Vejleder: Bjarne Jakobsen BA-projekt Antal sider: 57 Antal Tegn: 135,982

Humorens betydning for individet

Lea Maria Jakobsen: Studie nr: 40544 Yvette Brennalt: Studie nr:.42232 Louise Berth Jelved: Studie nr: 38929
1

15-12-2011

Indholdsfortegnelse
Motivation ......................................................................................................................................................... 4 Problemfelt ........................................................................................................................................................ 5 Afgrnsning ...................................................................................................................................................... 7 Metode .............................................................................................................................................................. 7 Begrebsdefinitioner ........................................................................................................................................... 9 Humor ............................................................................................................................................................ 9 Menneskesyn............................................................................................................................................... 11 Psykisk Ubalance ......................................................................................................................................... 11 Videnskabsteori ............................................................................................................................................... 13 Hermeneutik ................................................................................................................................................ 13 Den hermeneutiske spiral ........................................................................................................................... 14 De forskellige videnskabsteoretiske grundlag ............................................................................................. 16 Sigmund Freud og psykoanalysens videnskabsteoretiske grundlag ....................................................... 16 Sren Kierkegaard og eksistentialismens videnskabsteoretiske grundlag .............................................. 17 Eksistentialistisk psykologi............................................................................................................................... 17 Sren Aabye Kierkegaard (1813-1855)........................................................................................................ 17 Eksistensen .................................................................................................................................................. 20 Den ontologiske angst ................................................................................................................................. 21 Humorens set fra en Eksistentiel vinkel ...................................................................................................... 22 Psykoanalysen ................................................................................................................................................. 25 Sigmund Freud (1856-1939) ........................................................................................................................ 25 Det ubevidste .............................................................................................................................................. 28 Drifterne ...................................................................................................................................................... 29 Forsvarsmekanismer ................................................................................................................................... 30 Humor set fra en psykoanalytisk vinkel....................................................................................................... 31 Analyse ............................................................................................................................................................ 34 2

Eksistentialismens og psykoanalysens overordnede menneskesyn............................................................ 34 Freuds personlighedsmodel overfor det eksistentialistiske selv................................................................. 37 Overjeget overfor die Mitwelt ................................................................................................................... 38 Jeget overfor die Eigenwelt ........................................................................................................................ 40 Delkonklusion .............................................................................................................................................. 40 2. analysedel .................................................................................................................................................... 42 Eksistentialismens ironiker overfor den psykoanalytiske joke .................................................................... 43 Freuds humor overfor Kirkegaards humoristen .......................................................................................... 45 Humorens forskellige spektre ..................................................................................................................... 46 Humoren i forbindelse med overjeget overfor Mitwelt ......................................................................... 47 Humor i forbindelse med Eigenwelt overfor jeget ................................................................................. 47 Konklusion ....................................................................................................................................................... 51 Diskussion ........................................................................................................................................................ 53 Perspektivering ................................................................................................................................................ 56 Abstract ........................................................................................................................................................... 57 Litteraturliste ................................................................................................................................................... 58

Motivation
Vi har bevget os omkring flere forskellige emner, som humor kan vre relateret til, i opbyggelsen af dette projekt. Emnet humor spnder over mange forskellige ting, s vores diskussioner har bragt os flere steder hen, inden vi fandt vores fokus. I starten af projektperioden var vi meget interesserede i og inspireret af dt at vre hospitalsklovn. I september 2011 sendte TV2 dokumentarprogrammet Klovn for livet, som flger en hospitalsklovn og hans forhold til brnene p en krftafdeling p Rigshospitalet. Dokumentaren gav os et lille indblik i, hvorfor humor er vigtigt for de krftsyge brn. Den viser, hvordan der ikke er dokumenteret kliniske undersgelser om, at hospitalsklovnenes nrvr med brnene hjlper, men erfaringer viser, at det stimulerer brnene i en positiv retning, nr de finder glde og latter. Dermed gr helbredelsen af deres sygdom ogs lettere fremad. Nr brn ser deres forldre bange, afspejler de flelsen, og derfor er den flelse, klovnen skaber, vigtig for brnene. Klovnen har den fordel at de frustrerede flelser, som eksempelvis familie og nre venner besidder, ikke spiller ind hos ham. Hospitalsklovnen vgter et fokus p leg frem for sygdom, og denne leg fr brnene til at grine og tnke p noget andet. Kampgejsten hos indlagte og meget syge mennesker vil, i lbet af deres ophold p hospitalet, vre p et nulpunkt. Derfor er det vigtigt med humor, leg og nrvr. Nr alle andre omstndigheder omkring det syge barn er ved at falde fra hinanden, handler det som klovn om at vre stabil - noget barnet altid kan opsge, som det ved, spreder glde og sjov. Nr man benytter disse hospitalsklovne i praksis rundt omkring p de danske hospitaler, kan man forestille sig, at de p en eller anden mde m have en vigtig indflydelse p brnenes helbredelse. I forlngelse af dette tnkte vi over, hvordan mennesket kan fle sig som sig selv og f et pusterum fra sygdommen, og ikke lade den tage over og definere n, gennem humor og latter. Dt at vre alvorligt syg, m vre utrolig hrdt at skulle forholde sig til, s humor kan mske vre en mde at hndtere denne tunge realitet p. Dette ledte os p tanker omkring, hvordan humor kan bruges til at hndtere andre alvorlige situationer p. Hvis man har mistet et tt familiemedlem, kan humor mske vre en slags ventil til, at tage luften ud af denne forfrdelige og mske endda surrealistiske situation. Man kan komme til at tnke mrkelige, latterlige og fjollede tanker, og lige pludselig komme til at grine over noget, i en situation der absolut ikke er sjov. Vi kender alle til udtrykket galgenhumor, et udtryk der kommer fra Tyskland og betyder at man laver humor, p trods af at man er p vej til galgen. Man
4

laver grin med dd og andre emner, der kan vre forbundet med tabu, og som i situationen virker helt absurd. Dette kan f os til at krympe sammen, men det kan samtidig vre en lettelse, man har brug for, for psykisk at kunne hndtere situationen og de voldsomme flelser den medfrer. Det kan samtidig ses som en psykisk flugt fra situationen og fra flelserne. Efter mange diskussioner om dt at vre ramt af en alvorlig krise i livet, om det er ddsfald eller alvorlig sygdom, begyndte vi at tale om, hvordan mennesket kan rammes af krise, uden der sker en stor udefrakommende omvltning. Vi begyndte at undersge, hvordan individet kan rammes af en psykisk ubalance af de sm knops, som livet kan give, og hvordan disse omvltninger store eller sm ogs kan komme indefra. At have ondt i livet, er noget alle kan rammes af - alle kan opleve en form for psykisk ubalance. At have svrt ved at finde op og ned p verden og sig selv. Da vi begyndte at se p denne problematik i forhold til psykoanalysen og eksistentialismen, s vi et spndende omrde at udforske. Vores teorier behandler psykisk ubalance fra to forskellige vinkler, derfor finder vi det interessant, at dykke ned i disse to forskellige mder at se mennesket p, og undersge hvordan humoren spiller en rolle i denne konstellation.

Problemfelt
Latterens lyst er ikke ren og uskyldig, men nje knyttet til sindets og eksistensens blinde pletter. Det gr dog nppe lysten mindre.(Thielst(A),1995:51) Der er ingen der kan give et entydigt svar p, hvad humor er for en strrelse, da den kan have mange forskellige udtryk. Den kan variere fra person til person - fra kultur til kultur. Den kan strkke sig fra den varme, klukkende munterhed over til den sorte, ironiske og sarkastiske humor. Den kan bde f en til at fle sig velkommen, men ogs f en til at fle sig uden for fllesskabet. S hvorfor er det vi mennesker besidder denne spjse strrelse kaldet humor? Vi kommer til at tnke p humorens indflydelse i flere situationer. Den hjlper os til at holde sammen, den hjlper os, nr situationen bliver svr at hndtere og en god vits, kan lette en spndt eller alvorlig stemning. Humor fungerer bedst nr den er spontant, finurlig og intelligent. Den skal ikke vre gennemtnkt eller hjulpet p vej. Der findes mange eksempler ude i samfundet p, hvordan mennesker hndterer alvorlige situationer med humor, mske ved at bryde nogle tabuer, der ofte kan vre forbundet med alvorlige tilstande, som f.eks. sygdom og dd, og det bliver meget
5

nemmere at tale om. Mske virker det befriende i jeblikket, og humoren giver plads til, at man kan vre sig selv, samtidig med den trster, og fr os til at se en strre mening med livet i det moderne samfund, hvor religisiteten er p et minimum, og hvor tilhrsforhold ikke har samme betydning som tidligere. Humor kan give en lykkeflelse og p lngere sigt en livsglde, ved at man indser, at der er andre sider af den alvorlige sag. Vi har herved en forforstelse om, at humor kan hjlpe mennesket til bde at opn en form for selverkendelse og mske strre fred med sig selv. Med dette mener vi, at humor og latter mske kan f mennesket til at mrke efter og finde sig selv. I Sren Kierkegaards forfatterskab er selvet et vigtigt emne. Det er vigtigt at vre s sand mod sig selv som muligt, men det er lettere sagt end gjort. Kan latteren og humoren vre en mere direkte vej ind til ens selv? Og en mde at forholde sig til livet, i alt hvad det nu kan byde p. Latteren er bde et led i selvopgret og tilnrmelsen til det sande selv og i de distanceringer og dispensationer, som endnu er ndvendige for et eksistens-helle (Thielst(A),1995:39) Humor kan ogs sttes i forbindelse med Sigmund Freud som mente, at humoren og latteren er en forsvarsmekanisme, som mennesket ubevidst bruger, for at komme af med fortrngte flelser. Med denne psykoanalytiske optik, er humor mske ikke en vej vi selv kan vlge i livet, men noget der er indbygget i os. Med disse to synspunkter i tankerne, hvordan bruger mennesket humor nr det mder modgang? Er det noget vi selv er herre over, eller sker der en ubevidst proces? Hvilken plads har humoren i dt at vre menneske? Og hvad betyder humoren for mennesket, hvilken forskel gr den i livet? Kan man fremelske sorglsheden med en humoristisk livsindstilling? Disse sprgsml frer os videre til en problemformulering som lyder: Hvilken rolle spiller humor i individets hndtering af psykisk ubalance, set ud fra et eksistentialistisk og et psykoanalytisk menneskesyn?

Afgrnsning
For at f en mere fyldestgrende forstelse for vores problemfelt, og hvad det egentlig er ved humoren, vi vil undersge, er det vigtigt at understrege de aspekter og omrder i dette projekt, vi ikke vil arbejde med. For det frste vil vi se bort fra det historiske perspektiv. Vi nsker alts ikke at beskftige os med, hvor humoren stammer fra, hvor langt tilbage i historien mennesket har benyttet sig af den, og hvordan den er blevet en menneskelig egenskab og hvorfor. Dette rkker ud over vores psykologiske felt, da der bde kan ses klare historiske og biologiske trk i denne problemstilling. Derudover vil vi se bort fra hvordan jokes og satire er opbygget, og hvad det er ved disse der gr, at vi griner. Hvorfor vi griner, er ikke sprgsmlet, men rettere hvordan latteren og humoren pvirker mennesket og isr et individ der er i psykisk ubalance. I forbindelse med dette, nsker vi heller ikke at g i dybden med de rent fysiologiske sider af sagen, alts hvad der fysisk sker i kroppen nr vi griner, og hvorfor dette har en helbredende virkning p kroppen. Vi nvner kort, de fysiske pvirkninger der sker i kroppen, nr vi griner, men dette er ikke et fokusomrde, blot en konstatering, som er med i forbindelse med en strre forstelse for hvad der egentlig sker, nr vi griner, udover det psykiske aspekt som er det vi vil lgge vgt p. P det teoretiske plan benytter vi os af Sren Kirkegaards eksistentielle syn p livet, men hans teorier kredser i hj grad ogs om det religise plan, hvilket vi i dette projekt ser bort fra, da vi ikke finder det relevant for vores problemformulering.

Metode
Det lader til, at de fleste kan genkende dt at have sans for humor, nr de ser det, men der er dog ingen der har formet at definere eller forklare, hvad det prcist er. For hvad mener vi, nr vi siger at en person har humor? Dette sprgsml har ledt mange forskere ud i et forsg p at definere hvad humor er p et teoretisk plan, men langt fra alle lader til at vre enige om, hvad humor er for en strrelse, og hvorfor vi har den, og hvad vi bruger den til.
7

Projektets opbygning vil best af tre indledende begrebsdefinitioner af henholdsvis humor, menneskesyn og psykisk ubalance. Derefter vil vi forklare det videnskabsteoretiske grundlag for opgaven. Dernst prsenterer og redegr vi for vores teorier, henholdsvis eksistentialismen og psykoanalysen, som hver er introduceres med en overordnet forstelse for teorien, hvorefter vi gr i dybden hver teoris syn p humor. Herefter kommer analysen, som er delt i to afsnit, frst teoriernes overordnede menneskesyn i forhold til hinanden, derefter med fokus p humoren i forhold til det psykisk ubalancerede individ. Analysen leder derefter hen til en konklusion, efterfulgt af en diskussion, hvor vi vil se mere kritisk p vores teorier og samt diskutere vores forforstelser i forhold til projektet. Afslutningsvis kommer perspektiveringen, hvor vi vil se p de elementer vi er get vk fra, i forhold til hvordan projektet ellers kunne vre udarbejdet. Vi har valgt at se humor ud fra en psykologisk vinkel, og for at belyse denne, vil vi tage Freud og Kirkegaard i brug. Freud belyser humor ud fra en psykoanalytisk vinkel, hvor Kirkegaard belyser den ud fra et eksistentialistisk menneskesyn. Vi finder det interessant, hvordan to s forskellige teoretiske retninger, bearbejder det samme emne. Derfor vil vi undersge, hvori forskellene og lighederne ligger, i forhold til den forforstelse vi har omkring, at humor er en strrelse, som for mennesket har en positiv hvis ikke ligefrem helbredende indvirkning p det enkelte individ. Det er her hensigtsmssigt at notere, at Freud bruger termen humor p en specifik mde, og stter det derved i en enkeltstende kategori. Iflge Freud, er humor en slags forsvarsmekanisme, som tillader individet at se svre situationer i jnene, uden at blive overvldet af negative flelser (Ruch,1998:18). Freud fokuserer alts p humor, som vrende en proces der sker i alle mennesker, men fokuserer ikke p det selvstndige individ og egen bestemmelse af brugen af humor i livet. Og det her, Sren Kirkegaard kommer ind i billedet. Nr den psykoanalytiske teori lgger vgt p de ubevidste flelser og brugen af humor som motivation til at slippe af med disse, lgger den eksistentialistiske teori mere vgt p at vi kan vlge at benytte os af humor, og vi kan lre at tage den i brug i bestemte hensigtsmssige situationer. Den eksistentialistiske synsvinkel p humor, kan i hjere grad ses i lyset af individuelle forskelle blandt mennesker. Kirkegaard s ogs, som Freud, humor som en mde at undg ubehagelige situationer, men i den optik, at humoren skal bruges til at finde ind til selvet. Den store forskel i forhold til Freud er, at humor ikke betegnes som en ubevidst forsvarsmekanisme, men i hjere grad som en indstilling til livet, der kan medvirke mennesket til at finde sandhed i forhold til selvet, og derved selvaccept.
8

Der er utallige mder man, ud fra henholdsvis det eksistentialistiske og psykoanalytiske menneskesyn, kan belyse emnet humor p. Vi har valgt at dykke ned i teorierne med den forforstelse, at humor er et positivt aspekt i menneskets liv, hvilket begge teorier i og for sig ogs belyser. Men kigger man nrmere p de to teorier, findes en overordnet og betydningsbrende forskel, nemlig den, at Freud ser humor som vrende en indbygget psykologisk mekanisme i dt at vre menneske, og at de processer der sker, i forhold til det at grine, er p et mere eller mindre ubevidst plan. Kirkegaard ser, i modstning til Freud, humor som vrende et valg man selv kan tage i livet, en opbygning af ens forhold til en selv. Vi vil alts se p hvordan humor har en indvirkning p det psykisk ubalancerede individ. Kan man tage humor i brug, uanset situation og personlighed, til at hjlpe en mod en bedre tilvrelse eller er humor strrelse, som vi ikke har mulighed for selv at vre herre over? I de flgende tre afsnit vil vi forsge at begrebsdefinere humor, psykisk ubalance og menneskesyn, for at klargre de aspekter som vores projekt vil kredse om.

Begrebsdefinitioner
Vi vil igennem projektet prsentere begreberne humor, menneskesyn og psykisk ubalance. Derfor vil vi kort redegre for vores egen forstelse af disse, men stadig med udgangspunkt i vores teorier.

