”Relationen er først behandlende, når behandleren har en bevidsthed om, hvordan behandleren

involverer og engagerer sig i behandlingen. Bevidstheden bidrager til at den faglige involvering bliver det
bærende element, så behandlingen er relationen”
Christian Ørting Jespersen 2016

Indledning

af Christian Ørting Jespersen

I efteråret 2015 blev jeg adspurgt, om jeg, som praktikvejleder, var interesseret i at deltage i Tværgående
vejledermøde for SSA-uddannelsen med overskriften “Uddannelse for fremtiden”. Dette var arrangeret af
SOSU-aarhus mhp at sætte fokus på SSA-uddannelsen, både med hensyn til om der er den rette sammenhæng
mellem praktikforløbene, og om der er det rette fokus på uddannelsen.
Mål for disse møder var bl.a:
at synliggøre, hvordan de enkelte praktikker kan bidrage til den endelige fagprofil for SSA
at synliggøre, hvordan hvert enkelt praktikperspektiv kan bidrage til helheden og slutproduktet og dermed skabe
kvalitet for SSA-uddannelsen

Praktikbesøg

Jeg fik nu muligheden for at komme på praktikbesøg hos en kollega, som til daglig også er praktikvejleder, og
samtidig få besøg i min praksis. Formålet var at vi hver især skulle fremlægge hvordan vi arbejder med den
faglige profil af eleverne, arbejder med målene og arbejder med den teoretiske tilgang.
Jeg tænkte desuden, det var en god mulighed for at kunne blive inspireret lidt og komme ud af egen speciale og
se en anden hverdag, end den jeg har arbejdet i de sidst 10 år som praktikvejleder.
Jeg fik besøg Kirsten Andersen fra T3 (Lungekirugisk Skejby). Hun skulle følge mig på en vejlederdag (har 8
timer hver onsdag), hvor hun deltog i elevsamtaler, spillede brætspil (På sporet af psykiatri) sammen med elever
og studerende og fulgte mig i afsnittet. Det var min opgave den dag at synliggøre, hvad jeg bidrager til for at
skabe kvalitet og helhed for praktikken i psykiatrien. Kirsten oplevede ikke at have patientkontakt mens hun var
i afsnittet, hvilket blev vurderet udfra at hun kun var i afsnittet en dag og det ville ikke gavne patienten. Jeg
havde på det tidspunkt et vejlederrum, hvor jeg havde hængt målene op, jeg-svaghed og sygeplejeprocessen på
plakat, så det var synligt og visualiseret.
Jeg besøgte nogle dage efter Kirsten på T3, og først skulle jeg kælder om og have “det hvide tøj” på, hvilket er
noget anderledes end det jeg er vant til. Vi går i eget tøj i psykiatrien. Jeg skulle følges med Kirsten ind til
patienterne på stuerne og skulle hjælpe til med de forskellige opgaver omkring enkelte patienter. Kirsten fortalte
om hendes opgaver og udfordringer i dagligdagen. Hun fortalte at de ikke havde et sted til eleverne som i R4 på
det tidspunkt. Desuden fik vi som afslutning på vores besøg hos hinanden en dialog med den
uddannelsesansvarlige på afd. T Skejby, hvor vi fik drøftet vores observationer og læring.
Dette var bl.a:
1. at eleverne har god gavn at have et læringsrum, hvor det er muligt at visualisere forskellige emner/fagtermer
2. at det er vigtigt at anvende andre didaktiske metoder som brætspil, app som supplement til fagbøger
3. at det kunne være ønskværdigt at have et samarbejde på tværs af de forskellige praktikker, og at man kan på
den måde kan følge eleverne tættere.
4. at man som vejledere faktisk ved forbløffende lidt og de andre praktikker
Disse fire områder var de tilbagevendende temaer for udvekslingen af erfaringer fra vores praktikbesøg, men
viste sig også at være relevante, da vi i november 2015 skulle fremlægge det for vores 150 kollegaer i Regionen.

Viderudvikling af konceptet - at binde skole og praktik mere sammen

Under ovenstående proces begyndte der at synliggøre sig en ide for mig. Jeg fik en større indsigt i at
praktikkerne er meget forskellige ifht at arbejde med målene, men jeg opdagede ved at være på besøg hos
Kirsten på T3 og at i mit samvær med patienterne i T3 brugt jeg mange af de samme faglige kompetencer, når
jeg satte mig ned for at danne en relation eller en kontakt til en patient. Det handlede for mig i den korte kontakt
at være viden om relationer, empati, at sætte en grænse, at indvolvere mig, at være ydmyg, at være
anerkendende, osv. Alle disse områder arbejder jeg til dagligt med i psykiatrien og er bærende elementer i
kontakten med patienten og i relationsbehandlingen.
Jeg har efterfølgende drøftet min tanker og erfaringer på tværs af praktikken med min gode ven, kollega og
faglige sparringspartner Hans Bo Banke. Hans har været med til at udvikle både brætspillet “På sporet af
Psykiatri” og applikationen “PsykQuiz”, og han har altid været god til at holde mig til “realiteterne”, når jeg
først har fået en ide.
Vi bliver faktisk hurtige enige om, at det giver god mening at synliggøre og sætte fokus på de relationelle
aspekter som har betydning for elevens/studerendes professionelle socialisering, som den enkelte udvikler fra
første dag på skolen til den sidste dag i praktikken. Den foldes igen mere ud, når uddannelsen er afsluttet, og
man skal til have fast job og vise, hvad man har lært.
Vores erfaring med vores egen professionelle socialisering eller fagprofil er, at den konstant er under forandring
og bliver bombarderet med indtryk, viden samt projektioner fra de mennesker, vi omgås. Under uddannelsen er
der fokus på mål. Målene skal opnås på forskellig vis, og det er målene der er i fokus under uddannelsen. Efter
endt uddannelsesforløb er de synlige mål ikke længe til stede, og det kommer til at handle om hvem vi er som
fagperson, og hvordan vi italesætter vores fagperson, så fag og person i vid udstrækning holdes adskilt.

I “Få relationen , fat empatien” er omdrejningspunktet, at du bl.a skal blive bevidst omkring, hvad den røde tråd,
efter vores mening, kan være, når du springer fra den en praktik til den anden og tilbage på skolebænken.
Indholdet i bogen ligger ikke op til at følge specielle mål eller modeller for den enkelte uddannelse, men forsøge
at synliggøre de personlige kompetencer, der skal styrkes, formes og italesættes til faglige kompetencer. Bogen
skal bidrage til den dynamiske proces, som det handler om at være i, når du skal øge bevidstheden omkring egen
professionelle socialisering både under og efter uddannelse.

Med et fokus på den professionelle socialisering, forsøger vi i denne bog at gå uden om alle mellemregninger,
analyser osv, men vores fokus er at være teoretiske, konkrete og handlingsorienteret på tværs af praktikkerne og
i skolen.
“Socialisering betegner den proces, der former og danner individet, og som medfører en udvikling af de
kompetencer, der skal til for at mestre det nære samfund, som individet er en del af”
(Frønæs 1999)
Forord
”Præstations”-behandleren
Alle mennesker udvikler sig gennem hele livet. Når vi udvikler os, vil vi automatisk også afvikle nogle af de ting
vi har lært, for at kunne give plads til den nye viden/udvikling. Det er også vigtigt at afvikle uhensigtsmæssige
viden eller vaner, som kan styre os i en forkert retning, og bidrage til at bremse udviklingen. Min viden har
forandret sig siden jeg startede på Social-og Sundshedsassistentuddannelse i 1999, og det er jo ganske naturligt
og en del af min professinelle socialisering og skabelsen af mit professionelle selv, min fagprofil. Min erfaring
siger mig at viden både er individuel og universel. Jeg oplever, at min individuelle viden for så vidt er min alene
(tavs viden, Hummelvoll 2006) og er en god blanding mellem praksis erfaring og teori. Jeg har ofte mødt disse
”fagpersoner” gennem uddannelse og andre steder i mit arbejdsliv, hvor fokus har været at følge ”det plejer vi at
gøre”, ”jeg har altid en god kontakt”, ”det sker aldrig for mig” etc. Mit fokus i at erhverve mig viden, har altid
ligget i arbejde væk fra denne tænkning og involvering. Jeg søger at arbejde for at undgå ” at gå i stå” og ikke stå
i en situation, hvor jeg lader hele min praksis styre af ”gamle vaner og metoder”. Når jeg vælger at involvere og
engagerer mig på den måde i mit arbejde, handler det for mig også om at kunne formidle den viden og være
professionel og ikke være altfor emotinel og nedtone at være både privat og personlig.
Jeg kan godt lide at være bevidst om detaljen, definitionen, som jeg ser, er udgangspunktet for det meste læring.
Har jeg styr på detaljen, kan jeg bedre forholde det til praksis, udfolde det i praksis og formidle det til min
tilhører om det så er elever, studerende, kollegaer, pårørende eller patienter.
Den detalje jeg gerne vil belyse her, er detaljen og forståelsen af at nuancere begrebet at være i relation.
Jeg har arbejdet med relationsbehandling i mange år og mener stadigvæk det er et vigtigt element i arbejdet med
den sindslidende, men efterhånden er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved begrebets egentlige betydning
gennem egen udvikling samt observationer fra både samarbejdspartnere og patienter/borgeren.
At være i en relation betyder at der er en kontakt, en sammenhæng eller en forbindelse mellem nogen eller noget
(Dansk ordbog), men med tiden jeg er kommet frem til at relationens betydning og bæredygtighed er meget
afhængig af samt påvirkeligt af, hvilket engagement og involvering, man bære ind i relationen.
Så for at forstå den relation vi har, bliver mere nødt til at kigge på det, vi bringer ind i relationen, altså
involvering og engagementet.
Når jeg møder en patient/borger eller samarbejdspartner første gang, er der en kontakt, da jeg hilser og
kommunikerer et budskab ud. Der også en relation, da jeg er kontaktperson, behandler eller samarbejdspartner,
men alt afhængigt hvad jeg bidrager med i mit første møde er med til give en retning for relationen/kontakten.
Den måde jeg involvere mig i patienten/borgeren eller samarbejdspartnere bliver også påvirket af faktorer
udefra. Stemninger, følelser, spændinger, miljøet, kollegaer, patienten, organisationen etc. Alle disse faktorer er
med til at udfordre mit professionelle selv til at forblive i balance og holde det faglige fokus i mit engagement.
Det kan ofte være svært, og derfor involverer jeg mig, flytter mit fokus og engagerer den energi jeg har,
forskellige steder på et givent tidspunkt.
Den måde jeg involverer mig i mit arbejdsliv knytter meget an til den faglighed, jeg selv oplever, jeg er i
besiddelse af. Det oplever jeg også er tilfældet for de samarbejdspartnere, jeg mødes med i praksis. Det faglige
udgangspunkt er forskelligt om man er uddannet pædagog, SSA, sygeplejerske, Ergo- eller fysioterapeut, men
indholdet af involveringen burde bevæge sig inden for den samme ramme.
Når jeg sidder og kigger ned ad gangen på afsnittet, oplever jeg, at det er et parallelsamfund, som både jeg, mine
samarbejdspartnere og patienterne bevæger sig rundt i dagligt. Der er regler, strukturer og retningslinjer, som
definere de vilkår, vi er underlagt. Rammerne afspejler dog samfundet udenfor murerne, men der stilles krav til
mig i forhold til min ansættelse, at jeg involverer og engagerer mig i mine arbejdsopgaver. Når det er sagt, så
tænker jeg, at jeg også bærer et stort ansvar for at arbejdsopgaverne laves og videreformidles, og det er mine
samarbejdspartneres opgave og pligt at stille spørgsmålstegn ved min måde at involvere mig på, hvis jeg ikke
lever op til mit ansvar - altså at evaluere min involvering.
Refleksion med 3 elever som er 3 måneder henne i deres praktik Marts 2016
Som evaluering på de sidste tre måneder, ser jeg, at der hvor jeres udfordring har været, er hvordan og
hvorledes I involverer og engagerer i jeres sag, som er patienten, afdelingen og kollegaer. Det handler for
mig om at styrke jeres forudsætning for at kunne involverere jer mest hensigtsmæssigt, dvs. hvordan I
bliver klædt fagligt på til opgaverne. Det faglige fokusområder består af forståelsen af ”at involvere sig”,
”det fælles trejde”, ”Grænsesætning”, ”Empati”, ”Deeskalering”, ”ydmyghed”, ”Nærhed og afstand”, ”at
rumme”, ”at kommunikere/formidle”. Relationen til både kollagaer og patienter er afhængigt af det
engagement i lægger i jeres arbejde, og hvordan I bringer ovenstående fokusområder ind i
kontakten/relationen som en del af jeres professionelle socialisering. Det vi sige at i konstant udvikler på,
hvordan I tænker jeres fagprofil, og hvordan I formidler det.
Elevernes enighed var ikke til at tage fejl af.

Jeg tænker at ovenstående er relevant på tværs af fag og sektorer og at fokus fremadrettet bør være på den
profesionelles engagement og involvering i menneskene på arbejdspladsen om det er patienten/borgeren eller
samarbejdspartnere. Om den professionelle arbejder på Lokalcenter, Soamtisk hospital, Bosteder eller
kommunen, så tænker jeg den professionelle bør have træning i at forstå vigtighed i det engagenment samt
involvering den professionelle bringer i spil og præsterer i dagligdagen.
Evnen til at udvikle sin involvering professionelt og den professionelle rolle i et fagfelt handler ikke kun op at
opfylde mål for en given uddannelse, men kræver en bevidsthed omkring professionel socialisering indenfor

1. at involvere sig professionelt

2. at forstå empati og ydmyghed
3. at give og modtage nærhed og afstand
4. at kunne regulere sine følelser professionelt
5. at sætte grænsen hensigtsmæssig
6. at deeskalere konflikter
7. at anerkende og rumme verbalt og nonverbalt
8. at forstå og arbejde med et fælles trejde

Disse 8 fokusområder skal ses som fundamentet for al professionel arbejde. Disse 8 fokusområder udforskes,
udfoldes og udvikles gennem alle dine praktikker og i skolen, og din egen bevidstliggørelse og italesættelse
heraf, er med til at styrke dig i din professionelle socialisering langt ind i fremtiden.
Litteraturhenvisninger undervejs skal ses som steder hvorpå fordybelsen kan finde sted omkring de enkelte
emner.

Præsterere den professionelle kun i comfort-zonen...

Bogens opbygning:

Samfund og lidelse.
Når man som os har arbejdet mange år i psykiatrien, rejser spørgsmålet sig, om vi er blevet blinde for hvad der
er normalt og ikke normalt – rask eller patologisk ( noget som er sygt ), et os og dem, personale og patienterne.
Faren er at ser patienterne ud fra et psykiatrisk perspektiv, mennesker som er en del af vores arbejdsplads og
som er medvirkende til at vi for vores løn.
Vi er også fanget ind af at vi skal opfylde nogle krav i vores forhold til patienterne. Patienterne blevet en slags
kunder som vi skal servicere, eller prøver vi at se det hele menneske, som er et til overmåde anvendt
sygeplejerske udtryk, som jeg sandt at sige har noget besvær med at indfange betydningen af.

Ganske vist anvender jeg til overmåde ordet i mit samvær med studerende – og overlader det til de
studerende at finde meningen med begrebet som har betydning for dem. Bliver jeg selv spurgt om begrebets
betydningen, lister jeg gerne en lang række betydningsbærende begreber op som søger at indfange dets
betydning.

psykiatrisk beskrivelse af en person med vanskeligheder, hvor man har nogle helt specifikke
måder at indfange personens oplevelser i bestemte kategorier, og hvor personen vurderes og
måles ud fra en norm om hvad almindelig adfærd er.
Ud fra denne måde at beskrive mennesker på mener vi, at man nemt kommer til at sidde
tilbage med tanken om, at personen alene er problemet. Beskrivelsen siger også meget om,
hvor bundet op vi er på normalitet, når vi italesætter psykiske vanskeligheder, og om hvor lidt
der stilles spørgsmålstegn, ved det vi betragter som normalt.

