KONSENSUS

Selvstyre & samtykke i teori og praksis

Et oplæg lavet til et debatmøde for et selvstyrende kulturhus.

Hvad betyder konsensus?

Konsensus er et latinsk ord Og derfor et fremmedord. Det bliver i daglig sprogbrug
oversat til ”enighed”. Det har dog kun den betydning, hvis man abstraherer fra dens
praktiske anvendelse på grund af misforståelser, ukendskab, eller med vilje ignorerer
virkeligheden på grund af ideologiske grunde. I praksis kan det altså betyde samtykke,
fordi det ikke kun indebærer enighed i en meget ideel situation, men oftest indebærer
ligegyldighed, fordi det at stemme imod ikke er det vigtigste. Det kan så betyde at
man er uenige, men ikke at man modarbejder en beslutning ved f.eks. at nedlægge et
veto imod et forslag som er til afstemning.
”Konsensus har to almindelige betydninger. Den ene er en generel aftale mellem
medlemmer af en gruppe eller et fællesskab, som hver især indebærer en hvis
diskretion i beslutningstagningen og evt. opfølgende handling. Den anden er en teori
og praksis for at opnå sådanne aftaler.” (http://da.wikipedia.org/wiki/Konsensus)

Der er faktisk også en 3. tolkning som ikke handler om at lave aftaler i en gruppe.
Det ser man f.eks. i en forening, hvor der i praksis kræves samtykke og nogle aktive
medlemmers deltagelse, og derfor kræver at medlemmerne har positive erfaringer
ved at være involveret som aktive i at skabe konsensus til møder. Den 3. tolkning er
en teori om enighed blandt magthaverne i samfundet. Samfundets elite når til enighed
om nogle emner, og flertallet må mere eller mindre frivilligt acceptere de vedtagne
samfundsbetingelser.
Se betydningen af konsensus her:

”konsensus, (af lat. consensus 'enighed, overensstemmelse', af kon- og sensus

'følelse, mening'), samtykke, enighed, overensstemmelse mellem medlemmerne i et
socialt system (stat, virksomhed eller familie). Konsensus eksisterer, når der hersker
enighed blandt en stor del af systemets medlemmer om, hvilke problemer der bør
behandles, samt hvilke beslutninger der er nødvendige.
(http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Grupper/Konsensus
).”

Der er store forskelle på om du lever efter en teori og praktiserer den i en mindre

gruppe, eller i et større fællesskab, eller i et helt samfund. Det er vigtigt at kunne se
forskellen, for hvis man blander de forskellige ting sammen skaber det blot
misforståelser og uenighed, i stedet for at tage højde for den konkrete situation.

Lige såvel som man kan opfatte konsensus som fornyende, autonomt, og frigørende
fra flertalsstyret, kan det opfattes som noget konservativt, autoritært,
samfundsbevarende, og som mindretalstyranni. Ingen af synsvinklerne er faktisk
forkerte. Konsensus kan betyde mange ting afhængigt af hvordan, hvorfor og af hvem
det bliver praktiseret af. Slutteligt skal man altid huske, at det også er et spørgsmål
om ideologi, og om konsensus bliver brugt til at legitimere noget. Ordet konsensus
skifter derfor også betydning, ligesom f.eks. ordene ’demokrat’ eller ’anarki’ gør det,
fordi at betydningen er afhængig af hvem du spørger. Næsten hver gang du spørger
forskellige mennesker om et bestemt begreb vil du få forskellige svar. Fordi at disse
mennesker har forskellige erfaringer og opfattelser omkring begrebet. Det eneste
konkrete svar på hvordan man skal finde ud hvad det egentligt indebærer, er at give
dem som definerer begrebet mulighed for at argumentere for og imod, og praktisere
konsensus i fællesskab.
En dialog uden hensyntagen og udgangspunkt til den fælles virkelighed gør debatten
abstrakt og kønsløs, for uanset om man benytter sig af afstemning eller konsensus,
når der skal træffes beslutninger, er den afgørende konsensus ’testen’ for hvorvidt
beslutningerne bliver ignoreret eller respekteret af fællesskabet i dagligdagen.

”I Kirkernes Verdensforbund er der konsensus når et af følgende er opfyldt:

1) ”Alle parter er enige.

2) De fleste er enige og dem, der ikke er det, føler alligevel at debatten har
været fair og tilfredsstillende og vedtagelsen repræsenterer den
generelle stemning på mødet, og derfor kan mindretallet samtykke.
3) Mødet anerkender, at der er forskellige meninger, og at mindretallets
opfattelse skal optages i selve beslutningsforslaget og ikke kun i
forhandlingsprotokollen.
4) Alle er enige om at udskyde sagen. Der er enighed om, at der ikke kan
vedtages noget.”
I Findhorn i Skotland har man kombinerede konsensus med afstemningen. Første gang
søges der 90% opbakning. Lykkedes det ikke kan der søges 75% opbakning. Hvis det
ikke er muligt at opnå 75% opbakning bortfalder forslaget til tegnebordet..”
(Ditlev Nissen: Dialog og konsensus højner demokratiet
http://www.utopiskehorisonter.dk/konsensus.htm)
Vigtige spørgsmål som enhver skal stille sig for at konsensus kan lade sig
gøre.

