Pierre de Fermat

I renæssancen genopstod den store interesse for græske værker og tænkere, som havde været
undertrykt i hele middelalderen pga. kristendommens indtog i Europa. Der blev gransket i de gamle
græske kilder og man genoptog de ideer som havde præget antikken. De blev ofte ligefrem anset
som ”den store sandhed”, topmålet af indsigt og viden. De gamle grækeres indsigt i matematikkens
verden kunne således bane vejen for forbedrede og nye teorier. Kilderne som havde været gemt væk
på klostre i århundreder blev taget frem og udforsket. Store matematikere byggede deres teorier på
de græske udsagn.1
En af disse var den franske matematiker Pierre de Fermat (1601-1665). Fermat var uddannet jurist
og dyrkede matematikken som hobby ved siden af arbejdet. Fermat betragtede matematik som et
pusterum, noget han kunne slappe af ved, og dette gjorde at han aldrig offentliggjorde nogle af sine
teorier (med en enkelt undtagelse2). En offentliggørelse ville nemlig kræve stor matematisk
nøjagtighed og efterfølgende diskussioner med andre dygtige matematikere, hvilket Fermat ikke var
interesseret i.
Dette giver naturligvis visse vanskeligheder når vi i dag er interesserede i matematikeren Fermat og
hvilke matematiske teorier han stod for. De manglende publiceringer af hans ideer giver os mindre
førstehåndsmateriale at arbejde med. Heldigvis korrespondere Fermat livligt med andre
matematikere og fra disse breve, samt fra en offentliggørelse af Fermats manuskripter (ved hans
søn), kan vi nu danne os et nogenlunde helstøbt billede af ham.
Dog er Fermats redegørelser til tider noget rodede og usystematiske. Han kunne godt lide at ”drille”
sine samtidige kolleger ved at give dem små hints til løsningerne på sine problemer, men det var
ikke altid de blev fulgt op af en egentlig redegørelse eller bevisførelse.3
Som det fremgår af følgende citat brugte Fermat meget tid på at studere gamle græske værker:
”Fermat followed Viète and others in seeking to restore those lost texts, such as Apollonius’ Plane
Loci… Another supposed source of insight was Diophantus’ Arithmetica, to which Fermat devoted
a lifetime of study. These ancient sources, together with the works of Archimedes, formed the initial
elements in a clear pattern of development that Fermat’s research followed”4. Dette kommer også
tydeligt til udtryk I den kilde vi nu vil behandle.

1
Katz Side 432, m+mn
2
Dictionary of Scientific Biography side 572, spalte 2 n
3
Katz Side 433, biografien
4
Dictionary of Scientific Biography side 566, spalte 1 m
I kilden finder Fermat arealet af området mellem en hyperbel, den vandrette asymptote og en lodret
linje mellem hyperblen og den vandrette asymptote. Kilden hedder ”On the Transformation and
Simplification of the Equations of Loci” og er fra ca. 1640.
Før vi går i gang er det værd at bemærke, at Fermat kun arbejdede med en x-akse. Han havde ikke
en y-akse som vi kender det i dag, endskønt han forstod sammenhængen mellem en kurve og en
ligning med to ubekendte.5 Dette gør naturligvis at han i kilden ikke refererer til akserne. I stedet
benytter han sig af en vandret og en lodret asymptote.

Fermat indleder med at stille et spørgsmål om hvorfor Archimedes6 ikke bruger kvotientrækken,
men kun differensrækken når han sammenligner forskellige størrelser. Det eneste tilfælde hvor
Archimedes anvender kvotientrækken er parabolens kvadratur. Er det mon fordi han finder
kvotientrækken mindre egnet i forbindelse med kvadratur? Eller fordi hans metode mht. parabolens
kvadratur hvor han bruger kvotientrækken kun vanskeligt kan overføres til andre tilfælde?
Fermat besvarer ikke spørgsmålene, men hævder at han finder kvotientrækken særdeles nyttig, både
når det gælder paraboler og hyperbler.
Indledningen viser tydeligt den respekt som Fermat havde for Archimedes og det bekræfter Fermats
fascination af den græske matematik, som før nævnt. Hvad der er vigtigt er at vi her har at gøre med
en førstehåndskilde og denne viser os tydeligt hvor ideerne kommer fra. Det har interesseret Fermat
hvad Archimedes har tænkt mht. brugen af differens- og kvotientrækker og han har derfor indledt
sin tekst med at fortælle hvordan Archimedes gik frem, og dernæst fortæller han så hvad han selv
vil gøre. Han bruger også senere en af Archimedes’ ideer, samt en ide af den græske matematiker
Diophantus7, men det vender vi tilbage til.
Metoden bygger på en egenskab ved kvotientrækker, nemlig:

