Velkommen i aritmetikkens helligdom!

Vi er rejst 500 år tilbage i tiden, træsnittet

stammer fra Margarita Philosophica
(Filosofiens perle) fra 1503 af Gregor
Reisch. Her møder vi Boëtius til venstre
og Pythagoras til højre. Der er kogt
rigeligt med suppe på tolkningen af
billedets indhold som et opgør mellem
regnebrædt (til højre) og arabertal (til
venstre).

Ærlig talt: på en illustration med to mænd

og én kvinde - eller måske rettere en
gudinde - hvem er så mest interessant!?
... ja, det er næsten for let, hun er jo
netop den centrale skikkelse!!
Men hvad skal man så lægge mærke
til? Det er ikke nødvendigvis bare en
plathed at påpege, at man ikke skal
fæstne sig ved, hvad der løber
gennem kvindens hoved, og hendes
hænder spejler også blot disse to
måder at operere med tal. Næ, hvad
der er interessant ved kvinder og
gudinder er det, som udspringer fra
deres skød, det frugtbare, det
livgivende! Den slags kan en
Karteuser-prior i en stor
ombrydningstid også have sans for!
Gregor Reisch fødtes omkring 1467,
døde 1525 og var aktiv i det sydlige
Tyskland og Schweiz.
Vi skal under bæltestedet for at finde aritmetikkens perle,
de to talrækker 1-2-4-8 og 1-3-9-27, som vælder frem fra
gudindens skød.

Vi noterer bl.a. at 1+2+3+4+8+9=27

For en musikalsk betragtning er rækkerne hhv. de tre

oktaver (proportionen 1:2) fra 1 til 8 og en proces af rene
kvinter (duodecimer), proportionen 1:3.
Rødderne til denne skabelses-matrice rækker i hvert fald
tilbage til Platon, og det er værd at betænke, at der overalt
i hans værker henvises til musikalsk symbolik. Når han
eksempelvis udnævner 729 til 'tyrannens tal' hænger det
sammen med, at denne værdi, som ligger i forlængelse af
3-rækken (36), danner det stærkt dissonerende tritonus-
interval. Musikkens sprog VAR tallene. En egentlig
notation kender man først fra den efterfølgende periode.
... og her er så Platons skabelsesberetning sat i musik!
For en god ordens skyld skal det nævnes, at de gamle grækere ville have tolket de to talrækker
som strengelængder, og således ville være kommet frem til en tonerække hvis intervaller er
inverse af disse, hvor vi har tilladt at udlægge værdierne som frekvenser. Imidlertid går det
nogenlunde lige op med, at grækerne oplevede musikken som strømmende oppefra og ned - fra
oktav til prim - hvor vi jo omvendt går fra prim til oktav!
Hvad angår det geometriske aspekt af talrækken,
skal man holde sig for øje, at man på Platons tid
heller ikke havde udviklet et stringent og entydigt
matematisk sprog og notation. Det er oplagt, at man
har betragtet tallene musikalsk og geometrisk. De to
rækker har man således anskuet som det første hhv.
lige og ulige tal og deres respektive kvadrattal
(anden potens) og kubiktal (tredje potens). I den
pythagoræiske forståelse, som Platon refererede til,
var 1 ikke et egentlig tal, men enheden.
At overvejelser om kvadrat- og kubiktal kan være
frugtbart, når man betragter verdensaltet, tid og rum,
er Keplers (1571-1630) tredje planetlov et eksempel
på: "Kvadratet på afstanden er proportionalt med
kuben på omløbstiden."
'Otteren' (23) er såmænd en oplagt illustration på det,
man i computernes binære (to-tals) sprog kalder en
byte. Den består af otte bit (informationsenheder).
Her er, hvad der er tilbage af Platons Akademi i Athen.
... og her er et centralt udsnit af
Rafaels (1483-1520) 'Skolen i
Athen' fra 1511, hvor Platon -
malet med Leonardo som model
- peger op mod ideernes rene
verden og bærer sit værk
Timaios under armen.

