Min mor og hendes familie

Min mor Helga Nielsen (født Christensen) er født den 6. maj 1911
og død den 27. april 2003. Hendes forældre var Else Marie
Christensen (født Poulsen) - (født 1. januar 1877 - død 1959) og
Chresten Christensen. De boede i Asferg ca. 10 km uden for
Randers, men kom også til at bo i mindre byer uden for Randers i
årenes løb.

Mormor blev kaldt Store-Bedste i modsætnings til min farmor, der

blev kaldt Bette-Bedste. Hun havde en søn, da hun blev gift med
morfar. Derfor havde han hendes efternavn og hed Michael
Poulsen. Som barn forstod jeg ikke, hvorfor Store-Bedste hed
Christensen til efternavn og hendes søn hed Poulsen, men her er
forklaringen.

Sammen med Chresten fik hun 8 børn, hvoraf de 5 døde. Anne,

som blev 14 år, døde af meningitis. Kort forinden havde familien
fået et hold trillinger, og de blev døbt ved Annes kiste. Selv døde
trillingerne i løbet af en måned, da de var ca. 10 mdr. gamle. Man
mener, at de havde stået for meget inde ved siden af
kakkelovnen i vinterhalvåret, og da foråret kom, var deres
immunforsvar for dårligt. Alle døde af sygdomme i lungerne. De
mistede også en søn, men ham ved jeg intet om.

Tilbage var så Michael, Jenny, Herman og Helga.

Marie og Michael

Blev gift, da Marie var 20 og Michael 27 år. Michael var en flittig

mand, og han havde arbejdet sig op til at blive gårdejer - ikke
nogen stor gård - men det var hans egen. Der kom jo som
bekendt dårlige tider, og som så mange andre bukkede han under
og måtte sælge gården og familien flyttede til Randers, hvor
Michael måtte tage forefaldende arbejde.

1
De fik 7 børn: Else, Johannes, Svend, Ellen, Birtha, Knud og
Anna. Jeg kender bedst Ellen og Birtha, fordi vi gik i den katolske
skole samtidig. Birtha er født den 1. februar 1939, som jeg kom
den 10.9.39. Ellen var jævnaldrende med min søster Lisbeth.

Fordi de var så mange og Marie ikke var særlig god til at forvalte
familiens indtægter - fx har jeg ladet mig fortælle, at hun en dag
gik for at købe kartofler til aftensmaden, men i stedet kom hjem
med flødeboller, og det var der jo ingen, der kunne leve af. Hun
var også storryger og elskede at sidde og læse Romanbladet,
drikke kaffe og få sig en smøg. Sådan har jeg i hvert fald set
hende mange gange. Så hun var Mors diametrale modsætning, og
de kom da heller ikke sammen ud over til familiefester. Mor
havde ganske enkelt ikke respekt for Marie, måske også fordi hun
overlod 3 af sine piger til nonnerne.

Else blev sendt til Jeanne d'Arc-skolen i København og var der, da

englænderne ved en fejltagelse bombede skolen og mange børn
og nonner omkom. Så kom Else hjem og kom vist på kontor.

Ellen og Birtha boede ikke hele tiden hos nonnerne, men var ofte
hjemme i weekenderne. Ellen var en værre spasmager, der ingen
respekt havde for nonnerne. I sangtimerne lavede hun om på
teksterne. En periode sad jeg ved siden af hende, og jeg, der
ellers var lidt af et dydsmønster, kunne ikke lade være med at
grine. Hun havde et medfødt tegnetalent og har bl.a. tegnet et
meget livagtigt portræt af Barbar, der boede hos Marie og Michael
i sine sidste år.

Birtha var en helt anden type. Meget fin og stilfærdig, og hun var
ikke til at slå mange ord ud af. Hun kan nærmest sammenlignes
med Birthe og Kelds Vibeke. Så selv om vi var jævnaldrende,
havde vi ikke meget med hinanden at gøre.

2
Johannes blev uddannet skomager og åbnede egen forretning i
Uldum, hvor han også solgte sko, sandsynligvis med sin friske
kones hjælp. Han kom imidlertid tidligt til at lide af demens, og
man er ikke i tvivl om, at det skyldes, han altid sad i dunsterne
fra den lim, han forsålede sko med. Han er død nu, men da han
var værst, var det som at have et 2 års barn, der skulle hjælpes
med alt.

