side 1

Indholdsfortegnelse
1.1 Indledning side 2
1.2 Brugen af materiale side 2
2.1 Definition af statsbegrebet side 2
3.1 Demokrati i staten side 3
4.1 De liberalistiske statsopfattelser side 4
4.2 Den klassiske liberalismes statsopfattelse side 4
4.3 Den libertarianistiske statsopfattelse side 5
4.4 Den socialliberalistiske statsopfattelse side 5
4.5 Konservatismens statsopfattelse side 5
4.6 Den marxistiske statsopfattelse side 6
4.7 Den anarkistiske statsopfattelse side 7
5.1 Diskussion og kritik af statens rolle side 8
5.2 Intern diskussion af liberalismen side 8
5.3 Marxisternes alternativ side 10
5.4 Det anarkistiske alternativ side 11
6.1 Den universelle velfærdsmodel side 12
6.2 Vurdering af det liberalistiske syn af på den danske velfærdsstat side 13
6.3 Vurdering af det konservative syn på den danske velfærdsstat side 13
6.4 Vurdering af det marxistiske syn på den danske velfærdsstat side 14
6.5 Vurdering af det anarkistiske syn på den danske velfærdsstat side 14
7.1 Konklusion side 15
Litteraturliste side 16

1.1 Indledning
I denne opgave vil jeg beskæftige mig med staten og forskellige opfattelser af denne. Emnet rejser
naturligvis en række spørgsmål så som, hvad er en stat, og hvordan bør den se ud? Hvad skal vi
overhovedet bruge en stat til, kan vi ikke bare nedlægge den? Ideologierne har hver deres svar på
disse spørgsmål. Det er de svar jeg i min opgave vil forsøge at finde frem til. Ud fra de fundne svar
vil jeg så føre en diskussion mellem disse, for til sidst at konkludere hvilke svar der er
tilfredsstillede og hvilke der ikke er det. Meget af denne opgave vil foregå på et abstrakt plan, da det
jo langt hen ad vejen er ideologiske spørgsmål, jeg behandler. I afsnittet om den danske velfærdsstat
vil denne diskussion så blive anvendt mere konkret. Det kan måske synes som om, jeg nogle gange
bevæger mig udenfor emnet, men for at forstå og diskutere ideologiernes opfattelse af staten, må
man nødvendigvis også inddrage andre aspekter af ideologierne. Nogle af mine ræsonnementer i
diskussions- og kritikafsnittet burde nok være påvist over en side eller lign. Men pga. plads- og
tidsmangel har jeg tilladt mig at forsøge at påvise disse på et par linier, læseren må jo så bare
vurdere, om dette forsøg faldt heldigt ud eller ej. Min fremgangsmåde vil være, at jeg først
undersøger de forskellige ideologiers opfattelser af staten. På grundlag af denne undersøgelse vil jeg
føre en diskussion af statens rolle. Til sidst vil jeg bruge denne diskussion til at vurdere
ideologiernes syn på den universelle velfærdsmodel.

1.2 Brugen af materiale

I afsnittet om de forskellige ideologiers opfattelser af staten vil der være hyppige
litteraturhenvisninger, fordi den anvendte viden her er hentet fra kilder. I delen med diskussion og
kritik af statens rolle vil litteraturhenvisningerne være betydeligt færre, dette skyldes at det primært
er mine egne ræsonnementer, jeg præsenterer i det afsnit. Da det som nævnt er meget ideologisk
debat, der bliver ført, har jeg ikke lagt stor vægt på, hvor nye eller gamle mine kilder er. De fleste af
ideologierne, som jeg beskriver i denne opgave, er grundlagt i forrige århundrede, og derfor er selv
meget gamle kilder stadig yderst relevante for mit emne. Det brugte materiale spænder vidt, meget
af det bekender sig til en bestemt ideologi, og man må derfor huske at tage subjektiviteten i mente.

2.1 Definition af statsbegrebet

Da jeg i opgaven vil beskæftige mig med staten og opfattelse af denne, vil det være på sin plads
allerede nu at fastslå, hvad der præcis menes med begrebet stat. Da der eksisterer mange forskellige
opfattelser af staten, kan det være svært at lave en overordnet definition som dækker denne
mangfoldighed. Den bedste karakteristik af staten fandt jeg hos Murray N. Rothbard1, jeg citerer:
1 Forfatter til “Retsystemet på det frie marked” som forefindes i “Samfund uden stat” (se litteraturliste)
 side 3

Lad mig til at begynde med definere staten som en institution, der besidder en eller begge (næsten
altid begge) af følgende karakteristika: (1) den erhverver sin indtægt ved fysisk tvang, kendt som
beskatning, og (2) den besidder, og bevarer oftest et tvangsmonopol over levering af
beskyttelsesydelser (politi og domstole) i et givent territorialt område2
Man må holde sig for øje, at Rothbard er modstander af staten, og derfor bruger negativt ladede ord
i sin definition, men hvis man sætter sig ud over denne subjektivitet, er hans definition efter min
opfattelse dækkende. Disse karakteristika passer på alle stater, lige fra de græske bystater til de
moderne velfærdsstater. Det bliver selvfølgelig en voldsom forenkling af statsbegrebet, idet der
findes mange typer af stater, men disse 2 karakteristika må siges at være alle staters fællesnævnere.

