1.

Hudens sociale biologi

I dette første kapitel skal vi se på samspillet mellem biologi og kultur, soma og
psyke, krop og eksistens. Omdrejningspunktet for kapitlet er, at huden ikke
lader sig beskrive og forstå som et biologisk fænomen. Huden er social og
kulturel biologi.

(…)

Stefan Lochner: Apostlen Bartholomæus' martyrium (ca. 1435). Hudflåning – bemærk slibesten til
at holde de bredbladede knive skarpe.

1
Med hud og hår
Huden er kroppens eller legemets største organ. Den består af tre lag:
overhud, læderhud og underhud. Den har en overflade på mellem 1,6 m2 og
1,8 m2, og dens vægt udgør op til 15 % af den samlede kropsvægt.

Huden kan sammenlignes med et hylster eller et etui. Sammen med skelettet
sørger huden for, at kroppens indre organer, muskler, blod og hjerne bliver på
deres plads, ligesom underhudens fedtlag, kroppens største fedtdepot,
beskytter det indre af kroppen mod stød og slag.

Huden kan med en anden metafor også ses som et vand- og vindtæt betræk,
der forhindrer, at de 55-60 % vand, som kroppens celler består af, siver ud eller
fordamper. Ligesom hudbetrækket omvendt hindrer, at regn, hagl, bakterier,
vira, parasitter, kemikalier og andre skadelige påvirkninger fra omgivelserne
uden videre trænger ind i kroppen. Huden er med andre ord en del af
kroppens immunforsvar.

Den døde-levende hud
Huden er på samme tid død og levende. Hvert minut drysser der omkring
40.000 døde hudceller af hver eneste af os, samtidig med at huden i løbet af
godt en måned har fornyet sig selv. Kvaliteten af den nye hud er dog ikke på
højde med den gamle. Huden ældes. Den mister med tiden sin elasticitet og
fugtighed og bliver rynket, skællet, tør og slap. "Hudens fine Fløiel" bliver med
Søren Kierkegaards ord i 1848 til "rynket Skind".

At huden ældes, betyder dog ikke, at aldringens rynkede spor bare accepteres
som et biologisk uundgåeligt faktum. Aldrig nogensinde. Således badede
dronning Cleopatra, der herskede over Ægypten fra år 51 til 30 f.v.t., angiveligt
i kamelmælk og honning for at holde sin hud ung og blød. Ligesom urte- og
lægebøger i den nordiske middelalder gav gode råd om rynkefjernelse. Og
som kosmetikindustriens mere eller mindre videnskabeligt baserede
hudplejeråd gør det i dag. Før som nu er kampen mod rynkerne en smertefuld
affære.

I vor kulturkreds tilbeder vi den glatte, rynkefrie (kvinde)hud. Det er

tilsyneladende kvinders pligt med alle til rådighed stående midler at bekæmpe

2
sporene af levet liv og alder. Med fortidens og nutidens videnskab beredvilligt
støttende det livslange, intensive udbedringsprojekt.

Vedligeholdelsesarbejdet indbefatter, at huden vaskes, masseres, smøres ind i

cremer, farves, sminkes, olieres, gøres i stand, ordnes (jf. det engelske 'make
up'), epileres, styles, solbrunes eller lysnes. Hård hud under fødderne peeles
og files – undtagen hos dansere og atleter, hvor den fortykkede hud hører til
metieren. Løs hud strammes op, opereres væk eller fyldes med Botox og
silikoneimplantater, mens kroppen under huden armeres i et muskelpanser.

Opfattelsen af, hvad den sunde og smukke hud er, og hvordan

vedligeholdelsesarbejdet foregår, veksler imidlertid fra samfund til samfund,
fra socialt segment til segment, og forandres over tid. Det eneste sikre er, at
den smukke og sunde hud ikke er naturlig, men er en historisk og socialt
formet skøn og sund hud.

Den hullede hud

Huden er ikke tæt og slet ikke glat. Den er fuld af huller. Den har ni store, synlige
huller, der er fælles for begge køn: øjenhuler, øregange, næsebor, mund, anus og
urinåbning. Eller ti, hvis vi inddrager navlen, men den lukkes til i løbet af de første
leveuger. Ud over de ni fælles huller har kvinder et ekstra hul i form af skedeåbningen.
To mere, hvis vi medregner brystvorterne med mælkekanaler.
Åbningerne i huden er grænseovergange mellem krop og verden, indre og ydre.
Gennem hudens åbninger træder vi i kontakt med omverdenen. Det er gennem ørerne,
øjnene, næsen og munden, at vi hører, ser, lugter og smager verden og bliver til som
mennesker. Videre sikrer penetration af kønsåbningen og spermens bevægelse op i
livmoderen, der i ældre dansk hed en "Modermund", artens videreførelse (hvis det da
ikke foregår i reagensglasset), ligesom kvinders brystvorter efter en fødsel udsondrer
mælk.

