1

2
 FEDOR DOSTOJEVSKI

EN HANREJ

ROMAN
OVERSAT AF

CARL BEHRENS

JOHN MARTIN'S FORLAG KØBENHAVN — MCMX

JOHN MARTIN'S BOGTRYKKERI

Digitaliseret maj 2010 af Peter Jessen

Retskrivning og navneformer er let moderniseret, f. eks. er aa
erstattet af å - bl.a. af hensyn til søgbarheden.

3
4
 I.
Det var blevet Sommer, og Veltjaninov var mod al
Forventning bleven i St. Petersborg. Sin Rejse til
Sydrusland havde han opgivet, og der yar endnu stadig
ingen Mulighed for at få Ende på hans Sag. Denne Sag
— en Proces om et pekuniært Mellemværende — havde
taget en meget alvorlig Vending. Endnu for et
Fjerdingår siden syntes den så soleklar, at det var
næsten umuligt, den kunde tabes. Men på en Gang som
med et Slag var alligevel alt blevet forvandlet.
„Overhovedet begynder alt at forandre sig til det værre"
— denne Vending plejede Veltjaninov nu med en vis
Bitterhed som oftest at gentage i al Stilhed. Han havde
henvendt sig til en behændig, dyr, berømt Advokat og
sparede intet på Sagen; utålmodig og mistænksom, som
han var, kunde han dog ikke lade være også selv at
blande sig i Sagen: han forfattede en Mængde Indlæg,
som Advokaten alle til Hobe kastede i Papirkurven, løb
fra den ene Ret til den anden, anstillede Undersøgelser
og bidrog sandsynligvis i høj Grad til at gøre
Spørgsmålet endnu mere indviklet, end det var — i det
mindste beklagede Advokaten sig over ham og rådede
ham til hellere at tage ud på Landet og holde
Sommerferie. Men det var heller ikke efter hans Hoved,
han blev i St. Petersborg og havde den Fornøjelse at
indånde den trykkende, støvede Luft på Gaderne og
ligge søvnløs i de lyse, nerveoprivende Nætter, der er
ejendommelige for St. Petersborg om Sommeren. Han
var desuden slet ikke tilfreds med den nye Lejlighed
han nylig var flyttet ind i nær ved „Det store Teater". Alt
gik ham med andre Ord på tværs. Den Hypokondri, han
altid havde haft Anlæg for, voksede fra Dag til Dag.
Veltjaninov var et Menneske, der havde levet stærkt og
på en stor Fod. Han var ikke ung mere, en otte eller ni og
tredive År, og denne „Oldingealder", som han plejede at
sige, var kommen „næsten helt uventet" over ham. Han for-

5
stod dog selv, at han var bleven ældet mindre ved Årenes
Tal end ved sin Måde at leve på, og at, når han allerede
følte sig gammel, dette i hvert Fald mere gjaldt hans Indre
end hans Ydre. Med Hensyn til Udseende kunde han nemlig
endnu stadig gå og gælde for en statelig og kraftig Mand.
Han var høj og firskåren af Vækst, havde tykt, lyseblondt
Hår, hvori der endnu ikke kunde opdages noget gråt Stænk,
og et langt Skæg, som vældede ned på Brystet. Ved det før-
ste Blik gjorde han et noget plumpt og slapt Indtryk, men
når man tog ham lidt nøjere i Øjesyn, kunde man straks se,
at han var en Mand af god Opdragelse og fine Sæder.
Veltjaninovs Manerer var endnu bestandig sikre, utvungne,
ja næsten gratiøse, til Trods for den Tunghed og
Velnærethed, der i Årenes Løb var bleven ejendommelig for
ham. Han havde endnu ikke mistet noget af
Verdensmandens urokkelige Selvtillid, som måske ikke en
Gang var ham selv bevidst i hele sit Omfang, skønt han
virkelig var ikke blot et ganske forstandigt, men endog et
rigtig lyst Hoved, et virkelig dannet og utvivlsomt
velbegavet Menneske. Hans friske, røde Ansigt havde
fordum, i Ungdomsårene, ejet en næsten kvindelig Ynde og
tildraget sig Damernes Opmærksomhed, og endnu
bestandig udbrød mange ved Synet af ham: „Nej, se blot
dette kærnesunde Menneske — Mælk og Blod!" Og dog var
dette „kærnesunde Menneske" allerede en skrækkelig
Hypokondrist. Hans store blå Øjne havde for ti År siden
endnu haft et Udtryk af Sejrsvished; det havde været så
klare, muntre, livsglade Øjne, at enhver uvilkårlig følte sig
draget hen imod deres Indehaver. Nu, da han snart stod på
Grænsen mellem de tredive og fyrre, havde disse Øjne næ-
sten helt mistet deres Glans og Munterhed og var allerede
omgivne af talrige Rynker. I Stedet for den tidligere Sorg-
løshed og Livslyst var de prægede af den Snuhed,
Spottelyst og Kynisme, som man træffer hos et udlevet og i
sædelig Henseende ikke helt uangribeligt Menneske. Dertil
kom yderligere et nyt, hidtil ukendt Anstrøg af Sorg og
Tungsind, der selv om det endnu syntes ubestemt og
ligesom intetsigende, dog trådte mere og mere frem. Denne

6
tungsindige Stemning gjorde sig navnlig stærkt bemærket,
når Veltjaninov var alene. Og det var det besynderlige, at
dette samme Menneske, som endnu for to År siden havde
været en sådan livlig, snaksom og lystig Selskabsmand og
fortalte sådanne uimodståelige Historier, holdt nu mest af at
være ganske alene med sig selv. Af egen Drift havde han
opgivet alle de talrige Bekendtskaber, som han til Trods for
sine fuldstændig ødelagte Formuesomstændigheder dog
endnu bestandig havde kunnet vedligeholde. Ganske vist
havde hans Ærgerrighed her været med i Spillet: hans
Mistænksomhed og hans Forfængelighed vilde afgjort have
lidt ved en Fortsættelse af hans gamle Forhold. Men også
hans Forfængelighed antog i Ensomheden lidt efter lidt en
ny Karakter. Ikke således at forstå, at den skulde være
bleven formindsket — tværtimod; den forandrede kun sit
Væsen og overførtes nu på andre Ting end før. Det var ikke
mere de samme Årsager, hvorover den før havde følt sig
såret, men derimod helt nye, hidtil ubekendte og uventede
Årsager, „Årsager af højere Art, hvis man kan udtrykke sig
således, og hvis der i det hele i denne Retning gives Årsager
af højere og lavere Art", som Veltjaninov selv plejede at
udtrykke sig.
Ja, så vidt var det kommet med ham; han plagede sig nu
i Virkeligheden med „højere" Årsager og Bevæggrunde, som
han tidligere slet ikke havde tænkt på. Men som „højere"
gjaldt for hans Samvittighed og hans Indsigt just de Bevæg-
grunde, over hvilke han — til sin egen Forbavselse —
aldeles ikke var i Stand til at le, det vil sige, naturligvis kun,
når han var alene med sig selv, thi i Selskab var det noget
anderledes. Tidligere havde han overhovedet ikke kendt
sådanne Bevæggrunde. Han vidste meget godt, at han også
nu under visse Omstændigheder vilde være den første,
som uden nogetsomhelst Hensyn til sin Samvittigheds
hemmelige Stemme vilde fornægte hine „højere"
Bevæggrunde og udle dem som „overflødigt
Krimskrams". Således var virkelig Forholdet, skønt han i
den sidste Tid havde tilkæmpet sig en ret betydelig
Portion Uafhængighed af hine lavere Bevæggrunde, der

7
hidtil havde behersket ham. Å, hvor ofte havde han
ikke, når han om Morgenen stod op, skammet sig over
de Tanker og Følelser, der i Nattens søvnløse Timer
havde optaget ham. Han led nemlig i den sidste Tid
stadig hyppigere af Søvnløshed. Allerede længe havde
han lagt Mærke til, at han, både når det gjaldt vigtige
Ting og Ubetydeligheder, blev mere og mere mistroisk
fra Dag til Dag, og så besluttede han også at tro sig
selv så lidt som muligt. Der forelå dog Kendsgerninger,
hvis Eksistens, når alt kom til alt, på ingen Måde lod sig
nægte. Således antog hans Tanker og Følelser
undertiden om Natten en helt forandret Skikkelse og
havde slet intet mere tilfælles med Dagens Tanker og
Følelser. Denne Omstændighed foruroligede ham levende,
og han søgte endog — naturligvis kun i en spøgefuld
Samtale — Råd hos en berømt Læge, som han kendte
nøje. Denne svarede ham, at hin Forvandling af, eller
snarere „Spaltning" i Tanker og Følelser ved Nattetid,
navnlig når der er indtruffet en udpræget Tilbøjelighed til
Søvnløshed, er meget almindelig hos Mennesker, der
„tænker meget og er meget modtagelige for Indtryk", at
et helt langt Livs Overbevisninger pludselig kan forandre
sig under den melankolske Indflydelse af Natten og
Søvnløsheden og helt uventede, skæbnesvangre
Beslutninger bliver fattede tilsyneladende uden
nogensomhelst Indledning. Når Symptomerne optræder
så heftigt, at vedkommende ligefrem lider derunder, så
er i hvert Fald en Sygdom i Frembrud, og det vil være
tilrådeligt straks at gribe til de nødvendige
Forholdsregler mod den. Især må en fuldstændig
Forandring i Diæt anbefales og om muligt en
Fornøjelsesrejse. Et Afføringsmiddel kan naturligvis heller
ikke skade.
Veltjaninov vilde ikke høre mere, dog var han fuld-
kommen overbevist om, at han var syg.
„Sygdom altså, ikke andet end Sygdom er alt dette
„højere" Krimskrams!" sagde han undertiden med et
spottende Smil til sig selv. Nej, det var ham dog

8
alligevel slet ikke indlysende.
Snart gentog forøvrigt det samme Symptom, der hidtil
kun var indtrådt i søvnløse Nætter, sig også i
Morgentimerne, kun at hans Stemning så mere var
præget af galdebitter Ondskab og besk Spot i Stedet for
af den natlige Anger og Sønderknuselse. I Reglen var
hermed forbundet Erindringer fra hans Liv, fra længst
forsvundne, fjerntliggende År, som ganske pludselig og
på en ganske besynderlig Måde dukkede frem i hans
Sind. Således havde Veltjaninov for Eksempel allerede i
lang Tid beklaget sig over, at hans Hukommelse tog af:
han glemte sine bekendtes Ansigter, og disse følte sig
så fornærmede, når han tilfældigt mødte dem uden at
hilse dem. Også Indholdet af Bøger, som han havde læst
for et halvt År siden, svandt i Løbet af dette Tidsrum
ofte fuldstændig ud af hans Erindring. Og til Trods for
denne daglig tiltagende Hukommelsessvaghed, der
foruroligede ham så stærkt, faldt der ham nu
undertiden Ting ind, der lå ti eller endog femten År
tilbage i Tiden, og som han allerede havde troet
fuldstændig begravede i Glemsel. Og de trådte ham i
Møde med en så overraskende Tydelighed, at han
ligesom bildte sig ind at opleve dem endnu en Gang.
Der var deriblandt Begivenheder, som han så absolut
havde glemt, at det næsten syntes ham forunderligt, at
de nu påny kunde blive opfriskede i hans Hukommelse.
Det var dog endnu ikke alt. Hvem har ikke, når et
bevæget og letsindigt Liv ligger bag ham, sine særlige
Erindringer? Det mærkværdigste var, at samtidig med, at
disse Erindringer nu dukkede op i ham, begyndte en ny,
ganske bestemt, ligesom ved personlig Indgriben,
forberedt Opfattelse af vedkommende Forhold at gøre
sig gældende hos ham. Hvorfor syntes nu enkelte af
hine Erindringer ham næsten at være Misgerninger, han
havde begået? Og det var ikke blot hans Forstand,
som bedømte dem således, thi denne formørkede,
ensomme, syge Forstand alene kunde han ikke have
skænket Tiltro. Nej, han havde endog ladet sig drive til

9
Forbandelser, ja næsten til Tårer — selv om ikke til
synlige, så dog i hvert Fald til indre. Hvor vilde han
have lét, når man blot for to År siden vilde have sagt
ham, at han en Gang vilde udgyde Tårer! Tilstanden
begyndte forøvrigt ikke straks med disse renere Følelser,
men med bidende Spot og Fortrædelighed: han kom til
at huske på forskellige Uheld og Ydmygelser i sit Liv.
For Eksempel faldt det ham ind, at en intrigant Person
en Gang havde bagvasket ham, hvad der havde haft til
Følge, at han ikke mere blev modtaget i et vist fornemt
Hus. Endvidere kom han til at tænke på en
Begivenhed, der først for nylig var hændt: Han var
offentlig bleven alvorligt fornærmet og havde ikke
udfordret sin Fornærmer. En anden Gang havde man i
en Kreds smukke Damer ved ef vittigt Epigram bragt
ham i den Grad i Forlegenhed, at han blev ethvert Svar
skyldig. Endog to eller tre ubetalte Gældsposter faldt
ham ind — ganske vist ubetydelige Summer, men dog
altid Æresgæld til Folk, som han ikke mere kom sammen
med, og om hvilke han endog allerede havde sagt
adskillige slemme Ting. Yderst pinlig var ham også Erin-
dringen, som dog kun indfandt sig i hans mørkeste
Øjeblikke, om to betydelige Formuer, som han på den
allerdummeste Måde havde sat over Styr.
Det var altsammen kun Årsager af lavere Art, men
snart begyndte dog også „højere" Årsager at gøre sig
gældende. For Eksempel kom han ganske pludselig til at
tænke på en godmodig lille Mandsling, hvis Skikkelse i
lang Tid havde være forsvunden fra hans Hukommelse
— en latterlig gammel Embedsmand, som han en Gang
for mange, mange År siden af rent Praleri offentlig og
ustraffet havde fornærmet, og det ene og alene for ikke
at lade sig berøve Lejligheden til at sige en god
Vittighed, man bagefter morede sig meget over og som
blev fortalt videre. Han havde så fuldstændig glemt
denne Begivenhed, at ikke engang Navnet på hin
gamle Mand faldt ham ind, skønt hele Scenen stod for
hans Blik med forbavsende Tydelighed. Han kunde

10
ganske bestemt huske, at den gamle Mand den Gang var
trådt i Skranken for sin Datter — en gammel Jomfru, der
levede sammen med ham, og om hvem der i Byen var
visse Rygter i Omløb. Den stakkels gamle Mand havde i
en heftig, forbitret Tone krævet ham til Ansvar, men var
så pludselig i mange Menneskers Nærværelse brudt ud i
en voldsom Hulken, hvad der havde gjort et uhyggeligt
Indtryk på Selskabet. Enden på Historien var bleven, at
man havde skænket ordentlig med Champagne for den
gamle og så først for Alvor gjort ham til Genstand for
Spot. Og da Veltjaninov nu på en Gang kom til at huske
på, hvorledes den gamle Mand var bristet i Gråd og
som et Barn havde skjult sit Ansigt i sine Hænder, da
syntes det ham på en Gang, som om han overhovedet
aldrig havde glemt hin Begivenhed. Og mærkeligt nok:
medens hele Sagen den Gang havde taget sig helt
pudsig ud i hans Øjne, var nu det modsatte Tilfældet.
Især forekom den Måde, hvorpå han havde skjult det
tårevædede Ansigt, ham ret pinlig. Derpå faldt det ham
ind, at han en Gang udelukkende for Spøg havde
bagvasket en hæderlig Skolelærers højst agtværdige
Hustru. Veltjaninov havde kort derefter forladt Stedet —
han vidste kun, at hans Bagvaskelse var kommen
Manden for Øre; hvad der ellers var bleven ud deraf,
havde han aldrig erfaret.' Nu kunde han pludselig ikke
lade være at tænke på de Følger, som hans letsindige
Streg kunde have haft, og Gud må vide, hvilke Spring
hans Fantasi endnu vilde have taget i denne Retning,
hvis ikke en anden Historie, der angik ham langt nøjere,
pludselig havde bortledt hans Opmærksomhed derfra.
Det var Historien om en jævn Borgerpige, der ikke
engang havde behaget ham, og som han, hvis man var
kommen på Spor efter hans Forhold til hende, afgjort
vilde have skammet sig ved. Et Barn var endog blevet
Frugten af dette besynderlige Forhold. Han havde den
Gang forladt St. Petersborg uden at bekymre sig videre
om den ulykkelige unge Pige eller blot så meget som sige
Farvel til hende — hvorledes skulde han også have

11
fået Tid dertil? I et helt År igennem havde han nu søgt
efter dette Pigebarn, uden at det dog var lykkedes ham
blot at opdage det ringeste Spor af hende. Og lignende
Historier faldt ham ind i Dusinvis, og det lod næsten til,
at enhver af dem stadig påny kaldte en halv Snes
Erindringer til Live. Under Indflydelse heraf begyndte så
lidt efter lidt også hans Forfængelighed at såres.
Vi har allerede omtalt, at hans Forfængelighed havde
antaget en helt ny Skikkelse, og det var i Virkeligheden
Tilfældet. Til Tider, selv om det også kun var sjældent,
gik han så vidt i sin Selvforglemmelse, at han ikke en
Gang skammede sig over ikke at have egen Vogn, over
at begive sig til Fods til Retterne og møde skødesløst
klædt, og hvis en af hans tidligere Bekendte havde set
på ham fra oven nedad, når han optrådte i en sådan
Påklædning eller måske ladet, som han ikke så ham,
vilde det ikke engang have generet ham så meget, så
han havde blinket med Øjenhårene — og denne
Ligegyldighed var oprigtig ment og ikke bare påtaget!
Ganske vist forekom dette ham sjældent, kun i Øjeblikke
af fuldstændig Resignation og Sønderknuselse. Dog var
det underligt at bemærke, at hans Egenkærlighed ikke
mere vandrede ad de gamle Veje, men mere og mere
samlede sig om et eneste Spørgsmål, der nu bestandig
optog hans Tanker.
„Nej, vil man bare se," begyndte han undertiden sin
ironiske Samtale med sig selv — hans Tanker antog
næsten altid, når de drejede sig om hans eget Jeg, et
ironisk Anstrøg — „vil man bare se, nu lader det
næsten til, at der er en eller anden, der har påtaget
sig den Opgave at styrke min Sædelighed, som derfor
sender mig disse fordømte Erindringer og angerfulde
Tårer på Halsen! Å, det er jo altsammen til
ingensomhelst Nytte, alt er kun blinde Skræmmeskud!
Jeg ved jo dog, så vist som to og to er fire, at jeg til
Trods for alle disse Anfald af Anger og disse Selvanklager
alligevel ikke er i Besiddelse af en Smule Selvstændighed,
selv om jeg nu nærmer mig disse kritiske fyrretyve År!

12
Hvis der i Morgen igen frembyder sig en Lejlighed til,
at jeg kan påstå om hin Lærerhustru, at hun har taget
imod Gaver af mig, så vil jeg sikkert uden at fortrække
en Mine, bringe denne Bagvaskelse i Omløb, kun at min
Opførsel vil synes endnu mere gemen og modbydelig, da
den nu vilde være en Gentagelse af min tidligere, hvad
der må få Folk til at formode, at jeg fra Fødslen af
har været en fordærvet Person. Eller hvis hin unge
Dreng af en Fyrste, sin Moders eneste Søn, som jeg den
Gang for elleve År siden skød Benet af, nu påny
fornærmede mig — jeg vilde straks på Timen udfordre
ham igen og endnu en Gang skaffe ham et Træben. Nå,
må jeg så spørge, om det ikke er tåbelige
Skræmmeskud, der er ganske uden Betydning? Til hvad
Nytte derfor disse overflødige Erindringer, da jeg dog
alligevel aldrig på en pæn Måde vil komme på det rene
med disse indviklede Sager!"
Og skønt Oplevelsen om Lærerhustruen ikke
gentoges endnu en Gang, og han heller ikke skaffede
nogen et Træben igen, var dog alene den Tanke, at han i
påkommende Tilfælde vilde handle ganske på samme
Måde som før, undertiden temmelig nedtrykkende for
ham. Intet Menneske kan udholde evig og altid at lide
under Indtrykket af pinlige Erindringer — der må virkelig
også gives Mellemrum, hvor man atter kan ånde op og
komme en Smule til s?g selv igen.
Sålédes bar også i Virkeligheden Veltjaninov sig ad:
han nærede ingen Betænkeligheder ved så vidt muligt
at more sig i Mellemrummene; men jo mere Tid der
gik, des mere utiltalende formede hans Liv i St.
Petersborg sig. Juli Måned nærmede sig mere og mere.
Nu og da følte han en udpræget Lyst til at opgive det
hele, ja selv lade Processen i Stikken og over Hals og
Hoved, uden at se sig om, forsvinde et eller andet Sted
hen, selv om det skulde være til Krim. I det næste
Øjeblik lo han dog allerede igen ad denne Tanke om
Flugt: „Ikke engang Syden vilde kunne få Bugt med
disse dumme Idéer, dertil har de sat sig for godt fast,

13
og jeg er også kun halvvejs et ordentligt Menneske.
Hvorfor skulde jeg i det hele forlade St. Petersborg? Alt
er her så støvet, tåget og snavset," fortsatte han sin
filosofiske Samtale med sig selv — „alle de Mennesker,
jeg ser her, er opfyldte af elendige, ubetydelige
Hverdagssorger; alle de Ansigter, jeg nu møder her fra
Morgen til Aften, lægger så oprigtigt og naivt deres
Egenkærlighed, deres utilslørede Skamløshed, deres
Sjæles hele Fejghed og deres Hjerters Usselhed for Da-
gen, at man i fuldt Alvor må betragte dette sommerlige
St. Petersborg som et Paradis for en Hypokondrist. Alt går
så åbenhjertigt, så ærligt til, man anser det ikke en Gang
for nødvendigt at maskere sin Gemenhed, som for
Eksempel vore Damer gør det, når de ligger på Landet eller
besøger udenlandske Badesteder — nej, alene af Hensyn
til denne Åbenhjertighed og Oprigtighed fortjener disse
Folk min fuldeste Højagtelse. . . . Nej, jeg rejser ikke,
jeg vil blive her! . . ."

---o---

II.
Man skrev den 3die Juli. Lummerheden og Varmen var
uudholdelig. Veltjaninov havde hele Dagen fuldt op at
gøre. Morgenen var forløbet med alle Slags Ture og
Besøg, og i Aftenens Løb forestod der ham nu en særlig
ubehagelig Opgave: han måtte nødvendigvis opsøge en
Person i hans Villa på Landet, et eller andet Sted ved
den „sorte Bæk" for at tale med vedkommende om sin
Proces. Det var en dygtig Jurist og Statsråd, som havde
at varetage hans Sag, men dog med Vilje syntes at
vige af Vejen for ham, hvad der tvang Veltjaninov til at
gå til Værks med ganske særlig Forsigtighed. Klokken seks
om Eftermiddagen begav han sig ind i en tvivlsom, til
Gengæld fransk Restaurant på Nevski Prospektet ved Siden
af Politibroen, satte sig i sit sædvanlige Hjørne ved sit
særlige Bord og bestilte sin Middagsmad.
14
 Han spiste daglig en Diner til en Rubel, Vinen
iberegnet, noget han anså for et Offer, han naturligvis
måtte bringe sine ødelagte Formuesomstændi'gheder.
Han forundrede sig over, at man virkelig kunde få en
sådan afskyelig Mad ned, men lod dog alt, lige til den
sidste Krumme, forsvinde i sin Mave, og det i Reglen
med en sådan Appetit, som om han intet havde spist
de sidste tre Dage. „Det er sikkert et uhyggeligt Tegn,"
hviskede han til sig selv, når han undertiden lagde
Mærke til sin Appetit. Denne Gang satte han sig i
ganske særlig dårligt Lune ved sit lille Bord, smed
gnaven sin Hat i den første, den bedste Krog, støttede
Hovedet i Hænderne og hensank i Grublerier. Hvis nu en
eller anden Nabo ved Bordet havde talt til ham, eller
hvis den opvartende Kelner ikke straks havde forstået
ham, vilde han, til Trods for sin medfødte Taktfølelse,
sikkert være brust op som en Korporal og måske endog
have fremkaldt en Skandale.
Man bragte ham Suppen. Han greb allerede Skeen,
men kastede den dog pludselig, endnu inden han havde
fået den dyppet, heftigt henad Bordet, og det var ikke
langt fra, at han var sprunget op fra Stolen. En
uventet Tanke var pludselig faret gennem Hovedet på
ham, og i samme Øjeblik var han, Gud må vide gennem
hvilken Ideforbindelse, bleven klar over Grunden til sin
gnavne Sindsstemning. Denne ganske mærkelige
Sindsstemning havde allerede pint ham i flere Dage, den
havde ligget som en Skygge over hele hans Tilværelse
og vilde på ingen Måde slippe ham igen. Nu gik der på
en Gang et Lys op for ham, han kunde ligesom regne
det hele ud på sine fem Fingre.
„Denne Hat er ene og alene Skyld i det altsammen!"
mumlede han mellem Tænderne, idet han trak Vejret
lettere — „ene og alene denne forbistrede, runde Hat
med det afskyelige Sørgeflor — den er Skyld i det
altsammen!"
Han sank hen i dybe Tanker, og jo længere han
tænkte sig om, des mere formørkedes hans Træk, des

15
besynderligere tog hele denne „Begivenhed" sig ud i
hans Øjne.
„Men hvad for en „Begivenhed" kan der her være Tale
om?" modsagde han mistroisk sin egen Tankegang —
„foreligger der i det hele taget det ringeste, som kan ligne
en Begivenhed?" Med denne Sag forholdt det sig på
følgende Måde: For omtrent fjorten Dage siden —
bestemt vidste han det ikke, men det forekom ham
omtrentlig, at det var så længe siden — havde han et
eller andet Sted på Gaden på Hjørnet af Advokat- og
Brogade for første Gang mødt en Herre, der bar et
Sørgeflor om sin Hat. Det var en Herre som alle andre,
intet påfaldende var at bemærke hos ham,
og han gik hurtig forbi Veltjaninov, men så samtidig
så gennemtrængende på ham, at denne straks blev
opmærksom derpå. Hans Ansigtstræk forekom
Veltjaninov bekendte, han måtte åbenbart have mødt
ham et eller andet Sted. „For øvrigt har jeg allerede
truffet så mange tusinde Ansigter i mit Liv — hvor skal
jeg så kunne huske dem alle sammen lige tydeligt."
Da han var gået tyve Skridt videre, havde han til
Trods for det levende Indtryk dog allerede glemt dette
Møde igen. Men Indtrykket kunde han ikke befri sig for
hele Dagen igennem, og dette gjorde sig besynderlig
nok gældende som en ganske ejendommelig,
tilsyneladende grundløs Gnavenhed. Han kunde endnu
efter fjorten Dages Forløb tydelig mindes dette Indtryk;
han undrede sig også, at han den Gang aldeles ikke
kunde begribe, hvorfra denne Gnavenhed egentlig
stammede, og at han ikke en eneste Gang kom på
den Tanke, at hans dårlige Lune måske kunde hænge
sammen med hin Begivenhed.
Herren med Sørgefloret skyndte sig dog selv med igen
at kalde sig tilbage i hans Hukommelse: næste Dag
mødte Veltjaninov ham for anden Gang på Nevski
Prospektet, og også denne Gang målte den ubekendte
ham med det samme besynderlige Blik. Veltjaninov
spyttede, men næppe havde han dog gjort dette,

16
førend han straks forundrede sig over dette Udtryk for
sin Uvilje. Ganske vist var det et Ansigt, som
uvilkårligt vakte Uvilje. „Ja, jeg har virkelig en Gang
tidligere mødt ham et eller andet Sted," hviskede han
eftertænksomt, da der allerede var forløbet en halv
Time efter dette andet Sammentræf. Påny tilbra gte
han Dagen i det væmmeligste Humør. Om Natten
foruroligedes han endog af onde Drømme, og alligevel
faldt det ham aldeles ikke ind, at den eneste Grund til
dette mærkværdige Tungsind var hin Herre med
Sørgeflor om Hatten, skønt han hele Aftenen igennem
ikke en eneste Gang var kommen til at huske på ham.
Han vilde sikkert være bleven meget forbavset over, at
en sådan „Tåbelighed" så længe havde kunnet blive i
hans Erindring, og især at tilskrive denne Tåbelighed sin
Gnavenhed og pirrelige Stemning vilde have syntes
ham højst nedværdigende, hvis han i det hele var kom-
men på denne Tanke.
To Dage senere traf de hinanden igen, midt i
Trængslen, da Veltjaninov netop havde forladt Dækket på
en Neva-damper. Denne Gang kunde han have svoret
på, at Herren med Sørgefloret havde genkendt ham og
vilde standse ham, men alligevel blev forhindret heri af
den tætte Menneskemængde. Det forekom ham endog,
som om den ubekendte havde vovet at række Hånden ud
imod ham, som om han endog havde anråbt ham og
nævnt ham ved Navn. Det sidste havde han forøvrigt
ikke hørt nøje.
„Men hvem kan denne Fyr dog være, og hvorfor
tiltaler han mig ikke, når han virkelig kender mig og oven
i Købet er så længselsfuld efter at komme i Lag med
mig?" tænkte han gnaven, idet han steg op i en
Droske og kørte bort i Retning af Smolnaklostret. En
halv Time senere skændtes og mundhuggedes han
allerede med sin Sagfører, men om Aftenen og Natten
plagedes han igen af de afskyeligste Griller og
Hjernespind. „Mon jeg skulde være i Færd med at få
Gulsot?" spurgte han urolig sig selv, idet han tog sig

17
nøje i Øjesyn i Spejlet.
Dette var det tredie Møde. Så blev han skånet i
hele fem Dage, af „Fyren" var der intet Spor at opdage.
Besynderlig nok kom han flere Gange til at huske på
ham, og han blev ganske forbavset, når han opdagede,
at hans Tanker dvælede ved den ubekendte. „Hvad for
noget, skulde jeg virkelig længes efter ham?" spurgte
han sig selv forundret. „Hm!... Han må have meget at
gøre her i St. Petersborg — og for hvem bærer han
Sorg? Han har åbenbart genkendt mig, og jeg kan slet
ikke huske hvem han er. Hvorfor bærer egentlig den
Slags Mennesker Flor om Hatten? Det klæder aldeles
ikke deres Ansigt.... Jeg tror for øvrigt, at jeg vilde
kunne kende ham igen, hvis jeg tog ham lidt nærmere i
Øjesyn..."
Og på en Gang begyndte noget ligesom at røre sig i
hans Hukommelse, som et bekendt, dog pludselig af en
eller anden Grund glemt Ord, man med store
Anstrængelser søger at komme på: man véd og man
kender det rigtig godt, og man ved, at man kender det;
man ved også, hvad det betyder, og man drejer og snoer
sig ligesom rundt om det, og alligevel vil det på ingen
Måde falde én ind, hvor store Anstrængelser man end
gør sig.
„Det var ... det var allerede længe før ... det var dér,
nej
dér Nej, det var dér ... nå, i Djævelens Skind og
Ben
det kan for mig have været, hvor det va r ! . . . " råbte
han pludselig aldeles rasende — „fortjener denne Fyr
virkelig, at jeg piner og plager mig selv i den Grad for
hans Skyld ..."
Han blev for Alvor forbitret, men om Aftenen, da han
pludselig huskede på, at han i den Grad havde ladet sig
henrive, følte han sig dog ubehagelig berørt deraf: han
var til Mode, som om han havde grebet ham på fersk
Gerning i Færd med at begå en eller anden slet Handling.
Han blev næsten forlegen og sagde helt forbavset til

18
sig selv:
„Det er såmænd også Umagen værd at tage sig
sådan en Bagatel så nær... blot fordi man kommer til
at tænke på den ..." Videre nåede han ikke i sin
Tankegang.
Den følgende Dag blev han endnu mere opbragt,
denne Gang troede han dog at have al Grund, ja endog
Ret dertil. „En uhørt Frækhed!" udråbte han — han
havde nemlig for fjerde Gang truffet den fremmede.
Herren med Sørgefloret var ganske pludselig dukket
frem foran ham, som om han var vokset op af Jorden.
Veltjaninov havde lige netop tilfældig på Gaden slået en
Klo i den Statsråd, som havde en så vigtig Stemme med i
Afgørelsen af hans Proces og så behændig forstod at
undgå ham. Han havde just henledt Samtalen på den
omtvistede Sag for at få den gamle drevne Rad til at
løse sin Tunge, da han pludselig på den anden Side af
Gaden opdagede den ubekendte Herre med Sørgefloret,
der nysgerrig og med et uforskammet Grin så efter
dem begge.
„Nu skulde da også Fanden tage ham!" udbrød
Veltjaninov, der pludselig kom helt fra Koncepterne og
naturligvis gav den „frække Fyrs" Tilsynekomst
Skylden for sit Uheld, rasende. Mon han skulde vove at
udspionere mig? Han forfølger mig åbenbart. Mon der er
nogen, som betaler ham derfor, og ... og... jeg tror
minsandten han lo, ved Gud, det gjorde han! Jeg skal
mørbanke ham, så sandt jeg lever ... Det er blot
Skade, at jeg ingen Stok har med mig — dog bi lidt,
jeg vil købe mig en Stok! Nej, han skal ikke dø i
Synden! Hvem er han egentlig? Jeg vil for enhver Pris
have at vide, hvem han er."
Dagen efter dette fjerde Møde træffer vi Veltjaninov,
som ovenfor beskrevet, ved hans Middag, denne Gang
for Alvor vred og i en ophidset Stemning. Nu kunde
han ikke mere lade være at indrømme, at Sagen virkelig
levende foruroligede ham, og at denne Herre med
Sørgefloret til Trods for hans Ynkelighed var den eneste

19
Grund til hans ubehagelige Tilstand. Selv om han var
hypokonder og hvert Øjeblik rede til at gøre en Myg til
en Elefant, så måtte der dog i hvert Fald være en eller
anden mærkelig Grund, som han blot ikke kunde
komme på, til, at en sådan Skurk formåede at bringe
ham i den Grad ud af Ligevægt.
Han havde igen i Dag og for femte Gang krydset
hans Vej. Og denne Gang lod det virkelig til, at
Veltjaninov gjorde en Myg til en Elefant, thi Manden
med Sørgefloret havde i Dag ikke engang set sig om
efter ham, men var så hurtigt som muligt med sænket
Blik smuttet forbi ham, som om det havde været ham
selv magtpåliggende ikke at blive bemærket. Men
Veltjaninov havde vendt sig om efter ham og råbt med
høj Stemme til ham:
„Hør, De dér med Sørgefloret! Nu skal De ikke slippe
bort fra mig. Hvem er De?"
Spørgsmålet var ganske overflødigt, som Veltjaninov
bagefter kunde sige sig selv. Den ubekendte havde ved
hans Råb drejet sig om; han blev stående et Øjeblik,
smilende forlegent, som om han ikke vidste, hvad han
skulde sige eller gøre, men vendte så dog pludselig
Ryggen til og løb over Hals og Hoved bort, uden at se sig
mere om. Veltjaninov så helt forundret efter ham.
„Og hvis han nu slet ikke vilde tiltale mig, men det
er mig selv, der nærer denne Hensigt?" tænkte han —
„hvad så?"
Efter Middagen begav han sig så hurtig som mulig til
Statsrådens Villa. Han traf ham ikke hjemme — man
meddelte ham, at han var bleven inde i Byen til et
Fødselsdagsgilde og næppe vilde komme igen førend om
Natten mellem Klokken tre eller fire. Denne Besked
bragte Veltjaninov helt ud af Fatning. Han forhørte sig
om, hvor dette Gilde holdtes, og besluttede i sin
ophidsede Sindsstemning uden videre at opsøge
Statsråden i Fødselsdagsselskabet. Han havde allerede
sat sig i en Droske for at udføre denne Plan, men
undervejs kom han dog ved nærmere Overvejelse til

20
at tænke på, at hans Forehavende måske gik for vidt,
og han lod derfor Kusken holde på Halvvejen for til Fods
at begive sig til sin Lejlighed ved „Det store Teater".
Han følte Trang til at skaffe sig Bevægelse. For at
bringe sine angrebne Nerver til at falde til Ro, måtte
han også en Gang se at få udsovet, koste, hvad det
koste vilde, og for at falde i Søvn, måtte han i det
mindste forsøge at gå sig træt. Så gik han da af Sted
med lange Skridt og havde lykkelig tilbagelagt den
anselige Vej til sin Lejlighed, da Klokken var henad halv
elleve. Den ønskede Træthed, havde indfundet sig.
Hans Lejlighed, hvor han var flyttet ind i Marts, og
hvor han, som han udtrykte sig, kun blev holdt tilbage
på Grund af sin forbistrede Proces, var aldeles ikke så
lurvet og uanstændig, som han selv indbildte sig
Opgangen var ganske vist noget skummel og ikke
videre ren, men selve Lejligheden, der lå på anden Sal,
bestod af to store lyse og høje værelser, der var
adskilte fra hinanden ved en mørk Forstue, og af hvilke
det ene vendte ud til Gaden, det andet til Gården. Ved
Siden af det sidste befandt der sig et lille Kabi net,
som var bestemt til at sove i, men for Øjeblikket var
fuldt proppet med alle Slags Bøger og Papirer. Som
Soveværelse benyttede Veltjaninov den store Stue, hvis
Vinduer vendte ud mod Gaden. Han plejede at sove på
Divanen. Hans Møbler var ikke dårlige, selv om de
allerede var blevne noget slidte, der var endog enkelte
kostbare Sager mellem dem — Rester af fordums
Velstand: Nipssager af Porcellæn og Bronce, ægte
bukariske Tæpper, også to Oliemalerier som ingenlunde
var ilde. Men altsammen befandt sig i en vis Uorden,
hist og her lå der endog tommetykt Støv, da hans
Tjenestepige Pelageja var rejst til sin Fami lie i
Novgorod og havde ladet ham i Stikken. Det besynderlige
Faktum, at en ung Mand, der regnede sig til det gode
Selskab og desuden gerne vilde anses for en Gentleman,
havde kvindeligt Tyende, fik i Virkeligheden undertiden
Veltjaninov til at rødme lidt, skønt han var fuldstændig

21
tilfreds med denne Pelageja. Han havde fået denne
Pige, da han flyttede ind i sin nuværende Lejlighed, fra
en Familie, han kendte, som rejste til Udlandet, og
Pelageja havde bragt alt i udmærket Orden hos ham.
Efter at hun var taget bort, havde han, da han nærede
en absolut Uvilje mod Tjenere, overladt Opvartningen,
samt Nøglen til Døren til en Søster til Gårdskarlen, men
hun lod næsten alt ligge, som det lå, og stjal o v e n i
Kø b e t h a n s f å Pe n g e f r a h a m . M e n d e t h e l e var
omsider blevet ham ligegyldigt, og selv om han også
næsten hver eneste Gang, når han kom ind i sit
„snavsede Hul", følte en vis Uvilje derved, så var han
dog i det mindste glad over, at han kunde blivet et Par
Timers Tid alene. Denne Gang gav han sig imidlertid
slet ikke Stunder til at tænke over sin Lejlighed, men
klædte sig af så hurtig, han bare kunde, kastede sig
på sit Leje og foresatte sig ganske bestemt at falde i
Søvn så snart som muligt. Og besynderlig nok — han
sov virkelig ind, lige da han havde lagt sit Hoved på
Puden. Noget lignende var ikke hændt ham i den sidste
Månedstid.
Han sov omtrent i fulde tre Timer, men hans Søvn
var urolig og opfyldt af besynderlige Drømme, som
ellers kun plejer at optræde under Febersygdomme. De
drejede sig om en Forbrydelse, som han havde begået
og søgte at holde skjult. Men man havde opdaget den,
og en hel Skare Mennesker fór løs på ham under
højlydte Beskyldninger. Og stadig voksede Mængden af
Anklagere mere og mere, og da Døren stod på vidt Gab,
strømmede der uafladelig Folk ind. Disse Folks
almindelige Opmærksomhed vendte sig tilsidst mod et
besynderligt Menneske, der engang havde været ham
velbekendt og endog stået ham nær, men som dog
forlængst var død, og nu på en ubegribelig Måde
pludselig havde indfundet sig hos ham. Mest pinte det
ham alligevel, at han ikke vidste, hvem dette Menneske
var, at han helt og holdent havde glemt hans Navn og
aldeles ikke kunde komme på det. Han vidste kun, at

22
han engang havde sat stor Pris på ham. Af denne
Mands Mund ventede alle utålmodigt det afgørende
Ord, som skulde fastslå Veltjaninovs Skyld eller Ikke-
Skyld. Men dette Menneske sad ubevægeligt ved sit
Bord og tav stille.
Larmen voksede bestandig, og Mængden blev mere
og mere ophidset, da Veltjaninov pludselig rasende
styrtede løs på den tavse Mand og gav sig til at banke
ham, fordi han ikke vilde tale. Han blev yderst forbavset
over det, han havde gjort, men følte samtidig en vis
Tilfredsstillelse derved. Han slog ham for anden og tredie
Gang, et vanvittigt, næsten vellystigt, men alligevel med
Forfærdelse blandet Raseri greb ham, og han slog stadig
hurtigere og hurtigere, uden at tælle sine Slag. Han vilde
ødelægge alt, alt, men pludselig løftede der sig et
frygteligt Skrig fra Mængden, som trængte ind på ham,
alles Øjne vendte sig forventningsfulde mod Døren, og i
samme Øjeblik lød der tre klare Klokkeklemt og så højt,
som om nogen vilde rive Klokkestrængen midt over.
Veltjaninov vågnede, sprang over Hals og Hoved op fra
sit Leje og styrtede til Døren. Han var fuldstændig
overbevist om, at disse Klokkeslag ikke var nogen Drøm,
men den rene Virkelighed og at en eller anden havde
ringet på hans Dør. „Det vilde jo være højst
mærkværdigt," sagde han til sig selv, „om jeg kun i
Drømme skulde have hørt denne tydelige, næsten
håndgribelige Lyd."
Til hans Forundring viste det sig, at Klokkelyden
også var en Drøm. Han åbnede Døren, gik ud i
Entréen, så endog efter på Trappegangen — men der
var ingen at se. Klokken hang der ganske ubevægelig.
På en Gang forbavset og oplivet vendte han tilbage til
Værelset. Da han havde fået tændt Lys, kom han til at
huske på, at Døren kun var trykket i, men hverken
lukket eller låset. Det var allerede tidligere ofte hændet
ham, at han havde ladet den stå åben, og Pelageja
havde ofte rettet Bebrejdelser mod ham i den
Anledning. Han vendte endnu en Gang tilbage til For-

23
stuen for at lukke Døren, åbhede den endnu en Gang
og kastede et Blik ud på Trappegangen. Så skød han
Slåen for — det var ham altfor besværligt at dreje
Nøglen om. Klokken slog halv tre. Han måtte altså have
sovet over tre Timer.
Drømmen havde foruroliget ham i den Grad, at han
ikke straks vilde lægge sig til at sove igen, men
besluttede at gå en halv Times Tid op og ned i Værelset.
Han tændte sig en Cigar, klædte sig halvvejs på, gik hen
til Vinduet, løftede de tunge Klædesgardiner til Side og
trak den hvide Persienne i Vejret. Man kunde allerede se
alt tydeligt nede på Gaden. De lyse Nætter i St.
Petersborg havde altid bidraget til at ophidse hans
Nerver og var også i væsentlig Grad Årsagen til hans
Søvnløshed. Han havde netop af den Grund for et Par
Uger siden anbragt disse tætte Klædesgardiner, ved
Hjælp af hvilke han kunde holde alt Lys borte fra sit
Soveværelse. Det indtrængende Dæmringsskær blandede
sig med Skæret fra det brændende Lys på Bordet,
medens han i en beklemt og pinefuld Sindsstemning gik
op og ned i Værelset. Indtrykkene af Drømmen optog
endnu bestandig i høj Grad hans Tanker: han kunde ikke
tilgive sig selv, at han havde lagt Hånd på det Menneske
og slået ham.
„Men det Menneske eksisterer jo slet ikke og har
heller aldrig eksisteret, det hele er kun en Drøm —
hvorfor sejgpiner jeg mig da selv således?"
Og han sammenfattede al sin Bekymring og al sin
Uro i den ene Sætning, at han syntes at være alvorlig
syg.
Den Tanke, at han vilde blive gammel og svag,
havde altid været ham i højeste Grad imod, og det
opirrede ham naturligvis endnu kun mere, når han i sine
særlig nedtrykte Timer overdrev i den Grad, at han
gjorde sig selv til en fuldstændig nedbrudt Olding.
„Å, denne Alderdom!" hviskede han til sig selv, idet han
fortsatte sin Vandring gennem Værelset — „det er
virkelig snart ude med mig! Jeg taber Hukommelsen,

24
har Drømmesyner og Hallucinationer, hører Klokken
ringe . . . Fanden skal tage det! Jeg ved af egen
Erfaring, at jeg altid får Feber, når jeg har sådanne
Drømme. . . . Jeg er overbevist om, at hele den
Begivenhed med Sørgefloret ikke er andet end en
Drøm. Jeg tror virkelig, jeg i Går havde Ret: at han
ikke har lagt an på mig, men tvertimod jeg på ham. Jeg
har tillagt ham, Gud må vide, hvilke Motiver og er sam-
tidig selv krøbet under Bordet af Frygt. Og hvorfor
kaldte jeg ham egentlig en „fræk Fyr"? Hvem véd, han
er måske et rigtig pænt Menneske! Hans Ansigt er
ganske vist ubehageligt, men dog ingenlunde særlig
frastødende. Han er klædt som alle andre; kun ved hans
Blik er der noget ejendommeligt . . . men se nu bare,
om ikke mine Tanker igen er i Færd med at beskæftige
sig med ham! Hvad i Djævelens Skind og Ben kommer
hans Udseende mig ved? Kan jeg virkelig ikke leve uden
denne . . . Galgenfugl?"
En pinlig Tanke fór ham pludselig gennem Hovedet: det
forekom ham, som om hin Herre med Sørgefloret
engang endog havde stået i venskabeligt Forhold til
ham og var bleven indviet i en eller anden vigtig
Hemmelighed i hans Fortid, og at han af Skadefryd
derover dengang havde smilet ad ham. Mekanisk gik
han hen til Vinduet for at åbne det og indånde lidt frisk
Luft, da det pludselig gav et Sæt i ham: på Fortovet på
den anden Side af Gaden, lige overfor Huset opdagede
han til sin Skræk Herren med Sørgefloret om Hatten.
Han tog nysgerrigt Huset i Øjesyn og fæstede omsider
sit Blik på Veltjaninovs Vinduer, men han kunde alligevel
ikke have lagt Mærke til denne, da han straks havde
trukket sig tilbage bag Gardinerne. Han holdt
eftertænksom Fingeren mod Panden og syntes at
overveje noget med sig selv. Omsider måtte han have
fattet en Beslutning: han så sig rask omkring og listede
sig derefter på Tåspidserne over Gaden. Han forsvandt
gennem Portgangen, hvis lille Sidedør, som Veltjaninov
vidste, ofte stod åben til Klokken tre om Natten.

25
 „Han kommer op til mig," fór det som et Lyn gennem
Veltjaninovs Hjerne. Hurtig styrtede han, ligeledes på
Tåspidserne, hen til Døren i Forstuen og blev stående
foran denne, idet han med sin skælvende højre Hånd
greb Slåen og spændt lyttede i Retning af Trappen.
Hans Hjerte bankede så højt, at han blev bange for at
overhøre den ubekendtes listende Skridt. Hans Sanser
var spændte til det yderste, selv om han endnu ikke
klart forstod, hvad det var, der gik for sig. Hans
Drøm fra før syntes at flyde sammen med Virkeligheden.
Af Naturen var Veltjaninov modig, han holdt, undertiden
af at overdrive sin Frygtløshed overfor Faren lige til
Naragtighed, selv når han ikke havde nogen Tilskuer.
Men hertil kom i dette Tilfælde yderligere, at den
hypokondre Gnavpotte med et Slag var bleven
forvandlet. En nervøs, uhørlig Latter rystede ham.
Bag den lukkede Dør kunde han følge enhver Bevæ-
gelse, den ubekendte gjorde.
„Å, nu er han kommen op! Nu ser han sig omkring,
nu lytter han nedad Trappen, han ånder næppe, han
sniger sig frem og tilbage . . . å! Nu griber han Klinken
og trykker på Døren og prøver sig frem! Han troede, at
der ikke var låset af hos mig — bildte sig måske ind, at
Slåen vilde springe op af sig selv? Det vilde sandelig
være Skade, om han skulde blive nødt til at luske af
igen med uforrettet Sag."
I Virkeligheden forholdt alt. sig netop således, som
Veltjaninov forestillede sig det: der var sandelig én, som
famlede efter Dørgrebet. „Nej, han er ikke kommen uden
en bestemt Hensigt —!" sagde Veltjaninov til sig selv. Og
idet han forsigtig skubbede Slåen fra og lige på en Gang
rev Døren op, stod han Ansigt til Ansigt med Herren med
Sørgefloret.

