 · a · Φ = α0 · πr2 · Φ = α0 [W] (2.2)
4R12
hvor vi, lidt inkonsistent, kun betragter reflekteret stråling.

I afstanden R2 fra asteroiden befinder observatøren sig, og fluxen fra aste-
roiden antager, i denne afstand,
Last L r2
Φast = = α0 [W/m2 ] (2.3)
4πR22 π(4R1 R2 )2
4
I astronomisk litteratur omtales flux ofte som “brightness” (lysstyrke)
2.2 Detektion af asteroider 11
2.2.2 Størrelsesklasse
Da luminositet og absolut5 , bolometrisk6 størrelsesklasse er entydigt forbundet
ifølge ([19], s. 97)
L
Mbol − Mbol, = −2,5 log (2.4)
L
og Solens absolutte, bolometriske størrelsesklasse er Mbol, = 4,72 må asteroi-
dens absolutte størrelsesklasse være
Last α0 r2
Mbol = Mbol, − 2,5 log = 4,72 − 2,5 log
L 4R12
Da den absolutte og tilsyneladende størrelsesklasse hænger sammen ifølge

r
m − M = 5 log (2.5)
10 pc
må asteroidens tilsyneladende, bolometriske størrelsesklasse være
R2 α0 r2 R2
mbol = Mbol + 5 log = 4,72 − 2,5 log 2 + 5 log
10 pc 4R1 10 pc
For nu at finde frem til asteroidens tilsyneladende, visuelle størrelsesklasse, er-

stattes Solens absolutte, bolometriske størrelsesklasse Mbol, i ovenstående for-
mel med Solens absolutte, visuelle størrelsesklasse, MV, = 4,82. Dette giver
α0,V r2 R2
mV = 4,82 − 2,5 log 2 + 5 log (2.6)
4R1 10 pc
I tabel 2.3 ses mV som funktion af r og R1 ved α0,V = 0,04. I tabellen er antaget
R2 = R1 − 1 AU.
2.2.3 Vinkeludstrækning
En asteroide kan naturligvis kun detekteres, hvis den reflekterer en tilstrækkeligt
stor lysmængde. Men selvom en meget lille asteroide med en meget høj albedo,
som er meget tæt på Jorden, principielt vil kunne reflektere nok lys til at blive
detekteret, er det ikke sikkert, at den kan opløses. Det kommer an på detektorens
opløsningsevne. For at detektoren kan opløse et legeme, skal det have en vis
vinkeludstrækning.
5
Absolut størrelsesklasse er i stellarastronomien defineret som den tilsyneladende størrel-
sesklasse af en stjerne, set i en afstand af 10 pc. I forbindelse med solsystemsfysik er den
absolutte størrelsesklasse af et objekt imidlertid defineret som den tilsyneladende størrelses-
klasse fra Jorden, når afstanden mellem objektet og Solen, og mellem objektet og Jorden er
1 AU. Her anvender vi dog den stellarastronomiske definition, da vi senere skal sammenligne
med grænsestørrelsesklasser for forskellige teleskoper, og disse er opgivet for den stellarastro-
nomiske størrelsesklasse.
6
Den bolometriske størrelsesklasse er udtryk for den samlede energiudsendelse over hele
spektret, i modsætning til f.eks. visuel størrelsesklasse, der kun omfatter bølgelængdeområ-
det 480 nm < λ < 680 nm. Forskellige bølgelængdeområder indikeres vha. forskellige indekser:
U=ultraviolet, B=blå, V=“visuel”, R=rød og I=infrarød.
12 NEO
De vinkler, der anvendes i denne forbindelse er meget små. Ifølge astrono-

misk tradition angives vinklerværdier i grader, bueminutter og buesekunder7 –
og millibuesekunder, hvis de er meget små, forkortet “mas”. I laserteknikken an-
vendes som regel “µrad” (mikroradianer), og det er derfor nyttigt at huske på,
at omregningsfaktoren er ca. 206 mas/µrad.
Opløsningsevnen er i almindelighed bestemt af den detektor, man anvender
i forbindelse med teleskopet. En CCD8 med en pixelstørrelse på 15 µm, giver
således et dobbelt så skarpt billede som en CCD med en pixelstørrelse på 30
µm (forudsat at teleskopets opløsningsevne ikke overskrides). Opløsningsevne
angives som regel i buesekunder pr. pixel (as/px). De fleste instrumenter, der kan
anvendes i forbindelse med VLT (Very Large Telescope) har en opløsningsevne
på mellem ca. 100 og 200 mas/px.9
Antages Berings imagersystem konstrueret som angivet i [5], med spejldia-
meter D = 0,25 m og brændvidde f = 1,0 m og en CCD på 1400 × 1400 px
med en pixelstørrelse på 6,5 µm, giver dette et synsfelt på 30 am og en opløs-
ningsevne på 1,3 as/px. VLT har altså en ti gange bedre opløsningsevne end
Bering.
Har asteroiden radius r, og er afstanden til den fra Jorden R2 r, så vil
asteroiden set fra Jorden have en vinkeludstrækning på
2r
θ= [rad] (2.7)
R2
I tabel 2.4 ses θ som funktion af r og R2 .

Det er interessant at se, at en asteroide skal være både temmelig stor og
temmelig tæt på Jorden, før den kan opløses selv med et instrument på VLT.
Det er dog værd at huske på, at selvom den ikke kan opløses, kan den dog
sandsynligvis godt detekteres.
Bueminutter og buesekunder ses ofte angivet med symbolerne 0 hhv. 00 . Da det er uhen-
7
sigtsmæssigt at sætte dekadiske præfikser foran disse symboler, anvendes her betegnelserne
am for bueminutter (“arc minutes”) og as for buesekunder (“arc seconds”).
8
Charge-Coupled Device – “videochip”, der er i stand til at danne digitale billeder; findes i
ethvert video- eller digitalkamera.
9
www.eso.org/instruments
mV (r,R1 ) R1 [AU]
α0,V = 0,04 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20
101 30,6 34,5 36,5 37,9 38,9 39,7 40,4 41,0 41,5 42,0
102 25,6 29,5 31,5 32,9 33,9 34,7 35,4 36,0 36,5 37,0
r [m]
103 20,6 24,5 26,5 27,9 28,9 29,7 30,4 31,0 31,5 32,0
104 15,6 19,5 21,5 22,9 23,9 24,7 25,4 26,0 26,5 27,0
105 10,6 14,5 16,5 17,9 18,9 19,7 20,4 21,0 21,5 22,0
Tabel 2.3: Visuel, tilsyneladende størrelsesklasse mV ved α0,V = 0,04 som funk-
tion af radius r og afstand til Solen R1 , jf. formel 2.6. (Antagelse: R2 = R1 − 1
AU)
2.2 Detektion af asteroider 13
2.2.4 Grænsestørrelsesklasser
Grænsestørrelsesklassen for et optisk teleskop angiver den højeste, tilsynela-
dende, visuelle størrelsesklasse, teleskopet er i stand til at detektere. Objekter
med størrelsesklasser højere end denne, vil ikke kunne detekteres med det på-
gældende teleskop.
En typisk kulstofkondrit (α0,V = 0,04) med radius 200 m, i en typisk afstand
af 3 AU fra Solen, vil således – i opposition10 – ved Jorden have en tilsynela-
dende, visuel størrelsesklasse på
α0,V r2 R2
mV = 4,82 − 2,5 log 2 + 5 log = 26,5
4R1 10 pc
mens en typisk stenasteroide (α0,V = 0,15) med samme radius, i en typisk

afstand af 2,5 AU fra Solen ved opposition vil have en tilsyneladende, visuel
størrelsesklasse ved Jorden på
α0,V r2 R2
mV = 4,82 − 2,5 log 2 + 5 log = 24,1
4R1 10 pc
Grænsestørrelsesklassen for Berings stjernekameraer11 estimeres til at være

mV ≈ 9, mens grænsestørrelsesklassen for den multispektrale imager estimeres
til at være mV ≈ 25 ([5], s. 14).
Det er generelt svært at sige noget om grænsestørrelsesklassen for jordbase-
rede optiske teleskoper, da man principielt kan øge grænsestørrelsesklassen ved
at eksponere i længere tid. For teleskoper ombord på rumfartøjer spiller krav
til retningsstabilitet gennem længere tid ind. Dog kan det nævnes, at surveys af
Kuiperbælteobjekter fra Jorden har omfattet mR < 24,2 (Hawaii) og mR < 23,2
(Chile).12 Hubble Space Telescope har for nylig taget et “deep field”-billede, som
går ned til mV = 31.
10
Opposition er, når Jorden står lige mellem Solen og et andet objekt. Merkur og Venus
kan således aldrig komme i opposition.
11
Stjernekameraerne er beskrevet i kapitel 3.
12
mR er den tilsyneladende størrelsesklasse i et nøjere defineret bølgelængdeområde i det
røde område af den synlige del af spektret.
θ(r,R2 ) R2 [AU]
[mas] 2 4 6 8 10 12 14 16 18
101 0,01 0,01 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00
102 0,14 0,07 0,05 0,03 0,03 0,02 0,02 0,02 0,02
r [m]
103 1,38 0,69 0,46 0,35 0,28 0,23 0,20 0,17 0,15
104 13,84 6,92 4,61 3,46 2,77 2,31 1,98 1,73 1,54
105 138,43 69,22 46,14 34,61 27,69 23,07 19,78 17,30 15,38
Tabel 2.4: Vinkeludstrækning θ som funktion af radius r og afstand til Jorden

R2
14 NEO
2.3 Programmer til kortlægning af asteroider

Der er p.t. adskillige forslag til kortlægning af asteroider. Her gives en kort
beskrivelse af de vigtigste:
2.3.1 Gaia
astro.estec.esa.nl/GAIA
Gaia er en rumsonde i ESA-regi, der – med et lidt flot slogan – skal kortlægge
de 109 lysstærkeste objekter på himlen. Gaia skal anbringes i Lagrangepunktet
L2 i Sol-Jord-systemet, dvs. i et Jord-synkront kredsløb om Solen 1,5 mio. km
længere fra Solen end Jorden, og får derfra mulighed for at detektere asteroider.
Det er planen, at Gaia skal påbegynde sine observationer i 2010, og det skønnes,
at GAIA vil detektere 105 − 106 mindre objekter i hele solsystemet, afhængig
af usikkerheden i forbindelse med ekstrapolering af den kendte population.13
GAIA vil have en grænsestørrelsesklasse på mV ∼ 20.14
2.3.2 Pan-STARRS
pan-starrs.ifa.hawaii.edu
Pan-STARRS er et projekt til kortlægning af asteroider, som det astronomiske

institut ved University of Hawaii er i gang med at udvikle. Systemet kommer til
at bestå af fire 1,8 m-teleskoper, der skal observere det samme område af himlen
samtidigt. Det er meningen, at systemet skal observere hele den del af himlen,
der kan ses fra Hawaii, tre gange hver måned.
Pan-STARRS forventes at kunne opnå en grænsestørrelsesklasse på mV =
24,4 (under antagelse af en seeing på 0,6 as og en eksponeringstid på 67 s).15
Det er håbet, at Pan-STARRS kan påbegynde sine observationer i 2006.
2.3.3 Spaceguard
spaceguard.esa.int
The Spaceguard Foundation er en international, privat organisation, støttet af

ESA, der har som formål at fremme forskning i NEOer, herunder detektion og
kredsløbsbestemmelse, med henblik på at få klarlagt risikoen for kollision med
Jorden. Spaceguard Central Node er den centrale, koordinerende enhed i Spa-
ceguard System, som udgøres af en lang række jordbaserede observatorier, der
alle deltager i udforskningen af NEOer. Hidtil har Spaceguard koncentreret sig
om at foretage kredsløbsbestemmelser af allerede observerede NEOer16 , og på
13
GAIA – Composition, Formation and Evolution of the Galaxy – Results of the Concept
and Technology Study, astro.estec.esa.nl/GAIA/science/SolarSystem.html
14
esapub.esrin.esa.it/sp/sp1219/4.2.2.1.gaiai.qxd.pdf
15
pan-starrs.ifa.hawaii.edu/public/documents/ps_ifa_info.ppt
16
spaceguard.esa.int/SSystem/NEOCS/Successful.html
2.4 Sammenligning med Bering 15
Spaceguards “Priority List” 17 kan man se en liste over kendte NEOer, som Spa-
ceguard Central Node vurderer, bør observeres yderligere. NEOerne inddeles i
“Urgent”, “Necessary”, “Useful” og “Low Priority”.
Da Spaceguard består af en lang række forskellige observatorier, og de enkelte
observatoriers deltagelse må formodes at variere med tiden, er det svært at sige
noget specifikt om systemets muligheder. Dog har Spaceguard valgt ikke at
inkludere objekter med mV > 22 i den prioriterede liste.
2.4 Sammenligning med Bering

Det er svært generelt at sammenligne Bering med de jordbaserede detektions- og
observationsprogrammer. For de sidstnævnte handler det om at kunne observere
store områder af himlen kontinuert gennem længere tid, for dels at detektere
nye NEOer, dels at kunne tracke, dvs. bestemme banen for disse objekter. Hvis
Bering, på sin tur gennem det indre solsystem, ikke opnår nærkontakt med
nogen objekter, vil den naturligvis ikke kunne hamle op med de langt større
jordbaserede teleskoper. Berings styrke ligger i potentialet for at møde et sådant
objekt på nært hold og undersøge det nærmere.
Teleskopet på Bering er p.t. ikke særligt veldefineret, selvom der i [5] er
angivet nogle foreløbige værdier. Dette skyldes, at fastlæggelse af kravene til
Berings teleskop forudsætter kendskab til populationen af de objekter, Bering
skal observere. Men da ingen anden mission indtil videre har undersøgt netop
dette, må kravene til Berings teleskop basere sig på modeller for disse objekters
population, som der arbejdes på for tiden.
Først når fluxen af disse objekter er klarlagt, kan der – sammen med dataene
for stjernekameraerne – fastlægges krav til rumfartøjets stabilitet og rotation.
Ud fra dette kan til slut teleskopets brændvidde fastlægges.
17
spaceguard.esa.int/servlet/PriorityListServlet
16 NEO
Kapitel 3
Bering
Bering ([5], [30], [18]) er en rumsonde, som skal kortlægge og undersøge dels
NEOer i området mellem Venus og Jorden, dels asteroider i hovedasteroidebæl-
tet. Bering medbringer seks stjernekameraer som dels skal bruges til navigation,
dels til registrering af hidtil uopdagede objekter i solsystemet. Stjernekamera-
erne fastlægger rumsondens “attitude” (stilling i rummet) ved at sammenligne
billederne fra stjernekameraerne med en stjernedatabase, og bestemmer rum-
sondens position i solsystemet ved triangulering af planeterne. Når stjerneka-
meraerne har opdaget et hidtil ukendt objekt, tracker det objektet med henblik
på banebestemmelse. Derudover medbringer Bering et teleskop, et kamera, som
skal tage farvebilleder i høj opløsning af de asteroider den møder på tæt hold,
en laser, der skal anvendes som radar (egl. “lidar”, light detection and ranging),
samt et magnetometer.
Holdet bag Bering er: Anja Andersen, fellow, Nordisk Institut for Teoretisk
Fysik, Henning Haack, lektor, Geologisk Museum, John Leif Jørgensen, lektor,
Ørsted•DTU, samt René Michelsen, ph.d.-studerende, Astronomisk Observato-
rium.
I Berings tekniske proposal [5] foreslås to ens rumsonder, da det ikke vil være
forbundet med betydeligt større udgifter, og vil kunne løse apertur-problemet
([5], s. 20): at det ikke fra en enkelt rumsonde er muligt at afgøre, om et objekt
er lille, tæt på og bevæger sig langsomt, eller om det er stort, langt væk og
bevæger sig hurtigt.
3.1 Berings bane i solsystemet

På figur 3.1 er hovedpunkterne i missionen skitseret.[5] Det ses, at der er tre
hovedfaser i missionen:
1. Umiddelbart efter opsendelse indsættes Bering i et elliptisk kredsløb med

aphelion ved Jorden og perihelion ved Venus (markeret med rødt på fig.
3.1). Dette kredsløb har en halv storakse på a = 0,86 AU, og dermed en
omløbsperiode på s
a3
T = 2π ≈ 290 døgn
GM
17
18 Bering
Figur 3.1: Berings bane i solsystemet [5]
Afhængig af hvor lang tid man ønsker at studere det indre solsystem,
afsendes Bering fra Jorden, så den mødes med Venus efter to eller tre
omløb.
2. Ved mødet med Venus vil Bering foretage en “gravity-assist”-manøvre, som

hæver Berings aphelion til 3,5 AU. Denne bane er markeret med blåt på fig.
3.1, og har en halv storakse på a = 2,1 AU, og dermed en omløbsperiode
på ca. 530 døgn. Transporten til asteroidebæltet vil således vare halvdelen
af dette, dvs. ca. 265 døgn.
3. I aphelion vil Bering øge sin hastighed vha. den medbragte reaktionsgas,
så perihelion hæves til omkring 2,2 AU. Bering er nu i et kredsløb, som
fører den tværs gennem asteroidebæltet igen og igen. Dette kredsløb har
en periode på knap 1760 døgn.
3.1.1 Geometriske overvejelser

I fase 1 befinder Bering sig inden for Jordens kredsløb, og vil således aldrig nå
en vinkelafstand fra Solen større end 90◦ . Det vil umiddelbart primært være
problematisk at kommunikere optisk med Bering i øvre konjunktion, hvor Solen
står mellem Jorden og Bering. Det kan dog også vise sig problematisk at kom-
munikere med Bering i nedre konjunktion, hvor Bering står mellem Jorden og
Solen, da det på Jorden kan blive svært at detektere signalet fra Bering oven i
al støjen fra Solen.
3.1 Berings bane i solsystemet 19
Figur 3.2: Berings teleskop er en gregoriansk reflektor med konkavt primær- og

sekundærspejl. Foldespejlet sikrer nem ændring af den retning, der observeres
i, da kun foldespejlet og ikke hele rumsonden skal drejes. Et stjernekamera
anbringes ovenpå sekundærspejlet, således at dette dækker et stort felt (markeret
med grønt), og teleskopet dækker et lille udsnit (markeret med rødt) af dette.
Figur 3.3: Berings kamerasystem. Som det ses, tages lyset ud i siden af teleskopet
og føres videre til kamerahuset. Her er anbragt en række beamsplittere og filtre,
således at lyset kan fordeles til de tre detektorer i det synlige område (øverst),
de tre detektorer i det infrarøde område (anbragt i en kasse, der holdes på en
temperatur på 100 K), samt til laserrangeren i midten.
20 Bering
I fase 2 øger Bering hele tiden sin afstand til Solen, og på et tidspunkt
passeres Jordens bane. Herefter tilbringes resten af fase 2 og hele fase 3 uden for
Jordens bane. Her er der to andre situationer, der er problematiske set ud fra et
optisk kommunikationsperspektiv: konjunktion, hvor Solen står mellem Jorden
og Bering, hvor begge stationer får svært ved at høre hinanden, og opposition,
hvor Jorden står mellem Solen og Bering, så det for Bering kan blive svært at
detektere signalet fra Jorden oven i solstøjen.
Hvis Berings kredsløb havde en betydelig inklination i forhold til ekliptika,
ville disse uheldige situationer kun uhyre sjældent opstå. Men da langt de fleste
asteroider i asteroidebæltet har meget små inklinationer, skal Bering naturligvis
også indsættes i et kredsløb om Solen, som ligger meget tæt på ekliptika.
Berings endelige kredsløb, med perihelion på 2,2 AU og aphelion på 3,5 AU,
har en halv storakse på a = 2,85 AU, og dermed en omløbsperiode på
s
a3
T = 2π ≈ 4,8 år
GM
Den synodiske periode mellem Jorden og Bering er da

−1
1 1
PJorden,Bering = − ≈ 461 døgn
PJorden PBering
Dvs. to gange inden for en periode på 461 døgn vil Solen stå i en line-of-sight-
mæssigt ugunstig position. Den periode, hvor kommunikation er umulig eller
besværliggjort pga. dette, vil formodentlig vare fra nogle døgn til et par ugers
tid, alt efter Bering-teleskopets vinkelselektivitet.
3.2 Berings instrumenter

Bering kommer til at indeholde følgende videnskabelige payloads: [5]
• 6 × ASC (Advanced Stellar Compass – “stjernekameraer” ([30], s. 18)
• 25 cm reflektorteleskop med styrbart foldningsspejl ([5], s. 19)
• 3 × CCD til imaging i det visuelle område (RGB) ([5], s. 27)
• 3 × CCD til imaging i det infrarøde område (λ > 2,2 µm) ([5], s. 26)
• Triaksialt vektormagnetometer
• Lidar med følgende karakteristika ([5], s. 29-30):
– Lasertype: diodepumpet, Q-switched Nd:YAG

– Pulsenergi: 0,5 J
– Pulsvarighed: 20 ns
– Bølgelængde: 1064 nm
– Pulsrate: 1−0,1 Hz
3.2 Berings instrumenter 21
– Mode: gaussisk TEM00

– Divergensvinkel: 1 µrad
– Modtagerens spektrale båndbredde: 5 nm
– Modtagerens temporale båndbredde: 50 MHz
– Detektor: APD (Avalanche Photo Diode) > 700 kV/W
– Detektor FOV (Field of View): 2,5 µrad
Lidaren ser umiddelbart ret interessant ud, set udfra et optisk kommunika-
tionsperspektiv. Som vi skal se senere, er en Q-switched Nd:YAG-laser særdeles
velegnet til optisk kommunikation. Desværre gør den lange pulsvarighed og den
lave pulsrate denne laser meget uegnet til kommunikationsbrug.
22 Bering
Kapitel 4
Kommunikationsteori
Ønsker vi at transmittere et digitalt signal, f.eks. varierende mellem to ni-

veauer, 0 og 1, vil signalet, når det når frem til modtageren, være behæftet
med støj. Hvid støj fluktuerer fuldstændig tilfældigt og uforudsigeligt, og vil,
såfremt støjen er kraftig nok, ind imellem kunne foranledige modtageren til at
tro, at en bit er 0, selvom 1 blev transmitteret, eller omvendt. Modtagelse af et
andet tegn, end det, der blev sendt, kaldes en bitfejl, og den hyppighed, hvormed
bitfejl forekommer, kaldes BER (Bit Error Rate), og betegnes Pe (sandsynlig-
heden for bitfejl). Det er klart, at man ved at øge datatransmissionshastigheden
samtidig øger Pe . For at nedbringe Pe , men samtidig bibeholde en høj datatrans-
missionshastighed må man enten øge sendeeffekten eller mindske støjeffekten,
dvs. øge signal-støj-forholdet,

Ps
(SNR)dB = 10 log (4.1)
Pn
hvor Ps [W] er signaleffekten og Pn [W] er støjeffekten.

