Kompendium i basal humanbiologi

Medicin, KU, 1. semester

En videreudvikling af Sebastian von Huths kompendium af samme navn

Nu med: rettelser, tilføjelser, ny opsætning, målbekrivelse (2010-11), flere billeder samt

emneinddelte eksamens-multiple choice fra hubeck-graudal.dk

Af Sanne Michaelsen

Mht. illustrationerne i kompendiet

Billederne er, med få undtagelser, fra bogen Hole’s Essentials of Human Anatomy & Physiology, 10th
edition. Forlaget har alle rettigheder. Jeg har tilladt mig at kopiere billederne ind i kompendiet, da de
er frit tilgængelige for studerende på nettet. Find dem selv på http://www.mharis.com/, hvor der uden
videre kan oprettes en gratis bruger. På din brugers side trykker du på ”resources”, hvorefter du får
adgang til billeder og ekstramateriale til alle bogens kapitler.

Mht. multiple choice

Spørgsmålene er taget fra fra Hubeck-Graudal.dk og emneinddelt (med nogle overlap). Forstør fx
skærmen op, så du ikke kan se svarene, når du øver dig.

Anvendt materiale:
- Hole’s Essentials of Human Anatomy and Physiology, Shier et al. med illustrationer.
- Gyldendals ”Medicinsk Ordbog”, Lindskog et al
- Forelæsninger v. forårssemesteret 2006 samt efterårssemesteret 2011
Der tages forbehold for danglish (fordansket engelsk), fejl (trykfejl såvel som tanketorsk og fejlagtige
oplysninger) og eventuelle mangler. Fodnoter er fra Medicinsk Ordbog.
Indholdsfortegnelse
0. Terminologi s. 2
1. Cytologi s. 4
2. Integumentet s. 19
3. Skeletsystemet s. 24
4. Muskelsystemet s. 37
5. Nerverne s. 46
6. Sanserne s. 66
7. Endokrinologi s. 79
8. Det Kardiovaskulære System s. 89
9. Blodet s. 105
10. Respirationssystemet s. 116
11. Immunsystemet s. 125
12. Mavetarmkanalen, ernæring og stofskifte s. 137
13. Urinsystemet s. 158
14. Væske, syre-/basebalance og elektrolytter s. 169
15. Reproduktion s. 175

1
0. Terminologi
Anatomisk grundstilling: Håndflader fremad.
Frontal plan: Et tænkt plan som er parallelt med panden og kroppens længdeakse og
vinkelret på medianlinjen.
Transversal plan: Et tænkt plan som går tværs (transversalt) gennem kroppen, parallelt med
gulvet hos en stående person.
Saggital plan: En retning el. et tænkt plan som forfra el. bagfra gennemskærer kroppen i
hele dens længde og som, når det går gennem kroppens lodrette midtlinje,
falder sammen med medianplanet. (Saggita betyder ”pil”, så forestil dig en,
der holder en bue spændt).

Superior >< Inferior (op / ned).

Anterior >< Posterior (foran / bagved).
Proximal >< Distal (mod rod/ende), ekstremiteter.
Cranial >< Caudal (op mod kraniet / ned mod haleben).
Ventral >< Dorsal (fortil mod bugen / bagtil mod ryg).
Medial >< Lateral (ind mod midten / ud til siden).

Proximal Mod rod af ekstrem.

Distal Mod ende af ekstrem.
Palmar Mod håndfladen.
Plantar Mod fodsålen.
Dorsal Mod ryg, fodryg, håndryg.
Ulnar Mod albuebenet (lillefinger).
Radial Mod spolebenet (tommefinger).
Tibial Mod skinnebenet (storetå).
Fibular Mod lægbenet (lilletå).

Superficiel Overfladisk.
Profund Dyb.

Singularis (sing.) Pluralis (plur.)

m. musculus mm. musculi
n. nervus nn. nervi
a. arteria aa. Arteriae (udtales arteriæ)
v. vena vv. Venae (udtales venæ)
lig. ligamentum ligg. ligamenta

Latin Dansk
os knogle
femur lår
et og
manus hånd
sive (s.) eller
brachium arm
dors ryg
magnum, major, maximus stor
pes fod
parvus, minor, minimus lille
brevis kort
longus lang
dexter højre
sinister venstre
2
1. Generel Terminologi
2 Transversalplanet inddeler legemet i en ventral og dorsal del. F
1 Medianplanet er et vertikalt plan der opdeler kroppen i en højre og venstre del. S
2 Crus betegner en del af underekstremiteten. S
4 Den øvre midterste del af abdomen hedder den epigastriske region. S
9 Den hypogastriske region ligger i de øvre kvadranter af det abdominale område. F
11 Venstre hypochondriske region ligger i øvre venstre kvadrant af abdomen. S
1 Hjerte, eosophagus, trachea og glandula thyroidea (skjoldbruskkirtlen) er beliggende
i mediastinum. F
2 Superior betyder beliggende nær en overflade. F
3 Den hypochondriske region ligger under umbilicalregionen. F
7. Et saggitalplan deler kroppen i højre og venstre side. S

3
1. Cytologi og histologi
2-1. Beskrive opbygningen af cellen og cellens organeller med definition af de enkelte
deles funktioner.

Cellen
Mennesket består af ca. 75 billioner celler

Celler varier i: Størrelse, form, indhold, funktion, følgende er ”konstrueret” celle.

Tre hoveddele: Membran.

Cytoplasma.
Nukleus (kerne). Integrale proteiner (transmebrane) = går
gennem lipid dobbeltlag og strækker sig
Membranen gennem begge sider af membranen
Karakteristika: Tynd. Perifere proteiner = uden for den ene side
Fleksibel. af dobbeltlaget
”Elastisk”.
Semipermeabel (=differentieret gennemtrængning), fx kat- eller anionselektiv.
Dens molekyler udsender signaler.

Består af: Dobbelt lag fosfolipider.

Desuden: Kolesterol, proteiner (integrale og perifere) og kulhydrater.

Fosfolipid: Et glycerolmolekyle21 bundet til én fosfatgruppe og to fedtsyrer12.

Overflade: Fosfat, polær, (hydrofil)

Inderside: Fedtsyrer, fedtopløselig passage (fx O2, CO2), (hydrofob)
Aminosyrer, sukker, protein passerer ikke umiddelbart (vand-opløselige).

Membranproteiner: Danner receptorer (til fx hormoner) og former kanaler til passage for fx
ioner og molekyler.

Kulhydrater: Associeret med membranproteiner, gør celler i stand til at genkende hinanden

Cytoplasma
Cytosol fyldt med membraner, organeller og cytoskelet. Organeller: “lille organ” -
har specifikke funktioner
Endoplasmatisk reticulum (ER)
Netværk af rør og membranbundne, flade sække.
Kommunikerer med membranen og andre organeller.
rER(rough ER: overflade belædt med ribosomer, proteinsyntese
sER (smooth ER): ingen ribosomer, enzymer til fx lipid-syntese, afgiftning,

1
glycerol: den enkleste trivalente alkohol, C3H5(OH)3
2
fedtsyrer: langkædede vanduopløselige karboxylsyrer, oftest med 12-24 kulstofatomer. Mættede: uden
dobbeltbindinger og umættede: én dobbeltbinding (mono-) og flere dobbeltbindinger (polyumættede)

4
Ribosomer Vesikler =
Består af proteiner og RNA. membranlignende
Hæftet på rER og/eller frit i cytoplasma. sække, som opbevarer
Varetager proteinsyntesen. eller transporterer
Hurtig proteinsyntese i polysomer (klynger af ribosomer). stoffer i cellen og
imellem celler
Golgiapparatet
6 flade membrane sække.
Pakker nysyntetiserede proteiner og modificerer disse kemisk undervejs (fx tilføjelse af
sukkermolekyle ! glykoprotein).
Sorterer i vesikler. Mitochondrier = cellens
kraftværk, producerer og
Mitochondrier leverer energi
Væskefyldte sække, varierer i størrelse og form.
To membraner: den indre folder sig flere gange, folderne = cristae.
Cristae: forbundet m. enzymer der kontrollerer nogle af de kemiske reaktioner der frigiver energi.
Transformerer energi til ATP (adenosin trifosfat).

