*

)
JØDER OG GOJIM II

NB Rana
Depotbiblioteket
JøDER oa Gojim II
AF

E. SAXLUND

CHRISTIANIA 1911 - J. AASS' FORLAG

Johansen & Nielsens boktrykkeri.
 INDHOLD.

Forord 7
Indledning (Jødespørgsmaalet er et Racespørgsmaal) 15
Norsk Literatur om Jøderne (Ludvig Holberg,
Henrik Wergeland) 23
Jødernes Religion og Morallære i Forholdet til Gojim
(Bekjendelsesskrifter, Citater af Talmud) ... 32
Nogle Uddrag af Mosebøgerne 56
Kort Uddrag af Jødernes Historie til Christi Tider 63
Do. fra „ 70
Syro-Araberne eller Semiterne 97
Martin Luther om Jøderne 102
Jødernes vigtigste Erhverv 108
Jødernes Antal 125
Joderne i hemmelige Selskaber 126
Til Jødernes Karakteristik 132
Udviklingen af den jødiske Karakter.
Den jødiske Karakter.
Den jødiske Aands Indflydelse paa os.
Handelsrace contra jordbunden Kace.
Til Jødernes Fysik.
Den norske (og norsk-danske) Lovgivning om Jøder 155
Pro og contra. Uddrag af Bladene 171
 Peer Gynt: Hvad er du?
Stemmen: Den store Bøjgen.

FORORD TIL JØDER OG GOJIM.

Det er selvfølgelig dristigt af en Lægmand at udgive

en Bog, som omspænder Omraader af største Udstrækning,
Omraader, af hvilke hvert enkelt, til fuld Indtrængen i
Kilderne, kræver sin egen Videnskabsmand.
Til (Jndskyidning faar da først tjene, at nærværende
Arbeide nærmest kun har bestaaet i Samling af videnska
belig Stof til Belysning af Jødernes Forhold til os Gojim
d. e.: Ikke-Jøder. Dernæst, at det ikke ser ud til, at vore
Videnskabsmænd føler nogen særlig Lyst til at tåge fat
paa dette, allerede nu noksaa „ kinkige", Emne.
Den tyske Fortåtter Dr. Richard Weitbrecht siger ogsaa
(Fritsch, Handb. d. Judenfrage p. 160): „Men med freidigt
Mod kan en tysk Fortåtter kun da give Udtryk for sin
Mening om Jødespørgsmaalet, nåar han er Philosemit, eller
hverken har mere at frygte eller at haabe for sin For
fattarbane,"
Naar vore Historieskrivere ikke blot undlader at oplyse
-Folket om Jødernes virkelige Historie ogderes enorme
Indflydelse paa vore Samfund og vort hele Liv, men endog
 8

fremstiller Historien feilagtig, til Skade for vor hele (german

ske) Kultur, bør det tilgives en Ulærd, om han føler sig
opfordret til efter fattig Evne at løfte lidt paa det Hemmelig
hedens Slør, der omgi ver Jøderne og deres Forhold til os.
Hvor de Lærde svigter, faar Lægmanden tåge fat.
Bogen pretenderer selvfølgelig ikke at give en udtøm
mende Behandling af Jødefolkets Historie, Religion etc.
Dens Øiemed er at udvide og berigtige Kjendskabet
hertil i Forholdet til os gjennem Fremlæggelse af sandfær
dige, mindre kjendte, Fakta, ikke at fortælle opigjen gamle
velkjendte Ting, som Læserne maa forudsættes at kjende.
Under Hensyn hertil tror jeg ikke at kunne bebreides
Ensidighed i Fremstillingen.
Til min Beslutning om at udgive dette Skrift har
blandt andet bidraget Læsningen af Hr. Theodor Fritschs
„Handbuch der Judenfrage" (26. Oplag, trykt i Hamburg
1907), en Sammenstillen af det vigtigste Materiale til Bedøm
melse af det jødiske Folk. Jeg har i det efterfølgende i
ganske stor Udstrækning, med Hr. Fritschs velvillige Til
ladelse, benyttet mig af denne Kilde, som jeg seiv tror,
med tilbørlig Kritik.
Læsningen af Houston Stewart Chamberlains geniale
Værk „Die Grundlagen des XIX. Jahrhunderts", har styrket
mig i min Tro paa at et lidet Uddrag af Jødernes Historie
m. v. er høist paakrævet, samtidig som den har gjort mig
min Mangel paa videnskabelig Uddannelse i Emnet endnu
mere følelig.
Ingen Uvilje mod Jøderne har dikteret Udgivelsen,
kun Ønsket om, at et af de fleste lidet paaagtet og forstaaet,
men dog overmaade vigtigt Fænomen maa blive bedre kjendt
Bogen er skrevet af en Lægmand for Lægmænd. Og
saa af en Nordmand for Nordmænd.
 9

Hvad der giver mig Mod til at fremlægge dette 1 ille

Arbeide for Publikum, er Troen paa, at jeg derved dog
vil bidrage noget til Støtte for den gamle og ærlige, norske
Nationalkarakter, som jeg nødig ser undergravet af semitisk
Livsopfatning.
Christiania i November 1910.

E. SAXLUND.

FORORD TIL JØDER OG GOJIM 11.

Nærværende Bog kan baade kaldes en forøget Udgave

af „Jøder og Gojim", og, med ikke mindre Ret, en ny
Bog, da det ældre Stof er adskillig omarbeidet og meget
nyt Stof er tilkommet. Forhaabentlig er den Bogen bærende
Tanke herved kommen klarere frem. I et Anhang er alt
saglig, af nogen Betydning, som i Anledning „Jøder og
Cjojim" er fremkommet i vore Blade, baade pro og contra,
i nd tåget.
Herved vil det blive lettere for Læseren at opgjøre
sig en selvstændig Mening om Jødespørgsmaalet.
Til Belysning af Spørgsmaalet: Hvem er Jøderne? vil
nogle Ord om denne Bogs Historie tjene.
Da Undertegnede havde faaet Bogen (I. Udg.) færdig
i Manuskript, søgte jeg først en af vore største Forlæggere,
hvem jeg, under Hensyn til hans Uafhængighed i flere
Henseender, antog kunde være villig til, selvfølgelig uden
økonomisk Resiko, at optræde som Forlægger. Med Angst
øg Bæven afslog den ellers saa tapre Maud den tiltænkte
Ære. Bogen var i og for sig udmærket, men „Jøderne
 10
vilde ike like den." Henvdls ti et Par andre af
vore Forlæge re førte til same Resulta. „ Er Bogen for
elr imod Jødern?" „ Den er hverkn for elr imod;
den indeholr blot nøkter Fakt." „Jeg forsta; men
Jødern vil alts ike like den.' Da ma jeg desvær
o. s. v." „Kjære S., De kan gjern kalde mig feig, men
Jødern har lange Arme og hænger samen som Erteis;
jeg ma derfo bed Dem opsøge en ande Forlæge.
Om ike for andet, sa for mine Borns Skyld, ma jeg
afsl Ders Anmodig. Men trykes bør Ders Bog
absolut, min Konsulet rose den megt. Det vil glæde
Dem at læse hans Udtales."
Jeg fik alerd da en Anels om, at den englsk
Forfate Joseph Banister ike overdi, nåar han i ins
Bog „ Englad under the Jews", Lond 1907, siger: „Jeg
er høitdelg blit varslet om at, hvis HU af Indholet i en
Bog om det udvalgte Folk ike er af en overdntlig
rosend Art, og hvis den sidte 1U indeholr den mindste
Kritk om de Udvalgtes Inteligs og Moral, da vil den
ulykeig Forfate gjøre sig skyldig til den alvorige For
brydels, Antisem, som bringe næste ethvr Lon
doner Dagblds Vred over hans Hoved."
Efter Bogens Udgivels kunde jeg endu mer, af
egn Erfaing konstaer, at der star Skræ af Jødern.
Bogen blev imdlert anmeldt af uvent mange
Blade og ofte rosend. I Danmrk blev den nærmest
tie ihjel; nep en Kjøbenhavris omtale den. Jeg
tør heraf slute, at Bogen udkom i ret Tid. Skal, hvad
Gud forbyde, den jødiske Indflyes vokse som i de
nærmest foregand Aar, og Øgnisprocet er stær kt
progesiv, vilde Bogen, om den var udkomet nogle Aar
senr, ogsa herjm være døsmt. I Udlanet blir
 1

nu enhvr Bog, der er Jodern »mislebg", overgit til

Taushedn Grav. Inte store udenlask Blad tor resik
at boyctes af Jødern.
En i Englad bosat Kordman tilskrev mig, eftr at
have læst Bogen, folgend:
i.Jeg kan ike andet end beundr Deni for det A\od
De har udvist ved at udgive den. Herov tro jeg
nep, at en Mand med et anset Xavn vilde voe at
udgive en ligned Bog! Som De vel ved, er Jødern
nu blevt omtren almægtie herov og der er fa elr
inge, som tor skrive elr udgive noget, som nedsætr
dem i ublikmsP Øine. Jeg iro, til og med, at der nu
nep findes et nogelud anset Blad, som vilde tåge en
Artikel mod Jødern, seiv om den var skrevt i same
moderat Tone som Ders Bog."
Jeg har derfo al Grund til at være tilfreds med
Bogens Modtagels. Næsten ale Blade, som har anmeldt
den, har gjort det sagli og pa en danet Made.
En næverdig Undtagels gjorde dog det «frisnde"
Organ „Tidens Tegn", forsavidt som det bl. a. abned
sine Spalter for et Angreb fra en hervænd Jode, der til
lige liden Ære for sig seiv som for Bladet gav sin Galde
Luft i Udtryk, der ialfd ike var præged af Religost.
Forøvigt var det de socialtke Blade, der viste den
store Jodevnligh, noget som forestn ike vil forbause
en erfan lagter.
Nar jeg fortæle foransted, og jeg kunde fortæle
megt mer, er det kun for at fastl det sorgeli Faktum,
at der star en ren Skræ af Jodern. Dernæst vil jeg
bed Læsern tænke noie over, hvad Grunde er til den
Skræ. Jodern holdes jo for at være et megt religøst
Folk. En Jodemisnpræt (se .Morgenbl 430, 19,)
 12

kalder det som aldes selvagt «Religonsfkt par excl

lenc". Ike ved jeg, hvad hin Præst forsta ved Be
grebt „Religon", men henstilr til Læsern Overils
seiv at tænke lidt nærme over Begrbt og dets Forhld
li Begrbt „Skræegimnt". Personlig er jeg af den
Formenig, at den jødiske Religon inge Religon i orv
Forstand er; maske den snare kunde betgns som Jus.
Kvintes i den er ialfd Politk, Isolatinpk.
Det er ganske mærkeligt, at man ike klare indser
det modsigen i, at et „Religonsfk par excln"
faktis udøver et rent Rædselhrøm. Der star sa
sandt inge Skræ fra Protesan elr Budister. Har
ovenæt Præst Ret, ma jo Religon par excln være
en i Sandhe farlig Ting. Det er forestn ganske pa
falden, hvor übekjndt vore Theolgr er med andre
Religonr end den evanglisk-uthr. Der ma her
viselg forelig en betydlig Mangel ved Universt
undervisg.
Nærvend Bog er betydlig støre end den første.
Da jeg, vistnok med Ret, antog, at Folk nok kunde læse
en alvorig Bog pa vel 10 Sider af en Lægmand, men
nep noge pa 50, gjordes den første Udgave sa kort
som mulig. Nu tro jeg at kune tilade mig at udybe
Emnet noget. Det har især været mig magtpliend
at klaræge den jødiske Karkte og søge at pavise nogle
af Aarsgen til den eindomlg Karktes Danels.
Kapitle „Til Jøderns Karkteis" er saled helt nyt.
Nogen udtømen Behandlig af Emnet tilsge nu
ligesadt som før. Nu som da er Hensigt den at
rabe til Værn for vort dyrest Eie, germansk Frihed,
Lighed og Brodeskab i mod orientalsk Despoti og Slaveri,
med andre Ord at kjæmpe imod at den jødiske Aand
 13

undertvinger den germanske. Og kan ikke dette ske uden

at Jøderne kalder mig Jødehader, saa gjerne for mig. Jeg
ved med mig seiv, at det langt fra er noget Had, som
driver mig til at skrive, heller ikke Udsigten til nogen
somhelst Vinding. Men jeg ved ogsaa, at dette vil være
enhver Jøde komplet ufattelig.
I indeværende Aar har Prof. Werner Sombart udgivet
en mærkelig Bog: ,/Die Juden und das Wirtschaftsleben",
Verlag von Duncker und Humblot, Leipzig 1911, den enhver
socialøkonomisk Interesseret burde kjende. Da Sombart er
jødevenlig og da endog „ Berliner Tageblatt" har rost
Værket, har jeg oftere eiteret Steder deraf.
Christiania November 1911.

E. SAXLUND.
 INDLEDNING.
JØDESPØRGSMAALET ER ET RACESPØRGSMAAL.

Nordmænd er af samme Race, bor i sin egen

Stat; Landet er deres Fædreland, dets Beboere Brødre,
og som Christne og Germaner holder de af sine Med
mennesker og behandler ogsaa dem som sine Lige.
Da vi har havt liden Anledning til at komme i
Berøring med Folk af anden Race, gaar vi i Alminde
lighed ud fra, at saadan som Forholdet er hos os, er
det ogsaa andetsteds.
Det er derfor natnrligt nok, at mange Nordmænd
anser en tysk Jøde for Tysker = Germaner, en en
gelsk for Engelskmand = anglo-sachsisk Germaner.
Men dette er og bliver en Vildfarelse, som det
kunde være paa Tide at soge fjernet.
Vistnok er det saakaldte ..Jødespørgsmaal", der i
Udlandet beskjæftiger saa mange Penne, ikke saa ak
tuelt her som der, men det er dog meget mere aktuelt
end de fleste tror.
Jødespørgsmaalet maa dog ikke opfattes som
knyttet til de enkelte Individers synlige Yirksomhed.
-Det er ikke de enkelte føder, men den jødiske Aands
--Indtrængen i vor Kultur, der gi ver ..Sporgsmaalet" en
uoverskuelig Rækkevidde.
 16

Jødern høre til en Race og udgjør en Nation

med en Religon.
Vi høre til den indoerpæsk Race, Jødern til
den semitk; vi høre Europa til, de er Asiater, med
orientalsk Temprant og Karkte. Jødern og Nord
mænde er to vidt forskjelig Racer. Selv Tanke
gane er vidt forskjelig. German er en jord
bunde Race, Jødern en pengbud.
Men den jødiske Nation daner inge egn Sta.
Ders i isev Hensdr absolute Modsætnig,
Zigeunr, er emd heri lige. Uden noget Fædrelan
bevar beg dise seig Racer sit Særpg, sine
Racemærk, trods det stadige Ophold blandt Frem
med, den en i yernB 2 ), den ande pa Landet.
Der findes Historke, som pastr, at de beg
nedstamr fra same Land, fra Indie' 2 ).

x) Det, at Jødern i Aartusinde har boet i Byer, bør vel mærkes.

2) Kunde det histork fastle, at Jødern oprindelg ligesom Zigeu-
ner udgjør en fra Indie komend „Kaste", vilde ders
Histore og Liv med enga sta letforsaig for Enhver. Man
fik da en let Løsnig pa den Mærkelighd, at et helt Folk op
træde blot som en Del af et Folk, idet ale kun er beskjæftigd
med en enst Art af Arbeid, alts som en „specialrt Race".
Jødern har ike Urpoducent i ins Midte, de arbeid ale,
genrlt tåge, som Formidle. Det vilde forsavidt ike være
urigt at benæv dem „Kaste" istedfor Nation. Da Ordet
Kaste imdlert nærmest forudsæte et ordnet Racesmfund, bra-
ges helr Ordet Nation, seiv om det ike fuldt dæker det
gjænse Begrb.
Jødern har seiv altid betgn sig som „det jødiske Folk"
elr „den jødiske Nation", se Max Nordan: „Das Judenlhm im
19. u. 20. Jahrundet", Jidscher Verlag, Køln u. Leipzg 190
p. 15.
 17

For Zigeunrs Vedkomn er det utvilsom,

medns de Lærde nu heldr til den Opfatnig, at Se
mitern stamer fra Arabien. Jødern skal nedstam
fra Ørkenbdui (Semitr), Hethir (Syre?) og
fra Amorite, der antges at have været af indo-eur
pæisk Herkomst 1 ). Racen er nu ren end noge
europæisk.
Beg flaker de omkring' 2) og levr fremd
og ukjendt blandt andre Racer. De føler sig seiv
som Aristokae og „udvalgte" Folk.
Nu, Zigeunrs „Udvalgthe" tåger de Christne
ike for god. Jødern derimo anse endu i vore
Dage af Mange for „Guds" 3) udvalgte Folk. Ike
falder det dise Mange ind at spørge:
Hvordan opfater og anser Jødern os, ders
Værte?
Nar Folk af forskjelig Race støder samen, vil
Kamp opsta. Det en vil søge at fortænge det
andet, helt elr delvis. Sa er Naturens Orden. Sa
megt mer, nåar Racern hylder liver sin Religon.
Men komer dertil, at den en Races Religon pa
byder Fiendskab mod ale Andre, er vel Kampen
selvagt.

1 ) Omkring Christ Tider (alts for Talmud kodifcers) gjorde Jø

dern Propagnd for sin Lære og optg Proselyt, seiv udei Om
skjærel. Fra den alexndrisk Diaspor er adskilgt Negrblod
indkomet i Jøderacti; det er dog af underot Betvdnig.
"!) Cfr. Jermias 14.,: Sa sagde Hern om det Folk. Saleds
har de elskt at vandre ustadig omkring.
"*) Alerd Holberg var inde pa Spørgsmalet om Joderns Jahve
ei' den same som de Christne algode Gud, se hans Jod. Histore
1, p. 189.
2 Jod er og Go/im, 1.
 18

Kampen er oftes af økonmis Art og føres sa

stile, at kim de direkt tabend Indiver blandt den
i Kampen underlg Race mærke, at den virkelg
finder Sted.
At Jødern stadig gar fremad i Folketa, Rigdom
og Magt er utvilsom. Og de arbeid malbevidst
og enig. Selv ders Raceinstk træke ale til
same Mal.
Er det Germans mindre Inteligs, som gjør
ham sa blind for de Fare, der true fra Jødern?
Nei, Germans Inteligs er ike mindre end dise,
er endog støre, forsavidt som den er mer skabend.
German har Fantsi. Derimod er Jøderns Energi
ved ders ensidg Udviklng af Viljen, vor overlgn.
Sagen er i al Enkelhd den, at der kjæmpes under
altfor ulige Forhld. Medns den en Part star i
fuldt Dagsly, star den ande i dybt Mørke. Den
en Part kjendr den ande ud og ind, medns den
første, Jødern, for en stor Del take være vor ger
manske Godtrenh, for de Flest endu den Dag
idag, er, som den jødiske Digter Heinrch Hein siger,
en „vandre Hemlighd". 1)
Historebøgn vilde i mangt og megt faet et
andet Udsen, om Historekvn havde kjendt
elr vilet kjend noget mer til den Hemlighd.
Den romesk Historekv Tacitus skildre Ger
maner som et Ideal af et Folk, det han opstiler til
*) „ Jøderns Handliger og ders Sæder er Verdn fuldstænig übe
kjendt. Man tro at kjend Jødern, fordi man har set ders
Skjæg, men man har netop ike set andet end dise Skjæg. For
øvrigt er de endu, nu som i Midelarn, en vandre Hem
lighed." Heinrch Hein (Gestandi 1853/4).
 19

Eksempl for sine egn Landsmæ. Han rose ders

Kraft, Taperhd, Kyskhed, Ærlighed og Trofasthed.
-,lnte Mensk i Verdn overga German i Tro
fasthed," siger han. Som en Feil ved dem, næver
han ders Lyst til stærke Drike.
Hvad han udtaler om Jodern, vil vi senr fa
at se.
Der paste fra mange Hold, at der er Tegn til
Svækels af Germans gode Egenskabr, Tegn til
at Eeighd, Løgnatihed, Samvitghedslø og Man
gel pa Idealism (Tro), gribe om sig.
Hvis sa er Tilfæde, har da Jødern Andel heri?
Ved Besvarln af et sadnt Spørgsmal bør et
Moment ike forglems.
Som den megt gamle og konstae Race, Jodern
er, besidr de en megt stor Nedarvnigs. Al
lerd Moselvn forbd Giftermal med Fremd
og bestm et, dog ike altfor nært, Indgifte, og
gjorde Racens Bevarls til et religøst Anliged. I
Hensd til nævte Evne er de vore nulevd euro
pæiskc Blandigsfok absolut overlgn. Af Ægteskab
mel German og Jøde vil Afkomet i verindo
Grad have de jødiske Kjendtg; ike mindst Kark
terækn er specifk og konstae 1 ).
Om nu sadn Opblandig med jødisk Blod vil
være til Held for vor egn Race elr ike, derom bor

') „Dab og snoar Krydsnig nyter siet ike. Vi blir ogsa i end
10 de Genratio Jøder som for 30 Aar siden. Vi mister ike
vor Races Lngt, end ike i 10 Ganges Krydsnig; og ved ethvr
Coitus med hvilkensomt «vinde, er vor Race dominer:
det bliver „unge Jøder" deraf. Prof. Eduar Gans (ofr. Prof. Dr.
Jåger „Entdeckug der Sel" 3. Opi. I. p. 247).
 20

man først eftr nøie Undersøgl opgjøre sig en

Menig.
Forsavidt den nordiske vel store Ligeyldh
med Peng og Übekymrthd for den Dag imorgen i
noge Grad kunde ændres ved noge Delagtijørs
i hvad Jødern kalde sin „ kapitlse Aand", mate
der medgivs, at ialfd én Fordel opnaeds.
Hvad man nu end menr heroin, sa ma man
imdlert sagten kune være enig om det overmad
lidet ønskelig i, ta Fremtidns Overklas i vort og
andre Samfund danes af Jøder, mens Landets egnt
lige Eier synker ned til de Undero, Arbeidn.
Gar Jødern fremad som hidtl, kan en sadn Mu
lighed absolut ike afvise 1 ). Hvo, som med noge
Opmærksohed følger Jøderns Fremgan i Tiden
eftr ders sakldte Emancipto, vil blive stærk
slaet af det Faktum, at de alerd indtager en i For
hold til ders Antal, aldes uforhldsmæig Plads i,
lad os sige, Overklasn Ræker.
Da de tilager stærk i Folkemængd, Magt og
Rigdom, syne de at have god Grund for sin Tro pa,
at ders Verdnshøm snart vil kome.
Den Fare, der true fra Jødern, anse af mange
for den støre, der true vort Samfund. Ike pa

l) I „Die Juden u. d. W," p. 41 : „Nar Forhlden i Amerika ud

vikler sig vider som i den sidte Menskaldr, nåar Indvare
antle og Tilvækstprocen af de forskjelig Nationler for
bliver ens, sa fremsta de forend Staer om 50 elr 10 Aar
i vor Fantsi ganske tydelig som et Land, der kim vil være be
boet af Slaver, Negr og Jøder, og i hvilket Jødern naturligvs
har tilrev sig det sociale Hegmoni." W. Sombart forglem
her de racen Japner.
 21

Grund af Udsigten til Joderns finacel Overh

døme i og for sig', det har de alerd delvis naet;
men fordi den jødiske Aand smiter vor egn, angri
ber vor Karkte, forvie vore Moralbeg, skader
vore bedst Racegnskbr, forande Folkeartn,
true med at gjøre os Ale til „Jøder".
Chamberlin 1 ) siger: „Den alersto Del af den
civlserd Verdn er frivlge Slaver af den jødiske
Aager. Pengbsidl er i og for sig det mindste;
vore Regjrin, vor Retspli, vor Videnskab, vor
Handel, vor Literau, vor Kunst, sa temlig ale
vore Erhvesgn er blevn mer elr mindre frivl
lige Slaver af Jødern og slæber Slaveænk, omend
endu ike pa beg Føder, sa dog pa den en.
Bevægt af idel Motiver abned Indoeurpæ i
Venskab Porten; som en Fiend styred Jøden ind,
stormed ale Stilnger og planted sit os evig frem
med Væsen Fane pa vor ægte Egenarts, jeg vil
ike sige Ruiner, men Bresch-
1 etd IQ. Aarhunde har vi hørt samegt vak
kert om Talens Frihed, Videnskab Frihed osv.; i
Yirkelghdn har vi været være undertyk end i
det IS. Aarhunde. Den tidlger Tvang kunde
med al sin bitre Uret styrke Karkten, den nye, der
kun udgar af Peng, og som kim sigter pa Peng,
nedværig til det uslet Slaveri."
-iHer, i ond,L er de fa Indføte som endu
er tilbage i Tobaks-, Fiske-, den bilge Klædes-Han
;og i de andre af Jøder erobd Foretnig, i Al

1 ~Die Grundlage des XI. Jahrundets" Volks-Augabe, Munche

190 I, p. 256 og 382.
 2

mindelgh ligesa princløse som Jødern seiv, da

de hæderlig alerd for længe siden er blevn tvunge
til Udvanrig elr til Arbeidshjmt, Hvis nu, da
enhvr englsk Foretnigsmad har at konure
med skøieragt gridske Jøder, Rekrutn til vor Rig
domsklae skal fremsta af de uhæderlig, røveisk
Elemntr af vor Befolknig, da er det bedst, jo før
jo helr, at vi bøier vore Naker under det social
istke Aag, saom den britske Æt ike hurtige kan
degnr under et socialtk Styresæ end under de
Vilkar, hvorunde den Værste har støre Chancer end
den Bedst til at gjøre Lyke under Kampen for Til
værelsn" udtaler Joseph Banister i „ Englad under
the Jews" p. 31.
Den „ slavike" og den »gule" Fare er Fare uda
til, den «jødiske" er Fare indatl, og netop derfo
desto støre.
Nar der tales om Kamp mel lem den germansk
og den jødiske Race, ma det erinds, at den sidt
nævte Race star enig, besjælt af et og same In
stink og Tankesæt, udrste med same Egenskabr,
medns den germansk Race, fordi den nu er megt
mindre „Race" og stærk blandet med Modstaner
egt Blod, star naivt uforstaend, uenig og uvis:
Kort sagt: En German har at kjæmpe med hel Is
rael, hel Israel kjæmper mod de enklt German.
Kampen er derfo vanskelig for German.
Det er feilagt at betgn Jødesprgmalt som
et Religonspørma; det er i irkelghdnV først
og fremst et Racespørgml og endlig et Kultr
spørgmal.
Det kan derfo i Længde ike neglirs.
 23

NORSK LITERAU OM JØDERN.

Tiltrods for at Jøder ike, hvad man i lmindeA

lighed antger, har været helt udestæng fra Norge
(Portugise-Jød 1 har saled i arhundeA havt
fri Adgan, se Priv. af 19 / i 657,1 u /w 1670, 30 .t 1684,
23 / i 1750), findes der her ike ange.m I Danmrk langt
fler, 3476 i 190; noget fler i verig.S
1 Christan ansle ders alT til ca. 50 Fami
lier (ifølge Folketæing pr. 3 /is 190 34, pr. 3 is/ 190
682 Person), for Størsedln indvare fra Rusland
og Polen i den nyest Tid. Indvarige er stadig
øgend.
De har her i hristanC 2 Synagoer. De flest
hervænd drive Smahndel og ike ret mange ind
tager (endu) mer betydnigsful Stilnge
Dog findes her i Landet talrige Familer med
noget jødisk Blod i ines Aare, ike mindst i de rige
ste Kreds. Det er ædvanligs indkomet over Dan
mark og Tyskland (Slesvig-Hotn). En Genalog
kunde her finde et intersa Stof, der vilde have

l ) Portngisejød, Efterkom af de fra Spanie og Portugal for

drevn Jøder (SephardiO pastr at nedstam fra Jad og auser
sig som Aristokae ligeovrf sine tyske, polske og rusike
Brøde, der kaldes Ashkenazim og anse at stame fra Benjami.
Dise to Grupe af Jøder, hvoraf den sidte er den absolut talrigse
(90 °/o), har til den nyest Tid holdt sig streng afsondre, med
egn Synagoer og Skoler. Endog sa sent som i 176 blev det
nægte en Sephardi at ægte en Tedsca.
Det er Sephardim, som særlig har det udpræge „jødiske"
Fysiognm (med skråa Paude, fremskudt Næserod og krum Næse,
mørke, udstaen Øine med jevnt tyke, bued Øienbry, der har
Tilboeghd til at modes. etc.)
 24

megn anthroplgisk og social Inters, og som hen

liger fuldstænig urøt.
Vore Genalogr, savelom vore Historke (An
throplge og Ethnografe har vi sa at sige ike),
syne imdlert aldes ligeyd for elr übekjndt
med Sagen. End ike i vore Historebøg findes
noge Framstilng af Jøderns Histore eftr Jerusa
lems Iste Ødelægs i Aar 70, tilrods for at inge
Nation har grebt saled ind i Europas, ja Verdns
Histore som den jødiske. Da de inge Sta dane,
har man forglemt elr bortse fra, at de udgjore en
Nation. Og seiv har de ike havt noge Inters af
at Andre skrev ders Histore, tverimod, de foretæk
seiv at skrive den pa sin egn Made, som uden
Kritk aceptrs af os.
I høi Grad glædeit er det da, at vor store Lud
vig Holberg gjør en Undtagels fra den sørgeli
Regl.
Med sit alsidge Skarpsyn og germansk Instik
forstd han, at her forela et gadefult og betyd
nigsfuldt Fænome at løse, og med sin aldrig svig
tend Kraft gav han sig ive med den store Opgave.
I 1742 udgav han „Jødiske Histore fra Verdns
Begyndls fortsa til dise Tider" i 2 Bind, hvoraf
det Iste pa 72, det andet pa 736 Sider, viselg
hans sværet Arbeid. Nar Hensy tages til For
holden pa den Tid, det kritse Værk fremko,
fortjen det, ike mindst ved sin store Fordmsfihe
og ærlige Stræben eftr at finde Sandhe, den støre
Anerkjdls. Holberg var her, som altid, forud for
sin Tid, og er det stor Skade, at det hans vægtie
Arbeid ike er blevt bedr forstae og paskjønei
 25

Holberg finder seiv, at Problemt med Jødern er et

Pardox, som ike ad mensklig" videnskablg Vei
kan løse; men har dog eftr Evne bidraget megt
dertil. Men inge se at have Mod og Forstael
nok til at vandre i hans Fodspr her hjem.
Og ike sa nrimelgt enda. Thi ike er det sa
liget elr løned at fortæle Folk den ren Sand
hed, nåar det gjælder Jødern, og det var det Mod,
Holberg havde. Han voed at kritse de jødiske
Historekv, bl. a. Josephn og Filosfen Philo,
han behandlr Talmud og karteis Jødern (Israel
itern) x ).
Om Israelitn pa Mose Tider '-) siger han sa
leds:
-Thi han (Mose) havde at bestil med det gjen
stridge „Folk pa Jorden" (I. Bind, p. 157).
Om Israelitn pa Domerns Tid, udtaler han
(1., p. 2S1):
«Men man kand sige at det en med det andet
var ike andet end en Kjæde af Misgjern, og sa
dant som ike kand andet end give en hæslig Ide om
Israelitn pa de Tider."
Om Jødern pa Christ Tider udtales (1., p. 293):
„at den udvortes Devotin havde aldrig været støre
end pa den Tid da al Dyd og Moralite havde tåge
Afsked hos dem".

