Eventyr

Teksthæfte
 Tekst 1. Karrig-Lars
Fra samlingen ’Danske eventyr, 1876-1884’ samlet af Svend Grundtvig

Der var engang en gammel ungkarl, som hed Lars Larsen. Han havde en god
gård, men han havde aldrig syntes, at han havde råd til at gifte sig, for han var så
5 gerrig, så han knap nok undte sig noget at spise. Han undte da heller ikke andre Gerrig: Grådig og
nærig
noget; men han måtte jo holde folk til at drive gården, og de skulle jo have føden,
det var der ingen vej udenom.

Lars var aldrig glad, skønt han blev rigere og rigere, for han syntes altid, der
gik for meget til husholdningen. Så omsider kom han i tanker om, at det kunne Gårdmand: En
der ejer og driver
10 dog vist betale sig at have en kone til at passe på maden, når han blot kunne få
et større landbrug
en, der ikke selv spiste noget.

Det snakkede Lars en dag med sin husmand om, og husmanden skrev sig det Husmand: En der
ejer og driver en
bag øret. Da han kommer hjem, siger han til sin datter, som hed Grete: "Når du mindre land-
nu i morgen ser gårdmanden komme her forbi, så skal du genne gæssene ud og brugsejendom

15 gå og vogte dem, og så skal du sige; ‘Gå, lille gås, for den, som ikke æder.’ Så Skrive sig bag
spørger han dig nok, hvem det er, der ikke æder. Så skal du sige: ‘Det er mig; øret: Gøre sig
opmærksom på,
min fader er en fattig mand og har mange børn, så jeg kan ingen mad få; men at der er noget
man vil huske
inde i stuen står der en stolpe, den har fader boret nogle huller i, og så går jeg
engang imellem hen og gaber over dem og får mig en mundfuld luft; det er det,
20 jeg lever af.’"

Det gik, som husmanden tænkte: Næste morgen skulle Lars Larsen ud i mar-
ken og forbi deres hus. Så jog Grete gæssene ud og gik og vogtede dem. "Gå, lille
gås, for den, som ikke æder," sagde hun. Det hørte Lars, og så siger han: "Hvem
er det, der ikke æder?" – "Åh, det er mig," sagde Grete, "for min fader er en fattig
25 mand og har mange børn, så han har ikke råd til at give mig nogen mad." –
"Hvad lever du da af?" spørger Lars. "Der står en stolpe inde i vor stue," siger
pigen, "den har fader boret nogle huller i, og dem går jeg engang imellem hen og
gaber over og får mig en mundfuld luft; det er, hvad jeg lever af." – "Hør, min
rare pige," siger gårdmanden, "kunne du ikke have lyst til at gifte dig med mig
30 og blive gårdkone?" – "Åh, jo," sagde Grete, og så holdt de bryllup, og hun flytte-

2
 de ind i gården. Lars satte en stolpe op inde i stuen og borede nogle huller i den,
Karl: En mand –
som hun kunne gå hen og gabe over, når hun var sulten. typisk en ung
mand som arbej-
Da der var gået nogen tid, så siger gårdmanden til sin karl, der hed Niels: "Hør, der på en gård

Niels," siger han, "jeg kan jo ikke vide, om vor mor går og æder noget, men jeg
Vor: Vores
5 synes, hun bliver så fed. Kan du ikke fortælle mig, hvordan jeg skal få det at vi-
de?" – "Det ved jeg ikke," siger Niels, "ja, det skulle da lige være, hvis jeg kunne
hejse jer ned i skorstenen i køkkenet; så kan I jo selv se, om hun spiser noget."
Det syntes manden godt om, og karlen hejste ham ned i skorstenen over det åb-
ne ildsted i køkkenet. Der hang han så mellem fårelår og andet, der var til røg-
10 ning.

Men bagefter gik karlen ind til konen og sagde: "Pas på, I ikke spiser noget ude
i køkkenet, for vor far hænger oppe i skorstenen." – "Det er godt," sagde konen,
og så lod hun pigerne hente noget rigtig vådt brænde og lægge på ilden. Da nu
manden havde hængt der, så længe som Niels syntes, hejste han ham op igen, og
15 da var han sådan røget til, at han hverken kunne gø eller gabe. "Nå, spiste hun så
noget?" spurgte Niels. "Nej," sagde manden, men han var da så dårlig, at han
måtte gå hen at lægge sig.