I denne dialog fra omkring 360 fvt. fremgår det, at da verdensbygmesteren, demiurgen, skabte
verden, skete det ud fra tre komponenter, tre former for væren:
- Den udelelige og altid ens væren
- Den delelige væren som har legemlig natur
- Den tredje slags væren som en blanding mellem de to
Dette materiale tvinges sammen til en enhed, som derefter deles:
”(…) og da han havde lavet en enhed af de tre, delte han
igen dette hele i så mange dele, som var passende, så at
hver af dem var en blanding af det samme, det
forskellige og væren.
Han begyndte delingen sådan:
Først tog han én (1) portion af det det hele;
dernæst en anden, der var dobbelt så stor (2);
den tredje gjorde han igen halvanden gang så stor som
den anden og tre gange så stor som den første (3); den
fjerde dobbelt så stor som den anden (4); den femte tre
gange så stor som den tredje (9); den sjette otte gange
så stor som den første (8), og den syvende 27 gange så
stor som den første.”
Illustrationen er et Platonisk lambda-diagram fra
Franchino Gaffurios (1451-1522) værk, Theorica
Musica, fra 1492, måske lige så banebrydende som
Columbus' opdagelse samme år...
... og i hvert fald indeholder det mysterier
som stikker dybere end de florerende om
koder i da Vincis malerier. Her er et af
slagsen, som man formoder netop er et
portræt af Franchino Gaffurio med
nodepapir, malet omkring 1490.

Franchino og Leonardo mødtes i Milano,

hvor Franchino var Maestro di Capella i
domkirken.

Læs, sku og lyt til mere i

da Vincis Musikmysterium
Her er et træsnit, som viser
Franchino med tolv (tonale) elever,
der giver allusioner til en vis
fresko, som da Vinci skabte i et
refektorium (spisesal i kloster) lige
rundt om hjørnet. Med orgelpiber,
tal og passer bør der ikke herske
tvivl om, at tal, musik og geometri
kan mødes!

Kan du dine mellemproportionaler på fingrene? Fortvivl ej, begrebet er gledet ud af dagligt

sprogbrug, men de gamle pythagoræere, platonikere og aristoltelikere dyrkede de tre- og fir-
leddede proportioner som vigtige anskuelser af, hvordan verden blev skabt og bundet
sammen. Franchinos tal, 3-4-6, er et eksempel på tallet 4 som harmonisk mellemproportional
mellem 3 og 6.
Men lad os tage det fra bunden og iøvrigt bruge den simplere betegnelse mellemled:

De geometriske treleddede proportioner 2:4:
8 og 3:9:27 har den egenskab, at ’det mindste
led, a, forholder sig til mellemleddet, b, på samme Eksempel: 4=√(2x8). 4 er altså det geometriske
måde, som mellemleddet forholder sig til det store mellemled mellem 2 og 8.
led, c’. Eller mere matematisk: a:b::b:c.
Med andre ord: man finder det geometriske
mellemled, b, mellem yderpunkterne, a og c, ved:
b=√ac.
De gamle grækere kaldte denne proportion for
logos, og Platon lægger den til grund for verdens
skabelse! Hvad det i øvrigt kan afspejle, kan du
læse mere om, ikke i begyndelsen af denne
præsentation men i slutningen!
Den gyldne proportion er et særtilfælde inden for
de geometriske delinger, hvor a:b= b:(a+b). Her
er det store led, c, altså lig summen af de to
mindre.
Franchino viser som nævnt hen til ’det
harmoniske mellemled’ 4 inden for rammen af
oktaven 3:6.
b= 2:(1/a+1/c). 4= 2:(1/3+1/6)
Dette svarer til sekvensen 6:8:12
Endelig er sekvensen 6:9:12 et eksempel på ’det
aritmetiske mellemled’: b=(a+c):2, da 9=(6+12):2

De mest kendte i tre-leddede proportioner er 'den

aritmetiske’, ’den harmoniske’ og ’den
geometriske’, her anskueliggjort som længder
inden for oktaven 6:12
Ved at parre Platons Lambda med en anden pythagoræisk struktur, tetraktyssen, kan man gøre
mønsteret 'færdigt' og bla. få anskueliggjort de tre primære tre-leddede proportioner.
Hvis du vil videre til de fir-leddede størrelser, kan du starte med at vurdere værdien af
følgende: mand:kvinde::hund:kat (mand forholder sig til kvinde på samme måde som
hund forholder sig til kat!).

Forståelsen af de platoniske perspektiver fik et opsving i renæssancens Italien efter at

Cosimi de Medici (1389-1464, ill. th.) gav opbakning til Marsilio Ficino (1433-99, ill.
tv.) om oprettelse af et platonisk akademi i Firenze.

