Medialisering

Mediernes rolle i social og kulturelforandring

I. udgave, I. oplag
Indhold
© forfatterne og Hans Reitzels Forlag, 20 I 6

Fagredaktør: Stig H j arvard Indledning • 7

Forlagsredaktør: Henning Persson
Manuskriptredaktør: Daniel Robert Andersen
1 l Medialisering: Teori og historie • 17
AJStig Hjarvard
Omslag: Louise Glargaard Perlmutter/Lauises design
Tilrettelægning og sats: LYMI DTP-Service
2 l Medialisering: Institutioner, logikker og dynamikker • 39
Sat med Garamond Premier Pro AJStig Hjarvard
Trykt hos Livonia Print
Printed in Latvia 2 0 I 6 3 l Idrættens medialisering • 71
ISBN: 978-87-4I 2-6 I I 3-3 AfKirsten Frandsen

4 l Den medialiserede leg • 103

AJStine Liv Johansen
Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne
bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder,
S l Medialiseret forældreskab i overgangen til familielivet • 125
der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og AfMaja Sonne Damkjær
kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
6 l Religionens medialisering: Religion til forhandling gennem
Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.
amerikansk film og tv-fiktion • 157
AfLine Ny bro Petersen

7 l Politikkens medialisering- et ny-institutionelt perspektiv • 185

AfMark Blach-Ørsten

8 l Medialiseret konflikt: Globalisering, professionalisering og

Hold dig orienteret om nye tider fra Hans Reitzels Forlag.
Tilmeld dig forlagets nyhedsbrev p å hansreitzel.dk
digitalisering • 217
AfMette Mortensen

9 l Medialisering af frivillige organisationer • 241

AfMikkel FuglEskjær

l'\ MIX Forfatterbiografier • 2 71

"".J Papir fra
anavarUge kilder
!_~ FSC" C002795
Stikordsregister • 273
I
Medialisering:
Teori og historie
AJStig Hjarvard

Medierne er blevet en integreret del af kultur og samfund. Denne enkle kon-

statering er udgangspunktet for medialiseringsteorien, der har til formål at
give en sammenhængende begrebslig ramme for at analysere og forstå medier-
nes betydning i moderne samfund. At medierne er blevet integrerede i kultur
og samfund, kan lyde selvindlysende og måske trivielt, for de fleste mennesker
er ganske fortrolige med at bruge et utal af medier både i hjemmet, på arbejde, i
fritiden osv. Vi tager det i stigende grad for givet, at andre mennesker også bru-
ger internettet og mobiltelefoner og dermed er til rådighed for os online (Ling,
2 0 1 2). Det er imidlertid netop denne selvindlysende karakter, som afspejler, at
medierne udøver indflydelse i mange forskellige sociale sfærer og er blevet en
uadskillelig del af vores interaktion i familien, på arbejdspladsen, i skolen osv.
Integrationen af medier er både synlig og usynlig. Som teknologier er me-
dierne i høj grad synlige: Store tv-fladskærme står centralt placeret i mange
stuer, computere fylder godt op i kontorlandskaber og på værksteder, og et kig
ind i en togkupe eller bil viser, hvordan de fleste passagerer er travlt optaget af
forskellige medier. Vores lommer og tasker er ofte fulde af medieteknologi, og
et moderne børneværelse er typisk bestykket med avancerede medier, som in-
geniører i tidligere tiders Statsradiofoni og P&T kun kunne drømme om. Som
redskaber i hverdagslivets praksis er medierne usynlige eller i hvert fald upå-
faldende. Når vi bruger Facehook og sms til at holde kontakt med venner og
familie, eller når arbejdsopgaver koordineres via e-mail, har vi primært fokus
på modtageren og indholdet, ikke medierne. Dctt er typisk kun, når de ikke
virker, at vi bliver opmærksomme på deres eksistens og funktioner. Også for
samfundets store institutioner er mediernes tilstedeværelse blevet en naturlig
og upåfaldende realitet. I det politiske system er omgang med journalister et
fuldt integreret aspekt af arbejdet som politiker, og nyhedsmediernes rappor-

