Kant

Kant
Kritik af den rene fornuft

Den transcendentale stetik. Den transcendentale analytik.
[A19 - 130 / B33 - 169]
Kants Critik der reinen Vernunft (1781A, 1786B) findes allerede i en dansk oversttelse. Hvad der her prsenteres i udkast skulle gerne stille en ny og bedre i udsigt.
29. august 2011 Peter Ban (ban1974@gmail.com)
[A19 / B33]
Den Transcendentale Elementarlres Frste Del Den Transcendentale stetik

1.a P hvilken mde og gennem hvilke midler en erkendelse end henfrer sig til genstande, s er den mde, som erkendelsen umiddelbart henfrer sig til dem p, og som al tnkning som middel sigter til som sit forml [worauf alles Denken als Mittel abzweckt], anskuelsen. Men denne finder kun sted, for s vidt genstanden bliver os givet; og dette er p sin side, i det mindste for os mennesker,b kun muligt derved, at genstanden s p en eller anden mde afficerer gemyttet. Den evne, (receptivitet) at kunne f forestillinger, derved at vi afficeres af genstande, kaldes sansning. Formidlet gennem sansningen bliver genstande alts givet os, og den alene leverer os anskuelser; men gennem forstanden bliver de tnkt, og af den udspringer begreber. Men al tnkning m, det vre sig ligefremt (direkte) eller ad omveje (indirekte), formidlet gennem visse kendetegn,c i sidste ende henfre sig til anskuelser, og alts, hos os, til sansning, da ingen genstand kan gives os p anden vis. [B34] En genstands indvirkning p forestillingsfrdigheden, s vidt vi bliver afficeret af denne genstand, er [A20] sansefornemmelse. Den anskuelse, som henfrer sig til genstanden gennem sansefornemmelse, kaldes empirisk. Den ubestemte genstand for en empirisk anskuelse kaldes fremtrdelse.
a b c
Paragrafferne er frst indfjet i B-udgaven. Tilfjelse til B-udgaven. Tilfjelse til B-udgaven.
Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik
I fremtrdelsen kalder jeg det, som korresponderer til sansefornemmelsen, for dennes materie, hvorimod jeg kalder det, som gr, at fremtrdelsens mangefold kan ordnesd i visse forhold, for fremtrdelsens form. Da det, indenfor hvilket sansefornemmelserne alene kan ordne sig, og kan blive stillet i en vis form, ikke selv p sin side kan vre sansefornemmelse, s er al fremtrdelses materie ganske vist kun givet os a posteriori, men fremtrdelsernes form m for dem alle tilsammen ligge a priori parat i gemyttet, og m derfor kunne betragtes afsondret fra al sansefornemmelse. Jeg kalder alle de forestillinger rene (i transcendental forstand), i hvilke der ikke antrffes noget, som hrer sansefornemmelsen til. Flgelig vil sanselige anskuelsers rene form overhovedet blive antruffet a priori i gemyttet, indenfor hvilket al fremtrdelsernes mangefold bliver anskuet i visse forhold. Denne sansningens rene form vil ogs selv blive kaldt for ren [B35] anskuelse. Nr jeg sledes fra forestillingen om et legeme afsondrer det, som forstanden tnker derom, ssom substans, kraft, delelighed osv. og tillige afsondrer det, som hrer sansefornemmelsen til, ssom ugennemtrngelighed, hrdhed, [A21] farve osv., s forbliver der stadigvk noget af denne empiriske anskuelse, nemlig udstrkning og skikkelse. Disse hrer den rene anskuelse til, der a priori, ogs uden en virkelig genstand fra sanserne eller sansefornemmelsen, finder sted i gemyttet som en blot form for sansningen. En videnskab om alle sansningens a priori principper kalder jeg for den transcendentale stetik1. Der m alts gives en sdan
d
kan ordnes er fra B-udgaven. I A-udgaven lyder stningen: men det, som gr, at fremtrdelsens mangefold bliver ordnet, anskuet, i visse forhold, kalder jeg for fremtrdelsens form. 1 [A21 / B35] Tyskerne er de eneste, som lige nu betjener sig af ordet stetik, for derved at betegne hvad andre kalder for kritik af smagen. Dette ligger en forfejlet forhbning til grund, hos den fortrffelige analytiker Baumgarten, om at bringe den kritiske bedmmelse af det sknne ind under fornuftsprincipper og at lfte reglerne for denne
videnskab, som [B36] udgr den frste del af den transcendentale elementarlre, i modstning til den videnskab, som indeholder den rene tnknings principper og kaldes for transcendental logik. [A22] I den transcendentale stetik, alts, vil vi frst isolere sansningen, derved, at vi afsondrer alt, hvad forstanden gennem dens begreber tnker derved, for at der ikke bliver noget andet end empirisk anskuelse tilovers. For det andet vil vi fra denne endvidere afsondre alt, hvad der hrer sansefornemmelsen til, for at der ikke bliver andet end ren anskuelse og fremtrdelsernes blotte form tilovers, hvilket er det eneste, som sansningen kan levere a priori. Ved denne undersgelse vil det give sig, at der s gives to rene former for sanselig anskuelse, qua principper for den a priori erkendelse, nemlig rum og tid, hvis overvejelse vi nu skal beskftige os med.
bedmmelse op til videnskab. Men denne bestrbelse er forgves. For de ptnkte regler, eller kriterier, er deres vigtigste kilder tilflge blot empiriske, og kan alts aldrig tjene til bestemte love a priori, som vores smagsdom mtte rette sig efter, snarere udgr smagsdommen den egentlige prvesten for reglernes rigtighed. [B36] Derfor er det tilrdeligt, enten atter at lade denne benvnelse g ud af brug, og at gemme den til den lre, der er sand videnskab, (hvormed man ogs ville st de Gamles sprog og intention [Sinne] nrmere, hos hvem inddelingen af erkendelsen i asjht ka noht var meget bermt), eller at dele sig med den spekulative filosofi i benvnelsen, og at tage stetik dels i den transcendentale forstand [Sinne], dels i psykologisk betydning. [Anmrkningen i B-udgaven er signifikant udvidet ift. Audgaven.]
[B37]
Den Transcendentale stetiks Frste Afsnit

Om Rummet
2. Metafysisk redegrelse for dette begrebe Via den ydre sans formidling, (en egenskab ved vores gemyt,) forestiller vi os genstande som udenfor os, og disse alle tilsammen i rummet. I det er deres skikkelse, strrelse og indbyrdes forhold bestemt, eller bestembart. Den indre sans, gennem hvis formidling gemyttet anskuer sig selv, eller dets indre tilstand, giver ganske vist ingen anskuelse af sjlen selv, som et objekt; men det er dog en [A23] bestemt form, under hvilken anskuelsen af sjlens indre tilstand alene er mulig, sdan, at alt, hvad der hrer til de indre bestemmelser, forestilles i tidens forhold. Yderligt kan tiden ikke anskues, lige s lidt rummet, som noget i os. Hvad er nu rum og tid? Er det virkelige vsener? Er det s bare bestemmelser, eller forhold mellem tingene, men alligevel sdanne, som ogs ville tilkomme tingene i sig selv, ogs nr de ikke anskuedes, eller er det sdanne, der alene hfter ved anskuelsens form, og alts ved [B38] den subjektive beskaffenhed af vores gemyt, uden hvilken disse prdikater slet ikke kan tillgges til nogen ting? For at belre os herom, nsker vi frst at redegre forf rummets begreb. Under redegrelse [Errterung] (expositio) forstr jeg imidlertid den tydelige (omend ikke udfrlige) prsentation [Vorstellung] af det, som hrer til et
e f
Overskrift tilfjet B-udgaven. redegre for fra B-udgaven erstatter A-udgavens betragte.
begreb; men redegrelsen er metafysisk, hvis den indeholder det, som fremstiller begrebet, som a priori givet.g 1) Rummet er ikke et empirisk begreb, som er blevet uddraget af ydre erfaringer. For at visse sansefornemmelser skal henfres til noget udenfor mig, (dvs. til noget p et andet sted i rummet, end det, som jeg befinder mig p,) og tilsvarende for at jeg skal kunne forestille mig dem som udenfor og ved siden afh hinanden, og alts ikke blot som forskellige, men derimod som p forskellige steder, s m forestillingen om rummet nemlig allerede ligge dette til grund. Dette tilflge kan forestillingen om rummet ikke vre lnt fra den ydre fremtrdelses forhold gennem erfaring, tvrtimod er denne ydre erfaring selv kun allerfrst mulig gennem den ptnkte forestilling. [A24] 2) Rummet er en ndvendig forestilling, a priori, der ligger til grund for alle ydre anskuelser. Man kan aldrig nogensinde gre sig en forestilling om, at der ikke er noget rum, selvom man s udemrket kan tnke sig, at der ikke [B39] antrffes nogen genstande deri. Det bliver alts anset som betingelsen for fremtrdelsernes mulighed, og ikke som en af dem afhngig bestemmelse, og er en a priori forestilling, der ndvendigvis ligger til grund for ydre fremtrdelser.i
g
Tilfjelse fra B-udgaven. Tilfjelse fra B-udgaven. i I A-udgaven flger p dette sted: [A24] 3) P den a priori ndvendighed grunder sig den apodiktiske vished af alle geometriske grundstninger, og muligheden af deres konstruktion a priori. Hvis denne forestilling om rummet nemlig var et a posteriori erhvervet begreb, som var set fra den almene ydre erfaring, s ville den matematiske bestemmelses frste grundstninger ikke vre andet end iagttagelser. De ville alts have al iagttagelsens tilfldighed, og det ville s netop ikke vre ndvendigt, at der mellem to punkter kun er een ret linje, tvrtimod ville erfaringen til hver en tid lre os at det var sdan. Hvad der er lnt fra erfaringen har ogs kun komparativ almenhed, nemlig gennem induktion. Man ville alts kun kunne sige, at s meget som det indtil denne tid er blevet bemrket er der ikke fundet noget rum, der ville have mere end tre dimensioner.
h
Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om rummet
3)j Rummet er ikke et diskursivt, eller, som man siger, alment begreb om forholdene mellem tingene [A25] overhovedet, men derimod en ren anskuelse. For det frste kan man nemlig kun forestille sig eet eneste rum, og nr man taler om mange rum, s forstr man derunder blot dele af eet og det samme altforenende rum. Disse dele kan heller ikke g forud for det eneste altindbefattende rum, ligesom som dets bestanddele (af hvilke det s ville vre muligt med en sammenstning), men kan derimod kun tnkes i det. Det er vsentligt eet eneste, mangefoldet i det, og alts ogs det almene begreb om rum overhovedet, beror alene p indskrnkninger. Heraf flger, at med hensyn til rummet ligger en a priori anskuelse (som ikke er empirisk) alle begreber om rummet til grund. Sledes bliver alle geometriske grundstninger, f.eks. at i en trekant er to sider tilsammen strre end den tredje, heller aldrig nogensinde afledt af almene begreber om linje og trekant, men derimod af anskuelsen, og dt vel at mrke a priori med apodiktisk vished. 4) Rummet bliver forestillet som en uendelig given strrelse. Nu m man ganske vist [B40] tnke ethvert begreb som en forestilling, der er indeholdt i en uendelig mngde af forskellige mulige forestillinger (som deres flles kendetegn), og alts indeholder disse under sig; men intet begreb, som en sdant, kan blive tnkt p en mde, som om det ville indeholde en uendelig mngde af forestillinger i sig. Alligevel bliver rummet tnkt sdan (for alle dele af rummet i det uendelige er simultant). Alts er den oprindelige forestilling om rummet a priori anskuelse, og ikke begreb.k
I A-udgaven er dette nr. 4. I A-udgaven er dette nr. 5. Afsnittet lyder i A: [A25] Rummet bliver forestillet som en uendelig given strrelse. Et alment begreb om rummet (der er flles for en fod svel som en alen,) kan intet bestemme med hensyn til strrelsen. Hvis ikke der var grnselshed i anskuelsens fortgang, s ville intet begreb om forhold medfre et princip for anskuelsens uendelighed.
k
3. Transcendental redegrelse for begrebet om rummetl
Jeg forstr under en transcendental redegrelse forklaringen af et begreb som et princip, hvorudfra man kan indse muligheden for andre syntetiske a priori erkendelser. Til dette forml [Absicht] krves der, 1) at den slags erkendelser virkeligt flyder ud af det givne begreb, 2) at disse erkendelser kun er mulige under forudstningen af en given forklaringsmde for dette begreb. Geometri er en videnskab, som bestemmer rummets egenskaber syntetisk og dog a priori. Hvad m forestillingen om rummet mon vre, for at en sdan erkendelse af det er mulig? Det m oprindeligt vre anskuelse; for ud fra et [B41] blot begreb lader sig ikke drage nogen stninger, som gr ud over begrebet, hvilket dog sker i geometrien (Indledning, V.). Men denne anskuelse m antrffes i os a priori, dvs. forud for al iagttagelse af en genstand, og alts vre ren, ikke empirisk anskuelse. For de geometriske stninger er alle tilsammen apodiktiske, dvs. forbundet med bevidstheden om deres ndvendighed, f.eks. rummet har kun tre dimensioner; men den slags stninger kan ikke vre empiriske eller erfaringsdomme, og man kan heller ikke slutte sig til dem ud fra sdanne (Indledning, II.). Hvordan kan der nu ved gemyttet vre en ydre anskuelse tilstede, som gr forud for objekterne selv, og i hvilken begrebet om objekterne kan bestemmes a priori? benlyst ikke p anden vis, end s vidt det kun er i subjektet [blo im Subjekte], forstet som den formale beskaffenhed ved gemyttet at blive afficeret af objekter, og til derigennem at f umiddelbar forestilling om dem, dvs. anskuelse af dem, at den har sit sde, alts kun som form for den ydre sans overhovedet. Sledes er det alene vores forklaring som gr geometriens mulighed som en syntetisk a priori erkendelse begribelig. Enhver forklaringsmde, der ikke leverer dette, selv hvis den
l
Hele 3 er en tilfjelse til B-udgaven.
tilsyneladende skulle have ligheder med den, kan ved disse kendetegn mest sikkert skelnes fra den. [A26 / B42] Flgeslutninger ud fra ovenstende begreber
a) Rummet prsenterer [stellet ... vor] slet ingen egenskab ved en eller anden ting i sig selv [an sich], eller tingene i deres forhold til hinanden, dvs. ingen bestemmelse af dem, som ville hfte ved genstande selv, og som ville forblive, ogs selvom man abstraherede fra alle anskuelsens subjektive betingelser. For hverken absolutte eller relative bestemmelser kan anskues forud for eksistensen af de ting, som de tilkommer, og alts kan sdanne bestemmelser ikke anskues a priori. b) Rummet er intet andet end blot formen for alle fremtrdelser fra ydre sanser, dvs. sansningens subjektive betingelse, under hvilken ydre anskuelse alene er os mulig. Fordi nu subjektets receptivitet, til at blive afficeret af genstande, ndvendigvis gr forud for alle anskuelser af disse objekter, s lader det sig forst, hvordan formen for alle fremtrdelser vil kunne vre givet forud for alle virkelige iagttagelser, og alts a priori i gemyttet, og hvorledes den som en ren anskuelse, som alle genstande m bestemmes i, vil kunne indeholde principper for samme genstandes forhold forud for al erfaring. Flgelig kan vi kun tale om rummet, om udstrakte vsener osv., ud fra standpunktet for et menneske. Forlader vi den subjektive betingelse, under hvilken vi alene kan f ydre anskuelse, sdan som vi nemlig mtte blive afficeret af genstandene, s betyder forestillingen om [B43] rummet slet intet. [A27] Dette prdikat bliver kun for s vidt tillagt tingene, som de fremtrder for os, dvs. er genstande for sanserne. Den bestandige form for denne receptivitet, som vi kalder for sansning, er en ndvendig betingelse for alle forhold, hvori genstande bliver anskuet som udenfor os, og, hvis man abstraherer fra disse genstande, en ren anskuelse, som frer navnet rum. Fordi vi ikke kan gre de srskilte betingelser for sansningen til betingelser for
10
muligheden af sagerne, men derimod kun for deres fremtrdelser, s kan vi vel nok sige, at rummet indbefatter alle ting, der yderligt mtte fremtrde for os, men ikke alle ting i sig selv, om de nu bliver anskuet eller ikke, eller ogs om hvilket subjekt man end nsker. For vi kan slet ikke dmme om anskuelserne hos andre tnkende vsener, om de s er bundet til de samme [nmlichen] betingelser, som indskrnker vores anskuelse og er alment gyldige for os. Hvis vi fjer indskrnkningen af en dom til begrebet om subjektet, s glder dommen ubetinget. Stningen: Alle ting er ved siden af hinanden i rummet, glder under den indskrnkning, nr disse ting bliver taget som genstande for vores sanselige anskuelse. Fjer jeg her betingelsen til begrebet, og siger: Alle ting, som ydre fremtrdelser, er ved siden af hinanden i rummet, s glder denne regel alment og uden indskrnkning. [B44] Vore redegrelser [Errterungen] lrer derudfra [A28] realiteten (dvs. den objektive gyldighed) af rummet med hensyn til alt det, som yderligt kan forekomme os som genstand, men tillige idealiteten af rummet med hensyn til tingene, nr de gennem fornuften bliver overvejet i sig selv [an sich selbst], dvs. uden at tage hensyn til beskaffenheden af vores sansning. Vi hvder alts den empiriske realitet af rummet (med hensyn til al mulig ydre erfaring), selvom vi s hvder den transcendentale idealitet af rummet, dvs. at det er Intet, s snart vi lader betingelsen for muligheden af al erfaring vk, og antager det som noget, der ligger til grund for tingene i sig selv [an sich selbst]. Der gives imidlertid ud over rummet heller ingen anden subjektiv og til noget ydre henfrt forestilling, som a priori ville kunne kaldes objektiv. For man kan ikke udlede syntetiske a priori stninger af nogle af dem, sdan som man kan ud fra anskuelsen i rummet, 3. Hvilket er hvorfor der, for at tale prcist, slet ikke tilkommer dem nogen idealitet, selvom de kommer overens med forestillingen om rummet deri, at de blot hrer til den subjektive beskaffenhed af sansemden [Sinnesart], f.eks. synets, hrelsens, flelsens, gennem sansefornemmelserne af farverne, tonerne og varmen, men som, fordi de blot er
sansefornemmelser og ikke er anskuelser, i sig selv [an sich] ikke lader noget objekt, og allermindst a priori, erkende.m [B45] Hensigten med denne anmrkning gr kun ud p dette: at forhindre, at man ikke finder p at redegre for den hvdede idealitet af rummet gennem s langt fra tilstrkkelige eksempler, da nemlig sdan noget som farver, smag osv. med rette ikke betragtes som beskaffenheder ved tingene, men derimod som blotte forandringer af vores subjekt, der kan vre s aldeles forskellig hos forskellige mennesker. For i dette tilflde glder det, som oprindeligt selv kun er fremtrdelse, f.eks. en rose, i den empiriske forstand [im empirischen Verstande] for en ting i sig selv [fr ein Ding an sich selbst], som dog [A30] for hvert et je kan fremtrde anderledes med hensyn til farven. Derimod er det transcendentale begreb om fremtrdelserne i rummet en kritisk
m
11
I A-udgaven hedder det p dette sted: [A28] Hvilket er hvorfor denne subjektive betingelse for alle ydre fremtrdelser ikke kan sammenlignes med nogen anden. Velsmagen af en vin hrer ikke til de objektive bestemmelser af vinen, alts af et objekt betragtet som fremtrdelse, men derimod til den srskilte beskaffenhed af sansen hos det subjekt, der nyder den. Farverne er ikke beskaffenheder ved de legemer, til hvis anskuelse de vedhnger, men er derimod ogs blot modifikationer af synssansen, som p en vis mde bliver afficeret af lyset. Derimod hrer rummet, som betingelse for ydre objekter, ndvendigvis til selvsamme objekters fremtrdelse eller anskuelse. Smag og farver er slet ikke ndvendige [A29] betingelser, under hvilke genstandene alene kan blive objekter for sanserne for os. De er blot forbundet med fremtrdelsen som tilfldigt tillagte virkninger af den srskilte organisation. Derfor er de helle ikke forestillinger a priori, men derimod grundet p sansefornemmelse, velsmagen imidlertid sgar p flelsen (af lyst og ulyst) som en virkning af sansefornemmelsen. Ejheller kan nogen a priori have hverken en forestilling om en farve eller om en eller anden smag: men rummet vedrrer kun anskuelsens rene form, og inkluderer alts slet ingen sansefornemmelse (intet Empirisk) i sig, og alle arter og bestemmelser af rummet kan og m sgar kunne forestilles a priori, hvis begreber om skikkelserne skal opst, svel som forhold. Alene gennem rummet er det muligt, at ting er ydre genstande for os.
12
erindring om, at overhovedet intet, som anskues i rummet, fr vre en sag i sig selv [eine Sache an sich], eller at rummet fr vre en form for tingene, der ville vre tilegen for tingene i sig selv [die ihnen etwa an sich selbst eigen wre], men at derimod genstande i sig selv slet ikke er os bekendt, og at det, som vi kalder for ydre genstande, ikke er andet end blotte forestillinger fra vores sansning [Vorstellungen unserer Sinnlichkeit], hvis form rummet er, og hvis sande korrelat [Correlatum], dvs. tingen i sig selv, slet ikke erkendes, endsige kan erkendes derigennem, hvilket korrelat der imidlertid heller aldrig sprges efter i erfaringen.
[B46]
Den Transcendentale stetiks Andet Afsnit

