Slide 1: (Introduktion)

Jeg fik spørgsmål 1, som handler om spektrofotometri. I dag vil jeg forklar nogle begreber, og
såsom Monokromatisk og polykromatisk lys, desuden vil jeg også instrumentets opbygning,
fremstilling af standardkurver. Hermed vil jeg også diskuter hvilken stoffer kan man analysere
ved spektrofotometri. Og De sidste to begreberne vil jeg også komme ind på.

- Spektrofotometri er generalt bruges at måle koncentrationen af et stof i en prøve.

Når lys passerer gennem en prøve, vil nogle stoffer absorbere eller "opsuge" visse
bølgelængder af lys, mens andre vil transmittere eller "gå igennem" lyset uden
absorption. Den absorberede mængde lys afhænger af koncentrationen af det stof, vi
ønsker at måle.

Slide 2: (Instrumentet opbygning)

- Spektrofotometer er en enhed, der hjælper os med at forstå, hvor meget lys et
stof kan absorbere.
1) Lys kilden: Vi har en lyskilde. Det er som en lille pære, der udsender lys. Dette lys bevæger sig
gennem spektrofotometeret og hjælper os med at se, hvad der sker, når det interagerer med
forskellige stoffer.
2) Collimator: Det hjælper med at skabe en parallel lysstråle. Det sikrer, at de lysbølger, der
udsendes fra lyskilden, bevæger sig i en lige linje og er justeret parallelt.
3) Prims: After collimator lyset passer gennem prims. Denne del adskiller lyset i forskellige
farver, ligesom en regnbue. Hver farve repræsenterer en bestemt bølgelængde af lys.
Grunden til, at lys adskilles i forskellige farver, er, at lys er opbygget af forskellige
bølgelængder. Hver lysfarve har en bestemt bølgelængde. Når hvidt lys passerer gennem et
prisme eller et diffraktionsgitter, bøjes eller brydes lysets forskellige bølgelængder i
 forskellige vinkler. Denne bøjning får lyset til at brede sig, og de enkelte farver bliver synlige
som et spektrum.
Det spektrum, du ser, når lyset adskilles, indeholder farver som rød, orange, gul, grøn, blå,
indigo og violet. Dette er ofte repræsenteret som en regnbue.
Bølgelængde er vigtig i spektrofotometri, fordi forskellige stoffer absorberer lys ved
forskellige bølgelængder. Spektrofotometeret bruger de adskilte farver (bølgelængder) til at
måle mængden af lys absorberet af en prøve.

4) Prøven (Sample): Det er en væske, som vi gerne vil lære mere om. Vi putter
prøveopløsningen i en speciel beholder kaldet en kuvette, og kuvetten går ind i
spektrofotometeret. Lyset bevæger sig gennem prøveopløsningen og interagerer med den.

5) Detektor: Dette er som et specielt "øje", der kan måle, hvor meget lys der kommer ud af
prøveopløsningen, efter at den har interageret med lyset. Den kan fortælle os, om
prøveopløsningen absorberede noget af lyset eller lod det passere uden nogen ændring.

6) Digitalt display: Endelig har vi et digitalt display. Det er som en lille skærm, der viser os
resultaterne. Det kan fortælle os, hvor meget lys der blev absorberet af prøveopløsningen
ved forskellige bølgelængder. Denne information hjælper videnskabsmænd med at forstå
egenskaberne af det stof, de studerer.

Slide 3 (Monokromatisk og polykromatisk lys)

