M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 7192 d. 17.11.

16

Eksamensbesvarelse – Politologi:
Indledningsvist vil jeg kort redegøre for forfatternes argument i kronikken ‘djøf-kompetencer
kommer til kort’ samt redegøre for den parlamentariske styringskæde, og derefter diskutere hvordan
udviklingen mod samskabelse problematiserer denne og skaber nye styringsrelationer med nye
roller for aktørerne. Afslutningsvist vil jeg kort diskutere de demokratiske implikationer af
samskabelse og nedfælde mine tanker om hvorvidt samskabelse er et udtryk for et repræsentativt
demokrati, direkte demokrati eller en blanding.

Forfatterne L. Binderup, R. Berg og F. E. Andersen som alle holder ledelsesstillinger i

forskellige kommuner, mener, jf. kronikken som blev bragt i Jyllandsposten d 1.10.2016, at der er
sket – og fortsat sker – en decentralisering i den offentlige sektors struktur og opgaveforeling:
Borgere, virksomheder, politikere og kommunale embedsmænd udvikler og løser i stigende grad i
fællesskab udfordringer lokalt i kommunerne. Der argumenteres for, at udviklingen i langt højere
grad end tidligere skaber rum for, at borgerne får mulighed for at få indflydelse på samskabelsen i
lokalsamfundene. Som følge af det nye lag af kompleksitet som udviklingen har bragt med sig
efterspørges der ifølge forfatterne nye kompetencer i den offentlige forvaltning, hvorfor de
opfordrer djøf’erne til at stille højere krav til universiteterne om at tilbyde relevante fag, så de kan
følge med udviklingen og designe fremtidens samskabte velfærdsløsninger.

I det danske repræsentative demokrati vælger borgerne parlamentet via valg, der så udpeger
regeringen, som styrer forvaltningen – der styrer folket (Forvaltning og Stat: s.107). Dette samspil
mellem aktørerne har Johan B. Olsen navngivet den parlamentariske styringskæde (Olsen 1978: s.
22-28), og består af fire elementer: Det suveræne folk (borgerne), parlamentet (folketinget),
regeringen og forvaltningen(Forvaltning og Stat: s. 108-109). Som den parlamentariske
styringskæde illustrerer, har borgerne i det repræsentative demokrati ingen direkte indflydelse på
regeringen og dermed heller ikke de policy-processer der foregår mellem regeringen og
forvaltningen (Christiansen & Togeby: s. 41-42). Og det er bl.a. her, at den parlamentariske
styringskæde bliver problematiseret; da det stadig større uddannelsesniveau (fra pøbel til borgere:
Stuart Mill: udviklingsdemokrati), det antiautoritære oprør og et arbejdsliv med øget autonomi og
kompetence, ifølge J. Torfing, gør, at borgerne har en øget forventning om at kunne deltage aktivt i
policy-processerne gennem dialog med politiske beslutningstagere (J. Torfing, 2012: s.127). Og der
er meget der tyder på, at borgerne stiller stadig højere krav til deres politiske
indflydelsesmuligheder og effekten af disse (Ibid: s.127), så udviklingen kan synes naturlig. Man
M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 7192 d. 17.11.16

kan jo diskutere hvorvidt denne ‘problematisering af styringskæden’ er af overvejende positiv eller