Svend og Knud fik faste stillinger som postbude. Begge

stilfærdige og pålidelige typer. Anna blev gift med en bager, og
sammen åbnede de en forretning på Mariagervej i Randers, men
er senere flyttet på landet. Hvad de beskæftiger sig med nu, ved
jeg ikke, men det er Anna, der har renskrevet Michaels meget
omfattende slægtshistorier, der omfatter både hans egen, men
også Maries slægt (Marie var Fars søster). Og de havde meget til
fælles humørmæssigt, men havde de ikke haft så pålidelige
ægtefæller, ved jeg ikke, hvordan det ville have gået dem.

Marie og Michael boede de sidste år hos deres ældste datter og

deres svigersøn, som havde en to-etagers villa i en fredelig del af
Randers, og de fik på den måde et godt liv på deres gamle dage.

Michael fik problemer med hjertet, da han var ca. 82. Han fik
tilbudt en pacemaker, men sagde nej tak - han var klar til afgang.
Der gik da heller ikke lang tid før han døde. Han var et utrolig
sympatisk menneske med mange talenter. På sine gamle dage
begyndte han at brodere korssting. Det var forskellige kendte
bygningsværker, og det var meget omhyggeligt udført. Som sagt
dyrkede han slægtsforskning, helt ind til benet, og han beskrev
alt muligt om den tid, de forskellige havde levet i, så jeg tror
materialet omfatter ca. 2 x 300 tætskrevne A4 sider. Han havde
også en poetisk åre, så det var altid ham, der forfattede
festsangene til hele familien.

3
Michael konverterede ligesom Mor til katolicismen, da han giftede
sig med Marie, og det skulle vise sig, at han forblev trofast til det
sidste, men han havde jo også selv valgt i en moden alder. Marie
så jeg ikke meget i kirken. Hun undskyldte sig med, at hun ikke
havde tøj at tage på, men måske havde hun fået nok af
kirkegang, da hun var tvunget af både forældre og skole.

Marie døde kort efter Michael. Selv om de var meget forskellige,

var de utrolig knyttet til hinanden, og sammen havde de jo også
fået en stor familie. Hendes børn tog sig meget af hende, da hun
var blevet alene, for selv om hun ikke var det man kalder en god
husmor, havde hun altid tid til en snak, og jeg har aldrig mødt
hende i dårligt humør.

Jenny og Leo
Jenny blev gift med Fars bror Leo. De er født samme år med et
par dages mellemrum i Krebsens tegn, altså i juli måned. De fik
to drenge Kristian og Andreas. Mor har altid sagt, at de
forfordelte Kristian frem for Andreas, som da også måtte følge
med Kristian, da han kom i lære på Løvenholm Slot, som lå ca. 20
km fra Randers.

Da jeg var 2 år skulle Mor ud at arbejde, fordi familiens indkomst

ikke slog til. Jeg fik en plads på Randers Børneasyl, men efter
sigende græd jeg så hjerteskærende, hver gang Mor gik, så hun
kunne ikke bære det over sit hjerte at overlade mig til fremmede.
Til gengæld kom jeg til Jenny, hvis drenge allerede gik i skole.
Jenny og Leo ville gerne have haft en pige også. Måske erstattede
jeg det savn, for moster og jeg fik så godt et forhold, at det

4
varede livet ud. Der var en dejlig have, som de 4 lejligheder i det
hus, de boede i i Markedsgade, var fælles om.

Mor og moster var meget forskellige. Mor var streng og fast,

mens moster var mild og varm. Hun kaldte mig hele livet for
Eesther og ikke "Æster".

Jenny var også konverteret til katolicismen ved indgåelse i

ægteskabet med Leo, og var lige som sine søskende: Michael og
Helga, tro til det sidste.

Da hun ikke længere skulle passe mig, fik hun arbejde på

Randers Rebslageri, hvor hun nåede at holde 40 års jubilæum, så
hun må siges at være en stabil arbejdskraft. Leo var også mere
heldig end Far, hvad arbejde angik, idet han fik fast arbejde ved
Randers Kommunes Skolehaver. Så til sammen havde de en pæn
indtægt. Jenny måtte dog betale en pris i form af konstant
hovedpine, som sikkert skyldtes, at hun altid gik i maskinstøj og
uden høreværn.