Monokromatisk lys betyder lys, der kun består af én farve eller bølgelængde. Du kan tænke
på det som lys, der kun har én enkelt farve, som f.eks. kun rødt, kun blåt eller kun grønt lys.
Hvis du har set et regnbueflag, så er hver farve i flaget et eksempel på monokromatisk lys.
Polykromatisk lys betyder derimod lys, der består af flere forskellige farver eller
bølgelængder. Dagslys er et godt eksempel på polykromatisk lys, fordi det består af mange
forskellige farver som rød, orange, gul, grøn, blå og lilla. Regnbuen kan ses som både
monokromatisk (når man betragter individuelle farver) og polykromatisk (når man betragter
hele rækken af farver i spektret).
I spektrofotometri foretrækkes monokromatisk lys ofte, fordi det giver mulighed for
nøjagtige og præcise målinger af absorbansen eller transmittansen af en prøve ved en
specifik bølgelængde. Monokromatisk lys består af en enkelt bølgelængde, som giver
mulighed for selektiv måling af en specifik komponent eller analyt i en prøve. Forskellige
stoffer har unikke absorptions- eller transmissionsegenskaber ved forskellige bølgelængder.
Ved at vælge en passende bølgelængde kan du fokusere på den specifikke forbindelse af
interesse og minimere interferens fra andre stoffer i prøven.
På den anden side, når man studerer polykromatisk lys med spektrofotometri, kan man
måle, hvordan forskellige bølgelængder af lys absorberes eller reflekteres af et stof. Dette
hjælper os med at få en mere detaljeret forståelse af, hvordan lyset og stoffet interagerer.
Slide 4: (Fremstillingen af standardkurver)
- For at bestemme mængden af koncentrationen af stof i en prøve oprettes
en standardkurve. Hvor vi har koncentrationen på x-aksen og absorbernes
på y-aksen.
Vigtigt: Spektrofotometeret viser primært absorbansværdien, og for at bestemme
koncentrationen af en ukendt opløsning er det almindelig praksis først at udføre
spektrofotometri på kendte standardopløsninger. Fordi vi kender koncentrationen af kendte
standarder, og vi finder ud af koncentrationen af det ukendte.
Standarder er kendte løsninger, der bruges i spektrofotometri til at bestemme
koncentrationen af et ukendt stof. Disse kendte opløsninger har en nøjagtigt kendt
koncentration af stoffet af interesse. For at skabe en kalibreringskurve fremstilles en række
standarder med forskellige kendte koncentrationer. Absorbansen eller transmittansen af
hver standard måles derefter ved hjælp af spektrofotometeret ved specifikke bølgelængder.
Dataene opnået fra standarderne bruges til at etablere en sammenhæng mellem
koncentrationen af stoffet og dets tilsvarende absorbans- eller transmittansværdier. Dette
forhold er typisk plottet på en graf som en kalibreringskurve.
Når kalibreringskurven er etableret, måles absorbansen eller transmittansen af det ukendte
stof ved brug af det samme spektrofotometer og bølgelængdeindstillinger. Ved at
sammenligne det ukendtes absorbans- eller transmittansværdier med kalibreringskurven kan
koncentrationen af det ukendte stof bestemmes.
I et spektrofotometer laver vi en kalibreringskurve ved hjælp af kendte koncentrationer af et
bestemt stof. Kalibreringskurven relaterer koncentrationen af stoffet til dets absorbans- eller
transmittansværdier. Ved at sammenligne absorbansen eller transmittansen af et ukendt stof
med kalibreringskurven kan vi bestemme dets koncentration.
Når vi laver kalibreringskurven ved hjælp af kendte standardløsninger, etablerer vi en
sammenhæng mellem koncentrationen af stoffet og absorptionen af lys. Denne kurve
hjælper os med at forstå, hvordan spektrofotometeret reagerer på forskellige
koncentrationer af det stof, vi er interesserede i.
Når vi har kalibreringskurven, kan vi bruge den til at bestemme koncentrationen af en
ukendt opløsning. Sådan fungerer det:
Vi måler absorptionen af lys for den ukendte opløsning ved hjælp af spektrofotometeret.
Vi finder det tilsvarende punkt på kalibreringskurven, der matcher den målte
absorptionsværdi.
Fra det punkt på kurven kan vi aflæse koncentrationen af stoffet i den ukendte opløsning.
Grunden til at vi har brug for de kendte løsninger og deres tilsvarende punkter på kurven er
at etablere sammenhængen mellem koncentration og absorption. Uden de kendte løsninger
ville vi ikke have en reference at sammenligne absorptionen af den ukendte opløsning med.
Slide (Diskutere - hvilken typer stoffer der kan analyseres ved spektrofotometri).
Lægemidler:
- Spektrofotometri bruges også til at analysere lægemidler og medicinske
forbindelser. Specifikke bølgelængder kan bruges til at bestemme
koncentrationen af lægemidler i prøver. For at sikre effektivitet og sikkerhed
ved brugen af lægemidler er det vigtigt at kende den nøjagtige
koncentration af det aktive stof i en given præparat. Dette giver læger og
farmaceuter mulighed for at ordinere korrekte doser til patienter og sikre,
at behandlingen er tilstrækkelig for at opnå den ønskede terapeutiske
effekt.
- I farmaceutiske industrier er det afgørende at kontrollere, om
lægemiddelprodukter overholder de specificerede krav til koncentrationen
af det aktive stof.
Næringsstoffer:
- Næringsstoffer som nitrat, fosfat og ammonium er afgørende for, at
planter og dyr kan vokse og overleve. De fungerer som mad for dem.
Ligesom vi har brug for en afbalanceret kost for at forblive sunde, har
planter og dyr også brug for den rigtige mængde af disse næringsstoffer.
Men for meget af disse næringsstoffer kan være et problem for vores miljø,
især når de ender i vores oceaner, floder og søer. Lad mig forklare hvorfor.

