Udlængsel

– 27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub

 Ole Lindboe og Bjørn Harvig, red.

Ud
læng
Tidligere udgivelser:
Jorden Rundt: 18 fortællinger fra Eventyrernes Klub (2002)
Eventyrernes Klub: 24 fortællinger fra Det runde Bord (2003)
sel

27 n
 ye fortællinger
fra eventyrernes klub
 INDHOLD
Forord  11

På rejse til døden

På sporet af Stalins forbrydelser. En rejse, hvor Jens Alstrup besøger de tidligere arbejds-
lejre i Kolyma, Sibirien. Et grumt eventyr med vidner fra dengang og en rejse ind i mør-
kets hjerte.  15

Bag om en mesterspion
Mesterspionen Elie Cohen endte sit skumle og hemmelighedsfulde liv i en galge. Jakob
Andersen fulgte i fodsporene på den legendariske spion – en rejse ind i et beskidt skyg-
geland.  29

Mødet med fortiden og ånderne

Udlængsel
27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub
© Eventyrernes Klub og Gyldendal A/S
Repro: LB Scan
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Grafisk tilrettelæggelse: Trefold
Forlagsredaktion: Jeppe Branner
Forsidebillede: Tore Grønne, Pakistan
Bagsidebillede: Ole Frank Andreassen, Grønland
Bogen er sat med Capitolium og trykt hos Ednas Print
Printed in Slovenia 2011
Knud Rasmussen og Peter Freuchen gjorde holdt i deres udforskning af de mægtige po-
larvidder og mødte en urbefolkning, som nu for længst er forsvundet. John Andersen
rejste op for at møde fortiden, ånderne – og nutiden.  41
Rejsen over diamanthavet
Skiekspedition på indlandsisen, hvor Ole Frank Andreassen er ved at fryse tæerne af, og
der er drama om whiskyen.  53
Polar Passage 2000
Kan man sejle rundt om Ishavet i åben båd? Det spørgsmål stillede Anders Bilgram sig
i 1999. Sammen med tre kammerater startede han på en tur, der skulle blive noget mere
højdramatisk end som så – og som først sluttede i 2008.  63
Til Eirikr Raudis land
En rejse i Erik den Rødes fodspor, hvor familien er pakket ned i to kanoer, og hvor Tonni
Frandsen møder en kammerat på afveje.  79

1. udgave, 1. oplag Med barn i bjørneland

ISBN: 978-87-02-11624-3 Kan man tage sit lille barn med på en tur i Alaskas vildmark? Joakim Groth drog af sted
med sin kone og deres 1½-årige barn til et område af Alaska, hvor få rejser – en vildmark
Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, med farefulde udfordringer.  87
der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de
i aftalen nævnte rammer. Den lange omvej hjem
Det startede fredeligt, men så dukkede det kinesiske sikkerhedspoliti op. Tore Grønne
Gyldendal tager os med på en cykeltur, der inkluderer jihad-krigere, en sprøjte i overarmen og mø-
Fagbogsredaktionen det med den iranske gæstfrihed.  97
Klareboderne 3
1001 København K Døden i Delhi og fortællinger fra Nanda Devi
33 75 55 55 Før Bjørn Harvig tager op til det sagnomspundne indiske bjerg Nanda Devi, fortæller
www.gyldendal.dk han om sit desperate forsøg på at redde livet på to unge mænd i Delhi.  107
Hvordan jeg fandt den nøgne kærlighed i et kærlighedsløst Namibia
I et forsøg på at lave en billedserie om racisme i Namibia stødte Jacob Holdt på to lesbi-
ske kvinder, der levede af at sælge kokain. Han lærte atter en gang, hvor stort et menne-
skeligt overskud såkaldte ”underskudsmennesker” kan have.  117
Ud i det blå på hest og muldyr
Andesbjergene er en af de største bjergkæder i verden. At de kan krydses med heste og
muldyr beviste Mikkel Jungersen og hans kæreste på en begivenhedsrig tur, hvor deres
eneste kort var en håndtegnet blyantstreg på papir.  133
Ondias spøgelse
En tur på bagsiden af Afrika med Henrik Juul-Nielsen. En elefant skal skydes, og et besøg
hos afrikanske prostituerede ender i døden.  143
Af alle tidspunkter på dagen er morgenen …
”Nordkaperen” har fragtet Troels Kløvedal til Østtimor, hvor han besøger Ramos-Horta,
landets præsident og modtager af Nobels fredspris.  153
Piraternes Kyst
Sørøvere findes, og de er ikke mindre brutale, krigeriske og skrupelløse end for mange år-
hundreder siden. Rasmus Krath mødte vor tids mest berygtede sørøvere i Somalia.  161
Begivenhedernes gang
Med selvkonstruerede ”Artmoney” som eneste betalingsmiddel drog Lars Kræmmer på
en uberegnelig motorcykeltur gennem et post-9/11 USA.  177
Pigen med geværet
I det krigshærgede Eritrea på Afrikas Horn mødte Øjvind Kyrø en ung, smuk bevæbnet
kvinde ved navn Bisrat, som han igen skulle træffe mange år senere – og da få at vide, hvad
hendes drøm var.  189
Vandring ind i natten
I Trinidad i Cuba blev Ole Lindboe inviteret med til en bizar aften, da de lokale Santeria-
dyrkere mødtes for at udleve den urgamle afrikanske religion.  199
I Teheran med rystende knæ
30 år efter Khomeinis revolution besøgte Jens Nauntofte igen et Teheran, der stadig er
en bristet drøm. En rejse, der også omfattede et møde med en præsident og det hemme-
lige politi.  207
På opdagerfærd i bøgernes verden
”Vor tids tragiske fortælling er bygninger i ruiner og fly, der eksploderer i luften,” sagde
den amerikanske forfatter Don de Lillo til Jes Stein Pedersen, der tog på en lang opda-
gelsesrejse i forfatternes og bøgernes univers for at undersøge, hvor stærkt ordet er i en
verden af vold.  217
En grænseoverskridende oplevelse
En grænseoverskridende oplevelse – det var det i bogstaveligste forstand, da Lars Toft
Rasmussen sammen med to kurdere ulovligt krydsede grænsen fra Syrien til Irak. Lige
efter brød krigen ud.  233
Svinget efter bjergene
På en cykelrejse gennem Rumænien og Bulgarien møder Søren Sattrup tankpasseren
Tatiana, en præst med én hjerteklap og personer, der bærer både fortiden og en flosset
nutid i sig.   245
Hey, hey, New York – here we come
Engang var han ved at miste livet i en isnende kold smeltevandsflod i det nordøstlige
Grønland. Da Henrik Højmark Thomsen mange år senere besøgte New York, blev han
fældet af storbyjunglen – og han lærte, at også civilisationen har sine dramatiske begi-
venheder, der kan ændre tilværelsen på et splitsekund.   255
Første elbil gennem Gobi
Som de første rejste Hjalte Tin sammen med sin kone i en elbil rundt om Jorden. Her
fortæller han om rejsen gennem Mongoliets Gobiørken – et af verdens mest barske om-
råder.   263
Solen, vinden og havet
Carl Træholt overraskes over, at rejsen mod rejsens egentlige begyndelse kan blive så
skør. På tur i båd langs den indonesiske ø Flores.   275
Vildmarkseventyret på Horton River
Myggene er med som trofaste passagerer, da Frode Kjems Uhre og hans familie retter
deres kano med kurs op ad Horton-floden i det nordvestlige Canada. Et område kendt for
sine store elge, rensdyr, moskusokser, ulve og grizzlybjørne.   289
En sulten pelsjægers drøm
På en umulig mission (et idealistisk pelsprojekt) i Sibirien er det nær ved at gå helt galt
for Rane Willerslev. Han og rejsekammeraten er tæt på at dø af sult, da et mirakel viser
sig. Var det drøm, overtro eller blot held?   299
Der lå en dukke i sandet
I grænseområdet mellem Namibia og Angola ligger Kaokoland, et område Lars Ørlund
har besøgt igennem mange år. Her har stammefolket himbaerne levet i generation efter
generation – men nu er de truet af udslettelse.   307
 John Andersen

Ole Frank Andreassen

Anders Bilgram
Frode Kjems Uhre

Joakim Groth

Rane Willerslev
Tonni Frandsen
Jens Alstrup

Jes Stein Pedersen

Søren Sattrup Hjalte Tin
Henrik Højmark Thomsen
Lars Kræmmer
Lars Toft Rasmussen
Jens Nauntofte
Jacob Andersen
Tore Grønne
Bjørn Harvig

Ole Lindboe

Øjvind Kyrø

Rasmus Krath

Carl Træholt Troels Kløvedal

Henrik Juul-Nielsen
Mikkel Jungersen

Lars Ørlund

Jacob Holdt

8 9
Grafik: Møllers - Grafisk Tegnestue
FORORD
13. december 1938 tog polarforskeren Peter Freuchen initiativ til at samle
otte mænd og to kvinder på Universitetscaféen i København for at stifte
”Adventurers’ Club of Denmark” eller i daglig tale ”Eventyrernes Klub”. Det
blev begyndelsen til et eventyrligt fællesskab af globetrottere, der hurtigt
voksede og i mange år har talt godt 100 medlemmer.
Da klubben blev grundlagt, blev der fortalt om ukendte folkeslag,
ugennemtrængelige regnskove, ørkener, der aldrig var krydset, og bjerg­
tinder, der aldrig var blevet betrådt af menneskefødder.
Tiden er en anden nu. Kloden er stort set opdaget og kortlagt, de fleste
bjerge besteget, og næsten alle samfund og folkeslag er i kontakt med hin-
anden på en eller anden måde. Så hvad er et eventyr i dag? Medlemmerne
af Eventyrernes Klub tager ofte denne debat med hinanden over det runde
bord i klublokalerne i Nyhavn. Meningerne og erfaringerne er mange, men
én ting er alle enige om: Eventyret lever i bedste velgående. Men det er bare
nogle andre historier, der skal fortælles i dag. Trangen til at udforske det
usædvanlige og viljen til at møde fremmede mennesker i en foranderlig
verden er stadig stor. Viljen til at afsløre dens hemmeligheder og overskri-
de de grænser, som altid findes – i og uden for os selv – er stadig drivkraften.
Den engelske forfatter Bruce Chatwin sagde engang: ”Rejser må være
eventyrlige. Det afgørende er at bevæge sig, at føle livets behov og vanske-
ligheder på nært hold, at stige ned fra civilisationens bløde leje og mærke
jordklodens granit under fødderne, bestrøet med skarpe flintstykker. Hin-
dringerne er afgørende, de holder adrenalinen i bevægelse. Bevægelsen er
den bedste kur mod melankoli.” Selv rejste han hele tiden som i en feber-
rus. ”Rejsefeber” og ”udlængsel” er udtryk, enhver eventyrlig sjæl kender
fra sig selv.
Carsten Niebuhr rejste i 1700-tallet mod Arabien, og hans beretning
står den dag i dag som en milepæl i dansk opdagelseshistorie. Og mange
fulgte efter, styret af den nysgerrighed, der er kernen i enhver eventyrdrift.
Danske søfolk rejste ud og gik på opdagelse i fremmede lande. Andre igen
udvandrede, nok så meget ud fra en eventyrlig trang til at opleve den store
verden. Forskere, sømænd, journalister, forfattere og autodidakte er op
gennem tiderne rejst ud fra fædrelandet og er vendt hjem igen med spæn-
dende beretninger.
Overalt læste alle raske drenge ”Jorden rundt i 80 dage” og drømte om
at tage af sted. Skuespilleren Palle Huld var en af dem, og da et dagblad
udskrev en konkurrence om at gøre samme rejse, meldte han sig og kom
som 15-årig ud på en eventyrlig jordomrejse. Da han kom hjem igen, skrev
han en bog om turen, som blev oversat til flere sprog og læst af mange. Bl.a.

11

Polarforskeren Peter Freuchen, der i 1938 tog initiativ til at starte Even-
tyrernes Klub. Foto: Irving Penn
tegneren Hergé, som blev inspireret til sin verdensberømte tegneseriefi-
gur Tintin. Og da Eventyrernes Klub ti år senere blev stiftet, blev Palle Huld
hurtigt medlem.
Peter Freuchen blev klubbens første formand. Man kunne ikke melde
sig ind i klubben. Man skulle udpeges og udvælges. Sådan er det stadig. Det
er en hæder at blive medlem – og dermed ”kammerat”. Man skal have den
rette ånd – og naturligvis have rejst under usædvanlige omstændigheder.
12
Der er tale om en helt særlig klub, bestående af originale mennesker og
personligheder. Alle har de udlængslen til fælles – og det er ikke tilfældigt,
at mange af dem har skrevet bøger og artikler om deres oplevelser. For det
hører med til eventyret, at man gerne vil berette om sit eventyr og sine op-
levelser.
Tidligere har klubben bl.a. haft til huse i et af tårnene på Søpavillonen
i København, men i midten af 70’erne stillede afdøde klubmedlem Lauritz
Toft et gammelt Nyhavn-pakhus til rådighed. Efter en gennemgribende re-
novering og et stort ombygningsarbejde, som blev forestået af forfatteren
og dykkeren Jan Uhre, skabtes de meget hyggelige lokaler, som nu er klub-
bens faste og endelige tilholdssted. Hver tirsdag mødes man omkring det
runde bord, hvor diskussion og eventyrlige fortællinger ofte får bølgerne
til at rejse sig, men hvor kammeratskabets bånd ikke brydes.
Når vi i Eventyrernes Klub rejser ud, prøver vi at leve op til vort gamle
medlem Sigfred Pedersens ord: ”Ejer du sindet, og ejer du modet til at stå
ud på en vovelig færd, ruller i årerne eventyrblodet, da har du hjemme
blandt gutterne her”. Citatet stammer fra ”Eventyrernes sang”, som jævn-
ligt synges, når vi samles.
Der er muligvis kun få hvide pletter tilbage på verdenskortet, men rejse
kan man stadig, og der vil altid være nye historier at fortælle. Den engel-
ske forfatter Graham Greene skrev engang en bog med titlen ”Rejse uden
kort”, og det er præcis, hvad man altid kan: Rejse uden for de vante ruter.
Rejse for at opleve nyt. Rejse for at finde sig selv i et møde med det ukendte,
i et møde med andre. Vores medlem Jens Bjerre forklarede engang grund-
reglerne for den sande opdagelsesrejsende i fire punkter: 1) Rejs langt væk,
2) Rejs langsomt, 3) Gå på dine ben, 4) Sæt dig ned og snak med folk.
Smukkere kan det ikke siges. Et eventyr bliver til et rigtigt eventyr, når
det fortæller os tilhørere noget nyt – noget, vi ikke vidste. Når historien
kan være med til at sætte menneskelivet på jordkloden i perspektiv, få os
til at drømme os langt væk fra det vante eller inspirere os til at rejse og tage
nogle valg, som vi ikke ville have gjort før. Og det er det, vi gerne vil vise
med denne bog, hvor vi har samlet 27 nyere historier, alle fra år 2000 og
frem til i dag. Vi håber, det er lykkedes.
En særlig tak til Jeppe Branner og Gyldendal for det redaktionelle arbejde
med bogen og for den store tålmodighed undervejs.
Ole Lindboe og Bjørn Harvig
13

Jens
Alstrup
Født 1962
Jens Alstrup er forfatter og foredragsholder og har som den første nogen-
sinde cyklet Rusland på tværs i 1997. En rejse på 11.724 km over bjerge,
gennem sumpe og endeløse skove. Rekorden blev optaget i Guiness Re-
kordbog i 1999. Efterfølgende har han gennemført to krævende vintereks-
peditioner til Bajkal-søen i Sibirien. Han er researcher for organisationen
Memorial i Moskva og har brugt de sidste ti år til indsamling af informa-
tion om GULAG i Kolyma/Magadan – en research, der fremgår af Gulag.dk.
14
På rejse til
døden
I oktober og november 2007 var jeg på rejse for at følge
op på min research om arbejdslejrene i Kolyma, som Ma-
gadan-regionen kaldes. Jeg ville interviewe gamle fanger
her, hvor Stalin havde de mest dødelige arbejdslejre i det
enorme slavekompleks GULAG, og finde materiale fra
områdets historie.
Rejsen havde været vellykket. Efteråret var mildt med temperaturer ned til
minus 30° om dagen og minus 40° om natten. Oktober havde jeg brugt i
Vladivostok og Magadan by, og første halvdel af november havde jeg brugt
mod nord i selve Kolyma (som faktisk er en flod, men i daglig tale er det
også navnet for Magadanskja Oblast). Nu var jeg på vej mod syd i en sne-
storm om natten. Turen var godt 500 km i taxa, og jeg tænkte på et inter-
view med en tidligere fange, der havde været på mit næste bestemmelses-
sted.
Butugytjag
”Da jeg var om bord på slaveskibet på vej til Magadan, talte vi fanger om, at
det, vi frygtede mest, var at komme til uranminerne i Butugytjag,” fortalte
Kravtsiv og fortsatte: ”Og det blev netop der, jeg blev sendt hen. Forholde-
ne var forfærdelige. De, som arbejdede i skakterne og brød selve uranåren,
havde ingen beskyttelse, og efter kun seks måneder var de dødsmærkede
af kræft fra strålingen. Selv var jeg så heldig, at jeg kom til at arbejde i pak-
keriet på fabrikken, hvor vi pakkede det rensede materiale i tønder, be-
stående af to lag af henholdsvis tin og stål. Det var derfor, jeg overlevede.”
Kravtsiv fik tårer i øjnene flere gange, da han fortalte sin historie.
Minen blev oprettet som tinmine i 1937, og i ca. 1944 blev produktio-
nen udvidet til at omfatte uran til Stalins atombombe. Fabrikken neden
for minerne var kun til rensning af rå uran og ikke beregnet på oparbejd-
ning af materialet til højradioaktivt niveau. Tusinder omkom i denne fryg-
telige mine, før den endeligt blev lukket i 1957. På grund af permafrosten
blev ligene kun begravet 10-20 cm under overfladen, og bjørne mæskede
sig siden i de afdøde med det resultat, at menneskeknogler er spredt ud
15

Jens Alstrup foran en af de få tilbageværende træbroer på vejen til
Jakutsk, der blev bygget under Anden Verdenskrig. Disse vej- og brobyg-
gerier kostede utallige fanger livet.
overalt i området. Her finder man også hundreder af sko. GULAG-turister
har muntret sig med at posere med menneskekranier på billeder. Det er
kvalmende.
Generelt er lejren velbevaret, selvom den var nem at komme til. Områ-
det er fyldt med tabu om stråling, og det har hindret de fleste i at komme
hertil. Helikoptere ville ikke lande der, og mange chauffører ville ikke køre
derop. For to år siden blev resterne af vejen smadret af vandmasser, og
snart vil selv firehjulstrækkere ikke mere kunne komme derop.
Der er mange historier om lejren, og her er en, jeg ved er korrekt: En
16
englænder ville gerne besøge stedet og havde en geigertæller med sig. Ra-
dioaktiviteten var ikke alarmerende, indtil han opholdt sig på fabrikkens
affaldsområde. Tællerens udslag fik apparatet til midlertidigt at ophøre
med at virke, og englænderen forlangte panikslagent at komme væk med
det samme. Først da han var helt ude af dalen, turde han stoppe op, og der
spiste de deres medbragte mad. Englænderen kom ikke til at se lejren.
Forventninger på vejen mod syd
Det var ikke uden en vis bekymring, at jeg var på vej til minen. Rejsen hav-
de fået en dårlig start i Moskva og Khabarovsk, hvor der ikke havde været så
meget mere information og materiale at hente end det, jeg allerede havde
fra sommeren 2006. Det havde opholdene i Vladivostok og Kolyma ændret
gevaldigt på. Flere interviews gav informationer, som jeg er helt alene om
at besidde, og det samme gjaldt for historiske billeder, jeg fik scannet. Men
jeg manglede fortsat en meget vigtig ting: et besøg på en stor intakt ar-
bejdslejr, hvor kun tiden havde ødelagt barakkerne.
Kanjon var den ene mulighed. Den ligger 300 km fra Jagodnoe, men der
var faldet sne, og selvom den ikke ville hindre kørslen, så dækkede den ve-
jen, så man ikke kunne skelne vejen fra en bundløs sump. At køre der med
en enkelt bil kunne være selvmord, og en hel konvoj var en økonomisk
umulighed. Den anden mulighed var Butugytjag, men nu væltede sneen
ned, og det så ikke ud til at ville lykkes.
En vej med forhindringer
Min tolk og jeg kom tilbage til Magadan efter midnat og indlogerede os
på det gamle, men nyrenoverede hotel VM Tsentralnaja. Da vi ankom efter
midnat, kunne vi have vores værelse to nætter og få morgenmad dagen ef-
ter, vi skulle videre. Min glæde over den morgenmad var til at overse.
Mod forventning viste det sig, at bussen til Ust Omtjug rent faktisk kørte
på trods af sneen. Det var en mindst 30 år gammel bus, repareret på russisk
maner, med svejsninger hist og her. Sæderne var standardsæder, og højden
var ikke justeret over hjulkasserne, så her måtte passagererne have unatur-
ligt lange ben og en meget kort hals, hvis de skulle sidde komfortabelt.
Snestormen var ophørt, men man var først lige gået i gang med at ryd-
de den ca. 500 km lange vej til Ust Omtjug og Matrosovo, som er henholds-
vis nabobyen til Butygytjag og Kolymas største aktive guldmine. Vejen gik
over høje bjergpas. Her var intet autoværn, og der var langt ned. Chauffø-
ren kørte både godt og forsigtigt, men de 400 km til Ust Omtjug mod nord-
vest tog meget lang tid.
17
 Et større projekt
Vi kom frem lidt før midnat. Klog af skade havde vi reserveret et værelse
på byens eneste hotel. Desværre var alt udsolgt, men de havde lovet os at
”finde ud af noget”. Nu handlede det om at komme dertil, for selvom der
ikke var langt, så havde vi 100 kg bagage, hvor ikke mindst fotoudstyr og pc
vejede godt til. Indsamlingen af materiale i form af bøger og dokumenter
vejede efterhånden også en del.
Dagens største begivenhed i Ust Omtjug var bussens ankomst, og der-
for var flere fra byens ungdom samlet ved busholdepladsen. De hjalp os
med at komme til hotellet.
Hotellets chef havde talt noget om en sauna. Vi forstod ikke helt menin-
gen, men det viste sig, at meningen netop var ”sauna”, og der skulle vi sove.
Helt konkret fik vi omklædningsrummet til den ene sauna. Jeg kom først
ind og så, at valgmulighederne var en opredt drømmeseng, der havde set
bedre dage, og en massagebænk. Jeg var ikke lang tid om at vælge bænken!
Min tolk var først ked af at være henvist til drømmesengen, men mas-
sagebænken stod ret op ad en glohed radiator i et i øvrigt temmelig koldt
rum. Jeg blev grillet på den ene side og frøs på den anden side, og bænken
var stenhård at ligge på. Jeg fik ikke sovet meget den nat! Til gengæld var
der hele tre brusenicher at vælge imellem, da vi skulle i bad næste morgen.
Mod ekstra betaling (småpenge) kunne hotellet tænde for selve saunaen,
men her frygtede vi for temperaturen i omklædningsrummet. Det var
trods alt bedre at have de problemer, vi kendte, end at udsætte os for nye,
ukendte fortrædeligheder.
Forhandling med byens banditter
Vi kontaktede de unge, som havde kørt os til hotellet for at høre, om de
kendte nogen, der kunne køre os til Butugytjag. Det gjorde de, sagde de,
men som dagen forløb, handlede tingene rigtig meget om dollars og euro
og ikke så meget om chauffører og køretøjer. Kvinderne på hotellet adva-
rede os imod dem. De havde alle været i fængsel, blev der sagt. Jeg gav dem
til næste formiddag, for det virkede, som om vi var kommet tæt på en af-
tale, men da det kom til stykket, måtte jeg erkende, at jeg havde taget fejl.
Der var ingen aftale, og jeg måtte finde på noget andet. To dage var spildt
på ingenting.
Jeg havde set et stort garageanlæg midt i byen, hvor de havde et bælte-
køretøj. Der måtte være nogen, som vidste noget. Stedet havde en ualmin-
delig glubsk hund. To mænd kom ud og tøjlede hunden. De troede hver
især, at den anden kendte mig, og så var vi inviteret ind, før de fandt ud af,
at ingen af dem kendte os, men nu var vi inde, og så ville de gerne høre,
hvad jeg var for en.
18
Efter lidt snak, en vodka og lidt mad diskuterede de mit forehavende. Først
mente de, at man slet ikke kunne komme til Butugytjag. Så mente en af
dem efter nogen tid, at man måske kunne komme frem med en sekshjuls-
trukket Ural-lastbil. Nej, mente de fleste af dem. Hvad så med en Buran?
Joe, måske. En Buran viste sig at være en russisk snescooter. Eller hvad, hvis
man brugte begge dele? Jo, der var måske en mulighed! Men ville vi be-
tale? Jo, det ville vi (jeg) gerne, selvom det begyndte at lyde faretruende
dyrt, for en Ural er et rent monster i brændstofforbrug.
Folkene havde ikke selv køretøjerne, men det havde jagt- og fiskeriin-
spektionen, og folkene her var gode venner med dem. Klokken var blevet
mange, men vi skulle mødes med dem næste dag, og så skulle vi tale om,
hvordan det hele kunne organiseres.
Byens gode selskab
Hotelkvinderne forhørte sig om, hvem vi nu talte med. Nu var vi beroliget.
Disse var ”gode mænd”. Mødet på basen for inspektionen forløb godt, og
vi kunne få turen, hvis jeg betalte brændstof og mad. Vejret var fantastisk
under forberedelserne, og jeg håbede, det ville holde. Hård frost, ca. minus
40°, vindstille og skyfri himmel. Ideelle forhold!
Vi skulle være seks personer på udflugten. Grisha (kælenavn for Grigo-
rij) fra garagen, som var en meget stor mand på 45 år. Aleksander, som i en
alder af kun 30 år var blevet chef for basen. En meget sympatisk og tænk-
som mand, der nød stor respekt blandt sine folk. De tiltalte ham endda
med patronym, hvilket er helt usædvanligt for ældre at gøre over for yngre.
Så var der Mikhailovitj, som var 57 år, og som levede og åndede for sin Bu-
ran. Han var venner med Grisha, og de var det perfekte match. Grisha snak-
kede hele tiden og derfor brugen af kælenavn og ikke en mere respektfuld
tiltale, mens Mikhailovitj var den stille, tænksomme type. Franzevitj var
invalid og gik med stok. Han var ca. 60 år og var en ualmindelig sympatisk
og smilende person. Franzevitjs et og alt var den store Ural, som stod i gara-
gen. Mikailovitj og Franzevitj blev alene tiltalt med patronym, altså deres
fædres fornavn, hvilket sker for ældre mennesker, der nyder stor anerken-
delse.
Indkøbslisten var lang og dyr. 200 liter diesel til Uralen og 100 liter 76
oktan benzin til Buranen. Det lød af vildt meget, og jeg var ikke glad for tan-
ken om, at jeg skulle betale for adskillige senere udflugter, men jeg tænkte
mig om en ekstra gang. Ville disse mennesker snyde? Nej, jeg troede det
ikke, og tog jeg fejl, så var jeg den erfaring rigere og en hel del penge fat-
tigere. Der skulle også bruges 5 liter vodka, 12 liter øl og 6 kg svinekød af
billigste slags (fra Danmark) og en masse andet. Grisha snakkede om, at vi
kunne risikere at være op til tre dage i taigaen, hvis vejret var dårligt. Det
19
 lød ilde, specielt hvis vodkaen ville hindre dem i at køre os tilbage, så vi mi-
stede endnu flere dyrebare dage i Magadan.

Sikke en afgang!
Vi skulle mødes kl. 7 og køre ca. kl. 8. Alle var mødt op i god tid, også selvom
Grisha og Mikhailovitj havde delt en ”flaske” om aftenen. Buranen var sat
på en trailer efter Uralen, og Uralens motor var i gang. Sneen væltede ned i
ubeherskede mængder, og det blæste meget kraftigt. På tv viste de, at al tra-
fik i hele Magadan-regionen var gået i stå, og et skib var sunket i stormen i
Det Okhoniske Hav. Det var en ringe trøst, at temperaturen var steget 30˚
til minus 6-8˚ over natten. Aleksander var ikke glad for situationen, og de
drøftede mulighederne. Valget blev, at vi tog af sted.
En snestorm på en hovedvej, også selvom det er en grusvej, er ren bar-
nemad for en Ural. Hun var en gammel dame, så de 40 km tog sin tid, men
det var rolig kørsel uden forhindringer. Mere interessant blev det, da vi
skulle køre de 13 km fra hovedvejen til fabrikken.
Vi kom forbi kyllingefarmen. Den var bygget, efter man havde lukket
uranfabrikken, men det viste sig, at kyllingerne blev radioaktive, og derfor
måtte de opgive projektet. Uralen tvang sig gennem krat og sne, og det vir-
kede, som om det slet ikke påvirkede den. Sikke en maskine! Det var ikke
meget, jeg kunne se af dalen gennem snestormen, men det var tydeligt, at
dette var et barsk område. Desværre måtte også Uralen stoppe. Der viste sig
at være mange væltede træer over vejen, og vi havde ikke taget motorsave
med.
Nu var det Buranens tur. Mikhailovitj tog entusiastisk ud på en rekog-
noscering med snescooteren. Vi andre gik i gang med en sen morgenmad
eller tidlig frokost og lidt vodka. Uranfabrikken viser sig bag pigtråden i snestormen. Den ser ud til at være
ganske tæt på, men det tog os næsten en time at komme det sidste stykke
Nye forhindringer op til hovedbygningen.

Klokken var 13, før vi kom af sted med Buranen. Min tolk, Aleksander og
jeg sad på en slæde, og Mikhailovitj kørte os så langt, han kunne. Det var
desværre ikke ret langt, før krattet var så tæt, at det blokerede vejen for Bu-
ranen. Der var lidt mindre end 4 km tilbage til fabrikken. Herfra måtte vi
gå. Mikhailovitj efterlod slæden til os, så vi kunne sidde på den og vente,
hvis vi kom tidligt tilbage. Vi skulle mødes igen kl. 17.
Det var lang tid siden, jeg var i god form, men 2 km skulle jeg nok kun-
ne klare, selvom det var i dyb sne. Det tog imidlertid ikke lang tid at op-
dage, at i denne her sne var selv 2 km ikke så lidt af en udfordring, og den
blev ikke mindre af, at der i virkeligheden var næsten dobbelt så langt, som
Aleksander havde regnet med. Klokken blev 15, og der var ingen fabrik. Vi
gik opad, så vi havde lidt tid endnu i forventning om, at nedturen ville gå
hurtigere. Kl. 15.15 burde vi vende om. Det var uforsvarligt at fortsætte. Vi
havde slet ikke udstyr med til en længere vandring i snestormen. Vi havde
end ikke vand med os. Jeg tog nogle billeder for at kunne vise, hvor langt vi
var nået, men vi fortsatte lidt endnu.
Kl. 15.40 så vi fabrikken komme frem af snestormen. Den så ildevars-
lende ud, og med min fornuft brød jeg mig slet ikke om at se den. Den var
mit mål over alle, men den havde kostet tusinder af liv, og det var kun på
grund af sneen, at vi ikke kunne se knogler. Vi burde for længst have vendt
om, og gik vi det sidste stykke, ville vi være alt for trætte og bruge meget
lang tid på at komme tilbage plus den tid, det ville tage at fotografere med

20 21
 gammeldags kamera på grund af den ekstreme kulde og med stativ, fordi
lyset var stærkt begrænset. Fabrikken virkede så tæt på og alligevel meget
langt væk.
Jeg fandt uransandet
Aleksander spurgte, om jeg ikke ville derop. Jeg tog den beslutning, jeg vid-
ste, jeg ikke burde tage og sagde ja! Vi gik gennem pigtrådsspærringerne
og langs den tomme flodseng op til fabrikken. Vi var trætte og snublede
hele tiden i skjulte forhindringer under sneen. Aleksander sagde, at vi skul-
le passe på, for hvert skridt kunne være fatalt i dette vejr.
Endelig var vi tæt på fabrikken. Jeg snublede og røg ned i sneen og op-
dagede, at den ikke var dyb på netop dette sted. Desværre var det uransan-
det, der lå nedenunder. Det kunne jeg ikke gøre så meget ved andet end at
børste det meste af.
Det var mærkeligt at gå inde i denne modbydelige bygning. Et symbol
på menneskers ubeherskede ondskab, når de forkerte kommer til magten.
Jeg kunne også tænke på, at hvis man ellers gad gøre sig blot en lille ulejlig-
hed, så var der rigeligt med vidnesbyrd om Butugytjag i Vesten helt tilbage
fra 1948, til at man kunne kende sandheden. Alligevel var der mange, som
støttede et moskvavenligt kommunistisk parti. Jeg fik taget mine billeder
under vejrforhold, som havde slået så mange af de mennesker ihjel, som
uranen ikke havde fået ram på, og dermed fik jeg ydet mit lille bidrag til,
at ofrene ikke skal blive glemt. Det tog lang tid. Lukketiden måtte jeg måle
med sekundviseren på mit ur for at få lys nok til billederne.
Tilbagevejen
Aleksander spurgte, om jeg var glad for billederne, for nu blev det interes-
sant, om vi kom levende tilbage. Vi var overraskende trætte. Min tolk hav-
de aldrig været i god form, og Aleksander havde røget og spist for meget de
senere år. Jeg havde godt nok ikke røget i mange år, men jeg havde spist alt
for meget og dyrket for lidt sport i lang tid nu og var dertil ramt af kronisk
betændelse. Jeg kunne se, at vi befandt os i en farlig situation. Aleksanders
spørgsmål var reelt. Mit svar var ja, og indvendigt tænkte jeg på, om jeg
ville fortryde, hvis det gik galt for os. Mit indre svar var, at jeg ikke ville for-
tryde, når det drejede sig om mig selv. Jeg tænkte også på mine to hjælpere.
Den tanke havde jeg det ikke godt med.
Klokken var for længst 17, inden vi begyndte at gå tilbage, og det var
mørkt nu. Heldigvis var det varmt, altså ifølge den lokale målestok. Allige-
vel kunne vi ikke klare mere end 100 meter ad gangen, før vi måtte lægge
os i sneen. Jeg sagde, at vi hellere måtte passe på ikke at holde for lange
pauser. Aleksander kom med en overraskende melding, som bestemt ikke
22
er normal i Rusland: ”Når du har en Guinness-rekord, så må du vel også
kunne føre os nu?” Desværre føltes fordums styrke meget langt væk. Jeg
tog en lang føring og kunne mærke, at det ikke var ligegyldigt, om man var
nummer et, to eller tre i en række i sneen.
Vi var alle tre meget tørstige. Spiser man sne, når man er træt, risikerer
man at overbelaste kroppen, når den skal generere varme til at smelte sne-
en, men vi behøvede også væske. Efter en time syntes vi, at vi kunne høre
Buranen, og Aleksander affyrede sin riffel. Der er bjørne ved fabrikken, og
derfor var riflen med. Skuddet gav ingen reaktion, men motorstøjen gav os
lidt mere mod.
Med de sidste kræfter
Kl. 18.45, hvor det for længst var blevet nat, hørte vi endeligt Buranen, hvor
vi var sikre i vores sag. Aleksander affyrede endnu et skud, men igen uden
at få et signal tilbage. Mikhailovitj havde imidlertid hørt det og stoppede
med at køre rundt for at lede efter os og blev på vores mødested. Vi kunne
kun gå 25-50 meter mellem hver pause det sidste stykke til Buranen.
Glæden over at se Mikhailovitj var stor, og den blev endnu større, da det
viste sig, at han også havde en øl. Selv min religiøse tolk ville meget gerne
have en slurk. Skuffelsen var derfor stor, da det viste sig, at den var blevet
frossen. Sikke en nedtur! Jeg kunne have solgt min egen bedstemor for at
få den øl!
Heldet følger nogle gange de tossede. Jeg var for træt til at sidde forsvar-
ligt på slæden med hænderne væk fra siderne, og en træstub kunne meget
nemt kappe fingrene. Jeg slap med et enkelt rap.
Mødet med Uralen var hjerteligt og kontant. Grisha råbte højt til os:
”Jeg slår jer ihjel! Hvor fanden har I været? Vi har ventet på jer! Vi var bange
for, hvad der var sket jer og var ved at forberede en redningsaktion!” Alek-
sander havde det hårdt med kramper i sine ben, da vi var tilbage, og vi var
alle tre kørt helt i bund. Havde vi været i virkelig fare? Svært at sige. Det var
ikke rigtig koldt, og vi kunne nemt have lavet en snehule og ventet på ven-
nerne. Endelig kunne vi også være kommet til kræfter igen, hvis vi havde
fået et ordentligt hvil, men det kunne jo være gået helt galt.
Grishas opgør
Det var en stor glæde at komme op i mandskabsrummet i Uralen, hvor
brændeovnen holdt både rummet og suppen varm. Suppen var baseret på
en hare, som Grisha havde skudt, mens vi var oppe på uranfabrikken. Ha-
rer og Grisha havde en slags mellemværende. To timer havde det taget ham
at få et godt sigte på denne her, og sådan havde det været mange gange.
Grisha havde mange sjofle vittigheder om harer: ”En bjørn kommer i
23

Jens Alstrups tolk Oleg Kolesnikov i sin ”seng” i omklædningsrummet i Ust
Omtjugs offentlige sauna. Oleg er i dag med i ledelsen af lokalafdelingen
af Memorial i byen Khabarovsk, helt tæt på grænsen til Kina.
klemme mellem to klipper og kan ikke komme fri. En hare opdager ham
og vil begynde at kneppe i bjørnens pels på hans hoved. Bjørnen siger, at
han vil rive haren i småstumper, hvis han ikke stopper, men haren er fræk,
gennemfører sit foretagende og løber væk. Bjørnen kommer fri og løber
efter haren. Haren flygter ud i sumpen. Der sidder den fast, helt indsmurt
24
i mudder, og bliver indhentet af bjørnen. Bjørnen tror, at haren er en bu-
runduk (et jordegern) og spørger, om den har set en hare løbe forbi. Ha-
ren svarer: ’Jeg vil ikke tale med sådan en bøsserøv som dig!’ Bjørnen farer
sammen og udbryder: ’Åhhh nej! Hele skoven ved det allerede!’” I Rusland
mente lidt under halvdelen af befolkningen i 2007, at bøsser burde skydes,
og det er endda udtryk for en langt større ”tolerance” end for ti år siden.
Tilbage til basen
Turen tilbage til Ust Omtjug forløb roligt og uden problemer. Sneen lå højt
overalt, og der var kun os på vejen, men vi befandt os jo om bord på en Ural.
Jeg kunne se, at de i alt 300 liter brændstof ikke var nogen overdrivelse, og
jeg håber på tilgivelse fra Greenpeace. At rejse rundt herude er alt andet
end økologisk. Vennerne fortalte, at når de er på jagt, bruger de 1½ tons
brændstof om ugen!
Anerkendelsen var stor fra deres side. Det gjaldt bestemt også den anden
vej. De sagde til mig, at nu havde jeg rigtige billeder af Butugytjag, sådan
som det virkelig ser ud, og nu vidste jeg, hvad Kolyma handlede om. De an-
dre, sagde Grisha og tænkte på GULAG-turister, journalister og historikere,
er her kun, når det er sommer eller lige efter den første sne. Men vi herude
kan godt se forskel! Dette vil ingen anerkendelse fra en dansk historiepro-
fessor kunne overgå! Jeg må sige, at de, som har skrevet om Kolyma til dato,
selvbiografierne undtaget, ofte skriver om Kolyma på et teoretisk plan, som
vi andre ville skrive om smagen af jordbær, hvis vi aldrig havde smagt dem.
En behørig afslutning
Tilbage på basen ringede vi til den taxachauffør, som ville køre os tilbage til
Magadan. Han var totalt afvisende og sagde, at vejen var helt lukket. Grisha
ringede til politichefen og sagde hjerteligt: ”Hvorfor fanden rydder I ikke
vejen?!” Svaret var, at de arbejdede på sagen, og han ville give besked, når
vejen var åben igen. Politichefen kendte Grisha godt, og det virkede, som
om han grinede over tiltalen. Hvis sneen ville ophøre, så var der håb om, at
vejen var åben næste eftermiddag. Endnu en dag forsvandt fra mine inter-
views og arkivarbejde.
Vi gik i gang med grill og 1 kg svinekød til hver og en masse vodka. Vi
var mådeholdende og nøjedes med den indkøbte vodka, så vi fik kun lidt
mindre end 1 liter vodka hver i løbet af dagen plus nogle liter øl, også til
hver. Havde det været for ti år siden, ville vi have drukket alt dette kun i
løbet af aftenen og sikkert mere til. Man er, trods alt, blevet mere mådehol-
dende. Min religiøse tolk nøjedes med øl og havde en hel del at gøre rede
for i sine kommende bønner.
25
 Farvel til Ust Omtjug
Næste dag, efter fem nætter i saunaen, gik vi tilbage til basen. Jeg havde
ligefrem sovet godt på massagebænken. Aleksander var sygemeldt, fordi
hans ben stadig gav problemer, men folkene havde fået besked på at ringe
til ham, når vi dukkede op, for han ville tage afsked med os.
Vennerne fortalte, at jeg endelig måtte komme tilbage. Så kunne jeg
komme med på jagt, og de kunne vise mig lejre og ting, som jeg aldrig hav-
de set før. Jeg tror, de hentyder til massegrave, der er åbne, og hvor menne-
skeknogler ligger i hobetal. Der findes også grave, hvor menneskene er in-
takte på grund af permafrosten. Vi aftalte, at jeg ville benytte mig af deres
invitation næste år, hvis det blev muligt for mig at vende tilbage. Desværre
må jeg fortsat vente nu fire år efter (2011).
Mens vi ventede på Aleksander, ringede Grisha til politichefen igen, og
denne gang var beskeden, at vejen var åbnet for firehjulstrækkere. Vores ta-
xachauffør virkede ikke begejstret, og vi hørte derfor, om vennerne kendte
andre muligheder. Det gjorde de, for en bekendt skulle til Magadan, og vi
kunne komme med, endda helt gratis.
Kort efter ankom Sergej Grifulin. Han ville køre med det samme, mens
vejen var åben, og vi fik hurtigt samlet vores bagage og læsset den om bord
på en stor Toyota Landcruiser. I bilen sad Sergejs kone Luda og ventede, og
snart var vi på vejen mod Magadan.
Med livet i hænderne
Sneen lå højt i siderne af vejen, ikke mindst oppe i bjergpassene. Vejen var
kun ryddet i et spor, men Sergej kunne alligevel køre tæt på 100 km/t. Jeg
tænkte, at gik det galt, ville vi i det mindste lande blødt. Konen brokkede
sig, og Sergej blev fornærmet på hende og fortalte om en tidligere bilrejse
fra Kolyma til Moskva, hvor han valgte den gamle vintervej over Jakutsk,
Mirnye og Ust Kut. En fantastisk rute at gennemføre, men også en rute,
hvor mange bliver dræbt. Jeg kommenterede, at han var en erfaren chauf-
før, og her burde jeg have holdt min kæft, for nu fik speederen et ekstra
tryk. Vi mødte en gammel UAS (russisk jeep), og Sergej kørte ind i snebun-
kerne, så sneen kom op over kølerhjelmen. Luda sagde irriteret, at Sergej
kunne lade de andre om at trække ind til siden. Sergej brokkede sig tilbage
og sagde, at med de møgbiler de andre havde, så var han jo nødt til at gøre
det. ”Uh, det er det samme hver gang!” sagde hun. ”Sidst sad vi fast hele
natten i bjergene!”
Gennem ”Dødens dal”
Sergej fortalte, at dalen her blev omtalt som ”Dødens dal”, fordi en hel
etape (eller ”kolonne”) af fanger og vagter var gået til grunde på deres vej
26
til Ust Omtjug i et uvejr som det, vi lige havde oplevet. Der var simpelt-
hen ikke en eneste overlevende. Det lød plausibelt, og måske er historien
grundlaget for en legende fra GULAG-litteraturen, som jeg ikke har kun-
net få bekræftet. I legenden er det en hel by og ikke en etape, som gik til
grunde. Begrebet ”Dødens dal” bruges mange steder herude, for der er
mange dale i Kolyma, hvor et ufatteligt antal mennesker mistede livet un-
der frygtelige forhold. ”Butugytjag” skulle f.eks. også betyde ”Dødens dal”
på jakutisk, men ifølge Aleksander er det er slet ikke jakutisk, og det skulle
være navnet på evenkisk for en sygdom i benene på rensdyr.
Flere gange skred bilen ud, men Sergej fik kontrol over den i tide. Lu-
das stemme blev mere og mere skinger, og Sergej blev mere og mere rød
i ansigtet. Under en overhaling, som han ville foretage gennem 1 meter
dyb sne, sad vi fast. Firehjulstræk, spærredifferentiale m.m. hjalp os ikke,
men den lastbil, vi havde forsøgt at overhale, var heldigvis stoppet. Luda
fortalte, mens Sergej var ude, at folkene i lastbilen ville grine af ham, fordi
han kørte så hasarderet.
Med elektrisk spil, forbundet til lastbilen, trak landcruiseren sig selv
ud af sneen, og snart var vi igen på vej. Folkene fra lastbilen havde fortalt, at
man i radioen havde sagt, at mange sad fast i bjergpassene, og man havde
derfor lukket vejen igen for alle slags køretøjer.
Trafikkaos i bjergene
Vi var tæt på Palatka og dermed regionens eneste rigtige hovedvej, men et
sidste bjergpas skulle passeres. Flere lastbiler skulle passere hinanden, og
alt var gået i stå. Foran os var der en Kamaz, en arktisk udgave med seks-
hjulstræk og indrettet som bus. Den blev løsningen på problemet ved, at
den kørte ud i snemasserne og maste sig vej uden om de andre. Sergej ville
straks følge efter. Luda kom op i det højeste stemmeleje. Sergej kørte sam-
menbidt af sted, og så sad vi ellers godt og grundigt fast.
Luda næsten hvinede af fryd: ”Hvad sagde jeg! Det her har du rigtig
godt af! Det er ligesom sidste gang!” Sergej sagde, helt rød i kammen, at
nu skulle hun holde kæft. Der var simpelthen øretæver i luften! Hun blev
meget stille. Lastbilen fra tidligere ville ikke hjælpe os igen. Luda mente, at
de sikkert var ved at flække af grin, men hun turde ikke længere sige noget,
mens Sergej var inde i bilen. En stor Nissan-firehjulstrækker hjalp os fri, og
snart var vi på vejen igen og kom til vores lejlighed i Magadan i god behold,
mange oplevelser rigere og kun lettere radioaktive.

Jakob
Andersen
Født 1936
Med fregatten ”Holger Danske” under ”Klaksvig-krigen” i 1955. Journalist
på danske dagblade og korrespondent for The Evening Standard, London
fra 1958 til 2000. Har rejst og arbejdet i over 70 lande i alle verdensdele (i
30 stater i et af dem, USA). I mere end 30 år korrespondent i mange krige,
borgerkrige og uroligheder i Europa, Balkan, Mellemøsten, Asien, Afrika
og Latinamerika. Under den kolde krig illegalt bag jerntæppet (i fængsel).
Efter kommunismens sammenbrud gennemrejste han de tidligere sov-
jetiske landsdele. Jakob Andersen er forfatter og medforfatter til en lang
række bøger, senest: ”De Røde Spioner – KGB’s operationer i Danmark fra
Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup” (2002), ”­Blodig Jord – Hundred-
årskrigen mellem jøder og arabere” (2004), ”Kampen om den kolde krig”
(2008) og ”KGB i Danmark” (2010). Udmærkelser for undersøgende jour-
nalistik: Cavlingprisen og Victorprisen.
28
Bag om en
mester
spion
Pågående drenge trak mig i skjorten, der var gennem-
svedt i varmen. Luften var tyk af fluer og duften fra kryd-
deriboderne. Tæppehandlerne råbte hidsende tilbud i
nakken på os. Jeg trak Lotte ud af det myldrende kaos i Al
Hamidiyeh-basaren, og vi gik ned mod Al Marjeh-plad-
sen – Martyrernes Plads. Den fik sit navn, da tyrkerne i
1916 brugte den som henrettelsesplads for de syriske na-
tionalister, og siden har den været et kendemærke i Da-
maskus.
”Her var det,” sagde jeg. ”Det var her, de hængte ham.”
Jeg pegede rundt på pladsen og fortalte Lotte den dramatiske historie
om Elie Cohen, en af verdens navnkundigste spioner, der først arbejdede
for den israelske militære efterretningstjeneste AMAN og senere for søster-
organisationen MOSSAD. Cohen opnåede resultater, der var med til at be-
stemme udfaldet af Seksdageskrigen i 1967.
Det var i anno Domini 2005. Jeg gik i mit halvfjerdsindstyvende år
og var godt i gang med at vise Lotte dele af Mellemøsten, som hun ikke
kendte. Selv havde jeg rejst regionen tynd i 40 år, og jeg havde håndteret
spioner, terrorister og andre skumle personager undervejs. Mit speciale
var at have gode bekendte i alle lejre, uden at de vidste om mine forbindel-
ser med deres fjender. Israelere og bombemænd og professorer fra Hamas,
Fatahs guerillaer og PFLP’s flykaprere, sunnier og shiitter, hizbollaher, ma-
ronitter og Tawheed-fanatikere, drusere og syrere, jordanere og egyptere,
Golf-arabere og kurdere, islamister og marxister. Jeg var kommet hos dem
alle i kriser og krige.
Her i Damaskus havde jeg bl.a. slået mine folder sammen med Politi-
kens Jan Stage i en beskidt gidselaffære. Som frontkorrespondent i mange
krige i denne region havde jeg mødt både soldaterne og de civile ofre – fra
Tripoli til Beirut og Egypten vest for Suezkanalen, fra Shouf-bjergene til
Emiraterne, Irak, Golanhøjderne og Sinai. Jeg var snublet over ligene af
29

Jakob Andersen i Zefat dagen efter mødet med Maurice Cohen.
søndersprængte soldater i ørkensandet, og jeg havde siddet på lasede tæp-
per hos lemlæstede kvinder og børn i faldefærdige kældre, mens bomber,
granater og raketter regnede ned. Jeg var også blevet halvdøv på det ene
øre af en eksploderende Katyusha-raket i Nahr el-Bared. Alle vegne hav-
de jeg noteret mig de blodige spor, der førte tilbage til fortiden, og som
uheldssvangert pegede mod fremtiden. Mellemøstens stigmata. Det var
disse gamle jagtmarker, jeg ville vise Lotte, og som det senere skulle vise
sig, fik vor visit til Martyrernes Plads en særlig betydning. Elie Cohen har
sin egen plads i Mellemøstens voldsmosaik, og historien er endnu i 2011
ikke afsluttet.
Vi var af sted i et halvt år, og vi skyede fly og hoteller som pesten. Me-
ningen var at leve på feltfod, at komme tæt på befolkningen i de forskel-
30
lige lande og ikke være afhængige af nogen eller noget. Vi ville ind under
huden på de arabere, man sjældent hører om. Dem, der lever i ørkenen og
landsbyerne. I Danmark havde vi fået indrettet en kompakt autocamper
med ekstra kabinebatterier, et solenergisystem på taget, et ekstra varmesy-
stem, der fik brændstof fra dieseltanken, og en omformer, der lavede 220
volt elektricitet af batteriernes 12 volt. Internettet havde vi med mellem-
rum forbindelse til med et såkaldt air-card, der sendte trådløst til en satel-
lit. Vi var selvforsynende med alt undtagen vand, diesel, mad og eksotiske
oplevelser, men vi fik det hele undervejs, selv om vi måtte spare på vandet.
I Mellemøsten er der ingen campingpladser som i Europa, så vi var tvunget
til at slå os ned på usikre steder. En nat kl. 3, da Lotte sov, og jeg gjorde kål
på en flaske vodka, bragede en pistol lige uden for vognens vindue. Det var
arabiske gangstere, og vi stak af i en dieselrøgsky, inden de fik has på os.
Sådan var det ofte, og nogle gange var det på et hængende hår. Da vi kom
hjem i 2006, havde vi ikke en eneste gang sovet i et hus eller telt, og det var
en fornøjelse at se en københavnsk politibetjent på gaden.
Vi var kørt fra København til Istanbul i en fart, men derefter tog vi den
med ro, og i en oase dybt inde i den syriske ørken havde vi endda givet os
tid til, at Lotte lærte at ride på kamel, hvilket er en særlig kunst, der er mig
fremmed, og som ikke frister mig. Vi var blevet gode venner med beduinen
Sayyed, der havde 13 kameler og en hest, og han tilbød at lære hende det,
inklusive de spark og arabiske tilråb, der hører sig til. Ramira hed Lottes
ridedyr, og det var en elskelig og smuk kamel sammenlignet med nogle af
de andre arrige sataner. En aften fik vi kropslus i Sayyeds beduintelt, og så
måtte vi videre, for der var ikke et middel imod dem i flere hundrede kilo-
meters omkreds.
For mig var det lidt af en nostalgisk rejse, og undervejs fortalte jeg Lotte
om mine oplevelser i gamle dage. Seksdageskrigen, borgerkrigen og de
mange enkelte krige i Libanon, hvor der var 25 private militser – den ene
mere blodtørstig end den anden – og hvor jeg mødte Yassir Arafat i en us-
sel kælder, mens raketterne eksploderede over hovedet på os, Jom Kippur-
krigen med dens vildskab i Sinai, Golfkrig I med dens dødelige irakiske
Scud-raketter, Kosovokrigen, der havde fangarme helt ned i Israel, og me-
get andet. I Jordans hovedstad Amman viste jeg hende kongepaladset, hvor
jeg under den første Golfkrig – i hestestalden – var blevet gode venner med
prinsesse Alia, kong Husseins ældste datter (i dag er jeg ven med hende på
Facebook), og i ørkenen ved grænsen til Saudi-Arabien, hvor Lawrence of
Arabia havde sit yndlingsområde, læste vi igen – og med tanke på os selv –
hvad han havde skrevet om Wadi Rum:
”Vor lille karavane blev bevidst om sig selv og iagttog en dødelig tavs-
hed, bange og skamfuld over dens lidenhed mellem disse vældige højder.”
31
 ”Visdommens syv søjler” hedder T.E. Lawrences berømte bog, og det var
her i Wadi Rum, han hentede titlen. De ”syv søjler” er en kæmpestor klip-
peformation, som erosion har fået til at ligne syv knudrede og vejrbidte
søjler med spidse toppe. Vi så dem i skyggen af en rasende skypumpe.
Lang tid senere krydsede vi Jordan-floden østfra og udforskede Vest-
bredden og Gaza. Der havde jeg mange bekendte fra krigene og intifa-
daerne, og der havde jeg senest haft hemmelige møder med Hamas-folk
i 2000, hvor en af deres kommende selvmordsterrorister, der lignede en
kordreng, iskoldt fortalte mig om sine motiver, sin tro og sit had til jøder-
ne. Israel stod sidst på programmet, for det land kendte vi begge ud og ind.
En dag sad jeg i trappistklosteret i Latrun og talte med en gammel bekendt.
Han havde arbejdet for efterretningstjenesten MOSSAD i mange eventyr-
lige operationer – bl.a. mod gamle SS-officerer i Simon Wiesenthals univers
– og jeg fortalte ham om vort besøg på Martyrernes Plads i Damaskus, hvor
hans kollega Elie Cohen blev hængt.
”Elies bror lever endnu,” sagde han, ”I skulle tage og besøge ham, for
han kender historien indefra.”
Broderen, Maurice Cohen, havde været kryptograf i MOSSAD. Det var
hans arbejde at kode og afkode hemmelige meddelelser for efterretnings-
tjenesten, så undervejs fik han et enestående indblik i dens operationer.
Nu var han 78 år og boede i Ramat Gan. Der var store rosenbuske foran
indgangsdøren. En rolig gade, og Maurice havde selv roen over sig. Grå-
sprængt skæg, stribet skjorte, en skipperkasket, han ikke tog af inden
døre. Kaffebordet blev rettet an. Hans nye amerikanske kone Belle de Fine-
Cohen­ (”Jeg har fundet hende på Internettet,” sagde Maurice) fyldte auto-
matisk kopperne, når de var tomme, og Maurice havde egenhændigt bagt
to slags småkager. Hans øjne spillede, og der var intensitet i stemmen, da
han begyndte at fortælle. For Maurice var historien om hans bror nemlig
ikke slut, og han brugte meget af sin tid på at få sat det endelige punktum.
”Jeg tror på Gud, og mit mål er at få Elies lig hjem, så han kan få en or-
dentlig begravelse og hvile i fred,” sagde Maurice. Liget ville nu kun være
en hoben knogler. Han tog os med over til en tændt computer, der stod i et
hjørne af stuen, og begyndte at vise billeder af sin bror, mens han fortalte
historien om ham. Der er skrevet meget om Elie Cohen, men Maurice fik Elie Cohens identitetskort.
andet end de kolde fakta til at leve: et spektrum af følelser, familiedrama-
tikken, angst og spænding, intensiteten, da Maurice personligt sad i MOS-
SADs hovedkvarter og modtog broderens hemmelige radiosignaler som beretningen sælsomt levende. For vort indre øje så vi Elie i arbejde som
en del af sit arbejde. Han viste os gulnede familiebilleder fra Egypten og Israels berømteste spion. Han havde hele tiden balanceret på en knivsæg.
Israel, slidte identitetskort, sensationelle snapshots af Elie med den syri- Familien kom fra Aleppo i Syrien, men emigrerede til Egypten i 1914,
ske elite, han udspionerede, og meget andet. Gamle dokumenter og bøger og Eliahu (Elie) Cohen blev født i 1924 i Alexandria. Tre år senere så Mau-
blev hevet frem, når en pointe skulle slås fast, og det store materiale gjorde rice dagens lys. I 1947 ønskede Elie at gå ind i den egyptiske hær, men han

32 33
 blev kasseret på grund af ”tvivlsom loyalitet”. Efter Israels uafhængigheds-
krig 1948-49 voksede jødehadet i Egypten, og Cohen-familien emigrerede,
men Elie blev tilbage. Han blev drevet ud af universitetet og måtte studere
hjemme. I 1951 blev han arresteret for ”zionistisk aktivitet”, og da der i
1956 udbrød en antisemitisk kampagne med husundersøgelser og masse-
arrestationer, blev han smidt ud af Egypten. Via Napoli kom han til Israel,
og i 1959 blev han gift med Nadia Magled. ”Nadia var en ung sygeplejerske
fra Irak,” skrev Elie senere. Det var Maurice, der førte dem sammen.
Kort efter begyndte den karriere, der skulle gøre ham til nationalhelt.
Han blev rekrutteret af Israels militære efterretningstjeneste AMAN og in-
tensivt trænet i spionbranchens teknikker. Derefter sendte man ham til Ar-
gentina i det, der var første fase af hans store opdrag, og det var chefen for
AMAN, general Chaim Herzog (senere Israels præsident), der underskrev
marchordren.
”Da Elie rejste, bildte man Nadia ind, at han skulle på en hemmelig,
men aldeles ufarlig indkøbsrejse for Forsvarsministeriet, og det troede
hun på,” bemærkede Maurice. Under Elies senere besøg i Israel fortalte han
aldrig sin kone, hvad han egentlig lavede, men efter hans død anførte Na-
dia: ”Jeg sagde farvel til ham i de sidste dage af november 1964 med en klar
fornemmelse af, at dette ville være vort sidste møde.” Hun fornemmede, at
hans mission ikke blot var hemmelig, men også farlig.
Rejsen gik over Zürich, hvor Elie Cohen totalt skiftede identitet. Han
rejste videre som den syriske araber Kamal Amin Ta’abet, og det lykkedes
ham ved et trick at komme udokumenteret ind i Argentina, hvor man var
stærkt på udkig efter israelske agenter, efter at MOSSAD året før havde kid-
nappet SS-officeren Adolf Eichmann i dette land. Ifølge Maurice havde Elie
fået denne besked:
”Fra nu af er dit navn Kamal. Din far var Amin Ta’abet. Din mors navn
var Sa’ida Ibrahim. Du er født i Beirut. Din familie emigrerede til Alexan-
dria, da du var tre år. Glem ikke, at dine forældre var født i Syrien. Din far
var en rig tekstilkøbmand.”
Nogle dage efter sin ankomst til Buenos Aires begyndte Elie at mødes
konspirativt med sin lokale føringsofficer ”Avraham”. De briefede hin-
anden på travle caféer, og langsomt begyndte der at komme kød og blod
på den falske identitet Kamal Amin Ta’abet. Ved hjælp af et stort budget,
forstillelsesevne og sans for detaljer blev Elie Cohen forvandlet til en pro-
minent og respekteret arabisk forretningsmand. Han lærte næsten perfekt
spansk, åbnede konto i en bank, klædte sig elegant, kørte i luksusbil og
kom regelmæssigt i den lokale syriske kolonis tilholdssteder. Cohen blev
især gode venner med ba’athisten Abd a-Latif al-Hashan, der var redaktør
af en arabisk-spansk ugeavis, og med Amin al-Hafez, der var Syriens mili-
34
tærattaché i Argentina. ”Elie skrev endda artikler til al-Hashans blad,” for-
talte Maurice mig.
Føringsofficeren Avraham blev imponeret af sin agent, og han sendte
positive rapporter til Tel Aviv, hvor man fremskyndede det egentlige: Elie
Cohens infiltration af Syrien. Snart efter fortalte Kamal Amin Ta’abet sine
nye syriske venner, at han ville besøge deres fælles hjemland, og de forsyne-
de ham med introduktionsbreve, adresser og løfter om mangesidig støtte.
I MOSSAD var man ivrig efter at få placeret Elie Cohen i Damaskus
så hurtigt som muligt. Syrien og Egypten var blevet slået sammen i Den
Forenede Arabiske Republik (UAR), men dette projekt gik snart skævt. Da
der blev gennemført et stort nationaliseringsprogram i sommeren 1961,
havde Syriens ledende forretningsfolk og militæret fået nok. Et nyt anti-
Nasser-regime kom til magten og opløste UAR. Den egyptiske præsident
Gamal Abdel Nasser følte dette som en stor ydmygelse, og internationalt
var der frygt for en ny krig i regionen. Tel Aviv havde hårdt brug for en
skjult finger på pulsen.
På vejen til Damaskus rejste Elie Cohen over Israel og Europa, hvor han
mødtes med en anden føringsofficer, der kun er kendt som ”G”. Denne
mand fik det indtryk, at Elie Cohen både havde ”stor selvtillid og en stærk
vilje til at gennemføre sit forehavende”. I Israel var Elie med til sin fars be-
gravelse. Men han bevæbnede sig også til det endelige fremstød. I Genova
gik han 1. januar 1962 om bord i passagerskibet ”Astoria” for at sejle til
Beirut og tage til Damaskus, og i bagagen havde han bl.a. en kraftig radio-
sender, der var skjult i bunden af en elektrisk køkkenblender. Senderen
var verdens mest avancerede, og ledningen til Elies elektriske barberma-
skine fungerede som antenne. Han havde også cyankaliumpiller, der var
beregnet til at tage livet af fjender – og ham selv med, hvis han blev op-
daget. Disse giftpiller var kamufleret som hovedpinepiller. I tandpastatu-
ber og barberskumsdåser var der gemt kemikalier til at lave højeksplosivt
sprængstof med. Et komplet kameraudstyr var også beregnet til mikrofo-
tografering. Maurice fortalte mig, at Elie havde sin kodebog gemt i et skak-
spil, der havde en kasse med felter af flagede muslingeskaller. ”Skakspillet
havde tilhørt vores mor,” sagde han.
I Damaskus lejede Elie Cohen en lejlighed i det fashionable Abu
Romana-­distrikt, over for den syriske generalstabs hovedkvarter. ”Om af-
tenen og natten holdt han øje med, hvor meget lys der var tændt i de for-
skellige etager, og det gav ham tip, når noget var i gang,” sagde Maurice.
25. februar sendte Elie sin første radiomelding til Israel, hvor champagne-
propperne sprang i efterretningstjenestens hovedkvarter. Det var stadig
militæret (IDF), der ”kørte” Cohen. Senere blev han overført til MOSSAD i
forbindelse med en reorganisering af efterretningstjenesterne. Cohen hav-
35
 de sat en antenne op uden for vinduet i sit arbejdsværelse, og hans kodede
signaler blev sendt i korte ryk og i en rytme, der var særlig for ham. Enhver
afvigelse fra den normale sendeprocedure var et faresignal i Tel Aviv.
Metodisk gled Elie Cohen ind i borgerskabet i Damaskus, og det lyk-
kedes ham på forbavsende kort tid at nærme sig toppen i Syriens magt-
hierarki. Han blev inviteret til de fornemste selskaber, ikke mindst fordi
han lånte store beløb til højtstående embedsmænd og andre notabiliteter
(Israel betalte det hele). Et uvurderligt redskab var også de introdukti-
onsbreve, han havde fået af sine syriske venner i Argentina. De førte ham
sammen med den syriske elite, f.eks. radiokommentatoren George Saif og
luftvåbenofficeren Adnan al-Jabi. Elie Cohen blev selv en kendt personlig-
hed i den syriske radio. Direktøren for udsendelser til udlandet, Salem Saif,
bad Cohen læse korrektur på noget propagandamateriale, og det førte til,
at han fik sit eget radioshow i Radio Damaskus, ”Emigrantens Time”, hvor
Cohen interviewede syriske emigranter om dem selv og deres arbejde i an-
dre lande. Showet blev mestendels sendt på spansk, og i den israelske ef-
terretningstjeneste lyttede man til alle udsendelserne. Når alt gik godt for
spionen i Damaskus, indflettede han i udsendelsen den sidste sætning fra
”Robinson Crusoe” (på fransk og ordene i omvendt rækkefølge). Som et ek-
sempel på Elies humoristiske sans fortalte Maurice, at han i en udsendelse
læste op af ”De tre musketerer”. Det var netop denne bog, der blev brugt til
at kode og afkode hans radiosignaler med.
Men det var Elie Cohens gamle ven Amin al-Hafez, Syriens militærat-
taché i Argentina, der blev hønen, som lagde guldæg. Sjældent eller aldrig
har en spion skaffet sig en bedre forbindelse. Da al-Hafez kom tilbage fra
Buenos Aires, ledede han et statskup mod regeringen og blev både Syriens
premierminister (1963-64) og præsident (1963-66). Sympatien mellem
de to mænd bevirkede, at Elie Cohen altid var en velkommen gæst i præ-
sidentens palads, og at han omgikkes landets mægtigste mænd. Men det
blev bedre endnu. Præsident al-Hafez udså sig Cohen som Syriens næste
forsvarsminister og gjorde meget for at forberede ham på opgaven. Cohen
blev således et højst respekteret medlem af The Syrian National Council of
Revolutionary Command. Ifølge alle oplysninger havde al-Hafez også udset
sig den israelske jøde til at blive hans efterfølger som præsident, idet han
jo troede, at han var den patriotiske araber Kamal Amin Ta’abet. Præsiden-
ten inviterede ofte sin ven, og han takkede ham, fordi han havde foræret
præsidentfruen en pelsfrakke til 1.000 dollars.
Den enkeltoperation, der frem for alt har gjort Elie Cohen berømt, var
hans udspionering af de syriske militæranlæg på Golanhøjderne. Dette
bjergmassiv mellem Syrien og Israel har til dato været af den største betyd-
ning i Mellemøstens historie. Det blev erobret af Israel i Seksdageskrigen
36
i 1967, og den dag i dag er det kernen i enhver forhandling mellem Israel
og Syrien. Før Seksdageskrigen havde syrerne spækket Golan med forter,
svære kanonstillinger og betonsikrede maskingeværreder. I tilfælde af krig
ville det være en formidabel hindring for fjenden, og fra disse stillinger –
syrernes ”Maginot-linie” – kunne man med det blotte øje se meget af det
centrale Israel. Kibbutzerne og markerne på lavlandet nedenfor var åbne
mål og blev uafladeligt beskudt med morterer og 130 mm-kanoner.
Det var derfor en operation af største betydning, da Elie Cohen alias
Kamal Amin Ta’abet fik et grundigt indblik i dette store befæstningsanlæg
som en del af præsidentens forberedelser til at gøre ham til Syriens for-
svarsminister. Ledsaget af højtstående generalstabsofficerer besøgte Co-
hen samtlige stillinger i Golan, og han blev i stand til at sende den israelske
efterretningstjeneste en briefing af monumental betydning. Han kunne
rapportere om hver eneste syriske kanon, tankspærring, skyttegrav og ma-
skingeværrede. Disse oplysninger satte israelerne i stand til at konstruere
tredimensionale modeller af de syriske positioner, så de i seksdageskrigen
kunne erobre Golanhøjderne i et uimodståeligt stormangreb. Elie Cohens
føringsofficer sagde lang tid senere:
”Blandt mange andre ting rapporterede han om de bunkere, hvor syrer-
ne havde russisk artilleri, han leverede en plan om at afskære det nordlige
Israel i en fremtidig invasion, og han leverede endda en rapport om 200 rus-
siske T-54-tanks få timer efter, at de ankom til Syrien. Men det allervigtigste
var, at Elie Cohen fik en bred vifte af kontakter med nøglepersonel i den syri-
ske hær og regering. Dette blev uvurderligt.”
Der er mange andre eventyrlige detaljer i historien om Elie Cohen
– f.eks. fortalte Maurice, at Elie hjalp præsident al-Hafez til behandling i
Frankrig, da denne fik strubekræft, og det reddede mandens liv. Derefter
blev deres forhold endnu tættere – men der kom en barsk afslutning.
De skiftende politiske forhold i Syrien, hvor Ba’ath-partiet var kommet
til magten (Cohen var medlem siden 1961), havde medført en ny jagt på
spioner og deres hemmelige radiosignaler. Oberst Ahmad Suweidani, der
var chef for efterretningstjenesten, fik hjælp af den militære sovjetiske ef-
terretningstjeneste gru, der lånte syrerne sofistikeret sporingsudstyr, og
Elie Cohen var selv skyld i, at fælden klappede i om ham. Han sendte nem-
lig så store mængder materiale til Israel, at hans radiotransmissioner blev
alt for lange og derfor nemme at spore. Efterretningstjenesten stormede
hans lejlighed og greb ham på fersk gerning. Han blev arresteret, og i første
omgang søgte syrerne at få ham til at sende falske meddelelser til MOSSAD,
men Maurice, der personligt afkodede hans signaler, fortalte:
”Rytmen i sendehastigheden og en hemmelig kode bevirkede, at vi
straks blev opmærksomme på, at noget var galt. Morsekoder er som fin-
37

Elie Cohen i galgen.
geraftryk. Koderne var i grupper på fem tegn, og da Elie udelod en bestemt,
vidste vi, hvad der var sket.”
Enden var nær. Elie Cohen blev grusomt torteret og dødsdømt ved en
skinproces. Blandt dommerne var en af hans tidligere gode venner, som
han havde tappet for oplysninger. Appeller fra paven, statsmænd i mange
lande, Amnesty International, premierminister Golda Meïr og mange an-
dre var nytteløse. Kort efter midnat 18. maj 1965 blev Elie Cohen kørt fra
Maza-fængslet til en politistation nær Martyrernes Plads. Her fik han lov til
at skrive brev til sin kone og sin mor:
”Til min kære kone Nadia og min kære mor.
Jeg sender jer disse sidste ord, få minutter før det er slut for mig … [resten
er en gribende afsked med dem og børnene, J.A.].”
Den 90-årige rabbiner Nessim Andebo var tilkaldt for at sige en tradi-
tionel jødisk bøn, men han var så altereret, at Elie måtte sige den for ham.
Kl. 3.35 blev han ført til galgen på skafottet på Martyrernes Plads. Han var
i en hvid klædning, hvorpå der stod: ”ELIE COHEN DØMT TIL DØDEN VED
HÆNGNING”.
38
Det var en offentlig henrettelse, der var tale om, og 10.000 syrere myldre-
de rundt i mørket på pladsen og skreg hadske ord mod Cohen. Så tændte
man lyskasterne, for det hele blev sendt direkte i det syriske fjernsyn. På
skafottet fremsagde Cohen den jødiske bøn for en mand, der står ansigt til
ansigt med døden (Vidui): ”Almægtige Gud, tilgiv mig alle mine synder og
lovovertrædelser.”
Chefbødlen i Damaskus, Abu-Saliman, anbragte løkken om halsen på
ham. Der kom et signal, og lemmen under Cohen faldt ned. Et øjeblik efter
hang han og dinglede i rebet. Derpå svøbte man hans krop i et hvidt klæde,
der var fyldt med antizionistiske slagord. Syrerne lod ham hænge i galgen i
mange timer, så alle i Damaskus fik mulighed for at komme forbi og se den
døde spion.
I dagligstuen hos Maurice Cohen i Ramat Gan stod billedet af Elie i gal-
gen længe på computerskærmen. Så slukkede han maskinen og hentede
en ny tyk mappe i en reol. Den indeholdt resten af historien, alt det der
var sket siden hængningen. Der blev lavet film, bøger og teater over Elie
Cohens dramatiske karriere, og der holdes stadig mindehøjtideligheder
for ham. Han kom også på et frimærke. Fremmede spioner plejer man at
fængsle og senere udveksle med sine egne, der er blevet snuppet i fjende-
land, så den syriske brutalitet havde vakt opsigt verden over. Mange andre
blev henrettet i Syrien. Det er en politistat den dag i dag.
Før jeg besøgte Maurice Cohen, havde Elies enke Nadia startet en kam-
pagne for at få mandens lig hjem – ­bl.a. i samarbejde med sine børn og
Maurice – og i juni 2005 trådte hun og børnene Sophie, Irit og Shai frem
for verden sammen med premierminister Ariel Sharon, der holdt en tale
og bl.a. sagde: ”Til dato har Damaskus afvist alle anmodninger i dette
spørgsmål – men vi giver ikke op.” Senere sendte Nadia et brev til Syriens
nuværende præsident Bashar Assad, og i 2007 forsøgte den ny premiermi-
nister Ehud Olmert gennem tyrkiske diplomater at bevæge syrerne til at
udlevere liget eller i det mindste give familien lov til at bede ved Elies grav,
men alt var forgæves. Den syriske regering var urokkelig. Bestræbelserne
fortsætter dog den dag i dag.
Men Maurice Cohen er ikke længere med i kampagnen. Et år efter mit
besøg hos ham fik jeg en e-mail fra hans kone Belle de Fine-Cohen om, at
han var død, og hun sender stadig e-mails, når der er Jahrzeit-gudstjenester
for Maurice. I en af disse meddelelser citerede hun Carl Jung: ”Husk dine
teorier, men glem dem, når du rører ved den menneskelige sjæls mirakel.”
Jahrzeit er den årlige jødiske mindedag for afdøde. Man tænder et særligt
lys, der brænder i 24 timer, og siger den ældgamle Kaddish-bøn, hvis cen-
trale indhold er en offentlig erklæring om Guds storhed og evighed: ‫ּהֵמְׁש‬
‫אָּיַמְלָע יֵמְלָעְלּו םַלָעְל ְךַרָבְמ אָּבַר‬.

John
Andersen
Født 1943
Polarforsker, forfatter og arkitekt. Bjergbestigning i Europa, Tyrkiet, Nord-
afrika og Østgrønland. Har siden 1960’erne rejst Grønland tyndt og har i
kajak padlet langs hele kysten. Har desuden kørt i 2CV gennem Sahara, væ-
ret på længere rejser til alle lande omkring Middelhavet og Mellemøsten
og besøgt Tibet, Mustang, Nepal, Yemen og Oman. John Andersen har skre-
vet adskillige bøger om sine rejser i Grønland og er en garvet foredragshol-
der. Formand for Eventyrernes Klub i 1978 og igen 1998-2001.
40
Mødet
med fortiden
og
ånderne
Regnen piskede ubønhørligt mod teltets tynde stof, og
vandet kom nu gennem flere af syningerne som små drå-
ber, der langsomt fandt vej til underlaget. Det havde reg-
net uafbrudt i to dage. Regn i så store mængder havde
jeg aldrig før oplevet heroppe i det højarktiske nord. Jeg
lå en smule i læ bag et af de gamle tørvemurshuse fra den
for længe siden forladte boplads Uummannaq, samme
navn som det karakteristiske fjeld, der på dansk kaldes
Thulefjeldet. Når jeg med mellemrum kikkede ud i det
rædselsfulde vejr, kunne jeg skimte det mørke fjeld gen-
nem den tætte regn.
Jeg har flere gange været oppe på den markante, flade top. Selvom fjeldet
ikke er så højt, blot omkring 250 meter, så synes det meget højere på grund
af det lave omkringliggende land. Der er også en fantastisk udsigt herop-
pefra. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg engang i det sene forår, hvor det var
usædvanligt klart, og havet endnu var dækket af is, ude i vest kunne skimte
bjergene på Ellesmere Island mere end 120 km borte. Mod øst rejste ind-
landsisens mægtige, hvide ismasse sig op til øjenhøjde, hvor gletsjeren lig-
ger som en kæmpe elefantfod ude i det okkerfarvede landskab. Fantastisk
smukt.
Det var netop her, Knud Rasmussen og Peter Freuchen sammen med de
to polareskimoer Inukitsoq og Uvdloriaq kom ned i 1912 efter deres legen-
dariske, dobbelte krydsning af indlandsisen. Det var også her, de sendte en
hilsen til Danmark-ekspeditionens deltagere, da de fire deltagere skiftede
det slidte skindtøj ud med funklende nyt og ubrugt. Som Knud Rasmussen
skrev i ”Min Rejsedagbog”: ”Vi var alle klædt til fest, helt igennem i nyt tøj,
fine skinnende støvler og blanke sælskindspelse. Vi havde hele tiden haft
en reserve af ubrugt tøj liggende, og nu trak vi i det efter Uvdloriaqs ønske.
Han ville gerne vise sine landsmænd, at det ikke var en udgået ekspedi-
tion, men jægere, der havde forstået at økonomisere, der kom hjem.” Hvis
41

Efter tre uger alene i kajak havde jeg en mystisk oplevelse, hvor jeg i en
drøm troede, at der var mennesker og musik omkring teltet. Jeg spændte
kameraet på hovedet, og netop som jeg roede ud gennem isen, opdagede
jeg en isbjørn, som svømmede væk fra mig. Nogle dage senere fik jeg en
forklaring på min mærkelige oplevelse af en klog, gammel eskimokvinde.
Mylius-Erichsen havde overlevet i 1907, måtte den bemærkning have gjort
ondt, for det var bl.a., hvad der gik galt for ham og de to deltagere, Høegh-
Hagen og grønlænderen Jørgen Brøndlund. Svigtende jagt og nedslidt tøj
var den væsentligste årsag til deres død.
På toppen af Thulefjeldet står der i den vestlige ende en kvindetorso
hugget ud af klippen. Den er meget naturtro og ganske smuk. Det er en
af de engang 15.000 mænd, der var på Thule-basen, som af lutter længsel
efter en kvinde desperat har skabt sig en substitut i sten, som han så kunne
forlyste sig med, selv om det må have været en lidt kold omgang. Herop-
pefra kan man se hele den tidligere så store base, men efter den kolde krigs
42
afslutning er den skrumpet til ca. 1.000 mennesker, hvor der i dag endda
også er en del kvinder blandt de ansatte. Mellem Thulebasen og Thule-
fjeldet ligger de sørgelige rester af den berømte handelsstation, som Knud
Rasmussen anlagde i 1910, og hvor Peter Freuchen blev bestyrer. Det var be-
gyndelsen på Peter Freuchens utrolige liv. Han havde en del grønlandserfa-
ring som næstyngste (20 år) deltager på Danmark-ekspeditionen 1906-08.
I Thule giftede han sig med polareskimokvinden Navarana og blev således
en integreret del af den lille eskimostamme. Peter Freuchen var samtidig
Knud Rasmussens ankermand, som med sin faste bopæl i Thule frem til
1921 og med sit indgående kendskab til befolkningen var den væsentlig-
ste årsag til Knud Rasmussens berømmelse. Den første Thule-ekspedition i
1912 og Den anden Thule-ekspedition i 1917 viste med al tydelighed, hvor
stor betydning Peter Freuchen havde for Knud Rasmussen. Den første var
en utrolig bedrift og succes, den anden en katastrofe med to dødsfald, som
kunne være undgået, såfremt Peter Freuchen havde været med.
Regnen holdt inde, og vinden tog til, så jeg kravlede ud af mit lille
North Face-telt for at strække ben og krop. Det høje græs, der altid er om-
kring de gamle eskimobopladser, var vådt, men jeg havde knæhøje, vand-
tætte kajakstøvler på af neopren, så det betød ikke så meget. Det er den
samme fornemmelse som at gå i grønlandske kamikker, man kan mærke
alt, hvad man træder på. Solen kom frem mellem de mørke regnskyer, og
straks foldede de gule valmuer og den lilla niviarsiaq sine store blomster
ud. Her i det højarktiske, ret golde landskab er det de samme blomster,
som vi finder overalt i Grønland, men på grund af den korte sommer er de
meget lave. Selve blomsten er derimod ganske stor. Jeg kom forbi den gam-
le telestation Dundas. Det var her, at min gode ven fra Eventyrernes Klub
Jørn Riel havde gjort sine første erfaringer om den eskimoiske kultur og
historie. Han var gift med en grønlænder, der ligesom for Peter Freuchens
vedkommende førte ham ind i det eskimoiske univers, der sidenhen blev
til berømte bøger.
Den rødmalede, gamle handelsstation, hvor Peter Freuchen boede,
ligger der heldigvis endnu. Mange af de gamle huse er gået til. Mest fordi
grønlænderne har en besynderlig adfærd over for de historiske bygninger.
Tidligere måtte de ikke komme ind på basens område og benyttede derfor
nogle af husene til at overnatte i. Af lutter kedsomhed eller blot af mang-
lende forståelse for historien kastede de sten gennem vinduerne og efter-
lod sig et bjerg af affald både inden- og udenfor. Årsagerne hertil er flere.
I gamle dage var eskimoernes affald organisk materiale: ben, skind, spæk,
kød etc., som alt sammen meget hurtigt blev omsat til tørv og græs, derfor
var det praktisk at smide affaldet, hvor man netop havde gravet tørv til sin
bolig. Grønlændernes forhold til den moderne, materielle kultur og ud-
43
 vikling er problematisk. Mest fordi de ikke selv har deltaget deri, men blot
været passive tilskuere. Det forholdt sig på samme måde med den i 1953
såkaldte ”tvangsforflytning” fra Dundas op til den nuværende hovedstad
Qaanaaq. Der var alt for mange problemer med at have det lille eskimoiske
samfund liggende så tæt på Thule-basen, og derfor besluttede man at flytte
bopladsen. Problemet var imidlertid, at de, som boede der, var blevet mere
eller mindre afhængige af den moderne udvikling. De virkelige fangere bo-
ede langt fra basen og flyttede rundt i distriktet, alt efter hvor dyrene var på
forskellige årstider.
Men i dag har grønlænderne forstået at udnytte det politiske spil.
Eksempelvis da Poul Nyrup manglede et flertal, og han i bogstaveligste
forstand købte sig til de nordatlantiske mandater med anlæggelse af en
landingsplads i Qaanaaq. Et vanvittigt projekt frem for at udbygge samar-
bejdet med Thule-basen og således få gensidig glæde af de store faciliteter,
som findes her. Resultatet er nu, at befolkningen ikke har råd til at komme
væk fra området på grund af enorme flypriser. Fangerkulturen, som den
kaldes i Thule-distriktet, er et kulturelt skalkeskjul, som politikerne i syd
anvender til at kræve rettigheder for deres oprindelige folk, som stadig le-
ver i Nord- og Østgrønland. Virkeligheden er, at de engang så stolte fangere
får socialhjælp og går til i alkohol. Tilbage er kun drømmen om, at de en-
gang var selvstændige, stolte mennesker, der var i stand til at overleve på
landets ressourcer.
Bedre står det ikke til på den grønlandske vestkyst. Her lever man i
en uvirkelig verden, hvor folk i de små, såkaldte byer på mellem 2.000 og
5.000 indbyggere bor og lever næsten som i danske provinsbyer som f.eks.
Herning, Svendborg eller Roskilde. Og man forlanger den samme service
fra det offentlige og det samme udbud af forbrugsgoder. Den grønlandske
økonomi hænger overhovedet ikke sammen, det er fuldstændigt umuligt,
hvis ikke der kommer flere milliarder i tilskud fra Danmark. Man ønsker,
at det skal holde op, for det er ikke en værdig måde at leve på. Nu taler
og venter alle på miraklet – OLIE. Kan den grønlandske befolkning virkelig
administrere det? Jeg tvivler. Hvordan kan det gå til, at den islandske be-
folkning, som i det mindste er seks gange så stor på ca. 300.000 indbyggere
med et langt højere uddannelsesniveau, hvor alle taler engelsk og mange
dansk, blev grundigt snydt af det multinationale selskab Alcoa ved anlæg-
gelsen af aluminiumsværket i Reydarfjordur, og hvordan kunne det ske,
at den islandske økonomi gik i total opløsning? Jeg tror, der er en fremtid
for den grønlandske befolkning, hvis man udnytter de kolossale naturres-
sourcer på en afbalanceret måde. Vandkraft, eksport af rent vand, et afba-
lanceret fiskeri og ikke mindst turisme.
Mens jeg gik rundt i mine egne tanker i Peter Freuchens gamle hus og
44
genkaldte mig de gamle fotografier, der findes fra begyndelsen af handels-
stationens virke og senere, hørte jeg pludselig motorlarm. Da jeg trådte ud
af hoveddøren, opdagede jeg, at der lå et af marinens små inspektionsfar-
tøjer ude i North Star Bay, og en sort gummibåd med stor fart styrede lige
imod den lille strand foran huset. Et par marineklædte matroser sprang i
land og trak båden op på stranden. Jeg gik derned, og til min store over-
raskelse mødte jeg min gamle kammerat fra Eventyrernes Klub, Troels Klø-
vedal. ”Hej, Troels, hvad pokker laver du her?” udbrød jeg lettere forbav-
set. ”Jeg er på togt med flådens inspektionsskib Tuludaq for at lave film og
skrive en bog om den danske flådes historie gennem 500 år,” svarede han.
Jeg havde hørt lidt om projektet, men at møde den gamle pacifist nærmest
båret på hænder i land af flådens folk gjorde nu alligevel et stort indtryk på
mig. Vi havde nogle meget hyggelige timer sammen, hvor Troels filmede
løs, mens jeg fortalte om stedets utrolige historie.
Vejret klarede endnu mere op, og nu kunne jeg se landet nord for Wol-
stenholme Fjord. Lejren blev pakket sammen, og snart sad jeg sikkert ude
i min Klepper-foldekajak på vej ud i det store eventyr. Fra Harald Moltke
Bræ i øst kom der indimellem et par kraftige vindpust. Fjorden er 10 km
bred, og hvis der havde været is, som der plejer at være på denne årstid, så
havde jeg kunnet klare det på under to timer. Men isen var væk, så der kom
krappe søer ind på siden af kajakken. Det er meget trættende, fordi man
hele tiden skal holde øje med, hvordan de knækker. Efter tre timer kom jeg
våd i land ved Naujaat, nu var det blot de næste mange dage at følge kysten
nordvestover.
Et par dage senere kom jeg til Moriussaq, en lille bygd, som jeg havde
besøgt nogle gange tidligere, og med en meget aktiv befolkning. Men al-
lerede på afstand var der noget, som ikke stemte. Det var, som om der lå
et usynligt slør af forladthed over det lille sted. De eneste, der kom mig i
møde, var et par løsgående, magre slædehunde. Jeg gik en tur omkring i
den spøgelsesagtige by. Det var næsten som i en wild west-film, hvor der i
et uventet øjeblik ville træde en skummel person ud fra et at husene med
et gevær, men stilhed, absolut stilhed og ikke en levende sjæl rørte på sig.
Stilheden blev brudt af en svag summen fra en jolle, som langsomt nær-
mede sig en lille beskyttet bugt, som var bygdens naturhavn. Jeg gik hen til
stranden for at hjælpe med at trække i land, og i det samme stak to ældre
kvinder hovedet frem af et primitivt ruf, meget talende og indimellem af-
brudt af en smittende latter. Jeg rakte hånden frem for at tage imod dem og
spurgte: ”Hvad griner I sådan ad?” ”Jo, min mand var uforsigtig og sejlede
ind i en isskosse, så der gik hul i båden. Men heldigvis havde vi en spand, så
vi kunne lænse den for vand. Tænk, hvis vi ikke havde haft den spand, så var
vi alle druknet,” og de to kvinder grinede, så tårerne løb ned ad kinderne.
45
 ”Kom med op til vores hus og få en kop kaffe,” sagde den ene af dem. Hun
hed Emilie, datter af edderfuglen, Miterq, som var med på Knud Rasmus-
sens berømte Femte Thule-ekspedition 1921-24. Ind imellem deres latter
over den i virkeligheden farlige situation fik jeg spurgt ind til, hvorfor der
ikke var flere mennesker her i Moriussaq. ”Man vil lukke stedet ned, fordi
alle beboerne er flyttet op til Qaanaaq, og snart må vi også flytte derop,”
sagde Emilie med et lidt sørgeligt udtryk.
Da jeg næste dag skulle rejse videre, kom der endnu en jolle. Det var to
arbejdere fra Thule-basen. De havde købt et af de små selvbyggerhuse for
15.000 kr. og anvendte det som sommerhus. Huset var i meget fin stand,
og de kunne ikke forstå, hvordan myndighederne tillod at sælge det så bil-
ligt – men som de nøgternt sagde: ”Hvem fanden kommer forbi Moriussaq
for at bo i et sommerhus? På basen har vi masser af fritid, og så kan vi tage
herud på ferie.”