\) For det sk. asyrike Fangeskb Aar 721 „ Israelit", senr

„Joder".
*J At Holberg ike kjendt Afatelsidn for de forskjelig Del af
det gamle Testamn er selvagt. Den er først fastle i den
uver Tid. At f. Eks. Mosebøgrn ike er forated af Mose, er
n hævet over enhvr Tvil.
 26

„Jeg har alen," siger Holberg (1., p. 43—),

„anført ovenmldt Taniter, for at vise Jøderns umen
nesklig Smag, at de tilæge ders Lære Taler og
Sentzr, som er uanstædige i roeK Huse og
Borge Stuer, at de rose dem af etd hæsligte Pe
danteri, item at de lade nedrg Mirakle pa en Tid,
da Nationes Ondskab var pa etd høiest Spidse, og
Guds Straf og Vred var over Landet."
„Man kand elrs sige, at det Had, som Jødern
bære mod de Christne, er langt støre, end de Christ
nes Afskye for Jøder" (1., p. 438).
„Thi de, som idelgn vent pa et nyt Herskab,
og have sadne Princpa som Jødern, kand ike
holdes for gode Undersat" (1, p. 439).
„Men der er ganske fa Nationer, der have haft
sa liden Ide om Dyder og Lyder og lært sa van
skabt Morale, som den Jødiske, hvorude man af
dem ike kand vent sig sunder Tanker udi den Ma
teri." (1, p. 526).
Om jødiske Historekv siger han (1, p. 39):
„hvoraf se at der pa hel Jordens Kreds ike er
funde en sa sladergti Nation som den jødiske,"
og 1, p. 410: „Men det tjenr til Bevis pa de jø
diske Scribents urimelg Slader", og p. 41: «Man
ser deraf at de jødiske Scribent ike i Agt tåge
mindste Skin af Rimelghd."
„Og saom inte Folk er mer dristg til at fin
ger." (I, p. 31).
Om Talmud siger Holberg (1, p. 460)
„Man ma desmr forunde sig over den store
Pris, Jødern sæte pa Thalmud, nåar man betrag
dens Indhol, og ser, hvor mange urimelg og van
 27

skabte Ting, som den indeholr, ja, at derui findes

Ting, som helr vanhelig end pryde Religon.
- enD Made, pa hvilken man vil, at de
Christne skal traces, er hard og ugdeli. Thi dem
tilades, at man ma røve ders Gods, at man ma
styre dem ned af høye Stedr, nåar man finder dem
gaend ved Bredn deraf, item at man ma forbande
dem ale Morgen. Man kand her ike sa megt
forunde sig over Jøderns Had mod andre Folk som
at de ike have undset sig ved at indflke sadnt
i ders helig Bøger, som gudomeli Lær
doinme."
- Det« uanset præfe dog Jøder Thal
mud for Bibeln." - hvilket„ se af Justina
Constiu, som tilader Jødern at læse det gamle
Testamn, men forbyde dem Traditones Læsniug,
eftrdi de er opfyldte med unytige og laterig Fabl er.
Det var af same Aarsg at mange Christne udi de
sidte Seculis have opbrændt utalige Thalmudiske Ex
emplar, og søgt at ødelæg dem aldes, sa at
der ike skulde blive et Exemplar tilbage.
Hvad Historke Fact angr, da kan man sige,
at der blandt inte Folk er funde sletr Histore
skrive end Thalmudistern og Rabiner, som er
komne eftr dem."
Det er eftr en videnskablg Kritk, at Holberg
komer til sadne Resultar; han var langtfr noge
Fantiker.
Det er tris at se, hvorleds det Holbergs Værk
er. blevn bedømt i orv Literau. At en Forfate som
Hr. Henrik Jæger i sin Hlustr. Norsk Literauhso"
med overlgn Han omtaler .Jødiske Histore" kan
 28

man jo begri, da same Forfate bl. a. under sin

Omtale af Henrik Werglands Arbeid for »Jødesagn"
fremtæd som den renst „Philosemt" (Jødevn);
men en Forfate af „Norges Histore" som Hr. O. A.
Øverland burde dog have følt sig forpligte til at sæte
sig lidt grundie ind i de Spørgsmal, det her gjæl
der, og ike med en ham indgve Anekdot søge at
afei Holbergs Værk til inte.
Efter Holbergs Tid kan inge norsk Forfate se
at have befat sig støre med Jødesagn, før Henrik
Wergland i 8301 —lB4O-Aaren med stor Iver patog
sig Jøderns Sag. Det gjaldt Ophævels af Bestm
melsn i Grundloves § 2 om ders Adgan til
Riget.
Medns hans Fader Nicolaj Wergland var en af
de virksomte for at fa vedkomn Bestml
ind i Grundlove, skylde det først og fremst Henrik
Wergland, at den i 185 udelos. Hans varme
Hjertlag for ale Fortyke led ham her som
elrs.
1 fler Aar arbeid H. W. med jødesagn bade
i igtD og Prosa.- Hans vægtise Arbeid for .Sagen
er maske Digten „ Jøden" og „Jødine", der op
vakte en stærk Sympathi for Jødern; men det mest
„videnskablg"(?) er hans „Indlæg i ødesagn",J Chri
stian 184. I det Skrift har han ike Lovrd stærke
nok for Jødern, hvem han sæter over Nordmæne.
I Fortalen udtaler han saled: ~at samnge Fose
ike vilde spilde sin Kraft til inge Ting, samnge
Hænder ike være uvirksome, sa megn fremd
Tilvrkng ike behøvs i Norge, samnge Natur
rigdome ike lige begravd i vor Jord elr ga
 29

spildte fra vore Kyster —, slig Aager ike trives, om

Mosaiter havde Adgan til Riget" p. 4.
Det (Jødefolkts) Guid vil fylde de udtøre
Hjælpekidr og dets Mægties Indflyes virke for
det (Norge) i Kabinetr" p. IS. Til Norges Stor
thing.
Wergland hævder, at det er de Christne, som har
demoralist Jødern, vider, at „det alts er klart
nok, at det er Bekjndls og ike Herkomstn, at
det er en religøs og ike en natiol Forskjel, som
begrund Udeluksn."
„ ødernJ vare vel ganske vist en Nation; men
som sadn er de underga for næste 20 Aar
siden."
,/Megt rigt er det at Inge kan være Borge i
to Staer. Men hvor er den ande Sta mod hvem
Jødern nogetsd have at opfylde Pligter? Hvor er
den ande Øvrighed, som skulde voe at stile sine
Befalingr mod Landets lovige Øvrighed?" p. 27.
r,Jøden have ophørt at være en handle Kaste,
hvor Lovgine har abnet dem andre Erhves
kilder. - - I Preusn er det Ale bekjndt, at Jødern
siden Loven af 182, som dertil gav Tilades, drive
for støre Deln Agerbu og Handværke (?).
Det er en fræk Logn, at der i Religons Navn
nogestd mel Mosaitern foredags en Moral
som skjelnr mel Redlighns Pligter imod Troes
forvandte og Andeistro som tilsedr Aager
og ande Forfdeling mod de Christne, som belæg
ger Agerdykni og Kvægal med Foragt -"
(sic.)
Anfored Bevisr herfo fra Talmud, p. 83.
 30

Wergland anføre Grundtvig til Indtæg for Jø

dern og citer af ham: ~at Jødern ved at behand
les ei pa «Romersk" men pa „Græsk" kan blive hvert
Land til übergnlit Gavn, da de overalt, hvor de har
„ Borge-Rt", bemægtir sig Borge-Aand og vide
godt at rame Staens Bedst som ders Eger."
Efter Læsnige af W's Brochue ma man uvil
karlig spørge: Nar det da blot er sadne forment
lige Cermoni som Omskjærel, Sabten, Afhol
dels fra vise Spiser etc, som adskiler Jøder fra de
Christne, hvorf holder de da sa mærkelig fast ved
sin Religon? Et sa intelg Folk, der forsta sig
sa udmærket pa Realitr, skulde det kim af Hen
syn til rent ydre Cermoni holde hardnket fast
ved en gamelds Religon? En af Parten, Jø
dern elr H. Wergland, syne at mate være tem
melig naiv.
Gehaltn af W's Anførsle vil forøvigt belys til
strækeligaf nærved Bogs senr Kapitler.
Siden ale Jøder i 185 erholdt Ligestlhd med
enhvr ande af Landets Indvaer, har Jødesprg
malet fuldstænig hvilet.
At vore norske Historebøg Udtalesr om Jø
dern viser Præget af den Werglandsk Pavirkng
den Dag idag, er enhvr bekjndt. Det er mærkeligt
at se, hvor Fremstilng overalt er philosemtk. En
af de nyest Historebøg indeholr endog, helt umo
tiver, et Angreb pa ~Antisem", som grundet
pa „gamle Fordme".
Antisem kaldes enhvr, der voer at udtale Sand
hedn orn Jødern, elr negtr at tilbed Guld
kalven.
 31

Jøden er den fødte Talsmnd for en „ libera"

Verdnsakul, hvorf kun altfor Mange tro at
være „Fremskidtvn" i ret Forstand, nåar de gar
Arm i Arm med dem. Henrik Wergland savel som
Historken Ludv. K. Dae og mange fler rose sa
leds Jødern for ders politske Frisnd. Man ved
ike, at „almen Toleranc" for dise ike er det
same som for os, og at ders „Opositnly" ial
fald ike har sin Rod i den os German medføt
Frihedstang.
Har Diskuone om Jødern end hvilet her
hjem, sa har dog den videnskablg Forsknig
udenlas ike hvilet.
Bibelkrt foretags nu i en, tidlger utænkelig,
Grad, samtidg som al histork Forsknig Materil
er øget enormt.
Den stærke Udviklng, som Stasøkonmie har
naet, har nu abnet Historken Øine for Pengs
Betydnig for Staer og Nationer og ders Histore,
hvors Udviklngsære har fremkaldt en Ethnografi,
som man tidlger kun skimted Omridsen af.
Den nyer Forsknig belysr ogsa Jødesprg
malet med nyt og klart Lys.
 32

JØDERNS RELIGON OG MORALÆE

I FORHLDET TIL GOJIM.
Kjendskabt til Jøderns Religon 1 ) re i Almenhd
overmad ringe. Man ved, at den er byget pa det
gamle Testamn og at Jesu Christu ike anerkj
des som Mesia nep mer —.
Hvorf er vi sa uviden om Jøderns Troeslæ?
Væsentlig, fordi Jødern seiv iagter fuldstænig
Taushed desang. Medns andre Religonr pa
læger sine Tilhænger som Pligt at arbeid for sin
Religons Udbrels, gjælder for Jødern den stik mod
sate Lære. Det er en Jøde udtrykelig forbudt at
abenr sin Troeslæ for Ike-Jødr.
Vi ved ale, at Oldtiens Folk betragd ale Frem
med som Fiendr; Forhlden førte det da med sig.
I Nutiden er Jødern det enst Folk af Betydnig,
der ike har forladt det Standpuk.
Man vil hertil indve, at Moselv dog byger
pa Næstekjighd i vor Forstand. Nar den fortl
kes som det gjøres af de Christne, kan det nok med
gives. Men det gjør ike Jødern. Og her er vi ved
et af Kjærnepukt. Ligesom Luthers Kathekismu
i den evanglisk-uthr Kirke er ligest med
,Den Helig Bibelsk Skrift" (Norske Lov 2, I)', sa
leds er hos Jødern «Moselvn" og Forklainge
*) Læs om Joderns Religon: Chamberlin I. Del, 1 Afsn., 3. Kap.
„Die Erscheinug Christ" og Afsn. 1., ste Kap. „Der Eintr der
Juden in die abendlåisch Geschit". W. Sombart: „Die Be
deutng der judischen Religon fur das Wirtschaflebn" i „Die
juden etc.' p. 25 fig.
~) N. L. 2, I, findes gjenivt i Noten pa p. 15.
 3

dertil „ almud"T de gjælden Bekjndlsrift. Og

de er ike blot Gruidlaget for Troeslæn, men me
get mer. De er Jøderns bade religøs og verds
lige Lovbg. Lov, Moral og Religon er hos Jødern
synome Begrb. 1)
Det jødiske Samfund er theokrais styre; Jahve
(Jehova) dets enst Overhod. Noget verdslig Over
hoved anerkjd, ifølge sin Religon, Jødern ike.
Magien er samlet i Synagoe. Det falder Ka
tholiker letr at forståa end Protesan, der nutil
dags ike kjendr stor til Kirkens Indgribe i de bor
gerli Forhld, og i hvis Samfund Kirken inge Myn
dighe har over Domstlen og Polite.
Hos Jødern er Synagoe elr Præstekab bade
Kirke, Domstl og Polit. Den er nemlig i Besidl
af Magtens Atribue, Doms- og Strafemyndigh. 2)
Der strafe blandt andet gjenm Synagoes
Ban, Cherm, og dise er ike at spøge med.
Der opgives i lmindeghA 3 Sorte Ban: 1)
Niduj, 2) Cherm og )3 chamt,S det sidte med
føre Fredløsh. Kan ikestl med Dødstraf. Dog
bruges i Talmud r.N 1 og 3 som ensbtyd. Tra
ditonel skjeln der kun elm 2 orte,S det tem
poræe Ban og etd uløseig Ban. Om Ban, se fler
Stedr i ibeln,B f. Eks. 3. Mosebg, 27, 29, Josva Bog
b,2i. 1. Samuels Bog 15,3. Endog korplig Straf
kan idømes. Forvigt hemligods sadne
Jndre Anligedr" streng for Gojim. At ogsa i
vore Dage tilføge jødisk Ret voldsmer Straf em id
p Religon blev til borgeli og geistl Ret. W. Sombart p. 26.
Domstlen = Beth-din samenæt i Regln af 1 Overfabin
og Rabiner.
3 Joder og Gojim 1.
 34

ler end Ban kan anveds, vil se af Stedr som Tr.

Sandh. 46 a» Sch. ar. IV. 2. log Hag, Tr. Bab qam
p. 17. Sch. ar. IV. 38, 10; Tr. Aboda zar p. 26,
Sch. ar. IV. 425 og Hag.
Synagoes Forstande er en Rabiner, der har en
megt stor Magt.
De jødiske Stor-Rabine kan betgns som Paven
Leilghdsv samenkldr Jødern sit „Sanhedri"
som et Slags Storhing, om end „alince israelt" og:
nye Forhld har gjort det mer overflødigt.
Det siger sig seiv, at mange Jøder i vore Dage
megt godt føler det utilaend, fra vort Synspukt
umoralske, ved den mosaik-tlude Religon, og
gjern sa en Forandig i erm human Retnig. Men
Forandige, som længe har været vent, ser aldrig
ud til at kome og er vel, nøier best, ugjenmførli.
Som Forhlden er, far Jødern finde sig i at
bedøms etr sin mosaik-tlude Lære.
Det syne indlyse, at et Samfund med en sa
dan Organisto, nåar det af Myndigher i end
Sta, hvori det har slaet sig ned, og hvis øvrige Ind
vaner af det betrags som Fremd (Gojim), har
erhvt sig Tilades til „fri Religonsøv", med
Synagoe og egn Skoler, i irkelghdnV daner en
„Sta i Staen". Utvilsom ma vel sa sige at være
Tilfæde, nåar Jødern som ved Dansk Kgl. Rescript
af - 6 / s 172 sket, udtrykelig erhold Sanctio pa
Uægelsn af Synagoes Ban, som Straf for vise
Overtædls.
Erindes ma det alts, at mange Forhld, som
hos os henør til de verdslig, borgeli, Sagers
Omrade, hos Jødern er „religøs".
 35

Det forekm som et Pardox, at et sa intel

ligent og krits Folk som det jødiske, der er „Frem
skridte", Socialsmen og Anarkisme Forkjæmpe
overalt ndatil, er stok-nervai, nåar det gjælder
ders egn fundametl Instiuoer.
Enige elr uenig i Rabinerlæ, bøier de sig
dog ale slavike for den, ialfd salænge de star i
Menighd. Holberg staner foran Pardoxet, vi
forsta det bedr, da vi ike betrag Religon som
noget, sa at sige tilfedg Mensk paheft, men
ved, at endog Religonr star i nøie Forbindels med
og afspeilr Folkeartn, Raeindomlghr.
-Nitldags kan vi dog ike længer frigjøe os fra
den Anskel, at ethvr Folk i ængdeL har den Re
ligon, som svare til dets Væsen, og at det salænge
omdaner en ande Religon, indtl den er tilpase for
det," siger W. Sombart p. 361.
Dr. B. Felsntha, Rabiner i Chicago, forægte
(1903) stærk, af Jødeomn er et Folk, ike en Re
ligon. .Jødeomn er en særegn Stame og en
hver Jøde bliver født ind i den Stame. Fra Theo
dosiu (romesk Reisr dø 395) til Aar 180 er ma
ske ike enga 30 Ike-Jødr optagne i det jødiske
Folk. Det jødiske Folk er det givne, blivend, den
subtaniel Kjærne. Den jødiske Religon er et den
Kjærne tilhef, et „Acidens". Efter Chamberlin I.
p. 357.
Den jødiske Religon daner vistnok et fast Band
m lc eml Jødern, et Band, der, om det end for nogie
kan ølesf trykend, pa den ande Side medfør store
Fordel, tilsedn dem en übegrændst Frihed ndatil.
Alen Blodet daner et end stærke Band. Den
 36

englsk Jøde Joseph Dulberg skrive i Jewish Chro

nicle:
er ike blot en Religon som Katoli
cismen elr Protesanim; der er et Brodeskab, en
om man vil; og det vil den vedbli at være sa
længe som der findes to Jøder tilbage i erdn.V De
kan sige livad De vil; uanset hvordan en ngelsk el
ler en tysk Jøde elskr elr føler orf sine ngelsk
elr tyske Naboer, sa vil han have ne støre Kjær
lighed, en støre Sympathi for en ande Jøde, eivs om
den ande Jøde komer fra Verdns ande nde.E
Kan man sige det same om to atholikerK elr to
Protesan?" Joseph Banister: ngladE under the
Jews. 1. Ed., Lond 1907, p. 9.3 Uden det jø
diske Blod, inge jødisk Religon. Det jødiske Væsen
seig Uforandeligh bero pa Religon og Indavl.
„De er de Jernbad, som fast arh omskifte det jø
diske Folk, og gjenm Aartusinde har bevart det
som en enst fast Mase," W. ombertS p. 43.
Vi ma her indskyeogl Bemærknigo de sa
kaldte mosaike Love, sigtend ilt Bevarls af Racens
Renhd. 1) . -
1 ) Først i end idste Tid, især eftr Darwin, har Betydnig af „Ud
valg" af orev usdvrH vundet frem til almen Forstael. Der læg
ges un overmad stor Vægt pa vore Husdyr „Race". For He
ste, Hunde og vinS har man nu Stamvler. Enhver Landm
ser med et Blik, om en Flest er af englsk Fuldbo elr Gud
brandsøl. Krydsnigpomal er yderst aktuel.
Men nåar det jælderg Menskr, slar Begriblsn kli. Den
Sats, at „ale Menskr er lige", eros jo ogsa sa indpret fra
Barnsbe af, at vi jeldns reflkt store over Betydnig af det
Faktum, at der virkelg findes forskjelig Menskrac. Vi gar
derfo i Almindegh ud fra som en given Ting, at seiv to sa fjernt-
 37

At gifte sig med Fremd erabsolut forbudt. Se

f. Eks. 1. Mos., 34, ia, V. Mos. 7. Kap. Cfr. Esra
Bog 9, 2, Nehm. 13, 27 fig.
Man skal gifte sig inde Stamen.
Se IV. Mos. 36. Kap.
Giftermal mel Nærbeslgtd er forbudt. Se
1. Mos. 18. og 20. Kapitler.
Uægte Børa optages ike i enighd,M ike en
gan i 10de Led. Se V. Mos. 23, 2.

staend Menskr som en Chinesr og en Nordman med Natur

nødveigh ma tænke ganske pa same Made. At vi sendr
seminarud Misonære til Lande som China og Madgskr
bevisr Rigthedn af den Pastnd.
Faktum er, at de forskjelig Menskr og Menskrac
tænker høist forskjelig. En Australneg physike Eiendom
lighedr frembing tilsvarend psykie. Og nåar han tænker
anderls end den Hvide, vil han ogsa handle anderls.
Det har stae klart for Jodern for lange Tider siden. De
har foi stae „Racens" Betydnig. De har forstae, at det lyke
ligste Liv for Indivet liger i Samlivet, Forbindels med Race
fæler. Kuri hos dem finder man den fulde Forstael, der betin
ger Harmoni i ivet,L Karkteudvilng, Fremskidt. Eens Tanke
sæt har mer at sige end ens Kundskab. Et Folk svei aldrig
samen blot af Love. der ma fæles Tankesæt til. Fæles Tanke
sæt har kun Racefælr.
Det paste ofte, at det er Lokaliter, Klima og Beskjæfti
gels, der skaber Racen. Det gjælder vistnok for de ren Na
turfolk, men ialfd ike for andre. Hos dise spiler Aandslivet,
for hvilket igjen Religon er af støre Vigthed, overind ind.
Boern i Syd-Afrika er saled Holænder den Dag idag. Der-
Jraod daner Nordameikn inge ny Race og vil helr ike,
.som Sagern nu liger an, kune dane noge.
Z" Om den Tid komer, da der kun findes en enst Mensk
_a-.ice, ved vi inte; kun ved vi, at den ialfd ike endu er kom-
men. Som praktise Folk bor vi arbeid med de givne Faktore.
 38

Ved noge Læsnig i Bibeln vil man hurtig se,

hvilken overmad stor Betydnig dise Bestmlr
tilæges. De daner i Realitn Kvintes i hel
Jødeomn. Først nåar man har faet Øiet op herfo,
vil man forståa Grunde til, at Jødern ike drive Pro
pagnd for sin Lære, inge Misonære udsen, men
endog anser Proselyt som Jigesa skadelig for Jøde
domen som Bylder pa et sundt Legm". Af
Talmud, eftr Chambeins „Die Grundlage" I, .p
385. Da Keisr Napolen I. i 1807 forelagd det jø
diske Sanhedri nogle Bestmlr, sigtend til Jø
derns Samenbldig med det franske Folk, nægted
det at vedtag én Bestml, nemlig den, at de
jødiske Mænd skulde kune ægte fremd Kvinder. 1)
Keisrn mate bøie sig. Derimod far de jødiske
Kvinder nu i lmindeghA Lov at gifte sig med
Fremd. Hervd svæke jo helr ike Racens
Stilng, tværimod, den styrke. Det er værd at læge
Mærke til, at Døtre af det Rothscildke Hus har æg
te Barone, Grev, Hertug og Fyrste, medns inge
mandlig Rothscild endu har ægte en Europæeind.
Som et andet Eksempl pa hvilken Vægt Jødern
læger pa Bevarlsn af Racens Renhd, skal 'næves,
at de nu i Tyrkiet boend Sephardim, der endu i
vore Dage holder sig streng afsondre fra andre Jø
der, bortsend den Pige, der befinds at være i Om
stændigher, til et fremd Land. Bade hun og
hends Barn gjælder for døe. Pa den Made,
l) Herom fra jødisk Hold se Zionste Max Nordau (opr. Sid-
feld): Das Judenthm in 19. & 20. Jahr.; p. 16, 17. Han hæv
der, at Vedtaglsn af den Bestml vilde været ødelægn
for Jodemn, striden mod dens Jistorche Kern".
 39

siger Chamberlin (I. p. 325), sørge der for, at den

blinde Elskov ike bringe fremd Blod ind i Stamen.
I sin Bog „The Jews" 19, New York, siger An
tizonse Dr. Maurice Fishberg, p. 534: „Jødeom
men er den mest adskilen (separtiv) af ale Re
ligoner. Den er ike universal som Christendom,
men tribal. Den har Modbyeligh for den Frem
med ved Porten og sendr ike ud Misonære til
Folk af forskjelig Tro elr til Hednigr. Den er
ike ivrg eftr Proselyt som Christendom elr
Muhamednis. Tværtimod støder den snare bort
de Flest af dem, som mate føle sig tilruke af dens
etnisk Lærestnig. Den rituel Omskjærel er
ike bergnt pa at gjøre Jødeomn tilrækend
for Christen elr Hednig. Og de diætske Love er
pa inge Made tjenlig til at beford intm social
Omgan mel Jøder og ders Naboer af afvigend
Tro. De, som skrive om Jøderns Socilg, undlaer
ofte at læge tilbørg Vægt pa Virknge af dise
diætske Love . Dise Love er ike indskræet
til Forbud mod Svinekjød, en særegn Slagtemd og
Kjødunersgl med Hensigt pa at forhinde Syg
dome blandt det udvalgte Folk. Blot apolgetisk
Theolgr taler om Mose som den store Sundhes
vismand, Oldtiens Forløbe for den modern Hygien.
Det er bevist, at dise Bestmlr skrive sig fra
Tider langt ældre end Mose, og at de i Virkelgh
den er Overlnd fra et Totemis-Sy, som ma
nave existr blandt Ur-Hebæn. Som Medlmr
af Totem-Sar tabuerd de (gjorde helig, forbd
Brugen af og Nærmels til) Dyr, som de tilbad. Den
Fortegnls overfbudn Dyr, som indehols 1. Mos.
 40

XI. og V. Mos. XV. blev senrh blot codifert i

det Øiemd at holde Jødern isolert fra Hednigr.
Læs 1. Mos. X. 24—6. Efter Rabiners Menig"
var de bielsk Forbud utilsrekg til at holde
Jøden borte fra venskablig Omgan med hans ike
jødiske Naboer og de føied mange nye Forbud og
Hindrge til i ensigtH at forhinde ethvr fortlig
Forhld mel Jøde og Hednig. En Jøde ma ike
spie ved same Bord som en Hednig, ei helr
Mad tilberd af en sadn; ma ike spie elr drike
af Fad, med Ske, Kniv elr Gafel etc., som har væ
ret berøt af en Christen, Muhamednr elr Hed
nig
Jødens Isolatin blev end yderlig skjærpet ved
den jødiske Sabt. Han hviled, nåar de Andre
arbeid, og arbeid, nåar de Andre hviled.
Det var den intes Stame-And, avlet af hans
Religon, som holdt Jøden borte fra intm Samkve
med Hednigr, mer end de Love, som de Christne
Staer udgav i det Øiemd.
Dise diætske Love holder Jødern afsondre.
De kan ike blive Pioner elr Colnister, de ma
ike spie Vildt og mange Arte af Fisk. Resulta
er, at de ma lev i Gheton"
Foransted vil klargjøe os en betydlig For
skjel mel den jødiske og den kristne Religon.
Den jødiske Religon er natiol}) Efter den er

1) „Mig syne det umligt at skile Religon fra Nationle i Jøde

domen uden at ødelæg dem beg. Den jødiske Religon er
og ma altid forblive natiol og den jodiske Nationlsme ma
altid være religøs. Den fundametl Kløft mel Jødeom og
 41

jahve kun Jøderns Gud, ders Races Gud, Frygtens

Gud, og kun Jødern er hans Folk, som han til Gjen
gjæld for ders Dyrkels har lovet Verdnshøm
met, se bl. a. V. Mosebg 27 og 28. Altsa ma andre
Folk, andre Racer, være Jøderns Fiendr. Pa den
Grundsat ma enhvr Reformatin strande.
Den christne Religon er derimo interaol.
De Christne Forestilng om Gud er en ganske
ande end den jødiske. Forsavidt derv Forhldet
til den jødiske Religon fordunkles, er det uheldigt, at
de Christne Gud ogsa benævs Jahve (Jehova 1 .) De
Christne Gud er en algod Gud, Kjærlighedns og Barm
hjertigdns Gud, ale Folkesag Gud.
Hvilke Følger for Racern den Lighed i Ud
tryke, men Forskjel i Opfatnige, medfør og har
medført, skimte kun delvis; de er for os uover
skuelig.
Vi har for nævt Talmud, og skal nu give nær
mer Red for hvåd hermd mens. Talmud er Nøg
len til Forstaeln af Jødeomn. Uden Kjendskab
til Talmud er man uden det ret Begrb om Jøder
nes Tænkemad og Karkte.
Mischna (d. e. Lovlære, egt. Reption) er den
ældste bevard Kodifkatn af den tradionel jødiske
Ret. Den er redigt henimod Slutnige af det 2.

