Det Religiøse Romerrige

Jupiter versus Jesus

Indholdsfortegnelse

1.0 Indledning ..................................................................................................................................... 3

1.1 Problemformulering ............................................................................................................... 3

2.0 Redegørelse ................................................................................................................................... 4

2.1 Romernes forhold til religion ................................................................................................. 4
2.2 Religionen i praksis................................................................................................................ 4
2.3 Den kristne tro skiller sig ud .................................................................................................. 5

3.0 Analyse .......................................................................................................................................... 6

3.1 Hvorfor og hvordan de kristne kom i problemer ................................................................... 6
3.2 Om kejser Neros kristenforfølgelser. ..................................................................................... 6
3.3 Plinius den yngres brev til kejser Trajan ................................................................................ 8
3.4 Kristendommen bliver efterhånden accepteret .................................................................... 10

4.0 Vurdering.................................................................................................................................... 10
4.1 Hvorfor kristendommen endte som statsreligion ................................................................. 10

5.0 Konklussion ................................................................................................................................ 12

6.0 Litteraturliste ............................................................................................................................. 13

2
1.0 Indledning
Romerriget havde sin begyndelse på Den Italienske Halvø i det 8. århundrede f.kr. og i år 476 e.kr.
brød riget, som man kendte det, sammen. Det blev til 1200 år der har fået stor indflydelse på
eftertiden. I vores dagligdag opereres der stadig med udtryk og begreber der kan dateres tilbage til
Romerriget. Politik, jura og demokrati er alle sammen eksempler på begreber der kan spores tilbage
til den tid.
Livet i riget bestod ikke blot af cirkus, filosofi og olivensnacks – det var også et barskt liv med store
klasseforskelle. Verden var usikker og menneskerne i den, havde et behov for en hjælpende hånd.
Man troede på at guderne kunne tilbyde denne hjælp og privat såvel som offentligt spillede religion
en stor rolle. Ofringer, ritualer og religiøse festdage blev taget særdeles alvorligt.
Da kristendommen gjorde sit indtog skabte det problemer, da de kristnes ideer stod i skærende
kontrast til det romerske samfund. Et teokratisk samfund hvor religion og politik ikke kunne
adskilles, og som havde et regelsæt der var uforeneligt med den kristne tankegang.

I denne opgave vil jeg, ud fra min problemformulering, redegøre for romernes forhold til deres
religion og hvordan kristendommen adskilte sig. Jeg vil analysere hvorfor og på hvilke måder de
kristne kom i problemer samt vurdere hvorfor kristendommen til sidste endte som statsreligion.
Derudover vil jeg med et kritisk blik kigge på nogle samtidige kilder der kan give et indblik i
datidens tanker om emnet. Jeg vil kigge på en beretning skrevet af Tacitus omhandlende Neros
forfølgelser af de kristne og efterfølgende komme ind på en skriftlig korrespondance mellem Plinius
den yngre og kejser Trajan hvor de skriver om hvordan de kristne skal behandles.
Selvom problemstillingen og problematikken i denne opgave tager udgangspunkt i en livsform og
nogle begivenheder der ligger meget langt væk fra vores verden i dag, er emnet dog stadig yderst
relevant og derfor er det værd at kigge nærmere på.

1.1 Problemformulering
Hovedspørgsmål:
Hvilket forhold havde romerne til deres oprindelige religion og hvad skete der da kristendommen
gjorde sit indtog i Romerriget?

Redegørende spørgsmål:
Hvilken betydning havde religion for romerne, i hvilket omfang blev den dyrket i hverdagen og
hvordan adskilte den kristne tro sig?

3
Analyserende spørgsmål:
Hvorfor og hvordan kom tilhængerne af kristendommen i problemer?

Vurderende spørgsmål:
Hvorfor endte kristendommen til sidste med at blive statsreligion i Romerriget?

