Kvind e – K end din

kam p!
Så blev det 8. marts endnu en gang – Kvindernes Internationale Kampdag - men hvad kæmper vi
egentligt for? Lad os for underholdningens skyld opsummere store ændringer og sejre for
kvindekampen i nyere tid...

Girl Power! Blev introduceret i midthalvfemserne af fem frække sild fra England – Spice Girls. De
fem chicks lærte Verden, at man altså godt kan være iklædt en latextop, trusser og støvler mens man
synger om sit frie forhold til sex – og at det her var den moderne kvindekamp! Hvor tidligere tiders
feminister i 1990'erne enten var glemte eller blev afskrevet som kedelige, hængebrystede singler og
lesbiske, skulle der nye boller på suppen! Og sikke boller – alt under en E-skål viste sig hurtigt at
være for lidt til at være en rigtig kvindeforkæmper..! Disse fem piger startede unægteligt den Girl
Power bølge som stadig i dag kan spores til sangerinder som Pink og Britney Spears – omend i ny,
og endnu mindre indpakning. For indpakningen er vigtig når man går ind for Girl Power, faktisk er
det så vigtigt at vise omverden at man ikke underlægger sig mænds luner, modebranchens dogmer
og forældregenerationens holdning til hvordan pæne piger opfører sig, at man altid skal være
perfekt. Intet mindre end perfektion kan forventes af den stærke pige eller kvinde.

Perfektion er også nøgleordet for den moderne karrierekvinde – kvinden der overgik manden på
gulvet og satte sig i direktørstolen. Det er i Danmark vel at mærke meget få kvinder der når til tops i
både det politiske liv, forretningsverdenen, de akademiske kredse og andre lukrative steder. Og nej,
der er ikke kønsmæssig ligeløn indenfor hverken lav-, mellem- eller højindkomster i Danmark. Det
er nogle kampe vi skal kæmpe, der skal være ligeløn og ligeret på arbejdsmarkedet, men er det
vores vigtigste kamp?
For at vende tilbage til de kvinder som sidder i topstillinger, vil en typisk karrierekvinde have en
arbejdsuge på over 50 timer, konstant blive konfronteret enten med ikke at deltage nok i
hjemmelivet med mand og børn eller ikke at have disse, være slank, velpåklædt – feminint men
stærkt, og i kampen for samme eksistensberretigelse som sine mandlige kolleger hele tiden løbe lidt
hurtigere, se lidt bedre ud, være lidt bedre forberedt osv.

Teenagepigerne der har henholdsvis Pink og Karrieremor som forbilleder begynder stadig tidligere
at have spiseproblemer som bulimi og anoreksi, fokuserer sygeligt meget på deres udseende og
andres opfattelse af dem, dyrker selvdestruktiv afreaktion som cutting og overdrevet alkohol- og
narkomisbrug. Men gælder det ikke også teenagedrengene, har de ikke også problemer med sygeligt
behov for perfektion og at leve op til bestemte kønsnormer? Jo! Skal vores næste kamp så være at få
dem til at have ligeså høj selvdestruktionsprocent som vi selv har?? Det må jo være det feminisme
og kampen for kønnenes ligestilling og ligeret handler om, ikke? Nej – det er ikke det det handler
om, og måske netop det faktum at man i mange år har anskuet kvindekampen som en isoleret kamp
er en del af problemet.