Christendbm var, at det christne Samfund forkasted den natiole

Lov, medns Jødern følte, at den var afgjørend." Norman Bent-
wich („Jewish Chronicle" p. 2, Lond 26 / 3 190) eftr M.
Fishberg, The Je\cs p. 472.
l) Ordet Jahve" (og Jehova) er forvigt sytemaik udelat i vor
Kirkebl.
 42

Aarh. eftr Chr. og er delt i 6 Afdelingr med 63

<egt. 60) Trakte og 523 Kapitler.
Gemar hedr Komentar "til Mischna.
Ved Mischna Udlægni gik Skolern i abylonB
og i Palæstin hver sin Vei. Der opstd derfo to
Gemar', en baylonisk og en palæstink (jerusa
lemsk) og derm ogsa to Talmud. Nar man taler
om „ almud",T mens derm den bayloniske.
Talmud, som bety der „Lære", omfater Gemar,
og en stor Del af Mischna; den bayloniske (kodif
cert i .5 og 6. Aarh.) stræke sig kun udover 3b I 'i 2
Trakt, i den palæstinke (kodif. i 4. Aarh.) behandls
39 Trakte.
Ogsa senr er adskilgt indkomet i almud,T
der er et overmad omfangsrit og alsidgt Værk.
Da Talmud lære hvordan de i Bibeln indeholt
Bud skal udlæges og befølgs og derhos kun en
ringe Del af Talmuds Bud (og Forbud) indehols i
det gamle Testamn, sa er Talmud at betrag som
Hovedkiln for den jødiske Ret.
Efter de ortdkse Jøders Menig star Talmud
høit over Bibeln. Af praktise Grunde mate man
•snart tænke pa at udhæve og samendrgé det
væsentlig af Talmuds og de andre ældre Kilders
omfangsrie Stof.
Rabi Isak, Jakob Alphasi Søn, forated i Aar
1032 et Udrag af Talmud under Titeln Halchot.
Den første sytemaik Fremstilng af den jødiske
Ret levrd den store Lærde Rabi Mosche bar Mai
mon (Maimondes). Aar 169 udkom hans Værk under
Titeln Mistme Thora (ogsa Jad chazqu). I Aar
 43

132 forated Jakob ben Ascher i Toled Arba

turim (fire Ræker).
En egntli Retscodx fremstod dog først i Schul
chan Aruch. Det Værk tilfreds ale de For
dringe, man kunde stile til en Lovsamling: Med Ude
lades af ale forælde Forskifte indeholt den ale
endu gjælden Love i oversigtl Fremstilng, i eb
stem og klare Satser og korte Pargphe. Schul
chan Aruch er forate af Joseph Qaro, Rabiner i
Byen Safet i Palæstin, født 148, dø 157. Den
første Udgave udkom i Vendig 156. Schulan
Aruch betydr „dæket Bord" og er delt i 4 el.D
I. rachO chajim, der indeholr Lovbestmlr
om Jøderns daglie, huslige og synagole Liv
Aaret rundt.
1. Jore dé'a indeholr Spise, Rensl- og mange
andre Forskifte.
1. Eben ha'ezr omfater Ægteskablovin.
IV. Choscen hamiscpt indeholr hel den civle
og krimnel Ret.
Da der i mange undero Punkter havde ud
viklet sig forskjelig Sædvanert blandt de orientalsk
og de ocidental Joder, udgav Mose Iserl, Rab
biner i Kraku (født 1540, dø 1573) Tilføesr og
Berigtls til ale Schulan Aruchs 4 el,D hvilken
Komentar hos de vestrlandk Jøder erholdt ganske
den same Ansel som Qaros Værk. Henvisg
til dise Komentar sker ved Ordet Hag (d. e. An
mærknig).
Schulan Aruch er anerkjdt som den sande
jødiske Lovbg og gjælder som sadn den Dag idag.
Nogen nyer Lovbg besidr Jodern ike.
 4

Nar der fra vise Hold anføres, at Schulan

Aruch og Talmud kun er at anse som gamelds,
gulned Aktsyer, der inge Gyldighe har for Nu
tidens Jøder, da er en sadn Pastnd lige sandfær
dig som den, at det nye Testamn inge Gyldighe
har for Nutidens Christne.
W. Sombart siger, p. 241 : „ Efter dise Skrifte
har alts de retond Jøder af de sidte Aarhunde
der levt og levr de den Dag idag —. Efter
dise Skrifte har vi alts ogsa at sam men stil le de
Forskifte, som var bestmnd for det religøs
Væsen i det enklt Tilfæde. Reformjødn
komer for os overhdt ike i Betragni. De
pa Modernit frised Bøger, som de flest nye
Fremstilng af «Jødeomns Ethik" er for vort
Øiemd fuldstænig unytige."
Det være sagt med en Gang: Talmud og den
hel jødiske Lovgin indeholr en sadn „Moral"
ligeovrf Gojim, at den som w helig Skrift" savner
Sidestyk. Inte Under derfo, at Jødern med Næb
og Klør modsate sig dens Tryknig og Udbrels.
I Tyskland pabegyndt i 170 Orientals Ei
senmgr en delvis Oversætl af Talmud. Jødern
indvkle ham først i en Proces, fik derv hans
Skrift konfisert, og bød ham, eftra Konfiskate
igjen var ophævet, 12,0 Guiden for ike pany at
tryke same. De alerd tryke Eksemplar vilde
de kjøbe og ødelæg. Eisenmgr afviste Tilbudet.
Efter hans Død formaed hans Arvinge Kong Fredik f
af Preusn til i 17 pa Staens Bekostnig at tryke
Værket.
Præsten Rabe, som oversat «Mischna" blev af
 45

en Jøde budt 30 Thaler og en skjøn Vila for ike

at ofentligjør Værket. Dr. Finer, som begyndt
at oversæt Talmud, skal Jødern have forgite, eftra
han var færdig med Iste Trakt.
Dr. Briman (Aron Just), døbt Jøde, Forf. af .,Der
Judenspigl", fik de af same Grund landsforvit osv.
Døbte Jøder har overhdt gjenta Gange
abenrt sine fordum Troesfæl Lære og som
Følge deraf udstae store Lidelsr.
En af de nulevd varmest tyske Forkjæmpe
for germansk Livsopfatng contra jødisk, den ædle
hr. Theodr Fritsch, Leipzg, bl. a. Udgiver af det ud
mærked 14 daglie Tidskrft „Hamer", har Jødern
i arevis forulgt og har det fler Gange lykeds
oVerin deutschr Stasbirge jidschen Glaubens"
at fa ham ilagt mindre Strafe for sakldt Bespot
tels af den jødiske Religon, der i Tyskland som her
er ligest med Staskiren, hvad f. Eks. den muha
medansk ike er.
Heri er de i uldf Overnstml med Talmud
seiv, der f. Eks. i Tr. Sanh. 50 a, og Chagi 13 a,
lære, at en Ike-Jød, som studer Talmud, elr en
Jøde, som undervis en Goj i Talmud, skal strafe
med Døden. -Scharetsub" lære, at en lode,
som oversæt noget af Talmud elr den øvrige rab
binske Literau og gjør den tilgjæne for Ike-Jødr,
skal betrags som Angiver „Masur" og hemlig
skafe ud af Verdn, cfr. Seli. ar. IV. 3S, 10 og Hag
(Tr. Bab qam p. 17).
Dibre David § 37 siger, at en Jøde er forpligte
til i ilfædeT at oversæt angjælde Styke falsk
for en Ike-Jød og tilæger: „At medl en Ike
 46

jøde noget af vor Religonsær, er det same som

at dræbe ale Jøder; gjør man det første, sa ma
deraf det sidte nødveigs følge.
Thi, vidste Ike-Jødrn, hvad vi lære ligeovrf
dem, vilde de da ike sla os ale ihjel?"
Vi skal her kim omhandle Talmuds Forhld til
Jesu og Ike-Jødr, indskræe os til at anføre nogle
Citaer.
I Talmud bliver Jesu regalt med de grovest
Skjældsor, som vi ike her vil gjenta. Inge
troend Jøde tåger den Dag idag Navnet „Jesu, Chri
stu" i sin Mund.
Om Jødern siger Talmud:
fJsraelitn er Gud velbhagir end Engle
(Tr. Chulin, 91, 2). Cfr. Ps. 82, 6: „Jeg har sagt: I er
Guder".
»Jorden er alen skabt for Israelitn Skyld; de
er Frugten, men de andre Folk er Skalen." (Schen
luch. hab. p. 124).
„ olenS beskinr Jorden og Regnt befrugt den,
blot fordi Israelitn bor pa den." (Tr. Jebam p.
63, I. alk.J Schim, -p. 124).
„ Flvo som gir en Jøde en Ørefig, har slaet Gud
seiv." (Tr. Sanh. p. 58, 2).
Ike-Jødr benævs i lmindeghA Goj (Fler
tal: Gojim), Nokhri og Akum (i Schulan-Ar).
Ogsa kaldes de Edomiter, Amalekitr, Caniter (især
Tyskern), Kuther (egt. Samritne) elr Noahs
Børa. Betgnlsr som Æsler, Svin og Hunde for
Ike-Jødr er i Talmud helr ike sjeldn.
Om Ike-Jødrn hedr det:
„De har kun den Sjæl, som er givet Kvæget og
 47

Dyren." (Jalkut chads p. 154, 2). Cfr. Esai 40, 17r

„Ale Gojim 1 ) re som inte for ham: de er agted for
ham mindre end Inte og det Øde."
„I (Israelit) kaldes Menskr, men Jordens Folk
kaldes ike Menskr, men Fæ." (Tr. Bab mecia
14, 2), et andet Sted: „Svin" 2 ). De er kun Aber i
Samenlig med Mensk (Israelitn)." Sen
luchot haberit 250, 2. „Gud har kun givet Gojim
mensklig Skiels, for at Jødern ike skulde mate
lade sig betjn af Dyr."
„Hvo som spier med en Uomskaren," siger
Rabi Eliesr, gjør det same som den, der spier
med en Hund; hvo som bader sig med ham, er ej
bedr end den, der bader sig med en fnate, og nåar
de er døe (de uomskarne), er de ike bedr end et
Aadsel pa Marken, og ders Bøn komer ike til
Gud." (Efter Schmidt-Pselk).
Alt Samliv mel Jøder og Ike-Jødr er forbudt.
wVogter Eder og blander Eder ike med dem, tå
ger inge Hustre fra dem og giver dem helr inge
til Ægte." (Rabi Menachm t. Pent. 137, 3).
Det er forbudt at hilse en Ike-Jød (Tr. Gitn
62, 1), at tåge imod Almise fra ham, vise ham Tjen
ster (Schulan-Ar 230, 1), og tale rosend om ham
(Jalk. Schim. 12, 4), Aboda zar p. 20. Jerusch, Bera
chot.

') I den nyest Kirkebl „ale Folken", i ældre Overs. „ale Hed
niger".
"; Med «Kameln" betgnds Babylonier, med „Haren" Medr og
Pers, «Kanie" (egntli Fjeldgrævin, hyrax syriacu) Græke
*~ og Romer, med «Svinet" de Christne, L. Holberg 2, p. 439.
Dise 4 Dyr er uren, se 3. Moseb. 1. Cap.
 48

Staens Lov er ike binde for Jødern, forsa

vidt den komer i tridS med Jøderns egn Love.
Se f. x.E Schulan Aruch, IV. 369, 2, Hag; 369,
Hag. (Ecker p. 65).
Schul. Aruch 1. 148, 10 siger:
„Det er altid forbudt at svare Akum pa hans
Hilsen; derfo er det godt at hilse ham først, foråt ike
Akum begyndr (at hilse) og man nødsage til at gjen
gjælde Hilsen." (Tr. Gitn p. 62).
Herom udtaler Dr. Just (Briman) i Der„ udenJ
spiegl": Det er en Jøde altid forbudt at vares en
Akum med Hilsen „Fred være med Dig" l.e ign.l
(fordi Jødern troed at Fredn blev den til el,D lige
overf hvem Signeøskt „Fred etc." orf andeg
udtales). Derfo bliver Jøden tilrade. sanrt han eis
en Akum, at hilse ham først foråt Akum ike hilser
først og Jøden bliver foranledigt til at svare og sa,
hvad Gud forhinde, derv bidrage til at en Akum
(Christen) velsign.
Dr. J. Ecker 1 ) tilføer: „Det er alts ike af ren
Menskvlighd, nåar Jødern er sa forekmnd
i ins Hilsen. Ret intersa er ogsa en Notis. i Tal
mud (Gitn 62 a): „Rab Kahn pleid at hilse en
Akum med Orden: «Fred for Hern!" Dertil be
mærke Raschi: Han havde ike til Hensigt at signe
ham (Akum), men hans Hensigt gik pa hans Rabi."
Cfr. Tr. Gitn 62, Sch. ar. 1. 148, 9: „Det er for
budt at ga til Akums Hus pa hans Festdag og hilse
ham; træfe man ham ude, sa er det tilad, men
man skal gjøre det med svag Stem og med tung

1 ) „Der Judenspigl im Lichte der Wahreit", Paderbon 184.

 49

Hoved." Altsa kun samegt som fornødet til Und

gaels af Fiendskab.
Schulan Aruch IV. 26, i (Tr. Gitn p. 8): „Det
er forbudt at føre Proces for Akums Domstle og for
ders Retr, seiv i en Sag, hvori de dømer som
eftr de jødiske Love; ja, ogsa nåar beg Parte er
enig om at føre Procesn for dem (Akutn), er det
forbudt."
Hag: »Og Bethdin har Magten til at fordøme
ham og banlyse, indtl han har fjernt Akums Hand
fra sin Næste."
Sch. Ar. 1. 158. I (Tr. Aboda zar p. 26):
„Akum med hvem vi ike lev i Krig, og sa
dane som gjæter Smafæ fra Israel i alæstinP til
Tid, da de flest Marke tilhøre Israel, o. ign.,l dem
forasge man ike Døden, men det er orbudtf at
red dem, nåar de er Døden nær. .T Ex. åarn man
ser en af dem, som er falden i Havet, sa træke man
ham ike op deraf, seiv om han ilv betal. Derfo
helbrd man dem helr ike, seiv for Peng, med
Undtagels, hvor Fiendskab er at befrygt. Hag:
ti i ad er det, seiv uden Betaling, tilad, nåar man ike
kan ndrageu sig. Og ligesa er det tilad, at forsøge
et Lægemidl pa en Akum, om det nyter. —"
Man ma ike lev eftr Akums Ski og Brug;
ike klæde sig som de, ike have sit Håar som de.
Har de ike jødiske Læger en egn Dragt, er det til
ladt en jødisk Læge at bruge en sadn, da det er
Ram til Fordel. Sch. Ar. 1. 178, I (Tr. Aboda Zar p.
2-9, Siphra Achare moth og Ramb, Hilchot Aboda
Zar, Perq I, Sche'lot uthéscbo 8).
4 Jøder og Gojim 1.
 50

Sch. Aruch, 1, 254, I Tr.( Sanh. p. 27): „Det er

en Jøde forbudt ofentlig at modtage Almiser fra en
Akum."
Ibid. 254, 2: „Nar en ike-jøds Konge elr
Fyrste sendr Jødern Peng som Almise, sa sendr
man dem ike tilbage, for Fredns Skyld med Kon
gen; men man giver dem hemlig til Akums Fatige,
for at Konge ike skal fa det at yide."
I Hemlighd at modtage Almise fra Gojim
er kun tilad, nåar man ike kan lev af de jødiske
Almiser. Tr. Sanh. p. 26, Sch. Ar. IV. 34, is.
Sch. Aruch, IV. 156, 5, Hag: „Har en Jøde en
'Akum til Foretnigsv, sa gives der Stedr, hvor
man dømer, at det er Andre forbudt at gribe ind i
hans Erhvesgn og at gjøre Foretnig med den
Akum; og der gives Stedr, hvor man ike dømer
sa, og Nogle tilader en ande Jøde at ga til den
Akum for at lane ham, gjøre Foretnig med ham,
stem ham gunsti for sig og fratge ham (hans
Peng), thi Akums Peng er som herløst Gods og
enhvr som komer først har Fordeln."
Sch. Aruch, IV. 283, I, Hag: „En Jøde, der
skylder en Akum noget, er, nåar Akum dør og inge
Akum ved noget derom, ike forpligte til at betal
hans Arvinge."
Sch. Aruch IV. 183, i, Hag: „Nar noge gjorde
en Foretnig med en Akum, og en ande Jøde
kom og hjalp ham og bedrog 1 ) Akum i Mal, Vægt

1) I nyer Udgaver af Sch. Ar. er det stærke Ord „bedrog" (førte til
Feiltags) ombyte med „og Akum tåger feil". Sadne „Retl
ser" forekm hypig. J. Ecker p. 53.
 51

elr Tal, da del de Gevinst, ligeyd om han

hjalp ham mod Betaling elr gratis."
Cfr. Mordechai i Talmud, Kethubo.
Sch. Aruch 1. 15, 2, (Tr. Aboda zar .p 20):
„Det er (en Jøde) forbudt at gi ev ne aveG uden
Vedrlag til en Akum, som ike er en ekjndtB 1 ) af
ham."
Og 15,2 (Tr. Gitn p. 20):
«For den kjære Freds Skyld") er det tilad at give
Almiser til ders Fatige, at besøg ders Syge, be
grave ders Døde, begræd dem og trøse de Sør
gend."
Sch. Ar. 1, 154, 2 (Tr. Aboda zar p. 26): „Det er
forbudt at lære en Akum et Handværk."
Sch. Ar. IV. 348 2,
Hag: „En Akums Feiltags,
t. x.E at bedrag ham i egniR elr ike at betal
ham, hvad man skylder ham, er tilad; dog kun un
der end Betingls, at han ike mærke det, for at
(Guds) Navn ike vanheligs. Nogle siger det er for
budt ta bedrag ham, det er kun tilad, nåar han af
sig seiv har tåge feil."
Til Bibelns Ord: „Du skal ike plage Dagløne
ren, der lider Nød, og er fatig, „af dine Brøde",
føier Talmud: „De Andre er undtage." (Tr. Bab
meg. p. 1).
«Det er tilad at gjøre en Goj Uret," thi der star
skrevt: „Du skal ike gjøre din Næste Uret," og tæn
kes ike pa Goj. (Tr. Sanh. p. 57, 1).
r-*) „En Akum, som man er bekjndt med, er det tilad at foræe, fordi
det er som om man solgte til ham." (Tosapht t. Tr. Aboda
zar 20. a).
) Altsa ike af Medlinh.
 52

„Tabt Gods, som tilhøre en Goj, behøvr man

ike at give tilbage." (Rabi Bechai t. Pent. p. 150, 1.,
cfr. V. Mos. 2, i l.)f
„\ det 143 ed Bud advres vi om at vi ike skulde
bestjæl noge Israelit; Bogen Emek Hamelch siger:
Den, som stjæler Gods elr Peng fra en Israelit, ma
faste 70 Gange osv. Det er tydelig, at det er til
ladt fra en Ike-sralit," siger Rabi Mosche (Seph.
mizv. p. 105, 2).
At drive Aager med en Jøde er andre Jøder for
budt. Thi der star skrevt: „Du skal ike agre med
din Brode. Men man kan agre med Ike-Jødr. Lo
ven har kun forbudt at agre med en Israelit, ligeovr
for Fremd er det tilad" (R. David Kimch til Ps.
15, 5). Hertil bemærk Rabi Levi ben Gerson:
„ Dise Ord er et betalnd Bud. Med den Frem
med skal du agre. Fordi den drive Afguderi, sa
befalr Loven os at lane ham mod Aagernt, nåar
han vil lane af os, for at vi kan gjøre ham al mulig
Skade, og derv gjør vi inge Uret." (t. Pent. p.
34, I).
«Det er den Retrond tilad at handle bedra
gersk saled som Jacob 1 ) gjorde." (Jalk. Rub. p.
20, 2).
Det er tilad at udnyte en „Gojs" Vildfares til
sin egn Fordel. (R. Mosche, Seph. Mizv. p. 132, 2).
Har en Jøde gjort et Løfte og han angre det, sa
kan han gjenm Anger ater hjælpes, seiv om han
alerd har givet sit Løfte ved Israel Gud. Flan ma
ga til en fornem Rabiner elr, om sadn ei findes,

r ) Jacob betydr den „Slue".

 53

til 3 almindeg Mænd af Menighd, som løser

ham fra Løfte. Hvo som sværge en Ed og han
angre derpa, sa han ændre Sind, elr nåar noget
tildrage sig, som da han aflgde Eden, ike var i
hans Sind, han bære sig ligedan ad. (Sch. Ar. 28).
„Nar en Fyrste," siger Rabi Jacob 1 ) i ins Weil
Bog Sche'lot uthéscvo (tryk i Vendig 1697)
„lader en Jøde gjøre Ed pa at han ie vil orladef hans
Land, sa skal Jøden tænke i sit Hjert: Idag„ vil jeg
ei ga ud af Landet, men vel pa en ande Tid."
Men nåar han udtrykelig forsike, ta anh aldrig no
gensid vil forlade Landet, da skal anh tænke i sit
Hjert: „Under den elr hin Betingls" orf til sin
Tid at kune undskyle sig, nåar anh skulde forande
sit Forsæt."
Og Talmud medlr Exemplr pa Rabiner,
der pa den Made i its Hjert har tilnegjor de
Eder, ders Mund har svoret.
Pa Forsnigfet bedr Jødern i ynagoeS
en Bøn „Kolnidre", der giver dem Aflad for øfterL og
Eder, som angres. (Se Schulan Aruch, I, § 619).
Moselv siger: „Du skal ike begjær din æsteN
Hustr, og hvo som bedriv Hor med sin æsteN
Hustr er skyldig til Døden." Strafb for Jøder er
alts kun Ægteskabrud med Næsten, det er øderJ
nes Hustre, Ike-Jødrs Hustre er undtage. Ike-
Jøders Ægteskab har inge Oyldighe i Jøderns Øine.
Se Rabi Bechai, Levi Ben Gerson m. Fl. Tr. San.

J) Citer eftr C. F. v. Schmidt-Pselk „Om den jødiske Nations

hidtlværen Forhld til det christne Borgesamfund og dets Om-
danels i Fremtidn", Kjøbenhav 187.
 54

52 b og 82 a. Concubits akum er som conubits

bestiæ, Tosapht t. Tr. Sanh. 74 b.
Sch. Ar. 1. 16, I: En Jøde, som har ægte en
Akum gjenm Fuldbyres af den legmi Forbin
dels elr en Jødine, som har ægte en Akum, be
komer 39 Slag ifølge Loven; thi det hedr: Du skal
ike besvogr Dig med dem (5. Mos. 7, 3).
4, s: Nar en Jøde ægter en Akum elr en Slav
inde, sa er (Ægteskab) inte, thi de er udygtie
(juridsk inhable) til (at ægte); og ligedan er, om en
Akum elr en Slave har ægte en Jødine, (Ægte
skabet) inte.
Tr. Quidschn 68, a: Hvoraf ved vi det? Rab
Huna siger: Det star i Skriften: Bliver her med
Æslet 1 ) d.( .)e te olkF 2 ) som re sletÆ igt-l Deraf ser
vi, at de re dygtieu ta ægte.
mO de ødiskej Hustre edrh det: „Eders Hu
strue skule I ære, orf ta I skule liveb ige."r Tr. Bab
mecja 59 a. lerkoniF re Jødern iladt og praktise
res remdlsf i muhaednsk ande.L
At jødiske Rabiner kjændes ke-jødis Jom
frue, anføres rosend i Talmud. ( Tr. omaJ p. 18, 2,
19, 2)
Det er forbudt at hjælpe en Goj, der er i Livsfare.
'(Schul. Ar. 158, Ab. Zar 13, 2).
Til Bibelns Ord: Du skal ike ødelæg Erin
dringe om „Amalek" føies i Talmud den Anmærk
nig: „Krigen mod Amalekitrn er en befalt Krig
(Tr. Sanh. 15, 1) og er det os anbeflt at pine dem
*) I. Mos. 2, 5.
2) Talmud læser ,/am" Folk istf. ,/im" Folk, sa Abrahm omtren
skulde sagt: Bliv her Du Æselpak!
 5

og forølge dem til de gar tilgrunde og inte Men

nesk af dem mer er tilovers. (Saph. miz. 73, 2). Hvo
som udgyer de Gudløse Blod, han gjør samegt
som om han ofred til Gud." (Jalk. Schim. p. 145, 3).
En Noah Søn, der bander Gud, drive Afguderi,
en Horkal og Morde bliver fri, nåar han antger den
jødiske Tro; har han dræbt en Israelit elr bedrvt
Hor med en israeltk Kvinde, er han skyldig til Dø
den, seiv om han omvendr sig til Jødeomn. (R.
Mosche, Jad. chaz. 2, 295).
Seiv i vore Dage blir en Jøde, der antger Chri
stendom, i Lande som Babylonie, udsat for at
myrdes af sine egn, se f. Ex. Norske geor. Selsk.
Aarbog 7, 10.
Bemærks skal, at Jøden, nåar Talmud har mod
striden Udtalesr, hvad jo hænder, har Ret til frlt
Valg.
„Da her (i horaT og Talmud) alt er Guds Aaben
baring, sa er det en Sted sa megt værdt som det
andet." W. S. p. 240.
Foransted Citaer kunde supler til det Træt
tend. Den Aand, som gar gjenm Talmud og hel
den jødiske Bogavl, er for en German overdntlig
tør, fantsilø og materilsk. Peng og Regni er
Alfa og Omega.
Inte vil bedr end Læsnig af jødiske Skrifte bi
bringe en German Forstaeln af Afgrunde mel
germansk og jocisk Tankesæt.
Det forøvigt er mærkelig, at den jødiske Ret, der
førelig i horaT og Talmud, ike har været mer
benyt fa Retsvidnkab og Stasøkonmie Dyr
ker. etD er et stor Spørgsmal om, det ike vilde
 56

være ligesa nytig at studer den jødiske Ret som

Romertn; i angem Del er den førstnæve vise
lig langt mer udviklet end den sidtnæve, og utvil
somt af støre Betydnig for vore nuværed Sam
fundsorhl og vor modern Ret. Men hidtl har de
jødiske Love kun været studer af Theolgr, og
seiv af dise i ringe Grad.

NOGLE UDRAG AF MOSEBØGRN.

Til Forstaeln og Bedømlsn af Talmudæren
vil det være nytig at gjenmlæs Mosebøgrn, hvoraf
her nogle fa Bestmlr indtages. Fremhævlsn
er gjorte af Forfaten. Den nyest norske Kirkeb
belovrsæt er benyt.
/. Mosebg 2, 17: Sa vil jeg storlig velsign dig
og gjøre din Afkom 1 ) ares mangfoldi —, og
din Afkom skal tåge sine Fiendrs Port i Eie.
26,: Drag ike ned til Ægypten. Bo i det
Land, som jeg siger dig:
26, 3 : Ophold dig som Fremd i det Land (vær
en Udlænig i det Land, eftr ældre Overs.) og jeg
vil være med dig og velsign dig; thi dig og din Af
kom vil jeg give ale dise Lande —.

*) Egentli „Sæd". Oversætln fra Hebraisk er ofte mindre nøi

agti, hvad delvis har sin Aarsg i det hebraisk Sprogs Uklarhed,.
da Vokaler ike nedskrv. I end Forbindels kan bemærks,
at Rabiner i stor Udstræknig benyts, direkt og indrekt, ved
Oversætlabid.
 57

49, s: Juda dig skule dine Brøde prise, din

Hand skal være pa dine Fiendrs Nake, for dig
skule din Faders Søner kaste sig ned.
49, 10: Ei skal Kongespir vige fra Juda og ei Her
skertav fra hans Føder, indtl Fredstifn komer,
og Folken vorde ham lydige.
I Axel Anders .Jesu Person og Gjernig", Kr.a
1907, p. 3., oversæt, eftr Buhl, Vers 10 saled:
Ike viger Sceptr fra Juda, elr Høvdinges Stav fra
Pladsen mel hans Føder, indtl det er naet, som
tilkomer ham: Ham tilkomer Folkesagn Ly
dighe.
49,27: Benjami er en Ulv, der sønderiv; om
Morgen fortæe han Rov og om Aften udelr
han Byte.
2. Mosebg indeholr i Kap. 20—3 den ældste
jødiske Lovgin. Antages at være forate i det
9. Aarh. før Chr., medns en ande Del (ca. */«) af
2. Mos. regns til ræstekodxn,P hvortil ogsa høre
elv Kapitler i .,1 elh 1. 8 4 fa IV. og fler Kapitler
i V. Mosebg, der ntages at ærev forate ca. Aar
50 f. hr.C
12, 12: Thi jeg vil ga igjenm Ægyptens Land
i den same Nat og ihjelsa ale Førstefd i gypÆ
tens Land bade af Menskr og af Kvæg, og over
ale Ægyptens Quder vil jeg holde Dom; jeg er Hern,
(jahve).
20, 16: Du skal ike sige falsk Vidnesbyr mod
din Næste. 1)
~*\) Hvor snævert Ordet „Næste" fortlkes i Talmud, har vi set. Det
nye Testamn vide Fortlknig af det betydnigsful Ord kan
se af Stedr som Luk. Ev. 10. 29 fig. og Math. Ev. 5, 43 fig.
 58

20, 17: Du skal ike begjær din Næste Hus.

