Hvad er GONG?
… om foreningen GONG og alle de
muligheder som den forhåbentligt vil åbne
op for, kunne man orientere sig om i sidste
Harmonix-medlemsblad, men hvad med
instrumentet gong?
Etymologisk er navnet gong vistnok
beslægtet med tam-tam. Begge ord er
såkaldte onomatopoietika, hvilket omtrent
vil sige så meget som lydefterlignende ord.
Læg mærke til at begge ord ender på en
stemt konsonant med relation til
mundhulens formanter: M hører til 3.
formant, læbeområdet, mens Ng-lyden
opstår i første formantområde, hvor
bagtunge og blød gane mødes… det er lyde
som man kan nynne på, vibrere sig ind i.
I moderne instrumentlære er det med tam-
tam og gong som med dromedar og kamel:
der er en pukkel til forskel. Den kan man
finde i midten af gongen, hvor det også er
det område, som man anslår med en blød
kølle. Tam-tammen er mere flad, men begge
er principielt store og cirkulære med en
ombukket kant, hvor ophænget er gjort
gennem to huller, så hele pladen kan vibrere
frit… OG HVILKEN LYD!!!
- Måske ville det være en ide som
præmieopgave her i bladet for ambitiøse
sprogkunstnere og klangelskere at beskrive
denne komplekse, rystende, mægtige og på
en gang både bløde og splintrende lyd, hvor
det ikke altid er til at lokalisere en
grundtone. Nogle af klangens elementer
synes at falde, mens andre stiger, og man
kommer i tvivl, om al denne lyd kan holdes
samlet.
Når vi hører en stor gong kommer vi måske
til at tænke på noget stort ceremoniel i
forbindelse med en kinesisk kejsers ankomst
til sit palads, og det er da generelt også
netop i Kina samt i sydøstasien: Java,
Indonesien, Malaysia, Bali og Thailand, hvor
man mest har udnyttet mulighederne i
gonger og beslægtede instrumenter.
At klangen kan give mindelser om noget
stort og mægtigt, ja sågar kosmisk skabelse,
er ikke helt ved siden af, hvis vi tager de
analytiske briller på. For i endnu mindre
grad end andre tre-dimensionale vibrerende
legemer (klokker bl.a.) kan vi fortolke lyden
blot som resultatet af en primærtone med
dens medsvingende overtoner. Vi må
operere mindst med et par forskellige
primærtoner, og derudover bliver
overtonerækkerne trukket lidt ud af
stemning i forhold til de rene intervaller
pga. materialets vægt og de indbyggede
spændinger… lyden bliver så speciel at man
må lade de vante forestillinger om vellyd og
harmoni fare og i stedet overgive sig og leve
med i den store vibration. - Big Bang var
ikke bare et engangsknald, men GONG!!!!
- Vidste du i øvrigt, at verdens største gong
blev fremstillet i Århus for henved 10 år
siden af den meget originale gong-mager og
percussionist, waliseren Steve Hubback, hvis
smukke instrumenter du kan kigge på ved at
klikke dig ind på følgende net-adresse:
www.hubgong.dse.nl
En anden spændende gong-spiller er
tyskeren Jens Zygar, som har udgivet CD på
Fønix Musik og tilmed skrevet en bog om
gonger.
Endelig skal vi heller ikke glemme Bjarne
Villy Larsen herhjemmefra, som foreningens
medlemmer får muligheden for at hilse på
til november.
/S.L.
Digte af Rumi /Bodil Claësson oplever vi – om det så bare er for en kort tid
– Guds nærvær.
I april udkom der på Aschehougs Forlag en Rumis kærlighed til musik blev ikke vel mødt
digtsamling på dansk af Jeláluddin Rumi, en fra ortodokst hold. En mand kritiserede en
Sufi-digter fra 1200 tallet, oversat af Folmer dag Rumi for hans musikinteresse. Mevlana
Leide. Vi har fået lov at bringe et par (Rumi) svarer: "Musik er paradisets døres
udpluk, der handler om sangen. skraben". Hertil svarer manden: Jeg kan ikke
Det er måske på sin plads at starte med at lide lyden af skrabende døre! Mevlana siger:
citere oversætteren for at fortælle, at "Jeg hører dørene, når de åbner – du hører
Rumis værker er gennemsyret af vers, der dem, når de lukker…"
priser Gud. Det kan i øvrigt siges, at al musik uanset,
Hvorfor skabte Gud verden? Rumis svar er hvilke kvaliteter den besidder, kun vil være
den kendte hadith (digtform): Jeg var en effektiv i forhold til lytterens egen
skjult skat og ønskede at blive kendt, så jeg intention. Resten ligger i Guds hænder. Kun
skabte mennesket, for at jeg kunne blive Han forsyner musikeren med talent,
kendt." inspiration og nåde; og kun Han forsyner
Det betyder, at skatkammeret af evig lytteren med den nådegave, det er at kunne
visdom ønskede at blive set og genkendt: høre. Musik er noget himmelsk for Rumi. Det
Hele den Guddommelige Kærlighed og Nåde er ikke noget tilfælde, at han beskriver
skulle åbenbares! Og herefter længes alt på kærlighedens hus, der har døre og tag lavet
jorden efter at træde i eksistens: af musik, melodier og poesi. Musikkens
videnskabsmanden vil fremvise sine billedsprog gennemtrænger hele Rumis
resultater, oversætteren sit arbejde, værk...
kirurgen sin operation og elskeren vil vise sin
kærlighed og de troende hylde Gud og fejre
livets mangfoldige rigdom.
Hele verden er skabt for Guds skyld; den er
vid og rummelig og hvert blad på træerne,
hver fugl i buskene priser Guds storhed og
ytrer tak for, at Han giver dem føde. Overalt
i de seks retninger er der tegn på Hans
generøsitet; alle partikler er Hans hær, som
handler for Ham – hvad enten de kaldes ild,
vand, vind eller jord eller hvad som helst
andet.
Rumis skrifter rummer en løbende dialog
mellem den Gud, som har skabt verden, og
som i hvert øjeblik skaber noget nyt fra det
ikke-eksisterende, og os. Det kan være en
fremmed og anderledes tankegang for os at
fejre og glædes over livets mangfoldige
rigdom og lovprise Gud i hverdagens
dagligliv, men for Rumi er det livets
selvfølgelige grundlag.

