Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet

før Newton og Leibniz

Thomas Jørgensen, Sofie S. Pedersen,

Signe Thorup, Ditte Wonsyld
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Indledning
Vi har valgt at besvare spørgsmålet kvadratur -, kubatur- etc-metoder i 1600-
tallet før Newton og Leibniz. Efter en kort kildekritik giver vi et oprids af matem-
atikkens historie som den i store træk har udviklet sig fra det gamle Grækenland
og op til 1600-tallet. Dernæst går vi i dybden med 3 primære kilder af hhv. Ke-
pler, Fermat og Roberval i nævnte rækkefølge. Det er vores mål at disse kilder
skal belyse den egentlige matematik, som den tog sig ud i 1600-tallet. Specielt
med henblik på at finde arealet under forskellige kurver. Undervejs i gennemar-
bejdningen af kilderne vil der blive knyttet enkelte historiske kommentarer for at
sætte tingene i sammenhæng. Til det historiske afsnit er der brugt litteratur af
C.H. Edwards, Jens Lund, Victor J. Katz og C. B. Boyer. I de andre afsnit er det
nøje markeret med fodnoter hvor vi har vores oplysninger fra. Alle citater er sat
i kursiv.

Kildekritisk afsnit
Opgaven er først og fremmest bygget op om 3 kilder, som er behandlet i detaljer.
Disse er givet til os som primærkilder, dvs. at de pågældende matematikere selv
har skrevet teksterne, og der er således hverken lavet om på indholdet eller digtet
mere til. Disse kilder er altså yderst troværdige, når vi behandler 1600-tallets
matematik. Vi har dog været nødt til at benytte sekundær litteratur, når vi
skulle se tingene i deres historiske kontekst. En vigtig andenhåndskilde er Katz:
A history of mathematics. Vi har tilladt at betragte oplysningerne i denne som
troværdige og bruge dem uden at forholde os yderligere til dem. Dette gælder
også vores øvrige sekundærlitteratur, hvor det dog skal bemærkes at biografierne
hentet fra MacTutor er knap så udførlige og detaljerede som dem hentet fra Dic-
tionary of Scientific Biography. Specielt er der uenighed om Fermats fødselsdato i
de to biografier af ham, hvilket gør, at vi må overveje troværdigheden af MacTu-
tors artikel . Vi har dog ikke fundet andre uoverensstemmelser hvorfor vi antager
(med dette enkelte forbehold), at vi også kan stole på oplysningerne hentet fra
MacTutor.

1
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Den historiske baggrund

I århundreder havde den græske matematik været i rivende udvikling. Store
matematikere som bl.a. Eudoxus, Euklid, Archimedes, Pappus og Apollonius
havde bidraget til dette, men i 476 e.v.t., da det Vestromerske Rige faldt, begy-
ndte udviklingen at vende.
Kollapset medførte bl.a. at den videnskabelige udvikling blev sat i stå og den
blev ikke genoptaget før meget senere.
Den græske matematik holdt stadig stand i det Østromerske Rige, men uden at
blomstre som den tidligere havde gjort. I 391 blev kristendommen under Theo-
dosius den Store udnævnt til at være den eneste tilladte religion1 og dette fik
betydning for de græske skoler. Disses ideer og filosofier blev som følge af kristen-
dommens indtog anset for hedenske og i 529 blev de lukket. Den matematik der
blev bevaret i Vesteuropa efter Romerrigets fald var på ingen måde på højde med
tidligere. De store kulturelle og sproglige omvæltninger gjorde at den græske
matematik trådte i baggrunden og efterhånden blev glemt. Bl.a. Pythogoras’
læresætning blev offer for den proces.
Mens den græske matematik gik tilbage i Europa, blomstrede den i den arabiske
verden. I takt med arabernes erobringer voksede interessen for de nye indtagne
områder, og dette kom matematikken til gavn. I Bagdad, det nye Alexandria,
blev viden fra det gamle Grækenland, Indien og Mesopotamien studeret. Således
blev matematikken udviklet af araberne og skrifter af bl.a. Euklid, Archimedes,
Apollonius og Ptolemaios levede videre på arabisk og undgik på den måde at gå
til grunde for evigt.
I renæssancen genopstod den store interesse for græske værker og tænkere, som
havde været undertrykt i hele middelalderen pga. kristendommens indtog i Eu-
ropa. Man oversatte teksterne fra arabisk til latin og nød således godt af arabernes
arbejde. Man granskede i de gamle græske kilder og genoptog de ideer som havde
præget antikken. De blev ofte ligefrem anset som ”den store sandhed”, topmålet
af indsigt og viden. De gamle grækeres indsigt i matematikkens verden kunne
således bane vejen for forbedrede og nye teorier. Kilderne som havde været gemt
væk på klostre i århundreder blev taget frem og udforsket og store matematikere
1
Politikens Verdenshistorie s. 88, 2.søjle n