Du skal ike begjær din Næste Hustr elr
noget, som høre din Næste til.
2, 21: En Fremd 1 ) skal du ike plage og ike
undertyk; thi I have seiv været Fremd i gypÆ
tens Land.
2, 25: Dersom du laner mit Folk Peng, nemlig
den fatige hos dig, da skal du ike være imod ham
som en Aagerkl; I skule ike palæge ham Rent
(i ældre Overs. Aager).
2, 26: Dersom du tåger din Næste Klædebon i
Pant, skal du give ham det igjen, før Solen gar ned.
3. Mosebg 19, n: I skule ike stjæle, og I
skule ike lyve, og inge af Eder skal handle falskeig
mod sin Næste.
19,3: Du skal ike med Vold fratge din Næste
noget og ike røve (i ældre Oversætl tilføes
„ham") —.
19,8: Du skal ike hævne dig og ike behold
Vred mod dit Folks Børn, men du skal elsk din
Næste som dig seiv.
19,3: Og nåar en Fremd ophlder sig hos
Eder / Eders Land, da skule I ike undertyk ham.
19,34: Som en Indføt blandt Eder skal den Frem
med, der ophlder sig hos Eder, være Eder og du
skal elsk ham som dig seiv, thi I have seiv været
Fremd i Ægyptens Land.
*) Opholdt en Israelit sig i en ande Stames Distrk end sit egt
(Levitrn boed i 48 spredt Byer, IV. Mos. 35, 7), betragds
han som Fremd. Se f. Ex. Dom. Bog, Kap. 17, ? fig. Kap.
19, 1 gO 16.
 59

20, 24: Jeg er Hern, Eders Gud, som har wrf

skilt (adskilt) Ed er fra Folken.
20, 26: Derfo har jeg tidskl Eder fra Folken,
orat I skulde høre mig til.
21, h: - men en Jomfru af sit Folk skal
an tåge til Hustr.
21, 15: Han skal ike vanhelig sit Afkom (Sæd)
blandt sit Folk; —.
24, 2: En Ret skal gjælde for Eder, den skal
gjælde for den Fremd ligesom for den Indføte; —.
25, n : Et Jubelar skal det femtind Aar være
Eder —.
25, 13: I etd Jubelar skule I kome igjen, hver
il sin Eindom.
25, h: Og nåar du sælger din Næste noget, elr
du kjøber noget af din Næste, da skule I kei foru
ret, den Ene den Ande.
25, 35: Og nåar din Brode forames og hans For
mue svinder ind hos dig, da skal du understø ham;
som en Fremd og Inderst skal han lev hos dig.
25, 36: Du ma ike tåge Rent (Aager) elr Over
git af ham, men du skal frygte din Gud, foråt din
Brode ma lev med dig.
25, 37: Du skal ike give ham dine Peng mod
Rent (Aager) og ike give ham din Mad mod Overgit.
25, 42: Thi de er mine Tjenr, som jeg har ført
ud af Ægyptens Land; de skulde ike sælge som en
Træl sælge.
: 25, 4: Og hvad din Træl og din Trælkvinde an
gar, som du vil have, da ma I kjøbe Træl og Træl
kvinde af de Hednigfolk, som er rundt omkring
Eder,
 60

25, 45: og ligeds af de Inderst Børa, der op

holder sig hos Eder som Fremd, af dem ma I
kjøbe og af ders Slægt, som er hos Eder, som de
have avlet i dersE Land, og de ma være Eders Eiendom,
25, 46: og I ma eftrlad dem som Arv til Eders
Børn eftr Eder, sa de kune besid dem som Eien
dom ; / kune for bestandig bruge dem som Træle.
Men over Eders Brøde, Israel Børn, skal du ike
hersk, den en Brode over den ande, med Hardhe.
26, 12: Og jeg vil vandre midt iblandt Eder, og
jeg vil være Eders Gud, og I kules være mit Folk.
4. Mosebg 30, 3: Nar en Mand gjør Hern et
Løfte elr sværge en Ed, hvormed han pabinder sin
Sjæl en Forpligtes til Afhold, sa skal han ike kræne
sit Ord; —.
Om Kvinders Løfter, læs vider i ames Kapitel.
36, s: Og enhvr Dater i Israel Børns Stamer,
som far Arv, skal gifte sig med ne af sin Fædren
stame Slægt, foråt Israel Børn kune arve hver
sine Fædres Arv.
5. iosebgA x ) 7 : Overskift (i ældre Oversætl) 2 ):
Israel ma ike indga Forbund elr Svogerskab med
de hednsk Indbyger i Kans Land. 3)
7, 3: Og du skal ike indga Svogerskab med

a ) 5. Mosebg, der med Undtagels af ca. 1 yngre Kapitler, an

tages forate Aar 62 før Christu, daner Grundlaget for den
egntli Jødeom.
2 ) Overskiftn over de enklt Kapitler i ibelnB er tilsae af Over
sætern, star ike i Orignale, der ike kjendt til Indelig
i apitler.K
3) Udviet af Esra, se Esra Bog IX. 12 og X. og senr af Talmud
til ale Gojim.
 61

dem: du skal ike give dine Døtre til hans Søner og

ike tåge hans Døtre for dine Søner.
7, h: Velsignt skal du være fremo ale Fol
ken; —.
7, 16: Og du skal fortæe ale de Folk, som Hern,
din Gud, giver dig. Du skal ike vise Skansel mod
dem. —.
7, 2: Og Hern, din Gud, vil lidt eftr lidt for
drive ' dise Folk for dit Aasyn. Du skal ike magte
at gjøre Ende pa dem i en Hast, foråt ike de vilde
Dyr skule forme sig mod dig.
g t :6 _ Thi du er et hardnket Folk.
10, 5:1 Kun i dine Fædre fandt Hern Behag,
sa han elskd dem; og han udvalgte ders Afkom
eftr dem, derE nemlig, fremo ale Folken, saled
som det se pa den Dag.
10, is: hiT Hern, Eders Gud, som skafer den
Faderløs og Enke Ret, og som elskr den Fremd,
sa han giver ham Føde og Klæder.
14, 21: I skule ike æde noget selvdøt Dyr (Aad
sel); den Fremd, som er inde dine Porte, kan du
give det, foråt han kan æde det, elr du kan sælge
det til en Udlænig. 1 ) —.
Kap. 15: Eftergivlsn Aar.
Vers 3: Udlænige (den Fremd) mua du
kræve, men hvad du har hos din Brode, skal du give
Henstad med.
15, o: Thi Hern, din Gud vil da viselg velsign
dig, og du skal lane mange Folk, men seiv skal
du ike tåge tilans - .
Den jødiske (dansk-meri) Hr. Bieglr pr. Chicago har heri
Støe for Salget af det „amerikns Tondekjø"
 62

17, 2-5: Nar der i din Midte, findes en

Mand elr Kvinde, der gar hen og tjenr andre Guder,
da skal du føre den Mand elr Kvinde, som har gjort
den onde Gjernig, ud til dine Porte og du skal
sten dem, sa de dø. 1)
17, 15: Du ma ike sæte (til Konge) over dig en
fremd Mand, som Ike er din Brode,
19, is: og Domern skule nøie eftrosk; og
er da Vidnet et falskt Vidne, har han vidnet falsk mod
sin Brode,
19, 19: da skule I gjøre med ham, som han havde
tænk at gjøre mod sin Brode; saled skal du bort
tage det Onde af din Midte.
2, i: Du skal ike se din Brodes Okse elr Lam
fare vild og undrage dig fra dem; du skal føre dem
tilbage til din Brode.
23, 19: Du skal ike tåge Rent (Aager) af din
Brode, Rent af Peng, Rent af Madvre, Rent af
nogesmhlt Ting, hvoraf der tages Rent.
23, 20: Af Udiænge (en Fremd) ma da tåge
Rent —.
24, 7: Nar noge træfes, som stjæler et Mensk
blandt sine Brøde af Israel Børn og gjør ham til
Træl elr sælger ham, da skal den Tyv dø; —.
24, 14: Du skal ike undertyk en nødlie
og fatig Dagløner, ent han er af dine Brøde elr
af dine Fremd, som er i dit Land, inde dine
Porte.
25, m: Du skal ike have to Slags Efa (Mal) i dit
Hus, en stor og en liden.
*) Det Lovbud berigd Verdn med Begrbt „religøs Intolerac'"
siger Chamberlin.
 63

28, 10: Og ale Folken pa Jorden skule se, at

du er kaldt med Herns Navn, og de skule frygte
for dig.
28, 13: Og Hern skal gjøre dig til Hoved og ike
til Hale, og du skal altid være ovenpa, og du skal
ike være under, —.
28, 4: Han skal lane dig, og du skal ike lane
ham; han skal være Hoved og du skal være Hale.
Cfr. Ps. 109, n.
28, 63: Og det skal ske, at ligesom Hern glæde
sig ved at gjøre vel imod Eder og forme Eder, sa
leds skal Hern glæde sig ved at fordæve Eder og
ødelæg Eder; —.
29, lo—n: I sta idag alesmn for Herns,
Eders Guds Aasyn, Eders Hustre, og din
Fremd som er midt i din Leir, bade din Ved
huger og din Vandrge.
3, 29: Salig er du Israel! Hvo er som du, et olk,F
hvis Frels er i Hern, dit hjælpend Skjold og dit
høie Sverd! Dine Eiendr hykle 1 ) for dig, og ap ders.
Høider træde du.

KORT UDRAG AF ISRAELTN OG

JØDERNS HISTORE.

_ Nar man gjenmar Jøderns Histore, vil man

finde, at den næste til en Troesætnig blevn An
*J „skule smigre" i ældre Oversa-ndc.
 64

"tagels, at det er de Christne, der ved sine Forfølge

ser har gjort Jødern til den Nation, de nu er, ike
medfør Rigthed.
Den jødiske Nation har helt op i end gråa Oldti
været ligedan som nu. Alerd en Gjenmgals
af ders egn Histore, saled som de seiv har frem
stile den i etD gamle Testamn, viser det.
Det er ike uden Udbyte for vor Undersøgl
at gjenmlæs Patrikens Histore i selv Bibeln.
Nogen bielhstork Kilde-rtk fritage jeg mig
for, anser mig ogsa übertig til. Er enklt i ibeB
len forekmnd Fortælinge uhistorke, er ialfd
den Tankeg, hvorfa de udspringe, ægte nok.
Hvorleds for Ex. Abrahm kom til Rigdom, vil
se af 1. Mos. 12. og 13. Kap.
Den nyer Forsknig har bevist, at Oversætln
i vor Kirkebl af samtlige de forskjelig i ibelnB
forekmnd Oudsnave, som Eloah 3) (muha.
Alah) flert. Elohim, Zebaoth, Jahve, Adonai, El-ion,
El-Schadi med Ordet „Gud" ( w Hern") ike er
koret.
Da Abrahm kom til Kan, sluted han, ifølge
Bibelns Text (i. Mos. 17, i, 7), Pagt med El-
Schadi.
I Handbuch der Judenfr. p. 23 sæte El-Schadi
i direkt Modsætnigfrhl til El-ion, der betgns
som Lyset og det Godes Aand. Det ma dog be
trages som en Hypothes. Videnskabmæ er
endu uklare over El-SchadiBegrbt. Dog kan
næves, at de kurdise Jesidr i Lileasn tilbed Mør
1) Jesu Christu, der tale armæisk, bruge (Marc. Ev. 15, 34, Math.
Ev. 27, 4 6, cfr. Ps. 2, 2 j. Ordet Eiah - hebraisk Eloah.
 65

kets Fyrste „Schaitn". Om det Ord har Forbin

dels med „Schadi" er mig übekjndt; vistnok er
det det same som det tyrkise „Schaitn", Djævel.
Ved Jacobs Børns Ophold i gyptenÆ kan vi i
den Forbindels ike undlae at dvæle et Øieblk.
I 2. Mosebg læser vi, at Israelitn ophldt sig
der i 304 Aar (skal dog retlig regnt være 215 Aar)
og i det Tidsrum var voxet i Folkemængd fra 70
Person til „omkring 60, Mænd foruden de sma
Børn," 2. M. 12, 37. 1 ) Da de drog bort havde de med
sig en sare stor Mængde af Kvæg og Guid, Sølvkar
og Klæder m. m. Om hvorleds de erholdt dise
Værdie, kunde adskilgt bemærks.
Til det Tabernkl, der senr fuldørtes ved Sina,
medgik ca. 30 Centr Guid, 10 Centr Sølv. 2.
Mos. 38, 24-5. Fatige var de saled ike.
I den Forbindels kan næves, at den romesk
Felthr Crasu pa Pompeius' Tid i empltT i
Jerusalm foreandt enorm Skate, ca. 20 Mil. Krone
i vore Peng.
Templt var, ligesom senr Synagoe, ike blot
et Sted for Gudsyrkeln, det var tilge en Central-
Bank, en Børs, Samlingspukte for ale Handels- og
Pengforti. Her havde Jødern ogsa sin egn
Handelsomt.
Der var samlet store Værdie i dleæ Metalr i
Jerusalm Templ. Se 2. Samuels Bog 8, 10-2, 2.
1 Ifølge Folketæing ved Sina 603,5 krigsdyte Mænd over
20 Aar (Levi Stame excl.) 4. Mos. 1, «og 2, S 2. Det ma være
- beføit heraf at slute, at den megt stærke Tilvext, som unegt
lig har fundet Sted, ma have været høilg beting af gunstie
Livslkar.
5 Jøder og Gojim.
 6

Krøn. Bog; Esai 2. Kap. 7 om Juda: „og hans Land

er fyldt med Sølv og Guid." Kong Mithrdaes bort
tog af Templskatn 80 Talentr, som var deponr
pa Øen Kos. Cicero fortæle, at Flacus tog Tem
pelskatn, som var undervis til Jerusalm, i 4 yerB
i ileasn,L hvoraf den en Bys Skat udgjore 10
Pund Guid, og klager over (pro Flaco p. 28) alt det
Guid, som arlig send til Jerusalm, fra Italien og
Provinse. Josephu pastr, at der i Jerusalm
fandtes 380 Synagoer for de udenlask Jøden
Jerusalm var i Oldtien maske Verdns støre
Pengbørs. Præste og Rabiner var Bankier Se W.
Sombart p. 374.
Josef opnaed ved sin Aagerhndl, for Pharo,
med de selvind Ægypter at forvandle dise fra
frie Bønder til Træle under Krone med 20 °/o's Afgit
tilføge 1. os.M ap.K 47. En sa ødelægn Revo
lution i etd øith ultiverd,k gamle Samfund, at dertil
vanskelig skal findes Sidestyk i istoren.H
Israelitn elr Jødem har aldrig, end ike i Jø
delan, været Nybger, men frem/o alt Pengudla
ner samt Handle. -
Alerd fra Ægypten medført de „en stor Hob
alehnd Folk", .2 Mos. 12, 3. „Vedhugr og
Vandbære", 5. Mos. 9.2 2.
Da Kong Salom skulde byge sit Templ, lod
han indkale fremd Handværke og Arbeid.
Ale Fremd i Israel som Amorite, Hetir, Ferist,
Hevitr, Jebusitr blev tagne til Arbeid, tilsamen
153.60 Mand. Se 1. Krøn. Bog 2, 1 Kong. Bog 5,
13-5, 20-1. Ogsa ed Søfolk, Salom sendt til Ofir
for at hent Guid m. .,m var Fremd, Tyrie. 2.
 67

Krøn. Bog 8, is, 9, io: „Men af Israel Børn gjorde

Salom ike noge til Træl til sit Arbeid, men til
Øverst," se sametd Vers 9.
Kaniter udryes ike, men gjordes „skat
skyldige" og dane den arbeidn Klase. Se f.
Ex. Josva Bog 16, io og Dom. Bog 1 3-5.2 6 arA
brugtes til at erob (?) Kan; om Grunde hertil
se 5. Mos. 7, 2.
Kan var et af flitge Agerdyk tidlger be
boet Land, „der flød av Melk og Honig".
Der boed saled fler Folkesag om hverand
i Palæstin. Cfr. bl. a. Domerns Bog, 19., 1 12.
Den ~israeltk Sta" i Palæstin blev jevnlig om
styre af Fiendr. Hern gav dem „pa Grund af
ders Synder" i Fiends Hand, hedr det stadig.
Mesoptamir, Moabiter, Philstre, Mediantr, Amo
niter holdt dem i længer elr korte Tid under
tvunge. De viste sig uskiet til at dane en lev
dygti Stasorgni, helr ike formaed de at
frembing noget Kultrsamfnd.
Efter Kong Saloms Død 93 f. Chr. dels Jøde
land i Israel og Juda Riger.
Israel Rige ødelags 721 f. Chr. af Asyren
under Salmnsr Søn Sargon, og de 10 Stamer
svinder nu fra Historen. Der var nu kun 2 igjen, Juda
(hvoraf Ordet Jøde) og Benjami. 1)
1 arA 701 trued Senachrib Jerusalm, men op
gav strax Belirng. Byen forsvaed denga af
arbiske Leitrop. Det er et intersa Faktum;
') I Domerns Tid blev Benjamitr, pa 60 flygted Mænd
nær, udrye af de andre Israelit. Læs herom i Domerns
Bogs tre sidte Kapitler.
 68

jødern har seiv aldrig været noget Vikngefol 1 ). Den

Dag Belirng opgaves i arA 701- blev „Jøden" født
øg med ham den Jahve, vi kjendr af Bibeln, siger
Chamberlin. (l. p. 503).
Paktens Bog, en Del af Deutronmi (V. Mose
bog) blev „funde" (?) af Præsten Hilkas i ongK Jo
sia Tid Aar 62. Om den verdnshitok Betyd
nig heraf, se Cham. 1. p. 503 fig.
Alerd 40 Aar før Christu ophørte Hebraisk
at existr som almindegt Talesprog og afløste af
Aramæisk, der fra Syrien trænge sydover.
Hebraisk anvedts senr kun ved Gudstjen
og i iteraun.L
Det gamle Testamn, med Undtagels af fler
kaldæise Styker hos Daniel og Esra, er skrevt pa
Hebraisk, det nye er forate pa Græsk.
Medns vi taler om det hebraisk Sprog, vil vi
næve, at det eftr Réna (Israel I. 102), hverkn
forma at bringe til Udtryk en filosk Tanke, en
mytholgisk Forestilng, Uendlighsfø, Stern
niger i det mensklig Indre elr den ren Na
turbeagni. Cit. eftr Chamb. 1, p. 350.
Juda Rige ødelags i 586 f. Chr. af Nebukadnzr,
der førte en Del af Jødern i etd sakldte „ baylo
niske Fangeskb". Det ringe Folk blev tilbage i
Judæa. Nogle flygted til Ægypten, deriblant Profe
ten Jermias, og grunde den dervæn Dias
pora.
Fra den Tid haves Bertnig om Juditls og

x ) Fritagels fra Krigstjen hørte jevnlig til de Privleg, Jødern

sa hypig vidste at erhv sig.
 69

Esther „Heltgjrni" (P) 1 ). Esther Venskab med

Kong Xerxs kosted, eftr hvad der fortæles i Esther
Bog, pa en Dag 75,0 af hans egn Undersat,
Persn' 2 ), Livet. Til Erindg herom er Jøderns
Fest „Purim" indstfe.
Ved den Fest drikes megt, og skal der drik
kes megt, «etrsom de past, at det var ved Drik
ken, at Esther bragte den persik .Konge udi god
Humer." (Holberg Jød. Hist. 1, p. 608.)
Da Perskong Cyrus erobd Landet, lod han
Jødern drage fra Persin og Babylonie. 42,0 bo
sate sig i Lande omkring Midelhavt. En Del
vendt tilbage til Jerusalm. Alerd pa dise Tider
havde ale Jordens rige Byer sin jødiske Menighd.
Kong Ptolemæus af Ægypten, som ca. 320 f. Chr.
anektrd Palæstin, var megt gunsti stem mod
Jødern og gav dem Privleg for at bosæte sig i
Alexandri. 1 den By fandt der alerd Aar 38 e.
Chr. en støre Jødeforlgs Sted.
Intersa at læse er Historen om Joseph, Tobias
Søn og dens Søn Hyrcanus, beg Genralfopg
ter af Skatern i Judæa med fler Lande. Herom i
3die Macbæerns Bog (eftr Holberg I, p. 638).
Vel 10 Aar senr kom Judæa eftr det make
doniske Herdøm under syrik under Antiochus
') Om Judiths Bog formen M. Luther, at den ike kan antges som
virkelg Histore, men ma betrags som en Tragedi elr Spil.
Esther Bog har M. Luther samegt imod, at „han ønsked den
ike existrd" ; den er altfor jødisk og har „viel heidnsc
Unart". B. 62 p. 130-. O, hvor glad er de (Jødern) ike
i den Esther Bog, som sa fint stemr med ders blodtørsige,
-. hævngjeri, mordeisk Begjær og Hab. M. Luther (B. 32, p. 120).
2) Persn hørte som vi til Indo-Eurpæe.
 70

den Store. Hans Sønes Antiochus Epihanes (180

f. Chr.) syne at have faet nok af Jødern, og vilde
tvinge dem til at antge græsk Religon og Levis.
De værged sig taper under Macbæern (fra
Ephraimtens tidlger Land) og afksted Fremd
aget (165 f. Chr.) Aar 64 før Chr. undertvag Pom
peius Landet, der da var splite, og gjorde det skat
skyldig til Rom, hvoren han førte jødiske Fanger.
Alerd længe før boed dog Jøder i Rom. Herods
den Store blev Aar 40 f. hr.C indsat til Konge over
Jødelan under romesk Overhøid.
Jesu Christu har tal harde Ord om Jødern. 1)
Hans Lære nedbry de Skrane, Moselv såte
mel de forskjelig Folkesag. Jødern betrag
derfo hans Lære som fuldstænig anti-jødsk.
Ders Had og Uvilje mod Jesu er forstaelig.
Sasom Christ Lære var et Brud med Jødeomn 2 ),
var det ike mange Jøder, som blev Christne.
Da i nledigA af Kong Herods Død (Aar 1 .e
Chr.) en jødisk Deputaion indfat sig i Rom, var de
alerd der sa talrige, at der sluted sig 80
romesk Jøder til den. Mange Jøder erholdt romesk
Borget. De havde fri Religonsøv, egn Syna
goer, Lære og egt Domhus. For det var det at
Aposteln Pauls ønsked at forsvae sig, da han under
Keisr Nero kom til Rom.
Keisr Tiberus vilde afske den jødiske Religon
i Rom, hvad dog ike lykeds; pa Grund af nogle
l) Se saled Math. 23, 15, Ev. Joh. 8, u ib;— se ogsa Pauls'
Brev til Titus 1, 10 —is, og Thes. 1, 2, 15. At ogsa Profetn
har udtal streng Fordømels over dem, er velkjndt.
~) Christu stiler Valget: Gud elr Mamon, Chamb. I, 23<J.
 71

Bedragi forviste han 40 Mænd i den vabenfør

Alder til Øen Sardine.
Efter Jerusalm Ødelægs af Titus Aar 70 e.
Chr. førtes mange Jøder pany til Rom. Alerd fø
den Ødelægs boed der langt fler Jøder uden
for end i Palæstin. I det ptolemæisk Egypten skal
af 7—B Mil. Indbyger den en Mil. have været
Jøder. Philo (f. 30 f. hr,C dø 50 e. Chr.) opregn
de pa hans Tid af Jøder beod Lande og tilføer,
at de var bosat i uropas,E Asien og Libyens taløse
Byer, pa Eastlnde og pa Øern, ved Havet og i
Indlaet.
Jødern forvldte Romern mer Brydei end
noge ande af de undertvg Nationer.
Efter Ødelægsn delts Jødern i de østlige
(orientalsk) og de vestlig (ocidental), men bevard
sin Nationle og sit Samfund; ogsa i Judæa boed
de fremdls, havde der endog to Høiskoler. De vest
lige havde sine Patrike, senr Primate, de østlige
havde i sin Spidse en «Fængslet Fyrste", h vil ken Stil
ling vedar lige til det 1 lte Aarhunde. Fyrsten
forestd 10 spredt Domstle. Jødern havde foruden
sine Skoler og Fløiskoer, ogsa sit „Sanhedri," øverst
Domstl (Storhing).
Stadig afstedkom Jødern Urolighed og Opstand
mod Romern.
Saleds i Lybien, hvor 20, af Landets Ind
vaner skal være dræbt, hvorf Keisr Hadrin mate
befolk Landet med nye Kolniste
Aar 16 e. Chr. fik de Opro istand pa Øen
Qypern, hvor de havde til Hensigt at grunde en Na
tionals, hvorunde dræbtes ale Øens Ike-Jødr, til
 72

samen 240, Menskr; Øens Bebor tilod

senr inge Jøde, seiv Skibrudne, at landstige pa
Øen. Samtidg dræbte Jødern samtlige Gojim i Byen
Cyren, (hvor der boed talrige Jøder,) tilsamen
20, Menskr, da de havde bestm Byen til
Støeplads for sig, cfr. Holberg og Chamberlin.
Ogsa i Mesoptamin fik de Oprø istand.
Men det støre Oprø udbrø i Judæa under
Keisr Hadrin. Det endt 135 e. Chr. med Jerusa
lems og Landets fuldstænige Ødelægs. Over en
halv Milon Menskr skal hervd være gaet til
grunde. Men ogsa i elh 10 Aar senr beods
Palæstin af Jøder. Der er mange Jøder der den
Dag idag.
Ogsa i selv Rom afstedkom de Oprø, hvorf
alerd Keisr Claudis, og senr Keisr Domitan
forviste dem.
Under Alexandr Sevrus vendt de tilbage til
Bydeln Travest, hvor de ophldt sig til den sidte
Del af Midelarn.
De flest græske og romesk Forfate, der om
taler Jødern, gjør opmærks pa, at den jødiske Re
ligon er anti-socl, cfr. M. Fishberg p. 475.
Mecatæus (ca. 30 f. Chr.) udtaler, at Jødeom
men hindre Mensklighd og Gjæstfrihed.
Apolnius Mol anser Jødern for ugdeli og
fiendtlg mod andre Menskr.
Apion siger, at Jødern er fiendtlg mod ander
ledstron Folks Love.
Philostrau: Fra Arilds Tid har de stae imod
ike blot Rom, men mod ale andre Menskr. Folk,
som ike delr med andre hverkn Bord, Drike, Bøn
 73

ner elr Ofringe, star os fjern end Susa, Bak

trien, ja, det fjernst Indie.
Cicero (106—43 f. Chr.): .Syre og Jøder, Folk
født til Trældom."
Tacitus (5—120 e. Chr.): „Mose gav Jødern
nye Love, som stride imod andre Folks. Vanheligt
er der alt, som hos os gjælder for heligt; pa den
ande Side er dem tilad, hvad der er os en Gru.
Vise Skie (som Sabtshvile, Spisen af usyret Brød
o. s. v.) er bertigd pa Grund af sin Alder: de
øvrige Bestmlr, forkjæte, afskyelig, har gjenm
sin Intesig vundet Kraft . Jøderns Sæder er
umoralske og smudige."
„Blandt dem seiv stor Troskab, hurtig Med
føles, men mod ale andre et fiendtlg Had (hostile
odium.)"
„Medns Asyre, Medr og Pers behrskd
Orient, var jødern den mest foragted Del af de
Undertvug. (Vilsma pars servintum). Eftera
Macedonir havde faet Overmagtn, forsøgte Kong
Antiochus at udrye ders Overto og at indføre
græske Sæder for at ødelæg det afskyeligt af ale
Folk (detrima gens)." Hist. V. 4, 5 og 8.
Senca (4 f. Chr. -65 e. Chr.): „ Det forvpnest
Folks Skie er alerd sa styrke, at de har spredt
sig over ale Lande; de Besird har givet Seirhn
sine Love."
Rutils Naintus beklagr ligeds, at Pom
pejus har undertvg den jødiske Fiend, der nu
undertyk de Seirnd. „Vider sniger sig smit
tend den netop bekjæmpd Sygdom."
Græken Diodrs (30 f. Chr.—2o e. Chr.) for
 74

tæler i sin Histore, at alerd Kong Antiochus Ven

ner havde radet ham til at udrye Jødern, thi «de
alen af ale Folkesag vilde ike blande sig med
noget andet Folk, men betragd ale som Fiendr."
«Jødern har nedarvt Hådet mod Mensk
blandt sig."
«De (Konges Venr) henvist ogsa til de
menskfidtlg og urigte Bestmlr, sominde
holdes i ødernsJ helig Bøger."
M. Val. Martils (40—12 e. Chr.) beskyldr
ogsa Jødern for Spot, Bedragi, Mend og andre
Ting, som Plagit af Digte og Forføels af Guter
(Søner).
Alerd pa Kong Ahasveru' Tid existrd Anti
semit. Konges Storvezi, Hamn, kan benævs
den første Antisem. Han udtaler om Jødern, se
Esther Bog 1. 8: «Der er et Folk, spredt og om
strøe blandt Folken i ale dit Riges Landskber, og
ders Love er forskjelig fra ethvr andet Folks, og
eftr Konges Love gjøre de ike, og det sømer sig
ike for Konge at lade dem være."
I Grækenlad og i det Østromek Keisrg
blev de tilbud Land til Kolnisat, hvad de dog
ike modtg; derimo nedsat de sig i Byern og
virked som Læger og Handle.
Ders Indflyes og Overmod steg med ders
Rigdom, sa alerd Keisr Constai sa sig nød
saget til at true den Jøde med Balet, der kasted
Sten pa elr angreb en Christen.
Keisr Honrius, Arcadius og Justina tilbageo
de Jødern givne Privleg.
I Justina Tid forealdt der to støre Opstande i
 75

Jødelan; den sidte, Aar 5, strafed streng. Ju

stina forbød Domern at tåge en Jødes Ed for god
mod en Christen.
Ders Magt og Hensyløhd voxed og førte
Aar 690 i Grækenlad til Jødeforlgs. Herpa sva
reds imdlert med en Opstand mod Keisrn, der
kosted ham Krone og som styred Riget i store
Ulyker.
Muhamed lader i Korane Gud (Alah) udtale sin
Forbandels over Jødern, om hvem udtales: „ Bedra
ger er de pa Fa nær. Du (Muhamed) skal ike
aflde at afsløre ders Bedragi." Se 4. og 5. Sure,
i Dr. L. Ulmans tyske Overs, af Korane (18) p.
72 og 78.
Muhamed bragte Jødern i Arablen under Aaget.
Han døe forgite af en Jødine, eftr hvad der for
tæles f. Ex. af Holberg. Jødern er fremdls megt
foragted i de muhaednsk Lande.
I ydarbienS drive de, som en Undtagels fra
den almindeg Regl 1 ) Handværk, nemlig Smed
arbeid, det Araben anser for nedværig at be
fate sig med.
1 yrkietT har, eftr hvad Adolf Bøtun oplyser, Jø
dern altid, siden de eftr sin Fordivels fra Spanie
delvis nedsat sig der, kim mødt Velvi, aldrig
Fiendtlghr. Der findes mange Kryptojøde (Dom
nes) i yrkietT og er Jøderns Magt der overdntlig stor.
1 China skal der alerd længe før Christ Tid
have existr Jøder.

fi Cfr. I. Sam. 13. Kap. 19: „Og der blev inge Smed funde i
alt Israel Land."
 76

I panieS nød Jødern, der alerd omkring Aar

320 e. Chr. bosate sig der, fra først af den støre
Frihed, sa at Grand og Targon næste var fuld
stændige Jødebyr, Da Egiza (687—01) imdlert
vilde patvinge dem den christne Tro, pakldte de sine
Stamefrænd Arabens Hjælp. Under dise (Mau
rens) Ophold i Landet steg Jøderns Handel og Ind
flydes særdel, og mange af dem erholdt Adelskab
og blev Embedsæn 1 ). Den bekjndt Stor-Inkvis
tor Thomas de Torguemad (1420 - 1498) var døbt Jøde.
Da de Christne i 1492 ater fik Overtag, lod
Kong Ferdina og Isabel dem, pa Grund af ders
Aagerudsl, forvise fra Landet. Næsten ale Ara
gonies faste Eiendom var da pants til dem. De
drog da først til Portugal, men blev ogsa herfå 1497
fordevn og drog sa til Orient, Navr, Frankige
og senr til Nedrlan, (hvorfa de over Hamburg
naed frem til Danmrk-Noge), Itali, Tyrkiet, Ser
bien og Bosnie. Først i 1852 abneds dem pany
Adgan til Portugal og i 1876 til Spanie. Spani
ern og Portugisen er nu overmæt med jødisk
Blod, M. Fishberg p. 51. Der findes nu fa ort
doxe Jøder pa den pyrenæisk Halvø.
I Frankige ophldt sig alerd i 5. og 6. Aar
hundre e. Chr. et stor Antal Jøder. I Byen Lunel
anlgdes i det 7. Aarh. en megt bekjndt jødisk
Høiskole.

