NORD-SYD

D
840
.L35
1991

I 90'ERNE

AFTORKIL
LAUESE
Indhold

Forord
Kapitel 1: Den nye magtbalance
Riskspillet mellem det rige Japan, den voksende
Europamagt, det svækkede Sovjet og militær-
supermagten USA.
side
mdled.ning ...................................................................... 5
Hvem har magten? ........................................................ 6
Magt er mange ting ....................................................... 8
Marked. og stat ............................................................... 10
En kompliceret situation ..............................................12

Kapitel 2: Fra bananrøvere til stjernekrigere

USA's magtpolitik fra 2. Verdenskrig over Vietnam til
i dag.

Efterkrigstidens verdensorden ....................................15

"Den kommunistiske trussel" ...................................... 16
Vietnam-syndromet ......................................................19
"The Will to Power" ..................................................... 20
''Nye trusler" ..................................................................
21
USA's strategi i 90'erne, bl.a.
"Lav intensitets-krigen" ...............................................24
Den ideologiske kamp ..................................................29
Marked.skræfterne styrkes, men... .............................. 31

1
Kapitel 3: Græsrødder og guerilla-kæmpere
Befrielsesbevægelsernes situation i den "Nye"
verdensorden
side
Indledende bemærkninger ........................................... 33
Socialismens krise ..........................................................35
Problemstillingen ........................................................,... 41
De folkelige bevægelser ................................................ 43
Ideologi og organisation ............................................... 45
Alliancen: Folkelig bevægelse/ guerilla ...................... 48

Kapitel 4: Krig og fred i Den Tredje Verden

En kritisk gennemgang af nogle vigtige
befrielsesbevægelsers strategi med hensyn til
folkeopstand, væbnet kamp, forhandlinger og
diplomati.

Strategi .............................................................................52
Krig og fred, .....................................................................53
Et strategisk syn på forhandlinger .............................. 54
Vietnam ...........................................................................56
Sydafrika .......................................................................... 58
Palæstina ......................................................................... 61
El Salvador ......................................................................62
Filippinerne .................................................................... 64
Et forsøg på en konklusion .......................................... 68

Kildehenvisning ............................................................. 69

2
Forord
Dette hæfte handler om konflikten mellem rige og fattige lande.
Jeg mener, der er en sammenhæng mellem vor rigdom og deres
fattigdom - at det er to sider af samme økonomiske system.
Vi danskere har ikke haft konflikten tæt inde på livet. Når vi har
beskæftiget os med Den Tredje Verden, har det hovedsageligt været
som flinke givere af u-landshjælp. Med 1% af nationalproduktet
ligger vi i spidsen. Vi har forbandet god samvittighed.
Det har vi nu ikke grund til.
Selvom Danmark på ingen måde har været centralt placeret i
opdelingen af verden i en rig og fattig del, så har vi spillet vores lille
rolle i den store sammenhæng.
- Danskerne var kendt som værende nogle af de mest brutale
slavehandlere i trafikken mellem Vestafrika og Amerika. Vi fik også
vores eget lille kolonisystem bestående af De Dansk-Vestindiske øer,
områder på Guldkysten og Trankebar.
- Den danske kapitalismes gennembrud i slutningen af sidste
århundrede byggede bl.a. på fortjenesten fra landbrugs-eksporten til
det engelske marked, et marked, der opstod som konsekvens af
Englands position som verdens førende kolonimagt.
- Nogle af de største danske industri- og handelsforetagender blev
grundlagt via udnyttelsen af billig arbejdskraft og råvarer i Øst-
asie~. Vi lod England, Frankrig og senere USA gøre det beskidte
arbejde, men vi bakkede pligtskyldigt op om politikken og høstede
vores del af frugterne.
Danmarks økonomiske forbindelser med Den Tredje Verden i
dag, adskiller sig ikke fra de tidligere kolonimagters. Vi drager
stadig fordel af det ulige bytteforhold mellem rige og fattige landes
varer, som hersker på verdensmarkedet. Udenrigspolitisk har Dan-
mark ikke støttet Den Tredje Verdens krav om en ny økonomisk
verdensorden. Vi lever i et system, der hylder de ././frie"
markedskræfter, som stadig øger kløften mellem rige og fattige. Vi
har derfor også en delaf ansvaret for denne kløft.
De sidste års stigende internationalisering af økonomiske, økolo-

3
 giske og politiske forhold samt nedtoningen af Øst-Vest konflikten
har fået Nord-Syd problemet til at træde tydeligere frem, også i
Danmark.
Fattigdom, krig og forfølgelse driver et stadig stigende antal
mennesker fra Den Tredje Verden mod de rige lande. De søger ly og
håber at kunne undslippe nøden og elendigheden. Det bliver stadig
sværere. Vi er ved at lukke døren. Vi vil ikke dele.
Men også på andre måder er Nord-Syd konflikten kommet nær-
mere Danmark. Med integrationen i EF bliver vi en del af en super-
magt med globale ambitioner økonomisk, politisk og militært. Med
en EF-hær kan f.eks. Frankrigs engagement i Afrika måske blive et
dansk problem. Danske politikere snakker i hvert fald allerede om
nødvendigheden af at holde orden på verden uden for Europas
dørtrin. Vi danskere kommer kort sagt til at tage mere aktiv stilling i
Nord-Syd konflikten i de kommende år. Jeg har en mareridts vision
om et egoistisk små-racistisk fort Europa, som forsvarer sine græn-
ser mod de fremmede og sender ekspeditionskorps ud i verden for
at slå oprørene ned.
Alternativet er at tage et globalt medansvar for udviklingen, at
være solidarisk. Det betyder ikke blot at hjælpe. Den Tredje Verden
er i al for høj grad blevet reduceret til et objekt for vestlig human-
isme. Vi skal hjælpe og dele ud af vores overflod, men samtidig
arbejde på at ændre de egentlige årsager til kløften mellem rige og
fattige: den nuværende økonomiske/ politisk verdensorden. Kapita-
len og den politiske fortalere er i fuld gang med at etablere en ,.,.ny''
verdensorden. Det er i realiteten en forstærkning af den bestående
via en øget international koordinering under ledelse af USA. Vores
svar på denne udfordring må være at styrke den internationale
solidaritet. Ikke lade os splitte af national konkurrence og kortsigtet
egoisme. Den Tredje Verdens kamp for en anden verdensorden er
ikke nogen trussel mod os, den er en nødvendighed, hvis kloden
ikke skal ende i socialt og økologisk kaos. Deres kamp er også vores
kamp.

4
 Kapitel 1

Den nye magtbalance

Indledning

Det forekommer mig tydeligere end nogensinde, at den væsentligste

konflikt-akse frem mod år 2000 blivermellem de rige lande i Nord
og den fattige Tredje Verden i Syd. Årsagen er simpel: Kløften
mellem vor rigdom og deres fattigdom er vokset i takt med, at
verdensmarkedet har muliggjort en stadig mere intensiv udbytning
af Den Tredje Verden gennem transnationale selskabers
superprofitter, den ulige handel og finansverdenens
· ågervirksomhed.
Netto - talen om, at vi hjælper Den Tredje Verden er hul. Det er et
faktum, at det er dem, som "hjælper" os - historisk set og aktuelt. I
hundredevis af milliarder dollars overføres årligt fra dem til os, dels
via verdensmarkedets prisstruktur - deres varer er p.g.a. et lavt
lønniveau billige, vores dyre - dels via den kapitalstrøm fra Den
Tredje Verden til de rige landes banker, som gældskrisen har skabt.
De frie markedskræfter har ikke kunnet skabe velstanden i vor del
af verden uden på samme tid at fremkalde underudvikling og
fattigdom andet sted. Dette forhold skaber social uro. De fattige og
undertrykte vil kræve et anstændigt liv - et krav, der under den
nuværende verdensorden ikke kan opfyldes. Hele verden kan
simpelthen ikke producere og konsumere på den måde og i det
omfang, vi gør. Den Tredje Verdens løsrivelse fra sult og elendighed
forudsætter, at de selv får mulighed for at høste frugterne af deres
arbejde, at de ikke bestandigt tappes for den kapital, de skaber, og at
vi ikke hæmningsløst tilraner os hovedparten af klodens ressourcer.
Som verden er skruet sammen i dag, er der et reelt modsætningsfor-
hold mellem deres udviklingsmuligheder og vores livsstil. Det er
naivt at tro, at Øst-Vest afspændingen vil være indgangen til en
fredelig verden. Den tro bunder i myten om, at det var Sovjet, der

5
stod bag al uro i Den Tredje Verden. Den egentlige- grundlæggende
årsag til uroen i Den Tredje Verden er udbytning samt social og
national undertrykkelse, og den ændrer Øst-Vest afspændingen ikke
meget ved. Spændingsfeltet mellem Nord og Syd består.
Det er denne Nord-Syd konflikt, jeg vil behandle i denne artikel.
Først vil jeg se lidt nærmere på hvorledes de forskydninger, der i de
senere år er sket i magtforholdene i verden, vil påvirke udviklingen.
Dernæst vil jeg prøve - mere konkret - at se på hvilken strategi
Vesten kan tænkes at ville føre i konfrontationen med den fattige
verden. Endelig vil jeg beskæftige mig med de muligheder, Den
Tredje Verdens bevægelser har for at ændre den nuværende ver-
densorden, idet jeg vil prøve at drage nogle erfaringer fra 70' ernes
og 80'ernes konfrontationer. Jeg vil koncentrere mig om det politiske
niveau og kun helt overfladisk beskæftige mig med de økonomiske
strukturer, der ligger bag Nord-Syd konflikten. Disse har jeg beskre-
vet i tidligere artikler. *1

Hvem har magten ?

Udviklingen i Sovjetunionen og Østeuropa de sidste par år har

forandret verden. Gamle magtstrukturer smuldrer, nye bygges op.
Begivenhederne i Øst har ikke blot afgørende påvirket selve Øst-
Vest forholdet, de rækker videre. Også for forholdet mellem de
vestlige lande og forholdene i Den Tredje Verden har omvæltnin-
gerne i Øst betydning.
De magtrelationer, der fremstod efter Anden Verdenskrig, først
USA's totale dominans, siden konkurrencen mellem USA og Sovjet,
er under forvandling.
Sovjetunionens magt og indflydelse er blevet svækket de sidste år,
dels af indre problemer, dels p.g.a. ydre pres. Det gælder natuligvis
først og fremmest i Østeuropa, men det er også tilfældet i Asien,
Mellemøsten og Afrika. USA har vundet rustningskapløbet og
dermed kampen om international indflydelse.
Der er ikke særlig meget positivt at sige om Breznev-perioden i
sovjetisk politik. Den tendens, der var til økonomiske og politiske
reformer efter Krutchefs kritik af Stalin, stivnede i næsten et kvart
århundredes konformisme og nepotisme. Men en ting må man

6
kreditere Breznev for - det var under hans regimente, at Sovjet
opnåede en militær ligevægt med USA, som tvang amerikanerne til
at tage hensyn til andet end deres egne interesser. Uden denne
balance ville USA have haft friere spil og specielt i Den Tredje Ver-
den ville meget da have set anderledes ud. Sovjets støtte til Vietnam
var af væsentlig betydning for krigens udfald og hvad deraf fulgte.
Sovjets geopolitiske styrke har lagt en dæmper på Israels ambitioner
i Mellemøsten. Det er tvivlsomt, om Castros Cuba ville have overle-
vet amerikanske invasionsforsøg og blokader uden sovjetiske garan-
tier. Og det er vel også utænkeligt, at cubanerne kunne have støttet
Angola mod den sydafrikanske invasion i 1978, hvis ikke Sovjet
havde haft en afbalancerende rolle i forhold til USA. Og havde
Namibia i dag været et selvstændigt land uden Angola som bagland
for SWAPO ? Vist har meget af Sovjets politik over for Den Tredje
Verden i højere grad været dikteret af snævre sovjetiske nationale
interesser end af international solidaritet, men magtbalancen mellem
USA og USSR gav dog befrielsesbevægelser og nye stater et vist
manøvrerum.
Men det kom til at koste Sovjet dyrt at søge at hamle militært op
med USA, samtidig med at man skulle genopbygge landet efter
Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Sovjet rådede ikke over de
økonomiske og teknologiske ressourcer, som USA var i stand til at
mobilisere. Oprustningen kostede derfor Sovjet langt større sam-
fundsmæssige ofre, hvilket har påvirket den økonomiske og politi-•
ske udvikling i landet dybt.
Sovjetunionen var simpelthen ikke i stand til at påbegynde den
nye oprustningsbølge, som Reagan tog fat på i midten af 1980'eme
med udgangspunkt i nye avancerede missiltyper, stealth-fly og
rumbaserede våbensystemer. USA var virkelig ved at ruste Sovjet
ihjel. Gorbatjov var tvunget til at stå af ræset for at undgå et internt
totalt sammenbrud af Sovjet-økonomien. Det forhold, at Sovjet har
måttet opgive at følge med USA's våbenteknologiske udvikling, har
medført en række udenrigspolitiske indrømmelser til USA og flere
vil følge i de nærmeste år. USA er således paradoksalt nok i stand til
midlertidigt at øge sin magt i Den Tredje Verden på trods af sin
relative økonomiske svækkelse. Washingtons friere hænder til at
agere betyderumiddelbart en indsnævring af Den Tredje Verdens
manøvremuligheder og mindsker naturligvis tidligere pro-sovjeti-
7
 ~ke bevægelsers og regimers overlevelses-chancer, men det betyder
ikke nødvendigvis mere stabilitet, velstand og demokrati i Den
Tredje Verden.
USA's svar på Sovjets tilbagetrækning fra Afghanistan og Kabul-
regeringens forhandlingstilbud har været øget militær støtte til de
afghanske oprørsgrupper. USA's reaktion på Vietnams tilbagetræk-
ning fra Cambodia har indtil for ganske nylig været støtte til Khmer
Rouge, som nu atter er i stand til at husere i det hårdt prøvede land.
USA's blodige invasion i Panama og etableringen af et klientregime i
landet, deres opbygning af militære baser i Honduras, Guatamala,
Peru og Columbia samt deres støtte til regimer som det
salvadoranske, truer med at gøre hele regionen til en såkaldt "1av
intensiv" krigszone. Og senest gav Iraqs invasion af Kuwait USA
lejlighed til at etablere sig massivt i Mellemøsten, og dermed gen-
indtræde i rollen som politimand for at holde øje med uvestens
olie", Iran, kurdere, palæstinensere og anden arabisk nationalisme.
Medens Sovjet søger at finde nye veje i sin udenrigspolitik, er
USA i fuld gang med at konsolidere sin sejr i våbenkapløbet. Det
amerikanske militærbudget for 89/90 var rekord-stort, nye missil-
typer udvikles, atomslagstyrken moderniseres, der bliver bygget en
flåde af de nye ekstremt kostbare stealth-fly og udviklingen af de
rumbaserede våben fortsætter. Der er ikke tale om, at USA søger en
balance med USSR på et lavere niveau, men at USA atter etablerer
en militær overlegenhed visa vis Sovjet. Selv om truslen om en
atomkrig således midlertidigt er rykket i baggrunden, så synes en
mere retfærdig og fredelig verden ikke at være rykket nærmere for
Latinamerikas, Afrikas og Asiens befolkning.

Magt er mange ting.

Selv om magtforholdene således overfladisk set kunne ligne

1950'emes- med USA som hele verdens politibetjent-så er alt ikke
ved det gamle. Bag al isenkrammet er USAs økonomiske magt
dalende. Magt er som bekendt ikke kun af militær art Magt kan
også være økonomisk formåen, teknologi, rådighed over natur-
ressourcer, et befolkningsmæssigt potentiale osv. Under
kolonialismen knyttede rigdom og magt sig i høj grad til beherskelse

8
af territorier og hertil kræves først og fremmest militær magt. I dag
gælder kampen markedsandele og i denne strid er magtmidlerne
ikke kun militære. Teknologisk overlegenhed og konkurrenceevne
kan også erobre markeder og give politisk indflydelse.
I de første årtier efter Anden Verdenskrig var USA såvel økono-
misk som militært helt dominerende i verden. Siden har USA's
økonomiske styrke været dalende. I 1945 stod USA for 75% af ver-
dens industri-produktion, i dag udgør den mindre end 25%. I
1950'eme herskede USA over verdensmarkedet, i dag er EF's andel
af verdenshandlen større end USA's. De amerikanske regeringer har
i en lang årrække haft et underskud på statsbudgettet og siden 1982 ·
har USA haft underskud på sin handelsbalance. USA er i dag det
land i verden med den højeste udlandsgæld. Dollarens værdi holdes
ikke længere oppe af guldreserver eller tillid til den amerikanske
økonomis formåen, men af japanske og tyske støtte-opkøb. Opkøb
de foretager af angst for, at de enorme valutabeholdninger de i
forvejen har i dollars ikke skal miste i værdi.
Stater behøver ikke kun en militærstrategi, men også en
forskningsstrategi, en landbrugs-, og handelsstrategi, hvis de skal
øge deres vækst og markedsandel. I dette spil synes Japan og EF i de
senere år at være mere succesfulde end USA.
På det finansielle område har Japan allerede overtaget USA's
gamle førerposition. Japan har verdens største valutareserve på op
mod 500 milliarder dollars - et spejlbillede af USA's underskud på
handelsbalancen. Så sent som i 1980 var de tre største banker i
verden amerikanske. I dag har de ikke en blandt de 20 største, Japan
har 15. Japans BNP udgør endnu kun 2/3 af USA's, men Japan
investerer mere end dobbelt så meget pr. capita som USA. Hvis
denne udvikling fortsætter" vil Japan have overhalet USA før
årtusindskiftet. I 1966 producerede USA 52% af verdens biler, Japan
1%. I 1988 var USA's andel faldet til 20%, Japans steget til 23%
(Europa 34%). Hvad angår bileksport står Japan alene for 36% af det
internationale marked, USA blot 12%. Inden for
underholdningselektronik er japanerne helt suveræne, de er tilmed
begyndt at investere i det, som man putter i maskinerne. Sony købte
sidste år Hollywoods førende selskab Columbia Film for 4.,3milliar-
der dollars og CBS Records - verdens største musikforlag - for 2
milliarder til stor fortrydelse for den amerikanske offentlighed. Det
9
var som at sælge sin sjæl. *2
Med etableringen af det Indre Marked i 1992, skabelsen af nye
store finans- og produktionskoncerner som for tiden pågår i hele
Vesteuropa, med samlingen af Tyskland og integreringen af Østeu-
ropa i det kapitalistiske system som reservoir af billig arbejdskraft
træder Europa for alvor ud af USA's skygge som selvstændig øko-
nomisk supermagt. Denne økonomiske udvikling vil i de nærmeste
år blive fulgt op af en tilsvarende politisk udvikling. På alle områder
mærkes der tydeligt en ny europæisk selvbevidsthed i disse år. Vi er
civilisationen. Amerikaneme er nogle vulgære pengemænd, japa-
nerne nogle morakkere og Den Tredje Verden fanatiske terrorister
eller fattige nasserøve.

Marked og stat.

