JESPER w u n g - su n g

SKOLEN
JESPER WUNG-S UNG

SKOLEN

HØST & SØN

 Skolen
© Jesper Wung-Sung og
Høst & S ø n / R o s i N A N T E & c o , København 2013
1. udgave, 1. oplag, 2013
Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk
Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia Print, Riga
ISBN 978-87-638-3162-8
Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i r o s i n a n t e & c o

Købmagergade 62,4. 1Postboks 22521DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
 I

Skolens tegltag bølgede som forseglingsvoks. Bag

rødstensbygningen henlå sportspladsen som en
stubmark af gult græs, og foran, flankeret af en
nyere og en ældre tilbygning med fladt tag, som
sammen med hovedbygningen mindede om
et triptykon, glitrede skolegården under solen
som støbt af diamant iblandet sort asfaltbeton
- men der var endnu varmere foran ovnen i den
nye fløjs billedkunstlokale, hvor edderkoppen
udførte sine langsommere og alligevel stadig
mere desperate dansetrin bag ruden.
»Du bliver stemt hjem, hvis du ikke opper dig.«
Der var en, der var to, der var tre, det var den
fjerde edderkop ud af fem. Klassens historielærer
var syg, og da selv Benjamins far vikarierede i en
anden klasse, havde de fået en fritime. Der var
fire elever i billedkunstlokalet.
De havde været fem, men Simon var løbet
hjem for at hente sin skoletaske. Liam havde
hånet ham, som han nu hånede den døde edder-

5
kop, så Simon havde haft svært ved at slippe dør­
håndtaget. Det var ganske givet sandt, at han
havde glemt sin skoletaske - Simon glemte alt -
men Benjamin havde også kunnet fornemme, at
Simon ikke brød sig om det med edderkopperne.
Simon havde været ovenud begejstret, men alle­
rede efter den første edderkop skete der noget
med ham. Blikket begyndte at flakke, kroppen
kunne ikke finde ro, latteren blev skinger og
hysterisk.
De var vokset op sammen, Benjamin og Simon.
Simons mor boede i et lejet husmandssted nede
for enden af vejen, hvor Benjamin aldrig havde
brudt sig om at komme, fordi stedet så ud som
noget fra en gyserfilm. Og fordi der var et syndigt
rod. Og fordi Simons mor lå tavs på sofaen. Og
fordi der altid sad forskellige mænd i stuen og
skulede gennem flaskehav og cigaretrøg. Men
Simon skulle nok finde Benjamin.
Benjamin havde tidligt fornemmet, at Simon
ikke var som andre børn. Hans udsving var vold­
sommere. Simon kunne skifte fra at være mut og
indadvendt til at komme løbende og råbende ind
ad hoveddøren, sprinte gennem Benjamins hus,
op og ned ad trappen, åbne samtlige døre, inden
han forsvandt ud ad bagdøren - efterladende alt

6
åbent bag sig. Simon kunne sige det samme ikke
10, men 100 gange på en dag. Simon bevægede
sig gennem forskellige faser af besættelser - for
eksempel en, hvor han insisterede på at klappe
alt og alle i røven; knap så hensigtsmæssigt for
eksempel at være med ham i Brugsen i den peri­
ode. Eller: Godt, der ikke lå en rockerborg i nær­
heden.
Simon burde ikke gå på skolen. Engang havde
Benjamin sagt det til sin far, fordi han jo var sko­
leinspektøren. Hans far havde set på ham og
sagt: Hvis vi og vores lille skole ikke kan rumme
ham, hvordan tror du så, at verden kan?
Simon havde været forvirret og grædefærdig,
da Liam kaldte ham en tøsedreng. Simon beun­
drede Liam, ganske enkelt fordi han var den stør­
ste og stærkeste på skolen, og fordi han kunne
finde på at dunke Simon hårdt mellem skulder­
bladene og lade, som om de var venner.
Men fordi Liam betragtede Simon som dum -
og dermed ufarlig - var det aldrig ham, der fik
den hårdeste medfart. Der var andre, som det
gik værre ud over. For eksempel Elias, der nu fik
et drag over nakken.
»Det var din edderkop. Fandeme dårligt op­
draget.«

7
 »Edder-mame,« sagde Elias med sammen­
knebne øjne og det blodløse hoved nede mellem
skuldrene, forventende endnu et slag.
»Nu kommer fars monster.«
Edderkoppen fyldte Liams velvoksne hånd­
flade. De havde aldrig været så store. Edderkop­
pen havde et gulligt kors på sin brede bagkrop,
krumme mundkløer og et rødligt skær af hår på
benene. Måske var det en ny art. Varmen slog
mod dem, da Liam åbnede lågen og kastede
edderkoppen ind i ovnen.
»Du ta’r tid?«
Benjamin nikkede med øjnene hvilende på
uret. Edderkoppernes reaktionsmønstre var de
samme: først at krumme sig sammen, dernæst at
undersøge ovnen for flugthuller oppe som nede,
endelig - eftersom varmen var konstant og uud­
holdelig - at søge mod lyset og kaste sig op ad
glasset. Til sidst ville også denne edderkop krølle
sig sammen, ikke længere være til at skelne fra
ovnens bund, forsvinde. På samme måde var det
med oplevelsen: først spændtheden, der løb i alle
retninger, fascinationen, der dansede lidenska­
beligt et kort øjeblik for så med ét at skrumpe
ind til en lille hård klump af lede i en ellers tom
sort ovn.

8
 Derfor var Benjamins blik mere rettet mod
Liams profil end edderkoppen bag glasset.
Liams næse var som et klippefjeld. Et knæk på
midten, derefter frit fald. Benjamin havde aldrig
spurgt Liam, om den havde været brækket; den
slags kunne koste en brækket næse. Liam burde
også være anbragt et eller andet sted. I en celle,
tænkte Benjamin.
Han lod blikket glide diskret væk fra Liam og
ovnen. De sad på en stolerække som i et teater, to
tomme sæder ved siden af Elias. Det var umuligt
at aflæse Elias’ ansigt, udflydende og blegt som
dej. Der var en uge til skolefesten, og lokalet var
fyldt med skilte, kulisser og farverige kostumer.
Benjamin tillod sig kort at dreje hovedet og se
på Kate, der sad bag dem i vindueskarmen. Hun
gengældte udtryksløst hans blik, inden hun igen
stirrede mod ovnen.
Liam havde ikke kommenteret, at Kate ikke
befandt sig på stolerækken, og Benjamin vidste
godt hvorfor. Af alle skolens elever var der kun
tre, som Liam aldrig var efter.
Benjamin, fordi hans far var skoleinspektør.
Eller rettere, ikke på grund af stillingen, men
fordi skoleinspektøren var: Johannes.
Maja, fordi Liam - ligesom halvdelen af dren­

9
gene på skolen - var forelsket i hende. Maja, som
lige nu sad på trappestenen foran skolen og lod
solen brune hendes solbrændte ben, hvilket gav
Benjamin en sær fornemmelse af, at Liam - og
måske også han selv - tænkte på hende, mens
han så edderkoppen kline sig op ad glasset.
Kate, fordi hun var mærkelig. Tynd, farvet sort
hår og ringe i øjenbryn, kind og underlæbe. Fordi
hun sagde underlige ting. Og fordi hendes far
havde skudt hovedet af sig selv. Fordi hun havde
været en lille pige, da han gjorde det. Og frem for
alt fordi hun havde været en lille pige, der skulle
have set det.
»Det er mord.«
Kates tone var ikke anklagende, mere som var
et facit i matematik endelig gået op for hende.
Liam svarede uden at tage øjnene fra de tre sidste
sitrende edderkoppeben.
»Ja, gu’ er det mord. Men hvis den havde holdt
sig væk, var den aldrig blevet fanget. Og hvem
ved: Hvis vi ikke holder bestanden nede, vil de
måske vokse sig større, invadere os og overtage
magten. Så kunne du hænge der i et spindelvæv
og læse bøger, indtil du blev ædt, Elias! Den
bevæger sig stadig! Det må være rekorden?!«
Døren blev stødt op, så håndtaget bankede

10
mod væggen, og Bernhard Abrahamsen, biologi-
og fysiklæreren, gloede vantro på de fire elever.
Han var en af disse ældre lærere, der kunne fare
i flint over det mindste; de havde ikke forven­
tet en lærer midt i undervisningen, og nu havde
han taget dem på fersk gerning. Han kom mod
dem. To skridt. Abrahamsen var så edderspændt
rasende, at han ledte efter ord i sit røde hoved.
Han åbnede munden, men det eneste, som kom,
var en streg af blod fra næsebor til overlæbe. Så
faldt han, så lang han var. I tavsheden, der fulgte,
tog Benjamin sig i for første gang at længes efter
lyden af Liams skadefro grin.
 II

Der var en, der var to, der var tre, der var alle
skolens elever og lærere samlet i den ældre fløj,
gymnastiksalen, så de dækkede linoleumsgul­
vets forskelligfarvede streger og fyldte rummet
med en summen af stemmer.
Lyset stod ned gennem de smalle vinduer
under loftet som fra en bræmme af teaterspots,
og Benjamin måtte knibe øjnene sammen. I hans
ører lød endnu ekkoet af sirenerne, da de var kørt
med Abrahamsen. På nethinden sad billedet af,
hvordan ambulancen forsvandt med høj fart og
samtidig virkede håbløst langsom, som sneglede
den sig ugideligt op til landevejen.
Liam stod op ad ribberne med et skævt smil,
som kunne hans boksertud lugte, at det snart ville
regne med fritimer. Han holdt om en ribbe over
sit hoved, så man kunne betragte hans musku­
løse overarme. Det var, som om de forsøgte at
kommunikere med Majas bryster i den modsatte
side af salen. Hun stod ved ribberne i en kort grøn

12
kjole. Det lyse hår var samlet i en hestehale, som
hun pillede ved med sin ene hånd. Hun var som
hugget ud af lysebrun marmor. Maja blottede
sine hvide tænder, da hun bed sig i underlæben.
Så begyndte skoleinspektøren at tale bag den
smalle træpult, og Benjamin drejede ansigtet
mod sin far. Høj, slank, med opsmøgede skjor­
teærmer og tætklippet gråt hår lignede han sig
selv for to år siden ved festen i anledning af, at
det var lykkedes at bevare skolen. Der havde
været flag langs kanten af skolegården og sports­
pladsen, hvor den grænsede op til de bagvedlig­
gende marker. »Fællesskabets fremtid«, kaldte
medierne det, og selv landsdækkende aviser
bragte portrætter af manden, der havde reddet
en lukningstruet »landsbyskole«, som de kaldte
den, ved både at gøre den til et uundværligt
omdrejningspunkt i lokalsamfundet, samtidig
med den sparede den store kommune for penge
ved at have elever, som der ellers skulle betales
i dyre domme for at få anbragt andetsteds. Sko­
len havde kvitteret med at holde en fest, hvor
alle borgere var inviteret. Benjamin havde stået
glødende af stolthed ved siden af sin far, da han
bød velkommen ved statuen i skolegården.
Nu var situationen anderledes. Ikke udeluk­

13
kende på grund af Abrahamsens »ildebefindende
i denne uvante varme«, som hans far kaldte det,
men fordi Benjamin kunne tage sig selv i at blive
overmandet af irritation. De skændtes aldrig, ham
og hans far. Men dette skoleår havde de nærmest
ikke talt sammen, og det var Benjamin, der havde
trukket sig. Han havde det, som når man sidder på
hug og rejser sig alt for hurtigt, så huden stram­
mer om kraniet, og man bliver svimmel. Nogle
gange ønskede Benjamin blot, at hans far ikke
altid var, hvor han var. Eller at han - Benjamin -
var alene. Han drømte om at have en hemmelig
hule et sted, som ingen kendte til. Jo, måske Maja.
Han så, at et smilehul var kommet til syne i den
marmorerede kind, som stod Maja og tænkte på
noget helt andet end det, der foregik der i gymna­
stiksalen. Da hun drejede ansigtet, så Benjamin
ned og fik øje på Elias’ udtrådte gummisko min­
dre end en meter fra sig. Han sad på gulvet foran
en stående dreng fra 6. klasse og gnavede på sin
lillefingernegl, som kunne dette ikke rage ham
mindre. Elias var kvik. Han vidste alt muligt,
kunne svare på det meste, men drev lærere til
vanvid ved at sidde stum, når han blev spurgt, og
til gengæld uopfordret og dovent levere svaret,
når andre havde ordet.

14
 Simon var ikke kommet tilbage, og det var hel­
ler ikke sikkert, at han ville vise sig mere i dag. Der
skulle så lidt til at distrahere ham. Hvis han havde
hørt ambulancen, var han sikkert løbet som en
hund efter den helt ud på hovedvejen. Det ville
han i hvert fald have gjort for et par år siden.
Nu kunne det være lige meget, for efter have
talt om, at Abrahamsens tilstand skulle være sta­
bil, at man håbede, at han snart ville være til­
bage på skolen, og at der ville gå besked hjem til
alle forældre, sagde skoleinspektøren, at det var
blevet besluttet, at samtlige elever skulle holde
resten af dagen fri.
»Jaah!«
Liam knyttede triumferende næven. Nogle i
gymnastiksalen lo, andre tyssede på ham, men
folk rejste sig sammen med stemmerne. Skram­
len og fodslæberi, alle var klar til at drage hjemad,
da døren gik op, og en, to, tre mænd i ens sorte
jakkesæt trådte ind. De styrede lige mod skole­
inspektøren. Den laveste af de tre sagde noget,
så Johannes måtte bøje sig ned for at høre det,
som var han en præsident, der skulle modtage
en vigtig besked under et møde.
»Alle bedes vente et øjeblik,« meddelte han.
Engang ville det have frydet Benjamin, at hans

15
far var så vigtig. Nu var dén der, irritationen, efter­
fulgt af en ubestemmelig trang. Ønsket om, at
noget skulle ske. Det var sådan, det bedst kunne
beskrives: at Benjamin håbede, at der ville ske
noget dramatisk. Abrahamsen ville jo alligevel
spankulere ned ad gangen i overmorgen, sådan
endte det altid. Men bare et eller andet. Vildt.
Johannes holdt en åben hånd ud mod salen,
mens han talte med de tre mænd. Den ene greb i
sin inderlomme og viste noget frem. De vekslede
yderligere et par ord, inden skoleinspektøren
nikkede. Den laveste af mændene trådte frem
til pulten, der gik ham til brystet, som var han en
yngre elev. Han var tydeligvis jordens kedeligste
menneske, og alligevel blev han med ét verdens
farligste mand, fordi han så ud som en, der havde
tænkt sig at æde deres fritimer ved at holde en
uendelig lang tale om noget inderligt uinteres­
sant. De tog fejl. Han så op og sagde kort:
»Jeg forstår, at undervisningen er aflyst. Vi
må bede jer om foreløbig at forblive på skolens
område. Vi takker for jeres samarbejdsvillighed.«
Så forsvandt de tre mænd som det, Emilie,
Benjamins dansklærer, kaldte udeladelsesprik­
ker ...
 III

Var det varmere i dag end i går? Benjamin stod

i skolegården, hvor lyset var nådesløst som en
forhørslampe i øjnene på den tilfangetagne i en
thriller. I skyggen ved den nye fløj kunne han
se sin far i samtale med fire lærere. Simon var
endnu ikke kommet tilbage. Gårdvagten havde
taget en rød kasket på, og Benjamin så et glimt af
Emilie med solbriller på sportspladsen sammen
med en flok 7. klasser. En hel del elever og lærere
bød altså solen trods alene eller i spredte klynger,
men selv de, der spillede rundbold, dem på fod­
boldbanen eller under basketkurven syntes at
udføre bevægelserne i slowmotion. Var det vejret
- det varmeste år nogensinde - eller var det en
ugidelighed som følge af, at alle, store såvel som
små, var blevet tildelt en slags kollektiv eftersid­
ning? Eller var det alene inde i Benjamins hoved,
at tingene ikke var oppe i rette gear? Nogle gange
havde han det, som når lyden kom forskudt i en
udsendelse, og den talendes mund blev truk-