3.1 Demokrati i staten

Når man vil undersøge de forskellige syn på begrebet stat, er det selvfølgelig også vigtig at finde ud
af, hvordan disse stater skal styres. Med styres mener jeg, hvilken form for demokrati ideologierne
finder bedst, dette må naturligvis kædes sammen med alle de andre karakteristika, som de enkelte
stater ellers har. Grunden til jeg har valgt at lave denne redegørelse i et afsnit for sig selv er, at der i
praksis kun eksisterer 2 seriøse opfattelser af hvordan en stat skal styres3. (1) Det repræsentative
demokrati. Det er denne demokratiform vi har i dag. Den fungerer ved at nogle politikere
konkurrerer om vælgernes gunst4, vælgerne skal så stemme på den politiker, de ønsker skal
repræsentere dem, deraf navnet. Denne variant af demokratiet er liberalistisk, og skal derfor forstås
som den foretrukne styreform i alle de liberalistiske stats typer. De konservative er i dag også
tilhængere af det repræsentative demokrati. (2) Deltagerdemokrati. Denne form for demokrati er
den marxistiske variant. Den fungerer ved, at dem der deltager i en institution, bestemmer over
institution. Det betyder i praksis at arbejderne skal have kontrol over produktionsmidlerne, da det er
dem, som deltager i produktionen. Dette kaldes proletariatets diktatur.

4.1 De liberalistiske statsopfattelser

Når man vil undersøge den liberalistiske statsopfattelse kommer man hurtigt frem til, at der er
mange forskellige opfattelser af staten indenfor den liberalistiske grundideologi. Den liberale

2 fra “stat uden samfund” side 11 (se litteraturliste)

3 Marxismen er i de sidste årtier blevet langt mere demokratisk orienteret end de var tidligere. “Selvforvaltning,
velfærdsstat og politisk teori” side 25 (se litteraturliste)
4 Ligesom markedskræfterne konkurrerer om forbrugernes gunst
tradition spænder over alt fra libertarianismen5 til Rawl6, der er altså tale om mange forgreninger af
denne ideologi. For at overskueliggøre liberalismen har jeg valgt at inddele den i 3 forskellige
underideologier. Jeg har valgt at inddele liberalismen i libetarianisme, den klassiske liberalisme og
socialliberalisme. Selvom disse tre ismer er meget forskellige tilhører de alle den liberalistiske
tradition, fordi deres udgangspunkt er det liberalistiske menneskesyn7. Jeg vil i denne opgave
primært beskæftige mig med den klassiske liberalisme, men en dybtegående undersøgelse af
liberalismens statsopfattelse vil dog kræve, at jeg også inddrager de to yderpoler inden for denne
opfattelse.

4.2 Den klassiske liberalismes statsopfattelse

Dette er en frihedselskende ideologi, frihed står som det højeste princip indenfor alle de
liberalistiske ideologier. Mennesker trives bedst, hvis de er frie og har vide rammer for deres
handlemuligheder. Men her er også tale om rettighedstænkning, mennesket er født med visse
ukrænkelige rettigheder. Det er netop her staten kommer ind i billedet, dens opgave er nemlig at
sikre individets rettigheder. Staten ses her som en slags fælles socialkontrakt, der er indgået af
borgerne i staten. Staten er skabt af mennesket, modsæt f.eks. Aristotelisk tænkning, hvor staten er
en naturlov. De klassiske liberalister er fortalere for den såkaldte minimalstat, hvis opgaver skal
indskrænkes til det mindst mulige, uden at det bringer sikringen af individets rettigheder i fare. Det
betyder, at langt de fleste opgaver i samfundet skal løses af private og ikke af staten. Denne
holdning kan føres tilbage til deres menneskesyn, individerne er egoistiske og vil derfor konkurrere
med hinanden. Produktiviteten, friheden osv. er altså størst, når opgaverne i et samfund bliver løst
af private og ikke af staten. Ud fra denne argumentation kunne man godt undre sig over, hvor de
klassiske liberalister finder deres begrundelse for staten, den er bl.a. at finde i filosoffen John
Lockes8 tekster. Argumenterne for overhovedet at indgå den fælles kontrakt, som de ser staten som,
går på at sikre stabilitet. Således at der gives afkald på en lille smule af friheden9 til fordel for
stabilitet i form af sikring af privat ejendomsret og sikring mod overgreb. Den klassiske liberalisme
lægger vægt på individet fremfor staten, og staten skal derfor kun varetage et minimum af opgaver.
De klassiske liberalister er fortalere for minimalstaten.

5 Også kaldet højreanarkisme (se mere i “Samfund uden stat” fra litteraturlisten)
6 se litteraturliste “Ret og magt” side 86-89
7 Et menneskesyn der siger at mennesket er egoistisk, men også rationelt og selvstændigt tænkende.
8 John Locke Engelsk filosof (1632-1704) , han beskæftigede sig med retsfilosofi og var en af de tidlige fortalere for
tredeling af magten (se litteraturliste “Ret og magt” side 56)
9 Handlefriheden bliver krænket af lovede, og den økonomiske frihed bliver krænket af staterne
 side 5

4.3 Den libertarianistiske statsopfattelse

Libertarianerne er enige med de klassiske liberalister på næsten alle punkter, de ligger også deres
fokus på individet fremfor staten. Men hvor de klassiske liberalister mener at vise opgaver bedst
væretages af en stat, går libertarianerne mere radikalt til værks. De tager den fulde konsekvens af
deres statsskepsis, og går dermed imod enhver form for statsdannelse10. Libertarianerne anfægter de
klassiske liberalisters statsbegrundelse, diskussion om statens begrundelse vil jeg senere komme ind
på i afsnittet om ideologiernes kritik af staten.