2
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

byggede deres teorier på de græske udsagn.2

Den store viden man opnåede udbredtes via universiteterne. Man diskuterede
uendelighed og irrationelle tal, begreber som havde været tabu i det gamle
Grækenland, og dette banede vejen for studier af mere avanceret matematik.
Man ønskede f.eks. en forenkling af de stringente og besværlige græske mod-
stridsbeviser (reductio ad absurdum).
Archimedes var en stor inspirationskilde til matematikerne i det 17. århundrede
og hans beviser og bevismetoder ansås for at være de ideelle.
Man ønskede nye resultater og hurtige metoder til at nå frem til disse, i stedet for
de trættende og besværlige beviser man kendte. Specielt ønskede man at finde en
simplere måde at beregne areal og volumen under kurver. Det var f.eks. praktisk
at kunne beregne et præcist rumfang af en tønde. Den voksende internationale
handel gjorde det nødvendigt at vide ret nøjagtigt hvor meget vin man lastede sit
skib med så man fik den rette betaling. Det samme gjaldt når man ville bestemme
udbyttet af høsten, hvor beregning af markens areal er af meget stor betydning.
Således har handelen med forskellige varer muligvis betydet en øget motivation
for at udtænke de metoder til at finde areal (og rumfang) som bliver grundigt
behandlet i det følgende.
En ting der bl.a. lettede processen var Viètes og dernæst Descartes’ udvikling af
den symbolske algebra, hvor man brugte symboler i stedet for at skrive alting ud
i ord.
Det er her infinitesimalteknikken kommer i spil. Begyndelsen til integral- og dif-
ferentialregningen.

Kepler
Johannes Kepler (1571-1630) var en tysk astronom og matematiker. Han er bedst
kendt for hans arbejde med hvordan solsystemet er opbygget. Til grund for disse
teorier, samt for hans andre værker, ligger nogle meget komplicerede matematiske
3
udregninger.
Kepler fik inspirationen til værket ”Nova stereometria doliorum vinariorum”(”Ny
2
Katz s. 432, m+mn
3
Edwards (1979), s. 99 ff.

3
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

rumgeometri af vintønder”, 1615) fra nogle østrigske vinhandleres metoder til at

finde ud af hvor meget vin der var tilbage i en tønde 4 . De følgende to teoremer
er taget fra den første del af værket og handler om hhv. cirklens omkreds og areal.

Teorem 1
Dette teorem handler om sammenhængen mellem cirklens omkreds og diameter.
Kepler vil altså vise at den værdi af π, som man havde fået fra Archimedes,
var korrekt. Formålet med beviset er ikke at finde en ny eller mere præcis værdi
af π, men blot at have en værdi, som Kepler kan bruge til de følgende udreg-
ninger. Kepler kunne for så vidt næsten lige så godt have skrevet ”Vi ved at π
22
tilnærmelsesvis er lige med 7
”. Især fordi gennemgangen af bevisets sidste dele
er særdeles uformel.

Kepler tager først en regulær sekskant CDB og lader den være indskrevet i
en cirkel med centrum A. Da BD er en af sekskantens sider, vil B og D være to
punkter på cirklen. Kepler lader nu skæringspunktet mellem tangenterne i B og
D være F , og skæringspunkterne mellem linien AF og linien DB være G, mens
han kalder skæringspunktet mellem AF og kurven DB for E. Han observerer nu
4
MacTutor, artikel om Kepler