---o---

26
 III.
Den ubekendte stivnede næsten af Overraskelse.
Ansigt til Ansigt stod de to nogle Øjeblikke på Tærskelen
— da genkendte Veltjaninov pludselig sin Gæst. Samtidig
blev den fremmede klar over, at Veltjaninov havde
genkendt ham, og hans Ansigt antog på en Gang et
venligt grinende Udtryk.
„Jeg har formodentlig den Fornøjelse at tale med
Aleksej Ivanovitj ?" begyndte han i en sødlig,
ejendommelig syngende Tonart, der aldeles ikke
passede til Situationen.
„Er De ikke Pavel Pavlovitj Trusotski ?" spurgte
Veltjaninov lidt betuttet.
„Vi gjorde Bekendtskab med hinanden for ni År
siden i T., og — hvis De vil tillade mig dette Udtryk —
blev ligefrem Venner . . ."
„Ja . . . ganske rigtig . . . imidlertid Klokken er nu
tre om Natten, og De har i hele ti Minutter undersøgt,
om min Dør var aflåset . . ."
„Er Klokken tre!" råbte Gæsten helt forbavset, idet
han trak sit Lommeur frem — „ja virkelig, Klokken er
tre! De må undskylde, Aleksej Ivanovitj, det kunde jeg
have sagt mig selv! Å, jeg skammer mig ligefrem! Nå,
så vil jeg komme igen en af de nærmeste Dage for at få
talt rigtig ud med Dem. Men nu . . ."
„Nej, på ingen Måde. Hvis De alligevel vil tale rigtig
ud med mig, så kom De bare straks med indenfor,"
faldt Veltjaninov ham i Talen — „jeg beder, kom blot ind,
vær så venlig, i dette Værelse! Det var dog sikkert
Deres Hensigt at trænge ind i mine Værelser, De er
sikkert ikke kommen ene og alene for at prøve Låsene
her ved Nattetid!"
Han var på en Gang gnaven og urolig. Samtidig
skammede han sig også en Smule! Der var ikke kommet
noget hemmelighedsfuldt, end sige farligt ud af det hele
Eventyr — der blev ikke andet tilbage end en eller anden
27
Pavel Pavlovitjs tåbelige Skikkelse. For øvrigt havde han
en Forudanelse om, at alt til syvende og sidst dog ikke
vilde løbe så glat af. Han lod sin Gæst tage Plads i en
Lænestol og satte sig selv i utålmodig Forventning
omtrent et Skridt bort fra ham på Divanen. Med Hagen
støttet i Hånden ventede han på, at hans sælsomme
Gæst skulde tage Ordet. Han betragtede ham nysgerrigt
og søgte at kalde den Tid, da de kendte hinanden,
tilbage i sin Hukommelse. Den fremmede gjorde dog
besynderlig nok slet ikke Mine til at „tale ud", men så
tvertimod med et spørgende Udtryk i Ansigtet på
Veltjaninov. Måske var det kun Generthed og Forle-
genhed — den samme Forlegenhed, som Musen føler i
første Øjeblik i Musefælden. Men Veltjaninov fór
fortrædelig løs på ham:
„Nå, min Herre, De er dog forhåbentlig intet Spøgelse
eller Drømmebillede! Tænker De måske på at
forskrække mig med Spøgeri? Vær dog så venlig at
forklare Dem, min kære!"
Den fremmede rykkede frem og tilbage i sin Stol med
et ængsteligt Smil og begyndte derpå i en betænksom
Tone:
„Jeg ser, at den usædvanlige Tid for mit Besøg og . . . de
besynderlige Omstændigheder . . . vækker Deres
Forbavselse . . . så at jeg, når jeg tænker på vort
Bekendtskab . . . og vor venskabelige Afsked med
hinanden, ligefrem finder det mærkværdigt . . . For
øvrigt var det aldeles ikke min Hensigt at komme
herhen, og når det dog er sket, så er det helt uventet
for mig selv . . ."
„Hvorledes? Uventet? Jeg har jo set gennem Vinduet,
hvorledes De listede Dem på Tåspidserne over Gaden!"
„Å, det har De set! Nå, så kan De måske sige mere
om vort Møde end jeg! Men jeg vil ikke opirre Dem . .
. hør blot: Jeg kom hertil for omtrent tre Uger siden i
mine egne Anliggender . . . Jeg er virkelig Pavel
Pavlovitj Trusotski, De har jo selv kunnet kende mig
igen. Jeg søger nemlig om Ansættelse i et andet

28
Guvernement, med bedre Gage . . . Nej, det er dog
egentlig ikke det . . . Når De vil vide det, så er
Hovedsagen den, at jeg nu allerede i tre Uger har drevet
rundt her og med Vilje har trukket mit Forehavende,
Forsættelsen, i Langdrag. Og når den omsider har fundet
Sted, har jeg måske til sidst selv glemt, at jeg har ansøgt
derom og forlader muligvis slet ikke mere St. Petersborg.
Ja, jeg driver rundt, som om jeg har tabt mit Mål af
Syne, og som om jeg selv glæder mig over, at jeg har
tabt det — thi i min Sindsstemning . . ."
„I hvad for en Sindsstemning befinder De Dem da?"
spurgte Veltjaninov gnavent.
Gæsten så stift på ham, greb sin Hat og pegede med
en værdig Håndbevægelse på Sørgefloret.
„Dér kan De selv se, i hvilken Stemning jeg er!"
Veltjaninov så spørgende snart på Sørgefloret, snart
på Gæstens Ansigt. Pludselig blev han ligbleg og spurgte
heftig bevæget:
„Hvad for noget? Er det måske Natalia Vassiljevna?"
„Ganske rigtig, det er Natalia Vassiljevna! Sidste Marts
Måned . . . af Svindsot, og det gik hurtig, varede
næppe nok to, tre Måneder! Og jeg står nu ganske
alene tilbage, som De ser."
Med disse Ord slog Gæsten i heftig Sindsbevægelse ud
med Armene, medens han samtidig holdt Hatten med
Sørgefloret i sin venstre Hånd og vist i ti Sekunder
bøjede sit skaldede Hoved mod Brystet. Denne
besynderlige Bevægelse gengav på engang Veltjaninov
hans Fatning. Et spottende Smil fór henover hans Træk,
men kun for et Øjeblik, thi Efterretningen om, at den
Dame, som han engang havde kendt så godt og nu
allerede i lang Tid glemt, var død, havde alligevel rystet
ham for stærkt.
„Er det da virkelig muligt —!" hviskede han halvt
ubevidst hen for sig — „men hvorfor har De ikke ganske
simpelt besøgt mig og fortalt mig det?"
„Mange Tak for Deres Deltagelse, som jeg på rette
Måde forstår at skatte — skønt . . . "

29
 „Nå, skønt?"
„Skønt der er forløbet så mange År siden den Gang,
har De dog lagt en så oprigtig Medfølelse for Dagen, at jeg
naturligvis føler mig i dyb Gæld til Dem. Det var kun
det, jeg vilde bemærke. Ikke således at forstå, som
om jeg skulde nære Mistillid til mine Venner, for jeg har
her i St. Petersborg rigtig gode Venner — jeg behøver
kun at nævne Hr. Stepan Michajlovitj Bagautov 1 — men
ser De, Aleksej Ivanovitj, siden vort Bekendtskab — eller
rettere Venskab, thi vi stod jo, oprigtig talt, i et
fortræffeligt Forhold til hinanden — er der jo mindst
forløbet ni År, og De har al dri g tæn kt på os, al drig
skr evet så m eget s o m et Brev , . ."
Gæsten talte i en ejendommelig syngende Tone og så,
medens han talte,, uafladelig mod Gulvet, idet han dog i al
Hemmelighed iagttog Veltjaninov.
Den sidste havde imidlertid genvundet sin
Selvbeherskelse. Med en ganske ejendommelig Følelse
hørte han på og iagttog han Pavel Pavlovitj, og, da
denne tav, trådte pludselig Billederne af hine længst
forsvundne Dage i livfulde Farver frem for hans
Erindring.
„Hvoraf kan det komme, at jeg ikke straks kunde
kende Dem igen?" udråbte han med høj Stemme. „Vi
har jo mindst fem Gange truffet hinanden på Gaden!"
„Ganske rigtig, jeg kan huske, De ofte har mødt
mig..."
„Det vil sige, De har mødt mig, ikke jeg Dem . . ."'
Veltjaninov sprang i Vejret fra sin Plads og gav sig
pludselig til at le højt. Pavel Pavlovitj tav et Øjeblik,
idet han opmærksomt så på ham, og vedblev så straks
igen:
„Det er ikke underligt, at De ikke har kunnet kende
mig igen — De har vel med Tiden glemt mit Ansigt, og
så har jeg desuden også siden den Gang haft Kopper,
der jo har sat sig enkelte Spor."

1
udtales: Baga-utov
30
 „Kopper? Ja, sandelig, han har haft Kopper! Nej,
hvor de har . . . "
„Tilredt mig, ikke sandt? Ak ja, hvad hænder der
ikke alt et Menneske, Aleksej Ivanovitj!"
„Nej, det er virkelig komisk! Nå, bliv endelig ved, bliv
ved . . . kæreste Ven! Men stop! Hvorfor sagde De nylig
„tilredt"? Jeg vilde absolut have udtrykt mig mere
høfligt. Men fortæl nu bare videre!"
Hans Bestyrtelse havde fuldstændig forladt ham og
endog givet Plads for en vis Munterhed. Med hurtige
Skridt gik han op og ned i Værelset.
„Jeg har ganske rigtig mødt Dem, og jeg havde endog,
da jeg kørte hertil, til Hensigt at opsøge Dem, men . . .
jeg gentager kun for Dem, at jeg nu er i sådan en
mærkværdig Sindsstemning . . . jeg kunde næsten
fristes til at sige slået for Panden, siden Marts Måned
nemlig . . ."
„Nå sådan, slået for Panden siden Marts Måned . . .
Hør engang, ryger De?"
„Jeg... jeg . . . De véd nok, at Natalia Vassiljevna
..."
„Ja rigtig; men siden Marts Måned?"
„Højst en Cigaret."
„Der er Cigaretter, tænd Dem en og gå videre. Gå
endelig videre, De har gjort mig helt nysgerrig."
Og idet han selv tændte sig en Cigaret, satte han sig
hurtig igen på Divanen. Pavel Pavlovitj tav lidt.
„Men De er jo helt ophidset!" sagde han med et
næppe nok kendeligt Anstrøg af Spot — „hvad fejler
Dem egentlig? Er De syg?"
„Å, hvad syg!" bruste Veltjaninov gnavent op — „De
skal fortsætte, skal De!"
Jo uroligere Veltjaninov teede sig, des sikrere følte
hans Gæst sig.
„Fortsætte, hm!" begyndte denne i samme Tone.
„Forestil Dem nu for det første et ganske sønderknust
Menneske, Aleksej Ivanovitj — det vil sige, det skal ikke
tages bogstaveligt, men kun som en Talemåde; et

31
Menneske, der efter et tyveårigt Ægteskab begynder et
helt forandret Liv, uden Mål og selvforglemmende
driver rundt på Gaderne og endog finder en vis
Fornøjelse i denne Selvforglemmelse. I sådanne Øjeblikke
trænger jeg ikke til nogle bekendte, ikke engang til
oprigtige Venner — jeg går endog med Vilje af Vejen for
dem, for ikke at træffe dem. Men så kommer der
andre Øjeblikke, i hvilke alt muligt falder én ind, og man
formelig længes efter at se et Vidne til en Deltager i den
for bestandig svundne Fortid, og éns Hjerte begynder
samtidig at slå så højt, at man ikke blot om Dagen, men
endog midt om Natten kunde have Lyst til at kaste sig i
Armene på disse Venner, hvem man ene og alene i den
Hensigt banker op endog Klokken tre om Natten. Ja
vist, jeg har kun taget fejl af Tiden, ikke af Venskabet,
thi i dette Minut føler jeg mig fuldkommen belønnet. Og
hvad Tiden angår, så troede jeg jo, at Klokken først var
tolv . . . det skyldes virkelig kun min Adspredthed. Å,
man véd på Grund af Sorg ikke mere selv, hvad der går
for sig med én. Og så er det heller ikke Sorgen alene,
men så at sige hele den nye Livsopfattelse, som man
må se at vænne sig til . . ."
„Hvor De udtrykker Dem besynderligt!" bemærkede
Veltjaninov, idet han pludselig blev alvorlig og trist igen.
„Å ja, jeg udtrykker mig ret besynderligt!"
„Vil De måske drive Løjer med mig?"
„Hvad for noget? Jeg drive Løjer med Dem?" råbte
Pavel Pavlovitj i en opbragt Tone — „i samme Øjeblik,
som jeg underretter Dem om mit tunge Tab . . ."
„Å, jeg beder Dem, ti hellere stille med det!"
Veltjaninov rejste sig og begyndte igen at gå op og
ned i Værelset. De tav begge i nogle Minutter. Gæsten
vilde ligeledes rejse sig, men Veltjaninov råbte heftig til
ham: „Bliv dog siddende," og lydig sank han tilbage i
sin Stol.
„Hvor De dog har forandret Dem meget!" begyndte
derpå Veltjaninov, idet han pludselig blev stående
foran den anden. „Det er helt påfaldende, som De har

32
forandret Dem! De er bleven et helt andet Menneske!"
„Hm! Det er da intet Under, i ni År . . ."
„Nej, nej, det er ikke Årene, som er Skyld heri! Foran-
dringen ligger heller ikke så meget i Deres Ydre som i
noget andet!"
„Jeg siger jo, at ni År . . . "
„Eller snarere måske siden Marts Måned!"
„He, he!" smilede Pavel Pavlovitj listig hen for sig —
„det er virkelig en pudsig Tanke, De her har haft. . . .
Men om jeg tør spørge: hvori består så egentlig denne
Forandring?"
„Ja, hvorledes skal jeg forklare Dem det? Tidligere
var De sådan en solid Pavel Pavlovitj, sådan en net Pavel
Pavlovitj, og nu forekommer det mig... at Pavel Pavlovitj
er bleven noget af en Døgenigt!"
I sin ærgerlige Stemning vidste han ikke en Gang, om
han var vred på sig selv eller på den anden.
„En Døgenigt! Finder De virkelig? Og ikke mere så
anstandsfuld og net som tidligere?" fniste Pavel Pavlovitj
i lystig Stemning.
„Å, hvad vil det sige, Døgenigt eller ej! For min Skyld
kan De gerne betragte Dem selv som et Dydsmønster!"
fór det heftig ud af Munden på Veltjaninov. Men i sit
stille Sind tænkte han: „Pokker må vide, hvad den Fyr
har til Hensigt — jeg er uforskammet, men han er endnu
langt mere uforskammet!"
„Å, dyrebare, enestående Aleksej Ivanovitj!" be-
gyndte Gæsten pludselig følelsesfuldt, idet han bøjede
sig frem og tilbage i Stolen — „hvorfor bliver vi egentlig
så hidsige begge to? Vi er jo dog under fire Øjne og kan
som oprigtige Mænd åbent og ærligt udveksle vore
Erindringer om det gamle Venskab, hvori den afdøde var et
så væsentligt Bindeled."
Han var så henrevet af sine Følelser, at han påny lod
Hovedet synke ned på Brystet og bedækkede Ansigtet
med Hatten. Veltjaninov betragtede ham endnu
bestandig med en Blanding af Uvilje og Uro,
„Og hvis han nu virkelig ikke er nogetsomhelst andet

33
end en Nar?" fór det gennem Hovedet på ham. „Men
nej, nej! Han synes heller ikke at være beruset, skønt
han er helt rød i Ansigtet. Og selv om han også skulde
være beruset — det kommer dog helt ud på det samme!
Hvad kan han mon føre i sit Skjold? Hvad vil den Fyr
mig egentlig?"
„Kan De huske, kan De endnu huske," råbte Pavel
Pavlovitj, idet han langsomt tog sin Hat fra Ansigtet og
i en vis Grad lod sig rive med af sine Følelser — „kan
De endnu huske vore fælles Landture, vore Aftensamtaler,
The-dansant'er og uskyldige Pantelege hos Hans
Ekscellence den gæstfrie Semjon Semjonovitj? Og vore
små Læsetimer, vi tre alene, har De da ikke glemt? Og
vort første Bekendtskab, hvorledes De en Morgen
indfandt Dem hos mig i Forretningsanliggender og
begyndte at skrige ganske højt, og hvorledes så Natalia
Vassiljevna pludselig trådte ind, og De allerede efter ti
Minutters Forløb var vor oprigtige Ven, man kunde da
næsten sige vor Husven, hvad De så også vedblev at
være et helt År igennem — ganske på samme Måde som
i Hr. Turgenjevs Stykke „Provinsdamen"!"
Veltjaninov gik langsomt op og ned, idet han så mod
Gulvet og hørte utålmodigt, men samtidig med en vis
Spænding på den fremmede.
„Jeg kender ikke noget til „Provinsdamen"!" afbrød
han ham en Smule forlegen — „og hvorfor taler De til mig
i denne klynkende Tone og . . . denne skruede Stil? Det
gjorde De dog ikke tidligere, hvad skal det nu være
godt for?"
„Jeg har i Virkeligheden tidligere været mere tavs af
mig, jeg holdt så at sige Tand for Tunge!" faldt Pavel
Pavlovitj ham i Talen — „De véd nok, jeg syntes tidligere
bedre ' om at høre efter, når den afdøde talte. De kan
nok huske, hvor hun forstod at konversere, med hvor
meget Vid og Forstand . . . Og hvad „Provinsdamen"
angår, og navnlig Stupendjev, så har De ganske vist Ret
i, at De ikke kan kende noget dertil, da vi nemlig først
fandt på den Sammenligning senere, efter at De allerede

34
havde vendt os Ryggen, — nemlig fordi Deres første
Optræden i vor lille Kreds i Virkeligheden ganske lignede
en Scene i dette Stykke, navnlig hvad angår Stupendjev."
„Hvad for en Stupendjev, for Pokker?" skreg
Veltjaninov, idet han rasende stampede i Gulvet og ved
sin opbrusende Vrede søgte at skjule sin Uro.
„Stupendjev? Det er en Rolle, en Teaterfigur, Mandens
Rolle i Stykket „Provinsdamen"," fløjtede Pavel Pavlovitj i
en sødlig Tone — „men det hentyder allerede til en anden
Gruppe af dyrebare og skønne Erindringer, som først
begynder efter Deres Afrejse, da nemlig Stepan
Michajlovitj Bagautov beærede os med sit Venskab,
ganske på samme Måde som De, kun at dette varede
fulde fem År."
„Bagautov? Hvem er det? Hvad for en Bagautov?"
råbte Veltjaninov, idet han blev stående som groet fast.
„Bagautov, Stepan Michajlovitj, der har beæret os med
sit Venskab, nøjagtig et År efter Deres Afrejse og . . .
ganske på samme Måde som De . . ."
„Å Gud, jeg kender ham jo!" råbte Veltjaninov, idet han
tænkte sig om — „Bagautov, ganske rigtig, han har jo
været ansat i Deres lille By!"
„Ja vist har han været ansat dér, hos selve
Guvernøren. En ægte St. Petersborger, en ung Mand af
det allerbedste Selskab!" udråbte Pavel Pavlovitj
formelig begejstret.
„Nå, således! Hm — han har også . . ."
„Ja vist, han har også!" faldt Pavel Pavlovitj ham i
Talen, ganske henrevet af sine Minder, idet han hurtig
greb det Ord, der uvilkårlig var undsluppet hans „Ven", i
Flugten — „ja han også, han også! Ser De nemlig, vi
spillede „Provinsdamen" på Hans Ekscellence, den gæstfri
Semjon Semjonovitjs Husteater — Stepan Michajlovitj
udførte Greven, jeg Manden og den afdøde
Provinsdamen — kun at man på den afdødes Ønske atter
tog Mandens Rolle fra mig, som om jeg ikke skulde have
været i Stand til at spille en Stupendjev . . ."
„Men hvad er det nu for noget med Deres

35
Stupendjev? De er jo dog først og fremmest Pavel
Pavlovitj Trusotski og ikke Stupendjev!" fór Veltjaninov
næsten grovt løs på ham. „Og denne Bagautov, som
De taler om, er nu her i St. Petersborg, jeg har selv
set ham i Foråret. Hvorfor besøger De ham da ikke, når
De kender ham så godt?"
„Jeg har været hos ham hver eneste Dag i de sidste
tre Uger! Men han er syg og kan ikke tage imod
nogen! Og vil De tænke Dem, jeg véd fra den allerbedste
Kilde, at han i Virkeligheden er temmelig farlig syg! Nej
— og når man så tænker på, at vi var Venner i seks År!
Å, Aleksej Ivanovitj, jeg må endnu engang gentage,
at, når man er i sådan Sindsstemning, kunde man
undertiden bogstavelig ønske at synke i Jorden! Og så
kommer der andre Øjeblikke, hvor man gerne vilde, jeg
kan næsten sige kysse og omfavne et af hine tidligere
Øjenvidner, en af hine gamle Venner, ene og alene for
en Gang at kunne få grædt ud — ja, ikke for andet
end for at kunne få grædt ud! . . ."
„Nå, nu tror jeg, vi har nok af hinanden for i Dag, ikke
sandt?" faldt Veltjaninov ham skarpt i Talen.
„Fuldkommen nok, fuldkommen nok!" bekræftede Pavel
Pavlovitj, idet han hurtig rejste sig fra sin Plads, „Klok-
ken er fire, og jeg er på en så hensynsløs Måde faldet
Dem til Besvær . . ."
„Hør, jeg vil ligeledes besøge Dem, ganske bestemt,
og så håber jeg . . . men sig mig engang oprigtig: Er De
ikke beruset i Dag?"
„Beruset? Ikke Spor! Jeg troer, De fantaserer, Aleksej
Ivanovitj."
„Nå, lad det nu være godt! Jeg kommer til Dem i
Morgen henad Middagstid . . ."
„Jeg synes, De fra første Øjeblik af har været meget
ophidset," afbrød Pavel Pavlovitj, hvem det åbenbart mo-
rede at vende tilbage til dette Tema, ham. „Det gør mig
virkelig ondt, at jeg ved mit upassende Besøg . . . dog
jeg går, jeg går, og jeg vil give Dem det Råd at lægge
Dem igen og se hurtig at falde i Søvn!"

36
 „Men De har jo slet ikke sagt mig endnu, hvor de
boer!" råbte Veltjaninov efter Gæsten, der allerede var i
Færd med at fjerne sig.
„Har jeg virkelig ikke sagt det? Jeg boer på
Gæstgivergården ved Mariakirken."
„Hvad for en Gæstgivergård ?"
„Lige ved Mariakirken, i en Tværgade — dens Navn
har jeg glemt, Numret husker jeg heller ikke, men det
er i hvert Fald lige ved Mariakirken . . . "
„Jeg skal nok finde Dem!"
„Det skal være mig en stor Fornøjelse!"
Gæsten var allerede ilet nogle Trin ned ad Trappen.
„Stop!" råbte Veltjaninov efter ham — „Det er da vel
ikke Deres Hensigt at smøre Haser i Morgen, inden jeg
kommer?"
„Hvorledes smøre Haser?" spurgte Pavel Pavlovitj,
idet han vendte sig om og så durkdrevent på Veltjaninov.
I Stedet for at svare, slog Veltjaninov Døren i med et
Brag, låsede den omhyggeligt og skød Slåen for. Da
han var vendt tilbage til sit Værelse, spyttede han langt,
som om han havde tilsølet sig ved Berøringen med et
eller andet. Ubevægelig, ligesom lamslået stod han nogle
Minutter midt i Værelset, derpå kastede han sig, uden at
klæde sig af, på Divanen og faldt straks i Søvn. Lyset,
som han havde glemt at slukke, brændte ned til sidste
Stump.

---o---

IV.
Efter en tryg Søvn vågnede Veltjaninov henad halv
ti; han stod straks op fra sit Leje og gav sig til at tænke
på „hin Kvindes" Død.
Det rystende Indtryk, som den pludselige Meddelelse
om dette Dødsfald havde gjort på ham, havde efterladt
en vis smertelig Uro i hans Sjæl. Denne Uro var, medens
Pavel Pavlovitj opholdt sig hos ham, kun rent
37
forbigående ved en besynderlig Tankegang bleven trængt
i Baggrunden. Men nu, da han vågnede, kunde han
pludselig med en overordentlig Klarhed se for sig alt,
hvad der var sket for ni År siden.
Han havde elsket hin Kvinde, afdøde Natalia
Vassiljevna, denne Trusotskis Hustru. Han havde været
hendes Elsker, da han, ligeledes i Anledning af en
Arveproces, havde tilbragt et helt År i T., skønt selve
Sagen egentlig ikke krævede et så langt Ophold. Den
virkelige Grund til at han blev der, var just hint Forhold,
som på dette Tidspunkt fuldstændig havde behersket
ham. Han havde næsten været denne Kvindes Slave og
vilde på hendes mindste Vink uden Betænkelighed have
begået enhver nok så tåbelig og afsindig Streg.
Hverken før eller senere var noget lignende hændet
ham igen. Da efter et Års Forløb Adskillelsens Stund slog,
blev Veltjaninov, skønt han kun for kort Tid skulde tage
Afsked med Natalia Vassiljevna, grebet af den største
Fortvivlelse. Han var rede til at prisgive alt, til at
bortføre hende og for bestandig tage med hende til
Udlandet, men Natalia Vassiljevna, der i Begyndelsen af
Kedsomhed var gået ind på Forslaget om Flugt, vilde til
sidst ikke vide noget deraf at sige og gjorde sig kun lystig
derover.
Så måtte da Veltjaninov rejse sin Vej alene — men
hvad sker? Der var næppe nok gået to Måneder siden
Skilsmissen, førend han allerede forelagde sig selv det
Spørgsmål, om han da virkelig havde elsket denne
Kvinde, eller om alt kun havde været en „Illusion".
Dette Spørgsmål skyldtes ikke hans Letsindighed eller en
eller anden ny Lidenskab, der muligvis havde slået Rod i
ham: han havde, skønt han i St. Petersborg straks
havde opsøgt sine gamle Kredse og vist set Hundreder
af Kvinder, dog næppe nok haft Blik for nogen af dem
alle. Ganske vist måtte han sige sig selv, at, hvis han
igen vendte tilbage til T., vilde han ubetinget, til Trods for
alle lignende „Spørgsmål", påny bukke under for denne
Kvindes fængslende Trylleri. Endnu for nogle År siden

38
nærede han denne Overbevisning, men for fem År siden
begyndte han allerede at skamme sig over denne
Overbevisning og tænkte endog med en vis Afsky på
„hin Kvinde".
Ja, han skammede sig over dette År i T. Han kunde ikke
engang begribe, hvorledes han, Veltjaninov, havde kunnet
hengive sig til en så „tåbelig" Lidenskab. Alle Erindringer
om denne Lidenskab havde noget forsmædeligt for ham.
Han rødmede over denne Forvildelse og gjorde sig selv
Bebrejdelser i den Anledning. Men da der yderligere var
gået et Par År, havde han så temmelig beroliget sig selv
med Hensyn til den hele Sag, han søgte at glemme den,
og det var næsten også lykkedes ham. Og nu, efter hele
ni Års Forløb, levede disse Erindringer ved Efterretningen
om Natalia Vassiljevnas Død op i ham på en så uventet
og sælsom Måde!
Som han således sad på sit Leje og tænkte tilbage på
det forefaldne, trådte ud fra hans forvirrede
Forestillinger den ene Tanke tydelig frem for hans Sjæl,
at hint Dødsbudskab til Trods for det første rystende
Indtryk dog i Grunden ikke gjorde noget videre Indtryk
på ham. „Hvorledes? Skulde jeg ikke engang have et
beklagende Ord tilovers for hende?" spurgte han sig
selv. Ganske vist følte han heller ingen Afsky mere,
ligesom han i det hele dømte mere lidenskabsløst og
retfærdigt om hende. Natalia Vassiljevna var efter hans
Mening — og han havde allerede i lang Tid dannet sig
denne Mening — en ganske almindelig Dame af det gode
småborgerlige Selskab, af hvem udelukkende hans
Fantasi havde skabt sig et Ideal. Ganske vist syntes han
selv at vakle med Hensyn til denne Mening, og han
følte også nu, at den kunde være fejlagtig.
Kendsgerningerne syntes i det mindste at tale mod
den. Om det så var denne Bagautov, så havde han
måttet skatte til hendes fortryllende Personlighed og var i
lang Tid bleven fængslet af hende. Bagautov var en ung
Mand, tilhørende det bedste Selskab i St. Petersborg, „et
Menneske med et temmelig flovt Væsen", således som

39
Veltjaninov bedømte ham, „der kun kunde gøre Karriere i
St. Petersborg, hvor alle Veje stod ham åbne". Og
alligevel havde han vendt St. Petersborg Ryggen og givet
Afkald på sin Fremtid for at tilbringe fem—seks År i en
Afkrog som T. ene og alene for denne Dames Skyld. Og
måske var han kun af den Grund vendt tilbage til St.
Petersborg, fordi man også havde kastet ham bort som
en gammel, slidt Støvle. Der.måtte altså have været noget
usædvanligt ved denne Kvinde, en eller anden
hemmelighedsfuld Evne til at drage til sig, til at fængsle
og herske.
Hendes ydre Tillokkelser var ingenlunde
fremragende. Man kunde ikke engang kalde hende smuk,
og da Veltjaninov lærte hende at kende, var hun allerede
fyldt otte og tyve År. Hendes Ansigt kunde undertiden få
et rigtigt levende Udtryk, og så var det absolut
tiltalende. Men hendes Øjne var ikke smukke, der lå
noget stift, bestemt i dem. Endvidere var hun
overordentlig mager. Hendes Dannelse var ikke videre
omfattende, men hun besad uden Tvivl en skarp, selv
om også ensidig udpræget Forstand. Hun havde de
Manerer, man plejer at træffe hos en Provinsdame i de
bedre Kredse og besad megen naturlig Takt. I sin Måde
at klæde sig på lagde hun en god Smag for Dagen. I
hendes Karakter lå der noget sikkert, herskesygt, hun
slog sig ikke til Tåls med noget halvt — enten alt eller
intet var hendes Løsen. I vanskelige Anliggender viste
hun en sjælden Udholdenhed og Fasthed. Hun kunde
være storsindet, men samtidig alligevel grænseløs
uretfærdig. Den, som indlod sig i Strid med hende, trak
afgjort det korteste Strå. Sætningen: to Gange to er
fire, havde i hendes Øjne kun ringe Gyldighed. Aldrig
vilde hun have indrømmet sin Brøde. Det bestandige
Forræderi mod hendes Mand voldte hende ikke det
ringeste Samvittighedsnag. Mod sin Elsker var hun tro-
f a s t — n a t u r l i g vi s k u n s å l æ n g e , s o m h u n i k ke
va r ked a f h am. Hu n h ol dt af at pi n e h am, me n
h u n h ol dt l i g e s å m e g e t a f a t b e l ø n n e h a m . H e l e

40
h e n d e s Væ sen var lidenskabeligt, hensynsløst,
sanseligt. Hun ha dede Udsvævelser og fordømte dem
på den mest afgørende Måde, men til Trods derfor var
hun selv udsvævende, skønt intet i Verden vilde have
overbevist hende om denne Kendsgerning. Allerede den
Gang i T. havde Veltjanihov sagt sig selv, at hendes
Lidenskabelighed var ubevidst og ligesom bundede i
hendes inderste Væsen. „Hun er," sagde han til sig
selv, „en af hine Kvinder, der på en vis Måde er fødte
til at blive deres Mænd utro. Disse Kvinder nyder,
medens de er unge Piger, det bedste Rygte,, som de
først mister, når de er blevne Hustruer. Manden er deres
første Elsker, men først efter Vielsen. Ingen Art
Kvinder finder så hurtig og let en Mand som denne.
Ægtemanden får altid Skyld for den første Elsker. Og
samtidig tror de at være fuldstændig oprigtige mod
Ægtemanden: aldrig vilde de tilstå, at de tilføjede ham
en Uret, aldrig anerkende en Brøde fra deres egen
Side."
Veltjaninov var overbevist om, at der i Virkeligheden
eksisterede en sådan Kvindetype, men han var i lige
så høj Grad overbevist om, at der også eksisterede en
dertil svarende Type af Mænd. Disse Mænds Væsen
bestod efter hans Opfattelse deri, at de netop lige
overfor hine Kvinder hele deres Liv igennem ikke var
nogetsomhelst andet end . „Ægtemænd". „En sådan
Mand," sluttede Veltjaninov, „kommer til Verden ene og
alene med det Formål at gifte sig og umiddelbart
derefter forvandle sig til et Tillæg til sin Hustru, og det
endog i Tilfælde af, at han ved Siden af har sin egen,
udprægede Karakter. Når disse Typer bliver ført sammen
i et Ægteskab, så er den uundgåelige Følge deraf, at
Manden i Løbet af kortere eller længere Tid bliver den
bedragne Part. Han bliver det nied samme
Naturnødvendighed, hvormed Solen skinner, og
samtidig véd han ikke engang af det, og kan i
Overensstemmelse med sit Væsen heller ikke vide af
det."

41
 Veltjaninov tvivlede heller ikke om, at begge disse
Typer eksisterede, og at Pavel Pavlovitj Trusotski var
Repræsentant for en af dem. Ganske vist var Pavel
Pavlovitj fra i Går ikke den samme Pavel Pavlovitj, som
han havde kendt i T. Han fandt, at han havde forandret
sig ganske overordentlig, men han sagde sig selv, at
dette også var en ren Nødvendighed efter alt, hvad der
var sket. Hr. Trusotski kunde kun være det, han tidligere
var, medens hans Hustru levede — han var ikke andet
end det løsrevne Stykke af en Helhed, som pludselig så
sig henvist til sig selv alene og slet ikke kunde finde sig
til Rette i Verden. „Ægtemanden" var, efter Hustruens
Død, bleven til et formløst, besynderligt Halvvæsen.
Veltjaninov kunde endnu meget godt huske den Pa-
vel Pavlovitj, som han havde lært at kende i T. Denne
var i Virkeligheden i enhver Henseende intet andet end
sin Hustrus Ægtemand. Han var for Eksempel desuden
også Embedsmand, men hans Embedsstilling var kun
bleven et Tilbehør til hans Rolle som Ægtemand. Han
beklædte sit Embede alene for sin Kones Skyld, for at
skaffe hende en selskabelig Stilling i T., men med alt
det var han for øvrigt en overordentlig ivrig
Embedsmand. Han var den Gang fem og tredive År
gammel og havde ved Siden af sit Embede en
temmelig betydelig Formue. I sin Virksomhed lagde han
ingen særlige Evner for Dagen, men lige så lidt nogen
særlig Mangel på Evner. Han levede på en fornem Fod
og omgikkes selskabeligt med de bedste Kredse i
Guvernementet. Natalia Vassiljevna blev almindelig
agtet i T., noget, hun for øvrigt ikke tillagde nogen
videre Vægt, men anså som en Selvfølge. I sit eget Hus
forstod hun udmærket at repræsentere, og Pavel
Pavlovitj var bleven så fortræffelig skolet af hende, at
han selv ved Modtagelsen af Guvernementets højeste
Spidser forstod at gøre udadlelig Honnør. Veltjaninov
anså det aldeles ikke for umuligt, at Pavel Pavlovitj
endog ejede en selvstændig Forstand, men da Natalia
Vassiljevna ikke holdt af, at hendes Mand talte for

42
meget, så kunde man ikke få Lejlighed til at mærke
denne Forstand i videre høj Grad. Han havde må ske af
Naturen lige så mange gode som slette Egenskaber.
Men hans gode Egenskaber lignede omtrent Møbler, der er
beskyttede mod Støv ved et Overtræk, og hans dårlige Til-
bøjeligheder var næsten fuldstændig undertrykte.
Veltjaninov kunde for Eksempel huske, at Hr.
Trusotski undertiden havde Tilbøjelighed til at gøre sig
lystig over sin Næste — det var dog en Gang for alle
blevet ham strengt forbudt. Han holdt også ofte af at
give en Fortælling til bedste, men også her var han
under Opsigt: han måtte kun fortælle ganske korte,
ubetydelige Historier. Han havde fremdeles en vis
Forkærlighed for et lystigt Samvær i Vennekredsen,
udenfor Huset, helst ved et Glas Vin. Men denne
Tilbøjelighed var bleven rykket op med Rode i ham. Med
alt det vilde dog ingen ved en overfladisk Bedømmelse
have anset ham for en Tøffelhelt. Natalia Vassiljevna
lignede aldeles en lydig Hustru og troede muligvis, at
hun virkelig var det. Måske elskede Pavel Pavlovitj sin
Hustru ganske uudsigeligt, men det var skjult for hele
Verden, formodentlig af den Grund, at således ønskede
Natalia Vassiljevna det selv.
Mere end en Gang spurgte Veltjaninov under sit Op-
hold i T. sig selv, om denne Mand havde nogen som
helst Anelse om hans Forhold til Natalia Vassiljevna.
Han udspurgte også Natalia Vassiljevna ofte om dette
Punkt, men hun svarede ham hver Gang i en gnaven
Tone, at hendes Mand intet vidste, overhovedet intet
kunde erfare, at Sagen „aldeles ikke vedkom ham".
Endnu et Træk fra hendes Side: hun lo aldrig over Pavel
Pavlovitj og fandt ham overhovedet ikke i nogen
Forbindelse latterlig eller enfoldig, ja hun vilde endog
ivrig have taget hans Parti, hvis nogen skulde have
fundet på at nedsætte ham i hendes Øjne. Da hun
ingen Børn havde, så blev hun ganske naturligt mere og
mere et Midtpunkt i Selskabslivet. Dog gik hun ikke
helt op i denne Rolle, men forstod også at bevare en

43
vis Sans for Huslighed og beskæftigede sig endog gerne
med Husholdningen og med Håndarbejder. Pavel
Pavlovitj havde i Går omtalt deres fælles Læseaftener i
T. Disse havde været arrangerede på den Måde, at
enten Veltjaninov eller Pavel Pavlovitj læste højt. Den
sidste var endog til Veltjaninovs Forbavselse en meget
god Forelæser.
Natalia Vassiljevna sad i Reglen med et Broderi hos
dem og hørte rolig og sindig efter. Man læste Dickens
Romaner eller en eller anden Ting i de russiske
Tidsskrifter, undertiden også noget alvorligt. Natalia
Vassiljevna nærede en vis, stiltiende Højagtelse for
Veltjaninovs Dannelse, hun anså den for en afgjort
Kendsgerning, som man ikke behøvede at spilde noget
Ord på. I Almindelighed var hun temmelig ligegyldig
overfor alt, som angik Bøger og Lærdom — hun
betragtede disse Sager som Biting, selv om de måske
også var nyttige. Pavel Pavlovitj nærede derimod
endog en vis Begejstring for Videnskab og Litteratur.
VeltjaninOvs Forhold til Trusotskis tog ganske pludselig
Ende, da hans Lidenskab netop havde nået sit Højde-
punkt og næsten grænsede til Vanvid. Han fik ganske
uventet Løbepas, skønt han ved sin Afrejse endnu
aldeles ikke vidste, at man ganske simpelt havde
kastet ham til Side „som en gammel, slidt Støvle".
Omtrent seks Uger før hans Afrejse var der kommen en
ung Artilleriofficer, som lige netop havde forladt
Kadetskolen, til T. Han begyndte snart at omgås
Trusotskis, og Læseaftenerne blev nu fortsatte i
Nærværelse af fire i Stedet for tre. Natalia
Vassiljevna var straks fra Begyndelsen af den unge
Soldat meget bevågen, selv om hun også behandlede
ham aldeles som en Dreng.
Veltjaninov havde ikke den svageste Mistanke, skønt
Natalia Vassiljevna da for første Gang havde ladet ham
forstå Nødvendigheden af en Skilsmisse. Hun kom med
alle Slags Udflugter og anførte de mest forskellige
Grunde for at gøre ham klart, at de måtte skilles.

44
Blandt andet meddelte hun ham, at hun følte, hun
skulde være Moder, og at han i hvert Fald, for at
forebygge al Mistanke og Sladder, måtte forlade Byen i
nogle Måneder. Veltjaninov vilde først absolut ikke vide
noget af en Skilsmisse at sige og besvor hende at
flygte med sig til Paris eller til Amerika. Men da han
indså, at hun var urokkelig, begav han sig til sidst, „na-
turligvis kun for ganske kort Tid, i det højeste for tre
Måneder", til St. Petersborg; i en Adskillelse for Livet
vilde han under ingen Omstændigheder have indvilliget.
Han havde omtrent tilbragt to Måneder i St. Petersborg,
da han fik Brev fra Natalia Vassiljevna, hvori hun bad
ham om ikke mere at vende tilbage, da hun allerede
elskede en anden. Den Formodning, hun i sin Tid havde
meddelt ham, havde, som hun skrev, været fejlagtig.
Veltjaninov kom nu på en Gang til at huske på den
unge Officer og forstod alt. Dermed var han en Gang
for alle færdig med den Sag. Han hørte så nogle År
senere om Bagautovs Forhold til denne Dame og
forundrede sig kun over, at Natalia Vassiljevna havde
holdt ud hele fem År med ham. Han forklarede sig
dette blandt andet derigennem, at hun jo var bleven
nogle År ældre og i samme Grad også mere hengiven.
Veltjaninov sad vist en hel Time hensunken i Betragt-
ninger på sit Leje. Endelig vågnede han op af sine dybe
Tanker og ringede på Kaffen. Mavra, Gårdskarlens Sø-
ster, kom med den. Han drak hurtig Koppen ud, klædte
sig på og begav sig henad Klokken elleve af Sted for at
opsøge Gæstgivergården „ved Siden af Mariakirken".
Han vidste ikke rigtig, hvad han egentlig vilde Pavel
Pavlovitj, hvorfor han følte Trang til på ny at genoptage
Forbindelsen med ham, skønt Forholdet mellem dem jo
på en så simpel og naturlig Måde var blevet afsluttet.
Han kom endog med svage Bebrejdelser mod sig selv for,
at han i Går havde behandlet Pavel Pavlovitj så dårligt.
Gæstens sælsomme Optræden kunde han kun forklare
sig ved den oplivede Tilstand, hvori denne til Trods for
sin Nægtelse havde befundet sig. Dog syntes der

45
desuden at stikke en eller anden hemmelig Bevæggrund
bagved, som han under alle Omstændigheder vilde søge
at komme på Spor efter. Rent uvilkårligt følte han sig
tilskyndet til at få sine Tvivl opklarede. „Nu skal vi se!"
sagde han stille til sig selv...

