Skal kunsten adskilles fra kunstneren?

Eller skal kunstneren adskilles fra kunsten?

Pædofilianklager hænger over hovedet på Michael Jackson. Det er svært at forholde sig til - især da
vi står ti år efter hans død. Men det nuancerer en ofte sort-hvid diskussion om hvorvidt kunst og
kunstner skal adskilles. Der er to sider af sagen: skal kunsten adskilles fra kunstneren, eller skal
kunstneren adskilles fra kunsten? Man kan betragte Kunsten adskilt fra kunstneren - den er universel
og taler til noget i os alle. Eller man kan betragte kunstneren adskilt fra kunsten - kunstneren som en
samfundsborger, hvis talent ikke er en fribillet til krænkelser. Det kan være svært at adskille
kunstneren fra kunsten. Det kan være svært at forholde sig hvis dit barndomsidol med ét forvandles
til en forfærdelig overgrebsmand.

Patricia Smollerups debatindlæg Jeg vil stadig danse til Michael Jackson er godt eksempel på dette.
”Gennem hele min opvækst har musikeren været forbilledet” (s. 1, l. 4) fortæller Patricia om sit
forhold til Michael Jacksons musik, som en central del af hendes barndom i danselokalet. Udover at
være en grundsten i Patricias opvækst er Michael Jackson, ifølge hende, en grundsten i moderne
populærmusik, der ikke kan og bør boykotteres. Hun føjer derved en hel del nuancer til diskussionen,
i det at musikken er mere end sange vi blot kan slukke for - den er indlejret i vores opvækst, kultur,
og i sidste ende, os selv. Det er at betragte kunsten for det den er - den er hævet over Michael
Jackson, og får et liv for sig selv.

Patricias debatindlæg er en respons på aktivist og feminist Amalie Haves debatindlæg Jeg har hørt
Michael Jackson for sidste gang. ”Lad os i stedet tage et kritisk blik på Michael Jackson” (s. 2, l. 2)
lyder budskabet. Talent er ikke en fribillet til krænkelser, så derfor skal vi betragte Michael Jackson,
som overgrebsmand set bort fra hans kunst - kunstneren adskilles her kunsten. Debatindlægget
understreger vigtigheden i, at vi som forbrugere holder magtfulde overgrebsmænd til ansvar for
deres krænkelser. Ifølge Amalie er det vores ansvar, da vores retssystem ofte favoriserer magtfulde
mænd, og ofrene må betale prisen. At vi stadig ”systematisk vælger at holde hånden over
overklassens indflydelsesrige og magtfulde overgrebsmænd” (s. 3, l. 4) mener Amalie de
polariserende stereotyper af overgrebsmænd bidrager til. ”Enten er du et empatisk og godt
menneske, som ikke begår 15 overgreb, eller også er du et umenneskeligt monster, som gør.” (s. 3, l.
14-15).

Amalies teori bekræftes gennem Patricias responsartikel. ”Jeg vil gerne indrømme, at jeg frygter
Leaving Neverland, som jeg endnu ikke har set. For det ville være helt forfærdeligt, hvis manden, som
har været min barndomshelt – et geni, en Peter Pan, en excentriker – i virkeligheden viste sig at stå
bag så grufulde ugerninger.” (s. 1, l. 59-62). Hun har her svært ved at adskille Michael Jackson, som
en reel person, fra hendes bardomsidol i musikvideoerne. Fordi Michael Jackson har en særlig
personlig værdi for Patricia, går hendes argumenter tabt i en følelsesdrevet konklusion. ”Men uanset
hvad Michael Jackson har gjort, vil jeg aldrig ændre holdning til hans kunst. Enhver person er fri til at
træffe sit eget valg, men jeg har truffet mit. Jeg danser videre til Billie Jean… ” (s. 3 l. 63-65). Hun
træffer et valg, og ser bort fra konsekvenserne, fordi Michael Jackson har en så stor betydning for
hende personligt. Hun adskiller bevidst kunsten fra kunstneren. Hun bliver et eksempel på hvordan
vi ofte inderst inde ved hvad der er rigtigt, men måske ikke altid handler efter det.

Det kan være svært at gøre det rigtige, men vi må huske på de ofrer, der påvirkes af vores
beslutning. Så hvad betyder det egentligt at gøre det rigtige? Ganske vist er det ikke ensbetydende
med at fuldstændigt ”cancel” (boycottere) en kunstner som Michael Jackson for evigt. Specielt da
cancelling er et tvivlsomt koncept, som kun findes i twittertråde - og ikke har nogen rigtig indvirkning
i den virkelige verden. Sagen er at kunst kan stå alene - på en måde: diskussionen om kunstneren
bør adskilles fra kunsten, drukner ofte i en sort-hvid-tænkning. Man ser ofte bort fra et nuanceret
gråt felt, hvor der er utallige muligheder mellem en fuldstændig cancelling af en kunstner og en
fuldstændig accept af dårlig opførelse.

Kernespørgsmålet er i bund og grund: giver jeg aktivt materiel støtte til igangværende misbrug? Eller
sagt på en anden måde - financierer jeg en misbruger? Er det en person, der har flere troværdige
anklager mod sig, hvor de gør grufulde ting, og ikke har sonet for dem? - De har ikke eksplicit
undskyldt, og har måske endda ikke stoppet deres dårlige opførsel - Det føles forkert at støtte sådan
en person, og det er det også. Så det er vigtigt at overveje de forskellige konsekvenser af at streame
deres musik på forskellige måder. At høre det i radioen er absolut ikke det samme som at betale for
en koncertbillet til flere tusind kroner, eller købe deres nye album. Vi bliver nødt til at tage stilling af
solidaritet til ofrerene, også selvom kunstneren er død - i hvert fald så længe at
copyrightrettighederne ikke er udløbet. F.eks. har Michael Jacksons arvinger efter hans død fortsat
med at sagsøge og terrorisere hans anklagere. Vi har stadig som forbrugere magt over ofrenes liv
gennem vores valg.

Vi må overveje konsekvenserne af at støtte indflydelsesrige overgrebsmænd på forskellig vis. Vi må

tage et kritisk blik på kunstnere og deres ugerninger. Vi må adskille overgrebsmanden fra hans kunst,
hans betydning for kulturen og hans betydning for os. Og det er for mange af os - som Patricia - på
ingen måde nemt, fordi kunsten er gået ind og blevet del af os. Adskil kunstneren fra kunsten, lad
overgrebsmanden stå til ansvar for hans krænkelser - fordi der står et offer for enden af dine
beslutninger.