The Project Gutenberg EBook of Hans Rskov, by Knud Hjort

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

Title: Hans Rskov

Author: Knud Hjort
Release Date: January 31, 2013 [EBook #41956]

Language: Danish

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RSKOV ***

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at

http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)
HANS RSKOV
 Afskriverens bemrkninger
benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret. En ordliste med
rettelser er placeret sidst i bogen. Den trykte bog havde ingen kapiteloverskrifter, men disse er tilfjet for
at lette brugen af e-bogen.

Indhold
KAPITEL I
KAPITEL II
KAPITEL III
KAPITEL IV
KAPITEL V
KAPITEL VI
KAPITEL VII
KAPITEL VIII
KAPITEL IX
KAPITEL X
KAPITEL XI
KAPITEL XII
KAPITEL XIII
KAPITEL XIV
KAPITEL XV
KAPITEL XVI
KAPITEL XVII
KAPITEL XVIII
KAPITEL XIX
KAPITEL XX
KAPITEL XXI
KAPITEL XXII
 KNUD HJORT

HANS RSKOV

KBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
1906

J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH)
 I
Uden for den sndre lnge af Peder Hansens grd begyndte forret fjorten dage tidligere end andre steder; solens strler faldt med kraft tilbage
fra de okrede mure, og trerne gav l mod stenvinden; s var der ogs bakker p bgge sider af grden, s den selv l i en dal.
Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne flfod allerede frst i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som
sm bitte lygter, sdan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grn hnd til hver side som folk, der holder tale. Vejen, der her gik
uden om grden, blev gr og tr, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprde kamme, og nr man gik og
trdte dem ned med bare fdder, s havde man sommerfornmmelser lnge inden frste Maj; her kom hnsene ud og pillede i grsset og
hakkede flfoden i de gule hoder, og den sorte grvlingehund, Vaps, nd ikke sjlden sin middagslur her og l og blinkede velbehageligt i solen
med sine gule jenlg.
Og den, der ikke mindst sgte ud til den sndre lnge, det var grdens ldste sn, Hans kaldet Rskov efter sin afdde moer. Dr sad han
en lun Aprildag og lae den sidste hnd p sin vindmlle; vingerne var af bedste asketr, der for lnge siden var blevet udsgt og trret; de antog
en smuk skr form under hans fem og halvfjerds res svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskr. Hans havde sat sig sdan, at han i
god tid kunde vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al vrdi i hans jne. Men ingen
forstyrrede ham undtagen hnsene, der kom stilkende p lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede efter de spner, der uafbrudt faldt fra hans
kniv; de holdt hodet p siden ligesom gamle nysgrrige koner, der kun kan se med det ene je. Hans tog smsten op med terne og kastede
efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som han havde mistnkt for at g p lur efter ham for
at opdage hvad det var, han havde for, som hun ikke mtte se. Hun havde en dag oppe p loftet fundet en halvfrdig elektrisermaskine af Hans'
fabrikat, og hvor havde hun ikke knvret og nikket og kaglet til alle mennesker p grden om den maskine, som hun oven i kbet skulde ha
forklaring p, hvad hun naturligvis ikke fik og selvflgelig skldte ud for. Han havde vret ndt til at sl den i stykker og grave den ned, ikke at
tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom hnsene
her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
Svrest var det at lave skret, hvor vingerne skulde passe sammen. Han mrkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte s
at skre ud, men pludselig s han tret blive rdt, kniven havde givet ham et snit i den ene finger. Nda, sae han vredt; hvad skal det til? Du
kan godt blive fri. Han lb ind i trvehuset, hvor han havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under drtrinet; dr skulde den ligge
i fjorten dage, inden den mtte bruges igen. Der var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjlpe sig med den gamle, sknt den var af meget
ringere stl. De gte svaneknive har den egenskab, at nr man spytter en klat p bladet og lgger en stump halmstr oven i, s kan det dreje
sig et lille stykke, men skal de derfor ha lov at skre en i fingrene?
Nr Hans sad her ude og arbejdede, sgte hans jne grne op til en grd, der l langt borte, men meget tydeligt oppe p en hj bakke; man s
ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt mellem dem en stor bruntjret port; trer og andet tilhrende kunde man ikke se;
den l dr s underlig ensom og udgjorde en vigtig del af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en ventyrlig forestilling
om, at det var en guldring med en eller anden mrkelig sten, og senere var ventyret aldrig ganske get af den; den adskilte sig fra alle andre
grde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkrlig i jnene, nr han gik alene her ude og var helt
tilfreds, den stod i indre livssammenhng med hans lykkeligste jeblikke.
Vingerne var imidlertid blevet frdige, og mllen samlet. Det var en god mlle, der var lavet med al tnkelig omhu; om aksen gik der en snor,
hvori den kunde hve en sten af forud beregnet vgt. Hans bar den fljtende hen til en pl ved urtehaven og gjorde den fast.
G s, sae han.
Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre i vinden og satte den i gang igen, s vrikkede den bare om p den anden
side. Der var noget, der rejste sig med et hrdt st i Hans' sind, men han holdt ikke op med at fljte; han vilde vise sin mlle, at han blev ikke vred
p den, sknt den var urimelig. Han skulde vre s forekommende at smre den, hvis det var det, den nskede, og han hentede vognsmrelse
og smurte den netop s meget, som den trngte til, men den vilde ikke g, sknt der ikke kunde vre tale om nogen fejl eller mangel ved den.
Mske var den ked af den sten til at begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der havde budt ham sdan en
stdighed. Alligevel, da han havde srlig meget til overs for denne her mlle, s vilde han for en gangs skyld strkke sig s vidt, at han fritog
den for stenen, sknt det var tosset. Fljtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste
gang befalede den at g.
Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han
vindretningen med strste njagtighed, afsatte den p jorden med et rids og indstillede mllen for sidste gang, men den blev ved sit; han sendte
den en sten, og den ligesom rystede p hodet. S gik han meget langsomt sknt hans hnder dirrede hen til den stridige ting, der stumt og
stdigt bengtede rigtigheden af hans beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen p marken, hvor der var en stenbunke. Dr lavede han
et leje til den i jorden, lftede den strste sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit vrk, der var anbragt sdan, at
ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et
smukt stykke arbejde; han havde kbt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; s meget mindre grund var der til at skne det nu. S hug han
stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog mllen op og brkkede den vredt i s mange stykker han kunde, med strre hidsighed, jo mindre
stykkerne blev, og smed dem rundt om, s ingen skulde ane, hvad det en gang havde vret.
Det gjorde godt; han s sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke nogen til ogs at fordrve dette for ham! Men pludselig glemte han alt andet
over noget rdt, der l og skinnede infamt i solen; han var vis p, at det ikke havde vret der for et jeblik siden, og han gik lige ls p det i stor
ophidselse. Det var ikke andet end en rd klud; han betragtede den med vmmelse og undrede sig over, at han ikke havde lagt mrke til den,
da han gik derud, men efter at han havde set lidt mere p den, gravede han med sin ngne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og
kastede til over den.
Da han igen gik forbi grden, skingrede en kvindestemme ls med en lang ramse, hvori hans navn var det frste ord. Det gav et hop i ham, men
han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at flge hendes voksende
arrigskab, og han blev efterhnden vel til mode igen. Det var lutter personlige fornrmelser mod ham selv, og det nrede yderligere hans foragt,
at de var s fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at det var p tide at vise sin ryg, han
kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrm nyt liv.
Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil hre; du gr din pligt.
Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var frene, som han nu var kommet tt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede p ham med
deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, og s bvrede de med halerne og rystede en
mngde bnner af sig.
Hvad skulde det nu betyde? Hans blev r og ond ved synet af de tbelige dyr. Han gik lige ind i tjrslaget til dem og satte sig p plen; s kunde
de more sig med at hnge sig; og se, om de ikke straks gjorde forsg p det! Godt! s blev han siddende dr, til de bar sig fornuftigt ad
ligesom andre dyr. Han hrte, hvordan det peb i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de mrkede, at de ikke fik vr nok
p den mde. Efter uhyre lang tids forlb fik den ene mod til at nippe af et grsstr, men drejede han blot hodet, s kvalte de sig igen af hjrtens
lyst, mens rdsel og dumhed strlede ud af deres modbydelige jne, der lignede gamle slidte knaphuller. Han belnnede dem med et spark og
gik, og s var der igen en stemme, der skrlede efter ham.
N, tak, hun var stadig p udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det
var at blive skldt ud, mens han fik mad. Det skulde hun nok huske at benytte sig af, og hsligt til mode gik han ned over engene; til han nede
skelgrften, der var grnsen mellem faerens eng og genboens mose.
Nr man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende vand, s behver man ikke at g selv, man kan stte sig, uroen risler bort med
vandet, der lber ustanseligt; man kan la jnene flge krusningerne p vandet, med grsstrene, med de blanke sorte hvirvlere, der danser
deres lunefulde kvadriller p overfladen, og de fremmede tings bevgelse overfrer vandringens fortryllelse p ens sind, mens man nyder den
hvile, som man hemmeligt, under sjlens uro, dog trnger mest til.
Og har man fulgt en ting med jnene s langt man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et nskeligt ml, s kan man, hvis man er anlagt for
det, lgge planer om opstemning af vandet og anbringelse af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse
Hans blev sulten. Han kastede et mrkt blik hjem mod grden, mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om
smrrebrdet, med tvr tavshed p den ene side og mange slags ubehageligheder p den anden. Hvad skal du? Jeg spr, hvad du skal.
Hvad siger du s? Hvad? Hvad er det s, du skal sige? Siger du ikke tak? Kan du s sige tak? N: Tak? Hvad, er du dr inyw, skal du ha mer
inyw? Kan du be' pnt om det, m jeg hre? N! Har du glemt, hvad jeg har lrt dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra din mad? Hans! Ha
ns!
Han vendte sig med vmmelse om mod sin grft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke til nogen trst, og det overfaldshjul blev der
mske ikke noget af. Hans havde en strk appetit og kendte glden ved at f mad; bgge dele var opdaget og blev benyttede imod ham. Jo
tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, nr han var sulten, eller nr han endelig fik noget. Det var helt morsomt at hre p for andre.
Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for s
havde hun andet at bestille.
Der var ikke mere fornjelse ved skelgrften, Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive
helt morsomt at tvre sin vilje igennem og f alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.
Da Hans gik ind gennem kkkenet, flte han sig fuldkommen parat til at ta den forestende kamp op.
 II
Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blst; Hans kom ud af grden og gik over marken ned til sen. Han fyldte egenlig
tretten r den dag, men al festlighed var forsvundet fra fdselsdagene, siden hans moer var dd, og sknt han jo mtte vide det fra de to
foregende r, s havde han dog glemt det igen i r og sat forventningen op efter noget usdvanligt; godt var det da, at han ikke havde rbet det
med et eneste ord, men endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke tnkt p andet, end at der mtte komme noget og s var det
endt med, at han havde pdraget sig en stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok skulde blive til, nr han blev
stor; det var ikke ham, der frst havde givet anledning til det, han huskede ikke lngere, hvordan det var get til, men det var blevet sagt. Faeren
havde smleet, men husholdersken , hun var blevet s glad, som om hun havde fet noget forrende! Hvor havde hun tygget p det og
bavlet over det og forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad han skulde vre, og hun havde sagt, at det var vel bedst,
at Hans og drengen kom til at flges ad, s kunde de jo kappes Det var fordi hun en dag var kommet efter, at Hans havde leget med den
elendige dreng, n ja, p en vis mde havde han ogs givet sig af med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han sdan
havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu mtte han alts tnke p noget andet, for der kunde jo ikke vre tale om at blive noget, som
hun havde haft sin nse i og vrvlet om.
Han nede sen og gik ud p isen; han var s led til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og han
stampede vredt i den til gengld: Hvad skabte den sig for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.
Godt; s blev han nd til at g lngere ud. Han var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede blger op gennem hans krop, og sveden stak
som nle p siderne af hans nse.
Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lrt af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere ptrngende, sknt
han hvert jeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den ld sdan:

Min bedstemor
fik trillinger hvert r,
som hver en nok s net
af bedstefar blev dt.

