791014 VIBORG PRIVATE REALSKOLE Dato:

Trekronervej 12-14, 8800 Viborg 27-06-2010

Klasse: Elev nr. Navn: Fag:
8.z Christine Mader Dansk
Tilsynsførendes underskrift (kun på første side): Elevunderskrift (på hver side, der afleveres): Side:
1 af 2

Manden ved vinduet

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte min historie, men begyndelsen er vel et godt sted
må jeg gå ud fra.
Jeg ved egentligt ikke rigtig, hvor det hele startede, men det er nok tæt på hele mit liv,
jeg har været sådan her. Usynlig. Jeg mener ikke, at folk ikke kan se mig, mere at de bare
vælger at lade være, fordi jeg aldrig har gjort særlig meget opmærksom på mig selv. Jeg
er lige så længe som jeg kan huske faldet i ét med tapetet, og bare været der.

Den første gang det gik op for mig, at jeg var usynlig var i 4. klasse. Der har nok været
episoder før dette, men jeg var for lille til at opdage det eller gå op i det. Men i 4. klasse
var vi på udflugt til en sø. Jeg husker det som om det var i går, søen var spejlblank og jeg
stod bare og stirrede på den hele dagen, jeg havde jo lagt mærke til at de andre børn ikke
rigtig gad mig. Men jeg var også fint tilfreds med at kigge på søen, helt uforstyrret.
Men da tiden kom og klassen tog hjem stod jeg stadig ved søen. Jeg tror der gik flere
timer før jeg opdagede jeg var væk, det føltes i hvert fald sådan, men da det så ramte mig!
Jeg var dybt ulykkelig, jeg sad pludselig midt i en skov helt alene.
Heldigvis havde min klasselærer opdaget at jeg manglede, men først da de var kommet
tilbage til skolen. Så jeg sad i virkeligheden ikke i skoven særlig længe. Men for mig føltes
det som en evighed, og det var her jeg første gang blev klar over at ingen lagde mærke til
mig.

Siden har jeg ikke nogensinde prøvet på at gøre opmærksom på mig selv, hverken i
skolen eller derhjemme. Hvorfor bruge kræfter på en allerede tabt kamp? Jeg kom
gennem skolen med ganske fine karakterer, men nok mest fordi mine lærere aldrig kunne
huske mig, og det ville være enormt pinligt, hvis nogen fandt ud af at de ikke vidste hvem
jeg var, så jeg klarede mig egentlig ret godt.

Da jeg var færdig med skolen flyttede jeg hjemmefra og ind i denne lejlighed ,hvor jeg nu
har boet i tyve år. Jeg har kun været væk herfra da mine forældre døde i en bilulykke, og
jeg var nødt til at arrangere en begravelse, ellers aldrig. Men det gør mig ked af det, at jeg
stadig ikke ved, hvad min nabo hedder, og at jeg har handlet ved den samme købmand i
alle årene, men han hilser stadig på mig, som om det er første gang vi mødes.
Jeg sidder tit i min vindueskarm og kigger på folk nede på gaden, drømmer at jeg kender
dem, at jeg er dem. Manden med den fine taske på vej mod kontoret, ikke som mig der
lever af vikariater her og der.
Damen med barnevognen, jeg kan ikke lade være med at drømme at det er mit barn
dernede og at de er på vej op i lejligheden til mig.

Nu undrer du dig sikkert over, om denne tilværelse ikke er ensom, om jeg ikke savner en
ven, eller at der bare er en der kender mit navn. Og jo, jeg kunne godt savne en ven, men
jeg gør det i grunden ikke. Fordi hvis man skal savne noget, er man nødt til at vide
 791014 VIBORG PRIVATE REALSKOLE Dato:

Trekronervej 12-14, 8800 Viborg 27-06-2010

Klasse: Elev nr. Navn: Fag:
8.z Christine Mader Dansk
Tilsynsførendes underskrift (kun på første side): Elevunderskrift (på hver side, der afleveres): Side:
2 af 2

hvordan det er at have det, og jeg har aldrig haft en ven. Men jeg savner nogen eller
noget, jeg ved bare ikke hvem eller hvad.

Grunden til at jeg fortæller alt dette er, at jeg ikke vil have at nogen skal begå den samme
fejl som jeg har gjort.
Jeg ønsker ikke at nogen anden skal gå gennem livet alene. For selvom jeg ikke har
prøvet andet, kan jeg godt regne ud at dette ikke er et godt liv.
Jeg tog en beslutning om, at jeg ikke var noget værd dengang i fjerde, i stedet for at
begynde forfra, som en folk lagde mærke til.
Jeg tror på, at vi alle er født til at gøre noget stort, til at blive bemærket, det er bare ikke
alle der kan finde ud af at bruge det, de er blevet givet. Det er også derfor det i bund og
grund er min egen skyld at jeg står her. Jeg skulle have brugt mit liv til noget, i stedet for at
acceptere at jeg var usynlig. Jeg skulle have gjort mig synlig for nogen.

Det skræmmer mig også, at jeg ikke har nogen til at læse dette når jeg er væk. At mine
dybeste tanker skal ende i en mappe på politigården. Derfor vil jeg bede dig, hvem end du
er, om at sende brevet til en avis. Jeg vil ikke have at andre skal komme til det punkt, hvor
jeg er, hvor den eneste udvej er at springe mod lyset.
Det dejlige lys der på det helt rigtige tidspunkt blænder alt udenfor, men stadig ikke når
ind i stuen. Lyset der skal hive mig ud af mørket, og sætte mig fri.

Farvel.