17
tering om politiske hændelser i ind- og udland foregår i en uendelig strøm med
samme selvfølgelighed, som der kommer vand ud af vandhanen.
Den på en gang meget synlige og usynlige karakter af mediernes tilstede-
værelse i kultur og samfund afspejler en klassisk sociologisk pointe, nemlig at
samfundsmæssige strukturer, relationer og processer ikke er synlige. To socio-
logiske pionerer, Maciver og Page (1950), formulerede problemet således: "Vi
ser bygninger og motorveje og broer og andre tegn på menneskers aktivitet.
Vi kan endog se menneskene selv. Men vi kan ikke se den sociale struktur. Vi
kan ikke se samfundet, men kun dets ydre kendetegn" (Maclver og Page 1950:
1 36). Medialiseringsteori beskæftiger sig med de 'usynlige' sociale processer og
strukturer bag mediernes ydre fremtrædelsesform. Den ydre synlighed siger
ikke nødvendigvis noget om mediernes betydning eller funktioner i kultur
og samfund, men kan primært ses som en indikator for mediernes relevans i
forskellige sammenhænge.
Medialiserings teori indskriver sig i den lange tradition i .medie- og kommu-
nikationsforskningen, hvor man forsøger at give svar på, hvilken betydning
medierne har for kultur og samfund, herunder om de påvirker mennesker og
institutioner på forskellige måder. Men spørgsmålet søges besvaret på en ny
måde, der har selve integrationen i kultur og samfund som sit omdrejnings-
punkt. Tidligere lå der i forskningen i højere grad en antagelse om, at man
kunne se isoleret på medierne og påvise, hvordan de udøvede en effekt på en-
keltindivider eller grupper, eller hvordan vi som enkeltindivider selv kunne
vælge eller fravælge medier for at opnå en bestemt social eller psykologisk til-
fredsstillelse. Sådanne opfattelser kommer til kort, når medierne integreres i
mange forskellige institutioner som familie, uddannelse og politik og udgør en
uadskillelig del af vores sociale og kulturelle kontekst både som privatpersoner,
i arbejdsmæssig sammenhæng og som politiske borgere. Medierne rummer
mange muligheder, men brugen af dem er ikke et frit valg. Det er socialt om-
kosmingsfuldt for både børn og voksne ikke at have en mobiltelefon, og det
er i Danmark et lovkrav, at borgere kommunikerer med det offentlige gennem
computer og internet.
I det omfang man kan tale om, at medierne har en 'effekt' på kultur og
samfund, kan konsekvenserne af denne integration siges at være mediernes
største effekt. Som følge af mediernes integrerede karakter sætter medialise-
ringsteori fokus på samspillet mellem medierne og andre kulturelle og sam-
fundsmæssige forhold som fx familieliv, sport og politik. Det er ikke medierne
i sig selv, der står i centrum for analysen, men de måder, hvorpå de påvirker og
18 Medialisering
selv påvirkes af de kulturelle og samfundsmæssige forhold. Medierne er væ-
sentlige, fordi medialiseringsteorien netop omhandler mediernes betydning i
kultur og samfund, men teorien har ikke til formål at opskrive den kulturelle
eller samfundsmæssige værdi af medierne i sig selv; det er medieindustriens
aktører selv rigtig gode til at gøre. I stedet er det medialiseringsteoriens ærinde
at synliggøre, hvordan medier, kultur og samfund interagerer med hinanden,
og hvordan medierne herigennem kommer til at være medstrukturerende for,
hvordan mennesker såvel i det store samfund som i hverdagslige sammenhæn-
ge kommunikerer, handler og skaber sociale relationer.
Fra mediering til medialisering
For at kunne forstå medialiseringsteoriens særlige perspektiv på mediernes
rolle i kultur og samfund er det vigtig at skelne mellem to begreber, henholds-
vis 'mediering' og 'medialisering'. Ved 'mediering' forstår vi brugen af medier
til kommunikation og interaktion; fx kan en politiker vælge at mediere sin
kommunikation gennem et pressemøde eller via et indlæg på Twitter. Valget af
medieringsform har direkte konsekvenser for meddelelsens form og indhold
samt for, hvem der har mulighed for at deltage i kommunikationen. Hvordan
den enkelte politiske meddelelse medieres, har imidlertid ikke konsekvenser
for den politiske institutions virkemåde eller politikkens relation til medier,
kultur og samfund i øvrigt. Medialiseringen af politikken vedrører derimod
de langsigtede, strukturelle forandringer i forholdet mellem politik og medier,
hvorigennem relationerne mellem de involverede institutioner ændres, og der
skabes nye betingelser for kommunikation og interaktion. Medieringen hører
til de kommunikative handlingers område, mens medialiseringen vedrører de
strukturelle forandringer mellem forskellige kulturelle og samfundsmæssige
domæner.
En væsentlig del af medie- og kommunikationsforskningen har - ikke over-
raskende - været fokuseret på at studere brugen af medier til kommunikation
og dermed fortrinsvis analyseret de tre grundlæggende led i kommunikations-
forløbet - afsender, indhold og modtager - samt deres indbyrdes relationer.
Lasswells klassiske kommunikationsmodel har dermed ligget til grund for de
spørgsmål, der er blevet stillet i medieforskningen: Hvem siger hvad, gennem
hvilken kanal, til hvem, med hvilken effekt? Analysen af medieringsprocesser
er selvsagt blevet stadig mere nuanceret og udviklet på mange forskellige må-
der, hvor fx konteksten for modtagernes reception er blevet inddraget til at
1 l Medialisering: Teori og historie 19
forstå deres fortolkninger af budskaber. Ikke desto mindre har en betydelig
del af medieforskningen fastholdt sit fokus på selve medieringen og lokaliseret
mediernes betydning på dette niveau. Det er fortsat vigtigt at undersøge, hvor- Ændrede relationer
mellem medier og andre
dan medieringen af et budskab kan have indflydelse på kommunikationens
Medialisering: institutioner skaber nye betingelser
form, indhold og modtagelse, men det er ikke tilstrækkeligt at fokusere på Mediering:
Strukturel for mediering
medieringen alene, hvis man ønsker at belyse konsekvensernes af mediernes Kommunikation
forandring, hvor
tilstedeværelse i moderne samfund. Her må en analyse af medialiseringen træ- og interaktion
institutioner
de til. gennem medier
er blevet mere
Begreberne 'mediering' og 'medialisering' vedrører således to forskellige i konkrete
afhængige af
forhold, henholdsvis brugen af medier i kommunikative praksisser og medier- situationer
medier Akkumuleret ændring af
nes rolle i forandringen af kulrur og samfund, og de bør derfor holdes adskilt. medieringspraksisser kan bidrage
Det er samtidig værd at understrege, at de processer, som begreberne dækker til medialisering
over, er gensidigt forbundne. For det første kan den akkumulerede ændring
af medieringspraksisser over tid i sig selv bidrage til en medialisering af en gi-
ven institution. Når eksempelvis politikere i stadig størr~ omfang begynder
Figur 1.1. Den gensidige relation mellem medialisering og mediering.
at bruge Twitter til at kommunikere om politik, eller sportsklubber med sta-
dig større hyppighed bruger sociale netværksmedier til at kommunikere med
medlemmer, vil det gradvis kunne resultere i en medialisering af den sociale over afstand, men samtalen kunne ikke lagres eller suppleres med andre kom-
praksis. For det andet har medialiseringen konsekvenser for medieringen; i munikative modaliteter som tekst og billede. Gradvis er medierne blevet sta-
takt med mediernes integration i stadig flere kulturelle og samfundsmæssige dig mere multifunktionelle, hvilket tillader brugerne en mere fleksibel styring
områder vil der opstå nye betingelser for kommunikation og interaktion. Me- af tid, rum og modaliteter.
dierne vil udgøre en vigtig ressource, hvis styring både er præget af medierne Medier er i lyset af denne definition kommunikationsteknologier, der gør
selv og de institutionelle logikker på det pågældende område (fx politik eller det muligt at overskride den menneskelige krops begrænsninger, så vi kan
sport), og det vil sætte nogle betingelser for, hvordan den konkrete mediering kommunikere hurtigere, længere og mere varieret end vores mundtlige tale og
afbudskaber vil finde sted i denne kontekst (se figur r. I). kropslige gestik tillader. Hermed være også sagt, at tale- og kropssproget ud fr'/-
Før jeg går videre med at udlægge de vigtigste begreber og argumenter i dette perspektiv ikke opfattes som et medie, selvom det i andre sammenhænge
medialiseringsteorien, er det vigtigt også at få præciseret, hvad vi i denne sam- kan være en meningsfuld betegnelse, fx inden for retorikken og teaterviden-
menhæng forstår ved 'medier'. I og med at medialiseringsteorien udspringer skaben. Den medievidenskabelige definition af medier adskiller sig også fra so-
af en medievidenskabelig forskningstradition, er det også en medievidenska- ciologiske, økonomiske og religionsvidenskabelige tilgange. Inden for disse di-
belig forståelse, der ligger til grund for definitionen af 'medier'. Kort sagt vil scipliner vil man eksempelvis kunne opfatte politik, penge og mennesker som
vi forstå medier som teknologier, der gør det muligt at udvide den menneske- medier: politik som styringsmedie for magtudøvelse, penge som økonomisk
lige kommunikation i tid, rum og modalitet. Medier gør det således muligt udvekslingsmedie og åndemagere som medier for kontakten til en overnatur-
at kommunikere i tekst, lyd og billeder (forskellige modaliteter) over store af.. lig verden. Inden for de respektive discipliner kan disse medieopfattelser være
stande (rum), ligesom det er muligt at lagre kommunikationen til senere brug nyttige, men i forhold til at belyse kommunikationsteknologiers betydning i
(tid). Et medie behøver dog ikke at opfylde alle tre funktioner; historisk har moderne samfund er de ikke anvendelige.
mange medier til at begynde med kun udvidet menneskers kommunikation I den følgende fremstilling af medialiseringen arbejder vi med en bred me-
i en dimension, fx muliggjorde telefonen, at mennesker kunne tale sammen dieopfattelse, der omfatter massemedier (fx bog, radio og tv), interpersonelle