Kan bevæge sig langsomt rundt i cytoplasmet og reproducere sig selv ved deling, indeholder en lille
del af egen DNA – som bakterier.

Lysosomer
Affaldskværne.
Indeholder stærke enzymer til nedbrydning af affaldsstoffer, fremmede partikler, nedslidte celledele.
Nogle hvide blodceller omslutter bakterier og nedbryder disse med lysosom-enzymer.

Peroxisomer
Membrane sække
Især i lever- og nyreceller.
Huser enzymer der katalyserer forskellige biokemiske reaktioner (oxidation af fedtsyrer, afgiftning).

Mikrofilamenter og mikrotubuli
Former cytoskelettet.
Mikrofilamenter: Små stykker actin, muliggør bevægelse (fx muskelceller) ved at forme
myofibriller, der muliggør kontraktion.
Mikrotubuli: 2-3 x diameter af mikrofilament, består af tubulin, spiralformet.
Ansvarlig for transport af organeller og andre cellulære strukturer.

Centrosomer
Består af cylindre kaldet centrioler.
Bidrager sammen med ribosomer ved mitose.

Cilia og flagella
Ligner hinanden, varierer i længde og form.
Opbygget af mikrotubuli.
Cilia: Hårlignende, udstikker fra membran, bølgelignende bevægelse flytter væske over væv.
Flagella: Længere end cilia, bølgelignende bevægelse, hale på spermcelle eneste menneskelige
eksempel.
Nucleus
Sfærisk struktur.
Egen tolags lipidmembran (nucleolemma) – dvs. 2 dobbeltlags lipidmembraner.

5
Selektivt permeabel (proteinkanaler = kerneporrer).
Væsken = nukleoplasma.
Indeholder: Nucleolus, kromatin (løst slyngede DNA-fibre og protein, kaldes kromosomer når
kondenserede).

Nucleolus
Består af RNA og protein.
Ingen membran.
Ribosomer dannes her, hvorfra de migrerer til cytoplasmen.

6
2-2. Redegøre for passive og aktive transportprocesser over cellemembraner.

Passive mekanismer
Er: Ikke-energikrævende.
Fra høj til lav koncentration.
Diffusion: Molekyler/ioner fra højere til lavere koncentration (tænk: mennesker i rum)
Faciliteret diffusion: Diffusion fra høj til lav koncentration vha. Transportmolekyler
(membranproteiner.)
Osmose: - Diffusion af vandmolekyler fra højere til lavere koncentration gennem
selektiv membran.
- Osmotisk tryk skabes af opløst stof, som ikke kan krydse en selektivt
permeabel membran.
- Vand diffunderer altid mod et højere osmotisk tryk.
Filtration: Molekyler tvunget fra højere til lavere tryk (blodtryk i blodkar, fx).

Aktive mekanismer:
Er: Energikrævende, bruger ATP.
Fra lav til høj koncentration.
Aktiv transport: Transportmolekyler transporterer molekyler/ioner fra lav til høj koncentration,
under forbrug af ATP.
Exocytose: Vesikler smelter sammen med membraner for at udskille substanser fra
cellen.
Endocytose: Molekyler ind i cellen i cellemembransvesikel, 3 måder:
Pinocytose: ”Cell drinking”, membran opsluger væskedråber fra omgivelserne.
Phagocytose: ”Cell eating”, membran opsluger partikler (solids) fra omgivelserne.
Receptor-medieret
endocytose: Receptorer binder deres (specifikke) ligander, der går ind i cellen.
Transcytose: Kombinerer endocytose og exocytose for at føre partikler igennem cellen.

2-3. Beskrive cellecyklus, herunder de enkelte trin i mitosen og deling af cytoplasma

(cytokinese), differentiering og apoptose.

Cellecyklus
Celledeling: Enten meiose (kønsceller, kromosonantal halveres).
Eller mitose (vækst, udvikling, sårheling).
Cellecyklussen: Den serie af ændringer en celle undergår fra den laves til den deles.
En kontinuerlig process, selvom vi faseopdeler.
Checkpoints: Grupper af specielle proteiner interagerer og kontrollerer cellens cyklus
på forskellige tidspunkter.
Restriction checkpoint: Bestemmer om cellen skal fortsætte til mitose, specialiseres, forblive
som den er, eller undergå apoptose (celledød).

Telomerer: (Enden af kromosomerne) forkortes hver gang en celle undergår mitose

(vha. enzymet telomerase).
Når telomeren når en vis længde, deler cellen sig ikke mere.

7
Faserne kronologisk
Interfasen:
Cellen duplikerer: membraner, ribosomer, lysosomer, mitochondria (andre organeller?).
Tre underfaser: G1-fase: cellen vokser (andet end DNA replikeres)
S-fase: DNA replikeres
G2-fase: cellen vokser (andet end DNA replikeres)
Mitosen
Celledelingen inddeles i:
Mitose: Kernedeling
Cytokinese: Deling af cytoplasma

Mitosens faser
(Kan huskes billedligt oppefra og ned P.M.A.T. ! Pande, Mave, Anus, Tæer).

Profase3:
Kromosomerne bliver synlige.
Centriolerne har replikeret sig og flytter til hver sin side af cellen.
”Tenfibre” (mikrotubuli) formes mellem centriolerne mens de flytter sig.
Kernekonvolutten og nukleolus forsvinder.

Metafase4:
Kromosomerne lægger sig på linje i midten mellem centriolerne. Ækvatorialplan

Anafase5:
Centromererne bliver rykket fra hinanden af tenfibrene.
Kromatiderne, nu individuelle kromosomer, bevæger sig i modsat retning.
Cytokinesen starter.

Telofase6:
Cytokinesen fortsætter.
Kromosomerne færdiggør deres vandring og bliver kromatinfibre.
Kernekonvolutten formes igen.
Mikrotubuli brydes op.

To datterceller formes ! Interfase igen.

3
pro:. foran, før
4
meta: med, blandt, efter
5
ana: opdelt i
6
telos: slutning, mål

8
2-4. Definere væv og beskrive opbygningen og funktionerne af de fire hovedtyper af
væv og deres underinddelinger.

Histologi (vævslære)
Væv: Grupper af celler med specialiserede,strukturelle og funktionelle roller

4 hovedtyper
Dækker alle indre og ydre overflader
Epithelvæv: Beskyttelse, transport, absorption, sekretion
Enlaget eller flerlaget
Avaskulært
Hviler på basalmembran.
Dækepithel: Beklæder indre og ydre overflader – celler tæt bundet sammen
Kirtelepithel: Specialiseret til sekretion

Bindevæv Støtte, styrke, skeletfunktion, fedtdepot, bloddannelse.

Spredte celler (fibroblaster) indlejret i ekstracellulær matriks som cellerne secernerer.
Består af fibre, grundsubstans og væske.
Typer: Løst bindevæv.
Fast/tæt bindevæv – fx sener og ligamenter (ledbånd). Sammenholdende væv -
Brusk. ligger mellem andre typer
Knogle (ben). væv og holder dem sammen
Fedtvæv.
Blod og bloddannende (hæmatopoetisk) væv (knoglemarv).