Da der var gået nogen tid, siger manden: "Hør, Niels, nu er jeg igen bange for,
at vor mor går og æder, for jeg synes, hun bliver så fed. Kan du ikke fortælle mig,
20 hvordan jeg skal få det at vide?" – "Nej, jeg kan ikke," siger Niels, "det skulle da
lige være, hvis I vil gå op på loftsværelset krybe ind i den store dyne, der ligger
deroppe. Jeg skal nok lave et lille hul, som I kan kigge ud af; så kan I jo se, om
hun måske æder noget deroppe." Ja, det var så meget godt, syntes manden, og
han krøb i dynen.

25 Men Niels gik ned og sagde til konen: "Pas på, at I ikke æder noget oppe i lofts-
værelset, for vor far ligger på lur deroppe i en dyne." – "Det er godt," siger ko-
nen, og så kalder hun på pigerne: "Hør," siger hun til dem, "jeg synes, sengetøjet
oppe i loftsværelset trænger til at komme ud i solen, ellers bliver det helt mug-
gent. Tag det nu ud og bank det godt." Pigerne vidste besked: De fik sengetøjet
30 ud i solen og bankede puder og dyner ordentlig igennem, og så lagde de det hele
tilbage, som det lå. Men da Niels kom op og trak manden ud af dynen, da var han

3
 så mørbanket, så han hverken kunne krybe eller gå. "Nå, spiste hun så noget?"
sagde Niels. "Nej, deroppe åd hun ikke noget," sagde manden, og han krøb ned
og kom i sin seng og var da helt elendig i otte dage efter. Konen gik og plejede
ham, og så sagde hun til ham: "Hør, Lars, du skulle ikke spise mere, end jeg gør,
5 for så var du altid sund og rask."

Så gik der igen nogen tid, og manden var kommet sig efter de bank, han havde
fået, og så siger han til Niels; "Jeg er rigtig bange for, at vor mor ligegodt æder
noget, for jeg synes, hun bliver så fed. Kan du ikke hjælpe mig til at få det at vi-
de?" – "Nej," siger Niels, "nu har I jo set, at hun ikke spiser noget i køkkenet og
10 heller ikke oppe i gæsteværelset; så jeg ved ikke, hvor det skulle være, bortset
fra kælderen. Der står der en tom, gammel øltønde, den kunne I jo krybe ned i
og kigge ud gennem hullet til tøndetappen; så fik I da at vide, om hun æder no- Tøndetappen:
Hanen der hældes
get der." Det syntes manden godt om, og han krøb ned i tønden. øl fra, ved en tøn-
de
Men Niels gik ind til konen og sagde: "Pas på, I ikke spiser noget nede i kælde-
15 ren, for husbond sidder på vagt i den gamle øltønde." – "Det er godt," sagde ko-
nen, og så kaldte hun på pigerne: "Hør," siger hun, "der står den gamle øltønde
nede i kælderen og stinker mig i næsen, hver gang jeg kommer derned. Tag og
Bryggerskedel:
kom vand i bryggerskedlen og tænd op under den, og kom så vandet i øltønden, Beholder til at
koge vand i, som
så vi kan få den renset ud." Nå, pigerne de var jo med på den, så de skyndte sig
står i bryggerset
20 og fik gjort, som hun sagde, og manden blev jo forfærdelig skoldet. Da Niels fik
ham ud af tønden, måtte han straks til sengs og blev liggende en måneds tid.
Konen gik og plejede ham og sagde: "Det er da også fælt, at du sådan tager bort
og bliver syg for mig." For han havde jo bildt hende ind, at han tog bort, hver
gang han sådan ville passe hende op.

25 Nu havde de to fede stude i stalden, og mens manden lå syg, siger konen til Ni- Stud: Kastreret
tyr.
els: "Du kan tage de to stude og trække til byen med dem og sælge dem, og pen-
gene må du selv beholde, fordi du har været mig så tro." Det gjorde Niels også;
men da så manden kom op igen, savnede han jo straks sine stude. Så siger han
til konen: "Men hvor er studene, mor?" – "Dem har jeg ædt," sagde konen. "Men
30 hvor er da huderne?" – "Dem har jeg ædt med," sagde konen. "Men hvor er så
hornene?" – "Dem har jeg også ædt," sagde konen.