Professionalisering
- empati, sympati, engemént.
- det fælles treide.
- legalisering af følelser hos den professionelle
indvolvering

Lidelsesforståelse

Hvad stiller vi op med et samfund som det Danske, når det gang på gang bliver udnævnt til at være verdens
lykkeligste land med verdens lykkeligste befolkning. Jeg kan kort og tørt konstatere, at når man som jeg er ansat
i psykiatrien, er det ikke de lykkeligste patienter vi har med at gøre. Dog repræsentere jeg et sundhedssystem og
en paraply af forskellige instanser som er sat i verden for at hjælpe borgere med forskellige lidelser og som tager
sig af patienterne,, når de er ude af stand til selv at varetage deres egenomsorg.

Professor i psykologi ved Aarhus Universitet Carsten René Jørgensen beskriver, hvordan mennesket i det
nutidige, senmoderne forbrugersamfund ( om det senere ) dermed er frit til at aktualisere og realisere sig selv
(Jørgensen, 2005; s. 314), og ifølge professor i psykologi ved Aalborg universitet Svend Brinkmann orienterer
det selvaktualiserende menneske i forbrugersamfundet sig imod den herskende værdi om sundhed og lykke
(Brinkmann, 2008 og Brinkmann 2010). Men dette er en farlig cocktail, mener Brinkmann. Han beskriver i den
netop bogen ”Det Diagnosticerede Liv”, hvordan samfundet tidligere var orienteret imod eksistentielle, sociale
og moralske anliggender og om forholdet mellem det gode og det onde, hvorimod diskussionen i dag retter sig
imod superdiskursen om det sunde og det usunde (Brinkmann, 2010; s. 16). Mennesket skal være sundt og
lykkeligt både i fysiologisk og ikke mindst psykisk henseende. Denne diskurs om sundhed er i samspil med
selvaktualisering årsag til fremkomsten af, hvad Brinkmann kalder for ”lidelsesekspansionen” (Brinkmann,
2010; s. 19).
”Lidelsesekspansionen” betyder, at der er flere og flere mulige måder at lide på – altså flere og flere diagnoser,
som definerer menneskets psykiske lidelser. Idet fokus er rettet mod princippet om sundhed bliver enhver
afvigelse fra, hvad der betegnes som en normalitet karakteriseret som en sygdom (Brinkmann, 2010; s. 18-22).
Dette virker umiddelbart paradoksalt. Til trods for titlen som ”Verdens Lykkeligst Folkefærd” og den åbenbare
mulighed for at nå til det højeste niveau af menneskets behovshierarki, synes der at være et stigende antal
mennesker i Danmark, der får konstateret en psykisk lidelse som depression, angst, stress, ADHD eller PTSD6.
Samtidig forudser World Health Organisation (WHO), at i 2030 vil den psykiske lidelse depression være den
sygdom flest mennesker lider af på verdensplan (World News, 2009).
Men er alle menneskets lidelser nødvendigvis patologiske – altså sygdomme? Er denne stigning i folk, der lider
af psykiske lidelser konsekvensen af selvaktualiseringen, eller fungerer diagnoseapparatet som
medicinalindustriens primære indtægtskilde, hvorfor lægevidenskaben rundhåndet tilskriver sine patienter
diverse psykiske lidelser, som kræver medicinsk behandling?
Kan det tænkes, at vi ved at gøre sundhed og lykke til samfundets altoverskyggende værdi mister noget af det
unikke ved at være menneske? Hvis det eneste sprog vi har til at begribe og beskrive menneskelig lidelse på er et
medicinsk, psykiatrisk og patologisk sprog – indsnævrer vi så ikke vores selvforståelse? Har denne
sygeliggørelse eksistentielle konsekvenser for mennesket?
Herudover bør man overveje om disse diagnosticerede psykiske lidelser er et udtryk for en reaktion på og mod
samtidens samfund og kultur. Er det i kølvandet på menneskets higen og stræben efter lykke og at ville lykkes,
som Mogens Pahuus påpeger det, at der er opstået en misforstået idé om, at menneskets lidelse bør undgås og
som et minimum minimeres (Pahuus, 1994; p. 157)?
Er diagnosticeringen et udtryk for en sygeliggørelse af ’almen menneskelige’ kriser, som ikke kan eller bør
undgås og ej heller kureres eller behandles, hvorfor dens diagnosticering bliver uhensigtsmæssig? Diagnoser
kan på mange måder være fine at navigerer efter og give pejling på hvilke udfordringer patienter kæmper med i
ren symptomatisk forstand, men siger ikke noget om hvilken kamp som foregår i patienterne selv. Lidelse bliver
derfor interessant som begreb og fænomen. På den ene side er det uundgåeligt – og på den måde er den med til at
forme den enkeltes karakter patient eller ej, på den anden side søger vi alle at undgå lidelse som igen er med til
at forme os
Begrebet lidelse. Et fænomen er at betragte som ”det, der kommer til syne”/”det som ses” (Den Store Danske,
internetopslag; ’fænomen’), og dermed som en sanselig oplevelse af en hændelse, der bestemmes som et ’noget’
med forskellige egenskaber.
Et begreb derimod er et sprogligt udtryk for en idé om et fænomen. Der er altså her tale om en mere konkret og
tekstnær fremstilling, som har til formål at sammenholde fælles egenskaber ved et givent fænomen.

Det senmodern samfund.

I denne sammenhæng henviser formuleringen ”det senmoderne forbrugersamfund” til Jørgensen og Brinkmanns
begrebsliggørelse og karakteristik af det nutidige, industrialiserede, kapitalistiske, vestlige og demokratiske
samfund (Jørgensen, 2002; s.27 og Brinkmann, 2008; s.. 131). Jeg har medtaget denne formulering, idet mit
sigte er at forstå, hvordan udformningen af personligheden er forstået i dag,

Baggrunden for Lidelsen

Det nutidige, senmoderne vestlige samfund er karakteriseret af og kendetegnet ved frihed, som skabt på
baggrund af fraværet af faste traditioner, religiøse forklaringsrammer og livstruende kriser (som sult og krig),
fordrer mennesket til at handle, definere og placere sig frit i verden (Jørgensen, 2002; ss. 141-146). I kraft af især
naturvidenskabens rationelle og fornuftsbestemte forklaringsramme for verdens beskaffenhed, blev
verdensopfattelsen i renæssancen redefineret og efterlod som et resultat heraf mennesket som et uafhængigt,
suverænt og til en vis grad fritsvævende selvdefinerende individ (Jørgensen, 2002; s. 85).
Denne frihed kan på den ene side virke forløsende og på den anden side angstprovokerende. Forløsende idet
mennesket ikke er noget fastlagt og absolut, men selv definerer de endelige mål for tilværelsen, og ikke
underlægges overordnede strukturer og ydre autoriteter. Angstprovokerende fordi mennesket netop skal skabe og
konstruere sig selv i denne vilkårlige verden.
Det senmoderne menneskes formål og mening med livet er med friheden blevet uoverskuelig, hvorfor døden
ligeledes fremkalder angst ( se senere )
Ordet ’mening’ referer i denne sammenhæng både til den ”kosmiske" og ”timelige” mening (Yalom, 1980; s.
447). Den kosmiske mening betegner meningen med livet i generel og overordnet forstand, hvorimod den
timelige mening henviser til meningen med livet i en situationel sammenhæng - altså, hvordan det enkelte
menneske definerer en mening med sit eget liv. Jørgensen understreger i denne sammenhæng, hvordan
menneskets refleksivitet er øget i kraft af den forøgede viden om verden, hvilket resulterer i nye konfrontationer
med vanskelige valgsituationer, hvor den enkelte alene bærer ansvaret for sine valg (Jørgensen, 2002; p. 107).
Yalom pointerer i relation til dette, hvordan mennesket i det senmoderne samfund har ”tid, rigelig tid, til at stille
foruroligende spørgsmål” (Yalom, 1980, p. 472).

Yalom mener altså, at de eksistentielle spørgsmål angående menneskets liv og mening bliver foruroligende uden
de anvisende retningslinjer, og meningen med eksistensen bliver i sidste instans frustreret. Frankl betegner dette
som en ’eksistentiel frustration’, som i sidste ende efterlader mennesket i et ’eksistentielt vakuum’, hvor
mennesket er plaget af en indre tomhed og meningsløshed (Frankl, 1947; pp. 105-110).
Friheden kan altså for det senmoderne menneske resultere i meningskriser, og ifølge den eksistentielle psykologi
er det menneskets grundopgave at finde en vej ud af tomheden og intetheden ved at undersøge, hvordan man
møder sin eksistens, og hvordan intetheden og angsten9 tolereres. Denne grundopgave udføres ved at træffe
valg.

Valg er et centralt begreb, som dækker over den opfattelse, at mennesket skaber sin egen essens, sin egen
mening, ved at træffe valg. Udformningen af
personligheden og tilværelsen er ikke givet på forhånd, og mennesket skal derfor skabe sig selv i et vedvarende
og fremadrettet livsprojekt.
Friheden til at vælge indebærer spørgsmålet om determinisme og indeterminisme. Denne problemstilling er
særdeles omdiskuteret (Christensen 2005 og May, 1971), og jeg vil ikke komme yderligere ind på denne,
sideantallet taget i betragtning, end at understrege, hvordan den eksistentielle psykologi opponerer imod
subjekt/objekt-relation og tendensen til enten at opfatte mennesket som et objekt, der ingen vilje har og derfor
determineres af udefrakommende påvirkninger, eller at opfatte mennesket som et subjekt, der kun er virkeligt i
kraft af, at det tænker (May, 1971, p. 29). Mennesket er begge dele og den eksistentielle psykologi er derfor
interesseret i helheden af menneskets eksistens; ”eksistentialismen er fundamentalt interesseret i ontologi, dvs.
videnskab om væren” (May, 1971; p. 30). Den eksistentielle psykologi anser altså mennesket som frit, samtidig
med, at aspekter som fx udkastethed placerer mennesket i en særlig given kontekst. Hvordan udkastetheden skal
forstås er beskrevet yderligere senere i dette afsnit.
Uden at skulle fordybe mig i de udviklingstendenser det moderne samfund er præget af, kan det dog kontateres,
at der i de seneste årtier er sket et voldsomt skred fra et mere traditionelt og forudseeligt samfund, hvor det
enkelte individs socialisering og livsbane på forhånd var relativt fastlagt til et samfund i dag, hvor det enkelte
individ i langt højere grad selv må skabe og forme sin identitet og individualitet. Denne udvikling er
velbeskrevet på forskellig vis og har fået flere rammende betegnelser: Kulturel frisættelse, postmoderne
samfund, polycentrisk samfund, moderne samfund, hyperkomplekst samfund, postindustrielt samfund og mange
flere ( Giddens 1990 ). De fleste er dog enige i, at konsekvensen af denne udvikling for individet bliver en langt
mere belastende personlig proces, hvor den enkelte er nødsaget til løbende at tage stilling til egne
livsperspektiver og udviklingsmuligheder. Intet er på forhånd givet, og alt står til forhandling og kan formes.
Den moderne refleksivitet har, i kraft af modernitetens samfundsmæssige struktur, en større og mere omfattende
påvirkning på alle områder, hvori individet indgår direkte såvel som indirekte. I denne sammenhæng har
globaliseringsprocessen også en væsentlig betydning. Begivenheder, der foregår på fjerne lokaliteter, får, i kraft
af adskillelsen af tid og rum, indflydelse på individer, der ikke er direkte berørt af hændelsen eksempelvis
tvillingetårnene, terror, tsunamikatastrofen i Asien.
Denne globalisering betyder, at vi ikke bare har en større mængde af information til vores rådighed - også i de
lokale samfund - den nye udstrakte viden indgår også som en naturlig del af vores refleksivitetsniveau.
Refleksiviteten er et dynamisk aspekt i moderniteten. Individet befinder sig i en verden, der bliver bestemt af
refleksiv viden, men samtidig kan man ikke med sikkerhed vide, hvornår en given del af denne viden må
gentænkes.
Ifølge mange nutidige teoretikere fordrer det moderne samfund en mængde nye krav og dermed nye
kvalifikationer til den enkelte. Dette bevirker og medfører, at uddannelsessystemet, som altid har været underlagt
en tilpasning til den nyeste udvikling, bliver nødsaget til at ændre retning for netop at gøre det muligt, for den
enkelte efter endt uddannelse, at kunne agere i det moderne arbejdsliv.
Ét af de mange nye kvalifikationskrav er blevet individets evne til at forholde sig refleksivt til egne omgivelser.
Der er eksempelvis mange måder at begynde sin dag på, men fælles for dem er at de spundet ind i et væld af
regler og vaner som knytter an til relationer til andre mennesker, men som vi sjældent giver større
opmærksomhed, med mindre vi selv eller andre gør os opmærksomme på det eller reflekterer og dette. Jeg står
eksempelvis op kl. 6 om morgenen, sætter kaffe over, spiser morgenmad, pakker min taske, går ud af døren,
låser efter mig, stiller mig over til bussen, står i kø, venter. Når bussen kommer jeg betaler for en billet, sætter
mig på et sæde, her kan jeg være vidne til, hvordan byen vågner, trafikken, vejret, mine medpassagerer og deres
beskæftigelse på sædet ved siden af. Nogle sover og andre sidder med mobiltelefonerne, nogle læser og andre
kigger ud af vinduet eller snakker med sidemanden.
( AKTUALISERET ANALYSE EKS;
Jeg er med andre ord afhængig af tiden, af at el-selskabet bidrager til strøm i huset såvel som jeg har fået købt
ind og derved afhængig af at den butik som får leveret varer. Butikken er afhængig af med arbejdere, at
leverancen er i orden, trafikken, vejrforhold osv. Når jeg har spist forlader jeg mit og låser min dør, fordi jeg
ikke vil have at andre går ind i mit hus når jeg ikke er hjemme. Hermed er jeg underlagt nogle samfundsnormer
som knytter an til sikkerhed, politi, frygt eller risiko for at live berøvet. Jeg ved også at forsikringsselskabet ikke
vil dække et eventuelt tyveri, hvis min dør ikke er låst. Jeg stiller mig i kø ved busstoppestedet fordi der er taget
en beslutning om at bussen skal holde dèr og dermed en regel om af chaufføren stopper bussen.......jeg står i kø
fordi der er en regel om, hvorden man gør det. Når jeg er i bussen kan jeg se en plakat, hvor der af teksten
fremgår at man skal tage hensyn til de andre passagerer ved ikke at tale for højt. Plakaten viser en tegning af et
meget stort hoved som holder en mobil telefon op til øret og ved siden af sidder èn med et væsentligt mindre
hoved og ser lidt beklemt ud. Plakaten giver mig en regel om hvordan det er hensigtsmæssigt at opfører sig
osv.......

Den amerikanske Sociologen Giddens fremhæver, at refleksivitetens forandringsdynamik også er med til at
fjerne det traditionelle. Det vil sige, at refleksiviteten medfører mere modernitet og mindre tradition. Når
refleksiviteten er ensbetydende med en konstant forholden sig til den viden, man opsøger og møder i sin
hverdag, medfører det ifølge Giddens, at individet også bliver konfronteret med en øget tvivl samt visheden om
en altid tilstedeværende risiko ( jf. den låste dør )
Individet kan ikke længere henvise til traditionen, men må i stedet selv vælge, hvad det anser for vigtigst i en
given situation. Sagt med andre ord er den enkelte qua refleksiviteten henvist til sig selv og dermed også til sin
egen usikkerhed om, hvorvidt man nu har valgt rigtigt eller ej.
Dette medfører derfor en grundlæggende usikkerhed for den enkelte samt en viden om, at hver enkelt situation
kan indebære risici.
På den ene side er moderniteten frigørende i kraft af en frisættelse fra traditioner gennem en øget refleksivitet.
På den anden side giver netop denne refleksivitet en vished om, at der ikke findes sikker viden, og at enhver
situation kan indebære en risiko.
Videreføre man denne tankegang til sundhedspersonalet og i særdeleshed til studerende og elever indenfor feltet
kan mødet med den praktiske virkelighed i sygeplejen for den studerende indebære uforståelighed og undring.
Det nye kan være helt ukendt, eller kundskaber herom er erhvervet gennem film, hvor den studerende ikke er
involveret som fagperson. Vejen til at
etablere mening, forståelse og dannelse af brugbar erfaring implicerer tænkning og samtaler om de praksisnære
handlinger og følelser. Flere analyser peger, at samtalen opfattes som en central og væsentlig handling, når
oplevelser, følelser og faglighed undersøges og perspektiveres gennem
refleksion for siden hen at udmøntes i faglig og personlig erkendelse og handling. Særlig
når man er novice er samtalen uundværlig. Gennem studiet over tid udvikles meninger og værdier, der kan
bidrage til refleksion af mere selvstændig karakter.