Ude i horisonten rejste det sagnomspundne Kap Parry sig 900 meter lod-
ret i vejret. Uhyggeligt så det ud, selvom der endnu var mere end 15 km
op til det farlige kap her på Grønlands nordvestligste kyststrækning. Nav-
net stammer fra John Ross’ legendariske ekspedition i 1818 med orlogs-
skibene Isabella og Alexandra. De to orlogsskibe lagde ind til iskanten øst
for det lige så markante Kap York, ca. 300 km sydligere. Ross var den før-
ste europæer, som havde kontakt med de såkaldte polareskimoer. På sin
ekspedition nord for Melville-bugten havde han allerede navngivet flere
markante landskabelige fikspunkter, og nu stod det dramatiske kap for
tur. Dengang strøede ekspeditionerne om sig med navne, som en gestus el-
ler tak til prominente personer, der på en eller anden måde havde hjulpet
ekspeditionen.
Og det markante Kap Parry blev således opkaldt efter den britiske ad-
miral William Edward Parry, som bl.a. havde gjort sig bemærket med en fa-
refuld sejlads til Spitsbergen i 1810. Thulefolket kalder stedet for Kangaars-
sugssuaq, ”Det store næs”, og det var tidligere et berygtet slædested, fordi
havisen lagde til meget sent og næsten altid var strømskåret, dvs. meget
tynd og yderst farlig at slæde på, da man risikerede at falde gennem isen.
Derfor benyttede fangerne de gletsjere, som gik ned til Inglefield Bredning
som slædevej mod Thule, når man kom fra de nordlige bopladser.
Jeg havde tidligere passeret forbi det farlige forbjerg i kajak, men det
var 30 år siden, dengang jeg var ung og fyldt med kræfter og masser af gåpå-
mod. Nu var jeg en ældre mand på 65 og alene i min Klepper-foldekajak på
vej nordover. Jeg havde haft nogle uger med meget dårligt vejr. Storm, regn
og tåge, men nu var det en smule bedre, kun store dønninger mindede mig
om de sidste ugers uvejr.
På vej ind i Inglefield Bredning kom jeg til sommerbopladsen Narssaq. Her
havde fangerne i hast forladt bopladsen på grund af storm. På et kødstativ
fandt jeg noget gammelt, tørret narhvalkød, som smagte udmærket (jeg
var ret sulten).
Der findes overalt langs de grønlandske kyster mange af den slags stejle for-
bjerge. For kajakmanden er de farlige, fordi der ofte er meget dybt, og er der
blot den mindste smule vind, så kommer der udadgående modstrøm med
stejle krapsøer, som kaster kajakken frem og tilbage.
Men her ud for Kap Parry var vejret heldigvis meget bedre. Kun krus-
ninger på overfladen røbede, at der på det ellers så blanke vand var en
stærk understrøm. Kajakken bevægede sig roligt fra side til side, næsten
som om det var baljerne i Tivoli. En time senere var det overstået, ingen
problemer, og jeg roede fornøjet ind i den mægtige Inglefield Bredning på
fuldstændig blankt vand i det smukkeste sommervejr.
Steensby Land hedder den sydlige kyststrækning af Inglefield Bred-
ning, som består af 1.000 meter høje sandsten og basaltbjerge i okker- og
umbrafarver, der gennemskæres af glinsende hvide hængegletsjere. Ufat-
teligt smukt. En af disse hængegletsjere hedder Politikens Bræ. Navnet er
givet af Mylius-Erichsen på Den Litterære Grønlandsekspedition i 1902-
04, hvor også Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund var deltagere. Det var

46 47

I bunden af Inglefield Bredning ligger den imponerende Heilprin Gletsjer,
opkaldt af Robert Peary i 1892-94 efter en ungarsk videnskabsmand, som
deltog i ekspeditionen.
her, der opstod uoverensstemmelser mellem Mylius-Erichsen og Knud
Rasmussen, som var afgørende for, at Knud Rasmussen ikke kom med på
Danmark-ekspeditionen i 1906.
Foran bræen var der en meget fin rullestensstrand, perfekt til at træk-
ke kajakken i land. Det var højsommer, og jeg tog straks den vandtætte,
klamme anorak af og lagde mig på de varme, runde sten for at spise fro-
kost. Jeg tænkte tilbage på, hvordan jeg i 70’erne flere gange havde kørt
med hundeslæde op over den stejle gletsjer på vej til Thule-basen. Det kan
man ikke længere. De seneste årtiers varmere klima har betydet, at isen har
trukket sig flere hundrede meter tilbage og efterladt sig et morads af høje
morænevolde, og værst af alt har selve iskanten ændret sig fra en jævn, glat
overflade til et opsprækket helvede, hvor det ikke er muligt at passere med
hundeslæde.
48
Alt sammen mere eller mindre løsrevne tanker, der løb gennem hovedet,
mens jeg lå og strakte min ømme krop på de varme sten. Tilbage i kajak-
ken, ind i den vante rytme, hvor det ene tag i pagajen fulgte det andet. En
utrolig harmonisk måde at rejse på. Når jeg var træt, gik jeg blot i land,
fandt en vidunderlig lejrplads, rejste mit telt, spiste, skrev notater og dag-
bog og sov, for den følgende dag at rejse videre. Jeg kom i en afslappet men-
tal tilstand, hvor tankerne kunne flyve frit og ubekymret med plads til nye
kreative idéer. Jeg har gennem alle årene rejst alene, så tit det var muligt,
mindst hvert andet år på en længere krævende ekspedition. At være alene
i længere perioder i den arktiske natur er vanskeligt og kan være farligt.
De fleste mennesker bliver bange og utrygge, når de er alene og ikke har
mobiltelefonen eller andre mennesker at tale med. Jeg derimod stortrives
og nyder hvert sekund.
Efter næsten tre uger alene nåede jeg ind i bunden af den mægtige
Inglefield Bredning. Det var stadigvæk højsommer, og vejret var stille. Det
eneste, jeg hørte, var lyden af kajakken og pagajen gennem vandet, som
indimellem blev afløst af buldrende tordensmæld fra kæntrende isbjerge.
Isen fra de to gletsjere Heilprin og Bowdin blev tættere og tættere. Et par
hundrede meter fra den lodrette iskant blev jeg standset af tæt is. Glet-
sjerfronten var meget levende, hele tiden væltede der isstykker i havet, og
kæmpe dønninger bevægede isen som et flyvende tæppe af glinsende kry-
stal. Jeg roede over til øgruppen Qeqertaaq og fandt en fin lejrplads ved
siden af en gammel eskimoisk fangstplads. Her var virkelig smukt, mas-
ser af blomster, grønne fladstjerner, gule valmuer og violette gederams,
Grønlands nationalblomst, kaldet niviarsiaq, som betyder ung kvinde. På
en tidligere eskimoteltplads rejste jeg mit lille, grønne nylontelt. Hentede
is til afsmeltning af saltvandet. Gik omkring og opdagede flere depoter, ræ-
vefælder og grave med rester af skeletter. Jeg var træt. Havde roet næsten
50 km og en del gennem isen, så det varede ikke længe, før jeg faldt i søvn.
Jeg havde en mærkelig drøm, hvor jeg roede rundt nede på bunden af
havet mellem de store tangplanter, søanemoner og gopler. Da jeg kom op
til overfladen, så jeg bjørne overalt omkring på klipperne. Nogle timer se-
nere vågnede jeg til lyden af menneskestemmer! Jeg lynede teltet op og så
mig omkring, men udenfor var alting stille. Fuldstændig stille, så jeg næ-
sten kunne høre blodet risle gennem årene. Nå, bare overtræt, tænkte jeg
og faldt snart i søvn igen. Næppe var jeg faldet hen, før jeg igen hørte stem-
mer, og nu var der tilmed harmonikamusik, som om der var dansemik lige
udenfor. Var jeg virkelig ved at blive vanvittig? Hastigt lynede jeg teltet op
igen, men ingen, absolut ingen mennesker. Nu blev jeg urolig. At tro, at der
er nogen, som alligevel ikke er der, kan føre til vanvittige handlinger. Jeg
tog tøj på og gik op på en lille høj for at se, om der på den anden side af øen
49
 skulle være en sommerlejr. Men nej, ingen mennesker eller musik i miles tørt i kajakken. Jeg tog kurs mod bunden af dalen. Efter et par timer blev
omkreds. stilheden brudt af en flok nysgerrige narhvaler. Der var vel 20-30 stykker,
Den følgende dag var vejret igen meget smukt og meget stille, hvor ha- og i flere minutter cirklede de rundt om mig. Endnu en stor oplevelse, og
vet var som et spejl. Det indtræffer en sjælden gang, når det ferske smelte- pludselig var de borte igen. I det samme lettede tågen, og foran rejste der
vand fra isen ligger i et lag på 20-30 cm oven på det salte havvand. Heldig- sig en mørk og dyster ø lodret i vejret. Det var Josephine Ø. Uha, der skulle
vis var der en smule spredning i isen, og jeg roede nu udefter ad den store jeg bestemt ikke i land. Nu forstod jeg, hvorfor Emilie var så urolig, hun
fjord. Isen glinsede i modlyset, men pludselig opdagede jeg, at der var et besad nogle særlige magiske kræfter, og jeg lyttede ærbødigt til hendes råd
stykke mørkt is, der bevægede sig mod strømmen. Det var en svømmende om ikke at gå i land.
isbjørn på vej væk fra mig. Var det i virkeligheden den, der havde lusket
omkring teltet og givet mig de mærkværdige hallucinationer af stemmer
og musik og drømmen om kajaksejlads under havet?
Nogle dage senere kom jeg frem til bygden Qeqertaaq, et mærkeligt
spøgelsesagtigt sted, hvor de fleste huse var tomme, men der var også fire-
fem nyopførte norske bjælkehytter. Det viste sig, at folk fra hovedstaden
Qaanaaq tog herind på narhvalfangst. Åh ja, jeg glemte, at det er nye tider
heroppe i verdens nordligste beboede område. I dag har de alle 18 fods-
joller med påhængsmotorer på 250 hk, og så tager det kun et par timer
at komme herind. Igen mødte jeg Emilie, som jeg havde mødt tre uger
tidligere i Moriussaq, da hun var ved at drukne sammen med en veninde.
”Hvad laver du nu her i Qeqertaaq?” spurgte jeg. ”På familiebesøg, kom nu
med op og få kaffe, så jeg kan høre, hvad du har oplevet,” sagde hun.
Kort efter sad vi omkring et lille bord, drak sort, stærk grønlænderkaffe
og spiste blødt toastbrød med smør og marmelade. Jeg fortalte om, hvor
heldig jeg havde været, da jeg rundede Kap Parry, om Politikens Bræ, om de
mange gamle eskimobopladser, jeg var stødt på, og naturligvis om narhva-
lerne, som der havde været hver eneste dag på sejladsen helt ind til bunden
af Inglefield Bredning, hvor jeg havde overnattet tæt ved isen på en gam-
mel fangstplads. Emilie afbrød mig. ”Hørte du dem? Stemmerne og mu-
sikken,” sagde hun i et alvorligt tonefald. Jeg var rystet. Hvad var det dog,
hun sagde? ”Jo,” svarede jeg en smule forsigtigt. ”Jeg hørte stemmerne og
musikken derinde.” ”Det kan være meget farligt at være der alene. Mange,
mange kajakmænd er druknet derinde ved isen, når de har været på nar-
hvalfangst. Sig mig nu, Ujuud (John), hvor skal du hen herfra?” ”Ind til Jose-
phine Ø og Heilprin Gletsjer,” svarede jeg. ”Nej, nej, det må du endelig ikke,
for derovre kan stemmerne være meget farlige, og så risikerer du aldrig at
komme hjem,” sagde hun med en meget alvorlig mine.

Den følgende dag var vejret slået om. Tæt tåge med stille regn. Der er en
særlig stemning ved at ro i regnvejr, vand overalt, og alligevel sidder man

50

Ole
Frank
Andreassen
Født 1961
Tog som ung på togt med Skoleskibet Danmark. Senere har han tomlet
rundt i USA og Canada. Han har foretaget fem kanoekspeditioner i Nord-
canada og boet fire år i Grønland med familien. Ole Frank Andreassen har
som en af de få hvide fået lov til at overvære Lakotaindianernes hellige
”Soldans”, og han blev inviteret til deltagelse i ”Flesh offering”- og ”Sweat
lodge”-ceremonierne. Har rejst i store dele af verden med rygsæk.
52
Rejsen over
diamant
havet
Whisky
Vi sidder i teltet trætte og glade efter ti timers arbejde på ski. Trætte, fordi
vi hver har trukket 120 kg proviant på snepulke. Glade, fordi vi har det godt
sammen, og ekspeditionen på tværs af Grønland går fremad. Udenfor raser
stormen. Vinden får teltet til at ryste. Efter aftensmaden bekendtgør Ken-
neth, at han gerne vil bidrage til den gode stemning med en overraskelse.
Vi bliver helt stille og venter i spænding på, hvad overraskelsen er. Frem af
bagagen hiver Kenneth en hvid plasticdunk med skruelåg. Gennem den
transparente plastic kan vi se en gylden væske. Whisky! Laphroaig, single
islay malt. En gudedrik. Jublen vil ingen ende tage. Alt, hvad vi har brug for
til turen, har vi med, men ikke alkohol. Skruelåget bliver fyldt til randen,
og en ad gangen får vi lov at drikke. At skaffe isterninger er ikke et problem.
Det kan ikke beskrives, hvordan det føles at sidde oven på 2,5 km is i sel-
skab med gode venner og drikke whisky efter en lang arbejdsdag. Efter vi
alle har fået et ”glas”, bliver stemningen endnu bedre. Tonni foreslår, at vi
skal tømme flasken sammen og få en uforglemmelig aften. Kenneth kigger
på Tonni og siger ikke rigtig noget. Er vist åben for forslaget. Mogens og jeg
siger nej. ”Det er bedre at gemme, så kan vi få lidt hver aften.” Diskussionen
kører frem og tilbage et stykke tid. På et tidspunkt tager jeg plasticdunken
og lægger den ned i bunden af min sovepose. Den skal gemmes!
Næste morgen, da jeg vågner, er jeg alene i teltet. De sædvanlige rutiner
skal gennemføres. I vores soveposer har vi hver en tisseflaske. Den bruger
vi til at tisse i om natten, så vi ikke behøver at gå ud i minus 25° og en halv
pelikan. Tisseflasken er en hvid transparent plasticdunk med skruelåg. Fla-
sken skal tømmes. Jeg stikker min arm ned i soveposen og får fat i flasken.
Lyner teltdøren op, skruer låget af flasken og hælder hurtigt indholdet
ud i sneen. Regner med, at den sure stank af urin vil slå op i ansigtet som
alle de andre gange, hvor flasken er blevet tømt, men det sker ikke. I ste-
det indsnuser jeg en behagelig, sød og tjæreagtig duft! Der går ikke lang
tid, før sveden pibler frem på mit ansigt, ja, på hele kroppen. Jeg har hældt
whiskyen ud. Alt sammen! Da jeg stak hånden ned i soveposen, havde jeg
53

Ekspeditionsholdet. Øverst til venstre Kenneth Schultz, øverst til højre Ole
Andreassen, nederst til venstre Mogens Morgen, nederst til højre Tonni
Frandsen. Foto: Minus Zero/No Limit
glemt alt om whisky og plastdunke. Desperat prøver jeg at grave den gule
sne op og lægge den i flasken, men det går ikke. Whiskyen er tabt.
Jeg kravler tilbage ind i teltet. Har det dårligt. Jeg kommer i tanke om
diskussionen i går aftes. Jeg får det endnu mere dårligt, og samtidig opstår
et spørgsmål: Hvordan skal jeg dog få det fortalt til de andre? Jeg prøver
at finde på gode forklaringer, et eller andet, bare et eller andet, men uden
held. Pludselig hører jeg skridt i sneen nærme sig. Håber, personen går
forbi teltet, eller at de andre kalder ham tilbage, så han ikke kommer ind
til mig, men nej. Kenneth stikker hovedet ind i teltet og siger god morgen
med et smil. Mit blik må have udtrykt noget, for da vi får øjenkontakt, for-
andres Kenneths ansigt til noget forundret og alvorligt. Så bliver der stille.
Jeg tager mig sammen og fortæller, hvad der er sket. Da jeg er færdig, bliver
der igen stille. Alt for stille. Så bliver Kenneth bleg! ”Shit happens,” siger
han så og prøver at smile igen. Det går ikke så godt. Mogens og Tonni tror
ikke på mig før efter to-tre timer, hvor jeg prøver at overbevise dem om,
at historien faktisk er korrekt. Jeg lover at købe en flaske whisky, når vi er
kommet frem til vores mål.
”Minus Zero/No Limit”
Året er 2001, og ekspeditionen ”Minus Zero/No Limit”, som består af Ken-
54
neth Schultz, Tonni Frandsen, Mogens Morgen og Ole Andreassen, er på vej
tværs over Grønland på ski fra vest til øst. Fra Kangerlussuaq til Isortoq. En
distance på ca. 530 km. De første 350 km er op ad bakke, og de sidste 180
km ned ad bakke. Ekspeditionen er unsupported, hvilket betyder, vi ikke
har fået lagt depoter ud på vores rute. Vi trækker alt vores udstyr selv.
3. maj står vi ved iskanten og spænder vores ski og pulke på for første
gang. Stemningen er intens, selvom vi ikke taler meget sammen. Aldrig før
har nogen af os kastet sig ud i eventyr på is af så store dimensioner. Vi har
proviant med til 40 døgn. Udstyret er der ikke sparet på. Vi har købt det
bedste. To telte med plads til to personer i hvert. Makkerskift hvert fjerde
døgn. Hjemmefra har vi aftalt, at vi kører på en række efter hinanden, og
at afstanden mellem os aldrig må overstige 10 meter. På den måde føler vi
os sikre på, at vi ikke kan ”tabe” en mand i en pludselig opstået snestorm.
Hvert kvarter skifter vi position i rækken, så alle kommer til at trække spor
forrest en gang i timen. Da alle er klar, kigger vi på hinanden med spæn-
ding i blikket. ”Så er det nu.” Slut med kontakt til andre mennesker. Af sted
går det.
Den første nat ligger temperaturen på minus 10°. Ikke noget i forhold
til, hvad der venter længere inde på isen. Men vi fryser. Alle fryser. Vi må
tage alt vores varme tøj på, huer, handsker osv. Det hjælper noget, men
virkeligheden går op for os. De dyre og helt nye soveposer lever ikke op
til, hvad vi er blevet lovet. Vi skal fryse hver nat på resten af turen.
Det brænder på
Som dagene går, begynder livet på indlandsisen at blive rutinepræget. Væk
er nervøsiteten for det ukendte. Vi bliver bedre og mere effektive til alle da-
gens opgaver. Næsten da! En dag står Mogens og jeg uden for et af teltene.
Kenneth og Tonni er i gang med at smelte sne på vores kogeapparat. Plud-
selig lyder der nogle alarmerende lyde af blik, der falder. Rabalder. Lidt ef-
ter kommer Kenneth ud af teltet i bar røv. Kenneths ene balde er rød. Me-
get rød. Han har tabt 3 liter kogende vand ned på det liggeunderlag, som
han sad på. Resultatet er en andengradsforbrænding, som fylder halvdelen
af balden. Ind mod centrum! Kenneth piver ikke, men det er åbenlyst, at
en af os andre må konvertere til Florence Nightingale og behandle balden!
Umiddelbart er der ikke kø, men til sidst kaster jeg mig ud i opgaven. Den
forbrændte hud bliver pillet af, og derefter sidder Kenneth med en pose
sne på balden i 10 timer, inden smerten er aftaget!
Et par dage senere sidder Kenneth og jeg i teltet og koger vand til vo-
res frysetørrede proviant. Kenneth sidder ved kogeapparatet, og jeg sidder
længere væk, tilbagelænet, men med den vigtige opgave at bevare over-
blikket over Kenneths madlavning. Pludselig slår 25-30 cm høje flammer
55

Drikkepause. Foto: Minus Zero/No Limit
op fra kogeapparatet. Brændstofdunken er utæt, og benzinen er løbet ud
på den bakke, hvor både kogeapparat og brændstofdunk ligger. Uden at
tale sammen reagerer vi på splitsekunder. Jeg lyner de to lynlåse ned, og
Kenneth tager bakken i hænderne og smider det hele ud af teltet. Chokeret
kigger vi på hinanden. Havde flammerne fået fat i teltet, var det brændt
ned på kort tid, og Kenneth og jeg havde været i store problemer. Da chok-
ket har lagt sig, opdager vi, at Kenneth har fået endnu en forbrænding, nu
på håndfladen. Denne gang er der ikke kø ved udgangen, da såret skal be-
handles!
Tanker
Timerne på ski er ensformige. Meget ensformige. Vi kører otte-ti timer hver
dag. Landskabet forandrer sig ikke. Det er det samme hele tiden. Lige me-
get hvor vi kigger, ser vi kun den uendelige sneskorpe. Ingen sten, ingen
bjerge, ingen dyr, ingen planter. Der er intet bortset fra sne. Når vi slår lejr
om aftenen, er det, som om vi er tilbage ved lejren, vi forlod samme mor-
gen. Kun vores GPS fortæller, at vi faktisk flytter os. En aften, hvor vejret er
godt, og vi har slået lejr, står vi alle udenfor og nyder solen. ”Skal vi ikke gå
en tur?” spørger Tonni. ”Jo,” svarer vi nærmest i kor. Efter et stykke tid spør-
ger Mogens: ”Hvor skal vi gå hen?” Stilhed … Vi kigger rundt i landskabet
og kan ikke finde noget, der er anderledes fra resten. Et punkt vi kunne gå
imod. Det hele er bare hvidt. Gåturen mister sin mening, og vi bliver stå-
ende og drikker en kop kakao blandet op med kaffe.
56
Når solen skinner, er lyset meget skarpt. Hvert snefnug reflekterer solens
stråler, og det er, som om vi kører på et hav af diamanter. Når det stormer,
og sneen dækker for udsynet, har vi kuldemaske og skibriller på. Det be-
tyder, at vi stort set ikke taler sammen i løbet af dagen. Ofte kan vi ikke se
andet end en hvid væg, og det eneste punkt, vi kan fokusere på, er vores
ski og måske den mand, der kører lige foran. Tankerne er ene om at bryde
den monotone dag, men dem er der også mange af. 40 års liv gennemgås
på kryds og tværs. Glemte oplevelser dukker frem af disen og får nyt liv.
Ikke glemte oplevelser bliver vendt på hovedet, og lige pludselig ses nogle
af dem i et nyt perspektiv. Om aftenen fortæller vi ofte, hvilke tanker vi
har haft den dag. Fantastisk at være et så fremmed sted og være så vagtsom
over for alt, hvad der kan ske, og så alligevel have oceaner af tid til tanker
og drømme og se verden, og et snefnug, fra en helt ny vinkel.
Mogens har meddelt, at når dagen er omme, så vil han præsentere sin
overraskelse. Vi glæder os. Tankerne på dagens etape kredser ofte om den
kommende overraskelse. Endelig bliver det aften. Efter maden bliver vi
sendt ud af teltet, mens Mogens forbereder overraskelsen. Efter lidt utål-
modig venten bliver teltdøren åbnet, og vi kravler ind i teltet. Vi skal i bio-
grafen! Mogens er vores videomand, og han har til opgave at filme turen
med levende billeder. Nu har han lavet en lille biograf med film (os selv),
slik og popcorn. Bedre kunne det ikke blive. Jo, måske lidt whisky – men
den lader vi ligge.
Nunatakker
Dagene går, og efter 32 dage dukker den første nunatak (bjergtop) op i ho-
risonten. Det er et vigtigt øjeblik, da vi nu endelig kan se på noget andet
end sne. Vi kan køre efter et punkt, og vi ved, at vi nærmer os østkysten.
Snart dukker der flere op, og lige pludselig ser vi en fantastisk udsigt. Der-
nede under os mellem de mange nunatakker ligger Danmarksstrædet i
det fjerne. Havet mellem Grønland og Island. Store isfjelde driver dovent
med strømmen sydpå. Lugten af hav når os, og vi bryder ud i jubel. Da vi
har nydt udsigten, opdager vi en sort plet i sneen ca. 800 meter længere
fremme og neden for den skrænt, vi står på. Bag ved den sorte plet ligger
der flere mindre sorte pletter. Det er sten. En moræne af sten ligger som en
slange på isen. Hoved mod os og hale mod en nunatak. Vi er meget snart
fremme ved østkysten. Igen bryder jubelen ud, og vi føler os i den syvende
himmel. Langsomt dukker flere farver og nuancer op på den skråning, vi
skal køre ned ad. Et smukt turkist mønster spreder sig som et floddelta
over den sidste del af indlandsisen helt ned til den sten, der er ekspeditio-
nens mål. Efter et stykke tid går det op for os, hvad det er. Spalter! Spalter i
indlandsisen fyldt med smeltevand! Pludselig råber en: ”Stille!” Det virker.
57
 Så kommer den … lyden. Lyden af vand, der løber stærkt nedad. Vi kigger
os nervøst rundt for at få øje på den gren af smeltevandssprækkerne, der
åbenbart er lige i nærheden, men vi kan ikke se den. Der er ikke nogen her.
Lige pludselig giver den sne, vi står på, efter. Rykker sig lidt sammen og fal-
der lidt nedad. Så ved vi, hvor smeltevandsspalten er. Lige under os. Vi står
på en snebro over en rivende strøm af smeltevand. Det er svært at kombi-
nere forsigtighed og mindre panik, men vi prøver. Vi skynder os hen til et
højereliggende sted, hvor vi føler os mere sikre. Det går op for os, at foråret
er kommet til østkysten, og at sneen smelter i stort omfang. Den sidste ki-
lometer mod stenen og fast grund under fødderne bliver en tur over synli-
ge og usynlige smeltevandssprækker. Fra højdedraget prøver vi at lægge en
rute mod stenen, men den er umulig at følge. De første åbne sprækker er
ikke store, og vi kan uden problemer køre på ski gennem vandet. Efterhån-
den samles de mange sprækker i færre større. Vandmængden og dybden
forøges. Vi må stoppe op og gå på ski over spalten én ad gangen uden pulk.
Iskoldt vand når op over støvlekanten, og snart har alle våde fødder. Når
to mand er over en sprække, skubber de to resterende de fire pulke over
vandet, hvor de to første så tager imod. Endelig går de to sidste mand over. Vandring mod Isortoq. Foto: Minus Zero/No Limit
På et tidspunkt falder Kenneth i en spalte og bliver fuldstændigt gennem-
blødt af det iskolde vand. Det lykkes for os at komme igennem, og side om
side går vi de sidste 50 meter frem mod stenen. Præcis på samme tidspunkt hvis nogen skal falde i en spalte, skal det kun være én. Resten skal så helst
lægger vi vores hænder på stenen. Vi er fremme. Målet er nået! blive oppe på sneskorpen og hive vedkommende op. Som den mindste og
letteste kører jeg forrest. Derefter Tonni, Mogens og som ankermand Ken-
Sten under støvlerne neth, som er den største af os. Af sikkerhedsmæssige årsager er det vigtigt,
Klokken er 4, og vi sidder glade på stenen og nyder livet i fulde drag. Fire at vi kører roligt, og at der er længst mulig afstand mellem os alle fire i
vidt forskellige mænd, der sammen har krydset Grønland på ski er nu ved rebet. Er vi for tæt på hinanden, eller er farten for høj, kan vi risikere, at alle
vejs ende. Snart er vi ved bygden Isortoq, hvor vi kan ringe hjem og med- ryger ned i den samme spalte. Rebet skal være spændt helt ud mellem os.
dele, at vi har det godt og er fremme. Troede vi. Nedkørslen går godt, og jeg sætter lidt mere fart på. Kan mærke, at rebet
Vi har ”kørt” konstant i ca. 25 timer kun afbrudt af små drikke- og spi- strammer bagud, og jeg bliver bremset lidt. Det giver mig en god følelse
sepauser, men energien er langtfra opbrugt. Vi vil gerne helt frem til Isor- af sikkerhed. Efter et stykke tid bliver trækket i rebet bagud anderledes. I
toq. Vi mangler ca. 12 km. Vi spænder skiene på og kører. Men vi kommer stedet for et jævnt træk lige bagud bliver det ujævnt – først fra venstre og
ikke langt. Sneen er smeltet flere steder, og vi må ofte spænde skiene af og så fra højre og så fra venstre igen. Da jeg er meget fokuseret på underlaget
bruge vores pulke som rygsække og vandre af sted mod næste sneområde, foran mig, og farten er temmelig høj, kan jeg ikke se, hvad der sker; men
hvor vi spænder ski og pulke på igen. Vi må gå flere gange frem og tilbage der er ingen, der bremser mere. Jeg bliver usikker og skynder mig at kigge
for at kunne bære alt vores grej. Efter en stejl nedstigning står vi ved en 4 tilbage over skulderen. Tonni, som er lige bag mig, kører telemarksstil som
meter bred smeltevandselv, som er så dyb, at vandet vil nå os til over knæ- en anden skiturist i Alperne. Svinger fra venstre til højre og tilbage igen
ene, hvis vi går ud i elven. Vi tager vore ”rygsække” af og begynder at hente med et stort smil. Mogens og Kenneth kører næsten side om side, og begge
sten. Store sten bliver smidt i elven, så vi til sidst, efter en times arbejde, er gået ned i æggestilling, som er den stil, styrtløbere bruger ned ad skipi-
kan gå over elven på vores ”bro”. På med skiene igen, og videre går det. På sterne. De løber om kap og kigger intenst på hinanden. Forsigtighed bliver
et tidspunkt kører vi på et relativt stort sneområde uden sten med kraftig på sekunder skiftet ud med fart og leg.
hældning nedad. Vi bliver igen enige om at binde os sammen. Idéen er, at De næste par timer går efter samme mønster. Lidt kørsel på ski afløst af

58 59
 vandring – og så ski igen. Så kommer lyden. Først svagt, så vi næsten ikke
registrerer den. Så mere kraftig og til sidst meget høj og alarmerende. Ly-
den af store vandmængder, der løber af sted ned ad fjeldet. Lidt efter finder
vi ud af, hvor elven er. Lige foran os. Vi kører på ski hen til snekanten og ser
måbende på elven. Den er stor og kraftig. Nok 12 meter bred og så dyb, at
vi ikke kan bunde. På den anden side af elven ligger der mere sne klar til
os. Vi er ca. 3 km fra Isortoq, og pludselig kan vi ikke komme videre. Mål-
løse kigger vi på den første forhindring, vi ikke havde taget højde for hjem-
mefra, og som ser fuldstændig ufremkommelig ud. Strømmen er så kraftig
og vandet så koldt, at ethvert forsøg på at svømme over er dømt til ikke
alene at mislykkes, men også til at udgøre en stor risiko. Vi aner ikke vores
levende råd. Vi vandrer op langs elven i håb om at finde en passage, men
uden held. Vi vandrer ned til elvens udmunding i fjorden, men strømmen
er for stærk. Vi kan ikke komme over. At bygge en stenbro vil tage uger.
Frustrerede slår vi os ned på sneen og spiser lidt mad. Bliver enige om at slå
lejr og sove på det. Måske der dukker en løsning op næste dag?
Tidevand
Mens vi slår telt op, går Tonni en tur ned langs elven mod fjorden. Snart
kommer han tilbage i et tempo, der signalerer, at der er sket noget. Tonni
fortæller, at tidevandet er begyndt at strømme op i elvens udmunding,
der nok er 75 meter bred. Det betyder, at elvens strøm bliver påvirket af
tidevandets modsatrettede strøm, og derved er der lige nu næsten ingen
strøm. Vi kan forsøge at binde vores pulke sammen og bruge dem som
både! Alle er straks med på Tonnis idé. Vi pakker lejren ned og kører ned
til udmundingen. Vores fire pulke bliver spændt sammen, og vores oppu-
stelige liggeunderlag bliver spændt under flåden for at give opdrift. Som
padler bruger vi vores sneskovle. Så skal flåden afprøves. Den holder. Vi
jubler af glæde. Vi deler os i to hold. Tonni og Kenneth bliver padlehold, og
Mogens og jeg skal vandre mod Isortoq og hyre en fanger til at sejle os til
Isortoq. Da flåden kun har et fribord på få centimeter, bliver Mogens og jeg
sejlet over en ad gangen.
komme fremad, og vi er gennemblødt fra navlen og ned. Kløften ender i et
højt fjeld. Enten skal vi passere kløften, eller også skal vi bestige den stejle
fjeldside, der næsten er dækket af sne. Vi vælger det sidste. Mogens kravler
først. Jeg guider ham med tilråb. Bagefter følger jeg i Mogens’ spor. Til sidst
står vi på toppen af fjeldet, og dér en kilometer længere fremme, nede ved
kysten, ligger bygden Isortoq, der på dansk betyder ”Stedet længst ude”.
Vi krammer hinanden og jubler sammen. Vi vandrer det sidste stykke
vej, mens vi taler om, hvad vi skal købe som det første i butikken. Øl og
cola! 20 meter før det første hus bliver vi stoppet af havvandet. Som de
fleste andre grønlandske bygder ligger Isortoq på en ø. Vi må vente på en
jolle, indtil en fanger dukker op. Der går dog ikke lang tid, før vi får et lift
og en aftale om at hente Kenneth og Tonni inde i fjorden. Mens vi venter,
går vi i butikken, men den er tom! Forårets første forsyningsskib kommer
først om et par uger, så øl og cola må vente!
Sejlturen ind i fjorden til Tonni og Kenneth tager kun 15 minutter. Vi
skyder nødblus i vejret, da vi ser dem i det fjerne. De svarer med andre nød-
blus. Da vi mødes, kaster vi os i armene på hinanden og ruller rundt i sne-
en. Vi klarede det! Tonni og Kenneth havde padlet 14 ture over elven, før
alt vores grej var ovre på den anden side. Jollen bliver lastet, og af sted går
det. Vi lægger til ved bygdens bådebro og bliver modtaget af nysgerrige,
smilende grønlænderbørn, der hjælper os med at losse jollen. Nærmest
berusede står vi på bådebroen og kigger rundt. Kigger på Isortoq, børn, en
sæl, der bliver flået og hinanden. Vi er fremme. I mål. End of the Line!

Stedet længst ude

Da vi er ovre, siger vi farvel til Tonni og Kenneth, der skal padle alt vores grej
over elven og trække det ned til et sted ved fjorden, hvor en båd kan lægge
til. Mogens og jeg vandrer af sted langs fjorden. Den første kilometer går
godt, men så skærer en dyb kløft sig tværs gennem terrænet. Væggene er så
stejle, at vi ikke kan passere kløften. Vi bliver nødt til at vandre langs kløf-
tens kant og håbe, at der dukker en passage op. Vi vandrer på skyggesiden
af høje fjelde, og sneen når os sommetider til navlen. Det er meget tungt at

60

Anders
Bilgram
Født 1962
Drog til Lapland som 17-årig og vandrede med en kammerat gennem Sa-
rek Nationalpark. Senere fulgte vandre- og jagtture til Øst- og Vestgrønland
og til Alaska. Var 1993-95 leder af Dansk Nordvestpassage Ekspedition,
hvor den centrale del af Nordvestpassagen blev gennemsejlet i en POCA
500-jolle. I perioden 1999-2008 leder af Polar Passage 2000-ekspeditionen,
hvor sejladsen gik de 26.000 km rundt om Ishavet i en åben POCA 600. An-
ders Bilgram er uddannet ingeniør, men har arbejdet som virksomheds-
konsulent, kontorleder, pædagog og senest som forstander på et opholds-
sted. Han opstartede for nylig mikrodestilleriet Nordisk Brænderi i Nord-
jylland, hvor der produceres snapse, brændevine og whisky – drikkevarer,
som jævnligt nydes til møderne i Eventyrernes Klub.
62
Polar Passage
2000
Allerede i 1995 fik jeg idéen til at sejle rundt om Ishavet
i åben båd. Omkring 26.000 km gennem Arktis’ smukke
og ubønhørlige natur for at opleve mere af en verden, der
er i voldsom forandring – klimatisk, økonomisk og kul-
turelt.
Jeg var på daværende tidspunkt så heldig at være ekspeditionsleder for
Dansk Nordvestpassage Ekspedition, hvor idéen var at sejle gennem Nord-
vestpassagen, dvs. søvejen nord om det amerikanske kontinent. Det fore-
gik i en lille fem meter åben jolle – en POCA 500 med en 70 hk-motor og en
8 hk-reservemotor. Sejladsen startede dengang i Thule, og med skiftende
ekspeditionsdeltagere lykkedes det i løbet af tre somre at gennemsejle den
centrale del af Nordvestpassagen.
Vi kom ikke hele vejen til målet i Beringstrædet, men stoppede på
grund af motorproblemer i Kugluktuk/Coppermine i Canada. Kun få hun-
drede kilometer før Kugluktuk havde jeg med min daværende ekspediti-
onskammerat Robert Peary II – oldebarn til den første mand på Nordpo-
len – søgt ly for kraftig blæst på en lille ø sydvest for bygden Cambridge
Bay. Her byggede vi en varde – en stensætning, i dette tilfælde med et stort
stykke drivtømmer rejst i midten. Og det var her ved vores varde, jeg indså,
at vi var for sårbare over for vejr og vind i vores lille båd. Hvis båden havde
været lidt større, havde vi bedre kunnet tackle dårligt vejr. Kombinationen
af motorproblemer og for mange vejrligsdage på grund af for kraftig vind
forsinkede os. Da vi nærmede os 1. september, ville vi heller ikke i denne
sæson – ekspeditionens tredje – nå frem til Alaskas vestkyst. Jeg foreslog
Robert, at vi afsluttede sejladsen og i stedet, når vi kom hjem, proklame-
rede, at vi ville starte en ny og endnu større ekspedition, hvor vi ville sejle
hele vejen rundt om Ishavet i en lidt større åben båd og forsøge at besøge
så mange små samfund som muligt.
Den sidste aften før vi afsluttede sejladsen, lå vi vejrfast på øen Victoria Is-
land. Det blæste og sneede, og temperaturen her 1. september lå under fry-
sepunktet. Robert havde skudt en fin sæl, og efter at have sikret såvel båd
63

Satellitkommunikation fra Skjoldungen, Østgrønland, 2000.
som resterne af sælen, stod den på store bøffer i teltet. Primussen hvæsede,
og det sydede godt på panden, da sælbøfferne blev stegt i eget fedt. Vi spiste
mange bøffer, og vi var bagefter mætte og i særdeleshed glinsende af spæk.
Som vi lå der i teltet og sludrede, lød der nogle mærkelige lyde, lidt som
gryntende lyde fra en so, der pusler om sine grise, eller som en mave, der gi-
ver sig af spændstighed efter et solidt måltid. Lyden kom igen, og grønland-
ske Robert spurgte forsigtigt, som ville han undgå at såre mine følelser:
”Er det hvid mands mave, der siger sådan? – Hvid mands mave er måske
ikke vant til så megen sæl på en gang …”
Jeg bekendtgjorde, at det ikke var mine indre organer, som lavede bal-
laden. Vi kiggede på hinanden, og resolut tog vi hver en pandelampe og en
riffel og sprang ud i mørket. Vi lyste omkring, og der, kun 5 meter fra teltet,
stod en flok moskusokser og prustede, som ville de angribe det blafrende
telt. Vi sendte et par kugler hen over deres hoveder, og de tog flugten ind
over tundraen.
Nogle måneder senere, vel tilbage i civilisationen, kontaktede jeg POCA for
at høre, om de ville sponsorere en isforstærket og 6 meter lang POCA 600
til vores nye ekspedition. De var straks med på idéen, og derefter lykkedes
64
det at samle en række solide sponsorer til projektet, hvor vi lagde særdeles
stor vægt på sikkerhed og det bedste udstyr. Det betød, at vi fik monteret
to store Suzuki-motorer, fik de bedste overlevelsesdragter fra Mustang og
meget mere. Alt sammen med til at gøre ekspeditionen moderne og sik-
kerhedsmæssigt i top.
Undervejs i planlægningen fortalte jeg min rigtig gode ven og politi-
mand Frederik Solberg Lynge fra Grønland om projektet. Der var en kort
tavshed i telefonen, hvorefter Frederik spurgte, om der måske kunne blive
plads til ham også. Jeg drøftede det med Robert, som var udnævnt til kap-
tajn om bord, og som godt kendte Frederik fra deres fælles tid i Qaanaaq,
og vi blev enige om, at Frederik kunne være vores filmmand. Frederik var
lykkelig, og nu var vi så tre.
Vi ville gerne have en russer med også, da vi godt var klar over, at det
ville være nødvendigt for at få tilladelse til at sejle i russisk farvand. Vi
havde udset os en udmærket deltager, men han meldte fra kort før afrejse
på grund af forestående skilsmisse. I stedet foreslog hans snarlige ekskone
Olga, som talte udmærket engelsk, at hun kunne tage med. Men her kom
Frederik med nogle kloge betragtninger. Med op til 2.000 liter benzin om
bord og tre – måske fire – mandfolk i jollen, ville det blive for brandfar-
ligt, hvis der også var en kvinde med. Frederik foreslog, at vi holdt hovedet
koldt, bevarede fornuften og høfligt afslog, men i stedet opkaldte båden
efter hende. Sådan blev det. Skuden blev kaldt ”Olga”, og det i sig selv var jo
lidt af en ære, og således kom hun på sin vis med alligevel.
Kun få uger før afrejse udvidede vi besætningen med en klovn. Det var
Joel Cole fra Minnesota i USA. Han lavede professionelle klovnerier på ho-
spitaler rundt om i verden – i Patch Adams ånd. Efter en sådan turne i Grøn-
land havde han hørt om vores forestående ekspedition, og han ville gerne
med. Da han kunne skaffe lidt penge, tænkte vi, at det kunne gå an, og om
ikke andet kunne han underholde de børn, vi kom til at møde på rejsen.
I løbet af 1999-2008 lykkedes det at komme rundt om Ishavet og sejle
26.000 km i vores elskede ”Olga”. Det foregik ikke uden store prøvelser.
Tungt lastet drog vi en sommeraften i 1999 mod Norge. Vi satte mod øst
gennem Limfjorden, rundede ”Salt- og Peberbøsserne”, der markerer ind-
sejlingen til fjorden fra øst, og vi stod op langs Nordjyllands østkyst til
Frederikshavn og videre til Skagen. Efter nogle timers søvn på kajen i Dan-
marks nordligste by fortsatte vi tidligt om morgenen op forbi Grenen og
satte kursen mod nordvest, mod Kristiansand i Norge. Norge – jenternes
land. Og det første syn, der mødte os på klipperne uden for havnen, var da
også smukke, letpåklædte jenter, der nød skærgårdens varme sol. Nysger-
rigt betragtede de os og vi dem.
65
 Med fulde tanke fortsatte vi langs Sydnorges kyst mod Bergen. Det blev
til et stop ved Ølberg, et lille sted med dejlige sandstrande og gode men-
nesker. Vi kom ind i den lille havn om aftenen og blev mødt af en ti-årig
dreng, Kim, som lod en byge af spørgsmål hagle ned over os, inden vi kom
i land. Og pludselig var han væk, men kun for en kort stund. Så var han til-
bage sammen med sin far, Dag Terje Lea, som med sin familie viste os ægte
norsk gæstfrihed. Det var første smag på den gæstfrihed, vi senere skulle
møde på vores fortsatte færd rundt om Ishavet.
Til trods for de mange gode stunder vi havde som hold under sejladsen
videre fra Norge og over Shetlandsøerne, kom vi alligevel lidt for tæt på
hinanden i den lille båd, og på Færøerne knækkede filmen. Vi havde in-
terne vanskeligheder, og både Robert og Joel ønskede at stoppe. Frederik
var dog ikke sådan at slå af pinden, så da jeg spurgte ham, hvad han havde
tænkt sig, så kiggede han undrende på mig og sagde: ”Vi har startet dette
sammen, og vi slutter det sammen.” Og således blev det. Robert og Joel
afmønstrede, og Frederik og jeg fortsatte til Island, hvor vi modvilligt lod
båden overvintre efter 40 dages endeløs ventetid på hæderligt vejr og sejl-
bare forhold i Danmarksstrædet – et af de vanskeligste farvande i verden.
10. juli 2000 var vi tilbage i Island. Vi lynklargjorde båden, gik i byen med
nogle af vores islandske venner og tog af sted efter kun en weekend på
denne dejlige vulkanø.
Det blev en begivenhedsrig tur over Danmarksstrædet. Cirka halvvejs,
efter en dejlig frokost med benzinduftende sandwicher fra et islandsk su-
permarked, gik det op for os, at vi ikke kunne få liv i den ene af de to mo-
torer. Senere viste det sig, at det var startmotoren, der gjorde knuder, men
det kunne vi ikke gøre noget ved 400 km fra nærmeste kyst. Nå, vi kunne
jo lige så godt fortsætte mod Grønland. I adstadigt tempo fortsatte vi mod
storisen, der som en lang, iskold tunge slynger sig ned langs Grønlands øst-
kyst. Ca. 200 km fra kysten kom vi ind i isen. Det blev mærkbart koldere,
og under den grå, lidt truende himmel så vandet sort og uhyggeligt ud. En
kraftigt farvet smal lysstribe i horisonten mod nordvest fortalte os, at det
var ved at være aften. Vi var kun kommet omkring 10 km ind mellem is-
flagerne, før rattet pludselig mistede forbindelsen til motorerne. Vi havde
ingen styring. Med padlerne lykkedes det at bjerge os ind til en isflage. Vi
kiggede på rattet, der, som Frederik udtalte det, nu var blevet til Lykkehju-
let. Vi var 200 km fra kysten uden styring og med kun én funktionsduelig
motor i behold. En kop lunken kaffe og to kiks senere fik jeg den idé at
sætte snoretræk på motoren. Så kunne vi ved at trække i snorene dreje ma-
skineriet og måske langsomt sno os gennem storisen. Med en tur i vandet
fik vi det til at virke, og vi fortsatte mod Tasiilaq, hvortil vi nåede efter yder-
66
ligere to døgns sejlads – en sejlads, hvor kunsten at styre båden mellem
isflagerne med snoretræk var en enestående øvelse i samarbejde. Sælerne
må have undret sig, da de så den orange båd med to skøre ekspeditions-
folk om bord langsomt og slingrende bevæge sig mod Grønland. Tåge og
enorme isskosser besværliggjorde eksperimentet, men ikke desto mindre
nærmede vi os afslutningen på ekspeditionens første etape: krydsningen
af Nordatlanten.
Undervejs tænkte vi, at vi hellere måtte underrette vores venner i Dan-
mark og sige, at vi havde det godt nok, men blot var lidt forsinkede. Med
vores satellittelefon ringede vi hjem. Vores islandske venner havde, da de
ikke havde hørt fra os inden for 24 timer, alarmeret myndighederne i Is-
land. Her var man ved at gå i luften med jagerfly fra Keflavik for at lede
efter os, men tæt tåge havde forsinket starten. Grønlandskommandoen var
blevet alarmeret af de islandske myndigheder, og her var man i færd med
at gøre klar til eftersøgning pr. helikopter. Men hele operationen kunne nu
afblæses.
Senere om natten fik vi besøg af en lille hval, der svømmede mod os,
mens vi langsomt sejlede af sted. Den kiggede nysgerrigt på os og svøm-
mede så under båden. Kom op igen og kiggede på os kun få meter fra bå-
den. Igen svømmede den under, og nok en gang kom den op for at hilse på.
Da den ikke fik noget fornuftigt ud af os, tog den en sidste tur under båden,
hvorefter den forsvandt i det kolde vand.
I Tasiilaq blev vi modtaget af den lokale betjent Christian Singertat,
som først gav os en verbal overhaling, fordi politiet havde været tæt på
at starte en eftersøgning, og et øjeblik efter fik vi i stedet en varm knuser,
husly på stationen, varm mad og en god snak. Vores lille stunt i isen var
hurtigt tilgivet, og disse prægtige mennesker tog sig af os i den næste uges
tid, mens vi var i byen, hvor vi også fik repareret såvel motor som styring.
Beriget af den østgrønlandske varme og gæstfrihed fortsatte vi mod syd
langs Grønlands sydøstkyst, vi kom gennem Prins Christian Sund og fort-
satte videre op langs Grønlands vestkyst, til vi nåede Uummannaq nogle
uger senere. Også her blev vi en uges tid. Vi boede på det lokale børnehjem
– verdens nordligste – som blev drevet af færingen Ann Andreassen, der
gæstfrit bød på husly for de rejsende. Vi kendte godt Ann og hendes mand
Ole Jørgen Hammeken i forvejen. Ole Jørgen havde ved et tidligere møde
i København spurgt, om der var plads til ham på ekspeditionen. Han ville
rigtig gerne med, og da vi nu stod i Uummannaq med reduceret mand-
skab, var der netop plads til Ole Jørgen. Herefter blev han en uvurderlig del
af det faste ekspeditionshold på den videre rejse rundt om Nordpolen. Vi
krydsede Davisstrædet til Canada, og denne sommer sluttede i Pond Inlet
ved indsejlingen til Nordvestpassagen.
67

Forcering af tæt is nord for Sibirien, 2003.
Gjoa Haven er en lille bygd i Nunavut i Canada, og da vi ankom hertil i sid-
ste halvdel af august 2001, var det præcis på dato seks år siden, jeg havde
været her med Robert Peary II. Undervejs mod Gjoa Haven var vi i det smal-
le Bellot Strait løbet på en isbjørnemor med unge. De svømmede i vandet,
og vi sejlede helt tæt på dem. Utrygge over det orange fartøj svømmede
de mod en isskosse, som de uden problemer entrede på dens stejle, glat-
te sider. Når vi kom for tæt på, hoppede de igen i vandet, svømmede lidt
rundt, og så gik det tilbage til isskossen. Hunbjørnen svømmede forrest
og ungen tæt bagefter. Den lille hvæsede og spruttede, og på et tidspunkt
drejede moderen sig om og brummede bestemt som for at sige: ”Hold kæft
og svøm!” Det var et smukt syn at se de to bjørne bevæge sig så let rundt i
deres iskolde polarrige.
I Gjoa Haven blev vi modtaget af Mary og Eddie – også kaldet ”Fast Ed-
die”, da han altid var hurtig til at arrangere noget. Sådan gik det også nu, og
han fik via byens radio indkaldt alle – unge som gamle – til trommedans til
ære for os. Det foregik i Cityhallen, og nogle af byens ældste kvinder stod
for sangen. Den absolut ældste, en lille livsglad dame, som, de hævdede,
var 94 år gammel, holdt stædigt på, at hun skulle have penge for at synge.
Eddie forhandlede længe med hende, og til sidst gav han op. Vi måtte be-
tale 50 dollars for at få lyde ud af hendes mund. Men det var det værd, for-
sikrede Eddie os, og vi behøvede ikke at sige noget til de andre. Nå, da jeg
var her med Dansk Nordvestpassage Ekspedition, fik hun også 50 dollars
68
for at synge – dengang var hun også 94 år gammel … så hun fik sin seddel,
og sang så af hjertens lyst. ”Ajaajajajaajajaaa” gjaldede det fra hendes og tre
andre ældre kvinders bryst. Den store tromme gik nu på omgang, og den
ene fanger efter den anden dansede af livsens lyst på det store gulv, mens
de trommede ihærdigt og rytmisk på trommen. Nogle gange så folk alvor-
lige ud, og andre gange stod den på brede grin. Hver dans repræsenterede
en historie, og der var masser af drama, humor og fortælling i dansene. Vi
måtte naturligvis også i gang, og en efter en trådte vi dansen, fulgt af hef-
tige latterudbrud fra forsamlingen. Om aftenen serverede vores prægtige
venner Mary og Eddie et større opbud af ”inuit food”, som de kaldte det.
Her var alt, hvad hjertet kunne begære af modnet hvalros, spæksyltet hval-
ros, tørret sæl- og rensdyrkød, frossen fisk og modnet fisk. Noget var lidt
stærkt, mens andet smagte fremragende. Det var med en endnu brusende
fornemmelse, at vi dagen efter forlod Gjoa Haven, stadig med trommens
inciterende rytmer i vores kroppe. Her havde vi mødt de dejligste og var-
meste mennesker, man kunne tænke sig, og trommedansen var en ople-
velse, man ikke lige glemte.
I løbet af kun fem en halv uge lykkedes det os at sejle gennem Nordvestpas-
sagen, der skulle vise sig at være en langt mindre udfordring end Nordøst-
passagen, der stadig ventede ekspeditionen. Det var gået utrolig godt, og
ved vores næstsidste stop gjorde vi holdt i den lille bygd Point Lay, hvor
Gordon Killbear og Lydia tog sig varmt af os. Ægteparret og Lydias søn fra
et tidligere ægteskab – den skizofrene Clay – rykkede sammen i det lille og
alt for tætpakkede hus i byen. Som hos de fleste i denne og mange andre
bygder, vi kom til, var der er et syndigt rod inde i huset. Men det betød
ikke noget. Der var plads til flere, og Lydia strålede, når hun om morge-
nen bagte bjerge af amerikanske pandekager, stegte renkød eller serverede
modnet ”inuit food”. Noget af det var som i Gjoa Haven lidt stramt, men
andet, f.eks. stykker af spæksyltet hvalros, smagte udmærket. Fedtet drev
fra mundvigene, og vi nød at være gæster hos mennesker, der var indbegre-
bet af arktisk gæstfrihed.
Alle byens børn og voksne kendte os snart. Det var sjældent, her kom
fremmede. I hvert fald så fremmede som os. Skolen var lige startet igen ef-
ter en god lang sommerferie, og der blev arrangeret konkurrencer, hvor
vi var med. Det var under en uge siden, at World Trade Center var blevet
angrebet af terrorister, og da byens borgere holdt mindegudstjeneste for
ofrene, drog vi med i kirken. Der blev bedt og sunget for de stakler, der
havde mistet livet eller deres kære i New York. Og derpå blev der bedt og
sunget for os. Hele kirken genlød af de bedste ønsker for vores videre rejse.
Og så blev der stille. Helt stille, mens alle kikkede på os. To fra Grønland og
69
 en fra Danmark. En venlig sjæl, der sad ved siden af mig, hviskede, at det
nu var vores tur. Vi skulle synge eller bede for byens beboere. Ingen af os
var stærke i troen, og vi var pænt uvante med at synge og messe i en kirke
– måske lige med undtagelse af Frederik, som jævnligt frekventerer den ka-
tolske kirke. Vi løb hurtigt vores muligheder igennem: Hastigt tilbagetog
var udelukket. En grønlandsk sang var oplagt, men den berømte sorte klap
var gået ned for både Frederik og Ole Jørgen. Vi kunne ikke komme i tanke
om nogen sange, vi alle kunne. Panikken bredte sig, mens folk begyndte
at sidde uroligt og småhviske rundt omkring. Nå, knald eller fald. Jeg rej-
ste mig og gik den tunge vej op til talerstolen længst fremme i kirken. Her
sang jeg så første vers af Jeg ved en lærkerede. To gange. Det gik, folk klappede
og var glade. Vores ære var reddet på målstregen.
Båden blev lagt i vinterhi i Point Hope i den nordlige del af Beringstræ-
det, og vi tog hjem efter at have været i krydsforhør hos immigrationsmyn-
dighederne i Anchorage. Den var helt gal, fordi vi faktisk ikke havde tilla-
delse til at rejse ind i Alaska. Vi kom jo nordfra, havde kontaktet politiet i
første bygd Kaktovik, men de havde grint og sagt, at de ikke kunne stemple
vores pas. Det kunne først gøres i Anchorage. Vi var så sejlet videre, men
efter terrorangrebet var vi alligevel blevet lidt utrygge ved situationen. Vi
kontaktede telefonisk myndighederne i Anchorage, og de var helt oppe at
køre. Forståeligt nok, og med trusler om at blive skudt lovede vi at møde
op i Anchorage, når båden var lagt i vinterhi. Helt så galt gik det dog ikke,
og damen, vi talte med, var siden telefonsamtalen fra Barrow faldet ned på
jorden igen, så vi slap med en kraftig advarsel.
At få tilladelse til at sejle i russisk farvand er ikke sådan lige til. I hvert fald
endnu ikke på det tidspunkt, hvor vi for alvor søgte om det. Der gik først
hul på bylden i efteråret 2002. Båden lå fortsat i Point Hope, og vi havde mi-
stet en sejlsæson. Men næste stop var Rusland, og uden tilladelser her var
det ikke godt at vide, om truslerne i Alaska kunne realiseres i Rusland. Det
blev det russiske firma Adventure Club med eventyreren og folkehelten
Dmitry Shparo i spidsen, som fik vores tilladelser i hus. Han havde de rette
forbindelser, og sammen med hans tidligere kompagnon Sergey Epishkin
fik de alle syv tilladelser til vores sejlads nord om Rusland – gennem Nord-
østpassagen eller Den Nordlige Søvej, som russerne kalder den. Samtidig
påmønstrede Sergey ”Olga” som det sidste og fjerde besætningsmedlem.
Det var før, den globale opvarmning for alvor fik fat, og der var endnu
is at slås med langs de arktiske kyster. Og da vi i 2003 returnerede til Point
Hope for at krydse Beringstrædet, havde vi solid opbakning i Moskva, hvor
man bistod med iskort, vejroplysninger, logistik, tilladelser og meget mere
igennem Adventure Club.
70
Første stop i Rusland blev i Providenia, hvor vi skulle indfortolde, hvilket
gik ret smertefrit netop på grund af Sergey Epishkin og Adventure Club.
Sergey, som kun jeg på daværende tidspunkt havde mødt, sikrede os sam-
men med nogle af sine bekendte i Providenia en forrygende ekspeditions-
start. I en russisk kassevogn af ældre dato blev vi kørt langt ud i Chukot-
kas bjerge. Chukotka er den nordøstligste af de russiske regioner, og den
er mod øst afgrænset af Beringstrædet og mod nord af Ishavet. Her lever
Chukchi-folk og inuitter i en region, der er umådeligt rig på ædelmetal-
ler og mineraler. Men det er ikke det, som præger de oprindelige folks
hverdag, og da vi besøgte dem, var det mange steder en slidt og udmagret
befolkning, vi mødte. Den stedlige guvernør havde med hård hånd styret
regionen i årevis, og nogle steder døde folk af sult eller spiste deres hunde
for at overleve. Der var imidlertid netop kommet en ny guvernør til. Det
var den kendte Roman Abramovich, en af Ruslands rigeste mænd, som
måske nok havde udbyttet andre dele af Rusland, men som nu som en an-
den Robin Hood delte rundhåndet ud til sin region. Folk var glade. Der var
håb, og organisationen Inuit Circumpolar Council (ICC) var med i hjælpen
med helt nyudviklede arktiske typehuse, der blev opført i nogle af de små
bygder.
Vi kørte ad stenede og hullede hjulspor, der mange steder var over-
svømmet af mindre elve, langt ud i bjergene, og her midt i det mest utro-
ligt smukke landskab var der en varm kilde, som vi kunne bade i. Bagefter
skød vi med Kalasjnikov-riffel efter dåser, og derpå gik vi i kassevognen,
hvor mad og drikke blev fundet frem. Her var alt, hvad vi kunne drømme
om. Og øl og vodka manglede der heller ikke. Stemningen var høj, og nu
gik sangdysten i gang. Russerne mod de fremmede. Vi tabte stort. Vi for-
søgte med grønlandske, danske og engelske sange, og alligevel tabte vi. Da
vi gentog et par danske sange, blev vi gennemskuet af russerne. De kunne
til gengæld synge. Ja, så det var en ren fryd, og da hverken Ole Jørgen, Fre-
derik eller jeg var de store sanglærker, måtte vi se os slået. Men skidt – det
var en pragtfuld dag, som varslede godt for vores sejlads.
Efter at have sejlet op gennem Beringstrædet, nu på russisk side, ankom
vi til en lille bygd, Uelen, hvor der boede knap 1.000 mennesker – ca. 90
procent chukchi og 10 procent inuit, samt ganske få russere. Netop i denne
bygd havde mange for tre år siden overlevet ved at spise deres hunde, og
andre knap så heldige var døde af sult. Det var fortsat et tydeligt meget fat-
tigt samfund, vi her var kommet til, men hvad de ikke havde af simpelt
mammon, havde de i deres hjerter, og vi blev særdeles godt modtaget. Vi
fik indtryk af, at hele byen havde kunstneriske evner, og her blev der la-
vet de mest imponerende skulpturer og udskæringer i hvalrostand. Især
71
 Nenet-rensdyrhyrder på Yamal-halvøen, 2007.
72 73
 blev scrimshaw, dvs. farvelagte graveringer i tand og ben, udført med helt
unikke resultater – de mest enestående eksempler var at finde på det lokale
museum. Vi blev budt indenfor af venlige mennesker, fik mad og te, og om
aftenen blev der trommedanset på forrygende vis. Her foregik det på en
lidt anden måde end i Gjoa Haven, idet det i Uelen var en siddende række
mænd, som trommede på skindtrommer, mens smukke kvinder, børn og
alle, der havde lyst til det, faldt ind i dansen på gulvet. Som i Gjoa Haven
var det en vidunderlig oplevelse, og vi fik her yderligere indtryk af Ishavets
oprindelige folks levevis.
De følgende uger fortsatte vi mod vest. Vi løb ind i motorproblemer på
grund af meget dårlig russisk benzin – til sidst havarerede den ene motor
helt. 29. august 2003 blev vi overrasket af stormvejr på en umådeligt øde
og lav kyststrækning, hvor vi ikke kunne finde læ med båden. Vejret havde
ellers været fint og roligt, men tæt på Indigirka-flodens udløb i Ishavet var
det begyndt at blæse op. Først nogle krusninger på overfladen, men så brød
det løs, og i løbet af tre kvarter havde vi en hård blæst fra nord lige ind over
os på tværs af sejlretningen. Bølgerne truede med at vælte ind over siden,
og vi blev nødt til at ankre op cirka 3 km nord for kysten. I løbet af aftenen
blæste det yderligere op, og ved midnatstid var der storm i vindstødene. Vi
havde for længst trukket i vores redningsdragter, og vi slog nu også vores
redningsflåde op og kravlede over i den. Den blev forankret med 10 meter
reb til båden, og på den måde havde vi kontakt med ”Olga” – det var dog al-
tid lidt betryggende. Natten gik i redningsflåden med snestormen hylende
hen over os. Sergey og Ole Jørgen var slemt søsyge – især Sergey – og på
skift lånte han vores Nescafé-glas for at gylpe i det, hvorefter Frederik og
jeg tømte det udenfor til glæde for fiskene, mens vi fortsatte med at holde
redningsflådens sejldug så tæt som muligt. Det lykkedes ikke helt, og vi
sad konstant i 10-20 cm iskoldt havvand, mens vi øsede på livet løs med
Nescafé-glasset. Om morgenen kunne vi se, at ”Olga” var kæntret i de høje
bølger, og at jollen var beskadiget, og en del af vores udstyr var drevet væk.
Vi aktiverede vores nødsendere og blev mange timer senere fisket op af et
russisk kulskib, som havde opfanget vores nødsignaler.
Løftet om bord med kulskibets kran måtte ”Olga” lidet ærefuldt lade
sig transportere til den store militærbase Tiksi, som ligger umiddelbart
ved den østlige gren af Lena-flodens udmunding i Ishavet. Her lå båden i
vinterhi, og året efter, i 2004, forsøgte vi at sejle tilbage til Indigirka-floden,
hvor vi havde været i havsnød. Kun få timer efter vi havde forladt Tiksi, fik
vi endnu en gang ødelagt maskineriet af russisk lavoktan-benzin. Vi slik-
kede sårene i udkanten af et floddelta, hvorpå vi fortsatte mod Yana-floden
længere mod øst. Undervejs fik vi lejlighed til at besøge nogle fattige jaku-
tiske fiskere fra den forfaldne bygd Nayba. Vi blev budt indenfor i deres
74
beskedne bjælkehytte, hvor der sådan set var ryddeligt og pænt – nok mest
fordi de stort set ikke ejede noget. Det var små kår, men vi fik os en hyggelig
snak over en kop te med Sergey som tolk. I hytten var der en lille bræn-
deovn i hjørnet, og der var rensdyrskind på briksene. Der var et lille bord
med plads til fem-seks personer, og der var snore til at tørre vådt tøj under
loftet. De var alle klædt meget pauvert. Til dels i laser og pjalter. Alligevel
kom det frem, at i hvert fald de to yngste i gruppen kun brugte sommeren
til at fiske og ellers var i gang med en uddannelse i Jakutsk. Fiskeriet var
for dem en mulighed for at deltage i deres traditionelle levevis, mens det
for de ældre i gruppen reelt var deres liv. Det var generelt små mennesker,
men de var seje – ingen tvivl om det. Der var mange fisk i havet om som-
meren, og de kunne fange en hel del til at klare sig gennem vinteren med.
Både til dem selv og deres hunde. Vi havde lidt gaver til dem, og vi fik gode
råd med på vejen for vores videre sejlads.
Denne sommer nåede vi kun at sejle omkring 600 km, men vi kom ikke
til Indigirka, da skaden på motoren nu blev så alvorlig, at den ikke kunne
bruges mere. Der kom meget metalliske lyde fra dens indre, og vi ”hum-
pede” retur til Tiksi – med hjælp fra indtil flere russiske skibe. Vi havde
bestemt os for, at motorerne skulle repareres i Danmark, og vi indledte en
større rejse med båd, udstyr og fire mand. Det blev en fantastisk oplevelse,
hvor første del foregik i et enormt fragtfly. En militærlastbil, vores båd og
alt vores udstyr samt en russisk jeep og 11 passagerer – heriblandt os selv
– blev stuvet ind i bugen på det kolossale militærfly. Lastbil og båd blev
surret fast, men vi andre sad oven på gamle dæk, transportkasser og pas-
sagerernes habengut. Her kom vi hinanden ved. Ikke, at der ikke var plads
nok i flyet, men fordi alle sad længst fremme, foran køleren på den store
lastbil. Så snart vi var i luften, kom der mad frem. En havde lidt agurker
og tomater, en anden kogt kylling. Så var der en, som havde brød, og en,
der havde rå fisk. Og indtil flere havde vodka og øl. Så der blev hurtigt højt
humør og god stemning i lastrummet. Vi mellemlandede i Vorkuta nord
for Uralbjergene. Der gik nogen tid, mens cigaretrygende unge russiske
soldater hang op ad flyets store nedslidte dæk, hvor lærredet lå tydeligt
blotlagt, mens andre tankede fuel på det store og meget smukke fly. Efter
halvanden time, hvor der ikke skete noget særligt, kom luftkaptajnen ud
af flyet iført kamuflagetøj og med en haglbøsse over skulderen. Han slen-
trede over grusbanen og forsvandt ind i noget mosekrat. Lidt efter lød der
nogle skud derovre fra, og så kom han tilbage med to nyskudte ænder.
Soldaterne sad så under flyvingen og plukkede ænder – de små dun blev
lige brændt væk med en lille gasflamme, stadig under flyvingen. Da vi kom
i luften igen, kom der en soldat ud til os i lastrummet, hvor han satte sig
75
 til at skrælle kartofler. Da han var færdig, gik han tilbage til cockpittet,
hvorfra der lidt senere bredte sig en liflig duft af andesteg med tilbehør.
Garanteret akkompagneret af vodka.
Vi ankom til Moskva, og en tid efter nåede vi Danmark. Vinteren gik, og
også næste sommer. Vi manglede penge, og familierne ville gerne have en
sommer med hver af os. Vi trak den lidt i ørerne, inden vi kunne fortsætte.
Motorerne blev renoveret, og i sommeren 2006 var vi klar til nye even-
tyr langs Ishavets kyster. Vi havde besluttet at sejle den modsatte vej. Fra
Danmark til Norge og nu mod øst til Tiksi og Indigirka. Sergey skulle med
fra Kirkenes i Nordnorge, og derfor havde vi ledig plads om bord, hvilket
gav plads til vores ungehold bestående af Frederiks søn Malik på 24 år og
mine to børn, Katrine på 15 år og Rasmus på 11 år. De skulle nu med på det
eventyr, deres fædre havde brugt så meget tid og så mange penge på. Det
blev en prægtig tur fra Slettestrand i Nordjylland til Sydnorge med et dej-
ligt gensyn med vores norske venner fra 1999. Videre gik det op langs den
norske kyst – mest indenskærs, indtil vi nåede endestationen for de unge i
Kirkenes. Undervejs blev vi overalt rigtig godt modtaget af nordmændene,
som langs hele kysten var dejligt gæstfrie og åbnede deres hjem for os.
I Kirkenes var det vemodigt at sige farvel til Malik, Katrine og Rasmus
og bytte dem ud med Sergey – ikke fordi han ikke var god nok, men fordi
det havde været så prægtigt at have de unge med i båden. Fra Kirkenes fort-
satte vi på ny ind i russisk farvand, og vi fulgte Kola-halvøens kystlinje, der
er spækket med militært isenkram. Vi krydsede indsejlingen til Hvideha-
vet, og vi fortsatte til Naryan-Mar, hvor båden kom i vinterhi. Her var det
Jurij Tjuliabaev, som tog sig af såvel os som båden.
Året efter, i 2007, var vi tilbage i Naryan-Mar. Båden blev klargjort, og
vi drog mod øst. Denne gang havde vi fået udlagt depoter med god benzin
langs ishavskysten, og også i Naryan-Mar havde det været muligt at købe
benzin af moderne kvalitet. På vej mod indsejlingen til Karahavet var det
Frederik, som sejlede båden. Vi andre døsede, og Frederik havde god fart
på. Pludselig stoppede vi, og vi hørte nogle vilde råb fra Frederik. Der var
hvalrosser i vandet, og han havde været lige ved at sejle op over ryggen på
en af kæmperne. Heldigvis havde han fået stoppet båden, inden det store
dyr var blevet kraftigt tatoveret af to stk. 19-tommers propeller. Vi nød sy-
net af de mange store kroppe i det kolde vand. Hvalrosserne kiggede un-
drende og nervøst på os med små røde, stikkende øjne, for helt trygge var
de vist ikke ved situationen. Fra deres kraftige skæg og mellem de impone-
rende tænder lød de besynderligste grynt, og så kom der nogle voldsomme
uddunstninger fra deres bagdel, og overfladen var helt grønlig af resterne
fra deres sidste måltid af muslinger. Efter at have studeret fedtbjergene en
tid fortsatte vi ud i den grå dis, der lå som et slør over vandet og af og til
76
skjulte dele af kysten, så det så ud, som om vi sejlede ind i uendeligheden.
I stedet sejlede vi ind i Karahavet.
De næste uger gik mod øst og nord, og vi sluttede sejlsæsonen i Dik-
son på den sydvestlige del af Tajmyr-halvøen. Her lå båden i vinterhi indtil
sommeren 2008, hvorfra vi gjorde klar til ekspeditionens sidste sejlads.
Frederik, Ole Jørgen og jeg startede med en gang dysenteri, mens Sergey
havde tandpine, så det var et sølle hold, der lagde fra land denne sommer.
Dysenterien havde nær taget livet af Ole Jørgen og mig. Kun ca. 150 km
nordøst for Dikson måtte vi i land på en lille ø for at forrette vores nødtørft.
Vi havde travlt og havde glemt geværet, og på vej op ad kystskrænten sagde
Ole Jørgen: ”Bare der nu ikke er en isbjørn heroppe.” Og et øjeblik efter
stod vi og kiggede på en. Den var omkring 300 meter væk, og den sultne
bamse ledte efter rødder og lemminger mellem stenene – ikke mad for
en granvoksen bjørn. Vinden bar heldigvis den rette vej, så vi satte os ned
bag hver sin sten og fik klaret formålet med besøget. Derefter fik vi fat i de
andre, og vi kunne nu svært bevæbnet nyde synet af bjørnen – fortsat på
behørig afstand.
Vi fortsatte mod Cape Tjelyuskin, Asiens nordligste punkt, og vi var på
rette vej mod Tiksi. Det var ikke nogen let strækning. Særdeles øde, og vi
kunne ikke påregne at få hjælp særlig hurtigt, hvis vi løb i vanskeligheder. Is
var der ikke så meget af ifølge de seneste iskort, og det så ud til, at den globa-
le opvarmning nu havde fået tag i polarområdet for alvor. Den manglende
frost havde ført til brutal erosion, og bølgerne havde flået flere hundrede
meter af kysten. Alligevel lykkedes det os at beskadige styringen i et isbælte,
som vi dog alligevel med nogen vanskelighed fik forceret.
Vi nåede omsider frem til Lena-flodens vestligste indsejling, og her hav-
de vi nogle dejlige dage blandt floddeltaets fattige fiskere. Flodslam havde
beskadiget motorerne, og vi ”humpede” vingeskudt ind i deltaet, hvor en
flodpram hjalp os i mål i Tiksi. Således ankom vi nu til Tiksi fra vest, godt
hjulpet af et skib, på samme måde som vi var ankommet dertil i 2003 – den-
gang fra øst. Men vi ankom, og ringen rundt om Ishavet blev sluttet. Vi hav-
de sejlet 26.000 km i åben båd, og selvom der derudover var en strækning
på 400 km øst for Tiksi og en strækning på 300 km vest for Tiksi, som vi ikke
havde sejlet for egen kraft, så havde vi alligevel nået målet, og vigtigst af alt,
så havde vi besøgt 65 større og mindre samfund, bygder og udsteder langs
Ishavets kyster. Vi blev modtaget i Moskva af den danske ambassadør Per
Carlsen, og vi drog hjem fyldt med otte somres forrygende arktiske eventyr
i blodet.

Tonni
Frandsen
Født 1958
Idrætsuddannet på Københavns Universitet. Vejleder i friluftsliv. Ved siden
af sit arbejde på Idrætsskolen for Udviklingshæmmede er han ansvarlig
for kano- og havkajakuddannelsen på Paul Petersens Idrætsinstitut. Der-
udover er han ejer af firmaet Friluftseksperten.dk. Tonni Frandsen har
tidligere undervist i idræt og friluftsliv på Frederiksberg Daghøjskole, Kø-
benhavns Universitet og Isterød Højskole. Guide- og ekspeditionserfaring,
bl.a. fra Grønland, Nordvestterritoriet og Nunavut, Canada. Medlem af Fre-
deriksdal Kano- og Kajakklub, Københavns Kajakklub og Dansk Kanoeks-
peditionsklub. Har som musiker og komponist udgivet jazz-cd’en ”Fugle
på træk”. Forfatter til ”Kanohåndbogen”.
78
Til Eirikr Raudis
land
Som en tunge vælter indlandsisen ud mellem to granit-
fjelde. I bunden er isen blå og 20 meter oppe skinnende
hvid af sammenpresset sne. Ude fra Bredefjord kan vi
se, hvordan indlandsisen fortsætter opad, så langt øjet
rækker. Som en kæmpe hvid dyne svøbt over et forre-
vet klippelandskab. Nu kravler Barbara og Laura glade
rundt på isen og kaster med snebolde. Annemarie og jeg
ligger sammen med Ursula, den mindste, og nyder om-
givelserne. På den modsatte side af den smalle bugt helt
oppe på den øverste top sidder en havørn. Derfra kan den
overskue det fuglefjeld, vi ser over på. Der er tusindvis af
rider (en mågefugl). De lever livet farligt på smalle klip-
pehylder. Ungerne klækkes, og her på klippehylderne
er de udsat for vind og vejr. De, der endnu ikke er faldet
ud over klippesiden, vokser og skal på et tidspunkt ud
på deres første færd. Kan vingerne ikke bære, ender de
i det iskolde vand, hvor de drukner eller snuppes af en
havørn. Naturen er barsk.
Efter at have krydset indlandsisen på ski med pulk, været på jordomrejser
og adskillige kanoekspeditioner m.v., er det på tide at dele disse oplevelser
med familien. Dele dette storslåede land. Rejse op til Østerbygden, ”Erik
den Rødes land”, og opleve Sydgrønland. Stå heroppe  ligesom  Erik den
Røde, da han oplevede dette pragtfulde område for første gang. Han i vi-
kingeskib, vi, lidt mere beskedent, til fods og i havkajakker. 
Den første fisk
Narsarsuaq var engang en amerikansk base, anlagt under Anden Verdens-
krig. Siden 1950’erne har den fungeret som civil lufthavn. Landingsbanen
ligger på  en erosionsslette omkranset af fjelde. Lige bag fjeldene er ind-
landsisen, der med lange gletsjerarme finder vej gennem fjeldmassivet ud
til fjordene.
Efter nogle meget hektiske timer i Narsarsuaq, hvor noget af vores ud-
79

styr og proviant skal sendes til Narsaq sammen med de to dobbeltkajakker,
er vi endelig klar til at vandre ind i de grønlandske fjelde. Her er vanvittig
mange myg, og alle bærer myggehat og net. Når vi holder pause, kan vi alle
sidde under det store medbragte myggenet. Ursula er 1 år og sidder i bære-
sele, Laura er 9 år, Barbara 11 – og Annemarie og jeg føler os unge.  Det var her, Erik den Røde bosatte sig for over 1.000 år siden. Stedet kaldte
Familien har netop kogt vand over bål og skal til at drikke kakao. Laura
mangler, hun har travlt med teleskopfiskestangen i den lille bæk. Pludse-
lig kommer hun løbende og viser os stolt sin store fangst. En lille bitte ør-
red på 10 cm. Det skal fejres, og selvfølgelig skal den spises til aften. ”Godt
gået, Laura!” Men hun er allerede væk og står og fisker i bækken igen. Helt
inde i bunden af Blomsterdalen finder vi et godt sted at slå teltet op. For
foden af det fjeld, vi skal bestige i morgen, og med udsigt til en af indlands-
isens lange gletsjerarme.  runesten. Sidste kontakt med nordboerne er i 1408, hvor der var bryllup
Verden er lille
”Hallo, hallo,” lyder det udefra i regnen. Jeg kigger ud af teltet. ”Hej, John,
er det dig?” Det er John Andersen, eventyrer og polarforsker. Jeg har tidlige-
re besøgt ham, og han har ofte givet mig gode råd i forbindelse med rejser
i det arktiske. Det må fejres. Straks hiver jeg Peter Freuchens yndlingswhi-
sky Laphroaig frem, og vi skåler og ønsker hinanden god tur. John skal syd
om Grønland i kajak.
Vi klatrer op ad en stejl bjergside på 200 meter, til vi når et klippepla-
teau med vandhuller og små søer. Sigtbarheden er 10 meter, vi befinder os
midt i regnvejrsskyen. På vores vandring mod Kiattuut Sermiat (Den varme
80
bræ) er det svært at orientere sig. Regnen vælter ned, og vi søger ly bag nogle
høje klipper. Det er ikke sjovt. Børnene fryser. Ursula sidder i sin brystsele
inde under regnslaget og sover tungt af de vuggende bevægelser. Efter et
par timer i dette tågelandskab forsøger vi at finde tilbage. Det lykkes – An-
nemaries og børnenes stedsans er super, jeg selv lader også, som om jeg har
helt styr på, hvor vi har været, og hvilken retning vi skal gå. Uden GPS er det
meget vanskeligt at orientere sig, ækvidistancen er 25 meter, så det er svært
at udpege nogle punkter til at lave en krydspejling og fastsætte sin position.
Det lykkes dog ved forsigtighed og børnenes gode stedsans at finde tilbage
til nedstigningen. Det er væsentlig sværere at kravle de 200 meter ned til lej-
ren. Klipperne er spejlglatte.
Hvor er det skønt at komme ind i sit telt. 1/4 mm nylon adskiller en
kold, regnfuld og blæsende verden fra et varmt, tørt lille hjem for os alle
fem. Ursula er vågen og vælter rundt med bar numse. Brænderen står i ap-
sis, og vandet spilkoger. Så er der kakao til alle. Det regner resten af dagen
og hele natten. Det er ikke for børn, når det regner så meget. Vi pakker lej-
ren og vandrer til Narsarsuaq og sejler over Eriksfjord til Qassiarsuk. Sejl-
turen over Tunullarfik-fjorden tager 15 minutter. I Qassiarsuk er der ca. 50
indbyggere, som hovedsaglig lever af fårehold.
Erik den Rødes land
han Bratthalid. Her er frodigt og mildt. Erik den Røde måtte som fredløs
forlade Island i 982. I tre år sejlede han rundt om Grønland for at finde eg-
nede steder til at slå sig ned. Tilbage i Island samlede han 700 folk og tog af
sted med 25 skibe. 14 skibe nåede frem. Erik den Røde grundlagde Øster-
bygden, og oppe ved det nuværende Nuuk blev Vesterbygden grundlagt.
Nordboerne var her i flere hundrede år. Selv oppe nord for Disko er der
nordboruiner, bl.a. ”Bjørnefælden”, og ved Upernavik har man fundet en
i Hvalsey Kirke ved Qaqortoq. Hvad der derefter er sket med nordboerne,
er stadigvæk et mysterium. Sandsynlige forklaringer kan være sygdom,
klimaforværring eller eskimoernes fremfærd. Efter flere forskellige ind-
vandringer, Dorset, Saqqaq og Independence, kom en ny indvandring i
1100-tallet fra Canada. Det var thuleeskimoerne. De spredte sig bl.a. mod
syd og mødte i 1200-tallet nordboerne. Det var her i Qassiarsuq, Erik den
Røde byggede sin gård. Rundt om er der ruiner, og der er opført bygninger
i kopi, bl.a. den gamle kirke. Kirken er ganske lille, der er kun lige plads til
familien. 
Fra Qassiarsuk tager vi videre til Tasiusaq, hvor vi bliver i fire dage. Ti-
den går med vandreture og fiskeri. Omgivelserne er spektakulære. Klipper
81
 ned til vandet og ude på vandet isbjerge. Her er en del åbent vand, men et
par km længere oppe er fjorden helt lukket af is. Et sindbillede på Grøn-
land. Små farvede træhuse, blåt vand, isbjerge, fjeldlandskaber med søer,
klukkende bække. Oven over det hele flyver en havørn. Det her er paradis.
Børnene fisker igen. Barbara fanger et par ulækre ulke og vil egentlig hel-
lere sidde og tegne. Laura hiver til gengæld den ene fjeldørred i land efter
den anden. Med stor entusiasme knalder hun dem en i nakken, så de er
helt døde. Jeg glæder mig helt ud i tåneglene, når hun står og fileterer fi-
skene og skærer indvoldene fra, med fiskeblod langt op ad armene. Efter
fire dage i dette paradisiske område er batterierne ladet op, og vi sejler fra
Qassiarsuk til Narsaq, hvor vores kajakker ligger og venter på os. 

Bulder og brag fra fjorden

Narsaq, som betyder ”Sletten”, ligger på  en halvø  med Eriksfjord på  den
ene side og Nordre Sermilik/Bredefjord på den anden side. Vores telt ligger
på den vestlige side af Narsaq-halvøen med udsigt ud over vandet. Bag ved
os høje fjelde, hvor specielt Kvanefjeldet skiller sig ud med sin alpine top. I
500-700 meters højde er der et fjeldplateau. Hele området har et exceptio-
nelt højt indhold af mange sjældne grundstoffer, bl.a. uran. Ude i bugten er
der mange isbjerge, der majestætisk glider rundt som eventyrslotte.
Til min store overraskelse er de i konstant bevægelse. De har endnu
ikke et stabilt tyngdepunkt. De eroderes konstant af varme og lys og af salt-
vand. Der er bulder og brag ude fra fjorden, når der er isskred, og vi ser flere
store isbjerge, der tilter helt rundt. Det skal vi være ekstra opmærksomme
på, når vi ror ud i nærheden af dem.
Vi ror i en VKV-havkajak af glasfiber med ekstra mandehul, så  vi kan
være tre i kajakken, og i en Alaska double Seakayak. I VKV’en kan Ursula
kravle rundt fastspændt til en redningsline i hver side, så hun kan tum-
le frit og læne sig ud og lege med hænderne i vandet uden at falde over
bord. Som bagerste roer kan jeg let hive i slipstikkene, så hun hurtigt kan
komme fri. Vi ror alle i våddragter med trøjer og padlejakker udover, hvis
nødvendigt. Vandet er 2-3˚ og fyldt med is, så sikkerheden er i orden.
Det er sin sag at skulle ro med en etårig om bord. Men forestillingerne
og forventningerne til, hvilke problemer der kunne opstå ude på vandet,
viser sig kun at være bange anelser. For efter ti minutters roning sover Ur-
sula som en sten, vugget i søvn af de rullende bevægelser. Hun kan sove i
timevis. Det er nu godt at være på forkant og forberede sig på, hvad der kan
gå galt. Højtlæsning og søde sager er ligeledes et hit.