17
ket vind og skæv uden at skabe forbindelse til
ordene, der syntes at udgå fra en lokalitet uden
for skærmen.
Maja var ikke at se, da Benjamin fik øje på Kate,
som sad op ad statuen. Digteren lod sig ikke gå
på af vejret, men holdt hagespids og næsetip løf­
tet mod fremtiden og landevejen deroppe, hvor
en stor, tung lastbil drønede forbi, så lyden nåede
skolegården som den fjerne susen i toiletrørene.
Det var skolens stolthed, at nationaldigteren
havde været elev på skolen i tidernes morgen. At
man mange steder - også uden for landets græn­
ser - delte og diskuterede hans ord og tanker.
Historien om tudsen i vejkanten. Beskrivelsen
af græsstråets vej gennem asfalten. Skriftet om
barnet, der vokser op på en bjergtinde. Romanen
om drengen og døden.
Nu satte Kate i hvert fald pris på den stumpe
skygge, digteren kastede over hende og compu­
teren fra sin sokkel. Det var ikke sikkert, at hun
overhovedet havde været med i gymnastiksalen.
Benjamin vidste, at Kate boede hos sin onkel og
tante. Han overvejede, om det med Abrahamsen
kunne havde mindet hende om det med hendes
far, men i så fald kunne man ikke mærke det.
»En varan lever sine første to år i træerne

18
for ikke at blive spist af andre varaner,« sagde
Kate. »Først når den er stor nok til ikke at blive
ædt, kravler den ned på jorden, hvor den hører
hjemme.«
»Okay.«
Benjamin havde altid haft svært ved at tale
med Kate. Han følte, at hver gang de skulle svare
hinanden, blev de afbrudt af braget fra det jagt­
gevær, der splattede hendes fars hjernemasse op
på væggen, og efterlod dem stumme. Nu havde
han det for første gang omvendt. Det var, som om
han død og pine skulle huske at fortælle hende
noget vigtigt. Hvis det altså var det omvendte.
»Tror du, at der findes en Gud?«
Han var selv lige så overrasket som Kate, der
kneb øjnene sammen, som havde Benjamin
udpeget Herren h im selfet sted på den vandblå
himmel. Det måtte være profilen af digteren, der
havde fået ham på den slags tanker.
»Mener du en Gud, der har skabt varanen?«
»Og edderkopperne.«
»Min Gud er en amatørmaler. Han har sagt sit
krævende karrierejob op og købt et billigt hus
på landet - for eksempel her på egnen - og så
har han siddet oppe på bakketoppen og malet
en akvareltegning af skolen, inden han er gået

19
videre og har malet en ko, et hyldeblomsttræ
eller en rislende bæk. Måske har han udstillet
billederne en kort periode på det lokale bibliotek,
men det er tydeligt, at han allerede har glemt
dem. At han ikke har ansvar for dem.«
Benjamin nikkede og forsøgte at se tænksomt
mod horisonten, mens han ledte efter en måde
at komme ud af en snak på, som han selv havde
indledt, men som han hverken forstod snude
eller halespids af. Han så sig om efter flugtmulig­
heder, og han kendte et hav af kammerater, der
uden kvaler ville have vendt Kate ryggen og gået
deres vej. Det var den forbandede opdragelse;
at Benjamin havde lært, at man talte med alle.
Ligesom hans far kunne tale med alt og alle. Men
høflighed var selvpineri. Man svingede pisken
over sin egen ryg, mens man sagde æh!, ah!, oh!
Benjamin fik øje på skyggen af sin far bag kon­
torets rude som den flimrende refleks af en stor
fisk under vand. Så vidt han kunne aflæse ud
af hans gestik, måtte han kommunikere med
nogen på skærmen.
»Deroppe.«
Kate pegede op mod den trelængede gård.
Solen flimrede over taget på den lange stald­
bygning, som var bølgepladerne en tændt brød­

20
rister. Man havde købt jorden af landmandens
farfar eller oldefar, dengang skolen blev opført.
Der havde altid været fugt-problemer, fordi byg­
geriet lå så lavt i terrænet, men lige nu kunne det
regne en måned i træk, uden at nogen fik våde
fødder. Benjamin skannede gården, lod blikket
vandre ned til vikingegraven, omkranset af en
meterbred krave af højt, gulligt græs, og op til
landevejen. Der var en, der var to, der var tre, der
var 50 chokoladebrune køer, men ingen ældre
herre med hvidt skæg og staffeli.
»De tre mænd,« sagde Kate. »Den sorte bil hol­
der bag siloen.«
Benjamin gloede på den grå rumraket-lig­
nende silo foran gården. Han kunne hverken se
bil eller mænd. I baggrunden holdt en grønlig
traktor, men heller ikke landmanden var at se.
De eneste levende væsener var køerne, og hvor
de skulle placeres i skabelsesberetningen, ville
han helst ikke rodes ind i. Hvor mange maver var
det i grunden, at en ko havde?
Benjamin blev reddet af sin far, der kom ud
på trappen og bad alle møde i gymnastiksalen.
Han gjorde det i den megafon, som blev benyt­
tet ved brandøvelser. Den havde sin faste plads
i en bestemt skuffe på skoleinspektørens kon­

21
tor, klar til brug. Benjamin kendte kontoret som
sin egen bukselomme. Han vidste endda, hvor
pistolen lå, selv om hans far aldrig havde fortalt
ham, at der var en pistol på skolen. Engang havde
Benjamin været stolt over at stå indrammet på
skoleinspektørens skrivebord. Det var et billede
af ham og hans mor på et krydstogtskib, i bag­
grunden det turkise hav og en ferieø. Han var
en tynd, solbrændt dreng med store fortænder,
moren så også ung og solbrændt ud. Nu håbede
han, at billedet en dag blev kidnappet. Forsvandt
blandt fiskene på havets bund med en cement­
klods om bøjlen bag på rammen.
Det mindede Benjamin om, at han manglede
sin lommekniv, og at han mistænkte Liam for
at have stjålet den. Det havde været hans olde­
fars. Den havde været med i krigen. Det var den
kniv, der havde hjulpet hans forfædre med at
lirke låsen op og flygte fra en lejr, de var blevet
deporteret til. Som han fik at vide, da han var
lille: Ellers havde der ikke været nogen Benjamin.

Det var nu godt et kvarter siden, de fleste lærere

og elever skulle have haft fri, og spørgsmålene var
mange, og utilfredsheden svingede sig i ribberne
i gymnastiksalen. En lærer skulle hente sit barn

22
i børnehaven. En elev skulle arbejde på tanksta­
tionen. En ville høre, om dette havde noget at
gøre med influenza-epidemien i hovedstaden.
Benjamins far gentog, at det var efter påbud fra
Indenrigsministeriet, at de skulle holde sig på
skolens område. Han bad personligt alle om at
overholde det.
»Jeg er sikker på, det snart er overstået,« sagde
han, »og at der følger en fornuftig forklaring.«
Han forventede en afklaring på situationen
inden for en time, og alle var naturligvis vel­
komne til at benytte skolens faciliteter til at
kontakte familie, institutioner og andre arbejds­
givere. Ligesom kantinen ville servere mad og
drikke til alle.
Heidi, tysklæreren, der stod lige foran Benja­
min og hans kammerater, fik ordet.
»... Jeg synes... Det, jeg m ener... Undskyld, jeg
har glemt, hvad jeg ville sige... Undskyld.«
»Det er mig, der har feset,« sagde Liam.
»Min mor er syg, så jeg skal hjem og gå tur med
Rex,« hviskede Julie fra klassen til Maja, der fik
rynker på næsehuden.
»Der lugter af noget.«
»Mine skider kan lamme enhver hjerne,« sagde
Liam.

23
 »Hvor er du klam.« Maja flyttede sig.
Benjamin kunne ikke lugte noget, ikke andet
end duften af Maja, da hun vendte ryggen til
dem. Han fik øjenkontakt med deres dansklæ­
rer, Emilie, som sendte ham et blik, der sagde:
Vi må holde ud ligesom din far.
»Elias sniffer det,« sagde Liam og puffede til
drengen, der tyggede på sin venstre pegefinger­
negl. »Han kan li’ det!«
»Hvis du fattede noget som helst af noget,«
sagde Elias tonløst og så på Heidi, der satte sig
ned på hug, »så havde du skidt i bukserne lige
nu.«
»Ha!« Liam lo usikkert. »Ha! Ha!«
 IV

Benjamin overvejede at gå hjem. Det havde han

set en elev fra 4. klasse gøre. En anden var blevet
afhentet i bil. Thomas, musiklæreren, var også
listet af sted på sin cykel. Der var intet, der for­
hindrede Benjamin i at gøre det samme. Han
gloede ud på vejen. Hans blik fulgte den øde
strimmel asfalt, slyngende sig forbi gården op til
landevejen, som var det den, der afgjorde hans
fremtid. Men der var ting, man ikke gjorde, når
man var skoleinspektørens søn. Eller som man
ikke gjorde, når man var Benjamin. Han vid­
ste ikke selv, hvor det ene sluttede, og det andet
begyndte. Han vidste bare, at han nogle gange
kunne blive helt misundelig på Simon. Dét med
at banke en dør op, uden altid at tænke på at
holde den for andre eller lukke den bag sig.
Benjamins mor ringede, men han undlod at
besvare opkaldet, i pludselig opstået trods, fordi
det endegyldigt ville bevise, at han var sådan én,

25
der adlød autoriteter på kommando. Han betrag­
tede en lastbil og en minibus passere på lande­
vejen, mens ringetonerne klingede, og forestil­
lede sig at være sådan en fyr, der stillede sig i
vejkanten og tomlede til verdens ende.
Der skulle mere end et påbud fra noget, der
hed Indenrigsministeriet, til at holde Liam på
skolen efter skoletid, og det mere hed Maja, som
Liam kredsede hvileløst omkring, mens hun til
gengæld nød at bevæge sig vrikkende rundt på
gangene og i skolegården og højlydt forklare sin
model-agent, hvorfor hun måske ville blive for­
sinket til den fotooptagelse til et supermarkeds­
katalog.
Benjamins far stod bag kontorets rude og så ud
i skolegården. I det samme bippede en besked
ind fra Benjamins mor.

Hej, Benjam in. Kan forstå, d er går lidt endnu,

inden I kom m er hjem. Er bekymret, selv om Far
siger, at det ordner sig. Id en ene nyhedsudsendelse
talte d e om en influenzaepidem i, i den anden
sagde d e ikke noget. Skal jeg lave din livret? Hvis
du få r tid, gider du så sm utte fo rb i Brugsen og
købe løg? Kh Mor

26
Benjamin følte et strejf af dårlig samvittighed,
som havde han ædt samtlige løg her til morgen.
Han stod ubevægelig og mærkede efter. Kunne
det skyldes, at han ikke kunne løsrive sig fra
den absurde idé, at de tre mænd var kommet
for at hente ham? Ikke at han havde gjort noget
- andet end at være Benjamin - men han fan­
taserede om, at det var ham, de ledte efter. At
hvis han meldte sig, ville resten få lov til at gå
hjem. Han forestillede sig skolegården fuld af
elever og lærere, der betragtede ham gå den
tunge vej op til siloen, hvor de tre mænd ven­
tede. Hvordan de åbnede bagdøren, og hvordan
tilskuerne så ham forsvinde ind i den sorte bil.
Derefter ville alle andre være frie til at gøre,
hvad de havde lyst til.
Da Benjamin ville svare sin mor, forsvandt sig­
nalet som i en bils bagagerum. Benjamin tænkte
et kort øjeblik på at være en ko. Hvilken tilvæ­
relse det var at være brun og bredrøvet og bruge
sine dage på at gumle græs op i den ene ende for
at lade det falde ud som lagkagestore lorte i den
anden. Og hvad var egentlig forskellen på hans
liv og koens? Andet end at koen selvfølgelig ikke
havde problemer med at ringe til de andre køer.
Apropos ko, eller i hvert fald apropos at gøre,

27
hvad der faldt én ind: Simon kom løbende ned
mod skolen uden skoletaske. Da han fik øje på
Benjamin i skolegården, ændredes hans ansigts­
udtryk.
»Du glemte tasken,« sagde Benjamin.
»Ja.«
»Vi har fået fri.«
»Ja.«
»Men skal blive på skolen.«
»Ja.«
»Er du okay?«
»Ja,« svarede Simon og vendte ryggen til ham.
 V

Fordi skolen lå så lavt, havde der altid været pro­

blemer med signaler og forbindelser. Havde den
ligget lavt i hovedstaden, var problemet blevet
løst på en eftermiddag, men herude kunne for­
bindelserne komme og gå i årevis, uden at nogen
greb ind. Hvis man vandrede op på landevejen,
kunne man ofte komme o.k. igennem. Men ville
de have, at eleverne skulle sidde i vejkanten af
en motortrafikvej eller kravle op på hovedet af
en statue afbildende nationaldigteren for at lave
deres opgaver? Man kunne ikke lade være med
efterhånden at opfatte det som en slags chikane.
At man ville presse folk til at klumpe sig sammen
i de store byer. Lige nu var den helt gal. Samtlige
elektroniske forbindelser og signaler var døde.
Man havde lyst til at stikke af i ren og skær
protest, men det blev besluttet at få det bedste ud
af situationen, og derfor hjalp lærere og elever
hinanden med at opstille lange rækker af borde
og stole i gymnastiksalen. Man dækkede bord

29
og serverede mad i fællesskab, og snart genlød
salen af stemmer og service, som var dette et
planlagt arrangement. Der blev talt om at være
strandet i lufthavne, noget, som havde vist sig
at blive husket som den mest mindeværdige del
af ferien. Eller en juleaften, hvor strømmen var
gået, og som blev fejret i stearinlysets magiske
skær. Skoleinspektøren slog på sit glas og rejste
sig.
»Når jeg ser os samlet her, skulle man ikke tro,
at skolefesten først er om fem dage. Det viser,
hvor omstillingsparate vi er, her hvor vi ikke
får alt forærende, men må kæmpe for vores. Jeg
afventer stadig svar på, hvornår vi kan tage hjem,
og takker jer for jeres tålmodighed og indstilling.
Jeg er sikker på, at den slags vil blive bemærket.«
Johannes lod roligt blikket glide rundt i salen,
inden han fortsatte:
»Det er måske svært at forestille sig, hvor
koldt det kan være på Antarktis, i denne den
varmeste sommer i skolens tid,« sagde han og
pegede på sit glas. »Men der er så koldt, at hvis
man holdt dette glas ud i luften, ville indhol­
det være frosset til is, inden man kunne tælle
til fem. Selv for en pingvin kan sådanne vintre
være dødsens farlige. Men pingviner overlever

30
ved at holde sammen. I bogstaveligste forstand:
De stiller sig - op til flere hundrede pingviner - i
en tæt klynge for at holde på varmen. De ping­
viner, der står yderst, bliver naturligvis udsat
for en ekstrem kulde, men de har udarbejdet et
rotationsprincip, så de skiftes til at stå yderst,
og dermed overlever alle, hvor mange af dem
var bukket under, hvis de kun havde tænkt på
sig selv.«
Johannes løftede glasset i en skål.
»For at blive i billedet: Der har været flere
hårde vintre for vores skole, især de seneste år,
men vi har overlevet dem alle ved at holde sam­
men og skiftes til at stå yderst. Og jeg takker jer
alle for at have stået yderst såvel som inderst - for
altid have holdt tæt sammen.«
Benjamin lagde mærke til, at hans fars blik
blandt andre hvilede et øjeblik ved hans dansk­
lærer, Emilie, der havde været en af de mest
ihærdige i kampen for skolens overlevelse. Hun
havde skrevet læserbreve, forfattet foldere og
været primus motor i den afsluttende demon­
stration, ligesom det skiftevis var hende og hans
far, der udtalte sig til medierne.
»Jeg er en varan forklædt som pingvin,« sagde
Kate.

