1

PROFESSORATET
Man br ingen ydre Kvalifikationer fordre for at blive Professor; det er den nedarvede
Regel. Sdan ld ordene i 1904 fra en juridisk professor p et mde i Den Akademiske
Lrerforsamling ved Kbenhavns Universitet under en debat om kvinders adgang til
universitetets lrestole. Den nedarvede regel udtrykker noget centralt i universitetets
selvforstelse: En professors kvalifikationer mles alene med videnskabelige alen, og kn,
nationalitet, religion, social klasse og politisk overbevisning er sagen uvedkommende.
Styreformen i den lrde republik er meritokratiet. rnen, universitetets vartegn over
porten til hovedbygningen, skuer op mod sandhedens evige lys: coelestem adspicit
lucem.
Men flj rnen op og s ned p universitetet, kunne virkeligheden tage sig anderledes
ud. De universitetslrere den s g ind og ud ad universitetets port p Frue Plads, var
ikke bare isolerede sandhedssgere, men ogs politiske og sociale individer. Trods fraser
om en nedarvet regel regeres store Dele af vort Universitet, mente en af alma maters
fortabte snner, af Klubber og Kliker, der gr Universitetet til en selvsupplerende Insti-
tution: Anlagde rnen et kritisk blik, s den nepotisme og politiske afgrelser af viden-
skabelige tvister.
Er det s universitetsprofessoren eller kritikeren der har ret? Hvilken rolle spiller vi-
denskab, kunnen og ideer over for venskab, kn og ideologier?
Afhandlingen har til forml at undersge forholdet mellem sdanne videnskabelige
og ikke-videnskabelige faktorer i forvaltningen af videnskaben - ikke som en viden-
skabsteoretisk diskussion af hvad videnskab er, men som en detaljeret undersgelse af
hvorledes videnskaben i praksis blev forvaltet i en given periode og en given sammen-
hng: Det Filosofiske Fakultet ved Kbenhavns Universitet, 1870-1920.
Det Filosofiske Fakultet var indtil 1970 navnet p det der i dag hedder Det Humani-
stiske Fakultet. Fakultetet fungerede som en selvstndig operationel enhed, men de fle-
ste beslutninger skulle enten godkendes af Konsistorium eller ministeren for kirke- og
undervisningsvsenet. Til gengld var der ikke nogen institutter eller andre mindre
institutionelle enheder end fakultetet bortset fra de enkelte lrestole. Det var sledes det
samlede fakultet der tog stilling til alle videnskabelige sprgsml for de enkelte fags ved-
kommende - lige fra udformningen af eksamensordninger over godkendelsen af dispu-
tatser til ansttelsen af nye lrere. Fakultetet er derfor ogs en oplagt og noget overset
analyseenhed.
Afhandlingen handler om magt - videnskabelig og akademisk magt. Den videnska-
belige magt kan bestemmes som magten til at definere hvad der tller som god viden-
skab. I eksamensordninger fastlgges nogle emner og metoder eksempelvis som mere
vigtige end andre, i disputatsbedmmelser forhandles minimumskravene for den viden-
skabelige afhandling, i lrerindstillinger tages der videnskabeligt stilling mellem forskel-
lige kandidater med forskellige videnskabelige profiler, interesser og lbebaner. De vi-
2

