Professional Documents
Culture Documents
NEKTON - Af Annette Bjørg Koeller
NEKTON - Af Annette Bjørg Koeller
- Vi skal have rejst debatten via medierne, så der kan komme flere
forskellige spillere ind på banen. Lige nu hænger jeg jo på debatten i
kølvandet på en forlænget barselsorlov, selvom jeg egentlig ikke har
noget med den at gøre. Det samme gælder udsættelsen af
ligelønsstatistikken. Det kan se negativt ud, men debatten kan også
starte ved, at folk føler sig provokerede og giver udtryk for det, og
det er altafgørende at få denne debat spredt ud, siger ministeren.
I Sverige er der almindelig enighed om, at man endnu ikke har opnået
reel ligestilling for kvinder, og at der stadig er meget at kæmpe for.
Danskerne har til gengæld en næsten indgroet uvilje mod at diskutere
emnet ud fra den antagelse, at ligestilling - det er da noget, vi har
her i landet.
For at tage Sverige igen: Dér har stort set samtlige partier i
Riksdagen erklæret sig som feministiske, og mange mandlige politikere
har også gjort det på egne vegne. Opfatter du dig selv som feminist?
- Nej, det gør jeg ikke. Det kan godt være, at jeg ville sige, jeg var
feminist, hvis jeg boede i Sverige, for jeg mener jo bestemt, at der
skal være ligestilling mellem kønnene, og at der er noget at kæmpe
for. Men jeg synes simpelthen, at feminister herhjemme har malet sig
op i hjørne, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Man er simpelthen et skod
som kvinde, hvis man gider passe sine egne børn, og det er jeg bare
ikke enig i.
- Nej, det kan jeg umiddelbart ikke. Jeg opfatter den danske feminisme
som meget elitær, og det virker også som om, det er meget svært at
blive lukket ind i miljøet som almindelig kvinde, for man skal have de
helt rigtige meninger, og de skal være skarpe. Der er ikke mange runde
kanter at gå i dialog på.
Pressemeddelelse:
Hvordan kan man være andet end feminist, spørger svenske mænd, mens
danske kvinder helst ikke vil identificeres med begrebet. Netop
hjemkommet fra et svensk, journalistisk uddannelseskursus om køn,
undrer FORUMredaktør Anne-Mette Klausen sig over, hvor forskelligt de
to nabolande har tacklet tiden efter de kønsoprørske 70'ere. Hvor et
begreb som feminisme i Danmark f.eks. fik lov at samle støv og gå til
i lilla bleer, så sanerede, sorterede og udviklede svenskerne
debatten..
Jan-Erick, der også beskriver sig selv som feminist, har, som to af de
øvrige mænd på kurset, kone og børn og synes ikke, man kan være andet
end feminist, hvis man mener, at kvinder skal have de samme
rettigheder som mænd, og selvfølgelig synes han det. Gør danske mænd
da ikke det? ”.
- Tjaa, dem kalder vi… vel egentlig ikke noget, siger jeg og kommer
alligevel efter en hurtig scrolling i det indre arkiv i tanke om ”den
bløde mand” fra 70'erne.
Den gængse, danske opfattelse af feminister, som den har udmøntet sig
gennem årene, kommer uvilkårligt i hu -"feminister er oftest rabiate
kvinder, lidt småmilitante, og så kan de vist ikke så godt lide mænd".
Ikke den store synkroniske sammenhæng med den nøgterne
ordbogsforklaring. Forholder man sig til den, kan man, som borger i et
moderne vestligt samfund, vel næppe være andet end… feminist - om man
så gør en hørlig dyd ud af det eller ej. Som en gruppe italienske
25-årige kvinder fortalte en dansk veninde engang i 80'erne,
"Selvfølgelig er vi feminister, hvad ellers?" Min veninde fandt det en
kende yderliggående og lidt skræmmende.
Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der da blev dannet
et feministisk parti netop i Sverige? Jeg tror, forklaringen på dette
paradoks skal søges i de høje forventninger, som retorikken og alle
programerklæringerne har skabt. Lidt syrligt kan man sige, at Sverige
er verdensmestre i ligestillingsplaner - det er noget, alle
institutioner og organisationer skal have og har. Men hvorfor sker der
da ikke noget med uligelønnen og volden mod kvinderne? Hvorfor er det
stadig mest kvinder, der tager den lange barselsorlov? Hvorfor er der
så få kvinder på topposter i erhvervslivet? Herom skriver Feministisk
Initiativ:
Men det gik ikke som forventet! Pressen havde stort set taget venligt
imod FI, da partiet blev dannet for halvandet år siden, og omkring 20
pct. af vælgerne gav dengang udtryk for, at de da godt kunne tænke sig
eventuelt at stemme på partiet. Men efter en problematisk
tv-udsendelse om krisecentrene, 'Kønskrigen' og efter FI's første
årsmøde, hvor diskussionerne om HTB-emner blev til sensationer i
pressen, oplevede FI en veritabel rutsjetur. Det er set før, at der
efter en periode med velvillig omtale kommer en modbølge blandt
journalisterne. Men i tiden siden FI's årsmøde har partiets mange
seriøse rapporter og udspil om arbejdstid, enlige mødre og
ligestillingspuljer ikke vakt pressens interesse. Det er faktisk
utrolig svært for nye partier at slå igennem i Sverige. Blandt andet
skal de selv bekoste deres valgsedler og bringe dem ud til de
tusindvis af valgsteder. I Sverige kommer et nyt parti heller ikke med
i slutdebatterne i tv. Der skulle en Jane Fonda til, før Feministisk
Initiativ igen kom i tv-nyhederne. Og det hjalp lidt. Blandt alle
småpartierne var der flest FI-vælgere (62 pct.), som bestemte sig
sidste dag eller inden for den sidste uge før valget 17. september.