Venstrefløjen der sammen med resten af Danmark har travlt med at kæmpe om den politiske midte
med lækre, stylede kvindelige frontfigurer har ingen interesse i at stoppe denne udvikling. Måske er
vores næste statsminister, den mindst dårlige af to onder, netop en af disse kvinder: Stærk, lækker
og velklædt. - Et faktum der blev stadfæstet utallige gange da samtlige politiske kommentatorer
over det ganske land, brugte mere tid på at diskutere Helle Thornings Guccitasker end Anders
Foghs jakkesæt, eller hendes politiske holdninger for den sags skyld.
Problemet er altså ikke, at kvinder ikke kan komme til tops i det politiske liv, at kvinder ikke kan
blive chefer og sparke nedad eller at kvinder ikke kan udtrykke deres seksuelle behov gennem
musik, påklædning og attitude.
Hvorfor har mange piger og kvinder så stadig stigende problemer med spisevægring, hvorfor bliver
kvinder stadig handlet som sexslaver selvom slaveriet ophørte for over 200 år siden, hvorfor
udsættes kvinder stadig for vold fra deres ægtemænd, hvorfor voldtages kvinder stadig – oftest af en
de kender, hvorfor ødelægger stadig flere kvinder deres krop med plastikoperationer, hvorfor har
karrierekvinder altid dårlig samvittighed overfor familien eller får pålagt det af andre, hvorfor skal
muslimske kvinder frygte for deres liv hvis de ikke vil giftes med deres fætter, hvorfor skærer unge
piger i sig selv for at producere morfinlignende stoffer i hjernen, hvorfor diskuterer vi Thornings
tasker, hvorfor lader kvinder sig diktere af modeblade og reklamer, hvorfor er vi ikke frie?

Kampen skal ikke udkæmpes i direktionslokalerne eller på TV, for dette er ikke en kamp fra oven!!
Dette er ikke blot en kamp om hvem der tjener mest, det er en kamp imod at man skal blive det
samme som mænd var for både os og vores medbrødre i en nær fortid. Kampen for at blive en ny
undertrykker er aldrig kvindefrigørelsens kamp.

Kvinder der sparker nedad på deres medarbejdere eller indvandrere

Kvinder der benytter de samme undertrykkelsesmekanismer som ligger i kapitalismen og
patriarkatet og sparker nedad på udsatte grupper i samfundet
Kvinder som ikke vil menneskelig frigørelse, vil ikke kvindefrigørelse.

Værdikamp har været et nøgleord i 2000'ernes politiske liv, og vi har fået kamp til stregen; udover
de besparelser, skattelettelser og politiske stramninger der som et andet spøgelse er gået igennem
Europa det sidste tiår, har på mange måder sparket os tilbage til før 1968. Antallet af
kirkebryllupper er steget, antallet af kvinder på barsel er steget, de højreradikale konservative
familieværdier er herskende i Europa, Kristne fundamentalister slår igennem i både de danske og
amerikanske debatter, den ene lokale kunstforening lukker efter den anden - såvel som alternative
fristeder og spillesteder, de store verdensmonopoler bliver større imens lokale butikker må lukke,
det vi kaldte højrefløj for ti år siden kaldes i dag den politiske midte, racistiske love og paragraffer
som det internationale samfund ikke tidligere havde accepteret vedtages i Danmark uden blinken,
homoseksuelles rettigheder er stort set ikke på den politiske dagsorden og udsigten til at leve et
andet liv svinder daglig mere ind.

Den drøm vores mødre kæmpede for os bliver dagligt reduceret til historiske fakta i stedet for at
forblive aktuel. Vi må huske, at den kamp der startede med rødstrømperne og de mål de nåede ikke
foregik som isolerede kampe; de opstod samtidig med borgerrettighedsgrupper, fredsbevægelser,
antiatomkraft kampagner, miljøbevægelsen, vietnambevægelsen, kunstgrupper som Solvognen og
fristeder som Christiania. Hvis vi skal realisere vores drømme og mål er det derfor nødvendigt at vi
først definerer dem og siden realiserer dem. Hvis vores drøm om kvindekamp ikke ender 60 timer i
en direktørstol med en anorektisk teenagedatter må vi slå nødbremsen i bund og stoppe op! Denne
kamp når meget videre end løn og jobfunktioner – det er kampen om vores liv! Kampen for livet
som vi drømmer om og om den Verden vi vil skabe, og derfor er det nødvendigt at vi også kæmper
for musikken, friheden, freden, kunsten, børnene, miljøet, tolerancen.
Det er ikke for sjov jeg nævner alle disse ting som mange nok vil afskrive som idylliske
hippiefloskler, kvindekampen kan kun vindes sammen med vore andre kampe:

Ingen er frie før alle er frie!

FORENING SOR TE F ANE (FSF)
E-mail: anarkister@hotmail.com
URL: sortefane.wordpress.com