---o---

V.
Pavel Pavlovitj tænkte ikke på „at smøre Haser", og
Gud må vide, hvorfor Veltjaninov havde stillet ham dette
Spørgsmål. Han måtte sige sig selv, at han i Går ikke
havde været ved sine fulde fem. Hos en Urtekræm -
mer ved Siden af Mariakirken spurgte han efter
vedkommende Gæstgivergård, og man viste ham det få
Skridt der fra i en Sidegade. I Gæstgivergården
meddelte man ham, at Hr. Trusotski ikke boede der
mere, men havde lejet sig et møbleret Værelse i
Sidebygningen i samme Hus hos Marja Sysojevna. Ad en
smal, fedtet, uren Stentrappe steg Veltschaninov op til
anden Sal i Sidebygningen, hvor Marja Sysojevna boede.
Allerede ude på Trappegangen hørte han et Barn hulke
heftig, samtidig skreg en rasende Mand med hæs
Fistelstemme. Mandsstemmen syntes at ville tysse på
Barnet og at være opbragt over dets Gråd, men alligevel
larmede han endnu langt stærkere end Barnet. I hans
Stemme lå.der noget ubarmhjertigt, følelsesløst, men
Barnet syntes at bede om Tilgivelse. Veltjaninov trådte
ind i en lille Korridor, i hvilken der fandtes to Døre på
begge Sider. En stor, tyk, uordentlig klædt, uredt Kone
kom imod ham. Da han spurgte efter Pavel Pavlovitj,
pegede hun med Fingeren på den Dør, bagved hvilken
man hørte Barnet hulke. Den omtrent fyrretyveårige
Dames fede, røde Ansigt var bevæget af en heftig
Uvilje.
„Nu hører han forhåbentlig op!" brummede hun i
Bastone, idet hun gik ned ad Trapperne. Veltjaninov
46
vilde først banke på, men han betænkte sig og åbnede
uden videre den betegnede Dør. Midt i et lille, meget
almindelig møbleret Værelse stod Pavel Pavlovitj halvt
påklædt, uden Frakke og Vest og forsøgte med sit røde,
ophidsede Ansigt at få en omtrent otteårig lille Pige til
at være stille. Den lille Pige var iført en kort, sort ulden
Kjole, som gjorde et fattigt, men dog samtidig
anstændigt Indtryk. Hun syntes at være helt opløst i
Tårer og strakte bedende sine små Hænder ud efter
Pavel Pavlovitj, som om hun vilde omfavne ham, og
bede ham om et eller andet. Da den fremmede viste
sig, forandrede Scenen sig øjeblikkelig: den lille Pige
skyndte sig med et Skrig ind i et tilstødende Kammer,
medens Pavel Pavlovitj helt forbløffet vendte sig om,
men dog straks derpå smeltede hen i et venligt, bredt
Smil — ganske på samme Måde som i Går, da Veltjaninov
pludselig havde revet Korridordøren op foran ham.
„Å, Aleksej Ivanovitj!" råbte han i en forbavset Tone
— „det vilde jeg ikke have tænkt mig i Drømme . . .
Jeg beder, kom ind, kom endelig ind! Værsågod tag Plads
på Divanen . . . eller her på Stolen, og jeg . . ,"
Han greb hurtig efter sin Frakke og trak den på, men
glemte i sin Iver Vesten.
„Gør endelig ingen Omstændigheder, men bliv som
De er," sagde Veltjaninov, idet han satte sig på en
Stol.
„Nej, lad bare mig om det, jeg véd nok, hvad der
passer sig! Men hvorfor har De sat Dem dér i Krogen?
Jeg beder Dem, tag Plads i Lænestolen her ved Bordet
. . . Nej, det havde jeg rigtignok ikke ventet, ikke
ventet!"
Han tog nu også Plads på Kanten af en Rørstol og
drejede den således, at han kom til at sidde lige overfor
den „uventede" Gæst.
„Hvorfor har De egentlig ikke ventet mig? Jeg
sagde Dem jo dog i Går, at jeg vilde besøge Dem på
dette Tidspunkt!"
„Jeg tænkte ikke, De vilde komme; da jeg vågnede

47
i Dag og huskede på Gårsdagens Begivenheder, da
havde jeg virkelig for bestandig opgivet Håbet om at få
Dem at se endnu en Gang."
Veltjaninov lod sine Øjne vandre rundt i Værelset.
Dette henlå i stor Uorden, Sengen var uredt,
Klædningsstykker lå smidt omkring. På Bordet stod et Par
tomme Kaffekopper og en halvtømt Champagneflaske
uden Prop med et Glas ved Siden. Han kastede et Blik
ind i Kamret, hvor alt var ganske stille. Den lille Pige
havde åbenbart skjult sig for den ubekendte Herre.
„Drikker De da nu?" spurgte Veltjaninov, idet han
pegede på Flasken.
„Kun en lille Slat . . ." stammede Pavel Pavlovitj
forvirret.
„Nå, De har virkelig forandret Dem."
„En dårlig Vane, der er kommen ganske pludselig. Vir-
kelig først efter hin Datum, jeg lyver ikke! Jeg kan
virkelig ikke lade være. Men bliv ikke urolig, Aleksej
Ivanovitj, for Øjeblikket er jeg helt ædru og skal ikke
komme med sådant noget Vås som i Går hos Dem. De
kan tro mig på mit Ord: først efter hin Datum. . . . Og
hvis nogen blot for et halvt År siden havde sagt mig, at
det vilde komme så langt med mig — hvis han i Spejl
havde vist mig mit eget Billede — jeg vilde ikke have
anset det for muligt." „De var altså også beruset i
Går?" „Det kan ikke nægtes!" tilstod Pavel Pavlovitj
sagte, idet han forvirret slog Øjnene ned — „det vil
sige, ikke just beruset, min Rus var allerede næsten
fordampet. Jeg betoner dette, fordi dette Stadium
netop er det farligste for mig: Rusen er næsten forbi,
kun et vist Raseri, en vis Ubesindighed griber mig, og
dyb Sorg fylder mit Hjerte. Måske drikker jeg kun på
Grund af denne Sorg; jeg er så i Stand til at begå den
største Dumhed. Jeg må i Går have gjort et rigtigt
besynderligt Indtryk på Dem, ikke sandt?" „Kan De
ikke selv huske det mere?" „Hvorfo r ikke? Naturligvis
kan jeg huske det..." „Nå, på den Måde har jeg også
selv forklaret mig denne Sag, Pavel Pavlovitj!" sagde

48
Veltjaninov i en forsonlig Tone. „Jeg var for øvrigt i
Går temmelig irriteret og . . . unødvendig opbragt på
Dem, hvad jeg gerne skal indrømme. Jeg er ofte i
meget dårligt Lune, og Deres pludselige Tilsynekomst
midt om Natten . . ."
„Ja rigtig, midt om Natten, midt om Natten," sagde
Pavel Pavlovitj hovedrystende, som om han forundrede
sig over sin egen Opførsel og misbilligede den — „Gud
må vide, hvorledes jeg fik det Indfald! Jeg vilde for
øvrigt sikkert ikke være trængt ind til Dem, hvis De
ikke selv havde lukket op for mig — jeg vilde ganske
simpelt være gået min Vej igen. Jeg har for øvrigt for
en Uges Tid siden set ind til Dem, Aleksej Ivanovitj,
men jeg traf Dem ikke hjemme. Anden Gang vilde jeg
sikkert ikke være kommen tilbage. Jeg er nemlig også
en Smule stolt af mig, Aleksej, selv om jeg også,,
oprigtig talt . . . har liden Grund dertil. Når vi traf
hinanden på Gaden, tænkte jeg altid: „Og hvis han
nu ikke kender Dig, hvis han nu vender Dig Ryggen?
Ni År er ingen Ubetydelighed!" — og så har jeg altid
ladet det være. Og i Går slæbte jeg mig herover
endog lige fra St. Petersborg-Siden — jeg vidste ikke
engang, hvad Klokken var! Alt skyldtes det Stads dér" —
og han pegede på Flasken — „nå, og så mine Følelser.
Det er dog for tåbeligt! Og hvis jeg ikke lige netop var
stødt på et Menneske som Dem, der endog efter en
sådan Hændelse stadig tænker på det gamle Venskab —
så vilde jeg virkelig have opgivet ethvert Håb om at
genopfriske Bekendtskabet."
Veltjaninov hørte opmærksomt på ham. Dette Men-
neske syntes at tale oprigtig og endog med en vis
Værdighed, men alligevel kunde han, fra det Øjeblik af
han var trådt ind her, ikke føle sig rigtig sikker på ham.
„Hør en Gang, Pavel Pavlovitj," bemærkede han —
„det lader ikke til, at De er alene her. Hvad er det for
et Barn, som jeg nylig så her hos Dem?"
Pavel Pavlovitj lod til at blive forbavset over hans
Spørgsmål og trak Øjenbrynene i Vejret, men dog så

49
han straks igen venlig smilende på Veltjaninov.
„Hvad det er for et Barn? Men det er jo Lisa!"
svarede han i den mest elskværdige Tone.
„Hvilken Lisa?" mumlede Veltjaninov, og det fore kom
ham, som om hans Hjerte pludselig gav sig til at banke
stærkere. En lynsnar Tanke fór gennem hans Hoved.
Da han nylig ved sin Indtræden havde set Lisa, var han
vistnok bleven forbavset, men han anede ikke det
ringeste.
„Naturligvis vores Lisa, vores Datter Lisa!" sagde Pavel
Pavlovitj smilende.
„Hvad for noget? En Datter? Men havde De da Børn
med — Na . . . med afdøde Natalia Vassiljévna?"
spurgte Veltjaninov vantro, med sagte, næsten
frygtsom Stemme.
„Vist havde jeg det! Men, min Gud, hvor skulde De
også vide det fra? Hvorledes er det dog jeg snakker?
Det var jo først efter Deres Afrejse, at Gud skænkede
os hende!"
Pavel Pavlovitj sprang ved disse Ord op fra Stolen i
tydelig Sindsbevægelse, men forandrede dog ikke sit
venlige Ansigtsudtryk.
„Jeg har intet hørt derom!" sagde Veltjaninov og blev
bleg.
„Naturligvis, naturligvis, af hvem skulde De også
have hørt det," indskød Pavel Pavlovitj i en vis trykket,
men dog stadig elskværdig Tone. „Vi havde allerede
mistet alt Håb, d et k an D e n o k s el v h u ske , og så
s en dt e H e r ren os på en Gang sin Velsignelse! Hvad
jeg den Gang følte, véd kun Gud alene. Det var netop
et År efter, at De havde forladt os — nej, det er ikke
rigtigt, det var ikke et helt År efter, lad mig nu se . . .
De forlod os, om jeg ikke tager fejl, i Oktober eller
måske først i November?"
„Jeg rejste fra T. i Begyndelsen af September —
den tolvte September, det kan jeg endnu huske . . ."
„Var det virkelig i September? Hm . . . Men hvad
er det dos;, jeg siger!" råbte Pavel Pavloviftch

50
forbavset — „lad mig se: De rejste Deres Vej den tolvte
September, og Lisa blev født den ottende Maj, det må
altså have været" — han talte Månedernes Navne højt
på Fingrene — „lige otte Måneder efter Deres Bortrejse!
Og hvis De nu sidste, hvorledes den afdøde . . ."
„Lad mig dog se hende . . . kald hende ind et
Øjeblik!" sagde Veltjaninov, der med Nød og næppe
kunde blive Herre over sin Sindsbevægelse, i en
usikker Tone.
„Ja gerne, gerne, nu skal jeg straks forestille hende
for Dem!" svarede Pavel Pavlovitj ivrig og begav sig ind
i det lille Kammer til Lisa.
Der forløb tre eller fire Minutter. Fra det lille Kammer
hørte man en hurtig og ivrig Hvisken — det lod til, at
Lisa ikke vilde komme ud. Endelig viste de sig dog
begge to.
„Der er hun! Hun er endnu helt forvirret," sagde Pavel
Pavlovitj — „hun er så genert og så stolt og — over-
hovedet minder hun aldeles om den afdøde."
Lisa græd ikke mere, da hun trådte ind, men hun
slog Øjnene ned. Faderen førte hende ved Hånden.
Det var en slank, spinkel og meget smuk lille Pige.
Hun rettede hurtig sine store, blå Øjne på den
fremmede, betragtede ham med frygtsom
Nysgerrighed og sænkede straks igen sit Blik. I hendes
Øjne lå der hin naive Alvor, som Børn hyppig lægger
for Dagen i fremmedes Nærværelse, idet de fra deres
Krog strengt og mistroisk mønstrer de ubekendte
Personer. Dog forekom det Veltjaninov, som om en an-
den, ikke mere helt barnlig Tanke desuden prægede
hendes Ansigtstræk.
Pavel Pavlovitj førte hende lige hen til Gæsten.
„Onkel dér har tidligere kendt din Moder, han var
vores Ven, vær ikke bange for ham, giv ham din lille
Hånd!"
Den lille Pige bøjede Hovedet en Smule og rakte ham
frygtsom Hånden.
„Natalia Vassiljevna kunde nemlig ikke lide, at hun

51
nejede, men lod hende efter engelsk Skik gøre et let
Buk og række de fremmede Hånden," føjede Pavel
Pavlovitj forklarende til.
Veltjaninov så stift på Lisa og formåede ikke mere
at holde sine Følelser tilbage. Han vidste, at man på
hans Ansigt kunde læse, hvad der gik for sig i hans
Indre, men alligevel vilde han slet ikke mere skjule
dette. Han sad ubevægelig på sin Stol, holdt Lisas
Hånd i sin og vendte ikke mere sit Blik bort fra Barnet.
Men Lisa så bekymret efter sin Fader og lyttede
ængsteligt til hvert Ord, han sagde, medens hendes
Hånd lå i den fremmede Herres, som om hun havde
glemt den dér. Veltjaninov kunde ikke mere tvivle: disse
store, blå Øjne, hendes Hårs lyse Farve og fremfor alt
hendes Ansigts blændende, påfaldende hvide Teint
fortalte ham alt. Derimod erindrede Ansigtets Om rids
og Læbernes Bue ham levende om Natalia Vassiljevna.
Veltjaninov var så fordybet i at se på Lisa, at han slet
ikke hørte, hvorledes Pavel Pavlovitj uafladelig og med
levende Iver fortalte en eller anden Ting. Kun de
sidste Ord hørte han:
„ . . . så at De," sagde Pavel Pavlovitj, „aldeles
ikke kan forestille Dem vores Glæde over denne Guds
Gave. Hun var mit Et og Alt, og ofte tænkte jeg: når
min stille Lykke efter den højestes Vilje engang får
Ende, så har jeg i det mindste Lisa tilbage....Det var mig
dog altid en Trøst!"
„Og Natalia Vassiljevna?" spurgte Veltjaninov.
„Natalia Vassiljevna?" gentog Pavel Pavlovitj med en
sælsom Grimace. „Nå, De véd jo nok, at hun ikke holdt
af at bruge mange Ord. Men på hendes Dødsleje viste
hendes Moderhjerte sig dog i et glimrende Lys. . . . Da
udtalte hun, hvad der lå skjult i hendes Sjæl. Ak ja,
dette Dødsleje. Det var hende så tungt at dø. Endnu
Dagen før sin Død var hun helt urolig og fortrædelig og
sagde, at hun slet ikke var videre syg og at hun kun
havde en let Feber; man vilde forgive hende med
Dråber, vore to Læger forstod sig aldeles ikke på noget,

52
og når blot Koch — De kan nok huske vor gamle
Stabslæge — først var kommen tilbage, så vilde hun
efter to Ugers Forløb være rask igen og kunne stå op.
Og endnu fem Timer, førend hun døde, talte hun om,
at hun om tre Uger ganske bestemt vilde besøge sin
Tante, Lisas Gudmoder, på hendes Gods, nemlig på Tan-
tens Fødselsdag . . ."
Veltjaninov rejste sig pludselig fra Stolen, medens han
endnu bestandig holdt Lisa i Hånden. Den lille Pige så
med et ejendommeligt uroligt Blik, hvori der endog
syntes at ligge en Bebrejdelse, på sin Fader.
„Er hun syg?" spurgte Veltjaninov i en bekymret
Tone.
„Det tror jeg ikke, skønt . . . det har føjet sig så be-
synderligt," svarede Pavel Pavlovitj med en vis
Ferlegenhed — „hun er et underligt Barn, meget nervøs
og hysterisk. Efter sin Moders Død har hun været syg i
fuldt fjorten Dage. De hørte nok før, da De trådte ind,
hvor heftig hun hulkede — og véd De, hvad Grunden
var? Ene og alene den, at jeg går og lader hende være
alene, at jeg altså, som hun udtrykker sig, ikke mere
holder så meget af hende, som jeg gjorde, medens
hendes Moder levede — ser De, det er det, hun
bebrejder mig. Hvor kan nu den Slags Tåbeligheder
falde et Barn ind, som dog kun skulde tænke på at lege!
Hører du, Lisa, hører du? Rigtignok er der ingen her,
med hvem hun kan lege ..."
„De bor altså her . . . ganske alene med hende?"
„Ganske alene. Pigen kommer kun en Gang om
Dagen for at gøre i Stand."
„Og når De går bort, er hun helt overladt til sig
selv?"
„Ja, hvad skal jeg stille op med hende? Da jeg i
Går gik bort, havde jeg låset hende inde i det lille
Kammer dér; af den Grund var det også, at hun før
græd. Men hvad skal jeg gøre? Nu kan De selv dømme:
i Forgårs gik hun, medens jeg var borte, alene ned i
Gården, og en lang Lømmel kastede en Sten i Hovedet

53
på hende. Så begyndte hun at skrige op og at hulke og
spurgte alle Mennesker om, hvor jeg var gået hen? Det
er da virkelig ikke pænt af hende! Jeg er rigtignok
heller ikke selv uden Skyld: jeg går bort for en lille
Time og kommer først igen næste Morgen! Det var da
godt, at min Værtinde lod en Smed hente og lod Døren
åbne for hende — nej det er virkelig en Skandale,
jeg kunde prygle mig selv! Det er disse dumme Tanker,
denne ulykkelige Stemning . . ."
„Fa'r!" råbte den lille Pige frygtsom og urolig.
„Nå, skal det nu gå løs igen! Tager du igen på Vej?
Hvad var det, jeg sagde før?"
„Jeg skal aldrig gøre det mere, jeg skal aldrig gøre
det mere!" råbte Lisa, idet hun ængstelig bedende foldede
sine Hænder.
„Det kan ikke blive ved med at gå på denne Måde!"
begyndte Veltjaninov på en Gang i en utålmodig, by-
dende Tone. „De er . . . De er jo en velhavende Mand;
hvorfor flakker De så rundt med Deres Barn på disse
Bagtrapper og i sådanne Omgivelser?"
„Bagtrapper? Vi vil måske rejse væk allerede om en
Uges Tid, og Pengene er det desuden knapt med, selv
om man også er en velhavende Mand . . ."
„Nå, lad det nu være godt, lad det nu være godt!"
afbrød Veltjaninov ham med voksende Uvilje, som om han
allerede på Forhånd vidste, hvad den anden vilde
komme frem med. „Hør engang, jeg vil gøre Dem et
Forslag: De sagde nylig, at De endnu vilde blive her en
Uges Tid — nå, måske bliver det også to Uger. Jeg
kender en Familie her, som jeg allerede den sidste Snes
År har stået på fortrolig Fod med, og hvor jeg ligesom
har mit andet Hjem. Det er Geheimeråd Aleksander
Pavlovitj Pogorjelzovs Familie, og han kan måske endog
være Dem til Nytte i Deres tjenstlige Anliggende. Fru
Pogorjelzov er som en Søster for mig. De er nit med
deres otte Børn flyttet ud på deres Land sted — hvis
De synes om det, vil jeg straks bringe Lisa ud til dem
— man vil tage imod hende med åbne Arme, og hun

54
kunde så blive der, så længe De opholder Dem i St. Pe-
tersborg."
Han var meget heftig bevæget og søgte ikke i
mindste Måde at lægge Skjul på sine Følelser.
„Det kan vist ikke gå an," svarede Pavel Pavlovitj
med en venlig Grimace, idet han blinkede listigt til
Veltjaninov.
„Hvorfor i kke? Hvorfor skulde det dog ikke kunn e
gå an?"
„Hvor kan jeg overlade Barnet i helt fremmede
Hænder? Jeg taler ikke om Dem, De er jo min oprigtige
Ven, men i et så ubekendt Hus, oven i Købet hos så fine
Folk, om hvem jeg ikke engang véd, hvorledes de vil
tage imod hende ..."
„Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg står på for-
trolig Fod med dem og ligesom har mit andet Hjem
dér!" råbte Veltjaninov næsten rasende — „Klaudia
Petrovna, Hr. Pogorjelzovs Gemalinde, vil skatte sig
lykkelig, når jeg bare siger et Ord. Som min egen
Datter . . . Men for Pokker, De véd bedst selv, at det, De
siger, kun er tomme Talemåder . . . hvorfor skal jeg så
spilde mange Ord på Dem!"
Han stampede forbitret med Foden.
„Jeg mente kun, at man kunde finde det underligt —
i hvert Fald måtte jeg så en Gang imellem gå hen og
se til hende, thi vilde det ikke tage sig mærkeligt ud,
om hun slet ingen Fader havde? He, he . . . oven i
Købet i sådant et fint Hus!"
„Det er jo aldeles ikke noget fint, men tvertimod et
meget Jævnt Hus!" fór Veltjaninov op — »jeg har jo
allerede sagt Dem, at der er mange Børn. Hun vil leve
op dér, netop af den Grund. . . . Hvis De ønsker det,
skal jeg i Morgen selv indføre Dem dér i Huset. De må
jo desuden aflægge et Besøg blot for at sige Tak. Hvis
De ønsker det, kan De for min Skyld gerne indfinde
Dem dér hver eneste Dag..."
„Det hele tager sig så underligt ud i mine Øjne . .
."

55
 „Å; De véd jo bedst selv, at De kun kommer med Ud-
flugter! Jeg vil gøre Dem et Forslag: Se i Aften hjem
til mig og overnat hos mig — så kan vi i Morgen ganske
tidlig tage derud, så at vi er der Klokken tolv."
„Å, De er altfor god, skal jeg virkelig overnatte hos
Dem . . ." svarede Pavel Pavlovitj og slog pludselig over
i en helt elskværdig Tone . — „Jeg er Dem virkelig højst
forbunden. . . . Hvor ligger det omtalte Landsted?"
„Det ligger i Ljesnoje."
„Men hvorledes skal det gå med Tøjet? Thi hos så
fine Folk og oven i Købet på deres Landsted. . . . Det
kan De da sige Dem selv . . . at man jo ikke som hendes
Fader udsætter sig for Kritik!"
„Med hvilket Tøj? Hun går jo i Sorg! Kan hun da se
mere anstændig ud, end hun gør? Kun lidt renere
Linned, Strimlen dér . . ." Han pegede på Lisas Hals, hvor
man i Virkeligheden kunde se en temmelig snavset
Kniplings-strimmel.
„Øjeblikkelig, øjeblikkelig!" råbte Pavel Pavlovitj ivrig.
„Vi vil straks klæde hende om og desuden hurtig se at
finde frem, hvad hun ellers behøver. Marja Sysojevna
har nemlig taget alt til Vask."
„Så kan vi jo straks sende Bud efter en Vogn!" udbrød
Veltjaninov.
Der mødte dog en uventet Hindring: Lisa modsatte sig
aldeles bestemt at tage bort. Al den Tid, Veltjaninov og
Pavel Pavlovitj havde forhandlet med hinanden, havde
hun lyttet helt forskrækket, næsten med Forfærdelse.
„Jeg vil ikke bort herfra!" sagde hun sagte, men i en
bestemt Tone.
„Ser De nu, ser De — ganske som hendes Mór!"
„Nej, jeg er ikke som Móer!" råbte Lisa og hulkede
højt, idet hun rent fortvivlet vred sine små Hænder og
viste Sammenligningen med sin Moder fra sig, som om der
lå en skrækkelig Bebrejdelse i den. „Å, Fa'r, Fa'r, hvis
du forlader mig . . ." Pludselig styrtede hun løs på den
helt forfærdede Veltjaninav.
„Hvis De tager mig med, så vil jeg . . ." Hun ku nde

56
ikke fuldende Sætningen. Pavel Pavlovitj greb hende i
Armen med synlig Arrigskab, som han ikke engang
søgte at skjule, og slæbte hende ind i det lille Kammer.
I nogle Minutter hørte man igen kun en sagte Hvisken og
Lisas undertrykte Hulken. Veltjaninov skulde lige til at
følge dem, da kom i samme Øjeblik Pavel Pavlovitj til
Syne på Dørtærskelen og sagde med et venligt Grin, at
hun straks vilde komme. Veltjaninov undgik at fæste
Blikket på ham og så til Siden.
Marja Sysojevna — den samme fede Dame, som
Veltjaninov nylig havde mødt i Korridoren — kom ind
med Lisas Linned og begyndte at pakke det ind i en
pæn, lille Rejsetaske, som tilhørte Lisa.
„De vil tage Pigebarnet med Dem, lille Fa'r?"
henvendte hun Ordet til Veltjaninov. — „De har vel
Familie, ikke sandt? Det gør De Ret i, lille Fa'r, hun er
et artigt Barn. Så behøver hun da i det mindste ikke
længere at være Vidne til dette frygtelige Roderi."
„Tag Vare på Deres Mund, Marja Sysojevna!" hviskede
Pavel Pavlovitj truende til hende.
„Nå, hvad så —Marja Sysojevna? Ja vist, det hed-
der jeg! Hersker der måske ikke et frygteligt Roderi
hos Dig? Passer det sig, at et Barn er Vidne til en
sådan Skændsel? Vognen er allerede dernede, lille
Fa'r — den skal til Ljesnoje, ikke sandt?"
„Jo, til Ljesnoje."
„Nå, kør med Gud! På Gensyn!"
Lisa kom ganske bleg, med nedslagne Øjne ind og
tog sin Rejsetaske. Hun havde åbenbart fattet sig og
fulgte Faderens Ordrer uden at sige et Ord. Pavel
Pavlovitj kyssede hende på Panden og klappede
hende; en krampagtig Dirren gik hen over hendes
Ansigt, men hun overvandt sig selv og så ikke engang på
Faderen. Veltjaninov anstrengte sig for ikke at se på
Pavel Pavlovitj, men han troede at bemærke, at han var
bleven blegere, og at hans Hænder skælvede. Han
søgte så hurtigt som muligt at komme af Sted. „Har
jeg noget at bebrejde mig selv?" tænkte han. „Det

57
måtte vel gå således!" Da de var komne ned, kyssede
Lisa Værtinden til Afsked. Først da de havde taget Plads i
Vognen, så hun på Faderen, slog pludselig Hænderne
sammen og skreg. Hvis der var gået endnu et Øjeblik,
vilde hun være styrtet hen til ham, men. Hesten havde
allerede sat sig i Bevægelse, og Vognen rullede af
Sted.

---o---

VI.
„Føler du dig ikke vel, Lisa?" spurgte Veltjaninov
forskrækket — „jeg skal lade Vognen holde og skaff e
dig
et Glas Vand "
Hun vendte sig hurtig om imod ham og tilkastede
ham et flammende, bebrejdende Blik.
„Hvor fører De mig hen?" spurgte hun skarpt.
„Til gode Mennesker, Lisa. De bor nu på et meget
smukt Landsted; der er mange Børn, de vil komme til
at holde af dig og more sig sammen med dig. . . .
Vær ikke vred på mig, Lisa, jeg mener dig det godt. .
. ."
Hvis en eller anden af hans bekendte havde set
ham i dette Øjeblik, vilde han uden Tvivl have taget sig
meget underlig ud i dennes Øjne.
,,De er . . . De er . . . De er . . . Å, hvor er De
ond!" råbte Lisa, idet hendes Stemme kvaltes i en
stærk Hulken, og hendes smukke Øjne så vredt på
ham.
„Lisa, jeg er . . ."
„De er ond, ond, ond!" råbte hun og vred sine Hænder.
Veltjaninov kom helt ud af Fatning.
„Lisa, kære Lisa, hvis du vidste, hvor ondt du gør
mig!"
„Er det sandt, at han kommer i Morgen? Er det
sandt?" spurgte hun i en bydende Tone.
58
 „Ja vist er det sandt! Jeg skal selv bringe ham
med derud, ganske sikkert skal jeg bringe ham med!"
„Han narrer Dem!" hviskede Lisa, idet hun slog
Øjnene ned.
„Holder han da ikke af dig, Lisa?"
„Nej, han holder ikke af mig!"
„Har han mishandlet og fornærmet dig?" 1
Lisa så mørkt på ham og tav. Hun vendte sig igen
bort fra ham og sad trodsig hensunken i sine egne
Tanker. Han begyndte at tale godt til hende, han blev
ivrig og syntes næsten selv at have Feber. Lisa sad
med en vantro, næsten fjendtlig Mine, men hørte dog
opmærksom efter. Han var helt lykkelig derover, talte i
et Væk og forklarede hende endog, hvad en
Drukkenbolt var for en. Han sagde hende også, at han
holdt af hende, og at han vilde våge over hendes
Fader. Lisa løftede endelig sine Øjne mod ham og så
gennemtrængende på ham. Han fortalte hende, at han
havde kendt hendes Moder, og så, at hun syntes godt
om hans Fortælling. Lidt efter lidt begyndte hun også at
svare på hans Spørgsmål, men med Enstavelsesord og
forsigtig, ligesom med en vis Trods. Hans
Hovedspørgsmål lod hun dog ubesvarede: når han
spurgte hende om hendes Faders tidligere Opførsel mod
hende, tav hun hårdnakket. Hele Tiden holdt han
hendes lille Hånd i sin, og hun trak den ikke til sig. Af
hendes korte, uklare Svar fremgik der dog så meget,
at hun havde holdt mere af Faderen end af Moderen,
fordi han tidligere havde holdt mere af hende end af
Moderen; men at, da Moderen lå for Døden, og alle
var gået ud af Værelset, medens kun de to var blevne
tilbage, havde Moderen kysset hende meget inderligt
og samtidig grædt. . . . At hun nu elskede hende over
alt andet i Verden, mere end alle andre Mennesker, og at
hun navnlig elskede hende hver Nat over alt andet i
Verden. Pludselig greb hun dog sig selv på fersk
Gerning i alligevel at plapre ud med sine Følelser og tav
på en Gang med en trodsig, indesluttet Mine. Ja, hun så

59
endog fjendtlig på Veltjaninov, der havde forledt hende
til denne Svaghed. Da Køreturen nærmede sig sin
Slutning, var hendes hysteriske Tilstand næsten til Ende;
kun en mørk Eftertænksomhed og en bestemt,
mennesky Trods var bleven tilbage. Det var ikke det,
at man førte hende til et fremmed Hus, hvor hun endnu
aldrig havde været, som foruroligede hende. Det var en
anden Tanke, som pinte hende, og som Veltjaninov godt
kunde gætte: hun skammede sig over ham, hendes
Fader, der sådan uden videre havde givet Slip på
hende og betroet hende til en fremmed.
„Hun synes at være syg," tænkte Veltjaninov, „hun
må have lidt meget. . . . Å, denne Drukkenbolt! Denne
gemene Skurk! Nu forstår jeg ham." Han satte al sin
Lid til Landstedet, den friske Luft, Haven, Børnene, til
hele dette nye, hende ubekendte Liv, og når så . . .
ja, hvad der så vilde ske, nærede han ikke mere Tvivl
om. I hvert Fald vidste han den ene Ting, at han
endnu aldrig havde følt det samme, som i dette Øjeblik,
og Tanken om, at denne Følelse vilde følge ham hele Livet
igennem, fyldte ham med glade, lyse Forhåbninger.
„Det kalder jeg et Mål! Det kalder jeg Liv!" tænkte han
begejstret.
Mangfoldige Tanker surrede gennem Hovedet på
ham, men han forsøgte med Vilje ikke at dvæle ved
Enkeltheder: Alt tog sig langt skønnere og klarere ud,
når han betragtede det i store Omrids. Hans Plan var
færdig: „Måske," tænkte han, „vil man kunne påvirke
denne Slubbert således, at han rejser alene sin Vej og
lader Lisa blive i St. Petersborg hos Pogorjelzovs, selv
om også kun for en bestemt Tid. Så tager jeg mig af
hende — nå, hvad mere kan jeg ønske mig? Og . . .
og det lader næsten til, som om han selv ønskede
det. Hvorfor skulde han ellers pine hende således?"
Endelig var de nået til Målet: Pogorjelzovs Landsted
gjorde i Virkeligheden et rigtig indbydende Indtryk; en
larmende Børneflok styrtede ud på Trappen for at tage
imod de ankommende. Veltjaninov havde allerede i

60
lang Tid ikke været dér, og Børnenes Glæde kendte
ingen Grænse. De holdt alle forfærdelig meget af ham.
Før han endnu var stegen ud af Vognen, hilste de ham
med høje Tilråb.
„Hvorledes går det med Deres Proces? hvorledes går
det med Deres Proces?" råbte de ældre, og de yngre,
lige ned til den mindste, gentog disse Ord med deres fine
små Stemmer. Det var bleven en Vane hos dem at
drille ham med hans Proces. Men da de fik Øje på Lisa,
tav de straks stille og omringede hende med nysgerrige,
prøvende Blikke. Straks derefter kom også Klaudia
Petrovna, ledsaget af sin Mand. De forhørte sig også
først smilende om Processen.
Klaudia Petrovna var en Dame på syv og tredive År,
en statelig, endnu smuk Brunette med et friskt,
rødmusset Ansigt. Hendes Mand, der var fyldt fem og
halvtredsindstyve År, var et forstandigt og dygtigt, men
fremfor alt meget godmodigt Menneske. Deres Hus var
virkelig for Veltjaninov en „lun Krog", som han plejede
at udtrykke sig. For øvrigt var hans Forkærlighed for
dette forbundet med visse Erindringer af øm Natur: for
en Snes År siden var Klaudia Petrovna nær bleven gift
med Veltjaninov, der dengang var en ung Student. Det
var en første Kærlighed — ganske vist temmelig
tåbelig, men ildfuld og lykkelig. Enden på Historien blev,
at den elskede — giftede sig med Hr. Pogorjelzov. Fem
År efter traf de hinanden igen, og den gamle
Tilbøjelighed forvandlede sig til et stille, oprigtigt
Venskab. Der var bestandig vedblevet at være en vis be-
hagelig Klarhed og Varme i Forholdet mellem dem.
Veltschaninovs Erindringer var rene og dadelfri og så
meget mere dyrebare for ham, som han kun kunde
føle således her. I denne Families Skød var han glad,
naiv og god; han legede med Børnene, kunde åbenlyst
være den, han var, og skrifte alt, hvad han havde på
Hjerte. Han havde mere end en Gang svoret
Pogorjelzovs til, at han endnu kun en lille Stund vilde
farte rundt i Verden for så bestandig at blive hos dem

61
og aldrig mere skilles fra dem. Han havde ganske vist
kun sagt det for Spøg, men han tog i al Stilhed denne
Mulighed helt alvorlig under Overvejelse.
Med Hensyn til Lisa gav han dem den nødvendige For-
klaring, uden dog at omtale sit nærmere Forhold til
hende. Man opfyldte med Glæde hans Anmodning.
Klaudia Petrovna kyssede den „lille forældreløse" og
lovede at gøre alt, hvad der stod i hendes Magt.
Børnene tog straks Lisa i Hånden og førte hende ud i
Haven for at lege med hende. Veltjaninov var usædvanlig
livlig og talende, men allerede efter en halv Times Forløb
rejste han sig for at tage Afsked. Man lagde Mærke til
hans Utålmodighed og undrede sig over den: i de
sidste tre Uger havde han ikke set ind og nu vilde han
gå allerede efter en halv Times Forløb. Han lovede
smilende at komme igen i Morgen. Da Klaudia Petrovna
sagde til ham at han lod til at være usædvanlig be-
væget, tog han hendes Hånd og førte hende — under
Påskud af at have noget vigtigt at meddele hende — ind i
det tilstødende Værelse.
„Kan De endnu huske," begyndte han, „hvad jeg i sin
Tid fortalte Dem — og kun Dem alene — om mit Ophold
i T.?"
„Jeg kan huske det ganske tydeligt; De har ofte
talt derom."
„Jeg har ikke talt derom, men jeg har skriftet for
Dem, og ikke for nogen som helst anden end Dem! Jeg
har aldrig nævnt Dem Navnet på hin Kvinde — det var
Madame Trusotskaja, denne Trusotskis Hustru. Hun er
død, og Lisa er hendes Datter — min Datter!"
„Er det vist? Tager De virkelig ikke fejl?" spurgte
Klaudia Petrovna ikke uden Bevægelse.
„Ganske vist, jeg tager aldeles ikke fejl!" svarede
Veltjaninov livligt og bestemt.
Han anførte i al Korthed Grundene for sin
Antagelse. Han havde altid hemmeligholdt Navnet på hin
Kvinde, fordi han var bange for at en eller anden af
hans Bekendte måske tilfældig kunde lære Madame

62
Trusotskaja at kende og forundret ryste på Hovedet
over, at han, Veltjaninov, havde kunnet forelske sig i
denne Kvinde.
„Og Manden véd ikke noget af det?" spurgte Klaudia
Petrovna, efter at hun havde hørt hans Fremstilling.
„Det lader næsten til, at han véd lidt derom.... Det
er netop det, som piner mig, at jeg endnu ikke kan se
klart i dette Punkt!" svarede Veltjaninov. „Han véd
det, han véd det; jeg har tydelig kunnet mærke det i
Dag og i Går. Jeg må dog have Sikkerhed for, hvor
meget han véd derom, og det er netop derfor jeg har
så travlt. Han agter at besøge mig i Aften. Jeg véd
for øvrigt ikke, hvor han kan have fået noget nøjere
at vide. Da jeg nylig besøgte ham, var jeg i den Grad
overbevist om, at alt var ham bekendt, at jeg endog
kom til at røbe mig selv for ham. Han besøgte mig i
Går i drukken Tilstand — sikkert kun af den Grund, at
han vilde give mig at forstå, han var underrettet om
alt. Jeg kan udmærket godt sætte mig ind i hans
Følelser, og det gør mig egentlig ondt, at jeg tog
temmelig grovt imod ham.
Han er en ganske ubetydelig Nar, men han føler det,
han føler det og er dygtig forbitret! Han har behandlet
Barnet meget dårligt — ene og alene af den Grund for i
det mindste at have et levende Væsen at hævne sig
på. Det er fejgt og gement, men jeg vil prøve på ikke
at lade ham komme til at undgælde for sin Gemenhed.
Ja, jeg vil virkelig prøve på, om det ikke skulde lykkes
mig at nå til en fredelig Overenskomst med ham. Jeg er
unægtelig den skyldige overfor ham! Han nærede slet
ingen Mistanke, han var så godmodig — da jeg engang i
T. havde Brug for fire Tusind Rubler gav han mig dem
på Stedet uden noget som helst Bevis og var helt
lykkelig over at kunne gøre mig en Tjeneste. Og tænk
Dem, jeg tog imod Pengene af hans Hænder, tog imod
dem som af en Ven!"
„Vær i hvert Fald forsigtig!" formanede Klaudia Pe -
trovna ham i en bekymret, advarende Tone. „I den

63
bevægede, lykkelige Stemning, hvori De befinder Dem,
kunde De let gå for vidt. Jeg synes, der er endnu så
meget uklart i hele denne Sag. Og hvad Lisa angår, så
vær De blot rolig — hun er fra nu af så godt som min
Datter."
Veltjaninov sagde Farvel. Børnene kom ind med
Lisa, som de havde leget med i Haven. Hun lod endnu
langt fra til at føle sig som hjemme blandt dem, og da
Veltjaninov kyssede hende i alles Nærværelse, slog hun
sky og forlegen Øjnene ned. Han lovede næste Dag at
komme igen sammen med hendes Fader, men hun tav,
og det lod næsten til, at hun ikke lagde Mærke til hans
Ord. Men da han allerede var på Vej til Døren, greb hun
ham pludselig i Ærmet og forsøgte med et bedende
Blik at trække ham til Side, som om hun vilde sige
ham noget i al Fortrolighed. Han gik straks ind med
hende i det tilstødende Værelse.
„Hvad er der på Færde?" spurgte han hende i en
venlig, opmuntrende Tone; men hun så sig ængstelig
omkring og førte ham endnu længere bort fra de
øvrige.
„Hvad er det da, Lisa; hvad er det da?"
Hun lod endnu stadig til at være tvivlrådig og tav,
medens hun så stivt på ham med sine store, blå Øjne, og
en vanvittig Frygt prægede sig i ethvert af hendes
Ansigtstræk.
„Han . . . hænger sig!" hviskede hun som i Feber.
„Hvem hænger sig?" spurgte Veltjaninov for -
skrækket.
„Han, han! Også i Nat vilde han hænge sig i Snoren,"
mumlede hun åndeløs — „jeg har selv set det! Han
sagde mig, at han vilde hænge sig i Snoren! Han har
allerede før villet gøre det, stadig har han villet gøre
det . . . jeg har selv set det ved Nattetid . . ."
„Det er ikke muligt!" hviskede Veltjaninov helt be-
styrtet. Lisa begyndte pludselig at kysse hans Hånd;
hun hulkede krampagtigt og jamrede og bad, men han
kunde ikke forstå, hvad det var, hun vilde. Fortvivlet så

64
hun op på ham, som om hun i sin grænseløse Smerte
satte sit sidste Håb til ham. Han kunde aldrig senere
glemme det ulykkelige Barns sorgtunge Blik.
„Skulde hun virkelig holde så meget af ham?"
tænkte han med en Følelse af Skinsyge og Misundelse,
medens han, drevet af en feberagtig Utålmodighed,
vendte tilbage til Byen. „Men hun sagde jo selv, at
hun holdt mere af sin Moder — måske bryder hun sig
aldeles ikke om ham — ja muligvis hader hun ham
endog! . . ."
„ . . . Og hvad skal det sige: han vil hænge sig?
Er det en ren Fantasi af hende eller er der virkelig
noget derom? Skulde det Fjols virkelig tænke på at
hænge sig? . . . Nå, det må jeg under alle
Omstændigheder se at komme under Vejr med! Jeg vil
så hurtigt som muligt søge at få Klarhed over det hele."

---o---

VII
Veltjaninov havde i Virkeligheden travlt med „at få
Klarhed over det hele". „Før var jeg som bedøvet og
kunde næppe nok fatte mig," tænkte han ved sig selv,
idet han genkaldte sit første Møde med Lisa i sin
Erindring — „nu er jeg roligere og vil gå Sagen efter i
Sømmene." I sin Utålmodighed gav han Kusken Befaling
til at køre lige til Trusotski, men han betænkte sig
hurtig. „Nej, det er bedre, at han kommer til mig, og
jeg vil imidlertid så hurtig som mulig besørge mine
Forretninger."
Med feberagtig Iver skyndte han sig herhen og
derhen, men han følte, at han var meget adspredt og
aldeles ikke i Stemning til at ofre den nødvendige Omhu
på sine Anliggender. Da han ved Femtiden gik ind på en
Restaurant for at spise til Middag, fór pludselig for første
Gang den Tanke gennem Hovedet på ham, at han
måske vilde gøre bedre i aldeles ikke mere personlig
65
at give sig af med „denne Proces", at han, når alt kom
til alt, kun bragte Forvirring i Tingene ved sine
bestandige Indblandinger og ved hver Time på Dagen
at løbe sin Sagfører, der allerede havde begyndt på at
nægte sig hjemme for ham, på Dørene. Han følte sig
næsten lettet ved denne Tanke og sagde smilende til sig
selv, at han sikkert vilde være bleven aldeles rasende,
hvis denne Tanke var falden ham ind i Går. Alligevel var
han ikke helt falden til Ro — han var adspredt,
eftertænksom og plaget af en vis Utålmodighed. Hans
Tanker tog snart den ene, snart den anden Retning,
men han kunde aldeles ikke blive klar over, hvad der
egentlig var i Vejen med ham.
„Nu véd jeg, hvad der er i Vejen med mig," faldt det ham
pludseligt ind — jeg savner ham, jeg savner dette
Menneske! Ham må jeg se at komme på det rene
med, koste, hvad det koste vil. Det kan ellers let ende
med en Duel!"
Klokken syv begav han sig hjem. Pavel Pavlovitj
var endnu ikke til at øjne, hvad der vakte hans
Forbavselse. Hans Forbavselse forvandlede sig dog
snart til Ærgrelse og til sidst til Nedslåéthed; han blev
endog ganske ængstelig til Mode: „Gud må vide, Gud
må vide, hvad det skal ende med!" gentog han i sit
stille Sind, idet han snart gik op og ned i Værelset,
snart lagde sig på Divanen og hvert Øjeblik så på Uret.
Omsider, henad Klokken ni, indfandt Pavel Pavlovitj sig.
„Hvis dette Menneske," sagde Veltjaninov, der var
henrykt over Gæstens Ankomst, „hvis dette Menneske
skulde have til Hensigt at gøre Løjer med mig, så har
han nu den bedste Lejlighed dertil, så forvirret er jeg
i Hovedet."
Med en munter og venlig Stemme råbte han Pavel
Pavlovitj i Møde, hvorfor det havde varet så længe in-
den han var kommen. Denne tog skødesløst og med et
spottende Smil, helt anderledes end den foregående
Dag, Plads i Lænestolen, hvor han allerede havde siddet
i Går, og kastede sin Hat med Sørgefloret ligegyldigt på

66
en Stol. Hans forandrede Opførsel undgik ikke
Veltjaninovs Opmærksomhed, og han besluttede at
rette sig efter den. Han fortalte i al Korthed, hvorledes
han havde fulgt Lisa til Stedet, og hvor venligt man
havde taget imod hende. Han tilføjede, at denne
Forandring absolut vilde være meget heldig for Lisa,
førte så Talen helt bort fra Lisa og kom ubemærket til
at tale om Pogorjelzovs — hvad det var for nogle præg-
tige Mennesker, hvor længe han allerede havde kendt
dem, hvor indflydelsesrig og forekommende
Pogorjelzov var og så videre. Pavel Pavlovitj hørte
adspredt på ham,.idet han fra Tid til anden så op på
ham med lurende, ironiske Blikke.
„De er et rigtigt Brushoved!" mumlede han med et
hånligt, ubehageligt Smil.
„De lader nok til i Dag at være en Smule
ondskabsfuld på mig, ikke sandt?" bemærkede
Veltjaninov ærgerlig.
„Og hvorfor skulde jeg ikke som enhver anden have
Lov til at være ondskabsfuld?" fór Pavel Pavlovitj
pludselig som fra et Baghold løs på ham; det lod til, at
han kun havde vente på dette Øjeblik.
„Ganske som De behager!" svarede Veltjaninov smi-
lende — „det lader næsten til, at der er hændet Dem et
eller andet?"
„Vist er der hændi mig noget!" råbte Pavel Pavlovitj i
en heftig, pralende Tone.
„Hvad da om man tør spørge?"
Pavel Pavlovitj holdt et Øjeblik inde og begyndte så:
„Vil De blot tænke Dem, vores Stepan Michajlovitj har
spillet mig et Puds . . . De véd, Bagautov, den unge St.
Petersborger fra de bedste Kredse . . ."
„Har han igen ikke villet tage imod Dem?"
„Å nej, denne Gang tog man imod mig, og det var
såmænd første Gang; jeg har set ham ind i hans Ansigt,
kun at han . . . allerede lå Lig!"
„Hvad for noget? Er Bagautov død?" råbte Veltjaninov
bestyrtet.

67
 „Således er det. Vil De tænke Dem, denne trofaste,
mangeårige Ven! Han døde i Går Middags, og jeg havde
ingen Anelse derom. Måske netop i det selvsamme
Øjeblik, da jeg så ind til ham for at forhøre mig om hans
Befindende. I Morgen finder Begravelsen Sted, han er
allerede lagt i Kiste. En pragtfuld Kiste, beslået med
mørkerødt Fløjl og med forgyldte Borter. . . , Han døde
af Nervefeber. Tænk, man lod mig komme ind, og jeg fik
hans Ansigt at se! Jeg erklærede, at jeg havde været en af
hans mest oprigtige Venner, og så slap man mig ind. Vil De
tænke Dem, sådan en Streg spiller min oprigtige,
mangeårige Ven mig — hvad siger De til det? Ene og alene
for hans Skyld er jeg kommen til St. Petersborg!"
„Men hvorfor ærgrer De Dem sådan over ham?" spurgte
Veltjaninov smilende — „han er dog ikke død med Vilje, for.
at irritere Dem!"
„Ih, jeg udtrykker jo min Beklagelse — han var jo min
dyrebareste Ven! Her skal De se hvilken Betydning han
havde for mig! . . ."
Med disse Ord anbragte Pavel Pavlovitj sine to Pegefingre
som to Horn over sin skaldede Pande og lod en sagte Fnisen
høre. Han sad vist et halvt Minut således, idet han med
ondskabsfuld Vellyst nød Veltjaninovs forlegne Ansigt. Den
sidste stirrede som et Spøgelse på ham, men hans pinlige
Følelser forsvandt hurtig for et roligt, spottende Smil.
„Hvad skal det betyde?" spurgte han i en ligegyldig og
rolig Tone.
„Det betyder Horn," forklarede Pavel Pavlovitj giftigt, idet
han fjernede sine Fingre fra Panden.
„Hvis Horn? . . . Deres Horn?"
„Mine egne, ærligt erhvervede Horn," svarede Pavel
Pavlovitj med en modbydelig Grimace, hvori Bitterhed og
Hån blandede sig på en sælsom Måde.
Et Øjeblik tav de begge to.
„De er alligevel et modigt Menneske!" begyndte omsider
Veltjaninov.
„Hvorfor? Fordi jeg viste Dem Hornene? Véd De hvad,
Aleksej Ivanovitj, De skulde hellere byde mig et eller andet!