Om Tiden
4. Metafysisk redegrelse for begrebet om tidenn Tiden er 1) ikke et empirisk begreb, der er blevet uddraget af en eller anden erfaring. For der ville hverken komme simultanitet [Zugleichsein] eller flgen p hinanden ind i iagttagelsen, hvis forestillingen om tiden ikke l a priori til grund. Kun under dennes forudstning kan man forestille sig: at noget fr vre til een og den samme tid (simultant) eller til forskellige tider (efter hinanden). [A31] 2) Tiden er en ndvendig forestilling, der ligger alle anskuelser til grund. Man kan med hensyn til fremtrdelserne overhovedet ikke ophve tiden selv, selvom man ganske vist udemrket kan fjerne fremtrdelserne fra tiden. Tiden er alts a priori given. i den alene er al fremtrdelsernes virkelighed mulig. Disse kan alle tilsammen falde bort, men den selv (som den almene betingelse for deres mulighed,)o kan ikke ophves. [B47] 3) P denne a priori ndvendighed grunder sig ogs muligheden af apodiktiske grundstninger om tidens forhold, eller aksiomerne om tiden overhovedet. Den har kun En dimension: forskellige tider er ikke simultant, men derimod efter hinanden (sdan som forskellige rum ikke er efter hinanden, men derimod simultant). Disse grundstninger kan ikke drages fra erfaringen, for denne ville hverken give streng almenhed, eller
n o
Tilfjelse til B-udgaven. Parenteserne er kun tilfjet stningen i B-udgaven.
14
apodiktisk vished. Vi ville kun kunne sige: sdan lrer den jvne iagttagelse det; men ikke: sdan m det forholde sig. Disse grundstninger glder som regler, under hvilke erfaringer overhovedet er mulige, og de belrer os forud for samme, ikke gennem de samme. 4) Tiden er ikke et diskursivt, eller, som man kalder det, alment begreb, men derimod en ren form for den sanselige anskuelse. Forskellige tider er kun dele [A32] af netop den samme tid. Den forestilling, der kun kan gives gennem een eneste genstand, er imidlertid anskuelse. Desuden ville den stning, at forskellige tider ikke kan vre simultant, heller ikke lade sig udlede af et alment begreb. Stningen er syntetisk, og kan ikke udspringe af begreber alene. Den er alts umiddelbart indeholdt i tidens anskuelse og forestilling. 5) Tidens uendelighed betyder ikke mere, end at alle bestemte kvanter [Gren] af tid kun er mulige gennem [B48] indskrnkninger af een eneste [einer einigen] tilgrundsliggende tid. Derfor m den oprindelige forestilling tid vre givet som uindskrnket. Men der, hvor delene selv, og enhver strrelse af en genstand, kun gennem indskrnkning kan forestilles bestemt, der er hele forestillingen ndt til ikke at vre givet gennem begreber, (for de indeholderp kun delforestillinger,) tvrtimod m der ligge dem umiddelbar anskuelse til grund. 5. Transcendental redegrelse for begrebet om tiden q Jeg kan hvad dette angr pberbe mig nr. 3, hvor jeg, for kortheds skyld, har sat det, som egentligt er transcendentalt, ind under artiklen for den metafysiske redegrelse. Her fjer jeg lige til, at forandringens begreb og, med dette, bevgelsens begreb
p
I A-udgaven lyder parentesen: (for der gr delforestillingerne forud). q Hele 5 er en tilfjelse til B-udgaven.
Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden
(som forandring af stedet) kun er mulig gennem og i tidsforestillingen: at, hvis denne forestilling ikke a priori var anskuelse (indre), s ville intet begreb, uanset hvilket, kunne begribeliggre muligheden af en forandring, dvs. muligheden af en forbindelse af kontradiktorisk modsatte prdikater (f.eks. Vren p et sted og netop den samme tings Ikkevren p netop det samme sted) i eet og det samme objekt. Kun i tiden kan begge [B49] kontradiktorisk-modsatte bestemmelser af en ting vre at antrffe, nemlig efter hinanden. Alts forklarer vores tidsbegreb muligheden af s megen syntetisk a priori erkendelse, som den almene bevgelseslre, der er ikke s lidt frugtbar, fremlgger. [... A32] 6. Flgeslutninger ud fra disse begreber a) Tiden er ikke noget som ville best for sig selv [fr sich], eller vedhnge tingene som objektiv bestemmelse, og som alts ville forblive tilovers, nr man abstraherer fra alle subjektive betingelser for anskuelsen af dem; for i det frstnvnte tilflde ville tiden vre noget, som uden virkelig genstand s alligevel ville vre virkelig. Hvad imidlertid det [A33] andet angr, s kunne den, som en til tingene selv vedhngende bestemmelse eller ordning, ikke g forud for genstandene som deres betingelse og blive a priori erkendt og anskuet gennem syntetiske stninger. Dette sidste finder derimod udemrket sted, hvis tiden ikke er andet end den subjektive betingelse, hvorunder alle anskuelser kan finde sted i os. For s kan denne form for den indre anskuelse forestilles forud for genstandene, og alts a priori. b) Tiden er intet andet end formen for den indre sans, dvs. anskuelsen af os selv og vores indre tilstand. For tiden kan ikke vre en bestemmelse af ydre fremtrdelser: den hrer hverken [B50] til en skikkelse, eller situation osv.; tvrtimod bestemmer den forholdet mellem forestillingerne i vores indre tilstand. Og netop fordi denne indre anskuelse ikke afgiver nogen skikkelse, sger vi ogs at erstatte denne mangel gennem analogier, og
15
16
forestiller os tidens flge gennem en linje, der fortstter i det uendelige, hvori mangefoldet udgr en rkke, som kun er af een dimension, og vi slutter ud fra denne linjes egenskaber til alle tidens egenskaber, ud over den ene, at linjens dele er simultant, mens tidens dele til hver en tid er efter hinanden flgende. Heraf bliver det ogs klart, at tidens forestilling s selv er anskuelse, fordi alle dens forhold lader sig udtrykke ved en ydre anskuelse. [A34] c) Tiden er den formale a priori betingelse for alle fremtrdelser overhovedet. Rummet som den rene form for al ydre anskuelse er som a priori betingelse blot indskrnket til ydre fremtrdelser. Derimod, eftersom alle forestillinger, uanset om de nu har ydre ting til genstand eller ej, dog ved sig selv [doch an sich selbst], qua bestemmelser af gemyttet, hrer den indre tilstand til; men denne indre tilstand hrer under den indre anskuelses, og alts tidens, formale betingelse: s er tiden en a priori betingelse for al fremtrdelse overhovedet, og det vel at mrke den umiddelbare betingelse for de indre fremtrdelser (af vore sjle), og netop derigennem middelbart ogs for de ydre fremtrdelser. [B51] Hvis jeg kan sige a priori: alle ydre fremtrdelser er a priori bestemt i rummet og iflge rummets forhold, s kan jeg ud fra princippet for den indre sans helt alment sige: alle fremtrdelser overhovedet, dvs. alle genstande for sanserne, er i tiden og str ndvendigvis i tidslige forhold. Hvis vi abstraherer fra vores mde, hvorp vi inderligt anskuer os selv og gennem denne anskuelses formidling ogs indbefatter alle ydre anskuelser i forestillingskraften, og alts tager genstandene sdan som de mtte vre i sig selv, s er tiden intet. Den er kun af objektiv gyldighed med hensyn til fremtrdelserne, fordi dette allerede er ting, som vi antager som antager som genstande for vore sanser; men den er ikke lngere [A35] objektiv, hvis man abstraherer fra vores anskuelses sansning, og alts fra den for os ejendommelige forestillingsmde, og s taler om ting overhovedet. Tiden er alts udelukkende en subjektiv betingelse for vores (menneskelige) anskuelse (som til hver en tid er sanselig, dvs. s vidt vi afficeres af genstande) og er
i sig selv [an sich], uden for subjektet, intet. Ikke desto mindre er den med hensyn til alle fremtrdelser, og alts ogs alle ting, der kan forekomme os i erfaringen, ndvendigvis objektiv. Vi kan ikke sige: alle ting er i tiden, fordi der ved begrebet om tingene [B52] overhovedet bliver abstraheret fra enhver mde at anskue dem p, hvilket [dieser?] imidlertid er den egentlige betingelse under hvilken tiden til i forestillingen af genstandene. Tilfjes nu den betingelse til begrebet, og det hedder: alle ting som fremtrdelser (genstande for den sanselige anskuelse) er i tiden, s har grundstningen a priori dens gode objektive rigtighed og almenhed. Vore hvdelser lrer dette tilflge om tidens empiriske realitet, dvs. objektive gyldighed med hensyn til alle genstande, som nogensinde mtte blive givet for vore sanser. Og da vor anskuelse til hver en tid er sanselig, s kan der aldrig gives os en genstand i erfaringen, som ikke ville hre ind under tidens betingelse. Derimod afstrider vi tiden alle krav p absolut realitet, hvorved den nemlig, ogs uden [A36] hensyntagen til formen for vores sanselige anskuelse, simpelthen skulle vedhnge tingene som betingelse eller egenskab. Sdanne egenskaber, der tilkommer tingene i sig selv [an sich], kan heller aldrig gives os gennem sanserne. Heri bestr alts tidens transcendentale idealitet, iflge hvilken den, hvis man abstraherer fra de subjektive betingelser for den sanselige anskuelse, slet intet er og ikke kan tlles med til genstandene i sig selv (uden deres forhold til vores anskuelse) som hverken subsisterende eller inhrerende. Dog er denne idealitet lige [B53] s lidt som rummets idealitet at sammenligne med sansefornemmelsernes tilsnigelser [Subreptionen der Empfindungen], da man dog derved forudstter om selve den fremtrdelse, som disse prdikater inhrerer i, at den har objektiv realitet, hvilket her falder helt vk, udover for s vidt den blot er empirisk, dvs. anser genstanden selv blot som fremtrdelse: i hvilken sammenhng man kan se efter i den ovenstende anmrkning til det frste afsnit.
17
18
7. Udredning [Erluterung] Imod denne teori, der tilstr tiden empirisk realitet, men bestrider den absolutte og transcendentale realitet af tiden, har jeg fra mnd af indsigt modtaget en indvending s enstemmigt, at jeg derudfra formoder, at den naturligt m forefinde sig hos enhver lser, for hvem disse betragtninger er uvante. Den lyder sledes: Forandringer er virkelige (dette beviser [A37] vore egne forestillingers veksel, selv hvis man ville forngte alle ydre fremtrdelser samt deres forandringer). Nu er forandringer kun mulige i tiden, flgeligt er tiden noget virkeligt. Besvarelsen byder ikke p vanskeligheder. Jeg medgiver hele argumentet. Tiden er ganske vel noget virkeligt, nemlig den virkelige form for den indre anskuelse. Den har alts subjektiv realitet med hensyn til den indre erfaring, dvs. jeg har virkeligt forestillingen [B54] om tiden og om mine bestemmelser i den. Den er alts virkelig, ikke som objekt, men derimod som den mde, hvorp jeg selv anses som objekt. Hvis imidlertid jeg selv eller et andet vsen ville kunne anskue mig uden denne sansningens betingelse, s ville netop de samme bestemmelser, som vi nu forestiller os som forandringer, give en erkendelse, hvori forestillingen om tiden, og alts ogs om forandringen, slet ikke ville forekomme. Der forbliver alts tidens empiriske realitet som betingelse for alle vore erfaringer. Blot kan den absolutte realitet, ud fra det ovenfor anfrte, ikke tilstes den. Den er intet andet end formen for vores indre anskuelse.1 Hvis den srskilte
1
[A37 / B54] Jeg kan ganske vist sige: mine forestillinger flger hinanden; men det vil blot sige, at vi er os dem bevidst som i en tidsflge, dvs. iflge formen for den indre sans. Tiden er ikke derfor noget i sig selv, heller ikke nogen objektivt til tingene vedhngende bestemmelse.
betingelse om vores sansning fjernes fra den, s forsvinder ogs begrebet om tiden, og den vedhnger ikke til [A38] genstandene selv, men derimod blot til det subjekt, der anskuer dem. Men rsagen til, at denne indvending bliver gjort s enstemmigt, og vel at mrke af dem, der s alligevel ikke, imod lren om rummets idealitet, [B55] ved af at komme med nogen indlysende indvendinger, er denne. Rummets absolutte realitet gjorde de sig ingen forhbninger om at kunne godtgre for apodiktisk, fordi idealismen str dem imod, ud fra hvilken virkeligheden af ydre genstande ikke er i stand til noget strengt bevis: hvorimod virkeligheden af genstanden for vore indre sanser (virkeligheden af mig selv og min tilstand) er umiddelbart klart gennem bevidstheden. Hine ydre genstande kunne vre et blot skin, denne er imidlertid, deres mening tilflge, ungteligt noget virkeligt. Men de betnkte ikke, at begge, uden at man har lov at bestride deres virkelighed qua forestillinger, alligevel blot hrer fremtrdelsen til, som til hver en tid har to sider, den ene, hvor objektet betragtes i sig selv [da das Object an sich selbst betrachtet wird] (uagtet den mde, det anskues p, hvis beskaffenhed imidlertid netop derfor til hver en tid forbliver problematisk), den anden, hvor der ses p formen for anskuelsen af denne genstand, hvilken ikke m sges i genstanden i sig selv [in dem Gegenstande an sich selbst], men derimod i subjektet, for hvilket genstanden fremtrder, men som alligevel virkeligt og ndvendigt tilkommer denne genstands fremtrdelse. Tid og rum er dette tilflge to erkendelseskilder, ud fra hvilke a priori forskellige syntetiske erkendelser [A39] kan frembringes, sdan som isr den rene matematik med hensyn til erkendelserne om rummet og dets forhold [B56] givet et glimrende eksempel p. De er nemlig begge to taget tilsammen rene former for al sanselig anskuelse, og muliggr derigennem syntetiske a priori stninger. Men disse a priori erkendelseskilder bestemmer sig netop derigennem (at de blot er betingelser for sansningen) deres grnser, nemlig derigennem, at de blot gr p genstande, for s vidt de betragtes som fremtrdelser, men ikke fremstiller ting i sig selv. Alene hine fremtrdelser er feltet for
19
20
deres gyldighed, af hvilken der ikke finder nogen yderligere objektiv brug sted, hvis man gr ud af det. Denne rummets og tidens realitet lader i vrigt erfaringserkendelsens sikkerhed uantastet: for vi er os lige s sikre p erfaringserkendelsen, uanset om disse former ndvendigvis vedhnger tingene i sig selv, eller blot ndvendigvis vedhnger vores anskuelse af disse ting. Hvorimod de, der pstr rummets og tidens absolutte realitet, uanset om de antager dem som subsisterende eller blot inhrerende, m vre uenige med principperne for erfaringen selv. For hvis de beslutter sig for det frstnvnte (hvilket sdvanligvis er de matematiske naturforskeres parti), s m de antage to evige og uendelige for sig bestende uting (rum og tid), som er der (uden dog at vre noget virkeligt), blot for at indbefatte alt virkeligt i sig. Tager de det andet parti (som [A40] enkelte metafysiske naturlrere gr det), s at rum og tid glder dem som fra erfaringen abstraherede, omend [B57] i afsondringen forvirret forestillede, forhold mellem fremtrdelserne (ved siden af og efter hinanden): s m de bestride gyldigheden af de matematiske aprioriske lrer, hvad angr virkelige ting (f.eks. i rummet), i det mindste hvad angr disse lrers apodiktiske vished, idet denne slet ikke finder sted a posteriori, og de a priori begreber om rum og tid, deres mening tilflge, blot er produkter af indbildningskraften, hvis kilde virkeligt m sges i erfaringen, hvis forhold indbildningen s, via abstraktion, har lavet noget ud af, som ganske vist indeholder det almene ved dem, men som ikke kan finde sted uden de restriktioner, som naturen har forbundet med dem. De frstnvnte vinder s meget, at de gr fremtrdelsernes felt fri for de matematiske pstande. Derimod forvirrer de sig ganske meget gennem netop de samme betingelser, nr forstanden vil g ud over dette felt. De andre vinder ganske vist med hensyn til sidstnvnte, nemlig at forestillingerne om rum og tid ikke kommer i vejen for dem, nr de ikke nsker at dmme om genstande som fremtrdelser, men derimod blot i deres forhold til forstanden; men de kan hverken angive en grund for muligheden af en matematisk a priori erkendelse (idet de
mangler en sand og objektivt gyldig a priori anskuelse), ejheller kan de bringe erfaringsstningerne i [A41] ndvendig enstemmighed med hine pstande. I vores teori [B58] om den sande beskaffenhed af disse to oprindelige former for sansningen, er begge vanskeligheder afhjulpet. At endeligt den transcendentale stetik ikke vil kunne indeholde mere end disse to elementer, nemlig rum og tid, er klart derudfra, at alle andre til sansningen hrende begreber, selv begrebet om bevgelse, der forener begge de stykker, forudstter noget Empirisk. For bevgelsen forudstter iagttagelsen af noget bevgeligt. Men i rummet, betragtet for sig selv [an sich selbst betrachtet], er der intet bevgeligt: hvilket er hvorfor det bevgelse er ndt til at vre noget i rummet som kun gennem erfaring bliver fundet, og alts ikke et empirisk datum [Datum]. Liges kan den transcendentale stetik ikke tlle begrebet om forandring med til dens a priori data [Data]: for tiden selv forandrer sig ikke, det gr kun noget, som er i tiden. Alts krves der til dette iagttagelsen af en eller anden eksistens [von irgend einem Dasein] og af successionen af dets bestemmelser, og alts erfaring. [B59] 8. Almene anmrkninger til den Transcendentale stetik I.r Frst vil det vre ndigt, s tydeligt som mulig at forklare os, hvad der med hensyn til [A42] grundbeskaffenheden af den sanselige erkendelse overhovedet er vores mening [Meinung], for at foregribe enhver mistydning af denne. Vi har alts nsket at sige: at al vores anskuelse ikke er andet end forestillingen om fremtrdelse: at tingene, som vi anskuer, ikke er det i sig selv, som vi anskuer dem for at vre, og at deres forhold heller ikke er sledes beskafne i sig selv, sdan som de
r
21
Underinddelingen i romertal er frst tilfjet B-udgaven, hvor afslutningen p den transcendentale stetik blev betragteligt udvidet.
22
fremtrder for os, og at, hvis vi ophver vores subjekt eller ogs blot sansernes subjektive beskaffenhed overhovedet, s ville hele den beskaffenhed, alle objekternes forhold i rummet og tiden, ja rum og tid selv forsvinde, og som fremtrdelser ikke kan eksistere i sig selv, men derimod kun kan eksistere i os. Hvad det har p sig [Bewandtni] med genstandene i sig selv [an sich] og afsondret fra al denne vor sansnings receptivitet, forbliver os aldeles ubekendt. Vi kender ikke andet end vores mde at iagttage dem p, en mde som er ejendommelig for os, men som ikke ogs ndvendigvis m glde om ethvert vsen, omend om ethvert menneske. Med denne har vi alene at gre. Rum og tid er de [B60] rene former for samme, sansefornemmelse er overhovedet materien. Rum og tid kan vi alene erkende a priori, dvs. forud for al virkelig iagttagelse, og den kaldes derfor ren anskuelse; men denne er det i vores erkendelse [n.], som gr, at det kaldes a posteriori erkendelse [n.], dvs. empirisk anskuelse. Rum og tid hnger simpelthen ndvendigt ved vores sansning, uanset af hvilken art vore sansefornemmelser end er; disse sansefornemmelser [A43] kan vre ganske forskellige. Hvis vi kunne bringe denne vor anskuelse til den hjeste grad af tydelighed, s ville vi derigennem ikke komme nrmere p beskaffenheden af genstande i sig selv [an sich selbst]. For vi ville dog i alle tilflde kun fuldstndigt erkende vores mde med anskuelsen, dvs. vores sansning, og denne altid kun under de til subjektet oprindeligt vedhngende betingelser af rum og tid; hvad genstandene m vre i sig selv, ville dog, gennem selv den mest oplyste erkendelse af deres fremtrdelse, som alene er os givet, aldrig nogensinde blive os bekendt. At vor hele sansning s ikke er andet end den forvirrede forestilling om tingene, der kun indeholder, hvad der tilkommer tingene i sig selv, blot underlagt en sammenblanding af kendetegn og delforestillinger, som vi ikke med bevidsthed kan sondre fra hinanden, dt er en forfalskning af begrebet om sansning og om fremtrdelse, som gr hele lren om dem unyttig og tom. Sondringen af en utydelig [B61] fra den tydelige forestilling er blot logisk, og vedrrer ikke indholdet. Utvivlsomt
indeholder det begreb om retten, som den sunde forstand betjener sig af, netop det samme som den mest subtile spekulation kan udvikle af det, blot med det forbehold, at man i den gngse og praktiske brug af begrebet ikke er sig bevidst om disse mangfoldige forestillinger i denne tanke. Men man kan ikke af den grund sige, at det gngse begreb s er sanseligt, og [A44] s indeholder en blot fremtrdelse, for retten kan slet ikke komme til fremtrdelse, dens begreb ligger tvrtimod i forstanden og forestiller [stellt vor] en beskaffenhed (den moralske) ved handlingerne, som tilkommer dem i sig selv. Hvorimod forestillingen om et legeme i anskuelsen slet ikke indeholder noget, som ville kunne tilkomme en genstand i sig selv, men derimod blot indeholder fremtrdelsen af noget og den mde, hvorp vi bliver afficeret derigennem, og denne receptivitet ved vores erkendelsesfrdighed kaldes sansning, og selv hvis man ville nske at gennemskue hine (fremtrdelsen) helt til grunden, s forbliver denne receptivitet alligevel himmelvidt forskellig fra erkendelsen af genstanden i sig selv. Den Leibniz-Wolffiske filosofi har derfor givet alle undersgelser omkring vore erkendelsers natur og oprindelse et helt uretmssigt synspunkt, idet den betragtede sansningens forskel fra det intellektuelle som en blot logisk forskel, hvor den benlyst er transcendental, og ikke blot [B62] vedrrer tydelighedens eller utydelighedens form, s at vi gennem tydeligheden ikke blot utydeligt, men tvrtimod slet ikke erkender beskaffenheden af tingene i sig selv, og, s snart vi fjerner vores subjektive beskaffenhed, det forestillede objekt med de egenskaber, som den sanselige anskuelse tillagde det, intetsteds er at trffe, og heller ikke kan antrffes, idet netop denne subjektive beskaffenhed bestemmer selvsamme objekts form som fremtrdelse. [A45] Ved fremtrdelserne kan vi ellers udemrket skelne det, som hnger vsentligt an ved deres anskuelse, og glder for enhver menneskelig sans overhovedet [fr jeden menschlichen Sinn berhaupt], fra det, som kun tilfldigvis tilkommer dem, idet det ikke er gyldigt i henfring til sansningen overhovedet, men
23
24
derimod kun til en srlig stilling eller organisation af denne eller hine sans. Og da kalder man den frstnvnte erkendelse for en sdan, der forestiller genstanden i sig selv, hvorimod den anden blot kaldes for selvsamme genstands fremtrdelse. Men denne forskel er kun empirisk. Bliver man stende ved dette (sdan som det sdvanligvis sker) og anser man ikke ogs hine empiriske anskuelse (sdan som det burde ske) som en blot fremtrdelse, s at der slet ikke kan antrffes noget deri, som ville ang en eller anden sag i sig selv, s er vores transcendentale forskel get tabt, og vi tror s, at vi alligevel erkender ting i sig selv, selvom vi overalt (i den sanselige verden), efter selv den dybeste udforskning [B63] af denss genstande, ikke har med andet end fremtrdelser at gre. Sledes vil vi ganske vist kalde regnbuen for blot en fremtrdelse ved solregn, men regnen for sagen i sig selv, hvilket ogs er rigtigt, s vidt vi blot forstr sidstnvnte begreb fysisk, som det, der i den generelle erfaring, ved alle forskellige stillinger i forhold til sanserne s dog i anskuelsen er bestemt sdan og ikke anderledes. Men tager vi dette Empiriske overhovedet og sprger, uden [A46] at bekymre os om dets samstemmighed med hver en menneskesans, om dette s ogs forestiller en genstand i sig selv (ikke i regndrberne, for de er s allerede, qua fremtrdelser, empiriske objekter), s er sprgsmlet om forestillingens henfring til genstanden transcendentalt, og ikke bare drberne er blotte fremtrdelser, men derimod selv deres runde skikkelse, ja selv rummet, som de falder i, er intet i sig selv, men derimod blot modifikationer af eller grundlag for vores sanselige anskuelse, men det transcendentale objekt forbliver ubekendt for os. Det andet vigtige anliggende for vores transcendentale stetik er, at den ikke blot erhverver sig en vis gunst som muligt
s
Possessivpronomet dens henviser vel til den sanselige verdens (genstande). t Udtrykket som mulig hypotese overstter her als scheinbare Hypothese. - Kant skelner (i Logikken, Akademie-Ausgabe Bd. IX, pp. 80f.) mellem Wahrscheinlichkeit (probabilitas) og Scheinbarkeit
hypotese, men derimod fr vre s vis og ubetvivlet, som det nogensinde kan krves af en teori, der skal tjene som organon. For at gre denne vished fuldkomment indlysende, nsker vi at vlge et tilflde, hvor dets gyldighed kan blive mere [B64] benlys [augenscheinlich], og kan tjene til mere klarhed med hensyn til det, som anfrtes i 3.u Antag flgeligt, at rum og tid er objektive i sig selv, og betingelser for muligheden af tingene i sig selv, s viser det sig for det frste: at der om dem begge, forekommer a priori apodiktiske og syntetiske stninger i stort tal, isr om rummet, hvilke stninger vi derfor nsker srligt at undersge her til eksempel. Da geometriens stninger [A47] erkendes syntetisk a priori og med apodiktisk vished, s sprger jeg: hvorfra tager i den slags stninger, og hvad sttter vores forstand sig p, for at n til den slags simpelthen ndvendige og almengyldige sandheder? der er ingen anden vej, end gennem begreber eller gennem anskuelser,
25
(verisimilitudo). Begge er en holden noget for sandt ud fra utilstrkkelige grunde, men hvor frstnvnte, sandsynlighedens grunde, har et strre forhold til de tilstrkkelige grunde, end grundene til det modsatte [har det] (derved, at man her har en mlestok for, hvornr en grund er tilstrkkelig), der er de hernvnte, bogstaveligt skinbarlighedens grunde, blot strre end grundene til det modsatte. Kant: Denne mlestok er visheden. For idet jeg skal sammenligne de utilstrkkelige grunde med de tilstrkkelige, er jeg ndt til at vide, hvor meget der hrer til visheden. En sdan mlestok falder imidlertid vk ved den blotte skinbarlighed, da jeg her ikke sammenligner de utilstrkkelige grunde med de tilstrkkelige, men derimod blot med grundene til det modsatte. - Nr det lngere nede i afsnittet hedder, at det er utvivlsomt sikkert, og ikke blot muligt, eller ogs sandsynligt, at rum og tid ... blot er subjektive betingelser for al vores anskuelse, skal hermed understreges, at vi ikke blot m holde dette for sandt med en grad af vished, som er strre end den grad af vished, som de modsatte grunde kan opn, men ogs, at vi det tvrtimod er tvingende ndvendigt for os, at holde rum og tid for vrende subjektive anskuelsesformer. u Tilfjelse til B-udgaven.
26
men begge som sdanne, der enten er givet a priori eller a posteriori. De sidstnvnte, nemlig empiriske begreber, og tillige det, som de grunder sig p, den empiriske anskuelse, kan ikke afgive nogen syntetisk stning, andet end blot en sdan, der ogs blot er empirisk, dvs. er en erfaringsstning, og som alts aldrig kan indeholde ndvendighed og absolut almenhed, hvilket dog er det karakteristiske ved alle geometriens stninger. Hvad imidlertid det frstnvnte og eneste middel ville vre, for a priori at n til den slags erkendelser, nemlig gennem blotte begreber eller gennem anskuelser, s er det klart, at der, ud fra blotte begreber, slet ikke [B65] kan nes til nogen syntetisk erkendelse, men derimod udelukkende til en analytisk. Tag blot den stning, at intet rum lader sig indslutte af to rette linjer, og at der alts ikke er nogen figur mulig derigennem, og prv at udlede den ud fra begrebet om rette linjer og tallet to; men ogs, at en figur vil vre mulig ud fra tre rette linjer, og forsg det ligesdan blot ud fra disse begreber. Alle jeres bestrbelser er forgves, og i ser jer ndsaget til at tage jeres tilflugt til anskuelsen, sdan som geometrien ogs gr det til hver en tid. I giver jer alts en genstand i [A48] anskuelsen; men af hvilken art er denne anskuelse, er den en a priori ren anskuelse eller en empirisk? Hvis det sidstnvnte var tilfldet, s ville der aldrig kunne blive en almengyldig, og endnu mindre en apodiktisk stning deraf: for erfaring kan aldrig levere den slags. I m alts a priori give jeres genstand i anskuelsen, og s grunde jeres syntetiske stning p denne genstand. Hvis nu der ikke l en evne i jer til at anskue a priori; hvis denne subjektive betingelse ikke, formen tilflge, tillige var den almene a priori betingelse, under hvilken alene objektet for denne (ydre) anskuelse selv er muligt; hvis genstanden (trekanten) var noget i sig selv uden henfring til jeres subjekt: hvordan ville i kunne sige, at, hvad der ndvendigvis ligger i jeres subjektive betingelser for konstruktionen af en trekant, s ogs ndvendigvis m tilkomme trekanten i sig selv? For i ville dog ikke kunne tilfje noget nyt (figuren) til jeres begreber (om tre linjer), hvilket [B66] derfor ndvendigvis mtte antrffes ved genstanden, da denne er givet
forud for, og ikke igennem, jeres erkendelse. Hvis alts rummet (og s ogs tiden) ikke var en blot form for jeres anskuelse, som indeholder a priori betingelser, under hvilke alene tingene kan vre ydre genstande for jer, som ikke er noget i sig selv uden disse subjektive betingelser: s ville i syntetisk a priori helt og aldeles intet kunne afgre om ydre objekter. Det er alts utvivlsomt sikkert og ikke blot muligt, eller ogs [A49] sandsynligt, at rum og tid, som de ndvendige betingelser for al (indre og ydre) erfaring, blot er subjektive betingelser for al vores anskuelse, i forhold til hvilken alle genstande derfor er blotte fremtrdelser, og ikke p denne mde givne ting, om hvilke der s derfor ogs, hvad deres form angr, a priori lader sig sige meget, men aldrig det mindste om tingen i sig selv, som mtte ligge disse fremtrdelser til grund. II.r Til bekrftelsen af denne teori om idealiteten af den ydre svel som den indre sans, og alts om alle sansernes objekter som blotte fremtrdelser, kan isr denne bemrkning tjene: at alt, hvad der i vores erkendelse [n.] hrer anskuelsen til (alts med undtagelse af flelsen af lyst og ulyst, og viljen, som slet ikke er erkendelser) ikke indeholder andet end blotte forhold, mellem stederne i en anskuelse (udstrkning), [B67] forandring af stederne (bevgelse) og love, iflge hvilke denne forandring bestemmes (bevgende krfter). Men hvad det s er, der er nrvrende p stedet, eller hvad der s udover stedsforandringen indvirker p tingene selv, bliver ikke givet derigennem. Nu bliver dog gennem blotte forhold ikke erkendt en sag i sig selv: alts m der vel dmmes, at, da der gennem den ydre sans ikke gives os andet end blotte forholdsforestillinger, s vil denne ogs kun kunne indeholde en genstands forhold til subjektet i dens forestilling, og ikke det indre, som tilkommer objektet i sig selv. Med den indre anskuelse er det bevendt p samme mde. Ikke alene, at forestillingerne fra ydre sanser deri udgr det egentlige stof, med hvilket vi bestter vores gemyt, men den tid, som vi
r
27
Bde punkt II, III og IV, samt Afslutning p den transcendentale stetik er tilfjelser til B-udgaven.
28
stter disse forestillinger ind i, som selv for bevidstheden om dem i erfaringen gr forud, og ligger den til grund, som formal betingelse for den mde, hvorp vi stter dem i gemyttet, indeholder derimod allerede forhold af flgen-efter-hinanden, af samtidighed, og af det, som er samtidigt med flgen-efterhinanden (med det vedholdende). Nu er det, der, som forestilling, kan g forud for enhver handling med at tnke et eller andet, anskuelsen og, hvis den ikke indeholder andet end forhold, anskuelsens form, som, da den intet forestiller, ud over s vidt som noget bliver sat i gemyttet, s ikke kan vre andet end den mde, hvorp gemyttet [B68] bliver afficeret gennem egen gerning [Ttigkeit], nemlig denne stten af sin forestilling, og alts gennem sig selv, dvs. formalt betragtet gennem en indre sans. Alt, hvad der forestilles gennem en sans, er for s vidt til hver en tid fremtrdelse, og en indre sans ville alts enten slet ikke mtte indrmmes, eller ogs ville det subjekt, som er dens genstand, gennem den kun kunne forestilles som fremtrdelse, og ikke sdan som det ville dmme om sig selv, hvis dets anskuelse ville vre blot selvaktivitet [Selbstttigkeit], dvs. intellektuel. Her beror al vanskelighed blot p, hvordan et subjekt inderligt vil kunne anskue sig selv; men denne vanskelighed er flles for enhver teori. Bevidstheden om sig selv (apperception) er en simpel forestilling om Jeget, og hvis ethvert mangefold i subjektet alene derigennem ville vre givet selvaktivt, s ville den indre anskuelse vre intellektuel. I mennesket krver denne bevidsthed indre iagttagelse af det mangefold, som forudgende bliver givet i subjektet, og den mde, hvorp dette mangefold bliver givet i gemyttet uden spontanitet, m for denne forskels skyld kaldes sansning. Hvis evnen til at blive sig bevidst skal opsge (apprehendere) det, som ligger i gemyttet, s m den afficere selvsamme gemyt og kan alene p sdan vis frembringe en anskuelse af sig selv, hvis form imidlertid, som forudgende ligger til grund i gemyttet, [B69] bestemmer den mde, hvorp mangefoldet er samlet i gemyttet, i forestillingen om tiden; da den s anskuer sig selv, ikke selvaktiv, sdan som den umiddelbart ville forestille sig, men derimod ud
fra den mde, hvorp den bliver afficeret indefra, og flgeligt sdan, som den fremtrder for sig, ikke sdan som den er. III. Nr jeg siger: i rummet og tiden prsenterer [stellt vor] anskuelsen, svel af de ydre objekter som selvanskuelsen af gemyttet, begge to, sdan som dette objekt afficerer vore sanser, dvs. sdan som det fremtrder, s vil det ikke sige, at disse genstande blot ville vre et skin. For i fremtrdelsen bliver objekterne, ja selv de beskaffenheder som vi tillgger dem, til hver en tid anset som noget virkeligt givet, blot med det forbehold, at, s vidt denne beskaffenhed kun afhnger af subjektets anskuelsesmde i den givne genstands relation til subjektet, s bliver denne genstand som fremtrdelse sondret fra subjektet selv som objekt i sig selv. Sledes siger jeg ikke, at legemerne blot synes at vre udenfor mig, eller at min sjl kun synes at vre givet i min selvbevidsthed, nr jeg pstr, at rummets og tidens kvalitet, som jeg begge stter som betingelse passende til deres eksistens, s ligger i min anskuelsesmde og ikke i disse objekter i sig selv. Det ville vre min egen skyld, hvis jeg gjorde et blot skin ud af det, som jeg skulle tlle til fremtrdelsen.2 Dette [B70] sker heller ikke ud fra vores princip om idealiteten af alle vore sanselige anskuelser; snarere kan man ikke undg, nr man tillgger objektiv realitet til hine
2
29
[B69] Fremtrdelsens prdikater kan tillgges til objekterne selv i forhold til vores sans, f.eks. [B70] den rde farve eller duften til rosen; men skinnet kan aldrig tillgges som prdikat til genstanden, netop fordi det tillgger til objektet taget for sig, hvad der kun tilkommer genstanden i dets forhold til sanserne eller overhovedet til subjektet, f.eks. de to kanter, som man til at begynde med tillagde Saturn. Hvad der slet ikke kan antrffes ved objektet i sig selv, men altid i dette objekts forhold til subjektet, og er uadskilleligt fra forestillingen om sidstnvnte, er fremtrdelse, og sledes bliver rummets og tidens prdikater med rette tillagt til sansernes genstande som sdanne, og heri er intet skin. Hvis jeg derimod tillgger rdhed til rosen i sig selv, kanterne til Saturn, eller udstrkning til alle ydre genstande i sig selv, uden at se p disse genstandes bestemte forhold til subjektet, og at indskrnke min dom dertil, allerfrst da udspringer skinnet.
30
forestillingsformer, at ikke alt derigennem bliver forvandlet i blot skin. For hvis man anser rummet og tiden som beskaffenheder, der iflge deres mulighed mtte antrffes i sager i sig selv, og gennemtnker man de urimeligheder, som man s snart forvikler sig ind i, idet to uendelige ting, der ikke [B71] er ndt til at vre substanser, og heller ikke er ndt til at vre noget, der virkeligt inhrerer i substanserne, men alligevel m vre noget eksisterende, ja endda er ndt til at vre den ndvendige betingelse for eksistensen af alle ting, ogs forbliver tilbage, selv hvis alle eksisterende ting ophves: s kan man vel ikke fortnke den gode Berkeley for, nr han degraderede legemerne til det blotte skin; ja selv vores egen eksistens, der p sdan vis ville vre gjort afhngig af den for sig bestende realitet af en uting som tiden, mtte med den sledes forstede tid blive forvandlet i lutter skin, hvilket er en urimelighed, som ingen endnu har gjort sig skyldig i. IV. I den naturlige teologi, hvor man tnker sig en genstand, der ikke blot for os slet ikke kan vre nogen genstand for anskuelsen, men derimod for ham selv slet ikke kan vre nogen genstand for den sanselige anskuelse, der er man omhyggeligt opmrksom p at bortskaffe tidens og rummets betingelser fra al hans anskuelse (for al hans erkendelse m vre noget ligesom anskuelse, og ikke tnkning, hvilket til hver en tid udviser skranker). Men med hvilken ret kan man gre dette, hvis man forudgende har gjort dem begge til former for tingene i sig selv, og vel at mrke sdanne, der, som a priori betingelser for tingenes eksistens, bliver tilovers, selv hvis man havde ophvet tingene selv: for som betingelser for al eksistens overhovedet mtte de ogs vre det om Guds eksistens. Der bliver intet til overs, hvis man ikke [B72] vil gre dem til objektive former for alle ting, andet end at man gr dem til subjektive former for vores ydre svel som indre anskuelsesmde, der derfor kaldes sanselig, fordi den ikke er oprindelig, dvs. er en sdan, gennem hvilken selv objektets eksistens ville blive givet for anskuelsen (og som, s vidt vi indser, kun kan tilkomme urvsenet), men derimod er afhngig af objektets eksistens, og alts kun er muligt
derigennem, at subjektets forestillingsevne bliver afficeret igennem samme. Vi er heller ikke ndt til at indskrnke anskuelsesmden i rum og tid til menneskets sansning; det kan vre, at alle endelige tnkende vsener ndvendigvis m komme overens med mennesket heri (selvom vi ikke kan afgre dette), men den hrer dog ikke op med at vre sansning for denne almengyldigheds skyld, og dette netop fordi den er afledt (intuitivus derivativus), og ikke oprindelig (intuitus originarius), og alts ikke er intellektuel anskuelse, hvilket af den netop anfrte grund synes kun at tilkomme urvsenet, men aldrig et vsen, som er afhngigt bde hvad angr dets eksistens og dets anskuelse (der bestemmer dets eksistens i henfring til givne objekter); omend den sidstnvnte bemrkning kun kan tlle som udredning [Erluterung], ikke som bevisgrund for vores stetiske teori. [B73] Afslutning p den transcendentale stetik Her har vi nu et af de krvede stykker til lsningen p transcendentalfilosofiens almene opgave: hvordan er syntetiske a priori stninger mulige?, nemlig a priori rene anskuelser, rum og tid, i hvilke vi, nr vi i dommen nsker at g a priori ud over det givne begreb, antrffer det, som, ikke i begrebet, men dog i den dertil svarende anskuelse, a priori kan afdkkes og kan forbindes syntetisk med hine begreb, hvilke domme imidlertid af denne grund aldrig kan rkke videre end til genstande for sanserne, og kun kan glde for objekter for mulig erfaring.
31
32
[A50 / B74]
Den Transcendentale Elementarlres Anden Del Den Transcendentale Logik