Den havde nsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i halsen p
ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skr isflade, indtil vandet lukkede sig over ham. Det brndte og isnede p een gang, og da han
kom op igen, var det ligesom himlen var lftet hjt over ham. Han begyndte at svmme, samtidig med at han fljtede den tossede vise: Min
bedstemor . Den slap ham ikke mere, s lnge han l i vandet. Han skubbede det lse isstykke fra sig og kom med lethed op p kanten af
den faste is, men s var der noget, der tog fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglns ned i vandet igen. Hvor det
vrkede i hodet, da han kom ovenfor. Han klemte kasketten godt fast; det var ikke vrd, den blev her nede, og s tog han fat igen; men selv om
han fik sparket sine ben fri fra det, der sugede dem fremefter, s knkkede isen, nr han var omtrent oppe. Der var alts ikke andet at gre end
at bryde den itu indefter, og under stadig fljten, der undertiden blev hakket i stykker af hans klaprende tnder, slog han bid efter bid af isen, frst
med knoerne, s med hndleddene, og s, da de ikke kunde holde lngere, trak han rmerne ud over hnderne og slog til med hele armen, og
stadig mtte han passe p den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en fornmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav
pryglene; det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet en lang bugt ind i isen; der var en vldig fremfrd i ham. Men det
blev galt igen, da han ikke kunde sl mere is i stykker, for han blev suget ned lige s tit han kravlede op. Han tnkte eder; han kunde ikke udtale
dem, da hans mund var optaget af at fljte, men han gldede i tavs banden og svrgen. Den kolde luft svalede langt ned i svlget, hvor den rev
og slog knuder som sodavand, helt nede i brystet blev han kold; han mrkede ikke heller nogen varme i den luft, han udndede, den peb kold ud
af ham som ud af et gammelt hus.
Mens han s efter en revne, hvor der kunde sls mere is itu, syntes han lige med et, at der var et stort rdt lys p himlen; han l stille et jeblik og
s sig om, men s var der alligevel ingenting, og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i isen foran sig, og sdan
kom han op. Han mtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bre ham lige straks, og da han l dr og s p det hul, han var sluppet op af, s faldt
det ham ind, at det for lidt siden slet ikke havde vret s sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom skrkken bagefter og krvede sin part, som
der fr ikke havde vret plads til. Han lb hjem, frst p fire og siden p to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i grden. Nu gjaldt det
om at ingen fik noget at vide og noget at vrvle om; han listede sig stille ind i sovekammeret og skiftede tj i mrket, men efter denne
omkldning var kostaldens fugtige, mlkeduftende varme noget s lykkeligt, at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig p en
bunke halm og blev endelig af med den ihrdige melodi og faldt i svn.
 III
At Hans Rskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker, der srlig kom til at mrke i lbet af det flgende forr. Den ene var
husholdersken, mod hvem han befstede sig ved et gennemfrt tavshedssystem; den anden var hans lrerinde. For Hans gik i den fine skole,
der antoges at gi en hjere dannelse end almueskolen, vsenlig fordi undervisningen kostede noget, og s fordi der, om det nskedes, kunde
undervises i fremmede sprog. Hans havde lnge mttet hre af de andre drenge, at han gik i tseskole og lrte at hkle blonder til sin faers
underbukser, og det var endelig get op for ham, at kvinderegimente er en uvrdig ting for et mandfolk. Han fandt ogs en vis lighed mellem
lrerinden og det kvindemenneske, han foragtede mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev ligheden fuldkommen,
og hans opfrsel blev derefter. Han mrkede ikke selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af lrerinden; det blev udfrligt
beskrevet for ham, hvordan han nsten lige med et var blevet en slem dreng til sorg for mange, og ingen kunde begribe hvad der gik af ham;
men han var ikke mere den han havde vret.
Hans kritiserede i tanken udtrykket en slem dreng. Dr tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller lj eller
delagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk p ham, at han ikke mere var den han havde vret; det mindede om udtryk i bger,
og s var det tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det, fr hun sae det.
Af stor betydning for hans udvikling var det ogs, at der var kommet en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod han
de samme ting p en anden mde, og Hans blev dybt rystet i troen p sine egne kundskaber. En dag s Hans ham smile overlegent, og det var
over lrerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis der nogen sinde blev smilet sdan af ham, da troede han sikkert, at han mtte blive
syg af det; bagefter kunde han ikke tle at se p lrerinden, hun var mrket af det smil; nr han hrte hendes stemme, fortrak hans ansigt sig, s
der blev lagt mrke til det, han blev udspurt og fik sknd, da han ikke vilde svare; derved huskede han det hele endnu bedre, og hans kritik, der
allerede havde vret vgen nogen tid, blev nu sikker og sknsells. Men der var i det smil en benbaring af en hjere kultur, der bevirkede, at
han for frste gang kom til at beundre samtidig med at han lrte at foragte.
En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme bog. Hans var i drligt humr, fordi han s den anden strege sine tal ud
og skrive sm tal oven over og stadig blive frst frdig; det nagede ham, at han ikke ogs var inde i den hemmelighed, og langt om lnge
bekvemmede han sig til at sprge. Det kaldtes at forkorte; man havde lov at dividere frste og andet led eller frste og tredie led med samme
tal.
Hans viste uden nogen forklaring lrerinden en del stykker, der var regnede p denne ny mde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun rdmede;
det s han. Da de var frdige med deres stykker fr tiden, fik de som belnning lov at sidde og tegne p tavlen. Hans udspurte kammeraten om
brk; han lrte i en fart at forkorte og gre til ugte brk; det var ikke svrt. Lad mig f addisjonen med med det samme!
Kan Hans ikke vre stille? ld det fra lrerinden.
Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en pmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.
Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op p tavlen, sae Hans, s skal du se sikken en masse sludder.
Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; s vilde han selv se, hvor meget vrvl han kunde samle.
Det blev en mrkvrdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde overkomme, og det blev endnu vrre vrvl, fordi han
mtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmrksomme, men hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt
nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to stninger: Sandelig sandelig siger jeg dig du er s vd, din gris. Det sidste
gjaldt den store hund, der plejede at ligge p hendes skd, og som lugtede nok s tit som brnene; det berrte Hans s ublufrdigt, at hun en
dag havde sagt, at hun godt kunde lugte forskel p hunden og dem.
Mens Hans hvilede sig og nd det mishandlede skriftsted, var lrerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men
fik i skyndingen ikke tid til at spytte.
N, du skriver uartigheder p din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. Du trnger nok til at f nogen smk.
Smk, hvsede Hans. Nr det hedder kl. Tsepjat!
Drengene s hen p ham, og alle pigerne hviskede: Men, i kor. Han blev grebet under armene og slbt ud p gulvet og skulde sige det en
gang til. Men i samme nu var hans sind slet i ls som et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde bne det.
Spanskrret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se p, at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.
Han skammede sig virkelig; det var mske det, han havde lettest ved af alting. Hans sind var s mt, at han blev flov over det ubetydeligste, men
at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, der gav anledning til, at han
skammede sig. De prygl, han fik, disse elendige tseprygl, de var den hsligste ydmygelse, han havde oplevet, og havde han set noget mere af
livets hensynslshed, s havde han vel rettet sig og ladet det komme an p, hvem der havde flest krfter, han eller lrerinden, men hans sind var
endnu bundet af nedarvet respekt og tlsomhed; han stod med krum ryg under pryglene og njedes med at puffe fra sig med en albu som en
antydning af modvrge. Senere da det var bagefter, tnkte han sig, hvordan han kunde ha slet igen.
Da han hverken vilde grde eller sige, at han skammede sig, kunde det jo ikke vre andet, end at han skulde st ved dren. Bgge drene var
ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brndekurv imellem, men de blev hjemsendt p grund af deres forholdsvis ringere
forseelser, og Hans kom til at st alene i hele sin afskylighed.
Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjlne jekast s han, hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mrkede deres afsky p
sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde vret hans ret gode venner, men han var frdig med dem, og idet han anede, hvad de
mente om ham, tndtes der en vrede imod dem, der frst dmpedes, da de var blevet ham fuldstndig ligegyldige. Kun een kunde Hans
ingenting se p; han skulde for fremtiden vre hans eneste ven. Han tnkte s ivrigt, at hans lber bevgede sig, og lrerinden gjorde alle
opmrksomme p det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der flte latterliggrelse som den eneste virkelige straf,
pressede lberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke kunde f op.
I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og klig imod ham, og da Hans udelod
sig med nogle hnlige bemrkninger om lrerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var s tosset. S var
Hans frdig; han havde alts ikke noget menneske, hvis jne han kunde mde; han gik skulende omkring og lignede en overbevist synder
mellem lutter retfrdige.
Fra vinduet holdt lrerinden je med ham, det gik som det skulde: alle forngtede ham. Da syntes Hans, at han s altfor meget, og at det mtte
vre en lindring at vre blind.
Det var p den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede at glde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var
meget han ikke havde rrt i flere mneder, og som han nsten havde glemt; det skulde blive morsomt at f fat i det altsammen igen. Men alt gik i
st i ham, han stivnede fuldstndig, da han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at g. Havde han vret nrmere dren, s vilde han ha rendt
sin vej, men hun havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han foruds alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sd og kel og gal og tosset;
formaninger og skldud og smk vilde blive enden p det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lnte ham
jne, som han havde lyst til at stikke ud.
Dren blev lukket efter den sidste; hun besrgede det selv; den blev lset af.
Men nr hun hadede ham, som hun jo mtte gre, hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad dren, s han rullede hen ad vejen og slog hodet i
stykker p kantstenene? Det buldrede i hans hoved, som vankede der rungende lussinger, han kunde tnke sig dem og s tog hun
fat p at tale ham til rette.
Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordrvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, han altid havde
vret, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde ham s sd, som han aldrig havde vret, og s ond som han ikke var blevet endnu.
Hvor lnge varer det? tnkte han; Satan, hvor lnge varer det? Hun vilde lfte hans hoved, men han var lige ved at f kvalme og mtte smide
sig ned p en bnk, og til sidst begyndte hun, gud hjlpe mig, at grde. Han blev svimmel af vmmelse og flygtede, da hun rrte ved ham. Ved
den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og fj for satan hvor det lugtede!
Hun flte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstd har fet hjul og stnger forvredne, og det
er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham g, ja hun gav ham ogs et puf i ryggen, da hun fik lukket dren op for ham. Han
lb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at
se et glimt af hendes rde ansigt i vinduet, og kvalmefornmmelsen kom igen.
Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde vret fri for andre mennesker, og han nd i hj grad
den halve mil han havde at g. Han var s optaget af det velvre, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen
som helst forsigtighedsregel, og dr sad s husholdersken og stoppede strmper. Her forestod rimeligvis ogs noget; det skulde vre
mrkeligt andet. Han vilde liste ud i kkkenet for at spise dr, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han
skulde nyde hendes selskab. Underholdningen lod heller ikke vente lnge p sig:
Ja, du trnger rigtignok hrdt til at komme ud mellem mennesker og lre, hvordan du skal opfre dig. Nr en rkker dig noget, s kommer du
bare med hnden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget. Men nr man blir budt noget, s siger man frst tak, og s
rkker man hnden ud og tar imod det.
Hans tyggede med besvr og djede med at finde munden; det var ligesom kberne vilde g af led, og han syntes de sad forkert i hodet p
ham.
Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene og ha et trug ligesom de, og s skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen
mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, s snart du har brokket skeen fuld, for det kan grne vare lnge, inden den kommer, sdan
som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, nr skeen er omtrent deroppe; det ser s tosset ud at sidde sdan og gabe, inden der
er noget at gabe over
Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.
Hold kft, skreg han, og der var sdan en klang i hans stemme, at hunden, der l under bordet, sprang op og begyndte at g, idet den troede der
var kommet fremmede; den kendte ikke hans rst igen.
Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.
 IV
Eva hed en trettenrig kbenhavnerpige, der var p feriebesg hos naboens. Hun var den frste af det navn, som Hans nogen sinde havde kendt;
hun var ogs i andre henseender det frste, han havde oplevet. Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et rinde. Hun hilste ikke
igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt p ham, spurte hun: Hvad hedder du s? Hun mtte hre hans navn to gange, fr hun forstod
det. Hans Rskov. Kan du ikke tale mere tydeligt? Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforst. Hun havde sort hr og mrkebl jne,
der var mere bydende end de jne, han ellers plejede at se; man kunde ordenlig f vand i sine egne ved at se ind i dem. Hendes nse var lang
og lige og lignede ikke andre pigers nser; den var s smal og bestemt.
Vil du lege med? spurte hun, hvis du ellers har set nok p mig.
Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han vilde. Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hrte hele tiden hendes
stemme mere end nogen andens. Hans mtte rmme sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det sjldent. Hun sae sin mening lige i ens
ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornrmet over det. Hun var i uafbrudt
bevgelse, mens de legede, dansede hele tiden, og nr der ikke var noget at lbe for, s hoppede hun lige op og ned, som om det kedede
hende at st stille. Hans flte sig meget tung og sej bare ved at se p hende, og han rrte sig s lidt som muligt, men hun kommanderede ham
ud.
Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.
Han var forbavset over at hun sae sdan noget, sknt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt
behagelig stemning over for hende, hvoraf det vrste var, at han flte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end fr.
Hun viste ham en gren og sae: Skr mig en kp, derfra og dertil.
Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin tone, og
dansede vk med den.
De kom til at spille nips, hvilket udfres med en lang og en kort pind, og hvor det glder om at kunne mle s mange gange som muligt med den
lange pind; men nr man rammer den korte tre gange med den lange, s har man lov at mle med den korte. Hans var en mester i denne kunst
og vandt mange points for sit parti. S kom Eva springende.
Lr mig det, sae hun.
Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han mtte holde p hendes hnd, mens hun prvede, han lo
ad hendes kejtethed og tog tjet fra hende for at vise det en gang til, men s var hun pludselig borte. Han gik bag efter hende, for han syntes dog,
hun skulde lre det; hun havde let ved det. Men hun var allerede ked af det. Uha, dreng, sae hun, g dog vk med det tossede stads.
Hans var i nrheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om
hende som en flok mbende landsbybrn om en dejlig og fornm dame. Det ubehag, han havde flt ved at st over for et menneske, der
pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, g bort og i sin ensomhed hvde sig
selv som den overlegne, men det flte han heller ingen trang til; han s bare p hende, ja han s gennem hende ind i en anden verden, som han
anede eller havde lst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude. Det faldt ham
ind, at han ogs strbte hen imod den verden, og nr han tidligere havde set folk fra Kbenhavn, der kom ud til hans landsby, og som
naturligvis ikke lae mrke til ham s havde han ikke flt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, ja, det havde ingen nd,
det blev han nok; han gik omkring og bes dem p afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tnkte om dem.
Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornm, og han var s optaget af at se p hende og tnke sig, hvad der l bagved, at
det var frst da han hen p eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham ind, hvor hjt han egenlig stilede. Han havde ikke formet at sige et fornuftigt
ord til hende, ikke en gang at opfre sig fornuftigt over for hende; han havde bare gabt p hende som en dum bondedreng. Og hans sind deltes
pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige tretten rs dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, nr han en gang skulde bne sig
adgang til den verden, hvor han vilde trffe kvinder, der lignede hende, og komme til at mle sig med mnd af den slags, som hun beundrede.
Dem hrte han ikke til, ham regnede hun ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.
Han havde ikke i lang tid vret s misfornjet med sig selv nej ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lrerinden og var
kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han kom fra skole; han s hende komme ned ad alleen med sit rde ansigt fuldt af
hjtidelig domfldelse. Han rendte ned til sen og gemte sig og kom ikke hjem, fr det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt af denne flugt, og
havde han vret sikker p, at det kunde afgres ved en dragt prygl af faeren, s havde han taget den, men st mellem to kvindfolk og lae sig
overvrvle, det kunde der ikke vre tale om; han havde en modbydelig fornmmelse af at vre fej, da han l nede ved sen og desvrre ikke
kunde undg at hre, at de rbte p ham, men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Nste morgen, inden han var stet op, havde han
husholdersken over sig; hun stod p hodet over ham og vlede, og hun vilde oven i kbet ta fat i ham, s han var nr ved at blive drlig af
vmmelse, og for en gangs skyld skreg han om hjlp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der hrte det. Det hjalp. Derefter var han
naturligvis en vmmelig dreng og meget endnu vrre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog ordet forvorpen, som hun var meget
glad for. Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed var han ogs selv nr ved at
anse sig for et udskud. Men nu var han over fjorten r; han havde ganske overstet disse to kvinder, og de runde, tragiske jne, husholdersken
havde lagt sig til, da hun mrkede at ord ingenting formede, de forstyrrede ikke en gang hans madro nu. Han havde for lnge siden opdaget,
hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de s noget stort i
ham, men de vilde vre med til at lede ham p den rigtige vej; det var deres rgrrighed. Husholdersken var en dag kommet til at rbe det, idet
hun langede ham sine rundeste jne, og da tabte ordet forvorpen s vel som de svagere skldsord resten af deres kraft.
Men det var ingen sag at vre den store over for disse to, det flte han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der bde
ved grden og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som noget, der ikke kunde f betydning for ham mere. Det stod langt under hende,
alts ogs under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i tanken langt borte
fra sin landsby; han var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da han vgnede nste morgen var han allerede et andet menneske. Han
tnkte p Eva og kldte sig p i en fart. Hans sind var s bent og i en usdvanlig bevgelse, han mtte tnke p mange ting og savnede en
at tale med; nr det var blevet lidt op p formiddagen, vilde han g ned til naboens; morgenens friskhed var over ham, og han var ikke genert ved
tanken om hende. Da han kom uden for, s han oppe p bakken den grd, der lignede en guldring, tanken om Eva smltede p en
hemmelighedsfuld mde sammen med dette syn, og med en fornmmelse af, at der nu mtte ske noget usdvanligt, gik han ned til
nabogrden. Men i stedet for at g ind satte han sig p en grftekant og ventede p, at der skulde komme nogen ud, og hans sikkerhed tabte sig
i denne ventetid, hvor han ikke lngere flte sig s ganske alene som hjemme ved sin faers grd. Han blev uvillig til mode ved tanken om, at der
hvert jeblik kunde komme et eller andet ligegyldigt menneske, som han blev nd til at ta en vis stilling til.
S kom Eva i spidsen for de andre brn.
Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden i gr. Det overraskede ham, at hendes jne
virkelig var s kolde; hun s p ham, som om han kunde vre en hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers nok vre
med til at lege.
Der var en stor, gammel halmstak, der s ud til at interessere frken Eva. Hjemme havde Hans fr i tiden haft en lignende stak, som han havde
gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, at de skulde behandle denne p samme mde; han vilde grne fre an, men han
kunde drlig f det frem, og bedst som han talte, stak Eva i lb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans lb ogs, men han skammede sig
og kom derfor sidst. Da han nrmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han s den begyndte leg,
opdagede han ogs, at han kom alene og var uden for, og da kneb det med at vinde der hen. Han mdte oven i kbet Evas jne og mtte se ned
i jorden.
Der kom et eller andet lune over det forklede barn, da hun s den store dreng, der kom trkkende p benene og skulede til siden, den
drligste legekammerat, der kunde tnkes, og hun sae tydeligt og afgrende, som hun sae alt andet:
Ham dr, Hans, ham vil vi ikke ha med.
Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme jeblik; han tog den op og
vendte sig mod hende; nu turde han se p hende, og samtidig flte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind i hans hnd.
Hun stod ret op og passede p ham, parat til at vende sig og lbe, hvis han hvede armen. Han var en mrkelig dreng, tnkte hun, med den
tunge krop og det altfor store ansigt; frste gang hun s ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i Kbenhavn kaldte bonde. Hans
mund var for lille og s underlig ubehjlpsom; men i dette jeblik var der lige som draget et slr fra hans bl jne, de var mere klare og sikre, end
hun fr havde lagt mrke til; nu huskede hun ogs, at der kunde komme et eget strkt udtryk i dem, nr de var rettede p fjrne ting. Og nu faldt
dette samme blik lige p hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra frste jeblik haft sans for den latterlige modstning mellem den
klodsethed, der hrte til hans alder, og alvoren i hans jne, der ikke svarede til hans fjorten r. Han var en meget ordinr bondeknold, men
samtidig tillod han sig at se p en, som om han allerede var en voksen mand. Lige i jeblikket var det latterlige mindre pfaldende; hun var ogs
lidt bange for den sten, han stod med i hnden.
Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt p stenen. De andre sae ikke noget, de forngtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame
havde fldet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.
Hans kom hjem med sin flintsten i hnden; han vidste ikke, hvad han skulde gre med den, da han havde undladt at kaste den i det jeblik,
anledningen var der. Han blev s desperat hver gang han s p den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt han en
plads til den i et hul i havegrdet, hvor han ogs havde andre sager gemt. Dr opbevarede han den og s til den en gang imellem.
Et sted ude i marken var der en skrnt med store huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, nr han ikke kunde tle, at nogen kom i nrheden af ham
eller talte til ham. Dr gennemgik han med sig selv, hvad der var sket; undertiden krvede hans sindsstemning, at han ogs forestillede sig,
hvad der dernst kunde vre sket, hvis han havde bret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen p hende og givet hende
en lille blodig erindring i det frkke ansigt, et mrke, hun kunde beholde for livstid Han hadede hende s vel som det forbandede tilflde,
der havde gjort, at han nogen sinde havde set hende, og han krb dybere ind mellem brombrrankerne, nr lyden af stemmer nede ham henne
fra marken, og sdan gik der et par timer, uden at hvnsygen fstnede sig under en bestemt form; nr han tnkte sig een mulighed, kom der
altid et eller, men aldrig noget, han kunde blive tilfreds med. Det endte grne med, at han faldt i svn, og s snart han vgnede, sgte han
tilbage til andre mennesker, altid til flere, der talte sammen og ikke nsede ham, og allerbedst var det da inde i borgestuen om aftenen, nr han
kunde sidde i en krog og la sine jne vandre fra den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var lgedom i at hre mennesker tale om ting,
der l s langt borte som muligt fra det, han tnkte p, og mens de snakkede om hverdagsting, som han ikke hrte det halve af, nede han selv
til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde bret sig rigtigt ad; det var bedst, sdan som det var get.
Hans lste meget i denne tid; han havde fet fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i skolen havde
gennemget en mindre lrebog. Den og s en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han lste afvekslende i dem bgge,
eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra flelsen af at ha overvundet sin beskmmelse, til den sjlelige smrte,
der blir tilbage, nr ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.
Den anden bog, han lste i, var Johannes' benbaring.
 V
Det var en blytung Augustaften. Hen p eftermiddagen var himlen dkket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned,
begyndte mrkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op p himlen,
som havde det ingen hast; de blev nok frdige med deres, uden at de behvede at jage p. Lidt efter lidt blev de til en sammenhngende
masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, og nede p jorden blev det drjt at rre sig til noget; ved den mindste bevgelse sprang
sveden frem og var ikke til at trre af, og sm bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned p halsen. S begyndte tordenen at la sig
hre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.
Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og rg og snakkede om vret. Karlen var utidig og gjorde ljer med den gamle, der nu igen
begyndte at spille kegler, men manden talte ham strngt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest trffe dig selv. Og ud af sin
uudtmmelige grube af historier begyndte han:
Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jrgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene p
grden, og gik meget i kirke, prsten tog dem altid i hnden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk.
Rasmus' kreste dde for ham, mens jeg tjente dr som dreng, og siden den tid drak han noget meget. S en Sndag formiddag, vi sidder og
fr vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og g med i kirken, Rasmus sdan p en meget pn mde. Men Rasmus grinede
ilde og bandede p, at det sludder brd han sig ikke om. Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. Efter dette
her blev Rasmus s tosset til at bruge mund, nr nogen talte om kirken eller prsten eller sdan noget. S var det en dag, vi var ude og hste, og
det var tordenvr, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skldte ud over vret. Han var blevet s snaksom. Det var
jo noget sludder han sae, men fruentmmerne kunde ikke li' det. Du skulde ta og stte dig ned, sae de, men han brd sig fanden om vorherre,
som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne p. Det var jo ikke noget at sige, nr vret var lige op over. Som vi sidder dr, slr
det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue st op fra taget. Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at
rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rkker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel
tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gr det, kommer der et ualmindelig stort lyn
Blev han ramt? spurte pigen.
Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stende op, men fingeren var s stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske
mer. Vi mtte ha ham ned imellem os og holde p ham; jeg var da ogs med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud.
Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis ogs til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at
han gik omkring og solgte bndler og trd og den slags.
Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et sdant oprr, at han mtte vre alene. Han huskede godt Rasmus; han havde
vret der engang for en syv otte r siden. De havde ingenting kbt, men han havde fet en snaps, for det var hans fdselsdag, sae han. Hans
havde ikke glemt den tynde, blanke, bl pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over bordpladen den gang.
Nu genflte han den stemning, han da var bleven hensat i, flelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens lig et par r senere
havde ikke gjort nr s strkt et indtryk p ham.
Han gik en omgang i grden, mens en anden erindring, der var omtrent samtidig med den bl finger, kom op i ham: Familien var p skovtur, og
Hans var alene get ind under nogle graner, hvor der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe fr, han stod og s p
dem uden at rre sig, med bgge hnder i lommen og i strk sindsbevgelse over den underlige rde farve, der var s syg og giftig, s vild og
slsom. Det faldt ham ikke ind at g hen og rre ved svampene, men nr han var frdig med at se p dem, vilde han mase dem med en kp.
Men s kom der nogen og kaldte p ham og opdagede ham, fr han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, hvad han havde
vret s optaget af.
Hans var kommet hen til Thor, der l uden for sit hus og dsede. Han lste den, lnken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med halen, men
benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i normal sindsstemning under det optrkkende uvr. Han gad ikke klappe det ligegyldige
bst og gik videre.
Han vilde nske, at han og husmanden kunde ha vret gode venner, men Hans var blevet skldt ud, fordi han ganske vist havde knkket
husmandens kp, som han var blevet gal p; ingen vidste, hvor meget han mtte bde for sdan noget i sine egne tanker; men at nogen greb
ham i grningen og lod ham hre for det, det kunde han ikke glemme; han var frdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la vre at
hre til, nr husmanden fortalte; ingen kunde s mange historier om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem s ligefrem, som
om han ikke selv tnkte noget ved dem. Hans huskede dem og tnkte over dem; de tiltrak ham strkt, de var ligesom en lang
hemmelighedsfuld snor, der gr ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. Han tnkte
undertiden p, om han ikke selv havde lighed med de mnd i husmandens historier.
Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenvret. Nede i portrummet var der s mrkt som i en stue. En sur lugt strmmede ud over
den bne halvdr fra frehuset; het knirkede fint og hurtigt mellem frenes tnder, af og til hrtes ogs et rask lille ryktag, duften af klverh kom
ud sammen med den anden lugt. Hans' kn stdte mod enspndervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at fle p vognen,
famlede med hnderne ved sdet, om nogen mske havde glemt at ta pisken ind. Hans sind var s tungt, han hang fast i alle ting, tog p dem,
grublede over dem, fik tankeforbindelser.
S bnede han portlgen og s ud. Her havde han stet mange gange som lille dreng og set p mrket, tnkt over det, fet lyst til det; det
dkkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting der ude blev fremmed. Hjemmet det l mellem de fire lnger, udenfor turde
han ikke komme, men han kunde st ved lgen og grne ville ud og opleve mrkets ventyr, som l over markerne og alleen og stakkene. Hvem
skulde han f med?
Han gik med tungt bankende hjrte op gennem alleen; ogs dr var indelukket, trerne skjulte himlen over ham, og nr han vendte sig, s
han stakkene stte deres uhyre savtnder op i horisonten, og grden alene tog halvdelen af udsigten.
Han skrede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om han
sgte et sted, hvor der var godt at vre, og hvor han kunde blive.
Uvret nrmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et jeblik og atter faldt ned p
synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: Hm, hm,
dmpet og besvrligt, som kunde det vre en gammel mand, der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. den var s elendig,
denne stnnen, der kom fra den anden side af jorden, den var s fattet p det allervrste, at der kunde st et uvr af rdsel ud af ens eget sind
ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette srgelige: Hm, hm, der fulgte efter hvert lyn.
Hans vilde ikke lngere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde hre, men s
begyndte vret at bryde ls og overdvede forestillingen om indre larm. Lysningerne kom hjere op; jorden var som et mrkt, sovende skib, der
sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.
Hans var meget uhyggelig til mode; han flte sig omgivet af skrk p alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han gik rundt
i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde heroppe; det hndte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted hen, og nr han s
var der, s han sig undrende om og tnkte: Hvad s? Han kunde gruble lnge og pinligt, men den halvdrm, der havde sendt ham af sted, veg
for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om noget.
Han s ned mod grden, der var mere uhyggelig end noget andet, og forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte
sine spekulasjoner over uvret. Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med brl, som den ikke kunde fre igennem; den sprngte sig
frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fet det i den gale hals, og s spyttede
den det fra sig i den nste sky med et gruligt vrl. Hans blev svimmel af at g rundt; han mtte ogs holde jne med lynene, der piskede skyerne
som svber af flossede ildtrde; han s uafbrudt fra det ene til det andet og sgte at vre forberedt p dem, der kom, for at ingen skulde komme
bag p ham og ta magten fra ham og udlse det skrig, der lurede i ham.
Tordenen var nsten op over; hele skove af ildtrer voksede p horisonten, hje stabler af skrald vltede, slngtes med et kort, mangfoldigt
brag ned over jorden. Der flj et pust hen over markerne, og s vltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gre, om lidt mtte han
herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen skreg oven over ham
som sten, der rammer sten, og nr det slog ned, kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden. Han kunde
ikke blive der, hvad skulde det ende med?
Der kom et knald som af en stlakse, der vrides over, en r, grulig metallyd, der fik alle hans nrver til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede
med elektricitet, og i samme nu s han et lyn, der borede sig ned i bakken s stift som en gldende jrnstang. Hestene skrlede; der kom en
stormende ned imod ham; det var den sorte, der havde revet sig ls og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans gjorde et spring efter tjreplen,
der hoppede hjt op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev slbt, men hesten sagtnede farten, da den mrkede et menneske, og de to lb
hjem til grden ved siden af hinanden. Men s snart Hans var inden for lgen, kom der en rystelse over ham, han var nr ved at blive drlig og
satte sig p hjulet af enspnderen, mens hesten knaldede p sine fire hove hen over stenbroen og standsede med mulen mod stalddren. Hans
hrte dem rbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring. S bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men
ligesom han bnede dren, satte Thor snuden i spalten og tvang dren op med angstens kraft, vltede frst ind og gemte sig under bnken bag
folkenes ben; dr l han og gav sig lydeligt for hvert skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hnder, der kom ned for at
klappe ham.
Henne p sofaen snorkede den blanksorte grvlingehund uden at blive forstyrret af religise anfgtelser; kun nr der kom et usdvanlig strkt
lyn, s man ham blinke med sine hrde, brune jne og derefter bore snuden endnu lngere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps var en
stemningsls hund uden respekt for livets hjere magter, men med udviklet sans for dets realiteter, ssom rotter, katte, suleben, kyllinger,
knaldepiske og sd mlk.
N, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhje stemme, der var noget i vejen med hele den lnge; vrst var det i den sndre ende;
kerne kunde blive helt tossede om natten, og rgteren var ikke glad ved at g der ned s; det var da ikke kerne, han var bange for, kan I nok
vide. Somme tider, nr vi kom sent ned for at fodre af, s hrte vi dem der inde, det var kunstigt at hre p, man skulde ikke tro, det var ker. De
malkede ogs blod. Manden det var den klogeste mand i sognet , han rystede bare p hodet og sae: Hm! nr nogen snakkede til ham om
det, men han vilde ikke ha, der skulde hentes dyrlge. Det kan dyrlgen ikke gre noget ved, sae han. En aften, rgteren kom lidt sent
hjem, mdte han alle svinene, da han lukkede portlgen op, de havde nr vltet ham; men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank i
jorden. Og ude i svinehuset, dr l naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring den grd. Det er der mange, der har set.
En nat da manden gik hjem, s kom alle hans ker og spaserede ved siden af ham, langs skelgrften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget.
Men I skal ikke tro, han gennede efter dem; han s lige s vist p dem, og s sank de ned i skelgrften og var vk. I kan nok forst, at han
prvede ikke p at trkke dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte der at spasere hns og kyllinger omkring grden, men s
sae han det var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det bare vrre af. S dde manden da, og det frste snnen gjorde, var
at grave i den sndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo ikke s glade ved det. Ja dr fandt de s en gammel, rusten
jrngryde, der var fuld af afklippede menneskehr og negle. Jeg gik til prsten den gang. Men siden var der ikke noget i vejen med kerne.
Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den.
Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.
Trskoene buldrede langs bordet, folkene bd godnat og gik ud. Thor kom ogs frem og slikkede mandens hnd og gik til sit. Hans fulgte efter,
han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en
hunds side det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte dmpede ikke hans indre
ophidselse. Der stod i hans sind noget mrkt, der syntes at tyde p, at der en gang, mske snart, vilde hnde ham noget, som ikke plejede at
hnde mennesker, og han var bange for det. Tnke sig, at der kunde ligge noget et sted som en rusten gryde, fuld af hr og negle ligge og
lure og tiltrkke blod og galskab oven over. Noget forfrdeligt, underjordisk, som man gr hen over hver dag, og man synes, der er noget galt,
man ser blod og man vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere vre med at grave efter det
Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han l i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt sdan, at den kunde f nogen betydning for
ham, men nu huskede han p, at der skulde vre stor hjlp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde forsge at bede; han
flte ikke den ringeste lyst, men han trngte jo til hjlp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde vre tale om at prve. Men han opgav
det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive vrre. Med det forst sov han ind.
Han vgnede ved, at mnen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen af den sndre lnge. Han var meget varm
og utilpas; da han holdt hnden frem for sig, s han, at den dampede i mnelyset. Han var s led ved sig selv der inde i den hede, tunge
atmosfre, men han kunde ikke bestemme sig til at st op. Sengen tog til at gynge under ham, strkt og lnge; han mrkede den
gennemborende gysen, nr det gik fremad, og den behagelige svimmelhed, nr den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt p den
mde. S kom der noget andet; han gled ngen hen ad varme, ru stenflader, berrte dem lige, idet han svvede af sted, ogs det var
nogenlunde behageligt, sknt det kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at rre sig, men han
stod det igennem for at prve. S var det ligesom han gik med en stor kugle p sin hnd; den var ru og varm og uhyre stor, men hans hnd var
lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig havde han en fornmmelse, som om hans hjrne var svbt ind i vat; men han vidste, at han kunde
blive fri for det, s snart han vilde, det havde alts ingen hast med at ryste det af. Han lukkede jnene og blev dsig, men hans opmrksomhed
vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans hals og arbejdede for at slippe ls; men da det
gik op for ham, at det var pulsren, der bankede, s mtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; den vatterede fornmmelse om
hjrnen var der endnu; han vilde bare se, hvor lnge den kunde holde sig.
Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans jnes sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt jeblik s
han sin egen hjrne med alle nrver hngende ned i et knippe.
Hans stod op. Mens han kldte sig p, hrte han klokken sl tre, hrdt og ngternt, det gav et st i ham, og han hviskede noget ondt ved sig
selv. Kligheden faldt p hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet. Han gik hen
til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, nr han pumpede; han drak og svalede sine hnder og holdt den ene nede i
vandtruget, mens han postede med den anden. Der er ingenting s bldt at fle p som en vandstrle, der falder ned i vand. Ud fra hundehuset
stod en varm damp til vrs; Thor sov, Hans vkkede den og klappede den, men Thor brummede; han slbte den uden for, for at den kunde lre
fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen og fik et spark med p vejen. Den kom straks ud med et bent gabfuld tnder og et vredt glam.
Ti stille, hund!
Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, og den slap ikke, fr den havde holdt op med at glamme ad ham og
hylede af smrte i stedet for.
Dersom nu en fast hnd havde grebet ham i nakken og givet ham en lignende medfart som den, Thor havde fet, s havde det mske skaffet
ham en vis lindring, men ingen s ham. Han gik syg omkring og s p forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som han lnge
betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige minutter, fr han tog den og gik ud af grden med den.
Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; han betragtede mnen, der hang lavt p den sydvestlige himmel, rdgul,
forbrndt og de, en dd, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har vret; et lille stykke forkullet
rken af aske og slagger p den friske bl himmel.
Hans var net ned til vandhullet, hvor han igen stod og betnkte sig lnge og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han fik den
op, sprllede der en stor, rdgul karusse i den; han havde en fornmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans jne; han rystede den
ud i en blikdse, der var fyldt med vand, og den rdlige flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. S gik der atter en lang tid, og som om
det ikke kunde vre andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen p karussen; han flte, hvordan den sprllede under hans
hnd, og denne fornmmelse af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk strm op gennem hans arm og bredte sig over hele hans legeme;
han kastede fisk og dse ud i hullet og vendte sig for at g hjem.
Idet han lftede hodet, s han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den gnist
mtte vre sprunget frem af hans egen hjrne.
Men det var solen, der stod op. Han blev stende for at se p den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.
 VI
Peder Hansen og et par andre grdmandsfamilier havde slet sig sammen og var krt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke
maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte hns og duer, kogte g, sandkager s store som slibestene, stikkelsbrgrd med
stdt kanel, og flde i trepgleflasker, s tyk, at den nsten ikke var til at lokke ud gennem halsen.
Hans gik inde mellem trerne, i meget bedre humr, end han lnge havde vret. Dagen fr var Eva kommet ind i grden, fulgt af naboens
datter, og var get lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser man aldrig noget til dig? Som den, der var blevet opsgt og frst tiltalt, gav
Hans sig god tid og tog hende rigtig i jesyn. Det var s lnge siden, han havde tnkt p hende. Hun havde da et par vmmelige, nsvise jne,
og hun snakkede hjere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det hele taget brnene oppe i den fattige naboby, hvor der var s megen rhed;
de havde de samme jne, der s alting, og som lb op og ned ad en p en frk mde, og den samme tilklemte mund, der havde let ved at
komme frem med de nsvisheder, de tnkte. Og s var det endda hende her, han havde vret forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig
stemt. Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utlmodig. Han vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var
vrd at se p og sae s: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. Bondelmmel, sae hun. Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring
at hre; hun var alts bare en simpel ts, det var meget godt. Han hrte hende bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede p hende og
skammede sig benbart over at vre i hendes selskab. Men nu var han alts fri for hende; ganske vist havde det jo vret flovt nok for ham, men
han tnkte helt anderledes p det nu, og navnlig flte han, at dette bekendtskab i hj grad havde forget hans verdenskundskab; han kunde se
tilbage p sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum, end han havde vret. Derfor var det nu ogs p tide at gre alvor af
den plan, han havde get med siden den foregende aften: at lgge sig efter kemi; fysik lrte han i den skole, hvor han nu gik; kemi havde han
lige fet et indblik i, det vilde han studere fra nu af indtil efterret, da han skulde konfirmeres, og s
Der blev kaldt p ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo og talte hjt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han flte, hvordan de
frastdte ham; der var modstand at overvinde; det var ligesom nr man drmte, at man gik og mtte ta fat i tingene for at slide sig frem; han
syntes selv, at han var umdelig kantet og besynderlig, mens han nrmede sig, han vendte hodet bort, folks jne satte sig p ham som kle
insekter. Det var ingen sag, nr han kom til Kbenhavn og kunde lse og passe sig selv; s skulde de ikke f ham med p skovture og den
slags. Og da han endelig fik kmpet sig frem til maden, som var noget af det, han havde mest glde af, s l den fremmed og underlig i hans
mund; den var ogs vanskelig ligesom alt andet.
Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og gr filthat. Hun smilede hele tiden og s hvert jeblik
op p ham; strhatten sad hende i nakken og dannede en glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af rmet og l hen over
bordet; Hans havde aldrig set noget s yndefuldt som den arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det spidse
hageskg. Dersom der ikke havde lydt s hje og grove stemmer, hvor Hans sad, havde han kunnet hre det meste af, hvad der blev sagt ved
det andet bord; han vilde grne hre det; s kunde han mske f lidt at vide om, hvad der gr mennesker s glade og fine og sikre som de to
der ovre.
Han s sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskg, diplomat, dr. phil. Hans Rskov; han stod ved et bord og holdt tale, og folk
bjede sig frem for at se ham, han mdte mnds jne, mens han talte; han havde det hele for sig Men henne ved dren kom een ind,
drengen Hans, klodset i sine klodsede kler, forlegen og studs; dr. phil.'en forsvandt
Et par trre trfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n svare, skal du ha noget mer kaff'?
Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat af unge bge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dr, hrte han
stemmer, der nrmede sig, og han kom i stor sindsbevgelse ved tanken om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen til
stien og dukkede sig; det var dem.
Hans flte sig taknmlig for dette tilflde; han, der s dybt havde erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i sit
inderste havde besluttet at blive ligesom dem, nr han kom hjemme fra, han var tilfreds med at hre blot et par ord af disse menneskers mund, at
fange tonen i deres samtale og huske den som et mnster. De lignede nmlig ikke de Kbenhavnere, der kom ud og besgte hans faer og
medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder s foretrak han at hre p grdens karle og husmnd.
Nu kunde han hre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nvnes af ordenlige
mennesker. Hans fordmmelse var s klar og umedgrlig, han satte den frem med sdan en kraft, at den var lige s god som et spark. Den slle
fyr, der blev foragtet, kunde g hen og gemme sig i et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mdte andre folks jne.
Det kunde jeg ha sagt mig selv, tnkte Hans oprrt; hvad der udgr af den mands mund, det m vre ringeagt.
Man ignorerer sdan en fyr, sae herren; det er det hele; at gre noget som helst ved ham vilde vre dumt.
Hans kendte godt det fremmede ord ignorere. Og hvad sae hun til det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornmme
det smil, han fr havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i hans foragt; hun, der havde det sde ansigt, dmte et andet menneske til den
vrste straf, der gives: ikke at kunne mde nogens blik; at mtte flygte fredls for menneskers jne
Hans sprang ud p stien, greb en stor hrd jordknold og slyngede den efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen
foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hrte et skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller anden blle;
lad ham bare rende, han tr ikke engang vise sig efter sin bedrift.
I den store beskmmelse, Hans flte over, at han var rendt fra det i stedet for at ta flgerne, var der dog en slags trst: Ingen havde set det. Ogs
i dag havde han vret heldig ligesom den aften nede ved vandhullet. Men han var ikke s lidt bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han
gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredlse timer. Hvad der i dette tilflde harmede ham mest, det var, at han havde vret nd til at gemme
sig. Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man ikke gr noget som helst ved?
Modtage hans ringeagt og luske af?
Nej!
Men dette her var alts gjort, og han var sikker p, at han kunde afholde sig fra at gre noget lignende en anden gang.
Ved en krumning af den sti, han gik p, fik han je p en flok drenge fra byen, og han hviskede en ed af rgrelse over, at han ikke kunde undg
dem. De havde nok get og moret sig rigtig godt, eller ogs blev de s glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget triumferende ved den
forgelse, deres gode humr pludselig fik. De kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis grne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom
fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist vret svrt utlmodige!
Hans havde ingen kammerater lngere. Da han var en halv snes r, var han en hrd og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men
nu var han bde blevet for hrd og for bld, og den forandring, der var foreget med ham, havde gjort det ndvendigt for ham at sge ensomhed;
den var nsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han, hvad kammeratskab er; han tnkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde
ha mere med dem at gre, og hans sind reagerede mod det, han tnkte sig. Ans de ham for vigtig godt, s ringeagtede han dem; thi han
havde lagt sig efter at bruge ord, der hrer den voksne alder til. Men kammeraterne tnkte mindre p ham, end han p dem. Mens man dyrker
sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.
Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om ham; de havde fortalt en rdhret tjenestedreng, der var ny p egnen, at Hans
var den lrdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt mange af de egenheder, der gr lrde folk mere grinagtige end andre mennesker.
Sren den rdhrede dreng var blevet helt glad, da der nu var udsigt til at gre nrmere bekendtskab med sognets lrdeste dreng, som
han allerede havde lagt mrke til, mens de sad og spiste.
Men Hans syntes ikke om Srens grinende ansigt, der var forrest og s ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden
havde Sren det ydre imod sig. Han havde en medfdt hovenhed under jnene, hvad der gav ham et pfaldende brsigt udseende, og s havde
han fregner over hele hodet; selv p rerne og p halsen sad der brune klatter, men over nsen dannede de en sammenhngende kage, og
hans ren stod ud fra hodet, r og rde, som var de skret ud af en frisk kohud. Sren bandede flittigt, mest p Satan, det havde han lrt af en
svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstrbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.
N, det er dig, der skal vre s klog, begyndte Sren, da han og Hans stod over for hinanden.
Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans
tavshed gjorde, at Sren tabte noget af sin velvilje for ham.
Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev Sren.
Hans tav fremdeles. Dette her m vel ende med slagsml, tnkte han, og det var han heller ikke bange for, sknt det ikke var synderlig appetitligt
at gribe i de fregner eller komme nrmere til Srens staldlugt.
Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Sren, der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornrmende tt ind p
livet af Hans og sae: Du skal nok vre halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse p andre folk nok.
Srens ansigt havde nu fet et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at f oprejsning.
Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
Sren s sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren p sin side: Du gr sdan i dine egne fjantasier, og du
kan drlig se trerne, du er nr ved at rende dem om af bar lrdom.
Bag ved grinedes bekrftende, og Sren kunde nok behve denne moralske sttte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans
jne, der af og til mdte Srens og tvang dem til at vige til siden.
Sikken en fin stok, du dr har lagt dig til, tog Sren fat igen.
Jublende latter bag ved; det var nmlig en almindelig kp.
Hvem skal ha kl af den? Sren rakte efter den.
Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om p ryggen, s de kunde begynde at trkkes om den, da havde sagen vret
klar, og Sren kunde snart komme til at gi de kl, han nu havde tiltnkt Hans; men Hans lod ham ta om kppen og rrte sig ikke.
Sren var lige s gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge til slagsml, men han havde aldrig fet en
modtagelse som denne her. Han havde helst get sin vej, men det tillod hans re ham ikke; tilhrernes munterhed, der ikke forstummede et
jeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mrkeligt nok var det ham heller ikke muligt at flge sin lyst og stikke Hans en knyttet
nve i synet.
M jeg f den kp, sae Sren med anstrngt barskhed.
Han fik lov at ta den.
Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gre? Han stod rdvild og lam og gloede p den elendige
pind. Han flte sig slet flad. Han var stdt sammen med noget fint og hrdt, som han ikke kunde mle sig med. Havde Hans bnet sin mund og
sagt: Hold nu op med det sludder og lad os g hen og f et slag kegler, s havde Sren vret hans svorne beundrer for resten af livet; men noget
s naturligt l Hans fjrnest af alt. Hans tanker drejede sig kun om det slagsml, der snart mtte komme; hans vrede ventede p at blive udlst af
Srens frste angreb.
Du gr sdan med hodet og render p trer og stder dem ligesom en vdder, sae Sren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er
tosset. Og du banker de sm; gr han ikke?
Joo, skreg de andre. Det var nemlig hndet for et halvt r siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fet prygl for det.
Du skulde selv ha prygl, sae Sren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt
havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; han kunde heller ikke f bestemt sig.
Har du underbukser p? spurte Sren og prikkede p en rerrig mde. Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og
Sren blev s glad og flte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en vet knytnve mod det tavse ansigt, s at Hans satte sig ned,
mens tilskuernes latter blev til ivrige drftelser. Hans lb nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Sren blev pludselig stanset i sin forflgelse,
idet en skarpkantet sten ramte ham under jet, s han faldt.
Drengenes rb blev til et mrkt og truende: N, nu kommer du i tugthuset!
Sren l ned og skreg: Jeg dr! G hen og sig til min husbond, at han kommer til at kre alene hjem, for jeg dr.
Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en undsigelse,
inden han gik.
 VII
En aften sent i September gik Hans nede ved sen; han havde arbejdet med sin kemi hele dagen; nu havde han lst bogen igennem, og med
forsgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget, der optog tankerne s strkt; men nr han gik og spaserede som nu, s
mrkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke godt med ham, fr han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget at
tnke over, som han burde ha undget; han var snart lige glad med at passe p; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, s lnge han
var hjemme. Men nr alt var nyt omkring ham, s vilde han begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en ting som kemi
kunde hjlpe p hans humr, og nu skulde han snart til at lre mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde han ikke klare, det
gjaldt bare om at f ende p den, p den ene eller den anden mde.
Ud af de hje rr dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod ham; det var Sren.
Alle de stemninger, Hans havde get med, forsvandt i een anspndelse, ligesom bugter p et reb, der strammes. Sren rg sigar, men nu
spyttede han p den, stak den i lommen og tog til at lbe; han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde get her aften efter aften og ventet.
Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle sls med den fyr; Hans
havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden Sren nede ham; han genkendte lugten af ham p lang afstand. Bare han kunde ha skudt
ham, inden han kom nr, s kunde han bagefter g hen og vende ham med foden og se, om han var dd.
N dr har vi dig, der stritter med sten, rbte Sren; her skal du se, og han viste p arret, der gik i en rd, ujvn halvbue under venstre je:
Doktoren mtte sy mig sammen; hrer du det? Han mtte sy mig sammen med silketrd; det skal din faer betale, men dig skal jeg selv betale