4
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

at linien DGB er lige og dermed må være kortere end kurven DEB.
Beviset frem til dette punkt er meget klart og stringent. Men herefter bliver ar-
gumenterne mindre præcise. Kepler ønsker at vise at kurven EB er kortere end
linien F B. For at gøre dette kigger han på, hvad der ville ske, hvis kurven EB var
lige. Han argumenterer for, at dette er acceptabelt ved at sige, at hvis cirklen de-
les ind i meget små dele, så vil hver af disse dele være lige. Denne argumentation
er et eksempel på de infinitesimale metoder, der på Keplers tid i stadig stigende
grad var ved at afløse tidligere tiders udmattelsesbeviser 5 . I dag synes det måske
klart at cirkelen kan opfattes som en slags grænseværdi for regulære n-kanter,
n → ∞, men det var langt fra almindeligt accepteret, endsige bevist, da Kepler
skrev denne tekst i 1615. Påstanden om at en cirkelbue kan opfattes som en ret
linie blev da også kritiseret af Paul Guldin, en schweizisk matematiker, fordi der
6
ikke fandtes noget geometrisk bevis for påstandens sandhed.
Derefter argumenter Kepler for, at eftersom kurven DEB er indeholdt i trekanten
DBF , må kurven være kortere en linierne DF , F B. Kepler bemærker, at dette
kun gælder fordi kurven DEB er en cirkelbue, og at det ikke ville være sandt,
hvis kurven var snoet. Igen argumenterer Kepler for sin påstand ved hjælp af et
simplere og mere intuitivt bevis, i stedet for, som Archimedes, at give et formelt,
geometrisk bevis.
Herefter argumenterer Kepler for at kurven DEB må svare til en sjettedel af
cirklen, og at cirklens omkreds dermed må være længere end seks DB, men ko-
rtere end tolv DF . Da DB er siden i den regulære sekskant CDB, der er indskrevet
i cirklen, må DB være lig med radius AB. Cirklens omkreds er altså længere end
21
seks radiuser eller tre diametre, svarende til forholdet 7
mellem omkreds og di-
ameter. Desuden viser Kepler at hvis cirklen har en diameter på 7, så må cirklens
1
omkreds være mindre end 24 − 10
. Selvom dette er sandt er det faktisk ikke det
rigtige resultat af de udregninger Kepler udfører. Keplers argumentation viser
kun at omkredsen af en cirkel med diameter 7, må være mindre end 24, 25. Dette
er den eneste egentlige fejl i beviset. Resten af beviset er ikke altid lige stringent,
men pointerne indtil dette punkt er korrekte.
Efter denne (fejlagtige) konklusion argumenterer Kepler meget løst for at π må
5
Edwards (1979), s. 98
6
Struik’s noter til ”Nova Stereometria...”, note 1

5
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

22
være cirka 7
ved at sige at det klart ses at kurven DEB ligge tættere på linierne
DF , F B end på linien DGB. Det er her det tydeligst træder frem at Kepler
formentlig ikke er interesseret i dette bevis, og at sikkert han godt er klar over
at det er meget løst. Han henviser til Archimedes for er mere stringent bevis og
22
siger at Archimedes desuden har bevist hvor lille forskellen på omkredsen og 7
22
gange diameteren er, altså hvor lille forskellen på 7
og π er.
Som afslutning på beviset nævner Kepler at Adrianus Romanus har vist, at hvis
diameteren af en cirkel inddeles i 2 · 1016 dele, så vil omkredsen af cirklen blive
62, 831, 853, 071, 795, 862 af disse dele. Adrianus Romanus (1561-1615), eller Adri-
aen van Roomen, havde fundet denne værdi af π i 1593 ved hjælp af 230 -sidede
regulære polygoner 7 . Værdi en korrekt på de første 16 decimaler, og altså en
22
langt bedre tilnærmelse end 7
.
Kepler har altså godt vidst, at der fandtes mere præcise værdier for forholdet
22
mellem diameter og omkreds i en cirkel end 7
, men har åbenbart valgt ikke at
bruge dem. Dette kan tænkes at være fordi, det ville være særdeles besværligt at
22
regne med van Roomen’s værdi, især hvis værdien 7
er præcis nok til praktiske
formål.