Dansen, poesien og musikken er beregnet på

at ryste barrieren i lytterens eller danserens
sjæl, den barriere, der adskiller jeg’et fra
Gud. Ekstasen opstår ved at slørene bliver
fjernet og med dem begrænsningerne i vores
ordinære bevidsthed. Når slørene løftes,
Sama (hvirveldans) Hver tone.
De vise mænd fortæller os: Råd hjælper ikke elskende!
"Fra stjernehimlens hvælv og dets rotation De er ikke floder,
har vi grebet og tilegnet os disse melodier. du kan bygge en dæmning over.
Sangene, som vi synger og spiller, En intellektuel ved ikke,
er tumulten i stjernehjulets uafladelige omdrejning" hvad den fulde føler!
Men vi, som sætter al vores lid til Gud, Prøv ikke at forudsige,
vi siger: "Hver uskøn lyd bliver hvad de, der er berusede af kærlighed,
gennem vores indtryk af paradiset fuld af skønhed." vil gøre som det næste!
Vi har alle været en del af Adam engang; En hærfører vil opgive al sin magt,
i Guds paradis har vi hørt disse melodier. Hvis han fik en snert af den vinduft,
Skønt ler og vand fylder os med tvivl, som kommer fra de elskendes rum,
findes der noget tilbage hos os af himlens melodier, hvor de laver, jeg ved ikke hvad!
og noget fra himlens harmoni kommer ind i vores sjæl. Livet bliver fattigere,
På denne måde er samaen næring for Guds elskere, hvis det ikke får en smagsprøve
for heri ligger den skjulte mening af samlethed og ro. af denne mandelkage.
Vores tanker får kraft og form fra lyd og sang, Stjernerne drejer rundt
og kærlighedens ild bliver varmere hver nat fortumlede af kærlighed.
af underskønne toner. De ville blive trætte af den hvirvlen,
hvis de ikke allerede var det.
Samaen. De ville sige:
En delegation af fugle kom til Salomon "Hvor længe skal vi blive ved med det her!"
og klagede: Gud samler alle rørfløjterne op
"Hvordan kan det være, og blæser i dem.
at du aldrig kritiserer nattergalen?" Hver tone er en lidenskab,
"Fordi min måde," forklarede nattergalen Salomon, som kommer igennem os,
"er anderledes. En længsels smerte.
Fra midten af marts til midten af juni synger jeg. Husk læberne,
De andre ni måneder, Hvor vindpustet stammer fra,
mens I fortsætter med at kvidre, lad din tone være klar.
er jeg tavs." Prøv ikke at gøre en ende på den.
Fuglene er fløjet ud i friheden, buret står tomt. Vær din tone.
Dine lykkelige sange bringer mig Jeg skal vise dig, at det er nok.
Færten af himlen. Gå op på taget om natten
Hold aldrig op med at synge. Og i denne sjælens by.
Ved du, hvad musikken siger?" Lad alle klatre op på tagene
"Kom, følg mig, og synge deres toner!
og du skal finde vejen. Syng højt!
Dine fejltagelser kan også føre dig til sandheden.
Når du spørger, vil du få svar."
Per Nørgård
Om det er besynderligt eller helt
forståeligt, at vi endnu ikke har skrevet om
Per Nørgårds arbejde i et blad som handler
om overtoner, er et temperaments-
spørgsmål. Vi kan forsvare os med, at vi har
fokuseret meget på sang og klang, mens Per
Nørgård som komponist arbejder meget med
form, som for de fleste amatører kan være
svært… og det kan man i det hele taget
frygte, at mange vil synes, hans univers kan
være. Men hvis nogen har arbejdet seriøst
med overtonerækkens strukturer, må det
være ham.
Nuvel, lad os da starte med noget som vi
alle kan forstå og forholde os til: en tur til
stranden og de lyde, som man møder der:
HAVETS GRUNDTONE
”I efteråret 1983 boede jeg en uges tid på
en sydindisk strand ud for Koalam i Kerala,
så tæt som 20 meter fra vandkanten. Bugten
brølede dag og nat som fra 1001 løver, ved
såvel storm som vindstille, da det jo var