For-forståelser sættes i spil i læreprocesser, eksempelvis når nyt skal undersøges og kobles med kendt stof, og
når emotioner og erfaringer bearbejdes intellektuelt for at nå til nye forståelser. (Illeris, 2006). Opfattelserne
indeholder forestillinger, normer og værdier om, hvad refleksion kan være og bør være, og disse forståelser får
indflydelse på, hvad der læres, og hvordan der læres.

Relationen antropologisk set.

Relationer mellem mennesker er under indflydelse af forskellige forhold og værdier, som når de er bevidste og
benyttes aktivt, kan udvikle relationen. Ifølge Hastrup er relationen som proces altid positioneret og situeret
(Hastrup K. 2001). Det er netop sådan den skabes og udvikles (Rosaldo1996). Man kan tale om at der er to typer
relationer
Symmetrisk og komplementær (Jensen 1994). I en symmetrisk relation forsøger personerne at være
lige magtmæssigt set, og deltagerne vil ofte konkurrere med hinanden: En symmetrisk relation kan opleves som
udviklende, men også som meget slidsom, da en symmetrisk relation fungerer på en sådan måde, at mere af en
given adfærd stimulerer mere den samme adfærd fra den anden (ibid.:61). Deltagerne i relationen vil ofte udføre
’punktueringer’ på ligheder. Punktuering er betegnelsen for den proces, der sker, når informationen i
kommunikationen får et navn. I den komplementære relation, punktuerer deltagerne i relationen på ulighed. For
at fastholde punktueringer, forudsættes en gensidighed, som ikke ændrer sig før én af parterne laver nye og
anderledes punktueringer, som har konsekvenser for interaktionen og relationen. De fleste relationer, som varer
over længere tid, vil veksle mellem symmetri og komplementaritet. (Ølgaard 1991, Jensen 1994) Det afgørende
ved komplementære og symmetriske relationer er ifølge Bateson, at begge mønstre på den ene side både kan
eskalere og blive skadelige for parterne, og på den anden side, at elementer af den ene relation kan dæmpe den
anden, og føre til en balance og derved standse eskaleringen (Ølgaard 1991:65).
Flere forhold har betydning for hvordan relationen mellem individer udvikler sig. Begrebet patientologi er relativ
ny og dækker over hvad som sker med mennesker som rammes af sygdom (Graubæk 2010). Denne kundskab
kan give svar på spørgsmål som; hvordan påvirker sygdom eller akut skade patienter eller pårørende? Eller hvad
ligger tilgrund for de beslutninger og valg i de forskellige faser af sygdommen og hvilke behov opstår der hos de
berørte ? Hvilket kan reflektere de relationer som opstår mellem plejepersonale og patient og deres pårørende.
Dette danner udgangspunkt for både patient, pårørende og sundhedspersonale i mødet med hinanden. Alle har
som sådan forskellige og unikke karakteristika jf. det moderne individ. Det enkelte individs holdninger og
handlinger påvirkes af en række faktorer på individ nivau og på system niveau. Enkelte ganger kan forskellige
forhold i et menneskes liv støde sammen med et andet menneske med andre holdninger og dette kan give
anledning til kommunikationsproblemer. Når sygeplejersken identificerer en patient eller en pårørende som
besværlig eller krævende betyder det ikke nødvendigvis at denne person er vanskelige eller krævende i
bogstavligste forstand. Begrebene opstår i interaktionen mellem personale der som sådan repræsenterer et
sundhedssystem og en patient eller en pårørende som repræsentere komplekse medicinske, psykologiske og
sociale problemer. Ved at se på personalets karakteristik og beskrivelse af en person som opfattes
som vanskelig eller krævende kan man se antydninger til i hvilken retning problemerne kan ligge, men dette er
ikke nok. Denne viden giver også indsigt i hvordan det enkelte personlae opfatter
problemerne og hvordan dette personale er som individ. man må se forholdet mellem personalet
og den «vanskelige eller krævende» patient eller pårørende i lys af den sociale, kulturelle,
økonomiske og politiske kontekst de er en del af (Graubæk, 2010). Det kan derfor give god mening at
præsentere begrebet habitus i denne sammenhæng. Den freanske sociolog Pierre Bourdieu definerer habitus som
et skema for hvordan folk opfatter, forstår og handler i forhold til virkeligheden på forskellig vis
Han ser på begrebet som dispositioner og ikke som forudsigelige handlingsmønstre. Habitus er ifølge Bourdieu
et produkt af socialiseringen, specielt den tidlige fasen. Da tilegner vi os det som er rigtigt og forkert, godt og
dårlig uden at vi bevidst opfatter at det er en del af en læreproces og vores dannelse (Bourdieu, 1996).
Gennem habitus tilegne vi os dominansrelationerne i kroppen. De præger måden vi ser og forstår på, hvad vi
verdsætter og kan lide, men også selve kropsholdningerne og vores kropssproget. Bourdieu hævder at habitus er
vanskelig at ændre, men det lader sig gøre. Han siger videre at habitus ønsker at være i overensstemmelse med
omgivelserne. En sådan overensstemmelse kan give lykkefølelse, mens mangelen på overensstemmelse kan give
negative følelser som ubehag og skam. Alle har erfaring med at have gjort noget forkert i forhold til
omgivelserne; taget for snyd i bussen, sagt noget på et upassende tidsounkt osv. Haft en trøje på som ikke
passede til anledningen eller bare det at vi retter på håret i vished om vi gerne vil tilpasse os (Bourdieu, 1996).
Dersom man ser på relationen mellem personale og patient eller pårørende er denne relationen på
mikroniveau. Det vil sige at det er en relation som eksisterer i en social sammenhæng påvirket af
makrostrukturer som for eksempel social klasse og politisk magt eller ideologi i samfundet. Når
personale og patienter taler sammen er de dermed påvirket af normer og værdier på samfundsniveau (Waitzkin
1991).
Ideologi kan forstås som opfattelser af hvordan verden bør være, eller som et sæt af mere eller
mindre systematiske ideer, om hvordan verden er og bør være set med en bestemt social gruppes
øjene. I sundhedsvæsnet formidles elementer af de ideologiske budskaber på mikroniveau for eksempel gennem
kommunikationen mellem personale og pårørende (Graubæk 2010). Social kontrol er et andet sociologisk begreb
som kan forklare de forskellige mekanismer som får mennesker til at følge normer for passende opførsel i en
bestemt situation. Personalets måde at reagerer på overfor en patient hun synes som vanskelig kan forklares som
en form for sociial kontrol fordi det i sundhedsvæsnet mere eller mindre bevidst formidles normer og regler
vedrørende sundhed og sygdom. Der er laver undersøgelser over, hvad som kan forklare at noget personale
undgår nogle patienter som opleves ” besværlige” udfra forskellige stigmatiseringsteorier.
Stigmatiseringsteori er endnu et sociologisk begreb som dækker over stigmatisering, marginalisering og
afvigelser både på individniveau og gruppeniveau.
Patienter eller pårørende som blivr tvunget ind i en patient eller pårørende rolle ved for eksempel akut sygdom
eller skade kan reagere på den stressfaktoren sygdom kan udløse ved at opføre sig på måder som
sundhedspersonalet oplever som uønsket og afvigende. De pårørende kan på denne måden risikere at blive
opfattet som «vanskelige eller krævende» fordi de ikke lever op til rollen som er forventet af dem i den
specifikke situationen (Graubæk, 2010).

patienter i historisklys
Patientkultur kan defineres som den måde mennesker i tanker og handlinger fylder rollen som
patient på (Graubæk,2010). Man må specifikt bede om hjælp til at bevare sin egen sundhed for at blive defineret
som patient og de aller fleste mennesker oplever en eller flere ganger i løbet af livet at måtte bede om sådan
hjælp. Alle er eller kommer på et eller andet tidspunkt til å blive defineret i rollen som patient, men måden vi er
dette på, altså patientkulturen, forandres med tid og sted ( jf. det moderne individ). På samme måde er det med
pårørende. Fordi vi lever vores liv i fællesskab med andre vil de aller fleste mennesker på et eller andet tidspunkt
opleve at være nær eller perifer pårørende til en person som defineres som patient.
Å være patient kræver to aktører. En hjælper og en modtager. Dersom en hjælpetrængende ikke har
nogen hjælper er han eller hun ikke patient, bare syg eller skadet. Dette indebærer at med en gang et
sygt eller skadet menneske kommer til behandling ved et sygehus eller en institution, vil han eller hun bliv
defineret ind i rollen som patient og ledsager vil blive defineret ind i rollen som pårørende med alt dette
indebærer (Graubæk, 2010).
Hjælpen som tilbydes i dagens sundhedsvæsen bestemmes af økonomiske, ressourcemæssige og politiskef
forhold i samfundet. Samfundets værdier og holdning til enkeltmennesket vil
spille ind og den som modtager hjælp vil være præget af sin økonomiske og samfundsmæssige
position og opfattelsen af sig selv og hjælperen ( personalet ). Alle disse faktorer forandrer sig over tid, ofte
uafhængig af hinanden og i forskellig tempo (Graubæk, 2010).
Tidligere patientkulturer må forstås som summen af alle de patientforløb og patientoplevelser
som har eksisteret. Der finnes ikke forskning som beskriver hvordan alle fortidens patienter,
pårørende og hjælpere havde det. Den kliniske observation af mennesket kan dateres tilbage til
1700 tallet. Det kliniske blik indebærer mere end selve synet, det indebærer også berøring
(palpasion) og hørelse (auskultasjon). Der opstod på denne tid en klinisk medicin som baserede sig
på empiri og observation af både det levende og det døde (dissektion). Efter hundredvis af år kunne
man frigøre sig fra spekulative systemer (Foucault, 2000).
Sygdom som udtryk for guddommelig straf er en forestilling som fandtes i de gamle kultursamfund
i Mesopotamia, Egypten og India. Denne opfattelse fandtes også i i den førhippokratiske græske civilisation, og
er velkendt både i jødedommen og senere i muslimsk tradition. Med den kristne tanke om en god Gud blev
syndsbegrebet centralt. Sygdom blev en nødvendig konsekvens af synd heller end en straf. En anden tidlig
opfattelse, som har sammenhæng med forestillingen om guddommelig straf, er at sygdom skyldes onde ånder.
Disse oppfattelser har fulgt menneskeheten frem til vores tid, og er på forskellig vis fortsat levende. Den
kinesiske tradition skilder sig fra dette billede ved at sygdom var den uundgåelige følge af at handle mod
naturens lover. Tanken om sygdom som kropslig disharmoni fandtes tidlig både i Kina og Europa, og opstod
antagelig uafhængig af hinanden. Allerede i den førhippokratiske medicin stod sundhed for harmoni, mens
sygdom var en forstyrrelse af harmonien (Foucault, 2000).
Den videre udvikling av sygdomsbegrebet kan ses i lys af to teorier. Bakteriologien, som opstod
på 1800-tallet med Louis Pasteur (1822 .. 1895) og Robert Koch (1843 .. 1910) som centrale aktører, kom til at
repræsentere et ontologisk syn. Sygdom associeres med smitstofferne som trænger ind i kroppen. På 1800-tallet
begyndte man at interessere sig for organernes funktion og patofysiologi, og Claude Bernard (1813 .. 78)
introducerede den eksperimentelle medicin. Senere kom Walter B. Cannon (1871 .. 1945) med sin teori om
homøostasen. Organismen er i en dynamisk tilstand, hvor enhver belastning som bringer systemet i uligevægt
straks justeres, ved positiv og negativ tilbageregulering. Her ses noget af grundlaget for moderne patofysiologi
og endokrinologi
(Søvik, 2001).
Menneskers syn på krop, sjæl, liv og død er ændringsresistente elementer i kulturel sammenheng.
Det vil sige at etablerede opfattelser om sygdom og helbredelse kan holde sig over lang tid, ikke bare
i moderlandet, men også i en flerkulturel sammenhæng. Studier af forskellige sygdomsopfattelser indenfor den
medicinske antropologi blive nødvendig for at sundhedsvæsnet skal kunne fungere i forhold til mennesker som
har fundet sig et nyt hjemland. Søvik (2001) hævder at det i mødet med
indvandrermiljøer rejser sig flere spørgsmål: Er der et standard symptom repertoar i forhold til
sygdom? Hvordan udtrykkes smerte? Hvilke myter og religiøse ritualer eksisterer i forhold til
sygdom? Hvor udbredt er magi og overtro? Er hekseri en levende realitet? De kulturelle variationer
hænger sammen med den centrale plads som normalitet har i sygdomsdefinitionen. Det bliver ofte et spørgsmål
om hvad som accepteres og hvad som tolereres af afvigelser i en bestemt gruppe. Hvilken rolle forventer man
opfyldt? Hvad forventer personalet af en patient eller en pårørende ?

1.At involere sig professionelt

Af Christian Ørting Jespersen

Indledning
Igennem de sidste 3 årtier ser vi at tendensen til at involvere os i andre mennesker langsomt er aftagende. Den
teknologiske tidsalder har for alvor taget sin greb i almenbefolkningen, hvor det nu er blevet nødvendigt at give
vores børn begrænset tid foran skærmen for at undgå at de ikke involvere sig i livet omkring dem. I
sundhedsvæsnet opleves det, at teknologien fylder mere og mere. Dokumentation, administration samt diverse
screeningsredskaber fylder meget i daglige praksis og bidrager til at der er mindre tid til patienten/borgeren.
Når du skal involvere dig som fagperson med fokus på den professionelle socialisering er der elementer, der er et
”must” at have gjort tanker omkring og konstant ”træne” i facilitering af din fagprofil. Du kan lige pludselig
blive ”opslugt/forført” af patientens/borgerens situation, og du kan overse at fag og person smelter sammen. For
netop at bevare fag og person som to opdelte begreber, har jeg i det næste fokus på, hvad det kræves for at din
professionelle socialisering faciliteres og udvikles sundt, når du involvere dig.

I dette afsnit kommer jeg omkring ”at involvere sig” som en del af den professionelle socialisering. Først
kommer jeg omkring Zoffmanns og Kirkevolds beskrivelse af de tre typer af relationer, som kan være værd at
være bevidste på, og beskriver hvilke elementer, der supplerer forståelsen ”at involvere sig”.

At involvere sig indgår som et fast udtryk i den moderne danske ordbog. Det betyder ”at gå aktivt ind i en sag”
eller ”at engagere sig”. (www.dendanskeordbog)

Når du, som jeg, har valgt et fag, hvor det primært handler om at arbejde sammen med / tage dig af andre
mennesker, så ligger der et krav om, at vi skal vise, at vi er engageret og går aktivt ind i det andet menneskes
stituation. Når vi vil engagere os i et andet menneske, forsøger vi at etablere en relation eller kontakt.
Involvering bringer en kontakt og senere en relation etableret i professionel kontekst, og skulle gerne
vedligeholdes og afsluttes i det professionelle perspektiv.

De tre typer af relationer mellem professionel og patient.

I bogen ”Kommunikation - for sundhedsprofessionelle” af Kim Jørgensen, tager Birgitte Hansson i kapitel 6 om
”den professionelle relation” udgangspunkt i Zoffmanns og Kirkevolds udlæg af de tre typer af relationer
mellem professionel og patient.
Jeg vil kort gengive de tre typer af relationer, og udfra en fortælling fra min egen praksis beskrive, hvordan jeg
oplevede mig selv i situationen. Desuden vil jeg komme med mine betragtninger på de tre typer af relationer,
som jeg ser det gennem 14 år i psykiatrien.

Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans

Jeg-Du-sløret Sympati
Jeg-Du Sorteret Gensidighed

Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans

Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans er den mest udbredte af de tre relationer. Den er kendetegnet ved
distancen mellem patient/borgeren og den professionelle. Det er den professionelle der tager initiativet og
vurderer og bestemmer relevansen af patientens problemer. Og det er den professionelle, der vurderer omfanget
patientens problemer og finder løsninger herpå. Den professionelle bliver et behandlingsperspektiv på patientens
problemer og sygdom. (Hansson 2014)

Jeg-Du-sløret Sympati
Jeg-Du-sløret Sympati ses ved at den professionelle lægger vægt på og søger lighededer og fællestræk i
relationen til patienten. Den professionelle forsøger at genkende og finde fællestræk i patientens situation og
livsomstændigheder på baggrund af sin egen forforståelse og ud fra sit eget perspektiv. Relationen Jeg-Du-sløret
Sympati opstår spontant når den professionelle har svært ved eller ikke kan håndtere patientens vanskelige
følelser eller når patienten har andre opfattelser end den professionelle. Ved at søge efter fællestræk i forhold til
patienten bliver spændingen neutraliseret for den professionelle. Når den professionelle søger fællestræk i Jeg-
Du-sløret Sympati, prøver den profesionelle ikke at forstå patientens perspektiv, men fjerner fokus fra sagen.
Den professioneller forsøger ikke at være nysgerrig på forskelle og undersøge den enkeltes patients specifikke
situation.(Hansson 2014)

Jeg-Du Sorteret Gensidighed

Jeg-Du Sorteret Gensidighed er en relation, der opstår, når enten patient eller den professionelle udtrykker et
klart problem i forhold til patientens reaktion på sin sygdom. I denne relation bliver patientens oplevede
vanskeligheder og de følelser, der er forbundet hermed, udforsket og undersøgt. Kendetegnet er, at patient og
den professionelle udveksler forskellige synsvinkler og ideer til at løse patientens aktuelle problemstillinger. Det
vil sige at patient og den profesionelle får sporet sig ind på de områder, som er mest aktuelle og vigtige for
patienten. (Hansson 2014)

Historien om Poul

Poul har været indlagt på retspsykiatrisk afdeling i flere år. Han har diagnosen paranoid skizofreni. Han har
været forsøgt udsluset til socialpsykiatrisk bosted, hvilket ikke at lykkedes. Udslusningen foregik på en
sådan måde, at han opholdt sig nogle dage på bostedet ad gangen og kom tilbage til afsnittet. Under
udslusningen blev Poul mere rastløs og frustreret som udskrivningstidspunktet nærmede sig. Han havde
mange henvendelser til personalet i afsnittet, hvor han med vrede og frustration beklager sig over sin
situation og at personalet ikke tager ham alvorligt. Han opleves afvisende i kontakten, når man forsøger at
spørge ind til hvad det drejer sig om, og der er opstår to eller tre episoder, hvor Poul tager en stol ud på
gangen og lægger et bælte over døren og lægger sin hals i bæltet med det signal om, at han vil tage sit eget
liv. Han bliver forhindret i dette, og han er på forspørgsel meget afvisende at tale om episoderne, og
bagatalisere det med humor.
Jeg kender Poul gennem flere år og er i teamet omkring Poul. Personalegruppen har en generel bekymring
for, hvad det præcist er der driver Poul til at udføre disse selvmordshandlinger, da Poul kun har været
afvisende omkring det.
Jeg bestemmer mig for at påtage mig opgaven om at udforske Pouls forklaringer/perspektiver på, hvad de
selvmordsforsøg drejer sig om. Ved en rygetid forsøger jeg at tage dialogen op. Alex sidder lidt afsides fra
de andre på en trappe. Jeg spørger ind til de situationer med selvmordsforsøg. Alex er afglidende og ønsker
ikke at tale om det. Han siger det ikke længere er relevant og at det er langtid siden. ”Det er fortid, det er
fortid” slutter han af med. Jeg oplyser ham, at jeg vil tage den op igen ved en anden lejlighed.
 Nogle dage senere er jeg kontaktperson for Poul og at vi ses til den faste tid kl. 10.45, hvilket jeg oplyser
ham om. Han vender kort efter tilbage og siger at han ikke vil tale med mig. Jeg oplyser ham, at vi oplever,
at han ”løber lidt under vores radar” for tiden, og at vi skal snakke sammen, inden han skal på terræn. Kort
efter kommer han ud fra stuen og siger, at vi godt kan snakke nu. Jeg kommer ind på stuen og Poul sidder
på sengen og kigger ned i gulvet. Jeg spørger hvordan det går, hvortil han svarer ”fint”. Hvad betyder ”fint
for Poul” tilføjer jeg. Jeg kigger rundt på stuen, hvor der ligger tøj på gulvet, i sengen og på bordet. Der
ligger uåbnet breve og en stor bunke mønter på bordet. ”Vi/jeg er jo interesseret i hvordan du har det, da du
virker noget indelukket for tiden” fortsætter jeg. Poul kigger fortsat ned i gulvet, og svarer efter noget tid på
spørgsmålet ”Sådan er det bare lige nu”!! svarer Poul. I det næste forsøger jeg at dreje samtalen ind på det
jeg gerne vil undersøge - hans tanker om selvmordsforsøgene. ”Kan du huske jeg spurgte dig om
selvmordsforsøgene for nogle dage siden?!” starter jeg. ”Ja det kan jeg godt” svarer Poul ”men det er fortid
og ikke relevant længere” fortsætter han. Jeg forsøger herefter at belyse vores bekymring for ham i den
situation han var i, men forsøger at anerkende ham i, at han også måtte have været meget utryg. Jeg siger at
det samtidig er vigtigt fremadrettet at kunne forstå Poul bedre for at undgå at det sker igen. Mens jeg taler
sidder Poul uændret på sengen dog men kortvarige øjenkontakter. Pludselig bliver Poul vred og siger ”Du er
kun interesseret i dit arbejde, og du skal ikke tale til mig, som om jeg er 13 år. Jeg er en voksen som har
været her i 25 år” siger han, mens han kigger vredt på mig. Hans ansigtsmimik er ændret. Øjenbrynene
hævet, stemmen sitre af vrede og irritation, og han kigger direkte på mig. Jeg bliver roligt stående op ad
bordet på stuen og giver situationen en kort time-out. Poul sænker igen blikket ned på gulvet og jeg siger
”Det har ikke været min meing at tale nedladende til dig. Det er jeg ked af at du skulle have den oplevelse
af, men jeg mener, at jeg taler voksent til dig, når jeg forsøger at få dig til at sætte ord på oplevelserne”.
”Jeg kan forstå det kan være svært at sætte ord på, men du skal vide at dine handlinger signalere, at vi bliver
nød til at passe på dig og tage din handlinger alvorligt.” Pouls blik falder mod gulvet, og han siger ”Jeg
ønsker heller ikke a t dø”.

Da jeg tager kontakt til Poul ved rygning bære min relation præg af Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans.
Jeg tager initiativet til samtalen og har inden vurderet at det er relevant, da personalegruppen er bekymret for
Poul. Jeg forsøger at dreje samtale over på Jeg-Du Sorteret Gensidighed, da jeg forsøger at åbne op for at
undersøge om Poul reelt ser situationen som et problem, men bliver afvist ganske hurtigt. Jeg slutter af med at
anvende Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans ved at sige, at jeg tager den op igen senere. Her
understreger jeg i relationen at der er et behandlerperspektiv på Pouls sygdom og problemer.
Den næste kontakt nogle dage senere har som sidst karakter Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans og Jeg-
Du Sorteret Gensidighed. Poul er igen afvisende over for kontakt og gennem Jeg-Du-Distanceret Professionel
Dominans tager jeg igen initiativet og bestemmer omfanget af, at vi skal have en dialog. Da jeg er på Pouls stue
forsøger jeg at anvende Jeg-Du Sorteret Gensidighed ved at stille undersøgende spørgsmål ind til Pouls
perspektiv på sagen, og om han ser det som vanskeligheder. Jeg forsøger at gøre Poul til en aktiv del af sagen,
men han er afvisende både verbalt og kropsligt. Da Poul bliver vred og irriteret på mig i samtalen, oplever jeg, at
han har enten svært ved at for stå eller anerkende min Jeg-Du Sorteret Gensidighed. Jeg oplever, at han ikke ser
og oplever, hvad mine intentioner er.
Han oplever min bestræbelse på at være Jeg-Du Sorteret Gensidighed som Jeg-Du-Distanceret Professionel
Dominans:
”Når patientens perspektiv ikke bliver inddraget, kan patienten føle sig ikke behandlet som en person, men
reduceret til en genstand og kan føle sig meget krænket” (Hansson s. 125)
Det er modsigende ifht det jeg reelt prøver at vise Poul Jeg-Du Sorteret Gensidighed. Om Poul har svært ved at
sætte ord på sagen eller han føler sig krænket, er uvis, men det, at jeg efterfølgende sætter ord på mine motiver i
sagen udfra Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans skaber et momentum af ro hos Poul, som giver udtryk
for at han ikke vil dø.
Jeg undgår at anvende Jeg-Du-sløret Sympati i sagen, men jeg kunne have ladet mig styre af, at han søger min
sympati igennem sin vrede. Han søger ved at sige ”Jeg er en voksen, jeg har været her i 25 år”, at appellere til
fællestræk, men jeg vil ikke lade Poul slører sine vanskeligheder ved at søge sympati gennem et vredesudbrud.
Jeg undgår dette ved at være bevidst om min relation

Jeg-Du-Distanceret Professionel Dominans

Jeg-Du-sløret Sympati
Jeg-Du Sorteret Gensidighed

2. At forstå ydmyghed og empati

Den danske ordbog beskriver ydmyghed som det at udvise ærbødighed, respekt, underkastelse eller
beskedenhed. Et eksempel fra den danske ordbog lyder:
”En vordende kunstner skal træne sig i ydmyghed, lære ved at gentage. Elev før man bliver mester”

I en artikel på www.levlykkeligt.dk (2008 - Hvad er ydmyghed!) beskriver forfatteren rigtig fint hvordan
ydmyghed ofte opleves i samfundet.
”Idag er det mange der forveklser ydmyghed med det vi kender som underdanighed, dvs ensom altid går med
hoved bøjet, og altid gør det som andre fortæller ham, han skal gøre. Ydmyghed er noget ganske andet. Den som
er ydmyg behøver ikke at undgå andre sit blik og behøver ikke søge andres gunst. For ydmyghed kommer af
indre styrke, modsat underdanighed. Ydmyghed betyder at kende sig selv så godt, at jeg ikke har brug for andre
til at bekræfte mig. Jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg står for”.

Hvilken forståelse kan der drages ud af de to ovenstående citater og kobles til praksis? For mig handler det
primært om respekten for borgeren/patienten og selvom du som elev/studerende skal lære ydmygheden ved at
gentage, handler det om for mig, at du støttes i at sætte ord på din faglighed og din professionelle rolle. Jeg
mener dog, at man skal træne sin ydmyghed hver dag ikke kun som ”elev før man bliver mester”. Som
færdiguddannet (mester) skal du træne og lære at bevare din ydmyghed, og for kunne det, handler det også om at
fag og person netop ikke smelter sammen.

Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og patienten/borgeren reduceres til en genstand eller et middel til egen
vinding. Men ydmygheden betyder ikke at du underlægger dig den anden. Ydmyghed er ikke ydmygelse. Med
ydmygheden tillader du derimod at give den anden en plads. Du profilerer eller iscenesætter ikke dig selv, men
giver plads til den anden og får derigennem blik for den anden. Du giver plads til det, som ikke gavner dig, men
det som har en værdi for en anden.

www.etik.dk/Klumme/ydmyghed
Jeg husker en bemærkning, jeg hørte til et fordrag (2015) med Knud Illeris ang. elever og deres læringstile.
Fordraget var etableret ifht til Praktikvejledere i Region Midt. Knud Illeris udtaler sig sådan cirka: ”Når vi har
med elever/studerende at gøre, så skal vi træde varsomt, da vi udøver nænsom drømmeknusning”.

Der kan drages en sammenligning mellem eleven og patienten idet, at vi (personalet) udøver nænsom
drømmeknusning. Vi skal jo for begges parters vedkomne forsøge at bringe en fælles forståelse for den situation
den enkelte er i. Det kan betyde at forskellige noget skal brydes ned for at kunne blive bygget op igen. Det kan
være patientens forståelse af egen lidelse, herunder virkning, bivirkning, konsekvenser etc og elevens forståelse
af sin rolle som elev/stud. og hvad man må og ikke må etc.
For at kunne gøre det nænsomt, bliver vi nødt til at give den anden plads. Vi bliver nødt til at medinddrage
patienten/eleven og vise respekt og ydmyghed. Du kan jo være igang med at knuse en drøm!!
Empatiens ydmyge indsats

Når du vælger en uddannelse hvor du skal agere professionelt over for mennesker med lidelse, er det af stor
betydning at du er opmærksom på at være ydmyg i din tilgang. Ydmyghed og empati hænger meget sammen og
skal i samspil give det menneske, du sidder over for, en tro på, at du er der for at yde en indsats. Ydmyghed
beskrives i den danske ordbor som: det at udvise ærbødighed, respekt, underkastelse, beskedenhed el. lign. Det
der er vigtigt i denne kontekst er primært respekten og beskedenheden - så start med ydmygheden som baner
vejen for en mere empatiske indsats.

Intet menneske kan forstå og erkende et andet menneske fuldt og helt. Det er ikke muligt for noget menneske at
se verden - så at sige - indefra et andet individ. Men vi kan få nogle anelser, der kan vejlede os i en videre
indetifikationsproces. Sådanne anelser kan skabe grundlag for det, der kaldes empati. (Thorgaard, 2006)

I den nu-danske ordbog betyder Empati - evne til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og
situation. Hvordan gør man så det i praksis i den profesionelle relation?

Empati er altid et fagudtryk som kommer i spil, når den studerende skal til at forstå sin professionelle rolle.
Ordet ”empati” er udfoldet af mange teoretikere gennem tiderne og vendt og drejet på den ene eller anden måde
for at give en forståelse af begrebet egentlige betydning og hvordan man arbejder bevidst med det. Et andet
begreb som børe nævnes sammen med empati er, empatiens modsætning sympatien. Sympatien og empatien er
vigtige begreber som er i spil i den professionelle relation. For meget sympati, ( det er godt nok synd for
patienten-agtigt) kan føre til overindvolvering i patienten, hvor man bliver ført ud i at lave handlinger, som man
normalt ikke ville gøre, hvis empatien var intakt og bevidst.

Hvordan bevares empatien i den professionelle relationen og hvordan registreres sympatien?!

(Hvad slører vores empati)

Empatiens paradoks
” Empatien er evnen til at forstå og reagere på et andet menneskes unikke oplevelse. Empatiens paradoks er,
at denne iboende evne kan anvendes til både at gavne og gøre fortræd” (Ciaramicoli, 2004)

(Ciaramicoli, 2004) beskriver endvidere at empati er en iboende kraft, en del af vores biologiske arv, som giver
os energi, retning og formål i livet. Empati er ikke en følelse eller sanseoplevelse der pludselig skyller ind over
os og opsluger os, men en intellegent, dybt respektfuld udforskning af det, der ligger under overfladen i vores
verden. Empatien hjælper os til at opretholde en fornemmelse af ligevægt og perspektiv i et omskifteligt
landskab og lærer os, hvordan vi skal svaje og bøje, give slip på vores forudfattede meninger og gå ind i vores
forhold med åbent hjerte og sind.
Det jeg ser er, at (Ciaramicoli, 2004) vil sætte fokus på er netop at empatien ikke skal ses som en følelse eller en
sanseoplevelse som pludselig opstår, men derimod en intellegent og respektfuld udforskning af vores verden.
Det vi kan drage ud af det, er (Ciaramicoli, 2004) mener det er vigtigt at have bevidsthed omkring det man gerne
vil udforske. Når vi drager dette ud i en professionel relation er bevidstheden omkring det vi udforsker, et
centralt element. At kunne reagere hensigtsmæssigt og fagligt på et andet menneskes unikke oplevelse, er det
som relationen har det bedst med. Hvis det er noget der pludselig skyller ind over en, er det hverken
velovervejet, reflekteret eller holdt op imod noget andet.