Hvis man ved magt forstår evnen til at kontrollere en økonomisk og

politisk udvikling, er det imidlertid ikke nok at anskue forholdene
som en simpel konkurrence mellem stater. Det er ikke blot således,
at den økonomiske magt som USA har mistet over
verdensmarkedet, er tilgået Japan og EF-landene. Forholdet mellem
statsmagten generelt og markedskræfterne i sig selv har nemlig også
ændret sig i de sidste årtier. Statsmagten har ikke den samme
styring af markedskræfterne som tidligere.
Det kapitalistiske system - verdensmarkedet - er en selvstændig
magtfaktor med sine egne love og bevægelsesmønstre, som ikke er
skabt af nogen enkelt statsmagt, men som udspringer af forholdet
mellem mennesker, når de producerer og forbruger, d. v .s. forholdet
mellem arbejder og kapital, sælger og køber - alt det som man også
kalder produktionsforholdene. Man kan tale om verdensmarkedets
strukturelle magt. Statsmagter kan underkaste sig og fremme denne,
søge at regulere den på den ene eller anden måde - eller bekæmpe
den. Alt efter statsmagtens karakter.
Det var USA, der efter Anden Verdenskrig var den drivende kraft
bag udvidelsen og liberaliseringen af verdensmarkedet for kapital
og varer i den tro, at det først og fremmest ville blive deres marked i
al fremtid, men siden begyndelsen af 70' eme har de gradvist mistet
deres dominerende position og systemet er begyndt at vise tegn på

10
ustabilitet. Stagflation, valutauro, en stærkt stigende gældsætning
og deraf følgende rentefod samt finansiel spekulation som ingen
sinde før, er tegn på dette.
De reguleringsmekanismer som statsapparaterne i især Vesteu-
ropa udviklede sidst i 30' eme og i årene efter Anden Verdenskrig
med baggrund i Keynes' teorier, synes ikke at fungere særligt effek-
tivt mere. De institutioner og samarbejdsformer mellem arbejder-
klassen og kapitalen - på det nationale plan - der lå bag denne
styring, finder i disse år deres grænse, simpelthen fordi den stigende
internationalisering af kapital- og varebevægelser direkte eller
indirekte inkorporerer en stadig større del af de nationale
økonomier i verdensmarkedet. Hvor der før var tale om en regule-
ring af markedskræfterne nationalt, er løsnet nu: tilpasning til ver-
densmarkedet krav!
De organisationer som regulerer økonomien på det nationale
plan: ministerier, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger og deres
samarbejdsorganisationer, findes ikke tilsvarende på det internatio-
nale plan. Der fungerer markedskræfterne langt mere ukontroleret.
De eksisterende internationale økonomiske organer har slet ikke den
samme autoritet som de nationale og deres funktion er som oftest
mere at styrke markedskræfterne end at styre dem.
Verdensmarkedets stigende uafhængighed af den enkelte
statsmagts interesser og styringsmuligheder kommer blandt andet
til udtryk ved den øgede udbredelse og betydning af transnationale
selskaber. I kraft af deres internationale karakter kan de omgå,
inddæmme eller underminere den magt, arbejderklassen måtte have
opbygget på det nationale plan gennem fagforeninger og det parla-
mentariske system.
Indtil 1960'eme var de store transnationale firmaer næsten ude-
lukkende USA-baserede, men i dag er Vesteuropa og Japan kommet
godt med.
De 200 største transnationale selskaber producerer lidt over 1/3 af
den kapitalistiske verdens samlede bruttonationalprodukt og deres
andel er stigende. Hvis man desuden tager i betragtning, at der i
staternes BNP indgår sektorer som social- sundheds- og uddannel-
sesvæsen, får man et indtryk af, hvor dominerende de
transnationale er, når det gælder egentlig vareproduktion.
Verdensmarkedets stigende indflydelse på de nationale
11
 økonomier og den deraf følgende manglende effektivitet af den
keynesianske reguleringspolitik har medført, at markedskræfterne i
øget omfang bliver sluppet løs selv i Vesteuropa -privatisering er
blevet den store dille overalt.
De sociale konsekvenser af de frie markedskræfter er kendte. De
skaber rigdom på den ene pol og fattigdom på den anden - inden for
det enkelte land og mellem rige og fattige lande. Selv inden for
OECD-landene, hvor udbytningen af Den Tredje Verden ellers har
været medvirkende til at en udjævning af de sociale skel har kunnet
finde sted, er bøtten vendt. Antallet af millionærer og hjemløse
stiger. Fattigdom er igen et reelt problem, omend et
minoritetsproblem. Værre i Den Tredje Verden. Det stadig
forringede bytteforhold og gældskrisen har sat Latinamerika 10 år
tilbage og givet Afrika et gennemsnitligt indkomstniveau som i
begyndelsen af 60' erne. For at forstå det pres eksempelvis Latiname-
rika er sat under af gælden, kan man drage en parallel til de
krigsskade-erstatninger som Tyskland måtte betale som taber af
Første Verdenskrig. De konsekvenser det havde for Tysklands
økonomiske og politiske udvikling i mellemkrigsårene turde være
bekendt. Tysklands krigsskade-erstatning til Første Verdenskrigs
sejrherrer udgjorde i 20' erne 25% af landets eksportindtægter sva-
rende til 2-3% af BNP. I disse år betaler de latinamerikanske lande
over 50% af deres eksportindtægter svarende til 6-10% af deres BNP
til den vestlige verdens banker. Siden 1983 er
gennemsnitsindkomsten i Latinamerika faldet med 15%, for Afrikas
vedkommende med 25%. Det er ikke sært, at de vånder sig.*3

En kompliceret situation.

Det ser ud, som om vi bevæger os fra en verden domineret af de to

gamle supermagter - USA og USSR's - konkurrence mod mere
indviklede og usikre magtforhold. Hvad angår økonomisk magt,
synes der at forme sig flere og mere jævnbyrdige magtcentre. Japan
og EF nærmer sig USA på dette område. Man skal heller ikke
afskrive Kina fra dette selskab ved årtusindskiftet. Og det bliver ikke
mindre kompliceret af, at statsmagtens kontrol med
markedskræfterne generelt synes at blive svækket.

12
 Situationen minder på flere måder om perioden først i dette
århundrede, hvor Englands økonomiske dominans blev brudt af
Tyskland, Frankrig og USA.
Som det ser ud for øjeblikket, vil det ikke først og fremmest være
arbejderklassen, som kommer til at udfordre kapitalen i vor del af
verden, det ser mere ud til at blive en intern konkurrence mellem
forskellige kapitaler. Der vil blive hård kamp om markederne.
Hvordan styrkeforholdet vil være om blot ti år, er vanskeligt at sige,
dertil bevæger tingene sig for hurtigt i disse år. Alliancer, der synes
umulige for få år siden og vanskelige at forestille sig i dag, kan være
realiteter år 2000. Mulighederne er mange.
Japan må med sine gigantiske finansielle ressourcer søge
investeringsmuligheder overalt og stadig søge at erobre nye mar-
kedsandele. Kamppladsen vil i høj grad blive Asien. Kina er en
"dark horse" i dette spil. Kan man forestille sig en japansk-kinesisk
akse, eller måske en kinesisk-amerikansk mod Japans fremtrængen,
eller vil Kina søge ene at blive Asiens stormagt? Hvordan vil Austra-
lien og New Zealand stille sig til disse muligheder. Vil det vise sig et
handicap, at Japan er uden større militær styrke?
EF vil søge at beskytte sit indre marked mod USA og Japan. "Fort
Europa" kalder amerikanerne det. EF vil prøve at sætte sig på de
muligheder, der måtte vise sig i Østeuropa og Sovjetunionen. Euro-
pæerne vil søge at beholde og udvikle deres traditionelt stærke
stilling i Afrika, selv om det ikke umiddelbart er den mest lukrative
forretning, sådan som kontinentet er kørt i sænk. Europæernes
muligheder for gevinst synes større i Mellemøsten, men det bliver i
skarp konkurrence med USA og Japan. Europa er en opadgående
stjerne - økonomisk se-. ~ og har også i kraft af Frankrig og England
en vis militær styrke.
Sovjet må først og fremmest koncentrere sig om de interne økono-
miske problemer. Udenrigsøkonomi spiller langt fra den samme
rolle for Sovjetøkonomien som for Vestens økonomiske system.
Sovjetøkonomien har ikke haft det indbyggede behov for bestandigt
at søge nye markeder. udenrigspolitisk vil Sovjet nok især søge at
knytte relationer til Europa i håb om, at det kan bidrage til at løse de
økonomiske problemer - og som en modvægt mod USAs styrkede
position.
Men USSR's geografiske nærhed til de rige samfund i Vest, etable-
13
ringen af markedsrelationer og øget samhandel betyder ikke nød-
vendigvis, at Vesteuropas velstand vil smitte af på Sovjet. Det har i
hvert fald ikke smittet særlig meget af på Mexico at have USA som
nabo. Få steder er overgangen mellem overudvikling og underud-
vikling større end på grænsen mellem USA og Mexico. En ting synes
sikker, Sovjets rolle som global magtfaktor vil være væsentlig forrin-
get i en overskuelig fremtid. USA står tilbage som den klart mest
indflydelsesrige magt i verden politisk og militært. Men denne
position udhules af en relativt stadig svagere økonomi, en udvikling
Washington vil søge at vende. Meget tyder på, at USA på alle måder
vil føre en mere aggresiv politik i Mellem- og Sydamerika, ligesom
de vil forsvare deres positioner i Europa og Asien. USA befinder sig
i en situation, hvor den militære magt er voksende, mens den øko-
nomiske er dalende, og man kan frygte, at amerikanerne vil søge at
benytte militære midler til at forsvare eller udvide deres økonomi-
ske positioner.
Panama-invasionen og USA's kraftige reaktion på Iraqs indlem-
melse af Kuwait kunne tydes i den retning. uDet der står på spil i
denne krise er ikke blot olien, men selve USA's rolle i verden efter
den kolde krig", var Henry I<issingers kommentar til Iraq-krisen.
I dette komplicerede spil vil spørgsmålet om et fredeligt eller
konfliktfyldt forløb i høj grad afhænge af den generelle udvikling i
verdensøkonomien. En økonomisk verdenskrise kan få alvorlige
politiske konsekvenser. Når krybben er torn, bides hestene.
Alt dette kan synes som sortsyn i en verden, der umiddelbart
virker fredeligere og hvor afspændingen mellem Øst og Vest har
skubbet atomkrigens ragnarok lidt i baggrunden. Men der er en
verden uden for Europa, hvor livsbetingelserne ikke er blevet bedre
af Øst-Vest afspændingen. Hvordan den nye magtfordeling vil
påvirke Den Tredje Verden og hvilken strategi hovedaktørene kan
tænkes at ville følge i Nord-Syd konflikten, vil jeg se lidt nærmere
på i næste kapitel.

august 90.

14
Kapitel 2

Fra bananrøvere til

stj ernekrigere
Samfundsforskere, politikere og militærfolk er i den senere tid
begyndt at pege på konfrontationen mellem rige og fattige lande -
det såkaldte Nord-Syd forhold - som den kommende hovedkonflikt-
akse i verden. Nu er det imidlertid et spørgsmål, hvor ny denne
konflikt er. Grundstenen blev allerede lagt, da spanierne og
portugiserne røvede og plyndrede det vi siden har kaldt
Latinamerika. Det var en væsentlig forudsætning for kapitalismens
gennembrud i Europa og for Latinamerikas underudvikling.
Engelske og danske slavehandlere, hollandske købmænd, kolonister
fra Frankrig og England byggede videre på modsætningsforholdet
mellem Europa på den ene side og Latinamerika, Afrika og Asien på
den anden. Kolonisystemet cementerede forholdet mellem rige og
fattige lande. Spørgsmålet var således allerede ved Anden .
Verdenskrigs slutning af stor betydning. Man kan endog med_en vis
ret se Øst-Vest konfrontationen som en del af Nord-Syd konflikten.

Efterkrigstidens verdensorden.

Lederen af ustate Departrnent Planing Staff' - George Kennan -

formulerede efter krigen USA's forhold til omverdenen uden
omsvøb:
"Vi besidder 50% af verdens rigdomme, men udgør kun 6,3% af
verdens befolkning .... I en sådan situation er det uundgåeligt, at vi
vil blive udsat for misundelse. Vor opgave i tiden fremover er at
skabe de forudsætninger, som vil sikre os, at denne situation opret-
holdes, uden at vor nationale sikkerhed trues. For at gennemføre
dette må vi afstå fra al sentimentalitet og dagdrømmeri. Vor op-
rnær ksornhed må overalt koncentrere sig om vore umiddelbare
nationale interesser. Vi bør ikke tro, vi har råd til altruisme og til at
15.
 være verdens velgørere .... Vi bør stoppe al tale om urealistiske
målsætninger såsom: opretholdelse af menneskerettighederne, øget
levestandard og demokrati i landene i Østen. Den dag er ikke fjern,
hvor vi bliver nødt til at handle ud fra rene magtovervejelser, så jo
mindre vi er hæmmet af idealistiske fraser des bedre."*4
Målet for amerikansk udenrigspolitik. blev at åbne verden for
amerikanske varer og kapital. At skabe og opretholde en verdensor-
den, hvor USA-baserede, transnationale selskaber frit kunne op-
erere. Dette forudsatte en opløsning af de gamle koloniale imperier
og etableringen af et friere verdensmarked.
I de kolonier, hvor man kunne indsætte pro-vestlige regimer, der
gik ind for åbne markeder for investeringer og varer, og som tillod
en fortsat udbytning af befolkningen og deres naturlige ressourcer,
foregik denne afkolonisering relativt fredeligt. Men det var ikke alle
lande i Den Tredje Verden, som var indstillet på at lade kolonialis-
men afløses af en neokolonial ordning. Kravet om reel økonomisk
og politisk uafhængighed voksede frem flere steder. For at sikre
11
"free enterprise i de tidligere kolonier var en direkte militær ind-
sats ofte nødvendig. Det blev USA som den førende vestlige magt,
der arvede de gamle europæiske kolonimagters rolle som ordens-
håndhæver i Den Tredje Verden.

"Den kommunistiske trussel".

11
Kampen for frihed", mod en ekspanderende kommunisme
dirigeret fra Moskva, blev amerikanernes alibi for opbygningen af et
globalt net af baser og militæralliancer samt fortsat oprustning,
altsammen noget et krigstræt folk ellers ville have haft svært ved at
acceptere. USA havde i 50' erne militære baser i mere end 25 lande
og havde indgået militære traktater med 42 lande. "The sun never
sets on an US-commitment", som USA's daværende FN-ambassadør
Adlai Stevenson udtrykte det.
Denne militære opbygning skulle dels danne grundlag for at
kontrollere udviklingen i de enkelte tredjeverdens lande, dels ind-
dæmme og fiksere Sovjetunionen i forhold til Den Tredje Verden for
at forhindre, at "smitten" skulle brede sig. Kommunisme blev defi-
neret meget bredt, og ikke først og fremmest ud fra sociale og politi-

16
ske doktriner, men ud fra viljen til økonomisk samarbejde med
Vesten.
Den amerikanske udenrigspolitik. blev indad til bakket op af en
hysterisk anti-kommunistisk kampagne ledet af senator Mc Carthy.
Selv Charles Chaplin blev erklæret for "uamerikansk" og måtte
drage til Schweiz.
Reelt set var påstanden om USSR som en aggressiv ekspansiv
magt stærkt overdrevet. USA havde demonstreret sine atombomber
for Stalin over Hiroshima og Nagasaki. Sovjetunionen havde mistet
over 25 millioner liv og ca. 20 millioner var blevet såret under kri-
gen. Landet var stærkt medtaget af ødelæggelser. Stalin overholdt i
de første par år efter krigen sin del af Jalta-aftalen. Han indsatte pro-
sovjettiske regimer i Østeuropa som en bufferzone mod vest. Der
var ikke tale om noget forsøg på at sætte sig på Vesteuropa. Stalin
benyttede sig ikke af kommunisternes stærke stilling i Italien og
Frankrig. Han opløste endog Den kommunistiske Internationale
(KOMINTERN) for at berolige vestmagterne. Han løftede ikke en
finger for at hjælpe de græske kommunister, da de blev nedkæmpet
ved hjælp af engelske tropper. Stalin håbede på et rimeligt forhold
til sine allierede fra krigen. Han havde brug for fred til genopbyg-
ningen af Sovjetunionen. Mens Sovjetunionens borgere endnu
ryddede op i deres udbombede byer blev TV-apparater almindelige
i amerikanske hjem.
Kritikerne af Jalta har en tendens til at overse et aspekt ved Den
Røde Hærs styrke. Hitlers nederlag på østfronten betød ikke kun
sovjettisk kontrol med Østeuropa, men var også en væsentlig forud-
sætning for genetableringen af borgerlige demokratier i Vesteuropa.
I tider, hvor alt i USSR's historie nedgøres, bør man måske huske på,
at i vinteren 44 måtte Hitler engagere 80 af sine divisioner på
østfronten mod kun 20 i Vest. Uden Hitler-Tysklands nederlag ved
Stalingrad - takket være Den Røde Hær - ville meget være anderle-
des også i Vesteuropa.
De vestlige regeringer følte sig imidlertid truet af den popularitet,
kommunisterne havde opnået i kraft af deres krigsindsats og bidrog
på ingen måde til noget afspændt forhold til USSR. Stalin var be-
stemt ikke ene om at trække jerntæppet ned gennem Europa.
Hvis vi vender blikket mod Den Tredje Verden, så var den kinesi-
ske revolution, borgerkrigen i Korea, Vietnams befrielseskamp, den
17
 nationalistiske HUK-opstand i Filippinerne, de revolutionære bevæ-
gelser i Malaya og i Indonesien osv - alt sammen i kølvandet på Den
Anden Verdenskrig - ikke skabt eller styret fra Moskva. De var et
resultat af den økonomiske og politiske udvikling - hovedsagelig
fremkaldt af kolonialismen - i de enkelte lande. Det var autentiske
nationale bevægelser, som kæmpede imod national undertrykkelse
og udbytning. Disse bevægelser kom på tværs af USA's planer og
amerikanerne involverede sig dybt i mange af disse konflikter i
50' erne fra Filippinerne og Korea over Iran og Libanon til Guate-
mala og Brasilien. USA havde i de år økonomiske og militære res-
sourcer til at være verdens politimand og kunne håndhæve det
hverv uden at tage større hensyn til USSR, som haltede bagefter i
det atomare våbenkapløb. Kina, der udråbte folkerepublikken i 49,
var dog for stor en mundfuld - selv om general Mc Arthur gerne
ville have ordnet sagerne med et par atombomber, og Cuba var en
smutter, som USA indtil videre forgæves har forsøgt at få hjem i
folden. Specielt revolutionen i Cuba satte en skræk i livet på ameri-
kanerne. Var kommunismen nu også ved at brede sig hjemme i
baghaven? Overalt i Latinamerika blev der i de følgende år på
amerikansk initiativ slået hårdt ned på guerillabevægelse og folke-
lige kræfter. Det foregik dels som direkte militær intervention, dels
som CIA-støtte til lokale højrekræfter som regel inden for militæret.
Selv liberale eller socialdemokratiske kræfter blev betragtet som en
trussel.
USA invaderede f.eks. Den Dominikanske Republik i 1965 for at
styrte en socialdemokratisk orienteret præsident, der var kommet til
magten. Opretholdelsen af de demokratiske facader blev
nedprioriteret. 60' eme og første halvdel af 70' eme var
militærdiktaturernes storhedstid i Latinamerika. Brasilien fik sit i 64,
det ene efter det andet afløste hinanden i Bolivia, Argentina fik
militærdiktatur i 66, Panama og Peru i 68, Ecuador i 72, Pinochet
styrtede Allende i Chile i 73, og militæret tog magten i Uruguay
samme år. Det var også midt i 60' erne, at USA's engagement i Viet-
namkrigen eskalerede til en af efterkrigstidens blodigste konflikter.
Amerikanerne kastede flere bomber over Vietnam end de allierede
tilsammen kastede i Anden Verdenskrig. Vietnamkrigen kostede
over 1 million vietnamesere livet og næsten 60.000 amerikanere-det
sidste fik en vis betydning for amerikansk udenrigspolitik.