2.0 Redegørelse

2.1 Romernes forhold til religion

Romerne så guderne som en selvfølgelighed og alle lag i det romerske samfund var baseret på troen
på dem. Det offentlige blandede sig ikke i privatlivet og tilbød ikke nogen form for sikkerhedsnet.
Kom man i vanskeligheder måtte man vende sig mod familien og håbe på hjælp. En anden hjælp
var guderne og disse guder skulle involveres i alt og i alle gøremål. Man ofrede til dem i stor stil for
at holde dem i godt humør så de forsat ville hjælpe menneskene.
Forholdet guder og mennesker imellem blev kaldet ”do ut des” som betyder ”jeg giver for at du skal
give”. Altså en slags noget-for-noget-byttehandel.
Udtrykket ”Pax deorum” kan både oversættes til ”Gudernes fred” og ”Fred med guderne” og er
altså en fred der går begge veje. Til trods for det store behov for, og store brug af, guderne, var
romernes tilknytningsforhold til dem ikke baseret på dybtfølte følelser. De var nærmere knyttet
sammen af et ”fornuftsforhold”1.

2.2 Religionen i praksis

Der var en gud til (og for) alt og når man bad guderne om hjælp var det meget vigtigt at alle ritualer
blev udført med stor præcision – ellers ville ens foretagende gå galt.
Kiggede man efter varsler (eksempelvis i dyrs indvolde) og fik et dårligt tegn var man nødsaget til
at stoppe sit forestående projekt2.
Det romerske folk havde både guder tilknyttet det private og det offentlige. For at beskytte sit hjem
og sin familie havde man i det private blandt andet ”penater” (husguder) og ”larer” (familieguder).
Guden Janus skulle eksempelvis holde ondt væk fra hjemmet.

1
Ørsted, Peter Romerne – dagligliv i det romerske imperium (1989) s. 162 + 164 samt Ørsted, Peter, Liv og arbejde i
det romerske imperium (2001) s. 64
2
Fokus 1, side 47

4
Manden i huset havde derudover de såkaldte ”genius” at passe, som var en forbindelse til
forfædrene og som også stod for maskulinitet. Kvindens pendant hertil var dyrkelsen af guden Juno.
I modsætning til de overnævnte guder, der blev dyrket i hjemmet, havde offentligheden guder til
beskyttelse af denne front. Disse guder blev tilbedt i templer. (Der var dog guder der fungerede
både i hjemmet og i det offentlige. For eksempel Juno)3.
De romerske statsguder var Jupiter, Juno og Minerva som normalt blev dyrket ved byens
hovedtempel ved Forum. Man udarbejdede en ordning hvor ansatte skematisk skulle ofre til dem.
At dyrke dem var et tegn på, at man som borger, indordnede sig samfundet.
Derudover var det et krav at dyrke kejseren, hvilket lige såvel var et loyalitetstegn over for staten4.

2.3 Den kristne tro skiller sig ud

Polyteisme er det begreb der bruges om romernes trosform. Altså troen på flere guder. Som
tidligere nævnt havde romerne mange guder at holde styr på og at holde i godt humør.

I det 2. århundrede f.kr., i Østen og Grækenland, dukkede de såkaldte ”mysteriereligioner” op.

Her skulle man igennem en rituel indvielse og uindviede måtte ikke involveres. Andre aspekter i
mysteriereligionerne var en ret lære og etik – i antikken var det en ny vinkel.
Jesus blev født i år 1 og kristendommen fik hermed sin begyndelse.
Kristendommen var (og er) i modsætning til den polyteistiske retning, hvad man kalder en
monoteistisk tro, troen én gud. I denne type religion findes der altså kun én sand gud.
Kristendommen kom desuden med dogmer som også var nyt og anderledes i det religiøse øjemed.
Et andet punkt hvor kristendommen adskilte sig fra romernes oprindelige tro var på spørgsmålet om
døden. Der er ikke noget enkelt svar på hvordan den typiske romer så på livet efter døden (eller
manglen på samme), men man kan dog støde på kilder der beretter om hvordan sjælen, i
modsætning til kroppen, kan leve videre. Dette ses typisk i litteratur og filosofiske tanker. Modsat er
der også fundet gravskrifter der siger ”Du, der læser dette, tænk på hvor brat vi dødelige går fra
intet til intet” og ”Jeg var ikke, jeg var, jeg er ikke, jeg er ligeglad”5. En større undren over dette
spørgsmål kom sammen med kristendommen. Kristendommen kom nemlig med et løfte om frelse
og det evige liv6.