82 83
 Nødhavn
Efter seks dage ved Bredefjord pakker vi alt udstyr og vender stævnen mod
Narsaq. På vej tilbage til Narsaq blæser det op, og bølgerne bliver store og
brækker ind over kajakkerne. Annemarie og børnene bliver utrygge, og det
påvirker selvfølgelig også mig. Vi beslutter at gå i land og søge nødhavn. Vi
spiser frokost og aftaler, at Annemarie med Ursula i rygsækken og Barbara
og Laura skal vandre over Narsaq-halvøen, mens jeg fortsætter alene og ror
med den ene kajak på træk. Jeg ror i læ mellem isbjerge, og her går det godt.
Men så snart jeg er på åbent vand, blæser vinden den kajak, jeg trækker,
ind mod klippekysten. Bagenden på min egen kajak trækkes ligeledes ind
mod kysten. Jeg kæmper af alle kræfter, og ved at forlænge pagajen i luvsi-
den forsøger jeg at kompensere for vinden. Jeg nyder det hårde arbejde og
føler stor tilfredsstillelse ved at skulle kæmpe mig gennem bølger og vind.
I sneglefart nærmer jeg mig det sidste isbjerg, og bagved ligger pynten. En-
delig får jeg vinden i ryggen. Det bliver ren paraderoning de sidste km op
gennem Eriksfjord ind til Narsaq Havn.
Dagene i Qaqortoq nyder vi som turister. Vi køber fisk på brættet. Her
kan vi se fiskerne og fangerne komme ind med dagens fangst. Imponeren-
de at se en sæl blive flået. Qaqortoq er den største by i Sydgrønland med
skoler, gymnasium og andre uddannelsesinstitutioner. Størst indtryk får
vi af det store kunstprojekt ”Sten og menneske”. I 1993-94 tog den grøn-
landske kunstner Aka Høegh initiativ til skulpturprojektet – 18 kunstnere
har udhugget skulpturer af granit i grundfjeldet over hele byen.
For at komme til Igaliko må man først sejle til Itilliq. Vi ankommer i si-
lende regn og skal vandre ad den gamle kongevej til Gardar/Igaliko. Her lå
det gamle bispesæde, og der er stadigvæk ruiner rundt om i bygden. I dag
er der ca. 50 indbyggere og en del småhuse, der benyttes til sommerhuse.
Her er meget frodigt, og folk lever af fårehold. I bygden er der butik, skole,
forsamlingshus, kirke og vandrehjem.  Aka, hvorpå hun gasser op. Aka bor i et renoveret hønsehus, nu brugt som
Mere regn
Som druknede mus træder vi ind i den lille café, der ligger ved vandre-
hjemmet. Inde i caféen er der lyst og varmt, og der midt i rummet står en
kvinde, som er så umenneskelig smuk, at man får lyst til at svømme væk i
hendes øjne. Hendes imødekommende smil vender hele vor mismodige
stemning. Vi nyder varmen og kommer i snak med de lokale. Der er for
resten noget bekendt ved hende ”den skønne”, og det viser sig da også, at
det er sangerinden Julie Berthelsens mor. Annemarie spørger, om vi kan bo
privat hos nogen af de lokale. Det ender med, at vi bliver inviteret til kaf-
femik næste dag, og at vi låner et helt hus midt i Igaliko.
Relativt hurtigt har vi hilst på alle og bliver en del af dagligdagen i Igali-
84
ko. Skråt over for os er der livlig aktivitet, der bliver gravet og regeret, og folk
kommer langvejs fra med græstørv. Det er en af Grønlands politikere, der
har dette lille hus som sommerhus. De er simpelthen ved at rette haven op,
så der kan blive plads til to borde i forlængelse af hinanden. Her skal være
kaffemik for 10-15 personer. Igaliko skal senere danne ramme om det første
formelle besøg af den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Det er
helt surrealistisk, storpolitik, Thulebase, den kolde krig, terror, atomvåben,
missilskjold, USA. Her i Igaliko er der kun 50 indbyggere og nogle får. 
Pandekagehuset
Selvom vi efterhånden har vænnet os til dårligt vejr, regner det ekstra me-
get i dag, og vinden er tiltagende. Vi beslutter alligevel at vandre op i bjer-
gene. Vi vil op på Illerfissalik-fjeldet og samle fluorescerende månesten.
Vejret er virkelig skidt. Det blæser en halv pelikan, og regnen siler ned.
Men humøret er højt, og vi synger fællessange. Laura og Barbara underhol-
der med Anders Matthesen-sange, som de kan udenad.
Vi finder en hel del månesten og nyder den fantastiske natur og nyder
også  at være sammen som familie. Børnene er begyndt at fryse, og på  vej
hjem og ned ad fjeldet digter Laura og Barbara sange om, at vi til næste år
skal sydpå til de varme lande. Ude i horisonten kan vi se noget bevæge sig,
og så kan vi høre lyden af en motor. Det er en firehjulet motorcykel, og den
har retning mod os. Hvad laver den dog her i det forfærdelige vejr? Motor-
cyklen snegler sig af sted i det uvejsomme terræn. Det er en kvinde. Hun ta-
ger hjelmen af. Man kan fornemme, at hun er lettet, da hun udbryder: ”Hvor
er jeg glad for at have fundet jer, er I o.k.?” Det er Aka Høegh, og hun har set
os tage af sted i det dårlige vejr og er blevet bekymret for os. Aka ­Høegh til-
byder at køre Barbara og Laura hjem. Annemarie og jeg foretrækker at gå
med Ursula sovende i bæreselen. ”Vi mødes hos mig til pandekager,” råber
sommerhus. Småt, men meget, meget hyggeligt. Da vi kommer ind, står
børnene allerede og vender pandekager på det lille brændekomfur.
På vej tilbage til Narsarsuaq har tankerne frit løb, og hele turen kører
som en film gennem hovedet. Alle oplevelserne synker langsomt på plads,
klar til at blive taget frem som gode minder. Vi er mætte på oplevelser fra
dette fantastiske land. Naturen, familien og mødet med andre mennesker.
Vi kan ikke vente, til vi skal herop igen. Eventyret er en tilstand, en følelse.
Det er som at padle på en brusende flod, hvor man skiftevis følger en nøje
tilrettelagt plan, bygget på tidligere erfaringer, indtil det uforudsete plud-
selig sker, og man i al hast må improvisere for igen at få kontrol over situa-
tionen. En slags frihed. Og så at opleve alt det sammen med sin familie. Så
kan man ikke ønske sig mere.

Joakim
Groth
Født 1966
Biologi- og kommunikationsuddannet fra Roskilde Universitetscenter.
Kommunikationschef for naturvidenskaben på Københavns Universi-
tet. Tog fra 13-19 års-alderen på 22 kano-, kajak- og vandreture i Sverige,
Norge og Finland. Fra 1985 årlige vildmarksrejser, herunder kano- og ka-
jakekspeditioner i Sibirien, Grønland, Alaska, New Zealand, Australien,
Malaysia, Indonesien, Peru, Bolivia, Nicaragua og 12 gange i Nordcanada.
Joakim Groth var en af tre ekspeditionsledere på en etnografisk filmekspe-
dition i Nordøstsibiriens ødemarker. Her blev et pelsjægerfolks kultur og
levevis filmatiseret gennem fire en halv måned. Han har desuden krydset
Nunavut-territoriet i Canada fra syd til nord i kano og til fods. En rejse på
2.000 km. Her blev en ukendt forhistorisk eskimoboplads fundet.
86
Med barn i
bjørne
land
Det er slut med de eventyrlige rejser, når man får kæreste
og barn. Man tager jo ikke af sted med små børn på vilde
rejser – vel? Totalt uansvarligt – ikke? Eller er det? Min er-
faring er, at det er nemmere og mere sikkert at rejse med
de små, end mange tror. Tag skridtet – tag af sted. Du får
oplevelser for livet!
Sommeren 2005. Min kone Vibeke, vores datter Lærke på 1½ år og jeg tager
af sted på en fem ugers rejse til Alaska. Vi sejler på havet, oplever en sprin-
gende pukkelhval, legende havoddere og kælvende gletsjere. Vi lejer en
bil og kører rundt i landet og møder guldgravere og pelsjægere. Vi oplever
også bjørne, elge, ulve og havørne. Og som den store finale på rejsen padler
vi 16 dage i kano på den smukke North Fork Koyukuk-flod – en af USA’s
mest øde vildmarksfloder, der bugter sig mellem høje bjerge i Brooks Ran-
ge-bjergkæden i det nordlige Alaska.
Ægtepar blev dræbt og ædt af en grizzlybjørn
En af vores største bekymringer på kanoturen er, om vi støder ind i nærgå-
ende bjørne. Ikke mindst, fordi vi lige har læst om et amerikansk ægtepar,
Kathy og Rich Huffman, der blev dræbt tre uger tidligere på en kajaktur i
nærheden af det område, vi skal padle i.
Ulykken skete på Hulahula-floden i Brooks Range-bjergkæden øst for
North Fork Koyukuk-floden. Mens parret sov i deres telt, angreb en grizz-
lybjørn dem. De havde en riffel med på turen, men nåede kun at sætte en
patron i kammeret og afsikre geværet. De nåede ikke at skyde. Bjørnen
dræbte og åd dem.
Et par dage efter ulykken ankom den amerikanske raftingguide Robert
Thompson og to turister uvidende til stedet. Bjørnen var der. Den angreb
87

det nye rejsehold med det samme, da de kom padlende. Sprang i vandet
og svømmede efter Robert og hans rejsedeltagere i ca. 15 minutter, mens
de padlede for livet. Bjørnen var kun 12 meter fra deres raft, da den opgav
sin jagt. En rystet Robert Thompson ringede bagefter over satellittelefon til
politiet, der fløj ud og dræbte bjørnen.
Bjørne spøger man ikke med
Det er sjældent, at bjørne angriber mennesker, men man kan aldrig være
sikker. Gennem de sidste 100 år i Alaska har bjørne slået mennesker ihjel
ca. hvert andet år. Jeg har fået stor respekt for bjørne på mine vildmarks­
kanoture af sammenlagt to års varighed i Nordcanada og Nordøstsibirien.
På en rejse oplevede jeg, at en grizzlybjørn jagtede en af mine rejsekam-
merater, og på en anden tur stak en bjørn hovedet ind i min makkers og
mit telt. Oplevelser, der endte godt, men jeg har lært, at man skal pakke sin
proviant rigtigt, så man ikke lokker bjørne ind i lejren.
Dette bekræftes af bjørnehistorien, vi får fortalt, umiddelbart inden vi
flyver ud til North Fork Koyukuk-floden. Mere om den senere.
88
Guldgraver-klondyke
Fra Fairbanks midt i Alaska flyver vi to timer nordpå gennem endeløse
vildmarker med et lille propelfly til landsbyen Bettles. Den ligger ved fo-
den af Brooks Range-bjergkæden lidt nord for Polarcirklen. I byen bor der
39 personer, som lever af jagt, fiskeri og turister, der vil prøve lykken som
guldgravere. Der er stadig guld i de omkringliggende floder – heriblandt
Koyukuk-floden – og af og til er der folk, som gør et godt fund.
Bettles blev skabt i 1898 i forbindelse med store guldfund i Alaska, og i
mange år var det en god forretning at grave efter guld i området. I 1867 solg-
te Rusland Alaska til USA for 7,2 millioner US dollars. Et salg, som Rusland
må have ærgret sig over sidenhen. Kun 25 år efter begyndte guldfeberen at
rase i Alaska, og på kort tid strømmede 30.000 guldgravere til området.
I Bettles er vi i tvivl om, hvorvidt vi vil padle Alatna- eller North Fork
Koyukuk-floden, der løber parallelt med hinanden. Men en samtale med
den lokale ranger afgør sagen. Hun fortæller, at en japansk ekspedition lige
har padlet Alatna-floden. De havde store problemer med en sortbjørn, der
havde raseret deres lejr. Bjørnen havde spist dele af deres proviant, ødelagt
udstyret, og japanerne måtte flygte fra lejren. De havde ikke opbevaret deres
mad i specielt bjørnesikre metaltønder, som loven ellers kræver. Så de fik en
stor bøde og en regning for et fly med rangere, som kom dem til undsætning.
Pumpgun og peberspray
Normalt skal man være heldig for overhovedet at se en bjørn på en kano-
tur. Men for at være på den sikre side har vi medbragt et pumpgun-gevær,
der kan rumme syv patroner, og som kan affyres hurtigt efter hinanden.
Som ammunition har vi særlige brennike-patroner. De indeholder en stor
klump bly og er effektive til at stoppe bjørne med, hvis uheldet er ude.
Derudover har vi en såkaldt bjørne-peberspray med. Den kan skræmme
bjørne væk, hvis de kommer inden for fem meters afstand.
Udflyvning i regn og tåge
I guldgraverbyen Bettles er vejret elendigt. Tåget, og det regner i stride
strømme. Fem guldgravere fra Tyskland har ventet i en lille uge på at blive
fløjet ud i bjergene, fordi vejret og sigtbarheden er for dårlig.
Efter et døgns tid stilner regnen en smule af, og piloten siger, at vi hel-
lere må flyve med det samme, fordi man aldrig ved, hvornår det hele vil
lukke til igen. Hurtigt pakker vi det lille Cesna-fly og tager af sted. Efterhån-
den som flyet klatrer op gennem bjergene og flyver længere og længere
nordpå mellem bjergtoppene, kan jeg mærke et sug i maven. Jeg kan ikke
lade være med at tænke på, hvad fanden det er, vi har slæbt vores lille søde
og kostbare datter med på.
89
 Jeg er nervøs for, om sigtbarheden er god nok i bjergene, og har den frygt,
som jeg altid har, når jeg flyver med små én-motores-fly. Hvis motoren eller
propellen går i stykker, så er det højst sandsynligt ”over and out”, og det vil
være utroligt sørgeligt – ikke mindst, når man har fået en skøn datter, der
har livet foran sig.
Mens jeg sidder i flyet og spekulerer, tager regnen til. Det er svært at se
jorden gennem vinduet i flyet. Det er, som om piloten godt ved, at det kan
blive alvorligt, for han kan ikke se særlig meget og må styre via GPS’en.
Efter mere end en times flyvning mellem bjergene dykker han ned
gennem skylaget, og en sten-ø kommer til syne. Nu kan vi se North Fork
Koyukuk-floden, der får sit vand fra en gletsjer lidt højere oppe mellem
bjergene. Piloten krænger flyet voldsomt og cirkler et par gange over sten-
øen. Derefter styrer han mod jorden, og da hjulene rammer øen, flyver det
rundt med store og små sten, som banker hårdt op i flyets bund. Utroligt
hvad de udsætter deres fly for heroppe. Vi tager hurtigt bagagen ud af flyet,
og piloten spilder ikke et sekund og flyver hurtigt hjemad igen. Og der står
vi – den lille familie i den store natur.
Frisk blod i lejren
Vi får en sværmende modtagelse. Myggene får hurtigt spredt beskeden
om, at der er landet frisk blod på floden. I løbet af ingen tid er der hundred-
vis af myg omkring os. Lærke kæmper ihærdigt for ikke at få et myggenet
over hovedet med det resultat, at hun ret hurtigt får adskillige myggestik
i hovedet – 16 stk. i alt. Senere får hun flere myggestik og et enkelt stik på
øjenlåget, der hæver en del. Men underligt nok bliver hun ikke nævnevær-
digt påvirket af myggestikkene. En sundhedsforsker på Københavns Uni-
versitet har sidenhen fortalt os, at børn indtil tre-fire-års alderen mangler
et enzym, der gør, at de ikke mærker kløen så voldsomt som større børn
og voksne. Men bortset fra den første dag er der heldigvis relativt få myg
på floden, og flere dage kan vi gå rundt med korte bukser og bar mave og
nyde solen. Vejret er rigtig godt det meste af tiden, som det ofte er midt på
sommeren i arktiske områder.
Zigzag-padling mellem væltede træstammer
Vi slår hurtigt teltet op på sten-øen og kryber i læ. Dårligt vejr og mange
myg er ikke den fedeste måde at begynde en vildmarkstur på, men nu er vi
her, og vi glæder os til kanoturen. Høje bjerge på op til 2.700 meters højde
med sne på toppen omkranser os. Floden er klassificeret til grad to-tre ud
af seks mulige, hvilket betyder, at den har strømfald, men ikke større, end
at to erfarne padlere kan padle dem 100 procent sikkert under normale
vandforhold.
90
Men nu er der bare lige det, at floden er svulmet op til dobbelt størrelse
på grund af de voldsomme regnskyl gennem den sidste uges tid. Flodens
vand suser forbi os, og træstammer, der er revet op med rode, kommer dri-
vende med alarmerende hast ned ad floden. De har knækkede, spidse gre-
ne, som stikker ud til siderne. Det vil blive til halve grønlændervendinger,
hvis vores oppustelige kano kolliderer med dem. Flere steder er træerne
grundstødte og ligger som slalomporte, som vi skal zigzagge imellem på
vores tur ned ad floden.
Hullet som en si
Vi er bekymrede, da vi lægger os i soveposerne den aften. Vi var sikre på,
at vi havde valgt en 100 procent sikker flod, fordi vi skulle padle med vo-
res datter. Men har vi taget fejl? Er det uforsvarligt at padle floden? Har vi
begivet os ud på en tur, som vi kommer til at fortryde? Lærke har sovet på
flyveturen og er glad, så heldigvis ser det ud til, at hun har det godt – trods
regnen, kulden og myggestikkene.
Næste morgen skinner solen, og alting ser lysere ud. Vi beslutter os for
at blive på lejrpladsen nogle dage, indtil vandstanden forhåbentlig er fal-
det. Og det holder stik. Da vi tager af sted, er strømmen og vandmasserne
stilnet en smule af. Vi puster gummikanoen op, binder Lærke fast med et
slipstik til Vibeke og sætter os i båden. Men helt godt går det nu ikke. Vi har
lånt to videokameraer og mikrofoner af Danmarks Radio, som er interes-
serede i at bringe en film om vores rejse, og samme aften fortæller Vibeke
til videokameraet:
”Mens bleerne brænder, kan jeg fortælle om dagen i kanoen. Vi var ude
at padle for første gang i dag, og det gik ud over al forventning rigtig dår-
ligt. Vi vidste jo godt, at strømmen var stærk, og det ville have været fint
nok, det ville vi kunne kontrollere. Men det viste sig, at kanoen var utæt.
Det betød, at vi blev rigtig våde meget hurtigt, og Lærke begyndte selvføl-
gelig at skrige i vilden sky, fordi hun lå nede i gletsjervandet i bunden af
kanoen. Så blev jeg lidt stresset! Lærke hylede, og strømmen var stærk om-
kring mig, så vi fik maksimalt padlet i ti minutter, før vi lagde til land igen.”
Da vi kom i land, lappede vi kanoen, så godt vi kunne. Det var svært at
lokalisere hullerne, og vi kunne ikke finde dem alle. ”Surt at have lejet en
kano i dyre domme, når den er gennemhullet som en si. Udlejningsfirmaet
havde ellers garanteret os, at den var helt o.k. inden afrejsen,” fortæller jeg
ærgerligt til kameraet efter padleturen.
De ulappede huller betyder, at båden skal pumpes ca. en gang om da-
gen for at være helt oppustet. Men vi mister pumpestudsen til sidst på tu-
ren og kan derfor ikke længere pumpe kanoen. Den bliver stille og roligt
blødere og blødere, men vi er heldige, at der er nok luft i kanoen til, at vi
91
 kan gennemføre turen. Hvis det går helt galt, har vi dog en satellittelefon
med, så vi kan ringe efter et fly til at hente os, hvis det ellers kan finde en
landingsbane på floden eller på land.
De efterfølgende dage falder vandstanden yderligere, og floden går fra
at være voldsom til at være hurtigt flydende, sjov og afslappende. Men læn-
gere nede ad floden ved vi, at der vil komme en strækning med strømfald,
som vil være voldsommere end dem, vi hidtil har padlet igennem. Vi håber
dog på, at vandstanden til den tid vil falde yderligere, så strømfaldene vil
være lette at passere. Og det viser sig heldigvis at være tilfældet.
Vanvittigt at tage et lille barn med i vildmarken
Inden vores rejse var der flere, som antydede, at det var vanvittigt af os at
tage Lærke med i vildmarken til myg, bjørne og alt muligt andet farligt. Og
op mod turens begyndelse drømte Vibeke, at alverdens ting gik galt på rej-
sen. Jeg kom selv med denne kommentar til videokameraet inden afrejsen
fra Danmark:
”Jeg har været nervøs for, at Lærke skulle kravle ud af kanoen og druk-
ne. I foråret tog vi på en prøvekanotur til Sydsverige, hvor vi fandt ud af,
at Lærke ikke brød sig om at være indenfor i kanoen, og at hun helst ville
kravle ud over rælingen hele tiden. Foruden det er jeg nervøs for, at hun
pludselig går ud i vandet, forsvinder og drukner, mens vi er optaget af gø-
remål i lejren. Derfor har vi tænkt på at banke en pæl ned i jorden og binde
et ca. 5 meter langt reb i Lærke, som vi fastgør til pælen. Det gjorde mine
forældre med min storebror og naboens datter, da de som børn legede i
sandkassen tæt på vejen. Ikke noget de er stolte af i dag, men det kunne
være en mulighed på en vildmarkstur.”
Det lysner
Så vidt kommer det dog aldrig. Vi lægger vores lejrpladser cirka 50 meter
væk fra flodbredden, og den distance kan Lærke ikke gå. Der ligger mange
sten og træstammer på jorden, som hun vanskeligt kan forcere, så hun bli-
ver helt naturligt tæt på lejren og os. Meget hurtigt vænner Lærke sig til at
være på vildmarkstur. Som Vibeke sagde på turen:
”Lærke har vænnet sig til at være her. Hun fiser rundt og roder i stenene,
sandet, går ind i teltet osv. Hun har forstået, at man ikke må gå hen til bålet,
og hun er også efter bare fire dage kommet ind i en dagligdag. Hun nyder
at have 100 procent opmærksomhed 24 timer i døgnet. Vi er sammen med
hende hele tiden og går aldrig fra hende. Det fornemmer jeg, at hun synes
er rigtig lækkert. Jeg er også gearet ned og indstillet på at være her. Selvom
man er træt, og selvom man fysisk arbejder, så er det mentalt enormt afstres-
sende kun at skulle fokusere på, hvad man skal have at spise om aftenen.”
92
Vibeke og Lærke ved en lejrplads på North Fork Koyukuk-floden i Brooks
Range-bjergkæden i det nordlige Alaska.
Lige som Lærke, så nød vi også at være sammen med hende. Som Vibeke
udtrykte det:
”Jeg har ikke været så intenst sammen med Lærke, siden hun var seks
måneder gammel og begyndte i vuggestue. Det er helt unikt og virkelig
skønt.”
Gennem bæverland
Der er mange dyr omkring os. Vi ser dem sjældent, men der er friske spor
efter bjørn, ulv og rensdyr overalt. En nat vader en elg forbi vores telt, mens
vi sover. Der er friske, dybe spor af den i den våde lejrjord ca. 5 meter fra
teltet. Sporene fører ud til floden, som den er svømmet over. Noget af en
tur i den stærke strøm.
Vi kommer til et område, hvor der overalt på bredderne ligger træstam-
mer, som er gnavet over af bævere. Og mange af stammerne ligger halvvejs
ude i vandet, hvilket betyder, at man skal passe på med ikke at støde ind i
dem, når vi padler forbi dem i strømfaldene.
Efter ti dage ser vi en bæver gnave barken af en gren, mens vi flyder
forbi den i kanoen på ca. 4 meters afstand. Strømmen er stærk, og vi glider
hurtigt forbi den. Bæveren opdager os først, da vi passerer den. Den bliver
ikke specielt bange, men kigger bare forundret på os, som om vi er mærke-
lige skabninger fra en anden planet. Senere ser vi flere bævere, som svøm-
mer tæt på kanoen, og som laver et ordentligt plask med halen i vandet,
når den vil advare sine artsfæller mod os. Det er fristende at skyde og spise
93
 en af dem. De smager godt, og juleaften spiser indianerne bæverhaler med me med indianere i Nicaragua, vandring i Malaysias og Borneos jungle, ka-
tranebærsovs til. Men det er ikke tilladt for os at skyde dem, og vi nyder notur m.m. i Australien og længere rejser i Indonesien og USA.
synet af dem og deres fascinerende dæmninger i stedet for. I strålende solskinsvejr og efter 200 km padling ankommer vi til Bett-
På et tidspunkt padler vi flere dage gennem et område, hvor skoven er les. Her tager vi et lille propelfly, som flyver os ud af vildmarken. Oppe i
brændt ned. Overalt stikker der små forkullede træstammer op af jorden, luften nyder vi udsigten over de vidtstrakte ødemarker og glæder os over,
og der er ikke et eneste grønt træ tilbage. Til gengæld vokser den smukke at der stadig findes den slags uberørte naturperler på Jorden.
lyserøde gederams – Grønlands nationalblomst – overalt. Filmen for Danmarks Radio blev i øvrigt ikke som planlagt vist på DR2,
Bæverne i det område må have haft det svært efter branden. For fire år fordi den ene af mikrofonerne var defekt. Det fandt vi desværre først ud af,
siden hærgede en omfattende skovbrand i den sydlige del af Brooks Range, da vi kom hjem, og vi havde ikke nok optagelser til at lave en hel film.
som nær havde brændt Bettles af. Vinden var vendt i sidste øjeblik, og ilden
blev slukket nogle hundrede meter fra landsbyen.

Er du usikker på, om det holder med kæresten, så tag på en vildmarkstur
Inden rejsen havde Danmarks Radio anbefalet os, at vi skulle lave nogle
såkaldte ”confession cams”, hvilket vil sige, at vi på skift skulle gå lidt væk
fra lejren og fortælle om vores oplevelser og tanker til videokameraet. Ved
en af disse ”bekendelser” i slutningen af turen fortæller Vibeke om måden,
vi rejser på:
”Jeg kender ikke nogen mere intensiv måde at være sammen på. Man
er sammen 24 timer i døgnet, man kan ikke gå ind ved siden af. Man kan
gå om bag en træstamme, det er det eneste, man kan. Det er en fantastisk
følelse at være så tæt sammen. Der er ingen afledning. Man ringer ikke
til nogen med en telefon. Man har kun hinanden at snakke med. Det
tager et par dage at vænne sig til, og så er det en helt speciel oplevelse.
Man lærer selvfølgelig også alle sider af hinanden at kende. Når man er i
et parforhold, og man ikke er sikker på, om det fungerer eller ej, så skal
man bare tage herud i 14 dage, og så er man fuldstændig sikker på, om
det holder.”

En god nyhed ved turens afslutning

Kanoturen nærmer sig sin afslutning, og vi har gennem et stykke tid haft
mistanke om, at Vibeke er gravid. En tidlig morgen går hun ud af teltet og
tager en graviditetstest. Kort tid efter kommer hun smilende hen til telt-
åbningen og kigger ind til Lærke og mig, som gasser os i soveposerne. Med
rolig stemme og et smil på læben siger hun: ”Du skal være far igen. Den er
god nok.”
”Fantastisk,” svarer jeg og siger henvendt til Lærke: ”Nå, Lærke, så får du
ikke al opmærksomheden mere.”
Vores næste barn er en dreng. Han kommer til at hedde Magnus, og li-
gesom Lærke kommer han til at rejse med mor og far på eventyrlige rejser
rundt om på Jorden. Alt i alt er det blevet til en kanotur i udhulet træstam-

94

Tore
Grønne
Født 1978
Tore Grønne har siden sin første cykeltur – alene på langs af Andesbjergene
som 20-årig – trampet omtrent 45.000 kilometer rundt omkring i verden.
Ud over adskillige ture i Himalaya, Karakoram-, Hindu Kush- og Andesbjer-
gene har han bl.a. cyklet fra Kina til Danmark, på langs af Mellem- og Syd-
amerika, i Mellemøsten, Nordamerika og Centralasien. Han er blevet holdt
op med et maskingevær, har ledt efter steder at sove i minefelter og har
overnattet hos bjergbønder i Bolivia, nomader i Kirgisistan, Jesus-fanatike-
re i Guatemala, i canadiske trailerparks, på politistationer i Panama og ofte
i sit telt, hvor end mørket er faldet på. Tore Grønne er uddannet journalist
fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University (boede
i en periode hos en knallertbande i byen), har arbejdet som kriminalrepor-
ter for den indiske avis Mid Day i Bombay, været chefredaktør på rejsema-
gasinet ”Opdag verden” og beskæftiget sig indgående med det tibetanske
eksilsamfund i Indien.
96
Den lange
omvej
hjem
Planen var uklar. Jeg var 21 år, var landet i Pakistan på
en enkeltbillet med min cykel og trampede ud af Islama-
bad med kurs mod Karakoram-bjergene og Kina. Luften
var 40˚ varm og så fugtig, at den kunne vrides, og jeg
havde ingen idé om, at jeg ville ende med at cykle hjem
til Danmark. Jeg havde heller ingen idé om, at jeg snart
skulle falde i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti
for ulovlig indtrængen i Tibet, sulte og tabe en fjerdedel
af min kropsvægt. At jeg skulle få kanyler banket ind i
begge mine overarmsknogler, udkæmpe stenkampe i
Pakistans golde stammeområder og opdage, at Iran er
verdens mest gæstfrie land.
Før alt dette blev jeg overrasket af jihad-sympatisører
Solen var forsvundet bag bjergene, og jeg manglede ly for natten, da jeg
mødte Akhtar Khan – en høj, rank fyr med mørke, intelligente øjne, der
var klædt i løsthængende, blå klæder. Efter lidt høfligheder inviterede
han mig til at tilbringe natten i landsbyen Mohri et par kilometer væk fra
vejen. Vi trak snart et forundret følge af lokale efter os på en lille bjergsti og
efterlod dem uden for et af flækkens dunkle mudderhuse, som jeg entrede
med otte langskæggede mænd. Da mine øjne havde vænnet sig til mørket,
kom et stort banner på væggen til syne: ”I LOVE JIHAD!” I hjørnet stod der
Kalasjnikov-geværer, og den lokale imam spurgte:
”Nå, hvad er så din religion?”
”Øhm, i Danmark er vi kristne,” mumlede jeg, vel vidende at mit nor-
male ’jeg-tror-ikke-rigtig-på-noget’-svar ikke ville bringe mig langt.
”Virkelig! Spændende! Jeg har mange spørgsmål,” smilede den aldren-
de imam og indledte en times bombardement med spørgsmål om vores
kultur og traditioner.
Jeg slappede hurtigt af. Flokken af mænd lyttede smilende, aftenens ti-
mer forsvandt, og et måltid med ris, suppe, grøntsager og frugtjuice blev
båret ind. Pengene rakte ikke langt i landsbyen, og som gæst var jeg den
97

Tore Grønne på cyklen i godt 4.000 meters højde på Karakoram Highway i
det vestlige Kina, inden den ulovlige tur gennem Tibet, der kostede 20 kg
og en tur i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti.
eneste, der nød fornøjelsen af et aftensmåltid. På trods af knurrende sult
ville jeg helst undgå maden. Hvordan ville min skrøbelige mave, der stadig
var i transit fra Danmark, reagere? Ude af stand til at afslå den fine gestus
kastede jeg mig over måltidet.
Næste morgen takkede jeg for den overvældende gæstfrihed, rullede et
par km mod nord og søgte tilflugt bag en busk i vejkanten. Diarréen sprøj-
tede ud. Jeg var svimmel. Omtåget. Hakkede cyklen 30 pinefulde km til en
kaotisk basarby, kollapsede på et usselt værelse. End ikke en sølle slurk
vand kunne jeg holde indenbords. Rejste mig kun for at vakle på lokum.
Sådan gik seks dage.
Jeg var stadig en smule ør, da jeg knoklede dybere ind i de forrevne klippe-
bjerge, gennem diminutive landsbyer og skyggefulde abrikosplantager un-
der snedækkede tinder. På en bjergskråning rendte jeg ind i belgiske Filip. En
smule diarré var det rene vand i forhold til hans skrækhistorie om nærkon-
takt med døden på grund af tyfus i Kina. Rastløshed efter to måneder i sen-
gen havde bragt ham til Pakistan, og begge drømte vi om at vandre rundt om
98
hellige Mt. Kailash dybt inde i Vesttibet. Det eneste problem var, at kineserne
havde lukket Vesttibet for udlændinge. Vi blev hurtigt enige om at mødes et
par uger senere i den kinesiske silkevejsby Kashgar og snige os ind i Tibet.
Først ventede det nordlige Pakistan, der er et virvar af vertikale klippe-
bjerge med et utal af tinder. Øde, hede stræk gav plads for frodige, skygge-
fulde dale, og vakkelvorne hængebroer var eneste adgang til landsbyerne
på den anden side af den brusende flod. Folk vinkede venligt i vejkanten,
og hver dag skiftede det lokale sprog til et nyt af slagsen. Landskabet blev
goldt og ubeboet, vejen steg til 4.750 meters højde, og hivende efter vej-
ret krydsede jeg ind i Kina over passet Khunjerab. Her blev klippebjerge
til vidtstrakte, grønne højsletter, hvor kameler vandrede frit, og nomader
inviterede indenfor i teltet til friskbagt brød og yoghurt. Højsletter og dyb-
blå bjergsøer blev til flad, tør ørken, inden Kashgar kom til syne som et
fatamorgana spækket med kinesiske delikatesser solgt for mindre end pea-
nuts, afslapning og planlægning af den ulovlige Tibettur.
Arresteret i Tibet
Nattens mørke indhyllede os, da vi sneg os forbi det første af en række
politi­checkpoints på den lange vej mod Mt. Kailash og Lhasa, der forhå-
bentligt ventede uger senere. Filip havde ingen cykel – endnu – så vi tog
den på stop med lastbiler. Det tog os 36 timer og en lille stak kinesiske sed-
ler, inden vi sad i førerhuset på en blå Dong Feng-lastbil – ”Østenvinden”
– med to etniske uighurer. Ligesom os tog de en betydelig risiko. Vi risike-
rede at blive deporteret fra Kina, de risikerede at miste deres kørekort og
dermed deres levebrød, hvis vi blev snuppet.
Vejen degenererede frygteligt, da vi kravlede op på det golde, vindblæ-
ste tibetanske plateau. Lastbiler lå væltet, andre sad fast i meterdybt mud-
der, og nætterne var ubarmhjertigt kolde. Vi gemte os under tæpper, når
vi passerede politiets checkpoints, og efter en uges rysteture og dagevis i
venteposition i vejkanter sad vi en isnende septembernat i 4.500 meters
højde under uldne tæpper mellem rissække på ladet af en lastbil, der stæ-
digt sled sig mod Mt. Kailash. Fuldmånen hævede sig op over højsletten,
og bjerget med den pyramideformede tinde kom til syne. For os et magisk
syn, for tibetanere en mulighed for udfrielse fra den evige trummerum
af genfødsler. Snart lå vores telt ved siden af pilgrimmenes. Kvindernes
skingre stemmer fyldte natten med sang, og ligesom pilgrimmene ville vi
vandre den hellige ”kora” rundt om bjerget. En tur rundt om bjerget vasker
et helt livs synder bort. 108 rundgange udfrier buddhisterne fra den evige
cyklus af genfødsler, de tror på.
Vi havde ikke vandret langt ad den omtrent 52 km lange sti, da vi tog en
afstikker. Vi havde hørt om mennesker ”begravet” deroppe, og dem ville vi
99
 finde. På et lille, stenet plateau, hvor en kølig vind piftede, faldt jeg over en
afpillet rygrad. En fod med negle på tæerne og sort, rådnende hud lå ved si-
den af. Et hoved med munden på vid gab. En sødlig stank af forrådnelse og
død fyldte luften. Jeg havde hørt om disse steder, men aldrig før set dem. Vi
havde fundet en himmelbegravelsesplads, hvor lig bliver ”begravet” ved at
blive efterladt til gribbene. Som oftest bliver ligene hugget i småstumper,
men ikke her. Her lå hele lig spredt ud over et større område. Kuldegysnin-
ger drev os tilbage ned til stien.
Den nat sov vi i et indelukket rum højt på en bjergside i Chaku-kloste-
ret i selskab med en ivrig, pilende tempelrotte og udsigt til bjerget, som
også hinduerne anser for helligt, da det er her, guden Shiva tilbringer lange
tider med sin chillum. Næste morgen fortsatte vi færden med pilgrimme,
der svingede bedemøller og messede det uforgængelige mantra: ”Om Mani
Padme Hum” på en bjergside, hvor det flød med tøj, hatte, sko og hårtotter,
som pilgrimmene efterlader, da de undergår en symbolsk død, inden de
bliver genfødt i passet Drölma La, der efterlod os pustende efter vejret med
sine 5.630 lungeflænsende meter.
”Vi kunne have planlagt det her bedre,” erklærede jeg, efterhånden
som vi begyndte at løbe tør for mad.
Vi længtes efter Lhasa, da vi nåede tilbage til foden af Mt. Kailash. I uger
havde vi sultet, og nu stod den på lidt nødder, tørt brød og ukogte minut-
nudler. En uge, adskillige ukomfortable lift og konstante dagdrømme om
mad senere var vi blot en dag fra Lhasa. Vi havde ikke skiftet tøj i tre en halv
uge. Ikke set skyggen af et bad. Jeg havde tabt over 20 kg på to måneder. Så
blev vi arresteret.
Vi blev stoppet af en mobil patrulje, der konfiskerede vores pas og ha-
lede os på stationen i Shigatse. Her var der konfiskerede mountainbikes i
10.000 kr.-klassen. Jeg frygtede for min cykel. Og for min pengepung, da jeg
kun havde 25.000 kr. at spendere på det år, jeg var af sted. En officer med
kødfulde kinder og perfekt engelsk kastede sig over os.
”Hvor har I været? Hvor længe har I været i de lukkede områder? Hvad
lavede I der? Er I klar over, at I har alvorlige problemer?”
”Kun et par dage,” løj vi.
”Vi vidste ikke, at det var ulovligt,” løj vi videre, som dagen skred frem,
og vi blev parkeret på en bænk med en uvis udsigt.
På andendagen fortsatte forhøret.
”Skriv en redegørelse over jeres ulovlige aktiviteter,” bjæffede officeren.
Da jeg viste ham redegørelsen, kiggede han hånligt på mig:
”Hvad er det? I skal undskylde over for Beijing for, hvad I har gjort!”
Han mente det alvorligt, så jeg bestemte mig for at give undskyldningen
hele armen.
100
”Jeg er ked af at have været en ignorant udlænding, der ikke har noget be-
greb om, hvad han foretager sig …” startede jeg og fortsatte i svulstige ven-
dinger med at undskylde.
Han var mægtig tilfreds. Så kom spørgsmålet om min cykel, som jeg
havde cyklet et par kortere distancer på.
”Har du cyklet i de lukkede områder?” brølede den korpulente herre.
”Bestemt ikke! Jeg sværger,” svarede jeg.
”Sværger du på Bibelen?” buldrede han.
”Jeg sværger på Bibelen,” erklærede jeg noget forbløffet og spurgte tø-
vende – efter to døgn i politiets varetægt – hvad der nu ville ske.
”Jeg gider ikke se mere på jer! Tag til Lhasa,” afsluttede han, og vi forlod
kontoret med hver et gigantisk smil og en bøde på sølle 250 kr.
Nepalesiske aber og kanyler
I Nepal trekkede Filip og jeg ind mellem tinder og gletsjere, blafrende be-
deflag og grønne søer, yakokser og tehuse til hjertet af Himalaya og Everest
Base Camp.
”Hvorfor cykler vi ikke hjem herfra?” spurgte Filip en frostklar morgen.
Jeg var klar. Filip købte en cykel i Kathmandu, og vi var klar til at vende
styret mod vest, da jeg blev bidt af en bidsk abe. Den lille slambert begra-
vede kæberne i min læg, mens jeg fredsommeligt stod i mine egne tanker
ved et tempel. Jeg sparkede den væk, tørrede blodet bort og tænkte: rabies!
Turen gennem Tibet og trekket i Nepal havde efterladt mig med sølle 63 kg
fordelt på 187 cm. Knoglerne på mine arme var tydeligt synlige, mine rib-
ben strittede ud, og på hospitalet stak sygeplejersken kanylen direkte ind i
min overarmsknogle. Endnu en vaccine skulle gives tre dage senere, så jeg
pakkede den i bagagen og cyklede gennem Nepals grønne bjerge, hvor jeg
fik følgeskab af ”giardia” – maveondet, der føles, som om man har slugt en
hovedpude fyldt med rådne æg.
Bleg og afkræftet hev jeg trøjen af i vores hotels lille, grønne og blom-
strende gårdhave i Pohkara, stak Filip sprøjten og bad ham stikke mig. Tø-
vende indvilligede han. Filip var lige så tynd som jeg, og begge havde vi
dreadlocks langt ned ad ryggen. Vi var næppe noget kønt syn. Filip var ikke
så kølig som sygeplejersken, da kanylen ramte knoglen, og han efterlod
tingesten dinglende i min arm.
”Lirk den ud! Jeg har brug for den vaccine,” småpanikkede jeg.
Filip lirkede og fik kanylen bragt i position:
”Tror du, det er o.k. nu?”
”Ja, det skulle være godt,” svarede jeg, netop som tre backpackere tris-
sede ind, og Filip trykkede sprøjten i bund.
De stirrede i mistro på foretagendet. Vi stirrede tilbage. Så pakkede de
101
 deres ting og flyttede. Vi kiggede på hinanden, grinede og kunne se, at det
hele måtte se en kende for lyssky ud.
Galskab i Indien
Vi sagde farvel til Himalaya med en smuttur til Annapurna Base Camp,
hoppede i sadlen, lagde snart bjergene bag os og fræsede gennem det fro-
dige, nepalesiske lavland. Krydsede småfloder, der skyllede hen over ve-
jen, og krydsede broer over floder, hvor krokodiller boltrede sig. Trillede
gennem landsbyer med stråhuse og børn i laser, der sødt stormede op i
vejkanten for at hilse, og spiste utallige måltider ris og linser på rebsenge
i vejkanter. Vi krydsede ind i Indien, ind på de overbefolkede sletter. Gal-
skaben begyndte.
Jeg overhalede en fyr på en indisk jernhest, Hero-cyklen. Han gloede
forbløffet på mig og drejede ind i mig, til vi rullede skulder ved skulder.
Jeg hylede, at han skulle forsvinde. Han ignorerede mig. I stedet kastede
han sine arme omkring halsen på mig, og et øjeblik senere lå vi viklet ind i
cyklerne på asfalten, omgivet af hundrede mennesker.
Dagen efter på en restaurant satte vi os til rette og ventede på tjeneren.
Han kom, jeg bad om en ret, men fik at vide, det ikke var muligt. Andet
ønske ligeledes umuligt. Efter fjerde forsøg, spurgte jeg:
”Kan jeg overhovedet bestille noget?”
”Nej, vi har lukket,” svarede han.
Vi forsøgte at købe bananer af en fyr, der solgte dem fra en trækærre.
Han blev forfjamsket, tog benene på nakken og spurtede med kærren ned
ad gaden, så bananerne fløj omkring.
Min favorit var dog receptionisten på et af de pænere steder, vi boede.
For at undgå middagsheden, ville vi tidligt af sted næste morgen og be-
stilte morgenmad til kl. 6. Næste morgen kl. 6.30 gik vi ned til fyren for at
høre, hvad der skete.
”I vil have morgenmad? Ja, skriv her, hvad I vil have,” sagde han.
”Jamen, vi bestilte jo hos dig i går,” indvendte jeg og fik et uforstående
blik tilbage.
”Kom nu, vi har allerede bestilt,” snerrede jeg og så et lys gå op for ham.
”Åh, ja! Gå op på værelset og tryk på room service-knappen,” smilede han.
Det gjorde vi. 20 sekunder senere stak fyren smilende hovedet ind ad
døren:
”Ja, hvad kan jeg hjælpe med?”
Stammeområder, stenkampe og Kalasjnikovs
Der var kun ét område på turen, jeg frygtede, det ville være for farligt at
cykle gennem. Stammeområderne i Pakistans Baluchistan-ørken. Befolk-
102
ningen var lige så fundamentalistisk som Taliban, og regeringen blandede
sig meget lidt i de væbnede konflikter i området, der involverede lokale
krigsherrer. Mere skræmmende var forlydenderne om, at omtrent 60 pro-
cent af verdens heroin blev smuglet gennem området. Det skete om nat-
ten, og smuglerne skød, før de stillede spørgsmål (i en gæstebog i iranske
Bam læste vi senere et vidneudsagn fra et hollandsk par, der året forinden
var cyklet gennem ørkenen, havde slået deres telt op og var vågnet til en
kugleregn, der flåede teltet i småstumper og efterlod cyklerne gennemhul-
lede).
Vi tog chancen, fik følgeskab af et hollandsk par, Frank og Yvonne, og
krydsede snart tilbage ind i Pakistan, hvor jeg syv måneder forinden var
landet. Det var godt at være tilbage efter den lange omvej.
Landsbylivet gik i stå, når vores ottehjulede cirkus rullede ind i støvede
landsbymaneger, og folk gloende flokkedes omkring os. Vi spiste på små,
halvskumle steder med publikum, der – når bølgerne gik højest – stod i
rækker, på borde og på stole på borde for at se os spise.
Vi krydsede den mægtige Indus-flod og klatrede ind i ørkenbjergene.
Her oplevede jeg for første gang på turen direkte fjendtlighed.
Vi cyklede på en lige linje – Filip forrest, jeg lige efter, så Frank og Yvon-
ne – da en minibus ræsede forbi. Ud for Filip flåede chaufføren i rattet, så
siden af bussen pløjede ind i Filip, der fløj over styret og lavede en mave-
plasker i ørkenens sand og sten. Hans knæ og skinneben, arme og albuer
blødte. Han var rystet. Men der var ikke meget at gøre. Han måtte tilbage i
sadlen, da det var for farligt at tilbringe natten i ørkenen. Adskillige timer
senere nåede vi en landsby, hvor der kun var mænd på gaden – de fleste bar
Kalasjnikovs lige så naturligt, som danskere bærer paraplyer i regnvejr – og
vi slog teltene op bag den lokale politistations mur. Kvinder så vi ikke. De
var bag murene i de små mudderhuse, og der skulle gå flere uger, hvor vi
ikke så en eneste kvinde.
Smådrenge og teenagere, der regnede os for rullende skydeskiver, som
de flittigt bombarderede med sten – kastet eller affyret fra slangebøsser
– blev et konstant problem. Det kunne ske ti gange dagligt, og det var en
skærende kontrast til den venlighed, vi ellers havde mødt i ørkenen, hvor
jorden havde tørstet uden regn i årevis, og befolkningen havde levet i ar-
mod endnu længere. Stadig vinkede voksne os over til te og insisterede på
at dele deres sidste stykke brød med os. Få minutter senere fløj vi af cyk-
lerne for at forsvare os mod stenene, der fløj gennem luften.
Vi trampede op mod 170 km dagligt for at sove i sikkerhed i flækker,
spiste simpel mad – ofte kartofler og ærter i smudsigt fedt, der var størk-
net, når vi kom, men blev opvarmet og nedsvælget med gammelt brød – og
rullede en dag gennem en landsby, hvor en knægt stod ved siden af fem be-
103

To drenge nær grænsen til Afghanistan i Pakistans Baluchistan-ørken.
Der var støvet, tørt og enormt fattigt, men ofte blev vi mødt med stor
venlighed – når teenagere altså ikke lige bombarderede os med sten fra
slangebøsser, eller voksne forsøgte at pløje os ned i biler.
væbnede lokale. Han samlede en sten op, lagde an til kast. Vi råbte op. Han
lod stenen falde. Da vi var forbi ham, fløj en sten tæt forbi mit hoved. Jeg
smed cyklen. Satte efter den lille djævel, der søgte tilflugt i et hus. Indhen-
tede ham i husets bagerste rum og skreg forbandelser, så væggen rystede.
Filip kom stormende, greb drengen om halsen, ruskede ham mod muren.
Lige voldsomt nok, nåede jeg at tænke, inden jeg vendte mig om. Her stod
de bevæbnede mænd.
”Vi er gået for vidt. Ørkenen har gjort kål på os,” fløj det gennem mit
hoved, inden en af mændene smilede:
104
”Vil I have en kop te?”
Hvad? Vi takkede nej, lod den panikslagne dreng løbe sin vej og cyklede
videre mod Iran.
Oplevelsen var symptomatisk for stammeområderne. De voksne blan-
dede sig ikke i drengenes underlige aggression – og heller ikke, når vi kam-
mede over.
Iran stik mod forventning
I Irans endeløse ørkner blev vi indhyllet i voldsomme sandstorme, havde
modvind i ugevis, overnattede i vejsidemoskéer og blev mødt af en nys-
gerrig venlighed, der blot tog til. Folk skændtes om, hvem der skulle huse
os, og hos en elskværdig familie i en søvnig flække blev der ringet til en-
gelsklæreren i byen 50 km borte, der fluks kørte af sted, så vi kunne tale
sammen. Fruen i huset diskede op med et overdådigt måltid, og næste
morgen troppede politiet op for at byde os velkommen til Iran. De ringede
desuden til de tre næste byer, hvor politiet var klar med te og kiks, når vi
dukkede op.
Da jeg i en cykelbiks spurgte efter en internetcafé, lukkede ejeren bu-
tikken og kørte mig hjem til computeren i sin fætters stue. En bankdirek-
tør lukkede sit kontor for at hjælpe mig med en visumforlængelse. Teen­
agedrenge fræsede på motorcykler, hvor sædet var klædt i det amerikanske
flag. Butiksejere nægtede at tage mod betaling for deres varer.
”I er vores gæster,” sagde de med hånden på hjertet.
Det hændte flere gange, at vildfremmede opsøgte os på restauranter og
sagde:
”Jeg har betalt jeres regning – velkommen til Iran!” og forsvandt, mens
vi tabte både næse og mund i kebabben.
Da jeg efter halvanden måned krydsede ind i Tyrkiet, granskede den
iranske grænsevagt mit pas og hev mig til side:
”Du har været her et stykke tid, og jeg er sikker på, at du har mødt os ira-
nere. Vær sød at tage hjem og fortæl folk, at vi ikke er, som vi bliver udstillet
i de vestlige medier.” Det lovede jeg ham.
Ved den iransk-tyrkiske grænse sagde jeg farvel til Filip og hollænder-
ne. Efter ti måneder på farten ville jeg hjem, så jeg spurtede alene gennem
Tyrkiet og satte af sted på sidste etape: Istanbul-Viborg. 19 dage og 3.600
km senere pakkede jeg på en solbeskinnet junidag mit telt sammen bag
en tankstation i Tørring og drejede snart ind på Fennebakken, hvor jeg er
vokset op. Jeg krammede min familie og parkerede cyklen.
Dagen efter begyndte jeg at lægge nye cykelplaner.

Bjørn
Harvig
Født 1980
Arbejdede som ung knægt i en årrække med at rense lokummer i Eventy-
rernes Klub og lagde snapsen på køl inden tirsdagsmødet. Bjørn Harvig
rejser helst på cykel eller til fods – for så er tempoet ikke for hurtigt, og han
mener, at netop det giver ham de bedste muligheder for at møde fremme-
de venner. Han er altid på jagt efter en god historie – helst der, hvor vi kun
sjældent hører dem fra – om det så er fra Kosova, Hviderusland, Mellem-
østen, Pakistan, Iran, Usbekistan eller Kaukasus. Bjørn Harvig er uddannet
politibetjent og har arbejdet med unge på Nørrebro i en årrække ved siden
af jobbet. Han er forfatter til bogen ”Igors Æblehave – fortællinger fra en
cykelrejse København-Teheran”.
106
Døden i
Delhi og
fortællinger
fra
Nanda
Devi
Tandpastaen løber ned over min underlæbe, bukserne er
krøbet lidt for langt op bagi, og T-shirten klæber sig sve-
dig og beskidt til min ryg. Jeg er ikke et særlig kønt syn
på denne tid af døgnet. Delhi er ved at vågne, og jeg er
på vej i seng efter en lang rejsedag. Solen er ved at bryde
igennem de sorte skyer, der ligger tungt over byen. De
hjemløse, der har tilbragt endnu en nat på deres fladma-
ste papkasser på trappen op til den store Jama Masjid-
moské, strækker armene over hovedet og skal endnu en
dag, endnu en time, tænke på at overleve. Butiksejerne
trækker skodderne fra deres vinduer og begynder at feje
fortovet foran deres små butikker. Trafikken begynder
at blive tæt, den første te er sat over, og det er another day,
another rupee i Delhi.
Jeg holder af at iagttage byens rytme, forundret over at det hele faktisk
fungerer – mine fremmede øjne kan hurtigt tro det modsatte. Jeg bliver
afbrudt i mine tanker. Min tyske rejsekammerat prikker mig på skulderen,
han ser nu pludselig alvorligt på mig. ”En pige ude på gangen råber op om,
at der er nogen på hendes værelse, der ikke trækker vejret,” siger han.
Vi løber ned ad gangen. ”Tror, det er her,” råber tyskeren. Jeg skubber
døren op. På gulvet ligger to unge mænd. De er vel rettere halvvoksne dren-
ge omkring de 20. De ligger i skødet på hver sin pige. Tårerne ses tydeligt
på pigernes kinder. Drengenes bukser er halvt trukket ned over knæene,
den ene af dem mangler sin ene strømpe. Begge drenge vender det hvide
ud af øjnene, og den ene af dem har helt blå læber. Han mangler ilt. Under-
ligt, at jeg ikke kan slette disse billeder fra min indre fremviser. Om jeg vil
107

det eller ej, så dukker de op igen og igen. Selv nu, lang tid efter. Drengene
trækker vejret med besvær, som en dyb hvæsen med en hosten til slut, ikke
regelmæssigt, men nok til, at de begge er i live. Indtil videre i hvert fald.
Vi snakker i munden på hinanden, tyskeren og jeg. Pigerne græder. ”Hvad
hedder de?” spørger tyskeren henvendt til pigerne og tager fat i den ene af
drengene. ”Louis and William,” svarer den ene af pigerne. Vi slår drengene
på kinderne, rusker dem voldsomt – ”Kig på mig, vågn op, for helvede!”
skriger jeg og hiver den ene ud af værelset, ud på hotellets fælles terrasse
foran deres værelse. Det er William, jeg har fat i. Den største af de to. Han
er en lang og tynd fyr. Iført slidt backpackertøj, håret er vokset sammen i
beskidte dreadlocks. Hans krop er livløs. Der er ingen reaktioner fra hans
øjne. William kigger igennem mig, han befinder sig et helt andet sted. Mel-
lem liv og død. Midt i larmen – midt i vores desperation – ser jeg scenariet
fra oven. Som var jeg en fugl, der svævede over dette kaos. Men flygte kan
jeg ikke. Vi er fanget. Desperate ligger vi på knæ ved siden af de to drenge.
Min højre hånd holder William for næsen, den anden hånd holder ham for
panden, så hans hoved trækkes op og bagud – frie luftveje er vigtigt, tænker
jeg, mens jeg giver mund til mund. Hans mund er kold – skægstubbe, snavs
og snot er samlet i mundvigen. Hans kæbe sætter sig fast i krampe og er nu
fuldstændig låst. William vil inden længe bide sin tunge over eller sluge
108
den og blive kvalt, men jeg lægger alle kræfter i og får åbnet munden. Han
trækker igen vejret. Med besvær.
Lyden af ambulancernes sirener i det fjerne bliver afbrudt af stemmer-
ne fra hotellets gæster, der er samlet i en ring omkring os. Mange er vågnet.
De fleste ved ikke, hvad de skal stille op. En kvindelig gæst hyler hysterisk,
en anden græder, mens en helt tredje – komisk midt i dette tragiske – står
og roder i de potteplanter, der pænt er placeret på hotellets veranda med
udsigt ud over Delhis flade skyline. Hotellets receptionist kigger passivt
på fra sin skranke – hvorfor hjælper han os ikke? Den første ambulance,
der kommer til hotellet, er ført af en lille usikker mand med slidte sko. Da
han får øje på os, mens vi ligger på terrassens hårde stenklinker, træder
han forsigtigt et skridt tilbage og slår opgivende armene ud til siden. Han
har ikke den fjerneste forstand på, hvad vi skal stille op med drengene.
Først da den næste ambulance kommer – manden i denne har medbragt
én båre og en enkelt iltmaske – er vi ved at være klar til afgang mod hospi-
talet. William, som jeg har kæmpet med, ryger op på båren, et par remme
bliver spændt om livet og om benene på ham, og så er det med at få ham
ned ad den snævre trappeopgang. Fra 6. sal og ned. Iltmasken bliver lagt
på Louis, som tyskeren tager sig af. Masken bliver lagt forkert, jeg får vendt
den om, før jeg råber et usikkert: ”Vi ses vel snart!”, og så er det ned uden
ulykker. En anden gæst tager ved båren, vi kanter os ned; det er tungt som
bare helvede. I ambulancen er der chaufføren og mig. Tyskeren må vente
på, at båren ryger retur, så han kan få Louis ned og af sted.
Vi snor os gennem den centrale del af Delhi, der nu er forvandlet til et
mylder af mennesker og dyr uden forståelse for kasseformede biler med
blink på taget. Lugten af brændt affald hænger i luften. Mennesker bor i
blikskure i en rundkørsel. En tigger med væskende bylder i ansigtet og et
barn på skulderen – er det dødt? – banker på vinduet og spørger, om vi kan
undvære en skilling. Tilbage til bagsædet i ambulancen. Jeg ønsker mig op
bag rattet – igen er William ved at bide sin tunge over. Han får krampe, og
da jeg igen febrilsk får åbnet hans mund, bliver min ene finger fanget mel-
lem hans tænder. Vi vælter nu begge rundt på gulvet.
Da vi når til det kommunale hospital, der mere ligner et offentligt, in-
disk toilet, bare en del større, kræver chaufføren penge af mig. Foran ind-
gangen til hospitalet sidder et par midaldrende mænd i læderjakker og
spiller kort. Det er vores læger, men det ved jeg ikke endnu. ”Han trækker
ikke vejret – hjælp!” skriger jeg, mens chaufføren anbringer William på et
firkantet metalstativ på fire hjul. ”Har du penge?” spørger en af læderjak-
kerne køligt. Jeg stikker mit pas i hans skjortelomme – ”Det får du senere
– lad os komme af sted,” kommanderer jeg og ruller os ind gennem ind-
gangspartiet til hospitalet. Spedalske og syge ligger i korridorerne. Jeg får
109
 øjenkontakt med flere, der kigger dovent på mig. De har vel set det, der var
værre. Vi finder hurtigt et ledigt operationsrum. Den ene af lægerne fejer
med armen en bunke tøj ned fra en træbriks midt i lokalet. Det er ikke kun
fluerne, vi skal holde væk fra William, der nu med blottet bryst og et fortsat
fjernt blik i øjnene er blevet lagt på briksen. En kødrand af interesserede
tilskuere prøver at mase sig ind i lokalet og bliver kun holdt tilbage i dør-
åbningen af min knyttede næve, der med jævne mellemrum slår ud imod
mængden. Er William ved at forlade os? Kan vi redde ham? Hvor bliver
tyskeren af ? Lever Louis? Er de kørt et andet sted hen? Tilbage til hospita-
let. Vejrtrækning stadig hver 30. sekund. Om det er mere eller mindre end
tidligere, kan jeg ikke afgøre. Han har nu fået et større metalinstrument
stukket ned i munden, så tungen ligger beskyttet.
Hjertestop! Panik i rummet. To gange jager lægerne en kanyle med
adrenalin på størrelse med en mellemstor plasticflaske ned i brystet på
ham. Hjertet slår igen! Det er da løgn! Tre lange timer senere vågner Wil-
liam op. Han er rundt på gulvet. Jeg bliver i lang tid ved med at nive ham i
kinden eller trykke ham hårdt bag øret, så han ikke falder hen. Han er ude På vej til bøn. Den muslimske del af Delhi, hvor byens bedste spisesteder
af stand til at svare på, hvem han er – hvad han har taget af stoffer. Det er frister.
efterfølgende ikke nogen let opgave at fortælle ham, at Louis, som tyskeren
først meget senere fik bragt til hospitalet, aldrig vågner op igen – at Louis
døde i ambulancen. mig i delstaten Uttaranchal, 300 km nordøst for Delhi, ikke langt fra det
Jeg har taget rygsækken af, sat den på jorden og belønnet mig selv med nordvestligste hjørne af Nepal. Jeg er fascineret, nærmest besat af Nanda
en chokoladebar. Jeg er i Indien igen. Det er halvandet år siden, jeg var her Devi og det spindelvæv af mystiske historier, som bjerget er viklet ind i. Jeg
sidst, og episoden med de to drenge spøger stadigvæk. Jeg bliver hele tiden vil på afstand nyde det mystiske bjerg, den smukke natur omkring mig og
mindet om det. Det ligger i luften. Varmen, lugten og menneskene minder samtidig opsnuse de gamle fortællinger, som bliver født på de høje toppe, i
mig om det. Hvorfor havde Louis og William besluttet sig for at tage hero- de grønne dale og de støvede byer.
in? Og så i Delhi! Hvordan har pigerne det i dag? Tyskeren? Og ikke mindst Mange dage drukner i regn, og hver gang jeg har chancen for at se Nan-
William? Den engelsksprogede avis The Indian Express omtalte episoden da Devi, skjuler hun sit smukke ansigt bag et tæt skydække. Når solen skin-
dagen efter med overskriften: Britisher found uncounscious in CP (Connaught ner, tørrer jeg sko eller piller igler af mine fødder. Et rædselsfuldt dyr, der
Place), dies. Det er ikke meget ære, tyskeren og jeg fik for vores forsøg på at på forunderlig vis formår at kravle op over støvlerne og ind under mine
redde livet på de to. Artiklen fortæller, at ”hotellets ansatte” bragte de to bukser, uden at jeg mærker det. Når jeg får pillet dem af med hjælp fra sprit
unge mænd til hospitalet. At hotellets ansatte faktisk bærer en stor del af eller med flammen fra min lighter – og skærer dem over, lever de videre
skylden for denne tragiske ulykke, fandt jeg først ud af senere, da jeg kom som to individer.
i snak med politiets efterforskningsleder på gerningsstedet. Han fortalte I landsbyen Rudraprayaq støder jeg på den grufulde historie om den
mig, at det var hotellets receptionist, der skaffede Louis og William stof- menneskespisende leopard. Dengang en verdenskendt historie om en
ferne. enkelt leopard, der dræbte mere end 125 mennesker i årene 1918-26. En
Jeg prøver at parkere tankerne i min rygsæk, pakker et par vandflasker historie, jeg ikke kan slippe. Midt på dagen – når solen står højt – får den
og nogle bøger ned over og lader mig i stedet rive med af det smukke sceneri mig til at trække på smilebåndet, i de sene nattetimer får den mig til at lig-
omkring mig og den historie, der følger med. I det fjerne prøver jeg at få et ge uroligt i soveposen. Leopardens snusen i fodenden og den listige pote
glimt af Nanda Devi – det højeste bjerg i Indien, der ikke deles af en grænse mod teltdugen. Tankespind kan være svært at undgå. Nogle dage senere
– der med sit vældige massiv vil skygge for udsigten over Tibet. Jeg befinder befinder jeg mig i en lille flække i bjergene, hvor jeg sent om eftermidda-

110 111
 gen søger læ for regnen i en kostald. Mange af de små landsbyer flyttes om
vinteren længere ned ad bjerget. Kun nogle enkelte som denne er beboet
hele året rundt. Et par enkelte huse bygget i sten ligger side om side. Ingen
hovedgade. Ingen købmand. En flok forvirrede høns har søgt læ under en
bænk foran et af de små stenhuse. Da det bliver ved med at pjaske ned i
de store pytter foran stalden, arrangerer en flok unge drenge et bål, mens
jeg sætter kaffe over. Natten forsvinder i sang og dans, og de unge drenge
og pigers nysgerrige blikke skinner i skæret fra bålet. Jeg vågner tidligt. En
ko med det meste af bagpartiet smurt ind i lort har komfortabelt lagt sig i
fodenden, og soveposen er nu flerfarvet.
Dagene er lange, og jeg tænker på Nanda Devis historie, der som mange
andre spektakulære bjerge rummer et utal af fantastiske og medrivende
beretninger om håbefulde og eventyrlystne mænd, der forgæves prøvede
at overvinde Moder Jord og det himmelstræbende bjerg. Allerede i slutnin-
gen af 1880’erne var interessen for Nanda Devi stor. Bjerget stod som den
højeste top i hele det engelske imperium. På dette tidspunkt var Sikkim-
provinsen med verdens tredjehøjeste bjerg Kanchenjunga endnu ikke en
del af Indien. Både amerikanerne og englænderne var interesseret i at nå
toppen, men ingen kunne finde vej ind til foden af bjerget. Nanda Devi er
omgivet af to bjergmassiver, der som to cirkler ligger rundt om bjerget og
lukker omverden ude for dets ”Sanctuary” – et lukket reservat. Det gjorde
det næsten umuligt for folk at finde en vej ind. ”The Times” skrev i 1930,
at det var vanskeligere at finde vej ind til foden af Nanda Devi, end det
var at finde frem til Nordpolen. I 1934 – efter forgæves søgen i et halvt år-
hundrede – var bjergbestigerne Eric Shipton og Bill Tilman sammen med
tre sherpaer, Angtharkay, Pasang og Kusang, de første til at finde vej ind til
foden af bjerget. Shipton og Tilman var i bjergbestigerkredse et velkendt
makkerpar, men havde dog undervejs lettere ”uoverensstemmelser”. Mor-
gentræt skriver Shipton følgende om sin gode ven i sin bog ”Nanda Devi
– Exploration and Ascent”: ”I have never met anyone with such a complete
disregard for the sublime comforts of the early morning bed.” Alligevel
fandt de den eneste og senere anvendte rute til Nanda Devi via en åbning,
hvor floden Rishi Ganges udløber. Dette skabte stor opmærksomhed, også
uden for bjergbestigerkredse. I 1936 var Tilman med i den første ekspedi-
tion, der besteg toppen. Shipton befandt sig længere mod øst, stærkt op-
taget af Mount Everest. I 14 år var Nanda Devi med sine 7.816 meter det
højeste bjerg i verden, der var blevet besteget. Først da Annapurna i Nepal
blev overvundet i 1950, blev dets plads overtaget. Den næste ekspedition,
der nåede toppen, var en ren indisk gruppe, hvilket placerede indisk bjerg-
bestigning centralt i historiebøgerne.
I midt-70’erne, grundet den stadig voksende ekspeditionsindustri på
112
På vej mod bjergene. Himachal Pradesh nordvest for Nanda Devi.
bjerget, var store dele af The Sanctuary ødelagt, træerne fældet og dyrene
fordrevet. I 1983 besluttede regeringen i Uttaranchal efter et voksende
pres fra miljøaktivister at lukke The Sanctuary både for ekspeditioner og
lokale sherpas. Det er den indiske regerings enkleste grund til, at der nu
fortsat i 2011 er fuldstændig lukket for tilgang til bjerget. Men der er også
en anden, nu offentliggjort og langt mere interessant forklaring. Og så er
den formentlig sand.
I slutningen af 1962 invaderede Kina de nordøstligste, indiske territo-
rier. Samtidig forberedte Indien sig på et muligt angreb fra Pakistan efter
stridigheder i Jammu og Kashmir. Kinas første atomvåbentest i 1964 spille-
de heller ikke en uvæsentlig rolle. Det påvirkede ikke kun naboen Indien,
men i høj grad også USA. CIA fandt det nødvendigt at få mere information
om kinesernes voksende atomkapacitet og deres atomaktiviteter på Sinki-
ang-plateauet i Tibet. USA og Indien allierede sig.
Den engelske dokumentarist og filmmand Hugh Thomson beskriver i
sin bog ”Nanda Devi – A Journey to the last Sanctuary”, hvordan CBI (den
indiske efterretningstjeneste) og CIA planlagde at placere et atomkraft-
drevent apparat, en føler, på en høj top i Himalaya, så de uden kinesernes
vidende kunne aflytte samtaler fra Kina. Ligeledes ville de kunne redegøre
for, hvor kineserne planlagde at anbringe deres missilramper. Nanda Devi
udvalgtes. Dets strategiske beliggenhed tæt på den tibetanske grænse og
dets højde gjorde bjergets top til en oplagt destination. Amerikanske og
indiske bjergbestigere skulle i fællesskab montere apparatet på toppen.
Thomson beskriver endvidere, hvordan flere af de amerikanske bjergbe-
stigere anvendte ”Man-Tan”-lotion for at farve deres hud mørkere, da de
113
 ikke ønskede at vække opsigt, når ekspeditionen begav sig af sted mod The
Sanctuary. Apparatet placeredes på toppen, men blev kort tid efter revet
væk i en lavine og er aldrig siden fundet.
Jeg misser med øjnene mod solen, der et kort øjeblik dukker frem bag
trætoppene. Historien minder mest af alt om en James Bond-film, siger jeg
højt. Til mig selv. Eller til ingen. Kun den smukke natur lytter. Thomson for-
tæller, at bjergbestigerne, der deltog i ekspeditionen, underskrev en betalt
tavshedspligt gældende for resten af deres dage. Men penge til trods – et
tilbagevendende og evigt problem for bjergbestigere, der oftest er i store
økonomiske vanskeligheder – mislykkedes flere forsøg på at holde histori-
en skjult. Selv en betalt tavshedspligt kan være svær at overholde, når man
i månedsvis med frosne tæer og nudelsuppe deler telt med andre bjergbe-
stigere. Der er i den grad blevet produceret konspirationsteorier. På den
måde fik historien ben at gå på, og i slutningen af 1960’erne var det en af de
mest kendte ”hemmeligheder” om Himalaya blandt bjergbestigere. I 1978
offentliggjorde adventure-magasinet ”The Outside Magazine” historien
via en anonym kilde, der havde deltaget i en af de to ekspeditioner. Offent-
liggørelsen rystede det indiske parlament, der proklamerede, at man intet
kendte til spionagesagen.
Apparatet, der aldrig er blevet fundet, er opbygget af radioaktivt mate-
riale og udgør nu en alvorlig og overhængende miljømæssig fare for Rihsi
Ganges, der er den største bidrager til Ganges. En flod, der som den daglige
livsbetingelse betyder alt for 400 millioner mennesker.
Efter mine dage i bjergene er jeg tilbage i Delhi for at besøge The Indian
Mountaineering Foundation (IMF), men sidder nu fuldstændig låst i end-
nu en trafikprop. En motorcyklist, der har brugt de sidste par minutter på
at zigzagge sig mellem de hundredvis af biler, er nu hoppet af for at tisse.
Hans motorcykel spærrer for alle dem, han har gjort sig umagen værd at
overhale. Er der nogen logik i dette? Jeg har brugt en lille uge på at rejse
rundt med indiske Saravannan, som jeg tilfældigt mødte på et hotel nord
for Delhi. Han er på rejse i sit eget land, for, som han selv udtrykker det:
”Jeg må lære det bedre at kende.” Han har en fantastisk tilgang til livet, og
så afskyr han nøgler. Han har et stort hus i skoven uden for sin hjemby i
Sydindien. Han låser aldrig hoveddøren, men plejer i stedet at skrive en
seddel til ubudne gæster: ”Føl dig hjemme – der er te og kaffe i skabet i køk-
kenet.” Han rejser med næsten ingenting, selvom han er på farten i flere
måneder. En lille rygsæk, en computer og noget tøj. Vi har brugt en hel af-
ten på at snakke om historien fra Nanda Devi, og han overvejer nu at tage
op i samme område, som jeg har vandret i. ”Skal du ikke finde nøglen til
mysteriet?” joker jeg. Da jeg spørger ham om, hvad han synes om trafikken
114
i de store byer, kan jeg ikke drømme om et mere perfekt svar. ”It is like a
crazy computer game, right, Bjorn?”
Da min rickshawchauffør endelig får kæmpet sig frem til IMF, sidder
jeg en eftermiddag med gamle artikler, interviews og bøger om Nanda
Devi. Albuerne hviler på det store, ovale bord, der står placeret midt i et
lokale, som langs alle vægge fra gulv til loft er fyldt med bøger. Bøger om
ekspeditioner. Om de største bedrifter. Liv og død. Billeder, kort og diplo-
mer fortæller om en verden, hvor de, der lykkedes, altid vil være helte og
aldrig bliver glemt. Jeg er blevet hjulpet på vej af en mand med et særdeles
velplejet overskæg. Han er iført de klassiske mørke og neutrale bomulds-/
polyesterbukser, der sidder højt, strammet ind med et sort læderbælte.
Flot skjorte og velfriseret. Jeg befinder mig på IMF, idet jeg skal søge tilla-
delse til at bestige Nanda Devis East Peak, hvilket er muligt uden at komme
ind i selve The Sanctuary. Men det ville nu være interessant, hvis der også
dukkede noget op fra dengang tilbage i start-1960’erne. Jeg hører ham ad,
men han ved intet. I et baglokale i underetagen spørger jeg en mand foran
en computer om, hvad der skete i 1964, og om det er rigtigt, at IMF havde
klatrere med på ekspeditionen. Han smiler skævt, spørger, hvad jeg me-
ner, og i det samme får jeg øjenkontakt med en anden mand, der sidder
bagerst i lokalet. Afslappet med benene over kors og med en rygende chai
i hånden. De grå stænk i hans sorte hår slår gnister. ”De fandt vist nogle do-
kumenter i base camp,” siger han, ”men mere ved vi ikke, der er nu lukket
af for al information.” Jeg trækker på skuldrene, giver det der lille vip med
hovedet, som inderne anvender tusinde gange dagligt – og som kan betyde
alt mellem himmel og jord. Siger tak for deres hjælp og vinker farvel. Hi-
storien er som sunket i jorden, eller den er i hvert fald blevet begravet dér.
Vi må vente og se, om den nogensinde dukker op til overfladen.
Måneder efter jeg er kommet hjem til København igen efter min før-
ste rejse i Nordøstindien, modtager jeg et uventet opkald. Jeg er sammen
med min bror, vi ser fodbold i fjernsynet og drikker øl, da den afdøde dreng
Louis’ far ringer. ”Hello, I’m Louis’ dad, calling from England.” Overrasket
over at modtage dette opkald, forveksler jeg de to drengenavne og spørger:
”How’s your son?” ”He’s dead!” svarer faderen i den anden ende af røret.
Akavet fremstammer jeg et par uforståelige ord, før han afbryder mig. ”I
just want to thank you for trying to save his life. If I ever come to Copenha-
gen I’d like to invite you out,” siger han. Hans stemme er tæt på at knække
over, og han siger farvel og lægger røret på, før vores samtale rigtigt er gået
i gang. William, drengen der overlevede, har jeg endnu ikke hørt noget fra.
Jeg håber virkelig, at han kontakter mig en dag. Det er, som om episoden
ikke er ordentlig afklaret, før jeg hører fra ham. Før jeg ved, hvordan han
har det i dag. Før jeg ved, hvem han egentlig er.