1) Blandt de Begunstilr, Jødern havde vidst at forskae sig i

Spanie, var den, at en enst Jødes Ed var tilsrækeg Bevis for
en Gjældsforing Rigthed ligeovrf en Christen (som forøvig
ogsa i Storheugdøm Østerig og mange andre Stedr), me
dens en Christen Vidnesbyr inte gjaldt ligeovrf en Jøde.
 7

Keisr Karl den Store viste en paflden Vel

/ile overf Jødern. Han tilsod den fuldstænig
lige Retighdr med de Indføte og indkalte Jøder
fra Kalien. Ja, Jødern opnaed under ham vigte
Foretighd: Handelsprivg, milder Straf for
Forbydels osv.; man tvang endog Befolknig til
at afholde sine Marked om Søndage, fordi Lørda
gen pa Grund af Sabten var Jødern übehagli.
Det hørte denga til Hoftne at besøg Synagoer.
Hans Pengafær bestyrd af Jøder, og hans Hof
læge Sedkias var en berømt Jøde med megt stor
indflyes. Jødern besad Grundeiom og havde
en egn høiest Øvrighedspon „magister Judæo
rum".
Ogsa hans Efterkom viste en mærkvdig
Jødevnligh. Hans Søn Ludvig den Frome etr
gav Jødern mange Af gifter; hans Hustr Judith svær
med for dem.
Biskop Agobard af Lyon forsøgte vistnok Aar 827
at indskræe Joderns Privleg, men forgjæves.
Først under Karl den Skalde blev de pa Grund af
sin Aagren forjaget fra enklt Stedr og ligeds i
182 pa Grund af Mord pa Børn. Handb. der Ju
denfr. p. 250.
Nogle Aar eftr vendt de dog tilbage, da Kon
gen trænge Peng, og blev „Krones Livegn", en
ike ufordelagti Stilng. Som Livegn kunde de ike
sagøe.
182 blev de forviste af Philp 2. Augst. Blandt
Aarsgen hertil, var Foragels over at de lante
Gsitlghedn Peng mod Pant i Kirke-Onamt og
Krucifxe. Da Konge imdlert trænge Pengla
 78

til et forestand Korstg, kaldte han de fordevn

Jøder tilbage. De antoges pa den Tid at ei Halv
deln af Paris' faste Eiendom.
I 2041 forviste de pany af Philp d. mukeS og
138 af hilpP 5. Fra Provenc fordevs de arA 150.
Imod Sluten af det 16. Aarh. tilsode de tera Ad
gan til Metz.
Ludvig den 16. udvies ders Privleg og er
ders Stilng eftr Revolutin i 1789 i Frankige lige
med andre Indvaers.
Napolen den Store udtale sig megt skarpt om
Jødern. Han siger saled:
„Den jødiske Nation gar fra Mose Tider ifølge
sine naturlige Anlæg ud pa Aager og Udpresnig.
Man ma betrag Jødern som en Nation, ike som
en Sekt. De dane en Nation i Natione. Jeg skulde
ialfd for en bestm Tid vile undrage dem Retn
til at udlane mod Hypothek. Man kunde for
byde dem Handel, fordi de vanære den ved Aager,
og erklæ ders afsluted Foretnig for ugyldie
som bedragsk. De er Larve og Græshope, som
hærje Frankige. . Jeg vil ike, at man af theorisk
og egoistk Princpe skal ofre Provinse Vel." (I
Stasrde 1806). Jødern udsge pa den Tid Elsa-
;Jødern provianted mine Hære i Polen; jeg
vilde desarg give dem en politsk Tilværes, jeg
vilde gjøre dem til Nation og Stasborge; men de
er ike nytige til andet end at skjare med gamle
Klæder. Jeg var nødt til at udste Love imod ders
Aager; Bønder i lsaE har take mig derfo." (Na
polen, Memoirs de St. Heln).
 79

Det er forøvigt intersa at se, at nogle af Na

polens Marskle, saled Masén (egt. Manse),
Soult og Bernadot var af jødisk Æt.
Indtil Korstgen Tid levd i Englad Jødern
temlig uforstye og vandt store Rigdome. Al
Landets Mynt samled pa ders Hænder. Gjenm
Lovgine stræbe man alerd denga at bringe
Jødern til at beskjæftig sig med anstædig og hæ
derligt Erhve og Arbeid, men forgjæves. Næsten
hel den anglo-rmiske Adel i det 1. Aarh. var
i jødiske Aagerkls Hænder. Wilam Eroben vid
ste at benyt sig heraf.
Under Richard Løvehjrt og Johan uden Land
blev de udsat for heftig Forfølges. Edvar I. for
bod i 2751 Jødern at agre. Da det Forbud ike
blev overhldt og det derhos befandts at 30 af dem
drev Falskmynteri, blev de i 1278 af den Konge
fordevn og ders Gods konfisert. Imidlert op
holdt der sig dog stadig Jøder i Englad; Dronig
Elisabeth Læge Rodrig Lopez var saled Jøde.
1 6571 lod Cromweli ater nogle Jøder nedsæt
sig i Lond og Karl 2. udvie hans Bestml
1 1738 boed i Lond antgeli 60 Jøder.
I 8291 erholdt de støre Retighdr, men først i
185 opnaed de Ligestlhd med de øvrige kristne
Stasborge.
Jødern er i Englad ike sa talrige som pa
Af Übekjndtsa til dem, ogsa pavirket
af sin religøs Føles, (den opdigte Histore, der
Dgsa anvedts pa fler andre Nationer, om at Eng
-lænder skulde være Efterkom af Israel for
svunde 10 Stamer og saled tilhøre .Guds ud
 80

valgte Folk" smigred ogsa Englæder) udviste

Englæder inge Uvile mod dem, og mange ade
lige Familer i Englad, forøvigt ogsa i øvrige Lande
har nu semitk Blod i ines are.A Disrael, senr
Lord Beaconsfild, var jøde 1 ). aP Grund af den
stærke Indvarig, som i den enrs Tid er kets af
fatige polske Jøder, er midlert nu pmærksohednO
stærke henvdt pa det nye Folke-Emnt.
Zionste Zangwil udtaler i Jewish hronicleC 7 /s
1908, at, uagte Jøderns Antal i Storbiane go Ir
land blot forhlde til Ike-Jødrs som 1 ilt 20, sa
ser han dog alerd, at Englad føler sig ude af tandS
til at fordøie den fremd Mase go begyndr at
klage over Fordøielsbvægh. «Vi kan ærev
forviset om," siger han, „at, hvis Anfalet i det Land
rak op til kun 5 °/o af Verdns Jøder d: under aV
Milon, vilde vi have en voldsm Antisem."
Efter M. Fishberg p. 473.
Zangwil har vist ike set feil. Alerd i uA
gust 10 fandt i Wales den første nyer Tids Jøde
forølges pa englsk Jordbun Sted.
Vi vil her anføre, at Max Webr pastr, at Puri
tanismu er Kapitlsmu. W. Sombart tilføer: Puri
tanismu er Judaism p. 26 og 29.
I Halen forsøgte Pave Grego I. (590—64) at
misoner blandt Jødern. Inocets 1. (130 —43)
og St. Bernhad beskytd dem. Alexandr 1. (dø
138), Inocets l.'s Modpave var en døbt Jødes
Barneb. Først Inocets 3. tog Parti imod dem og
forbød dem at holde christne Tjenr og forvalte Em
bedr (1209, Concilet i Avigno).
(' Georg Brandes kalder ham „den sidte Jøde".
 81

Alexandr 3. var venlig mod Jødern; dog forbød

han dem at tåge Pant i Kirken, hvoraf se, at sa
dan Pantsæel har fundet Sted.
I 125 indskræe ders Retighdr yderm,
og mate de fra den Tid af bære Jødetgn, en gul
Lap (Ring) pa Hat og Klædnig.
Ogsa i Orient og andre Stedr mate de i
sin Tid bære et særkilt Mærke. I Polen, hvor Jø
dern nød et udstrak Selvstyr, udgav ders egn
øverst Myndighe i sin Tid et Pabud om at det
udvalgte Folks Klæderagt skulde være afvigend fra
de Christne. Se M. Fishberg p. 47. Alerd ved
Moselv var det forøvigt palgt Jødern i Klæde
dragt at adskile sig fra Andre, se IV. Mos. 15,38 fig.
Rygte om Mord af christne Børn fremkaldt Op
tøier mod Jødern. 1 1247 udste Inocets 4. (som
Historken Oto Hen-Am Rhyn antger, bestuk
af Jodern) en Bule, hvori sadne Rygter erklæds
usande at være, og Jødeforlg trueds med Kir
kens Ban. lmidert brød Folket sig lidet om den
Pave og såte nu for Alvor Jødeforlgs igan.
Den same Følge havde ogsa Pave Clemns 2.'s
Advarsle et Aarhunde senr og Martin s.' i 14
udgivne Bule. De fordevs fra Siclen 1492, fra
Neapl 1540 og fra Genua og Vendig i 50.1
Pave Paul [V. udgav i 15 en mod Jødern
megt streng Bule og forbød dem at tåge Bopæl
idenfor Oheto'n.
I 1569 forviste Pius V. Jødern fra ale Stedr i
Kirkestan undtage Rom og Ancoa. I end Bule
fiedr det bl. a.: „Thi, for ike at tale om sa mange
slag Aager, med hvilke Jodern ganske fortæe
6 Joder og Gojim 1.
 82

trænged Christne Formue, sa tro vi, at det er

abenrt nok, hvorleds de ére Hæler for Tyve og
Røver, og Hjælpersh, der modtage* alsg
stjale og samenrpt Gods, ike alen profant,
men endog hvad der høre til den gudomeli Kults."
Pius V.'s Edict omstyred alerd 1586 af Six
tus V., der fornyed Jøderns tidlger Privleg.
Johan XI. forbd Læsnige af Talmud og lod
foreund Exemplar brænde.
Omskiftnge af Påver bragte overhdt ale
romesk Tilstande til at vexl som et Loterispl i ne
Tombla.
Om de romesk Jøder i Midelarn siger den
romesk Historekv F. Gregoius bl. a.:
„Medns jødiner spaed i Adelns Huse og
i Natens Mørke bryged Kjærlighedsk for de
smægtend Adelsamr, gik Jødern frank og frie ud
og ind hos de forgjælde og til Peng trænged
Påver som ders Vexlr, Bankier og endlig
som ders Læger. Man finder ale Paverns jødiske
Læger opregnd i te Værk af andiso,M livket senr
er fuldstænigjor af Marin i 784.1
Efter Midelarns Ski erholdt Jødern i aD
ben Navne eftr sine Fader, og da de stadig søgte
dise iblandt Roms mest ansed Mænd, hændte det
ike sjeldn, at Jøder indsmugle sig i Roms ældste
adelig Familer. Mange døbt Jøde vedbl at be
holde Navnet eftr den Baron, som havde været hans
Fader, og saled fandtes der jødiske Colna'er,
Masim'er og Orsinæ, ja, man pastr den Dag
idag i Rom, at mange stol romesk Fyrsteæ er, eftr
at være udø, blevn fortsa ved Jøder fra Travest."
 83

Jødern boed i talienI i vise Byer, i gne Kvar

taler (Ghetos), som afstænge om Naten. Indførels
af Gheton begyridt først eftr det 12. Aarh. og
sked oprindelg eftr Joderns egt Ønske, for at de
kunde lev afsondre fra den øvrige Befolknig.
Savel den jødiske Isolatinpk som Sikerhds
hensy spiled her ind. Senr blev der Gheto
tvang, der med noge Afbrydels i omR vedbl til
1847. Ders Antal tilog • stærk i Sluten af det 15.
Aarhunde gjenm Indvarig af mange af de
fra Spanie Fordevn. Overhodt behandls Jø
dern i Italien med Strenghd og ligestd først
IS7O med Staens øvrige Borge.
i end berygtd Alexandr 6. (1492—503), Ce
sare og Lucrezia Borgia's Fader, har den katholse
Kirke endog havt en „jødisk" Pave, da han tilhøre
den i Spanie adle jødiske Famile Borgia. Uagte
han tilde Kong Ferdina af Spanie Hæderstil
af Catholic, Retrond, modtg lian i Rom 15,0
af de fra Spanie fordevn Jøder.
Nu for Tiden er Italienr stærk opblandet med
semitk og andet Blod. Fler Jøder har været ita
liensk Minstre.
Pavern overhdt har vist sig megt mer
overbænd med Jødern end mod Protesan,
ligesom Protesan har vist sig mer overbænd
mod Jødern end mod Katholikern x ).
l) Sandherit i Paris ISO7 retd udtrykelig en van Tak til de
Geistlg af de forskjelig christelg Kirke for de Jødern gjen
nem Qenratio yde. Velgjrni. Den Beslutnmg prot-
- kolerds med udførlig Begrundls. Nyer jødiske Historke
undlaer at oplyse om det Faktum. Se Chamberlin I. 403.
 84

I Polen nød alerd i Aar 1260 Jødern betyd

lige Privleg, der udvies sa betydlig af Casimr 3.
i 357,1 at Næringe i Byern for de Clirstne derv
stærk indskræe.
Casimr havde i 1347 udgivet et Lovfrbud mod
jøderns Aagerviksomhd, men blev senr forelskt
i Jødine Esther, og Kvindes Magt er som be
kjendt stor.
Der er fa Lande, som har været sa hærjet af
Jødern som Polen, dels fordi de adelig, dovne Gods
eir fandt dem bekvm som Fuldmægtie.
I ysklandT finder vi de første Jøder som Pante
laner m. v. i ed gamle Romerby ved Rhine, som
Speyr, Koln, alerd i Begyndls af det 4. Aarh. 1)
e. Chr. Dog var det først omkring Aar 80 under
Karl den Store og hans Søn Ludvig den Frome, at
Indvarig i støre Malestok begyndt.
Al Handel med Peng monpliserd af jødern,
hvem det ike, som de Clirstne, var forbudt at tåge
Rentr. De rhinske Stæders Landg faste i 251
den høiest Rent (for Jødern) til 43 1 /s °/o for Uge
lan, hvilket forblev Regl ind i det 15. Aarh.; dog
forekm ogsa høier Rentbrgi, helt op til 174
°/o. Saieds tilod i 130 Reisr Henrik dem at tåge
65 °/o, en Regnsbur-Fodi af 1392 86 2 s/ °/o.
Ved langsite Lan var Rent laver. Det var as

v ) Tyskland var denga hednsk, og var der da, og endu i

mange Aarhunde af den christne Tid, inge Hindrge for jø
dern i at drive hvilkensomt Beskjæftigl. Om Jødern i
Tyskland læs Georg Lieb: „Das Judentm in der deutschn Ver
ganehL."
 85

leds især Menigmad, som stærke fik føle Tryket

af de dyre Lan.
Omkring- Aar 10 udviste en Biskop Hauszmn
i Speyr en paflden Jødevnligh. Han byged
dem en fuldt befæst Borg, og tilod dem derfå de
dristge Rov- og Aagerto i Landet rundt omkring.
Hos Keisrn udvirke han for dem Privleg, hvor
ved de erholdt fuldt Frihed til uden noge Afgit at rived
I lande og Lanefortig i lea Landsel, noget,
som aldes ike var de øvrige Indvaer tilad. Det
er ogsa i end keisrlg Landefr af 103, at man
for første Gang ser Jøder opført som leidtræng
samen med Geistlg, Kvinder og Kjøbmænd. Men
alerd tidlger havde Keisr Henrik IV. givet Jø
dern i Speyr og Worms Privleg. I dise gjordes
de senr til „Kamerkncht", Krones Knægte, og
stod som sadne under Krones direkt Beskytl.
Den ders Stilng, der første Gang næves i ersd Pri
vilegr i Worms i 1 157, medført Afgitspl til Krone.
Pa Grund af den økonmise Fordel derv, be
skyted Fyrsten Jødern. I 1356 tilsod den gyldne
Bule Kurfysten Ret til „at holde Jøder". I 1548
erholdt Rigstædern den same Ret, bl. a. mod at
afgive Halvden af Jøderns Afgiter til Krone.
Med Keisr Karl IV., f. 136, f 1378, fremtæd
.Hofjøden" pa Skuepladsn. 1) Bade geistl og

Tailernd pleid at sige: „Finatsrde bære Staen som Re

bet den Hængte." W. Sombart (p. 50) siger: „ - - kan vi
ike godt tænke os den modern Fyrste uden Jøden. Omtren
som haust ike uden Mefistol." Seiv i Norge syne det som
om de store Privleg pa Jern- og Kobervæk, der udste
i det 17. Aarh., har været givet Hofjøder som Belønig for
vde Tjenstr.
 86

verdslig Fyrste begyndr nu at benyt sig af sa

dane. Samtidg som hermd Jøderns finacel Be
tydnig steg, blev dog ike ders sociale Stilng i
Samfundet hævet, den blev tverimod sænket (ved Ind
førels af Ghetovang og egn Dragt). Efter 1349,
men ike tidlger, finder vi i Tyskland Gheto'n som
Tvangsforhlde. Nar Jødern i ca. 10 Aar
havde holdt sig i sin isolerd Stilng, sa skylde
det klarigen ders egn Religon i orbindelsF med
ders Racenlæg for vise Erhve. De ønsked ike
at asimler sig med Befolknig.
Foruden sit Udlanemop og den af dem
stærk atred, dem ved Privlegn stadigvæk
sikred, sakåldte „Hælert"/) samt fri Religons
udøvels, Frihed for Krigstjen og for andre Borge
pligter m. v., havde de ogsa mangestd Retn til
kun at sagøe for sine egn, jødiske Domstle, hvor
kim Jøder mate føres som Vidner og ale Dokumentr
være afte pa hebraisk.' 2) Da de Styrend undlo
at regul de staøkonmie Forhld og den menig
Maud var i Aagerklns Hænder, mate Katsrofe

x .) Ifølge ældre germansk og romesk Ret var den retmæsig Eier af

en Gjenstad bertig til, nåar den var ham frakomen f. Ex.
ved Ty veri, at erhold den udlevrt seiv hos senr godtren
Besidr, uden noget Vedrlag. Det er endu gjælden Ret i
Norge og Danmrk. I fler andre Lande er imdlert den Und
tagels fra Regln, der i Midelarn kun gjaldt for Jødern,
at fuld Erstanig ydes, pa en Made nu ophøiet til Regl, „for
at let Omsætnige". Bestmln er af talmudisk Oprindels.
At den modern Ret i megt sterk Grad er pavirket af den
abstrke, jødiske Aandsretig er .selvagt
-) Den første, som gav Jødern et sadnt Privlegum, var den
pengtræd Keisr Rudolf af Habsurg (1273 91.)
 87

indtræe. Dise indtraf da ogsa, nåar Landet hjem

søgte af store Ulyker. En Erfute Cronik næver i
1348 som Aarsg til Jødeurolighs Udbru: De
uendlig Sumer som Barone; Rider, Borgé og
Bønder skylder til Jødern. Breslau' Rad skrive til
Karl [V.: ~J ødern er ængsteli pa Grund af den al
mindelg Hungersød." Sortedn bragte derfo
Jødeforlgs med sig. Det var de sørgeli mate
riel Kar, hvorunde Folket levd og led, der op
vakte Raserit mod Jødern, ike religøs Fantisme.
De religøs Følesr kunde nok hjælpe til at lade liden
sla ud i lys Lue, og brugtes ogsa f. Ex. ved Be
skyldniger for Ritualmord og Hostiekjændg som
Paskud, men var ike den egntli Grund til
Brande.
Den første Jødeforlgs udbrø alerd i 10
i Mainz, i 1092 opstd ligned i Speyr og Worms
og i 1096 i Koln, Mainz og Trie. Den første For
følges, hvortil Ritualmord angves som Grund, opstd
først i rankige,F hvorfa den forplanted sig til Tysk
land og stande i 1230 af Keisr Fredik I.; lig
ned i 1247 af Inocets IV.
Bertnig om sadne Forfølges indehol
der i lmindeghA megn Overdils. Under den
store Frankfutevol i 164 dræbtes der saled
blot 2 Joder (og 1 hristen).C Da i Sluten af det 14.
Aarh. Kapitlsmen Tryk blev udholeigt og der op
stod Urolighed, benytd Kong Wenzl sig to Gange
af Tilstande til at konfiser Jøderns Gjældsbrev.
1 Løbet af det 15. Aarh. svandt Jøderns Peng
.monpl mer og mer hen. Gjenhm forskjelig
nye Faktore øgeds nu Kapitldnes i hidtl ukjendt
 8

Grad. Den første tyske Bank grundes 1402 i Frank

furt a/M. Stædern udste nu ofte Forbud mod
Pantsæel af Vaben m. v. Da Jødern nu ike læn
ger var sa undværlige for de Hersknd, lod dise
dem i nævte Aarh. udvise fra mange Stedr, saled
fra Trie 148, Mainz 1438, Augsbr 1439, Erfut
1458, Mecklnburg 1492, Magdebur 1493, Nirnbeg
1498, Ulm 149, Mark Brandebug 150.
Fra Wien og nogle andre østerigk Stæder blev
Jødern udjage i 420,1 i ragP blev alerd i 1390
de derbon Jøder dræbt og ders Ojældsbrev an
nulerd. I Bayern blev Jødern i 1450 fængslet, ders
Ojældsbrev ødelagt og eftr Erlægesn af 30, fl.
blev de udviste af Landet. I 1495 fordev Keisr Maxi
milan I. ødernJ fra Steirmak, Kårnte, Krain, Schwa
ben m. m. I 1490 udviste de af Zirch. Grunde
til dise sig gjenm hel det 15. Aarh. gjentad
Udvisnger var stadig den same, Aagrin. Nogle
Stedr blev ogsa de værste Aagerkl henrt.
I 1509 gav den døbte Jøde Pferkon ved at
bekjndtgør Talmuds Lære Foranledig til en Storm
mod Jødern i Koln. Han udvirke hos Keisrn, at
ale foreinds Talmudexpr skulde "blive
brændt. De s. k. Humanister som Reuchlin v. Hiten
og Erasmu Roterdamus stiled sig under den her
oin opstaed Strid, nærmest af videnskablg Hensy,
pa Jøderns Side, hvored Sinde beroligds og
Urolighedn for en Tid ophørte.
Ved dise mangfoldie Udvisnger blev Jødern
skjøvet mer over fra Vest mod Øst og fra de støre
Byer over til de sma. Samtidg gik ders Beskjæfti
 89

geis, fra Lanefortig, ogsa over til Sjaker- og

Bisekræmhandl, ogsa til Kvæg- og Hesthandl.
Pa Rigsdaen i ugsbrA 1530 fremko der An
dragen fra nite Rigstæder om Keisrn Indskri
den mod Jøderns Virksomhed, hvilket resultd i,
at han udste et, i almindeg Udtryk holdt, Forbud
mod ders Aagren. Den Bestml svared der
for ike til Hensigt, I 15 udste da en bestm
ter afte Fordnig. Da imdlert Jødern nu,
som nævt, havde kaste sig mer over den Slags
Handel, som let udles af Pantelrviksomhd,
saom med Klæder, Skotøi, Guid- og Sølvti, var
ders Virksomhed ike sa let at sæte en Stoper for.
Laugen klager stadig i den Period over Indgreb i
ders lovige Erhve. Pa sin Vexlrviksomhd
havde Jødern sagodtm fremdls Monpel. Under
det Virva, som da herskd i Myntvei (de mange
Fyrste slog hver sin særegn Mynt, nogle god og
andre siet), kunde Handel med Mynt gjøres megt
indbrge.
Efter det 16- Aarh. føres Kampen mod Jødern
mest gjenm Politfrdnge. Dog forekm
ogsa i det 17. Aarh. Udvisnger, saled 1603 fra
Worms, hvortil dog Nabofyrsten strax igjen skafed
dem Indga igjen og Hevn over Anstifer. 1 614
fandt den sidte Folkefrøgs mod Jødern i Tysk
land Sted, nemlig i Frankfut a, .M r vorundeh de flyg
ted bort fra Staden, for dog lVs arA eftr, ved Kei
sern Hjælp, at vend tilbage i høitdelg Optog un
der fuld Musik. Syv af Revoltns Ledr henrtds.
1 1062 udviste de af Schweitz med Undtagels af
Orevskabt Baden i Aargu. 1670 udviste de fra de
 90

østerigk Arveland. I '167 fra Ungar, 1 » fordi de

understø -Tyrken. I 163 4-1 optrade Pastor
Miler i amburgH imod dem, fordi de levd usæde
lig og" haned Christendom, dog uden Resulta.
Hamburg kan anføres som et Exempl pa, at ødernj
ogsa i de tyske Fristæde var særdel mægtie.
Portugisejød havde (som Marne) i Aartie
boet i amburg,H før de i 162 androgm og erholdt Se
nates Tilades til fast Ophold i Staden. Tilades
til ofentlig Udovels af ders Religon negtds dem
dog. Desuagt byged de i 162 en Synagoe.
Da Senat protesd herimod som et Brud pa Af
tale, trued jødern til Gjengæld med Udvanrig til
den da danske By Alfona. For ike at skade Ham
burgs Handel, fandt Senat sig nu nødsaget til at give
Jødern Tilades til ofentlig Udøveis af de religøs
: Handliger. Alerd i 163 havde de der 3 Syna
goer og 1 Bedhus.
Den for Tyskland sa ødelægn Tredivas
krig bragte Jødern megn Fortjens. Samtidg som
'åt afkjøbte Soldaten lians røved Byte, var de Rap
portøe og Levrandø for. Felthrn. _ mO ders
Virke som Arméelvandø haves mangt et Vidnes
byrd. Cfr. den dansk-ore Kong Christan V.'s Krigs-
Artikels Brev af 1683 § 168: „Nar Marketnd, elr
noge, søm anskfer Levndsmilr, (hvortil dog inge
Jøde ma antges) —."
Vistnok var Jødern ike længer sa vanskelig at
undvære som for, dog spiled ogsa nu Forhlden
dem Fordel ihænde, som de med Behændig for
stod- at udnyte og som ater skafed dem forn vet
: Indpas. Med de franske Konger som Forbiled, ud
 91

vikledé nemlig- nu Fyrstené en Luxns, der altfor sjel

den stod i Forhld til ders virkelg Indtæger. Da
derhos Fyrstené megt rne end tidlger var de
Toneagivd, spredté Luxstrange sig gjenm dem
langt ned i Folkeagn, hvorm den Periods Pynt
og Klædesfornig bære tydelig' BeVis. Som
Langiver og Handle med Luxsartikle var der
nu god Plads for den smidge Jøde, der med Lethcl
fandt Forbindels over ale Lande. Alerd i etd 17.
Aarh. behrskd de derhos det irteafonl Peng
marked. Efterhv vendt de rin tilbage til de Stedr,
de havde været udvist fra. Dog tog Fyrstené sig nu
mer end for af sine Undersåat økonmise Tarv.
Der blev saled trufe Bestmlr om en rimelg
Maximusrent og om .redlig Kontrake", som det
hedr. Nærmest pa Foranledig af Klager fra Staden
Halberstd om at Jødern udsge Landet, over
svømed det med fremd Skilemynt og stræbe
eftr Monpler, bestm saled den preusik Re
gjerin Maximusrenté til 10 °/o, Pantebøgrs Ind
førels (172) og i 1725 Gjentagls af det, forvigt
ogsa elrs hypig forekmnd, Forbud mod Kjøb
af fordægtie Gjenstad. Kong Fredik den Store
faste i 175 Rent til 6 °/o, uden Pant til 7 °/o og
for Ugelan til ' 2 f.P pro Thaler- Ogsa Arbeid,
der foruetds af sine jødiske Fabrikhe, tog Kon
gen sig af. Der forekm i den Period stadig
Klager over Jnders Uærlighed i 'arehndl.\ Efter
Syvarskigen (1756—3) steg Joderns Indflves
saveLom ders sociale Stilng luirtg'. [) e n franske
bevirkd en gjenmad [-'orandig i
Frankige og derm eftrhv i andre Lande. [lß2
 92

bl ev jødern i Preusn erklæd for Stasborge.