“Given a geometric progression the terms of which decrease indefinitely, the difference between
two consecutive terms of this progression is to the smaller of them as the greater one is to the sum
of all following terms”.8 (*)

5
Katz Side 442 ø
6
Archimedes 287-212 f.kr. Græsk fysiker og matematiker.
7
Diophantus ca. 200-284 e.kr. Græsk matematiker
8
Kilde 3, side 1, spalte 2 m.
Sagt på en anden måde: Hvis vi har givet rækken a+ar+ar2+ar3+…+arn+… , 0<r<1, er

ar j −1 − ar j ar j −1
= j
ar j ar + ar j +1 + ar j + 2 + ...
Fermat antager resultatet for at være velkendt og ulejliger sig ikke med at angive hvor det stammer
fra, eller hvorfor det er rigtigt.
Bevis:
a
Vi ved at: a + ar + ar + ... =
2
Vi kan derfor bevise ovenstående:
(1 − r )
ar j −1 − ar j 1 − r
venstre siden kan omformes til: =
arj r

Højresiden kan omformes til :

ar j −1 ar j −1 r j −1 (1 − r )
= = =
ar j + ar j +1 + ... a 1 − (1 + r + ... + r j −1 )(1 − r )
− (a + ar + ... + ar j −1 )
(1 − r )

r j −1 − r j r j −1 − r j 1 − r
= =
1 − (1 + r + ... + r j −1 ) + (r + r 2 + ... + r j ) rj r
Det ses at de to sider er ens!

Fermat definerer en hyperbel som en kurve der går mod uendelig. Han lader RA og AC være
asymptoter hvor AC er lodret og RA er vandret. Han lader dernæst tegne lodrette linjer parallelle
med AC. Disse kaldes EG,HI,NO,MP,RS osv. Forholdet mellem enhver potens i af AH og den
samme potens af AG skal være lig med forholdet mellem enhver potens j af EG og den samme
potens af HI (evt. i = j). Moderne udtrykt vil det sige
AH i EG j
=
AG i HI j
i og j behøver ikke være heltal, men kan også være enhedsbrøker.
a
Disse potenser afgør hvilken hyperbel der er tale om For eksempel vil i = j give og j = 2i vil give
x

a
og så fremdeles.
x2
Fermat hævder nu at alle disse uendelige hyperbler kan ”kvadreres” vha. kvotientrækker ved brug
af en generel metode. Undtaget er dog Apollonius’ hyperbel hvorom det gælder at hvis den har

∞ 1
ligningen xy=a2 så divergerer integralet ∫
1
ydx .9 Det vil sige integralet af
x
divergerer, hvilket er

et kendt resultat.
Fermat betragter nu som et eksempel forholdene
AH 2 EG AO 2 HI AM 2 NO 1
= , = og = osv. Dvs. det er vi ser på.
AG 2 HI AH 2 NO AO 2 MP x2
Man skal hele tiden huske at EG,HI,ON,… er funktionsværdierne af henholdsvis AG,AH,AO,…
1 1 1
Dvs. EG = 2 ,
HI = , ON = ,…
AG AH 2
AO 2
Påstanden er at det ubegrænsede areal som begrænses af den lodrette linje EG, kurven ES og
asymptoten GOR, lad os kalde det a1, er lig med arealet af et bestemt parallelogram bestående af
rette linjer, lad os kalde det b.
Vi betragter nu leddene i en ubegrænset aftagende kvotientrække. Fermat lader AG være det første
led, AH det andet led, AO det tredje led, AM det fjerde led osv. Her skal det siges at det er
1 1 1
, , ,... der danner en geometrisk række.
AG AH AO
Det vil sige, hvis AG = 1 og AH = 2 vil AO være lig 4 og AM = 8 osv. Dvs. en geometrisk række
med r=½ og a=1.