4.4 Den socialliberalistiske statsopfattelse

Ligesom ved de 2 forrige liberalistiske ideologier lægges der også her vægt på den personlige
frihed. Men ifølge denne ideologi forudsætter frihed også en vis form for lighed. Fordi individerne
er egoister og hinandens konkurrenter, kan denne individernes lighed og dermed frihed ikke sikres
af private. Ligheden kan kun sikres gennem en stat. De socialliberale ser det som hensigtsmæssigt
at staten varetager den opgave, det er, at sikre ligheden. Menneskesynet er stadig det samme, og de
drivende kræfter i samfundet skal også stadig være det frie marked. Denne gren af liberalismen er i
dag den mest betydningsfulde, og det er denne form for liberalisme, der kommer tættest på nutidens
velfærdssamfund11.

4.5 Konservatismens statsopfattelse

Jeg må først gøre det klart, at når jeg skriver om den konservative holdning, menes der den såkaldte
værdikonservatisme12, og ikke blot at man vil bevare tingenes stilstand uforandret. Der er altså tale
om en ideologi ligesom de andre klassiske ideologier. Konservatismen ser samfundet som en
organisme, individerne er en lille del af det store samfund. Denne ideologi er mindre
individualistisk end liberalismen, alle spiller deres rolle og er gensidig forpligtet overfor andre i
samfundet. I den konservative tænkning er staten naturlig konsekvens af civilisation, altså ikke som
hos liberalisterne noget menneske skabt. I denne ideologi er der heller ikke noget
modsætningsforhold mellem staten og de enkelte individer, individerne udgør tilsammen en
organisme, som staten er en del af. Den konservative stat vil derfor også være mere autoritær, idet at
man sætter det almene vel over den enkeltes frihed. Statens rolle er at sikre de konservative værdier
såsom lov og orden for det almene vels skyld.

10 Se “Samfund uden stat” i litteraturlisten

11 Dette afsnit er inspireret af “Politik og samfund i forandring” side 95 (se litteraturliste)
12 “Menneske Samfund Natur” side 195 (se litteraturliste)
4.6 Den Marxistiske statsopfattelse
Den marxistiske statsopfattelse er en meget kompleks størrelse. Statens rolle afhænger nemlig af det
omgivende samfund, og staten skal ifølge marxisterne altid analyseres i samfundstotaliteten og i
relation til de sociale klasser13.Disse marxistiske analyser af staten som en kompleks del af det
omgivende samfund kaldes statinterventionisme14. Ydermere vil jeg helt undlade at beskæftige mig
med den stalinistiske økonomiske reduktionisme. I denne opgave vil jeg tage udgangspunkt i, at
marxisterne er fortalere for den socialistiske stat og modstandere af den kapitalistiske stat.
Marxisterne vil nok hævde at dette er en smule misvisende, fordi det jo kun er et trin på vejen til
kommunismen, som principielt er statsløs15. Jeg foretager denne forenkling dels for at bevare mit
fokus, (som ikke er marxismen) og dels fordi marxisterne i praksis altid har været fortalere for den
socialistiske stat. Marxismen er en konfliktideologi, den ser ikke samfundet som en harmonisk
størrelse, men som et system hvor der eksisterer modsætningsforhold i form af interessekonflikter
mellem de sociale klasser16. Marxisterne fokuserer i deres tænkning på produktionsmidlerne, dette
gælder også for deres statstænkning. Det er netop produktionsforholdene, der for marxisterne afgør
statens karakter, hvis produktionsmidlerne er styret af markedskræfterne, er der tale om en såkaldt
kapitalistisk stat, og hvis produktionsmidlerne er statsejede og denne stat ellers er en arbejderstat, er
der tale om en socialistisk stat. Marxismens statsopfattelse kan som sagt groft opdeles i 2, her vil
jeg behandle marxisternes syn på den socialistiske stat, og senere i afsnittet om ideologiernes kritik
vil jeg behandle deres syn på den kapitalistiske stat. Marxisterne ser på menneskene som et produkt
af samfundet omkring dem, de opererer altså ikke med en tanke om at mennesket har én bestemt
natur, ligesom f.eks. liberalisterne gør det. Derfor vil et velfungerende samfund producere
velfungerende individer, da marxisterne opfatter det kapitalistiske samfund som konfliktfyldt, vil
det naturligvis også producere konfliktfyldte individer17. Den socialistiske stats opgave er derfor at
ophæve disse konflikter, hvilket sker gennem en opløsning af klasserne, som igen kun kan ske ved
statens overtagelse af produktionsmidlerne. Marxisterne ser den socialistiske stat som
arbejderklassens eneste middel til at frigøre sig fra undertrykkelsen i det kapitalistiske samfund.
Marxismen sætter den kollektive solidaritet over det enkelte individs frihed, og dermed er
begrundelsen for en autoritær stat. Marxister vil hævde at dette ikke er noget problem fordi at

13 “Teorier om politik og stat” side 52 (se litteraturliste)

14 Læs mere om dette emne i tidsskriftet “kurasje” nr. 7 (se litteraturliste)
15 Marxister ser altså ikke staten som en naturlov, men som noget menneske skabt
16 “Politik og samfund i forandring” side 93 (se litteraturliste)
17 Dette er selvfølgelig en forenkling, men det er den grundlæggende tanke.
 side 7

arbejderstaten vil væretage proletariatets interesser og dermed skabe lighed i samfundet. Dette
kaldes proletariatets diktatur.