Huden, skriver hudlægen Erik Andreasen, fortsætter ved "legemets naturlige åbninger
[…] i slimhinderne, i reglen gennem en smal overgangszone med 'modificeret hud'".

Det gælder også mundens åbning, som er omsluttet af læberne og indvendigt beklædt
med slimhinder. Med munden indtager vi den føde og væske, som gør det muligt for os
at overleve. I mundhulen sønderdeles maden ved hjælp af tunge, gane, drøbel, tænder
og spyt, der indeholder mere end 700 forskellige slags bakterier, hvorefter den sendes
længere ind i kroppen til videre forarbejdning.

Men munden er mere end første station i organismens fordøjelsessystem. Munden er

et socialt organ, det organ, vi taler med, synger med, kysser med, gaber med, vrænger

3
med. Videre udtrykker mundens, læbernes og mundvigenes stilling vores humør og
sindstilstand.

Ligesom alt andet, der angår kroppen, er mundens udseende og virksomhed underlagt
sociale normer og konventioner. Det er socialt bestemt, om vi må række tunge, åbne
munden på fuldt gab, bøvse, spytte, smaske, slubre eller sluge maden. I vor kulturkreds
er det ikke god tone at sammenblande mundens to centrale funktioner, indtagelse af
føde og udtalelse af ord: "Man skal aldrig tale, når man har Munden fuld", skriver
Emma Gad i 1886.

Også i den virtuelle verden spiller ansigtets og mundens udtryk en central rolle i form
af emojis. I 2020-kollektionen af 117 nye emojis for alt mellem himmel og jord er der
en del, der giver bedre muligheder for at udtrykke smittefare (emoji med mundbind)
og sammensatte følelser – f.eks. "jeg-smiler-gennem-tårer-emoji" – ligesom der er 55
nye køns- og hudtonevarianter. De føjer sig til de 138 kønsneutrale emojis, der blev
tilføjet i 2019.

Ud over de synlige huller er huden gennemboret af myriader af bittesmå huller i form
af porer, duft-, talg- og svedkirtler, der sørger for at smøre huden og lede
overskydende kropsvarme væk. En del af hullerne bruger kroppen til at udskille
affaldsstoffer som ekskrementer, urin, udflåd, menstruationsblod, spyt, slim, snot,
opkast, sved, salt, tårer, vand, talg, betændelse og ørevoks.

4
 Så yndig og frisk
sompåseh,e
1).-y:lupsdagen

•
Reklame for Rexona i Familiejournalen, 1957
Rexona

Biologisk set er svedkirtlerne livsnødvendige. Sveden regulerer organismens

temperatur og stofskifte. Men sved er ikke en neutral isolator. Synet og lugten af sved,
der hagler, driver, drypper eller løber ned af én, har historisk set i vor kulturkreds
været kropsarbejderens mærke.

I det sociale samkvem går det i dag ikke an at møde uvasket frem med plamager af
sved under armene. Bortset fra sports- og fitnesscentre, hvor det er velset at svede,
virker svedlugt i vor kultur frastødende i alle klasser. Svedens ramme, stikkende lugt
er ligesom køns-, urin- og tarmlugt socialt stigmatiserende. Især når det drejer sig om
kvindesved.

Således væmmedes gymnastikpædagogen J.P. Müller i 1908 ved kvinder, der svedte,
ligesom utallige sæbereklamer i 1930'erne, 40'erne og 50'erne hævdede, at
kvindesved truede den ægteskabelige lykke. At det mandlige begær blev bortvejret af
kvindelig svedlugt vidste også Johannes V. Jensen, der i digtet "Ved Frokosten" (1906)
lod sit lyriske jeg snerpe næsen sammen:

5
”Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet?
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige,
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende,
om at vaske sin nittenaarige Krop.
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker.
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet.
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma,
Velan jeg tav, men jeg forskød dig.”

Johannes V. Jensen: Digte 1906. Gyldendal, 1906

Hudens materialefyldte blomstermark
Når talgkirtler og porer tilstoppes, bliver hudens betræk fuld af hævninger, af
sorthvide hudorme og betændte bumser. Livet igennem spættes hudens flade af
blæner, blister, vabler, vorter, appelsinhud, ar, ringorme, udslæt, eksem, skorper,
skrammer, skabies, skurv, fnat og sår – af forskellig tekstur og farve: betændte, bulne,
svampede, væskende, sorte, gule, flammende, hvidlige.

Hudens sår og mærker er – som det gælder for alt, hvad vi beskæftiger os med i denne
bog – på en gang fysiske udtryk og tegn på noget andet. Hudens huller og udposninger
sladrer nemlig ikke blot om alder og sundhed. De griber ud over det biologiske og ind i
det sociale, moralske og i ældre tid religiøse felt.