negativ karakter, for som udgangspunkt giver det demokratiet en øget legitimitet at trække borgere
(betinget af fortsat høj valgdeltagelse til kommunalvalg), virksomheder og interesseorganisationer
tættere på beslutningsprocessen. Derudover giver en decentral struktur, hvor opgaverne løses så tæt
på borgerne som muligt, mulighed for at tilpasse opgaveløsningen til lokale forhold og skaber et
bredt demokratisk fundament for løsningen af de offentlige opgaver (Strukturkommisionen, 2004: s.
12). I kronikken ‘djøf-kompetencer kommer til kort’ er der tre eksempler der underbygger, at man
ved at styrke borgerinddragelsen på de områder hvor borgerne har interesse, kan finde løsninger på
opgaver i lokalsamfund, der ikke ville kunne anskues på et nationalt plan. Så man kan argumentere
for, at udviklingen hen mod samskabelse i kommunerne forskyder magten væk fra den
parlamentariske styringskæde, da flere beslutninger er til forhandling mellem aktørerne, og at dette
problematiserer den klassiske repræsentative demokratiske model, men er det ikke positivt, at vi
som samfund bevæger os hen mod lokale styringsnetværk, som giver mulighed for de forskellige
aktører risikofrit at trække på hinandens ressourcer, fx vidensbaserede eller økonomiske, for at løse
problemer i fællesskab på et lokalt plan? Jovist, der er visse farer ved styringsnetværk; det kan være
svært at mobilisere og aktivere alle relevante og berørte aktører, som man gerne vil have med i
netværket, hvilket kan betyde, at man kommer til at mangle en afgørende viden; risiko for udvikling
af netværksegoisme; risiko for handlingslammende konflikter mellem aktørerne m.fl. (J. Torfing,
2012: s.132). Disse risici kan imidlertid mindskes vha. en bevidst politisk og administrativ styring
af styringsnetværkene: Metastyring. Metastyring gør det muligt for politikere, administratorer og
institutionsledere at “give slip uden at miste kontrollen” og adskiller sig fra hierirakisk styring ved
at være mere indirekte (Ibid: s.132). Metaguvenørerne (kommunerne) vil altså i højere grad agere
tovholdere, der skal holde styr på beslutningsprocesserne etc. vha. netværksdesign: bestemmelse af
hvilke aktører der skal være med i netværket, hvad formålet er og hvilke procedurer der skal følges.
Mål- og rammestyring: fastlæggelse af politiske, økonomiske og juridiske rammebetingelser for
netværket. Processtyring: projektledelse, sparring og konflikthåndtering samt netværksdeltagelse:
påvirke netværket gennem aktiv deltagelse (Ibid: s.133). Disse styringsnetværk og alt hvad de
indebærer kræver mere af kommunerne end førhen, så man kan på baggrund af diskussionen
argumentere for, at der er en sammenhæng mellem de i kronikkens efterspurgte kompetencer, og
den udvikling der sker i kommunerne. Hvis man skal kunne følge med udviklingen i kommunerne
giver det god mening, at uddannelsesinstitutionerne skal presses til at tilbyde kompetencegivende
fag, der klæder kandidaterne ordentligt på til opgaven efter endt studie.
M. G. Gabriel Kripalani (60227) anslag: 7192 d. 17.11.16

Denne spirende samskabelse i lokalområderne er udtryk for, at vi har bevæget os lidt væk fra det
repræsentative demokrati hen mod et mere direkte demokrati, hvor borgerne er kommet tættere på
staten og besultningnsproccessen. Som det også står i kronikken: “Udviklingen i kommunerne
skaber i langt højere grad end tidligere rum til, at borgerne tager initiativ og sidder for bordenden.
Det vil sige, at bevægelsen går fra, at kommunen involverer aktive borgere, til at aktive borgere
involverer kommunen.”. Det er dog ikke et udtryk for et decideret direkte demokrati da man fx
stadig stemmer på partier hvert 4. år og på den måde og mange andre aspekter er et repræsentativt
demokrati; samskabelse er blot et afspekt af et direkte demokrati (Heywood, Andrew, 2002: s.
70-71).

Litteraturliste:

Bogason, Peter: Forvaltning og Stat. S. 107-127. 4. udg. Academica, 2009.

Christiansen & Togeby: ‘Power and Democracy in Denmark: Still a Viable Democracy’.
Scandinavian Political Studies, vol. 29 - no. 1, 2006.

J. Torfing: ‘Strategisk styring af styringsnetværk i kommunerne’, i Torfing (red.) Ledelse efter

kommunalreformen. S.143-164. København, DJØF, 2012.

Heywood, Andrew: Politics. S.70-79. 2.udg. Palgrave Foundations, 2002.

Strukturkommisionen: ‘Strukturkommisionens betænkning’. S. 10-32. Kbh, 2004.