Signal-støj-forholdet sætter en øvre grænsen for datatransmissionshastighe-
den, givet ved Shannons sætning: ([39], s. 96)
Bmax = β log2 (1 + SNR) (4.2)
hvor Bmax er den pågældende kommunikationskanals kapacitet [bit/s] og β er

kanalens båndbredde i Hz. Shannons sætning giver den teoretiske, maksimale
bitrate for fejlfri transmission; i praksis er bitraten altid lavere – ofte meget
lavere! Dette skyldes, at vi ovenfor antog, at støjen var hvid. I virkeligheden
forekommer støj fra mange forskellige kilder, som Shannons formel ikke tager i
betragtning. Vha. forskellige kodningsalgoritmer er det dog muligt at komme i
nærheden af Shannon-grænsen; mere herom i afsnit 4.1.2.
Men hvad er båndbredden af den konkrete kommunikationskanal, og hvordan
finder man signal-støj-forholdet for et konkret optisk kommunikationssystem?
Ved at opstille et linkbudget for systemet er det muligt at se den direkte sam-
menhæng mellem systemets fysiske parametre og den resulterende Pe .
23
24 Kommunikationsteori
4.1 Linkbudgetligningen
Ved udformningen af et kommunikationssystem til et rumfartøj opstilles et link-
budget1 , hvori alle de relevante data indgår, og hvor det er muligt at skræddersy
systemets parametre (sender- og modtagerantennernes diametre, sendeeffekt,
frekvens, bitrate, etc.) udfra et acceptabelt niveau af bitfejl.
Vi betragter i det følgende et radiokommunikationssystem bestående af en
sender med tilknyttet senderantenne samt en modtager med tilknyttet modta-
gerantenne. Subscriptene t refererer til senderen og r til modtageren.
Senderen
Senderen udstråler effekten Pt isotropt. Fluxen i afstanden d er da
Pt
Si = [W · m−2 ] (4.3)
4πd2
For en anisotrop antenne, som udstråler effekten i en rumvinkel Ω < 4π defineres
antennens gain som
Sa
Gt ≡ [·] (4.4)
Si
hvor Sa er fluxen fra den anisotrope senderantenne, givet ved
Pt
Sa = Gt Si = Gt (4.5)
4πd2
Modtageren
Modtagerantennen har et effektivt areal
λ2
Ar = Gr [m2 ] (4.6)
4π
som opsamler effekten Pr = Sa · Ar . Det kan vises teoretisk, at Gr = Gt for den
samme antenne ved samme frekvens.
Strækningstabet
Sætter vi nu den modtagne effekt lig med produktet af fluxen ved modtageran-
tennen og modtagerantennens effektive areal fås:
P r = S a · Ar
Pt G t λ 2
= · Gr
4πd2 4π
λ 2

= Pt G t G r
4πd
c 2
= Pt G t G r
4πdν
= L−1
p · Pt Gt Gr
1
Nedenstående gennemgang af linkbudgetligningen stammer i store træk fra [14].
4.1 Linkbudgetligningen 25
hvor
2
4πdν
Lp ≡ (4.7)
c
kaldes strækningsdæmpningen eller strækningstabet. Det ses, at Lp er dimen-
sionsløs, og at den modtagne effekt er omvendt proportional med stræknings-
tabet. Udover at strækningstabet stiger med kvadratet på afstanden ses det, at
strækningstabet også stiger med kvadratet på frekvensen.
Nu kan forholdet mellem udsendt og modtaget effekt udtrykkes simpelt som
Pr Gt Gr
= (4.8)
Pt Lp
Digital modulation
Radiotransmission af digitale signaler foregår ved en strøm af bits, der tager lige
lang tid at transmittere. Kaldes bitraten B [bit/s], er varigheden af den enkelte
bit
τb = B −1 [s] (4.9)
I praksis kan transmissionen foregå på flere måder. Dels kan man anvende en
modulationsteknik, som udelukkende er i stand til at transmittere to forskellige
tilstande – det kunne f.eks. være tilstedeværelsen hhv. fraværet af en bærebølge
(OOK, “On-Off Keying”). OOK er imidlertid utilfredsstillende set i lyset af øn-
sket om at udnytte den forhåndenværende energi bedst muligt – senderen sender
jo kun ca. halvdelen af tiden. Hvis senderen sender hele tiden – både når der
transmitteres 0 og 1 – bliver signal-støj-forholdet bedre. I stedet kan man f.eks.
anvende PSK, Phase Shift Keying, hvor fasen af det transmitterede signal skif-
ter, afhængig af om der transmitteres 0 eller 1.
Men det er også muligt at transmittere digitale signaler vha. flere signalni-
veauer, og således formidle flere informationsbits pr. tidsenhed. Ved at anvende
M forskellige tilstande er det muligt at formidle
K = log2 M [bits pr. signalenhed] (4.10)
Heraf ses, at hvis man kun har to signalniveauer, er det kun muligt at transmit-
tere 1 bit pr. tidsenhed, mens 4 signalniveauer giver mulighed for at transmittere
2 bits pr. tidsenhed. Digital kommunikation hvor M=2 (K=1) kaldes BPSK (“Bi-
nary Phase Shift Keying”), og M=4 (K=2) kaldes QPSK (“Quaternary Phase
Shift Keying”). Af samme grund kaldes ethvert digitalt modulationsformat, hvor
signalet kan antage M forskellige tilstande, for “M -ary”. Således betegner “8-ary
PSK” altså faseskiftnøgling med otte signalniveauer.
Herefter er det muligt at definere symbolraten, modulationsraten eller sig-
nalraten
B 1
τs−1 = = [baud] (4.11)
K τb K
hvor τs er varigheden af et symbol.
Parabolantennen
En parabolantennes gain er givet ved
πD 2

Ga = η [·] (4.12)
λ
hvor η er antennens apertur-effektivitet og D er antennens diameter. For gode,

kommercielle parabolantenner til radioområdet gælder typisk, at 0,6 ≤ η ≤
0,7. ([14], s. 5) η er defineret som forholdet mellem effektivt og fysisk areal for
antennen. En antennes effektive areal er altid mindre end det fysiske, dels fordi
en parabolantenne fungerer bedst, når D λ, hvilket ofte ikke er tilfældet –
især for mindre antenner og lave frekvenser, dels pga. den centrale obstruktion
(antenne, detektor eller sekundærspejl), der er ophængt over selve parabolskålen.
Den endelige linkbudgetligning

Ønsker man at finde energien af den enkelte bit ved modtageren, Eb , multipli-
ceres effekten af det modtagne signal, Pr , simpelthen med varigheden af den
enkelte bit, τb . Da en given temperatur giver udtryk for et korresponderende
niveau af termisk støj, giver det mening at se Eb i forhold til den spektrale tæt-
hed af denne støj, og det viser sig da også, at det dimensionsløse forhold Eb /kT
er entydigt relateret til sandsynligheden for, at bitfejl opstår under transmis-
sionen. Ved at anvende N0 = kT bliver Eb /kT til Eb /N0 , som er de digitale
modulationsarters avancerede analog til signal-støj-forholdet, SNR:
Eb 1
= · Pr · τ b
N0 kT
1 Pt G t G r 1
= · ·
kT Lp B
1 Gr 1 1
= · Pt G t · · ·
k T Lp B
Gr c 2 1
= k −1 · Pt Gt · · ·
T 4πdν B
c2 Gr 1 1 1
= · Pt G t · · · · (4.13)
16π 2 k T d2 ν 2 B
Ovenstående formel lader sig nemt “oversætte” til dB-domænet, som i praksis
anvendes oftest:
2
Eb c
= 10 log + EIRP + G/T
N0 dB 16π 2 k
1 1 1
+10 log 2 + 10 log 2 + 10 log
d ν B
hvor vi har anvendt, at
EIRP = 10 log Pt Gt , og
Gr
G/T = 10 log .
T
4.1 Linkbudgetligningen 27
EIRP står for “Equivalent Isotropically Radiated Power”, og er, som det ses,
produktet af sendeeffekten og senderantennens gain. G/T er et udtryk for et
systems følsomhed overfor svage signaler – jo højere G/T , desto bedre følsomhed.
Dette fører frem til linkbudgetligningens endelige form:

Eb
= 376,15 + EIRP + G/T − 20 log d − 20 log ν − 10 log B (4.14)
N0 dB
Principielt er det selvfølgelig ikke muligt at tage logaritmen til [m] eller [Hz], så
i praksis divideres afstanden med 1 m og frekvens og bitrate med 1 Hz. Bemærk
også, at enheden på G/T ofte opgives til at være [dB/K], hvilket strengt taget
ikke er korrekt.
Læg mærke til linkbudgetligningens frekvensafhængighed: i såvel EIRP- som
G/T -leddet tælles logaritmen til kvadratet på frekvensen positivt, mens kun
20 log ν-leddet tæller logaritmen til frekvensen negativt. Dette betyder, at Eb /N0
er en logaritmisk stigende funktion af frekvensen; hver gang frekvensen øges med
en faktor 10, stiger Eb /N0 20 dB.
Sammenhængen mellem Eb /N0 og Pe

Sandsynligheden for bitfejl Pe afhænger af Eb /N0 og den valgte modulationsart.
For modulationsarterne BPSK (Binary Phase Shift Keying) og QPSK (Quater-
nary Phase Shift Keying), som er meget anvendt inden for digital radiokommu-
nikation, gælder følgende sammenhæng mellem Eb /N0 og Pe [14]:
r !
1 Eb
Pe = erfc (4.15)
2 N0
hvor erfc(x) er den komplementære fejlfunktion givet ved

Z ∞
2 2
erfc(x) = √ e−t dt. (4.16)
π x
Sandsynligheden for bitfejl Pe som funktion af Eb /N0 er afbildet på figur 4.1.
4.1.1 Linkmargen
Som regel tages også en “linkmargen” med i beregningen af linkbudgettet. Denne
indføres for at tage højde for den degradering af hardwaren, der foregår i rummet
pga. kontaminering og slid af udstyret med tiden og det forhøjede strålingsni-
veau. I kommercielle satellitsystemer kalkuleres ofte med en linkmargen større
end 3 dB, men til deep space-anvendelser anvendes sjældent så høje linkmarge-
ner.
4.1.2 FEC – Forward Error Correction

På figur 4.1 er sammenhængen mellem Eb /N0 og BER angivet for PSK (dvs.
BPSK, QPSK, osv.); kurven ser anderledes ud for andre modulationsarter. Det
Figur 4.1: Bitfejlrate Pe som funktion af Eb /N0 . Kurven mærket “PSK” er

ukodet, “R-S” er med Reed-Solomon-kodning og “VD” med Viterbi-dekodning.
Linjen længst til venstre er for en konkateneret kode med Reed-Solomon-kodning
og Viterbi-dekodning med en interleaving-dybde på 8. Det ses, at anvendelsen
af kodning giver lavere bitfejlrater for lavere værdier for Eb /N0 . Men samtidigt
bliver kurven stejlere, således at en midre forringelse af Eb /N0 fører til en vold-
som forøgelse af Pe . (Fra “Telemetry channel coding standard”, ESA PSS-04-103
Issue 1, September 1989)
4.2 Komprimering af data – “Lossy” eller “Lossless” 29
er naturligvis altid ønskeligt at forskyde grafen længere mod venstre, da dette vil
medføre en lavere bitfejlrate for samme værdi af Eb /N0 . Ved at anvende FEC,
Forward Error Correction, fås en ændret sammenhæng mellem Eb /N0 og Pe .
Kurven bliver stejlere, og samme bitfejlrate kan nu opnås vha. en væsentligt la-
vere Eb /N0 . Ofte anvendes Reed-Solomon-kodning, der er en foldningskode (eng.
“convolutional code”), sammensat (eng. “concatenated”) med Viterbi-dekodning.
Disse FEC-algoritmer kan være uhyre effektive, og man beregner da også et de-
cideret kodningsgain, som inkluderes i linkbudgetligningen.
En meget anvendt Reed-Solomon-kode er RS(255,223,16), hvilket betyder,
at dataene inddeles i rammer på 255 bytes længde, af hvilke de 223 er databytes
og de resterende 32 er kontrolbytes – denne kode er så i stand til at korrigere
16 fejl pr. ramme. Denne kode giver typisk et kodningsgain (for Pe ≈ 10−6 ) på
8 dB.
De mest effektive koder kaldes Turbo-koder, og er i stand til at levere et kod-
ningsgain – udover de 8 dB fra anvendelsen af RS – på 2 − 2,5 dB. Det er således
ikke urealistisk at kalkulere med et kodningsgain på 10 dB i linkbudgettet, hvis
man har tænkt sig at anvende Turbo-koder.
For en mere detaljeret gennemgang af FEC-koder henvises til [33].
4.2 Komprimering af data – “Lossy” eller “Lossless”

At komprimere en fil vil sige at udføre en eller anden algoritme på filen, som
reducerer dens størrelse, mens den omvendte algoritme vil returnere filen til
sin oprindelige form. Der er to former for kompression: “lossless” (tabsfri), hvor
dataene komprimeres på en sådan måde, at det vil være muligt efter modtagelse
at rekonstruere de oprindelige data fuldstændigt, og “lossy”, hvor man vælger at
acceptere et vist tab af information i dataene.
Mange vil kende tabsfri kompression fra det populære computerprogram
WinZip, hvor filer ofte kan pakkes sammen til at fylde næsten ingenting. Filerne
er dog ubrugelige i det pakkede format, og skal pakkes ud, før de kan bruges.
Efter udpakningen fylder filerne nøjagtigt det samme som før de blev pakket,
og der er ikke gået noget information tabt. Omvendt er det populære musik-
format mp3 baseret på lossy kompression: på en musik-cd kan der ligge ca. 15
musiknumre eller ca. 700 MB data, hvilket svarer til at et stykke musik fylder
ca. 30−40 MB. Ved konverteringen af musik til mp3-format bortkastes 90% af
informationen, og den færdige mp3-fil fylder kun 3−4 MB, næsten uden hørbar
forringelse.
En af de mest populære tabsfri hardware-kompressionsmetoder er Limpel-
Ziv-algoritmen, som leder efter gentagne sekvenser i et datasæt, og erstatter
disse med specielt identificerende information. Kompressionen kan reducere da-
tamængden væsentligt, men tager tid, og kræver computerkraft.
Stillbilleder og filmsekvenser kodes ofte i et lossy format, da det er muligt at
reducere datamængden væsentligt, tilsyneladende uden tab af kvalitet i billedet.
Til stillbilleder vælges ofte JPEG og til film MPEG. JPEG står for “Joint Pho-
tographic Experts Group” og er en standard for lossy kompression af billeder.
MPEG står for “Moving Picture Experts Group” og er en standard for lossy
kompression af levende billeder.

Til videnskabelig brug er lossy kompression uacceptabelt, da vigtig infor-
mation risikerer at gå tabt.[6] CCSDS (Consultative Committee for Space Data
Systems – www.ccsds.org) har udarbejdet en rapport2 og en anbefaling3 vedr.
brug af tabsfri datakompression i forbindelse med datalinks i rummet.
4.3 Radio-linkbudget for Bering

Kommunikationssystemet i Bering er specificeret i [5], s. 41, og gengivet i tabel
4.1. Det angives, at G/T -værdierne er baseret på information om ESAs Tracking
Station Network og NASAs Deep Space Network.
Baseret på de angivne koder (Turbo Code, R=1/6), PFL (Probability of
Frame Loss)= 10−4 og en framelængde på 10 kb (10.232 bits), klemmes BER-
kurven så langt ind mod Shannon-grænsen, at en værdi for Eb /N0 på 0,0 dB er
tilstrækkelig til at sikre de angivne bitrater.
Det ses i tabel 4.1, at der accepteres en bitfejlrate på 10−6 . Ser vi i det
følgende bort fra anvendelsen af FEC, ses det herefter af figur 4.1, at vælges
Eb /N0 = 11 dB, vil bitfejlhyppigheden klart ligge under 10−6 . Nu er det muligt
at undersøge, hvor høj en bitrate, det givne system kan understøtte.
Først beregner vi senderantennens gain:
πDt 2

Gt = ηt
λ
πDt ν 2

= ηt
c
π · 0,5 m · 32 GHz 2

= 0,65
c
= 18273 [·]
Kombineret med sendeeffekten på 10 W giver det
EIRP = 10 log Pt Gt = 10 log(10 W · 18273) = 52,6 dBW
G/T skal ikke beregnes, da den er opgivet for modtagerantennen. De angivne

værdier for G/T er alle beregnet for T = 168 K. I det følgende vælges den største
antenne, D = 34 m, med G/T = 57 dB/K.
Beregning af afstands- og frekvensleddene i linkbudgetligningen giver
20 log d = 20 log(4,5 AU · 149,6 · 109 m/AU) = 236,6 dB

20 log ν = 20 log(32 GHz) = 210,1 dB
Nu vælger vi en bitrate på B = 650 bit/s:
10 log B = 10 log(650 bit/s) = 28,1 dB

2
CCSDS 120.0-G-1. Lossless Data Compression. Green Book. Issue 1. May 1997.
www.ccsds.org/documents/120x0g1.pdf
3
CCSDS 121.0-B-1. Lossless Data Compression. Blue Book. Issue 1. May 1997.
www.ccsds.org/documents/121x0b1.pdf
4.3 Radio-linkbudget for Bering 31
Transmitter (TX) output power High Power Mode: 10 dBW (10 W)