Han knyttede nverne, lnge inden han kunde n med dem, og han var endnu ikke frdig med at fortlle om sammensyningen, da han foer ind
p Hans med nverne hvirvlende om rerne p sig. Men medens han i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og
skuldre, fik han selv et stift og hrdt std lige oven p arret under venstre je, og det gjorde ham aldeles flelsesls langt ind i hodet, som om han
havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.
Sren blev bestyrtet og ude af sig selv over en s utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret til at sl frst! Han havde ikke tnkt sig, at der
kunde vre den slags mennesker til. Og der sad blodvand p hans fingre, da han havde flt til sin sammensyning. Han glemte helt at bande
svensk, hvad han dog havde gjort, nr han pralede med de forfrdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillrte faldt af ham, mens de rullede hen ad
jorden.
Sren var ingen kunstner i at sls; han brugte knoer og trsko mod Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds ker, men
kampen blev frst for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde givet anvisning p std i hjrtkulen og hug med flad hnd p siden af
halsen. Sren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine krfter dede han bort i skldsord.
S du er ondskabsfuld oven i kbet, hylede han i retfrdig harme; dit infame bst! Jeg skal
Da bnede Hans for frste gang sin mund: Hold kft for satan, hviskede han; hvad har du at vrle for?
Sren tav imponeret, og slagsmlet blev mere inddt; knoerne p Hans' hjre hnd sad snart i frynser, Srens buldne nver holdt bedre ud.
Hans mrkede, at han kunde ikke st sig; pryglene, han fik, blev mere flelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han mtte se blod nu, hvis han
ikke skulde g fra forstanden, han glemte al sin vmmelse for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til sig og ledte med
munden efter hans hals for at bide ham i struben. Sren mrkede lberne, der famlede ved hans strube, og tnderne, der fik klemt sig om et
tyndt lag hud; han hvinede af rdsel og satte Hans i jorden med et kn i hjrtekulen og dunkede vret ud af ham ved at falde ned p hans bryst
med bgge kn; men et stykke af hans hud var bleven siddende mellem Hans' tnder.
Hans kunde ikke mere; men det var lige s meget hans eget raseri som pryglene, der tog krfterne fra ham, og for hans jne flimrede en blodpl
p en mrkegr markvej som kunde et kreatur dr ha brkket benet og vre blevet stukket med det samme den krb ud i mange flige,
den lftede sig og sank igen, som om den ndede, og nu dannede der sig en mund p midten, i det slimede lyserde; den bnede sig for at gi et
brl af sig
N, har du s fet nok?
I det jeblik Hans sansede, at det var Sren, der talte, kom hans fornuft p sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smrte, som nr de to
benstumper i et brkket lr p ny sttes mod hinanden; han s sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting. Sren sad p hans
hjre hofte og var ved at tnde sin sigar; han havde givet nok for sin skramme og var i godt humr som en mand, der har bragt sine sager i
orden.
Kan du s nre dig en anden gang? formanede Sren, og ikke stritte sten i hodet p ordenlige mennesker.
Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Nste gang jeg trffer dig, blir jeg nd til at sl dig ihjel.
Sren grinede fredsommelig: Kan du lugte rgen? Vrsgo, du m grne lugte. Han strg sigaren af med lillefingeren, s asken og gnisterne
faldt ned p Hans' ansigt. Du sku' eg'lig selv sls ihjel, men det vil jeg nu la en anden besrge.
Dermed gik Sren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rr; blodet strknede p hans ansigt, og hans sind formede sig og hrdedes over
denne r begivenhed, der blev stende i hans erindring som stbt i cement.
 VIII
Det var lige efter nytr. Hans gik sin sdvanlige tur ned til sen; det var sidste gang for lang tid, nste dag skulde han til Kbenhavn og begynde
p sin lsning. Men der var ikke lngere nogen tilfredshed ved det; hvor han s kom hen, vilde han blive nd til at tnke p det, der havde
optaget alle hans tanker de sidste tre mneder: Han havde endnu ikke slet Sren ihjel; han havde overhodet ikke gjort noget som helst ved den
ting, sknt den sad i hans sind som et ulgeligt brandsr. Jo han havde tnkt sig drabet p Sren. Han havde oplevet det mange gange. Men
han havde ikke taget sin hvn. Han havde bekmpet sig og ikke taget bssen derhjemme, passet Sren op og skudt ham. Og dog havde han
udtrykkelig sagt: Nste gang slr jeg dig ihjel. Han vidste nmlig straks den gang, at Srens dd var ham en ndvendighed, og det havde ogs
vist sig, for et vrre liv end han havde frt i tre mneder, kunde ikke tnkes, og det kunde heller ikke fortsttes; han kom aldrig til at du til noget.
Og s havde han sagt: jeg slr dig ihjel. Hans tnkte s meget; det var sjldent at han sae noget af betydenhed, men nr det skete, kunde
han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han havde hrt sig selv sige.
I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fet et par r lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men nste nat kom han
med en kse og hakkede ansigtet i stykker p karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nd til at gre den slags ting, for de
kunde g fra forstanden over det, de ellers mtte g og gemme p. Hans var en af den slags mennesker; det vidste han nu; men han fejlede et
eller andet, der gjorde at han ingenting udrettede, og alligevel havde han flt ndvendigheden lige s strkt som den dreng, der var s klar over,
hvad der skulde gres. Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i kbet rejse, s at han kom til at g med det hele sit liv.
Han havde set Sren et par gange p lang afstand; men det, der var kommet over ham, var ikke viljen til at sl ihjel det var snarere som en
rd dug, der viftede for hans jne, og han var krbet i skjul, mere bange for sig selv end for at drbe. Det slog sig p ham selv, det fortrede
hans sjl og nu skulde han rejse langt bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortre i ensomheden. Her var dog kendte
mennesker; der inde mellem de fremmede vilde det blive endnu vrre.
Der blste en fugtig og larmende vind hen over sens is, og den ene revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen p isen, en, der
vilde gre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik nrmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, nr det knagede; han
pkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, nr man gr p usikker is
Det var Sren! Han kom ud p det farlige sted lige over for bakken; han kendte nok ikke sen. Hans rystede af ophidselse, og mens han
kmpede med sin frste tilskyndelse: at advare Sren, kom der et brag og en brlende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjlp.
Hans kunde hre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Sren sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet
han l p maven, for han kunde ikke tie stille et jeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al den luft, der kunde vre i
ham. Det gyste ogs i Hans; han huskede rdslen ved det, der sugede og trak under; det var vrre for ham at st et halvt hundred alen borte end
at vre midt i det. Havde det ikke vret Sren, kunde han ha nsket, at han skreg lidt mindre.
Hvem der nu havde haft en sigar! S kunde han st her og la rgen svve hen over det menneske, der havde tilfjet ham den vrste meen og
tvet s lnge med at bde for den. Muligvis han ogs kunde ha lugtet rgen. Hans' tanker var delt mellem Sren, som sprllede der ude, og
Sren, som nsten havde pryglet ham fra forstanden.
Sren blev ved at g ned igen; vandet rendte ind i munden p ham, nr han gled bag over; det skulde han ellers passe p; hvorfor vrlede han
ogs s forbandet? Hans kunde ikke st stille, han lftede p benene og gjorde skridt til siden som en, der ser p gymnastik.
Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo ogs nver til det. Du kan ikke komme op, Sren, men du kan knuse dig frem. Trsk
bare ls; brug nverne og spar p kften; du sluger alt for megen kulde p den mde.
Hans kunde ikke mer forst, hvad han skreg; han tudede som en hund; han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme
hnge p sine horn. Men det gik forfrdelig hurtigt tilbage for ham; han vilde overbyde sig selv i vrl og kunde derfor snart ikke mer. Han gav sig
som en hund, der har fet bagkroppen knust under et ls sd; og da han selv mrkede, at han ikke kunde f skriget igennem, s blev han
endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det ld ikke en gang som om han forsgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste mske ikke
selv hvordan han skreg.
Hans nskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke g fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gre alvor af at komme
op? Det kom bare an p at holde mund og tnke sig om.
Hvor lnge mon det snart havde varet? Hans syntes der mtte vre get en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var s grufuldt, at
noget menneske skulde vre nd til at skrige sdan. Nr det er kommet s vidt med nogen, s var det vel bedst at lbe til og sl ham ned i en
fart, ligesom man gr ved kreaturer, der er kommet galt af sted.
Hans glemte et jeblik Sren som en, der var hans medmenneske; han hrte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde p noget i
ham selv, og det rrte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.
Han var ogs faldet gennem isen en gang, det var ikke s farligt, han havde heller ikke et jeblik troet, at han skulde blive der nede; men nu kom
den oplevelse tilbage med en hel ny rdsel: St at han havde begyndt at skrige, blot havde givet det frste skrig og ikke kunde blive herre over
det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere. Nr man een gang havde givet sig sdan hen i det, mtte man jo vre bange for sig selv
resten af livet.
Nu kunde Sren ikke hyle lngere; en slimet, trvlet lyd flede sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de ld ljerligt
komisk, som nr en lirekasse gr i st midt i melodien. Det skulde vist betyde, at han grd, men det sank snart til en hvsen, hvori der blot var
en mindelse af grd. Det ld som kom det fra en dende, der ikke har andet mle igen end selve vret, ikke andre ord at klage med end sine
sidste suk.
Hans glemte sig selv over flelsen af ddens nrhed; han lb ned til sen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud p isen.
Sren hrte ham, han begyndte at trkke vret p en menneskelig mde, og lidt efter fik han sit mle igen. Gud fader, sn og hellignd,
stammede han; kom og hjlp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbrne sn
Hans lae sig p maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mrkede Srens tag og s ham komme op. Han lb straks tilbage til bredden,
Sren stavrede usikkert bagefter.
Hvem er det, der har hjulpet mig op? grd Sren med pibende stemme.
Det kan jo vre dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og lb.
Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven? tnkte Hans; men det har de andre vel fet ham til.
Da Hans nede hjem til grden, kunde han ikke bekvemme sig til at g ind; han gik lnge uden for og sgte forgves at f sit sind til at falde i
lave over det, der var sket. Hver gang han trstede sig med, at nu var det alts overstet, s mldte der sig indvendinger. Der fandtes ingen
tilfredsstillende lsning, selv ikke den mulighed, at Hans slet ikke var kommet, og Sren havde fet lov at drukne. Hans tanker vendte stadig
tilbage til den dag, da han mdte Sren i skoven; dr l fejlen. Hans skulde slet ikke ha vret med i skoven, han skulde ha holdt sig borte fra
steder, hvor han kunde risikere at trffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gre end at forhindre, at noget sdant gentog sig.
Men nu rejser jeg, tnkte Hans, idet han tog i portlgen, og Satan skal vide, at det skal blive anderledes.
 IX
Da Hans Rskov som sejstenrig dreng kom til Kbenhavn for at studere, lignede han ikke ganske de andre lrelystne drenge, der tit kommer
ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der kan opsamles i en familie, der slgtled efter slgtled lever uden for kulturen; hos
ham fltes alt det, hans forfdre havde levet i, som noget der var fare ved; den hjemlige grd var et sted, hvor han ikke turde blive, alting gik galt
for ham dr, det gjaldt livet, at han kom der fra. Hvad skal jeg s gre med de andre? sae hans faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde
vre; de har heller ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke rd til at la jer studere allesammen. Hans gik sin vej og svarede ikke, men
da han var alene, tnkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmnd ud af de yngre brdre, han syntes nok, han havde lagt mrke til, at
deres lyst ikke gik i den retning. St at han havde vret en af de yngre, og der ikke havde vret rd! Halvfjerdsindstyve kroner om mneden
Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lgge til side af dem,
hans faer gav ham. Mon grden kunde bre det, han kom til at koste? Men s slap han da fra det. Han vidste godt, at han var egenkrlig, og han
fik det ogs tit nok at vide, navnlig var husholdersken utrttelig: Tnk at han skulde koste s meget, og at han ikke kunde njes med mindre!
Men s sae Peder Hansen en aften: Ja ja, han er den frste jeg koster noget p, og s er det bedst, jeg gr noget ud af det, mens jeg har rd til
det.
Hans syntes det ld s srgeligt, han gik hen og fandt et ensomt sted, hvor han kunde tnke over det. Det var mske ogs rent galt at gi s
mange penge ud p ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud der hjemme, for det var vel mere det, der pressede p end lselysten. Om nu
nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, s kunde de andre blive hngende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden, for nr der
var get ti r, s var han en hel anden, og s havde han glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfgtede det ham om ti r, om han
mske havde vret nederdrgtig egenkrlig nu. Derfor gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at g i seng i sit eget vrelse i
Kbenhavn, s langt fra grden, den indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgrlig for hver dag, der gik, og flte, at
han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv derhjemme; dr var han nu en gang
uforbederlig.
Opholdet i Kbenhavn hjalp virkelig. Han arbejdede, han tnkte, og han sov, og sdan gik rene. Meget sjlden stansede han i sit arbejde for at
sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var sket, kunde benbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb tryghedsflelse: Han
var voksen og havde overstet brnesygdommene. Hans hjrne udvikledes strkt i disse r, ellers skete der ikke noget med ham.
Forstandslivet i ham var s kraftigt, at hans sind i mange r kunde finde nring alene i det, efter at han havde mttet sig med hftige
stemninger. Studierne, som han havde begyndt med lidenskabelig iver, blev efterhnden det, han faldt til ro ved, og det eneste, der optog ham;
p anden mde levede han ikke med; der kom kun f mennesker inden for den begivenhedslse atmosfre, der omgav ham. Senere da han
blev bekendt for sine undersgelser over sprngstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var
det eneste, der bandt, men nrmere end til vrkfllesskabet kom ingen; der var over hans vsen en advarende kulde, der holdt andre
mennesker p afstand. Han blev en stille ung mand, der passede sin grning, og selv om det skete, at han under et vanskeligt forsg satte en
kolbe i bordet, s den revnede, eller han knkkede et reagensglas mellem fingrene, s mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved
oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrnd, der er kastet til. Det, der i den sejstenrige drengs
opfattelse havde vret en sygdom, det var nu overstet; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.
Han gik dr og arbejdede i Kbenhavn, som hans forfdre havde slidt i den hjemlige jord, og slgtens prg af uforanderlighed det de
plejede at bre fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende r begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og krumme
arme, og s havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig besvarede et sprsml lige straks, og mens han tnkte sig om efter
svar, plejede han at ta den sprgende i jesyn; ogs det bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formende mnd, der gjorde hans
bekendtskab, tnkte: Han blir nok til noget, men nppe en eneste af dem nskede at vre den, der ydede ham sin sttte. Han selv tnkte
ikke p at skaffe sig forbindelser, forelbig njedes han med sine forsg og en underordnet beskftigelse ved et laboratorium.
En mands indesluttethed holder i reglen andre mnd p afstand, men virker tiltrkkende p adskillige kvinder. Hans Rskov kom ogs til at gre
den erfaring. Nogle kvinder rgrede sig over ham og skulde vre spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af at hre
den samme ptrngenhed kendte han fra husholdersken hjemme p grden. Andre var interesserede og nrgende, og nr de fik lov at snakke
ud, s kunde de finde p at fortlle ham, at han var altfor uskyldig jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var heller ikke svrt
generte over for drengene, nr de blev en fjorten femten r, og i Kbenhavn var damerne bare endnu mere fremmelige. Han huskede ikke, om
han havde ventet, at de s kaldte dannede damer skulde vre af en finere slags, men det varede i alt fald ikke lnge, fr han vidste besked om
den ting. Han betnkte sig ikke p at bedmme dem alle ens; det l nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de
nrede hans sind, de groede bedst i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med strst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i
ham; det var ligesom de ingen livsvrdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens
lidenskabelige sind; den fandt nring i mange ubetydeligheder, den skrpedes mod sig selv ligesom ornens hjrnetnder.
Hans Rskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra forfdrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer forinden;
deres gteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af fornuft og tilbjlighed; der blev ikke fdt ugte brn blandt dem. At karle og piger
frte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og efterlignede ikke;
de var hrdede i kyskhed fra slgt til slgt. Det var folk, der gemte p meget hrdsind og hidsighed, men den slog ikke ud i uregerlige drifter.
Hans havde tit hrt sin faer fortlle grove historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde han set ham kaste lystne jne efter
grdens piger, sknt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende r, og det faldt ham ikke ind at tnke sig, at hans faer nogen sinde havde haft
en kamp at best i den henseende.
Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone, med det lange hr kmmet op over issen og med det glatragede
ansigt. Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, som om han altid smilede, men i de sm bl jne var der et lille
stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kdben, der har mistro til en anden, der ser p den.
Hans havde hrt og set meget rt der hjemme, det gjorde ikke strre indtryk p ham, end nr han s p dyrene, der heller ikke unds sig det
kom ham ikke ved. Da han boede i Kbenhavn, kunde det ske, at en kammerat gav ham et godt rd og der var vel ogs mange, som det var
godt nok for; de, der levede mest med, havde ungtelig en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev hngende og fandt
vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som de fljtede en melodi til Hans kendte det meget godt, det var tjenestekarlemoralen; de
havde den samme hjemme p egnen. Men det var lige ved at undre ham, da han s den g igen i litteraturen; dr var beskrivelser, lovprisninger
og opfordringer akkurat af samme slags, som nr karlene om aftenen sad p grdet med en kurv bajere og drftede, hvad de havde oplevet, og
hvad de skulde til nste gang, eller belrte de yngre, der endnu ikke havde vet karlevrk. De mest opvakte af disse karle var alts rejst til
Kbenhavn for at dirigere litteraturen; den havde nok ogs fet nyt liv og indhold, hrte han sige.
Det forblffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle r senere lae mrke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til
hovedstaden for ogs at f deres oplevelser ind i litteraturen. jo, nr han lste deres bger, s genkendte han snakken, som den gik der
hjemme mellem piger og kllinger, nr der ellers kun var brn til stede; de ngtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, og ingen
kunde ta fejl af, hvor det hele strbte hen.
Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme p egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.
Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget som kunde vkke hans uvilje eller virke p ham som et kald. Det tog ikke
mange timer af hans liv at overveje det og blive frdig med det; han passede sit arbejde, og nr han undertiden mtte bje uden om en pige eller
kone, der kom i hans nrhed, s var det jo ikke andet, end hvad karlene i hans slgt havde gjort fr, nr en af grdens piger blev dem for
krlige. Han forstod meget godt, at det liv han frte, mtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bnderne der hjemme havde heller
ikke stort begreb om at more sig, endsknt de var svrt dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der havde bedre tag p at nyde livet,
men s rdnede de vel op s meget tidligere.
Hans Rskov var blevet fem og tyve r, og den rene fornufts periode nrmede sig sin slutning. I hans sind, dr hvor alle de gamle stemninger
havde rrt sig, var der et tavst rum, der s vidt han selv vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen l tyk og fast over det
altsammen, og oven p groede hans forstand, hans duelighed; det var frugtbare r.
S kom der endelig en dag, da han mente det var p tide at gre noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt sig nok ingen og
tilbd ham noget, hans dygtighed var bekendt, men han selv ikke, og han s sig stillet over for den ubehagelige ndvendighed at skulle stte sin
egen person ind i stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mnd mtte opsges, anmodninger rettes, og for frste gang i lang tid blev han sig en
svaghed bevidst. Han egnede sig nmlig ikke til bnner og anmodninger; han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der krver.
Bag hans bn l der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne formodning reagerede han allerede i bnnens jeblik, og det gjorde
ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, s skal I f .... Gud elsker en glad giver, str der, og menneskene ser grne en glad
beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og sknt han hver gang forud var vis p, at han ikke opnede noget, s gjorde det dog
ikke noget skr i den harme, han flte, nr hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket.
Jeg m jo vre mere barn, end jeg ved af, tnkte han; den, der endnu kan fle skuffelse og undren, er ikke voksen. En dag opsagde han sin
stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lre bryggeri.
En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tnke og arbejde og beslutte. Hans vkst er ikke frdig, selv om det gror i overfladen af hans
sjl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der er dybere nede i
mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hrdes ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for, at det i ethvert tilflde
vil la sig forvandle til et ddt fyld af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der vil modnes, skal en dag komme frem.
Hans Rskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev de
skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end flte til at beskftige sig med sig selv, s undgik han ikke at lgge mrke til, at
barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. Han hilste dem ikke med glde og tillagde det heller ingen synderlig vgt, at han
ikke kunde g en tur, uden at han stadig blev mindet om, hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der ingen nytte var
til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde forsg i sin fritid, siden han
var sdan indrettet, at han ikke kunde tle at vre ledig.
Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af sindsbevgelse under et tordenvr, og en nat, da det var fuldmne, huskede han med
skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vgen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som voksen mand skulde vre
nd til at fle sig syg af ansvar over noget, der var lige s hsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vgnede i hans erindring, det ene
kom efter det andet, ligesom efter tur. Frst stod det for ham i et indre syn og det var underligt, at han en gang havde troet det s fuldstndig
glemt og s kom stemningerne og tvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det
vrste ved det altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over det; alt forekom s underlig nyt, og alligevel var det i
hjeste grad netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slet dybere rdder. Der var noget, dybt i hans sind, der rrte sig og trngte
op mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.
Han var den gang otte og tyve r, og nu begyndte den gentagelsernes periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han havde
gennemlbet sit livs kres een gang og p en vis mde begyndte forfra. Han levede s at sige parallelt med alt, hvad han tidligere havde oplevet,
han kom nrmere til det, han s det lige som gennem et slr, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe det eller slippe det.
Havde han fr mttet bje sig for begivenhedernes ndvendighed, s kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer fyldte hans
villige hukommelse og satte hans sind i en bevgelse, som anstrngt arbejde ikke kunde dmpe. Nr han sgte at glemme ved uafbrudt
arbejde, s mindede selve dette ham om hans barndoms sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive organismers hele
livskraft og vne til formering. Det er kun i et nu, at de eksisterer som en enkelt celle, i nste jeblik har de delt sig, dannet kder, kolonier, de
har spredt sig og er alle vegne, sjlen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest ngterne tanke, i den mest stemningsforladte handling. At
kmpe mod dem er at sl sig selv.
Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gre. De vidnede om, at
han havde haft lykkelige jeblikke; mske var det nste jebliks virkelighed faldet hrdt over dem og havde begravet dem, men nu kom de
tilbage og rrte ved hans sjl som en uendelig mildhed
Det var en art stemninger, der fik Hans Rskov til at huske sin foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde og ventede, at alt
det andet imidlertid skulde g over. For vrigt var det nu get op for ham, at han ikke kunde vre ansvarlig for, ikke engang medbestemmende, i
enhver stemning, der opstod i ham; ved siden af ens vilje og forstand som man skal st til regnskab for er der hele den vrimmel af
stemninger og indfald, som ikke er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een uundgelige overraskelser og ydmygelser,
som man m finde sig i, ligesom man m finde sig i sygdomme, der ogs delvis er uundgelige; livet er ikke stoltere end som s, og man er ikke
selv dets herre, endnu mindre sin egen.
I denne tankegang fandt Hans Rskov en forelbig tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft atter skulde f herredmmet, ti i hans hede
sind var der een lngsel, som han allerede havde i drengerene, nr han misundte andre drenge deres uflsomme sindsro: det var lngslen
efter ngternhed. Altid ogs nr tanken om kvinder faldt forstyrrende ind i hans arbejde stod dette for ham som det hjeste gode: sindets
kolde ligevgt; den alene var en anstrngelse vrd, om den kunde vindes.
Imidlertid prgedes hans vsen mere og mere af opholdet i provinsbyen; han kom ndvendigvis til at kende flere mennesker, og hans uvilje mod
mennesker fik et mere personligt anstrg; den nrmere omgang medfrte fra hans side forget tilbageholdenhed. Han befstedes i
ejendommeligheder, der frastdte endnu mere end hans tavshed. Mange flte sig ligefrem fornrmede ved hans mde at sige farvel p; han sae
farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde f til at betyde andet, end at han ikke skttede om at se det menneske mere. Han var overhodet
ikke af dem, man sgte tilbage til, nr man en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret mand, og hans besindighed
anss for at vre ualmindelig; folk indrmmede hans dygtighed og beklagede sig i samme jeblik over hans forbandede ngternhed.
 X
Det er midt i det vildeste forr.
Krfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svb, springer nu op mod lyset som nye stlfjedre. Gemte safter fylder sig med en
uendelighed af bitte sm perler og stiger op i alle vkster.
Hos sygelige mennesker stiger onde vsker og blomstrer usundt frem.
Kastanjeknopperne, der i gr blinkede fedt i sollyset, str i dag med udbredte skl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel
to sm grnne hnder, der famler i den lune luft. Bgens knopper holder igen, men rvner alligevel uimodsteligt under safternes pres.
Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.
Samtidig gror det i bllenver, de klr af spirekraft og kan ikke holde igen p livets fylde, de springer ud og blomstrer med bl jne og
knkkede ribben.
Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den er slsom at trde p; nogle vandrer over den med besvr og pusten,
andre fler sig for lette og kan ikke hnge ved den.
Hjrtet blir mt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det gr ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nre sig inden
for tjet.
Gamle krestehistorier kommer atter i husken og krver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En
gavnlig lre, man en gang har fet, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man m gre forsget om igen for at se, om denne lre
endnu str ved magt.
Grn delirium damper op langs hvert grsstr og falder den for brystet, som gr hen over marken. Plovmanden, der vlter svr og
metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skv, idet pigen gr forbi nede p markvejen, og i de store byers gader gr den gloende Satan
ls hele dgnet. Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og gr selv ud for at erfare, om det var lgn han skrev.
Gld stiftes. Fdre ude i provinsen ryster p fortvivlede hoder, hvorefter de gr hen og ter sig noget lignende som snnerne.
Heste skrler efter hinanden p lang afstand. Lnkehunden tuder hele natten og fr stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det,
meget mere end der har vret; nye modulasjoner findes p, det er slet ikke s ensformigt; Trofast har sin geniale tid p det sanglige omrde.
Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig ls, halv kvalt og med flet hals.
Alle katte gr aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene nstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.
Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den str om en som vat og edderdun, men den er som vin at indnde. Nej meget
mere berusende er den.
Det unge menneske p kvisten tar mod til sig og frier. Grnthandleren i klderen banker konen af sit fulde hjrte; natten derp kysses de
dobbelt s hedt.
Fru A render fra mand og brn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i krlig forstelse, der varer til langt hen p sommeren.
Ungdom og visdom flges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel lige for tiden at alderdommen holder godt trit med visdommen.
Leksjer lres ilde, pligter forsmmes, ansvar glemmes; der optrder maleriske bugter p retskafne menneskers livslinje. Om mange r kan der
ses tilbage p dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.
Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gld og rejser til syden, kassebedrvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting
sker; brave folks tro p mennesker fr et ubodeligt knk.
Man kan ikke holde rede p nogen ting. Moer forstr ikke hvor dtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og snnerne har det p en
lignende mde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.
Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blser det dygtigt; blst er omstning.
Det er blevet lydt af levende stemmer oven p vinterens stilhed. Der er lrkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks
henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.
Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mlet. Og ikke mindre behjrtet brler kferter maskerede som fdrelandssange, nr de krer
hjem fra skovtur.
Glemsomme mnd kommer i tanker om deres krester eller glemmer dem helt og sger andre. De, der slet ingen har, fr et udtryk i deres jne,
som enhver kan g hen og aflse; de venter p lejlighed til at beg den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan fem r senere
ikke forst, hvad der gik af dem.
Unge enkers trer trres.
Under den vldige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegr; grfterne skinner af blankt dynd nede p bunden. Det er lnge siden der
blev grnt langs hvert lille vandlb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel p afbetaling.
Den bl anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers jne synes mere bl end i vinter.
Grt humr kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med jnene og fatter hb p ny. Den livstrtte tar sig endelig sammen og hnger
sig.
Tiden gr hurtigt. Violerne er snart frdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles.
ldgamle folk rykker ogs udenfor og anbringer sig p sydsiden af fattige huse; p solbeskinnede drtrskler ses aldrende moppers sure
ansigter.
Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare drber p spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller
forstanden i sin elledamp.
Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.
Ungdom lider af for mange krfter, og gigtsvage vender sig stnnende i deres senge. Der gr forr i mennesker, der har vret syge hele
vinteren, de begynder at komme sig og dr s med strre kraft, end man skulde ha tiltroet dem.
Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer ter op, fryser og sveder
afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok s godt. I slunkne maver vgner ny appetit, og store ideer fdes i tyvenes hjrner.
Ruder knalder tyst under grn sbe i mrket; pigebrn, der er mer end tvivlsomme, gr med gte guld p hovedgaderne; arresterne fyldes.
I levemnds degenererede hjrner skaber forret vkst s godt som andre steder; dr gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir
meget at dkke over og betale for; smbladene glder sig ved forget salg.
Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modstninger frem ved siden af hverandre.
Der er mde i missjonshuset; prsten har valgt et aktuelt mne: Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem ikke
re for en skilling. Gud alene ren!
Men p missjonshusets gavl er der en strkasse, hvor en str har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha
rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu sls de om den.
Ja de sls fanden gale mig, s fjer og snavs og str ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale ogs ud og trkkes ind igen. Kassen
ryster, et rustent sm knkkes over og falder ned p jorden. Men nu ses den ene str p pinden, den er borte i samme jeblik. Hvem af dem,
der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig ogs p pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op p rygningen
og kvder en vise om den vundne sejr.
Inden for lyder salmesangen om idel brde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et
vers er forbi, har stren endt sin salme og er igen ved arbejdet.
Folk kommer ud i en tt klump og br en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klder, og
efter at de har get et halvt hundrede skridt, fr de rettet sig og kan igen tale hjt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.
Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det str til med deres talent, men solen maler ogs selv med meget
forstand. Menneskene trnger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved mnens og lampens uplidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen
udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.
Solen lyver ikke. Den skinner p vinterlsning og vinterdrik, p nattevgen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hsligt. Den graver
mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som han er; han skal ikke lnger vre muldvarp; solen overdnger ham med lys, maler
ham med de rigtige farver, s det kan ses, at han er et menneske.
Menneskene kan rette sig nu; solen har lftet himlen hjt op over dem.
Forret ligger mellem to mgtige rstider, som bgge gr deres indhug i det; det er en stribet rstid. Krfter stiger og synker voldsomt, og
lovene derfor er vanskelige at forst. Liv fornyes, og dden som er livet set fra en anden side arbejder med fordoblet kraft.
Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, alt hvad der er set; tvivl og vished strber hinanden over hodet; samling og
oplsning trives ved hinandens side; kraft str stift opret, og afmagt sklver nst ved, solen str hjt p himlen og srger for det altsammen; alt
rejser sig mod dens strler og henter derfra, hvad det har behov.
Blomster bner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med forget styrke i skyggen. Sindene bner sig, men der er ogs dem, der fr
strre kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mrke; indesluttede sjle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.
Ingen blir der ngtet noget, ingen forurettes; i himlens bne, bl favn er der alt hvad mennesker kan begre og ufattelig meget til rest; og nr
hstens tid kommer, har enhver sjl bret frugt. En har hstet lys, hvormed han kan g ind i den mrke tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var
ham gavnligt, gr fremad i forget mrke. En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i sig og m siden tre dobbelt p sig
selv. Den, der gldede sig ved lyset og forstod at bruge det, hans glde blir forget; og den der frygtede det og ikke turde bje sig for det, han
skal stivne i strre frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet p ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende
strler. Alt hvad der har liv, skal modtage mere liv og udlse dd, skal atter og atter bre hst, som jorden br den hvert r. Solen tler intet
uforanderligt om sig.
Men solen, der er rsag til det altsammen, str p sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder
fra dens bord. Solen udsender kraft og spr ikke, hvor meget af den der blir brug for mgtig, dsel, ligegyldig som en gud.
 XI
Fru Ida Hansted var to og tyve r og enke; hun havde vret meget forelsket i sin mand, der pludselig var dd fra hende, og nr hun smilede,
kunde man godt tnke sig, at hun havde tilbragt en tid af sit liv med at grde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og den mand, der s
det, kunde fle det dirrende i sig lnge efter og ventede utlmodigt p, at det skulde komme igen; men hun lo mere end hun smilede, og hendes
latter var lang og stjende; den gav nrmest indtrykket af en ung enke, der inden ret lnge vilde blive gift igen.
Hun havde lyseblondt, tjavset hr over en lav pande; i hjre tinding var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet som en
spndt fjeder, men inden middag rev den sig ls og slog en langstrakt bue ned over kinden, isr nr det var hjt vr, der kunde stemme til
lystighed; den kom ind og kildrede hende i nsen, og i blst, nr hun var overgiven, s man hende sprutte sin krlle ud af munden. Den fik
mange mnd til at le, og det s hftigt og hengivent, som blev de selv kildrede p sjlen og havde mje med at holde det ud.
Men fru Ida havde ogs sine dde stunder. Da kunde der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes sknne ansigt, der lignede et prgtigt
hus, hvis ejer er dd i elendighed og har ladet sit hus st tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke je for de mnd, der ellers plejede at
flokkes om hende; hendes blik var skrt og synkende, det var sjldent, at hun hvede det for at se efter nogen; de lange jenvipper krb ned
mod kinden som benene af insekter, der holdes gemt i en tndstikske. Hun sad da helst tilbagelnet i en fredelig krog og s billederne af
mennesker glide hen over sin nethinde som aflange striber.
Der var een mand, hvem hendes trtte stemninger kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai, der var et r yngre end hun. Han fik lov at
sidde hos hende og klappe hendes hnd og tale dmpet til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og srgede
samtidig for at vre et sted, hvor der blev lagt s lidt mrke til ham som muligt, og det var efterhnden lykkedes ham at udslette sig i den grad, at
ingen talte til ham; det befandt han sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands sn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en
samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham p kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i
underholdningen, som om intet var hndet. Det vakte altid mndenes latter lidt anstrngt kunde den undertiden lyde men damerne fandt,
at s megen troskab fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og nsede ikke latteren.
Fru Idas trthedsanfald endte altid med, at hun blev svnig; hun sov og dsede et dgn igennem, s vendte hun atter tilbage til verden. Den
frste, hun da grne traf p s at sige ved indgangen til livet var forfatteren Karl Vejgrd, den ansete, livsglade lyriker, der havde sit hjem i
den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen, med hvem hun sdan kunde gre ljer over sin tvrhed, som hun bagefter kaldte
det, som med ham; ingen kunde lave s pudsige vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjlen fuld af gysen kom inde fra
en nedslethed, som det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes mrke jeblikke alvorligt, som hun selv havde en hemmelig angst for;
han lo s overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to stte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej
sit naturlige midtpunkt.
Vejgrd syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til ljer; han var den eneste mand, hvis vsen altid var det samme over for hende. Hun
kaldte ham sin leende djvel og pstod, at han kunde ikke andet end le. P ham dslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente
stort med; de tog livtag, der undertiden endte p gulvet; han kyssede hende, uden at det behvede at vre i panteleg; han var et godt redskab,
der kunde hentes frem, hvad jeblik det skulde vre, og straks tages i brug. I al stilhed rgrede det hende, at hans kys var s spgefulde og
kolde, hans tag om hende s beherskede; enhver mtte grne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet p, syntes hun at kunne
mrke, og hun tnkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.
S var de mnd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. Hun var opmrksom for deres blik, der kom langt borte fra og sgte hendes;
hun kunde se p deres ansigter, hvor lnge de havde stet og ventet, hun opfattede deres glde, nr det endelig lykkedes for dem, og hun s,
hvordan de undertiden kmpede for at skjule det det kunde jo vre, at det var gifte mnd. Hun var lydhr for, hvordan alvorsmnd indledte
alvorssamtaler med hende om sprsml, som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand p, og s, p ganske umotiverede steder begyndte
de pludselig at vrvle og fik noget p hjrte, der ikke kom den vrige alvor ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og
hvis sande rsag rbedes af en bemrkning, der skulde g for at vre ligegyldig henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der fler
sig tilsidesat, at f sagt et par bitre ord, uden at han dog nsker at rbe den virkelige grund. Hun s gifte mnd forlade hende efter mange
indholdsrige ord og pludselig g hen og blive overvttes krlige mod deres koner. Hun morede sig over mnds latterlighed, men hun nd tillige
at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og kriblede i hende, og hun elskede at gre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud
som et flsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i sig selv, nr hun havde fet nok. Ingen havde endnu formet at holde hende fast, og
ingen var ganske den samme, nr han havde tilbragt en dag i hendes nrhed. Alvorlige mnd, der havde de vgtigste beviser for, at hun var
ubetydelig og i grunden uden karakter, de vendte senere tilbage for at forvisse sig om de ikke havde taget fejl, eller som om de trngte til flere
beviser til at sttte deres opfattelse med.
Hun var meget indtagende og anss af fornuftige mennesker for at vre temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mrkelig
vne til at f det latterlige frem i modstrbende tilbedere.
 XII
Et stort selskab, der skulde p skovtur, var ved at samle sig uden for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og lngere
henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde s meget morsomt vrvl om, hvor enhver
isr skulde sidde; Vejgrd holdt et helt lrd foredrag i den anledning; han og fru Ida var s kde som to lam p en skrnt i Maj mned, og den
nstdristigste af hendes beundrere, proprietr Ahlmark, enkemand p tredive r, lftede p hende under pskud af at ville hjlpe hende op,
bnfaldt hende med hele sin stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var henrykt, fordi det varede s lnge, og fru Ida lo,
og nr man s omkring p ansigterne, s var forskellen p dem, der beundrede hende, og dem der ikke gjorde det, s tydelig som muligt. Ogs
disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.
Blandt dem, der endnu ikke var net hen til vognene, var der en, som gav sig srlig god tid og til sidst kom til at g alene bag ved de vrige; han
stansede af og til og s sig om til alle sider, som om han ventede nogen. Det var en mand p omtrent tredive r, han havde et glatraget, alvorligt
ansigt, kort, lige nse, hans mund var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog tabte den noget af sin
bestemthed, nr han bnede den for at tale. Han havde vret i flge med kbmand Srensen og frue og doktoren, men da de kom i nrheden af
det lystige spektakkel der henne, havde de uvilkrlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde;
nr de mdte hans jne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at udviske med en intetsigende bemrkning. Nu kom han
alts alene og s tvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mrke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene,
og at hans ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.
Doktoren kom hen og tog hans arm: M jeg s prsentere Dem for vores alles kre veninde, fru Ida Hansted?
Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede.
Hr. brygmester Rskov.
Det kldte hende pudsigt og barnligt, da hun ptvang sig alvor for at ta mod prsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Rskov smilte
ikke.
Hun s nysgrrigt p ham. En gr sommerfrakke af fint stof sad ikke ulasteligt p en velvoksen, svrt bygget skikkelse; der var rynker ved
knaphullerne og folder p rmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! tnkte hun, idet hun s p hans kinder
og kraftige hals. Lysebl jne. Men det er da ikke hfligt at se s gravalvorligt p en dame, nr man blir prsenteret, isr i en situasjon som
denne her.
Hun blev hel ilde berrt og tog ham nrmere i jesyn. Et udtryk af ringeagt mdte nok s ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han
forsgte ikke at lgge bnd p sig, han fortrak formelig munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han s ud
Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at st op; de andre fulgte efter i mrkvrdig god orden.
Det var alts denne hr. Rskov, som hun havde hrt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt fint, som af en eller
anden grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi der havde vret talt s lidt om
ham, og hvad der var blevet sagt, havde vret prget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde stet dr bag ved og studeret hende,
mens hun ingenting anede. Han havde fet tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i
forkbet og havde nok s uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og
s dem, hun kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun sgte at huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu
tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han samlet sammen og sad nu og gemte p. Hun havde ogs nok set en
gr skikkelse henne p gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og mnstret hende med al sdan en
lrd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. Hun blev s gal p Vejgrd; hvorfor havde han ikke varskoet hende og hindret
sdan en overrumpling?
Hun fik Rskov anbragt skrs over for sig selv; hvis han var et dannet menneske, mtte han sige noget til hende for de jne, han havde lnt hende.
Men han henvendte sig udelukkende til Srensen, og det kun for at f oplysninger om egnen, de krte igennem. Det var en sjov stemme, han
havde, syntes hun, altfor hj og meget for hs; til en alvorsmand af hans slags hrte ndvendigvis en mandig bas. Han spurte ikke om meget ad
gangen, men hrte godt efter og lod til at indprnte sig nje, hvad han hrte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund stdigt om det, han
havde opfattet.
Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrngt i begyndelsen, mens hun uafbrudt iagttog Hans Rskov. Det var mrkeligt, hvordan alle linjerne i hans
ansigt viste ned ad, folderne om jne og mund, og selve mundkrogene; jenbrynene var s langt nede de kunde komme, og hret l i en fast
kage p hans hoved; han var nok ikke en mand, der var megen lftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgrd, der havde nsten samme
ld, og hvis skikkelse heller ikke tydede p fin afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, jenbrynene, der havde den vane at fare til
vrs, det opstrittende hr, ja selv det spidse skg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven og for neden som ting, der er fart ved.
Hun flte pludselig en svag uvilje mod Vejgrd.
Det undrede hende, at der ikke var en glat ring p hans hjre hnd, men den sad vel p den anden, for naturligvis var sdan en alvorsmand gift; et
eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig hyggeligt og tavst sammen.
Nr han nu kom hjem, kunde han med tre ord fortlle sin kone og sine fem brn fem blonde pinde lavede af samme tr som han selv om
hvad for letfrdige enker der var til. Hvis de vltede p denne tur, og han omkom, hvad man jo nsten mtte nske, s vilde dydsirede enkefru
Rskov ikke fjante som fru Ida, hun vilde sidde p en stol som et stykke blondt keramik og grde tre trer ned ad sin spidse nse, og s vilde
hun rejse sig og ta sig af hus og brn Han s ud til at vre mindst fem og tredve, og da alvorsmnd altid tar ldre koner for at vre vis p
at f dem alvorlige nok, s mtte hun vre fyrre.
Hun hadede ham af hele sin egensindige, forklede sjl; der var ingen mening i den nederdrgtighed at komme listende bag fra ligesom en
stor gr kat med grnne jne! Han havde vel hrt noget om hende og var straks blevet forarget, og s havde han vret forfrdelig glad ved at
kunne st bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre
skummel. Og nu sad han dr p en isolerskammel og passede p det, han havde samlet.
Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mnd, som ikke nsede hende. De mtte s grne misbillige hende i ord eller ved deres vsen; hun
havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale til det, de kaldte det bedre menneske i hende sdan som kbmand
Srensen, der var indremissjonr; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul
Srensen, der var indremissjonr; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul
Men s vilde hun da prve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun
vilde bare strejfe ham, mske var det det bedste middel til at ramme ham. Han var ikke s dannet, at han smilede for selskabs skyld, s han selv
kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.
Der blev efterhnden meget lystigt p den vogn; proprietr Ahlmark s ud i hodet som en rdkl af at le og vride sig om fra forsdet; ovre fra
den anden vogn rbte de og spurte misundeligt, hvad der var s morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde den store
opmuntring, at Srensen, der sad lige over for, begyndte at oplses under den hidsige munterhed, der udstrmmede fra hende. P hans ansigt
kmpede et mrkt udtryk med et hjlpelst smil; han mtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af alvoren; fru Ida
blev s glad for det ligegyldige menneske, som hun aldrig fr havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone s hvert jeblik p ham for at
sge hans deltagelse i forargelse, og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, nr han havde hendes ansigt at se efter, men s desvrre
mdte han fru Idas ansigt, og s genspejlede han noget helt andet, men det opdagede hans kone ikke; hun s lige ud med en forargelse, der var
gte nok, og anede ikke noget om den sjlekamp, hendes mand havde at best. Srensens ubeherskethed bredte sig efterhnden over hele
hans person, hans hnder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt vejtsdans, s lae de sig til hvile p hans lr og kravlede helt frem
til knerne, der ogs selv kom frem ad og nrmede sig fru Idas.
Fru Ida sklvede af hed lystighed, der nsten var smrtelig; hun bvede som en drbe kvikslv p et poleret bord, hun gik frem i fortryllelse,
Srensen var den frste stasjon p vejen; mon den tavse, kolde herre blev den nste?
Hans Rskov s ikke p hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes smidige bevgelser med hoved og overkrop og hnder, der altid var
fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet sind, hun var
spredt, sgte altid udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun kunde finde ro. Det rgrede ham, at han havde anlagt den vane at
analysere de kvinder, han traf p, men det var mske det sikreste for en mand, der ikke mere kunde undg at f tanker, hver gang han gjorde et
nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart frdig med; hun mindede ham om en vis hslig barndomserindring. Som dreng var han en dag
kommet ind i en grd, hvor han ellers kun sjlden kom, og dr havde han set en rdflammet kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget
gjort et s modbydeligt, fordrvet og uplideligt indtryk p ham; hans frste indskydelse havde vret at kaste en sten efter den, men det kunde
ikke g an lige foran andre folks vinduer, men da den s kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum ryg og opret hale, der endte i en krog,
en s nederdrgtig, giftig rd krog, s var han nd til at sparke efter den
Han s op; fru Idas lse lok flj om hendes kinder; hun tog om den med varsomme fingre og trak den om bag ret med en langsom, klen
bevgelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes ansigt. Det gyste i Hans Rskov, da han s det; der pkom ham et jebliks
oprr; mange ting, han ikke vidste besked om, rrte sig vildt og dunkelt i ham; der var noget s forfrdeligt i det, ligesom da han for en snes r
siden for frste gang s et dampskib blive sat i gang; en smule bevgelse med et eller andet hndtag, og straks begyndte en pusten og stden
og hvsen af ting, han ikke kunde se de halve af; der kom buldrende liv i en mngde stldele, som han ikke turde vove sig ned imellem.
Det er urigtigt af mig, tnkte han, at jeg har ladet mig ptvinge en mneds ferie; det er ikke alle mennesker, der kan tle at blive amputerede fra
deres arbejde.
Hr. Rskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?
Dynamit, bragede proprietren; kan De ikke se det p ham?
jeg troede, det var l, sae hun.
Jeg laver bgge dele, svarede han.
Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi stjer vist ogs lovlig meget. Hun s mildt sprgende p ham.
Dynamit stjer undertiden mere, sae han.
Gr det virkelig? spurte hun med naiv undren.
Ja.
Der blev stille p vognen; alle havde flelsen af noget usdvanligt, da de to for frste gang talte sammen. Hans Rskovs stemme faldt som en
kulde p de tilstedevrende, og ingen kunde finde p noget at sige bag efter, indtil endelig Vejgrd sukkede komisk og lidelsesfuldt: ja,
smnd ja, og som p et ventet signal brd munterheden ls igen.
En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.
De, hr. Rskov, som laver dynamit og l, sae fru Ida, kommer til at g ned frst.
Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.
Tak, hvis De vil flytte Dem, s jeg kan komme til og med det samme sprang hun ned tt ved siden af ham; han flte hende suse gennem luften
og sank i knene.
Uvant med interiret, tnkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det gjorde ogs hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske at tale
med; mndene her var lige tbelige allesammen; tvang de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, s kunde han gennem deres ord hre, hvordan
de ventede p at slippe fra ham og higede efter at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget uhyre, de rullede ogs lystigt
mellem hverandre. Proprietren rendte efter fru Ida; hun snoede sig og lb rundt inden for et ganske lille areal, s han blev aldeles fortumlet af
den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, ptrngende og vmmelig som en spyflue. Hans
Rskov var s optaget, at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun hbede vel at gre ham latterlig, han blev derfor rolig
stende, til Ahlmark fik fat i hende.
De fik ikke andet end hnderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig nrmere, ved De nok Ja, De vilde grne ha fat om livet hun s
dristig p ham med sine leende jne men det er som bekendt ikke s let. Se s!
Hun sled sig ls, og lb baglns, idet hun blste p sine ildrde hndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjlpe? N, De
skal ikke vre s ked af det M nok.
Han tog hende om livet og lftede hende op p sin arm.
Kan De godt lide det? spurte hun.
Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.
Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, s hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevgten tt ved siden af Hans
Rskov.
Det kunde De ikke gre, sae hun.
Jeg kan tumle med kornskke, svarede han; de er nmmere at beregne.
Du br dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mdte lige i skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, nr du
sidder p en tyk mands arm; han vrider det gule ud af jnene som en tyr og snfter ad dig; hans forelskelse klr dig slet ikke; han smasker efter
dig, s det er uappetitligt; jeg er nd til at sige dig det.
Hvorfor er du det, stakkels Kai?
Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, nr de andre gr det; det
er ikke noget godt, de mener med deres latter.
Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gr du vel det?
Ikke endnu. Du skal ha prvet mange r mnd, fr jeg er god nok.
Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.
Hun klappede ham p kinden, og idet hun berrte hans ansigt, kom der et glimt i hendes jne; hun tog ham ved ret, drejede hans hoved om og
kyssede ham.
Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.
Nu skal vi, dlen dundre mig, ha nogen levemde, sae Ahlmark, og der var et brag som nr en flok rger flyver til vrs.
Ingen tnkte p at gre indsigelse mod dette signal, og snart var der dkket p grsset inde i skoven.
Fru Ida skal sidde nrmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for dr vil De helst vre. Er det lgn i min hals?
nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tnke, og De blir let glemt,
nr De kommer ned ved den anden ende.
Ahlmark lae et stykke smrrebrd sammen og stoppede det i munden p een gang. Og s skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps,
nr jeg gir den, ikke?
Jo, jo! blev der skreget.
Fru Ida fik den frste og stak den ud.
Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Rskov.
Ilde. Men jeg har set det fr.
I s tilflde behver De ikke at se s meget p mig. Vejgrd, min sande ven, De vil grne ha et g. Kan De fange det?
Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgrds store, blde hndflade tog sikkert og lmpeligt imod det.
Tak for de sande venneord, rbte han tilbage; hvad vil De ha til gengld? Forlang!
Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af jnene strkt ud af det gldende ansigt. , send mig det tilbage igen.
gget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst uskadt af Vejgrd.
Nu ser hr. Rskov p mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri latter hrtes, alle s hen p Hans Rskov, og der blev temmelig stille.
Det kunde De ikke gre, sae fru Ida til ham; De har ikke det blde hndelag sdan som Vejgrd; De knuste det straks, ikke?
Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.
Nr der en gang gr hul p Dem, s skal jeg lre Dem det.
Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.
Hvad taler De nu egenlig om?
Hun s p ham og mdte ogs hans blik. Nej aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad manglede vnen til at vre p skovtur; han var
ikke en gang vant til at se p mennesker, man skulde ikke tro, at han brugte sine jne til det, et almindeligt menneske anvender dem til. De kunde
f en til at tnke p gamle underlige historier, der gr en utilfreds og lngselsfuld efter det slsomme og gir urolige drmme
Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud lngere, jamrede proprietren; jeg sidder p en trstub med mit ene rundstykke, s det er helt fladt; hvis
jeg ikke m f noget at stte mig p, blir jeg aldrig til et velskabt menneske mere!
Han s bnfaldende p fru Ida, der ellers selv sad p sit overstykke, men han var s morsom i sin elendighed over, at hun et jeblik ikke lae
mrke til ham, at han fik lov at lne det. Han var nok vrd at ha med som en modstning til srlinge og fortjente virkelig en belnning.
Opmuntringsprmie til hr. Ahlmark, bemrkede Vejgrd, da proprietren fik det sammenlagte overstykke udleveret.