Indledning En transcendental logiks ide
I. Om logikken overhovedet Vor erkendelse udspringer af to grundkilder for gemyttet, hvoraf den frste er, at modtage forestillinger (indtrykkenes receptivitet), den anden evnen til, gennem disse forestillinger at erkende en genstand (begrebernes spontanitet); gennem den frste bliver en genstand os givet, gennem den anden bliver denne genstand, i forholdet til hine forestilling (som blot bestemmelse af gemyttet), tnkt. Anskuelse og begreber udgr sledes elementerne for al vor erkendelse, s at hverken begreber, uden en dem p en eller anden mde korresponderende anskuelse, eller anskuelse uden begreber, kan afgive en erkendelse. Hver af dem er enten ren, eller empirisk. Empirisk, nr der deri er indeholdt sansefornemmelse (som forudstter genstandens virkelige nrvr); ren, derimod, hvis forestillingen ikke er iblandet nogen sansefornemmelse. Man kan kalde sidstnvnte sansefornemmelse for den sanselige erkendelses materie. Derfor indeholder ren [B75] anskuelse kun den form, hvorunder noget bliver anskuet [A51], og rent begreb alene formen for tnkningen af en genstand overhovedet. Kun rene anskuelser eller begreber er
Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning
alene mulige a priori, empiriske anskuelser eller begreber er kun mulige a posteriori. nsker vi at kalde vort gemyts receptivitet til at modtage forestillinger, s vidt som det p en eller anden mde bliver afficeret, for sansning; s er derimod evnen til, selv at frembringe forestillinger, eller erkendelsensA [n.] spontanitet, forstanden. Vor natur bringer det sdan med sig, at anskuelsen aldrig kan vre andet end sanselig, dvs. kun indeholder den mde, hvorp vi bliver afficeret af genstande. Derimod er evnen til at tnke den sanselige anskuelses genstand forstanden. Ingen af disse egenskaber er den anden at foretrkke. Uden sansning ville ingen genstand blive os givet, og uden forstand ville ingen genstand blive tnkt. Tanker uden indhold er tomme, anskuelser uden begreber er blinde. Det er derfor lige s ndvendigt at gre sine begreber sanselige (dvs. at vedlgge dem genstanden i anskuelsen) som at gre sig sine anskuelser forstelige (dvs. at bringe dem under begreber). De to evner, eller frdigheder, kan heller ikke bytte deres funktioner. Forstanden formr ikke at anskue noget, og sanserne formr ikke at tnke noget. Kun deraf, at de forener sig, kan [B76] erkendelse udspringe. Man m dog ikke af den grund blande deres andel sammen, men har tvrtimod stor rsag til, [A52] med omhu at afsondre hver af dem fra den anden, og at skelne mellem dem. Derfor skelner vi videnskaben om sansningens regler overhovedet, dvs. stetik, fra
A
33
[Kant taler bestemt om die Erkenntnis (f., sing.), das Erkenntnis (n., sing.) og die Erkenntnisse (pl.). Hvad der er hvad er svrt at sige: Den gamle ordbog skelner: Erkenntnis, f. -se. Erkjendelse, Overbevisning, Overtydning, c., Indsigt, Kundskab, c. og Erkenntnis, n. -ses -se. Kjendelse, Dom, c. - Dt holder heller ikke helt. Det anmrkes i det flgende ved tilfjelsen af et [n.], nr neutrumformen er anvendt i Kants tekst.]
34
videnskaben om forstandsreglerne overhovedet, dvs. om logikken. Logikken kan nu igen foretages i tvefoldigt henseende, enten som logik for den almene, eller for den srskilte forstandsbrug. Den frste indeholder de simpelthen ndvendige regler for tnkningen, uden hvilke der slet ikke finder nogen brug af forstanden sted, og angr alts denne, uagtet forskelligheden af de genstande, som den s er rettet mod. Logikken for den srskilte forstandsbrug indeholder reglerne for, at tnke rigtigt om en vis art af genstande. Den frste kan man kalde for elementarlogikken, mens den anden er denne eller hine videnskabs organon. Sidstnvnte bliver i skolerne ofte foranstillet videnskaberne som propdeutik, om den end, den menneskelige fornufts gang tilflge, er det seneste, som fornuften allerfrst nr frem til, nr videnskaben allerede forlngst er frdig, og kun behver den sidste hnd til sin berigtigelse og fuldkommenhed. For man m allerede i temmelig hj grad kende genstandene, nr [B77] man vil angive reglerne for, hvordan en videnskab om dem skal lade sige bringe i stand. Den almene logik er nu enten den rene, eller den anvendte logik. I den frste abstraherer vi [A53] fra alle empiriske betingelser, under hvilke vor forstand bliver udvet, f.eks. fra sansernes indflydelse, indbildningens spil, erindringens love, vanens magt, tilbjeligheden osv., og alts ogs fra kilderne til fordommene, ja overhovedet fra alle rsager, hvoraf visse erkendelser udspringer for os, eller mtte blive os tillagt, eftersom de blot vedrrer forstanden under visse omstndigheder for dens anvendelse, og der, for at kende disse omstndigheder, krves erfaring. En almen, men ren logik har alts med lutter a priori principper at gre og er en kanon for forstanden og fornuften, men kun med hensyn til det formale ved deres brug, indholdet m s vre hvad det vil (empirisk eller transcendentalt). En almen logik
hedder s anvendt, nr den er rettet mod reglerne for brugen af forstanden under de subjektive empiriske betingelser, som psykologien lrer os. Den har alts empiriske principper, om den end for s vidt er almen, at den angr forstandsbrugen uden forskel mellem genstandene. Af den grund er den ogs hverken en kanon for forstanden overhovedet, endsige en organon for srskilte [B78] videnskaber, men derimod blot et kathartikon for den jvne forstand. I den almene logik m sledes den del, der skal udgre den rene fornuftslre, helt afsondres fra den del, som udgr den anvendte (omend [A54] stadigvk almene) logik. Kun den frste er egentligt videnskab, omend kort og tr, og sdan som den skolerette fremstilling af en elementarlre for forstanden krver det. I denne m logikerne sledes til hver en tid have to regler for je: 1) Som almen logik abstraherer den fra alt indhold af forstandserkendelsen, og fra forskelligheden af deres genstande, og har med intet andet end tnkningens blotte form at gre. 2) Som ren logik har den ingen empiriske principper, og den ser alts intet (sdan som man til tider har overtalt sig om) fra psykologien, der sledes slet ingen indflydelse har p forstandens kanon. Den er en demonstreret doktrin, og alt m i den vre af fuldstndigt a priori vished. Hvad jeg kalder den anvendte logik, (imod den gngse betydning af dette ord, iflge hvilken den skal indeholde visse velser, som den rene logik giver reglen for,) s er den en forestilling om forstanden og om reglerne for dens ndvendige brug in concreto, nemlig under subjektets tilfldige betingelser, [B79] betingelser der kan hindre eller befordre denne brug, og som tilsammen kun kan gives empirisk. Den omhandler opmrksomheden, dennes hindringer og flger, oprindelsen til fejltagelsen, tvivlens tilstand, skrupelen, overbevisningen osv.; og
35
36
til den forholder den almene og rene logik sig som den rene moral, [A55] der blot indeholder de ndvendige sdelige love for en fri vilje overhovedet, til den egentlige dydslre, der overvejer disse love under flelsernes, tilbjelighedernes og lidenskabernes hindringer, som menneskene mere eller mindre er underkastede, og som aldrig kan afgive en sand og demonstreret videnskab, fordi den lige s vel som hine anvendte logik behver empiriske og psykologiske principper. II. Om den Transcendentale Logik Den almene logik abstraherer, som vi har vist, fra al erkendelsens indhold, dvs. fra al dens henfrsel til objektet, og betragter kun den logiske form i erkendelsernes forhold til hinanden, dvs. formen for tnkningen overhovedet. Da der nu bde gives rene, svel som empiriske anskuelser, (sdan som den transcendentale stetik viser), s kunne der vel ogs vise sig en forskel mellem ren og empirisk [B80] tnkning af genstandene. I dette tilflde ville der gives en logik, hvori man ikke abstraherede fra al erkendelsens indhold; for den logik, der blot indeholdt reglerne for den rene tnkning af en genstand, ville udelukke alle de erkendelser, som ville vre af empirisk indhold. Den ville ogs g p oprindelsen af vor erkendelse af genstande, [A56] s vidt denne oprindelse ikke kan tilskrives genstandene; da den almene logik til sammenligning intet har at gre med denne oprindelse af erkendelsen, men derimod blot betragter forestillingerne, uagtet om de s helt til at begynde med [uranfnglich] er givet a priori i os selv eller blot empirisk, ud fra de love, iflge hvilke forstanden bruger dem i forhold til hinanden, nr den tnker, og sledes kun omhandler den forstandsform, som kan skaffes til forestillingerne, hvor end de ellers mtte vre udsprunget fra.
Og her gr jeg en anmrkning, der strkker sin indflydelse ud p alle efterflgende betragtninger, og som man vel m have for je, nemlig: at ikke enhver erkendelse a priori, men derimod kun den, hvorigennem vi erkender, at og hvordan visse forestillinger (anskuelser eller begreber) alene anvendes a priori, eller er mulige, m hedde transcendental (dvs. muligheden af erkendelsen eller brugen af samme a priori). Derfor er hverken rummet, [B81] ejheller en eller andet geometrisk bestemmelse af rummet a priori, en transcendental forestilling, men derimod kun erkendelsen af, at disse forestillinger slet ikke er af empirisk oprindelse, og muligheden for, at de alligevel vil kunne henfre sig a priori til genstande af erfaringen, kan hedde transcendental. Tillige ville brugen af rummet om genstande overhovedet ogs vre transcendental: men er brugen af rummet indskrnket alene til sansernes genstande, s hedder den empirisk. [A57] Forskellen mellem det Transcendentale og det Empiriske hrer alts kun til kritikken af erkendelserne, og vedrrer ikke deres henfrsel til deres genstand. I forventningen om, at der sledes mske kunne gives begreber, som a priori henfrer sig til genstande, ikke som rene eller sanselige anskuelser, men derimod blot som handlinger af den rene tnkning, og som alts er begreber, der dog hverken af empirisk eller stetisk oprindelse, s gr vi os forudgende ideen om en videnskab for den rene forstands- og fornuftserkendelse, hvorigennem vi tnker genstande fuldstndigt a priori. En sdan videnskab, som ville bestemme oprindelsen til, omfanget og den objektive gyldighed af sdanne erkendelser, ville mtte hedde transcendental logik, fordi den blot har at gre med forstandens og fornuftens love, men alene s vidt som de henfres til genstande a priori, [B82] og ikke, som den almene logik, bliver henfrt til s vel de empiriske, som til de rene fornuftserkendelser uden forskel.
37
38
III. Om inddelingen af den almene logik i analytik og dialektik Det gamle og bermte sprgsml, med hvilket man mente at trnge logikerne op i hjrnet, og sgte at bringe dem derhen, at de enten mtte lade sige ramme i en ond cirkel, eller [A58] skulle bekende deres uvidenhed, og alts ogs nytteslsheden af hele deres kunst, er dette: Hvad er sandhed? Navneforklaringen af sandheden, at den nemlig er overensstemmelsen af erkendelsen med dens genstand, bliver her medgivet, og forudsat; men man forlanger at vide, hvad der s er det almene og sikre kriterium for sandheden af enhver erkendelse. Det er allerede et stort og ndigt bevis p kloghed eller indsigt, at vide, hvad man fornuftigvis skal sprge om. For, hvis sprgsmlet i sig er urimeligt, og afkrver undige svar, s har det, udover at bringe skam over den der udkaster det, til tider ogs den ulempe, at forlede den uforsigtige tilhrer til urimelige svar, og til at give det latterlige udseende af, at den ene [B83] (som de Gamle sagde) malker bukken, mens den anden holder sien under. Hvis sandhed bestr i en erkendelses overensstemmelse med dens genstand, s m denne genstand derigennem sondres fra andre genstande; for en erkendelse er falsk, hvis den ikke stemmer overens med den genstand, som den bliver henfrt til, om den end indeholder noget, som vel kunne glde om andre genstande. Nu ville et alment kriterium for sandheden vre det, som ville vre gyldigt om alle erkendelser, uden forskel p deres genstande. Men da man ved samme kriterium abstraherer fra alt indhold af erkendelsen (henfrsel til dens objekt), og [A59] sandheden netop angr dette indhold, er det klart, at det s er helt
umuligt og urimeligt, at sprge efter et kendetegn p sandheden af dette indhold af erkendelserne, og at der sledes umuligt vil kunne angives et tilstrkkeligt, og dog tillige alment kendetegn p sandheden. Da vi allerede ovenfor har kaldt en erkendelses indhold for denne erkendelses materie, s m man sige: om sandheden af erkendelsen af materien lader sig ikke forlange noget alment kendetegn, fordi det er modsigende i sig selv. Men hvad angr erkendelsen [n.] iflge den blotte form (med tilsidesttelse af alt indhold), s er det lige s klart: at en logik, s vidt den [B84] foredrager de almene og ndvendige regler for forstanden, netop i disse regler m fremlgge kriterier for sandheden. For hvad der modsiger disse regler er falsk, fordi forstanden derved strider mod dens almene regler for tnkningen, og alts modstrider sig selv. Disse kriterier vedrrer imidlertid kun sandhedens form, dvs. formen for tnkningen overhovedet, og de er for s vidt helt rigtige, men ikke tilstrkkelige. For om end en erkendelse mtte vre helt passende til den logiske form, dvs. ikke modsagde sig selv, s kan den dog stadigvk modsige genstanden. Sledes er det blot logiske kriterium for sandheden, nemlig overensstemmelsen af en erkendelse med forstandens og fornuftens almene og formale love ganske vist al sandheds conditio sine qua non, og alts den negative betingelse for al [A60] sandhed: videre kan logikken dog ikke g, og den fejltagelse, der ikke angr formen, men derimod indholdet, kan logikken gennem ingen prvesten afdkke. Den almene logik oplser nu hele forstandens og fornuftens formale forehavende i dets elementer, hvilke den fremstiller som principper for al logisk bedmmelse af vor erkendelse. Denne del af logikken kan derfor hedde analytik, og er netop derfor i det mindste den negative prvesten for sandheden, idet man frst ved disse regler m prve og vurdere al erkendelse iflge dens form, fr man undersger erkendelsen selv ud fra dens indhold, for at
39
40
finde ud af [B85] om den med hensyn til genstanden indeholder positiv sandhed. Men da erkendelsens [n.] blotte form, hvor meget den s ogs end m stemme overens med logiske love, endnu langt fra rkker til, derfor at udfinde materiel (objektiv) sandhed for den erkendelse [n.], s kan ingen med logikken alene vove, at dmme om genstande, og at pst et eller andet, uden at have inddraget forud begrundet information [Erkundigung] om dem fra et sted udenfor logikken [auer der Logik], for herudfra at forsge benyttelsen og forbindelsen af dem i et sammenhngende hele ud fra logiske love, eller endnu bedre, alene at prve dem derudfra. Alligevel ligger der noget forledende i besiddelsen af en s skinbarlig kunst til, at give alle vore erkendelser forstandens form, om man end med hensyn til deres indhold endnu fr vre ganske tom og [A61] fattig, at hine almene logik, der blot er en kanon til bedmmelsen, ligesom bliver brugt som en organon til den virkelige frembringelse i det mindste til blndvrket af objektive pstande, og alts ogs virkeligt [in der Tat] er blevet misbrugt derigennem. Den almene logik, nu, som formentlig organon, hedder dialektik. S forskellig den betydning end er, i hvilken de Gamle betjente sig af denne benvnelse for en videnskab eller kunst, s kan man dog af den virkelige brug af benvnelsen forst, at den hos dem [B86] ikke var andet end logikken om skinnet. En sofistisk kunst til at give sin uvidenhed, ja selv sine forstlige blndvrker anstrget af sandheden, derved at man efterlignede grundighedens metode, som logikken overhovedet foreskriver, og benyttede dens topik til at forsknne sit tomme foregivende. Nu kan man anmrke, som en sikker og brugbar advarsel: at den almene logik, som organon betragtet, til hver en tid vil vre en logik om skinnet, dvs. vil vre dialektisk. For da den slet ikke lrer os noget om erkendelsens indhold, men derimod blot lrer os de formale betingelser for overensstemmelsen med forstanden,
hvilke i vrigt er fuldstndigt ligegyldige med hensyn til genstandene; s m tilskyndelsen til, at bruge logikken som et vrktj (organon), for, i det mindste iflge ens foregivende, at udbrede og at udvide sine kendskaber, ende ud i intet andet end i den sludder [Geschwtzigkeit], at pst alt, hvad man vil, med [A62] nogen skin, eller ogs efter forgodtbefindende at anfgte det. En sdan undervisning er p ingen mde passende for filosofiens vrdighed. Derfor har man heller talt denne benvnelse af dialektikken med til logikken, som en kritik af det dialektiske skin, og som en sdan nsker vi ogs her at vide den forstet. [B87] IV. Om inddelingen af den transcendentale logik i den Transcendentale Analytik og Dialektik.
41
I en transcendental logik isolerer vi forstanden, (sdan som vi ovenfor i den transcendentale stetik gjorde med sansningen) og udhver blot den del af tnkningen fra vores erkendelse [n.], som alene har sin oprindelse i forstanden. Men brugen af disse rene erkendelser beror p, som deres betingelse: at genstande gives os i anskuelsen, som de rene erkendelser kan anvendes p. For uden anskuelse er der, for al vor erkendelse, en mangel p objekter, og s forbliver erkendelsen fuldstndigt tom. Den del af den transcendentale logik, alts, der foredrager elementerne af den rene forstandserkendelse, og de principper, uden hvilke der overalt ikke kan tnkes nogen genstand, er den transcendentale analytik, og den er tillige en logik for sandheden. For ingen erkendelse kan modsige den, uden tillige at miste alt [A63] indhold, dvs. ethvert henfringsforhold til et eller andet objekt, og alts ogs at miste al sandhed. Men da det er meget
42
forlokkende og forledende, at betjene sig alene af disse rene forstandserkendelser og grundstninger, og det selv ud over grnserne for den erfaring, som dog ene og alene kan give os materien (objekter) i hnde, [B88] som hine rene forstandsbegreber kan anvendes p: s gerder forstanden i fare for, gennem tomme fornufterier at gre en material brug af de blot formale principper for den rene forstand, og for, uden forskel at dmme om genstande, som dog ikke er os givet, ja mske p ingen mde kan gives os. Da den alts egentligt kun skulle vre en kanon til bedmmelsen af den empiriske brug, s bliver den misbrugt, hvis man lader den glde som organonen for en almen og ubegrnset brug, og med den rene forstand alene vover at dmme, at pst, og at afgre, syntetisk om genstande overhovedet. Sledes ville brugen af den rene forstand s vre dialektisk. Den anden del af den transcendentale logik m alts vre en kritik af dette dialektiske skin, og hedder transcendental dialektik, ikke forstet som en kunst til, dogmatisk at tilvejebringe den slags skin, (en desvrre meget gangbar kunst i mangfoldige metafysiske gglervrker) men derimod som en kritik af forstanden og af fornuften med henblik p dennes hyperfysiske brug, for at afdkke det falske skin i dens [A64] grundlse anmasselser, og at mindske dens krav p opfindelse og udvidelse, som den, blot gennem transcendentale grundstninger, formener at n til, til at vre krav om, blot at bedmme og forvare den rene forstand fra et sofistisk blndvrk.
43
[B89]
Den Transcendentale Logiks Frste Afdeling

Den Transcendentale Analytik
Denne analytik er opdelingen af vores samlede a priori erkendelse [n.] i den rene forstandserkendelses elementer. Herved kommer det an p flgende stykker. 1. At begreberne fr vre rene og ikke empiriske begreber. 2. At de ikke hrer til anskuelsen og sansningen, men derimod til tnkningen og forstanden. 3. At de fr vre elementarbegreber og vel adskilles fra de afledte, eller deraf sammensatte, begreber. 4. At deres tavle fr vre fuldstndig, og at de udfylder hele den rene forstands felt. Nu kan denne fuldstndighed for en videnskab ikke antages med tilforladelighed ved at lave et overslag, et blot gennem forsg tilvejebragt aggregat; derfor er den kun mulig, formidlet via en ide for helheden af den a priori forstandserkendelse og gennem den derudfra bestemte afdeling af de begreber, der udgr den, og alts kun gennem [A65] deres sammenhng i et system. Den rene forstand skiller sig ikke alene fuldstndigt ud fra alt Empirisk, men derimod sgar fra al sansning. Den er alts en for sig bestende, sig selv tilstrkkelig, [B90] og gennem ingen yderligt tilkommende tilstninger forgelig enhed. Derfor vil indbegrebet af dens erkendelse udgre et under en ide fatteligt og bestemmeligt system, hvis fuldstndighed og artikulation tillige kan afgive en prvesten for rigtigheden og gtheden af alle stykker erkendelse som passer ind. Men hele denne del af den transcendentale logik bestr af to bger, hvoraf den ene
44
indeholder den rene forstands begreber, og den anden indeholder den rene forstands grundstninger.
Den Transcendentale Analytiks Frste Bog Begrebernes Analytik

Jeg forstr under begrebernes analytik ikke analysen af dem, eller den sdvanlige fremgangsmde i filosofiske undersgelser, hvor begreber, der frembyder sig, opdeles og bringes til tydelighed iflge deres indhold, men derimod den endnu lidet forsgte opdeling af forstandsevnen selv, for at udforske muligheden af begreberne a priori derigennem, [A66] at vi opsger dem i forstanden alene, som deres fdested, og analyserer dens rene brug overhovedet; for dette er det egendommelige forehavende for en [B91] transcendental-filosofi; det vrige er den logiske behandling af begreberne i filosofien overhovedet. Vi vil alts forflge de rene begreber indtil deres frste kim og anlg i den menneskelige forstand, i hvilke de ligger forberedt, indtil de endeligt ved erfaringens lejlighed bliver udviklet og gennem netop den samme forstand, befriet fra de dem vedhngende empiriske betingelser, bliver fremstillet i deres renhed.
45
Begrebernes Analytiks Frste Hovedstykke