Fordi at hver eneste individ, hver eneste situation og hver eneste relation er unik, må empatien altid være på
tæerne, opmærksom, årvågen, nysgerrig, vagtsom. Hvis empatien bliver efterladende, holder den op med at være
empati (evt. distancering i relationen eller sympati), for empatiens mest varige karakteristika er denne
fokuserende opmærksomhed. Skift fokus, vend blikket bort, indtag en jeg-er-da-ligeglad-holdning, og empatien
vil miste sit fodfæste. Empatien må altid være villig til at bevæge sig selvom det handler om at skulle gå tilbage
eller tage en omvej.
Det kræver selvbevidsthed, omhyggelig eftertanke og en betragte grad af øvelse at lære at udtrykke empati -
omsætte sine tanker og følelser til ord, der kan finde vej frem i relationen til et andet menneskes hjerte og sjæl.
Her er et udpluk af retningslinjer som (Ciaramicoli, 2004) anvender ifht at udtrykke empati:

1. Stil åbne spørgsmål

2. Sæt tempoet ned
3. Døm ikke forhaste
4. Vær opmærksom på din krop.

1. Stil åbne spørgsmål

Det åbne spørgsmål skulle gerne give anledning til refleksion og dialog, hvorimod lukkede spørgsmål kan give
anledning til et magtspil.
2. Sæt tempoet ned
Empatien gør altid en indsats for at sætte tempoet ned, så følelserne bliver tempereret med refleksion og
omtanke. Følelser i fuld kog er ikke befordrende for at udtrykke empati.
3. Hurtige meninger og forhastede slutninger er ikke en del af empatiens udtryksrepertoire
4. Din stemning ændres af din krops fysiologiske respons, hvilket gør det vigtigt at bevidstheden mellem følelser
og fysisk respons er stor.

Sympati er i virkeligheden en automatisk, uvilkårlig respons på et andet menneskes følelsesmæssige tilstand

mens empati kræver en meget mere kompliceret integration af tanke og følelse. (Ciaramicoli, 2004 s.64)

Carl Rogers
Konklusion:
Hvordan giver jeg udtryk for min forståelse af empati i praksis:
1. skal være kritisk overfor min forforståelse ifht patienten/borgeren, da forforståelsen ofte kan ”farve” sit syn på
borgeren / patienten, men forforståelsen kan også hjælpe til at beskytte, da man på forhånd forventer noget i den
relation, man skal indgå i.
2. At lytte til patienten/borgeren uden at dømme og kritisere
3. At sætte tempoet ned i samtalen
4. stil de åbne spørgsmål, og brug det patienten/borgeren siger ”imod” dem, ved at spørger ind til havd de mener
osv.
5. At være velovervejet i dine tanker og handlinger, dvs. at det du gør har et faglig fundament.
6. Være opmærksom på om du bevarer empatien for patienten/borgeren og hvad der gør at den sløres.

3. At give og modtage nærhed og afstand.

Jeg vil i dette afsnit belyse disse to nærtstående begreber, hvor det ene på intet tidspunkt udelukker det andet. Jeg
vil komme omkring hvordan der kan arbejdes med nærhed og afstand i daglig praksis og anvende teoretiske
vinkler på begreberne for at kaste forskellige nuancer på udfoldelse heraf. Nærhed og afstand er nært beslægtet
med empatien, som vi tidligere været omkring (s.) Nærhed og afstand er konstant i proces og konstant under
udvikling i den enkelte relation. For at kunne gå aktivt ind i relationen og engagere sig, kræver det hele tiden
bevågenhed og bevidsthed fra den profesionnelle i forhold til at forstå hvad patienten/borgeren har brug i
situationen. Mine betragtninger i afsnittet er inspireret af Liv Strand, Edward T. Hall samt Carsten Nejst Jensen
som alle bidrager til forståelsen af nærhed og afstand.
” At vise en ”passende” interesse er en indfølingskunst, en balance mellem yderpunkterne nærhed og afstand.
Kernen i den professionelle holdning er netop til satdighed at have en medlevende forståelse for dette. Det
kræver viden og følsomhed. Som regel er det en hjælp at vide hvor patientens grænser sædvanligvis går, selvom
det er en fornemmelse af situationen i øjeblikket, der er afgørende”. (Strand s. 86)

praksis

Den amerikanske antroplog Edward T. Hall (Hall) var allerede i midt 70´erne optaget af forståelse af nærhed og
afstand. Han har skrevet bøgerne ”The hidden dimension” og ”The silent languages” som netop har fokus
nærhed og afstand udfra en antropologiske betragtning, men Hall kommer også omkring hvordan begreberne kan
sættes i sammenhæng med menneskets forståelse heraf. Hall beskriver en teori omkring 4 forskellige former for
distancer (nærhed og afstand) mennesker imellem:
1) Intim afstand - både ”nær-fase” og ”distance-fase”
2) Personlig afstand - både ”nær-fase” og ”distance-fase”
3) Social afstand
4) Officiel afstand
Hvert begreb beskriver Hall med en ”nær-fase” og en ”distance-fase” men jeg har valgt at have fokus dette under
den intime afstand (1) og personlig afstand (2), da jeg ofte ser og hører fra min praksis, at det er her de største
udfrodringer ligger for den professionelle. Inden jeg kaster mig ud i beskrivelsen af de 4 begreber vil jeg kort
citérer Hall fra ”The hidden dimension”

”It should be noted at this point that how people are feeling toward each other at the time is a decisive factor in
the distance use”

”His perception of space is dinamic because it is related to action - what can be done in a given space - rather
than what is seen by passiv viewing”

”... most of distance-sensing process occurs outside awareness”

”It should be noted that the measured distances vary somewhat with differences in personality and enviromental
factors etc”..

Hall, (s.113-125)
Der er rigtig mange faktorer, som påvirker den enkelte patient/borger og den professionelles forståelsen af
begreberne nærhed og afstand. Om det er de mellemmenneskelige følelser, miljøet, personligheden, vores
manglende opmærksomhed eller at vi relaterer det til ”at handle aktiv”, så vil Hall´s fire begreber intim,
personlig, social og officiel afstand være under et kontinum af forandring.

Hall´s fire faser for afstand:

1) Intim afstand - både ”nær-fase” og ”distance-fase”

”Nær-fasen” (0-20cm) i den intime afstand bearbejdes gennem de mange nærsanselige indtryk det enkelte
menneske får og det kan ofte være overvældende. Det er erotikkens, trøstens og beskyttelsens afstand. Synet er
ofte sløret, ånde mærkes og vejrtrækning høres, og varme fra en anden persons krop og lugt opleves. Detaljer
som ses ved denne afstand kan opleves som specielle, og hofte, lår og ansigt kan bringes i spil og armene kan
omfavne en anden person. Visken, lyde og ord spiller en mindre rolle i ”nær-fasen”, men visken kan bidrage til
at afstand udviddes.
”Distance-fase” (20-50cm) i den intime afstand bære præg af at hofte, lår, og arme har svært ved at bringes i
kontakt, men hænder kan gribe fat og holde ved. Stemmen er som regel sagte og øjene er mere fokuseret.
Kropsvarme og ånde kan registreres og lugtes.

2) Personlig afstand - både ”nær-fase” og ”distance-fase”

I ”Nær-fasen” (50-80cm) i den personlige afstand kan man nu holde og tage fat i en anden person. Synet er
mere skarpt og fokuseret samt at der opstår let øjenkontakt.
”Distance-fase” (80-120cm) i den personlige afstand handler bl.a om at kunne holde en anden person en
armlængde fra sig. Hvis to personer står overfor hinanden kan de ved at strække armene nå hinandens
fingerspidser. Det er sværere at få fat og holde om, og øjne, detaljer i huden, hårfarve, små rynker eller skidt på
tøjet er mere tydeligt. Stemmen er mere tydelig og moderat. Skellet mellem ”Nær-fasen” og ”Distance-fase” i
den personlige afstand handler om individuelle sociale markering fra personen, som personen giver til kende
verbalt. Dette kalder Hall ”Limit of domination”.
3) Social afstand (120-375cm) er det, når mennesker er 120-375 cm fra hinanden. Mennesker der er sammen
ved sociale sammenkomster placerer sig i denne afstand fra hinanden, hvis de ikke kender hinanden. Mennesker
der kender hinanden personligt, placerer sig indenfor den personlige afstands ramme.
4) Officiel afstand (375-750cm) er det, når afstanden er mere end de 375 cm. Mennesker der holder den
officielle afstand ses bl.a ved at der skal holdes et fordrag i teatret eller en politiker holder tale etc.
Hall´s kategorier skal ses i det lys at det påvirkes af kulturelle og individuelle forskelle som bestemmer de
afstande, som vi befinder os bedst ved under de forskellige omstændigheder.

Litteratur: Jensen, Carsten Nejst mfl. ”mennesker imellem - nærhed og afstand gyldendahl 1. udgave 9. oplag,
Hall, Edward T., ”the hidden dimension” 1966

4. At kunne regulere sine følelser professionelt

Indledning:
Da jeg i januar 2016 er på kursus i deeskalering, bliver jeg undervist og gjort opmærksom på begrebet emotionel
selvregulering. Det skal siges at Region Midt i efteråret 2015 har besluttet at have fokus på deeskalering som en
del af den mangeårig proces ifht at nedsætte tvang i psykiatrien. Deeskalering er på nuværende tidspunkt ved at
være et landsdækkende emne, som strækker sig over en periode på 3 år.
Emotionel selvregulering dukker op i forbindelse med, at man kan komme i situationer, hvor man kan have
svært ved at holde styr på sine følelser i optrappede situationer. Jeg tænker her selv på de situationer jeg selv har
stået i med mine kollegaer, hvor jeg selv har været opmærksom på den eller de følelser, som opstår inde i mig,
når jeg står overfor en patient som er ked af det, vred, frustreret o.lign. Jeg oplever, at det er en udfordring at
bevare roen og ikke gå med på de følelser patienten projektere samt at indkapsle mine egne følelser (frustration,
vrede osv) i den aktuelle situation, og fremstå rolig og med overblik.
Jeg har tit stået i situationer i forbindelse med vejledning, konflikthåndtering og i dagligdagen med kollegaer,
hvor følelserne kommer i spil i de daglige dialoger og diskussioner. Baggrunden for at jeg tager den med som et
fokusområde i den professionelle socialisering skyldes, at der er for lidt fokus på den professionelles følelser i
daglig praksis, og hvordan vi får det italesat på en faglig måde. Følelserne mellem personale og patienter ved vi
altid er i spil og påvirker relationen og kontakten i mere eller mindre grad. Disse følelser kan slører det faglige
fokus og skabe meget uro og kaos, når det handler om trivsel etc.
Et øget fokus på netop at forstå vigtigheden for denne emotionelle selvregulering, skal bevidstliggøres allerede,
når du går igang med uddannelsen og kommer rundt i praktikkerne og mærker hvordan sundhed og særdeleshed
lidelse påvirker dine følelser og din faglighed.

Jeg vil i det næste belyse, hvordan vi skal forstå den emotionelle selvregulering, og hvad der hindrer os i at agere
fagligt. Endvidere vil jeg formidle til dig, hvordan der kan drages læring ud af det, vi føler, i den kontekst det er
at være elev og studerende.

Konflikten

En del forskning viser, at der er to store forhindringer i forbindelse med vores behandling af vanskelige og
udfordrende patienter eller borgere. Disse forhindringer påvirker vores reaktioner til patienten eller borgeren, der
udtrykkes verbalt og ikke-verbalt fra os og derfor kommunikeret videre til patienten eller borgeren. Disse
hindringer eskalerer situationer, fremprovokerer konflikter med patienter/borgere og underminere anvendelsen af
de sociale og faglige kompetencer, vi er udrustet med. Disse hindringer er frustration/irritation samt vores egen
frygt. (RM 2016)

Årsager til at du oplever frustration og irritation

Verbale fornærmelser mod personalet, måske racistiske eller kønsdiskrimende eller bevidst rettet mod andre
følsomme områder for at såre
nedsættende sprog eller opførsel, uforskammet, devaluerende, manglende respekt eller høflighed
tydelige forsøg på at manipulere personalet til at skaffe noget, som de vil have ved at true til at skade sig selv
eller andre
overføre/projicere alle personlige fejl og mangler til andre omkring sig kombineret med mangel på at tage nogen
form for personlig ansvar
Paranoia, manglende motivation, selvskade, modstand på at modtage hjælp, seksuelle tilnærmelser etc.

Årsager til du oplever angst og frygt

Fysisk overgreb på personale eller trusler om fysisk overgreb

Trusler om vold mod personalet, ekstrem vrede, aggressive fagter, ansigtsudtryk, knytnæver, ophidselse og
ekstrem irritation udtrykt ved ethvert forsøg på at kommunikere.
Trusler eller hensigtserklæringer om selvmord
Indlæggelse af en patient, som er ung, stor, stærk, fit, og som har voldelig baggrund med voldelige overgreb mod
andre
En byge af verbale overgreb kombineret med akut vrede, især rettet mod dig
Tilstedeværelse af en patient/borger der er påvirket af stoffer, høj risiko for selvmord, produktiv psykotiske eller
maniske patienter, der gør at deres adfærd er uforudsigelig.
Du vil komme til at møde disse typer af borgere/patienter på din vej gennem praktikkerne og uddannelsen, og
skal lære at blive bevidst omkring dine følelser. Her er det nødvendigt, at du får hjælp at din vejleder eller andet
erfaren personale til anerkende og sætte ord på, hvis det kan være svært for dig.
Du har alle valgt at arbejde med andre mennesker, som er påvirket af sundhed og lidelse i mere og mindre grad.
Hvis lidelse dominere det enkelte menneske meget, bliver du nødt til at blive bevidst omkring at opdage, hvad
der er på spil i relationen. Overstående eksempler er med til at fremkalde følelser som irritation, angst,
frustration og frygt. Det er helt normale følelsesmæssige reaktioner for os alle, og er noget du bliver nød til at
blive bevidst om i din udvikling i den professionelle rolle. For kunne maksimere din mulighed for at arbejde med
disse patienter/borgere og holde det faglige fokus, bliver du først nødt kontrollere dine egne følelsesmæssige
reaktioner. Derefter kan du arbejde med kollegaer, medstuderende etc om at kontrollere patientens/borgerens
adfærd. Med lidt andre ord handler det om: for at kunne udøve bedre kontrol over en patient/borger med
udfordrende adfærd, er fremgangsmåden oftest at udøve bedre kontrol over dig selv.(RM 2016)

Det er selvfølgelig ikke nemt. Følelsesmæssige reaktioner på overnævnte adfærd er naturlige og sandsynligvis i
en vis grad indbyggende. Det første trin i den rigtige retning er at blive mere bevidste om hvad vi føler og
hvordan dette er forbundet med måden, vi reagerer overfor hinanden på, i dette tilfælde patienten eller borgeren.
Det kræver selvfølgelig en del selvrefleksion samt selvkritik og vores kollegaer kan/skal hjælpe os. Du skal
kunne rumme at få feedback på din faglighed, som både består af følelser og fornuft.

Læringen

Når jeg flytter mit perspektiv fra de gulve og gange, jeg betræder på retpsykiatrisk afdeling og forsøger at give et
større billede af, hvad du kommer til at gennemgå og opleve som elev/studende i de fleste steder i praktikken.
Det er nu den emotionelle selvregulering får sin betydning. Du vil opleve disse følelser / hindringer, som viser
sig ved angst, frustration, frygt eller irritation.
På et givent tidspunkt i din praktik vil du sikkert opleve eller har oplevet følgende:
at blive overset, ekskluderet, ikke set, hørt eller forstået
haft en vejleder der er ikke er til stede, ikke magter opgaven
skyder egne fejl og mangler over i dig
oplever at personalet ikke har tid til dig, ikke vil støtte dig og ikke spørge ind til dine opgaver
og der er sikkert mange flere eksempler på den slags..
Når læringen går godt og der er skabt et sundt og faciliterende læringsmiljø, så er det jo ingen problemer, men
hvis ovenstående sker udfordres du igen på din emotionelle selvregulering. For at læring får de mest optimale
betingelser kræver det at der trivsel tilstede. At du trives er det vigtigste. Der kan og skal undervejs opstå
frustrationer, irritationer, angst og frygt, men det er vigtigt at du støttes i at opdrage og uddrage læring heraf.

Et eksempel fa min egen praksis.