31
 Elias, siddende over for Benjamin, fortrak ikke
en mine.
»Du er mærkelig forklædt som endnu mere
mærkelig,« sagde Liam med munden fuld af
pitabrød.
Maja sukkede, om det så var ad sine klasse­
kammerater eller på grund af den strandede
modelkarriere, hun hele eftermiddagen havde
båret som et diadem. Simon var mere tavs end
normalt.
Emilie var ikke fra egnen, hun var blevet
uddannet på et af landets hæderkronede hoved­
stadsseminarier, men var blevet tiltrukket af
udkantslivet på en lille skole, der forsøgte at gøre
en stor forskel. For fem år siden havde hun fået
Benjamins klasse som sin første. Benjamins blik
hvilede på Emilie, da hun drejede ansigtet og
sendte ham et venligt smil, som han gengældte
med en genert trækning.
Det var forkert at sige, at Emilie indgød ham
mere ro, end hans far gjorde. Men hun gjorde
noget andet. Benjamin havde en vag idé om, at
hun var den eneste voksne, der forstod ham. Der­
for bestemte han sig også for at gøre sig umage
i den quiz, der blev arrangeret for alle klasser.
Liam mente derimod at have gennemskuet, at

32
der var tale om lektier i forklædning. Desuden
kunne man ikke snyde, når forbindelsen var
nede. Det første spørgsmål vedrørte digteren i
skolegården.
»Hvornår blev han født?« spurgte Emilie. »Fød­
selsår, og gerne dato. Begge dele står på statuen.«
Benjamin rakte hånden op, men blev afbrudt
af et rumlende tordenskrald. Da larmen forblev
konstant, og lynene vedvarende fejede hen over
gymnastiksalens loft og vinduesindramning,
søgte Johannes og et par af lærerne straks mod
døren. Kort efter samlede lærere og elever sig i
skolegården omkring indgangen.
Der var en, der var to, der var fire-fem store
lastbiler og et tilsvarende antal orange grav­
køer, fægtende hid og did med projektører, rul­
lende frem og tilbage som larmende monstre i
gang med et indbyrdes opgør, mennesket kun
kunne være tilskuer til. Johannes nærmede sig
frygtløst. Et af monstrene tøvede, en sort silhuet
lænede sig ud af førerhuset, og Benjamin kunne
se på sin fars kropssprog, at han var ophidset.
Bag Benjamin var der en, som spurgte:
»Hva’ har de gang i?«
En lærer kom med en humoristisk bemærk­
ning om, at der måske endelig var blevet bevil­

33
liget penge til den længe ønskede ombygning
af skolen. En anden mente, at der i så fald var
tale om sort arbejde. Benjamin stod ved siden af
Emilie. Nogle lange rør blev håndteret, som dre­
jede det sig om at foretage jordboringer. Så kom
trådnet, der glimtede som fiskegarn, der bliver
trukket op af vandet. Johannes kom mod dem,
som hang han sprællende i dets midte.
»Hvad laver de?« spurgte Emilie.
»De opfører et hegn omkring skolen. De siger,
det er for vores eget bedste.«
 VI

Ved fælles hjælp var der blevet slæbt måtter og

madrasser ind i gymnastiksalen. Man havde sam­
let hynder og puder fra sofaerne på lærerværel­
set og i fællesrummet. Gardinerne var taget ned
fra klasseværelserne, så de kunne benyttes som
tæpper. De mest ulykkelige og bange elever blev
trøstet, og man havde nu indrettet sig i gymna­
stiksalen, så den mindede om nød-sceneriet i en
sportsarena fra den del af kloden, der blev udsat
for oversvømmelser og tornadoers jævnlige hær­
gen. Der blev vist en tegnefilm for de små, en film
for mellemtrinnet og en tredje for udskolingen.
Pedelstigen stod ved gavlen af den nye til­
bygning, og Benjamin fandt sin far stående på
taget. Man kunne ane det fire meter høje hegn
som flimrende blade i et grenværk langs sports­
plads og skolegård. Det var ikke tilladt at opholde
sig på skolens tag. Hvis en bold endte deroppe,
skulle man henvende sig til gårdvagten eller på
kontoret. Men nu stod de dér.

35
 »Er du okay?«
»Ja. Men jeg fatter ikke noget.«
»Det gør jeg heller ikke, Benja. Endnu. Jeg tæn­
ker, at det er som at skulle lære et helt nyt sprog.
I starten forstår man ikke ét ord.«
Oppe på landevejen dannede lastbilernes
frontlygter en ubrudt flimrende lyskæde. De
vendte sig begge ved lyden af knirk fra stigen. Det
var Emilie. Hun strejfede kort Benjamins arm.
»Hvor er Heidi?« spurgte hans far.
»Hun har stadig feber. Hun ligger på vicein-
spektør-kontoret.«
»Og beskeder?«
»Ingen. På skærmen det samme: BLIV VEN­
LIGST PÅ SKOLEN INDTIL I FÅR VIDERE
BESKED.«
»Så du deres dragter?«
Emilie rystede på hovedet. Da Benjamins far
ikke sagde yderligere, sukkede hun én gang.
»Da jeg var på Bali i sommer, hang den samme
infotekst under spejlet på badeværelset, som
der gør på hoteller over hele verden: Det er vores
praksis a t udskifte hån dklæ dern e hver dag, men
vi vil gerne bakke op om vores gæsters ønske om at
beskytte miljøet. Du kan gøre dette ved at slutte dig
til os i vores bestræbelse. Derefter valget mellem

36
at hænge håndklædet på holderen eller smide
det i badekarret. Opfordringen: Arbejdende sam ­
men kan vi spare millioner a f liter vand, energi og
m inim ere udslippet a f skadelige stoffer i miljøet.
Jeg læste det gang på gang, og selv ikke da jeg
rejste hjem efter en måned, kunne jeg svare på,
om det, der stod, var rigtigt eller forkert. Altså
hvad det i grunden betød.«
»Måske skulle du være blevet på Bali.«
»Nej. Hvad jeg mener er: Hvad handler dette
om?«
»Har ingen anelse.«
»Jo, du har.«
»Du har som altid ret, Emilie. Det er en slags
karantæne. Jeg tror, det betyder, at vi må holde
sammen som aldrig før. At jeg denne gang vir­
kelig får brug for dig.«
 VII

Han vågnede i den tro, at han lå hjemme i sin

seng. Så kunne han høre en snorken et sted, et
andet åndedræt tæt ved. Benjamin løftede hove­
det og kunne ane de sovende som små øer på
gymnastiksalens linoleumsgulv, der lyste som
marmor i måneskinnet. Han tænkte på sin mor.
Han tænkte på at stikke af. Han trak tæppet op
under hagen og lukkede øjnene.

Der var ingen forbindelser og intet nyt, og de

begyndte derfor dagen med morgensang. løsten
stiger solen op. Der blev serveret morgenmad
i klasselokalerne. De brugte første time til at
snakke om situationen. Derefter begyndte under­
visningen. Skemadagen. Men ingen havde sovet
godt, og lige under det hele lå panikken.
Maja jamrede over forholdene, samtidig med
hun så bedre ud end nogensinde. Hun havde
været i bad, lagt makeup og måtte have haft eks­
tra tøj med, fordi hun var iført stramme cowboy-

38
bukser og gul, tætsiddende tanktop. Benjamin så
rundt i klassen, en stribe trætte ansigter. Liam
gabte højlydt. Simons hår strittede i alle retnin­
ger. Kun Emilie ved katederet så også frisk ud,
selv om hun havde det samme tøj på som dagen
før. Benjamin glattede forsigtigt håret på sit bag­
hoved.
Både lærere og elever på skolen klagede over
hovedpine. Kvalme. Feber. Alle var bekymrede.
En elev i 3. klasse, der skulle svare på et spørgs­
mål i timen, brød sammen, skreg:
»Jeg vil hjem! Jeg vil hjem! Jeg vil hjem!«

I frikvartererne gik alle rundt i skolegården som

dyr i zoologisk have, der inspicerede deres nye
bur. Selv om der ikke var en krog i skolegården,
man ikke kendte efter så mange års daglig gang
på stedet, tog det hele sig anderledes ud, nu hvor
det var omgivet af et højt hegn. Selv digteren på
sin piedestal virkede anderledes.
Der manglede en lærer og tre elever. De måtte
være kravlet over hegnet. Benjamin tænkte på,
om hans far var klar over, at de var væk, men han
turde ikke spørge. I stedet for kredsede han hvi­
leløst rundt og opfangede sætninger og bemærk­
ninger, som zappede han mellem kanalerne på

39
en radio. Der var en, der var to, der var tre, der
var fire kanaler:
»Min hund gøede, da jeg tog af sted. Det plejer
den aldrig - som om den kunne mærke det.«
»Det er regeringen, der først vil lukke os ud, når
vi er det land, der har det højeste karaktergen­
nemsnit i verden.«
»Det er ligesom at sidde i en bilkø på en eller
anden åndssvag motorvej.«
»Min onkel siger, at man kan få erstatning for
sådan noget. Hvis man bare husker at søge bag­
efter.«

Benjamin forsøgte for gud ved hvilken gang at

ringe til sin mor. Hun lå først med den dér sid­
ste besked, han havde modtaget. Han prøvede
også adskillige af de andre kontakter. Selv piz-
zeriaet på torvet - som skulle det være nemmere
at komme igennem, hvis man ville bestille en nr.
13 med hvidløg og chili. Men niks: ingen sæd­
vanlig stemme med accent, der sagde Gudaften,
lige meget hvad klokken var.
Benjamin vidste, at hans far også forgæves for­
søgte at komme i kontakt med omverdenen. At
han sikkert havde forsøgt hele natten. Og han vid­
ste, at hans far måtte have overvejet det samme:

40
Bare bryde hegnet ned og tage hjem. Men at han
også måtte have tænkt på det mest mærkelige af
alt: Hvorfor var der ingen, som kom til skolen?
Postbilen? Kantinemaden? De lærere og elever,
der var stukket af? Hvor blev alle forældrene af?
Det var, som om de i løbet af mindre end 24
timer befandt sig på en øde ø.

I spisefrikvarteret samledes elever og lærere igen

i gymnastiksalen. Skoleinspektøren stillede sig
bag pulten.
»Jeg ved, der er nogle, som er taget hjem,«
sagde han. »Det er forkert, og vil blive betragtet
som pjækkeri. Vi må blive her, selv om vi alle hel­
lere vil hjem. Vi må vise dem, hvad denne skole
er lavet af. Det har vi vist før: at vi står sammen,
når vi er presset.«
Han holdt en pause, så ud over forsamlingen,
inden han sluttede med at berolige dem alle.
»Vi kan være sikre på, at der bliver arbejdet
uafbrudt på sagen. Jeg er overbevist om, at det
hele er overstået om ganske kort tid. At der meget
snart sker noget.«

Det skete mindre end et frikvarter efter: En stor

sort fugl kom.

41
 Den mindede om en kongeørn med sit vinge­
fang og elegante svæv. Først tættere på kunne
man se, at det var et mindre, mekanisk fly, der
gav sig til lydløst at kredse i luften højt over sko­
len. Det var de samme langsomme cirkler, som
var den faldet i staver, gået i udu, eller som prø­
vede den på at hypnotisere sit bytte.
 VIII

Lærere og elever skyggede for solen med hånden

og så mod himlen. De vidste ikke, hvad de skulle
mene, hvad dét betød. Men Simon kluklo ved
siden af Benjamin, som var flyet skolens under­
visningsmateriale, der var sendt i kredsløb uden
for menneskelig rækkevidde. På en måde så det
også komisk ud, som var et mekanisk fly blevet
forelsket i en gammel skole, og på en måde lig­
nede det, at det var en rovfugl, der tålmodigt
ventede på sit bytte, der gemte sig i græsset eller
skyggen på skolens område.
Så kunne de høre nogle hule hug gennem luf­
ten og en konstant voksende brummen, inden en
helikopter dukkede op på himlen og nærmede
sig som en gårdvagt for at genne det uopmærk­
somme fly ind som en sidste elev, der havde over­
hørt klokkens ringen.
Helikopteren bevægede sig hen over skolen,
højere end det lille fly, og for højt til, at man
kunne se, hvad der stod på siden, eller hvem der

43
befandt sig i cockpittet. Den kredsede en enkelt
gang om sportspladsen, inden den udløste en
kasse, der svævede mod jorden med en orange
faldskærm - og snart var helikopteren ikke andet
end en fjern lyd som fra en fiskekutter ude på
havet. Imens fortsatte den mekaniske fugl sin
svæven over skolen.
Kassen var af trykimprægneret træ og på stør­
relse med pedellens kasse til haveaffald. Et par
store grønne presenninger var pakket omkring
indholdet. Øverst i kassen lå samme besked,
som der stod på skærmene: BLIV VENLIGST PÅ
SKOLEN INDTIL I FÅR VIDERE BESKED. Ellers
indeholdt den: mad, drikkevarer, slik, tæpper,
filmkort, to store pakker med medicin og en sta­
bel regnfrakker. Indholdet blev fordelt i bunker
og undersøgt nærmere. Det var ikke regnfrakker.
I lynlåsen på den første sorte ligpose sad en sed­
del: BEGRAV JERES DØDE.
 IX

Heidi, tysklæreren, der havde ligget på kontoret

med blodudslæt og febersyge øjne, havde fået
det bedre. Hun var oppe at gå, mens alle var i
skolegården og på sportspladsen. Man kunne
følge bloddråberne som et spor hen ad gangen
til 5. B’s tomme klasselokale, hvor hun var faldet
død om ved katederet.
 X

I den panik, der opstod, var Peter, idrætslære­

ren, den første, der flygtede i løb over skolegår­
den. Han sprang højt op på trådhegnet og klat­
rede adræt mod toppen, da han gav slip, bredte
armene ud og faldt til jorden på ryggen. Sådan så
det ud, da den sorte mekaniske fugl havde pluk­
ket ham ud med et enkelt skud, som en edderkop
ifølge sin natur må forgifte det insekt, der har
fundet vej til dets spind, eller som havde den
passeret ham på gangen og - med et venskabe­
ligt klap mellem skulderbladene - anbragt en
»idiot«-seddel, en valmue, der nu skød op gen­
nem hans bryst.
 XI

De havde nærmest ikke fået pakket medicinen

ud og læst indlægssedlerne, inden der var flere,
både lærere og elever, der blev syge. Det var de
samme symptomer: kvalme, høj feber, blodige
gummer eller næseblod og rødt udslæt på krop­
pen, ofte i form af fire striber, som var patienten
blevet revet af en kat.
Det var Benjamins far, der adskillige gange
over højttaleranlægget bad eleverne blive i klas­
selokalerne, indtil deres lærere vendte tilbage
med yderligere informationer.
Benjamin kunne mærke, hvor bange Simon
var. Han kunne ikke sidde stille på stolen og
rystede som et blad i vinden, den ene hånd i buk­
selommen, som ville den gå amok, hvis han slap
den løs, mens den anden trommede uafbrudt
på hans lår. Benjamin lagde hånden beroligende
på Simons skulder. Simon så på ham med store
øjne og nikkede, hvorefter han straks fortsatte
sin nervøse trippen. Fordi Simon var bange, var

47
Benjamin ikke skræmt, ikke rigtig, i hvert fald,
måske også fordi det hele stadig forekom ham
uvirkeligt. Der var flere fra klassen, som græd
og trøstede hinanden. Nogle af pigerne havde
samlet sig om Maja, der forsigtigt duppede en
tåre væk.
Carolines plads var tom. Hun havde kastet op
og haft feber og var derfor gået med Emilie. Hen­
des sidemand, Lærke, sad yderst på sin stol med
armene om sig selv ved det ellers ryddede bord.
Liam vandrede frem og tilbage ved vinduerne,
blikket glidende mellem hegn og himmel, mens
han bankede knytnæven i vindueskarmen.
»Jeg finder en vej ud! Det gør jeg!« sagde han.
»Jeg skal satanedme nok finde en vej ud!«
Kun Elias og Kate syntes upåvirkede af situa­
tionen. Elias lå ind over bordet med hagen på
sine foldede arme, som kedede han sig bravt, og
Kate havde sat sig i vindueskarmen og udnyttet
kaosset til at tænde en cigaret, som hun holdt ud
ad vinduet.
»Du må ikke ryge!« råbte Maja. »Hva’ har du
gang i?! Det er forbudt! Du må ikke ryge!«
Kate tog et hvæs af sin cigaret, pustede røgen
ud ad vinduet, inden hun så på Maja.
»Du må ikke slå ihjel,« sagde hun.

