Frie Børnehavers Høringsvar 2-9-09 - Budget 2010

You might also like

Download as pdf or txt
Download as pdf or txt
You are on page 1of 2

Furesø Kommune

Budget- og Analyseafdelingen
Stiager 2
3500 Værløse

3. september 2009
Ref. nr.: 09-1226

Kære Furesø Kommune

Hermed fremsender Frie Børnehaver og Fritidshjem vores bemærkninger til budgetforslag 2010
som er sendt i høring.

SkoleFritidsOrdninger (SFO)
Frie Børnehaver vil generelt appellere til, at kommunen dropper indførelsen af en løsning med
SFO’er som erstatning af de nuværende kommunale/selvejende tilbud.

Etablering af SFO’er er underlagt serviceloven og ikke dagtilbudsloven, hvilket i praksis betyder, at


der ikke er de samme krav til personalets uddannelsesbaggrund og pladsforhold. Omvendt så er
det muligt for kommunen frit at fastsætte forældrebetalingen, så kommunen kan få dækket
yderligere omkostninger via forhøjelse af kontingenter.

De nuværende fritidshjem og klubber har fastholdt at have uddannet personale og personale med
erfaring med at arbejde med børn i netop disse aldersgrupper. De er derfor i stand til at møde
børnene der hvor de er aldersmæssigt og udfordringsmæssigt. Der er ikke bare tale om en
pasningsordning, men et tilbud hvor de unges sociale og faglige kompetencer kan udvikles og
stimuleres og hvor der er plads til megen varieret fysisk udfoldelse.

Hvis Furesø Kommune ønsker en seriøst udvikling af børn i 6-9 års alderen så er det afgørende at
beholde de nuværende selvstændige fritidstilbud.

Frie Børnehaver ser endvidere kommunens overvejelser om etablering af SFO som en af flere
obstruktioner af behandlingen af de fremsendte ansøgninger fra 7 institutioner i Furesø Kommune
om at overgå til en mere forældrebaseret/andelsbaseret driftsform (som misvisende i lovgivningen
benævnes ”privat”).

Heldagsskoler
I forlængelse af emnet SFO ønsker Frie Børnehaver at tage skarp afstand fra indførelse af
helhedsskole eller heldagsskole.

Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem - Klerkegade 10 B - 1308 København K - Tlf. 33 14 88 90 - info@frie.dk - www.frie.dk
For det første er det vores opfattelse, at det forhold at børnene skal opholde sig i et og samme
lærings- og opholdsområde hele dagen igennem – ikke tilbyder det nødvendige indholdsmæssige
og fysiske miljøskift.

Børn har brug for at arbejde og erfare i flere arenaer i løbet af en dag. Det gælder både i relation til
andre børn og voksne og de fysiske omgivelser som tilbydes og indretningen heraf. Børnene får
her mulighed for og inspiration til hvad de nu vil med den frie tid – særligt for børn der ikke har haft
succesoplevelser i skolen er det et vigtigt skifte.

For det andet så giver det ingen mening for os, at kommunen vil ofre i omegnen af 90 mio. kr. på
ombygninger m.v. i en situation hvor kommunen fattes penge og hvor man har nogle i forvejen
velfungerende fritidstilbud.

Harmonisering af fritidstilbud for 7. klassetrin og opefter


Frie Børnehaver tvivler på, at det tilbud som Klub789 skal være, kan modsvare de behov og den
parathed som er hos børnene i den pågældende aldersgruppe, idet tilbuddet efter vores viden har
et meget ungdomsklublignende indhold/indretning.

Børn i alderen 8-9 skal efter vores opfattelse tilbydes et pædagogisk fritidstilbud som bl.a.
indebærer en vis kontrol af deres fremmøde og børn på 10-12 år bør tilbydes et pædagogisk
fritidstilbud og ikke ungdomsklubber.

Furesø Kommune arbejder på at harmonisere tilbuddene på tværs af de tidligere kommuner –


Farum og Værløse, men tendensen har hidtil været at man går efter den laveste (læs: billigste)
fællesnævner. De tilbud kommunen arbejder på at etablere i Farum er færre i antal og ringere i
indhold. Det kan ingen være tjent med – slet ikke børn og unge!

Furesø Kommune har haft et stigende fokus på børn med særlige behov som har betydet, at man i
mindre grad anerkender, at børn uden støttebehov også har behov for et nærende sted at være.

Fritidshjem- og klubber er – såfremt man får de fornødne midler til at etablere støtteforanstaltninger
– et sundt og velfungerende miljø at søge de støttekrævende børn inkluderet i. Derfor må Furesø
Kommune for alt i verden ikke begynde at skære ned på antallet af fritidshjems- og klubpladser.
Der skal jo være en gruppe man kan blive inkluderet i – ellers giver det ingen mening – og man er
også nødt til at anerkende det forebyggende arbejde som finder sted i fritidshjem- og klubber.

Med venlig hilsen

Kurt G. Jensen
Sekretariatschef Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem

Telefon: 3314 8890


Direkte: 3338 4187
Email: kgj@frie.dk

Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem Side 2 af 2

You might also like