4
 Så kunne manden ikke mere, men faldt om i besvimelse. De fik ham i seng og
fik hentet doktor til ham; men der var ingen råd for den syge. Han døde og blev
begravet, og Grete arvede gården og alle pengene. Enken satte en pæn gravsten
over ham, men så giftede hun sig med Niels, og de lever endnu glade og fornøje-
5 de.

10

15

20

25

5
 Tekst 2. Kongens rentepenge
Fra samlingen ’Danske eventyr, 1876-1884’ samlet af Svend Grundtvig

Der var en mand og en kone, der havde en søn. Andet havde de heller ikke, de
havde næppe nok det tørre brød; så da drengen blev så stor, at de mente, han
5 kunne skøtte sig selv, så gav de ham en brødskorpe og skød ham ud ad døren og Skøtte: Passe på
eller have omsorg
sagde, at nu måtte han gå ud i verden og forsøge sin lykke.
for

Drengen gik den lige vej til kongens gård, og der gik han ind og spurgte, om
Få tjeneste: ’At
han ikke kunne få tjeneste. Han var villig til, hvad det skulle være, når det blot tjene’ betyder at
var ærligt arbejde, og han forlangte ingen anden løn end bare føden. Kongen arbejde ved

10 havde ingen anden tjeneste til ham, end om han ville være løbedreng og udrette
Løbedreng: ar-
allehånde ærinder, hvor man så ville sende ham hen. Det syntes drengen netop bejdsdreng til
var noget for ham: han kunne jo endnu ikke gøre karlearbejde, men han var rap forskellige små
opgaver
til bens og ville gerne se sig om. Så blev han da antaget, han fik godt at bestille,
og han skilte sig godt ved alle sine ærinder. Engang havde han også et meget Allehånde: Alle
slags
15 vigtigt ærinde. Kongen var enkemand, og han ville gifte sig igen. Og det var en
smuk og meget rig dronning, han ville have; og det var slet ikke nemt at få ad- Karlearbejde:
gang til hende. Det måtte drengen udrette, og det gik meget godt og glædeligt, så Passe dyr

kongen fik et ’ja’ og blev gift med dronningen. Fra den tid af kom drengen i yn-
Rap: Hurtig
dest og anseelse hos kongen og fik smukke klæder og en god løn.
Skilte sig: her;
20 Det ærgrede Ridder Rød, som var hushovmester eller sådan noget hos denne klarede sig
konge, og han tænkte nu kun på, hvordan han skulle få denne dreng ryddet af
vejen, inden han gik ham i vejen. Så en dag fortalte han kongen, at drengen hav- Yndest og anse-
else: Elsket og
de pralet af, at han kunne udrette, alle de ærinder det skulle være. Om så kongen
populær
ville sende ham til Helvede, at hente de rentepenge, han dér længe havde haft til
25 gode, men aldrig kunnet få, så var drengen mand for at kunne gøre det.

Det havde drengen nu aldrig sagt, og han havde aldrig hørt tale om de udestå-
ende fordringer, og det sagde han også til kongen, da han lod ham kalde. Men Fordringer: Krav

det hjalp altsammen ikke en smule. Kongen sagde, han skulle udrette det ærin-
de; og da det var en lang vej, så skulle han være ridende, og kongen gav ham sin
30 egen gedebuk at ride på.

6
 Drengen fik da sin madpose fyldt, og han kom op på gedebukken, og så lod han
stå til, ud i den vide verden. Bukken bar ham ind i en stor skov, og da han var
kommet et godt stykke ind i den, så blev han tiltalt af en krage, som spurgte Tiltalt: Blive talt
til
ham, hvor han skulle hen. "Jeg skal til Helvede efter kongens rentepenge," sagde
5 drengen. "Det er en lang rejse og en farlig rejse," sagde kragen, "og vil du lyde
mit råd, så skal du grave her ved roden af det træ, som jeg sidder i; der vil du
finde et sværd; og alt hvad du rører ved med det, må gå i stykker. Og så vil jeg
også give dig det råd, at du aldrig nogensteds viger af fra den lige landevej." Viger: Går væk
fra