duvninger, hidtil ubrudte fra det vældige
arabiske ocean, der pludselig skød op til
flere meter høje brændings-surfs og – på én
gang- væltede, i en længde af snesevis af
meter! Da dette fænomen ikke var periodisk
og parallelt, men flere gange vinkelforskudt,
gentaget i hvert øjeblik, skulle baggrunden
for den konstant øredøvende larm være
ridset op…
Fra tilsvarende ophold på andre strande med
dette i særlige, i Danmark ukendte
brændings-brus, nemlig på Bali, havde jeg
vænnet mig til at fokusere på min egen
perception, dvs. min høresans i modspil til
dette lydfænomen, der akustisk beskrives
som ’hvidt brus’. I hvidt brus rummes,
simpelt udtrykt, enhver tænkelig tone, og
det var derfor stimulerende for mig, ikke
mindst som komponist, at slynge en eller
anden tone ud af munden, sunget eller
fløjtet, og umiddelbart efter høre den
’komme tilbage’ fra brændingslarmen klart
og tydeligt – ligesom man kan høre et eller
andet orkesterinstrument, f.eks. en obo, så
snart man én gang er blevet (evt. gjort)
opmærksom på den. På denne måde kunne
jeg oplagre op til flere toner samtidig i min
perception (og erindring), og danne
flerklange. Husk på, at det nok var min
fantasi, som vakte denne klang til eksistens i
mit øre, men at de hørte toner også var
fysisk eksisterende i miljøet!
Da jeg nu efterprøvede denne gamle, og
underholdende, øvelse fra Bali på den
sydindiske strand med dens eksceptionelle
larm, opdagede jeg, at det her var sværere
at fastholde mine udvalgte (og nu i mit sind
klingende) toner, fordi der ligesom var en
pågående dyb ’skyggetone’, som afledte mig
fra mine vilkårlige tonevalg. Ja, - læseren,
der har læst overskriften, vil naturligvis
have gættet, hvad denne skyggetone var:
havets grundtone. Da jeg efter et par
minutter havde indkredset den, var den helt
tydeligt en tone og ikke blot et tonebælte,
forstået på den måde, at dén tone, jeg sang
efter med munden, (et dybt g vistnok) var
meget præcist, og ikke spor omtrentligt
tonehøjdedefineret! De følgende timer
dukkede så overtonerne op én for én, hver
med sin karakteristiske klang, en brummede,
en anden hvæsede, osv. – og jeg oplevede
de følgende dage en dyb betagelse ved at
have et så generøst, uendeligt, men
orienteret klangrum til min uindskrænkede
disposition…
Ved at denne imponerende faste bordun-
tone, uændret dag og nat og, som sagt, i stille
og i storm, fungerede som orienteringspunkt
for min klangfantasi, blev det mig muligt de
følgende dage at sætte mig foran vandkanten
med mit nodepapir og komponere en fast 14-
slags basmelodi med sit (over-) tonerepetoire
hvilende på det uophørligt klingende g….”
Mere om Per Nørgård og hans arbejde med
overtonerækken og andre aritmetiske
rækker vil følge i kommende numre af
GONG. De utålmodige kan anbefales et
besøg på net-adressen
www.pernoergaard.dk/da/strukturer/overtoner/
overtoner.html.
Denne hjemmeside har Jørgen Mortensen
fra Vestjysk Musikkonservatorium strikket
sammen og den er aldeles glimrende! /S.L
Overtoner Under Huden
/Skye Løfvander
Hvis alt går vel udkommer medio august på
Sophia Forlaget, www.sophiaforlag.dk, min
bog med ovenstående titel.
Her følger vi ikke kun overtonerne ind under
huden til vores eget instrument af kød og
blod, men lader dem føre os på ture rundt i
såvel de ydre som de indre akustiske rum.
En stor del af bogen er viet et forsøg på at
genetablere de elementære sammenhænge
mellem musik, matematik og filosofi.
Læsere af Harmonix’ medlemsblad har
ageret prøveklude på flere af kapitlerne, og