68
De har jo i T. været min Gæst hver eneste Dag et helt År
igennem. Lad en Flaske hente, jeg er helt tør i Halsen!"
„Med Glæde! Det skulde De have sagt for længe siden.
Hvad vil De drikke?"
„Hvad skal det betyde: De? Sig hellere: hvad vil vi drikke
— for vi vil dog begge to drikke, ikke sandt?" bemærkede
Pavel Pavlovitj, idet han så på Veltjaninov med en
udfordrende, dog samtidig mærkelig urolig Mine.
„Champagne?"
„Ja, hvad ellers? Brændevin er vi dog ikke nået til
endnu!"
Veltjaninov rejste sig skødesløst, ringede på sin Hus-
holderske og gav hende de nødvendige Ordrer.
„Vi vil fejre vort glade Gensyn, efter ni Års Adskillelse,"
spottede Pavel Pavlovitj, „nu er De den eneste, oprigtige
Ven, jeg har beholdt tilbage! Stepan Michajlovitj Bagautov
er ikke mere! Hvad siger ikke Digteren:
„Død er Patrokles nu den store, siden Tåben Thersites
lever!" "
Ved Ordet „Thersites" pegede han med Fingeren på sig
selv.
„Når den Fyr bare hurtig vilde forklare sig, jeg kan ikke
lide Hentydninger," tænkte Veltjaninov. Vreden kogte heftig
op i ham, og han bevarede kun med Møje sin Ro.
„Sig mig kun den ene Ting," bemærkede han ærgerlig,
„når De uden videre retter Beskyldninger af den Art mod
Stepan Michajlovitj, så må De jo glæde Dem over, at han er
død. Hvorfor ærgrer De Dem da således?"
„Skulde jeg måske glæde mig? Hvordan glæde mig?"
„I det mindste at dømme efter de Følelser, som De nærer
overfor ham."
„He, he, denne Gang tager De fejl af mine Følelser. Hvad
siger ikke hin Vismand: „En død Fjende er god, men en
levende Fjende er bedre," — hi hi!"
„Nå, jeg troede dog, De i de fem År havde haft Tid nok til
at se Dem mæt på den levende," bemærkede Veltjaninov
ondskabsfuldt.
„Men tror De måské . . . tror De måske, at jeg den Gang

69
vidste noget?" faldt Pavel Pavlovitj ham hurtig i Talen,
ligesom oplivet ved, at det Spørgsmål, som han allerede
længe havde ventet på, omsider blev stillet ham. „Hvad
anser De mig egentlig for, Aleksej Ivanovitj?"
Det simple, halvt spottende, halvt fejge Udtryk forsvandt
pludselig fra hans Ansigt, som på en Gang syntes overra-
skende alvorligt og næsten mandigt.
„De har altså ikke vidst noget!" sagde Veltjaninov
overrasket.
„Troede De, jeg havde vidst det? Jeg skulde have vidst
det? Å, I Sønner af Jupiter! I Jeres Øjne er et Menneske ikke
mere værd end en Hund, alle bedømmer I efter Jeres egen,
elendige Karakter! Sådan skal I have det, slug nu den bitre
Pille!" Og han slog rasende med knyttet Hånd i Bordet, men
blev selv forskrækket over sin Opførsel og så sig ængstelig
omkring.
Veltjaninov iagttog ham med en alvorlig Mine.
„Hør nu, Pavel Pavlovitj, det er mig virkelig ligegyldigt,
om De har vidst det eller ej. Hvis De ikke har vidst det, så
er den Rolle, som De har spillet, ikke nogen æreløs Rolle.
Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor De netop har valgt mig til
Deres fortrolige!"
„Jeg taler ikke om Dem . . . ærger De Dem bare ikke,
ikke om Dem . . ." mumlede Pavel Pavlovitj, idet han slog
Øjnene ned.
I dette Øjeblik kom Mavra ind med Champagnen.
„Ah, der er den!" råbte Pavel Pavlovitj hende i Møde,
åbenbart glad ved, at han kunde give Samtalen en anden
Vending. — »Glas, lille Mo'r, Glas! Herligt! For øvrigt vil vi
Dem ikke noget, min kære. Er den allerede trukket op?
Tusind Tak og al Ære være Jer, kære, lille Væsen! Så, nu kan
I godt gå."
Han havde atter taget Mod til sig og så igen på
Veltjaninov med en dristig Mine.
„Tilstå nu bare," sagde han med et uforskammet Smil,
„at De dog er meget nysgerrig og slet ikke så ligegyldig,
som De gerne vil give det Udseende af, ja, at De endog
vilde blive rigtig vred, hvis jeg for Eksempel nu i dette

70
Øjeblik vilde rejse mig for at gå, uden at have givet Dem
den ventede Oplysning."
„Jeg vilde aldeles ikke blive vred."
„Nej, hvor De lyver!" tænkte Pavel Pavlovitj, idet han
listig så ham ind i Øjnene. „Lad os nu få fat i Glassene!"
råbte han højt, idet han skænkede Vinen og løftede sin
Pokal i Vejret — „vi vil udbringe en Skål: på vor afdøde Ven
Stepan Michajlovitjs Velgående!" Han tømte et Glas i et
Drag.
„Jeg kan ikke slutte mig til denne Skål," bemærkede
Veltjaninov, idet han stillede sit Glas fra sig uden at drikke.
„Hvorfor dog ikke? Det er jo sådan en pæn Skål!"
„Sig mig engang, havde De drukket noget, førend De
kom herhen?"
„Jeg har nok drukket et Par Dråber. Hvorfor det?"
„Å, ikke for noget — det forekom mig kun, at Deres
afdøde Hustrus Død i Går og navnlig i Morges gik Dem
oprigtig til Hjertet."
„Og hvem siger Dem så, at den ikke også nu går mig
oprigtig til Hjertet?" fo'r det ud af Pavel Pavlovitj, idet han
sprang i Vejret fra sit Sæde som en Springfjeder.
„Det har jeg ikke betvivlet. Men De vil selv indrømme
mig, at De kunde tage fejl med Hensyn til Stepan
Michajlovitj, og det er i hvert Fald et vigtigt Punkt."
Pavel Pavlovitj blinkede listigt med Øjnene.
„Å, hvor De dog gerne vilde have at vide, hvorledes jeg
er kommen under Vejr dermed!"
„Jeg må endnu engang gentage for Dem, at det er mig
aldeles ligegyldigt!" sagde Veltjaninov, der blev helt rød i
Hovedet af Vrede. „Skal jeg ikke hellere kaste den Fyr på
Døren sammen med Flasken?" tænkte han uvilkårlig — så
forbitret var han.
„Har ikke noget at sige, har ikke noget at sige!" sagde
Pavel Pavlovitj ligesom opmuntrende, idet han fyldte sit Glas
påny. „Jeg skal straks fortælle Dem, hvorledes jeg har fået
det hele at vide, og dermed opfylde Deres varmeste Ønsker.
... De er nemlig et varmblodigt Menneske, he, he! Men giv
mig nu en lille Cigaret, jeg er nemlig siden Marts Måned . .

71
."
„Værs'god, her er Cigaretter." .
„ . . . siden Marts Måned bleven lidt af en Døgenigt,
Aleksej Ivanovitj, og det er gået til på følgende Måde. Hør
nu rigtig opmærksomt efter! Svindsoten, dyrebare Ven,"
begyndte han med en vis Fortrolighed, „er som De nok véd,
en meget interessant Sygdom. I Reglen går den svindsot-
tige Døden i Møde uden at ane, at han måske skal dø alle-
rede i Morgen. Jeg har før sagt Dem, at også Natalia
Vasiljevna endnu fem Timer inden sin Død talte om en
Rejse, som hun i Løbet af fjorten Dage vilde foretage til sin
Tante, der boede 40 Verst borte. Fremdeles véd De jo også
nok, at talrige Damer og muligvis også Kavalerer har den
Skik, eller rettere den slette Vane at opbevare alle Slags
gamle Kærlighedsbreve. Det er da det bedste, man kan
gøre, at putte sådan noget Stads i Kakkelovnen, ikke sandt?
Men nej, enhver Papirlap må omhyggelig gemmes i Skrin og
Chatoller — endog nummererede, efter Dato, År og Perso-
ner. Om det hele virkelig volder så megen Glæde, skal jeg
ikke kunne sige. I hvert Fald opbevarer man vel dette Juks
på Grund af de behagelige Erindringer, som knytter sig der-
til. Natalia Vassiljevna tænkte altså aldeles ikke på at dø,
men ventede lige til sin sidste Stund på Stabslæge Koch. Så
hændte det da, at hun døde ganske pludselig og efterlod et
lille Ibenholtskrin, fint indlagt med Perlemoder og Sølv, i sit
Skrivebord. Det var et henrivende Skrin med en lille Nøgle
til — et gammelt Familiearvestykke, som hun havde fået
efter sin Bedstemoder. Nå, og i dette Skrin fandtes nu alt,
alt uden Undtagelse, ordnet efter Datum og Nummer. Alle
vort Ægteskabs tyve År var omtrent repræsenteret heri. Og
da Stepan Michajlovitj besad en udpræget literær Begavelse
og endog engang havde indsendt en Kærlighedsroman til et
Tidsskrift, så var det intet Under, at de Produkter, som jeg
fandt i det lille Skrin, beløb sig omtrent til hundrede Numre.
Men naturligvis, når man betænker, at det havde varet fem
År! Enkelte af Brevene var forsynede med egenhændige
Bemærkninger af Natalia Vassiljevna. En behagelig
Opdagelse for en Ægtemand, ikke sandt?"

72
 Veltjaninov kom straks til at huske på, at han aldrig
havde sendt Natalia Vassiljevna noget Brev eller overhove-
det nogen skriftlig Meddelelse. Fra St. Petersborg havde han
ganske vist to Gange skrevet til hende, men disse Breve
var, efter Aftale, samtidig rettede til begge Ægtefolk. På det
sidste Brev, hvori Natalia Vassiljevna en Gang for alle gav
ham Løbepas, havde han slet ikke svaret.
Da Pavel Pavlovitj havde endt sin Fortælling, tav han i
nogle Minutter, idet han med et lurende Blik så Veltjaninov
ind i Ansigtet.
„Nå, hvorfor svarer De så ikke på mit Spørgsmål?"
begyndte han endelig.
„På hvilket Spørgsmål egentlig?"
„Ih, naturligvis med Hensyn til den behagelige Opdagelse
og de Følelser, som må gribe en Ægtemand ved at finde et
sådant Skrin."
„Hvad kommer det mig ved?" sagde Veltjaninov, idet han
rejste sig og begyndte at gå op og ned i Værelset.
„Jeg vil vædde om, at De nu i Deres stille Sind tænker:
„Hvor væmmeligt er det ikke at prale med sine Horn!" Det
forekommer mig, De er et meget nøjeregnende Menneske,
he, he!"
„Det falder mig aldeles ikke ind at tænke således. Det
forekommer mig kun, at De har drukket lidt for meget Vin.
Jeg kan slet ikke se noget usædvanligt i det hele. Jeg kan
meget vel forstå, at De havde Brug for den levende
Bagautov for at forlange Oprejsning for den Krænkelse, han
havde tilføjet Dem ..."
„Og hvortil havde jeg efter Deres Mening Brug for den
levende Bagautov?"
„Det må blive Deres egen Sag."
„Jeg vædder om, at De sigter til en Duel!"
„For Pokker!" råbte Veltjaninov, der blev mere og mere
opbragt, „jeg troede, at De, som ethvert anstændigt
Menneske i et lignende Tilfælde, ikke vilde nedlade Dem til
tåbeligt Vås, til latterlige Klager, modbydelige Hentydninger
og dumme Talemåder, men handle åbent og ærligt, som det
nu engang sømmer sig for et anstændigt Menneske."

73
 „He he! Men måske er jeg netop ikke noget anstændigt
Menneske!"
„Det må rigtignok ganske blive Deres egen Sag ... men,
for Djævelen, hvad forlangte De da af den levende Bagauto
v?"
„Når det nu ikke var en Smule andet end af og til, en
Gang imellem, at se min Hjertensven og tømme en lille Fla-
ske sammen med ham."
„Han vilde aldeles ikke drikke med Dem!"
„Hvorfor dog ikke? Noblesse oblige! De drikker jo også
med mig; skulde han i den Retning være bedre end De?"
„Jeg har ikke drukket med Dem."
„Ih, hvorfor på en Gang så stolt?"
Et ondt Smil krusede med et Veltjaninovs Læber.
„Fy for Pokker, De ligner virkelig et eller andet Rovdyr!
Og jeg troede, De kun var en Hanrej af Fødsel og intet
andet!"
„Hvad skal det sige, en „Hanrej", hvad er det?" sagde
Pavel Pavlovitj og spidsede Øren.
„Å, det er en Slags Mænd . . . dog lad os ikke spilde flere
Ord herpå! Gå De hellere hjem, det er på høje Tid; De keder
mig!"
„Og hvad skal det sige „et eller andet Rovdyr"? Hvorfor
sagde De „Rovdyr"?"
„Jeg sagde det for at gøre mig lystig over Dem."
„Hvad skal det sige „Rovdyr"? Å sig mig det nu for Guds
Skyld, eller snarere for Christi Skyld!"
„Nej, nu må det være nok!" skreg Veltjaninov, hvis
Tålmodighed omsider var til Ende — „det er på høje Tid, se
til, at De kommer af Sted!"
„Nej, det er ikke nok!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han
pludselig sprang op — „og selv om De allerede skulde være
ked af mig, så er det alligevel ikke nok, for vi må nemlig
først klinke sammen og drikke ud! Når vi har drukket, går
jeg, men foreløbig er det aldeles ikke nok!"
„Pavel Pavlovitj, vil De pakke Dem bort eller vil De ikke?"
„Jeg skal nok pakke mig bort, men først vil vi drikke. De
sagde nylig, at De ikke vilde drikke med mig, men jeg

74
forlanger bestemt, at De drikker med mig!"
Det ubehagelige Grin var pludselig forsvundet fra hans
Ansigt; hans Træk antog på en Gang et Udtryk, som aldeles
ikke svarede til hans Ydre og hans hidtilværende Opførsel og
virkelig gjorde Veltjaninov helt betuttet.
„Lad os drikke, Aleksej Ivanovitj, hører De? Nej, afslå det
ikke, hører De?" vedblev Pavel Pavlovitj, idet han holdt
Veltjaninovs Hånd fast omklamret og så ham ind i Ansigtet
med et sælsomt Udtryk. Det gjaldt åbenbart for ham ikke
blot om at drikke.
„Men jeg beder Dem!" sagde Veltjaninov usikkert, „det
lader sig jo ikke gøre . . . der er jo kun en Smule tilbage i
Flasken!"
„Der er kun en Smule tilbage, men det er alligevel nok til
to Glas. Vi vil klinke og drikke, dér, tag nu Deres Glas."
De klinkede og drak.
„Nå, og nu, og nu ... ak!" Pavel Pavlovitj tog sig pludselig
med Hånden til Panden og blev i nogle Minutter i denne
Stilling. Veltjaninov ventede, at han i næste Øjeblik vilde
udtale det afgørende Ord. Men Pavel Pavlovitj sagde slet
ikke noget; han så kun på ham, og det gamle brede, stille,
listige Smil kom igen til Syne på hans Ansigt.
„Hvad vil De mig egentlig, drukne Menneske! De holder
mig vel for Nar?" fo'r Veltjaninov fuldkomment rasende løs
på ham.
„Skrig dog ikke sådan, skrig dog ikke sådan — hvorfor
skriger De på den Måde?" sagde Pavel Pavlovitj hurtig i en
beroligende Tone. „Nej, nej, jeg holder Dem ikke for Nar! De
skulde blot vide, hvor stor Pris jeg er kommen til at sætte
på Dem! Ser De, så stor Pris . . ." og han greb pludselig
Veltjaninovs ene Hånd og kyssede den. Veltjaninov vidste
slet ikke, hvad der gik for sig med ham, så uventet var det
hele sket.
„Ser De, så stor Pris sætter jeg på Dem. Og nu — nu vil
jeg pakke mig."
„Vent dog lidt, hører De!" råbte Veltjaninov, der næppe
nok var kommen sig igen af sin Overraskelse, efter den
bortilende — „jeg glemte at sige Dem . . ."

75
 Pavel Pavlovitj vendte sig om ved Døren.
„Ser De," vedblev Veltjaninov med en vis Hurtighed og
Forlegenhed — „De må i Morgen absolut tage ud med mig til
Pogorjelzovs . . . må forestille Dem for dem og sige dem
Tak. . . ."
„Absolut, absolut, det er jo en Selvfølge!" istemte Pavel
Pavlovitj samtykkende.
„Desuden venter også Lisa Dem ganske bestemt, jeg har
lovet hende det. . . ."
„Å, Lisa!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han pludselig trådte
et Skridt nærmere — „Lisa! Mon De også véd, hvad Lisa har
været for mig, har været og stadig er? Ja, har været og
endnu stadig er!" råbte han pludselig helt ude af sig selv.
„Men . . . he, derom senere hen, om det alt sammen senere
hen ... og nu — det er ikke nok, at De har drukket med mig,
Aleksej Ivanovitj, jeg behøver yderligere en anden
Oprejsning . . ."
Han lagde sin Hat på Stolen og så på ham, idet han trak
Vejret dybt.
„Kys mig, Aleksej Ivanovitj!" sagde han pludselig efter
kort Tavshed.
„Er De fuld?" råbte Veltjaninov, idet han trådte et Skridt
tilbage.
„Ja vel er jeg fuld, men kys mig alligevel, Aleksej Ivano-
vitj! Å, kys mig, hører De? Har jeg måske ikke lige nu
kysset Deres Hånd først?"
Aleksej Ivanovitj tøvede nogle Øjeblikke — det forekom
ham, som om han pludselig havde fået et Kølleslag lige for
Panden. På en Gang bøjede han sig over Pavel Pavlovitj, der
næppe nok nåede ham til Skulderen, og kyssede ham på
Munden, fra hvilken der udgik en stærk Vinlugt. Han var for
øvrigt ikke helt sikker på, at han virkelig havde kysset ham.
„Nå, og nu, nå . . ." råbte Pavel Pavlovitj i en drukken
Henrykkelsestilstand og med funklende Øjne — „hør nu! Jeg
tænkte nylig: „Skulde mon også han, også han? . . . Thi
hvis han også . . . tænkte jeg . . . hvis han også . . . hvem
skulde man så mere kunne lide på i denne Verden" ?!"
Ved disse Ord gav han sig pludselig til at græde.

76
 „Kan De så forstå, hvad for en Ven jeg nu har fået i
Dem?!. . ."
Og idet han hurtig greb sin Hat, ilede han rask ud af
Værelset. Veltjaninov blev nogle Minutter stående på
samme Plet, ganske som i Går, da Pavel Pavlovitj for første
Gang havde besøgt ham.
„Å, hvad så! En beruset Nar og intet andet," afgjorde han
endelig Sagen med en afvisende Håndbevægelse.
„En beruset Nar, intet andet," bekræftede han endnu en
Gang energisk, da han allerede havde klædt sig af og lagt
sig til at sove.

---o---

VIII.
Næste Morgen ventede Veltjaninov i sin Lejlighed på
Pavel Pavlovitj, der havde lovet at komme tidlig for at køre
med ham til Pogorjelzovs. Han gik op og ned i Værelset, idet
han skyllede sin Kaffe i sig, samtidig røg en Cigaret og
tænkte nærmere over Aftenens Begivenheder. Han var til
Mode som et Menneske, der ved sin Opvågnen kommer til
at huske på, at han den foregående Aften har fået en
Ørefigen.
„Hm . . . han véd meget godt, hvorledes Sagerne for-
holder sig og vil lade Lisa undgælde derfor," tænkte han,
idet en ængstelig Følelse overlistede ham. Det yndige
Billede af det blege, sørgmodige Barn dukkede op for ham.
Hans Hjerte bankede hurtigere ved Tanken om, at han
endnu i Dag, måske allerede om to Timer, vilde få sin Lisa at
se igen.
„Å, hvad er her at overveje!" sagde han til sig selv, og en
ny Følelse strømmede pludselig gennem hans Indre — „det
er nu mit Liv og mit Mål. Hvad bryder jeg mig om alle
Ørefigener og Erindringer! . . . Hvad var egentlig hele mit
hidtilværende Liv? Et øde Virvar af alle Slags Dårskaber og
overflødige Sorger. Det skal nu blive anderledes — ja helt
anderledes!"

77
 Midt i sin Begejstring begyndte han dog at blive efter-
tænksom.
„Han vil betale mig med samme Mønt, han vil lade Lisa
undgælde derfor — det er klart! Han vil pine hende til Døde.
Han vil hævne sig på mig, hævne sig for alt, idet han sårer
mig på dette følsomme Sted. Han ... jeg vil i Fremtiden på
ingen Måde tillade ham den Slags Frækheder som i Går,"
tænkte han, idet han uvilkårligt rødmede — „men hvad er
det . . . Klokken er allerede tolv, og han er endnu ikke
kommen!"
Han ventede til halv et og blev uroligere fra Minut til
Minut. Pavel Pavlovitj lod sig stadig ikke se. Flere Gange var
den Tanke falden Veltjaninov ind, at den anden måske holdt
ham for Nar og med Vilje udeblev. Denne Tanke blev tilsidst
til Vished og bragte ham helt ud af Fatning: „Han véd, at jeg
er afhængig af ham," sagde han til sig selv, „hvad skal det
nu blive til med Lisa? Hvorledes kan jeg komme til hende
uden ham?"
Omsider kunde han ikke holde det ud mere og begav sig
henad Klokken et selv til Pavel Pavlovitj. Man meddelte ham
dér, at denne slet ikke havde tilbragt Natten i sin Bolig, men
først omtrent Klokken ni Morgen var kommen et Kvarterstid
for så straks at forsvinde på ny. Veltjaninov stod foran det
aflåsede Værelse og bevægede rent mekanisk Dørgrebet op
og ned, medens Tjenestepigen meddelte ham dette.
Pludselig var det, som om han rystede noget af sig, han
spyttede langt og gav Slip på Dørgrebet. Han skulde lige til
at spørge efter Marja Sysojevna, da denne selv trådte ind i
Korridoren.
Marja Sysojevna var et godt Menneske, „en Kone af
hæderlig Tænkemåde", således som Veltjaninov senere
betegnede hende, da han fortalte Klaudia Petrovna om sin
Samtale med hende. Hun forhørte sig i al Korthed om, hvor-
ledes han i Går havde fået „det lille Væsen" anbragt og
begyndte så ufortøvet at fortælle om Pavel Pavlovitj. Hun
sagde, at hun allerede for længe siden vilde have kastet
ham på Døren, „hvis ikke Barnet havde været. Fra
Gæstgivergården derovre," vedblev hun, „har man allerede

78
jaget ham bort, fordi han opførte sig som et galt Menneske.
Hør nu engang, er det ikke skammeligt af ham, at han midt
om Natten, medens Barnet var der, tog et Fruentimmer med
sig hjem! „Hun bliver din Mo'r," skreg han, „hvis jeg vil det."
Det var dog selv dette Kvindemenneske et Nummer for
stærkt, og hun spyttede ham lige ind i Ansigtet. Og han
skreg stadig højere: „Du er ikke min Datter," skreg han,
„men en uægte Unge!"
„Det er da ikke muligt?" spurgte Veltjaninov rent for-
færdet.
„Jeg har hørt det med mine egne Øren, og selv om han
også var nok så beruset, så kan man da ikke byde et Barn
den Slags. Og selv om hun er nok så lille, så har] hun dog
alle Tider sin Smule Forstand. Hun har grædt og græmmet
sig, det stakkels lille Pus, så man kunde jo få ganske ondt
deraf. Og nylig hændte der her i Huset hos os en sørgelig
Begivenhed: en Fuldmægtig, eller hvad han nu var,
indlogerede sig om Morgenen her på Gæstgivergården, og
den følgende Morgen hængte han sig. Han havde begået
Underslæb, efter hvad Folk sagde. Der blev et stort Opløb,
men Pavel Pavlovitj var ikke hjemme, og Barnet drev rundt
uden Opsyn, og på en Gang så jeg, hvorledes hun stod i
Korridoren midt imellem alle Folkene og bag de andres Ryg
kigede med store Øjne på den hængte. Jeg førte hende
naturligvis straks bort, og jeg kan forsikre Dem for: hele
hendes lille Legeme skælvede, og hun blev helt blå i
Ansigtet, og jeg havde næppe fået hende herind, før hun
faldt om, så lang hun var, og begyndte at ryste. Med Nød og
næppe bragte jeg hende til sig selv igen. Det var Krampe,
og fra nu af begyndte hun at skrante. Da han kom hjem og
hørte, hvad der var sket, så begyndte han at knibe hende —
for han plejer aldrig at slå hende, i Reglen kniber han hende
— og så drak han sig fuld og skræmmede næsten Livet af
hende ved at sige: „Jeg vil også hænge mig . . . jeg vil
hænge mig dér i Gardinsnoren," sagde han og lavede alle-
rede Løkken, medens hun stod og så derpå. Og da blev hun
helt ude af sig selv og skreg og holdt på ham med begge
Hænder: „Jeg skal aldrig gøre det mere," skreg hun, „jeg

79
skal aldrig gøre det mere, lille Fa'r!" Det var virkelig ren
Jammer."
Veltjaninov havde ganske vist været forberedt på at få
mærkelige Ting at høre om Pavel Pavlovitj, men Værtindens
Fortælling bragte ham i den Grad ud af Fatning, at han
næsten anså den for umulig. Marja Sysojevna kunde end-
videre fortælle meget andet, for Eksempel var det gået så
vidt, at Lisa i sin Angst vilde have styrtet sig ud af Vinduet,
hvis hun ikke havde lagt sig imellem. Da Veltjaninov gik, var
han som bedøvet. „Jeg slår den Hund ihjel med en Knippel!"
fo'r det uvilkårligt gennem hans Hoved. Og i sin grænseløse
Forbitrelse vedblev han endnu længe at gentage disse Ord.
Han tog en Vogn og kørte ud til Pogorjelzovs. Han var
endnu ikke kommen ud af Byen, da hans Køretøj måtte
holde ved en Kanalbro, hvor to Gader krydsedes, thi et stort
Ligtog spærrede Vejen. På begge Sider af Broen stuvedes
Vogne og Mennesker sammen. Det var en fornem Begra-
velse og Sørgekareternes Række usædvanlig lang. Pludselig
opdagede Veltjaninov i et Karetvindue Pavel Pavlovitjs
Ansigt. Et Øjeblik troede han at tage fejl, men Pavel
Pavlovitj havde ligeledes lagt Mærke til ham, idet han rakte
Hovedet ud af Karetvinduet. Han var åbenbart meget glad
ved at se Veltjaninov og kyssede endog på Fingeren ad
ham. Veltjaninov sprang ud af sin Vogn og begav sig til
Trods for Menneskemængden og Politibetjentene hen til
Trusotskis Vogn, som netop kørte over Broen. Pavel
Pavlovitj sad alene i Kareten.
„Hvad går der af Dem?" skreg Veltjaninov — „hvorfor er
De ikke kommen? Hvad har De her at bestille?"
„Skrig dog ikke sådan op, skrig dog ikke sådan op, jeg
opfylder en kær Pligt," fniste Pavel Pavlovitj, idet han
fornøjet blinkede med Øjnene — „jeg følger min oprigtige
Ven Stepan Michajlovitjs jordiske Levninger til deres sidste
Hvilested."
„Det er jo noget rent Vrøvl, fordrukne, naragtige Fyr!"
skreg Veltjaninov endnu højere, efter at han havde stået
uvis et Øjeblik; „stig straks ud og kom med mig — hører De,
straks!"

80
 „Jeg kan ikke, min Pligt . . ."
„Så skal jeg trække Dem ud ved Ørene," overfusede
Veltjaninov ham rasende.
„Så skriger jeg! Så skriger jeg!" fniste Pavel Pavlovitj lige
så fornøjet som før, som om man spøgede med ham,
medens han dog samtidig af Forsigtighedshensyn pressede
sig ind i det ene Hjørne af Vognen.
„Pas på, pas på! De er lige ved at blive kørt over!" råbte
en Politibetjent til Veltjaninov. I Virkeligheden var en
fremmed Vogn ved Enden af Broen brudt igennem Ligtoget
og havde fremkaldt stor Forvirring. Veltjanmov måtte
springe til Siden og blev stadig drevet længere bort af
Mængden. Han spyttede rasende og kunde kun med Nød og
næppe trænge sig igennem til sin Vogn.
„Nå, i den Tilstand, han var, kunde jeg alligevel ikke tage
ham med mig!" forsøgte han til sidst på at trøste sig, men
Følelsen af en næsten ængstende Uro vilde ikke vige fra
ham.
Da han fortalte Klaudia Petrovna om Værtindens Med-
delelser og om sit besynderlige Møde med Pavel Pavlovitj,
blev hun meget betænkelig.
»Jeg er bange for Deres Skyld," sagde hun — „De må
afbryde enhver Forbindelse med ham, jo før jo heller."
„Han er en fordrukken Nar og intet andet!" råbte
Veltjaninov heftig — „jeg er virkelig ikke bange for ham! Og
hvor kan jeg afbryde Forbindelsen med ham — alene for
Lisas Skyld! Husk dog på Lisa!"
Lisa var, som Klaudia Petrovna fortalte ham, bleven ret
alvorlig syg. Den foregående Aften havde hun pludselig fået
Feber, og man ventede nu på en berømt Læge fra Byen,.til
hvem der om Morgenen var gået Ilbud. Disse Meddelelser
hensatte Veltjaninov i en ganske fortvivlet Sindsstemning.
Klaudia Petrovna førte ham til den syge.
„Jeg har i Går iagttaget hende nøje," bemærkede hun,
idet hun et Øjeblik blev stående foran Døren til Sygeværel-
set. „Hun er et stolt Barn og har et tungt Sind. Hun skam-
mer sig over ,at hun er hos os, og at hendes Fader så ukær-
ligt har forladt hende, og jeg tror, at hendes Sygdom stam-

81
mer derfra."
„Hvorledes kommer De på den Tanke, at han har forladt
hende?"
„Det er allerede nok, at han sådan uden videre har ladet
hende tage med et vildfremmed Menneske til en ubekendt
Familie . . ."
„Men jeg har jo næsten med Magt måttet føre hende
med mig; deri kan jeg ikke se noget særligt Bevis på Ukær-
lighed . . ."
„Ak, min Gud, Lisa finder det nu. Efter min Mening kom-
mer han nu overhovedet aldrig."
Lisa blev slet ikke forbavset ved at se Veltjaninov komme
alene; et sørgmodigt Smil gled hen over hendes Ansigt,
derpå vendte hun sit feberglødende lille Hoved om mod
Væggen. På Veltjaninovs forsigtige Trøstegrunde og hans
Forsikringer om, at han i Morgen ganske bestemt vilde
bringe hendes Fader med, svarede hun ikke noget. Da han
forlod hendes Værelse, brød han pludselig ud i Tårer.
Lægen kom først henad Aften. Efter at han havde under-
søgt den syge, forskrækkede han straks alle, ved at spørge
om, hvorfor man ikke havde ladet ham kalde noget før. Han
vilde aldeles ikke tro, at Lisa først den foregående Aften var
bleven syg. „Alt afhænger af, hvorledes hun tilbringer næste
Nat," erklærede han til sidst, gav sine Ordrer og kørte igen,
efter at han havde lovet at komme tilbage næste Morgen så
tidligt som muligt. Veltjaninov vilde absolut tilbringe hele
Natten hos den syge, men det lykkedes dog Klaudia
Petrovna at få ham overtalt til at vende tilbage til St.
Petersborg, for, om muligt, at hente „dette Umenneske".
„Skal jeg forsøge endnu engang?" sagde Veltjaninov helt
fortvivlet — „nu vel, selv om jeg så skal binde ham og
slæbte ham af Sted med Magt!"
Den Tanke, at binde Pavel Pavlovitj og med Magt føre
ham til Pogorjelzovs, bragte hans Fortvivlelse fuldstændig til
Udbrud. „Nu føler jeg mig ikke skyldig overfor ham i noget
som helst, ikke i noget som helst!" sagde han dybt forbitret
til Klaudia Petrovna, da han tog Afsked. „Jeg tager alle de
ydmyge, klynkende Ord, som jeg brugte her i Går, tilbage."

82
 Lisa lå stille hen med lukkede Øjne og syntes at sove.
Men da Veltjaninov bøjede sig forsigtig ned over hende for
til Afsked i det mindste at kysse Sømmen på hendes
Chemise, slog hun pludselig Øjnene op, som om hun havde
ventet på ham, og hviskede sagte:
„Tag mig med!"
Det var en stille, sørgmodig Bøn, i hvilken der ikke mere
lå noget af Gårsdagens Ophidselse. Samtidig var hendes
Ord dog prægede af en trykkende Selvopgivelse — hun syn-
tes at være overbevist om, at man ikke vilde opfylde hendes
Bøn. Veltjaninov stod helt rådvild og sønderknust ved
hendes Seng og søgte at få hende til at forstå, at det var
ganske umuligt at tage hende med nu. Lisa lukkede sine
Øjne og tav, som om hun ikke hørte, hvad han sagde.
Efter at være vendt tilbage til Byen, kørte Veltjaninov
straks til det lille Stræde ved Mariakirken. Klokken var
allerede ti. Pavel Pavlovitj var ikke hjemme. Veltjaninov
ventede vist en halv Time, idet han i pinefuld Utålmodighed
gik op og ned i Korridoren. Marja Sysojevna forsikrede ham
om, at Pavel Pavlovitj næppe vilde vende tilbage før ved
Daggry.
„Nå, så vil jeg komme tilbage igen ved Daggry!" be-
sluttede han endelig og begav sig hjem i den heftigste For-
bitrelse.
Men hvor stor var ikke hans Forbavselse, da Mavra alle-
rede nede i Gadedøren modtog ham med den Efterretning,
at „Herren fra i Går" havde ventet på ham lige siden
Klokken ti.
„Han hår drukket Te hos os og også sendt Bud efter Vin
af samme Slags som i Går."

---o---

IX.
Pavel Pavlovitj havde indrettet sig rigtig bekvemt i
Veltjaninovs Lejlighed. Han sad på samme Sted som i Går,
røg en Cigaret og havde just skænket sig det fjerde og
83
sidste Glas af Flasken. Tepotten og et endnu med Te
halvfyldt Glas stod ved Siden af ham på Bordet. Hans
stærkt blussende Ansigt strålede af Lykke. Han havde endog
trukket Frakken af og priste Sommer alene i Vest.
„Tilgiv, dyrebare Ven!" råbte han, da han pludselig fik Øje
på Veltjaninov, idet han sprang op og iførte sig sin Frakke,
„jeg tog den af, den blev mig for snæver . . ."
Veltjaninov nærmede sig ham med en mørk Mine.
„Er De endnu ikke helt fuld? Kan man tale et fornuftigt
Ord med Dem?"
Pavel Pavlovitj blev en Smule betuttet.
„Nej, endnu ikke helt. . . . Det var Gravøl for den afdøde,
men . . . jeg er endnu ikke helt . . ."
„Kan man tale med Dem som med et Menneske?"
„Jeg er jo netop kommen herop for at De kan tale med
mig."
„Nå, så vil jeg straks begynde med, at De er en dårlig
Person!" råbte Veltjaninov ham lige ind i Ansigtet med en af
Vrede kvalt Stemme.
„Når De begynder på den Måde, hvorledes vil De så
ende?" bemærkede Pavel Pavlovitj, endnu stadig i en vis
kæk Tone, skønt hans Mod var sunket betydeligt.
Veltjaninov hørte ikke på ham, men vedblev stærkt op-
hidset:
„Deres Datter er syg, hun ligger for Døden; har De givet
Afkald på hende eller ej?"
„Er det virkelig sandt?"
„Hun er syg, farlig syg!"
„Å, måske er det kun sådant et lille Anfald . . ."
„Kom ikke med den Slags Vås, hun er virkelig farlig syg!
Alene af den Grund burde De tage ud til hende . . ."
„For at sige Tak, for at sige Tak for Gæstfriheden! Forstår
jeg meget vel. Aleksej Ivanovitj, min gode, dyrebare Ven!"
råbte han i en klynkende Tone, idet han i sin berusede
Salighedstilstand greb Veltjaninovs Hånd med begge sine.
— „Aleksej Ivanovitj, skrig bare ikke op, skrig bare ikke op!
Tænk dog på, om det ikke vilde være ganske det samme,
hvis jeg døde, hvis jeg for Eksempel i beruset Tilstand faldt i

84
Neva? Vi kommer såmænd tidligt nok ud til Hr. Pogorjelzov .
. ."
Veltjaninov forsøgte at beherske sig en Smule.
„De er fuld, og jeg forstår ikke, hvad De vil mig," sagde
han i en streng Tone — „jeg er, hvad Øjeblik det skal være,
rede til at holde Opgør med Dem . . . endog med Fornøjelse,
og helst straks. . . . Men først og fremmest skal De dog
vide, at jeg må træffe mine Forholdsregler: De skal
overnatte hos mig, og i Morgen tidlig kører vi sammen
derud. Jeg slipper Dem ikke!" råbte han heftigt — „om jeg
så skal binde Dem og føre Dem derud med Magt! . . . Passer
denne Divan Dem?" spurgte han, idet han pegede på en
bred, blød Divan, der stod ved den anden Væg lige overfor
hans egen.
„Men jeg beder Dem, det er virkelig ganske det samme .
. ."
„Nej, det er ikke ganske det samme —De skal ligge her
på denne Divan. Værsgod, her er et Lagen, et Sengetæppe
og en Hovedpude!" — han tog de nævnte Genstande frem
af et Skab og kastede dem hen til Pavel Pavlovitj, der lydig
greb dem med Hænderne — „red straks Deres Natteleje —
straks, hører De?"
Belæsset med Sengetøjet stod Pavel Pavlovitj tvivlrådig
og med et enfoldigt Smil midt i Værelset. Men da
Veltjaninov endnu engang råbte truende til ham, tog han
straks fat på Arbejdet, rykkede Bordet bort og redte sig hur-
tig et Natteleje. Veltjaninov kom ham til Hjælp, hans Gæsts
Lydighed og frygtsomme Opførsel havde gjort ham mildere
stemt.
„Tøm Deres Glas og læg Dem så!" sagde han i den
befalende Tone, som syntes ham at være den eneste
passende her — „har De selv bestilt Vinen?"
»Ja. Jeg selv, Vinen. . . . Jeg vidste jo nok, Aleksej
Ivanovitj, at De ikke oftere vilde lade nogen hente . . ."
„Det er pænt af Dem, at De vidste det, men det vilde
være bedre, om De vidste endnu mere. Jeg forsikrer Dem
altså endnu engang, at jeg nu har truffet mine
Forholdsregler: den tåbelige Opførsel, som De i Går lagde

85
for Dagen, vil jeg ikke mere finde mig i. De må ikke mere
opvarte mig med Deres drukne Kys!"
„Jeg kan godt selv forstå, Aleksej Ivanovitj, at det kun
kunde ske en eneste Gang," smålo Pavel Pavlovitj.
Veltjaninov, der gik op og ned i Værelset, blev ved at
høre dette Svar stående i en truende Holdning foran Pavel
Pavlovitj.
„Pavel Pavlovitj, tal nu åbent og ærligt, uden Udflugter!
De er klog nok til at vide, at De ikke kommer langt med mig
ad denne Vej. Tal lige ud af Posen og uden Omsvøb, og jeg
giver Dem mit Æresord på, at jeg skal forklare Dem alt."
På Pavel Pavlovitjs Ansigt viste sig igen hint hånlige Smil,
som berøvede Veltjaninov al hans Tålmodighed.
„Stop!" vedblev den sidste, „forstil Dem bare ikke, jeg
gennemskuer Dem! Jeg gentager altså endnu en Gang for
Dem: De har mit Æresord på, at jeg er beredt til at besvare
Dem ethvert Spørgsmål og give Dem enhver Oprejsning,
som De forlanger. Å, når De dog blot vilde forstå mig!"
„Hvis De vilde være så god," svarede Pavel Pavlovitj
sagte, idet han nærmede sig ham — „så vilde jeg bede Dem
forklare mig, hvad De i Går mente med Udtrykket „Rovdyr"!
. . ."
Veltjaninov spyttede og begyndte igen, men endnu
hurtigere, at gå op og ned i Værelset.
„Nej, Aleksej Ivanovitj, lad være med at spytte, thi det
Udtryk interesserer mig virkelig meget, og jeg kom for at
høre derom. ... De kan nok mærke, at min Tunge ikke helt
vil lystre Ordre, men det tilgiver De vel ... Jeg har nylig i et
Tidsskrift læst om en „Rovdyrtype" og en „tam Type" af
Mennesker — jeg forstod det ikke den Gang, og i Morges
faldt det mig ind igen, efter at De i Går havde brugt dette
Udtryk. Jeg vilde nemlig gerne vide, til hvilken af disse to
Typer afdøde Stepan Michajlovitj Bagautov hørte — om han
var et „Rovdyr" eller et „tamt Dyr". Hvad mener De derom?"
Veltjaninov gik endnu stadig tavs op og ned i Værelset.
„En Rovdyrtype," begyndte han endelig og standsede
gnaven, „er det Menneske, som hellere vilde give en
Bagautov Gift ved et fortroligt Glas Vin i Stedet for at gå til

86
hans Begravelse, hvad De har gjort, Gud må vide ud fra
hvilke tåbelige, skjulte, lave Bevæggrunde, som De aldeles
ikke har Ære af."
„En „Rovdyrtype" vilde altså ikke gå til Begravelse,"
sagde Pavel Pavlovitj — „men hvor kunde De så sige, at jeg
. . ."
„Rovdyrtypen," vedblev Veltjaninov i en opbragt Tone,
uden at høre på ham, „anvender ikke sin Tid til tomme
Grublerier og ynkelig Flæben over sin krænkede Ære, ej hel-
ler til alle Slags Grimacer og Kneb, den ligger heller ikke
Folk til Byrde, forstår De? Rovdyrtypen afgør Sagen på en
anden, kortere, mere ligefrem Måde. ... Er det sandt, at De
vilde hænge Dem? Svar nu!"
„I min Rus kan jeg jo have snakket noget derom, men
jeg husker det ikke mere. De talte nylig om Gift, Aleksej
Ivanovitj — ih, det passer sig da virkelig ikke for Folk af
vores Slags! For det første har man sin pæne Stilling og
desuden sin lille Kapital, og Gud må vide, hvad der yder-
ligere kan hænde, man får måske til sidst Lyst til at gifte sig
påny . . ."
„Ganske rigtig, og Giftmord fører desuden den lige Vej til
Sibirien . . ."
„Ja, også den Mulighed, som De der nævner — skønt nu
til Dags kan der findes formildende Omstændigheder for alt.
Men her falder der mig netop en pudsig Anekdote ind, som
jeg vil fortælle Dem. De talte nylig om at „ligge Folk til
Byrde" — netop derom handler min Anekdote. De kan
måske endnu huske en vis Livzov, Semjon Petrovitj, der,
medens De opholdt Dem i T., plejede at komme hos os. Nå,
han havde altså en yngre Broder, der arbejdede under
Guvernøren i V. og var en flot, ung St. Petersborger med de
mest glimrende Evner. Denne unge Mand kom nu engang i
et Selskab, endog i Nærværelse af Damer, deriblandt også
hans Hjertes Dame, i Strid med en Oberst Golubenko. Han
følte sig fornærmet, men stak Fornærmelsen i Lommen og
lod, som om der intet var hændt. Men Golubenko fralokkede
ham imidlertid hans Hjertes Dame og tilbød hende sin Hånd.
Nå, hvad tror De så, min Livzov gjorde? Han forsonede sig

87
med Golubenko, blev snart hans oprigtigste Ven og var
endog til Stede ved hans Bryllup som Forlover. Men da
Selskabet — og det var det fineste Selskab, endog Guvernø-
ren var med — vendte tilbage fra Kirke, trådte Livzov,
således som han gik og stod, i Kjole og med krøllet Hår, hen
til Brudgommen, gratulerede ham, kyssede ham og stak
ham samtidig uden videre en Dolk i Maven, så at Golubenko
faldt om. Tænk Dem bare, hans egen Forlover, hvilken
Skandale! Og da han havde fuldbragt sin Dåd, gav han sig
til at skrige: „Å Gud, hvad har jeg gjort!" og Tårerne løb
ham ud af Øjnene, og han skælvede over hele Kroppen, og
han kastede sig om Halsen på hver enkelt af de tilstedevæ-
rende, endog Damerne, og vedblev at skrige: „Å Gud, hvad
har jeg gjort!" He he he! Han betalte ham igen med samme
Mønt. Jeg havde virkelig ondt af den stakkels Golubenko;
for øvrigt kom han sig igen."
„Jeg forstår ikke, hvorfor De fortæller mig det," bemær-
kede Veltjaninov med en mørk Mine.
„Ih, jeg mener kun, at han stak ham med Dolken," fniste
Pavel Pavlovitj — „ser De, og han var dog ingen „Type", men
en blid, fin lille Sjæl, selv om han forglemte sig i den Grad,
at han af Frygt kastede sig om Halsen på Damerne i
Guvernørens Nærværelse — og ser De, han opnåede dog,
hvad han vilde, han stak ham jo med Dolken! Det var kun
det, jeg mente."
„Gå Pokker i Vold!" skreg Veltjaninov skælvende af Vrede
— gå ad Helvede til med Deres væmmelige, ondskabsfulde
Sladder. Vil De måske gøre mig bange, De, Deres Barns
Plageånd, De usle Fyr, Slubbert, Slubbert, Slubbert!" Hans
Ord blev næsten kvalte i det voldsomme Vredesudbrud.
Pavel Pavlovitj fo'r sammen og blev i et Øjeblik endog
ædru. „De kalder mig en Slubbert, Aleksej Ivanovitj?"
vovede han sig endelig forsigtig frem — De kalder mig en
Slubbert?"
Veltjaninov syntes et Øjeblik afvæbnet. Med tungt
Åndedrag og i indre Kamp med sig selv målte han flere
Gange Værelset med lange Skridt.
»Jeg tager det Ord tilbage," sagde han endelig og stand-

88
sede foran Pavel Pavlovitj, „men kun på den Betingelse, at
De fra nu af handler åbent og ærligt."
„I Deres Sted vilde jeg tage det tilbage uden nogen som
helst Betingelse, Aleksej Ivanovitj!"
„Godt, det kan jeg også gå ind på," sagde Veltjaninov,
efter at han nogle Øjeblikke havde stirret mørkt hen for sig
— „jeg tager alt tilbage. Men De vil indrømme mig, Pavel
Pavlovitj, at vi nu i enhver Henseende er færdige med
hinanden, og at jeg ikke mere føler at have Forpligtelser
overfor Dem."
„Ja vist, ja vist, hvorfor skulde De føle nogen Forplig-
telser!" svarede Pavel Pavlovitj med et spotsk Smil, idet han
dog samtidig slog Øjnene ned.
„Nå, så meget des bedre, så meget des bedre! Drik
Deres Vin ud og læg Dem så ned, for jeg vil i hvert Fald
beholde Dem her i Aften . . ."
„Hm, den Rest der . . ." brummede Pavel Pavlovitj, men
han trådte lydigt hen til Bordet og drak den allerede dovne
Champagne helt ud. Han havde absolut drukket en Del før
sin Ankomst, thi hans Hånd skælvede stærkt, og han
spildte, medens han drak, en Del af Vinen på Gulvet og på
sine Klæder. Som en artig Skoledreng stillede han det
tomme Glas forsigtig på Bordet, gik hen til sit Leje og
begyndte i Tavshed at klæde sig af.
„Mon det alligevel ikke var bedre, hvis jeg . . . ikke blev
her i Nat?" spurgte han pludselig, idet han holdt sin højre
Støvle, som han allerede havde trukket af, i Hånden.
„Nej, det er ikke bedre!" svarede Veltjaninov, der endnu
stadig vedblev at gå op og ned i Værelset, i en utålmodig
Tone uden at se på ham.
Pavel Pavlovitj klædte sig helt af og lagde sig ned. Et
Kvarterstid senere gik Veltjaninov til Ro og slukkede Lyset.
Han faldt hen i en urolig Dvaletilstand. Han drømte,
at han skulde tilendebringe en eller anden vigtig
Forretning, som forvoldte ham alvorlige Sorger. Den lå over
hans Bryst som et tungt Tryk. Så forekom det ham, som om
han blev befriet for dette — hans Søvn blev roligere og
fastere. Pludselig blev han vækket af Støj — han fo'r op og

89
så efter Pavel Pavlovitjs Leje. Gardinerne var trukket for, der
var næsten helt mørkt i Værelset, men det forekom Veltja-
ninov, som om Pavel Pavlovitj ikke lå på Divanen. „Hvad er
der i Vejen med Dem?" råbte han. „En Skygge," hviskede
Pavel Pavlovitj efter kort Tøven næppe hørligt.
„Hvad siger De? Hvad for en Skygge?" „Dér i det andet
Værelse, i Døren, så jeg en Skygge." „Hvis Skygge?"
spurgte Veltjaninov efter et Øjebliks Forløb.
„Natalia Vassiljevnas Skygge!"
Veltjaninov rejste sig i Vejret og så selv gennem den
åbne Dør ind i det andet Værelse. Der var langt lysere
derinde, da Vinduerne dér ikke var tildækkede med
Gardiner, men kun med hvide Persienner.
„Der er ikke noget at se, De er beruset, læg Dem ned
igen!" sagde Veltjaninov, idet han atter strakte sig på
Divanen og indhyllede sig tæt i sit Tæppe. Pavel Pavlovitj
sagde ikke et Ord, men lagde sig ligeledes ned igen.
„Har De nogen Sinde tidligere set hendes Skygge?"
spurgte Veltjaninov pludselig, efter at der var gået omtrent
en halv Snes Minutter.
„Jeg tror, jeg har set den én Gang tidligere," svarede Pa-
vel Pavlovitj sagte.
De forstummede nu begge. Veltjaninov havde vist igen
ligget en halv Time i denne Dvaletilstand, da han påny blev
vækket af en Støj og fo'r hovedkulds i Vejret: midt i
Værelset, et Par Skridt borte, troede han i Mørket at se en
hvid Skikkelse. Vist et helt Minut stirrede han stift i Retning
af den.
„Er det Dem, Pavel Pavlovitj?" råbte han med sagte
88
Stemme, hvis Klang midt i den natlige Stilhed forekom
ham selv ganske besynderlig.
Der fulgte intet Svar, men der var dog ikke mere nogen
Tvivl om, at der stod én dér.
„Er det Dem . . . Pavel Pavlovitj?" gentog han så højt, at
selv om Pavel Pavlovitj havde sovet på sin Divan, vilde han
sikkert være vågnet.
Igen blev alt stille, kun forekom det ham, at den hvide

90
Skikkelse, der næppe var til at skelne, langsomt nærmede
sig ham. Da var det pludselig, som om noget sønderreves i
hans Indre, og skælvende af Vrede og Ophidselse skreg han
ind i Værelset:
„Hvad går der af Dem, berusede Nar? Vil De agere
Spøgelse og forskrække mig? Her skal De se, hvor lidt jeg
bryder mig derom! . . ." og han spyttede foragteligt i den
Retning, hvor han formodede, Pavel Pavlovitj opholdt sig. Så
hyllede han sig tæt ind i sit Tæppe, vendte sig om mod
Væggen og blev liggende stille og ubevægelig. Dødsstilhed
herskede omkring ham, men hans Hjerte bankede med
heftige Slag. Der var vist gået omtrent fem Minutter, da
pludselig Pavel Pavlovitjs svage og ynkelige Stemme lod sig
høre:
»Jeg . . . Jeg søgte efter Tændstikkerne, Aleksej
Ivanovitj! Jeg er så tør i Halsen . . . jeg vil gerne have lidt
Vand at drikke."
„Hvorfor tav De så, da jeg nylig anråbte Dem ?" spurgte
Veltjaninov gnavent.
„Jeg var så forskrækket ... De havde skreget så vold-
somt, og så bliver jeg altid så forskrækket . . ."
„Her på Bordet til venstre . . . her ... er, hvad De søger . .
." Han vendte sig en Smule om og famlede rundt på Bordet.
Endelig fandt han Tændstikkerne, tændte selv Lyset og viste
Pavel Pavlovitj, hvor Vandkaraflen stod.
„De må endelig ikke være vred over, at jeg har forstyrret
Dem," sagde Pavel Pavlovitj i en undskyldende Tone,
medens han skænkede sig et Glas Vand . . . „det brænder
sådan i Halsen på mig . . . jeg har dog vist drukket noget
for meget. . ."
Veltjaninov tog ikke mere Hensyn til ham. Medens Pavel
Pavlovitj slukkede Lyset og begav sig til Ro, vendte han sig
igen om mod Væggen og blev hele Natten igennem liggende
i denne Stilling. Han ærgrede sig næsten endnu mere over
sig selv end over Pavel Pavlovitj og kunde aldeles ikke falde
til Ro. Han lå endnu længe søvnløs med lukkede Øjne, pint
af forvirrede Tanker og Forestillinger. Omsider faldt han i
Søvn for først at vågne Klokken ti om Morgenen. Hurtig fo'r

91
han op og så sig om i Værelset. Pavel Pavlovitj var der ikke.
Også i de andre Stuer søgte han forgæves: hans natlige
Gæst var sporløst forsvunden.
„Det tænkte jeg nok!" råbte han rasende og slog sig med
Hånden for Panden.