48
Alle samledes i gymnastiksalen for at høre, hvad
man måtte og ikke måtte. Benjamin lagde mærke
til sin fars jakkesæt, der var beskidt, som havde
han været oppe at slås med nogen på sports­
pladsen. Man kunne ikke mærke noget på ham,
han talte som altid roligt og velovervejet, da han
meddelte, at dette var force m ajeure - en nød­
situation - og som krævede nye regler, og som
krævede, at alle efterlevede disse nye regler uden
undtagelse. Herefter gennemgik han dem én for
én. Hvordan deres klasselærer var kontaktper­
sonen, som alle spørgsmål og overvejelser skulle
gå igennem. Hvordan de syge skulle anbringes i
fysiklokalet, så de straks kunne komme i medi­
cinsk behandling. Hvordan der var nye regler for
håndvask og hygiejne. Hvordan der var udstedt
forbud mod at komme tættere end en meter på
hegnet. Reglerne for, hvordan der skulle under­
vises, spises, soves, ja, leves på skolen i denne
situation, som forhåbentlig snart var overstået.

Det var i en rosa solnedgang, at de to lærere blev

begravet i det fjerneste hjørne af sportspladsen,
og Benjamin forstod, at hans far havde været
med til at grave hullerne.
Han havde stadig det beskidte tøj på, da han

49
sent på aftenen fandt ham oppe på taget af til­
bygningen. Emilie var der også. Han havde reg­
net med at blive sendt bort, fordi det var i strid
med de nye regler at opholde sig i skolegården på
dette tidspunkt, men de sagde ingenting. Benja­
min så op, men den sorte fugl var svær at se, man
kunne blot ane den som en svævende skygge,
og måske var det endda bare indbildning. Men
den var der. Hans far lagde kort hånden på Ben­
jamins skulder.
»Er du okay?«
Benjamin nikkede.
»Vi har brug for nogen i hver klasse, der beva­
rer roen,« sagde Emilie. »Måske er det bare et par
dage. Så er denne... tilstand nok ophævet, ik'?«
Både Emilie og Benjamin rettede blikket mod
skoleinspektøren, som ventede de en bekræf­
telse, men han så blot frem for sig.
»Har I lagt mærke t i l ... lastbilerne,« sagde han.
»At al trafikken oppe på landevejen er forsvun­
det.«
 XII

Det var en nådesløs sol - som fra engang, hvor

verden bare var en slette og enhver skabning en
sort brændt tændstik i landskabet - der bagte
ned over skolen.
Simon havde fulgt Benjamin som en skygge,
eller som kunne Benjamins krop beskytte ham
mod alt det, der skete, men nu stod Benjamin
alene i skolegården uden at vide, hvad han skulle
foretage sig. Solen havde skinnet på en lignende
måde, den dag de fejrede, at skolen ville overleve.
Benjamin kunne lugte køerne oppe på marken
og noget, der enten var røg - han kunne ikke få
øje på bålet i det hvide lys - eller duften af en
eller anden skarp urt. Han kneb øjnene sam­
men, hovedbunden glødede, og han mærkede
sveden løbe fra tindingen, langs hårgrænsen,
over kindbenet ned til kæben. Der var en, der
var to, der var tre - han talte sekunderne mellem
hver dråbe. Det gav ham en okay fornemmelse,
fordi det betød, at han var i live.

51
 Benjamin havde forsøgt at lade være, men nu
fangede hans blik skyggen fra fuglen, der kred­
sede over skolen, som var det en sort haj, man
kunne se i havet under sig. Han vendte sig og for­
lod skolegården. Lige inden for døren til skolen
ventede Simon. Han havde siddet med hovedet
i hænderne, men kom hurtigt på benene, da han
fik øje på Benjamin. Simon var bange for dræber­
fuglen, som han kaldte den.
»Benjamin?« sagde Simon nervøst.
»Ja.« Benjamin kunne høre irritationen i sin
stemme.
»Jeg... D e t... Vi skal nok komme fri, ik’, Benja­
min?«
»Selvfølgelig,« svarede Benjamin og var alle­
rede videre.
Han styrede mod sin fars kontor. Han fandt
ham ved skrivebordet, sikkert i endnu et forgæ­
ves forsøg på at komme i kontakt med nogen
form for omverden. Benjamin syntes, at hans
far så ældet ud i lyset fra skærmen, selv om han
forsøgte at smile.
»Hej, Benja. Hvordan har du det?«
Han havde tænkt sig at sige noget andet, men
nu sagde Benjamin:
»Syv og et halvt minut.«

52
 »Hva’?«
»Jeg har taget tid. Så lang tid tager det at cykle
hjem fra skole. Nu føles det som en helt anden
verden.«
Benjamin kunne mærke, hvordan hans stem­
me var ved at knække over. Hans far så på ham.
»Vi bliver reddet.«
»Af hvem?«
»Det ved jeg ikke.«
»Men de kommer?«
»Ja.«
»Hvordan ved du det?«
Hans far tøvede.
»Det må vi tro på.«
I det samme kom Emilie ind på kontoret, og for
Benjamin gav det på en sær måde mening: som
var det hende, der kunne redde dem.
»En af de syge, en elev fra 6. klasse, bliver ved
med at råbe, at hun vil hjem,« sagde hun. »Må
vi flytte hende ind på bogdepotet for at give de
andre ro?«
Benjamins far nikkede.
»Og de andre?«
»Jeg ved det ikke,« svarede Emilie. »Stefan
har det måske svagt bedre. Ligesom Caroline
fra min klasse ... Men det er jo ikke medicin,

53
der kurerer denne sygdom. Den er jo bare
smertelindrende.«
»Jeg ved det.«
»Flere af dem har fået den dér mælkehvide
hinde over øjnene.«
»Vi må gøre noget mere,« sagde han.
Emilie tav længe.
»Jeg tror, vi skal holde dig væk fra de syge.«
 XIII

De sendte en lille yndig pige fra 1. klasse alene

ud i skolegården.
Nogen holdt øje med skolen. Der måtte også
være et kamera eller en sender et sted i den
mekaniske fugl.
Pigen var iført en hvid kjole og holdt et skilt
mellem hænderne:
VI ER JER. I ER OS.
Sådan blev hun stående midt i skolegården
ubevægelig en hel skoletime.
En hvid sommerfugl landede på hendes lyse
hår. På dens store vinger, som åbnede og lukkede
sig som en blæsebælg, var røde og sorte hiero-
glyfiske tegninger. Snablen rullede frem mellem
palperne som for at undersøge, hvilken skabning
hun var, og hvilken rolle denne kunne tænkes
at spille i det store billede. Så fløj den videre, og
det var alt, der skete. Hvis der var nogen, som så
dem, blev der ikke reageret. Hvis der var nogen,
som hørte dem, blev der ikke svaret.
 XIV

Det hele var uklart og flimrende som et mareridt,

eller blot som varmedisen, når man fra skolen
forsøgte at se så langt, som øjet rakte.
Men der var lærere og elever, som trodsede al
indre tvivl og angst - som opførte sig heroisk dag
efter dag. De gik forrest ved at te sig, som om intet
var hændt. Som var enhver afvigelse fra deres
normale liv og skolegang blot et udtryk for, at de
var i gang med den årlige temauge, hvor skemaet
var skrinlagt til fordel for alternative aktiviteter
- det gjaldt alt fra hyppig håndvask, udluftning
og badning til madlavning og overnatning på
skolen. De syge var blot at regne for nogle, der
var kommet til skade under udførelsen af disse
opgaver. De gav indtryk af, at der udelukkende
var tale om et fem dages fornøjeligt projekt, der
kunne afsluttes om fredagen med en fremvis­
ning for forældre, søskende og bedsteforældre.
Erik, sløjdlæreren, tog en hel klasse med ud
på sportspladsen bevæbnet med brædder, søm,

56
hamre og malerbøtter. Han fløjtede, mens han
hjalp klassen med at flikke træet sammen. De
mest forknytte elever stod som lammede, om det
så var fuglen over dem, gravene i den anden ende
af pladsen eller den allestedsnærværende syg­
dom, de frygtede. Men Erik rørte rundt i maler­
bøtterne og blinkede opmuntrende til dem, når
han overrakte dem spand og pensel, fik dem i
gang. De byggede et gigantisk hvidt kryds midt
på banen, så helikopteren havde et mål, når den
smed varer ned til dem.
Dette var nu sket to gange med en uges mel­
lemrum, og allerede anden gang forsøgte man
at fortolke indholdet af kassen. Hvad betød det,
når der var færre dåser tun end sidst? Når der var
appelsinjuice i stedet for æblejuice? Når der var
det samme antal ligposer?
Man forsøgte også at fortolke og forstå syg­
dommen både indadtil og udadtil. Den havde
et forløb: Det begyndte som regel med hoste,
forkølelse, så feber, opkastninger, derefter det
kattekløer-lignende udslæt på kroppen, blod­
næse eller blodigt tandkød, åndedrætsbesvær,
manglende evne til at holde på mad og drikke.
Øjnene gennemgik en lignende udvikling:
først røde, så skinnende, ofte gullige omkring

57
pupillerne, og endelig ugennemsigtige, som
dækket af en mælket hinde - sidste fase inden
døden.
De syge kunne have det bedre om morgenen,
mens feberen steg op ad dagen, blev værre til ud
på natten.
Og udadtil: Hvad med deres familie? Hvordan
så der ud på torvet i deres by? Hvordan var tin­
genes tilstand på Hovedbanegården i hovedsta­
den?

Benjamin vidste ikke, om stemningen i hans

klasse var som stemningen i de andre klasser,
men der var øjeblikke, hvor man rent faktisk
kunne glemme, at dette ikke var en helt almin­
delig skoletime på en helt almindelig skoledag.
Og så var der alle de andre øjeblikke. Som dette,
hvor Elias rakte hånden op, som ville han svare
på deres matematiklærers spørgsmål, for i stedet
for at sige:
»Hvorfor skal vi lære det?«
»Fordi... Fordi I kan komme til eksamen i det.«
»Men vi skal jo ikke til eksamen, hvis vi skal
dø.«
Der fulgte tavshed, hvor alle så på læreren.
»Jeg vil ikke skændes med jer,« sagde mate­

58
matiklæreren. »Med nogen af je r ... Forstår I ? ...
Jeg havde skændtes med S ara... min kone... den
morgen. Jeg blev vred og undgik hende med vilje,
gik endda ud ad bagdøren, så jeg ikke behøvede
sige farvel, inden jeg kørte herhen...«
Han kom på benene støttende sig til katederet.
Deres matematiklærer var en af de ældre lærere
på skolen, men nu lignede han pludselig et men­
neske på 100 år.
»Nu ved jeg ikke, hvor hun er. Og måske ved
hun ikke, hvor jeg e r ...«
Han løftede armen i en sær gestus, og så forlod
han klasselokalet uden at lukke døren bag sig.
»Sådan!« råbte Liam fra bagerste række. »Fri­
time!«
Simon skottede nervøst til Benjamin.
»Du er led,« sagde Maja til Elias.
»Ja, se, hvad du har gjort!« Liam bøjede sig
frem og daskede til Elias’ baghoved.
»Jeg kan få folk til at forsvinde,« sagde Elias.

Man var begyndt at lure på hinanden i klasserne.

Hvis der var nogen, som skulle pudse næse,
eller som fik noget i den gale hals, for alle op, og
Benjamin havde lovet at rapportere om nyt fra
9. klasse til Emilie eller sin far. Han fandt dem

59
begge på kontoret i gang med at gennemgå lister
over medicin, mad og syge. Emilie rejste sig for at
følge med ned til klassen. Benjamins far lænede
sig tilbage i stolen og så ud ad vinduet.
»Selv nu,« sagde han, »kigger jeg på uret og
undrer mig over, at skolebussen ikke holder der­
ude. Mennesket er sådan et vanedyr.«
»Vi tilpasser os,« svarede Emilie. »Det er derfor,
vi overlever.«
Hans far smilede kort.
»Godt, I er her.«
Så så han igen ud ad vinduet og rystede på
hovedet som ad den ikke-eksisterende skolebus.
»Men de kan da ikke bare opgive en hel skole,«
sagde han. »Kan de?«
 XV

Under et af fællesmøderne i gymnastiksalen tog

en yngre tynd dreng med et glinsende sort hår,
som tegnet på et kuglerundt hoved, ordet. Ben­
jamin huskede kun at have hørt én ting om ham
før alt dette: at han var en stille dreng, som aldrig
gik i bad i idræt. Hans klassekammerater havde
udviklet en teori om, at det var, fordi han ikke
havde nogen krop: at han udelukkende bestod
af sit håndboldstore hoved, tynde hals og de ti
blege fingre, som stak ud af hans lange ærmer.
Men nu var det ham, der talte, selv om han aldrig
sagde noget i timerne. Hans stemme var skinger
og piget, men tydelig, og alle kunne høre ham,
da han sagde:
»Hvad betyder én skole, hvis millioner af andre
skoler klarer den?«
Han sagde det, som det var. Et spørgsmål.
 XVI

De fire drenge fra 8. klasse huggede - sten, saks

og papir - selv om de knap nok kunne skelne
hænderne i aulaens nattemørke. Så fordelte de
sig ved udgangene, og på aftalt sekund spurtede
de mod hver sit verdenshjørne og kastede sig op
ad hegnet. Den sorte fugl piruetterede, og der
var en, der var to, der var tre, der var fire, som
dalede til jorden.
Drengene blev begravet i den fjerneste ende
af sportspladsen, i målfeltet, sammen med to
lærere, der var døde af sygdommen i løbet af
natten.
 XVII

Hver dag begyndte med, at skolens lærere og ele­

ver stillede sig ud i skolegården og sang morgen­
sang. Emilie sang for med en stemme, så ung og
klangfuld, som var den hævet over den sorg og
smerte, de ellers havde mere end nok af.
Benjamin kunne se, hvordan nætter med de
syge og bange og dage med de raske og bange
sled på hende. Emilie var bleg, nærmest gen­
nemsigtig af træthed, selv om hun også kunne
live op og indimellem igen virke som deres kloge
og sjove storesøster, der var kommet hjem fra et
ophold i udlandet.
Alle var de samlet under den skarpe sol bortset
fra Simon, som nægtede at opholde sig udenfor
af frygt for dræber-fuglen. Simon var en af de
elever i klassen, som det tog hårdest på. Han gik
i baglås, blev indadvendt. Indimellem tog Ben­
jamin ham ganske enkelt i hånden for at bero­
lige ham eller føre ham, men ud ville han under
ingen omstændigheder.

63
 For Benjamin var morgensangen blevet
dagens højdepunkt. Alle uden undtagelse sang
med, som var det i troen på, at nogen ville høre
dem en morgen. Og der var nogle sekunder, lige
omkring sangens sidste strofer, hvor Benjamin
følte sig varm, lykkelig og udmattet, som havde
de vandret jorden rundt og netop krydset mål­
stregen. Det var lige før, han forventede applaus
og omfavnelser, selv om der ikke var andre end
en statue af en nationaldigter til at levere dem.
»Har du lagt mærke til noget?«
Kate så på Benjamin. Lærere og elever var på
vej ind på skolen igen.
»Køerne er væk.«
Benjamin så op mod marken. Det var lang tid
siden, de havde set et menneske eller bare en bil.
Et par dage tidligere havde han hørt noget, der
lød som et skud, ovre ved træerne.
»Har I lagt mærke til noget andet?« spurgte
Elias, mens han trippede, som var det en vittig­
hed, han fortalte. »Nej? Men det har jeg: For hver
gang der dør én elev, dør to lærere.«
 XVIII

Caroline var den første fra klassen, der døde.