Hvem vedrører de beslutninger som tages? Der menes dem som mener at det
vedrører dem!

Hvad betyder positiv eller negativ implicering? Det betyder på den ene side dem som
er berørt positivt af et forslag, og derfor ikke vil modarbejde dette forslag, og på den
anden side dem som føler at et forslag berører dem negativt og derfor nok vil stemme
imod dette forslag.

Negativt impliceret? Der findes ikke et klart objektivt svar, fordi det enkelte menneske
oplever objektive forhold subjektivt, og individets reaktion og handlemuligheder har
logisk nok også objektive konsekvenser som bliver subjektivt opfattet af individerne
omkring det. Subjektive opfattelser er ikke blot følelser, men ubevidste eller bevidste
behovs- og reaktionsmønstrer, rutiner, ideologi, forskellige interesseperspektiver
såsom hobbyer, klasse, køn osv. Det gør det hele meget kompliceret, og gør det svært
at forudsige, hvad det er nogle folk mener om det ene eller det andet.
Ligegyldigt hvad, så må man håbe på og stole på, at enhver ved hvad der vedrører
ham/hende, og er åben for (selv-)kritik udadtil for at kunne lære at indse når han eller
hende tager fejl, og også selv er stærke nok til at gøre modstand, hvis man føler at
han eller hende har gennemtrumfet sin vilje, manipuleret eller svigtet i
beslutningsprocessen.
Der er ikke nogen objektive kriterier for det at være negativt berørt af et forslag. Det
er som om det altid står til debat, men uden tillid til individets selvstændige evner til
at lære at indgå i en dialog, at lytte og at øve (selv-)kritik, er konsensus slet ikke
muligt, så i den situation er det kun ved at genopbygge tilliden til individets evner at
konsensusbeslutninger igen kan blive mulige.

Hvilke forsamlinger er ansvarlige for hvilke beslutninger?

Hvilke beslutninger kan overlades som ansvar til generalforsamlingen,
administrativgruppen, mediegruppen, bookinggruppen, og hvilke beslutninger kan
overlades som ansvar til den enkelte bruger/deltager på fællesmøderne?
Det indebærer at man overvejer hvilke konsekvenser følgerne af beslutningerne kan
have i forhold til ansvarets fordeling, arbejdsindsats, resurser (mennesker, lokaler og
penge), og emnet (opdeling og begrænsning af emnet). Det er så vigtigt at begrænse
ting netop i forhold til hvad der vedrører hvad, og hvilket emne der vedrører hvem,
fordi begrænsning er det afgørende kriterium for at konsensus kan lade sig gøre i
større forsamlinger. Jo bedre en gruppe/forsamling er til at reducere og fordele
ansvaret til grupper/individer, jo mere overskueligt bliver beslutningerne og
samarbejdet.

Med selvstyre(autonomi) menes der at man styrer sig selv, men ikke andre f.eks.
”lokalernes brugere beslutter ikke noget der kan få negativ betydning for andre
brugere fra andre lokaler”, ellers er det en sag for en administrativgruppe eller for
generalforsamlingen, men hvis lokalgrupper/enkeltpersoner samarbejder på tværs
uden at det skaber problemer for nogen, er det irrelevant for beslutningsprocessen,
men ikke irrelevant for kommunikationen generelt i huset.

Det er vigtigt at positive nyheder, bliver kommunikeret ud af de formelle kanaler,

netop, fordi konsensus arbejder med kriteriet at være negativ berørt, og det kan i sig
selv skabe en forkert opfattelse af den reelle situation ved at der er et overfokus på
uenighed og problemer, og ikke på alt det man er enige om, og som fungerer godt, da
dette oftest bliver taget for givet.