Jacob
Holdt
Født 1947
Rejste fem år uden penge i USA i 1970’erne og finansierede film ved salg af
blodplasma. Bogen om rejserne, ”Amerikanske Billeder”, blev en interna-
tional bestseller. Jacob Holdt har siden levet af foredrag og brugt overskud-
det på ulandshjælp i Afrika. Han rejser fortsat for hjælpeorganisationen
CARE, men har først og fremmest gennem flere år helliget sig arbejdet som
”brobygger” mellem det sorte og det hvide Amerika. Laver foruden lysbil-
ledforedrag racismeworkshops på amerikanske universiteter.
116
Hvordan
jeg fandt den
nøgne kærlighed
i et
kærlighedsløst
Namibia
Ved en natlig fest i Windhook kom en afrikansk pige hen og trak mig sødt i
skægget. Jeg mærkede straks, at hun var fra den anderledes ”stamme” – de
såkaldte ”eksilere”, der som børn af frihedskæmperne under kampen mod
apartheid var vokset op i udlandet og dér fik en bredere horisont og viden
end flertallet. De er i reglen aldrig helt faldet til efter ”hjemkomsten” til
det befriede, men mere snæversynede Namibia. Kandy fortalte mig nu, at
hele krigen havde været et mareridt for hende og tvillingesøsteren Selma,
der konstant havde været på flugt med forældrene, hvoraf faderen mistede
livet i frihedskampen. Men en dag var de kommet til guerillalejren Kwan-
zu Zul i Angola, og det blev deres redning. En dansker fra Ibis, som havde
overhørt vores samtale, fortalte dem nu, at denne – deres barndoms eneste
tryghed – var blevet finansieret af undertegnede. Det kan nok være, at jeg
straks fik mig et par venner for livet, så at sige.
Dette var et af de mest gribende øjeblikke i mit eget liv. Jeg havde i 25
år rejst rundt og forsøgt at bearbejde folks racisme ved hjælp af ”Ameri-
kanske Billeder”, men om dette diasshow og min efterfølgende racisme-
workshop virkelig ændrer noget i menneskers liv på længere sigt er i sa-
gens natur umuligt at måle. Amerikanernes evindelige ”You changed my
life” virker måske nok opløftende, når jeg aldrig hører noget lignende fra
mit danske publikum, men lyder alligevel hult i sammenligning med her
for første gang at stå ansigt til ansigt med to mennesker, som sagde: ”Vi red-
dede livet på grund af dine billeder!” Og siden hørte jeg lignende udsagn
fra andre Kwanzu Zul-overlevere oppe i det nordlige Ovamboland, hvor
den mest blodige del af kampen mod Sydafrikas apartheidundertrykkelse
havde fundet sted.
Da jeg siden lagde billederne på internettet, fik jeg hurtigt denne reak-
tion fra USA: ”Jeg er blevet meget bevæget over dine billeder fra Namibia.
Jeg takker dig meget for disse stærke billeder, som der er brug for, at resten
af verden ser. Jeg er fra Namibia, men arbejder nu i USA på en doktorgrad.
Særligt spændende var det blandt dine Namibia-billeder at opdage mine
kusiner, tvillingerne Kandy og Selma Neumbo. Hvilken lille verden! Det
er fuldstændig rigtigt, at de er et produkt af guerillakrigen. Det meste af
117

Jacob Holdt sammen med Selma og Kandi og et billede fra Kwanzu Zul.
min familie var i eksil, men min mor forlod ikke landet. Jeg er vokset op
i Namibia, men mange i min familie, såsom Kandys og Selmas far, døde i
eksil. Det meste af vores familie blev dræbt i Kassinga-massakren i Angola.
Du har helt afgjort hjulpet mange af mine familiemedlemmer eller børn
af folk, jeg kender i min større familie. Tak, Jacob, for de ofre, du har ydet i
dit liv for at hjælpe andre. Shamani-Jeffrey Shikwambi Doctoral Candidate,
Schindler Education Center, University of Northern Iowa.”
Efter i fem år at have vagabonderet i USA uden penge var jeg med ”Ame-
rikanske Billeder” på mindre end et år blevet millionær. Da min barndoms
idol havde været Albert Schweitzer, var min første idé derfor at bygge et
hospital ligesom hans for ofrene for apartheidkampen. Det skulle ligge i
Angola, hvorfra slaverne til Amerika blev udskibet. I kraft af mit hvide pri-
vilegium havde deres amerikanske efterkommere jo indirekte og ganske
uretfærdigt skaffet mig disse urimelige millionindtægter gennem min
fotografiske udbytning. Men da Angolas regering var marxistisk og bu-
reaukratisk lukket, opstod idéen med at arbejde gennem nogle kontakter i
Sovjetunionens ambassade, som jeg ved samme tid havde fået. Efter mange
118
møder med en ansat, som hed Nikolai Gribin, opdagede jeg dog gradvist,
at de fandt idéen naiv og tilmed gav udtryk for dyb racisme over for ”de
sorte, der bare er som børn”. ”Russerne”, som vi kaldte dem i mit arbejds-
kollektiv, havde helt andre planer med ”Amerikanske Billeder”, hvorfor
forsøget hurtigt løb ud i sandet.
På grundlag af en sovjetisk afhoppers oplysninger kom Jakob Andersen
mange år efter i Ekstra Bladet så med sin store ”afsløring” (thi jeg var selv
hele tiden klar over, at PET fulgte min færden) af, at jeg ved at gå til disse
middagsmøder i virkeligheden havde optrådt som KGB-agent. Selve be-
tegnelsen lød i min families og venners ører som aldeles vanvittig, al den
stund jeg er kendt for aldrig at kunne holde på hemmeligheder. Heldigvis
havde jeg nok af folk, der kunne bevidne, hvad mine hensigter havde væ-
ret i Afrika, og at jeg i virkeligheden havde arbejdet for Carter-regeringen.
Jakob Andersen og jeg er da også for længst blevet fortrolige i Eventyrklub-
ben, men han bliver ved med at skrive nye afslørende bøger om sin nu
gode ven, ”KGB-agenten Jacob Holdt”. Og, ja, sådan forsøger mange even-
tyrere på deres gamle dage jo fortsat at koge suppe på fortidens historier,
der bliver mere og mere opfindsomme, hver gang de bliver fortalt. Og det
er vel egentlig også det, jeg gør med denne Namibia-historie.
Da russerne hellere ville udnytte min økonomiske succes til at pleje
egne koldkrigsinteresser, blaffede jeg i 1982 rundt i Zambia, Zimbabwe,
Tanzania og Kenya for at starte andre projekter med indtægterne fra ”Ame-
rikanske Billeder”. Det nu apartheidfrie Zimbabwe var et godt demokratisk
alternativ til det uigennemtrængelige marxistiske bureaukrati i Angola, og
her begyndte jeg at arbejde med regeringen. Jeg var så stor en beundrer af
Mugabes forsonende udstrakte hånd til de hvide, at jeg tilmed ønskede, at
min søn, som blev født den dag, Mugabe vandt Zimbabwes første frie valg,
skulle opkaldes efter ham. Jeg har et sødt billede, hvor præsidentfruen
Sally Mugabe står med min nyfødte i armene. Men da jeg kommer fra en fa-
milie, hvor hver førstefødte i seks generationer har været præst og heddet
Jacob Holdt, protesterede min far højlydt: ”Er det nu klogt, Jacob? Mugabe
kunne jo ende med at blive en dårlig mand en dag.” Jeg må indrømme, at
min far fik ret. Efter den afholdte, udadvendte Sallys alt for tidlige død af
kræft begyndte det at rable for Mugabe.
Men i det dengang demokratiske Zimbabwe kunne jeg nu arbejde gen-
nem Danida, Ibis og EF frem for at bygge på totalitære kræfter i Angola. Da
”Amerikanske Billeder” skulle til at starte op i USA, var det vigtigt for os at
holde hænderne rene ved at lade vores støtte til kampen mod apartheid
gå gennem demokratiske institutioner. Præsident Reagan regnede nemlig
ANC og Mandela for terrorister, hvilket de jo også var efter nutidens må-
lestok. Personligt oplevede jeg dog mere Sydafrikas terrorisme end ANC’s
119
 ditto. På grund af billederne af mig i min bog opnåede jeg straks de hem-
melige tremands ANC-cellers tillid, men en af medlemmerne på stedet, jeg
boede i Harare, blev sprængt i luften af en bilbombe, placeret af sydafri-
kanske agenter et par dage før mit besøg, og en guerillagruppe i Botswanas
ørken, som jeg smuglede et hemmeligt budskab ned til med besked på at
sluge det, hvis jeg blev angrebet undervejs, blev totalt massakreret af syd-
afrikanske elitetropper kun et par dage efter mit besøg. Denne kamp mod
overmagten syntes udsigtsløs, og ligesom med kommunismen, der næ-
sten samtidig faldt, havde vist ingen af os i vores indre på noget tidspunkt
troet på, at apartheid nogensinde ville slutte.
Imidlertid blev jeg under min fortsatte blaffen rundt i Afrika mere slået
ud af den racisme, jeg så danskerne dernede udvise i ulandshjælpen. Af
angst for selv gradvist at udvikle en lignende racisme besluttede jeg mig
til sidst for blot at smide pengene hurtigt og helt at trække mig ud af både
Afrika og Danmark for kort efter at flytte med ”Amerikanske Billeder” til
USA. Derfor fik jeg ikke tid til at følge op på mit sidste afrikanske eventyr,
Kwanzu Zul, før Ibis ved en julefest gjorde mig opmærksom på, at vi havde
arbejdet sammen engang, og spurgte, om jeg ikke havde lyst til nu 18 år
efter selv at se, hvad der var kommet ud af samarbejdet. Og således stod
jeg nu her i Namibia over for mennesker, der i et frihedens glædesudbrud
kunne bekræfte, at mit arbejde med ”Amerikanske Billeder” ikke havde væ-
ret helt forgæves.
Jeg havde forestillet mig, at jeg samtidig kunne lave en billedserie om
racismen i det postkoloniale Namibia. Det har jeg jo en vis ekspertise i fra
Amerika. Men det skulle vise sig at være en næsten umulig opgave, thi ra-
cismebilleder, der ”rykker”, kan jo kun opnås i kraft af, at man bliver lige så
”forelsket” i undertrykkeren som i den undertrykte. Og i al fald bliver invi-
teret lige meget hjem hos begge parter – sådan som jeg var blevet det hos
både hvide og sorte, da jeg blaffede rundt i Zimbabwe og Botswana. Hvor-
for Namibias hvide havde udviklet en forskanset herrerace-mentalitet, der
mindede mere om israelernes Zabra-arrogance end den gæstfrihed, jeg
kendte fra de hvide i apartheidtidens frontlinjestater eller USA’s sydstater,
ved jeg ikke. Men det er jo umuligt at skildre racisme, hvis man ikke en
eneste gang bliver inviteret ind i hjerter og hjem hos de hvide.
På samme måde blev jeg oprindeligt anklaget af lesbiske i USA for ikke
at have dem med i mit lysbilledshow. Mit evindelige forsvar: ”Jamen, I in-
viterede mig jo aldrig hjem, sådan som bøsserne dagligt gjorde det.” Men i
80’erne skete der en holdningsændring hos de lesbiske i hele verden, så at
de i dag næst efter jøderne er mine vigtigste allierede i USA. Derfor har jeg
siden kunnet tage masser af intime billeder af lesbiske – ja, jeg føler, at de
nærmest suger mig til sig overalt.
120
Utroligt var det derfor, at jeg også i Namibias slumkvarterer straks og
spontant blev inviteret til at bo sammen med et par lesbiske i olie-
lampens hyggelige skær i deres enkeltrumsblikskur, som det vil ses
på mine billeder. Tilmed fik de mig til at holde foredrag om kampen
mod homofobi for alle Windhooks homoseksuelle i deres gay work-
shops med de erfaringer, jeg har fra mine amerikanske workshops.
Men gennem dem opdagede jeg nu, at deres største homofobiske under-
trykker var min gamle allierede fra frihedskampen, Sam Nujorma. Ham
havde jeg haft møder med, da han var guerillaleder, men som præsident
forstod han åbenbart ikke helt, at kampen mod undertrykkelse aldrig kan
vindes, hvis man ikke samtidig sætter ind mod racismens mange nært for-
bundne ”fætre og kusiner” såsom sexisme, homofobi, antisemitisme etc.
Da jeg havde støttet ham under apartheidkampen, havde præsident Nujor-
ma allerede til uafhængighedsceremonien i 1990 inviteret mig med som
gæst, men dengang kunne jeg ikke komme, da jeg hele den uge var bundet
af foredrag på Hawaii. Jeg skammede mig godt nok over at prioritere min
egen karriere højere end dette historiske øjeblik, hvor Afrikas sidste koloni
opnåede sin frihed.
Men nu 11 år efter var valget ikke svært. Vi vinder måske nogle slag i
kampen mod undertrykkelse, som vi gjorde det med apartheid, men nye
undertrykkelser, som vi ikke tidligere har haft øje for, dukker hele tiden op.
Og så gælder det om at vælge side og ikke hvile på laurbærrene fra de tidli-
gere kampe. Så mens datoen for min invitation til at komme til teselskab i
præsidentpaladset blev udarbejdet, endte jeg i stedet med at gå arm i arm
med mine nye lesbiske allierede i deres demonstrationer mod min gamle
allierede eller ”comrade-in-arms”, Sam Nujorma. Det var ikke et svært valg,
for hvis vi ikke bestandigt har for øje, hvordan det ene øjebliks undertrykte
menneske ender som næste øjebliks undertrykker, ender vi uundgåeligt
med selv at blive en del af undertrykkelsen som fjender af friheden. Vi kan
ikke effektivt befri undertrykkeren, hvis vi ikke klart ser for os mennesket,
der altid gemmer sig bag lidelsesmønstret.
Nuvel, uden de hvides støtte kunne jeg altså ikke skildre racismen net-
op der, hvor den virker allermest inhuman og forskanset. Heller ikke Ibis’
danske medarbejdere havde åbenbart opnået et egentligt venskab med
”boerne”. Alligevel blev jeg straks fanget ind af deres racisme. Ibis havde gi-
vet mig en gæstebolig, der lå midt i de hvide kvarterer. Og det tog ikke lang
tid for mig dér at tilegne mig al den hvide frygt, når jeg om aftenen kom
hjem til min borg og skulle låse mig igennem porte, gitre, pigtrådshegn,
blinkende lys og alarmsystemer med et nøglebundt så stort som et mølle-
hjul. Da jeg modsat mine erfaringer i USA ikke kendte de sortes psykologi
hernede, blev jeg følgelig lammet af skræk. Ikke mindst da tyve en nat rib-
121
 bede nabohuset for alt, inklusive gitre og porte, og en anden nat lagde en
madras over min egen pigtrådsforskansning, der mindede om Første Ver-
denskrigs slagmarker, og stjal alle vore lagner. Paradokset var altså, at jeg
uden at have nogen som helst kontakt med de hvide lynhurtigt udviklede
eller tilegnede mig al deres racisme. For det er racisme at frygte andre men-
nesker, hvilket, jeg også hurtigt mærkede i mit eget sind, er forfærdeligt
dehumaniserende.
Fra USA vidste jeg, at denne frygt og racisme ikke kommer fra de sorte,
men fra de hvide. Altså havde jeg ikke andet valg end at flytte derud, hvor
de kriminelle kom fra, i slumkvartererne, hvor der intet var at frygte, da
stort set ingen derude havde mere end de andre fattige. Normalt når jeg
kommer til nye fattige lande som f.eks. Haiti, bor jeg den første nat på
et hotel og spørger så straks næste dag politiet: ”Hvor er der den højeste
mord­rate?” Og så flytter jeg ind i det kvarter, da det i reglen er det fattig-
ste. I reglen tilbyder jeg familierne, jeg bor hos, det samme pr. nat, som
det ville koste mig på et hotel. På den måde går pengene direkte i borger-
nes lomme. Lægger vi dem i hotellerne, der normalt ejes af de rige eller de
rige lande, kan vi i hvert fald ikke påberåbe os at arbejde for de fattige. Det
handler igen om at vælge side, undertrykkerens eller den undertryktes.
I mine foredrag har jeg altid slået på, at vi skal vælge den undertryk-
tes side af rent egoistiske grunde. Det vi giver ud, får vi nemlig mangefold
igen, oplever jeg hver gang. I Haiti fik jeg f.eks. alle kvinderne helt for mig
selv. Så føler man sig jo lidt som i paradis som mandlig eventyrer. Der var
nemlig så voldeligt i den enorme slumby Cité Solei – af FN regnet som ver-
dens farligste by – at mændene natten lang stod uden for blikskurene med
deres macheter og pistoler for at forsvare kvinderne. Men da jeg var gæst,
fik jeg lov til at sove alene mand med alle kvinderne. I reglen delte jeg seng
med to-tre kvinder – et sted med moderen, hendes 20-årige sindssyge dat-
ter, der var lænket til en stor sten, fordi hun altid flygtede, samt det udmag-
rede skelet af en anden datter, døende af aids. Så hvis det ikke havde været
for orkanen Gordon, der netop da hærgede blikskurene, som allerede for-
inden lå i en meter råddent vand, flydende med menneskelort og døde dyr
(samt med menneskelig i dagene efter orkanen), ville jeg nok have følt mig
som i himmerige. Nej, sandt at sige var også jeg næsten psykisk i stand til i
dagene efter orkanen sammen med de halvdruknede beboere at bygge en
tømmerflåde i et delirisk forsøg på over havet at nå det mere håndgribelige
himmerige, USA.
Men midt i det værste menneskelige helvede kan jeg altid finde et lys-
glimt, der får mig selv til at holde mig oven vande. Midt i området havde
jeg fotograferet en toårig mishandlet dreng, overdækket med fluer, snot
og lort i et nu ødelagt børnehjem, hvor de fattigste dumpede deres børn,
122
og halvdelen døde, inden de blev adopteret væk. Denne nu 16-årige dreng
e-mailer jeg med i dag, da han på internettet opdagede mine barndomsbil-
leder af sig selv og derfor inviterede mig til at holde foredrag på sin skole i
Århus. At mit foredragshonorar for dette var mange gange større, end hvad
jeg havde brugt på at overnatte hos disse ødelagte skæbner i Haiti, viser
endnu en gang, at vi altid selv får noget ud af at integrere os med ”de an-
dre”. At der er penge at tjene på de fattige, er dog noget, vi eventyrere ikke
bryder os om at skilte for meget med!
Også i Namibia blev jeg overalt belønnet ved udelukkende at sove med
kvinderne. I første omgang som nævnt ved at dele seng med de to lesbiske
piger Sophia og Anitha. Da jeg bad Ibis’ sorte chauffør om at køre mig ud
i dette mest kriminalitetshærgede område af Katatura med en mordrate
som i Sydafrikas værste slum, turde han ikke i aftentimerne. Derfor lånte
jeg en lille bil af Ibis og kørte derud på egen hånd. De fleste gader har pæ-
nere murstenshuse vendt ud mod gaden, mens de fattigste folk ligesom
Sophia og Anitha bor i blikskure inde i baggårdene. Men da jeg parkerede
bilen i gaden, advarede Sophia og Anitha straks: ”Din bil vil helt sikkert
ikke overleve her i gaden en hel nat!” Det var en fredag aften, og det vrimle-
de med unge lømler i gaden, kunne jeg godt selv se. Jeg blev helt fortvivlet,
da jeg jo havde ansvar for bilen. Næsten grædefærdig følte jeg ikke, at jeg
havde andet valg end at køre tilbage til min frygtelige, angstfyldte ensom-
hed bag pigtråd og jerngitre inde i byen. Men pigerne reddede mig straks
med ordene: ”No problem. Don’t worry. We will just call our friends.” Og
så tilkaldte de alle deres lesbiske veninder i kvarteret – blandt dem nogle
store stærke ”dykes” – og med et snuptag løftede de min bil hen over et me-
terhøjt jernstakit, hen over en bunke metalskrammel og bar den ca. 10 me-
ter helt ind i deres compound og satte den klos op ad deres eget blikskur.
Jeg troede ikke mine egne øjne, men nu kunne jeg trygt ligge natten lang
og lytte efter, om nogen var ved at bryde ind i bilen. Det kalder jeg aktiv
namibisk gæstfrihed.
Alligevel fik jeg ikke lukket et øje. Det var hyggeligt nok igen at dele seng
med lesbiske, men ikke helt let i en 1 meter bred seng, når den kvindelige
part, Sophia, var et ordentlig brød, mens den mandlige part, Anitha, kun
var en lille splejs. I olielampens skær fik jeg dog taget nogle vidunderlige
billeder af deres kærlige sexscener, som i dag beundres af lesbiske overalt i
verden. Nej, det virkelige problem var, at de levede af at sælge kokain. Nat-
ten lang kom de vildeste gangstere fra kvarteret og hamrede på blikskuret,
så det indefra føltes som at være katten, der bliver slået af tønden. Derpå
sad de to piger minsandten lige nøgne – thi de er ikke så blufærdige i Na-
mibia – og vejede kokain af til disse mænd for et øjeblik efter at fortsætte
kærlighedsscenerne i sengen. Sådan gik det natten igennem uden søvn. Da
123

Agneta med en af sine små søskende uden for sit blikskur i Windhooks
slum.
der hen på morgenstunden endelig faldt lidt ro på, begyndte alle børnene
i compounden at hyle i et væk og holde mig vågen.
Så efter et par dage måtte jeg simpelthen overgive mig til en mere ”nor-
mal” heteroseksuel tilværelse og flyttede ind hos deres nabo, den 19-årige
Agneta, der boede i samme compound i et andet blikskur kun en arms-
længde fra Anithas og Sophias. Egentlig var det Agnetas mor, Teresa, der
havde set min nød og inviteret mig til sit lidt større blikskur. Men da der
viste sig at være for mange børn i hendes seng, fem stykker, var der selv
med min bedste vilje ikke plads også til mig ved deres side. Teresas gulv var
for vådt til at sove på, og da hun var døende af aids, havde jeg måske inderst
inde heller ikke lyst til at sove direkte oven på hende. Vi har jo alle vore
fordomme. Så var det, at Teresa foreslog: ”Jamen, hvorfor flytter du ikke ind
hos min datter Agneta?” Jeg chokeres bestandigt over, hvor stort overskud
mange underskudsmennesker har, for hvor mange døende danske mødre
ville have så stor gæstfrihed, at de ville foreslå mig at dele seng med de-
res egen 19-årige datter? Jeg tog mange billeder af Teresa, som havde det
tristeste og mest bekymrede ansigtsudtryk ved tanken om, hvad der efter
124
hendes tilstundende død skulle ske med hendes små børn. Jeg forelskede
mig så meget i dem, at jeg tænkte på at adoptere nogle af dem. Så for ikke
blot at levere endnu en pind til hendes kiste, her hvor vi hver dag så begra-
velsesoptog gå forbi os ude på gaden med andre aids-ofre, prøvede jeg at
opmuntre Teresa ved hver morgen at hjælpe Agneta med at bygge en smuk
kiste til sin mor. Det spreder altid lidt glæde at have et opløftende fælles
projekt med dem, man bor hos.
Skønt Agnetas seng på en meter ikke var bredere end Sophias og Anitas,
føltes det som at komme i himmerige her – slank som hun var i forhold til
Sophia. Men helt let var det heller ikke at få søvn her. Agneta var så bange for
alle de kriminelle, der hele tiden hamrede på naboskuret, at hun hver nat
låste bliklågen ind til sin hytte med store jernlænker og låse. Døren var kun
en meter høj, hvorfor jeg måtte kravle ind på alle fire, ligesom da jeg tre år
efter arbejdede med pygmæerne i Uganda. Dette gav selvfølgelig også mig
følelsen af relativ tryghed, men problemet var, at jeg hver nat fortsat gik på
bar med de lesbiske. Til alle eventyrere, der flytter ind i sådanne kriminelle
nabolag og ligesom mig savner det store mod, vil jeg give et godt råd: Hold
jer væk fra de heteroseksuelle barer. De er simpelthen for voldelige. Ædru
kriminelle har jeg fuld tillid til, men over for de fulde vakler også jeg indi-
mellem så meget i knæene, som var jeg ikke selv helt ædru. Når mordraten
er på sydafrikanske højder, er det simpelthen klogt kun at holde sig til de
tryggere bøssebarer. Her bliver man som mand ganske vist overfaldet af en
anden slags bøsser, hvilket i dette tilfælde var som i en mareridtsagtig film
at blive ædt op, idet jeg i det fluorescerende lys kun kunne se absolut mørke
med truende, skinnende hvide tænder overalt. Men igen var hjælpen så al-
tid lige ved hånden, nemlig alle mine lesbiske veninder, der på yderst over-
bevisende mandhaftig vis straks kom til mit forsvar over for disse glubske,
storflirtende tænder: ”No, he is one of us!” skreg de, mens de kappedes om
på små lapper papir diskret at give mig adressen på deres egne blikskure,
for at jeg skulle komme og bo hos dem, ”når du er færdig med Sophia og
Anita.” Sikke dog en promiskuitet, tænkte jeg, men jo, jeg har jo også altid
inderst inde følt, at jeg var skabslesbisk og havde kun ventet på min præste-
fars død året før til at få mod til nu åbent at springe ud.
Sophia og Anita var så stolte, at de ikke havde hjerte til at fortælle de
andre, at jeg senere var flyttet ind i sengen hos deres heteroseksuelle nabo,
Agneta. Her var problemet nu, at jeg hver aften bællede så meget lesbisk øl
i mig, at jeg absolut skulle ud af hendes forskansning. Havde de fyldt rød-
vin på dette gamle 54-årige skrog, havde jeg ikke haft nogen problemer, ved
jeg af dyrekøbt erfaring, når jeg bor i min van i USA’s gader og ikke har lyst
til midt om natten at vandre ti blokke for at finde en bar med toilet. Med
en næsten sprængt blære lå jeg den første nat og drømte mig ud igennem
125
 Agnetas vidunderlige stjernehimmel, de mange huller overalt i hendes
bliktag, hvorigennem månelyset trængte ind. Og så tog fanden pludselig
ved mig. Jeg havde bekymret ligget og kigget på et hul ca. en meter over
sengen stort nok til, at et pistolløb kunne trænge igennem lige oven over
Agnetas hoved. Nu blev dette hul min redning, ved at jeg, skrævende oven
over Agneta, med samme lethed kunne presse en vis legemsdel af samme
størrelse ud den modsatte vej og rent ud sagt tage stille pis på Sophias og
Anitas skræmmende gangstervenner udenfor uden at skulle larme med
tykke jernlænker og kravle ud og konfrontere dem ansigt til ansigt. Agneta
fortrak ikke en mine, så en ting jeg gerne vil sige med denne beskrivelse
– med risiko for grov stereotypering – er, at Namibias kvinder, på samme
måde som jeg oplevede det blandt Botswanas kvinder, ikke er tynget af alt
for stor blufærdighed. Den var nok ikke gået blandt f.eks. Ugandas mere
hæmmede kvinder. Som altid, når man generaliserer, kommer jeg dog
til den sidste konklusion lidt overfladisk, idet jeg i Uganda var hæmmet i
mine studier af at rejse rundt sammen med min kone. Måske det er denne
trang til frit at kunne udforske visse intime sider af menneskelivet, der er
årsag til, at vi i Eventyrklubben nægter kvinder optagelse i klubben.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke nogen Jørgen Leth. Faktisk det stik mod-
satte, konkluderede Søren Ulrik Thomsen, da vi tre venner sammen holdt
foredrag på Kreta: ”Mens Jørgen er det ultimative æstetiske menneske, er
Jacob den ultimative etiker.” Både Jørgen og jeg blev lidt fortørnede, da vi
vist begge gerne ville have lidt af den modsatte egenskab, som vi beundre-
de hos den anden. Inderst inde ville jeg sikkert gerne som Jørgen æstetisk
kunne hengive mig og fuldt ud nyde den tredje verdens kvinder, men er
det det, de har brug for, spørger min indre stemme straks? Jeg anerkender
fuldt ud menneskers forskellighed og er ikke fordømmende over for hver-
ken Jørgen eller f.eks. Namibias letlevende kvinder i den adfærd, de hver
for sig finder naturlig. Men lige siden jeg i min ungdom kom til at kysse
en pige i Gambia på en ellers ganske uskyldig aftendate, og Aminata Kahn,
som hun hed, derefter i årevis ringede til mig i Danmark i håb om, at jeg vil-
le invitere hende herop, har jeg gjort det til et stående princip aldrig igen
at få et intimt eller i al fald seksuelt forhold til en kvinde i den tredje verden
under mine mange rejser. Jeg føler mig med mit rige, hvide privilegium
straks som udbytter i samme øjeblik, jeg ser ind i deres forventningsfulde
øjne og erkender, at de lige så lidt som jeg selv i øjeblikket kan skelne mel-
lem kærlighed og en hurtig flugt fra virkeligheden – i deres tilfælde i form
af en fribillet til den rige verden eller måske blot lidt luksus.

De lesbiske piger Anita og Sophia.

126 127
 Som jeg startede med at sige, må man livet igennem vælge side, enten er
man på den undertryktes eller også på undertrykkerens side. Og jeg har
arbejdet nok med racisme til ikke at ønske at se mig selv i rollen som den
hvide, koloniale udbytter. Det var svært nok i USA klart at skelne, men der
får man i reglen hjælp fra ghettoens kvinde, så snart man nærmer sig det
intime punkt, idet hun med sit dybt indbyggede moralkodeks ikke kan
undgå at signalere, at dette blot ville være endnu et destruktivt forhold
mellem et frit og et ufrit menneske med al den fordømmelse, dette afføder
fra omgivelserne. Thi alle ved jo, at man ikke må fraternisere med under-
trykkeren, på samme måde som danskerne fordømte ”tyskerpiger”, da vi
følte os undertrykte under Anden Verdenskrig. Da det var næsten umuligt
at opnå et ligeværdigt kæresteforhold med USA’s sorte ghettokvinder, var
næsten alle mine sorte kærester i USA sorte indvandrere fra Vestindien. De
var ikke fra barnsben blevet tvunget til at internalisere den amerikanske
undertrykkelse og kunne derfor som ”frie” mennesker signalere et ligevær-
digt forhold. Da en del af dem faktisk var fra Haitis uddannede overklasse,
kan jeg alene med denne fællesnævner in mente ikke straks tilslutte mig
det fordømmende hylekor mod Jørgen Leth.
Men omvendt kan han ikke afskrive mig som værende uden for æste-
tisk rækkevidde. For selv om jeg ikke formår at give mig seksuelt hen til
den tredje verdens fattige kvinder, så nød jeg alligevel fuldt ud deres smuk-
ke former, lugt og fedtglinsende hud. Når jeg sov sammen med dem på de
fugtige lagner i blikskurene, vækkedes minder hos mig fra de tilsvarende
oplevelser, da jeg i min ungdom lå mast sammen mellem menneskekrop-
pe i USA’s shacks. For at sikre mig fuldt æstetisk udbytte uden at overskride
mine egne etiske grænser prøvede jeg altid i Afrika at dele seng med flere
kvinder ad gangen – eller for at være på den helt sikre side – med lesbiske.
Så ved man jo, at de holder så stærk kontrol med hinanden, at de ikke tør
vade ud i nogen bundløse følelser, hvori de ikke formår at holde sig selv
oven vande. De få gange, hvor jeg som hos Agneta kom til at dele seng med
kun en enkelt kvinde – ja, der erkendte vi jo problemet med uligheden
mellem os, allerede ved at jeg var næsten tre gange så gammel som hun.
For ikke at tale om, at jeg hver dag var på hiv-klinikken med hendes toårige
datter og lavede aids-kiste til hendes mor. Uden at vi nogen sinde snakkede
om det, gik vi begge ud fra, at hun også selv havde hiv og begrænset levetid.
Jeg har altid sagt, at hvad ghettoens og fattigdommens voldsramte
underskudsmennesker har mere brug for end penge, er kærlighed. Ikke
mindst det nærvær, den forståelse og de forløsende samtaler, vi, som har et
større overskud, kan give dem. Alt hvad jeg kunne mønstre af den form for
kærlighed, gav jeg, så godt jeg formåede det, Agneta i hendes konstante de-
pression over snart midt i sin egen håbløshed at skulle brødføde sine fem
128
søskende efter Teresas død. At penge alligevel ikke gjorde nogen forskel for
hende, oplevede jeg dramatisk, da jeg som tak for mine overnatninger gav
hende en større sum penge, uden at det havde været en aftale imellem os.
Da jeg efter nogle dage kom tilbage og besøgte hende, fik jeg at vide, at hun
var kommet til at røbe til en god veninde, at hun havde fået penge. Denne
fejl var nok til, at rygtet derom gik i hele kvarteret med det resultat, at hun
kort efter var blevet overfaldet af de gangstere, hun i den grad havde for-
søgt at holde ude af sit liv, og frarøvet alle pengene.
Nej, åbent at smide penge efter ghettoens beboere er som at smide dem i et
bundløst hul. At det er kærlighed, ømhed og nærvær, de har brug for – både
gangsterne og deres ofre – fik jeg ikke mindst bekræftet, da jeg boede hos
himbaerne. Jeg skriver disse linjer fra lejligheden, jeg deler med Christina
Sun i New York kun et par blokke fra WTC, hvis smukke konturer jeg nu
savner udsigten til. Tankerne går tilbage til Namibia til de tre dage, hvor
jeg forsøgte at finde ud af, om Christina havde overlevet 9/11-tragedien.
Jeg havde fyldt min Landcruiser med madvarer, kaffe og tobak til ørken-
stammen himbaerne, som jeg i to dage havde fotograferet iblandt, da jeg
hørte om WTC-angrebet. De altid barbrystede himba-kvinder stod og spej-
lede sig i bilens sidespejle med en glæde, som var det første gang, de havde
set sig selv i et spejl, da bilradioen på BBC berettede om det for dem ufor-
ståelige højteknologiske vanvid i en fjern verdensdel. Jeg havde sammen
med min afrikanske chauffør, Israel, forinden moret mig med at prøve at
sætte verdensrekord i, hvor mange barbrystede blaffende himba-kvinder
vi kunne presse ind i én Landcruiser. Det lykkedes os kun at komme op
på ti, da Israel ikke ville have de fine bilsæder ødelagt af deres rødbrune
påsmurte hudfarver.
Himbaerne var en utrolig oplevelse lige efter Ovambolands og Wind-
hooks slumkvarterer, hvor folk drak fra morgen til aften, og hvor kvinder-
ne nogle gange klædte sig af for øjnene af mig på gaden i den misforståede
tro, at det ville få mig til at flytte ind hos dem. Jeg havde dér været rystet
over den manglende kærlighed over for børnene, idet de fleste kvinder fø-
lelseskoldt ekspederede deres børn til bedstemødrene ude på landet, in-
den de havde nået fem-års-alderen. Når jeg tog med mine værtinder derud
for at besøge børnene, så jeg næsten ingen moderbinding eller gensyns-
glæde. Bedstemoderen havde i reglen en hel lille børnehavekoloni af bør-
nebørn og som følge deraf ingen tid til individuel omsorg. Derfor virkede
alle børnene understimulerede og kærlighedsløse og stod blot ”dumme”
og inaktive og gloede på mig som fremmed.
En sådan undertrykkelse af børn kommer der naturligvis ikke noget
godt ud af, og jeg begyndte at se en lige linje fra denne tidlige mishandling
129
 i barndommen til deres voksne mønstre af uansvarlighed i form af druk, sakren, der ikke mindst var fremkaldt af en lokal vredesophobning blandt
kriminalitet og aids i slumkvartererne. Jeg ved ikke, om der er lignende marginaliserede mennesker, der føler sig sat uden for velstandsophobnin-
mønstre i de andre kristne lande i Afrika – de muslimske lande slås jo ikke gen, i utide fik mig til at flytte med syvmileskridt fra denne oase af nøgen
med tilsvarende høje rater for druk og deraf følgende aids – men i Nami- kærlighed tilbage til det moderne Afrikas relative velstand i storbyernes
bia fornemmer man straks, at dette ødelagte familiemønster går tilbage til slumkvarterer, oplevede jeg dette som et pludseligt fald fra rigdom og bæ-
apartheid/kolonitidens tvangsadskillelse af mændene, arbejdende i fjerne redygtighed til den yderste fattigdom og afhængighed. Denne afhængig-
miner. Når jeg næsten overalt – også oppe i det nordlige Ovamboland – sov hed kom til udtryk i bilradioens talkshows, hvortil det moderne Afrikas
alene sammen med kvinderne, skyldtes det, at mændene simpelthen var mange mobiltelefoner nu ringede ind med næsten enslydende beklagel-
fraværende – enten langt væk for at (søge) arbejde eller som gangstere. ser/bebrejdelser som: ”My heart goes out to all the innocent American 9/11
Hos himbaerne så jeg et diametralt modsat mønster. Børnene var her victims, but …” Altid var deres medfølelse efterfulgt af dette ”but”, hvor-
fuldt integreret i alle aktiviteter, og fra morgen til aften så jeg forældrene efter de kom med en endeløs opremsning af eksempler på, hvordan USA
tage sig tid til at lege, kysse og kæle med dem. Gav jeg dem medbragte kiks (og Vesten) har svigtet Afrika. Ingen af disse punkter var jeg nødvendigvis
og godter, blev alt fordelt fuldstændigt ligeligt mellem familie og naboer. uenig i, men efter netop at have oplevet himbaernes harmoniske hvilen i
Deres samlivsformer var præget af nærvær og ægte livsglæde, der ikke hav- sig selv, næsten som et sindbillede på det oprindelige førkoloniale Afrika,
de brug for kunstige stimulanser. Børnene udviste ægte nysgerrighed og kunne jeg ikke andet end opleve det som en manglende evne og vilje til at
dybt videbegær, og med den helt usædvanlige stimulering, de fik fra foræl- tage ansvar for sit eget liv – ja, som en tom materiel nidkærhed, frem for
drene, fremstod de slet og ret som ”intelligente” og interaktive, sådan som den harmoniske ”nøgne kærlighed”, vi alle på et dybere plan søger.
børn af højtuddannede, bevidste folk i Vesten hyppigt gør det. Den indre
styrke, de får af en sådan opdragelse, er sandsynligvis det, som sætter dem
i stand til at modstå den moderne verdens fristelser. Jeg blev vildt forelsket
i mine himba-værtinder, som jeg i flere tilfælde følte, jeg ville kunne have
udviklet en slags ligeværdigt, ikke-destruktivt forhold til uagtet deres sten-
alderkultur. Men jeg fik aldrig chancen, da jeg ikke fornemmede, at nogen
af dem søgte en hurtig flugt til velstand på ryggen af en gammel eventyrer
– trods deres konstante flirtende leg med mig – den leg, der straks det næ-
ste øjeblik gjaldt deres børn.
Mens store dele af Afrika på mange måder lader sig ødelægge af en stræ-
ben efter vestlige goder, der på den ene side giver dem flere mobiltelefoner
pr. indbygger end USA, og på den anden side en lige så høj kriminalitet – ja,
så følte jeg mig alligevel mere på bølgelængde med disse himbaer, skønt
de i deres ydre vælger at leve og fremtone fotografisk som stenalderfolk.
På samme måde ”svinger” jeg som dansker altid mest med mine højtud-
dannede (læs ”stimulerede”) elever på Harvard og Stanford, mens det føles
som at slå i en pude at have at gøre med de fattiges børn i USA’s mange ”les-
ser competitive” universiteter.
Himbaerne viser for mig, at udvikling intet har med materiel fattig-
dom at gøre – skønt jeg selvfølgelig godt er klar over faren for overromanti-
sering og generalisering i et så ensidigt udsagn. Jeg påstår ikke, at himbaer-
nes særegne kultur ville kunne overleve i et overbefolket bysamfund, men
snarere at vi andre ikke kan overleve i en globaliseret verden, hvis vi ikke
bygger på andre, mere empatiske værdier end rent materielle. Da 9/11-mas-

130

Mikkel
Jungersen
Født 1971
Har kortlagt og navngivet den nordlige del af Paradisbakkerne i barndoms-
årene i følgeskab med storebror. Erfarede senere, at det var blevet gjort.
Ungdomsårene bød på utallige vandre-, langrends- og kanoture i Skandi-
navien. Kanoekspedition på Anderson River, Nordvestterritoriet, Canada,
hvor kanoen kæntrede i en fos, og ekspeditionen mistede nødradio, gevæ-
rer, teltstænger, regntøj, halvdelen af provianten m.m. Således isoleret fra
omverdenen slog de gæs ned med padlerne for at få mad. En sønderslået
snegås lå på dækket, da de mødte deres redningsmænd i deltaet ved isha-
vet – to biologer, der studerede snegæs. Deltog på Dansk Nunavut Ekspedi-
tion 1997 – en 2.000 km krydsning af Nordvest- og Nunavutterritorierne
i kano. Opdagede en ukendt eskimoboplads med enestående samling af
inuksuit, gravpladser og teltringe. Siden hen kanoguide på Coppermine,
Kugaluk og Horton Rivers i Nordvestterritoriet i 1998-2002. Cykling gen-
nem Malaysias jungle. Formand for Dansk Kano Ekspeditions Klub 2001-
06.
132
Ud i det
blå
på hest og
muldyr
”Al principio tienen que ir al caballo subiendo la mon-
taña al fondo del pueblo” – først skal I ride op på bjerget
her bag ved landsbyen, siger Juan Pablo og lader blyanten
glide usikkert hen over papiret i vores dagbog. ”Derefter
går det lidt nedad og så lidt opad igen til et bjergpas,” for-
klarer han, alt imens blyantsstregen zigzagger hen over
siden. ”På den anden side af passet står der tre træer,”
mumler han og lader stregen gå lidt nedad, inden tre
træer skitseres.
Jeg kigger op og lader blikket vandre ud over bjergsiderne omkring os,
hvor træerne står spredt jævnt i landskabet. ”Hvordan vil han have, at vi
skal finde lige de tre træer, han taler om?” tænker jeg og kigger hovedry-
stende ned på tegningen igen. Juan Pablo bladrer og fortsætter stregen på
næste side. Endnu en gang lader han stregen vandre hen over siden, imens
han tænksomt forklarer. Sådan fortsættes korttegningen, indtil han har
fyldt fire sider i dagbogen. ”I den næste landsby har jeg en ven, der hedder
Fermin Flores,” bemærker han. ”Spørg efter ham – så vil han sikkert gerne
tegne ruten videre for jer.” ”Muchas gracias,” takker vi og kigger måbende
på vores nye kort. Der findes ingen højdekurver og ingen verdenshjørner.
Ej heller venstre eller højre. Kun en streg, som fortæller, om det går op eller
ned i landskabet. Det er efter dette nussede kort, at vi skal finde vej over de
mægtige Andesbjerge, om til ørkenen på den anden side. Vi begiver os ud
i det blå efter en blyantstreg og med den nedgående sol i vest som pejle-
mærke. Og sådan går det til, at vi tre dage senere står smilende i det første
pas og kigger ned på de tre træer, Juan omtalte. Udstrakt foran os ligger
eventyret og Andesbjergene.
En skør idé
De kolossale bjerge strækker sig, så langt øjet rækker, og visse steder rager
de så højt til himmels, at toppen altid er hvid. Sneen lyser blændende hvidt
133

mod den dybblå himmel. Mellem bjergene ligger højsletten og breder sine
tørre, gule græstuer ud over de store vidder. Rivende floder skærer sig ned
i landskabet og skaber dybe kløfter med forrevne klippesider. Vi glæder os
til at skulle bevæge os over den store bjergkæde, men bag glæden ligger
også en ængstelse for, hvordan vi skal gribe det an. Bag mig pruster mit ny-
indkøbte muldyr. Jeg funderer over, hvem der fik den skøre idé, at vi skulle
krydse Andesbjergene på hest og muldyr. De fem undervisningstimer på
rideskolen inden afrejsen glider gennem mit hoved. Jeg prøver at sammen-
ligne savsmuldsunderlaget og de små søde ponyer med det vilde landskab
og det store tigerstribede muldyr, der står og ånder mig i nakken – sam-
menligningen falder mig svær. Lykke svinger sig erfarent op i sadlen på sin
hest og begynder at skridte. Mit muldyr følger trop, men pakhesten, som
jeg holder i den anden hånd, bliver stående. Jeg er nær ved at blive delt i to.
”Nu ved jeg, hvem der fik idéen med, at vi skulle ride,” tænker jeg og ser på
Lykke, mens jeg kommer på benene igen – ”men det var vist min egen idé,
at vi skulle være af sted i over en måned.”
En skæv start
14 dage tidligere er vi startet ud fra inkaernes hovedstad Cusco. Forvent-
ningsfulde stiger vi om bord på en bus og lader rejsen begynde. Bussen
snor sig op og ned ad smalle bjergveje med overlæsset tag og kabinen fyldt
med folk og fæ, kaglende høns og skrigende børn. Et lydinferno, der ak-
134
kompagneres af hæsblæsende mexicansk folkemusik, der brager ud gen-
nem højtalerne fra et slidt kassettebånd. Alligevel falder mine øjenlåg
tungt i, da klokken nærmer sig midnat, og rejsen fortsætter i drømmeland.
Med ét bliver jeg revet ud af min søvn, da bussen pludselig vælter. En høj,
skurrende lyd flænser luften, og gnisterne fyger fra køleren. ”Vi kører sgu
galt,” når jeg at tænke, inden bussen standser sin rutsjetur, og luften fyldes
af en lugt af sveden jord og brændt gummi. Alt er stille i nogle sekunder.
Jeg tænker på, om bussen er ved at rulle ud over afgrunden, og mindes de
mange kors i vejkanten, der hvor andre busser er røget ud over kanten. Så
breder panikken sig, og folk begynder at råbe. Lykke er trykket helt op mod
ruden, og bag glasset kan jeg ane græs og jord. ”Puha,” tænker jeg, ”så ruller
vi vist ikke videre.” Lykke ser på mig med et fortumlet, forskrækket udtryk.
Foran i bussen bliver et sidevindue banket ud, og folk kravler ud på siden
af bussen og hopper derfra ned på jorden. Kort efter står vi og betragter
det hele udefra: Den smadrede forrude, folk der kravler rundt på siden af
bussen og tagbagagebæreren med al bagagen, der er blevet flået af og står
lodret i grøften 20 meter bag bussen. Sikken en start!
Ildkamp med bjergindianere
Tre dage senere er vi til hestemarked i St. Tomás, en landsby ude i bjergene.
Hestene, vi får tilbudt, er små, blinde, i fol eller med sår på ryggen. Blandt
bjergindianerne i Peru er heste ikke noget, man rider på for sjov. Det er ar-
bejdsdyr, der får tæsk til morgenmad, og som bliver redet, til sårene væsker.
Det går op for os, at det ikke er nemt at finde egnede heste til en lang ridetur
i bjergene. Som dagene går, finder vi også ud af, at det område, vi har udvalgt
os, måske ikke er egnet. Vi støder ind i et par mænd, der fortæller os, at lokal-
befolkningen ikke er særlig venligtsindet, og at vi sandsynligvis vil blive fra-
stjålet alt undtagen vores underbukser inden for få dage. ”Hvad har I med
af våben?” spørger den ene. ”Våben?” udbryder jeg og kigger spørgende på
ham. ”Ikke andet end vores køkkenkniv,” siger Lykke. De kigger på hinan-
den og begynder at grine. ”Kniv, siger I. I har brug for en revolver, hvis I vil
ride igennem Chumbivilcas.” Vi kigger forbavset på hinanden, og jeg fore-
stiller mig Lykke og mig i ildkamp med banditter og bjergindianere! Ikke
lige, hvad vi havde forestillet os, da vi drømte om vores ridetur. Efter flere
ubehagelige episoder ender det med, at vi tager bussen medbringende vo-
res nyindkøbte sadler og seletøj for at søge eventyret i en anden del af Peru.
Juan Pablo Maldivia de la Cruz
Vi finder, hvad vi søger i Cabanaconde, en landsby på kanten af verdens
dybeste kløft. Vi får en annonce i den lokale radio, hvilket får en ung fyr til
at henvende sig til os. ”Udstedes quiren comprar caballos?” – Ønsker I at
135
 købe heste? Vi aftaler at mødes hjemme hos ham for at inspicere dyrene. I
en lille fold står den flotteste hest, vi har set i Peru, et stort, stærkt muldyr
og en mindre hest. Vi har svært ved at tro på vores held efter i tre uger at
have gennemrejst seks landsbyer og været i lokalradioer fire steder i vores
jagt på egnede dyr. Hestesælgeren Juan Pablo og Lykke prutter heftigt om
prisen, men enes til sidst. Vores dyr bliver skoet og seletøjet rigget til, så
det passer. Vi handler et par sække byg ind, for det er tørtid, så der vil være
knapt med græs oppe i bjergene. Området, vi skal ride igennem, er en øde
del af peruviansk Andes. Der ligger et par landsbyer med nogle ridestier
imellem, men ellers er det uden vejnet. Vores oprindelige kort over Chum-
bivilcas er kasseret, og da vi ikke kan skaffe nye kort, må vi tage til takke
med den blyanttegning, som Juan Pablo laver i vores dagbog.
Lagune, lamaer og lyserøde flamingoer
Vi har en del startvanskeligheder med at få bundet bagagen ordentligt fast
på pakhesten. Flere gange ruller paksækkene ned på dyrets mave, og med
et par hidsige spjæt får den smidt hele molevitten af. Forskellige sindrige
påspændingssystemer afprøves, inden vi finder frem til en tilfredsstillende
løsning. Det er således med møje og besvær, at vi når frem til vores første
mål, Laguna Mucurca. Bjergsøen ligger for foden af tre vældige bjergtinder,
som inkaerne anså for hellige. Det er ikke mange år siden, at man på det
ene bjerg, Ampato, fandt en velbevaret, dybfrossen pige, der havde ligget
på bjerget i omkring 500 år. Juanita, som hun kaldes, var klædt i fornemt
vævet tøj af det fineste alpacauld. Hun var blevet dræbt af et enkelt slag i
hovedet. Det menes, at hun var en smuk jomfru, som inkaerne ofrede ved
en ”capa cocha”, en ceremoni for guderne. Inkaerne mente, at Ampato-
bjergguden til gengæld for menneskeofringer tilbageholdt laviner og gav
vand. Søen er da også et syn for guder – omkranset af sneklædte tinder,
græssende lamaer på højsletten og masser af lyserøde flamingoer i det lave
vand. Sceneriet er bjergtagende, og vi er lettere svimle heroppe i den tynde
luft – bjerggudernes nærvær fornemmes. Temperatursvingningerne er eks-
treme her i 4.000 meters højde. Om natten måler vi ned til 10 minusgrader,
men når de første stråler rammer sletten om morgenen, stiger temperatu-
ren hastigt, så den om dagen ender på 20 plusgrader. Hestene får tæpper
over sig om natten, men alligevel ryster de af kulde om morgenen og får
mindre forfrysninger i huden. Synd, at de ikke kan komme med ned i sove-
posen. Opvarmningen af luften gør, at der på sletten rundt om søen dan-
nes hvirvelvinde, der slynger sand og støv op i flere hundrede meters høj-
de. Min næse og ører fyldes med sand, mens jeg gør alt for at holde fast på
min uundværlige lamauldshat, da jeg er så uheldig at blive ramt af sådan
en tornado. Vi bliver ved søen flere dage for at nyde det magiske område.
136
Ophedet møde
På vores videre vej ud over punaen, den tørre højslette, støder vi ind i en
flok vilde heste. Førerhingsten tordner frem for at forsvare sin flok og lø-
ber med en majestætisk og ilter positur i store buer rundt om os. Lykkes
hest, som også er lidt af en stolt karl, vrinsker med højt løftet hoved og
udspilede næsebor. Støvet piskes op med aggressive spark. ”Hvad har de
gang i?” råber jeg nervøst til Lykke, da mit muldyr også bliver urolig ved
situationen. ”Hop af og hold godt fat i vores dyr,” svarer Lykke, idet hun
springer af hesten og løber truende frem mod den fremmede hingst for
at jage den på flugt. Hvis hestesindene koger over, er det ikke godt at vide,
hvad det kan ende med. ”Hvad har vi gang i?” tænker jeg, da Lykke hujende
styrter af sted med flagrende arme. Hingsten trækker væk, og vi kan ride
videre på vores skøre rejse.
Lamahyrder
Livet i bjergene leves, den ene dag afløser den anden, og vi vænner os til
at være rejsende til hest. Dagene går med basale ting som at finde vand og
mad og brænde og ikke mindst vej. Et par gange møder vi en rytter på far-
ten, men ellers er vi alene. Indtil vi en dag aner to skikkelser, der vandrer
rundt i det fjerne. Det viser sig at være to piger, der driver en stor flok lama-
er rundt i landskabet. Disse bjergindianere er efterkommere af inkaerne
og taler ikke spansk, men i stedet det oprindelige inkasprog ”quechua”.
Dette er det helt rigtige tidspunkt til at afprøve de quechua-fraser, som jeg
har indøvet til formålet. Jeg stiger af muldyret og går hen mod dem. De gør
store øjne, da det går op for dem, at jeg er gringo – hvid mand. Deres hyr-
dehund blotter tænderne og knurrer faretruende af mig. Belært af erfaring
samler jeg et par gode sten op for at vise den, at jeg også er farlig, men in-
den jeg når at puste mig op, har pigerne allerede overdænget den med sten.
Hunden løber pibende væk. Forbavselsen i deres ansigt bliver ikke mindre,
da jeg hilser dem med et: ”Allillanchu” – Goddag på quechua. ”Allillanmi,”
svarer de, og jeg fortsætter: ”Orc fotota orco muymancho?” – Må jeg tage
et foto af Dem? Til min store glæde svarer de ja på min forespørgsel. De er
billedskønne, som de står der; de smilende ansigter er mørke og garvede
af livet i bjergene, og deres ponchoer stråler om kap i alskens flotte farver
i det klare lys. Men inden jeg når at tage kameraet frem, begynder de at
klargøre sig ved at tage ponchoerne af, stille sig ret op og ned skulder ved
skulder og lade smilene stivne. Jeg får taget et billede af dem i unaturlig
positur i deres grå trøjer og med stivnede blikke. Ærgerlig nikker jeg tak-
nemmeligt, inden jeg spørger om vej til Toroy, den første landsby på vores
rute. Den ene pige peger usikkert over mod et bjerg, mens den anden peger
i en anden retning. Vi takker, og med en usikker skelen til blyantstregerne
137
138 139
 på kortskitsen fortsætter vi rideturen i en retning, der ligger midt imellem
de to pigers forslag.
På landsbybesøg
Det er ikke til at tage fejl af, da vi ankommer to dage senere. I dagevis har vi
redet ud over punaen, der på denne tid af året er et tørt, gulnet landskab.
Midt i al tørken dukker der pludselig den frodigste dal op, hvor huse af
soltørrede mursten står spredt mellem grønne marker. En stor kanal fører
vandet fra de hvide tinder ned til byen, hvor et sindrigt og meget velud-
bygget kanalsystem sørger for, at man kan åbne og lukke for vandtilførs-
len til hver enkelt mark. Systemet stammer tilbage fra inkaernes tid, men
princippet er stadig det samme. De første folk, vi møder, malker køer og
lyser op i et smil, da de ser os. Vi bliver straks tilbudt en kop kropsvarm ko-
mælk. Mens vi slubrer mælken i os, fortæller de, at det er første gang, der er
gringoer i deres landsby. De viser os vej ned til en familie, hvor vi kan købe
lucerne til heste og muldyr. Teltet får vi lov til at slå op nær ved deres lille
gård. De er meget gæstfrie, og vi bliver flere gange inviteret ind til mad, der
for en stor del består af ost og mælk, majs og te. Vores dyr er også glade for
opholdet, og som en behagelig afveksling fra muleposernes tørre byg og
punaens afsvedne græstotter æder de sig en pukkel til i friskt grøntfoder.
Hestekræfter og æselhjerne
Vores forhold til hestene og muldyret bliver bedre og bedre, som dagene
går. Når vi står ud af teltet, hilser de os godmorgen med en brummen. Det
er arbejdsdyr, vi har købt, der er vant til hårdt arbejde, lidt mad og masser
af tørre tæsk, så de er anspændte og mistroiske, første gang vi prøver at
strigle dem. Men efter nogle uger på farten har de vænnet sig til børsten
og nyder nu i fulde drag at blive striglet og klappet. Ridtet er dog ikke altid
problemfrit. Lykke rider altid forrest efterfulgt af mig og mit muldyr, der
helst vil være lige i halen på Lykkes hest. De er bedste venner. Desværre er
pakhesten lidt udenfor og har kortere ben. Det resulterer i, at jeg gentagne
gange er ved at blive hevet af, når muldyr og hest drøner derudad, mens
den lille pakhest ikke kan følge trop. Ligegyldigt hvor meget jeg hiver og
flår i tøjlen, vil det dumme muldyr ikke stoppe, medmindre Lykkes hest
stopper. Som turen skrider frem, får jeg mistanke om, at muldyret har ar-
vet sine kræfter fra hesten og sin hjerne fra æslet.
Banditter
”Mikkel! Hvor er dyrene? Jeg kan kun se pakhesten.” Lykke sidder bøjet over
mig og rusker i soveposen, indtil jeg vågner. ”Hestene er stukket af. Skynd
dig op og hjælp med at finde dem.” Efter en måned i højlandet er vi ved fo-
140
den af bjergene, hvor ørkenen tager over og fortsætter det sidste stykke ud
til Stillehavskysten. Vi har slået lejr i en dal, hvor gårdene ligger spredt mel-
lem markerne. Hestene er som sædvanligt blevet bundet til en lang, solid
pløk, der er banket godt ned i jorden. Alligevel er de pist væk næste morgen.
Vi finder pløkhullerne i jorden, og det er tydeligt, at de ikke har revet sig løs
ved egen hjælp. ”Der er sgu nogen, som har stjålet vores hest og muldyr. Så-
dan nogen hestebanditter,” raser Lykke.
Vi snakker med de lokale folk, og rygtet breder sig ned gennem dalen.
Hele dagen går med at lede, men væk er de. Vi er grædefærdige over ikke at
have fået sagt farvel til dem, og over at det skulle ende så brat. Men det har
været en fantastisk følelse at være nået så langt, i betragtning af at vi har be-
væget os rundt i bjergene på må og få efter en simpel blyanttegning – uden
sikkerhed for, om der var vand til hestene og os selv i de tørre bjergegne.
Hen under aften, mens vi sidder og hænger med hovedet over en kop te
hos nogle lokale, kommer en mand trækkende med Lykkes hest, som han
har fundet strejfende rundt i en ørkendal et stykke væk. Der bliver postyr i
huset, og en af de lokale forklarer: ”Hesterøveren har i ly af natten listet af
med dyrene og redet dem så langt væk, han kunne nå, mens det endnu var
mørkt. Ved solopgang er han blevet nødt til at efterlade dem tøjret for ikke
at blive set. Planen er sandsynligvis at ride dem videre væk i nat for at sælge
dem i en anden by. Lykkes hest har nok revet sig løs og er søgt tilbage mod
jer.” ”Men muldyret,” fortsætter han i et rivende tempo, ”det står sikkert
tøjret ude i ørkenen endnu, og det bliver snart mørkt.” Vi er seks stærke
mænd, der straks tager af sted for at lede efter muldyret. Inden fuldmånen
står op, har vi fundet ham. Genforeningsglæden vil ingen ende tage. Men
han har stået i tøjret i den stegende hede hele dagen uden vand, så han har
brug for vand. Meget vand. Vi finder en mindre å, han kan slukke tørsten
i, og han suger så dybt og inderligt, at vandløbet tørlægges nedstrøms. En
dramatisk dag tager sin afslutning, da vi tøjrer dyrene lige uden for teltåb-
ningen og går til ro. Sådanne oplevelser må man tage med, når rejsen går
gennem områder, hvor lovens lange arm ikke når ud.
Vejs ende
Rideturen når vejs ende, da de mest perifere veje begynder igen. Bjergene
ligger bag os, og foran os strækker ørkenen sig ud mod Stillehavskysten.
Det er med tungt hjerte og blanke øjne, at vi overværer vores gode rejse-
kompagnoner forsvinde i en støvsky på ladet af et par studehandleres bil.
Vi finder en bus videre ud af området. Bumlende ad hullede grusveje ud
mod Panamerican Highway tager vi dagbogen frem, bladrer rundt og lader
tankerne vandre tilbage. Vi ender ved begyndelsen. Ved Juan Pablos rysten-
de blyantstreg på dagbogens første sider. Det lykkedes sgu.

Henrik
Juul-Nielsen
Født 1970
Uddannet vildtforvalter og herregårdsjæger i Danmark og har en M.Sc. fra
University of Edinburgh i Naturressourceforvaltning. Har siden 1988 rejst
og arbejdet med hovedsagligt vildtforvaltning og biodiversitetsbevarelse i
det sydlige Afrika, Sydøstasien, Østeuropa, Syd-, Mellem- og Nordamerika.
Henrik Juul-Nielsen bor i Zambia, hvor han siden 2002 har assisteret Zam-
bia Wildlife Authority som rådgiver i naturressourceforvaltning og som
Honorary Wildlife Police Officer.
142
Ondias
spøgelse
En eller anden lyd havde vækket mig. Jeg var ikke helt klar
over, hvad det var, for jeg var lidt omtåget af den kachasu,
den lokale bryg af majs og sukker, vi havde drukket til de
lidt seje landsbykyllinger, vi havde fået til aftensmad. Jeg
havde i mørket fået lagt mig imellem de mange kyllin-
geben, som mine kolleger fra Zambia Wildlife Authority
havde smidt fra sig omkring vores lejr.
Vi havde slået lejr i udkanten af en rangerstation, der lå i umiddelbar
nærhed af den meget lille landsby Kananji lidt uden for den sydlige del
af South­ Luangwa National Park, hvor vi kunne hente vand ved en hånd-
pumpe, som var lavet med bistandsmidler fra EU. Det stod der i hvert fald
på en fin planche, der var sat fast i betonen rundt om pumpen.
Vores simple lejr bestod af et bålsted og et stort stykke sort plastic, der
var spændt ud på jorden. Det udgjorde sovepladsen, som alle delte. Undta-
gen med mig. Men det var mest min egen skyld, da jeg ikke har det specielt
godt med at dele ”seng” med ca. 15 mænd. Jeg ville heller ikke have delt
plasticen med mine kollegaer, selv om plasticstykket havde været så stort,
at man ikke behøvede at ligge i ske. 
Lyden kom igen. Hvad var det? Længere inde i skoven kunne jeg høre
en leopard kalde med sin karakteristiske lyd, som minder om lyden af en
stortakket sav i et stykke tørt brænde. 
Jeg lå i min sovepose, der var alt for varm, i pæn afstand fra det store
stykke plastic. Præcist midt mellem mig og de 15 i-ske-sovende wildlife po-
lice officers sad Ondia på en campingstol og sov med en AK 47 over skødet.
Ved siden af ham på jorden lå en tom madoliedunk, og i hånden havde han
endnu en, som stadig var halvt fuld af kachasu. Han havde vagt og dermed
opgaven, som bestod i at jage elefanter og løver m.m. væk, hvis sådan nogle
skulle komme for tæt på dem, som lå og sov. Stjernerne og månen lyste. En
natteravn fløj frem og tilbage over lejren, mens den skreg sit natteskrig,
men ellers var der stille. Bortset fra den lyd, jeg ikke kunne identificere. 
143

Henrik Juul-Nielsen bor alene lidt uden for hovedstaden Lusaka, hvor han
gennem de sidste år har kæmpet en ulige kamp om forældremyndigheden
over sin søn Michael i et korrupt system. Modparten har flere gange fået
politiet til ubegrundet at lukke ham bag tremmer i meget små celler på
1½x3 meter, med op til 20 formodede kriminelle, uden vand, føde eller toi-
letforhold, hvorfor gulvet i cellerne ofte er dækket af urin.
Hyæne på besøg
Men så kom den. Det var en plettet hyæne, der gryntede som en gris, og
som gnaskede løs på resterne af noget kylling, der lå spredt rundt om mig
i det tørre græs. Nu kom den så helt tæt på og stod bare et par meter væk
og gloede direkte på mig. ”Øv, øv,” ”hu, hu,” skældte jeg ud på den, indtil
den luntede væk. Ondia vågnede op fra sin slørede tilstand og sagde til mig
med en beroligende stemme. ”Bare rolig. Jeg passer på jer alle sammen.” Så
rettede han lidt på sin AK 47, der var ved at glide ned fra skødet, inden han
faldt i søvn igen.  komme hjem med de data, vi skulle indsamle, uden for mange fejl, og så gå
Vi havde været af sted i knap to uger nu, og selv om kvinderne fra Ka-
144
nanji kom med rigeligt varmt vand, som de bar på hovedet i spande og alu-
miniumsgryder, havde jeg alligevel lyst til et rigtigt bad. Jeg ville egentlig
også gerne barberes, for mit skæg var nu vokset til det stadie, hvor det be-
gynder at klø ad h… til. Vores arbejde med at tælle dyr og samle de kryb-
skyttesnarer, vi eventuelt måtte støde på, var ved at være ovre. Hvis vi gav
den en skalle, kunne vi blive færdige med det sidste næste morgen. 
Jeg vågnede igen klokken lidt over to af lydene fra de to fyre fra lands-
byen, som var blevet hyret til at holde lejren ren og lave mad. De havde
travlt med at stille brød og syltetøj frem på reservehjul, benzindunke og
alt, hvad der ellers kunne gøre det ud for borde, og lave kaffe. 
Månen gav ikke meget lys fra sig længere. Langsomt blev flere og flere
lommelygter tændt, efterhånden som folk vågnede og begyndte at rode i
deres rygsæk efter tøj, der var blevet gemt væk for natten og hængt op i bu-
ske og træer, for at undgå at skorpioner og andet kryb gemte sig i skjorter
og støvler.
Ondia gik rundt og ledte efter sin ene støvle. Hyænen havde snuppet
den, mens han havde siddet og holdt vagt. Han var en høj, flot og meget
sort mand med røde læber og millimeterkort hår, og han var for øvrigt en
meget dygtig jæger. Derfor tog det ham heller ikke længe med en lomme-
lygte at finde hyænens spor og spore sig frem gennem mørket i det tørre
græs et par hundrede meter og omsider finde sin støvle ved en lille udtør-
ret bæk.
Med en stor sandwich af halvmuggent brød og et tykt lag ”jordbærsyl-
tetøj”, der med garanti aldrig havde set et jordbær, stod jeg ved siden af
vores pickup og delte dataskemaer ud til holdformændene, som vi havde
udtaget dagen før, mens de klatrede op bag på bilen og fandt plads mellem
hinanden, reservehjul, rygsække og deres skydevåben.
Færdig – og kurs hjemad
Ondia og jeg sad foran ved siden af chaufføren, som kørte godt til ad den
smalle, ujævne jordvej og drejede hjemmevant ud og ind mellem faldne
træer og store huller til den første transekt [optællingslinje], hvor et hold
skulle sættes af og vente til solopgang. Det var stadig mørkt, da vi kom til
den sidste transekt, som Ondia og jeg skulle tage alene, fordi vi havde lavet
hvert tællehold mindre for at dække så mange transekter som muligt, så vi
kunne blive færdige.
Moralen havde været lav de sidste par dage, så det gav ikke rigtig me-
ning at fortsætte med hold på fire-fem mand, som sandsynligvis ikke hav-
de energi til at gøre arbejdet godt nok. Nu gjaldt det om at blive færdige og
i gang med analyserne. 
145
 Chaufføren havde vi sendt af sted og bedt ham køre et par kilometer frem
og vente dér, hvor jeg regnede med, at vi ville komme ud på vejen igen. Nat-
tens lyde var ved at ebbe ud, og styrken i fuglesangen fortalte, at morgen-
lyset snart ville gøre det muligt for os at komme i gang. Jeg tog kompasset
frem og lagde en kurs stik nord, mens Ondia ladede sit gevær og hængte
det over skulderen.  Tilbage i lejren var frokosten klar. Den bestod ligesom aftensmaden af
Vi startede i en Mopaneskov, som minder om en stor monokultur. Det
gjorde det muligt for os at gå hurtigt frem og have et godt udsyn til alle si-
der. Solen steg nu op og skinnede ned gennem træerne. Fuglene begyndte
at synge for fuld kraft, og cikaderne stemte i, så det indimellem kunne være
svært at høre, hvad Ondia gik og fortalte om sig selv og sin familie. Det blev
hurtigt meget varmt, og jeg begyndte at svede mere, end jeg havde gjort de
foregående dage. Måske var det kachasuen, der var blevet brygget i en ler-
krukke og destilleret gennem et gammelt bildæk, der gjorde denne mor-
gens vandretur særlig ubehagelig til at begynde med.
En flok impalaer gik og græssede lidt længere fremme. Vi gjorde holdt,
og jeg skrev 45 ned på mit dataskema. Ondia talte dem, mens jeg tog en kom-
paskurs til dem og vurderede afstanden og noterede det. Derefter talte jeg
64 streger, som hver repræsenterede 100 skridt og lagde 45 til. 6.445 skridt,
12 impalaer, 60 meter og en kompaskurs. Vi havde gået lidt over halvvejen
af første kurs. Stik nord, 10.000 skridt. Derefter ventede 4.500 skridt stik
vest og så direkte syd tilbage til jordvejen, hvor chaufføren ville vente på os.  Mens vi sad i baren og drak kolde øl, havde min ven fået kik på en pige,
Vi kom ud til et stort åbent område et par hundrede meter længere
fremme. Alt var brændt af, sandsynligvis af krybskytter, og hist og her stod
en lille røg op fra barken på træstammer, der lå og glødede. Der var ingen
dyr at se her. Men længere fremme ved en næsten udtørret bæk fandt vi
både kudu, hartebeest, eland og en enkelt Thornicrofts-giraf. En endemisk
giraf for Luangwa-dalen, som normalt slet ikke burde have været at finde så
langt mod syd.  sig derovre?” skreg han gennem mørket for at overdøve støjen fra højtale-
Et liv i bushen
Ondia fortalte meget om sig selv, mens han lærte mig at skelne mellem fod-
spor og andre spor fra forskellige dyr. Han viste mig eksempler på, hvordan
man kunne skelne ekskrementer fra han- og hunantiloper fra hinanden
ved at se efter plaskemærker fra urin – f.eks. ville der være plaskemærker
et stykke foran ekskrementerne fra en han og nærmest oveni fra en hun.
Det var jo helt logisk, men noget jeg ikke havde tænkt på før. Ligeledes var
det helt naturligt, at måden at skelne forskellen på ekskrementer fra gi-
raf og vandbuk, som har samme form og størrelse, byggede på, at giraffens
var smidt ud et par meter højere oppefra end vandbukkens og derfor ville
være spredt noget mere ud på jorden.
146
Jeg holdt meget af Ondia. Han var spændende at arbejde sammen med og
utroligt vidende om den afrikanske bush, og selv om han ikke havde meget
skolegang, så var han en af dem, som vi vildtbiologer ikke kan undvære i
arbejdet med at samle data til brug for forvaltningen af nationalparker og
vildtforvaltningsområder som det, vi nu gik i for at tælle dyr. 
nsima, som er en slags majsgrød, tørret fisk og stuvede rapsblade med to-
mat og løg. Bortset fra kyllingerne, som jeg havde købt i landsbyen i anled-
ningen af Zambias uafhængighedsdag dagen før, havde vi ikke spist andet
de sidste par uger. 
Turen hjem til Mfuwe direkte gennem vildtforvaltningsområdet ville
vare otte-ni timer, hvorfor vi besluttede at køre den lidt længere rute over
Petauke og tilbringe natten der. I Petauke indlogerede vi os på Willy’s
­Motel, som var billigt nok til vores sparsomme budget. Her var der enkelt-
værelser med beskidte senge og toilet og bad på gangen samt en rigtig us-
sel bar fyldt med glædespiger, hvoraf nogle var nærmest tandløse, og de
fleste af dem så både usunde og syge ud. Et paradis for mine afrikanske
kollegaer, som havde været to uger væk fra deres koner – og nu i hvert fald
havde glemt alt om aids-faren. 
En stor kvinde
som sad et stykke væk og delte smil ud. Lyden af afrikansk musik kom ham-
rende ud fra et par kæmpe højtalere på  hver side af baren, og jeg opgav
at føre en samtale og endnu mere at give kloge råd om beskyttelse, men
besluttede i stedet at hive et kondom op af lommen og række det til Ondia.
”Giv mig tre. Jeg skal bruge tre,” råbte han hen over bordet, ”… og et par
stykker til min ven Tomas.” ”Har du set den Kilimanjaro, han har fundet
ren ved baren. Det havde jeg. Men jeg kunne ikke se Tomas, som jeg vidste
sad ved siden af kvinden, som Ondia hentydede til. Hun var kæmpestor og
mindede mest af alt om en flodhest blandt udhungrede impalaer. 
Inden jeg gik til ro, bredte jeg motellets håndklæde, det eneste rene i
rummet, ud over det beskidte sengetøj og sparkede noget sammenkrøllet
toiletpapir på gulvet ind under sengen. Jeg var dødtræt og glædede mig til
at sove i en rigtig seng igen. Præcist som natten før vågnede jeg lidt over to.
Denne gang fordi det kløede over hele kroppen. Jeg tændte for den nøgne
pære i loftet og så på mit leje, der var sort af sengelus. Fy for fanden, tænkte
jeg og gik ud i gården for at lægge mig til at sove resten af natten på ladet
af min pickup. Støjen fra baren var uudholdelig, og der var en livlig trafik
til og fra de små værelser. Der var lys i værelset, som Ondia havde, og netop
147
 som musikken blev slukket i baren, så jeg et par silhuetter af en kæmpe
kvinde og en lille mand gå forbi.
Sent næste eftermiddag satte jeg Ondia af ved hans lille blikhus. Her
blev jeg præsenteret for hans familie og hans hund Spook. ”Den er min
bedste ven efter dig,” sagde han og klappede den, inden han gik ind. Spook
var den bedst udseende landsbyhund, jeg havde set. En lille tæt og brun
hund med en stor hvid plet på den ene skulder.
Dræbt af elefant
Nogle dage senere blev en kvinde dræbt af en elefant, da hun havde væ-
ret ude en tidlig morgen for at samle græs til taget på sit hus. Der havde
været stor tumult omkring nationalparkens kontor samme morgen med
hundredvis af landsbyfolk, som forlangte, at elefanten skulle skydes. De
var kommet med macheter og køller og havde vredt stillet sig op og truet
nationalparkens personale. Samme eftermiddag var jeg ude at køre en tur
med min bedste veninde og nabo Chisenga og hendes veninde Susan. De
ville gerne med ud at se vilde dyr og drikke en sundowner langs Luangwa-
floden på et sted, vi ofte kom, og hvor et stort antal elefanter hver dag på
denne årstid omkring solnedgang krydser floden fra nationalparken for
at vandre ud i markerne på den anden side og plyndre dem for majs og
græskar.
På vejen op langs floden mødte vi Ondia, som småløbende var på vej
i samme retning. Han havde fået ordre om at skyde elefanten, som havde
dræbt kvinden om morgenen nær det sted, vi havde bestemt os for at køre
til. ”Kom med os, så kan jeg hjælpe med at finde den ’rigtige’ elefant”, sag-
de jeg. Både Ondia og jeg vidste, hvilken elefant der sandsynligvis var tale
om. Det var nemlig Wonky Tusk, anfører for en flok på ni dyr bestående af
hende selv, hendes døtre og deres kalve.
Jeg parkerede bilen et stykke oppe ad floden og efterlod den med Chi­
senga og Susan, mens Ondia og jeg gik tilbage til det sted, vi havde udset
os for at sidde på lur bag et stort træ, som stod midt i den store veksel, ele-
fanterne bruger, når de kommer over floden. Herfra havde vi godt udsyn til
den anden side. Luften var fuld af biædere, som fløj omkring over de høje
banker langs floden og fangede insekter. Ude over floden kom et par afri-
kanske saksnæb flyvende lige over vandet, mens de med deres lange under-
næb skummede vandoverfladen for føde. Lidt efter begyndte elefanterne
at komme ned til floden på den anden side. Der kom flere og flere, som
spredte sig langs vandkanten og begyndte at drikke og bade. Nogle havde
helt små kalve med, som løb legende rundt, mens det så ud, som om de var
ved at snuble over deres små snabler.  skovbunden, og jorden nærmest rystede af den voldsomme trampen fra
Der havde efterhånden samlet sig omkring 60 elefanter. Heriblandt
148
Wonky Tusk og hendes flok. Både Ondia og jeg var enige om, at vi måtte
finde en elefant, som ikke syntes at have nogen særlig social status blandt
de mange dyr og give den skylden for drabet på kvinden. De mange elefan-
ter begyndte nu at samle sig og vade ud i vandet. Alle de små kalve omkring
benene på deres mødre, som nu trådte ud i vandet og satte kurs direkte
mod Ondia og mig. En gammel han kom gående langsomt ned ad brinken
på den anden side. Han var udmagret og haltede en smule på det ene bag-
ben, og han havde en knækket stødtand. ”Vi tager ham.”
Jeg listede tilbage til bilen og pigerne. Derfra kunne vi se det hele, men
ikke Ondia, som sad bag det store træ midt i vekslen. Det var en farlig po-
sition, fordi han her blev nødt til at vente på, at flere elefanter skulle gå
forbi ham, inden han kunne afgive skud til den gamle tyr, hvilket han ikke
kunne gøre, før den var kommet på land igen. Elefanterne gik langsomt,
og tiden syntes lang. Nogle af dem var begyndt at komme på land og æde
grene i træerne omkring os. Ude i vandet gik de store dyr i vand til maven,
og bag dem stak små bitte snabler fra de mindste kalve op som teleskoper
på en ubåd.
Elefant i galop
Der var elefanter alle steder rundt om os nu. Nogle stod tæt på min bil, og
andre kunne vi høre brække grene af inde i skoven. Den gamle tyr var på
vej op ad skrænten og styrede lige hen mod Ondia. Nu var det et spørgs-
mål om sekunder, før han ville afgive skud. Der lød en rungen fra den store
kaliber, da han skød, som ekkoede gennem skoven. Små aber skreg, og ba-
vianer brølede, mens elefanter trompeterede voldsom. Støvet rejste sig fra
elefanter, der styrtede tæt forbi bilen og fra alle andre sider mod flodbrin-
149
 ken og her hurtigt samlede sig i en kompakt klump med de mindste kalve os. Men bortset fra det så vi ikke noget ud over den røde jord, som udgjorde
i midten, inden de i et tempo, de mindste kunne følge med til, løb tilbage den ujævne vej, der snoede sig gennem miomboskov og op over bakker og
over floden og ind i skoven.  ned gennem dale. Kun røgen, som havde lagt sig som mosekonebryg i en
Det løb koldt ned ad ryggen på mig. Susan skreg, og Chisenga havde tynd linje gennem luften over vejen fra små bål, indikerede, at vi passerede
kastet sig ned på ladet af min pickup. Jeg stod endnu op og så den gamle tyr en landsby af og til. Han sad helt stille ved siden af og stirrede ud gennem
løbe forbi i det høje græs med Ondia lige i hælene, der holdt sin riffel over forruden. Ved hver eneste lige strækning på vejen kikkede jeg på ham. Det
hovedet med begge hænder. Så stoppede elefanten op og stod svajende i var, som om han havde tabt sig, og hans skægstubbe var ulige fordelt i an-
græsset mellem et par spredte træer, og jeg så Ondia løbe om på siden af sigtet med de røde øjne. Han så ikke rask ud, og han havde ofte været syg på
den. Netop som det gik op for mig, at elefanten stod præcis midt i en linje det seneste. 
mellem mig og Ondia, kastede jeg mig ned ved siden af Chisenga, og der Lidt før midnat kom vi til et skarpt sving på vejen. Et sving, som jeg altid
lød endnu et rungende skud. Så blev der stille, og Chisenga og jeg løb sam- frygtede, fordi det var et farligt sted, hvor jeg på mine ture ofte havde set
men gennem græsset mod det sted, jeg sidst havde set det store dyr. Den lå biler, der var havnet i grøften. ”Min bror blev dræbt her,” fortalte Ondia,
nu på siden med snablen rullet sammen, mens den pustede sin sidste ånde da vi kørte forbi. Broderen havde kørt minibus mellem Chipata og Mfuwe.
ud, så en lille smule støv blæste hen over Ondias støvler. Der var ingen, som Jeg skiftede gear og trådte på speederen på den følgende lige strækning og
sagde noget.  kørte rask til de sidste 30 km.
I mørket på vejen hjem så vi hundredvis af landsbybeboere med økser, Nogle hunde gøede i gaderne omkring os, da vi ankom til moderens
knive og macheter, og hvad de havde af sække, spande og plasticposer, løbe hus. Jeg tog Ondia i hånden og fulgte ham op til huset og bankede på. Så
mod det sted, hvorfra de havde hørt skud. Susan græd omme på bagsædet, bankede vi igen og en gang til, inden døren blev åbnet. Han stivnede, som
Chisenga sad helt stille, og jeg havde en stor klump i halsen.  havde han set et spøgelse, hvorpå han sank sammen på sine knæ og be-
gyndte at græde. ”Jeg troede, du var død,” sagde han til kvinden, som havde
Der bliver i Zambia – uden for nationalparkerne – dræbt over 20 personer åbnet døren. Beskeden om hans tantes død havde forvandlet sig til hans
om året af vilde dyr, bl.a. krokodiller, elefanter, flodheste og løver. I nogle mors død, fra mund til mund fra Chipata til Mfuwe. 
tilfælde dræber vildforvaltningsmyndighederne dyret, eller der skydes et Ondia tabte sig mere og mere, og han viste sig mindre og mindre på ar-
for at kompensere de pårørende og derved undgå, at landsbybeboere tyr bejde. Jeg besøgte ham så tit, jeg kunne, og sad ofte ved siden af ham uden
til selvtægt. Ondia var en af de professionelle jægere, hvis opgave det var for hans lille blikhus, hvor han sad på sin trebenede stol, lavet af bambus
at jage disse dyr, og jeg var derfor med ham på jagt flere gange i de få år, jeg og et stykke gedeskind, med Spook på skødet. Nogle gange spiste vi nsima
kendte ham, og vi fangede af og til krybskytter og konfiskerede elfenben. sammen, som hans kone lavede til os, når jeg kom forbi. Hans lille søn løb
Pludselig en sen eftermiddag stod Ondia uden for min dør og bankede omkring og spillede bold, mens de større døtre vaskede tøj eller bar vand
på. Han bankede på døren, som om den var lavet af glas eller noget end- hjem til huset fra en brønd et stykke derfra.
nu mere sårbart, fordi han ville bede om min hjælp. Han ville til Chipata, Min kontrakt blev forlænget med et år, og jeg fik en betalt hjemrejse
provinshovedstaden, som engang hed Fort Jameson, dengang Zambia var til Danmark i november på den tid, hvor regntiden begyndte, og træerne
Northern Rhodesia. Hans mor var død.  sprang ud, og alting blev grønt. Da jeg kom tilbage et par måneder senere,
Beskeden var kommet hele vejen fra Chipata via mund til mund,  fra var Ondia død. Hans såkaldte ”malaria” havde ædt ham op indefra og for-
person til person. Fra minibus til minibus, som var den daglige kommu- vandlet ham fra en høj, flot mand til et skelet med hud og hår.
nikationskilde i 2004, inden mobiltelefonnetværket kom til Mfuwe. Jeg Hans familie, kone og børn, var flyttet fra blikhuset, som jeg fandt tomt,
havde planlagt min månedlige indkøbstur til Chipata til næste dag, så det da jeg en sen eftermiddag kom forbi. 
var ikke noget problem hurtigt at pakke en taske til overnatning og køre Noget tid efter kørte jeg op langs floden til det sted, hvor elefanterne
hen til Ondias hus for at hente hans kone og børn, der alle havde pakket og krydser, og drak en øl og gik en tur i skoven omkring det sted, hvor vi hav-
var klar til den ca. fem timer lange tur ad knap 140 km dårlige veje.  de jagtet en elefant. På vejen hjem gennem landsbyen så jeg en lille mager
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til Ondia, mens vi kørte ad den tom- hund med en stor hvid plet på skulderen æde af en bunke skrald. Det var
me vej. Ugler sad i træerne, og af og til lettede en natteravn fra vejen foran Ondias Spook.

150

Troels
Kløvedal
Født 1943
Filmfotograf og elev af Jørgen Roos og Ole Roos. Troels Kløvedal har rejst
med sejlskib på de syv have siden ungdommen, hvor han med en gruppe
venner i 1967 købte ”Nordkaperen”. Han foretog sin første jordomsejling
1972-78. Anden jordomsejling fra 1980, herunder længere ophold i den
polynesiske trekant. Har dykket på koralrev i de syv have. Troels Kløvedal
har skrevet adskillige bøger fra rejserne.
152
Af alle
tidspunkter på
dagen er
morgenen
mor
Af alle tidspunkter på dagen er morgenen … alle morge-
ner på Jorden … den dejligste, fyldt med fortryllelse. En
ny dag i livet er på vej.
Det har blæst meget på det sidste, men denne morgen er havnen stille,
hvilket er sjældent, da den kun er beskyttet af et enkelt koralrev direkte ud
til oceanet, kaldet Timorhavet.
Vi er på kanten af Stillehavet og Det Indiske Ocean. Vi sidder ude på
”Nordkaperen” og venter på, at Østtimors præsident og modtager af No-
bels fredspris Ramos-Horta skal komme om bord.
Hele besætningen var aftenen før inviteret til natmad i hans private
hjem, efter at han havde taget os med til åbningen af årets karneval her i
hovedstaden Dili.
Her oplevede vi, hvordan den store farvelade af forskellige stammer,
som landet består af, opviste deres traditionelle danse og udklædninger,
der alle har rod i deres landsbyer. Mange af dem havde spillemænd, som
både beherskede violin og harmonika, hvorpå de spillede deres glødende
kærlighedssange, der hensætter én til de europæiske karnevaler på den an-
den side af Jorden, hvilket ikke er så underligt, da Østtimor har været en
portugisisk og katolsk koloni længere end noget andet land i verden.
Allerede i 1520 landede portugiserne med et lille skib, en karavel, midt
på øen i Oekussi og lavede en mosaik på landingsstedet og skrev: ”Dette
land er også Portugal”. Det var et par år før Magellans jordomsejling, hvor
verden blev rund på en ny måde, ligesom verden blev det, dengang vi før-
ste gang så Jorden fotograferet fra månen. Så vi er tidligt ude …
Ude i horisonten kan vi se vulkanerne på den østtimorske ø Atauro og
længere ude i vest den indonesiske Alor, hvor vi kommer fra.
De sidste par måneder har været enestående oplevelser af skønhed, i
en verden som kun er kendt af ganske få. I flere måneder har vi ikke mødt
andre skibe end lokale fiskerbåde tæt på land.
Vi har også sejlet blandt nogle af de dejligste mennesker, som jeg nogen
153

Ramos-Horta på besøg i “Nordkaperen”.
sinde har mødt … og det siger faktisk ikke så lidt. Den gode stemning alle
vegne skyldes også, at man kan mærke stor økonomisk fremgang i Indone-
sien, samtidig med at det store muslimske land omsider er blevet demo-
kratisk og respekteret af verdenssamfundet. Man er stolt af, at Obama har
besøgt landet og selv er vokset op dér i nogle år.
Og man kan virkelig mærke, at det går fremad, at man har fundet man-
ge penge i den gamle diktator Suhartos banker, og at de nu strømmer ud i
landet. Jeg har besejlet Indonesien igennem 35 år med mellemrum, og nu
sker der noget … Dyr infrastruktur ses alle vegne: nye moleanlæg, mere
vejarbejde, flere lufthavne, bedre skoler, renere skoleuniformer, og selv de
mindste landsbyer har mobildækning, for alle har en mobiltelefon. Og er
der fem huse på nogle pæle i floden, så er et af dem en internetcafé, som det
næsten ikke koster noget at bruge. Der er flere penge blandt folk, hvilket
ses ved, at boligstandarden er hævet betydeligt … og den indonesiske ru-
piah er blevet mere værd.
Vi har sejlet på øerne i øgruppen Nusa Tangera, som ligger øst for tu-
ristøerne Bali og Lombok, og som kun få kender. Et par hundrede turister
154
om året kan det blive til. Selv øen Flores (det smukke navn gav portugi-
serne den, fordi de syntes, den var så fyldt med blomster), der er lang som
Vestkysten fra Skagen til Elben, har kun ganske få turister.
På en af de mindst kendte øer, Kuwala, fandt vi en landsby, hvorfra man
i små både stadig på gammeldags Moby Dick-maner harpunerer 15-20 ka-
skelothvaler om året med bambusspyd. De dage, vi opankrede der, var det
dog grindehvaler, der lå i sandet. Man koger spækket direkte på stranden.
Vores største problem har været at finde ankerpladser mellem de høje
regnskovsbeklædte vulkaner, der går direkte ned i havet, fordi man kun et
par kabellængder fra land har flere kilometer dybt vand under kølen, så
ankeret stort set skal op mellem landsbyernes kokospalmer for at få bund.
Forretninger er her ikke nogen af, så når vi skal have andet end fisk, går vi
i land og køber nogle levende kyllinger i landsbyerne, som jeg så slagter
om bord.
Så kommer Østtimors politichef i en stor moderne gummibåd stille sej-
lende og lægger til på kaperens bagbordsside med øens legendariske og
karismatiske præsident Ramos-Horta om bord. Ramos-Horta modtog i
1997 Nobels fredspris sammen med øens biskop Carlos Filipe Ximenes
Belo for deres langmodige internationale arbejde, specielt i FN-regi, for at
gøre verdenssamfundet opmærksom på det folkemord, som den indonesi-
ske diktator Suharto udsatte øen for, da han okkuperede Østtimor efter et
valg, som blev vundet af frihedsbevægelsen Fretilin i 1975. 200.000 ud af
en befolkning på godt 700.000 blev slået ihjel, og i hovedstaden Dili blev
80 procent af den mandlige befolkning dræbt. Nu bor her godt en million i
landet, som er lidt større end Jylland.
Den ældre præsident har ikke problemer med at træde op over lønnin-
gen trods hans lidt haltende gang efter et skudattentat for kun tre år siden,
som han kun lige overlevede, og som har fyldt ham med skudhuller både i
maven og på ryggen.
Nu er jeg jo selv ved at blive ældre, og da man alle dage har siddet elen-
digt om bord på ”Nordkaperen”, har jeg anskaffet mig en ordentlig klap-
stol på dækket, som jeg sidder og læser i, og i denne skibets bedste stol får
jeg så min gæst placeret.
Men Ramos-Horta er en nysgerrig mand, som gerne vil se ”Nordkape-
ren” indvendigt, så jeg viser ham lidt rundt og ind i min forkahyt, hvor vi
snakker om nogle af mine bøger, og vi diskuterer Kina, som han selv har
besøgt flere gange, og som er en stor bygherre på øen. Han spørger om,
hvor vores toilet er, og jeg siger, at det bare er en dertil indrettet spand li-
gesom den, fiskerne brugte i gamle dage derhjemme i Kattegat og på Nord-
søen. På Nordkaperen har vi en spand i forrummet mellem dykkergrejet,
155
 og det chokerer ham ikke det fjerneste … Det er rent og hygiejnisk ligesom
ude i landsbyerne, siger han bare.
Vi har brygget den Timor-kaffe, som han har foræret os aftenen i forve-
jen i sit hjem, og så begynder han at fortælle os om sit land. Et land, som
folk, der kender Østtimor godt, siger, slet ikke havde eksisteret uden ham.
Vil man have noget at vide om nutiden og fremtiden, skal man kende for-
tiden. Uden historiebevidsthed flagrer man jo bare rundt i rummet uden
at have hverken horisont, himmel eller dybde i forhold til, hvordan vores
personlige tilværelse er skruet sammen – for slet ikke at tale om den, vi
har sammen, når vi gør noget så kompliceret som at skabe velfungerende
samfund. Noget, som faktisk er ret svært …
Den gamle nobelprismodtager elsker at fortælle om sin nations fødsel
og skåner os ikke for fortællinger om de værste massakrer, især den på San-
ta Cruz-kirkegården, hvor det indonesiske militær helt uprovokeret slagte-
de 528 mennesker på en time, hvilket imidlertid blev filmet af en australsk
fotograf, som holdt sig skjult, og som smuglede de farlige film ud af landet.
Først da satte FN for alvor ind.
Ved Suharto-regimets fald i 1998 og det sydøstasiatiske økonomiske
kollaps indvilgede Indonesien i en folkeafstemning efter at have besat Øst-
timor i 24 år, og resultatet var, at 78,5 procent stemte for selvstændighed,
hvilket førte til så store uroligheder, at FN tog over og reelt styrede landet
til dets endelige selvstændighed 20. maj 2002.
Så vi sidder og snakker om en spritny nation …
Og på spørgsmålet om, hvad han ønsker sig for sit nye land, siger den
fredselskende mand, at han gør alt, hvad han kan, for forsoning med Indo-
nesien, og lærer skolebørnene, at det ikke var indoneserne, som er dejlige
mennesker, der dræbte deres fædre og bedsteforældre, men et diktatur …
De to nationer lever nu i fin forståelse med hinanden, og på grænsen tværs
ned gennem øen kan landsbyboerne nu frit krydse grænsen uden pas. Det
indonesiske sprog har vundet stor plads under den lange besættelse, selv
om det stadig er portugisisk og tetum, som er de officielle sprog. Men her
er mange sprog ligesom i Indonesien. Under karnevallet så vi optog med
indonesere fra landsbyer tæt på grænsen. Der er ikke problemer mellem
kristne og muslimer, selvom over 90 procent er kristne – heraf er næsten
alle katolikker, men der er også to protestantiske retninger.
Ramos-Horta ønsker sig, at alle får tre måltider mad om dagen, at alle
føler sig trygge i deres familier og i samfundet, at alle kan få adgang til sy-
gehuse og en enkel forsorg og retten til at kunne leve som gammel, hvilket
ikke er det store problem, da man stadig tager vare på hinanden i fami-
lierne. At man lever i et fuldstændig frit og demokratisk land, hvor man
156
værdsætter sin daglige frihed – og Ramos-Horta ved, hvad han taler om, da
hans egen far, der var portugisisk embedsmand, blev forvist til Østtimor
som dissident af den berygtede diktator Salazar i Portugal.
Og så ønsker han sig rent vand. Hvilket får mig til at tænke på, at vi af
bare grådighed er ved at ødelægge det fine grundvand, vi har i Danmark.
Jeg spørger ham, om han som ung har haft helte, hvorefter han smiler, da
jeg siger, at jeg i hans hjem både har set billeder af den argentinske læge
og guerillaleder Che Guevara og af Kennedy’erne. Og han svarer, at i den
tredje verden, som han er vokset op i, var den cubanske frihedsmyte selv-
følgelig på banen, hvilket får ham til at fortælle om Robert og Edward Ken-
nedy, som har kæmpet for andre portugisiske koloniers frihed, lande som
Angola og Mozambique, og han har mødt dem flere gange, hvilket de per-
sonlige portrætter på væggene vidner om.
På spørgsmålet om, hvad han læste, da han var ung, lyser han op i den
begejstring, som bogmennesker gør, og han begynder at fortælle om den
livslyst og kilde til at ville verden, som ligger i at læse Stefan Zweig, Tolstoj
og Balzac. Han kommer med et indskudt spørgsmål om, hvor meget vi læ-
ser i Danmark, og med en bemærkning om, at islændingene og russerne
er de mest læsende mennesker i verden … og så vil han have besked om
vikingerne … og om den søfartstradition, som jeg sejler mit gamle skib på
… og ja, det er jo en lang historie …!
Jeg forærer ham en dvd-kassette med de fortællinger, jeg for nylig har
produceret om den danske flådes historie.
Jeg spørger også om, hvad han kan lide af musik, og han begynder at nævne
både portugisisk musik og landets egen folkemusik, men hans hjerte hæn-
ger ved den klassiske musik, og vi bliver enige om, at et symfoniorkester er
en af den vestlige verdens mest fortryllende opfindelser …
Selvom Ramos-Horta er identisk med selve staten Østtimors opståen
og eksistens, så er hans premierminister Xanana Gusmao en lige så stor
personlighed. Han er gift med en australsk kvinde, som interviewede ham
i fængslet i Jakarta under besættelsen, hvor han var dødsdømt. Det smukke
par udgør også en stor del af landets identitet både ude i landsbyerne og
som ambassadører for landet udadtil.
Jeg spørger Ramos-Horta om, hvordan man giver en så stor magt fra
sig uden uroligheder – for deres popularitet og personligheder er så tæt
knyttet til deres land, at det må være næsten umuligt for yngre kræfter at
komme til – og han svarer roligt, at det tror han ikke vil blive noget pro-
blem.
Frihedskæmperen Gusmao har aldrig haft ambitioner politisk og øn-
157
 smukke bjerge bag ved byen og mærker, hvordan formiddagsvarmen kom-
mer som en hammer.
Solen går den anden dag lige over mastetoppen fra syd til nord nede fra
Stenbukkens vendekreds. Vi er på 8˚ sydlig bredde. Solen går mod nordlig
halvkugle og solhverv, mod den danske sommer.
Vi kikker længselsfuldt på badestigen, som ikke bliver benyttet her i
Dili, selv om det næsten er umuligt ikke at hoppe i vandet, da vores gæster
har forladt os, og skibet er fyldt af den stemning, den ånd, som personlig-
heder efterlader sig, når de er gået …
Men vi tør ikke springe i havnen, der vrimler med saltvandskrokodil-
ler, for nok er menneskene i Østtimor katolikker, protestanter og musli-
mer, men de er så sandelig også animister, og enhver ved, at når man dør,
så bliver man genfødt som en krokodille. Så dem hverken skyder man på,
hopper ned til eller generer på nogen som helst måde.

sker sig tilbage til sin landsby for at dyrke pumpkins, altså græskar, og han
selv tænker på at blive ambassadør i Rom, hvor han har mødt paven flere
gange. Paven er han i øvrigt helt uenig med i hans antipræventionsbud-
skab, og som præsident siger han selv, hvis folk eller pressen spørger ham,
at to børn er nok …

Præsidenten bliver fulgt behørigt om bord på ”Nordkaperen” af Finn Re-

ske-Nielsen, som er dansk FN-souschef for fællesskabets 4.000 mand store
styrke på øen. Han har fulgt landet tæt i mange år, og når jeg spørger ham,
om han tror, det vil gå godt for Østtimor i fremtiden, siger han sikkert og
fortrøstningsfuldt, at det vil gå godt … og at FN bliver her, til næste valg er
overstået om godt et års tid.
For nok er landet frit, og ikke ét eneste menneske har ikke sine demo-
kratiske rettigheder, men en ny stat har aldrig set dagens lys uden farlige
kupmagere, der vil have alt tilbage til det gamle. Men Ramos-Horta og pre-
mierminister Xanana Gusmao viste både landets befolkning og udlandet
storsind, da de løslod de soldater, som forsøgte et attentat mod dem den
samme morgen for tre år siden, ved at frigive dem fra fængslet efter kun
et år. De lever stadig i Østtimor og er selvfølgelig skamfulde … og fyret fra
deres stillinger i militæret!
Der er gået næsten to timer, og det er ikke længere morgen, men tro-
pisk formiddag på ”Nordkaperen”, og en svag landbrise, en fønvind, får os
til at dufte landets morgenblomster, og vi ser længselsfuldt ind mod de