har dermed været til stor hjælp, da det
altid gør en stor forskel at se noget på print
i forhold til blot at skulle læse noget
igennem for sig selv. Alt, hvad der hidtil har
været bragt, er således blevet grundigt
omarbejdet til bogen. Nedenstående kapitel
bliver til gengæld første mulighed for at
læse et helt kapitel som det præsenterer sig
i endelig form. Emnet er musikkens kvint-
interval og kapitlet gør sig bedst i
forlængelse af det tidligere bragte om
oktaven. De indledende bemærkninger om
Werckmeister viser direkte hen til dette
kapitel og til oktav-spiralen, som også har
været tema i et par af de sidste numre af
Harmonix.
KVINTERNES ESSENS
Gud skabte verden i form af en sfære.
Derefter tog han først 1 del væk, så 2 dele,
dernæst 3 dele og 4 dele. Til sidst hhv. 8, 9
og 27 dele. Disse dele blev brugt til at
danne de himmelske sfærer, hvorpå
planeterne sad.
Platon i Timaios
Når Werckmeister kunne sammenligne
skabelseshistoriens 7 dage med de 7 første
oktaver af naturtonerækken, som vi så det i
forrige kapitel, kan man umiddelbart synes,
at det er lovligt spekulativt og måske
resultatet af en overspændt religiøs
tankegang. Men at det akkurat er blevet 7
oktaver, som det meste musik udfolder sig
indenfor rammerne af, grunder i høj grad på
en naturgiven struktur, som det slet ikke er
så fjernt at give en kosmologisk tolkning.
Med forholdet 1:2, fordoblinger og
halveringer i frekvens og længde, skaber vi
oktaver, rammen om musikken, en serie
fikspunkter, som dog i sig selv aldrig rigtigt
bliver til musik. Men når 3-tallet kommer ind
i billedet, og dermed den rene kvints
musikalske proportion, sker der pludselig en
hel masse, for ved at kombinere kvinter op
og ned i systemet, kan man i princippet
konstruere alle tænkelige musikalske
funktioner.
Hvis nogen skulle blive sat til at give et bud
på noget meget moderne og avantgardistisk
musik, vil mange nok nævne tolvtonemusik,
hvor de harmoniske spændinger, som
tidligere havde været grundlaget for
musikkens bevægelser, blev jævnet ud til 12
jævnbyrdige toner med lige store indbyrdes
afstande indenfor oktaven. Tolvtonemusik
vil i de flestes ører lyde meget 'moderne,
specielt og kunstnerisk'.
Men den bagved liggende struktur,
inddelingen af oktaven i tolv trin, er ikke ny,
for den havde man så tidligt som i Shang-
dynastiet omkring 1500-1000 f.kr.
konstrueret sig frem til i Kina. Interessant er
det, for helt op til vor tid har man siden da i
Kina, i de skalaer man har benyttet, holdt
sig til de simple pentatone med funktionerne
do- re- mi- so- la (-do’), som absolut ikke
umiddelbart synes at have noget tilfælles
med 12-tonemusik.
Men de gamle kineseres erkendelse var, at
de 5 toner opstod ud fra 5 opadgående
kvintskridt: do- so- re'- la'- mi'', som blev
samlet indenfor én oktav: do- re- mi- so- la
(-do’).
Denne sekvens af 5 toner benyttede de med
varierende grundtone, så man med samme
materiale fik forskellige trinfølger. Med
rækken la- do- re- mi- so (-la’), hvor la blev
oplevet som grundtone, blev følelsen mol-
agtig i stedet for dur-agtig.
Princippet er det samme i vores dur- og
molskalaer, som jo består af det samme
tonemateriale, men hvor trinfølgen ligeledes
ændres ved at forskyde grundtonens
placering i rækken: La fra dur bliver til Do i
mol osv.
Oldtidens kinesere opererede således med 5
grundskalaer, som hver kunne have en af de
12 halvtonetrin som grundtone, og dermed
fik de i alt 60 skalaer til rådighed.
Skalaerne med de fem skridt fra grundtone
til oktav var harmoniske for øret, blandt
