Jeg er værdifuld

Sagen med selvbevidstheden

af Freerk Huisken

Hvad man end måtte gisne om med hensyn til skolemassakren i Winnenden:
Det er formodentlig ikke et tilfælde, at den unge mand – som det også
var tilfældet i forbindelse med Robert S. i Erfurt og Sebastian B. i
Emstetten – opsøgte sin tidligere skole og for eksempel ikke brugte sine
våben i gågaden eller i stormagasinet. Han opsøgte åbenbart denne skole
for at hævne sig med en massakre – for erfaringer, som for ham udgjorde
krænkelser af hans person. Ordet ”school shooting” har gjort denne
sammenhæng til et begreb.

Nuværende og tidligere elever viser sig – som i de to andre nævnte

tilfælde – som hævnere, når de demonstrativt og hensynsløst ønsker at
bevise over for deres eget og andres liv, at den oplevede og ofte også
praktisk eksekverede opfattelse af dem som (skole-)tabere ikke stemmer
overens med deres opfattelse af sig selv. De anser tværtimod sig selv
som ”seje fyre”, for vindere, yderst værdifulde personer ”med meget
potentiale”, som formår at udøve magt, selv magt over liv og død. De
mangler altså ikke selvbevidsthed. De lider derimod under forskellen på
den høje vurdering, de har af sig selv, og en ”nedværdigende” placering
i skolens rangorden. Og vel at mærke så meget, at de er blevet totalt
besat af ønsket om at foretage en offentlig korrigering af denne
forskel. De har gjort denne interesse til et spørgsmål om deres ære og
eksekverer den, som det passer sig for spørgsmål om ære: med blod.

Disse unge mennesker er altså ikke monstre, som for en tid skjuler deres
lyst til at dræbe bag facaden som den ”upåfaldende, rolige dreng”. De er
lærlinge i en pædagogisk og politisk tilstræbt læreplan, som de udsættes
for fra barnsben i skole og samfund. Hvad har de dog ikke allerede lært:
Det, som skolen udsætter dem for, når den via indlæringskonkurrencen
tidligt udelukker flertallet af den nye generation fra videregående
uddannelse, er selvfølgelig helt alene deres egen skyld. Så er det deres
fejl, at de ikke har anstrengt sig, så er de ikke lærevillige eller
flittige nok, måske mangler de til og med begavelse – som det hævdes af
den billigste af alle pædagogiske bortforklaringer, hvormed lærere giver
elevernes natur skylden for deres afgørelser om samme elevers skæbne.
Denne forskydning indeholder allerede den næste lektion: Fiasko i skolen
udbygges til en dom over hele elevens person. Så har skoleeleven ikke
alene haft fiasko men er – måske til og med selv en født – taber.

Det bør ikke undre, at der er et antal unge mennesker af begge køn, der
totalt accepterer denne objektiverede fejlslutning fra skolesystemets
side og føler sig som tabere eller omvendt som vindere og opfører sig
derefter. De hylder en selvbevidsthedskult, som i mellemtiden har bragt
det så vidt som til at blive uddannelsesmål. Denne position har
selvbevidstheden opnået, fordi dens bidrag til tilpasningen værdsættes:
Når så mange uundgåeligt ”rammes af skæbnen”, fra at dumpe i skolen til
en karriere som bistandsklient, så vil indsigt i grundene til de
mislykkede planer ikke hjælpe til at affinde sig med nederlaget. Her
hjælper kun selvbevidsted, en illusion, en idealiseret opfattelse af sin
egen personlighed, hvor man altid tager sig strålende ud til forskel fra
den faktiske indordning i samfundets ”socialstruktur”.

Selvbevidstheden er det, som det lille eller store menneske skal holde
fast i, når ”livet” endnu engang har behandlet en uvenligt. Den
kompensation, som selvbevidsthedspsykologien lover, kan den naturligvis
ikke levere: at en lige så abstrakt som indholdstom personlighedspleje
skulle kunne kompensere for de dårlige karakterer eller den mistede
læreplads. Hvordan skulle den også kunne det? Det er nu engang ikke
”hovedet” eller den optimistiske indstilling til sig selv, der bestemmer
sejre og nederlag i uddannelses- og arbejdskarrieren. Det gør derimod de
samfundsmæssige kræfter, der regerer over mål og formål med konkurrencen
i skolen og arbejdslivet.

Når man forventer mirakler af den styrkede selvbevidsthed og når

velbesøgte og dyre kurser i selvbevidsthedstræning skal styrke den, så
skyldes det en fejlfortolkning af ”vindermentaliteten”. Når de
succesrige stiller deres struttende selvbevidsthed til skue, så sker
det, at årsag og virkning forveksles, og den oppumpede selvbevidsthed
bliver udnævnt til grunden til successen.