Om ledetrden for afdkningen af alle rene forstandsbegreber Stter man en erkendelsesevne i spil, s dukker der, ud fra de adskillige foranledninger, forskellige begreber op, som gr denne evne kendbar og som lader sig samle i en mere eller mindre udfrlig artikel [Aufsatz], efter at man gennem lngere tid, eller med strre skarpsindighed, har iagttaget dem. Hvor denne undersgelse vil vre bragt til ende, det lader sig, ved denne ligesom mekaniske fremgangsmde, aldrig bestemme med sikkerhed. Og de [A67] begreber, som man kun sdan ved lejlighed finder frem til, afdkker sig heller ikke i nogen orden og systematisk [B92] enhed, men bliver derimod i sidste ende blot stillet op i rkker, sammenstillet ud fra deres ligheder og strrelsen af deres indhold, begyndende fra de simple begreber, til de mere sammensatte, som bringes i stand p en alt andet end [nichts weniger als] systematisk, omend p sin vis metodisk mde. Transcendentalfilosofien har den fordel, men ogs den forbindtlighed, at opsge sine begreber ud fra et princip; fordi de rent og usammenblandet udspringer af forstanden, som absolut enhed, og derfor selv m hnge sammen indbyrdes iflge et begreb, eller en ide. Men en sdan sammenhng giver en regel i hnde, iflge hvilken der, for ethvert rent forstandsbegreb og for alle rene forstandsbegreber tilsammen, kan gives en bestemmelse af deres fuldstndighed a priori, hvilket altsammen ellers ville afhnge af forgodtbefindendet, eller af tilfldet.
46
Den Transcendentale Ledetrd til afdkningen af alle rene forstandsbegreber, frste afsnit Om den logiske forstandsbrug overhovedet Forstanden blev ovenfor blot forklaret negativt: gennem en ikkesanselig erkendeevne. Nu kan vi, uafhngigt af sansningen, ikke [A68] blive delagtige i nogen anskuelse. Sledes er forstanden ingen evne til anskuelsen. Men der gives, ud over [B93] anskuelsen, ingen anden art at erkende p, end gennem begreber. Alts er erkendelsen for enhver, i det mindste for den menneskelige, forstand en erkendelse gennem begreber, ikke intuitivt, men derimod diskursivt. Alle anskuelser, som sanselige, beror p affektioner, begreberne sledes p funktioner. Men under funktion forstr jeg enheden af den handling, at ordne forskellige forestillinger under en flles forestilling. Begreber grunder sig sledes p tnkningens spontanitet, sdan som sanselige anskuelser grunder sig p indtrykkenes receptivitet. Af disse begreber kan forstanden nu ikke gre nogen anden brug, end at den dmmer derigennem. Da ingen forestilling gr umiddelbart p genstanden, andet end blot anskuelsen, s bliver et begreb aldrig nogensinde henfrt umiddelbart til en genstand, men derimod til en eller anden anden forestilling om denne genstand (denne forestilling fr s vre anskuelse eller selv allerede begreb). Dommen er sledes den middelbare erkendelse af en genstand, og alts forestillingen om en forestilling om genstanden. I enhver dom er der et begreb, der glder for mange, og under dette begreb om mange ogs begriber en given forestilling, hvilken sidstnvnte forestilling s umiddelbart
Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1
henfres til genstanden. Sledes henfrer sig f.eks. i dommen: alle legemer er delelige, begrebet om det delelige til forskellige andre begreber; men blandt disse bliver begrebet her isr [A69] henfrt til begrebet om legemet; men dette begreb til visse os forekommende fremtrdelser. Alts [B94] forestilles disse genstande middelbart gennem delelighedens begreb. Alle domme er dette tilflge funktioner af den enhed, der er imellem vore forestillinger [Funktionen der Einheit unter unsern Vorstellungen], da der nemlig i stedet for en umiddelbar forestilling bliver brugt en hjere, som begriber denne og flere under sig, til erkendelsen af genstanden, og mange mulige erkendelser derigennem bliver sammendraget i een. Men vi kan fre alle forstandens handlinger tilbage til domme, s at forstanden overhovedet kan forestilles som en evne til at dmme. For den er iflge det ovenstende en evne til at tnke. Tnkning er erkendelsen [n.] gennem begreber. Men begreber henfrer sig, som prdikater for mulige domme, til en eller anden forestilling om en endnu ubestemt genstand. Sledes betyder begrebet om legemet noget, f.eks. metal, som kan erkendes gennem hine begreb. Det er alts kun derigennem begreb, at der under det er indeholdt andre forestillinger, gennem hvis formidling det kan henfre sig til genstande. Begrebet er sledes prdikatet til en mulig dom, f.eks. ethvert metal er et legeme. Forstandens funktioner kan sledes allesammen findes, hvis man kan give en fuldstndig fremstilling af funktionerne for enheden i dommene. At dette ganske vel lader sig ivrkstte, vil det flgende afsnit stille for je.
47
48
[A70 / B95] Den Transcendentale Ledetrd til afdkningen af alle rene forstandsbegreber, andet afsnit 9.1 Om forstandens logiske funktion i domme Hvis vi abstraherer fra alt indhold af en dom overhovedet, og kun giver agt p den blotte forstandsform deri, s finder vi, at tnkningens funktion i dommen vil kunne bringes under fire titler, som hver isr indeholder tre momenter under sig. De kan fjeligt fremstilles [vorgestellt werden] i flgende tavle. 1. Dommenes Kvantitet. Almene Srskilte Enkelte 2. Kvalitet. Affirmative Bengtende Uendelige 4. Modalitet. Problematiske Assertoriske Apodiktiske
1
3. Relation. Kategoriske Hypotetiske Disjunktive
[B96]
[-inddeling frst tilfjet B-udgaven.]
Da denne inddeling, i nogle, omend ikke vsentlige, stykker, synes at [A71] afvige fra den vante teknik hos logikerne, s vil de flgende advarsler imod den foruroligede misforstand ikke vre undige. 1. Logikerne siger med rette, at man ved brugen af dommene i fornuftsslutninger vil kunne behandle de enkelte domme lig de almene. For netop fordi de ikke har noget omfang kan deres prdikat ikke blot henfres til noget af det, som er indeholdt under subjektets begreb, mens der s er noget under subjektets begreb, som prdikatet undtages for. Prdikatet glder alts for subjektets begreb uden undtagelse, ligesom hvis selvsamme subjektbegreb var et fllesgyldigt begreb, der havde et omfang, hvis hele betydning prdikatet s galdt om. Sammenligner vi derimod en enkelt dom med en fllesgyldig, blot som erkendelse, ud fra strrelsen, s forholder den sig til denne som enhed til uendelighed, og er alts i sig selv vsentligt forskellig derfra. Alts, hvis jeg ikke blot vurderer en enkelt dom (judicium singulare) ud fra dens indre gyldighed, men derimod ogs, som erkendelse overhovedet, ud fra den strrelse, som den enkelte dom har i sammenligning med andre erkendelser, s er den s sandelig forskellig fra fllesgyldige domme (judicia communia), og fortjener et srskilt sted i en fuldstndig tavle over momenterne af tnkningen overhovedet (omend vel at mrke ikke i [B97] den logik, der er indskrnket blot til brugen af dommene indbyrdes). 2. Liges m, i en transcendental logik, uendelige domme endvidere sondres fra affirmative [A72], om de end i den almene logik med rette tlles med til disse, og ikke udgr noget srskilt led af inddelingen. Den almene logik abstraherer nemlig fra al prdikatets indhold (ogs selvom prdikatet er bengtende) og ser kun p, om prdikatet tillgges, eller om det modsttes subjektet. Men den transcendentale logik betragter ogs dommen
49
50
ud fra denne, gennem et blot bengtende prdikat formidlede, logiske affirmations vrdi eller indhold, og ud fra, hvad for en gevinst denne affirmation skaffer med hensyn til den samlede erkendelse [n.]. Hvis jeg om sjlen havde sagt, at den ikke er ddelig, s ville jeg gennem en bengtende dom i det mindste have afholdt en fejltagelse. Nu har jeg gennem stningen: sjlen er ikkeddelig, ganske vist ud fra den logiske form virkeligt affirmeret, idet jeg stter sjlen i det uindskrnkede omfang af de ikkedende vsener. Fordi nu, af hele omfanget af mulige vsener, det ddelige indeholder en del, mens det ikkedende indeholder en anden, s er der gennem min stning ikke sagt andet, end at sjlen s er een af den uendelige mngde af ting, der forbliver tilovers, nr jeg fjerner alt det ddelige tilsammen. Men derigennem bliver den uendelige sfre af alt muligt kun s vidt indskrnket, at det ddelige adskilles fra den, [B98] og sjlen bliver sat i det vrige rum for denne sfres omfang. Men dette rum forbliver ved denne undtagelse stadigvk uendeligt, og flere dele af det kan fjernes, uden at begrebet om [A73] sjlen af den grund vokser det mindste, og bliver affirmativt bestemt. Disse uendelige domme, alts, med henblik p det logiske omfang, er virkeligt blot indskrnkende med hensyn til indholdet af erkendelsen overhovedet, og for s vidt m de ikke forbiges i den transcendentale tavle over alle tnkningens momenter i dommene, fordi forstandens herved udvede funktion mske kan vre vigtig i feltet for dens rene erkendelse a priori. 3. Alle tnkningens forhold i domme er a) prdikatets forhold til subjektet, b) grundens forhold til flgen, c) den inddelte erkendelse og inddelingens samlede led indbyrdes. I den frste slags domme betragtes kun to begreber, i den anden slags betragtes to domme, i den tredje betragtes flere domme i forholdet til hinanden. Den hypotetiske stning: hvis en
fuldkommen retfrdighed er til, s bliver den stdigt onde straffet, indeholder egentligt forholdet mellem to stninger: Der er en fuldkommen retfrdighed til, og den stdigt onde bliver straffet. Om begge disse stninger s hver for sig [an sich] er sande, forbliver uafgjort her. Det er kun konsekvensen, som bliver tnkt gennem denne dom. Endeligt indeholder den disjunktive [B99] dom et forhold mellem to, eller flere stninger overfor hinanden, dog ikke som et forhold, hvor den ene flger af den anden, men derimod som et forhold af logiske modstning, s vidt den ene stnings sfre udelukker den anden stnings sfre, men dog tillige af fllesskab, for s vidt de sammen udfylder den egentlige erkendelses sfre, alts et [A74] forhold af delene af en erkendelses sfre, da enhver dels sfre er et supplement [Ergnzungsstck] til den anden dels sfre til det hele indbegreb af den inddelte erkendelse, f.eks. verden er enten til gennem et blindt tilflde, eller gennem indre ndvendighed, eller gennem en ydre rsag. Hver af disse stninger indtager en del af sfren for den mulige erkendelse [n.] omkring en verdens eksistens overhovedet, alle tilsammen indtager de hele sfren. At fjerne erkendelsen [n.] ud fra en af disse sfrer, vil sige, at indstte sfren i en af de vrige sfrer, og omvendt at indstte sfren i en sfre, vil sige, at fjerne den fra en af de vrige. I en disjunktiv dom er der alts et vist fllesskab mellem erkendelserne, som bestr deri, at de vekselsidigt udelukker hinanden, men derigennem dog i helheden bestemmer den sande erkendelse, idet de taget tilsammen udgr hele indholdet af een eneste given erkendelse. Og det er blot dette, jeg grundet det flgende finder det for ndigt at anmrke herved. 4. Dommenes Modalitet er en helt srlig funktion ved dem, som har det sondrende ved sig, [B100] at den ikke bidrager med noget som helst til inddelingen af dommen, (for udover Strrelse, Kvalitet og Forhold er der intet andet, som ville udgre indholdet
51
52
af en dom,) men derimod kun angr kopulaets vrdi i forhold til tnkningen overhovedet. Problematiske domme er sdanne, hvor man antager affirmationen eller bengtelsen som blot mulige (efter forgodtbefindende). Assertoriske domme er sdanne, hvor affirmationen eller bengtelsen [A75] betragtes som virkelig (sand). Apodiktiske domme er sdanne, hvori man anser affirmationen eller bengtelsen som ndvendig1. Sledes er begge de domme, hvis forhold udgr den hypotetiske dom, (antecedens og consequens), tillige i hvis vekselvirkning det Disjunktive bestr (led af inddelingen), tilsammen kun problematiske. I det ovenstende eksempel bliver stningen: der er en fuldkommen retfrdighed til, ikke sagt assertorisk, men derimod kun tnkt som en dom efter forgodtbefindende, hvorom det er muligt, at nogen antager den, og det er kun Konsekvensen der er assertorisk. Derfor kunne sdanne domme ogs vre benlyst falske, og dog, taget problematisk, vre betingelser for erkendelsen af sandheden. Sledes er dommen: verden er til gennem blindt tilflde, i en disjunktiv dom kun af problematisk betydning, nemlig sdan, at nogen eksempelvis kunne antage denne stning for [B101] et jeblik, og dog tjener den til, (som fortegnelsen af den falske vej, blandt antallet af alle dem, man kan tage,) at finde den sande vej. Den problematiske stning er alts den stning, der kun udtrykker den logiske mulighed (som ikke er objektiv), dvs. et frit valg til at lade en sdan stning glde, en blot vilkrlig indoptagelse af stningen i forstanden. Den assertoriske stning udtaler sig om logisk virkelighed eller sandhed, sdan som i en hypotetisk fornuftsslutning [A76]
1
[A75 / B100] Ligesom hvis tnkningen i frstnvnte tilflde var en funktion ved forstanden, i det andet tilflde ved dmmekraften, i det tredje tilflde ved fornuften. En bemrkning, som frst i det flgende forventer sin opklaring [Aufklrung].
antecedensen i overstningen forekommer problematisk, i understningen forekommer assertorisk, og ppeger [zeigt an], at stningen s allerede er forbundet med forstanden iflge forstandens love; den apodiktiske stning tnker sig den assertoriske stning bestemt gennem selve disse forstandens love [durch diese Gesetze des Verstandes selbst bestimmt], og derfor a priori pstende, og udtrykker p sdan vis logisk ndvendighed. Da nu alt her indlemmer sig gradvist i forstanden [alles sich gradweise dem Verstande einverleibt], s at man forudgende dmmer noget problematisk, derp vel ogs assertorisk antager det som sandt, endeligt som uadskilleligt forbundet med forstanden, dvs. pstr det som ndvendigt og apodiktisk, s kan man ogs kalde disse tre funktioner af modaliteten for lige s mange momenter af tnkningen overhovedet. [B102] Den Transcendentale Ledetrd til afdkningen af alle rene forstandsbegreber, tredje afsnit 10. Om de rene forstandsbegreber eller kategorier
53
Den almene logik abstraherer, som det allerede er blevet sagt flere gange, fra al indhold af erkendelsen, og forventer, at forestillinger bliver den givet andetsteds fra [anderwrts], hvorfra det s end m vre, for frst at forvandle disse erkendelser i begreber, hvilket foregr analytisk. Derimod har den transcendentale logik en mangfoldighed fra sansningen [ein Mannigfaltiges der Sinnlichkeit] liggende foran sig a priori, som den transcendentale [A77] stetik frembyder for den, for at give et stof til de rene forstandsbegreber, uden hvilket den
54
transcendentale logik ville vre uden alt indhold, og alts ville vre fuldstndig tom. Rum og tid indeholder nu en mangfoldighed fra den rene anskuelse a priori, men hrer alligevel til betingelserne for vort gemyts receptivitet, under hvilke det alene kan modtage forestillinger om genstande, og som alts ogs til hver en tid m afficere begrebet om genstandene. Men vores tnknings spontanitet krver, at denne mangfoldighed frst, p en vis mde, skal blive gennemget, indoptaget, og forbundet, for derudfra at gre en erkendelse. Denne handling benvner jeg syntese. [B103] Men under syntese forstr jeg i den mest almene betydning den handling, at fje forskellige forestillinger til hinanden, og at begribe deres mangfoldighed i een erkendelse. En sdan syntese er ren, nr det mangfoldige ikke er empirisk givet, men derimod er a priori (som i rummet og i tiden). Fr al analyse af vore forestillinger m disse forestillinger frst vre givne, og ingen begreber kan indholdet tilflge udspringe analytisk. Men syntesen af en mangfoldighed (den fr vre empirisk eller a priori givet), frembringer frst en erkendelse, der til at begynde med ganske vist stadig kan vre r og forvirret, og sledes har analysen behov; men syntesen er dog det, som egentligt samler elementerne til erkendelser, og forener dem til et vist [A78] indhold; syntesen er sledes det frste, som vi m give agt til, hvis vi nsker at dmme om den frste oprindelse til vor erkendelse. Syntesen overhovedet er, som vi kommer til at se, den blotte virkning af indbildningskraften, en blind, omend uundvrlig funktion af sjlen, uden hvilken vi overalt ikke ville have nogen erkendelse, men som vi kun sjldent er bevidste om. Dog, at bringe denne syntese p begreber, det er en funktion, der tilkommer forstanden, og hvorigennem den allerfrst skaffer os erkendelsen i egentlig betydning. [B104]
Den rene syntese, alment forestillet, giver nu det rene forstandsbegreb. Men under denne syntese forstr jeg den, som beror p en grund af den syntetiske enhed a priori: sledes er vores tllen (det er isr mrkbart i strre tal) en syntese iflge begreber, fordi den sker iflge en flles grund for enheden (f.eks. titalssystemet). Under dette begreb bliver alts enheden ndvendig i syntesen af det mangfoldige. Analytisk bliver forskellige forestillinger bragt under et begreb, (et forehavende, som den almene logik handler om). Hvad den transcendentale logik lrer, er at bringe, ikke forestillingerne, men derimod den rene syntese af forestillingerne p begreb. Det frste, som m vre givet for den a priori erkendelse af alle genstande, er det mangfoldige i den rene [A79] anskuelse; syntesen af dette mangefold gennem indbildningskraften er det andet, men giver dog endnu ingen erkendelse. De begreber, som giver enhed til denne rene syntese, og alene bestr i forestillingen om denne ndvendige syntetiske enhed, gr det tredje for erkendelsen af en forekommende genstand, og de beror p forstanden. Den samme funktion, som giver enhed til de forskellige forestillinger i en dom, den giver ogs [B105] enhed til den blotte syntese af forskellige forestillinger i en anskuelse, som2, alment udtrykt, hedder det rene forstandsbegreb. Den samme forstand,
2
55
[Dieselbe Funktion, welche den verschiedenen Vorstellungen in einem Urteile Einheit gibt, die gibt auch der bloen Synthesis verschiedener Vorstellungen in einer Anschauung Einheit, welche, allgemein ausgedruckt, der reine Verstandesbegriff heit. NB: det rene forstandsbegreb er nominativ: betyder det, at stningen egentligt slutter: hvilket, alment udtrykt, er, hvad det rene forstandsbegreb betyder. Og: hvad henviser det andet welche til? Til den blotte syntese? de forskellige anskuelser? anskuelsen? eller enhed? - Formodentligt enhed.]
56
alts, og vel at mrke gennem netop de samme handlinger, hvorigennem den, formidlet via den analytiske enhed, bragte den logiske form af en dom i stand i begreber, bringer ogs, formidlet via den syntetiske enhed af det mangfoldige i anskuelsen overhovedet, et transcendentalt indhold ind i dens forestillinger, hvilket er grunden til at de hedder rene forstandsbegreber, der gr a priori p objekter, hvilket er noget den almene logik ikke kan prstere. P sdan vis udspringer der netop s mange rene forstandsbegreber, som a priori gr p genstande for anskuelsen overhovedet, som der gaves i den forrige tavle over de logiske funktioner i alle mulige domme: for forstanden er fuldstndigt udtmt gennem de tnkte funktioner, og dens evne er derigennem aldeles udmlt. Efter Aristoteles vil vi benvne disse begreber [A80] kategorier, idet vores hensigt helt til at begynde med [uranfnglich] ganske vist er en og den samme med hans hensigt, om den end ret s meget fjerner sig fra den i udfrelsen. [B106]
57
Kategoriernes tavle
1. For Kvantiteten: Enhed Flerhed Alhed. 2. For Kvaliteteten: Realitet Negation Limitation. 3. For Relationen: af Inhrensen og Subsistensen (substantia et accidens) af Kausaliteten og Dependensen (rsag og Virkning) af Fllesskab (vekselvirkning 4. mellem det Aktive og For Modaliteten: det Passive3). Mulighed - Umulighed Eksistens [Dasein] - Ikkevren Ndvendighed - Tilfldighed.
Dette er nu fortegnelsen over alle de af syntesens oprindeligt rene begreber, som forstanden indeholder i sig a priori, og for hvis skyld den ogs kun er en ren forstand; idet den alene gennem disse forstr noget ved det mangfoldige i anskuelsen, dvs. kan tnke et objekt for selvsamme anskuelse. Denne inddeling er frembragt systematisk ud fra et flles princip, nemlig ud fra [A81] evnen til at dmme, (hvilket er netop s meget, som evnen
3
[Kants termer er Handelndes og Leidendes: Det Handlende og det Lidende, eller det, der pfrer noget andet sine bestemmelser, og det, som s i samme omgang pfres en bestemmelse fra noget andet. Distinktionen er Aristotelisk.]
58
til at tnke,) og er ikke kommet i stand p rapsodisk vis, ud fra en p lykke og fromme foretaget opsgning af rene begreber, om hvis fuldtallighed [B107] man aldrig kan vre sikker p, da den kun bliver sluttet til gennem induktion, uden at tnke p, at man dog p sidstnvnte mde aldrig vil indse, hvorfor s netop disse og ikke andre begreber har hjemme i den rene forstand. Det var et for en skarpsindig mand vrdigt indfald [Anschlag] hos Aristoteles, at opsge disse grundbegreber. Men da han ikke havde noget princip, s opsnappede han dem, som de dukkede op for ham, og han opdrev frst ti af dem, som han benvnte kategorier (prdikamenter). I flgen troede han at have fundet fem yderligere, som han fjede til under navnet postprdikamenter. Men hans tavle forblev stadigvk mangelfuld. Derudover befinder der sig ogs nogle af den rene sansnings modi iblandt dem, (quando, ubi, situs, tillige prius, simul,) og ogs en epirisk, (motus,) hvilke slet ikke hrer til i dette stamregister for forstanden, eller ogs er det de afledte begreber der er talt med blandt urbegreberne, (actio, passio,) og nogle af de sidstnvnte mangler helt. For de sidstnvntes skyld skal det alts endnu bemrkes: at kategorierne, som de sande stambegreber for den rene forstand, ogs har deres lige s rene afledte begreber, som p ingen mde kan forbiges i et fuldstndigt system for TranscendentalFilosofien, [A82] med hvis blotte nvnelse jeg dog, i et blot kritisk forsg, kan vre tilfreds. [B108] Det fr vre mig tilladt, at lade disse rene, men afledte forstandsbegreber, benvne den rene forstands prdikabilier (i modstningen til prdikamenterne). Hvis man har de oprindelige og primitive begreber, s lader de afledte og subalterne sig let fje til, og den rene forstands stamtr lader sig let udmale. Da det her ikke er mig om at gre med systemets fuldstndighed, men derimod kun med fuldstndigheden af
principperne til et system, s sparer jeg denne komplettering til en anden beskftigelse. Men man kan temmeligt meget opn denne hensigt, hvis man tager de ontologiske lrebger i hnden, og f.eks. underordner Kraftens, Aktivitetens [Handeln], Passivitetens [Leiden] prdikabilier under Kausalitetens kategori; Nrvrets [Gegenwart], Modstandens prdikabilier under Fllesskabets kategori; prdikabilierne for Tilblivelse, Forgen, Forandringen osv. under Modalitetens prdikamenter. Kategorierne med den rene sansnings modi eller ogs forbundet indbyrdes, giver en stor mngde afledte begreber a priori, hvis bemrkelse, og, hvor det er muligt, fortegnelse helt frem til fuldstndighed, ville vre en nyttig og ikke ufornjelig, men her undvrlig bestrbelse. Definitionerne af disse kategorier hver jeg mig forstligt over i denne afhandling, om jeg end mtte vre i besiddelse af samme.4 Jeg vil i [A83] det flgende kun opdele disse begreber indtil den grad, som i henhold til metodelren, som jeg arbejder p, er tilstrkkelig 5. [B109] I et system for den rene fornuft ville man med rette kunne krve dem af mig: men her ville de kun bringe undersgelsens hovedpunkt ud af syne, idet de afstedkommer tvivl og angreb, som man, uden at trkke noget fra den vsentlige hensigt, udemrket kan henvise til en anden beskftigelse. Dog lyser det dog tydeligt ud af det lidt, som jeg har anfrt heraf, at en fuldstndig ordbog med alle dertil krvede forklaringer ikke blot er mulig, men sgar let kan bringes i stand. Kasserne [die Fcher] er der nu engang; det er blot
4
59
[Der Definitionen dieser Kategorien berhebe ich mich in dieser Abhandlung geflissentlich, ob ich gleich im Besitz derselben sein mchte.] 5 [Det vsentlige sprgsml er alts her: Hvorledes bidrager alt dette til metodelren?]
60
ndigt at udfylde dem, og en systematisk topik, som den nrvrende, lader ikke let g fejl af det sted, hvor hvert begreb ejendommeligt hrer til, og lader tillige det sted let bemrke, som endnu er tomt.
11. [Kun i B-udgaven] Om denne tavle over kategorierne lader der sig anstille dygtige [artige] betragtninger, som mske kunne have betragtelige flger med hensyn til den videnskabelige form af alle fornuftserkendelser. For at denne tavle, i den teoretiske del af filosofien, er ualmindeligt tjenstlig, ja sgar uundvrlig for, fuldstndigt at udkaste planen til helheden af en videnskab, s vidt som den beror p a priori begreber, og for, ud fra bestemte principper at opdele videnskaben matematisk; s bliver det derudfra allerede klart af sig selv, at den tnkte tavle fuldstndigt indeholder alle forstandens elementarbegreber, ja at den indeholder selv formen for et [B110] system af dem i den menneskelige forstand, og flgeligt giver anvisning til alle momenter af en projekteret [vorhabenden] spekulativ videnskab, ja sgar til deres ordning, sdan som jeg s ogs andetsteds1 har givet en prve p det. Her er nu nogle af disse anmrkninger. Den frste anmrkning er: at denne tavle, som indeholder fire klasser af forstandsbegreber, frst lader sig opsplitte i ti afdelinger, hvoraf den frste er rettet mod genstande for anskuelsen (den rene svel som den empiriske), men den anden
1
[B110] Metafysiske begyndelsesgrunde til naturvidenskaben. [Metaphysische Anfangsgrnde der Naturwissenschaft.]
er rettet mod disse genstandes eksistens (enten i forhold til hinanden eller til forstanden). Den frste klasse ville jeg benvne de matematiske, den anden de dynamiske kategorier. Den frste klasse har, som man ser, ingen korrelater, hvilke man alene stder p i den anden klasse. Denne forskel m dog have en grund i forstandens natur. Anden anmrkning. At det allesteds er det samme antal kategorier i hver klasse, nemlig tre, hvilket ligesvel opfordrer til eftertanke, da al inddeling a priori gennem begreber ellers m vre dikotomi. Dertil kommer dog ogs, at den tredje kategori allesteder udspringer af forbindelsen af den anden med den frste fra deres klasse. [B111] Sledes er Alheden (Totaliteten) ikke andet end Flerheden betragtet som Enhed, Indskrnkningen6 er ikke andet end Realiteten forbundet med Negation, Fllesskabet er Kausaliteten af een Substans i bestemmelse med den anden Substans vekselsidigt, endeligt Ndvendigheden intet andet end den Eksistens [Existenz], der er givet gennem Muligheden selv. Men man tnker jo ikke, at den tredje kategori derfor blot er et afledt og s ikke er noget stambegreb for den rene forstand. For forbindelsen af den frste kategori med den anden, for at frembringe det tredje begreb, krver en srlig akt af forstanden, som ikke er eet med den akt, der bliver udvet ved det frste og andet begreb. Sledes er begrebet om et tal (der hrer til Alhedens kategori) ikke altid muligt at forst, hvor begreberne om mngden og Enheden er det (f.eks. i forestillingen om det uendelige), eller deraf, at jeg forbinder begrebet om en rsag og begrebet om en Substans, er det endnu ikke straks muligt at forst, hvordan en Substans vil kunne blive rsag til noget i en
6
61
[Dvs.: Limitation.]
62
anden Substans. Deraf bliver det klart, at der s krves en srlig akt af forstanden; og sledes ved de vrige. Tredje anmrkning. For een eneste kategoris vedkommende, nemlig Fllesskabet, der befinder sig under den tredje titel, er overensstemmelsen med den i tavlen over de logiske funktioner til denne kategori korresponderende [B112] form for en disjunktiv dom ikke s ijefaldende, som ved de vrige. For at forsikre sig om denne overensstemmelse, m man bemrke: at i alle disjunktive domme bliver sfren (mngden af alt det, som er indeholdt under dommen) forestillet som en helhed delt i dele (de underordnede begreber), og, fordi den ene del ikke kan vre indeholdt under den anden, bliver de tnkt som koordineret til hinanden, ikke subordineret, sdan at de ikke bestemmer hinanden ensidigt, som i en rkke, men derimod vekselsidigt, som i et aggregat (nr et led af inddelingen bliver sat, udelukkes alle vrige, og omvendt). Nu tnkes der en lignende forbindelse i tingenes helhed, da det ikke er sdan, at den ene ting, som Virkning, bliver underordnet den anden ting, som rsagen for dens Eksistens [Dasein], men derimod tillige og vekselsidigt bliver sideordnet [beigeordnet] som rsag med hensyn til bestemmelsen af de andre ting, (f.eks. i et legeme, hvis dele vekselsidigt trkker, og ogs modstr, hinanden), hvilket er en helt anden art forbindelse end den, som mdes i rsagens blotte forhold til Virkningen (Grundens forhold til Flgen), hvori Flgen ikke omvendt bestemmer Grunden vekselsidigt, og derfor ikke udgr en helhed med den (som verdensskaberen med verden). Den samme fremgangsmde for forstanden, nr den [B113] forestiller sig sfren for et inddelt begreb, iagttager den ogs, nr den tnker en ting som delelig, og, ligesom inddelingens led i frstnvnte begreb udelukker hinanden og alligevel er forbundne i een sfre, s forestiller forstanden sig de delelige tings dele som sdanne, hvis eksistens
(som substanser) ogs tilkommer hver del under udelukkelse af de vrige, men dog som forbundet i en helhed. 12. [Kun i B-udgaven]
63
I Transcendentalfilosofien hos de Gamle forefinder der sig imidlertid endnu et hovedstykke, som indeholder rene forstandsbegreber, der, om de end ikke tlles med blandt kategorierne, alligevel, efter dem, skulle glde som a priori begreber om genstande, i hvilket tilflde de imidlertid ville forge kategoriernes antal, hvilket ikke kan vre. Disse begreber fremfrer den af skolastikerne s pberbte stning: quodlibet ens est unum, verum, bonum.7 Om nu end brugen af dette princip med hensyn til flgeslutningerne (som afgav lutter tautologiske stninger) faldt ganske kummerligt ud, sdan, at man ogs i nyere tider nrmest kun for rens skyld plejer at tlle det med i metafysikken, s fortjener en tanke, der har opretholdt sig s lang tid, s tom den ogs end synes at vre, dog altid en undersgelse af dens oprindelse, og det berettiger til den formodning, at den vil have sin grund i en eller anden forstandsregel, der blot, som det ofte sker, er blevet falskt fortolket. [falsch gedolmetscht] Disse formentligt transcendentale [B114] prdikater for tingene er intet andet end logiske krav og kriterier for al erkendelse af tingene overhovedet, og de lgger denne erkendelse Kvantitetens kategorier til grund, nemlig Enhedens, Flerhedens og Alhedens kategorier, blot sdan, at disse kategorier, - som egentligt mtte tages materialt, som hrende til muligheden af tingene selv, - af de Gamle faktisk [in der Tat] kun blev brugt i formal betydning
7
[Ethvert vrende er eet, sandt og godt.]
64
som hrende til det logiske krav med henblik p enhver erkendelse, og at disse kriterier for tnkningen s alligevel p uforsigtig vis [unbehutsamer Weise] blev gjordt til egenskaber ved tingene i sig selv [an sich selbst]. I enhver erkendelse [n.] af et objekt er der nemlig en begrebets Enhed, som man kan benvne kvalitativ Enhed, s vidt der derunder blot tnkes den Enhed, som bestr i sammenfatningen af erkendelsernes mangfoldighed, sdan som det f.eks. er ved Enheden af temaet i et skuespil, en tale, en fabel. For det andet er der, i enhver erkendelse af et objekt, en begrebets Sandhed med henblik p flgerne.8 Jo flere sande flger der er ud fra et givent begreb, desto flere kendetegn er der p begrebets objektive realitet. Dette kunne man benvne den kvalitative Flerhed af de kendetegn, der hrer til et begreb som til en flles grund, (ikke bliver tnkt i begrebet som Strrelse [als Gre]). Endeligt er der, i enhver erkendelse af et objekt, for det tredje en begrebets Fuldkommenhed,9 som bestr deri, at omvendt denne Flerhed tilsammen frer tilbage til begrebets Enhed, og samstemmer fuldstndigt til dette og til intet andet, hvilket man kan benvne den kvalitative Fuldstndighed (Totalitet). Hvoraf [B115] det bliver klart, at disse logiske kriterier for muligheden af erkendelsen overhovedet her bare forvandler de tre kategorier for Strrelsen10, i hvilke Enheden gennemgende m antages ensartet i frembringelsen af Kvantet, med henblik p forbindelsen ogs af uensartede erkendelsesstykker i een bevidsthed gennem Kvaliteten for en erkendelse [n.] som princip. Sledes er kriteriet for muligheden af et begreb (ikke for muligheden af dette begrebs objekt) den
8 9
[Zweitens Wahrheit in Ansehung der Folgen.] [Endlich drittens Vollkommenheit, ...] 10 [Dvs. Kvantiteten. Kant veksler frit mellem klassiske og jvne betegnelser for kategorierne.]
definition, hvori begrebets Enhed, Sandheden af alt det, som s i frste omgang kan udledes af det, endeligt Fuldstndigheden af det, som er blevet trukket ud af det, gr det ud for det, der krves, for at kunne tilvejebringe hele begrebet; eller sledes er ogs kriteriet for en hypotese foresteligheden af den antagede forklaringsgrund, eller af dennes Enhed (uden hjlpehypotese), Sandheden (overensstemmelsen med sig selv og med erfaringen) af de flger, der kan udledes fra denne forklaringsgrund, og endeligt forklaringsgrundens Fuldstndighed ift. disse flger, og disse [dvs. Enheden, Sandheden, Fuldstndigheden] viser tilbage til hverken mere eller mindre end hvad der er blevet antaget i hypotesen, og gengiver det a priori syntetisk tnkte p a posteriori og analytisk vis og gr det samstemmende med det11. Gennem begreberne om Enhed, Sandhed og Fuldkommenhed bliver den transcendentale tavle over kategorierne alts slet ikke kompletteret, som om den ligesom var mangelfuld, tvrtimod gres der blot, idet disse begrebers forhold til objekter [B116] helt sttes til side, brug af den fremgangsmde med dem [das
11
65
[Det er sgu en svr passage: ... oder so ist auch das Kriterium einer Hypothese die Verstndlichkeit des angenommenen Erklrungsgrundes oder dessen Einheit (ohne Hlfshypothese) die Wahrheit (bereinstimmung unter sich selbst und mit der Erfahrung) der daraus abzuleitenden Folgen, und endlich die Vollstndigkeit des Erklrungsgrundes zu ihnen, die auf nichts mehr noch weniger zurckweisen, als in der Hypothese angenommen worden, und das, was a priori synthetisch gedacht war, a posteriori analytisch wieder liefern und dazu zusammenstimmen. En hypotese m alts vre forstelig (dette krver enhed), dens flger m vre sande, og flgerne skal udspringe af hypotesen. At bringe dette i kritisk erindring svarer lidt til Poppers kritik af verifikationismen: Den kan sikre samstemmighed, begrebsligt-formel overensstemmelse, men verifikationismen mente, at dette var mere. Men dette mere er egentligt metafysik, tom pstand.]
66
Verfahren mit ihnen] under almene logiske regler for erkendelsens overensstemmelse med sig selv.
67
[A84]
Begrebernes Analytiks Andet Hovedstykke