---o---

X.
Lægens slemme Anelser viste sig kun altfor begrundede:
det gik dårligere og dårligere med Lisa — endnu dårligere,
end Veltjaninov og Klaudia Petrovna den foregående Aften
havde forestillet sig. Da Veltjaninov henad Middag indfandt
sig hos Pogorjelzovs, traf han den syge endnu ved fuld
Bevidsthed, skønt Feberen allerede havde nået en betydelig
Højde. Han forsikrede senere, at hun havde smilet til ham
og endog rakt ham sin lille Hånd i Møde. Om dette i
Virkeligheden forholdt sig således, eller om det kun var hans
smerteligt bevægede Indbildningskraft, der ligesom havde
forespejlet ham det til Trøst, forblev uafgjort. Om Natten
begyndte Lisa at fantasere, og herefter kom hun ikke mere
til sin Bevidsthed. Den tiende Dag efter hendes Ankomst til
Landstedet lå hun Lig.
Det var en tung og trist Tid for Veltjaninov. Pogorjelzovs
begyndte endog at nære ganske alvorlige Bekymringer for
ham. Den største Del af disse trøstesløse Dage tilbragte han
hos dem. I de sidste Dage af Lisas Sygdom sad han i
timevis alene et eller andet Sted i en Krog, rugende hen for
sig uden at tænke, ligegyldig overfor alle trøstende Ord.
Undertiden lod det endog til, at det berørte ham pinligt, når
Klaudia Petrovna forsøgte at indgyde ham nyt Livsmod. Hun
ytrede dengang, at hun ikke havde anset det for muligt, at
alle disse Ting vilde gøre et så dybt Indtryk på ham. Den
eneste Lindring var det ham at omgås Børnene, som
undertiden endog kunde aflokke ham et Smil. Men selv når
han legede med dem, listede han sig bestandig på ny bort
på Tæerne for at se til den syge. Undertiden forekom det
92
ham ,at hun kendte ham. På Helbredelse vovede han lige så
lidt som de andre at håbe, og på den Måde blev det hans
sidste, sørgelige Trøst, i det mindste at kunne være hos den
døende så ofte som muligt. To eller tre Gange blev han i
Løbet af disse Dage grebet af en febersyg Trang til i det
mindste at gøre et eller andet for den syge: han brød
pludselig op, kørte i susende Fart til St. Petersborg og kaldte
nogle berømte Læger til Konsultation ved Lisas Sygeleje.
Endnu Aftenen før hendes Død blev en sådan Konsultation
— det var allerede den anden — afholdt i Lesnoje. Nogle
Dage forinden havde Klaudia Petrovna indtrængende
forestillet ham, at det dog vist vilde være nødvendigt, på en
eller anden Måde at få fat på Hr. Trusotski, da man, i
Tilfælde af, at Lisa døde, virkelig ikke kunde begrave hende
uden ham. Veltjaninov, hvis Tanker bestandig dvælede hos
den syge, svarede adspredt, at han vilde skrive til ham. Da
nu også Gehejmeråden ytrede sig i den Retning, at han i
Nødsfald vilde lade ham opsøge ved Hjælp af Politiet, begav
omsider Veltjaninov sig på Vej til Pavel Pavlovitj. Som
sædvanlig traf han ikke denne hjemme, og efterlod derfor
en kort Meddelelse til ham hos Marja Sysojevna.
På en smuk Sommeraften, da Solen just gik ned, blev
Lisa endelig udfriet af sine Lidelser. Da forekom det på en
Gang Veltjaninov, som om han vågnede af en tung Drøm.
Da den døde lå på Bordet ubevægelig og med foldede
Hænder og just blev smykket med den hvide Ligdragt og et
rigt Blomsterflor, trådte han på en Gang med funklende
Øjne hen til Klaudia Petrovna og erklærede, at han
øjeblikkelig vilde skaffe „Morderen" herud. Klaudia Petrovna,
der blev bange for, hvad der kunde ske, rådede ham til at
vente til i Morgen. Han hørte dog ikke på hende, men begav
sig straks til Byen.
Han vidste omtrent, hvor Pavel Pavlovitj var at træffe.
Ikke blot af Hensyn til Lægerne var han dengang taget til
St. Petersborg. Undertiden var den Tanke faldet ham ind, at
Lisa måske, hvis hun uventet fik sin Faders Stemme at høre,
påny vilde leve op. Så var han ilet bort som fortvivlet for at
søge efter Pavel Pavlovitj. I hans Bolig var han aldrig til at

93
finde. „Han bliver ofte borte tre Dage i Rad," fortalte Marja
Sysojevna ham — „og når han så pludselig kommer hjem i
beruset Tilstand, bliver han næppe nok en Time, og så går
det løs igen — han er ganske ustyrlig."
En Opvarter på Gæstgivergården havde fortalt
Veltjaninov, at Pavel Pavlovitj blandt andet var Ven med
nogle tvivlsomme Damer i et Hus på Vosnessenski-
Prospektet. Veltjaninov havde så ufortøvet opsøgt disse og
forhørt sig hos dem.
„Å, Herren med Sørgefloret," råbte Skønhederne, som
straks huskede deres gavmilde Gæst. De var dog aldeles
ikke venligt stemte mod ham, da han i den sidste Tid ikke
mere kom til dem, men, som en af Damerne ved Navn
Katja, fortalte, sad og spildte sin Tid hos en vis Maschka, „et
meget farligt Væsen, som for længe siden burde være sendt
til Sibirien og i ethvert Fald ordentlig plukker den gode Pavel
Pavlovitj." Katja lovede dengang straks at skaffe Pavel
Pavlovitj til Stede, men endnu havde hun stadig ikke fået
Lejlighed dertil.
Klokken var allerede ti, da Veltjaninov denne Gang
indfandt sig hos Katja og opfordrede hende til at gå ud og
lede sammen med ham. Han vidste endnu ikke, hvad han
egentlig skulde stille op med Pavel Pavlovitj — om han vilde
dræbe ham eller blot søge efter ham alene i den Hensigt at
meddele ham hans Datters Død og at gøre ham klart, at
han måtte komme til Stede ved Begravelsen. Hos sin nye
Veninde Maschka var Pavel Pavlovitj ikke mere til at finde:
han var to Dage forinden bleven Uvenner med hende, efter
hvad Maschka fortalte, havde en eller anden Kasserer
„kastet ham en Skammel i Hovedet". Veltjaninov måtte
afsøge hele Kvarterer, og med Katja som Fører kom han ind
i Hovedstadens mest afsides Knejper. Endelig, henad
Klokken to om Natten, stødte han pludselig ved Indgangen
til et Lokale af tvivlsomt Rygte på Pavel Pavlovitj.
Pavel Pavlovitj var aldeles drukken og blev ført ind i
Lokalet af to Damer. En høj, bredskuldret „Herre" af et
yderst mistænkeligt Udseende gik bagefter dem og
overdængede Pavel Pavlovitj med en hel Strøm af

94
Skældsord. Det drejede sig åbenbart om en eller anden
Sum Penge, i det mindste råbte den bredskuldrede
bestandig til Pavel Pavlovitj, at han havde „bedraget ham og
forgiftet hans Liv." Pavel Pavlovitj syntes ligesom Damerne
at være bange for Forfølgeren. Da han pludselig fik Øje på
Veltjaninov, styrtede han ham i Møde med åbne Arme og
råbte af fuld Hals: „Broderhjerte, frels mig!"
Da den bredskuldrede så Veltjaninovs atletiske Skikkelse,
foretrak han at smøre Haser. Pavel Pavlovitj udstødte et
Triumfskrig og truede med Hånden ad den flygtende. Men
Veltjaninov greb ham rasende ved Skuldrene og begyndte —
han vidste ikke selv hvorfor — at ryste ham så voldsomt, at
Tænderne klaprede i Munden på ham. Pavel Pavlovitj
forstummede straks og stirrede med en fuld Mands Skræk
på sin nye Angriber. Veltjaninov havde mistet al
Selvbeherskelse — med hele sin Vægt pressede han Pavel
Pavlovitj mod Jorden, så denne til sin Forbavselse pludselig
fandt sig selv siddende på Fortovet.
„Lisa er død!" stødte omsider Veltjaninov frem med
dæmpet Stemme.
Pavel Pavlovitj stirrede endnu bestandig på ham uden at
forstå et Muk, medens den ene af Damerne forsøgte at
trække ham op fra hans hårde Sæde. Endelig syntes han at
forstå, hvad Veltjaninov sagde.
„Er død ..." hviskede han med et sælsomt Udtryk i
Ansigtet, hvor hans sædvanlige spottende Smil syntes at
blande sig med en hel ny Følelse. Så løftede han med
Besvær sin skælvende højre Hånd for at gøre Korsets Tegn,
men det lykkedes ham ikke, og han lod atter Armen synke.
Langsomt rejste han sig derpå ved sin Dames Arm op fra
Fortovet og vilde gå videre, som om han helt havde glemt
Veltjaninov. Men denne greb ham på ny i Skulderen.
„Kan du da ikke forstå, infame Drukkenbolt, at hun ikke
engang kan blive begravet, hvis du ikke tager dig deraf!"
skreg han, idet han trak Vejret tungt.
Pavel Pavlovitj vendte sig om imod ham. „Kan De endnu
huske . . . Artilleriløjtnanten?" stammede han med lallende
Tunge.

95
 „Hvad for noget?" råbte Veltjaninov og fo'r sammen som
stukket af et giftigt Kryb.
„Det er hendes Fader . . . gå og led efter ham, lad ham
sørge for, at hun bliver begravet."
„Du lyver, Slubbert!" skreg Veltjaninov helt ude af sig
selv — „Du lyver af Nederdrægtighed. . . . Å, jeg vidste jo
nok, at du ikke vilde ud med Sproget!"
Et Øjeblik endnu, og han havde med et Slag af sin Næve
strakt Pavel Pavlovitj til Jorden. Men de to Damer tog
ængsteligt deres ravende Ledsager under Armene og trak
ham næsten voldsomt af Sted med sig. Lammet af
Sindsoprør og Raseri så Veltjaninov efter dem og — lod dem
gå.
Næste Dag, henad Klokken et om Eftermiddagen,
indfandt der sig hos Pogorjelzovs en meget net udseende
Herre i Embedsmandsuniform. Han overrakte med et dybt
Buk Klaudia Petrovna en Pakke fra Pavel Pavlovitj Trusotski.
Denne indeholdt de til Lisas Begravelse nødvendige Doku-
menter, tre hundrede Rubler til Dækning af Omkostningerne
og et pænt Brev, hvori Pavel Pavlovitj „takker Deres
Ekscellence for den venlige Deltagelse, hvormed De har ta-
get Dem af det stakkels, forældreløse Barn, noget kun Gud
alene kan skænke den rette Belønning for". Af en temmelig
uklar Sætning syntes det at fremgå, at han selv „på Grund
af sin Sundhedstilstand" var forhindret i at være til Stede
ved sin kære, ulykkelige Datters Begravelse, og at han
måtte sætte al sin Lid i så Henseende til Deres Ekscellences
store Godhed. De tre hundrede Rubler var bestemte til
Begravelsen og forkellige Udgifter, som Sygdommen havde
forårsaget. Men hvis der skulde blive noget tilovers af Pen-
gene, så vilde han i al Ærbødighed anmode om, at Resten
måtte blive anvendt til Sjælemesser for afdøde Lisas him-
melske Fred. Da man ikke kunde forbyde en Fader at lade
sit Barn begrave på egen Bekostning, så blev i Virkeligheden
den af Pavel Pavlovitj oversendte Sum dels anvendt til
Begravelsen, dels til det af ham bestemte fromme Formål.
Veltjaninov var efter Lisas Begravelse ligesom nedbrudt
på Legeme og Sjæl. Han kom ikke mere til Ljesnoje, skønt

96
Pogorjelzovs ofte nok opfordrede ham dertil. Klaudia
Petrovna, der var noget urolig på hans Vegne, indfandt sig
endog personlig i hans Lejlighed, men traf ham ikke
hjemme. Han befandt sig omtrent fjorten Dage i en Art sløv
Bedøvelsestilstand. Han forsømte de mest nødvendige
Forretninger, flakkede rundt på Gaderne uden Mål og Med
eller lå i mørke Tanker på sin Divan. I denne Tilstand blev
han også truffen af sin Sagfører, der en Dag indfandt sig hos
ham med den glædelige Efterretning, at hans Proces havde
taget en heldig Vending: Modparten var rede til at lade sig
affinde med en ringe Sum, og der krævedes endnu kun
hans Billigelse, for at hidføre et godvilligt Forlig. Den sløve
Ligegyldighed, hvormed Veltjaninov modtog denne
Meddelelse, forbavsede i høj Grad Sagføreren, der tidligere i
ikke ringe Grad havde ærgret sig over sin Klients
Utålmodighed.
Julivarmen havde imidlertid nået sit Højdepunkt og var
ligefrem bleven uudholdelig for de stakkels Hovedstadsbe-
boere. Men Veltjaninov var ligegyldig for alt. Ingen anden
Følelse kunde rummes Side om Side med den dybe Smerte i
hans Sjæl. Mest pinte det ham at Lisa måtte dø uden at
erfare, hvor dybt og inderligt han elskede hende. Det klare,
strålende Mål, der pludselig var dukket op på hans Livs
Horizont og havde fyldt ham med frisk Livsglæde, var lige
så pludseligt sunket ned igen for bestandigt. Hvor herligt
havde han ikke forestillet sig sit fremtidige Livsmål, der ene
og alene skulde bestå deri, at Lisa hver Dag og hver Time
uden Ophør skulde føle hans Kærlighed! „Et andet Livsmål
gives der ikke for os Mennesker, kan der ikke gives for os!"
tænkte han undertiden i sin Ekstase — „hvis der gives andre
Livsformål, så er der i hvert Fald intet mere ædelt og.helligt
end dette!" Ved Kærlighed til Lisa vilde han have gjort alt
det godt igen, som han i et unyttigt og syndefuldt Liv havde
forbrudt. I Stedet for et overflødigt, dovent, udlevet
Menneske, som han selv, vilde han have opdraget et rent og
ædelt Væsen for det menneskelige Samfund, og af Hensyn
til dette Væsen vilde alt være blevet ham tilgivet, vilde han
have tilgivet sig selv alt.

97
 Erindringen om den afdøde kunde han ikke mere adskille
fra disse tydelige, bevidste Tanker. Han var selv helt over-
rasket over det dybe, blivende Indtryk, som Lisas pludselige
Opdukken havde frembragt i hans Sind. Hans ophidsede
Fantasi syslede uafladelig med at føre det ulykkelige Barns
blege Ansigt frem for hans Sjæl. Hvor kunde han huske
hvert eneste Træk, som han i Løbet af de få Dage, det
havde været ham forundt at se hende, havde iagttaget på
hendes Ansigt. Han så hende bevidstløs, i glødende Feber,
med vidt åbnede, ubevægelige, brustne Øjne, og han så
hende i Kisten, smykket med Blomster, med de små Hænder
ligesom foldede i Bøn. Han kom pludselig til at erindre, at
han, da hun allerede lå i sit Ligtøj, havde bemærket en
mørk Plet på hendes Hånd, at denne Plet fik ham til at
tænke på de Mishandlinger, hendes Fader havde tilføjet
hende, og at han just i dette Øjeblik ligesom pludselig
vågnede af sin uklare Svimmelhedstilstand og besluttede at
tugte „Morderen". Hvad havde egentlig givet denne fine
Barnesjæl Dødsstødet? Var det såret Stolthed, eller var det
de Pinsler, som hendes egen Fader i tre Måneder havde
gjort hende til Genstand for — den samme Fader, som
engang havde elsket hende og nu havde forvandlet sin
Kærlighed til Had, Ringeagt og Hån? Uden Ophør fo'r den
Slags Spørgsmål og Tvivl gennem Hovedet på ham. Han
kom også til at huske på de Ord, Trusotski havde lallet i sin
Rus: „Véd De også, hvad Lisa engang har været for mig?"
Han følte, at disse Ord ikke blot var en beruset Nars
Sladder, men Sandhed, oprigtig Sandhed. Ja, han havde
sikkert holdt meget af hende — men hvorledes havde denne
Skurk kunnet være så grusom mod et Barn, som han
engang havde elsket! „Er det da virkelig muligt?" spurgte
Veltjaninov sig selv, idet han forgæves søgte efter en
Løsning på denne for ham så pinefulde Gåde.
En Dag var han halvt ubevidst kommen ind på den
Kirkegård, hvor Lisa lå begravet. Det var første Gang, han
opsøgte hendes Grav — han havde hidtil undgået det for
ikke at forøge sine Kvaler. Men hvor mærkeligt! Næppe var
han trådt hen til den lille Tue, næppe havde han bøjet sig

98
ned for at kysse den, førend han blev lettere til Mode. Det
var en klar Dag, Solen gik netop ned; rundt omkring mellem
Gravene voksede der yppigt grønt Græs; i en nærliggende
Hybenbusk summede en Bi. På Lisas Grav lå allerede
visnede og næsten afbladede Blomster og Kranse, som
Klaudia Petrovnas Børn på Begravelsesdagen havde nedlagt
på den. For første Gang i lange Tider fo'r noget som en
Stråle af Håb gennem hans Bryst. „Hvor én bliver let om
Hjertet her!" tænkte han ved Synet af den lyse Himmel og
den dødsstille Kirkegård, og på en Gang forekom det ham,
som om han ligesom i sine Barneår igen kunde tro på
noget. „Det har Lisa skænket mig, hun har talt til mig,"
sagde han til sig selv.
Aftenen begyndte allerede at falde på, da han forlod
Kirkegården og begav sig hjemad. Han havde omtrent til-
bagelagt nogle hundrede Skridt, da hans Blik tilfældigvis
faldt på det åbne Vindue i et Værtshus, og han pludselig
troede at opdage et bekendt Ansigt blandt Gæsterne. Han
så nøjere til — ja virkelig, der sad Pavel Pavlovitj Trusotski
lige ved Vinduet foran et halvtømt Glas. Han syntes at have
genkendt Veltjaninov og såa nysgerrigt efter ham.
Veltjaninov fortsatte sin Vej uden at bekymre sig om ham,
da han pludselig hørte, hvorledes nogen hurtig kom efter
ham. Det var Pavel Pavlovitj, der, opmuntret af Veltjaninovs
fredelige Mine, på en Gang fik Lyst til at genopfriske det
„gamle Venskab". Ængstelig og med et forlegent Smil trådte
han hen ved Siden af Veltjaninov; han lod denne Gang til at
være fuldstændig ædru.
„Ærbødigste Tjener, Aleksej Ivanovitj," sagde han høfligt.
„Ærbødigste Tjener," svarede Veltjaninov.

---o---

XI.
Veltjaninov var selv forbavset over, at han havde be-
svaret hans Hilsen. Det forekom ham meget mærkeligt, at
han slet ikke følte noget Had mod dette Menneske, men at
99
derimod en hel ny, snarere venlig end uvillig Følelse rørte
sig i ham ved Synet af ham.
„En herlig Aften!" begyndte Pavel Pavlovitj, idet han så
ham ind i Øjnene, for ligesom at blive klar over, hvilken
Stemning han var i.
„De er ikke rejst endnu?" bemærkede Veltjaninov mere
forbavset end egentlig spørgende, idet han gik videre.
„Det er trukket ud, men nu har jeg fået Embedet med
Lønningsforhøjelse. I Overmorgen rejser jeg ganske be-
stemt."
„De har fået Embedet?" indskød Veltjaninov, denne Gang
derimod i en spørgende Tone.
„Ja, hvorfor ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj forundret.
„Nå, jeg spurgte bare . . ." sagde Veltjaninov, idet han så
på Pavel Pavlovitj fra Siden. Til hans Forbavselse var Hr.
Trusotskis Ydre i Sammenligning med tidligere i høj Grad
blevet forandret til hans Fordel. „Hvad har han mon at gøre i
den Knejpe?" fo'r det gennem Hovedet på ham.
„Jeg kan også fortælle Dem en anden glædelig Begiven-
hed, der er hændt mig, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel
Pavlovitj.
„Hvad er det for en glædelig Begivenhed?"
„Jeg gifter mig igen."
„Hvad behager?"
„Efter Sorg kommer Glæde, det er nu så Livets Gang. Jeg
vilde meget gerne tale med Dem derom, Aleksej Ivanovitj,
men . . . jeg véd ikke, måske De har ikke Tid nu, De
skynder Dem sådan af Sted . . ."
„Ja” Jeg skynder mig . . . jeg befinder mig ikke ganske
vel." '
Han følte på en Gang det mest levende Ønske om at
blive af med ham; denne „nye Følelse", som lige havde rørt
sig i ham til Fordel for Pavel Pavlovitj, var i dette Øjeblik
forsvunden igen.
„Å, og jeg vilde så gerne . . ." Pavel Pavlovitj udtalte
ikke, hvad han så gerne vilde; Veltjaninov tav.
„Så vil jeg hellere gemme det til en anden Gang, når vi
træffes igen . . ." vedblev Pavel Pavlovitj.

100
 „Meget vel, en anden Gang," brummede Veltjaninov,
uden at se på ham.
Pavel Pavlovitj gik endnu et Par Minutter ved Siden af
ham uden at mæle et Ord.
„Nå, på Gensyn da!" sagde han endelig.
„På Gensyn og Lykke til det!"
Veltjaninov var i rigtig dårligt Lune, da han kom hjem.
Mødet med dette Menneske havde ødelagt hans Stemning.
Da han lagde sig til at sove, tænkte han på ny: „Hvorledes
kom han mon derhen, i Nærheden af Kirkegården?"
Næste Morgen belavede han sig endelig, om også mod-
stridende, på at tage ud til Pogorjelzovs. Han var overbevist
om, at de var meget urolige for hans Skyld, og følte sig
derfor forpligtet til at sprede deres bange Anelser. Men
på den anden Side følte han en vis Uvilje ved at tage
imod trøstende Ord fra nogen som helst, selv om de var nok
så godt mente. Han forestillede sig, at han ved det første
Møde med dem vilde blive skamfuld. „Skal jeg tage derud
eller ej?" overvejede han, medens han drak sin
Morgenkaffe, da pludselig Døren til hans store Forbavselse
gik op — Pavel Pavlovitj trådte ind i Værelset.
Veltjaninov havde til Trods for Gårsdagens Møde ikke
anset det for muligt, at dette Menneske vilde besøge ham
endnu en Gang og blev helt forbløffet ved nu så uventet at
se ham igen. Medens han endnu helt forbavset vedblev at
stirre på ham med en Blanding af Uro og Uvilje havde Pavel
Pavlovitj allerede husvant taget Plads på sin sædvanlige
Stol.
„De er sikkert overrasket?" begyndte den sidste, idet han
prøvede på at gætte Veltjaninovs Tanker.
Han lod til at være temmelig oprømt, selv om ikke helt fri
for en vis Forlegenhed. Hans ydre Fremtræden var denne
Gang endnu mere påfaldende end den foregående Dag. Han
var ikke blot anstændigt, men næsten lapset klædt. Han var
iført en let Sommerjaket, lyse, snævertsluttende Benklæder
og hvid Vest. Linned og Handsker var dadelløse, på nans
Bryst hang et Par Guldlorgnetter — han var endog
parfumeret. Hele hans Skikkelse gjorde i denne Påklædning

101
et sælsomt, på en Gang latterligt og ubehageligt Indtryk.
„Mit Besøg må sikkert overraske Dem, Aleksej Ivanovitj,"
vedblev Pavel Pavlovitj en Smule forlegent — „jeg føler det
meget godt. Men der gives dog efter min Mening for ethvert
Menneske noget højere, om jeg tør udtrykke mig således,
ikke sandt? . . . noget højere, der intet har at gøre med
personlige Følelser . . . ikke sandt?"
„Tal bare hurtigt og uden alle Omsvøb, Pavel Pavlovitj,"
svarede Veltjaninov mørk.
„Med få Ord åltså," tog Pavel Pavlovitj hurtig Ordet —
„jeg gifter mig igen og er netop på Vejen til min forlovede,
hvis Forældre ligger på Landet. Jeg vil nu gerne have den
store Ære at forestille Dem for denne Familie og kommer
derfor til Dem med den usædvanlige Bøn" — han bøjede
Hovedet høfligt mod Veltjaninov — „at ledsage mig derud."
„Ledsage Dem hvorud?" spurgte Veltjaninov, idet han så
forundret på ham.
„Til dem, det vil sige, ud på deres Landsted. De må
undskylde, jeg taler som i Feber, og jeg udtrykker mig
måske ikke helt klart. Det vilde være rnig meget smerteligt,
hvis De lod mig i Stikken . . ."
Han så uroligt og ængsteligt på Veltjaninov.
„De vil, at jeg nu skal køre sammen med Dem til Deres
forlovede?" spurgte Veltjaninov, der ikke vilde tro sine egne
Øren, ham med skarp Betoning.
„Ja, netop," svarede Pavel Pavlovitj genert. „Vær nu blot
ikke vred på mig, Aleksej Ivanovitj, opfat det ikke som
Frækhed fra min Side; jeg vilde kun i Ærbødighed bede Dem
om ... jeg tænkte mig, De vilde måske ikke afslå det ..."
„Men det er jo ganske umuligt!'* indskød Veltjaninov.
„Det er kun et Ønske, jeg nærer, intet andet," vedblev
Pavel Pavlovitj at bede ham — „jeg nægter ikke, at jeg har
en særlig Grund dertil, men den kan jeg først senere
meddele Dem, foreløbig kommer det mig kun an på, at De
svarer ja . . ."
Han rejste sig af lutter Høflighed fra sin Stol.
„Nej, nej, det går virkelig ikke, det må De kunne sige
Dem selv . . ." sagde Veltjaninov, idet han også forlod sin

102
Plads.
„Jo vist går det, Aleksej Ivanovitj — jeg vil forestille Dem
dér som min Ven. For øvrigt kender De jo Familien, i det
mindste dens Overhoved, Hr. Statsråd Sachlebinin..."
„Hvad for noget, Sachlebinin?" råbte Veltjaninov aldeles
som himmelfalden. Det var nemlig den samme Statsråd,
som han for omtrent fire Uger siden forgæves havde søgt at
træffe for at stemme ham gunstigt i Anledning af sin Proces.
101
„Netop, netop ham," bekræftede Pavel Pavlovitj
smilende, idet han følte sig opmuntret ved Veltjaninovs
Forbavselse — „den samme Sachlebinin, med hvem De den
Gang gik og diskuterede — det husker De nok? — medens
jeg stod på den anden Side af Gaden og ventede på at
komme til at tale med ham efter Dem. Vi har nemlig kendt
hinanden i den sidste Snes År, ja vi har været ansat på sam-
me Sted. Dengang tænkte jeg rigtignok endnu ikke på
noget, det er først i den sidste Uges Tid, at jeg er begyndt
at nære visse Hensigter."
„Men tillad mig dog et Spørgsmål: det er jo, så vidt jeg
véd, en meget anstændig Familie?" bemærkede Veltjaninov
i naiv Forbavselse.
„Nå og hvad har det at sige, at den er anstændig?"
„Intet, slet intet, jeg vilde kun sige . . . For Øvrigt lagde jeg
aldeles ikke Mærke til nogen, da jeg var hos dem . . ."
„Rigtig, De var der jo, man kan meget godt huske Dem,"
faldt Pavel Pavlovitj ham livlig i Talen — „kun fik De ikke
dengang Familien at se. Selv sætter han stor Pris på Dem,
og jeg har sagt ham alt muligt godt om Dem."
„Men hvorledes kan De tænke på at gifte Dem, det er jo
først tre Måneder siden De blev Enkemand?"
„Brylluppet skal ikke finde Sted nu, men først om ni eller
ti Måneder, så der kommer til at ligge et helt Sørgeår
imellem. Alt er så godt som i Orden, tro De mig. For det
første kender Fedosej Petrovitj mig næsten fra Ungdommen
af — han kendte også min afdøde Hustru. Han véd, på
hvilken Fod jeg lever, hvor stor Gage jeg har, hvor stor
Formue, desuden får jeg jo nu også et LØnningstillæg — alt

103
det lægger jo et stærkt Lod i Vægtskålen!" „Det drejer sig
altså om hans Datter?" „Jeg skal fortælle Dem det hele
udførligt," bemærkede Pavel Pavlovitj, der følte sig smigret
ved Veltjaninovs Opmærksomhed — „tillad mig kun at
tænde en Cigaret. De vil for øvrigt få det hele at se i Dag
med Deres egne Øjne. Folk som Fedosej Petrovitj sætter
man megen Pris på her i St. Petersborg, så snart man først
er bleven opmærksom på dem, kun kommer der desværre
til Trods for Gage, Tillæg, Gratifikationer, Tilskud en Gang
for alle og så videre ikke meget ud deraf, en Kapital lader
der sig i hvert Fald ikke erhverve på den Måde. De lever
godt, men alt går netop derfor også med. Tænk Dem
engang, der er ikke mindre end otte Døtre, og kun en
eneste Søn, som endnu er ganske lille. Hvis Faderen for
Eksempel pludselig skulde dø, vilde de stakkels Mennesker
være meget slet stillede. Otte Pigebørn — forestil Dem, at
hver af dem blot skal have ét Par Sko: hvad der alene går
med dertil! Fire af dem er allerede forlovede, den ældste —
en henrivende ung Pige på fire og tyve År — er endnu fri. Så
er der foruden de ganske små endvidere en sjette, et
muntert Pigebarn på femten År, som endnu går på Kursus.
Hvor der skal meget til for at finde passende Friere til så
mange Døtre! Nu har jeg også pludselig vist mig på
Skuepladsen — nå, og da man jo har nogen Formue, så gik
det hele temmelig hurtigt i Orden. Ser De, således forholder
det sig."
Pavel Pavlovitj strålede af Fornøjelse ved sin Fortælling.
„De har vel kastet Deres Øjne på den ældste Datter?"
„N—æh, ikke på den ældste Datter . . . jeg vilde gerne
gifte mig med den sjette, netop hende, som endnu går på
Kursus."
„Hvad for noget?" råbte Veltjaninov med et vantro Smil
— „men De sagde jo, at hun kun var femten År gammel!"
„Nu for Tiden er hun ganske vist kun femten, men om ni
Måneder vil hun være seksten, seksten År og tre Måneder,
det er da ikke for tidligt? For øvrigt bliver det hele foreløbig
holdt hemmeligt på Grund af, at jeg har Sorg. Det er kun
afgjort med hendes Forældre ... det er alt så godt som i

104
Orden."
„Helt sikkert er det altså endnu ikke?"
„Å jo, jo vist, helt sikkert — alt er så godt som i Orden,
det kan De stole på!"
„Og véd hun selv noget derom?"
„For Velanstændigheds Skyld lader hun naturligvis, som
om hun ikke véd noget deraf, men hvorledes er det muligt,
at hun ikke skulde vide det?" svarede Pavel Pavlovitj med et
fornøjet og polisk Smil. „Nå, hvad mener De så, Aleksej
Ivanovitj, vil De gøre mig den Ære?" tilføjede han
frygtsomt.
„Men hvad skal jeg egentlig? Og ... hvorfor fortæller De
mig alt det, da jeg alligevel under ingen Omstændigheder
vil tage med?"
„Aleksej Ivanovitj jeg beder Dem . . ." „Men hvorledes
kan jeg vise mig i Deres Selskab, køre ud sammen med
Dem for at aflægge Besøg! Det er dog et lovligt stærkt
Forlangende!"
De sladderagtige Meddelelser, som Pavel Pavlovitj havde
givet til Bedste om sin tilkommende Brud, havde først moret
Veltjaninov. Men pludselig vendte hele den Uvilje, som han
tidligere havde følt mod ham, tilbage, og han var nær ved,
uden videre Omsvøb at vise ham Døren. Han ærgrede sig
endog over, at han ikke straks havde gjort det.
„Å, hør nu, Aleksej Ivanovitj, kør nu alligevel derud
sammen med mig, De vil ikke komme til at fortryde det!"
bad Pavel Pavlovitj mere og mere indtrængende. „Å, bliv nu
ikke vred!" fortsatte han ligesom beroligende, da han lagde
Mærke til Veltjaninovs utålmodige og uvillige Mine — „jeg
beder Dem, Aleksej Ivanovitj, afvis mig ikke på den Måde!
Det lader til, at De ikke har forstået mig rigtig: jeg indser
meget godt, at vi to ikke kan blive Venner; jeg er dog ikke
så indskrænket, at jeg ikke indser det. Det er kun en
Tjeneste, jeg beder Dem om, og den skal fremtidig aldeles
ikke forpligte nogen af os. Desuden rejser jeg allerede i
Overmorgen min Vej, hvad kan det så gøre Dem? Betragt
det kun som noget rent forbigående, som en Episode. Jeg
stolede, da jeg kom herhen, aldeles bestemt på Deres

105
Hjertes ædle Følelser, Aleksej Ivanovitj — på de Følelser,
som i den sidste Tid må være vågnet til Live i Dem . . . jeg
véd ikke, om jeg udtaler mig tydeligt nok..."
Pavel Pavlovitj var bleven mere og mere bevæget, så at
Veltjaninov betragtede ham med en vis Forundring.
„De beder mig om en Tjeneste," bemærkede han endelig
eftertænksom — „og synes at lægge så megen Vægt derpå,
at det næsten forekommer mig mistænkeligt. De må for-
klare Dem tydeligere."
„Tjenesten beror ene og alene derpå, at De tager med
mig — alt det andet skal jeg sige Dem, så snart vi er komne
tilbage. Jeg vil skrifte alt for Dem, når De blot vil have Tillid
til mig, Aleksej Ivanovitj!"
Veltjaninov vilde vedblivende ikke vide noget deraf og
indtog en så meget mere uvillig Holdning, som han i Grun-
den fra Begyndelsen af havde følt en vis Lyst til at gå ind på
Pavel Pavlovitjs Forslag. Om det kun havde været simpel
Nysgerrighed eller måske en anden værre Tilbøjelighed,
kunde han selv endnu ikke afgøre. Men jo mere han følte
sig fristet, des halsstarrigere viste han sig. Støttet til
Albuerne sad han eftertænksom ved Bordet, medens Pavel
Pavlovitj bestandig vimsede omkring ham og søgte at
stemme ham gunstigt.
„Nu vel, jeg tager med!" indvilligede han omsider ikke
uden en vis indre Uro, idet han rejste sig fra sin Plads. Pavel
Pavlovitj var helt ude af sig selv af Glæde.
„Å, det er prægtigt, Aleksej Ivanovitj!" råbte han
jublende — „så klæd Dem endelig straks på — rigtig fint, De
véd jo bedst selv, hvad der klæder Dem."
„Et besynderligt Menneske!" sagde Veltjaninov til sig selv
— „når blot ikke Sagen får et dårligt Udfald for ham!"
„Og da De nu engang har givet Deres Samtykke," be-
gyndte Pavel Pavlovitj, „så må De også bistå mig med Deres
gode Råd."
„Med mine gode Råd? I hvilken Henseende?"
„Å, der er for Eksempel et meget vigtigt Spørgsmål:
Sørgefloret! Hvad er mest passende: at jeg tager det af,
eller at jeg beholder det på?"

106
 „Det kan De gøre, som De selv vil!"
„Nej, jeg vil gerne vide, hvad De vilde gøre, hvis De
havde Sorg. Efter min Mening vidner det om en vis Be-
standighed i mine Følelser, når jeg beholder det på, det kan
følgelig kun være en Anbefaling mere for mig."
„Selvfølgelig må De tage det af."
„Mener De virkelig, at det er selvfølgeligt?" indskød Pavel
Pavlovitj eftertænksomt. „Nej, jeg vil dog hellere beholde
det på . . ."
„Som De vil," sagde Veltjaninov. „Det lader dog til, at han
ikke rigtig stoler på mig, det er ganske behageligt," tænkte
han i sit stille Sind.
Endelig brød de op. Pavel Pavlovitj betragtede med stort
Velbehag og Selvtilfredshed Veltjaninovs statelige Person,
som kun havde vundet ved den elegante Dragt. Man kunde
ligefrem se på hans Ansigt, at han nu følte langt større
Højagtelse for ham. Veltjaninov kunde ikke lade være med
at forundre sig i høj Grad både over ham og over sig selv,
der nedlod sig til den Slags Ting. Foran Porten ventede en
fin Ekvipage på dem.
„De har altså allerede bestilt en Vogn? De vidste altså, at
jeg vilde køre med Dem?"
„Vognen har jeg taget til mig selv, men jeg var Tast over-
bevist om, at De vilde køre med," svarede Pavel Pavlovitj
med en Mine som et fuldkomment lykkeligt Menneske.
„Hør nu, min gode Pavel Pavlovitj," bemærkede
Veltjaninov, hvem den andens Sikkerhed dog begyndte at
ærgre en Smule — „har De endnu ikke for megen Tillid til
mig?"
„Vil De bebrejde mig det, Aleksej Ivanovitj?" spurgte
Pavel Pavlovitj.
De havde allerede taget Plads i Vognen. Veltjaninov
vidste ikke, hvad han skulde svare. Billedet af Lisa dukkede
pludselig op i hans Sjæl, men han søgte med Magt at vende
sine Tanker bort fra hende, da det i dette Øjeblik næsten
syntes ham en Helligbrøde at blande Mindet om hende sam-
men med Virkeligheden. Og på en Gang forekom han sig
selv så lille og ubetydelig, og den Bagtanke, der havde fået

107
ham til at bestemme sig til turen, tog sig så ussel ud i hans
Øjne, at han helst straks vilde være sprungen ud af Vognen
igen. Men Pavel Pavlovitj begyndte at tale, og straks følte
han igen den samme „Bagtanke" som Drivfjederen til sin
Handlemåde.
„Aleksej Ivanovitj, har De Forstand på Juveler?"
„På hvad for Juveler?"
„Å, på Brillanter?"
„Jo, jeg forstår mig på dem."
„Jeg vilde nemlig gerne tage en lille Gave med. Hvad er
Deres Mening derom: behøves det eller ej ?"
„Efter min Mening behøver De det ikke."
„Hm, jeg vilde dog meget gerne tage en eller anden Ting
med," sagde Pavel Pavlovitj — „men hvad skal man købe?
En hel Besætning, det vil sige Brosche, Ørenringe og
Armbånd, eller kun en eneste Ting?"
„Det kommer an på, hvor meget De vil spendere."
„Å, sådan henved fire eller fem hundrede Rubler."
„Nå for Fanden!"
„Mange Penge, ikke sandt?" spurgte Pavel Pavlovitj, idet
det ligefrem gav et Sæt i ham.
„Køb De bare et Armbånd til hundrede Rubler."
Pavel Pavlovitj følte sig ligefrem fornærmet ved dette
Forslag. Han vilde så gerne give rigtig mange Penge ud og
blev ved sit, at han vilde købe en hel Besætning. De holdt
foran en Juvelerbutik, og Sagen endte omsider med, at Pa-
vel Pavlovitj kun købte et Armbånd, dog ikke det, han
syntes bedst om, men det, som Veltjaninov anbefalede
ham. Helst vilde han rigtignok have købt dem begge. Da
Juveleren, der først havde forlangt hundrede og
halvfjersindstyve Rubler, til sidst slog tyve Rubler af, var det
ikke langt fra, at Pavel Pavlovitj var bleven fornærmet; han
vilde med Glæde også have anvendt to hundrede Rubler.
„De må ikke finde det påfaldende, at jeg har sådan Hast
med Gaver," ytrede Pavel Pavlovitj i en selvtilfreds Tone, da
de atter sad i Vognen — „man holder nemlig ikke dér i
Huset så strengt på Etiketten, det går ganske jævnt til. Den
lille Uskyldighed kan nu engang godt lide at få Gaver,"

108
vedblev han med et listigt og muntert Smil. „De lo nylig,
Aleksej Ivanovitj, da jeg sagde, hun kun var femten År
gammel; men det er netop det, som jeg så godt kan lide —
at hun endnu går i Skole, med sin lille Taske på Armen, og
med en lille Stilebog og et lille Penneskaft i den lille Taske,
he he! Jeg har netop taget Hensyn til den lille Taske, Aleksej
Ivanovitj — det vil atter sige til Uskyldigheden! Jeg lægger
mere Vægt herpå end på Skønhed. De sad nylig fnisende i
et Hjørne af Stuen sammen med en Veninde — å Gud, hvor
de lo! Og hvorfor? Ene og alene, fordi en Kattekilling var
sprunget fra Kommoden lige op i Sengen og havde indviklet
sig i et Nøgle Garn. Det virker på en som Duften af friske
Æbler. . . . Skal jeg ikke hellere tage Floret af?" „Som De
selv vil." „Jeg tager det af!"
Han tog sin Hat, rev Floret af og kastede det på Gaden.
Da han atter havde dækket sit skaldede Hoved med Hatten,
strålede hans Ansigt i lyse Forhåbninger.
„Skulde han virkelig i Dag vise den rigtige Side af sin
Karakter?" tænkte Veltjaninov, idet han blev grebet af en
pinlig Følelse — „skulde der virkelig ikke ligge nogen skjult
Hensigt bag hans Opfordring til mig om at køre med? Har
han virkelig, som han selv sagde, kun gjort Regning på
mine ædlere Følelser?" Denne sidste Formodning opfattede
han næsten som en Fornærmelse. „Hvad er han mon egent-
lig— en Nar, et Fæ eller en ... født Hanrej? Jeg véd virkelig
ikke, hvad jeg skal tro om ham! . . ."
XII.
Sachlebinins var i Virkeligheden en meget anstændig Fa-
milie, som Veltjaninov havde udtrykt sig, og Hr. Sachlebinin
var ikke blot anset for en ret dygtig Embedsmand, men
også meget afholdt. For øvrigt var også alt det, som Pavel
Pavlovitj havde sagt om deres Formuesomstændigheder,
aldeles rigtigt: „De synes at leve godt, men i Tilfælde af
hans Død vilde der ikke være en Skilling tilbage."
Hr. Sachlebinin modtog Veltjaninov yderst elskværdigt;
den tidligere Fjende syntes på en Gang at være forvandlet
til en oprigtig Ven.
„Jeg gratulerer til Udfaldet af Deres Proces, det er dog

109
langt bedre således," begyndte han i en forekommende og
velvillig Tone — „jeg har selv arbejdet på at finde et frede-
ligt Forlig, og Deres Advokat har gjort sine Sager fortræffe-
ligt. På den Måde har De i det mindste Deres 60,000 Rubler
i Behold, uden Besvær eller Ærgrelser af nogen Art! Ellers
kunde Sagen let være bleven trukken ud mindst tre År
endnu."
Veltjaninov blev forestillet for Madame Sachlebinin, en
halvgammel Dame af usædvanlig Korpulence, med et noget
enfoldigt og vissent Ansigt. Lidt efter lidt kom også, hver for
sig eller parvis, de unge Piger spadserende ind. Der var en
hel Flok af dem, i det mindste tolv; Veltjaninov formåede
slet ikke at tælle dem alle — nogle kom, andre gik. De var
for øvrigt ikke alle sammen Sachlebinins Døtre, der fandtes
også nogle Veninder fra de nærliggende Landsteder mellem
dem. Sachlebinins Villa — et stort Træhus, der var opført i
en ubestemmelig Stil med alle mulige Tilbygninger, som
stammede fra forskellige Tider — lå nemlig ud til en stor
Have, hvor yderligere tre eller fire andre Landsteder vendte
deres Facader ud fra forskellige Sider. Denne store, fælles
Have bidrog i væsentlig Grad til at sætte Liv i de unge
Damers Omgang som Naboer. Straks ved de første Ord, der
blev vekslede, så Veltjaninov, at han allerede var bleven
ventet som Ven af Pavel Pavlovitj, og at der endog blev
tillagt hans Besøg en vis festlig Betydning. Hans
sædvanlige, i den Slags Anliggender velerfarne, skarpe Blik
lod ham også gætte endnu mere: den usædvanlige elskvær-
dige Modtagelse fra Forældrenes Side, de unge Damers
ejendommelige Miner og deres udsøgte Toiletter vakte den
Mistanke til Live i ham, at Pavel Pavlovitj havde spillet For-
syn for ham og måske fremstillet ham som „en Ungkarl af
det gode Selskab", der af Kedsomhed muligvis gerne vilde
gifte sig — så meget mere som han nu for let Køb havde
fået Arven i Hænde. Det lod endog til at Katerina
Fedosejevna, Sachlebinins ældste Datter — just den fire og
tyveårige unge Dame, hvis Skønhed Pavel Pavlovitj havde
prist i så høje Toner — lagde en Smule an på ham. Hendes
Kjoles usædvanlige Elegance og den påfaldende Måde,

110
hendes store Hår var friseret på, kunde i det mindste tyde i
den Retning. Også de Blikke, hvormed hendes Søstre og de
andre unge Damer betragtede dem, syntes at sige, at de
alle godt vidste, at Veltjaninov kun var kommen „for at se
Katja". Af og til faldt der også pludselig et eller andet Ord,
som kun syntes at bekræfte hans Antagelse. Katerina
Fedosejevna var en høj, yppig Blondine med et meget be-
hageligt Ansigt og tilsyneladende af et blidt, måske endog
noget dvaskt Væsen. „Besynderligt, at hun er bleven sid-
dende over," tænkte Veltjaninov uvilkårligt, idet han be-
tragtede hende med Velbehag — „selv om hun ikke får no-
gen Medgift og snart lægger sig ud, så gives der dog mange
Yndere af denne Genre. . . ." Katjas Søstre var heller ikke
ilde, og blandt Veninderne dukkede der endog et Par rigtig
pæne Ansigter frem. Det muntre Selskab morede ham me-
get, skønt den, med hvem hans Tanker mest beskæftigede
sig, endnu ikke havde indfundet sig.
Nadezjda Fedosejevna, den „sjette", hende, på hvem
Pavel Pavlovitj havde kastet sine Øjne, syntes med Vilje at
lade vente på sig. Veltjaninov blev næsten utålmodig, da
hun ikke kom, og kunde ikke andet end i al Stilhed forundre
sig over sin Utålmodighed. Endelig indfandt hun sig, og det
ikke uden en vis Effekt, ledsaget af en munter, livlig
Veninde, ved Navn Marja Nikitischna, en Brunette med et
udfordrende Ansigt, hvem Pavel Pavlovitj, hvad Veltjaninov
straks lagde Mærke til, syntes at være ganske særlig bange
for. Denne Marja Nikitischna, en bidende, spottesyg ung
Dame, allerede tre og tyve År gammel, var Guvernante for
Børnene i en Nabofamilie, og Sachlebinins Døtre satte stor
Pris på hende. Navnlig syntes hun at være en meget nær
Veninde af Nadja.
Veltjaninov havde straks ved det første Blik lagt Mærke
til, at alle de unge Piger var ugunstig stemte imod Pavel
Pavlovitj, og lige så hurtig bemærkede han, at også Nadja
hadede ham. Det undgik ham lige så lidt, at Pavel Pavlovitj
ikke bemærkede noget af det hele eller måske ikke vilde
bemærke det. Nadezjda var uden Tvivl den smukkeste af de
otte Søstre — en lille Brunette, ildfuld som en vild, modig

111
som en Nihilistinde, en durkdreven, lille Satan med lynende
Øjne, kirsebærrøde Læber og blændende hvide Tænder, fin
og slank, med et henrivende, undertiden noget
ondskabsfuldt Smil og det første Udtryk af selvstændig
Tænkning i det ellers endnu helt barnlige Ansigt. Hvert Ord,
hver Bevægelse forrrådte hendes femten År. Pavel Pavlovitj
havde i Virkeligheden set hende første Gang med en lille
Voksdugstaske på Armen, men hun var senere hørt op med
at gå med den.
Overrækkelsen af Armbåndet forløb på en temmelig be-
klagelig Måde og fremkaldte endog et ubehageligt Indtryk.
Næppe havde Pavel Pavlovitj fået Øje på sin „Brud", førend
han straks med et polisk Smil trådte hen til hende og
overrakte hende Gaven under Påskud af, at den „skulde
være en Tak for den særdeles Fornøjelse, som Nadezjda
Fedosejevna ved hans sidste Besøg havde beredt ham ved
at foredrage en henrivende Romance med Klaverledsagelse
. . ." Midt i sin Tale gik han i Stå og stod der helt forvirret,
idet han søgte at få Nadezjda Fedosejevna til at tage mod
Etuiet med Armbåndet. Rødmende, af Vrede og Arrigskab
trak den lille sin Hånd tilbage og vilde på ingen Måde tage
imod Gaven.
„Jeg vil ikke have den, maman!" sagde hun højt, idet hun
modigt vendte sig om mod sin Moder, hvis Ansigt prægedes
af tydelig Forlegenhed.
„Tag den og sig Tak til!" indskød hendes Fader roligt og
strengt, men han var heller ikke helt tilfreds med Pavel
Pavlovitj. „Overflødigt, helt overflødigt!" sagde han i en let
tilrettevisende Tone.
Der blev ikke andet for Nadja at gøre end at tage imod
Etuiet. Hun slog Øjnene ned og gjorde ganske på Småpigers
Vis et lille Kniks for Pavel Pavlovitj. En af hendes Søstre kom
hen til hende, og Nadja overrakte hende Etuiet, uden i
Forvejen at have værdiget dets Indhold så meget som et
Blik. Armbåndet blev taget ud og gik fra Hånd til Hånd. Det
blev betragtet i Tavshed af de fleste, endog med spottende
Blikke af nogle. Kun Madame Sachlebinin bemærkede i en
ligegyldig Tone, at Armbåndet var „meget nydeligt". Pavel

112
Pavlovitj vilde helst være sunken i Jorden.
Optrinet havde gjort et pinligt Indtryk på hele Selskabet.
Da gjorde Veltjaninov Ende på den trykkende Stemning ved
pludselig højt og ivrigt at lede Samtalen hen på den første,
den bedste Genstand. Der var ikke gået fem Minutter,
førend han allerede havde fængslet den almindelige
Opmærksomhed. Han forstod sig mesterlig på den Kunst at
konversere i Selskab, det vil sige at give sig ud for et fuld-
stændig oprigtigt og naivt Menneske og antage en sådan
Holdning, som om han anså sine Tilhørere for lige så naive
og oprigtige. Han kunde, når det behøvedes, gå og gælde
for et meget muntert og lykkeligt Menneske. Ganske som
det passede, blandede han snart en skarpsindig Bemærk-
ning, snart en uskyldig Stikpille, en Hentydning eller en
Vittighed i sin Tale, og dertil kom, at han gav det hele et
ganske naturligt, utvungent Præg, medens disse fine
Tilsætninger i Virkeligheden var forberedte længe i Forvejen
og endog allerede var blevne anvendte hundrede Gange før
af ham. Han følte sig ved denne Lejlighed ganske særlig
oplagt, ligesom tilskyndet af en indre Impuls. Han var
fuldstændig overbevist om sin Sejr og tvivlede ikke om, at i
Løbet af få Minutter vilde alle disse Øjne være rettede på
ham alene, alle disse Mennesker kun høre på ham og lytte
til hans Ord som til en Åbenbaring. Og i Virkeligheden
mærkede han snart her og snart der et Latterudbrud, og det
varede ikke længe, så blandede også de andre sig i
Samtalen, og da han fortræffelig forstod at drage hver
enkelt med sig ind i Underholdningen, så blev denne snart
så livlig, at man undertiden hørte tre, ja endog fire
Stemmer på en Gang. Selv Madame Sachlebinins kedelige,
trætte Ansigt klarede op, og det samme var Tilfældet med
Katerina Fedosejevna, der lyttede til ham som fortryllet.
Kun Nadja så endnu mistroisk på ham fra Siden — hun var
åbenbart forudindtaget imod ham, men dette ansporede
ham kun så meget des mere. Den ondskabsfulde Marja
Nikitischna krydrede Samtalen med en temmelig følelig
Stikpille på hans Bekostning — hun påstod nemlig, at Pavel
Pavlovitj havde betegnet ham som sin bedste Ungdomsven.