3
http://www.religion.dk/viden/det-vigtigste-vide-om-romersk-religion, set den 01-03-2015
4
Ørsted, Peter, Liv og arbejde i det romerske imperium, side 62
5
Rasmussen, Susanne William, Politikens bog om romerne, 2006, side 135
6
Fokus 1, side 49, www.religion.dk/leksikon/mysteriereligion, set den 02/03 2015 +
Rasmussen, Susanne William, Politikens bog om romerne, 2006, side 135 og 136

5
3.0 Analyse

3.1 Hvorfor og hvordan de kristne kom i problemer

Det er begrænset hvad der findes af kilder om kristendommens ”barndom” i Romerriget.
Kildematerialet er ikke tilstrækkeligt, hvilket gør en fuldstændig redegørelse svær. Dette er tilfældet
for både det 1., det 2. og det 3. århundrede. Det ser dog ud til at kristne fandtes i alle
samfundsklasser fra starten7.
Når de to trosretninger stilles overfor hinanden som gjort ovenfor, er forskellene ikke desto mindre
til at få øje på. Det giver dog imidlertid ikke nogen forklaring på hvorfor de kristne i næsten 250 år
blev forfulgt8, og især ikke i et rige med religionsfrihed.
For at undersøge det nærmere må vi vende tilbage til monoteismen og stille den over for
polyteismen.
Romerne var som sådan ligeglade med hvilke guder den enkelte tilbad men, som nævnt i punkt 2.2,
var det dog et krav at man tilbad kejseren. Dette var et problem for de kristne, for som
kristendommen foreskriver findes der kun én sand gud og det er kun denne ene gud man må tilbede.
Dette medførte en opfattelse af de kristne som værende en trussel mod det romerske samfund, idet
ofringer og tilbedelse af kejseren jo blev set som et loyalitetstegn.
Selvom der ikke var en lov der forbød kristendom var det ikke umuligt for en dommer at dømme en
anklaget kristen til døden. De kristne kom under gevaldigt pres da der under kejser Decius i år 205-
251 kom en ny lov der medførte store kristenforfølgelser9. Man kan dog spore forfølgelser længe
før det.

3.2 Om kejser Neros kristenforfølgelser.

En bevaret kilde er historikeren, Tacitus’, beretning om Neros forfølgelser af de kristne, fra
Annales, bog 15, 44 fra ca. 115-117. Tacitus levede ca. fra år 55-120 e.kr., og var både politiker og
historiker er bl.a. kendt som modtager af Plinius den yngres breve om Vesuvs vulkanudbrud i år 79,
der begravede byen Pompeji. Han var desuden konsul i 9710.

7
Rasmussen, Susanne William, Politikkens bog om romerne (2006), side 100
8
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/er-du-kristen-i-det-tidlige-romerrige-var-et-ja-lig-med-d%C3%B8den, set den
02/03 2015
9
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-391_e.Kr./Decius,
set den 02/03 2015 samt Ørsted, Peter, 2001, Liv og arbejde i det romerske imperium, side 63
10
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Publius_Cornelius_Tacitus, set den 03/03 2015

6
Nero var kejser i Rom fra 54-68 og det var i denne tid de første kristenforfølgelser fandt sted. Nero
blev kejser som 17årig og eftertiden har beskrevet ham som en frygtelig mand.
I år 64 var der en stor brand i Rom. Meget af byen nedbrændte og Nero tog sig den frihed at sætte
sig på 80 hektar og byggede et kæmpe palads midt i byen. Dette faldt ikke i god jord hos
befolkningen11.

Tacitus beretter at Nero ikke formåede at optrevle de rygter der anklagede ham for at være skyld i
branden. Nero gav i stedet de kristne skylden som var forhadte i forvejen. Kilden belyser ikke
indgående hvorfor de kristne var forhadte men ifølge kilden medførte Neros beskyldninger
undertrykkelse af de kristne. De kristne dukkede dog snart op igen – også i Rom hvor ”alt afskyeligt
og skammeligt strømmer sammen fra alle kanter og finder tilhængere”12.
Man fangede de kristne og Tacitus antyder i sine skrifter, at når de tilfangetagne kristne angav andre
kristne, blev der ikke sat videre spørgsmålstegn ved deres skyld eller uskyld – de skulle straffes.
Man dømte dem imidlertid ikke blot til døden. Man torturerede dem. Nero benyttede endda
lejligheden til selv at tage del i morskaben.
Tacitus skriver, at selvom de kristne naturligvis skulle straffes, var Neros metoder for grusomme.
Især fordi man kunne fristes til at tro at Neros grusomheder over for disse mennesker var for hans
egen fornøjelses skyld13.