Om deduktionen af de rene forstandsbegreber, frste afsnit. 13. Om principperne for en transcendental deduktion overhovedet. Nr juristerne taler om befjelser og anmasselser, s adskiller de i en retshandling sprgsmlet om, hvad der er retmssigt, (quid juris) fra det sprgsml, der angr kendsgerningen, (quid facti) og idet de krver bevis for dem begge, s kalder de frstnvntes bevis, som skal godtgre for befjelsen, eller ogs for retskravet, deduktionen. Vi betjener os af en mngde empiriske begreber, uden at nogen siger os imod, og holder os ogs uden deduktion for berettigede til at tilegne dem en mening og indbildt betydning, fordi vi til enhver tid har erfaringen ved hnden, [B117] til at bevise deres objektive realitet. Dog gives der ogs besatte [usurpierte] begreber, ssom Lykke, Skbne, som ganske vist er i omlb med en nsten almen overbrenhed, men som alligevel til tider anholdes gennem sprgsmlet: quid juris, da man s grundet deres deduktion ender ud i en ikke ringe forlegenhed, idet man [A85] ikke kan angive nogen tydelig retsgrund, hverken ud fra erfaringen, ejheller fra fornuften, hvorigennem befjelsen af deres brug ville blive tydelig. Men blandt de forskellige begreber, der udgr den menneskelige erkendelses meget blandede vv, gives der nogle
68
enkelte, som ogs er bestemt til den rene a priori brug (fuldstndigt uafhngigt af al erfaring), og denne deres befjelse har til hver en tid en deduktion behov; eftersom beviser ud fra erfaringen ikke er tilstrkkelige til at godtgre for retmssigheden af en sdan brug, men man dog er ndt til at vide, hvordan disse begreber kan henfre sig til objekter, som de s ikke tager fra nogen erfaring. Jeg benvner derfor forklaringen af den mde, hvorp begreber kan henfre sig a priori til genstande, deres transcendentale deduktion, og skelner den fra den empiriske deduktion, som pviser, hvordan et begreb er blevet erhvervet gennem erfaring og refleksion over erfaringen, og som derfor ikke vedrrer retmssigheden, men derimod det faktum, som besiddelsen er udsprunget igennem. [B118] Vi har allerede nu to slags begreber af helt forskellig art, som dog kommer overens deri, at de begge henfrer sig helt a priori til genstande, nemlig begreberne om rummet og om tiden, som former for sansningen, og kategorierne, som forstandens begreber. At ville forsge en empirisk deduktion af disse, ville vre helt forgves arbejde; da det sondrende ved deres natur netop ligger deri, [A86] at de henfrer sig til deres genstande, uden at have lnt noget fra erfaringen for at forestille sig dem. Hvis en deduktion af dem er ndig, s m den alts altid vre transcendental. Som for al erkendelse [n.] kan man s ogs til disse begreber opsge, om ikke princippet for deres mulighed, s dog lejlighedsrsagerne for deres frembringelse i erfaringen, hvor s sansernes indtryk giver den frste anledning til at bne op for hele erkendekraften med henblik p dem, og til at bringe erfaring i stand, som indeholder to meget uensartede elementer, nemlig en materie til erkendelsen ud fra sanserne, og en vis form, til at ordne dem, ud fra den rene anskuens og tnkens indre
kilde, hvilke, ud fra den frstnvnte rene anskuens lejlighed, frst bringes til udvelse, og frembringer begreber. En sdan eftersporing af de frste bestrbelser i vor erkendekraft, for at stige fra enkelte iagttagelser til [B119] almene begreber, har utvivlsom sin store nytte, og man har den bermte Locke at takke for, at han som den frste har bnet vejen for dette. Dog, en deduktion af de rene a priori begreber kommer aldrig i stand derigennem, for den ligger helt og aldeles ikke p denne vej, da disse begreber, med henblik p deres fremtidige brug, der skal vre helt erfaringsuafhngig, m have et helt andet fdselsbrev at fremvise, end afstamningen fra erfaringer. Denne forsgte, [A87] fysiologiske afledning, som egentlig slet ikke kan hedde deduktion, da den vedrrer et quaestionem facti, vil jeg derfor kalde en forklaring af besiddelsen af en ren erkendelse. Det er alts klart, at der for disse rene a priori begreber alene vil kunne gives en transcendental deduktion og p ingen mde en empirisk, og at sidstnvnte, med henblik p de rene a priori begreber, ikke er andet end nytteslse forsg, med hvilke kun den kan beskftige sig, som ikke har begrebet den helt ejendommelige natur af disse erkendelser. Men om nu end den eneste mulige slags deduktion af den rene erkendelse a priori indrmmes, nemlig deduktionen ad den transcendentale vej, s bliver det dog netop ikke derigennem klart, at den s er s uomgngeligt ndvendig. Vi har ovenfor, formidlet via en transcendental deduktion, forfulgt rummets og tidens begreber til deres kilder, og [B120] forklaret og bestemt deres a priori objektive gyldighed. Alligevel tager geometrien dens sikre skridt gennem lutter a priori erkendelser, uden at den, grundet den rene og lovmssige herkomst af dens grundbegreb om rummet, har lov at udbede sig et garantibevis [Beglaubigungsschein] fra filosofien. Men brugen af begrebet gr i denne videnskab ogs kun p den ydre sanseverden, om hvilken
69
70
rummet er den rene form for dens anskuelse, i hvilken alts al geometrisk erkendelse, da den grunder sig p a priori anskuelse, har umiddelbar evidens, og genstandene bliver givet gennem erkendelsen selv, a priori (formen [A88] tilflge) i anskuelsen. Derimod begynder med de rene forstandsbegreber det uomgngelige behov for at sge den transcendentale deduktion, ikke alene for dem selv, men derimod ogs for rummet, eftersom de, da de ikke taler om genstande gennem anskuelsens og sansningens prdikater, men derimod a priori gennem den rene tnknings prdikater, s henfrer sig alment til genstande helt uden sansningens betingelser, og som, da de ikke er grundet p erfaring, heller ikke i anskuelsen a priori kan forevise noget objekt, hvorp de forud for al erfaring ville kunne grunde deres syntese, og derfor ikke alene grundet den objektive gyldighed og skranker for deres brug vkker mistanke, men derimod ogs gr hine begreb om rummet tvetydigt, derigennem, at de [B121] er tilbjelige til at bruge det ud over betingelserne for den sanselige anskuelse, hvilket ogs er hvorfor det ovenfor var ndigt med en transcendental deduktion af rummets begreb. Sledes m lseren da blive overbevist om den uomgngelige ndvendighed af en sdan transcendental deduktion, frend han har gjort eet eneste skridt i feltet for den rene fornuft; da han ellers farer i blinde, og, efter at han p mangfoldig vis har flakket omkring uden ml og med, dog atter m vende tilbage til den uvidenhed, som han gik ud fra. Men han m ogs p forhnd tydeligt indse den uundgelige vanskelighed, for at han s ikke klager over dunkelheden, hvor sagen selv er dybt indhyllet, eller for tidligt bliver rgerlig over bortskaffelsen af hindringerne, [A89] fordi det kommer an p, enten helt at opgive alle krav p indsigt for den rene fornuft, som det mest elskede felt, nemlig det, der ligger ud over grnserne for al mulig erfaring, eller at bringe denne kritiske undersgelse til fuldkommenhed.
Vi har ovenfor ved rummets og tidens begreber med let mje kunnet begribeliggre, hvordan disse qua a priori erkendelser alligevel ndvendigvis m henfre sig til genstande, og muliggjorde en syntetisk erkendelse af samme genstande, uafhngig af al erfaring. For eftersom en genstand kun formidlet via sdanne rene former for sansningen kan fremtrde for os, dvs. kan vre et objekt i den empiriske anskuelse, s er rum og tid rene anskuelser, som [B122] indeholder mulighedsbetingelsen for genstandene som a priori fremtrdelser, og syntesen i disse rene anskuelser har objektiv gyldighed. Forstandens kategorier prsenterer [stellt ... vor] derimod slet ikke for de betingelser, hvorunder genstande bliver givet i anskuelsen, og alts kan genstande meget vel fremtrde, uden at de ndvendigvis m henfre sig til forstandsfunktioner [Funktionen des Verstandes], og forstanden sledes a priori ville indeholde betingelserne for dem. Derfor viser sig her en vanskelighed, som vi ikke traf p sansningens felt, nemlig hvordan subjektive betingelser for tnkningen skulle have objektiv gyldighed, dvs. skulle afgive betingelser for muligheden af al erkendelse [A90] af genstandene: thi uden forstandsfunktioner kan der meget vel gives fremtrdelser i anskuelsen. Jeg tager f.eks. begrebet om rsagen, hvilket betyder en srskilt art af syntesen, hvor der p noget A bliver sat noget helt forskelligt B iflge en regel. Det er ikke a priori klart, hvorfor fremtrdelser skulle indeholde noget af den slags, (for erfaringer kan man ikke anfre som bevis, da den objektive gyldighed af dette begreb m kunne godtgres a priori,) og det er derfor a priori behftet med tvivl [a priori zweifelhaft], om et sdant begreb s ikke vil vre helt tomt og overalt iblandt fremtrdelserne ikke vil stde p nogen genstand. Thi at den sanselige anskuelses genstande [B123] m vre passende til de a priori i gemyttet liggende formale betingelser for sansningen, er klart deraf, at de ikke ellers ville
71
72
blive genstande for os; men at de ogs derudover m vre passende til de betingelser, som forstanden behver til tnkningens syntetiske enhed, for dette er slutflgen ikke s let at indse. For fremtrdelser ville vel i al fald kunne vre sledes beskafne, at forstanden slet ikke ville finde dem passende til betingelserne for dens enhed, og alt ville ligge sdan i forvirring, at der f.eks. i fremtrdelsernes rkkeflge slet ikke ville frembyde sig noget, som ville give en regel for syntesen i hnde, og som sledes ville svare til begrebet om rsag og Virkning, s at dette begreb alts ville vre helt tomt, intetsigende [nichtig] og uden betydning. Fremtrdelser ville ikke desto mindre [A91] frembyde genstande for vor anskuelse, for anskuelsen behver p ingen mde tnkningens funktioner. Ville man tnke at kunne vikle sig ls fra mjsommeligheden ved disse undersgelser derved, at man sagde: Erfaringen ville uafladeligt frembyde eksempler p en sdan regelmssighed af fremtrdelserne, der giver rigeligt med foranledning til at afsondre rsagens begreb derfra, og derigennem tillige at sikre den objektive gyldighed af et sdant begreb, s bemrker man ikke, at begrebet om rsagen slet ikke kan udspringe p denne mde, men at det derimod enten m vre grundet fuldstndigt a priori i forstanden, eller [B124] helt m opgives som et blot tankespind. For dette begreb krver fuldt ud, at noget A s er af den art, at et andet B flger ndvendigt og iflge en simpelthen almen regel deraf. Fremtrdelser angiver meget vel tilflde i hnde, ud fra hvilke en regel er mulig, iflge hvilken noget sdvanligvis sker, men aldrig, at denne flge s er ndvendig: hvilket ogs er hvorfor der til syntesen af rsag og Virkning vedhnger en dignitet, som man slet ikke kan udtrykke empirisk, nemlig, at Virkningen ikke blot kommer hen til rsagen, men derimod fr vre sat igennem samme, og vil flge ud fra den. Reglens strenge almenhed er heller ingen egenskab
ved empiriske regler, der gennem induktion ikke kan [A92] f nogen anden end komparativ almenhed, dvs. udbredt brugbarhed. Nu ville brugen af de rene forstandsbegreber imidlertid ndre sig helt, om man nskede, blot at behandle dem som empiriske produkter. 14. Overgang til den Transcendentale Deduktion af kategorierne
73
Der er kun to tilflde mulige, hvor syntetisk forestilling og dens genstande kan sammentrffe, henfre sig til hinanden p ndvendig vis, og ligesom mde hinanden. Enten nr genstanden muliggr forestillingen, eller nr forsteillingen alene muliggr [B125] genstanden. Er det frstnvnte tilfldet, s er dette henfringsforhold kun empirisk, og forestillingen er aldrig a priori mulig. Og dette er tilfldet med fremtrdelser, med hensyn til det ved dem, som hrer sansefornemmelsen til. Men er det andet tilfldet, fordi forestilling i sig selv [an sich selbst] (for her er talen slet ikke om dens kausalitet, gennem viljens formidling,) ikke frembringer dens genstand Eksistensen tilflge, s er forestillingen dog med hensyn til genstanden s a priori bestemmende, nr det alene gennem forestillingen er muligt, at erkende noget som en genstand. Men der er to betingelser, under hvilke alene erkendelsen af en genstand er mulig, for det frste anskuelse, hvorigennem samme erkendelse, men kun som fremtrdelse, bliver givet: for det andet begreb, hvorigennem en [A93] genstand bliver tnkt, som svarer til denne anskuelse. Men ud fra det ovenstende er det klart, at den frste betingelse, nemlig den, under hvilken alene genstande kan anskues, faktisk a priori i gemyttet vil ligge formalt til grund for objekterne. Med denne sansningens formale betingelse stemmer alle fremtrdelser alts ndvendigvis overens, da de kun gennem denne betingelse
74
kan fremtrde, dvs. empirisk kan anskues og blive givet. Nu stiller sig sprgsmlet, om der ikke ogs gr begreber a priori forud, som betingelser, under hvilke alene noget, om end ikke bliver anskuet, s dog bliver tnkt som genstand overhovedet, for s er al [B126] empirisk erkendelse af genstandene ndvendigvis passende til sdanne betingelser, eftersom, uden deres forudstning, intet er muligt som objekt for erfaringen. Men nu indeholder al erfaring ud over sansernes anskuelse, hvorigennem noget bliver givet, endvidere et begreb om en genstand, der bliver givet, eller fremtrder, i anskuelsen: dette tilflge vil begreber om genstande overhovedet, som a priori betingelser ligge til grund for al erfaringserkendelse: flgeligt vil den objektive gyldighed af kategorierne, qua begreber a priori, bero p, at erfaring (tnkningens form tilflge) s alene gennem dem er mulig. For s henfrer de sig ndvendigvis og a priori til erfaringsgenstande, da det kun er gennem deres formidling at en eller anden erfaringsgenstand kan blive tnkt. [A94] Den transcendentale deduktion af de a priori begreber har sledes et principium, som hele efterforskningen m rejses p, nemlig dette: at de a priori begreber m blive erkendt som a priori mulighedsbetingelser for erfaringen, (det vre sig for anskuelsen, der bliver truffet i dem, eller for tnkningen). Begreber, der afgiver den objektive grund for erfaringens mulighed, er netop derfor ndvendige. Men udviklingen af den erfaring [die Entwickelung der Erfahrung], som de bliver truffet i, er ikke deres deduktion, (men derimod illustration,) da de derved dog blot ville vre tilfldige. Uden dette oprindelige [B127] henfringsforhold til mulig erfaring, i hvilken alle erkendelsens genstande forekommer, ville de a priori begrebers henfrsel til et eller andet objekt slet ikke kunne begribes.
A-udgaven slutter kapitlet sledes:
75
Men det er tre oprindelige kilder, (frdigheder eller evner i sjlen) der indeholder mulighedsbetingelserne for al erfaring, og som selv ikke kan udledes af nogen anden evne i gemyttet, nemlig, sans, indbildningskraft og apperception. Derp grunder sig 1) mangefoldets a priori synopsis gennem sansen; 2) mangefoldets syntese gennem indbildningskraften: endeligt 3) denne synteses enhed gennem oprindelig apperception. Alle disse evner har, ud over den empiriske, endvidere en transcendental brug, der alene gr p formen, og er mulig a priori. Denne har vi, med hensyn til sanserne, omtalt ovenfor i den frste del [A95], men de to andre nsker vi nu tragte efter at indse iflge deres natur.
76
B-udgaven slutter kapitlet sledes: Den bermte Locke havde, i mangel af denne betragtning, og fordi han traf rene forstandsbegreber i erfaringen, ogs udledt dem fra erfaringen, og gik dog s inkonsekvent frem, at han dermed vovede forsg p erkendelser, der gr langt ud over al erfaringsgrnse. David Hume erkendte, at det, for at kunne gre det sidstnvnte, s er ndvendigt, at disse begreber mtte have deres oprindelse a priori. Da han imidlertid ikke kunne forklare sig, hvordan det s er muligt, at forstanden m tnke begreber som ndvendigt forbundne i genstanden, der i sig [an sich] ikke er forbundne i forstanden, og ikke kom p, at forstanden mske gennem disse begreber selv kunne vre ophaver til den erfaring, hvori dens genstande bliver truffet, s afledte han dem, ndtvungent, fra erfaringen (nemlig fra en gennem oftere association i erfaringen udsprungen subjektiv ndvendighed, som i sidste ende falskt bliver holdt for objektiv, dvs. vanen), gik dog herp ganske konsekvent frem, deri, at han erklrede det for umuligt, med disse begreber og de grundstninger, som de foranlediger, at g ud over erfaringsgrnsen. Men den empiriske afledning [B128], som de begge kom p, lader sig ikke forene med Virkeligheden af den videnskabelige a priori erkendelse, som vi har, nemlig den rene matematiks og almene naturvidenskabs, og bliver sledes gendrevet gennem faktummet. Den frstnvnte af disse to bermte mnd bnede dr og port for svrmeriet, fordi fornuften, nr den een gang har befjelse p sin side, ikke lngere lader sig holde i skranker gennem ubestemte anprisninger af mdeholdet; den anden hengav sig helt til skepticismen, da han een gang troede at have opdaget et bedrag i vor erkendeevne, som s alment holdtes for fornuft. - Vi er nu i begreb med at gre et forsg, om man ikke kan bringe den menneskelige fornuft lykkeligt imellem disse to klipper, kan
anvise den bestemte grnser, og s alligevel vil kunne opretholde hele feltet af dens formlstjenstlige aktivitet [zweckmigen Ttigkeit] ben for den. Forudgende vil jeg blot foranskikke forklaringen af kategorierne. De er begreber om en genstand overhovedet, hvorigennem dens anskuelse med hensyn til en af de logiske funktioner til domme bliver anset som bestemt. Sledes var funktionen af den kategoriske dom den for subjektets forhold til prdikatet, f.eks. alle legemer er delelige. Men med hensyn til den blot logiske brug af forstanden forblev det ubestemt, hvilket af de to [B129] begreber man nskede at give subjektets funktion, og hvilket man nskede at give prdikatets funktion. For man kan ogs sige: Noget deleligt er et legeme. Men gennem Substansens kategori, nr jeg bringer begrebet om et legeme ind under den, s bliver det bestemt: at dets empiriske anskuelse i erfaringen altid m betragtes kun som subjekt, aldrig som blot prdikat; og sledes i alle vrige kategorier.
77
78
[A95] Deduktionen af de rene forstandsbegreber, andet afsnit [Kun i A-udgaven] Om de a priori grunde til erfaringens mulighed At et begreb helt a priori vil skulle frembringes og henfre sig til en genstand, selvom det hverken selv hrer til i begrebet om mulig erfaring, eller bestr af elementer fra en mulig erfaring, er aldeles selvmodsigende og umuligt. For det ville s ikke have noget indhold, eftersom det, da ingen anskuelse korresponderer til det, idet anskuelser overhovedet, hvorigennem genstande kan blive os givet, udgr feltet, eller hele den samlede genstand for mulig erfaring. Et a priori begreb som ikke ville henfre sig til denne mulige erfaring ville blot vre den logiske form for et begreb, men ikke selv vre det begreb, hvorigennem noget ville blive tnkt. Hvis der alts gives rene begreber a priori, da kan disse s ganske vist ikke indeholde noget Empirisk: men alligevel m de vre lutter a priori betingelser for en mulig erfaring, som er det eneste deres objektive realitet kan bero p. nsker man derfor at vide, hvordan rene forstandsbegreber er mulige, s m man undersge, hvilke [A96] de a priori betingelser er, som erfaringens mulighed kommer an p, og som ligger til grund for denne mulighed, om man end abstraherer fra alt det Empiriske i fremtrdelserne. Et begreb, der alment og tilstrkkeligt udtrykker denne formale og objektive betingelse for erfaringen, ville hedde et rent forstandsbegreb. Har jeg een gang rene forstandsbegreber, s kan jeg ogs godt udtnke genstande, der mske er umulige, mske ganske vist er mulige,
Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. A-deduktionen
men ikke kan gives i nogen erfaring, idet noget kan udelades i forbindelsen af hine begreber, som dog med ndvendighed hrer med til betingelsen for en mulig erfaring, (ndsbegrebet) eller rene forstandsbegreber eventuelt bliver udstrukket mere, end erfaringen kan fatte (Gudsbegrebet). Ganske vist kan elementerne til alle a priori erkendelser ikke lnes fra erfaringen, (for ellers ville de ikke vre a priori erkendelser), men de m dog til hver en tid indeholde de rene apriori betingelser for en mulig erfaring og for en genstand for samme, for ellers ville der ikke alene slet intet blive tnkt igennem dem, men uden data ville de derimod heller ikke engang selv kunne opst i tnkningen. Disse begreber, nu, som a priori indeholder den rene tnkning ved enhver erfaring, finder vi ved kategorierne, og det er allerede en tilstrkkelig deduktion af disse, og retfrdiggrelse af deres objektive gyldighed, [A97] hvis vi kan bevise: at alene i kraft af dem kan en genstand tnkes. Men eftersom det, i en sdan tanke, er mere end den eneste evne til at tnke, nemlig forstanden, der er beskftiget, og denne selv, qua en erkendeevne, der skal henfre sig til objekter, ligesvel har behov for en udredning [Erluterung], grundet muligheden af dette henfrselsforhold: s m vi frst overveje de subjektive kilder, der udgr det a priori grundlag for erfaringens mulighed, ikke ud fra deres empiriske, men derimod ud fra deres transcendentale beskaffenhed. Ville enhver enkelt forestilling vre den anden helt fremmed, ligesom isoleret, og adskilt fra denne, s ville der aldrig udspringe sdan noget som det, erkendelse er, hvilket er en helhed af sammenlignede og forbundne forestillinger. Nr jeg sledes vedlgger sansen en synopsis, fordi den indeholder mangfoldighed i dens anskuelse, s er der til hver en tid en til denne synopsis korresponderende syntese, og receptiviteten kan kun forbundet med spontanitet muliggre erkendelser. Dette er
79
80
nu grunden til en trefoldig syntese, der ndvendigvis forekommer i al erkendelse: nemlig, apprehensionens syntese af forestillingerne, som modifikationer af gemyttet i anskuelsen, reproduktionens syntese af forestillingerne i indbildningen og syntesens rekognition i begrebet. Denne syntese giver nu en ledelse til tre subjektive erkendekilder, som muliggr selv forstanden, og, gennem denne, al [A98] erfaring, som et empirisk produkt af forstanden.
Forelbig erindring Deduktionen af kategorierne er forbundet med s mange vanskeligheder, og ndsager til at trnge s dybt ind i de frste grunde for muligheden af vores erkendelse overhovedet, at jeg, for at undg omstndeligheden ved en fuldstndig teori, og s alligevel ikke at forsmme noget ved en s ndvendig undersgelse, har fundet det mere tilrdeligt, gennem flgende fire numre, mere at forberede, end at undervise lserne; og s frst i det nstflgende tredje afsnit at prsentere den systematiske redegrelse [Errterung] for disse forstandens elementer. Lseren skal derfor ikke fr da vende sig bort p grund af den dunkelhed, der til at begynde med er uundgelig, nr man str p vej, som stadigvk er helt ubetrdt, men som, sdan som jeg hber, i det ptnkte afsnit skal opklare sig til fuldstndig indsigt.
81
1. Om apprehensionens syntese i anskuelsen
Vore forestillinger kan udspringe hvorfra de vil, om de s er bevirket gennem ydre tings indflydelse, eller gennem indre rsager, om de er opstet a priori, eller empirisk som fremtrdelser; s hrer [A99] de dog qua modifikationer af gemyttet til den indre sans, og som sdanne er alle vore erkendelser i sidste ende underkastet den indre sans formale betingelse, nemlig tidens, i hvilken de allesammen m ordnes, forbindes og bringes i forhold. Dette er en almen anmrkning, som man tilfulde m lgge til grund ved det flgende. Enhver anskuelse indeholder et mangefold i sig, som dog ikke ville blive forestillet som et sdant, hvis ikke gemyttet, i indtrykkenes flgen p hinanden, sondrede tiden: for som indeholdt i eet jeblik kan enhver forestilling aldrig vre noget andet end absolut enhed. For at der nu, ud af dette mangefold, skal blive anskuelsens enhed, (ssom i forestillingen om rummet) s er det for det frste ndvendigt med gennemlbet af mangefoldet og s, at dette mangefold tages tilsammen, hvilket er en handling som jeg kalder for apprehensionens syntese1, fordi den er direkte rettet mod anskuelsen, der ganske vist frembyder et mangefold, men aldrig nogensinde kan bevirke dette mangefold som et sdant, og vel at mrke indeholdt i en forestilling, uden en derved forekommende syntese. Denne apprehensionens syntese m nu ogs blive udvet a priori, dvs. med henblik p de forestillinger, der s ikke er
1
Apprehension kunne vel oversttes til dansk som fatteevne.
82
empiriske. For uden dem ville vi hverken kunne have forestillingerne om rummet, eller om tiden a priori: da disse kun [A100] kan blive frembragt gennem mangefoldets syntese, som sansningen frembyder i dens oprindelige receptivitet. 2. Om reproduktionens syntese i indbildningen Det er ganske vist blot en empirisk lov, iflge hvilken forestillinger, der tit har fulgt eller ledsaget hinanden, endeligt indgr fllesskab med hinanden, og derigennem stter sig i en forbindelse, ud fra hvilken, ogs uden at genstanden er nrvrende, en af disse forestillinger frembringer en gemyttets overgang til den anden, iflge en bestandig regel. Men denne reproduktionen lov forudstter: at fremtrdelserne s selv virkeligt er underkastede en sdan regel, og at der i deres forestillingers mangefold s finder en, til visse regler tilpasset, ledsagelse, eller flge sted; for uden det ville vores empiriske indbildningskraft aldrig nogensinde f noget at gre, som ville passe til dens evne, alts ville den forblive en dd og for os selv ukendt evne i gemyttets indre. Hvis zinnober snart ville vre rd, snart sort, snart let, snart tung, hvis et menneske snart forandres til denne, snart hine dyriske skikkelse, hvis p den lngste dag [A101] landet snart vre dkket med frugter, snart med is og sne, s kunne min empiriske indbildningskraft ikke engang f lejlighed til, ved forestillingen om den rde farve at komme i tanker om den tunge zinnober, eller hvis et vist ord snart vedlagdes til denne, snart til hine ting, eller ogs den samme ting snart blive benvnt sdan snart anderledes, uden at der heri herskede en vis regel, som fremtrdelserne allerede af sig selv var er underkastede, s kunne der ikke finde noget empirisk syntese af reproduktionen sted.
Der m alts vre noget, som selv gr denne reproduktion af fremtrdelserne mulig, derigennem, at det er den a priori grund for en ndvendig syntetisk enhed af dem. Dette kommer man dog hurtigt frem til, hvis man besinder sig p, at fremtrdelser ikke er ting i sig selv, men derimod er det blotte spil af vore forestillinger, der til slut kommer ud p bestemmelser af den indre sans. Hvis vi nu kan redegre for, at selv vore reneste a priori anskuelser ikke tilvejebringer nogen erkendelser, udover s vidt de indeholder en sdan forbindelse af mangefoldet, som en gennemgende reproduktiv syntese 2 muliggr, s er denne indbildningskraftens syntese ogs forud for al erfaring grundet p a priori principper, og man er ndt til at antage en ren transcendental syntese af disse, som ligger til grund selv for muligheden for al erfaring, (som [A102] fremtrdelsernes reproducerbarhed [Reproduzibilitt] ndvendigvis forudstter). Nu er det benlyst, at, nr jeg trkker en linje i tankerne, eller tnker tiden fra een middag til den nste, eller ogs blot vil forestille mig et vist tal, s m jeg ndvendigvis frst fatte en af disse mangfoldige forestillinger efter den anden i tankerne. Men tabte jeg altid den forudgende forestilling ud af tankerne (de frste dele af linjen, de forudgende dele af tiden, eller de efter hinanden forestillede enheder), og s ikke reproducerer dem, idet jeg gr videre til de flgende forestillinger, s ville der aldrig kunne udspringe en hel forestilling, og ingen af alle de frnvnte tanker, ja ikke engang de reneste og frste grundforestillinger om rum og tid.
2
83
eine durchgngige Synthesis der Reproduktion: her at gre reproduktion til tillgsord finder belg senerehen, hvor det hedder die reproduktive Synthesis der Einbildungskraft (A102). Der kan herudfra tales om apprehensive, reproduktive og rekognitive synteser.
84
Apprehensionens syntese er sledes uadskilleligt forbundet med reproduktionens syntese. Og da apprehensionens syntese udgr den transcendentale grund for muligheden af al erkendelse (ikke blot for den empiriske, men derimod ogs for den rene a priori erkendelse), s hrer indbildningskraftens reproduktive syntese til gemyttets transcendentale handlinger og med henblik p samme vil vi ogs kalde denne evne for indbildningskraftens transcendentale evne. [A103] 3. Om rekognitionens syntese i begrebet Uden bevidsthed om, at det, som vi tnker, s er netop det samme som vi tnkte et jeblik fr, ville al reproduktion i rkken af forestillingerne vre forgves. For det ville vre en ny forestilling i den nuvrende tilstand, som slet ikke ville hre til den akt, hvorigennem forestillingerne skridtvist har skullet frembringes, og forestillingernes mangefold ville slet ikke udgre nogen helhed, for det ville mangle den enhed, som kun bevidstheden kan skaffe det. Glemmer jeg mens jeg tller: at de enheder, der lige nu foresvver mig sanserne, skridtvist er blevet fjet til hinanden af mig, s ville jeg ikke erkende frembringelsen af mngden, gennem denne successive tilfjelse af Et til Et, og hermed ville jeg heller ikke erkende tallet; for dette begreb bestr blot i bevidstheden om denne syntesens enhed. Ordet begreb [das Wort Begriff] ville allerede af sig selv kunne give os anledning til denne bemrkning. For denne ene bevidsthed er det, som forener det mangfoldige, det skridtvist anskuede, og s ogs reproducerede, i en forestilling. Denne bevidsthed kan ofte blot vre svag, s at vi kun forbinder det med frembringelsen [A104] af forestillingen i virkningen, men ikke i akten selv, alts umiddelbart: men uagtet disse forskelle m der
dog altid findes en bevidsthed, om den end mangler den ijefaldende klarhed, og uden selvsamme bevidsthed er begreber, og med dem erkendelse af genstande, helt umulige. Og her er det s ndvendigt at n til forstelse om, hvad man mener under udtrykket om en genstand for forestillingerne. Vi har ovenfor sagt: at fremtrdelser selv ikke er andet end sanselige forestillinger, der i sig, p netop samme mde, ikke m anses som genstande (udenfor forestillingskraften). Men hvad forstr man s, nr man taler om en til erkendelsen korresponderende, og dermed ogs derfra adskilt genstand? Det er nemt at indse, at denne genstand kun vil mtte tnkes som noget overhovedet = X, for vi har jo ikke noget udenfor vor erkendelse, som vi ville kunne stte overfor denne erkendelse som korresponderende. Dog finder vi, at vores tanke om den mde, hvorp enhver erkendelse str i henfringsforhold til sin genstand, med ndvendighed vil fre noget med sig, da denne genstand nemlig bliver anset som det, som er modstende, s at vore erkendelser s ikke er bestemt p lykke og fromme, eller efter forgodtbefindende, men derimod a priori er bestemt p en vis mde, fordi de, idet de skal henfre sig til en genstand, s ogs ndvendigvis indbyrdes stemmer overens i henfringsforhold til denne genstand, [A105] alts at de m have den enhed, som udgr begrebet om en genstand. Da vi kun har at gre med mangefoldet af vore forestillinger, og hine til forestillingerne korresponderende X (genstanden), eftersom det skal vre noget helt forskelligt fra alle vore forestillinger, intet er for os, s er det klart, at den enhed, som genstanden ndvendiggr, ikke vil kunne vre andet end bevidsthedens formale enhed i syntesen af forestillingernes mangefold. S siger vi: vi erkender genstanden, nr vi har bevirket syntetisk enhed i anskuelsens mangefold. Men denne
85
86
syntetiske enhed er umulig, hvis ikke anskuelsen har kunnet frembringes gennem en sdan syntetisk funktion [Funktion der Synthesis], ud fra en regel som ndvendiggr den a priori reproduktion af mangefoldet og muliggr et begreb, hvori mangefoldet forener sig. Sledes tnker vi os en trekant som genstand, idet vi er os bevidste om sammenstningen af tre rette linjer ud fra en regel, iflge hvilken regel en sdan anskuelse til hver en tid kan fremstilles. Denne reglens enhed bestemmer nu ethvert mangefold, og indskrnker det til betingelser, der muliggr apperceptionens enhed, og begrebet om denne enhed er forestillingen om genstanden = X, som jeg, gennem de ptnkte prdikater for en trekant, tnker. [A106] Al erkendelse [n.] krver et begreb, dette kan nu vre s ufuldkomment, eller s dunkelt, som det vil: dog er det sin form tilflge altid noget alment, og noget, som tjener som regel. Sledes tjener begrebet om legemet ud fra enheden af det mangefold, der bliver tnkt igennem det, som regel for vores erkendelse af ydre fremtrdelser. Men en regel for anskuelserne kan det kun vre derved: at det, ved givne fremtrdelser, forestiller den ndvendige reproduktion af deres mangefold, og sledes ogs den syntetiske enhed i bevidstheden om dem. Sledes gr begrebet om legemet, ved iagttagelsen af Noget udenfor os, forestillingen om udstrkning ndvendig, og med denne forestilling ogs forestillingen om uigennemtrngelighed, figur etc. Til grund for enhver ndvendighed ligger altid en transcendental betingelse. Sledes m der findes en transcendental grund for bevidsthedens enhed, hvori syntesen af mangefoldet af alle vore anskuelser, og dermed ogs syntesen af begreberne om objekter overhovedet, flgeligt ogs syntesen af alle erfaringens genstande forefindes, uden hvilken transcendental grund det ville vre umuligt at tnke en eller
anden genstand til vore anskuelser: for denne genstand er ikke mere, end dt Noget, om hvilket begrebet udtrykker en sdan syntesens ndvendighed. Denne oprindelige og transcendentale betingelse er nu ingen anden end den transcendentale [A107] apperception. Bevidstheden om sig selv, ud fra bestemmelserne af vores tilstand, ved den indre iagttagelse, er blot empirisk, til hver en tid foranderlig, der kan ikke gives noget stende eller forblivende Selv i denne flod af indre fremtrdelser, og den benvnes sdvanligvis den indre sans, eller den empiriske apperception. Det, som ndvendigvis skal forestilles som numerisk identisk, kan ikke tnkes som et sdant gennem empiriske data. Det m vre en betingelse, der gr forud for al erfaring, og gr denne selv mulig, og det er denne betingelse, en sdan transcendental forudstning skal gre gldende. Nu kan ingen erkendelser finde sted i os, ingen forbindelse og enhed af dem indbyrdes, uden den bevidsthedens enhed, som gr forud for alle anskuelsens data, og i henfringsforhold til hvilken al forestilling af genstande alene er mulig. Denne rene oprindelige, uforanderlige bevidsthed vil jeg nu benvne den transcendentale apperception. At den fortjener dette navn, bliver allerede klart deraf: at selv den reneste objektive enhed, nemlig enheden af de a priori begreber (rum og tid), kun vil vre mulig gennem anskuelsernes henfringsforhold til dem. Den numeriske enhed af denne apperception ligger sledes a priori ligesvel alle begreber til grund, som rummets og tidens mangefold ligger sansningens anskuelser til grund. [A108] Netop denne apperceptionens transcendentale enhed gr dog ud af alle mulige fremtrdelser, der altid kan vre sammen i en erfaring, en sammenhng af alle disse forestillinger ud fra love. For denne bevidsthedens enhed ville vre umulig, hvis ikke gemyttet i erkendelsen af mangefoldet ville kunne blive sig den
87
88
funktionens identitet bevidst, gennem hvilken identitet bevidsthedens enhed forbinder det syntetisk i en erkendelse. Sledes er den oprindelige og ndvendige bevidsthed om identiteten med sig selv [das ursprngliche und notwendige Bewutsein der Identitt seiner selbst] tillige en bevidsthed om en lige s ndvendig syntetisk enhed [Einheit der Synthesis] af alle fremtrdelser ud fra begreber, dvs. ud fra regler, som ikke alene med ndvendighed gr fremtrdelserne reproducerbare, men derimod ogs derigennem for fremtrdelsernes anskuelse bestemmer en genstand, dvs. begrebet om Noget, hvori de ndvendigvis hnger sammen: for gemyttet ville umuligt kunne tnke sig identiteten med sig selv i mangefoldet af dets forestillinger, og dt vel at mrke a priori, hvis ikke det havde identiteten af dets handling for je, hvilken identitet underkaster al apprehensionens syntese (der er empirisk) en transcendental enhed, og frst muliggr dens a priori sammenhng ud fra regler. Nu vil vi ogs rigtigere kunne bestemme vort begreb om en genstand overhovedet. Alle forestillinger har, qua forestillinger, deres genstand, og omvendt kan de selv vre genstande for andre forestillinger. Fremtrdelser er de eneste [A109] genstande, der kan vre os umiddelbart givne, og det, som deri umiddelbart henfrer sig til genstanden, kaldes anskuelse. Nu er disse fremtrdelser dog ikke ting i sig selv, men derimod blot forestillinger, der atter p deres side har deres genstand, som sledes ikke lngere kan anskues af os, og derfor kan benvnes den ikkeempiriske, dvs. transcendentale genstand = X. Det rene begreb om denne transcendentale genstand, (der virkeligt ved alle vore erkendelser altid er et og samme = X,) er det, som overhovedet kan skaffe alle vore empiriske begreber henfring til en genstand, dvs. kan give dem objektiv realitet. Dette begreb kan nu slet ikke indeholde nogen bestemt
anskuelse, og vil sledes slet ikke vedrre andet, end den enhed, der m forefindes i et erkendelsens mangefold, s vidt det str i henfringsforhold til en genstand. Men dette henfringsforhold er intet andet end bevidsthedens ndvendige enhed, og hermed ogs ndvendigheden af mangefoldets syntese gennem gemyttets fllesskabelige funktion til at forbinde det i en forestilling. Da nu denne enhed m anses som a priori ndvendig, (fordi erkendelsen ellers ville vre uden genstand) s vil henfringen til en transcendental genstand, dvs. den objektive realitet af vores empiriske erkendelse, bero p den [A110] transcendentale lov, at alle fremtrdelser, s vidt genstande skal blive os givet derigennem, m st under regler a priori for selvsamme fremtrdelsers syntetiske enhed, iflge hvilke deres forhold i den empiriske anskuelse alene er mulig, dvs. at de lige svel i erfaringen m st under betingelser for apperceptionens ndvendige enhed, ligesom de i den blotte anskuelse m st under rummets og tidens formale betingelser, ja, at enhver erkendelse allerfrst vil blive mulig gennem hine enhed. 4. Forelbig forklaring af kategoriernes mulighed, som a priori erkendelser Det er kun een erfaring, i hvilken alle iagttagelser bliver forestillet som i den gennemgende og lovmssige sammenhng; ligesom det kun er eet rum og een tid, i hvilke alle fremtrdelsens former og alle forhold af Vren eller Ikkevren finder sted. Nr man taler om forskellige erfaringer, s er det kun lige s mange iagttagelser, s vidt sdanne hrer til een og samme almene erfaring. Iagttagelsernes gennemgende og syntetiske enhed udgr nemlig netop erfaringens form, og den er intet andet end fremtrdelsernes syntetiske enhed iflge begreber. [A111]
89
90