Hvad kan man gøre til møderne?

a) At lave uformelle, afslappende, frie og personlige møder der ikke bare er

kaffemøder.
b) At lave en festgruppe som kan forberede og indkalde til møder.
c) At undlade at spilde tid på gruppedannelse som alligevel aldrig rigtigt bliver til
noget, fordi der mangler resurser eller interesse.
d) Få folk til at gå sammen i små grupper ved større møder.
 e) At lave spørgerunder hvor alle folk får lov til at sige deres mening (at lave en
spørgerunde hvor nej-siden får mulighed for i god tid at forklare deres position).
f) At lave vejledende afstemninger som kan vise hvor mange der faktisk er for og
imod givne forslag.
g) Lave en ”Brainstorm”, tænkepause, høring, eller blot en kort pause for få en
afslappet stemning efter en anspændt situation.
h) At beslutte at man giver beslutningsprocessen mere tid, eller udsætte den til
næste møde.
i) At nedsætte en arbejdsgruppe, som kan finde ud af andre løsningsforslag.
j) Opstille en tidsbegrænsning for hvor længe et møde kan vare ved.
k) Opstille en tidsbegrænsning på hvor længe et emne kan debatteres, samt hvor
meget det må fylde på dagsordenen i forhold til andre emner.
l) At italesætte det man vil sige hensigtsmæssigt.
Eks.: spørg ikke om alle er enige, men hvem der er uenige i et fremsat forslag!
Eller ved f.eks. at diskutere hvordan man spørger bedst om hvem af de andre
deltagere der gider påtage sig ansvaret for noget.
m) At italesætte uenigheder: Prøve at finde ud af om konflikten er principiel,
værdimæssig, personlig eller måske kun bygger på misforståelser.
n) Tidsbegrænsning på og begrænsning på hvor meget de enkelte deltagere får
lov til at tale.
o) Positiv særbehandling af nye aktivister og mennesker, nye aktivister, kvinder,
immigranter med sproglige problemer som bliver overset til møderne.
Eks.: Nye og uerfarende medlemmer/brugere får lov til at tale længere, og
bliver mødt med tolerance af de ældre og erfarende medlemmer/brugere (Bare
fordi at noget ikke har fungeret før, betyder det ikke at friske kræfter og
nytænkning ikke kan føre til succes).
p) Det kan være at der er brug for at nogen oversætter og forklarer, både før et
møde, under mødet, og efter mødet.
q) Det kan være at man bør Invitere folk udefra for at få nye ideer, eller fordi at de
kan hjælpe en med at belyse en debat, eller løse et problem som er gået i
hårdknude(nabo, kommunen, foreninger, foredragsholder, …)
r) Et møde skal afsluttes med en evaluering af mødet.
s) Udvise generelt hensyn til hinanden på møderne og vedtage generelle
spilleregler.
• Aftale eventuelle håndtegn.
• Tale så kort og præcist som muligt, helst undgå gentagelser.
• Deltage aktivt, men ok at melde pas.
• Det er ok at skifte standpunkt - ok at være uenige.
• Respekter hinandens forskellighed, ingen nedsættende bemærkninger.
• Lyt til hinanden, lad være med at afbryde hinanden.
• Personlige oplysninger er fortrolige.
• Være forberedt til mødet” (Ditlev Nissen: Dialog og konsensus højner
demokratiet). http://www.utopiskehorisonter.dk/konsensus.htm)
Løsningsmodeller i tilfælde af at enighed ikke kan opnås:
 1) Hvis man ikke kan nå til enighed, kan man beslutte, at det bliver stillet frit for
den enkelte ”lokalegruppe”, enkelte medlem/bruger, eller en administrativ
gruppe, midlertidigt at sørge for at der bliver taget hånd om den opgave,
uenigheden drejer sig om, og finde en løsning fra situation til situation indtil
næste generalforsamling.
Spørgsmålet kan også blive stillet frit for ethvert mellem/bruger eller
lokalegruppe der kan finde ud af en midlertidig løsning, indtil at der er opnået
fælles enighed.
Eks.: Det er altid muligt at afprøve forskellige modeller for hvordan et problem
skal håndteres, og man kan fra generalforsamlingen afsætte et tidsrum og
nogle resurser til individer/grupper som har brug for noget autonomi, så at de
kan forsøge sig med noget, og herefter evaluere resultatet af det der er
kommet ud af forsøget.

2) Man kan altid gå tilbage til den traditionelle flertalsafgørelse hvis alting fejler!
Man kan også vælge kun at have konsensus til generalforsamlinger, men ikke til
alle andre møder, eller omvendt.
Eks.: husets grundlove bliver besluttet ved konsensus, men andre mindre
betydningsfulde emner kan være noget man kan lave flertalsafgørelser om.
Eller man kan gøre det omvendt, så at man har konsensus på ”lokal-grupper”
og administrativgruppen osv. men ikke til generalforsamlingen.
Når Konsensus får konservative træk - om konsekvenser
Det betyder at folk ikke dukker op til generalforsamlingerne, men prøver at finde
samarbejdsmuligheder i de enkelte lokal-grupper, der kan opstå hemmelige aftaler,
magtkampe, intriger imod de enkelte medlemmer/brugere indbyrdes, som faktisk
ellers vil have været beskyttet af den etablerede konsensus.
Resultatet bliver så at sammenholdet over tid bliver mere og mere rigidt og
overfladisk. Sammenholdet bliver så udelukkende styrket ved negative interventioner
udefra, og derfor bliver forandring først muligt når det hele er ved at blive smadret på
grund af dårlig økonomi, manglende aktivisme som gør at fællesskabet stivner, eller
hvis der kommer udefra kommende trusler om at foreningen vil blive lukket ned på
grund af manglende åbenhed, manglende medlemmer/brugere, rod i økonomien, som
alt sammen igen skyldes at man ikke har fornyet sig på grund af manglende
innovation og fleksibilitet.