Humor
Alle mennesker ler p samme sprog, og humoren viser os, at smilet og latteren er et flles trk, som ligger dybt forankret i menneskets sjl. Fnomenet humor er svrt at bestemme, da der findes mange variationer af det. Der findes utallige vitser, stand-up shows og comedy tv-programmer. Vi ser humor overalt, bde gennem medierne, men ogs i vores hverdag blandt forskellige mennesker, vi mder i forskellige situationer, hvor det i mange tilflde ikke kan forklares hvorfor vi grinede i netop den situation. Humor indeholder i sig selv flere aspekter som eksempelvis komik, satire, ironi og sarkasme. Disse reprsenterer forskellige humoristiske former og niveauer, og det er her hensigtsmssigt at se p fnomenet latter, som er en helt anden side af samme sag. For behver der vre humor indblandet i et spontant grin? Kan vi ikke ogs komme til at grine, hvor situationen mindst tillader det?
9

Humorens tvetydighed skinner klart igennem: p den ene side opfatter vi humor som noget alment menneskeligt, der er et betydningsfuldt element i vores forhold med andre mennesker. Er kemien god mellem to mennesker, er de som regel ogs p blgelngde humormssigt. Alts kan humor ses som et vigtigt kommunikationsredskab. P den anden side kan man ogs betragte humor som en uskyldig form for underholdning, der kun hrer til i den del af vores tilvrelse der tillader det, eksempelvis forbinder vi ikke umiddelbart humor med modgang i livet og psykisk ustabilitet. Kan humor mske hjlpe med at lette og udholde tilvrelsen for det psykisk ustabile menneske? Humor er et vigtigt element i vores tilvrelse, da vi har svrt ved at forestille os en verden uden. Men for at kunne komme i dybden med hvad humor egentlig er for en strrelse, er det hensigtsmssigt, at se p hvad humorens pendant er, nemlig alvoren. Uden alvor mister humoren sin effekt, men uden humor blive alvoren for tungsindig, og derfor er det tragiske og det komiske to strrelser, man ikke kan skille fra hinanden. I humor ligger der ofte en skjult alvor bag, som giver humoren tyngde og griber os som menneske, og det er mske derfor det beskytter og hjlper mennesket i modgang og krise? Et andet aspekt i forhold til humor er latteren. Rent fysisk, pvirker latter vores krop; Dr. William Fry Jr. har fundet ud af, ved hjlp af undersgelser, at kredslbet bliver sat i gang ved at puls og blodtryk stiger og falder, vejtrkningen frer til et grundigt luftskifte og god motion for luftvejene. Musklerne frigiver spndinger, ved at trkke sig sammen og slappe af igen og sidst men ikke mindst, bliver der udskilt endorfiner, som er beslgtet med opium og giver en hj flelse.(Klein, 1991:29). Ovenstende er selve latterens fysiske pvirkning af kroppen, som i sig selv er af helbredende art, hvis man eksempelvis ser det i forhold til stress. Hvis kroppen kan pvirkes p s mange mder fysisk, kan man gisne om hvor stor indvirkning det kan have p det psykiske plan. Forskere, der studerer sammenhngen mellem sind og krop, finder flere og flere tegn p at vores flelser, tanker og holdninger omkring vores sundhed, har stor betydning for vores psykiske og fysiske velbefindende. Ligesom eksempelvis at komme sig over sygdom. Psykoanalytikeren dr. Martin Grotjahn, forfatter til Beyond Laughter skriver; humoristisk sans er det samme som forstelse for menneskelig lidelse og elendighed. Selve humoren lser mske ikke selve problemet, men giver os en jenbner, s vi kan se tingene i et andet perspektiv. (Klein,1991:32)
10

Ovenfor er givet forskellige aspekter af humor, da den, som sagt, er en svr strrelse at konkretisere. Vi ser humoren som en mde at forholde sig til livet p, og en mde at hndtere situationer. Vi vil fokusere p, hvordan mennesket bruger humor, da vi har den forforstelse at den bliver brugt - bevidst som ubevidst. Vi har ydermere den forforstelse at det hjlper individet, og er et brugbart redskab i livets op- og nedture.

Menneskesyn
I vores problemformulering bruger vi begrebet menneskesyn. Dette vil vi gerne forklare og uddybe, for at specificere hvordan vi vil benytte os af det i projektet. Et menneskesyn betyder hvordan en teoretiker, en teori eller en videnskabelig retning ser mennesket, hvilken holdning den har til mennesket og hvad den mener om menneskets bevidsthed, egenskaber og adfrd (Rantzau-Mayer,2009:135). Det kan alts vre lige s mange forskellige menneskesyn, som der kan vre teoretikere. Sigmund Freud mente, at mennesket var styret af drifter og krfter, som vi ikke er bevidste om. Det vil sige at vores tanker, handlinger og personlighed er kontrolleret og motiveret af ubevidste strukturer og drifter, vi ikke selv er herre over. Han gjorde op med tanken om, at mennesket er styret af fornuft og rationalitet og tenderer herved til det til det naturakistiske menneskesyn, der ser mennesket som en del af naturen, og forklarer derved affrd ud fra naturens lovmssigheder, hvor drifterne spiller en vsentlig rolle. (Rantzau-Mayer,2009:29), (www.fagweb.vuckolding.dk). Sren Kirkegaard mente, at mennesket skaber sin egen personlighed og derved sin egen tilvrelse, gennem de valg man trffer. Det vil sige, at mennesket ikke har en forudbestemt essens, men derimod skaber sin egen essens, som er foranderlig. Han skriver, at mennesket er et forhold der forholder sig til sig selv (Thielst(A),1995:38). Individet er alts i centrum og herren over sit eget liv og dets udformning fri til at vlge og handle.

Psykisk Ubalance
I vores problemformulering bruger vi udtrykket psykisk ubalance, til at beskrive den negative tilstand mennesket kan vre i. Nr der tales om psykisk ubalance m man tage teoretikerens

11

menneskesyn og teori med, for at forst hvad der, indenfor henholdsvis psykoanalysen og eksistentialismen, skaber psykisk ubalance og hvordan den igennem brugen af humor kan forbedres. Sigmund Freud mente at: rsagen til alle de menneskelige sjlelivs former m jo sges i vekselvirkningen mellem medfdte dispositioner og accidentelle oplevelser(Freud,1998;58). Dog opstr psykisk ubalance oftest i forbindelse med en kraftig fortrngning af en drift, som overjeget ikke nsker opfyldt. Derved bruges der en konstant energimngde til at opretholde denne fortrngning, som holder det ubehagelige i skak. Det betyder samtidig at psyken er belastet, og ikke fri til at vre til og leve uden forbehold. Og det er denne manglende frihed, der i sidste ende leder til, at denne ubalance opstr. Hos Sren Kirkegaard og eksistentialismen er det selvrealisering, der er i hjsdet. Det er vigtigt, at man anerkender, at individet hele tiden strber efter en realisering af dets potentialer og selvet. Der er en konstant forandring i gang, og individet skal hele tiden forholde sig til sig selv og vlge hvad der er hensigtsmssigt i forhold til selvet. Dette er dog en svr proces og svr at leve op til hele tiden, og det er her, den psykiske ubalance opstr. Det kan vre en fortvivlelse over enten ikke at kunne vre sig selv, eller slet ikke at have lyst til at vre sig selv. Den ontologiske angst og skyld er et livsvilkr for mennesket, dvs. det er en tankeproces der aldrig holder op og et ml, der er umuligt at opn (May,1966:79,83). Det er netop nr individet ikke fr det optimale ud af dets potentiale, at der opstr psykisk ubalance. Individet bliver angst, nr det fler sig truet p sin eksistens, dvs. nr det ikke udnytter sine muligheder og realiserer sig selv (May,1966:83-84), og p den mde opstr der psykisk ubalance. Nr vi bruger psykisk ubalance, er det ud fra de forstelser, de to teorier tilbyder, men vi er samtidig farvet af den samtid vi lever og bevger os i. Der er fokus p, at rigtig mange danskere p den ene eller anden mde oplever en tilstand af hblshed, mangel af livskvalitet og livslyst, som kan have flere former for symptomer. Disse symptomer spnder bredt og kan eksempelvis vre angst, depression, svnbesvr og tankemylder. Undersgelser viser at omkring hver femte dansker oplever p et tidspunkt, at have ondt i sindet dette kan vre fra mild depression og angst til psykotiske sygdomme (www.psykisksaarbar.dk). Vi mener, at alle kan mde modgang i livet, dette kan bde vre indefra og udefra. Man kan vre fyldt med uro, men det kan vre svrt at finde ud
12

af hvorfor, og hvad man skal gre for at finde ro. Psykisk ubalance er for os en individuel, ikke helt definerbar flelse, som kan rumstere i mennesket i en lngere periode, og forringe livskvaliteten og skabe ubehag. Dog uden individet ndvendigvis prcist kan stte en finger p problemet, og derved ikke ved hvordan det skal overvinde flelsen. Det vil igennem projektet ud fra eksistentialismen og psykoanalysen blive belyst, hvordan individet ved hjlp af humoren, kan genfinde den psykiske balance.

Videnskabsteori
Vi vil i dette afsnit gre rede for vores videnskabsteoretiske grundlag for dette projekt. Grundlaget for vores viden i dette projekt, bunder i hj grad i vores tanker og forstelse af det, at vre menneske, og hvordan vi har flt den problematik vi bearbejder p egen krop. Dette vil vi yderligere uddybe senere i dette afsnit. Frst vil vi redegre for hermeneutikken, de forskellige af grene af hermeneutikken der findes, og forklare, hvor vi selv befinder os i denne forstelse af videnskab. I forlngelse af dette, vil vi komme ind p vores teoriers videnskabsteoretiske grundlag og se dem i forhold til vores problemformulering, og hvorfor de er interessante at bruge.

Hermeneutik
I hermeneutikken handler det om at forst og fortolke, og p den mde finde mening. Man m p den mde stte sig ind i individets tankemde og historie, da vi iflge hermeneutikken alle er historiske individer, og derigennem kan finde mening i handlemder. Indenfor hermeneutikken er der fire forskellige retninger: traditionel, metodisk, filosofisk og kritisk hermeneutik. Den traditionelle hermeneutik bunder i, at man ville forst bibelske teksters sande mening, som man, gennem fortolkning, mente at kunne n. I den traditionelle hermeneutik handler det derfor om at se p dele af f.eks. en tekst, for at forst den i sin helhed. Det er herudfra den hermeneutiske cirkel opstr, som vi senere vil komme ind p (Hjberg,2009:311-313). Den metodiske hermeneutik mener, at det er vigtigt at have regler for fortolkning, og jo bedre disse er, desto mere sand bliver fortolkningerne. Denne retning pointerer ogs, at forstelse og fortolkning er en og samme sag. Den filosofiske hermeneutik handler om, at forst hvorfor mennesker fortolker og ikke hvordan, dvs.:

13

 hvilken rolle forstelse spiller i forhold til vores ageren i verden og i forhold til vores viden om verden. (Hjberg,2009:311).

Forforstelser og fordomme udgr tilsammen en forstelseshorisont. Denne er medbestemmende for, hvordan individet orienterer sig, handler og forstr verden. Den udgr den individuelle og kollektive tilgang til verden, i og med at den er dannet af private erfaringer, men samtidig er kollektiv, da individet indgr i forskellige fllesskaber. Forstelseshorisonten er et meningsgivende system, hvilket betyder, at den danner rammen omkring vores forestillinger og opfattelser af verden. (Hjberg,2009:323-324). Ved mdet med genstanden om det er en tekst, kultur eller en person sker der en udfordring af ens forstelseshorisont, da man prver at forst dette fnomen. Ved denne udfordring udvides ens forstelseshorisont; dette kaldes en horisontsammensmeltning. Horisontsammensmeltning sker hele tiden, uden vi behver vre bevidste om det. Det er dog ikke altid gnidningslst. Vi forholder os sprgende til en genstand, indtil vi fr en forstelse af det og en forstelse der nogenlunde passer ind i vores nuvrende forstelseshorisont. Det er dog, som sagt, ikke altid tilfldet. (Hjberg,2009:324-325) Som forudstning for enhver forstelse, m man besidde en forforstelse af det forhold, man nsker at forst. Historiciteten, dvs. dt at vi allerede befinder os inden for en forstelseshorisont, p baggrund af hvilken vi kan udlgge verden, er altid udgangspunkt for forstelsen. Hans Georg Gadamer, som prsenterede den filosofiske hermeneutik, mente at forstelse er ontologisk, dvs. forstelse er en mde at vre til p, og man kommer aldrig ud af at vre et forstende og fortolkende menneske. Vi gr aldrig forudstningslst til et socialt fnomen, det vil ogs sige at vi aldrig gr fri af vores historie og tidligere erfaringer (Hjberg,2009:321-328). I forbindelse med dette ville Gadamer gre op med tanken om sand viden. Da han mente, at forstelse er ontologisk, forkastede han tanken om, at objektiv viden er mulig. Han ser ikke hermeneutikken som vrende en metode, men til at vre en filosofi om vren forstelse er det vi mennesker er. (Hjberg,2009:320-321).

Den hermeneutiske spiral

Gadamer beskrev den hermeneutiske cirkel, alts denne vekselvirkning mellem dele og helhed, som ontologisk. Det vil sige, at s snart denne vekselvirkning sker, indbefatter det bde genstanden og fortolkeren. Genstanden kan for s vidt vre alt fra en tekst til kulturelle forhold og meget mere den er universel. Det er alts ikke lngere en metode, men en betingelse for menneskelig
14

erkendelse, eksistens og erfaring (Hjbjerg,2009:320). Ved denne vekselvirkning, der gr frem og tilbage mellem genstand og fortolker, beskrives den hermeneutiske cirkel mere prcist som en spiral. Processen stopper aldrig, og man kommer dybere og dybere ned i forstelsen, da der opstr nye sprgsml, nr de gamle bliver besvaret, hvad kontinuerligt skaber og udvider vores forstelseshorisont. Vi kan p denne mde aldrig slippe ud af den hermeneutiske spiral; vi er altid en del af den, og den danner strukturen for vores forstelse og fortolkning af verden. (Hjberg,2009:320-321). Vi finder den filosofiske hermeneutik relevant for vores projekt og som videnskabsteoretisk grundlag, da vi har at gre med en menneskelig tilstand, og hvordan humor kan indvirke p den. Humor er noget vi alle kender til, det er noget man har nogle forudindtagede tanker, forstelser, ider og meninger om. Vi har alle sammen grinet, og ved ofte hurtigt om vi synes om folks humor. Vi har alle humor i forskellige grader og p forskellige mder og har alle prvet en form for modgang i livet, eller at blive ramt af en nedtrykthed i perioder. Derfor kan vi ikke stte os udover denne erfaring og forstelse af vores genstandsfelts ontologiske tilstand, da det er en del af os. Det er en helt naturlig del af, hvad det vil sige at vre menneske. Vi vil derfor lave en forbindelse mellem psykisk ubalance og humor, da vi er af den forstelse, at der er en forbindelse. Vi har selv bemrket, hvordan humor kan bruges til at komme ud af denne flelse, mske bare for en kort stund. Vi har p denne mde nogle forforstelser og fordomme om emnet humor og den brug man kan gre af den i hrde perioder. Det er disse tanker dette projekt er udsprunget af - vores egen forforstelse og erfaring med emnet, og det er bl.a. udfra disse, at vi har valgt vores teorier. Det er ikke en forforstelse som er unik for os. Hvis vi var en anden konstellation af mennesker i gruppen, ville mange af de samme tanker og ider om emnet dukke op, da humor er en menneskelig egenskab. Da vi er historiske vsner, og hver isr har personlig erfaring med i spillet, som har haft indflydelse p udformningen af projektet, mener vi, at den filosofiske hermeneutik danner et godt videnskabsteoretisk grundlag, da den bedst belyser vores grundlag for projektet. Vi mener, at psykoanalysen og eksistentialismen har nogle interessante og brugbare teorier om menneskets psyke, og ud fra dette vil vi se p, hvilken rolle humor spiller hos mennesket. Vi har en forstelseshorisont om dette fnomen, og via en analyse af disse teorier i forhold til hinanden, og set i forhold til individet i psykisk modgang og dets brug af humor, sger vi at f en horisontsammensmeltning med de nye vinkler og informationer, vi finder.
15

Vi ser vores teorier som delene af en helhed, som skal vre med til at bringe os dybere i forstelsen af humorens effekt. De forskellige elementer af helheden, i dette tilflde vores personlige forstelse af humor, psykisk ubalance og faget psykologi. Alle disse udgr dele af den helhed vi undersger. Ved at se p disse dele i vekselvirkning med helheden, sger vi meningen med hvordan humor kan hjlpe det psykisk ubalancerede individ. Da psykoanalysen og eksistentialismen ser mennesket ud fra to forskellige udgangspunkter, mener vi at kunne f flere nuancer og overvejelser med i den meningsgivende proces. Vi mener ikke at kunne finde den absolutte sandhed, da vi i denne forbindelse ikke mener, at der findes en absolut sandhed. Vi hber, at f en dybere forstelse for mennesket i modgang og humorens rolle i forhold til dette. Da vi ikke mener der er en sandhed, ligger vi os op af den filosofiske hermeneutik.

De forskellige videnskabsteoretiske grundlag

Vi har alts taget udgangspunkt i vores forforstelser om genstandsfeltet, og ikke i vores teorier eller teoretikere. Vi vil alligevel lige komme ind p deres videnskabsteoretiske grundlag;

Sigmund Freud og psykoanalysens videnskabsteoretiske grundlag

Der kan argumenteres for, at Freud tenderer til det positivistiske i sit videnskabsteoretiske grundlag. I positivismen tror man p viden, der udspringer fra forsg, der skal kunne gentages med samme resultat det har alts et verifikationskrav, ellers er det ikke ren videnskab. De tror p en objektiv sandhed og mener, at videnskab skal beskftige sig med de observerbare hndelser, og ikke de bagvedliggende rsager til disse (Fuglsang, Olsen,2009:17-21). De anerkender ikke nogen metafysiske rsager til fnomenerne (Pedersen, Toft, 2009:56). Freuds menneskesyn er baseret p, at mennesket er motiveret og drevet af drifter, som vi ikke er bevidste om, eller har kontrol over (Bertelsen,2009:29). Han var udlrt lge, og har derfor umiddelbart haft sit udgangspunkt i den naturvidenskabelige verden (Olsen, Kppe,1981:112). Da han tog den psykologiske drejning i sit hverv, lagde han en vis afstand til den neurofysiologiske begrebsverden, som gav ham strre mulighed for at behandle det ubevidste. Med hans begreb om det ubevidste og hans teorier herom, som han udviklede ud fra sin praksis, hvor han havde samtaler med neurotiske kvinder, opererer han med kausale rsagssammenhnge i hvordan udefrakommende pvirkninger forrsager forstyrrelser i det ubevidste. P den mde ledte han efter problemet i subjektets omgivelser frem for i organismen, hvor han her fokuserede p subjektets livshistorie (Olsen&Kppe,1981:123).
16

Sren Kierkegaard og eksistentialismens videnskabsteoretiske grundlag

Indenfor den eksistentialistiske tradition tror man p at mde mennesket hvor det er alts i den gldende situation. De ser helst, at man ser ud over den viden man har omkring det menneske, da det kan hindre forstelsen af det enkelte individ. Dette er i trd med den fnomenologiske videnskabsteoretiske tradition, der mener, at al viden er betinget af sammenhngen og er situationsbundet. Der findes ingen objektiv viden, nr det handler om mennesker. De mener, at indenfor samfundsvidenskaben og den humanistiske videnskab, er der ingen objektiv viden eller sandhed - det handler om de unikke konstellationer som er en blanding af de pgldende mennesker i den unikke situation. Situationen vil altid vre unik, da det ikke er muligt at genskabe den, da der ogs tages hensyn til det flelsesspil der sker i mennesket, som er uforligneligt. Mennesket er s komplekst sat sammen, at det ikke er muligt at forudsige eller beregne dets adfrd. Dette er heller ikke nskvrdigt, da det hindrer forstelsen. Teorier og viden kommer sekundrt, og man skal se og forst situationen umiddelbart (Fuglsang&Olsen,2009:23-25). Vi har herved redegjort for vores videnskabsteoretiske grundlag, og vil nu prsentere vores teorier.