2.0
Medialisering I l Medialisering: Teori og historie 2.1
medier (fx telefon, e-mail og sms) og sociale netværksmedier (fx blogs, Face-
hook, Twitter); de lever alle op til kriterierne i definitionen. Den teknologiske
komponent er ifølge definitionen en nødvendig betingelse for, at der er tale
om et medie, men den er ikke en tilstrækkelig betingelse for at kunne beskrive
et medie. Mediers funktionsmåde er ikke kun styret af teknologien i sig selv,
men er også præget af symbolske og æstetiske praksisser (fx styret af genrer og
stilistiske konventioner) og institutionelt forankrede reguleringer (fx gennem
lovgivning, markedsmekanismer og organisatorisk struktur). Vi må medtæn-
ke alle tre dimensioner, dvs. materielt-teknologiske, æstetisk-symbolske og in-
stitutionelle, når vi ønsker at belyse, på hvilke måder medierne spiller sammen
med andre kulturelle og samfundsmæssige fænomener.
Begrebshistorie
Selvom medie- og kommunikationsforskningen primært ~ar fokuseret på me-
diering og ikke medialisering, er det vigtigt at understrege, at der også tidli-
gere har været forskning i medialiseringsprocesser. Den tidligste anvendelse
af begrebet i en betydning, der har lighedspunkter med den aktuelle forstå-
else, finder man hos den tyske sociolog Ernest Manheim (1979 [1933]), der i
en afhandling fra 1933 bruger begrebet til at beskrive, hvordan offentlighe-
den etableres under indflydelse af kommunikationsmediernes mellemkomst.
Denne afhandling vinder dog ikke nogen større indflydelse eller udbredelse
(Averbeck-Lietz, 2014), og det er først et halvt århundrede senere, at begre-
bet begynder at vinde indpas i forskellige teoridannelser. Der er ikke tale om
en fælles begrebsudvikling, men snarere om, at der inden for et par årtier i
forskellige forskningsmiljøer hovedsagelig i Europa opstår beslægtede, men
langtfra identiske ideer, som gradvis knyttes til begrebet medialisering. Til at
skabe overblik over denne parallelle og løst forbundne begrebsudvikling vil
jeg i det følgende skelne mellem begrebets indpas i henholdsvis postmoderne
teori, politisk kommunikationsteori og kultursociologisk teori.
Inden for postmodernistisk teori er begrebet blevet brugt til at belyse den
imaginære eller simulerede karakter, som erfaringen både på individ- og sarn-
fundsniveau kan tage som følge af medierne mellemkomst. Hos Baudrillard
(1981) bruges betegnelsen som et led i at underbygge hans teori om 'simulacra',
dvs. at den symbolske fremstilling af verden, vi møder i medier, politik og kul-
tur, har mistet sin relation til virkelige hændelser og i stedet udgør en hyperre-
alitet, der er blevet mere virkelig end virkeligheden selv. Denne simulacra-til-
22 Medialisering
stand er ifølge postmodernistisk teori præget af et generelt sammenbrud i de
semiotiske tegns referentielle funktion, dvs. der er ikke længere nogen entydig
sammenhæng mellem tegnenes betydning og den virkelighed, de foregiver
at pege på. Som sådan bliver medierne også redskaber for ideologiske koder:
"Hvad der medialiseres, er ikke, hvad der kommer fra dagspressen, fjernsyns-
kassen eller radioen: det er hvad der genfortolkes af tegnformen, artikuleres i
modeller og administreres af'koden'" (Baudrillard, 1981: 175-76). Denne til-
stand er afBaudrillard bl.a. blevet brugt til at argumentere for- i en for ham
karakteristisk spidsformulering - at Golfkrigen (1990-91) ikke fandt sted.
Dette skal dog ikke forstås som en egentlig benægtelse af krigens eksistens på
slagmarken, men som et argument for, at borgerne ikke har mulighed for at
afgøre, hvad der reelt finder sted, og de involverede aktørers fortolkninger og
handlinger tager afsæt i det simulacrum, som bl.a. medierne skaber.
Kultur- og litteraturkritikeren Fredric Jarneson (1991), der selv forholder
sig kritisk til postmodernismen, bruger medialiseringsbegrebet til at pege på,
at de traditionelle kunstarter undergår en forandring under indflydelse af me-
diernes tilstedeværelse: "de er blevet bevidste om, at de selv er medier inden
for et mediesystem, inden for hvilket deres egen interne produktion også ud-
gør et symbolsk budskab om det pågældende medies status" (Jameson, 1991:
162). Set fra dette synpunkt er medialiseringen af de traditionelle kunstarter
en integrationsproces, hvorigennem bestemte kunstarter mister en vis autono-
mi og i stedet kommer til at indgå i en vedvarende social og symbolsk dialog
med andre medier om relevans og betydning. I aktuelle forståelser af mediali-
seringen udgør postmoderne teori ikke længere en betydningsfuld strømning,
men analysen af det postmoderne, forstået som en række karakteristiske træk
ved den aktuelle kultur, indgår i aktuel medialiseringsteori. Eksempelvis har
Philip Auslander (2014) belyst, hvordan kunstnerisk performance må forholde
sig bevidst til de betingelser, som en kultur gennemsyret af medier sætter for
produktion af information, forestillinger og autenticitet.
En afgørende udvikling af medialiseringsbegrebet finder sted inden for
analysen af mediernes rolle i den politiske kommunikationsproces. I en skan-
dinavisk sammenhæng er Kent Asp den første til at bruge begrebet til at be-
tegne den proces, hvor "et politisk system i høj grad påvirkes af og er tilpasset
de krav, som massemedierne stiller til rapporteringen af den politiske verden"
(Asp, 1986: 359). I en europæisk sammenhæng bliver Mazzoleni og Schulz'
(1999) bidrag vigtigt for begrebsdannelsen, og her er der på samme måde som
hos Asp fokus på, hvordan de politiske institutioner gradvis tilpasses masse-
1 l Medialisering: Teori og historie
mediernes måde at virke på og i denne proces mister autonomi: "Medialiseret
politik er politik, der har tabt sin autonomi og i sine centrale funktioner er
blevet afhængig af massemedierne og kontinuerligt formes gennem interak-
tion med massemedier" (Mazzoleni og Schulz, 1999: 249-50). En væsentlig
videreudvikling af den teoretiske forståelse af politikkens medialisering le-
veres af Jesper Stramback (20o8), der peger på fire faser eller dimensioner i
det politiske systems afhængighed af mediernes logik. Jeg skal vende tilbage
til denne historiske faseinddeling senere, ligesom den også behandles i Mark
Blach-Ørstens kapitel i denne bog (se kapitel7).
Til sammenligning med den postmoderne tilgang til medialiserings begre-
bet, der især havde sit afsæt i kultur- og kunstkritik, er studier af politikkens
medialisering præget af forskningstraditioner inden for henholdsvis polito-
logi og journalistikforskning. Det handler således især om nyhedsmediernes
udvikling til en mere selvstændig samfundsmæssig institution og de konse-
kvenser, denne udvikling har for det politiske system og opinionsdannelsen
i samfundet. Teoretisk trækker studier af politikkens inedialisering på den
ny-institutionelle orientering i journalistikforskningen (Cook, 2005), lige-
som der forsøges knyttet forbindelser til eksisterende retninger inden for po-
litisk kommunikationsanalyse som fx agenda-setting og framing-teori (Esser
og Stromback, 2014). Trods de indlysende forskelle er der dog også enkelte
lighedspunkter mellem den postmoderne tilgang og teorier om politikkens
medialisering. I begge tilfælde ses mediernes udvikling som en afgørende for-
andrende kraft, der udhuler autonomien af henholdsvis det politiske liv og
kunsten. Der ligger heri også en mere eller mindre eksplicit normativ kritik af
medierne for at underminere andre samfundsinstitutioners virkemåde og evne
til at agere hensigtsmæssigt på egne præmisser.
Den kultursociologiske inspiration til udviklingen af medialiseringsbegre-
bet kommer overvejende fra forskere, der ikke i snæver forstand arbejder inden
for det medievidenskabelige felt. I en skandinavisk sammenhæng har Johan
Fornas (1995) introduceret begrebet i en kulturteoretisk sammenhæng, hvor
han ikke mindst har sat det i relation til mediernes øgede rolle for identitets-
konstruktionen i senmoderne samfund. I samspil med en øget kulturalisering
af samfundet, dvs. den proces, hvor kulturelle symboler og værdier kommer til
at spille en rolle uden for kulturens egen gebet, får medierne øget betydning,
i og med de er centrale for cirkulationen af symboler og værdier; konkret vi-
ser det sig eksempelvis i den øgede betydning afbranding af virksomheder og
produkter og en generel vækst i oplevelsesindustrien. I denne proces bidrager
24 Medialisering
medierne til en øget refleksivitet og æstetisering af verden, hvilket kommer til
at præge individets konstruktion af egen identitet, eksempelvis i dialog med re-
klamer, modemagasiner og livsstilsprogrammer i tv. Set i dette perspektiv kan
medialiseringen bidrage til en øget indsigt i og dialog med en større verden
og andre kulturer, men den kan dog også have standardisering og homogeni-
sering af erfaring og identitetsdannelse som konsekvens, i og med at identi-
tetsdannelsen forskydes fra primærerfaring til en sekundær erfaring gennem
mediekulturen.
Andre Janssans (2002) medialiseringsbegreb har også mediekulturen som
afsæt, idet han karakteriserer medialiseringen som "den proces hvorigennem
medierede kulturprodukter har opnået status som kulturelle referenter og
derved bidrager til udviklingen og opretholdelsen af kulturelle fællesskaber.
Med andre ord er medialiseringen den proces, som forstærker og udvider me-