De medlemmer/brugere som det altid vil gå hårdest ud over vil være de nye, de
upopulære, dem som ikke kan i talesætte sig, resursesvage, og folk som i det hele
taget ikke er gode til at fungere i ”netværket” (det betyder selvfølgelig ikke at disse
mennesker altid vil være svage i alle situationer.)
Eks. for en negativ udvikling: mindretallet nedlægger veto og gøre enighed umulig.
Årsager kan være at dem som kommunikerer bedst styrer showet, f.eks. ved at dem
der har mest viden, erfaring, og er bedst til at formulere sig, til at råbe højest og som
ikke er bange for at snakke på vegne af flere mennesker, eller har flest resurser
personligt, økonomisk, tid, bedste mødedisciplin og er mest udholdende dominerer!

Andet eks.: Husets struktur tager ikke forbehold for mennesker som arbejder 30/40
timer på en uge, dvs. kvinder og mænd med børn. Man skal være ung og studerende
eller have en særlig livsstil og tilsvarende indstilling for overhovedet at kunne deltage.

Fælles aktiviteter.
Fælles aktiviteter kan være med til at involvere folk i huset og omvendt synliggøre
huset i byens liv og det offentlige liv.

Indadtil:

1) Fest-planlægning. Beslutninger om åbningstider for lokaler. Kontaktmulighed til

lokale ansvarlige. At få reguleret kontaktmuligheder igennem træfpunkter for
alle dem som er interesserede i at deltage, f.eks. i arbejdsgrupper i huset.
2) At lave rundvisninger, åbent hus, møder hvor man introducerer folk til stedets
grupper, aktiviteter og beslutningsmåder.
3) At lave aktiviteter for hele huset; fester, en café, festivaler, og fester for at
skabe et socialt fællesskab for at få folk til at komme sammen.
4) Lave jævnlig fælles brainstormings-, foredrag, debatter, evalueringsmøder, og
afsæt eventuel en hel dag til et aktuelt emne.

Udadtil:
At lave udadvendte fællesaktiviteter uden for husets og miljøets rammer.
Få lavet reklamer, avis, udstillinger, arrangere deltagelse i demoer (f.eks. 1.
Maj),
festivaler (med aktuelle emner), aktioner, happenings, sociale projekter for
nabolaget/kvarteret, samt generelt samarbejde kulturhusene imellem, for at
kunne nå ud til offentligheden.
Infrastruktur:
En fungerende Infrastruktur er en forudsætning for at samarbejde og åbenhed er
muligt.

1) Det hjælper at lave opslagstavler/ info-væg for fællesmødet, for medlemmer

og brugere på flere sprog.
2) Kontor/mødelokale hvor man kan mødes og arbejde i fred.
3) Gratis adgang til computer(internet), printer og skanner for folk som ikke
har god adgang til det i huset, men som gerne vil have informationer om
huset, eller blot deltage i møder eller det organisatoriske arbejde.
4) Lave et læse/studierum hvor man kan fordybe sig i et emne, og også har
adgang til eventuelle ordbøger, opslagsbøger, håndbøger og foreningens
papirer.
 5) Wiki: Som er offentlig tilgængeligt, hvor alle kan nedskrive evaluering og
erfaringer fra at lave et kulturhus, festivaler, og hvor den nyttige viden bliver
givet videre fra gamle til nye deltagere i huset, og inspirerer folk til at lave
lignende projekter.
Husk at poste masser af links som kan være til hjælp for dem som vil lave
noget.
6) Intern-wiki: Som kun er tilgængelig internt for medlemmer for at kunne
give informationer videre og starte debatter, hold folk opdateret med intern
kalender og opslagstavle som hjælper med til at koordinere tingene bedre.
Wikipedia er i øvrigt et af mange eksempler for praktisk konsensus. Se:
(http://da.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Konsensus)
Konsensus demokratiske beslutningsprocesser, står og falder med hvor kreative og
åbne deltagerne er i at finde nye veje og resurser til at finde svar på de spørgsmål der
dukker op i hverdagen. Konsensus bygger på en inkluderende demokratiopfattelse,
som ligger meget lang fra det parlamentariske demokrati, da det sidstnævnte er
ekskluderende på grund af konkurrence-, nationalisme-, repræsentations- og
flertalsprincippet som bliver propaganderet af eliten som styrer samfundet, og som
foreningerne rundt omkring i landet blot efteraber i det små.