Nu har vi rejst 500 år tilbage i tiden på sviptur, hvor vi har snuset til Schweiz, Italien og
Platons Athen, så lad os nu tage en rejse gennem dimensionerne i en nærmest tidløs
sekvens
 Før-dimensionalt, punktet:
Ét geometrisk grundelement
 Første dimension, linien:
To (ende-) punkter og én linie mellem dem.
I alt 2+1=3 geometriske grundelementer.
 To dimensioner, kvadratet:
Fire (hjørne-) punkter, mellem dem indrammer de fire linier én flade.
I alt 4+4+1=9 geometriske grundelementer.
 Tre dimensioner, kuben:
Otte hjørnepunkter, mellem dem indrammer de tolv linier seks flader, som tilsammen afgrænser
ét rum.
I alt 8+12+6+1=27 geometriske grundelementer.
Fire dimensioner, hyperkubus: Når figuren som her gengives i to dimensioner, må man tage
højde for, at det er 'skyggen af en skygge' af den egentlige figur.
Seksten punkter, toogtredive linier, fireogtyve flader, otte rum og ét hyperrum.
I alt 16+32+24+8+1=81 geometriske grundelementer.
... stadig to dimensioner, men med en tilføjet tids-dimension: animationen hjælper til at
danne et indtryk af de skjulte dimensioner.
Det er sikkert en helt normal reaktion, hvis en blanding af svimmelhed og kvalme melder
sig!
Platons lambda-matrice har flere facetter, primært et afsæt til forståelse af musikkens grundstruktur, men der henvises
ikke meget til den mere. Her henledes opmærksomheden i første omgang på de to sidste kolonners tal og den påviste
sammenhæng mellem dimensionalitet og antallet af elementer, der så vidt vides er en opdagelse af Det Springende
Punkt. Som det fremgår, kan man drive progressionen videre frem til 4. dimension (og videre endnu), mens
lovmæssigheden bevares.
Denne progression gennem en række geometriske grundfigurer er naturligvis blot én af flere mulige: i stedet kunne vi
for hhv. to og tre dimensioner have rejst gennem trigon og tetraeder til et hyper-tetraeder, hvilket ville have givet et
andet resultat. Det væsentlige er at se, der eksisterer en direkte og meget fundamental kobling mellem tal, geometri og
musik, processer i tid og rum.… og at det måske slet ikke var så tosset af pythgoræerne at betragte verdens tilblivelse
som et resultat af mødet mellem det første 'kvindelige' og det første 'mandlige' tal, 2 og 3.
Det er fristende at vende tilbage aritmetikkens
helligdom, som netop er præget af det trigonale og
det kvadratiske (2x2), men det kneb for kunstneren
med perspektivet. Så vi bruger i stedet Rafael igen,
som beherskede det, bl.a. fordi han var arkitekt.
Også her spiller moderskødet en fremtrædende
rolle, Den Ubesmittede Undfangelses lår er
kompositionens midtpunkt. Fra åndens højder,
trigonen, bærer hun det levende Guds ord ind i
materiens kvadrat flankeret af den hellige Sixtus og
Barbara.
Trigonens grundflade hviler på kvadratets
midtpunkt.
Den sixtinske madonna viser hen til Johannes-
evangeliets første strofer:
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.
Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af
det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers
lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det
ikke.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så
hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har
den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
... og disse strofer viser for deres del hen til Guds skaberord fra det gamle testamente:
Bliv lys! FIAT LUX! Illustrationen er af Robert Fludd (1574-1637).
'Ordet' i Johannes-evangeliet er det græske LOGOS, som man har 'lånt' fra den platoniske tradition. Det bærer med
sig betydningen ratio, proportion, mellemled. Om det i længden, bredden og højden er holdbart at at tildele et
kødeligt væsen den slags attributter er nok et springende punkt, men nu er ærindet i første omgang hverken at
anfægte eller drive mission for andres religion, men at slutte ringen og kaste strejflys!
I øvrigt kan man finde passager med beslægtet klang i andre religiøse traditioner:
"Efter at have gennemtrængt universet med en del af mig selv, forbliver jeg mig selv."
(Krishna i Bhagavad Ghita, X, 42)