Drengen gravede da ved træets rod, og der fandt han ganske rigtig et sværd.
10 "Det må nok være det rette," tænkte drengen. Så takkede han kragen for dens
gode råd, og så red han videre, ret ud ad den lige landevej. Da han havde redet et
godt stykke, så kom der en gammel kælling ridende efter ham på en ged, det var Kælling: En
gammel og mod-
nu Fandens moder; hun kom op på siden ad ham, og så spurgte hun ham, om
bydelig kvinde
han ikke ville bytte hest med hende. Nej, sagde drengen, han ville beholde den,
15 han havde, og som hans husbond havde givet ham at ride på. Så ville hun lokke
Slagne vej: Faste
ham til at bøje af fra den slagne vej og sagde, at hun vidste en god genvej til Hel-
og kendte vej
vede, som var meget kortere. Men drengen sagde, han ville blive på den lige lan-
devej. Så drejede hun af ad sin genvej, og drengen red alene sin vej lige ud.

Da han var kommet et stykke bedre frem, så kom han til en høj, hvor der stod
20 tolv jomfruer og græd. Drengen spurgte dem, hvorfor de var så ilde til mode. Jo, Ilde til mode:
Have det skidt
sagde de, de måtte vel græde og hyle, for der var en trold, som skulle have dem
alle tolv til sin juleaftensnadver. Den ene af jomfruerne stod med en fløjte i hån- Nadver: her; af-
den; den snappede drengen fra hende og spurgte, hvad det var for én. De råbte tensmåltid

og skreg allesammen, at han måtte endelig ikke støde i den; for så kom trolden
25 straks. Men drengen satte fløjten for munden og blæste i den, så det gjaldede i Gjaldede: Runge-
de og larmede
bakker og dale. Og straks kom der en trold farende med ikke mindre end tolv
højt
hoveder. Han var fæl at se på; men så snart drengen blot rørte ved ham med
sværdet, så sprang han i tusinde flintesten. Så var de tolv jomfruer frelste, og de Fæl: Grim

skyndte sig af sted til deres hjem, mens drengen red videre.

30 Da kom Fandens moder igen til ham og ville lokke ham væk fra den lige vej;
Uforrettet sag:
men han blev ved sit og ville ikke vide af nogen genvej; og så måtte hun drage Ugennemført
forhold (endnu
videre med uforrettet sag. ikke færdig)

7
 Da han havde redet et stykke vej igen, kom han til en anden høj, hvorpå der
stod fireogtyve jomfruer og græd. Han spurgte dem, hvad der var i vejen. Og de
svarede, at der var en trold, som skulle have dem alle til sin nytårsaftensnadver.
Den ene af dem holdt en fløjte i hånden. Den snappede drengen fra hende og gav
5 sig til at blæse i den, uden at bryde sig om alt det, de skreg og bad ham om at
lade være. Så kom også trolden, og han havde fireogtyve hoveder; men alle måt-
te de springe, så snart drengen rørte ved ham med sværdet. Nu var de jomfruer
også frelste, og drengen red videre. Tredje gang kom Fandens moder ridende til
ham på sin ged og prøvede på at få ham lokket bort fra den lige vej; men dren-
10 gen holdt fast ved, hvad kragen havde rådet ham, og hun måtte forføje sig igen. Forføje: Gå væk
fra eller forlade
Drengen red videre, lige ud ad landevejen, til han kom til en tredje høj, og på
den stod der seksogtredive jomfruer og græd og gav sig så ynkeligt. Det var da,
fordi en skrækkelig trold skulle have dem til helligtrekongersaftensnadver. En af
dem havde også en fløjte; og da drengen snappede den fra hende og blæste i
15 den, kom trolden, som havde seksogtredive hoveder. Men de røg af allesammen
og blev til bare flintestene, så snart drengen rørte ved ham med sit gode sværd.
Sådan havde han da frelst alle de tooghalvfjerdsindstyve jomfruer fra de tre
trolde med de tooghalvfjerdsindstyve hoveder. Jomfruerne rejste deres vej, og
han rejste sin.