Det antages så at leddene er så tæt på hinanden at vi, hvis vi bruger Archimedes’ metode, kan
tilnærme os en bestemt værdi ifølge Diophantus. Fermat vil med andre ord approksimere det

9
Struik’s note 5
retlinede parallelogram GE × GH til firkanten GHIE, som ikke er retlinet, da den ”øverste” side er en
del af kurven.
Desuden antages at intervallerne GH, HO, OM, MR osv. er passende lig hinanden, idet vi så kan
bruge Archimedes’ Exhaustionsmetode angående omskrevne og indskrevne polygoner. Fermat
hævder at denne metode er kendt af alle matematikere og mener derfor ikke at en uddybelse er
nødvendig.
”It is enough to make this remark once and we do not need to repeat it and insist constantly upon a
device well known to mathematicians”10
Vi ved at Fermat generelt var meget skeptisk overfor de samtidige matematikere som f.eks.
Descartes og Roberval. ”He claimed that Descartes had not correctly deduced his law of refraction
since it was inherent in his assumptions” 11 og “Fermat claimed that he had a precise demonstration
and doubted that Roberval had one.”12 Vi kan derfor igen tydeligt se hvordan han på helt anden vis
respekterede Archimedes’ ideer, som han ikke så grund til at betvivle eller uddybe.
For at vende tilbage til matematikken har vi nu at
AG AH AO 1 2 4
= = Det vil sige med vores tal eksempel fra før får man: = =
AH AO AM 2 4 8
AG GH HO
og det medfører at = = , Med taleksemplet får man:
AH HO OM

1 (2 − 1) (4 − 2)
= = Da GH = AH-AG osv.
2 (4 − 2) (8 − 4)

For parallelogrammerne har vi

EG × GH HI × HO
=
HI × HO ON × OM
EG GH GH
Faktisk består forholdet på venstresiden af forholdene og ,og som før nævnt er =
HI HO HO

AG EG AG
hvilket betyder at venstresiden kan opløses til brøkerne og .
AH HI AH
Fermat definerede tidligere leddene i kvotientrækken til at være proportionale. Som før nævnt er

10
Kilde 3, side 2, 2.spalte n
11
MacTutor History of Mathematics, Article by J J O’Connor and E F Robertson side 2, mn
12
Katz side 482 ø
EG AH 2 EG AO
= og pga. proportionaliteten kan vi skrive = . Med taleksemplet giver dette:
HI AG 2
HI AG
1
EG 1 AO 4
= = 4 og = =4
HI 1 AG 1
22

EG × GH AO AG
Derfor kan brøken opløses til brøkerne og .
HI × HO AG AH
AO AO AG
Fermat opløser derefter også til og . Altså fås forholdene
AH AG AH
EG × GH AO AH
= =
HI × HO AH AG
HI × HO AO
=
Tilsvarende vises det at NO × MO AH .

Fra før har vi jo at linjestykkerne AO, AH, AG som netop er elementerne i ovennævnte brøker
definerer en kvotientrække. Således vil de uendeligt mange parallelogrammer
EG × GH , HI × HO, NO × OM osv. udgøre en kvotientrække, hvor forholdet mellem leddene er

AH
.
AG
Ifølge (*) har vi, idet vi ser på intervallerne AG og AH, at forholdet mellem GH (som er differensen
mellem intervallerne) og AG vil være lig forholdet mellem parallelogrammet GE × GH (idet
GE = AG ) og summen af de uendeligt mange resterende parallelogrammer.
Ifølge Archimedes er denne sum netop den ubegrænsede figur begrænset af den lodrette linje HI,
asymptoten HR og kurven IND.
GH EG × GH
Multiplicerer vi GH og AG med EG får vi forholdet =
AG EG × AG

Fermat bemærker dernæst at forholdet mellem parallelogrammet EG × GH og det uendelige areal til
højre for linjen HI , lad os kalde det a2, er lig forholdet mellem EG × GH og EG × AG .
Det er jo arealet under kurven til højre for linien EG vi var interesserede i, men vi mangler det
sidste parallelogram EG × GH . Dette klares ved at lægge det til på begge sider
idet EG × GH vil reduceres til ingenting når vi foretager en uendelig inddeling af intervallerne.
Fermat mener at påstanden nemt kan bestyrkes hvis man fører et bevis a la Archimedes og at det
ikke er svært at udvide resultatet til alle hyperbler undtagen Apollonius’ hyperbel.
Som nævnt må dette være typisk for Fermat. Han gav hints og omrids af sine ideer, men man måtte
selv udføre detaljerne for at få et helt stringent bevis.

Med taleksemplet får vi altså at arealet under kurven til højre for linien EG er lig EG × AG :
1
EG × AG = ×1 =1
12
Med moderne integration får man:
∞ r r
1 1  − 1  − 1  − 1 
∫
1 x 2
dx = lim r → ∞ ∫ 2 dx = lim r → ∞   = lim r → ∞  −   = 1
1 x  x 1  r  1 