Syntesens enhed iflge empiriske begreber ville vre aldeles tilfldig og hvis disse ikke grundede sig p en transcendental grund for enheden, s ville det vre muligt, at et mylder af fremtrdelser ville opfylde vor sjl, uden at der dog ud af dette nogensinde kunne blive erfaring. Men s ville ogs al erkendelsens henfring til genstande falde bort, da den ville mangle forbindelsen ud fra almene og ndvendige love, og vel ville den s dermed vre tankels anskuelse, men aldrig erkendelse, alts for os s meget som slet intet. De a priori betingelser for en mulig erfaring overhovedet er tillige betingelser for muligheden af erfaringens genstande. Nu hvder jeg: de netop anfrte kategorier er intet andet end tnkningens betingelser i en mulig erfaring, ligesom rum og tid indeholder anskuelsens betingelser netop til selvsamme. Alts er hine kategorier ogs grundbegreber til at tnke objekter overhovedet til fremtrdelserne, og de har sledes a priori objektiv gyldighed; hvilket var det, som vi egentlig nskede at vide. Men disse kategoriers mulighed, ja sgar ndvendighed, beror p det henfringsforhold, som hele den samlede sansning, og med den ogs alle mulige fremtrdelser, har til den oprindelige apperception, i hvilken alt ndvendigvis m vre passende til betingelserne for selvbevidsthedens gennemgende enhed, i hvilken alt alts ndvendigvis m st under syntesens almene funktioner, nemlig syntesen iflge begreber, [A112] i hvilken apperceptionen alene kan bevise dens gennemgende og ndvendige a priori identitet. Sledes er begrebet om en rsag intet andet, end en syntese (af det, som flger i tidsrkken, med andre fremtrdelser,) iflge begreber, og uden den slags enhed, der har sin a priori regel, og som underkaster fremtrdelserne under sig, ville bevidsthedens gennemgende og almene, og hermed ndvendige enhed, i iagttagelsernes mangefold, ikke vre at
finde. Men iagttagelserne ville s heller ikke hre til nogen erfaring, flgeligt ville de vre uden objekt, og ikke vre andet end et forestillingernes blinde spil, alts mindre, end en drm. Alle forsg p at udlede hine rene forstandsbegreber fra erfaringen, og p at tilskrive dem en blot empirisk oprindelse, er alts aldeles nyttesls og forgves. Jeg vil ikke inddrage noget om, at f.eks. begrebet om en rsag frer det trk af ndvendighed med sig, som slet ingen erfaring kan give, selvom erfaringen lrer os: at der p een fremtrdelse sdvanligvis flger noget Andet, men ikke, at det ndvendigvis m flge derp, endsige at der ville kunne sluttes a priori og helt alment derudfra, som fra en betingelse til flgen. Men hine empiriske regel for associationen, som man dog gennemgende m antage, nr man siger: at alt i [A113] begivenhedernes rkkeflge i s hj grad str under regler, at der aldrig sker noget, forud for hvilket der ikke forudgr noget, som det s hver gang flger p: dette, qua en naturlov, hvorp beror det, sprger jeg? og hvordan er selve denne association mulig? Grunden for muligheden af mangefoldets association, s vidt den ligger i objektet, kaldes for mangefoldets affinitet. Jeg sprger alts, hvordan gr I jer fremtrdelsernes gennemgende affinitet (hvorigennem de str under bestandige love, og er ndt til at hre ind under dem) begribelig? Ud fra mine grundstninger er den meget vel begribelig. Alle mulige fremtrdelser hrer, qua forestillinger, til hele den mulige selvbevidsthed. Men for denne, qua en transcendental forestilling, er den numeriske identitet uadskillelig og a priori vis, da intet kan komme ind i erkendelsen [n.], andet end gennem denne oprindelige apperceptions formidling. Da nu denne identitet med ndvendighed m komme i syntesen af al fremtrdelsernes mangefold, s vidt denne syntese skal blive til empirisk erkendelse, s er fremtrdelserne underkastede a priori
91
92
betingelser, som deres (apprehensive) syntese m vre gennemgende svarende til. Men forestillingen om en almen betingelse, iflge hvilken et vist mangefold (og alts af en og samme art) kan sttes, kaldes nu imidlertid en regel, og hvis den s er ndt til at blive sat, kaldes den en lov. Sledes str alle fremtrdelser i en gennemgende forbindelse ud fra [A114] ndvendige love, og dermed i en transcendental affinitet, hvoraf den empiriske blot er flgen. At naturen s skal rette sig efter vores subjektive grund for apperceptionen, ja at betragtningen af naturens lovmssighed endda skal afhnge deraf, lyder vel paradoksalt og srt. Men hvis man betnker, at denne natur i sig ikke er andet end et indbegreb af fremtrdelser, og ingen ting i sig, men derimod blot en mngde af forestillinger i gemyttet, s vil man ikke undre sig over, blot at se dem i radikal-evnen til at vor erkendelse, nemlig i den transcendentale apperception, i hine enhed, for hvis skyld alene den kan hedde objekt for al mulig erfaring, dvs. natur; og at vi ogs netop derfor a priori kan erkende denne enhed, og ogs kan erkende den som ndvendig, hvilket vi vel mtte lade ligge, hvis den, uafhngigt af de frste kilder for vores tnkning, var givet i sig. For da ville jeg ikke vide, hvor vi skulle tage de syntetiske stninger for en sdan almen naturenhed fra, da man i s tilflde mtte lne dem fra genstandene i naturen selv. Da dette imidlertid kun ville kunne ske empirisk: s ville der ikke kunne drages nogen anden, end blot tilfldig enhed, som dog s langt fra ikke rkker til den ndvendige sammenhng, som man mener, nr man siger natur.
[A115] Deduktionen af de rene forstandsbegreber, tredje afsnit [Kun i A-udgaven] Om forstandens forhold til genstande overhovedet, og om muligheden for at erkende disse a priori
93
Hvad vi i det foregende afsnit afsondret og enkeltstende foredrog, nsker vi nu at prsentere [vorstellen] forenet og i sammenhngen. Der er tre subjektive erkendekilder, hvorp muligheden for en erfaring overhovedet, og erkendelse af genstandene for samme, beror: sans, indbildningskraft og apperception; hver af disse kan betragtes som empiriske, nemlig i anvendelsen p givne fremtrdelser, men alle er ogs a priori elementer eller grundlag, som selv muliggr denne empiriske brug. Sansen prsenterer [stellt ... vor] fremtrdelserne empirisk i iagttagelsen, indbildningskraften i associationen (og reproduktionen), apperceptionen i den empiriske bevidsthed om identiteten af disse reproduktive forestillinger med de fremtrdelser, hvorigennem de var givet, og hermed i rekognitionen. Men a priori til grund for den samlede iagttagelse ligger den rene anskuelse (med hensyn til iagttagelsen qua forestilling s formen for den indre anskuelse, tiden,) for associationen [A116] indbildningskraftens rene syntese, og for den empiriske bevidsthed den rene apperception, dvs. den gennemgende identitet med sig selv ved alle mulige forestillinger. nsker vi nu at forflge den indre grund for denne forbindelse af forestillingerne indtil det punkt, i hvilket de alle m lbe sammen, for deri allerfrst at f erkendelsens enhed til
94
en mulig erfaring, s m vi begynde fra den rene apperception. Alle anskuelser er intet for os, og ikke det mindste angr de os noget, hvis ikke de kan blive optaget i bevidstheden, om de nu end har direkte eller indirekte indflydelse derp, og kun gennem denne bevidsthed alene er erkendelse mulig. Vi er os a priori bevidste om den gennemgende identitet af os selv med henblik p alle forestillinger, som nogensinde kan hre vores erkendelse [n.] til, qua en ndvendig betingelse for muligheden af alle forestillinger (fordi disse dog kun forestiller noget i mig derigennem, at de med alt andet hrer en bevidsthed til, og alts i det mindste m kunne forbindes deri). Dette princip str a priori fast, og kan kaldes for det transcendentale princip om enheden af alt mangefold af vore forestillinger (alts ogs i anskuelsen). Nu er enheden af mangefoldet i et subjekt syntetisk: alts giver den rene apperception et [A117] principium for den syntetiske enhed af mangefoldet i al mulig anskuelse i hnde1. [A118]
1
[A117] Man skal give vel agt p denne stning, der er af stor vigtighed. Alle forestillinger har et ndvendigt henfringsforhold til en mulig empirisk bevidsthed: for havde de ikke dette, og var det helt umuligt at blive sig dem bevidst; s ville det sige s meget, som at de slet ikke eksisterede. Men al empirisk bevidsthed har et ndvendigt henfringsforhold til en transcendental (forud for al srskilt erfaring foregende) bevidsthed, nemlig bevidstheden om mit Selv [nmlich das Bewutsein meiner Selbst], qua den oprindelige apperception. Det er alts simpelthen ndvendigt, at i min erkendelse [n.] al bevidsthed hrer til en bevidsthed (om mig selv) [da in meinem Erkenntnisse alles Bewutsein zu einem Bewutsein (meiner Selbst) gehre]. Her er nu en syntetisk enhed af mangefoldet, (af bevidstheden) som bliver erkendt a priori, og netop sdan afgiver grunden til syntetiske a priori stninger, som vedrrer den rene tnkning, ligesom rum og tid afgiver grunden til sdanne stninger, der angr formen for den blotte anskuelse. Den syntetiske stning: at al forskellig empirisk bevidsthed vil mtte vre forbunden i een eneste selvbevidsthed, er den simpelthen frste og syntetiske grundstning for vor tnkning overhovedet. Det er
Denne syntetiske enhed forudstter dog en syntese, eller implicerer den, og hvis hine syntetiske enhed skal vre a priori ndvendig, s m sidstnvnte syntese ogs vre en a priori syntese. Alts henfrer apperceptionens transcendentale enhed sig til indbildningskraftens rene syntese, qua en betingelse a priori for muligheden af al sammenstning af mangefoldet i en erkendelse. Men kun indbildningskraftens produktive syntese kan finde sted; for den reproduktive beror p erfaringens betingelser. Alts er princippet for den ndvendige enhed af indbildningskraftens rene (produktive) syntese forud for apperceptionen grunden for muligheden af al erkendelse, i srdeleshed for erfaringen. Nu benvner vi syntesen af mangefoldet i indbildningskraften transcendental, nr den, uden forskel p anskuelserne, ikke gr p andet end blot p den a priori forbindelse af mangefoldet, og enheden af denne syntese kaldes transcendental, nr den, i henfringsforhold til apperceptionens oprindelige enhed, bliver forestillet som a priori ndvendig. Da denne sidstndvnte nu ligger til grund for al erkendelses mulighed, s er den transcendentale enhed af indbildningskraften syntese den rene form for al mulig erkendelse, gennem hvilken alts alle genstande for mulig erfaring m blive forestillet a priori. [A119]
95
imidlertid ikke til at lade ude af agt, at den blotte forestilling Jeg i henfringsforhold til alle andre forestillinger (hvis kollektive enhed den gr mulig) s er den transcendentale bevidsthed. Denne forestilling fr nu vre klar (empirisk bevidsthed) eller dunkel, det er her ikke afgrende, ja ikke engang denne bevidstheds virkelighed kommer det an p; muligheden af den logiske form for al erkendelse beror derimod ndvendigvis p forholdet til denne apperception som til en evne.
96
Apperceptionens enhed i henfringsforhold til indbildningskraftens syntese er forstanden, og netop selvsamme enhed, henfrt til indbildningskraftens transcendentale syntese, er den rene forstand. Alts er der i forstanden rene a priori erkendelser, som indeholder den ndvendige enhed af indbildningskraftens rene syntese, med henblik p alle mulige fremtrdelser. Men dette er kategorierne, dvs. rene forstandsbegreber, flgeligt indeholder menneskets empiriske erkendekraft ndvendigvis en forstand, som henfrer sig til alle sansernes genstande, om end kun formidlet via anskuelsen, og via denne anskuelses syntese gennem indbildningskraften, under hvilke alle fremtrdelser sledes str, qua data til en mulig erfaring. Da nu denne fremtrdelsernes henfrsel til mulig erfaring ligeledes er ndvendig, (da vi uden denne henfring slet ikke ville f nogen erkendelse gennem dem, og de alts slet intet ville ang os) s flger det, at den rene forstand, gennem kategoriernes formidling, s er et formalt og syntetisk principium for alle erfaringer, og at fremtrdelserne har et ndvendigt henfringsforhold til forstanden. Nu nsker vi at lgge forstandens ndvendige sammenhng med fremtrdelserne gennem kategoriernes formidling for je, derigennem, at vi begynder fra neden, nemlig fra det Empiriske. Det frste, som [A120] gives os, er fremtrdelse, som, nr den er forbundet med bevidsthed, kaldes iagttagelse, (uden forholdet til en, i det mindste mulig bevidsthed, ville fremtrdelse aldrig for os [vor uns] kunne blive en genstand for erkendelsen, og ville alts for os vre intet, og ville, da fremtrdelse i sig selv ikke har nogen objektiv realitet og kun eksisterer i erkendelsen [n.], overalt vre intet.) Da imidlertid enhver fremtrdelse indeholder et mangefold, alts forskellige iagttagelser i gemyttet i sig bliver truffet spedt og enkeltstende, s er det ndigt med en forbindelse af dem, som de ikke selv kan have i sansen [welche sie in dem Sinne nicht selbst haben knnen]. Det er sledes i os en aktiv
evne til syntesen af dette mangefold, som vi benvner indbildningskraft, og hvis umiddelbart p iagttagelserne udvede handling jeg benvner apprehension1. Indbildningskraften skal nemlig bringe anskuelsens mangefold ind i et billede; forudgende m den alts optage, dvs. apprehendere, indtrykkene i dens aktivitet. [A121] Men det er klart, at selv denne apprehension af mangefoldet alene endnu ikke ville frembringe noget billede og nogen indtrykkenes sammenhng, hvis ikke der var en subjektiv grund til, at en iagttagelse, fra hvilken gemyttet var get over til en anden, kaldes over til de efterflgende, og sledes fremstiller hele rkker af iagttagelser, dvs. en indbildningskraftens reproduktive evne, som s ogs kun er empirisk. Men eftersom der, hvis forestillinger, sdan som de ender op sammen, ville reproducere hinanden uden forskel, omvendt ikke ville vre nogen bestemt sammenhng imellem dem, men derimod blot deres regellse dynger, og der alts slet ikke ville udspringe nogen erkendelse; s m reproduktionen af forestillingerne have en regel, iflge hvilken en forestilling snarere med denne, end med en anden, trder i forbindelse i indbildningskraften. Denne subjektive og empiriske grund for reproduktionen iflge regler benvner man forestillingernes association.
1
97
[A120] At indbildningskraften fr vre en ndvendig ingrediens i iagttagelsen selv, det har vel ingen psykolog hidtil tnkt p. Det kommer sig af, at man dels kun indskrnkede denne evne til reproduktioner, fordi man troede, at sanserne ikke alene leverede os indtryk, men derimod sgar ogs satte dem sammen, og s tilvejebragte billeder af genstandene, hvortil der utvivlsomt, udover indtrykkenes modtagelighed, krves noget yderligere, nemlig en funktion til disses syntese.
98
Men hvis nu denne associationens enhed ikke ogs havde en objektiv grund, s at det ville vre umuligt, at fremtrdelser blev apprehenderet af indbildningskraften p anden vis, end under betingelsen af en mulig syntetisk enhed af denne apprehension, s ville det ogs vre noget helt tilfldigt, at fremtrdelser skikkede sig ind i en sammenhng af den menneskelige erkendelse. For, om vi end havde evnen til at associere iagttagelser; s ville det dog i sig forblive [A122] helt ubestemt og tilfldigt, om de s ogs var associerbare; og i det tilflde, at de ikke ville vre det, s ville en mngde iagttagelser, og vel ogs en hel sansning vre mulig, i hvilken der ville vre megen empirisk bevidsthed at trffe i mit gemyt, men adskilt, og uden at det s ville hre til een bevidsthed om mig selv, hvilket dog er umuligt. For kun derigennem, at jeg tller alle iagttagelser til een bevidsthed (for den oprindelige apperception), kan jeg ved alle iagttagelser sige: at jeg s er mig dem bevidst. Det m sledes vre en objektiv grund, dvs. en sdan, som kan indses a priori forud for alle indbildningskraftens empiriske love, hvorp muligheden, ja sgar ndvendigheden af en lov, der strkker sig gennem alle fremtrdelser, beror, nemlig end grund for, gennemgende at anse dem som sdanne sansedata, som s i sig er associerbare, og underkastede almene regler for en gennemgende forbindelse i reproduktionen. Denne objektive grund for al fremtrdelsernes association benvner jeg deres affinitet. Men denne kan vi aldrig stde p, andet end i grundstningen om apperceptionens enhed, med hensyn til alle erkendelser, som skal hre mig til. Iflge denne grundstning m fuldt ud alle fremtrdelser, komme sdan ind i gemyttet, eller bliver apprehenderet, at de stemmer sammen til apperceptionens enhed, som, uden syntetisk enhed i deres forbindelse, der alts ogs er objektiv ndvendig, ville vre umulig. [A123] Den objektive enhed af al (empirisk) bevidsthed i een bevidsthed (for den oprindelige apperception) er sledes den
ndvendige betingelse sgar for al mulig iagttagelse, og affiniteten af alle fremtrdelser (nre eller fjerne) er en ndvendig flge af en syntese i indbildningskraften, der er grundet a priori p regler. Indbildningskraften er sledes ogs en evne til en a priori syntese, hvilket er hvorfor vi giver den navnet af den produktive indbildningskraft, og, s vidt den med hensyn til al fremtrdelsens mangefold ikke har andet til hensigt end den ndvendige enhed i samme indbildningskrafts syntese, kan denne ogs benvnes indbildningskraftens transcendentale funktion. Derfor er det srt, men alene ud fra det hidtidige dog indlysende, at det kun er formidlet gennem denne indbildningskraftens transcendentale funktion, at sgar fremtrdelsernes affinitet, og dermed, at associationen, og gennem denne endeligt, at reproduktionen iflge love, flgeligt, at erfaring selv s bliver mulig: for uden den ville slet ingen begreber om genstande flyde sammen ind i en erfaring. Thi det stende og blivende Jeg (for den rene apperception) udgr korrelatet [das Correlatum] til alle vore forestillinger, s vidt det blot er muligt, at blive sig dem bevidst, og al bevidsthed hrer ligesvel en altfattende ren apperception til, ligesom al sanselige [A124] anskuelse qua forestilling hrer en ren indre anskuelse til, nemlig til tiden. Denne apperception er det nu, som m komme hen til den rene indbildningskraft, for at gre dens funktion intellektuel. For i sig selv er indbildningskraftens syntese, om end udvet a priori, alligevel til hver en tid sanselig, fordi den kun forbinder mangefoldet sdan som det fremtrder i anskuelsen, f.eks. figuren af en trekant. Men gennem mangefoldets forhold til apperceptionens enhed vil begreber, som hrer forstanden til, kunne komme i stand, omend de kun via indbildningskraftens formidling vil kunne henfres til den sanselige anskuelse.
99
100
Vi har alts en ren indbildningskraft, som en grundevne i den menneskelige sjl, der ligger a priori til grund for al erkendelse. Gennem dennes formidling bringer vi anskuelsens mangefold, p den ene side, i forbindelse med betingelsen om den rene apperceptions ndvendige enhed, p den anden side. Begge yderste ender, nemlig sansning og forstand, m, formidlet via denne indbildningskraftens transcendentale funktion, ndvendigvis hnge sammen; da de ellers vel nok ville give fremtrdelser, men ingen genstande for en empirisk erkendelse, og s heller ikke ville give nogen erfaring. Den virkelige erfaring, som bestr af apprehensionen, associationen, (reproduktionen,) endeligt rekognitionen af fremtrdelserne, indeholder i [A125] sidstnvnte og hjeste (af erfaringens blot empiriske elementer) begreber, som muliggr erfaringens formale enhed, og med denne muliggr al objektiv gyldighed (sandhed) af den empiriske erkendelse. Disse grunde for rekognitionen af mangefoldet, s vidt de angr formen alene for en erfaring overhovedet, er nu hine kategorier. P dem grunder sig alts al formal enhed i indbildningskraftens syntese, og gennem denne synteses formidling ogs al empirisk brug af dem (i rekognitionen, reproduktionen, associationen, apprehensionen) helt ned til fremtrdelserne, da disse, kun gennem hine elementers formidling kan hre erkendelsen og overhovedet vor bevidsthed, og alts os selv til. Den ordning og regelmssighed ved fremtrdelserne, alts, som vi benvner natur, bringer vi selv ind, og vi ville heller ikke kunne finde den deri, om ikke vi oprindeligt havde indlagt den, eller [mao.] oprindeligt havde indlagt vort gemyts natur. For denne naturenhed skal vre en ndvendig, dvs. a priori sikker enhed af fremtrdelsernes forbindelse. Men hvordan skal vi vel kunne bringe en syntetisk enhed p banen, om der ikke a priori i vort gemyts oprindelige erkendelseskilder var indeholdt
subjektive grunde for en sdan enhed, og om disse subjektive betingelser ikke tillige var objektivt gyldige, idet de er grundene [A126] for muligheden af, overhovedet at erkende et objekt i erfaringen. Vi har ovenfor forklaret forstanden p forskellig mde: gennem en erkendelsens spontantitet, (i modstning til sansningens receptivitet) gennem en evne til at tnke, eller ogs en evne til begreberne, eller ogs til dommene, hvilke forklaringer, hvis man beser dem i lyset, kommer ud p eet. Nu kan vi karakterisere den som evnen til reglerne. Denne kendetegnelse er mere frugtbar, og trder forstandens vsen nrmere. Sansning giver os former, (for anskuelsen) men forstanden giver os regler. Forstanden er til hver en tid beskftiget med at gennemspejde fremtrdelserne i den hensigt, at udfinde en eller anden regel ved dem. Regler, s vidt de er objektive, (og alts ndvendigvis hnger ved erkendelsen af genstanden) kaldes love. Om vi end lrer mange love gennem erfaring, s er disse dog kun srskilte bestemmelser af endnu hjere love, blandt hvilke de hjeste, (under hvilke alle andre str) kommer a priori fra forstanden selv, og ikke er lnt fra erfaringen, men derimod snarere skaffer fremtrdelserne deres lovmssighed, og netop derigennem m gre erfaring mulig. Forstanden er alts ikke blot en evne til, gennem sammenligning af fremtrdelserne at gre sig regler: forstanden selv er lovgivningen forud for naturen, dvs. uden forstand ville der overalt ikke gives natur, dvs. syntetisk enhed [A127] af fremtrdelsernes mangefold iflge regler: for fremtrdelser kan, som sdanne, ikke finde sted uden for os, men eksisterer derimod kun i vores sansning. Men sansningen er, som genstand for erkendelsen i en erfaring, med alt, hvad den m indeholde, er kun mulig i apperceptionens enhed. Men apperceptionens enhed er den transcendentale grund for den ndvendige lovmssighed
101
102
af alle fremtrdelser i en erfaring. Netop den samme apperceptionens enhed med hensyn til et mangefold af forestillinger (nemlig at bestemme dette mangefold ud fra een eneste forestilling) er reglen , og evnen til disse regler er forstanden. Alle fremtrdelser ligger sledes qua mulige erfaringer lige s a priori i forstanden, og opnr deres formale mulighed fra den, ligesom de qua blotte anskuelser ligger i sansningen, og alene er mulige, formen tilflge, gennem samme. S overdrevet, s paradoksalt det alts end lyder, at sige: forstanden er selv kilden til naturens love, og alts til naturens formale enhed, s rigtigt, og s passende til genstanden, nemlig til erfaringen, er en sdan pstand alligevel. Ganske vist kan empiriske love, som sdanne, p ingen mde udlede deres ophav fra den rene forstand, s lidt som fremtrdelsernes umdelige mangefold kan begribes tilstrkkeligt ud fra den rene form for den sanselige anskuelse. Men alle empiriske love er kun [A128] srskilte bestemmelser af forstandens rene love, under hvilke og iflge hvis norm hine empiriske love allerfrst er mulige, og fremtrdelserne antager en lovlig form, sdan som ogs alle fremtrdelser, uagtet forskelligheden af deres empiriske form, alligevel til hver en tid m vre passende til betingelserne for den rene form for sansningen. Den rene forstand er sledes i kategorierne loven for den syntetiske enhed af alle fremtrdelser, og muliggr derigennem allerfrst og oprindeligt erfaring, dens form tilflge. Men mere skulle vi ikke prstere i den transcendentale deduktion af kategorierne, end at begribeliggre dette forstandens forhold til sansningen, og gennem sansningens formidling til alle erfaringens genstande, og hermed ogs den objektive gyldighed af forstandens a priori begreber, og derigennem at faststte disse begrebers ophav og sandhed.
103
Summarisk prsentation [Vorstellung] af rigtigheden og den eneste mulighed af denne deduktion af de rene forstandsbegreber Var de genstande, som vor erkendelse har at gre med, ting i sig selv, s ville vi slet ikke kunne have nogen a priori begreber om dem. For hvor skulle vi tage dem fra? Tager vi dem fra objektet (uden her endnu engang at undersge, hvordan [A129] dette ville kunne vre kendt for os) s ville vore begreber blot vre empiriske, og ingen begreber a priori. Tager vi dem fra os selv, s kan det, som blot er i os, ikke bestemme beskaffenheden af en fra vore forestillinger adskilt genstand, dvs. vre en grund til, hvorfor der s skulle gives en ting, til hvilken sdan noget som det, som vi har i tankerne, skulle tilkomme, og al denne forestillen s ikke snarere er tom. Derimod, hvis vi overalt kun har med fremtrdelser at gre, s er det ikke alene muligt, men derimod ogs ndvendigt, at visse begreber gr a priori forud for den empiriske erkendelse af genstandene. For qua fremtrdelser udgr de en genstand, der blot er i os, fordi en blot modifikation af vores sansning slet ikke trffes uden for os. Denne forestilling: at alle disse fremtrdelser, og alts alle genstande, som vi kan beskftige os med, tilsammen er i mig, dvs. er bestemmelser af mit identiske Selv, udtrykker nu selv en gennemgende enhed af selvsamme fremtrdelser i een og den samme apperception, som ndvendig. I denne enhed af den mulige bevidsthed bestr imidlertid ogs formen for al erkendelse af genstandene, (hvorigennem mangefoldet, som hrende eet objekt til, bliver tnkt). Sledes gr den mde, hvorp mangefoldet af den sanselige forestilling (anskuelse) hrer en bevidsthed til, forud for al erkendelse af genstanden, som den intellektuelle form for denne erkendelse, og udgr selv en formal erkendelse af alle a
104
priori genstande [A130] overhovedet, s vidt de bliver tnkt (kategorier.) Syntesen af dem gennem den rene indbildningskraft, enheden af alle forestillinger i henfringsforhold til den oprindelige apperception, gr forud for al empirisk erkendelse., Rene forstandsbegreber er alts kun derfor a priori mulige, ja sgar, i henfringsforhold til erfaring, ndvendige, fordi vor erkendelse ikke har med andet end fremtrdelser at gre, hvis mulighed ligger i os selv, hvis forbindelse og enhed (i forestillingen om en genstand) blot trffes i os, og alts m g forud for al erfaring, og, formen tilflge, allerfrst m gre erfaringen mulig. Og af denne grund, den enestemulige blandt alle, er s ogs vores deduktion af kategorierne blevet frt.
105
[B129 ...] Deduktionen af de rene forstandsbegreber, andet afsnit [Kun i B-udgaven] Transcendental deduktion af de rene forstandsbegreber. 15. Om muligheden af en forbindelse overhovedet Forestillingernes mangefold kan gives i en anskuelse, der blot er sanselig, dvs. ikke er andet end sansefornemmelse, og denne anskuelses form kan ligge a priori i vor forestillingsevne, uden dog at vre andet end den mde, hvorp subjektet bliver afficeret. Men forbindelsen (conjunctio) af et mangefold overhovedet kan aldrig komme i os gennem sanser, og den kan alts heller ikke [B130] ogs vre indeholdt i den sanselige anskuelses rene form; for den er en akt af spontanitet i forestillingskraften, og, da denne spontanitet, til forskel fra sansningen, m benvnes forstand, s er al forbindelse, - uanset om vi er os den bevidst eller ej, uanset om det er en forbindelse af anskuelsens mangefold eller af diverse begreber, og uanset om det ved frstnvnte er den sanselige eller den ikke sanselige anskuelse, - en forstandshandling, som vi ville tillgge den almene benvnelse syntese, for derigennem tillige at gre det bemrkeligt, at vi intet kan forestille os som forbundet i objektet, uden forudgende selv at have forbundet det, og at forbindelsen er den eneste af alle forestillinger, som ikke kan gives gennem
106
objekter, men derimod kun kan ivrksttes af subjektet selv, da den er en akt af subjektets egenaktivitet. Her opdager man let, at denne handling m vre oprindeligt een, og lige gldende for al forbindelse, og at oplsningen (analysen), der synes at vre dens modstykke, ogs altid forudstter den; for hvor forstanden ikke forudgende har forbundet noget, der kan den heller intet oplse, da det kun gennem forstanden har kunnet blive givet for forestillingskraften som forbundet. Men begrebet om forbindelsen frer, udover begrebet om mangefoldet og dets syntese, endvidere ogs begrebet om mangefoldets enhed ved sin side. Forbindelse er forestilling af [B131] mangefoldets syntetiske enhed1. Forestillingen om denne enhed kan alts ikke opst ud fra forbindelsen, derigennem, at den kommer hen til forestillingen om mangefoldet, muliggr den snarere allerfrst begrebet om forbindelsen. Denne enhed, der a priori gr forud for alle forbindelsens begreber, er ikke sdan noget som enheds-kategorien (10); for alle kategorier har deres grund i logiske funktioner i domme, men i domme er der allerede tnkt forbindelse, og alts tnkt enheden af givne begreber. Kategorien forudstter alts allerede forbindelse. Alts m vi sge denne enhed (som kvalitativ 12) endnu hjere, nemlig i det, som selv indeholder grunden til enheden af forskellige begreber i domme, og alts grunden til, at forstanden er mulig, og dt sgar i dens logiske brug.
[B131] Om forestillingerne selv er identiske, og een forestilling sledes analytisk vil kunne tnkes gennem den anden, det kommer her ikke i betragtning. Bevidstheden om den ene er, s vidt der er tale om mangefoldet, dog stadigvk at sondre fra bevidstheden om den anden, og her kommer det alene an p syntesen af denne (mulige) bevidsthed.
Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. B-deduktionen
107
16. Om apperceptionens oprindeligt-syntetiske enhed. Dt: Jeg tnker, m kunne ledsage alle mine forestillinger; for ellers ville noget [B132] blive forestillet i mig, som slet ikke ville kunne tnkes, hvilket vil sige lige s meget som, at forestillingen enten ville vre umulig, eller i det mindste for mig intet ville vre. Den forestilling, der kan vre givet forud for al tnkning, kaldes anskuelse. Sledes har anskuelsens mangefold et ndvendigt henfringsforhold til dt: Jeg tnker, i det samme subjekt, hvori dette mangefold bliver truffet. Men denne forestilling er en akt af spontaniteten, dvs. den kan ikke anses som hrende til sansningen. Jeg benvner denne forestilling den rene apperception, for at skelne den fra den empiriske, eller ogs den oprindelige apperception, fordi den er den selvbevidsthed, som ikke kan ledsages af nogen yderligere forestilling, idet den frembringer forestillingen Jeg tnker, som m kunne ledsage alle andre, og i al bevidsthed er een og den samme. Jeg benvner ogs enheden af selvsamme forestilling selvbevidsthedens transcendentale enhed, for at betegne muligheden af den a priori erkendelse ud fra den. For de mangfoldige forestillinger, der bliver givet i en vis anskuelse, ville ikke tilsammen vre mine forestillinger, hvis de ikke tilsammen hrte een selvbevidsthed til, dvs. qua mine forestillinger (om jeg end ikke er mig dem bevidst som sdanne) m de dog ndvendigvis vre passende til den betingelse, under hvilken de alene kan st sammen i een almen selvbevidsthed, da de ellers ikke gennemgende [B133] ville tilhre mig. Af denne oprindelige forbindelse lader meget sig flge. Denne gennemgende identitet af apperceptionen af et i anskuelsen givet mangefold indeholder nemlig en syntese af
108
forestillingerne, og er kun mulig gennem bevidstheden om denne syntese. For den empiriske bevidsthed, som ledsager forskellige forestillinger, er i sig adspredt og uden henfring til subjektets identitet. Dette henfringsforhold sker alts endnu ikke derigennem, at jeg ledsager hver forestilling med bevidsthed, men derimod derigennem, at jeg stter een hen til den anden og er mig deres syntese bevidst. Alts kun derigennem, at jeg kan forbinde et mangefold af givne forestillinger i een bevidsthed, er det muligt, at jeg forestiller mig bevidsthedens identitet i disse forestillinger selv, dvs. apperceptionens analytiske enhed er kun mulig under forudstningen af en eller anden syntetisk1. [B134] Den tanke: disse i anskuelsen givne forestillinger tilhrer alle tilsammen mig, vil flgeligt sige s meget som at jeg forener dem i een selvbevidsthed, eller i det mindste kan forene dem deri, og selvom denne tanke endnu ikke er bevidstheden om forestillingernes syntese, s forudstter den dog at denne er mulig, dvs. kun derigennem, at jeg kan begribe forestillingernes mangefold i een bevidsthed, kalder jeg dem alle tilsammen for mine forestillinger; for ellers ville jeg have et lige s mangefarvet
1
[B133] Bevidsthedens analytiske enhed hnger ved alle flles begreber, som sdanne, f.eks nr jeg tnker mig rd overhovedet, s forestiller jeg mig derigennem en beskaffenhed, der (qua kendetegn) kan trffes ved et eller andet, eller kan vre forbundet med andre forestillinger; alts kun i kraft af en forudtnkt mulig syntetisk enhed kan jeg forestille mig den analytiske enhed. En forestilling, der skal tnkes som flles for forskellige forestillinger, anses som hrende sdanne til, [B134] som ud over denne stadigvk har noget Forskelligt ved sig, og flgeligt m den forudgende tnkes i syntetisk enhed med andre (om end blot mulige forestillinger), frend jeg ved den kan tnke den analytiske enhed af bevidstheden, som gr den til conceptus communis. Og sledes er apperceptionens syntetiske enhed det hjeste punkt, til hvilket man m hfte al forstandsbrug, selv den hele logik, og efter den, Transcendental-Filosofien, ja denne evne er forstanden selv.
forskelligt Selv, som jeg har forestillinger jeg er mig bevidst om. Syntetisk enhed af anskuelsernes mangefold, som a priori givent, er alts grunden for selve apperceptionens identitet, der a priori gr forud for al min bestemte tnkning. Forbindelse ligger imidlertid ikke i genstandene, og kan ikke tages fra dem gennem iagttagelse for s allerfrst derved at indoptages i forstanden, men er derimod alene [B135] noget, der er rejst [eine Verrichtung] af forstanden, som selv ikke er andet end evnen til a priori at forbinde og til at bringe mangefoldet af givne forestillinger ind under apperceptionens enhed, og denne grundstning er den verste i hele den menneskelige erkendelse [n.]. Denne grundstning for apperceptionens ndvendige enhed er nu ganske vist selv identisk, og alts en analytisk stning, men erklrer dog en syntese af det i en anskuelse givne mangefold som ndvendig, uden hvilken syntese hine gennemgende identitet af selvbevidstheden ikke kan tnkes. For gennem Jeget, qua simpel forestilling, er intet mangefold givet; i anskuelsen, der er forskellig derfra, kan det kun blive givet og blive tnkt gennem forbindelse i een bevidsthed. En forstand, hvori ethvert mangefold gennem selvbevidstheden tillige ville blive givet, ville anskue; vores forstand kan kun tnke og m sge anskuelsen i sanserne. Jeg er mig sledes det identiske Selv bevidst, med hensyn til mangefoldet af de mig i en anskuelse givne forestillinger, fordi jeg kalder dem alle tilsammen for mine forestillinger, der udgr een forestilling. Men det vil sige s meget som, at jeg er mig bevidst om en ndvendig syntese af dem a priori, hvilket vil sige apperceptionens oprindelige syntetiske enhed, under hvilken alle mig givne forestillinger [B136] str, men ind under hvilken de ogs, gennem en syntese, m bringes.
109
110
17. Grundstningen for apperceptionens syntetiske enhed er det verste princip for al forstandsbrug
Den verste grundstning for muligheden af al anskuelse i henfring til sansningen var iflge den transcendentale stetik: at ethvert mangefold fra anskuelsen str under rummets og tidens formale betingelser. Den verste grundstning for selvsamme anskuelser i henfring til forstanden er: at ethvert mangefold fra anskuelsen vil st under betingelser af apperceptionens oprindeligt-syntetiske enhed1. Under den frstnvnte grundstning str alle anskuelsens mangfoldige forestillinger, s vidt de bliver os givet, under den anden str de, s vidt de [B137] m kunne forbindes i een bevidsthed; for uden den kan intet tnkes eller erkendes derigennem, da de givne forestillinger ikke ville have apperceptionens akt, Jeg tnker, tilflles, og derigennem ikke ville vre blevet sammenfattet i een selvbevidsthed. Forstand er, for at tale alment, evnen til erkendelserne. Disse bestr i den bestemte henfring af givne forestillinger til et objekt. Men objekt er dt, i hvis begreb en given anskuelses mangefold er forenet. Nu krver al forening af forestillingerne imidlertid bevidsthedens enhed i syntesen af dem. Flgeligt er bevidsthedens enhed det, som alene udgr forestillingernes
1
[B136] Rummet og tiden og alle dele af samme er anskuelser, de er alts enkeltstende forestillinger med dt mangefold, som de indeholder i sig (se den transcendentale stetik), alts er de ikke blotte begreber, gennem hvilke netop samme bevidsthed antrffes som indeholdt i mange forestillinger, tvrtimod antrffes der mange forestillinger, som indeholdt i een forestilling, og i dens bevidsthed, alts som sammensatte, flgeligt antrffes bevidsthedens enhed, som syntetisk, men dog oprindelig. Denne enkeltstenhed er vigtig i anvendelsen (se 25.).
henfring til en genstand, og alts udgr deres objektive gyldighed, flgeligt, for at de skal blive til erkendelser, og bevidsthedens enhed er flgeligt det, som selv forstandens mulighed beror p. Den frste rene forstandserkendelse [n.] alts, hvorp hele forstandens vrige brug grunder sig, som ogs tillige er helt uafhngig af alle den sanselige anskuelses betingelser, er nu grundstningen for den oprindelige syntetiske enhed af apperceptionen. Sledes er den ydre sanselige anskuelses blotte form, rummet, endnu slet ingen erkendelse; rummet afgiver kun anskuelsens a priori mangefold til en mulig erkendelse. For at erkende et eller andet i rummet, f.eks. en linje, m jeg drage den, og sledes [B138] syntetisk bringe en bestemt forbindelse af det givne mangefold i stand, sdan, at enheden af denne handling tillige er enheden af bevidstheden (i begrebet om en linje), og et objekt (et bestemt rum) derigennem allerfrst bliver erkendt. Bevidsthedens syntetiske enhed er sledes en objektiv betingelse for al erkendelse, ikke for den erkendelse jeg blot selv behver, for at erkende et objekt, men derimod en betingelse, under hvilken enhver anskuelse m st, for at blive objekt for mig, da mangefoldet p anden mde, og uden denne syntese, ikke ville forene sig i een bevidsthed. Denne sidste stning er, som sagt, selv analytisk, selvom den gr den syntetiske enhed til betingelsen for al tnkning; for den siger ikke videre, end, at alle mine forestillinger i en eller anden given anskuelse m st under den betingelse, under hvilken jeg alene kan regne dem, qua mine forestillinger, til det identiske Selv, og sledes, som forbundet syntetisk i en apperception, kan sammenfatte dem gennem det almene udtryk Jeg tnker. Men denne grundstning er dog ikke et princip for enhver overhovedet mulig forstand, men derimod kun for den, gennem hvis rene apperception i forestillingen: Jeg er, der endnu slet ikke
111
112
er givet noget mangefold. Den forstand, gennem hvis selvbevidsthed tillige anskuelsens mangefold ville blive givet, [B139] en forstand, gennem hvis forestilling ogs denne forestillings objekter ville eksistere, ville ikke krve en srlig akt for syntesen af mangefoldet til bevidsthedens enhed, en syntese, som den menneskelige forstand, der blot tnker, ikke anskuer, behver. Men for den menneskelige forstand er den dog uundgeligt den frste grundstning, sledes, at den endda ikke kan gre sig det mindste begreb om en anden mulig forstand, hvad enten en sdan, der selv ville anskue, eller en sdan, der ganske vist ville have en sanselig anskuelse som liggende til grund, men dog af en anden art end anskuelsen i rum og tid. 18. Hvad den objektive enhed af selvbevidstheden s er Apperceptionens transcendentale enhed er den enhed, gennem hvilken ethvert i en anskuelse givet mangefold forenes i et begreb om objektet. Derfor kaldes den objektiv, og m skelnes fra bevidsthedens subjektive enhed, der er en bestemmelse af den indre sans, hvorigennem hine anskuelsens mangefold empirisk gives til en sdan forbindelse. Om jeg vil kunne vre mig mangefoldet empirisk bevidst, som samtidigt, eller p hinanden flgende, kommer an p omstndigheder, eller empiriske betingelser. Hvilket er hvorfor den empiriske [B140] enhed af bevidstheden, gennem forestillingernes association, selv har med en fremtrdelse at gre, og er helt tilfldig. Derimod str anskuelsens rene form i tiden, blot som anskuelse overhovedet der indeholder et givet mangefold, under bevidsthedens oprindelige enhed, udelukkende derigennem, at anskuelsens mangefold str i et ndvendigt henfringsforhold til dt Ene: Jeg tnker; alts gennem forstandens rene syntese, der ligger den