4.7 Den anarkistiske statsopfattelse

Ligesom libertarianerne er anarkisterne konsekvente modstandere af staten. Libertarianerne bliver
også ofte kaldt for højre-anarkister. Når jeg i denne opgave blot skriver anarkister, mener jeg
venstre-anarkisterne, altså den anti-autoritære socialisme18. Venstre-anarkisterne og højre-
anarkisterne har også andet end deres navn tilfælles. Ingen af de to ideologier godtager
begrundelsen for staten - mere om dette senere i afsnittet om ideologiernes kritik af staten. De ser
begge på individets frihed som ukrænkelig, og ingen etisk - eller praktisk årsag kan sætte denne
frihed i anden række. Umiddelbart kan det virke selvmodsigende, at en gren af den socialistiske
ideologi ligner en gren af den liberalistiske ideologi så meget. Venstre-anarkisterne har dog også
arvet mange af de socialistiske grundopfattelser. Deres menneskesyn adskiller sig f.eks. klart fra
liberalisternes, de ser ligesom marxisterne menneskene som et produkt af deres omgivelser.
Forholdet til den private ejendomsret er nok det der skiller højre- og venstre-anarkisterne mest
markant. Libertarianerne går stærkt ind for retten til privat ejendom, til produktionsmidlerne, såvel
som til alt andet, og konsekvensen af dette må naturligvis være at de opgaver staten normalt tager
sig, blot bliver varetaget af de fri markedskræfter. Venstre-anarkisterne er klart imod den private
ejendomsret19. Forfatteren til det meget brugte slogan Ejendom, er tyveri!20 Er faktisk anarkisten
Proudhon. Anarkisternes frihedsbegreb går på, at hvert enkelt individ skal have magt over sig selv
og ingen andre, derfor kæmper de mod enhver magtkoncentration21. Anarkisterne er individualister
og på samme tid kollektivister22, konsekvensen af deres individualisme er pga. anarkisternes
menneskesyn en helt anden end konsekvensen af liberalisternes individualisme. Individualismen
ender ikke med konkurrence individerne imellem, fordi den enkelte, ifølge anarkisterne, under de
rigtige omstændigheder ikke bare vil fremme sine egne interesser, men også fremme fællesskabets.
Anarkisterne har altid klart lagt deres fokus på kampen imod autoriteter23. At autoritet er skadeligt
for mennesket er deres grundpåstand, dette gælder i alle sammenhænge både i samfundet og i det
private liv (hvis disse to overhoved kan adskilles?). Anarkister og marxister er normalt enige om de

18 En del af arbejderbevægelsen som brød med den marxistiske bevægelse i første internationale “Autoritet eller
selvforvaltning” side 12 (se litteratur listen)
19 Fordi de ser den som en kilde til autoritet, hvilket de jo kan have ret i
20 “Autoritet eller selvforvaltning” side 14 (se litteraturliste)
21 Mere om dette i “veje til frihed” (se litteraturliste)
22 Fra solidaritets leksikonet på CD-rom under emnet anarkisme (se litteraturliste)
23 se Anarchism side 7 (se litteraturlisten)
fleste ting, det der skiller dem ad, er spørgsmålet om brugen af autoritet og brugen af teorier.
Anarkisterne bekender sig ikke til større sammenhængende teorier, som kan forklare verden, de
tager udgangspunkt i deres konkrete erfaringer og handler derefter. Denne kritik af teorier som
utilstrækkelige, er i virkeligheden nok blot en tilslutning til en anden teori, nemlig, diskurs-teorien24.
Det anarkistiske samfund ligger fjernt fra alle de samfundsformer, vi ellers kender, dette har ført til,
at anarkisterne ofte er blevet kritiseret for at være utopister. De typiske argumenter imod dem har
været påstande om, at mennesket har brug for autoriteter og såfremt disse ikke var der, ville
kriminaliteten stige kraftigt25. Anarkisterne tilbageviser denne kritik med deres udgangspunkt i det
marxistiske menneskesyn. Kriminalitet og behovet for autoritet er ifølge anarkisterne skabt af
bestemte træk ved bestemte typer af samfund, hvis man fjerner disse træk ved samfundet, vil
kriminaliteten og behovet for autoritet også forsvinde.

5.1 Diskussion og kritik af statens rolle

I de forrige afsnit så vi på ideologiernes opfattelse af staten og deres bud på den ideelle stat. Nu da
vi har fastslået de grundlæggende synspunkter, har vi så redskabernes til på et kompetent grundlag
at gå i gang med at diskutere og kritisere statens rolle.

5.2 Intern diskussion af liberalismen

De klassiske liberalisterne ønsker et samfund, der primært er styret af markedskræfterne, men hvor
staten varetager visse opgaver. Statens begrundelse ligger i at sikre de grundlæggende rettigheder
som mennesket har ifølge de klassiske liberalister, de såkaldte lockeanske rettigheder26.
Liberalisternes mål er størst mulig frihed for de enkelte individer, og da staten er den højeste
autoritet i samfundet, må denne indskrænkes så meget så muligt. Denne argumentation hører de
klassiske liberalister til, men de bliver angrebet fra de 2 andre grene af deres ideologi.
Libertarianerne udfordrer minimalstaten ved at betvivle, om denne højeste autoritet er nødvendig.
Libertarianernes ræsonnement siger, at hvis vores mål er frihed, og autoritet står i vejen for frihed,
må det første skridt nødvendigvis være at afskaffe samfundets højeste autoritet. Socialliberalisterne
går anderledes til værks, de mener ikke, at et samfund hvor markedskræfterne alene varetager langt
de fleste opgaver, vil blive et frit samfund, fordi de mener, at frihed forudsætter en vis lighed.