andet fordi der kun indgik to forskellige
størrelser skridt: heltone og lille terts. Da
heptaton musik - altså med skalaer
bestående af 7 toner - opstod i Kina omkring
300 f.kr. blev den kaldt 'ny' og det gør den
for så vidt stadig. Princippet var at koble
yderligere to kvintskridt på de 5 bestående,
hvorved man fik tonemateriale, der igen
kunne skabe harmonisk bevægelse fra
grundtone til oktav. Igen var der to
forskellige skridtstørrelser, men nu i form af
halvtone- og heltoneskridt, præcis som vi
benytter i dur- og molskalaer.
Når man læser musikteoriens historie,
fremgår det, at en stor del af basis for
oldtidens kinesiske musikforståelse opstod
under påvirkning for så fjerne kulturer som
de mesopotamiske, og disse er også så
interessante, at vi skal beskæftige os med
dem selvstændigt i et senere kapitel.
Imidlertid var kineserne nærmest svimlende
tidligt på banen med grundlaget for
pentaton musik.
De ældste eksisterende fløjter, som man
stadig kan spille på, er 4 ud af en serie på 6,
fundet ved Den Gule Flods Dal, fremstillet af
traners vingeben og som anslås at være 9000
år gamle! Hullerne er anbragt med en
nøjagtighed som udelukker tilfældigheder og
befæster det pentatone fundament i den
gamle kinesiske musik. At visse stenalderfolk
således har haft en meget subtil opfattelse
af musikkens spilleregler bør vække til
eftertanke.
Næsten lige så imponerende er Shang-tidens
erkendelse af, at man med 12 opadgående
kvintskridt kom tilbage til do, men nu 7
oktaver over den grundtone man havde valgt
som sit udgangspunkt. Med andre ord går der
12 kvinter på 7 oktaver, og i løbet af de 12
kvintskridt kommer vi rundt til alle de 12
halvtoner som oktaven på eksempelvis et
moderne klaver er inddelt i. Hvis vi benytter
tonen c som udgangspunkt, ser de 12 skridt
således ud:
c-g-d'-a'-e''-h''-f#'''-c#''''-g#''''-d#'''''-a#'''''-e#''''''-
h#''''''.
Tonen h#'''''' er i princippet den samme tone
som c''''''', så vi er altså tilbage til
udgangspunktet, men 7 oktaver over
grundtonen. Det er helt essentielt kvinterne
som danner grundlag for oktavens 12-deling
og dermed reelt alle intervaller fra halvtone
og opefter i størrelse.
Kvintspiralen er en struktur der ikke blot
siger en masse om musik, for så vidt som det
er en 3-dimensional variant af den gode
gamle kvintcirkel, men derudover får den
gennem spiralformen og dens opståen fra
noget så fundamentalt som tallene 2 og 3
mening som en fuldstændig grundlæggende
struktur, der rækker langt videre og dybere
end blot til musikken.
Ved aflæsningen af figuren skal man erindre
at eksempelvis 3³= 3x3x3= 27, og relationen
til det indledende citat bliver således
tydelig.
De relative frekvensfaktorer som hører til
rækken af 12 på hinanden følgende
kvintskridt er beskrevet på diagrammet med
kvint-oktav-spiralen som brøker med
potenser af 3 i tælleren og potenser af 2 i
nævneren.
 Dette fænomen, at de matematiske
funktioner, som ligger til grund for musikken
ikke går fuldstændig op, når de skal bringes
til at virke sammen, men at man som
Askepots stedsøstre må klippe en tå eller
hugge en hæl, er basis for alle de mange
forskellige stemningssystemer. Mange tør
slet ikke tænke på, endnu flere er helt
uvidende om og ganske få dyrker de
fascinerende subtiliteter
stemningssystemerne indeholder. Af
forskellige grunde, herunder det
pythagoræiske komma, får det
pythagoræiske stemningssystem, der altså
udelukkende bygger på oplevelsen af den
rene kvint, ikke i praksis så stor betydning
som det gør som afsæt for filosofiske
betragtninger.

