1Løbende pige i skov

Løbende pige i skov

af Joel Frandsen

Pigen løb og løb, hun viste ikke sine egne øjne, af frygt for at miste dem, bare
ved det grimme syn, som ville møde hende, hvis hun kiggede op, på de
forskellige skabninger, som gud havde forsømt.
Hvad ville der ske med hende, når de fik fat i hendes lange blonde hår, eller
når hun snublede i den bløde bund i skoven, ”hvad ville der ske” det var
spørgsmålet, som kørte flere millioner gange, igennem hendes hoved, hvert
sekund hun kom længere og længere, og tættere på lysningen.

Hun kunne høre sit hjerte: ”dodoo, dodoo, dodoo”, hun var fri, og så lige nogen
af de af de lyssky, skællede, og delvist behårede skabninger, de åd mennesker
fordi de ikke kendte til gud, og hans dejlige væsen.

Hendes mor kom løbende og råbte noget der forsvandt i tågen, der altid lå ved
skoven, hun kunne høre hende klart nu, som om hun kunne røre ved hende,
men ikke se hende.
Hun var som opslugt af tåge på ingen tid, det var skoven og dens ugudelige
væsen, der ikke ville give slip på hende, hun havde ikke energien i den tykke
tåge, til at bevæge sig, hun var som stivnet, og hev mere og mere efter vejret,
der blev pludseligt koldt, og væsnerne kiggede ned på hende, hvor var hun
også dum, at tro at nogen kunne slippe fra en magt, mere nærværende i sin
styrke end gud, da han lod jorden oversvømme i 40 dage og nætter.

Hun kiggede ned og hørte ikke andet, end hendes eget hjerte, hun blev ved
med at lytte efter det, i visheden om hendes eksistens eller død, hun tænkte på
gud og bad en bøn, hvilket ikke rørte de skabninger, som ikke havde en
relation til gud.
2Løbende pige i skov

Hun kiggede lige op i den klare sol, og så sin krop blive båret op, hendes hjerte
slog ikke mere, det var langsomt slukket og gået ud, som en væge der havde
læ men manglede styrke.

Hendes mor sagde godmorgen og spurgte om hun ikke snart kom ned og
spiste, hun var ikke nærværende og kunne ikke lade være med at se sig
omkring i deres eget hus, intet var ændret og hun turde ikke spørge sin mor
om hun også var død, eller hvad der var sket.
Hun tog sin morgenkåbe på og løb ned af trapperne og ud af døren og ned mod
det sted hvor tågen og lysningen ved skoven var, det sted hun døde, hun
glædede sig til at se hvor grøn den kunne være og hvor smuk den ville være at
gå i.

Hun kom om hjørnet og synet ramte hende, som en forhammer med sving på,
skoven var som før intet var ændret, tågen og skrigende fra de mange
gudsforladte kunne stadig høres, hun var ikke død hun var, som før. Det var
som, om de havde fanget hende, i hendes eget mareridt.