diekulturens sfære" (Jansson, 2002: I4-IS). Denne definition har også visse
lighedspunkter med Friedrich Jamesans opfattelse, i og med den fokuserer
på mediekulturens nye status som reference for hele kulturen, men Jansson
anlægger et langt mere sociologisk syn på udviklingen og uddyber, hvordan
denne status etableres, herunder hvordan medierne normaliseres gennem det
sociale hverdagslivs praksisser (Lefebvre) og legitimeres afhængigt af de kapi-
talformer (Bourdieu), der gør sig gældende i forskellige praksisfelter. Jansson
(201 2) har videre beskæftiget sig med, hvordan mediernes integration i forskel-
lige sociale rum indgår i kontrol og magtudøvelse. Medierne skaber således nye
betingelser og muligheder for overvågning, herunder statens overvågning af
borgerne, firmaers overvågning af forbrugeres markedsadfærd og den sociale
overvågning af hinanden i civilsamfundet. En væsentlig konsekvens af denne
medialisering er ændrede præmisser for at opleve tillid til individer og sociale
systemer.
I en tysk sammenhæng har medialiseringsbegrebet dels vundet indpas i ana-
lysen af politiske institutioner og dels fået en bredere kultursociologisk funde-
ring gennem især Friedrich Krotz' (2003, 2009) arbejde. Inspireret af især Nor-
bert Elias' relationelle sociologi ser Krotz medierne som afgørende for, hvordan
mennesker kommer til at konstruere deres sociale verdener. Ifølge Elias udfol-
der menneskers liv sig inden for sociale figurationer, dvs. netværk af gensidige
relationer (fx familien), og i kraft af dette udvikles sociale normer og hierarkier,
herunder en habitus, som regulerer menneskers handlinger og hverdagsliv. Me-
dialiseringen forstås i lyset heraf som den proces, hvorigennem de kommunika-
tive processer forandres, og nye sociale verdener tager form. Tilkomsten af nye
1 l Medialisering: Teori og historie
medier skaber basis for ændrede kommunikationsmønstre, hvilket bidrager til
ændringer i de sociale figurationer. Samtidig med at forandringer er historisk
specifikke og variable, er medialiseringen samtidig at forstå som en metaproces
på linje med individualisering, dvs. en langsigtet og overgribende civilisatorisk
proces siden menneskesamfundenes begyndelse; således bidrager medierne
gennem hele historien til social forandring, men deres aftryk kommer imidler-
tid til udtryk på forskellige måder til forskellige tider. Hepp (20I3) har i sam-
arbejde med Krotz videreudviklet dette perspektiv og taler om 'medialiserede
verdener', hvorved vi skal forstå de kommunikative figurationer, medierne er
med til at konstituere og artikulere i lokale livsverdener.
I den engelsksprogede verden har især John B. Thompson bragt medialise-
ringsbegrebet frem. Thompson (I990) knytter i modsætning til Krotz media-
liseringen til modernitetens periode og gør den til et distinktivt træk ved vor
tid; som Thompson selv udtrykker det, er medierne delvist konstituerende for
moderne samfund, og de er delvist konstituerende for, hvori det 'moderne' ved
de samfund, vi lever i, består (Thompson, I990: IS). Tha"mpson (I99S) knytter
ikke mindst medialiseringen til den øgede indflydelse, som meget store roe-
dievirksomheder har på nationale og globale kommunikationsprocesser. Disse
virksomheders produktion og distribution af symbolske produkter har bidra-
get til at ændre kommunikationsstrømmene både mellem individer og insti-
tutioner. Thompson har ikke så meget bidraget til medialiseringsbegrebets
udvikling på det generelle niveau, men hans studier af den øgede synlighed,
medierne befordrer i kultur og samfund, har tydelig relevans for forståelsen af
medialiseringens konsekvenser.
Ikke mindst Thompsons (2002) teori om og analyse af medieskandaler i
moderne politik kan ses som et vigtigt bidrag til at forstå sociale dynamikker
affødt af medialiseringen, men også Roger Silverstone (I999· 2006) kan siges
at have leveret et tidligt bidrag til forståelsen af medialiseringsprocesser. Sil-
verstone brugte imidlertid konsekvent begrebet 'mediering' til at beskrive dis-
se processer, hvad enten det drejer sig om konkrete kommunikative processer
eller generelle, kulturelle forandringer som følge af mediernes mellemkomst.
Denne manglende sondring har undertiden givet en uklarhed i den interna-
tionale dialog om begreberne. Couldry (20o8) forsøgte i tilslutning til Silver-
stone at fastholde 'mediering' som det centrale begreb, men har siden tilsluttet
sig relevansen af medialiseringsbegrebet (Couldry og Hepp, 20I3), og generelt
må den indledningsvist nævnte forståelse af forskellen mellem mediering og
medialisering nu siges at have etableret sig som gældende i den internationa-
Medialisering
le forskning. Se Kaun (2oi I) og Lundby (2oi4) for en nærmere oversigt over
teoriudviklingen på feltet.
Foregribelse af medialiseringens dagsorden
Indtil nu har jeg alene behandlet bidrag, der eksplicit anvender begrebet media-
lisering til at forstå dette forskningsfelts udvikling. Men det er værd at under-
strege, at studiet af medialiseringsprocesser også har fundet sted, uden at selve
begrebet medialisering har været anvendt. Der findes således en række histo-
riske og aktuelle forskningsbidrag, som har indlysende relevans både teoretisk
og empirisk for forståelse af medialiseringen. En af medie- og kommunika-
tionsforskningens pionerer, sociologen Paul F. Lazarsfeld, udpegede på et tidligt
tidspunkt relevansen af den dagsorden, som medialiseringsteorien adresserer. I
en foreløbig status over den dengang unge disciplin, kommunikationsforsknin-
gen, nævnte Lazarsfeld (I9S I) fem relevante interesseområder, hvoraf de første
fire primært drejede sig om forhold knyttet til selv kommunikationsprocessen:
analyse af, hvem der bestemmer over massemedierne, analyse af selve indholdet,
analyse af publikums brug og sociale kendetegn og analyse af massemediernes
effekter. Dertil nævnte han en femte dimension, som han kaldte 'funktionel
analyse', og som forsøger at besvare følgende spørgsmål: "Hvordan er medierne
relateret til hinanden, og hvordan er et lands kommunikationssystem relateret
til andre aspekter af det sociale system? Hvilken rolle spiller massemedierne for
forløbet af sociale forandringer?" (Lazarsfeld, I9SI: 2I9).
Lazarsfeld kom i den nævnte artikel ikke nærmere ind, hvad denne forsk-
ning skulle bestå af, men det er slående, i hvor høj grad han her stillede spørgs-
mål, der har relevans for medialiseringsteorien: dels det strukturelle spørgsmål
om, hvilke relationer mediesystemet har til andre sociale domæner som fx po-
litik, uddannelse og religion, dels det historiske og processuelle spørgsmål om,
hvilke roller medierne kan spille i forandringen af kultur og samfund. Hos den
norske sociolog Gudmund Hernes efterspørges knap 30 år senere en ganske
tilsvarende forskningsdagsorden. I hans klassiske artikel om ' det mediavridde
samfunn' efterlyser han viden om, "hvilke virkninger medier har for institu-
tioner såvel som for individer: for måden forvaltning, organisationer, partier,
skoler og virksomheder fungerer på og for forholdet mellem dem. På hvilke
måder bidrager medier til at omfordele magt i samfundet? [...] Kort sagt, ud fra
et institutionelt perspektiv er det centrale spørgsmål, hvordan medier ændrer
andre samfundsenheders indre funktionsmåde og gensidige forhold" (Hernes,
I l Medialisering: Teori og historie 27
I978: IBI). Selvom Hernes ikke selv bidrog med forskning til at besvare alle
disse spørgsmål, vidner hans bidrag om en anden forskningsdagsordens eksi-
stens ved siden af den medieforskning, der altovervejende var orienteret mod
analyser af medieret kommunikation.
Her skal blot nævnes nogle få eksempler på tidlige studier, der både fore-
griber og reelt bidrager til teori og analyse af medialiseringen af kultur og
samfund. Som påpeget i anden sammenhæng (Hjarvard, 20I4) kan offentlig-
hedsteorien ses som et bidrag til at forstå mediernes rolle i den strukturelle for-
andring af samfundet, herunder ændrede relationer mellem forskellige sociale
og kulturelle domæner. Walter Lippmanns (I992 [I922]) studie af den offent-
lige menings voksende betydning i mellemkrigstidens USA var således ikke
kun et studie afkonkret politisk kommunikation, men afspejlede en erkendel-
se af. at den offentlige mening - og styringen af denne - var ved at udvikle sig
til en selvstændig magtfaktor i samfundet. Som Lippmann (I992 [I922]: IS8)
formulerede det: "En revolution er ved at finde sted, u~ndeligt mere betyd-
ningsfuld end noget økonomisk magtskifte".
Lippmanns erkendelser har fortsat værdi for den sociologisk orienterede
forståelse af nyhedsmediernes rolle for den politiske proces (jf. Eide, I992),
men i teoretisk forstand blev detJiirgen Habermas' (2oi2 [I962]) studie af of-
fentlighedens strukturelle forandring, der var i stand til på en og samme tid at
historisere og begrebsliggøre samspillet mellem forskellige sociale sfærer og ak-
tører i dannelsen af offentligheden, herunder at belyse mediernes rolle i denne
proces. Studiet af offentlighedens strukturforandringer vedrører fortrinsvis
perioder, hvor medierne ikke på samme måde som i dag havde selvstændig-
gjort sig, men snarere var redskaber for andre sociale aktører og institutioners
virke, og hans analyse af offentlighedens forfaldstendenser set i lyset af en selv-
stændig medieindustris fremkomst er præget af en normativ og pessimistisk