Fru Ida sad ved et tr og rg; hun s bleg og mat ud, og mens hun betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, bl trd spandt sig op i luften, flte hun,
at hendes srlingehumr var ved at nrme sig; mndenes jne sgte hende hele tiden; hun mdte dem med et s ligegyldigt blik, at de holdt
sig p afstand; de mtte grne g dr rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var godt, hun undte dem det og flte en
smule triumf ved det. Herren med dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine jne hos sig selv. Hvad mon det menneske
nogen sinde s p? Det var ikke fjrne ting som skyer eller stjrner; han s heller ikke ud som en mand, der gr og har je med praktiske sager,
nej Man s for meget, nr man s p ham . , han kunde alligevel godt g dr henne og fle hendes jne!
N, hr. Rskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, hvad synes De s om vor lille klike?
Jeg mangler forudstninger for at kunne bedmme den, svarede han.
Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde nsten se ud, som om De var vred over et eller andet.
Han blev ilde berrt over den bemrkning, der var som et indbrud i hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang mit
vsen.
De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som om De sgte efter et menneske, De vilde sl ihjel. Men det er alts Deres
vsen.
Ja.
Vi andre morer os og hun tog et drag af sigaretten og udsendte en rgsky i retning af ham har mange galskaber for, som man jo nmt kan
se, men De har heldigvis bedre forstand.
Hun vil mig noget, tnkte han.
Han mindedes farlige ting, han var kommet for nr til, og som havde efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange r havde han sgt tilflugt i
arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et menneske kan betro sin ndelige velfrd til, men om det middel ikke mere slog til en
sknne dag
Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede menneske, som sad dr, sae han: Ingen ved hvad der kan hnde ham.
Hun lo, med den uvedkommendes kolde, srende latter: , sae hun, s er der jo hb endnu!
Hun gik og lod ham st med sin fortid.
Hende kommer jeg til at hade forhbenlig, tnkte han.

Solen gik ned; mod den rde himmel stod trstammerne som et sort gitter; kbmand Srensen og hans unge kone var ude for at svrme lidt i
det dejlige vr. De kyssedes p et sted, hvor belysningen faldt srlig hed og rd, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udndede de deres
afsky over fru Idas benlyse jagen efter mndenes attr; de brugte ordet attr flere gange, de mtte st stille og trykke sig tt ind til hinanden,
men hvor luften faldt over dem med et koldere pust, fordmte de den hetrenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i fru Idas vsen. De
beklagede under et langt og mt kys at hun havde mistet sin mand s tidligt; de forstod bgge, hvad for et savn det mtte vre, men de s
ogs med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem mndenes utilslrede lyster; det var ham, der brugte dette udtryk, og de gyste bgge
derved. De stansede og hviskede noget til hinanden, og det mtte ha en forsonende karakter, for de smilede s sdt bag efter.
Fru Ida havde det ikke s godt som de to nygifte; Vejgrds underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, der mener, at
han har forrettigheder og kan benytte dem, nr han fr lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hrte ikke bestemt, hvad han sae, hans ord
frembragte blot en underlig tom larm i hendes re, men han kom aldrig nrmere, han nede aldrig til mere end at f sagt en utrolig mngde ord.
Han var som en vogn, man hrer en stille aften p en hrd vej; man prver p at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem minutter,
men den kommer ikke; det er underligt, den m vre ganske nr ved godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; s er den forsvundet til den
anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme rumlen. Det blir spndende; jeg vil vdde med mig selv; er den her om fem minutter, s tar
jeg den lyserde kjole p til Gerdas fdselsdag, ellers den bl, som ikke er s pn, men det blir alts den lyserde. Stadig ingen vogn. Men hvad
er det dog for en drillevogn, der bare vil rumle og ikke komme? Jeg vil lgge mig ned og sove, og nr jeg vgner, er den her. Der blir uhyggeligt;
hun grder og stamper i jorden, og s stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en halv mil, og s kaster hun sig grdende og arrig p en
grftekant, for det er ingen ventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet ikke krte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og
myrde den! S lusker hun hjem i det modbydeligste humr og vil hverken ha den lyserde eller den bl kjole p; moer kan ikke forst, hvad der er
i vejen med pigebarnet, som er forgrdt og hidsig og ingenting vil sige
Uha, udbrd fru Ida, bare jeg havde en kat!
Hvad vilde De med den? spurte Vejgrd forblffet.
Jeg vilde trde den p halen og hre den skrige og sprutte.
Og hvad s?
Og s, nr jeg havde lavet en rigtig djvlekat ud af den, skulde De f den for at gre den god igen.
Hvad fejler De? spurte han dumt.
Jeg vilde nske, De selv var en kat, men De er en grinende djvel, der nu ogs er blevet snaksom.
Det var frste gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod hende hre, at han lo, idet hun gik.

Hun stod med aftenrden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til hende.
Det er en magels aften, sae han med en stemme, som han forsgte at dmpe.
Hendes fregner, der sprang ud sammen med de frste anemoner, stod tydelige i aftenlyset.
Gift Dem med mig, eksploderede han, her str jeg han grinede ynkeligt og lidenskabeligt jeg kan, gud hjlpe mig, ikke andet. De skal vre
min kone; i morgen den dag; nu! Han lftede hende op p sin arm.
Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans ren ld som en overgivelse.
Jeg gr det ikke, jeg mtte jo vre gal; nu har jeg Dem!
St mig ned, sae hun uden at rre sig.
Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det s? Spring selv! udbrd han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se det
igen; den gang sprang De lige ind i mit hjrte. Nu kaster jeg Dem, s lber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sdan en leg mellem os to,
tiggede han.
Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag var hun ude af hans arme og sprang ned p jorden.
Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.
Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De gjort mig tosset, fordi jeg har bret Dem De ved ikke hvad jeg blir nd til at
gre, nr jeg uha, jeg er lige ved at foragte mig selv men De m heller ikke sige nej; sig nu noget Er jeg s vmmelig?
Han var ikke vmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de ligner hinanden, men
Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, s hun nppe kunde f ordene frem.
Hos mndene var der oplagthed til store ljer, da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnggende om fru Ida og ventede p et signal, men
s erklrede hun meget trt, at det var bedst, enhver satte sig p sin forrige plads, s blev der ikke noget vrvl. Herrerne kom hurtigt op og
begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved siden af Hans Rskov og sae ikke et ord under hjemturen.
Al skrigen var ham imod, og han flte den almindelige lavmlthed som en behagelig modstning til udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav
s tt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tnke p hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive utydeligt og
forvansket. Nr han s p hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids nse og tynde fremstende lber, s
syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, nr han s hende igen han vilde se
hende igen ti denne klart tegnede, mrke profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra fr; den var s fin, den svarede til den
forestilling om finhed, han havde haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han frste gang havde set hos en frk, men nydelig lille pige
fra Kbenhavn, hans frste forelskelse.
Hun bemrkede, at han s p hende, og vendte ansigtet mod ham, s det blev usynligt et jeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og den
tog sig friheder
Hun sad s tt ved ham, at han kunde fle varmen fra hende, men han nsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overfring af den art.
Det var nu en forbandet trang, han havde fet i den senere tid, at han mtte tnke s langvarigt over enhver kvinde han mdte! Han plejede om
enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilflde var den ikke blevet urokkelig endnu.
Det skulde vel ikke vre af beregning, at hun var s tavs? Der var kommet en varslende uro over ham og en fjrn angst; han havde
fornmmelser af en hul hvisken, som kunde det vre tordenlarm, der endnu var langt borte fra bevidstheden.
De ldre damer p den anden vogn var allerede faldet i svn. I deres figurlse kber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede de et spil
kegler fra Torneroses slot, hvor en har slet alle ni, i samme jeblik som alting er stanset til hundredrig svn.
Herrerne talte om strke mnd. Doktoren betegnede bryderkonger som en slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklrede, at han, som dog selv
havde mange krfter, aldrig havde flt sig s imponeret af noget som af en brydekamp, han nylig havde overvret. En tredie mente, at det meste
mske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var truffet fr kampene, og om ikke pengene spillede en lige s stor rolle som krfterne?
Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den dde snart hen.
Da bnede fru Srensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig til nogen
srligt:
Min mand har nu osse ualmindelig mange krfter.
 XIII
Hans Rskov kom hjem fra skovturen vbnet med al sin kvindeforagt, og den holdt sig frisk, s lnge han endnu havde det vilde kor rungende i
sine ren. Men medens de andre ufortrdent blev ved at more sig, s trak han sig forelbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden, der i
den tid var husvild, slog sig p ham; han blev et af de f mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt dag efter dag, blev som
et symbol p hans kedsomhed, der ogs var uforanderlig; de to ting smltede sammen i hans bevidsthed. Det var altid vrst om eftermiddagen.
Nr solen var p nedvejen, da s alting s falmet og udtrykslst ud, at han selv flte sig ganske tom indvendig, som om han var uden for det hele.
Andre mennesker levede, men det var ligesom tiden et jeblik var get i st for at stte ham af og s komme videre. Aften efter aften kom han
hjem med den samme sol over sig, og hans sjl var s flad og bar som pakhusets gr murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.
Han foruds, at det blev en drj sommer. Om vinteren kan man dog samle noget, som man gr og ruger over; det gir stemning, stter en vis
varme. Om sommeren er man hjlpels med sit drlige humr; solen skinner p en, s man blir hul.
Det blev ndvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For det var hans
faste beslutning: det skulde overvindes, lmpeligt, uden sindsbevgelser, som han p forhnd frygtede. Han forstod ikke, hvad der var med
hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var skbnesvanger; hun var kun en tilfldighed, og det betd ikke noget, at hans forrykthed
havde fet udseende af at vre en forelskelse i hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor s han ingen grund til at rejse, han
kunde lige s godt gennemg sit anfald her som et andet sted.
Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; de hrer til de f, som fr deres livs regnestykker frdige, fordi de i
langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og sger deres facit. Deres
beregninger er prgede af en sjldent rendyrket logik, men kommer mennesker dem en dag nr ind p livet, s viser der sig hos dem strre fejl
end hos andre, hvis beregninger hver dag blev ndrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjrte og deres regnestykker.
Hans Rskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften indhentede ham p en sti i skoven og uden videre slog flge med ham.
Det kan godt vre, havde han get og tnkt, at jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gre, hvis jeg s har nogen
sikkerhed for, at jeg fr fred. De andre mnd, som han s trave og stejle s fyrigt om kvinderne, de havde det nmmere end han.
Sanselighed tnkte han, m dog undertiden gre det lettere at leve.
Fru Ida talte ikke stort, men gik s utvungent ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende. Hun kom nrmere til ham, uden at han gttede p
nogen beregning eller vbnede sig med sin vidtlftigt gennemtnkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en ben mund, der
ndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod en ram lugt fra alt det grnne, der var i sin strkeste vkst.
Han gik s uregelmssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stdte af og til sammen, og deres hnder rrte ved hinanden. Mange sammensatte
stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom frt tilbage til en mere primitiv tid inden det raffinerede kbenhavnerbarn, Eva, havde
befstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds lykkelig mske,
uden at man behvede at skule lnge og ngsteligt om sig. Lykken kunde mske nes lige s let som solskinnet, det er bare at man gr ud i det

Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nrmere, og de gik tt sammen lnge, men der blev ikke talt ret meget. Det var den
samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange r siden, nr han nd den tidlige sommer uden for grdens sndre lnge, og han
havde det lykkelige syn af noget, der l og blinkede hjt oppe, gyldent og fredeligt
Hun styrede deres gang hen til et grnt grde og fik ham til at stte sig hos hende.
Hvor kerne brler der ovre, sae hun; de m vre sultne.
De vil malkes, svarede han, og s lnge p hende. Hun tog om hans hoved med sine hnder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.
Han mtte da njes med at skimte hende. Hun var endnu s bevget, hendes reflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog et
blad og svalede dem med.
Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han flte hendes nrhed med sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, blev
den ligesom fordrejet; den nede ikke hans sanser, men slog sig p sjlen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Mske er der en lov om, at
nr den naturlige sanselighed forgves pkaldes, s kan der reageres fra et andet sted; pvirkningen gr dybere ned og finder svar. Og svaret
blev en vild og gold smrte. Det glimtede ind i hans bevidsthed; noget mrkt lftede sig og faldt igen, som nr det lyner ind fra horisonten, og
skyernes sorte kalot et jeblik ses at hnge p himlen.
Dette var ikke lykken; det var snarere som det svrd, hvorom der str: Ogs din sjl skal et svrd gennemtrnge.
Hun mrkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede hende modbydeligt ndsfravrende p skulderen, men hun
ventede dog p, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge
ubekvemt.
Han stredes med uvret i sit sind; det rykkede i ham, som havde han en kantet sten i sin hnd, som han nskede at kaste; han stirrede p
galskaben, der flyttede sig, gldende, hen mod hans hjrte.
Nu vil jeg hjem, sae han kort og trt, og den sklven, der var i hans indre, hrtes ikke i hans stemme.
Hun lftede hodet og s bestyrtet p ham, kunde ikke forst det; hans ord ld i hendes ren som trskotramp p en stenbro.
Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det skulde ende sdan.
Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dr sae han slet og ret godnat og gik s hjem til sit.
 XIV
Par efter par gr det store selskab ind i proprietrens spisestue, hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mrke, og de blir lidt efter lidt
helt sorte. Der har vret varmt i dagligstuen, men her inde er man lige ved at fryse. Rdmen p damernes kinder begynder at vise bestemte
grnser, hos de ldre flytter en afdeling af den ud p nsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge vil hellere spise sig varme eller
le sig varme. Med det sidste er det alligevel kun smt; ingen siger noget, alle stivner over for det meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes
om.
Det var da satan til hjtidelighed, knager proprietren, hvis stemme hersker enevldig i det tavse rum. Ja, m jeg s bede det rede ligflge
om at ta for sig; de, der ikke fr nok at de kan bag efter g ud i spisekammeret og gre sig frdige.
ldre damer mindes hans kone, som han begravede for to r siden, men de formildes svagt, idet suppens varme dampe str op om deres kolde
nser.
Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset bl silke, og ligner en af de sm danske ser en sommermorgen, s bl og stille og frisk; hendes
bordherres underholdning fremkalder nppe en krusning af et smil p hendes smalle ansigt.
N De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, nr De er frdig med at lse bordbn, eller hvad det er, De bestiller, vil De s sknke i Deres dames
glas?
Hans Rskov ser op, idet han rkker efter rdvinsflasken. Dette brlende stykke kd og blod af et mandfolk var ogs kommet i ulave i anledning
af den pludselig s tillukkede lille dame ved siden af, en nm og glubsk krlighed, som der var rd for, om hun vilde. Men heller ikke han lod til at
ha held med sig, sknt han udfoldede alle sine vner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en splittergal og bespndt
spyflue mod en rude. Han var sre elendig ligesom Hans Rskov selv, sknt han endnu var under pvirkning af jeblikkets klighed. Hans tykke,
fastsnoede overskg hang ned som to massive sprsmlstegn; mellem dem blev hans skr, ubetydelige hage endnu mere intetsigende, og
neden under kom den svre hals som hagens naturlige fortsttelse. Skilningen p den smalle isse var endnu uberrt af de sindsbevgelser, der
stod tilbage; det l i hendes magt, hvor forpjusket han skulde vre, inden aftenen var til ende.
Ved nste ret blir samtalen hjrstet, og da Ahlmark ser at hans gster er i gang, ophrer hans basunsoloer ud over bordet, han taler med fru
Ida alene.
De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.
Ja, svarer hun og slr jnene op imod ham. Disse jne er der to, der ser.
Ahlmark er straks helt ude af det. Hvis De vil smile til mig nu, siger han, s vil jeg forre Dem denne her grd, og De kan s gre med den,
hvad De vil. De kan anstte mig som rgterdreng; jeg vil vre Deres dreng; jeg har aldrig fr vret nogens dreng, jeg vil vre Deres dreng p
Deres grd.
Vil De det?
Ja, dlen baldyre mig, siger han, glad over at f anledning til at bande p det. Men hun ser p ham med sine bl jne, der er kolde som et
tilfrosset vand en vintereftermiddag.
De m jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til Hans Rskov, for at hun skal lgge mrke til det og sige noget om ham.
Nu har jeg ikke hrt Dem le i tre dage, hvad skal det blive til? Det gr rent galt med mig, hvis det skal blive sdan ved. Men det er lige meget: smil
nu til mig, s rejser jeg mig op og slr p mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De grdens frue, og jeg er hendes rgterdreng. Skal
vi imponere rakket, s de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?
Hun ser frem for sig og ler hjt, s de nrmeste hrer det; Hans Rskov vender sine jne op mod hende og tar dem straks til sig igen; der var et
fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er optaget af vigtige ting, og pludselig hrer noget skingrende, der fr ham til at vende hodet.
Han spiller den ligegyldige, tnker hun. Ja ja, lad os prve ham.
Det synker godt i vinflaskerne; til gengld er der stigning i jnenes udtryk; over alt ses strlende jne, salige jne, hvis ejere befinder sig p et af
deres livs hjdepunkter, jne, der glder af mad og vin; bange jne, der er blevet dristige og ikke holder p nogen hemmelighed. Det kendes
mest p de unge; de har siddet kejtede ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestd end interessante bemrkninger, men nu fr
de held til at opdage hinanden og gre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de stder snart p den erotiske betagelse, som ligger bag
ved. De udveksler deres gensidige beundring mere end een gang i sm private glas og jekast; megen letsindig ild tndes og nres yderligere
ved sagte samtale; forvovne sm lygtemnd danser p randen af vinglassene; albuestd undgs lettere og erstattes med mindre spidse
berringer. Her blir s hedt, men det er svalt i haven; det kunde gre godt at g en lille tur efter bordet, forblommede aftaler trffes; man fler
allerede fortryllelsen ved at se p hinandens munde, der under samtalen nrmer sig til en afstand af et lille kvarter
Fornuftige forldre aner ingenting.
I Hans Rskovs ren ld det hele som en kold, uvedkommende larm; det var en koncert som af skralder og piber p et marked, og til denne
koncert hrte ogs fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde vre ligegyldigt.
Ti da han s hende dagen efter deres mde i skoven, da optrdte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mndene til at danse om sig, og det
var vel meningen, at han ogs skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, at hun havde fet ham med, og at han kunde ligesom de andre.
Men han havde ganske vist ikke danset. Han havde holdt je med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at more hende en hel del.
Meget energisk var han sledes blevet stanset i sit anfald af forrykthed. Han havde nmlig vret p vej til at tro p hende. Da han kom hjem den
aften, havde hans sindsbevgelse efterhnden lagt sig, han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo alligevel muligt
mske var hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hnlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, der var helt ny for ham. Det
var slemt, at han mtte g fra hende s pludseligt; nste dag vilde han forklare hende eller blot bede hende om ikke at tnke mere p det.
Det blev en anden nste dag, end han havde tnkt sig. Dog, s snart han havde set det frste blik, hun sendte en anden mand, s var han
underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han havde
ligesom lagt hnden p noget, der var i bevgelse inde i ham, i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da han s hende
fortstte sin sdvanlige leg, havde han sagt til sig selv: Naturligvis! I samme jeblik var det ham ubegribeligt, at hans fornuft i den grad kunde
svigte ham. Siden havde han undget at tale med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under det, men det var vel
rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.
Han greb sig i at stirre pfaldende p hende, mens disse erindringer gik hrdt og larmende gennem hans sind, som ankerkttinger, der lber ud.
Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende modstning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var dristig nok til at
anse sig selv for rsagen til den varme, der udstrlede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgrd tilrbte hende; hun nikkede til Kai, der
betragtede hende med megen alvor; hun lftede sit glas mod kbmand Srensen, der trods sine religise og sdelige grundstninger
afleverede sine kantede forbindtligheder af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom han kun af forretningshensyn var
get med til dette selskab. Fru Ida sad dr, som om hun var husets frue, en ndig og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen lb langs bordet.
Fru Ida behvede ikke at stirre p Hans Rskov for at holde je med ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at se p
ham; han lignede sig selv fra den aften, da han p en s plat mde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde vret s betaget, at
hun ikke kunde tale, og ventet i stor spnding p, hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde g og tie en mngde
indholdsrige ting sammen. S stille og slsomt havde de to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at vre den frste til at tale, det tilkom
et ualmindeligt menneske som ham. Og s havde han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel gtemand, hun en gang havde set, der var
kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, s stder han stokken i jorden
og bider tandstumperne i den ene kbe ned i de bare gummer i den anden og siger stdig og gnaven: Jevejm!
Jo, hun havde haft en kamp at best, for en gangs skyld, en kamp med sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham nste gang,
vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humret, og s var det desvrre alligevel tilfldet. Det var hendes knagende dumhed, at hun ikke
straks var frdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet af den gnavne gtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, han var kun halvvejs
latterlig, og hun var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til at trde frem som den, han var, at
hun kunde blive klog p ham og frdig med ham. Hidtil havde hendes forsg p indirekte at stte liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstndig
til sten. Hans selvbeherskelse mtte vre umdelig; han s ikke en gang s inddt p hende, at det var opsigtsvkkende, selv om hun nok
lste mere i hans jne end andre; men hun vilde ve ham yderligere i selvbeherskelse, s kunde han g sin vej med den, hvis der ikke var andet
at klemme ud af ham.
Se, hvor uhyggeligt mrket str lige uden for vinduerne, sae Hans Rskovs borddame, frken Anna rbo, idet hun vendte ansigtet mod ham.
Nr grenene vifter, ser det ud, ligesom mrket blev levende.
Hvad er det, der fr Dem til at gre iagttagelser over mrket? spurte han, underlig berrt.
Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.
Anna rbo var atten r, hj og kraftig af sin alder; det mest voksne ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstndig herre over;
derimod var hendes bevgelser endnu helt barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over fl eller hundehvalpe af god
race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes fremtoning noget vist naivt, og hendes vsen var overhovedet prget af den troskyldighed,
der virker pirrende p erotisk erfarne mnd, men hendes forstandige, mrkebl jne holdt de nysgrrige p afstand, og de fandt heller ikke
hendes smalle lber varmblodige nok.
Hvor kan det vre, Hr. Rskov, sae hun, at De aldrig har vret henne at besge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og jeg
ved, at han interesserer sig meget for Dem.
Jeg er ikke interessant, frken. De kan vre vis p, at jeg mener det, fjede han til.
Ja men det er onkel; han tnker meget over alting. Han taler ogs meget om Dem.
De har formodenlig drftet mig i fllesskab, henkastede han.
Det har vi, svarede hun uden forvirring og s bent p ham.
Det er vel ogs ham, De skylder Deres usdvanlige alvor? sae han med en antydning af et smil.
Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af munterhed, hun pludselig s afdkkede p et menneskes ansigt.
Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.
Ogs Deres forstelse af mig? spurte han ironisk.
Jeg fordrister mig ikke til at ville forst Dem.
Det svarede han ikke noget til; ogs hun tav et jeblik.
Det er den srgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang kbe et smil
af Dem med hele min grd. S fallit har jeg endnu aldrig vret.
Hvem er den konfirmandpige, Hr. Rskov konverserer s ivrigt? spurte hun.
Han konverserer hende s'gu slet ikke s ivrigt, og hvis det kan trste Dem, tilfjede han med et mislykket forsg p at se ondskabsfuld ud, s har
han siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele tiden.
Det er ogs det, han gr bedst. Skal De ikke hilse p ham ogs? Jeg synes, De forsmmer Deres pligter som vrt.
Ahlmark tog sit glas og rmmede sig, s det drnede, Hans Rskov og flere andre s den vej.
M jeg hilse p reprsentanten for sprngstofferne?
De lftede deres glas og drak; fru Idas jne veg ikke fra hans ansigt.
Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tnkte hun. Mske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.
Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De s vre s venlige at fle p Deres maver, om der kan vre mere; ellers er kykkenet den vej.
Velbekomme!
Selskabet fordelte sig i stuerne; bl rgsjler steg til vrs om kap med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes glden tiltog og aftog,
som var det ilden selv, der ndede; mange herrer gumlede p rgen, inden de slap den ud, de havde ogs siddet til bords over en time. Ahlmark
gik om og strg tndstikker og havde sin sdvanlige morskab med den lille tykke dyrlge, der gik i stadig fare for at le sig ihjel over hans
morsomheder.
Bak, Thomsen, formanede proprietren og forsgte at ramme den hoppende sigarende med sin tndstik; bak nu, lille Thomsen. Men s bak
dog for satan! Str mennesket ikke dr og griner som selve fanden, da han s sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den hellignd. Han
strg to tndstikker p een gang og holdt jagt p dyrlgens dansende sigar.
Lad mig tnde jeg ve' sl, jamrede Thomsen. Du brnder mig, av, hav, hav, hav
Dyrlgen l ned i sofaen og droges med dden; han kunde ikke en gang f begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en
begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde fre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument, s det slet ikke kunde gi de
rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede hans indvolde, og da han ikke kunde andet, s sparkede han latteren fra sig med
benene, han vred den af sig i slsom mavedans, smed den om sig med bgge hnder, han grd den ud i stride trer, og da han sledes
lnge havde grinet med hele kroppen og havde vret dden nr, s fik han endelig forlsning for sin latter ad naturlig vej.
Vejgrd havde i mangel af fru Ida drillet en flok unge piger, s de samlede sig om ham; han l udstrakt i en flugtstol, medens de stod
foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden p hverandre, at han mtte skamme sig; de skldte ham hder og re fra i deres
taknmlighed over, at han vilde beskftige sig med dem og glemme sin fru Ida et jeblik; de krummede sig over ham, faldefrdige af
optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin sigaret og fns dem rgen ind i ansigtet og trak den mest hjrstede ned p
sit skd, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for en anden. Lngere tilbage stod en sejstenrig lille dame og blste sigaretrgen ud
gennem nsen, idet hun hnligt erklrede, at hun var lige glad, nr han bare vilde la vre at snyde i krokket. Vejgrd rejste sig og hentede
hende, bar hende over gulvet og satte sig med hende p skdet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for at lre hende at opfre sig
ordenligt; hun knoede ls p ham med knyttede nver og vilde ikke slippe sin sigaret, rg og gnister stod om dem; hun fyldte hans sgende
mund med rg, s han hostede al kraft af sig og mtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop sls med
hende? mente de. Hr. Vejgrd er rigtignok store slem i aften, sae de; og s blev de ivrige igen; men den fejrede digter gik pludselig sin vej og
lod dem st. Den sejstenrige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun kunde slet ikke dele de andres flelser og mtte sge andet
selskab.
Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden og hldede sig over hende om kap; med
deres ludende kroppe og deres jne, der opmrksomt vandrede om p hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og gir agt
p deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort, mistroisk blik, nr det kunde se ud, som om der faldt mere af til den ene end
den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et trt udseende; hendes krlle hang som en forstrakt proptrkker ned over tindingen og kildrede
hende p munden; det kunde gyse i en mand ved at se det, man kunde komme til at bvre med munden; de to unge lo sygeligt af og til.
Kbmand Srensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale med Hans Rskov, men hans jne kunde ikke slippe fru Ida; de
dansede alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men hvor mange krumspring de end gjorde, s var de hele tiden
optaget af hende; gjorde hun en lille usdvanlig bevgelse, s var de der, som to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede
med svagt bvende fingre ved de lysebrune krllede hr, der stod s frodigt ud af hans friske kinder, og nr hun smilede, skiltes hans ttte
skg straks af de bugnende, rde lber.
Mens fru Ida lod de unge mennesker brnde sig op de bjede sig hen over hende, som om de var bange for, at forbrndingen ikke skulde g
hurtigt nok iagttog hun de to mnd, der havde valgt at tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se Srensens ferskhed s
tt op til Hans Rskov, og det var endnu mere pfaldende, at han ikke flte det selv, men hendes nrhed styrkede ham formodenlig; han
snakkede hele tiden og mrkede ikke den andens jne. , hun vilde grne opleve, at det menneske en gang bnede sin mund og oplod sit
vsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor vilde Srensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der kommer ud af det klige grs
og uforvarende dumper ned p en gloende jrnvejsskinne!
Det skete, at Hans Rskovs jne fulgte med Srensens og sgte hendes jne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fdder eller
dvlede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et sprsml eller afleverede en erklring. Ak ja, hvad kom det hende ved? Han
havde mske problemer, der gik forud for krligheden; han misbilligede hende, nr hun vilde elskes! Og s var hun p alle sider omgivet af
mandfolkejne hun vilde pille dem ud allesammen og slge dem, hvis hun for den pris kunde kbe sig, at han s anderledes p hende.
Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og stirrede efter hende med opmrksomme, modfaldne jne som to hunde,
der efter lang venten ingenting fr; derp betragtede de hinanden gennem jenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden; s
fjrnede de sig i modsatte retninger, og Srensen blev pludselig beklemt ved Hans Rskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.
Men der har vi jo vor lille Kai, udbrd fru Ida; velbekomme, Kai. Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.
Du er meget smuk i aften, Ida.
Det er jeg jo altid, svarede hun. Hvor havde det vret godt at modtage den erklring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af en mand,
hun elskede!
Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig fr i aften, s var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig har set fr, og
som man synes man m gribe straks, fordi det aldrig mere kommer igen.
, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tnkes den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom i nrheden af ham.
Kai s efter Hans Rskov, der gik ud gennem havestuedren. Det m s vre en, der ikke har sin forstand kr, sae han.
Hvordan br du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt borte fra ham.
, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang s forrevet, at du ikke trnger til mere lidenskab af nogen slags, og s ved du ingen
andre end mig.
Hvad vil du s gre ved mig?
Jeg vil trste dig og gre dig glad, som du var fr.
Mange tak, Kai; s render jeg fra dig igen.
Hr nu, fru Ida, sae Vejgrd og stansede hende; her gr en ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har endnu ikke
den hele aften vret genstand for Deres medlidenhed.
N ikke det, svarede hun og lo trt.
Nej. Her str en afsat ven, der er kasseret i unde, mens han levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fllesskab med
Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu
Han trak lange tankestreger i luften med hjre hnds pegefinger.
Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det s slemt.
Ganske rigtigt. Fra det jeblik De tar den bestemmelse mig angende, at De ikke nsker at vide af mig, s er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun
rig p forstdthed og savn; jeg ejer ikke andet end min udlndighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til overs for mig; De skyder
bjrge af alvor op imellem os men nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter flytter bjrge, hvilket man ellers
pstr, at kun troen kan gre, sknt det aldrig er prvet, men Deres latter har stet sin prve, og jeg er Deres grinende djvel til tjeneste. Skal vi
to more os, en rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud i haven og lave fest? Vi kan stte elementerne i bevgelse,
himlene skal humme sig, nr vi huserer!
Ja, men ikke lige nu; jeg er trt.
Vi resolverer at kalde det trt. Det er ellers en hjtidelig og vanskelig tid. Deres for jeblikket bedste, men ikke morsomste ven, har for s vidt et
tidssvarende ansigt p. I de andre mandfolks fjs str der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; ogs Deres syn vidner om denne tids
usdvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, grinende djvel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt lide mig og samtidig foragter
mig. Det er ikke mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De frst, nr De str overfor den, De venter p, men skal vi to
ikke alligevel g en tur i haven? Det er et meget fornuftigt, kligt vr i aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.
Hans Rskov sad i en mrk krog af haven og s op mod den halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgrd var kommet til sde, efter at de
var get haven rundt. Det s ud til, at de havde samlet en del p deres tur, som de nu holdt opgr over. Deres hoder bjede sig til og fra
hinanden; en hnd blev lagt indtrngende p et rme, en finger rettedes demonstrerende mod et bryst hendes bryst mens lftede jenbryn
understregede demonstrasjonen; nu viftede en hnd afvrgende understttet af hovedrysten, mens en anden hnd indtog en tankefuld stilling
under en kind, og dermed gik det forelbig i st. Dog kom imidlertid en hnd sagte vandrende fra ejermandens kn over til det andet kn; dr
blev den liggende, fortrolig, men ikke nrgende, det syntes at vre dens ret. Pludselig lo han, s det kunde hres, og begyndte at gynge med
hendes kn og slap det s. Han spillede med fingerspidserne mod hverandre og sae en mngde, der til sidst bragte den tankefulde hnd ned
fra kinden. Hun strg ned over sit skd og strammede kjolen over knene, idet hun smilede en bemrkning ind i ansigtet p ham. Han rettede
sig i sin stol, tog ligesom besvrgende en favnfuld luft med bgge arme, og som om det havde vret for meget for ham, sgte han sttte p
hendes stoleryg; hans hage hvilede vist p hendes skulder. Derp sank hans hoved endnu dybere, og hun s ikke op; hendes ansigt kunde en tid
slet ikke ses. Hendes hnder l trtte og opgivende i hendes skd. Men s lod det til, at hun vilde sige noget afgrende, og hun lftede den ene
hnd, men han rystede p hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesls ned ad hans bryst; han tog om hnden og lae den med et lille
tryk i hendes skd; nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke sklne deres hoder fra hinanden.
Hans Rskov rrte sig ikke, dr hvor han sad; han sank ikke sammen, sknt han flte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var et
flammende de i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes at betyde, at alt var brndt op; men der kom ogs en velgrende
flelseslshed over ham; dette var mske det sidste, der skulde forbrndes, og s var der ikke mere, det var nemlig umuligt, menneskeligt set.
Af og til fik han et slags hastigt overblik over det heles forlb, og han tnkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over det ligesom bevidstheden
pludselig kan overskue ens stilling under et ulykkestilflde: Jeg slipper fra det med livet mens ens legeme fls hen ad jorden. Hans Rskov
formede at hve sig over det og hvde sig selv ved den tanke: Jeg kan bre det med.
Men det var en underlig tilvkst til stilheden, da de to der oppe ikke rrte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting g i st rundt
om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv begyndte at bevge sig; bnken gled bort med ham, tilbage i mrket; han s den
halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom virkelig lngere bort fra den, s langt at han glemte, hvem der sad deroppe; det var
ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede gange to mennesker, han fr havde set, som dslede fortrolighed og godhed p hinanden,
mens han stod udenfor og s til; og s betd denne dselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de regnede det ikke bag efter;
de havde kastet vrdier af varme og venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de sgte ikke hinanden som mennesker, der har
livsvrdier flles; de havde rd til at glemme det. S rige var de fleste mennesker, men han var den, der s til; i beskuelsen l hans tab. I sin
barndom havde han undertiden tnkt sig, at han kom frem af mrket med en sten og knuste hodet p to, der havde det s godt. De skiltes jo
alligevel senere og mente alts ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de trdte ham ned med
hlene uden at se ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor nskede han at sl dem ned. De glade, blinde mennesker burde p
en eller anden mde erfare, at han var til.
Han flte bnken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget dem med sig
p sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han slog dem ned med en grsten, s vilde et andet par straks stille sig op i deres sted; hvad
betd det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede? Han elskede ikke hende dr; han elskede alle kvinder med samme had.
Dren ud til verandaen blev bnet; stemmer hrtes; Vejgrd og fru Ida rejste sig, og der blev let og spurt; sprsml og udbrud ld helt inde fra
stuerne.
Hans Rskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han rystede endnu lidt efter farten. Han tnkte p de foregende rs arbejde, som
der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med rs vidde i hans sind. Han satte sig p verandaen og s ind i de oplyste stuer for at
vnne sig til dem, inden han gik der ind.
Der kom nogen nede fra haven det var hende! Jeg m alts ha siddet her temmelig lnge, tnkte han, siden hun er kommet en anden vej
ud. Hun mtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og
stolede p sin sknhed? Hvad havde han med den at gre? Han var ikke kommet s langt ud over bondenaturen, at sknhed betd noget for
ham. Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hrt i sin familie, var: Det er en god kone Om de unge piger var der sdvanligvis ikke
tale, fr de skulde giftes; s kunde det ske, at der blev sagt: Hun blir en god kone. Han vedkendte sig denne fdrene vrdibestemmelse;
hvad vilde hun s her med sit elskovsggl?
Lyset faldt p hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes jne var dejlige; bl og uransagelige som fjrne skove p en sollys
septembermorgen.
Hans tnder hakkede mod hverandre. Fryser jeg? tnkte han.
Hun stod foran ham. Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
Vi to, tnkte han.
Hun skimtede lige hans ansigt gennem det gr mrke, jnene sad deri som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og der kom
en svaghed over hende.
Jeg synes dog, vi har haft begyndte hun.
Da sae han med tr, udtryksls stemme: Vi har haft noget sammen, ja. Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trnger ikke til at f
den nrmere forklaret.
Hun lo hjt, p een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget fejl af Dem. Jeg troede n, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske triviel
tlper, en bonde, der har lrt kemi. Det er hele herligheden.
Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hrte, hvordan det gav sig i hans knled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i
betragtninger over en tyr inde p marken, og som pludselig ser den stable sin krop p sine knagende ledemod og vende de blodskudte,
skulende jne hen mod vejen og overlgge ved sig selv
Den gang De begyndte han med en uklar stemme, der fik hende til at bve, den gang De mdte mig en aften, da kom De fra
andre mnds hnder, med Deres tanker fulde af andre mnds begr, der altid hnger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det m jeg
ogs ha gjort den gang; i alt fald ophver det alt andet.
Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede hnden efter ham:
Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe s let.
Da hun vendte sig, s hun kbmand Srensens ansigt tt mod verandaens rude; han hakkede i den med nsen og ledte omkring p den som et
insekt, der vil den vej ud.
Er det mig, De sger, hr. Srensen? spurte hun hjt, og hun hrte skridtene stanse nede i haven. ja, han kunde mske ha ganske godt af at
vre tilskuer, han med sit had. Bare han havde vret her for lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgrds lyrik! Hans forstand var vist
allerede rystet; Kai skulde f ret, om det p nogen mde var muligt!
Srensen var kommet ud efter nogen kamp med dren; han stod endnu og holdt sig ved drgrebet.
De morer Dem ikke, sae han og sgte at lgge en let beklagelse i sin stemme.
Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspndt: Mon han havde fundet noget at sidde p der nede?
Srensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende, ligesom et lille barn, der slipper en stol og nr at f fat i en anden.
De er bedrvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmssig tone; De har sorg. Det gr mig ondt, at De srger; livet er jo dog sdan
indrettet, at det er muligt for os alle at vre glade.
Det blik, hvormed hun s p ham, gjorde prdikanten til et menneske. Han famlede efter hendes hnd, og det gav et st i ham, da han fandt
den, men s holdt han fast.
Jeg har lnge kunnet se, at De var bedrvet; det er mig en ndvendighed at opsge de mennesker, der er i nd, derfor er det ikke tilfldigt, at
jeg trffer Dem her. Men De behver ikke at vre bedrvet; jeg mener: s underfuldt er livet jo indrettet, at ingen er bestemt til glde, mens
andre m vre bedrvede; ved De ikke det?
Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde s megen frdighed i, at han havde glemt sin naturlige rst, men han blev usikker
og stammede ikke s lidt, da han kom til det mne, som havde skaffet ham s stor indflydelse inden for vennernes kres: Krlighedens Favn, der
str ben for os alle; dr er det sdt at hvile, nr vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.
Han tog hendes hnd i bgge sine og kunde ikke slippe igen; han var som en smed, der er kommet til marked og har fet et elektrisk batteris
lodder i sine grove nver; han sveder og sklver og gennembves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som han endnu aldrig har
holdt fast p nogen forhammer; en hjere magt er over ham.
Fru Ida snkede hodet, som stillingen krvede det, og klippede med sine lange jenvipper; for et tget blik kunde det godt se ud, som hang der
en tre i dem. Kbmand Srensen vandrede som en svngnger fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at han lokkede
en sjl til vildfarelse, han vilde ikke gre det, men han bestrbte sig dog for det. Han forsikrede, at der var trst for hver srgende sjl, og mens
han sae: sjl og atter sjl, sklvede hans legeme over hendes legemlige nrvrelse. Han forkyndte om krlighedens nd, og samtidig
krusedes hans kd af lyst.
Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjl, og han trykkede hendes hnd, som var den en sjl, og hans hnd husvaleren.
Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom bort fra det tillrte, han blev s naturlig som en plante, der str ved vejen og tar imod solen
og senere stter blomst og gir sin frugt til vinden. Han havde af ganske vne indsuget alt hvad der udstrlede fra hende, det spirede og stred sig
frem til lyset med ufattelig hast men det var jo ogs midt i forret det blomstrede og fik farve i hede ord, og det satte frugt i et kys
Srensen havde bjet sig over hende, han prvede ikke p at lse en tilladelse i hendes jne, for han s kun hendes mund, og den kyssede han.
Var det sket for fjorten dage siden, s kunde hun godt ha leet og klappet ham drillende p kinden og sagt, at det gjorde ikke noget, men hun
skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset og hun gik uden at tilfje noget formildende ord.
Hun lb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Rskov sad. Sknt dette kun havde vret et eksperiment, s havde hun ikke helt undget
at fle sig svimmel; det var anden gang og tilstrkkeligt. Nu
Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, sgte ham til sidst inde i stuerne; dr fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller anden,
med Anna rbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham s mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.
Srensen sad endnu p verandaen.
De er jo tosset, tnkte han. Han huskede det kys, smagte det om igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive blegere, men
netop som han mente, at han havde taget kraft og farve af det, s svulmede det p ny rdt og modent i hans erindring, og han fik en lang kamp at
best.
Det hjalp frst, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i haven og plagde sig den straf at skrifte alt for hende, om s hendes tro p
ham blev rystet derved. Og s mtte han hjem, han mtte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en prvelse, en advarsel; han vilde huske den.
Han opsgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, hvad der var sket, men da nu den evangeliske nd nogenlunde var
kommet over ham igen, s kunde det nok ske, at han udelod nogle rent menneskelige enkeltheder, men det hun hrte, rystede hende dybt nok, og
hun led med ham.
Han tilbragte det meste af natten i et lille gstevrelse oppe p loftet, under bn.
 XV
Det regner; en strk, tung forrsregn slr ned i udtrrede veje, drberne falder med kraft som sm bomber, og i begyndelsen springer stvet op
om dem. P de skr sider af vejene dannes der efterhnden en bugtet rand af skum og stv, som vandet bryder igennem, sm stvede orme
kravler ned mod grften og viskes snart ud af den tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til vrs fra de fugtige veje, men de grnne
marker opsender en sundere lugt, der er ligesom en bedre forstelse af den sunde regn.
Voksne mennesker slr kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus, men brn gr uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres
storter trkker de hvide striber i det brune, vde stv for at se, hvor dybt det har bldt, og de flger alle de grumsede smstrmme p vej, der
kmper sig frem ad sandede hldninger, og hjlper dem undertiden med at overvinde vanskelighederne.
De blir vd, hjstrede, sae gamle postmester rbo til Hans Rskov, der stod bjet over et hjulspor inde p en bivej, hvor sten og gruskanter
ragede op over vandene, s at det kunde ligne et terrnkort over Finland.
God dag, svarede Hans Rskov. Han vidste godt, at han blev vd; han var ingenlunde faldet s dybt i tanker, at han havde glemt regnen, der
havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som pjaskede ned fra hatteskyggen, s snart han bevgede hodet. Men han var
kommet til at se p et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og problemet om dets aflb havde stanset ham; senere var andre tanker kommet til
og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede p hjulsporet, som han havde glemt.
Rindende vand fr ogs tit mig til at st stille, vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, nr det kommer ned fra skyerne.
Ja, De er jo ogs ungkarl, sae Hans Rskov hen for sig.
Ja ha ha, meget skarpsindigt bemrket. Men skal vi to ungkarle ikke se at komme under tag? De er meget mere vd end De selv tror; kom
ind under min paraply, s har De allerede vret under mit tag, det er altid en begyndelse he! Det vilde glde mig at gre Deres nrmere
bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre, men nr De kender min niece, s m De finde Dem i ogs at lre mig at kende; der er
nmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig, skal jeg sige Dem.
Hans Rskov s med interesse p denne mand, hvem det gldede at gre hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult
ansigt og visne hnder, men i hans jne, der var runde og livlige, og hans mund, der havde let ved at st ben, var der noget ungt noget, der
ikke var blevet brug for, og som ikke var hentrret endnu, sknt manden var over tres; han var en livlig blanding af erfaring og naivitet, og i den
mde, hvorp han tog Hans Rskov under armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var der en enestende oplevelse,
der fik den yngre til at gi efter.
Vrsgo og st Dem ned, hr. Rskov, mens jeg konfererer med min husholderske; det er jo lige ved spisetid gr mig nu ikke den sorg at
snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornjelse
Men er De ikke vd om fdderne, udbrd han, da han igen kom ind, jo min sandten er De s jomfru Andersen, ta og kom med mine
skindtfler!
Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm ls p Hans Rskov og stak fire stive trfingre ind i hans hnd, men de samme fingre blev meget
levende, da tflerne skulde hentes frem og en lnestol stilles til rette til gsten; imidlertid spruttede ggene der ude, ligesom de kaldte p
hende, men hun gjorde sig hrd og stillede en broderet skammel foran lnestolen, men s blev ggene altfor hjrstede, hun mtte af sted, og
straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem sin moers hnder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra vgge og fra
etagerer, for at gsten ikke skulde ha ulejlighed med at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad s mageligt, s begyndte kkkenkniven at
arbejde der ude; man hrte den komme igennem og ende med sm sikre hak p spkkebrttet; kopper klingrede, og tallerkner skramlede,
glassene tog hver sin tone, det ene fik mle efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav s; hver ting afgav sit: Her! kom p sin plads
og lod siden ikke hre fra sig.
Klokken slog syv; postmesteren rmmede sig, hvad enten det var et signal eller en tilfldighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med den
ene hnd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fmlt, og s gled hun
lydlst hen i dren: Vrsgo!
Hans Rskov havde allerede lrt at stte pris p den gamle mand, der befandt sig vel i hans selskab og ikke flte det som noget tryk, at han
talte s lidt; han mtte vre et sjldent menneske, netop af den elskvrdige slags, der plejede at holde sig lngst borte fra Hans Rskov; over
for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks vsen, derfor var det velgrende en gang at blive behandlet som et almindeligt menneske.
Nu skal De se min lejlighed, hr. Rskov, sae postmesteren, da de havde spist. Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er
ikke s gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sdant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man vil ikke blive
gammel, hr. Rskov selv sdan en gammel hulmavet stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke N, der
inde er ingenting, der er de og tomt, hvor der kunde ha vret skabt en lille verden; brnekammer, hvad? Skulde ha vret. Skal vi g ned
og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?
Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Rskov? Ja ja, jeg tror nsten, min kan tle et lille stnk endnu. Hm, ja det er nu en underlig
fornmmelse med sdan en del tomme kamre oven p. Men hun vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke s lidt ind, men jeg vil ellers nok st
ved, at jeg aldrig har vret en kraftkarl; der var ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknet, isr nr medbejleren var ja han
var nrmest en karl af Deres dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et
par ugte brn; hvad tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk, sae hun; det var vel ogs med et vist henblik p mig. Galt
gik det naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjlpe noget at forudsige det, nr alting om en er fuldt af galskab og en selv er
ligesdan?
Hun fik brn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stet uden for hendes vinduer, nr det
var mrkt, og hrt hende synge for brnene; jeg tror nok de sm var mere glade ved at hre p det end jeg; de faldt i svn, jeg gik hjem og sov
ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde det. Det var en drj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget sig af den ting, s havde han sagt til
hende: Du skal ta ham, den lille postekspedient rbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrgen ned ad flankerne og har heller ikke stillet benene
aldeles lige under ham; men ellers indestr jeg for ham, og tar du ham, s kan du sige, at du har fet ham af vorherre selv.
Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men menneskenes krlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver se.
Men vil De tro, at der kom et forr, da jeg ogs blev tosset? Det skal jo til. Vil De sige, at De kender det ikke? N jeg skal afholde mig fra
nogen bemrkning desangende; men der var alts piger, der hittede mig, sknt jeg var smal og stod skvt p benene; det var vel ikke af de
bedste, men dog af dem, der havde gjort nar ad mig fr; men de mrker, at man er i rasetiden, og s er der altid nogen, der kommer. Nr
galskaben er gte, skal den nok smitte. Der var to Tror De, det var mig, der lod dem lbe, hr. Rskov, sknt jeg nok vidste, at de ikke var
den rette nogen af dem? Nej, de gik bgge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for smal, da de kom til samlingen, de
forsmede mig bag efter, hvor de dog ikke havde s meget at prale af mere.
Skal De ikke ha en til, hr. Rskov? De kan jo drikke den uden rom, det er s lskende. Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen temmelig
snavsede ungdomshistorier, De her fr at hre af en gammel mands mund. Sig kun jo, hr. Rskov; ud fra Deres temperament har De ret. Deres
oplevelser tillader Dem ikke at dmme anderledes indtil videre.
N det er ikke det urene, jeg finder mest pfaldende, nr jeg nu tnker p det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere, og nr
man s har alle slags store, om jeg s m sige: omfavnende flelser i en snver krop, s blir man endnu mere komisk; jeg havde dog grne
njedes med en af de nstbedste. Det synes jeg er min mest prisvrdige egenskab, og jeg kan ikke gre for, at den ikke indbragte mig noget.
Hvis jeg var vorherre, s vilde jeg ligesom han la menneskene rase jeg har set p mange, siden det var min tid og jeg vilde srlig ta mig af
dem, der raser, fordi de ikke kan f den, de helst vil ha. Nr de har fyldt deres ml af galskab, s vilde jeg sge at indgive dem den nd, der fr et
menneske til at se sig fornuftigt om efter den nstbedste, for det er dr, at mange br sig vrst ad, det har tit gjort mig ondt at se, for disse
mennesker forbliver mod deres bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det har langt mere forfrdelige flger. Jeg har
ingen glde af at se p den slags folk.
De andre, hr. Rskov, der slet ikke ved hvad de gr, men har et par minutter, hvor de er bevidstlse af salighed der er dog en stor
menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, sknt man siger at kulturen gr fremad med kmpeskridt, de finder dog lejlighed til at slippe
uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer rene, og de er lngere end minutterne, der er s forbandet korte, men der har vret en
uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den almindelige livssum har fet en forgelse.
Jeg er en gammel tosse, hr. Rskov, som man ikke behver at regne det s nje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde op.
De kan nok hre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet skal jeg stte i verden, nr det er blevet mig ngtet at befolke den p en bedre
mde? Min niece er den eneste, der plejer at hre p mig, men De har for resten ogs vret meget tlmodig.
Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Rskov ja synes De ikke ogs? Hvad mener De, nr den hos kvinder udvikler sig i
form af opofrelsessyge? Det m De nok ha set. Den og den er ulykkelig og trnger til en god kvinde, der kan elske ham ja, og man er selv en
sdan kvinde, det fler man Tror De, en kvinde er til at f bort fra sdan en ide? , vil De lukke op, jomfru; der var vist nogen, der
ringede.
Det var frken Anna rbo; hun kom grne over og s til onklen om aftenen, nr hun ikke var optaget af andet, og s var der glde hos de to
gamle; jomfru Andersen kom da ogs ind med et smil om de brunlige barklber og gled tyst ned p en stol og hrte til.
Anna lod et glad overrasket godaften hre, idet hun s Hans Rskov, og sae Velkommen, som om hun p en mde var vrtinde i huset.
Derefter satte hun sig p en ledig stol lige over for ham og ventede et jeblik p, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da alle i
tavshed s p hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Rskov til at fortlle om sine undersgelser og om rene i udlandet. Hun havde troet, at
han derved ogs mtte komme til at tale om sig selv, men han havde den vne at holde sig til, hvad enhver anden ogs kunde ha oplevet eller
tnkt, men netop denne upersonlighed greb hende med en underlig magt: Han var alts et menneske, der vidste, at han skjulte sit egenlige jeg
for andre; han udleverede kun et temmelig trt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men nr s onklen blandede sig i samtalen, og
Hans Rskov et jeblik s tavs hen for sig, s var han straks en anden, end da han talte; han var borte i det han havde tiet om
Hun nskede heller ikke at hre, hvad det var; han vilde ha tabt i hendes omdmme, hvis han havde kunnet f sig selv til at tale om det eller
hentyde til det, s at formodninger l nr. Hun antog han havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i frd med at glemme; han stod
afsides fra andre mennesker og s efter sit livs bortdragende uvr tordenen, som han alene havde hrt, lynene, som havde hvislet og svedet
forfrdeligt i hans sjl. Ingen skulde forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde vre alene med sig selv for at glemme; ingen
burde nske at udsprge ham for at hre, hvordan det var get, og om det nu var bedre, om der var lnge igen Hun vilde heller ikke tro,
hvad der blev sagt om ham, at han var forelsket i fru Ida; men mske mindede hun ham om noget srgeligt, hindrede ham i at glemme
Aftenen gik hurtigt, og de blev lnge siddende sammen; Hans Rskov kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var trt og nsten vel til
mode, aftenens hyggelighed havde et jeblik brudt anspndelsen i hans sind; her var ikke noget at gre sig stiv imod, og der var en nsten
sorgls hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var mske det,
han allermest havde ndig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde ham en stor
tjeneste; det var anden gang. Han berrtes pinligt af den formodning, at hun mske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren havde sigtet
til hende i sin vismandstale om kvinder, der anser sig for kaldede til at vre en mands frelsende engel? Han blev mistnksom og s sig med
opstigende harme om i den hyggelige kres, men s afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!
Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og mske den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i mde. Havde
han vret en mand, der forstod at indrette sit liv sdan, som det var tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran ham,
nrmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og dr havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer; han s
p sit ur to timer. Hvor den tid var get hurtigt! Men da han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der bjede sig imod
hende eller sgte at holde hendes billede fast; hun havde blot p ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han hvilet sig, men nu var det
forbi.
Frken Anna gav ham et meget hjrteligt hndtryk til godnat, han mtte se p hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden havde han
vret nr ved at falde i en ds, og han havde tilladt sig en flygtig drm, som hun var med i; s trt var han alts; den slags unyttige overraskelser
kunde man opleve i et hyggeligt jeblik. Han trak uvillig sin hnd til sig og gik. Men da han var alene, blev han sig en mrkelig kraft og friskhed
bevidst. Jeg kommer nok over det, tnkte han og gik rask til.
Anna sad oppe i sit kammer og s ud i den halvmrke forrsnat og mindedes en sommeraften for fire r siden; hun var da fjorten r og meget
srgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafstngerne, der stod i en lang rkke og bar
trdene ud mod vest, helt ud i den rdgule himmel; hun skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen ende p dem; de
stod med trdene p deres skuldre, frte dem ud efter i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brd sig om; hun grundede
lnge over det og grd til sidst; det at hun kun var fjorten r, gjorde det heller ikke lettere.
Fjorten r! Men s viste det sig, at dette tal dog var stort nok til at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Nr hun var fjorten r, s mtte den
mand jo allerede vre til, som hun ventede p. Han boede et eller andet sted, han gik mske i dette jeblik hen ad en landevej, og hun kunde
mde ham, havde mske mdt ham uden at vide det, for det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drm, men lige s godt et
virkeligt menneske som hun selv Hun gik trstet i sin seng og havde aldrig mere triste jeblikke. Hun s ham af og til, han gik hen ad en
vej langt borte, men han kom aldrig nrmere, og han forsvandt, s snart hun prvede at forestille sig hvordan han s ud. Ellers tnkte hun kun lidt
p ham, mindedes ham mske ved sine fdselsdage med den tanke, at han imidlertid ogs var blevet et r ldre.
Men nu havde hun alts mdt ham.
Hun rullede gardinet ned og tndte lampen; mrket der ude blev for strkt, og da hun ikke kunde g i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine
skuffer, det kunde desuden behves. Hun ryddede op og fordelte indholdet p puffen og p sengen, og det gjorde godt i hendes hnder, der
rystede svagt. Alt tjet lae hun frst i orden, derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun bes hvert brev, og hvis hun ikke af konvolutten
kunde huske sig til indholdet, lste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige breve fyldte det halve af en skuffe,
gratulasjonskort og sm bger i guldsnit indtog den anden halvdel det var venindernes afdeling.
Hun stansede lidt og betnkte sig, da hun kom til den nederste skuffe, som hun ikke havde rrt i lange tider, men klokken var ikke s mange
endnu, og hun holdt mest af at tnke p ham med alle disse gamle erindringer mellem hnderne; det hele blev mere fortroligt og jvnt, hun
kunde nok trnge til et slags vrn imod ham.
Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser i ferierne: sm
buketter lyng, bundet sammen med silkebnd, muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter. Der var store, mrkelige
knapper fra hendes forskellige kber, en stump tj fra hver eneste kjole, hun havde haft, s lnge hun kunde huske. Der var naive jule- og
fdselsdagsgaver, som veninderne havde lavet; tre mlketnder, hvoraf den ene havde tilhrt hendes ldste sster, men hun havde tigget den
af hende, da hun selv var fire r gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tnder vilde skifte; den var pakket ind i et stykke rdt
silkepapir for sig selv. Og der var et hentrret firben, som hun havde pillet af en vild rose; det havde vret en stadig genstand for hendes undren,
til hun kom i skole og lrte om tornskaderne i naturhistorien.
Denne skuffe havde en sregen vrdi og var noget for sig; hun kunde ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager, men fra
dem alle slog der hende en stemning i mde, der forgede hendes sindsbevgelse. Hun lste krestebreve fra skolekammerater uden at more
sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mnd de var blevet straffede med at f deres tilstelser gemt ned i brneskuffen; men nu satte hun
sig til rette og lste dem igennem med strste opmrksomhed og tnkte over dem; det ene var slet ikke s drligt, hun tog begyndelsen af det
en gang til. Men nu huskede hun godt, at det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.
Hun lod brevet falde ned og skd skuffen til, meget alvorlig, altfor fuld af stemning, til at hun kunde vre hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op
og s ud; solrden var nu blevet strkere og havde flyttet sig om i nordst. I stedet for skuffens visne dufte trngte forrets pust ind til hende; hun
lnede sig ud for at f mere.
For nogle dage siden havde hun endnu sgt at vrge sig, hun havde hbet, at det ikke mtte blive ham, sknt der allerede bag dette hb var en
sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt, der skrmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for den
kvinde, der elskede ham; han gik s tungt, han stirrede barsk og stift frem for sig som en mand, der skyder et svrt og vanskeligt ls og ikke har
stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde nsket, at hun kunde g af vejen, fordi han var en mand, der hang ulykke ved. Eller hun
havde just ikke nsket det; men hun havde dog tnkt hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde tnkt sig, at det var en let og
ligefrem sag at blive lykkelig.
Men disse pigetanker vilde hun nu lgge ned i skuffen, hvor alt det andet var, der hrte barndommen til. I nste uge skulde der vre stort
skovbal; han kom ogs med, havde han sagt. I dagene imellem vilde hun g og tnke p ham, det gldede hun sig til. Med den troendes
dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var s overvldet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke mere vidste, hvad hun skulde
gre med det altsammen; det tog til som en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte. Men s er legen ogs fuldkommen.
Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak vret dybt og lettet og tog sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud og se solen st
op.
 XVI
Der er skovbal i byens lystanlg, et blandet publikum fylder den bne estrade ved siden af pavillonen. Midt p gulvet drejer honoratiores sig
sindigt den rigtige vej med deres gtefller, men langs den ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af sted med deres
piger i stramt favntag. Der str en sd og farlig em til vrs fra den dansende ungdom, og efterhnden som aftenen skrider frem, pvirkes de
sindige elementer deraf, varmen og farten fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bnkeraderne syder hed hvisken, og i de mrkere
kroge sprutter fordkte kys frem under snkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske ocean, pisker det med stormende
galopader, lar det svulme bredt i sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de blger, som opstr her, ner lngere ud, end musikken
lyder, og jo fjrnere de ruller ud i mrket og stilheden, des mere skummende blir de; deres toppe kruses af sd gysen, men dalene er fulde af
svimmel.
Fru Ida frdes alle steder som en vidunderlig ting, der gr nytte overalt og ingen steder tr savnes; hun drejes langsomt og varmt i den indre
cirkel som en hvid lue midt i blet, hvor der er hedest; hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprrte rand som en af de ydre flammer, der er
brandens forposter og vinder nyt terrn for den, og mange ser p hende og vil grne vre det stykke trre tr, som hun nste gang river med
sig ind i blet. Her hvor der er mange til at gi og ikke frre til at ta, her er nsten alt hvad hun kan nske sig, og mere end noget menneske kan
overkomme. Hun morer sig, som om dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne f nok, hendes jne sger stadig ud mellem
trerne i det usikre lys, hvor folk kommer og gr, langt ud mellem de gr stammer, hvor menneskene er lige s utydelige som deres egne
skygger.
Vejgrd er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig; nr han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at vre i nrheden for
almindelige mennesker. Men dette er ogs Vejgrds store tid; bladene veed at fortlle om en digtsamling, han har under forberedelse, hvor
livsglden gr i endnu hjere blger end i noget af hans tidligere vrker; hans venner kan citere brudstykker deraf, og smbladene mumler om
en kvinde, der har inspireret ham. Han digter uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem de hvide skyer og
stjrnerne, han er aldrig fr net s hjt. Det kan vre det samme med at forklare, hvorfor han har opsgt fru Ida som inspirasjonskilde til den
overjordiske fryd, men sker det, at tiden blir ham for hed og besvrlig, s ved han, hvor let tilgngelige piger er at finde, og siden digter han
videre med befriet hjrne. Han holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de f mennesker, som virkelig er oven p i denne tid.
Hans hoved rager altid op over den hjeste svimmel, og han er nu for alvor i frd med at blive en stor digter. Han gr tit uden for og tar noter,
fylder sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mrket uden at se p papiret.
Fru Idas latter lyder ikke s naturligt som hans, hun ler hrdt og stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer, men hun
hrer det ikke selv, alt det andet overdver hende og blander sig for hendes re til eet kor; hun nsker at smlte sammen med den almindelige
vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer hun i spidsen for al lystighed; hun er det gldende midtpunkt, der selv er uden bevidsthed,
fordi det er brndt ud, men hun spreder liv om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere og mere grdigt efter hende, alt
som aftenen skrider frem; hendes spnstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved; det kan ogs ske, at der lgger sig en
arm om hendes liv og vil fre hende med ud i mrket, men hun gr sig hver gang fri og lar manden st dr med en tom, rundet arm frem for sig.
Ingen har hun s tit stillet fra sig p den mde som proprietr Ahlmark.