158

Rasmus
Krath
Født 1976
Har rejst i mere end 65 lande. Skuespiller i Bolivias førende teatergrup-
pe, Teatro de los Andes, 1998. Boet med Quichua-indianerne i Amazonas
1998. Rejst med nødhjælpsorganisationer og de danske NATO-soldater i
Afghanistan 2004, bl.a. på jeepekspedition gennem Hindukush. Deltaget i
ekspedition i autorickshaw fra Bangkok til Aarhus 2004. Rejst i Aceh, Indo-
nesien, i forbindelse med tsunami-katastrofen 2005. Uddannet KaosPilot
i 2005. Selvstændig entertainer med musikalske foredragsshows om rej-
serne. Producerede i 2009 sammen med filminstruktør Lasse Spang Olsen
dokumentarfilmen ”På rejse med kamera og Kalashnikov” om Somalias
pirater. Filmen er sendt på en lang række tv-stationer verden over.
160
Piraternes
Kyst
Eventyrets første del: Rejsen
Abdul læner sig frem ved siden af mig i jeepen. Mundingen på hans AK 47
stikker afmålt ud af det nedrullede vindue, mens hans blik konstant afsø-
ger terrænet omkring os. I de to andre firhjulstrækkere sidder yderligere
seks soldater, alle med skarpladte og tydeligt velbrugte våben. De er mine
lejesoldater. Jeg er i Somalia, klodens mest lovløse land, og målet for vores
rejse er piratbyen Eyl på kysten til Det Indiske Ocean, hovedsæde for de
nu verdensberømte somaliske pirater. Det er dem, jeg er på vej ind for at
møde.
I min egen hånd ligger et lille kompakt tv-kamera, der tændt vibrerer
om kap med den voksende sitren i min mave. Jeg er med lidt held ved at
nå kulminationen på det filmprojekt, jeg har arbejdet på de sidste mange
år – en film om nutidens sørøvere.
Vi er i juli 2009, og piraterne har fyldt mediernes overskrifter i flere år,
men det er endnu ikke lykkedes en bleg nordboer at møde og interviewe
aktive pirater her på somalisk grund. Ud fra mine oplysninger havde BBC
for nyligt et filmhold hernede uden held, og det franske TV Monde skulle
vist også have forsøgt. Et faktum, der kun får blodet til at rulle endnu hur-
tigere i min krop, der allerede er spændt til bristepunktet. Det er vildt det
her, tænker jeg. Det er super vildt. I hvert fald for mig.
Piraterne i farvandene ud for Somalia er trods et stadig større antal
udsendte internationale krigsskibe mere aktive end nogensinde. I første
halvdel af 2009 har piraterne allerede kapret over 30 skibe og holder op
mod 500 besætningsmedlemmer som gidsler, mens der forhandles med
rederier rundt i verden om store løsesummer. Men hvem er de, piraterne?
Hvordan arbejder de, og hvorfor er de blevet pirater? I mit stille sind drøm-
mer jeg om at kunne oprulle hele pirateriets historie ved at lade sørøverne
spille hovedrollen i min fortælling og lade dem selv tale om deres hand-
linger. De ord og sætninger, som verden endnu ikke har hørt: Piraternes
egne tanker og perspektiv på det, de har gang i både nationalt og globalt
– såfremt en pirat ellers har meninger om den slags.
Jeg misser med øjnene ud over det afsvedne landskab – ørken, halvdøde
buske og spredte sten. Et indtørret skue, der sætter scenen i et af de utal-
161

Rasmus Krath og syv lejesoldater i Somalia.
lige områder i Somalia uden effektiv regeringskontrol. Ingen har magten
her, og derfor er jeg tvunget til at rejse med lejesoldaterne som beskyttelse
i en hel lille konvoj på tre biler, så vi bliver et sværere mål at angribe. Car­
jackings er hverdag i Somalias lovløse egne, så jeg sætter min lid til Abdul
og hans khat-tyggende deling af erfarne krigere, alle bevæbnet med den i
Somalia så legendariske Kalasjnikov AK 47 – klodens mest prisøkonomiske
fuldautomatiske riffel, der hernede står i små 300 dollars stykket. Sådan
er spillets regler i Somalia, og hvis dit følge er det, der har flest soldater og
flest våben, bliver du ladt i fred. Problemet er bare, at man aldrig rigtig kan
vide, hvor mange soldater og våben de grupper, man møder, har.
Badet i sveden fra middagssolen tilsat en lind strøm af angstens dryppen-
de koldsved nærmer vi os langsomt piratbyen Eyl. Vi er alene på hjulspo-
ret. Eyl ser ikke mange gæster i disse dage, hvor piraterne i et vist omfang
har overtaget byen og sætter dagsordenen ikke kun til vands, men lige så
meget til lands her langs kysten ud for ”The failed state of Somalia”. Soma-
lia har ikke haft nogen effektiv regering, siden en omfattende borgerkrig
afsatte diktatoren Siad Barre i 1991. Barre havde med støtte fra den kolde
krigs to supermagter på det tidspunkt holdt befolkningen i et jerngreb i
over to årtier. I 70’erne var det Sovjetunionen, der i bytte for våben og bank­
overførsler til regimet fik adgang til Somalias strategisk fordelagtigt place-
162
rede havne og lufthavne på spidsen af Afrikas Horn op mod den Arabiske
Halvø. Somalias beliggenhed på verdenskortet har alle dage både været
landets held og ulykke. Sidstnævnte, da nabolandet Etiopien i 1978 overtog
rollen som Sovjetunionens kæledægge og i en bitter strid med Siad Barres
tropper manifesterede sig som regionens stormagt. Sovjetterne spillede på
den nye, hurtigere hest, og støttestrømmen til Somalia blev tørlagt.
Men den kolde krig havde som bekendt to parter, og prompte op i
80’erne meldte USA sig på banen og etablerede en ny forsyningslinje til
Siad Barres diktatur imod overtagelsen af den direkte kontrol med de ef-
tertragtede somaliske forbindelseslinjer til omverdenen. Undertrykkelsen
af folket fortsatte i Somalia.
I 1989 lakkede det dog mod enden for Siad Barre. Muren faldt i Berlin,
og den kolde krig tøede stille op i takt med Sovjetunionens fald, hvad der
fik USA til at miste interessen for Somalia. I 1991 kollapsede diktaturet i So-
malia som et korthus, og landet blev kastet ud i en borgerkrig, der nu er
blevet til verdens længste tilstand af anarki og lovløshed i postkolonitiden.
For krig er der i Somalia. Stadig. Landet har siden diktaturets sammen-
brud set hele 15 mislykkede forsøg på etablering af en effektiv regering,
og store dele af landet ligger den dag i dag lovløst hen, kun kontrolleret af
egenrådige klanbaserede militsgrupper – og så til en vis grad af nutidens
sørøvere, de somaliske pirater. Dem, jeg har sat mig for at finde.
Sidst på eftermiddagen triller min konvoj af mørbankede firhjulstrækkere
stille ind i Eyl: Den hemmelige sørøverby. Her er støvet, åbent og småt – her
i ”the upper town”. Eyl er delt i to byer, der ligger på hver side af en kløft
ned til havet. Vi skal bo i ”the upper town”, og det er i denne del af byen, vi
vil forsøge at få et møde i stand med en eller flere af piraterne.
Mine folk spreder sig ud omkring bilerne, hvorefter jeg får lov at træde
ud og sætte min vestjyske fod ned på piraternes jord. En mærkelig følelse at
være her, det sted, jeg så tit har set afmærket derhjemme på TV Avisens land-
kort, i aviser og i den uendelige strøm af internationale mediebulletiner,
der de sidste mange år gentagne gange har inspireret mig til dette foreha-
vende. Folk stirrer, lejesoldaterne er tydeligt nervøse, og min fixer, Nuuh,
ser sig febrilsk omkring, før han mumler noget, jeg optimistisk tolker som
”Is okay, we rest and tea drink, before go to the coast .”
Med en lunken kop somalisk te tilsat lidt rigelig kamelmælk i hånden
kigger jeg kort derefter ud over Eyl. Vi er på pladsen midt i byen, et åbent
stykke grus indrammet af en slags lade, et par stenhuse med bliktag og en
ruin på den modsatte side af tehuset, hvor vi sidder. Under ruinen sidder et
par fyre med jordslåede tørklæder bundet om hovedet og ryger cigaretter.
Er de mon pirater? Mændene skuler over mod mig og snakker lavmælt med
163
 hinanden, hvorefter de rejser sig og går. Jeg ser dem ikke igen. ”They don’t
wanna talk to you,” siger min tolk. ”This is the pirates’ safe haven, they just
want you to leave. This is their base, and they don’t want to be disturbed.”
Vi rejser os og går hastigt over til bilerne. Mere end 10-15 minutter det
samme sted på åben gade er farligt – piraterne i Eyl kidnapper ikke kun på
havet. To udenlandske journalister, der forrige måned forsøgte at nærme
sig byen, nåede kun halvvejs, før de endte som forretningsobjekter til den
nette pris af en million dollars i løsesum – stykket. Motorerne startes derfor
hurtigt op, og vi kører så diskret, som tre store firhjulstrækkere nu kan det,
ned mod kysten til Det Indiske Ocean – de somaliske piraters arbejdsplads.
Det stormer, bølgerne går højt, og sandet fyger ud over stranden, hvor
adskillige små plasticbåde ligger spredt omkring, klar til at blive sat i van-
det. I vandlinjens horisont vugger piraternes seneste offer, et hollandsk
handelsskib, der har ligget kapret i en måned nu, mens diskussionen om
løsesummen endnu står på. Fem millioner dollars var udgangspunktet,
men rygterne vil vide, at beløbet nu er nede på tre millioner. Sådan ender
de fleste rådslagninger hernede. Alt er til forhandling i Somalia, også løse-
summer for menneskeliv.
Jeg stiller filmkameraet op og retter telelinsen imod skibet i horison-
ten. Besætningen er derude endnu. De holdes som fanger ud for et land,
de aldrig har besøgt, og hvis ekstreme virkelighed, de nu er endt midt i.
”Hvordan mon de har det?” tænker jeg.
Til besætningens held er Somalias pirater kendt for at behandle deres
gidsler godt. De tilfangetagne er handelsvarer, og chancerne for en god
løsesum er kun til stede, så længe varen er i live. Mange løsladte gidsler
fortæller endda om næsten hyggelige stunder med piraterne om bord fra
det øjeblik, hvor situationen lige efter selve kapringen er stabiliseret, og
forhandlingsperioden er gået i gang. Flere af de folk, jeg har mødt, der er
blevet kidnappet på landjorden i Somalia, er endog blevet taget med på
sightseeingture i bjergene.
Alligevel løber tanken om at blive kidnappet herude mig koldt ned ad
ryggen. Jeg er ikke i tvivl om, at de ofte flere måneders angstindgydende og
nervepirrende tid i somaliske piraters varetægt kan sætte sig som skræm-
mende, dybe spor i et menneske og måske ødelægge nogle ting inden i én,
som intet vil kunne genskabe.
Måske derfor rammes jeg af en helt uplanlagt tvivl, da jeg med øjnene
rettet mod det kaprede skib i horisonten med ét får hvisket den sætning i
mit øre, der mere end alt andet kommer til at definere hele dette projekt,
jeg nu er midt i. Det er min fixer Nuuhs lave gebrokne engelsk, der sætter
tingene i gang: ”There a pirate in up in the city, that is want to meet you
now, Rasmus …”
164
Nuuh peger på sms’en på sin telefon, der lige er tikket ind. Grotesk nok
er der mobilnet i det meste af Somalias lovløshed, så nu står jeg her på en
strand midt i sørøverland og har altså fået en sms fra en pirat. Fuck. ”Er det
her godt eller skidt?” når jeg ultrakort at tænke, inden mit følge af Nuuh,
tre chauffører, syv lejesoldater, en lokal ældsteleder og jeg sætter i løb op
mod bilerne for at tage piraten på ordet, før det er for sent, og han skifter
mening.
Sørøveren har givet os instruktioner om at køre til en bygning i udkanten
af ”the upper town”, hvad der giver mig små ti minutter til at få styr på
mig selv, inden det mål, jeg har kæmpet for de sidste tre år, ser ud til at
blive virkelighed. ”Så sker det”, tænker jeg fortumlet, idet chaufføren slip-
per koblingen.
Med støvet susende ind gennem firhjulstrækkerens vinduer, siddende
der på det hullede bagsæde på vej til møde med en professionel skibskap-
rer og gidseltager, får jeg lige pludselig et billede af mig selv som syvårig
stående ved kanten af den store sandkasse i gården på Tvis Skole i Vestjyl-
land, hvor jeg trådte mine barnesko som en lidt stille og smånervøs dreng.
Jeg havde ufrivilligt fået øgenavnet ”Raller” af de andre i klassen, der alt for
mange gange kaldte mig en tam bonderøv og et skvat af karat.
Hvem havde dengang troet, at jeg en dag skulle være på vej til at stå
ansigt til ansigt med en sørøver i et af klodens mest anarkistiske og util-
gængelige områder?
En skarp stemme får mig brat til at slippe barndomsminderne fra Tvis
Skole. ”Are you sure, you wanna do this, Rasmus?” Chaufføren kigger sig
over skulderen og ser mig sidde midt i en mindre eksplosion af lydudstyr
til tv-kameraet, 12 siders velforberedte ”spørgsmål til en pirat”, A4-ark og
så en syndflod af almen dansk jantelov. Jeg samler mig. Det er nu eller al-
drig. Det her vil jeg ikke misse. Det er min drøm: ”Yes, I’m ready. Just take
me to this guy. Please. Now.”
Soldaterne springer ud først, danner en firkant og vinker mig ind i midten.
Sammen går vi langsomt ind mod det hus, vi har fået anvist i piratens sms.
En mand åbner en port og peger ind i en gård. Vi krydser over. Jeg holder
kameraet tændt. Hvis det her ikke bliver filmet, giver det ingen mening.
Og så ser jeg ham. Piraten. I et svagt belyst rum med afskallet grøn-grå
maling sidder han på en madras op ad væggen. Alene og mørk. Jeg ræk-
ker ham hånden, præsenterer mig og fistler et lidt fjumset: ”Hello”. Nuuh
taler kort med ham på somali, nikker til mig som tegn til, at jeg kan starte.
100 procent febrilsk går jeg i gang med at sætte kameraet op, få lyden til at
virke og vurdere, hvordan jeg bedst fanger ham og den scene, vi nu er midt
165
 i. Så skal jeg til at sætte mikrofonen på ham. En lille microport med en
trådløs sender til kameraet, så hans stemme går klart igennem. ”Hvordan
fanden gør jeg – skal jeg bare gå hen og røre ved ham, eller hvad?” Tankerne
kører igennem mit hoved. Jeg ved jo ikke, hvordan en pirat vil reagere, hvis
man kommer for tæt på.
Hans øjne kigger mistroisk på mig, som jeg nærmer mig. ”I’m sorry, I
just need to … for the sound, you know. Please, can I just – if you move your
arm, then I will put this one here …”
Med et klasseeksempel af fummelfingrethed får jeg endelig klipset mi-
krofonen på hans bryst. Og så ved jeg ikke helt, hvorfor det næste sker. Men
måske, fordi det hele er så akavet, så retter jeg pludselig mit hoved tæt op
mod ham, kigger ham i øjnene, og idet jeg slipper fingrene fra hans pirat-
krop, gør jeg en pludselig bevægelse med hænderne ind mod ham og råber
”BUUUM!”, mens mine fingre illustrerer, at mikrofonen springer i luften –
som en jysk fuser af en selvmordsbombe i et af min karrieres til dato mest
kiksede forsøg på at løsne op for stemningen. Men hvad fanden gør man,
når man vil charmere en sørøver?
Reaktionen udebliver fuldstændig. Alle i rummet kigger på mig, og
man ville kunne høre en fjer lette.
Uden at vide, om jeg har skudt mig selv helt utilgiveligt i foden, finder
jeg papirerne frem, hvorpå jeg har nedskrevet alle de kloge journalistiske
spørgsmål, jeg hjemmefra havde bestemt mig for at stille en pirat. En mil-
lion ord og sætninger om globalpolitiske konsekvenser af pirateriet, frem-
tiden i Somalia, og ”om I samarbejder med Al-Qaeda?” står op i mine øjne
og blandes sammen til en uhåndgribelig masse. Ubalanceret lægger jeg
hurtigt papirerne fra mig og tænker: Det her kan kun køre fra hoften – hvad
er det egentlig, jeg i virkeligheden gerne vil vide om den her fyr og det, han
laver?
Så går jeg i gang:
”Hvordan gør I, når I skal angribe et skib? Hvad skal man kunne for at være
pirat? Hvad føler du, når I angriber? Hvorfor gør du det? Hvad synes du om
at kidnappe uskyldige mennesker – er det fair? Hvor bange bliver du, når
vi sender krigsskibe ned efter jer?” Hvor, hvem, hvad, hvordan, hvornår,
hvorfor …
Piraten, der i mellemtiden har præsenteret sig som Abdirishid Achmed
Farah, svarer forundret på mine i hans øjne tydeligvis blødsødne, vattede
og småetiske spørgsmål.
Han er kriger, siger han. Og en kriger hverken føler eller tænker, når
han angriber. Midt i det hele bliver han tydeligt sur og vil afbryde intervie-
wet. Anspændt finder jeg et af spørgsmålsarkene frem igen og får justeret
166
emnefordelingen lidt ind til også at få hørt ham om hans våbenpræferen-
cer (AK 47 eller AK type 56 med foldeskæfte), USA’s skyld i alting og alle
somaliernes altid rene hjerter. Det bliver han glad for, og interviewet kan
fortsætte.
Efter 82 nervepirrende minutter, to båndskift, ét mikrofonbatteriskift
til duracelkaninbatterier og over hundrede nervøst jysk-engelsk udtalte
spørgsmål af både vattet og hårdkogt karakter giver jeg igen piraten Abdi-
rishid hånden. Denne gang som tak for hans velvilje, tålmodighed – og som
samtalen forløb – også overraskende åbenmundethed over for mig.
Han kigger kort på mig på en måde, som ingen mennesker før har gjort,
og går så abrupt hen mod døren. Alle bryder pludselig op, og tumulttil-
stande opstår, da Abdirishid på vejen ud forvilder sig ind i tre af mine leje-
soldater, så der næsten går kluddermor i den, før min sørøver endelig har
forladt os. Småfortumlet kommer jeg i sidste sekund til at ønske ham held
og lykke med hans videre færd på havet.
Jeg knæler pludselig og uforvarende ned på gulvet og stønner faretru-
ende voldsomt, som om al energi, påtaget mandsmod og opsparet angst
strømmer ud af mig. Jeg har mødt en pirat. I 82 minutter. En sørøver. En
slyngel. En hovedaktør i et af nutidens mest spektakulære spil, hvor fattige
somaliere med rustne geværer holder hele verdens skibsfart i et jerngreb.
Instinktivt slår jeg kameraet over på playback og spoler igennem de tre
bånd, jeg lige har optaget. Tjekker, at billederne er der. At lyden er der. At
Abdirishid, hans ansigt, hans stemme og alle hans ord er der endnu. At den
historie, jeg er rejst hele vejen herned for at kunne komme hjem og for-
tælle, endelig efter tre års hårdt arbejde er der.
Eventyrets anden del: Historien
Hvad er det så for en historie, der skal fortælles, spørger jeg mig selv, da jeg
nogle dage senere er rejst tilbage fra Eyl og Somalia til nabolandet Kenya,
hvor jeg sidder i lufthavnen og venter på flyet til Danmark. Hvad er der
kommet ud af min færd? Hvad er min rejses vigtige fortælling – det der kan
gøre mit bidrag til et værdigt ”eventyr” som film og som ord i en bog, når
jeg kommer hjem?
Som jeg hører udkaldet til flyet og rejser mig med min rygsæk, forsøger
jeg konfust at samle trådene fra nu i alt tre måneder på Afrikas Horn. I tan-
kerne, der suser rundt i mit hoved, mindes jeg kort min afdøde fars kloge
ord, som han ofte sagde mig, efter jeg var kommet hjem fra en af mine rej-
167

Rasmus Krath interviewer pirat i Somalia.
ser, og vi sad og snakkede om, hvad jeg nu burde bruge turens oplevelser
til: ”En mands rejse, Rasmus, bliver først til et rigtigt og værdifuldt eventyr,
hvis historien også lærer os andre noget. Hvis den fortæller os noget nyt
og ukendt – eller sætter noget kendt i et nyt lys for os. Giver os perspektiv.
Ellers er det bare en ferietur, min søn.”
Om min rejse til Piraternes Kyst så er et rigtigt rejseeventyr, må publi-
kum selv afgøre, men det er – med min far in mente – mit håb, at ordene
herfra kan gøre læseren klogere og måske endda puste lidt liv til tanker
om, hvad der egentlig ligger bag de overskrifter i medierne, der udgør
manges billede af pirateriet ud for Somalias kyst – også mit eget, før jeg
rejste ned til Afrikas Horn.
Historien, der følger, er på fire små kapitler – nedskrevet ordret, som
den er blevet mig fortalt af de folk, det hele handler om: Piraten Abdiris-
hid, tre af hans piratkolleger og tre af de mange andre somaliere, jeg mød-
te på min færd i deres fælles land. De sagde:
En pirats hverdag
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Hvis du gerne vil være pirat, skal du kunne
168
svømme. Du skal kunne styre en speedbåd, og så skal du være en lille, let
fyr, der kan springe op på skibene. Og så skal du kunne skyde med en AK 47.
Når man så vil kapre, skal man finde en lille båd. Så skal man finde nok
brændstof, forsyninger af mad og så de nødvendige våben og mænd, før
man tager ud på rejsen.
Så tager man en kikkert, som kan se fra en lang afstand, og derefter ta-
ger man ud på havet og kigger efter skibe. Det er forskelligt, hvor længe vi
er på havet.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Nogle gange tager det en uge, før vi ser et skib,
andre gange to-tre måneder. Det afhænger af dit held. I den periode bliver
du nødt til at blive på vandet, men normalt er der nogle fyre, der bringer
mad ud til os fra moderskibet. Da jeg var ude, var der nogle folk, der orga-
niserede det hele, de gav os våben og lovede os en procentsats af udbyttet.
Jeg arbejdede sammen med dem i næsten et år. Og i den periode kaprede vi
kun ét skib.
Pirat, Bashir Siete: Vi har forskellige slags våben, AK 47, og vi har også
raketkastere som langdistancevåben, og der er endda en stor bazooka, der
sidder fast på vores båd.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Angrebet starter i det øjeblik, vi ser skibet.
Sekunderne før angrebet er et øjeblik af mod, og det er et øjeblik, hvor der
udstikkes ordrer, fordelinger og pligter i vores egen båd. Det er der, man afta-
ler, hvem der skal kravle op på skibet først, og hvem der skal gøre hvad i hvil-
ken rækkefølge. Strategien for angrebet bliver aftalt.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Nogle gange er vi mange og fordeler os i flere
både, der angriber fra forskellige retninger, mens andre ligger som for-
stærkning og holder øje med, om nogen kommer skibet til undsætning.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Vi er struktureret lidt som en normal hær.
Der er en navigatør, en der styrer båden, en der klatrer op ad stigen på det
skib, vi vil kapre, og der er også en kommandør, som giver ordrer, mens
angrebet er i gang. Idet vores speedbåd når hen til siden af skibet, sætter
vi stigen op. Så kravler de første af os op, og så går vi direkte op til kontrol-
rummet og tager kaptajnen til fange. På den måde får vi stoppet skibet, så
resten af mændene kan komme op.
Pirat, Bashir Siete (om en konkret kapring): Det var meget nemt. De slap
væk to gange, men så fangede vi dem og kaprede skibet. Besætningen løb
ned i skibet, men vi forfulgte dem og bandt dem dernede. Selvfølgelig fik vi
dem og bandt dem. Derefter var det ikke særlig svært. De gjorde ikke mere
modstand. Nu var de jo blevet fanget, og vi havde magten over dem.
Vi talte med dem, vi gav dem mad, og det var det. Vi har regler, der siger,
at vi ikke alle sammen skal gå i dialog med dem. Vi taler heller ikke alle
deres sprog. Det kan være meget svært, når der er en sprogbarriere mellem
169
 ofrene og os pirater. Men blandt os er der én, der kan tale deres sprog, og
han går hen til dem og spørger dem, om de har det godt, hvad de har brug
for – hvis de f.eks. er syge osv.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Så er der en fejring/fest, og vi begynder
planerne for, hvordan vi får fat i løsepengene, og hvordan de skal deles
imellem os.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Selve forhandlingen klarer vores øverste
mænd og de folk, der er vores chefer, vores kommandører. Nogle gange får
de fat i nogle af de folk på land, der har sponsoreret angrebet.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Sidste gang krævede vi en million dol-
lars, men de gav os 500.000. Selv fik jeg 30.000 dollars. Dem brugte jeg til at
kneppe kvinder.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Da vi så kaprede et skib, kunne vi kun få det,
de (vores ledere) lige havde tilovers. De sagde: ”Tag det eller skrid.” Jeg fik
overhovedet ingen penge ud af det. Vi unge blev udnyttet. Jeg kunne over-
hovedet ikke lide det. Og jeg blev rigtig meget søsyg af det.
Hvorfor er de(r) pirater?
Lokalpolitiker, Washamah Abdishua: Den første årsag til pirateriet er mang-
len på regeringskontrol og lov og orden. Somalia er lovløst efter de sidste
20 års borgerkrig. Der er ingen myndigheder, der kan stille noget op imod
piraterne på landjorden. Den degeneration og forarmelse af Somalia, der
har foregået de sidste mange år, har samtidig tvunget folk til at lede efter
måder at overleve på. Der mangler håb i Somalia, der mangler ressourcer,
og landet er i et økonomisk frit fald. Det skaber pirater, unge mænd, der
forsøger at lave om på deres liv.
De sidste 20 års civile uro har også forårsaget, at vi har mistet vores
flåde og vores kystbeskyttelse, så vi nu ikke kan kontrollere vores farvande.
Det har betydet, at vort folk har været vidne til, at Somalias ressourcer er
blevet udtømt via internationale trawleres ulovlige fiskeri langs kysterne
til vores land. Vi er blevet frataget for mange millioner dollars fisk.
Ældsteleder, Shafia Abokorh: Det er de udenlandske fisketrawlere, der har
bragt problemerne med sig. De er kommet her og har fisket ulovligt.
Lokalpolitiker, Washamah Abdishua: Endnu et forhold, som vi somaliere
har måttet leve med i mange år, er den dumpning af giftigt affald, der er
foregået på vores have – biprodukter fra europæiske fabrikker og andre fa-
brikker rundt om i verden. Specielt tydeligt var det under tsunamien i 2004,
hvor gifttønder og andet affald skyllede op på strandene, så man kunne se,
hvad der var smidt i havet, siden dumpningen af giftaffald begyndte tilbage
i 90’erne. Vi har meldinger om adskillige lande, der har været fast involveret
i dette – lande som Spanien, Portugal og andre europæiske lande.
170
Fisker, Jama Botah: Det giftige affald har gjort, at nogle folk i byen er blevet
blinde, og andre har alvorlige hudsygdomme.
Ældsteleder, Shafia Abokorh: Disse ting er årsag til pirateriet. Vi følte os
magtesløse, og det var på den måde, pirateriet startede. Først prøvede fi-
skerne bare at få trawlerne væk.
Pirat, Bashir Siete: Da folk i samfundet så det, der foregik på havet, gik
vi alle ind og tog ansvar. Det er jo vores hav. Det er os, der ejer området. Vi
har al ret til at anholde de skibe, der sejler forbi her! Der er jo ikke nogen
national regering i Somalia, så det burde ikke overraske nogen, hvad der
sker her – at der er blevet dumpet giftaffald. Det ved du også godt. Vi bliver
misbrugt og holdt for nar, fordi vi ikke har nogen regering … så nu … vi
tager loven i egen hånd.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Det, vi gjorde dengang, var at anholde skibene
og spørge, hvem der havde givet dem tilladelse til at sejle igennem vores
hav. Vi krævede en afgift for deres ulovligheder.
Pirat, Bashir Siete: Vi gav lokalbefolkningen 90 procent af de penge, der
blev krævet i afgift fra skibene.
Ældsteleder, Shafia Abokorh: Men så senere kom det med kapringer og lø-
sepengene.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Der var flere ting, der fik mig til at gøre
det: Patriotisme, det at kæmpe imod trawlere – men pludselig kom der
penge i det.
Pirat, Hussein Abdi Adam: Jeg var en af de unge fiskere fra landsbyen. Vi
var blevet arbejdsløse. Så var det, at piraterne kom til os og fortalte om alle
de penge, der var at tjene ude på havet. Så vi sluttede os til dem.
Pirat, Abshir Boyah: Du har aldrig oplevet sult, så det kan du ikke forstå.
Intet kan holde en sulten mand tilbage.
Samvittighed
Pirat, Hussein Abdi Adam: Problemet er, at vi den dag i dag bare er ude efter
pengene – intet andet. Det er en mission, hvor vi lukker alt andet ude og
ikke tænker på, hvordan folk har det, og om det er rigtigt eller ej. Vi bryder
os ikke om det, men det er sulten, der får os til at gøre det. Folk er skånsels-
løse. Der er nogle, der er ligeglade med det hele. De har ingen penge, så de
er klar til at dø.
Lokalpolitiker, Washamah Abdishua: Pirateriet er ikke accepteret i sam-
fundet. En pirat kan eksempelvis ikke gifte sig ind i en fremmed familie og
få del af det almindelige samfunds goder. Og i religiøse sammenhænge er
de heller ikke velkomne, og mange får ikke lov at være med til bøn i moské-
erne.
171
 Pirat, Hussein Abdi Adam: Før i tiden var pirateriet populært blandt befolk-
ningen. Men nu er mange ved at blive skuffede over den måde, ting fore-
går på. Folk er ikke glade for den måde, piraterne angriber, at der er nogle
uskyldige, der dør. Det er ikke moralsk forsvarligt længere, og de lokale
støtter ikke op om det som tidligere.
Pirat, Abdirishid Achmed Farah: Jeg ved godt, at pirateriet ikke er rimeligt,
og ingen af os synes, det er rimeligt. Men vi gør ikke nogen skade på gids-
lerne, vi passer rigtig godt på dem. Men jo, jeg føler samvittighed, det er
ikke nogen god ting at kidnappe folk.
Fremtiden i Somalia
Pirat, Bashir Siete: Det, jeg kan råde til, er, at de forskellige lande i verden,
det internationale samfund, hjælper den nuværende regering i Somalia,
hvis de vil stoppe pirateriet. Pirateriet vil aldrig stoppe, medmindre et re-
geringssystem bliver opbygget. Folk vil dø, folk vil skyde på hinanden, folk
vil være uenige. Uden en regering her vil piraterne kæmpe, indtil alle er
døde. De store lande kan komme med deres krigsskibe, men det vil ikke
stoppe pirateriet. Jeres krigsskibe kan ikke gøre noget. Vi tror, at krigsski-
bene vil forværre situationen. Vi siger til dem, at de skal ud af vores hav. Jeg
er ikke bange for dem. Hvorfor skulle jeg være bange for nogen, der kom-
mer her i mit eget hus?
Pirat, Abshir Boyah: Krigsskibene fra Europa og USA kan ikke løse pro-
blemet, det er blevet bevist. De har været her i de sidste mange år, og selv
med deres tilstedeværelse har der stadig været kapringer, og der har været
kapringer, selv når krigsskibene har skudt imod piraterne. Så det er ingen
løsning.
Lokalpolitiker, Washamah Abdishua: Det er Somalias eget ansvar at gøre
noget ved situationen. Det er vores ansvar, men vi har brug for ressourcer –
og hjælp. Vi er et folk, der har været ramt af ulykke og konflikt.
Alt det, du kan se – sulten, flygtningene, dødsfaldene, drabene, mas-
sakrerne, som vi ser omkring os – er noget, vi ønsker skal stoppe. Alle kam-
pene og løgnene. Vi ønsker at være en del af det internationale samfund og
få del i den velstand, der findes rundt i verden. Det er vores mål at have en
prestigefyldt nation, der kan måle sig med resten af verden og være til gavn
for os somaliere og alle verdens andre folk.
Det er vores eget ansvar, men vi har brug for hjælp fra det internationa-
le samfund til at stabilisere situationen og samle landet. Vi beder hermed
FN om at hjælpe Somalia med at genindføre lov og orden.
Hvis det lykkes at opbygge en god regering, der kan kontrollere sit ter-
ritorium og sit farvand, så vil der ikke være pirater om ti år. Hvor skulle
piraterne da komme fra?
172
Note: Alle de interviewedes udsagns troværdighed er understøttet af min egen
research og kan ud fra rapporter i både FN, EU og NATO ses som sandfærdige,
hvad angår historiske fakta og veldokumenterede begivenheder. Holdninger,
følelser, etik og moral må de interviewede selv stå til regnskab for.
Eventyrets tredje del: Perspektivet
Hvis jeg skal opsummere alt det, jeg har oplevet, tænkt og lært efter at være
kommet hel hjem fra Somalia og Piraternes Kyst, så kan det med mine egne
ord skrives i én enkelt sætning: Problemet med pirateriet ved Somalias kyster
ligger i virkeligheden ikke til vands, men til lands.
Det er inde på somalisk fastland, den er gal. Hvad vi ser på havet med
piraternes hærgen, er kun symptomet på et meget større problem: Det fak-
tum, at Somalia er et ludfattigt lovløst land, der er blevet ødelagt – både af
somalierne selv, men til dels også af resten af verden de sidste mange år.
Der bor små ti millioner mennesker i Somalia. Halvdelen får ikke mad
nok. Utallige somaliere dør af sult, konflikt og sygdomme. Men endnu flere
har en Kalasjnikov og i manges tilfælde også forhåbningen om, at den kan
bruges i søgen efter lykke. Summa summarum: Hvis Somalia ikke kommer
på fode igen, så står der potentielt tusinder af forarmede unge somaliske
mænd klar til at sejle ud fra kysten på Afrikas Horn – risikovillige menne-
sker, der alle har hørt om penge og muligheder i at satse livet som nutidens
sørøvere.
Jeg var heldig at møde fire af disse sørøvere fra Somalia. To af dem ople-
vede jeg som vitterligt hardcore kriminelle kynikere, mens de to andre gav
mig indtryk af at være kuede mennesker, der i desperation for egen over-
levelse havde kastet sig ud i pirateriet med drømme om en bedre fremtid.
Piraten Hussein, der er under 20 år gammel og tynd som en pind, fik sagt
det sådan: ”Jeg drømmer om at åbne en benzinforretning en dag. Bare en
lille benzinforretning. Men den skal også have mad, så vi kan spise.”
Jeg synes ikke, at et menneskes egen ulykke giver ret til at kapre skibe
og tage uskyldige mennesker som gidsler. Men min rejse ud til Piraternes
Kyst har givet mig en bedre forståelse af, hvad det er, der kan være med til
at drive et samfund så langt ud mod afgrunden, at flere af dets indbyggere
til sidst vælger at sejle hundredevis af kilometer ud på havet i en lille båd
med en gammel, slidt Kalasjnikov AK 47 i hånden.
Jeg vil tro, at de fleste af os i Danmark, før pirateriet kom på vores me-
diers dagsorden, stort set kun kendte til somaliere som flygtninge/indvan-
drere fra et sted i Afrika langt væk. Nogle venlige. Andre uvenlige. Om pira-
173
 han samtidig mig og mit eget folk en hilsen, der her skal stå som afslutning
på mit bidrag til denne bog:
Det er lokalpolitikeren Washamah, der får lov at runde af. Han døde to
måneder efter mit møde med ham, da fire mænd stormede hans kontor og
skød ham ned. Hans ord står tilbage:

”I skal ikke give op over for somalierne og over for menneskeligheden på

grund af alt det, der foregår i Somalia. Verden har set mongolerne, vikinger-
ne, Hitler, Napoleon, Alexander den Store. Verden har set megen civil uro
og borgerkrige og folk, der har ødelagt. Det, der sker i Somalia, er ikke første
gang. Europa har selv set konflikter på første parket i fortiden.
Min besked til danskerne og skandinaverne og resten af verden på veg-
ne af mit folk er, at vi gerne vil sige tak for jeres modtagelse af vores lands-
mænd som flygtninge, og fordi I beskytter dem i en svær og farlig tid. Vi er
glade for, at vores folk nu er blevet socialt integrerede i jeres lande, har lært
jeres sprog og jeres kultur og fået uddannelse og evner fra hele verden. Vi
er meget bevidste om den venlighed, I har vist vores landsmænd. Det siger
vi tak for.
Jeg vil gerne bede resten af verden om at hjælpe Somalia til at genvinde
freden og opbygge landets institutioner, så vi kan vinde over pirateriet. Og
jeg vil gerne bede om, at verden fortsat behandler vores folk rundt på klo-
den godt. Jeg vil gerne sige tak.”

teriet sætter disse somaliere i Danmark og rundt i verden i et andet lys, vil
tiden vise. Måske får de noget af skylden, måske får de medlidenhed – eller
mere konstruktivt, forståelse. Men under alle omstændigheder har de sid-
ste års drama på havet ud for Somalia formentlig været med til at give os
andre en lille indsigt i, hvilken verden disse mennesker kommer fra, og
hvorfor de valgte at pakke kufferten.
Nogle af somalierne i Danmark er nok kommet for at blive, mens andre
af dem sikkert savner deres hjemland og ønsker sig tilbage en dag. Flere af
dem vil nok aldrig komme til at se Somalia igen. Men andre vil måske vove
pelsen en dag, når det ser ud til at stilne af på Afrikas Horn.
Formentlig er de fredelige fremtidsudsigter lange for Somalia – og der-
med også udsigten til pirateriets afslutning. Men som en somalier sagde
til mig, så vil freden komme og pirateriet holde op. ”Ikke nu, men på et
tidspunkt, inden verden slutter,” sagde han. Og med det budskab, sendte

174

Lars
Kræmmer
Født 1966
Uddannet som billedkunstner i 1994. Har siden levet med, for og af sit
kunstneriske virke. Kræmmer er kendt for at have tilbragt 7 uger i mørke i
en kasse og 7 måneder i sort kutte og rejst 7 år efter begivenhedernes gang i
kunstens navn. Han er desuden ophavsmand til ”artmoney”, ”Copenhagen
Art Club” og ”Church of Art”. Lars Kræmmer er forfatter til bogen ”7”.
176
Begivenhedernes
gang
Klokken nærmede sig 7 morgen, 7. juni 2001. Dagen, hvor
jeg fyldte 35 år og påbegyndte den 6. 7-års-periode i mit
liv. Et liv jeg havde præsenteret som et kunstværk ved at
begrænse dets udstrækning til ti kapitler af 7 års varig-
hed med deadline på min 70-års-fødselsdag. Gravstenen
stod klar og mindede mig dagligt om seriøsiteten bag
beslutningen. Solen dansede allerede over fiskekutterne
i Sydhavnen, mågerne sloges højlydt om et rødspætteho-
ved, og den lille afskedsgruppe varmede sig stille med
hver sin kop kaffe i papkrus. Kameramanden, som skul-
le dokumentere kunstværket, var allerede i gang med at
filme, hvad der lige nu syntes som lidt af en antibegiven-
hed. De næste 7 år skulle jeg selv filme med det udstyr,
han havde proppet i min rygsæk. Jeg havde malet en hvid
linje på vejen og stod klar med fuld oppakning, tom for
tanker og ventede på, at tiden var inde.
Forud for dette havde jeg gennemført andre kunstprojekter med tallet 7
som faktor. 7 uger i mørke. 7 måneder i kutte. 7 døgn i stilhed. 7 sekunder
nøgen på Wall Street og 7 døgn i seng med en japansk turist, som nu var
blevet min kone. Jeg havde desuden introduceret en håndmalet valuta,
som jeg kaldte ”artmoney”. En alternativ, globalt gangbar møntfod, hvis
kurs steg med 5 euro om året i 7 år. Tallet 7 havde været den røde tråd i
min kunstneriske løbebane, siden jeg stod i lære som troldmand og lærte,
at det var symbol for den åndelige sti. Tallet man kunne følge, hvis man
ønskede at være åben for at udvikle sig livet igennem.
Endelig slog klokken 7. Jeg lavede et lille hop og landede sikkert på den
anden side af stregen. Jeg forlod dermed en forudsigelig verden til fordel for
en uforudsigelig verden uden planer. Herfra skulle jeg følge begivenheder-
nes gang. Det handlede om at udforske, hvad som sker, hvor man føres hen,
og hvordan man påvirkes, når man agerer alene på tilfældige hændelser.
Den første bevægelse affødtes ved et dødsfald af en ven i Canada. Jeg
vandrede ud til Kastrup Lufthavn og tog det første fly til Vancouver, B.C.
177

Lars Kræmmer ”on the road” et sted i Canada, 2001.
Opsøgte enken for at kondolere. Herefter fortsatte rejsen fra person til per-
son. Fra sted til sted. Hvert øjeblik fremstod som en eventyrblomst i flor. Et
fuldstændigt univers med åben invitation. Uden formål i mine handlinger
var der ikke forskel på store og små oplevelser. Alt virkede lige væsentligt.
Da jeg ikke skulle nogen steder hen, gik der ikke længe, før man fik øje på
mig. Folk benyttede sig af ledigheden til at involvere mig i dem og deres.
Jeg blev snart inviteret til mad og overnatninger. Til løsarbejde, fest og rej-
ser med borgere fra alle afkroge af samfundet.
Den første uge fik jeg stjålet al bagage, da jeg nød gæstfriheden hos
en pusher i den skumle ende af byen. Som en fyr senere samme dag ud-
trykte det, så var jeg heldig at begynde rejsen efter begivenhedernes gang
på bar bund. Tabet af filmudstyret ville bringe begivenhederne helt ind på
kroppen, og livet, jeg levede, ville være ægte! Jeg besluttede, at tyveriet var
­”meant to be” og omstillede mig på livet som menigt menneske. Begravede
”kunstneren” og fortsatte som en fri mand …
Snart dukkede en lyshåret fyr op og tilbød mig at købe hans motorcy-
kel. Han havde netop krydset Canada på sin 500 ccm Honda Custom fra
178
1987 for at møde sin kæreste. Nu skulle de giftes, og hun havde bedt ham
om at skifte den ud med en vogn. Jeg tegnede nogle artmoney og lavede
en hurtig handel. Uden kørekort og erfaring skulle en motorcykel vise sig
som lidt af en udfordring. Fyren trænede mig en uges tid, hvorefter jeg
følte mig sikker nok til at køre derudad. Jeg forsøgte selv at rode med ma-
skinen og følte mig ret kreativ, da jeg sikrede den løse propel i køleren med
en Corona-ølkapsel i mangel af en spændeskive.
Mens jeg fik et check-up på et værksted, mødte jeg en ung mand fra
Australien med en Honda af samme model. Han foreslog, vi drog af sted
mod Alaska sammen. Som sagt, så gjort. Vi drønede op mod bjergene den
følgende morgen.
Chris, som han hed, var ”liquidarian.” Han levede af vand og påstod at have
ført denne livsstil i fire år. Jeg tog det som en opfordring! Efter en lille uge
ad snoede bjergveje havde jeg passeret det kritiske sultestadie. Vi var nået
langt op i British Colombia, havde oplevet storslået natur og følte os høje
på frisk bjergluft og rent søvand.
Det var ikke sult, som fik mig til at dreje til højre og vinke farvel til min
rene ven, men hans gale kørestil. Han sov kun fire timer, havde for meget
energi og kørte alt for hurtigt. Jeg var stadig en grønskolling på motorcykel
og var nervøs for at køre galt.
Svinget førte mig sydpå gennem dale, som gradvist blev mere frodige.
Da jeg nærmede mig en lille by, begyndte propellen at rasle igen. Inden jeg
fik talt til 7, lød et voldsomt smæld. Jeg standsede og vidnede, hvordan den
sidste kølervæske sprøjtede ud fra en splintret radiator. Damn! Jeg trak
hjelmen af og kikkede mig omkring. Der var en bygning på den anden side.
Jeg gik over vejen og bankede på. En vejrbidt mand i 60’erne åbnede døren.
Det viste sig til alt held at være en radiatorreparatør! For fem artmoney
med motiver af Rocky Mountains loddede han hullerne og installerede en
fyldt radiator. Han smed endda en gratis spændeskive oveni!
Byen hed Vernon og lå i British Columbias frugtbælte, som strækker sig
langs Okanogan-søen. Jeg kørte ned til vandet og soppede lidt for at køle
mine dampende fødder. Begivenhederne trådte straks i gang, og snart fik
jeg tilbudt en død mands trailer-hjem mod at ordne haven, så arvingerne
nemmere kunne sælge ejendommen. Efter et besøg på det lokale kunst-
center blev jeg inviteret til et ”artist-in-residence”-ophold med tilhørende
atelier og udstilling. Således blev jeg involveret i byens lille, sammenknyt-
tede kunstnermiljø. Udstillingen gav mig en hel side i den lokale avis.
Efter ophøret af mit ”artist-in-residence” virkede det naturligt at drive
videre. Efteråret gjorde motorcykelturene til en kølig oplevelse, og en
venlig sjæl foreslog varmere himmelstrøg. Inden afgang sad jeg over no-
179
 get kaffe på en café og vidnede et passagerfly på tv flyve ind i Twin Towers.
Datoen var 11. september. Da jeg satte mig i sadlen og kørte mod USA var
stemningen en ganske anden!
Modsat hvad man skulle formode, var der ingen problemer i at krydse
grænsen til Washington. Terrorhandlingen havde lammet nationen, men
samtidig åbnet folks sind. National angst havde skabt en sjælden nærkon-
takt! Katastrofen var derfor til min fordel!
Når jeg så noget smukt, storslået eller besynderligt, standsede jeg motor-
cyklen, steg af og trak tegnegrejet frem. Jeg havde samlet et pænt bundt
artmoney med motiver af ansigter og landskaber fra rejsen. Det gav en
særlig dimension, at jeg kunne tegne rejsevaluta undervejs og således have
råd til at fortsætte, så længe inspirationen tillod det. Jeg var ikke rig, men
økonomisk fri!
Et øde sted spiste jeg i en bjælkehytte, der fungerede som motel. De få
værelser var belagt, men den søde værtinde lod mig rulle soveposen ud i
baghaven. Hun monterede min artmoney på væggen og fortalte, at hun
ville glæde sig til at fortælle gæster om kunstprojektet. En god historie er
meget værd på øde egne. Mens jeg hyggede mig i sækken, spiste en sort-
bjørn sig mæt i nedfaldsæbler under fuldmånen.
Idaho. Jeg havde kørt hele formiddagen uden trafik. Motorfrygt var er-
stattet af køreglæde. Vejret var lunt og himlen høj. Jeg følte mig tryg på
dødsmaskinen. Så langt øjet rakte, bredte hvedemarker sig som et gyldent
ocean. Dufte. Lyde. Asfaltens struktur. Vindens varme stød. Solen. Langt
hjemmefra og derfor helt på hjemmebane. Den forførende følelse af at
drive ad begivenhedernes gang, kun på udkik efter næste enestående op-
levelse. Mon ikke eventyr handler om at imødekomme øjeblikket frem
for at besejre målbare udfordringer? Uden dokumentation var det svært
at formidle, men samtidig mærkede oplevelserne min sjæl med livsvarige
minder. Eventyret hvilede i en tilstand frem for et fysisk mål. Jeg var på fuld
fart ingensteds hen og følte mig aldeles til stede.
Netop da fik tre skypumper forude mig tilbage til hægterne. Mens to
pumper spandt videre over markerne, drejede den tredje af mod vejen. Jeg
sænkede farten, overvejede situationen, gassede så helt op og bøjede mig
ned over styret. Vi tørnede sammen på max speed. Det var en magisk over-
gang fra én tilstand til en anden, lidt som den hvide streg på vejen. Noget
gammelt og tungt var ligesom suget ud af mit sind og efterlod oplevelses-
genet modtageligt som fluepapir. Hvad er chancen for den slags!
Kort inden Salt Lake City blev jeg lokket af det blanke vand. Et skilt led-
te mig til højre over en lang bro til Antilope Island. Jeg måtte krydse nogle
180
jernrør for at komme på land. Antageligt for at det lokale kvæg skulle blive,
tænkte jeg og slog lejr for natten i en dal med højt græs. Luften var hærget
af tætte myggesværme. Jeg måtte surre soveposen helt sammen over ho-
vedet. Tidligt morgen blev jeg vækket af et kraftigt skub. Mærkede sam-
tidig, at jeg svedte, så det drev. Jeg blev puffet igen, så soveposen trillede
en omgang. Febrilsk forsøgte jeg at løsne snoren til posens åbning. Da det
endelig lykkedes, og jeg stak hovedet ud, stirrede jeg direkte ind i øjnene
på en bison. Tyren tronede over mig med et hoved på størrelse med en gris
og åndede mig i ansigtet med en klam lugt. Skræmt krøb jeg ud af posen.
Kravlede ydmygt på alle fire med posen på slæb tilbage til vejen, hvor jeg
skyndsomt pakkede motorcyklen. Tyren rørte sig ikke ud af flækken. Glad
for at være i live kørte jeg atter over rørene, langs den lave bro over det blin-
kende vand, drejede til højre på motorvejen, skar gennem Salt Lake City og
fortsatte mod ukendte horisonter.
Havde rejst i fire måneder og savnede min kone forfærdeligt. Ligegyldige
landskaber passerede mit åndsfraværende blik. Tanker søgte hvileløst de
tågede minder fra Danmark. Hvad mon konen laver netop nu? Savner hun
mig? Er hun ulykkelig? Under hjelmen voksede hovedet med skyld. Mens
jeg tankede op et sted in the middle of nowhere, gik det op for mig, at den
største blokering for eventyret er ensomheden, savnet og minderne. Jeg
måtte disciplinere mig selv for at holde fokus på det umiddelbare. Hvis
dette ikke lykkedes, ville rejsen være omsonst. Da jeg atter sadlede op, var
det med den hensigt at søge et naturligt leje, hvor jeg kunne bo en rum tid
og lade dagligdagens sysler genopbygge interessen for det nære.
Selvom jeg afskyede turistmagneter, så fristede navnet Grand Canyon
alligevel. Det var sen eftermiddag, da jeg nåede en parkeringsplads ved
krateret. Det enorme hul, som tonede frem for øjnene af mig, bortviskede
øjeblikkeligt alle turister, og jeg blev grebet af begejstring! Jeg fiskede den
lille rygsæk med tegnegrejer frem, tog støvlerne af og lagde dem i tasken.
Besteg det lave hegn og begyndte den forsigtige nedtur. Nogle velmenende
tyskere anråbte mig med advarsler på dårligt engelsk, men fristelsen var
for stærk. Med døden for fødderne skærpes opmærksomheden. Man føler,
at man lever.
Snart var jeg alene. Stilheden var tyk som husblas. Lyden af ravne, som
skar luften med lange, seje vingetræk. Colorado River snoede sig som en
glasål så langt nede, at det syntes uvirkeligt. På et smalt plateau gjorde jeg
holdt. Mens solens sidste stråler tilførte vulgære nuancer, tegnede jeg de
krogede, døde træer i kridhvid kontrast til det marslignende landskab.
Kunst har den egenskab, at mennesket midlertidigt transformeres til mo-
tivet. Jeg har intet set, før jeg tegner det.
181

Artmoney – Sedona Red Rocks – 2001-201A.
Mens mørke fyldte krateret, kravlede jeg atter op. Jeg rullede soveposen
ud mellem nogle lave fyrretræer og satte uret til at ringe ved midnat. Jeg
slog øjnene op til en stjerneklar himmel, hvor satellitter gled ensomt
langs fastlagte ruter og mindede natteravne om, at alt, hvad opdages kan,
er opdaget. Alt, som forestilles kan, er efterprøvet. Og ligegyldigt hvor
store ambitioner man har, så kan éns bedrifter ikke måle sig med, hvad
tusinder af mennesker allerede har gjort. Jeg krøb ud af posen og samlede
mig om det eneste publikum af betydning – mig selv. For mig var alting
stadig nyt.
Jeg lod rygsækken ligge under et dække af grene. Sneg mig barfodet
over fyrrenåle og famlede mig frem mod Grand Canyon. Jeg satte mig med
fødderne dinglende ud over kanten. Mørket under mig virkede uendelig
dybt og fik stjernehimlen til at skinne som dagslys. Klipperne var stadig
varme under den blinde nedstigning, som var indianernes moder jord et
kødeligt væsen. Da jeg befandt mig på en lille afsats, tog jeg et hvil. Natten
var komplet. Jeg krængede trøjen af. Så bukser. Så underbukser. Satte mig
nøgen med ryggen mod den lune væg og stirrede ud i det store intet. Mens
182
ravne sov, hvor ravne sover, baskede flagermus frit omkring. Kun lyden af
deres uldne vinger.
Arizona. Kørte ad Route 66 fra Flagstaff mod de sorte bjerge. Denne stat
lod mig køre uden hjelm. Vinden kærtegnede mit plyssede hoved. Glemte
savn og skyld og følte mig selvfed. Parkerede nær resterne af en Maya-ruin.
Pissede på de eroderede mursten. Gik en tur over den golde stenørken og
fandt et hul på størrelse med en fodbold. Faldt på knæ og stirrede ned i
mørket. Et fugtigt vindstød mødte mit ansigt. Et blowhole! God damn!
Så forstod jeg, hvorfor fortidens indianere byggede her. Det var magien!
Samme eftermiddag i Flagstaff skiftede jeg bagdæk og lejede et motelvæ-
relse for tre artmoney. Faldt i søvn med en mexicansk señorita i mine arme.
Varme læber dulmede bitter længsel.
Sedona virkede som at komme i sikker havn. De røde klipper og den
grønne dal. De smilende ansigter på byens hovedgade og de mange gal-
lerier. Den varme ørkenluft. Lyden af cikader. Jeg fandt et værelse på en Os-
ram via et opslag på vandrehjemmet. Betalte en måned frem og slog mig
til ro. Rygter om, at universets helbredende stråler samledes i denne dal,
og at der var livlig UFO-aktivitet i området, tiltrak mere end fire millioner
søgende turister hvert år!
Men her var en afslappet stemning. Der var rig mulighed for eksotiske
møder med de få fastboende sedonitter. En del havde selvfølgelig oplevet
at blive ”beamed up” af UFO’er – adskillige gange! Samtidig fandt jeg en
velsignet ensomhed i de røde bjerge. Besteg dem i lys af stjerner. Overnat-
tede på toppen. Faldt i søvn til lyden af hylende ulve under blinkende pla-
neter. Mon der er liv derude?
Her trænede jeg auralæsning og extra-sensorisk perception. Byggede
svedhytter med indianere. Opsøgte hellige steder. Vaskede guld i floden
med bjergmanden Joe. Fandt sammen med USA’s hemmelige under-
ground, drevet af konspirationsteori og euforiserende stoffer. Læste, skrev,
tegnede og spillede guitar. Ved solnedgang solgte jeg artmoney på udsigts-
bjerget til turister på gennemfart. Livet blev enkelt. Jeg følte mig glad. Når
jeg kom hjem fra ”sjæleligt togt”, vendte jeg det hele med den guru, som
var min ”landlord”.
Så slap lejemålet op, og jeg kørte atter sydpå. Forandret, fordi total af-
slappelse tillod en naturlig bearbejdelse af de sidste fem måneders indtryk.
I en flække ved navn San Manuel standsede asfalten. En smal grusvej
rakte ud i et bugtet landskab med lavt krat. Motoren var brandvarm og
dunkede velsmurt mellem mine lår. Jeg besluttede at trille videre ad den
støvede sti i første gear. Grusvejen var uden ende. Støvet favnede mig som
en handske. Lyden. Heden. Uendeligheden. Kørte mig en hypnose til og
183
 tror nok, jeg forsvandt. Pludselig passerede jeg en struds! Parkerede. Trak
hjelmen af og følte sveden i mine øjne. Vandrede hvid som et spøgelse, un-
der en symfoni af græshopper, tilbage til fuglen og stirrede ind i de store,
dumme, smukke øjne. Her fandt jeg verdens ende.
Nær midnat trillede jeg ind i Tombstone. What a name! Stedet, hvor
legendariske gunslingers havde haft deres berygtede opgør i tidernes mor-
gen. Jeg endte på et skummelt motel. Uden for mit åbne vindue holdt Ku
Klux Klan møde. De pralede højlydt med voldelige overfald. Var på vej til et
stormøde et sted i nærheden. Jeg listede forbi deres bord og stjal et glimt.
Ganske almindelige bedsteborgere. You just never know!
Næste morgen i minebyen Bisbee. Kobberminen, som finansierede
Churchills krig mod tyskerne. Bjerget var grønt og udhulet. På en café for-
talte en sød pige om en sær mand, som byggede på et hus i ensomhed. Jeg
kørte op mod byggepladsen på et lille bjerg i udkanten af byen. Stigningen
var voldsom, og min Honda stallede. Jeg gik det sidste stykke. Manden fik
vist aldrig besøg, for jeg blev mødt med riffel og mistro. Hans øjne lyste som
fosfor, og overskægget i det smalle, furede ansigt var groft som en stålbør-
ste. ”Huset er stadig under opbygning efter 15 år,” fortalte han. Det bestod
af materialer fra bjerget. Gulvet var stampet i pulveriseret sten og lindolie.
Jeg satte støvlerne. Det var som at betræde hud. Bygningen gik i et med
klipperne. Fra stuen åbenbarede to panoramavinduer en azurblå himmel.
Havde manden ikke været fuldstændig fra forstanden, ville jeg have udråbt
ham som genial! Efter en usammenhængende enetale og en alt for stærk
kop kaffe, takkede jeg farvel. Det er ikke ufarligt at slå sig ned som eneboer!
Hvis ikke det rabler i forvejen, så kommer det nok med tiden.
På gaden i Bisbee mødte jeg en ung kvinde, hendes kæreste og hendes
barn. De inviterede mig hjem at bo. Efter et par overnatninger, et par tek-
nofester, flere syrede samtaler, adskillige joints og et par kejtede tilbud om
seksuelle ydelser, besluttede jeg at smutte. Vejen førte til Mexico.
Kørte gennem en skov af meterhøje kaktus. Planter, som har vidnet
krig og fred. Det var en smal sag at krydse grænsen. Det var sin sag at na-
vigere ad snoede og støvede bjergveje mellem store lastbiler under den
brændende sol.
90 mil inde mellem siennafarvede ørkenbjerge stod en ung grænsevagt
med sin M16. Fyren forklarede på spansk, at jeg måtte hente en tilladelse i
USA. Efter den udmattende rejse orkede jeg ikke, og vi startede et tosproget
skænderi. Vagten vandt ved at pege først på mundingen af sit gevær og så i
den retning, jeg var kommet. Da jeg vendte, kom han pludselig rendende.
Gav mig alligevel lov at fortsætte, hvis jeg turde. Det turde jeg godt. Han smi-
lede overbærende og vinkede mig videre. Tog ingen drikkepenge. Cool nok!
Efter nogle timer mødte jeg den næste patrulje. Landskabet var glattet ud
184
til en flad steppe med sparsom vegetation. Denne gang var jeg klar over, at
jeg opholdt mig illegalt i landet. Den nye vagt, som lignede en garvet ræv,
havde travlt med at tømme en lastbil. Han dirigerede mig ind på en plads,
hvor jeg skulle vente. Mens kasser blev åbnet, trillede jeg videre rundt om
vagthuset. Jeg skulle nødig falde i rævens kløer. Da jeg havde sikret, at vag-
ten var optaget, kørte jeg ud på vejen og gassede helt op. Med halen mellem
benene hjulede jeg af sted. Jeg fortsatte, til kværnen løb tør. Mens vi puste-
de ud mellem ligeglade kaktus, min trofaste motorcykel og jeg, besluttede
jeg at søge tilbage i 90 mil-bæltet til det ingenmandsland, hvor man kunne
opholde sig på tålt visit.
Den eneste vej førte til Puerto Peñasco. Jeg standsede først, da en lav
mur markerede overgangen fra land til vand. På den anden side af muren
sad en flok pelikaner. Forbavselsen fik mig til at le. Jeg havde ikke grint læn-
ge, og latteren mindede mig om, at livet ikke skal tages så alvorligt, hvis
man mener det seriøst.
Jeg tog et værelse på et motel, hvor de ikke accepterede artmoney, men
til gengæld var billige. Om aftenen daskede jeg ind på en amerikansk bar.
Det eneste værtshus, som ikke var en strip joint. Langs vinduerne mod den
støvede jordgade sad spisende gæster. Store steaks med store amerikanere
for enden af gaflen. Jeg satte mig på en høj stol ved baren og bestilte kaffe.
På fjernsynet skød afghanere til måls mod nogle olietønder. Jeg faldt i snak
med sidemanden. Spurgte ham, hvordan han mente, de var kommet i be-
siddelse af amerikanske rifler? En barsk udseende mand for enden af ba-
ren fik et forfærdeligt udtryk i ansigtet, rejste sig og småløb hen mod mig.
Han hev min stol bagover med et: ”What the fuck!”. Jeg landede i en stærk
favn og fik øje på de massive loftbjælker. Imponerende! Snart fragtede fire
mand mig gennem rummet som en rambuk. Nu fulgte jeg gulvbrædderne
og nød det gode håndværk. Heldigvis åbnede en gæst døren, så jeg ikke
skulle bruge hovedet. De fire smed mig ud i bedste tegneseriestil. Tiden
efter 9/11 havde alligevel slidt på amerikanernes rummelighed. Det var
bedst at være varsom, når man udtrykte sig i ”The land of free speech”! Jeg
skylder stadig for kaffen …
Selv om det var billigt, havde jeg ikke råd til motel i længere tid. Jeg lod
bagagen ligge og kørte af sted i shorts og T-shirt på jagt efter et nyt logi.
Ligesom i Arizona behøvede jeg ingen styrthjelm. Her var det dog ikke lov-
givningen, men manglen på samme, som tillod mig at være løssluppen.
Byen var ikke meget af en by, men til gengæld var den lige så tæt befolket
af banditter som et åbent fængsel! Vejene var ikke asfalteret. Skiltene så
rustne, at de ikke kunne tydes. Kun få gadelygter virkede, og supermarke-
det var næsten tomt, hvis man ser bort fra de duer, som vandrede omkring
på hylderne. Alt tydede på totalt fravær af offentlige autoriteter.
185
 Jeg endte nede på stranden og tog en tiltrængt dukkert. Fra et håndvævet
tæppe, jeg netop havde købt af en indiansk strandsælger, fulgte jeg en
dame med langt, brunt hår. Hun vandrede i vandkanten med sin sorte la-
brador. Smed sten i bølgerne, som den forgæves forsøgte at finde. Det min-
dede mig om min egen ivrige søgen efter det store intet.
Da jeg senere sad og spiste skaldyr i en fiskebutik, trådte damen med
hunden ind. Vi fik øjenkontakt og faldt i snak. Damen var på ferie og skulle
hjem til San Diego næste dag. Jeg fortalte om artmoney, og hun tilbød mig
at leje hendes hus for én artmoney i døgnet. Der var ingen, som boede der,
efter hun var rejst. Desuden ville det afholde de lokale fra at holde fest, som
de havde for vane at gøre, når udenlandske huse stod tomme.
Næste morgen pakkede jeg motorcyklen og kørte ud af byen mod da-
mens adresse. Området var beskyttet af en høj, hvidkalket mur. Jeg måtte
vise min invitation til en bevæbnet vagt for at komme gennem porten. In-
den for murene åbenbarede sig en anden verden! Gigantiske villaer lå strø-
et som perler i klitter af hvidt sand. Her var ingen tegn på forfald! Jeg kørte
ad den bugtede sandvej, til jeg ikke kunne komme længere. Dér, for enden
af perlekæden, lå det største hus. Jeg ringede på dørtelefonen, og porten
åbnede automatisk. Mens jeg baksede med at parkere i det bløde underlag,
trådte damen ud ad hoveddøren. Hun var iført lyserød morgenkåbe, og det
våde hår var sat op. ”Welcome to the family summer residence!” grinede
hun kækt og rakte mig husnøglen!
Mens hun viste mig rundt, fortalte hun levende om husets historie. Det
var bygget af hendes far, som også havde bygget Disneyland. Huset var for-
met i store hvide, forskudte cirkler, som førte ned mod en privat strand.
På en væg hang fotos af farmand og Neil Armstrong. Jeg fik lov at bo i et
separat gæstehus. Fra terrassen nød man en uforstyrret udsigt over Gulf of
California. Væggene bar mexicanske mosaikker i varme farver, og der var
alt, en happy camper behøvede! Sikke en gæstfrihed! Sikke et held!
Fødder oppe, dagbog på skødet og vodka og orange på bordet. Fra terras-
sen fulgte jeg delfiners jagt på flyvefisk og pelikaners færdigheder i lavtflyv-
ning og styrtdyk. Jeg tilbragte to uger med at fundere over tilværelsen fra
denne fornemme udkikspost. For hver dag mere dybsindig. Mere ensom.
Mere alkoholiseret. Mere desperat. Mere afklaret. Det var uden for sæsonen.
Ikke et øje på stranden. De hvide kæmpevillaer lå tomme hen bortset fra et
par huse, som var invaderet af de notoriske, mexicanske besættere, som for-
stod at fyre den af. Når jeg passerede på motorcykel om formiddagen, lå de
sovende kroppe spredt overalt som vidnesbyrd om nattens fiesta.
På en lille café i byen tjekkede jeg min e-mail. Min kone ønskede at
komme med. Hun var træt af at bo alene i Danmark og skrev, at hun sav-
nede mig. Jeg besluttede, imod min fornuft, men i overensstemmelse med
186
min afklaring at tage hende på anmodningen og rejse hjem for at ”befri”
hende.
Jeg efterlod en stak artmoney, et takkebrev og en halv flaske vodka på
køkkenbordet og kørte mod Phoenix for at flyve til København. Motorcyk-
len solgte jeg til en fyr med hestehale, som jeg stødte ind i på et gadehjør-
ne.
I Kastrup Lufthavn bemærkede jeg stilheden. Gummi på gangen. De
dæmpede samtaler. Danmark er et sært, tyst rum, når man vender hjem fra
verden.
Det tog tid at lirke konen ud af stilheden. Ud af samfundet. Ud af arbej-
det. Ud af lejligheden. Da vi endelig var klar og stod med billetter til Miami,
var hun blevet gravid! Begivenhedernes gang havde spillet mig et puds!
Hun var lykkelig og var med et trylleslag forvandlet fra kone til vordende
mor!
Temperaturen i Miami var for meget for min gravide skat. Jeg måtte
bære hende hjem på hotellet, og vi besluttede at vende tilbage til Køben-
havn for at føde …
Begivenhedernes gang fortsatte hjemme som stilstand i bevægelse.
Geografisk flyttede vi os kun i cirkler. Mentalt flyttede vi grænser. Jeg var
ikke længere jeg. Jeg var blevet vi, og vi blev flere. Efter førstefødte blev hun
gravid igen. Efter andenfødte var vi så etableret, at enhver tanke om rejse
virkede absurd. Det var nu mit ansvar at brødføde familien. Artmoney-pro-
jektet nød godt af min tilstedeværelse. Det voksede og blev en verdensom-
spændende organisation med et omfattende bureaukrati, som igen kræ-
vede mere arbejde. Mere ansvar. Mindre frihed.
På samme tid følte jeg mig fanget og frelst. 7 år uden planer havde ført
mig i armene på den absolut største frygt for en eventyrlysten enspænder
– familie og ansvar. Samtidig vidnede jeg vidunderet i livets skabelse. Intet,
jeg have fundet ”derude”, ville kunne matche, hvad jeg havde fundet ”her-
hjemme”. I kone og børn hvilede selve livets kerne. Der blev hverken kunst
eller film af rejsen. Jeg fortsatte livskapitlet med et nyt 7-år ad planernes
gang og sigtede håbefuldt mod en genfødsel som eventyrer på den anden
side af børnenes opdragelse. Until then!

Øjvind
Kyrø
Født 1952
Uddannet journalist og har i over 30 år dækket krige, kup, kidnapninger
og folkemord på hele kloden for aviser, radio og tv. I tre år boede han i Chile
som Latinamerika-korrespondent for Berlingske Tidende og Weekendavi-
sen, i to år arbejdede han på TV2-Nyhederne som udlandsredaktør, og si-
den har han været freelance og især rapporteret fra Afrika og Latinamerika.
Desuden har han i mange år dækket tro og religion, bl.a. tilrettelagde han
tv-serien ”Fornemmelse for snyd”, der afslørede folk med påståede overna-
turlige evner, og i DR-dokumentaren ”Forført” blev den indiske guru Sai
Baba afsløret som en pædofil tryllekunstner. Han har udgivet bøger om
krigen i Congo, kidnapning i Colombia og folkemordet i Rwanda.
188
Pigen med
geværet
Jeg havde aldrig forestillet mig, at lykke var lig med møb-
ler. At en tre-to-en-sofagruppe skulle være et tegn på fred
og frihed. Det gik først op for mig den dag, jeg traf Bisrat
igen.
Den nat, vi mødtes første gang, var hun 23 år. Jeg var stået mørbanket ud af
en jeep og havde i de flakkende lyskegler fra stavlygterne glimtvis kunnet
se, at ”figtheren”, der tog imod os, var en smuk kvinde. Hun skulle sørge for
logi, indtil vi kunne køre op til frontlinjen.
Jeg havde været væk fra enhver civilisation i en uges tid. Min nye chef-
redaktør Jørgen Schleimann havde i begyndelsen af november 1984 kaldt
mig ind på sit hjørnekontor på Weekendavisen og spurgt, om jeg ville rejse
til Eritrea. Jeg lod, som om jeg vidste, hvor landet lå, og nikkede indforstået.
Schleimann smilede listigt. ”Alle de andre tager jo til Etiopien,” sagde han.
Jeg anede, at det nævnte land, jeg skulle rejse til, lå på Afrikas Horn.
Schleimann var en fiffig rad. Han havde læst sine aviser – hans bladhold
strakte fra Le Monde til The Manchester Guardian – og hans indgroede mis-
tanke til enhver venstreorienteret magthaver havde fået ham til at udpøn-
se den plan, at sultkatastrofen på Afrikas Horn skulle dækkes fra Eritrea.
Jeg fandt i timerne efter ud af, at Eritrea i 23 år havde kæmpet for at
løsrive sig fra Etiopien, og at den marxistiske regent i Etiopien, oberst
Mengistu Haile Mariam, brugte det meste af statsbudgettet på at sende
sølv­glinsende russiske MiG-fly ind over oprørsbevægelsens stillinger og
tømme deres bombelast.
Nu havde obersten og hans junta indledt en ny strategi, der gik ud på at
flytte dele af befolkningen og derved udtynde antallet af sympatisører og
rekrutter til oprørshæren. Det var disse tvangsforflytninger, som sammen
med tørke udløste hungersnøden, og pludselig talte og sang hele verden
om Etiopien. Milliarder af kroner blev samlet ind til de sultende.
Vi var meget få journalister, der blev sendt til Eritrea, til den glemte krig,
og der var ikke mange af vores kolleger, der stillede spørgsmål til E­tiopiens
diktator Mengistu i Addis Ababa om, hvorfor befolkningen skulle tvinges
sydover.
189

Øjvind Kyrø på reportagerejse i Afrika – her i det nordøstlige hjørne af
det krigshærgede Congo, hvor han i Mongbwalu har besøgt det, som den
største konflikt siden Anden Verdenskrig handler om: guldminer.
Men takket være Tekle på B&W, som var en af de mange flygtninge fra
Eritrea, stod jeg en dag i Port Sudan ved Det Røde Hav, den vigtigste og stør-
ste havneby i Sudan, hvor jeg fik kontakt med en mand fra ERA – Eritrean
Relief Association, oprørshærens hjælpeafdeling – på en klinik for krigsin-
valider. Jeg var ventet.
Om natten kørte vi gennem Sahara i en lille konvoj, og selvom månen
skinnede klart, kørte chaufføren forkert. Denne del af Sahara består af lave
klipper og spredte vækster, og det var først, da jeg spurgte, hvorfor alle i
Landcruiseren var blevet så stille, at de indrømmede, de ikke kunne finde
den rigtige vej gennem vildnisset.
Det gjaldt om at komme ind gennem bjergene, før solen stod op, for fra
da af havde de etiopiske kamppiloter magten. De bombede alt, hvad der
rørte på sig i de 85 procent af Eritrea, som oprørshæren ellers kontrollerede.
Bestemmelsesstedet var en lille by, der som alt andet menneskeværk
var kamufleret, så man intet kunne se fra luften. Orota hed byen, og den
190
havde et lille gæstehus, som vi tre journalister, der denne nat havde kryd-
set grænsen, senere kaldte ”Orota Hilton”. På hele resten af turen var der
intet, der kunne måle sig i bekvemmelighed med dette logi.
Der var eksempelvis varmt brusebad. Jeg fandt senere ud af, at tanken
på toppen af skuret hver morgen blev fyldt op af en karavane af kvinder,
som havde hentet vand i brønden, varmet det over deres ildsted for derpå
at bære det hen til badeskuret, så de udenlandske gæster kunne føle luksus.
Badeskuret var også udstyret med et ”pedallokum”, altså en porcelæns-
flade med afmærkning af fodplacering, så hullet kunne rammes præcist.
Jeg så søvnigt på den franske indretning, trak bukserne ned og satte mig på
hug.
Jeg sad og nød stilheden i bjergene, mens naturen gik sin gang, indtil
der lød en mærkelig hvislen bag mig. Jeg drejede hovedet. Der var intet at
se. Lyden kom nærmere. Jeg drejede hovedet den anden vej og nåede at
opdage, at en halv meter lang slange var ved at rejse sit hoved, og at dette
hoved befandt sig faretruende tæt på min hvide bagdel.
Hvis der fandtes et verdensmesterskab i halvtredsmetersprint med
bukser om anklerne, havde jeg vundet det.
Da jeg havde fået trukket bukserne op, råbte jeg et eller andet, og et par
folk kom løbende. Jeg pegede uden et ord hen mod toilettet, og mændene
kikkede ind. En af dem hævede en kæp, han havde i hånden, men han lod
den synke. De to mænd så slangen sno sig ud gennem en åbning bag i sku-
ret, før den forsvandt. Jeg viste dem med hænderne, hvor tæt den havde
været på min bagdel. De lo. Og sagde, at jeg havde været heldig, for det var
en livsfarlig slange.
Jeg pustede ud og tænkte ved mig selv, hvor pinligt det ville have været,
hvis der skulle have stået i min nekrolog, at jeg var blevet bidt i røven af en
lille slange på et lokum langt fra fronten.
Efter at have døset det meste af dagen, kun afbrudt af besøg på kamufle-
rede skoler og sygehuse, tog vi videre om aftenen.
Det var imponerende at opdage, hvordan eritreanerne havde indrettet
sig. De havde formået at bygge veje i de rå bjerge, og med strategiske inter-
valler var der depoter i klippehuler med benzin og lappegrej til punkte-
rede dæk. Så snart solen var gået sin vej, livede hele landet op. Operations-
stuerne summede, el-generatorerne brummede, lyset brændte lystigt.
Lastbiler med nødhjælp til de to millioner mennesker, der var ramt
af tørken, bugtede sig gennem bjergene. I vejsiderne lå geder, kameler og
køer døde af tørst eller sult. Jorden var krakeleret i dale, der plejede at være
grønne. Selv store kaktusplanter var krøllet sammen af mangel på vand. De
mest elendige af indbyggerne lignede levende skeletter.
191
 Næste stop lå lidt før fronten. Vi havde blot fået at vide, at der var et hus,
hvor vi kunne overnatte.
Det var her, Bisrat stod og tog imod. Hvor smuk hun dog var! Hendes
skønhed faldt så meget desto mere i øjnene i de brutale omgivelser. En
tredjedel af fighterne bestod af kvinder. Bisrat havde til opgave at beskytte
de flygtninge, der var kommet over på denne side af fronten. De var syge,
de sultede, og flere af dem led efter den tortur, som etiopiske soldater hav-
de udsat dem for.
Vi fik anvist nogle køjer, min ledsagende presseofficer Goitom og jeg.
Da jeg ved middagstid vågnede i det mørkelagte sovekammer, stod jeg op
og slentrede rundt i den golde bjergegn og så mig om. Tiden skulle gå, ind-
til mørket faldt på, og vi kunne fortsætte. Bisrat sad og ventede på at kunne
vise verdenspressen i skikkelse af mig de godt gemte stenhuse, hvor de
arme flygtninge var blevet indlogeret, og derpå spurgte hun, om jeg også
ville skyde.
Skyde? Ja, skyde.
Bisrat holdt en daglig skydeøvelse, og hun stillede en konservesdåse op
på et klippefremspring, gik et halvt hundrede meter væk og sigtede med
sin Kalasjnikov.
Bisrat rakte mig stormgeværet og lo højt ved synet af min forbløffelse
over det hårde slag, min skulder fik, da jeg trykkede på aftrækkeren. I mod-
sætning til når jeg skød bjørne i Tivoli, ramte jeg ikke.
Det er stort set alt, hvad jeg husker om mit første møde med Bisrat.
Da mørket sænkede sig, kørte vi videre i hårnålesving til ruinbyen Nakfa,
hvor fronten lå – og havde ligget i en del år. Fighterne havde hugget skyt-
tegrave ud i klippepartiet, og det samme havde de etiopiske tropper gjort
et par hundrede meter borte. Det hele lignede grangiveligt en opstilling
fra Første Verdenskrig; man kunne ved hjælp af en kikkert se lige ind i fjen-
dens øjne. Og geværmunding.
Tæt på fronten var der blevet udgravet en stor hule, hvor fornemme
gæster som journalister kunne overnatte. Vi havde næppe spist færdigt af
aftensmaden, da bombardementet begyndte. En etiopisk stilling affyrede
en salve fra et stalinorgel mod det sted, vi opholdt os. Jorden rystede.
Sådan en kanon rummer 16 missiler på hver 140 mm. Også lyden af
eksplosionen er voldsom. Nogle granater kom øresønderrivende tæt på.
Ingen af os blev ramt. Resten af dagen var jeg tavs.
Ved fronten i Nakfa skulle man ikke frygte at blive bombarderet oven-
fra af jagerfly, for de holdt sig væk for at undgå at ramme forkert og tilin-
tetgøre en af deres egne stillinger. Goitom, presseeskorten, viste derfor i
192
næste dags sollys stolt nogle af de trofæer frem, fighterne havde erobret fra
fjenden. Der var også køreklare T-55-kampvogne, og her på højsletten fore-
gik de første regulære panserslag i Afrika, siden Rommel havde kæmpet
mod Den Ottende Armé.
Hjemme i Danmark skrev Schleimann overskrifterne til mine beretninger:
”Etiopien bomber sultende børn med sovjetisk bistand” og ”Nødhjælp til
Etiopien bruges militært”.
Da jeg kom hjem, fik jeg en kopi af det forstørrede fotografi, der havde
prydet Weekendavisens forside, og hængte det op på mit køleskab. Når gæ-
ster spurgte, hvem den kønne guerillasoldat med det slagkraftige gevær
var, svarede jeg, at hun hang der som en slags huskeseddel. Næste gang, jeg
kom til Eritrea, ville jeg finde hende.
Næste gang var i maj 1991, da oprørshæren vandt krigen over den stærke-
ste hær i ”Det sorte Afrika”.
Den gamle italienske koloni var blevet selvstændig. Den 30 år lange
krig havde kostet 65.000 fightere livet, 15.000 var blevet handicappede, og
100.000 civile var omkommet.
Jeg kom ind med det første fly, der lettede fra Addis Ababa, men havde
glemt at få billedet af Bisrat med, og i øvrigt var hele hovedstaden i en sand
sejrsrus – folk var kulrede af glæde. Uden for Asmara kom jeg ikke, for land-
minerne var endnu ikke fjernet.
Men i 2002 pakkede jeg billedet af Bisrat ned i kufferten og fløj af sted. Jeg
skulle lave et tv-program til DR.
Asmara var blevet en velfungerende by, med gamle Fiater kørende
rundt i gaderne, cappuchino i kopperne samt pizza og pasta på tallerke-
nen. Det var den gode arv fra italienerne, som ellers havde opført sig stærkt
racistisk, da de udførte Benito Mussolinis ordre om at erobre ham det øst-
lige Afrika. Desuden stod der nu Nakfa på pengesedlerne. Landets møntfod
var blevet opkaldt efter den by ved fronten, hvor de afgørende slag stod.
I Informationsministeriet sad en forhenværende fighter, som på sine
gamle dage var blevet skrivebordsgeneral og stod for udstedelse af pres-
sekort. Jeg viste ham fotografiet.
”Hun kan jo være død,” lod hans nøgterne konstatering, da han hørte,
at billedet var 18 år gammelt.
Han rystede svagt på hovedet i vantro, men ringede dog til et par andre
kontorer i ministeriet, hvor kvindelige eksfightere arbejdede. De kom og
kikkede.
”Hun ser bekendt ud,” sagde en af dem, tog billedet og gik hen til et par
193

Den fotogene fighter nær frontlinjen endte på forsiden af Weekend­avisen.
andre kontorer. En halv snes minutter senere vendte hun smilende retur.
”Jeg tror, jeg har fundet hende. Hun arbejder i Justitsministeriet og har tre
børn.” To af hendes kolleger stemte i: ”Hendes familie kommer nede fra
Massawa, fra havnebyen.”
Senere på dagen lå der en telefonbesked på hotellet. Jeg skulle efter kl.
18 ringe til Bisrat, når hun var hjemme fra arbejde, på nummer 202554.
To dage efter trådte hun ind ad døren på hotellet.
194
Ingen tvivl. Det var Bisrat. Hendes afrofrisure var væk, og hun var blevet
mere fyldig. Kampuniformen var udskiftet med en hvid bluse og cowboy-
bukser. Hun bar også smykker. Men smilet og øjnene var de samme, og vi
kyssede hinanden på kinderne.
”Var det ikke dig, jeg prøvede at lære at skyde?” spurgte hun og lo ved
mindet.
Bisrat havde fået bil, og hun kørte mig hjem til familien, som omfattede
fire børn og hendes mand Desale. De boede i en boligblok, som var blevet
indrettet til eksfightere i ”Radio Marina” – en lyttestation, USA havde op-
ført under Anden Verdenskrig.
Mens hendes 69-årige mor gik i gang med den traditionelle kaffetilbe-
redningsceremoni, der strækker sig over flere timer – bønnerne skal både
ristes og males, og det hele koges over trækul – fortalte Bisrat Habtema-
riam, som hun rettelig hedder – sin historie:
Ti år før vi mødtes, var Bisrat som 13-årig flygtet over til befrielseshæ-
ren sammen med fire jævnaldrende piger. Sådanne ”børnesoldater” fik et
halvt års træning sammen med andre mindreårige, og som 15-årig havde
Bisrat fået til opgave at rejse fra landsby til landsby i de områder, oprørs-
hæren havde befriet, og fortælle dem om fighternes mål med kampen for
uafhængighed.
Få år før jeg mødte hende første gang, var Bisrat blevet viet af chefen
for den del af oprørshæren, der kæmpede ved Nakfa, til den flotte brigade-
kommandør Desale, som havde 1.000 mand under sig. Han var 28 år, hun
20, da de holdt bryllup.
Vielsen bestod i, at de begge underskrev et stykke papir. ”Derefter holdt
vi en fest med 50 andre fightere,” mindedes hun. ”Vi fik en måneds hvede-
brødsdage i et værelse, der var indrettet i en kontorbygning, som lå fire
meter fra fronten. Dér kunne vi være alene.”
Året efter gik en anden drøm i opfyldelse. Bisrat blev sendt til skyttegra-
vene i Nakfa. ”De fleste af fighterne var blevet overført til en ny front, og for at
etiopierne på den anden side af skyttegravene ikke skulle få nys om svækkel-
sen, skulle vi indlede en offensiv. Jeg kæmpede med både min Kalasjnikov,
med håndgranater og tungt artilleri, og kampene var hårde. Jeg aner ikke,
hvor mange mand jeg dræbte i de seks måneder, offensiven stod på.”
Som fighter havde man kun fri en måned om året, hvor man kunne
være sammen med sin ægtefælle. I 1989 fødte Bisrat en søn, men den ny-
bagte far så ham først 11 måneder senere.
”Det var hårdt at leve adskilt gennem 13 år. Vi vidste aldrig, om den an-
den var i live eller var død. Jeg troede egentlig aldrig, at vi ville komme til
at bo sammen, for selv efter vores sejr over etiopierne og befrielsen i 1991
skulle vi blive på vores poster.
195
 Vi flyttede først sammen i 1994, og da følte jeg skønheden ved freden i lan-
det, og at vi nu var sammen i et rigtigt ægteskab.”

Mens Bisrat fortalte om ”skønheden ved freden i landet”, så hun sig om i

stuen.
Noget dæmrede for mig. Jeg forstod med ét, at den lange kamp, hun
med sit liv som indsats havde været en del af, handlede om det mest almin-
delige, man kan forestille sig:
Friheden til at købe en tre-to-en-sofagruppe og sidde i ro og fred og
nyde livet.