Teorem 2
Dette teorem omhandler forholdet mellem en cirkels areal og arealet af et kvadrat
med cirklens diameter som sidelængde. Kepler ønsker at vise at dette forhold
er omkring 11 : 14. I første del af beviset finder Kepler sammenhængen mellem
cirklens omkreds og areal. Da Kepler i det foregående teorem har fundet forholdet
mellem cirklens diameter og omkreds er det klart, at han, ved at finde denne nye
sammenhæng, også finder forholdet mellem cirklens diameter og areal.
Igen begynder Kepler med at henvise til Archimedes, som har konkluderet at
hvis forholdet mellem arealet af cirklen og kvadratet er større end 11 : 14, så
er kvadratet for stort. Han kommer dog ikke ind på hvorledes Archimedes har
bevidst denne påstand, men det må være ved hjælp af exhaustionsmetoden.

7
MacTutor, artikel om Adriaan van Roomen

6
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

I beviset for dette theorem ser vi for alvor den nye infinitetsmetode anvendt.
Kepler inddeler cirklen ABG’s omkreds i uendeligt mange dele og lader hver af
disse dele svare til et udsnit af cirklen. Nu retter Kepler så cirklens omkreds ud,
dvs han trækker en lige linie BC, der berører cirkel ABG i B og hvis længde er lig
med cirklens omkreds. Derefter lader han de uendeligt mange dele, som cirklen
blev delt op i, ligge ved siden af hinanden som trekanter med grundlinie på BC
og spids i A. Da vil disse trekanter til sammen præcis udgøre en ny trekant ABC
med samme areal som cirkel ABG. Dette skyldes at der er lige så mange trekanter
i ABC som der var dele i cirkel ABG og at hver af disse trekanter har samme
grundlinie og højde som cirkeludsnittene. Kepler anvender her, at hvis man deler
en cirkels omkreds op i uendeligt mange dele, så vil hver del være som en ret linie.
Han argumenterede for dette i beviset for teorem 1. Dermed gør Kepler altså ikke
forskel på cirkeludsnittet ABF og trekant ABF .
Kepler deler nu linien BC i halv og lader ABHD være et parallelogram.
Kepler lader linierne DH og AC skære i punktet I, og argumenterer for at rektan-
gel ABHD har samme areal som trekant ABC. Dette stemmet præcist overens
med nutidens formel, der giver arealet af trekant ABC som
1
BC · AB
2
Kepler deler nu diameteren BG i 7 dele, hvormed kvadratet af diameteren må
bestå af 49 sådanne dele. Han udnytter nu teorem 1 til at konkludere at cirkel
ABG’s omkreds må bestå af 22 sådanne dele, idet forholdet mellem en cirkels
omkreds og dens diameter er 22 : 7. Parallelogramet ABHD har nu arealet
1
22 · 3, 5 = 38, 5
2
idet AB = 3, 5. Da cirkel ABG har samme areal som trekant ABC og dermed som
rektangel ABHD, må forholdet mellem cirklens areal og arealet af det kvadrat,

7
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

der har cirklens diameter som sidelængde være 38, 5 : 49, hvilket er det samme
som 11 : 14.
Hvis linie BC er en tangent til cirkel ABG, vil ABHD blive et rektangel. Dette
er tilfældet på kildens figurer, men bliver ikke benyttet i teksten. Kepler omtaler
ganske vist ABHD som et rektangel et enkelt sted, men beviset holder også
selvom man ikke gør dette.
Hvis man benytter de formler vi i dag har for en cirkels areal A, altså at

A = π · r2

får man at forholdet mellem A og arealet T af det føromtalte kvadrat, bliver

A π r2 π
= 2
=
T (2r) 4
22
Hvis man i dette indsætter Keplers værdi for π, altså 7
, får man at
A 22 11
= =
T 7·4 14
Beviset for teorem 2 er generelt langt mere præcist og stringent end det for teorem
1. Når Kepler vælger at skrive, at han beviser, at forholdet er omkring 11 : 14,
må det dermed skyldes at han godt er klar over at han bruger en ret upræcis
værdi for π.

Pierre de Fermat
En anden matematiker som arbejdede med infinitesimalmetoder var Pierre de
Fermat (1601-1665). Fermat var uddannet jurist og dyrkede matematikken som
hobby ved siden af arbejdet. Fermat betragtede matematik som et pusterum,
noget han kunne slappe af ved, og dette gjorde at han aldrig offentliggjorde nogle
af sine teorier (med en enkelt undtagelse8 ). En offentliggørelse ville nemlig kræve
stor matematisk nøjagtighed og efterfølgende diskussioner med andre dygtige
matematikere, hvilket Fermat ikke var interesseret i.
Dette giver naturligvis visse vanskeligheder når vi i dag er interesserede i matem-
atikeren Fermat og hvilke matematiske teorier han stod for. De manglende pub-
liceringer af hans ideer giver os mindre førstehåndsmateriale at arbejde med.
8
Dictionary of Scientific Biography side 572, spalte 2 n