Deres ældste søn Kristian blev udlært gartner men giftede sig
tidligt og fik 4 børn i rap sammen med sin kone Kirsten. Senere
dvs. 10 år efter de fire første, fik de en efternøler, som jeg aldrig
har set, mens jeg hyppigt var barnepige for de fire første. På et
tidspunkt startede Kristian op som selvstændig anlægsgartner, og
det så ud til at gå godt, indtil han en dag, hvor han havde siddet
og fået et par fyraftensøl. Han påkørte et barn og kom som følge
deraf en tur bag tremmer. Det var ikke en voldsom brandert, men
mere end loven tillader. Da han kom hjem forsatte han sin
virksomhed. Han er død inden for de sidste par år og blev 75 ar.

Andreas fik ingen uddannelse, men fik fast arbejde på

Rebslageriet, hvor jeg også tror han kom til at fejre 40 års

5
jubilæum. Han og hans kone Bette-Kirsten ville så gerne have
børn, men det trak ud. Endelig fik den første søn. Husker endnu,
hvor stolt Andreas var, da vi besøgte dem, da Henrik var ca. 3
mdr. Selv om han sov, hentede Andreas ham op af vuggen for at
vise ham frem. På det tidspunkt var jeg gravid med Per, så vi
havde noget at tale om. Henrik er ½ år ældre end Per. Det blev
kun til det ene barn, men til gengæld tror jeg Henrik fik 3 børn.
Andreas er jævnaldrende med min fætter Erik, nemlig ,70år og
lever i bedste velgående dette år 2003.

Jenny og Leo boede en menneskealder på Tjørnevej, og deres lille

lejede hus stødte op til Rebslageriet, så moster havde kun få
skridt til sit arbejde. Vi var altid sammen med dem en af
juledagene og somme tider nytårsaften.

Da jeg var ca. 12 år blev jeg fast bud for moster og onkel. Jeg
sørgede for indkøb af ugeblade, fornyede lottokuponer, købte
cigaretter til Leo og kørte af og til slagtere på Hobrovej. På denne
måde fik jeg indblik i et forbrug, som jeg ikke kendte hjemmefra,
men de havde jo stillinger begge to. De var helt vilde med at
spille på heste og tog ofte til Aarhus om søndagen. Ligesom Leo
var fodboldgal og stod på stadion hver gang Randers Freja
spillede.

På deres gamle dag kom de til at bo Nattergalvej 8, dvs. ca. 25

meter fra Mor og Far, men de så ikke mere til hinanden af den
grund, måske fordi Mor altid skulle/ville lave noget nyttigt. Jeg
har spurgt hende, om hun og moster havde noget særlig tilfælles,
hvad hun har svaret "Nej" til. Moster arbejdede jo fuldtids og
købte meget færdigt, og det var ikke i Mors ånd. Hun arbejdede
også meget ude periodisk, men lavede alligevel alting selv. Mor
havde heller ingen omgang med naboerne. Åbnede kun døren på
klem, især hvis vores nabo Fru Pedersen, bankede på.

6
Jenny blev forholdsvis tidligt dement og måtte flyttes til et
plejehjem, fordi hun havde for vane at gå hjemmefra. Også på
plejehjemmet stak hun af, ofte uden overtøj og i hjemmesko. Så
blev taxierne sat på hende og fik hende ind i vognen. Hun skulle
hjem til Tjørnevej, hvor hun jo altså ikke boede mere. Så til sidst
måtte man låse hendes dør, så hun ikke skulle komme til skade.
Jeg tror hun blev 82 år. Leo klarede sig godt og blev boende på
Nattergalvej, hvor især Andreas var flink til at besøge ham. Han
døde pludselig i en stol 87 år gammel.

Herman og Cecilie
Herman kom jeg først til at kende, da jeg var ca. 12 år gammel.
Han rejste nemlig tidligt til Sønderjylland. Han giftede sig ung og
fik 2 børn med sin kone Cecilie. Efter sigende bedrog hun ham på
alle måder. Fx løj hun sig 10 år yngre, end hun var. Der var
mange problemer i deres ægteskab, som endte med skilsmisse.
Cecilie fik forældremyndigheden over begge børn. Jeg har set
billeder af dem, men ved intet om dem.