Jeg har lige modtaget 3 elever i afsnittet, så skal ind at have deres første aftenvagter. De har været i afsnittet i 14
dage og er ved at lære døgnrytmen og strukturen at kende.
De oplever, at de ikke bliver spurgt til, medinddraget i planlægning og føler de er meget overladt til sig selv. De
beskriver at de bliver mere og mere irriteret og frustreret over det. De arbejder med deres faglige fokus, men de
snakker sammen om, hvor træls det er, og de har bare lyst til at give op. Dette fortsætter i 3 dage.
Dette bringes frem til vejledning, hvor den ene elev fortæller ovenstående praksisfortælling. Vi snakker først om
det faglige fokus over de 3 dage som eleven fint fremlægger og har kendskab til. Vi snakker om den følelse af
irritation det har frembragt gennem de 3 aftenvagter. Det første jeg spørger om er om eleven kan drage noget
læring ud af det eleven har oplevet. Eleven har svært ved at besvare spørgsmålet, men ut. støtter hende og
fortæller, at hvis hun nu oplever når hun er færdiguddannet at der er elever i en vagt, hvad tænker så hun/han vil
gøre?! Eleven besvarer at hun/han vil henvende sig til dem og medinddrage dem i det han/hun laver. En anden
situation er at eleven ikke ændre på sin situation fra den første aftenvagt. Det skyldes udfra mit perspektiv,
hvilket vi taler om, to ting. Det at de er 3 elever der snakker sammen omkring den behandling de oplever, de får,
hvilket er fyldt af irritation og frustration, er med at til fastholde irritationen og dermed også skabe tunnelsyn
omkring situationen. Ved at de fastholder hinanden i irritationen, gør de hinanden handlingslammet og
tunnelsynet er med til at fastholde irritationen. Det bliver en ond cirkel. Læringen der uddrages sammen med
eleven er følgende:
at eleven selv vil være opmærksom på elever, hun møder senere i fremtidig job
at eleven opdager at det er vigtigt at kunne iscenesætte sig selv mere og være tydelig
at eleven skal træne opmærksomhed på emotionel selvregulering ifht at frigøre sig fra fastlåstheden omkring
irritationen i situationen.
at træne bevidstheden omkring egne følelser
at irritation kan skabe tunnelsyn og handlingslammelse
Eleven fortæller selv at denne læring giver god mening og at eleven vil arbejde videre med dette fremadrettet.

De fire former for empatipåvirkninger

Når jeg vælger at referere til Thorgaards fire former for empatipårvirkninger, er det ud fra den betragtning at du
på et givent tidspunkt i din praktik bliver netop bliver udfordret på både din empati for patienten og på hvordan
du forholder dig til din empati for patienten/borgeren og egen emotionelle selvregulering.
Empatien handler, som tidligere beskrevet om, at sætte sig ind et andet menneskes liv, følelser og forsøge at
forstå denne udfra en bevidst tilgang. Når du gang på skal bruge denne teknik overfor andre mennesker, bliver
du naturligt fyldt med projektioner og modoverføringer fra dette menneske. Det er ofte negative projektioner
som er med til at påvirke din empati samt at udfordre dine emotionelle selvregulering.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i 2 af disse empatipårvirkninger fra Thorgaards Bind II (s.139-175). Selvom
om Thorgaard i sine bind henvender sig mest til arbejdet som relationsbehandler i psykiatrien, ser jeg, at noget af
det han har skrevet sagtens kan anvendes i andre sammenhænge, hvor du netop møder et menneske som er ramt
af lidelse i en eller anden form.

De fire empatipåvirkninger er: (Thorgaard, 2006)

1) At ikke mærke
2) At mærke patienten og mærke, hvordan det virkelig er for vedkommende
3) At mærke, hvordan patienten er blevet behandlet af en anden person, har følt sig behandlet eller føler
sig behandlet af andre.
4) At mærke hvordan næsten alle har det eller har haft det med at være sammen med patienten

Jeg har valgt at arbejde videre med nummer 2 og 4, da det bedst supplerer forståelse af den emotionelle
selvregulering som dette afsnit omhandler.

2) at mærke patienten og mærke, hvordan det virkelig er for vedkommende.

Når du møder et andet menneske, som er meget påvirket af sin lidelse om den er af psykiatrisk eller somatisk
karakter, så kan den smerte som dette menneske oplever komme til udtryk på mange måde. Det kan være i
hvordan denne oplever sin hverdag, fortæller om sin familie, venner, om sin kræft, sin sindslidelse etc. Det er
ikke altid noget der bliver sagt direkte til dig, men du udsættes for metaforer, symbol-sprog, neologismer etc.
Den måde det enkelte menneske fortæller sin historie på, påvirker både dig og mig i mere eller mindre grad.
Thorgaard (2006) siger bl. a at overføringen og/ eller den projektive identifikation kan især forsøges opfattet og
forstået, ved at du retter din opmærksomhed på alt det følelsesmæssige, det fantasimæssige, det
forstillingsmæssige og det tankemæssige, der vækkes i dig i samværet med patienten. Patienten formidler nemlig
til dig ofte noget om, hvordan patienten virkelig har det, hvordan det virkelig står til inde i patienten.

Det er med din empati, du skal forsøge at udforske, hvordan det virkeligt står til inde i patienten.
Du vil hurtigt kunne mærke det følelsesmæssige, det fantasimæssige, det forstillingsmæssige samt det
tankemæssige fra patienten/borgeren inde i dig selv. (Projektiv identifikation/modoverføring). Nu er det jo
kunsten for dig at rumme det hele og regulere egne følelser i den proces, og give noget konstruktivt tilbage, som
patienten kan bruge hensigtsmæssigt.

Det kan jo være en stor udfordring at finde ud af hvordan det enkelte menneske reelt har, da der ofte kan være
mange ting på spil i den professionelle relation. Det er din opgave at blive dygtig til at både forstå dig selv i disse
situationer for bedre at kunne støtte og hjælp dem der har brug for hjælpen. Konklusionen er at vores empati
bliver påvirket at rigtig mange projektioner fra patienten/borgeren og hvis vi er bevidste omkring det, er det
nemmere at forstå de følelser der opstår inde i os selv.

4) At mærke hvordan næsten alle har det eller har haft det med at være sammen med patienten

Du kan ofte overveje, om andre mon også føler, tænker eller reagere på den samme måde, som du selv gør
overfor en patient/borger. Alt for tit reflekterer vi ikke sådan. Dette gælder især, når vi kommer til at føle os
enten skamfulde eller har skyldfølelse over for det, vi tænker og føler. Alt det, der er “politisk ukorrekt” at tænke
eller føle, eller det, der af vore egen indre samvittighed eller oversamvittighed betragtes som fordomsfuldt.
(Thorgaard 2006)

Det kan også ske, når vi bliver irriteret eller føler os initiativløse omkring en patient/borger. Det kan opleves
skamfuldt eller kan være skyldbelagt at blive irriteret på syge mennesker. Derfor isoleres sådanne følelser ofte,
og denne isolation og fortrængning medfører, at værdifuld information og viden går tabt, hvilket resulterer i at
ikke får den optimale hjælp. (Thorgaard 2006)

Det kan endda være tabubelagt at tænke dårligt om andre. Det hindrer dog ikke, at vi gør det!

Eksempel:
Jeg oplever også i praksis at det kan være rigtig svært at få sat ord på disse følelser og vibrationer, vi oplever i os
selv. Om det er modoverføring fra patienten eller egne følelser/tanker er vigtigt at få identificeret. Hvor stammer
følelserne/tankerne fra?! Vi er udsat for et stort pres som der ikke tales meget om. Hvad er det
patienten/borgeren gør ved os?! Hvordan har du det egentlig?! Jeg tror heller ikke altid, vi er god til at mærke
ordenligt efter, hvordan vi har det!

Når vi ikke er gode til mærke efter og forstå vores følelser og få sat ord på kan det også have nogle konsekvens
ifht at arbejde med den professionelle relation. Vi kan ende i en situation, hvor vi evt. bliver overindvolveret
eller distanceret.

Overindvolvering/ distancering

Når jeg nu har beskrevet både empati og emotionel selvregulering som 2 vigtige relationelle principper, er det
efter min mening også værd at nævne overindvolvering og distancering. Hvis du ikke er bevidst omkring dine
følelser, og du lader dig sløre af dem, kan det opstå, at du måske bliver overindvolveret i en patient eller
distanceret ifht en patient.
Overindvolveringen sker, når din empati langsomt bliver påvirket af din vedvarende kontinuerlig opblusende
sympati for patienten/borgeren. Sympatien opstår pga af de mange ubearbejdede modoverføringer fra
patienten/borgeren. At overindvolvering er tabubelagt kommer nok ikke bag på de fleste, og det kan være rigtigt
udfordrende og svært at få italesat. Det faglige perspektiv sløres og overtages af følelser som giver
uhensigtsmæssige motiver til at handle anderledes end man plejer, hvis ens faglighed var intakt.
Jeg har selv oplevet kollegaer, som er havnet i en sådan situation,. Det kom bl.a. til udtryk igennem:

at du ikke overholder de aftaler der er for patientens behandling,

at du synes du bør forsvare patienten / borgeren overfor kollegaer
at du kun har fokus på patientens positive sider
at du beskriver at dig og patienten har noget specielt sammen
at du er i kontakt med patienten når du ikke er på arbejdet, dvs har fri.

Det er derfor rigtig vigtig at undgå at udtrykke, at det er “synd” for en patient/borger, da det på sigt kan føre til,
at kontakten/relationen bliver meget uhensigtsmæssig.

Distanceringen opstår, når du mærker at håbet for patienten/borgeren er forsvundet. Det vikarierende håb er en
hjørnesten i behandlingspsykiatrien, og kan overføres til de fleste professionelle relationer. Vi uddannes til at tro
på at min hjælp lindre lidelsen i en vis omfang. Forsvinder dette håb i relationen/kontakten pga modoverføringer
fra patienten/borgeren kan distanceringen opstå.
Så vær opmærksom på disse signaler/følelser:
håbløshed
initiativløshed
manglende motivation,
vrede, irritation, angst, frygt osv.

Disse følelser kan være meget svære at rumme, og de sættes i svingning, hver gang du er i nærheden af
patienten: Din adfærd ændres, og du oplever at du trækker dig fra patienten/borgeren og distancerer dig. Din
professionalisme bliver igen sløret af dine følelser…!!

Det handler i bund og grund at blive mere bevidst omkring sin følelser i arbejdet som fagperson. Der kan jo ske
det når følelserne får overtaget over os, at fag og person smelter sammen, og du opdager ikke at din faglige
sproglighed nedtones, du mister faglige termer og der kan opstå usikkerhed i faglige diskussioner. Vi kan
pludselig holde op med at udfordre os selv og hinanden, og bliver vi udfordret, så opleves det som et angreb på
vores person. De faglige motiver overtages af personlige og private værdier og motiver og bliver styrende for din
praksis, og du begynder at gøre som du plejer og på din måde.

At arbejde med den følelsesmæssige selvkontrol

Her vil jeg komme med nogle eksempler, hvorpå du kan arbejde med din emotionelle selvregulering, som også
vil have indvirkning på din empati samt din forståelse omkring over-indvolvering og distancering.

Etablér et forhold/relation, forstå patientens/borgerens synspunkter inden der opstår en krisesituation

Forvent at blive svigtet fra tid til anden, Når det sker, forsæt da med at genopbygge forholdet
Skeln mellem patientens/borgerens adfærd, som kan opfattes dårlig, og selve det menneske bag som ikke er det.
Forstå patologien bag adfærden
Husk det store billede ifht borgeren/patienten
Undertryk den negative følelse mod patienten, men tag den med dig og udtryk den privat til andre i teamet eller
ved faglig vejledning/supervision. Husk at udtrykke det negative udfra et medmenneskeligt synspunkt.
Er du ved at miste dit temperament, bak ud af siuationen på neutral vis(timeout) Bedre at gå væk og begrænse
dig selv end at miste kontrollen.
Udvikl din evne til at lytte til patienten, helt, fuldkommen, komplet med koncentration, Giv fuld opmærksomhed
og afvis hvis du ikke kan dette.

5. At sætte grænsen hensigtsmæssigt

At sætte en grænse for et andet menneske kan være en stor udfordring for den studerende, især de første mange
gange, da der kan være stor aldersforskel, det kan være noget kulturelt, det kan være mod en på samme alder
osv. Der er mange faktorer der spiller ind på hvorfor det kan være svært!!
Nå det så er sagt så er grænsesætning i den professionelle relation yderst vigtig. Liv Strand (2002) har inspireret
os til at anvende grænsesætning som en af de relationelle principper for uden en tydelig grænse mellem den
professionelle og patienten, kan det være svært for begge parter at finde den rigtige retning i behandlingen.
Grænsesætningen har til hensigt at skabe sikkerhed, struktur, beskyttelse mod stigmatisering og blamering samt
læring. (Strand 2002)

Grænsesætning/grænsedragning overføres i Nudansk ordbog til at trække en skillelinje, det at markere en ydre
grænse. I den profesionelle relation møder den studerende sårbare mennesker som i mere eller mindre udfordrer
den studerende på dennes grænser. Hvor meget kan den studerende tillade sig at sige?, og hvor meget kan den
studerende tillade sig at gøre? Hvad der er på spil i relationen har meget at sige, hvordan og hvor tydeligt
grænsen skal sættes!

Hvorfor er grænser nødvendige i den professionelle relation?

Grænser mellem den studerende og patienten /borgeren er utrolig vigtig i mange hensende. Det at der er en
tydelig grænse mellem pt/borgeren og den studerende skal gerne være med til at give den studerende et overblik
over pt/borgerens situation. Den studerende skal kunne med faglighed og professionalisme kunne drage omsorg
for pt/borgeren, så det facilitere behandlingen. Uden klare grænser er der en risiko for at man overindvolverer sig
og gør patienten til ”sin” patient. Samtidig er det vigtigt at sige at så længe man er studerende er det vigtigt at
man får vejledning på hvordan og hvorledes grænsen skal sættes.
I den professionelle relation sættes grænsen for at skabe tryghed i forhold til at forventninger forbliver afstemte.
Hvis der er adfærd i relationen som går ud over et hvis punkt, kan dette bidrage til utryghed, og grænsesætning
er nødvendigt for at genetablere trygheden. Grænsesætning har til hensigt og er medvirkende til at skabe
forudsigelighed og mindske kaos i relationen, og samtidig god mod træning af dårlig impulskontrol. Hvis
grænsen ikke sættes, bidrager den studerende i den professionelle relation selv til at patienten/borgeren næste
gang har mulighed for udvide rammen, for hvad den enkelte studerende tillader. Det man kan konkludere er, at
såfremt man ikke grænsesætter, så gør man patienten/borgeren ”en bjørnetjeneste”, da det så kan gå ud over den
næste eller blive meget værre næste gang.

Men hvad er grænsesætning?

Grænsesætning er en aktiv handlen, der med terapeutisk eller vejledende sigte markerer, at her er et yderpunkt,
som man ikke bør eller må overskride. (Strand, 1994)
Når den studerende træder ind i sin profesionelle relation er det udfra Løgstrups beskrivelse af, at vi som
mennesker i alle situationer altid er ligeværdige men ikke altid er ligestillede. (Løgstrup...)Den studerende skal
ikke være ligestillet med den patient/ borger, han/hun behandler, da der vil ske et uhensigtsmæssigt skred i
behandlingen af uhensigtsmæssig karakter. At sætte grænse for andre menneskers adfærd kan være en stor
udfordring for den studerende. Der kan være mange elementer i spil som absolut ikke bør bagateliseres ifht at det
mange gange kan være rigtig svært at gøre det de første mange gange. Det kan have noget at gøre med alder,
køn, etnisk oprindelse, følelser og meget andet.
Ifølge (Hummelvoll 2012) er grænsesætning en relationel aktivitet, hvor den studerende såvel holdnings-og
handlingsmæssigt - med en terapeutisk hensigt - markerer et yderpunkt acceptabel adfærd, der ikke må
overskrides. Ved dette yderpunkt har den studerende en kontrollerende og en terapeutisk funktion.
Både Hummelvoll 2012 og Strand 1994 beskriver et yderpunkt, men hvad er så det yderpunkt?!. Min erfaring
siger at der bør overvejes grænsesætning bl.a. ved følgende adfærd:
Destruktiv adfærd, udflydende adfærd, verbale og fysiske trusler, irritabilitet, ved uhensigtsmæssig berøring eller
tilnærmelser samt seksualiserende adfærd, intimiderende adfærd.

Eksempel. En patient sidder på sin stue kl. 03.00 og ønsker at få sin sovemedicin, men har ikke nogen intention
om at sove. Patienten vil have den sovemedicin for det plejer patienten at få, men det gives der afslag på dette
med henvisning om at patienten kan få det såfremt hensigten er at patienten skal bruge det til at sove på.