113
Hun havde kun udtænkt sig dette, for at foreholde
Veltjaninov, der var syv År yngre end Pavel Pavlovitj, hans
Alder, men selv den ondskabsfulde Marja Nikitischna kom til
sidst til at synes om ham. Pavel Pavlovitj var bleven helt
forbavset over Veltjaninovs Held. Han kendte meget godt
hans Fortrin og glædede sig i Begyndelsen oprigtig over den
Anerkendelse, der blev vist dem, fniste ad Veltjaninovs
Vittigheder og tog Del i Samtalen; men lidt efter lidt blev
han dog eftertænksom, og til sidst prægedes hans Ansigt
endog af en vis Nedslåethed.
„Nå, De er i hvert Fald en Gæst, som man ikke behøver
at have Ulejlighed med at underholde," bemærkede den
gamle Sachlebinin smilende, idet han rejste sig fra sin Stol
for at begive sig op i sit Arbejdsværelse, der lå i øverste
Etage. Han havde nemlig, skønt det var Søndag, en stor
Mængde Aktstykker at se igennem — „og vil De tænke
Dem, jeg troede, De var den værste Melankoliker, der i det
hele var til at finde blandt vore unge Mennesker. Hvor man
dog kan tage fejl!"
„Der stod et Flygel i Salen. Veltjaninov spurgte, hvem der
dyrkede Musik, og vendte sig pludselig mod Nadja.
„De skal synge så smukt!"
„Hvem har fortalt Dem det?" spurgte Nadja skarpt.
„Pavel Pavlovitj sagde det før."
„Det er ikke sandt; jeg synger kun, når jeg vil få én til at
le — jeg har slet ingen Stemme."
„Nå, jeg har heller ingen Stemme, men alligevel synger
jeg."
„Å, så må De synge noget for os! I så Tilfælde vil jeg
også synge," sagde Nadja med livligt tindrende Øjne —
„men blot ikke nu, først efter Middag. Jeg kan ikke lide
Musik," tilføjede hun — „Klaverspil keder mig skrækkeligt.
Hos os bliver der spillet og sunget i et væk fra Morgen til
Aften. Og så er alligevel Katja den eneste, som har Talent
derfor."
Veltjaninov henvendte sig straks på en elskværdig Måde
til Katerina Fedosejevna og bad hende spille lidt for ham.
Alle var behagelig berørte af, at han havde anmodet Katja

114
derom, og Fruen rødmede endog af Tilfredshed. Katerina
Fedosejevna rejste sig smilende, gik hen til Flyglet og blev
ligeledes rød over hele Ansigtet. Det var, som om hun
pludselig skammede sig over, at hun var så høj og fyldig og
desuden allerede fire og tyve År gammel. Hun spillede noget
af Haydn med stor Færdighed, om end ikke videre
udtryksfuldt. Da hun havde endt sit Spil, begyndte
Veltjaninov en Samtale med hende om hendes Foredrag,
men han roste ikke så meget hende som Haydn, navnlig hin
lille Komposition, som hun havde spillet for ham. Hun hørte
på denne Ros over Haydn med et så lykkeligt og
taknemmeligt Ansigt, at Veltjaninov uvilkårligt så lidt nøjere
på hende og sagde til sig selv i al Stilhed: „Du synes at
være et prægtigt Pigebarn!" Denne Tanke læstes tydeligt i
hans Øjne, og alle tilstedeværende, men navnlig Katerina
Fedosejevna, forstod den.
„De har en herlig Have her," henvendte han derpå Ordet
til hele Selskabet, idet han så henimod Glasdøren, der førte
ud til Verandaen — „skal vi ikke gå lidt derud?"
„Jo, lad os det, ned i Haven!" hørte man fra alle Sider
glade Råb, som om han på en Gang havde udtrykt et al-
mindeligt, længe næret Ønske.
Man spadserede lige til Middag rundt i Haven. Madame
Sachlebinin, der allerede længe havde været søvnig og
gerne vilde tage sig en lille Lur, gik ligeledes ud med
Selskabet, men hun var så fornuftig at blive på Verandaen,
hvor hun tog Plads og hurtig faldt i Søvn. I Haven antog
Veltjaninovs Forhold til de unge Damer en endnu venligere
Karakter. Han lagde Mærke til, at to unge Mennesker fra de
nærliggende Villaer sluttede sig til dem — en Student og en
Latinskoleelev, der straks gik hen ved Siden af deres ud-
valgte, og en forpjusket Yngling på henved tyve År med
mclankolskt Ansigt og uhyre blå Briller, der straks gav sig til
at hviske meget ivrigt med Nikitischna og Nadja. Han
mønstrede Veltjaninov med mistroisk Mine og anså sig for
forpligtet til at bevidne ham en ganske usædvanlig Foragt.
Nogle af de unge Piger foreslog straks, at man skulde
begynde at lege. Veltjaninov spurgte hvad de plejede at

115
lege, og de svarede ham, at de legede alle Slags Lege, men
navnlig „Gorelki2, men at de dog i Aften vilde lege
Ordsprogsleg. De forklarede ham udførligt denne Leg: „Alle
sætter sig ned, medens én fjerner sig for kort Tid. Imedens
bliver de andre enige om et Ordsprog, for Eksempel: „For-
sigtighed er Moder til Visdom", og når så hin kommer til-
bage, så skal hver efter Tur sige en Sætning, hvori Ord-
sprogets enkelte Ord forekommer. I den første Sætning må
altså Ordet „Forsigtighed" forekomme, i den anden Ordet
„er" og så videre. Men den gættende må passe på disse Ord
og sammensætte Ordsproget af dem."
„Det må jo være meget underholdende," bemærkede
Veltjaninov.
„Å nej, det er meget kedeligt," ytrede samtidig to eller
tre Stemmer.
„Ofte spiller vi Komedie," fortalte Nadja, idet hun hen-
vendte Ordet til Veltjaninov. „Kan De se det tykke Træ dér
med Bænkene rundt omkring; der bag yed er Kulisserne,
der sidder Skuespillerne, hver har en Rolle: Kongen, Dron-
ningen, Prinsessen, den modige Ridder, som man nu selv
vil. Og den, som har Lyst dertil, træder frem og siger, hvad
der netop falder ham ind."
„Å, det må jo være forfærdelig morsomt!" sagde
Veltjaninov i en lystig Tone.
„Å nej, det er meget kedeligt. Det begynder i Reglen
meget pænt, men til sidst bliver der ikke sagt andet end
Dumheder, fordi ingen forstår at bringe sin Rolle til
behændig Afslutning. Måske vil det blive mere
underholdende i Dag, hvis De vil tage Del deri. Vi troede
nemlig, De var en Ven af Pavel Pavlovitj, men nu viser det
sig jo, at han ligefrem har løjet. Jeg er så glad over, at De er
kommen ... af en ganske bestemt Grund," sluttede hun med
et alvorligt, gennemtrængende Blik på Veltjaninov og
skyndte sig derpå hurtig hen til sin Veninde Marja
Nikitischna. „I Aften leger' vi Ordsprogsleg," hviskede
pludselig en af Veninderne fortroligt til Veltjaninov. Han

2
en Art russisk Tagfat
116
havde hidtil næppe nok lagt Mærke til hende og ikke en
eneste Gang talt med hende. — „Vi vil nemlig gøre Løjer
med Pavel Pavlovitj, og De må hjælpe os." „Å, hvor det er
dejligt, at De er kommen, vi keder os nemlig altid sådan
her," sagde en anden Veninde, han hidtil overhovedet ikke
havde set, og som pludselig — Gud må vide hvorfra —
dukkede frem foran ham. Det var en lille rødhåret, fregnet
én, med et pudsigt Ansigt, der var blussende rødt af
Solvarmen og af hurtig Gang.
Pavel Pavlovitj blev fra Minut til Minut mere og mere
urolig. I Haven havde Veltjaninov ganske utvungent sluttet
sig til Nadja, der på en Gang var bleven helt fortrolig overfor
ham, lo og jublede og endog to Gange greb hans Hånd; hun
var med et Ord meget lykkelig og skænkede ikke den
stakkels Pavel Pavlovitj den ringeste Opmærksomhed.
Veltjaninov overbeviste sig snart om, at der bestod en
fuldstændig Sammensværgelse mod Pavel Pavlovitj. Den
ene Skare unge Piger bortførte Veltjaninov til den ene Side,
medens de andre lokkede Pavel Pavlovitj i den modsatte
Retning ved at bilde ham alt muligt ind. Men den stakkels
„Brudgom" gjorde sig, så snart han kunde fri for dem,
styrtede over Hals og Hoved hen til det andet Selskab og
stak pludselig sit skaldede Hoved med et uroligt, nysgerrigt
lurende Udtryk i Øjnene ind mellem Veltjaninov og Nadja.
Til sidst gjorde han sig slet ikke mere nogen Ulejlighed for
at skjule sine Følelser; af alle hans Miner og Bevægelser
talte den heftigste Skinsyge. Heller ikke den stakkels Katja
kunde i Længden undgå at mærke, at Veltjaninov ikke var
kommen for hendes Skyld. Men Udtrykket i hendes Ansigt
vedblev til Trods herfor at være lige så mildt og troskyldigt
som før, så at Veltjaninov, da han et Øjeblik så mere
opmærksomt på hende, ikke kunde lade være at beholde
sin gunstige Mening om hende. Hun syntes at være lykkelig
over blot at kunne gå ved Siden af ham og at lytte til, hvad
deres ny Gæst sagde. Selv at deltage i Samtalen var
desværre ikke forundt hende.
„Deres Søster Katerina Fedosejevna er en prægtig ung
Pige," sagde Veltjaninov sagte til Nadja.

117
 „Å ja, Katja! Der gives rigtignok ikke en bedre Sjæl her
på Jorden. Hun er Englen her i Huset, jeg er formelig
forelsket i hende!" svarede Nadja begejstret.
Klokken fem gik man til Bords. Også Middagen havde et
særligt Præg, som om den var anrettet ene og alene til Ære
for Gæsten. Der blev budt to eller tre Retter om, som
åbenbart ellers kun sjældent forekom på Statsrådens Bord.
En af dem vidste de ikke engang Navnet på. Ved Siden af
den sædvanlige Bordvin skænkedes en Flaske Tokaier, og til
sidst blev der endog budt Champagne rundt. Den gamle
Sachlebinin havde taget en Tår over Tørsten og var i den
fortræffeligste Stemning. Han lo hver eneste Gang,
Veltjaninov bare åbnede Munden. Til sidst kunde Pavel
Pavlovitj ikke holde det ud mere: han lod sig rive med af
Kappelyst og fik den mærkelige Idé ligeledes at give et Ord-
spil til Bedste. Ved Enden af Bordet hvor han sad ved Siden
af Madame Sachlebinin, slog de unge Damer en skraldende
Latter op.
„Fa'r, Fa'r! Pavel Pavlovitj har også sagt en Vittighed,'"
råbte den fjerde og femte af Sachlebinins Døtre samtidigt —
„han siger, det er „glædeligt, at se så megen Glæde" . . ."
„Å, han forstår da også at sige Vittigheder! Nå, lad os så
høre, hvad for en Vittighed han har lavet?" spurgte Hr.
Sachlebinin godmodigt, idet han venlig vendte sig om mod
Pavel Pavlovitj og smilede i Forventning om den formentlige
Vittighed.
„Du hører jo, Fa'r, at han siger, det er „glædeligt, at se så
megen Glæde"."
„Nå ja, og hvad så?" spurgte den gamle, der endnu ikke
kunde begribe, hvad det drejede sig om.
„Men Fa'r, hvad går der dog af Dig — kan Du da ikke
forstå? Ikke sandt, „glædeligt" og „så megen Glæde", disse
Ord ligner jo hinanden . . ."
„Å—a—a!" udbrød den gamle. „Hm! Nå — næste Gang
lykkes det nok bedre for ham," tilføjede han smilende.
„Man kan ikke på en Gang være i Besiddelse af alle
Fortrin, Pavel Pavlovitj!" skosede Marja Nikitischna. „Å, min
Gud, han er lige ved at blive kvalt af et Fiskeben!" råbte hun

118
pludselig og sprang op fra Stolen.
Hele Selskabet kom med et i Bevægelse. Pavel Pavlovitj
havde kun fået lidt i den gale Hals, da han, for at skjule sin
Forvirring, havde ført sit Glas til Munden. Men Marja
Nikitischna forsikrede og svor højt og dyrt på, at hun havde
set Fiskebenet, som han havde fået i den gale Hals, og det
var ligefrem livsfarligt.
„Bank ham på Ryggen!" var der én, som råbte.
„Ja vist, det er det bedste!" råbte Hr. Sachlebinin højt, og
straks faldt en lille Skare over Pavel Pavlovitj: Marja
Nikitischna, den rødhårede, endnu en Veninde, til sidst end-
og Husets Frue, der for ramme Alvor var bange. Alle vilde
de banke Pavel Pavlovitj på Ryggen, og kun med Nød og
næppe kunde han få dem overbevist om, at han kun havde
fået lidt Vin ned i Luftrøret, og at det straks vilde være forbi
igen. Til sidst kom de alle under Vejr med, at det hele kun
havde været en dristig Spøg af Marja Nikitischna.
„Har man set Mage, altid skal hun lave Optøjer!" sagde
Madame Sachlebinin, henvendt til Marja Nikitischna i en
streng Tone, men hun formåede ikke selv at bevare Alvoren
og brast straks derpå ud i en så voldsom Latter, at man blev
helt forbavset over, at hun kunde le således.
Efter Middagen begav de sig alle ud på Verandaen for at
drikke Kaffe dér.
„Hvilke prægtige Dage!" bemærkede Statsråden i en
nedladende Tone, som om han vilde tildele Naturen en An-
erkendelse, idet han med muntert Blik så ud i Haven — „en
Smule Regn vilde rigtignok ikke skade. . . . Nå, jeg vil nu
hvile mig en Smule. Mor Jer i Guds Navn! Mor du dig også,"
sagde han ved sin Bortgang til Pavel Pavlovitj, idet han
klappede ham venligt på Ryggen.
Da de alle havde begivet sig ned i Haven igen, nærmede
Pavel Pavlovitj sig på en Gang hemmelighedsfuldt til
Veltjaninov og trak ham i Ærmet.
„Blot et Minut!" hviskede han, åbenbart meget utålmodig.
De bøjede ind på en ensom Sidesti.
„Nej, undskyld, her må jeg bede ... nej, her tillader jeg
absolut ikke . . ." sagde han heftigt, idet han skælvede af

119
Ophidselse og endnu bestandig holdt Veltjaninov i Ærmet.
„Hvad for noget? Hvad for noget?" spurgte Veltjaninov
helt forbløffet.
Pavel Pavlovitj så på ham i Tavshed, medens hans Læber
dirrede, og hans Mund fortrak sig til et hadefuldt Smil.
„Hvor skal De hen? Hvor er De dog? Alt er allerede i
Orden!" hørte man de unge Damers utålmodigt råbende
Stemmer.
Veltjaninov trak på Skuldrene og vendte tilbage til
Selskabet. Også Pavel Pavlovitj ilede bag efter ham.
„Jeg vædder om, han vil låne Deres Lommetørklæde,"
bemærkede Marja Nikitischna — „forrige Gang havde han
også glemt sit eget."
„Det glemmer han altid!" var der en af Selskabet, som
bemærkede.
„Har han glemt sit Lommetørklæde! Pavel Pavlovitj har
glemt sit Lommetørklæde! Mo'r, Pavel Pavlovitj har igen
glemt sit Lommetørklæde — Mo'r, Pavel Pavlovitj har atter
Snue!" råbte de lystigt fra alle Sider.
„Nå, hvorfor siger han så ikke et Ord? De er da en
besynderlig én, Pavel Pavlovitj!" hørte man Madame
Sachlebinins syngende Stemme fra Verandaen. „Med Snue
bør man ikke spase, jeg vil straks sende Dem et Lomme-
tørklæde ned. Hvoraf kommer det egentlig, at De altid har
Snue?" tilføjede hun ved sin Bortgang, meget tilfreds med,
at hun havde et Påskud til at trække sig tilbage.
„Jeg har endog to Lommetørklæder og slet ingen Snue!"
råbte Pavel Pavlovitj efter hende, men Madame Sachlebinin
lod ikke til at have hørt, hvad han sagde, thi allerede efter
et Minuts Forløb, da Pavel Pavlovitj allerede trippede af Sted
bag de andre, kom en Tjenestepige ilende med
Lommetørklædet.
„Lad os lege, lege Ordsprogsleg!" råbte de unge Damer
fra alle Sider, som om de ventede, Gud må vide hvad, af
Ordsprogene.
Man tog Plads på Bænkene og begyndte Legen. Først
kom Turen til Marja Nikitischna. Man forlangte, at hun
skulde gå så langt som muligt bort og ikke lytte. Under

120
hendes Fraværelse blev der valgt et Ordsprog, og man for-
delte Ordene. Marja Nikitischna kom tilbage og gættede
straks sit Ordsprog. Det lød således: „Når Nøden er størst,
er Hjælpen nærmest."
Efter Marja Nikitischna kom Turen til den forpjuskede
unge Mand med de blå Briller. Af ham forlangte man endog,
at han skulde gå helt hen bag ved Lysthuset og vende sig
med Ansigtet om mod Gærdet. Den unge Mand adlød denne
Bestemmelse med en foragtelig Mine og betragtede den
endog som en Slags moralsk Fornedrelse. Da han kom
tilbage, lod han hver enkelt sige sig Sætningen to Gange,
men skønt han antog en yderst dybsindig Tænkermine,
kunde han alligevel slet ikke finde ud af noget, og man lo
ordentlig af ham i den Anledning. Ordsproget lød: „Bed til
Gud og adlyd Czaren, så er altid bedst du faren."
„Sikke noget tåbeligt Tøjeri!" brummede den unge Ni-
hilist, idet han med en fornærmet Mine trak sig tilbage på
sin Plads.
„Å, hvor det er kedeligt!" hørte man igen fra nogle Sider.
Nu kom Turen til Veltjaninov. Man førte ham om muligt
endnu længere bort; han kunde til sidst heller ikke finde ud
af noget.
„Å, hvor det er kedeligt!" vedblev det stadig at lyde.
„Nej, nu går jeg," sagde Nadja.
„Nej, nej, nu skal Pavel Pavlovitj gå, nu er det Pavel
Pavlovitjs Tur!" blev der råbt fra alle Sider.
Man førte Pavel Pavlovitj til den yderste Krog af Haven og
stillede ham således, at han vendte Ansigtet mod Gærdet.
For at han ikke skulde se sig om, fik den rødhårede den
Opgave betroet at passe på ham. Pavel Pavlovitj havde atter
fattet Mod og var endog bleven temmelig munter; han
iagttog med den pinligste Nøjagtighed Reglerne for Legen
og stod som muret fast foran Gærdet, uden blot så meget
som en eneste Gang at se tilbage. Den rødhårede stod
omtrent tyve Skridt borte ved Siden af Lysthuset og slap
ham ikke af Syne, medens hun gjorde forskellige Tegn med
Hænderne til de andre, hvorpå disse pludselig sprang op og
i al Hemmelighed skyndsomst løb deres Vej i modsat

121
Retning.
„Kom dog med, kom dog endelig med!" hviskede flere
Stemmer til Veltjaninov, som stod der helt betuttet og slet
ikke vidste, hvad det hele skulde betyde.
„Hvad er der på Færde? Hvad er der hændt?" spurgte
han, medens han fulgte efter dem.
„Stille, skrig endelig ikke! Lad ham bare stå og glo på
Gærdet, vi vil lege videre et andet Sted. Ser De, der
kommer også Nastja allerede."
Nastja, den rødhårede, kom netop ilende i en frygtelig
Ophidselse, ligesom om der var hændt, Gud må vide hvad.
De løb lige til Dammen i den anden Ende af Haven. Da
Veltjaninov havde indhentet dem, lagde han Mærke til, at
Katerina Fedosejevna var bleven uenig med de øvrige,
navnlig med Nadja og Marja Nikitischna.
„Katja, kære Katja, vær nu ikke vred!" råbte Nadja, idet
hun kyssede Søsteren.
„Nu vel, jeg skal lade være at sige noget til Mo'r, men jeg
vil hente ham, thi det er virkelig ikke pænt af Jer. 'Hvad må
den stakkels Mand ikke tro, når I lader ham stå dér ved
Gærdet!"
Hun havde ondt af Pavel Pavlovitj, men de andre var og
blev ubønhørlige og forlangte også af Veltjaninov, at han,
når Pavel Pavlovitj kom tilbage, ikke i ringeste Måde skulde
ænse ham, men lade, som om der slet intet var hændt.
„Og nu vil vi lege „Gorjelki"!" råbte den rødhårede
ganske begejstret.
Pavel Pavlovitj viste sig først efter et Kvarters Forløb igen
i Selskabet — han havde vist stået i ti Minutter foran
Gærdet. Den nye Leg gik fortræffelig, alle råbte i Munden på
hinanden og var højst oprømte. Helt ude af sig selv af
Raseri gik Pavel Pavlovitj uden videre løs på Veltjaninov og
tog ham igen i Ærmet.
„Kun et Minut!"
„Å Gud, nu er han der igen med sine Minutter!" „Han vil
igen have et Lommetørklæde," lød det bagved dem, da de
begge havde fjernet sig nogle Skridt.
„Nej, denne Gang er det så sikkert som noget Dem, som

122
har været på Spil. Denne Gang er det Deres Skyld, eae og
alene Deres Skyld! . . ." Han skar ligefrem Tænder, da han
sagde disse Ord. Veltjaninov rådede ham i en rolig Tone til
ikke at vise sit dårlige Lune i den Grad, men hellere more
sig sammen med dem, ellers vilde de bare drille ham endnu
mere. Til hans Forundring gjorde dette Råd et vist Indtryk
på Pavel Pavlovitj; han forstummede straks, vendte igen
tilbage til Selskabet og tog ganske rolig Del i de andres
Lege. De lod ham i Virkeligheden i Ro, og efter en halv
Times Forløb var han næsten bleven munter igen. Han
vimsede bestandig rundt i Nadjas Nær^ hed, dog lagde
Veltjaninov Mærke til, at han ikke en eneste Gang vovede at
tiltale hende, opfattede hendes Foragt som en ren Selvfølge
og hver Gang, han skulde vælge sig en Dame, enten tog
den rødhårede eller en af de ældre Sachlebinins.
Men tilsidst spillede de ham dog endnu et Puds. Man
legede „Skjul", og Pavel Pavlovitj havde gemt sig under en
tæt Busk. Da fik han pludselig den Idé at løbe ind i Huset og
at skjule sig bag en Kommode i Pulterkammeret. Man havde
imidlertid godt set ham, og den rødhårede løb straks bag
efter ham for at låse Verandadøren af. Legen blev straks
afbrudt og en ny begyndt bag ved Dammen. Pavel Pavlovitj
mærkede snart, at man slet ikke søgte efter ham og vovede
at kigge fra Vinduet ned i Haven. Der var ingen at se, men
han vilde ikke råbe for ikke at vække de sovende Forældre.
Det var på det strengeste forbudt Tjenestepigen at lukke op
for ham, og Katja, der første Gang havde udfriet ham, var
ikke i Nærheden. Hun havde begivet sig op på sit Værelse
og var ligeledes falden i Søvn dér.
Pavel Pavlovitj havde vist siddet omtrent en hel Time på
Pulterkammeret, da nogle af de unge Piger kom spadse-
rende.
„Nej, Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De dog ikke ned til
os? Å, hvis De vidste, hvor der er smukt hernede! Vi spiller
nu „Teater", Aleksej Ivanovitj har lige fremstillet
„Helteynglingen"."
„Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De ikke? De er virkelig
ikke videre opmuntrende!" råbte to andre til ham i

123
Forbigående.
„Hvad er det, som ikke er videre opmuntrende?" lød
pludselig Madame Sachlebinins Stemme: Hun var lige
vågnet og vilde nu for en Gangs Skyld også ned i Haven, for
indtil Tetid at se på „Børnenes" Lege.
„Se bare, derinde sidder Pavel Pavlovitj!" råbte de unge
Piger, idet de pegede på Vinduet, ud af hvilket Pavel
Pavlovitjs blege Ansigt, der var helt fortrukket af et hæsligt,
rasende Smil, kigede ud.
„Hvor kan man finde på at sidde helt alene, når alle
andre er så glade og fornøjede!" sagde Husets Frue hoved-
rystende.
Imidlertid havde Nadja omsider fået Lejlighed til at op-
lyse Veltjaninov om, af hvilken „bestemt Grund" hun
glædede sig så meget over hans Ankomst. Marja Nikitischna
fik ham i den Hensigt ind i en ensomt beliggende Sidevej,
hvor han blev alene med Nadja."
„Jeg er overbevist om," begyndte den sidste i en modig
og sikker Tone, „at De slet ikke står i et så nært venskabe-
ligt Forhold til Pavel Pavlovitj, som han har pralet med
overfor os. De må nu gøre mig en stor Tjeneste, jeg beder
Dem rigtig indtrængende derom. Se, her er hans afskyelige
Armbånd" — hun tog Etuiet med Gaven op af sin Lomme —
„vær nu så god så snart som muligt at give ham det tilbage,
for jeg vil nu aldrig mere tale et Ord med ham. De kan jo
sige, jeg har bedt Dem derom; alt det øvrige skal jeg
snarest lade meddele ham gennem andre. Vil De gøre mig
den Tjeneste?"
„Å, min Gud, fritag mig derfor!" svarede Veltjaninov med
en afvisende Håndbevægelse.
„Hvad for noget? De vil ikke?" spurgte Nadja helt for-
bavset, idet hun så vantro på ham. Hendes påtagne Mod var
øjeblikkelig forsvundet, og hun var nær ved at græde.
Veltjaninov kunde ikke lade være med at smile.
„Ikke således at forstå . . . som om jeg ikke vilde... med
den største Fornøjelse . . . men jeg skal holde et personligt
Opgør med ham ..."
„Jeg vidste nok, at De ikke er hans Ven, og at han kun

124
har løjet!" afbrød Nadja ham heftigt; „jeg vil aldrig gifte mig
med ham, det kan De være overbevist om, aldrig! Jeg
forstår ikke engang, hvorledes han kunde vove det. . . . Men
De må alligevel give ham Armbåndet, der er ikke andet for!
Jeg forlanger bestemt, ganske bestemt forlanger jeg, at han
får det endnu i Dag og sluger denne beske Pille. Og hvis han
sladrer af Skole derom til Fa'r, så skal han bare se, hvad der
hænder ham!"
Bag Busken dukkede uventet den forpjuskede unge Mand
med de blå Briller frem.
„De må overlevere Armbåndet!" skreg han i en truende,
næsten rasende Tone til Veltjaninov — „alene i de krænkede
kvindelige Rettigheders Navn må De gøre det, såfremt De
vil stå på Højde med Deres Tid. . ."
Han blev ikke færdig med sin Tale; Nadja greb ham ved
Armen og førte ham til Side.
„Gud, hvor De er dum, Predpossylov!" råbte hun, „gå
Deres Vej! Hvor kunde det falde Dem ind at lytte? . . . Jeg
sagde jo til Dem, De skulde vente derhenne!" Hun
stampede arrigt med Foden, og da den forpjuskede unge
Mand atter var forsvundet i Buskadset, begyndte hun at gå
op og ned foran Veltjaninov, idet hun vred sine Hænder.
„Nej, De kan ikke tænke Dem, hvor dumme disse unge
Mennesker er!" sagde hun pludselig, idet hun blev stående
— „De morer Dem naturligvis over ham, men hvad må jeg
ikke føle!"
„Er det måske ham, måske ham?" spurgte Veltjaninov
smilende.
„Nej, ham er det rigtignok ikke, hvor kunde De dog
tænke Dem det!" svarede Nadja, idet hun smilede og blev
rød i Hovedet. „Det er kun hans Ven. Jeg kan slet ikke be-
gribe, hvorledes han kan vælge sig den Slags Venner, og
denne Konfusionsmager kalder de endog for en „Fremtidens
Mand"! . . . Aleksej Ivanovitj, jeg véd virkelig ikke, til hvem
jeg skal henvende mig, altså for sidste Gang: Vil De give
ham Armbåndet eller ej?"
„Nu vel, jeg skal give ham det."
„Å, hvor De er sød, De er rigtigok et godt Menneske!"

125
råbte hun henrykt, idet hun overrakte ham Etuiet — „til
Gengæld skal jeg i Aften synge hele Tiden for Dem, jeg kan
nemlig virkelig synge, og jeg løj før, da jeg sagde, at jeg
ikke holdt af Musik. Å, hvor jeg vilde være glad, hvis De
vilde komme ud til os en anden Gang, så skulde jeg fortælle
Dem alt, alt, og desuden meget andet, for De er virkelig lige
så god, lige så god som — som Katja."
Efter at De havde begivet sig ind i Huset til. Te, sang hun
virkelig for ham to Romancer med en ganske vist endnu
uudviklet, men dog temmelig kraftig og behagelig Stemme.
Pavel Pavlovitj sad allerede værdigt og ærbart sammen med
Forældrene ved Tebordet, hvor en stor Familiesamovar
kogte og et Teservice af ægte Sévresporcellæn var stillet
rundt. Han havde formodentlig talt med de gamle om meget
vigtige Ting, da hans Afrejse jo var forestående, og han ikke
vilde komme tilbage før om ni eller ti Måneder. Han lod, som
om han ikke lagde Mærke til de indtrædende, navnlig vær-
digede han ikke Veltjaninov noget Blik; det syntes imid-
lertid, som om han endnu ikke havde „sladret af Skole".
Men da Nadja begyndte at synge, kom han også hen til
Flyglet. Han rettede et eller andet Spørgsmål til Nadja og
lod sig aldeles ikke forbløffe, da hun ligesom med Vilje
overhørte hans Spørgsmål: han stod lige op og ned bag ved
hendes Stol, og hans Mine syntes tydelig at sige, at han for
ingen Pris vilde overlade denne Plads til en anden.
„Aleksej Ivanovitj vil synge, — Mo'r, Aleksej Ivanovitj
synger nu!" råbte de unge Damer i Munden på hinanden,
idet de flokkede sig tættere omkring Flyglet, medens
Veltjaninov selvtilfreds tog Plads foran det for selv at
akkompagnere sig. Også de gamle og Katerina Fedosejevna,
der lige havde skænket Te i Kopperne, sluttede sig til
Selskabet.
Veltjaninov valgte den bekendte Romance af Glinka:
„I dine Øjne tindrer skønne Drømme, og ømme Ord fra
dine Læber strømme. . . ."
Han sang Romancen, som om han rettede hvert af dens
Ord alene til Nadja, der stod lige ved Siden af ham. Han
havde for længe siden mistet sin Stemme, men man kunde

126
høre på ham, at den engang ikke måtte have været ilde.
Veltjaninov havde for en Snes År siden, da han endnu var
Student, hørt denne Romance i en ham beslægtet Kom-
ponists Hjem af Glinkas egen Mund. Det var et litterært-
kunstnerisk Herreselskab, hvor Glinka gav flere af sine Ynd-
lingssange til Bedste. Glinka besad den Gang heller ikke
mere nogen Stemme, men alligevel havde, som Veltjaninov
levende erindrede, hin Romance frembragt en så stor
Virkning, at ingen nok så vel skolet Koncertsanger vilde
have kunnet overtræffe den. Lidenskaben vokser i denne
Sang fra Strofe til Strofe, fra Ord til Ord. Netop dette
usædvanlige Højtryk i Følelserne vilde have ladet enhver
falsk Tone, enhver Overdrivelse og Usandhed fremtræde på
en ubehagelig Måde.
Alene Følelsens Sandhed, den ægte, virkelige Begejstring
og den dybeste, indre Tilegnelse af Emnet kunde forme no-
get virkelig poetisk af denne lille Sang. I modsat Fald vilde
den virke ligefrem pinligt og frastødende. Det lykkedes
Veltjaninov at genfinde det ægte Udtryk, som han dengang
havde afluret Tonedigteren, og at udtrykke den voksende
Lidenskab på en kraftig og naturlig Måde. Han havde rettet
sine flammende Blikke på Nadja, og i ildfulde Akkorder lød
den sidste Strofe af hans Sang gennem Salen:
„Nu jeg forstummer — vil ej lytte længer til dine Ord —
mit hele Væsen fænger ved dine Øjnes Ild og Læbers Bue,
ved dine Læbers søde Flammelue. . . ."
Nadja fo'r pludselig forskrækket sammen og trådte
uvilkårlig et Skridt tilbage — hendes Kinders glødende røde
Farve og det generte Udtryk i hendes Ansigt forrådte det
Indtryk, som Sangen havde gjort på hende. Også de andres
Ansigter var prægede af en Begejstring, hvori der tillige
blandede sig en overordentlig Forbavselse over Foredragets
Dristighed. Veltjaninovs Øjne faldt tilfældig på Katja, hvis
Træk næsten syntes forklarede ved den levende Sinds-
bevægelse.
„Hm, en Romance!" brummede den gamle Sachlebinin,
der var bleven en Smule betænkelig — „men ... er den ikke
en Smule vel stærk? Smuk er den, men alligevel noget vel

127
stærk. . . ."
„Ganske vist noget vel stærk . . ." ytrede også Madame
Sachlebinin sig, men Pavel Pavlovitj lod hende ikke tale ud:
som en besat sprang han pludselig frem, greb Nadja ved
Hånden og førte hende bort fra Veltjaninov; så trådte han
hen til denne og stirrede helt ude af sig selv på ham med
skælvende Læber.
„Kun et Minut," fremstødte han endelig.
Veltjaninov indså tydelig, at der i næste Øjeblik måske
vilde ske noget endnu værre, hvis han ikke straks fulgte
hans Opfordring. Han tog derfor Pavel Pavlovitj ved Hånden
og gik med ham, uden at tage Hensyn til de andres
forbavsede Miner, ud af Verandadøren ned i Haven, hvor
Mørket allerede stærkt faldt på.
„De må straks, uden Tøven, tage hjem med mig —
forstår De?" sagde Pavel Pavlovitj, da de havde fjernet sig
nogle Skridt fra Verandaen.
„Nej, det forstår jeg ikke."
„Kan De ikke huske," vedblev Pavel Pavlovitj i en
ophidset, hviskende Tone — „kan De ikke huske, at De den
Gang forlangte af mig, at jeg skulde sige Dem alt, alt . . . på
en vis Måde, det sidste Ord . . . kan De ikke huske det
mere? Nuvel, ser De, nu er Øjeblikket der . . . Kom derfor
med!"
Veltjaninov tænkte sig et Øjeblik om, så endnu engang
opmærksomt på Pavel Pavlovitj og erklærede sig rede til at
tage med ham.
De to Gæsters pludselige Beslutning vakte almindelig Be-
klagelse.
„Blot en lille Kop Te endnu!" bad Madame Sachlebinin i en
indtrængende Tone.
„Det er dog en besynderlig Måde, du optræder på! Hvad
er der egentlig i Vejen med dig?" henvendte Statsråden
gnavent Ordet til Pavel Pavlovitj, som stod der med et
ubehageligt Smil på Læberne, uden at svare et Ord.
„Pavel Pavlovitj, hvorfor vil De egentlig have Aleksej
Ivanovitj med Dem?" kurrede de unge Piger, idet de så
polisk på Pavel Pavlovitj. Nadja tilkastede ham et så rasende

128
Blik, at han blev helt rød i Ansigtet af Forbitrelse uden dog
af den Grund at forandre sin Beslutning.
„Nej, lad være, lad være, jeg er endog Pavel Pavlovitj
taknemmelig derfor — han har mindet mig om en meget
vigtig Sag, som jeg ellers vilde have glemt," afskar
Veltjaninov leende alle Indvendinger, idet han trykkede
Statsråden i Hånden og bukkede for Damerne. Man undlod
ikke at bemærke, at han bukkede særlig dybt for Katja.
„Tak for Deres Besøg! Det vil glæde os hjerteligt at se
Dem igen," sluttede Hr. Sachlebinin med en højtidelig Mine.
„Det vil glæde os hjerteligt! . . ." gentog Husets Frue
følelsesfuldt.
„Kom snart igen, Aleksej Ivanovitj! Kom snart igen,
Aleksej Ivanovitj!" råbte talrige Stemmer fra Verandaen, da
Veltjaninov allerede steg til Vogns sammen med Pavel
Pavlovitj.
„Kom snart igen, kære, kære Aleksej Ivanovitj!" var der
til aller sidst en spæd Stemme, der råbte.
„Det var den rødhårede!" tænkte Veltjaninov.

---o---

XIII.
Da Veltjaninov steg til Vogns, befandt han sig i den mest
irriterede Stemning. Han ærgrede sig over sig selv og over
hele sin Opførsel denne Dag. Selv om han tænkte på den
rødhårede, var hans Sjæl alligevel fuld af Smerte og Anger.
Under alle de uskyldige Forlystelser havde Sorgen ikke
forladt ham et eneste Øjeblik. Før han begyndte at synge,
vidste han ikke, hvor han skulde skjule sig for denne Sorg,
og ved sit lidenskabelige Foredrag vilde han måske kun
kvæle den med Magt.
„Og jeg kunde fornedre mig selv i den Grad, blive For-
ræder mod mig selv i den Grad!" sagde han bebrejdende til
sig selv, men gjorde sig dog al mulig Ulejlighed for at give
sine Tanker en anden Retning. Det forekom ham ydmygende
at overlade sig så fuldstændigt til sin ynkelige Stemning —
129
det var dog langt behageligere at ærgre sig dygtig over en
eller anden.
„Denne Tølper!" hviskede han ondskabsfuldt, idet han fra
Siden så på Pavel Pavlovitj, der sad tavs i det andet Hjørne
af Vognen. Pavel Pavlovitj havde endnu ikke sagt et Ord;
det lod til, at han samlede sig og traf sine Forberedelser.
Med en utålmodig Bevægelse tog han fra Tid til anden sin
Hat af og tørrede sin Pande med Lommetørklædet. „Nå,
hvor han sveder!" tænkte Veltjaninov, idet han prøvede på
at ægge sig op til Raseri.
Kun en Gang tog Pavel Pavlovitj Ordet — han spurgte
Kusken, om det vilde blive Uvejr eller ej.
„Ganske sikkert, og det bliver slemt! Det har allerede
ligget i Luften hele Dagen," svarede Kusken.
I Virkeligheden blev Himlen mørkere og mørkere, og
stærke Lyn flammede allerede i det fjerne. Klokken var
henad halv elleve, da de ankom til Byen.
„Jeg vil hjem med Dem," henvendte Pavel Pavlovitj
pludselig Ordet til Veltjaninov, da de ikke mere var langt
borte fra sidstnævntes Lejlighed.
„Meget vel; men jeg må meddele Dem, at jeg virkelig
føler mig syg . . ."
„Jeg skal ikke blive længe, ikke længe!"
Da de kom ind i Ejendommen, løb Pavel Pavlovitj ud i
Gården til Mavra.
„Hvad vilde De egentlig dér?" spurgte Veltjaninov skarpt,
da Pavel Pavlovitj havde indhentet ham, og de begge trådte
ind i Værelset.
„Å, ikke noget ... det var Kusken, som . . ."
„Der vanker ikke noget at drikke i Dag!"
Der kom intet Svar. Da Veltjaninov havde fået tændt Lys,
satte Pavel Pavlovitj sig på sin sædvanlige Plads. Veltjaninov
blev stående foran ham med en uvenlig Mine.
»Jeg vil også sige Dem mit sidste Ord," begyndte han,
idet han med Magt holdt sit indre Oprør tilbage. „Hør derfor
nu, hvad jeg vil sige: jeg tror med den bedste Samvittighed
at kunne påstå, at alt er forbi mellem os to, og at vi slet
ikke har noget mere at sige hinanden— hører De? Ikke det

130
ringeste! Det vilde derfor være det bedste, at De straks gik
Deres Vej, og at jeg låsede Døren af efter Dem."
„Nej, vi må først blive hinanden kvit, Aleksej Ivanovitj!"
svarede Pavel Pavlovitj, idet han så på ham med et
besynderligt Udtryk.
„Blive hinanden kvit?" spurgte Veltjaninov helt forundret
— „det er et mærkeligt Udtryk, De bruger her! Men på
hvilken Måde blive hinanden kvit? Bah! Er dette måske det
„sidste Ord", som De nylig lovede at åbenbare mig?"
„Det er det netop."
„Vi behøver jo slet ikke mere at blive hinanden kvit, det
har vi allerede længe været!" svarede Veltjaninov over-
legent.
„Mener De virkelig?" spurgte Pavel Pavlovitj i en
indtrængende Tone.
Veltjaninov svarede ham ikke straks, men begyndte at gå
op og ned i Værelset. „Lisa! Lisa!" lød det tungt og
smerteligt i hans Indre.
„Hvori er det egentlig, at De vil blive mig kvit?" hen-
vendte han sig endelig til Pavel Pavlovitj, der hele Tiden
havde fulgt ham med Øjnene.
„De må ikke tage derud oftere," svarede Pavel Pavlovitj
med en hviskende Stemme, der samtidig fordrede og bad,
idet han pludselig rejste sig fra Stolen.
„Hvad for noget? Det er altså det, De taler om?" busede
Veltjaninov ud, idet han lo foragteligt — „ja, man måtte
rigtignok undre sig over Dem i Dag!" vedblev han spotsk,
men hans Stemning syntes pludselig at slå om. „Hør nu,"
begyndte han så med en oprigtig, smertelig Følelse — „jeg
er af den Mening, at jeg endnu aldrig har fornedret mig så
dybt som i Dag, for det første derved, at jeg indlod mig på
at ledsage Dem og dernæst overhovedet ved alt, hvad der
skete derude . . . Det var altsammen så småligt, så usselt .
. . jeg har opført mig så jammerligt ved at jeg fandt mig
deri og glemte alt ... Men, hvad er det, jeg siger — De har
overrumplet mig, det er det hele! . . . Nej, jeg kan forsikre
Dem for, jeg tager ikke mere derud, jeg har intet at søge
efter dér," sluttede han i en afgørende Tone.