grundtone, som han siden delvist har forladt; se fx hans forord til den nye
udgave af offentlighedsteorien (Habermas, I994). Ikke desto mindre rummer
hans analyse af offentlighedens strukturforandringer en række begreber, der
har indlysende relevans for en aktuel analyse af forskydningen mellem for-
skellige sociale sfærer, ligesom selve kombinationen af historisk og sociologisk
analyse kan siges at være en eksemplarisk tilgang til at belyse medialiseringen.
Et andet eksempel på et tidligt studie, der foregriber en forståelse af me-
dialiseringen, men ikke selv tager begrebet i sin mund, er Joshua Meyrowitz'
(I986) studie af de elektroniske mediers betydning for relationer og adfærd
mellem mennesker inden for forskellige sfærer. Også her finder man en kombi-
Medialisering
nation af en historisk og sociologisk analyse, i dette tilfælde af de kulturelle og
samfundsmæssige forandringer, som radio og tv både bidrog til og var et resul-
tat af i efterkrigstidens USA. Især tv-mediets synliggøreise af hele samfundet
i sit indhold og simultane adressering af hele befolkningen som publikum for
mediet skabte en fælles erfaringsverden, som bidrog til at nedbryde skel mellem
forskellige sociale sfærer. Hvor social erfaring tidligere var knyttet til fysiske
steder og dermed delvist adskilte sociale verdener, bidrog de elektroniske me-
dier til at knytte tidligere adskilte informationssystemer sammen. I takt med
at forskelle i erfaringsverden mellem mænd og kvinder, mellem børn og voksne
og mellem magthaverne og folket mindskedes, modificeredes sociale roller og
dertil knyttede adfærdsnormer. Denne udvikling var naturligvis ikke kun et
resultat af de elektroniske mediers udvikling, men blev også understøttet af en
række sodo-økonomiske og politiske processer, fx kvinders øgede deltagelse
på arbejdsmarkedet og studenteroprøret. En række afMeyrowitz' begreber for
forståelse af denne udvikling, eksempelvis etableringen af en 'middle-region'
og 'deep backstage ', kan være nyttige til at belyse, hvordan digitale medier i
dag kan bidrage til forskydninger mellem sociale sfærer og ændrede konven-
tioner for social adfærd.
Definition og historie
Med afsæt i den eksisterende forskning vil vi i det følgende definere medialise-
ringen som de processer, hvorigennem medierne får en intensiveret og ændret
betydning i kultur og samfund, og hvor forskellige samfundsmæssige institu-
tioner og kulturelle domæner bliver afhængige af medierne og deres logikker.
I næste kapitel vil vi uddybe, hvad der forstås ved logikker, så vi vil i første om-
gang nøjes med at konstatere, at det er en samlebetegnelse, en overskrift, for
det samlede sæt af funktionsmåder, der kendetegner mediernes virkemåder.
Det er videre karakteristisk for de måder, som medialiseringen har præget høj-
moderne samfund som det danske, at medialiseringen rummer to forbundne
udviklingstræk: På den ene side er der sket en øget selvstændiggørelse af medi-
erne, således at de i nogle henseender har udviklet sig til en selvstændig institu-
tion i samfundet, og på den anden side er de i stigende grad blevet integreret i
stadig flere kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge.
Som følge af denne dualitet er medierne både til stede 'derude' i det store
samfund som en institution, der udøver indflydelse på den offentlige dagsor-
den, og er blevet en vigtig faktor 'herinde' i hverdagslivets mangfoldige små
I l Medialisering: Teori og historie 29
sammenhænge som et sæt af institutionaliserede redskaber for kommunika-
tion og interaktion i familie, på arbejde osv. I begge tilfælde udgør de en res-
source (materielt og symbolsk) for social handlen og et sæt af regler (formelle
og uformelle) for, hvordan man meningsfuldt interagerer med hinanden. I
takt med at medierne som ressource og regler integreres i både det store sam-
fund 'derude' og lille samfund 'herinde', kommer deres logikker til at blive
medstrukturerende for, hvordan kultur og samfund udvikler sig.
Medialiseringen skal forstås som en overgribende proces i det højmoder-
ne samfund på linje med andre tilsvarende modernitetsprocesser som urba-
nisering, globalisering og individualisering. Hvordan medialiseringen nær-
mere udspiller sig, må ses i forhold til de konkrete historiske kontekster og
de forskellige institutionelle domæner, inden for hvilke medierne integreres.
Medialiseringen er ikke en ensartet proces, der i alle lande omformer alle dele
af kultur og samfund på samme måde. En nærmere analyse af medialiserin-
gens former må derfor tage højde for, hvordan medier~e og andre institutio-
ner fungerer i konkrete kontekster. En analyse af politikkens medialisering i
henholdsvis USA og Danmark må således medreflektere såvel forskelle i me-
diesystemer (fx public service-mediers forskellige betydning) som forskelle i
politiske systemer (fx topartisystem versus flerpartisystem). På tværs af de for-
skellige institutionelle domæner kan man dog pege på nogle helt overordnede
træk i medialiseringens udvikling i en nordisk sammenhæng, hvor der generelt
er en række lighedspunkter mellem landene, både når det gælder den medie-
rnæssige og den øvrige samfundsudvikling.
Ser vi på mediernes relation til det øvrige samfund i historisk perspektiv,
kan man inddele udviklingen i tre forskellige faser. I det 19. århundrede og
tidlige 20. århundrede frem til radioens etablering i 192o'erne er det karakte-
ristisk, at medierne i højere grad var indlejret i og redskaber for andre institu-
tioners virksomhed. Det gjaldt i særdeleshed partipressen, hvor hver avis var
tæt knyttet til bestemte politiske og sociale interesser og typisk også redak-
tionelt underlagt politiske partier eller sociale bevægelser, eksempelvis ved at
redaktøren selv var politiker. Nyhedsjournalistik var ikke etableret som en
distinkt profession, men pressen var en integreret del af det politiske virke.
Det gjaldt i et vist omfang også andre medier: Tidsskrifter tjente religiøse,
kulrurelle eller videnskabelige formål, og telegrafen var en national service på
linje med postvæsen og jernbaner.
Generelt kan man sige, at medierne ikke var uddifferentieret som et særligt
domæne med fælles kendetegn; i stedet var de konkrete kommunikationstek-
30 Medialisering
nologier underlagt andre institutionelle og partikulære interesser. De blev da
heller ikke benævnt 'medier' som i vore dage; det er i realiteten først med radio
og tv, at der gradvis opstår et felt, hvor 'massemedier' bliver en fællesbetegnelse
for mange forskellige kulturindustrielle aktiviteter, hvor også film, grammo-
fonplader og ugeblade hører til. Den norske mediehistoriker Hans Fredrik
Dahl (1994: 134) har således peget på fraværet af'medier' indtil midten af det
20. århundrede: "Sammenkoblingen af adskilte medier (aviser, ugerevyer, ra-
dio, tv) til en samlet helhed- 'medierne' -er et meget nyligt fænomen, der
muligvis er sammenfaldende med tv's fremkomst i begyndelsen af 196o'erne
som et dominerende medie for information og underholdning".
Med radioens og siden tv's fremkomst skete der en ændring af de institu-
tionelle sammenhænge, som mediernes typisk var underlagt. Radio og tv fik
karakter af en kulturinstitution underlagt et hensyn til almenheden; de nye
medier skulle repræsentere alle sider af samfund og kultur for hele nationen.
Medierne blev opfattet som et led i et nationalt dannelsesprojekt, hvor alle
skulle stifte bekendtskab med de vigtigste sider af nationens liv: kultur, viden-
skab, politik, industri osv. Som kulrurinstitutioner skulle de nye medier place-
re sig i en universel position, hvor de kunne tale til alle hævet over partikulære
hensyn. Den trykte presse oplevede i samme periode en tilsvarende forandring.
Partipressen blev langsomt, men sikkert afløst af den såkaldte omnibuspresse,
hvor de enkelte aviser ikke længere indtog snævert partipolitiske standpunkter
og i stedet antog bredere politisk-ideologiske positioner og henvendte sig til
et bredere massepublikum. I takt med denne udvikling voksede journalistik-
ken frem og fik en større grad af professionel autonomi, og samtidig holdt nye
stofområder deres indtog i aviserne. Hvor de tidligere havde været fokuseret
på fortrinsvis politiske forhold, blev flere kultur- og samfundsområder ind-
lemmet i avisernes virksomhed. I forhold til den videre udvikling udgør denne
periode en mellemfase, hvor medier på den ene side frigøres fra partikulære
interesser og enkeltinstitutioners virke, men på den anden side indføjes i en
almen, kulturel styringslogik, der har sit primære udspring uden for medierne.
Den kulrurinstitutionelle orden, som blev etableret med radio, tv og om-
nibuspresse, kom i opbrud med dereguleringen og globaliseringen af både
medier og samfund fra 198o'erne og fremefter. Med monopolbrud på såvel
broadeast-medier og teletjenester voksede et nyt mediemarked gradvis frem,
der ikke var underlagt en national og kulturel styringslogik, men snarere var
global og markedsorienteret. De mange nye medier (computer, internet, mo-
biltelefoni m.m.), som blev introduceret fra 198o'erne og fremefter, blev født
I l Medialisering: Teori og historie 31
som kommercielle virksomheder og har snarere skullet tjene industripolitiske Tabel Mediernes institutionelle udvikling og samspil med andre kultur- og
1.1.