Nero blev tvunget til selvmord i en alder af 31 år og posthumt straffede Rom ham. Straffen lød:
”Damnatio Memoriae”, hvilket betyder ”fordømmelse af eftermæglet”14.
Dette understreger at eftertiden ser på Nero med meget strenge og foragtelige øjne. Realiteten er
dog at Nero i sin samtid var en ganske afholdt kejser. Med det in mente skal det dog nævnes at han
formåede at forårsage store finansielle problemer og hans alder og kunstneriske interesser taget i
betragtning, var han måske ikke en ideel kejser for det romerske samfund.
Når de tilgængelige kilder beskriver ham i så hårde vendinger skal man have i baghovedet at disse
kilder typisk er skrevet af politiske modstandere. Tacitus, for eksempel, var generelt kritisk stemt
over for kejserdømmet. Derudover er Tacitus’ beretning skrevet ca. 52 år efter branden i Rom, cirka

11
http://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/kejser-neros-gyldne-vanvid, set den 03/03 2015
12
Fokus 1, Om kejser Neros kristenforfølgelser, side 59
13
Fokus 1, Om kejser Neros kristenforfølgelser, side 58-59
14
http://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/kejser-neros-gyldne-vanvid

7
48 år efter Neros død og tiden og ”Damnatio Memoriae” må antages at spille en stor rolle i
erindringen om Nero og hans kristenforfølgelser15.

Det er dog værd at bemærke, at selvom Tacitus er fjendtligt stemt over for Nero så mener han stadig
at de kristne skal straffes.

3.3 Plinius den yngres brev til kejser Trajan

En anden bevaret kilde, som kan belyse hvilket syn man havde på de kristne, og hvilke midler der
blev brugt mod dem, er Plinius den yngres (Plinius) breve til kejser Trajan.
Plinius levede cirka fra år 61-113 e.kr. og var romersk politiker og er, som tidligere nævnt, blandt
andet kendt for sine breve til Tacitus, der beretter om vulkanudbruddet i år 7916.
Om kejser Trajan kan det oplyses at han cirka levede fra år 53-117 e.kr., at han var romersk kejser
fra år 98 og (som bonus) at han i år 114 blev udråbt til ”den bedste kejser (nogensinde)”17.
Det fremgår ikke af kilden hvornår den er nedskrevet men eftersom Trajan var kejser fra år 98 og
døde i år 117 samt at Plinius levede til år 113 kan det antages at den er nedskrevet i den spæde start
af det 2. århundrede.

Plinius skriver til kejser Trajan med ønske om råd til behandling af de kristne når han har dem til
forhør. Han indleder brevet ved at skrive: ”Det er min sædvane, majestæt, at komme til dig med alle
mine tvivlsspørgsmål”18. Allerede i denne første sætning gøres det klart for os her i eftertiden, at det
ikke var Plinius en ukendt situation at rådføre sig med kejseren. Plinius var altså vant til at færdes i
de højere samfundslag.

Plinius har ikke før været en del af forhørssituationer af de kristne og er i tvivl om proceduren.
Han er i tvivl om, om han skal vurdere de kristne forskelligt ud fra alder, om man bør tilgive dem
der angrer og om man skal straffe dem, der kalder sig kristne eller blot dem der ”opfører sig”
kristent.
Plinius beskriver sin foreløbige fremgangsmåde, hvor han har spurgt de anklagede direkte om de
var kristne. Tilstod de, er de blevet spurgt en anden og en tredje gang og samtidig blevet truet med,
15
Fokus 1, Om kejser Neros kristenforfølgelser, side 59
16
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Plinius_d.y, set den 02/03 2015
17
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-391_e.Kr./Trajan,
set den 02/03 2015
18
Fokus 1, side 59, Plinius’ brev til kejser Trajan ”Hvordan skal man behandle de kristne?”