denskabeligt set mest indflydelsesrige aktrer i dette magtspil var de ordinre professo-
rer: Kun de var sikret sde i fakultetet og dermed formel ret til at fastlgge de videnska-
belige normer. Sprgsmlet om videnskabelig magt og om besttelsen af lrestole er
sledes intimt forbundne, og en undersgelse af kandidaternes vej til professoraterne
bliver derfor en oplagt metodisk sti at flge for historikeren.
Den videnskabelige magtkamp var imidlertid ikke alene et anliggende for universitet
og fakultet. Der var nemlig ingen formel autonomi: Det var statsmagten - undervis-
ningsministeren - der ansatte den ny professor, ikke universitetet eller fakultetet, der
mtte njes med at afgive indstilling. Utallige danske humaniorastuderende er viden-
skabsteoretisk flasket op med Sren Kjrups bog om Menneskevidenskaberne, hvori det
hedder at det moderne forskningsuniversitet siden Humboldt-universitetet har vret
karakteriseret ved bedmmelsesfrihed, det vil sige retten til selv at udpege hvem der skal
ansttes; men dette er en misforstelse. Humboldt nskede nemlig at staten skulle vre
garant for at nepotistiske hensyn ikke blev udslagsgivende ved udnvnelsen af profes-
sorer. Og over for Det Filosofiske Fakultet benyttede staten denne sin ret til at trumfe
egne kandidater igennem i en rkke ansttelsessager frem mod rhundredskiftet.
Der var alts magtkampe internt i fakultetet svel som mellem fakultetet og staten:
Videnskabelige institutioner som universiteter er altid bde prget af interne spn-
dinger og underlagt et ydre pres. Nok s vsentligt er det imidlertid at fakultetet - i
hvert fald efter :8,o`erne - ogs var prget af en grundlggende enighed p to planer:
For det frste var der enighed om det videnskabelige sprog. Det var den selvstndige
forskningsprstation som var meriterende. Personlige eller politiske hensyn kunne sag-
tens spille en rolle for bedmmerne, men beslutninger skulle altid legitimeres viden-
skabeligt og under henvisning til ansgernes tidligere forskningsprstationer. Af ikke-
videnskabelige argumenter var det kun nationale hensyn som legitimt kunne bringes i
spil. For det andet stod fakultetet sammen over for statsmagten for at beskytte sine kor-
porative interesser mod det ydre pres. Det var nemlig vanskeligere for staten at tilside-
stte det forenede fakultets nsker end hvis fakultetet stod splittet. Til gengld betyder
det at historikeren altid m vre varsom med at acceptere det konsensusbillede som de
officielle kilder giver.
Tilbage i :8,o`erne var billedet dog knap sa skarpt tegnet op. Fordi professoren ikke
kun stod i videnskabens tjeneste, men ogs var statsansat embedsmand, kunne viden-
skaben i sine institutionelle rammer ved universitetet legitimt begrnses af hensynet til
staten. Derfor var det utnkeligt at en socialist kunne blive konomisk professor - og
for mange af Det Filosofiske Fakultets professorer var det af politiske og religise grunde
lige s umuligt at gre Georg Brandes til professor i stetik.
Sagen om Brandes begyndte da han i 1871 indsendte en ansgning om et docentur i
litteratur. Havde han fet det, var han ogs blevet professor i stetik da lrestolens inde-
haver dde ret efter. Men Brandes fik ikke stillingen. Nr hans anskuelser blev et tema,
skyldes det forst og fremmest at han i :8,o`erne i videnskabelig henseende entydigt blev
vurderet som fuldt kvalificeret til lrestolen i stetik og som s meget dygtigere end sine
3