Nedenfor ses værdierne som i pythagoræisk

stemning giver os kvintcirklen, som altså er
den flade udgave af kvintspiralen.

F# 729/512
H 243/128
E 81/64
A 27/16
D 9/8
G 3/2
C 1
F 4/3
Bb 16/9
At tage 12 skridt i kvintstørrelse svarer til 12 Eb 32/27
gange at multiplicere med faktor 3/2. Ab 128/81
3i12/2i12. svarer til brøken 531.441/4.096= Db 256/243
129 3057/4096 Gb 1024/729
Men 129 3057/4096 afviger jo altså en lille
smule fra 128, som er tallet der svarer til 7
rene oktavtrin: 2 i 7. potens. Afvigelsen
svarer til 1,36 % eller omtrent det kvarte af
en halvtone. Afhængigt af sammenhængen
og hvor kultiverede ører man er indehaver
af, er det en temmelig stor eller ganske lille
forskel. Et halvtoneskridt udgør ca. 6 %
forøgelse af frekvensen fra foregående
funktion.

At 12 rene kvinter kommer så tæt som vel

muligt på 7 oktaver, men alligevel ikke
rammer helt præcist, er basis for det mest
berømte af musikkens 'kommaer', kendt som
det pythagoræiske.
Cirklen kommer frem, fordi Gb og F# er
såkaldt enharmoniske toner (principielt ens),
1024/729= 729/512, så de to ender mødes
reelt. Systematikken i diagrammet er, at
proportionerne i retning opad fra 1 har
tællerværdien fra 3-progressionen og
nævnerværdier fra 2-progressionen. Når
man går nedad, er det omvendt. I dette
tilfælde er C vores midtpunkt, som vi kun
fjerner os 6 trin fra i begge retning og
derved får overskuelige tal som kan samles
indenfor moderoktaven 1:2.
Med den pythagoræiske stemning kommer vi
ikke uden om Pythagoras, som jo var
græker, og dermed sporer vi os ind på, at
ikke kun kineserne har lugtet lunten ved
kvinten. Pythagoræerne som byggede deres
filosofi og kosmologi på matematik og
musikkens rene proportioner, anså talparret
2 og 3 for at være det oprindelige skabende
par i en tolkning som indeholdt både
musiske og kosmologisk-seksuelle overtoner.
Dette danner basis for meget af Platons
filosofi som for en stor del var baseret på
Pythagoras og erkendelse af musikkens
stemningsteori.
Tallet 729 vil måske få Platon-læsere til at
stoppe op, for det er det tal, han har nævnt
som værende tyrannens tal. Da vi ikke
længere tænker i samme
meningssammenhæng og på samme sproglige
baggrund, er der mange mysteriøse passager
hos Platon. Men ved at drage stemningsteori
med relationen til tal ind i billedet,
forklares forholdet, for det er med dette tal,
at man i den Pythagoræiske stemning
genererer tritonus, det mest dissonante
interval af alle, i middelalderen udnævnt til
”Djævelens Interval”. Det svarer altså til 3 i
6. potens, 6 kvintskridt eller 3½ oktav,
hvilket en og anden esoteriker nok vil kunne
få noget ud af… - ligesom med hvilken
betydning vores grundstruktur baseret på