Celletype Funktion
Fibroblaster Producerer fibre ved at udskille proteiner i den extracellulære matrix,
store og stjerneformede
Makrofager Phagocytose
Mastceller Secernerer heparin (mod blodstørkning) og histamin
(associeret med allergi- og inflammationsreaktioner).
Fibertype Funktion
Kollagene Holder strukturer sammen med stor styrke
Elastiske Strækker nemt flexibilitet
Retikulære Giver delikat større, fx i lever og milt
Support

Muskelvæv Kontraktion og bevægelse.

Typer: Glat muskulatur. ikke under viljens herredømme, i væggene i hule indre organer
Én central kerne. fordøjelseskanal, tømmer urinblæren
Skeletmuskulatur (tværstribet).
Flere perifere kerner, under viljens herredømme.
Hjertemuskulatur (tværstribet).
Én central kerne, forgrenet. netværk
Findes kun i hjertet

Nervevæv Impulsledning, sansning, koordination, integration.

Danner udbredte netværk.
Nerveceller (neuroner) og gliaceller (støtteceller).
Neuroner (nerveceller) = føler ændringer og leder elektrisk impuls til andre neuroner eller kirtler
Gliaceller = binder og støtter nervevæv, phagocytose, forbinder neuroner til blodkar (udvikling
og næringsstoffer til neuron), celle-til-celle kommunikation 9
Epithelvæv specifikt (navngives efter formen på øverste lag)
Simpelt pladeepithel: (eng. squamous epithelium) Tyndt, enkeltlaget, flade celler.
Filtration, diffusion, osmose.
Indvendig overflade i kar
Membraner der dækker organer
Alveoler, kapillærer, lymfekirtler.

Simpelt kubisk epithel: (eng. cuboidal epithelium) Beskyttelse. Sekretion

Enkeltlaget, terninge-formet.
V. overflade af æggestokke, nyrer og kirtler.
Danner nyretubuli

Simpelt cylinderepithel: (eng. columnar epithelium, cylindrical epithelium)

Absorption, sekretion, beskyttelse.
”Længere end bredere” = tykt
Enkeltlaget.
Med el. uden cilia
V. uterus (livmoder), mave og tarme.

Pseudolagdelt cylinderepithel: (eng. pseudostratified columnar epithelium)

Beskyttelse, sekretion, bevægelse ved cilia af
mucus (slim af vand, mucin7 og salte).
Ikke lagdelt (men ser sådan ud mikroskopisk, da
kernerne ligger forskelligt).
V. respirationssystemet (lunger mv.).

Lagdelt pladeepithel: (eng. stratified squamous epithelium)

Beskyttelse.
Flerlaget => tykt (fx epidermis,yderste hudlag).

Lagdelt kubisk epithel: (eng. stratified cuboidal epithelium)

To til tre lag.
Beskyttelse.
Brystvorter (mamilla), svedkirtler.

Lagdelt cylinderepithel: (eng. stratified columnar epithelium)

De overfladiske celler er cylindriske, de nederste
er kubiske.
Beskyttelse og sekretion.
Flerlaget.
Mænds urinrør, pharynx.

Transitionelt (overgangs-)epithel Distensibilitet (distention = udvidelse) – kan

ændre tykkelse, beskyttelse.
V. blæren (vesica urinaria), uterus mv.

7
7Mucin: en gruppe glykoproteiner med højt kulhydratindhold, vigtig bestanddel i slim, spyt, slimvæv,
slimkirtler; tjener sandsynligvis som smøremiddel og giver højviskøse (sejtflydende el. klæbrige) opløsninger.

10
 Exokrine kirtler = udskilles i kanaler
------- Endokrine kirtler = udskilles i væv eller blod

Glandulært epithel: (eng. glandular epithelium) Sekretion.

V. spytkirtler (glandulae salivariae), svedkirtler
(glandulae sudoriferae), endokrine kirtler, i
tarmen ”bægerceller” der producerer slim

Merokrine kirtler: Secernerer væsker ved exocytose Svedkirtler i huden

Apokrine kirtler: Mister små dele af cellekroppen ved sekretion Mælkekirtler
Holokrine kirtler: Frigiver hele, sekretfyldte celler, som så opløses Talgkirtler i huden

Tre hovedtyper af epithelmembraner:

Membraner
Serøse: Beklæder kropskaviteter uden åbning udadtil. som hjælper med at lubrikerer
Secernerer serøs væske som lubrikerer (smører). membrane overflader
Mukøse: Beklæder kropskaviteter og rør som åbner udadtil.
Bægerceller secernerer mukus (slim).
Kutanøse: Andet ord for huden.
Synoviale: Beklæder led, består af bindevæv.

2-5. Beskrive opbygningen af organer ud fra forskellige typer væv. Der tænkes her på
opbygningen af f.eks.en knogle udfra bl.a. knoglevæv, blodkar, nerver og benhinde
(periost).

Organ: Struktur af 2 eller flere væv, der i sammenhæng udfører en specialiseret funktion

Integumentet
Yderst: Epidermis
Lagdelt pladeepithel
Tykt, beskytter
Avaskulært
Imellem: Basalmembran (basement membrane) hæfter lagene sammen

Inderst: Dermis
Bindevæv af kollagene og elastiske fibre
Epithelvæv
Glat muskulatur, rejser hårene.
Nervøst væv
Blod

Under Hypodermis
Løst bindevæv, primært fedtvæv
Insulerer
Ikke en del af huden, men ingen skarp overgang

11
Lange knogler
Makroskopisk
Epifysen: Enderne.
Beklædt med hyalinbrusk.
Artikulerer med en anden knogle.
Spongiøs knogle (substantia spongiosa), hulrum, reducerer vægt.
Her er de sekundære ossifikationscentre.
- En knogle vokser indtil de kartilaginøse celler i epifysepladerne ikke længere
er aktive, og/el. indtil de primære og sekundære ossifikationscentre mødes og
epifysepladerne ossificeres.
Diafysen: Skaftet.
Indeholder ”cavitas medullaris” med rød og gul marv.
Hovedsageligt kompakt knogle (substantia compacta).
Her er de primære ossifikationscentre.

12
Periost: Knoglehinde, omslutter knoglen helt bortset fra ved epifysen, sørger for at
ledbånd og sener kan hæfte.

Mikroskopisk
Knoglevæv Osteocytter, i knoglekamre (lacunae), omkring centrale kanaler.
Det ekstracellulære matriks af kollagen og uorganiske salte.
Central kanal: Blodkar og nervefibre omringet af løst bindevæv, gælder lange knogler.
I spongiøst knoglevæv ligger cellerne i stedet i ”trabeculae”.
Knoglemarv: Rød, gul.

Femur

13
Kompakt knogle

2-6. Definer de vigtigste fællestræk for alle cancersygdomme

Ændringer i gener, mutationer, som ændrer cellecyklussen.

Følgende karakteristika: (Huskes med ”Har De Ikke Alle Metastaser?)

Hyperplasi: Ukontrolleret celledivision, telomerase genopbygger løbende telomerer.
Dedifferentiering: Mister specialiserede strukturer og funktioner fra oprindelig celletype.
Invasivitet: Går gennem basalmembraner som separerer cellelag i nogle organer.
Angiogenese: Forøger blodkarnettet, så cancercellerne næres og kan vokse.
Metastase: Cancerceller spreder sig til andre væv.

14
2-7. Beskrive de lysmikroskopiske principper for at fremkalde kontrast i præparater,
beskrive præparationsteknikker og betjene et lysmikroskop. Angive hvilke organeller,
der kan ses v.h.a. et lysmikroskop i et præparat farvet med hæmatoxylin-eosin (HE).
Angive kliniske fordele ved hhv. smear, frysesnit og paraffinsnit.

Præparationsteknikker for dødt væv:

Biopsi

• Parafinsnit: Længerevarende, bedre struktur (fjerner fedt).