Low Power Mode: 0 dBW (1 W)
Losses between antenna and 1 dB
transponder
TM downlink carrier frequency 32 GHz
TM downlink modulation format CM/PSK/PM, sine subcarrier
Phase modulation index 1.2 rad
TM downlink encoding Turbo-code R=1/6
TM downlink data formatting ESA Packet Telemetry Standard,
PSS-04-106
ESA Packet Utilisation Standard,
PSS-07-101
Spacecraft antenna diameter 0.5 m
Antenna gain efficiency 65%
Total EIRP (carrier + sidebands) 51 dBW
Typical Bering-Earth separation 3 AU
Maximum Bering-Earth separation 4.5 AU
Atmospheric losses 1 dB
Ka-band Earth Station G/T 57 dB/K for 34 m antenna
50 dB/K for 15 m antenna
40.5 dB/K for 5 m antenna
Demodulator implementation loss 0.5 dB
Threshold Eb /N0 for 0.0 dB
R = 1/6 Turbo Code (BER = 10−6 ,
PFL = 10−4 , 10 kbit frame)
Max. sustainable net information 34 m antenna ≥ 2000 bit/s
bit rate at 4.5 AU separation, 15 m antenna ≥ 390 bit/s
high power TX mode 5 m antenna ≥ 40 bit/s
Max. sustainable net information 34 m antenna ≥ 4500 bit/s
bit rate at 3 AU separation, 15 m antenna ≥ 890 bit/s
high power TX mode 5 m antenna ≥ 98 bit/s
Tabel 4.1: Bering Telemetry Downlink Budget ([5] s. 41)

og den endelige værdi for Eb /N0 bliver

Eb
= 376,15 + EIRP + G/T − 20 log d − 20 log ν − 10 log B
N0 dB
= 376,15 + 52,6 + 57 − 236,6 − 210,1 − 28,1
= 11,0 dB
Det ses, at for at opnå den ønskede bitfejlrate på 10−6 må vi ikke transmittere
vores data hurtigere end ca. 650 bit/s.
Når de 650 bit/s ikke helt står mål med de 2000 bit/s, der er opgivet i tabel
4.1, skyldes det, at den foreslåede FEC-kodning giver et kodningsgain som gør, at
en værdi for Eb /N0 på 0,0 dB er tilstrækkelig til at sikre en maksimal bitfejlrate
på 10−6 , jf. afsnit 4.1.2.
I [23], s. 92, er det anført, at anvendelsen af en “concatenated” kode, hvor
en Reed-Solomon-kode udgør den ydre kode, og en Viterbi soft decision udgør
den indre kode, ved en bitfejlrate på 10−6 giver et kodningsgain på 4,89 dB.
Inkluderer vi dette i linkbudgetligningen viser det sig, at vi med en bitrate på
2200 bit/s kan holde bitfejlraten under 10−6 .
4.4 Højere datarater med højere frekvenser

Som det ses af tabel 4.1, er det først, når man tager en 34 m-antenne i brug, at
dataraten kravler op over 1 kbit/s. Dette er meget lavt, og ikke særligt tilfreds-
stillende. Dertil kommer, at der er temmelig langt mellem parabolantenner med
diametre på 34 m og derover, og de er også temmeligt dyre at låne. Derfor er
optisk kommunikation et meget interessant alternativ til deep space-missioner,
da ethvert optisk teleskop principielt kan fungere som sende- og modtagestation
for en given rumsonde.
Det giver ikke meget mening at udstyre en rumsonde med instrumenter,
som er i stand til at producere mere data, end rumsonden kan transmittere til
Jorden. At man hurtigt kan få brug for endog meget høje datatransmissionsrater
fremgår af følgende hurtige overslag.
4.4.1 Krav til datarate

Ønsker vi at transmittere tv-billeder “live” – hvilket selvsagt ingen rumsonde
har gjort endnu! – betragter vi i det følgende et kamerasystem bestående af en
CCD-chip med følgende karakteristika:
pixels 5122 = 262.144

bånd 3
niveauer 256
antal farver 2563 = 16.777.216
farvedybde log2 16.777.216 = 24 bits
billeder pr. sekund 25
4.4 Højere datarater med højere frekvenser 33
Ukomprimeret transmission med ovennævnte data kræver således en bånd-

bredde på
frames pixels bits
25 × 5122 × 24 = 157 Mbit/s
sekund frame pixel
157 Mbit/s er naturligvis en helt utænkelig datarate i forbindelse med klassiske
radiolinks til interplanetariske rumsonder, men principielt er datarater af denne
størrelsesorden ikke utænkelig i forbindelse med optisk kommunikation.
Da live-transmission af tv-billeder indeholder meget store mængder redun-
dant information, vil ethvert system til transmission af data af denne karakter
sandsynligvis indeholde en form for kompression af de store datamængder. Til
videnskabeligt brug ville man nok vælge et tabsfrit kompressionsformat, rent
bortset fra, at der næppe er tungtvejende, videnskabelige begrundelser for at
transmittere live tv-billeder. Skal billedsekvenserne i stedet anvendes til popu-
lære formål eller i PR-øjemed, giver det god mening at anvende “lossy” kompri-
mering.
Lad os i det følgende prøve at sammenligne et klassisk radiolink fra Mars til
Jorden med et optisk link (kun downlinket).
4.4.2 Klassisk radiodownlink Mars-Jorden

Vi betragter et klassisk radiodownlink fra overfladen af Mars til Jordens over-
flade med følgende karakteristika:
ηMars = 0,65 (apertureffektivitet, senderantenne)
ηJorden = 0,65 (apertureffektivitet, modtagerantenne)
ν= 32 GHz (bærebølgefrekvens)
DMars = 0,5 m (diameter, senderantenne)
DJorden = 34 m (diameter, modtagerantenne)
Pt = 100 W (effekt tilført senderen)
T = 290 K (systemtemperatur)
r= 378 mio. km (maksimal afstand Mars-Jorden)
Γcode = 4,89 dB (coding gain)
Ved at betragte fig. 4.1 ses det, at Eb /N0 – for at sikre en bitfejlrate på højst
10−6 – bør være mindst ca. 11,0 dB. Vi vælger nu en bitrate på 34 kbit/s (34.000
Hz). Disse værdier giver
" 2 #
2
πDMars
EIRP = 10 log Pt · ηMars = 62,6 dBW
λ
" 2 #
2
πDJorden
1
G/T = 10 log · ηJorden = 54,6 dB/K
T λ
Eb
= 11,3 dB
N0
Pe = 9,7 · 10−7
Anvendes BPSK får vi, at den højeste bitrate, der kan sikre en bitfejlhyppighed
på højst 10−6 , er ca. 34.000 bit/s.
4.4.3 Optisk downlink Mars-Jorden

Vi betragter nu i stedet et optisk link (λ = 800 nm ⇔ ν = 375 THz) fra
overfladen af Mars til Jordens overflade med følgende karakteristika:
ηMars = 0,65 (apertureffektivitet, senderantenne)
ηJorden = 0,65 (apertureffektivitet, modtagerantenne)
ν = 375 THz (bærebølgefrekvens)
DMars = 0,5 m (diameter, senderantenne)
DJorden = 0,5 m (diameter, modtagerantenne)
Pt = 100 W (effekt tilført senderen)
T = 290 K (systemtemperatur)
r = 378 mio. km (maksimal afstand Mars-Jorden)
Γcode = 4,89 dB (coding gain)
Igen må Eb /N0 ikke overstige ca. 11,0 dB, hvis bitfejlraten ikke må overstige
10−6 . Vi vælger nu en bitrate på 1 Gbit/s (109 Hz). Disse værdier giver
" 2 #
2
πDMars
EIRP = 10 log Pt · ηMars = 144,0 dBW
λ
" 2 #
2
πDJorden
1
G/T = 10 log · ηJorden = 99,4 dB/K
T λ
Eb
= 11,4 dB
N0
Pe = 9,3 · 10−7
Anvendes en modulationsart med samme sammenhæng mellem Eb /N0 og Pe

som for PSK får vi, at den højeste bitrate, der kan sikre en bitfejlhyppighed på
højst 10−6 er 1 Gbit/s.
For simple støjbetragtninger

Ovenstående linkbudgetter er beregnet med den samme formel, nemlig formlen
for linkbudgettet i radioområdet (formel 4.14). I denne formel tages der højde
for støj ved at dividere bitenergien med kT . Denne støjmodel er alt for simpel i
det optiske område, da langt den største del af støjen introduceres af detektoren,
og ikke kun afhænger af temperaturen, men af detektorens karakteristika.
Det skal senere vise sig, at detektorstøj er noget nær en show-stopper i
forbindelse med optisk kommunikation i rummet.
Kapitel 5
Optisk kommunikation
Fordele ved optisk kommunikation hænger primært sammen med den langt hø-
jere frekvens. Ved at betragte linkbudgetligningen (formel 4.14) ser man, at
frekvensen indgår tre steder: to gange i form af antennegains (sender- og mod-
tagerantenne) samt i strækningsdæmpningen. Dette giver sig udslag i en for-
bedring af Eb /N0 på 6 dB, hver gang frekvensen fordobles. Ved overgangen fra
radiobølger til lys foretages mindst 12 frekvensfordoblinger, hvilket svarer til en
forbedring af linket på 72 dB.
Læg mærke til, at dette naturligvis kun gælder for aperturantenner, for
fastholdt aperturdiameter, dvs. parabolantenner i radioområdet og optiske te-
leskoper i det optiske område. Mens der næppe er anvendelige alternativer i
det optiske område, anvendes ofte omnidirektionelle antenner i radioområdet,
eller antenner med udstrålingsdiagrammer væsentligt forskellige fra parabolan-
tenner. Et sådant link vil naturligvis ikke opleve en 6 dB forbedring af SNR pr.
frekvensfordobling.
5.1 Højere rumlig koncentration

Når elektromagnetiske bølger udsendes fra en aperturantenne, vil de divergere,
dvs. feltstyrken eller intensiteten aftager med afstanden, efterhånden som de
udsendte stråler breder sig mere og mere ud. Signalerne udbreder sig i en kegle
fra senderantennen, og divergensvinklen er givet ved ([23], s. 116)
4λ
θ= [rad] (5.1)
πω
hvor λ er bølgelængden og ω er antennens udgangsdiameter.
Anvendes f.eks., når Jorden og Mars er tættest på hinanden, et 32 GHz-link
fra Mars til Jorden, og en senderantenne på Mars med en diameter på 0,25 m,
vil beamet, når det ankommer til Jorden, have en diameter på 7,5 mio. km, dvs.
knap 600 gange større end Jordens diameter. Det er derfor ikke nødvendigt med
en meget nøjagtig indstilling af senderantennen – bare den peger nogenlunde i
retning af Jorden.
I skærende kontrast til dette står det optiske link. Anvendes en frekvens-
doblet Nd:YAG-laser på 532 nm, og en senderantenne med samme diameter
35
36 Optisk kommunikation
som i eksemplet ovenfor (0,25 m), vil beamet, når det ankommer til Jorden,
have en diameter på 425 km. I dette tilfælde skal man altså, når man på Mars
skal indstille senderantennens retning, gøre op med sig selv, om man ønsker at
sende til København eller Aalborg.
Denne forskel i beamdivergens er illustreret på figur 5.1.
Figur 5.1: Grov skitse af den dramatiske forskel i beamdivergens mellem et

klassisk radiolink og et optisk link. På figuren er Mars i opposition i forhold til
Jorden, dvs. Mars og Jorden står på samme side af Solen. [15]
5.2 Detektion
Inden for klassisk radiokommunikation anvendes så lave frekvenser, at det giver
bedst mening at betragte de elektromagnetiske svingninger som bølger. Dette
skyldes, at antenner til modtagning af radiobølger oftest virker ved at detek-
tere E-felt-vektoren; disse antenner kaldes derfor elektriske antenner, og dækker
dipol-, Yagi- og groundplane-antenner i alle deres udformninger. Der findes også
magnetiske antenner, der virker ved at detektere H-felt-vektoren i det indkom-
mende signal, men disse anvendes primært ved meget lave radiofrekvenser. Disse
antenner bevarer faseinformationen i bølgerne, og kan derfor anvendes i forbin-
delse med kohærente modulationsarter (mere om dette i næste kapitel).
Inden for optisk kommunikation er det imidlertid ofte mere hensigtsmæssigt
at betragte de udsendte signaler som fotoner med energien
Eγ = hνγ (5.2)
hvor h er Plancks konstant og νγ er fotonernes frekvens. Dette skyldes især, at

man indtil videre primært har overvejet direkte (inkohærente) modulationsar-
ter, hvor man detekterer intensiteten af det indkommende signal i stedet for
feltstyrken.
5.2 Detektion 37
5.2.1 Detektorer
Ved modtageren skal det modtagne signal detekteres og demoduleres, og det
optiske signal konverteres til en elektrisk strøm.
Kvanteeffektiviteten η er defineret som forholdet mellem det antal elektroner,
der dannes i detektoren og antallet af indfaldende fotoner. η indeholder ingen
reference til energien af de indfaldende fotoner, og det er derfor mere sigende at
anvende responsiviteten
Ip
R= [A/W] (5.3)
Pr
hvor Ip er den strøm i ampere, detektoren udsender, og Pr er den indfaldende
optiske effekt i watt. Da Eγ = hνγ kan responsiviteten skrives som funktion af
kvanteeffektiviteten som
ηe
R= (5.4)
hνγ
hvor e er elementarladningen ([36], s. 333). Det ses, at responsiviteten er en
lineært stigende funktion af bølgelængde, og sammenhængen er afbildet på fig.
5.2.
Figur 5.2: Responsivitet R som funktion af bølgelængde λ. Det ses, at respon-

siviteten stiger med bølgelængde, og R ≈ 0,4 A/W ved λ = 532 nm.
Der er tre kandidater til detektorer i forbindelse med optisk kommunikation:

fotomultiplikatorrør, p-i-n-fotodioder og avalanche-fotodioder.
Fotomultiplikatorrøret
I fotomultiplikatorrøret rammer indkommende fotoner en katode, hvorfra der
frigives elektroner. På vej mod anoden rammer elektronerne adskillige dynoder,
hvorved der frigives endnu flere elektroner. På denne måde kan fotomultipli-
katorrøret levere et gain op mod 105 − 106 ([21], s. 31.) Det interessante ved
fotomultiplikatorrøret er, at dette gain er støjfrit, dvs. SNR er bevaret efter
forstærkningen. Fotomultiplikatorrøret har desværre også en række ulemper.
Dels kræver det naturligt nok en stor spændingsforskel (typisk 1 21 −2 kV), som
kan være problematisk at generere på en rumsonde. Dels var fotomultiplikator-
rør især tidligere temmeligt store og tunge; der er dog de senere år blevet ud-
viklet mere kompakte fotomultiplikatorrør. Dels har fotomultiplikatorrøret den
ulempe, at den har en meget lav kvanteeffektivitet; der går altså mange indkom-
mende fotoner til spilde. Sidst men ikke mindst sker der en tidslig ‘udsmøring’
af signalet, da elektronerne i røret bevæger sig ad forskellige baner frem mod
anoden. Denne effekt stiger desværre i takt med gainet, da et højere gain kræ-
ver flere dynoder, og flere dynoder betyder længere vejlængder for elektronerne.
Denne tidslige dispersion af de ankommende elektroner udgør en væsentlig be-
grænsning af den mulige båndbredde til kommunikation. ([21], s. 32.)
p-i-n-fotodioden
p-i-n-fotodioden er en p-n-overgang, som er forspændt i spærreretningen. Ind-
kommende fotoner vil blive absorberet, og skabe elektron-hul-par. Disse lad-
ningsbærere vil da blive ‘suget’ mod p-n-overgangen, hvor de vil give anledning
til en strøm gennem denne. Til p-i-n-fotodiodens fordel taler, at den har en høj
kvanteeffektivitet, dvs. den er i stand til at detektere en meget høj andel af de
indkommende fotoner – kun ganske få fotoner ‘går til spilde’. Til gengæld har
den intet indbygget gain.
Avalanche-fotodioden
Avalanche-photodioden (APD) er en p-i-n-diode, forspændt i spærreretningen,
men med en spænding meget tæt på materialets breakdown-spænding. De foto-
elektrisk producerede ladningsbærere vil således hurtigt få så høj en energi, at
de selv er i stand til at skabe flere ladningsbærere. På denne måde er en enkelt
foton i stand til at skabe en hel kaskade (“avalanche”, lavine) af ladningsbærere,
således at APDen synes at have en indbygget forstærker. Typisk forstærkes én
fotoelektron op til 200 for Si-APDere, og noget mindre for APDere af Ge, In-
GaAs og InGaAsP. ([23], s. 39) Desværre er gainet i en APD forbundet med
en vis støj, da avalanche-processen er behæftet med shot noise. Til gengæld be-
sidder APDen p-i-n-fotodiodens høje kvanteeffektivitet, hvilket gør den til den
mest oplagte kanditat som detektor i forbindelse med optisk kommunikation i
rummet.
En særlig version af APDen, der er interessant i forbindelse med optisk kom-
munikation, er kvadrant-APDen – QAPD. QAPDen er inddelt i fire lige store
kvadranter, og udover at den fungerer som en almindelig APD-detektor, er det
også muligt, ved at sammenligne forskellene i den inducerede strøm mellem de
fire kvadranter, at kontrollere, at teleskopet peger i den rigtige retning, og hvis
ikke, hvilken retning, man bør bevæge det i. QAPDen kan således anvendes som
både acquisition- og tracking-detektor, samt som egentlig kommunikationsde-
5.3 Støj 39
tektor.
p-i-n-fotodioder og APDere fremstilles af såvel silicium som germanium.
Imidlertid dækker disse to detektormaterialer forskellige bølgelængdeområder.
Si-detektorer er primært anvendelige i bølgelængdeområdet 0,4 < λSi < 1,1 µm,
mens Ge-detektorer er lidt mere langbølgede; 0,8 < λGe < 1,8 µm.
5.2.2 Transkonduktansforstærkeren
I detektoren konverteres en indkommende optisk effekt til strøm. Denne strøm
skal forstærkes op, og dette gøres ofte vha. en transkonduktansforstærker (også
kaldet transimpedansforstærker), vist på fig. 5.3. Detektoren genererer en meget
Figur 5.3: Transkonduktansforstærker (også kaldet transimpedansforstærker).

Sensoren repræsenterer detektoren, og modstanden antager værdien RL , som
indgår i formlerne 5.5 og 5.10.
lille strøm, som bliver forstærket voldsomt op af forstærkeren, der har feedback
gennem resistoren RL . I praksis vil der altid være en parasitisk kapacitans i
dette kredsløb, parallel med RL , som “kortslutter” de højeste frekvenser. Har
denne kapacitans værdien C, vil forstærkningen være faldet 3 dB (dvs. til det
halve) ved afskæringsfrekvensen
1
fcutoff = (5.5)
2πRL C
som således sætter en øvre grænse for båndbredden af signalerne. Som vi skal
se senere, er det ønskeligt at have en stor værdi for RL , da større belastnings-
modstande giver mindre støj. Skal en høj afskæringsfrekvens bevares, må C da
nedbringes mest muligt. Det er lykkedes eksperimentelt at fremstille en forstær-
ker med C = 50 fF, men typisk ligger C mellem 250 og 500 fF.
Man bør derfor designe sin transkonduktansforstærker, så den er i stand til
at overføre den ønskede båndbredde, β. Som en grov approksimation kan man
sætte afskæringsfrekvensen lig båndbredden, hvorved modstanden bliver
1
RL = (5.6)
2πβC
Båndbredden vender vi tilbage til i kapitel 7.
5.3 Støj
I kapitel 4 etablerede vi den grundlæggende størrelse Eb /N0 = Eb /kT , energien
pr. bit divideret med spektraltætheden af støjen, som en avanceret analog til
signal-støj-forholdet for digital kommunikation. Eb /N0 hænger direkte sammen

med sandsynligheden for bitfejl, og det er derfor vigtigt at etablere denne stør-
relse. Imidlertid bygger denne på en antagelse af “hvidstøjsmodellen”, som nok
fungerer i radioområdet, men som ikke umiddelbart kan anvendes i det optiske
område. Vi må derfor – efter at have etableret signaleffekten ved modtageren –
afgøre effekten af det samlede støjniveau.
De mulige støjkilder, der kan overlejre signalet, omfatter ([36], s. 360):
• støj fra himmelbaggrunden
• støj i detektoren
• støj i modstanden over forstærkeren
• støj i forstærkeren
• støj pga. avalanche gain
I det følgende beregnes de forskellige støjbidrag som middelværdien af kvadratet
på støjstrømmene. Ved at tage kvadratroden af disse fås RMS-værdierne.
5.3.1 Støj fra himmelbaggrunden

Mikrobølgebaggrundsstrålingen er elektromagnetisk stråling med en spektral-
fordeling, der uhyre nøje svarer til den stråling, et absolut sort legeme med en
temperatur på 2,726 K udsender.
Intensiteten af sortlegemestråling er givet ved ([19], s. 116):
2hc2 1
Bλ (T ) = [W · m−2 · m−1 · sr−1 ] (5.7)
λ5 e λkT
hc
−1
I forhold til de andre støjkilder i forbindelse med optisk kommunikation i
rummet er baggrundsstøj forsvindende. Dette kan ses ved at indsætte T = 2,7
K i ovenstående formel:
hc 1,988 · 10−25 J · m
= ≈ 10000. (5.8)
λkT 1,982 · 10−29 J · m
Da e10000 ≈ 104343 er et uhyre højt tal, bliver Bλ (T ) meget lille. Vi kan derfor
fuldstændig se bort fra den kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling.
Dette gælder naturligvis kun, når der ikke er andre støjkilder end mikro-
bølgebaggrunden. Dette er desværre ikke tilfældet; ofte vil der, set fra Jorden,
formodentlig være en stjerne meget tæt på rumsonden, hvis lys vil overlejre sig-
nalet fra rumsonden. Hvordan dette vil påvirke linket, afhænger af intensiteten
af stjernens lys ved den relevante bølgelængde. Derudover kan man risikere, at
rumsonden vinkelmæssigt kommer tæt på Månen eller planeterne.
Om dagen vil kommunikation formodentlig være fuldstændig udelukket, da
himlen lyser kraftigt blåt pga. Rayleigh-spredning af Solens lys på iltmolekylerne
i atmosfæren. Denne blåfarvning af himlen gør sig naturligvis også gældende
om natten, om end i langt mindre grad, pga. lyset fra Månen og stjernerne.
Blåfarvningen af himlen om natten vil da antage et mindste niveau, overlejret
med en 29-dages variation afhængig af Månens fase og position på himlen.
5.3 Støj 41
5.3.2 Støj i detektoren