Eksistentialistisk psykologi
Vi vil starte med at give en introduktion til Sren Kierkegaard og hans liv, da det er ndvendigt for at f en bedre forstelse for og indblik i nogle af de eksistentielle teorier, som Kierkegaard udformede. Efterflgende kommer en redegrelse for hans overordnede menneske- og livssyn, hvorefter teksten glider over i den eksistentielle psykologis teorier, hvor vi vil komme ind p en mere uddybende forklaring af de ontologiske forstelser, der hersker inden for eksistentialismen. Derefter vil vi fokusere p de elementer af teorien, som vi finder relevante for vores problemformulering. Disse teorier er primrt hentet fra Rollo Mays bog Eksistentiel Psykologi og Peter Thielsts bog Latterens lyst det frigrende og distancerende grin.

Sren Aabye Kierkegaard (1813-1855)

Kierkegaards (f. 1813-1855) filosofi om livet og eksistensen er strkt forbundet med hans liv. Han blev kun 42 r gammel og i sin korte tid oplevede han stor depression, bde sin faders og sin egen, som han evigt prvede at holde i skak (Troelsen,1984:13). Der skal dog skelnes mellem hvad han udtrykker i sine vrker om eksistensen og vren i verden og hans eget liv. Han havde idealer om
17

mlet for menneskeeksistensen, men det lykkedes ham aldrig at opn disse ml, hvad gjorde ham dybt ulykkelig (Slk,1982:9-11). Kierkegaard var alts pvirket fra ung alder, af en depressiv fader, fik sprgsml om liv og dd tt ind p livet, hvilket fik ham til at stille sprgsmlet: Hvad er meningen med livet? Kierkegaard mente ikke svaret l i sociale eller individuelle problemer, det var strre end som s. Der var noget radikalt forkert i de vestlige menneskes forhold til sig selv, og heri opstod angsten og fremmedgjortheden. Han sgte at forst menneskets vren i verden, selve eksistensen og bevidstheden om selvet. Han mente, at man ved at vre sig selv bevidst i sine tanker og handlinger, kom tttere p selvetj. Jo mere Bevidst, jo mere Selv(May,1966:51), (Sygdommen til Dden, Samlede Vrker, bind XV, s. 87). Kierkegaard var forud for sin tid, i sine tanker om selvet og isr om fortabelsen af selvet, dvs. ikke at fle at kunne vre sig selv eller vide hvad ens selv er, og hans analyser om den indre konflikt, der opstr i denne sgen p at vre selvet. Han havde stor indsigt i sine egne indre konflikter og det siges, at han s sin egen begyndende skizofreni i jnene. (May, 1966:43-45). Denne sgen mod forstelse af eksistensen og sin egen vren i verden, var ogs et oprb mod tidens tendenser. Der var strke naturvidenskabelige tendenser indenfor videnskaben, som mente, at objektivitet og sgen mod objektivitet i kortlgningen af verden og dens sammenhnge - var den rene videnskab. Den rene forstelse af verden. Dette stred meget imod Kierkegaards tanker om verden, bde da han mente at der ikke findes en sandhed, men ogs da denne form for tankegang manglede al form for lidenskab og engagement. En mangel p disse ting, vil afskre mennesket for virkelig at forst og mrke eksistensen, da man ikke er i forbindelse med den. Dette ment p den mde, at man ikke kan afskre sig fra verden og samtidig forst den. Man kan analysere og argumentere p akademisk vis, men man vil aldrig p denne mde, virkelig mrke eller forst verden, hvis man ikke selv oplever og fler det. Hvis man ikke overgiver sig selv til det. Dette fordi Kierkegaard ikke mente, at man kan opdele verden i subjekt og objekt. Dette er i hvert fald ikke nskvrdigt. Det er i klften og forbindelsen mellem subjekt og objekt sandheden skal findes. Og sandheden findes, men der er mange sider af den. Der er forskellige sandheder for et hvert individ. (May,1966:43-47). Nr vi har at gre med mennesker, er ingen sandhed virkelig i sig selv; den er altid afhngig af det umiddelbare forholds virkelighed. (May,1966:49)
18

Kierkegaard mente, at for at forst et andet menneske m man mde og opleve det andet menneske. Man kan mske have en masse informationer om dette menneske, men det er underordnet, da det aldrig vil hjlpe n tttere p forstelsen af selve individet. Det samme glder en terapeutisk situation. Den eksistentialistiske terapeut bliver ndt til at se udover sin akademiske viden og data om patienten, og i mdet med det, vre parat til at give noget af sig selv, fr man virkelig kan forst og lre det at kende. Det kan vre angstvkkende, men kan ogs skabe glde. May beskriver, at hvis man lader sig skrmme af mdet med det andet menneske, og hertil kun forholder sig analytisk eller akademisk, forvrnger man virkeligheden radikalt. Man ser da ikke den virkelighed, de to mennesker i en konsultation tilsammen udgr (May,1966:63). Adfrdsmnstre og mekanismer, alts dt at vi ogs er pvirket af vores drifter med mere, underkendes ikke, men skal ses og forsts i sammenhng med det enkelte menneske i den enkelte situation. Individet har muligheden og friheden til at standse op og afgre, hvordan det vil reagere p de impulser, den gldende situation fordrer, da bevidstheden om disse er til stede. (May,1966:61-66) Iflge May kan man dele verden op i tre modi, dvs. tre aspekter af verden. Den frste bliver kaldt die Umwelt verden omkring os, den biologiske verden og miljet. Denne verden bliver taget alvorligt i eksistentialistisk psykologi, da dette indeholder liv og dd, naturlove og dt at vi alle er vsner bestende af instinkter, drifter og behov. Den anden modus kaldes die Mitwelt, den verden hvor vi har med hinanden at gre, hvilket i denne sammenhng ikke skal sammenlignes med vores basale flokinstinkter fra dyreverden. Det er den verden, der skabes mellem en gruppe mennesker, som er langt mere kompliceret end som s. Det er alle de strukturer og relationer som indbyrdes dannes og pvirker hinanden p kryds og tvrs. Den sidste modus er die Eigenwelt egen verdenen vores bevidsthed om os selv og vores forhold til os selv. Det er ud fra denne, at opfattelsen af omverdenen udspringer, og grundlaget for hvordan vi ser den faktiske verden. Vi ser verden med vores egne jne, ud fra vores indre. Ud fra dette ses verden p vores mde, hvad aldrig bliver objektivt. Dette er et aspekt, der har fet meget lidt opmrksomhed i den vestlige verden i mden vi forholder os til og taler om den (May,1966:93-97). Det er i sammenspillet mellem disse tre modi at den menneskelige eksistens skal forsts.

19

Eksistensen
Mennesket er det eneste vsen p jorden, som er i stand til at vre bevidst om sin egen eksistens og i forlngelse af dette vre bevidst om, at det p et tidspunkt i fremtiden ikke lngere vil vre til. Det er derfor det eneste vsen der str i et dialektisk forhold til ikke-vren - alts dden (May,1966:67-60). Uden ddens tilstedevrelse bliver tilvrelsen en farvels og uvirkelig oplevelse. Til gengld gr en konfrontation med dden og ens egen ikke-eksistens tilvrelsen enormt virkelig. Man bliver opmrksom p sig selv, sit liv, sin omverden og menneskene i den. Da mennesket er det eneste vsen der vd, at det skal d p et uvist tidspunkt, er der forskellige mder hvorp man kan forholde sig til dette faktum. Dog kan individet have brug for at tage afstand til denne bevidsthed om sin ikke-eksistens. Hvis det ikke har vret konfronteret med dden, vil det have en; tilbjelighed til at lade sig blive suget ind i et hav af kollektive reaktioner og holdninger, at opsluges af das Man og tabe sin egen bevidsthed, sine muligheder og hvad der ellers kendetegner ham som et enestende og oprindeligt vsen. Individet undslipper midlertidigt angsten for ikkevren p denne mde, men m betale med tabet af sine evner og sine fornemmelse af vren (May,1966:78) Det er i denne forbindelse srdeles relevant, hvilke valg man tager i livet, da man derved skaber sig selv. Menneskets eksistens er ikke givet p forhnd, derfor er valgene som trffes vigtige, da de resulterer, i hvad vi bliver til. Ved disse handlinger skabes vi og udfordrer det potentiale vi indeholder (May, 1966:67-69). Mennesket er med til at forme verden, den er ikke noget vi tilpasser os eller accepterer. Verden er ikke statisk, og det er derfor vigtigt at vre bevidst om de valg man tager i livet, og er sig selv s bevidst som muligt (May,1966:92-93). Jeg er-oplevelsen er en flelse, hvor man opdager sig selv og sin egen eksistens i verden og vigtigheden af sin eksistens for en selv. Dette er en betingelse for at kunne gennemarbejde psykiske problemer: opn at have denne fornemmelse af at vre til, men njagtigere forstet er forholdet til ens eget selv og omverden, oplevelsen af ens egen eksistens (og ens egen identitet) (May,1966:71) Det skal pointeres, at jeg er oplevelsen ikke skal forveksles med begrebet jeg, som det forsts i psykoanalysen. Det er en ontologisk fornemmelse, som ikke er pvirket af sociale og etiske normer,
20

der findes ikke noget godt eller ondt i denne forbindelse, det er en autentisk eksistensfornemmelse (May,1966:73).

Den ontologiske angst

En byrde ved at vre menneske, er den ontologiske angst. Da mennesket, som fr nvnt, er det eneste vsen der er klar over, at det er i live, flger angsten for truslen om ikke-vren. Det er ikke en trussel udefra men indefra. Angsten er ikke noget man har, men noget man er. Det skal ogs understreges, at den differentierer fra flelsen frygt. Frygten kan g vk, s snart faren er vk og kan vre en ud af flere mulige flelsesmssige reaktioner. Angsten er derimod en nagende flelse, der gr helt tt p ens identitet og selvflelse: angsten rammer mennesket i kernen af dets selvagtelse og dets fornemmelse af egenvrdi, som er en vigtig del af dets oplevelse af sig selv.(May,1966:80) Angsten opstr ogs i situationer, hvor muligheder kommer frem. Muligheder til at realisere sig selv, da individet har friheden til at realisere sig selv. For i valget af den nye mulighed, nedbrydes den nuvrende tryghed. Alts er angsten forbundet med friheden, for havde man ingen frihed, ville den ontologiske angst aldrig opst. Dette beskrives som den positive side af angsten, da det viser, at der foreligger en mulighed for at fuldbyrde sin eksistens. (May,1966:80-83) Det er i forlngelse af dette, at skylden opstr, hvis ikke muligheden gribes. Hvis man lader sig flge med konformiteten, og ikke tager de muligheder der er for at realisere sig selv, vil skylden opst. Man undlader at vre, lser sine muligheder inde og vil p denne mde aldrig opn ens fulde potentiale og realisere sit selv. (May,1966:83-86) I eksistentialistisk psykologi tror man ikke p det ubevidste i en psykoanalytisk forstand. Forstet p den mde, at man ud fra en eksistentialistisk synsvinkel ikke mener, at man kan dele menneskets sind op og bruge det ubevidste som en isoleret forklaringsfaktor. Det er som sagt ndvendigt, at se p mennesket og det ubevidste i konteksten - alts hvad der sker i dette menneskes liv. Man skal se hele mennesket i alle tre modi, for at forst hvad der sker. Begrebet fortrngning ses i eksistentialistisk psykologi som en undertrykkelse eller forkastelse af sine egne muligheder, da individet ikke finder disse acceptable. (May,1966:118)
21

Humorens set fra en Eksistentiel vinkel

Peter Thielst har behandlet emnet humor og latter dybdegende ud fra flere filosoffer og psykologer, heriblandt Kierkegaard. Det er isr hans bidrag, vi vil bruge i dette afsnit. Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv.(Thielst (A),1995:38), men det er en svr opgave. Kierkegaard mente, at humoren var et slags redskab til at finde ind til selvet og gre denne proces mindre farlig, da humoren samtidig kunne agere som en mde at hndtere ubehageligheder. Det skal ikke ses som et slags forsvar mod ubehageligheder for selvet, men nrmere en livsindstilling, der kan fre til strre selverkendelse. Kierkegaard udviklede en teori om eksistenssfrer, skaldt stadielre, som beskriver nogle forskellige stadier mod en accept af selvet og mod at vre sand mod selvet, disse vil vi komme ind p i det flgende afsnit (Thielst (A),1995:38-39). Da Kierkegaard var religis, mente han at religisiteten var det hjeste stadie. Religisitet har dog ikke noget med vores problemformulering at gre, derfor ser vi bort fra dette stadie. Spidsborgeren er det laveste niveau, hvor mennesket slet ikke forholder sig til sig selv, men bare lever mekanisk og stiller sine behov, lidt som et dyr. Det gr sig ingen tanker om sig selv og livet, men gr hvad man nu gr og er et offer for udviklingen og konformiteten (Thielst(A),1995:39). Nste trin er stetikeren, herunder ogs ironikeren, som er sit selvs smerte bevidst, men mangler viljen til at konfrontere det. Det er her ironien kommer ind og virker som et skjul, man kan gemme sig bag - latteren skygger for smerten. Latteren virker dog samtidig som en tilnrmelse til det sande selv. Kierkegaard beskriver ironiens funktion tvetydigt i sit forfatterskab, frst i sin disputats Om Begrebet Ironi, hvor han beskriver ironien som kun havende negativ funktion. Det er en selvfortrende undgelsesadfrd (Thielst (A),1995:40), som skyder alt fra sig, da intet m komme tt p, da smerten derved kommer tt p. Der sker en erosion af selvet, da alt forgiftes, og Kierkegaard beskriver, hvordan ironikeren bliver til intet i sidste ende: ironien som den uendelige og absolutte negativitet er den flygtigste og svageste antydning af subjektivitet. (Thielst (A),1995:40) Hvis man aldrig kommer tt p selvaccept, vil livet i stedet langsomt fyldes med selvhad - hvis intet kommer tt p, bliver intet vigtigt for n. Derved fyldes livet med ligegyldighed, hvad kan fre til en rastlshed, som umiddelbart ikke kan kureres, medmindre man tr begive sig et skridt
22

tttere p selvaccept (Thielst (A),1995:40-41). Dog begynder han at se det positive i ironien i Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift. Det er ikke altid, at ironikeren kun bevger sig p overfladen og aldrig tr kigge ind. Denne uro der findes i ironien tegner p, at den har sit greb i virkeligheden. Som Kierkegaard udtrykker det: Ironien afgrnser, endeliggr, begrnser og giver derved sandhed, virkelighed, indhold; den tugter og straffer og giver derved holdning og konsistens. (Kierkegaard i Thielst(A),1995:41) Ironien har rod i virkeligheden og kommer fra et sted fyldt med fortvivlelse over ikke at kunne eller ville vre sig selv. Fortvivlelsen kommer ud via ironien, og kan derved agere som stifinder ind til selvet (Thielst(A),1995:41). For selvom ironikeren gr sit ypperste for ikke at lade nogen komme helt tt p, da dette gr for ondt og ville medfre at man m se indad, kan selvet gennemskues i de ironiske vendinger. Denne kamp for at opretholde en mur af ironi, s ingen kan se hvad der er bag, fornemmes (Thielst(A),1995:41). Ironien kan ses som en overgang til det humoristiske stadie, da den i denne eksistentielle uro har en bevgelse fremad. Ironien sger at distancere sig og alligevel f en god selvflelse i sm portioner, hvad latteren giver. Det giver et pusterum for selvet. Men i ironien sker der nogle gange ogs en afslring af selvet, da distancen kan vre tvetydig, som Thielst beskriver det. Der kan ske dt, at ironien rammer smerten lige p og afslrer selvet. Her bliver ironien midlet til at overskride grnsen til det humoristiske og vejen til selvet (Thielst(A),1995:4445). Et af de hjere stadier er etikeren. Her gemmes intet vk, man er i kontakt med selvet og der tages ansvar og fles gte glde. Etikeren er i fred med sig selv, og har fundet meningen med sit liv og lader sig ikke skrmme af noget. Kierkegaard ppeger dog hurtigt, at et sdan utopia er uopneligt og urealistisk og mske endda ikke nskvrdigt. Humoristen, der er et af de hjeste stadier, lever i den virkelige verden, med alt hvad dertil hrer af op- og nedture, mennesker der gr ind og ud af ens liv og er, i forhold til etikeren, det realistiske stadie der kan opns. Her er fortvivlelsen stadig tilstede, da livet giver en knubs, og man fler fortrydelse, selvkritik og selvhad. Fortvivlelsen har stadig brug for en slags distancering, for at hndtere smerten der flger med. Forskellen i forhold til ironikeren ligger i, at det hndteres med humor og ikke ironi. Latteren kommer frem, men dens vsen og oprindelse er en helt anden. Hvor ironien er et flugtforsg prget af negativitet, er humoren:

23

blufrdig og fuld af sympati. []positiv, overbrende, krlighedsfuld og smerteholdende. Derfor hrer latter og grd sammen i humoren (Thielst(A),1995:47) Individet kan godt vedkende sig sin personlighed, fle sig hjemme i den og tage fuldstndig ansvar for den, men kan alligevel vre for svag til at realisere den. Dette forstet p den mde, at der udebliver en lidenskab til at bakke selvet op - der skal flelse til at bakke selvet op. Det er her Kierkegaard mener, at der er en uoverensstemmelse mellem hjertet og hjernen, da man er fortvivlet over at ville vre sig selv uden at kunne (Thielst(A),1995:46). Forbindelsen mellem latter og grd er utrolig tt. Grnsen er nsten umrkelig. Vi kender alle sammen den lattermilde humor, hvor trerne flyder til jnene og man nsten kunne sl over i grd, uden det gr den store forskel. I visse situationer ved man ikke, om man skal gre det ene eller det andet, deraf ogs udtrykket Jeg ved ikke om jeg skal grine eller grde. Visse situationer kan byde p bde smerte og absurditet, s hndteringen af dem bliver p denne knivsg mellem latter og grd. Alvoren kommer pludselig for nr, s humoren m trde ind for at distancere smerten, indtil man er klar til at hndtere den. Humorens latter er mild, sympatisk og tt p smertens trer. Humoren stikker dybere i sindet, er mere fortrolig med livets uundgelige smerter og sledes mere vis og indsigtsfuld i al sin afmagt. Latteren bekrfter dette, men muntrer samtidig op, og p den mde trder det sympatiske og medflende igen frem (Thielst(A),1995:47) Humor er et eksistensudtryk. Kierkegaard viser hvordan latteren trder i funktion i menneskelivet og i eksistentielle misforhold, p den ene eller anden mde. Vi vil i analysen se p, hvordan mennesket bruger humoren, som en slags overlevelse eller ventil til at fle strre balance med sit selv - hvordan humoren kan hjlpe individet med psykisk ubalance. Dette vil vi stte op imod psykoanalysens syn p humor og se om der er ligheder og hvor det adskiller sig, og derved blive klogere p mennesket og de to teoriers menneskesyn, her med fokus p humor. Derfor vil vi i det flgende redegre for de dele af Freuds teori, som vi vil benytte os af i analysen.