24 Teori som sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan bruge den empiriske metode som grundlag for
teorier. Diskurs-tilhængere vil hævde, at teorier blot er et forsøg på at sprogliggøre virkeligheden, men lige meget hvor
tæt på virkeligheden disse teorier kommer, vil de aldrig beskrive virkeligheden fyldestgørende.
25 Solidaritets-leksikonet om anarkisme (se litteraturliste)
26 “Samfund uden stat” side 41 (se litteraturliste)
 side 9

Diskussionen om staten mellem de 3 liberalistiske ideologier, er egentlig en diskussion om noget

andet end staten. Deres holdninger til staten udspringer jo faktisk fra deres tiltro til
markedskræfterne. Libertarianernes tiltro til det kapitalistiske system er fuldstændig, og derfor er
der ingen brug for en stat. Denne holdning er totalt ukritisk overfor svaghederne i
markedskræfterne, hvilket gør ideologien virkelighedsfjern og dybest set ikke andet end en utopi.
Selv de klassiske liberalister, som ellers er ivrige tilhængere af det fri marked, har erkendt, at det
kapitalistiske system har visse svagheder27. Med den libertarianske ideologis fald, står vi stadig
tilbage med en diskussion internt i den liberalistiske ideologi. Denne diskussion handler fortsat om
tilliden til markedets evne til at skabe frihed. For at tage debatten om statens rolle er det derfor
nødvendigt også at tage debatten om kapitalismens styrke og svagheder. Kapitalismens helt store
force er dens produktivitet, det er den klart mest produktive samfundsform, der endnu er blevet
realiseret28. Svaghederne ved kapitalismen er flere og af en lidt anden karakter. Indenfor markedet
er det kapitalbesidderne, der bestemmer. Det vil sige, at der hersker en udpræget mangel på
demokrati indenfor kapitalismen. Dette taler imod, at alt for mange af opgaverne i samfundet bliver
varetaget af private, idet man så ville have et samfund, der overvejende blev styret ikke-
demokratisk. De klassiske liberalisterne kommer aldrig rigtigt dette problem til liv, det er en del af
den pris der må betales for høj produktivitet og dermed høj velfærd. Socialliberalisterne kommer
heller ikke problemet med det demokratiske underskud fuldstændigt til livs, men gennem en lidt
større stat, og dermed også et lidt mindre marked, minimerer socialliberalisterne de områder i
samfundet, hvor dette demokratiske underskud eksisterer. En anden svaghed ved kapitalismen er
selve essensen af hvordan konkurrencen fungerer, der bliver konkurreret på profit. Det selskab, som
kan tjene flest penge, kommer forud for de andre selskaber. Fordi selskaberne med penge så kan
udvide og måske udkonkurrere de andre selskaber. Det er denne mekanisme, der har skabt
kapitalismens enorme produktivitet, men den medfører desværre også, at hensynet til indtjening
næsten altid rangerer højere end hensynet til etiske og menneskelige forhold. Denne svaghed har
socialliberalisterne erkendt, og derfor mener de ikke, at markedskræfterne udelukkende bør
varetage de opgaver, hvor hensynet til etiske og menneskelige forhold er vigtigst29. Da liberalisterne
hævder at deres ideologi principielt tager udgangspunkt i mennesket, ser jeg et stort problem i
denne mangel på hensyntagen til mennesker. De klassiske liberalister ser ikke noget problem i, at
helt grundlæggende opgaver i samfundet bliver varetaget udelukkende af private selskaber, men

27 Mere om disse svagheder senere

28 Hvis man er i tvivl om denne påstands sandfærdighed, kan man bare se på udviklingen siden kapitalismens start
29 Såsom sundheds og uddannelses ydelser
denne holdning må ud fra mit foregående ræsonnement siges at være uholdbar, og de fleste
liberalister er da i dag også socialliberalister.

5.3 Marxisternes alternativ

Marxisterne stiller sig ikke tilfredse med socialliberalisternes bud på en stat. De mener, at
kapitalismen helt må afskaffes, før vi kan opnå et frit samfund. Som tidligere nævnt ligger deres
fokus på produktionsmidlerne, og så længe disse ikke er i statens besiddelse, vil vi altid have en
såkaldt kapitalistisk stat. De tidligere nævnte svagheder ved den kapitalistiske produktionsmåde er
ifølge marxisterne ikke en pris, der er værd at betale for mere produktivitet. Ydermere og mindst
lige så vigtigt for dem er princippet om merværdi30. Kapitalismen er et system der bygger på
konkurrence, og i et sådant system vil der per definition være vindere og tabere, altså nogle vil klare
sig godt og andre dårligt. Et sådant system kan efter min opfattelse kun berettiges, hvis der ikke
eksisterer et alternativ, hvor man kan undgå at nogle klarer sig dårligt. Socialliberalisternes svar på
dette er, at statens sociale foranstaltninger hjælper dem, som klarer sig dårligt i systemet. Marxister
går anderledes radikalt til værks, de gør nemlig op med hele tanken om konkurrence; og dermed
også med tanken om vindere og tabere. Dette vil, ifølge marxisterne, ske, når staten overtager
produktionsmidlerne. Fordi merværdien og dermed overklassens fundament kommer af
produktionsmidlerne. Marxisternes tese er så, at klassesamfundet vil ophøre med at eksistere, og
dermed skaber man et samfund med lighed mellem individerne, hvilket er en forudsætning for
frihed. Men diskussionen mellem marxismen og liberalismen ophører ikke her, for liberalister
hævder jo, at drivkraften i samfundet er individernes stræben efter personlig vinding. Deres påstand
er så, at hvis man fjerner dette incitament til at yde en ekstra indsats, vil produktiviteten falde så
kraftigt at samfundet vil bryde sammen. Liberalisternes argument bunder i deres menneskesyn, for
hvis mennesket bare er egoistisk, er det netop fremførte argument jo fatalt for den marxistiske
tanke. Men ifølge marxismen kan man ikke bare definere en menneskelig natur, mennesket er et
produkt af de omgivelser han/hun lever i. Stridsspørgsmålet mellem de forskellige menneskesyn er
meget svært at afgøre, idet begge dele er påstande. Så vi står altså i en påstand mod påstand
situation. I denne sag er jeg tilbøjelig til overvejende at give marxisterne ret. At vores omgivelser
har en eller anden indflydelse på os, kan der ikke herske tvivl om. Hvorimod det aldrig er påvist, at
mennesket af natur er egoistisk. De liberalistiske argumenter mod statsovertagelse af
produktionsmidlerne er således reduceret til et ikke påvist menneskesyn. Efter dette ræsonnement