Der er tre kilder til støj i detektoren (før avalanche gain), som alle manifesterer
sig som kvantestøj (shot noise): støj pga. den strøm, fotodetektionen forårsager,
støj pga. mørkestrøm i detektoren, samt støj pga. den strøm, baggrundsstrålin-
gen forårsager. Den totale shot noise er givet ved ([36], s. 360):
i2TS = 2eβ(Ip + Id + Ib ) [A2 ] (5.9)
hvor e er elementarladningen, β er båndbredden af signalet (efter detektion), og

Ip , Id og Ib er hhv. fotostrøm, mørkestrøm, og strøm induceret i detektoren på
grund af fotoner fra baggrundsstrålingen.
5.3.3 Støj i modstanden over forstærkeren

Belastningsmodstanden over detektoren er kilde til termisk støj. Denne er givet
ved ([36], s. 361):
4kT β
i2t = [A2 ] (5.10)
RL
5.3.4 Støj i forstærkeren

Kendes støjtallet for forstærkeren
SNRind
Fn = (5.11)
SNRud
er støjen fra forstærkeren givet ved
Fn
i2amp = (5.12)
RL
således at støj fra forstærkeren kan lægges sammen med støjen i modstanden:
([36], s. 363)
4kT β Fn 4kT βFn
i2t + i2amp = + = [A2 ] (5.13)
RL RL RL
5.3.5 Støj pga. avalanche gain

Ovenstående gælder imidlertid kun for en p-n- eller p-i-n-fotodiode; ved an-
vendelse af en avalanche-fotodiode, APD, forekommer et avalanche gain, som
forstærker fotostrømmen en faktor M . Denne forstærkning omfatter naturligvis
ikke kun den ønskede fotostrøm, men også den shot noise, der er overlejret sig-
nalet. Det viser sig faktisk, at APDen introducerer mere støj, da forstærkningen
er tilfældig (følger Poisson-statistik). Forstærkes signalet med faktoren M , for-
stærkes støjen yderligere med faktoren M x , hvor 0,3 < x < 0,5 for Si-APDer,
og 0,7 < x < 1 for Ge-APDer. Den totale shot noise for APDen er da givet ved
([36], s. 366):
i2SA = 2eβ(Ip + Id + Ib )M 2+x [A2 ] (5.14)
Da fotostrømmen Ip repræsenterer signalet, kan det samlede signal-støj-

forhold for APDen opskrives som
M 2 Ip2
SNRAPD =
i2SA + i2t + i2amp
M 2 Ip2
= 4kT βFn
(5.15)
2eβ(Ip + Id + Ib )M 2+x + RL
Ved at flytte M 2 ned i nævneren fås
Ip2
SNRAPD = 4kT βFn
(5.16)
2eβ(Ip + Id + Ib )M x + −2
RL M
Heraf ses det, at det første led i nævneren stiger med M , men det andet falder.
Ved lave M dominerer termisk støj og forstærkerstøj således, mens disse bliver
mindre betydende ved højere M . Der eksisterer således en optimal værdi for M ,
som sikrer det højste signal-støj-forhold muligt. Dette er givet ved ([36], s. 367):
2+x 4kT Fn
Mop = [·] (5.17)
xeRL (Ip + Id + Ib )
Dette betyder, at den optimale værdi ligger omkring ca. 30 < Mop,Si < 80 for
Si-APDer, mens Mop,Ge ≈ 12 for Ge-APDer ([36], s.367). Dog er det muligt i
dag at fremstille Si-APDer med 100 < M < 500 ([1], s. 151).
5.4 Den optiske linkbudgetligning

Principielt er linkbudgettet i optisk kommunikation det samme som for klassisk
radiokommunikation – det handler om at lægge gain til og trække tab fra, så
styrken af det modtagne signal kan beregnes.
Som tidligere må den modtagne effekt være givet ved
Pr = Pt Gt Gr Lt Lr Lp [W] (5.18)
hvor Pt er den udsendte effekt, Gt og Gr er sender- hhv. modtagerantennens

gain, Lt og Lr er tab i sender hhv. modtager, og Lp er strækningsdæmpningen.
Den optiske effekt ved modtageren, Pr , omsættes i APDen til en fotostrøm,
Ip jf. responsiviteten (formel 5.4).
Det er nu muligt at opskrive den endelige ligning for det optiske linkbudget:
M 2 (RPr )2
SNR = 4kT βFn
(5.19)
2eβ(RPr + Id + Ib )M 2+x + RL
For at kunne lukke linkbudgettet skal vi altså kende

5.4 Den optiske linkbudgetligning 43
M avalanche gain-faktoren (formel 5.17),

R responsiviteten (formel 5.4),
Pr den modtagne effekt (formel 5.18),
β båndbredden af det signal, fotodetektoren udsender,
Id detektorens mørkestrøm,
Ib strømmen forårsaget af baggrundsstråling,
x støjfaktoren, afhængig af detektortype,
T detektorens temperatur,
Fn forstærkerens støjtal, samt
RL belastningsmodstanden over forstærkeren (formel 5.6).
Sammenhæng med bitfejlrate
Når SNR ligger fast, gælder følgende sammenhæng mellem SNR og bitfejlrate
([36], s. 431):
√ !
1 SNR
Pe = erfc √ (5.20)
2 2 2
Sammenhængen mellem SNR og Pe er givet i fig. 5.4 på side 44. Når formel 5.20
giver en højere bitfejlrate for samme værdi af signal-støj-forholdet end formel
4.15 (afbildet s. 28) skyldes det, at formel 4.15 kun gælder for PSK, der er
en kohærent modulationsart, mens ovenstående formel er for direkte detektion,
hvor faseinformationen forsvinder, og kun intensiteten detekteres; dette forringer
linket væsentligt.
5.4.1 Andre overvejelser

Støj fra Jorden
Bering modtager desværre ikke kun den energi fra Jorden, der udstråles fra
senderen. Den modtager også sortlegemestråling, Jorden udsender i kraft af sin
temperatur, overlejret med reflekteret sollys.
Jordens effektive temperatur er ca. 300 K, og udsender derfor et sortlege-
mespektrum svarende til denne temperatur. Solen udsender et spektrum sva-
rende til et sort legeme med temperaturen 5785 K.
Læg mærke til, at dette kun er et problem i forbindelse med uplinket; down-
linket fra Bering vil (næsten) altid have den mørke stjernehimmel som baggrund.
For at afgøre hvor meget energi, Bering modtager fra Jorden, antager vi, at
Bering og Jorden står på hver sin side af Solen – Bering ser således kun Jordens
dagside. I det følgende betegner r⊕ Jordens radius og R⊕ Jordens afstand fra
Solen.
Solens luminositet er L = 3,826 · 1026 W. I Jordens afstand (1 AU =
149,6 · 109 m) giver dette anledning til en flux på
L 2
Φ,⊕ = 2 = 1351 W/m
4πR⊕
Figur 5.4: Bitfejlrate Pe som funktion af SNR (uden FEC).

5.4 Den optiske linkbudgetligning 45
– også kaldet “solkonstanten”. Har Jorden den geometriske albedo α0 , reflekteres

effekten
2
L r⊕
2 L
L⊕ = α0 · a⊕ · Φ,⊕ = α0 · πr⊕ · 2 = α0 · 2
4πR⊕ 4R⊕
tilbage til rummet. Er afstanden fra Jorden til Bering R2 er fluxen fra Jorden
ved Bering
2
L r⊕
L⊕
Φ⊕,Bering = = α0 · (5.21)
4πR22 π(4R⊕ R2 )2
Da Berings endelige kredsløb har aphelion ved 3,5 AU og perihelion ved

2,2 AU, er mindste afstand Bering-Jorden (2,2 − 1) AU = 1,2 AU, og største
afstand er (3,5 + 1) AU = 4,5 AU. Afstanden mellem Jorden og Bering vil – i
dette endelige kredsløb for Bering – variere mellem disse to værdier i løbet af en
synodisk periode mellem Jorden og Bering, dvs. ca. 461 døgn (se s. 20). Fluxen
fra Jorden ved Bering som funktion af Berings afstand fra Jorden er afbildet på
fig. 5.5.
Figur 5.5: Flux ved Bering af sollys reflekteret fra Jorden som funktion af af-
standen mellem Jorden og Bering
Det er klart, at når Jorden kommer til at stå mellem Solen og Bering, vil
fasevinklen Solen-Jorden-Bering nærme sig 180◦ , hvilket vil mindske mængden
af sollys reflekteret fra Jorden i retning af Bering væsentligt.
Da jordstøj kun er et problem i forbindelse med uplinket, og linkbudgeta-
nalysen koncentrerer sig om downlinket, vil jordstøjen ikke blive gennemgået i
nøjere detalje.
Relæsatellitter
Fordelene ved en relæsatellit i geostationært kredsløb er ikke til at overse. Al
problematikken mht. laserstråler i Jordens atmosfære forsvinder, idet man har
en satellit til at modtage de optiske signaler fra deep space og beame dem ned
til Jorden i radioområdet.
Derudover fjerner en geostationær relæsatellit problemet med jordstøj i up-
linket en stor del af tiden. Set i afstanden 3,5 AU er vinkelafstanden fra Jorden
til GEO
rGEO 36.000 km
θ= = = 14 as (5.22)
d 3,5 AU
– stor nok til at det er muligt at “lukke af” for Jorden ved detektion, i hvert
fald, når satellitten er angulært længst fra Jorden. Jordstøj er naturligvis kun
et problem for uplinket, og da der som regel vil strømme mere data i downlinket
end i uplinket, er det værd at overveje relæsatellitten.
En satellit i geostationært kredsløb har naturligvis den fordel frem for en
satellit i ethvert andet kredsløb, at den, set fra Jorden, står stille på himlen.
Data fra satellitten kan altså modtages på Jorden med en ikke-styrbar parabol-
antenne.
Såfremt retningen fra satellitten til rumsonden er tæt på parallel med sa-
tellittens kredsløbs knudelinje, vil Jorden skygge for signalet fra rumsonde til
satellit. Antages Jordens radius ubetydelig i forhold til afstanden til rumsonden,
d r⊕ , ankommer signalerne fra rumsonden til Jorden i parallelle strålebund-
ter, og Jorden skygger kun for signalerne i sin diameter. I praksis skal strålerne
selvfølgelig fri af Jordens atmosfære, før de er upåvirkede af denne.
Da omløbstiden i den geostationære bane er lig med Jordens sideriske rota-
tionsperiode, TGEO = 23 t 56 m 4 s = 86.164 s er
r
2
3 GM⊕ TGEO
rGEO = = 42.164 km
4π 2
Jorden “skygger” således for rumsondens udsyn til satellitten og vice versa i
2r⊕ 2 × 6.378 km 12.756 km
= = · 100% = 4,8%
PGEO 2π × 42.164 km 264.925 km
af omløbet, dvs. 4,8% af 86.164 s = 4.149 s = 1 t 9 m 9 s. Dette er naturligvis kun
tilfældet, når den rumsonde, med hvilken kommunikationslinket ønskes oprettet,
befinder sig i nærheden af relæsatellittens kredsløbs knudelinje. Det vil sige, at
det langt det meste af året vil være muligt at være i kontakt med rumsonden
24 timer i døgnet.
I [3] foreslås en mere simpel relæsatellit, som lader kommunikationen foregå
optisk hele vejen fra jordstationen til rumsonden og tilbage igen. Satellitten
består dels af et spejl, som reflekterer signalet fra rumsonden ned til jordstatio-
nen, dels af en CW-laser, som ved modtagning på Jorden kan anvendes til at
registrere atmosfærens forringelse af signalet, og derved til at styre korrigerende
adaptiv optik i det transmitterende og modtagende teleskop. Metoden tillader
relæsatellitten at være væsentlig simplere end den ovenfor beskrevne, men fjer-
ner til gengæld ikke problemet med transmission af optiske signaler gennem
Jordens atmosfære.
5.5 Eksperimenter med optisk kommunikation 47
5.5 Eksperimenter med optisk kommunikation

Alle rumsonder til dato har kommunikeret med Jorden i radioområdet. Dog er
der foretaget praktiske forsøg med optisk kommunikation i rummet, bl.a.
• GOPEX – Galileo Optical Experiment (NASA)
• GOLD – Ground-Orbit Lasercom Demonstration (NASA/NASDA)
• OCD – Optical Communications Demonstrator (NASA)
• SILEX – Space Intersatellite Laser Link Experiment (ESA)
GOPEX [45] involverede Jupiter-rumsonden Galileo, som på sin vej mod Jupi-
ter foretog en række gravity-assist-manøvrer, som øgede rumsondens fart. Den
konkrete manøvre blev kaldt VEEGA (Venus-Earth-Earth Gravity Assist), og
førte således Galileo forbi Jorden to gange. Under den ene af disse passager,
9.−16. dec. 1992, sendtes pulser af laserlys imod Galileo fra Jordens overflade,
og lyset blev registreret af Galileos imaging-system. Laserne – en på NASAs
Table Mountain Facility (TMF), og en på Starfire Optical Range (SOR) – var
frekvensdoblede Nd:YAG-lasere (532 nm), som blev pulset med en frekvens på
15 Hz (TMF) og 10 Hz (SOR). Galileos 800×800 pixels CCD-imager, kombi-
neret med Cassegrain-teleskopet (brændvidde 1500 mm, f/8.5), registrerede en
række lysprikker, der bekræftede den optiske forbindelse.
GOLD [43] fandt sted 1995−1996, og indebar et uplink på 514,5 nm (argon-
ion-laser) fra 60 cm-teleskopet på TMF til den japanske testsatellit ETS-VI,
der som downlink anvendte en 830 nm GaAs-laser, som blev modtaget på TMF
af et 1,2 m Cassegrain-teleskop. Under forsøget skulle 60 cm-teleskopet både
transmittere uplinket og tracke satellitten. Bitraten var 1 Mbit/s.
OCD [17] er en optisk kommunikationsterminal (transceiver), konstrueret af
NASA/JPL, som er i stand til at modtage på 780 nm og sende på 840 nm. Som
antenne anvendes en 10 cm afokal reflektor, og som detektor anvendes en CCD.
5.5.1 SILEX (ESA)

SILEX involverer to satellitter: Artemis og SPOT 4. SPOT 4 er en jordob-
servationssatellit (CNES), som er i solsynkront kredsløb 832 km over Jorden.
Artemis er en kommunikationssatellit, som skulle have været i geostationært
kredsløb, men som pga. en fejl i Ariane 5-raketten efter opsendelsen endte i
et stærkt excentrisk kredsløb med en apogæumshøjde på kun halvdelen af den
tiltænkte. Vha. satellittens kemiske fremdriftssystem lykkedes det hurtigt at få
bragt satellitten ind i et sikkert parkeringskredsløb uden for de mest intense
strålingsbælter; et cirkulært kredsløb med en højde på 31.000 km. Derefter an-
vendte satellitten sin medbragte ionmotor til – langsomt, men sikkert – at kravle
op i geostationært kredsløb. Den 31. januar 2003 lykkedes det at få Artemis på
plads i GEO på 21,5◦ øst.
Begge satellitter er udstyret med SILEX-terminaler til optisk kommunika-
tion. Den terminal, som befinder sig ombord på SPOT 4 (LEO) hedder PASTEL,
og terminalen på Artemis hedder OPALE. Terminalerne er ikke ens; OPALE har
Figur 5.6: Grafisk fremstilling af det optiske link mellem Artemis og SPOT 4
et beacon-beam med en beamdivergens på 750 µrad, som PASTEL kigger efter

i acquisition-fasen.
Acquisition-proceduren i SILEX-systemet foregår på følgende måde1
1. Begge terminaler peger imod hinanden, i henhold til data fra flight-com-
puteren – dette kaldes open-loop-pointing
2. Terminalen i GEO tænder sit beacon-beam, og lader det scanne usikker-

hedsområdet
3. Når LEO-terminalen ser beacon-beamet, tænder den sit beam mod GEO-
terminalen
4. Når GEO-terminalen ser beamet fra LEO-terminalen, holder den op med

at scanne, og retter ind
5. Begge terminaler har nu kontakt med hinanden – dette kaldes closed-loop-

pointing
6. Såsnart GEO-terminalen er i Fine Tracking Mode slukkes beacon-beamet
SILEX-systemet har følgende karakteristika2 :

1
[41], s. 4.
2
www.esa.int/export/esaCP/ESASGBZ84UC-index-0.html
5.5 Eksperimenter med optisk kommunikation 49
SILEX data
vægt 157 kg
effektforbrug 150 W
lasertype diodelaser
udstrålet effekt 60 mW
bølgelængde 830 nm
teleskopdiameter 25 cm
Den 21. november 2001 transmitteredes de første fire billeder fra SPOT 4 til
Artemis, som derefter sendte billederne Toulouse vha. radio. Billederne stam-
mede fra fire på hinanden følgende kredsløb af SPOT 4, og linket etableredes
påny ved hvert kredsløb. Linket blev hver gang opretholdt i den forudbestemte
tid, fra 4 til 20 minutter. Dataoverførselshastigheden var 50 Mbit/s.3
Bl.a. transmitterede SPOT 4 det billede af Lanzarote, der er vist på fig. 5.7,
til Artemis vha. SILEX.
3
telecom.estec.esa.nl/artemis
Figur 5.7: Lanzarote, fotograferet af SPOT 4 og transmitteret vha. SILEX til

Artemis
Kapitel 6
Lasere
Et atom kan absorbere en foton, ved at fotonen rammer en elektron i atomet.