frem for kulturpolitiske formål, i det omfang disse mediers udvikling overho- samfundsinstitutioner.
vedet kan siges at være styret af politiske hensyn. Som konsekvens af denne ud-
vikling forandres styringslogikken for medierne generelt. Markedsbaseringen
afkobler til en vis grad medierne fra andre styringsmæssige hensyn, og i stedet
bliver det afgørende for medieindustrien at forsyne brugerne med produkter, Partipressen,
der lever op til de professionelle hensyn, som mediernes egen virksomhed til- interesser videnskabelige ration og
andre institu- tidsskrifter, agitation ud
siger. Ud fra en institutionel betragtning forandrer medierne sig fra en kultur-
religiøse og fra specifikke
institution til en medieinstitution, hvor mediernes egne egenskaber og ydelser
kunstneriske interesser i
bliver omdrejningspunktet, snarere end hvorvidt de tjener almene interesser af
publikationer den enkelte
politisk, kulturel eller oplysningsmæssig art.
institution
Den øgede markedsorientering skaber i sig selv et øget incitament til at
fokusere på modtagerens efterspørgsel, og fremvæksten af digitale interaktive Almenhedens Statsradio- Repræsentati-
styring fonien (radio on af forskel-
medier, herunder sociale netværksmedier, gør denne brugerorientering end-
og tv under lige institutio-
nu mere fremtrædende som styringsparameter. Det g,ælder ikke kun for de
monopolet), ner i en almen
medier, der er rent markedsbaserede, men også for offentligt støttede public
omnibus- arena
service-medier, der nu må konkurrere på et åbent marked. Den massive frem-
pressen
vækst af forskellige digitale medier, der lader sig indføje i mange forskellige
Medieprofes- Kommercielle Servicering af
institutionelle kontekster, kan, hvad angår styringslogik, minde om en tilba-
sionalisme og ogkonkur- publikum og
gevenden til den tidligere periode, hvor medier var redskaber for andre insti-
stændig medie- publikum-/ reneeprægede brugere; salg
tutioners virke. Forskellen er imidlertid, at medierne fortsætter med også at
institution og brugerinvalve- medier i til specifikke
spille en rolle som et delvist selvstændigt institutionel domæne, ligesom deres
integreret i ring et digitalt målgrupper
indlejring i konkrete domæner ikke løsriver dem fra deres almene tilstedevæ- andre institu- mediemiljø: i et differen-
relse i hele samfundet. Brugen af e-mail i erhvervslivet tilpasses i et vist omfang satellit, inter- tieret medie-
den enkelte virksomheds behov, men e-mail er samtidig et universelt medie, net, mobile system
som anvendes i alle institutionelle kontekster og er præget aflogikker, der van- og interaktive
skeligt lader sig fuldstændig underlægge enkelte virksomheders virke. Samlet medier
set indebærer overgangen fra den kulturinstitutionelle til den medieinstitu-
tionelle styringslogik, at medieprofessionalisme og brugerorientering kommer
i højsædet, mens hensynet til almenheden træder i baggrunden. Mediernes
institutionelle udvikling er sammenfattet i tabel 1.1. Det skal understreges,
Afslutning
at denne faseinddeling peger på nogle overordnede tendenser og ikke giver en
udtømmende beskrivelse af alle mediers institutionelle relationer. I denne kortfattede historiske fremstilling er der lagt vægt på at vise, hvordan
medialiseringen rummer en dobbeltbundet udvikling, hvor medier både op-
når en større grad af selvstændighed i forhold til andre institutioners styrings-
logikker og integreres i en række forskellige kulturelle og sociale praksisser.
Hvordan medialiseringen nærmere udspiller sig inden for specifikke institu-