Herman og Minna
Herman var single nogle år, så forelskede han sig i Minna, som
var 22 år, mens han selv var 42. Minnas forældre var meget imod
deres forhold, men pludselig var Minna gravid, og de blev gift og
fik en datter, der er født samme år som Ingrid. Det skulle vise
sig, at deres ægteskab kom til at vare 30 år, så blev Minna syg
på sit arbejde i en købmandsforretning. Hun gik straks til læge,
som sendte hende til røntgenfotografering, og det viste sig, hun
havde en knude i det ene bryst. Knuden blev bortopereret, men
kræften havde bredt sig, så Minna døde kun 2 måneder efter,
knuden var konstateret. Hun blev altså kun 52 år.

7
Herman havde forinden fået diagnosen: mavekræft, men han
kom til at overleve Minna 5 år og døde på et plejehjem tæt ved
sin datters hjem. Han blev altså 77 år.

Han mener selv, han levede så længe, fordi han kun indtog
flydende kost i form af alle mulige slags supper.

Jeg var kommet i Minna og Hermans hjem nogle gange i

forbindelse med, at Store-Bedste skulle besøge dem. Hun ville
gerne have mig som rejseledsager, fordi hun ikke var så sikker på
benene. På den måde kom jeg til at se en del af Sønderjylland.
Herman lejede biler, og vi var bl.a. i Tønder og en tur over den
lange Rømø-dæmning til selve Rømø.
Det var mens vi boede på Lyngvej, han kom på plejehjem, og jeg
ringede af og til for at få en lille snak med ham. Han var en
utrolig venlig og kærlig mand, som savnede sin Minna meget.
Engang sendte jeg ham en salme, som jeg selv synes er så smuk.
Første strofe lyder: "Når mit skib i havn skal sejle". Han sagde
selvfølgelig tak, men han var bekendende ateist, men havde altså
de dyder, som man forbinder med at være kristen. Dvs. Store-
Bedste var lutheraner og kom hele den tid, hun boede i Randers i
Sct. Peders Kirke på Mariagervej, tre af hendes "børn" var
katolikker og så var der altså også en ateist. Bedste sad ofte oq
lyttede til radiogudstjenesten, når jeg kom eller var der, så sad
hun med salmebogen og sang med.

En dag jeg besøgte Mor, ringede Herman. Han ville bare sige
farvel, for nu havde han ikke langt igen. De talte ikke meget
sammen, men takkede hinanden for alt godt. Han døde dagen
efter.

Mor, som jo altså var lillesøster i familien, indtil trillingerne kom,

da hun var 6 år, kunne selvfølgelig ikke undgå at blive mærket af
de mange dødsfald i familien. Selv om det er meget hårdt at
have trillinger, så ved jeg, at man ikke har nogle børn for meget,

8
når man først har fået dem, og 4 dødsfald inden for et år, er
meget at forholde sig til. Selv påstår mor, at hun ikke mærkede
særlig meget til det, men det var heller ikke hendes stærke side
at reflektere over andre menneskers følelser, eller hvorfor
tingene gik, som de gik.

Til gengæld har hun fortalt, at stemningen i hjemmet ofte var

dårlig mellem hendes forældre. Hendes far var jaloux anlagt,
og det gjorde det ikke bedre, at Store-Bedste havde et barn
uden for ægteskabet. Jeg tror, det var en gårdejersøn, der
gjorde hende gravid, og de ikke måtte få hinanden, fordi det
var under hans stand at blive gift med hende.

Store-Bedste var meget livlig efter sigende og havde let ved at

tale med alle folk, men hvis hendes mand opdagede det, blev han
rasende, og så kunne der være kold luft mellem dem op til 14
dage. Da de store søskende var rejst hjemmefra og trillingerne
døde, var Mor alene med dem i den følelsesmæssige kulde.