Hvis energien af fotonen er lig med energiforskellen imellem elektronens oprin-
delige energiniveau og et højere energiniveau i atomet, vil elektronen absorbere
fotonen og hoppe op i et højere niveau.
Efter et stykke tid vil elektronen emittere en foton med samme energi, og
“falde ned” i det lavere energiniveau igen. Retningen og fasen af den nu udsendte
foton har ingen korrelation overhovedet med den oprindelige, absorberede foton.
Passerer en foton tæt forbi en elektron i en exciteret tilstand, og har denne
foton en energi, der er lig med elektronens energi i forhold til grundtilstanden,
kan den forbipasserende foton stimulere emission af en foton med samme energi
og samme fase, samt forårsage, at elektronen falder ned i det lavere energiniveau.
6.1 Opbygning
I laseren udnyttes stimuleret emission til at opbygge et meget energirigt, kohæ-
rent optisk felt. En laser består af tre grundlæggende dele: pumpen, mediet og
resonatoren. Pumpen injicerer energi ind i mediet, hvori den stimulerede emis-
sion foregår. Resonatoren sørger for at (det meste af) den genererede stråling
ikke undslipper laserkaviteten, men reflekteres tilbage igen. På denne måde op-
nås den for lasere så karakteristiske høje grad af monokromacitet og kohærens,
da de fotoner, der reflekteres tilbage i kaviteten, bidrager yderligere til stimuleret
emission af endnu flere fotoner med samme frekvens og fase.
6.1.1 Mediet
Det ses, at det er nødvendigt at opretholde en populationsinversion i mediet,
som altså skal være af en sådan stofsammensætning, at dette er muligt. Pum-
pen flytter elektroner i mediets atomer op i et højere energiniveau med kort
levetid, hvorfra de henfalder til det øverste laserniveau, der har en relativt lang
levetid. Herfra henfalder elektroner under udsendelse af laserfotoner til det ne-
derste laserniveau. Er laseren en tre-niveau-laser, flytter pumpen elektronerne
op i det øverste niveau igen. Er laseren en fire-niveau-laser, henfalder elektroner
fra det kortlivede, nederste laserniveau til grundtilstanden, før pumpen flytter
51
52 Lasere
elektronerne op til det øverste niveau igen. Det er ikke muligt at fremstille en
laser, der kun opererer med to energiniveauer – i praksis findes der kun tre- og
fire-niveau-lasere.
6.1.2 Pumpen
Pumpen skal være i stand til at excitere elektronerne op fra det nederste niveau
til det øverste. En laser kan pumpes optisk, vha. en blitzlampe eller en anden
laser, elektrisk, vha. en elektrisk udladning eller en stråle af elektroner eller
ioner, eller ved injektion af elektroner og huller i en halvlederlaser. ([35], s.
468) De første rubinlasere anvendte blitzlamper til optisk pumpning, og har
været anvendt i mange år. Man er dog senere begyndt at pumpe i hvert fald
faststoflasere vha. laserdioder, hvilket gør det muligt at tilpasse energien af
pumpefotonerne meget nøjagtigt til mediet, hvilket minimerer tab, bl.a. i form
af varme. Det er ikke muligt at pumpe en laser termisk.
6.1.3 Resonatoren
Resonatoren udformes oftest som to hulspejle (symmetrisk hulspejlsresonator)
eller et hulspejl og et plant spejl (plano-konkav resonator), hvor det ene spejl
har en refleksionskoefficient R = 1, og det andet spejl har f.eks. R = 0,99 og
dermed en transmissionskoefficient på T = 0,01. Laserstrålen kommer da ud af
resonatoren ved spejlet med T = 6 0.1
Afhængigt af resonatorens udformning er det muligt for en eller flere “modes”
at være i resonans. Man skelner mellem longitudinale og transversale modes.
Longitudinale modes er forskellige bølgelængder. Transversale modes er forskel-
lige intensitetsfordelinger på tværs af strålen. Den fundamentale, transversale
mode, TEM00 , giver en gaussisk intensitetsfordeling på tværs af strålen på begge
akser. TEM01 og TEM10 giver begge en intensitetsfordeling, der er nul i centrum
af strålen, men som har maksimum i to ovale områder på hver side af centrum.
Intensitetsfordelingerne ved alle modes af højere orden end TEM00 beskrives af
Hermite-Gauss-funktionen. ([35], s. 103)
6.2 Typer af lasere

I dag er der mange forskellige typer af lasere; nogle af disse fremgår af tabel 6.1.
Af disse er primært faststoflaserne og halvlederlaserne interessante i forbindelse
med optisk kommunikation i rummet. Halvlederlaserne fordi de er meget små og
lette, har en høj effektivitet og er pålidelige. ([21] s. 68) Halvlederlasere anvendes
også i vid udstrækning i kommerciel, optisk fiberkommunikation, og er således
i kommercielt udbud i stort udvalg. Til fiberkommunikation er halvlederlasere
velegnede, da modulation af laserlyset sker ved direkte modulation af den strøm,
der driver laseren. Faststoflaseren fylder og vejer mere end halvlederlaseren, og
anvendes derfor heller ikke inden for jordbaseret optisk kommunikation i større
udstrækning.
1
Antages absorptionen i spejlene A = 0 gælder, at R + T = 1.
6.2 Typer af lasere 53
faststoflasere Nd3+ :YAG λ = 1064 nm

Cr3+ :Al2 O3 (rubin) λ = 694 nm
Er3+ -doteret Si-fiber λ = 1550 nm
Ti3+ :Al2 O3 (Ti:safir) 660 < λ < 1180 nm
gaslasere HeNe λ = 633 nm
CO2 λ = 10,6 µm
Ar+ λ = 515 nm
halvlederlasere AlGaAs
InGaAs
GaN3
VCSELs
flydende lasere farvestoflasere “tunable”
Tabel 6.1: Forskellige typer af lasere ([35], s. 480)
6.2.1 Faststoflasere
En af de tidligste lasertyper var rubinlaseren, som i al sin enkelthed består af
en stang rubin, der pumpes optisk vha. en blitzlampe. Rubin er safir (Al2 O3 ),
hvor krom-ioner (Cr3+ ) erstatter en lille del af aluminiumionerne. Rubinlase-
rens karakteristiske røde farve stammer fra en laserovergang ved 694,3 nm, men
rubinlaseren kan også lase omkring 550 nm og 400 nm. Rubinlaseren er en tre-
niveau-laser.
Senere udvikledes mere komplicerede lasermaterialer, og et meget udbredt
af disse er Nd3+ :YAG (Ndx Y3−x Al5 O12 – fra “Neodymium:Yttrium-Aluminium
Garnet”). Nd:YAG er en fire-niveau-laser, og har derfor et væsentligt højere gain
end rubinlaseren. Den primære laserovergang i Nd:YAG er ved 1064 nm.
Faststoflasere er relativt enkle at opbygge; en krystal af lasermediet anbrin-
ges i en resonator, og pumpes, f.eks. vha. en diodelaser. Dette gør faststoflasere
temmelig robuste, men gør også, at de typisk fylder væsentligt mere end en
halvlederlaser.
6.2.2 Halvlederlasere
Princippet i halvlederlasere er noget mere kompliceret i forhold til faststoflasere,
da energiniveauerne ikke er veldefinerede. Selvom en halvlederlaser kan beskrives
som et fire-niveau-system, hvor de to øverste niveauer ligger i ledningsbåndet
og de to nederste i valensbåndet, foregår lasingen mellem meget tætliggende
energiniveauer, og ikke mellem veldefinerede, diskrete energiniveauer. Dette gør
også, at halvlederlaserne ikke er nær så monokromatiske som faststoflaserne.
Dog er der de senere år dukket monokromatiske halvlederlasere op, som samtidig
besidder veldefinerede transversale modes. ([23], s. 38.)
Halvlederlasere har den fordel, at de kan pumpes elektrisk. Den strøm, der
skal løbe gennem laserdioden, for at lasing kan foregå, kaldes for tærskelstrøm-
men. Almindelige laserdioder i dag har typisk tærskelstrømme i omegnen af 25
mA.
54 Lasere
“Almindelige” laserdioder kaldes også EELs (Edge Emitting Lasers), da la-

serlyset kommer ud ad siden på halvledermaterialet. I de senere år er der dukket
en ny type af halvlederlaser op: VCSELS. VCSELs står for Vertical Cavity Sur-
face Emitting Lasers og udsender i modsætning til EELs laserlyset vertikalt ud
fra overfladen. Dette kombinerer de lave produktionsomkostninger ved lysdio-
der med laserens høje effekt. VCSELs har lavere tærskelstrømme end EELs,
omkring 3 mA.
6.3 Pulsing
Faststoflaserne besidder den interessante egenskab, at det vha. “Q-switching”,
“cavity dumping” eller “mode locking” er relativt enkelt at koncentrere uhyre
mængder energi i meget kortvarige pulser. Halvlederlasere kan også bringes til
at pulse, som regel vha. “gain switching”, hvor man blot pulser pumpestrømmen.
Det er også muligt at pulse halvlederlasere vha. Q-switching, men teknikken bag
disse metoder er ikke nær så enkel som for faststoflasere.
I forbindelse med pulsede lasere er to egenskaber interessante: repetitions-
frekvensen (også kaldet repetitionsraten), νlaser der angiver hvor mange pulser,
en given laser er i stand til at udsende pr. sekund, samt pulslængden, tp , der
angiver hvor lang tid, en puls varer. Den maksimale repetitionsfrekvens, en laser
kan køre med, er udtryk for det minimum af tid, der skal gå, før laseren er fuldt
opladet og klar til at slippe pulsen løs. Den tid, laseren skal bruge på at lade op,
kaldes “dødtiden”, og er det reciprokke af laserens maksimale repetitionsfrekvens:
−1
td = νmax,laser (6.1)
De forskellige metoder, man bruger til at pulse lasere, resulterer i forskellige
pulsformer. Den udsendte effekt mht. tiden er hverken gaussisk eller rektangu-
lær. Dog må der generelt gælde, at den totale energi udsendt i en puls er
Z tp
Ep = P dt (6.2)
0
hvor P er den øjeblikkelige effektudsendelse. Det ses, at den gennemsnitlige

effekt i pulsen er
Ep
Pp,avg = (6.3)
tp
Generelt er det næppe urimeligt at antage, at peakeffekten
2Ep
Ppeak = 2Pp,avg = (6.4)
tp
Den gennemsnitligt udsendte effekt, når man også inkluderer tiden mellem pul-
serne, er
Pavg = Ep νlaser (6.5)
Ofte opgives kun en lasers CW-output (“continuous wave” – ikke-pulset). Et
groft estimat for pulsenergien kan da findes ved
PCW
Ep ≈ (6.6)
νlaser
6.3 Pulsing 55
hvilket giver en gennemsnitlig pulseffekt på
Ep PCW
Pp,avg = = (6.7)
tp νlaser tp
I [23], s. 232, omtales f.eks. en Q-switched Nd:YAG-laser til kommunikationsbrug

med en pulslængde på nanosekunder og peakeffekt over en kilowatt. Det vil
sige en pulsenergi i størrelsesordnen 1−10 µJ. Har denne laser f.eks. haft en
repetitionsfrekvens på 30 kHz, har laseren haft en gennemsnitlig pulseffekt i
omegnen af 500 W.
Det er klart, at man ikke blot ved at sænke repetitionsraten (forlænge dødti-
den) kan øge pulsenergien vilkårligt. Mængden af opladet energi når efterhånden
et mætningspunkt, efter hvilket yderligere opladning ikke fører til øget energi i
pulsen.
6.3.1 Q-switching
Q-switching går ud på at ændre resonatorens egenskaber, således at tabet i re-
sonatoren bliver større end forstærkningen. Dette gøres oftest ved at indsætte
en modulerbar absorber i resonatoren, f.eks. en optoelektrisk komponent. På
denne måde vil pumpen vedblive med at pumpe energi ind i atomerne, og der-
ved forstærke populationsinverionen, uden at tillade elektronerne at falde ned
i det lavere energiniveau. På det ønskede tidspunkt fjernes tabet ved at æn-
dre absorberens egenskaber, og den opsparede energi i populationsinversionen
frigives.
6.3.2 Cavity dumping

Cavity dumping går ud på at modulere reflektansen R og dermed også trans-
mittansen T for det ene endevindue. Således sættes R = 1 og dermed T = 0,
hvorved et stadigt kraftigere fotonfelt opbygges i laserkaviteten, da fotonerne
ikke er i stand til at undslippe. Når det ønskes, gives endevinduet pludseligt
en høj transmittans, og laserkaviteten tømmes hurtigt for fotoner. Vha. cavity
dumping opsparer man altså energi i fotonfeltet, i modsætning til Q-switching,
hvor den opsparede energi opbevares i populationsinversionen.
6.3.3 Mode locking

Mode locking går ud på at “låse” faserne af laserresonatorens longitudinale modes
sammen, så de interfererer konstruktivt. Dette kan f.eks. gøres ved at indsætte
en optisk switch i resonatoren, som kun tillader passage med ganske bestemte
intervaller. Vha. mode locking er det principielt muligt at konstruere pulsede
lasere med uhyre kortvarige pulser (30−500 fs) og meget høje repetitionsfre-
kvenser (∼ 1 GHz) ([35], s. 534).
Indtil videre har man i forbindelse med pulsede modulationsarter til laser-
kommunikation i rummet primært beskæftiget sig med Q-switching og cavity
dumping.
56 Lasere
6.3.4 Den pulsede Nd:YAG-laser

I tabel 6.2 er angivet typiske repetitionsrater og pulslængder ved forskellige puls-
metoder for Nd:YAG-lasere. COTS2 Nd:YAG-lasere er altid enten Q-switched
eller mode-locked ([35], s. 232). Som det ses, er mode locked lasere i stand til at
Excitation Modulation Typisk repetitionsrate Typisk pulslængde

CW Ingen Kontinuert Kontinuert
CW Q-switching 10 Hz−50 kHz 50−700 ns
CW Cavity dumping 0,2−2 MHz 10−15 ns
CW Mode locking 200−500 MHz 30−200 ps
Tabel 6.2: Forskellige modes af Nd:YAG-laseren ([23], s. 232)
levere væsentligt højere repetitionsrater og væsentligt kortere pulslængder end

Q-switching og cavity dumping.
Pulsede Nd:YAG-lasere i dag

Diodepumpede Nd:YAG-lasere er i dag i stand til at levere op til 100 W CW.
Effektiviteten af dioderne ligger i omegnen af 50%, og laserkrystallen omtrent
det samme, men det er næppe i dag urealistisk med et samlet, diodepumpet
Nd:YAG-lasersystem med en samlet effektivitet omkring 50%. Det vil sige et
strømforbrug på 20 W, hvis den gennemsnitlige optiske udgangseffekt er 10 W.
De sidste 10 W afsættes som varme i systemet, og dioder til pumpning af lasere
fås i dag med indbygget vandkøling. Selve laserkrystallen (Nd:YAG) såvel som
den eventuelle frekvensdoblingskrystal (KDP) skal også køles, da især ydelsen
af KDP-krystallerne er temperaturafhængig.3
6.4 Frekvensdobling
Ved hjælp af specielle krystaller er det muligt at ændre frekvensen af de fotoner,
laseren udsender. F.eks. anvendes de såkaldte KDP-krystaller (kaliumdifosfat,
KH2 PO4 ) ofte til frekvensdobling af en Nd:YAG-laser.
Nd:YAG-laserens primære laserbølgelængde er 1064 nm, som ligger i det
infrarøde område. Ved at sende laserstrålen igennem en KDP-krystal, får man
fotonerne til at kombinere to og to, således at to fotoner ved 1064 nm kombinerer
til én foton ved 532 nm (synligt, grønt lys). Den frekvensdoblede Nd:YAG-laser
er særlig interessant i forbindelse med optisk kommunikation i rummet, da en
Gauss-stråle ved 532 nm kun har den halve divergensvinkel af 1064 nm-strålen.
Derudover er Avalanche-fotodioder særligt følsomme ved 532 nm ([23], s. 234).
KDP-krystaller kan i dag fremstilles med en effektivitet på næsten 100%.4
Når en laser er frekvensdoblet, markeres det ofte med et “FD”.
2
“Commercial Off-The Shelf”
3
Kilde: Torben Skettrup, Optikgruppen, Institut for Fysik, DTU.
4
Kilde: Torben Skettrup, Optikgruppen, Institut for Fysik, DTU.
6.5 Berings lidar 57
6.5 Berings lidar

Umiddelbart kan det virke interessant, at Bering medbringer en lidar – laser
til afstandsbestemmelse – med de karakteristika som er angivet på side 20. En
Nd:YAG-laser er så afgjort brugbar til optisk kommunikation, og at laseren er
Q-switched gør, at det vil være oplagt at anvende en pulset modulationsart,
f.eks. PPM. Desværre angives laserens pulsrate til 1−0,1 Hz, hvilket gør laseren
aldeles uanvendelig til kommunikation. Den lange interpulstid er sandsynligvis
valgt, dels fordi der ikke er behov for hurtigere pulser i forbindelse med af-
standsbestemmelse, dels for at forlænge laserens levetid. Skal Bering udstyres
med optisk kommunikation, skal denne laser enten udskiftes med en anden, som
så skal anvendes både som lidar og kommunikationssystem, eller også skal Bering
udstyres med to lasere: en til afstandsbestemmelse og en til kommunikation. Det
sidste er formodentlig det mest praktiske. Det vil da være oplagt at anvende en
Q-switched eller mode locked Nd:YAG-laser til kommunikationsbrug.
58 Lasere
Kapitel 7
Modulation
7.1 Modulationsarter
For at transmittere data vha. en laserstråle, skal laserlyset moduleres med in-
formation. Der er mange måder at modulere en laserstråle på, men visse mo-
dulationsarter er mere effektive end andre – dette gælder naturligvis såvel for
optisk kommunikation som for klassisk radiokommunikation.
De forskellige modulationsarter kan inddeles i kohærente og direkte. De di-
rekte modulationsarter er de simpleste: signalet bæres af intensiteten af det ud-
sendte lys. Ved modtageren er det således tilstrækkeligt at detektere intensiteten
af lyset for at afkode signalet. Intensitetsmodulerede (digitale) signaler kender vi
fra klassisk radiokommunikation som ASK (Amplitude Shift Keying). Desværre
er detektion af intensitetsmodulerede optiske signaler begrænset af den støj,
den elektroniske detektor introducerer, hvilket forringer modtagerens følsomhed
væsentligt. ([36], s. 470) I stedet kan man anvende en kohærent modulationsart,
hvor det er frekvensen eller fasen af lyset, der moduleres. Anvendelsen af en
kohærent modulationsart øger signal-støj-forholdet væsentligt, da der optræder
et konversionsgain, som kan øges vilkårligt ved at justere den lokale laser. ([21],
s. 129) Detektion foregår da vha. homodyn- eller heterodynprincippet, der er
velkendt fra klassisk radiokommunikation som FSK eller PSK (Frequency eller
Phase Shift Keying). Detektion af kohærente signaler er dog noget mere kompli-
ceret end detektion af direkte signaler, da det modtagne signal skal blandes med
lyset fra en lokal laser. Fordelene ved at anvende en kohærent modulationsart
til optisk kommunikation i rummet kan meget vel vise sig at være væsentligt
større end ulemperne.
OOK (On-Off Keying)

On-off keying er en meget simpel form for binær modulering af en laserstråle,
idet man simpelthen tænder og slukker for laserstrålen, f.eks. på en sådan måde,
at laserstrålen er tændt, så længe der transmitteres et 1-tal, og slukket når der
transmitteres et 0.
Over lang tid vil der – statistisk set – blive transmitteret lige så mange
nuller som ettaller. Dette er ulempen ved OOK: laseren er kun tændt i halvdelen
af tiden. Det vil sige, at man kun udnytter halvdelen af senderens potentielle
59
60 Modulation
effekt. Derudover kan laserens udgangseffekt, når den endelig er tændt, ikke
overstige CW-outputtet (CW = “continuous wave”). Det vil øge signal-støj-
forholdet væsentligt, hvis man kunne anvende en modulationsart, hvor laseren
også er tændt, når der transmitteres nuller.
OOK medfører også et problem mht. synkronisering mellem sender og mod-
tager. Hvis der transmitteres en lang række nuller, vil modtageren igennem læn-
gere tid ikke modtage noget signal, og hvis timingen ikke er helt perfekt, kan
modtageren nemt komme ud af synkronisering med senderen. Anvender man i
stedet en pulset modulationsart, kræver det ikke forhåndskenskab til signalet
eller baggrundsstøjen i modtageren. ([22], s. 1)
FSK (Frequency Shift Keying)

Frequency Shift Keying går ud på at ændre frekvensen af det udsendte lys i
takt med modulationen, og er altså en kohærent modulationsart. Optisk FSK
er demonstreret vha. injektionslaserdioder, dels kontinuert, dels diskontinuert
ved “mode hopping”. ([21], s. 138)
PSK (Phase Shift Keying)

Phase Shift Keying går ud på at ændre fasen af det udsendte lys, og er ligesom
FSK en kohærent modulationsart.
CPK (Circular Polarization Keying)

CPK går ud på at ændre rotationsretningen af E-felt-vektoren i det cirkulært
polariserede lys. Modulationsarten er foreslået [37] til to-vejs-kommunikation
mellem Jorden og en satellite ved brug af kun én laserstråle. CPK er afgjort
interessant, men næppe noget godt valg i forbindelse med deep space kommu-
nikation.
7.1.1 Pulsede modulationsarter

Da Q-switching og cavity dumping-teknikkerne gør det muligt at koncentrere
meget store mængder energi i meget kortvarige pulser, er det interessant at
overveje, hvilke pulsede modulationsarter, det er muligt at anvende. ([21], s.
39−42)
PGBM (Pulse Gated Binary Modulation)

PGBM er den pulsede variant af OOK: tilstedeværelsen af en puls indikerer 1,
mens fraværet af en puls indikerer 0. PGBM lider således af den samme svaghed
som OOK, nemlig at den forhåndenværende energi kun udnyttes i halvdelen af
tiden.
PPBM (Pulse Polarization Binary Modulation)

Som navnet antyder, udsendes der en puls ved transmission af såvel 0 som 1,
dog er polarisationen for de to værdier forskellig; optimalt er de vinkelret på
7.1 Modulationsarter 61
hinanden. Detektion af PPBM kræver dog, at modtageren er udstyret med to

separate kanaler, hvilket gør den uhensigtsmæssig.
PPM (Pulse Position Modulation)