8
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Heldigvis korresponderede Fermat livligt med andre matematikere og fra disse

breve, samt fra en offentliggørelse af Fermats manuskripter (ved hans søn), kan
vi nu danne os et nogenlunde helstøbt billede af ham.
Dog er Fermats redegørelser til tider noget rodede og usystematiske. Han kunne
godt lide at ”drille”sine samtidige kolleger ved at give dem små hints til løsningerne
på sine problemer, men det var ikke altid de blev fulgt op af en egentlig redegørelse
eller bevisførelse.9
Som det fremgår af følgende citat brugte Fermat meget tid på at studere gamle
græske værker: ”Fermat followed Viète and others in seeking to restore those lost
texts, such as Apollonius’ Plane Loci... Another supposed source of insight was
Diophantus’ Arithmetica, to which Fermat devoted a lifetime of study. These an-
cient sources, together with the works of Archimedes, formed the initial elements
in a clear pattern of development that Fermat’s research followed” 10 . Dette kom-
mer også tydeligt til udtryk I den kilde vi nu vil behandle.
I kilden finder Fermat arealet af området mellem en hyperbel, den vandrette
asymptote og en lodret linje mellem hyperblen og den vandrette asymptote.
Kilden hedder ”On the Transformation and Simplification of the Equa-
tions of Loci” og er fra ca. 1640.
Før vi går i gang er det værd at bemærke, at Fermat kun arbejdede med en
enkelt akse. Han havde ikke en anden-akse som vi kender det i dag, endskønt
han forstod sammenhængen mellem en kurve og en ligning med to ubekendte11 .
Dette gør naturligvis at han i kilden ikke refererer til akserne. I stedet benytter
han sig af en vandret og en lodret asymptote.

Fermat indleder med at stille et spørgsmål om hvorfor Archimedes12 ikke bruger

kvotientrækken, men kun differensrækken når han sammenligner forskellige størrelser.
Det eneste tilfælde hvor Archimedes anvender kvotientrækken er parabolens kvadratur.
Er det mon fordi han finder kvotientrækken mindre egnet i forbindelse med
kvadratur? Eller fordi hans metode mht. parabolens kvadratur hvor han bruger
kvotientrækken kun vanskeligt kan overføres til andre tilfælde?
9
Katz s. 433, biografien
10
Dictionary of Scientific Biography side 566, spalte 1 m
11
Katz s.442
12
Archimedes 287-212 f.kr. Græsk fysiker og matematiker.

9
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Fermat besvarer ikke spørgsmålene, men hævder at han finder kvotientrækken

særdeles nyttig, både når det gælder parabler og hyperbler.
Indledningen viser tydeligt den respekt som Fermat havde for Archimedes og det
bekræfter Fermat’s fascination af den græske matematik, som før nævnt. Hvad
der er vigtigt er at vi her har at gøre med en førstehåndskilde og denne viser os
tydeligt hvor ideerne kommer fra. Det har interesseret Fermat hvad Archimedes
har tænkt mht. brugen af differens- og kvotientrækker og han har derfor indledt
sin tekst med at fortælle hvordan Archimedes gik frem, og dernæst fortæller han
så hvad han selv vil gøre. Han bruger også senere en af Archimedes’ ideer, samt
en ide af den græske matematiker Diophantus13 , men det vender vi tilbage til.
Metoden bygger på en egenskab ved kvotientrækker, nemlig:
”Given a geometric progression the terms of which decrease indefinitely, the dif-
ference between two consecutive terms of this progression is to the smaller of them
as the greater one is to the sum of all following terms”14 . (*)

Sagt på en anden måde: Hvis vi har givet rækken a+ar2 +ar3 +...+arn +..., 0 <
r < 1, er

arj−1 − arj arj

= (1)
arj arj + arj+1 + arj+2 + ...
Fermat antager resultatet for at være velkendt og ulejliger sig ikke med at
angive hvor det stammer fra, eller hvorfor det er rigtigt.