Dert fulgte Hesn, hvis Fyrstehu længe havde
stae i Forbindels med Huset Rothscild. Aaret 184
abneds ale tyske og østerigk Landsel for Jø
dern som Stasborge. Nu for Tiden er Jødern
uomdispterlg Her i lea tyske Lande, som i sa
mange andre, nærmest derigjnm, at den jødiske
Foretnigsmal har træng den germansk Aand til
side. Jødern har ike i de bred Lag i næverdig
Grad asimlert sig med Tyskern, men vel i de
høier, hvors den germansk Aand har i ike ringe
Grad asimlert sig med den jødiske.
I olandH bosate sig mange Portugise-Jød, sa
kaldte Marne, d. e. Skinchrste. De første indflyt
ted i sidte Halvde af det 16- Aarh. til Amsterda
og byged sin 1. Synagoe i 598.1 Alerd i idM
ten af det 17. Aarhunde var ders Indflyes over
vælden. De kaldte ogsa Amsterda sit nye Jeru
salem. Holands da opblmstred Handel skylde for
en stor Del de jødiske Indvare. Handels og
Stasøkonmie Histore kan ike skrive koret uden
at Jødern stadig næves.
I Nordamelk erholdt Jødern, hvoraf de første
indvare fra Brasilen i 165, alerd 1783 ale po
litske og borgeli Retighdr. Ders Indflyes
pa Yanke-Ad kan ike overuds.
I det sidte Decnium har der til New-York an
komet ca. 10, Jøder pr. Aar, mest fra Rusland
og Polen. Imigratone er nu dog mer vanskeligjort.
Til Sydamerik er mange Jøder deport og
udvanre.
1 Kolniers Histore hel Verdn over, har Jø
 93

dern grebt megt virksomt ind gjenm Anlæg at

Plantger og Fabrike. Saleds bragte de Suker
industre op i rasilen.B Menskmatril fra Eu
ropa til den støre amerikns Kolni levrd i
den første Tid omtren udelkn Jøder og Forby
der, af hvilke arlig to Skibsladnger afgik fra Por
tugal. Da Brasilen senr blev holandsk, kom mange
holandske Jøder over.
Seiv pa den nu danske 0 St. Thomas var det
portugiske Jøder, som lige eftr Øens Opdagels an
lagde Plantger og Sukerfabi. Inde kort Tid var
der 30 Negrslav pa Øen. W. Sombart p. 34.
Pa Øen Barbdos, som Engelskmæd tog i
Besidl i 1627, blev Sukerøt indført 164.
164 S begyndt Exporten, der faldt uheldig ud, idet
Sukerts darlige Kvalite ike dæke Transpot
omkstniger til Englad. Først de fra Brasilen
fordevn jødiske Holænder forstd at tilberd et
tør og holdbart Suker, hvis Export da raskt tilog.
16 kunde den englsk Konge Carl 1. alerd ud
næve 13 Plantgeir, som af Barbdos havde en
Indtæg af 10 £, til Barone, og i 167 var Øen
alerd istand til arlig at laste 40 Skibe med resp.
ISO Tons Rasuker. W. Sombart p. 36.
Til Finlad har i 190, ifølge Avismedlr,
Jødern erholdt fri Adgan og Ligestlhd med Lan
dets Indvaer. Det forhlde sig dog ike ganske
sa a.
1 Rusland, hvor de foreinds i megt stor An
tal, ca. 6 Miloner, er nogle af de støre Byer og
Landsel, som Sibren, stæng for nytilkomed.
De flest bnr og er tvunge til at bo i de Ou
 94

vernmt, der er tåge fra det gamle Kongeri

Polen, i den sakldte „Ansiedlugrayo". Det gamle
Polen, som bekjndt delt mel lem Rusland, Tyskland og
Østerig, ma have afgivet en overmad gunsti
Jordbun for Jodern, da næste Halvden af ale
Verdns Jøder er bosat der. I Oldtien gik der en
stor Handelsvi fra Sortehav til Østerøn langs Flo
dern Dnjestr og Weichsl 1 ).
Fra det Land høres af og til om Jødeforlg
ser, ligesom der i 1907 fandt en sadn Sted i Ru
in æ nie n.
I end rumænske By Galtz har den norske JødemiS
sion sin enst Staion. Ifølge Opgivend af den dervæ
rend Misonpræt, Hr. Gisle Johns (Morgenbladt No.
459 for 19), er Talet pa de i de forlbne 8— 9 Aar
erhvd Proselyi tren, rneds dog et langt støre
Antal afviste.
En medvirkn Grund til at den rusike Regj
ring ike ynder sine jødiske Undersat er den, at
Jødern der, som andets, yder en rnegt stor Kon
tinge til de Revolutinær. M. Fishberg siger p. 548:
„ Anfalet af jødiske Teroist i den rusike revolu
tionære Bevægls er enormt, langt overskidn ders
Forhld til den samled Befolknig. Man ma dog
heraf ike lade sig forled til at tro, at den jødiske
Indflyes ike stræke sig op til Czarens Trone."
Den englsk Jøde Lucien Wolf ucltae i 1890 i
Pal Mali Gazet: „En Jøde ma übeting være libe
ral; først Jøde før Fnglæder."
r ) Som Exempl pa, at Jodern ike er uden Indflyes i etd rus
sike Rige, kan næves, at der i St. Petrsbug blandt 154 ed
svorne Sagføre og Fuldmægtie nu er 71S Jøder og blot 304
Kuser. (Stasbirge-Zun No. 27, 10).
 95

Jøderns Stilng i Politken fremga af de.rs

Raceindomlghr.
Her skal kun næv.es, at den jødiske Profes
Oråtz i sin „Geschit des Judenthms" udtaler: „Re
volutine er Judas Stjern."
Grundlæge af det tyske Socialdemkrt Las
sale og Marx var Race-Jødr 1 .) eD har bidraget sit
til hos Miloner af Arbeid at afstumpe Racefolsn,
svæke Fædrelanskjigh.
Det kan sige, at Jøderns Virksomhed i pljtikP
som i Literau altid er nedbry, aldrig opbyg
gend. Historken Momsen kalder den ogsa det
dekompnr Fermnt i vore Samfund").
En Side af den jødiske Indflyes i Politken
nemlig pa Udenrigspoltk, er altfor lidet pagte
og forstae. Pa Grund af fler Faktore, hvoriblandt
den enorm Stasgjæld, de modern Staer har pa
draget sig, er det udenrigsk Styre gledt mer og
mer væk fra de respktiv Regjrin og over pa
Staerns Krediton Dise er elr repæsnt af
Jøder. Det er ike tvilsom, at det ike var den for
øvrigt udrnæke Mand Rosevlt, der i Augst 1903
fik istand Fredn mel Rusland og Japn (og derfo
erholdt Nobels Fredspæmi), men det japnske Riges
l) Uvis Marx elr Lasle havde været fødte pa en ande Tid i
andre Omgivelsr, havde de ligesav istedfor radikle kunet
blive konservati. Lasle var jo alerd pa Nipet til at for
vandle sig til Reaktionær: han havde sikerlg spilet den preus
sike Feudals Role ligesa glimrend som den soeialtk Agi
taor*, siger W. Sonibart, p. 326.
': ) „Ogsa i den gamle Verdn (Oldtien) var Jødeomn et virk
somt Fermnt til Kosmplitn og den natiole Dekompsi
tion." Romische Qeschit, 7de Opi. 3. B. p. 349, Berlin IS2.
 96

Kredito, der ike ønsked at miste sine Peng. Lige

sa utvilsom er det, at det ike var Kong Oscar
2des Fredsvnligh som i 1905 forhinde Krig
meli Norge og Sverig, men de englsk Kredi
tore.
Pa den ande Side var det ike det englsk
Diplomate, men de englsk-jødi Børsmatdoe som
foranledig Krigen mod Boern, der voldte Englad
sa store Udgifter. Kampen gjaldt de transvlke Dia
mantgrube og dise hensigtmæ (bilgste) Ud
nytels. En Streg i Regni for de Seirnd er det,
at Boern nu ved Hjælp af den indførte Folkerpæ
sentaio har kunet indføre Forbud mod Kuliers
Anvedls i ruben.G
Staerns Kredito har sin egn, selvføgi helt
private, Organisto.
Seiv den djærve, ægte tyske Bismarck bøied sig
for Bankier Bleichrod, der pa tysk Side tilge
med en Rothscild fra fransk Side deltog i Freds
underhalig eftr den tysk-frane Krig i 872.1
En englsk Rothscild var i 814 Napolens Lan
giver, tilrods for at Napolen sloge mod Engelsk
mænde.
Vi sluter hermd det korte Overblik over Jø
derns Histore og skal nu se lidt pa
ders Stamefrænd.
 97

SEMITRN ELR SYRO-ABEN

har, eftr Kristan Bahnso, i mindelgu Tider beot
den sydvetlig Del af Asien fra Lileasn og Kurdi
stan Bjerg til det indske Hav, fra Tigrs til Midel
havet (Arabien, Syrien og Mesoptamin). Om ders
oprindelg Hjemstavn, er inte med Sikerhd fast
slaet.
Sprogli star de de hamitske Folk i Nordafik
nær, medns Slægtskab mel de semitk og ariske
Sprog ike kan pavise.
Semitrn dels eftr Sprogen i to Grupe, en
nordlig og en sydlig.
Til den første høre:
Asyre, Babylonier og Føniker, 1 ) ale nu for
svunde, Aramæe og Hebræ (Jøder.
Til den sydlige Grupe høre:
Araben og de gextalnd Folk i Abysine.
Til Aramæen høre Beborn af Syrien og det
nordlige Mesoptamin, der daner Hovedflkt i den
nordlige semitk Stame. Det armæiske Sprog
delts i to Dialektr, kaldæis og syrik, men er nu
sagodtm, dog ike fuldstænig, fortæng af Arabisk
som Talesprog.
De nuværed Syre er gjenmad et megt
intelg Eolk, hvis Hovedintrs er Handel. Ders
Energi som Kjøbmænd er ligesa udviklet som ders
Snuhed og Samvitghedslø. „Logn er Menskt
l At Romern besird de fønikse Carthgenis, odelag Car
thago, og derv staned Semitrns Framgn, fremhæv Cham-
berlain som en af de støre verdnshitok Begivnhdr.
7 Jøder og Gojim 1.
 98

Salt," siger et af ders Ordspog og pa den Maxime

drive Syren rundt om i Midelhavts Handelstæ
der indbrge Kjøbmandsforetig og har endog
grundet Smakolnier i Marseil, Lond og Manche
ster. Nogen politsk Enhed har Syren aldrig danet
og star nu under Tyrkiets Herdøm. Hovedmas
sen har antge Islam.
Der ma skjeln mel Bybeor og Bønder,
der beg foragtes af den tredi Klase, Ørken
beorn.
Dels i Libano, dels i Antiaurs Bjerg findes
der en Ræke Religonsamfud, der har udviklet sa
udpræge Eiendomlghr, at de ma betrags
som særlige Folk indefor den syrike Stame. For
skjelig af dise Folks Religonr er ogsa i den Hen
send mærkelig, at de bevars som Mysteri', i
hvilke det har været sa godt som umligt for uden
forstaend at trænge ind.
Hertil høre de berygtd Nosaire elr Ansarije.
De af dise Røver, der bor i yern,B delfagr ide
muhaednsk Cermoni, men holder i Hemlig
hed fast ved ders egn Religon. Hovedmasn af
Befolknig i ibanoL er christen og høre til Maro
niter, der væsentlig er Agerdyk og skildre som
ærlige og gjæstfrie Folk. Ders erklæd Fiendr er
Drasen, der beor Hermon og Libanos sydlige Del.
Dise Religon er mgito af megn Mystik og megt
lidet kjendt. 1 rusenD Moral syne Kjærlighedn
til Sandhe at ærev Hovedbut, dog gjælder det
kun ligeovrf Landsmæ; ligeovrf Fremd
har de inge moralsk Forpligtes. Tvertimod om
tales de i Regln som lumske og svigefuld Folk,
 9

der endog betrag det som en fortjensuld Handlig

at dræbe en Frem med. Ders verdslig Anligedr
styre af den same Kreds af Mænd, der som ind
vied i de religøs Mysteri ogsa er Nationes
Ledr pa andeligt Omrade.
I Nærhedn af Tyrus og Sidon og i Coelsyrin
bor Metusalirn, der er fantiske Schiter 1) og be
kjendt for sin Intolerac.
Til den sydlige seintk Grupe høre Araben,
der er delt i angem Stamer. Tiltrods for sin muha
medansk Religon anser de Røveri for en fuldkom
men hæderlig Handterig ligesom ogsa Tyveri.
Det er langtfr Nøden alen, som er Drivfjedn
i Beduinrs Røveri. hos ale Oriental er Tør
sten eftr Vindg den hersknd Lidenskab. Enhver,
fra Paschen til Stodern, drøme kun om at berig
sig, og man er ike meg et nøiergd med Hensy
ti! de Midler, der anveds for at na Malet. Bedui
ne fornegt ligesadt i den som i andre Hen
sendr sin orientalsk Natur. Komer det an pa
at opna en materi Fordel, tåger han ligesa lidt
som Bybeorn i etænkigB at lyve og bedrag, f
ale Tilfæde, hvor det gjælder Stamens Ære, er hans
Ord übrydeligt Kjøbmænde i Sydarbien betro
Beduinr kostbare Varetnspo til det indre af
1 andet og behøvr ike at frygte for Mangel pa
Samvitghedsful ved Aflevring, fordi et Brud

Muhamednr dels i to Sektr, Schiter og Suniter. Den

religøs Fantisme er dog ike ålmfndeig blandt Munamedr.
Nar det f. Ex. fakter en persik Schiter brysomt abent at be
kjend sig som sadn; er det anerkjdt som fuldt tiladeg i ed
ydre Cermoni at fornegt sin Tro.
 10

pa et Tildsforh vilde være en Krænkels af hel

Stamens Ære, hvilket vilde medfør en Udstøel
af den pagjælden. Drei det sig derimo om et
Handelsig, er en Arabes Ord uden Værdi.
Navnet Røver (harmi) er en Hæderstil for en
Beduin. Indefor sin egn Stames Kreds gjør inge
sig skyldig i Tyveri elr Røveri. Der holder den of
fentlig Menig Justi og den, der vilde gjøre sig
skyldig i en Lovertædls, vilde være umlig i
Stamen. Men udenfor den skane hverkn Ven
elr Fiend, skjønt det anse for mest ærefuldt at
røve fra en fiendtlg Stame.
Trods sine kriges Tilbøeghdr er Beduin
dog langtfr noge taper Mand.
Beduin er megt gjæstfri, men der er inte eftr
hans Moral daelværigt i, at en Mand overfald og
udplynre en Reisnd fa Timer eftr at den har
været lians Gjæst.
De geztalnd Folk i Abysine er bievt Landets
Hersk. Reisnd skildren Abysiner som en
Bande Svindler, Tyve og Røver. Under enhvr Orn
stændighe er de et i moralsk Hensd megt for
dærvet Folk. Det værste Rygte har de Christne, hvor
imod Muhamednr fremhævs som forhldsvi paå
lideg.
Ovenstad Rids af Semitrn er selvføgi
ufldstænig; for dem, hvem Temat mate inters,
henvis til Kristan Bahnso intersa Værk „ Etno
grafien", fremstil i dens Hovedtræk, Kjøbenhav
190, hvorfa foransted er hent. Se 1. B. 23,
302—8, 320—1, 324 og 327.
Chamberlin siger om Semitrn bl. a.:
 10

De har store moralske Egenskabr, men ike de

Egenskabr, hvoraf en Lov for civlsert Folk havde
kunet fremsta. Thi Mangel pa Agtels for andres
retslig Krav og Frihed er et hos ale Folk, der er
stærk indpoet med semitk Blod, sig stadig gjen
tagend Træk. (1. 198).
Oprindelg havde enhvr Stame, enhvr Under
stame af Semitr sin egn Gud. Aldrig vilde en
Semit del med en ande, hans Vile er übeting,
han alen maå besid alt og ligesa übegrænst som
hans Vile er hans Tro. (]. 476).
Om Ørkenab siger Réna: Jnte Mensk
pa Jorden er sa Udet tilgjæne for Mystik som
han, inte Mensk sa Udet stem til Betragni
og Andagt.
Den spørgend Videbgjærlh mangler fuld
stændig det semitk Folk, inte væker hos dem For
bausel." Gt. eftr Chamberlin I. 465.
Kapitle er medtag for at give et lidet Indblik i
den Lighed i Karkte, der endu den Dag idag fin
des hos de semitk Folkesag. Derhos vil det dane
et Argument for den Sats, at Racemorln er megt
konsta, ofte stærke end Troesbkjndl Ind
flydes og den vdre Dresu.
Semitrn viser hvadent de er Christne, Muha
medanr, Mosaiter m. m. en mærkelig Lighed i sin
moralske Opfatnig, ike mindst i Forhldet til Frem
jned. Den gamle Sætnig: Æblet falder aldrig langt
Ira Stamen, holder altid Stik.
Det er en Kjendsgri af ike liden Inters,
<>g selvføgi inge Tilfædghe, at de tre mest ud
præged i,Handelsrc" vi kjendr, Jøder, Syre og
 102

Armeni, stamer fra de syro-abike Ørkenlad,

dise Folk, der inte egt Fædrelan har, men hvis
Valgspro er: patri est übi ben est.

MARTIN LUTHER
har skrevt megt anged Jødern.
I uthersL samled Værke, udgjør. 65 Bind, ud
givne af Dr. Johan Konrad Irmische, Erlange, 1840
fl., stoder man jevnhg pa Udtalesr om dem; ud
førligst har han behandlt dem og ders Lære i
sin Trakt „Om Jødern og ders Løgne", B. 32 -
Aar 1543, og i Do. „Om Schem-Hapor", B. 2,
samt i sine Bordtale om Jødern B. 62., p. 52—379.
Han anføre megt fra det gamle som fra det nye
Testamn, der karteis Jødern som et ondt,
halstrig og pengrisk Folk, som det ike nyter at
forsøge at omvend til Christendom. Da de al
drig bliver gode Borge i ne christen Sta, bør de
udjages af Landet, som de udsge. De er Tistlern i
Ågern.
Af nævte Trakt „Om Jødern og ders Løgne",
hidsæte følgend Brudstyke:
Luther næver, at Lyra og Burgensi et og to
hundre Aar før ham har skevt fortæelig Ting
om Jødern, dog til liden Nyte, da de kun er blevn
være og være.
„ Disputer ike vider med Jøder om vore Troes
artikle," siger L, „de er fra Ungdome af ind
pode med Gift og Had mod vor Her, at der inte
Hab er —.
 103

De er megt stole af sin Herkomst, rose sig af

at være de ædlest, ja de enst ædle Menskr pa
Jorden. Vi (Gojim) er i ders Øine ike Menskr,
men nep værd at vi, stakel Orme, bemærks af
detn. De plager Gud, sa at sige, i sine Skoler med
sin uafldeig Tak og Ros, fordi han har skilet dem
ud fra Hednigr, ladet dem fødes af de helig
Fædre, udvalgt dem til sit egt helig Folk o. s. v.
Alerd- Profetn, Johanes den Døber og Jesu
har tuge Jødern for ders Hofærdighe, men for
gjæves. Ogsa af Omskjæreln 1 ) bryste Jødern sig
overmad.
Solen har aldrig beskint et blodtørsige og
hevngjri Folk end det, som tro, at det derfo er
Guds Folk, at det skal og ma myrde og strube Hed
n inger.
Derfo vogt Dig, kjære Christen, for sadnt for
dømt, fortvile Folk, af hvem du inte kan lære, end
at lyve pa Gud og hans Ord, spote, forvanske det',
myrde Profet og stol og hovmdig foragte ale Men
neskr pa Jorden."
Luther citer Klager over Jøderns Ulydighe og
andre Laster, fra det gamle Testamn, som
Ps. 05. 10, V. Moseb. 31, 27. Esai 48, 4.
Vider siger Luther:
-rThi de er sa blinde, at de ike alen drive Aager

l) Omskjæreln er ike specifk jødisk. Foruden hos Muhamed

ner, der vistnok har den fra Jødern, sker Omskjærel hos mange
Negrstam, centralmiks Indiaer og Australneg. At
Omskjæreln er en i revntip sanitær Hensd gavnli Opera
tion, er utvilsom. Ogsa besværligjo den Overgan til Jøde-
domen.
 104

(for at tie om de øvrige Laster), men lære dertil at

have en Ret, som Gud har pabudt dem gjenm
Mose; —.
Derfo vogt dig for Jøden og vid, hvor de have
sine Skoler, at der inte andet er, end et Djævlerd,
hvori kun drives idel Selvforhigs, Hovmd, Løgn,
og Spoten, Skamsjænde af Gud og Menskr
pa det alergifts og bitres, som Djævlen seiv
gjøre.
De vil ike erkjnd Jesu Christu som Mesia,
men skamjænde ham og Jomfru Mari.
Jødern er det, som heftigr end noget andet Folk
pa Jorden, begjær Guid og Sølv.
Før de tale : ;at vi Hednigr, som de uden Af
lades forbande, håane, fordøme, skulde have Del
med dem i Mesia, hed Medarving og ders Bro
dre, før korsfæted de endu 10 Mesia og slog Gud
(om det var muligt) seiv dø med ale Engler og ale
Skabniger —, thi en sa übegril, hard Stolhed
stiker i ders Fædres og omskarne Heligs ædle
Blod.
De vil have Mesia alen og være Verdns Her
re; de forbande Gojim skal være Træle, ders Be
gjær, det er, give sit Guid og Sølv til Jødern, og lade
sig slagte som det stakel Kvæg. Fra Ungdome
af har de indsuget sadnt gift Had til Gojim fra
sine Forælde og Rabiner og suge endu i igs uaf
ladeig, sa at det er gaet dem gjenm Blod og
Kjød, gjenm Marv og Ben og er blevt helt og hol
dent Natur og Liv.
De lev hos os tilhuse, under vor Beskytl og
Skjærm, benyt Land og Vei, Torve og Stæder; der
 105

til side Fyrstei og Øvrighedn, snorke og have

Munde aben, lade Jødern af ders abne Punge og
Kister tåge, stjæle og røve, hvad de vile, det er, de
lade sig seiv og sine Undersat gjenm Jødern
flåa og udsge, og med sine egn Peng gjøre sig til
Betlr.
Derfo vid, kjære Christen, og tvil ike derpa r.
at Du, næst eftr Djæveln, inge bitre, gifter,
heftigr Fiend har end en rigt Jøde, som med Al
vor vil være en Jøde.
Det er muligvs iblandt dem de, som tro, hvad
Koen elr Gasén tro; dog hænger dem ale fast
Blodet og Omskjæreln. Derfo giver man dem ofte i
Histore Skyld for at have forgite Brønde, stjale og
dolket Born, som i Trent, Weisn etc. De sige vel
nei dertil; men det være sa elr ei, sa ved jeg vel,
at pa den fulde, hel berdt Vile hos dem mangler
det ike, hvor de kan dertil kome med sin Gjer
nig, hemlig elr abenrt. Derom vær forviset
og ret dig dert.
De arbeid ike, fortjen inte af os og dog
have de vort Guid og Gods og er derm vore Mer
re i vort egt Land. - p. 192. Ders Talmud og
Rabiner skrive dog, at Drab er inge Synd, nåar en
Jøde dræbe en Hednig, men nåar han dræbe en
Brode i srael;I og nåar han ike holder sin Ed hge
overf en ednig,H sa er det ike Synd. Item, at
stjæle go røve (som de gjor gjenm Aagrin) fra
Gojim, er en Gudstjen; thi de holde for, at,
fordi ed er det ædle Blod og de omskarne Helig,
men iv er de fordømte Gojim, sa kan de ike være
grove nok mod os, ei helr forsynde sig mod os,
 106

fordi de er Verdns Her, men vi ders Træle, ja

ders Fæ. Herom kan Du seiv læse
vil sige, at ]eg skrive altfor lemfædig mod dem.
Hvor megt ærlige skrive og lære de hednsk
Philosp, ogsa Digtern, ike alen om Guds Styre
og det komend Liv, men ogsa om timelg Dyder,
da de lære, at et Mensk er af Natur skyldig at
tjen den Ande, ogsa at holde Tro og Love lige
overf en Fiend og især i Nød være tro oghjælp
som, som Cicero og hans Lige lære. Ja, jeg holder
pa, at der i 3 Fabler af Æsop, halve Cato, nogle af
Ternti Comdier star mer Visdom og Lære om
gode Ojernig end i ale Tahnudister og Rabi
ners Bøger findes, og der kan falde i noge Jødes
Hjert.
Man kunde tænke, jeg taler for megt. jeg taler
ike for megt, men megt for lidet; thi jeg ser ders
Skrifte: de bande os Gojim og ønske os i sine Skoler
-og Bøner al Ulyke, de røve vort Guid og Gods
.gjenm Aager og hvor de kan, gjør de os ale onde
Streg, vil (hvad dog er det værste) heri gjøre ret og
vel, det er, have tjen Gud og lære at handle saled.
Sadnt har inge Hednigr gjort, inge gjør det
helr uden Djæveln seiv, elr de han har besat, som
lian har besat Jødern.
De er fulde af Troldskab, Gjøgleri med Tegn, Fi
gure og Navns Tetragmon (det er Afguderi),
fulde af Misundel og Stolhed, dertil idel Tyve og
Røver, som dagli ike æde en Bid, som de ike har
stjale fra os gjenm sin fordømte Aagrin.
Vi gav gjern Peng til for at blive dem kvit. Thi
 107

de er os en tung Byrde, som en Plage, Pestilnz og

idel Ulyke i ortv Land. p. 231.
Javel, de holde os Christne fange i vort egt
Land; de lade os arbeid i ortv Ansigt Sved, tjen
Guid og Gods, medns de side bag Ovne,
dovne sig, „ pomen" og steg Pære, spie, drike,
lev blødt og godt af vort oparbeid Gods; har
fanget os og vort Gods ved sin forbande Aagrin,
spote dertil og spyte pa os, fordi vi arbeid.
Man bør opbrænde ders Synagoer og Skoler,
ødelæg ders Huse, fratge dem ders Bønebgr
og Talmudister, forbyde ders Rabiner at lære, ike
lade dem kome til Landet, forbyde dem Aager. Man
skal give unge stærke Jøder og Jødiner i Hænder
P/cd, Øx, Hake, Spade, Rok og Ten, og lade dem
fortjen sit Brød i sit Ansigt Sved som pa a lagt Adams
Børn. Gens. 3, 19.
Nar det er Ret, at en Knægt, ja en Gjæst elr
Fange arlig giver sin Her elr Vært ti Florine og
derfo stjæler tusind, sa er Knægte elr Gjæsten let
og snart rig, Hern og Værten blevn en Betlr.
Jeg onsker og bedr vore Overh, som har
Jøder under sig, at de vil øve en streng Barmhjetig
hed mod dise elndig Folk."
Af M. Luthers øvrige Udtalesr om Jødern,
hvoraf mange er overmad kraftige, skal her kun af
hans Bordtale, B. 62, p. 370 næves, at han ike tro,
det er Jødern magtpliend om Mesia komer
elr ei, hvoreft vi sluter det Afsnit med Luthers
:Vers (B. 62, p. 467):
Olåub keinm Wolf auf wilde Heid,
Auch keinm Jiden auf sein Lid 1
 108

Her kan tilføes, at Dr. Johan Eek, Luthers be

kjendt Modstaner, i Opfatnige- af og i sine Ud
talesr anged Jødern stemr ganske overns
med Luther.

JØDERNS VIGTSE ERHV.