PGBM og PPBM har begge det til fælles, at det er binære modulationsformater,
hvor 1 puls repræsenterer 1 informationsbit. Ved at anvende PPM udnyttes
lasereffekten i langt højere grad, da PPM er et M -ary format, og 1 puls således
repræsenterer mange informationsbits.
PPM fungerer ved, at tiden inddeles i rammer, som hver består af M sig-
nalslots. Indeholder rammen f.eks. 8 signalslots, er det muligt, vha. en enkelt
puls, at transmittere de binære værdier 000, 001, 010, 011, 100, 101, 110 eller
111. En enkelt puls repræsenterer således
K = log2 M = log2 8 = 3 bits pr. puls.
Det er teoretisk demonstreret [9], at PPM er det mest effektive modulations-

format, så længe det kombineres med FEC-kodning.
Varigheden af et signalslot kan være større eller mindre end varigheden af
laserens pulser. Bliver længden af signalslottet væsentligt mindre end pulslæng-
den, kan det blive vanskeligt at afgøre, i hvilket slot pulsen hører til. Bliver
længden af signalslottet væsentligt større end pulslængden, vil den kortvarige
puls få svært ved at skille sig ud fra støj, der induceres i detektoren i løbet
af slottets varighed. Det er derfor ønskeligt at anvende en slotlængde, der er
sammenlignelig med pulslængden, gerne en anelse længere. F.eks. er det blevet
foreslået at anvende en slotlængde, der er 25% længere end pulsvarigheden ([47],
s. 7).
For at laseren kan slippe en meget energirig puls ud, skal den først “lade
op”. Det vil sige, at der går en tid td , “dødtiden”, før laseren er klar til at slippe
pulsen løs. Så snart laseren er opladet, indledes datarammen, der består af M
signalslots. I et af disse slots slippes pulsen løs. Princippet er illustreret på figur
7.1.
Figur 7.1: Principskitse af PPM
Først går der altså tiden td til opladning. Derefter følger tidsrummet tramme =
M tslot . Det er klart, at summen af dødtid og rammetid ikke må overstige laserens
62 Modulation
reciprokke, maksimale repetitionsfrekvens:

−1
td + M tslot ≥ νmax,laser (7.1)
Der transmitteres K = log2 M bits pr. ramme. Da tiden mellem to rammer

er td + M tslot sekunder, transmitteres der altså højest
K log2 M
B= = [bit/s] (7.2)
td + M tslot td + M tslot
F.eks. er en typisk, Q-switched Nd:YAG-laser, med en repetitionsrate på 30

kHz og en pulslængde på 200 ns, i stand til at levere en teoretisk bitrate på
95 kbit/s, mens en mode locked laser, med en repetitionsfrekvens på f.eks. 300
MHz og en pulslængde på 100 ps, er i stand til at levere en teoretisk bitrate på
276 Mbit/s.
Båndbredde
Nyquists formel (formel 1.1),
Bmax = 2β log2 M [bit/s] (7.3)
giver den maksimale bitrate, der kan transmitteres gennem en kommunikations-

kanal med båndbredden β. Formlen siger altså, at den reelle bitrate B er
B < 2β log2 M [bit/s] (7.4)
Vendes formlen om for en givet værdi af B
B
β> [Hz] (7.5)
2 log2 M
ses det, at båndbredden altid vil være større end en vis værdi. Den mindste
båndbredde mulig, givet B og M ,
B
βmin = [Hz] (7.6)
2 log2 M
kaldes Nyquist-båndbredden. Af denne formel ses det, at en bitrate på f.eks. 1

Mbit/s og 256-ary PPM giver anledning til en båndbredde på
B 106
βmin = = = 62,5 kHz
2 log2 M 2 log2 256
Skal dette signal forstærkes gennem en transkonduktansforstærker, må denne

således ikke have en afskæringsfrekvens (formel 5.5), der er lavere end dette.
Vælges f.eks. en belastningsmodstand RL = 1 MΩ, og sættes den parasitiske
kapacitans til 1 pF, giver dette en afskæringsfrekvens på
1 1
fcutoff = = = 160 kHz
2πRL C 2π × 1 MΩ × 1 pF
7.2 Modulation af laserstråler med data 63
Det ser altså umiddelbart ud som om, alt er i den skønneste orden. Det er det
bare ikke. For at frembringe en datarate på 1 Mbit/s vha. en pulset laser kan
man f.eks. anvende en cavity-dumped laser (se tabel 6.2), som har en længste
pulslængde på 15 ns. For at overføre en puls af 15 nanosekunders varighed kræves
en båndbredde på
βp = t−1
p = (15 ns)
−1
= 66,7 MHz
Dette er kun muligt ved at vælge en lavere værdi for RL :
1 1
RL ≤ = = 2,4 kΩ
2πfcutoff C 2π × 66,7 MHz × 1 pF
med væsentligt forøget termisk støj til følge.

Det er således ikke muligt at forbedre signal-støj-forholdet blot ved at ned-
sætte bitraten, da pulslængden er en egenskab ved laseren, og uafhængig af,
hvor meget data, laseren formidler pr. tid. Man bør derfor holde sig for øje, når
man designer et optisk kommunikationssystem baseret på pulsede lasere, at den
valgte lasers pulslængde afgør båndbredden af forstærkeren, hvilket igen afgør
værdien af forstærkerens belastningsmodstand, som i sidste ende spiller en stor
rolle for den støjmængde, der indgår i signal-støj-forholdet.
7.2 Modulation af laserstråler med data

Laseres evne til at frembringe meget kortvarige og intense pulser gør dem vel-
egnede til pulsede modulationsarter, som nævnt i forrige kapitel. Q-switching
kræver, at laserkaviteten udstyres med en anordning, som er i stand til at ab-
sorbere de genererede fotoner, således at populationsinversionen opretholdes.
På et bestemt tidspunkt skal denne anordning så pludselig gøres transparent
for fotonerne, så de kan skabe en kaskade af stimuleret emission i kaviteten.
Cavity dumping kræver, at resonatorens udgangsspejl er i stand til at ændre
transmissions- og refleksionskoefficient, således at spejlet kan reflektere fotoner
tilbage i laserkaviteten indtil det punkt, hvor fotonerne skal frigives, hvorfor ud-
gangsspejlet bliver nødt til pludseligt at antage en høj transmittans. Dette kan
gøres vha. elektro-optiske modulatorer.
7.3 Protokoller
Dataudvekslingen skal selvfølgelig foregå i henhold til nogle nøje fastlagte pro-
tokoller. Generelt anbefales det at opbygge datatransmissionssystemer i henhold
til OSI-modellen.
7.3.1 OSI-modellen
OSI står for Open Systems Interconnection og består af syv lag:
64 Modulation
Applikationslaget
Præsentationslaget
Sessionslaget
Transportlaget
Netværkslaget
Datalink-laget
Det fysiske lag
Lagene er inddelt således, at et givent lag altid er mere fysisk eller konkret end
laget ovenover, mens det er mere abstrakt end laget nedenunder. Selvom der
er bred enighed om, at OSI-modellen er den mest hensigtsmæssige lagdeling af
kommunikationssystemer, er f.eks. internettet ikke bygget op i henhold til OSI-
modellen, men derimod TCP/IP-modellen. Det skyldes til dels, at da private
virksomheder i løbet af 80’erne oplevede et øget behov for datatransmission, var
TCP/IP-udstyr i handlen, mens OSI var på alles læber som den “nye forbedrede”
udgave. Desværre opnåede TCP/IP-compliant udstyr hurtigt så stor udbredelse,
at ingen i dag anvender OSI-modellen i praksis. ([39], s. 55) Der er ingen officiel
model for TCP/IP-protokollen, men den kan illustreres som fem nogenlunde
uafhængige lag: ([39], s. 19)
Applikationslaget (HTTP, FTP, SMTP, TELNET, etc.)

Transportlaget (TCP)
Internetlaget (IP)
Netværkslaget (Ethernet)
Det fysiske lag
Indtil for få år siden var det almindeligt, at kommunikation med rumsonder

primært foregik i de nederste lag, og at forskellige rumsonder anvendte forskellige
systemer. Men datakommunikation med rumfartøjer er heldigvis efterhånden
blevet standardiseret, bl.a. pga. CCSDS.
7.3.2 CCSDS (www.ccsds.org)

Consultative Committee for Space Data Systems, CCSDS, er en international,
frivillig organisation af rumforskningsinstitutioner og rumfartsvirksomheder ver-
den over, som arbejder sammen for at udvikle datahåndteringsstandarder. Det
drejer sig om standarder for såvel dataprotokoller som dataarkivering, “Space
Link Extension Services”, tidskodeformater og tabsfri datakompression. Mere
end 200 forskellige satellitter og forskningsmissioner har anvendet CCSDS’ stan-
darder, bl.a. SOHO, Cassini/Huygens, HotBird-satellitterne, Ørsted og den in-
ternationale rumstation, ISS. En illustration af CCSDS’ protokoller er givet på
figur 7.2. To forkortelser, der hyppigt anvendes i denne forbindelse er TM, der
står for telemetri, og TC, der står for telekommandoer.
Datatransmissionsprotokoller til deep space-anvendelse er væsentligt forskel-
lige fra protokoller til brug på Jorden og i kredsløb om Jorden. Ved kortdi-
stanceforbindelser er lystiden mellem sender og modtager så lille, at det ikke
er noget problem at give modtageren mulighed for at sende en anmodning om
7.3 Protokoller 65
Figur 7.2: Dataprotokoller til brug i rummet [8]

66 Modulation
retransmission af enkelte pakker til senderen. Ved langdistanceforbindelser med-

fører muligheden for pakkeretransmission store krav til lagerkapacitet ombord
på rumfartøjet.
Der skal ikke nævnes meget andet om protokoller i denne forbindelse, bort-
set fra at karakteren af det optiske link primært giver sig udslag i det fysiske
lag. Valget af datatransmissionsprotokoller i de højere lag er uafhængig af, om
dataene bæres frem af lys, radiobølger eller elektriske signaler.
Kapitel 8
Optik
8.1 Gauss-strålen
Intensitetsfordeling
Den grundlæggende mode for en laserstråle er TEM00 , hvor intensitetsforde-
lingen er gaussisk i tværsnit (se figur 8.1). Det vil sige, at strålen principielt
breder sig uendelig langt ud til siderne, dog er langt den største del af energien
koncentreret tæt på stråleaksen. Kaldes den radiale afstand fra stråleaksen ρ,
definerer man stråleradius W som afstanden fra stråleaksen til det punkt, hvor
intensiteten er faldet med en faktor 1/e2 ≈ 0,135. På denne måde befinder 86%
af den totale effekt sig inden for en cirkel med radius ρ = W .
Figur 8.1: Intensitetsfordelingen i en TEM00 -stråle
Bogstavet W symboliserer, at stråleradius også ofte kaldes strålebredde (“beam
67
68 Optik
width”). Denne betegnelse er imidlertid vildledende, da strålens diameter natur-

ligvis er 2W .
Beam waist
Gauss-strålen er endvidere karakteriseret ved, at den har en “beam waist”, dvs.
et sted, hvor stråleradius er mindst. Denne mindste stråleradius, beam waist
radius, kaldes W0 . Kaldes afstanden langs strålens udbredelsesretning fra beam
waist z, varierer stråleradius W med z jævnfør
s 2
z
W (z) = W0 1 + (8.1)
z0
hvor z0 kaldes Rayleigh-længden (se figur 8.2).
Figur 8.2: Gauss-strålen. De grønne kurver indikerer 1/e2 -grænsen, dvs. strå-
lens udstrækning. De blå linjer repræsenterer strålens asymptoter. De blå linjer
danner divergensvinklen θ med x-aksen.
Divergensvinkel
Jo større afstand z fra beam waist, desto større stråleradius W (z). Det vil sige,
at strålen udbreder sig med en divergensvinkel, θ0 , givet ved [35]
λ
θ0 = (8.2)
πW0
hvor λ er bølgelængden af laserlyset.
Ønsker vi at koncentrere energien mest muligt, gælder det altså om at mini-
mere divergensvinklen. Dette gøres, som det ses af formel 8.2, ved at maksimere
beam waist radius for en given bølgelængde.
8.1 Gauss-strålen 69
Beam waist radius er som regel givet af laserresonatoren, og er ofte af stør-

relsesordenen 0,5 mm. For 532 nm giver dette en divergensvinkel på
λ 532 nm
θ0 = = ≈ 339 µrad
πW0 π · 0,5 mm
Da stråleradius for z z0 er givet ved
W (z) = θ0 z (8.3)
fås, at stråleradius efter at have tilbagelagt en distance på 2 AU nu har værdien

m
W (z) = θ0 z = 339 µrad × 2 AU × 150 · 109 ≈ 100.000 km
AU
Strålen er altså nu over 200.000 kilometer bred.
Beamekspansion
Det er tydeligt, at for at holde strålen nogenlunde velkollimeret over store af-
stande er det nødvendigt at forøge strålens beam waist radius. Dette gøres vha.
en “beam expander”.
En beam expander er principielt blot et “omvendt” teleskop. I teleskopet
bringes parallelle lysstråler tættere sammen. En af de tidligste og simpleste
teleskoptyper, en refraktor bestående af to konvekse linser, får de parallelle
lysstråler til at konvergere vha. en stor, konveks linse. I et punkt inde i teleskopet
krydser lysstrålerne hinanden, hvorefter de divergerer. Kort herefter bringes de
divergerende lysstråler atter til at være parallelle vha. endnu en konveks linse.
Dette kaldes en Kepler-refraktor (se fig. 8.3.) Det er selvfølgelig også muligt at
bringe strålerne til at være parallelle, inden de krydser hinanden, vha. en konkav
linse – det kaldes en Galilei-refraktor.
Figur 8.3: Simpel Kepler-refraktor med to konvekse linser (fra [21], s. 163)
Det sidste princip udnyttes, blot vha. spejle i stedet for linser, i Cassegrain-
reflektoren (se fig. 8.4.) Her bringes parallelle lysstråler til at konvergere vha.
et stort, konkavt spejl (primærspejlet), som fokuserer strålerne ind mod midten
af teleskopet. Inden strålerne krydser hinanden, rammer de et konvekst spejl
70 Optik
Figur 8.4: Simpel Cassegrain-reflektor med konkavt primærspejl og konvekst

sekundærspejl (fra [32], s. 143)
(sekundærspejlet), som gør strålerne parallelle igen og sender dem ned mod pri-
mærspejlet igen. I primærspejlet laves et lille hul, hvor de fokuserede, parallelle
lysstråler kan passere ud igennem.
Beamekspansion foregår ofte vha. linser, men til kommunikationsbrug i rum-
met er reflektorversionen at foretrække. Dels fordi spejle er lettere end linser,
dels fordi langt de fleste rumsonder allerede er udstyret med et spejlteleskop til
optagelse af billeder. Dette gør sig også gældende for Bering, og det er derfor
nærliggende at anvende dette teleskop som beam expander
På figur 3.3 ses det, at det p.t. er planen at udstyre Bering med to konkave
spejle, dvs. såvel primær- som sekundærspejlet er konkavt. Denne type teleskop
kaldes gregoriansk, og minder mere om Kepler-refraktoren med to konvekse linser
end Cassegrain-teleskopet. Derfor er det relativt enkelt at modellere Berings
gregorianske teleskop som var det en keplersk refraktor.
Figur 8.5: Simpel gregoriansk reflektor, hvor såvel primærspejl som sekundær-
spejl er konkave (fra [32], s. 143)
Anvendes et reflektorteleskop med sfæriske spejle som beam expander, er

det nyttigt at huske på, at brændvidden for et sfærisk spejl er givet ved ([35],
s. 9)
−R
f= [m] (8.4)
2
hvor R er spejlets krumningsradius, dvs. afstanden fra spejlet til brændpunktet.
Krumningsradius er pr. definition negativ for konkave spejle.
Berings teleskop har en relativt kort brændvidde (ca. 0,7 − 1,2 m), hvilket
betyder, at spejlene skal være asfæriske; i et gregoriansk teleskop kommer det til
at betyde et parabolsk primærspejl og et ellipsoidt sekundærspejl ([32], s. 144).
8.2 Bessel-strålen 71
Vi betragter nu et simpelt reflektorteleskop bestående af to konkave spejle

med brændvidderne f1 og f2 anbragt i afstanden f1 + f2 fra hinanden. En laser-
stråle med beam waist radius W0,1 og divergensvinkel θ0,1 sendes ind mod det
første spejl. Herefter konvergerer strålen, hvorefter den divergerer, og rammer
det andet spejl, hvorefter laserstrålen vil have beam waist radius W0,2 og diver-
gensvinkel θ0,2 . Divergensvinklen ved beam expanderens udgang er nu givet ved
([32], s. 450)

W0,1 f1
θ0,2 = θ0,1 = θ0,1 (8.5)
W0,2 f2
Effekt og intensitet
Leverer laseren effekten P er intensiteten af laserstrålen i afstanden z givet ved
2
2P − 2ρ
I(ρ,z) = 2
· e W 2 (z)
πW (z)
p
hvor ρ = x2 + y 2 er den radiale afstand fra stråleaksen. Således er “on-axis”-
intensiteten givet ved
2P
I(z) = [W/m2 ] (8.6)
πW 2 (z)
For en grundigere gennemgang af Gauss-strålens egenskaber henvises til [35]

kap. 3.
8.2 Bessel-strålen
Gauss-strålen tages normalt for givet, når man har med lasere at gøre; dels
fordi den nemt lader sig beskrive jævnfør forrige afsnit, dels fordi en Gauss-
stråle er det naturlige output fra en hulspejlsresonator. Imidlertid er en anden
stråletype – Bessel-strålen – af principiel interesse i forbindelse med optisk free-
space-kommunikation, da denne har en meget lille divergens. Principielt er di-
vergensen nul for Bessel-strålen, når den produceres af et uendeligt stort apertur
og med uendelig stor energi. I praksis vil der være en vis divergens, men denne
vil være meget lille. Bessel-strålens intensitetsfordeling er besselsk i tværsnit
(se figur 8.6), og strålen bevarer (i teorien) den samme stråleradius, selvom den
propagerer millioner af kilometer gennem det tomme rum. Ydermere har Bessel-
strålen den egenskab, at den selv rekonstruerer bølgefronten, hvis denne skulle
være blevet ødelagt af en forhindring. Bessel-strålen er imidlertid besværlig at
konstruere, da man skal anvende en helt speciel linsetype, kaldet en “axicon” 1 .
Bessel-strålen finder især anvendes inden for forskning i optiske pincetter ([2]),
men er også foreslået anvendt i forbindelse med optisk kommunikation ([27] og
[28]).
1
I [29] beskrives også produktion af en Bessel-stråle vha. b.la. et HOE – Holografisk Optisk
Element.
72 Optik
Figur 8.6: Intensitetsfordelingen i en Bessel-stråle
8.3 Rumlig og spektral isolering

For at begrænse baggrundsstøjen mest muligt er det nødvendigt at isolere signa-
let rumligt såvel som spektralt. Den spektrale isolering af signalet foregår vha.
meget smalbåndede filtre, og den rumlige isolering foregår vha. blænder.
I designet af et tovejskommunikationssystem er det også vigtigt, at det af-
sendte signal isoleres effektivt fra det modtagne, da der er ti størrelsesordener til
forskel i effekten af de to signaler. Anvendes det selv samme teleskop som sender-
og modtagerantenne, er der stor risiko for backscatter af transmissionssignalet
tilbage i detektoren. Dette kan imødegås ved anvendelsen af forskellige bølge-
længder – f.eks. kan downlinket være 532 nm (frekvensdoblet Nd:YAG) mens
uplinket kan være ikke-frekvensdoblet (1064 nm). Det vil da være en relativt
enkel sag at separere de to signaler vha. filtre. Det er også muligt at isolere sig-
nalerne ved at tildele dem forskellige timeslots, dvs. der lukkes af for detektoren,
når der sendes, og senderen lukkes, når der modtages. Dette er selvfølgelig ikke
særlig hensigtsmæssigt, og slet ikke i forbindelse med deep space-anvendelse.
Til slut kan signalerne også separeres ved brug af forskellige polarisationer, hhv.
højre- og venstredrejet cirkulær polarisation. ([23], s. 47−48)
Kapitel 9
Acquisition og tracking
9.1 Attitude determination and control