konkurrenter at det ikke kunne komme p tale at bestte lrestolen til anden side, og
den blev stende ledig i 20 r. Der var derfor heller ingen mulighed for at begrunde af-
visningen med de foretrukne videnskabelige argumenter. Hermed blev den politiske
karakter benlys.
Brandes angreb i sine forelsninger ved universitetet - han havde som dr.phil. ret til
at forelse som privatdocent - det bestende samfund, herunder religionen, og samtidig
det dannelsesbegreb som var det danske, akademisk (og det vil sige ved Kbenhavns
Universitet) uddannede embedsborgerskabs adkomst til magten i samfundet. Angrebet
faldt p et tidspunkt da socialismen en kort overgang tonede frem som en alvorlig trus-
sel mod samfundet, og samtidig med at grundtvigianismen udfordrede dannelsen. Der-
for slog angrebet hrdt, og derfor blev der slet hrdt igen. Forargelsen over Brandes i
dagspressen og i fakultetet var den samme. Nr Brandes havde forsvaret selvmordet,
kunne han ikke forvente opbakning fra en kristen dansk professor, argumenterede en
sdan eksempelvis. Andre af fakultetets professorer havde imidlertid strre ubehag ved
at mtte tilsidestte de videnskabelige hensyn - men der var ingen vej uden om.
Brandessagen dukkede med jvne mellemrum op de flgende 30 r, men i sagens
senere faser argumenterede fakultetets lrere alene ud fra videnskabelige hensyn. Allige-
vel drejede sagen sig vedblivende om hvilken rolle ansgernes anskuelser skulle og kun-
ne spille i ansttelsessager. Da sagen efter det politiske systemskifte i 1901 blev afsluttet
med professortitel og -ln til Brandes, var det den symbolske markering af at anskuelser
ikke lngere mtte spille nogen rolle. Det var sledes ogs en markering af at den viden-
skabelige autonomi var blevet styrket.
Det ses ogs i forholdet til staten. Efter 1892 - da staten indsatte den konservative
Julius Paludan i det stetiske professorat imod det nu mere Brandes-venlige filosofiske
fakultets vilje - accepterede staten universitetets krav om videnskabelige autonomi. re-
ne forinden havde vret prget af mange konflikter, der dels tog farve af den enkelte
minister, dels af de politiske omstndigheder. Fischer, der var minister fra 1875 til 1880,
havde et meget drligt forhold til universitetet. Han opfattede det som en indspist insti-
tution der var ude af stand til at forny sig. Han arbejde blandt andet for Brandes` ansat-
telse, men dette og de fleste andre af hans forsg p at forny universitetet videnskabeligt
slog dog fejl. Efterflgeren Scavenius (1880-91) forsgte i de anspndte politiske kampr
1883-85 at sikre Det Filosofiske Fakultets politiske loyalitet over for Estrups hjrerege-
ring ved at holde formodede venstresindede akademikere ude af professoraterne og at
indstte to docenter i litteraturhistorie, heriblandt den fromtalte Paludan, for at lukke
Brandessagen ned. Paradokset er at Scavenius` politisk motiverede intervention fik storre
videnskabelig betydning end Fischers videnskabeligt motiverede angreb: Scavenius traf
rigtige valg af forkerte grunde: Han tilfrte fakultetet lrerkrfter der blev uundvrlige
for afviklingen af det strkt voksende (embeds)eksamensvsen, og han bidrog til at
modernisere og institutionalisere danskfaget. Den politiske indgriben fik alts konse-
kvenser, men ikke de tilsigtede. Det Filosofiske Fakultet gled fortsat mod venstre.

4

Afhandlingen falder i fem kapitler. De frste tre kapitler analyserer spillereglerne gen-
nem bredt anlagte, systematiske undersgelser af kildematerialet.
I frste kapitel, Karrieren, analyseres karrierevejen: eksamen, doktordisputats, pri-
vate forelsninger, stipendier - og endelig docentur og professorat. Usikkerheden beto-
nes som et grundvilkr, og betydningen af protektion i fakultetet fremhves.
Afhandlingens flgende to kapitler, Disputatsen og Ansttelsen, undersger
nrmere fakultetets behandlinger af sdanne sager der fra aspiranternes perspektiv var
vigtige skridt p karrierevejen. I begge tilflde havde de nrmeste fagkyndige i fakulte-
tet strst indflydelse, men fakultetet som sdan spillede ogs vedvarende en rolle. Begge
kapitler indeholder analyser af konflikt og konsensus i fakultetet og af bedmmelseskri-
terierne; videnskabskriteriet var enerdende i disputatssager og dominerende i ansttel-
sessager, og de videnskabelige normer i disputatsbedmmelserne kortlgges. Der peges i
Disputatsen pa at der var sarlig store spandinger i :8,o`erne. Ansattelsen indehol-
der desuden en diskussion af betydningen af religion, kn og nationalitet; sidstnvnte
spillede en srlig fremtrdende rolle i forbindelse med de islandske docenter ved fakul-
tetet.
De to sidste kapitler bestr til gengld af dybtgende analyser af enkeltsager - som
viser betydningen af sociale netvrk, protektion, politiske og ideologiske positioner,
nationalitet, religise afvigelser. I kapitel 4, Staten, analyseres en rkke ansttelsessa-
ger hvor statsmagten udfordrede universitetets videnskabelige magt. Fakultetets viden-
skabelige konflikter med staten blev imidlertid efterhnden frre, og efter Estruptiden
(1875-94) havde fakultetet reelt den videnskabelige magt til selv at bestte lrestolene. I
Feltet flyttes fokus til fakultetets indre kampe med hovedvgten p rene 1895-1920.
Kapitlet analyserer hvorledes der blev kmpet om det videnskabelige felts grnser, isr
i forhold til det politiske felt, men ogs det religise.
Afhandlingen demonstrerer at bde videnskabsinterne og videnskabseksterne fakto-
rer m inddrages for at forst spillet om den videnskabelige magt.