31- Medialisering I l Medialisering: Teori og historie 33

tionelle domæner, må belyses gennem konkrete analyser. Den her beskrevne
historiske forståelse knytter medialiseringen til nogle særlige udviklingsten-
denser i højmoderne samfund som det danske, hvor medier uddifferentieres
som et socialt domæne med egne funktionsmåder og samtidig integreres i an-
dre livssammenhænge.
Herved afviger fremstillingen fra andre forståelser af medialiseringen, som
opfatter den som en civilisatorisk proces, der har fundet sted siden det første
hulemaleri og skriftens opfindelse. Ifølge Krotz (2014: 137) skal man forstå
medialiseringen som den "langsigtede udvikling, der inkluderer medieforan-
dring og den dermed forbundne forandring i kultur og samfund"; med så bred
en definition vil enhver forandring af eksisterende medier eller tilkomst af nye
medier kunne beskrives som en medialisering, da det er vanskeligt at forestille
sig, at de ikke vil medføre en eller anden forandring i kulturelle og sociale
praksisser. Hos Fornas (2014) finder man også et civilisatorisk perspektiv på
medialiseringen, og her skelnes der mellem fire epo~ale faser: den grafiske,
trykte, audiovisuelle og digitale medialisering af kulturen. I denne optik bliver
medialiseringen en transhistorisk proces, der er kommet til udtryk på forskel-
lige måder gennem historien, men altid har fundet sted.
Der er ingen tvivl om, at medier til alle tider har spillet en vis rolle i kultur
og samfund, det være sig økonomisk, politisk, kulturelt eller religiøst. Men der
er en risiko for at udvande medialiseringsbegrebet, hvis man gør det synonymt
med enhver form for indflydelse fra medierne på kultur og samfund. Faren er, at
væsendige kvantitative og kvalitative dimensioner ved medialiseringen går tabt,
ligesom begrebets anknytning til de særlige forhold og erfaringer, der er knyttet
til moderniteten, ikke længere står i centrum. Hvis vi sammenligner med tilsva-
rende begreber som urbanisering og individualisering, forbindes de sædvanligvis
med kulturelle og sociale processer i moderne samfund. Det forhindrer ikke, at
der kan identificeres udviklingstræk ved antikke eller middelalderlige samfund,
hvor fx bymæssig bebyggelse eller individuel indsats spiller en rolle.
Men derfra og til at karakterisere sådanne samfund som urbane eller in-
dividualiserede er der alligevel et stykke vej, bl.a. fordi tilværelsen for langt
hovedparten af befolkningen var præget af en agrar og kollektiv livsform. Til-
svarende afspejler medialiseringen en kvantitativ dimension, dvs. at medierne
generelt har fået en mere fremtrædende og gennemtrængende rolle i hovedpar-
ten af befolkningens liv inden for mange forskellige domæner. Det var næp-
pe tilfældet i antikken, vikingetiden eller middelalderen. Desuden rummer
medialiseringen en række kvalitative dimensioner, der ikke blot har at gøre
34 Medialisering
med, at de udøver indflydelse på kultur og samfund i al almindelighed. Set ud
fra et modernitetsteoretisk synspunkt er det karakteristiske ved det moderne
samfund en fordøbende uddifferentiering af forskellige sociale områder (en
arbejdsdeling i ordets bredeste forstand), samtidig med at der opstår et behov
for at koordinere disse forskellige områder på tværs af tid og rum. Her spil-
ler medierne en afgørende rolle både som sociale redskaber for koordinering
inden for forskellige områder og som selvstændig arena for koordinering af
samfundet som helhed.
Sammenfattende kan vi sige, at det ikke er noget tilfælde, at grundlæggerne
af den moderne sociologi ikke havde noget synderligt blik for mediernes rolle
eller havde udviklet et begreb om 'medialisering'. Sociologer som Karl Marx,
Emilie Durkheim og Max Weber var optaget af industrialiseringen, sekulari-
seringen, bureaukratiseringen og individualiseringen af de moderne samfund
af den simple grund, at det var de vigtigste sociale processer i deres samtid. Det
er først i løbet af det 20. århundrede, at medierne får en mere fremtrædende og
selvstændig rolle i kultur og samfund og bliver uundværlige redskaber i mange
forskellige domæner. Begrebet om medialisering bliver derfor først for alvor
relevant for at forstå moderne samfund i denne periode, og det er også her,
denne teoriudvikling tager fart. På den måde afspejler teoriudviklingen den
samfundsmæssige udvikling.
Litteratur
Asp, K. (I986) Maktiga massmedier: Studier i politisk opinionsbildning. Stockholm: Akade-
militteratur.
Auslander, P. (2.oi4) Barbie in a meat dress: performance and mediatization in the li " cen-
tury. I: Lundby, K. (red.) Mediatization oJCommunication, s. so s-52.3. Boston og Berlin:
De Gruyter Mouton.
Averbeck-Lietz, S. (2.oi4) Understanding mediatization in "flrst modernity": sociological
classies and their perspectives on mediatedand mediatized societies. I: Lundby, K. (red.)
Mediatization ofCommunication, s. I09-I 30. Boston og Berlin: De Gruyter Mouton.
Baudrillard, J. (I 98 I) For a Critique oJ the Political Economy oJ t~e Sign. St. Louis, Mount.:
Telos Press.
Christensen, H.R. ( 2.0 12.) Mediatization, deprivatization and vicarious religion. Coverage
ofreligion and homosexuality in the Scandinavian mainstream press. I: Hjarvard, S. og
Lovheim, M. (red.) Mediatization and Religion: Nordie Perspectives, s. 63-78. Goteborg:
Nordicom.
1 l Medialisering: Teori og historie 35
Cook, T.E. (2.0os) Governing with the news. The news media as a political institution. 2. udg.
Chicago: University ofChicago Press.
Couldry, N. ( 2008) Mediatization o r mediation? Alternative undersrandings o f the emergent
space o f digital storytelling. New Media Society Io(3): 373-391.
Couldry, N. og Hepp, A. (2oi 3) Conceptualizing Mediatization: Contexts, Traditions, Ar-
guments. Communication Theory 23(3 ): I9I-202.
Dahl, H.F. (I994) The Pursuit ofMedia History.Media, Culture & Society I6(4): s s I-S64.
Eide, M. ( I 9 9 2) Nyhetens interesse. Nyhetsjournalistikk mellom tekst og kontekst. Oslo: Univer-
sitetsforlaget.
Esser, F. og Stro m back, J. ( 20 I 4) Mediatization ofpolitics. Understanding the transformation of
western democracies. New York: Palgrave Macmillan.
Fornas, J. (I 99 s) Cultural Theory and Late Modernity. London: Sage.
Fornas, J. (20I4) Mediatization of popular culture. l: Lundby, Knut (red.) Mediatization of
Communication, s. 483-so4. Boston og Berlin: De Gruyter Mouton.
Gibson, J.J. (I 979 ). The ecological approach to visual perception. Boston: Houghton Mifflin.
Giddens, A. (I984) The Constitution ofSociety. Outline ojthe Theory oJStructuration. Cam-
bridge: Poliry.
Habermas, J. ( 20 I 2 [I 9 6 2]) Borgerlig offentlighed, offentlighedens strukturændring, undersøgel-
ser afen kategori i det borgerlige samfund. København: Informations Forlag.
Habermas, J. (I 994) Forord til nyudgivelsen af "Strukturwandel der Offentlichkeit". Medie-
Kultur Io(22): s3-64.
Hepp, A. ( 20 I 3) Cultures ofmediatization. Cambridge: Po li ty.
Hernes, G. (I978) Det mediavridde samfunn. Samtiden 86(I): I-I4.
Hjarvard, S. ( 2.012) Three forms o f mediatized religion: Changing the public face o f religion.
l: Hjarvard, S. og Lovheim, M. (red.) Mediatization and Religion: Nordie Perspectives, s.
2I-44. Goteborg: Nordicom.
Hjarvard, S. (2oi 3) The Mediatization ofCulture and Society. London: Roudedge.
Hjarvard, S. (2oi4) Mediatization and cultural and social change: an institutional perspec-
tive. l: Lundby, Knut (red.) Mediatization ofCommunication, s. I 99-226. Boston og Ber-
lin: De Gruyter Mouton.
Jameson, F. (I 99 I) Postmodernism, or, the Cultural Logic ofLate Capitalism. London: Verso.
Jansson, A. (2002) The Mediatization ofConsumption. Towards an analytical framework of
image culture.journal ofConsumer Cutture 2( I): s-3 I.
Jansson, A. (2oi 2). Perceptions of surveillance: Reflexivity and trust in a mediatized world
(the case ofSweden). Europeanjournal ofCommunication 27(4): 4I0-427.
Medialisering
Kaun, A. (2oi I) Mediatisation versus Mediation: Contemporary Concepts under Scrutiny.
Research Overview for Riksbankens Jubileumsfond. 1: Fornas, J. og Kaun, A. (red.)
Medialisering av kultur, politik, vardag och forskning. Slutrapport från Riksbankens Ju-
bileumsfonds forskarsymposium i Stockholm I 8- I 9 augusti 20 I I. Mediestudier vid S6-
dert6rns hogskola 20I I :2. Online (sidst besøgt 4· marts 20I s): sh.diva-portal.org/smash/
ger/ diva2:4s 3406/ FULLTEXToi .pdf
Krotz, F. (2003) Zivilisationsprozess und Mediatisierung: Zum Susammenhang von Medien-
und Gesellschaftswandel. l: Behmer, M., Krotz, F., Stober, R. og Winter, C. (red.) Medi-
enentwicklung und gesellschaftlicher U/andel, s. I s- 37. Wiesbaden: Westdeutscher Verlag.
Krotz, F. (2009) Mediatization: A Concept with Which to G rasp Media and Sodetal Change.
I: Lundby, K. (red.) Mediatization: Concept, Changes, Consequences, s. 2 I -40. New York:
Peter Lang.
Krotz, F. (2oi4) Mediatization as a mover in modernity: social and cultural change in the
context of media change. l: Lundby, K. (red.) Mediatization ofCommunication, s. I 3 I-
I 61. Boston og Berlin: De Gruyter Mou ton.
Lazarsfeld, P.F. (I 9 s I) Communication Research and the social Psychologist. l: Dennis, W.
m.fl. (red.) Current Trends in Social Psychology, s. 2I8-273. Pittsburgh: University of
Pittsburgh Press.
Lin g, R. ( 2012) Tak en for grantedness: The embedding of mobile communication in to society.
Cambridge, MA.: MIT Press.
Lippmann, W. (I 992 [ I 922]) Public Opinion. New York: Free Press.
Lundby, K. (20I4) Mediatization of communication. 1: Lundby, K. (red.) Mediatization of
Communication, s. 3-3 S· Boston og Berlin: De Gruyter Mouton.
Madve r, R.M. og Page, C. H. (I 9 s o) Society. An introductory analysis. London: MacMillan.
Manheim, E. (I 979 [I 9 3 3]) Die Triiger der iiffentlichen Meinung. Studien zur Soziologie der
Dffintlichkeit. Wien: Verlag Rudolf M. Rohrer.
Mazzoleni, G. og Schulz, W. (I 999) Mediatization o f politics: A challenge for democracy?
Political Communication I 6(3): 247-261.
Meyrowitz,]. (I 986) No Sense ofPlace. The Impact ofElectranic Media on Social Behavior.
New York: Oxford University Press.
Silverston e, R. (I 999) Why Study the Media? London: Sage.
Silverstone, R. (2.0o6) Media and Morality: On the Rise ojthe Mediapolis. Cambridge: Polity.
Stones, R. ( 200 s) Structuration Theory. New York: Pal grave.
Stromback,J. (2oo8) Four phases of mediatization: An analysis of the mediatization of poli-
tics. Internationaljournal ofPress/Politics I 3(3): 228-46.
Thompson, J.B. (I 990) Ideology and Modem Culture. Cambridge: Po li ty.
1 l Medialisering: Teori og historie 37
Thompson, J.B. ( 1 99 s) The Media and Modernity: A Social Theory ojthe Media. Cambridge:
Poliry. 2
Thompson, J. B. ( 2.002.) Den politiske skandale: magt og synlighed i mediealderen. København:
Hans Reitzels Forlag.
Medialisering: Institutioner,
logikker og dynamikker
AJStig Hjarvard