empiriske syntese a priori til grund. Hine enhed er alene objektivt gyldig; apperceptionens empiriske enhed, som vi her ikke overvejer, og som ogs bare er afledt af den frstnvnte under givne betingelser in concreto, har kun subjektiv gyldighed. Een forbinder et vist ords forestilling med een sag, den anden forbinder ordets forestilling med en anden sag; og bevidsthedens enhed, i det, som er empirisk, er med hensyn til det, som er givet, ikke ndvendig og alment gldende. 19. Den logiske form for alle domme bestr i den objektive enhed af apperceptionen af de deri indeholdte begreber Jeg har aldrig kunne stille mig tilfreds gennem den forklaring, som logikerne giver af en dom overhovedet: den er, som de siger, prsentationen af [Vorstellung] et forhold mellem to begreber. Uden nu [B141] her at skndes med dem omkring det fejlagtige i forklaringen, at den s i al fald kun passer p kategoriske, men ikke p hypotetiske og disjunktive domme, (da de sidstnvnte ikke indeholder et forhold af begreber, men derimod selv af domme), (uagtet, at der ud fra denne logikkens forseelse er udvokset diverse skadelige flger,)1 anmrker jeg blot, at det her ikke er blevet bestemt, hvori dette forhold s bestr.
1
113
[B141] Den vidtlftige lre om de fire syllogistiske figurer vedrrer kun de kategoriske fornuftsslutninger, og, omend den ganske vist ikke er mere end en kunst til, ved at skjule de umiddelbare slutninger (consequenti immediat) under prmisserne for en ren fornuftsslutning, at tilsnige skinnet af flere slutningsarter, end den, der er i den frste figur, s ville denne lre dog ikke alene derigennem have gjort nogen synderlig lykke, hvis ikke det var lykkedes den at bringe de kategoriske domme, qua dem, hvortil alle andre m lade sig henfre, i
114
Men hvis jeg njere undersger henfringsforholdet af givne erkendelser i enhver dom, og sondrer dem, som tilhrende forstanden, fra forholdet iflge den reproduktive indbildningskrafts love (hvilket forhold kun har subjektiv gyldighed), s finder jeg, at en dom s ikke er andet, end den mde, hvorp givne erkendelser bringes til apperceptionens objektive enhed. Mod dette stiler det lille forholdsord er i dem, [B142] for at skelne den objektive enhed af givne forestillinger fra den subjektive. For dette ord betegner forestillingernes henfringsforhold til den oprindelige apperception og dens ndvendige enhed, om dommen end selv er empirisk, alts tilfldig, f.eks. legemerne er tunge. Hvormed jeg ganske vist ikke vil sige, at disse forestillinger s i den empiriske anskuelse hrer ndvendigt til hinanden, men derimod at de hrer til hinanden i kraft af den ndvendige enhed af apperceptionen i syntesen af anskuelserne, dvs. iflge principper for den objektive bestemmelse af alle forestillinger, s vidt der derudfra kan blive erkendelser, hvilke principper alle er udledte af grundstningen for apperceptionens transcendentale enhed. Alene derigennem bliver der ud af dette forhold en dom, dvs. et forhold, som er objektivt gyldigt, og som tilstrkkeligt adskiller sig fra det forhold for selvsamme forestillinger, hvori der blot ville vre subjektiv gyldighed, f.eks. iflge associationens love. Iflge de sidstnvnte ville jeg kun kunne sige: Hvis jeg lfter et legeme, s fler jeg et tyngende tryk; men ikke: det, legemet, er tungt; hvilket vil sige s meget som at begge disse forestillinger er forbundet tilsammen i objektet, dvs. uden forskel p subjektets tilstand, og er ikke blot
altoverskyggende respekt [ausschlieliches Ansehen], hvilket imidlertid er forkert iflge 9.
forbundet tilsammen i iagttagelsen (hvor ofte den end m vre gentaget). [B143] 20. Alle sanselige anskuelser str under kategorierne, som betingelser under hvilke alene anskuelsernes mangefold kan komme sammen i een bevidsthed.
115
Det mangefoldige i en sanselig anskuelse givne hrer ndvendigvis ind under den oprindelige syntetiske enhed af apperceptionen, da anskuelsens enhed alene er mulig gennem denne. (17.) Men den forstandshandling, hvorigennem mangefoldet af givne forestillinger (om de s end er anskuelser eller begreber) overhovedet bringes ind under en apperception, er dommenes logiske funktion. (19.) Alts er ethvert mangefold, s vidt det er givet i Een empirisk anskuelse, bestemt med hensyn til een af de logiske funktioner til at dmme, gennem hvilken det nemlig overhovedet bliver bragt til een bevidsthed. Nu er kategorierne imidlertid intet andet end netop disse funktioner til at dmme, s vidt en given anskuelses mangefold er bestemt med hensyn til dem. (13.) Alts str ogs mangefoldet i en given anskuelse ndvendigvis under kategorier. [B144] 21. Anmrkning Et mangefold som er indeholdt i en anskuelse, som jeg kalder for min, forestilles gennem forstandens syntese som tilhrende selvbevidsthedens ndvendige enhed, og dette sker gennem
116
kategorien1. Dette peger alts p: at den empiriske bevidsthed om et givent mangefold for Een anskuelse str under en ren selvbevidsthed a priori, ligesom empirisk anskuelse str under en ren sanselig, der ligeledes finder sted a priori. - I ovenstende stning er sledes gjort begyndelsen p en deduktion af de rene forstandsbegreber, i hvilken jeg, da kategorierne uafhngigt af sansning blot udspringer i forstanden, endvidere m abstrahere fra den mde, hvorp mangefoldet til en empirisk anskuelse gives, for blot at se p den enhed, der, formidlet via kategorien, gennem forstanden kommer ind i anskuelsen. I det flgende (26.) vil det, ud fra den mde, hvorp den empiriske anskuelse gives i sansningen, [B145] blive vist, at denne anskuelses enhed s er ingen anden end den, som kategorien iflge den foregende 20. foreskriver for mangefoldet af en given anskuelse overhovedet, og derigennem alts, at dens a priori gyldighed med hensyn til alle genstande fra vore sanser bliver forklaret, vil deduktionens hensigt allerfrst blive opnet til fulde Eet stykke kunne jeg dog ikke abstrahere fra i det ovenstende bevis, nemlig derfra, at mangefoldet vil mtte vre givet for anskuelsen allerede forud for, og uafhngigt af, forstandens syntese; men hvordan, dt forbliver her ubestemt. For, nskede jeg at tnke mig en forstand, der selv anskuede (ssom en guddommelig, der s ikke forestillede sig givne genstande, men gennem hvis forestilling genstandene selv tillige gaves, eller frembragtes), s ville kategorierne med hensyn til en sdan erkendelse [n.] slet ingen betydning have. De er kun regler
1
[B144] Bevisgrunden beror p den forestillede enhed af den anskuelse, hvorigennem en genstand bliver givet, hvilken enhed til hver en tid indbefatter en syntese af det mangfoldige givne til en anskuelse , og allerede indholder dette sidstnvnte givnes henfringsforhold til apperceptionens enhed.
for en forstand, hvis hele evne bestr i tnkningen, dvs. i den handling, at bringe syntesen af det mangefold, som er blevet den givet andetsteds fra i anskuelsen, til apperceptionens enhed, og som alts taget for sig slet intet erkender, men derimod kun forbinder og ordner stoffet til erkendelsen [n.], anskuelsen, som m vre forstanden givet gennem objektet. Men for ejendommeligheden ved vor forstand, kun formidlet via kategorierne og [B146] kun lige netop gennem denne deres art og antal, at bringe selvsamme enhed af apperceptionen a priori i stand, lader sig lige s lidt angive en videre grund, som til, hvorfor vi netop har disse og ingen andre funktioner til domme, eller til, hvorfor tid og rum er de eneste former for vor mulige anskuelse. 22. Kategorien har ingen anden brug til erkendelsen [n.] af tingene, end dens anvendelse p erfaringens genstande.
117
At tnke sig en genstand, og at erkende en genstand, er sledes ikke eet og det samme. Til erkendelsen [n.] hrer nemlig to stykker: for det frste begrebet, hvorigennem en genstand overhovedet bliver tnkt (kategorien), og for det andet anskuelsen, hvorigennem den bliver givet; for, ville der slet ikke kunne gives en korresponderende anskuelse til begrebet, s ville det formen tilflge vre en tanke, men uden nogen genstand, og gennem den ville slet ingen erkendelse af en eller anden ting vre mulig; fordi der, s vidt jeg ville vide, intet ville gives, ejheller ville kunne gives, som min tanke vil kunne anvendes p. Nu er al anskuelse, som er mulig for os, sanselig (stetik), alts kan tnkningen af en genstand overhovedet gennem et rent forstandsbegreb hos os kun blive erkendelse, s vidt dette
118
forstandsbegreb bliver henfrt til genstande fra sanserne. Sanselig [B147] anskuelse er enten ren anskuelse (rum og tid) eller empirisk anskuelse af det, som i rummet og i tiden umiddelbart bliver forestillet som virkeligt, gennem sansefornemmelse . Gennem bestemmelse af frstnvnte 1 kan vi f a priori erkendelser af genstande (i matematikken), men kun deres form tilflge, som fremtrdelser; om der vil kunne gives ting, der s m blive anskuet i denne form, forbliver derved endnu uafgjort. Flgeligt er alle matematiske begreber taget for sig ikke erkendelser; ud over, for s vidt man forudstter, at der gives ting, der kun lader sig fremstille passende til formen for hine rene sanselige anskuelse. Men ting i rummet og tiden bliver os kun givet, s vidt de er iagttagelser (forestillinger ledsaget med sansefornemmelse), alts gennem empirisk forestilling. Flgeligt fremskaffer de rene forstandsbegreber, selv nr de anvendes p a priori anskuelser (som i matematikken), kun for s vidt erkendelse, som disse, alts ogs forstandsbegreberne formidlet via dem, kan anvendes p empiriske anskuelser. Flgeligt leverer kategorierne formidlet via anskuelsen heller ingen erkendelse af ting, andet end blot gennem deres mulige anvendelse p empirisk anskuelse, dvs. de tjener kun til muligheden af empirisk erkendelse. Denne kaldes imidlertid erfaring. Flgeligt har kategorierne ingen anden brug til erkendelsen [n.] af tingene, end blot [B148] s vidt som der antages genstande for mulig erfaring.
[Durch Bestimmung [der reinen Anschauung] knnen wir Erkenntnisse a priori von Gegenstnden ... bekommen: Frst ved, at en given anskuelse bliver bestemt (som ...), fr vi erkendelse, fordi erkendelse altid er en dom.]
119
23. Den ovenstende stning er af den strste vigtighed; for den bestemmer lige s vel grnserne for brugen af de rene forstandsbegreber med hensyn til genstandene, som den transcendentale stetik bestemte grnserne for brugen af den rene form for vores sanselige anskuelse. Rum og tid glder, qua betingelser for muligheden af, hvorledes genstande kan blive givet, ikke videre end for sansernes genstande, alts kun for erfaringens genstande. Ude over disse grnser prsenterer de slet ikke noget; [ber diese Grenzen hinaus stellen sie gar nichts vor] for de er kun i sanserne og udenfor dem har de ingen virkelighed. De rene forstandsbegreber er fri for denne indskrnkning, og strkker sig over genstande for anskuelsen overhovedet, om de ligner vor anskuelse eller ikke, om den blot er sanselig og ikke intellektuel. Denne begrebernes videre udstrkning ud over vores sanselige anskuelse er os dog til ingen hjlp. For da er de tomme begreber om objekter, om hvilke, hvad enten disse objekter nu er mulige eller ej, vi slet ikke kan dmme gennem hine begreber, det er blotte tankeformer uden objektiv realitet, for vi ikke har nogen anskuelse ved hnden, som den syntetiske enhed af apperceptionen, hvilken de alene indeholder, ville kunne anvendes p, s at de sledes [B149] ville kunne bestemme en genstand. Vores sanselige og empiriske anskuelse kan alene skaffe dem mening og betydning. Antager man sledes et objekt fra en ikke-sanselig anskuelse, s kan man ganske vist forestille det gennem alle de prdikater, der allerede ligger i forudstningen, s at der ikke tilkommer det noget som hrer den sanselige anskuelse til: alts, at det ikke fr vre udstrakt, eller fr vre i rummet, at dets varighed ikke fr vre nogen tid, at der i det ikke vil antrffes nogen forandring (flge
120
af bestemmelserne i tiden), osv. Men det er dog ingen egentlig erkendelse [n.], hvis jeg blot ppeger, hvordan anskuelsen af objektet s ikke er, uden at kunne sige, hvis der s er indeholdt i den; for s har jeg slet ikke prsenteret [vorgestellt] muligheden af et objekt til mit rene forstandsbegreb, da jeg ikke har kunnet give nogen anskuelse, der korresponderede til det rene forstandsbegreb, men derimod kun kunne sige, at vores anskuelse s ikke glder for det. Men det fornemmeste er her, at ikke engang een eneste kategori ville kunne anvendes p et sdant Noget: f.eks. begrebet om en Substans, dvs. om Noget, der vil kunne eksistere som subjekt, men aldrig som blot prdikat, hvorom jeg slet ikke ved, om der vil kunne gives en eller anden ting, som korresponderede til denne tankebestemmelse, hvis ikke empirisk anskuelse ville give mig tilfldet for anvendelsen. Dog mere herom i det flgende. [B150] 24. Om anvendelsen af kategorierne p genstande fra sanserne overhovedet De rene forstandsbegreber henfrer sig gennem den blotte forstand til genstande fra anskuelsen overhovedet, ubestemt om den er vores eller en eller anden anden, men dog sanselig, anskuelse, og de er netop derfor blotte tankeformer, hvorigennem der endnu ikke erkendes nogen bestemt genstand. Syntesen eller forbindelsen af mangefoldet i disse begreber henfrte sig blot til apperceptionens enhed, og var derigennem grunden for muligheden af erkendelsen a priori, s vidt den beror p forstanden, og var alts ikke alene transcendental, men derimod ogs blot rent intellektual. Men da der i os ligger en vis form for den sanselige anskuelse a priori til grund, som beror p forestillingsfrdighedens (sansningens) receptivitet, s kan
forstanden, som spontanitet, bestemme den indre sans gennem mangefoldet af givne forestillinger passende til apperceptionens syntetiske enhed, og p sdan vis a priori tnke syntetisk enhed af apperceptionen af mangefoldet for den sanselige anskuelse, som den betingelse, under hvilken alle genstande for vores (den menneskelige) anskuelse ndvendigvis m st, hvorigennem s kategorierne, som blotte tankeformer, [B151] fr objektiv realitet, dvs. anvendelse p genstande, som kan gives os i anskuelsen, men kun som fremtrdelser; for kun for disse er vi i stand til den a priori anskuelse. Denne syntese af den sanselige anskuelses mangefold, der er a priori mulig og ndvendig, kan benvnes figurlig (synthesis speciosa), til forskel fra den syntese, som, med hensyn til mangefoldet for en anskuelse overhovedet, ville blive tnkt i den blotte kategori, og kaldes forstandsforbindelse (synthesis intellectualis); begge er transcendentale, ikke blot fordi de selv foregr a priori, men derimod fordi de ogs grunder muligheden af anden erkendelse a priori. Men den figurlige syntese, nr den blot gr p apperceptionens oprindeligt-syntetiske enhed, alts gr p denne transcendentale enhed som bliver tnkt i kategorierne, m, til forskel fra den blot intellektuelle forbindelse, kaldes for den indbildningskraftens transcendentale syntese. Indbildningskraft er evnen til at prsentere [vorstellen] en genstand ogs uden dennes nrvr [Gegenwart] i anskuelsen. Da nu al vor anskuelse er sanselig, s hrer indbildningskraften, grundet den subjektive betingelse, under hvilken indbildningskraften alene kan give forstandsbegreberne en korresponderende anskuelse, til sansningen; men for s vidt dens syntese dog er en udvelse af spontaniteten, som er bestemmende, og ikke, som sansen, [B152] blot er bestembar, og alts a priori kan bestemme sansen, dens form tilflge, passende til apperceptionens enhed, s er
121
122
indbildningskraften for s vidt en evne til a priori at bestemme sansningen, og dens syntese af anskuelserne, passende til kategorierne, m vre indbildningskraftens transcendentale syntese, hvilket er en forstandens virkning p sansningen og den frste anvendelse af forstanden (og tillige grunden for al vrig anvendelse) p genstande fra den os mulige anskuelse. Indbildningskraftens transcendentale syntese er, som figurlig, adskilt fra den intellektuelle syntese helt uden indbildningskraft blot gennem forstanden. S vidt indbildningskraften nu er spontanitet, benvner jeg den ogs af og til den produktive indbildningskraft, og skelner den derigennem fra den reproduktive, hvis syntese blot er underkastet empiriske love, nemlig lovene for associationen.
Her er nu stedet for at gre det Paradokse, som mtte vre pfaldende for enhver ved ekspositionen af formen for den indre sans (6.): nemlig hvordan den indre sans sgar ogs kun fremstiller os selv sdan som vi fremtrder, ikke som vi er i os selv, [B153] for bevidstheden, fordi vi nemlig kun anskuer os sdan som vi inderligt bliver afficeret, hvilket synes at vre selvmodsigende, idet vi s mtte forholde os til os selv som lidende; hvilket ogs er hvorfor man i psykologiens systemer plejer at foretrkke, at udgive den indre sans for eet og samme med apperceptionens evne (hvilke vi omhyggeligt skelner imellem). Det, som bestemmer den indre sans, er forstanden og dens oprindelige evne til at forbinde anskuelsens mangefold, dvs. at bringe det ind under en apperception (som det, hvorp dets mulighed selv beror). Eftersom forstanden i os mennesker nu ikke selv er nogen evne til anskuelserne, og denne apperception,
om den end var givet i sansningen, dog ikke kan optage i sig, for ligesom at forbinde mangefoldet af dets egen anskuelse, s er forstandens syntese, nr forstanden bliver betragtet for sig alene, intet andet end enheden af den handling, som forstanden, ogs uden sansning, er sig bevidst som en sdan, gennem hvilken handling forstanden dog evner inderligt at bestemme selv sansningen med hensyn til mangefoldet, som kan gives iflge sansningens anskuelses form. Forstanden alts udver, under benvnelsen af en indbildningskraftens transcendentale syntese, hine handling p det passive subjekt, hvis evne forstanden er, om hvilket vi med rette siger, at den indre sans [B154] s bliver afficeret derigennem. Apperceptionen og dens syntetiske enhed er s aldeles ikke eet og samme med den indre sans, at hine apperception, som kilden til al forbindelse, gr p mangefoldet fra anskuelserne overhovedet, under navnet af kategorierne, og forud for al sanselig anskuelse gr p objekter overhovedet; hvorimod den indre sans indeholder anskuelsens blotte form, men uden forbindelse af mangefoldet i anskuelsen, og alts endnu slet ikke indeholder nogen bestemt anskuelse, hvilken kun er mulig gennem bevidstheden om bestemmelsen af mangefoldet gennem indbildningskraftens transcendentale handling, (forstandens syntetiske indflydelse p den indre sans), hvilken handling jeg har benvnt den figurlige syntese. Dette iagttager vi ogs i os til hver en tid. Vi kan ikke tnke os nogen linje, uden at drage den i tanker, vi kan ikke tnke os nogen cirkel, uden at beskrive den, vi kan slet ikke forestille os rummets tre dimensioner, uden, ud fra det samme punkt, at stte tre linjer lodret p hinanden, og selv tiden kan vi ikke forestille os, andet end derved, at vi i dragningen af en lige linje (der skal vre den yderligt figurlige prsentation [Vorstellung] af tiden) blot har agt p handlingen for mangefoldets syntese, hvorigennem vi successivt bestemmer den indre sans, og
123
124
derigennem har agt p denne bestemmelses succession i selvsamme indre sans. Bevgelse, qua subjektets handling, (ikke som [B155] bestemmelse af et objekt2,) og flgeligt syntesen af mangefoldet i rummet, nr vi abstraherer fra [objektet], og kun har agt p den handling, hvorigennem vi bestemmer den indre sans passende til dens form, frembringer sgar frst successionens begreb. Forstanden finder alts ikke en sdan forbindelse af mangefoldet i denne [indre sans], men frembringer forbindelsen, idet den afficerer den indre sans. Men hvordan det Jeg, som jeg tnker, s er forskelligt fra det Jeg, der anskuer sig selv (idet jeg kan forestille mig en helt anden art anskuelse, i det mindste som vrende mulig) og s alligevel er eet og samme med dette sidstnvnte Jeg, som eet og samme subjekt, og hvordan jeg alts vil kunne sige: Jeg, som intelligens og tnkende subjekt, erkender mig selv som tnkt objekt, s vidt jeg ogs derudover er mig givet i anskuelsen, blot ligesom andre fnomener, ikke sdan som jeg er for forstanden, men derimod sdan, som jeg fremtrder for mig, dt har hverken mere eller mindre vanskelighed ved sig, end [dt,] hvordan jeg overhovedet [B156] vil kunne vre et objekt for mig selv, og det vel at mrke et objekt i anskuelsen. At det imidlertid virkeligt er ndt til at vre sdan, kan, hvis man lader rummet glde for en blot ren form for fremtrdelserne fra ydre sanser, gres klart derigennem, at vi ikke kan forestille os tiden, som slet ikke er nogen genstand fra ydre anskuelse, andet end under billedet af en linje, s vidt vi drager den, uden hvilken
2
[B155] Bevgelsen af et objekt i rummet hrer ikke til i en ren videnskab, og flgeligt heller ikke i geometrien; eftersom dette, at Noget fr vre bevgeligt, ikke kan erkendes a priori, men derimod kun gennem erfaring. Men bevgelse, som beskrivelse af et rum, er en ren akt af den successive syntese af mangefoldet i den ydre anskuelse overhovedet, gennem produktiv indbildningskraft, og hrer ikke bare til i geometrien, men derimod sgar i transcendentalfilosofien.
fremstillingsmde vi slet ikke ville kunne erkende enheden for dens opmling [Abmessung], tillige at vi altid m tage bestemmelsen af tidens lngde, eller ogs af tidspunkterne for alle indre iagttagelser, fra det, som ydre ting viser os af foranderligt, og flgeligt, at vi er ndt til at ordne bestemmelserne af den indre sans p netop samme mde m som fremtrdelser i tiden, sdan som vi ordner fremtrdelserne for de ydre sanser i rummet, og alts, hvis vi om de sidstnvnte fremtrdelser indrmmer, at vi derigennem kun for s vidt erkender objekter, som vi yderligt bliver afficeret, vi ogs om den indre sans m tilst, at vi helt igennem kun anskuer os selv sdan, som vi inderligt bliver afficeret af os selv, dvs. at vi, hvad angr den indre anskuelse, kun erkender vores eget subjekt blot som fremtrdelser, men ikke ud fra det, som det er i sig selv3. [B157] 25.
125
Derimod er jeg mig, i den transcendentale syntese af forestillingernes mangefold, og alts i apperceptionens syntetiske oprindelige enhed, bevidst om mig selv, ikke sdan som jeg fremtrder for mig, ejheller sdan som jeg er i mig selv, men derimod kun at jeg er. Denne forestilling er en tnken, ikke en anskuen. Da der nu til erkendelsen [n.] af os selv, udover tnkningens handling, der bringer mangefoldet af enhver mulig
3
[B156] Jeg ser ikke, hvordan man vil kunne finde s megen vanskelighed deri, at den indre sans skal afficeres af os selv. Enhver opmrksomheds-akt kan [B157] give os et eksempel p dette. I opmrksomheds-akten bestemmer forstanden altid den indre sans passende til forbindelsen, som den tnker, til den indre anskuelse, der korresponderer til mangefoldet i en syntese i forstanden. Hvor meget gemyttet almindeligvis bliver afficeret herigennem, vil enhver kunne iagttage i sig selv.
126
anskuelse til apperceptionens enhed, ogs krves en bestemt art af anskuelsen, govrigennem dette mangefold bliver givet, s er min egen eksistens ganske vist ikke fremtrdelser (langt snarere er den blot et skin), men bestemmelsen af min eksistens 4 [B158] kan kun ske passende til formen for den indre sans ud fra den srlige art, hvorp det mangefold, som jeg forbinder, bliver givet i den indre anskuelse, og jeg har alts dette tilflge ingen erkendelse af mig af, hvordan jeg er, men derimod blot af, hvordan jeg fremtrder for mig selv. Bevidstheden om sig selv er alts s langt fra ikke en erkendelse af sig selv, uagtet alle kategorier, som udgr tnkningen af et objekt overhovedet gennem forbindelse af mangefoldet i en apperception. Ligesom jeg, til erkendelsen [n.] af et fra mig forskelligt objekt, udover tnkningen af et objekt overhovedet (i kategorien) s ogs behver en anskuelse, hvorigennem jeg bestemmer hine almene begreb, sledes behver jeg, til erkendelsen [n.] af mig selv, udover bevidstheden, eller udover det, at jeg tnker mig, s ogs en anskuelse af mangefoldet i mig, hvorigennem jeg bestemmer disse tanker, og jeg eksisterer som intelligens, der blot er sig sin forbindelsesevne
4
[B157] Dt, Jeg tnker, udtrykker den akt, at bestemme min eksistens. Eksistensen er derigennem alts allerede givet, men den mde, hvorp jeg s skal bestemme eksistensen, dvs. skal stte mangefoldet, det til mangefoldet hrende, i mig, er derigennem endnu ikke givet. Dertil hrer selvanskuelse, der har en a priori given form, dvs. tiden, liggende til grund, som er sanselig og er hrende det bestembares receptivitet til. Har jeg nu ikke endnu [B158] en anden selvanskuelse, der giver det bestemmende i mig, hvis spontanitet jeg blot er mig bevidst om, forud for bestemme-akten, ligesom tiden giver det bestembare, s kan jeg ikke bestemme min eksistens, som et selvaktivt vsen; tvrtimod forestiller jeg mig kun min tnknings, dvs. bestemmens, spontanitet, og min eksistens forbliver altid kun sanseligt bestembar, dvs. som eksistensen af en fremtrdelse. Dog gr denne spontanitet, at jeg benvner mig intelligens.
bevidst, [B159] men som med hensyn til det mangefold, som den skal forbinde, idet den er underkastet en indskrnkende betingelse, som den benvner den indre sans, kun gr hine forbindelse anskuelig ud fra tidsforhold, som ligger helt udenfor de egentlige forstandsbegreber, og som s derfor kun kan erkende sig selv, sdan som den med henblik p en anskuelse (der ikke kan vre intellektuel og ikke kan vre givet gennem forstanden selv) blot fremtrder for sig selv, og ikke sdan som den ville erkende sig, hvis dens anskuelse var intellektuel. 26. Transcendental deduktion af den alment mulige erfaringsbrug af de rene forstandsbegreber
127
I den metafysiske deduktion godtgjordes oprindelsen af de a priori kategorier overhovedet gennem deres fuldstndige sammentrffen med de almene logiske funktioner for tnkningen, men i den transcendentale fremstilledes muligheden af samme som a priori erkendelser af genstande for en anskuelse overhovedet ( 20. 21.). Nu skal muligheden for, a priori at erkende de genstande, som nu engang mtte forekomme for vore sanser, gennem kategorier, og vel at mrke ikke ud fra formen for deres anskuelse, men derimod ud fra lovene for deres forbindelse, alts muligheden for, ligesom at foreskrive naturen loven og sgar at gre naturen mulig, [B160] blive forklaret. For uden denne kategoriernes duelighed ville det ikke blive klart, hvordan alt, hvad der end m forekomme for vore sanser, er ndt til at st under de love, der udspringer a priori af forstanden alene. Forudgende anmrker jeg, at jeg under apprehensionens syntese forstr sammenstningen af mangefoldet i en empirisk ansskuelse, hvorigennem iagttagelse, dvs. empirisk bevidsthed om samme [sammenstning], bliver mulig (som fremtrdelse).
128
Vi har former for den ydre svel som indre sanselige anskuelse a priori ved forestillingerne om rum og tid, og disse former m apprehensionens syntese af fremtrdelsens mangefold til hver en tid vre passende til, fordi denne syntese selv kun kan ske ud fra denne form. Men rum og tid er ikke blot forestillet som a priori former for den sanselige anskuelse, men derimod selv som a priori anskuelser (der indeholder et mangefold), alts med bestemmelsen af enheden af dette mangefold i dem a priori (se den transcendentale stetik)5. [B161] Alts er selv allerede enheden af syntesen af mangefoldet, udenfor eller i os, og alts ogs en forbindelse, som alt, hvad der skal forestillet som bestemt i rummet eller i tiden, m vre passende til, a priori som betingelse for syntesen af al apprehension allerede givet tillige med (ikke i) disse anskuelser. Men denne syntetiske enhed kan ikke vre nogen anden end den syntetiske enhed af forbindelsen af mangefoldet af en given anskuelse overhovedet i en oprindelig bevidsthed, passende til kategorierne, blot anvendt p vores sanselige anskuelse. Flgeligt str al syntese, hvorigennem selv iagttagelse bliver mulig, inde under kategorierne, og, da erfaring er erkendelse gennem forbundne iagttagelser, s er kategorierne
5
[B160] Rummet, forestillet som genstand, (sdan som man virkeligt behver det i geometrien,) indeholder mere end blot anskuelsens form, nemlig sammenfatning af det mangfoldige, iflge sansningens form givne, i en anskuelig forestilling, sdan at anskuelsens form blot giver forestillingens mangefold, men den formale anskuelse giver forestillingens enhed. Denne enhed havde jeg i stetikken blot [B161] talt med til sansningen, for blot at bemrke, at den gr forud for ethvert begreb, selvom den ganske vist forudstter en syntese, der ikke hrer sanserne til, gennem hvilken alle begreber om rum og tid imidlertid frst bliver mulige. For da rummet og tiden gennem denne syntese (idet forstanden bestemmer sansningen) frst bliver givet som anskuelser, s grer enheden af denne anskuelse a priori til rummet og tiden, og ikke til forstandens begreb. (24.)
betingelser for erfaringens mulighed, og glder alts a priori ogs om alle erfaringens genstande. [B162]
129
Hvis jeg sledes f.eks. gr den empiriske anskuelse af et hus, gennem apprehension af denne anskuelses mangefold, til iagttagelse, s ligger mig den ndvendige enhed af rummet og den ydre sanselige anskuelse overhovedet til grund, og jeg tegner ligesom husets skikkelse passende til denne syntetiske enhed af mangefoldet i rummet. Men netop den samme syntetiske enhed, hvis jeg abstraherer fra rummets form, har sit sde i forstanden, og er kategorien for syntesen af det ensartede i en anskuelse overhovedet, dvs. Strrelsens kategori, som hine apprehensionens syntese, dvs. iagttagelsen, alts helt igennem m vre passende til6. Hvis jeg (i et andet eksempel) iagttager vandets tilfrysning, s apprehenderer jeg to tilstande (den flydende og den faste tilstand) som sdanne, der i en tidens Relation str imod hinanden. Men i den tid, som jeg [B163] lgger til grund for fremtrdelsen som indre anskuelse, forestiller jeg mig ndvendigvis syntetisk enhed af mangefoldet, uden hvilken hine Relation ikke bestemt ville kunne gives i en anskuelse (med hensyn til tidsflgen). Men denne syntetiske enhed, som betingelse a priori, hvorunder jeg forbinder mangefoldet af en anskuelse overhovedet, er nu, nr jeg abstraherer fra min indre anskuelses, tidens, bestandige form,
6
[B162] P sdan vis bevises det: at apprehensionens syntese, som er empirisk, ndvendigvis m vre passende til apperceptionens syntese, som er intellektuel og indeholdt aldeles a priori i kategorien. Det er een og den samme spontanitet, som der, under indbildningskraftens navn, her under forstandens, bringer forbindelse ind i anskuelsens mangefold.
130
rsagens kategori, hvorigennem jeg, nr jeg anvender denne kategori p min sansning, bestemmer alt, hvad der sker, i tiden overhovedet ud fra dets Relation. Alts str apprehensionen i en sdan begivenhed, og alts denne begivenhed selv, den mulige iagttagelse tilflge, inde under begrebet om Virkningernes og rsagernes forhold, og sledes ogs i alle andre tilflde.
Kategorier er begreber, som foreskriver fremtrdelserne, og alts ogs naturen, qua indbegrebet af alle fremtrdelser (natura materialiter spectata), love a priori, og det sprgsml stiller sig nu, da de ikke udledes af og retter sig efter naturen som deres mnster (fordi de ellers ville vre blot empiriske love), hvordan det s kan begribes, at naturen vil mtte rette sig efter dem, dvs. hvordan de a priori kan bestemme forbindelsen af naturens mangefold, uden at aftage denne forbindelse fra naturen. Her er lsningen af denne gde. [B164] Der er ikke mere forunderligt over den mde, hvorp lovene for fremtrdelserne i naturen er ndt til at stemme a priori overens med forstanden og dens form, dvs. med forstandens evne til overhovedet at forbinde mangefoldet, end der er over den mde, hvorp fremtrdelserne selv er ndt til at stemme a priori overens med formen for den sanselige anskuelse. For love eksisterer der lige s lidt i fremtrdelserne, men derimod kun relativt til subjektet, som fremtrdelserne inhrerer i, for s vidt det har forstand, som der ikke eksisterer fremtrdelser i sig selv, men derimod kun relativt til selvsamme vsen, for s vidt det har sanser. Hvad angr ting i sig selv ville deres lovmssighed ndvendigvis ogs tilkomme dem uden for en forstand, der erkender dem. Men fremtrdelser er kun forestillinger om ting, der, med hensyn til, hvad de s mtte vre
i sig selv, er uerkendt tilstede. Som blotte forestillinger str de imidlertid slet ikke under nogen lov for forbindelsen, andet end den, som foreskrives af den forbindende evne. Nu er det indbildningskraft, der forbinder den sanselige anskuelses mangefold, hvilket, hvad angr enheden af dens intellektuelle syntese, afhnger af forstanden, og, hvad angr apprehensionens mangefold, afhnger af sansningen. Da nu enhver mulig iagttagelse afhnger af apprehensionens syntese, men den selv, denne empiriske syntese, afhnger af den transcendentale, og alts af kategorierne, s m alle de mulige iagttagelser, og alts ogs alt, hvad der overhovedet kan n til den empiriske bevisthed, dvs. [B165] alle naturens fremtrdelser, hvad deres forbindelse angr, str under kategorierne, som naturen (blot som natur overhovedet betragtet) afhnger af som den oprindelige grund for sin lovmssighed (som natura formaliter spectata). Men til flere love, end dem, som en natur overhovedet, qua lovmssighed af fremtrdelserne i rum og tid, beror p, rkker heller ikke den rene forstandsevne til, gennem blotte kategorier at foreskrive love for fremtrdelserne a priori. Srskilte love kan, fordi de vedrrer empirisk bestemte fremtrdelser, ikke udledes fuldstndigt deraf, selvom de alle tilsammen str under hine. Erfaring m komme til, for overhovedet at lre de sidstnvnte at kende; men om erfaring overhovedet, og om det, som kan erkendes som en genstand for samme, belrer alene hine a priori love. 27. Resultat af denne deduktion af forstandsbegreberne Vi kan ikke tnke os nogen genstand, andet end gennem kategorier; vi kan ikke erkende nogen tnkt genstand, andet end gennem anskuelser, der svarer til hine begreber. Nu er alle vore
131
132
anskuelser sanselige, og denne erkendelse, for s vidt dens genstand er givet, er empirisk. Men empirisk erkendelse [B166] er erfaring. Flgeligt er ingen erkendelse os a priori mulig, andet end alene om genstande for mulig erfaring7. Men denne erkendelse, der blot er indskrnket til erfaringens genstande, er ikke derfor aldeles lnt fra erfaringen, tvrtimod, og dette vedrrer bde de rene anskuelser svel som de rene forstandsbegreber, s er de elementer af erkendelsen, som antrffes i os a priori. Nu er der kun to veje, p hvilke en ndvendig overensstemmelse af erfaringen med begreberne om dens genstande kan tnkes: enten gr erfaringen disse begreber mulige, eller ogs gr disse begreber erfaringen mulig. Det [B167] frstnvnte finder ikke sted med hensyn til kategorierne (heller ikke med hensyn til den rene sanselige anskuelse); for de er begreber a priori, og alts uafhngige af erfaringen (hvdelsen af en empirisk oprindelse ville vre en slags generatio aequivoca). Flgeligt forbliver kun det andet tilovers (ligesom et system for den rene fornufts epigenese): at nemlig kategorierne fra forstandens side indeholder grundene for muligheden af al erfaring overhovedet. Hvordan de imidlertid muliggr erfaringen, og hvilke grundstninger for erfaringens mulighed de i deres anvendelse p fremtrdelser giver i hnde, vil det
7
[B166] For at man ikke forhastet stdes ved de bekymrende skadelige flger af denne stning, vil jeg blot bringe til erindring, at kategorierne i tnkningen ikke er indskrnkede gennem betingelserne for vores sanselige anskuelse, men derimod har et ubegrnset felt, og at det kun er erkendelsen af det, som vi tnker os, bestemmelsen af objektet, der behver anskuelse, hvor, i mangel p sidstnvnte, tanken om objektet i vrigt stadigvk kan have sine sande og nyttige flger for subjektets fornuftsbrug, som dog endnu ikke lader sig foredrager her, da den ikke altid er rettet mod bestemmelsen af objektet, og alts erkendelsen [n.], men derimod ogs mod bestemmelsen af subjektet og dets villen.
flgende hovedstykke om den transcendentale brug af dmmekraften lre mere om. Skulle nogen nske at foresl en videre mellemvej mellem de nvnte to eneste veje, nemlig, at kategorierne hverken ville vre selvudtnke frste principper a priori for vor erkendelse, og heller ikke ville vre set af erfaringen, men derimod ville vre subjektive, os med vor eksistens tillige indplantede anlg til tnkningen, som af vores skaber ville vre blevet sledes indrettet, at deres brug stemte njagtigt overens med de naturens love, som erfaringen lber frem langs, (en slags prformationssystem for den rene fornuft) s ville (ud over, at der ved en sdan hypotese ikke kan forventes nogen ende for, hvor langt man ville nske at drive forudstningen af forudbestemte anlg til fremtidige domme) det imod den tnkte [B168] mellemvej vre afgrende: at kategorierne i s fald ville mangle den ndvendighed, der vsentligt hrer deres begreb til. Thi f.eks. rsagens begreb, som udsiger ndvendigheden af en pflge [Erfolg] under en forudsat betingelse, ville vre falsk, hvis det kun beroede p en efter forgodtbefindende os indplantet subjektiv ndvendighed til at forbinde visse empiriske forestillinger ud fra en sdan regel om forholdet. Jeg ville ikke kunne sige: Virkningen er forbundet med rsagen i objektet (dvs. ndvendigvis), jeg er derimod blot sdan indrettet, at jeg ikke kan tnke denne forestillingen andet end sledes forbundet; hvilket netop er det, som skeptikeren nsker sig mest; for s er al vor indsigt, gennem formentlig objektiv gyldighed af vore domme, ikke andet end lutter skin, og det ville ikke skorte p folk, der ikke ville tilst denne subjektive ndvendige (som m fles) om sig; i det mindste ville man ikke kunne skndes med nogen om det, som blot beror p den mde, hvorp ens subjekt er organiseret p.
133
134
Kort begreb om denne deduktion
Den er fremstillingen af de rene forstandsbegreber, (og med dem fremstillingen af al teoretisk erkendelse a priori) som principper for erfaringens mulighed, men af denne mulighed som bestemmelse af fremtrdelserne i rum og tid [B169] overhovedet, endeligt af denne ud fra princippet for apperceptionens oprindelige syntetiske enhed, som enheden af forstandens form i henfring til rum og tid, som oprindelige former for sansningen.
Kun hertil holder jeg paragraf-inddelingen for ndig, fordi vi havde med elementarbegreberne at gre. Nu hvor vi nsker at gre brugen af dem forestillelig, vil foredraget kunne fortstte i kontinuerlig sammenhng, uden denne inddeling.