24

Psykoanalysen
Vi vil i det flgende prsentere Sigmund Freud og hans virke indenfor psykoanalysen. Dernst vil vi uddybe hans personlighedsmodel og teori om det ubevidste, i forhold til Simo Kppes fortolkning af denne. Herefter vil vi komme ind p hans teori om drifterne, og i denne forbindelse forsvarsmekanismer. Afslutningsvis vil vi via Peter Thielst bog Latterens lyst Det frigrende og distancerende grin gre rede for Freuds tanker om humoren og dets vsen.

Sigmund Freud (1856-1939)

Freud levede det meste af sit liv i Wien, hvor han tog sin uddannelse i medicin og indledte sin karriere som neurofysiolog. Efter at have giftet sig og stiftet familie, begyndte han som privatpraktiserende lge, hvor hans speciale l i nervse lidelser. Han nskede med psykoanalysen, at skabe en mere naturvidenskabelig tilgang til den mde, man ser p psyken og derved forst mennesket. Han opdagede igennem sit arbejde, ofte med kvindelige patienter, der led af lammelser, kramper og blindhed, at samtaleterapi kunne kurere deres lidelser. Dette fik ham overbevidst om, at psyken mtte spille en strre rolle hos individet bde syg som rask, end man tidligere havde vret klar over (Gammelgaard,2007:118). Specielt var han interesseret i de neuroser, som han mente opstod, nr man fortrngte sine driftsbaserede lyster. I forbindelse med sin overbevisning om psykens betydning begyndte han at interessere sig for barnet og dets udvikling, mest i forhold til relationen til dets forldre og hvilken betydning de havde. Den forstelse psykoanalysen prsenterer, har haft essentiel betydning for studier af psyken, ogs kaldet sjleliv, og mange teoretikere har senere videreudviklet psykoanalysen. Det er dog vigtigt at have in mente, at psykoanalysen ogs er skabt p baggrund af tiden omkring det moderne gennembrud. Freud var af den overbevisning, at menneskets adfrd er styret af bevidste og ubevidste processer, men at det ubevidste udgr langt strre del af disse processer. Han s en parallel mellem de observationer forskeren gjorde i fysikken, og de observationer man kan registrere i det menneskelige flelsesapparat, set i forbindelse med de hypoteser, som forskeren opstiller. Det er ndvendigt, at disse observationer bliver sprogliggjort, dvs. at individet fr fortalt om sine drmme, tanker og oplevelser, s de bliver forstelige og tydelige. P denne mde bliver det muligt for forskeren at aflse patientens bevidste erfaringer og analysere deres betydning, og

25

sledes hjlpe patienten med at blive rask. Freud introducerede i sit arbejde Abriss der Psykoanalyse sin id om, at psyken var opdelt i detet, jeget og overjeget. Iflge Freud har psyken to sider: den ene er det kropslige, at man kan sanse, fle og se og den anden er bevidstheden. Hvad der ligger der imellem er i midlertidig ukendt, og det er her psykoanalysen skal fungere, som et analytisk redskab for at blotlgge og forst hvilke psykologiske processer, der eksisterer i psyken. Personlighedsmodellen skal dog ikke forsts som tre selvstndige og uafhngige dele, men de har hver isr deres egenskaber for, hvordan psyken fungerer og hvilken betydning, det har for menneskets liv og udvikling, bde for raske og syge individer. De er tt forbundne p den mde, at selvom de hver isr besidder en forskellig egenskab, skal de ses og forsts som havende flydende overgange imellem sig.

Iflge Freud reprsenterede detet det medfdte - alts behovet for mad, omsorg og sex, som bliver udtrykt i psykiske ukendte former (Freud,2001:15). Detet udvikler sig p baggrund af den ydre verden, og er den instans som er tilknyttet det ubevidste. Mellem detet og den ydre verden er jeget som fungerer som formidler. Jeget behandler og formidler de indre og ydre stimuli. Detets opgave er selvopholdelse, en opgave det lser ved udadtil at lre stimuli at kende, oplagre erfaringer om dem (i hukommelsen), undg for strke stimuli (ved flugt), nrme sig passende stimuli (ved tilpasning) og endelig lre at forandre den ydre verden til egen fordel p hensigtsmssig mde (aktivitet). (Freud,2001:16) Det er sledes jegets opgave at forvalte omverdenen og tilpasse sig den og omgivelserne, s der ikke opstr indre konflikter. Det er ogs jegets opgave at styre og f kontrol over sine driftskrav. Alts afgre hvilke af sine behov der skal dkkes, om det kan udskydes, eller om det helt skal udelades og derved undertrykkes. De ydre omgivelser og de indre krav skal sledes spille sammen,
26

s det ikke skaber ubehag for individet. Jeget er som udgangspunkt bevidst, men dele af jeget er frbevidst, alts det som man almindeligt forstr ved hukommelse. Det er ikke al den viden individet ligger inde med, som bruges konstant, og derfor ligger det som en frbevidst forstelse. Jeget strber efter lyst og vil undg ulyst. En forventet, forudsigelig ulystforgelse besvares med et angstsignal, den udefra eller indefra truende anledning hertil kaldes fare.(Freud,2001:16) Igennem barnets afhngighed til sine forldre sker der i barndommen en form for aflejring, som skaber det, Freud betegner som overjeget. Det er sledes en tredje magt, som jeget m tage stilling til og inkorporere i sit selvbillede. For at man kan forst og blotlgge relationen mellem jeget og overjeget, er det essentielt, at man kigger p barnets forhold til sine forldre. Men det er ikke kun forldrene der har indflydelse p barnet, men hele den racemssige og etniske tradition, der eksisterer i den givne familie. Overjeget m samtidig tage de sociale krav der stilles med i betragtning. Overjeget bliver i lbet af sin egen individuelle udvikling formet af de personer, det mder igennem livet. Disse personer bliver erstatninger for forldrene og kan eksempelvis vre lrere, forbilleder og de eksisterende idealer, som er i det givne samfund. Overjeget fungerer som rettesnor efter, hvad der er acceptabelt. Det er sledes igennem samfundet og overjeget, at individet fr en ide om eksisterende normer, og derved udvikler en samvittighed. Et individs overjeg bliver pvirket af den kultur og tid, det befinder sig i. Overjeget er en del af det frbevidste, men kan dog ikke umiddelbart, som jeget, gres bevidst, men ligger som fortrngninger (Kppes,1992:188). For at individet kan opn harmoni mellem de tre strrelser, er det ndvendigt, at jeget handler p rette mde og tager hensyn til de behov, som detet, overjeget og virkeligheden stiller. Men skabes der en uoverensstemmelse eller konflikt mellem de forskellige komponenter, kan det lede til en psykisk forstyrrelse, som psykoanalysen mener at kunne afhjlpe ved at klarlgge tidligere erfaringer, oplevelser og drmme. Freud blev imidlertid hurtigt klar over, at det ikke kun er psykisk syge, der besidder en besvrlig, lagdelt bevidsthed, men vi har alle et ubevidste, der samler fortrngte og bortcensurerede flelser og tanker op. Nr vi ikke alle af den grund bliver psykisk syge, skyldes det, at vor psyke er udstyret med forskellige sikkerhedsventiler, der lbende kan lukke mindre overtryk (fortrngninger) ud, men slr ikke til ved mere voldsomme traumatiske oplevelser og frustrationer. (Thielst(B)1995:60)

27

Det ubevidste
Det ubevidste er ikke en term, som Freud er ophavsmand til, men det stammer fra de tyske romantiske naturfilosoffer tilbage i sidste halvdel af 1700-tallet. De s det ubevidste som et selvstndigt subjekt, og det skal derved ikke forsts, p samme mde som det menneskelige subjekt (Kppe,1992:185). Psykoanalysen har decentreret det menneskelige subjekt, som det ogs siges, dels fordi bevidstheden ikke lngere kan siges at vre det afgrende centrum i psyken, dels fordi der sdan set slet ikke er noget centrum (Kppe,1992:187). Iflge Simo Kppe skal det ubevidste ikke ses som en determinerende instans, men derimod ses som en ny psykisk instans i forbindelse med bevidstheden og jeget. Iflge Kppe er det en fejl nr man ser bevidstheden i psykoanalysen for at vre kernen, og kritiserer den for at vre determineret af skjulte drifter. Det handler i virkeligheden om en selv-determination, hvor en del af psyken gr ind og influerer en anden del af psykens reaktion p stimuli. Kppe mener hermed, at det ubevidste ikke er i stand til at vre determinerende, da det netop er en del af psyken. Han gr samtidig opmrksom p, at opfattelsen og personificeringen af psyken som havende detet, jeget og overjeget, hvad giver indtrykket af at psyken bestr af tre personer, der hver kmper om magten over bevidstheds og handlingslivet, er forkert. Dog kalder han det ubevidste for en psykisk komponent, som spiller sammen med de vrige komponenter af psyken. Med afvisningen af det determinerende ubevidste, beskriver han det ubevidste som strukturerende, da han mener det er en mere prcis forklaring. Denne struktur er dog ikke en statisk struktur: Materialet for den ubevidste struktur er i frste rkke forestillinger, som konstant tilflyder det ubevidste igennem hele subjektets liv. Det ubevidste er sledes en bestemt udgave af individets livshistorie(Kppe,1992:190) Det er igennem den psykoanalytiske terapi, at det ubevidste bedst blotlgges og kan ses mere uafhngigt af de andre komponenter af psyken. Kppe mener, at hvis individet selv er opmrksom p sin egen determination, kan selvbevidsthed og selvrefleksion vre med til at justere og ndre den dog aldrig ophve den. Selvbevidsthed er alts redskabet til, hvordan individet er i stand til at betragte sig selv udefra og gr analysen mulig. P denne mde afviser han igen, at der er tale om en determination, da den kan pvirkes. Dette gres mest effektivt i terapisammenhng, men individet
28

kan selv, ved at vre bevidst om det, p den mde pvirke det ubevidstes struktur. (Kppe,1992:191). Selvrefleksion er i denne forstand ligestillet med det ubevidste og det er to egenskaber eller funktioner ved psyken, som er modstillet hinanden, og som i en vis forstand definerer hinanden (Kppe,1992:191). Hvis individet ikke havde mulighed for selvbevidsthed og selvrefleksion, ville det vre reduceret til en samling neurologiske forbindelser, og determinationen af det ubevidste ville vre fastlst.

Drifterne
Freud var meget interesseret i lren om drifterne, som helt basalt bestr i at tilfredsstille de medfdte behov for mad, svn osv. De krfter, vi antager bag detets behovsspndinger kalder vi drifter. De reprsenterer de kropslige krav til sjlelivet(Freud,2001:18) Det er jeget, som varetager denne opgave samt at navigere rundt i de tilbud, der findes og finde ud af hvilke, der er mest gunstige for at opn den bedste tilfredsstillelse. Men samtidig skal jeget ogs undg de drifter som kan skabe ubehag eller ulyst. Overjegets hovedopgave bestr i at begrnse tilfredsstillelsen, men samtidig kan nye behov gres gldende, som jeget m tage hensyn til. Enten ved at f behovet tilfredsstillet, udstte det til et tidspunkt, der er mere passende, eller ved simpelthen at undertrykke det. Driftsimpulserne er sledes en indre tilskyndelse til at srge for behovstilfredsstillelse. Nr processen er vellykket, har jeget ingen modsigelser mod den drift, som detet nsker at f tilgodeset, s jeget sledes stiller sine krfter til rdighed i processen mod opfyldelse af driftsimpulserne. ()desvrre indebrer driftsimpulsers overgang fra den ene instans til den anden talrige muligheder for konflikter og dermed ogs for forstyrrelse af iagttagelse af Idet. Id-impulserne m p deres vej til tilfredsstillelse passere jegets terrain.(Freud,Anna,1967:9) Denne proces har stor betydning i forhold til, om individet fler velbehag eller ubehag. Samtidig kan undertrykkelse af driftsimpulserne skabe ambivalens for individet. Eksempelvis hvis omverdenen fortller jeget, at den konkrete impuls ikke umiddelbart kan blive opfyldt, men at detet absolut nsker en hurtig optimal opfyldelse af driftsimpulserne, s vil det skabe ubalance
29

mellem jeget og detet. Detet er herre over de primrprocesser, hvorimod jeget styrer de sekundrprocesser, som er underlagt strenge betingelser i og med, at jeget ikke udelukkende kan g efter at f opfyldt sine driftsimpulser. Jeget m ogs tage hjde for virkeligheden, deriblandt etiske og moralske forhold, hvor overjeget fungerer som samvittigheden og bestemmer jegets holdning til det pgldende emne. Derved opstr der en konflikt, da drifterne stadig nsker at blive opfyldt, og derfor presser de jeget, i hb om at f driftslysten opfyldt. Omvendt reagerer jeget med at blive mistroisk, og overtager detets territorium. Dette skal ses som en forsvarsmekanisme, hvor hensigten er at lamme drifterne, s detets grnse bliver fastsat og ikke overtager jeget.

Forsvarsmekanismer
Forsvarsmekanismer og driftsimpulser er tt forbundne, da jeget bruger forsvarsmekanismerne til at kontrollere driftsimpulserne, og derved undg nogen form for ubehag eller traume. I Freuds optik bestr en fortrngning af en ubehagelig forestilling, der bliver fjernet fra det bevidste, som derved ikke lngere skal forholde sig til denne. Fortrngningen er den mest effektive og permanente forsvarsmekanisme. Samtidig krver en fortrngning et konstant energiforbrug for at holde fortrngningen intakt. Fortrngningen er ikke kun den mest effektive, men ogs den farligste mekanisme. Den lsgrelse fra jeget, der for hele omrdet af effekt- og driftslivet resulterer af bevidsthedsunddragelsen, kan for stedse delgge personlighedens integritet(Freud,Anna,1967:37) Der er ogs andre mekanismer, subjektet kan tage i brug, som blandt andet isolation, regression og projektion. Det er uvist hvad og hvilke situationer, der ligger til grund for jegets valg af forsvarsmekanisme, men fortrngning grundet dets styrke er ofte anvendt til at undertrykke seksuelle drifter. Hvorimod andre mekanismer kan bruges til at takle aggressive driftsnsker (Freud,Anna,1967:38). Der opstr et driftsnske, som jeget kan opfylde, men det er imod overjegets nsker, hvilket jeget m rette sig efter, s derfor bruger jeget alle tilgngelige ressourcer for at bekmpe opfyldningen af driften. Men i denne proces bekmper jeget egentlig en drift, som den ikke umiddelbart opfatter som farlig, og derved opstr der en konflikt mellem jeget og overjeget. Den voksne neurotikers Jeg frygter alts driften, fordi det frygter Over-jeget. Dets driftsforsvar sker under trykket af Over-jeg-angsten (Freud,Anna,1967:40)

30

Overjeget er i denne sammenhng en kraftfuld instans, og er ikke interesseret i at indg kompromis med jeget og drifterne, s der igen kan oprettes harmoni i selvet og derved kan der opst psykisk ubalance. Dette reducerer jeget til et uselvstndigt serviceorgan, som derved bliver driftsfjendtligt. I og med at jeget mister sin selvstndighed, bliver jeget ogs ude af stand til at nyde (Freud,Anna,1967:40-43)

Humor set fra en psykoanalytisk vinkel

I flgende afsnit vil Freuds tanker om humoren og dets vsen blive prsenteret. Specielt vil der blive set p erstatningsdannelser, vitsen og den betydning det har for individet, og hvordan vitsen bruges som sikkerhedsventil for det ubevidste Freud skelnede mellem tre forskellige typer af denne muntre oplevelse: vitser, komik og humor. Alle disse tre kategorier har det tilflles, at de udvikler sig til latter. Vitsen tager nogle kognitive teknikker i brug, ssom fortrngning. Hvilke lader individet udtrykke ubevidste, aggressive og seksuelle impulser, som normalt ville vre blevet undertrykt eller fortrngt. Komik, som er Freuds anden kategori, der er relateret til latter, har at gre med nonverbal munterhed. Dette kan eksempelvis vre klovne der ser sjove ud og falde-p-halen humor. Den tredje kategori er iflge Freud, humor. Humor viser sig i situationer, hvor en person normalt ville opleve negative flelser som eksempelvis frygt, nedtrykthed eller vrede, men opfattelsen af de morsomme, overensstemmende og fornuftstridige elementer i situationen, giver personen en mulighed for at se situationen i et andet perspektiv, og giver derved personen en mulighed for at undg at opleve den oprindelige negative effekt. (Ruch,1998:18). Iflge Freud kan humor foreg p to forskellige mder: enten er det en person, som indtager den humoristiske holdning, mens andre indtager rollen som tilskuer. Eller ogs eksisterer humoren mellem to personer, hvor den ene ikke tager del i den humoristiske proces, mens den anden (humoristen) gr den frste til objekt for sin humoristiske betragtning. Humorens vsen bestr i, at man bliver sparet for de flelsesmssige udsving, situationen kan give grund til, og man kommer sig over sdanne mulige flelsesstyringer ved hjlp af en vits (Freud,1995:120).