Fremgangsmåden var den samme: Hele skolen
samledes på sportspladsen med den pågæl­
dende lærer eller elevs klasse tættest på graven,
ved siden af Benjamins far, mens resten af skolen
samlede sig i en halvcirkel omkring.
Caroline blev begravet lige uden for målfeltet.
Alle fra klassen var der, også Simon. Han var
ovenikøbet købet gået forrest uden at rette sin
opmærksomhed mod hverken fugl eller Benja­
min. Emilie nikkede til Simon og lagde hånden
på hans baghoved. Benjamin var dybt forundret,
men nød det - bare at blive befriet for en enkelt af
de skygger, der fulgte ham hele tiden. Benjamin
så hen på sin far, hans beskidte tøj og skarpe pro­
fil. Han havde gentagne gange set sin far ude i den
brændende sol - alene eller i selskab med pedel­
len eller sløjdlæreren Erik - hugge spaden mod
den hårde jord. Det var, som om hans far insiste­
rede på at grave alle grave selv. Og det var, som

65
om han og Benjamin ikke rigtig kunne nærme
sig hinanden i alt dette. Pludselig stod Simon ved
Benjamins side som en rystende hund.
»Den gør ikke noget,« hviskede Benjamin.
»Ikke så længe vi holder os fra hegnet.«
Nu var det Simon, der tog Benjamin i hånden,
eller rettere, han lod Benjamin lukke sin hånd
om hans knyttede næve. Han kunne mærke,
hvor meget Simon dirrede.
»Vi skal nok klare den. Det lover jeg dig, Simon.«
Tre lærere og Benjamins far lagde Caroline ned
i hullet, og Emilie holdt en tale, der fik Simon til
at hulke og tårerne frem i Benjamins øjne. Benja­
min syntes, hun lyste som en engel. Hun talte om
Caroline og klassen, om klassen og Caroline, så
selv Liam blev rørt. Liam skulede op mod fuglen,
som for at forvandle sin sorg til vrede, fulgte
den med øjnene, som prøvede han på at regne
ud, hvor dens blinde punkt kunne være. Deref­
ter sang skolen en salme, og i sidste vers kunne
Benjamin mærke noget både varmt og koldt i sin
håndflade. Han genkendte det straks. Det glatte
træ og yderkanten af stålbladet. Det var den lom­
mekniv, han havde arvet fra sin farfar. Den kniv,
han havde mistænkt Liam for at have stjålet. Så
var det Simon.

66
 Men før han kunne sige noget, var Simon væk.
Et øjeblik frygtede Benjamin, at Simon ville løbe
mod hegnet, så så han ham spurte over sports­
pladsen og op mod skolen. Fra det punkt, hvor
Simon forsvandt, rettede Benjamin blikket mod
fuglen, der cirkulerede, som var den pickuppen
på en pladespiller af den slags, man kunne se i
ældre film, og Benjamin forstod, så tydeligt som
omkvædet i en sang: Det var dårlig samvittighed,
der havde drevet Simon hjem efter kniven, den
dag hvor det hele sluttede, og dette begyndte. At
hvis Simon ikke havde tænkt på Benjamin, så
havde han ikke været her.
 XIX

Katederet var tomt. Emilie var endnu ikke kom­

met. Selv om Benjamins far deltog på lige fod
med alle andre, var der ikke længere lærere til
at varetage al undervisning og alle opgaver - de
syge var nu så mange, at de var blevet flyttet fra
fysiklokalet til gymnastiksalen - og derfor blev
klasser slået sammen, eller der var timer, hvor
eleverne skulle arbejde i grupper. Men dette
var ikke en sådan time. Emilie var der ikke, og
det var aldrig sket før. Hun havde ikke haft én
sygedag i de år, hun havde været deres klas­
selærer.
Ingen sagde noget. Benjamin følte vægten af
sin krop presse sig ned mod stolen.
»Du hostede!«
Maja for op og pegede anklagende på Nicoline,
som sad ved siden af hende.
»Nej, jeg gjorde ikke!«
»Du er helt rød i hovedet! Du er syg! Du skal
ud!«

68
 »Neeej!« græd Nicoline.
Maja så ikke for godt ud selv. Håret sad ikke
længere perfekt, makeuppen var glemt eller
sluppet op. Hendes ansigt var forvrænget af
vrede og frygt, da hun drejede rundt og satte sig
længst væk på den ledige stol ved siden af Elias.
Elias var den eneste, som lignede sig selv på en
prik, måske fordi han alligevel gik i det samme
tøj og aldrig overvejede at rede sit hår. Nicoline
hulkede med sænket hoved og armene om sig
selv. Så rejste Kate sig uden et ord, gik gennem
klasselokalet og satte sig ved siden af hende.

Benjamin fandt Emilie blandt de syge, ikke som

altid i gang med at pleje dem, men liggende på en
idrætsmåtte med et tæppe over sig. Benjamins
far sad bøjet over hende, men Benjamin kunne
tydeligt se de røde striber ned ad hendes hals.
»Hej, Benjamin,« sagde hun og smilede, inden
et hosteanfald fik hende til at dreje hovedet.
»Skolen kan ikke undvære dig,« sagde Benja­
mins far.
Emilie skar ansigt, enten for at afvise hans
påstand eller i smerte.
»Jeg er ingen helt,« sagde hun. »I sommerferien
overvejede jeg at sige op og rejse væk.«

69
 Benjamin kunne se, at hans far også var over­
rasket.
»Hva’ fik dig til at blive?«
Emilie lå tavs med lukkede øjne, så åbnede
hun dem, røde af feber.
»Jeg ved det ikke. Jer, vel.«
 XX

»Er der et vanvidspunkt i vores hjerner, der får

os til at acceptere andres elendighed?«
Skoleinspektøren lod spørgsmålet dirre i heden
på sportspladsen. Benjamin kunne se, hvor meget
hans far havde tabt sig. Hvordan jakkesættet hang
på ham. Men nyvasket. Det var det første hul, han
ikke selv havde gravet. Emilies.
Han sagde, at han var sikker på, at en dag, når
alt dette var overstået, ville der stå en statue af
Emilie ved siden af digteren i skolegården. En
statue af hende som S kolelæ reren- som den per­
son, der fortsætter undervisningen ligegyldigt
hvad. Den tro på verden - og verdens fremtid -
der ligger i denne handling.
»Jeg kan ikke forestille mig et mere livsbe­
kræftende billede i verden end dette: læreren,
der underviser eleven.«

Efter de havde sunget, gik Benjamin den mod­

satte vej af skolen. Han satte sig næsten helt ud

71
ved hegnet. Han kunne den sidste besked fra
sin mor udenad, men læste den alligevel. Han
ville være i stand til at analysere den som et digt.
Benjamin kneb øjnene sammen, så mod solen og
fuglen. Måske var det sådan, tænkte han, med
alting - netop alt i livet - som Emilie havde lært
dem, at det var med litteratur: Der er altid forskel
på forfatteren og fortælleren.
 XXI

Boldbanen lignede et lergråt vattæppe af tørre

muldvarpeskud. Der gik nogle minutter, inden
Benjamin forstod, at han denne dag - i dette øje­
blik-følte sig let til mode. Al angst, sorg, smerte
ville igen komme væltende, men lige dér var det
hele væk. Det var underligt at gå rundt og være
nærmest ubekymret - at få lyst til at fløjte på
en kirkegård. Det hang ikke sammen, inden det
kom til Benjamin med samme uanstrengthed,
som en fugl svæver gennem luften: Han følte
sig ikke længere skyldig. Benjamin anede ikke,
hvorfor han ikke længere følte sig skyldig, eller
hvorfor han i det hele taget tidligere havde følt
sig skyldig. Han vidste heller ikke, hvornår han
sidst havde haft det sådan. Bare, at det måtte
være engang, da han var barn.
 XXII

De begyndte hver dag med begravelserne, som

var det en slags morgensamling. Som når man
kastede et blik på noterne på tavlen, på samme
måde så man flygtigt på boldbanen og noterede
sig: fire grave.
I dag: To var døde af sygdommen i løbet af nat­
ten, en elev var pludselig løbet mod hegnet, og
en lærer var død i forsøget på at forhindre det.
Er jeg ved at blive syg? tænkte Benjamin. Han
følte, at hans far stod og svajede, mens han talte.
Benjamin så den anden vej for at finde et fast hol­
depunkt. Det var et lys uden retning, operations-
agtigt, som var de alle en del af et eksperiment.
Det hvide kryds, som forsyningerne landede på,
var flyttet ned ved modsatte målfelt, fordi de for
længst var over midterlinjen, hvad angik grave.
I går havde de været alene i klassen det meste
af dagen. Alt var mere eller mindre i opløsning.
Benjamin talte lærerne: Der var en, der var to,
der var tre, der var seks tilbage.

74
 »Hvad handler dette om?« spurgte Benjamins
far og så dem i øjnene én for én. »Det ved jeg
ikke ... Jeg ved det ikke ... Men jeg ved, at det
handler om os alle.«
Benjamins far slikkede sig om munden, og så
kunne Benjamin se det i det skarpe sollys. At
hans far ikke bare var ubarberet: Det var blod,
der løb fra hans næse.
 XXIII

Benjamin fandt sin far ved skrivebordet på kon­

toret med fotografiet af ham og hans mor i hån­
den.
»Bliv der!«
»Er du okay, far?«
»Bare bliv der!«
Benjamin stod ved døren som en elev, der var
sendt på kontoret for at få skældud, og som ikke
kunne vente på at komme ud igen.
»Undskyld,« sagde hans far, gjorde en bevæ­
gelse, som nikkede han til en fornem person, der
stod i hjørnet af kontoret, og kastede op ned i
skraldespanden.
»Skal jeg hente nogen?« spurgte Benjamin.
Hans far rystede på hovedet. Pegede på ham.
»Den nat, hvor vi stod på taget og så på hegnet,
da tænkte jeg, at jeg skulle tage stigen og hjælpe
dig over.«
Der fulgte en tavshed, hvor Benjamin kunne

76
høre uret på væggen. Engang havde det været en
beroligende lyd.
»Skulle jeg have ladet dig smutte ud?«
»Jeg ved det ikke, far.«
»Jo, jeg skulle. Men jeg ville ikke gøre forskel. Det
er glidebanen: Når man ikke længere vejer ethvert
liv på livets vægt... Men mig og mine regler, Benja.
Når jeg bare skulle have ladet dig stikke af.«
»Jeg tror, du gjorde det rigtige,« sagde Benja­
min.
Hans far hørte ikke efter, men lagde fotografiet
fra sig med ryggen opad.
»Jeg har ligget vågen i nætter og funderet over,
om det her på nogen måde kunne give mening
- at verden ofrer en skole - og i mørket, hvor jeg
har været alene, har der været øjeblikke, hvor jeg
har tænkt: Ja. Men så snart jeg stod op og så det
første barneansigt på gangen, skreg det i mig:
NEJ! NEJ! NEJ!«
Hans far bøjede hovedet over skrivebordet.
»Jeg har svigtet.«
Benjamin så ikke på sin far, men mod et be­
stemt punkt under skrivebordet: Der var en lem
i gulvet, og hvis man fjernede kludetæppet og
åbnede den, lå der en pistol. Han tænkte det, som
om det kunne lave om på noget som helst.
 XXIV

Skoleinspektøren blev begravet i bedet foran sta­

tuen af nationaldigteren.
Benjamin tænkte på det sidste, de havde talt
om.
»Tror du, der er nogen, som løber glade rundt
i en skolegård lige nu?«
»Jeg ved det ikke, Benja. Jeg kan ikke tænke så
langt.«
Men senere, hvor Benjamin troede, at hans far
havde mistet bevidstheden:
»Jo, det er der. Smukt, ikke?«
 XXV

Han lå med krummede ben og hænderne klemt

inde mellem knæene. I de hårdt sammenpres­
sede håndflader kunne han mærke tidsbillen
forsøge at bevæge sig.
 XXVI

Hver morgen vågnede han og undersøgte sin

krop, som var det et musikinstrument, Benjamin
lod hænderne løbe hen over, lyttede til: halsen,
brystet, armhulerne, maven, strakte benene,
drejede hovedet, rømmede sig, trak vejret dybt.
Mærkede, at det kun var tårer, der forhindrede
ham i at se klart. Satte sig op.
 XXVII

Liam tog den ene skovl, Simon den anden. Kate

sang for, og Benjamin sagde nogle ord. Han vid­
ste ikke, hvor de kom fra, men idet han sagde
dem, lød de helt rigtige. Naturlige. Som at tage
skoene af og vandre i vandkanten. Sådan begra­
vede de den sidste lærer.
 XXVIII

Eleverne, store som små, sad på lærerværelset.

På stole, borde, gulvet og i vindueskarmene. Det
føltes, som om de havde besat det. Og det føltes,
som om lærerne havde forladt det. Som havde de
ladet dem i stikken. Som sidste skoledag, og som
sidste dag.
Det var Liam, der brød den tunge stilhed. Han
rejste sig og så vild ud i hovedet.
»Har vi ikke alle sammen drømt om dette! Fra
den dag vi begyndte på skolen som nogle forpu-
lede rollinger, og troede vi skulle have det sjovt,
og efter et minut var der en eller anden åndssvag
lærer, der tog én i nakken og sagde: Her løber vi
ikke p å gangen, min fin e ven!«
Liams forvrængede ansigt og stemme udløste
fnisen i hjørnerne.
»Men nu: Ingen til at stoppe os på gangene!
Ingen til at stoppe, hvad vi ikke selv vil stoppe!
Ingen voksne! En skole, hvor ingen fortæller os,
hvad vi skal gøre! En verden, hvor vi selv kan
bestemme!«

82
 Han forsvandt ud i lærernes køkken blot for at
komme tilbage med en kasse vin under den ene
arm og fem poser chips i den anden hånd.
»Hva’ fanden venter vi på?!« råbte han. »Skal
vi så se at få holdt den skolefest!?«
Det var som at sætte ild til noget, man opda­
gede var knastørt. Der blev et liv uden lige. Spon­
tane råb og handlinger. Det var, som om den
første, der løb, og den første, der lo, mindede de
andre om noget - og alle stak leende i rend.
»Ingen voksne! Sidste skoledag! Ingen lærere!
Skolefest!«
Der blev fundet kulisser og lagener frem fra
formningslokalet, flere kostumer fra teaterkas­
sen. Der blev hængt guirlander og bannere op på
gangene. Elever klædte sig ud som hekse, orker
og zombier. En enkelt som digteren på statuen,
en anden som blomst. De lange borde kom frem,
og kage, slik, sodavand, øl og vin blev stillet frem,
nogle fik koblet musik til skolens højttaleranlæg.
Festen var i gang, der blev spist og drukket, og
alt var til fri afbenyttelse og uden nogen form for
rationering, selv om især de mindste elever indi­
mellem så sig over skulderen, som forventede de
at blive irettesat af deres klasselærer.
Men der var ingen lærere nogen steder. Sander

83
7. A. Louise 6. B. Philip 9. A. Alle elever kunne
gå ind på kontoret og undersøge, hvad der stod
om dem i arkiverne. Grine af lærernes udtalelser,
more sig over de udregnede fraværsprocenter,
men også læse det hele med en vis andagt, for
godt nok var der ingen lærere, men det var ikke
den eneste forandring. De mærkede det: Hvad de
end selv havde været før, var de det ikke længere.

Benjamin kunne fornemme, at han slingrede, da

han gik ned ad gangen med en øl i hånden. Han
stoppede op for at mærke efter. Det var mærke­
ligt, at han var både bange og ikke det mindste
bange. Helt rolig. Og fuld. Han åbnede dørene
til klasseværelserne på stribe: Nogle var tomme,
andre steder sad elever og drak og spiste kage og
så film, i ét lokale sad Simon og spillede et bræt­
spil med nogle yngre elever, i et andet kastede
en pige op i ét hjørne. Han hørte glas smadre
bag sig et sted.
Da han trådte ind i gymnastiksalen, ramte
lugten af sygdom ham, så han øjeblikkelig trak
vejret gennem munden. Kate sad i mørket, hen­
des ansigt oplyst af skærmen. Benjamin kunne
ikke lide at gå uden at sige noget.
»Hvad skriver du?« spurgte han.