196

Ole
Lindboe
Født 1948
Planlagde allerede som seksårig sin første ekspedition til Canadas øde-
mark. Ud af skolen som 16-årig. Afbrudte karrierer som avisbud, bybud,
opvasker, keglerejser og bokser. Sejlet som sømand – bl.a. på Grønland, ar-
bejdet som bådebygger – og som medarbejder på Kofoeds Skole. Journalist
– og forfatter til mere end 95 bøger. Omfattende rejser til Afrika, Indien,
Sydamerika, Rusland og Nordamerika. Har bl.a. besøgt en voodoo-dron-
ning i New Orleans, været med politiet på patrulje i Los Angeles’ farligste
baggyder, besøgt en berygtet gangsterkonge i Sydindien og været pinligt
tæt på at få tæsk af narkodealere ved grænsen Mexico/USA. I dag formand
for Eventyrernes Klub.
198
Vandring ind i
natten
Kvinden begynder i ét nu at skrige, hæst og klagende.
Hun rokker fra side til side. Hendes sorte ansigt er for-
trukket af vanvid og nydelse. Svedperlerne triller ned
over hendes blanke og fortrukne ansigt, øjnene ruller
rundt, som skal de trille ud. Indimellem vender hun det
hvide ud af øjnene, som var hun blind. Der bliver pludse-
lig luft omkring hende, folk viger tilbage. Noget vigtigt
og ufatteligt er ved at ske. En kraft udefra har tilsynela-
dende fået tag i kvinden.
Den sorte, smukke kvinde, der tidligere på  aftenen havde virket nærmest
aristokratisk og utilnærmelig med fint formede kindben, et selvsikkert smil
og en stolt kropsholdning forvandles med et slag til noget dyrisk. Hendes
mund er nu forvrænget, tænderne blottet som til bid. Hendes hænder flag-
rer hidsigt omkring hende, griber ud i luften som rovfugleklør. I næste øje-
blik værger de for sig, som om noget farligt vil angribe hende. Hele hendes
krop bugter sig, slangeagtigt, underkroppen hugger og vrikker og ruller.
De omkringstående træder til og støtter hende i hendes stadig mere
opgejlede ekstase. Stærke arme holder hende fast. Hun har hvidt skum i
mundvigene og udstøder rallende lyde. Hun lader sig falde bagover i et
kæmpe ryk, spænder kroppen hårdt opad som i en bue, der kan briste. Som
om en orgasme af stor kraft er på vej og vil få hendes krop til at skælve i
rasende uendelighed.
Hele lokalet gynger nu med kvinden. Der lugter stærkt af sved, rom og
sex. Hun begynder at hugge rytmisk med underkroppen, roterende, skri-
ger stadig mere hæst. Et klimaks nærmer sig. Pludselig udstøder hun et
højt, hjerteskærende skrig, vælter omkuld og ligger livløs hen. Der siver
hvid væske ud af hendes ene mundvig. Nogle af de nærmeste løfter hende
forsigtigt op og bærer hende hen i det ene hjørne af lokalet. Hun gisper
højlydt og savler som et barn. To af de mænd, der har hjulpet hende hen i
hjørnet, finder en pind frem og stikker den ind mellem hendes tænder. Ud
af munden kommer blod, der siver ned over hendes hage – hun har bidt sig
i tungen, blodet danner sorte klatter ned over hendes hvide kjole.
199
 En anden kvinde i lokalet er begyndt at danse på samme måde som i en
ustyrlig besættelse. Kvinden, der er en lille, tæt mulatkvinde, udstøder
en serie gutturale lyde, der lyder, som om de kommer fra en helt anden
person. Også hun ender med at falde bagover som i trance. Den lille tætte
kvinde falder omkuld på gulvet i hidsige ryk, hendes hænder søger ned
mod skridtet, hun gnider sig energisk, alt imens hun stirrer vildt frem for
sig. Tre ældre kvinder rykker frem mod hende, løfter hende nænsomt op,
siger beroligende og trøstende ord – og bærer hende hen i et andet hjørne.
Hun græder heftigt …
Dette er bare begyndelsen. Senere skal det blive endnu mere kaotisk.
Scenen er sat for et sært møde, en januaraften i Cuba, i den lille smukke
by Trinidad, på østkysten af Cuba. En fin gammel by, der er erklæret beva-
ringsværdig af UNESCO. En by, der kun i det små har forandret sig de sidste
100 år, en by med små lave bygninger og røde tage af smuldrende tagsten.
En museumsby. Smuk og uberørt.
Undertegnede var i januar 2010 på  kunstrejse til Cuba og møder i et
lokalt kunstneratelier den ca. 50-årige kvinde (og maler) Mari Cullie (ikke
hendes rigtige navn). Hendes billeder er underligt fascinerende, naive og
raffinerede på samme tid, de forestiller ofte kvinder, der danser. I hånden
har de urter og poser med hemmelige ingredienser. På spørgsmålet om,
hvilken slags kvinder der er tale om, svarer Mari Cullie klart: ”Det er kloge
kvinder. Det er kvinder i pagt med naturen og dens kræfter … ”Vil du kalde
dem hekse?” ”Det kan man kalde dem, hvis man absolut vil,” svarer Mari
Cullie. ”Og vi taler om Santeria?” ”Naturligvis,” lyder svaret.
Santeria (også  kaldet Yoruba) er en afrikansk-cubansk religion, hen-
tet med fra Afrika, fra dengang slaver blev fragtet over det store ocean og
landede i Amerika, men også på mange øer i Caribien, herunder Cuba og
Haiti.
På Haiti hedder denne religion (magi) voodoo. I Cuba blev navnet San-
teria, hvilket er en sammensmeltning af gamle afrikanske og nyere cuban-
ske ritualer, iblandet elementer fra den katolske mystik. I korthed er der
tale om en urgammel kultisk religion, hvor antagonistiske begreber som
god-ond og Gud-Djævel ikke eksisterer. Naturens kræfter spiller en vigtig
rolle, og dem kan man ”tæmme” eller bringe sig i overensstemmelse med
via en række hemmelige ritualer. Man taler i skiftende grader om ”sort
magi” og ”hvid magi”.
Da Castro og socialismen tog over i Cuba i 1950’erne, måtte Santeria
nødvendigvis gå under jorden. For set med socialistiske øjne er den slags
forsludret overtro, noget, der står i vejen for den kommunistiske oplys-
Ole Lindboe med maleri af en kendt cubansk Santeria-heks.
nings materialistiske samfundsbillede. Men det forhindrede bestemt ikke
Santeria i at eksistere. Og mange mener, at Santeria i takt med kommunis-

200 201
 mens fallit også i Cuba, igen er blomstret op. Som en undergrundsbevæ-
gelse, styret ikke kan knægte. Hvor mange, der tror på Santeria og dyrker
det, tør ingen gætte på.
I hvert fald lever det i bedste velgående, også denne særlige januaraften
i Trinidad i Cuba.
Normalt kommer udenforstående slet ikke med til sådanne seancer.
Definitivt ikke med fotografiapparat i hånd og i hvert fald slet ikke uden
et løfte om ikke at fortælle, hvor det fandt sted og med hvilke deltagere.
Undertegnede blev således afhentet på et gadehjørne kl. 21 en fredag aften,
fik et tørklæde bundet for øjnene, blev ført gennem nogle gyder, ind i et
hus, vistnok i en baggård, ind i et lokale, hvor der allerede var forsamlet
omkring 40 mennesker af begge køn. Selve seancen tog tre-fire timer …
Den grædende kvinde er omsider faldet til ro. Frem på gulvet træder en
stor kraftig mand, iført en mangefarvet kjortel. Der er en aura af autoritet
omkring ham. Han løfter hænderne og beder om ro i lokalet. Alle ser for-
ventningsfuldt hen på ham. Bag ham er et lavt podium, hvor en lang række
genstande er stillet op: i midten et kranie, blomster, røgelsespinde, bræn-
dende stearinlys, farvede sten, små figurer omviklet med garnrester. Og et
billede, der forestiller en kvinde, hvis tunge er gennemboret af en kniv.
Nogen rækker ham en baskende hane. Han griber den med et fast tag i
benene, trækker en stor kniv frem af sit bælte, og med et hurtigt snit skærer
han halsen over på hanen. Blodet sprøjter op på hans bryst, og han smører
noget af det ud over sit ansigt. Flere af deltagerne træder frem og vil have
del i blodet, men nu stopper manden op, finder en krukke frem fra det lille
podium og lader det sidste af hanens blod løbe ned i en krukke. Her blan-
des det med afkog fra urter og andre ukendte ingredienser. Nu hæver den
store mand krukken op og lader de omkringstående drikke hver et lille
skvæt.  dige, mumlende, grimasserende som masker, der er klistret på dansende
Nu er flere i lokalet begyndt at danse hver for sig som i trance. Nogen
nynner rytmisk, men mere og mere skingert eller bare brummende.
Ovre i et hjørne af lokalet er en mand og en kvinde begyndt at kysse
hinanden, savlende og smaskende. Manden, en lavstammet mulat med
store lyse pletter i ansigtet, virker sanseløst beruset. Han forsøger – noget
kikset – at flå kjolen af kvinden – en overvægtig sort dame, samtidig med
at han løsner sine egne bukser, og han begynder heftigt at gnide sig i skrid-
tet. Men det bliver for meget for flere af deltagerne. To store mulatkvinder
griber fat i den berusede mand, stikker ham et par flade og slæber ham
over i det ene hjørne. Han klynker lidt, kravler helt op i hjørnet og falder
nærmest i søvn.
Nu har hele selskabet delt sig i to grupper: En gruppe er samlet om-
kring den store mand – en slags ypperstepræst? – og følger nøje hans ri-
202
tuelle besværgelser, der består i at mumle en række remser, alt imens han
tager fat i flere af de omkringstående med et fast greb om deres hoved og
råber en serie messende ord ind i ansigtet på dem – andre er trukket ud
mod væggene og betragter med stigende ophidselse hele seancen. Flere
flasker med billig hjemmelavet rom går rundt blandt deltagerne, de fleste
tager sig nogle solide slurke.
Pludselig ser jeg et velkendt ansigt midt i mængden. Ansigtet tilhø-
rer en ung sort kvinde i en rød kjole, som uden for enhver fornuft lige nu
burde befinde sig i Havana. Her mødte jeg hende to dage før – og talte med
hende, fordi hun kunne engelsk, og fordi nogen mente, hun vidste noget
om Santeria – hvad hun hårdnakket benægtede. Hun smiler i genkendelse
og er med ét væk i gruppen af mennesker henne ved indgangen. Det er lidt
af et chok – man kan da ikke være to steder på én gang? Jeg forsøger at nå
frem til kvinden, som nu er totalt forsvundet. Jeg forsøger at åbne døren,
men bliver bremset af to mænd. De tysser på mig. Seancen må ikke forstyr-
res. Min forvirring er total.
Og begivenhederne fortsætter: Der er igen bevægelse i gruppen om-
kring den store mand. Tre-fire kvinder omkring ham er faldet ind i en ryt-
misk trancedans. De vugger vildt og ukontrollabelt rundt om ham med
svajende bevægelser. Sveden hagler af dem. Manden løfter armene i vejret
og råber endnu en stribe uforståelige ord ud i lokalet. Nu falder en af kvin-
derne omkring på gulvet og går i bro. Det ligner et epileptisk anfald, nogen
putter en klud i munden på hende, men hun har nået at bide sig i tungen
eller kinden, for blodet står hende ud af mundvigene. Dråberne falder
ned på gulvet som sorte stænk. Hun begynder at råbe med en meget mørk
stemme. Det er, som om stemmen ikke tilhører hende selv, men kommer
ude fra rummet, oppe fra mørket. Omkring hende er alle ansigterne sve-
menneskekroppe.
Hele stemningen i rummet er mere fortættet end nogensinde. Fem-
seks kvinder og en enkelt mand er nu faldet om på gulvet, hvor de slanger
sig i eksalteret ekstase. De råber og skriger og jamrer sig. Og over dem tår-
ner den store mand op, som vil han dirigere deres bevægelser. Jeg bliver
skubbet hårdt i brystet af en kvinde, der kaster sig frem for at komme med
i dansen, der bliver vildere og vildere. Hele rummet føles pludselig meget
klaustrofobisk. Det er svært at trække vejret. Alle virker, som om de er en
del af en stor bevægende krop med mange lemmer. En kvinde bløder ud af
næsen. En lille mand med et ar ned over ansigtet begynder at hulke ube-
hersket.
Men hele tiden tårner den store mand sig op over dem alle. Det er, som
om han er vokset i højde og bredde. Han lader sine hænder brede ud over
203
 folk, han klapper på skuldre og berører folk i ansigtet. Trøstende og beroli-
gende og dog ansporende: Der må ikke stoppes op, følelserne skal krænges
ud … og alle i rummet er med som i en stor fælles anråbende bøn. Ingen
står nu stille, alle bevæger sig. Enkelte står henne mod væggen og mumler
for sig selv med lukkede øjne.
Jeg selv kan ikke stå stille. Det kribler over hele kroppen. En flaske rom
bliver stukket hen i hånden på mig, jeg drikker nogle heftige slurke. Og be-
gynder på et tidspunkt at ryste over det hele. Får et pludseligt angstanfald:
Hvad sker her? Er det galskab, et udbrud af sindssyge? Vil jeg nogensinde
komme ud af dette rum igen med forstanden i behold? Tør de lade mig
slippe ud, efter alt det jeg har overværet?
Jeg bliver paranoid. Hvem vil sørge for, at jeg finder tilbage til mit bo-
sted, det lille private Casa Particular, jeg bor i, hos Pito og Celida, som ikke
aner, hvor jeg gik hen? Skal jeg skaffes af vejen som et ubekvemt vidne.
Pludselig rammes jeg af en ubehagelig brækfornemmelse, og jeg bliver
bange for, at jeg skal kaste op ud over det hele. Mine hænder ryster, nogen
holder om mig bagfra, og jeg forsøger at vride mig løs. En spinkel sort kvin-
de med rødmalet mund hiver mig igen og igen i armen. Hun har lukkede
øjne. Hvad vil hun? Hun slipper grebet i min arm og lader sig føre bort af
en anden kvinde.
Nu bliver jeg skubbet hen mod den store mand, som dirigerer seancen.
Han lugter stærkt og voldsomt af sved og sære krydderier. Manden kigger
et kort øjeblik på mig med gennemborende øjne, ser straks min indlysende
nervøsitet. Han tager mig om skuldrene med et fast greb og siger en række
ord hurtigt, som jeg ikke forstår. Så slipper han mig og peger hen mod væg-
gen, hvor jeg vakler hen for at stille mig så ubemærket som muligt.
Nogle ryger cigarer, for rummet er fyldt op med røg. En mand i et hjør-
ne har grebet en tromme og slår uafladeligt løs på den, rytmisk, sært inci-
terende og alligevel skræmmende. Nogle af deltagerne er forsvundet ud
af en bagdør, og jeg kigger mig om for at se, om jeg har en mulighed for at
slippe ubemærket ud. Igen gribes jeg af paranoia. Jeg har en stadig stær-
kere følelse af at have overværet noget, jeg ikke burde se. Som at kigge ind
bag lukkede døre, hvor noget alt for uhyggeligt sker.  sundhed, værge sig imod en ond skæbne. Og Santeria stopper ikke ved dø-
Ser pludselig kvinden i den røde kjole igen. Hun smiler til mig og vin-
ker. Men det kan simpelthen ikke passe. Kvinden skulle være i Havana i
dette øjeblik. Hun vinker igen og går hen mod døren med vuggende bevæ-
gelser. Jeg skubber til de omkringstående for at komme hen til døren, men
gribes i armene af to dansende, der vil have mig med ud på gulvet i en dans,
der virker mere og mere sanseløs. Da jeg får vredet mig løs og når hen til
døren, er den låst, og kvinden i den røde kjole er væk.
Nu vil jeg ud for enhver pris. Dette overgår min forstand. Stemningen i
204
rummet er kaotisk, alle danser som i trance, trommerne hamrer, der lyder
skrig og hæse råb. Pludselig dukker to mænd op og ser, jeg vil ud. De tager
fat i mig, og jeg tror, de vil slå mig. Men de tysser på mig og binder nu et
tørklæde om mine øjne. Jeg føres ud og mærker straks den lune aftenluft,
snubler, men løftes op og føres nu med faste hænder af sted. Tørklædet ta-
ges af mig, og jeg står på et lille torv. De to mænd, der har ført mig ud, peger
ned mod en lille gade, jeg kan genkende. Et stykke nede ligger den gade,
hvor mit værtspar Celida og Pito bor.
Jeg ryster over det hele, sveder ukontrollabelt. Skal brække mig, men
kan ikke. Løber af sted ned mod mit bosted, er bange for, at nogen følger
efter mig. Kigger mig flere gange tilbage, men gaderne er tomme.
Den nat drømmer jeg en serie mærkelige drømme. Kvinden i den røde
kjole er pludselig i rummet. Hun svæver over mig og smiler. Da jeg ser nø-
jere efter, har hun lange hugtænder i munden, edderkopper kommer ud af
munden på hende og flyver ned over mig, og jeg vågner med et sæt. I næste
øjeblik føres jeg ad mørke korridorer af personer, hvis ansigter jeg ikke kan
se. Foran mig dukker hele tiden nye personer frem, de bærer alle masker.
Deres hænder har lange klolignende negle. Blod risler ned over maskerne,
rammer gulvet med en sjaskende lyd. Hele tiden hører jeg lyden af trom-
mer, dunkende som et hjerte i panik. Og jeg vågner med et sæt og hører
mit eget hjerte dunke i brystkassen. Jeg kan ikke sove, får åndenød og må
gå udenfor i den lille gård, hvor alt er helt stille. Sætter mig på en bænk og
ser op imod stjernehimmelen.
Jeg vågner næste formiddag og er sløj. Hører en hane gale skingert i går-
den tæt ved. Har feber, kan intet spise. Er våd af sved. Falder i dyb søvn og
vågner igen over middag.
Læste i en bog, at Santeria har mange retninger, mange skikkelser og
mange guder. Det er en åndelig praksis, som gradvist har forandret sig de
senere år, dele af Santeria er blevet diabolsk, tæt på sort magi – hvor det
handler om at opnå magt over sine medmennesker, eventuelt skade sine
fjender. Andre dele af religionens tilhængere dyrker de mere milde former
for magi, hvor det handler om at opnå held i kærlighed, blive rig, opnå
den. De døde kan gå igen. De døde kan man kommunikere med.
Hjemme hos mig – i fornuftens velfærdsdanmark, på en lille fredelig
villavej – står et maleri. Det forestiller en sort kvinde i en grøn kjole. Hun
danser. I hænderne har hun en pose fyldt med urter. Hendes ansigt er vildt
som et dyr, der snapper efter sit bytte. Luften omkring hende gløder i flam-
mer.

Jens
Nauntofte
Født 1938
Vagabonderede som ung i tre år på tommelfingeren gennem Mellemøsten.
Rejste som freelancejournalist i ti år, siden som DR-journalist i de mellem-
østlige lande i 30 år. Arbejde som studievært på TV Avisen og som redak-
tør på udenrigsprogrammet ”Horisont”. Var ankermand på dækningen af
Golfkrigen 1991 og rejste ved krigens afslutning ind i Kuwait – var tilfan-
getaget hos irakiske styrker under optagelse til filmen ”Kuwait brænder”.
Senere udsendt i en årrække som udenrigskorrespondent i Berlin og rej-
sende korrespondent i Europa. Jens Nauntofte modtog Danmarks Radios
jubilæumspris som international reporter i 2000. Har efter DR produceret
tre film for Københavns Universitet og skriver på en bog om sit liv med
arbejdstitlen ”Det sjove, det onde og det grusomme – om en reporters liv
langs Mellemøstens fronter”. De mellemøstlige emner er bl.a. nedfældet i
16 bøger og en række dokumentarudsendelser i perioden 1971-2001.
206
I Teheran
med
rystende
knæ
At rejse er at leve, mente H.C. Andersen. At rejse i en dik-
taturstat er at leve dobbelt stærkt.
Det kredser mine tanker om, da jeg går uden for den tidligere amerikan-
ske ambassades mur i Teheran. Den er afskallet, og graffitien fra de glade
dage i 70’erne er i opløsning. 30 år er gået siden Khomeinis revolution.
Revolutionen æder sine egne børn. Galgerne gaber, og folk skutter sig
ved tanken om det hemmelige politi, der lurer overalt.
Endelig ser vi den næsten rigtige version af George Orwells ”1984”.
Skrevet, mens det foregår, og ikke som en fremtidsvision.
Jeg har paranoia, de samme tre skumle typer er fulgt efter mig den
sidste time.
Jeg springer pludselig i en taxi, der holder ved kantstenen. Kører om
på den anden side af det store ambassadekompleks, hopper ud og smider
en seddel på forsædet og forsvinder ind i en lille café. Som i en halvdårlig
amerikansk B-film. Det er også det eneste i Iran, der minder om Amerika!
I et mørkt hjørne får jeg en kaffe. Endelig alene. De tre stakler er gud være
lovet forsvundet.
Men hvor er gejsten? Hvor er de demonstrerende studenter og kom-
munister fra 1979-80? Er de alle udslettet i Khomeinis kølvand? Nej, lige-
som i visse europæiske lande har de med oprejst pande forsøgt sig med en
sej march gennem institutionerne. Nu sidder de i mullaernes garn, spun-
det ind i Irans politi og sikkerhedstjeneste, hvorfra de underkuer nye kuld
af studenter.
Jeg er i Iran på turistvisum, så jeg går ekstra forsigtigt frem. Evin-
fængslet venter med et særlig grumt had-kærligheds-blik på journalister,
der ikke kan stave til ”pressevisum”. Her får de glemsomme journalister
ekstraundervisning i korrekt optræden, hjulpet med stave og stænger på
fodsålerne, så det ikke sætter varige mærker.
Dagens nye generation af studenteroprørere mod mullah-diktaturet
skal man omgås varsomt – for deres skyld. Man gør i hvert fald ikke klogt
207

i at ringe på mobiltelefon til dens talsmænd. Ingen kan vide sig sikker for
sikkerhedstjenesten! Den har øjne og ører overalt. Når man går ind og ud
af sit hotel, mærker man øjnene i nakken. Men hvis man vender sig om, ser
man blot ind i en mur af uinteresserede blikke. ”Big Brother” er allesteds-
nærværende – men som regel inkognito.
At jeg overhovedet har fået visum i den iranske ambassade i København
er et under. Hvis den har nogenlunde orden på sine egne arkiver – men
skønt, hvorfor skulle den egentlig have det? – så ville den have afvist min
ansøgning. Måske har de aldrig opdaget det puds, jeg spillede dem for
knap 30 år siden, hvor jeg uanmeldt – dvs. uden visum – skaffede mig ind-
rejse fra et arabisk naboland. Over for mig selv forklarede jeg det med, at
jeg ville deltage i fejringen af en af mine nære danske kolleger, der havde
fødselsdag og fejrede den i Teheran. Men på bunden spillede det sikkert
ind, at jeg også ville afprøve, hvor meget ”chutzpah” jeg havde. Så vi spoler
tidsuret tilbage til februar 1981.
208
Da jeg fra Abu Dhabi flyver op mod Teheran, bliver det uvejr, som det ofte
sker i februar i et bjergland som Iran. Det sner tungt. Kaptajnen beslutter
at mellemlande i Shiraz Lufthavn, indtil uvejret er drevet over. Jeg står i
ventesalen og kikker ud i snefoget. Det er blændende hvidt, og alle står og
fryser i den uopvarmede, nedslidte afgangshal.
Klokken er 20, før det iranske luftfartsselskab beslutter at køre os ind til
aftensmad på et hotel i Shiraz. Der bliver vi indkvarteret. Også kaptajnen.
Han skal ikke nyde noget af at flyve videre i den tiltagende storm. Varme
hotelsenge venter på os. Jeg falder hurtigt i dyb søvn.
Næste morgen bliver vi purret op før kl. 6, og efter en hurtig kop kaffe
er vi på vej tilbage til lufthavnen. Jeg følger roligt med. Der er ikke andet at
gøre. Kun forsynet ved, om min ulovlige indtrængen i landet skal afsløres.
Pludselig går det op for mig, at vi står i indenrigshallen, ikke i uden-
rigs. Vi får stukket boardingkort i hånden. Der bliver kaldt ud til flyet til
Teheran. Intet pas-tjek. Jeg bobler, for nu begynder historien at udvikle sig
i en uventet retning. Fra at være en skør idé i en rus af mojitos i hotelbaren
i Abu Dhabi er jeg nu virkelig på vej illegalt – uden indrejsestempel i mit
pas – til Teheran.
I Teheran er jeg på hjemmebane. Solen skinner varmt, der er forår på vej.
Mændene har smidt vinterfrakkerne og går på gaden i jakke. Træerne er ikke
sprunget ud endnu, men den tynde bjergluft får mig til at sprudle, da jeg ka-
ster mig ind i en taxi og kører til Hotel Intercontinental.
Sidst var jeg her forrige måned. Den iranske ambassade hjemme i Kø-
benhavn, der som altid holdt skarpt øje med pressen, var utilfreds med
mine artikler og radioindslag. Jeg blev indkaldt til den klassiske skideballe
hos ambassadøren. Kaffe, men uden pistacienødder. ”Ingen pistacienød-
der” var ensbetydende med, at jeg var lagt på is. Ved afskeden sagde jeg,
at jeg gerne vil tilbage til Iran. Om jeg kunne få fornyet mit visum? Am-
bassadøren kikkede uinteresseret på mig og sagde kort, at vi kunne tage
spørgsmålet op igen om et års tid.
Ved ankomsten til Intercon-hotellet genkender receptionisten Farhad
mig straks, hvilket igen er mit held. Normal procedure er, at passet skal
tjekkes. Han nøjes blot med at lægge det ned i skuffen, mens vi forhandler
om værelseprisen. Ham havde jeg smurt godt ved sidste besøg. Jeg får væ-
relset med en klækkelig rabat. Vi snakker om, hvem af de udenlandske re-
portere der er her. ”Her er tre eller fire fra Danmark, bl.a. Jan Stage, og ham
den store svensker, Staffan.” ”Hvor er de?” spørger jeg. ”Sidst jeg så dem, var
de på vej til saunaen i kælderen.” Farhad nikker hen mod trappen.
Jeg smider kufferten ind på værelset, vikler whiskyflasken ind i et hånd-
klæde og tager elevatoren ned til underetagen, hvor badeafdelingen med
saunaen ligger. Jeg finder Jan og Staffan storsvedende inde i det lumre
209
 rum, hvor de pøser vand på de rødgloende sten, så varmen slår som en mur
mod mig. Jan er tydeligt overrasket. ”Det var pokkers. Har du virkelig hu-
sket min fødselsdag? Hvordan har du fået et visum vristet ud af den sure
ambassadør?” Jeg stikker ham håndklædet, der er rullet omkring den 15
år gamle Glenmorangie. En serie uartikulerede støn siver ud i det varme
rum fra de to reportere, der er svøbt i store hvide badehåndklæder. ”Whi-
sky i Teheran,” siger Jan. ”Du har sgu slået rekorden. Det overgår ”Icecold
in Alex”, en bedre fødselsdagsgave findes ikke.” ”Icecold in Alex” var en af
vores yndlingsfilm om en gruppe britiske soldater, der under Anden Ver-
denskrig når frem gennem ørkenen til Alexandria for at opfylde drømmen
om en iskold øl i Alex. Filmen var elendig, men filmtitlen genial og var ble-
vet et slags feltråb, ligesom ”Solen går sin gang” altid var signalet til fest og
stærke oplevelser.
Mens flasken går fra hånd til hånd, fortæller Jan og Staffan, at det bliver
et kort samvær, så det gælder om at få drukket flasken op her og nu. ”Vi har
haft hovedet lagt i blød,” bemærker Jan, ”og Staffan har overbevist mig om,
at vi skal tage til Afghanistan. Han var der sidste måned.” Staffan Heimar-
son tager over og beretter, at i Kabul har han mødt Der Spiegels mand, som
netop var kommet med taxa over grænsen fra Iran. Det havde været helt
ukompliceret, blot man ikke stod på deres sorte liste. Så derfor ville han
præsentere sig som øjenlæge, og Jan skulle være øre- og halslæge. ”Vi flyver
til Mashhad efter frokost og så videre med taxa i morgen tidlig til Kabul.
Det er en hamrende bra story,” siger svenskeren.
Jan fortsætter: ”Du må fortære vores kaviar for os i aften i restauranten. Iraner i bøn ved moské i det indre Teheran.
Tjeneren har sat den til side. Vi troede, at vi skulle feste efter at have været i
audiens hos præsidenten. Men nu kan du få både præsidenten og kaviaren!”
Jeg kikker vantro på Jan. ”Har I ventet en uge på interview med præsi- have været let at få i tale. Det var overhovedet ikke lykkedes, storayatolla-
denten, og så stikker I af?” hen var der ikke. I stedet var de blevet anbragt med te og nødder på tæppet
”Jeg mener det alvorligt med præsidenten,” svarer Jan. ”Du går blot op i foran en arrogant mullah. Ham havde de ifølge Jan fornærmet så groft, at
præsidentkontoret kl. 3 i eftermiddag, beder om at tale med protokolche- han smed dem ud. Heldigvis havde de ladet taxaen vente. Så de kørte spo-
fen, stikker ham mit visitkort og siger, at du kommer i stedet for mig for at renstregs tilbage til hotellet i Teheran for at telexe historien hjem om den
lave det aftalte interview.” forsvundne ayatollah og en revolution, der var ved at gå fløjten på grund af
Da jeg forklarer, at jeg grundet snestorm i Shiraz er kommet ind i lan- en voldsom rivalisering mellem præstestyrets topfolk.
det uden præstestyrets stempel i mit pas, replicerer Jan: ”Så får du da for al- Jan Stage og Staffan Heimarson lever godt op til den forklaring, som Po-
vor brug for præsidentens hjælp for at komme ud af Iran igen. Lad os gå op litikens chefredaktør Herbert Pundik engang har givet om udenrigskorre-
i restauranten og spise frokost. Så kan vi tage hul på kaviaren. Sådan noget spondenters besynderlige hang til livsfarlige projekter. Nemlig at det skyl-
får vi ikke i det sovjetbesatte Afghanistan!” Flasken er tom, da vi forlader des, at de lider af permanent dårlig samvittighed. De plages af en ulidelig
saunaen mindre end en halv time efter, at jeg dukkede op. tilværelse som luksusnomader med femstjernede hoteller og udsøgt mad.
Frokosten er superb. Samtalen lystig oven på den vellagrede whisky. For at kompensere for en ubehagelig skyldfornemmelse kaster de sig ud i
De fortæller historien om, hvordan de dagen før har været i den hellige letsindige eventyr på avisens vegne for at bevise, at deres historier trods alt
by Qom, hvor Khomeini efter sigende holdt nogle dage fri og derfor burde er pengene værd!

210 211
 Hurtig afsked. Ren skjorte og slips på og af sted til præsidentboligen. Pro-
tokolchefen er venlig og mener trods præsidentens travle kalender, at jeg
nok skal få foretræde. Om han må se mit pas? Jeg blegner umærkeligt og
forklarer, at det er deponeret i receptionen på hotellet. Der går et strejf af
irritation over hans ansigt. I det øjeblik går døren pludselig op, og jeg skal
ind til audiens. Han beder mig straks om bagefter at hente passet, så han
kan føre mine detaljer til protokols.
Mødet med præsidenten er interessant. Han har fået lagt krigen med
Irak (den første Golfkrig, red.) ind under sit overopsyn. Han har store kort
over grænseregionerne mellem Iran og Irak bredt ud over et arbejdsbord,
og vi går rundt om kortene, mens han forklarer krigens gang og betoner,
hvor vanvittigt et projekt det er, at Saddam Hussein tror, han kan løbe det
nye revolutionsregime over ende.
Da jeg kommer ud fra samtalen med dette scoop af et interview med en
af Golfkrigens øverste beslutningstagere, bemærker protokolchefen med
en stram mine, at han nu har overholdt sin del af aftalen. Nu er det min tur
til at hente mit pas og vise ham det. ”Selvfølgelig,” svarer jeg. ”Det kunne da
bare mangle andet. Jeg kommer med glæde forbi til en kop te om en times
tid,” lyver jeg og forsvinder med et stort smil.
Jeg tager direkte op til den danske ambassade for at få hjælp af ambas-
sadøren, Troels Munk, en gammel bekendt fra de tidligere besøg, da revo-
lutionen var på sit højeste. Han afbryder omgående et møde, da han hører,
at jeg har været hos præsidenten. Jeg skal debriefes. I detaljer refererer jeg,
hvad præsidenten har sagt, mens Troels Munk tager notater og skænker
te. Desværre kun te. Siden besættelsen af den amerikanske ambassade og
gidseltagningen af 52 amerikanske diplomater er ambassaderne blevet
forsigtige med at skænke spiritus, da de åbenbart ikke kan være sikre på,
om de også selv bliver stormet af ayatollahens ”studenteroprørere”.
Da Troels Munk hører om mit manglende indrejsevisum og -stempel,
får han så kraftige panderynker, at man kunne sætte en tiøre i klemme.
Ikke kun på grund af mine problemer. Men også fordi han som ambas-
sadør over for præsidentens protokolchef skal bortforklare, hvordan en
dansk journalist på løgnagtig vis er kommet ind i landet og ind til præsi-
denten under foregivende af at være lovligt i Iran.
”Nu skal du høre,” lyder hans lynsnare råd. ”Hent din bagage og pas på
hotellet og kør direkte til lufthavnen. Der går et SAS-fly til København kl.
21. Gør, hvad du kan for at komme om bord. Hvis det glipper, så tager vi
den derfra. Good luck, Jens!”
Farhad i receptionen smiler ovenud tilfreds, da jeg giver ham rigeligt
med drikkepenge, og han returnerer mit pas. ”Har du været hos præsiden-
ten, og nu rejser du allerede?” ”Ja, det er klart,” svarer jeg. ”Det er så spæn-
212
dende og vigtigt et interview, at jeg straks flyver hjem og får det i radioen.
Jeg kan jo ikke ringe det hjem herfra.”
Hvilket var sandt. Man kunne telexe, men man skulle ikke gøre sig håb
om at ringe til Europa fra et Iran i krigstilstand. Jeg får fat i kufferten, og
taxachaufføren smiler bredt, for hans indre taxameter snurrer nu på tredje
time, og jeg har forsikret ham om, at der er gode drikkepenge til ham. Af
sted går det til Mehrabads internationale lufthavn.
Jeg har nervøse trækninger og er tør i munden, da en drager i brun uni-
form baner sig vej med min sorte kuffert og mig på slæb gennem trængs-
len i afgangshallen.
Jo, der er plads på flyet, hvis jeg vil betale for en billet på 1. klasse. Selv-
følgelig vil jeg det. Med et scoop af et interview i tasken og udsigt til at kun-
ne blive smidt i fængsel i månedsvis for ulovlig indtrængen i den islamiske
republik gælder det nu om sætte alle sejl til og komme med det fly ud i
friheden.
Iran er i krig, her leger man ikke kispus med myndighederne. Tilba-
geholder de mig, vil deres første spørgsmål lyde: ”Hvad var dit egentlige
ærinde med at snige dig ulovligt ind i landet fra Abu Dhabi og derefter sny-
de dig ind til audiens hos præsidenten?” De evigt mistænksomme iranere
vil tro det værste om mig. Muligheden for at jeg er spion, vil være nærlig-
gende. Især med de mange besøg, jeg har aflagt i Israel, som Irans ambas-
sadør i København med glæde vil oplyse sikkerhedstjenesten i Teheran om,
kan man konstatere, at jeg har elendige kort på hånden. Her gælder kun
frækhed eller held. Helst lidt af begge.
Jeg nærmer mig toldkontrolløren i rækken for 1. klasse-passagerer. Her
er der hurtig ekspedition.
Pludselig farer jeg sammen, da jeg hører en stemme: ”How are you, Mr.
Nauntofte?” En bredt smilende iraner i civil inde bag toldskranken ræk-
ker hånden frem til mig. Jeg genkender ham, men kan kun huske, at han
hedder noget i retning af Daroush. Han har arbejdet på Irans ambassade i
København. Måske er han fra Sikkerhedstjenesten, siden han nu står her og
er i civil og ikke i toldfunktionærernes uniform.
Jeg ryster Daroushs hånd hjerteligt. Han kommer som en gave sendt
fra himlen, en deus ex machina, der sænker sig ned over mig fra forsynets
yderste frontlinje. Er det en uventet hjælp i min nød eller vejen ind i helve-
des forgård?
Jeg står der med min 1. klasse-billet, jakke og slips og en elegant kuf-
fert ved hånden. Jeg ligner for en gang skyld ikke en sjusket klædt reporter
med uvasket hår og nedslidte støvler. Jeg trænger pludselig voldsomt til en
smøg, men byder først Daroush af pakken med det venligste smil, jeg kan
præstere trods mine rystende knæ. Han tager imod cigaretten og tænder
213
 for os begge, mens jeg spørger: ”Well, Daroush, how is your life after you
left ’Wonderful Copenhagen’ and came back to the war?” Det var ikke så
ironisk ment, som det lyder. Faktisk var det lige den helt rigtige måde at
sno ham om min finger. Han var en venlig mand. Vi havde et par gange
været i byen i København og ude i nattelivet, hvor jeg havde vist ham Palæ
Bar og introduceret ham til stamkunderne.
Det havde han været vild med, og jeg måtte følge ham på Palæ Bar et
par gange mere, før han dristede sig derind alene. Han var begejstret for
stedet og den særprægede snak, han faldt i med barens bohemer og kønne
kvinder. Det mindede ham om hans studieår i Paris, hvor han havde haft
lignende vandingshuller.
Mr. Darousch giver sig god tid til at snakke med mig, vi får ild på en
cigaret mere, og han kaster sig ud i en længere forklaring om, hvor svært
det er at finde sig til rette i et Teheran præget af krig.
Jeg kan imens ud af øjenkrogen se de sidste passagerer få udleveret
boardingkort og ile til bussen, der venter på at køre ud til SAS-flyet. Pludse-
lig går situationens alvor op for Mr. Darousch, da jeg giver et lille nik med
hovedet hen til de utålmodige indtjekningsfolk, der stirrer på Darousch
med tydelig respekt. Da han opdager det, griber han mit pas, går hen til
skranken, tager et stempel og sætter pladask et udrejsestempel i mit pas.
Det risler varmt ned ad min ryg under skjorten. Boardingkortet kommer
lige så hurtigt. Han følger mig hen til udgangen, og vi ryster hjerteligt
hænder, mens jeg komplimenterer hans land for det mod, det udviser i en
vanskelig stund. Han lyser op og beder mig hilse Irans ambassadør i Kø-
benhavn hjerteligt fra ham.
Kort efter, da jeg sidder på en vinduesplads i det lækre, bløde sæde med
en drink i hånden og får et sødt smil fra stewardessen, går gassen af ballo-
nen. Jeg har været spændt som en bue, siden jeg steg ud af taxaen. Nu er jeg
så lettet, at jeg kunne have faldet stewardessen om halsen. Hun er en køn
brunette med smilerynker, som der er al mulig grund til at stifte nærmere
bekendtskab med. Men efter et hurtigt måltid falder jeg i en dyb søvn, som
varer til indflyvningen i Kastrup.
Man behøver vel næppe at nævne, at redaktionen i Danmarks Radio var
lige så begejstret over interviewet med Irans præsident, som lytterne fandt
det interessant. Den trykte presse opfattede det som et scoop. Det var ikke
normalt at høre en iransk toppolitiker lukke op for sine tanker om den blo-
dige golfkrig, som netop i de måneder rasede for fuld styrke.
Ubehaget kom først, da jeg fik en opringning fra en sekretær på den
iranske ambassade. Om jeg ville være så venlig at indfinde mig hos ambas-
sadøren næste dag. Jeg svarede tøvende et ja. Mit omdømme var i forvejen
214
så elendigt, så denne svinestreg med at snyde mig illegalt ind i landet dår-
ligt kunne gøre det være.
Min overraskelse var total, da en overstrømmende hjertelig ambassa-
dør tog imod mig med et fast håndtryk og førte mig over til sofaen med
udsøgt venlighed. Først efter et øjebliks samtale gik det op for mig, at am-
bassadøren også var hoppet på limpinden. Han var ganske overbevist om,
at mine forbindelser i Teheran var så udsøgt gode – og i hvert fald bedre end
hans – at jeg ikke blot havde skaffet mig særlig adgang til landet, men også
var blevet modtaget af præsidenten personligt. Han følte sig givet ubeha-
geligt udmanøvreret af mine ”back channel”-forbindelser i præsidentkon-
toret.
Men her gjaldt det for ham om ikke at tabe ansigt.
Ambassadøren priste ”the excellent interview with our President” i så
høje toner, at jeg ikke kunne dy mig for at spørge ham, om han kunne hjæl-
pe med et snarligt visum til et nyt besøg i Iran. Han nærmest strålede, da
han greb forslaget med en iver, der var helt usædvanlig for ham, og svare-
de: ”Of course, my friend, you will be a most welcome guest in the Islamic
Republic. Just let me know when, and you will go there as our very special
VIP guest!”
Først i det øjeblik fik jeg øje på, at der var sat pistacienødder frem på
kaffebordet, og da jeg gik, overrakte han en dåse med udsøgte nødder fra
haven i den hellige by Qom. Hamdulilla.
Et sådant vovestykke har jeg ikke dristet mig til her i 2009. Visum og pas
sidder lynet fast til inderlommen. En revolution, der i 1981 havde været
dristig og ny, er i mellemtiden forvandlet til en gravskrift. Håbet om et
verdsligt demokrati er forduftet i mullahernes fængsler.
På vej til lufthavnen kører jeg forbi basaren og køber en stor pose pi-
stacienødder til mine eksiliranske venner i Danmark. Til minde om den
drøm, der er bristet for dem – og for Iran.

Jes
Stein
Pedersen
Født 1959
Journalist, litteraturanmelder, bibliopat. På bestandig opdagelsesrejse i
litteraturens verden. Motto: Vægplads er reolplads. Passioneret tilhænger
af filosofien om læsning som alternativ til medicin og romanen som hu-
manistisk grundforsknings væsentligste form. Talrige reportagerejser til
forfattere, biblioteker og antikvariater rundt omkring på kloden. Mange
rejser til katastrofe- og nødhjælpsområder i den tredje verden i forbindelse
med frivilligt humanitært arbejde. Jes Stein Pedersen har lavet dokumen-
tarfilmen ”En verden uden tid og sted” (1995) og skrevet essaysamlingen
”Drømme om Danmark” (1998) og ”Med forbehold for isbjerge” (2000).
Udnævnt til ambassadør for bogbyen Hay-on-Wye i 2005 og modtog Sta-
tens Kunstråds Publicistpris 2009. Er i dag tv-vært på ”Deadline 2. sektion”.
216
På
opdagerfærd
i bøgernes
verden
I det berømte runde bord i Eventyrernes Klubs mødelo-
kale kan man læse navnene på den ene mere legendari-
ske opdagelsesrejsende efter den anden. Med stemme-
jern er deres navnetræk blevet nedfældet i de tykke plan-
ker, som bordet er lavet af.
I klubbens bibliotek, der består af de bøger, som medlemmerne gennem
årene har skrevet, holder jeg af at sætte mig et par timer i lædersofaen i
ny og næ. Mobilen slukket, piben tændt og en god bog mellem hænderne
– og så på langfart. For mig har en god bog altid været det ypperste trans-
portmiddel. Man kan tage, hvorhen man vil, og der er et ubegrænset antal
destinationer at vælge imellem. Helt uden først at skulle vise pas eller stå
i kø i sikkerhedskontrollen kan man tage på flodsejlads med Huckleberry
Finn, på hesteryg ud i landskabet med Don Quixote, løse middelalderin-
triger med William af Baskerville, skøjte på Themsen med Orlando eller
tage på rejse dybt ind i en morders syge hjerne med Raskolnikov som for-
uroligende kompetent guide. Romaner er tidsmaskiner, de mest effektive,
der findes, og de bedste af dem er fantastiske kilder til forståelsen af, hvad
der rørte sig i mennesker på den tid, hvor de blev skrevet. Visse forfattere
kan blive ens følgesvende gennem et helt liv, fordi de sætter ord på følel-
ser, fornemmelser, længsler, man selv har. Sådan har jeg det selv med så
forskellige forfattere som Thomas Mann, Henry Miller og Virginia Woolf.
Størst indtryk har Manns vældige bedrift i fire bind, ”Josef og hans brød-
re”, nok gjort. Her folder han Første Mosebogs fortælling om Josef ud over
1.631 sider, som han skrev i perioden fra 1933-45. I løbet af de samme 12 år,
hvor nazisterne rev verden ned, fremskrev Mann, i rædsel over sine lands-
mænds forbryderiske fremfærd, sin detaljerede udgave af de myter og for­
tællinger, som den vestlige kultur er baseret på. Det er alt det her, I gør vold
på, kan man næsten høre ham råbe til nazisterne …
I vore dage beskriver vi verden som globaliseret, og det er rigtigt, at
Jordens befolkning er tættere forbundet end nogensinde før, men de fær-
217

Tidligere på dagen havde vi lavet optagelser i den tidligere kz-lejr Mau-
thausen uden for Wien. Om aftenen interviewede jeg Kehlmann i et par
timer i Sigmund Freuds klinik, som vi havde helt for os selv. I det lokale,
hvor jeg ligger, havde Freud i sin tid sine klienter i konsultation. Hvis
vægge kunne tale …
reste tænker over, hvor meget romaner og rejseberetninger har skubbet til
globaliseringen. Alene de få reoler i Eventyrernes Klub vidner om, hvilken
rolle bøger har spillet i udbredelsen af viden om menneskers levevis rundt
omkring. Tænk bare på, hvilken etnografisk sensation det var, da Knud Ras-
mussen så sent som i 1905 kunne fortælle verden om de ”nye mennesker”,
han havde mødt højt mod nord.
I polarforskningens heroiske tidsalder kommunikerede man ved
hjælp af vardeberetninger, som kunne ligge i årevis i varderne, inden de
blev læst. I dag ved hele verden det i løbet af et splitsekund, hvis et stort
skib synker, en boreplatform eksploderer, eller 12 tegninger af muslimer-
nes profet bliver trykt i et dansk dagblad. Engang tog modige mænd, al-
218
tid mænd, af sted på langfart, mens deres koner ventede i årevis på dem
derhjemme. I dag tager nutidens eventyrer et fly til sin fjerne destination,
kører i jeep ud i junglen og taler med dem derhjemme via mobiltelefon.
Men den tilendebragte geografiske kortlægning af Jorden mindsker ikke
behovet for at finde en mening med det hele. Netop fordi vi er blevet en
stor familie, er det blevet anderledes vigtigt at tale sammen om de fælles
udfordringer, som vi står overfor, og finde fælles spilleregler for samværet.
Alternativet er dystert: konflikt, krig – eller den terror og trussel om terror,
som siden 11. september 2001 har hængt som en permanent tordensky
over selv et så fredeligt smørhul som Danmark.
Netop terroren var baggrunden for den rejse til forfattere på fire konti-
nenter, som jeg sammen med Thomas Lund og Henrik Hertz fra Danmarks
Radio gennemførte i 2007-08.
Inspirationen kom fra en roman af den amerikanske forfatter Don
DeLillo, som jeg altid har læst med stor fornøjelse. I romanen ”Mao II” fra
1991 lader han en forfatter og en forlægger tale sammen, mens de står i
et højhus med udsigt til World Trade Center. Forfatteren er desillusione-
ret på sin metiers vegne. Han mener ikke, forfattere længere spiller nogen
rolle i kampen om at forme et samfunds kultur. Engang havde romaner
stadig et stort publikum, i dag er det bombemænd, der kommunikerer
mest slagkraftigt og har den største effekt på verden, siger han, hvorefter
han udtaler: ”Vor tids tragiske fortælling er bygninger i ruiner og fly, der
eksploderer i luften.” En replik, hvis profetiske præcision blev bevidnet af
hele verden ti år senere.
Den dag, Mohammed Atta og hans kumpaner skrev verdenshistorie
ved hjælp af kaprede fly, tænkte jeg ikke på Don DeLillos roman, men
havde travlt med at skrive min tv-øjenvidneberetning til Politiken. Det var
først efter, at forfattere rundt omkring i verden begyndte at udsende ro-
maner med udgangspunkt i 11. september, at idéen til min forfatterrejse
opstod, og den var ganske simpel. Jeg ville kort og godt have nogle af mine
yndlingsforfattere til at svare mig på, om slaget var tabt. Havde forfatteren
i DeLillos roman virkelig ret i, at litteraturen har udspillet sin rolle som
samfundsforandrende kraft?
Jeg sendte mail og breve til mange forfattere og forlag og modtog både
afslag og tilsagn. En af forfatterne, en selvbevidst herre i statsmandsalde-
ren, tog det mere end to år at få til at hoppe på vognen. Og det var umu-
ligt at finde kvinder, der havde skrevet om terror, og dem, det alligevel
kunne være interessante at inddrage, sagde pænt nej tak, så til slut så pla-
nen således ud: Først et besøg hos Jonathan Safran Foer i New York, den
moderne terrorismes epicenter, så en tur til Europas mest multikulturelle
metropol, London, for at møde Tariq Ali. Dernæst til Centraleuropas perle,
219
 Wien, for at tale med Daniel Kehlmann, videre til Istanbul, porten mellem
øst og vest, for at interviewe Orhan Pamuk og endelig til sagnomspundne
og støvede Kairo for at høre, hvad Alaa Al-Aswany mente om sagen. Fem
succesrige forfattere med stærke meninger: En ung jødisk-amerikaner
med globalt gennemslag, en pakistansk-britisk legende, en ung dybsindig
tysker, en tyrkisk nobelpristager og egypteren bag den mest læste arabi-
ske bog i Vesten. Fra velstandens og kristendommens Vesten via det mus-
limske Tyrkiet, der vakler mellem tradition og modernitet, til fattigdom
og islam i Egypten, det gamle oldtidsland. En buket af geografisk, politisk,
social, kulturel og etnisk mangfoldighed. Et perfekt udgangspunkt for en
opdagerfærd, der ikke drejede sig om at finde sjældne dyr eller planter el-
ler kortlægge uvejsomme egne, men om gennem samtale og diskussion at
afstedkomme og indsamle menneskelig refleksion.
New York
Vi havde aftalt at mødes på Ground Zero, og Jonathan Safran Foer dukkede
op i grøn T-shirt, mens en tordenskylle af bibelske dimensioner væltede
ned over den sensommervarme by. Det var seksårsdagen for angrebet på
World Trade Center, og vi befandt os i en kæmpe minde- og mediebegiven-
hed fuld af pårørende og kolleger til de omkomne.
Foer er ophavsmand til den første egentlige 11. september-roman,
”Ekstremt højt og utroligt tæt på”, som udkom i 2005, en rørende histo-
rie om en dreng på ni år, hvis far dør i Tvillingetårnene. Men Foer blev et
verdensnavn allerede, da han debuterede med ”Alt bliver oplyst” i 2002.
Jeg interviewede Foer i en suite på Chelsea Hotel, faktisk den som Arthur
C. Clarke skrev ”Rumrejsen år 2001” i, rundt omkring i Brooklyn, hvor han
bor, i Central Park og på selve Ground Zero, og det første, Foer gjorde, var at
afvise, at litteratur spiller nogen som helst politisk rolle. Her er, hvad Foer
sagde til mig om litteratur:
”Hver gang et menneske læser en bog, bliver dets liv ændret. Ikke på en
måde, man måske lige kan se, men over tid, langsomt. Det afgørende er, at
fantasien har plads til at udfolde sig. At der er plads i verden til at udforske
ting, og det bliver der mindre af i disse år. Verden ligner et indkøbscenter,
amerikaniseringen har gjort verden flad og kedelig. Jeg elsker antikvaria-
terne, de uafhængige bogforlag, de dunkelt belyste gader, alt det, der ikke
lader sig ensrette og effektivisere. Litteraturen kan aldrig uddø, men den
kan få dårligere betingelser for at udfolde sig. For mig er det vigtigste, at
vi kan dele den rigdom, der ligger i at fortælle historier til hinanden. I for-
hold til dit spørgsmål ser jeg det ikke som en kamp mellem nogle onde
terrorister på den ene side og nogle forfattere på den anden side, selvom
begge parter håber at præge deres kultur. Terroristerne var onde, det er
220
ondt at slå uskyldige ihjel, men derfor kan de godt tale for en større sand-
hed, en vrede og ydmygelse ude i verden. Det er vigtigt at prøve at forstå
meningen bag deres handling.”
Filminstruktøren Steven Spielberg foreslog, at Hollywood i respekt for
ofrene skulle undlade at lave film med udgangspunkt i 11. september. Det
synspunkt var Foer helt uenig i: ”Det giver ingen mening. Når vi forholder
os til noget vigtigt, prøver at forstå, kommer overens med det, er det vig-
tigt, at så mange stemmer som muligt er i spil. Journalister, historikere,
psykologer, kunstnere har en lige betydningsfuld plads i den sammen-
hæng. Spielbergs synspunkt underforstår desuden, at 11. september er
enestående. Sådan føler jeg ikke. Flere civile er døde i andre tragedier. Det
er farligt at løfte terrorangrebet i New York ud af Historien og gøre det til
noget unikt, det er præcis, hvad præsident Bush har gjort.”
Det var anstrengende, men herlige dage i New York, vi flintrede rundt
i taxa og subway, baksede med kameraer og lys på utallige locations. Jeg
husker stadig med fryd, hvor skønt det var at læne sig tilbage i græsset på
en af de store plæner i Central Park og kigge op i himlen, da sidste opta-
gelse var færdig. Foer, et toneangivende medlem af New Yorks progressive
”literati”, var imødekommende og afslappet og klassisk amerikansk i sin
stædige individualisme. ”I mit yndlings-USA er der ikke én udgave af fæd-
relandskærlighed, men lige så mange, som der er amerikanere, og hver af
dem argumenterer højlydt for netop deres version af USA. For mig er der
lige så mange udgaver af USA, som der er mennesker,” sagde han, da vi be-
fandt os midt i Ground Zeros patriotiske inferno, og hans litteratursyn er
skåret over samme læst. Romankunst er noget, Kunstneren bedriver, den
er principielt formålsløs, selvom det da godt kan være, at hin enkelte læser
kan få noget ud af at læse en roman … For mig var Foer en sympatisk æstet,
der holdt sig til sit miljøs sikre synspunkt uden at have mod til at reflektere
over litteraturens faktiske civilisatoriske potentiale.
London
Tariq Ali talte i mobiltelefon, da han åbnede døren til sin store villa i Lon-
dons velbeslåede Highgate-kvarter. Benazir Bhuto var netop blevet myrdet
i Pakistan, og medierne stod på nakken af hinanden for at få en kommentar
fra den karismatiske forfatter, redaktør og aktivist. ”Nå, I skal ud til Røde
Ali,” havde taxachaufføren grint, da vi gav ham adressen. Tariq Ali har været
en legendarisk skikkelse på den yderste britiske venstrefløj, siden han som
studenterudsending til Vietnam for Russell-tribunalet førte an i 60’ernes
krigsmodstand. I fire historiske romaner har Ali, der også har raset mod
Irak-krigen, beskrevet islams møde med middelalderens Europa. Som for-
fatter har han forsøgt at nuancere billedet af islam i en tid, hvor vestlige
221
 medier og politikere efter Alis mening har sat lighedstegn mellem islam og
Osama bin Ladens militante islamisme. Ali, der er erklæret ateist, er født i
det nuværende Pakistan for 67 år siden, men har boet i London, siden han i
begyndelsen af 60’erne måtte flygte fra det daværende militærdiktatur.
Den dag guidede han mig rundt i den engelske hovedstad til de steder,
hvor unge selvmordsbombere med muslimsk baggrund 7. juli 2005 dræb-
te 52 mennesker og sårede 700. Det føltes en kende ubekvemt at interviewe
ham om terror i undergrundstog, mens vi selv kørte i et, der var proppet
med mennesker, men det gik, selvom vi hele tiden måtte holde udkig efter
politiet. Man må ikke filme i den engelske subway. Desværre kunne vi ikke
nå at skaffe tilladelse.
Med hensyn til selve terroren var Tariq Ali ikke i tvivl. Det er Vestens
egen skyld, at dens storbyer er blevet terrormål, hævdede han arrigt. ”Lon-
don blev bombemål i samme øjeblik, Tony Blair besluttede at gå i krig i
Irak med USA!” Lige så klar var han, da jeg spurgte ham, hvad forfatteres
fredelige ord kan udrette i en verden, hvor andre kommunikerer med vold.
”Ingenting! Litteraturen er død i Vesten. Ordene har for længst tabt til
billederne. Folk bliver påvirket af tv og film, ikke af bøger. I de muslimske
lande hylder folk stadig de store mestre, dem, der skrev de store digtkred-
se, men i Vesten er løbet kørt.”
Heller ikke det 20. århundredes store modernister havde efter Alis me-
ning spillet en rolle som bevidsthedsudvidere. ”Pjat, kun en lille elite har
læst Kafka, Joyce og Proust,” vrissede han. Det samme mente han om store
dystopikere som Aldous Huxley og George Orwell. Det vil sige, Orwell har
haft betydning, sagde Ali, men kun fordi ”1984” og ”Kammerat Napoleon” Tariq Ali blev hele tiden ringet op af journalister, der ville have hans kom-
kunne bruges som antikommunistisk propaganda i Vestens kamp mod mentar til, at Benazir Bhutto var blevet dræbt ved et attentat i Pakistan.
Billedet er taget på Tavistock Square få meter fra det sted, hvor en selv-
kommunismen. ”Hvis en nutidig Orwell skrev en antimuslimsk roman,
mordsterrorist sprængte en dobbeltdækkerbus i luften, og 13 mennesker
ville han også blive voldsomt promoveret i Vesten.”
omkom.
Tariq Ali med de gnistrende øjne og det vilde hår var charmerende,
men hans grundholdninger var støbt i cement. Hans benhårde marxisti-
ske udgangspunkt forhindrede ham i at anerkende den betydning, som historie med en begejstret og vidende kender af oplysningstidens store
kunst kan have også i et kapitalistisk samfund. Folks holdninger bliver på- tænkere.
virket af store politiske begivenheder, krige og revolutioner og den slags, I Wien, den gamle kejserby, kan man på få meter vandre fra bygnings-
litteraturen er betydningsløs i den sammenhæng, basta! værker, der hylder kultur og skønhed – til mindesmærker over ufattelig
Hvad håber du, folk får ud af dine egne romaner?” spurgte jeg. ”Måske grusomhed. Med Kehlmann var jeg så forskellige steder som i kz-lejren
at de begynder at tænke selv, ikke andet,” lød svaret. Mauthausen, hvor nazisterne dræbte 125.000 mennesker, Prunksaal, Sig-
mund Freuds klinik og Praters berømte pariserhjul.
Wien Jeg har aldrig mødt en forfatter så vidende om europæisk filosofi. Han
I New York og London havde jeg talt med forfattere om nutidig vold og ter- er født i 1975 i Tyskland, har boet i Østrig, siden han var dreng, og hans
ror. I Wien, engang en af forposterne i det nazistiske terrorregime, mødte roman ”Opmålingen af verden”, der udkom i 2006, foregår i starten af
jeg Daniel Kehlmann, og det blev til en rejse dybt ind i den europæiske 1800-tallet, dengang demokrati og frisind var en fjern drøm for enhver

222 223
 europæer. Romanen, der var den næstmest solgte i verden i udgivelsesåret,
foregår i fortiden, men den unge mands bedrift er, at han på en underhol-
dende måde får sin læser til at tænke over, hvor vigtigt det er også i nuti-
den at stå vagt om de frihedsrettigheder, som det har været så vanskeligt at
kæmpe igennem.
Det, Daniel Kehlmann igen og igen lagde vægt på, var filosoffernes
ubønhørlige kritik af religion. Det vigtigste, moderne mennesker kan tage
med sig fra fortidens oplysningstænkere, er kritikken af enhver form for
dogmatisk tænkning og blind tro, sagde han, mens vi stod med en første-
udgave af Kant i Prunksaal, nationalbibliotekets fornemme bogtempel.
Om litteraturens rolle var Kehlmann ikke et sekund i tvivl. For ham er
den skønlitterære roman ganske enkelt den bedste medicin, der findes
over for dem, der vil ensrette tanken.
”Romanen er det vigtigste middel mod fundamentalisme, der findes,
fordi den netop demonstrerer, hvor mange måder der er at være menne-
ske på. Det fantastiske er, at romanen kan præstere netop det helt uden at
moralisere, hvis den vel at mærke er vellykket. I Nabokovs ”Lolita” er for-
tælleren en pædofil forbryder, men Nabokov formår i kraft af sit sprog og
sin psykologiske indsigt at få læseren til at forstå, hvad det er for en person-
lig moral, forbryderen har handlet ud fra. Vi forstår hans mørke og måske
også vores eget. Vores moralske forestillingsevne bliver udvidet, når vi læ-
ser romaner om folk, selvom de måske er så forskellige fra os selv, som det
næsten kan lade sig gøre. Det er derfor, vi ikke skal bombe vores fjender,
men forære dem biblioteker. Når folk indvandrer til Europa, skal vi forære I et hyggeligt kvarter i Istanbul har Orhan Pamuk en lille skrivehybel med
dem Bibelen og vores største romaner. På den måde viser vi dem, hvem vi udsigt over Bosporusstrædet. På ejendommens murværk har en eller an-
den sprayet hans navn, hvilket jeg opfatter som en hyldest til den modige
er – og hvordan vi er blevet til dem, vi er.”
forfatter.
Mit besøg i mozartkuglernes by var en intens oplevelse. Vi sprang frem
og tilbage i verdenshistorien, mens vi flyttede os fra sted til sted. Vi talte
om litteratur i det samme pariserhjul, som også snurrede, dengang nazi- te jeg Kehlmann, hvad der mon ville være sket, hvis tyrkerne havde vundet
sterne brændte bøger i gaderne, og vi diskuterede fundamentalismens slaget om Wien dengang i 1683. ”Så ville den europæiske oplysningstid
rødder i Sigmund Freuds gamle klinik, nu museum, som vi fik lov at op- måske have fundet sted i regi af islam, og islam ville have oplevet en refor-
holde os i efter lukketid. I kz-lejren talte vi om den hang til abstraktioner, mation,” lød det overraskende svar.
som tysk filosofi har sådan en forkærlighed for. Det er nemmere at slå folk
ihjel, når man først har reduceret dem til en abstrakt kategori. Det benyt- Istanbul
tede nazisterne sig af. I Istanbul smelter lovsangen til Allah sammen med lydene fra en moderne
I en by, der hele tiden konfronterer den besøgende med skønhed og storby. Glorværdig fortid støder sammen med hektisk nutid i en by, der
gru, mødte jeg en ung forfatter med stor tiltro til det mirakel, som litte- er fanget mellem nyt og gammelt, og det var her, jeg endelig mødte den
ratur kan udrette. En forfatter, der hyldede videnskabens fornuftsidealer, kontroversielle tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, hvis romaner, ”Sne” ikke
men samtidig slog på tromme for litteraturens rablende ufornuft. Imma- mindst, jeg holder så meget af.
nuel Kants moralfilosofi er lige så uundværlig som Nabokovs skildring af Fra det øjeblik, jeg nævnte hans navn ude i gaderne første gang, blev jeg
børnemishandleren i ”Lolita”. Inden vi tog afsked ved pariserhjulet, spurg- klar over, at jeg nu skulle møde en forfatter med en helt anden betydning

224 225
 i sit hjemland end de forfattere, jeg hidtil havde mødt på min rejse. Sam-
menstødet mellem sekulær nationalisme og religiøs fundamentalisme
slår gnister i Tyrkiet. Militæret har taget magten flere gange. Den tyrkiske
stat befinder sig i en slags borgerkrig med den kurdiske befrielsesbevægel-
se. I denne barske kontekst skriver nobelpristageren Pamuk sine romaner.
Hans charmerende skrivehybel, som vi fandt i et stille kvarter, er under
konstant politibevogtning, ligesom Pamuk selv døgnet rundt bliver fulgt
af civilklædt politi, der beskytter ham mod de nationalistiske fanatikere,
der har efterstræbt hans liv, siden han i 2005 tillod sig at kritisere Tyrkiets
folkedrab på over en million armeniere i 1915.
”Sne”, Pamuks måske mest elskede – og politiske – roman, er blevet læst
meget forskelligt rundt om i verden. Amerikanerne ser den ifølge ham selv
som en roman om islam, mens europæerne læser den som en beskrivelse
af, hvor tilbagestående EU-kandidatlandet Tyrkiet er. I romanen lader Pa-
muk en digter, der minder en del om ham selv, besøge et område af Tyrkiet,
hvor mange unge muslimske piger er begyndt at begå selvmord i protest
mod, at de ikke må bære tørklæde i skolen. Da romanen udkom, blev den
brændt flere steder rundt omkring i Tyrkiet.
Pamuk var en vanskelig mand at interviewe. En blanding af et forkælet
enebarn og en feltherre med styrke til at erobre kontinenter. Et fund foran
et kamera. Fra tid til anden våndede hele hans krop sig over at skulle være
i stue med mig, den irriterende journalist, der endnu en gang ville have
ham til at tale om det, som er så svært: litteraturens rolle som civilisatorisk
kraft.
”Jeg følger altid barnet, når jeg skriver fiktion. Jeg vil ikke vide, hvor jeg
er på vej hen rent filosofisk eller kulturelt. I stedet er det et barn, der ero-
brer scenen og gør ting. Næste dag kan jeg måske godt se, at der er politik
i det, jeg har skrevet, men jeg har ingen hensigt om at komme med politi-
ske budskaber. Når jeg alligevel bliver opfattet som politisk, er det, fordi
politik er så problemfyldt her i landet. Når man er berømt i et fattigt land,
havner man pludselig i politiske problemer.”
Tiden var knap, egentlig havde jeg lovet ikke at stille spørgsmål om po-
litiske forhold, men jeg fik efterhånden lirket legebarnet op:
”Selvfølgelig spiller litteratur en rolle i forhold til at forme politiske og
moralske normer. Folk påvirker hinanden. Menneskeheden opdager, at vi
er ens, at vi deler noget. I alle lande læser og skriver folk romaner, og det
har gjort, at vi har lært hinandens levemåder og værdier at kende meget
hurtigere, end det ellers ville være sket.”
”Forbedrer du menneskeheden ved at skrive romaner?” spurgte jeg.
”Det gør jeg muligvis, men det er ikke min hensigt. Jeg skriver af meget
egoistiske grunde. Jeg er ikke en idealist, der tjener et eller andet Utopia,
226
jeg tjener min fantasi. Jeg er en heldig person, som får lov til at lege ligesom
et barn, jeg leger med min fantasi hele tiden.”
”Jeg kan se en bog af Virginia Woolf i din reol,” sagde jeg. ”Hun åbnede
et helt nyt felt for kvinder med romanen ”Mrs. Dalloway”. Hvilket felt hå-
ber du at åbne med dine romaner?”
”For 30 år siden viste jeg, at fiktion ikke behøver at være så politisk, so-
cialt eller etisk motiveret, men at fiktion om det at være menneske ud over
at være interessant kan have en kvalitet i kraft af sin skønhed. Mange år
senere, f.eks. i ”Sne”, forsøger jeg at få medlemmerne af den tyrkiske elite
til at forstå, at de bør være mere tolerante over for de fattige, de tyrkere, der
lever et traditionelt liv. Jeg har gerne villet opdrage eliten.”
”Til mine læsere ude i verden siger jeg i den roman, jeg er ved at fær-
diggøre nu, at vores identitet, vores traditioner her i Tyrkiet vanskeliggør
en hurtig integration i den moderne verden. Og jeg beder dem tage det
roligt, være tålmodige, lade tiden gå, ikke starte konflikter, stole på, at alle
mennesker, også tyrkere, grundlæggende er ens. Lad være med at se os som
’nogle andre’, slap af, nyd livet.”
Så vidt det politibeskyttede orakel, som efter 45 minutters samtale
meddelte, at tiden var gået. Den dag fik jeg et sigende indblik i, hvad det
kan gøre ved et menneske at være spændt ud mellem feteret verdensbe-
rømmelse – og had.
I Istanbul mødte jeg en skønånd, der helst ville lukke sig ude fra verden
og bare skrive, men som var havnet i politik til halsen, fordi frie ytringer
ikke kan undgå at provokere de tabuer, der er i et så polariseret samfund
som det tyrkiske. I New York, London og Wien kan forfattere slippe af sted
med at skrive næsten hvad som helst; sådan er det ikke i Tyrkiet.
Det kan forekomme paradoksalt, at et så indadvendt arbejde som Pa-
muks har placeret ham i så udsat en position, men det er jo lige præcis
omvendt: En forfatters ubegrænsede udforskning af vilkårene for at være
menneske i det samfund, han lever i, vil altid være en torn i øjet på dem,
der mener, at sandheden skal doseres forsigtigt.
Kairo
Den skrivende tandlæge i Kairo må være den gemytligste verdensstjerne,
jeg nogensinde har mødt. Fra første sekund jeg så ham, trivelig, smilende,
venlig, vandt han min tillid. I Egypten er han så elsket, at han, som jeg op-
levede det gang på gang, ikke kan gå ti skridt på gaden uden at blive gen-
kendt og lovprist. I den muslimske verden er Koranen den mest læste bog.
Nummer to, ”Yacoubians hus”, er skrevet af denne usædvanlige tandlæge,
Alaa Al-Aswany hedder han, som får en stor del af sin litterære inspiration
fra de patienter, der kommer til ham med ondt i tænderne – og livet. I ro-
227
 manen spejler han hele det egyptiske samfund i en enkel stor etageejen-
dom i midten af Kairo. De rige bor i de store lejligheder, oppe på taget lever
de fattige i små blikskure, som der er kamp om at få fat på. Romanen er en
farverig fortælling om forbudt kærlighed, barsk undertrykkelse og religiøs
fundamentalisme, og når historien om livet i ”Yacoubians hus”, der faktisk
findes i virkeligheden – jeg besøgte det – er blevet et fænomen i hele den
arabiske verden, er det netop, fordi Al-Aswany beretter så åbent om tabuer
og ømfindtlige emner. Alaa Al-Aswany, der er født i 1957, er disse års mest
læste arabiske forfatter, hans bøger er oversat til mere end 20 sprog. Og
netop hans popularitet har gennem tiden beskyttet ham mod de myndig-
heder, der ellers slog hårdt ned på intellektuelle og kunstnere, som ytrede
sig kritisk over for regimet.
”For mig skal litteraturen provokere. Vi skriver romaner for at gøre op-
mærksom på, at alt ikke er perfekt. Vi skriver, fordi noget er galt, litteratu-
ren er ikke interesseret i lykkelige og perfekte mennesker. Normalt skriver
man, fordi man er oprørt over det, som er forkert. Man forsøger via littera-
turen at tale de lidendes sag, alle de, der af den ene eller anden grund ikke
selv kan udtrykke deres lidelse. For mig er det hele idéen bag litteratur,
ikke kun min egen bog, men skønlitteratur som sådan. Litteratur som ikke
er optaget af menneskelig lidelse er uinteressant.”
Al-Aswany lød nærmest som en egyptisk udgave af Martin Andersen
Nexø eller en anden af det 20. århundredes tidlige danske socialrealister.
Ligesom Orhan Pamuk er han en slags uofficiel politiker i sit land, men
modsat sin tyrkiske kollega, trives han i rollen. Hvis Pamuk er det ensom-
me litterære geni, der er havnet i en heksekedel, er Al-Aswany den folkelige
reformator, der nyder, at hans bøger skaber social forandring.
Da jeg mødte ham, var Egypten endnu i Mubaraks jerngreb, men Al-
Aswany understregede igen og igen, at det blot var et spørgsmål om tid, før
friheden ville komme til hans land. Da egypterne med Tahrir-pladsen som
glødende centrum endelig tog deres skæbne i egne hænder og gjorde op
med politistatens umenneskelighed i januar og februar 2011, var ildsjælen
Al-Aswany selv her, der og alle vegne som inspirator og folketaler.
Men alt det kunne vi jo ikke vide, dengang jeg talte med ham første
gang. Det foregik i hans tandlægeklinik kort efter, at han til sin højlydt kla-
gende patients lettelse havde fået bugt med en dårlig tand. Jeg sagde til
ham, at det næsten kunne lyde, som om han betragtede romanen som et
politisk redskab.
”Nej, for litteraturen gør noget meget dybere og sværere. Litteratur æn-
drer ikke samfundet, den ændrer os, den ændrer mennesker. Den lærer os
at være mere tolerante, at blive bedre til at tilgive folk deres fejltagelser, at
være mindre fordømmende. Litteraturen lærer os at være bedre mennesker,
228
og det er meget vigtigere end den direkte politiske forandring. Læseren kan
mærke, om du er ærlig, eller om du lyver, når du skriver om menneskelige
følelser. Hvis læseren synes, du er troværdig, vil han eller hun kunne leve sig
ind i det, du skriver. Så vil folk fra Vesten f.eks. kunne leve sig ind i, hvorfor
en araber i en af mine romaner gør, som han gør eller føler, som han føler.”
Al-Aswanys pointe er måske den mest centrale overhovedet: At roman-
figurer kan overskride enhver geografisk og kulturel grænse, hvis de er
troværdige på det menneskelige plan. Og selvom han skelnede mellem
politisk forandring og den dybere forandring af bevidsthed, som romaner
kan afstedkomme, var han ikke i tvivl om, at sidstnævnte igen og igen har
skabt social forandring. Han brugte det 19. århundredes russiske litteratur
som eksempel:
”De store russiske romanforfatterne fra 1890’erne, Dostojevskij og Tjek-
hov, bidrog til at sætte ord på og udvikle bevidstheden om den uretfær-
dighed i det russiske samfund, som førte til revolutionen i 1917. Litteratur
er et vidunderligt redskab til at forandre mennesker med, og mennesker,
som er blevet positivt forandret af at læse romaner, vil på deres egen måde
bidrage til at forandre deres tilværelse og dermed samfundet.”
Jeg lærte først Kairos støvede gader at kende i Nagib Mafuz’ roman ”Mi-
daq-gyden”. Uendeligt langt fra New Yorks tindrende skyskrabere, hvor
min litterære odyssé startede, erfarede jeg via Al-Aswany, hvor afgørende
de samfundsmæssige vilkår former en forfatters muligheder – og selvfor-
ståelse. Al-Aswany var meget tydeligt et produkt af det selvsamme sam-
fund, som han via sine romaner forsøger at reformere.
Vi skulle have en særlig tilladelse til at lave tv i Egypten, men selvom vi
via den danske ambassade i landet havde ansøgt flere måneder i forvejen,
var den ikke klar, da vi ankom, og selvom vi flere gange tog ud i Presse-
ministeriet og forhørte os, nåede vi ikke at få tilladelsen i den uge, vi var
i Egypten. Vi havde en stærk fornemmelse af, at myndighedernes mang-
lende samarbejdsvilje skyldtes, at vi kom fra landet bag de formastelige
Muhammed-tegninger, og det gjorde formentlig ikke sagen bedre, at vi
ville interviewe en af landets højst profilerede samfundskritikere.
I denne rejseberetning har det udelukkende været mænd, som har
været i fokus. Jeg kan ikke lade være med at fortælle om den kvinde, der
gjorde mest indtryk på mig i løbet af min rejse. Jeg mødte hende i det mi-
nisterium, der skal give tilladelse til, at man som tv-hold må filme oldtids-
minder. Mens vi ventede på et lille computerløst kontor fuld af kvinder
med papirer og kuglepenne og stempler, tog min fotograf et uskyldigt
billede med sit kamera. Det flippede denne kvinde helt ud over, og først
da lagde jeg mærke til hende. Hun var klædt i sort fra top til tå. Hendes
hænder var iført sorte handsker. Det eneste, man kunne se af hende hoved,
229
 var hendes ansigt, som kunne have tilhørt en stripper fra Las Vegas. Kraftig neskers vilkår og værdier. Ja, at romaner ligefrem kan vaccinere os mod
makeup, mascara, læbestift. Iført den islamiske fundamentalismes dress­ enøjethed og fanatisme, fordi det ligger i selve romanens natur, at tingene
code for storbyintellektuelle var hun på én gang distanceret, konfrontativ bliver set fra mange forskellige vinkler, at intet kun er sort eller hvidt. Det
og ærbar – og seksuel. Og så talte hun perfekt amerikansk, så perfekt, at opmuntrende ved litteraturen er, at den repræsenterer en form for mel-
hun lød, som om hun var vokset op i USA. Jeg kunne ikke lade være med at lemmenneskelig udveksling, som har styrke til at udvide verdensbilleder
spørge hende, hvor hun havde lært at tale så fejlfrit amerikansk. Hun svare- og ændre verden til det bedre, fordi den udvider vores moralske forestil-
de kort, at hun havde set alle de amerikanske film, som findes. Jeg nikkede, lingsevne.
sagde undskyld for forseelsen og gik ud med oplevelsen af at have været Forstået på den måde kommer budskabet fra New York til Kairo, fra
i nærkontakt med et ekstremt udtryk for den amerikanske massekulturs, det kristne Vesten til det islamiske Mellemøsten, til at lyde som det rene
herunder filmatiseret fiktions, evne til både at forcere grænser – og skabe og skære eventyr: Litteratur bidrager til at øge tolerancen mellem menne-
modstand. Den sortklædte islamist klædte sig antivestligt, men havde for sker!
længst bosat sig i Hollywood.
Utallige gange, når vi forsøgte at få uskyldige gadebilleder i kassen,
blev vi chikaneret. En af de statsansatte bøller viste os sin revolver, der var
stukket ned i bæltet under hans løsthængende skjorte. ”Hvor kommer I
fra? Lad være med at filme tiggere. Egypten er et rigt land!” råbte han vredt.
Jeg oplevede ikke Al-Aswany blive vred, men da jeg en aften i en lille smøge,
der duftede af røgen fra mændenes vandpiber, viste ham et billede af Kurt
Westergaards Muhammed-tegning på min mobiltelefon, stødte jeg på
hans grænse. Han fandt tegningen meget stødende, og det lykkedes mig
ikke at få ham til at anerkende tegnerens ret til at tegne, hvad han ville.
Pludselig blev vores samtale om Muhammed-tegningerne, der foregik med
kamera på, afbrudt af en civilklædt politimand, som forlangte at se vores
tilladelse til at filme. Den kunne vi selvsagt ikke fremvise, og kun fordi han
ikke kunne komme igennem til sin overordnede via sin mobiltelefon, og
fordi Al-Aswany benyttede sin prestige til at gyde olie på vandene, lykke-
des det os at undgå problemer. Det var en ekstremt ubehagelig situation,
ikke mindst fordi vi ikke anede, om vi kunne give Al-Aswany problemer,
men selvfølgelig også, fordi regimets myndigheder ville kunne have tilba-
geholdt os.
”Litteraturen er en uadskillelig del af den menneskelige stræben efter
værdighed. Kunst og litteratur er afgørende elementer i det menneskelige
åndsliv, og det stræber altid efter frihed. Litteraturen er bærer af de vær-
dier, mennesker sætter højest, og derfor vil terror aldrig kunne hamle op
med litteratur.” Ordene er Alaa Al-Aswanys. Jeg sagde farvel til tandlægen,
der blev litterær frihedskæmper, over en kop te og en vandpibe på en lille
café lige over for Hotel Windsor, hvor jeg boede. Lettet over at have und-
gået ubehageligheder, men også over at være ved vejs ende.
”Ordet og bomben” kom serien om fem forfatteres syn på romankun-
stens muligheder til at hedde. Og trods alle meningsforskelle var det svar,
jeg fik, at det, som gode romaner evner, er at åbne os over for andre men-

230

Lars
Toft
Rasmussen
Født 1954
Journalist på TV 2. Dækning af diverse krige og naturkatastrofer  i Mel-
lemøsten, Afrika og Asien. Lars Toft Rasmussen deltog i Galathea-ekspedi-
tionen i det vestlige Stillehav i 2006-07. Han har også foretaget rejser for
Ritzaus Bureau til Grønland, Canada, Svalbard og Sibirien. Sejlture i egen
kutter på Nordatlanten, i 1984 fra Vestgrønland til Ammassalik ad ruten
for Gustav Holms konebådsekspedition 100 år tidligere. Senere også til
Island, Færøerne, Norge, Shetland og Orkney. I Grønland har Lars Toft Ras-
mussen været på sæljagt i storisen ved Ammassalik, vandret fra Qeqertar-
suaq (Godhavn) til Qutligssat og arbejdet både som taxichauffør på Thule
Air Base og som marinesoldat.
232
En grænse-
overskridende
op
levelse
Luften føles straks kold, nu da solen er gået ned, og skyg-
gerne kommer krybende hen over det næsten vegetati-
onsløse landskab. Foråret er endnu kun i sin sarte op-
startsfase, også på disse sydlige breddegrader.
Vi har gemt os hele dagen i en smal kløft. Tiden er gået med at småsnak-
ke og blunde efter den hårde tur natten før. Her skulle være nogenlunde
sikkert. Eneste fare er bådene fra Saddam Husseins efterretningstjeneste.
De patruljerer nede på Tigris-floden, og i uheldigste fald kunne sådan en
lægge til i nærheden og dens besætning afsøge landskabet – og finde os.
Skulle det ske, har vi aftalt, at jeg skal præsentere mig som vejbygnings-
ingeniør fra Libanon. En tynd dækhistorie, som nok ville få svært ved at stå
sin prøve.
Men det er ikke nemt at finde en god forklaring på, hvorfor en mand
med europæisk udseende befinder sig i Saddams Irak, slæbende på en mas-
se teknisk udstyr.
Vi kan stadig ane hinanden som skygger i det tiltagende mørke. Pludselig
pusler det øverst oppe på kløftens skrænter, og en mand kigger ned på os
og råber noget på arabisk, som jeg ikke forstår.
Hvorfor er jeg dog ikke bare blevet hjemme på det fredelige Fyn?
At jeg ikke sidder trygt i parcelhuset ved Odense Fjord, er selvfølgelig
mest min egen skyld. Men George W. Bush bærer også lidt af ansvaret. Det
er for at dække hans invasion af Irak, at jeg er her.
Vi er i marts 2003. Krigen er endnu ikke brudt ud, men det har længe
stået klart, at den vil komme. Jeg har fået til opgave at dække den fra det
Nordirak, hvor kurderne har erobret magten fra Saddam Hussein og på det
nærmeste etableret en selvstændig stat.
Under mine forberedelser møder jeg en kurder, der bliver afgørende
for hele det videre forløb. Mesut Zilan hedder han – en lille, mager mand
233
 Dukan, irakisk Kurdistan, juni 2007. Lars Toft Rasmussen i gang med at
optage to kurdiske musikanter til et indslag, der handler om kurdernes
afslappede forhold til religion. Tusinder af kurdere foretrækker at skippe
fredagsbønnen til fordel for en picnic ved floden i det naturskønne Dukan,
hvor de spiller, danser, spiller brætspil, laver god mad og drikker alkohol.

234 235
 på 39 år, der – foruden flere kurdiske dialekter – taler flydende dansk og
har stor politisk indsigt. Mørkt hår, et ansigt med en kløftet hage og et par
kloge øjne, der får et fjernt udtryk, når han tager et sug af sin cigaret. Vi
mødes over stærk, sød te i en kurdisk forening i København.
Vi svinger fint sammen, og han har ikke rigtig noget at lave for tiden. Så
jeg spørger på TV 2, om jeg må tage ham med som tolk og kendt mand – i
fagsproget kaldet en ”fixer” – hvis det lykkes mig at komme til Irak. Jeg får
grønt lys.
Men de tre lande, der støder op til Nordirak – Tyrkiet, Iran og Syrien –
har nu alle lukket grænserne på grund af den forestående krig. Tyrkiet er
under alle omstændigheder udelukket som indrejseland. Mesut står her i
2003 stadig på en tyrkisk liste over terrorister, fordi han i sine yngre dage
kæmpede som partisan for den kurdiske sag.
Det ender med, at vi tager til Damaskus, Syriens hovedstad, for at se, om
det hjælper at møde personligt op. Afgang med Turkish Airlines 26. februar
2003 via Istanbul. Hjulene slipper jorden i Kastrup, og det brune, danske
vinterlandskab forsvinder under mig.
Et øjeblik strejfer det mig, at jeg risikerer ikke at se Danmark igen. Det
er trods alt en krig, vi skal dække …
Ved ankomsten til Damaskus sent om aftenen var vi svineheldige, selvom
det bestemt ikke så sådan ud i første omgang.
De syriske indrejsemyndigheder var ikke overbevist om, at Mesut fak-
tisk var tilknyttet TV 2. Så vi blev sat til at vente. Nogle alvorligt udseen-
de mænd i uniform granskede skeptisk hans papirer, som ledte de efter
skjulte budskaber mellem linjerne. En gang imellem kiggede de op og til-
kastede os et mistroisk blik, inden de granskede videre. Mesut var tavs og
røg endnu flere cigaretter end ellers.
Alle andre passagerer havde for længst forladt lufthavnen, da vi blev
kaldt hen til en skranke. Nogen højere oppe i systemet havde sagt god for
at lade Mesut slippe ind i det syriske paradis. Vi stablede kufferter og tasker
på en bagagevogn og rullede uhindret ud til en taxi – uden at få vores ba-
gage undersøgt. Det var blevet så sent, at tolderne var taget hjem.
Det viste sig at være et kæmpemæssigt held. For i bagagen lå en satel-
littelefon, som helt sikkert var blevet konfiskeret. Jeg havde den med for at
kunne sende indslag og live-interviews hjem fra Irak. Hvad, jeg ikke vidste
på forhånd, var, at den slags kommunikationsudstyr – der går helt uden
om det lokale telefonnet og derfor ikke kan aflyttes – er forbudt i Syrien.
Syrien er et land, hvor der bliver holdt godt øje med besøgende journa-
lister. Efterretningstjenesten er kendt for at være overalt. Men takket være
satellittelefonen – som jeg slog op på hotellets altan, når det var mørkt –
236
havde vi en aflytningsfri forbindelse hjem til Odense og kunne tale frit om
vore planer.
Der gik 14 dage med besøg på skumle kontorer rundt omkring i den
charmerende syriske hovedstad. Vi troede, at en proces var sat i gang, og
at vi snart ville have tilladelse til at tage til Irak. Men 12. marts – på Mesuts
40-års-fødselsdag – fik vi afslag.
Så stemningen var trykket, da vi om aftenen fejrede dagen på en restau-
rant i Damaskus’ gamle bydel. Det indlysende ville have været at give op og
rejse hjem.
Måske var det vandpiben, som vi røg efter middagen, der satte tanker-
ne i gang. Eller måske var det den ”arrak”, vi drak. Vores samtale udviklede
sig til en brainstorm, hvor den ene tanke befrugtede den anden. Det må da
være muligt at komme over den grænse.
Vi nåede til sidst frem til, at kurderne i det nordlige Syrien kunne være løs-
ningen. De havde utvivlsomt kontakt med deres frænder på den irakiske
side. Måske kunne de smugle os over.
Først måtte vi have kontakt til det kurdiske netværk. Vi kom i tanker
om, at vi nogle dage forinden havde kørt med en uofficiel taxi, en minibus.
Chaufføren og hans makker var kurdere. De havde givet os deres telefon-
nummer i håb om, at vi ville benytte os af dem igen.
Mesut ringede til dem næste formiddag og bad dem komme til vores
hotel. Vi mødtes midt ude i lobbyen, hvor ingen uvedkommende kunne
høre, hvad vi talte om. Vi fortalte, hvad vi var ude på, og heldet var – igen –
med os: Vi var kommet til de helt rigtige, sagde de to kurdere. Oppe nordpå
havde den ene noget familie, der kendte til det med at smugle folk over
grænsen fra Syrien til Irak.
Men det var selvfølgelig ikke gratis. Menneskesmuglere risikerer i vær-
ste fald deres liv. En fast pris på 2.000 dollars for hele rejsen til Irak blev
aftalt, og jeg ringede for sidste gang hjem over satellittelefonen og infor-
merede TV 2 om planerne.
For at de syriske myndigheder ikke skulle få mistanke om noget, book­
ede jeg os på et fly fra Damaskus via Istanbul til København samme dags
aften. Bagefter bad jeg hotellet gøre regningen op, for nu ville vi hjem til
Danmark, sagde jeg. Så hvis receptionen rapporterede til efterretningstje-
nesten – hvilket er ganske normalt i mange lande – ville alt se tilforladeligt
ud. Vi var – så det ud til – ved at rejse hjem.
Sidst på eftermiddagen dukkede de to kurdere op som aftalt. Vi bar ba-
gagen ud i deres minibus. Men i stedet for at køre mod lufthavnen, satte vi
kursen nordpå ud af Damaskus.
Nu var vi for alvor på gale veje. De syriske myndigheder havde udtryk-
237
 keligt forbudt os at tage til den nordlige del af landet, og de havde afslået
at give os tilladelse til at krydse grænsen til Irak.