faktor 2 og 3 har for hele oplevelsen af tid
og rum.
Lad os nemlig nu med en geometrisk rejse gå
videre med Platon-citatet fra dette kapitels
overskrift. Vores fortolkning af tid og rum er
delvis knyttet sammen med vores oplevelse
af geometriens grundelementer.
Vi tager nu en tur gennem rummet og tidens
dimensioner:
Vi starter dimensionsløst med punktet, som
ingen udstrækning har, men alligevel som
ide lægger basis for al geometri. Vi har så
akkurat 1 geometrisk grundelement.
Idet punktet ”træder ud af sig selv”
åbenbares den første dimension:
udstrækning, længde.
Linien har 2 endepunkter og 1 hel dimension
af punkter imellem. 2 punkt-elementer og 1
linie-element.
Når linien ”breder sig" kan en flade skabes: 2
dimensioner: Længde og bredde, her
repræsenteret af et kvadrat: Det har 4
punkter til at afgrænse hjørner, 4 linie-
elementer fra den en-dimensionale
virkelighed og akkurat 1 to-dimensional
flade.
Næste trin bliver terningen som
repræsentant for rummets tre dimensioner:
8 punkter i hjørnerne, 12 linier, 6 flader og
1 tredimensionalt rum.
Hvordan ser en hyperterning ud, et fir-
dimensionalt legeme? Ja, ret beset kan man
jo ikke se den fjerde dimension, som man
kan forstå som noget, der har med tid at
gøre. Men man kan skabe en slags afskygning
i en virkelighed med et antal dimensioner,
som vi lettere kan håndtere. En tegning med
perspektiv indlagt er jo en tre-dimensional
virkelighed afbildet i et to-dimensionalt
medie. Den fir-dimensionale hyperfigur kan
næsten tilsvarende afsløre lidt af sin
virkelighed med computergrafik, hvor
formen bringes i bevægelse og giver et
forunderligt indtryk af et mønster i
forvandling, og man kan her se og analysere
sig frem til denne figurs virkelighed som
begrænset af 16 punkter, 32 linier, 24
flader, 8 rum og akkurat 1 hyper-rum. Disse
vil også kunne findes på illustrationen, man
skal dog huske at den to-dimensionale
struktur er en meget svag afglans af den fir-
dimensionale virkelighed. De 8 rum vil kunne
ses som perspektiviske kasser. Linier, flader
og punkter kan man også tælle sig frem til.
 Med punkt, linie, flade, rum, hyperrum har
vi gennemgået en progression gennem de 4
dimensioner, og nu er det vist tid til at
sætte det hele op skematisk:

FIGUR ELEMENTER PR. DIMENSION

"0." 1. 2. 3. 4. I ALT

punkt 1 0 0 0 0 1

Iinie 2 1 0 0 0 3

kvadrat 4 4 1 0 0 9

kubus 8 12 6 1 0 27

hyperkubus 16 32 24 8 1 81

Skemaet læses som vi gennemgik

dimensionerne ovenfor: En kvadratisk flade
opstår f.eks. således mellem 4 nul-
dimensionale hjørnepunkter, 4 en-
dimensionale linier, og dermed fremkommer
1 to-dimensional flade. I alt indeholder
kvadratet således 9 geometriske
grundelementer.