20 Nu gik det rask fremad, og der var ikke flere forsinkelser, før han nåede til Hel-
vedes port. Udenfor den, lå der en forskrækkelig stor lindorm. Den så ikke ud til Lindorm: Fanta-
sidyr; kæmpe-
at være god at bides med. Men kragen havde sagt ham mere, end vi før hørte:
slange eller kæm-
den havde givet ham underretning om alting. Han talte derfor straks til lindor- peøgle

men og hilsede hende fra hendes broder i skoven; og det forstod lindormen godt
At bides med: At
25 var kragen, og så lod hun drengen gå ind ad porten uskadt og uhindret. skændes eller slås
med
Da han kom der ind, kom Fanden farende og spurgte, hvad han ville. Han hilste
da fra kongen og sagde, at han skulle hente kongens rentepenge, som Fanden Underretning:
Beskrivelse
var ham skyldig og havde siddet inde med så længe. Det ville Fanden først ikke
høre noget om; men så kom hans moder til og hviskede ham i øret, at han ende-
Kvit: Fri af
30 lig måtte se at blive den dreng kvit: det var en farlig person; han havde allerede
taget livet af hans tre sønner, troldene med de tolv og de fireogtyve og de seks-
ogtredive hoveder. Der var ikke andet for, end at give ham, hvad han forlangte.

8
 Nu blev Fanden straks helt høflig og gav drengen alle rentepengene i en stor
sæk. Da han kommer ud af porten med den og vil læsse den på sin gedebuk, så
taler lindormen til ham og siger, at han skal tage og trække skindet af hende. Det
var et slemt stykke arbejde; men med en rask hånd og en god vilje så lykkedes
5 det ham dog; og da lindormeskindet var helt trukket af, så stod der for ham den
dejligste prinsesse, han nogensinde havde set. Han satte hende op på sin gede-
buk, den måtte bære både ham og hende og kongens rentepenge; men den tra-
vede endda nok så rask af sted, den lige vej ad kongens gård til.

Da de havde redet noget, sagde prinsessen til drengen, at han skulle se sig til-
10 bage. Da så han, at Fanden og hans moder kom ridende efter dem på en ged, så
rask som de kunne. De måtte nu have fundet på noget nyt og taget mod til sig og
ville indhente dem.

Da vendte prinsessen sig om og spyttede en gang bagud på vejen. Da blev der

en stor sø bag ved dem; og den kunne Fanden og hans moder ikke komme over
15 på deres ged; men så lagde de sig ned og gav sig til at drikke, og de var endda
Uddrukket: Tømt
ikke så længe om at få den sø helt uddrukket.
ved at drikke alt

Imens havde drengen og prinsessen jo dog fået et forspring. Men så siger hun
til ham igen, at han skal se sig tilbage. Ja, der kommer Fanden og hans moder på
deres ged i fuldt firspring halende ind på dem. Så tog prinsessen en glasperle og Fuldt firspring: I
fuld fart eller
20 kastede bag ved sig. Den blev til et helt glasbjerg. Så måtte Fanden og hans mo-
hurtigt
der hjem for at få geden skarpskoet, så den kunne komme over bjerget.
Skarpskoet:
Det tog jo nogen tid, og de flygtende vandt jo igen et forspring. Men da prinses- Skarpe jernsko til
sen tredje gang bad drengen se sig tilbage, så var Fanden og hans moder dog gedens hove

atter lige i hælene på dem. Da råbte prinsessen: "Lyst for og mørkt bag! Lyst for
25 og mørkt bag!" Så blev der et mørke og en tåge bag ved dem, så Fanden selv ikke
kunne finde vej i den. Men foran dem var der lyst, og de fulgte den lige landevej,
til de kom ind i skoven og nåede hen til det sted, hvor kragen havde siddet og
givet drengen det gode sværd og de gode råd, og der sad den endnu og bød dem
velkommen.

30 Så siger kragen til drengen: "Nu skal du tage og hugge hovedet af mig og sætte Befalede: Give
det bagvendt på igen." Og da han gjorde som den befalede, så stod der i kragens ordre til eller
bestemme

9
 sted den dejligste unge prins for ham. Det var en broder til den prinsesse, der
havde været lindorm.

De kom nu alle tre i god behold til kongens gård. Det var ved nattetide, de nåe-
de frem. De ville ikke gøre nogen uro. Drengen trak derfor gedebukken ind i
5 kongens stald og satte den på sin gamle plads. Prinsen og prinsessen førte han
hen til sit kammer og gav dem sin seng til at hvile i. Selv lagde han sig foran på
gulvet, og alle sov de sødeligt.