18
Vietnamsyndromet.

Omkring midten af 70' erne befandt USA's udenrigspolitik sig i en

krise. Den amerikanske økonomi indtog ikke længere en
altdominerende rolle i verden. Dollaren måtte forlade guldfoden.
Vesteuropa og Japan var ved at blive økonomiske ko~kurre~ter af .
en vis betydning. Militært var USA heller ikke mere sa eneradende i
verden. Sovjetunionens militære opbygning hav~e skabt en bala_nce,
som begrænsede USA's handlefrihed. Den amenkanske befolkning
havde svært ved at acceptere et tab på næsten 60.000 amerikanske
liv i Vietnam især da det blev mere og mere klart, at USA alligevel
I • o
ville tabe krigen. Moralsk havde den amerikansk~ regenng ogsa .
problemer med at forklare, at den i kampen for frihed og demokrati
måtte alliere sig med typer som: Marcos i Filippinerne, Shahen af
Iran, Mobuto i Zaire, Pinochet i Chile, Strossner i Paraguay, S~moza
i Nicaragua osv. Og da Nixon via Watergate-skandalen s~lv fik
image-problemer, betød det en modificering af den amenkanske
udenrigspolitik. . .
Præsident Carter indledte den såkaldte detente med SovJetumo-
nen. De første nedrustningsaftaler kom i stand. Direkte interventi_on
i konflikter i Den Tredje Verden blev begrænset for a~ s~are am~n-
kanske liv, i stedet satsede man på at kontrollere udviklingen via
lokale allierede, som så blev udrustet efter alle kunstens regler. Iran
er det klassiske eksempel. Med amerikanske øjne blev Carters .
olitik en fiasko. Antiamerikanske kræfter blev styrket flere steder i
i>en Tredje Verden i anden halvdel af 70' eme: i Filippinem~, i .
Mellemøsten, det portugisiske kolonisystem brød sammen i Afrika,_
og venstreorienterede kræfter kom til magten i Angola og Mozambi-
que, hvilket igen styrkede SW APO' s kamp for Na~bia og
antiapartheid bevægelsen i Sydafrika, Zimbabwe fik sort
flertalsstyre, guerillabevægelserne i.El Salvador og G~atemala .
havde fremgang, sandinisteme smed Somoza ud af Nicaragua i 79
osv. Carters udenrigspolitik lider sit endelige nederlag med Shah~n
af Irans fald i 78/79. Det bliver klart for USA, at man ikke bare kart
overlade administrationen af sin politik i Den Tredje Verden til
lokale allierede. Onkel Sam må selv tage fat igen.

19
"The Will to Power".

Denne erkendelse når Carter i sit sidste år som præsident og

begynder en omlægning af USA's udenrigspolitik. USA skal atter
føre en aktiv og målrettet politik. Man skulle atter kunne være stolt
over at være amerikaner. USA skulle igen være den frie verdens
leder. Med Reagan som præsident fra 1980 forstærkes denne linie:
,.'TheWill to Power".
Forudsætningen for genskabelsen af fordums magt var en reeta-
blering af militær overlegenhed over Sovjet. For at nå dette mål
indledte Reagan en ny fase i rustningskapløbet med cruisemissiler
og "starwars" - programmet, en højteknologisk militarisering af
rummet. 50'ernes koldkrigspropaganda blev hevet frem af skuffen.
Sovjet ~lev udnævnt til "Ondskabens Imperium" og Rambo slog sig
løs på film rundt omkring i Den Tredje Verden og fik det til at se ud,
s~m om USA vandt Vietnamkrigen. Men det var ikke kun på film,
tmgene ændrede sig.
Til intervention i Den Tredje Verden påbegyndte USA i slutnin-
gen af 70' erne opbygningen af en høj-mobil styrke, som i dag tæller
mere end en kvart milion mand; den såkaldte "Rapid Deployment
Force", der i løbet af en uges tid skulle kunne indsættes overalt på
kloden. CIA opbyggede et hi-tec overvågningssystem bestående af
satelitter og Awacs-fly, der skulle kunne følge alle større objekters
bevægelser verden over. På denne baggrund genoptager USA i
80'erne en mere aktiv interventionspolitik i den Den Tredje Verden.
Hvor opgaven er let overskuelig, og kan løses uden større
~meikans~e tab slår USA gerne selv til. Verdens største militærmagt
invaderer 1 1983 en af verdens mindste lande - Grenada - og indsæt-
ter et pro-amerikansk styre. USA ustraffer" Khadafi ved at bombe
hans hus og omliggende kvarterer i Tripoli. I julen 89 invaderer USA
Panama formelt for at arrestere præsidenten for narkosmugling.
Men erfaringerne fra Vietnam er ikke glemt. Hvor situationen er
mere uoverskulig, hvor USA kan blive direkte inddraget i en læn-
gere ~onflikt med st~i:re amerikanske tab, er man mere forsigtig. Det
amenkanske ekspeditionskorps som skulle sikre det falangistiske
styre, som israelerne indsatte i Libanon efter invasionen i 82, trak sig

20
skyndsomt tilbage efter at deres hovedkvarter var blevet ødelagt af
en bilbombe. Og selv om Irans præstestyre gang på gang har ydmy-
get USA, har man vægret sig ved at gribe direkte ind i Iran og har i
stedet forsøgt sig med forhandlinger, pres og kompromiser, hvilket
Iran-Contra affæren viser.
I stedet for direkte massiv indgriben i sådanne konflikter der ofte
har vist sig ineffektiv og kostbar, udviklede USA en ny strategi til
brug i Den Tredje Verden - den såkaldte "Low Intensity Conflict"
(LIC). Ifølge denne strategi overlades den direkte kamp så vidt
muligt til lokale allierede, men disse styres og bakkes op pollitisk,
finansielt, med militær udrustning, rådgivning og information.
Krigen mod Nicaraguas sandinister via Contra-styrkerne var et
skoleeksempel på denne strategi. USA's støtte til Jonas Savimbis
FNLA i Angola, til RENAMO i Mozambiqe, Mudjahidinerne i
Afghanistan, Pol Pot og Shihanuk i Cambodia og Duarteregimet i El
Salvador er andre eksempler.

"Nye trusler"

På det magtpolitiske plan var Reagans politik over for Sovjet en

succes. Kombinationen af det fornyede økonomiske pres som en ny
runde af rustningskapløbet ville lægge på Sovjet sammen med store
indre økonomiske og politiske problemer, tvang Sovjet til en radikal
omlægning af sin udenrigspolitik. Den militære ligevægt med USA
som USSR bestandigt havde søgt at tilvejebringe som basis for sin
udenrigspolitik måtte opgives. Sovjet kunne simpelthen ikke følge
med de indsatser, som USA gjorde i det globale magtspil og måtte
smide kortene. Sejren har imidlertid også kostet USA dyrt.
Oprustningen har sin andel i den store interne og eksterne gæld,
som plager den amerikanske økonomi.
Sovjetunionens magtpolitiske svækkelse fra midten af 80'erne
ændrede også amerikanernes tankegang. Militærstrategerne påpe-
gede det fejlagtige i, at man stadig hovedsagelig forberedte sig på en
krig i Europa, der sandsynligvis aldrig ville komme. I stedet skulle
man i højere grad beskæftige sig med det voksende "trusselsbillede"
i Den Tredje Verden.
Daværende finansminister James Baker sagde i 1986: "Den dag er

21
I""'""

ikke fjern, hvor USA må holde mere øje med udviklingen i Mexico
end i Sovjetunionen". I en sikkerhedspolitisk rapport fra marts 90
fastslår præsident Bush: "Risikoen for en væbnet konflikt mellem
supermagterne er reduceret betydeligt. Den Tredje Verden er nu det
mest sandsynlige sted for udbruddet af nye militære konflikter. Det
er vores opfattelse, at det næppe bliver mod Sovjetunionen, hvis det
i en given situation bliver nødvendigt at anvende militær magt, men
måske i Den Tredje Verden .... Landets væbnede styrker skal derfor
gøres bedre egnede til særlige opgaver i potentielle konfliktområder
i Den Tredje Verden". *5
I en rapport til den amerikanske kongres advarer forsvarsminister
Richard Cheney i april 90 mod store hurtige nedskæringer i
militærbudgetterne. USA skal være opmærksom på voksende
problemer i Den Tredje Verden, fremhæver han. *6
I dag har Sovjet nok at gøre med at løse sine interne problemer til
at kunne udgøre nogen form for trussel mod USA, hverken direkte
eller via Den Tredje Verden. Fjendebilledet af det "Onde Imperium"
er væk og dermed bliver også myten om, at Moskva stod bag alle
konflikter i Den Tredje Verden, utroværdig. I en kommentar til før
omtalte sikkerhedspolitiske rapport fra Bush udtalte en højtstående
amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet Reuter, at USA's
politiske ledere "omsider er ved at erkende, hvad mange har vidst
længe - at Sovjetunionen ikke er involveret i alle konflikter i Den
Tredje Verden". *7
Det er derfor et problem at skabe et nyt fjendebillede, der kan
retfærdiggøre fortsat amerikansk intervention i Den Tredje Verden.
Allerede i 70' erne begyndte hoved-fjendebilledet - Sovjet - at blive
suppleret med Den Tredje Verden som en selvstændig trussel.
OPEC' s olieprisforhøjelser satte for alvor skub i denne proces. Den
Tredje Verden begyndte at blive præsenteret som et truende kaos,
der skulle kontrolleres. Ro og orden måtte opretholdes, så Vesten
havde adgang til råvarer, billig arbejdskraft og markeder. Kommu-
nist-truslen blev suppleret med truslen fra terrorister, narko-forbry-
dere og islamiske fundamentalister.
Terrorisme var engang et rimeligt veldefineret begreb, men er i
dag blevet reduceret til et skældsord. Terror-mærkaten blev klistret
på de bevægelser, USA ikke brød sig om, mens afghanske mod-
standsbevægelser og Contra-styrkerne i Nicaragua blev betegnet
22
som frihedskæmpere. Terrorismebegrebet har efterhånden ikke
meget med metode at gøre, men bliver brugt om bevægelser, hvis
mål man nærer antipati for.
I de sidste par år er narkobekæmpelse også blevet brugt som alibi
for militær intervention i Den Tredje Verden. Narko er et stort
problem i USA og derfor har narkobekæmpelse meget let ved at få
befolkningens fulde opbakning. Senest kostede anholdelsen af en
påstået narkosmugler, der ikke længere ville samarbejde ordentligt
med CIA, i Panama mellem fem og seks tusinde mennesker livet og i
ti tusindevis fik deres hjem ødelagt under kampene. Alligevel var
aktionen umådelig populær i USA. I Columbia samarbejder USA
med Latinamerikas mest korrupte og brutale politi og militær i
narkokrigen. I tusindvis af politiske modstandere af regimet som
ikke har noget med narko at gøre, er forsvundet efter at have været
taget i varetægt af politiet eller militæret. USAs samarbejde med
regimet i Columbia gælder meget andet end kampen mod Medellin-
kartellet. USA leverede i september 89 en eskadrille A 37 jagerfly til
Columbia formelt til narkobekæmpelse. Flyene er siden adskillige
gange blevet brugt til angreb på områder, hvor regeringsfjendtlige
guerillagrupper skulle holde til. *8
USA søger at sætte lighedstegn mellem narkogangstere og politi-
ske modstandere i hele regionen. I Bolivia har USA opbygget en
permanent militærstyrke til narkobekæmpelse. Gad vide hvad de
socialarbejdere, som i de amerikanske storbyer med små bevillinger
søger at bekæmpe narkotikamisbruget, tænker om en sådan massiv
indsats? Invasioner, statskup, massakrer, giftsprøjtning af fattige
bønders marker kan retfærdiggøres med kampen mod narko, mens
det kniber med sociale foranstaltninger og hjælpeprogrammer
hjemme i storbyerne som kunne nedsætte efterspørgslen efter de
skadelige stoffer.
Det er dog ikke alle vegne, USA er lige ihærdig i sin narkobekæm-
pelse. Man støtter den afghanske modstandsbevægelse med mange
millioner dollars til trods for, at den sidder tungt på
narkofremstillingen og -eksporten fra Pakistan. Det er lidt ærgeligt,
at afghanerne er allierede med USA, de ville ellers udgøre det per-
fekte fjendebillede: fundamentalistiske narkoterrorister.

23
USA's strategi i 90' erne.

Hovedmålet for USA's udenrigspolitik i 90' erne er en stadig

udvidelse og liberalisering af verdensmarkedet. Dels ved fortsat at
søge at rulle "socialismen" tilbage, dels ved en stadig øget
integration af Den Tredje Verden i den internationale arbejdsdeling
på de rige landes betingelser. USA må desuden søge at standse sin
relative økonomiske tilbagegang ved at styrke sine interesser i
Latinamerika, Stillehavsregionen og Mellemøsten.
Disse mål vil skabe social uro og konflikter i verden. De kapitali-
stiske markedskræfter vil måske nok fortsat kunne skabe velstand
hos hovedparten af OECD-landenes befolkning, men de frie
markedskræfter vil også fortsætte med at uddybe kløften mellem
rige og fattige lande og det vil uundgåeligt skabe konflikter i - og
med- Den Tredje Verden. Det er også højst tvivlsomt, om
markedskræfterne vil kunne give Østeuropas folk de forbrugsvarer
de drømmer om, og det kan medføre frustrationer med sociale og
nationalistiske uroligheder til følge. Desuden kan en økonomisk
krise - måske udløst af den stærkt stigende valuta- og
finansspekulation eller uro på oliemarkedet - skabe spændinger
mellem de store kapitalistiske magtblokke USA, Japan og EF. En
handelskrig er bestemt ikke utænkelig. Endelig er der den økologi-
ske dimension. Intet tyder på, at de frie markedskræfter er egnede til
at regulere miljøet, alt tyder på, at det kræver restriktioner og plan-
lægning.
Der er da heller intet, der tyder på, at USA skulle nære illusioner
om, at ti-året frem mod år 2000 skulle blive særlig fredeligt. Trods
megen tale om nedrustning ønsker USA et militært apparat, som
skal kunne gengive det sin gamle position i verden.
Forsvarsbudgettet for 1990 er rekord stort, og de planlagte nedskæ-
ringer for 91 er blot fra 303,3 milliarder dollars til 302 milliarder.
Man kan opdele den amerikanske militære strategi i tre dele:

24
A: High Intensity Conflict (HIC)

HIC er supermagts-konfrontation. USA er i færd med at etablere en

atomar slagstyrke, der er enhver anden magt overlegen. Der er ikke
tale om nogen balance med USSR. Star Wars projektet fortsætter. De
interkontinentale missiler moderniseres, der er kommet en ny
generation af Minuteman og Trident missiler. USA fjerner nok ca.
500 cruise misiller fra Europa, men er ved at udstationere ca. 7000
nye avancerede cruise missiler på fly og ubåde. Sovjet kan på ingen
måde følge med i denne udvikling. I følge Robert Aldridge, fhv.
Trident-ingeniør, vil USA fra midten af 1991 igen have en
afvæbnende førsteslags evne, og vil dermed kunne lægge et langt
større politisk pres på Sovjetunionen end i de seneste par årtier,
hvor der tildels har hersket en ligevægt, hvad angår den atomare
slagstyrke. Endelig kan atomvåbene også bruges som trussel i MIC-
situationer.

B: Mid lntensity Conflict (MIC)

MIC er en større konventionel krig mellem traditionelt opbyggede

hære.
Det er et relativt nyt begreb i amerikansk militær tænkning (1988).
Men med Irak konflikten er det blevet særdeles aktuelt. I Reagans
dage fremhævede man på den ene side truslen om en omfattende
atomkrig med USSR og på den anden side lav-intensive konflikter i
Den Tredje Verden med hvad man betegnede som "sovjetiske
klienter''. Men for nogle år siden begyndte amerikanske strateger at
pege på, at Washington også burde planlægge og ruste sig til omfat-
tende MIC.
I den Tredje Verden var der efterhånden en række lande med et
militært potentiale, der satte dem i stand til at føre en regional
politik, som kunne udfordre selv en supermagt. Iraq var en sådan
magt, Brasilien, Egypten, Iran, Israel, Sydafrika, Tyrkiet, Indien,

25
Pakistan, Nord- og Sydkorea, Taiwan og Kina er det stadig. For evt.
at kunne kontrollere sådanne landes regionale politik var det nød-
vendigt at udvikle en betydelig MIC-kapacitet. Det er logisk nok
kræfter indenfor rustningsindustrien og Pentagon, der mest ihær-
digt fremmaner faren for MIC. Hvis USA skal ruste sig til kom-
mende konfrontationer af denne type, kan man nemlig undgå at
opløse de divisioner, der ved en nedrustningsaftale med USSR
omkring Europa, skal trækkes tilbage.
Regionale stormagter - som f.eks. Irak var - blev førhen kun viet
større opmærksomhed i det omfang, de indgik i Øst-Vest konfronta-
tionen, kun sjældent som uafhængige aktører. Men kompasset er
drejet til Nord-Syd. Irak-konflikten kan meget vel vise sig at være
den første af en lang række opgør mellem Vesten og tredje verdens
regimer - reaktionære og progressive - men alle med et ønske om
national udvikling og en verdensorden, der ikke ensidigt dikteres af
de rige landes behov.
USA fik en mega-sejr over Irak. Amerikaneme fik vist, at de
mener det alvorligt med den "nye verdensorden". Det betyder ikke,
at 100.000 irakeres død og de materielle ødelæggelser har resulteret i
mere demokrati eller social og national retfærdighed i regionen, som
Bush har søgt at bilde verden ind, blot at USA har vist, at det nu er
dem alene, der bestemmer. Militært set var Irak imidlertid et let
offer. Regimet var uden større folkelig opbakning og geografisk var
området ideelt for den indledende og afgørende amerikanske
luftoffensiv. Fremtidige MICkrige kan blive langt mere problemati-
ske for USA.
At holde et MIC-beredskab på ✓,,stand by" er desuden en meget
kostbar affære, især set i lyset af det store amerikanske
budgetunderskud. Onkel Sam har da også været nødt til at lade
hatten gå rundt for at finansiere indsatsen i Mellemøsten. Amerika-
neme søger derfor også ihærdigt at få inddraget sine europæiske
allierede i sådanne opgaver på længere sigt via et forslag om at
udvide Nato samarbejdet til også at omfatte militære operationer i
Den Tredje Verden. Der en vis europæisk skepsis. Dette skyldes
ikke, at de ledende europæiske magter ikke anser Nord-Syd konflik-
ten som værende af stigende betydning. På dette punkt deler de helt
USAs opfattelse. Men der er en tendens til, at Europa vil selv nu.
USA skal ikke længere alene bestemme hvor, hvornår og hvorledes
26
der skal gribes ind. Europa har siden Anden Verdenskrig i stor
udstrækning været domineret økonomisk, politisk og militært af
USA. Vi har levet under den amerikanske atom-paraply og stort set
ladet dem gøre det beskidte arbejde i Den Tredje Verden. Med
afspændingen i Europa kan EF for alvor træde ud af USA's skygge
og blive den stormagt, det har det økonomiske potentiale til at være.
Også i Danmark sætter denne udvikling sig sine spor. På en
konference: "Dansk forsvar i 90' eme" var der almindelig enighed
blandt politikere og militærfolk om, at modsætningsforholdet mel-
lem Nord og Syd ville blive den mest sandsynlige konfliktakse i
fremtiden. Direktøren for Forsvarets Forskningstjeneste V. M.
Guntelberg så et dansk forsvar, ✓,,som er integreret i en Europahær,
og som skal kunne præsentere europæisk magt overalt på jordklo-
den. Den vil indgå i magtdemonstrationer, der er led i en Nord-Syd
konflikt". *9
Hvorom alt er, så tror jeg alligevel, at "Low Intensity Conflicts" vil
komme til at spille hovedrollen i Nord-Syd konflikten i det kom-
mende årti. USA vil gøre meget for at nå sine strategiske mål inden
for rammerne af LIC, der set med amerikanske øjne har været en
ganske succesfuld strategi i 80'eme.