Således i bønskriftet De Fattiges udj Odensee Hospital allerinderligste og underdanigste

Suk og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge (skrevet mellem 1680-1685),
hvor den danske digter og biskop over Odense Stift, Thomas Kingo, giver de syges
byldefyldte hud en religiøs betydning og ser sårene som tegn på Guds prøvelse.

Denne forbindelse mellem fysiske mén og metafysisk mening blev i løbet af 1700-tallet
langsomt afløst af en dennesidig, dvs. en ikke-religiøs forklaring på hudens væskende
sår og bylder. Huden var ikke længere mærket af Guds finger, men af somatiske
sygdomme som kopper, pest- og byldesygdomme, tuberkulose, syfilis. Eller den norske
radesyge med de ondartede sår, hvis udseende den danske medicus, Christian Elovius
Mangor, i 1793 beskrev i grufulde detaljer.

I vore dage er forbindelsen mellem fysiske sår og fysiske forklaringer suppleret med
en eksistentiel betydning, dvs. af en udveksling mellem psyke og soma. De fysiske sår
kan også være det sårede sinds inskriptioner på hudens overflade, sådan som det ses i
cutting og forskellige former for selvskadninger – i litterær udformning i Bjørn
Rasmussens roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2012).

6
Den religiøse mærkning af huden findes stadigvæk. Ikke som Guds tegn i en forpint
krop, men i form af den rituelle omskæring af drengebarnet i jødedom og islam.

Bumser

•
Former for acne: 1. acne simplex (ungdomsalderens bumser); 2. acne indurata (kroniske
betændelsesknuder med misfarvning) & 3. acne rosacea (kronisk betændelse med hævelse
og rødme). Kobberstik i tysk lægebog, 1825.
Chirurgische Kupfertafeln, 1825

”Gennem hele min ungdom var min hud koloniseret af acne vulgaris. I fire fem år var
mit ansigt, bryst og skuldre et islandsk landskab af murrende, klæge, fedtede udbrud,
sprængninger, gejsere, udsivninger, karsprængninger, sår og huller. Jeg skrubbede mit
ansigt tre fire gange om dagen. Jeg købte og brugte alle mulige tinkturer, salver
og adstringerende lotioner. Jeg tilbragte timer foran min fornedrede
huds profane alter med at trykke bumser og hudorme ud i forsøget på at uddrive den
materiefyldte blomstermark, der dækkede min hud.”

Steven Connor: A Skin That Walks (2002)

Den behårede hud
Huden er ydermere gennemhullet af hårsække, især koncentreret på issen, i ansigtet
(øjenbryn og skæg), under armene og omkring kønsorganerne. I gennemsnit anslås
det, at vi på hovedet har rundt regnet 150.000 hårsække, hvorfra der vokser hår af
forskellig længde, tykkelse og farve. Især for mænd gælder, at hovedhår, der falder af,
med alderen ikke erstattes af nye.

7
I vor kulturkreds må vi – og det vil først og fremmest sige kvinder – ikke have hår alle
steder. Kvinder med kraftig hårvækst i ansigtet eller hår på brystet opfattes som
ukvindelige og kønsnorms-overskridende.

Den skæggede dame

•
Thomas M. Easterly: Madame Clofullia, 1853
Missouri History Museum/Wikimedia Commons

Den amerikanske fotograf Thomas M. Easterly tog i 1853 et foto af Madame Clofullia
(1827-1875). Madames blik er roligt. Hun hviler i sig selv. Hendes klædedragt, frisure,
kropsform – de blottede skuldre og den snørede talje – er i overensstemmelse med en
hvid middelklasses opfattelse af feminitet i midten af 1800-tallet. Kvindelighedens
tegn står imidlertid i kontrast til hendes kraftige fuldskæg og de behårede arme, der
signalerer maskulinitet og virilitet.

8
Fotografiet er gådefuldt. Hvorfor fjernede Josephine, som hun hed til fornavn, ikke sin
overflod af skæg- og hårvækst, inden hun lod sig fotografere? Hvorfor fremviste hun en
konventionel kvindelighed, samtidig med at hun underminerede den med sit skæg og
behårede arme? Set med nutidens øjne kunne svaret være, at Madame Clofullia
vedkendte sig det, hun var: en kvinde med skæg. Altså at hun accepterede sit skæg som
noget, der ikke var i modstrid med kategorien 'kvinde'.

Set i sin historiske kontekst er svaret imidlertid et andet. Josephine Clofullia lod skæg
være skæg, fordi fordoblingen af de kvindelige og mandlige kønstræk var en levevej.
Hun levede af at lade sig vise frem, først i Europa som "Den skæggede Dame" og siden i
USA, hvor hun i The Barnum & Bailey Greatest Show on Earth lod sig skue som "The
Bearded Lady". Sammen med andre undtagelsesmennesker som siamesiske tvillinger,
elefantmænd, sorte albinoer, giganter, lilliputter, lemmeløse slangemennesker,
ulvebørn og leopardmænd.