Kant - Kritik Af Den Rene Fornuft (A19-130/B33-169)

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Kant - Kritik Af Den Rene Fornuft (A19-130/B33-169)

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Kritik af den rene fornuft

29. august 2011 Peter Ban (ban1974@gmail.com)

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale Elementarlres Frste Del Den Transcendentale stetik

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale stetiks Frste Afsnit

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om rummet

Kritik af den rene fornuft

3. Transcendental redegrelse for begrebet om rummetl

Hele 3 er en tilfjelse til B-udgaven.

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om rummet

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om rummet

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale stetiks Andet Afsnit

Tilfjelse til B-udgaven. Parenteserne er kun tilfjet stningen i B-udgaven.

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre I Den transcendentale stetik. Om tiden

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale Elementarlres Anden Del Den Transcendentale Logik

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Indledning

Kritik af den rene fornuft

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale Logiks Frste Afdeling

Kritik af den rene fornuft

Den Transcendentale Analytiks Frste Bog Begrebernes Analytik

Kritik af den rene fornuft

Begrebernes Analytiks Frste Hovedstykke

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1

Kritik af den rene fornuft

3. Relation. Kategoriske Hypotetiske Disjunktive

[-inddeling frst tilfjet B-udgaven.]

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1

Kritik af den rene fornuft

Transcendental elementarlre II Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1