Download as pdf or txt
Download as pdf or txt
You are on page 1of 3

UFO-Mail nr. 1 2.

april 2002

Velkommen
Velkommen til det første nummer af UFO-mail, som er SUFOI's gratis, elektroniske nyhedsbrev.
Formålet med UFO-mail er at formidle gratis information om ufoer til så mange som muligt -
hurtigst muligt!
Det kan være observationer fra Danmark og udlandet, aktuelle himmelfænomener, foredrag &
udstillinger, sjove og utrolige historier fra ufoernes verden - og meget mere.
Du vil modtage UFO-mail, hver gang vi har noget nyt at fortælle - og kun så længe du selv ønsker
det.
Indholdet i UFO-mail må gerne citeres, når følgende kilde nævnes: UFO-mail/www.ufo.dk.
Du er meget velkommen til at sende kopier af UFO-mail til venner og bekendte, så endnu flere kan
få glæde af den gratis ufo-information.
God fornøjelse!
Kim Møller Hansen, formand for SUFOI

Observationer
4200 Slagelse - 25. marts 2002:
Mit barnebarn på 9 år og jeg kørte fra Slagelse by i retning mod Slots Bjergby/Vemmelev, da vi
opdagede et flyvende objekt, der opførte sig underligt. Det var langt fra os, men vi kunne se, at der
var flere forskellige lys, ikke som en flyvemaskine. Lysene sad heller ikke på samme måde.
Objektet kunne flyve sidelæns og holde stille i luften.
Da vi kom til mit barnebarns hjem, virkede det som om, at objektet stod stille i luften, men ind
imellem hoppede det til siden.
Vi hentede min datter og en kikkert. Når vi så i kikkerten, var det tydeligt, at der blinkede en masse
forskellige farver rundt om objektet, ligesom et skarpt, hvidt lys dannede en tydelig kontur af
objektets form - nærmest sekskantet i grundformen med noget i retning af en rund spids for oven -
hvis man kan beskrive det sådan.
Det var fantastisk at se objektet i kikkerten, da det helt tydeligt trådte frem i denne form.
Jeg bad min datter om at ringe hjem til min hjemmeboende søn og fortælle ham det, så han kunne
gå ud for at se det. Selv kørte jeg hurtigt hjem, men måtte konstatere, at objektet var væk.
Læs flere observationsberetninger på: Oversigt over ufo-observationer.
Har du set noget mystisk på himlen, så indberet din observation til SUFOI på: Observationsskema.

Udefra
Belgien: De flyvende trekanter vender tilbage
I december 2001 vendte ufoerne tilbage til Belgien - endda i form af de velkendte, trekantede
objekter.
Den 6. december - og igen den 9. december - så en politibetjent ved Blomme to trekantformede
objekter med blå lys. Betjenten så et tilsvarende fænomen på nøjagtig samme sted under den
berømte, belgiske ufo-bølge i 1989-90. Tidligt om morgenen den 15. december så en kvinde i
Mont-a-leux området „et imponerende objekt“ passere hen over gaden, hvorefter det forsvandt.
Læs mere om den belgiske ufo-bølge fra 1989-90 på: Den belgiske bølge.

Foredrag
Er ufoer - myte eller virkelighed?
Ole Henningsen, Søllested, holder torsdag den 4. april foredrag om ufo-fænomener på Halstedhus
Efterskole i Halsted ved Nakskov kl. 19.30.
Der er gratis adgang for alle interesserede.
I sit lysbilledforedrag vil Ole Henningsen give eksempler på bl.a. lokale ufo-
observationsberetninger og specielt beskæftige sig med nogle af de danske ufo-fotos, der er taget
gennem årene.
Han er en absolut nysgerrig person, der via kontakter til enkeltpersoner og institutioner rundt om i
verden i mere end 40 år har interesseret sig for og undersøgt, hvad der rører sig på himlen af ufoer
samt astronomiske og meteorologiske fænomener.
I efteråret havde Lollands Astronomiske Forening et foredrag om eftersøgningen af Liv i universet.
Ole Henningsen vil i fortsættelse af dette emne i sit foredrag komme ind på den almindelige
sammenkædning af ufo-fænomener og liv andre steder i universet.
- Det er af naturlige årsager endnu ikke sæson for korncirkler, der af mange mennesker kobles
sammen med ufo-fænomener, siger Ole Henningsen.
Han vil ikke kalde sig korncirkelekspert men tilføjer, at han på mødet også vil fortælle om sine
erfaringer på dette område og rent praktisk demonstrere, hvordan man med enkle midler kan
konstruere korncirkler, som det er set på film og TV.
Mange stiller sig selv spørgsmålet: Er ufoer - myte eller virkelighed?
Ved Ole Henningsens foredrag er der en mulighed for at få et absolut afbalanceret og seriøst indblik
i ufo-fænomenerne.
Foredraget arrangeres af Lollands Astronomiske Forening, hvis medlemmer samles den første
torsdag hver måned i lokalet under den astronomiske kuppel på Halstedhus Efterskole, hvor alle
interesserede er velkomne.