Hvordan sætter den studerende en grænse?

Yderpunktet i relationen er nu nået og grænsen skal sættes!! Her kan den hermeneutiske filosof Hans Georg
Gadamer hjælpe os. (Strand 1994) Gadamer skelner mellem legitim og illegitim autoritet. og ja den studerende
bliver nemlig nød til at finde din indre autoritet frem, men denne autoritet skal anvendes med omtanke. Derfor er
det vigtigt at autoriteten anvendes udfra rationel tænkning som bl.a består i at have fundet ”den gode grund” til
at autoriteten anvendes. Det er det samme når Gadamer i sin teori legitim autoritet bl.a præsenterer at autoritet
skal ”bygge på sagsprincipper”. Fremfor den illegitime autoritet som bygger på magtprincipper som ikke kan
spørges om eller begrundes.
Derfor:
1. korriger på adfærden og ikke personen
2. ingen afvisning uden anvisning
3. vær opmærksom på magtforholdet / asymmetrien i relationen patient/medarbejder
4. vær opmærksom på patientens følelse af kontrol og værdighed.
5. giv mulighed for at begge parter kan trække sig tilbage (timeout)
6. Der er intet så afvæbende som ”lydhørhed”

Af Christian Ø. Jespersen

6. at deeskalere konflikter

af Christian Ørting Jespersen

Jeg har deltaget i Region Midts kursus (Jan-Feb 5 dage 2016) som Deeskaleringsmedarbejder (DE), og har valgt
uddrag fra det kursus til at belyse deeskalering som relationelt princip. Dette afsnit relationel deeskalering er i
forkortet udgave og inspireret af dette kursus. Jeg forsøger gennem konfliktbegrebet at uddybe vigtigheden i at
sammensætte en forståelse af arousalniveauer og FATFAT-teknikker, og derved give dig bevidsthed omkring
dine handlemuligheder i konfliktens felt mhp deeskalering. Jeg belyser også min egen forståelse af de forskellige
teknikker i min praksis.

Intro til relationel deeskalering

”Deeskalering er en kompleks, interaktiv, verbal og fysisk proces, hvor patienten hjælpes til en roligere psykisk
og/ eller fysisk tilstand. Formålet med deeskalering er at nedtrappe en ophidset situation med henblik på at
undgå at situationen kommer ud af kontrol og ender i tvang.”
(Region Midt, DE kursus Jan-februar 2016)

Under kursusforløbet som DE fik jeg arbejdet med definitionen og valgt at omdøbe ovenstående definition, så
den bliver mere klinisk orienteret:
”Deeskalering er hverken opdragelse eller behandling, men at anerkende et andet menneske i følelsen af angst,
vrede, irritaion, frygt eller frustration”

Jeg kan opleve, at det kan være en udfordring at anerkende patientens/borgerens følelse, da man har en tendens
til at have fokus på patientens voldsomme adfærd i forbindelse med en opkørt situation.
Du har måske taget dig selv i at skælde ud eller rette på adfærden i de opkørte situationer. Det kender jeg fra mig
selv, at jeg har gjort. Det har ofte haft sin baggrund i, at jeg har følt mig truet af patienten/borgeren, som har
genereret angst, frygt, irritation eller frustration hos mig. Men jeg oplever også, at jeg har haft fokus på
mindstemiddelsprincippet som ”deeskaleringsteknik”. En forståelse for hvad det mindste middel er i en given
situation har altid været meget præget af, hvad jeg så syntes var det rigtige at gøre i situationen, men det har ikke
altid været nemt at sætte ord på. Igennem arbejdet som DE har jeg opdaget at Region Midts
Deeskaleringsprogram anviser til at benytte sig af teknikkerne FATFAT. Ved at blive bevidst omkring FATFAT
og anvende dette begrebsapparat kan det bidrage til at ensrette forståelsen af deeskalering, og kan italesætte tavs
viden indenfor deeskalering.

Modellen for Deeskalering som Region Midt anvender tager bl.a sit afsæt i Bergenmodellen, som beskriver 3
faktorer hos personalet, som har positiv effekt på reduktionen af konflikter og følelsesmæssig spænding.
1) Anerkendelse af patienten/borgeren
2) emotionel (selv)-regulering
3) effektiv struktur ifht organisering, regler, rutiner mm.

Konfliktbegrebet

”konflikt er et begreb, der dækker en mangfoldighed af uoverensstemmelser af fx psykisk, ægteskabelig og

arbejdsmæssig art, samt organisatoriske, etniske og politiske stridigheder. En alment accepteret definition, der
dækker alle konflikttyper, findes ikke.

Der skelnes mellem personlige og sociale konflikter, fordi deres oprindelse og håndtering er forskellige.
Årsagerne til personlige konflikter søges i det intra-psykiske og behandles terapeutisk, hvorimod årsagerne til
sociale konflikter søges i de sociale relationer mellem parterne og forsøges løst gennem en række teknikker som
forhandling, strejker, voldgift eller magtanvendelse.

Personlige konflikter refererer til en uforenelighed af intrapsykiske tilskyndelser eller gensidigt udelukkende
motiver, normer og værdier, der midlertidigt eller varigt reducerer individets handlefrihed”
 Kilde:
Gyldendals www.denstoredanske.dk

Ovenstående definition af begrebet konflikt henleder til at arbejdet med deeskalering omhandler både de
personlige og sociale konflikter. Det intrapsykiske fra patienten/borgeren kan komme til udtryk gennem
udadreagerende adfærd samt verbale og fysiske trusler, og det er i den sociale kontekst at personalet træder til og
forsøger at deeskalere situationen.

Definitionen af en konflikt kan i klinisk praksis beskrives, som en situation hvor den ene part føler sig
forhindret eller frustreret af en anden part..!!

Lidelse

Hvor der er mennesker samlet, opstår der altid konflikter. I relation til et menneske som er påvirket lidelse,
opstår der oftere konflikter. Hvis man er ramt af en form for lidelse, hvad enten det er somatisk eller psykisk, har
det stor indvirkning på den enkeltes overskud. Højt stressniveau, lav frustrationstærskel, øget sårbarhed for krav
og ændringer i rammer og struktur kan være nogle af de elementer, der er med til at man tackler hverdagen
anderledes end hvis sundhed fylder billedet mest.
Når du har valgt en uddannelse, hvor det primært handler om at tage dig af mennesker med lidelse, er
deeskalering altid anvendeligt.

Arousalniveauer i konfliktsituationer

arousal, udtryk for vågenhed, modtagelighed for sanseindtryk, parathed; inden for fysiologisk psykologi omfatter
arousal en række bevidsthedstilstande, spændende fra bevidstløshed til vågen opmærksomhed.

Kilde:
Gyldendals www.denstoredanske.dk

Arousal handler i bund og grund om, hvor modtagelig og parat du er i en given situation. I deeskalering kigges
der på det grønne felt, det gule felt og det røde felt. (Region Midt 2016)

Det grønne felt

Det grønne felt omhandler den tilstand du befinder dig i, når du er i normal arousal dvs. organismens
normaltilstand, og her er du i stand til at arbejde og handle effektivt og relevant.
Du kan her tænke langsigtet og proaktivt, og du har mange handlemuligheder. Du er fleksibel i dit
opmærksomhedsfelt. Dine eksekutive-funktioner (udøvende) får rig mulighed for at blomstre. Disse er bl.a:
initiativ, planlægning, hypoteser, tænkning, fleksibilitet, beslutninger, regulering, vurdering, feedback og
selvindsigt.

Det gule felt

Det gule felt kan forstås som et kontinium der er kendetegnet ved:
-stigende arousal, organismen gør sig klar til at møde det udfordrende
-opmærksomheden skærpes og fokuseres
-aftagende oplevelse af kontrol over situationen
-handletrang
-stigende frustration, irritation, ængstelse, emotionel intensitet

”kontinium :ubrudt rækkefølge hvor overgangen fra et element til det næste er næsten umærkbar, mens
yderpunkterne er klart forskellige”.

Kilde: www.dendanskeordbog.dk

Det røde felt

Det røde felt ses ved stærk arousal og organismen gør sig klar til at overleve. Du bliver ”låst” i din
opmærksomhed, oplever tunnelsyn og tunnelhørelse. Dine handlinger afspejler fight/flight reaktioner igennem
kamp, flugt eller lammelse. Dine handlinger er automatiserede og er baseret på instinkter og tillærte reflekser.
Du oplever en manglende rationalitet, kreativitet og kontrol i situationen.

Som arousalniveauerne viser, er det helt klart ønskværdigt at kunne blive i det grønne felt i lang tid, men dette er
ikke altid muligt. dette skyldes, at du vil bliver bombarderet af patientens/borgerens projektioner som påvirker
dine følelser, som kan bidrage til at fag og person smelter sammen. Er du først ramt af et kontinium af negative
projektioner, så kan det være udfordrende for dig at forblive i det grønne felt, men med FATFAT-teknikkerne
har du et redskab, som måske kan hjælpe dig til at forblive i nærheden af det grønne felt så lang tid så muligt.
Rollerne og FATFAT

Rollefordelingen (RM 2016) med fokus på FATFAT tager sit udgangspunkt i følgende:
Omsorgsperson, arm 1, arm 2, alarmansvarlig og læge.
Jeg har valgt at have fokus på arm 1 og arm 2 samt omsorgspersonens og alarmansvarliges funktion, da jeg ser
deres rolle som let-omsættelig til mange praksis. Jeg fravælger at omtale lægen, da jeg ofte oplever, at det er i de
akutte situationer, at denne roller kommer mere i spil. ()
Inden jeg går dybere ind i beskrivelsen af de forskellige roller, vælger jeg at omdøbe enkelte roller, således:
Alarmansvarlig bliver til konfliktansvarlig, Omsorgsperson forbliver omsorgsperson, Arm 1 og arm 2
bliver til støtteperson 1 og 2.
Det er vigtigt at understrege at alle roller ikke behøver at være i spil i en konfliktsituation. Det handler om
hvordan man vælger at organisere sig i situationen, hvilke roller der bruges. Det er dog nødvendigt, at du kender
til alle beskrivelserne for rollerne, så du ved hvad der forventes af dig i den rolle og position, du indtager.

Konfliktansvarlig
Saml dine kollegaer og tag ansvar for at fordele de roller, der er brug for i situationen, dvs omsorgsperson,
støtteperson 1 og 2. Din opgave er at bevare et overblik over situationen og hele tiden forblive i ”det grønne
felt”. Du skal forberede omsorgspersonen til opgaven ved at stille spørgsmål:

Hvad er din plan? Husk at støttepersonerne er hos dig!

Husk du kan tage time-out? Hvordan kan du hjælpe dig selv

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Omsorgsperson
Det vigtigste er at du koncentrer dig om patienten og have et godt kendskab til at anvende FATFAT teknikkerne.
Arbejd altid i ”safezone”.

Støtteperson 1 og 2
Opgaven er følge den konfliktansvarliges anvisninger og hold sin plads tæt ved omsorgspersonen. Hold
øjenkontakt med evt den anden støtteperson og konfliktansvarlig og kommuniker IKKE med patienten i
situationen. Bed evt om time-out.

FATFAT skal bidrage til at du bliver mere bevidste omkring deres tilgang til situationen og tager sit
udgangspunkt i anerkendelse af patienten/borgeren som er faktor nr 1 i Bergenmodellen. (s. )

FATFAT står for:

F : Fokusskifte fra sag til deeskalering

A : Afstand
T : Tid
F: Forståelse/anerkendelse
A: Alternativer
T: Timeout

Fokusskiftet kan ske på mange måder. Det sker når vi har en plan om kontrol over patienten, fx at denne skal:
-fraholde sig fra selvskade
-dæmpe sig
-gå på egen stue
-tage sin medicin
-aflevere barberbladet
- holde op med....

Når vi hører os selv sige DU SKALeller DU SKAL IKKE.....

En måde, hvorpå jeg anvendet fokussifte, var i en opkørt situation, hvor jeg var sammen med en kollega omkring
en selvskadende patient. Patienten havde været selvskadende nogle timer, og vi aftalte at ”Boddy up”, dvs. gå to
personale ind til patienten. Jeg henvendte mig flere gange til patienten, og denne blev mere og mere vred og
truende overfor ut. Ut henviste til min kollega som patienten kunne snakke med i stedet for. Det endte med at ut.
var ”the bad cop” og kollega ”good cop”, og patienten begynder at snakke med kollega og ut trækker mig helt
for situationen og ved at være bevidst om ”fokusskifte” fik ut. sat kollega i en god position, som gjorde at
situationen deeskalerede. Patienten var stadig vred på ut, men min kollega satte ut. i en god position ved at lave
aftale om at ut. gik i kiosken med patienten senere på dagen, hvilket forløb i god tone.

Afstand:

Hvordan kan vi sikre os, at der er afstand til patienten?, så vores sikkerhed er iorden..!! Patienten/borgeren må
ikke få en oplevelse af at blive presset op i en krog.

En måde, hvorpå jeg har anvendt afstand var i en opkørt situation, hvor en patient skulle følges på 0-stuen().
Patienten kunne ikke motiveres til at gå på 0-stuen med samtykke, så der blev tilkaldt ekstra personale til
situationen. Personalet stillede sig sammen med ut på stuen og på gangen, og patienten blev bedt om at følge
med. Dette afviser patienten. Ut anvender også et Alternativ i denne situation. Ut siger om patienten vil gå på 0-
stuen, såfremt vi trækker os og giver plads. Dette accepterer patienten og denne går på 0-stuen. Ved at personalet
trækker sig (afstand) og der var et alternativ, betød at situationen blev deeskaleret. Afstanden er også med til at
sikre vores sikkerhed. Alt afhængigt af hvor stort bålet brænder inde i patienten, desto mere eller mindre afstand,
skal vi tage fra patienten for at kunne blive i ”safezone”.

Tid

Under dette begreb handler det om at du giver dig god tid. Du/vi kan have en tendens til at have handletvang i
gult felt, og når kollegaer står ved siden af og afventer, opstår der ofte et pres, som du/vi skal forsøge at modstå.
Patienten/borgeren kan have svært ved at forstå det budskab, som personalet forsøger at formidle (latenstid)

En måde, hvorpå jeg har anvendt Tid, er efterhånden i mange situationer. At give tid oplever jeg gøre at det er
med til at give patienten/borgeren plads og nye muligheder. En mulighed for at samarbejde omkring det
forslåede, men det giver også dig / personalet mulighed for at komme fra gult felt og længere ned mod grønt felt,
så du/personalet bedre kan bevare roen til gavn for patienten. Det skal dog understreges, at det er en kunst at give
den rette tid i den rette situation, da det også kan køre en situation ud af kontrol, hvis patienten/borgeren får for
meget tid..

Forståelse/anerkendelse
Det vigtige udgangspunkt er du har sygdomsindsigt. Det vil sige, at du stiller det spørgsmål: ”Hvad ved du om,
hvordan sygdommen ”taler” i denne patient?. Hvilke følelser/emotioner tænker du, som fagperson, der ligger
bag adfærden/udtryksformen? Hvad er det borgeren/patienten gerne vil? (RM 2016)

Anerkendelse er: ”Værdsættelse af andre personers individualitet. At have en åbenhed overfor den andens
oplevelsesverden og den enkelte indvids begrundelser for at handle på en bestemt måde. Man skal etablere og
vedligeholde en interesse for den andens værdier og følelse, også selvom de er i uoverensstemmelse med ens
egen”
Axel Honneth 2003

En måde hvorpå jeg forsøger at anerkende patienten på er at møde denne i sine følelser. Dvs at jeg forsøger at
beskrive hvad jeg oplever hos patienten og forsøger på den måde at patienten i sine følelser. Samtidig er det
vitigt at italesætte, at du kan have nok så gode intentioner om at anerkende patienten/borgeren, men det er ikke
altid den oplevelse som patienten/borgeren får i mødet med dig. Det er her det faglige fokus er yderst
nødvendigt.
Eksempler:
”Når du taler med hævet stemme, virker det som om du er vred?!” ”Når du sidder i sammenkrøbet kropsposition,
oplever jeg at du kan være ked af det.” ”Når du trækker vejret så hurtigt, kan jeg opleve at du er
utryg/bange/angst.””Når jeg ser at du skære i dig selv, tænker jeg at du ikke har det godt!”
Jeg har oplevet mange gange, at selvom jeg forsøger at møde patienten i sin følelse, bliver jeg afvist. Grunden til
det multifaktoriel, men jeg tænker, det kan have noget at gøre med, at patienten kan have svært ved at rumme
anerkendelsen, omsorgen og at jeg indvolvere mig ( ). Med fokus på anerkendelsen af patientens
oplevelsesverden forsøger jeg, trods et utal af afvisninger, at vise min interesse ved at vende tilbage, da jeg gerne
vil etablere kontakten.