84
 »Om hvad der er sket.«
»Men du kan jo ikke sende det til nogen.«
»Det, man skriver, vil altid blive læst før eller
siden.«
Hun drejede skærmen, så han kunne se. Lin­
jerne dansede foran Benjamins blik, men han
kunne godt læse. Kate skrev om, hvordan syg­
dommen var begyndt: om hegnet, der var blevet
opført, om den mekaniske fugl, om de mange
døde, og om Benjamin. Der stod, at hun havde
været forelsket i ham i flere år. Der stod noget
om, at hun ønskede, at han ville røre ved hende.
Benjamin mærkede varmen i kinderne, mens
han læste.
»Skriv, at han lægger hånden om hendes nak­
ke,« sagde han, samtidig med at han tænkte: Jeg
må være meget fuld.
Kate skrev.
»At han lader fingrene kravle ned ad hendes
ryg og om på hendes mave,« fortsatte han.
Benjamin beskrev, hvad han ville gøre ved
hendes krop, og hvad de skulle gøre sammen.
Der var en, der var to, der var tre, der var en del
detaljer, og han skildrede det med ord, han ikke
vidste, at han beherskede, og mens han hviskede
det til Kate, tænkte han kun på én ting: Maja.

85
 Da han var færdig, drejede Kate ansigtet mod
Benjamin, og de var få centimeter fra at kysse
hinanden. Så var der en af de syge, som klagede
sig, og Benjamin udnyttede forstyrrelsen til at
rejse sig og tumle ud af gymnastiksalen.
Han fandt Maja i biologilokalet. Det første, han
så, var skelettet, der hang på sit stativ lige inden
for døren. Nogen måtte have skubbet rundt med
det. Det grinede skummelt til ham i halvmørket.
Derefter fik han øje på Maja, der lå på ryggen på
et af de borde, hvor de engang havde dissekeret
en frø. Med lukkede øjne og nakken tilbage lig­
nede hun en, der bad eller lå i et solarium. Han
kunne høre Liam, før han kunne skelne ham.
Liam stod bøjet over Maja, holdt hendes hvide
ben, men havde ansigtet vendt mod loftet, så
senerne i halsen med ét blev tydelige, som sva­
jede han frem og tilbage bærende på noget tungt,
han var lige ved at tabe.

Stadig med billedet på nethinden og skelettets

lydløse latter i nakken tumlede Benjamin ind
på lærerværelset, der var et efterladt kaos af fla­
sker, masker og pynt. Benjamin lukkede øjnene
og trak vejret dybt.
»Morer du dig, Benjamin?«

86
 Det var Elias. Benjamin havde overset ham,
stadig siddende ubevægelig på den samme stol
efter så mange timer. Han smilede til Benjamin,
som var han værten ved denne fest.
Benjamin følte en vrede så pludselig og vold­
som, at han måtte støtte sig til bordet for ikke
at falde. Han mærkede kniven i bukselommen,
da han stødte mod bordkanten, og anede ikke,
om vreden var rettet mod Maja, Liam, Elias eller
noget helt fjerde eller femte, men han rystede
af raseri, da han greb en vinflaske på bordet.
Noget i ham havde lyst til at svinge den mod
Elias’ hoved, smadre den ind i det slesk smilende
ansigt, men så lagde Benjamin nakken tilbage og
drak af flasken.
 XXIX

Så er det mig, tænkte Benjamin, da han vågnede.

Han havde feber, var øm overalt, det gjorde ondt
i halsen, og øjeæblerne brændte. Han lå på en
bænk i drengenes omklædningsrum. Han kom
på højkant. Stillede sig foran spejlet, drak af
vasken og så sig selv i spejlet igen. Ingen røde
striber, ingen blodige næsebor eller tandkød.
Han var ikke syg, han havde tømmermænd.
Ude på gangen lå ødelagte lamper og stole. Et
sted havde der tydeligvis været kage-kamp. Gen­
nem glasdøren i aulaen kunne Benjamin se, at
nogen havde givet statuen en gul bh på. Der var
sært stille på skolen.
Benjamin gik ind på lærerværelset, og det var
tydeligt, at andre havde tænkt samme tanke, og
langsomt samledes alle elever.
Kate sad i vindueskarmen. Hun så Benjamin i
øjnene, men han kunne heldigvis lade sig distra­
here af Simon, der vinkede og straks klinede sig
til ham. Til højre, ved reolerne, sad Maja på en stol

88
med sænket hoved og hænderne mellem lårene.
Solen væltede ind ad vinduerne, så man måtte
knibe øjnene sammen. Liam var en af de sidste,
der ankom, fløjtende og nyvasket. Han satte sig
ved Maja, lagde armen om hendes skulder, men
hun fjernede hans hånd, gik gennem lokalet med
blikket rettet mod jorden, fandt en anden plads.
Benjamin turde dårligt se på hende, men holdt
øje med Liam, der boblede af forskellige følelser,
så hans boksertud glødede.
»Ha! Ha!« råbte Liam. »Hvem har gjort det ved
dig!?«
Han pegede på Elias, der var blevet fuldstæn­
dig kronraget. Han lignede en fængselsfange
i en film. Så rejste Elias sig. Han var farveløs i
sollyset, så både svag og stærk ud og virkede så
voldsomt vred, som ville han hævne sig på dem,
der havde barberet hans hår af i løbet af natten.
»Det hjælper ikke at tage en maske på, gør det?!«
sagde han højt. »Ingen svarer!? Det er, fordi det
har været ét stort maskespil alt for længe! Bag det
har det ikke været andet end begæret - materia­
lismen - der drev døgnet frem! Vi har tømt hin­
andens lommer! Vi har tømt hinandens sjæle!«
Med ét var alle helt stille. En, der havde mum­
let bagstiv bag Benjamin, holdt sin kæft, og

89
Helene, som var vandret frem og tilbage mellem
sin plads og køkkenets skraldespand for at kaste
op, satte sig ned.
»Og Gud? Gud sidder ude på lokummet med en
kanyle i låret, fordi han fik en overdosis verdenl«
Elias lod blikket glide fra ansigt til ansigt.
»Vi har levet på en løgn! Vi har levet falskt!
Vi har bildt os ind, at der er et samfund, et fæ l­
lesskab, når dette viser sig at kunne opløses,
ophæves, sløjfes i løbet af fireogtyve timer! Vi
mennesker vil ikke hinanden, hvis det indebærer
en risiko. Der findes ikke næstekærlighed eller
empati! Der findes kun begær og egoisme! Og
fordi vi ikke erkender det, har vi det dårligt!«
Her rejste Maja sig, gik endnu en gang gennem
lokalet med sænket blik og satte sig ved siden af
Elias. Benjamin kunne ud af øjenkrogen se Liam
røre uroligt på sig.
»Fællesskab og medmenneskelighed - det er
alt sammen noget, som de voksne har bildt os
ind. Men først nu har vi beviset! Vi er indespær­
ret her, og er der nogen derude, som tænker på
os: NEJ!«
Her lænede Elias sig mod Maja og hviskede
noget i hendes øre. Hun nikkede med sænkede
øjenlåg.

90
 »Den eneste retfærdighed, der ligger i denne
sygdom,« fortsatte Elias, »er, at de voksne dør først
- det er jo dem, der har ødelagt verden! Og hvorfor
gjorde de det? Hvorfor gør vi det? Fordi vi kan.«
Man kunne mærke, at der var andre på lærer­
værelset, som gerne ville tro, at Elias ikke var en
mand med en maske, og at det heller ikke var
Elias, der talte, men en helt anden. Benjamin for­
stod nu, at det ikke var nogen, som havde klippet
Elias skaldet - det havde han selv. I det samme
rejste Maja sig, styrede lige mod Benjamin og
lænede sig frem, som ville hun kysse ham.
»Kniven,« hviskede hun.
Benjamin vidste ikke af andet end at lystre.
Maja tog den, gav kniven til Elias og stillede sig
bag ham. Elias smilede, da han foldede lomme­
kniven ud og jog den gennem sin håndryg, så den
sad fast i bordet.
»Du er syg i hovedet!« råbte Liam. »Du er sygere
i hovedet, end jeg troede!«
Der var en vis opstandelse, indtil Maja kyssede
Elias på hans skaldede hoved, en gestus, der fik
eleverne til at falde til ro, som beviste hun der­
med, at han var udvalgt til et eller andet. Derefter
talte Elias roligt videre med kniven plantet i den
blodige, sitrende hånd.

91
 »Det er jo det, vi gør: Vores nabo rækker os en
finger, og vi tager hele Afrika! Det er det, vi gør:
æder os selv. Vi æder os selv, som en pølse vi
skærer skiver af. Vi har udnyttet jorden, og nu
hævner den sig. Vi går i panik, men det er ganske
naturligt! Hvem slog først? Det er naturens - det
er deres - eneste forsvar mod vores angreb! Og
nu er det for sent. Der er ingen gårdvagt, som
kommer og stopper denne slåskamp. Nu bliver
vi tæsket ihjel.«
I den tavshed, der opstod, stirrede alle på
Elias’ hånd.
»Men hvad kan vi gøre?« var der en, som vovede
at spørge.
»Der er ikke noget at gøre,« sagde Elias med et
smil rettet mod sin hånd, som var den et andet
væsen, der smertefuldt syntes at strække sig mod
noget uopnåeligt.
 XXX

»Det eneste, vi kan gøre, er at bøje hovedet. Blive

mennesker - ikke guder - igen.«
Elias stod foran dem i skolegården med ryg­
gen til statuen, hans hånd indbundet i bandage
og med Maja ved sin side. Hans øjne skinnede,
da han sagde:
»I har betragtet Den Store Fugl som en fjende.
Det er den ikke. Den er sendt til os. Betragt den
som en gave. Man kan tilbede den, men man kan
ikke bede den om noget. Der er ingen forbindelse
mellem den og os - andet end at vi alle er en del
af det store hele.«
Al opmærksomhed var rettet mod Elias, der
havde eleverne i sin hule hånd i et nærmest skol­
dende lys. Stemningen var intens og højtidelig,
da Liam trådte frem.
»Det er løgn!« råbte han. »Den er ikke ægte!
Det er bare en drone! Det er noget, som regerin­
gen eller en eller anden efterretningstjeneste har

93
sendt for at holde os indespærret! For at dræbe
os!«
»Hvad er ægte?« spurgte Elias. »Er du ægte,
Liam? Det er en mekanisk fugl, selvfølgelig, men
den har fået sit eget liv. Den har betydning. Har
du det, Liam?«
»Det er et våben!«
Kate prøvede på at henlede deres opmærk­
somhed på noget andet.
»Lucas fra 4. A døde i nat. Skal han ikke begra­
ves?«
Liam og Elias havde kun blik for hinanden.
»Det er ikke andet end et skide våben!« råbte
Liam. »Kan I ikke se det?!«
»Husk,« sagde Elias, »at de voksne var de mest
modtagelige for denne sygdom. Det er igen gan­
ske naturligt: Hvem ville man selv tilintetgøre
først? Dem, der skader én selv mest, selvfølgelig.
Og hvis det går efter størrelse og alder, hvem er
så den næste? Det er du, Liam.«
Man kunne se en blodplet gennem Elias’ ban­
dage, da han pegede. Liam var rød i ansigtet,
hans næse glimtede som granit i solen, han lig­
nede en, der ville fare frem og nikke en skalle.
Benjamin var sikker på, at Liam ville overfalde
Elias, der snart kun kunne håbe på, at hans fugl

94
på en eller anden måde greb ind, for ellers ville
han selv blive tæsket ihjel. Alligevel fik et eller
andet Liam til at tøve, til at se mod fuglen.
»Jeg skal ikke underkaste mig noget skide psy­
kopatisk modelfly af en fugl!« råbte Liam. »Jeg
skal ud herfra!«
»Den næste, Liam,« sagde Elias.
Liam vaklede, knyttede næverne.
»Dem, der ikke tror på fugle ... Dem, der vil ud
herfra... De kan komme med mig!«
Liam tøvede, inden han vendte rundt og mar­
cherede ind på skolen.
Benjamin vidste ikke selv, hvad det var, der fik
ham til at slutte sig til Liams gruppe, men det
gjorde han. Han gik med ham. De slog sig ned i
biologilokalet. Simon var automatisk fulgt med
Benjamin. Der var flest drenge, og de var klart
færre end Elias’ gruppe. Skelettet grinede til dem
fra sit stativ. Liam gik rundt som en løve i et bur.
»Hvorfor gav du dem kniven?«
Benjamin vidste ikke, hvad han skulle sige, men
han behøvede heller ikke svare, da han kunne se,
at Liam blev flov ved synet af bordet, hvor han
havde været sammen med Maja. Så gik Liam mel­
lem bordene til glasskabene langs væggen og tog
en gammel stenøkse ud.
 XXXI

Eleverne havde fordelt sig på skolen: Den ene

gruppe omkring biologilokalet i den vestlige fløj,
den anden på lærerværelset i midten, og de syge
i gymnastiksalen i den østlige fløj.
Når de mødtes på gangene, så de hinanden an
i tavshed som sportshold i spillertunnelen. Man
nøjedes med at skumle og allerhøjst gestikulere
advarende og lidt for sjov. Først og fremmest
holdt man en vis afstand.
Gymnastiksalen var neutral zone. En hånd­
fuld raske elever, heriblandt Kate, tog sig af de
syge.

Liam havde anbragt en flaske mellem kæberne

på skelettet og stukket en anden op gennem
bækkenbunden. Benjamin kunne ligge og glo
på det, og især aftnerne og nætterne var lange.
Enkelte elever forsøgte at hacke det elektroniske
udstyr, så de kunne komme i kontakt med andre.
Nogle så film, sammen eller alene. Og så spi-

96
ste og drak de, kage, pitabrød og sodavand. Det
var tydeligt, at Liam på ingen måde rationerede
maden, selv om det var uger siden, de havde set
en helikopter på himlen. Lige meget hvad: Ben­
jamin manglede appetit. Hvad ville min far have
gjort? tænkte han. Han tænkte på sin mor. Han
tænkte på Emilie. På den kirkegård af elever og
lærere, som lå bag dem. Simon havde det endnu
værre. Han fik ikke længere sine piller, var eks­
tremt nervøs, rullede uroligt i sin søvn om natten
og klæbede sig til Benjamin om dagen.
»Hvorfor er jeg ikke syg?«
Simon havde stillet det spørgsmål en million
gange, og Benjamin var ved at gå ud af sit gode
skind.
»Jeg ved det ikke, Simon.«
»Jeg er en af de eneste, der ikke er syg,« fort­
satte Simon.
»Ja.«
»Hvorfor?... Hvorfor?!«
»Ved det ikke.«
»Du er heller ikke syg, Benjamin.«
»Nej.«
»Vi to er to af de eneste, som ikke er syge.«
»Ja.«
»Hvorfor?«

97
 »Prøv at se filmen, Simon.«
Fem minutter, så spurgte han igen. Benjamin
lukkede øjnene. Han vidste det jo ikke. Han var
ikke engang længere i stand til at fundere over
det. Han vågnede om morgenen og lyttede til sin
krop. Men han var ikke glad, det var facit på en
ligegyldig opgave: Han var stadig rask.
 XXXII

En nat ledte Liam en gruppe på fem af de æld­

ste drenge. De sneg sig ind på lærerværelsets
køkken og stjal, hvad der var tilovers fra skole­
festen af mad og drikke. Det lykkedes dem også
at få fingre i en brødkniv. De kom tilbage som
vikinger, der havde været på togt. Det blev fejret
med en abefest, hvor Liam hoppede på bordet
og skreg:
»VI SLIPPER FRI! VI SLIPPER FRI!«
Sådan stod de, da horisonten begyndte at
gløde som lava.
 XXXIII

De blev vækket af larm fra skolegården. De kom

på højkant og fik sig et chok. Den anden gruppe
havde taget opstilling i den solbelyste skolegård,
og der var en, der var to, der var tre, der var fire:
Alle uden undtagelse havde barberet sig skaldet.
Liam forsøgte at gøre grin med dem - lo højt og
kaldte dem æggehoveder - men snart stod de
tavse af forbavselse og ærefrygt ved de åbne vin­
duer. Benjamin stirrede vedholdende på Maja:
Han kunne knap nok genkende hende uden det
lange, lyse hår.
»Vi er den første generation, der nægter at
dømme!« sagde Elias. »Vi lover ingen noget -
mindst af alt os selv!«
Efter hans tale stod de ubevægelige, så længe
det ville have taget at synge en salme, mens
fuglen kredsede over dem. Var det, som om den
lydløst vågede over dem? Eller var der en hinde
af hånende ligegyldighed over det hele? Gav det

100
mening? Var fuglen et urokkeligt holdepunkt, et
ur, en evighedsmaskine, noget, der ville være
dem trofast indtil sidste dag? Det nye menne­
skes bedste ven?
 XXXIV

De fik opsnappet nogle af de regler, der gjaldt

for Elias’ gruppe.
De skulle spise mindst muligt.
Kun drikke vand.
Være ligeglade med deres udseende.
Acceptere fuglen.
Liams gruppe havde ikke et lignende regel­
sæt. Den eneste regel - ud over at holde sig fra de
andre - var at overskride alle regler. Det gjaldt de
regler, der havde hersket på skolen før sygdom­
men.
Dengang måtte man ikke køre på cykel på gan­
gene, hvilket betød, at man i over en uge arrange­
rede daglige indendørs cykelløb. Der var en, der
var to, der var tre, der var fire ræsende op og ned
ad gangene i høj fart. Lavende bremsespor på
linoleummet. Hvis de mødte den anden gruppe,
drønede de tæt forbi dem, råbte og pegede fingre
ad dem.
De spillede fodbold indenfor.