Et optisk kommunikationssystem bestående af en laser og et teleskop til trans-
mission af laserlyset har en langt højere grad af rumlig koncentration af den
udstrålede energi end et klassisk radiosystem med tilhørende parabolantenne.
Derfor stiller brugen af optisk kommunikation tilsvarende højere krav til dels
attitude determination, dvs. bestemmelse af rumsondens “attitude” (stilling i
rummet), dels attitude control, dvs. styring af rumsondens stilling i rummet.
Attitude determination på Bering bliver foretaget af de seks stjernekameraer
(ASC – “Advanced Stellar Compass”). [5] Disse har en nøjagtighed på under 1
as.1 Disse tager billeder af stjernehimlen, og sammenligner dem med data om
stjernernes positioner lagret i en database i computeren ombord.
Attitude control på Bering foregår vha. 12 små thrustere med kold gas. [5]
Ved design af optiske kommunikationslink er det principielt muligt at kon-
centrere den udstrålede energi i en sådan grad, at det bliver umuligt at fastholde
et kommunikationslink. Som vi så på fig. 5.1, er der en reel risiko for, ved meget
høje frekvenser og meget store teleskoper, at designe et beam så snævert, at
kravene til retningsstabiliteten overstiger rumfartøjets evner.
Eksempel
Vi betragter en frekvensdoblet Nd:YAG-laser (532 nm) med en udgangsbeam-
waistradius på 1 mm. Strålen har da en divergensvinkel på (formel 8.2, s. 68)
λ 532 nm
θ0 = = = 169 µrad = 35 as.
πW0 π · 1 mm
Ekspanderes strålen nu i en beam expander bestående af to linser, f1 = 1 cm
og f2 = 1 m, bliver divergensvinklen herefter (formel 8.5, s. 71)
f1 1 cm
θ0,2 = θ0,1 = · 169 µrad = 1,69 µrad = 0,35 as.
f2 1m
Da ASC ikke er i stand til at foretage attitude determination med en nøjagtighed
meget større end 1 as, vil så lav en divergensvinkel muligvis være problematisk.
1
server4.oersted.dtu.dk/research/ASC/cameraperf.html
73
74 Acquisition og tracking
Designet af et optisk kommunikationssystem til brug i deep space vil derfor

altid indeholde et trade-off, hvor den rumlige koncentration af udstrålet energi
ofres til fordel for kravene til “attitude determination and control” (ADC).
9.2 Acquisition
Begrebet “acquisition” dækker etablering af linket, og involverer således “open-
loop-pointing”. Acquisition foregår ved at pege teleskopet i den generelle retning,
hvor den anden station forventes at være, og så scanne dette område, indtil
signalet findes. Så snart signalet er fundet, skal retningen fastlåses, og “tracking”
begynder. Så snart acquisition-fasen er overstået, og linket er etableret, kan der
kommunikeres.
Acquisition-fasen er anderledes i forbindelse med deep space-kommunikation
end f.eks. kommunikation mellem satellitter i kredsløb om Jorden. I sidstnævnte
tilfælde er lystiden imellem stationerne – den tid det tager lyset at bevæge sig
frem og tilbage imellem stationerne – næsten nul, og begge stationer kan gå fra
acquisition til tracking samtidig.
Ifølge terminologien2 kaldes et kommunikationslink to-vejs, når begge sta-
tioner modtager hinandens signal – der skal altså være gået en hel “round-trip”
lystid, før linket kan siges at væres to-vejs. Først når linket er to-vejs, er der tale
om “closed-loop-pointing”.
Acquisition foregår vha. en acquisition-detektor, som f.eks. kan være en
kvadrant-APD, eller QAPD. Men da Bering er udstyret med et stjernekamera
rettet i samme retning som teleskopet, er det oplagt at anvende dette stjerne-
kameras CCD til acquisition. Mens en CCD er uegnet til kommunikationsbrug,
er den velegnet til acquisition. ([23], s. 42−45.) Så snart stjernekameraet har
etableret Jordens position i synsfeltet, skal attitudekontrolsystemet (eller evt.
foldespejlet) manøvreres på en sådan måde, at signalet kommer ind i tracking-
og kommunikationsdetektorens synsfelt.
9.3 Tracking
Begrebet “tracking” dækker fastholdelse af linket, mens der kommunikeres, dvs.
“closed-loop-pointing”. Tracking kan f.eks. varetages vha. en QAPD, hvorved en
evt. drift af signalet kan detekteres hurtigt, og korrigeres. Finjustering af det
koncentrerede beam kan foretages vha. en optisk fiber monteret på en piezo-
aktuator, som kan flytte fiberen rundt, afhængig af hvor intensiteten af modta-
gebeamet er størst.
2
www.jpl.nasa.gov/basics/bsf10-1.html
Kapitel 10
Berings optiske link
Ved beregning af linkbudgettet for det optiske link mellem Jorden og Bering
er det mest interessant at kigge på budgettet for downlinket, dvs. forbindelsen
fra Bering til Jorden. Dette link er nemlig begrænset af hardwaren ombord på
Bering. Uplinket er typisk mere fleksibelt; det er næsten altid muligt at forsøge
at sende med større effekt fra Jorden. Derudover vil der typisk flyde mere data
fra Bering til Jorden end omvendt.
10.1 Fysiske data

Bering foreslås udstyret med et optisk kommunikationssystem som specificeret
i tabel 10.1 på side 76. Valget af de enkelte parametre begrundes i det følgende:
Lasertype
Valget er faldet på en diodepumpet, Q-switched, frekvensdoblet Nd:YAG-laser
af flere årsager. Dels er disse lasere i vid udstrækning COTS (Commercial Off-
The-Shelf), dels er disse effektive, driftssikre, og er den type laser, der tilbyder
de længste pulsvarigheder (se tabel 6.2 på side 56). Lange pulsvarigheder er
helt essentielt for at nedbringe båndbredden af det signal, detektoren genererer.
En lavere båndbredde muliggør en højere værdi for belastningsmodstanden RL ,
hvilket i sidste ende vil medvirke til at reducere støjen.
Repetitionsrate og pulslængde er valgt så høje som muligt. Repetitionsraten
skal være høj for at sikre kort dødtid, hvilket muliggør højere bitrate. Varigheden
af pulserne skal være så lang som mulig, for at sikre en lav båndbredde, og
dermed lav støj.
Repetitionsraten for den valgte laser er 50 kHz, hvilket medfører en dødtid
på (formel 6.1):
−1
td = νmax,laser = (50 kHz)−1 = 20 µs
Modulationsformat
Det er vist [9], at PPM er det mest effektive modulationsformat til optisk kom-
munikation i rummet, så længe det kombineres med FEC. Et case-study [16] i
75
76 Berings optiske link
forbindelse med et optisk link mellem Jorden og Mars har vist, at den optimale
værdi for M ligger mellem 16 og 2048 afhængig af mængden af baggrundsstøj.
Som en ikke urimelig mellemvej vælges 256-ary PPM som modulationsfor-
mat.
Bitrate
Af støj- og synkroniseringsmæssige grunde vælges et pulslængde-slotlængde-
forhold på 0,80. Da pulslængden er 700 ns, medfører dette en slotlængde på
700 ns
tslot = = 875 ns
0,80
Dette giver en bitrate på (jf. formel 7.2, s. 62)
log2 M log2 256
B= = = 32787 bit/s
td + M tslot 20 µs + 256 × 875 ns
Vi vælger i det følgende en bitrate på B = 32000 bit/s, hvilket vil muliggøre
downlink af ca. 346 MB data pr. døgn (fuldt udnyttet).
Båndbredde
Pulslængden er 700 ns, hvilket medfører en båndbredde på
β = t−1
p = (700 ns)
−1
= 1,43 MHz
Lasertype Q-switched FD Nd:YAG

Effekt til rådighed i powerbudgettet 47 W
(jf. [5], s. 40)
Effekt til rådighed for laseren 40 W
Effektivitet af lasersystem 50%
Optisk output, CW 20 W
Maksimal repetitionsfrekvens 50 kHz
Pulsvarighed 700 ns
Bølgelængde 532 nm
Modulationsformat 256-ary PPM
Forhold mellem pulslængde og slotlængde 0,80
Diameter af primærspejl 0,25 m
Diameter af centrale obstruktion 0,07 m
Maksimal afstand Bering-Jorden 4,5 AU
Systemtemperatur 200 K
APD kvanteeffektivitet ([1], s. 145) 90%
APD mørkestrøm ([1], s. 151) 0,1 nA
APD excess noise factor ([36], s. 366) 0,3
Støjtal for forstærkeren 3 dB
Parasitisk kapacitans i forstærkeren 250 fF
Tabel 10.1: Specifikationer for Berings optiske kommunikationssystem

10.2 Linkbudgettet 77
Dette er den båndbredde, transkonduktansforstærkeren skal være i stand til at

transmittere.
Forstærkeren
Da det er muligt i dag at fremstille transkonduktansforstærkere med parasitiske
kapacitanser på 250 fF, er dette valgt. Det er “state of the art”, og ikke urea-
listisk. Givet dette, samt ovenstående båndbredde, kan den maksimale værdi af
belastningsmodstanden RL nu beregnes:
1 1
RL ≤ = −15
= 445,6 kΩ
2πCfcutoff 2π × 250 · 10 F × 1,43 · 106 Hz
10.2 Linkbudgettet
Læg mærke til, at det i det følgende linkbudget forudsættes, at identiske termi-
naler (dvs. identisk sender- såvel som modtagerudstyr) anvendes på Bering og
på jordstationen.
Sendeeffekt
Da laseren har et CW-output på 20 W og lader op i dødtiden 20 µs, kommer
hver puls til at indeholder energien
Ep = PCW × td = 20 W × 20 µs = 400 µJ (10.1)
Da denne energi sendes afsted i løbet de 700 ns, pulsen varer, giver dette en
gennemsnitlig effekt i pulsen på (formel 6.3):
Ep 400 µJ
Pp,avg = = = 571 W (10.2)
tp 700 ns
Antennegain
Gainet for en parabolantenne er angivet i formel 4.12 på side 26. Da det helt
sikkert gælder, at D λ for optiske bølgelængder, bidrager kun den centrale
obstruktion til at forringe antennens (teleskopets) effektivitet. Derfor vil vi nu
beregne gainet for Berings teleskop således:
2
πD 4πaeff 4π(ap − as )
GBering = η =1· 2
= [·]
λ λ λ2
Under antagelse af, at primærspejlet har Dp = 0,25 m ⇒ ap = 0,049 m2 og

sekundærspejlet har Ds = 0,07 m ⇒ as = 0,004 m2 , får vi altså et effektivt
areal aeff = 0,045 m2 . Dette giver et antennegain på
4π(ap − as ) 4π · 0,045 m2
GBering = = = 2,009 · 1012 [·]
λ2 (532 nm)2
Strækningstabet
Strækningstabet er givet i formel 4.7 på side 25 og er
c 2 λ 2 532 nm 2
−1
Lp ≡ = = = 3,955 · 10−39 [·]
4πdν 4πd 4π · 4,5 AU
Tab i senderen
Som det ses af figur 3.3 på side 19, skal lyset fra laseren først passere en beam-
splitter, dernæst et spejl, hvorefter det sendes ind i teleskopet. Her skal det først
reflekteres af sekundærspejlet, herefter af primærspejlet. Til sidst skal lyset re-
flekteres af foldespejlet, hvorefter det bevæger sig mod Jorden.
Lyset passerer altså en beamsplitter og fire spejle. Mens det principielt er
muligt at konstruere tabsfri beamsplittere, vil der i realiteten altid være et vist
tab forbundet med spejle. Selv spejle, der konstrueres til at have et meget lille
tab, vil efter et stykke tid i rummet udvise et ikke ubetydeligt tab. Da data-
ene for Berings spejle endnu ikke ligger bare tilnærmelsesvist fast, må vi antage
nogle rimelige værdier. Der antages derfor i det følgende, at alle spejle udviser
en reflektionskoefficient på R ≈ 0,8. Da der er fire spejle, er den samlede re-
flektionskoefficient Rtotal = 0,84 = 0,41. Det vil sige, at kun 41% af den energi,
laseren udsender, rent faktisk bliver udstrålet fra teleskopet – de sidste 59%
bliver absorberet i optikken.
Da vi regner med, at der anvendes identiske teleskoper på Bering og på
jordstationen, regnes også med et tab på 59% i optikken på modtagersiden.
Linkbudgettet
Nu kan effekten ved modtageren beregnes:
Pr = Pt Gt Gr Lt Lr Lp
2
= 571 W × 2,009 · 1012 × 0,412 × 3,955 · 10−39
= 1,530 · 10−12 W (10.3)
For at finde sammenhængen med bitfejlrate er det nødvendigt at opstille signal-
støj-forholdet. Ovenfor har vi nu fundet signalet; så er det kun støjen, der mang-
ler.
10.3 Støj
Responsivitet og fotostrøm
Da den anvendte bølgelængde er λ = 532 nm og kvanteeffektiviteten η = 90%,
er APDens responsivitet (formel 5.4)
ηe ηeλ 0,9 · e · 532 nm
R= = = = 0,386 [A · W−1 ] (10.4)
hν hc hc
I 10.3 beregnede vi effekten ved modtageren til
Pr = 1,530 · 10−12 W (10.5)
10.3 Støj 79
hvilket i APDen inducerer en strømstyrke på
Ip = RPr = 0,386 A/W × 1,530 · 10−12 W = 5,907 · 10−13 A (10.6)
Dette er en uhyre lille fotostrøm; den er faktisk for lille. I tabel 10.1 ses det,
at APDen har en mørkestrøm på 10−10 A, hvilket er ca. 170 gange større end
fotostrømmen.
Avalanche gain
Da vi nu kender fotostrømmen, kan vi beregne den optimale værdi for avalanche

gain-faktoren, M , jf. formel 5.17 (s. 42):
2+x 4kT Fn
Mop =
xeRL (Ip + Id + Ib )
s
(2+x)
4k × 200 K × 2
⇒ Mop =
0,3 × e × 445,6 kΩ × (5,907 · 10−13 + 10−10 + 0) A
≈ 55,4 (10.7)
Avalanchestøj
Sættes APDens mørkestrøm til 0,1 nA, og regner vi yderligere med en bag-
grundsstøj på nul, bliver støjen fra APDen
i2SA = 2eβ(Ip + Id + Ib )M 2+x

= 2e × 1,43 MHz × (5,907 · 10−13 + 10−10 + 0) A × 55,42+0,3
= 4,721 · 10−19 A2 (10.8)
Termisk støj og forstærkerstøj
Da systemtemperaturen er sat til 200 K, forstærkerens støjtal er opgivet til 3 dB

(≈ 2), og modstanden RL = 455,6 kΩ, bliver støjen fra forstærkeren kombineret
med termisk støj fra belastningsmodstanden over forstærkeren
4kT βFn
i2t + i2amp =
RL
4k × 200 K × 1,43 MHz × 2
=
455,6 kΩ
−20
= 7,082 · 10 A2 (10.9)
10.4 Det endelige linkbudget

Det endelige signal-støj-forhold for Berings optiske downlink kan nu beregnes:
M 2 Ip2
SNR =
i2SA + i2t + i2amp
55,42 × (5,907 · 10−13 A)2
=
4,721 · 10−19 A2 + 7,082 · 10−20 A2
= 1,976 · 10−3 (10.10)
−3
⇒ SNRdB = 10 log(1,976 · 10 )
= −27,0 dB (10.11)
Medtages nu et kodningsgain på 10,5 dB, samt en linkmargen på 1 dB, bliver

det samlede SNR −15,5 dB.
10.5 Et skuffende resultat

Som vi tidligere har set i forbindelse med linkbudgetligningen i radioområdet,
formel 4.14, giver en fordobling af frekvensen sig umiddelbart udslag i en for-
bedring af Eb /N0 på 6 dB. Fra et mikrobølgelink på 32 GHz til et optisk link
på 532 nm sker der over 14 fordoblinger, hvilket svarer til en forbedring af link-
budgettet på mere end 84 dB. Desværre – viser det sig – går alt dette tabt i en
ineffektiv detektionsmekanisme. Der er nu flere ting, man kan gøre, for at prøve
at forbedre linket.
Læg mærke til, at linket i følge de ovenstående specifikationer giver et samlet
signal-støj-forhold på −15,5 dB; det vil sige, at der slet ikke er noget link. Af
figur 5.4 på side 44 ses det, at SNR skal op i nærheden af 19,5 dB, for at sikre
en maksimal bitfejlrate på 10−6 – en forbedring i omegnen af 35 dB er altså
nødvendig.
Det er selvfølgelig muligt at forsøge at justere lidt på de forskellige størrelser
for at se, om det hjælper. Til dette formål har jeg anvendt Excel.1
Ændres f.eks. bølgelængden til det dobbelte – 1064 nm (den ikke-frekvens-
doblede Nd:YAG-bølgelængde) – falder SNR til −21,5 dB, da det lavere anten-
negain ved den højere bølgelængde opvejer den forbedrede responsivitet. Der
gælder altså stadig, at højere frekvenser forbedrer linkbudgettet. Her ses den
forventede sammenhæng, at en halvering af frekvensen fører til et fald i SNR på
præcis 6 dB.
Ændres afstanden Jorden-Bering til 1,2 AU – den mindste afstand over-
hovedet, efter Bering har nået sit endelige kredsløb – øges SNR til +7,1 dB
(Pe ≈ 0,1). Det er en god forbedring, men det hjælper ikke så meget, da afstan-
den langt det meste af tiden vil være langt større.
Fordobles primærspejlets diameter til 0,5 m – på begge terminaler – øges
SNR til +9,3 dB (Pe ≈ 0,07). Men dette er en voldsom ændring af Berings te-
leskop, og meningen var jo netop at anvende det eksisterende. Holdes diameteren
1
http://www.dsri.dk/∼sej/bering_optical_linkbudget.xls
10.5 Et skuffende resultat 81
på Berings primærspejl på de specificerede 0,25 m, skal modtagerantennens dia-

meter øges til over 1 m for at opnå samme forbedring af SNR. Dette er muligvis
den mest frugtbare parameter at ændre på, hvis linket skal kunne lade sig gøre.
Ændring af antallet af signalslots pr. ramme, M , medfører ingen ændring af
linkbudgettet.
Ændring af bitraten heller ikke har nogen indflydelse på linkbudgettet. Dette
er en konsekvens af, at den fastholdte laserrepetitionsrate afgør, hvor meget
energi, den enkelte puls indeholder. Halveres repetitionsraten til 25 kHz, stiger
SNR til −9,5 dB. Sænkes repetitionsraten til 750 Hz, kommer BER op over 10−6 ,
men med et alvorligt fald i den maksimale bitrate til 5 kbit/s. Hvad der ikke er
taget højde for her, er at laseren ikke bare sparer mere og mere energi sammen,
jo mere dødtiden forlænges. Der nås efterhånden et mætningspunkt, således
at ovenstående resultater må antages at være urealistiske. Den gennemsnitlige
effekt i pulserne er nu oppe på over 38 kW.
Kunne man anvende en APD med en kvanteeffektivitet på 100%, ville dette
kun øge SNR til −14,6 dB.
Mørkestrøm i APDen er sat til det laveste, der i dag er muligt (jf. [1], s. 151).
Det er mørkestrømmen, der er den direkte kilde til det dårlige link, da denne er
ca. 170 gange kraftigere end fotostrømmen. Det er imidlertid nok mere frugtbart
at forsøge at øge fotostrømmen, end at forsøge at nedbringe mørkestrømmen
yderligere.
I øvrigt bør det bemærkes, at der ikke er taget hensyn til atmosfæriske tab,
tab som følge af interplanetarisk støv, og støj pga. baggrundsstråling.
Konklusionen må være, at det i tabel 10.1 specificerede optiske kommunika-
tionssystem er utilstrækkeligt til at sikre et effektivt link.
10.5.1 Optimering af linket