Samme nat vågner dronningen op; hun vækker kongen og siger, hun har
drømt, at drengen er kommet hjem igen og har kongens to børn med sig, som
10 blev stjålet bort for mange år siden. "Åh, det er kun en drøm," siger kongen, "lad
mig bare sove!" Men det varede ikke længe, før dronningen vågnede med den
samme drøm; og da det hændte tredje gang, så stod de begge op for at se. Først
ud til stalden efter gedebukken: jo, den stod på sin gamle plads; så til drengens
kammer: dér lå han lyslevende i dyb slummer, og henne i hans seng der lå begge Kammer: Værel-
se
15 kongens børn, som han for længe siden havde opgivet at få at se mere.

Der blev da en mageløs glæde i kongens gård. Den fattige dreng blev gift med Mageløs: Enestå-
prinsessen, han havde befriet, og fik stor rigdom med hende. Ridder Rød blev ende

jaget ud af landet, og prinsen hjalp sin fader med regeringen, indtil han ved hans
død arvede riget.

20

25

10
 Tekst 4. Tornerose
ved Brødrene Grimm – ca. 1812-1822

For mange, mange år siden levede der en konge og dronning, og de sagde hver
5 dag: “Bare vi dog havde et barn,” men de fik ingen. En dag, da dronningen var i
bad, kom der en frø krybende hen til hende og sagde: “Dit ønske skal blive op- Krybe: Kravle på
maven
fyldt. Inden et år skal du føde en datter.” Det gik, som frøen havde sagt. Dron-
ningen fødte en datter, der var så smuk, at kongen blev ude af sig selv af glæde
og besluttede at fejre en stor fest. Han indbød ikke blot sine venner og slægtnin-
10 ge, men også de vise feer, for at de skulle holde deres hånd over barnet. Der var
tretten, men da han kun havde tolv guldtallerkener, måtte den ene blive hjem-
me. Festen blev fejret med stor pragt, og feerne gav barnet vuggegaver. Den ene
Dyd: God opførsel
gav hende dyd, den anden skønhed, den tredje rigdom og de andre alle mulige
andre gode egenskaber. Da de elleve havde givet deres gaver, trådte pludselig
15 den trettende ind i salen. Hun ville hævne sig, fordi hun ikke var indbudt, og
uden at se til højre eller venstre gik hun lige hen til vuggen og sagde: “Når kon-
Ten: Spole/pind
gedatteren er blevet femten år, vil hun stikke sig på en ten og dø.” Derpå vendte hvor der er garn
hun sig om og gik. Alle var grebet af rædsel, men da trådte den tolvte fe frem. rundt omkring

Ophæve den onde spådom kunne hun ikke, men hun sagde: “Kongedatteren skal
20 ikke dø. Hun falder blot i en dyb søvn, og den vil vare i hundrede år.”

Kongen, der gerne ville frelse sit barn, lod bekendtgøre, at alle rokke i hele Rokke: Apparat
som man spinder
landet skulle brændes. Pigen voksede imidlertid til og blev smuk og god og klog, garn på – der
sidder en ten på
som de vise feer havde sagt, og alle, der så hende, kom til at holde af hende. Den
en rokke
dag, hun fyldte femten år, var kongen og dronningen tilfældigvis ikke hjemme.
25 Hun gik da ganske alene rundt i slottet og så sig om, og kom til sidst op i et
gammelt tårn. Hun gik op ad den snævre vindeltrappe, og helt oppe fandt hun en
lille dør med en rusten nøgle. Hun drejede den om og kom ind i en lille stue,
hvor der sad en ældgammel kone og spandt. “Goddag, morlil,” sagde pigen, Morlil: ’Lille-
Mor’, et kælenavn
“hvad er det dog du bestiller?” - “Jeg spinder,” svarede den gamle og rokkede til søde gamle
30 med hovedet. “Det ser morsomt ud,” sagde pigen, tog tenen og ville også spinde. damer

Men straks gik spådommen i opfyldelse og hun stak sig i fingeren.