Mor har ellers aldrig fortalt meget fra sin barndom. Både Ingrid
og jeg har forsøgt at få hende til at skrive noget ned. Hun havde
en nydelig håndskrift lige til det sidste, men den var præget af
stivhed, og indholdet i hendes breve var stereotypt, sandsynligvis
fordi hun kun havde fået 7 års skolegang og måske har læst 5
bøger hele sit liv. Hun holdt et par ugeblade, som hun så byttede
med naboen, så vi ugentlig var i kontakt med 4 ugeblade, og
indtil jeg var 14 år fulgte jeg med i samtlige fortsatte noveller, så
var den fase i mit liv forbi. Foruden holdt vi Skipper Skræk, som
vi byttede til Konkylie, og da Keld fik sin første plads, var det i en
kiosk. Anders And udkom netop omkring 1950 som månedsblad,
og Keld fik et gratis eksemplar.

Det skulle blive Keld, der for alvor indførte mig i bøgernes verden.
Da han kom hjem fra sanatoriet, havde han en stor kasse med

9
drengebøger med. Han fik gaver fra nær og fjern i de 3 år, han
var indlagt. Alle de bøger læste jeg med stor appetit, selv om jeg
kun var 8 år, og det udelukkende selvfølgelig var drengebøger,
han hjembragte.

Jeg kom med på børnebiblioteket, som lå ca. 200 meter fra vores
hjem på Nattergalvej. Siden tog Keld mig med på voksen-
biblioteket , der lå tæt ved Bedstes bopæl. Men det var Keld, der
kom hjem med appetitvækkerne.

Min morfar og Bedste havde et lille husmandssted, og morfar

supplerede indtægten ved at gå ud som slagter. Kampen for
føden, børnenes død, problemer i ægteskabet, bevirkede måske
det mavesår, han fik. Han døde 56 år gammel enten af blødende
mavesår eller hjertestop. Mor har sagt, at hun egentlig var glad
for, han døde, for ellers skulle hendes forældre have været skilt.

Margrethe
Noget positivt, Mor oplevede i sin barndom, var, at hun fandt en
veninde allerede i 1. klasse. Margrethe, som hun hedder, bor
stadig i Asferg og besøgte Mor kort før hun døde. Med årene blev
besøgene hyppigere, ligesom de ofte talte med hinanden i
telefonen. Ingrid har besøgt hende efter Mors død og fortæller, at
hun er Mors diametrale modsætning. Meget snakkende og livlig,
men det var et par af Mors trofaste højskole-veninder også, og de
var nok medvirkende til, at Mor blev mere talende med årene.

10
Bedste og Mor flytter til Randers
Ligesom de fleste andre børn fra arbejderhjem, kom Mor ud at
tjene som 14-årig. Før hun flyttede til Randers sammen med
Bedste, ved jeg faktisk ikke, hvad hun lavede, men i Randers kom
hun til at arbejde hos en familie Dalsgaard, som havde et
udskænkningssted lige ved siden af Helligåndshuset på Torvet.
Her var hun en blanding af almindelig hushjælp og serverings-
dame. Mor var ikke en, der løb fra plads til plads, så jeg tror, hun
var der til hun blev gift som 23-årig.

Bedste var et sted midt i 50erne, da hendes mand døde, og hun

kom til at leve af en lille enkepension, og hun havde kun
beskedne boliger, men nogle år før hun døde, fik hun en dejlig 2-
værelses lejlighed på Fabersvej ca. 500 meter fra Nattergalvej, så
vi var hyppigt i kontakt med hinanden. Mor gjorde rent hos
hende, da hun ikke selv kunne mere, og jeg forestod alle hendes
byærinder, især dem i selve byen, da hun havde gigt og var
besværet af Randers' stejle bakker. Jenny og Leo boede 500
meter fra hende, så Bedste var aldrig ensom, også fordi hendes
13 børnebørn var glade for hende.

Under krigen husker jeg, hun kom uventet på besøg (det brød
Mor sig ikke om, ved jeg). Til mig havde hun strikket et par flotte
sokker, som jeg blev så glad for, at jeg sov med dem om natten.
Husker tydeligt, at de var grønne med grå striber, og jeg var vel
5 år, da jeg fik dem, men bare det, at hun havde tænkt på mig,
gjorde mig glad.