ISS på himlen igen


Den bemandede, internationale rumstation, ISS, kan igen ses på aftenhimlen fra Danmark.
ISS kan ses med det blotte øje som en stor, klar stjerne, der på den sydlige himmel bevæger sig i
retningen fra vest mod øst.
Højden over horisonten varierer, hvilket også gælder for det antal minutter, man har mulighed for at
observere rumstationen på himlen.
Den flyver rundt om Jorden i løbet af ca. halvanden time, og kan derfor ofte ses ved flere passager
samme aften. Visse betingelser skal dog være opfyldt, for at man kan observere rumstationen fra
Danmark:
Banen skal naturligt nok først og fremmest ligge i nærheden af Danmark. Det skal også være mørkt
nok, til at den kan ses på himlen, d.v.s. iagttageren skal befinde sig på Jordens skyggeside, og
rumstationen tilsvarende højere oppe over jordskyggen, hvor dens solpaneler og moduler har
mulighed for at reflektere sollyset, så vi kan se den.
Tirsdag den 2. april ses ISS fra kl. 20.35 i 4 min. og igen fra kl. 22.10 i 1 min.
Onsdag den 3. april ses ISS fra kl. 19.13 i 3 min. og igen fra kl. 22.48 i mindre end 1 min.
Torsdag den 4. april ses ISS fra kl. 21.51 i 2 min.
Fredag den 5. april ses ISS fra kl. 20.54 i 4 min. og igen fra kl. 22.29 i mindre end 1 min.
Når man ser rumstationen pludselig fade ud og forsvinde på himlen mod øst, skyldes det, at ISS
igen indtræder i jordskyggen, og derfor ikke længere reflekterer sollyset.
Detaljer for flere observationsdatoer kan ses hos www.tycho.dk, hvor astrofysikeren Michael
Linden-Vørnle opdaterer tidspunkterne, hvis de skulle afvige for meget.
Der er endnu ikke til Skandinavisk UFO Information indrapporteret ufo-observationer, der har deres
udspring i ISS.

Aftenhimlen i april
På aftenhimlenkan man også i april opleve 4 af vore planeter samlet på vesthimlen.
Søndag den 14. april går Solen ned kl. 20.11, og ved 21-tiden vil man have det meget tynde segl af
nymånen lige over horisonten i vestnordvestlig retning. Kun 3 grader nordligere ses planeten
Venus.
I en skrå linie opefter fra Venus, d.v.s. i retning vest - vestsydvest ses yderligere planeterne Mars,
Saturn og Jupiter, der står øverst og klarest på vesthimlen.
Den 15. april ses Månen 4 grader fra Mars, og den 16. april ved 22.30-tiden dækker Månen i en
kortere periode for Saturn.
For nærmere detaljer om denne begivenhed, der kaldes en okkultation, kan man besøge Tycho
Brahe Planetariets hjemmeside www.tycho.dk
Endelig passerer Månen den 19. april kl. 01 kun 1 grad fra Jupiter og skulle så være færdig med sin
flirt med planeterne i denne omgang.
Erfaringerne viser, at sådanne konstellationer på aftenhimlen giver årsag til undren og måske ufo-
meldinger.

Ufo-dronningen på himlen igen


En af de helt store årsager til ufo-meldinger gennem tiderne ses i øjeblikket i et kortere tidsrum efter
solnedgang på himlen i vestnordvestlig retning.
Det er den stærktlysende planet Venus, der i starten af april forsvinder under horisonten kl. ca.
20.45 (dansk sommertid).
Solen går 2. april ned kl. 19.47.
Venus er blevet udstyret med sit kælenavn, fordi intet andet himmellegeme har været årsag til så
mange utrolige beretninger og forvekslinger.
I februar 1976 var der således ufo-alarm ved atomkraftværket Apex i den amerikanske stat North
Carolina.
Medarbejdere havde hver morgen ved 5-tiden set et mystisk stærktlysende objekt på himlen i
omegnen af værket. De blev foruroligede og meldte sagen til det stedlige politi.
En af betjentene optog på et tidspunkt forfølgelsen af det lysende objekt, der dog ikke blev
indhentet.
Nysgerrige medier invaderede området blot for til sidst at opdage, at det mystiske lysende objekt
viste sig hver morgen ved 5-tiden i nogle timer indtil morgendæmringen tog over, men kun i klart
vejr - klart nok!
Der var nemlig i dette tilfælde tale om planeten Venus på morgenhimlen. At det lokale politi
jagtede Venus i patruljeogn, er ikke noget enestående tilfælde.
En sådan jagt på planeten Venus har også danske betjente været ude for med deres patruljevogne.
PS. De fangede den heller ikke!

Har du en nyhed?
Har du set et godt og spændende link?
Så vil redaktionen af UFO-mail gerne høre fra dig.
Måske kan den anvendes den i næste udgave.
Skriv til: Skandinavisk UFO Information - SUFOI

Send ufo-mail til familie, venner og bekendte!


Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail
videre til din familie, dine venner og bekendte.
Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:
Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende
tilbud på ufo-materialer.

You might also like