13
 I samme nu sank hun om på en seng, der stod ved siden af hende, og faldt i dyb
søvn. Søvnen bredte sig over hele slottet. Kongen og dronningen, som lige var
kommet hjem, og hele hoffet sov øjeblikkeligt. Hestene i stalden, hundene i går-
den, duerne på taget, fluerne på væggen, ja selv ilden, der brændte på skorste-
5 nen, blev ganske stille og sov ind. Kokken, der netop havde taget fat på kokke-
drengen for at give ham en ørefigen, slap ham, og faldt i søvn. Vinden lagde sig
Ørefigen: En
også, og der var ikke et blad, der rørte sig.
lussing

Rundt om slottet begyndte en tjørnehæk at skyde op, og for hvert år, der gik,
blev den større og større. Til sidst blev den så høj, at man slet ikke kunne se no-
10 get af slottet, ikke engang fanen, der vejede fra tårnet. Men ude i landet gik sag-
net om den smukke, sovende Tornerose fra mund til mund. Fra tid til anden
kom der kongesønner og prøvede på at trænge igennem hækken, men tornene
greb fat i dem, så de ikke kunne komme løs igen. Mange, mange år efter kom en
kongesøn fra et fremmed land rejsende dertil, og en gammel mand fortalte ham
15 om den fortryllede prinsesse, der sov bag tornehækken med sin far og mor og
hele hoffet. Den gamle havde hørt af sin bedstefar, at allerede mange havde søgt
at trænge gennem hækken, men havde sat livet til derved. Kongesønnen brød Sætte livet til: At
dø
sig ikke derom. “Jeg vil ind til den dejlige Tornerose,” sagde han.

Denne dag var netop de hundrede år forbi, og da kongesønnen kom til hækken,
20 var der ingen torne, men store duftende blomster, der bøjede sig til side for ham
og atter lukkede sig bagved ham. I gården lå hestene og hundene og sov, og oppe
på taget sad duerne med hovedet under vingen. Inde i huset sad fluerne på væg-
gen og sov, kokken stod med opløftet hånd for at give drengen en ørefigen, og
pigen sad med en sort høne for at plukke fjerene af den. I den store sal sad kon-
25 gen og dronningen med hele hoffet, men alle sov de, og der var så stille, at han
kunne høre sit eget åndedræt. Til sidst kom han op i tårnet, hvor Tornerose lå og
sov.

14
 Hun var så dejlig, at han måtte bøje sig ned og kysse hende, og i samme nu slog
hun øjnene op. De tog nu hinanden i hånden og gik ned i salen. Da vågnede kon-
gen og dronningen og hele hoffet, gned øjnene og så sig forundret om. Hestene i
5 gården vrinskede, hundene gøede, duerne stak hovedet frem og fløj af sted, flu-
erne krøb videre på væggen, ilden flammede op igen, stegen på panden begynd-
te at syde, kokken gav drengen en ørefigen, så han skreg, og pigen plukkede hø-
nen færdig. Og kongesønnens og Torneroses bryllup blev fejret med stor pragt,
og de levede lykkeligt sammen til deres død.

10

15

15
 Tekst 7. Den lille pige med svovlstikkerne
af Hans Christian Andersen, 1845

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det
var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik
5 på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo Bart: nøgent

rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe!
det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, Tøfler: hjemme-
sko
og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grue-
ligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med;
10 han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i
et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun Svovlstikker:
tændstikker
med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende
15 en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Skilling: lille
mønt
Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken,
men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene
Forkuet: bange
og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det og undertrykt

tænkte hun på.

20

23
 Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det an-
det, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under
sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen
svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og
5 koldt var der også hjemme, de havde kun lige tag over dem og der peb vinden
ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hæn-
der var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt.
Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fing-
rene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en Sprudede:
sprutte
10 varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et under-
ligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke
Lue: kraftig
messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! flamme

nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme
disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille
15 stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren,
blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod
dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den
20 stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen
sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til
den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke,
kolde mur at se.

25 Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større
og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand,
nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som
de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i
vejret — da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun
30 så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på him-
len.

24
 “Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der
havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder,
går der en sjæl op til Gud.

5 Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod
den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstik-
ken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det sto-
10 re velsignede juletræ!” — og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i
bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan
glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så
smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde,
så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, — de var hos
15 Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde
kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år.
Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et
20 knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste,
hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind
til nytårs glæde!

25
 Tekst 8. Kejserens nye klæder
af Hans Christian Andersen, 1837

For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye
klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke
5 om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene
for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og lige-
som man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: “Kejseren er i
garderoben!”