30 Kort fortalt: Princippet om at en arbejder producerer en vare til en bestemt værdi, men arbejderens fortjeneste er
mindre end det, han realt har produceret for. Resten af fortjenesten går til arbejdsgiveren.
 side 11

må det stå klart, at de marxistiske argumenterne for den socialistiske stat er står stærkere end de
liberalistiske argumenterne mod den socialistiske stat.

5.4 Det anarkistiske alternativ

Den socialistiske stat bliver også kritiseret af en gren af deres egen ideologi, nemlig den
anarkistiske ideologi. Denne kritik går på, at statsovertagelse af produktionsmidlerne ikke vil skabe
et klasseløst samfund. Den klassiske overklasse, nemlig bourgeoisiet, vil nok uddø, men en ny
overklasse vil opstå. For ifølge marxisterne skal næsten alle samfundsopgaver varetages af staten,
hvilket resulterer i en meget autoritær stat, næsten totalitær. Anarkisterne påpeger, at kun nogle få
vil få del i den magt, der vil ligge i den socialistiske stat, og dermed er vi tilbage ved et samfund,
hvor få har magt, og majoriteten stadig står magtesløse31. Marxisterne har i deres samfundstænkning
stirret sig blinde på ulemperne ved den kapitalistiske produktionsmåde. Anarkisterne er helt enige
med marxisterne i denne kritik af kapitalismen. Det anarkistiske fokus er dog anderledes end det
marxistiske fokus, problemet er nemlig magtkoncentrationen. Hvis vi ønsker at opnå et frit
samfund, er den virkelige fjende ikke kapitalismen, men enhver ophobning af magt. Da staten er
den mest magtfulde institution i samfundet, er det der, problemet ligger. Marxisterne ønsker at vælte
den kapitalistiske stat, men kun for at opbygge en ny stat, og dermed fortsætter ufriheden.
Marxisternes svaghed ligger i, at de altid kæder systemet med magtfuld overklasse og magtesløs
underklasse sammen med det kapitalistiske system. Når anarkisterne påpeger den socialistiske stats
tendens til at udvikle sig på samme måde, er den marxistiske respons, at der kun er tale om en
overgangsperiode, hvorefter staten af sig selv vil dø væk. Denne marxistiske teori er dog
modsigende i forhold til andre sider af den marxistiske tænkning, nemlig det marxistiske
historiesyn. Ifølge dette historiesyn bliver udviklingen altid drevet frem af de undertrykte masser,
og det er altid disse masser, der må kæmpe for deres frihed, den bliver dem aldrig frivilligt givet af
deres undertrykkere. Denne historieforståelse harmonerer jo ikke helt med tanken om, at den
magtfulde stat af sig selv ville afgive sin magt. Anarkismen sætter et alternativ til den marxistiske
tænkning op. Dette alternativ er, at opgaverne i samfundet skal løses ved selvforvaltning, altså
hverken liberalisternes kapitalstyrede løsning eller marxisternes statsstyrede løsning. Der er således
tale om en statsløs samfundsform, som bygger på det frie initiativ og nede fra og op-organisering.
Det er svært at beskrive, hvordan det anarkistiske samfund ellers kommer til at se ud, dels fordi der
ikke er en stringent teori omkring anarkismen, og dels fordi det bliver det frie initiativ og dermed

31 Denne forudsigelse viser sig at passe godt med hvordan de socialistiske stater reelt udviklede sig, f.eks. Cuba, hvor
alle parti bosserne efter revolutionen flyttede ind i den gamle overklasses kæmpevillaer.
individerne, der bestemmer, hvordan dette samfund vil se ud.