Medialiseringen rummer to vigtige dimensioner: For det første betegner den

en proces, hvor relationer mellem medier og andre kulturelle og samfunds-
mæssige domæner ændres, og for det andet - og i forlængelse heraf- indebærer
medialiseringen nogle ændrede betingelser for kommunikation og interaktion i
højmoderne samfund. I forlængelse af disse to dimensioner vil jeg på et teore-
tisk niveau belyse, hvordan og i et vist omfang også hvorfor medierne kommer
til at udøve indflydelse pa andre områder af kultur og samfund- og selv påvir-
kes af dem. Dernæst vil jeg vise, hvordan medialiseringen gør nogle bestemte
medielogikker og dynamikker fremherskende i de måder, hvorpa kommunika-
tion og interaktion foregar. Det foregaende kapitel prøvede at skabe et over-
blik over, hvad medialiseringen er, og hvordan forskellige forskere har prøvet
at afgrænse begrebet, ligesom der blev skitseret et historisk forløb af mediali-
seringen set i en dansk og nordisk kontekst. I dette kapitel vil jeg give en mere
dybdegående behandling af medialiseringen som transformationsproces ved
bl.a. at bringe medialiseringsteori i spil med andre teorier og begreber.

Et sociologisk perspektiv
Medialiseringen vedrører samspillet mellem medier, kultur og samfund,
hvorfor vi ikke alene kan forlade os pa teorier om medier, men må anlægge
en bredere, fortrinsvis (kultur)sociologisk forstaelsesramme. Her vil jeg især
trække pa to teoriretninger, henholdsvis ny-institutionel teori og struktura-
tionsteori (jf. Hjarvard, 2013). Ved at inddrage ny-institutionel teori, herunder
den såkaldte institutionelle logik-teori (Friedland og Alford, 1991; Thornton,
Ocasio og Lounsbury, 2012) kan vi få mulighed for at belyse tre sammenhæn-
gende forhold: 1) hvordan medierne selv har udviklet sig til en samfundsmæssig

39