C: Low Intensity Conflict (LIC)

LIC er en strategi udviklet med særlig henblik på intervention i Den

Tredje Verden. Den omfatter "mindre" militære operationer,
indblanding i indre politiske forhold via efterretningsvæsner, ydre
diplomatisk pres, handelsmæssige og andre former for økonomisk
pression, psykologisk og mediemæssig krigsførelse. Det er en
koordineret, langsigtet indsats, der omfatter alle samfundets
aspekter hos fjenden. Det er en relativ billig form for krig for USA
hvad angår amerikanske liv og materiel, men særdeles effektiv når
det gælder om at skabe død, ødelæggelse og kaos hos
modstanderen. Fra ofrets side opleves denne form for krig særdeles
intensivt trods sit navn, idet den påvirker alle sider af livet.
Selve begrebet LIC er relativt nyt - fra begyndelsen af 80' eme -
men de enkelte elementer i strategien er ikke nye, der er blot tale om
en udvikling, raffinering og koordinering af tidligere kendte

27
kampformer til et samlet hele. LIC er et forsøg på at udmønte de
sidste 30 års erfaringer med intervention i Den Tredje Verden i en
samlet strategi.
En vigtig lære er, at amerikanske liv så vidt muligt må spares.
Vietnam.krigens store tab skabte en intern modvilje i USA mod
intervention i Den Tredje Verden og svækkede dermed de ameri-
kanske muligheder for indflydelse i denne del af verden i en år-
række. Ifølge LICstrategien er det først og fremmest de lokale allie-
rede, som må løbe den direkte risiko ved sammenstød med mod-
standeren. USA's rolle er at levere isenkrammet, drive
efterretningsvirksomhed, stå for uddannelse og rådgivning - og evt.
lægge yderligere pres på modstanderen med trussel om direkte
intervention, blokade osv.
En anden lektie USA har lært af fortiden, f.eks. i Iran, er nødven-
digheden af at have direkte føling med og indflydelse på begivenhe-
derne. Det duer ikke at overlade al planlægning og
efterretningsvirksomhed til lokale allierede - det magter de sjældent.
LICs militære del omfatter flere typer operationer, alt efter om de
er rettet mod en fjendtlig statsmagt, som tilfældet var i Nicaragua og
er i f.eks. i Angola, Afghanistan eller Cambodia, eller om der er tale
om støtte til et regime, som bekæmper en revolutionær bevægelse
som f.eks. i El Salvador eller i Filippinerne.
I det første tilfælde kan der være tale om invasion, guerillakrig,
angreb med mindre enheder fra nabolande osv. I det andet tilfælde
er der hovedsagelig tale om anti-guerilla operationer. De kan enten
være af såkaldt "kirurgisk" karakter, det vil sige, man præcist søger
at ramme fjendens enheder og baser, eller det kan være repression
mod alt og alle i de områder, hvor fjenden opererer. "Dødspatruljer"
som foretager mere selektive drab på f.eks. fagforeningsfolk, politi-
kere og andre ulegale" oppositionelle kræfter, er også blevet en
udbredt form for LIC-krigsførelse.
Men LIC er som førnævnt mere end en militær doktrin, samtlige
udenrigspolitiske instrumenter tages i anvendelse: Pentagon, CIA,
udenrigsministeriet, AID (USAs bistandsorganisation), handelsmini-
steriet, bank- og finansvæsen, medieverdenen osv.
Kampen om magten i Nicaragua er et eksempel på en sådan alt
omfattende form for konflikt. Amerikansk udrustede og trænede
..,Contras" foretog angreb mod Nicaragua fra Honduras. Målene var
28
hovedsagelig civile: landbrug, industrianlæg og infrastruk~~-
Tusinder mistede livet og såvel de materielle tab som det militære
beredskab, der skulle til for at imødegå disse angreb, kostede Nica-
ragua dyrt. USA minerede indsejlingen til ~icaraguas havne og
lagde ved store og talrige mlitære manøver i nabolan d~ne et_kon-
0

stant pres på sandinisteme. Amerikaneme søgte. ogsa fina~ielt og

handelsmæssigt at blokere Nicaragua. DiplomatISke offensiver fra
Washington søgte ligeledes at isolere landet. Dette blev fulgt op af
kampagner i medierne mod Nicaragua. . .
I Nicaraguas tilfælde var LICstrategien en succes._Sandmiste_~e
blev bragt til fald i foråret 90. Det militære, økonomISke og politISke
pres fra USA havde ikke givet styret i Managu~ man~e chancer for
at nå sine mål for udviklingen af landet. USA fik forhindret, at
Nicaragua blev et positivt eksempel for de andre mellem~merikan:
ske lande, der hærges af fattigdom og deraf følgend~ s~cial: konfl1~-
ter - konflikter, der medfører, at den lav-intensive krig 1 regionen vil
fortsætte frem mod næs te årtusinde.
Kernen i LICstrategien er en erkendelse af, at krig i sin ~a~r er
politisk og at sejren ikke opnås blot ved at kont~ollere temton er,
0

udslette gurerillaen eller en revolutionær regenng. Det er ogs~ en

kamp om befolkningens maver og hjerter - og her er økonomi,
politik og propaganda lige så væsentlige områder som det rent
militære. Clausewitch' s breømte tese: "Krig er politik med andre
midler" kan fuldt ud vendes til uPolitik er krig med andre midler",
omend det, der bestemmer politikkens troværdighed - i LIC - er . .
evnen og viljen 'til at bakke politikken op med magt. I LIC har politi-
kken i sidste instans voldens møntfod.

Den ideologiske kamp.

Hele denne strategi holdes naturligvis sammen af en ideologi. Et

blik på medierne dementerer det rygte, at ideologierne skulle være
døde. Vi oplever i denne tid en afspænding mellem Øst og Vest eller
rettere: den sovjetiske "socialisme models" sammenbrud. De~te
sammenbrud har kapitalismens idelologer udlagt som et bevIS :or
deres eget systems overlegenhed. Deres konklusion er: at det frie
marked er det mest effektive system til at skabe materiel velfærd -

29
 og at der er en dyb sammenhæng mellem frie markedskræfter, frie
mennesker og demokrati.
Til trods for at Vesten således pludselig har mistet en
hovedmodstander forekommer det mig, at den ideologiske propa-
gandamaskine kører i højeste gear, som var vi midt i en kold krig.
Skyldes det blot, at modstanderen er brudt sammen og at sejren skal
fejres og cementeres ? Er årsagen ikke snarere, at sovjetmodellens
fiasko ikke nødvendigvis er tegn på kapitalismens succes og at
"sovsen" derfor stadig er nødvendig? Kapitalismen er måske nok en
succes i Vesteuropa og i USA - det tror de i hvert fald øst på - men
for størstedelen af menneskeheden, der lever under frie markedsfor-
hold i Latinamerika, Afrika og Asien, er dette ikke tilfældet.
At hylderne er halvtomme i Moskvas butikker og at man må
vente i årevis på at få lov til at købe en forældet bilmodel, tyder
ganske vist på, at den måde at organisere en planøkonomi på ikke
fungerer. Men at forretningerne bugner af varer i Rio eller Manila og
at man der kan købe en BMW hvornår det skal være, er ikke nød-
vendigvis ensbetydende med almindelig velfærd. Det er just heller
ikke respekt for menneskerettighederne, der kendetegner
markedsøkonomierne i Den Tredje Verden. Og Vestens lovprisning
af sammenhængen mellem et frit marked, demokrati og pressefri-
hed bliver måske også lidt illusorisk, hvis de samme
markedskræfter samtidig medfører, at man bor i slum uden rent
vand, er uden job, ikke kan læse og skrive og ikke har adgang til et
ordentligt sundhedssystem.
Fronten i den ideologiske kamp vil måske flytte fra Øst-Vest til
Nord-Syd, men de uligheder, det frie verdensmarked skaber, skal
nok holde liv i den.
Menneskerettigheder og demokratiske rettigheder er blevet
slagvarer i propagandaen. Hvis der begås overgreb mod disse i
lande som Vesten anser for fjendtlige bliver der sat fokus på det i
medierne, andre steder har de knap den samme interesse.
Overtrædelserne af menneskerettighederne i Østeuropa er blevet ·
dækket særdeles grundigt, hver grav er så at sige blev vendt - godt
nok. Men det er ikke meget man hører om forholdene f.eks. i Ind-
onesien, hvor en ven af Vesten, Suharto, residerer, og det til trods
for, at der er foregået nogle af de mest grove overtrædelser af
menneskerettighederne i det sidste kvarte århundrede. I 1965 blev
30
ca. 500.000 dræbt i forbindelse med et påstået kommunistisk
oprørsforsøg. I 1975 invaderede og besatte Indonesien Østtimor og
har siden begået et mindre folkemord. Suharto har fornylig officielt
meddelt, at han personligt autoriserede de dødspatruljer, som i
1983-84 dræbte 5-10.000 politiske modstandere. Dette har ikke
fremkaldt nogen international skandale. Eller hvad med forholdene
i USAs egen baggård - Mellemamerika. I det formelt demokratiske
og proamerikanske Guatemala er i titusindevis af mennesker blevet
dræbt eller drevet på flugt af regeringens politik uden det synderligt
har bekymret regeringen i Washington.
Massakren på studenterne på Den Himmelske Freds Plads i juni
89 fik forståeligt nok omfattende pressedækning. En tilsvarende
begivenhed fandt sted ved universitetet i San Salvador, El Salvadors
hovedstad, i 1980, uden det gav anledning til mere end notitser i
verdenspressen. Og hvem andre end "særligt interesserede" kender
til Aquino regimets massakre på ubevæbnede bønder, som demon-
strerede for en jordreform udenfor præsidentpaladset i Manila
januar 1986? Den "pluralistiske" verdens nyhedsformidling er
forbavsende ensrettet. Nogle ofre for overtrædelser af
menneskerettighederne er nævneværdige, andre er ligegyldige.

Markedskræfterne styrkes, men ...

Betingelserne for kampen for en anden, mere lige, verdensorden kan

synes meget vanskelige frem mod år 2000. Det kapitalistiske system
ser stærkere ud end nogensinde før såvel økonomisk, politisk og
militært. Sovjetsocialismens kollaps har umiddelbart styrket dette
forhold, at konkludere andet ville være at stikke blår i øjnene. Men
på den anden side skal man ikke være blind for de modsigelser, som
det kapitalistiske system udvikler i disse år både på det økonomiske
og politiske plan, ligesom Sovjetsocialismens sammenbrud også kan
betyde bedre muligheder for nytænkning og udvikling af andre
socialisme-modeller.
Kapitalismens iboende tendens til overproduktion - til at kaste
flere· varer ud på markedet end den købekraft produktionen frem-
kalder kan opsuge er i 80' erne for en stor del blevet løst ved gæld-
sætning. Stater har holdt det offentlige forbrug oppe via underskud

31
på statsbudgettet finansieret ved obligationudstedelse. Private har
øget deres konsumevne ved stigende låntagning og kontoordninger.
Det har givet kapitalismen, i de rige lande, en vis dynamik. Men den
umiddelbare balance som kreditten skaber mellem produktion og
forbrug, ved at understøtte sidstnævnte, løser ikke problemet, det
skyder det bare frem i tiden. Gældsmængden er vokset hurtigere
end nogen anden økonomisk parameter i det sidste årti. Den stadig
voksende pukkel af gæld som kapitalismen skubber foran sig for at
holde balancen har medført et stærkt ekspanderende globalt marked
for gældspapirer og valuta-spekulation. En stadig større del af
kapitalen tiltrækkes af dette markeds hurtige profitter. Man taler om
kasino-kapitalisme. Systemet er ikke så stabilt, som det ser ud på
overfladen.
Den skærpede konkurrencesituation mellem flere jævnbyrdige
magtblokke kan meget vel føre til handelsmæssige kontroverser,
som ligeledes kan svække økonomien.
Konflikten mellem kapitalismens behov for et stadigt stigende
~dividuelt forbrug på den ene side og den samfundsmæssige
mteresse for kollektive løsninger for at begrænse ressourceforbruget
og redde miljøet på den anden side, vil blive en stor udfordring for
kapitalismen i det næste årti. De fri markedskræfters uhæmmede
udbredelse vil skærpe modsigelserne. Mens de hyldes, vil behovet
for samfundsmæssig planlægning vokse. .

oktober90

32
Kapitel 3

Græsrødder og guerilla-
kæmpere

Indledende bemærkninger

Jeg har i det foregående søgt at beskrive nogle af de forandringer,

der i de sidste år er sket i magtforholdene i verden. Min synsvinkel
har været, hvilken betydning disse ændringer vil få for forholdet
mellem rige og fattige lande. Jeg har prøvet at skitsere den strategi -
først og fremmest USA, som den dominerende militære magt - kan
tænkes at ville følge i forhold til Den Tredje Verden. I det følgende
vil jeg søge at beskrive de muligheder, de progressive kræfter i Den
Tredje Verden har for at imødegå den ny verdensorden, som USA er
i færd med at etablere. Jeg vil se lidt på den udvikling
befrielsesbevægelser og-folkelige bevægelser har gennemgået i
70' erne og 80'erne samt hvilken situation de står i idag - og dermed
også se på perspektiverne for kampen i 90' erne.
Det er en svær og omfangsrig opgave at stille sig. Erfaringerne er
mange og forskelligartede alt efter sted og specifikke omstændighe-
der. Men ligeså umulig opgaven kan synes - ligeså væsentlig er det
at gå i gang med at løse den.
En epoke er slut og den nyes elementer er endnu uklare. En ting
er sikker, dogmatismen har ikke en chance. Debatten er åben, det er
godt, for det er blandt andet gennem denne,_at en ny strategi og
taktik for den nationale/ sociale befrielseskamp skal udvikles. At
udvikle visioner om en anden verdensorden er en fortsat proces,
fordi verden og dermed kampens betingelser, ændrer sig.
En revolution er per definition noget nyt og overrumplende. Den
kan ikke uden videre kopieres fra sted til sted og organisations- og
kampformerne ændrer sig med tiden. Hver ny revolutionær bevæ-
gelse har sine særtræk. De kommende vil ikke ligne de tidligere.
33
 Marx troede, at en socialistisk revolution først ville komme i et
højt udviklet europæisk land - Tyskland formodentligt. I stedet kom
den i det mindst udviklede land i Europa- Rusland. De kinesiske
kommunister prøvede i 20' erne at kopiere den russiske
revo~~tionsmodel, men det blev en fiasko. Først da de gik nye veje,
mob1hs_ere~ebønderne og udviklede strategien om langvarig
folkekrig, fik ~e succ~s. I flere asiatiske lande har maoistisk inspire-
rede kommurustpartier søgt at gentage den kinesiske model - f.eks. i
Indien og Thailand - men med ringe held. Et af de eneste steder
hvor et maoistisk orienteret kommunistparti har haft succes er ;
Filipp_ine1?'e,fordi de netop her har været i stand til at frigøre sig fra
den kmes1Ske model og tilpasse kampen til Filippinernes geografi og
sociale forhold.
Revolutionære sociale bevægeler har evnen til at overraske alle -
venner som fjender. Meget få havde forudset Shahen af Irans fald i
1978. Et par måneder før det gik løs, havde CIA betegnet landet som
et af de mest stabile i regionen. Eksperterne anså venstrefløjen som
den vigtigste oppositionelle kraft. Ingen regnede dengang med
Khomeni og den islamiske fundamentalisme. Revolutionen i Nicara-
gu~ kom ligeledes totalt bag på USA. Den palæstinensiske opstand -
Intifadaen - havde hverken PLO eller israelerne forudset blot en
måned før. Og omvæltningerne i Østeuropa 89, hvem havde drømt
om det i88.

Nogle grundlæggende betingelser.

Noget kan man dog sige om de betingelser, kampen vil foregå under
i de kommende år - og dermed også noget om strategien. For at
~orstå kapitali~mens udvikling og de modsigelser, den skaber, er det
1 dag mere end nogensinde nødvendigt at anskue tingene i
sam1:11enhæng,d.v.s. globalt. En snæver national analyse er
~erui:gs~s. Verde~s opdeling i udbyttede og udbyttende lande -
rmpenal1Smen - ma have en central plads i analysen. Mange synes
det er et forældet begreb, noget man beskæftigede sig med i
slutningen af 60' erne og begyndelsen af 70' erne mens
Vietnamkrigen rasede. Men at man blandt vestens marxister ikke
længere finder den relevant betyder ikke, at den har mistet sin

34
betydning - tvært imod. Måske hænger det sådan sammen, at
imperialismedebatten var moderne i begyndelsen af 70' erne, fordi
imperialismen dengang selv var i krise, mens systemet i dag har
konsolideret sig og dermed også ideologisk har fået et overtag.
Modsat dengang kan USA nu nærmest uhindret intervenere i
Mellemamerika og Mellemøsten. IMF dirigerer den økonomisk
politik i Den Tredje Verden mere effektivt end de gamle
kolonimagter var i stand til.
Der har i den sidste snes år foregået en øget internationalisering af
økonomiske og politiske forhold. Først og fremmest er verdensmar-
kedet blevet udvidet i bredden og i dybden, og dermed også det
ulige bytteforhold mellem rige og fc~ttigelande. De internationale
kapitalbevægelsers omfang er ligeledes øget kolossalt, især
spekulations-kapitalens omfang er vokset. De transnationale selska-
bers andel af verdens produktion og handel vokser støt. Denne
internationalisering tenderer imidlertid ikke mod at udligne de
økonomiske uligheder som hersker i verden, tværtom gør den de
rige rigere og de fattige fattigere. Imperialismen er stadig et grund-
læggende faktum.

Socialismens krise.