6.1 Den universelle velfærdsmodel

Den universelle velfærdsmodel er navnet på det velfærdssystem, vi bruger i Skandinavien, som så
kan sættes i forhold til andre velfærdsmodeller f.eks. den residuale velfærdsmodel og den
centraleuropæiske velfærdsmodel32. Hvis man skal kæde den danske universelle velfærdsmodel
sammen med en ideologi, er det socialdemokratismen. Det som kendetegner den damske
velfærdsmodel er ikke størrelsen af ydelserne, men fordelingen af dem33. Lighedsprincippet er
dominerende, dvs. at alle typisk får lige meget. Dette kan virke selvfølgeligt, men det er faktisk
noget særegent for den universelle velfærdsmodel. Velfærdsstaten ser det som sin opgave at sikre
den brede befolkningens sociale rettigheder, og skal altså ikke kun tage sig af personer fra de lavere
klasser. Denne form for velfærdsstat er ikke særlig markedsorienteret, snarere orienteret mod at
erstatte markedet34. Selvom politikerne i dag er meget forsigtige, når de kritiserer Danmarks
velfærdsstat, er den alligevel genstand for megen ideologisk debat, det er denne debat jeg her vil
lave en vurdering af.
6.2 Vurdering af det liberalistiske syn af på den danske velfærdsstat
De offentlige udgifter til velfærd indenfor den danske stat er store, hvilket naturligvis medfører et
højt skattepres. Dette ser liberalisterne som velfærdsstatens hovedproblem. De sætter
spørgsmålstegn ved målsætningen om, at staten skal hjælpe alle på lige vilkår. Hvis en person har
rigeligt med penge, kan det ikke være det offentliges opgave at forsøge denne person, det kan
han/hun fint selv klare. En øget markedsgørelse af velfærdsstaten vil mindste udgifterne og dermed
lette det høje skattepres. Med markedsgørelse mener liberalisterne, at staten skal tilskynde
privatisering og udlicitering. Privatisering af f.eks. skoler og hospitaler vil føre til konkurrence og
dermed til øget effektivitet. Det samme gør sig gældende med udlicitering af nogle af statens
opgaver. Som tidligere nævnt ser liberalisterne samfundets drivkraft som de enkelte individers
higen efter personlig gevinst. Denne drivkraft trives klart bedst på det fri marked, hvor en ekstra
indsats hurtigt belønnes med ekstra gevinst. Den universelle velfærdsmodel er altså hæmmende for
drivkraften i samfundet. Et andet problem ved den danske velfærdsmodel er, at de høje skatter og de
store sociale ydelser tilsammen vil fjerne incitamentet til at arbejde. Liberalisterne tror også, at
denne form for velfærdsstat vil tage ansvaret fra de enkelte individer. Liberalisterne så hellere en

32 Læs mere om disse velfærdsmodeller i “Danmark som velfærdssamfund” side 30 (se litteratur liste)
33 “Politik og samfund i forandring” side 231 (se litteraturliste)
34 “Danmark som velfærdssamfund” side 31 (se litteraturliste)
 side 13

langt mindre velfærdsstat, som kun tog sig af de svageste i samfundet. Mange flere opgaver end nu
skulle lægges ud til private hænder. Liberalisterne ser på mange måder USA´s velfærdsstat som et
forbillede, for denne stat imødekommer netop den netop fremlagte kritik. En sådan velfærdsmodel
kaldes for den residuale velfærdsmodel. Men hvor liberalisterne igen tager fejl, er, efter min
vurdering, at de tillægger markedet evnen til at varetage sociale opgaver. De bedre stillede vil fint
kunne klare sig, men individer, som ikke kan eller vil klare sig inden for markedet, vil blive tabt på
jorden. Selvom staten giver sociale ydelser til denne gruppe, løser det ikke problemet. Dels er disse
ydelser betydeligt dårligere end dem, de bedre stillede har adgang til, og dels fører dette system til
en stigmatisering af de lavere klasser.

6.3 Vurdering af det konservative syn på den danske velfærdsstaten

Den konservative ideologi er heller ikke helt tilfredse med den danske velfærdsstat. Hvor
liberalisternes kritik primært går på den manglende markedsgørelse, går konservatisternes kritik
primært på manglen af individuel ansvarlighed. De grundlæggende principper med at man hjælper
alle lige er forkerte og unødvendige. Familien skal spille en langt større rolle end den gør nu. Det er
familiens pligt at forsørge familiemedlemmerne. Med denne tænkning kan opgaver som
børnepasning, SU, ældrepleje, delvist lægges ud til borgerne, og dermed har man sparet på de
offentlige udgifter. De konservative ser også en fordel i, at de sociale ydelser er knyttet til
arbejdsmarkedet, dvs. at de bliver finansieret ved hjælp af lovpligtige forsikringsordninger. Sådan at
den enkelte selv er med til at indtjene sine egne sociale ydelser. Alt i alt vil disse forslag nedsætte
udgifterne for den danske velfærdsstat. De konservative ønsker en velfærdsmodel der mere ligner
den, vi kender fra de centraleuropæiske lande35. Denne tænkning går som meget andet konservativ
tænkning ud fra idealet om kernefamilien. Efter min vurdering er denne anskuelse en smule
gammeldags. Vi kan ikke bygge de sociale ydelser op efter et familiemønster, som en stor del af
befolkningen ikke lever i. Som jeg ser det, er det en form for social kontrol, hvor staten tilskynder
en bestemt måde at leve på, nemlig i kernefamilien. Der er også mange af de samme svagheder i
den centraleuropæiske velfærdsmodel, som der er i den residuale velfærdsmodel, her tænker jeg på
tilliden til markedet.

6.4 Vurdering af det marxistiske syn på den danske velfærdsstat

Den danske velfærdsstat er nok det tætteste man kommer på socialismen, uden at have afskaffet det

35 Den velfærdsmodel som i “Politik og samfund i forandring” side 232 kaldes for EF-modellen (se litteraturlisten)
kapitalistiske produktionssystem. Dette ses også ved, at den er opbygget efter socialdemokratiske
tanker, som oprindelig var en del af det socialistiske tankesystem. Marxisterne stiller sig ikke
tilfredse med denne tilnærmelse af socialisme, de ser den danske velfærdsstat som et forsøg på at
afværge de værste bivirkninger af kapitalismen. Ved at afværge disse bivirkninger gør man også
kapitalismen mere tålelig for flertallet, og dermed hjælper man faktisk med til det kapitalistiske
systems overlevelse. Marxisterne ser den danske velfærdsstat som et trin i den i kapitalismens
udvikling, og derfor sætter de sig fuldstændig i opposition til denne velfærdsmodel, selvom den er
opbygget efter delvist socialistiske principper. Marxisternes alternativ er allerede behandlet i
afsnittet om diskussion og kritik af staten.