131
 „Virkelig ikke? Virkelig ikke?" råbte Pavel Pavlovitj, idet
han kun med Møje skjulte sin Glæde. Veltjaninov så
foragtelig på ham og begyndte igen at gå op og ned i
Værelset.
„Det lader til, at De har foresat Dem at se at blive
lykkelig for enhver Pris," kunde han ikke dy sig for at
bemærke.
„Således forholder det sig også," bekræftede Pavel
Pavlovitj naivt.
„Hvad kommer det mig ved," tænkte Veltjaninov, „at han
er en Nar og kun af Dumhed er ond? Jeg kan ikke engang
gøre ved, at jeg hader ham, selv om også han ikke er det
værd."
»Jeg er netop en født Hanrej," sagde Pavel Pavlovitj
ligesom spottende over sig selv; „jeg har allerede længe
hørt dette smukke lille Ord af Deres egen Mund, Aleksej
Ivanovitj — De plejede at bruge det allerede den Gang, da
De levede hos os i T. Å, jeg har bidt Mærke i mange af
Deres Ytringer fra den Tid. Da De nylig kaldte mig en
Hanrej, kom jeg straks til at huske derpå igen."
Mavra kom ind med en Flaske Champagne og to Glas.
„For mig gerne," sagde Veltjaninov med et Udtryk af
„Undskyld, Aleksej Ivanovitj, men De véd nok, jeg ikke
kan holde det ud uden denne her. . . ." Uvilje — „men jeg
forsikrer Dem for, at jeg føler mig uvel. ..."
„Nu skal jeg straks være der, kun et lille Glas!" råbte
Pavel Pavlovitj hurtig — „jeg er så tør i Halsen i denne
Varme. ..."
Begærligt tømte han sit Glas, satte sig ned og så venligt
grinende Veltjaninov ind i Ansigtet. Mavra var allerede gået.
„En modbydelig Fyr!" mumlede Veltjaninov sagte hen for
sig.
„Det var kun Veninderne," begyndte Pavel Pavlovitj på en
Gang, idet han så forhåbningsfuldt frem for sig.
„Hvad? Hvem? Nå således, De taler endnu stadig derom.
. . ."
„Kun Veninderne. Det er jo ungt Blod; det hele var kun
Vigtigmageri, det skulde tage sig ud af noget! Egentlig

132
burde man le deraf. Nå, når vi først er nået så vidt, vil jeg
helt være hendes Slave: hun skal få at se, at man nærer
Agtelse for hende, hun vil komme til at indtage en
fremskudt Plads i Selskabslivet . . . med ét Ord, det vil nok
blive godt."
„Nu kunde jeg egentlig give ham Armbåndet," tænkte
Veltjaninov, idet han famlede efter Etuiet i Lommen på sin
Overfrakke.
„De sagde før, at jeg for enhver Pris vilde se at blive lyk-
kelig. I hvert Fald vil jeg gifte mig, Aleksej Ivanovitj,"
vedblev Pavel Pavlovitj i en fortrolig Tone — „hvad skulde
der ellers blive af mig? De ser jo selv," sagde han, idet han
pegede på Flasken — „og det er kun en af mine hundrede
Svagheder. Jeg kan ikke leve, når jeg ikke bliver gift og igen
kan tro på noget. Ved at tro på noget nyt, vil jeg kunne
vågne til nyt Liv."
„Men hvorfor fortæller De mig egentlig alt det?" lo
Veltjaninov højt. Det forekom ham helt besynderligt at være
Vidne til denne Hjertets Enfold. „Sig mig kun denne ene
Ting: Hvorfor slæbte De mig derud? Hvad Brug havde De
egentlig for mig dér?"
»Jeg vilde prøve ..." begyndte Pavel Pavlovitj en Smule
forlegen.
„Hvad vilde De prøve?"
„Ih, Effekten naturligvis. . .. Ser De, Aleksej Ivanovitj,
jeg har jo kun kendt hende en Uges Tid" — hans Forvirring
blev stadig større og større — „og da jeg nu traf Dem i Går,
tænkte jeg straks: „Jeg har endnu aldrig set hende i
Selskab med fremmede, det vil sige i Selskab med Herrer . .
. undtagen i mit . . ." Et dumt Indfald, det føler jeg nu selv;
rent overflødigt. Men jeg vilde nu så gerne anstille en Prøve,
det ligger engang sådan i min Natur. . . ."
Han blev pludselig rød i Hovedet og så helt forvirret på
Veltjaninov.
„Skulde han virkelig tale Sandhed?" spurgte Veltjaninov
forundret sig selv.
„Nå, og hvad så?" sagde han derpå højt.
På Pavel Pavlovitjs Ansigt tegnede der sig et listigt,

133
sødligt Smil.
„Det er kun hendes Ungdom, intet andet! Veninderne er
alene Skyld i det hele. De må virkelig unskylde, Aleksej
Ivanovitj, at jeg i Dag har opført mig så tåbeligt lige overfor
Dem, det skal ikke ske oftere."
„Jeg kommer vist heller aldrig mere i den Forlegenhed,
thi det er min Agt ikke oftere at besøge dette Hus."
„Det er netop det, jeg vilde bede Dem om."
„Nå, jeg er da ikke alene i Verden," udbrød Veltjaninov
harmfuld.
Pavel Pavlovitj følte sig pinlig berørt ved denne Hen-
tydning.
„Det er ikke behageligt for mig at høre på den Slags Ting,
Aleksej Ivanovitj, jeg sætter Nadezjda Fedosejevna så højt.
. . ."
„Undskyld, undskyld, jeg mente ikke noget dermed, det
forekommer mig kun besynderligt, at De vurderede mine
Fortrin så højt ... og gjorde så sikker Regning på mig...."
„Netop derfor troede jeg at kunne være sikker på Dem,
134
fordi jeg . . . efter alt, hvad der var forefaldet mellem os,
ikke anså det for muligt, at De endnu engang. . . ."
„De synes, til Trods for alt, hvad der er sket, dog at anse
mig for et rigtigt agtværdigt Menneske," afbrød Veltjaninov
ham med en ejendommelig Betoning.
„Det har jeg altid anset Dem for," svarede Pavel Pavlovitj
med et alvorligt Ansigt.
„Nå, naturligvis, naturligvis . . . jeg mener jo heller ikke i
sædvanlig Forstand, men om jeg så må sige ... til Trods for
visse Fordomme. ..."
„Ja rigtig, til Trods for visse Fordomme. ..."
„Og da De tog til St. Petersborg?" spurgte Veltjaninov
nysgerrig.
„Jeg anså Dem også for et højst agtværdigt Menneske,
da jeg tog til St. Petersborg. Jeg har altid næret Agtelse for
Dem, Aleksej Ivanovitj."
Ved disse Ord så han Veltjaninov ind i Ansigtet med en
åben, oprigtig Mine. Veltjaninov kom pludselig på andre

134
Tanker: han huskede på Kyssescenen med Pavel Pavlovitj og
vilde for enhver Pris hindre en Gentagelse af den.
„Jeg har holdt af Dem, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel
Pavlovitj påny med et påfaldende alvorligt Ansigt, „hele det
År dengang i T. holdt jeg af Dem. De har ikke lagt Mærke til
det," vedblev han til Veltjaninovs Skræk med en af Rørelse
skælvende Stemme, „jeg følte mig for ubetydelig i
Sammenligning med Dem, til at lade Dem mærke mine
Følelser. Jeg har gennem alle disse ni År meget ofte tænkt
på Dem, thi jeg havde ikke oplevet noget andet lignende År
i mit Liv." Hans Øjne fik ved disse Ord en ejendommelig
Glans. „Jeg har mærket mig mange af Deres Tanker, mange
af Deres Udtalelser og Ord. Altid har De foresvævet mig
som et Menneske, der var højtdannet og i Stand til at nære
ædle Følelser. „Store Tanker stammer ikke fra stor Forstand,
men fra en stor Følelse," sagde De for Eksempel den Gang.
De har måske glemt det, men jeg kan huske det. Jeg så op
til Dem og troede på Dem til Trods for alt, hvad der skete. .
. ." Det begyndte at dirre i hans Hage, og et Følelsesudbrud
syntes uundgåeligt. Veltjaninov var højst urolig og
besluttede i hvert Fald at give Samtalen en anden Vending.
„Nok herom, om jeg må bede, Pavel Pavlovitj," sagde
han utålmodig — »plag mig ikke, for jeg er syg og ryster
som i Feber. Hvad vil De mig i det hele taget?" fo'r han
pludselig heftig op — „hvorfor trækker De mig med Magt ind
i disse snavsede Affærer. . . . Det er jo dog altsammen
Løgn, Blændværk og Unatur . . . altsammen afskyelige
Tåbeligheder, der er mig imod ... og vi to er nogle ganske
uduelige Pråse! ... Og véd De hvad? Jeg skal straks bevise
Dem, at De ikke blot ikke holder af mig, men hader mig,
hader mig af Deres hele Sjæl, og at De lyver uden selv at
vide af det. De har ikke ledsaget mig derud for at prøve
Deres Brud — hvilket latterligt Indfald! — men De vilde
ganske simpelt triumfere over mig og skaffe Dem selv en
Tilfredsstillelse: „Tag De hende bare i Øjesyn," tænkte De,
„snart hjemfører jeg hende, læg nu bare engang an på
hende!" De vilde ganske simpelt friste mig — måske stod
det Dem ikke selv klart, men sikkert følte De noget i den

135
Retning, og det var kun muligt fordi De hadede mig.
Således forholder det sig, kære Ven; lad os hellere tie stille
med Kærligheden!"
Han gik med hurtige Skridt op og ned i Værelset og for-
søgte ved sin Heftighed at bedøve den Følelse af
Skamfuldhed, som hele dette Opgør fremkaldte hos ham.
»Jeg vil forsone mig med Dem, Aleksej Ivanovitj!"
hviskede Pavel Pavlovitj med en vis Bestemthed.
Veltjaninov fo'r rasende op, som om man havde for-
nærmet ham dødeligt.
„Jeg må endnu engang gentage for Dem," skreg han, „at
jeg er syg, og at De skal lade mig være i Fred! De går mig
på Klingen for i min feberagtige Tilstand at fralokke mig et
uforsigtigt Ord ... et Ord, som jeg aldrig vilde udtale, for vi
er Mennesker af helt forskellige Sfærer . . . forstår De? Og
dernæst . . . ligger der en Grav imellem os."
Han havde sagt de sidste Ord i en dæmpet, hviskende
Tone. Hans Heftighed var med et forsvundet.
„Og véd De også," busede det ud af Pavel Pavlovitj, hvis
Ansigt var helt blegt og fortrukket, idet han slog sig for
Brystet — „véd De også, hvilken Betydning denne Grav har
for mig? Å, jeg kender denne lille Grav, jeg har først fået
den at se i Går, og tro De mig, jeg har begravet mere dér
end De, langt mere, langt mere!" . . . vedblev han at
gentage, idet han hver Gang slog sig for Brystet — „ja,
langt mere. . . ."
En usædvanlig stærk Ringen afbrød ham pludselig. Det
lod til, at en eller anden havde til Hensigt med et Ryk at rive
Klokkestrengen over. Veltjaninov fo'r heftig sammen, og
Pavel Pavlovitj var også forskrækket; han blev på en Gang
den samme Pavel Pavlovitj, han ellers var.
„Hvad kan nu det være for en Lømmel?" brummede
Veltjaninov ærgerlig, idet han rejste sig for at åbne Døren.
„Hr. Veltjaninov, hvis jeg ikke tager fejl?" hørtes en
ungdommelig, selvbevidst klingende Stemme i Forværelset.
„Hvad ønsker De?"
„Jeg har ganske bestemt bragt i Erfaring," vedblev den
sonore Stemme, „at en vis Trusotski for Øjeblikket opholder

136
sig hos Dem. „Jeg må absolut straks tale med denne Herre."
Veltjaninov vilde helst øjeblikkelig med et kraftigt Spark
have befordret den selvbevidste unge Mand ned ad
Trapperne, men han betænkte sig, gik til Side og lod ham
træde ind.
„Værsgod, dér er Hr. Trusotski. . . ."
XIV.
Ind i Værelset trådte en ung Mand på højst nitten År med
et selvtilfreds Udtryk i sit kønne Ansigt. Han var over
Middelhøjde, havde tykt, sort Hår og store, mørke, dristige
Øjne. Havde han ikke haft en bred Opstoppernæse, vilde
man endog have kunnet kalde ham smuk. Hans Tøj sad
fortræffeligt, og hele hans Optræden var præget af Selvbe-
vidsthed.
„Det lader til, at jeg har Lejlighed til at tale med Hr.
Trusotski," begyndte han i en foragtelig Tone, idet han
navnlig betonede Ordet „Lejlighed" skarpt, som om Ordene
„Ære" eller „Fornøjelse" ikke passede for en Samtale med
Hr. Trusotski.
Veltjaninov begyndte at forstå, og Pavel Pavlovitj syntes
også at ane noget. I hans Ansigt afspejlede der sig en vis
Uro, som han imidlertid forsøgte at skjule.
„Jeg har ikke den Ære at kende Dem," svarede han kø-
ligt, „og jeg véd ikke, hvad vi to skulde have at gøre med
hinanden."
„Hør først, og sig så Deres Mening," svarede den unge
Mand i en tilrettevisende Tone, idet han samtidig tog sine
Lorgnetter på og opmærksomt betragtede den på Bordet
stående Champagneflaske. Efter at han havde endt denne
Mønstring, lukkede han rolig Lorgnetten sammen og vendte
sig påny mod Pavel Pavlovitj: „Aleksander Lobov."
„Hvorledes? Hvad mener De, Aleksander Lobov?" „Det er
mig. Har De ikke hørt Tale om mig?" „Nej."
„Naturligvis, hvorledes skulde De have det? Det drejer
sig om et vigtigt Anliggede, der angår Dem personligt: De
tillader måske, at jeg sætter mig, jeg er træt. . . ."
„Tag Plads," sagde Veltjaninov med en indbydende
Håndbevægelse. Den unge Mand havde dog allerede fundet

137
sig en Stol, uden at afvente en Indbydelse. Veltjaninovs
Befindende var stadig blevet dårligere og dårligere. Han
havde fået stærke Smerter i Brystet. Alligevel interesserede
den unge Fyr ham, og han vilde se, hvor langt denne vilde
vove sig. I hans smukke, rødmossede, barnlige Ansigt
syntes der at ligge en fjern Lighed med Nadja.
„Sæt De Dem også," foreslog den unge Mand Pavel
Pavlovitj, idet han med et skødesløst Nik pegede på en Stol.
„Nej, jeg vil hellere blive stående."
„De bliver træt. Og De, Hr. Veltjaninov, kan blive her, hvis
De har Lyst."
»Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde gå min Vej — jeg
bor her."
„Som De vil. Oprigtig talt ønsker jeg også helst, at De
overværer mit Opgør med den Herre dér. Nadezjda
Fedosejevna har anbefalet Dem til mig i temmelig
smigrende Udtryk."
„Hm! Når havde hun Tid dertil?"
„Straks efter De tog bort, jeg kommer lige derfra. Hør
nu, Hr. Trusotski," vendte han sig i en foragtelig Tone til
Pavel Pavlovitj, som stod der urolig og forventningsfuld —
„vi to, det vil sige, jeg og Nadezjda Fedosejevna, har
allerede i lang Tid elsket hinanden og vil gifte os. De er
trådt hindrende i Vejen for os, og jeg kommer for at opfor-
dre Dem til hurtigst muligt at rømme Pladsen. Er De villig til
at rette Dem efter min Opfordring?"
Pavel Pavlovitj blegnede og mistede aldeles Fatningen
ved disse Ord, dog tegnede der sig straks efter et ondskabs-
fuldt Smil på hans Ansigt.
„Nej, jeg er aldeles ikke villig," svarede han lakonisk.
„Virkelig ikke?" spurgte den unge Mand, idet han flyttede
sig frem og tilbage på sin Stol og lagde Benene over Kors.
»Jeg véd i det hele ikke, hvem jeg har for mig," vedblev
Pavel Pavlovitj, „og jeg har ingen Anelse om, hvad vi
yderligere har at tale om."
Ved disse Ord anså han det for passende at sætte sig.
„Jeg sagde jo nok, at De vilde blive træt," sagde den
unge Mand i en spottende Tone; „jeg havde nylig Lejlighed

138
til at meddele Dem, at jeg hedder Lobov, og at jeg er for-
lovet med Nadezjda Fedosejevna — følgelig kan De ikke
sige, som De nylig gjorde, at De ikke véd, hvem De har for
Dem. Lige så lidt kan De påstå, at vi ikke skulde have
139
mere at tale om. Om mig selv vil jeg ikke sige noget,
men det drejer sig jo om Nadezjda Fedosejevna, som De
viser en så uforskammet og påtrængende Opførsel mod.
Det er allerede Grund nok til, at vi taler med hinanden."
Han pressede formelig sine Ord gennem Tænderne, hvad
der gav hans Væsen et noget naragtigt Præg. Han havde
også taget sine Lorgnetter på igen og mønstrede, medens
han talte, snart den ene, snart den anden Ting gennem
dem.
„Tillad mig, unge Mand," busede Pavel Pavlovitj gnavent
ud med, men den „unge Mand" viste ham dog irriteret
tilbage igen indenfor de rette Grænser.
„Hør engang, til enhver anden Tid vilde jeg ganske be-
stemt have frabedt mig Deres „unge Mand", men i det fore-
liggende Tilfælde er imidlertid dog vist min Ungdom, som
De selv må indrømme, mit Hovedfortrin, og jeg formoder, at
De for Eksempel i Dag, da De overrakte Deres Armbånd,
ganske sikkert Ønskede Dem en halv Snes År yngre."
„Ih, hvilken bidsk, lille Køter!" tænkte Veltjaninov.
„I hvert Fald, ærede Herre," svarede Pavel Pavlovitj
værdigt, „anser jeg de af Dem anførte Grunde — Grunde af
meget upassende og tvivlsom Natur — for i ingen
Henseende plausible nok til, at jeg skulde strides med Dem
derom. Jeg ser, at det drejer sig om en fuldstændig tåbelig
og barnagtig Historie. I Morgen vil jeg i den Anledning
rådføre mig med den agtværdige Fedosej Semjonovitj, og
nu må jeg bede Dem om hurtigst muligt at fjerne Dem."
„Har De set Mage til Menneske!" råbte den unge Mand
opbragt, idet han ligesom henvendte sig om Hjælp til
Veltjaninov — „ikke nok med, at man i Dag har givet ham
Løbepas, vil han i Morgen bagtale os hos den gamle! Be-
viser De ikke på den Måde, følelsesløse Menneske, at De
øver en voldelig Adfærd mod hende og vil købe hende for

139
Penge af disse gamle, svaghjernede Folk — af Folk, i hvis
Magt hun kun befinder sig som en Følge af Samfundets Bar-
bari? Det kunde dog være Dem nok, at hun har vist Dem sin
Foragt, idet hun har ladet Deres upassende Gave, hint
Armbånd, levere tilbage til Dem. Hvad forlanger De så
yderligere af hende?"
„Der er ingen, som har leveret mig Armbåndet tilbage, og
det er også ganske umuligt, at det kan ske," svarede Pavel
Pavlovitj, idet det ligesom gav et Sæt i ham.
„Hvad for noget? Det er ikke muligt? Har Hr.
Veltschaninov da ikke leveret Dem Armbåndet tilbage?"
„Gid Fanden havde dig!" tænkte Veltjaninov. — „Nadezjda
Fedosejevna har virkelig pålagt mig, Pavel Pavlovitj, at
levere Dem dette Etui tilbage," sagde han højt. „Jeg vilde
ikke tage det, men hun bad mig så indtrængende derom . .
. her er det … det er mig meget ubehageligt …"
Med disse Ord lagde han Etuiet på Bordet foran Pavel
Pavlovitj, der så på ham helt stiv af Skræk.
„Hvorfor har De så ikke leveret ham det tilbage for længe
siden?" henvendte den unge Mand sig i en streng Tone til
Veltjaninov.
„Jeg har endnu ikke fundet nogen passende Lejlighed
dertil," svarede Veltjaninov, idet han rynkede Panden.
„Ikke nogen passende Lejlighed? Det er mærkeligt!"
„Så—å?"
„Ja, lidt mærkeligt er det virkeligt, det må De selv ind-
rømme. For øvrigt er jeg rede til at indrømme, at der her
foreligger en Misforståelse."
Veltjaninov følte ikke ringe Lyst til at tage den modige
Fyr ved Ørene, men alligevel gav han sig pludselig til at le
højt, og den unge Mand stemmede straks i med. Hvis
Veltjaninov i dette Øjebilk havde set Pavel Pavlovitjs Blik, så
vilde han uden Tvivl have gættet, at medens han lo med
Lobov, skete der en afgørende Forandring i Trusotskis Sjæl.
Men også uden dette forstod han, at han under alle
Omstændigheder måtte komme Pavel Pavlovitj til Hjælp.
„Hør nu, Hr. Lobov," begyndte han i en venskabelig Tone,
„jeg vil ikke yderligere blande mig i denne Sag, men jeg må

140
blot bemærke, at når Pavel Pavlovitj frier til Nadezjda
Fedosejevna, er det alligevel ikke helt urimeligt af ham, at
han nærer berettigede Forhåbninger: for det første kender
man ham meget godt i denne hæderlige Familie, for det
andet har han en udmærket agtet Stilling, for det tredie er
han også formuende — ganske naturligt måtte han derfor
blive noget underlig til Mode ved pludselig at møde en
sådan Rival som Dem. Jeg vil ikke benægte, at De ejer store
Fortrin, men fremfor alt er De dog endnu så ung, at han
ikke kan tage Dem helt alvorligt og ... følgelig har Ret til at
bede Dem om ikke at genere ham."
„Hvad skal det sige „endnu så ung"? Allerede for en
Måned siden fyldte jeg mit nittende År og kan følgelig efter
Loven gifte mig, når jeg vil. Er det ikke klart som Dagen?"
„Men hvilken Fader vil kunne overvinde sig til nu at give
Dem sin Datter, selv om De også i Fremtiden tænker på at
erhverve nok så mange Millioner eller at blive en nok så stor
Velgører mod Menneskeheden? Et Menneske på nitten År
kan ikke engang være ansvarlig for sig selv, og De vil endog
tage en fremmed Skæbne på Deres Samvittighed, oven i
Købet et Barns Skæbne, De, som selv endnu er et Barn! Det
vil De da ikke kalde for hæderligt, vel? — Jeg har kun sagt
Dem min Mening på Grund af, at De nylig ligesom
henvendte Dem til mig som Mægler mellem Dem og Pavel
Pavlovitj."
„Å rigtig, han hedder jo Pavel Pavlovitj!" udbrød den unge
Mand — „hvoraf kan det komme, at jeg bestemt troede, han
hed Vassili Petrovitj? Nå, og hvad Dem selv angår," vendte
han sig derpå til Veltjaninov, „så har De aldeles ikke
forbavset mig. Jeg vidste jo, at I af den gamle Skole alle til
Hobe er således. Det er besynderligt, hvorledes man har
kunnet sige mig, at De tilhører den nye Retning en Smule!
Nå, dette er kun en Sidebemærkning. Hvad Hovedsagen
angår, vil jeg udtale, at jeg aldeles ikke kan se noget
„uhæderligt", som De behagede at udtrykke Dem, i min
Opførsel, men snarere det modsatte, hvad jeg hurtig skal
gøre Dem indlysende. For det første har vi jo forlovet os, for
det andet har jeg i to Vidners Nærværelse lovet hende, at

141
jeg, hvis hun vinder en anden kær eller af nogen anden
Grund vil skilles fra mig, straks vil give hende en Attest for,
at jeg har brudt Ægteskabet, hvorved hendes
Skilsmisseansøgning lettere vil kunne gennemføres hos Au-
toriteterne. Men ikke nok med det: skulde jeg senere få
andre Tanker og gøre Vanskeligheder ved at udstede hin
Attest, så vil hun være i Besiddelse af en Veksel på over
100,000 Rubler, som jeg udsteder til hende på Bryllupsda-
gen, så at hun, i Tilfælde af, at jeg tøver med Attesten, ved
at omsætte Vekslen kan Øve en Pression på mig. På denne
Måde er vi forberedte på alt, hvad der kan ske, og jeg tager
aldeles ikke nogen fremmed Skæbne på min Samvittighed."
„Jeg vædder om, at alt dette er blevet udspekuleret af
denne Yngling med de blå Briller, denne — hvad var det dog
han hed — Predpossylov," bemærkede Veltjaninov.
„He he he!" fniste Pavel Pavlovitj hånligt.
„Hvorfor fniser denne Herre dér? De har gættet rigtig,
dev er Predpossylovs Tanke; De vil vist indrømme, at denne
Idé slet ikke er så dum endda. Den meningsløse Lov er på
den Måde fuldstændig bleven berøvet sin Virkning. Selv-
følgelig vil hin yderste Mulighed ikke indtræde, thi jeg tæn-
ker på at elske hende for bestandig, og hun lo blot ad Pred-
possylovs Indfald. Men man kan ikke nægte, at dette er
meget godt, og at jeg jo i Retning af Hæderlighed strækker
mig langt nok."
„Efter min Mening er det ikke blot ikke hæderligt, men
endog temmelig tåbeligt," indskød Veltjaninov.
Den unge Mand trak på Skuldrene.
„De forbavser mig aldeles ikke," bemærkede han efter
nogle Øjeblikkes Forløb. „Predpossylov vilde ganske simpelt
sige Dem, at Grunden til, at De ikke kan begribe disse højst
naturlige Ting, er den, at Deres Forestillinger og Følelser er
blevne forkrøblede som Følge af Deres Alder og det
Driverliv, De altid har ført. For øvrigt forstår vi måske endnu
ikke hinanden rigtig, man har jo givet mig sådan en gunstig
Skildring af Dem. . . . Hvor gammel er De egentlig?
Halvtredsindstyve År, ikke sandt?"
„Vær så venlig at blive ved Sagen!"

142
 „Nå, undskyld min Ubeskedenhed, jeg vilde ikke for-
nærme Dem. Jeg vedbliver altså: jeg har aldeles ikke til
Hensigt at erhverve Millioner, som De behager at udtrykke
Dem. Hvilken besynderlig Tanke! Jeg ejer ikke andet end
det, jeg står og går i, men jeg er alligevel ikke bange for
min Fremtid. Jeg tænker heller ikke på at blive nogen særlig
Velgører mod Menneskeheden, men jeg skal nok forstå at
sørge for mig selv og min Hustru. Vi kender hinanden fra
Barndommen af, jeg er bleven opdraget i hendes Hjem..."
„Nej, virkelig?"
„Ja, jeg er Søn af en fjern Slægtning af Madame
Sachlebinin, og da i mit ottende År alle mine pårørende var
døde, tog den gamle mig til sig og lod mig besøge
Latinskolen. Han er ellers en rigtig rar Fyr, hvis De bryder
Dem om at vide det. . . ."
„Å, jeg véd det, jeg véd . . ."
„En rar Fyr er han, men hvad Forstanden angår, er det
dog temmelig dårligt fat med ham. Nu har jeg selvfølgelig
for længe siden unddraget mig hans Varetægt, da jeg vilde
være selvstændig og ikke vilde være nogen forbunden."
„Når forlod De Skolen?" spurgte Veltjaninov nysgerrigt.
„Allerede for fire Måneder siden."
„Å, nu forstår jeg det: Ungdomsleg. . . . Har De nogen
Ansættelse?"
„Jeg er ansat på et Sagførerkontor og har en månedlig
Gage af fem og tyve Rubler. Naturligvis kun rent foreløbig —
da jeg anholdt om hendes Hånd, havde jeg ikke engang så
meget. Dengang var jeg ansat ved Jernbanen med ti
Rubler."
„De har altså anholdt om hendes Hånd?"
„Ganske formelt, allerede for tre Uger siden."
„Nå, og hvad så?"
„Den gamle lo mig først ud og blev derpå meget vred, og
hende spærrede man inde på Pulterkammeret. Men Nadja
holdt tappert Stand. Den gamles Forbitrelse stammede
navnlig derfra, at jeg kort i Forvejen, førend jeg gik over til
Jernbanen, mod hans Vilje opgav en Plads i Departementet,
som han for fire Måneder siden havde givet mig Anvisning

143
på. Et prægtigt Menneske, det gentager jeg, men lige så
sympatetisk og elskværdig han kan være hjemme, lige så
bister optræder han i Departementet. De kan slet ikke gøre
Dem en Forestilling om ham, han sidder dér som en Jupiter.
Jeg gjorde ham straks forståelig, at denne hans Måde at
være på, aldeles ikke tiltalte mig ... og hertil kom så
yderligere et Sammenstød med hans Sekretær, hvem jeg
sagde lige op i hans åbne Ansigt, at jeg anså ham for et
Menneske, der stod i Stampe . . . kort og godt, jeg vendte
dem Ryggen og er nu hos min Sagfører."
„Hvad fik De da i Departementet?"
„Ikke andet end nogle Diæter, det øvrige sørgede den
gamle for ... en rar Fyr, som sagt, men vi giver alligevel ikke
efter. Fem og tyve Rubler er jo ikke mange Penge, men jeg
håber snart at få en Ansættelse på Grev Savilejskis Godser,
som er under Administration, og så stiger jeg til en
Årsindtægt af 3000 Rubler. Skulde der ikke blive noget ud af
dette, tager jeg Bestalling som Sagfører. Nu for Tiden har
man overalt Brug for Folk . . . nej, hvor det tordner! Det
bliver vist Uvejr, hvor det var heldigt, at jeg kom forinden!
Jeg tilbagelagde hele Vejen til Fods og løb næsten uden
Standsning."
„Men undskyld, hvorledes bar De Dem egentlig ad med at
få Nadezjda Fedosejevna i Tale, siden man ikke modtager
Dem dér?"
„Det gik meget let, over Gærdet! Har De ikke set det
rødhårede Pigebarn?" spurgte han smilende — „nå, ser De,
hun besørger altid det fornødne, og det samme gælder
Marja Nikitischna, skønt denne Marja Nikitischna egentlig er
en Slange. . . . Hvorfor farer De sådan sammen? Er De
bange for Tordenen?"
„Nej, jeg befinder mig dårligt, meget dårligt. . . ."
145
Veltjaninov følte i Virkeligheden stadig heftigere Smerter
i Brystet og gik urolig op og ned i Værelset.
„Å, så forstyrrer jeg naturligvis . . . vær ikke urolig,
jeg går straks igen!" sagde den unge Mand, som sprang
op fra Stolen.

144
 „Nej, på ingen Måde, De forstyrrer mig ikke," bemærkede
Veltjaninov høfligt.
„Hvad vil „på ingen Måde" sige, når „Kobylnikov ,har
Mavepine", som det hedder hos Sjtjedrin. Kan De lide
Sjtjedrin?3"
„Ja."
„Jeg ligeledes. Nå, Vassili . . . eller rettere Pavel Pavlovitj,
lad os så blive færdige!" henvendte han med et spottende
Smil Ordet til Trusotski. „Jeg sammenfatter endnu en Gang
mine Ønsker, så De tydeligt kan forstå dem: Er De rede til i
Morgen højtideligt i Forældrenes og min egen Nærværelse
at træde tilbage som Frier og opgive alle Fordringer på
Nadezjda Fedosejevna?"
„Nej, det er jeg aldeles ikke rede til," svarede Pavel
Pavlovitj, idet han rejste sig fra sin Plads med en utålmodig,
heftig Bevægelse, „og jeg må anmode Dem om at være så
venlig at forskåne mig for Deres Ønsker ... det hele er ikke
andet end dumme Barnestreger."
„Tag Dem i Agt!" sagde den unge Mand, idet han truede
ad Pavel Pavlovitj med Fingeren — „pas De bare på, at der
ikke kommer en Mand med en Slæde i Vejen. De véd nok,
hvad det vil sige? Jeg advarer Dem bare, De vil kun pådrage
Dem Udgifter og til ingen Verdens Nytte ophidse Dem selv,
og når De så efter ni eller ti Måneders Forløb kommer
tilbage for at afhente Nadezjda Fedosejevna, giver De af
egen Drift Afkald på hende, i Fald De ikke vil opleve endnu
langt mere ubehagelige Ting. Som sagt, jeg advarer Dem,
jeg taler af ren Humanitet; overvej Sagen endnu engang,
prøv i det mindste en Gang i Deres Liv på at overveje noget
grundigt!"
„Må jeg bede Dem om at forskåne mig for Deres Moral,"
skreg Pavel Pavlovitj rasende — „og hvad Deres lumpne
Hentydninger angår, så skal jeg i Morgen træffe mine
Forholdsregler, meget strenge Forholdsregler!"
„Lumpne Hentydninger? Hvad mener De egentlig? De er
selv lumpen, når De kan få den Slags Indfald. Som sagt: jeg

3
Den bekendte russiske Satiriker
145
venter til i Morgen, men så . . . Å, igen denne Torden! Nå,
på Gensyn, det glæder mig meget at have gjort Deres
Bekendtskab," råbte han, idet han bukkede let for
Veltjaninov og hurtig skyndte sig bort for om muligt at
undgå Regnen.

---o---

XV.
„Har De set Mage? Har De set Mage?" sagde Pavel
Pavlovitj ophidset til Veltjaninov, da den unge Mand havde
forladt Værelset.
„Hm, det lader til, at De ikke har Held med Dem,"
undslap det Veltjaninov, i hvis Bryst den pinefulde Smerte
tiltog for hvert Minut. Pavel Pavlovitj fo'r sammen, som om
han havde brændt sig på noget.
„De vilde formodentlig ikke give mig Armbåndet tilbage,
fordi De havde ondt af mig — ikke sandt?"
„Jeg fik ikke Tid dertil. . ."
„Fordi De beklagede mig af Deres inderste Hjerte, som
den ene oprigtige Ven beklager den anden?"
„Nå, lad gå, jeg har beklaget Dem," sagde Veltjaninov
ærgerlig. Han fortalte ham derpå ganske kort, hvorledes
han nylig havde fået Armbåndet, og hvorledes Nadezjda
Fedosejevna næsten med Magt havde bevæget ham til at
blande sig i Sagen.
„De kan nok forstå, at jeg ikke var ivrig derefter; man
har såmænd Ubehageligheder nok i Forvejen."
„Men De har dog ladet Dem forlede og taget det,"
bemærkede Pavel Pavlovitj med et ondskabsfuldt Smil.
„Kom ikke med sådan noget Vås. For øvrigt — man må
bære over med Dem. De har nu selv fået at se, at det ikke
er mig, men andre, som har en Finger med i Spillet."
„Men alligevel har De ladet Dem forlede." Pavel Pavlovitj
satte sig ned og skænkede sig et Glas.
„Bilder De Dem måske ind, at jeg vil overlade hende til
denne Flødeskæg? Jeg skal jage ham i et Musehul, vent
146
blot! I Morgen tager jeg derud og bringer det hele i Orden.
Vi skal nok få Bugt med den Fyr!"
Han tømte sit Glas i et Drag og skænkede sig et nyt. I
det hele anstrengte han sig for at optræde så utvungent
som muligt.
„Næ, ser man til „Nadenda og Sasjenka4, de kære
Småbørn! Hi hi hi!"
Han var aldeles ude af sig selv af Ondskabsfuldhed. Et
nyt Lyn flammede skærende gennem Værelset, en voldsom
bragende Torden fulgte efter, og det begyndte at øse ned.
Pavel Pavlovitj rejste sig og lukkede det åbne Vindue.
„Han spurgte Dem før, om De ikke var bange for
Tordenen — hi hi! Veltjaninov være bange for Torden! Og
det om Kobylnikov ... om Mavepine ... og om de
halvtredsindstyve År . . . kan De huske?" søgte han at stikle
til Veltjaninov.
„Det lader til, at De vil indrette Dem hyggeligt her,"
bemærkede Veltjaninov, der næppe nok kunde tale for
Smerter — „jeg vil gå til Ro ... gør, hvad De vil . . ."
„I et sådant Vejr jager man jo ikke engang en Hund på
Døren," udbrød Pavel Pavlovitj fornærmet, idet han
åbenbart glædede sig over, at han havde fundet en
Anledning til at føle sig fornærmet.
„Nu vel, bliv så bare siddende . . . overnat her, for mig
gerne," brummede Veltjaninov, idet han lagde siig på sin
Divan og stønnede svagt.
„Overnatte? Men kan De så lade være at blive bange?"
„Hvad for noget?" fo'r Veltjaninov op, idet han
vendte Hovedet om efter ham.
„Intet, intet, der var blot det ... at sidste Gang lod De til
at være forskrækket, eller måske var det kun en Idé af mig"
„De må jo ikke være rigtig i Hovedet," sagde Veltjaninov
gnaven og drejede sig om mod Væggen. „Mener De?" sagde
Pavel Pavlovitj. Allerede efter fem Minutters Forløb var den
syge falden i Søvn. Den usædvanlige Spænding, hans
Nerver havde været underkastet Dagen igennem, havde

4
Diminutiv af Aleksander
147
ligesom på en Gang overvældet ham, så at han nu var
udmattet som et Barn. Men hans Lidelser var langt stærkere
end hans Udmattelse og jog ham snart igen op af Søvnen —
efter næppe nok en Times Forløb vågnede han og rejste sig
op fra Divanen, pint af heftige Smerter. Uvejret var forbi;
Værelset var fuldt af Røg, Flasken på Bordet var tømt, og
Pavel Pavlovitj sov på den anden Divan. Han lå fuldt
påklædt på Ryggen, med Hovedet på en Sofapude, han
havde ikke engang trukket Støvlerne af. Lorgnetterne var
gledne ud af hans Vestelomme og hang i en Snor næsten
lige ned til Gulvet. Hans Hat lå slængt ved Siden af ham.
Veltjaninov så irriteret på ham, men lod ham dog sove
videre. Krummende sig af Smerte og svagt stønnende
begyndte han at gå op og ned i Værelset og tænke over sine
Lidelser.
Disse Smerter i Brystet havde allerede i længere Tid
foruroliget ham, og ikke uden Grund. Allerede for en Række
År tilbage var de første Anfald af denne Sygdom indtruffet,
men de gentog sig kun sjeldent, højst en Gang om Året.
Han vidste, at Leveren var Sædet for hans Lidelse. Denne
begyndte i Reglen med en tung, ikke egentlig heftig, men
dog ubehageligt trykkkende Fornemmelse et eller andet
Steds i Brystet, i Hjertehulen eller lige derved. Denne
trykkende Fornemmelse tog dog ofte i Løbet af få Timer i
den Grad til, at den næsten blev uudholdelig, og den syge
troede, hans yderste Time var kommen. Det sidste Anfald,
som han havde haft for omtrent et År siden, var forløbet
således og havde svækket ham i den Grad, at han kun med
Nød og næppe kunde røre sine Hænder i Sengen, og Lægen
hele Dagen igennem ikke gav ham Lov til at nyde andet end
et Par Skefulde tynd Te og et lille Stykke Brød, der var
dyppet i Bouillon. Anfaldene indtrådte navnlig efter heftige
Sindsbevægelser. Mærkelig var også den Måde, hvorpå
Smerterne hver Gang forsvandt igen, undertiden lykkedes
det ham straks i Begyndelsen, i den første halve Time helt
at få dem hævede ene og alene ved varme Omslag, men
det kunde også forekomme, at alle lettere Midler viste sig
virkningsløse, og først den gentagne Anvendelse af stærke

148
Brækmidler skaffede ham nogen Lindring. Således var
Anfaldet forløbet sidste Gang, og hans Læge tilstod senere
overfor ham, at han egentlig havde troet på et
Forgiftningstilfælde.
Der var endnu længe til Morgen, og Veltjaninov vilde ikke
midt om Natten sende Bud efter Lægen — han var i det hele
ingen Ven af Læger. Omsider kunde han dog ikke holde det
ud længere og begyndte at stønne højt. Hans Stønnen
vækkede Pavel Pavlovitj — denne rejste sig op på Divanen
og sad i nogle Minutter ængstelig lyttende, idet han fulgte
Veltjaninov med sine Blikke, medens denne næsten i Løb
bevægede sig op og ned gennem begge Værelser. Åbenbart
havde Flasken øvet en stærk Virkning på Pavel Pavlovitj, så
det varede længe, førend han kunde komme til klar
Bevidsthed. Omsider forstod han, hvad der var på Færde og
styrtede hen til Veltjaninov, der på hans Forespørgsel
fremstammede et Par uforståelige Ord. „Det er Deres Lever,
der er angrebet, jeg kender det nok," råbte Pavel Pavlovitj
usædvanlig livligt — „det var ganske det samme med Peter
Kusmitj Polossuchin, det var også galt fat med hans Lever.
Bedst er varme Omslag, Peter Kusmitj tog også altid varme
Omslag. . . . Det kan let ende med Døden! Skal jeg kalde på
Mavra?" „Behøves ikke, behøves ikke," sagde Veltjaninov i
en forbitret Tone — „behøves slet ikke."
Men Pavel Pavlovitj var, Gud må vide af hvilken Grund,
helt ude af sit gode Skind, som om det drejede sig om at
redde hans egen Søn. Han holdt aldeles bestemt på, at der
skulde laves varme Omslag, og at den syge desuden skulde
drikke to eller tre Kopper tynd Te hurtig efter hinanden —
„og den Te skal ikke alene være varm, men spilkogende."
Han skyndte sig også, uden at indhente Veltjaninovs
Tilladelse, hurtig ned til Mavra, fik fyret op i Køkkenet, der
ellers altid stod tomt, og Samovaren bragt i Orden. Så trak
han Frakke og Vest af Veltjaninov, bragte ham til Sengs,
viklede ham ind i Sengetæppet og vendte allerede efter tyve
Minutters Forløb tilbage med Teen og den første varme
Tallerken.
„Her er en varm Tallerken, aldeles glødende!" råbte han

149
formelig begejstret, idet han lagde en i en Serviet indviklet
Tallerken på Veltjaninovs syge Bryst —„noget andet kan vi
ikke opdrive, og Tallerkener er desuden, det kan jeg give
mit Ord på, det bedste; det har jeg med mine egne Øjne
erfaret af Peter Kusmitjs Eksempel. . . . Man kan virkelig dø
deraf! Drik nu Te, tag nogle ordentlige Slurke — det har ikke
noget at sige, hvis det skulde skolde Dem en Smule, hellere
redde Livet end . . . Ganen . . . !
Han fik sat ordentlig Liv i den søvndrukne Mavra. Hvert
tredie eller fjerde Minut varmede de en ny Tallerken. Efter
den tredie Tallerken og den anden Kop varme Te følte
Veltjaninov pludselig nogen Lindring.
„Det er et godt Tegn, Gud være lovet, når vi blot kan få
disse Smerter dæmpede," råbte Pavel Pavlovitj og skyndte
sig glad efter en ny Tallerken og frisk Te i Køkkenet.
„Når vi kun kan få Smerterne til at tage af! Når de bare
først begynder at mildnes!" gentog han hvert Øjeblik.
Efter en halv Times Forløb var Smerterne virkelig næsten
forbi, men den syge følte sig så udmattet, at han til Trods
for alle Pavel Pavlovitjs Bønner ikke vilde indlade sig på en
eneste „lille Tallerken" endnu. Hans Øjne faldt næsten i af
Svaghed.
„Sove, sove," hviskede han næsten uhørligt.
„Nu vel!" samstemte endelig Pavel Pavlovitj. „Bliv her i
Nat . . . hvor sent er det?" „Klokken er snart to." „Bliv her i
Nat!" „Vel, jeg bliver så."
Et Minut senere kaldte den syge endnu en Gang på Pavel
Pavlovitj.
„De er ... De er .. ." hviskede han, da denne var kommen
hen til ham og havde bøjet sig over ham — „De er ... bedre
end jeg! Jeg forstår alt, alt ... jeg takker Dem!" „Sov nu
blot, sov," svarede Pavel Pavlovitj sagte og listede sig hurtig
på Tåspidserne tilbage til sin Divan.
Den syge kunde endnu, da han allerede var i Færd med
at falde i Søvn, høre, hvorledes Pavel Pavlovitj forsigtig
redte sit Leje, klædte sig af og endelig, efter at han havde
slukket Lyset — næppe vovende at ånde, for ikke at
forstyrre — lagde sig på sin Divan.

150
 Da Lyset var slukket, faldt Veltjaninov meget hurtig i
Søvn. Det kunde han senere huske ganske nøje. Hele Tiden,
lige til det Øjeblik, han vågnede, havde han alligevel i
Søvnen en Følelse af, at han ikke sov, og at han, til Trods for
sin Træthed, slet ikke kunde falde i Søvn. Så drømte han, at
han i vågen Tilstand begyndte at fantasere, og at han
aldeles ikke kunde blive af med de Forestillinger, der
trængte ind på ham, skønt han var sig klart bevidst, at det
kun var Drømmebilleder og slet ikke Virkelighed. Det var
Syner, som han meget godt kendte: han befandt sig i sit
Værelse, der var helt fyldt med Mennesker. Døren til
Korridoren stod på vid Gab, og fra Trappegangen trængte
der sig nye Mennesker ind. Ved et Bord, der stod midt i
Værelset, sad et Menneske — ganske på samme Måde som
den Gang i hin Drøm, han havde haft for en Måned siden.
Ligesom denne Gang sad også nu „hint Menneske" med
Hovedet støttet i Armene ved Bordet og vilde ikke tale.
Denne Gang havde han dog en rund Hat, omhyllet af
Sørgeflor, på Hovedet. „Hvorledes? Var det muligvis også
den Gang Pavel Pavlovitj?" tænkte Veltjaninov. Men da han
nøjere studerede det tavse Menneskes Ansigtstræk,
overbeviste han sig om, at det var en hel anden. „Men
hvorfor bærer han så Sorg?" spurgte Veltjaninov sig selv
tvivlrådig. Larmen og Skrålet fra de Folk, som stimlede
sammen omkring Bordet, var uudholdelig. Det lod til, at de
nu var langt mere opbragte på Veltjaninov end den Gang i
den første Drøm. De truede ham med Næverne og skreg et
eller andet til ham, men han kunde aldeles ikke forstå, hvad
det var. „Å, det er jo altsammen kun Drømmesyner, jeg véd
det jo ganske nøje," fo'r det ham gennem Hjernen — „jeg
véd, at jeg ikke kan falde i Søvn og nu er stået op, fordi jeg
af lutter Angst ikke kan sove! . . ."
Men alligevel — dette Skrål og disse Mennesker og deres
Bevægelser og det hele ... det var så tydeligt, så virkeligt,
at han mod sin Vilje dog begyndte at tvivle: „Hvem véd,
måske er det dog ikke rene Drømmesyner — hvad vil disse
Mennesker mig egentlig, å Gud! . . . Hvis det ikke er
Drømmesyner, men derimod Virkelighed — er det så muligt,

151
at dette Skrål ikke allerede for længe siden vilde have
vækket Pavel Pavlovitj? Og han sover jo dog rolig derhenne!
. . ."
På en Gang syntes der at foregå noget ganske særligt,
aldeles som i den første Drøm: alle Øjne vendte sig mod
Trappen, og der opstod en voldsom Trængsel i Døren, da en
ny Skare forsøgte at trænge ind udefra.
De ankommende syntes at bære noget, noget stort og
tungt; man kunde høre, hvorledes Bærernes Skridt drønede
hult på Trappetrinene, og hvorledes de, stønnende under
deres Byrde, langsomt kom nærmere. Men i Værelset råbte
alle: „De bringer det, de bringer det!" Alles Øjne var
funklende rettede mod Veltjaninov, og alle pegede med
truende, sejrssikre Miner i Retning af Trappen. Han tvivlede
ikke længere om, at ikke alt var Drømmesyner, men
Virkelighed, og for bedre at kunne se ud over Folks Hoveder,
hvad det egentlig var, man bragte, stillede han sig på
Tæerne. Hans Hjerte hamrede og bankede, og pludselig —
ganske som den Gang i hin Drøm — lød der tre stærke
Klokkeslag.
Disse Klokkeslag var så klare og tydelige, at han umulig
kun kunde have drømt dem, og pludselig — skreg han højt
og vågnede.
Han skyndte sig dog ikke, således som den Gang, til
Døren. Ligesom advaret af en indre Stemme sprang han op
og styrtede med udstrakte Arme, som om han vilde
beskytte sig og afværge et Angreb, lige i den Retning, hvor
Pavel Pavlovitj sov. Men næppe havde han gjort et Skridt,
førend hans Arme stødte sammen med et Par andre Arme,
der var udstrakte mod ham; i næste Øjeblik vilde disse have
grebet ham. Skønt Gardinerne var trukne for, var det ikke
helt mørkt i Værelset, da der fra den tilstødende Stue, hvor
der ikke fandtes lignende Gardiner, trængte et svagt
Lysskær ind gennem den åbne Dør. Pludselig følte han en
heftig Smerte i sin venstre Hånd, og han forstod
øjeblikkelig, at han havde grebet om Æggen på en Dolk eller
en Barberkniv. I samme Øjeblik styrtede et Legeme dumpt
og tungt til Jorden.