102
 De holdt vippe-konkurrencer på stolene. For­
skellige discipliner: langtidsvipning, hurtig-vip
og længst-tilbage-vip. De lo, når nogen knaldede
baghovedet i gulvet. Liam lo højest af alle.
De gjorde det hele, som var det deres inderste
ønske. Deres største drøm.
Men Simon behøvede regler. De regler, som
Benjamins far og Emilie engang havde opstillet
for ham, og inden for hvilke han kunne fungere,
så han næsten kunne forveksles med en almin­
delig skoledreng.
Når Simon forsøgte at være med, følge med i
Liams tempo, blev han enten afvist af de andre,
fordi han hurtigt optrådte for overgearet, eller
det endte med, at han med ét trak sig ind i sig
selv, fordi han ikke længere kunne overskue den
kaotiske situation. Han klyngede sig stadig mere
til Benjamin, der nogle gange kunne tage sig selv
i at have lyst til at slå ham.
Benjamin så på Liam, råbende, rød i hovedet
og med svedglinsende overkrop på sin cykel. Og
for første gang tænkte han, at han måske havde
det værre end både Simon og ham selv. At han
var som et såret dyr. Men ved et hårdt såret dyr,
at det skal dø?
 XXXV

Den anden gruppe holdt sine møder i middags­

heden i skolegården. Det virkede dagligt som en
rød klud foran næsen på Liam.
Elias’ stemme var høj og klar. Han talte om
Bibelen som et fupnummer, men at Sodoma og
Gomorra var virkelige steder, der var blevet til-
intetgjort.
»Hvad vi aldrig har fået at vide, er, at der i rui­
nerne var overlevende - lemlæstede og forkrøb­
lede skabninger, som levede videre på en jord,
hvor intet ville gro. Vi har aldrig hørt om disse
mennesker, fordi det ville have været dem imod.
De vil ikke være berømte! De vil ikke være rige!
De vil ingenting. De ønsker intet. Af denne aske
har vi rejst os!«
Liam havde trukket vejret hørligt i ophidselse.
Nu forlod han lokalet uden et ord.
Ingen sagde noget, men da de fra biologilo­
kalet så Liam komme farende ud i skolegården
med en spade mellem hænderne, var de sikre

104
på, at han ville gå løs på den anden gruppe med
haveredskabet som våben. I stedet for tog han
opstilling til venstre for dem, over mod hegnet,
og begyndte at grave. Liam gravede, så jorden
stod om ham. Han huggede mod jorden gang på
gang, som ville han afstraffe den. Der rejste sig
en støvsky fra hans hul, og det hele var så tilpas
absurd, at de kunne begynde at heppe på ham,
som var det en konkurrence af en slags. Spade
mod Stemme. Stemme mod Spade.
Elias talte uanfægtet, og Liam stod snart til
brystet i sit hul. Elias’ velvalgte klingende ord
mod Liams kraftfulde jag. Gang på gang.
Men da Elias’ gruppe forlod skolegården, gra­
vede Liam stadig, og de andre stormede ud til
ham, som var han dermed erklæret for vinderen
af kampen. Men under solens stråler og med fug­
lens sorte hajskygge omsluttende dem forduf­
tede euforien straks. Virkeligheden indhentede
dem. Kun Liam fortsatte beslutsomt.
»Hvem er død?«
Liam stoppede et øjeblik, hvilede hagen mod
skaftet og smilede.
»Ingen. Netop ingen.«
 XXXVI

Tre nætter efter sendte Liam to drenge af sted

gennem tunnelen. De var flere meter underjor­
den, og det var mørkt, men idet de gravede de
sidste centimeter under hegnet, blev de gennem­
boret oppefra. Fra skolen kunne man se jorden
løfte sig i to tynde sprøjt i måneskinnet, som efter
et par mislykkede smutsten, der plumpede i van­
det. Liam satte sig hen i et hjørne med en flaske
vin.
 XXXVII

Næste dag blev der begravet tre. De to, der havde

forsøgt at flygte, og en, der var død af sygdom­
men. Den sidste var også fra Liams bande, og
efter begravelsen opstod der tumult, fordi der var
flere, som ville slutte sig til Elias’ gruppe. Benja­
min havde ikke set, hvad der foregik, da Simon
havde tisset i bukserne - af skræk, spændthed,
distræthed, træthed eller noget helt femte - og
han havde hjulpet ham med at skifte. Benjamin
kunne konstatere, at en fra Elias’ gruppe havde
blodnæse, og at Liams trøje var revet i stykker.
Han tænkte på den vittighed, der stod skrevet
på toiletdøren:
Er »en hveps« egentlig et biord eller et stikord?
 XXXVIII

Selv om Benjamin sov elendigt, vågnede han

skoletidligt. Det sad så dybt i hans krop. Det
samme gjorde hans mor. Han havde drømt om
hende. Simon sov stadig, og der var stille i bio­
logilokalet. Benjamin kom på højkant og sneg
sig ud.
Han gik ned ad gangene med retning mod
lærerværelset, men drejede så af og gik ud i
skolegården. Her satte han sig op ad soklen på
digterstatuen foran sin fars grav.
Benjamin så sig omkring. Lyset var uden ret­
ning og varme, men allerede skarpt. Han havde
været sikker på, at han en dag hørte latter på
den anden side af sportspladsen. En anden dag
havde han hørt en fjern tuden, som lyden af en
lastbil eller en flok sportstilhængeres kompres­
sorhorn. Som af et skib, der sejlede gennem tåge.
Nu hørte han skridt bag sig.
»Hej, Benjamin. Hvordan går det?«
Det var Maja. Benjamin trak på skuldrene, og

108
hun lagde sig på knæ ved siden af ham. Længe
var de stille sammen. Han kunne lugte hende,
både noget rart, blomsteragtigt, og noget skarpt,
som sved. Så lænede hun sig frem og kyssede
Benjamin på kinden.
»Slut dig til os. Vi forstår dig.«
Maja havde tabt sig. Hendes bryster var ikke
så iøjnefaldende som før, hun var skaldet, og
hun havde for længst mistet sin solbrændthed,
men på en måde var hun mere tiltrækkende end
nogensinde.
»Jeg kommer,« svarede han.
Benjamin blev siddende endnu nogle minutter
uden at vide, hvad han tænkte. Om han tænkte.
Så kom han på benene og gik tilbage til Simon
og Liam.
 XXXIX

Laura 3. A.
Silas 7. B.
Sasja 9. A.
Oliver 6. B.
Mathias 1. A.
Anna 1. A.
 xxxx

Der var tomt på gangene. Man kunne gå længe

uden så meget som at se et glimt af nogen i den
anden ende af skolen. I et depotrum fandt de
nogle gamle verdenskort. Det føltes sært at rulle
dem ud og lade fingeren rejse ubesværet over
bjergkæder, grænser og have. Hvordan var der i
Rom? Fandtes Frankrig? Gjorde Beijing? Var der
et mylder af liv og larm på gaden i New Delhi?
Spillede nogen fodbold i England? Lå alt øde i
USA?
 XLI

Det var på gangene, at de første gang så tallene.

De var malet med en rød spraydåse på væggene.
7. 7. 7. 7. 7. 7.
Dagen efter var 7-tallet streget over. 6. 6. 6. 6.
. .
6 6
Det kunne altså ikke handle om de døde. Her
steg tallet i både Liams og Elias’ lejr.
Men dagene fortsatte sådan. Som en hotel ele­
vator på vej ned.
5.
4.
3.
2 .
1.
 XLII

0.
Elias’ gruppe samledes i skolegården, sollyset
glimtende over deres skaldede isser, og de stod,
som de havde gjort hver formiddag, en salmes
tavshed. Så tog Elias ordet og talte med lukkede
øjne.
»Der er døde, og der vil være flere døde. Vi
skal ikke bede om at overleve. Tværtimod. Vi
skal ikke bede nogen om noget. Liv og død er
ikke modsætninger. De er brødre. De er søstre.
Som vi er. Hvorfor gøre det? Ingen årsag. Fordi
du kan.«
Han åbnede øjnene, og en pige, som måtte gå
i 3.-4. klasse, trådte frem. Hun lænede sig mod
Elias og gav ham et knus, derefter Maja, så den
næste i rækken. Da hun var igennem hele flok­
ken, vendte hun ryggen til dem, og de stod på
række bag hende med hænderne om hinandens
skuldre. Så gik hun. Et øjeblik var det, som om
hun mistede et skridt, men hun genvandt hurtigt

113
rytmen. Det hele foregik ordløst og koreograferet
som en gymnastikserie, og måske var det derfor,
ingen fik mistanke eller greb ind, som var man
sikker på, at pigen ville vende om, lige indtil det
sekund, hvor det ikke længere kunne lade sig
gøre at vende om. Hvor hun havde lagt hænderne
mod hegnet. Hvor hun var blevet skudt.
Liam råbte, flere skreg, men det var først længe
efter - også efter tusind spørgsmål fra en despe­
rat Simon - at Benjamin forstod, han havde over­
været en form for kollektivt arrangeret selvmord.
Da det gik op for ham, eksploderede han i san­
seløst raseri. Simon var nærmest, og Benjamin
skældte ham huden fuld. Kaldte Simon de vær­
ste ting - ord, han var sikker på, at han aldrig
før havde taget i sin mund. Evnesvag. Retarde­
ret. Taber. Enfoldig. Belastning for samfundet.
B-borger. Dummere end en dum hundehvalp.
Snylter. Tosse. Hjernedød. Han råbte, og Simon
græd som pisket. Simon forsøgte at kramme
ham, men Benjamin skubbede ham væk og fort­
satte. Han blev ved med at svine ham til, indtil
Simon vendte sig og vaklede tudbrølende ned ad
gangen.
 XLIII

De havde været der før alt dette: disse øjeblikke af

ingenting, hvor Benjamin mistede orienteringen,
ikke længere vidste, hvor han var, eller hvor han
skulle hen. Nu var følelsen der, men denne gang
overmandede den ham med større styrke, og ikke
kortvarigt, men tung og vedvarende; noget, der
udløste en kvalmende fornemmelse af at falde;
som forsvandt den faste grund under hvert skridt.
Benjamin havde ventet på, at Simon kom til­
bage til biologilokalet. Han havde ventet hele
natten, og da han ikke kom, ledte han efter ham
i hver en krog på skolen. Han råbte på ham, han
undskyldte højlydt. Så begyndte han at frygte, at
Simon var kommet ud for en ulykke eller blevet
syg­
Men Simon var heller ikke i gymnastiksalen.
Alligevel gik Benjamin ikke sin vej. Han blev hos
de syge. Benjamin var taknemmelig over, at Kate
ikke spurgte, hvorfor han var troppet op. Hun
viste ham, hvordan man skulle dosere piller,

115
påføre salve, fylde vanddunkene, og hvem der
skulle have hvad.
Benjamin meldte sig hverken ud af det ene eller
ind i det andet. Han begyndte bare at hjælpe til i
gymnastiksalen, og når han var udmattet, faldt
han om på en springmåtte i drengenes omklæd­
ningsrum. Han drak en tår vand, men han var
ikke sulten. Han var ingenting. Når han lukkede
øjnene, var det som at befinde sig på et vippende
skibsdæk. Først var det ubehageligt, dernæst var
det det, som gjorde, at han kunne sove.
Det var ikke frygten for at blive smittet, der
havde holdt Benjamin væk fra gymnastiksalen
- de vidste alligevel intet om, hvordan sygdom­
men bredte sig - men fordi han i forvejen tænkte
for meget på sin far. På mor. På Emilie. Nu viste
det sig, at de syge holdt hans tanker beskæftiget.
Når hun havde brug for en pause, satte Kate sig
op på taget. Benjamin begyndte at holde hende
med selskab. Kate havde fjernet alle ringe fra sit
ansigt.
»Det er utroligt, hvordan man lever videre med
ting,« sagde hun, »også store ting, der ændrer ens
liv grundlæggende.«
Benjamin vidste ikke, hvad han skulle sige.
Kate fortsatte:

116
 »Nu er jeg tilfreds med at sidde på et tag og
glo på en tom mark. At det også kan være frihed.
Mig, der engang ville brænde skolen ned og rejse
ud i verden... «
»Hvor ville du gerne rejse hen?«
Kate så på Benjamin, som var hans ansigt et
kort, hun studerede.
»Det kan jeg ikke huske,« sagde hun. »Eller
måske kan jeg, men nu er det bare ord uden
betydning. Halvdelen af at rejse er at forestille
sig stederne. Nu kan jeg ikke forestille mig en
skid.«
»Elias har ret, ik’?« spurgte Benjamin. »Hvad
er det, der gør, at vi kan glemme andre?«
»Solen.«
 XLIV

Skikkelsen kommer gående nede fra den anden

ende af gangen, i skygge og på den afstand umulig
at identificere. Benjamin ved ikke, om de har en
aftale, eller om det er helt tilfældigt. Da hun glider
ind i lysindfaldet fra aulaen, kan Benjamin se, at
det er Maja, og hans hjerte begynder at hamre:
Det er en forbudt date. Et stævnemøde mellem to,
som elsker hinanden, men som tilhører familier,
der hader hinanden. Benjamin mærker varmen
gennem sin krop, som trykker han allerede Maja
ind til sig. Så kan han se, at hun går langsommere,
tøver, som fortryder hun. Hun lægger hånden
mod væggen over sit hoved, som om hun græ­
der. Så falder hun. Benjamin spurter mod Maja,
det kan ikke gå hurtigt nok, men afstanden synes
pludselig enorm. Han får et chok, da han endelig
når hende og ser, hvor tynd og bleg hun er. Hun
har et betændt sår ved kravebenet og sprukne
læber. Hun åbner et kort øjeblik øjnene, røde af
feber, inden hun lukker dem igen.