Det er altså ikke muligt at modtage signalerne fra Bering på Jorden, hvis man
anvender en optisk kommunikationsterminal på Jorden, der er identisk med
Berings. Men givet den optiske terminal på Bering må det være muligt, vha. et
større astronomisk teleskop, at forbedre linkbudgettet.
På ESOs La Silla-observatorium på grænsen til Atacama-ørkenen i Chile
findes et dansk, astronomisk teleskop med en spejldiameter på 1,54 m. Ændres
diameteren af modtagerteleskopet til 1,54 m, bliver SNR for afstanden 4,5 AU
15,9 dB, hvilket svarer til en bitfejlrate på 8,6 · 10−4 .
De 4,5 AU er absolut “worst case” – afstanden mellem Jorden og Bering bliver
kun 4,5 AU, når der opstår konjunktion mellem Jorden og Bering samtidig med,
at Bering er i aphelion. Og dette først, når Bering har nået sin endelige bane i
asteroidebæltet. Hele den første del af missionen (markeret med rødt på figur
3.1) kommer Bering ikke længere fra Jorden end 1,72 AU. I missionens sidste
fase vil afstanden det meste af tiden også være mindre end 3,5 AU.
Det viser sig, at bitfejlraten kommer ned under 10−6 i afstanden 3,566 AU.
På figur 10.2 er vist den direkte afstand mellem Jorden og en rumsonde
i cirkulært kredsløb om Solen i afstanden r = 2,85 AU. Berings kredsløb i
missionens sidste fase har aphelion ved 3,5 AU og perihelion ved 2,2 AU –
gennemsnittet af dette er 2,85 AU. Da dette cirkulære kredsløb har samme
Figur 10.1: Det danske 1,54 m-teleskop på La Silla
storakse som Berings kredsløb i missionens sidste fase, er den synodiske periode
mellem Jorden og et fartøj i et sådant kredsløb også den samme, ca. 461 døgn.
I dette kredsløb overstiger den direkte afstand fra rumfartøjet til Jorden 3,568
AU i 130 døgn ud af de 461, hvilket svarer til ca. 28% af tiden. Det vil derfor
være muligt at kommunikere med Bering i ca. 72% af tiden – og dette tal kan
forbedres ved at koordinere Berings bane med Jordens kredsløb, så der går
så lang tid som muligt, før konjunktion mellem Jorden og Bering indtræder
samtidig med Berings aphelion.
10.5 Et skuffende resultat 83
Figur 10.2: Afstanden mellem Jorden og et fartøj i cirkulært kredsløb om Solen

med r = 2,85 AU som funktion af tiden
Kapitel 11
Konklusion
Den umiddelbare konklusion på beregningerne i det foregående kapitel må være,

at selvom optisk kommunikation umiddelbart synes at have meget at tilbyde,
så er det ingen nem sag at designe et letvægts, low-power, optisk kommunika-
tionssystem, som er i stand til at kommunikere med høje datarater på tværs af
solsystemet. Det er således ikke muligt at kommunikere over 4,5 AU vha. to 25
cm-teleskoper, PPM og 400 µJ-pulser ved 532 nm.
Dog må det konstateres, at systemets ydeevne kan forbedres væsentligt,
primært på tre områder:
• ved at forøge teleskopstørrelserne, evt. kun i den ene, men helst i begge
ender af linket,
• ved at forøge laserens energiudsendelse pr. puls, samt
• ved at anvende lasere med længere pulslængder.
11.1 Bering
Bering er p.t. stadig under udvikling, og det må anbefales at kigge nærmere
på muligheden for at anvende optisk kommunikation på Bering. De bitrater,
der er angivet i [5], er meget lave, og de højeste af disse kræver, at nogle af
NASAs største deep space-antenner tages i brug. Som det ses, skal det danske
1,54 m-teleskop på La Silla i brug, hvis der skal skabes et effektivt kommuni-
kationssystem baseret på de i dette dokument angivne specifikationer. Optisk
kommunikation er en teknologi under rivende udvikling, og fremskridt i løbet
af de næste par år kan vise sig at være det, der gør et optisk link på Bering
realiserbart.
Der er dog også andre praktiske problemer, som endnu ikke er blevet nævnt.
Bl.a. medfører valget af en enkelt optisk jordstation, at der ikke er mulighed
for at kommunikere med Bering alle døgnets 24 timer. Er det ikke nat i hele
den periode, hvor der kan kommunikeres, skal der medregnes støj fra den blå
himmelbaggrund.
Et andet problem, der ikke er blevet berørt, handler om brugen af Berings
teleskop som sender- og modtagerantenne. Dette medfører naturligvis, at der
85
86 Konklusion
ikke kan kommunikeres, mens der observeres, og vice versa. Det vil sandsynligvis
også medføre en forøgelse af mængden af kold gas til attitude-thrustere ombord,
hvis Bering skal drejes, hver gang den skal skifte mellem kommunikation og
observation. Derudover er det formodentlig uheldigt at designe et rumfartøj, så
det rutinemæssigt, med vilje, skal dreje sin high-gain-antenne væk fra Jorden.
Det er dog muligt at konstruere et separat teleskop til kommunikation. Dette
behøver ikke besidde det astronomiske teleskops fine kvalitet, da det ikke er
meget vigtigt at bekymre sig om kvalitet og fasefejl, når man anvender direkte
detektion. Et sådant teleskop kaldes en “fotonspand” (eng. “photon bucket”),
og er følgelig langt billigere at producere end et astronomisk teleskop, og vil
muligvis også have en lavere vægt.
11.2 Optisk kommunikation i rummet

Generelt bør der arbejdes på at øge kvanteeffektiviteten af avalanche-fotodioder,
sænke mørkestrømmen, og konstruere transkonduktansforstærkere med stadigt
lavere parasitisk kapacitans.
En af de mest interessante – og mest lovende – muligheder for at forbedre
ydeevnen er først og fremmest at anvende kohærent detektion. Ved kohærent
detektion blandes det indkommende signal med lys fra en lokal laser, hvilket øger
signal-støj-forholdet væsentligt, da man opnår et konversionsgain, som stort
set kan reguleres vilkårligt. Heterodyn detektion af optiske signaler er i dag
meget tæt på kvantegrænsen. Det skønnes1 , at SNR vil kunne forbedres 20−30
dB ved anvendelsen af kohærent kommunikation. Kohærent detektion er dog
kompliceret, da det stiller meget høje krav til kvaliteten af dels laserne, både
den transmitterende og den, der anvendes som lokaloscillator, dels det optiske
system, der formidler signalerne.
En umiddelbart attraktiv mulighed ville være at forstærke det optiske signal
inden detektion, f.eks. vha. en erbium-doteret fiberforstærker. Disse anvendes
i vid udstrækning kommercielt, både som forforstærkere før detektion og som
linjeforstærkere, men er desværre behæftet med støj (shot noise), pga. spontan
emission. Støjtallet for en sådan forstærker kan – teoretisk set – blive så lavt
som 3 dB, men ligger i virkeligheden i dag omkring 4−4,5 dB. Selvom erbium-
doterede fiberforstærkere indebærer en forringelse af signal-støj-forholdet, er de
værd at tage med i overvejelserne ved design af et optisk kommunikationssystem
til brug i rummet.
Ved fotontælling er det muligt at udskille modtagerstøj fra shot noise vha.
pulshøjdeanalyse, da disse to støjtyper ikke forekommer med samme intensitet.
Det er dog en langsommelig proces, som lægger en begrænsning på båndbredden.
Dog har kommunikation med op til 45 Mbit/s været demonstreret vha. en “pulse-
biased” Si-APD.[34]
Der forskes i dag meget i kvantekommunikation og “entanglement”, især i
forbindelse med teleportation. Selvom forskning i entanglement og teleportation
primært synes at medføre nye, interessante muligheder inden for kodning og
kryptering (primært over korte distancer og ved lave bitrater), er det muligvis
1
Kilde: Palle Jeppesen, Professor Dr. Techn., COM, DTU.
11.2 Optisk kommunikation i rummet 87
også et område, der vil kunne få indflydelse på optisk kommunikation i rummet

i fremtiden.[40]
11.2.1 Fremtiden
Hvad enten Bering ender med at bruge et optisk kommunikationssystem eller
ej, bliver det i hvert fald en interessant mission. Kortlægningen af nærjordsob-
jekterne er et vigtigt projekt, som kræver en øget indsats.
Selvom optisk kommunikation til deep space-brug synes langt ude i fremti-
den, så skal vi nok forvente at se rutinemæssig brug af optisk kommunikation
i jordkredsløb inden for de næste 20 år. Her er et stort kommercielt marked,
og kravene fra forbrugerne til bitrater stiger år for år, i takt med at internettet
vokser.
I forbindelse med videnskabelige forskningsmissioner i solsystemet har op-
tisk kommunikation helt sikkert en stor fremtid. Optisk kommunikation vil i de
kommende årtier bringe os billeder, indtryk og målinger fra hele solsystemet,
som man kun kunne have drømt om, da Luna 3 i oktober 1959, som den første
rumsonde nogensinde, transmitterede billeder af Månens bagside ned til Jorden.
88 Konklusion
Litteratur
[1] G.P. Agrawal: Fiber-Optic Communication Systems, 3rd ed., Wiley, 2002.2
[2] J. Arlt, V. Garces-Chavez, W. Sibbett & K. Dholakia: Optical microma-

nipulation using a Bessel light beam, Optical Communications 197 (2001)
239−245, Elsevier Science, 1. oktober 2001.3
[3] J.W. Armstrong, C. Yeh & K.E. Wilson: Earth-to-deep-space optical com-
munications system with adaptive tilt and scintillation correction by use of
near-Earth relay mirrors, Optics Letters, Vol. 23, No. 14, July 15, 1998
[4] D.L. Begley: Laser Cross-Link Systems and Technology, IEEE Communi-
cations Magazine, august 2000.
[5] Bering – Technical Proposal for the Near Earth Objects Space Mission Pre-
paration, Ørsted•DTU, 13 March 2002; Issue 1.0
[6] J. Bland-Hawthorn, A. Harwit & M. Harwit: Laser Telemetry from Space,

Science vol. 297, 26 July 2002.
[7] B.W. Carrol & D.A. Ostlie: An Introduction to Modern Astrophysics,

Addison-Wesley, 1996.4
[8] Consultative Committee for Space Data Systems: Overview of Space Link
Protocols, CCSDS 130.0-G-1, June 2001.5
[9] R.A. Cryan & R.T. Unwin: Optical Space Communications Employing Pulse
Position Modulation, Division of Electronics & Communications, The Po-
lytechnic of Huddersfield.
[10] Imke de Pater & Jack J. Lissauer: Planetary Sciences, Cambridge Univer-
sity Press; 1st edition, 2001.6
[11] C.D. Edwards, C.T. Stelzried, L.J. Deutsch & L. Swanson: NASA’s Deep-
Space Telecommunications Road Map, TMO Progress Report 42-136, 1999.7
2
ISBN 0-471-21571-6
3
www.st-andrews.ac.uk/∼atomtrap/papers/Bessel Tweezers.pdf
4
ISBN 0-201-54730-9
5
www.ccsds.org/documents/130x0g1.pdf
6
ISBN 0-52-148219-4
7
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-136/136B.pdf
89
90 LITTERATUR
[12] R.A. Ewart & M. Enoch: Free Space Laser Communications, Guest Edito-
rial, IEEE Communications Magazine, august 2000.
[13] J. Hamkins: The Capacity of Avalanche Photodiode-Detected Pulse-Position
Modulation, TMO Progress Report 42-138, 1999.8
[14] F. Hansen: Satellite Technology Course – Communication Subsystem, Da-
nish Space Research Institute, 2003.
[15] H. Hemmati: Free-Space Optical Communications at JPL/NASA,
NASA/JPL, marts 2003.9
[16] H. Hemmati, K. Wilson, M. K. Sue, L. J. Harcke, M. Wilhelm, C.-C. Chen,
J. Lesh, Y. Feria, D. Rascoe, F. Lansing & J. W. Layland: Comparative
Study of Optical and Radio-Frequency Communication Systems for a Deep-
Space Mission, TDA Progress Report 42-128, February 15, 1997.10
[17] M. Jeganathan & S. Monacos: Optical Communications Demonstrator
(OCD) Status, Proc. SPIE Vol 2990, Free-Space Laser Communication Te-
chnologies IX, May, 1997.11
[18] J.L. Jørgensen, A. Andersen, H. Haack, & R. Michelsen: Bering – en
lille rumsonde med et stort navn – Danmarks første deep-space mission,
KVANT – Tidsskrift for Fysik og Astronomi, nr. 2, maj 2002, s. 26−29.
[19] H. Karttunen, P. Kröger, H. Oja, M. Poutanen & K.J. Donner: Fundamental
Astronomy, Second Enlarged Edition, Springer Verlag, 1994.12
[20] J. Katz: 2.5 Bit/Detected Photon Demonstration Program: Phase II and III
Experimental Results, TDA Progress Report 42-70, NASA/JPL, maj-juni
1982.13
[21] M. Katzman (ed.): Laser Satellite Communication, Prentice-Hall, 1987.14
[22] K. Kiasaleh & T.-Y. Yan: T-PPM: A Novel Modulation Scheme for Opti-
cal Communication Systems Impaired by Pulse-Width Inaccuracies, TMO
Progress Report 42-135, 1998, Jet Propulsion Laboratory, Pasadena, Cali-
fornia.15
[23] S.G. Lambert & W.L. Casey: Laser Communications in Space, Artech
House, 1995.16
[24] K.R. Lang: Astrophysical Data: Planets and Stars, Springer Verlag, 1992.17
8
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-138/138A.pdf
9
lasers.jpl.nasa.gov/PAPERS/REVIEW/overview.pdf
10
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-128/128N.pdf
11
lasers.jpl.nasa.gov/PAPERS/OCD/spie98mj.pdf
12
ISBN 0-387-17264-5
13
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-70/70J.PDF
14
ISBN 0-13-523804-8
15
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-135/135G.pdf
16
ISBN 0-89006-722-8
17
ISBN 0-38797-109-2
LITTERATUR 91
[25] J.R. Lesh, J. Katz, H.H. Tan & D. Zwillinger: 2.5-Bit/Detected Photon
Demonstration Program: Description, Analysis, and Phase I Results, TDA
Progress Report 42-66, NASA/JPL, september-oktober 1981.18
[26] K. Lodders & B. Fegley: The Planetary Scientist’s Companion, Oxford

University Press, 1998.19
[27] Jian-yu Lu: High-Speed Transmission of Images with Limited Diffraction

Beams, Ultrasound Research, Department of Physiology and Biophysics,
Mayo Clinic and Foundation, Rochester, MN 55905 U.S.A.
[28] Jian-yu Lu & Shiping He: Optical X wave communications, Optics Com-
munications 161 (1999) 187-192, Elsevier Science, 15. marts 1999.
[29] R.P. MacDonald, S.A. Boothroyd, T. Okamoto, J. Chrostowski & B.A.

Syrett: Interboard Optical Data Distribution by Bessel Beam Shadowing.
[30] R. Michelsen, J.L. Jørgensen, H. Haack & A. Andersen: Asteroider, meteo-

ritter og Bering, KVANT – Tidsskrift for Fysik og Astronomi, nr. 1, februar
2002, s. 15−20.
[31] G.G. Ortiz, S. Lee & J.W. Alexander: Sub-microradian Pointing for Deep
Space Optical Telecommunications Network, 19th AIAA International Com-
munications Satellite Systems Conference, Toulouse, France, 2001.
[32] F.L. Pedrotti & L.S. Pedrotti: Introduction to Optics, 2nd ed., Prentice-
Hall, 1993.20
[33] J.G. Proakis: Digital Communications, 2nd ed., McGraw-Hill, 1989.21
[34] I. Prochazka, K. Hamal, J. Blazej, G. Kirchner & F. Koidl: Extended dy-

namical range solid state photon counter, Proc. SPIE Vol 3287, Photode-
tectors: Materials and Devices III, January, 1998.
[35] B.E.A. Saleh & M.C. Teich: Fundamentals of Photonics, Wiley, 1991.22
[36] J.M. Senior: Optical Fiber Communications, Prentice-Hall, 1985.23
[37] T.M. Shay et al.: First Experimental Demonstration Of Full-Duplex Optical

Communications On A Single Laser Beam, 15th Annual/USU Conference
on Small Satellites, 2001.
[38] Z. Sodnik, J.P. Armengol & R.H. Czichy: Design Data Summary of the
ESA Optical Ground Station for In-Orbit Check-Out of Laser Communi-
cation Payloads and for the Observation and Registration of Space Debris,
ESA/ESTEC, Mechanical Systems Division, 2000
18
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-66/66P.PDF
19
ISBN 0-19-511694-1
20
ISBN 0-13-501545-6
21
ISBN 0-07-050937-9
22
ISBN 0-471-83965-5
23
ISBN 0-13-638222-3
92 LITTERATUR
[39] W. Stallings: Data & Computer Communications, 6th ed., Prentice-Hall,

2000, 1996.24
[40] W. Tittel & G. Weihs: Photonic Entanglement for Fundamental Tests and
Quantum Communication, Quantum Information and Computation, Vol.
1, No. 0 (2001) 000-000.25
[41] T. Tolker-Nielsen, G. Oppenhäuser, B. Laurent & G. Planche: In-Orbit Test

Results of the Optical Intersatellite Link, SILEX. A Milestone in Satellite
Communication, ESA 2002, IAC-02-M.2.01
[42] T. Tolker-Nielsen: Pointing, Acquisition and Tracking system for the Free
Space Laser Communication System, SILEX, ESA
[43] K.E. Wilson: An Overview of the GOLD Experiment Between the ETS-VI
Satellite and the Table Mountain Facility, TDA Progress Report 42-124,
NASA/JPL, 1996.26
[44] K. Wilson & M. Enoch: Optical Communications for Deep Space Missions,
IEEE Communications Magazine, august 2000.
[45] K.E. Wilson & J.R. Lesh: An Overview of the Galileo Optical Experiment
(GOPEX), TDA Progress Report 42-114, NASA/JPL, 1993.27
[46] J. Wilson & J.F.B. Hawkes: Optoelectronics, 2nd ed., Prentice-Hall, 1989.28
[47] M. Wright, A. Biswas & G. Ortiz: Laser Technologies for Deep Space Optical
Communications, NASA/JPL, september 1999.29
[48] A. Yariv: Optical Electronics in Modern Communications, 5th ed., Oxford

University Press, 1997.30
24
ISBN 0-13-086388-2
25
arxiv.org/pdf/quant-ph/0107156
26
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-124/124I.pdf
27
tmo.jpl.nasa.gov/tmo/progress_report/42-114/114Q.pdf
28
ISBN 0-13-638495-1
29
descansymposium.jpl.nasa.gov/database/pdf/211_wrig.pdf
30
ISBN 0-19-510626-1

Optisk Kommunikation I Deep Space - Et Feasibilitystudie I Forbindelse Med Bering-Missionen

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Optisk Kommunikation I Deep Space - Et Feasibilitystudie I Forbindelse Med Bering-Missionen

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

– Et feasibilitystudie i forbindelse med

af Steen Eiler Jørgensen

Speciale i fysik ved Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik og

Intern vejleder: Uffe Gråe Jørgensen, Astronomisk Observatorium

Speciale i fysik ved Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik

Intern vejleder: Uffe Gråe Jørgensen,

Ekstern vejleder: Flemming Hansen,

København, d. 27. oktober 2003

Steen Eiler Jørgensen

Optisk kommunikation i rummet er et område, der er genstand for intens forsk-

Steen Eiler Jørgensen2

10 Berings optiske link 75

2.1 Apollo-, Amor- og Aten-asteroiderne . . . . . . . . . . . . . . . . 6

3.1 Berings bane i solsystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

4.1 Bitfejlrate Pe som funktion af Eb /N0 . . . . . . . . . . . . . . . . 28

5.1 Beamdivergens af radiolink hhv. optisk link Mars-Jorden . . . . . 36

7.1 Principskitse af PPM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

8.1 Intensitetsfordelingen i en TEM00 -stråle . . . . . . . . . . . . . . 67

10.1 Det danske 1,54 m-teleskop på La Silla . . . . . . . . . . . . . . . 82

2.1 Klassifikation af NEOer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

4.1 Bering Telemetry Downlink Budget . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

6.1 Forskellige typer af lasere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

10.1 Specifikationer for Berings optiske kommunikationssystem . . . . 76

Bmax = 2β log2 M (1.1)

hvor Bmax er kommunikationskanalens kapacitet, dvs. den maksimale bitrate,

1.1.1 Optisk kommunikation

og har en utrolig lille dæmpning. Lyslederkablerne lader altså optisk kommu-

ducere elektricitet på, og den nemmeste placering af solceller på et rumskib

Et alvorligt problem i forbindelse med laserkommunikation i rummet er, at de

Navn Gruppe Definition

Tabel 2.1: Klassifikation af NEOer

Figur 2.2: Asteroidernes fordeling i solsystemet. Kirkwood-gabene ved resonan-

Udover at inddele asteroider i henhold til deres baner i solsystemet, er det

undersøgelse. Kun meteoritter, der er landet på Jorden, kender vi indholdet af.

Type α0,V R [AU] p

Tabel 2.2: Klassifikation af asteroider. α0,V betegner visuel geometrisk albedo

Den monokromatiske albedo, αν , er albedoen ved én bestemt frekvens.

2.1.1 Kemisk differentiering

Figur 2.3: Torino-skalaen.

til at anrette betydelig lokal ødelæggelse. I 1908 skete en voldsom eksplosion

2.2 Detektion af asteroider

2.2.1 Luminositet og flux

Vi betragter i det følgende en asteroide med radius r og geometrisk albedo α0 ,

Asteroiden rammes af fluxen, og reflekterer en brøkdel, α0 , af lyset tilbage,

hvor vi, lidt inkonsistent, kun betragter reflekteret stråling.

Da den absolutte og tilsyneladende størrelsesklasse hænger sammen ifølge

For nu at finde frem til asteroidens tilsyneladende, visuelle størrelsesklasse, er-

De vinkler, der anvendes i denne forbindelse er meget små. Ifølge astrono-

I tabel 2.4 ses θ som funktion af r og R2 .

mens en typisk stenasteroide (α0,V = 0,15) med samme radius, i en typisk

Grænsestørrelsesklassen for Berings stjernekameraer11 estimeres til at være

Tabel 2.4: Vinkeludstrækning θ som funktion af radius r og afstand til Jorden

2.3 Programmer til kortlægning af asteroider

Pan-STARRS er et projekt til kortlægning af asteroider, som det astronomiske

The Spaceguard Foundation er en international, privat organisation, støttet af

2.4 Sammenligning med Bering

3.1 Berings bane i solsystemet

1. Umiddelbart efter opsendelse indsættes Bering i et elliptisk kredsløb med

Figur 3.1: Berings bane i solsystemet [5]

2. Ved mødet med Venus vil Bering foretage en “gravity-assist”-manøvre, som

3.1.1 Geometriske overvejelser

Figur 3.2: Berings teleskop er en gregoriansk reflektor med konkavt primær- og