1

Michael Strunge (1958-1986)

19. juni 1983, 25 år. København.

Kupeen stille, alting...

Berlin, mit hoved...

zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv —
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele.
For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål,
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse
når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form i nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede
af en pige på Kurfürstendamm
der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin,
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
 2

Lidt senere, hun træder ind i kupeen.

Jeg ser på et sekund at det er dig.
Alt.

Og aldrig var jeg så koncentreret om 10 linier,

aldrig så klar og parat, en skoledreng, en mester, en ukendt:

----------
sammenfoldet i min hånd,
din hånd vil folde ud.
Det begynder nu
og toget kører allerede.
Al tid, over alt.
Aldrig før, men nu.
Det begynder, mit liv, her er det
jeg kan mærke jeg er blevet født
og aldrig mere kan dø, det er forbi

og Gud er et lille pludseligt digt

der går fra een hånd til en anden
ved et håndtryk
i en kupé i Østtyskland.
Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen.

(Væbnet med vinger, 1984)