118
 Benjamin vidste godt, at han sov. At det bare
var et mareridt, han skulle vågne op af. Mareridt
var fortalt efter berettermodellen. Det ville sige,
at han var klar over, at tingene først skulle blive
værre. Så da han så de røde striber flere steder
på hendes krop - på halsen, armen, i nakken -
forstod han, at det var konfliktoptrapningen, der
var i gang. Derfor var det også en del af det nød­
vendige forløb, at en dråbe blod nu løb fra Majas
ene næsebor til overlæben. Nu nærmede han sig
heldigvis udgangen. At når det gjaldt mareridt,
så var konfliktløsningen at vågne.
Det var først, da Kate ruskede i ham, og han
vågnede, ikke i sengen, men bøjet over en livløs
Maja med næseblod, at han forstod, at der ikke
var noget mareridt. Nogen konfliktløsning.
De talte til tre, hvorefter de løftede båren, der
bestod af en stige pålagt en madras. Benjamin
troede ikke, at han havde flere tårer, men det
havde han. Alligevel så han det, på væggen bag
ved Kate, da de bar Maja ned til de syge i gym­
nastiksalen. Et nyt 7-tal.
 XLV

På en måde kunne han slet ikke genkende hende,

og på en måde var hun helt sig selv; den samme
blanding af genkendelighed og fremmedhed,
som der kunne være over voksfigurer af berømt­
heder. Benjamin burde få det dårligt over tan­
ken, men gjorde det ikke. Maja var ved at dø. Hun
havde kastet op utallige gange, og lige så mange
gange havde han tørret op. Nu var det kun tato­
veringer af blod, der kom op. Rifterne på hendes
krop glødede. Feberen steg, hun kunne ikke læn­
gere drikke og mistede langsomt bevidstheden.
Når hun åbnede øjnene, havde de fået det blinde,
mælkede skær.
Hun havde fulgt ham dagligt - også uden at
vide det efter skoletid - i så mange år: på avis­
ruten, i skoven, på fodboldbanen, i larmen fra
græsslåmaskinen, sent om aftenen i sengen, og
på drømmens gule sletter. På juleferier i hoved­
staden, på maven i haven om sommeren. Da han
drak sig fuld første gang, og da han kastede op

120
første gang. Da han fik bøjle på, og da han fik
den af igen.
Selv dengang en lastbil overså cyklen i et høj­
resving og sendte ham gennem luften og cyklen
ind under tonstunge hjul, var hun med ham. Han
lå på ryggen på asfalten gloende op i en him­
mel så uendelig stor og blå og samtidig så nær,
at han kunne stikke hånden ned i den som i et
akvarium. Men da han ville løfte armen, kunne
han ikke, og han var sikker på, at han nu skulle
dø - og lige dér forestillede han sig hende bøje
sig over ham, som det sidste af denne verden han
ville se.
Nu var det ham, der knælede ved siden af
hende. Hun kunne ikke længere se ham, men
så føltes det alligevel, som han så op på hende,
da hun døde.
 XLVI

0.
For sit indre blik havde Benjamin allerede set,
hvad han betragtede for første gang: Blandt grup­
pen af skaldede isser i skolegården stod Simon
med sit kronragede hoved skinnende i solen som
en nyslået mønt. Selv om det var en slags uniform,
fik det ham blot til at se endnu mere sårbar ud.
Det gav et stik i brystet på Benjamin, den dårlige
samvittighed overvældede ham, også i forhold
til hans far, der altid havde talt om at agte andre
mennesker: Det var Benjamin, der havde svigtet.
Men følelsen var intet i forhold til det hug i
mellemgulvet, der ramte ham, da ritualet gik i
gang, og det var Simon, der trådte frem. Med et
kogende kranium så han, hvordan det var Simon,
der gav de andre knus på stribe. Hvordan det var
ham, de andre stillede sig bag i en kæde af hæn­
der omkring skuldre.
Da Simon tog det første skridt, havde Benja­
min lyst til at skrige.

122
 Da han tog det andet, råbte han:
»Simon! Stop!«
Simon gjorde en kort bevægelse med hovedet,
inden han tog endnu et skridt, og så et tredje på
sin vej mod hegnet, og i nogle lange, lammende
sekunder blev Benjamin forvandlet til den sorte
fugl, der svævede rundt over dem. Han så det
hele oppefra i bekymringsfri cirkuleren. Han så
digterstatuen på sin sokkel, og han så det grå
bed foran, der udgjorde hans fars grav. Han så
striben af skaldede hoveder som perler i en aflagt
halskæde, hvor én perle havde revet sig løs og nu
trillede mod kanten af bordet.
Det var også deroppefra eller på vej ned, at han
så Liam komme farende ud i skolegården bevæb­
net med en brødkniv. Bag ham hans gruppe,
reduceret til fire drenge, der viftede med have­
redskaber og rundboldbat, men som holdt sig
nær indgangen tydeligvis frygtende det langt
større antal skaldede individer. Liam så ud som
en gravrøver blandt engle.
Og så var Benjamin igen et menneske blandt
mennesker og kunne gøre noget uden at over­
skue, om det var det rigtige: Han løb. Han spur­
tede mod Simon, nåede ham to meter før hegnet
og slog armene om ham. Han holdt om Simon,

123
der endnu nogle skridt forsøgte at skubbe Ben­
jam in bagud, inden han stod ret som en soldat.
»Gå videre!« råbe Elias.
Men da Elias trådte frem, var Liam over ham,
og sådan, med armene om Simon, så Benjamin
dem gå på hinanden, Liam med brødkniven og
Elias med Benjamins oldefars kniv. Det var Elias,
der angreb. Han tøvede ikke, men stak Liam i
armen. Man kunne se Liams vantro blive til
vrede. Han kastede sig ind på kroppen af Elias
med en rugbytackling, der overraskede Elias,
så han huggede et hul i luften med kniven. De
kæmpede med hænderne om hinandens hånd­
led, indtil Liam nikkede Elias en skalle, der væl­
tede ham bagover. Liam satte sig på Elias med
kniven løftet, så bladet lynede i sollyset.
»Så dræb mig,« sagde Elias.
Liam trak armen tilbage, men idet han skulle
jage kniven i Elias, svingede han armen og sendte
kniven op i luften, hvor den strøg en meter forbi
fuglen. Han sprang op.
»I kan ikke lave om på mig!«
Derefter slyngede han brødkniven, der ramte
fuglen, så den afgav noget som tonen fra en vio­
linstreng, men uden at afvige fra sin mekaniske
bane.

124
 Med et brøl løb Liam forbi alle, også Benjamin
og Simon, og sprang flere meter op ad hegnet. Da
skuddet faldt, blev han hængende på hegnet en
armslængde fra toppen, som ville selv ikke hans
døde krop give op. Så gled hans krumme fingre
langsomt ned ad trådnettet.
Simon flyttede sig ikke, men havde lagt pan­
den mod Benjamins skulder. Benjamin mær­
kede, hvor meget han rystede, indtil han forstod,
at det lige så meget var ham selv, der sitrede.
»Undskyld, Simon,« hviskede han. »Kom. Lad
os gå ind.«
Da han lagde hånden om Simons nakke, mær­
kede han dem, friske og hævede som Minde­
skrift. Som havde en grønøjet kat netop siddet
på Benjamins skulder og revet Simon i nakken.
 XLVII

Der havde været døde fire dage i træk. Først Maja,

så to mere, og endelig skolens yngste tilbage­
værende elev, en dreng, der var bukket under om
formiddagen. Benjamin kunne se, hvor medtaget
Kate var.
»Den sidste,« sagde hun og så på sin cigaret.
Benjamin observerede, hvordan hendes hæn­
der dirrede.
De sad længe i tavshed og så ud over det øde
landskab. En fodstor guldsmed hang i luften
med vinger som belagt med bladguld.
»Tror du, der er nogen i verden, som tænker på
os?« spurgte Kate. »Altså lige nu?«
Benjamin tænkte på Simon, der lå og sov i
gymnastiksalen på vej ind i den fase, hvor febe­
ren bare steg, og han ikke længere kunne holde
vand i sig. Den næstsidste fase.
»Ja, det er der. Lige nu,« svarede Benjamin, selv
overrasket, og mærkede en sær, stærk overbevis-

126
ning, der ikke kunne udspringe af ham selv. »Det
er jeg slet ikke i tvivl om.«
 XLVIII

»Jeg er lidt anderledes end andre.«

»Ja.«
»Sådan er jeg født.«
»Ja.«
»Så er min sygdom også anderledes.«
Simons stemme var hæs og svag. Benjamin
svarede ikke, men vædede hans læber med en
klud.
»Jeg er lidt anderledes, altså er min sygdom
anderledes.«
Benjamin nikkede kort, og Simon smilede og
lukkede øjnene. Lidt efter mærkede Benjamin
hans hånd om sin arm.
»Vi to bliver sammen, ik’?«
»For altid,« svarede Benjamin.
Simon så på ham, og Benjamin forsøgte at liste
et par dråber vand i ham, hvilket udløste et hoste­
anfald. Bagefter faldt Simon udmattet hen. Ben­
jamin tænkte på alle de dage, de havde fulgtes
i skole. Hvordan han havde sørget for, at Simon

128
ikke lod sig distrahere af kattekillinger eller blom­
metræer. Hvordan han havde hjulpet ham, da
nogle større drenge var efter ham. Simon, der lo.
Simon, der råbte hans navn. Igen og igen og igen.
Da Simon vågnede, hævede han sig op på al­
buen.
»Jeg er anderledes. Jeg er ikke så syg som de
andre.«
Han stirrede den forkerte vej - lige ind i væg­
gen - med feberblinde øjne.
»Du skal nok klare den,« løj Benjamin.
 XLIX

Benjamin vågnede med en huggende hovedpine

og følelsesløs i hele ansigtet, som havde nogen
i løbet af natten trukket samtlige tænder ud af
hans mund. Det svimlede for ham, da han kom
på benene i gymnastiksalen. Alle sov tilsyne­
ladende.
Benjamin bevægede sig ned ad gangen. Regi­
strerede 2-tallerne ud af øjenkrogen. Han åbnede
døren til sin fars kontor for første gang siden hans
død. Benjamin så længe på fotografiet af hans
mor og sig selv på skrivebordet. Det var dem,
men virkede mere som fremmede mennesker i en
reklame for et feriested, og for at det ikke skulle
gøre for ondt, bøjede han sig hurtigt ned, fjer­
nede tæppet, vippede brættet op og tog pistolen
ud. Den var lettere, end han havde regnet med.
Derefter gik han ned på lærerværelset.
De var endnu ikke stået op, da han tændte
lyset og gik direkte mod Elias, der lå på ryggen
med et tæppe over sig.

130
 Det gav et gib i Benjamin, da han så, at Elias lå
med åbne øjne, som havde han ventet på ham.
Elias flyttede sig ikke. Ingen af dem sagde noget.
Bag ved sig kunne Benjamin fornemme en uro,
men også, at ingen andre turde gribe ind. Elias
virkede ikke bange, mere som var dette en del
af en aftale, eller som vidste han mere om Ben­
jamin, end Benjamin selv gjorde. Der var en,
der var to, der var tre, der var ti lange sekunder.
Benjamin havde altid tænkt, at han godt kunne
skyde nogen, hvis det blev nødvendigt, men da
han stod med pistolen i hånden, pegende på et
andet menneske, blev han klar over, at det ville
han aldrig komme til.
Elias smilede hånligt, så drejede han ansigtet
en anelse til siden, inden han kastede op ud over
sig selv. Så kom den. Så kunne Benjamin se ang­
sten i Elias’ øjne, ikke rettet mod ham, men alle
og ingen vegne samtidig, og Benjamin vendte
sig og gik.

Benjamin stod få skridt fra sin fars grav med en

pistol i hånden. Han så ned mod sportspladsen.
Jorden på Simons grav hvælvede sig højere og
mørkere end på de andre.
 L

Benjamin lagde pistolen ind på den sorte plade,

lukkede håndtaget og tændte for formnings­
ovnen. Han blev siddende foran glaslågen. Han
så mest omridset af sig selv.
 LI

»Når en tilfældig fodgænger træder til side på

gaden i en millionby, er der i en landsby på den
anden side afjorden et menneske, som elsker et
andet.«
 Lll

Nogen siger noget.

 Lill

Elias var den sidste, de begravede. Der var stadig

syge, som krævede pleje, og de arbejdede i døgn­
drift. Der var ingen leder blandt børnene, men de
kom til Kate. Nogle gange også til Benjamin. De
to var for længst holdt op med at tælle dagene.
Indimellem holdt de pauser på taget.
Men så var det, som forblev de syge i den tid­
lige influenzaagtige fase, selv om medicinen var
sluppet op. De turde ikke gøre sig forhåbninger,
men også kradsemærkerne fortonede sig. Efter
ti dage var de fleste så småt på benene igen.
De begyndte at undervise de yngre elever på
skift. Begyndte at få en dagligdag. Timer. Og fri­
kvarter.
Nu ville de dø af sult i stedet for. Portionerne
i spisepauserne blev stadig mindre. De forsøgte
at spise, hvad der groede op af jorden. Forsøgte
selv at plante noget.
I et frikvarter gik Benjamin ned til biologiloka­
let, hvor han stod længe og stirrede på skelettet.

135
Ribbenene, og den pyramideagtige hulning lige
under dem, som skulle der gøres plads til noget,
som ikke ville lade sig indespærre.
 LIV

»Fordi vi gør, hvad vi gør, og fordi resten af verden

er ligeglade, er det derfor, de er til.«
Benjamin og Kate sad på taget af gymnastik­
salen. Solnedgangen satte træerne i flammer
mod vest. Benjamin tyggede på en rod fra en
plante. Han vidste ikke, om det var roden eller
sulten, der gjorde ham ør i hovedet. En dreng
kom løbende med sin hund over marken. Der var
en, der var to, der var tre, der var fire, der var tyve
skridt, og drengen var der stadigvæk. Benjamin
turde knap nok, men spurgte så.
»Kan du også se ham?«
»Ja,« svarede Kate. »Og en hund.«
»En dreng og en hund.«
Drengen stoppede op, som havde han fået øje
på Benjamin og Kate. Så løb han videre, men
ikke umiddelbart af frygt, mere som mistede
han interessen for skikkelserne på taget af sko­
len. Han forsvandt i hælene på hunden ind i den
brændende skov.

137
 »Benjamin?«
Han så endnu efter drengen, da Kate lagde
hånden på hans arm. Hun klemte den stadig
hårdere, og Benjamin fulgte hendes blik.
»Fuglen.«
Øjet vidste nøjagtigt, hvor i luften dens bane
var, og alligevel flakkede blikket forgæves ud
over stadig større himmelarealer. De rejste sig,
drejede rundt om sig selv, så så langt øjet rakte,
men den sorte fugl var væk. Benjamin mærkede
en svimmelhed, der først forsvandt, da han fik
fat i stigen og kravlede ned.
»Hvad laver du?«
Han svarede ikke, men begyndte at gå mod
hegnet uden at tænke én tanke. Kate forsøgte at
stoppe ham.
»Gør det ikke!«
Men det var for sent, Benjamins krop var slået
ind på en kurs, der ikke lod sig standse. For hvert
skridt blev hullerne i trådnettet tydeligere. Et
skridt mere, og han kunne række ud og nå det.
»Nej! Benjamin!«
Da han rørte ved hegnet, var han død. Sådan
føltes det, et kort øjeblik, som alt i hans liv sam­
lede sig i en stålkapsel af en kugle, der gennem­
borede hans bryst. Derefter kunne han igen

138
trække vejret, tænke og se, at han bare var en
dreng, der holdt i et hegn.
Benjamin kravlede op ad hegnet og ned på
den anden side. Hjertet pumpede, da han satte
fødderne på jorden, men intet skete. Han blev
stående og løftede blikket, så på vikingegraven
over marken og op til landevejen.
 da tre sortklædte m æ nd kom m er og meddeler,
at ingen må forlade skolens område. Ingen ved
hvorfor, alle er stadig på skolen, og dag bliver til nat.
De venter på svar, da pakker m ed mad, m edicin
og ligposer bliver sm idt ned fra himlen.
Herefter er intet, som det var før.

M en nu var det ham, der talte, selv om han aldrig

sagde noget i timerne. Hans stem m e var skinger og
piget, men tydelig, og alle kunne høre ham, da han
sagde: „Hvad betyder én skole, hvis millioner a f
andre skoler klarer den?“
C ITA T FR A BOGEN