8
at de vil blive straffet. Hvis de fortsat vedholdt at være kristne har han fået dem straffet. Om ikke
andet så fordi ”ubøjelig stædighed burde straffes”19. (Det oplyses ikke hvad denne straf indebar).
Plinius har desuden modtaget anonyme tips hvori en masse mennesker anklages for at være kristne
men skriver, at hvis disse mennesker, under forhør, nægter sig skyldige og samtidig udfører
forskrevne ting, som at tilbede kejserens og gudernes billede og samtidig tager afstand fra
kristendommen, mener han at de skal frifindes.
Plinius beskriver også situationer hvor anklagede beretter om hvordan de engang har dyrket
kristendommen men er stoppet igen. De beskriver til Plinius, hvordan de dengang samledes med
andre for at synge og for at aflægge ed på ikke at synde – altså noget ganske ufarligt. Disse
rendezvouser deltager de dog ikke længere i, da Plinius efter kejserens ordre har indført et forbud
mod religiøse sammenslutninger. Plinius mener, at selvom kristendommen er vokset sig stor og
befinder sig i mange lag af samfundet, både i byen og på landet, burde det være til at få situationen
under kontrol20. Plinius kalder desuden den kristne tro for ”en tosset og overdreven overtro”21.

Når man kigger på de problematikker som Plinius stiller op er det tydeligt at det igen bliver et
spørgsmål om de kristnes monoteistiske tilgang til deres tro. Romerne kunne ikke acceptere at de
kristne nægtede at indordne sig det romerske samfund ved at nægte at tilbede kejseren. Man har
presset og stresset de kristne ved at true dem med straf for deres trosretning. Kilden beskriver dog
også hvordan man har tilbudt dem en vej ud, hvis de blot indvilligede i at anerkende kejseren som
værdig for tilbedelse. Plinius’ syn på den kristne tro, som værende tosset og overtroisk, kan måske
tolkes som en slags overbærenhed. Plinius var, som før nævnt, romersk politiker og det må antages
at han har haft en vis portion loyalitet, både over for staten og over for kejseren. Ikke desto mindre
er han tydeligvis i dilemma (hvilket jo også er årsagen til hans korrespondance med kejseren) og
mener altså ikke at det er så simpelt, at alle de anklagede bare skal dømmes til døden.

Plinius og Tacitus deler meningen om at kristendommen er en skør overtro men de mener samtidig
også at der er noget farligt ved den.

19
Fokus 1, side 60, Plinius’ brev til kejser Trajan ”Hvordan skal man behandle de kristne?”
20
Fokus 1, side 59 og 60, Plinius’ brev til kejser Trajan ”Hvordan skal man behandle de kristne?”
21
Fokus 1, side 60, Plinius’ brev til kejser Trajan ”Hvordan skal man behandle de kristne?”

9
3.4 Kristendommen bliver efterhånden accepteret
Plinius’ brev til kejser Trajan er skrevet et stykke tid efter branden i Rom og kejser Neros
regeringstid. Tacitus’ beretning om Nero er fra ca. samme periode og tonen er lidt den samme:
Kristendommen er ikke acceptabel men deciderede grusomheder for grusomhedernes skyld er ikke
nødvendige.
Det ser også ud til at der i tiden mellem de to kejsere, Nero og Trajan, er kommet et lidt mere
afslappet forhold til de kristne.
Kejser Trajans svar på Plinius’ brev er også bevaret og i dette skriver han at Plinius har behandlet
sagerne fint. Han mener ikke at der er noget fast regelsæt og at eftersporing af folk er ikke i orden.
Han skriver at de kristne kun bør straffes hvis de nægter at tilbede de romerske guder. Hvis de
derimod indvilliger skal de tilgives – også selvom de måske har en lidt plettet, kristen fortid. Deres
anger kan rense dem. Desuden skriver kejser Trajan at Plinius skal se bort fra anonyme tips da det
ikke er sømmeligt22.
Kejser Trajan virker dermed ikke særligt foruroliget over de kristne. Jovist, skal de straffes men der
er grænser for hvor langt han mener man bør gå. Dette er en lidt anden tone end den vi finder i
Tacitus’ beretning om Nero hvor man, efter Tacitus’ udsagn, velsagtens pinte og dræbte de kristne
for et godt ord.