Hans Rskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksrig til
rette. Jeg kan bre det, tnkte han, mens han afvekslende s p dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert jeblik ved
at svigte ham.
Han havde slet sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med Sren,
men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved at trkke ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og nr han kom over
dette, s kunde han vre sikker, s var han strkere end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke g an at svigte, for da var han
uhjlpelig faldet igennem, han mtte ligge dr og hyle ligesom Sren, og ingen kunde trkke ham op; han mtte vide, at hvis han frst een gang
var get til bunds i sit eget raseri, s slap han ikke op af det igen.
Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde vre forberedt p nogen ting, stod fru Ida for ham.
Nej tnk, er De ogs her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God aften!
Hun ventede p et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.
Ja, her var han ogs!
Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt op og ned med et ryk. N, sdan; sagen var ganske simpel den, at han ogs
var her ligesom de andre mnd; uden at vre sig nogen ydmygelse bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende og p
samme tid bange for hende, som en hund, der har fet prygl, men alligevel ikke kan dy sig. Hvad var det for en teori han havde lavet sig en
forbandet fej lgn? Og s kom hun, og med et eneste blik begreb hun ham straks, afslrede ham som en tosse, der var vrre end andre tosser,
en fej nar, der ikke har mod til at beg den frelsende drskab. Alt det s hun med et blik; hun sae det med et ord; hun hnede ham, som ret var,
og gik s. Hvad skulde hun med ham, nr der var villige narre i tilstrkkeligt tal?
Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var det eneste rigtige efter de mange svnlse ntter; han tvang sig til at ligge stille i
flere minutter, og det var ligesom fornuften kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt de fredsommeligste udtryk ligesom
en mand, der er i fuldt raseri og endnu ikke har slet frste gang, men han holder sine hnder nede og taler sagte og formanende, mens han
allerede i sine nver fler den udfarende kraft i det slag, der skal stte blod.
Det kan ikke g an at springe over noget, tnkte han. Ligesom slgtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den tankegang: Hvad
der skal til, det skal til. Han forlangte af sig selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, han foragtede. Dette vigtige holdepunkt
havde han: Foragten; det gjaldt om at bringe s meget som muligt ud af den. Der kunde komme en rystelse over ham, nr han hrte hende le og
stje der inde. Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nrmer sig, og nu er det, at det glder om at komme godt fra det; ellers
skal jeg g med det i r, som jeg nu har get med det i uger. Hun var i sit bedste humr, den fordel havde hun desvrre; hun hylede, nr
mndene kom i nrheden af hende; den perverse, rde kat, han havde set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til et
menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter elskov.
Han tvang sig til at blive stende, nr han flte, at han grne vilde lbe fra det; al forfdrenes fornuftige vne til at ta livet, som det faldt, syntes at
blive levende i ham nu; de gamle bnders stille dukken med nakken over for hvad der ikke kunde vre anderledes, den levede op i ham og hjalp
ham, nu da det var forndent.
Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe med rasende hnd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den
straks og passede p sig selv som en, der for nylig har brkket en arm og veed, at han skal vre forsigtig.
Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var nmlig den endelige prve, den yderste dag
Idet han tnkte dette ord, s ramte det ham vildt som noget man render imod og kvster sig p i mrke; han blev overvldet af syner fra
benbaringen, som han havde lst to gange i sin barndom; svrd og flammer, dd og brl i basuner stod om ham; alle de syv skle blev udgydt
over ham
Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et tr, han tvang det under, han stirrede det ned, og i mrket fik hans jne den samme betvingende
kraft som hans bedstefaers havde haft, nr han lftede ansigtet oppe ved sin bordende og s p en, til han blev kold i ansigtet og gik.
Skulde det nu briste for ham p grund af en elskovssyg kvinde? Han var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter det andet
med en stigende flelse af spndkraft til at holde det nede, og nu
Et hyl af en kvindestemme sprngtes ud af mrket tt ved siden af ham; han havde nr skreget selv og greb forfrdet for sig, som var selve
tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter kom en anden, og en anden stemme hrtes, der bandede p dlen . Den
sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og stjen dde snart hen.
Der mtte vel vre get en time; han flte, at det vilde vre farligt at blive lngere i mrket og ensomheden; det var bedre at vende tilbage til de
andre. Men da han kom i nrheden af dansepladsen, hrte han sit navn blive nvnet, og en stemme sae: Han var her lige for fem minutter siden.
Fem minutter. Han havde det alts ligesom de syge, der begynder at mrke ddens famlende tag, der strammes og lsnes, og mellem hver
gang de slr jnene op, tror de, der er get dage!
S var det bedre at vre dd. Hans sjl bjede sig i et nu lngselsfuld mod denne udvej, men han skd straks tanken bort igen. Det var jo hans
ide, at han ikke vilde g under; hans forstand og hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede over ham og truede med at
begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke ben; det var at springe i vgen af fri vilje, at g under i en ddskamp, om hvis vildhed han ikke kunde
gre sig nogen forestilling. Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gre det, der var mere heldige end ham, men han formede ikke en gang at
misunde dem; han var fdt med den ndvendighed at leve livet sdan som det var; det kunde ikke ndres.
En skikkelse kom ud mellem trerne og stansede foran ham.
Godaften, hr. Rskov; De danser ikke.
Det var Anna rbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet, om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun kunde
mrke noget p ham, men hun blev benbart glad, da han sae: Jeg danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? Det skaffede ham en vis
lindring at g og hre p hende; der faldt ligesom en bl, sval tge over de rde syner, der brndte i hans sind, som var hans lange, gldende
dag snart forbi, og mrket bragte klighed og hvile. Han frte hende tt forbi det tr, hvor han for lidt siden havde ligget; hun mrkede, at han
trykkede hendes arm, og der kom en sklven over dem bgge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lnede sig tttere ind til ham,
men blev dog ved at tale som fr, om ting, som ingen af dem sknkede den ringeste opmrksomhed.
Det var anden gang, at en kvinde var s nr ved ham. Dybt inde fra hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og han syntes
at forst, at den var bestemt til ham, men andre tiders barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt det, men der var
alts noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
De er den frste begyndte han, men s tav han.
Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro p alting. Men da fik hans ansigt et andet udtryk.
Hvorfor br De rd sljfe? spurte han og pegede p hendes hals.
Hun frte hnden op til den og rev den af.
De var kommet hen til lyset og stjen; stemmer ld ud til dem, ogs fru Idas latter hrtes, blandet med andres.
Hans sjl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed duvede for en gldende storm; han greb hende i armen og stirrede, som om
han havde mje med at genkende hende; det var heller ikke mere hende, han s, en eller anden tilfldig ung pige, han havde mdt; han stod
ansigt til ansigt med sit eget gglende afsind, der lidt efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med, og i stedet for ptvunget
ham forestillingen om en anden . Og denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det triumferende vanvid, der lod
sig hre, nu da han var i dets vold.
Skal De s ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme.
Nej.
Hun s p ham med angst og undren, men han mrkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme mere. I nste jeblik var hun borte.
En trompetsolo bragede ls fra musiktribunen og borede sig ind i hans bevidsthed som en giftig splint. Han s sig forvirret om.
Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks efter s Hans Rskov hende komme lige hen imod sig.
Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hnden ud imod ham.
Nej. Vi er fjender.
Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der jeblikkelig rbede sig, s snart man talte til ham. Gik han ikke dr ude i mrket som
en gal tyr, der straks gav et brl af sig, nr nogen talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mndene, der ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin forelskelse
bort eller hvad det nu var for noget galskab, hun havde fet i sig ved at se for meget p ham, og det gav hende mere lyst til at le; han var
ganske simpelt morsommere end nogen af de andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, mens han gik her ude og hadede
hende; mske endte det alligevel med, at han ogs kom ind, men det var ellers lige meget. Det var lnge siden, hun havde haft en s befriende
latter
Ler De ad mig? sae han og trdte et skridt frem.
Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men kom De hellere med ind, nu har De lnge nok get og skabt Dem her ude.
Kom s!
Ler De ad mig? gentog han. Han stod nu helt op ad hende. Er jeg latterlig?
Ja, sae hun og blev bleg.
Hun bjede hodet tilbage; han gabede nsten over hendes ansigt, og han stirrede p hende med jne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk;
han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er en ddsmaske, mens jnene skinner med et overnaturligt liv.
Hun blev som lammet af dette blik; senere flte hun, at han kunde ha gjort med hende, hvad han vilde, om han s havde kvalt hende; hun var
nsten uden bevidsthed og uden vilje.
Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev ddt og grt, med had og med et forfrdet sprsml, men han s i hendes ansigt kun et spejlbillede
af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid stadig havde flt sig svvende p randen mellem det tragiske og det latterlige, han fik ikke noget
svar p sit sprsml. Hun havde leet et jeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.
Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe hende, udstdte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Rskov forsvandt
mellem trerne.
Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og stttede hende.
Det er Kai, der kommer for at sprge, om du nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to g.
Hvad er det, vil De hjem? ld Ahlmarks stemme bag ved. Han stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja g De kun hjem; De har gjort mig
s ulykkelig, som jeg kan blive.
Fru Hansted er syg, sae Kai.
Det er jeg ogs, men hun dr vel ikke af det; det gr jeg mske. Farvel, fru Hansted, og tnk p mig, nr jeg har hngt mig.
Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, s kan det la sig gre endnu Der kom pludselig rejsning over manden, og et hb lyste i hans ansigt.
Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hnd; jeg flger med dig; jeg vil hjem.
Nu gr vi, Ida. De skulde ikke samle oplb, herr Ahlmark; De m jo nok kunne mrke p Dem selv, at De ikke er tilregnelig.
Der hrtes stemmer lngere inde: Ahlmark han skal vre her et sted
Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dlen nej, her skal det sgu ikke g for sig, afbrd han sig selv og satte af sted i fuldt lb.
Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i halvmrket, var
Vejgrd, der stod op mod et tr og noterede; hans blyant blinkede og dansede i det svage lysskr.
Hans Rskov var p vejen hjem, men det varede ikke lnge, fr han mtte stte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted, hvor det
afgrende endnu ikke var sket, det der skulde gre ham til en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med uforrettet sag, hvor
alle hans tanker var bundne og atter og atter vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at han ikke mere gik; han vilde
vente; imidlertid kunde der ske et eller andet; han var indenfor en mulighed, s lnge han blev p stedet; der kom en vis tlmodighed over ham.
Men st, at hun var get hjem. Han rejste sig med et spring og begyndte straks at g. Hans sindsbevgelse tiltog, idet han nrmede sig det
sted, hvor hun mtte vre, for hun kunde vel ikke vre get hjem! Hvad skulde der s blive af ham?
Han vilde ikke lbe; g fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende og havde hendes legeme mellem sine hnder, og hvad s?
Nej, han vilde g besindigt men hvis hun nu var get hjem sammen med sin spinkle ven, s vilde han lbe, til han indhentede dem; s
mtte der ske noget det, der skulde ske.
Han gik hidsigt til, det kunde ikke g an at udstte sig for, at hun var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der skulde ske,
vidste han ikke; frst vilde han se hende.
Men s kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod.
Han s hendes blod, det fld over hans hnder.
Han sank ned p en trstub; vret gik hylende i hans hals, sveden sprang ud p hans pande, faldt tungt p hans hnder og lb som varmt blod
mellem hans fingre. Han var nr ved at grde; grden steg op i hans hals, spndte og brast. Han grd virkelig, uden hulken og med trre jne,
og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han knap havde formet som dreng, det var blevet ham nsten umuligt som mand; det var,
som om den grd, han ikke kunde grde, var bleven til sten i ham. Hans sjl var en stenrken, skoldet af en uforanderlig sol. Var det det sidste
grnne str, der nu visnede, den sidste friske dugdrbe, der hentrredes?
Mske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om sig selv, der altid havde vret ham en kval. Han samlede i een anspndelse al
sin sjlsstyrke for med al den klarhed, der endnu var ham lvnet, at berede sig p tabet af sin forstand; han syntes ogs han s ned gennem sin
fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis frte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt sind som den, der ikke kan flygte;
han sad med hngende hnder og gabende mund og stirrede ind i skovens ttte mrke, han s ind i sin sjls mrke og ventede, at det skulde
komme.
Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; ogs dette skulde han rumme i sin bevidsthed og s kunde han f lov at leve videre s
godt det var ham muligt. Der havde vret et kald p blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han mtte selv gi alt, siden han
ikke vilde g til andre og ta, hvad der krvedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.
Som dreng havde han en gang lst om en morder, der havde gjort sin grning og fet sin dom og blev krt af sted til tugthuset. Rolig, nsten vel
tilfreds betragtede han fra kupvinduet tilskuernes stumme mngde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod. Betjenten tog
ham i armen, og han satte sig fjelig ned som en mand, der er frdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.
Hans Rskov strg sveden af panden med den ene hnd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brkkede dem, nr
de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og vadede over grfter, gik lige p med dyrets instinkt. En gren slog hatten af ham,
han havde ikke tid til at lede efter den. Nr han trdte ned i huller, var det som om benene skulde knkke under ham, men han stansede ikke et
jeblik.
Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der frte ham bort fra byen. Nste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til
udlandet.
 XVII
Hans Rskov rejste over grnsen som en flygtning, han drog ud af landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor det
regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller grnt. Men han var ikke s lykkelig, at han kunde undg at se sig tilbage. Hans tanke
blev stende i det, der var sket; mindet derom blev til en bitter saltsttte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt var dkket med lava og strknet
lidenskab. Tanken voksede fast ved bredden af hans livs dde hav, hvor det rg af svovl og asfalt og andre helvedes krydderier, og imens frte
iltoget ham helt ned til Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsflelse i hans sjl. Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder
af; ogs den ene, der et jeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring; tanken om Anna rbo syntes at vre begravet under asken;
tilbage stod et par enkelte scener, hrdede i ild: Fru Ida, der skreg som en elskovssyg, rdflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; fru
Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hslig, syg kildren i hans sjl, der mske var den latter, han aldrig selv havde nmmet, og s til sidst: ham
selv, alene, med fantasien dryppende af hendes blod. Og nr han blev trt, og disse syner blev blege, s brlede og snurrede der uden om alt
dette en ukendelig masse af andre mennesker.
Han sov ikke stort i de tre dgn, der fulgte p den aften, og han mrkede, hvordan der p hans isse opstod to smrtende punkter, der sendte
udlbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nrheden af hans tindinger, og hvis
toppunkt nr det blev frdigt skulde vre et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, nr han skulde sove, et bestemmelsens
tegn, et Mene Mene Tekel , der mske snart skulde blive tydet.
Trt og uden krfter, men med gode papirer hos sig kom han til Wien, sgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var
arbejdsduelig. Derefter opsgte han en bermt nrvelge, fik noget at vide om overanstrngelse og medfdt anlg til nrvsitet, og da han
sledes havde fet sit onde beskrevet og frt til bogs, flte han en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der frst og fremmest g nogen tid. Og
mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans ntter kunde vre fulde af galskab, men
dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrmmede, at den mtte ha sin tid. Han lngtes ikke, han fortrd ingenting, eller nskede noget
anderledes; den gamle, fornuftige betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sdan som det var get, og det kunde ikke ha vret
anderledes. Hvor galt det end var get ham, s turde han dog ikke nske sig noget ndret; han vilde ikke tnke p andet end at finde sig til rette
i det, som var sket, og s for resten gennemfre en levevis, s begivenhedsls som muligt.
Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, s
stter de sig ned og gr dem om igen og kommer til det samme resultat som fr, og p den mde opnr de deres relative tilfredshed.
Han kom efterhnden til ro; han genfandt sin nedarvede vne til at gre tilvrelsen ensformig. Han havde lrt at frygte alt, hvad der susede og
malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i nrverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og sl itu. Hvad der nu var brndt fast,
lod sig ikke viske ud, men det blegnede og stivnede; bogstavet, der var skrevet p hans hjrne, vilde ikke helt forsvinde; han havde altid en
foruroligende lethed ved at forestille sig det, og undertiden kunde han fle og se det, men s benyttede han det som en mlestok for, hvor nrvs
han var, og hvor meget han skulde passe p sig selv.
Et r senere fik han en mere ledende stilling p fabrikken, og det hjalp mgtigt p hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse sig for
helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til sine nrver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til fods, og da
kunde han g mil efter mil med stokken hngende mellem to fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med munden halvt
ben, og nr han var faldet i den gangart, tilbagelagde han fire fem mil uden at se eller hre og uden nogen forandring. P samme mde
arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel anskreven hos direksjonen.
Han bestrbte sig for at bekmpe sin menneskeskyhed, sknt det at ha mennesker i sin nrhed stadig virkede p ham som en plage i sine
mest ophidsede jeblikke flte han det som en modbydelig hudsygdom men han sae til sig selv, at han var ikke lngere nogen ung mand, og
den uvilje, mennesker indgd ham, hrte til de ting, han med sin alder ikke mere kunde tle, han mtte indrette sig derefter. Han fik rigelig
anledning til velse, for det lod til, at han virkede mindre frastdende p folk dr nede end p sine landsmnd, og det hndte ikke s sjldent,
at en sorgls Wiener med glatte, hvlvede kinder, og hvis jne havde en blankbrun, ligesom fed kulr, gjorde ham til sin fortrolige og spurte ham
til rds mest i krlighedssager, og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han erklrede, at han var ukyndig p dette
specielle omrde. Han hrte mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vnnede sig til at nikke forstende og at udtale en
mening om sager, der ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han
fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs
frygt: Han lod, som om den ikke eksisterede, og rrte ikke ved den; s skulde den til gengld lade, som om den ikke var til, og denne sjlelige
hygiejne syntes virkelig at fre til helbredelse; han havde ligesom det kunde vre for bestandig sluttet fred med Den rde galskab; til
gengld forpligtede han sig til at undg beskftigelse med alt, hvad der kunde virke ophidsende.
Sdan gik der fem r; han forandredes ikke stort, udover at han mistede en del af sit hr og blev lidt svrere; han var en statelig mand p et
kontor.
Bondeslgtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem r var som een lang arbejdsdag, som en af disse pljedage, forfdrene havde
velse i, nr de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade marker; de passede deres ting og holdt jnene fstede ved hestens ren og
furen, der skulde flges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de kendte ting: naboen, der krte forbi og skulde til smedie, fllet, der gjorde
krumspring inde i grsset og aldrig s de med utlmodighed p solen eller p uret; de spiste deres midaften p en grftekant med blikket delt
mellem deres egen trskosnuder og hestenes muleposer; om aftenen sad de p bnken og s op mod byen, hvor solen gik ned; de gik tidligt i
seng, mens karle og piger holdt sjov, og de sov stt, uforstyrret af den latter og galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand.
Og nu gik en af deres efterkommere i et fremmed land og sled p den gamle ensformige bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede
med deres arbejde og holdt fest, s det skingrede; de stod ikke tilbage for deres blodsfrnder i Nordsjlland.
Hans Rskov var ingen kunstkender, men der var i muserne en ting, der interesserede ham: den assyriske og den gyptiske
billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at beg nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, der
drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlber, den
uforanderlige kulde i de stive jne, det udvede en strk tiltrkning p ham. I grunden s de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne
mangel p stemning eller flelse for andre var der benbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var herskere, mske ikke over
s meget, som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig selv. Sdan havde de stet i rhundreder, lige uforanderlige, og efter dette ideal
havde de strbt at tilpasse deres liv. Muligvis lj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem originalerne; men s
var der i alt fald i kunstnerens sjl et udtryk for en vrdig menneskeart: Manden, der fler sig hrdere end alting og smiler ad det, s det smuldrer
hen som sand for hans fdder. Det billede, der forestiller en konge, som str opret og med et hnligt smil kvler en lve mellem hjre arm og
kroppen, han forestiller den fjrne tids helt, eller mske blot typen p det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Rskov en dyb
sympati for, som om han i dem havde fundet ndsbeslgtede fra gamle tider; hans tro p egen urokkelighed ligesom forstenedes i ham, han fik
efterhnden en hovmodig overbevisning om, at han nu for alvor var i frd med at blive hrdere end alting; han tnkte sig et ideal af fuldkommen
uflsomhed, p hvem begivenhederne gjorde lige s lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand p de gamle stenfyrster.
Men da den lange arbejdsdag var get i eet hrdt trk, da Hans Rskov var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de
fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfdres skik; han tog sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortstte den nste lange dag med nye
krfter, og njagtig p samme mde; han opsagde sin plads med den motivering, at han vilde hjem til Danmark og sge sig en stilling dr.
Direksjonen forstod udmrket godt hans grunde og beklagede, at han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke s klar over dem, som han
gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mrket begyndte at falde; han flte, at han var ved at blive gammel og vilde ud af
ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for hj grad l ben og tilrettelagt for ham.
Mske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage med kreslbets
ndvendighed? P samme mde som himlens sdvanlige udseende forstyrres, nr en komet slber sin brandfakkel hen over den og siden
forsvinder og overlader det til os at udregne dens bevgelses love.
Hans Rskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fet amnesti, og da han nrmede sig sit lands grnse, skete det at han glemte alle sine
gode grunde, som han havde udviklet bde for sig selv og andre, de blev til ingenting under det overvldende indtryk af det ene:
Ndvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sdan vre.
 XVIII
Da Hans Rskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at f en stilling; han rejste omkring for at se p forholdene. Der var sket s
meget i de fem r, og han bestrbte sig rligt for at interessere sig for det, men han var egenlig skuffet og strkt tilbjelig til at rejse ud igen;
han havde atter den underlige fornmmelse af, at alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som nr de andre drenge
legede p skolepladsen, og han selvflgelig ikke var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig selv, at her var ikke godt at
vre. Dog fortsatte han sin rundrejse, indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en strre provinsby, kom en dame hen og stansede ham.
Han kendte hende, s snart han hrte hendes stemme; det var Anna rbo, og hans nste, jeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg ikke rejst?
Mske var det fordi hun s fuldstndigt havde vret ude af hans tanker i de fem r, at han var drlig forberedt til pludselig at huske hende igen
med en sdan tydelighed. Hun s ldre ud, var ogs vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i hendes vsen sluttede
han, at hun var blevet gift; det var ham ogs pfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var hendes stemme uforandret mild
ligesom fr.
Jeg kunde kende Dem p lang afstand, sae hun, og derefter begyndte hun at fortlle om sig selv; hun havde begyndt at lse til lrerinde, men
havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik godt.
Han fortalte i tre stninger, hvad han havde taget sig til, og tav s; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand,
forsvandt, da han hrte, at hun var selvstndig; samtidig blev han ogs mere ligegyldig ved hende.
Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan vre, jeg vil sge en plads her hjemme.
Hun flte en overlagt kulde i hans svar og fortrd sit sprsml; det var vel en rest af gammel svaghed, tnkte hun.
De forsvandt s pludselig den gang, sae hun og se fast p ham; ingen vidste, hvor De blev af.
Det havde heller ingen betydning for nogen.
Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt tilintetgjorde hans erklring; det havde betydning for flere end een.
De ved det mske bedre, indrmmede han. Han flte det som en svaghed, at han ikke kunde sprge, hvem hun mente. De har forandret Dem
meget siden sidst, tilfjede han; De var jo ogs et barn den gang.
Ikke s meget, som De mske tror, sae hun; men uerfaren var jeg ungtelig.
Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille. Han hvede stemmen og sae: Har De hrt noget til vore flles bekendte?
Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietr Ahlmark rejste til Amerika, da han kom ud.
Fra hvad?
Fra fngslet.
Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, og som ikke kom ham ved, men det faldt ham s nr, at det berrte et
jeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved s uventet at blive belyst og s at sige draget frem af en anden. Han flte pludselig en levende
interesse for den mand, der var stormet forbi ham og havde beget en forbrydelse, mens han kmpede med sig selv og vandt sejer.
Hvordan gr det ham nu? spurte han.
Det gr ham vist udmrket; der blev ikke meget igen af grden, men han er nok kommet godt i vej alligevel.
Ja. Det tror jeg grne. Farvel, frken rbo.
Farvel hr. Rskov.
Hun rakte ham sin hnd, og grebet af det forpinte udtryk i hans ansigt tilfjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?
Han s hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. Men han flte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der l over ham i det
jeblik.
Hun sae ham sin adresse og tilfjede, at hun ventede at se ham med det frste. Dermed skiltes de.
Nu har jeg igen oplevet noget, tnkte han, og nu var det vel p tide at komme af sted. Han flte det ligesom han nu havde fet nok, som om
det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
Hvor havde hun vret overlegen med sin naturlige elskvrdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hve sig over for
mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der var noget flles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende havde han
spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde gennemskuet
ham, eller hun havde i alt fald mttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og s opgivet hende igen. Nu havde
hun haft fem r til at komme ud over det, og det var lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var strkere end han. Hun havde endogs vist ham
mere elskvrdighed, end der var nogen som helst anledning til, havde inviteret ham til at besge sig, for at han ikke skulde tro, at han vakte
nogen som helst stemning hos hende. Men s burde han prve at efterligne hende, han, der ikke var s nr helbredet, som han troede, men var
blevet overmodig af sin sundhed, som syge grne blir, nr de mrker, at krfterne begynder at komme igen. Og han besluttede at besge
hende inden ret lnge.
Nste dag mdte han hende p gaden sammen med en ung mand, der talte ivrigt og halvhjt, og som gik s nr ved hende at han mtte vre
en meget god ven.
Nu forstr jeg hendes indbydelse, tnkte Hans Rskov, ganske uberrt af hendes venlige hilsen; med den mand i baghnden er der ganske vist
ingen anledning til at vre bange eller blot forsigtig over for mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her lngere.
Men samme eftermiddag, da han var frdig til at ta af sted, mdte han hende uden for hotellet; han syntes at kunne mrke p hende, at hun
havde ventet p ham.
Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at indlede en samtale, s tnkte han, det kunde jo ogs vente lidt. Hun var
mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en del om, hvad de havde oplevet i de fem r, men pludselig gik samtalen i st; de s
p hinanden, og bgge flte, at de havde ikke flere ligegyldige mner at tale om; nu mtte de enten skilles eller komme til det, der brndte dem
p sjlen; han havde en hel stning frdig, der begyndte med farvel, han havde sagt den for sig selv et par gange og overvejet den, s den
netop var, som den skulde vre, men s kunde han ikke f den frem. Nr den var sagt, s var det virkelig forbi; den var sdan, at der ikke kunde
siges andet til den end farvel; han nskede, at det var overstet; men hver gang han bnede munden for at tale, foruds han hele dens
rkkevidde; den voksede i afgrende betydning, hver gang det mislykkedes at f den frem; den faldt tungt og lammende over ham, blot idet den
blev tnkt; den vilde afgre hans fremtid, for s vidt som den skilte ham fra hende.
Hun mrkede, at han vilde sige noget, og s forventningsfuld p ham; han gjorde en bemrkning om husene, de gik forbi, og med det samme
var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en brnd; han mtte la det g, som det vilde.
Lidt efter mdte de den mand, han fr havde set hende sammen med; han s p hende lnge i forvejen og hilste dybt.
Hvem er den mand? spurte Hans Rskov.
Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den tid, jeg har boet her. Skal jeg fortlle Dem noget mere om ham?
Ja, siden det er en god ven af Dem.
N ja han har friet til mig.
Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel hendes mening at sige farvel til ham p denne mde, og det vilde ogs vre
det bedste; han flte sig strk nok til at genglde hendes sidste hndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende ord udgik fra hende.
Han s langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden og mente, at den var til at bre; dette var den sidste prvelse, ogs den skulde han best,
og s
Jeg har haft brug for en ven i disse r, begyndte hun p ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har mske ikke s meget at beklage mig over, jeg er
ikke den, der er kommet vrst fra det.
Beklager De mig? spurte han.
Hun gik nogle skridt uden at svare. Det hele lignede til sidst et skibbrud eller en anden katastrofe; alle sgte at redde sig, s godt de kunde,
rendte som afsindige hver til sin side.
Jeg ved godt, frken rbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke
tnkte p det mere? Jeg har selv tnkt meget over det, siden jeg har set Dem igen.
Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind, at De trngte til en veninde, og hbede, at det skulde blive mig; jeg var
atten r den gang, hr. Rskov; og jeg tror endnu, at der var et jeblik, da De var glad ved mig.
De var ogs det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.
Men s var De pludselig borte, De mtte vre rejst med det samme; da var det frst, at jeg forstod, hvor forfrdeligt det hele havde vret. Fru
Hansted
Sig det kun; det er rimeligt, at jeg fr det at vide.
Hun var vild af rdsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hrte, at De ikke var der, s begyndte jeg at forst; hun blev sindssyg, var det i lang tid;
nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.
Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende; jeg undgik hende; der kunde jo ikke vre tale om andet, det var forrykthed,
jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og til sidst mtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gre? Hvem tr pst, at jeg har
skylden?
Der var en, der nvnte Deres navn for hende; hun s sig om og ventede vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sdan et udtryk af rdsel i et
menneskes ansigt.
Hans Rskov stirrede frem for sig med ben mund og et udtrykslst blik, som s han ind i sin egen sjl. Han s sit eget tavse afsind fra den
gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; mske stod det bjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han hrte og s kun sig
selv, og dog var der en anden han havde smittet, og som havde haft det vrre end han.
Jeg fortller Dem dette, hr. Rskov, vedblev hun, fordi der ikke er andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brd sig noget alvorligt om Dem, men
hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i hende, derfor udskede hun Dem, og hvis De blot har set p hende jeg kan forestille
mig
Han mdte hendes blik, og han s, at hun blev bleg.
Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak sig, som kmpede han med en indre latter. Jeg var selv lige ved at le med,
men i samme jeblik mrkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde overhovedet ikke den vne. Men det var uheldigt.
Da undrer det mig, at De ikke ogs gjorde noget forfrdeligt den nat, sae hun ndelst og sklvende.
Nu ved De snart alting om mig.
De m ikke hade mig for det. Jeg er Dem taknmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder mske underligt, men jeg har tnkt s meget p
hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfrdeligt, ved at De forsvandt s pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig
kunnet tro, at De var dd.
Frken rbo, De er den frste, som
Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.
Ja det har De sagt en gang fr, men s tav De, for De vilde dog ikke lyve for mig.
Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.
Hvad var det da?
Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har talt med om alt dette her, og De ved ogs mere om mig end nogen anden; jeg
vil hbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre viljeanspndelse, idet han
ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.
Hr. Rskov, De har sagt mig s meget, at jeg m ha lov til at sprge Dem om noget. Hvis der var een tnkelig ting, der kunde gre livet lykkeligt
eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De s selv gre et eneste skridt for at f det?
Hvis jeg var sikker p, at den ene ting kunde hjlpe mig: ja, det vilde jeg, frken rbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved
ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu er det for sent, selv om De ikke havde vret bundet til en anden.
Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.
Deres ven fra fr, som De selv talte om.
, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min mening at
sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brd Dem ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, s De aldrig glemte
det; men jeg opsatte det; det var ogs rart at g med det usagt, og s blev det for sent.
Gid De havde sagt det, s havde jeg haft det at tnke p, da jeg kom til fornuft; s havde jeg haft noget at komme hjem for.
Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.
Disse simple ord var den fulde benbarelse af noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning p, at livet skulde bringe ham; der
glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og kosteligt, der l langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort ham hrd og
hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.
Nu var det nsten brndt bort, mange giftige, rde farver havde tset hans sjl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede p en
mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt p hans hjrne. To magter havde kmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, der havde
sejret, l vel dybest i hans natur. Han blev s syg og beskmmet over sig selv, som aldrig fr; han flte sig som et gult og giftigt ukrudt ved siden
af hendes sundhed, og han kunde ved hjlp af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel mand, der har vret blind fra
seks rs alderen, kan tnke sig morgenrden.
Fortl mig noget af alt det De tnker, sae hun.
Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg mtte begynde med det frste, jeg kan huske; sdanne ord som jeg hrer af Dem, skulde ha lydt for mig hver
dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem r siden hrte jeg dem for frste gang; da var jeg tunghr, og nu
Skal jeg fortlle Dem noget mere? spurte hun.
Ja, sae han. Han nskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft s lidt glde af sig selv som i
dette jeblik.
Det eneste, jeg flte, da jeg frst s Dem igen, var skrk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg hbede, De vilde snart rejse igen; men nste dag
var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at mde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere klig, efterhnden som vi talte, det
var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tnkte: Det er godt; nu siger vi farvel, og s har jeg set
ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, s blev jeg svag, jeg spurte, om De vilde besge mig; jeg opsgte
Dem selv uden for hotellet, for det kunde jo vre, De fik i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det alts
kommet s vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, sknt jeg troede, jeg havde fet noget, jeg kaldte for bedre forstand.
Lad mig nu sige Dem et ord, der glder os bgge, Hans Rskov: Der er ingen af os, der grne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke,
og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent.
De var kommet uden for byen. Han tog hendes hnd og gik en stund med den.
Jeg vil blot prve, hvordan det er, sae han og s op.
Hun trykkede hans hnd til svar, og de gik.
Han havde virkelig en fornmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom p afstand se tilbage p sig selv. Han lae
armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans jne; han fik ikke opfattet det,
men han slap hende hurtigt, og de blev ved at g uden at tale.
Jeg er virkelig syg, tnkte han, men han sae det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mrke til hans bevgelse.
 XIX
Det er om morgenen p bryllupsdagen, en gr, stormende oktoberdag; Hans Rskov og Anna rbo er p vej til deres nye hjem.
Venlige hnder har sat alting i orden; men den kolde blst gr tvrs igennem huset, derfor er der tndt op i kakkelovnen, ilden skal gre
hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
Det er halvmrkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den stikker en lang, sgende finger op gennem brndet og koksen, der knitrer, idet
den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og s springer der en lille flamme frem
som om det var sm gasblus, der blev tndt, og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig rde blomster, flammer stiger og
synker og trkker sm lynblink ud af de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, s det blusser ud af risten, og skygger, der er
nsten usynlige, farer op og ned ad vggene.
Men s kommer der et vindstd, der river et lille stykke koks ls og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og stter sig p en skammel tt
ved kakkelovnen; dr ligger det og brnder med en ubetydelig flamme p hver side, og en rgsjle lige til vrs. Nr vinden stder ned gennem
kakkelovnen, s vifter den lille brandspire med sine to flammer og kmper hrdt for livet; den ligner en lille sort fugl fra helvede med to rdgule
vinger; s forsvindende den er, stter den tilintetgrelsens mrke under sig p skamlens fljl, den begynder at udruge delggelse og
fordrver med sin rg luften, der er lige s frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; den gr i to stykker, det ene blir liggende over
det sorte hul i betrkket, det andet ruller ned, fgter i dden om sig med sin eneste vinge og strejfer kanten af en avis, det trffer p sin vej.
Nu sidder der en flamme p den verste snip af avisen, den krummer sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, s kryber
den med strste forsigtighed ned efter langs randen, til den ner et stoleben og stanses og er lige ved at d, men den slipper over lakeringen,
som kruses under dens trin, og fortstter vandringen p den anden kant af avisen, og nu gr vejen opad; flammen vokser til et bredt ildblte, der
ruller op over hele bladets bredde, springer til vrs og blir til ingenting.
Men p bordet er der sat en aflgger i et hjrne af et visitkort, og s begynder kampen for tilvrelsen igen; flammen blir bl og lav, mens den
arbejder med det vanskelige papir; den stder p en bog i guldsnit og forsger at ernre sig af den og er lige ved at stte livet til under forsget;
den kravler med uhyre besvr fra kort til kort og trkker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop udgiver edder og fordrvelse. Den tar
til i vkst, idet den finder et kort, der str p kant, den blir rd og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt,
avler den i hast et kuld af rrige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der er nring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dr er;
bordpladen slr blger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og
stinkende som alt andet, ilden rrer ved; lampeskrmen tages i ett hidsigt sug, og i nste jeblik sejler der sm ildskibe omkring i stuen og
falder ned p mange steder, fulde af ilende gnister.
Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fljl ulmer kvlende som protest; den knejser op ad vggene, glor portrtterne ind i ansigtet, knkker
glas og svrter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber sig p husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens ansigtet
langsomt udslettes p slvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende om kap ned fra vggen.
Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en klen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig i brsselertppet, men dens klenskab er
dende syge, dens lystighed er tilintetgrelse. Ilden vandrer ud p gulvet, hvor den trder dybe mrker, og den yngler; hele geledder stiller op
p gulvets brdder, det blir til et fliget, mangearmet dyr, blger lber hid og did, lemmer udstrkkes og forkortes, som lb blodet levende
gennem denne ddbringende organisme, det ser ud, som om den nder med hele legemet p primitive vsners mde; den synker og trkker
lemmerne til sig, som om den hviler og tnker sig om; sm luer, der ikke et jeblik skilles fra moderlegemet, leger med tingene p ungers vis, de
gnider sig mod stoleryggene og farer op i portierens kvaster, men sm som de er, har de slgtens gift moden i sig ligesom nys udklkkede
brilleslanger.
Ilden str nu foran bogskabet; den nder p det med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler, der slr ind igen og blir borte ved nste pust.
Ilden famler med rde poter op og ned ad siderne og river med sine skarpe kler i glasset. Efterhnden kommer der arbejdskraft, flammer kryber
frem p maven, griber op ad siderne og tar fat ligesom flyttemnd, men de kan ikke rokke det endnu. Bgerne str uforstyrrede p deres hylder i
lange, lige rkker, samlede vrker i sndagskler og muntre sm digtsamlinger i gala, leksika i jvne, solide arbejdskler altsammen
tilhrende husets fremtidige frue. Rgen kommer frem under hylderne i brede tpper, bgerne forsvinder, men ilden lyser op igen; den stryger
titler og forgyldning af og stter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid lselig og ikke til at ta fejl af.
Ved siden af str klaveret og spiller sin egen srgemarsj, mens strngene springer, det lyder srgeligt og sukkende med ulige pauser som fra
en, der ikke har lnge igen; ilden glemmer ikke at f noderne med.
I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrndte koks, og p gulvet tt ved str lange flammer p terne og snakker med deres
kammerater inden for risten.
Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og rg ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu gr den som en
glubende, fuldvoksen drage fra vrelse til vrelse gennem det vrgelse hus; den river med sin klo de gule gardiner ned fra stngerne, krller
den kostbare palme sammen i en klump, s let som en ung pige krller et kasseret brev sammen i den hule hnd. Den skner ikke slvopsatsen,
en gammel vrdigenstand, der tilhrer familien rbo; englen, der bjer sig frem over sklen, begynder snart at hnge med vingerne, og
slvsveden brister frem p dens pande. Luerne blir sorte og nsten usynlige i den tykke rg, de dukker sig og falder og har svrt ved at rejse sig
igen; men s sprnges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hftigt ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper
efter luft. Ilden sprnger dre og brkker gulvet op til klderen og fortrer alt det brndsel, der skulde ha varet et r. Og nu blir der trk
gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprjter ud i syd; gipsdkket holder dem ude fra loftet, men s stiger de op p taget, vader i
teglene og trder dem itu og stikker benene ned p loftet, hvor der opfres en vild dans mellem kasser og sparrer og hvad der ellers er, og snart
kan ilden neden under komme op og vre med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov gr hrgende gennem huset.
Folk har lnge stet og rbt over ilden; nu kommer de ogs med sprjter; strlerne borer huller i ildtppet, river flnger i det og klipper flige af
det, men i nste jeblik er det helt igen; det erstatter selv, hvad det mister, og lger straks hvert sr med primitive vsners livskraft. Hele huset
er nu en eneste flammebygning med trne og spir i fantastisk gotik, men alting str skvt i den forrygende storm.
Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det brnder i nrheden af vort hus.
Ildebrand nu, sae Hans Rskov; det kan ikke vre muligt. Men i det samme fik han en overvldende flelse af, at det var det, han havde
ventet p de sidste dage. Ved tanken om ild fg erindringer gennem hans sind som gnister i storm.
Se selv, sae hun; det brnder tt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er hos os, det brnder!
Det er en stor brand, sae han og s stift p hende; han s skret af luerne i hendes jne. Lad os opstte vort bryllup og rejse tilbage igen.
Det stormer hrdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det fr fat.
Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfrdeligt, men vi m skynde os,
om vi kan redde noget.
Hun var for optaget til at bemrke udtrykket i hans jne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved hvert skridt flte han, at han gik det uafvendelige i
mde. Denne ild, som han om et jeblik skulde st overfor, lyste allerede langt ind i hans sjl, den skinnede p de mange farlige erindringer, der
i stadig stigende antal var dukket op i ham i de sidste mneder, og som han havde frt en forgves kamp imod; han havde hver dag troet, at det
var efterveerne af en sygdom, men nu mrkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vgnet af sin forstening, der endnu ikke var
fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde
vre sovet ind i stenens svn og aldrig vgnet mere. Det var, som om han ikke kunde tle at leve, og nu flte han livets krav i sig som en ddelig
sygdom. Alt hvad han havde forngtet og kuet ned, var blevet levende igen, og det bragte tanker med, der var vrre end selve oplevelserne; og
dog havde han stadig hbet p, at det skulde blive bedre, og kmpet, for at ingen skulde mrke noget. Nu var kampen forbi, han var slet, og
det rde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod uudsletteligt p hans hjrne.
Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt p det, sansede han ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han s deri sin egen
sygdom; det var et billede i sort og rdt p hans egen sjl. S snart han hrte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv.

Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blsten og sender den sledes ls p sit nste bytte; vinduer springer, og dre krympes i den
gldende storm, men ilden udstrkker og blir ved at forlnge sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan n til, de fgter i luften og gr
som skrivende fingre op og ned ad mure og trvrk, de prnter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange steder sprudler sm
flammer frem og drbes straks af vagtsomme vandstrler, men det vldigt ophedede trvrk ligefrem drikker ilden, der springer ud og mder
de fremmede flammer, inden de nr at rre; det ser ud som om disse besvrgende arme trkker ild frem ved deres blotte pegen.
Ild og vand kmper, den frste er strkest. Nye skrig; folk styrter ls p buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med genstridige
skuffer, bearbejder lse med forkerte ngler; de river til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres rystende hnder; de fatter
om tunge sager og slber af sted med dem, og ilden str bag ved deres skuldre og skynder p, at de kan komme af sted og ikke mere vende
tilbage. De flyver ud ad dre og vlter sig igennem vinduer, men da de kommer igen, mder ilden dem i hver en indgang og forklarer dem med
kraftige gebrder, at huset har skiftet ejer.
Hele forsvaret samles nu om den store grd ved siden af, for hvis den brnder, er der fare for, at den strste del af byen skal g med. Der
bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde p grdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der str folk og hlder
vand ned; gnister regner uafbrudt hen p taget, men de finder en fllesgrav p den vde presenning. Ilden har nu en lang vej at g, haven ligger
imellem, og dr er ikke megen nring at f; blerne steges p trerne, kviste og grene forkulles og gives hen til vinden. Lysthuset blir
undersgt, den vilde vin gr fra rdt til sort, og ilden holder et tarveligt mltid p tremmer og bord og bnke. Men stuehuset forsvares tappert,
vandet render uafladeligt ned ad tag og ydermur, vandposten inde i grden tier ikke et jeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke n;
de peger alle om kap hen mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slr rasende i luften og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan
rkke. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere, og mndene oppe p taget fr sig en hvil.
Men ingen har lagt mrke til en lille rgsjle, som pibler frem under tagskgget; dr er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig
fast; den har sit p det trre i en forladt spurverede, mens vandet driver ned udenfor, og nr det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod.
Gnisten ruger ikke lnge i det trre mos; snart hopper flyvefrdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af taget, og mndene, der
rider oppe p mnningen, mrker pludselig, at det blir hedt under dem.
Det varer ikke lnge, fr der er spndt et ildsejl over hele grden, og stakkene udenfor str med rde kapper p; stormen lfter den brndende
halm og kaster den som en gldende regn ud over byen; p to tre halmstr sejler brandkolonier ud for at anlgge nybygder, ilden vader oven i
byen og trder den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen skal st dr og sprjte, den stter vagt ved brndene, at vandet skal blive
der nede, den falder over folk, der bryder ind p dens enemrker; den gr hen over alting som en flyvende smitte, som et forfrdeligt udbrud af
sygdom i selve naturen, og den slr blindt ned over levende og livlst. Den er sygdom, dd og fortrelse p een gang.