31

Vitsen fdes og dr i samme jeblik og tler kun genfortlling, hvor den relevante situation er almen genkendelig og kan hentes med ind som resonans for vitsens korte replikskifte eller pingpong-spil i ord og gebrder(Thielst(B),1995:57) Det er igennem vitsen, at fortrngningen bliver sprogliggjort, og derved sttes den undertrykte flelse fri. Denne undertrykte flelse bliver slret ved latteren, men latteren tilbyder derimod en frigrelse af denne undertrykte flelse, og er ikke et led i en ny fortrngning. Psyken har indbyggede sikkerhedsventiler, som skal hjlpe med til at komme af med den psykiske overbelastning, alts fortrngningerne (Thielst(B),1995:63). Disse sikkerhedsventiler, ogs kaldet erstatningsdannelser, bruges bde i drmmen, fejlhandlinger og i vitsen, og er derfor en meget essentiel del af psyken og dets forsvar mod ubehag. Erstatningsdannelser spiller sledes en central rolle i vitsen, og er en mde for det ubevidste (fortrngningerne) at komme til syne i forkldning. Det skal ses som et situationsbundet udslip fra det ubevidste, uden individet bliver sig det bevidst. Erstatningsdannelserne fungerer som erstatning for de fortrngte flelser, og bliver derved ikke forlst, hvorfor de optrder i fejlhandlinger, drmme og vitsen. For at det ubehagelige i fortrngningen skal blive fuldstndig bearbejdet, skal der ske flere udslip for, at det ubevidste har bearbejdet fortrngningen helt. For at humoren skal fungere, skal humoristen have en fornemmelse for situationen, og de tilstedevrende vre beredt og fle nrvr, samtidig med at timingen skal vre i orden. Jo tttere de to betydninger ligger p hinanden, jo mere forudsigelige berringspunkterne er, og jo flere klicheer og banale, udslidte travere der spilles p, desto svagere vits og desto mere halvhjertet og flov latter (Thielst(B),1995:61) Freud ligger ogs vgt p, at der hos humoristen skal vre en indre gld, sans for sproglige nuancer og kreativitet, som giver mulighed for, at den indre spnding bliver til en ydre befrielse gennem vitsen og latteren. En del af teknikken bag vitsen er latteren, da det er det synlige bevis p at de fortrngte flelser kommer ud. Og latteren er sledes den mde hvorp man kan se, at erstatningsdannelsen fungerer og holder psyken sund via en bestemt erstatningsdannelse, i dette tilflde vitsen. Vitsen og med den latteren tjener det forml at give fortrngte tanker og flelser luft s de ikke hober sig op til en smerte, der udlser symptomer som angst, virkelighedsforvrngning hmning m.v. og derved gre os psykisk syge (Thielst(B),1995:66)
32

I forbindelse med latteren og humoren er lyst tt forbundet, da bde humoristen og tilhreren fr noget ud af processen. Lysten ligger i den frigjorte energi, den gede selvflelse, og ved at man undgr ulyst og ubehag. Samtidig med at latteren altid er lystfyldt. For at det bliver muligt at forst humorens lyst udbytte, m man se p den proces, som ligger hos tilskueren til en andens humoristiske udfoldelse. Tilskueren vil flge ham, nr han ytrer smerte, bliver bange, og tilskueren vil mrke de samme flelsesmssige impulser hos sig selv, alts adopterer tilskueren de samme flelser, som humoristen gennem sin vits giver udtryk for. Det kan hjlpe til med at psyken lettere kan overvinde svre eller traumatiske situationer. (Thielst(B),1995:210) Humoren er ikke resignerende, men trodsig; den betyder ikke kun triumf for Jeget, men ogs for lystprincippet, som her formr at hve sig overfor de givende forholds ugunst (Thielst(B),1995:76) Freud skelner, set ud fra Thielst, mellem tre forskellige former for vitser. Den selvforsvarsbetonede vits er oprigtig, har integritet samt en sund selvflelse, der skal fungere til at markerer grnser. Den narcissistiske vits, er omvendt - glorien skal pudses og selvtillid vil opns, men den joker primrt om ikke-tilstedevrende personer. Den aggressive vits er tt forbundet med grimme og forbudte flelser og seksualitet (Thielst(B),1995:71). Nr Freud skrev om det obskne, havde det ofte en vrtshus-jargong eller r chauvinisme med kvindeknnet som ofre. Dette er forbundet med den aggressive vits, hvor knnet skal vise sin magt og overlegenhed. At den sexuelle og sexistiske vits hrer til de mest udbredte i vor kultur peger formentlig p tre forhold: Den sexuelle frigrelse, sexualitetens afgrende betydning og de ikke ubetydelige frustrationer og normopbrud, den forsat er fanget i (Thielst(B),1995:70) Men blot fordi seksualitet er mere italesat, er det ikke ensbetydende med, at alle seksuelle fortrngninger er forsvundet. De har taget en anden form end da Freud blev opmrksom p, at seksuel undertrykkelse kunne skabe psykisk ubalance og neuroser (Thielst(B),1995:71). Aggression skal ikke ses som en primr drift, men som at alle mennesker kan vre aggressive. Vitsen medvirker sledes til at bre de drilske undertoner frem, og giver derved udtryk for de aggressive tendenser, hvor latteren glatter ud og fr den aggressive vits til at blive mindre spids. Hvis jeget hos et individ fler sig krnket, vil det forsvare sig, og leder til et angreb igennem vitsen.

33

Analyse
Vi har i flgende analyseafsnit valgt at dele analysen op i to dele. Frste del indeholder vores to hovedteoriers overordnede menneskesyn i forhold til hinanden. Vi vil i denne del beskftige os med hvor, de to teorier str parallelt eller i kontrast til hinanden. Dette vil vi gre for at f en bedre forstelse for henholdsvis psykoanalysen og eksistentialismens optik p dt at vre menneske. Nr vi har fet prciseret forskelle og ligheder indenfor dette emne, vil vi indsnvre analysen til anden del, som indeholder en dybere forstelse for humorens vsen i forhold til hovedteorierne. Vi vil benytte os af frste afsnits delkonklusioner, og forsge at trkke disse ned til en mere detaljeret analyse af humorens pvirkning af det psykisk ubalancerede individ, som i anden del af analysen er vores fokusomrde.

Eksistentialismens og psykoanalysens overordnede menneskesyn

Bde eksistentialismen og psykoanalysen beskftiger sig med de menneskelige problemer som opstr, nr der en form for ubalance i individets psyke. Psykoanalysen beskriver menneskets psykiske ubalance, som en fortrngning af drifter og nsker, der generer bevidstheden overjeget, da jeget har en form for svaghed og passivitet, og derved opstr der en forstyrrelse af personligheden. Eksistentialismen beskftiger sig med samme emne, men fokuserer p selvet, og undersger herunder individets fremmedgrelse over for sig selv, og dermed den fortvivlelse det medfrer. Freud s personlighedens splittelse i et mere naturvidenskabeligt lys, der baserede sig p observationer og samtaler, og formulerede ud fra dette, de forskellige teorier, p systematisk vis. Eksistentialismen undervurderer ikke betydningen af den psykologiske analyse, men mener at det primrt handler om forstelse af individet, som ikke opns igennem teknikker, men derimod nrvr. Herved opns forstelsen for, hvorfor individet ikke enten accepterer sit selv eller har svrt ved at udleve dette forstet som den eksistentielle angst. Eksistentialismen mener ikke, man kan forklare menneskets sjlelige sygdom ud fra specifikke problemer, men ser det derimod i et strre perspektiv. Ydermere mener de, at det er en fejl, at betragte individet som et objekt der skal analyseres, som psykoanalysen gr. Kierkegaard beskrev hvordan subjekt/objekt relationen skal oplses, da det hindrer den fulde forstelse - mennesket er ikke adskilt fra verden og omvendt. Der
34

skal tages udgangspunkt i individets egen subjektive virkelighed, da det er her den gldende sandhed skal findes, den subjektive sandhed. Freud oplevede dog at patienter fortalte om en traumatisk situation, som de troede var virkelig, men gennem terapi fandt han imidlertid ud af, at den var opdigtet. Dette var dog underordnet, da den subjektive oplevelse, flelsen og reaktionen var lige s strk, som hvis det havde fundet sted. Dette viser os indtil videre, at bde Freud og Kirkegaard betragtede mennesket som havende en indre dynamik, og at forholdet mellem denne indre dynamik og troen p hndelsen var det afgrende, og ikke om det var objektivt sandt eller ej. Det er den subjektive oplevelse og den subjektive sandhed der er afgrende. Kirkegaard lagde vgt p menneskets lidenskab i forhold til selvet, i modstning til en objektiv sandhed, som for individets situation er uinteressant. Dermed lagde han i hj grad vgt p vigtigheden af bevidstheden om sig selv, og hvordan denne bevidsthed og udlevelse af selvet, er det noget af det vigtigste i livet for mennesket. Det er manglen p denne udlevelse af selvet og sine potentialer der frer til fortvivlelse og skyldflelse. Da individet er fdt frit, er bevidstheden om dette en tung byrde at bre og derfor grunden til den ontologiske angst. Freud beskriver i denne forbindelse tabet af selvet, som vrende jegets svaghed og passivitet, der frer til en styring fra det ubevidste, da man har mistet sin evne til selvbestemmelse. Freud mener ogs, at det er nskvrdigt at blive sig selv s bevidst som muligt som han skriver; Hvor detet var, skal jeget vre (Bertelsen,2009:29). Forskellen p henholdsvis Kirkegaards og Freuds teorier om dt at vre menneske, er blandt andet den mde, de er kommet frem til deres teori p. Hvor Kirkegaard, mens han skrev sine vrker, havde stor indsigt i sit sig selv og sin tankevirksomhed og oplevede angstens og fortvivlelsen smerte p egen krop, var Freuds teori i hjere grad naturvidenskabeligt og systematisk baseret. Freud terapeutiske metode bestod i at bruge en sofa, som patienterne l p, uden kan kunne f jenkontakt og derved kunne f friere associationer, men dette medfrte samtidig mindre nrvr med patienten. P denne mde kan man sige, at Freud holdt en form for afstand til menneskerne han behandlede, hvorimod Kirkegaard mente, at nrvret med og forstelsen af individet er vigtig, da behandlingen er forskellig fra person til person, og handler om det enkelte individs oplevede virkelighed.
35

Psykoanalysen og eksistentialismen ser mennesket fra to forskellige indfaldsvinkler, men man kan se flere paralleller i hvad de ser hos mennesket. De ser et menneske i psykisk ubalance og de symptomer det kan have udadtil. Deres udlg af grunden til problemet og lsningen derp kommer blot fra forskellige vinkler. Man kan sige, at Freud oversatte sin psykologiske teori p et naturvidenskabeligt sprog, hvilket gjorde det mere hndgribeligt, og derved lettere at arbejde med og forst i praksis. Men her opstr et problem iflge eksistentialismen, da en sdan oversttelse af psyken giver et alt for objektivt og videnskabeligt syn p denne, hvilket gr, at opfattelsen af menneskets psyke kun kan forsts indenfor naturvidenskabelige rammer, og derved begrnses forstelsen i hj grad. Freud forsgte at hndtere menneskets splittelse, ved at se p de ubevidste og irrationelle sider af personligheden, for derefter at bringe disse til bevidsthed. Man kan derved sige, at dette yderligere bidrager til mden psykoanalysen fremstiller det subjektive individ som et objekt. Iflge eksistentialismen, bidrager psykoanalysen p teoretisk plan, alts til en forvirring af menneskesynet, da de mener at klften mellem subjekt og objekt skal ophves. Eksistentialismen protesterer derved mod, at psykoanalysen har en form for teknisk tilgang til individets psyke. Eksistentialismen er imod, at man, nr man skal forst mennesket, lgger vgt p det tekniske, og derved opfatter mennesket som en genstand, der kan analyseres, beregnes og p denne mde manipuleres. P denne mde ser vi endnu en modstning blandt det eksistentialistiske og psykoanalytiske menneskesyn: gennem psykoanalysen, kommer forstelse af, at der er blevet fundet en teknik til at forst. Men gennem eksistentialismen ser vi det modsatte: man skal forst, fr man ved hvilken teknik der skal benyttes. Uden en forstelse for mennesket, er tekniske frdigheder irrelevante for eksistentialismen. Nr man belyser eksistentialismens og psykoanalysens, p nogle omrder, divergerende menneskeopfattelser, er det i forlngelse af dette ogs hensigtsmssigt at se p, hvordan en eksistentiel og psykoanalytisk terapeut, hver isr ville behandle en patient. Den eksistentialistiske terapis centrale proces, bestr i, at terapeuten skal forsge at hjlpe patienten med at anerkende og opleve sin egen eksistens og derved mrke sit selv. Det er klart, at der skal vre en form for teknik og viden til at behandle et andet menneske, hvilket eksistentialismen heller ikke bengter, men denne teknik skal ses i forhold til patienten. Det handler alts om at se patienten i dennes sammenhng med verden, og tilmed opfattelsen af den, lige nu og her. Den eksistentielle
36

teknik skal alts vre fleksibel p en sdan mde, at den kan varieres alt efter hvilket menneske man behandler. Psykoanalysens terapiform, ville i hjere grad holde fokus p psykoanalysens teori og redskaber, og er p den mde mske mere bundet til disse traditioner indenfor faget. Eksempelvis ville der undersges om patientens problem har rdder i fortiden, og hvordan disse eventuelle fortrngninger kan overvindes. Dette viser, at psykoanalysen i nogle tilflde er forudsigelig, da man p teoretisk vis, mener man kan gennemskue patientens psykiske flger, ved brug af de opstillede teknikker.

Da vi nu har set p henholdsvis eksistentialismens og psykoanalysens overordnede menneskesyn, vil vi nu grave et lille spadestik dybere, for at forsge at forst og sammenligne de udvalgte dele af begge teorier, som siger noget om opfattelsen af dt at vre menneske. Frst vil vi se p Freuds personlighedsmodel i forhold til Kirkegaards teori om selvet. Herefter vil komme et afsnit om drifter, forsvarsmekanismer og fortrngning og hvordan opfattelsen af disse er forskellige fra det eksistentialistiske synspunkt.

Freuds personlighedsmodel overfor det eksistentialistiske selv

For kort at skitsere Freuds personlighedsmodel, kan man strkt forenklet sige, at detet er drifterne, overjeget er samvittigheden og moralen, og jeget er vores vilje, som forsger at manvrerer rundt blandt bde overjeget og detet, og tjene dem begge. I forhold til eksistentialismen, er Freuds personlighedsmodel et tegn p, at mennesket i visse situationer er ude af stand til at kontrollere sig selv, da jeget er underlagt krfter som dels kan vre ubevidste, og dels pvirkede af detet og overjeget, hvilket mennesket ikke altid kan vre bevidst herre over. Denne personlighedsmodel giver indtryk af, at vi er ofre for krfter vi ikke selv kan styre. Det centrale i det eksistentialistiske syn p personlighed, er derimod ens selvbevidste organisering af sig selv med sin frie vilje. Denne bevidste mde at forholde sig til sig selv p er netop selvet, som er i konstant udvikling. Men selvom den store forskel imellem eksistentialismen og psykoanalysen er det frie versus det mere eller mindre determinerede individ, kan man finde eksistentialistiske forklaringer p Freuds personlighedsmodel, og vi vil nu kaste et blik p hvordan.

37

Freuds beskrivelse af detet kan betegnes som den anonymt fungerende del af personligheden, hvilket virker p ubevidst plan og efter lystprincippet. Her kan der ses en parallel til eksistentialismens forklaring p den fysiske verden og vores drifter. Iflge eksistentialismen er individet klar over, at vi besidder biologiske drifter, som eksempelvis lysten til sex og fde, og at de derfor ikke er ubevidste. De biologiske behov, drifter og instinkter findes i den omgivende tingsverden, die Umwelt, sammen med naturlovene, svn, fdsel, dd og alle aspekter af den naturlige verdens virkelighed. Eksistentialismen anerkender denne biologiske verden, at vi ikke kan komme udenom at blive fdt indenfor denne verdens fysiske rammer, men at den skal ses i forhold til og i sammenhng med bevidstheden om selvet. Forskellen mellem Freuds definition af detet, og Kirkegaards definition af die Umwelt, ligger frst og fremmest i, at Freud beskriver detet som vrende fuldkomment ubevidst, uden logik og realitetssans, og derved uden en fornemmelse for tid og rum (Bertelsen,2009:13), hvor May beskriver die Umwelt, som vrende nogle fysiske rammer vi mske ikke kan ndre, men som vi er fuldt bevidste omkring at kunne handle indenfor, ud fra vores eget valg om at gre det og hvordan vi vil gre det.

Overjeget overfor die Mitwelt

Overjeget er, iflge Freud, en rkke psykiske funktioner, der fungerer som en slags kontrol af, om jeget agerer hensigtsmssigt i forhold til omgivelsernes moral og normst. I nogle tilflde kan overjeget styrke jeget i dets kontrol over detet, men i andre tilflde virke destruerende p jeget, hvis det er for moraliserende. Eksistentialismen udelukker ikke, at personligheden bliver pvirket af de sociale strukturer. Man kan se en parallel mellem Freuds beskrivelse af overjeget og eksistentialismens beskrivelse af dt at vre pvirket af de sociale normer omkring en, hvor der i denne sammenhng kan ses en parallel til Mays begreb Mitwelt. Her har mennesket gensidigt med hinanden at gre, i indbyrdes komplicerede forhold og relationer. Fra dette synspunkt tales ikke om tilpasning, men om bevidste forhold mellem mennesker, hvor hver part i mdet med hinanden gennemgr en gensidig opmrksomhed og accept af hinanden. Den store forskel ligger alts i, at eksistentialismen mener, man er bevidst omkring sin ageren p bestemte mder, for at indg i sociale rammer. Psykoanalysen lgger i hjere grad vgt p og beskriver de ubevidste processer, som pvirker vores handlinger og flelser, p baggrund af at vores personlighed er i konflikt med sig selv. Det forsger derved en slags tilpasning for at skabe balance.