Lærere arbejder på at udvikle og styrke dette psykologiske selvbedrag,

når de for eksempel roser elevens pæne håndskrift i diktaten til 03
eller fortæller folkeskoleelever uden ”teoretisk begavelse”, at de er
”praktisk begavet”, når de dømmer dem til en karriere inden for
lavtlønsområdet.

I den seneste tid har man snakket om ”frustrationstolerance”, når elever

trænes til at omgås tolerant med den ”frustration”, som skolen, familien
og gaden byder på, altså til at finde sig i den og udholde den. Og til
de næsten gemene højdepunkter i denne opdragelse hører opfordringerne
til eleverne om, at de skal indprente sig sætningen ”Jeg er værdifuld”,
skrive den i deres kladdehæfter og sige den til deres spejlbillede, når
de står op om morgenen.

Der er godt nok en del elever og skoleklasser, der selv har gjort
selvbevidsthedskulten til en form for konkurrence om anerkendelse og
trukket den ned over den anden konkurrence, indlæringskonkurrencen. I
konkurrencen om anerkendelse fylder de den indholdstomme opfattelse af
sig selv som ”værdifulde mennesker” med indhold, som strækker sig fra
enhver form for praleri over mobning og absurde beviser på mod til
voldsexcesser. De har i den grad taget til sig, at alt afhænger af
konkurrencen, hvor der altid er mange tabere og få vindere. De har gjort
denne holdning til deres egen og fyldt den med indhold, som ganske vist
ikke har meget betydning i skolemæssig henseende, men som ellers står i
høj kurs: Skønhed og fysisk styrke, evnen til at drikke igennem, og
kulten omkring tøj og ledere. På den måde konstruerer de deres egen
rangorden og opløfter nogle ”klassekammerater” til ”seje fyre”, som de
beundrer og efterligner, og andre til det modsatte, som de fryser ud.

De må så forsøge at bevare en smule anerkendelse ved at overgå den

herskende standard i fysiske og mentale grovheder. Elever af begge kø
går op i denne konkurrence og lever i denne illusionære verden beriget
af chats, blogs og YouTube og vender på den måde op og ned på forholdet
mellem på den ene side den konkurrence, som rent faktisk afgør noget med
hensyn til skole og arbejde, og på den anden side deres egen
anerkendelseskult.

Det kan ikke undgås, at elever på den ene eller den anden måde falder ud
af rollen, elever, som har lært alt dette og samtidig dag ud og dag ind
erfarer, hvor lidt deres succes i konkurrencen om anerkendelse betyder i
hovedkonkurrencen. Hvis man for alvor tager sætningen ”Jeg er værdifuld”
til sig, men ingen steder i sit lille afmægtige liv kan få den
bekræftet, så det derfor bliver sværere og sværere for en at bruge troen
på den psykologiske idealkonstruktion om en selv til at mestre de reelle
krav på den ønskede måde, så kan det godt forekomme, at man giver
sætningen en tvivlende eller ligefrem selvdestruktiv drejning: ”Er jeg
nu også værdifuld?” Det er ikke nødvendigt at udpensle, hvilke
forløbsformer denne tvivl på sig selv kan antage.

Den omvendte afgørelse bliver truffet af de tilhængere af den

realitetsfjerne syn på sig selv, der ud fra den samme erfaring beslutter
sig for, at ”rigtigt vise dem, at jeg er værdifuld!” ”Dem”, det er de
overordnede voksne, der behandler dem ”til deres eget bedste”. Her
tvivler den unge på ingen måde på sig selv. Tværtimod. Helt i
overensstemmelse med selvbevidstheds-logikken bliver det tydeligt, at
mord og selvmord kan være tæt forbundet. Det ligger derfor på linie med
at udlægge landminer, når der af og til bliver stillet krav om, at
skolen skal tage fat i de elever, ”som har det lidt sværere”, og give
dem lejlighed til at gøre noget for deres selvbevidsthed. Man afviser
tanken om for en gangs skyld at undersøge principperne i en form for
skole, som gør det så svært for eleverne. Men så skal man heller ikke
undre sig, når der snart igen er unge mennesker med hovedet propfuld af
uløste livs- og anerkendelsesproblemer, der mener, at de er nødt til at
bevise deres ”potentiale” over for resten af verden ved hjælp af vold.

Forfatteren er pensioneret professor i pædagogik ved Bremen Universitet.