I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der Stad: By

10 mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være væve-
re og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke
alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som
blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for et-
hvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. Embede: Arbejde
eller stilling
15 “Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren; “ved at have dem på, kunne
jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg
kan kende de kloge fra de dumme! Ja det tøj må straks væves til mig!” og han
gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres
arbejde.

20 De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke
det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste Prægtigste: Fine-
ste og flotteste
guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det
til langt ud på natten.

“Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med tøjet!” tænkte kejseren, men han
25 var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum,
eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han
ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først
for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken for-
underlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum
30 hans nabo var.

26
 “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren,
“han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen
passer sit embede bedre end han!”

Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og
5 arbejdede med de tomme væve. “Gudbevares!” tænkte den gamle minister og
spilede øjnene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.

Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det
ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og
Spile øjnene op:
den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se
Åbne øjnene me-
10 noget, for der var ingen ting. “Herregud!” tænkte han, “skulle jeg være dum! Det get

har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit
embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!”

“Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede!

“Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så

15 igennem sine briller, “dette mønster og disse farver! Ja, jeg skal sige kejseren, at Behager mig
særdeles: Være
det behager mig særdeles!” meget tilfreds
med
“Nå det fornøjer os!” sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved
navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han Fornøjer: Gøre
glad
kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.

20 Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til Sælsomme: sær-
lige
vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trævl, men de
blev ved, som før, at væve på den tomme væv. Ikke en trævl:
Intet stof eller tøj
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se,
hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham Skikkelig: En der
opfører sig kor-
25 ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væ-
rekt
ve, kunne han ingen ting se.

“Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne og viste og forkla-
rede det dejlige mønster, som der slet ikke var.

27
 “Dum er jeg ikke!” tænkte manden, “det er altså mit gode embede, jeg ikke dur
til? Det var løjerligt nok! men det må man ikke lade sig mærke med!” og så roste
Kulører: Farver
han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kulører og
det dejlige mønster. “Ja det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren.

5 Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.

Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel Medens: Imens

skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var,

som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu væ-
vede af alle kræfter, men uden trævl eller tråd.

10 “Ja er det ikke magnifik!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil Deres Magnifik: Fanta-
stisk
Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” og så pegede de på den tomme væv,
thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet. Thi: Derfor eller
’af den grund’
“Hvad for noget!” tænkte kejseren, “jeg ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er
jeg dum? dur jeg ikke til at være kejser? det var det skrækkeligste, som kunne
15 arrivere mig!” “Oh det er meget smukt!” sagde kejseren, “det har mit allerhøjeste Arrivere: Ske
bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke
sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik Følget: Flokken af
mennesker som
ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, “oh det er
’følger’ med
meget smukt!” og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første
20 gang, ved den store procession, som forestod. “Det er magnifik! nysseligt, excel- Procession:
Langsomt og fint
lent!” gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede optog
dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet
Nysselig: Pænt,
og titel af vævejunkere. men ment lidt for
sjovt
Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe
25 og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få kejse- Excellent: Meget
godt
rens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften
med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: “Se nu er klæ-
derne færdige!”

Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne Kavaler: En som
30 løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: “Se her er ben- arbejder ved hof-
fet

28
 klæderne! her er kjolen! her kappen!” og således videre fortsatte de “Det er så
let, som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting på kroppen, men det
er just dyden ved det!”

“Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget.

5 “Vil nu Deres Kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage deres klæder af!”
sagde bedragerne, “så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store
spejl!”

Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav
ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede
10 sig for spejlet.

“Gud hvor de klæder godt! hvor de sidder dejligt!” sagde de alle sammen.
“Hvilket mønster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!”

“Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i pro-
cessionen!” sagde overceremonimesteren.

15 “Ja jeg er jo i stand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” og så vendte han
sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede
sin stads.

Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gul-
vet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig Lade sig mærke
med: Vise
20 mærke med, at de ingenting kunne se.

Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle menne- Tronhimmel:
Klæde der bæres
sker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud hvor kejserens nye klæder er magelø-
over kongen ved
se! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen ville processionen (se
billede)
lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede,
25 eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.

29
 “Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herregud, hør den uskyldi-
ges røst,” sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.

“Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren,
5 thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde processi-
onen ud”. Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.

10

15

30