• Frysesnit: Hurtigt (fx. til akut brug), dårligere struktur.
• Smear:

Fiksering

• Fastholder vævsstruktur, så det minder om levende væv (ofte anvendt fiksativ: formaldehyd)

Histologisk snit

• For det meste 5-10 µm tykke.

Farvning

• Hæmotoxlin: Farver alle negative molekyler blå (primært cellekerner).

• Eosin: Farver alle positive molekyler røde (primært cytoplasma + organeller).

Struktur: Funktion HE præparat

Plasmamembran Transport ind og ud (intra- og ekstracellulært) Ja – kan ses

Integritet + afgrænsning

Receptorer + adhæsion

(Består af et phospolipid dobbeltlag)

Ribosomer Proteinsyntese (sætter sig på ER => ru, frit i cellen Nej – kan ikke ses

15
 og i nucleolus)

Endoplasmatisk Ru ER: involveret i proteinsyntese Nej – kan ikke ses

reticulum Glat ER: lipidsyntese (findes primært i fedt- og

leverceller)

Golgi apparat Transport af protein Nej – kan ikke ses

Pakning i vesicle, der består af dele af

golgiapparatet

Overflade: glycoproteiner

Forarbejdning

Mitokondrier Producerer energi Nej – kan ikke ses

Opbevarer ATP

Har eget arvemateriale

Lysosomer Nedbryder proteiner (dvs. cellens organeller) og Nej – kan ikke ses
bakterier

Centrioler Celledeling: Nej – kan ikke ses

profase → telofase

2x = centrosom

Nucleoplasma DNA-materiale Nej – kan ikke ses

Chromatin

Nucleolus RNA + protein = ribosomer (ophobning)

Transskription Ja – kan ses

Nucleolemmea Transport Ja – kan ses

Integritet

Cilier Skubber substanser (fx slim, æggeceller) Nej – kan ikke ses

Flagella Bevægelse af cellen Ja – kan ses

16
2. Cytologi og histologi
1. Ribosomerne styrer cellens carbohydratomsætning. F
2. Det endoplasmatiske reticulum danner cellens ATP. F
3. Aktiv transport over cellemembranen kræver ATP. R
4 Lysosomer indeholder enzymer der nedbryder fremmedlegemer. S
5 Nucleolus er placeret i nucleus og består primært af protein og RNA. S
6 Endocytose kan foregå ved pinocytose, phagocytose og receptor-medieret endocy-tose. S
7 Telofasen er det sidste stadie i mitosen. S
4 Anafasen følger direkte efter profasen og før metafasen i en cellecyclus. F
5 Golgiapparatets funktion er proteinsyntese via de associerede ribosomer. F
6 Centrosomerne er af betydning for cellens kulhydratsyntese. F
1 Cellemembranen består af et lipidlag, i hvilket der findes transmembranelle proteiner. S
2 Cytoskelettet udgøres af mikrofilamenter og mikrotubuli, der er til stede i cytoplasmaet. S
3 Nucleolus indeholder primært RNA og protein. S
4 Ved aktiv transport over membraner dannes der ATP. F
5 Interfasen er placeret umiddelbart før anafasen i en celles mitose. F
1 Cellemembranen er frit permeabel for alle ioner. F
2 Pinocytose er en form for endocytose. S
17 Receptorer i cellemembranen er oftest lipidstrukturer. F
20 Cellekernen (nucleus) er omgivet af 2 komplette membraner (en indre og en ydre), der
tilsammen betegnes kernekonvolutten (nuclear envelope). S
25 Nucleolus har ingen omgivende membran. S
6 Alt bindevæv indeholder kollagene, elastiske og reticulære fibre. F
7 Fedtvæv er en form for løst bindevæv. S
2 Ribosomer består af DNA og protein. F
3 Centrioler er dannet af mikrofilamenter. F
5 De kollagene og de elastiske fibre produceres af fibroblaster. S
10 Cellemembranen stabiliseres af cholesterolmolekyler. S
11 Nucleolus producerer peroxisomer. F
1 Mitochondrier kan, ved hjælp af et lysmikroskop, ses i et præparat der er farvet med
hæmatoxylin-eosin. F
2 Nucleolus kan, ved hjælp af et lysmikroskop, ses i et præparat der er farvet med
hæmatoxylin-eosin. S
3 Peroxisomer er rigeligt forekommende i lever og nyreceller. S
4 Ribosomer består af proteiner og RNA molekyler. S
1 Kernekonvolutten (nuclear envelope) består af 2 komplette dobbeltlipidlag. S
2 Cytoskelettet er dannet af mikrofilamenter og mikrotubuli. S
3 Under profasen bevæger der sig et centriolepar til hver cellepol, således at der i cellen er
to centriolepar. S
4 Ved celledeling repliceres DNA i mitosefasen. F
8 Transcytose betyder, at en celle optager partikler ved endocytose og afgiver dem ved
exocytose. S
6 Blod tilhører grundvævet bindevæv. S
1 Golgiapparatet er stedet for modning og transport af proteiner syntetiseret på ru
endoplasmatisk reticulums ribosomer. S
2 I mitosen kommer anafasen før metafasen. F
5 Kernekonvolutten (nuclear envelope) nedbrydes i anafasen. F
6 Flerlaget cylinderepithel (stratified columnar epithelium) betegner et flerlaget epithel,
der udelukkende består af cylinderformede celler. F
7 Bindevævs matriks består af grundsubstans og fibre. S
8 Merokrine kirtelceller kan underinddeles i serøse og mukøse kirtelceller. S

17
9 Apokrine svedkirtler har tilknyttet en lille muskel omkring deres udførselsgang. F
4 Dele af endoplasmatisk reticulum deltager i proteinsyntese. S
6 En exokrin kirtel har ingen udførselsgang. F
2. Replikation af cellens DNA finder sted i telofasen. F
3. Mitochondrier danner O2. F
5. De fire grundvæv består af: epithelvæv, nervevæv, muskelvæv og bindevæv. S
1. Centrosomer hjælper med at fordele kromosomer til nye celler under celledeling. S
2. Mitochondrier kan ved hjælp af et lysmikroskop ses i et præparat, der er farvet med
hæmatoxylin-eosin. F
3. Ilt (O2) kommer ind i celler ved faciliteret diffusion. F
4. Cyklisk AMP (cAMP) spaltes for at give energi til aktiv transport. F
5. Under celledelingens profase bliver kromosomerne synlige ved farvning. S
5. Transskriptionen finder sted på ribosomer. F

18
2. Huden og det integumentære system
Integumentet: Huden og de tilhørende strukturer (hår, negle, sansereceptorer, kirtler).

Menneskekroppens hud: Overfladeareal ca. 1,8 m2, vægt ca. 10 kg.

Funktioner

Beskyttelse (barriere): mellem omgivelserne og det indre

Fordampning (evaporation).
Epidermis hæmmer vandtab fra underliggende, fugtige væv.
Lys / UV-stråling.
Absorberes af melanin, som produceres af melanocytter i epidermis. Intakt epidermis holder
Sygdomsfremkaldende mikroorganismer (patogener), når huden intakt. sygdomsfremkaldende
Antigener. mikroorganismer (patogener) væk
Mekaniske påvirkninger.
Skadelige kemikalier.

Sansning: Her tænkes der på føle og tryksansen, som kommer af tre føle og tryk receptorer
Frie nerveender.
Merkels celler.
Meissner følelegemer (fine følelser, fx læber).
Pacini følelegemer (dybe tryk, fx fodsåler).

Temperaturregulering: s. 136
Blodgennemstrømning (ernæring af epithelet + temp. regulering).
Svedkirtler (ekkrine, kropstemperatur og apokrine, bliver aktive i puberteten, lugt).
Fedtvæv.

Andre funktioner:
Syntetiserer forskellige biokemikalier: vitamin D.
Udskiller små mængder affaldsstoffer (fx? gennem sved).