Jeg husker bedst de stunder, hvor vi var alene sammen, så havde

hun overskud til at tale med mig, men når mor var med,
snakkede de ofte om blomster og stiklinger i en uendelighed,
syntes jeg, selvfølgelig fordi det ikke interesserede mig. Det var
som regel, når Mor og Far var i Kolding for at besøge Keld, jeg

11
boede hos hende. Vi sov sammen i hendes store karlekammer-
seng, og det var hyggeligt, men jeg var jo også kun en lille pige
som med kyshånd tog imod alle kærlige ord og omsorg. Jeg ved
ikke, hvor Lisbeth var, når jeg boede alene sammen med Bedste.
Måske var hun hos Jenny og Leo.

Bedste elskede at danse og gik til dans en gang om ugen. På et

tidspunkt tror jeg, hun fandt en kæreste, for vi besøgte en mand,
der hed Peter, og han besøgte hende. En dag Bedste og jeg gik
med hinanden i hånden, spurgte jeg, om hun var kæreste med
Peter. Hun svarede ikke. Så sagde jeg på barnlig vis: "Du ser da
meget ældre ud end Peter, Bedste." Det svarede hun heller ikke
på, men hun blev sikkert ked af det. Han døde kort tid efter.
Måske var det derfor, hun var så tavs.

1959 døde Bedste 82 år gammel. Hun havde været syg i

perioder. Mor mener, hun døde af livmorkræft, men døden skal jo
have en årsag, og hun var mæt af dage uden på nogen måde at
være affældig eller senil. Hun blev begravet i Asferg, men nu er
gravstedet slettet, da der ikke er nogen til at holde det.

Mors temperament og interesser

Mor var ikke meget talende, men altid utrolig arbejdsom.
Symaskinen stod altid fremme. Dengang man endnu kunne få
stof, syede hun alt vores tøj selv. Siden blev det lap på lap især
på fars arbejdsbukser. Under krigen var tøj i det hele taget ikke
at få, hvis man ikke havde gode forbindelser, og det havde
fattigfolk ikke. Til gengæld blev der oprettet "Byttecentraler" over
hele landet. Her kunne man komme og aflevere noget, man ikke
længere kunne bruge og finde andet i stedet for. Samtidig kunne
småkårsfolk få syet tøj uden vederlag. Lisbeth og jeg fik flere
gange syet kjoler, som var pænt lavet men sommetider af det, vi
kaldte "kradsuld".

12
Kolonihaverne
Hele min barndom har vi haft kolonihaver forskellige steder. Det
hændte dog, at Far fik en raptus og til mors store ærgrelse skilte
sig af med en eller to, fordi han mente, det var alle tiders tilbud.

Den første have, jeg husker lå i et nu velrenommeret kvarter.

Den var meget stor med mange gamle æble- og pæretræer, og
her holdt Far kaniner, som vi børn altid var på farten for at finde
foder til, men en dag var det jo slut, fandt vi ud af. Far slagtede
dem alle sammen og af skindene blev syet huer og luffer til vi
børn. Kødet blev solgt, for Far kunne ikke udholde at spise det
selv, så følsom var han. Inden have forspiste vi os næsten i
æbler, pærer og alskens bær. Fordi haven gav spise til næsten
hele året, var mor dobbelt ærgerlig, da Far en dag kom og
fortalte, han havde solgt den, hvilket jeg også synes er helt
uforskammet, når de havde fælleseje, og Mor lagde så mange
kræfter i den, selv om der var en god vandring fra
Marienlundsgade. Få år efter var den byggemoden og et
helårshus skød op.

Måske kan Far undskyldes, for efterhånden arbejdede han mest

som tillært gartner, dvs. han arbejdede - måske knoklede - med
jord og sten hele dagen, og så var det måske ikke havearbejde,
der var det mest tillokkende for ham.

En anden have lå på den anden side af Sønderbro tæt ved

Kristrup. Her hentede de også vitaminer til hele vinteren. På mine
små ben var det en uendelig lang tur. Den blev aldrig
byggemodnet, fordi den ikke lå i et attraktivt kvarter. Men også
den solgte Far pludselig uden at tale med Mor om det. Og det til
trods for, haven var hendes et og alt. Her kunne hun slappe af
samtidig med, hun lavede noget nyttigt.

13
Da vi flyttede på Nattergalvej købte de igen en, som de havde i
mange år. Så skulle området byggemodnes, og Mor og Far
besluttede sig for at sælge, da de fik et godt tilbud.

Jeg husker, at vi børn fik 1000 kr. hver (da var vi gift alle fire).