Alerd Mosebøgrn giver os et klart Biled af
jøderns Erhves-Kakt og Arbeidsmtho.
Hvad der ved Læsnig i Moselv og i hel det
gamle Testamn strax falder en Jurist i Øine, ei
den hypige Tale om Peng, Rentr, Pant og Aager.
Da vel inte bedr end Lovgine afspeilr et
Folks Karkte, er man bertig til af nævte Om
stændighe alen at træke ganske vidtgaen Slut
niger. For os German har alt vedrøn „Aager"
noget fremd ved sig.
Selv Begrbt liger os fjernt.
Hos Indo-Eurpæe har Handel som bekjndt,
helt op til den nyest Tid, ike været anset som noge
første Klase Levi. Hos Helnr mate inge fri
Mand drive Handel. Det overlds til Træle og
Frigvne. Ligesom irdtl nylig en Mand af god Fami
lie blot tænke pa at blive civl Embedsan, Oficer
elr Diplomat, saled var der hos Romern kun tre
Kald, som sømed sig for en Adelsman: det mil
tære, det juridske og det politske elr lærde (eloqun
tia —Veltanhd). Hos Jødern indtog, som vi ser, Han
deln, specilt med Peng, altid den første Plads.
Idet vi anged Peng og Aager henvisr til det
 109

tidlger medlt Udfag af Moselv, hvor fler Be

stemlr herom findes, skal her yderlig kun an
føres:
5. Mosebg, 6, 10—M:
„Og nåar Hern din Gud føre dig ind i det
Land, lian har tilsvore Dine Fædre Abrahm, Isak og
Jakob at vile givé Dig, store og gode Stæder, som du
ikc har byget, og Huse fulde af ale Slags Godt,
som du ikc har fyldt, og udhgne Brønde 1 ), som du
ike har udhget, Vinbjerg og Olietræ), som du
ike har plante, og du æder og bliver mæt." Cfr.
PS. 105, 4.
En af de hundre Trudsle, som Jahve i .5 Mose
bogs 28. Kap. ndslyger mod sit Folk, hvis det ike
høre hans Røst og holder og gjør ale hans Bud og
Skie, lyder sa:
Vers 43: Den Fremd, som er midt iblandt Dig,
skal opstige megt høit over Dig; men Du skal ned
stige megt dybt. Vers 4: Han skal lane Dig og Du
skal ikc lane ham; han skal være Hoved og Du
skal være Hale.
Esai 61, 5 6: ,>Og Fremd skule sta og vogte
Fders Hjorde og Udlæniger skule være Eders Ager
dyrke og Fders Vingardsmæ. Folkens Gods skule
I æde og ders Herlighd ga over til Eder."
Ezekil 34, 3. Fedt æde 1, og med Ulden klæde
1 Eder, det Fed slagte 1; Hjordcn rogte I ikc. Cfr.
ogsa Nehmias 5. Kap., hvoraf se, at Præste og
Radsher benytd Leilghdn, medns Jerusalm
gjenopførts, til den skameligt Aagrin.
- 1 ) Orøfte"„ i mest Overs.
) 01jegard"„ i nyest Overs.
 110

Naar de Christne gjør Profeten Amos til Hyrde,

da berigtiges dette af Jøderne til at han var Fæhandler.
Talmud (Tr. Jeham 63 a) siger:
„Naar Du anbringer 100 Denarer i Handel eller
Aager, saa kan Du alle Dage spise Kjød, drikke Vin
og bo i et skjønt Hus; men om Du anbringer endog
1000 Denarer i Jordbrug, saa kan Du dog ikkun spise
Grød og Salt, maa drikke Vand, bo i en elendig Hytte
og sove paa den nøgne Jord. Men vi er skabte til at
tjene Gud; er det da ikke billigt at vi ernærer os uden
Smerter!"
Allerede 100 Aar før Jerusalems første Ødelæggelse
var Babylons største Bankhus et judæisk. „Brødrene
Egibi" skal have indtaget en lignende Stilling i Orienten,
som nu Rothsehilds i Europa.
Den store Retslærde Ihering paastaar, at Renter er
en babylonisk-semitisk Opfindelse. Den almindelige
Rente i Babylon var 20—25°/o. Ogsaa Diskonto (at
trække Renterne forskuds fra Laanebeløbet) var der kjendt.
Allerede paa Kong Salomos Tid var Jøderne Heste
handlere i hele Syrien.
Man finder nu til Dags Jøder som Handlende over
alt og i de fleste Brancher, specielt i saadanne, som
giver Anledning til meget stor Fortjeneste. Fremfor
alt driver de Pengeforretninger. L'argent fut I'objet
de leur conduite dans tous les temps, Voltaire: Dieux
et les hommes XXIX. Efter Chamberlain I. p. 399.
De største og fleste Bankforretninger er i Jøders
Hænder. De behersker Børserne. 90 °/o af de
Børsbesøgende ide større Stæder er Jøder 1). Samtidig
l) Dette Forhold burde give Anledning til Ettertanke angaaende
de store Børsers Væsen og Nytte.
 1

som Handel med brugte Klæder, Afald 1 ) og Pantesdlr

ike foragtes. De flest Kunst- og Antikveshadlr
er Jøder. I Industrie, specilt i Textilndusr, er de
mægtie.
I Tyskland, hvor Jødern udgjør 1,2 °/o af Be
folknige, er 39 °/o af ale Person beskjæftigd
med Bank-, Vexlr- og Lanefortig Jøder, af
Manufktrise 14 °/o, af Handle med Dyr 9 °/o og
af ale Forsikngfl 8 °/o. Af Pantelforig
nes Alehand er de store Varehus voxet op.
Ordet „ entr"R og det Ords enormt store Betyd
nig stod, som sagt, megt klart for Jødern. I 5.
Mosebg 23, 20 star: „Af en Fremd ma du tåge
Rentr, men af Brode ma du ike tåge Rentr,"
hvilket i almud,T som tidlger nævt, er forklaet som
et betalnd Bud: „Af den Fremd skal du tåge
Rentr." Selvføgi agred Jødern hel Verdn
over.
Nu ma imdlert bemærks, at den i Midel
aldern og senr i en stor Del af Europa gjælden
kanoise Ret forbd de Christne at tåge Rentr af
noge Art' 1 ).
Nar nu Jødern tilodes fri Religonsudøv, sa
opfateds det, som medførn Tilades ogsa til
Aagrin, og erholdt de derv et faktis Privlegum
fremo de Christne.
Maske kunde man ogsa kalde dem Afaldsinutre Fædre.
W. Sombart p. 17.
'- > ) 1 Norge indførtes den kanoise Rets Bestml om Ike-
Rentr gjenm Erkebisop Jons Christen-R ca. 1270, og stod
Bestmln ved Magt til Refonati. Senr har den ti I
ladte Rentfod vexlt fra 4-6%, indtl Lov af *le IS fri-
gav den.
 12

Uden nogesmhit Hindrg udøve ed sin

Aagerviksonhd i angem hundre ar.A I de estv
lige Lande var 04 å Q 0 °/o, i ed stligeø 01 å 180 /o°
den sædvanlige Rentfod edm ortesk uligem Termin
og stør mulige Pantesikrhd. Van erd inderK
siger i „Le siécle des Artevld" eit.( fter Chamber
lain li. 92): „I det 4.1 arh.A ogt i Flander an
stendig Pengudlar indtl 6 1 /-' /o,° Jødern elm
•60 °/o og 20 °/o."
Nar, foruden den Ret til Aager, Jødern ogsa
havde „Hælertn", som de i Midelarn besad i
de flest europæisk Lande, bliver det forklaig! af hvad
Art den jødiske Handel var. Først i det 16. Aarh.
blev Hælertn ved tysk Rigsdabelutn ophævei
Dog bestod den enklt Stedr megt længer. At
Tyv og Hæler høre samen ved ale, hvorf ogsa
Tyskern sagde:
„Es gåbe nicht halb soviel Stehlr,
Wen der Jude nicht machte den Hehlr."
Habet om at Jødern skulde vile bosæte sig i
et Land for sig seiv, ma betgns som en Chimære.
Hvor bare Jøder. i tøres Mængde samle pa et Sted
opstar altid den støre Fatigdom. De levr og tri
ves kun i og pa et fremd Samfund. 1)

l) Seiv i de af Jøder tæes befolkd Komier, som i Polen

(Rusland), daner dise kun rent undtagelsvi noge Majorite af
Befolknig. Cfr. f. Ex. Adolf Bohin i „Der jidsche Nationl
fonds", p. 1 : „F.s ist daner volig miszg, dartibe zu diskutern,
ob die natiole Autonmie der Juden in Rusland die nirgeds
ein geschlon Siedlungsbt haben und iberal nur klein
Minorte bilden (selbt in Ansiedlugrayo machen sie nur
1 14 °o der Bevolkrung aus) iberhaupt durchfiba wåre. 1'
 13

At Jødern længes eftr at samle i det gamle

Jødelan, hvor der forøvigt ike vilde være Plads for
dem, da det ufrgtbae Palæstin ike er støre end
Storheugdøm Baden, medns Judæa ike omfater
mer end 40 km.' J , ynes ike at være Tilfæde. la
fald er viselg L. Holbergs Ord derom træfend:
,-Men saom Landet flyder nuomstder ike for
dem udi Melk og Honig, som i fordum Dage, sa
er Kjærlighedn blevn megt formindsket." (2. B.p 6).
Forsøg har været anstile med Jøder som Ko
lonister, saled i Argentia ved Baron Hirsch, der
lod tilfyde det jødiske Kolnisatekb i Englad
ca. 25 Mil. Krone. (Hvad Selskabt nu gjør med
sine mange Peng, kjendr Ofentlighd inte til.)
Men med mislgt Resulta. Det harde Jordabei
med Udsigt til en jevn, men liden Avance smagte
aldes ike; de forld Landet for at ty til Byern og
sine gamle tilvane Foretnig. Den englsk Re
gjerin tilbod for nogle Aar siden Jødern frit Land i
britsk Øst-Afrika. Landet blev sat i tandS for Ko
lonisat, men Jødern udeblv. At Landet la for
fjernt fra Civlsatone og savned Marked, blev
anført som Grunde herfo.
Det er jo naturlig nok, at en Race, der ike kan
tilvebrng kvern Jordabei elr Fabriked,
ike er istand til at dane et egt Samfund.
De sakldte „Zionster" store Anstregl for
aj skabe et Folk i orv Forstand ud af Jødern, for
tjenr den støre Anerkjdls. 1) Dog behøvr man
*). „De (Zionster),* siger Max Nordau, „prædike Opgivelsn af kras
Materilsm, hvori asimlerd Jøder Iran altfor let nedsvk,
mangled et vaerdigt Livsdeal "
8 Jøder og Gojim 1.
 14

ike at læse stor om det intes Arbeid, før man

forsta dets enorm VanskelighL for ike at sige
Habløshed. Zionster er nu komne til det Resulta,
at der kun kan være tale om Palæstin og Omegn
som Sted for jødisk Kolnisat. Alerd for 70
Aar siden begyndt den rige Montefir med Kolnisa
tionsarbed der. Fra 187 er store Anstregl
gjort. Fra 190 samle der ind til et „jødisk Nationl
fond" i nævte Øiemd; det er nu pa 2 Mil. Mark.
Det Fond er „en for evig Tider uangribel Formue
for det jødiske Folk." Indkjøbt Jord bortfpages pa
høist 49 Aar til Enkeltmad. De hidtl indløbe Un
dertnig er ike megt lovend. Medns der i
Palæstin pa en Folkemængd af 70, Menskr
findes 10, Jøder, bor af dise 70 pa Landet,
beskjæftigd med Frugtavl etc. fordelt i 30 Landby
kolnier. (Efter Bohm).
Dog haves der ogsa andre Zionstfd; tilsam
men disponer dise Fonds en Formue af 1 Va Mil.
Rm., hvoraf 8 il.M flyden Kapitl.
Kvægal drive de sagodtm ike. De forma
ike at konure med de arbiske Arbeid tilrods
for, at de flest af de i Byern boend Jøder (i eruJ
salem 5,0 Jaf 10, Haif 20) levr i tors
Fatigdom. Der indvare nu arlig 3 å 04 Jøder
til Palæstin. Den jødiske Adolf Bohm, Zionst, siger
ogsa megt betgnd i sin Brochue: „Der judische
Nationlfds", Judischer Verlag, Koln og Leipzg 190,
p. 27: „Eine Volksmetarph låst sich nicht im
Handumreh bewrkstlign."
I Anledig dise Kolnisatper er der op
stae en stærk Splites blandt Jødern, idet de s. k.
 15

Zionster „Nationlpre" bekjæmps stærk bade af

«Reform jødern", der arbeid for Asimlaton og som
tæler de rigest Jøder i sin Midte, og de „retond
Gameljødr". Det syne som om Zionster Frem
gan alerd er stane. Det er gaet stærk tilbage
med Medlmsta i de zionstke Forenig i de
sidte Aar.
Hos inge ande Nation er Formuesfhldn
sa variend som hos den jødiske. Medns Verdns
rigest Mænd er jøder, kan man pa den ande Side
med en vis Ret sige, at ogsa Verdns fatigse Folk
er Jøder. Ale har jo ike same Inteligs.
Hos andre Folk, siger Bohm, finder de proletai
serd Existenr ialfd Anvedls som Fabrike
der, men er det kn i forsvinde Grad Tilfæde
med Jødern. De kan ike optage Konkurec med
den europæisk Arbeid. Seiv jødiske Fabriknte ser
sig nødsaget til at foretæk christne Arbeid. Den
stigend Industrialeg d. e. de økonmis-te
Fremskidt bliver Jødern til Forbandels og bidrage
til hans Emigraton, Bohm: „D. j. N.", p. 17.
I de store Byer er de flest fatige Jøder beskjæf
tiged med Hjemarbid, specilt Søm.
Og her er maske Sted for at citer Indholet
af et Brev, som Stor-Rabien i onstaipelK i Aaret
1489 sendt sine Stamefælr i Provenc, og som nu
befindr sig i Britsh Musem under Nr. 1653. Det lyder:
,Megt elskd Brode i Mose: Vi har modtage
et Brev, hvori I kildres de Lidelsr, I am udsta.
1 siger, at man vil tåge Eders Gods og Guid.
-. Lad Eders Born blive Kjøbmænd, og det vil ike
vare længe før I besidr det, som de Andre havde før.
 16

I siger, at de trage Eder eftr Livet; lad Eders

Børa blive Læger og Apothekr, og de vil kune
tåge Andres Liv uden at mate frygte for Straf.
Og nåar I klager over slem Plageri, sa lad
Eders Born studer og kjøb dem indflyesrg Em
bedr, sa vil I kune hersk over de Christne Liv
og Eiendom."
Medns i ysklandT af erhvsdygti Tysker,
kun 3V2 °/o er Handelsmæ, er Talet for derbon
Jøder ca. 5 °/o.
Philospen Kant udtaler om Jødern: „ Det syne
eindomlgt at tænke sig en Nation af Bedrag;
men ligesa eindomlgt er det at tænke sig en
Nation af bare Handelsfok."
Jødern er fødte Pengmæd. Ders Evne til at
udnyte Kapitlen er en medføt Racegnskb.
De besidr en mageløs Evne til at lade „Kapi
talen arbeid", bringe derv Kapitlsern i Miskredt
og har sin store Skyld i det hos Årbeidn opstaed
Mad mod al Kapitlnsmg.
»Inge kan for Alvor bestrid," siger den franske
Ed. Drumont i „La France juive", „at den jødiske
Rigdom har en ganske egn Karkte. Den er fremo
alt parsitæ og agerisk; den er ike en Frugt af Ar
beid, men Resulta af Børsjaking og Bedrag. Den
er med overdntlig Dygtihed halet tid af det arbei
den Folks Lomer gjenm Sjakerhndl og Finats
selkabr, som berigd ders Grunde, men ruined
ders Aktionære."
Da det ike vil være uden Inters at lære en
modern jødevnlig Forfates Opfatnig af jødisk Ind
 17

flydes og Erhvesmtod at kjend, overlad vi

nu Ordet til Hr. Prof. Wern Sombart:
./Amerika in alen sein Teiln ist ein Judenla.
Maske inte Land er mer opfyldt med jødisk
Væsen end de forend Staer. Den modern Kapi
talismu er dog i Grande inte andet end Udstra
ling af jødisk Væsen.
Hvad vi kalder Amerikansu er for en megt
stor Del inte andet end runde Jødean.
Men hvorfa stamer den amerikns Kultrs
Ojenmtræg af den specifk jødiske Aand?
Som det syne mig: af den tidlge og ganske
almindeg Tilsætng i Kolnistbefkg af jødiske
Elemntr.
Sa vidt jeg forsta, har Nordameiks Kolnisa
tion i Almindegh gaet sadn for sig: en Trop
handfste Mænd og Kvinder lad os sige tyve Fa
miler - - rogd ind i ildnsetV for her at grundlæe
sit Liv fra ytn af. Blandt dise tyve Familer var 19
udrste med Plog og Lja og bestm pa at ryde
Skoven, afbrænde Stepn og med sine Hænders Ar
beid fortjen sit Underhol ved at byge Landet.
Men den tyvend Famile abnet en Butik og forsyned
de andre, som Handle, maske endog som Bise
kræme, med de nødveigst Brugsjentad, som
Jorden ike frembagt.
Den tyvend Famile befatd sig da ogsa
megt snart med Omsætnig af de af de nite andre
jorden afvunde Produkte.
Den var end enst, som først forøied over red
£-eng og af den Grund i Nødsfal kunde blive nytig
for de andre edm Udlan. Megt hypig knyted
 18

der sig til „Butiken" en Slags Landlebk. Ofte

vel ogsa (ved den) et Eiendomsagtur og lign.
Bonde i Nordameik blev alts ved den tyvend
Familes Virksomhed fra Begyndls af bragt i Føling
med den gamle Verdns Peng- og Kreditfohl.
Hel Produktinsæe byged sig fra først op
pa en modern Basi. Det bymæsige Væsen trænge
sig strak seirgt frem til de afsidelgn Landsbyer.
Man kunde sige, at den amerikns Økonmis
Gjenmtræg af kapitls Organisto og kapi
talisk Aand tog sin Begyndls fra Indflytiges
første Dag. Thi hine første Celr af det komercil
Væsen voksed strak ud til en alt omspænde
Organisto. Og af hvem er den „riye Verdns" ka
pitalske Præg frembagt?
Det er ike nødveig at sige, at den tyvend
Famile hver Oang var den jødiske, som slute sig til
en Indflyterop elr opsøgte den snart eftr at den
havde slaet sig ned." p. 4.
I Midelarn var Lægern for det mest Jøder.
Ders Virksomhed bragte imdlert Kirken gjenm
den kanoise Ret (Dec. 2. C. 28. Q. i Cap._l3) at
forbyde Christne at benyt sig af de jødiske Læger,
vistnok uden støre Resulta.
Nutildags er Anfalet af de jødiske Læger enormt.
Medns Jødern af Tyskland Befolknig kun ud
gjør 1,2 °/o og man dert forhldsmæig skulde an
tage, at der fandtes ca. 40 jødiske Læger, udgjør
ders Antal i Virkelghdn mindst syv Gange det
Tal. I ienW er Halvprten af samtlige Læger Jøder,
døbte Jøder ike medrgnt. Jøderns Antal i Wien
er ca. 8 % af Befolknig.
 19

Ogsa det juridske Studim har jødern i tærks

Grad kaste sig over. I 1906 var 16 °/o af Berlins
Underom Jøder, af Overdom 12 °/o. Men
det er især Sagførebnch de vælger.
I Berlin var 190 eftr Minster von Schonsted
Opgave i Landge af 851 Rechtsanwål (Sagføre)
de 526 jødiske (de døbte excl.) Ogsa i andre Byer
som Frankfut a/M. og Breslau udgjør de over Halv
deln. Den jødiske Del af Befolknig i erlinB ud
gjør ca. 5 /o,° i rankfutF ca. 8 /o.°
Som høie Embedsæn, ja som Minstre, findes
Jøder i de flest Lande.
Hvad videnskablg Udanels angr, sa nyder
af 10, Jøder de 160 i Tyskland Universtuda
nels mod 25 af de protesanik og 13 af de kathol
ske Indvaer.
Disrael udtale, at Jødern stod i Begrb med at
monpliser Tyskland Lærestol ved Universt,
og den Udtales syne virkelg at være koret.
Medns i ysklandT omtren 1 Jøde findes mod
80 Tysker, komer blandt 80 Universtlæ 12
Jøder.
1 1907 var der i Berlin ca. 120 jødiske Profes
og Privatdocen og i elh Tyskland næste 40.
Med Litcran og Kunst findes overmad mange
Jøder beskjæftig og daner de her et Koteri til gjen
sidg Forheligs. Som literæ Kritke over de
stor Indflyes, ogsa i Norden.
De flest Bogfda og Bogfretni pa Kon
tine indehavs af Joder. Derfo er ogsa Litera
-turen, især den sakldte Skjonliterau, stærk patryk
den jødiske Aands Stempl.
 120

En Bog, der ike behagr Jødern, finder yderst

vanskelig en Forlæge.
Vi komer sa til Joumalistken.
Inte bidrage vel sa stærk til at gjore Folk
blinde for den jødiske Fare og er sa ødelægn
for vore Raceinstkr, som den Omstændighe, at
det nu faktis er Jødern, der komander Verdns
presn. Alerd i 1892 kunde det englsk Parl
mentsdl Arnold White, udsent af Baron Hirsch
for at afgive Raport om Jødeforlgsn i Rusland,
skrive (i Contempray Reviw): „Hel Europas Pres
er næste undtagelsvi i Jødehænr; den inter
natiole Finats er underkast jødisk Energi og Magt,
og i Englad har siden Barings Fald Huset Rotschild
Enehrdømt." J. Banister siger, p. 82: „Den en
gelsk Pres star i Begrb med at blive Semitrn
ligesa undergiv som Presn i yskland,T Østerig,
Holand, Belgin og Frankige. Nar undtages de fa
sakldte antisemk Blade, som er opstaed i ed
sidte fa Aar, er faktis ale Konties store Blade
og ale Kompagnier, beskjæftigd med Samling og
Forsendl af Nyhedr, i jødiske Hænder. Presn
betydr nutildags „Geschåft" og har i Almindegh
inte med „Ider" at gjøre. Den daglie Sænkig
af vor Pres Moral vil sluteig gjøre det forstae
ligt for enhvr Tænked."
Nar vi definr „jødiske Blade" saled, at de
Blade er jødiske, der eis, delvis eis, elr med Peng
støe af Jøder, elr er afhængie af jødiske Læser
elr Avertnd for sin Existenc, da blir Anfalet af
jødiske Blade aldes overældn; og ders Magt
ræke endu længer, da de fa ike-jøds Blade i
 12

Almindegh tier i pørgsmalS anged Jødern.

Nar dertil komer, at i Almindegh inge uden
landsk Nyhed åarn os denu ta have pasert den
jødiske Censur, jenmg Blade og Telgrambu,
en Censur adskilg skarpe nde end rusike, er det
ganske selvføgi, at vor aivteN ngaed Pres
forhlden spiler so mangt te lemts uds.P Ogsa de
norske Blades denlasku Nyhedr bør derfo læse
med Kritk.
Som et Exempl pa Avisern Magt over Publi
kum kan næves Dreyfusaæn, der såte Ales Sind
i Bevægls og afgjort til Fordel for Dreyfus.
Nar man betrag den Udviklng, Europa i ed
sidte 60 Aar har undergat, bliver man slaet af den
Omstændighe, at de sakldte store politske „Frem
skridt", der i den Tid er gjort, falder samen med
Presn enorm Udviklng og begyndr lige eftr Jø
derns sakldte Emancipto, Laugsvæent Ophæ
vels og Indførels af den „frie Konkurec". Par
lamentrisk Styresæ afløste Adels- og Embedsvælt;
men det parlmentisk Styre afløse nu ater af det
jødiske, og Presn er dets første Byte.
For at være retfædig ma det erkjnds, at det
ike her blot var det jødiske Mamon, som afgjorde
Sagen. Jødisk Initav, Energi og Afpasnigev vi
ser sig her i sin skarpet Belysnig. Jødern er Op
havsmænde til den modern Pres, Reklamns egnt
lige Organ. Polydre Milaud er Stifern af de bil
lige Blade, „Peti Journal", som er Eorbiledt for ale
senr Aviser. Hermd gik Bladen over til at blive
merkantil Foretnig, der ike længer har sin øko
nomiske Basi i sine Abonetr, men i sine Avert
 12

rend. Som Følge heraf ændres ogsa Medarbi

derns Stok, da Skrivemadn mate ændres. Den
mate først og fremst behag Masen, være senatio
nel m. v. Som Medarbi var nu Jødern tilføge
sine naturlige Anlæg ovenpa. Derfo er det alts
Jødern, elr de, pa dem slægtend „Mischlnge", som
nutildags udgjør „the uper part" af Verdnsavi
Skribent.
Hermd skal vi ga over til ganske kortelig at se
lidt pa enklt Landes Blade.
De amerikns Blade er gjenm en Trust «As
sociated Pres" fordetms i ødiskej Hænder. Den
nylig afdøe Udgiver af „New-York World" Joseph
Pulitzer var døbt Jøde.
I Englad haves ogsa en Bladtrus «Amalg
ted Pres", der omfater 20 periodsk Skrifte, hvoraf
50 Dagblde og som giver 40 °/o Divden.
Af de enklt Blade i ødehænrJ kan næves
„Daily Telgraph", stife fa I. .N Levy, hvis Søn kaldte
sig Lawson og adles under Navnet Lord Burnham.
Vider „Mornig Post" (Lord Glensk), „Tribune" og
„Daily News". Af franske Blade kan næves „Le
Matin", „Gaulois" og „Temps". Af belgisk „Indé
pendac belg". Af tyske først og fremst „Berlin
Tageblt", der har, sa at sige, ale tyske Provinsblade
i ins Hand, «Berlin Morgen Zeitung", «Berlin
Morgenpst", „Frankfute Zeitung", „Frei deutsch
Pres" 1 ).
Sodalistbe Vorwats har jødisk Redaktion.
L) Blandt de fa tyske, af Jødern uafhcengi, Blade skal næves:
„Deutsch Tageszitun", „Die Post", „Stasbirge-Zun" og
„Deutsch Zeitung".
 123

/ Wien er samtlige Dagblde fra «Neu frei

Pres" til „ Wienr Extrabl" pa jødiske Hænder,
kun 3 Blade daner en Undtagels.
De store svenk Dagblde «Svenska Dagbldet",
«Dagens Nyhetr" i tockhlm,S «Handelstig" og
«Gotebrgspn" i Gøteborg er «jødiske Blade".
Det danske «Politken" og «Vort Land" ligesa.
Det vilde blive for vidtløfg at fortsæe med
den Opregni. Vi skal derfo kun kortelig næve,
at ifølge den i ewN York udkomen store «Jewish
Encylopedia" findes der i ysklandT 153 jødiske Blade
(og 2 Aarskifte), hvoraf 29 udgives pa hebraisk, i
Østerig 62, Ungar 62, Galizen 87 og i Amerika
295 med 82 Aarskifte. Herund dog kun indbe
fate de sakldte Rabinerld. Ale store Telgram
burea etc. er i jødiske Hænder.
Efter foransted blir det forstaelig, at den In
ternaiol Pres-Kong i Wien gjentad har
valgt til Formand i den interaol Direktons-K
mitée den jødiske Chefrdaktø for «Neus Wienr
Tagéblt", Wilhem Singer.
En Besyndrligh ved Presn er den, at Jøder,
der har begat Forbydels, sjeldn navgies.
Pa den ande Side vil man i ed jødiske Skan
dalbe elr Vitghedsbla, som i det herjm
ganske velkjndt Blad «Simplcsu", finde, at høit
staend germansk Embeds- og Adelsmæn stadig
harcels og hanes under fuldt Navns Nævnels,
hedns jødisk hcrkomst og Religon beskytr i/nod
sand/ Forsmædel.
Da Jødern saled over den hel Verdn drive
sin Agitaon, er det ike sa paflden, at det store
 124

Publikm, der stadig høre Jødern rost og beundrt,

medns ale s.k „Antisemr" hudflets, fremdls næ
re den same Opfatnig anged Jødern som Hen
rik Wergland og Romantiker pa hans Tid. At den
jødiske Pres i lmindeghA repæsnt radikle
og kosmplite Synsmader er naturlig nok.
Hvad den norske Pres angr ma det være til
ladt at sige, at Abonemtspri Ringhed daner
en alvorig Fare for mange Blades Uafhængied. Det
er fa af vore Blade, der arbeid pa en stærk øko
nomisk Basi.
Theatrn og Koncertsal behrsk ogsa af Jø
dern.
De flest Theatr-Agn og Impresai er Jøder.
Ligesa de flest optræden Musiknter.
Som Kunster er Jødern i lmindeghA lidet
orignale, men gode Efterlign 1 ).
Mange Skuespilr er Jøder. Kunsterba er
megt letr at vandre for en Jøde end for en Goj,
da sagodtm ale Blade gjør Reklam for den første.
x) M. Weglius siger i its ærk:V Hufvdragen af den våsterlandk
Musiken Histora - - Helsingfor( 1893, K. E. .Holms Forlag)
under Felix Mendlsoh-Barty, p. 45: „En opartisk gransk
nig af vårt århundaes judiska musiker kan ike garn gifva et
ant resulta, an at den semitka ande vål besitr stor musi
kals recptiv, men at den i afsend å musikal skaprft
år fulkomigt impoten. Det som behagr os, det som år vårklig
musik i desa tonsåer arbetn, år antige tysk, franskt elr
italensk „hvad dårutofve år, det år af ond." Men i end
våsterlndka musiken pulsera den europiska andes egntlia
hjårtelif, och det år for utanfor ståend oåndligt mycket svårae
at tilegna sig det ån samrn andes af literaun repsntad
tankelif hvarfo åfven jåmfdrelsn mel Europas judiska skrift
stålare och kompnister afgjordt utfaler til de fdras fordel."
 125

At opgive Anfalet pa Jødern med Bestmhd

er ugjøit. Mange Hindrge stiler sig iven. Til
nærmelsvi antges de nu at udgjøre ca. 12 Milo
ner spredt over den hel Jord, deraf Halvden i etd
rusike Rige, ca. lVa Mil. i sterig-Una,Ø over
1 '•_. Mil. i yskland,T hvoraf i Berlin 10,. Over Va
af Berlins faste Eiendom eis fa Jøder. I Rumænie
1! 4 Milon, i Lond 150,.
I Palæstin og Galiæ hor for Tiden omkring
80, jøder, hvoraf 5,0 i erusalm,J 2 /s af Befolk
nige, eftr lav Bergni.
I .U S. var der i 18 omt. 30, i 8401 15,0
184 50, 180 230,. I 190 eftr American Je
wish Year Bok 1,785 hvoraf alen i New York
ca. 1 Milon og er „the four houndre" alerd
stærk forjødet.
Til ale Tider har der i de christne Lande exist
ret „hemlig" Jøder, Marne, Kryptojøde, Skin-
Christne, Ny-Christne. I odganesM Tider faldt det
den jødiske Karkte naturlig at bøie undaf. Jødiske
Eorfate indregst derfo utalige „døbte" Jøder som
sine Egne, deriblant endog katolse Præste. Det har
sjeldn stae for Jødern som noget atrvædig Mal
at do Martydøen. Den store Lærde Maimondes be
kjendt sig saled oficelt til Muhamednis.
Som et Exempl pa den jødiske Opfatnig af
den Sag skal vi anføre et Cita af Prof. Dr. H.
Oråtz, Breslau. i hans „Oeschit der Juden" VI. p.
367 hedr det:
„ Høre ogsa Borne og Hein med i den jødiske
histore' Viselg: Der flød ike blot jødisk Blod i
ders Aare, men ogsa jødisk Saft i ders Nerv. De
 126

Lyn, som de lod flame over Tyskland var ladet

med jødisk-talmu Elektric. Vistnok sagde beg
sig i det Ydre løs fra Jødeomn, men blot som
Stridsmæn, der gribe Fiends Rustnig og Fane for
at træfe ham desto sikre og ødelæg ham desto
eftryklig. Beg har med en Tydeligh, som
ike lader noget tilbage at ønske, udtal, hvor megn
Vægt de lagde pa Korset Religon, som de, den en
i en liden Kirke i Ofenbach, den ande i Heilgn
stad, nep bekjndt med Læbern."
At det Forhld megt bidrage til at vanskelig
gjøre en rigt Ansætel af Jøderns Tal er selvagt.
I Almindegh undervs ders Antal lige
savel som ders Magt.
Vi skal sluteig se lidt pa Jøderns Deltagn i

Hemlig Selskabr.
Uagte det jødiske Samfund jo seiv ma kaldes,
et hemligt Selskab, kan det dog trænge Underaf
linger.
En sadn er
Aliance israelt (universl) ,
der stifed i Aaret 186 af Parisedvoktn Cré
mieux 1 ) go som nu tæler over 30, Medlmr,.
spredt over ale Lande.
Af Oprabet til same Danels hidsæte:
l) Seiv Crémieux, tidlger Præsident for Al. isr. univ., der har ud
ret sa megt for sine Troesfæl, har ladet sine Børa døbe,
for at sikre dem en jevnr Vei i ders komend Liv. M. Fish
berg p. 45.
 127

„Den Aliance, som vi vil dane, er hverkn fransk

elr englsk, den er jødisk, den er universl. Vi
bor i fremd Lande og vi kan ike inters os
for dise Landes vexlnd Inters, salænge vore
moralske og materil Inters er i Fare.
Israelit: Omend spredt over ale Jordens Punk
ter, sa betrag I derE altid som Lemr af det ud
valgte Folk; nåar I tro, at I rodst Eders ydre Nation
lite kim er ét enst Folk; nåar I tro, at Jødeom
men alen repæsnt den religøs og politske
Sandhe, nåar I tro ale dise Ting, Israelit af den
ganske Jord, kom da, høre vort Rab, giv os Eders
Tilsutng; Værket er stor og heligt, Resulta vist.