3-2. Beskrive strukturen af huden med de dertil knyttede strukturer: hår, negle, sved-
og fedtproducerende kirtler med angivelse af de enkelte deles funktioner.

I huden er de fire grundtyper af væv repræsenteret:

Yderst: Epidermis, overhud. Stratum basale er tæt på dermis
Lagdelt pladeepithel. og er næret af “dermal blood
Tykt, beskytter. vessels”
Avaskulært.
Celledeling i dybeste lag, stratum basale, skubber ældre epidermiske
celler mod overfladen, væk fra næring, dør m. tid.
De ældre celler keratiniseres, cytoplasmen fyldes med stærkt,
fibrøst, vandtæt protein keratin.

I midten: Basalmembran (basement membrane) hæfter lagene sammen.

19
Inderst: Dermis, læderhud.
Bindevæv af kollagene og elastiske fibre. Areolavæv
Epitelvæv.
Glat muskulatur.
Nervøst væv.
Blod.

Under: Hypodermis.
Løst bindevæv, primært fedtvæv.
Insulerer.
Ikke en del af huden, men ingen skarp overgang –
De kollagene og elastiske fibre er kontinuøse med læderhudens.
Insulerer og indeholder de større blodårer. Binder huden til underlæggende
organer.

Tilhørende strukturer
Negle
Specialiserede epidermiske celler, keratiniserede, hårdere keratin .
Beskyttende.

Hår
Udvikles fra epidermiske celler i rørlignende hårsæk.
Ældre celler skubbes frem af ny deling i bunden og keratiniseres.
Bundt glatte muskelceller ved hver hårsæk kan få små hår til at rejse sig, gåsehud.
Mængden og typen af melanin fra epidermiske melanocytter bestemmer hårfarve.

Svedkirtler merokrine = ekrine, vi har

Snoede rør. mange på panden, nakken,
Sved er vand, salt, affaldsstoffer. ryggen, fingrene og sålene
Eccrine – reagerer på kropstemperatur.
Apokrine kirtler:
Apocrine – reagerer på følelsesmæssigt stress.
- aktiv ved puberteten
- udskiller ved exocytose
Talg-/fedtkirtler. talrige i armhuler og lysken
Normalt forbundet med hårsække.
Holokrine kirtler.
Udskiller sebum, som holder hår og hud blødt, smidigt og vandtæt.

3-3. Beskrive hudens generelle sanseorganer der har betydning for legemets reaktion
på smerte, tryk, berøring og ændringer i temperatur.

Berøring og tryk
Frie nerveender:
Meissners korpuskler:
Pacinske korpuskler
Strækker sig ind mellem epithelceller.
Kløen.
Små, ovale masser af flade bindevævsceller.
På hårløse del af huden – læber, fingerspidser, etc.
Let berøring.
Relativt store strukturer af bindevævsfibre og –celler.
På sener og ledbånd, dybere dermale og hypodermale væv.
Hårdt, dybt tryk.

20
Temperatur Temperaturfølelse afhænger af to typer frie nerveender i huden.
Frie nerveender i huden, hurtigt adapterende.
Varmereceptorer ca. 25-45 ºC, herover smertereceptorer. Brændende følelse
Kuldereceptorer ca. 10-20 ºC, herunder smertereceptorer.

Smerte
Frie nerveender Smertereceptorer.
Stimuleres af vævsskade.
Beskytter kroppen.
Dårligt adapterende, hvis overhovedet, smerte varer ved.
Findes ikke i nervøst væv i hjernen.

3-4. Redegøre for regulering af kropstemperaturen, herunder for kroppens

varmeproduktion samt forskellige måder at afgive varme på. Redegøre for febers
opståen og funktion. Angiv udover feber et eksempel på en tilstand, der kan medføre
forhøjet kropstemperatur.

Regulering af kropstemperatur
Normaltemperatur: Ca. 37 ºC.
Temperatur over normal: Dermale blodkar udvides og svedkirtler secernerer sved.
Udvidelse – mere blod, mere blod afkøles.
Sved fordamper, afkøler huden.
Temperatur under normal: Dermale blodkar sammentrækkes, svedkirtler inaktiveres.
Mere under normal: Skeletmuskelfibre trækker sig sammen, varme.
Små muskelgrupper trækker sig rytmisk sammen, skælve/dirre.

Feber
Beskyttende.
Øget kropstemperatur.
Lever og milt afsondrer jern, mindre jern i blodet.
Bakterier og fungi kræver mere jern med højere T.
Deres vækst og reproduktion ved feber nedsættes, ophører evt.
Phagocytter mere energiske ved højere T.

Andre tilstande der kan give forhøjet kropstemperatur

Ægløsning.

3-5. Beskrive sårheling af overfladiske og dybe sår. Beskrive inflammationsprocessen.

Sår
Overfladiske sår i epidermis:
Dybere sår (dermis, hypodermis):
Store, åbne sår:
Fyldes af hurtigt delende epithelceller
Lukkes af størknet blod, skorpe beskytter
Fibroblaster danner nye kollagene fibre
Kan give ar når bindevæv erstatter hud (på overfladen)
Granulationsvæv formes i store, åbne sår.
Dette består af nye blodkar, der nærer kollagen-secernerende
fibroblaster.
Ar af kollagene fibre.

21
Inflammation
Normal reaktion på skade/stress.
Rødmen Vasodilation, flere næringsstoffer, mere ilt til skadet væv.
Varme Meget blod på ét sted, øget metabolsk aktivitet i vævet.
Hævelse Vasodilation =>øget permeabilitet, væsker fra blodet ind i skadet væv. (edema)
Smerte Neuronskade, øget pres fra edema.

--------
Ikke-keratinocytter8 i epidermis:
Melanocytter: Produktion af melanin (brunt pigment), afgiver melanin til keratinocytter.
Langerhanske celler: Dendritiske celler, immunologisk aktive celler.
Merkels celler9: Merkels følelegemer, formidler berøringsfornemmelser.

8
keratinocyt: en hudcelle der dannes i stratum basale epidermidis (overhudens bundlag), føres op til
hudoverfladen og indgår i dannelsen af stratum corneum (epidermis). Producerer hormonlignende substancer, der
stimulerer udviklingen af bestemte hvide blodceller (”T lymphocytes”)
9
eng: meniscus tactus, Merkel's corpuscle, Merkel's tactile cell, Merkel's tactile disk, tactile disk, tactile
meniscus.

22
3. Integumentet og membraner
16. Meissners følelegeme registrerer smerte. F
8 Subcutis indeholder både svedkirtler og hårsække. F
6 En ekkrin svedkirtels udførselsgang ender i en hårfollikel. F
15 Meissners korpuskel registrerer let berøring. F
23 Melanocytter ligger i epidermis. S
8 En apokrin svedkirtels udførselsgang ender sædvanligvis som en pore på hudoverfladen. F
7 Negle består af specialiserede epithelceller. S
9 En talgkirtel i huden er sædvanligvis associeret med en lille muskel. F
18 Pacini-korpuskler sanser dybt tryk. S
21 Ved hudtemperaturer over 43°C holder varmereceptorer op med at fungere og
smertereceptorer aktiveres. S
6 Serøse membraner beklæder kropskaviteter, der ikke har en åbning til kroppens ydre. S
7 Epithelet i mukøse membraner indeholder bægerceller. S
13 Kirtelepithelceller er sædvanligvis kubiske eller cylindriske. S
14 De ekkrine svedkirtler aktiveres primært af forhøjet kropstemperatur. S
16 Meissners korpuskler findes i hårløs hud. S
17 Receptoren for smertesans udgøres af frie nerveender. S
12 Melanocytter er beliggende i dermis. F
13 En Meissners korpuskel kan få forgreninger fra to eller flere sensoriske
nervefibergrene. S
7 Ekkrine svedkirtler er uden betydning for regulering af kropstemperaturen. F
5 Cilier bevæger et væske- eller slimlag hen over visse epitheloverflader. S
8. Serøse membraner beklæder kropskaviteter, der ikke har en åbning til kroppens ydre. S
7. Overgangsepithel ses især i tyndtarmen. F
8. Fedtvæv klassificeres som bindevæv. S
10. Keratinisering indebærer, at hudens yderste lag bliver hårdere. S
11. En hårfollikel indeholder typisk flere hår. F
12. Der findes apokrine kirtler under armhulerne. S

23
 3. Skeletsystemet
Faktorer med indlydelse på Vit D for rigtigt optag af calcium i tyktarmen.
tyndtarmen
knogleudvikling, -vækst og –heling: Væksthormoner udskilt af bugspytskirtlen stimulerer deling af
bruskceller i epifyseskiver.
Motion stimulerer tykning of styrkning af knoglevæv.