Men Mor ville have have igen, så de lejede den i Vasen, som lå på
en sidevej til Viborgvej, og den kom de til at have i mange år, og
Mor havde den til hun var 88 år, så overtog Ingrids Thomas den.

Mor elskede at plante og høste. Hun sagde ofte: "Går jeg i min
have, så lever jeg, og I skal ikke sørge, hvis I skulle finde mig død
der, for så har jeg fået den død, jeg gerne vil have."

Vi forærende hende engang nogle havemøbler til hendes

fødselsdag, men vi fik dem igen efter et par år. Hun havde ikke
tid til at sidde i dem, når hun var der. Somme tider glemte hun at
spise sine medbragte klemmer og drikke kaffen.

Ikke så sært jeg ikke følte mig beslægtet med min Mor. Jeg
kunne da også lide at plante, men der var ikke noget ved at være
i haven, hvis jeg ikke havde tid til at sidde og læse i en bog og
hygge mig. Det var en af årsagerne til, hverken Ingrid eller jeg
brød os om at være med hende i haven. Vi skulle altid arbejde og
ikke sidde og sludre lidt ind imellem. Det var anderledes, når Far
var med. Han ville have tid til en kop kaffe og en smøg, så måtte
Mor jo føje sig, men jeg tror, hun helst ville af sted alene.

14
Keld får Tuberkulose.

Da Keld var 9 år gammel fik han konstateret TB. Det var der
mange, der gjorde. Mangel på ordentlig mad og ingen
forebyggende vaccine, gjorde sit til det. I den periode gik hele
familien til kontrol på TB-stationen - et projekt som varede flere
timer, fordi der var så mange, der skulle kontrolleres. TB er jo
meget smitsom.

Man sagde, at han ville bliver rask i løbet af 3 mdr., så 1/2 år,
men der skulle komme til at gå 3 år, før han var rask og vendte
hjem som 12-årig.

I den periode var det kun Mor og Far, der så ham. Da han kom
hjem var han en stor velvoksen fyr, der bar præg af at have fået
god mad og masser af sol og frisk luft.

Mors arbejde
Da Keld var kommet til Kolding, tog Mor morgenarbejde hos S. C.
Sørensen Jern- & Stål, som var et landsomspændende firma
dengang. Hun fik arbejde som rengøringskone og skulle møde kl.
5, og skulle som følge deraf tidligt op. Hendes begrundelse med
at tage det arbejde var, at så kunne hun være hjemme, når vi
kom fra skole. Senere tog hun dog også arbejde hos private, bl.a.
hos et stort firma Boldsen, men her arbejdede hun i privaten,
vaskede storvask og serverede eller vaskede op, når der var
selskaber i huset. Også hos Randers' førende Herreekvipe-
ringshandler Pind. Hun sluttede sin karriere ved at vaske trapper i
et højhus, og det gjorde hun i flere år. Alle steder var hun en
velanskreven arbejdskraft, som man kunne stole på, og hun
brugte i hvert fald ikke tiden til at tage sig en smøg.

15
Mor har altid været utrolig arbejdsom og pligtopfyldende, og
siden Keld blev syg, lagde hun sig endnu mere på sinde, at vi
skulle have ordentlig mad. Utrolig stædig har hun også været.
Foruden at have udearbejde, lavede hun alting selv, bagte,
syltede og syede alt vores tøj, og det gjorde hun selv efter jeg
var kommet over konfirmationsalderen. Og hun var så pertentlig,
at ingen kunne se, det var hjemmesyet. Og med årene blev hun
mere og mere med på moden Jeg har altid været stolt af det tøj,
mor syede.

Hun har også syet til pige-børnene. Det med "gylp" og lommer
var ikke hende, og jeg tror også, hun fandt det kedeligt.

Det, der ikke forenedes med mit temperament, var, at hun var så
ordknap. Gik helt op i processen, og inddrog ikke vi piger i det,
hun lavede. På den måde fik vi heller ikke indblik i hendes
kunster: madlavning, tøjsyning, blomsterpasning osv. Jeg husker
i hvert fald, at jeg altid lavede det kedelige: Skrælle kartofler,
vaske trapper, hente koks i kælderen og lignende arbejds-
mandsarbejde.