Der er ganske mange interessante

lovmæssigheder i skemaet: bl.a. beskriver
antallet af punkt-elementer en progression
af fordoblinger: 1-2-4-8-16, mens det totale
antal geometriske elementer: punkter+
linier+ flader+ rum+ hyper-rum følger en
progression af tre-doblinger: 1-3-9-27-81.
Det er altså med andre ord talrækkerne fra
Platons indledningscitat.
Det er ingenlunde tilfældigt, og som vi har
set, har disse tal længe været kendt som
grundlag for musik. Husk så, at musikkens
virkelighed opstår på baggrund af rum
(gennem tonens bølgelængde) og tid
(gennem den tilhørende frekvens). Med 2 og
3 opstår strukturer som sætter hele vores
oplevelse af tid og rum i relief, og det er
helt passende, at man har brugt musikken
som afsæt.
Den geometriske progression gennem
Punkt-linie-kvadrat-kubus-hyperkubus
Man kunne imidlertid have forestillet sig en På det nedenstående lille træsnit ses
progression gennem dimensionerne som ikke Boethius og Pythagoras, toneteoriens
tog udgangspunkt i det firkantede, men i europæiske fædre, i den guddommelige
stedet for fladen have valgt eksempelvis en aritmetiks helligdom, hvor de sysler akkurat
cirkel eller en trigon, hvorved antallet af med de to rækker af hhv. fordoblinger og
grundelementer naturligvis ser anderledes tredoblinger. Kvindeskikkelsen bag dem er
ud. personifikationen af aritmetik, tallæren som
Dette bør lede til filosofiske overvejelser om gudinde! I hendes skød er den oprindelig
hvorfor vores huse bygges af kasseformede helhed, 1, mens de to progressioner skrider
elementer, hvorfor marker er firkantede og frem langs hendes lår og ben. "Tallenes
hvorfor bøgernes linier udfolder sig over Moder" kan åbenbart besvangres af den
sidernes firkantede flade og som helhed mandlige og den kvindelige progressions
fremstår som 'kasser', samt ikke mindst iboende mening.
hvorfor vi, når vi skal tænke abstrakt-
matematisk, vælger koordinatsystemer med
to på hinanden vinkelrette akser.
Spørgsmålet er naturligvis i sidste ende,
hvordan en verden ville se ud, som i bund og
grund fortolkede tid og rum ud fra f.eks.
trigoner.
Når Platon i Timaios beskrev universets
skabelse og planeternes indbyrdes afstande
ifølge disse musikalske proportioner,
dyrkede han absolut rationalitet, for så vidt
som planeterne betød andet og mere for
grækerne end de gør for os, hele deres
sproglige reference havde et helt andet
grundlag end vore dages videnskab.
Værdierne svarer ikke til de reelle værdier,
men at påpege dette viser blot, at man slet
ikke har fanget, hvad det egentlig er han
beskriver.

Planet Afstand til jord Interval til foregående

planet
Måne 1 -
Sol 2 oktav Man vil kunne finde tolkninger, teoretisk
Venus 3 kvint forståelse eller udbredt praktisk anvendelse
Merkur 4 kvart af den rene kvint i næsten samtlige
Mars 8 oktav historiske og moderne kulturer. Ligesom
Jupiter 9 sekund
Saturn 27 duodecim
pythagoræerne har inderne har taget
(oktav+ kvint) billedet af skabelsesaktens far-mor-barn til
hjælp i deres musikforståelse. I deres
Og planeternes placering og bevægelser i heptatone skala lyder trinfølgen sa-ri-ga-ma-
solsystemet er nu faktisk bundet op på da-pa-ni(-sa), hvor ma, den rene kvart er
elementær geometri, som relaterer til moderen, mens pa, den rene kvint er
faktor 2 og 3 samt hvad de betyder for vores faderen, sa, primen/oktaven bliver så
opfattelse af rummet. Keplers love om afkommet. I det meste af den klassiske
planeternes afstande som funktion af indiske musik indledes der typisk med en
hastigheden beskriver en sammenhæng, der enkel baggrund fra strengeinstrumentet
binder faktorer i 2. potens sammen med tamboura, hvis klang simrer af overtoner og
faktorer i 3. potens som essentielt knytter som vedvarende fastholder funktionerne
sig til flade og rum. prim, ren kvint og oktav.
Hvad er subjekt og objektet uden det
verbum som forbinder dem? Og hvad skal vi
med fortid og fremtid, hvis ikke vi lever i
det nu som knytter dem sammen? Ved at
tælle til tre kan du skabe teser, antiteser og
synteser, fylde dit rums tre dimensioner ud
og skabe al den musik det skal være.

I musikken er kvinten så fundamental, at det

kun er ganske få marginale kulturer som ikke
har denne funktion i en absolut
fremtrædende rolle (bl.a. indonesisk
slendro-skala). Den rene kvint er essentiel,
når musikere skal stemme deres
instrumenter ind efter hinanden. Det er et
interval vi i sproget benytter hyppigt, ikke
mindst ved spontane udbrud og syngende
råb. Som tidligere nævnt er kvinten i
harmonilæren den grundlæggende basis og
endelig er den skalaernes lysende
midtpunkt.

Chladni-figurer (som dannes af sand på

vibrerende metalplader)

Det fraktale Cantor-sæt spejler både oktav-

processen og kvintprocessen. For hvert led
fordobles antallet af udvækster (oktav).
Samtidig deles bredden for hvert led i
tredjedele (kvint).