38

I psykoanalysen kredser man om det ubevidste og hvad dette indeholder af fortrngt materiale. Der er lavet adskillige teorier og teknikker til at hndtere de forskellige former af fortrngte dele, som f.eks. ikke socialt acceptable og forbudte nsker og drifter. I dette kan en lngere rkke forskellige forsvarsmekanismer g ind og beskytte individet for disse forbudte nsker, som ville vre for svre og traumatiske for individet at forholde sig til konstant, hvis der intet filter var. Eksistentialismen anerkender psykoanalysens teori om det ubevidste, da det har gjort meget for psykologien som videnskab, men de mener, at det ogs kan vre en lidt for nem udvej, at bruge det som en kausalforklaring og p den mde isolere individets psykiske problemer til dette omrde. Dog er der en vis parallel, da de mener, at der er tale om undertrykt potentiale. Forstet p den mde, at det er sider i individet, som er blevet undertrykt, da personen ikke har kunnet acceptere disse sider af sig selv. Det kan ogs vre svrt socialt acceptable ting, som individet ikke vil eller tr st ved. Men at det ikke er bevidst, er de uenige i, da eksistentialismen pointerer, at det m have vret bevidst, fr det kan undertrykkes eller fortrnges. Der sker alts en modsigelse i psykoanalysen, iflge eksistentialismen. Udover dette mener eksistentialismen, at det de forskellige begreber, som psykoanalysen beskriver, befinder sig i det ubevidste, skal meget ofte ses som uudlevet potentiale. Det er selvet som ikke bliver udlevet i forhold til, hvad mennesket er i stand til. Men det er en del af at vre menneske, da det er en opgave at vre sig selv og det er her den ontologiske angst og skyld kommer ind i billedet. Man mrker angsten ved at vre menneske, da det er en stor opgave, og hvad er mon det rigtige at gre og vlge? Det er kun op til en selv, man er alene med ansvaret. Og her kan skyldflelsen melde sig, iflge eksistentialismen. Skylden over ikke at udleve sit fulde potentiale. Mden psykoanalysen isolerer problemerne p, via deres begreber om det fortrngte materiale i det ubevidste, er en fejl iflge eksistentialismen. Mennesket skal ses i sin helhed, der skal tages stort hensyn til mennesket i alle de tre verdener de tre modi, samt den kontekst individet befinder sig i. Kun den vej, kan man hjlpe individet med de psykiske problemer. Der ses her nogle paralleller i de to psykologiske retninger. De er enige om, at nogle ting bliver undertrykt hos individet og skaber psykisk ubalance, men mden de ser det p, er fra to forskellige udgangsvinkler og med meget forskellige meninger om hvordan dette skal hndteres. Her kommer de divergerende menneskesyn frem. Psykoanalysen ser menneskets psykiske ubalance, som krfter vi ikke er herre over og har, p mere systematisk vis, udviklet begreber og teorier til at hndtere dette. Derimod mener

39

eksistentialismen, at vi er herre over denne psykiske ubalance, da vi er bevidst omkring vores selv, eller i hvert fald har mulighed for det.

Jeget overfor die Eigenwelt

Sidst, men ikke mindst, vil vi se p jeget og dets funktion, i forhold til Kierkegaards selvet, som kan ses i sammenhng med Mays definition af Eigenwelt egen-verdenen. Jegets funktioner bestr i evnen til at opfatte og forholde sig realitetsorienteret til omverdenen, i og med det ogs skal undersge mulige driftstilfredsstillende forhold i omverdenen, uden at komme i knibe eller uoverensstemmelse med denne. P samme mde kan man fra et eksistentialistisk synspunkt betragte die Eigenwelt, som vrende en subjektiv og indre oplevelse af sig selv, som forudstter en bevidsthed og et forhold til dig selv. Og det er ud fra denne oplevelse af os selv, at vi forholder os til omverdenen. Men hos Kierkegaard og May gres der en del mere ud af forholdet til en selv, om man forholder sig til sig selv og er bevidst om sit selv, da man gennem udvidet bevidsthed vil opn strre balance og velvre med sig selv. Individet og selvet er det centrale omdrejningspunkt i eksistentialismen, og da det er en proces vi kan vre bevidst om og at tage bevidste valg omkring, kan det give et strre hb for individet. Dette kan gre processen mod at opn strre psykisk balance mere overskuelig, det er en ben proces, da vi er sat fri, og det derfor er op til os selv. Denne fulde bestemmelse over sit livsforlb og sit selv, er p ingen mde liges gennemskuelig for individet, i psykoanalysen. De anerkender dog at man gennem selvbevidsthed og selvrefleksion, kan omstrukturere sit ubevidste og den vej opn strre psykisk balance, da det kan tage presset fra jeget i dets forsg p at tilfredsstille og undg ulyst. Men vejen dertil er slet ikke i samme grad op til individet, da det er drevet af de drifter og motivationer der ligger i det ubevidste, og det derfor krver en kyndig hnd psykoterapeuten som gennem teknikker kan finde frem til problemet. Det er ikke en opgave individet kan tage op p egen hnd eller er herre over.

Delkonklusion
Mellem Freud og May kan der drages nogle paralleller i og med, at de begge inddeler forstelsen af dt at vre menneske i denne verden, i tre forskellige modi/funktionsomrder for personligheden. Man kan i og for sig sige, at hvert af de tre aspekter reprsenterer iden om det samme aspekt, bare med vidt forskellige forklaringsmodeller, og til tider direkte divergerende opfattelser af vren i
40

verden og personligheden, hvilket vi ovenfor har forsgt at vise. Der hvor man kan se en sammenligning mellem May og Freuds menneskesyn, og opdelingen i de tre modi/funktionsomrder for personligheden, er Freud og Mays opfattelse af, at disse tre verdener/omrder skal ses som havende glidende overgange mellem hinanden, vre nrt forbundne og betinger hinanden. De mener alts begge, at de skal forsts i en sammenhng, og ikke kan fungerer uden hinanden. Dog ligger Freud stor vgt p det ubevidste. May ville beskrive det p den mde, at man til enhver tid eksisterer i Umwelt, som er den biologiske verden. Men en tilfredsstillelse af ens behov og instinkter, og en bevidsthed og ppasselighed omkring verdens fysiske aspekter, som tyngdekraft og vejr, er af afgrende betydning for overlevelsen af vores fysiske krop. Oplevelsen i Eigenwelt er med til at bestemme hvorledes man vil reagere herp, og er ogs medbestemmende i vores relation til andre mennesker og hvordan vi vlger at opfatte dem i Mitwelt. Freud ville tilmed forklare overjeget som et vigtigt aspekt af menneskets sociale kompetencer i forhold til andre mennesker i verden, jeget som et betydningsbrende faktor for opfattelsen af og forholdet til omverdenen og den mde man ser den p. Og detet som de ubevidste og fysiske drifter, ethvert menneske har behov for at f tilfredsstillet. Men ogs i denne psykoanalytiske sammenhng, er disse tre omrder af personligheden tt forbundne. Ingen af dem ville fungere uden bare n af de andre, og de skal derfor ikke fra en psykoanalytisk optik ses om uadskillelig. Det der i hj grad er fokus p hos psykoanalysen, er det May ville kalde mennesket i dets Umwelt, som alts omhandler instinkterne, drifterne og ogs, eksistentialistisk set, en biologisk determinisme. Freud opererede ikke grundigt med menneskers gensidige forhold til hinanden, udover at han mener, det er ndvendigt for mennesket at have sociale relationer udadtil, for eksempelvis at kunne tilfredsstille sine drifter og biologiske behov. Med gensidige forhold refereres der til eksistentialismens teori om den betydning den gensidige relation mellem mennesker har, hvor Freud i hjere grad beskftigede sig med menneskers pvirkning af hinanden. Indenfor psykoanalytisk teori, er det isr jeget, der viser sig som et uudforsket omrde, i forhold til eksistentialismen, for hvad vil det i denne sammenhng sige, at selvet forholder sig til sig selv? Den eksistentialistiske Eigenwelt og psykoanalysens jeg, er den mest vanskelige at forst, mske netop fordi det er for tt p os selv. Vi kan ikke observere den. Den er der bare. Men fra en eksistentialistisk optik, ville virkeligheden i vren-i-verden tabes, hvis en af disse modi fremhves i forhold til de to andre, hvilket netop er det Freud gr med det ubevidste. Der er to divergerende
41

meninger om det ubevidste. Begge retninger beskriver, hvordan individet undertrykker unskede sider af sig selv, men synet p, om disse sider er bevidst eller ubevidst, er forskelligt. Konsekvensen for individet er ogs forskelligt, hvor eksistentialismen opererer med den ontologiske angst, som er noget man er, ikke noget man har, ser psykoanalysen det som noget der kan afhjlpes via psykoanalytiske teknikker. Fremgangsmden til hndteringen af psykiske problemer divergerer derfor i hj grad. Med denne forstelse for de to forskellige opfattelser af verden, fra disse to forskellige teorier, vil vi nu se p det, som er projektets fokusomrde: humoren. Da vi nu har klargjort teorierne i forhold til hinanden i frste del af analysen, vil vi i anden del forholde os til humorens pvirkning af individet, med disse orienteringer som baggrund af analysen.

2. analysedel
Da vi i ovenstende og frste del af analysen har forsgt at se p det psykoanalytiske og eksistentialistiske menneskesyn i forhold til hinanden, vil vi nu se p opgavens fokusomrde: humoren i forhold til individet i psykisk ubalance. I problemfeltet stiller vi os selv en rkke sprgsml omkring humorens vsen, som vi i flgende afsnit vil se nrmere p. Vi vil benytte os af de resultater, vi er kommet frem til, omhandlende psykoanalysens og eksistentialismens menneskesyn, til at forsge at forst hvordan humor ud fra disse to vinkler, kan anskues i forhold til det psykisk ubalancerede individ. For at f genopfrisket nogle af de mest essentielle sprgsml, vi i dette projekt vil forsge at svare p og som fremgr i problemfeltet, vil de indg i starten af denne anden analysedel, som en slags vejviser for, hvor vi i denne del bevger os hen.

For det frste nsker vi at undersge, hvilken forbindelse humor i eksistentialistisk perspektiv har i forhold til det psykisk ubalancerede individ. Kan latteren og humoren vre en mere direkte vej ind til ens selv? Tilmed vil vi undersge hvad psykoanalysen siger i forhold til humor, og om det har en helbredende effekt p individet i psykisk ubalance, og i begge ovenstende tilflde: hvordan? Et gennemgende emne for denne analysedel, er alts hvordan mennesket bruger humor, nr det mder modgang? Normalt ville man ikke forbinde humor med psykisk ustabilitet, men vi vil netop
42

forbinde disse to fnomener, for at undersge, om humorens vsen netop kunne afhjlpe denne ubalance i individet.

Eksistentialismens ironiker overfor den psykoanalytiske joke

Vi skal nu se p et af de stadier, man ud fra eksistentialismen kan vre p, nemlig det stadie, der bliver kaldt for stetikeren herunder ironikeren. Det er her ironien kommer ind i billedet, hvor Kirkegaard bde beskriver dette stadie fra en positiv og en negativ side. Den negative side bestr i, at man ved brugen af ironi, tager afstand fra smerten, og derved udfrer en undgelsesadfrd overfor situationen. Dette er i eksistentialistisk henseende et negativt trk, da man derved bevger sig vk fra selvet, og dermed selvaccept, ved at bruge ironi. Den positive side af at vre p ironikerens stadie er, at denne ironi trods alt har et greb om virkeligheden, selvom man prver at gemme sig bag den. Fortvivlelsen kommer ud ved brug af ironien, og derfor kan det alligevel ses som en vej ind til selvet, da man i denne sammenhng afslrer eller tilkendegiver en del af sit selv. Brugen af ironi, kan alts fre individet til en lidt strkere forstelse af sig selv, hvilket er et hensigtsmssigt trk i forhold til, at det er i psykisk ubalance. Ironien er dobbelttydig, da man ved at benytte sig af den, p den ene side distancerer sig fra selvet og forsger at flygte fra det ubehagelige, men p den anden side er del i en eksistentiel lidenskab, da selvet bliver beskyttet mod yderligere blottelse og viser en form for rlighed over for sig selv. Freud inddelte humoren i tre forskellige strrelser, komik, vitser og humor. Vi skal nu se lidt nrmere p, hvordan hans beskrivelse af vitser kan sttes i forbindelse med det ubalancerede individ. Iflge psykoanalysen kan individet, ved brugen af en vits, udtrykke ubevidste impulser, som ellers ville vre blevet undertrykt eller fortrngt og ikke tilgngelige. Disse fortrngte, ubevidste og undertrykte impulser, kan slippes ls og vise sig, gennem latteren, som er et resultat af vitsen. Fortrngningen bliver alts sprogliggjort, og igennem denne, bliver den undertrykte flelse sluppet fri. Ved hjlp af erstatningsdannelser, som fungerer som psykens sikkerhedsventiler, sker et forsvar som en beskyttelse af psyken, hvilket er essentielt i forhold til vitsen, som er en mde at aktivere erstatningsdannelserne p, s de fortrngte impulser kan komme til syne. For individet i psykisk ubalance er vitsen alts en mde at komme ud med de undertrykte flelser, s den psykiske smerte ikke ophobes.

43

En del af vitsens teknik er latteren, som er beviset p, at de fortrngte flelser kommer ud og letter psyken, og derved undgr individet at fle sig hmmet. Dette betyder at individet i en psykoanalytisk optik, igennem humoren som forsvarsmekanisme og dens teknik, kan undg at blive psykisk ustabil, men det er en ubevidst handling, som individet ikke selv har kontrol over. Dette er modsat eksistentialismen, hvor individet kan betragte det som en livsindstilling, som det aktivt selv kan vlge. Vi kan se, der er paralleller mellem det eksistentialistiske og psykoanalytiske synspunkt omkring vitsen, men ogs forskelligheder. Et vigtigt aspekt af de to teoriers paralleller er, at vi p dette eksistentialistiske stadie, og med den psykoanalytiske forklaring af vitsen, begge steder opererer med et individ i en form for psykisk ubalance. Den strste forskel ligger i, hvor vidt individet selv kan vlge humoren, som et tilbud til at se livet lidt lysere, eller om det ikke selv har nogen medbestemmelse, men derimod direkte inkorporeret i psyken uden mulighed for aktiv pvirkning. Hvis man i frste omgang holder fokus p Kirkegaards positive side af ironiens tilstedevrelse og brugen af denne, ser vi, at fortvivlelsen i individet slippes fri ved hjlp af ironien, hvilket det i grove trk er det samme Freud mener, nemlig at de undertrykte impulser slippes fri, gennem vitsen. Vi ser her at begge vores teorier overordnet har den samme id om dt, at noget negativt i psyken forlses, ved at man laver en vits og derved griner af den. Forskellen ligger i, at eksistentialismen og psykoanalysen vil forklare denne situation p to vidt forskellige mder. S vitsen, og derved humoren, tilbyder en mde for individet at slippe af med noget ubehageligt. Psykoanalysen forklarer latteren, som vrende et resultat af vitsen, der kan sttes i forbindelse med en erstatningsdannelse, som igen er et resultat af nogle undertrykte, ubevidste impulser, der skal ud. Den psykoanalytiske forklaring p vitsen, er alts nje opstillet og sat i et bestemt system, og flger et bestemt mnster, som kan forklare hvilke processer der sker, nr vi benytter os af en vits. Denne forklaring er i hjere grad naturvidenskabeligt opstillet, og derved til dels forudsigelig. Men individet har ikke nogen umiddelbar indflydelse p hvor eller hvornr, det ved hjlp af en erstatningsdannelse, kan benytte sig af latteren og humorens befriende vsen. Denne opstilling gr, at man som individ kan se denne proces, der sker inde i n selv, p objektiv vis, hvilket strider imod eksistentialismens hovedfokus, nemlig at sandheden skal findes i selvet, og ikke i det objektive omkring n.

44

Ovenstende afsnit viser, at disse to teorier med vitsen i centrum, bde kan vre parallelle og kontrastfulde p samme tid. Parallelle, blandt andet da vitsen og latteren fra begge vinkler ses som vrende et positivt aspekt for individet, og kontrastfulde, blandt andet da Freud beskriver mekanismerne p et mere naturvidenskabeligt plan, og Kirkegaard p et filosofisk plan. De positive aspekter ved brugen af ironi, fra en eksistentialistisk vinkel, er en begyndende sti til selvaccept. Hvis ikke man bevger sig tttere p selvaccept, vil man i stedet langsomt fyldes med selvhad, som er destruerende for psyken, idet man i strre grad fler rastlshed og ligegyldighed. De positive aspekter fra en psykoanalytisk vinkel, viser sig ved, at man gennem ovenstende beskrevne psykoanalytiske proces, undgr ulyst og ubehag, og derved hjlper psyken til lettere at kunne bearbejde negative og traumatiske situationer. Men ud fra begge vinkler fr man, ved hjlp af vitsen og den efterflgende latter, lettet sit sind.