Fermat definerer en hyperbel som en kurve der går mod uendelig. Han lader
13
Diophantus ca. 200-284 e.kr. Græsk matematiker
14
Kilde 3, side 1, spalte 2 m.

10
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

RA og AC være asymptoter hvor AC er lodret og RA er vandret. Han lader

dernæst tegne lodrette linjer parallelle med AC. Disse kaldes EG, HI, N O, M P, RS
osv. Forholdet mellem enhver potens i af AH og den samme potens af AG skal
være lig med forholdet mellem enhver potens j af EG og den samme potens af
HI (evt. i = j). Moderne udtrykt vil det sige
AH i EGi
= (2)
AGi HI i
i og j behøver ikke være heltal, men kan også være enhedsbrøker. Fermat hævder
nu at alle disse uendelige hyperbler kan ”kvadreres”vha. kvotientrækker ved brug
af en generel metode. Undtaget er dog Apollonius’ hyperbel hvorom det gælder at
R∞
hvis den har ligningen xy = a2 så divergerer integralet 0 y dx. Fermat betragter
nu som et eksempel forholdene

AH 2 EG AO2 HI AM 2 NO
2
= , 2
= , 2
= osv. (3)
AG HI AH N O AO MP
Påstanden er at det ubegrænsede areal som begrænses af den lodrette linje
EG, kurven ES og asymptoten GOR, lad os kalde det a1 , er lig med arealet af et
bestemt parallelogram bestående af rette linjer, lad os kalde det b. Vi betragter
nu leddene i en ubegrænset aftagende kvotientrække. Fermat lader AG være det
første led, AH det andet led, AO det tredje led, AM det fjerde led osv. Det
antages så at leddene er så tæt på hinanden at vi, hvis vi bruger Archimedes’
metode, kan tilnærme os en bestemt værdi ifølge Diophantus. Fermat vil med an-
dre ord approksimere det retlinede parallelogram GE × GH til firkanten GHIE,
som ikke er retlinet, da den ”øverste”side er en del af kurven. Desuden antages
at intervallerne GH, HO, OM, M R osv. er passende lig hinanden, idet vi så kan
bruge Archimedes’ Exhaustionsmetode angående omskrevne og indskrevne poly-
goner. Fermat hævder at denne metode er kendt af alle matematikere og mener
derfor ikke at en uddybelse er nødvendig. ”It is enough to make this remark
once and we do not need to repeat it and insist constantly upon a device well
known to mathematicians” Vi ved at Fermat generelt var meget skeptisk overfor
de samtidige matematikere som f.eks. Descartes og Roberval. ”He claimed that
Descartes had not correctly deduced his law of refraction since it was inherent in
his assumptions” og ”Fermat claimed that he had a precise demonstration and
doubted that Roberval had one.” Vi kan derfor igen tydeligt se hvordan han på helt

11
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

anden vis respekterede Archimedes’ ideer, som han ikke så grund til at betvivle
eller uddybe. For at vende tilbage til matematikken har vi nu at
AG AH AO
= = · ·· (4)
AH AO AM
og det medfører at
AG GH HO
= = (5)
AH HO OM
For parallelogrammerne har vi
EG × GH HI × HO
= (6)
HI × HO ON × OM
EG GH
Faktisk består forholdet på venstresiden af forholdene HI
og HO
, og som før
GH AG EG
nævnt er HO
= AH
hvilket betyder, at venstresiden kan opløses til brøkerne HI
AG
og AH
.
Fermat definerede tidligere leddene i kvotientrækken til at være proportionale.
EG 2
Som før nævnt er HI
= AHAG2
og pga. proportionaliteten kan vi skrive EG
HI
= AO
AG
.
Derfor kan brøken EG×GH
HI×HO
opløses til brøkerne AO
AG
og AG
AH
.
AO AO AG
Fermat opløser derefter også AH til AG og AH . Altså fås forholdene

EG × GH AO AH
= = . (7)
HI × HO AH AG
Tilsvarende vises det at
HI × HO AO
= . (8)
ON × OM AH
Fra før har vi, at linjestykkerne AO, AH, AG, som netop er elementerne i oven-
nævnte brøker, definerer en kvotientrække. Således vil de uendeligt mange par-
allelogrammer EG × GH, HI × HO, N O × OM osv. udgøre en kvotientrække,
AH
hvor forholdet mellem leddene er AG
. Ifølge (*) har vi, idet vi ser på intervallerne
AG og AH, at forholdet mellem GH (som er differensen mellem intervallerne), og
AG vil være lig forholdet mellem parallelogrammet GE × GH (idet GE = AG)
og summen af de uendeligt mange resterende parallelogrammer.
Ifølge Archimedes er denne sum netop den ubegrænsede figur begrænset af den
lodrette linje HI, asymptoten HR og kurven IN D.
Multiplicerer vi GH og AG med EG får vi forholdet
GH EG × GH
= . (9)
AG EG × AG