Alternativer

Når du kigger på alternativer, handler det som udgangspunkt om at være kreativ med at kunne tilbyde
patienten/borgeren et alternativ ifht situationen. Det faglige alternativ tager sit afsæt i hvad vi tilbyder patienten i
situationen som bevæger sig mellem ”det gule felt” og ”det røde felt”.
Det kan bl.a være:
Ball-stick, kugledyne, medicin, samtale

Samtidig er det ligeså vigtigt at få en dialog omkring, hvad borgeren/patienten selv peger på af alternativer til at
få deeskaleret situationen. Det kan du også se som mestringsstrategier.

At arbejde med alternativer, kræver at jeg så vidt muligt forbliver i ”det grønne felt”. Her er jeg mest kreativ, kan
bevare overblikket og tænke langsigtet. At have en ”vifte” af alternativer er nødvendigt med udgangspunkt i
egne forslag samt et indblik i hvad patienten har mestringsstrategier. Samtidig kan Alternativer give mig/dig
mulighed for at tænke ”ud af boksen”. Når vi tænker ”ud af boksen” kan det komme til at kollidere med bl.a et
afsnits husregler, patientens/borgerens handleplaner osv.
Men hvad er det vigtigste?! At opretholde en handleplan og en husregel fremfor at få patienten/borgeren til at
falde til ro!!! Der kan være mange holdninger til netop det spørgsmål.
Min faglige tilgang til netop det spørgsmål tager sit udgangspunkt i to retninger.
1) dagligdagsforståelsen af at holde det behandlingsmæssige fokus hos den enkelte patient/borger med
udgangspunkt i handleplaner og husregler.
2) deeskaleringsforståelsen af en akut situation, hvor en patient/borger er vred, frustreret, angst eller irriteret.
Dagligdagsforståelsen
Når jeg skriver dagligdagsforståelsen, mener jeg, min forståelse af, hvordan jeg bidrager til at holde det faglige
fokus ifht. patientens/borgerens behandling. Hvordan arbejder jeg med handleplaner?!, Hvordan arbejder jeg
med husreglerne?! og hvordan får jeg det til at indgå i et samspil?! Patienterne/borgerne tester os dagligt på, om
de kan få opfyldt deres behov, som bryder husregler og handleplaner. De er impulsstyret og har svært ved
behovsudsættelse. Det handler derfor om, hvor kontinuerlig jeg formår at være i mit arbejde med rammerne.
Holder jeg rammerne sætter jeg kollega i en bedre position, end hvis jeg bryder dem uden fagligt belæg. Det er i
dagligdagsforståelsen at de fleste konflikter kan opstå, såfremt jeg følger det patienten efterspørger. Konflikten
opstår når en kollega har ”brudt” en regel og spørger mig om det samme, men bliver afvist (pga rammerne). Her
bliver patienten/borgeren unødigt sat i en position, hvor denne bliver forhindret i noget som blev bevilliget dagen
i forvejen. Konflikten forstætter i personalegruppen hvor termologien som ”slappere” og ”strammere” udvikles.
Dette verbale slagsmål kan videreudvilkes til ”battle” mellem forskellige faggruppers forståelse af ”tilgangen” til
patienten/borgeren.
Min pointe er, at alle bærer et ansvar for de handlinger, de laver. Og spørger man de fleste, vil de sige, at de
gerne vil sætte deres kollega i en god position. Når jeg oplever der gives efter for patientens ”forførelse” så ser
jeg hos de kollegaer at fag og person ikke længere er skarpt opdelt, og det er blevet en sammensmeltning.
Det den ene kollega synes pludseligt er”synd” for patienten/borgeren, kan blive til en konflikt for en anden
kollega.
Deeskaleringsforståelsen
Her tages afsæt i et helt andet udgangspunkt. Hvis man kan sige at patienten/borgeren primært er i ”det grønne
felt” i dagligdagsforståelsen, er udgangspunktet nu at mødet med patienten/borgeren foregår i ”det gule felt”
eller ”det røde felt”. Når patienten/borgeren eskalerer i arousalniveau fra ”det grønne felt” betyder det, at vi må
forsøge at forblive kreative i at stille alternativer til rådighed for patienten/borgeren. Det kan også betyde at
alternativet ikke skal kompromitteres af handleplaner og husregler. Forventningen er derimod at det kan fagligt
begrundes udfra at alternativet bliver en formidlende omstændighed i at deeskalere situationen. En pointe her er,
at en behandling af en borger/patient ikke alene kan bero på at arbejde med formildne omstændigheder. Her vil
kontinuiteten mistes og det faglige fokus blegner og forsvinder.

Timeout

Når du skal forstå brugen af timeout, er der flere elementer indblandet!. Hvornår skal du bruge time-out?
Hvornår må man bruge time-out? Hvornår er det vanskeligt? Hvad kan man sige, hvis man har brug for en time-
out? Hvad skal man sige/gøre, hvis man ser at en kollega har brug for time-out?

Jeg tænker time-out som en god mulighed for at hele tiden at kunne holde det faglige fokus og sætte sin kollega i
en god position. Når vi går ind til patienten/borgeren udsættes vi ofte for et ”stormvejr” af frustrationer, vrede,
angst etc, som kan være svært at navigere i. Man kan blive blæst bagover eller ”forført” af patientens/borgerens
motiver og hensigter, og derfor er det vigtig eks. støtteperson 1 eller 2 har mulighed for lige at kalde en time-out.
På den måde kan man lige genfinde fokus og lave en ny indsats ifht patienten/borgeren. Time-out kan gavne
patienten/borgeren, at denne lige får lidt ro, og time-out og tid kan ofte være deeskalerende i sig selv.

At sætte din kollega i en god position

Det der skal drages ud af deeskalering som realtionelt princip er, at deeskalering er universielt på tværs af fag og
praktikker, og vi ved at der i arbejdet med mennesker opstår konflikter. FATFAT-forståelsen er vigtig, da det
giver dig mulighed for at indarbejde nogle teknikker/principper, som du har mulighed for at anvende i ”det gule
felt”. FATFAT inddrager ikke kun dig selv men også dine kollegaer i processen, og skal bidrage til at give en
oplevelse af, at du ikke skal stå alene i konflikten, men at det altid er et fælles ansvar. ”At sætte sin kollega i en
god position” er et vigtigt fokusområde i forståelsen af FATFAT.

7. At anerkende og rumme verbalt og nonverbalt

Overføring og modoverføring (transference and countertransference) Overføring er de ubearbejdede følelser,

som klienten har, som bliver ’pålagt’ i terapeuten. Disse kan være både positive og negative følelser. I alle
terapeutiske forhold (og de fleste andre forhold) opstår overføring og det er vigtigt som terapeut at have evnen til
at kunne acceptere klientens følelser og projektioner, uden at tage dem personligt, hvad enten de er positive eller
negative. Hvis terapeuten ikke er i stand til at arbejde med disse projektioner i terapien, kan det føre til
misforståelser, at terapien går i stå eller at klienten stopper i terapien for tidligt. Den terapeutiske alliance kan
blive truet og klienten kan miste tillid til terapeuten. Freud beskrev overføring, som han oplevede den i sine
psykoanalytiske sessioner med klienter. Han lagde mærke til at klienter til tider behandlede ham som en eller
anden vigtig person fra klientens barndom. Klienten håber ubevidst at terapeuten kan dække klientens
utilfredsstillede behov fra barndommen og der derfor terapeuten som et kærligt, dejligt og sødt menneske. Andre
gange ser klienten terapeuten som afvisende og ikke empatisk, ligesom klienten har oplevet vigtige personer i
barndommen. Hvis terapeuten ikke er bevidst om at klienten projicerer følelser over på terapeuten, kan
terapeuten komme til at indgå i et spil (enactment), hvor terapeuten opfører sig som denne person fra klientens
barndom eller terapeuten kan blive såret af klienten eller ønske at hævne sig på klienten. Dette kaldes
modoverføring. Modoverføring er de følelser, som terapeuten har overfor klienten, som enten kan være
reaktioner på klientens projektioner og som kan bruges i terapien, eller det kan være terapeutens egne
ubearbejdede problemer og følelser. Det sidstnævnte kræver at terapeuten går i terapi eller supervision for at
bearbejde og forstå hvorfor terapeuten reagerer sådan overfor klienten
www.hypnosepsykoterapi.dk

8. at forstå og arbejde med det fælles trejde

Det fælles trejde udspringer af bøgerne ”Arbejde og identitet” og ”Socialpædagogik og arbejdsprocesser” af

Michael Husen. Husen beskriver vigtigheden i det socialpædagogiske arbejde at arbejde med det fælles trejde,
som en arbejdsproces. Jeg tager udgangspunkt i disse bøger med henblik på at belyse, at det fælles trejde kan
bruges i mange andre sammenhænge end lige den pædagogiske. Det fælles trejde er en nødvendig
forståelseramme i den professionelle relation på tværs af fag.

Når vi arbejder i den professionelle relation, kan det ofte være svært for borgeren/patienten at være i relationen
eller kontakten med et andet menneske. Det med at der skal stilles spørgsmål omkring dennes situation en til en,
kan ofte være en belastning. Det at mødes i en aktivitet - det fælles trejde - er med til at gøre at kontakten er
knap så ”farlig” for borgeren/patienten. Det at både den profesionelle og borgeren/kigger på noget sammen,
fremfor at kigge direkte på hinanden, er dette med til at graduere forventningerne og snakken kommer ofte mere
naturligt og umiddelbar.
Det fælles trejde er et vigtigt relationelt princip, som kan bidrage til at få patienten/borgeren til at åbne sig på en
mere naturlig måde og at man i fællesskab udretter noget - sammen.
Michael Husen beskriver ”det fælles trejde” at det omhandler fællesskab og værdier i det pædagogiske arbejde.
Han beskriver, det fælles trejde er centralt i en autentisk måde at være sammen på. Så det handler om at være
reelt fælles om noget og det gør ikke noget om den ene er dygtigere, ved mere, har mere håndelag osv.
Hovedsagen er, at det er noget ydre, et fælles anliggende, som begge er optaget af, og som man er optaget af
sammen. (Husen 2012)
Enhver aktivitet, der udføres for at nå et mål, man har sat sig, og som derfor indeholder de fire faser,
beslutningen, planlægning, udførelse og værdsættelse, er en arbejdsproces.
Det fælles trejde (Husen 2012) kan være en oplevelse, man er fælles om eller det kan være en arbejdsproces, en
aktivitet, hvor man i fællesskab laver noget. Arbejdsprocessen har værdi, ikke kun som resultat også som proces.
Hvis en arbejdsproces skal være berigende, skal man deltage i hele arbejdsprocessen. Man er ikke fælles om en
arbejdsproces, hvis nogle træffer beslutningerne og andre skal udføre dem. Man er kun fælles, hvis alle
involverede deltager i alle faserne. Dvs. deltager i beslutningen, planlægningen, udførelsen og værdsættelsen af
arbejdsprocessen.
Alle mennesker har ønsker, behov, drømme, længsler, eller har noget de finder værdifuldt. Men man er nødt til
at finde den realistiske sammenhæng mellem at ønske og bruge en hensigtsmæssig fremgangsmåde til at nå det
ønskede. Det er disse sammenhænge, man kalder erfaringer, men det er også dem Michael Husen (2012) netop
kalder for arbejdsprocesser.
Den første del af enhver arbejdsproces er beslutningsfasen (Husen 2012). I beslutningen ligger der en vurdering.
Dette kan både være en personlig og en faglig vurdering, men det skal have en værdi. Det kan både være en
fælles beslutning eller at der besluttes noget på andres vegne. Den fælles beslutning giver anledning til at indgå i
et samarbejde, mens at beslutte på andres vegne, kan være med til at skabe tryghed, da der på forhånd er langt
faste rammer for arbejdsprocessen (Husen 2012).
Det er derfor nødvendigt at være opmærksom på hvem der skal deltage i at tage beslutningen omkring den
arbejdsproces, man skal igang med. Allerede når beslutningen skal tages, skal man have en ide om hvad
aktivitetens resultatet / værdisættelse, så vidt muligt skal pege imod. En arbejdsproces er dynamisk, så man kan
selvfølgelig ikke forudsige resultatet på forhånd, da mange faktorer kan have indflydelse herpå, men retningen
skal være anvist.
I den 2. fase planlægningen (Husen, 2012) bearbejdes problemet intellektuelt med henblik på at finde den
metode og de hjælpemidler, der skal anvendes for at løse opgaven. En arbejdsproces gør ofte brug af ydre
redskaber, værktøj etc. I enhver arbejdsproces er der et intellektuelt kreativ element. Selv ved den simpleste
arbejdsopgave, skal den der udfører den, vælge en metode, som skal være omdrejningspunktet i processen. Hvis
man har meget ringe indflydelse på planlægningen af sine arbejdsprocesser, vil der være modstrid mellem de
evner og kvalifikationer, man har, og den brug, man får lov til at gøre af dem(Husen 2012).
I planlægningen handler det meget om at forberede sig på den 3. fase udførelsen. Her i 2. fase skal der tages
højde for metoden ifht ressourcer og belastninger inden udførelsen igangsættes, da alle aktiviteter som
udgangspunkt skal bidrage til at den enkelte oplever succes. Derfor skal der være opmærksomhed på at kunne
facilitere mikrohandlinger ( ) og graduere disse til fordel for den der er i arbejdsprocessen.
Husen beskriver i 3. fase udførelsen at det omfatter de handlinger, som planlægningen har anvist, og som skal
resultere i problemets løsning. Denne fase kan være meget langvarig, strækkende sig over dage, måneder, år og
arbejdets udførelse indebærer brugen af redskaber, viden, materialer etc. Naturligvis vil mange arbejdsprocesser
indeholde en vekslen frem og tilbage mellem planlægning, udførelse, ny planlægning, ny udførelse (det kreative
element), idet alle detaljerne i udførelsen ikke kan planlægges i forvejen men må planlægges hen ad vejen. Især
når arbejdsprocessen har med menneskelige relationer at gøre, er det umuligt at at planlægge i forvejen.
“At være udlært i et fag vil - foruden at have det formelle eksamensbevis - sige at beherske fagets
rutiner og arbejdsopgaver. Det giver faglig stolthed og en identitetsmæssig tryghed at vide, at man netop
behersker både fagets rutiner og opgaver, og er i arbejdsprocesser som ikke alle og enhver kan udføre”
Udpluk fra Arbejde og identitet af Michael Husen s. 174-176
I den afsluttende fase af arbejdsprocessen ser man på resultatet af arbejdet og sammeligner med det mål, man
satte sig i beslutningsfasen. Dette er værdsættelsesfasen (Husen 2012) og her godkender man sit resultat og
kigger på den værdi, man tilskrev det i starten af processen. Er det blevet opfyldt og har det virket
identitetsbekræftende for deltagerne!? Foruden at være en vurdering af resultatet af værdsættelsen også en
vurdering af hele arbejdsprocessen dvs. et tilbageblik på og en vurdering af de tre foregående faser i
arbejdsprocessen.
Det fælles trejde på tværs af skole og praktik
Det fælles trejde bidrager til et nødvendigt udgangspunkt for at kunne skabe kontakten i den professionelle
relation. Det gør samtidig også kontakten/nærværet/relationen mindre “farlig” ifht at patienten er “på”. Vi ser det
fælles trejde som værende i brug på tværs af de forskellige praktikker i mere eller mindre grad, men den
teoretiske forståelse af arbejdsprocesserne som Husen skildre, kan guide den enkelte studerende til at finde en
struktur, hvorpå det kan blive nemmere at koble teorien til praksis. Det sker som ofte gennem
hverdagsfortællinger ifht de arbejdsgange, arbejdsopgaver og arbejdsprocesser som den enkelte studerende har.
Her kommer det næste så, at finde den relevante teori at koble på arbejdsprocesserne.