Feministisk Initiativ var altså ikke det første parti i Sverige, som
har talt om ekskluderende mekanismer i samfundet og strukturel
diskrimination af kvinder. Dette perspektiv er en del af den generelle
svenske diskurs i dag, om end omstridt. Som vist taler hovedparten af
de svenske partier i deres programmer om strukturel diskrimination og
eksistensen af et 'kønsmagtsystem'. I denne debat kan man identificere
en helt principiel skillelinje. I bogen 'Women, Quotas and Politics',
som jeg netop har redigeret (Routledge 2006), skelner vi mellem to
principielle modeller i ligestillingspolitikken: den hurtige strategi
over for den gradvise eller skridt for skridt-strategi. Kønskvotering
er f.eks. udtryk for en hurtig strategi, hvilket i lande som Rwanda,
Costa Rica og Sydafrika har ført til historiske spring i
kvinderepræsentationen; større spring end vi nogensinde har oplevet
det i de nordiske lande. Ca. 40 lande har nu indført kvotering ved lov
eller i forfatningen, mens individuelle partier i omkring 50 andre
lande har indført, hvad man kalder frivillig kvotering på deres
valglister ( www.quotaproject.org). Kønskvotering i politik er, uanset
om man kan lide det eller ej, blevet en trend i den globale politik i
dag.
"I de seneste fem år har vi set mange bøger, der handler om kuldslåede
ligestillingsvisioner i det nære. De handler om hverdagen, om de små
ting, og om et fejlslaget samarbejde mellem mænd og kvinder i
ægteskabet. Men der har sneget sig en omfattende offermentalitet ind i
de nye bøger. Og det er nyt," siger hun og ser den samme
offerfeminisme, som Lillian Munk Rösing påpeger. Der er meget lidt af
det visionært utopiske, der handler om nye måder at leve sammen på, og
som finder nye måder at tackle ligestillingsproblemerne på, mener
Witt-Brattström og nævner 70'ernes Brøgger-klassiker Fri os fra
kærligheden som eksempel på det visionære. "Så gør dog noget, flyt
sammen i kollektiv, hvis det ikke fungerer. Find nye måder," lyder
opfordringen.
"Det er, som om der ingen stolthed er over at være kvinde i dag. I
stedet slår man på mændene for at blive lukket ind hos dem. Sådan er
det med Maja Lundgren, der gerne vil ind i den mandlige
kulturjournalistikverden, og det ser vi hos Sveland, der vil, at
manden skal låses ind i præcis samme kernefamilievælde, som hun har
bestemt, at hjemmet skal være. Men det er ikke desto mindre hende, der
har bestemt det. Som om hun synes, at manden skal have det præcist
eksakt lige så kedeligt, som hun selv har det. På minuttet," siger
Ebba Witt-Brattström, der er bekymret over det, hun læser i de nye
bøger.
Men den analyse er helt forkert, mener Maria Sveland, forfatteren bag
Bitterfissen.
Det er den ene del af forklaringen, ifølge Lillian Munk Rösing. Den
anden, mener hun, handler om, at der i Sverige i langt højere grad end
i Danmark hersker en slags politisk korrekthed, der gennemsyrer
samfundet - det politiske liv såvel som børneprogrammerne. Den
såkaldte statsfeminisme' er kun et af mange eksempler. "Det har masser
af plusser, at man f.eks. hele tiden insisterer på partikulære
særgruppers rettigheder. Det er kvinderettigheder, det kan være i
spørgsmål om etnicitet eller om handikap. Det er statssanktioneret at
stille sig op som offer og kræve sin ret. Også når det bliver helt
grotesk."
"Vi retter skytset den gale vej, for det handler ikke om mænd mod
kvinder. Dem, jeg egentlig har været vred på, er i virkeligheden gamle
mænd, og det kunne da være rart, hvis mænd og kvinder i min generation
stod sammen mod gammelmandsvældet," siger Majse Njor, der mener, det
er mest synd for hendes generation af mænd.
"De unge mænd har ingen forbilleder, for de gamle mænd er en uddøende race."
Hvad er feminisme?
Fra Ligestilling vinder frem på den politiske dagsorden, lO ugebrevet a4, 2005
Alligevel går der i disse dage stærke rygter om, at Gudrun Schyman,
tidligere leder af det venstreorienterede Vänsterpartiet og i Danmark
mest kendt for sit forslag om en særlig mandeskat, snart vil
præsentere et helt nyt feministparti. Og ledende socialdemokrater samt
blandt andre den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin er samtidig ved
at opbygge et socialdemokratisk feministisk netværk:
Opslag i nudansk ordbog: feminisme: kamp for kvindens ligestilling med manden
Spørgsmål: