Magasin 5 | November 08

Sanger og
albumaktuelle Marie Key

Livet har sine udsving

Fra autonom til
super-europæer
sF’s vej tiL magten
Villy Søvndal, Ole Sohn og Pia Olsen Dyhr
Daniel Cohn-Bendit, medlem om partiets høje hastighed
af Europa-Parlamentet, om EU

• Fattigdommen bider sig Fast

• KontanthjæLpsLoFt spLitter FamiLier

I kampen for demokrati og frihed i Afghanistan
kæmper den unge politiker Malalai Joya også for
sin egen frihed.
Af To m Cl a rk og Cl a us Perregaard
For den 29-årige afghanske Malalai Joya har kampen for frihed og de-
mokrati ikke bare politiske, men også fysiske begrænsninger. Hun er på
vej fra Hotel Strand i Havnegade til DR-byen og optagelser til aftenens
‘Deadline’, da hun udbryder:
- Jeg trænger til at få rørt mig.
For et øjeblik får vi indblik i en ung kvindes trængsler af en lidt anden
art end dem, der er anledning til hendes besøg i Danmark.
- Al den venten, alle de mange timer indendørs. Jeg kan ikke gå rundt
i Kabul. Jeg må hele tiden holde mig indendørs af sikkerhedshensyn. Går
rundt i huset, tjekker min mail, svarer på telefonen, holder møder.
Hun smiler genert. En kvinde, som i sit unge liv har prøvet mere end
de fleste. Som lever med konstante dødstrusler fra sine såkaldte kolleger
i det afghanske parlament. Og som allerede har overlevet fire attentater.
En ung kvinde på bagsædet af en taxa i København som for et øjeblik
skænker sin egen bevægelsesfrihed en tanke, men hvis virkelighed i dag
er, at én tale i det afghanske parlament ændrede hendes liv
for altid.
Talen
I 2003 tog Joya ordet. Det var hendes tur til AFGANISTAN
at tale i parlamentet – hendes debuttale – og
hun trak sit sorte tørklæde tilbage over håret,
trådte frem til mikrofonen og sagde “Mit navn
er Malalai Joya. Min kritik over for mine lands-
mænd er følgende: Hvorfor tillader de, at Loya
Jirgas [navnet på det afghanske parlament, red.]
legitimitet kompromitteres ved tilstedeværelsen af de samme forbrydere,
som bragte vort land i denne tilstand? De gjorde vores land til en magnet
for nationale og internationale krige. De var de mest kvindehadske men-
nesker i samfundet. De burde retsforfølges ved nationale og internatio-
nale domstole...”
Med ét slag gik Joya fra at være en ung ambitiøs, demokratisk idealist
til at være en frihedskæmper og et forbillede for tusinder, måske mil-
lioner af mennesker – hadet og stræbt efter livet af de krigsherrer, kvin-
deundertrykkere og narkobaroner som for en stor dels vedkommende
udgør det afghanske parlaments inderkreds den dag i dag.
Faderen
- Jeg elsker min far. Han har altid støttet mig. Hvis alle afghanske mænd
var som ham, ville det være et andet land.
Og så fortæller hun, hvordan hun som barn blev betaget af de palæsti-
nensiske børn, som smed sten efter de israelske soldater.
- Jeg sagde til min far: “Sådan vil jeg være. Jeg vil være palæstinenser.”
Joyas mørke øjne stråler ved tanken om sin barndoms helte.
- Så sagde min far: “Hvorfor være palæstinenser? Du er afghaner. Du
skal kæmpe for afghanernes frihed.”
Pludselig putter hun hånden for munden, mens hun er ved at bukke
sammen af grin.
- Ved I, hvad min far sagde, da jeg havde holdt min tale for parlamen-
tet?, spørger hun.
- Han sagde: “Nu er du blevet palæstinenser. Nu er du blevet friheds-
kæmper”, siger hun med både stolthed og sorg.
13
- Demokrati er ikke
‘vestligt’ eller
‘afghansk’. Demo-
krati er demokrati.
Og folks længsel
efter demokrati er
den samme over-
alt, Malalai Joya.
Demokratiets chance
- Demokrati er ikke ‘vestligt’ eller ‘afghansk’. Demokrati er demokrati.
Og folks længsel efter demokrati er den samme overalt. Afghanere i eksil
har hentet inspiration ved demokratiets brønd de samme steder som jer.
Men der kan være forskel på, hvor hurtigt demokratiet kan indtræffe,
forklarer Joya og fortsætter.
- Den vestlige invasion af Afghanistan har ført kamp mod Taleban.
Men i kampen mod Taleban har man allieret sig med Den Nordlige
Alliance. Det svarer til at alliere sig med Mussolini, Pinochet og Franco
for at slippe af med Hitler. Men det kan aldrig give demokrati. Alminde-
lige, men dårligt uddannede afghanere, får jo ikke en fair chance for at
lære demokratiet at kende.
- Vi bliver nødt til at bringe disse korrupte og beviselige krigsforbry-
dere, narkogangstere og fundamentalister for retten. Amnesty og Human
Rights Watch har veldokumenterede sager på en lang række
parlamentsmedlemmer og politiske rådgivere.
Mindre nyttig end køer
For at understrege niveauet af korruptionen i parlamentet og
i regeringen nævner Joya nogle eksempler, som lige så godt
kunne stamme fra George Orwells ‘1984’: Izzatullah Wasifi,
en dømt narkosmugler, som nu har ansvaret for bekæmpelse af
korruption i landet; Qasim Fashim Fasim, som tidligere deltog i krigs-
forbrydelser, men som nu er senator og præsident Karzais rådgiver;
General Daoud, krigsherre og berygtet narkosmugler, men nu vice-
indenrigsminister med ansvar for bekæmpelse af Afghanistans opium-
og heroinproduktion.
De mørke øjne gløder og Joyas pegefinger banker rytmisk i bordpla-
den, når hun understreger sine pointer.
- Jeg sagde til Parlamentet, at køerne på marken var mere nyttige
end dem. I det mindste giver køer mælk og smør. Så truede de mig med
voldtægt og drab og smed vand på mig. Midt i Parlamentet, fniser hun,
med både vantro og humor i blikket.
- De suspenderede mig! Jeg blev valgt af borgerne i Afghanistan. Efter
jeg blev suspenderet fra Parlamentet, blev jeg også forbudt at tale med
afghanske medier.
Et liv med omkostninger
- Jeg ved ikke, siger hun tankefuldt.
- Børn? Det ville jeg gerne. Men jeg ved jo ikke, om jeg er i live i mor-
gen. Når jeg er i Kabul, må vi flytte hele tiden. Vi sover kun det samme
sted 2-3 dage i træk. Jeg har ikke noget hjem: en kuffert, lidt tøj. Vi flytter
rundt for at undgå attentater. Min mand…
Igen bliver Joya tankefuld.
- Min mand støtter mig. Han støtter min kamp. Han ved, at det her er
mit liv… er blevet mit liv.
Håb om frihed
Efter en pause på Villy Søvdals kontor mellem de mange interviews spad-
serer vi langs kanalen med udsigt til Thorvaldsens Museum. To kvinde-
lige joggere kommer forbi, den ene i en t-shirt med Alt for Damernes logo
og en reklame for kvindeløbet. Og Malalai sukker: “Tænk, hvis kvinder
kunne gøre sådan i Afghanistan: dyrke motion og bevæge sig frit”.