Freuds humor overfor Kirkegaards humoristen

Freud adskiller vitsen fra humoren, hvor Kirkegaard ligeledes adskiller ironikerens stadie fra humoristens stadie, og vi vil i flgende afsnit, kigge nrmere p hvordan Freud ser p humor, og hvordan Kirkegaard ser p humoristen. Freud betragter humor, som vrende afvigende i betydning fra vitsen. Iflge Freud, er humor noget der indtrder, nr et individ fler negative flelser, som eksempelvis ubehag, frygt og vrede og der laves herved en erstatningsdannelse. Nr man bruger humor i disse sammenhnge, mener Freud, at man kan se situationen i et andet perspektiv, og p denne mde undg de negative flelser, som ellers havde vret frembrudt i situationen. Han forklarer det p den mde, at flgerne af denne brug af humor, er latter, og derved frigivelse af energi, som skaber en glde og lystflelse hos individet. Men humoren er, i det psykoanalytiske perspektiv, ikke noget man opdigter, men tvrtimod nogle fortrngte flelser, som gennem humor bliver sprogliggjort, og derved kommer man af med disse psykiske overbelastninger i form af fortrngninger. Ved frigivelsen af energi og derved ogs fortrngninger, opstr lysten, og derved en get selvflelse. Iflge Kierkegaard lever man, p humoristens plan, i en verden der aldrig vil vre fri for problemer, men i forhold til ironikeren, er man kommet et skridt dybere ind i sig selv, forstet p den mde, at man er mere bevidst om sit selv. Der flger dog stadig fortvivlelse og selvkritik med i individets bevidsthed om sig selv, men en essentiel forskel i forhold til ironikeren er, at de negative flelser
45

bliver behandlet med humor, og ikke ironi. Den store forskel blandt ironien og humoren er, at ironien er et flugtforsg fra livets flelsesmssige skrammer et flugtforsg ladet med negativitet, hvor humoren er inderlig, positiv, krlighedsfuld og sympatisk. Man kan derved sige, at eksistentialismen opdeler humorens vsen i det negative udtryk (ironien) og den positive udtryk (humoren). Bde i eksistentialistisk og psykoanalytisk henseende, er lighederne blandt henholdsvis humoren og humoristen tydelige. Der henvises nemlig i begge tilflde til en mere positiv brug af humoren, som str i kontrast til ovenstende analyse af vitsen og ironikeren.

Humorens forskellige spektre

Humoren og behandling af psykisk ubalance har tydeligvis forbindelse til bde eksistentialismen og psykoanalysen. De to teorier tilbyder begge en mde at hndtere psykisk ubalance ved hjlp af humoren. May prsenterer ideen om die Umwelt, die Mitwelt og die Eigenwelt, som vi vil kombinere med Freuds personlighedsmodel med humor som fllesnvner. Derfor finder vi det interessant at se p lighedspunkter mellem Mitwelt og overjeget, da de hver isr opererer med de menneskelige relationer og strukturer. Dette m individet forholde sig til, og sledes skabes fundamentet for normer og fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Vi ser det hensigtsmssigt at forholde os til humorens vsen og dens indflydelse p individet, i de forskellige situationer vi mener, er vigtige i forhold til individets velbefindende. Her arbejder vi alts med humor p et mere bevidst plan, forstet p den mde, at det er noget vi bruger, for bedre at kunne tackle vores indbyrdes relationer. Vi skelner imellem hvad teorietikerne mener om humor og hvad vi selv udleder af deres teorier og deres menneskesyn, da vi vil finde ud af humorens vsen, og p hvilke omrder humoren kan hjlpe individet i psykisk ubalance. Vi finder det hensigtsmssigt at undersge hvilken humorform, der virker hvordan. Dette for at komme tttere p at se hvordan det psykisk ubalancerede individ kan benytte eller blive pvirket af de forskellige former humoren kan tage. For at uddybe de forskellige spektre af humorens vsen, vil vi nu se p hvordan humoren bliver brugt i en social optik.

46

Humoren i forbindelse med overjeget overfor Mitwelt

Vitsen er i Freuds optik ikke styret af jeget, men af sekundrprocesser i form af overjeget. Det betyder at de normer, der igennem et individs opvkst er blevet samlet i overjeget, som frbevidst proces, styrer hvordan en vits kommer til udtryk og i hvilken sammenhng det menes at vre p sin rette plads. P samme mde ser vi med Mays teori om die Mitwelt, at det p dette plan handler om de strukturerer hvor mennesket konstant pvirkes gensidigt gennem relationer til hinanden. De mennesker man omgs med, bliver til dels bestemt af det forhold man har til dem, dvs. at vi pvirker hinandens indre i mdet med hinanden. Det essentielle ved disse forhold, mennesker imellem, er fra en eksistentiel synsvinkel, at begge parter gennemgr en udvikling eller forandring ved mdet, da det indebrer en gensidig opmrksomhed fra begge mennesker. Nu ved vi, at humor kan bruges i flere forskellige situationer, og holder vi os p det ovenfor beskrevne Mitwelt plan, kan man se store overensstemmelser med den del af humoren, som bliver beskrevet som et kommunikationsredskab mennesker imellem. Den form humoren tager, nr vi som mennesker bruger den som redskab til at hndtere sociale situationer. Et aspekt af humor, er alts humoren som det kommunikative redskab, der indvirker p menneskers forhold til hinanden. Positivt gede relationer med ens medmennesker, forrsager tilmed get selvtillid og styrke, da man kan gebrde sig i ens omverden, og med sine gode relationer, derved styrke, inspirere og forandre hinanden. Hvis man fokuserer p Freuds teori om overjeget og Mays teori om die Mitwelt, ser man at humoren, i begge tilflde, fungerer som et kommunikationsredskab, der kan vre isbryderen i en bestemt situation, som evt. kan skabe ubehag for individet. Det letter en trykket stemning hvis et individ siger noget morsomt, og alle kan le og derved kan man modvirke psykisk ubalance bde i den enkelte situation og p lang sigt, da men forbedrer forholdet til de personer man omgs, og derved ens sociale kompetencer.

Humor i forbindelse med Eigenwelt overfor jeget

Vi har alts ovenfor set p, hvordan humor i forhold til begge teorier som kommunikativt redskab, kan forbedre individets sociale relationer og derved, i nogle tilflde, modvirke og forebygge social ubalance. Vi vil i flgende afsnit tage et skridt nrmere individet, for at undersge, hvordan humor kan afhjlpe psykisk ubalance p et dybere og mske mere personligt plan.

47

Psykoanalysen og eksistentialismen beskftiger sig begge med en teori om, at individet besidder nogle indre processer, som er med til at definere, hvem man er. Freud beskriver i denne forbindelse jeget, som vrende den instans, der formidler mellem detet og den ydre verden, hvor May beskriver Eigenwelt som det plan, hvor man er bevidst om sit selv. Vi har nu set p hvilken rolle humor spiller for individet i den ydre verden, men hvad finder man ud af, hvis man ud fra psykoanalysens teori, ser p humor i forhold til jeget, og ud fra eksistentialismens teori, ser p humor i forhold til Mays Eigenwelt og Kierkegaards selvet? Individet og dets forhold til sig selv, er et essentielt emne i eksistentialismen. Pointen er, at man ved en strre selvopfattelse og bevidsthed om selvet, kan opn strre selvflelse og balance. Vi har ovenfor vist hvordan humor kan bruges som kommunikationsredskab i Mitwelt og i form af overjegets funktion, men humor optrder p andre omrder end i det sociale. Vi kender alle situationen, hvor vi kommer til at grine af noget, som mske ikke er socialt acceptabelt i jeblikket i denne bestemte situation. Sidder man eksempelvis til en begravelse, hvor man kommer til at bryde ud i latter, hvor menneskerne omkring en overhovedet ikke finder det morsomt, bryder man de sociale normer for hvad der en hensigtsmssigt. Derved kan humoren have en negativ effekt og respons fra de sociale omgivelser. Dette eksempel viser tydeligt, at humoren ogs kan have flere udtryk, og i denne sammenhng, vil vi undersge den humor, som kommer fra en selv som er ens individuelle opfattelse af, hvad der findes sjovt og humoristisk og det er her vi nrmer os det eksistentialistiske Eigenwelt plan. Nu er det en mere individuel oplevelse af, hvad man finder humoristisk og den bruser igennem kroppen, uden man kan beherske sig og tage hensyn til omverdenen. Det er alts noget der kommer dybere indefra. Ved at grine i en situation, som absolut ikke er et kommunikativt redskab i forhold til din omverden, opdager du, fra et eksistentialistisk synspunkt, en del af dit selv. P dette plan, kommer man i denne situation tttere p selvet, da latteren er en tydelig fysisk indikator p, at du i dit selv, er blevet pvirket. Eksistentialismen ville i denne situation antyde, at det er et bevidst valg at grine, og at du er bevidst om hvad du griner af, og at du p samme mde, med bevidstheden om dig selv, ogs ville kunne lade vre med at grine, hvis du har selvdisciplinen til det. P denne mde, kan humor ud fra en eksistentialistisk vinkel, ses som din egen indre opfattelse af hvad der er sjovt, uden udefrakommende pvirkninger, og dette giver en vej til strre forstelse og derved tro p sig selv, hvilket er en forudstning for at du kan skabe sig selv, og derved opn velvre. Det psykisk ubalancerede individ, kan alts ved et fokus p eksistentialismen, aktivt selv vlge, at bruge den indre humor, som en pejling af hvem man er, og hvor bevidst man er om sit selv og derved opn strre forstelse. Tilmed er latter en forlsende og
48

positiv faktor, som spreder glde i kroppen, hvilket vil vre hensigtsmssigt i forhold til at behandle psykisk ubalance. Dit positive forhold til dine medmennesker kan i denne situation mindskes, da du, ved at grine, bryder en norm, men fra en eksistentialistisk synsvinkel er det mere vigtigt at komme i kontakt med sig selv og opn forstelse, hvis man vil opn selvaccept. Psykoanalysen definerer, som sagt, jeget, som vrende den instans, der opfatter og forholder sig realitetsorienteret til omverdenen. Men ser vi p ovenstende begravelses-eksempel, bryder man jo ud i latter, uden overjeget kan n at kontrollere det. Derfor m denne humor komme fra en dybere side af en selv hvilket i Freuds optik ville vre fra det ubevidste. Denne situation ville fra et psykoanalytisk perspektiv forklares ved, at du ubevidst bruger humor som en erstatningsdannelse, da du ikke ved hvordan du ellers skal tackle situationen. Jeget behandler bde de ydre og indre stimuli, og ved at opn lyst frem for ulyst i den givne situation, formr jeget at slippe af med flelsen omkring, at individet finder situationen pressende, akavet, srgelig eller andet. Det er alts iflge psykoanalysen psykens mde, at stte et perspektiv p en hndelse. Det skal dog siges, at i dette tilflde ville det givne individs overjeg vre svkket i jeblikket, da man bryder de sociale normer, men til gengld blev humor som forsvarsmekanisme taget i brug, hvilket bevirker at man slipper nogle undertrykte flelser fri, og derved fler lettelse og strre overblik, da situationen bliver sat i perspektiv. Konkluderende har humor p jeget og eigenwelts plan, alts ogs en positiv effekt p det psykisk ubalancerede individ. Men p hvilken mde den positive effekt opns, er vidt forskellig fra de to teorier. Eksistentialistisk set, kommer man i nrmere kontakt med sit selv og opnr en hjere selvflelse og selvtillid, hvor man fra det psykoanalytiske perspektiv, slipper af med nogle ulmende flelser, og giver i situationen individet en flelse af lettelse og velbehag. Vi kan igennem analysen se, at humor har en befriende og lettende virkning p et individ i psykisk ubalance set bde ud fra et eksistentialistisk og psykoanalytisk menneskesyn. Dog er det vigtigt at pointere, at der er meget forskel p hvilken slags humor individet bruger ud fra den situation og psykiske tilstand, det befinder sig i, og hvilken slags flelse individet har brug for at komme ud med. Og netop hvilken slags humor, der bliver brugt i den aktuelle situation, og hvordan individet bruger denne, beskriver Freud mere dybdegende, ved at dele vitsen op i tre overordnede kategorier. Vi vil nu kaste et blik p Freuds forskellige definitioner af vitsen, henholdsvis den selvforsvarsbetonede, narcissistiske og aggressive vits.

49

Den selvforsvarende vits bruges, nr individet har brug for at f situationen ned p jorden og oplst det ubehagelig i situationen, hvor Thielst bruger et fint eksempel: Da Victor Borges far skulle begraves, var hele Det kongelige Kapel mdt i det stiveste srgeantrk, dvs. gamle diplomatfrakker og hatte som nu passede af helvede til, hvorfor Borge forsgte, at trste sin srgende mor med Ja, hvis far havde vret i live, s var han i hvert fald dd af grin af dette her optog (Thielst(B),1995:69). Vi kender alle situationen, hvor man siger noget sjovt i en hjst upassende situation, netop for at fjerne den ubehagelige tavshed og gravalvorlige stemning, og derved lette stemningen, og det er Thielst citat et glimrende eksempel p. Individet der bruger den selvforsvarsbetonede vits er dog samtidig et individ, som har integritet og er i nogenlunde balance med sig selv. Individet bruger denne form for vits til at markere grnser og bekmpe pfrt rollespil. Som i eksemplet gr Borge nemlig grin med den lettere tragikomiske situation ved at sige, at hans far ville d af det srgende optog, og derved tage det kunstige ud af situationen. Omvendt bruges den narcissistiske vits af et individ, som har brug for at f styrket sit selv og ofte laver spg p andres bekostning, der oftest ikke er tilstede. Individet, der bruger den narcissistiske vits, vil gerne vre i centrum som det underholdende midtpunkt, men ikke ndvendigvis i en positiv forstand, da individet bruger humoren til selviscenesttelse og latterliggrelse af sine fjender. Men den narcissistiske vits hjlper mske det usikre individ til at f en psykisk tilfredsstillelse, og derved fle at det er noget. Vi kender alle den gode gamle obskne vits: skal du med hjem og se min frimrkesamling, som har visse seksuelle undertoner. Men vitsen fungerer udelukkende hvis modparten gribe bolden, og spiller med, elles vil vitsen falde til jorden og i stedet blive pinlig, og skabe en ubehagelig situation. Samtidig er det essentielt, at der er en mere negativ og forsvarende side af brugen af vitsen, for den er ikke kun bevendt i muntre og sjove sammenhnge. Individet anvender ogs den aggressive vits, hvis jeget fler sig truet, krnket eller dets territorium er overtrdt. P denne mde evner vitsen at blive srende og rammende mod andre, men samtidig bliver det skjult af latteren, s det er ikke ndvendigvis tydeligt om vitsen bruges som forsvar mod jeget. Men det er et interessant synspunkt, at den aggressive vits bruges til at forsvare sig mod et angreb og derved afvrge psykisk ubalance. Det er en mde at kommunikere de mere ukorrekte flelser ud til omverdenen og derved opn mere psykisk balance, fordi individet oplever en oplsning af sine hmninger. Det skal dog
50

stadig understreges, at vitsen er en ubevidst erstatning. Freud har sledes flere mder hvorp vitsen anvendes individuelt og efter behov. Bde til at lette en trykket stemning, stte sig selv i centrum og derved f det bedre med sin selvflelse eller forsvare sig selv mod angreb.

Konklusion
I lbet af bearbejdelsen af dette projekt, er vi blevet klogere p vores teorier og derved, ironisk nok, fundet ud af hvor meget man ikke ved omkring dette emne, da det bner sig op, nr man gr i dybden med det. Rent basalt, er vi, gennem analysen kommet frem til, at der bde er negative og positive aspekter for individet i henholdsvis psykoanalysens og eksistentialismens syn p humor. Ud fra vores problemformulering ville vi finde ud af p hvilken mde humoren spiller en rolle for det psykisk ubalancerede individ, i forhold til vores to teorier. Overordnet kan vi konkludere, at humor spiller en positiv rolle for det psykisk ubalancerede individ, men psykoanalysen og eksistentialismen har hver deres mde at forklare, p hvilken mde humor har en positiv effekt. For det frste eksistentialismen og psykoanalysen to forskellige menneskesyn, hvilket bevirker, at de tilmed har hver deres forklaring p psykisk ubalance. Hvor psykoanalysen gr mere naturvidenskabeligt og objektivt til vrks, og ser mennesket som styret af drifter vi ikke selv er bevidste om, ser eksistentialismen mennesket som vrende frit. Her fokuserer man p bevidstheden og udlevelsen af selvet og undersger herunder individets fremmedgrelse overfor sig selv, hvilket frer til fortvivlelse og ontologisk angst. Psykoanalysen beskriver menneskets psykiske ubalance som en fortrngning af drifter og forbudte nsker der generer bevidstheden. Metoden til afhjlpningen af dette er at gre det ubevidste bevidst, og her betragtes individet som et objekt der skal analyseres p mere systematisk vis. Psykoanalysen isolerer i hjere grad menneskets psykiske ubalance til det ubevidste, som en forklaringsfaktor. Her mener eksistentialismen, at man skal se p mennesket i sin helhed og i den kontekst det befinder sig i, for at afhjlpe det psykisk ubalancerede individ. Deres overordnede menneskesyn viser i sig selv de store forskelle blandt de to teorier, hvilket ogs skinner strkt igennem, nr vi har fokus p humorens pvirkning af det psykisk ubalancerede individ. Ud fra begge teorier er humoren med til at skabe en lettelse for individet og humoren har derved en gennemgende positiv indvirkning.
51

Ud fra en psykoanalytisk optik, spiller humor en rolle for individet i psykisk ubalance p den mde, at individet gennem humor sprogliggr nogle fortrngte flelser, og derved sker en frigivelse af energi. Denne frigivelse skaber glde og lystflelse hos individet, som derved opnr en strre psykisk balance. Ud fra en eksistentialistisk optik, spiller humor en rolle for individet i psykisk ubalance p den mde, at det bliver lettere at hndtere ubehageligheder og derved skabes der mere kontakt til selvet, og individet opnr derved langsomt en strre accept af selvet, hvilket frer til strre psykisk balance. Det spiller tilmed en rolle hvilke af de forskellige former for humor, der kommer til udtryk. Vi har i analysen set p den eksistentialistiske ironikeren i forhold til den psykoanalytiske vits. Her fandt vi ud af, at ironikeren er selvbevidst om sit eventuelle flugtforsg med ironien, men at det har en positiv indvirkning p individet, da man kommer tttere p selvaccept og fr lettet sit sind, ved nemmere at kunne bearbejde traumatiske situationer. Vitsen, i psykoanalytisk optik, er med til at individet kan slippe de ubevidste og undertrykte impulser fri, og gennem vitsen laver en erstatningsdannelse for disse. Derved undgr individet ulyst og ubehag og fr lettet sit sind. Den eksistentielle humoristen er mere bevidst om sit selv, hvilket kan fre til fortvivlelse og selvkritik, men humoren er inderlig, krlig og positiv. Den psykoanalytiske humor, som vi i analysen har sat i forbindelse med humoristen, kan forklares som erstatningsdannelser for negative og ubevidste flelser, som gennem humoren sprogliggres, og derved opns lyst og get selvflelse. P det eksistentielle Mitwelt plan, vlger individet humor som et kommunikativt redskab til bedre at kunne hndtere sociale situationer. Dette virker som en isbryder, forbedrer de sociale relationer og resulterer i get selvtillid. Det psykoanalytiske overjeg, som vi i analysen har sat i forbindelse med Mitwelt, er individets forstelse af normer, som er frbevidst og styrer vitsens udtryk. Her fungerer humoren ogs som kommunikativt redskab til den sociale omverden, hvilket forbedrer individet relationer og frer til get selvtillid. Eksistentialismen Eigenwelt plan, forsts som vrende en verden, som individet ser ud fra sig selv. Her er humoren gte og kommer indefra, og resulterer i at individet kan vlge humoren som et livssyn. Psykoanalysens jeget, som vi i analysen har sat i forbindelse med Eigenwelt, forklarer
52

humoren som vrende en delvis ubevidst drift, men med delvis bevidst hndtering af den sociale omverden. Humor har alts, ud fra vores to teoretiske vinker, lige meget i hvilken optik man ser det, overordnet en positiv pvirkning p det psykisk ubalancerede individ. Den helt store forskel ligger i psykoanalysens bagudrettethed, med hvilket vi mener, at individet i denne optik altid vil vre pvirket af fortiden, som har konsekvenser for individets nuvrende situation. Eksistentialismen derimod er fremadrettet, da du er hvad du selv vlger at blive.