En anden væsentlig konstatering er socialismens krise, eller mere

præcist den såkaldte "virkeliggjorte socialismes" krise. Regimerne i
Østeuropa er brudt sammen og sovjet-socialismen selv er i
opløsning. Østblokken har siden Anden Verdenskrig udgjort en
modvægt mod USA's økonomiske og politiske dominans i verden.
Dette har for det meste været en positiv faktor som nu er alvorlig
svækket. Men hvad angår udviklingen af socialismen selv - som
samfundsmodel - er der intet at begræde ved krisen i Øst. Den
11
virkeliggjorte socialisme" har alt for længe mere været et
skræmmebillede end et forbillede.
Sovjet-socialismen opstod som reaktion mod udbytning og under-
trykkelse i periferien af det kapitalistiske system, og den blev opret-
holdt med kolossale sociale omkostninger. Imperialismens opdeling
af det kapitalistiske system i rige og fattige lande medførte, at kapi-
talismens krise hovedsagelig kom til udtryk i de mindre udviklede

35
 dele af den kapitalistiske verden so111f. eks. i Rusland. Socialismens
mulighed opstod således i lavt udviklede samfund, ofte med træk af
feudalisme. Denne omstændighed har begrænset socialismens
udviklingsmuligheder både økonomisk og politisk. Ikke blot har
udgangspunktet været dårligt, den nye socialistiske stat har også
måttet kæmpe for sin eksistens i en fjendtlig verden domineret af
kapitalismen økonomisk og militært. Socialismen har udviklet sig
under pres og det er årsagen til en del af derformiteterne. ·
Sådan var det for den unge sovjetstat, og sådan har det været
siden. Nicaragua måtte for alt i verden ikke udvikle sig til et positivt
eksempel for resten af Mellemamerika. Sandinisterne stod i 1979
med et underudviklet land, udplyndret af den lokale overklasse i
samarbejde med USA. Sandinist-regeringen havde arvet en
udenlandsgæld på 1,6 milliard DS-dollar efter Somoza, den største
gæld pr. person i Mellemamerika. Nicaraguas økonomi var
eksportorienteret og offer for det ulige bytte, der hersker på ver-
densmarkedet. 60% af eksportindtægterne kommer fra salg af bom-
uld, kaffe, kød og sukker. Priserne på disse varer har været lave op
gennem 80'erne. Landet fik ikke nogen form for ro til at opbygge sin
samfundsmodel. Nicaragua er blev udsat for et konstant pres .fra
USA i form af økonomisk blokade, minering af havne og militær
intervention via de såkaldte "contras". Siden 1982 har USAs LIC-
krigsførelse mod landet kostet 15.000dræbte, 50.000 sårede og
300.000 hjemløse. Nicaragua har måttet bruge hovedparten af sine
økonomiske og menneskelige ressourcer blot på at overleve. Ikke
megen tid og mange penge har kunnet frigøres til udvikling af
landet.
Det ydre pres har også deformeret de sociale og politiske struktu-
rer. Økonomisk krigsførelse og invasionstrussel vanskeliggør en
demokratisering af samfundet. Skulle sandinisterne tillade politiske
grupper og aviser, som støttede en udefra kommende væbnet inter-
vention? Angola, Mozambiqe og Cuba står over for det samme
problem.
En demokratisering af samfundet er essentiel for udviklingen af
socialismen. En befolkning føler sig kun ansvarlig for deres sam-
fund, hvis de involveres i dets beslutningsprocesser. Dette gælder
såvel på det overordnede politiske niveau som i produktionen. Det
er nødvendigt for udviklingen af bevidstheden om den samfunds-
mæssige ejendomsret og ansvar for udviklingen i samfundet hos
den enkelte. At staten ikke er dem fremmed.
DDR var et eksempel på "socialisme" uden demokrati. Den
økonomiske og politiske magt var koncentreret i staten administre-
ret af en parti-elite. Produktionsapparatet var nationaliseret, men
ikke demokratiseret. Ingen klasse i DDR følte noget tæt
ejendomsforhold til produktionsmidlerne. Bourgeoisiet var
forlængst eksproprieret og arbejderklassen opfattede ikke staten
som sin stat og dermed heller ikke statens ejendom som sin ejen-
dom. En konsekvens af dette blev, at produktionen var præget af lav
effektivitet, sløseri med råvarer og ligegyldighed over for det fær-
dige produkts kvalitet. For at fremme produktiviteten blev man
nødt til at benytte de samme metoder som i kapitalistisk lønarbejde,
nemlig gulerod/ stok-princippet, og resulta~et blev den samme
bevidsthed hos arbejderen: at. det gælder om at lave så lidt som
muligt for så stor en løn som muligt. Socialismen har i alt for høj
grad været statsejendom - vi må socialisere socialismen!
På den baggrund er der således ingen grund til at sørge over
sovjet-modellens opløsning. Presset havde skabt groteske
deformiteter i socialismens navn. Autoritære partier, nomenklatura,
stormagtschauvinisme, ideologisk forkalkning, elendig økonomi og
ødelæggelse af naturen. Sovjet-socialismens sammenbrud kan på
mange måder betragtes som en befrielse for socialister verden over. I
de sidste 30 år har det for mange socialistiske bevægelser været
nødvendigt~ p.g.a. supermagtskonfrontationen og den kolde krig -
at forsvare Sovjet-systemet. Uden den store kærlighed til den sov-
jetiske udgave af socialismen har det af magtpolitiske årsager været
nødvendigt at bakke op om den. Kald det opportunisme eller real
politik. Det har gjort disse bevægelser sårbare over for beskyldnin-
ger om at være villige redskaber for Sovjetunionen, og man har
kunne pege fingre af disse bevægelser og spørge: "Er det en social-
isme som i Sovjet, I kæmper for?". Den kolde krig er nu forbi, og
socialister kan nu frigøre sig for denne beskyldning. Kapitalismen
står tilbage uden at kunne pege på noget "ondskabens imperium".
Fra nu af må det kapitalistiske system svare for verdens uligheder
og ødelæggelsen af de økologiske systemer.
Vi nærmer os 500-året for etableringen af det eurocentrerede
kapitalistiske verdenssystem, symbolsk markeret ved Columbus
ankomst til Amerika i 1492. De uligheder som systemet skaber er
ikke blevet mindre i de forløbne 500 år- globalt set - og de vil heller
ikke blive mindre i de næste 500 år, hvis systemet skulle få lov at
fortsætte. Det er dets natur at skabe ulighed. Den rigeste 1/ 5 af
verdens befolkning konsumerer 50 gange så meget som den fattigste
halvdel. Selv med de mest gunstige vækstrater Den Tredje Verden
har oplevet, vil det tage disse fattige lande mere end 100 år at nå
halvdelen af bruttonational produktet per indbygger i OECD-
landene - men glem det, med de "vækstrater'' Den Tredje Verden
har kendt i 80'eme, vil afstanden i velfærd fortsat vokse.
Den sovjetiske socialismens krise har ikke ændret kapitalismens
ansigt i Den Tredje Verden. Her deler man ikke de østeuropæiske
folks drøm om det frie markeds velsignelser. Her er det frie marked
et levende mareridt. Nødvendigheden af revolutionære omvæltnin-
ger er større end nogensinde før.
Men hvad med de ændringer, der sker i Sovjetunionen i disse år,
er det noget, der kan tjene som forbillede for udviklingen i Den
Tredje Verden?
Frem til Gorbatjov delte mange socialister SUKP's opfattelse af
imperialismen. Ifølge den var verden delt i to lejre. En imperialistisk
med USA i spidsen fulgt af de andre udviklede kapitalistiske lande
og klienter i Den Tredje Verden. På den anden side den anti-impe-
rialistiske lejr bestående af USSR og de andre socialistiske lande,
progressive ikke-allierede-lande, nationale/ sociale befrielses-bevæ-
gelser i Den Tredje Verden og endelig de socialistiske kræfter i de
udviklede kapitalistiske lande. Selv om denne beskrivelse ikke holdt
stik, lad mig blot nævne splittelsen mellem SUKP og KKP, så ud-
gjorde den dog en tiltrækkende vision om hvordan "det burde se
ud". I dag er der ingen, der ved sine fulde fem ser Sovjetunionen
som leder af den anti-imperialistiske kamp.
Perestroika er Gorbatjovs basale reform. Et forsøg på en markeds-
orienteret rekonstruktion af kommando-planøkonomien. Glasnost er
et forsøg på at mobilisere befolkningen for perestroika ved at udvide
de demokratiske rettigheder. "Nytænkning i udenrigspolitikken" er
et forsøg på at skabe sig et pusterum til at gennemføre denne omstil-
ling.
Den nye udenrigspolitiske linie skal ligesom den gamle - "social-
isme i et land" - først og fremmest tjene Sovjetunionens egne interes-
38
ser. Sovjet har brug for fred og ro i verden, specielt i forholdet til
USA - og det har det fået ved at kaste håndklædet i ringen.
Sovjet var især i 70'eme en afbalancerende faktor i forhold til
USA's magtpolitik i Den Tredje Verden. Den rolle er det ikke læn-
gere i stand til at spille, og det har indsnævret Den Tredje Verdens
manøvre-muligheder. Hvad angår Sovjets konkrete støtte til
befrielsesbevægelser, så har den altid været selektiv og særdeles
afdæmpet, og underordnet Sovjetunionens nationale interesser og
forholdet til USA. For ikke at provokere amerikanerne har Sovjet
altid opfordret de kommunister, som var under deres indflydelse i
Latinamerika, til at undgå væbnet kamp og holde sig til ren og skær
reformisme. Men den ideologiske magt, der fulgte med Sovjets
militære/ politiske magt er naturligvis gået fløjten sammen med
supermagts-statusen. Det åbner op for bedre muligheder for at
udvikle nye selvstændige ideer om strategi, taktik og indretningen
af samfundene i Den Tredje Verden. ·
Sovjet selv er nu også gået bort fra dets gamle doktrin for Den
Tredje Verden: den såkaldte "ikke-kapitalistiske vej", og råder nu
0

dets gamle allierede til også at slippe markedskræfterne løs helt pa

linie med IMFs direktiver. Det kan måske skyldes, at den sovjetiske
økonomi ifølge den ny~ tænkning er nødt til at udvikle og udvide
handlen og de økonomiske relationer med de kapitalistiske lande,
rige som fattige.
Det er længe siden, Den Tredje Verdens nationale/ sociale
befrielsesbevægelser har kunnet hente ideologisk inspiration i
Moskva og der er heller ikke noget at hente i perestroikas økonomi-
ske strategi for Den Tredje Verden. Centrum for den anti-imperiali-
stiske kamp - praktisk og teoretisk - vil naturligvis være i de
udbyttede og undertrykte nationer selv.
Kapitalismens modsigelser sætter bestandigt revolutionen på
dagsordenen i Den Tredje Verden, men at udvikle et socialistisk
samfund i en verden, der stadig domineres af kapitalismen økono-
misk og politisk, er en vanskelig opgave. Det er den samme opgave,
den russiske og kinesiske revolution har stået overfor, og vi må
drage nytte af deres erfaringer - gode som dårlige. Det er noget helt
andet end at kassere socialismen og sætte sin lid til de frie
markedskræfter.
I dag er der en større bevidsthed i Den Tredje Verden om
39
opgavens reelle omfang og at der ikke er nogen universiel opskrift
at kopiere.
I Den Tredje Verden er socialismens krise ikke ensbetydende med
socialismens nederlag og kapitalismens sejr. Der er ikke det samme
mismod, som præger de socialistiske kræfter i V esten, hvor socialis-
mens sammenbrud i Øst er blevet et alibi for manglende visioner.
Den egentlige årsag ligger imidlertid i de vestlige samfund selv - i
den eurocentrisme, der har vundet frem i de senere år. Den hold-
ning, at hvis hele verden indretter sig som os, så kunne vi løse
problemerne.
USA og Europas recept for Den Tredje Verden er
markedsøkonomi og parlamentarisk demokrati. Markedsøkonom.i
har Latinamerika haft i århundreder, og den sociale polarisering
som det system skaber i den del af verden, udgør ikke noget stabilt
grundlag for parlamentarisme a la Vesteuropa. Det har 80' ernes
Latinamerika da også givet talrige eksempler på. Lande med Low
Intensity Conflict har Low Intensity Democracy.
Nødvendigheden af radikale forandringer er stadig bredt accepte-
ret. Til trods for at sammenbrudet i Østeuropa har sat kraftig
11
spørgsmålstegn ved den traditionelle Marxisme-Leninisme", er
marxismen stadig det foretrukne redskab til økonomisk/politisk
analyse, men den konkrete strategi og visionerne om hvordan en
fremtidig socialisme skal se ud, er under debat. Den revolutionære
stategi, der er ved at tage form i disse år, er i høj grad bevidst om de
fejl, der blev begået i den "reelt eksisterende socialisme", især er
man klar over nødvendigheden af at integrere en demokratisk
folkelig praksis i den revolutionære proces.
Socialismen har mere og andet at byde på end vi hidtil har set.
Opgaven er at skabe nye visioner og tilrettelægge en strategi, der
bevæger sig hen imod dem. Hvis det ikke lykkes, vil den elendighed
imperialismen til stadighed skaber fremme andre kræfter i Den
Tredje Verden: fundamentalisme, højre-nationalisme, racisme og
blind terror. Valget er stadig mellem socialisme eller barbari.

40
Problemstillingen.

Lad mig prøve at konkretisere de opgaver, de revolutionære kræfter

står over for.
70' erne var generelt præget af et opsving for de revolutionære
kræfter i Den Tredje Verden. I Vietnam, Kambodia, Laos, Afghani-
stan, Angola, Mozambique, Guinea-Bissau, Cap Verde, Zimbabwe,
Grenada og Nicaragua kom revolutionære regimer til magten mel-
lem 1974 og 80. I en lang række andre lande styrkedes de nationale/
sociale befrielsesbevægelser, f.eks. PLO i Libanon, kommunisterne i
Thailand og Filippinerne. Endelig mistede Vesten nogle gamle sikre
allierede: Haile Selassie i Ethiopien og Shahen af Iran.
80' erne har derimod stort set været præget af tilbageslag. De
nyetablerede styrer har haft vanskeligt ved at stille en økonomisk
politik på benene, som har kunnet modstå verdensmarkedets logik
og skabe udvikling, og de har været udsat for et militært pres af
diverse contras. Pol Pots Khmer Rouges har med amerikansk/
kinesisk støtte angrebet Kambodia, FNLA har med amerikansk/
sydafrikansk støtte lagt pres på MPLA i Angola, RE~AMO har ~ed
de samme støtter hærget i Mozambique, i Grenada gik USA selv md
og indsatte et klient-regime, i Nicaragua blev sand~nisterne v~ltet
ved et valg efter et ihærdigt pres fra USA. Overalt 1 Den TredJe .
Verden er nationale/ sociale befrielsesbevægelser blevet trængt 1
defensiven af den amerikanske LIC-strategi og her i begyndelsen af
90' erne har USA etableret sig med større militære styrker i Mellema-
merika, nordlige Sydamerika og i Mellemøsten.
Den grundlæggende årsag til ændringen fra 70' erne til 80' eme
var, at det lykkedes det kapitalistiske system at stabilisere sig.
Undgå, at den recession det befandt sig i i begyndelen af 70' erne
(bl.a. som følge af olieprisstigningerne), udviklede sig til en egentlig
økonomisk krise. Midlet var en øget internationalisering og liberali-
sering af verdenshandlen. Prisen på de fleste produkter fremstillet i
Den Tredje Verden faldt-det ulige bytteforhold blev uddybet. En
øget gældsætning af stater såvel som af enkeltindivider udvidede
markedet og lettede derved på overproduktionstendenseme.
Politisk blev skiftet markeret ved overgangen fra Carters detente

41
til Reagans offensive politik. Dels overfor Sovjetunionen- "det onde
imperium" - der måtte give op over for truslen om en ny runde i
oprustningen, og dels over for Den Tredje Verden i form af LIC-
strategien. Kombinationen af verdensmarkedets pres, Sovjet uni-
onens svækkelse og den succesfulde LIC-krigsførelse fremkaldte
skiftet fra den revolutionære bølgetop i 70' erne til dalen i 80' erne.
Der er undtagelser fra denne generelle tendens. Befrielsesbevæge-
lsen i Eritrea har haft direkte gavn af Sovjets svækkelse. FMLN i El
Salvador og NDF i Filippinerne har haft fremgang i 80'erne og PLO
har holdt skansen trods et uhyre pres. Men generelt har de revolu-
tionære kræfters strategi fra 70' erne - guerillakrig under ledelse af et
avangarteparti - ikke kunnet klare 80'ernes udfordringer.
En del bevægelser har ved diplomatiske og propagandamæssige
offensiver søgt at påvirke opinionen i Vesten for at svække
"høgene" og kompensere for Østblokkens opløsning. Påvirkning af
verdensopinionen er blevet en stadig mere væsentlig kampform
med den stigende internationalisering af politiske kriser og med den
hastigt voksende udbredelse af telekommunikationsmidler. Men det
er vigtigt at forstå, at denne kampform ikke er noget i sig selv - den
er afhængig af kampen hjemme.
Den amerikanske befolknings voksende modstand mod Vietnam-
krigen er det klassiske eksempel på en opinions betydning. Men
krigsmodstanden var ikke udtryk for solidaritet med Vietnams sag,
ej heller for modstand mod amerikansk intervention i Den Tredje
Verden som sådan. Modstanden var en konsekvens af, at amerikan-
ske soldater i stort tal kom hjem-i ligposer- at vietnameserne var i
stand til at yde modstand. USAs invasioner i Grenada, Panama og
sidst i Irak har været umådelig populære i USA, fordi tabene på
amerikansk side har været yderst begrænsede. USAs engagement i
Libanon i halen på den israelske invasion var derimod upopulært,
fordi det kostede flere hundrede amerikanske soldater livet. Man får
ikke noget af medlidenhed eller for at være "'flink" - desværre.
Det voksende krav om demokrati i Den Tredje Verden har den
traditionelle venstrefløj også haft svært ved at håndtere. De
centralistiske og elitære træk som illegaliteten udviklede hos mange
kæmpende organisationer fortsatte, da disse blev statsbærende.
Presset fra den omgivende verden har ført til angst for splittelser i
partiet. Princippet om demokratiske centralisme er ofte blevet
42
misbrugt til at kvæle diskussioner. En reel debat om mål og midler i
samfundsudviklingen er tit kun ført i de øverste organer i partiet og
ikke i bredere lag af befolkningen.
Forholdet mellem stat/ parti/ masseorganisationer har ikke været
løst tilfredstillende. Partiet har alt for ofte sat sig tungt på
statsapparatet og masseorganisationerne, som er blevet reduceret til
rene udøvende organer, og det har mindsket interessen for dem.
Beslutningsprocessen og kommunikationsvejene har ofte i al for høj
grad været vertikale oppe fra og ned efter i stedet for horisontale og
nede fra og op efter. Kun befolkningens direkte aktive medvirken i
samfundet kan skabe grundlag for de dybtgående forandringer, som
der er behov for.
Kravet til 90' ernes revolutionære i Den Tredje Verden er: at ud-
vikle en stategi, der kan hamle op med LIC, d. v .s. finde den rette
balance mellem- og de rette former for-væbnet kamp,
masseopstand og "legal" politisk/ diplomatisk kamp. Desuden,
udvikle et socialistisk demokrati - økonomisk og politisk - der reelt
inddrager befolkningen i samfundets udvikling for at skabe en
bæredygtig udvikling på trods af - i kamp med - det kapitalistiske
verdensmarkeds udbytning af natur og mennesker.

De folkelige bevægelser

Mens den traditionelle venstrefløj-i Den Tredje Verden- har været

på retræten i 80'erne, er en ny revolutionær kraft ved at modnes.
Den gamle venstrefløjs krise er nemlig ikke forårsaget af
kapitalismens succes i Den Tredje Verden-tværtimod. Hverken
militærdiktatur (som f.eks. i Brasilien), populistiske regimer (som
f.eks. i Argentina) eller socialdemokratiske (som f.eks. i Peru) har
formået at få de frie markedskræfter til at gavne befolkningen i den
fattige del af verden. Per capita indkomsten for latinamerika som
helhed er faldet hvert eneste år siden 1981, mens kontinentets
økonomiske politik har været underkastet IMF' s direktiver om fri
markedsøkonomi.
På denne baggrund er der i 80 erne vokset en lang række brede
1

folkelige bevægelser frem med krav om grundlæggende forandrin-

ger af de økonomiske strukturer og statens organisering. Fra Haiti

43
 over Palæstina til Filippinerne, fra Chile og Sydafrika til El Salvador
og Uganda er de vokset frem i stort tal, uafhængige af det traditio-
nelle politisk/ parlamentariske system. De har overkommet de
nederlag og den passivitet, der efterhånden prægede den gamle
venstreflløj, de har udviklet organisations- og aktionsformer, som
har vist sig modstandsdygtige overfor statsmagtens
undertrykkelsesmidler. De udspringer af den umiddelbare nød og
undertrykkelse. De er sagsorienterede og konkrete i deres svar på
problemerne.
Disse sociale bevægelser kan bestå af arbejdere, der søger at
forbedre deres løn og arbejdsforhold ved at organisere sig uden om
de traditionelle korrupte og forstenede fagforeninger i Brasilien. Det
kan være bønder i Peru, der besætter jord eller opretter
kooperativer, det kan være "urban poor" i Manilas slum, som kæm-
per mod tvangsfjernelse, forbedrer kloaksystemet, etablerer bedre
vand- og elforsyning, opretter sundhedsklinikker o.s.v. Det kan
være kvindeorganisationer, der bekæmper den dobbelte undertryk-
kelse, vold og prostitution, som florerer overalt i Den Tredje Verden.
Det er palæstinensiske organisationer som organiserer civil ulydig-
hed, det kan være indianere i Guatemala eller Amazonas, som
kæmper for deres rettigheder og mod ødelæggelse af deres
livsgrundlag. Det er menneskerettighedsorganisationer og
retshjælpsgrupper, der søger at beskytte borgerne mod
dødspatruljer og anden statsterrorisme i El Salvador. Det er de
kasteløses bevægelse DALIT i Indien og studenternes kamp for
politiske rettigheder i Sydkorea. Det er fredsbevægelsen mod ameri-
kanske baser i Filippinerne og bevægelsen mod franske
atomprøvesprængninger i Stillehavet. Man kunne blive ved.
Kapitalismen oplevede den længste og mest dynamiske vækstpe-
riode i sin historie i tiden efter Den Anden Verdeskrig og frem til
midten af 70' erne. Den trængte ud over hele kloden og selv om
ekspansionen var højst uens fra region til region, så blev det kapita-
listiske verdensmarked udvidet og uddybet betydeligt. I de fleste
Tredje Verdenslande voksede byproletariatet hastigt med vandrin-
gen fra landområderne. Denne rodløse, ny-urbaniserede og
proletariserede arbejderklasse blev hårdt ramt af den recession, som
indtrådte i midten af 70'erne med oliekrisen og som kapitalismen
har haft svært ved at komme sig over. Den Tredje Verden med dens
44
store afhængighed af udenlandsk kapital og verdensmarkedet blev
ramt særlig hårdt. Den massive fattigdom dette har medført, har
været frugtbar grobund for de nye sociale bevægelser.
Bevægelserne er ikke entydigt klassebaserede. Det kan være
kvinder, landarbejdere, fattige bønder, stammefolk, arbejdsløse i
byerne o.s.v. De kan være organiseret i forhold til lokalsamfund,
erhverv, kastesystem, race, etnisk oprindelse eller religion- elemen-
ter, som indgår i undertrykkelsen ud over klasseforholdet. De
sociale bevægelser, og den klassekamp de er udtryk for, må nødven-
digvis spejle den komplekse økonomiske, sociale, politiske og kultu-
relle struktur, der findes i Den Tredje Verden.
De folkelige bevægelser er en udfordring til statsmagten i Den
Tredje Verden, som oftest består af en mixture af bureaukrater,
statsterrorister (hær, politi og dødspatruljer) og komprador elite.
Bevægelserne opstår i første omgang som forsvar mod svigtende
økonomiske forhold og statsmagtens overgreb. En horisontal opbyg-
get solidaritet mod et vertikalt opbygget marked og magtapparat.
Bevægelserne fremdrager den direkte politiske repræsentation
som alternativ til de professionelle politikeres indirekte repræsenta-
tion. Det folkelige demokrati fremfor det parlamentariske.
De folkelige bevægelser er også vokset frem som en konsekvens af
den traditionelle avangarteparti/ guerilla-strategis krise, som en del
af svaret på imperialismens LIC-strategi.
De har vist sig at være særdeles sejlivede.