12
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Fermat bemærker dernæst, at forholdet mellem parallelogrammet EG × GH og

det uendelige areal til højre for linjen HI, lad os kalde det a2 , er lig forholdet
mellem EG × GH og EG × AG.
Men så er b = a2 .
Lægger vi EG × GH til hhv. b og a2 dvs. EG × GH + b = EG × GH + a2 = a1
får vi det ønskede resultat, idet EG × GH vil reduceres til ingenting når vi fore-
tager en uendelig inddeling af intervallerne. Vi har altså, at b = a1 , som var det
ønskede. Fermat mener at påstanden nemt kan bestyrkes hvis man fører et bevis
a la Archimedes og at det ikke er svært at udvide resultatet til alle hyperbler
undtagen Apollonius’ hyperbel.
Som nævnt må dette være typisk for Fermat. Han gav hints og omrids af sine
ideer, men man måtte selv udføre detaljerne for at få et helt stringent bevis.

Roberval
Gilles Roberval (1602-1675) var en fransk matematiker der især arbejdede inden-
for integration og tangenter. I 1632 blev han udnævnt til professor i filosofi ved
Collège Gervais i Paris. Han ernærede sig som matematiklærer og rejste meget
rundt i Frankrig. Her mødte han blandt andet Fermat og han arbejdede senere
sammen med både Pascal og Picard. På grund af konkurrence om universitetsstill-
ingerne er det ikke meget Roberval har publiceret. To publikationer i henholdsvis
1636 og 1644. Han var nødt til at have ”noget at komme med”når stillingerne
skulle generhverves hvert 3 tredje år. Han står derfor noget i skyggen af Fermat,
Descartes og Pascal. Dog er noget af hans arbejde blevet publiceret efter hans
død.15

15
Dictionary of scientific biography

13
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Han beskæftigede sig også med cykloiden, som beviset herunder drejer sig om.

Figur 1: Cykloiden.

Cykloiden fremkommer ved at man ”følger”et punkt på en cirkel der ruller
langs 1-aksen. På Figur 2 herunder er skitseret hvordan et punkt der befinder sig
i (0,0) bevæger sig i rummet når cirklen ruller en halv omgang mod højre.

Figur 2: Cykloiden fremkommer ved at følge et punkt på en cirkel der bevæger
sig langs 1-aksen.

En anden kurve der er interessant er ”The Companion of the Cykloid”. Det

er den kurve der fremkommer hvis man projekterer højden af punktet man følger
for at danne cykloiden ind på den lodrette diameter. På Figur 3 er cirklen drejet
ca. en kvart omgang og punktet A har bevæget sig op ad cykloiden. Samtidig
projekteres A´s højde ind på diameteren.
Der påstås to ting:
1. Arealet mellem cykloiden og ”The Companion of the Cykloid”er lig arealet
af cirklen. Her betyder cykloiden én buelængde af Figur 1.

14
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Figur 3: Punktet A bevæger sig på cykloiden når cirklen bevæger sig hen af
1-aksen. A’s højde afbildes på den lodrette diameter og danner derved ”The
Companion of the Cykloid”.

2. Arealet mellem cykloiden og 1-aksen er 3 gange cirklens areal.

Bevis 1: Først inddeler vi halvcirklen og 1-aksen i uendeligt mange lige store

dele.

Figur 4: Halvcirklen og x-aksen deles ind i uendeligt mange lige store stykker.

Dvs at AM = M N = N O = ... og AE = EF = F G = .... Da AGB = AC

må der derfor også gælde at AM = AE = M N = EF , osv.
Figuren AM1 N1 ...D...N2 M2 A inddeles i uendeligt mange striber med længde
M2 M1 , N2 N1 , ... og højder AE1 , E1 F1 , ....
Tilsvarende inddeles halvcirklen AGB i uendeligt mange striber med længde
EE1 , F F1 , ... og højder AE1 , E1 F1 , ... Striberne har altså samme højde, og da
EE1 = M2 M1 , F F1 = N2 N1 , ... har de to figurer samme areal, dvs. det halve af
cirklens areal. Dvs. under en hel cykloide buelængde er arealet lig cirklens areal.