6.5 Vurdering af det anarkistiske syn på den danske velfærdsstat

Anarkisterne ser velfærdsydelserne som et af magthavernes værktøjer. De bruger ydelserne til at
fjerne den værste utilfredshed og dermed sikre deres egen position som magthavere. På trods af
lighedsprincippet angriber anarkisterne også den danske velfærdsstat for at favorisere de bedre
stillede. Dette gør de ud fra 3 betingelser. (1) De bedre stillede har mere tid til at benytte tilbuddene.
(2) De er bedre i stand til at drage nytte af tilbuddene (særligt uddannelse - dels pga. sproget og de
sociale egenskaber som de besidder) (3) De er bedre til at få ydelser og forsvare dem i perioder med
nedskæringer36. Oven i dette kommer den ulighed, som kapitalismen altid vil skabe37, af fra dette
kan det udledes, at den danske velfærdsstat har slået fejl med dens ambition om at skabe lighed.
Denne kritik af velfærdsstaten ser jeg sammen med den marxistiske som den mest brugbare.

7.1 Konklusion
De to borgerlige ideologier konservatismen og liberalismen ønsker ikke en afskaffelse af
velfærdsstaten, men en omstrukturering af den. De ser den skandinaviske model som uholdbar, og
så hellere at vi gik over til henholdsvis den centraleuropæiske velfærdsmodel og den residuale
velfærdsmodel. Marxismen og anarkismen ønsker en helt anden samfundsform end velfærdsstaten,
argumenterne for dette kan findes både i afsnittet om deres opfattelse af staten, i afsnittet om kritik
og diskussion af staten og i det foregående afsnit. Gennem opgaven har jeg fremstillet og diskuteret
opfattelser af staten. Først undersøgte jeg hvad en stat er og hvordan ideologierne opfatter denne.
Dernæst påviste jeg svagheder i markedet som leverandør af sociale ydelser, og dermed blev
liberalismens svaghed også åbenlys. Marxismen blev stillet som alternativ, men dette alternativ

36 Disse er hentet fra det anarkistiske tidsskrift Sabot nr. 2 side 22 (se litteraturliste)
37 Det tidligere nævnte system med vindere og tabere
 side 15

havde også problemer, nemlig overdreven statsstyringen og stærk autoritet. Svaret på disse
problemer viste sig at ligge i en anden gren af socialismen nemlig anarkismen. Mit ræsonnement
fungerer altså på den måde, at jeg gennem påvisning af ideologiernes svagheder nåede frem til
anarkismen, men dette betyder jo ikke, at anarkismen ikke har svagheder. Dens åbenlyse svaghed
er, at det er en radikalt anderledes samfundsform end nogen samfundsform, man hidtil har set, og
derfor kan det nemt virke som en utopi. I afsnittet om den anarkistiske statsopfattelse bliver denne
kritik behandlet, men for ligesom at sætte denne radikale ideologi i perspektiv, vil jeg tillade mig at
slutte min opgave med et Citat af Bakunin38
Det har altid været ved at stræbe efter det umulige,
at mennesket har realiseret og erkendt det mulige,
og de som “forstandigt” indskrænkede sig til det, som syntes muligt,
kom aldrig ét skridt videre.
Således ender min notation ud med en afskrivning af staten, så længe dette ikke bliver en
afskrivning til fordel for det kapitalistiske system.
Litteraturliste

Bøger:
Ahrendtsen, Alex: “Den danske ligevægt” Farup Kirkevej 23 6760 Ribe 2002
Andersen, Bo: “Samfund uden stat” forslaget LIBERTY 1992
Andersen, Johannes: “Teorier om politik og stat” Aalborg universitets forlag 1991
Andersen, Jørgen Goul: “Politik og samfund i forandring” Columbus 1993
Andersen, Torben: “Danmark som velfærdsstat” Frydenlund 2000
Bakunin, Mikhail: “Autoritet eller selvforvaltning” Borgens forlag 1979
Blom-Hansen, Jens, Daugbjerg, Carsten: “Magtens organisering” Systime 1999
Fink, Hans, Bengt-pedersen, Carsten, Thomassen, Niels: “Menneske Samfund Natur” Gyldendal
1993
Jensen, Carsten: “Selvforvaltning, velfærdsstat og politisk teori” Institut for statskundskab ved
Københavns universitet 1990
Rensch, Bent: “Ret og magt” Systime 1997
Russell, Bartrand: “Veje til frihed” Martins forlag 1918
Woodcock, George: “Anarchism” Penguin books 1962

38 Mikhail Bakunin (1814-1876) berømt anarkist

Tidsskrifter:
“Kurasje” marxistisk tidsskrift nr. 7, Øster Voldgade 8 1350 Kbh. K 1973
“Sabot” Anarkistisk tidsskrift nr. 2, Kattesundet 10, 9000 Ålborg 2002
“Politica” tidsskrift for politisk videnskab nr. 2 Institut for statskundskab 1991
“Social kritik” Tidsskrift for analyse og debat nr. 49 Nansensgade 66 1366 Kbh. K 1997

CD-rom:
“Solidaritets-leksikon” Griffenfeltsgade 41, 2200 København N, 2000