Ideologi og organisation

Marxismen og befrielsesteologien spiller en væsentlig rolle for disse

bevægelsers ideologi. Befrielsesteologien lægger vægt på "Peoples
Power", basisdemokrati og lokal selvstyre. Befrielsesteologien kan
også tilføje disse bevægelser en humanisme - respekt for det enkelte
menneske - som den praktiske marxisme måske kan glemme i
kampens hede. De folkelige bevægelsers fortolkning af marxismen
kan give socialismen et nyt og tiltrængt pust af liv. Bevægelsernes
opfattelse af forholdet mellem stat og samfund er helt forskellig fra
den, der praktiseredes under den "'reelt eksisterende socialisme" i
Østeuropa. Som en repræsentant for arbejderbevægelsen i El

45
Salvador udtrykker det: uSocialismen i disse lande har været
statsejendom, vi må socialisere socialismen".
Bevægelserne er ikke kun med til at skabe en bevidsthed om de
politiske/ økonomiske forhold, deres "vi gør det selv mentalitet" er
også med til at skabe selvværd- en vigtig faktor i Den Tredje Ver-
den for at overvinde passiviteten. Det var det, Soweto's unge kaldte
"Black Consciousness". Vi er noget - vi kan selv - modstanderen er
ikke uovervindelig ! Den indre frigørelse er en væsentlig forudsæt-
ning for den ydre kamp.
De nye folkelige bevægelser er uafhængige af det traditionelle
parlamentariske partisystem. De styres af græsrodsledere, deres
politiske linie debatteres og fastlægges i brede demokratiske forsam-
linger. De har stærke bånd til det lokale samfund. Disse forhold har
gjort dem i stand til at mobilisere tidligere uorganiserede lag: ar-
bejdsløse, unge kvinder, slumbeboere, etniske minoriteter o.s.v.
Bevægelserne er ikke populistiske, knyttet til og afhængige af en
bestemt ,..caudillio", deres ledere kan erstattes. De er ej heller afhæn-
gige af noget bureaukrati, men selvfinancierende. Der skal mere end
udvisninger, arrest eller mord til at knuse dem.
Bevægelsernes organisationsform, mangesidighed og decentrale
struktur giver dem mulighed for at kombinere og overskride de
traditionelle aktionsformer i arbejderbevægelsen. Det drejer sig ikke
blot om løn- og arbejdsforhold, men også om at udvide det demo-·
kratiske råderum og om menneskelig værdighed. Bevægelserne
kombinerer krav om umiddelbare konkrete forandringer med en
langsigtet kamp for en ændring af forholdet mellem stat og sam-
fund, der skal gengive mennesker magten over deres egen tilvæ-
relse. De sociale bevægelser udgør således en ny form for politisk
magt. De søger ikke primært statsmagten via parlamentet, men
prøver at skabe et folkeligt demokratisk alternativ til den parlamen-
tarisme, der aldrig har repræsenteret deres interesser. De søger at
ændre samfundet inde fra og nede fra - ikke kun engang i fremtiden
efter en revolution, men også her og nu. Deres egen måde at organi-
sere sig på er allerede det første skridt - en celle i den organisme de
søger at opbygge. De folkelige bevægelser i Den Tredje Verden har
således en betydning ud over at mobilisere for revolutionære foran-
dringer og skabe lindring her og nu - også i en post-revolutionær
situation har disse nye sociale bevægelser en mission: at være med
46
til at skabe nye former for demokratisk socialisme.
De folkelige bevægelser i Den Tredje Verden er i løbet af 80'erne
blevet en vigtig politisk kraft. Hvilken vej disse bevægelser vil følge
kan meget vel blive udslagsgivende for udviklingen i Den Tredje
Verden i 90' erne.
Der er naturligvis borgerlige kræfter, som søger at lede det folke-
lige pres for grundlæggende forandringer gennem det etablerede
"demokratis" parlamentariske kanaler- netop for at undgå dybtgå-
ende forandringer. Etablerede traditionelle partier - især populisti-
ske (f.eks. Calos Men em i Argentina) - søger at indfange og tæmme
de folkelige bevægelser, erstatte deres aktionsformer fra "neden"
med forhandlinger fra II oven". Når disse gamle partier har fået
magten, har de altid søgt at begrænse de autonome bevægelsers
råderum, og ladet "demokratiet" varetage af institutioner de selv
kontrolerer - trods deres snak om det modsatte. Presset fra neden
bliver til manipulation fra oven.
Bevægelsernes strategiske mål bør ikke være indflydelse via det
traditionelle parlamentariske liv som det udfolder sig i Den Tredje
Verden, men grundlæggende forandringer via en alternativ demo-
kratiske folkemagt nede fra. De kan naturligvis - taktisk - bruge det
etablerede parlamentariske liv som en af flere kamp-arenaer, men
det er ikke den vigtigste. Det parlamentariske liv i Tredje-verdens-
stater - i det omfang det eksisterer - er som oftest syltet ind i elitære
sociale strukturer og institutioner. I Filippinerne er det f.eks de
samme 20-30 familier, der har siddet på den parlamentariske magt
både før og efter Marcos diktatur. Dette parlamentariske liv er helt
tilpasset de eksisterende magtcentres behov lokalt og internationalt.
De folkelige bevægelser skal ikke lade sig indlemme og misbruge til
en legitimering af denne form for "demokrati", men insistere på
deres egen form for folkeligt demokrati, der netop er et udtryk for,
at parlamentarismen alene ikke fungerer særlig godt i en Tredje-
V erdens-sammenhæng.
De folkelige bevægelser er udtryk for det voksende krav om reelt
demokrati i Den Tredje Verden, en ny-ordning af forholdet ...... L.._.
............
,....
stat og samfund, der ikke nødvendigvis bliver en kopi af vort
europæiske system. Bevægelsernes ideologi er helt på tværs af de
tanker, der præger Vesten og som fortæller os, at "historien" er
Der er intet, som tyder på, at "historien" er forbi i Den Tredje Ver-
47
den. Myten om det klasseløse demokrati holder ikke længe i et
samfund, hvor sociale nedskæringsprogrammer modsvares af øgede
overførelser til den rige verdens banker. De frie markedskræfter gør
Den Tredje Verden som helhed fattigere, og polariserer det enkelte
samfund i rige og fattige. Postulatet, at fri markeds økonomi og
demokrati går hånd i hånd, er absurd i Den Tredje Verden.
De folkelige bevægelser kan blive en ny revolutionær kraft -
problemet er at transformere de lokale sagsorienterede krav til et
samlet nationalt projekt, som er i stand til at tage statsmagten og
ændre dens form radikalt. For at det skal lykkes, skal bevægelserne
ikke kun være i stand til at forenes til en kraft, som kan styrte
magthaverne - det .være sig en diktator eller en pseudo-demokratisk
regering - de skal også selv være i stand til at kunne tage og forvalte
magten, ellers kommer der bare en Aquino efter en Marcos.
En mulig løsning på denne problemstilling er et samarbejde
mellem de folkelige bevægelser og de gamle guerillabevægelser
med deres politiske partier. Måske vil en sådan kombination kunne
hamle op med LIC-strategien og udvikle en demokratisk socialisme.
Lad os se nærmere på denne mulighed.

Alliancen: Folkelige bevægelser/guerilla.

Hvad kan de folkelige bevægelser bidrage med til at gøre denne

konstellation succesfuld? Hvad er deres fortrin og svage punkter?
Hvad kan guerillabevægelserne og deres politiske bagland bidrage
med?
De folkelige bevægelser har først og fremmest vist sig at have en
kolossal mobiliserende og aktiverende evne. De giver folk mulighed
for at handle selv - uden at vente på, at der kommer nogen ude fra
eller oppe fra og ordner paragrafferne. Specielt i større byer, hvor
guerillaen og dens illegale politiske netværk kun vanskeligt kan
mobilisere p.g.a. fjendens overlegenhed, kan de folkelige
bevægelsers mobiliserende evner og kampformer have stor betyd-
ning.
Det er også vanskeligt for statsmagten "'moralsk" set at angribe de
folkelige bevægelser. Et sykursus for enlige mødre, et suppekøkken
eller en retshjælpsgruppe er vanskelige at stemple som terrorister.

48
Hvis statsmagten benytter sig af terror, dødspatruljer o.s.v. er
bevægelserne naturligvis et let offer - det kan ofte være mere risika-
belt at være leder af en legal bevægelser end en illegal - men på den
anden side betyder bevægelsernes demokratiske og flade struktur,
at lederen ikke er uundværlig, og nye står parat til at tage over for
dem, som faldt. De folkelige bevægelser i f.eks. El Salvador eller
Guatemala har vist sig at være modstandsdygtige over for selv
meget omfattende statsterror, men de er naturligvis ikke usårlige, de
er afhængige af en gunstig politisk/ militær balance. De folkelige
bevægelser i El Salvador eller Columbia, hvor guerillaen står relativt
stærkt, har langt større råderum end i f.eks. Honduras eller Haiti,
hvor den er svag eller ikke eksisterende.
De folkelige bevægelser kan ikke alene beskytte deres projekter,
jage eil godsejer bort og distribuere jorden, for ikke at tale om at
overtage magten i samfundet - uden væbnet magt.
De folkelige bevægelser kan måske vælte en diktator eller rege-
ring som i Filippinerne eller i Haiti i 1986, men de er ikke, alene, i
stand til at tage magten og beholde den for at ændre samfundsfor-
holdene radikalt. Bevægelserne mangler nogle af de magtmidler, der
er nødvendige for at neutralisere det gamle statsapparats militær og
politi. Guerillaen, den væbnede revolutionære magt, er stadig nød-
vendig for at skabe den politisk/ militære balance, der gør en
magtovertagelse mulig. Guerillaen og dens partier kan på sin side
ikke undvære bevægelsernes mobiliserende og aktiverende rolle
hverken før eller efter en evt. magtovertagelse.
De folkelige bevægelser kan i deres konkrete, sagsorienterede og
lokale arbejde nogle gange miste et længere og bredere perspektiv
med kampen. Her kan de have gavn af den koordinerende og
focuserende evne, som de politiske partier bag guerillabevægelserne
ofte besidder. På den anden side har disse politiske partier til tider
haft en tendens til at ville "sætte sig på" de folkelige bevægelser og
dominere dem, og dermed ødelægge deres autonome og demokrati-
ske organisationsform. Samarbejdet må foregå med stor gensidig
respekt.
Et konkret eksempel på hele denne problematik kan man finde i
den revolutionære kamp i Filippinerne.
Her findes både et stærkt udviklet net af folkelige organisationer
(såkaldte Popular Democratic organisations) og en
49
guerillabevægelse med tilhørende parti og frontorganisationer (New
Peoples Army, Communist Party of the Philippines og National
Democratic Front - de såkaldte National Democrats).
Generelt set har CPP' s guerillastrategi været rimelig succesfuld.
Mens det gik tilbage for de fleste andre i slutningen af 70'erne og
begyndelsen af 80'erne, havde NPA fremgang. Som konsekvens af
at Filippinerne er et ørige, decentraliserede de den militære kamp i
en lang række fronter - for tiden en 60-70 stykker med hver sin
relativt selvstændige ledelse. Det har gjort dem særdeles mod-
standsdygtige over for traditionel anti-guerillakrigsførelse. Kom de
under pres på en ø, kunne de åbne en offensiv på en anden. Den
decentrale struktur skabte også et stort lang af kompetente mellem-
kadrer, der var i stand til at fylde hullerne ud, når fungerende ledere
blev arresteret eller dræbt.
Trods denne positive vurdering af CPP /NP A viste de sig ude af
stand til at drage nytte af den økonomiske/politiske krise, der førte
til Marcos fald i 1986. CCP /NP A var marginaliseret i forhold til den
folkelige bevægelse, som for en stund gjorde Manila uregerlig,
afsatte Marcos og indsatte Aquino som præsident.
De folkelige organisationer kunne på sin side nok skifte en præsi-
dent ud, men den politiske magt var stadig væk i høj grad hos de
gamle politikere, garanteret af hæren, og de økonomiske .
magtforhold blev der heller ikke rørt synderlig ved. Hvad Aquinos
intentioner end måtte have været, så ændrede 86-revolutionen"
11

ikke meget for ørigets arbejdere og bønder. Den nuværende fase i

kampen synes imidlertid at vise, at begge parter har lært noget af
begivenhederne i februar 86.
Hvor slagskraftig og sejlivet en alliance mellem folkelige bevæge-
lser og en guerilla kan være, er kampen i El Salvador et eksempel
på.
I et land med et areal på størrelse med Jylland er det lykkedes et
netværk af bonde- og arbejder-bevægelser, kristne basismenigheder,
bolig- og arbejdsløse og en guerilla at modstå en USA sponsoreret
statsterror, der siden 1975 har kostet tæt ved hundrede tusinde
menneskers liv.
Jeg tror, at der i alliancen folkelige bevægelser/guerilla er et svar
på LIC-strategien, og også et grundlag for opbygningen af en demo-
kratisk socialisme. Den folkelige organisering/ opstand er foruden at
50
være en komponent i kampen for et andet samfund allerede en del
af et sådant. I El Salvador har flygtninge, som er vendt tilbage efter
et ophold i Guatemala eller Honduras, etableret landsbyer med
skole, sundhedscentre, o.s.v. - styret af dem selv. Projekterne er
naturligvis - til dels - afhængige af guerillaens militære styrke, men
de har også i kraft af selvorganiseringen en styrke i sig selv. En
styrke der ikke uden vanskelighed kan smadres af militæret, fordi
denne form for modstand ikke er synlig på samme måde som den
væbnede. Her har militæret ikke en tydelig fjende de kan udpege og
skyde. Her er en organisationsform, som er særdeles sejlivet. Selv-
følgelig kan hæren bombe en sådan genbosættelse og smadre ram-
merne for organiseringen. Men den vil stadig være der i kraft af
dens indbyggere. Selvfølgelig kan dødspatruljer likvidere lederne af
en sådan genbosættelse. Men fungerer den demokratisk i ordets
allerbedste - d. v .s. folkelige - betydning, så vil en leder ikke være
uundværlig, der vil være en ny parat.
Kun gennem et virkeligt folkeligt demokrati kan der skabes en
statsmagt, som er stærk nok - det vil nemlig sige med en tilstrække-
lig folkelig opbakning - til at modstå det økonomiske og politiske
pres som en kapitalistisk domineret omverden vil udsætte den nye
progressive bevægelse eller stat for.
Kombinationen af folkelige bevægelser og de traditionelle
guerillaorganisationer vil kunne imødegå LIC-strategien i alle dens
former med væbnet modstand, massekamp, parlamentarisk og
faglig kamp, kamp for menneskerettigheder og miljø. De vil kunne
føre kampen på det kulturelle område, i medierne lokalt og
internationelt. På samme måde som LIC er et vidtspændende an-
greb, må modstanden ligeså dække hele spektret af samfundsmæs-
sig aktivitet.

juli.Qe

51
Kapitel 4

Krig og fred i
Den Tredje Verden

Strategi

Jeg har i foregående afsnit søgt at indkredse det revolutionære

potentiale i Den Tredje Verden. I dette vil jeg lidt nøjere beskæftige
mig med nogle strategiske problemer, disse kræfter kommer til at
stå overfor i 90' erne.
Det er naturligvis af afgørende betydning for en revolutionær
bev;egelse at kunne fremlægge en klart forståelig og fornuftig stra-
tegi for kampen: realistisk - uden illusioner, men ikke uden visioner.
I længden kan man ikke mobilisere mange - der ofte må kæmpe
med livet som indsats- hvis ikke man er i stand til at præsentere en
strategi og taktik for "hvordan kagen skal skæres".
Man kan ikke nøjes med langsigtede mål og visioner om en
anden samfundsorden, der må også være delmål og man må for-
holde sig til "her og nu" problemer. Også i forhold til dette punkt
forekommer alliancen folkelige bevægelser/ guerilla at være fornuf-
tig. De folkelige bevægelser slås ofte for nogle umiddelbare konkrete
mål: en sundhedsklinik, en jordbesættelse, løsladelse af politiske
fanger, små sejre, der gør folk i stand til at overleve og holde modet
oppe i en langvarig kamp, men samtidig giver dette en forståelse af,
at samfundet må ændres grundlæggende, hvis problemerne skal
løses. En bevidsthed, der er en forudsætning for, at guerillaens
strategi om langvarig folkekrig skal lykkes.
I dag står Den Tredje Verdens revolutionære i den situation, at de
godt ved, hvad de vil af med: diktatur, udbytning og social nød. Der
hersker måske lidt mere uklarhed om målet. Hvordan skal den nye
samfundsorden se ud? Udover at slippe af med en diktator eller en

52
 11
reaktionær regering, hvad er så meningen med "sejren ? l'Ivad
betyder det mere konkret at være socialist i dag? Det er ikke til-
strækkeligt at sige: "det samme som før, vi skal bare gøre det
bedre". Det er en al for defensiv position. Vi må finde nye løsninger
- uden at blive desillusionerede eller desperate. Det er denne kom-
plekse forbindelse mellem at skabe nye visioner om hvordan en
demokratisk socialisme skal se ud - og strategien/taktikken for at nå
dette mål, som det påhviler de revolutionære at skabe.
Et væsentligt spørgsmål for alliancen: folkelige bevægelser/
guerilla er forholdet mellem kampformerne: masseopstand/ væbnet
kamp/forhandling og diplomati. Den gamle guerilla-strategis mål:
den entydige militære sejr, er måske ikke altid nødvendig for radi-
kale ændringer af samfundet. Mindre eller andet kan gøre det, ja
endog være en gunstigere udgangspunkt for opbygningen af en
demokratisk socialisme.