Knogle: Ens i struktur, udvikling og funktioner.

Består af forskellige aktive, levende væv:
Bestanddele: Knoglevæv, nervøst væv, tæt bindevæv, brusk, blod.

Funktioner: Fikseringspunkter for muskler, assisterer kropsbevægelser, giver form, støtter og

beskytter blødere væv, huser blodproducerende celler, oplagrer inorganiske salte,
former passager for blodårer og nerver.

4-2. Beskrive knoglernes mikroskopiske og makroskopiske struktur samt gøre rede for
knoglernes betydning som depot for mineraler, samt den røde knoglemarvs struktur
og funktion.
4 typer Lange (rør-) (femur), korte (håndrod), flade (skulderblad), uregelmæssige (ansigt).
Sesamknogle (patella) knogle der er indlejret i ligament

Lange knogler makroskopisk

Epifysen: Placeret i enderne, primært spongiøs, beklædt med hyalinbrusk som artikulerer
(danner et led) med en anden knogle.
Diafysen: Knoglens skaft, har ”cavitas medullaris” med rød og gul marv, primært
hulrum
kompakt knogle.
Periosteum: Knoglehinde, omslutter knoglen helt bortset fra ved epifysen, sørger for at
tæt bindevæv
ledbånd og sener kan hæfte. Disse hæfter ved at deres fibre ”væves
hjælper også med at forme
og reparere knoglevæv sammen”/forbindes med periosteums fibre.
Substantia compacta: Kontinuerlig, tæt ekstracellulær matrix uden hulrum og med få celler. Findes i
(kompakt knogle) knoglevæggen.

24
Substantia spongiosa: Irregulære, forbundne hulrum, med plads til flere knogleceller.
(porøs knogle): Reducerer kropsvægten (optimum).

Cavitas medullaris: Langt hulrum inde i knoglen, kontinuært med hulrummene fra den porøse
knogle, cellerne hedder endosteum og er fyldt med blødt bindevæv ”marv”.

Mikroskopisk
Knogleceller: Osteocytter.
Ekstracel. matrix: Kollagen og uorganiske salte (calciumfosfat, Ca3(PO4)2).
af knoglevæv
Kollagen giver styrke og spændstighed.
Calcium gør dem hårde og modstandsdygtige over for stød.
Kompakt knogle: Osteocytterne ligger i små knoglekamre (lacunae), som med lag af den
ekstracellulære matriks former koncentriske cirkler omkring centrale kanaler.
lamellae (Haversianske kanaler)

25
 Består således af mange af disse cylinderformede ”osteoner”. (centrale kanaler)
Centrale kanaler: Indeholder blodkar og nervefibre omringet af løst bindevæv.
Perforerende kanaler: Forbinder større centrale kanaler i forskellige osteoner med større blodårer og
(Volkmannske kanaler)
nerver.
Spongiøs knogle: Osteocytterne ligger i trabeculae og får næring ved diffusion fra tynde
knogleplader. cellerne ligger i trabeculae og får næringsstoffer
fra stoffer, der diffunderer i canaliculi (tynde
passageveje), der fører til overfladen af disse
Rød knoglemarv: Blød. net-agtig masse af bindevæv. tynde, knogleplader

Beklæder indersiden af cavitas medullaris i lange knogler, i hulrum i substantia

spongiosa, og i større centrale kanaler i kompakt knogle.
Er bloddannende (hematopoetiske).
Røde blodceller (erythrocytter), hvide blodceller (leukocytter) og
blodplader.
Rødt pga. iltbærende pigment hæmoglobin. i rødeblodceller/legemer
Gul knoglemarv: Oplagrer fedt.- ikke aktiv i blodcelleproduktion

Mineraldepot: Calcium oplagres i knoglevævets ekstracellulære matrix, der

indholder meget Ca3(PO4)2.
For lidt Ca: Paratyreoidea udskiller parathyreoidhormon, som stimulerer
osteoklasterne til at nedbryde knoglevæv og derved udskille
calcium til blodet.
For meget Ca: Osteoklasterne hæmmes, thyreoidea (skjoldbruskkirtlen) udskil
ler calcitonin, som stimulerer osteoblaster til at danne knogle
væv og derved lave et depot for calcium.
Nydannelse og vedligeholdelse
Osteoklaster opløser knoglematrix' mineraler og kollagen ved hjælp af henholdsvis syre og
lysosomale enzymer. Derved skabes plads til, at osteoblaster kan bygge en ny knoglestruktur op.
Processen har betydning for dannelse af en ny knogle fra brusk under et individs udvikling, samt for
vedligeholdelse og omformning af knoglevæv hos en voksen person.

Homeostase i knoglevæv
Processerne styres af hormoner, som regulerer blodcalcium. knoglematrix
Osteoblast: celler der bygger op Processen deposition.
Osteoclast: celler der nedbryder Processen resorption.
Som et resultat: totale masse af knoglevæv af et voksent skelet forbliver normalt konstant
26
Osteoblaster kaldes osteocytter (modne knogleceller), når de er helt omgivet af ekstracellulært matrix.

Aldring => svagere knogler (osteopetrose: accelereret aldring af knoglerne, ses specielt hos ældre
kvinder).

Ossifikationscentre (ossifikation = knogledannelse)

Primære: 2. føtalmåned (i diafysen).
MANGLER NOTER OM INTRAMEMBRANØSE
Sekundære: 2. leveår (i epifyserne10). KNOGLER, ENDOKONDALE KNOGLER
Tertiære: 12. leveår (apofyse11).

Epifyseskiver
Begge ender af rørknogler. (Findes kun hos pattedyr).
En knogle vokser til dens epifyseskiver forbener. (omdannet til knoglevæv eller knogle)

4-3. Definere et led og beskrive opbygning og klassificering af såvel ægte som uægte
led.
Led
Led ”Artikulationer”, funktionelle forbindelsespunkter mellem knogler.
Binder dele af skeletsystemet, gør knoglevækst mulig, tillader at dele af skelettet
ændrer form under fødslen, tillader kroppen at bevæge sig som svar på
skeletmuskelkontraktioner.
Uægte led
Fibrøse led: Findes mellem knogler som sidder meget tæt på hinanden.
”Synarthrotic”: ingen nævneværddig bevægelse.
”Amphiarthrotic”: begrænset bevægelse, fx distale ender af tibia og fibula.
Bruskled: Sammenføjet af hyalinbrusk.
Tillader begrænset bevægelse ”amphiarthrotic”, fx intervertebrale skiver.
Ægte led
Synoviale led: Dækket af hyalinbrusk, holdt sammen af en fibrøs ledkapsel.