152
 Veltjaninov var måske tre Gange stærkere end Pavel
Pavlovitj, men alligevel varede deres Kamp mindst tre
Minutter. Han pressede Modstanderen fast mod Gulvet og
følte pludselig et ejendommeligt Ønske om at lænke hans
Hænder på Ryggen. Med sin sårede venstre Hånd holdt han
Snigmorderen fast, medens han med den højre famlede
rundt på Gulvet for at rive Gardinsnoren af og binde den
fangnes Hænder dermed. Længe anstrængte han sig
forgæves, indtil omsider Pavel Pavlovitj lå bunden på
Gulvet. Ingen af dem havde i al denne Tid sagt et eneste
Ord, man hørte ikke andet end de kæmpendes gispende
Åndedræt og deres Stønnen. Veltjaninov trak Gardinerne til
Side fra Vinduet og lod Rullegardinet gå op. På den
mennesketomme Gade var det allerede lyst. Han åbnede
Vinduet og trak Vejret dybt nogle Gange. Klokken var
allerede fem. Efter at han igen havde lukket Vinduet, gik
han langsomt hen til Skabet, tog et rent Håndklæde frem og
viklede det stramt om sin venstre Hånd, for at standse
Blodet, der stadig vedblev at løbe. Derved kom den åbne
Barberkniv, som lå på Tæppet, ind under hans Fødder; han
tog den op, lukkede den i og lagde den i sit Barber-etui,
som han om Morgenen havde ladet blive liggende på et lille
Sidebord, lige ved den Sofa, hvor Pavel Pavlovitj sov. Efter
at have låset Barbersagerne inde i sit Skrivebord, gik han
hen til Pavel Pavlovitj og gav sig til at betragte ham.
Skønt han var bundet på Armene, havde han dog
allerede med Besvær rejst sig og taget Plads i en Stol. Han
var kun i Undertøj, hans Skjorte var på Ryggen og ved
Ærmerne plettet af Blod, dog var det ikke hans eget, men
Veltjaninovs Blod.
Det var ganske vist den samme Pavel Pavlovitj, men hans
Træk var forandrede næsten lige til Ukendelighed. De
bundne Arme tvang ham til at sidde oprejst, hans Ansigt var
fortrukket og fordrejet, Ansigtsfarven grønlig. Fra Tid til
anden fo'r han krampagtig sammen. Med et tvivlende,
stivnet Udtryk, som om han endnu ikke helt havde forstået,
hvad der var sket, så han på Veltjaninov. Pludselig fløj der
et enfoldigt Smil over hans Ansigt, han nikkede med

153
Hovedet i Retning af Vandkaraflen, der stod på Bordet, og
sagde med en svag Hvisken:
„Lad mig få en Slurk Vand!"
Veltjaninov skænkede et Glas helt fuldt til ham, holdt det
hen for hans Mund og lod ham drikke. Pavel Pavlovitj tog
grådigt et Par Slurke, hævede derpå Hovedet og så
Veltjaninov gennemtrængende lige ind i Ansigtet, uden dog
at sige et Ord. Så tømte han Glasset helt og sukkede dybt.
Veltjaninov tog sin Hovedpude og sit Tøj og begav sig ind i
Sideværelset, efter at han havde låset Pavel Pavlovitj inde i
det andet Værelse.
Smerterne i Brystet var fuldstændig hørt op, men han
følte sig meget udmattet efter den oprivende Begivenhed.
„Gud må vide, hvorfra jeg har fået Kræfter dertil," tænkte
han i sit stille Sind. Han forsøgte at danne sig en klar
Forestilling om, hvad det egentlig var, der var sket, men han
kunde endnu ikke samle sine Tanker. Sindsbevægelsen
havde været for heftig. Hans Øjne lukkede sig uvilkårligt i
en Halvsøvn, men hvert Øjeblik fo'r han sammen igen,
huskede, hvad der var sket, løftede sin smertefulde Hånd,
som var indviklet i det blodige Håndklæde, i Vejret og
begyndte ivrigt at tænke over Sagerne.
Kun den ene Ting så han klart og tydeligt: at Pavel
Pavlovitj i Virkeligheden havde villet myrde ham, men
måske et Kvarter i Forvejen endnu ikke selv havde vidst, at
han vilde fatte denne Beslutning. Han havde måske den
foregående Aften flygtig set Barber-etuiet, men dette havde
dog ikke gjort noget videre Indtryk på ham. Veltjaninov
plejede ellers altid at låse sine Barberknive inde, det var et
rent Tilfælde, at de i Går var blevne liggende, efter at han
havde fjernet et Par enkelt stående Hår fra sit Ansigt.
„Hvis han" — tænkte han blandt andet — „allerede længe
skulde have haft til Hensigt at dræbe mig, vilde han sikkert
have haft en Dolk eller en Pistol beredt og ikke gjort
Regning på Barberkniven, som han i Går så for første
Gang."
Endelig slog Klokken seks. Veltjaninov stod op, klædte
sig på og gik ind til Pavel Pavlovitj. Da han åbnede Døren,

154
faldt den Tanke ham pludselig ind, hvorfor han egentlig
havde lukket Pavel Pavlovitj inde, i Stedet for straks at lade
ham gå sin Vej.
Til sin Forbavselse fandt han den fangne allerede helt
påklædt — det var på en eller anden Måde lykkedes ham at
befri sig for sine Bånd. Han sad i en Lænestol, men da
Veltjaninov trådte ind, rejste han sig straks. Han holdt
allerede Hatten i Hånden for at gå. Hans sky, urolige Blik
syntes at sige:
„Tal ikke, begynd ikke på noget, vi har ikke noget at tale
med hinanden om."
„Gå Deres Vej," sagde Veltjaninov — og Pavel Pavlovitj
adlød. Da han allerede var nået til Døren, råbte Veltjaninov
hurtig til ham: „Tag Deres Etui med Dem."
Pavel Pavlovitj vendte sig om, gik rask hen til Bordet, tog
Etuiet med Armbåndet og puttede det i Lommen og skyndte
sig ud på Trappen. Veltjaninov stod i Døren for at lukke
denne efter ham. Deres Blikke mødtes for sidste Gang.
Pavel Pavlovitj vendte sig pludselig om, og begge så nogle
få Sekunder usikkert på hinanden. Så gjorde Veltjaninov en
let, afvisende Håndbevægelse.
„Nå, gå Deres Vej," sagde han halvhøjt og låsede Døren.

---o---

XVI.
En usædvanlig, lettende Følelse af Glæde bemægtigede
sig Veltjaninov; det var, som om et eller andet i hans Indre
havde opløst sig, som om en tung og trykkende Sorg
pludselig var bleven taget fra ham. I hele fem Uger havde
dette Tryk hvilet på ham. Han løftede sine Hænder,
betragtede det blodplettede Håndklæde og mumlede for sig
selv: „Nu er jeg omsider virkelig bleven ham kvit!" For
første Gang siden Lisas Død forlod de mørke, sørgelige
Tanker ham. Selv på Lisa tænkte han kun i Forbigående,
som om han ved det Blod, han havde mistet, også i denne
155
Henseende var bleven fri.
Han havde en klar Bevidsthed om, at han havde undgået
en stor Fare. „Denne Slags Mennesker," sagde han til sig
selv, „som endnu et Minut, førend De begår Deres Dåd, ikke
véd, om de vil myrde, er, så snart de får Kniven mellem
Fingrene og ser den første Blodsdråbe, slet ikke mere til at
styre — ikke nok med, at de myrder, nej de „arbejder
grundigt", som Straffefanger plejer at sige, således er det
nu en Gang Skik og Brug hos dem."
Han kunde ikke finde sig i at blive hjemme i sin Lejlighed,
men begav sig ind i Byen. Han var ganske ejendommelig til
Mode — som om han havde noget vigtigt for eller snarere
ventede på det. I en fornøjelig Sindsstemning slentrede han
gennem Gaderne. Han vilde meget gerne have truffet en
eller anden eller talt med nogen, selv om det skulde være
en ubekendt. Derved faldt det ham endelig ind, at det vilde
være ganske klogt at opsøge Lægen og få sin Hånd rigtig
forbunden. Lægen, hans gamle bekendt, så nysgerrigt på
Såret og spurgte, hvorledes han havde pådraget sig det?
Veltjaninov lo og spøgte og vilde helst have fortalt ham det
hele, men han tog sig i Agt. Han fortalte om sit natlige
Sygdomsanfald; Lægen følte hans Puls og fik ham til at tage
et nerveberoligende Middel, han netop havde hos sig. Hvad
Såret angik, så erklærede han dette for ufarligt — det vilde
slet ikke have slemme Følger. Veltjanilov lo og forsikrede
ham om, at det tvertimod allerede havde haft overmåde
gunstige Følger. Ønsket om, at meddele en eller anden den
hele Begivenhed, greb ham endnu to Gange samme Dag —
en Gang havde han i den Hensigt nær indledet en Samtale
med et ganske ubekendt Menneske på et Konditori. Intet
var ham ellers mere imod end at begynde at tale med
ubekendte Folk på offentlige Steder.
Han besøgte flere Badeanstalter, købte sig en Avis, begav
sig til sin Skrædder og bestilte sig noget nyt Tøj. Tanken om
at tage ud til Pogorjelzovs var ham ubehagelig, som om han
absolut endnu ventede på et eller andet i Byen. Middagen
smagte ham fortræffeligt, han drak en halv Flaske Vin,
spøgte med Opvarteren og begyndte endog en Samtale med

156
sin Nabo ved Bordet. På en Gentagelse af Gårsdagens
Anfald tænkte han ikke i ringeste Grad. Han var overbevist
om, at Sygdommen var forbi i samme Øjeblik, som han
efter halvanden Times Søvn sprang op fra sit Leje og med
en sådan Kraft kastede Morderen til Jorden. Henad Aften
følte han sig dog en Smule forvirret; han troede, at hans
Nervesvaghed fra i Går var i Anmarsch på ny. I Mørkningen
begav han sig hjem og blev næsten forskrækket, da han
betrådte sine Værelser — så uhyggelige og skumle tog de
sig ud. Han gik flere Gange op og ned derinde og kastede
endog et Blik ud i Køkkenet, hvor han hidtil næsten endnu
aldrig var kommen. „Her varmede de i Går Tallerknerne,"
tænkte han. Han lukkede Korridordøren omhyggelig i og
tændte Lys tidligere end sædvanlig. Derved faldt det ham
ind, at han, da han for en halv Times Tid var kommen forbi
Gårdskarlens Kammer, havde kaldt Mavra ud og spurgt
hende, om ikke Pavel Pavlovitj havde været der? „Som om
det i det hele kunde tænkes, at han kom," sagde han
smilende til sig selv.
Efter at han havde låset Døren, åbnede han sin
Skrivebordsskuffe, tog Barberetuiet op og trak den
skæbnesvangre Kniv frem for at se på den. På det hvide
Benskaft kunde Blodsporene endnu stadig ses. Han lagde
Kniven tilbage i Etuiet og låsede det ned igen i Skuffen. Han
var søvnig og gik snart til Hvile for i Morgen „at være helt
rask igen." Den næste Dag forekom ham af en eller anden
Grund af ganske særlig Betydning. „I Morgen må den sidste
Tvivl forsvinde," sagde han til sig selv for helt at berolige
sig. Men de samme Tanker, som havde optaget ham hele
Dagen og næppe ladet ham i Fred et Minut, trængte sig
påny mellem hinanden gennem hans udmattede Hjerne, og
det varede længe endnu, førend han fandt Ro. . . .
„Hvis det står fast, at Tanken om at myrde mig, pludselig
dukkede op i hans Hjerne," vedblev det at fare ham gennem
Hovedet — „så vilde jeg nok vide, om denne Tanke nogen
Sinde tidligere, selv om også nok så flygtig og uklar, er
faldet ham ind?"
Han besvarede sig selv dette Spørgsmål på en ganske

157
besynderlig Måde: ganske sikkert, sagde han til sig selv,
vilde Pavel Pavlovitj myrde ham, men denne Plan var
ganske pludselig opstået i Morderens Sjæl. Han havde vel
nok til Hensigt at myrde, men han vidste ikke selv af, at han
havde denne Hensigt. „Det lyder måske nok som en
Modsigelse, men det forholder sig dog således," sagde
Veltjaninov til sig selv. „Ikke for at søge en bedre
Ansættelse eller for at se Bagautov er han kommen til St.
Petersborg — skønt han både har anstrængt sig for at få
Ansættelsen og også opsøgt Bagautov, og han er bleven
helt rasende af Ærgrelse over dennes Død. Men Bagautov
var for ham et rent Nul, han foragtede ham, det var ham i
Grunden kun om mig at gøre, og derfor kom han også
sammen med Lisa. ..."
„Og ventede jeg egentlig selv, at han — vilde myrde
mig?" Han måtte besvare dette Spørgsmål med Ja — han
havde ventet det siden det Øjeblik, da han havde truffet
ham i Sørgekareten bagefter Bagautovs Kiste. „Fra det
Øjeblik af," sagde han til sig selv — „har jeg ventet noget...
skønt jeg ganske vist ikke havde tænkt mig, at det vilde
komme så vidt . . ."
„Og var det virkelig sandt," fo'r det pludselig gennem
hans Hjerne, idet han løftede Hovedet fra Puden og åbnede
Øjnene — „var det sandt, hvad dette . . . forrykte Menneske
i Går Aftes sagde til mig om sin Kærlighed til mig, da det
pludselig begyndte at dirre i hans Hage, og han slog sig
med Hånden for Brystet?"
„Ganske bestemt var det sandt," erklærede han afgjort,
idet han stadig kom dybere ind i sine Grublerier — denne
Quasimodo fra T. synes i Virkeligheden at være tåbelig og
storsnudet nok til at forelske sig i sin Hustrus Elsker, idet
hendes Utroskab i mere end en Snes År er bleven skjult for
ham! I fulde ni År har han højagtet mig, bevaret Mindet om
mig i Ære og endog bidt Mærke i mine Udtalelser — å Gud,
og om alt det har jeg ikke vidst det ringeste! Nej, han
kunde ikke lyve i Går — men holdt han også af mig i Går, da
han talte til mig om sin fordums Kserlighed og sagde mig,
at vi vilde blive hinanden „kvit"? Jo, også i Går holdt han af

158
mig, udelukkende af Ondskab, og denne Kærlighed er vel
nok den stærkeste af alle. . . ."
„Det er ganske vist muligt, ja endog sikkert, at jeg i T.
har gjort et kolossalt Indtryk på ham — et kolossalt og
„højst behageligt" Indtryk, hvad der rigtignok kun kunde
hænde sådan en filosoferende Quasimodo. Han forstørrede
mig til det tusinddobbelte, fordi jeg dog imponerede ham alt
for meget i hans filosofiske Ensomhed. . . . Jeg vilde bare
gerne vide, hvormed jeg egentlig har imponeret ham!
Måske ved mine elegante Handsker og den Elegance,
hvormed jeg trak dem på. Å, disse Quasimodo'er er meget
modtagelige for alt, hvad der hedder æstetisk! Fine
Handsker imponerer for øvrigt også ganske andre Folk end
blot sådanne stakkels Skrog. Alt det øvrige føjer de så til af
sig selv, og de er rede til at slås for Jer, hvis I ønsker det.
Han må have anset mig for et Menneske med store Fortrin
... nu forstår jeg også disse Ord: „Hvis også han . . . også
han . . . hvem i hele Verden kan man så stole på!"
„Hm! Han er kommen hertil for „at omfavne mig og
græde sammen med mig," således som han selv udtrykte
sig paå sin modbydelige Måde — det vil sige, han kom for at
myrde mig, tænkte dog, at han kom for at omfavne mig og
græde sammen med mig. Han har også bragt Lisa med. Og
hvem véd: hvis jeg havde grædt med ham, så havde han
måske i Virkeligheden tilgivet mig, for han nærede sikkert
det varmeste Ønske om at tilgive. . . . Alle hans Ønsker og
Beslutninger forvandlede sig dog allerede ved vort første
Sammentræf til drukne Grimacer, til Karikatur, til simpel,
kvindelig Flæben over den Ydmygelse, han havde lidt. Han
svælgede formelig i den Tanke, at man havde sat ham Horn.
For i det mindste at skaffe sine Følelser Luft på en eller
anden Måde, kom han kun, når han havde drukket sig fuld;
i ædru Tilstnd vilde han måske slet ikke have valgt de rette
Ord . . . Han må vist have moret sig over denne Skæren
Grimacer og denne Flæben. Hvor lykkelig var han for
Eksempel ikke den Gang, da han fik mig overtalt til at kysse
sig! Blot vidste han den Gang endnu ikke, hvorledes han
skulde afslutte sin Hævn, om han skulde omfavne mig eller

159
skære Halsen over på mig. Enden på det hele blev, at han
anså det for det bedste at forsøge på begge Dele. En
ganske ufejlbarlig Slutning! — Nej, Naturen ynder ikke
Vanskabninger og lader dem omkomme ved deres egne
Slutninger. Den mest vanskabte Vanskabning er
Vanskabningen med ædle Følelser: jeg véd det af egen
Erfaring, Pavel Pavlovitj! Naturen er for Vanskabningen
ingen kærlig Moder, men en Stedmoder. Naturen avler
Vanskabningen, men i Stedet for at have Medlidenhed med
den, hævner den sig på den, og det, så det kan blive til
noget. Omfavnelser Og Tilgivelsens Tårer er nu til Dags ikke
Skik og Brug selv blandt ordentlige Mennesker, endsige da
blandt sådanne stakkels Skrog som vi to, Pavel Pavlovitj!"
„Å ja, han var endog dum nok til at føre mig til sin Brud.
Min Gud, hans Brud! Kun en sådan Quasimodo kunde få den
Idé ved Hjælp af Mademoiselle Sachlebinins Uskyldighed „at
vågne til nyt Liv!" Men De kunde ikke gøre ved det, Pavel
Pavlovitj — nej, De kunde ikke gøre ved det! De er en
Vanskabning, og derfor måtte alt, hvad der vedrørte Dem,
alle Deres Tanker og Forhåbninger, være vanskabte og
absurde. Men selv om De også er en Vanskabning, så har
De dog Tanker i Hovedet, og derfor var det nødvendigt for
Dem at få Vetlschaninov, til hvem De ser op med så megen
Ærefrygt, til at sanktionere Deres Planer. Han måtte forsikre
Dem om, at Deres Drømmebillede ikke blot var et
Drømmebillede, men Virkelighed! Min Gud! Han troede
virkelig på min Overlegenhed og Oprigtigheden af mine
Følelser, da han førte mig derhen, og han ventede måske, at
vi vilde omfavne hinanden bag en Rosenbusk i umiddelbar
Nærhed af Uskyldigheden og blande vore Tårer. Å ja, han
måtte endelig engang indse sin egen Tåbelighed, denne
stakkels Nar, måtte søge at gøre den god igen, og for at
gøre den god igen, greb han til Barberkniven — ganske vist
kun i en pludselig Opblussen, men han greb dog efter den.
„Han stak ham, stak ham alligevel til sidst, endog i
Guvernørens Nærværelse!" Mon han allerede den Gang, da
han fortalte mig Historien om Forloveren, også blot ganske
fjernt havde noget i Sinde mod mig? Og den Gang, da han

160
forlod sit Leje om Natten og stod midt i Værelset — mon
han da allerede tænkte på noget i den Retning? Hm... nej,
den Gang „spøgte" han vist kun. Han vilde virkelig kun tage
en Slurk Vand, og da han så, jeg blev forskrækket, undte
han sig den Fornøjelse et Øjeblik at gotte sig over min
Skræk. Det må virkelig have beredt ham en særlig kildrende
Fornemmelse at forestille sig, at jeg var bange for ham. . . .
Den Gang, han stod så spøgelsesagtig i Mørket, er måske
for første Gang den Tanke faldet ham ind. . . ."
„Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barber-
etuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget.
Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af
Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at
komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til
Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om
Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket
Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde
han redde . . . med opvarmede Tallerkener!"
Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts
syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt
muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans
ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede
han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en
ny, uventet Skræk voldte ham Uro.
Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige
Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af
egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte
Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel
Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv
forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette
ene, at han ubetinget vilde opsøge ham....
Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette
sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en
næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det
forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde
opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt
sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde
fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for

161
sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor
skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige
sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i
hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine
Betragtninger.
I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at
spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis
Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja
Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han
tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til
Panden.
„Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede
af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund
begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine
Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden
Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?"
For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle
anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var
næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på
Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i
en meget livlig Stemning.
„Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles
Ven Pavel Pavlovitj sig?"
„Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig.
„Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede
Øjnene op.
„Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på
Færde?"
„For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har
sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge
sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt
ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke!
Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var
også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang
han, han talte også om Dem — han sender Dem mange
Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog,
mener De ikke også?"
Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødt-

162
blussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste
det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals.
„Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De
har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle
og Sværmere!"
„Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barber-
etuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget.
Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af
Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at
komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til
Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om
Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket
Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde
han redde . . . med opvarmede Tallerkener!"
Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts
syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt
muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans
ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede
han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en
ny, uventet Skræk voldte ham Uro.
Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige
Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af
egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte
Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel
Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv
forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette
ene, at han ubetinget vilde opsøge ham....
Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette
sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en
næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det
forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde
opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt
sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde
fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for
sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor
skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige
sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i
hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine

163
Betragtninger.
I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at
spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis
Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja
Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han
tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til
Panden.
„Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede
af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund
begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine
Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden
Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?"
For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle
anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var
næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på
Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i
en meget livlig Stemning.
„Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles
Ven Pavel Pavlovitj sig?"
„Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig.
„Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede
Øjnene op.
„Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på
Færde?"
„For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har
sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge
sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt
ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke!
Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var
også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang
han, han talte også om Dem — han sender Dem mange
Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog,
mener De ikke også?"
Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødt-
blussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste
det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals.
„Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De
har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle

164
og Sværmere!"
„Vær så venlig at lade være med at skælde ud, jeg kan
meddele Dem, at han „alligevel" har opgivet alle Fordringer.
I Går og i Dag har han været der og bagtalt os ganske
antagelig. Nadja har man spærret inde, hun må sidde i
Pulterkammeret. Der har været en Jammer og en Gråd,
men vi giver ikke efter. Å, hvor han kan drikke! Og hvor han
kan være gemen i sin Mund... det vil sige, ikke egentlig
gemen, men... og i et Væk talte han om Dem, men hvad er
han mod Dem — der er slet ingen Sammenligning! De er
dog i al Fald et anstændigt Menneske og har engang tilhørt
det bedste Selskab... nu går det Dem jo kun dårligt, og så
må De naturligvis dukke Dem en Smule ... det vil sige,
Fanden må vide, hvad det egentlig var, han fortalte om
Dem, jeg har ikke rigtig kunnet forstå ham"
„Talte han i denne Tone om mig?"
„Ja, det gjorde han, men bliv bare ikke vred derover.
Hvem spørger i vore Dage om det gode Selskab? Vi må
holde med Folket, det er det eneste rigtige! Hvem skal man
overhovedet nære Agtelse for nu for Tiden i Rusland? Dét
véd intet Menneske. Hør engang, er det ikke slemt for et
Land, når man ikke véd, hvem man skal nære Agtelse for?"
„Jo, det er sandt, men hvad sagde han ellers?"
„Hvem mener De? Nå, ham? Hvad han sagde? Å, han
vedblev at sige: „den halvtredsindstyveårige, men
forarmede Veltjaninov." Men sig mig engang, hvorfor
vedblev han at sige „men forarmede", og ikke „og
forarmede", hvad der jo vilde have været langt rigtigere?
Tusinde Gange gentog han det samme. Og samtidig lo han
stadig. I Kupéen begyndte han at synge og gav sig til at
græde — ligefrem modbydeligt; det vil sige, man måtte
have ondt af ham, så beruset var han. Å, jeg afskyer disse
Fæhoveder! Han kastede Penge til Tiggerne, de skulde bede
for en eller anden afdød Lisevetas Sjælefred — hans Hustru,
ikke sandt?"
„Nej, hans Datter."
„Hvad er der i Vejen med Deres Hånd?"
„Jeg har skåret mig."

165
 „Å, det har intet at sige, det går nok over. Véd De hvad,
gid Fanden havde ham, det er godt, at han er borte, men
jeg vædder om, at dér, hvor han nu kommer hen, f aiar han
straks Giftetanker igen. Tror De ikke også?"
„Men De går jo også selv i Giftetanker."
„Jeg? Det er da noget helt andet — nej, De er da en
underlig én. Hvis De er en Mand på halvtreds, er han sikkert
mindst treds. Man må virkelig være en Smule logisk, lille
Fa'r! For øvrigt må De vide, at jeg tidligere var ren Slavofil,
og det af Overbevisning, men nu venter vi Morgenrøden fra
Vest
Nå, på Gensyn.
Det glæder mig, jeg traf Dem her uden først at behøve at
søge Dem hjemme. Lad bare være med at invitere mig, for
jeg kommer alligevel ikke til Dem."
Han gjorde omkring og vilde skynde sig bort, men vendte
sig dog endnu engang om. „Å, det er sandt," sagde han,
„han gav mig et Brev med til Dem, her er det. Hvorfor
fulgte De ham egentlig ikke til Banen?"
Veltjaninov vendte tilbage til sit Hjem og åbnede den
med hans Adresse forsynede Konvolut. Ikke et eneste Ord
fra Pavel Pavlovitj fandtes i den, men derimod lå der et
andet Brev deri. Veltjaninov genkendte straks Håndskriften.
Papiret var gammelt og gulnet og Skriften helt falmet.
Brevet var for ti År siden skrevet til ham i St. Petersborg,
nøjagtig to Måneder efter, at han dengang havde forladt
Trusotskis. Han havde aldrig fået dette Brev og vidste intet
om dets Indhold. Åbenbart var Brevskriversken kommen på
andre Tanker og havde holdt Brevet tilbage. I Skrivelsen,
som han havde i sin Hånd, tog Natalia Vassiljevna for
bestandig Afsked med ham — ganske på samme Måde som
i det Brev, han en Gang virkelig havde modtaget. Hun
tilstod ham, at hun allerede elskede en anden, men
samtidig meddelte hun ham, at den Formodning, som hun
før hans Afrejse havde ytret overfor ham, havde bekræftet
sig: For at trøste ham, lovede hun ham, at hun vilde søge
en Lejlighed til at overgive ham Pantet på deres Kærlighed,
og forsikrede, at fra nu af bestod der et ganske andet

166
Forhold mellem dem, deres Venskab var nu for evigt
befæstet — med 166
et Ord, temmelig mange ulogiske Ting, hvoraf kun
fremgik det ene, at hun for enhver Pris vilde være fri for
hans Kærlighed. Hun tillod ham endog om et År at komme
til T. for at se Barnet. Gud må vide hvorfor hun havde holdt
dette Brev tilbage og sendt ham det andet.
Veltjninov blev bleg, da han læste dette Brev. Han
forestillede sig, hvorledes Pavel Pavlovitj havde fundet det
og for første Gang læst det over det åbnede, med Sølv og
Perlemoder indlagte Chatol…
„Han må også være bleven bleg som en Dødning,"
tænkte han, da han pludselig så sit eget Ansigt i Spejlet —
„han har sikkert lukket Øjnene under Læsningen og åbnet
dem igen i Håb om, at Brevet vilde være bleven forvandlet
til et Stykke almindeligt hvidt Papir. Mindst tre Gange må
han have gentaget dette Forsøg!..."

---o---

XVII.
To År var forløbne siden de af os skildrede Begivenheder.
En smuk Sommerdag kørte Hr. Veltjninov på en af vore nys
åbnede Jernbanelinjer til Odessa for der at træffe sammen
med en Ven og samtidig gennem den selv samme Ven at
stifte Bekendtskab med en højst interessant Dame, som han
allerede længe havde ønsket at lære nærmere at kende.
Han havde i Løbet af disse to År i høj Grad forandret sig til
sin Fordel. Han var bleven fuldstændig helbredet for sin
tidligere Melankoli. Også hans „Erindringer" og
Samvittighedsnag, Følgerne af den Sygdom, som i sin
Tid.da det ikke rigtig vilde skride frem med Processen,
havde foruroliget ham i St. Petersborg, var nu sporløst
forsvundne. Han skammede sig nu over den Modløshed,
som han den Gang havde hengivet sig til. Nu havde han dog
fået Vished for, at noget „lignende" aldrig vilde møde ham
igen, og at ingen vidste Besked med hans fordums
167
Svaghedstilstand. Det var rigtigt, at han dengang havde
undgået Selskabslivet, klædt sig sjusket og endog krøbet i
Skjul for Folk; det var også rigtigt, at al Verden dengang
havde lagt Mærke til den sælsomme Forandring som var
foregået med ham. Men han var meget hurtig kommen på
andre Tanker og var så fornøjet og rask igen vendt tilbage
til sine gamle Kredse, at man straks havde tilgivet ham
hans forbigående Frafald, og at endog de samme, som han
allerede havde hørt op med at hilse, på ny med Fornøjelse
rakte ham Hånden, medens de ikke engang generede ham
med pinlige Spørgsmål om det forbigangne. De lod ganske
simpelt, som om han havde været bortrejst „i huslige
Anliggender", der ikke interesserede nogen som helst blot i
ringeste Grad. Hovedgrunden til denne Forandring til det
gode var naturligvis den vundne Proces. Veltjninov fik sine
60,000 Rubler — ganske vist en Ubetydelighed, som
imidlertid ikke var uden Vigtighed for hans daværende
Forhold.
Fremfor alt havde han atter fået fast Grund under
Fødderne, følte sig ligesom moralsk løftet. Han vidste nu
ganske sikkert, at han ikke vilde ødsle disse Penge bort på
en så tåbelig Måde som sine to tidligere Formuer, og at han
nu var sikret for hele sit Liv. „Lad bare Samfundsbygningen
knage i sine Fuger, lad dem snakke og docere, som de vil,"
tænkte han undertiden, når han så og hørte alle de
besynderlige Ting, som skete rundt omkring ham i det
hellige Rusland — „lad Menneskene og deres Anskuelser
forandre sig, så meget de vil, jeg er dog i det mindste sikker
på at få min velsmagende Middagsmad, og på den Måde
kan jeg se Fremtiden fortrøstningsfuldt i Møde." Denne
behagelige og beroligende Tanke havde lidt efter lidt helt
taget Magten over ham og frembragt ikke blot en moralsk,
men endog en fysisk Forandring med ham. Han så nu helt
anderledes på Sagerne end hin indesluttede Særling, han
havde været for to År siden, og som allerede havde begyndt
på at indvikle sig i så upassende Historier.
Han gjorde nu et så muntert, klart, friskt Indtryk, endog
de grimme Rynker, som allerede havde dannet sig omkring

168
hans Øjne og hans Pande, var næsten forsvundne igen, og
selv hans Ansigtsfarve var bleven sundere og mere
ungdommelig. For Øjeblikket sad han rigtig bekvemt i en
første Klasses Kupé og overvejede en Tanke, som havde
noget ganske særlig tiltrækkende for ham. Ved den næste
Station bøjede nemlig en Sidelinje af fra Hovedbanen, og i
en Afstand af omtrent to Stationer boede i Nærheden en
Dame, han kendte og som ligeledes var meget interessant.
Hun var netop vendt tilbage fra Udlandet og kedede sig nu
til Døde i sin landlige Ensomhed. „Vilde det ikke være en
god Idé," tænkte han, „om jeg gjorde en lille Afstikker og
besøgte hende i hendes Afkrog? Jeg har jo altid Tid nok til
de andre i Odessa..." Han traf dog ikke straks nogen
Afgørelse, men overlod det til den øjeblikkelige Indskydelse,
om han vilde foretage den lille Afstikker eller ej.
Toget løb imidlertid ind på Stationen, hvor der var
fyrretyve Minutters Ophold, og Passagererne i al Ro kunde
nyde deres Middagsmad. Ved Indgangen til den for første og
anden Klasse fælles Ventesal stimlede som sædvanlig talrige
utålmodige rejsende sammen, og som sædvanlig var der
også forefaldet et lille Skandaleoptrin. En påfaldende smuk
Dame, der dog af en rejsende at være var klædt alt for
elegant, var stegen ud af en anden Klasses Kupé og slæbte
en net, påfaldende ung Officer i Lanseneruniform efter sig,
idet han gjorde alle mulige Anstrengelser for at undslippe
hende. Den unge Officer var stærkt beruset, og Damen,
efter al Sandsynlighed en ældre Slægtning af ham, søgte for
enhver Pris at holde ham tilbage, for at han ikke skulde nå
hen til Buffeten med de stærke Drikke. Lanseneren var i
Trængslen stødt på en ung Købmand, der ligeledes var
dygtig beruset. Den sidste havde allerede i to Dage siddet
fast på Stationen, hvor han svirede sammen med et stærkt
blandet Selskab, idet han øste Penge ud og atter og atter
forfejlede det Tog, som skulde føre ham videre. De kom op
at skændes, Officeren begyndte at skrige, den unge
Købmand skældte ud, Damen var helt fortvivlet og søgte
med al Magt at trække Lanseneren til Side, idet hun i en
bedende Tone vedblev at råbe: „Mitinka, Mitinka!" De

169
omkringstående lo, men den unge Købmand lod til at finde
Damens Opførsel upassende og troede sig forpligtet til at
træde i Skranken for den krænkede Velanstændighed.
„Hør dog, Mitinka!" råbte han i en bebrejdende Tone, idet
han efterlignede Damens Fistelstemme — „De skammer
Dem ikke engang for Folk!"
Og idet han ravende trådte hen foran Damen., der var
sunket om på en Stol og havde trukket Landsen erea ned
ved Siden af sig gav han sig til at se på dem med en
foragtelig Mine, medens han i en syngende Tone vedblev at
skælde ud:
„Nå, Sjuske, der har du jo din Mitinka!" Damen begyndte
at skrige og så sig om efter Hjælp blandt de
omkringstående. Hun vidste hverken ud eller ind af Angst
og Skamfuldhed, og for at gøre Målet fuldt, sprang Officeren
pludselig brølende op fra Stolen og styrtede løs på
Købmanden, men han snublede og faldt tilbage på sin Plads
igen. Man begyndte at le endnu højere, ingen tænkte på at
komme dem til Hjælp i deres vanskelige Situation. Da trådte
pludselig Veltjaninov frem, greb den unge Købmand i
Kraven og slyngede ham godt og vel fem Skridt ind i
Ventesalen. Dermed var Skandaleoptrinet til Ende, den unge
Købmand så helt betuttet på Veltjaninovs Kæmpeskikkelse
og lod sig uden videre Modstand føre bort af sine Venner.
Veltjaninovs Optræden, der kun kunde indgyde Agtelse,
bragte også den leende Hob til Tavshed, og den lykkelig
befriede Dame begyndte rødmende og med tårefyldte Øjne
at forsikre ham om sin Taknemmelighed; Lanseneren sagde
også i en snøvlende Tone: „Takker meget, takker meget," og
skulde lige til at række Veltjaninov Hånden, da han pludselig
foretrak i Stedet for at lægge sig på Stolene med vidt
udstrakte Ben.
„Mitinka!" råbte Damen i en bebrejdende Tone, idet hun
forfærdet slog Hænderne sammen.
Det forefaldne syntes åbenbart at more Veltjaninov, og
Damen begyndte at interessere ham. Han kunde med det
første Øjekast se, at han stod overfor en velhavende
Provinsdame. Hendes Klædedragt var elegant, men

170
smagløs, og der var noget latterligt affekteret over hendes
Manerer — med et Ord, hun lod til at besidde alle de
Egenskaber, som lover en Hovedstadslaps, der lægger an på
at erobre en sådan Kvinde, et heldigt Resultat. Der
udviklede sig en Samtale mellem dem. Damen beklagede
sig levende over sin Mand, der pludselig „var forsvunden fra
Vaggonen og var Skyld i det hele, ligesom han heller aldrig
var til Stede, når man havde Brug for ham."
„Han vilde også engang gå på gale Veje," mumlede
Lanseneren.
„Men Mitinka dog!" råbte hun på ny og vred sine Hænder.
„Nå, den stakkels Mand vil ikke få det let," tænkte
Veltjaninov, og højt føjede han til: „Hvad hedder egentlig
Deres Gemal? Jeg skal søge ham op."
„Pal-Palytj hedder han," snøvlede Lanseneren.
„Deres Mand hedder Pavel Pavlovitj ?" spurgte
Veltjaninov nysgerrigt, da pludselig et ham velbekendt,
skaldet Hoved dukkede op mellem ham og Damen.
Øjeblikkelig kom han til at huske på de uskyldige Lege i
Sachlebinins Have og det modbydelige, skaldede Hoved,
som også den Gang bestandig havde skubbet sig mellem
ham og Nadezjda Fedosejevna.
„Der har vi Dem endelig, min Herre," skreg hans Hustru
ham i Møde med skingrende Stemme.
Det var i Virkeligheden Pavel Pavlovitj; på en Gang
bestyrtet og ængstelig så han på Veltjaninov, der var dukket
op som et Spøgelse foran ham. Han var så betuttet ved
Synet af sin gamle bekendt, at han en Tid lang slet ikke
hørte sin opbragte Hustrus højlydte Bebrejdelser. Så fo'r
han forfærdet sammen og forstod i et Nu, hvad der var
hændt: at „han var Skyld i alt", at Mitinka havde drukket sig
fuld, og at denne „Monsieur" — af en eller anden Grund gav
hun Veltjaninov denne Titel — var bleven hendes Beskytter
og Redningsmand, og at han, Pavel Pavlovitj, altid havde
forstukket sig et eller andet Sted, når man nødvendigt
havde Brug for ham.
Veltjaninov gav sig pludselig til at le højt:
„Men vi er jo Venner, endog Ungdomsvenner," røabte han

171
til den forbavsede Dame, idet han nedladende lagde sin Arm
på den forlegent smilende Pavel Pavlovitjs Skulder — „har
han aldrig fortalt Dem noget om Veltjaninov?"
„Nej, han har aldrig sagt noget," svarede Hustruen, idet
hun bebrejdende så på Pavel Pavlovitj.
„Men forestil mig dog for Deres Frue, kæreste Ven."
„Det er... Lipotjka, det er virkelig Hr. Veltjaninov, véd du
nok..." begyndte Pavel Pavlovitj stammende og kørte straks
fast igen.
Fruen fo'r op og så på ham med Øjne, der lynede af
Vrede, åbenbart fordi han overfor den fremmede Herre ikke
nævnede hende ved hendes stolte Navn Olympia, men slet
og ret Lipotjka.
„Og vil De tænke Dem, han har ikke engang meddelt
mig, at han har giftet sig, og han har heller ikke bedt mig
med til Bryllupet! Men véd De hvad, Olympia . . ."
„Semjonovna,"supplerede Pavel Pavlovitj sin Hustrus
fædrene Navn. „Semjonovna!" lød det pludselig iFra
Lanseneren, der allerede var faldet i Søvn.
„De må virkelig tilgive ham, Olympia Semjomovna, for
min Skyld, på Grund af dette venskabelige Gensyn . . . han
er en fortræffelig Ægtemand."
Ved disse Ord klappede Veltjaninov Pavel Pavlovitj
fortroligt på Skulderen.
„Jeg har blot, min Skat . . . jeg gik kun . . . bort . . . et
eneste Minut," begyndte Pavel Pavlovitj al: undskylde sig.
„Og Deres Hustru har De prisgivet Skandalen," faldt
Lipotjka ham straks i Talen — „hvor man har Brug for Dem,
dér er De aldrig, og hvor De er overflødig, der træffer man
Dem altid."
„Hvor han er overflødig, dér er han . . . hvor han er
overflødig . . . hvor han er overflødig," gentog Lanseneren.
Lipotjka var aldeles ude af sig selv af Forbitrelse; hun
vidste ganske vist selv, at det var upassende at opføre sig
således i Veltjaninovs Nærværelse og blev endog en Smule
rød i Hovedet af Skam, men hun kunde virkelig ikke
beherske sig selv mere.
„Hvor det er ganske overflødigt, der er De kun altfor

172
forsigtig, altfor forsigtig!" undslap det hende uvilkårligt.
„Under Sengen ... leder han efter Elskere . . . under
Sengen — hvor det er overflødigt . . ." råbte pludselig også
Mitinka helt opbragt.
Med Mitinka var der i Virkeligheden intet at stille op.
Olympia Semjonovna beroligede sig lidt efter lidt og sendte
Pavel Pavlovitj efter Kaffe og Bouillon. Medens han var
borte, fortalte hun Veltjaninov, at de kom fra O., hvor
hendes Mand var ansat, og at de vilde tilbringe de næste to
Måneder på deres Gods, omtrent fyrretyve Verst fra
Stationen. Dér havde de et smukt Hus og en prægtig Park,
Naboer og Venner omgikkes med dem, og hvis Aleksej
Ivanovitj vilde være så venlig at besøge hende i hendes
Ensomhed, vilde hun modtage ham med Glæde som sin
„Skytsånd", thi hun kunde kun med Rædsel tænke på, hvad
der vilde være hændt, hvis . . . o. s. v., med et Ord, hvis
han ikke som hendes „Skytsånd" havde lagt sig imellem.
„Og Frelser og Frelser," tilføjede Lanseneren med Iver.
Veltjaninov takkede høfligt og svarede, at han var beredt
når som helst, at han fuldstændig kunde råde over sin Tid,
og at hendes Indbydelse var overordentlig smigrende for
ham.
Han fandt Lejlighed til under Samtalen at sige hende to
eller tre Komplimenter, og Lipotjka blev helt rød i Hovedet af
Glæde. Da Pavel Pavlovitj kom tilbage med Kopperne,
fortalte hun ham ganske begejstret, at Aleksej Ivanovitj
havde været „så venlig" at tage imod hendes Indbydelse og
allerede i næste Uge havde lovet at besøge dem i en hel
Måned. Pavel Pavlovitj smilte forlegent og tav. Olympia
Semjonovna lagde Mærke til hans ejendommelige Adfærd
og trak på Skuldrene. Omsider tog man Afsked, endnu en
Gang var der Tale om „Taknemmeligheden" og „Skytsengel",
endnu en Gang viste Mitinka sig på Skuepladsen, og endelig
førte Pavel Pavlovitj sin Hustru tillige med Lanseneren bort
til Kupéen. Veltjaninov tændte sig en Cigar og begyndte at
gå op og ned på Perronen. Han vidste, at Pavel Pavlovitj
endnu engang vilde komme tilbage for at passiare med ham
indtil Togets Afgang. Han havde i Virkeligheden ikke taget

173
fejl. Pavel Pavlovitj kom efter et Øjebliks Forløb hen til ham
og så på ham med en bekymret, spørgende Mine.
Veltjaninov lo, tog venskabeligt hans Arm og trak ham hen
til en Bænk i Nærheden, hvor de begge tog Plads.
Veltjaninov tav — han vilde have, at Pavel Pavlovitj først
skulde tage Ordet.
„De vil altså besøge os?" fik denne endelig stammende
frem, idet han uden Omsvøb gav sig til at tale om
Genstanden for sine Bekymringer.
„Det vidste jeg nok! Nej, han har ikke forandret sig," lo
Veltjaninov. „Kunde De virkelig blot et Øjeblik antage, at jeg
for Alvor vilde komme og besøge Dem, oven i Købet i en hel
Måned? Ha ha!"
Det gav et formeligt Sæt i Pavel Pavlovitj.
„De vil altså ikke komme?" råbte han, idet han kun med
Møje skjulte sin Glæde.
„Nej, jeg kommer ikke," lo Veltjaninov selvtilfreds, uden
egentlig at forstå, hvorfor han var i en så lattermild
Stemning.
„Taler De ... taler De virkelig Alvor?" spurgte Pavel
Pavlovitj, idet han i spændt Forventning næsten sprang op
fra sin Plads.
„Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg ikke vil komme
— nej, De er virkelig et underligt Menneske."
„Men hvad skal jeg så . . . hvad skal jeg sige til Olympia
Semjonovna, når De ikke er kommen i Løbet af en Uges Tid,
og hun stadig venter på Dem?"
„Det er dog ganske simpelt, sig hende, at jeg har
brækket Benet, eller noget i den Retning."
„Det vil hun ikke tro," sagde Pavel Pavlovitj med ynkelig
Stemme.
„Og så skælder hun Dem Huden fuld," svarede
Veltjaninov, der endnu bestandig lo. „Det lader til, De har
ordentlig Respekt for Deres smukke Frue, stakkels Ven."
Pavel Pavlovitj forsøgte at smile, men det vilde ikke rigtig
lykkes ham. At Veltjaninov ikke vilde komme, var ham
ganske behageligt, men han syntes aldeles ikke om, at han
anslog en så fortrolig Tone med Hensyn til hans Hustru.

174
Pavel Pavlovitj følte sig åbenbart en Smule krænket, og
Veltjaninov lagde meget godt Mærke dertil. Det havde
ringet for anden Gang, langt borte fra hørte man en fin
Stemme, der kaldte på Pavel Pavlovitj. Denne blev lidt
urolig, men han adlød alligevel ikke straks Råbet. Han
syntes endnu at vente et eller andet trøstende Ord af
Veltjaninovs Mund — formodentlig en gentagen Forsikring
om, at han ikke vilde komme.
„Hvorfra stammer egentlig Deres Hustru?" forhørte
Veltjaninov sig, idet han lod, som om han slet ikke havde
bemærket den andens Uro.
„Hun er Datter af vor Provst," svarede Pavel Pavlovitj,
idet han frygtsom skelede i Retning af Vaggonen.
„Å, jeg forstår, for Skønhedens Skyld . . ."
Pavel Pavlovitj rynkede igen sin Pande.
„Og hvem er egentlig denne Mitinka?"
„Å, ikke noget videre, en fjern Slægtning af mig, en vis
Golubtjikov, Søn af min afdøde Kusine. Han måtte tage
Afsked på Grund af Gæld, men vi har dækket alt, og han er
nu trådt ind i Hæren igen ... en ulykkelig ung Mand."
„Nå, det er godt, alt er i Orden," tænkte Veltjaninov.
„Pavel Pavlovitj!" hørte man på ny fra det fjerne
Hustruens Stemme, der denne Gang allerede klang
temmelig gnaven.
„Pal—Palytj!" lød en anden, kraftigere Stemme.
Pavel Pavlovitj sad som på Nåle, men Veltjaninov holdt
ham endnu stadig fast i Armen.
„Hør en Gang, skal jeg fortælle Deres Kone, at De den
Gang vilde myrde mig?"
„Hvad for noget? Hvad for noget?" fo'r Pavel Pavlovitj
forfærdet op — „nej, for Guds Skyld!"
„Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" lød det fra det fjerne.
„Nå, gå nu, gå," sagde Veltjaninov gemytligt smilende,
idet han endelig slap ham.
„De kommer altså ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj for
allersidste Gang, idet han næsten bedende foldede
Hænderne.
„Jeg gør Dem min Ed på, at jeg ikke kommer. Løb nu,

175
ellers kommer De for sent!"
Han rakte ham Hånden fra sin Plads, men Pavel Pavlovitj
tog den ikke og trak uvilkårlig sin egen tilbage. I dem begge
syntes der pludselig at ske en Forvandling, Det ringede
tredie Gang. Veltjaninov, der lige for et Øjeblik siden havde
let godmodigt, greb med en besynderlig ophidset Mine Pavel
Pavlovitj i Skulderen.
„Når jeg rækker Dem denne Hånd," sagde han med
skælvende, blege Læber, idet han holdt sin flade Hånd, der
var skæmmet af et langt Ar, lige hen til Pavel Pavlovitj, „så
kan De også nok tage imod den!"
„Og Lisa?" stammede Pavel Pavlovitj hurtig, idet hans
Ansigt pludselig fortrak sig krampagtigt, og hans Øjne
fyldtes med Tårer.
Veltjaninov stod der som forstenet.
„Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" skreg Olympia
Semjonovna med hvinende Stemme, som om hun havde en
Kniv i Halsen.
Afgangssignalet lød. Pavel Pavlovitj fo'r sammen og løb af
Sted over Hals og Hoved. Toget havde allerede sat sig i
Bevægelse, men det lykkedes ham dog at springe på og nå
ind i sin Kupé.
Veltjninov blev tilbage på Stationen. Han kørte først
videre med Aftentoget, og direkte til Odessa. Han opgav for
denne Gang den påtænkte Afstikker, hans Humør var ikke
dertil. Å, hvor han angrede det senere!

176