4.0 Vurdering

4.1 Hvorfor kristendommen endte som statsreligion

Vi har nu fået indsigt i romernes oprindelige, polyteistiske trosretning, hvordan de brugte religion i
dagligdagen og ofrede til guderne og vi har lært at den spillede en meget stor rolle i deres liv og i
forhold til kejseren. Vi ved også at, med kristendommen blev der introduceret en anden måde at
udøve religion. Vi har kigget lidt på forskellene mellem de to måder at tro på og det er efterhånden
blevet slået fast at netop forskellen mellem polyteisme og monoteisme og var et springende punkt
for problemerne.
Der er dog stadig et spørgsmål der kræver en afklaring: Nu hvor romerne var så overbeviste om at
kristendommen var nonsens og at de kristne var en trussel, hvordan endte kristendommen da med at
blive så stor og udbredt at den endte som statsreligion Romerriget?

22
Fokus 1, Trajan til Plinius, side 61

10
Som nævnt i indledningen brød Romerriget, som man kendte det, sammen i år 476 e.kr.. Teorier om
hvorfor riget kollapsede, har floreret lige siden – og de er mange.
Der er nogle af eftertidens historikere der har teorien, at den almindelige borger slet intet har
bemærket. Det var nemlig kun Vestriget der faldt mens Østriget bestod. Tyskerne fik efter Anden
Verdenskrig skylden, nazisterne har selv peget på raceblandingen som et problem, marxisterne har
hævdet at slaveøkonomien har været hæmmende og endog med inspiration fra darwinismen er der
vokset teorier frem. Og listen fortsætter.
De kristne er ikke gået fri for at få skylden for rigets fald og de har da også selv været behjælpelige
med at pege fingre: I det 4. og 5. århundrede så de kristne det nemlig som Guds straf for
forfølgelserne af hans folk23.

Konstantin Den Store (Konstantin) (kejser fra 324 e.kr.) er sidenhen blevet kaldt den første kristne
kejser. Hans forgænger, Diocletian, havde stået for kristenforfølgelser men det var ikke noget
Konstantin gjorde sig i. I år 312 e.kr. havde han nemlig haft en åbenbaring og havde tilsyneladende
efterfølgende konverteret til kristendommen. Før et slag havde han set et kors og ordene ”in hoc
signo vinces” som betyder ”ved dette tegn skal du sejre”. – på himlen, vel at mærke. Da Konstantin
endte med at vinde slaget, mente han at det måtte være en kristen sejr. (Troværdigheden af dette kan
måske diskuteres da det er en andenhåndskilde af en biskop, efter Konstantins død). Man kan
spekulere i om han konverterede af ren og skær overbevisning eller om det var en del af en politisk
strategi. Ikke desto mindre var alle kejsere, på nær en enkelt, resten af 300-tallet, kristne og i
slutningen af det århundrede gjorde den siddende kejser, kejser Theodosius, kristendommen til
statsreligion24.

Man kan kun spå og gisne om hvorfor kristendommen voksede sig så stor at en kejser endte med at
afskrive den oprindelige romerske religion. En af teorierne omhandler det kristne martyrium. For
selvom de kristne blev pint og dræbt, stod de standhaftigt fast ved deres tro. Dette træk har måske
virket tiltrækkende. De kristne så forfølgelserne af deres folk som en prøvelse fra djævlen. De
troede på at hvis de døde en martyrdød ville de følge i Jesu fodspor og komme i himmerige25.

23
Helles, Knud, Romerriget (1987), side 82-84
24
http://www.romernesverden.dk/historisk_tema/romernes_verden/historie_og_samfund/romerrigets_historie_storhedsti
d_krise_og_forfald/romerrigets_historie/, set den 04/03 2015 samt Rasmussen, Susanne William, Politikens bog om
romerne (2006) side 106
25
Rasmussen, Susanne William, Politikens bog om romerne (2006), side 103-106

11
Personligt synes jeg at denne overbevisning lugter af fanatisme men jeg synes at det virker
plausibelt, at det kan have haft indflydelse på kristendommens udbredelse. Denne tankegang er det
stadig muligt at støde på i dag.
Kristendommen kom, som tidligere nævnt, med dogmer, en ret lære, etik og ikke mindst et løfte om
frelse. Derudover er mennesker, i den kristne tro, lige – det var de ikke i den romerske og også dette
aspekt tror jeg personligt har spillet en kæmpe rolle.
I redegørelsen kom jeg ind på hvor meget romerne lænede sig op ad deres guder og i hvor høj grad
de var afhængige af den hjælp de troede at disse guder kunne tilbyde. Livet var jo hårdt og
kristendommens tankesæt er nok kommet med en ro til de romerske folk. For hvor romerne var vant
til at stå magtesløse mod verden, kom kristendommen med et mere langsigtet tilbud om frelse og
dette tror jeg har haft en stor tiltrækningskraft.