10
epiphysis ossis (l.) en del af et forbeningscenter i enden af en voksende rørknogle hvor der dannes en
epifyseskive, i hvilken der i en række zoner sker en proliferation, hypertrofi, forkalkning, bruskfjernelse og
knogledeponering.
11
Apofyse et oftest fremspringende skeletparti f.eks. på en rørknogle; ofte hvor man har et senefæste

27
 Nogle har: Menisker af fibrøst brusk, støddæmper i nogle synoviale led.
Kan så også have: Bursae (slimsække) mellem sener og knoglefremspring.
Tillader næsten fri bevægelse ”diarthrotic”, de fleste led er af denne type (ægte led).
6 slags, se nedenfor.

Synoviale led
Akronym-huskeregel: ”Kan En Gammel Herre Dyrke Sex?”
Kugleled: Tillader størst mulig bevægelse, eks. skulderled og hofteled.
Ellipseled: Tillader ikke rotation, eks. mellem metacarpal og phalanges.
Glideled: Tillader glide- og drejebevægelser, eks. håndled.
Hængselsled: Tillader kun bevægelse i ét plan (ligesom en dør), eks. albueled og phalanges.
Drejeled: Bevægelsen kan kun ske som en rotation omkring en centralakse, eks. den
proximale ende af radius og ulna.
Saddelled: Tillader forskellige bevægelser, eks. mellem carpal og metacarpal i
tommelfingeren.

28
29
4. Bevægeapparatet og muskelfunktionen. CL: 1,2. AD1.
4-1. Beskrive bevægeapparatets generelle opbygning af knogler og led med tilhørende
brusk og ledbånd og muskler med angivelse af navn og funktion for de enkelte
knogler, samt de større muskler og led (og disses brusk og ledbånd).

Større led omfatter knæled, skulderled, hofteled og albueled, ankelled. Større

muskler omfatter de muskler, der bevæger de nævnte led, nakken, ryggen og
skulderbæltet samt tyggemuskler, mimiske ansigtsmuskler, abdominalvæggens
muskler og respirationsmuskler.

• Kunne navngive større knogler og beskrive deres funktion

30
2. Kunne følgendes navn og funktion

Knæet
Led: Art genus, knæleddet
Ægte, sammensat, hængsel/glide/dreje-led
Enkelt, stabilt

Knogler: Femur, patella, fibula, tibia

Muskler: M. biceps femoris: Flektion og udadrotation i knæleddet

M. gracilis: Flektion og indadrotation i knæleddet

M. sartorius: Flektion og indadrotation i knæleddet
M. semitendinosus: Flektion og indadrotation i knæleddet
M. semimembranosus: Flektion og indadrotation i knæleddet

M. quadriceps femoris:
m. rectus femoris Ekstension i knæleddet
m. vatus lateralis Ekstension i knæleddet
m. vastus medialis Ekstension i knæleddet
m. vastus intermedius Ekstension i knæleddet

M. popliteus: Indadrotation i knæet

M. gastrocnemius: Fleksion i knæet

M. plantaris: Fleksion i knæet

M. tensor fasciae latae Sikrer knæled

Lilla = hasemusklerne

Brusk: Meniscus lateralis, meniscus medialis

Ledbånd: Lig. collaterale tibiale

Lig. collaterale fibulare

Lig. crusiatum ant.

Lig. crusiatum post.
Lig. transversum genus
Sener: Lig. patella (OBS hedder lig., men er en sene – har været spørgsmål før).
Popliteus-senen

Skulderen
Led: Kugleled – fri drejelighed
Knogler: Humerus danner sammen med scapula et kugleled. Clavicula danner sammen
scapula og sternum en ”ring” hvorpå skuldermusklerne kan hæfte.
Muskler: Tror Tanja har beskrevet musklerne, så springer det over her.

31
Brusk og ledbånd: Hele vejen rundt om kanten af ledfladen på skulderbladet findes en menisk.
Leddet er omgivet af en ledkapsel, der er forstærket af adskillige ledbånd. Rundt
om ledkapslen ligger skuldermusklerne som yderligere forstærkning af leddet.

Hoften (pelvis = pelvic girdle/2 hoftknogle + sacrum + coccyx)

Led: Kugleled – fri drejelighed
Knogler: Femur og os coxae (hofteknogle)
(Os coxae består af ilium, pubis, ischium-sidknogle)

Albuen
Led: Ægte, hængselled.
Knogler: Humerus, ulna, radius.
Muskler: Der er mange muskler, tror at de fæster i albuen, men de vigtigste er nok biceps brachii,
brachioradialis og brachialis.

Muskel Funktion
m. Biceps brachii - Flekterer forarmen ved albuen (dvs.
bevæger handen op mod skulderen).
- Roterer hånden lateralt .
m. brachialis - Flekterer forarmen ved albuen.
m. brachioradialis Flekterer forarmen ved albuen.
m. flexor carpi radialis Flekterer og abducerer håndleddet .
m. flexor carpi ulnaris Flekterer og adducerer håndleddet.
m. supinator Roterer underarmen lateralt.
m. pronator teres Roterer underarmen medialt.
m. palmaris longus Flekterer håndleddet.

Anklen
Led: Art. talocruralis, (øvre) ankelled
Ægte, sammensat hængselsled
Enkelt, stabilt

Knogler: Fibula, tibia, talus

Muskler: Plantarfleksorer: m. gastrocnemius

m. soleus
m. peroneus longus
m peroneus brevis
m. tibialis posterior
m. flexor hallucis longus
m. flexor digitorum longus
m. plantaris

Dorsalflektorer; m. tibialis anterior

m. extensor hallucis longus
m. extensir digitorum longus
peroneus tertius

32
2. Navn og funktion på følgende muskler:

Nakken – muskler som bevæger hovedet

Navn Funktion
m. Sternocleidomasteodeus Trækker hovedet til siden,
trækker hovedet ned mod
brystet og hæver sternum
m. Splenius capitis Roterer hovedetm bøjer
hovedet til en side eller bringer
hovedet i en oprejst position
m. Semispinalis capitis Strækker( ekstenderer)
hovedet, bøjer hovedet til en

Ryggen
Navn Funktion
m. trapezius Roterer scapula og hæver armen, hæver
scapula, trækker scapula mod midten, trækker
scapula og skulderen ned.
m. Rhomboideus major Hæver og adducerer scapula
m. Levator scapula Hæver scapula
m. serratus anterior Trækker scapula frem og nedad
m. Pectoralis minor Trækker scapula frem og ned oh hæver costa
m. latissimus dorsi Ekstenderer og adducerer armen og roterer
humerus

Skulderbæltet- bevæger pectoral girdle (=clavicleknogle + scapula)

Muskel Udspring Tilhæftning Funktion
m. trapezius Occipitalknogle og Clavicle; spine and
spines af cervicale og acromion process af - Roterer scapula
thoracale vertebrae scapula - Lyfter/raises armen
og scapula
- bevæger scapula
medial eller fører den
og skulderen nedad

m. rhomboid major Ovre spines af Medial borde af Lyfter og adducerer

thoracic vertebrae scapula scapula
m. levator scapulae Transverse processes Medial margin of Elevates scapula
of cervical vertebrae scapula
m. serratus anterior Ydre surface af ovre Ventral surface af Bevæger scapula
ribs scapula anterior og nedad
m. pectoralis minor sternal ends af ovre Coracoid process af
ribs scapula - Bevæger scapula
anterior og nedad
- Lyfter ribs
- RESP.MUSKEL!