Lad os g, hviskede Anna og trykkede Hans Rskovs arm; jeg kan ikke tle at se p det mere.
Han svarede ikke, men da hun s ind i hans jne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem r siden, da
de havde skrmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget
af furierne. Hun flte sig meget lille og afmgtig overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver gang de var kommet i
nrheden af det, havde han tiet p en mde, der skrmmede hende langt bort fra det mne.
Et toetages hus styrtede sammen foran dem, rg og gnister vred sig op mod himlen som en gldende skypumpe; murene faldt med en dump lyd
og et suk, der mindede hsligt om mennesker, der falder ned hjt oppe fra, men ilden brlede af en stadigt voksende appetit og bredte sig
ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig.
Der er ingen i det hus, hrtes en stemme rbe; g ikke der ind.
Ikke en gang et menneske at g ind efter, mumlede Hans Rskov.
Lnges du nu efter dden, Hans Rskov? spurte hun.
Han svarede ikke; hans jne fulgte branden, han gik efter den og var hele tiden, hvor det brndte strkest. Hun fulgte ham, og sdan gik den
dag.
Da aftenen faldt p, brndte den halve by, og i mrket s den store brand endnu mere sknsells ud end fr; folk havde omtrent opgivet at gre
modstand, de njedes med at g ude p gaden og se ilden frdes i deres stuer, de s den g fra den ene af deres kendte ting til den anden
den tog altid gardinerne ned straks, s de havde frit overblik der var en s uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad den i nste jeblik
havde i sinde at delgge, at mange ikke kunde tle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde gennem gulvet og
tnde i etagen neden under, eller se skabsdre lukkes op og ilden vlte ud, som om den havde ligget der inde og ventet. Folk, som stod og s
p deres egne mrke vinduer, jamrede sig, nr der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af
dem, der gik bort og grd, de kom igen, nr deres eget var brndt, for at flge branden videre.

Ud p aftenen lae blsten sig, og menneskene optog kampen pny. Men endnu lnge efter vandrede en mngde sm og store flammer om p
ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med hverandre, og de lod sig let pille ned af en strle og opgav nden med et
rygende suk, men s krb der andre frem og drillede fjenden og bdede med livet, indtil ogs denne legen skjul holdt op langt ud p natten, og s
slumrede den store ildebrand sdelig ind under ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drmme om, hvad den havde
udrettet, og s endelig d under sit eget vrk som en delggelsens guddom, der selv dr i den almindelige dd.
Og folk gik hver til sit, med stive jne, der nsten var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet sted hen, uden
tanke, uden flelse, udtrrede lige til bunden af deres bevidsthed.

Anna lae sin arm om Hans Rskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er syg og trnger til hvile; her er ikke godt at vre.
Rr ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for frste gang vendte jnene fra branden, der var omtrent slukket; jeg kan ikke tle det. Men
jeg m blive her, dette skal oversts frst. G du.
Jeg blir hos dig.
Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vr fornuftig og g. Nu kommer det altsammen; det har ventet lnge, det har narret mig flere gange; men nu er
det alvor.
M jeg ikke blive hos dig, nr du er syg?
Det m ingen. Ingen m se mig, nr . G nu. Jeg er ikke lngere et menneske. Se ikke p mig, du kender mig ikke; det er ogs det bedste
for dig; bliv ikke lngere hos mig; tnk p hende, som
Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse, der var i frd med at angribe hende; hun
vendte sig bort og gik, han s ikke efter hende.
Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, s hun endnu en gang tilbage; han stod ubevgelig med ansigtet vendt mod brandskret og viste
hende den samme strkt tegnede profil, som havde gjort et s dybt indtryk p hende, da hun frste gang sad ved siden at ham, og den havde
ikke forandret sig, panden, den korte, lige nse, den tt lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet af en uhyre
smrte og medlidenhed over alt det, der nu var delagt hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag og selv vidste det;
hun hrte igen den utydelige, mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende at g, hun forestillede sig skret i hans jne, som hun ikke
kunde se, og en voldsom hulken overvldede hende. Hun satte sig p et stykke vltet mur for at grde ud, ligesom hun havde grdt fr, da hun i
sit hjrte tog afsked med ham for bestandig.
Da hun rejste sig, var det nsten hel mrkt; ilden var slukket; Hans Rskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning lb over
hendes sjl, idet hun s der hen, hvor de havde stet; s gik ogs hun sin vej, bort fra den store delggelse, bestemt p at redde s meget af
fremtiden, som der endnu var til at redde.
 XX
Sent nste aften ankom Hans Rskov med dagvogn til en kro i en afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik
derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, der ventede ham, s snart han begyndte at blive dsig, men nu da han var beredt p
det vrste, havde han ingen grund til at opstte bekendtskabet med det. Men han var s lysvgen, at det alligevel lod vente p sig.
Det blste strkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la hre fra sig
med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blstvr underholder syge og svnlse, og hvad de lykkelige sovende havde forsmt, inden
de gik i seng et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var blevet liggende p grdspladsens stenbro det fik nu mle og spgede
som rastlse genfrd. Men livligst af alting var vrhanen, den hvinede og galede i et vk; undertiden blev den s overgiven, at den snurrede
flere gange rundt og tabte mlet af svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, stjede og holdt fest natten igennem og
havde endnu sit humr ubeskret nste morgen som en ung tjenestepige, der har fri Sndag og gr p bal. Den vakte gamle minder hos
Hans Rskov; hver gang han var ved at dse hen, tog hans fantasi sig s store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han
vgnede og mtte holde den i ave.
S kom der en varme, der fordrev al dsigheden og fik sveden til at springe frem. Han blev opmrksom, og alting spndtes i ham: det var vel
begyndelsen. Heden blev trykkende, den pvirkede hans fantasi, og forestillingen om Rdt begyndte at trnge sig p. Han huskede den ene
rde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han s ingenting; under de lukkede lg stirrede han efter flammer
eller blod eller hvilken skikkelse, det rde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele rummet bag ved hans
sansning var fuldt af rdt, og nr hans opmrksomhed et jeblik slappedes, kunde der ligesom sl genskin af flammer frem for hans blik, men
ved den mindste anspndelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortre hans forstand, men det beherskede sig
og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an p at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham
beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot blive adspredt; s snart han ikke var p sin
post, rykkede det et skridt nrmere til hans bevidsthed; det skred ikke til bent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium,
hvorved det fandt adgang til hans bevidsthed, s ofte og p hvilken mde det nskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var
sluttet inde, angribelig p alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt.
Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som om den store ild, der brndte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede
rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrvrkeri, der skulde male hans sjl til aske og sprede den til alle sider. Han flte sengen gynge under sig; han
prvede at stanse det ved at lette sig og ryste p hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han
forstod, at den nskede at passe sig selv, og han blev straks fjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. Lidt efter gled han ngen ned ad varme, ru
stenflader, hans egen hud var som pimpsten og uden flelse, men nr han skurede mod stenene, kildrede det rdselsfuldt, og latterbobler steg
kvlende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hrt sin stemme i dette jeblik, s mtte han vre get fra forstanden.
Mens han l og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, s han i det ttte mrke en gr firkant tegne sig over for sengens fodende. Han
ligesom hilste p den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornmmelse, og at
den ikke lignede det andet. Men s gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans jne hang ved det gr, fattige lys,
der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede i sig. Sknt det andet ikke gav fred, s gik tiden dog lettere for ham, mens
lyset tiltog og voksede ind i vrelset, og han s begrligt omkring p tingene, efterhnden som de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem
en karrig spalte trngte solen ind til ham, men da var han faldet i svn; hans bevidsthed var et jeblik get gennem ild og larm, men det havde
denne gang ikke formet at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.

Hans Rskov gik omkring i sit vrelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brnde i kakkelovnen; alting var
gennemtrngt af en sur rg, som han til dels havde fet ud gennem dren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for s vltede regnen ind. Der
stod hele ser i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille op med dem, de fik lov at lbe ned ad vggene. Over for hans vinduer stod
nogle rdne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede mddinger, der til dels er bevoksede; det s ud, som om de skulde oplses i den voldsomme
regn; kalken faldt af i store skiver, og leret drev i brune striber ned ad vggene; de smltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom til
syne som trskede benrade, mens muren regnede bort og fld som gult dynd ud p vejen og blandede sig med det gr dynd. Om lidt sank de vel
sammen med et hst forsg p at gi et brag fra sig. Dr var en vg s drlig, at den havde fet en skr stolpe, der gik ned i jorden, at sttte sig
til, om den s kunde holde ud, men stolpen selv var grn og fordrvet; de dybe sr den havde fet, viste, at dens indre ikke var friskere end dens
ydre. Den krummede sig allerede for murens vgt, og det var jensynligt, at den ikke gjorde det ret lnge; den lignede et stumt skrig om hjlp.
Hans Rskov tog mod til sig og vadede ud i ltet, han trngte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra
kroen, flte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slet ind og havde angrebet sjlen.
Han nskede sig hjem, han foretrak nu at g i sit vrelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig
ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort ham fortrd; han glemte ikke en
eneste, heller ikke alle dem, der havde set p ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som han havde
opfattet, uden at den anden mske havde nsket det; der dukkede en mngde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle
havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde vret glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og
set med undren p ham, der ikke kunde vre med; ikke et af alle de blikke var undget ham; deres mangel p deltagelse var get igennem hans
bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre som en stor ild; det nede ogs dem, han slet ikke havde
set, og som ikke havde nset ham p nogen mde, mennesker, han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde
ejet noget, som mennesker kan vre glade over alle, der havde haft det bedre end han, han havde noget at hvne p dem alle; om han nu
havde haft stenen i sin hnd, han vilde ikke holde den tilbage!
Han stod stille midt i den sende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formls grhed, men han s det ikke, han var selv en
verden af ild, hans blik blev hrdt og blndet og formede ikke at hvile sig ved synet af det gr, der er som skabt for jne, der har set for meget.
Og den store ild bredte sig; den var frdig med menneskene og nede tilvrelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller ikke
get ham selv forbi, sknt han vidste, at han var uden skyld, skylden l til sidst i den ndvendighedens lov, der havde tvunget ham, frt ham fra
handling til handling, pndet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende
sin egen vilje i noget af det, der var hndet ham; det eneste der syntes at vre hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede
arbejde, det var ogs virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde undget en fare, at han havde reddet sit mishandlede
sind, s var det kun en vbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og kunde ikke komme lngere; der var
stnget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben ikke splintre med sine ubndige anfald, og under denne
pludselige hindring for raseriet, der ikke har net sit lovbestemte hjdepunkt, gennemgik han det vrste jeblik i sit liv, men der var ingen lindring
for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne holde til alting; han kom ogs denne gang fra det med sin forstand i behold.
Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en
ngtern, sklvende forstelse af sig selv, og dermed var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskevrdighed var slngt hen i slen som en tom
kulsk, og der var ikke andet at gre end at g hjem og i seng. Men inden han nede s langt, var verden blevet ukendelig for ham; alting s vel
ud som det plejede; han s njagtig de farver, som han vidste skulde vre der, og dog var ikke en eneste ting til at kende igen. Nr han hrte en
hund g, sae hans erfaring ham, at sdan ld hundegen, sdan havde han hrt den mange gange fr, men der var noget andet, der hviskede til
ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han gik med hnderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv
gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i vejen, s lod den anden forestilling sig
ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og ptvang
ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dkkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse
alting dobbelt, satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage verden for anden gang p en ny, bagvendt mde.
Denne hjemtur var den svreste gang, han endnu havde get, og dog anede han ikke tiendedelen af de hslige overraskelser, der forestod.
 XXI
S begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens forstyrrelse, efterhnden at udspilles.
Det syntes som om Hans Rskov skulde bde for, at han havde tiet s meget og s ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid gentog sig
nsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi udfrte, hvad han et jeblik havde tnkt p og straks var blevet herre over; handlinger
han havde afvist og skammet sig over at f lyst til, de blev nu p en mde til virkelighed; det begyndte fra hans barndom med husholdersken og
gik op efter, selv en ubekendt mand, han en gang havde slet hatten af, blev trukket frem og lynchet af den tjleslse fantasi han
gennemlevede en hel parodi p sin egen fortid.
Samtidig bedvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg og larmede bag ved bevidstheden; han hrte
ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller
dagligdags stemmer, s svulmede de op og blev ligesom til et med den skjulte larm. I sdanne jeblikke flte han ogs selv trang til at skrige; han
mrkede et rb, der arbejdede sig op gennem hans strube, og han hrte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det frste og derp alle
dem, der vilde flge efter, han vilde fl sig op indvendig og slide de sidste, trvlede skrig frem, indtil de hendde i komisk klynkende piben, som
nr en lirekasse langsomt gr i st. Dertil vilde det passe godt, om han kastede sig ned p gulvet og vltede omkring han tnkte sig det
med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Nr det var overstet, flte han en hshed, s at han lige straks ikke var vis p, at han ikke
havde skreget, og det sang endnu for hans ren, som om han var kommet ud af en maskinhal.
Det var som om en gal mands sjl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden at fortrnge den, og dog genkendte han
alting, og syntes, at han havde oplevet det fr; med uhygge erkendte han slgtskabet mellem sig selv og det, der havde taget plads i ham og
snyltede p hans sunde fornuft, s han mtte vente, at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han frte en dobbelt tilvrelse, der
ikke var et menneske vrdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og samtidig ernrede hans fantasi en
snylter, der aldrig viste sig efter snylteres art og som syntes at skulle fortre ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med
hans. Det skulde for eksempel hnde ham, en dag da det blev hjt vr, at han ikke kunde ha nogen glde af den bl himmel; han betragtede
den med mistro og undren: den farve blt var ikke rlig; der gemte sig rdt under den, og han flte sig lettet, da de flgende dage igen bragte
grvr.
Hen p forret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrdnen. Havde han
fr haft anelser om ild og skrig, s blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, og nr han
skulde til at falde i svn, blev det til byger af lange, meningslse ord og stninger. Han prvede at modarbejde det ved selv at lave ord, der var
lige s tbelige, han syntes han drillede fjenden, og det var ikke til at afgre, om det hele var ptvunget, eller om han gjorde det af fri vilje; men
selv dette pfund fattede han mistanke til som noget, der kunde vre opfundet af den anden, og han forsgte det ikke mere end et par gange.
Han gjorde ogs den erfaring, at ethvert forsg p at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han mtte
la den vre ene om sit og ikke gribe ind.
Men hvad han mente at hre, var ikke noget mod de forestillinger, der ptvang sig. Hans bevidsthed havde net de sumpede, farlige dybder, som
vort sjleliv synes at hvile p, og han overvrede i lbet af et helt r en oplsningens komedie, som der ikke skal gres forsg p at
gengive her. Han kunde ikke lbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom vilde krve erstatning for hans livs kyskhed; andre udgik fra
Johannes' benbaring og bragte forvrngede billeder fra en bog, der selv er sjlelig usundhed
Sdan ser det ud i de sjlens dybder, som vi taler om med gru eller med en refrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den ubetegnelige
dynge, vor bevidsthed bygger p, skal mske livets dybere mening sges; det er ikke givet, at resultatet af en sdan sgen vil falde meget
storslet ud. Den dybere, alvorlige sammenhng eller den dybere, latterlige mangel p sammenhng hvilken af delene er det nu, filosofien og
religionen har lovet os, at vi skal finde som enden p sagen?
Som ganske lille dreng blev Hans Rskov en dag for frste gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se
inde i det velkendte dyr, havde gjort et s rystende indtryk p ham, at han listede sig bort og gemte sig i en hstak for at tnke over det; men fra
den dag var en ko ikke lngere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen.
Nu fik han et lignende indtryk af at se sjlen flet og skret op og get i fordrvelse tilmed.
Men over synernes r, skinnende billeder hvede hans fornuft sig for s vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var
stadig noget, der holdt sig frisk, og nr den tyngsel, der hvlvede sig tung og mrk over hans hoved, lettede et jeblik, s syntes han at kunne
skimte en fremtid, der dog p en mde var til at leve; den forjttede ham den store ngternhed, som han to gange troede at ha opnet, og hvori
han s sin eneste frelse.

Der gik et r, og det blev lidt bedre med ham. Mens han fr havde underholdt sig med uskyldigt legetj, som der ikke skulde ndelig
anstrngelse til, s kunde han nu lave sm maskiner af tr og stltrd og gre de simpleste kemiske forsg om igen. Han kunde f en hel
eftermiddag til at g med at fremstille ilt og brnde tykke firtommesm, som om det var tndstikker; det havde ogs vret et af hans frste
eksperimenter, da han var dreng.
Han tnkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men s vidt han kunde mrke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo ogs
meget tvivlsomt, om han havde beholdt vnen til det.
Hvad der var ham mest pfaldende, nr sygdommen slap sit tag og tillod ham at tnke p andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for
alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til ondt eller godt, alt var forskelslst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle
minder havde sygdommen bemgtiget sig og tilsyneladende fortret; der var ingen varme ved dem, ikke en ond tanke kunde vkkes ved hjlp
af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald mtte beskftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den
stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde tnkt: at han var kommet til det dde hav, hvor alt er brndt ud?
Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortller ikke, hvad her har vret, fr alting blev fortret.
Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et udhus, og tog fat p et vanskeligere forsg, der varede to dage; det kostede ham et
tilbagefald p fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrkkelig befriet, til at han kunde tnke over det, da mente han at ha vished for, at lysten
var borte. Den stive energi, hvormed han fr gik p, den vldige fremdrift, der kunde vare uforandret flere r, var den virkelig tabt? Han kendte
heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham til arbejdet. Mske havde han det sdan, at han arbejdede
bedst, nr det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjlens maskineri gr stt
under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tnkes og frigres i handling udad til. Men var denne indre drivkraft get
tabt, hvad s? Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nrvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, s var der sket en
blivende forandring med ham. Dr hvor sygdommen havde hrget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at vre andet tilbage fra den
store delggelse end hans forstand. Hvis det var den ngternhed, han havde attret, s havde hans nske vret drligt og opfyldelsen vrre, ti
den havde ikke bragt andet end idel tomhed.
Det led hen p den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf grne en eller anden, som han kom i tale med, nr han gik ud;
hjemme syslede han med forsg, der fr i tiden kun vilde ha vret leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke
slemt. Han kom sig s vidt, at han godt kunde rejse ud og prve krfterne, men han gjorde det ikke; nr han rejste der fra, s var det, at prven
skulde st, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udstte sig for et uigenkaldeligt resultat. Efterhnden blev
det sprsml ham ogs ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, s lnge han ikke flte lyst ved nogen ting.
Sdan gik der et r til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget til og var altid beskftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som en
sr fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. P sine ture, der stadig blev lngere, stansede han og s til overalt, hvor der blev udrettet noget, og
snakkede med alle, der havde tid som en gammel bedstefaer, der gr sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham.
 XXII
Det var en klar, kold aften frst i Februar.
Hans Rskov var p hjemvejen fra en tur, der havde varet hele dagen; han havde get seks mil og havde een igen. Det at g var efterhnden
blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker og fornmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de
samme ture hver dag, ligesom plovmndene der hjemme, der mlte den samme mark hundrede gange p een dag, indtil de kom i en slags
flelsesls ekstase og havde s vanskeligt ved at lukke munden op og tale hjt, nr de kom hjem. Hans Rskov blev dygtig stivbenet af de lange
ture, og stivheden bredte sig over hele hans legeme; han mrkede det om morgenen, nr han stod op; og dagens frste halve mil kunde ogs
vre besvrlig nok, men s gjorde bevgelsens rytme sin magt gldende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden
syntes at sl sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke andet af tiden, end at den skulde g, g forbi
lydlst, sporlst, forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at mrke tidens gang, fordi den samtidig er en mlestok for
hans egen overfldighed.
Hans Rskov var en drlig fodgnger; han var af dem, der slider for meget bde p jorden og p sig selv. Hvor det var bldt, trdte han
dybere i end andre mennesker, og nr han gik p slede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt ved at
komme af sted p jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, kunde det gre ham livet besvrligt nok, og han var tit overtrt, nr han kom
hjem, og mtte lide for det om natten.
Mnen begyndte at skyde sin rde, forbrndte skive op p himlen, da Hans Rskov drejede uden om en af Limfjordens mange sm vige. Ude
p isen gik der brn; det sang vidt omkring, nr de flyttede deres jrnbeslede trsko og tog tillb. Hans Rskov fulgte vandet en halv mils vej;
han konstaterede med rgrelse, at han havde gjort sin tur en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde alts vre aldeles udaset,
nr han havde get den sidste mil. Han mistede jeblikkelig al sin udholdenhed, nr han blev sulten; han blev til en klud, hvis han ikke straks fik
noget at spise, det kendte han s godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhjt: Idiot, hvormed han mente sig selv fordi
han ikke, som han plejede, havde srget for at ha noget spiseligt hos sig.
Han var s optaget af sin egen rgrelse, at han ikke opfattede et skrig om hjlp, der ld to gange ude fra isen; tredie gang fik det ham til at
stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med det samme vidste han ogs, at han havde hrt det flere gange; han havde vist
antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde stemt hans sind s underligt. Men nu var alt det vk, han s sig om efter huse eller
mennesker, om han kunde tilkalde hjlp, men der var ingen, det var et ensomt sted.
Det var benbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede p stemmen og
udsendte sine skrig som ndsignaler, med visse mellemrum, og s lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
Hans Rskov skyndte sig ned til vandet og s sig om efter en ting, der kunde vre til hjlp. Han kunde hre drengen arbejde der ude, han gav
sig af anstrngelse, idet han sgte at komme op p kanten; men han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger ind under
isen. Han havde dog ikke tabt modet eller hbet endnu; han skreg ikke af skrk, han kaldte p mennesker og undrede sig vel over, at der ikke
snart kom nogen. Det var s lydt i den kolde, stille aften.
Hans Rskov s sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han mtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonn i den,
idet han tnkte, at han vel ogs selv mtte i vandet. Han havde allerede fet sympati for fyren der ude, der holdt sig s tappert og brugte sin
stemme med forstand, p en menneskevrdig mde og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
Hallo! rbte han. Hallo! ld det der ude fra, og der kom ikke flere skrig.
Hans Rskov flte en sindsbevgelse, som han aldrig fr havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle
erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller vre stof til goldt raseri. Dette var alts den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i
fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde vre ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, s man fiskede ham op med
vmmelse og smed ham fra sig som et kelt insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke bange for at d, for han var
s opsat p at leve, at tanken om dden slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
Isen knagede; han stansede uvilkrlig og tnkte: Om et jeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen p ham; der kom et par sekunder, hvor han
ikke kunde drive sig selv lngere ud ad. Jeg er vel ikke bange, tnkte han og kom til at ryste. Det er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men
det hjlper ikke.
Drengen gav sig der ude, om det nu var af utlmodighed eller af anstrngelse for at holde fast.
Du er der vel endnu? rbte Hans Rskov.
Ja vel, ld det klart og simpelt.
Han krb p alle fire, til isen brast under ham; men da han mrkede det kolde vand, troede han, at han skulde f krampe; hele hans legeme var i
een skrende smrte, kulden ramte ham i brystet som et knivstik. S kastede han sig for over, knuste isen med armene og svmmede.
Drengen ventede tlmodig og spurte en gang, hvordan det gik. Hans Rskov svarede med at sprge, hvordan han havde det. Jo tak, han havde
det temmelig godt.
Lidt efter kunde de to flges ad ind efter; Hans Rskov svmmede i den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt p isen ved siden af.
Hvad hedder du? spurte Hans Rskov.
Jens.
Du kan vel nok selv g hjem?
Ja magelig.
Hvis du ikke kan sttte p benene, s rend p alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Rskov, der flte en stedse strkere sympati for det
eneste menneske, hvem han, s vidt han vidste, havde gjort vel imod; han vilde grne sige noget mere, men kunde ikke finde p noget; desuden
havde de nu net det sted, hvor han frst var get ned med isen.
Nu skal jeg da hjlpe Dem, sae drengen.
Det kan du ikke, min ven; s falder du bare i for anden gang; jeg blir nd til at knuse isen et godt stykke, fr jeg kan komme op.
Ja men s er det da bedst at jeg
Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.
Ja ja. S siger jeg da s mange tak
Selv tak. Farvel, Jens.
Hans Rskov s efter drengen, der lb ind mod land p sine vaklende ben.
S var det mig, mumlede han.
Han begyndte at sl i isen. De frste to alen gik let, men snart mrkede han, at en ddelig mathed lammede hans hnder. Han hvede sig op
p isen, der knkkede under hans vgt, og p den mde kom han igen et par alen fremad. Derefter syntes den at vre solid nok til at kunne
bre ham.
Han hvilede sig lidt med bgge hnder om iskanten, men under denne hvile svandt nsten alle hans krfter. Han formede ikke at hve sig
op; benene blev trukket den anden vej.
Hans er blevet gammel, mumlede han.
Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans stivnede
lber: Her skulde det alts ende. Det smrtede i brystet; hvert ndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved blev tungt.
Han s ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at jne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde
dog nogen at holde af i sit sidste jeblik. Jeg har taget hans plads her, tnkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte. S er
det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv dr.
Han s op, himlen havde ligesom lftet sig, stjrnerne stod hjere over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans vde hr.
Lammelsen tog ham nede fra, hjrtet slog med besvr, og der udgik en ngstelse fra det, som s ofte fr, men dsigheden lae sig over hans
hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og flte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
Han forsgte at f jnene op. Var der ikke noget, der skinnede et sted? En kostbar ting, der l og vinkede i solskinnet?
Et venligt, rdt skr bredte sig for hans lukkede jne, idet han gik under, som kunde det vre genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der
endelig havde fundet vej til ham.
 Afskriverens rettelser
s. 1: blinke i solen som sm[smaa] bitte lygter, sdan svedte
s. 6: af et grsstr[grsstraa], men drejede han blot hodet, s
s. 7: af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse[cigarkasse]
s. 12: grden. Nu gjaldt[gjalt] det om at ingen fik noget at vide
s. 15: Hans udspurte[udspurgte] kammeraten om brk; han lrte i
s. 15: Hans udspurte kammeraten[Kammeraten] om brk; han lrte i
s. 25: var han ogs[ogsaa] selv nr ved at anse sig for et
s. 26: menneske. Han tnkte p[paa] Eva og kldte sig p i
s. 50: han je p[paa] en flok drenge fra byen, og han hviskede
s. 74: villige hukommelse og satte hans sind i[i i] en bevgelse,
s. 75: del af ens sind bereder een uundgelige[uundgaaelige]
s. 79: men den er som vin at indnde[indaande]. Nej meget mere
s. 83: hstet lys, hvormed han kan g[gaa] ind i den mrke
s. 88: hendes nrhed. Alvorlige mnd[Mnd], der havde de vgtigste
s. 97: for en snes r siden for frste gang[Gang] s et dampskib
s. 100: sae Ahlmark, og der[det] var et brag som nr en
s. 102: mat ud, og mens hun betragtede sin sigaret[cigaret], hvorfra
s. 103: sigaretten[cigaretten] og udsendte en rgsky i retning af ham
s. 107: med en lidt spids nse og tynde fremstende[fremstanende]
s. 116: hang ned som to massive sprsmlstegn[sprgsmlstegn]; mellem
s. 142: den gamle mand[Mand], der befandt sig vel i hans selskab og
s. 161: Skal De s ikke ind og danse? spurte[spurgte] hun
s. 164: Men st, at hun var get[gaaet] hjem. Han rejste sig
s. 165: Men s kom der pludselig noget, der stansede[standsede]
s. 215: vel, til at han vilde udstte sig for et uigenkaldeligt[ugenkaldeligt]
s. 218: hallusinasjon[hallucinasjon], og det havde stemt hans sind s underligt.

End of the Project Gutenberg EBook of Hans Rskov, by Knud Hjort

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RSKOV ***

***** This file should be named 41956-h.htm or 41956-h.zip *****

This and all associated files of various formats will be found in:
http://www.gutenberg.org/4/1/9/5/41956/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at

http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)

Updated editions will replace the previous one--the old editions

will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.

*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free

distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm

electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be

used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"

or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived

from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted

with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this

electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing

access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, "Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any

money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm

electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable

effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right

of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied

warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of

electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the

assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive

Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit

501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.

Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:

Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg

Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide

spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating

charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we

have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make

any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate

Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic

works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm

concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed

editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

www.gutenberg.org
This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.