- Når der er for meget nitrat, fosfat eller ammonium i vandet, er det som at give for
meget mad til algerne. Alger er små planter, der lever i vandet. De vokser virkelig
hurtigt, når de har for meget mad. Denne overvækst af alger kaldes en
"algeopblomstring." Algeopblomstring kan forårsage skade på miljøet og de dyr,
der lever i vandet. Når algerne vokser for meget, blokerer de for sollys i at nå
andre planter og koraller nedenfor. Disse planter og koraller har brug for sollys for
at overleve. Når de ikke kan få nok sollys, kan de dø. Når algerne dør, synker de til
bunden af vandet og bliver nedbrudt af bakterier. Denne nedbrydningsproces
bruger meget ilt fra vandet. Når iltniveauet bliver for lavt, kan fisk og andre dyr,
der har brug for ilt, ikke overleve. Dette skaber det, der kaldes en "død zone".
- Med spektrofotometeret kan forskere overvåge næringsstofniveauerne i vores
have, floder og søer. Dette hjælper dem med at forstå, om der er en ubalance, og
om det kan forårsage skade på miljøet. Ved at kende disse oplysninger kan de tage
skridt til at beskytte vores farvande og sikre, at de planter og dyr, der lever i dem,
forbliver sunde.
Slide (Beskriv detektionsgrænse og kvantifikationsgrænse)
Detektionsgrænsen:

Nu er detektionsgrænsen den mindste mængde af et stof, som spektrofotometeret nøjagtigt kan

detektere. Tænk på det som den mindste mængde af det stof, som spektrofotometeret kan "se".
For at forstå dette, lad os bruge en analogi. Forestil dig, at du har en spand, som du fylder med vand.
Du vil kende den mindste mængde vand, du kan måle nøjagtigt ved hjælp af en lineal. Hvis din lineal
kun kan måle ned til millimeteren, vil detektionsgrænsen for din lineal være en millimeter. Alt mindre
end det, og linealen kan ikke give dig en nøjagtig måling.
På samme måde er detektionsgrænsen i et spektrofotometer bestemt af dets følsomhed. Hvis
spektrofotometeret ikke er følsomt nok, vil det ikke være i stand til at måle meget små mængder af et
stof nøjagtigt. Det er som at have en "lineal", der kun kan måle større mængder af lysabsorption.
kvantifikationsgrænse:

Nu er grænsen for kvantificering den laveste mængde af et stof, som spektrofotometeret nøjagtigt
kan måle og give dig en pålidelig mængde eller koncentration. Det er ligesom den mindste mængde
af det stof, som spektrofotometret kan "tælle".

For at hjælpe dig med at forstå dette, lad os bruge en anden analogi. Forestil dig, at du har en vægt,
og du vil vide, hvilken minimumsvægt du kan måle nøjagtigt. Hvis din vægt kun kan måle ned til 1
gram, vil grænsen for kvantificering for din vægt være 1 gram. Alt er lettere end det, og vægten kan
ikke give dig en præcis måling.

Main difference:

- Detektionsgrænse (LOD): Den laveste mængde eller koncentration, ved hvilken et

stof kan påvises pålideligt, hvilket indikerer dets tilstedeværelse.

- Kvantificeringsgrænse (LOQ): Den laveste mængde eller koncentration, ved hvilken

et stof kan kvantificeres nøjagtigt og pålideligt, hvilket giver en nøjagtig måling af
dets koncentration.