Krig og fred

Siden Anden Verdenskrig har den Vestlige verden så at sige været

fri for krig på egen jord. Men rundt om i Den Tredje Verden har
krigen raset videre. Den Tredje Verdenskrig er i gang. Siden 1945
har der været mere end 100 større væbnede konflikter. For øjeblikket
er der ca. 35 igang. Et skøn siger, at de direkte kampe har kostet
mere end 20 millioner dræbte og 50 millioner sårede, 9 ud af 1O
civile *10.
De indirekte tab i form af sult og sygdom samt ødelæggelser og
manglende udvikling er uberegnelige. Det er ikke så sært, at der
mange steder i Den Tredje Verden er en længsel efter fred på linie
med demokrati, social retfærdighed, økonomisk udvikling og
national frihed.
Vi i Vest har i al for høj grad kun identificeret fredskampen med
forholdet Øst-Vest og atomragnarok. Med nedtoningen af Øst-Vest
konflikten er der nu en god mulighed for fredsbevægelsen til at tage
spørgsmålet om krig og fred i Den Tredje Verden, og mellem Den
Tredje Verden og Vesten, op til behandling.
Fred er ikke blot fravær af egentlige krigshandlinger. Mad, social
tryghed og frihedsrettigheder er væsentlige faktorer for fred. Den

53
basale årsag til krig i Den Tredje Verden er i høj grad det, man
kalder den strukturelle vold. Det vil sige død og ulykke, som ud-
springer af samfundets økonomiske/ sociale opbygning. Den vold
man med et pænt ord kalder fattigdom. Stor børnedødelighed,
hungersnød, død som konsekvens af sygdomme, der kunne kureres
med få midler, sygdomme på grund af mangel på rent vand osv.
Desuden kommer så statsmagtens direkte repressive vold. Ud af
disse forhold udspringer revolutionær vold, der til forskel fra den
repressive vold søger at ændre udbyttende og undertrykkende
sociale strukturer.
Statsmagtens karakter i de fleste Tredje Verdens lande gør ofte
vold til en nødvendig del af den revolutionære kamp, men al vold
har menneskelige og materielle omkostninger, og en revolutionær
fredsstrategi må derfor søge at begrænse magtanvendelsen.
Der bliver ikke nogen varig fred i Den Tredje Verden uden en
løsning af de økonomiske og sociale problemer som den herskende
verdensorden skaber. Der er en verden til forskel mellem en pacifi-
cering af de revolutionære kræfter og den fred, der er frugten af en
folkelig kamp mod udbytning og undertrykkelse.
Her i 90'erne vil forholdet mellem væbnet kamp og
fredsforhandlinger blive af væsentlig betydning for de revolutio-
nære kræfter. Fredsforhandlinger er ikke kun taktik, det må være en ·
del af en revolutionær strategi. Som et medlem af den filipinske
National Democratic Front (NDF), Jose Maria Sison, har sagt: "Den
revolutionære bevægelse skal ikke tillade undertrykkeren, den
egentlige årsag til volden, at tage det såkaldte fredsinitiativ og
fremtræde som den fredselskende part. De revolutionære må bruge
fredskampen som en del af deres strategi". *11

Et stategisk syn på fredsforhandlinger

Traditionelt har mange kommunister forestillet sig vejen til sejr

skulle bestå af en militær offensiv støttet af en masseopstand. Men
det er vigtigt at huske, at den militære sejr ikke er målet i sig selv -
det, det drejer sig om, er at ændre samfundsordenen. Den militære
sejr kan man nyde den eftermiddag man indtage Havana eller
Saigon. Men med sejren vender alting på en tallerken. Næste

54
morgen er alting anderledes. Man skal ikke undergrave statsmagten,
man skal opretholde den. De broer man ødelagde i sidste uge og
transformatorstationen man sprængte i stykker, skal man nu til at
reparere. De fjendskaber som krigen har skabt, skal man nu søge at
hele. Fra at skabe kaos i samfundsordenen er det nu pludselig
opgaven at opbygge en ny, og her er den rene militære sejr ikke
nøvendigvis det bedste udgangspunkt. Den militære sejr giver et
fast greb om statsmagten og det er rart at have som grundlag for at
ændre samfundsordenen, men på bare lidt længere sigt er den
folkelige enhed og aktive organisering langt vigtigere for
opbygningen af en demokratisk socialisme.
I teorien synes der at have hersket den opfattelse, at en overta-
gelse af statsmagten ved en væbnet revolution var at foretræ~~e.
Andet smagte af reformisme eller et halvt nederlag. Men at ga md
for en fredelig løsning af en konflikt i en givet situation betyder ikke,
at man nødvendigvis er modstander af væbnet kamp, blot at man
erkender sammenhængen mellem militær og politisk kamp.
I praksis har fredsforhandlinger i de senere år spillet en stigende
rolle i forsøg på løsning af væbnede konflikter i Den Tredje Verden;
f.eks i Zimbabwe, Afghanistan, Namibia og Nicaragua.
Det ændrede forhold mellem USA og USSR, LIC-strategiens
effektivitet og den traditionelle revolutionære strategis mangel på
samme er en væsentlig baggrund for, at så at sige alle større
befrielsesbevægelser i dag er engageret i, eller arbejder hen imod,
forhandlinger med modparten. Det gælder f.eks : ANC i Sydafrika,
PLO i Palæstina, FMLN/FDR I El Salvador, NDF i Filippinerne,
URNG i Gutatemala, M-19 og diverse andre i Columbia og Polisario
i Vest Sahara.
Når den væbnede kamp når et vist niveau i udbredelse, intensitet
og varighed uden der falder en afgørelse til en af siderne, opstår der
et nationalt og internationalt pres for en forhandlingsløsning. Udfal-
det af denne forhandlingsproces afhænger af flere faktorer. Den
styrke de revolutionære går ind i forløbet med såvel militært, masse-
mobiliseringsmæssigt samt diplomatisk. Modstanderens styrke
militært, regimets legitimitet i forhold til befolkningen og internatio-
nalt set. Parternes holdning til fredsforhandlingerne, er det ren
taktik for efter et sammenbrud i forhandlingerne at stå bedre mo-
ralsk i den fortsatte kamp? "Vi har prøvet, men det lykkedes ikke".
55
Eller er forhandlingerne reelle.
Sådan som verden ser ud i dag, er det vanskeligt for de stridende
parter blot at afvise eller ignorere krav om fredsforhandlinger. I så
fald er der stor risiko for at miste sympati nationalt og internatio-
nalt. Fredsforhandlinger må i dag af de revolutionære bevægelser
ikke kun behandles taktisk, det må være en del af strategien. For at
ud vikle et sådan strategisk syn på forhandlinger, kan det være
givtigt at se lidt på nogle tidligere og igangværende
forhandlingssituationer.
Jeg vil kort gennemgå en række.

Vietnam

I Vietnam var der tale om en ren militær sejr. Nordvietnameserne og

Sydvietnams Nationale Befrielsesfront (NLF) tvang amerikanerne til
at trække sig tilbage i januar 1973 med betydelige tab, og den 30.
april 1975 havde Van Thieu-regimets sidste styrker overgivet sig
eller taget flugten.
Det betød imidlertid ikke, at der ikke blev forhandlet. De revolu-
tionære kræfter i Vietnam førte forhandlinger med USA og dets
marionet styre fra 1968-73.Det var "Tet offensiven" i januar 68, der
fik USA til at indlede forhandlinger med vietnameserne. Den fik
dem til at indse, at de kunne risikere at forbløde i Vietnams jungler.
Det var fire-parts forhandlinger, USA og Thieu regimet overfor
Nordvietnam og NLF, der således blev anderkendt som krigsfør-
ende part. I fem år blev der kæmpet og forhandlet parallelt. Viet-
nams kommunistparti udtrykte sin holdning til forhandlinger
således:
"Den militære og politiske kamp i Sydvietnam udgør den essen-
tielle faktor, de er afgørende for sejren på slagmarken og udgør
grundlaget for diplomatiske sejre. Vi kan kun vinde ved forhand-
lingsbordet, hvad vi har vundet på slagmarken. Den diplomatiske
kamp er imidlertid ikke et simpelt spejlbillede af kampen på
slagmarken, i den nuværende internationale situation har den
diplomatiske kamp en vigtig positiv og aktiv rolle at spille". *12
Vietnameserne var udsat for kinesisk pres for at afbryde forhand-
lingerne og kun kæmpe militært, mens Sovjetunionen

56
undervurderede vietnamesernes kampstyrke og tilrådede et
forhandlingskompromis. Nordvietnam og NLF fastholdt imidlertid
deres egen linie. De lagde hovedvægten på det militære og indkas-
serede gevinsterne ved forhandlingsbordet i Paris. I januar 73 un-
derskrev USA en aftale, der betød tilbagetrækning af de amerikan-
ske styrker, og det banede vejen for befrielsen af Sydvietnam i
foråret 75.
Vietnams strategi og sejr fik vidtrækkende betydning for og
indflydelse på andre guerillabevægelser op gennem 70'erne og
80' erne. Vietnameserne havde vist, at det med en folkekrigs-strategi
kunne det lade sig gøre at tvinge en supermagt til retræte og den
lektie gælder i en vis udstrækning stadig. USAs megasejr over
Saddam Husseins hær ænder intet ved denne erfaring, den krig var
af en hel anden natur. Hvis Iraks eller Kuwaits folk havde støttet
Hussein og hans politiske mål, havde han kunnet føre en hel anden
slags krig, men han var en undertrykker af sit folk og kunne derfor
ikke føre en folkekrig med guerilla taktik. Det var en krig mellem en
lille lokal imperialist og en stor global. Saddams 1/2 million mand
tilføjede amerikanerne mindre tab end den håndfuld guerillaer, som
angreb den amerikanske besættelsesstyrke i Beirut 83. Hvis USA
vælger at slås i Mellemamerika, Columbia eller Filippinernes jungler
i de kommende år, så bliver det en helt anden historie end u opera-
tion ørkenstorm".
På den led er Vietnams erfaring stadig gældende, men der er også
andre betragtninger at gøre. Vietnams militære sejr var dyrt betalt.
Mere end en million vietnamesere mistede livet og antallet af
krigsinvalider er enormt, de materielle ødelæggelser var meget
store. Siden vietnameserne kæmpede, har et andet forhold også
ændret sig: Sovjetunionens rolle. Dens afbalancerende funktion i
forhold til USA og dens materielle støtte til Vietnam var af afgø-
rende betydning for krigens udfald. USA kunne tæppebombe med
B52'ere, de kunne smide napalm og føre kemisk krig med "Orange
G" afløvningsmiddel, men der var trods alt grænser for hvor langt
de kunne gå i deres krigsførelse på grund af Sovjets daværende
globale styrke, og de sovjetiske leverencer af isenkram var uhyre
vigtige for vietnamesernes krigsførelse. Ingen guerillabevægelse i
dag kan regne med Sovjets opbakning.
USA har således i dag friere hænder til at agere i Den Tredje
57
Verden, ligesom de naturligvis har lært noget militær-taktisk af
Vietnamkrigen udmøntet i LIC-strategien. På den anden side er
USAs økonomi ikke hvad den har været, har de råd til at lege
"'Globo Cop"? Det er rigtig nok, at Bush er blevet utrolig populær på
at slå 5-6000 panama'ere ihjel for at arrestere en genstridig CIA-
agent for narko handel og over 100.000irakere for at opretholde
kontrollen med olieprisen, men det kunne også ske uden større tab
af amerikanske liv. Amerikaneme var særdeles hurtige til at trække
følehornene til sig efter angrebet på de amerikanske styrkers base i
Beirut 83. Blot et tab på 2-300 mand var mere, end den amerikanske
offentlighed kunne acceptere. Når Bush proklamerer, at USA er
kureret for Vietnam syndromet, er det mere en besværgelse end
realiteter. Det vil stadig være muligt at presse selv en supermagt i
defensiven ved hjælp af en folkekrigsstrategi

Sydafrika

Forhandlingssituationen er ret ny for ANC. Den kom først i gang

efter Mandelas løsladelse i foråret 90. Så sent som i 87 sagde ANC, at
det sydafrikanske regime ...,hverkennærede ønsker eller havde
nogen intentioner om at indgå i meningsfulde forhandlinger". *13
Årsagen til gennembruddet er i højere grad at finde i nogle
regionale og internationale forhold end i en ændring af ANCs egen
styrke.
Det sydafrikanske regime indså efter et større militært sammen-
stød i det sydlige Angola med SWAPO samt cubansk støttede
angolanske styrker, at besættelsen af Namibia var ved at blive en for
stor belastning for Sydafrika. Det førte til en fredsaftale og senere til
et FN overvåget valg i Namibia som SWAPO vandt. Erfaringerne fra
Namibia, den internationale investerings-, handels- og kulturboykot
fik De Klerk til at indse, at regeringen måtte indlede forhandlinger
med ANC om Sydafrikas fremtid.
ANC blev dannet så tidligt som i 1912. Helt frem til slutningen af
50' eme var der tale om en fredelig, legal kamp. Det var først efter
Sharpville massakren i 1960 og ulov liggørelsen af ANC, at bevæge-
lsen tog væbnet kamp på programmet. Formålet med opbygningen
af Umkhonto We Sizwe (nationens spyd) var primært "at beskytte
58
befolkningen mod den stigende vold fra statsmagten". Umkhontos
aktioner var rettet mod at styrke massekampen, ikke mod at tage
stasmagten.
Man kan opdele ANC' s kamp i de forløbne år i tre områder:
a) Guerillakrig
b) Massekamp i Sydafrika
c) International diplomati/handelsboykot strategien

Ad a): Sammenlignet med SWAPO, MPLA, FRELIMO og ZANU

har guerillaen ikke spillet nær den samme rolle for ANC. Trods
opbygningen af en vis militær styrke i nabolandene har Umkhonto
aldrig udgjort nogen seriøs trussel militært eller økonomisk mod det
sydafrikanske regime. Der har været relativ få angreb gennem
årene. De har været udført fra baser i nabolandene, Umkhonto har
ikke haft nogen væsentlig militær struktur i selve Sydafrika.
Aktionerne har som regel haft et rent propagandaformål, måske
endda rettet mere mod den internationale opinion end mod den
hjemlige. ANC har ikke ønsket at presse det sydafrikanske regime
med en udvidelse af den væbnede kamp. De har måske også frygtet,
at "terrorist stemplet" ville berøve dem den gunstige internationale
opinion. Men dette betyder også, at regimet i den nuværende
forhandlingssituation kan betragte ANC's suspension af den væb-
nede kamp som en ret tom gestus.

Ad b): illegaliseringen af ANC og det forhold, at ledelsen blev

drevet i eksil, har vanskeliggjort organiseringen af oppositionen i
Sydafrika. De masseopstande der med jævne mellemrum har fundet
sted i landet har været spontane og uden nogen større ledelse og
koordinering. I det omfang der har været en ledelse, har ANC ikke
været specielt fremtrædende. I Soweto-opstanden i 1976 og i begyn-
delsen af 80'eme var det nærmere de forskellige Black
Consciousness Movements, der tog teten. Hvad angår samarbejde
med andre revolutionære organisationer i Sydafrika, f.eks PAC og
AZAPO, er det heller ikke gået særlig godt. Spørgsmålet er, om det
alene er ANC's skyld, selv om de nogle gange kan synes optaget af
at blive organisationen, der organiserer oppositionen. At det er
lykkedes regimet i den grad at splitte de sorte, så der ikke eksisterer
en front mod Boer regimet, tyder på mangler i massearbejdet. Når
59
det er sagt, må man dog tilføje, at det er lykkedes ANC at opret-
holde en høj grad af folkelig mobilisering parallelt med Mandelas
forhandlinger med De Klerk og det har naturligvis lagt et vist pres
på regimet.

Ad c): ANC har i høj grad været en eksilorganisation. Ledelsen

har siddet uden for landet. Det er måske en af årsagerne til, at ANC
på den internationale diplomatiske front har været meget succes-
fuld. ANC er en velkendt og vellidt befrielsesbevægelse i Vesten og
det skal der en del til at blive. Det er i høj grad ANC' s fortjeneste, at
der blev etableret en handelsboykot af Sydafrika, og den har utvivl-
somt haft en vis betydning. Det sydafrikanske regime har følt sig
isoleret og lukket ude fra det gode selskab. Men det er ikke et kort,
ANC selv kan spille i den nuværende forhandlingssituation. Det er
USA og EF, der bestemmer hvornår denne boykot skal ophæves, og
de har ikke samme interesser som ANC.
ANC står i en vanskelig position i de igangværende forhand-
linger. I en debat mellem ANC og det sydafrikanske kommunist-
parti (SACP) i 1989 fremførte sidstnævnte, at den væbnede kamp
ikke stod i modsætning til forhandlinger, men advarede samtidigt
om, at regimet "ville benytte forhandlinger som en måde til at
undgå revolutionære forandringer ....ved at trække befrielsesbevæ-
gelsen ind i et forhandlingsforløb inden den var stærk nok til at
bakke sine krav om grundkæggende forandringer op med tilstræk-
kelig styrke i form af massekamp og væbnet kamp". *14
De Klerk ønsker fred og en konstitution, der sikre den herskende
økonomiske og sociale orden. ANC ønsker fred og en demokratisk
proces, der kan ændre denne orden. I disse forhandlinger har ANC
få pressionsmidler, mens De Klerk har hele statsmagten og alle dens
væsner til sin rådighed. ANC indrømmer åbent, at dens væbnede
arm er yderst svag. Og USA og EF er i færd med at hive
boykottæppet væk under fødderne på ANC. ANC's eneste kort er at
holde massemobiliseringen kørende i højt gear. Det er af største
vigtighed, at ANC bibeholder sin karakter af folkelig bevægelse, og
ikke lader sig reducere til et parlamentarisk parti i et fremtidigt
Syafrika. Hvis der skal ske grundlæggende forandringer af det
sydafrikanske samfund på fredelig vis, vil det ikke kunne foregå
som reformer ovenfra, men kun via et pres fra folkelige bevægelser
60
nede fra. Det er af største vigtighed, at ANC sikrer de folkelige
bevægelser de bedste udviklingsmuligheder og stor indflydelse i
den fremtidige konstitution, ellers duer den ikke.

Palæstina

Efter Israels invasion af Libanon og uddrivelsen af PLO fra Beirut i

1982 stod organisationen meget svagt. Magten i regionen blev
yderligere forskubbet til Israels fordel i de følgende år på grund af
Sovjetunionens svækkelse og den deraf manglende evne og vilje til
at bakke diverse arabiske regimer op som kontravægt til Israel/
USA. Alligevel satsede PLO sidst i 80'erne meget på at komme i
forhandlinger med USA og kom med flere indrømmelser for at vise
sin gode vilje. Det fik de naturligvis ikke noget ud af. Her efter
Golfkrigen er den regionale balance bestemt ikke blevet gunstigere
for PLO. USA har for alvor fået fodfæste også i den arabiske lejr.
PLO selv har gennem årene i al for høj grad været under indfly-
delse af arabiske reaktionære som saudierne og Golfstaterne og
diverse småborger regimer. Deres mange penge og andre
pressionsmuligheder kombineret med PLO' s udemokratiske opbyg-
ning har givet dem denne indflydelse på bekostning af palæstinensi-
ske folkelige kræfter. Det er af afgørende betydning at de palæsti-
nensiske masseorganisationer får en større indflydelse på PLO' s
politiske linie.
Det er i dag først og fremmest Intifadaen, der udgør grundlaget
for PLO's styrke og den må uddybes, før palæstinenserne kan opnå
noget ved forhandlingsbordet. Det er en illusion at tro, der kan
opnås en retfærdig fred med den nuværende magtbalance.
Intifadaen må om muligt udvides til at omfatte de i 1948 besatte
områder. Man må på så mange områder som muligt afskære de
administrative og økonomiske forbindelser til besættelsesmagten.
Intifadaen skal bevares som en masseopstand af legal/ semilegal
karakter, det vil give de bedste muligheder for at mobilisere befolk-
ningen. At omdanne den til en væbnet kamp vil give besættelses-
magten en undskyldning for ydeligere at brutalisere
undertrykkelsen. Den væbnede kamp må udvikles separat, så de to
kamp former kan supplere hinanden.
61
 Det er først og fremmest palæstinensernes egen kamp,
masseopstanden, væbnet, politisk og diplomatisk kamp, som kan
skabe grundlaget for en palæstinensisk stat. Nasser kunne ikke
hjælpe dem, Saddam Hussein kunne ikke hjælpe dem, ingen "stor"
arabisk magt kan besejre alliancen Israel/USA, og slet ikke i en
konventionel krig. Kun et langvarigt folkeligt pres kan få den al-
liance til at krakelere.