Minibussen rumlede af sted nordpå gennem ørkenlandskabet, der kunne

anes i lyset fra den tiltagende måne. Indimellem måtte vi standse ved en
vejspærring. Chaufføren vekslede hver gang nogle ord med soldaterne,
hvorpå vi fik lov at køre videre. Hvad han sagde, ved jeg ikke. Men det vir-
kede.
Efter 900 km kørte vi ind i en landsby nær det sted, hvor grænserne for
Syrien, Tyrkiet og Irak mødes. Vi fik besked på ikke at tænde lyset i kabinen,
når vi steg ud, for at ingen nysgerrige naboer skulle se os.
Det næste lille døgns tid opholdt vi os i et typisk kurdisk hjem med
bløde tæpper på gulvene, puder langs væggene og en olieovn midt i rum-
met. Mændene gik næste dag i gang med at arrangere turen over grænsen.
Planen var at køre os til Tigris-floden og sejle os over til den kurdiske del af
Irak på den anden side. Nogle grænsevagter var blevet betalt for at se den
anden vej. Det hele ville højst vare få timer.
Da det blev mørkt, bar vi bagagen ud på en lille lastbil. De to syriske
kurdere, der stod for projektet, sad på ladet, mens Mesut og jeg klemte
os sammen i førerhuset ved siden af chaufføren. Vi skumplede af sted ad
nogle små, mudrede veje.
Efter en lille time kunne vi se grænsen. Oplyste vagttårne stod med
nogle kilometers mellemrum og lignede rumfartøjer, der var landet på rad
og række i ørkenen. Om lidt ville lastbilen standse. Vi skulle så skynde os
ud, men undgå at gå foran bilen for ikke at blive set i skæret fra forlygterne.
Snart stod vi tilbage i mørket med bagagen og de to syriske kurdere,
mens to røde baglygter forsvandt i mørket. Kun en meget opmærksom
grænsevagt ville have bemærket noget.
Vi hankede op i de i alt 80 kg bagage. Med vore syriske guider forrest
fulgte vi en lille lavning i terrænet. Vi må vel snart være ved Tigris-floden …

Efter en halv times tid gjorde den ene af vore menneskesmuglere tegn til,
at vi skulle standse. Han gav et lille fløjt, som blev besvaret. Og ud af mør-
ket kom to kurdere, som var kommet over grænsen fra Irak for at hente os.
Syrerne og irakerne snakkede lidt sammen, et bundt pengesedler skiftede
ejermand. Derpå gik vi videre, nu med de to irakiske kurdere som guider.
Første gang, vi holdt hvil, sprang den ældste af vore to nye ledsagere
pludselig op og begyndte at råbe, mens han kylede et bundt med 600 dol-
lars på jorden. Han sagde, at der skulle have været 1.000, at han var blevet
snydt, og at vi nu kunne sejle vores egen sø. Han gjorde mine til at ville gå
sin vej. Mener han det, eller forsøger han at presse flere penge ud af os?

238 239
 Mesut – denne så stilfærdige og venlige mand – viste en ny side af sig selv og
kastede sig ud i et verbalt slagsmål med den gamle. Jeg kunne (heldigvis)
ikke forstå, hvad der blev sagt. En overgang var de tæt ved at komme op at
slås.
Men med ét slag faldt der ro over gemytterne. De to guider hankede op
i bagagen og gik videre med Mesut og mig bagefter. Hvad er det, der sker?
Mesut fortalte mig nu – på dansk – at han havde råbt til den gamle, at hvis
han troede, at han kunne skræmme os ved at true med at lade os i stikken, så
kunne han godt tro om igen. Han – Mesut – havde før set døden i øjnene, og
hvis vi skulle dø i nat, så kunne den gamle regne med at lide samme skæbne.
Mesut havde tilføjet, at det ikke var klogt at lave numre med os, for vi
var inviteret til irakisk Kurdistan af KDP – det kurdiske parti, der sad på
magten i den nordlige del af Irak – og at selveste Masoud Barzani, partiets
leder, var informeret om, hvem der smuglede os ind i landet. Så hvis der
skete os noget, kunne den gamle roligt regne med at få røven på komedie.
Så var der ro. Lidt senere meddelte den gamle, at vi nu havde krydset
grænsen. Videre hen over nyspirede kornmarker med klæg jord, der klam-
pede under sålerne som tøsne.
Tigris-floden dukkede ikke op. Lidt efter lidt gik det op for os, at planer-
ne var ændret, uden at nogen havde sagt det til os. Vi skulle på en længere
tur i den Saddam-kontrollerede del af Irak, før vi nåede vores mål.
Bagagen var besværlig. Det var ubekvemt at bære i gennemsnit 20 kg
hver, så den yngste af vore guider ville nu forsøge at stjæle et æsel, der kun-
ne bære taskerne. Han sneg sig hen mod stalden ved en ensomt beliggende
landejendom. Men forehavendet mislykkedes, da nogle vagthunde fik fær-
ten af ham. Måske godt det samme. Med et pakæsel på slæb ville det ikke
have været nemmere at skjule os.
Lidt efter mente den gamle at have set et telt forude i måneskinnet. Det
kunne tilhøre soldater fra den irakiske hær, så han ændrede kurs. Derved
kom han væk fra sin sædvanlige rute og de holdepunkter i terrænet, som
han navigerede efter.
Så var det, at han kom med den lidet beroligende melding, at han var
faret vild. Mesut og jeg kunne ikke afgøre, om der var tale om et nyt fup-
nummer, der skulle skrue prisen op.
Men desværre vidste han virkeligt ikke, hvor han var. På mit lille lom-
mekompas kunne jeg se, at vi nærmest gik i zigzag. Der blev kortere og
kortere imellem hvilene. Selv i mørket kunne jeg fornemme den gamles
fortvivlelse over ikke at kunne finde en bestemt landsby. Han fik sagt det så
mange gange, at jeg efterhånden fik lært det kurdiske ord for landsby, ­gund.
Ved hjælp af kort og GPS kunne jeg til hver en tid have vist ham, hvor vi
var. Men den gamle kunne ikke læse kort, så det var til ingen nytte.
240
Fordi han ikke kunne læse kort, kunne han heller ikke vise mig, hvor vi
skulle hen. Så jeg var ikke i stand til at overtage kommandoen. Vi kunne
bare håbe på, at han snart fandt sin gund.
Hjemme i Odense havde min kollega Kurt Dahl sagt, at han ville blive
oppe, til vi var fremme. Det burde vi have været for længst, så jeg skyldte
ham et livstegn. Liggende på jorden i det flade landskab fik jeg sat satellit-
telefonen op og kom igennem til Odense.
Samtalen virkede dog alt andet end beroligende på Kurt. Min beret-
ning om, hvordan vi flakkede om inde i Saddams Irak, havde fået Kurt til
at ringe til B.S. Christiansen, den tidligere jægersoldat. B.S. sagde, at hvis
jeg kunne oplyse vores nøjagtige position, kunne han arrangere en evaku-
ering. Så vidt kom det nu ikke.
Mesut lod sig på et tidspunkt falde lidt bagud. Han fortalte mig senere,
at han havde forsøgt at ringe hjem til familien, men at der ikke var noget
mobilnet. Efterhånden følte han sig overbevist om, at det her ville ende galt.
Selv gik jeg mest og tænkte på de popler, jeg inden afrejsen havde været
i gang med at styne hjemme i haven på Fyn. Det må have været en slags
afledningsmanøvre, som min hjerne foretog. Den drejede tankerne hen på
noget trygt og dagligdags, væk fra det farlige.
Mesut og de to irakiske kurdere talte åbenlyst om, hvad der ville ske,
hvis vi blev fanget. De var enige om, at de alle tre ville blive henrettet på
stedet, mens jeg som europæer måske havde en chance, fordi jeg kunne
bruges til propagandaformål af Saddam-styret. Udstyret, som vi slæbte på
– kamera, GPS og satellittelefon – kunne fremlægges som ”bevis” på, at jeg
var spion.
Terrænet blev gradvist mere kuperet. Landbrugsjorden afløstes af klipper.
Vi holdt endnu en gang hvil, denne gang på en skråning. Stemningen var
modløs.
Mens vi lå dér, hørte vi en hane gale et sted i det fjerne.
Nu kom der liv i den gamle. Han sagde, at hanegalet måtte komme fra
den gund, han ikke kunne finde. Han småløb op ad skråningen, vi andre
fulgte efter – og dér på den anden side lå ganske rigtigt en samling huse.
Lave bygninger af gasbeton, oplyst af det kolde lys fra nogle lysstofrør.
Den gamle vidste igen, hvor han var. Stemningen blev straks en hel an-
den. Jeg havde lyst til personligt at takke den hane.
Men et nyt problem havde meldt sig: Vi var sultne og tørstige. Mesut og
jeg vidste jo ikke på forhånd, at vi skulle på en lang stroppetur, så vi havde
ikke taget hverken vådt eller tørt med. De to menneskesmuglere havde kun
en halvanden liters plasticflaske med vand, som for længst var drukket.
Den unge gik nu ned til landsbyen, hvor han bankede nogen op. Ved
241
 hjælp af en løgnehistorie om, at han var hyrde på vej hjem, fik han nogle
flade, runde brød. Vand fik vi fra en vandpyt. Efterhånden så vi helt lyst på
situationen: Kroppen havde fået sit, og den gamle vidste, hvor vi var.
Lidt senere begyndte solen at lyse morgengult over landskabet. Vore
to ledsagere fik for første gang ansigter. Indtil nu havde de blot været to
skygger i måneskinnet. Men solen – så smuk den end tog sig ud – var ikke
vores ven, for vi var endnu ikke nået frem til det relativt sikre område ved
Tigris-floden.
Dagslyset gjorde os synlige for noget, der lignede en militær udkigs-
post øverst oppe på en solbadet bakketop. For ikke at blive set krøb vi af
sted gennem et udtørret flodleje. Mesut sagde beroligende, at han fra sin
tid som partisan vidste, at en vagtpost en morgen som denne ikke nødven-
digvis var særlig opmærksom.
Og han havde nok ret, i hvert fald nåede vi usete frem til en større vej,
som vi passerede ved at gå gennem nogle portaler, der var beregnet til at
lede regnvand under vejen. Vi var nu i det sikre område, og vi standsede og
lod solen varme os.
Klokken var seks, vi havde gået i ni timer. Det værste var overstået, vi
kunne slappe af og glæde os over, at det – trods alt – var gået godt.
Pludselig vågnede jeg af min døs ved lyden af en drengestemme i det fjer-
ne. Få sekunder efter blev en jakke smidt hen over hovedet på mig.
Jeg kunne intet se, men Mesut kunne bagefter fortælle, at drengestem-
men tilhørte en fårehyrde, der nogle øjeblikke senere dukkede op over en
bakkekam med sin lille hjord. Den yngste af vore guider var i mellemtiden
løbet hyrden i møde. Han råbte til ham og fastholdt hans opmærksomhed,
så drengen ikke lagde mærke til hverken Mesut, mig eller bagagen. Jeg
kunne inde under jakken høre lyden af fårenes klove, der passerede i få
meters afstand.
Det havde været katastrofalt, hvis hyrden havde set mit europæiske
blegansigt. Det sælsomme og sjældne syn ville han formentlig ikke have
holdt for sig selv. I Saddams Irak kunne det få forfærdelige følger, hvis man
ikke indberettede sådan en observation til myndighederne. Takket være
vor unge ledsagers snarrådighed opstod problemet ikke.
Vi brød nu op og søgte ned mod Tigris-floden. Efter en times vandring
i solskinnet gemte vi os på det sted, hvor beretningen her blev indledt – i
en snæver kløft, hvor vi kunne skjule os for Saddams patruljebåde, indtil
solen igen gik ned og gjorde det muligt at fortsætte.
Vi blundede lidt oven på strabadserne og fik talt sammen – med Mesut som
tolk. Vore to guider viste sig at være far og søn. Endnu en søn sluttede sig til
242
os i løbet af dagen for at gøre turen med det sidste stykke. Familien levede
simpelthen af at smugle mennesker over grænsen.
Den gamle kunne fortælle, at det er en branche med visse risici. Hvis
han blev fanget på den irakiske side, ventede der ham fængsel på livstid.
Hvis han blev fanget på den syriske side, ventede der ham 15 år. At han in-
gen tænder havde i overmunden skyldtes, at de var blevet trukket ud un-
der et forhør i Syrien, sagde han.
Nu var det min tur til at fortælle om mig og mit noget mere fredelige
liv. Jeg fandt fotos af mine to børn frem fra tegnebogen og viste dem til den
gamle. Han kiggede lidt på dem og spurgte så via Mesut, om jeg kun havde
de to. Da jeg havde svaret bekræftende, sagde han noget mere, som fik Me-
sut til at smile forlegent.
”Hæ, hæ. Han siger, at han selv … hæ, hæ … har syv børn. Og at hans pik
derfor må være meget større og mere kraftfuld end din,” sagde Mesut. Den
gamle så ud til at mene det. Latterligt, at jeg følte mig en smule ramt på
stoltheden af sådan en bemærkning, men vi mænd er jo nogle primitive
skabninger.
Så var det, at solen netop gik ned, og en mand pludselig stod oppe på
kanten af kløften, vel cirka 4 meter over os, og sagde noget på arabisk. Hvad
var nu dét?
Det viste sig at være en arabisk fisker, der skulle færge os over Tigris.
Han gjorde tegn til, at vi skulle skynde os. Vi greb bagagen og løb efter ham
ned til floden, hvor hans træjolle med påhængsmotor lå klar. Mesut, baga-
gen og jeg blev sejlet over først.
Jollen brummede sig vej gennem strømhvirvlerne mod den modsatte
bred, en tur på velsagtens 150 meter. Bunden skrabede mod sandet, vi steg
i land i den kurdiske del af Irak … vi var fremme!
Som jeg husker det, gav Mesut og jeg hinanden en krammer.
Lidt efter kom jollen ud af mørket igen med den gamle og hans to søn-
ner, avlet for henholdsvis 20 og 25 år siden med hans kraftfulde forplant-
ningsorgan …
Vi hankede igen op i bagagen. Et par timer endnu, fik vi at vide. Vest for
Zacho kom vi til en vej, hvor vi med noget besvær fik kontakt med en bil,
som var sendt ud for at hente os. Vi blev kørt til byen Dohuk og sat af ved et
hotel. Jeg kunne ringe hjem til Kurt og sige, at vi var fremme – klar til at gå
i krig. Bogstavelig talt.
Timingen var perfekt. Tre dage senere, 20. marts, begyndte invasionen,
og tre uger senere faldt Bagdad. Men det er alt sammen en anden historie.

Søren
Sattrup
Født 1969
Søren Sattrups tidligste erindringer drejer sig om slidte National Geogra-
phic-blade på barndomsbordet og harsk salt og sejt moskusoksekød. Se-
nere har han udviklet en svaghed for den klassiske ekspeditionsform, no-
mader og højlandet. Han har arbejdet som udviklingschef af eventyrlige
rejser i Asien og primært Himalaya siden 1989. Søren Sattrup har en BA i
antropologi og journalistik, og han er tidligere forlagschef på Politikens
Forlag. Nu Chief Exploration Officer (CEO) for Visit Beyond. Han har del-
taget i cykelekspeditioner i Pamirbjergene, Vesttibet og Karakoram High-
way og kajakekspeditioner i Burma og ved Irian Jaya i Indonesien. Vildeste
eventyr efter eget udsagn: Vandringer med vagabonder i Danmark.
244
Svinget
efter
bjerg
bjergene
Kornaks så modne, at kernerne falder til jord med små
lette dump. Træhuse med udsigt til bjergtinder og med
hvælvinger, der nærmest flyver. Klostre strøet med
verdslige boder, gøgl og himmelfaldne ikoner. Dybt inde
i hjertet af Europa.
Mobilix-reklamerne, Aubade-g-strengene og Mercedes 190’erne rammer
menageriet ind og fragmenterer scenen. De er spotlights, som intet skju-
ler, men som overlader det meste til skyggen. Under poplernes skygge bor
menneskene. Folket. Bulgarerne. Rumænerne. Romaerne.
Fire millioner og 600.000 tråd på jernheste af guds nåde gennem Ru-
mæniens og Bulgariens bjerge og dalsænkninger, gennem en tid der er her
lige nu, men som af og til dufter af længe siden.
Rumænien
Tatiana passer tankstationen døgnet rundt, året ud, og sover med en snor
om storetåen i baglokalet i en rede af twist. Tankstationen, hvor gamle Re-
nault-lastbiler fra Pierre Marchand i Marseille, med flossede pornoblade i
rudehullerne, står gemt med lastrummet tømt for fortiden. Tankstationen
ligger præcis dér, hvor der er udsigt ind til dalens dybe intet og til tre hvide
trækors i vindfløj på de bløde bakker. Tatiana, som lod os sove i filttæp-
perne foran de tømte cognacflasker og strøgne plasticposer fra en lufthavn
ved Dresden.
Præsten med hjerteklappen, som gladeligt fremviser sit ar fra kærlighe-
den og kærligheden til fortiden, i den lille kirke med relikvierne. Præsten,
som giver en pose frugter fra køkkenhaven i afsked, da de danske drenge
går med stive ben og fedtet hattehår.
Antonov, landmanden ved Putna, som før talte og stablede og ynglede
storkollektivets finanser, men som nu laver sin egen slivovits i et køkken
uden el, maler sine hvedekerner og majs på vandmøllen og kører heste-
vogn, så avnerne flyver om ørene.
Andreas, som blev munk efter seks år på verdenshavene som motor-
245

Søren Sattrup slapper af i sin hængekøje. Foto: Lars Bindholt
mand, efter seks år med anduvninger i Madras, Beirut, Shanghai og nu en
dyb ro og hestehale, hyldet i munkekuttens dybe koksgrå gemmer, ham-
merslag for hammerslag lader stene blive til brød. Han skaber et nyt guds-
hus, et kloster, der knopskyder og bliver hjem for velnærede dekaner, for-
uroligende blikke og vaklende novicer.
Manov på bænken foran Herkules-badet, med fortiden i øjnene, hæn-
derne roligt hvilende på stokken med fingrene over kors og en krummet
ryg, der nyder godt af de kogende bade og nænsomme hænder.
Andreij, kranføreren, som styrer minefolkene ned i skakterne under
Anina, hvor hver dag, der går uden uheld, er et under af vaklende træstol-
per, træt jern og mænd med kulstøv i sjælen.
Og Constanze, pigen i flyet, skønheden med samme isblå øjne som Eva
Herzegovina, Chanel-poser og et sikkert pagehår, som tjener 600 kr. om
måneden på sin lægegerning, men jævnligt er i Milano, Paris, Amsterdam.
Hun har sorgen flænset ind i de blå øjne, en rumænsk næse og dufter, som
italienske mænd kan lide det.
Der er alle dem og flere til. De venter ved sporvognens perron, på heste-
kærren i landsbyerne, i Daciaernes blå røgsky. Venter på, at deres verden skal
løfte sig over natten, ud af fattigdommen, af skyggen fra en kapital, som
skubbede fortiden væk, men lod pengeregnen vente.
246
Elegantieren
Morgenmusik, ja, hornmusik, for alle basuner gjalder ud over dugvåde
brosten. Musikken har den pakistanske pops vidtløftighed, den hurtige
puls, duellen, der raser. Men det er 7/8-rytmen.
Rytmen, som ejer hver en bjergskråning her, pakket ind i poppens vel-
klang. Ind over døren hænger guirlander af sølvplast.
En ung fyr med krum ryg og sort flannel på benene, mors dreng med
vandkæmmet hår, træder ind med sin hvide skjorte, sorte viskose-man-
chetter og Raybans i panden. Han er tjekket, sådan helt lokalt, lige ankom-
met til udstedet Anina, i Rumæniens kuldrevne baggård. Tjekket, selvom
han har en mappe i pink med Lady og Vagabonden i hånden.
Han er lidt nervøs, skjolder breder sig gulligt under armsug, måske er
det ikke hans 332. salgsturné, men han er tjekket, for han sælger spiritus,
og ikke blot spiritus, men Bols, Pisang, Bacardi, varer, der her skriger af
strand, hofter, små parasoller og en inciterende salsa. Han roser værtinden
og spritudvalget.
Hun tager imod, Anna i baren, imod elegantierens kyssende ord. Hun
er som trukket ud af kernesund vulgaritet, har lige serveret suppe til os
med en helt overdrevet udskæring, en udskæring, hvis tyngde nu er kræn-
get ud over baren og den gamle slidte kniplingeskjorte, stiv af borsjtj-sup-
pen fra i går.
Minen
Som i en god western ligger baren på bjerget. Nedenfor i den fugtige flod-
seng ligger en mine i det sene nattelys og knirker metallisk. Så vi sniger os
langs et for længst udtjent jernbanespor ind i hjertet, overbevist om, at den
skarpe kniv var trukket igennem den. Men hun ånder endnu. Minen. For-
tiden er ikke passé, der er stadig alle disse gigantiske manifester på en tid,
hvor minearbejdere var håndlangerne, bondehæren, der blev tilgodeset,
men trukket ind, når sablerne raslede. Det var dem, der blev sat ind mod
studenterne tilbage i oprørets tid i 1989. Måske endda dem fra Anina, den
nærmeste mine til Timisoara, provinshovedstaden, hvor slaget om frihe-
den stod.
Hejseværkstårnets himmelsvaj trækker med knirkende hvæs stadig
et gigantisk hjul rundt; 1.000 meter nede i jordens indre arbejder minø-
rerne stadig. Oppe hos Andreij i en grønklædt lysstofrørshule, gemt for
værkføreren, kan vi se 14 anløbne blondiner, to slidte wirer og høre dem,
minørerne, over samtaleanlægget fra dybet, når elevatoren har rumlet sig
de 1.000 meter ned. Under os ligger afsporede rustvogne. De bærer kun
kulresterne i sig.
Før var de 1.000, 100 mand i hvert skift med blikket sporet ind på sta-
247

På tankstationerne mødes landevejenes truck-riddere til en vodka og en
røverhistorie, en lur og måske en flirt.
ten, nu er her 400 arbejdere, og minen er stadig lige så hamrende uproduk-
tiv, holdt i live af statens subsidier. Nu er fruen i det hjørne, hvor benene
kan skride væk under hende, hvornår det skal være, og få mange liv på sam-
vittigheden. Men Andreij, kranføreren, holder med et skævt smil hovedet
oppe.
Baile Herculanum
Markedspladsen med stakke af vandmeloner, hoteller i nyt, men anløbent
beton, stumpede T-shirts overladende godt og skidt til gaden og vejen og
fantasien, plateausko og hostende Daciaer på vej ind i bjergene, maver fe-
det til af pommes frites og kød kogt i olie.
Gamle mænd med stok og ro på bænke under trækroner, der rejser sig
248
mod himlen. De gamle bade ved brusende floder, ornamenterne og for-
faldne tage og gesimser, der venter på en kærlig hånd, med søjlegange, der
svæver.
Parasoller fra øllenes Ursus, og så de få udvalgte bag dæmpede ruder;
veltrimmede mænd med store overarme, guldkæder og svedperler på læ-
beskægget, piger i vrikkende leopard-g-strengs-trusser og klorbleget hår
uden udtryk.
Det gamle partihotel for enden af pladsen er så grimt, at det vil virke
som fluepapir på kitsch-elskende skandinaver, med de samme gulvtæpper
som dengang, de samme lange golde gange, den halvtomme balsal af en re-
staurant, helikopterlandingsplads til partispids og medfølgende lolitaer,
den fesne pastel, de høje priser og også her lugten af indeklemt prut.
Længere oppe ad vejen går alt gammelt i et med klipperne. De gamle
bade er forsvundet, de gamle sjæle med ro i sindet holder sig væk, her er
det middelklassefamilierne og Lech Walesa-skæg, der tager over. Bade-
bolde, badetøfler, håndklæder med Sylvester Stallone, campingvogne og
solblege fortelte svøbt i røgen fra griller med kyllingespyd, affald og na-
turligvis sulfodampende huller i betonen eller skovbunden, til tæer, der
ønsker frelse midt i omgivende bjergkæder, som ingen ser.
Vi tager afsked, cykler mod grænsestationen, igennem majsmarker, der
strækker sig mod horisonten. Varmedisen hopper på asfalten, og nu kan vi
høre den … Om lidt kommer en truck med 100 mexicanske daglejere og
bevæbnede vagter forbi os på vej mod Don Pedros hacienda, og så opdager
vi, at dette er den sidste udørk i Texas. Men det er bare Manov i sin gamle
vaklende pickup, med glemt vasketøj, nylavet æblesnaps og frugter til vo-
res udtur. ”Der er mange lommetyve i Bulgarien,” hvæser han ud gennem
smøgkæften. Så er han væk.
Bulgarien
Vi sætter os med stive ben på bænken uden for baren. Vinen gror ind over
pergolaens slidte tag over os. Værner mod middagssolen. En let vind kry-
ber ind under støvet, rusker det op og tager cigaretskod med sig ud under
plankeværket. Rustne skilte peger på et kloster i dalens rand, men mest
på, at her får tidens tand lov til at bide sig fast. En knirkende høvogn med
rejste spanter og kødfuld hest kryber ind fra øst.
Ved tøjret sidder sjakbajsen og hans kumpan. De binder til ved brøn-
den, som står lige lukt op og ned der midt i krydset. Ham den lange magre,
kumpanen, kryber ind under pergolaen, ind under druerne, som hænger
tungt, men surt i klaser, mens sjakbajsen med smøg i kæften klapper dagle-
jerne, som fyldte ladet. De er romaer, sigøjnere, og de får let klirrende mønt
i hånd. Der er ikke skyggen af et smil.
249
 Så kryber sjakbajsen også ind. Håret er trukket tilbage og sidder lige så
fedtet som hans nyvendte plovfurer i byens udkant. Med en dreven hånd
lirker han sig ind gennem et regnbuefarvet plasticforhæng, som ellers hol-
der fluerne væk. Han råber, og pigen i baren løber forskræmt ud bagved
efter en kølig øl. Inde i barens hjerte sidder munken i kutte med halskæde
og det store kors tungt hvilende på plastbordet. Virker, som om han gerne
vil snakke lidt. Sådan bare snakke. Men han ser ”Friends”, spiser postej af
dåsen med en gaffel og skyller ned med cola i dybe, dybe synk.
Sjakbajsen overtager scenen, mens han højlydt kommenterer pigerne
på skærmen og klør sig veltilpas i skridtet. På torvet udenfor forlader dag-
lejerne byens hjerte. De har fået sig en fyraftenssmøg, griner, flirter lidt og
er højtrystede. De har gule fingerspidser. Kings-gule.

Klosteret
Vi sover på klostret inde i dalen. Svalerne svæver til reder klæbet op under
tidsslidte loftbjælker og sidder så og nusser hinanden på en telefonled-
ning et kort sekund, inden de igen drager ud efter fluer.
Nu, hvor sommeren er på sit højeste, kryber vinrankerne på opdagelse
ind over klosterets tag. Pludselig knalder en munk til en af de irgrønne
klokker, som hang der så fredeligt. Dens ringen vrider sig ud af klostergår-
den, ud over trætoppene og ind over bakkerne omkring os. Nede i dalene
stopper høstfolket op et sekund.
Set udefra er murværket stort og uindtageligt, et fæstningsværk med
mægtige træudskårne overhæng, et kloster, som ottomanerne i sin tid
måtte brydes voldsomt med, inden de satte sig på landet. Nu er det 800 år
gammelt, og det er stadig Vorherre, der regerer.
Inde bag de svære træporte og oppe ad mægtige stentrapper er der
smukke vægmalerier i jordfarver og i hjertet af haven et lille kapel. Om Imamina-minen, fortidens stolthed, ligger der endnu, men den har mistet
aftenen knager gulvene af skridt. En blid knagen, som giver den fine kul- glansen.
degysning. Det er, mens der stadig er liv fra dem, der bor her. Senere får
husrotterne deres tid, og deres lette løb får ikke gulvene til at knage. De
mangler ligesom charmen. I dag bor her kun to munke, men hver sommer af frisk fetaost og nystegte småfisk. Og når solen går fra bid til blid, lader
bor her flere passionerede bulgarske familier fra Sortehavets byer, som kan de sønnike på 12 køre Trabanten ned til klostret i våde badebukser med
lide stilheden og stedets åndelige afkast. hunde og søstre hængende ud af vinduet. Her bliver de som ved et trylle-
Bulgariens klostre er ikke kun konserverede museer. De er brugssteder, slag hviskende stille og viser en anden respekt, mens de svæver omkring i
som lader menneskene få noget særligt. Klostret ligger midt i folkelighe- klostrets indre. Hver ting til sin tid.
den. I de tidlige morgentimer ligger bulgarerne og nyder formiddagssolen
på klippekanten ved vandfaldets fod, i tangatrusser eller mavedækkende Romaerne
trikot med et væld af unger og lyserøde baderinge omkring sig. Mens solen Fra bjergenes ryg glider vi gennem tætvoksende bøgeskove. Mens vi sving
står højest på himlen, kryber de ind under et valnøddetræ på gamle rust- for sving finder ned i lavere luftlag, mærker vi skovenes fugtige kølighed
ne campingstole, spiser chopska-salat fra et fælles fad dænget i mængder blive til tør, lun sensommer. Ved foden af bjerget åbner de bløde bakker

250 251
 sig. Lyse stemmer synger ud gennem solsikkernes stængler omkring os. tusinder af dem, ude på landet, i landsbyerne, hvor man inde bag små
Det er romaer, som akkompagnerer dagens høst med klangfulde klassi- vaklende mure kæler for de små frodige haver, bugnende af kålen, frugt-
kere. Stemmerne er så passionerede sammenlignet med de dybe stemmer træerne, urterne. Eksistensøkonomien kan få fingrene på gled. Der byttes.
på samtalebænkene i landsbyernes hjerter, vi kommer fra, hvor livets alvor Byttes, byttes, byttes. Mændene er i skovene, samler karljohan, rørhatte
for længst er fremkaldt. og vilde champignon. Har parkeret Ladaen ved vejene, som forbinder syd
I de landsbyer, vi nu ruller igennem, er det venlige, men reserverede og nord, med bagagerummet bugnende af grønt og frugt. Venter på forbi-
nik her afløst af passionerede råb, grin og hujen, når vi trækker forbi tungt- passerende. På familier i nye biler, som vil stoppe, nyde udsigten og købe
lastede hestevogne med umage hjul. Her lever de på gaden. svampe med til storbyen. På familier i kærrer, som kan bytte med lidt korn.
Som altid under sydlige himmelstrøg får vi de korte overhalinger at På bærsamlere, som med favnen fuld af saftige skovbær vil sætte sig. I den
mærke, den forhastede snak med ynglinge, der lige skal vise deres cykelfor- samme grøftekant. Med lige så vejrbidte ansigter.
træffeligheder, inden de svinger af igen og triller ned mod landsbykæret
og blærer sig for gutterne. Ude af landsbyerne er det de bugnende morel- Uden retning
træer og vilde blomster, som ægger os ud for en lur med græsstrå imellem Lange solfede aftener, hvor vores tråd glider let akkompagneret af duften
læber. Lige indtil den særlige lyd af en Trabant sætter sig på landskabet, af dug, der falder. Hvor benene finder deres evige bevægelse, gearskifter før
hiver sig op, op og forbi én, den særlige lyd, som hverken er bilens eller man ved det, skiftet tilbage så let som en udånding. Bevægelsen bliver me-
knallertens, men med et duftspor, som røber sin ejermand. ditation. På cyklen går det tilpas hurtigt til, at man på en dag kan bevæge
sig igennem forskelligheder, og tilpas langsomt til, at man får stoppet op,
Et brød til 1 krone. hilst på Andreij, Anna, Tatiana.
En cola til 1,75. Man får duftet til vinen, smagt på bærrene, som hænger tungt på bu-
Et måltid uden smalhals til 15. skene langs vejen, smidt sig i vejgrøften med næsen mod himmelen. På
cyklen er reglerne vores egne, som mere handler om kadence, afstand og
Drømme den infame stædighed, der bringer os lige akkurat de 30 km længere, end
Når nu nationalskjalden, Shubbernes far Michael Bundesen, synger, at godt er. Men uden retning, uden mål havner man gerne der, hvor det hele
”storken er en dejlig flyver”, så har han jo ret. Dens svæv er smukt. I Bul- alligevel giver mening. Til en snak og en løgnehistorie. I svinget efter bjer-
garien ser vi den overalt. Med tiden finder vi ud af, at den både er tegn på gene.
naturens storhed, men også kulturens forfald.
For bare 15 år siden var Bulgarien Østblokkens spisekammer. I dag står
mange storkollektiver som sygnende metal og langsomt faldende tegltag.
En dør med fortabte hængsler, et vindue itu. Brændenælder uden ende
krybende ind og ud, kvælende de rester, som for længst er ophørt med at
fungere. Forvitrede bygninger – mure uden livligt indhold. Mens vi cykler
gennem landskabet, rejser spørgsmålene sig. Hvad sker der, når man pas-
sionsløst har vænnet sig til at bære i flok, og selen så næsten over nat ikke
længere forbinder individerne? Hvornår kommer de til kræfter? Hvordan
kommer de til kræfter? Er drømmen brast? Eller har de blot trukket sig til-
bage til haven, huset. Drømmene. Nogle dage virker det sådan. Visse steder
i landet er det sådan.
Men der er så stor forskellighed. I byerne ved Sortehavet, i Sofia, i
bjergresortene ser vi de velhavende unge med søgende blik på læder­
beklædte barer med Lavazzo-kaffe. Der er steder, hvor vitaliteten og modet
er der, men hvor jorden skriger på vitaminer. Og så er der de små steder,

252

Henrik
Højmark
Thomsen
Født 1953
Uddannet glaciolog. Henrik Højmark Thomsen har deltaget i 29 viden-
skabelige ekspeditioner på Indlandsisen i Grønland, to ekspeditioner til
iskapper i Island og til Antarktis. Arbejdet har omfattet udforskning af
smeltevandfloder på isen og i de seneste år studier af de flydende isshelfer
i Nordøstgrønland og Antarktis. Journalistuddannet og siden 1982 konsu-
lent for radio og tv i forbindelse med polarprogrammer. Har uden for job-
sammenhæng rejst i store dele af verden.
254
Hey, hey,
New York
– here
we
come
Jeg trådte ind gennem entréen og stod pludselig i min
egen stue igen godt et halvt år efter, at jeg tog af sted på
en uges ferie til New York sammen med nogle af kamme-
raterne fra Eventyrernes Klub. Jeg skubbede rollatoren
ind over dørtrinnet og fik langsomt flyttet de stive med-
tagne ben under mig. De virker nu igen, men der skal
sved og tårer til at få dem i bevægelse som før i tiden,
hvor de trofast har båret mig ind over Grønlands og Ant-
arktis’ uendelige ismarker, gennem ørkener og jungler
og op og ned ad bjerge på alle kontinenterne.
Alt lignede sig selv i den lille lejlighed. Maskerne fra Bali, Nepal og Tanza-
nia stirrede stadig intenst rundt i rummet, men zebraen var stukket af og
havde efterladt en stor, tom, hvid væg ved vinduet. Den var dog ikke nået
så langt, og dens flotte sorte og hvide striber prydede stadig lejligheden,
men nu som et fodgængerfelt hen over stuegulvet. Det var, som om den
viste vej og sagde: ”Velkommen hjem, Henrik, træd trygt ind over mig og
sæt dig ned.”
Det var dejligt at være hjemme igen, men jeg savnede allerede de man-
ge skæbner, jeg havde mødt på aflastningshjemmet Arbejde Adlers Hus på
Nørrebro, hvor jeg havde tilbragt de sidste fire og en halv måned liggende
i en seng eller siddende i en kørestol med benene godt fastspændt i de så-
kaldte DonJoy-skinner, der forhindrede enhver bevægelse i knæleddene.
Sommeren 2010 har lært mig, hvad det vil sige at være handicappet i Dan-
mark. Det er ikke nogen glorværdig tilværelse, og København er overhove-
det ikke indrettet til folk i kørestol. Der er trapper og høje kantstene over-
alt, og fortovene er så ujævne og hullede, at selv en gammel polarmand
med smag for terræn uden veje må give op og kører så fast, at der kun er én
ting tilbage at gøre – at råbe efter hjælp fra den tilfældigt forbipasserende
på det modsatte fortov. Det skete flere gange, men et plaster på såret var
255

Henrik Højmark Thomsen i sengen på Glostrup Hospital. Foto: Jakob Lau-
trup
den helt uhørte hjælpsomhed, som jeg blev mødt med fra mine medbor-
gere. Det er rørende og meget livsbekræftende at opleve. Jeg var kommet
til skade, alvorligt til skade, men jeg havde trods alt udsigt til at komme til
at gå igen. Det var der mange på aflastningsgangen, som ikke havde. De vil
være bundet til kørestolen resten af livet, og jeg har hver dag lyttet til deres
historier og mødt menneskene bag. Det har været en tankevækkende ople-
velse, og 2010 blev året, hvor jeg fik åbnet nogle låger i livet, som jeg ellers
aldrig ville have kigget ind bag.
256
Det hele startede ellers så godt, da jeg fik snuset til kunstnermiljøet bag
New Yorks imponerende facader sammen med seks kammerater fra Even-
tyrernes Klub. Men på den forbandede dag 20. maj 2010 gik det galt. Vi var
taget på en sightseeingtur ud til Ellis Island for at få set det sted, hvor ind-
vandrerne i mange år strømmede ind til det forjættede Amerika. Jeg stod
på det lille soldæk på bådens første sal for at nyde udsigten til ”The Big
Apple”, og da båden lagde til kaj ved øen, gik jeg hen til trappen for at gå
ned. På vej ned bumpede båden pludselig ind i bolværket med stor kraft,
og jeg mistede balancen og faldt de sidste fire-fem trin ned på dækket. Her
landede jeg meget uheldigt på mine knæ med benene bøjet op under mig,
og senere væltede jeg rundt på siden og endte på ryggen. Jeg var noget for-
tumlet, men blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg jo ikke kunne ligge
her. Jeg forsøgte derfor at rejse mig, men fandt hurtigt ud af, at mine ben
ikke virkede mere. Der var simpelthen ikke forbindelse fra hjernen og ned
til benene. ”Woouu,” tænkte jeg, ”hvad er der sket her?” Og så trak jeg mig
hen over gulvet i armene og med benene slæbende efter mig som to døde
asparges. Det gjorde ikke ondt, og jeg anede ikke, hvad der var sket, men
da jeg senere erfarede, hvad der var rykket over, må jeg sige, at kroppen
må have pumpet bedøvende stoffer ud i en ubeskrivelig mængde og me-
get hurtigt. Kort efter var der hjælpere til stede, som fik mig bugseret op
på en båre. Jeg svedte koldt og svævede i en tilstand mellem vågen og be-
vidstløshed, men jeg kunne dog svare på de amerikanske førstehjælperes
mange spørgsmål og fik drukket lidt vand, som min snarrådige rejsekam-
merat Leif Vanggaard havde ved hånden. Leif er læge, og han har i et helt liv
praktiseret sin kunnen, bl.a. som læge for den legendariske slædepatrulje
Sirius i Nordøstgrønland, så jeg følte mig i gode hænder. Herefter gik turen
på båre ind i et rum på Ellis Island med flere spørgsmål fra nogle, der præ-
senterede sig som politiet. Og kort efter befandt jeg mig i en ambulance
sammen med Leif, som kørte mig til et hospital i New Jersey, ikke langt fra
arnestedet.
På skadestuen fik lægerne hurtigt stillet en diagnose, efter at jeg havde
fået bukserne af. Begge mine knæskaller strittede ud som to forlygter på en
gammel bil, og lægen bad mig om forsigtigt at trykke pegefingeren ned i
låret lige over knæet. Det var en ejendommelig fornemmelse. Først i højre
ben og så i venstre. Det var som at prikke fingeren ned i to slatne trom-
meskind spændt ud over to tomme ben. Jeg fik at vide, at jeg havde fået
revet de store quadriceps-sener over i begge ben, som lårmusklerne hæfter
til, og som også holder knæskallerne på plads. Lårmusklerne sad nu oppe
i lysken, hvor de ikke gjorde meget gavn, så der var ikke noget at sige til, at
benene ikke virkede. Lægen stod med et virrende hoved og kiggede på mig
og spurgte derefter, hvordan i alverden jeg havde båret mig ad med det.
257
 ”Begge ben, Henrik – det er meget sjældent,” sagde han og forsvandt bag
forhænget. Kort efter blev jeg kørt til røntgenundersøgelse, fordi de var
bange for, at jeg også havde beskadiget mine knæskaller. Leif fulgte med,
og han insisterede på som læge at deltage i billedfortolkningen. De ame-
rikanske læger var ikke begejstrede for dette arrangement, og en af dem
spurgte mig med stor skepsis i stemmen, om jeg havde medbragt min egen
private doktor. Til det svarede jeg: ”Yes, in a way.” Leif er oppe i årene, men
han er stadig kvik, og jeg hørte senere, at en af lægerne bag forhænget i
røntgenstuen sagde til den anden: ”It’s his father.” Og så fik Leif alligevel
lov til at deltage i undersøgelsen. Der var gudskelov ikke sket noget med
knæskallerne. Det var et lille lyspunkt i moradset, og efter undersøgelsen
var der anerkendende nik fra amerikanerne til den tidligere doktor for Si-
rius, da de havde fundet ud af, at han var læge og ikke far til patienten.
Derefter gik turen tilbage til skadestuen igennem de lange hospitals-
gange, og kort efter kom lægen med det virrende hoved ind til mig og satte
sig på sengekanten. ”Henrik, du skal først opereres, dernæst skal du ligge
stille med benene i skinner i tre måneder på et rehabiliteringssted – for du
vil ikke engang kunne gå på toilettet selv, og derefter skal du igennem et
halvt til trekvart års genoptræning. Vi vil gerne vide, om det skal det være
her i Amerika?” Nu var det mig, som virrede med hovedet. Det var mange
meget store spørgsmål på én gang, og jeg fortalte ham, at jeg blev nødt til
at ringe til SOS International i Danmark, som repræsenterede min rejse-
forsikring. Herfra fik jeg at vide, at jeg ikke skulle foretage mig noget som
helst, før deres læge havde talt med den amerikanske læge. Det blev næste Stuegang på hospitalet i New York.
dag, og de blev enige om, at jeg skulle opereres i New York og senere trans-
porteres hjem til Danmark for det videre forløb.
Efter operationen vågnede jeg op i en stue med en fantastisk udsigt til den. Her var vi ved at undersøge, hvad der får denne store istunge til at
Ellis Island, Hudson River og Frihedsgudinden. Jeg har altid været til store smelte meget hurtigt så højt mod nord. Jeg var gået ud over isen for at se til
udsigter, men jeg må nok sige, at jeg havde fået for meget netop af denne noget af vores måleudstyr, og på vejen tilbage til vores lille teltlejr kom jeg
udsigt for en stund, så nydelsen var yderst begrænset. Efter operationen frem til en af de utallige blå smeltevandsfloder, som slynger sig ned igen-
havde jeg også fået en såkaldt dropfod i venstre side, hvilket vil sige, at fo- nem det tomme, kolde islandskab. Disse floder er smukke, og det kolde
den er lam. Og den højre var også delvis påvirket af samme bullenskab. vand bruser af sted mellem spejlbanke og glatte iskanter. Floden var ikke
Det blev derfor til mange tanker i sygesengen på hospitalet, hvor mit rig- så stor, og for at spare lidt tid besluttede jeg mig for at springe over den i
holdige rejseliv og min karriere som polarforsker med adgang til de mest stedet for at gå ned til et sted, hvor man lettere kunne komme over. Jeg tog
eksotiske områder af denne klode passerede forbi. Jeg har igennem mit liv tilløb og røg ud i luften. Jeg kunne se det brusende kolde vand under mig
trasket over utallige gletsjerspalter og kæmpet mig op igennem store mar- og landede på den stejle glatte flodbrink. Jeg nåede ikke helt over, og kort
ker af skarpe løse sten på bjergskråninger, så der har været rig lejlighed til efter befandt jeg mig i det iskolde vand og blev ført med strømmen ned
at komme til skade. Men intet er sket i de 30 år, hvor jeg kunne nyde dette over isen til ukendte horisonter. Det var et mareridt. Flodbrinkens sider
liv. bestod af kold, glat is, så jeg kunne ikke gribe fat i noget som helst. Tan-
Men der var dog en gang, hvor det var ved at gå galt. Det var på den kerne myldrede rundt i mit hoved, og jeg nåede flere gange at sige til mig
store gletsjertunge i Nordøstgrønland, som flyder på Nioghalvfjerdsfjor- selv: ”Henrik, det bliver åbenbart her, du dør.”

258 259
 I felten går jeg altid med en lille svensk værkstedsdolk i mit bælte, og jeg
prøvede desperat at hugge den ind i den hårde, glatte flodbrink. En gang,
to gange, utallige gange huggede jeg den lille dolk ind i den hårde is, men
det var ikke nok til at dæmme op mod strømmen, som bare bragte mig
længere og længere ned over isen. Men så kom det – miraklet – et hårdt
hug med dolken, og kort efter hang jeg fast i isvæggen og endda et sted,
hvor brinken kun var en halv meter høj. Med uanede kræfter fik jeg kæm-
pet mig op fra floden og stod rystende og helt alene i det ellers så smukke
arktiske islandskab. Jeg var dybt chokeret, men fandt alligevel kræfter til at
få alt tøjet af og fik vredet det meste af det kolde vand ud. Derefter var det
på med tøjet igen, og så gik turen på rystende ben de tre kilometer tilbage
til lejren.
Her kunne det være gået rigtig galt, men jeg slap med skrækken. Det er
derfor næsten absurd at tænke på, at der, hvor det senere for alvor gik galt,
var på en lille turbåd som turist i New York. Men når det nu skulle være, så
er jeg taknemlig for, at det skete på et sted, hvor hjælpen var nær. Det, som
har gjort størst indtryk på mig, er, hvor hurtigt éns tilværelse kan ændre
sig. På et splitsekund ændrede mit liv sig fra en situation, som bedst kan
beskrives som: ”Hey, hey, New York – here we come” til det næste øjeblik,
hvor jeg måtte trække mig hen over gulvet i armene med benene slæbende
efter. En lynforvandling af værste skuffe.
Men New York havde mere at byde på, det fandt jeg ud af nogle dage se-
nere på hospitalet. Denne gang var det dog af mere healende karakter. 28.
maj om aftenen ankom en ung læge fra Danmark. Han kom fra SOS Inter-
national, og han skulle hente mig hjem med en båretransport. Klokken var
syv om aftenen, og jeg halvsov, godt dysset ned af smertestillende medicin.
Pludselig kunne jeg høre en meget rolig, dyb stemme sige: ”Det må være
Henrik. Goddag, jeg hedder Tobias og er den danske læge, som skal bringe
dig sikkert hjem.” Han talte med en meget rolig og næsten hypnotisk stem-
me, og han ville gerne høre min historie. Den fik han, og dernæst fortalte
han, fortsat med hypnotisk ro, om SOS, og hvad der skulle ske den næste
dag, hvor jeg skulle flyves hjem med SAS på en båre. Det var meget bero-
ligende, og jeg fulgte den unge, høje, slanke mand med sort hår og tyndt
skæg med øjnene. Jeg havde ikke grund til at være bekymret. Alt var i gode
hænder. Efter gennemgangen gik han tværs over stuen og satte sig i en stol,
og her ændrede han pludselig attitude. Hans ene hånd kørte febrilsk rundt
i skægget, og håret fik også en tur indimellem. Jeg spærrede øjnene op og
senere også ørene, da han sagde: ”Henrik, nu kommer det spørgsmål, som
jeg har spekuleret på, hvordan jeg skal stille dig – hele vejen i taxaen fra
lufthavnen og til hospitalet.” Der blev stille i stuen, og tusind tanker fløj
igennem mit hoved. ”Jamen, sig frem, uanset hvad det drejer sig om – hvor
260
slemt kan det være?” sagde jeg. Han kiggede op med nervøse øjne og tø-
vede. Det var åbenbart ikke let, men endelig slap han spørgsmålet ud: ”Kan
jeg låne 100 dollars af dig?” Spørgsmålet simrede kort i luften, og derefter
brød jeg fuldstændig sammen af grin. Det var en tiltrængt latter og en rig-
tig god begyndelse på et langt forløb op ad bakke. Latteren løste også op
for den unge danske læge, og han fik 200 dollars til at køre videre på. Det
viste sig, at staklen havde fået afvist sit eneste kreditkort i lufthavnen og
derfor stod klædt af til skindet, midt i det brølende New York. Han blev sig
selv igen og fik endda overskud til at spøge, for næste morgen ringede han
mig op og sagde: ”Godmorgen, Henrik, det er den danske læge. Jeg er på
vej til Caribien. Du må have det godt. Den rigtige læge dukker nok op på et
tidspunkt.” Det fik latteren til at flyde endnu en gang, og jeg blev senere på
dagen bragt sikkert hjem til Danmark.
Her stod den på et tre ugers ophold på Glostrup Hospital, inden jeg
blev udskrevet til rehabilitering på aflastningshjemmet Arbejde Adlers
Hus. I starten var jeg sengeliggende på Glostrup med benene fikseret i
skinner, men en dag fik jeg at vide, at jeg skulle ud af fjerene og op at sidde
i en kørestol. Det var et fremskridt, men ikke uden konsekvenser. Jeg var
stadig stærkt medicineret af smertestillende piller, og hver gang hovedet
kom op i lodret, svimlede det voldsomt. Men op i kørestolen kom jeg, og i
en gigantisk rus begyndte jeg at trille fremad ved hjælp af mine arme. På
en eller anden underfundig måde gik det galt igen, og jeg fik min højre
tommelfinger i klemme i hjulet på kørestolen. Det betød i praksis, at jeg
fik revet min tommelfingernegl af midt ude på hospitalsgangen, og kort
efter besvimede jeg. Det var næsten latterligt, at dette også skulle ske, og
under hele opholdet på hospitalet lå jeg ikke bare med benene i skinner,
men også med tommelfingeren i en tegneserieagtig bandage.
Det har været noget af et forløb. I skrivende stund slider og slæber jeg
med genoptræningen under kyndig vejledning af fysioterapeuten Gitte,
og det går fremad. Jeg kan nu gå, næsten uden krykstokke, og den drilske
venstre dropfod har rettet sig lidt. Hun startede med at vrikke med mine
fødder, og jeg fik øvelser, hvor jeg forsigtigt skulle spænde mine lårmusk-
ler. Det var små, men vigtige trin. Jeg vil aldrig glemme den dag, hvor jeg
for første gang i tre måneder skulle ud at stå på gulvet uden de afstivende
DonJoy-skinner. Jeg var bange for, at benene skulle klappe sammen under
mig, men Gitte forsikrede mig, at de kunne holde. Og det gjorde de sgu. Da
måtte jeg knibe en tåre.

Hjalte
Tin
Født 1953
Bosat på Christiania og aktiv i teatergruppen Solvognen fra 1974-79. Ph.d.
om borgerkrigens natur i 1998. Motorcykelrejser med Nina Rasmussen og
børnene Emil og Ida, bl.a. Los Angeles-Rio de Janeiro 1980-81 og Indonesi-
en-Ny Guinea-Australien 1984-85. 1988 de første fra Vesten, der kørte på
motorcykel gennem Sovjetunionen. 1992 på motorcykel gennem Afrika
fra Cape Town til Kairo. Hjalte Tin har gennem flere år foretaget feltstudier
i borgerkrig, bl.a. i Afghanistan, Kosovo, Somalia og Guinea-Bissau. I 1999
kørte han Pakistan rundt og over Himalaya i Citroën 2CV. Fire år senere
foretog han en lignende ekspedition til Irak, Tyrkiet og Syrien. Stiftede
2005 firmaet Moto Mundo med Ida Tin og har arrangeret motorcykelrejser
i bl.a. Mongoliet, Cuba, Sydafrika og Marokko. Har skrevet flere bøger om
rejserne.
262
Første elbil gennem
Gobi
2. september 2010
Alt var nyt og uprøvet. Selv de mest simple ting var usikre. Vi var i elbiler-
nes allertidligste barndom, og ingen havde endnu kørt en rigtig elbil Jor-
den rundt. Det havde Nina og jeg sat os for at prøve. For ti uger siden var vi
taget af sted fra København i to elbiler. Bag os lå Norge, Sverige, Estland og
det endeløse Rusland. Foran os lå Mongoliets Gobiørken og videre endnu
Kina, USA og Europa. Jeg havde flere gange kørt på motorcykel i Mongoliet
og forudså, at de 1.000 km gennem Gobiørkenen ville blive rejsens hårde-
ste udfordring.
Men allerede i Moskva måtte vi efterlade den ene elbil. Et djævelsk pro-
blem i computeren, der styrede opladningen, gjorde det til sidst umuligt
at starte bilen. En uges anstrengelser var nytteløse. Vi kunne ikke finde fej-
len og måtte rykke sammen og fortsatte østpå i den anden elbil. Den var
dekoreret i et smukt mønster af nuancer af grønt med blå og gule felter
og tre store pink lyn og havde hurtigt fået navnet Grønne. Emil, vores søn,
havde designet den på basis af en matematisk ligning. På de to sider havde
vi skrevet ”Elbil” på dansk, russisk, engelsk og kinesisk. På benzindækslet
havde Emil tegnet et elstik og på kølerhjelmen viste et stort verdenskort
vores rute Jorden rundt.
5.000 km øst for Moskva var den gal igen. Efter at have udstået hedebølge,
skovbrande og brændte hotelsikringer strandede vi i en sibirisk vejkant.
Grønne nægtede at starte. Vi fandt ud af, hvad der var galt, men måtte ven-
te i to uger på en ny inverter, en kompliceret elektronisk del på størrelse
med en skotøjsæske. Vi fik den sendt med fly fra Danmark til Irkutsk, og på
en parkeringsplads gik vi frygtløse i gang med at montere den. Jeg tilslut-
tede vandkølingen og højspændingsledningerne og holdt vejret, da Nina
tændte for strømmen.
Det var nu 2.000 km siden. Sommeren havde bragt en smule regn til
Mongoliet. Grønne stepper strakte sig mod lave bjerge i horisonten. Vi
kørte med åbne vinduer og nød duften af vild timian og stilheden. Ikke en
lyd fra elmotoren, kun en blød rumlen fra dækkene og vindens susen. Bag
os kørte vores mongolske ven Mugdi i sin UAZ, en gammel, kasseformet
263

På min fødselsdag fik vi mongolsk festmiddag. Sammen med Mugdi, vores
mongolske ven og medrejsende, købte vi en ged, som han slagtede på den
traditionelle mongolske måde, helt uden at en dråbe blod blev spildt. Da
geden var parteret, blev kødet kogt i en gryde med glødende sten. Uden
tvivl min mest mindeværdige fødselsdagsmiddag.
russisk firehjulstrækker. En bil elsket af mongolske chauffører, der skal nå
frem uden veje og med en hammer som eneste værktøj. Hjemmefra havde
vi aftalt med fire venner at opleve Mongoliet sammen. Vi startede med fire
ledige sæder i to elbiler. Nu havde vi kun én elbil og ét ledigt sæde. Derfor
sad Morten og Nina (den anden) og Claus i Mugdis bil og Karen Elise på
Grønnes bagsæde. Claus og Karen Elise var på vores alder og havde flere
års erfaring med fremmede forhold fra Mozambique. Morten og Nina var
unge og sultne efter eventyr.
Blæsten rev i teltene, og vi hjalp leende hinanden med at få dem op at
stå. Solen gik ned, og det blev koldt. Vi stod ude og varmede os på en ret
spagetti. Nina fandt champagnen frem. Vi skålede for en heldig rejse og
kravlede så alle ind i Mugdis bil i læ for den isnende vind. God stemning på
264
holdet. Alle var opsat på en spændende tur gennem Gobi. Og forberedt på
at overvinde vanskeligheder. Det gav sikkerhed at have Mugdi med. Han
kendte Gobi, som sherpaerne kender Mount Everest.
3. september
Dagens mål var landsbyen Choyr, hvor asfalten sluttede. Derfra havde vi
700 km jordspor til Kina. På den sidste benzintank før ørkenen drejede vi
ind. Der var trukket højspændingsledninger gennem Mongoliet. Elnettet
ledte energi ud til de fjerneste kroge af Jorden. Så verden burde være parat
til elbiler. Desværre var det ikke det samme som strøm til en elbil. De få
installationer, vi havde mødt fra den russiske grænse ned til Ulan Bator, var
så dårlige, at vi ikke kunne bruge dem. Vi forventede ikke at finde strøm i
ørkenen. Derfor medbragte vi en nødgenerator. En kraftig mand i jakke og
slips ventede, mens hans bil blev tanket op. Han så med interesse på Grøn-
ne og hilste overstrømmende på os. Amerikas ambassadør i Mongoliet. I
dag fejrede han sammen med Mongoliets præsident, at sidste etape af det
store vejprojekt, der skulle forbinde Rusland med Kina gennem Mongo-
liet, blev sat i gang.
”Kom tilbage om to år, så kan I køre på asfalt tværs igennem Gobi!”
”Det er godt, vi ikke kommer to år for sent til eventyret,” svarede Nina
med et smil.
Asfalten sluttede pludselig. Videre frem var vejen sydpå til Kina ikke
andet end to hjulspor på den bare jord. Steppen var så flad, at terrængå-
ende køretøjer kunne køre overalt, men også fuld af huller, tuer, furer og
volde. Sporet delte sig uafladeligt, hvor chauffører havde kørt uden om
forhindringer og ledt efter det mindst opkørte spor. Jeg gjorde det samme
og havde snart Mugdi til venstre og snart til højre. Vi holdt god afstand
med enorme støvfaner vajende efter os. Det var blevet eftermiddag og tid
til at finde et sted at slå lejr. Jeg drejede væk fra sporet og kørte langsomt ud
over den jomfruelige jord op mod en bakke. Langt væk hævede en rygfinne
af lave bjerge sig. Storme havde blæst på den store slette i tusind år. Små
flade sten lå tilbage som et gråt tæppe. Glæden boblede op i mig. Landet
tog imod. Frit til alle sider, ingen menneskeskabte forhindringer, ingen
huse, grøfter, hegn, regler. Lidt forpjuskede kviste stak op af gruset. Sandet
var føget sammen om småbuske og ris i bunker, hårde som sten. Elbilens
brede dæk efterlod et svagt aftryk på sletten. Vi ville kunne finde tilbage til
sydsporet i morgen. Helt nede ved en udtørret sø standsede jeg. Himlen
hvælvede sig over os, endnu ren og blå. Ikke en vind rørte sig. Vand, provi-
ant, telte, borde, stole og syv menneskers bagage blev løftet ud af Mugdis
bil. Gasblusset blev tændt.
Mugdi ejede sin UAZ og kørte turister i den. Den var i bedre stand end
265
 de fleste mongolske biler, og han havde forstand på teknik. Elbilen inter­
esserede ham, og jeg prøvede at forklare, hvordan den virkede. Der, hvor
benzinmotoren plejede at sidde, var der nu en sort kasse med batterier.
Resten af batterierne var anbragt under bagsædet. Deres solide kasse gav
os ikke meget frigang. Fuldt opladede batterier gav os 200 km rækkevidde.
Motoren var en lille tromle, 30 cm i diameter, boltet på kobling og gear-
kasse. Magnetisme fik ankeret til at dreje rundt, når strømmen blev tændt.
Med speederen i bund kunne den yde 80 hk. Vores elmotor var langt mere
effektiv end en benzinmotor. Ved en fart på 80 km/t kunne vi køre 50 km
på samme mængde energi, som en liter benzin indeholder. Ingen benzin,
ingen forbrænding, ingen olie, ingen støj, ingen udstødning.
Mugdi forstod udmærket princippet, klappede på sin trofaste UAZ og
havde ikke lyst til at bytte. Et lydløst tordenvejr lyste op på himlen bag sor-
te skyer. Claus havde købt øl i Choyr, og Nina og jeg havde gemt en flaske
vodka, vi fik i Irkutsk. Karen Elise lavede middag. Det blev en mindeværdig
aften med fortrolig snak hen over campingbordet om ægteskab og børn,
der rykker verdens centrum for forældrene. Morten spurgte de gamle,
hvordan man holder sammen, og vi fortalte om vores liv. Claus hældte
mere øl op. Morten lo. Til sidst så vi tavse op på stjernehimlen og fangede
stjerneskud.
4. september
Om morgenen var tordenvejret drevet bort, og solen strålede på en fejende
blå himmel. Lejren blev pakket sammen, og vi kørte ned til et vigespor,
hvor de nordgående og sydgående tog måtte vente på hinanden for at pas-
sere. Ti ens murstenshuse på den øde slette gentaget for hver 25 km. Nogle
børn legede, og vi fik fyldt vores vanddunke. Hjulsporet fulgte jernbanen,
og lange tog med kul til Kina gungrede forbi. Midt på dagen kom vi til en
flække, hvor vi kunne få fårekød med grov pasta. Sovjetkommunismen re-
gerede Mongoliet indtil 1991 og havde efterladt et forblæst kommunalt
anlæg. De nye tider havde nu erstattet hammer og segl i mur og puds med
en lille hvidmalet stupa. Foran stupaen var der lagt to plader på jorden til
de bedendes glidefald.
Morten filmede dele af rejsen og var med i bilen, da vi kørte videre.
”Hvordan kan I sige, at I kører Jorden rundt i en elbil, når I har en ben-
zingenerator med?” spurgte han. Nina var ikke i tvivl om svaret.
”Vores mål er at bevise, at man kan køre en rigtig bil Jorden rundt på
el. Og det er det, vi gør. Næste skridt skal selvfølgelig være, at strømmen
bliver produceret på en bæredygtig måde. Det kræver, at energiproduktio-
nen bliver lagt om. Verden er ikke kommet dertil endnu, og derfor må vi
bruge den strøm, der er i stikkontakterne, uanset om den kommer fra vind,
266
sol, vand, atomer, kul eller noget andet. I Gobiørkenen er der hverken grøn
eller sort strøm. Generatoren er vores redningsbælte, som kan lade batteri-
erne op, når vi holder stille. Grønne er 100 procent på el.”
Hvad, vi ikke vidste dengang, var, at generatoren senere ville blive stjå-
let i USA, og at vi derefter klarede os helt uden generator.
5. september
Sønderbankende vaskebræt hele formiddagen. Nina krydsede mellem
sporene, men de var alle ubarmhjertige. Midt på dagen kørte vi ind i Sains-
hand, halvvejs gennem Gobi. I udkanten af byen havde folk banket bræd-
dehegn op om deres runde filttelte. Hammer og segl i beton prydede jern-
banestationen. På hver side af byens 100 meter asfaltvej lå tunge, lave mur-
stenshuse i sovjetisk stil. Sand og støv blæste forbi de afskallede mure. Bag
nogle etageblokke skjulte et højdedrag den nye del af Sainshand. Et par
tusind mennesker boede her, flere hundrede kilometer fra nærmeste by.
Medtaget af det barske klima trykkede nogle huse med håndmalede skilte
sig til jorden. Sidste chance for at sikre os forsyninger. Jeg skubbede en
tung dør op, vatteret på indersiden for at holde kulden ude om vinteren.
Inde i det dunkle rum lugtede der af råt kød. Kvinder i blodige forklæder
solgte hestekød, indvolde og fårehoveder. I den anden del af huset var der
indrettet bar. Servitricen talte engelsk og sagde, hun hadede Sainshand,
men var nødt til at blive her af personlige årsager.
Bag byen fandt jeg sporet sydpå mod Kina. En hulvej gik stejlt ned over
en skrænt. Elbilen kurede og bragede over sten og løst sand, og vi kom ud
på en losseplads, der flød med al slags skrammel, bildele, skrot og plastic-
poser. 25 km syd for Sainshand drejede jeg væk fra sporet og ud over slet-
ten. Vinden var ved at rive døren fra mig, da jeg steg ud. Solen hang lavt
over den mørke, vidstrakte slette. Mugdi og de andre hoppede ud af rus-
serbilen. Et øjeblik stod vi alle og betragtede det tomme øde foran os. Så
gik vi i gang med at slå lejr. Teltene kom op. Middagsmaden boblede over
gasblusset. Skummet blæste af vores velfortjente øl.
Claus havde arbejdet med bæredygtighed i mange år og spurgte, hvad
jeg troede, elbilen kunne betyde for verden. Jeg svarede, at først skulle elbi-
len vise, at den kunne det samme som en benzinbil, at den kunne erstatte
en benzinbil. Elbilen skulle bevise, at den kunne give samme bekvemme-
lighed og sikkerhed som benzinbilen, for at millioner ville vælge at køre på
el. Men derefter ville der komme en fase, hvor det attraktive og vigtige ved
elbilen var det nye, den kunne, det, som en benzinbil ikke kunne. Millioner
af erfaringer ville rykke elbilen ud af benzinbilens skygge og for alvor åbne
for elbilens muligheder for at sætte sin egen dagsorden og redefinere, hvad
der var vigtig personligt og samfundsmæssigt ved individuel transport.
267
 ”Hvad mener du?”
”Jeg ved ikke, hvordan fremtidens elbiler vil se ud. Pessimistisk må
man sige, at elbilen er et meget beskedent bidrag til at løse de store mil-
jøproblemer. De sidste ti år er verdens bilpark vokset fra 450 millioner til
900 millioner biler. Ulan Bators uskønne trafikkaos kan sagtens fortsætte
med gader fulde af aggressive bilister i elbiler. En elbil fylder det samme
som en benzinbil. Køerne bliver ikke kortere, men luften bliver renere. I
værste fald ender elbilen med at give ekstra levetid til en umenneskelig
transportform, som oversvømmer verdens byer med blik og asfalt. I mit
optimistiske hjørne håber jeg, at elbilerne vil adskille sig mere og mere fra
de biler, vi kender i dag. Måske vil man sætte pris på ikke at køre så langt,
ikke så hurtigt og ikke så støjende. Elbilen bliver i bedste fald et bidrag til
en bekvem teknologi i balance med naturen.”
I dagbogen skrev jeg, at vi overalt har mødt mennesker, som har hilst
på os og sagt ”jeres bil er fremtiden”. Der har været anerkendelse og altid
nysgerrighed og glæde, når vi åbnede motorhjelmen, og folk stirrede ned
på ledninger og fremmedartede sorte kasser. I anerkendelsen og glæden
har der også været et håb, et håb om løsninger på hedebølger, tørke, over-
svømmelser og alt for kolde vintre. I alle de lande, vi har kørt igennem, har
folk på egen krop oplevet foruroligende klimaforandringer. Elbilen alene
kan ikke løse klimaforandringerne. Men lad os håbe, at den er et varsel om
tekniske fremskridt, der kan muliggøre balance med naturen.
Jeg var ude og hælde benzin på generatoren hver tredje time natten
igennem. Det var begyndt at regne. Lommelygten balancerede på gene-
ratoren, mens jeg forsøgte at undgå benzin på hænderne. Et ryk i snoren,
og den startede. Soveposen var lun og god at komme ned i. Generatoren
brummede, og jeg slumrede hen. Men jeg kunne ikke falde i søvn. Vinden
hylede hen over teltet, og oversejlet pressede sig ned over mig. Gennem
larmen fra vinden og den flaprende teltdug fulgte jeg generatorens stigen-
de og faldende rytme, og det gik pludselig op for mig, at den havde fået en
ny lyd. En hårdere lyd, som blev til en helt forkert støj. Jeg kravlede ud af
soveposen igen, lynede teltet op og trak de kolde støvler på. Generatoren
raslede og brølede på samme tid. Den var brændende varm, flammende
udstødningsgas stod lige ud af motoren inde i generatorens plastichus.
Forskrækket fik jeg slukket den, inden den begyndte at brænde. Lydpotten
var knækket af. Ikke mere strøm.
6. september
Vi stod i vores støvler i mudderet om morgenen og varmede hænderne på
kaffekrusene. Alle var klar over, at udsigterne for ekspeditionen pludselig
var blevet dystre. Ingen troede for alvor på, at vi kunne finde strøm i de to
268
sidste flækker på ruten ned til Kinas grænse. Generatoren var vores eneste
chance for at komme gennem Gobi. Med lidt held kunne lydpotten svejses.
Nina tjekkede elbilen, 38 procent ladning, en rækkevidde på godt 55 km.
Vi havde intet valg, vi måtte køre tilbage til Sainshand.
Jeg huskede vejen fra Sainshand og gav gas i svingene. Elbilen slugte
elegant riller og huller i den størknede lerjord. Et par hårde stød gik gen-
nem bilen. Mugdi blinkede bag mig og standsede. Omgivet af losseplad-
sens skrammel pegede han på Grønnes højre baghjul. Punkteret og alle-
rede løsnet fra fælgen. Sammen med Mugdi fik jeg skiftet hjulet. Noget
skrot havde skåret en 10 cm flænge tværs gennem slidbanen. Dækket var
ødelagt. Pludselig var marginen for at komme gennem Gobi skrumpet dra-
matisk ind. Da vi planlagde ekspeditionen, havde vi to biler, to generato-
rer og to reservedæk. Nu var det ikke længere problemer med batterier og
elektronik, jeg var bekymret for. Nu var det dæk og generator – to elemen-
ter, jeg hidtil havde taget for givet.
Der fandtes ikke dæk i den rigtige størrelse i Sainshand. Som en nødløs-
ning fik jeg monteret en gummiplade i dækket og lagt en slange i. Måske
kunne det holde nogle kilometer. På gulvet i et skur sad en ung mand med
solbriller. Det lykkedes ham at flikke lydpotten sammen med et af Jordens
mest primitive svejseapparater. Jeg startede generatoren, og den så ud til
at virke. Fortrøstningsfulde skulle vi til at køre, da Claus bekymret pegede
på det ene fordæk. Det holdt luft, men trådene var bristet, og det bulede ud
på siden som et æg. Jeg var kørt mod en knold i morges, men havde ikke
tænkt mere over det. Held i uheld, at Claus så det nu. Her kunne vi få lagt en
slange i dækket. Om eftermiddagen kunne vi endelig fortsætte sydpå igen.
Men med et ødelagt og et beskadiget dæk og en sammenflikket generator
var vores margin for succes pludselig blevet uhyggelig smal. Jeg kørte me-
get forsigtigt ud af Sainshand. Vi slog lejr efter 30 km i en regnkløft. Stærk
blæst om natten. Jeg måtte ud og standse generatoren. Reparationen holdt
kun to timer.
7. september
Tidligt om morgenen foldede jeg presenningen ud på sandet, stillede cam-
pingbordet op, hentede generatoren og værktøjet. Sammen med Nina fik
jeg skruet alle plasticdelene af. Lydpotten kunne ikke sættes på igen. Gene-
ratoren måtte køre uden. Helt vanvittig støj, men tilsyneladende brændte
den ikke udstødningsventilen. Grønne ladede igen. Jeg byttede det dårlige
hjul ud med venstre baghjul, så det ikke skulle trække bilen, og regnede
med, at det ville få mindre tæsk på den måde. Sen afgang efter frokost med
halvt opladet bil.
Landskabet var umenneskeligt fladt, og sporet brudt op af det endeløse
269
 vejarbejde. Langsomt og omhyggeligt kørte Nina fremad og skånede det
dårlige dæk. Vi kravlede gennem grusbunker og dybe spor lige ved siden af
den næsten færdige nye vej. Vi kom kun 55 km frem, så var der ikke mere
strøm. Lejrplads midt i det trøstesløse ingenting. Ingen læ for vinden. Kol-
de og klamme stod vi og så lyset svinde under de mørke skyer. Overalt lå
der kamellorte i sandet. Jeg bukkede mig ned og tog en op. Den var tør, let
og presset godt sammen. På en halv time havde jeg samlet en sækfuld. Vi
fandt stole frem og satte os rundt om lortebunken. En sjat benzin fik den til
at flamme op. En let regn faldt over os. Bålet glødede som de bedste briket-
ter og varmede dejligt. Alle funderede over det simple spørgsmål: Kommer
elbilen igennem? Regner det i morgen? Hvordan er sporet? Hvor meget
mudder? Holder dækket og generatoren?
I løbet af natten begyndte det at regne for alvor. Tunge dråber trom-
mede mod teltet. I halvsøvne fulgte jeg generatorens ujævne larm. Hvor
meget regn kan den tåle? Kører den ikke langsommere nu? Jeg fandt lom-
melygten og kravlede ud. Generatoren larmede vildt. Flammer stod ud af
udstødningsventilen. Under udstødningens hårde knald opfangede jeg en
metallisk skrabende lyd af metal mod metal. Regnen sydede på den over- Hvor får man strøm til en elbil midt i Gobiørkenen? Til denne del af jor-
ophedede motor. Jeg gik tilbage til teltene og hentede et bord. Det gav lidt domrejsen havde vi medbragt en generator. Når vi havde slået lejr, stod
læ for generatoren. Jeg længtes efter morgenen. den på jorden og ladede Grønne op. Indtil den nat, hvor den gik i stykker …
Vores elbil var den dansk byggede Qashqai Electric med 60 kw elmotor og
200 km rækkevidde på god vej og det halve i ørkenen.
8. september
Kolde, blæsende regnbyger strøg ind over lejren. Himlen var mørk og vred.
Vi jokkede rundt i mudder, som klæbede til støvlerne. Teltene blev pakket Midt på dagen kom vi ind i et helvede af små stejle grusbakker indhyllet
våde ned. Brødet var mugnet. Generatoren kørte stadig mere støjende, i tågetrevler. Sporet krummede sig som i pine igennem forhindringerne.
men fik ladet Grønne op. Der var kun benzin tilbage til to opladninger Et pludseligt stød gik gennem bilen, og vi hørte batterikassen slå hårdt
mere. Det tunge føre havde næsten halveret vores rækkevidde. Hvis sporet imod sten. Mine muskler stivnede, mens bilen med en hæslig skrabende
blev dårligere, ville vi ikke nå til Kina. lyd kom fri. Nina overtog rattet og fik højre hjul op på volden midt i sporet
Et sted løb fire kameler over sporet og blev stående på en lille bakke. og venstre hjul ud i rabatten. Vi koncentrerede os fuldstændigt om sporet,
Nina knappede regnfrakken og steg ud. Kamelerne gloede på Grønne og om sten, om huller, om mudder. Bare ikke gå i stå her! Elbilen var suveræn.
Nina. Hun gik 100 meter fremad med fotoapparatet. Jeg satte bilen i gear Trak som en magnet. Ikke en eneste gang kørte den fast. Men 100 km før
og mærkede, hvor tungt det var at komme i gang. Elmotoren trak med grænsen måtte vi standse. 0 procent strøm tilbage. Vi var kun kommet et
fuld kraft fra helt lave omdrejninger. Hjulene tabte ikke grebet og fik bi- kort stykke væk fra sporet og befandt os lige under toppen af en lang stenet
len fremad. Dækkene rullede bælter af mudder med op. Det klaskede mod bakke.
skærmene, og bilen begyndte at skride ud. Mere fart og jeg genvandt sty- Mugdi kørte op på siden af os. Alle steg ud og stirrede sydpå. Mere af
ringen, ålede mig op ad bakken med Nina løbende bagefter. Hun hoppede det samme. Et øde landskab af sten og grus. Heroppe mod toppen af bak-
ind med et grin. Vi sjaskede gennem pløre og pytter og strømme af gult ken var alt mindre end håndstore sten blæst væk. Klipper stak frem hist og
vand. Vand og mudder plaskede over os. Jeg kastede et blik på instrumen- her. En knust flaske og nogle rustne konservesdåser viste, at andre havde
tet, der viste vores øjeblikkelige elforbrug. Vi var helt oppe i det røde felt. gjort holdt her. Det var min fødselsdag. ”Vejrguderne ved ikke, at jeg er
Det tunge føre mere end fordoblede vores forbrug. Lav fart var ikke nok til her,” sagde jeg. ”Det ved de netop,” svarede Nina.
at spare strøm. Vi gik længere op og så ud til alle sider. Landskabet var barskt og beta-

270 271

Vi købte fødsesdagsgeden af denne seje og lattermilde kvinde. Hun var
enke og boede midt ude i “ingenting” med sine to voksne sønner i to små
mongolske filttelte og levede af en flok geder.
gende. I en sænkning på den anden side af bakken fik jeg øje på to hvide
telte. Runde ger, som vi havde set i hele Mongoliet. Ufatteligt, at får og ge-
der kunne finde føde nok til, at mennesker kunne leve her. Måske kunne
vi arrangere et mongolsk festmåltid? Mugdi nikkede, og vi kørte med ham
ned til teltene. En vejrbidt gammel kone kom ud og tog imod Mugdi med
et smil, som om de var gode bekendte. Mongolerne bor ensomt og elsker
selskab. Konen vinkede, og vi kørte af sted igen. Konen var enke, og hendes
to voksne sønner var ude og vogte geder. Mugdi havde købt en ged til mig.
Det viste sig, at han ikke bare var en fremragende chauffør, han beherske-
de også den gamle måde at slagte på og vidste, hvordan man tilberedte et
mongolsk festmåltid.
Geden fik et slag på panden med en hammer og sank sammen. Mugdi
lagde den på ryggen, satte sig overskrævs og skar en flænge i bugen, stor
nok til, at han kunne mase hele sin arm ind i dyret. Han følte sig frem til
en pulsåre ved hjertet og klemte til. Geden spjættede og var død. Ikke en
dråbe blod var spildt. Vi bar geden ind i ger’en og lagde den på gulvet med
bugen opad. Med hurtige, sikre snit flåede Mugdi geden og åbnede den.
Indvoldene blev løftet over i en balje og blodet samlet op med en kop. En-
ken bar mavesækken udenfor og rensede bagefter tarmene ved at hælde
lidt vand igennem dem. De arbejdede uden at sige noget, helt fortrolige
med slagtningens ritual og mænd og kvinders arbejdsdeling. Med den lille
kniv fik Mugdi parteret geden. Igen var ikke en dråbe blod spildt. I det an-
det telt var køkkenovnen, hvor Mugdi havde fyret op.
272
Kunne man forestille sig, at en vildfremmed kom til en gård i Danmark
og fik lov til at købe et dyr, at slagte det midt på stuegulvet og bagefter
overtage hele køkkenet? Konens to voksne sønner kom hjem og tog det
som noget helt naturligt, at fremmede kogte festmåltid i deres køkken. De
havde kun et stearinlys og glædede sig over vores lommelygtelys og Mug-
dis cigaretter. Mugdi havde samlet en spandfuld håndstore sten på jorden,
skrubbet dem og lagt dem ind i ildstedet. Nu blev de gloende sten fisket
frem med en askeskovl og lagt ned i en stor gryde med vand og kødstykker.
Det sydede og boblede og fik lov til at koge en times tid. Krydderier var der
ikke noget af, kun et løg blev kogt med. Festmåltidet blev serveret i mørke
og uden kniv og gaffel. Vi sad snart alle og gnavede med fedtede hænder og
munden fuld af mørt, lækkert kød. Claus og Karen Elise sang fødselsdags-
sang for mig.
9. september
Skyet morgen. Bedste havde været længe oppe og malket gederne. Jeg
hældte lidt olie ned i udstødningsventilen og startede generatoren. Flam-
mer og knald stod ud af den, men måske var lyden bedre. Jeg lod den køre.
Claus og Karen Elise kravlede ud af deres telt og smilede. ”Vi har ligget og
håbet hele morgenen. Sjældent har vi hørt noget så sødt, som da den gene-
rator startede.”
Enken havde aftalt et lift til byen med Mugdi og tjent penge på en ged.
Det var en stor dag, og hun havde fundet sit bedste tøj frem. Regnen var stil-
net af, og sporet var tørt, ingen støv. Landskabet fladede ud, og på den sidste
lille bakke var der rejst en høj pæl midt i en stor bunke sten. Blå tøjstrimler
flagrede i vinden. En mongolsk ovo, hvor de rejsende kan smide en sten på
bunken og bede om held og lykke på rejsen. Mange rejsende havde passeret
her, og bunken var høj. Folk havde smidt andre ting på. Selv krykker lå på
bunken. Jeg håbede, de havde kunnet gå derfra. Vi gik de tre gange rundt
om ovo’en og smed vores sten på bunken. Held og lykke på rejsen!
Gobiørknen var ganske flad på grænsen til Kina. Mod horisonten så vi
de første huse i den mongolske grænseby Zamin Uud. Sporet endte uden
fanfare og fortsatte som revnede betonplader ind mod byen. I mudderet
stod der lastbiler med høje læs parat til turen nordpå. Gobi lå bag os. Det
store vejløse eventyr. Og om to år ville den amerikanske ambassadør klip-
pe silkesnoren over til den nye asfaltvej gennem ørkenen. At krydse Gobi-
ørkenen ville for altid få en ny betydning.

Carl
Træholt
Født 1963
Født i byen Ipoh, Malaysia, af dansk-malaysiske forældre og flyttede med
familien til Danmark som treårig. Cand.scient. i adfærdsøkologi ved KU i
1989 og lic.scient. i 1993 ved samme institution. Blev i 1990 optaget som
en af de yngste medlemmer i Eventyrernes Klub efter mange lange kano-
rejser i Canada, Amazonas og Sydøstasien. Han har levet alene på en øde ø i
Det Sydkinesiske Hav i halvandet år for at studere båndvaraner og har rejst
til fods, i kano og i foskajak i mange af verdens øde områder. Carl Træholt
har lavet mere end 30 kajakgennemsejlinger af vilde floder i Sydøstasien,
Mongoliet og Peru, der ikke tidligere har været gennemsejlet. Han har si-
den 1989 været bosat i Malaysia og arbejder i dag for København Zoo med
vildtforvaltning og biodiversitetsbevarelse i Sydøstasien og til tider Zam-
bia.
274
Solen,
vinden og
havet
”Det er fantastisk at tænke på, at mennesket har sejlet i
en eller anden form for plimsoller over åbne have og ned
ad brusende floder i tusindvis af år,” sagde Claus. ”Ja, for
et par år siden ved østkysten af Vietnam så jeg nogle helt
runde både, halvanden meter i diameter, som var flettet
af bambus, tætnet med harpiks,” fortsatte jeg. ”Hvordan
søren ved de, hvilken vej båden skal vende?”
Jeg sad og sludrede med Claus, min gode ven og trofaste rejsekammerat
på utallige ekspeditioner og eventyrlige ture. Det var en lun tropisk aften
ved Rio Pamoni i et af de mest øde områder af Amazonas i det sydlige Ve-
nezuela. En kakofoni af cikader, amfibier og gekkoer hylede og kvækkede
omkring os, mens ildfluerne dansede om kap med stjernerne i de øverste
af regnskovens trækroner. Der var en liflig duft af fugt, damp og varme,
som det er typisk for en tropenat i en regnskov.
”I Indonesien sejler der masser af  små smukt prydede perahus rundt
med hjemmelavede sejl og bambus-outriggere,” fortsatte jeg. ”Skal vi ikke
tage en tur derned og sejle sådan en?”
Det var i 1989 på en 1.200 km lang rejse igennem Amazon-territoriet
i Venezuela i en 11 meter lang udhulet træstamme, som vi havde købt for
400 dollars i en lille indianerlandsby ved Orinocco-floden. I de mellemlig-
gende år foretog vi os mange andre ekspeditioner. Nu var det pludselig ble-
vet 2005, og Claus og jeg landede i byen Labuhanbajo på den vestlige spids
af øen Flores i Østindonesien. Labuhanbajo er mest kendt som gateway til
øen Komodo, som er hjemsted for verdens største varanart, Komodo-vara-
nen.
”Det er jo en fed lille by,” udbrød Claus, mens vi stod ud af taxien et vilkår-
ligt sted på den støvede hovedgade i Labuhanbajo. Vi slentrede op ad en
lille søvnig gade med små forretninger på hver side. Der var ingen trafik,
og vi gik midt på gaden og nød det lokale leben. Mod vest bagved en række
huse kunne vi se havet og skimte Komodo-øen i baggrunden med de be-
275

Beduinbeklædning på havet.
rømte varaner af samme navn. Vi var kommet til Flores for at udleve den
drøm, som var blevet født langs bredden af en flod i Amazonas 16 år tidli-
gere. Vi ville finde en lille lokal perahu og sejle med den langs nord- eller
sydkysten af den indonesiske ø Flores, en tur på godt 500 km. Vind og vejr
måtte bestemme, om vi skulle gå sønden eller norden om Flores.
Det var en italiensk handelsmand ved navn Antonio Pigafetta (1491-
1534), som først beskrev perahuen for europæere. Pigafetta var fra Venedig
og blev født i 1491 af velhavende forældre, der ligesom så mange andre ve-
netianere på det tidspunkt var involveret i handel. Pigafetta var derfor be-
kendt med søfart og handelsflåder og meldte sig til en ekspedition til Mi-
kronesien som medlem af portugiseren Ferdinand Magellans besætning.
Skønt Magellan blev dræbt på Filippinerne 27. april 1521 i kamp med høv-
dingen Lapu, er han stadig kendt som ”den første, der sejlede rundt om
Jorden” netop på denne rejse. Pigafetta var en af de overlevende. Han ned-
skrev næsten alt det, han oplevede, inklusive optegninger af søkort, som
efterfølgende blev guld værd for andre sømænd, der ville ud og udforske
276
den for europæere helt ukendte polynesiske verden. Pigafetta skrev også
om perahuen.
En perahu består typisk af et hovedskrog med en eller to stabiliserende
outriggere. Det oprindelige design var symmetrisk, således at for- og bag-
ende kunne ”byttes” rundt, afhængig af hvilken vej man ville sejle i forhold
til vinden. I senere versioner blev perahus oftest designet med en hæk, hvor-
til man fæstnede et stort ror. Perahus har været kendt fra Madagaskar og
Sri Lanka siden 1. århundrede efter vores tidsregning og er fascinerende
eksempler på, hvordan en ganske almindelig udhulet træstamme er ud-
viklet til en fin strømlinet kano, som så yderligere er udviklet til verdens
hurtigste sejlbådsdesign – en trimaran.
Lige over for en kaj med stolper af nibong-palmer fandt vi et lille guest-
house med en fabelagtig udsigt. I receptionen stod Endah, som betyder
”smuk” på indonesisk, og tog imod os. Hun havde et rundt, mildt ansigt,
typisk for mange indonesiske kvinder, langt sort hår og var iført en simpel
pastelfarvet kebaya. Endah var givetvis over 30 år, men som de fleste andre
sydøstasiatiske kvinder så hun ud til at være ti år yngre. En lille trutmun-
det pige med langt sort hår på fire-fem år stod og klamrede sig til Endahs
højre ben, og fra sikker afstand halvt skjult bag sin mor skulede hun på os
med store runde, sorte øjne, som indeholdt både frygt og nysgerrighed. I
havnen lå der myriader af skibe, store og små, i alle farver. Ude i strædet
mellem Flores og Komodo vimsede små perahus frem og tilbage. For os var
det et fantastisk syn at se så mange perahus blive benyttet lokalt. Det var
lovende udsigter, i betragtning af at vi gerne ville købe en.
Næste morgen spurgte vi Endah, hvor det var bedst at købe, leje eller
lease en perahu. ”Hvor vil I hen?” spurgte hun. ”Til Maumere.” Hun så for-
skrækket på os, inden hun fortsatte. ”Nej, nej … Jeg mener, hvor ønsker I at
sejle hen,” gentog hun, overbevist om, at vi ikke havde forstået spørgsmålet
første gang. ”Vi vil til Maumere,” forklarede vi igen. ”Tapi, jauh sekali dan
berhaya juga,” sagde hun på sit syngende indonesisk. ”Der er meget langt,
det er farligt, og ingen gør det i de små perahus, som I leder efter,” fortsatte
hun bekymret. Hun kunne ikke forklare, hvorfor det var farligt. Det var bare
farligt.
Jeg har altid enorm respekt for lokale menneskers anbefalinger i for-
hold til deres egen kultur, omgivelser og natur. Mange års erfaring med lo-
kale indfødte har lært mig at forstå, at vores måde at se tingene på ikke nød-
vendigvis passer særlig godt ind i et lokalt miljø, som ikke har det fjerneste
til fælles med vort eget. Det er bedre at indleve sig i det lokale samfunds
forestillingsverden for at forstå, opleve og lære de dybere lag i et fremmed
samfund.
277
 Endah var overbevist om, at vi ville sejle døden i møde, hvis vi begav os ud
på den rejse, vi begge var kommet for. Vi kunne således nemt forledes til at
opgive hele idéen, rejse til Bali på tre-fire ugers hedonistisk walk-about og
blive solbrune som hundelorte, alt imens vi dygtiggjorde os selv på et surf-
bræt på de blå bølger, der ruller ind over Balis vulkansorte strande. Men
Endah udtrykte først og fremmest det for mennesket så universelle, nem-
lig angst for det ukendte. Hun havde aldrig selv rejst ud af Labuhanbajo,
og hun kendte ikke mange, der havde gjort det. Derfor havde Claus og jeg
ingen skrupler med at fortsætte turen, som vi havde planlagt.