5.0 Konklusion
Vi er efterhånden kommet rundt om de, i indledningen, stillede spørgsmål. Vi har fået afdækket at
religion spillede en stor rolle i romerriget og at guderne blev brugt i meget stor stil. Vi har blandt
andet kigget på hvordan intet projekt kunne sættes i gang uden at indblande guderne, hvordan hele
samfundet var gennemvædet af religion – privat såvel som i den offentlige sfære - og vi har været
inde på at kristendommen kom og skabte røre med nye og (for samfundet) modstridende tanker. Jeg
har været inde på hvordan forskellene mellem polyteisme og monoteisme måske har været den
faktor der havde størst betydning for hele polemikken.
Med udgangspunkt i Tacitus’ beretning om Neros kristenforfølgelser har vi kigget på hvor grusomt
de kristne blev behandlet bare for at være kristne, og ud fra Plinius’ brevkorrespondance med kejser
Trajan har vi kigget lidt videre på behandlingen af de kristne men også hvordan kristendommen
efterhånden blev mere tolereret.
Hvorfor kristendommen endte som statsreligion får vi nok aldrig et endegyldigt svar på. Teorierne
vil nok aldrig ophøre med at opstå med forskellige ansigter og udgangspunkter. Den italienske
historiker, Benedetto Croce, var engang så fræk at sige at ”al historie er samtidshistorie” men
hvorom alting er, så er det vist efterhånden konstateret at kristendommen kom for at blive.

12
6.0 Litteraturliste

Bøger

 Helles, Knud: Romerriget. 1987 (Bog)

 Rasmussen, Susanne William: Politikens bog om romerne. 1. udgave. JP/Politikens Forlagshus A/S, 2007.
(Bog)

 Ørsted, Peter: Fokus 1 Fra antikken til reformationen 1. udgave. Gyldendal A/S, København, 2007. (Bog)

 Ørsted, Peter: Liv og arbejde i det romerske imperium. 2001 (Bog)

 Ørsted, Peter: Romerne – Dagligliv i det romerske imperium. 3. udgave. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen,
1989. (Bog)

Links

 Gyldendals Store Danske, skrevet af Jesper Carlsen, Contributor

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Decius
Set den 2/3 2015

 Gyldendals Store Danske, oprindeligt skrevet af Peter Ørsted

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Publius_Cornelius_Tacitus
Set den 3/3 2015

 Gyldendals Store Danske, sidst redigeret af Steen Fastholm, historiker

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Plinius_d.y,
set den 02/03 2015

 Gyldendals Den Store Danske, sidst redigeret af Lene Vistrup, redaktør

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-
391_e.Kr./Trajan
set den 02/03 2015

 Kristeligt Dagblad, skrevet af Egil Bargfeldt, fagredaktør

http://www.religion.dk/viden/det-vigtigste-vide-om-romersk-religion,
Set den 01/03-2015

 Kristeligt Dagblad, skrevet af Jørgen Podemann Sørensen, lektor i religionshistorie

www.religion.dk/leksikon/mysteriereligion,
Set den 02/03 2015

 Kristeligt Dagblad, skrevet af Carsten Breengaard, dr.theol. og tidligere universitetslektor

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/er-du-kristen-i-det-tidlige-romerrige-var-et-ja-lig-med-d%C3%B8den
Set den 02/03 2015

13
 Kristeligt Dagblad, skrevet af Josephine Schnohr
http://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/kejser-neros-gyldne-vanvid
03/03 2015

 Det Historiske Akademi, skrevet af Jan Brix, Historiker, Cand.mag.

http://www.romernesverden.dk/historisk_tema/romernes_verden/historie_og_samfund/romerrigets_historie_st
orhedstid_krise_og_forfald/romerrigets_historie/,
Set den 04/03 2015

14