- Lad os benyt ale Omstændigher. Vor Magt

er stor, lad os lære at bruge den: Hvad har vi at
frygte? Den Dag er ike fjern, da Jordens Rigdome
udelkn vil tilhøre Jødern." (Efter Handb. der
Judenfr.)
En Art Fila af „Aliance israélte" er

Anglo-Jewish Asocia f ion,

der stifed IS7 i ond.L Alerd i 1760 var der
forvigt stife en ,/Komitée af Repræsnta for de
britske Jøder", der havde at varetg de jødiske
Inters i Lovgine, og har udret særdel
megt.

Israelitch Atianz
-\ Wien er en ande Underaflig af „Aliance isra
élite".
Crémieux siger seiv om Forenig: ,Den er en
 128

blomstrend Forenig, som finder Adgan til de mæg

tigse Trone og er sted berdt til at forde Vare
tagelsn af vor Ret og til at bekjæmp dem, der er
vor Races Fiend" (Arch. israélte 1867 p. 268).
Medlm af „Aliances" Central-Komié var bl. a.
den nu afdøe Dr. A. Wolf, Kom. af D. D. 0., Stor-
Rabiner i Kjøbenhav, Udgiver af en jødisk-an
Bønebog. For at give et Begrb om de Midler Al
liance rade over, kan næves, at den blot til Skoler
i 190 udgav 2 Mil. Francs.
Om Kahl i Rusland
se Handb. d. udenfrag,J p. 293-— Ol, hvoraf fremga,
at Kanle, bygend pa Talmuds Lære, at Ike-Jø
ders Gods er som herløst Gods, sælger Retn til
Besidltagn af sadnt Gods i de forskjelig Strøg
og hos de forskjelig Person.
Kahlens moralske Magt er ike tilnegjor, fordi
om den rusike Regjrin har ophævet Kahl-Stin
gern i de jødiske Menighdr. ~Kahlens Magt er
støre end Czarens."
At sagodtm samtlige Brændeviskp i Rus
land indehavs af Jøder, kan her indskye. Seiv er
de afholden ligeovrf Alkoh. Derimod benytr
de megt Stimulanser som Morfin, Cocain, eftr hvad
Dr. Fishberg formen, pa Grund af at de sa ofte
lider af Nerv-, Nyre- og Galdesygom.

Templhr- Orden.
Pa Korstgen Tid var den Rideron en
af de mægtise og rigest. Orden optg mange
døbte Jøder, ligesom dens Pengafær la pa jødiske
 129

Hænder. - - orøvigtF var det Jødern, der ved sine

Pengla skafed de Christne de til Korstgen for
nøde Midler.
Orden endt som en fuldstænig antichrse
Orden, hvis Medlmr ved Optagelsn mate spyte
pa Krncifxet under Udtalesn af en Christu for
nægted Formel; dernæst gav de Christubled 2
Judasky.
Alerd i 1307 opstd Anklager mod den.
Pave Clemns V. udste en Bule, hvoreft ale
dens Templr blev undersøgt. Den 12. Mai 130 blev
54 Templr opbrændte, og Orden blev af Paven op
løst i 132. Fler Historke hævder, at Aarsgen til
Pavens Fordømels af Orden havde sin Grund i
at Kong Philp af Frankige ønsked at tilegn sig
dens store Formue. Seiv eftr Ophævelsn af Templ
herns Orden spore ders Indflyes pa de op
staed .hemlig" Laug elr Selskabr. Nogle
Historekv pastr endog, at en mel Byg
nigshadværke hemlig Laug indtra Spalt
nig forasged af Templhrn, og at dise
sidte Stormes Jacob Molays Histore daner Grund
laget for de sakldte „Mestr Jacobs Børn"s Fabel
om sit Selskab Oprindels.
Hvorm alt er, er der adskilgt ved de mange
hemlig midelarsk Selskabr, som er megt
paflden, og tyder pa semitk Indflyes. Sa
leds henfør de ale sin Oprindels til den som fri
sindet Regnt ansed Kong Salom, der drev Af
guderi og skal have forate en Bog om „ hemlig
Kunster" elr til hans angivel Bygmestr, som
Hiram, Jacob, Soubise.
9 Jøder og Gojim 1.
 130

Dernæst optg de Medlmr uden Hensy til

Troesbkjndl, og ialfd fler af.,dem havde Cer
monier, der var blasfemik, idet de var anti-chrse
lige. Jødern og ders Tilhænger angiver de muha
medansk Folk som Ophavet til al den Sortekuns
Men dertil er at bemærk, at Islam aldrig bespotr
Jesu Christu, der tværimod regns som en af de
støre Profet.
Midelarns hemlig Selskabr var megt
talrige og mægtie og trued rent ud den katholse
Kirkes Enhed, idet de som nævt stiled sig udenfor
den. Kirken havde et svare Stræv i Anledig af
dise Selskabr, og det er ike at fortænke den i, at
den sluteig forbd Katholiker at indtræe i sa
dane.
Den store franske Revolutin gjorde, at de flest
af dem døe bort.
Ogsa vore nuværed

Frimu er- Orden

er byget pa de midelarsk „hemlig" Byg

nigslau.
Da Katholiker ike har Lov til at være Frimue,
rekuts dise i de katholse Lande af Fritænke og
Jøder (at dise eftr sin Religon ike har Ret til at
være Brøde med de Christne, er en Sag for sig),
hvorf de der helr ike nyder Ansel. Her i
Norden har de bernadotsk Konger tåge sig varmt
af Frimuen og star de her i reÆ og Værdighe.
Der er vel et Spørgsmal om For
bunds-Exitec i vore Dage er bertig.
 13

Frimuevæsnt er ike voxet op af norsk Jord

bund.
Frimuens nuværed Progam, Udøvels af
Humanite og Velgjørnhd, bør kune tale Dagens
fulde Lys.
I ordiskN Frimue-Tdn No. 2 og 3, 19, op
lyser Hr. Albert J. Lange, at Frimueodns nuværed
Progam ike bare indskræe sig til Humanite og Vel
gjørenhd. Som Ike-Frimu kan Forf. inte indve
herimod. Det kan gjern medgivs, at der jo kan føre
lige stærke Grunde for Hemlighdskræt end
mig bekjndt.
At Jesuitrn Lære star Jødern og Jødeomn
megt nær, er bevist. 3) Ignatius Loyla's enst intme
og uadskilge Ven Polanc var af ren jødisk Æt.
Loyla seiv var Basken Chamberlin I. p. 619.
Et mærkeligt Exempl pa jødisk Organisto
talen og finacel Begavls afgiver Frelsamn
Stifer „Genral" Wilam Both. Om ham og Frel
searmn vil Intersd finde Oplysniger i John
Mason Bog: „The Salvtion Army and the Public",
Lond, Georg Routlegd & Sons Forlag, 3. Udg.
1908. John Mason Anforsle er endu ike imøde
gaet.

') I sin Bog „Aus dem Schuldb des Jesuitnord" siger den
tyske Præst, Gustav Mix, at Jesuitmn bestræ sig for „a
sæte en Blandig af juridsk Jødeom og ny selvat Hednom
af værste Sort i Aandes, Kjærlighedns og Sandhes Religons
Sted."
 132

TIL JØDERNS KARTEIS.

UDVIKLNGE AF DEN JØDISKE KARTE

For at fa et Indblik i den jødiske Karkte ma

man naturligvs først og fremst ga tilbage til Jøderns
og ders Forfædes Histore. De flest uhilde Histor
ker syne nu at være enig om, at Jøderns semitk
Forfæde, Ørkenbdui, har lagt Grundvole til
Jødefolkts Karkteudvilng. Dise Forfæde antges
fra Istiden Ophør, ca. B—l2o f. hr.,C i artusindeA
temlig uforandet at have levt sit Liv i Del af de
asitke Ørken, hvor fremdls Syro-Aabe førdes.
For nogelud klart at erhold en Forestilng om
Ørkenlivts Indvirkg pa et primtv Folk bør man
samenlig det Liv med vore egn Forfæde i det
nordlige Europa. Frodig Skov, Sjø, Vasdrg, Kilder
og saftig Græs, Jagt og Fiske, knyted her Beborn
fast til Naturen og til Jordbune. Jorden blev til Ager
og Eng, til Hjem. Den trøsel Ørken tvang Noma
den med hans Kvæg stadig fra Sted til Sted; var det
slut med Beit og med Drikevand* pa ét Sted,
mate Leirn brydes ; fiendlg Stamer bragte ogsa
stadig Uro og Flugt. Livet i Ørken er som en uaf
ladeig Seilads pa Havet. Ørken skafer inte Hjem.
Mens Nordben fyldte sin Lade med Skovens og
Vandets Byte og med Markens Grøde, afhøste den
muldrige Jord, og havde Ly for sine Husdyr, bestod
Nomadens Rigdom i Anfalet af hans Kvæg samt i
Gjenstad, som med Lethd kunde bæres. Tidlg
mate hans Sands for Tal blive vakt, tidlg hans Sands
for Kostbarhed. For Nordben var de ædle Metalr
 13

lidet værdt, lidet skate; hos Nomaden erstad de

bade Jord og Hus. Mens der endu nylig var Strøg
i vort Land, hvor man sjeldn sa et Pengstyk,
brugte Nomadern alerd for Aartusinde siden hvad
vi kan kalde Peng. Hvad Hjemt med sin Muldjor,
og det rinde Vand, med Skoven og Dyren, var
for Nordben, det blev de ædle Metalr og de sjeldn
Sten for Nomaden.
Jøderns Forfæde antges alts i Tusinder af Aar
at have været Nomader og som sadne tilsu at være
komet til Palæstin. Noget Agerbusland var og er
det Land ike, kun en Fortsæel af Ørken med
istrøed Oaser. Der sked her inge Afbrydels i de
før kartedn Faktore.
Fra Palæstin kom Israelitn og Jødern til andre
Lande, men altid til dise Storbye. Men Livet i Byen
er en Fortsæel af Ørkenlivt. Fremdls alts den
skjære Modsætnig til Nordbens Gard og Hjem. Pa
den en Side stadig Flytnig, stadig Uro, pa den ande
Fastbundeh til hjemlig Grund og Arne, Samen
knytig til Naturen og Omgivelsrn. Nar en Stame
har naet en vis Grad af Aandsuviklg, Kultr, nåar
den er komet udover hvad vi vil kalde Naturfolke
stadie, bliver der Spørgsmal om Vilkaren for Aands
livet. Det bliver nu det, der gjenm Danels af
Racend, giver Racen dens vigtse Faktor.
Hvorleds virke Ørken og Ørkenlivt pa
_Sindet? Efter Reisnd samteig Vidnesbyr i
høi Grad udtoren, sløvend. Den stadige Ensfor
irghed, den brænde Sol, den gloden Sand gjør
.Vandre sløv for Naturen og folesø for andre Men
 134

neskr. Ligesaldt som Fantsie udvikles i Ørken,

ligesadt udvikles der Samfunds.
Nar Somervan bragte Fuglesan og spilend
Liv i de nordiske Skove, danse Alfer omkring det
tageomhyld Tjern; nåar Sne la høi og Kulden
bragte Hytens Tømer til at smeld, drev Jæter og
Trold sit Spil udenfor. Om Somern sang man; om
Vinter fortales der. Fantsi udvikles. Den befol
ked Skoven; den skabte Midgarsomen og Draugen
i avet,H Odin, Thor og Valh. Nar Ulven tude
i Vintera, tænke man pa Naboen; den fæles Fare
avled Hjælpsomhed. Jagten Mod og Kraft. De harde,
men vexlnd Livslkar, fast knyte til Jordbune,
frembagt en kraftig, fantsiuld, dybt religøs og sam
tidg kriges Race, der helr vilde dø med Sværd i
Hand end lev som Slaver. Sadne Egenskabr
fremlsk ike i Ørken. Ørken kan udvikle de
forstandmæige Egenskabr, men forma ike at
udvikle Fantsie, Følesivt, Hjertliv. Hvad Ørke
ne lære, er kold Bergni, Tal og ater Tal.
Sa far det ogsa erinds, at det ike netop ei
de fremligst, som søger ud i rkenØ for at finde
Livsophld. De dygtise tåger Oasern i Besidl,
mens de darlige jages ud i rken.ø Grundstoke
kan derfo ike have været af det bedst Mensk
materil.
Man vil forståa, at Ørkenlivt har en ganske egn
Virkng pa Aande.
Pa Side 10 i den Bog vil man finde nogle Ud
talesr af Videnskabmæ om Semitrn. Vi skal
blot tilføe, at Réna (eftr Chamberlin I. p. 46)
udtaler: „Den semitk Gudstro (Montheismu) er i
 135

Virkelghdn Frugten af en Menskrac, hvis reli

giøse Behov er megt ringe. Den betydr et Minmu
af Religon." Chamberlin siger om den semitk
Religon: «Det er den pure Materilsmu i odsætM
nig til det, som andre Menskr kalde Religon, hvor
under de forståa noget udtænkelig, noget udtaleig."
Da Jøderns semitk Forfæde kom til Kan,
støde de samen med Hethirn, en dem fjernt
staend Race, der antges at have været af syrik
Æt. En stærk Blodbanig fandt nu Sted. Medns
Semitrn er Langskler, var Hethirn det modsate,
som Jødern er det den Dag idag; det fremspingd
Næseparti skal hgelds være en hetisk Arv. Ogsa
med Amorite, en lyser og støre Race, antgeli
af indo-eurpæsk Æt, foregik der en stærk Blandig,
og er det fra dise 3 høist ulige Racer, Israelitn og
dert Jødern antges at nedstam. Der ma ogsa
skjeln ganske stærk mel Israelitn og Jøderns
Karkte. Der er her ike Anledig til udførlige
at skildre Udviklnge af Jøderacn gjenm Exilern,
Diaspor o. s. v. Vi skal blot fremhæv, at Judæern
har erholdt sin endlig Aandsform blandt andet under
Tryket af en despotik Præsteka, ledt af nogle
fa Mænd, der, af, lad os kalde det, patrioske Hensy
presd Tanke ind i ed ved Loven, Thora, givne
snævre, uforandelig Forme. Den fra Ørkenlivt
erhvd materilsk Tankeg blev gjenm den
Udviklng ike blot fortsa, men udviklet og
"skjærpet til Yderligh. „Den israeltk Religon har
og kjendr inge Hemlighdr, inge Mysteri," siger
_Dr. Ludwig Philpson. Mens Fantsie forkøbleds
(noge Mytholgie opstd aldrig), udvikles til Gjen
 136

gjæld Vilen i overdntlig Grad, Vilen til med de

ganske rumelig Midler, ders egn Love tilsed,
at trænge sig frem, til Fordel for sig seiv, sin Famile
og sin Race.
„Peng blev for dem Midlet til at øve Magt
uden seiv at være stærke; med Lanefortigs fine
Trade lagde et Folk av sma, i ocials Hensd
ganske übetydlig Menskr, den feudal-bonsk
Kjæmpe i ænker:L ligesom Lileputrn bandt Guliver,"
siger W. Sombart (p. 429).
Jøderns Histore er ligesa nøie knyte til Peng r
som Thor til sin Hamer, Viknge til sit Sværd.
Det er ders enstad Kjærlighed til Peng r
som har bragt dem op i, men ogsa igjenm Oldtiens
og Midelarns Gjenvordigh og som den Dag
idag gjør dem lidet følsome for Andres Antipah. En
germansk Race havde aldrig besta en sa hard
Prøve. Man kan heraf se, hvad Race vil sige, man
kan heraf tvinges til Beundrig for Blodets Kraft, men
tilge bringes til Forstael af hvor grundfoskjelit
Menskr, Menskrac, kan se Livet, søge og finde
Lyken.
Hermd gjør vi Spranget over til Nutiden og vil
nu søge i la Korthed at belys den jødiske Karkte,
som den arte sig nutildags.

DEN JØDISKE KARTE.

At give et fuldt objektiv og uangribel Karkte
istk af en hel nulevd Nation, at træfe nøiagt dens
andelig Type, er en umlig Opgave. Det er nemlig
 137

undgaelit, at den enklts Bedømls af en Race

afhænger af det Syn, Ens egn Racerv har tilag En
og varie eftr det nærme elr fjern Forhld
hvori det Raceinstk star til Objekt. Domen
vil derfo mate lyde forskjelig, etrsom den afsige
af en German, Slaver, Keltr, Jøde elr Mischlng.
Nar jeg i det eftrølgnd i ortek Drag driste
mig til at forsøge at skiter den jødiske Type, læger
jeg Fremstilng i alt væsentlig tæ op til Profes
W. Sombarts, bade fordi Hr. Sombarts glimrend,.
men lange Fremstilng, som jeg kun beklagr ike at
kune gjeniv i sin Helhd, idethlag falder sam
men med min egn Opfatnig og fordi Hr. Sombart
er anerkjdt som en Autorie af stor Rang.
Hr. Sombart lader det hel jødiske Væsen opbyg
ges pa fire elmntær Egenhdr: Intelkuaism
(overind Anlæg for andeligt Arbeid), Malbe
vidsthe, Bergnthd (Telogismu), Viljestyrk (Ener
gismu) og Bevæglihd. Deraf opstar igjen de for
ders sociale Virksomhed sa vigte Egenskabr: Rast
loshed og Tilpasngev. Jøderns Anlæg for ande
ligt Arbeid i Modsætnig til legmit, er iønefald.
Der findes absolut inte som viser, at de har inters
sert sig for Jordabei elr andet Legmsarbid.
Der kan ike pavise, at de nogetsd har danet et
Bondesamfu. Aandeligt Arbeid har derimo altid
været høit skafte. Den Lærde, den Vise, star høier
hos Jødern end hos noget andet Folk. „Den vise
Bastrd gar foran Konge," siger Talmud. Legmli
Kraft og Heltmod ser vi derimo ike priset. Aands
acbeidrn er det værdifule Mensk; derfo er Kund
skab megt eftrag. Undervisg og Gudstjen
 138

falder samen, og i Østen kaldes endu den Dag idag

som tidlger overalt, Synagoe for Skolen.
Efter Jøderns Menig og Religon bør de natur
lige Instiker, Drift og Føles kvæles af Reflktion
og malbevist Vile. Det er ogsa delvis sket hos
dem, og derfo er al Mystik, ja al Romantik, dem
fremd, Naturlismen, Kamp mod Romantike, be
tegnr derfo ogsa den jødiske Aands Indmarsch i
den europæisk Literau, i Skandive*) gjenm
Georg Moris Cohen Brandes' „Hovedstrømnig i
det 19de Aarh.s Literau" 1872 —75. Hermd be
gyndte „den jødiske Period" i vor Literau, ja det
kan gjern tilføes, i vort Samfundsliv. Da Vilen er
udviklet til det overdntlig, medns Følesivt er
forsømt, kan det høiest ike præste. Det er ike
nok, at et Maleri, et Digt, er godt gjort, det ma ogsa
være følt. Skabend og optagend Forstandev
savner derfo Jøden. Han ser skarpt, men ike megt,
da Helhdsynt mangler; han savner Blik for det
organisk samenhørd, det naturlig fremvoxd.
Han har et skarpt Øie for et Mensk Evner, Styrke
og Svaghed, men ike for selv Menskt. Derfo
star han fjernt fra alt personligt, fra personlig Hen
givenhd, personligt Hersk- og Tjenrfohld.
„Jøden star tilføge sit inderst Væsen afvisend
ligeovrf al Riderlgh, al Sentimal, alt Che
valeri, al Feudalism, al Patrichlsmu. Helr
ike forsta han et Samfundsvæe, opbyget pa sa

*) Den første jødiske Forfate og Bladmn af Betydnig, dog spe

cielt for Danmrk, var M. A. Goldschmit, f. 139, t 187.
 139

dane Forhld. Alt Fastend, alt Laugsvæen er

ham imod. Hans Sind svare til den „Forfatnigs
sta", hvori ale Forhld tilbageførs til klart omskrevn
Retsforhld. Han er den fødte Forfægte af en „ iberal"
Verdnsakul, i hvis Kreds der ike gives levnd
indvuelt forskjelig Menskr af Kjød og Blod,
men kun abstrke Stasborge med Retighdr og
Pligter, som egntli helr ike er forskjelig fra
Folk til Folk, men som udgjør en stor Menskhd,
der seiv ike er andet end en Sum af kvalitesø
Enhedr. - - De erkjnd Verdn kun med For
stande, ike med Blodet, og komer derfo let til
den Tro, at alt, som ved Forstande Hjælp kan
ordnes pa Papiret, ogsa ma lade sig ordne i Livet.
— Papir star her mod Blod; Forstand mod
Instik; Begrb mod Anskuel; Abstrakion mod
Legmlihd." W. S. p. 318—9.
Da Jøden ike star med beg Ben i Naturen,
som German, da han altid har været Bysbarn, da
hans Anlæg for andeligt Arbeid er overind, da
hans Religon, nu ogsa Instik, nægter ham Sam
føles med en Stas samtlige Lag, blir Udganspukte
for hans Reflxion, det Punkt, hvorm alt andet egnt
lig drei sig, hans egt Jeg. Er German, som
fler Lærde menr, et Folk med 'objektiv Aandsretig
og Semitrn et med subjektiv, sa er det utvilsom,
at Jødern igjen er det mest subjektiv af ale. Da
han bringe alt i Forhld til sit egt Jeg, befatr han
sig ike med for ham unytige Problem, forglem
sig ike i denvr.U Som den fødte Foretnigs
-mand, ret Pengmad, han er, spørge han altid
om Tinges Nyte, Nyte for Mensk, Nyte for
 140

sig seiv. Fremd som han er for Naturen og uden

Kjærlighed og Forstael af den, star den for ham
kun som Nytegjnsad. At man af Pietshny vil
skane et Naturpodk, f. Ex. et gam melt Træ, er ham
uforstaelig. At benæv et sadnt Træ „ærvdigt"
forekm ham laterig!. 1) Derfo er ogsa et Ny
bygerland som Amerika det ret Felt for Jøden;
inge gamel jordbune Race, inge nedarvt Tradi
tion, ike gamle Familers Konservatim læger her
Hindrge iven for hans «realistk" Sands, for
hans Uærbødighe for Moder Jord. Det amerikns
dolarmking System er specifk jødisk, absolut uger
mansk. Og dog har inte smite German sa
stærk som netop den Uærbødighe for Naturen,
den Unbefaghd til at omgjøre dens Frembin
geisr i eng.P Den blyge germansk Bondegut ser
beundr op til den fandeivolsk Gadegut, der
tør gjøre hvad den aldrig havde tænk sig mulig,
og som gjør det med Profit. Og ha-n tåger eftr sa
godt han forma, umistænko og übergnt som
han er. I merikaA vil Resultarn ganske vist føre
lige, synlige for enhvr Tænked inde ret længe.
Lad os et Øieblk overtænk med hvilke forskjel
lige moralske Forudsætnige en ung Nordman og
en ung Jøde vandre ud i Livet. Jødens Bage be
star i Budet: Hold Loven! (Hvori Loven bestar, har
vi tidlger set). Forøvigt er der inge Hensy at
tåge. Nordmane har støre Bage at trækes med.

2) En Stavngerdm præcised den Tankeg skarpt ved at be

mærke : „Jødern her vilde anse det for den naturligse Sag af
Verdn, om Stavnger Domkire blev omdanet til Hermtikfab."
 14

Forliden den juridske Lov har han en ande (skrevn

elr uskrevn) Lov: Seiv om en Gjernig er «lovig",
behøvr den ike derfo at være «rigt". Da han
føler og ved, at Gjernig bade skal være lovig og
rigt, for uden Skade at udøves, komer han op i
mangt et Dilema, og op i egnm Søndervth og
Sorg, som den Ande gar fri for. Under sin Kamp
for Tilværesn kan han da, noksa logisk, kome til
følgend Slutnig: Nar Jøden kun behøvr at trækes
med et enstßud: Hold Loven! sa kan sagten helr
ike jeg behøv at bryde mig med mer. Hermd
kaste Æresbg m. v. overbd og Satsen: Hold
Loven! ombytes med: Overtæd ike Strafelovn!
(Er først det moralske Instik døvet, hænder det jo
ogsa, at Ordet «Strafelovn" ombytes med «Parties
Lov" o. s. v.) Nu er Sagen klar og grei, og nu kan
Konkurec optages med Udsigt til støre økonmis
Held. Den unge Nordman er blevn «afgermnist".
Alen ved sin Tilstedvær har derfo den jø
diske Tankeg en uheldsvangr Indflyes pa
den bløder, følsome germansk Aand.
Jødens Malbevidsth, Bergnthd, gjør ham ud
holden, seig, hardnket, da hans Vile er opøvet
og medføt. Hans Energi er stor, hvad jo blir for
klarige, nåar man erind, at den altid har været
og er ret pa et og same Mal. Han er „to tus
in re", gar helt op i sin Gjernig uden at distrahe
al alotri.
At Joden er bevægli, bade andelig og legmi,
ser man af hver Side i ansh Histore. Rask til at fate
en Beslutnig, rask ilt at jenmførg den, rask til at
skifte Bopæl, rask ilt at skifte Standpuk.
 142

Pa Grund af det evig Aandsrbei, gar Rask

hedn ofte over til Rastløhed. Altid har han noget
fore, en ny Spekulation, en ny Job. I ale Storbyes
Forenig af kunsteri, politsk elr social Art
gribe Jøden ind. Han er Foregansmd og
Talsmnde for ale „Fremskidt". Den jødiske Chut
spe, som Georg Brandes sa træfend har definrt i
sin Bog om Ferdina Lasle 3 ), begunstir ogsa
hans Optræden som Ledr og Foregansmd pa de
forskjeligt Omrade.
Men hvor intelg, hvor djærv og pagend
Jøden end kan være, en Ting ma ike glems. „Er
wurzelt nie tief' 1. Han har ike dybe Røder i vore
Samfundsorhl. Netop de Egenskabr, der bringe
ham frem i Spidsen af Rækern, hindre ham fra at
søge i ybden.D Deraf hans Overfladiskh. De Ider,
hvis varme Forkyndels hans Tilhøre kan gribes af
i sit Inderst, de Theori, som hans Læser begistr,
ja, gjern vil ofre sit Liv for, er maske ike træng
dyber ind i hans egt Væsen, end at de kaste over
bord, sanrt nye Ider meldr sig. Derfo hviler i
Jødeomn fantisk Retronhd og „oplyst" _Vantro
tæ op ti hinade; beg er de af same Stame.
Hermd hænger Jødens Tilpasngev samen. Inge
har sa let for at finde sig tilre under Livets vex
lend Forhld som han. Hans Religon hjælper ham
hertil. „Hvis Ræven har sin Tid, sa ma man buke
') „Vi star her ved Racemærkt i hans Sind, Grundfome for hans
Temprant, ved den Egenskab hos ham, hvis Spire mest træf
fend betgns ved det jødiske Ord Chutspe, der pa enga er
Aandsærvel, Frækhed, Dumdristghe, Uforskamethd og Ufor
færdeth - —". „Ferdina Lasle", Kjøbenhav 18.
 143

for den," hedr det. „Nar man bøier sig for Bølgen,
sa gar Bølgen over og man forblive; den som stiler
sig imod den, bliver revt med." Derfo rade ogsa
konsevt Rabiner sine Troesfæl til i etd ydre
Skin at opføre sig som 'lihænger af sine Værtfolks
Konfesi, om ders Existen i andetL deraf gjordes
afhængi, et Rad som i megt stor Udstræknig har
været fulgt og følges den Dag idag. Saleds star
døbte Jøder ofte som Medlmr af „Aliance israélte"
elr betalr ialfd sin Kontige. „Men den jødiske
Stames vidunerlg Evne til at tilpase sig ydre
Betinglsr," siger W. S. p. 325, .viser sig maske nu
endu mer glimrend end før. Idag vil den vest
europæisk og amerikns Jøde ike længer holde
ved sin Tro og sin natiole Egenart; tværimod vil
han forsavidt ike Nationlbevdsh i ham endu
ike er vakt - lade sin Egenart forsvinde sa fuld
stændig og hurtig som mulig og vil opga i ines
Værtsfolk Kultr. Og se —: ogsa det lykes ham i
stor Omfang. At Eelix Mendlsoh gjør.tysk Musik,
Jacques Ofenbach fransk, en Souza Yanke-dol
Musik; at Lord Beaconsfild føre sig som Engelsk
mand, Oambet som Franskmd, Lasle som Tysker;
kortsag: at ogsa de jødiske Talentr sa ofte inte
natiol-jødsk har ved sig, men er afstem eftr de
res Omgivelsr Tone: det har man sælomt nok for
søgt at anføre som Bevis for, at der inge specifk
jødisk Egenart gaves, medns det dog netop pa det
mest slaend bevisr den Egenart: den Egenart,
forsavidt den komer til Udtrvk i en overnmal
Tilpasngev."
»At Lord Beaconsfild og Friedch Julis Stahl