”Jeg har selv bygget den lige fra hovedskroget til sejlet.” Vi stod sammen
med en ældre mand fra et lille fiskersamfund 10 km syd for Labuhanbajo.
Han var iført et par gamle mintgrønne shorts og en hullet, gråhvid T-shirt.
Han var krumrygget med en vejrbidt, mørkebrun læderagtig hud og et an-
sigt furet af rynker, som rummede historien om et langt liv på havet under
tropesolens ubarmhjertige stråler. Vi stod sammen på en hvid sandstrand
og kiggede på hans svigersøn, som kom vadende med en perahu i knædybt
turkisblåt vand. Den havde ligget for anker længere ude imellem hundre-
der andre perahus i alskens farver og design. ”Den har været mit trofaste
fartøj i over 30 år, fordi den er lavet af kayu besi.”
Det indonesiske jerntræ kayu besi er berømt som en af de bedste træsor-
ter til bådbyggeri. I dag benytter de fleste store og traditionelle træskibs- Vores hjem i tre uger.
værfter stadig kayu besi som deres foretrukne bygningsmateriale. Store
30-40 meter sejlgående phinisi-skibe bliver stadig bygget i kayu besi uden
brug af jernskruer eller søm. Foran os lå  en lille 6 meter lang perahu, ud- Indtil da var det hele gået lige efter bogen. Desværre dukkede pludselig
bygget med to bambus-outriggere. Hovedskroget var ca. 80 cm bredt med nogle familieproblemer op, og jeg følte mig tvunget til at flyve hjem til
et fribord på 30-40 cm og en dybdegang på yderligere 40-50 cm, og med Malaysia og ordne det. Claus og jeg brugte samme eftermiddag til at pro-
opsvunget stævn og hæk lignede det mest en ganske almindelig kano. Der viantere og købe nødvendigt udstyr til vores sejltur, og næste morgen fløj
var udlagt tværplanker i skroget, således at fartøjet havde et simpelt dæk, jeg vemodigt hjem til Kuala Lumpur i Malaysia. Vi blev enige om at mødes
hvorunder der var plads til kargo. Hovedskroget var malet i lys grøn med igen i den lille fiskerlandsby Reo på nordkysten af Flores tre dage senere.
en rød vandlinje og hvid øvre ræling. I midten sad en 6 meter høj mast, som
tydeligvis var håndlavet, og i hækken sad et sindrigt rorsystem med et 1,5 Da den lille ATR-42 fra Bali endelig lagde an til landing i Labuhanbajo, var
meter langt og 20 cm bredt hovedror tilskåret af kayu besi. Sejlet var syet den allerede fire timer forsinket. Inden jeg rejste fra Malaysia, havde jeg
sammen af flere stykker blåhvid ternet plasticpresenning. Vi endte med at ringet til Claus på vores satellittelefon, og vi havde aftalt at mødes i Reo
måtte slippe 400 dollars for båden, der lige skulle justeres lidt. samme aften. Flyet var knap nok standset, inden jeg – lidt ubehøvlet – fik
Tidligt på  eftermiddagen stod vi på  stranden igen og ventede på,  at mast mig ud som første passager og hurtigt igennem ankomsthallen.
fiskerens svigersøn skulle hente vores helt egen lille perahu. Da han kom Udenfor stod hundreder af mennesker og tilbød billige lift til Labuhan-
tilbage, kunne vi se, at de to bambusplatforme var færdiglavet, og at sejlet bajo og sågar Komodo. Jeg prøvede forgæves at ringe til Claus for at oplyse
var fikset. Det var bestemt ikke lavet af en mestersejlmager, og huller var ham om min forsinkelse. Imens fiskede jeg efter et lift til Reo og håbede på
der stadig masser af, men vi blev enige om, at det var godt nok til os. Vi var samme tid, at jeg kunne ringe til ham senere på aftenen.
blevet sejlbådsejere. Det gik hurtigt op for mig, at Reo var uden for normal transportræk-

278 279
 kevidde. Alle chauffører beklagede, at det var for sent, og at jeg skulle vente
til næste dag, men så længe jeg ikke kunne komme i kontakt med Claus,
var det umuligt for mig at vente. I stedet fik jeg et lift til Ruteng, en større
provinsby i midten af det vestlige Flores, og håbede derfra at få et lift videre
til Reo, om ikke andet så med en motorcykel. Solen var allerede på vej ned
over bjergene i vest og sendte lange orange stråler over de lysegrønne ris-
marker, der omgav Ruteng.
Bemoen, en indonesisk minibus, standsede ved Rutengs centrale mar-
kedsplads. Ligesom i mange andre små indonesiske byer foregår det vig-
tigste af handelen her, og den er derfor et naturligt stoppested. Jeg stod ud
i en tyk organisk duft af gamle grøntsager blandet med overmodne frugter,
let fordærvet fisk og kold mudder. Det vrimlede med fluer, og et par skabs-
ramte gadekøtere konkurrerede med sortbrogede grise om resterne af det,
homo sapiens havde efterladt. Her på et marked på Flores udspillede sig
et ritual, der åbenlyst adskiller mennesket fra andre organismer på Jorden
– handel. Ironisk set er det netop handel, der mere end noget andet er me-
kanismen, som i dag truer alle arters eksistens. Handel henter i realiteten
Darwin frem af mølposen og fintuner et af naturens urgamle instinkter,
grådighed, og turbo-charger evolutionsprocesserne, således at vores egen
udvikling går hurtigere end naturens normale processer. Der er ingen or-
ganismer, der kan tilpasse eller udvikle sig hurtigt nok til at kunne optage
pesticider, tungmetaller og plasticprodukter i takt med, at de bliver opfun-
det, produceret og smidt ud igen. Der finder derfor en nettoophobning af
skrald og forurening sted i verden i dag, som efter alt at dømme sender os
på katastrofekurs.
Over for bussens holdeplads stod en kvinde og solgte gule og grønne
mangoer. De rynkede gule var stablet op i fine små pyramider med 14 man-
goer i hver og de større grønne i pyramider af fire. Ved siden af sad en ældre
herre på hug bag ved en opskåret plasticlærredspose, hvorpå der lå hove-
det af en gris sammen med et par ører og fire fødder. En anden mand solgte
peanuts i 100 grams-poser, grønne bønner i bundter af ti samt tomater.
De var de eneste tilbage på markedspladsen, da jeg ankom. Jeg prøvede at-
ter forgæves at ringe til Claus. ”Hvorfra går bemoen til Reo?” spurgte jeg en
mand. ”Derovrefra,” pegede han.
Der stod ikke et eneste køretøj i den retning, han pegede mod. Der var
kun nogle barfodede unge drenge på 12-14 år, som spillede fodbold, mens
andre legede med en sortbroget ged og en lille toårig knægt kun iført en
snavset T-shirt. Legen gik ud på at sætte den lille knægt overskrævs på den
stakkels ged og iagttage, hvor god knægten var til rodeo. Hvem der blev
mest glad for at se mig, knægten eller geden, ved jeg ikke, men min tilste-
deværelse standsede prompte den ulige kamp. Geden løb væk i en sky af
280
bæh’en, og knægten stavrede skrigende ind i et nærliggende hus. ”Er det
her, bemoen til Reo går fra?” spurgte jeg. ”Ja, men den sidste kørte allerede
kl. 16,” sagde knægten, som havde holdt geden i hornene. ”Kan jeg ikke
chartre en bemo nu?” fortsatte jeg. ”Vi kan spørge en ven,” lød det, hvorpå
to drenge forsvandt, mens en tredje bad mig vente. Lidt senere kom de gå-
ende tilbage med en midaldrende mand, der selv ejede en bemo. Han ville
ikke hyres så sent, for hans datter var blevet gift tidligere på dagen, og hele
familien var på besøg.
”Det er også for farligt at køre i mørket. Vejen går over bjergene og er
meget dårlig.” ”Jeg skal til Reo i aften,” blev jeg ved. Manden kunne ikke
hjælpe, og drengene forsvandt også. Lidt efter var jeg alene på  markeds-
pladsen sammen med grisehoved-sælgeren. Slukøret gik jeg ned mod
noget, der lignede en hovedgade, for at finde et guesthouse at overnatte i,
men så kom en af de tre drenge tilbage. ”Jeg har fundet en mulighed for at
køre dig til Reo i aften alligevel.”
Vejen til Reo var lige så dårlig som beskrevet af folk i Ruteng. Vi bum-
lede af sted i en lille mørkegrøn Daewo-bemo, en sand blikdåse på fire hjul.
Passagersæderne var taget ud og erstattet med to løse træbænke, som
stod på langs på hver sin side bag ved chauffør og passagersæde. Det ori-
ginale chaufførsæde var erstattet med en metalstol med regnbuefarvede
plasticsnore på tværs og mindede mest om et havemøbel med oversavede
ben. Rulledøren på siden af køretøjet var taget ud for at gøre det nemmere
og hurtigere for passagerne at komme ind og ud, og chaufføren måtte sæt-
te sig ind fra modsatte dør, fordi hans egen dør var bundet fast med stål-
tråd. Dækkene var slidt ned til kobbertrådene, der stak ud som piggene på
et pindsvin.
Min største bekymring var nu ikke bilen, men chaufføren, der hurtigt
viste sig som en uerfaren bilist. Allerede efter en halv times kørsel blev det
mørkt, og vi sneglede os af sted på en vej fyldt med pothuller, store sten og
små stræk af dårlig asfalt. Den ene lygte virkede ikke, og bilen sejlede rundt
på ballondækkene. Det var sindssygt, men min redning kom i form af en
punktering, lige inden vi nåede det første pas i bjergene. Der var et reser-
vehjul parat, men det tabte luften igen efter 15 minutters kørsel. Heldigvis
var der også en håndpumpe i bemoen, og vi måtte stoppe hvert kvarter for
at pumpe mere luft i dækket. Inden vi nåede bjergene, havde både knæg-
tene og jeg fået nok. Ingen af os turde ganske enkelt lade dem køre videre,
og det endte med, at jeg overtog rattet fra den 14-årige barfodede chauffør.
To timer senere haltede vi ind i et allerede mørklagt Reo. Klokken var
lidt over ni om aftenen, og det meste af landsbyen var gået i seng. Til min
irritation opdagede jeg, at der ingen GSM-netværk var, og dermed forduf-
tede den sidste chance for at ringe til Claus i Reos klare nattehimmel. Det
281
 blev som at finde en nål i en høstak – om natten! Efter at have brugt to
timer på at udspørge adskillige fiskere, kioskejere og andet godtfolk om en
”hvid mand alene i en lille lysegrøn perahu”, måtte jeg opgive ævred.
Jeg stod tilbage ved et gadekryds i en mørk landsby på nordkysten af
Flores. Vinden raslede kokospalmernes blade, og en skinger jamren kom
fra et par palmetoppe længere nede af gaden. Jeg genkendte lyden som en
koloni af flyvende hunde. I baggrunden glammede to hunde, men baby-
gråd fra et af husene bevidnede, at der trods det øde miljø boede menne-
sker her. Det var en lun, smuk stjerneklar aften, og jeg kunne dufte havet.
Lidt senere stod jeg foran et lille guesthouse. ”Happy Service Guesthouse”
bestod af en gammel faldefærdig bygning, designet som en slags langhus.
En rusten låge til forhaven stod åben, fordi et manglende hængsel fik den
til at hænge skævt. En enkelt 20 watts-pære hang for enden af en gammel
hvid, snavset ledning og lyste lobbyen op i et beskedent gult skær. Myria-
der af myg sværmede rundt i lysskæret, mens andre havde travlt med at
dræne mine ben og fødder for blod. En veranda med to klassiske græske
søjler udgjorde lobbyen med sort- og hvidternet gulvtegl. Over det var der
skabelonmalet ”Happy Service Guesthouse” med rød spraypaint. På trods
af dets tiltalende navn mindede stedet mere om et spøgelseshus end et
guesthouse, og jeg fandt først senere ud af, hvad navnet handlede om.
Et øjeblik efter trådte en ældre herre ud i lobbyen. Han så ud til at være
af indisk afstamning, mørkebrun hud med store øjne, der nærmest lå for-
sænket i dybe øjenhuler i et markeret ansigt. Hans halvskallede isse reflek-
terede det svage gule lys, og jeg anede et par grå studser fra tindingerne,
der fortsatte langs begge sider og endte i en lille udmarvet hestehale. Han
bar et par billige sorte plasticlaksko, skinnende sorte bukser og en ditto
rød skjorte med poseærmer og halvåbent bryst, hvorfra en tyk måtte af grå-
sprængt gorillahår væltede frem. En guldkæde med et torturoffer på et kors
hang om halsen på ham, og han bar fem store fingerringe med grønne og
røde sten. Måske var det tanken om, at ”Happy Service Guesthouse” havde
brug for et mindre mirakel for at blive beboelig, der fik mig til at tænke på
en tryllekunstner, da jeg så ham.
”Er der myggenet på værelset?” Jeg var allerede velbekendt med myg-
gesituationen i lobbyen og havde ingen lyst til en lang nat i konstant kamp
mod myg. ”Ja, selvfølgelig, men du kan jo også bare lukke vinduerne, og så
sprøjter jeg lige en gang først,” opmuntrede han mig. ”Hvad koster de dyre
værelser, og hvad får man ekstra i dem?” ”De er større, og du får varmt vand
og aircondition, men der er ingen ledige.” Jeg havde ikke lyst til aircon-
dition, og skønt tanken om et varmt bad var besnærende, var jeg ganske
godt tilfreds med den billige anretning. Men da havde jeg stadig ikke set
forholdene og de omstændigheder, det lå i. ”Du skal lige skrive dig ind i bo-
282
gen her, navn, pasnummer og adresse. I øvrigt er mit navn Gunasamy, men
kald mig blot Guna.” Derefter fulgte jeg Guna gennem ”entrance”-døren
ind i et stort mørkt lokale, hvor dusinvis af spisestuestole med firkantede
metalben og rødt plasticbetræk stod stablet op i et hjørne. Vi gik over bag
ved hovedbygningen og op langs en femværelseslænge, indtil vi kom til et
værelse med døren på klem.
”Her er dit værelse,” sagde Guna, mens han skubbede døren op og fed-
tede med lyskontakten. Jeg stod i døråbningen og kiggede ind i et mørkt
lokale. Et svagt lys trængte gennem et vindue og afslørede en simpel træ-
seng med en nedsunket madras, et rødt uldtæppe med sorte cigarethuller
og en firkantet pude. Der var en stram lugt af fugt og mug, typisk for et
værelse, der havde stået ubrugt i lang tid. ”Er der ingen lys?” spurgte jeg fra
døråbningen. ”Jo, jeg ved sgu ikke, hvad der er galt. Jeg havde lige fået det
fikset forleden dag,” løj Guna. ”Giv mig lige et øjeblik,” sagde han, mens
han forsvandt i halvmørket tilbage mod lobbyen.
Fra loftet i værelset hang en lang sort ledning med en tom elektrisk fat-
ning. Da Guna satte en ny pære i, blev det lille værelse oplyst i hver krog.
Der var brunt, støvet spindelvæv så tykt som en måtte i loftet, og alle hjør-
ner i værelset var beboet af araknider. En alt for lille plasticdør adskilte væ-
relset fra bad og toilet, og traditionen tro sad toilettet nede i jorden. Den
ene ydermur var lavet af billig gasbeton med store firkantede ventilations-
huller.
Mens jeg sad og ventede på et myggenet i det fugtige lille værelse, kom
en ældre dame over i døråbningen. Hun var iklædt en tætsiddende kortær-
met batikskjorte, en bomuldssarong med klassiske indonesiske mønstre
og røde plastic-flipflops. Hendes underarme var stærke og senede, dog
med en hud, der var et par numre for stor og hang i rynker. Hendes ansigt
var oversminket med kraftig mørkerød læbestift, blå øjenskygge og tyk
mascara, og hendes øjenbryn var trimmet og overmalet med brun forstær-
ker. Håret sad i en kugle opspændt med to pinde stukket igennem et fint
udformet og slebet stykke kokosnøddeskal. Hun tyggede betel og præsen-
terede sig selv som frøken Gloria. ”Skal du sove alene?” Guna kom tilbage
uden myggenet. Jeg stod og kiggede ind i en sværm af myg og kæmpede
stadigvæk med hobevis af andre, der åd løs af mine ben og fødder. ”Har du
brug for nogen til at hjælpe dig med at holde myggene væk?” brød Gloria
ind, mens hun spyttede en stråle af rød betelsaft.
”Er der et sted, hvor jeg kan låne en telefon?” spurgte jeg og ignorerede
hendes spørgsmål. Til min store overraskelse forklarede Guna mig, at Tel-
komsel, det indonesiske statstelefonselskab, havde et kontor fem minut-
ters gang nede ad næste gade. ”Hallo? Er det Claus?” ”Carl, for helvede,
hvor er du henne?” lød det svagt og med satellitekko i den anden ende. Lidt
283

Vores hjem fra kaptajnens sæde.
efter fik jeg overtalt en af Telkomsels nattevagter til at køre mig ned mod
flodmundingen, hvor der efter sigende fandtes en lille træbro. Det passede
med Claus’ beskrivelse. Kort efter så jeg et lille lys dingle i mørket, og da jeg
kom nærmere, kunne jeg se, at lyset hang i rorstammen af en lille perahu,
og at Claus var ved at fortøje det til en kokospalme.
Stjerneskud efter stjerneskud flakkede hen over nattehimlen. Havets duft
fyldte vores næser, og den blide, milde tropeluft omfavnede os, mens
vandet klukkede søvnigt mod bådens skrog. Nattens dronning dansede
imellem stjernerne, mens Claus og jeg lå og kiggede op i nattehimlen og
opdaterede hinanden. Det var kun tre en halv dag siden, vi skiltes i Labu-
hanbajo, men meget havde fundet sted i mellemtiden.
Claus havde kæmpet med en ukendt båd og sejlteknik under nye vind-
forhold. Båden lækkede, og på andendagen havde han med møje og besvær
284
alene halet det 800 kg tunge fartøj på land og fikset de værste huller. Han
havde mødt nogle lokale fiskere, som fortalte en historie om Palue-folket
og nydt et par nætter under åben himmel. Men det havde været en super-
hård kamp at nå frem til Reo til tiden. Vinden var løjet af, og Claus havde
kæmpet i over 12 timer for at nå frem til Reo. Min rejse var mere overkom-
melig. Jeg gik nu tilbage til ”Happy Service Guesthouse” for at tjekke ud.
Det var over midnat, og Guna blev meget fortørnet og ville have penge for
ulejligheden. Jeg betalte ham, fordi jeg ikke gad spilde mere tid på det.
Gloria, til gengæld, blev oprigtigt fornærmet over, at jeg ikke blev bo-
ende. Hun stod og ventede uden for min dør og insisterede på ikke blot
at kunne holde myg væk, men også gøre det til en rigtig behagelig nat for
mig. Og det ville ikke koste særlig meget på trods af den helt personlige
service. ”Jeg giver den bedste Happy Service,” gentog hun adskillige gange
og spyttede betelsaft med større intensitet. Jeg havde for længst fundet ud
af, hvorfor det hed ”Happy Service Guesthouse”.
Claus havde haft travlt i de dage, han havde været alene. Ud over prak-
tisk arbejde med at tætne huller i skroget og sikre sig, at rigninger og ror
kunne holde, havde han lært båden at kende, og han satte mig grundigt
ind i sejlteknikken af en perahu. Det knirkede og knagede i rebningen, i
samlingerne og i roret, og båden fór af sted. Bølger slog mod skroget og
outriggerne, således at båden nærmest blev forvredet, og jeg var overbevist
om, at de mægtige kræfter ville rive båden i stykker. ”Når det knirker, så
holder det,” grinede Claus, som om han allerede havde læst mine tanker.
Vi skiftedes til at sidde i kaptajnens sæde. Det bestod af en lille plade af
jerntræ i bagenden af båden med en stolpe som ryglæn. Ud over den spar-
somme siddekomfort var kaptajnens sæde udsat for tropesolens ubarm-
hjertige stråler, og som beduiner pakkede vi os ind i en stor sarong for at
beskytte os mod at blive fuldstændig solskoldede. Imens en af os sad ved
roret, kunne den anden ligge og slappe af i skyggen af en lille presenning
og nyde vindens brise.
Ved middagstid løjede vinden af. Der var ikke en eneste brise, og vi fik
havblik. Vi lå 3 km nord for Flores og spekulerede på, hvor langt vi skulle
padle, hvis vinden ikke vendte tilbage. Men vi kunne blot væbne os med
tålmodighed og vente på en gunstig vind. I mellemtiden tog vi en kølig
dukkert i det klare vand og tjekkede skroget for lækager. Vi satte også et
lille solpanel op til at oplade batterier til kameraer, GPS og satellittelefon.
Længere ude i det fjerne kunne vi ane noget skinnende hvidt, der lignede
en strand, men fordi vi hverken kunne se træer eller palmer, vidste vi ikke,
om det var en ø. Måske var det ikke andet end et fatamorgana, hvor lysets
refleksion i vandet legede med varmedis og fik horisont og afstande til at
flyde helt sammen.
285
 Efter en time kom vinden igen. Vi kunne se den rive vandspejlet itu og dan- tensmad og tog bad i én liter ferskvand allokeret pr. person til formålet.
ne bittesmå krusninger ude i nord. Det ramte os som en kærkommen og Vi indrettede hvert vores bambusdæk og sludrede, alt imens vi kiggede på
livlig frisk brise, og vi skød en fantastisk fart på 6-8 knob, mens vi jublede af stjernehimmelen og talte stjerneskud, indtil vi til sidst faldt i søvn. Det var
gejst. Vi stak kursen mod sydøst og ramte efter to timer en pynt på Flores, en smuk dans med solen, vinden og havet.
hvor der åbnede sig en lille idyllisk bugt med roligt vand. Det var ideelt til
at ankre op for natten uden for myg og sandfluers rækkevidde. Da vi kom
nærmere, kunne vi se, at årsagen til det rolige vand i bugten var et koral-
rev, der løb parallelt med stranden og beskyttede bugten som en lagune. Vi
rebede sejlet og padlede perahuen langsomt ind mod den kridhvide strand.
Lidt efter blafrede et lystigt lille bål på stranden, og vi havde gjort båden
klar til mørkets frembrud. 
”Ja, det er en ø,” sagde fiskeren og pegede ud på den lysende sandbanke
mod nord, som nu næsten så orange ud. ”Den kalder vi Pasir Putih – ’hvidt
sand’ – og den ligger ca. 15 km herfra,” fortsatte han. Der var ingen planter
på Pasir Putih, og nogle gange oversvømmedes den. Fiskeren forklarede,
at øen bogstavelig talt blot var en høj sandbanke. Ud over information
om øen gav han os en meget vigtigere information, som fik afgørende be-
tydning for resten af turen. ”Fra kl. 7 til 12 om morgenen er der altid en
stærk fralandsvind. Så løjer vinden af i en-to timer, og så skifter vinden til
pålandsvind,” forklarede han os.
Klokken var lidt over seks om morgenen, og jeg lå og skuttede mig for
vinden under et lille fleecetæppe, mens vi fór af sted med fralandsvinden.
Claus var styrmand og koncentrerede sig om at holde kursen mod Pasir
Putih i halvmørket. Bagved kunne jeg ane Flores’ mange vulkantoppe i det
orangegule morgenlys. Vores nyfundne viden om vinden havde afgørende
betydning for, hvor vi ville – og kunne – sejle til fremover, og den lille tur til
Pasir Putih var den første, hvor vi for alvor stak til søs i fuld overbevisning
om, at vi ville vende tilbage til Flores senere på eftermiddagen.

I de følgende dage nød vi hver eneste time på havet, og vi sejlede ud til en

lille ø, Palue, 35 km nord for Flores, hvor vi tilbragte adskillige dage med
Palue-folket, som kun findes netop dér. Der er ingen ferskvand på øen, og
befolkningen har tilpasset sig et liv, hvor de sparer på beskedne mængder
opsamlet regnvand. I meget tørre perioder sendes en flotille af fiskerbåde
35 km til Flores for at hente vand til resten af befolkningen på øen. Vand-
hanen hjemme i køkkenet fik pludselig en guddommelig status for mig.
Vi kom hurtigt ind i en rutine, hvor dagene flød sammen og blev til én
stor lykkelig oplevelse af et muntert effektivt samarbejde og kammeratligt
samvær. Vindforholdene fungerede nøjagtig, som fiskeren havde forklaret,
og vi skød god fart østover. Aftenerne tilbragte vi i bugter og mangrover,
der lå i læ for det åbne hav og stærke vinde. Her ankrede vi op, lavede af-

286

Frode
Kjems
Uhre
Født 1960
Har padlet kano eller kajak i alle syv verdensdele, dykket i 65 lande og rejst
i mere end 130. Frode Kjems Uhre har læst naturvidenskabelige studier på
Odense Universitet 1982-86 og er efterfølgende pilotuddannet i USA. Han
blev derefter uddannet som dykkerinstruktør og professionel skiinstruk-
tør. Han har rejst på motorcykel gennem Sahara, fløjet gennem USA, Me-
xico og Mellemamerika i veteranfly, været på havkajakekspedition i Alaska
og Antarktis, kørt gennem Kalahari-ørkenen i firehjulstrækker og rejst i
sejlbåd fra Mallorca til Nicaragua. Han foretog i 2008 en jordomrejse med
undervandskamera og dykkergrej.
288
Vildmarks-
eventyret på
Horton
River
”Have a good trip,” siger den canadiske bush-pilot og
trykker mig i hånden, inden han lukker døren til cock-
pittet.
Jeg er lige blevet sat af på en søbred midt ude i vildmarken i Canadas Nord-
vestterritorium sammen med min kæreste Mona og mine to teenagedren-
ge Frederik på 14 år og Christian på 16. Ved siden af os ligger to foldeka-
noer, fire fiskestænger, en pumpgun samt en masse mad og andet udstyr.
Alt, hvad vi behøver for at klare os alene herude.
Planen er, at vi vil padle fra Horton Lake, som vi står ved, og 650 km
nedstrøms på Horton-floden helt op til Ishavet, hvor floden udmunder.
Her har piloten lovet, at vi vil blive hentet en måned senere. Horton er den
nordligste flod på det amerikanske kontinent og en af de mest øde floder
i verden. Der er ingen byer i flere hundrede kilometers omkreds, og der
går ingen veje gennem området, så eneste transportmulighed ud til flo-
den er med vandfly. Nordvestterritoriet er i det hele taget meget tyndt be-
folket. Området er 26 gange så stort som Danmark, men der bor kun lidt
over 41.000 indbyggere, svarende til en dansk provinsby som Silkeborg.
Vi forventer da heller ikke at møde mennesker på vores ekspedition, men
området er et sandt eldorado af vilde dyr som elge, rensdyr, moskusokser,
ulve og grizzlybjørne.
Det er 1. juli 2009, og størstedelen af Horton-søen er stadig dækket af
is. Kun på et lille område i det nordøstlige hjørne, der hvor floden starter,
er søen isfri. Det var dog rigeligt til, at piloten kunne lande det lille Pilatus
Porter-vandfly. Flyet, der er bygget i Schweiz, er forgudet af bush-piloter
verden over for den korte distance, det kræver ved start og landing. Vi står
og betragter flyet, mens piloten taxier det ud mod iskanten, vender dets
næse op i vinden og starter lige ind mod os. Vi vinker til ham, og han svarer
ved at vippe med vingerne, da han i en infernalsk larm passerer lige ind
over hovedet på os. Han sætter kursen tilbage mod den lille olieby Norman
Wells 400 km mod sydvest, hvor vi var startet nogle timer tidligere. Jeg står
289

Frode med hanfisk på 7½ kg.
og holder drengene i hånden, mens vi ser flyet forsvinde i horisonten. Et
øjeblik, jeg har glædet mig til længe. Eventyret er begyndt.
Det går hurtigt op for os, at vi ikke er helt alene. Der er sindssygt mange
myg, og de er meget blodtørstige, så inden vi går i gang med at stille lej-
ren op, gør vi vores myggejakker klar. Hver jakke bliver proppet ned i en
lille plasticpose og overhældt med en myggeolie, der består af 99 procent
DEET (Di-ethyl-toluamid). DEET er forbudt i Danmark, og selv i Canada må
det ikke længere sælges i højere koncentrater end 30 procent. Men da en
290
outfitter i Norman Wells hørte, hvor vi skulle hen, gik han ud i baglokalet
og hentede fire flasker af den ægte vare og sagde: ”You’ll need this.” Når
jakkerne har ligget og suget myggeolien et par timer, så stinker de fælt,
men de virker efter hensigten og holder myggene lidt på afstand. Over ho-
vedet bærer vi et myggenet, og vi beskytter hænderne med svejsehandsker,
der er lavet af tyndt gedeskind og derfor har så god fingerfølelse, at de kan
bruges til at betjene kamera og fiskestænger og til arbejde i lejren. På den
måde behøver vi ikke at smøre så meget af det giftige stads direkte på hu-
den.
Vi slår vores telte op på et åbent område med flot udsigt over søen.
Mens Mona og Christian laver bål, går Frederik og jeg ned til søbredden
med hver en fiskestang. I tredje kast har jeg bid. Der bliver trukket vold-
somt i linen, og stangen er bøjet til fuld flex. Fisken kæmper hårdt for frihe-
den, men ti minutter senere efter adskillige hidsige udløb må den overgive
sig. Frederik kigger på med slet skjult misundelse, da jeg trækker en stor
flot søørred op på bredden. Den vejer godt 7 kg. ”Så kan I godt sætte risene
over,” råber jeg stolt op til Mona og Christian, der allerede har lavet et fint
bål. Sikke en start på turen. Vi spiser os mætte i ørredbøffer og kører resten
af fisken gennem en kødhakker, så vi kan lave fiskefrikadeller til frokost
næste dag. Vi sætter os dovne rundt om bålet og slår mave og nyder stil-
heden. Vi har kun været få timer i den canadiske vildmark, men jeg har
allerede en fornemmelse af, at det kan blive stærkt vanedannende.
Da vi vågner næste morgen, er det et fantastisk vejr, og den spejlblanke sø
ser indbydende ud. Vi går straks i gang med at samle vores to amerikan-
ske foldekanoer, og en time senere kan vi spændt sætte dem i vandet. Vi
padler ud til iskanten, hvor solens stråler glimter smukt. Myggene følger
os trofast på vej det første stykke, men giver op, da vi er kommet lidt ud
på søen. Herligt, så kan vi smøge skjorteærmerne op og slikke lidt sol. En
flok ænder står på isen og betragter os mistroisk, mens drengene ivrigt fin-
der fiskestængerne frem og sætter en spinder for enden af snøren. ”Jeg har
bid,” lyder det begejstret fra Frederik, lidt efter at han har kastet spinderen
ud. Jeg hjælper ham med at stille bremsen på fiskehjulet, og et par minut-
ter senere kan vi se en søørred oppe i overfladen. ”Ohhr, den er flot, far,”
udbryder han, da han stolt hiver den op i kanoen. Få kast senere har Chri-
stian, der sidder i den anden kano med Mona, også fået en fisk på krogen.
Begge fisk vejer 2-3 kg, så aftensmaden må siges at være i hus. Vi lader den
svage brise skubbe vores kanoer op mod iskanten og sidder så og nyder en
kop varm kakao fra termokanden, mens en bisamrotte krydser over søen
lidt længere ude. Hvilket fantastisk sted. Jeg nyder øjeblikket i fulde drag
og kan fornemme, at både Mona og drengene gør det samme.
291
 Da vi er tilbage i lejren, pakker vi kanoerne med alt vores mad og grej. Alt,
der ikke kan tåle vand, er pakket ned i store 60-liters plastictønder. De kan
lukkes med et kraftigt spændebånd, og en O-ring sørger for, at de er vand-
tætte. Der er plads til fire i hver kano. Vi har hver vores personlige tønde til
tøj, sovepose og personligt udstyr. Så er der en morgenmadstønde, en fro-
kosttønde, en aftensmadstønde og endelig en tønde til alt vores køkken-
grej. Det er slet ikke alt maden, vi kan få proppet ned i tønderne, så noget af
det, der kan tåle vand, må vi anbringe i vores rygsæk og sidde med mellem
benene. Der er ikke mange centimeter fribord, da vi selv stiger om bord i
kanoerne, men floden er heldigvis rolig de første par hundreder kilometer,
så det passer fint med, at vi vil have spist os gennem halvdelen af maden,
inden vi når de første strømfald, hvor vi skal være i stand til at manøvrere
kanoerne mere præcist. Vi padler hen mod flodens udspring og mærker
tydeligt, hvordan strømmen pludselig tager kanoerne og giver os en god
fart. Det føles godt endelig at være på vej. I starten er floden meget smal og
snor sig gennem taiga-landskabet. Vi kommer hurtigt ind i en god rytme
med padlerne og sidder spændt og venter på, hvad der gemmer sig bag det
næste sving. Sidst på eftermiddagen padler vi forbi en bred stenbanke på
højre bred, hvor der er en lille sandstrand. En perfekt lejrplads.
”Hvornår skal vi spise?” spørger Frederik, da vi har tømt kanoerne og
båret dem lidt op på standen, hvor de med bunden i vejret ligger sikkert.
”Når maden er klar,” svarer jeg. ”Kom, lad os hjælpes ad.” Vi slår sammen
teltene op, og mens Christian og jeg går efter brænde, hjælper Frederik
Mona med at hente vand fra floden og snitte løg og gulerødder. ”Hvem vil
med i bad?” spørger jeg, da de to ørreder er sat til at simre i gryden med
grønsagerne. Drengene er straks med på idéen. Men de har også vinterba-
det med mig næsten dagligt de sidste fem sæsoner i Danmark. Mona er lidt
mere forbeholden, men har alligevel lyst til at prøve det. Jeg smider hurtigt
klunset og vader ud i vand til livet. Vandet, der nok kun er et par grader
over frysepunktet, føles som nåle mod huden. Det bliver en meget hurtig
afvaskning, et par hurtige svømmetag og så ellers i en fart ind på bredden
igen. Her er myggene klar til at udnytte situationen, de angriber fra alle
sider som japanske Nakajima-torpedofly ved Pearl Harbor. I modsætning
til amerikanerne så er jeg forberedt på angrebet, selv om jeg jo bliver taget
med bukserne nede. Jeg forsvarer mig, så godt jeg kan, med mit håndklæ-
de, men det er svært at tørre sig samtidig, så jeg må tilkalde forstærkning.
Mona og drengene kommer mig til undsætning og står rundt om mig og
vifter med deres håndklæder, så jeg i ro og mag kan tørre mig og komme i
tøjet. På den måde hjælper vi hinanden, så alle får en kold dukkert uden at
blive spist af myggene.
Vi sætter os rundt om bålet og spiser ørreder og kartoffelmos med stør-
292
ste velbehag. Det kolde vand har gjort sin virkning og fået endorfiner til
at strømme ud i vores hjerne og krop, og nu føler vi os helt høje, mens vi
sidder og stirrer ind i flammerne og hyggesnakker. Vi rører en portion dej
sammen og fylder det over i to pander, så vi kan lave ”bannock” (indianske
fladbrød, der steges over bål). De skal bruges til frokost næste dag. Inden
turen havde vi aftalt, at vi hver skulle tage en lille overraskelse med. Og
da vi lige har hældt varm kakao op i vores krus, lister Frederik hen til sin
tønde og kommer tilbage med en stor pose marshmallows. Begejstrede bi-
fald gjalder ud i ødemarken. Det var stunder som disse, jeg havde glædet
mig til. At sidde alene med familien herude i den smukke natur og bare
råhygge. Der er ingen mulighed for at se fjernsyn, besvare e-mails, snakke i
mobiltelefon, sende sms’er eller være på Facebook. Da brødene er færdige,
er klokken næsten 12. Vi er langt nord for polarcirklen, og midnatssolen
står rund og rød lidt over horisonten. Tiden betyder intet for os herude.
”Orrh! Se en ulv,” siger Frederik, da vi lydløst glider med strømmen rundt
om endnu en slyngning på Horton-floden og pludselig har frit udsyn til en
lang stenbanke på venstre bred. Ganske rigtigt, lidt længere fremme kom-
mer en ulv luntende mod os. Den har set os, men virker ikke sky. Den lunter
bare videre, snusende med snuden sænket. Vi filmer og fotograferer, mens
vi langsomt driver forbi 15-20 meter fra den. Lidt heldigt, at vi ser den, for
vi var lige ved at slå lejr et par kilometer længere oppe ad floden. Men der
var for meget vind på den lejrplads, så vi padlede videre, selvom det havde
været en lang dag, og Christian højlydt protesterede, fordi han var træt.
Nu har han tilgivet os og sidder med et stort smil på læben og snakker om
ulven. Jeg føler mig lykkelig over at kunne dele oplevelsen med dem.
En uge inde i turen kommer vi til ”Char-stedet”. Et sted på Horton-floden,
hvor en biflod løber ind i hovedløbet, og hvor fiskeriet efter fjeldørreder
skulle være rigtig godt. Vi ankommer sent på aftenen efter en lang, hård
dag, hvor vi har padlet i modvind og bølger det meste af tiden. Jeg er den
første, der vågner næste dag. Jeg er virkelig imponeret af både Monas og
drengenes indsats dagen før og synes, de har fortjent at blive forkælet lidt,
så jeg tænder op og laver en gang pandekager, som de får serveret ”på sen-
gen”. Så tager jeg min fiskestang og går ned til stenbredden. Jeg lader den
lille spinder, som jeg har fanget stallinger med dagen før, blive på linen.
Efter få kast er der bid, og lidt efter står jeg med en fantastisk flot fjeldørred
i hånden. Den vejer 2½ kg. Jeg prøver for sjov at skifte spinderen ud med et
lidt større blink og kaster ud midt i strømmen. Blinket laver et lille plask,
da det lander, og umiddelbart efter kommer der et større plask samme
sted. Jeg når ikke engang at begynde at spole ind, før det rykker helt vildt i
293

linen. Der er ingen tvivl om, at det er en stor fisk, og den kæmper også helt
vildt. Da jeg endelig får den ind, er jeg helt målløs. Det er en utrolig smuk
hanfisk på 7½ kg. Sikke nogle farver. Da drengene lidt senere er færdige
med pandekagerne i teltet og kommer ned til mig, gør de store øjne og lø-
ber hurtigt op til lejren efter deres fiskestænger. Lidt senere står Christian
med en fjeldørred på 6½ kg i armene. Vi bliver enige om at tage en overlig-
gerdag. Det her sted er bare for vildt. Lidt for sjov beslutter jeg, at jeg vil
prøve, om vi kan fange fisk med alt det isenkram, vi har med i grejkassen. Vi
monterer enkeltkroge uden modhager, så vi let kan sætte fiskene ud igen.
Og fiskene tager alt, hvad vi kaster ud af blink og spindere. De fleste bliver
taget inden fem kast, men der er dog en lilla spinder, de ikke kan lide. Den
må jeg kaste med 11 gange, før der er bid. Inden vi sejler videre næste for-
middag, har vi fanget og udsat 40 fjeldørreder.
294
Nogle dage senere når vi til første canyon og dermed også de første fos-
ser. Noget, især drengene har været spændt på. I den første fos padler jeg
begge kanoer igennem med Mona. I anden fos, som bare er en række store
stopbølger, padler jeg lige ned igennem med Frederik. Vi tager en del vand
ind, men Frederik sidder bare og jubler af fryd. ”Det er vildt fedt, far,” siger
han, da han med lidt våde bukser stiger ud af kanoen og giver mig high
five. Christian og jeg får bagpadlet lidt mere og kommer tørskoet igennem.
Drengene er helt oppe at køre. Der ligger en perfekt lejrplads i højre side
lige efter fossen, så der slår vi teltene op. Så padler vi over på den anden
bred og går op og kigger lidt efter fossiler.
Da jeg næste morgen kigger ud af teltet, kan jeg ikke tro mine egne øjne.
Det sner. Vi er midt i juli måned, men nu er det pludselig blevet helt vildt
koldt og blæsende. Jeg ligger lidt i soveposen og skutter mig, inden jeg
går ud og tænder bål. Jeg tænker, at vi nok får brug for nogle kalorier til at
holde varmen med og laver både havregrød og en stor stak pandekager til
morgenmad. En heldig disponering, for det bliver uden sammenligning
den hårdeste og koldeste dag på turen. Vi padler uden problemer gennem
næste fos, men sidder så i modvind og regn et par sure timer. Fjerde fos ser
let ud, men vandstanden er lidt lav, så vi bærer forbi. Vi spiser hurtigt lidt
frokost, mens vi skiftevis laver englehop og kuskeslag for ikke at blive helt
stivfrosne. Da vi et par timer senere finder en lejrplads, er vi alle kolde og
våde. Det regner og blæser helt vildt, så det er noget af en udfordring at få
slået teltene op og spændt en presenning ud. Drengene har mest lyst til
bare at hoppe i soveposen, men jeg insisterer på, at vi spiser en gang varm
mad inden. Alt brænde er sjaskvådt, men vi hjælpes ad med at kløve os ind
til noget tørt træ, og det lykkes at få tændt bål. Men på grund af vindstø-
dene er det svært at sidde og varme sig ved flammerne for slet ikke at tale
om at tørre noget af det våde padletøj. Det sidste må Christian sande på
den hårde måde. Han sidder og holder en skjorte ind over bålet, men et
øjebliks uopmærksomhed i tørreprocessen sætter ild til det ene ærme. Vi
har ikke haft overskud til at fiske, så det bliver en skål ris med ketchup på
og så ind i soveposerne. Heldigvis har vi et sæt tørt uldundertøj at sove i.
For første gang på turen dropper vi vores aftenbad. Da jeg ligger i sovepo-
sen og lytter til vinden, der rusker i teltet, funderer jeg lidt over, hvad de
næste to uger mon vil byde på. Hvis det er regn, modvind og temperaturer
omkring frysepunktet, så bliver det noget af en overlevelsestur, tænker jeg,
lige inden jeg trygt padler til drømmeland.
Næste morgen vågner vi op til sol og let vind. Perfekt. Vi bruger formid-
dagen på at tørre alle vores ting, og humøret er højt, da vi padler videre
295
 mod Second Canyon. Jeg ved, vi i dag får brug for at krydse floden lige efter a-Rest-liggeunderlag, så redder de den sidste uge for mig. Lige inden vi skal
en fos, hvor der er godt med strøm, så vi genopfrisker lige ”forlæns færge” til at lægge os, ser vi en grizzlybjørn stå og betragte os fra en bakkekam et
og øver den nogle gange. Regnen har fået floden til at stige en del, og der par hundreder meter over lejren. Jeg har for en sikkerheds skyld vænnet
er godt gang i den første fos, vi kommer til. Jeg nyder at se drengenes be- mig til altid at have den skarpladte pumpgun inden for rækkevidde. Og
gejstring, da de hver padler en kano igennem med mig, mens Mona filmer om natten ligger den endda inde i teltet. Alligevel kan jeg ikke lade være
fra bredden. Jeg filmer det i øvrigt også selv med mit hjelmkamera. Så er vi med at spekulere på, om bamsen har tænkt sig at aflægge os et besøg i lej-
nået til den flade sten. Det er det eneste sted på Horton-floden, hvor man ren i løbet af natten. Men det gør den heldigvis ikke.
er tvunget til at lave en krydsning af strømmen mellem to overbæringer. På tundraen ser vi meget vildt, dog mest rensdyr. Men på en enkelt ef-
Med reb i kanoerne trækker vi dem hen over stenen og gør klar til at færge termiddag ser vi faktisk bjørne hele tre gange. Vi driver dovent med strøm-
over på den anden bred. Frederik og jeg kommer fint over, men Mona og men og snakker om vores held, mens vi spiser den gulerodskage, Christian
Christian får ikke vinklet kanoen nok med det resultat, at de bare sidder bagte dagen før. Pludselig bliver stilheden afbrudt at et vandrefalkepar, der
midt i den stærke strøm og bruger alle deres kræfter, uden at kanoen rører udstøder hæse advarselsskrig. De dykker hele tiden ned forbi det samme
sig ud af stedet. Jeg kan se panikken i Monas ansigt, da deres kræfter er ved sted oppe på klippeafsatsen langs højre bred. Vi går i land og lister os for-
at slippe op, og de begynder at drive baglæns ned mod næste fos. Fossen er sigtigt derop. Og ganske rigtigt, der er en rede med to små dunede falkeun-
meget voldsom, og at tage den baglæns vil med garanti betyde en kæntring ger. Fantastisk oplevelse. Vi tager hurtigt et par billeder og går stille tilbage
i det brusende iskolde vand. Jeg råber ud til hende, at hun skal give kanoen til kanoerne for ikke at forstyrre falkeparret mere.
mere vinkel ind mod mig, og det virker heldigvis. Med en sidste kraftan-
strengelse får de padlet kanoen ud af den stærke strøm og ind i det rolige Da vi sidst i juli står og lytter til vores vandfly, der nærmer sig, er det lidt
bagvand, hvor Frederik og jeg står klar til at hjælpe. Jeg må indrømme, at vemodigt. Mona glæder sig til et langt varmt bad og en rigtig seng igen.
jeg er lidt lettet, da de er kommet sikkert over til os. Det er Mona også, og Drengene ser frem til at komme på internettet. Selv har jeg mest lyst til at
hun giver Christian et stort knus som tak for hjælpen, da hun med rysten- fortsætte en måned mere. Jeg håber, jeg engang får mulighed for at komme
de knæ stiger ud af kanoen. Vi bærer forbi den næste fos, og det er næsten tilbage til dette vidunderlige sted.
midnat, da vi er færdige. Vi sidder trætte i kanoerne og glider dovent med
strømmen og nyder den smukke canyon i midnatssolens skær, da vi plud-
selig får øje på en stenvarde eller Inukshuk, som den hedder på inuit. Det
er det første menneskeskabte, vi har set i flere uger. Der er ingen protester,
da jeg foreslår, vi slår lejr her.
Da vi næste dag padler gennem det sidste af Second Canyon og ud på
tundraen, ser vi flere gange vandrefalk og endda en enkelt jagtfalk. Dyreli-
vet er helt fantastisk på den sidste del af turen. Nogle dage senere ser jeg en
ulv på bredden. Da den finder ud af, den er opdaget, tager den flugten i ret-
ning af nogle sandbakker et par hundreder meter inde på tundraen. Vi går
derop, og det lykkes at finde ulveboet. Der er spor overalt, men vi ser ikke
ulven igen. Om aftenen springer en stor glød fra bålet over på mit oppuste-
lige Therm-a-Rest-liggeunderlag, og inden jeg når at gøre noget, har den
som en anden krysantemumbombe detoneret i mindre stykker og brændt
ni huller. Der er kun seks lapper i reparationsssættet. Jeg forsøger at klippe
lapperne i mindre stykker, så der er nok, men de vil ikke holde ordentligt.
Vi har stadig en uges padling ud til Ishavet. Jeg sidder og overvejer, om jeg
skal sove på vores padletøj, da jeg kommer i tanke om knæpuderne i vores
foldekanoer. Selvom de langtfra er så behagelige at ligge på som et Therm-

296

Rane
Willerslev
Født 1971
Ph.d., professor og direktør for Det Kulturhistoriske Museum, Oslo Univer-
sitet. Tidligere leder af af De Etnografiske Samlinger, Moesgård Museum.
Rane Willerslev har rejst blandt Sibiriens jægerfolk og rensdyrnomader
siden 1991. Hans vigtigste forskningsfelt er shamanisme og åndelig viden.
Tre måneders kanoekspedition til Jakutien, Nordøstsibirien 1991. Ekspe-
dition til Kamchatka for at studere tjukterne året efter. Levede efterføl-
gende som pelsjæger blandt indfødte i Altaibjergene tæt ved Mongoliets
grænse. Filmekspedition til jukagierne i det nordlige Jakutien tre måneder
i 1993 og produktion af etnografiske film samme sted 1996-97. Levede et år
blandt jukagiriske jægere for at samle data til afhandling 1999-2000. Rane
Willerslev er forfatter til bøgerne ”Pelsjæger i Ødemarken” (1996), ”Hun-
ting and Trapping in Siberia” (2000), ”Soul Hunters: Hunting, Animism
and Personhood among the Siberien Yukaghirs” (2007) og ”På flugt i Sibi-
rien: zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader” (2009).
298
En
sulten
pelsjægers
drøm
Alle mennesker drømmer, og alle kulturer tillægger
drømme betydning. I vores del af verden har drømme
givet anledning til dybtgående teorier om den men-
neskelige psyke. De er blevet udforsket af freudianere,
jungianere og eksistentialister. De er blevet undersøgt
statistisk og i laboratorierne. Men hvad betyder vores
drømme egentlig? Hvad er deres væsen, og hvad fortæl-
ler de os, hvis overhovedet noget? Er de bare tomme gøg-
lebilleder, eller kan de varsle om hændelser, der endnu
venter på at ske? Selv er jeg ikke længere i tvivl: Der er
drømme, der vil os noget bestemt, og som vi bør lytte til.
Det er sådan en livsvigtig drøm, der er udgangspunktet
for den oplevelse, som jeg vil fortælle om her.
Jeg befinder mig ved Omolevka-floden tæt ved Kolymski-bjergene i den
russiske republik Jakutien i det nordøstlige Sibirien. Området er en del af
tajgaen – det enorme skovområde, der løber i et bredt bælte tværs igennem
Sibirien, fra Uralbjergene i vest til Beringshavet i øst, og fra den mongolske
steppe i syd til Ishavet i nord. Et område på omkring 12 millioner km2. Det
er et af verdens mest ufremkommelige områder med en befolkningstæt-
hed på sølle 0,01 indbygger pr. km2, og flere steder er aldrig blevet betrådt
af menneskefødder. Denne vildmark er i virkeligheden grænsen for men-
neskelivets udbredelse. Med temperaturer, der kan falde helt ned til mi-
nus 72˚ i januar, er det verdens koldeste område, hvor der bor mennesker.
Kulden skærer som en kniv igennem skinddragter og huer, og det gør ondt
bare at indånde luften. Jorden er altid bundfrossen, dækket med en kilo-
meter tyk iskappe af permafrost. De mennesker, som lever i denne vældige
og barske vildmark, er i det store hele overgivet til jagten som levevej. Men
jagt er et hasardspil, hvor held tæller mindst lige så meget som erfaring.
En dag kommer byttedyret løbende dig i møde, som ofrede det frivilligt
sit eget liv, for at du kan leve videre. Andre gange er vildtet som sunket i
299

Forfatteren på de karakteristiske brede jagtski, som er betrukket med
legskind fra elg.
jorden og ikke til at opspore. Når det sker, sætter sulten ind – en sult, der
langsomt, men sikkert fører dig i døden.
Et idealistisk pelsprojekt, der slår fejl
At tajgaen kan være et dødsensfarligt sted, lærer jeg på den hårde måde.
Efter en uge helt uden mad er mine fysiske kræfter brugt op. Mine arme,
mit bryst og mine ben, hele kroppen, er svækket af udmattelse. Jeg ved, at
det ikke varer længe, før jeg vil være for svag til at gå på jagt. Og så er vi fær-
dige. Jeg kikker hen på min jagtkammerat Ivan, der ligger på briksen i den
modsatte ende af vores lille tømmerhytte. Han har fået forfrysninger i den
ene fod og kan ikke længere gå omkring. Nu ligger han helt urørlig. Faktisk
bliver jeg helt i tvivl, om han er død. Men så hører jeg hans sagte åndedræt.
Kun lidt af hans sorte hår stikker frem under soveposen. Han ser umådelig
lille ud, som han ligger der. Når alt fedt er brændt af, og der kun er muskler
og knogler tilbage, skrumper kroppens volumen, og man kommer mest af
alt til at ligne en benet gammel mand. Selv er jeg ikke stort bedre i stand:
Mine kinder er hule og øjnene så kuglerunde, at de ser ud, som om de er på
vej ud gennem mit hoved.
Hvordan er det kommet så vidt, at jeg sidder her i den sibiriske tajga
og er ved at dø af sult? Hvordan kunne jeg være så naiv at tro, at jeg kunne
300
vende op og ned på hele Sibiriens lange historie af brutal og hensynsløs
udbytning af de indfødte pelsjægere? Planen var ellers nobel nok: at skabe
en andelsforening blandt de indfødte jægere, så de kunne sælge deres zo-
belskind uden om mellemhandlere direkte til de danske pelsauktioner og
derved opnå den fulde fortjeneste for deres skind. Det var det første pro-
jekt af sin art i Sibirien, hvor pelshandlen altid har været kontrolleret af
andre end jægerne selv: først af zaren, så den kommunistiske centralrege-
ring og i dag af mafiaen, som skummer fløden af jægernes alt for hårde og
nedslidende arbejde i ødemarken.
Jeg kunne ikke se passivt til, men følte, at jeg måtte gøre noget for at
hjælpe jægerne til et bedre liv. Jeg lod mig inspirere af andelstankens
idealer om demokrati, nærhed og solidaritet. De indfødte jægere skulle
organiseres i en andelsforening efter dansk mønster, så de sammen kun-
ne modstå presset fra mafiaen. Mit stort anlagte projekt gik dog grueligt
galt. Mafiaen havde ingen planer om at opgive deres lukrative monopol
på pelshandlen. De viste sig at være parate til at tage alle midler i brug for
at få stoppet mit konkurrerende pelsforetagende. Den indfødte leder blev
fængslet, og min kompagnon i Jakutsk blev sandsynligvis myrdet. Samti-
dig blev politiet sendt til jægernes landsby Nelemnoje, hvor jeg opholdt
mig, for at få mig arresteret. I ly af vinternatten måtte jeg tage flugten ud i
tajgaen sammen med min ven Ivan, hvor vi nu er fanget. Vi har ikke noget
mad og har ikke set så meget som skyggen af et elsdyr i mere end en må-
ned. Et sted i den vinterklædte tajga ikke langt fra hytten vandrer en sulten
”sjatun” – en bjørn, der ikke vil gå i vinterhi – hvileløst omkring, parat til at
kaste sig over os. De andre jægere, Jura og Sinitsky, der skulle have mødt os
for flere uger siden, er aldrig dukket op.
Mareridtet
Jeg læner mig bagover på briksen, lukker øjnene og falder i søvn. Denne
nat driver der uhyggelige syner forbi mine øjne. Jeg vandrer igennem en
mørk nåleskov meget lig den omkring os og kommer til en lille ussel hyt-
te, der tilnærmelsesvis ligner vores egen. Der står en kvinde derinde, som
jeg kun lige akkurat kan skimte i skæret fra vinduet. Hendes lange sorte
hår falder ned over den nøgne krop. Hun står aldeles urørlig og peger hen
på briksen, hvor der ligger et barn indsvøbt i dyreskind. Fra barnets ene
øje løber en tynd stribe blod. Forfærdet vender jeg ansigtet mod kvinden,
som smilende tager min hånd og lægger den på sit bryst. Jeg mærker en
fed mælk løbe ud mellem mine fingre. Hun trykker mig hårdt ind til sig,
presser grådigt sin krop mod min. Hele tiden smiler hun. Varmen står ud
fra hendes legeme, og jeg mærker hendes ånde puste mig lige i ansigtet.
Begæret strømmer igennem mig i form af en voldsom sult. Jeg må trænge
301
 ind i hendes bryst med min mund og vælter hende om på gulvet, kaster
mig over hende og suger løs af den varme, flødeagtige mælk. Da jeg rejser
mig op, ligger hun livløs tilbage på gulvet. Hendes øjne stirrer på mig som
tørre horn, og hendes ansigt fortrækker ikke en mine. Hun er død.
Der går et uhyggeligt stød gennem min krop, som får mig til at fare op
fra briksen. Det er bælgmørkt og bidende koldt. ”Hvad fanden er menin-
gen med den drøm?” Jeg ligger stille, alt imens det lysner mere og mere
uden for vinduet. Så tager jeg en beslutning. Jeg rejser mig, tager tøjet på,
trækker i pelsstøvlerne og stikker vores sidste fire patroner i lommen. Så
trækker jeg jærvskindshuen ned om hovedet, hiver karabinen ned fra søm-
met ved døren og begiver mig ud i det tavse, froststivnede landskab. Det er
mit sidste, spinkle forsøg på at aftvinge tajgaen et liv, før den tager vores.

Gaven
Tændstiktynde, nåleløse og hvidmalede af rimfrost udbreder lærketræer-
ne sig som en mægtig labyrint omkring mig. Jeg lader blikket vandre frem
og tilbage mellem stammerne. Intet rør sig; intetsteds det mindste tegn
på liv. Tajgaen ligger kold og livløs hen. Med geværet på ryggen klatrer jeg
op i et udgået træ for at få bedre udsyn. Der er intet at se, ingen frelsende
elgspor, intet. Jeg springer ned fra træet og står i sne til anklerne. Igen føler
jeg mig nedtrykt og ganske uden kraft. Jeg begynder at mærke sulten igen.
Allerede efter en times tid holder jeg hvil, tænder bål og koger vand. Teen
er for længst brugt op, men det varme vand hjælper mod kulden og giver
maven en fornemmelse af mæthed.
Jeg kommer til en biflod og går i let overbøjet gang frem over isen, alt
imens jeg med skistaven undersøger den frosne overflades bærekraft. Det
kan være dødsensfarligt at bevæge sig ud på de sibiriske floder. Selvom det
fryser hårdt, kan lokale strømme og varme kilder bevirke, at isen er pletvis
tynd. Falder man først i det kolde vand, er det kun et spørgsmål om sekun-
der, før éns muskler går i krampe og låser sig fast. Så er man færdig. Druk-
ning er en af de hyppigste dødsårsager blandt de sibiriske jægere. Hvert
forår rapporteres der om strandvaskere, som bringes med smeltevandet
ned ad floderne.
Da jeg er nået en tredjedel ud på floden, lyder der et højt smæld, og
jeg mærker, hvordan isen begynder at kollapse under mine fødder. Jeg sæt-
ter tempoet op, men der er langt ind til bredden, og isen krakelerer hur-
tigere, end jeg kan løbe. I desperation griber jeg ned i lommen, hiver en
af patronerne op og smider den ned i en af de mange sprækker, imens jeg
udbryder: ”Dette er jeres!” I samme nu stopper isens knasen, som blev den
holdt sammen af en usynlig kraft, og jeg når flodbredden uden så meget
som at få vædet fødderne. Jeg mindes bedstemor Akulina i Nelemnoje, der
Elgen, det vigtigste byttedyr i tajgaen.
blandt mange gode råd fortalte mig om, hvordan man skal give offergaver
til skoven, søerne og floderne. ”Bare en mønt eller noget andet småtteri,
det er tilstrækkeligt.” Nok har jeg mistet en dyrebar patron, men jeg føler
alligevel, at det var den, der reddede mit liv.
Landskabet på flodens anden bred er et trøstesløst og dystert sted fuld
af døde og halvdøde træer, bevokset med gråt lav. Udmattet bevæger jeg
mig gennem den dybe, døde stilhed. Min skulder rammer en gren, der
brister, og støv og muld drysser ned fra den. I samme nu hører jeg en dyb
grynten til min højre side. Jeg vender mig om og ser aftegningen af en stor
skygge, der står skjult bag nogle høje pilebuske, 50 meter væk. Mit hjerte
trækker sig sammen: ”Bjørnen!” Jeg begynder at bevæge mig tilbage, ræd-
selsslagen for, at den skal opdage mig. Men frygten er kortvarig og afløses
af en pludselig beslutsomhed: ”Hvad fanden det end er, så skal det dø, el-
lers sulter vi ihjel.” Jeg lader riflen med de tre sidste patroner og noterer
mig, at vindretningen er rigtig. Så skubber jeg skiene af fødderne og begyn-
der langsomt at snige mig ind på byttet. Det er stadig umuligt at se, hvad
det er for et dyr, der står bag busken. Grenene er for tætte, og solen ligger

302 303
 for lavt på himlen til at give ordentligt sigte. Da der er 10 meter imellem i vores sind: Kvinden og barnet i drømmen var elgen og kalven, der ofrede
os, tager jeg chancen og skyder. En sky af sne rejser sig, da dyret falder til deres liv, for at vi kan leve videre. Tajgaen viste sig fra sin nådige side. Den
jorden. Men kort efter skimter jeg igen en oprejst ryg og skyder to gange gav os livet, da vi havde så godt som mistet det for altid. Jeg kaster et offer
mere. ind i ovnens flammer, et stykke af elgens fedt, og vi sænker begge hovedet
Stilheden vender tilbage; tajgaens afgrundsdybe stilhed sænker sig i taknemmelighed.
igen. Jeg lader mig falde bagover af udmattelse og ligger vel et minuts tid, En uge senere høres pludselig lyden af snescootere. Først er det bare
inden den rå kulde tvinger mig til at sætte mig op. Solen er så godt som en svag brummen, men snart bliver den helt tydelig. Der er ingen tvivl. Jeg
forsvundet bag horisonten. Trods små optakter på himlen kommer solen er i færd med at sætte en fælde et godt stykke fra hytten, men kaster fæl-
aldrig rigtig frem om vinteren. Den ligger og roder mellem istågerne i en den fra mig og stormer tilbage, hvor jeg finder Jura og Sinitsky siddende på
halv times tid ved solopgang, men bliver ikke til andet end et døsigt øje, briksen ved siden af Ivan. Det er hen imod to en halv måned siden, vi sås
og før man ved af det, har den afsluttet sit småslumrende dagsværk og er sidst. Der er ikke gode nyheder fra Nelemnoje. Politiet er stadig på udkig
igen borte. Landskabet står som kastet i silhuetter, og jeg kan kun lige ak- efter mig. Jægerne har mistet troen på pelsprojektet og har besluttet sig for
kurat skimte buskadset, som jeg affyrede mine sidste kugler mod. Om kort at indlevere deres næste fangst til mafiaen. Ivan, der stadig har problemer
tid vil det være bælgravende mørkt og umuligt at orientere sig. Jeg samler med foden, tager tilbage til Nelemnoje sammen med Sinitsky. Jeg drager
kræfter og slæber mig hen til stedet. ”Det var fandens!” En elgko med sin med Jura og hundene mod vest til den legendariske elgjæger Spiridon og
kalv ligger død i sneen. Mere end 600 kg dødt kød ligger foran mig. Der hans jagtgruppe. Hvad jeg endnu ikke ved er, at dette kun er begyndelsen
farer en strøm af varme gennem mit udmattede bryst, og jeg hører mig selv på et meget langt ophold som flygtning i den sibiriske tajga.
udstøde et spinkelt glædeshyl. Fra koens svulmende yver løber en fed og
flødeagtig mælk. Jeg begynder øjeblikkelig at føle sulten, lægger munden
til og drikker i tunge drag. Livet rører sig på ny i alle mine fibre. Jeg åbner
maven på dyrene for at undgå, at de går i forrådnelse. En egentlig parte-
ring er der hverken tid eller kræfter til. Jeg skærer en luns af koens bagben
og lægger det ned i rygsækken. Så dækker jeg begge kadavere til med sne.
Forhåbentlig vil det holde dem ude af syne for rovdyrene, indtil jeg kan
komme igen og bygge et stativ.
Turen tilbage til hytten foregår i fuldstændig mørke. Jeg kan ikke se
mine ski, ikke engang den hvide sne, intet. Med forsigtige skridt føler jeg
mig frem ad mit gamle spor, og det leder mig omsider hjem. Kold og øde-
lagt i knæene og ryggen kaster jeg mig på briksen med alt tøjet på og falder
i søvn.
Den følgende dag vågner jeg sent og fortumlet i hovedet af gårsdagens
strabadser. Jeg kigger over på Ivan, som ligger på sin briks og betragter gry-
den, som koger med elgkødsuppe. Han vender sig imod mig og sender et
lille takkeblik med øjet. Den første skefuld er vidunderlig, og den næste
endnu bedre. Faktisk har ingen af os smagt så godt et måltid, og det på
trods af, at vi hverken har salt eller andre krydderier, og suppen bare er en
gang kogt vand med fedtklumper. Vi mærker, hvordan kroppen med det
samme genvinder noget af sin tabte styrke. Det er godt at være menneske.
Overlevelsesdriften, som i så lang tid har opslugt os helt, svinder ind i takt
med, at mavesækken fyldes, og vi hører pludselig os selv og hinanden le.
Jeg fortæller Ivan om drømmen og om jagten. Der er ikke den mindste tvivl

304

Lars
Ørlund
Født 1948
Rejste som 16-årig til Australien. Sejlads med våben i Vietnam og arbejde
under US Navy på Mecong-floden. Lars Ørlund har ledet flere ekspeditio-
ner og boet længere perioder hos urskovsindianere, hovedjægere, busk-
mænd og søsigøjnere og har været bosat i Asien, Afrika og Sydamerika,
bl.a. seks måneder hos bundi-stammen i Papua Ny Guinea og otte måneder
hos buskmændene i Kalahariørkenen. Han har været journalist og senere
militssoldat i Cambodja under krigen. Han har arbejdet som dyrefanger
overalt på kloden og har undervist som professionel dykker i Danmark og
Thailand. Har produceret tv, film og radio, skrevet bøger om truede dyr og
etniske mindretal samt ti naturbøger for børn og fire bøger om egne op-
levelser og dyr. Desuden forfatter til flere romaner, bl.a. Afrika-thrilleren
”Kapring over Kairo”. Formand for Eventyrernes Klub 2004-06.
306
Der lå en
dukke i
sandet
Der lå en dukke i sandet, ikke en glat, fin industridukke
med krøllet hår og store blå øjne. Kun en ganske almin-
delig groftskåret trædukke.
Først så jeg den ikke, for den var delvis begravet i Namibias evigt rejsende
sanddyner. Lå bare med hovedet og en del af overkroppen over det lyse ma-
teriale, som var den på vej op fra glemslen; som havde den efter at have væ-
ret begravet en menneskealder besluttet sig for at komme frem og fortælle
sin historie.
Jeg kendte den godt, måske ikke lige den dukke, men hundrede af lig-
nende, som op gennem tiderne var blevet fremstillet og givet til himba-
børn som erstatning for den bror eller søster, stammen i nød måtte efter-
lade til løver og hyæner, når ”spisekammeret” var tomt.
Det var først, da jeg havde passeret den, at jeg rigtig opfattede dens spink-
le, men dog påtrængende nærhed og stoppede den 3 tons tunge landrover.
Luften flimrede af varme, og den bagende sol kastede næsten ingen
skygger, da jeg gik tilbage i mit eget hjulspor og bøjede mig ned efter den
lille trædukke for at trække den fri af sandets glemsel.
Jeg vendte og drejede den for at se detaljerne, beundrede miniature-
smykkerne og læderskørtet og blev nogle minutter stående, mens den
langsomt, først lidt usikkert, men så med stadig kraftigere stemme be-
gyndte at fortælle sin historie.
Dens påtrængende tone fik mig til at lytte, samtidig med at jeg betrag-
tede det tørre, golde landskab, som jeg vidste, strakte sig hundreder af ki-
lometer i alle retninger her i Namibias nordlige ørken.
Under en tornet akacie hvilede et par springbukke, og både dukken
og de få spredte planter virkede som en uadskillelig del af landskabet. Det
var kun mig og min store maskine, der var fremmede som aliens, der var
trængt ind i et univers, hvor de ikke hørte til.
Historien havde jeg hørt før; ved et ørkenbål hos Kalaharis buskmænd,
i et røgfyldt langhus hos hovedjægerne på Papua og hos en fjern indianer-
stamme ved Amazonas bredder.
307

Lars Ørlund færdigskriver sin historie foran teltet ved Kunene River i “Him-
baland”.
Det var en historie, der var lige så gammel som menneskeheden selv, men
en historie, der var vigtig at fortælle, en historie om vores hovmod, mang-
lende empati og grænseløse stupiditet. En historie om selve vores kulturs
begrænsninger.
Selv om jeg har brugt det meste af mit liv på at rejse, har boet på fire for-
skellige kontinenter og føler, at verden efterhånden er blevet meget ensar-
tet grænsende til det kedsommelige, så er der heldigvis altid mennesker og
steder, som skiller sig ud, som er anderledes, som stadig giver oplevelser
og lærdom, og som gennem årene har haft større betydning for mig end de
fleste andre steders kulturfattigdom.
Et af disse steder ligger på grænsen mellem Namibia og Angola i det
knastørre og øde ørkenland kaldet Kaokoland. Et område, der skønt afspej-
lende en utrolig diversitet af afbalanceret skønhed er dækket af tør ørken,
zebrastribede bjerge og gule afsvedne græssletter til langt ud på den anden
side af den imaginære horisont.
I årtusinder har dette land været gennemrejst af utallige stammefolk,
hvoraf de fleste meget hurtigt fortrak til mere frodige egne. Kun ganske få
slog sig ned for at bruge mulighederne, og et af disse folk var himbaerne.
Dette smukke røde og utrolig fredelige folk, der stadig lever på grænsen
mellem Angola og Namibia.
Jeg begyndte at komme her for 30-40 år siden, hvor området var uden
308
veje, og hvor rejsen med landrover på de støvede sletter stadig var så stra-
badserende, at kun meget få mennesker gad bevæge sig derind.
Jeg har siden været i området mange gange, men da jeg for et par måne-
der siden endnu en gang besøgte himbaerne, var både området og kultu-
ren kommet under nyt pres. Og det af en mere alvorlig karakter end alle de
tidligere problemer tilsammen.
Problemet, som kaldes udvikling, er et af de globale fænomener, der i
øjeblikket sammen med befolkningseksplosionen er ved at udrydde ikke
blot himbaerne, men også resten af verdens sidste naturfolk, der efter at
have overlevet stammekrige, kolonikrige, uafhængighed og massive poli-
tiske overgreb, nu er ved at bukke under for ”fremskridtet”, i form af en
forbedret infrastruktur, ulandshjælp, skoler og turisme.
Himbaerne – et gammelt naturfolk
Men hvem er egentlig disse fredselskende hyrder, der med deres små sam-
linger af lerklinede hytter, deres begravelsespladsers kranier og småflok-
kene af kvæg og geder så længe har præsteret at sætte deres fodspor i græn-
selandets varme sand?
Ja, vi får det nok aldrig helt at vide, for himbaerne har altid kun eksi-
steret i nutiden og aldrig berettet om deres fortid. De synes heller ikke at
interessere sig for, hvorfra de er kommet, eller hvor de er på vej hen. På
mange måder ligner deres tidsopfattelse den, vi kender fra australske abo-
rigineres drømmetid.
Vores traditionelle europæisk-historiske tidsfornemmelse, som him-
baer kalder ”Hvid tid”, er en kæmpe og total ubegribelig gåde for dem. Og
hvis vi vil vide noget om deres fortid, må vi søge i europæiske kilder, og
de er desværre meget få. Vi ved dog, at himbaerne var der i 1600-tallet, da
portugiserne første gang gik i land i denne goldeste del af Afrika.
I arkiverne i Lissabon fandt jeg engang en beretning om, at den por-
tugisiske conquistador Cerveiro Pereira i 1617 under sine erobringer af
landområderne øst for Skeletkysten stødte på et rigt rødmalet hyrdefolk.
Desværre stod der ikke ret meget mere, ud over at portugiserne under ned-
kæmpningen af de ganske få og spredte grupper indfødte erobrede mere
end 1.000 stykker kvæg og over 2.000 geder. Dette ”krigsbytte” fortæller
dog om en ganske stor rigdom blandt himbaerne, på et tidspunkt hvor
en europæisk fyrste var velhavende, hvis han ejede mere end 200 stykker
kvæg.
Etnografer har senere sandsynliggjort, at himbaerne muligvis er en del
af de hereroer, der i 1650’erne, hårdt presset af ovamboerne, flyttede ind
på Kaokolands sletter for at finde græsning til deres store flokke af kvæg.
Da klimaet et par hundrede år senere blev mere tørt, og mange af floderne
309
 forsvandt, valgte de fleste hereroer at flytte deres kvæg sydpå til mere gæst-
frie områder. Kun ganske få blev tilbage for at tilpassede sig klimaet, og de
dannede her det menneskelige fundament for himbakulturen.
Hvad himbaerne ellers foretog sig vides ikke, da vi først igen hører om fol-
ket efter 1850, hvor grupper af namafolk (hottentotter) sydfra trænger ind i
området for at udplyndre de spredte og forsvarsløse grupper af himbaer.
En brutal historie
I 1898 skriver den portugisiske opdagelsesrejsende Pereria do Nascimento
i sine notater: ”I lange tider har disse brutale banditter (namaerne) hvert
år invaderet Kaokoland og plyndret og dræbt de indfødte, der gennem
århundreder har opbygget deres kvægbrug i Gambos. Jeg anslår, at hot-
tentotterne alene fra stammerne vu-kuvale, ova-himba og vu-nadimba har
stjålet mere end 2.000 stykker kvæg.”
Skønt området i 1884 var blevet en tysk koloni, havde himbaerne ingen
problemer med kolonimagten, for de tørre og tilsyneladende mineralfat-
tige områder var i første omgang, set fra Berlin, forholdsvis uinteressante.
Himbaerne fik derfor ro og tid til at opbygge deres traditionelle kvægbrug,
hvilket selvfølgelig var en stor fristelse for andre strejfende stammer, der
traditionelt ernærede sig ved mord og plyndringer.
Ingen ved, hvor navnet ”Himba” stammer fra, men et godt bud fra
antropologen J.S. Malan lyder på, at navnet kun er ca. 100 år gammelt og
stammer fra den tid, hvor himbaerne flygtede fra hottentotterne, bl.a. til
Angola, hvor ngambwe-folket kaldte dem ovahimba, hvilket betyder ”de,
der tigger om mad og husly”.
Tysklands tid som kolonimagt i Afrika blev grundet Første Verdenskrig
ret kort, og i 1915 overgav den tyske kolonihær sig til den sydafrikanske
hær, hvorefter Tysk Sydvestafrika under navnet Namibia reelt blev indlem-
met som en provins i Sydafrika.
I 1925 byggede Sydafrika den første politipost ved Kunene-floden, og i
1928 blev en stor del af området, bl.a. det nuværende Etosha National Park,
fredet og for en tid overladt til vilde dyr samt til de lokale høvdinges admi-
nistration.
Men allerede i 1939 flyttede regeringen sin lokaladministration til
Opuvo, kun 70 km syd for Angolas grænse, og markerede herved, at områ-
det reelt tilhørte Sydafrikas ”hvide” regering.
Her er der en lille sjov krølle på historien, idet Opuvo på herero, det
sprog som også himbaerne taler, betyder ”tag ikke mere”, hvilket jo efter-
hånden også var en umulighed, da himbaerne kun havde nogle relativt
små og ufrugtbare områder tilbage af deres før så vidtstrakte ”rige”.
310
Krig og undertrykkelse
Da jeg selv begyndte at komme i området, var der en eller rettere sagt to
fremmede slanger i Paradiset, idet både det sydafrikanske militær og op-
rørsgruppen SWAPO (South West African People’s Organization) meget
effektivt gjorde livet til et helvede for himbaerne.
Krigen havde på det tidspunkt raset en del år med SWAPO angribende
fra nord og sydafrikanerne jagende dem fra syd. Midt imellem stod som
så ofte før himbaerne, der bare ønskede fred og ro til at passe deres kvæg.
Men kvægflokkene var en for stor fristelse for oprørerne fra SWAPO, der
systematisk stjal himbaernes kvæg, dels som mad til oprørshæren og dels
til salg i Angola for at skaffe penge til bl.a. våben.
De himbaer, der prøvede at beskytte deres kvæg, blev brutalt myrdet
af oprørshæren, hvilket ikke var himbaernes eneste problem, for efter at
være blevet udplyndret af SWAPO blev de efterfølgende beskyldt for at le-
vere forsyninger til oprørerne og straffet af den sydafrikanske hær.
I 1989 efter 23 års borgerkrig blev der efter pres fra FN udskrevet valg,
hvilket blev vundet af SWAPO, der i 1990 kunne begynde arbejdet med at
regere staten Namibia.
Nu skulle man tro, at der i en stat på godt 825.000 km2 og med en for-
holdsvis rig befolkning på under 2 millioner mennesker skulle være rige-
lig plads til de kun 7.000 overlevende himbaer, men desværre nej.
Det er, som om det blide folk i nord skal ødelægges og udslettes. Denne
gang er det tragisk nok udviklingen og hjælpeorganisationerne, der mere
eller mindre bevidst står i kø for at udrydde himba-kulturen.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at vi ikke kan lave Jorden om til en
række frilandsmuseer og reservater for stammefolk. Men man undres
over, hvorfor ”udviklingen” altid brutalt smadrer den mangfoldighed af
kulturer, som Jorden er eller har været begavet med, og hvorfor de små
etniske samfund aldrig får lov til at bevare deres egen kultur, religion og
sjæl.
Ulandshjælp og udvikling
Jeg har gennem mere end 35 år været heldig at kunne rejse, leve og arbejde
blandt mange forskellige naturfolk. Hvilket har givet mig utrolig mange
oplevelser og måske også en lille smule indsigt i naturfolkenes kulturer.
Det er mennesker, der gennem titusinder af års tilpasning, opdagelser
og teknisk formåen har udviklet deres ofte helt unikke kultur. Mennesker,
der filosofisk og religiøst har skabt deres eget verdensbillede, og menne-
sker som, uden skriftsprog, med stolthed har ladet deres store lærdom og
viden gå videre fra generation til generation via det fortalte ord.
Problemet er, at de ikke på en stadig mindre klode passer ind i vores
311
 verdensbillede, økonomi og behov for råstoffer. At de ikke set med vores
øjne og kulturelle målestok har en reel eksistensberettigelse.
Okay, nogle vil påpege, at folkeslag, stammer og religioner altid har
erobret land og ressourcer ved at undertrykke og udrydde hinanden, og at
det er en del af udviklingen, at de mindst egnede forsvinder. Problemet er
bare, hvordan vi definerer ”egnethed”, og om vi overhovedet kan gøre det.
Jeg ved godt, at problemet er mere kompliceret end som så, og at slan-
gen som Medusa har mange hoveder, men jeg vil alligevel tillade mig at
hive et enkelt nutidigt fænomen frem i lyset. Ulandshjælpen. Denne lille
navlepillende og samvittighedsdæmpende foranstaltning, som vi hvert år
betaler 15 milliarder skattekroner for herhjemme.
Når jeg bringer ulandshjælpen frem foran de mange andre motiver, er
det, fordi vi er så selvretfærdige og stolte af den, og det uanset hvor mange
spegede politiske og ikke mindst økonomiske grunde der reelt ligger bag
vores store gavmildhed.
Her bør det selvfølgelig nævnes, at ulandshjælpen ifølge utallige un-
dersøgelser primært gavner en lille lokal overklasse og selvfølgelig de dan-
ske virksomheder og ulandsfrivillige. Men det er en helt anden historie,
og denne artikel handler ikke om ulandshjælp, blot om konsekvenserne af
hjælpen, når det gælder de etniske mindretal og de få naturfolk, som det
endnu ikke er lykkedes at udrydde.
Problemet er, at vi traditionelt hjælper et land via dets magthavere og
dets befolkningsmæssige flertal uden at tænke på, hvad det betyder for
mindretallene, der ofte hverken har politisk indflydelse eller viden til at
forudse de konsekvenser, som vores ”gode” gerninger medfører.
Hvis vi som eksempel ser på Kaokoland og himbaerne, så har området
i mere end 400 år været delvist isoleret fra andre kulturer. Det betyder, at
himbaerne har fået lov til at bevare deres egen og selvvalgte identitet og til
at beholde og udvikle deres egenart, også under koloniseringen.
MEN – nu 20 år inde i den nye stats selvstændighed står verden i kø for
at give de bedste tilbud på ”udvikling” i form af massiv ulandshjælp til for-
bedring af infrastrukturer og undervisning. Og det er det jo svært at sige
noget dårligt om – eller er det?
For himbaerne betyder det bl.a., at en ny vej fra Opuvo mod Epupo
snart er færdigbygget. Ifølge en norsk ulandsorganisation, som arbejder i
området, vil det betyde et tigerspring frem i udvikling og muligheder for
Namibias befolkning.
Jeg har dog lidt svært ved at se disse muligheder, for med vejen vil først
og fremmest investorer, undervisere og turister få adgang til det før så
ufremkommelige land.
312
Planerne om en stor dæmning over Kunene-floden vil derefter kunne gen-
nemføres med udenlandsk økonomi og eksperthjælp. Dette vil ganske vist
oversvømme en vigtig del af himbaernes bedste landområder og ødelægge
græsningen for kvæget, men det vil samtidig skaffe billig strøm og mere ud-
vikling til de herskende stammer, langt nord og syd for himbaernes land.
Turister, skoler og kirker
Den nye vej betyder også, at turisthoteller i stort tal vil skyde op langs Ku-
nene-floden, og at himbaerne vil blive reduceret til udstillingsgenstande,
der som dyr i bur kan fotograferes og optræde for turisterne.
De unge himbaer vil, som det allerede er sket i Opuvo, tiltrækkes af
den utopiske drøm om rigdom og nye muligheder og vil, ligesom det også
skete i Opuvo, ende i dyb elendighed, sygdom og misbrug. For det er den
virkelighed, der allerede efter få år er blevet hundreder af himbaer til del i
papkasseslummet uden for byen.
Mange unge vil selvfølgelig forlade deres familiers kvægflokke og
landsbyer for at arbejde i turistindustrien enten som optrædende ”klov-
ne”, tjenere eller prostituerede. Andre vil bare ukritisk optage de fremme-
des påklædning og vaner. Og fælles for dem alle er, at de vil forkaste deres
egen gamle kultur for glimmeret i den nye.
Et andet resultat af vejen er, at der allerede nu bliver bygget både kirker
og skoler. Og ingen kan vel være imod, at børn går i skole, eller kan de?
Ja, for der er et problem, som alle tilsyneladende overser.
Hvis skole og hvilken kultur er det, himbaerne som hundreder af andre
nu uddøde naturfolk skal have presset ned i halsen? Det er næppe himba-
ernes, for jeg kan dårligt forestille mig, at undervisningen bliver blot del-
vist baseret på himbakundskaber, himbakultur eller himbareligion. Som
vi har set det mange andre steder i verden, vil himbaskolerne blive drevet
af fremmede med fremmede kulturer og fremmede sprog. Og lærerne vil
enten komme fra landets storbyer eller fra nogle af de mange ulandsorga-
nisationer, der byder sig til.
Der vil ikke være sat blot en time af til at styrke himbaernes selvforstå-
else eller traditioner, for hvad skal de dog med det i vores nye fagre verden?
Da jeg for nylig kørte gennem området syd for Kunene, var de første
mobile skoler, drevet af en norsk ulandsorganisation, allerede begyndt at
dukke op langs vejen. Stadig kun nogle få, men skræmmebilledet, som al-
lerede nu tegner sig for mig, er det arbejde, som i 1980’erne foregik i Bot-
swana omkring buskmænd. Buskmændene havde på det tidspunkt overle-
vet i en af verdens tørreste ørkener i 65.000 år. Dette folk, der genetisk er
det moderne menneskes stamfader, havde kun Afrikas tørreste og mindst
gæstfrie ørken tilbage som ”ejendom”.
313
 At buskmændene på få år var udryddet betød tilfældigvis, at deres godt
100.000 km2 ørken nu kunne åbnes op for minedrift og turisme.
For med en logik, der siger, at alle folk, også himbaer, enten de ønsker
det eller ej, skal være en del af den globale landsby og derfor må gives red-
skaber til at forstå vores verden og vores sammenhænge, missionerer vi
sammen med kineserne fuldstændig uanstændigt for vores kultur, vores
synspunkter og vores ret til som de eneste mennesker i verden at kende
sandheden.
Vi glemmer, at en undervisning presset igennem af vores skolesyste-
mer og vores lærere, af vores tanker og vores forestillinger om mennesker
er den største og mest kulturødelæggende kraft på Jorden.

Lette ofre
Desværre er himbaerne som andre naturfolk meget lette ofre, hvis prote-
ster vi ikke tager alvorligt.
Vi anser ethvert af deres spørgsmål om relevansen af vores kultur som
et personligt angreb og betragter i bedste fald spørgerne med en lidt ned-
ladende medlidenhed. For hvad kan man dog forvente, at en analfabet ved
om verden?
Og de mest sikre resultater af vores hjælp er de ødelagte familiemøn-
stre, den sociale armod og de fortabte børn, vi efterlod i firehjulstrække-
rens højprofilerede hjulspor.
For børnene vil lære at se med vores øjne og vil år efter år, når de i fe-
rierne vender hjem fra skolerne til deres landsbyer og deres familier, blive
stadig mere overbevist om, at deres forældre er uvidende, primitive, be-
skidte og uden fremtid.
Præcis som de grønlænderbørn, vi som kolonimagt fjernede fra deres
hjemland for 60 år siden. I dag taler de overlevende om, hvordan vi begik
massiv vold mod dem som personer.
Det sidste har de jo nok ret i, for gennem vores selvgode og nedladen-
de adfærd, vores massive kulturmissionering og først og fremmest vores
manglende forståelse for andre end os selv, stjæler vi både deres liv og de-
res fremtid.
Men vi ser det ikke, tænker ikke engang tanken, mens vi haster videre
til næste storslåede og guddommelige projekt.
Et sted i den store ørken maser min landrover sig stadig gennem san-
det, trækker spor, hvor der før intet var. Kværner gennem tid og kultur
uden at se, og dog! For: Der lå en dukke i sandet …

Himbabørn i det landskab, der snart fratages

dem grundet bygning af en dæmning.

314
Formandskæden fra Eventyrernes Klub
indeholder bl.a. et skæl fra den uddøde
blå fisk, benperle fra en grønlandsk
åndemanerkæde, halen af en stor klap-
perslange, en knogle fra den uddøde
­gejrfugl og en sten fra Filippinergraven
­– og mange andre sjældenheder. Bæres
af formanden ved særlige lejligheder.

317