Hun formåede ikke at skabe hygge, som jeg har lært det hos
farmor Tytte, og jeg tror, det var en af grundene til, at Far
forsvandt ud til kammerater og kom besoffen hjem.

Hun har heller aldrig givet udtryk for, at hun savnede ham, siden
han døde. På forespørgsel om, hun ikke kunne tænke sig at finde
en anden mand, var svaret meget prompte: "Nej, jeg skal ikke
have en mand at varte op mere."

16
Mors mange tillidshverv
På grund af sit stabile sind og sin gode jordforbindelse, fik Mor
flere tillidshverv. Bl.a. blev hun valgt ind i Menighedsrådet i den
katolske kirke og blev senere formand for samme.

Kirken afholdt en årlig basar til fordel for forskellige projekter i et

u-land, eller hvor man manglede hjælp. Et år financierede man 12
kørestore til en gruppe i Polen, som ikke kunne komme uden for
en dør på grund af mangel på samme. At pengene blev brugt til
formålet, viste et billede i det, der kaldes Katolsk Forum.

Halvdelen af de indkomne penge gik til støtte for den katolske

skole.

Mor var storfabrikant af små sjove ting, som hun fremstillede

næsten udelukkende af garnrester, sten hun havde fundet på
stranden. Hun var på evig jagt efter egnede, gratis produkter,
som hun så stod med i sin egen bod. Og hun havde altid udsolgt.

I en årrække stod hun i genbrugsforretninger: Først i Blå Kors og

senere i Folkekirkens Nødhjælp (- eller omvendt). Hun var så
stolt, når hun havde gjort gode handler. Og hun var engageret
der, indtil benene ikke ville bære hende længere.

Mors Højskoleophold
I 1984 inviterede jeg Mor og Filip med på det, der hedder `Tre
generationer på Højskole". Først var hun ikke med på ideen, for
hun kunne da godt både læse og skrive. Hvad jeg selvfølgelig
kunne berolige hende med, der ikke var tale om. Hun nød ugen i
fulde drag og var med på samtlige ture på Hærvejen, og hun
dansede folkedans om aftenerne og sang med på Grundtvigs
salmer.

17
Næste år tog hun til Uldum igen, hvor turene var lidt anderledes,
og det skulle blive til mange efterpå. Hun fik næsten set 1/2 af
Danmarks højskoler, og derved det halve af Danmark.

Det lykkedes hende at få et par veninder med, og de mødtes i

vinterens løb og udvekslede billeder og minder. De to damer var
med til Mors begravelse, men har nu indstillet højskoleopholdene,
da de begge er over 80.

Fordi vi nu havde fået højskolelivet til fælles, fik Mor og jeg da

noget at tale om. Hun valgte altid efter, om der var vandreture og
seværdigheder, så man kan vist godt sige, hun døde "mæt af
dage".

Ved Mors begravelse sagde præsten, at Mor havde vanskeligt ved

at vise følelser, og det er sandt. Men når man ikke selv har fået
kærlighed og omsorg. Hendes måde var at give et godt måltid
mad og gaver, og hun siger, hun elskede at give gaver. At hun så
blev lidt fantasiløs med tiden, skyldes selvfølgelig også, at hun
ikke så så meget til familien mere. Men jeg har ønsket mig noget
og altid fået gedigne ting.

Det største rejse, Mor var på gik til Lourdes, hvor man mener
Jomfru Maria har vist sig, og hvor der springer helligt vand fra en
klippe. Mor tog der ned for at blive helbredt for den store sorg,
det var at have mistet Keld, Lisbeth og Kresten på samme år - og
så var hun tillige den sidste ud af en stor slægt. Hun var jo selv
levende og ønskede at leve med de levende. Helt kom hun aldrig
over deres død, men hvem gør det?

Mor havde ingen laster af nogen art. Det eneste hun led af var
arbejdsnarkomani - den havde hun selv stor glæde af. Hvor vi
andre måske ville have trivedes bedre, hvis hun havde givet sig
mere tid til at nyde livet.

18
Men om mine forældre kan jeg kun sige: De var bundhæderlige,
led ikke af misundelse og undte andre det godt, selv om de kunne
have ønsket sige en lidt blidere medfart i tilværelsen.

19
 Helga
Fotograferet af Filip
20. Januar 2002