El Salvador

FMLN /FDR (Farabundo Marti nationale befrielsesfront/Den

Demokratiske Revolutionære front), har forhandlet med El
Salvadors skiftende regeringer om en fredelig løsning på
borgerkrigen siden 1983.
Efter FMLN /FDR i 1980-81 havde forsøgt at tage magten ved en
folkelig opstand a la den i Nicaragua, som imidlertid blev kvalt med
brutal undertrykkelse, koncentrerede FMLN sig om at opbygge en
militær styrke i landområderne med henblik på at etablere zoner, de
helt eller delvist var i stand til at kontrolere. Den traditionelle gue-
rilla-strategi med at opbygge en styrke på landet, som omringer de ·
store byer. Det gik stærkt. I 83-84 havde guerillaen initiativet, og
havde allerede opbygget en styrke, der gjorde dem i stand til at
angribe selv større militære instalationer. I løbet af 1984 fik regerin-
gen med massiv USA-støtte opbygget en anti-guerilla LIC-kapacitet,
der kunne dæmme op for denne udvikling.
FMLN skiftede herefter strategi, fra traditionel guerillakrig til
hvad de kaldte en politisk/militær strategi. De begyndte igen at
operere i små militære enheder, der søgte at genetablere militær og
politisk tilstedeværelse i byområderne og få gang i legale/
semilegale massekamp. Kort sagt at koordinere den politiske og
militære ·kamp, den legale og den illegale.
Da antallet af spektakulære FMLN angreb faldt i de følgende år,
så det umiddelbart ud, som om det var lykkedes regimet med USAs
støtte at vende billedet. Men FMLN etablerede i denne periode
militser i mange landsbyer, et illegalt netværk i de større byer og de
indledte et tæt samarbejde med de folkelige bevægelsers
massekamp. Det gav dem en ny styrke og ikke mindst en mod-

62
standskraft over for LIC-strategien.
I 1989 gennemførte FMLN en offensiv over hele landet, blandt
andet var de i stand til at erobre og holde større områder af hoved-
staden San Salvador i mere end en måned, før de i ro og orden trak
sig tilbage. Det var denne offensiv, der overbevidste det El
Salvadoranske regime og dets sponsore om, at det nu var nødven-
digt at forhandle seriøst. Der var ingen militær løsning på problemet
FMLN/FDR.
FMLN betragter forhandlinger som mere og andet end et sted,
hvor styrkeforholdet på slagmarken omsættes i politiske resultater.
Fredsforhandlinger er ikke blot noget, man er nødt til at indgå i,
fordi man ikke er i stand til at vinde en militær sejr. Forhandlinger
er en del af strategien. "Det er bestemt ikke udelukket, vi kunne
have vundet en militær sejr over regeringshæren, men vi ville have
tabt revolutionen", siger en FMLN-repræsentant. *15
En militær sejr ville have skabt en række interne og eksterne
problemer. Først og fremmest en fortsat "skjult" krig med USA i
form af contra' er, økonomisk blokade osv., der i det lange løb ville
tappe revolutionen for styrke. Genopbygning, udvikling af et
krigshærget lands økonomi og udvikling af et folkeligt demokrati
ville være særdeles vanskeligt under disse vilkår.
· I en årrække har FMLN således kæmpet og forhandlet parallelt.
De to former har suppleret hinanden. Commandante Leonel
Gonzales fra FMLN udtrykker det således: "Vi søger ikke militær
sejr. Vore militære aktiviteter er et forsøg på at fremme en politisk
løsning, der vil tillade udviklingen af et reelt demokrati i El Salva-
dor .... Uden vores offensiv i november 89 ville de nuværende for-
handlinger ikke have fundet sted". *16
Selv om forhandlingsprocessen endnu ikke har ført til en accepta-
bel løsning for FMLN /FDR, så har de allerede opnået en del. De er i
kraft af forhandlingerne blevet anderkendt som krigsførende part af
regimet og omverden. De talrige fredsforslag de er kommet med
gennem de senere år, har givet dem mulighed for at fremlægge
deres analyse af El Salvadors problemer og præsentere et program
for deres løsning og en vision om et andet El Salvador. Ved at være
fleksibel og komme med stadig nye forslag og initiativer i
fredprocessen har FMLN/FDR i høj grad taget det politiske initiativ
og vist, at det er dem, der vil noget !
63
 FMLN/FDR's forhandlingsvilje sammen med kampen for økono-
miske og sociale forbedringer, menneskerettigheder og demokrati-
ske rettigheder har i høj grad bidraget til at genoplive den legale
massekamp i landet efter den usædvanlige brutale repression, der
fandt sted fra regimets side i begyndelsen af 80' erne. Fredsprocessen
har givet de folkelige massebevægelser et åndehul og dermed også
muligheder for, at de kan støtte FMLN/FDR's politiske krav. Ende-
lig har forhandlingerne også ført til flere fange-udvekslinger.
I maj 91 sumerede en FMLN repræsentant frontens position op
således: "Vores kamp har rod i den sociale uretfærdighed, der
hersker i El Salvador. Ændringerne i Østeuropa og afslutningen på
den kolde krig har ikke fjernet årsagerne til den væbnede kamp.
Forhandlingerne med regeringen skal skabe de basale forandringer,
der bringer militariseringen på begge sider til ophør. At få ændret
regeringens militarisering er i sig selv en revolution". "Men", under-
streger hun afslutningsvis, "opnår vi ikke de resultater, vi kræver,
fortsætter vi på traditionel maner med den væbnede kamp". *17
Samarbejdet guerilla/ folkelige bevægelser i El Salvador har
udmøntet sig i en strategi, hvor den væbnede kamp skal tvinge
regimet til seriøse forhandlinger, der skal resultere i en afmilitarise- ,
ring på begge sider, som skal give rum for en demokratisk politisk
kamp,-hvor igennem de folkelige massebevægelser kan gennemføre
de basale ændringer, som er nødvendige for at løse El Salvadors
økonomiske og sociale problemer. Guerillaen skal skabe betingel-
serne for at de folkelige bevægelser kan gøre arbejdet færdigt på
demokratisk og fredelig vis - kort sagt.

Filippinerne

Der er en del lighedspunkter mellem situationen i El Salvador og i

Filippinerne. Blot kan man sige, at Aquino-Ramos regimet endnu
ikke er nået til det punkt, hvor de har erkendt, at der ikke er nogen
militær løsning på NDF og resten af venstreoppositionen.
Efter Marcos' afsættelse i 1986 påbegyndte Aquino og NDF en
runde af fredsforhandlinger. De indgik endog 60 dages våbenhvile
omkring årsskiftet 86/87. Men forhandlingerne brød sammen.
Parterne havde vidt forskellige opfattelser af, hvad de skulle dreje

64
sig om. NDF præsenterede en dagsorden, der beskæftigede sig med
de amerikanske baser og andre former for USA-dominans,
landreform og afpolitisering og reorientering af hær og politi, emner
NDF anså for væsentlige, hvis der skulle opnås varig fred. Aquinos
dagsorden var tilbud om amnesti efter en overgivelse fra NDF' s
side. Militæret bidrog ydermere til forhandlingssammenbruddet
ved at overvåge, arrestere og myrde medlemmer af oppositionen
under våbenhvilen. Det endelige sammenbrud i forhandlingerne
kom efter en massakre på demonstrerende bønder uden for
præsidentpaladset, hvor 19 blev dræbt og hundredevis såret. Det
synes, som om Aquino kun indgik i forhandlingerne for at vinde tid
til at konsolidere sin magt, og for, efter et forhandlingssammenbrud,
moralsk bedre at kunne forsvare den militære offensiv mod NDF' s
NP A, der fulgte de følgende år.
Siden efteråret 90 har der imidlertid atter været spæde kontakter
mellem den filippinske regering og NDF med henblik på nye for-
handlinger. For at vurdere deres chancer er det nødvendigt at se lidt
på styrkeforholdet og den aktuelle situation.
Fra 45.000 mand i 1969, hvor NPA begyndte den væbnede kamp
med en snes guerillaer, har den filippinske hær nu rundet de 200.000
mand. Dertil kommer lokale politistyrker på 50.000 og ca. 80.000 i
paramilitære korps. Filippinerne rangerer nu som nr. 3 efter Israel
og Ægypten som modtager af militærhjælp fra USA! Alligevel er det
ikke lykkedes regeringen at nedkæmpe NP A.
NDF siges at kontrolere ca. 30% af ørigets areal. I disse områder
har de opbygget en alternativ administration. NDF' s væbnede
afdeling, New Peoples Army, opererer på ca. 60 fronter rundt om i
Filippinerne. Styrken tæller omkring 10.000 heltids guerillaer, det
dobbelte antal på deltid samt en større milits. NP A er uafhængig af
militære forsyninger ude fra. Alt deres udstyr leveres af USA gen-
nem den filippinske hær via baghold, angreb på kaserner, korrup-
tion osv.*18
Udover NP A består NDF af en lang række illegale organisationer:
kommunistpartiet, forskellige etniske gruppers organisationer,
faglige organisationer, bondeorganisationer, befrielsesteologer,
studenter- og kvindebevægelser osv. Desuden er der en stor legal
venstreopposition bestående af forskellige partier og folkelige orga-
nisationer og NGO' er, som for en stor del deler NDF' s krav om
65
jordreform, omfordeling af nationens rigdomme, mindre ameri-
kansk indflydelse, reelt demokrati og afpolitisering af hæren.
Efter forhandlingssammenbruddet i 86 erklærede Aquino NDF
"total krig". Siden Marcos i 72 indførte undtagelsestilstand, har
militæret været en yderst indflydelsesrig og politiseret institution i
det filippinske samfund. Det var i høj grad militærets manglende
støtte til Marcos og opbakning bag Aquino, der muliggjorde den
"gule revolution" i 86. Aquinos regering er siden kommet under
stadig større indflydelse af militæret.
Gennem mere eller mindre helhjertede kupforsøg har militæret
lagt pres på politikerne. Nuværende eller tidligere officerer indtager
efterhånden de fleste topposter i administrationen, og i
landområderne er militæret regeringen. Aquino har accepteret LIC-
strategiens logik. Flere og flere er af den opfattelse, at nok residerer
Cory Aquino, men hun regerer ikke.
Militæret er imidlertid selv splittet i fraktioner med tilknytning til
forskellige grupperinger i de herskende klasser. Også i forhold til
krigen mod guerillaen er der forskellige opfattelser. Nogle militær-
folk foretrækker såkaldte kirurgiske operationer, det vil sige, at man
præcist og hårdt søger at ramme guerillaens tilholdssteder med·
mindst mulige gener for civilbefolkningen. Det er typisk lynangreb
med helikopterlandsatte styrker. Skær svulsten væk i et rent snit.
Denne strategi er generelt set vanskelig på grund af guerillaens
tætte forbindelser med civilbefolkningen, Filippinernes geografi og
NP A's specielle strategi med mange forskellige fronter og ingen
større baser. Alt tyder også på, at militæret hovedsagelig benytter
sig af den gamle strategi, som går ud på at skille guerillaen fra dens
basis. En strategi, der først og fremmest går ud over civilbefolknin-
11
gen. Der oprettes beskyttede landsbyer", befolkningen tvangsfor-
flyttes fra kampzoner, man blokerer medicin og fødevareforsyninger
til områder, der kontroleres af NP A. Man truer og generer enkelt- ·
personer og organisationer, som er kritiske overfor regeringen osv.
Dræne dammen for at fange fiskene.
Konsekvensen af krigen er lidt over 10.000 dræbte soldater eller
guerillaer siden forhandlingssammenbrudet i 86. I følge forsvarsmi-
nister Fidel Ramos i en ratio 2 til 1 i regeringsstyrkernes favør.
Omkring 1 million mennesker er blevet tvangsforflyttet som følge af
hærens offensiver mod guerillaens tilholdsteder. Overgrebene mod
66
legale politiske partier og organisationer fra militæret, de
paramilitære korps og dødspatruljernes side har bragt Filippinerne
højt op på Amnesty' s Internationals sorte liste. Siden marts 86 har
der været en snes tusinde arresteret for politiske forbrydelser, ca. tre
tusinde rapporterede tilfælde af tortur, ca. 300 politiske aktivister er
forsvundet og næsten et tusinde myrdet. Blandt dødspatruljernes
ofre er syv forsvarsadvokater, der ironisk nok beskæftigede sig med
sager, der drejede sig om overtrædelser af menneskerettigheder. *19
De revolutionære bør altid lade forhandlings-tilbudet om fred
kombineret med grundlæggende politiske og økonomiske foran-
dringer stå åbent for regimet. De bør til stadighed undersøge og
udvikle mulighederne for en fredelig løsning. Det betyder blandt
andet at mobilisere social og politisk støtte til en retfærdig fred
nationalt og internationalt.
Den væbnede kamp og massebevægelsen vil før eller siden nå en
styrke, hvor regimet vil føle sin magt alvorligt truet. På dette punkt
må de revolutionære. være klar med politiske og diplomatiske
initiativer, der skal hindre yderligere amerikansk intervention og i
stedet trække regimet ind i seriøse forhandlinger om nationens
fremtid.
Som i El Salvador kan NP A kæmpe parallelt med forhandlinger
om fred. Oprigtigheden i ønsket om fred kan ikke nødvendigvis
måles i villigheden til at overgive sine våben og standse den væb-
nede kamp. Den kan måles i beslutsomheden til at finde en løsning
på de nationale, økonomiske og sociale problemer, der er årsagen til
volden. Det kan faktisk være nødvendigt at intensivere den væb-
nede kamp for at tvinge modstanderen til reelle forhandlinger.
Sådan synes situationen at være i Filippinerne i dag. Forsvarsmini-
ster Ramos har ikke opgivet håbet om en militær sejr over guerillaen
selv om han har måttet trække løftet om, at det skulle være i 92,
tilbage. Der er dog kredse i regeringen, der presset af krigen, den
økonomiske krise og de naturkatastrofer, der har ramt Filippinerne
de sidste år finder tiden moden til ny..eforhandlinger, og derfor har
optaget kontakt med NDF for at sondere terrænet. Selvom egentlige
forhandlinger måske ikke står lige for døren, så er det under alle
omstændigheder en mulighed for NDF til at præsentere sin politik,
intensivere samarbejdet med den legale opposition og de folkelige
bevægelser for yderligere at lægge pres på regeringen.
67
Et forsøg på en konklusion

USAs øgede militære spillerum og LIC-strategien har ændret

betingelserne for den væbnede kamp i Den Tredje Verden.
Den stigende internationalisering af økonomiske og politiske
forhold, det voksende krav om demokrati og indflydelse på egen
situation har skabt en tendens til forhandlingsløsninger på regionale
konflikter og borgerkrige. (Omend ikke entydig - Irak, Panama.)
Denne udvikling må befrielsesbevægelserne forholde sig aktivt til.
De må ændre deres militære/politiske strategi og blandt andet gøre
forhandlinger til en aktiv del af den.
Alliancen guerilla/ folkelige bevægelser vil være i stand til dette.
Den kan gennem kombinationen af væbnet kamp, massekamp og
politisk/ diplomatiske forhandlinger tilføje befrielsesbevægelsernes
nationale og sociale kamp den demokratiske dimension, som Den
Tredje Verden så gruelig savner.
Via den væbnede kamp og folkelige mobilisering skabes det pres,
der skal til for at få gang i reelle forhandlinger, neutralise!e stats-
magtens voldsapparat og åbne op for en demokratisk proces.
De revolutionæres tilbud/krav om fredsforhandlinger giver dem
det politiske initiativ og giver dem mulighed for at opbygge nye
alliancer. Kommer forhandlingerne i gang, giver dette en anerken-
delse som krigsførende part. Det giver også muligheder for våben-
hvile eller en humanisering" af krigsførelsen og ud veksling af
11

fanger. Giver forhandlingerne resultat, betyder det begrænsninger i

de menneskelige og materielle tab og dermed bedre muligheder for
at opbygge noget nyt.
Men uden kamp bliver der ikke fred for den daglige vold, som
den nuværende økonomiske verdensorden frembringer i Den Tredje
Verden. Revolutionær vold er svar på undertrykkelsens vold. Passi-
vitet over for uret garanterer ikke fred, kun at urettens vold fortsæt-
ter.

Skrevet august-90'it

68
Kildehenvisning:
*1. Se f.eks: Imperialismen i dag. Manifest 1983.

*2. F. Clairmonte: "Japan och USA på kollisionskurs".

Kommentar nr. 2. 1990 Stockholm.

*3. S. George: "Fanget i fælden, gældskrisen - vor fremtids

kolonikrig". M.S. 1989.

*4. George Kennan, State Department Planing Staff. d. 23.

feb. 1948. Her citeret fra Chomsky: On Power and
Ideology. s.15.

*5. Citeret fra Information 22.marts 1990. "USA frygter ikke

Den Røde Hær".

*6. Information 19. april 1990. "Militært styrkeforhold ændret til

fordel for Vest".

*7. Information 22. marts 1990.

*8. Information 8. januar 1990. "Amerikanske fly bruges til angreb

på partisaner i Columbia".

*9. Information 13. marts 1990. "Forsvaret går en uvis fremtid i

møde".

*10. R.L. Sivard. 'World Military and Social Expenditures".

*11. Citeret fra "Conjuncture". Vol 5 No. 3, side 13. marts 1991

69
*12. Fra resolution vedtaget af Vietnams kommunistparti januar
1967 i ''The Vietnamese People's Struggle in the International
Context". Hanoi 1986.

*13. ANC, Statement on Negotiations. 9.oktober 1987.

*14. S.A.C.P.: "The path to power 11

•

*15. Sara Miles: "The real war: Low intensity conflict in Central
America 11
• Report on the Americas. Side 39

*16. Leonel Gonzales, "A plan for peace in El Salvador''. The

Nation 15. oktober 1990, side 408.

*17. "Stævnemøde med solidariteten 11

Zig-Zag Nr. 3 juni/juli
1991, side 17.

*18. Tallene for parternes styrkemål stammer fra: Arnel de

Guzman/Tito Craige: "Counter insurgency war in the
Philippines and the role of the United States".

*19. Arnnesty International: Report on the Philippins.

70
Torkil Lauesen, der af Østre Landsret blev idømt 10 års
fængsel i f01;.bindelse med Blekingegade-sagen, har siden sin
anholdelse i april 1989 skrevet en række artikler og
kommentarer.
De fire sammenhængende artikler, som udgør dette hæfte,
giver et bud på en analyse af Nord-Syd konflikten i dag.
Torkil Lauesen redegørfq~,,~~y.,,historiske baggrund og
aktuelle politiske tendenser og giv~r et ,billede af de
problemer, Den Tredje Verden står over for i 90'eme.
Men artiklerne rummer også en disskussion af de
muligheder, som folkelige \organisationer og·
befrielsesbevægelser rundt om i verden har til deres
rådighed i kampen for en menneskeværdig tilværelse, og er
en inspirationskilde til den aktuelle diskussion om hvad
socialisme egentlig er.

Hvis nogen'har kommentarer til dette hæfte, er de meget

velkomne til at skrive til:
Fangegruppen
Ungdomshuset
Jagtvej 69
2200 København N.