Diskussion
I det flgende afsnit vil vi se mere kritisk p vores teoretikere og teorier, da processen og bearbejdelsen af disse har sat tanker i gang, om hvorvidt disse, i pgldende kontekst, holder stik, og om deres syn p den menneskelige tilvrelse kan vre sand, eller til dels afkrftes. Da vi er get til dette projekt med nogle forforstelser og fordomme, er der nogle dele af teorierne vi har vret mere kritiske overfor, hvor andre i hjere grad har vret i overensstemmelse med, hvordan vi selv tnker. Bevidstheden om at st alene med ansvaret for sit liv og at vre tro mod sit selv skaber en flelse af ensomhed. Den ontologiske angst er en forudstning for dt at vre menneske. Men er det virkelig muligt for os at vre bevidste om alt, der har indflydelse p vores sind og mentale tilstand? Findes der ikke et ubevidste, som pvirker os, og er der ikke nogle drifter der driver os, som vi ikke er bevidste om? Freuds teori om psykoanalysen har vundet enorm indpas i psykologien og tilmed i samfundet, da den er blevet italesat og en del af den herskende diskurs omkring menneskets psyke. Vi kender alle til at udfre en handling uden at tnke videre over det, og bagefter nsten blive overrasket over denne handling. Her forklarer vi det ofte som ubevidste handlinger overfor os selv. Dog er der ogs klare eksistentialistiske trk i den almene diskurs i samfundet. Udtryk om at vre sig selv, er fuldt ud accepteret og italesat, som en naturlig del af vores samtaler. Udtryk som eksempelvis jeg var ikke mig selv og du skal bare vre dig selv, sttes der ikke sprgsmlstegn ved, da vi ved, hvad der menes med udtrykket. Og med den viden, m vi have en god id om, hvad det vil sige at vre os selv, og hvad det vil sige, nr man ikke er sig selv. Ydermere er det en forstelse, der har vundet stor indpas i vores samfund, da individualiseringen er
53

i hjsdet i det senmoderne samfund, og det hyldes tilmed p nogle fronter. At have en personlig coach og tage p kurser hvor man p den ene eller anden mde mrker sig selv, og hvilke drmme man har for livet, er ikke en usdvanlighed. Dette kan vre med til at forklare vores mere positive holdning overfor eksistentialismen frem for psykoanalysen. Psykoanalysen determinerer og, p en mde, forsimpler individet, til en rkke drifter og ubevidste krfter vi ikke er herre over. Er mennesket ikke mere end det? Vi er styret af vores drifter og det er ud fra disse at vores handlinger udspringer, men aspektet, hvor individet kan vre tynget af bekymringer over sit liv, mangler i psykoanalysen. Eksistentialismens menneskesyn er p mange punkter det diametralt modsatte, p dette punkt isr. I eksistentialismen har individet s meget kontrol over sig selv og sit liv, hvilket giver den dybtliggende angst. Det kan p den anden side vre utrolig meget at lade vre op til det enkelte individ, hvad kan virke angstprovokerende - er vi virkelig s ene om det hele her i livet? Har vi vitterlig mulighed for at vre bevidste om alt og tilmed kunne agere herp? Det er svrt at slippe tanken om, at der m vre nogle aspekter af livet, der ikke er helt op til os selv - at vi mske tror, at vi er herren, men der kan sagtens vre nogle dybereliggende krfter, som skubber os i en bestemt retning, eller pvirker vores beslutningstagen. Tanken er svr at slippe, for hvis det er tilfldet, vil vi p nuvrende tidspunkt ikke vre i stand til at vide det. Iflge psykoanalysen er individet determineret indenfor de rammer, som det tidlige liv har givet individet, ved mere eller mindre traumatiske oplevelser eller forbudte nsker. Ingen opnr at leve et liv fra barn til voksen, uden at vre pvirket udefra, af enten forldre eller andre personer i den ttte sfre. Men man kan fle sig som herren over sin tankegang, s det eksistentialistiske menneskesyn er mske lettere umiddelbart at tro p og forfalde til. Som vi var inde p tidligere, er vi mere positive stemt overfor denne tankegang og det er mske ikke s underligt, da vi som mennesker gerne vil tro, at vi har fuld bevidst kontrol over vores liv. Det er jo sdan det fles, med vores bevidste tankevirksomhed. I senmoderniteten fordres tankegangen om at vre selvstndige, individualistiske mennesker, der trffer sine egne valg. I vores samfund i dag er der mange flere valgmuligheder for, hvordan man kan leve sit liv, end der har vret frhen. Hvad end det angr karriere eller livsstil, s er det helt op til individet, at vlge hvad der er rigtigt for dem, da der ikke er nogle andre der siger, hvad der er rigtigt og forkert. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert mere. Der findes kmpe mngder af information og rd til et bedre liv, som det er op til individet at skille skidt fra kanel i forhold til dem selv. Her ser vi den eksistentialistiske tankegang lyse igennem - individet er i centrum og det er
54

op til dette individ at skabe sig selv og sit liv, gennem de valg det trffer. En opfattelse af at vi er drevet af ubevidste krfter vi ikke er herre over, er ikke en tankegang der hersker i det daglige billede. Der findes en almen accept af det ubevidste, men at den bestemmer over os og vores handlen og ageren, er ikke en tankegang vi har taget til os. Der er forskellige fremtidsudsigter for det psykisk ustabile individ, hvis man ser lngere frem i tiden i henhold til de to psykologiske retninger, og p hvordan dette hndteres af dette individ. Vi har i analysen set p hvordan de to retninger ser p individet i henhold til deres forskellige teorier, og vi har set flere sammenlignelige punkter. Konsekvensen for det psykisk ustabile individ, i forhold til psykoanalysen er, at man umiddelbart kan hjlpes med denne psykiske ubalance via terapi og p den mde, mske f bevidstgjort fortrngt materiale. Men det er ikke sikkert, at dette materiale kan blive bevidst, da fortrngningen kan vre meget kraftfuld. Vi er ikke herre over denne del, hvad gr at vi mske slet ikke er herre over vores eget velbefindende, da det er det ubevidstes struktur, det kommer an p. Dog skriver Kppe, at denne struktur kan pvirkes med selvbevidsthed og selvreflektion, men det er ikke noget individet kan gre p egen hnd i hvert fald ikke med srlig stor effekt. Ser man p fremtidsudsigten for det psykisk ubalancerede individ i henhold til eksistentialismen, ser det umiddelbart ogs lidt trist ud, da mennesket er ontologisk angst, som en grundtilstand. Og fler man ikke den angst, er man s ubevidst om sit selv, at man er fanget s dybt i konformiteten og lever livet nrmest som et dyr, iflge det laveste stadie i Kierkegaards livsstadieteori. Det gr ud p, at vre s tro mod sit selv som muligt, men dette er ikke en nem opgave. Kierkegaard beskriver det netop som en opgave livsopgaven. Den eksistentialistiske psykolog kan hjlpe individet med denne opgave, men en total ro kan aldrig opns. Man opnr aldrig denne totale fred og accept og udlevelse af sit selv, da mennesket altid vil vre usikker p om dette selv er godt nok, og da vekselvirkningen mellem det indre og ydre mellem det sjlelige og den fysiske verden er to strrelser som aldrig kan forenes. Her er det selvets opgave, at opn s stor balance mellem disse som muligt. Men total ro opns aldrig. Det kan virke som om mennesket er dmt til elendighed i strre eller mindre grad, hvad kan vre meget demotiverende at tnke p, selvom tanken om at man er herre over sit liv og har kontrollen, samtidig kan virke meget motiverende. Nr man ser p de to teorier, og hvad de mener om humor, vitser og ironi, er der ogs nogle tydelige forskelle. Forklaring p humor og vitsen kan umiddelbart virke som en ret firkantet forklaring p en menneskelig egenskab, der kan vre s svr at definere og konkretisere. For behver en vits vre
55

en erstatningsdannelse for det fortrngte? Kan det ikke bare vre en morskab for individet, der er i godt humr? Det kan vre en positiv livsindstilling, som skaber hjt humr. Teorien omkring vitsen virker determinerende og som en bestemt reaktionskde. Siger man kun en vits for at lette trykket i det ubevidste, alts for den vej at give slip for undertrykt energi og fortrngt materiale, eller kan der godt vre mere p spil end det? Eller en andet form for tilfredsstillende motiv for det ubevidste? Det er ikke meget selvstndighed at give individet - menneskesynet lyser strkt igennem denne teori, i form af de drifter mennesket er motiveret af og handler efter. Kierkegaard beskriver humoren i to stadier, som er forbundet med det lavere stetiske stadie og det hjere stadie etikeren. Men hvorfor er ironikeren ndvendigvis det lave stadie? Kan folk der bruger ironi, ikke virke endnu mere srbare, da det ofte kan have en negativ eller srgelig klang? Kunne man vende det p hovedet, og tnker ironi som det hjere stadie - en person der er endnu mere srbar og gte, da smerten i humoren skinner endnu mere igennem i det negative udtryk? Humoristen stter et smil p og griner af det, men der kan mske gemme sig endnu mere smerte over sit selv bag dette grin, men masken er mere gennemfrt og mindre gennemskuelig end den ironiske maske. Ironi krver ofte mere direkte opmrksomhed i udfrelsen, det kan virke som en mere bevidst og gennemtnkt handling, som p den mde mske ogs fr strre opmrksomhed fra publikummet. Er man ndvendigvis mere i kontakt med sit selv via det humoristiske stadie? Her er det fortvivlelsen over at ville vre sig selv, uden at kunne, der skaber angsten og skylden, hvor ironikeren er fortvivlet over ikke at ville vre sig selv. Men kunne humoren ikke ogs vre en mde at tage afstand fra det ubehagelige, en endnu mere falsk mde at prve glemme sig selv og ironien den mere konstruktive mde at vre sand mod sig selv, da der ikke lgges skjul p det negative og fortvivlede? Den ironiske humor kan virke srgelig og ensom, og mske er dette endnu tttere p den virkelige ontologiske angst, da der ikke lgges skjul p flelser.

Perspektivering
I flgende perspektivering vil vi se p nogle af de elementer, vi er get vk fra, men som ogs kunne have vret spndende at tage i betragtning. De er enten blevet fravalgt pga. pladsmangel eller fordi de ikke formede at besvare vores problemformulering. Nedenstende er derfor en gennemgang af de aspekter, der kunne have vret inddraget og hvorfor.
56

Vi kunne have set p humoren i et kognitivistisk lys, i form af hvordan latter og grin og en positiv tilgang til livet kan pvirke vores tankemnstrer og derved mske ndre dem. Dette kunne suppleres med positiv psykologi, da det fokuserer p hvilken effekt den positive livsindstilling kan gre for individet. Disse vinkler er vi dog get vk fra, da vi ikke fandt dem relevante nok for vores problemformulering og da den positive psykologi primrt fokuserer p det allerede positive sind og hvordan man kan gre sit liv meningsfuldt. Der er ikke konkrete teorier om hvordan man hjlper det psykisk ustabile individ via humor eller latter. Et omrde der ville have vret spndende at dykke dybere ned i, er det spil der er mellem komik og tragedie hvordan der er en slags hrfin grnse mellem disse to strrelser. Udtrykket tragikomisk er alment kendt, og viser hvordan mennesket nogle gange ikke ved om det skal grde eller grine. Her kunne Sren Kierkegaard ogs vre taget i brug, da han i sine teorier om humor og ironi ogs kommer ind p komik og tragedie. Tilmed beskriver Peter Thielst det kort i sin bog Latterens lyst, Det frigrende og distancerende grin. Vi valgte dog at fokusere p selve humoren, og hvordan denne virker i forhold til individet, da vi fandt dette mere interessant i forhold til, hvilken forskel det kan gre for det psykisk ubalancerede individ. En case der kunne have vret interessant at dykke ned i er Hospitalsklovne. TV 2 sendte i september dokumentaren Klovn for Livet, hvor man flger klovnen Angus p en brneafdeling for krftramte brn p Rigshospitalet. Her kunne det have vret spndende at se p, hvilken forskel Angus gr for brnene og hvordan det ndrer deres livskvalitet til det bedre via sin funktion som den sjove klovn. Dette er vi dog get fra, da det ville krve en del empiri, som ikke ville kunne bruges i dette projekt, og da vi ville fokusere p vores teorier og teoretikere i besvarelsen af vores problemformulering.

Abstract

This project revolves around humor and the meaning of humor for a mentally unbalanced individual as seen from a psychoanalytic and existentialist perspective. It is based on a curiosity regarding which mental mechanisms that lie behind the humor, the individuals use of these and the effect it can have. Our main theorists are Sren Aabye Kirkegaard and Sigmund Freud, both of whom have
57

contributed to a fascinating insight into the human mind, their views on humor and last but not least, how humor can have an effect on the mentally unbalanced. Man is in one perspective free to live its self and make choices, which can result in despair within the individual, as it is placed with the full control over its own life. This would give the human ontological anxiety as a ground state, because how would one know that youre making the right choices for one self and within these choices, what has been not been chosen? This results in a mental unbalance, but irony and humor can be part of stabilizing the mental unbalance by creating a respite for the self and despair therefore becomes easier to handle. Freuds personality model is essential for the understanding of the individual mental structure, hereunder how many processes are unconscious. In the unconscious repressed feelings will be stored, which in the joke acts as a substitute formations, which again is a kind of safety valve, where laughter is the physical expression. It is through these substitute formations, which the joke is part of, that the repressed feelings come out and thereby restoring balance in the psyche. In this way existentialism and psychoanalysis offers different ways in which to tackle the unbalance by using humor as a tool.

Litteraturliste
Bertelsen, Preben, 2009: Personligheds Psykologi, 1. udgave, 6. oplag, Forfatteren og Frydenlund, 2001. Freud, Anna, 1967: Jeget og forsvarsmekanismerne oversat af Mogens Boisen efter The Ego and The Mechanisms af Defence, Hans Reitzels Forlag A/S, 1967. Freud, Sigmund Psykoanalysen i grundtrk, oversat fra tysk af Bjrn Nake efter Abiriss der psykoanalyse, London 1941, DET lille FORLAG, Frederiksberg, 1998, 4. oplag 2001. Freud, Sigmund, 1994: Psykoanalysen Ny revideret udgave oversat af Mogens Boisen, Hans Reitzel, Kbenhavn, 3. udgave, 1972. Freud, Sigmund, 1994: Vitsen og dens forhold til det ubevidste, Dansk udgave ved DET lille FORLAG, Frederiksberg 1994. Fuglsang, Olsen, 2009: Videnskabsteori i Samfundsvidenskaberne, Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, 2.udgave, 4.oplag, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Gammelgaard, Judy, 2007: Psykoanalysen Klassisk og moderne psykologisk teori, kap. 7, 1. udgave, 2007
58

Hjberg, Henriette, 2009: Hermeneutik fra Videnskabsteori i Samfundsvidenskaberne, Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, 2.udgave, 4.oplag, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag

May, Rollo m.fl.: Eksistentiel Psykologi, oversat fra The Origins and Significance of the Existetial Movement in Psycology og Contributions Of Existential Psychotherapy fra bogen Existance, udgivet af Rollo May, Ernest Angel og Henri F. Ellenberger. Copyright 1958 by Basic Books, Inc., New York 3, N.Y. Gyldendals Forlagstrykkeri, Kbenhavn. Printed in Denmark 1966

Olsen, Kppe, 1981: Freuds Psykoanalyse, Ole Andkjr Olsen & Simo Kppe, 2. oplag, 1981 by Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S. Copenhagen. Pedersen, Toft, 2009: Positivisme: erfaringsbaseret viden formuleret i en logisk sprogramme fra Videnskabsteori i Samfundsvidenskaberne, Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, 2.udgave, 4.oplag, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag

Ruch, Willibald, 1998: The Sense of Humor, Explorations of a Personality Characteristic, Edited by Willibald Ruch. Berlin; New York; Mouton de Gruyter, 1998. Slk, Johs. Sren Kierkegaard, Kbenhavn G-E-C Gads Forlag 1963, 7. oplag, 1982. Troelsen, Bjarne Sren Kierkegaard Ideens politispion, 1984 by Bjarne Troelsen og forlaget systime a/s, Herning. Thielst (A), Peter: Latterens lyst - det frigrende og distancerede grin, 1988. DET lille FORLAG, Frederiksberg 1995. Serie- og forlagsredaktionen: Peter Thielst. Thielst (B), Peter: Latterens lyst Bidrag til latterens filosofi og psykologi 1988. Peter Thielst/Tiderne Skifter og DET lille FORLAG, Frederiksberg 1995, serie- og forlagsredaktionen: Peter Thielst.

Thielst, Peter Latterens Lyst bidrag til latterens filosofi og psykologi DET lille FORLAG, Frederiksberg, 1995.

Internet: www.psykisksaarbar.dk d.1.12.2011http://www.psykisksaarbar.dk/Om-Psykisksaarbar

59

60