15
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

Figur 5: EE1 = M2 M1 , F F1 = N2 N1 , GG1 = O2 O1 , ... Halvcirklen inddeles i uen-

deligt mange striber med samme areal som dem der inddeler figur AM1 ...D..N2 A.

Bevis 2: ”The Companion of the Cykloid”halverer parallelogrammet ACDB

(se Figur 6). Dvs. at arealet mellem ”The Companion of the Cykloid”og 1-aksen
er halvdelen af parallelogrammets areal. Dette areal er lig |AC| · |AB|, men |AC|
var jo lig med halvdelen af cirklens omkreds (π · r), hvor r er cirklens radius.
|AB| = 2r, så parallelogrammets areal bliver: |AC| · |AB| = (π · r) · (2r) = 2 · π · r2.
Dvs 2 gange cirklens areal.

Figur 6: ”The Companion of the Cykloid”halverer parallelogrammet ACDB,

da der til enhver linie i AM1 N1 ..DCA svarer en linie på samme længde i
AM1 N1 ...DCA.

I bevis 1 så vi at arealet mellem cykloiden og ”The Companion of the Cyk-

loid”var lig arealet af cirklen. Så i alt er arealet mellem cykloiden og 1-aksen: 23 ·
arealet af cirklen. Da cykloiden her er en halv buelængde, er det samlede areal

16
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

derfor lig 3·cirklens areal.

Kommentarer:
I bevis 1 er det Cavalieris ”method of indivisibles”der bruges. Højderne af striberne
bliver uendeligt små, dvs. det er det er linjer der er tale om. Dette kaldes i dag
Cavalieris princip:”if two plane figures have equal altitudes and if sections made
by lines parallel to the bases and at equal distances from them are always in the
same ratio, then the plane figures are also in this ratio” 16 . Roberval påstår selv
at han har det direkte fra Archimedes, uden at kende til Cavalieris metode17 .
Cavalieri publicerede sit arbejde i 1635 og Roberval bestemte i 1637 arealet under
cykloiden. Det kan derfor virke usandsynligt at Roberval ikke har kendt til Cav-
alieri’s arbejde, men i Robervals publication lader han sine striber få uendeligt
lille areal, men han siger ikke at de bliver til linjer. Så det det kan være sandt at
han ikke kendte Cavalieri’s arbejde.

Opsummering:
De to kurver har følgende parametrisering:
Cykloiden:

x(t) = t − sin(t)
y(t) = 1 − cos(t)

”The Companion of the Cykloid”:

x(t) = t
y(t) = 1 − cos(t)
16
Kirsti Andersen, ”Cavalieri’s Method of Indivisibles”, Archive for History af Exact Sciences
31 (1985),p.316
17
Dictionary af scientific biography

17
 Kvadratur-, kubatur- etc-metoder i 1600-tallet før Newton og Leibniz

I moderne integration ville beregningerne derfor se således ud(radius=1):

Z 2π Z 2π Z 2π
Areal1 = 1−cos(t)d(t−sin(t))− 1−cos(t)dt = cos2 (t)−cos(t)dt = π
0 0 0
(10)
Arealet mellem cykloiden og ”The Companion of the Cykloid”når man ser på
en buelængde er netop arealet af en cirkel med radius 1.

Z 2π Z 2π
Areal2 = 1 − cos(t)d(t − sin(t)) = 1 − 2cos(t) + cos2 (t)dt = 3π (11)
0 0

Arealet mellem cykloiden og 1-aksen er netop 3.

Konklusion
Vi har i gennemgangen af de tre kilder mødt exhastionsmetoden og ”method
of indivisibles”. Den første kræver at du ved hvilket resultat du skal nå frem
til og den anden kræver at man dele sin flade op i uendeligt mange linjer, der
tilsammen danner en kendt flade. Begge metoder bruges i vores kilder på en
række specialtilfælde, men det er først da Newton kommer til, at man får en fast
procedure for at finde arealet under kurver18 .

18
Katz s. 514

18