Skuldermuskler – bevæger armen

Muskel Udspring Tilhæftning Funktion
m. coracobrachialis Scapula Humerus Flexes og adducerer

33
 armen
m. pectoralis major Clavicle, sternum, ribs Humerus
- Bevæger armen
anterior og over brøstet
- Roterer humerus
- Add. armen

m. teres major Scapula Humerus

- Extends humerus
- Add. & rot. arm
medialt

m. latissimus dorsi Nederste vertebrae, Humerus

iliac crest, nedre ribs - Extends og add.
armen
- Rot. Humerus inad
- Fører skuldren nedad
og posterior

m. supraspinatus Posterior scapula Humerus Abd. armen

Tyggemuskler
Muskel Udspring Tilhæftning Funktion
m. masseter (på Undre del af Lateralt på mandible Elevates mandible
kinden) zygomatic arch
m. temporalis (på Temporal knoglen Coronoid process og Elevates mandible
temporal-lobe) lateralt på mandible
Mimiske ansigtsmuskler
Navn Funktion
m. Epicranius Hæver øjebryn
m. Orbicularis ocoli Lukker øjet
m. Orbicularis oris Lukker og stikker læberne frem ( protrudes)
m. Buccinator Trækker kinderne indad
m. Zygomaticus Løfter mundvigen
m. Platysma Trækker munden nedad

Abdominalvæggens muskler
Muskel Udspring Tilhæftning Primær Funktion
M. obliquus Ydersiden af nederste 8 Ydersiden af Tosidigt sammen med den
externus ribben. hoftekammen og linea lige bugmuskel:
abdomini alba (den hvide linje). kropsbøjning fremad.
Sammenpresser
maveindhold

M. obliquus Indersiden af De tre nederste ribben, Tosidigt sammen med den

internus hoftekammen. linea alba, crista pubica. lige bugmuskel:
abdominis kropsbøjning fremad.

Sammenpresser
maveindhold.

34
M. transversus Indersiden af Linea alba og crista Stabiliserer, medvirker ved
abdominis ribbensbrusken, pubica. forceret udånding.
1.-3.lændehvirvel.
M. rectus Processus xiphoideus På hver side af Kropsbøjning fremad.
abdominis og cartilagines costales skambenssymfysen. Fleksion i rygsøjlen.
(ribbenene ud for
brystbensspidsen).

Respirationsmuskler
Muskel Funktion
M. scalenus anterior Hæver 1. ribben.
Fleksion, lateralfleksion og rotation til modsatte side af halscolumna.
M. scalenus medius Hæver 1. ribben.
Lateralfleksion svag fleksion, og svag rotation til modsatte side af
halscolumna.
M. scalenus Hæver 2. ribben.
Lateralfleksion af halscolumna.
M. sternocleidomastoideus Fleksion, lateralfleksion og rotation til modsatte side af halscolumna
og hoved.
Mm. intercostales externi Stabiliserer ribbensmellemrummet.
Mm. intercostales interni Stabiliserer ribbensmellemrummet.
Mm. intercostales intimi Stabiliserer ribbensmellemrummet.
Mm. subcostalis Stabiliserer ribbensmellemrummet.
M. transversus thoracis Ribbenssænker.
Diaphragma Inspirationsmuskel.
Laver undertryk i thoraxhulen og overtryk i abdomen.

4a. Knogler og led

1 Antebrachium er placeret proximalt i forhold til brachium. F
5. Sener og ligamenter er bindevæv. S
7. Flexion i et albueled vil mindske vinkelen mellem de to dele der indgår i bevægelsen. S
8. Fibula indgår som den mediale knogle i underbenet. F
3 Orbitae indgår som en del af truncus. F
13 Osteoblaster deponerer calcium i knoglerne. S
14 Processus xiphoideus er en del af femur. F
15 Synovialled indeholder altid en ledhule. S
3 Manus er placeret distalt for antebrachium. S
8 Elastin indgår altid som en bestanddel af bindevæv. F
9 Diafysen indeholder knoglens vækstzone frem til afslutningen af puberteten. F
7 Albueleddet er et eksempel på et hængselsled. S
9 Leddene mellem hvirvellegemer er uægte cartilaginøse led. S
10 En knogle er beklædt med periost på hele sin overflade. F
1 Albueleddet er et kugleled. F
13 Tibia er placeret medialt i forhold til fibula. S
15 Brystkassen indeholder 14 ribbenpar. F
23 Rød knoglemarv kan findes i de større centralkanaler i kompakt knoglevæv. S
5 Ligamentum patellae er et ledbånd. F
10 Ved eversion vender man foden, således at fodsålen vender lateralt. S
11 De 7 superiore ribbenspar er direkte forbundet med sternum. S
12 Talus er en knogle i håndroden. F
13 Ankelleddet er et sadelled. F
35
10 Tommelfingeren har kun to phalanges. S
11 Calcaneus er lokaliseret i fodens skelet. S
12 Hagen er udformet af maxillaknoglerne. F
18 Osteoklaster dannes i den røde knoglemarv. S
3 Os coxae består af os ileum, os ischii og os pubis. S
4 Der er fem metatarsalknogler i hånden. F
10 Underarmen betegnes antebrachium. S
15 Menisci adskiller de artikulerende flader af femur og fibula. F
18 Osteoklaster frigiver calcium fra knoglevæv. S
19 Hyalinbrusk indeholder fine kollagenfibre. S
11 En fontanelle er en fibrøs membran, der forbinder kranieknogler. S
12 Et osteon findes kun i spongiøst knoglevæv. F
8 Knæleddet er et glideled. F
9 De craniale suturer og de intervertebrale disci er eksempler på uægte led. S
6. Skulderleddet er et kugleled. S
8. Vækstzonen for en knogle er lokaliseret til diafysen. F
9. Vitamin D har betydning for dannelse af knoglevæv. S
13. I rørknogler kaldes skaftet diafysen. S

36
4. Muskelsystemet
4-1. Redegøre for betydningen af en muskels udspring og insertion i relation til
virkning på et led.

Knogler med bevægelige led virker som vægtstange, dertil bruges:

Udspring: Ende af musklen som sidder fast på en ubevægelig del ved leddet.
Insertion: Ende af musklen som sidder fast på en bevægelig del på den anden side af leddet.

Ved kontraktion trækkes insertion mod origin.

Beskrive de tre forskellige typer muskulaturs opbygning mikroskopisk og

makroskopisk.

3 typer
Glat Vægge af hule, interne organer.
Styres ubevidst af autonome nervesystem og hormoner.
Én central kerne.

Skelet- Hæfter normalt til knogler.

Under bevidst kontrol .
Flere, perifere kerner.
Tværstribet (på langs).

Hjerte- Hjertemuskel .
Styres ubevidst af autonome nervesystem.
Én, central kerne.
Tvæstribet, forgrenet.

Ordforklaring
Ligament/ledbånd: Hæfter knogle til knogle.
Sene: Hæfter muskel til knogle.

Mikroskopisk
Udgangspunkt i skeletmuskulatur

Fascie: Fibrøst bindevæv der afgrænser muskel fra naboliggende muskel og holder musklen i
stilling.
Omslutter musklen og kan danne sene for enden.
Periosteum: Knoglehinde.
Kan vikle sig sammen med fibre fra en sene og således binde muskel til knogle via
sene (tendon).
Aponeurose: Bred, fibrøs plade, der hæfter til knogle eller naboliggende muskel, hvis den ikke
bindes af periost via sene.

Epimysium: Bindevævshinde, omslutter hele musklen.

Perimysium: Bindevævshinde, omslutter hvert fascikel (bundt af muskelfibre).
Endomysium: Bindevævshinde, omslutter hver muskelfiber (bundt af myofibriller).

37
Muskelfiber: Én muskelfiber = én muskelcelle.
Tynd, langstrakt cylinder med rundede ender .
Sarcolemma (cellemembran af muskelcelle).
Sarcoplasma (cytoplasma i muskelcelle).
Mange kerner og mitochondrier.
Indeholder mange trådlignende myofibriller, som ligger parallelt til hinanden.

Myofibril: Muskelfibril.
Fiberens kontraktile element.
Består af proteinerne aktin (tynde) og myosin (tyk) (giver tværstribet
udseende).
Sarcomer: Én enhed af det gentagne mønster af striationerne.
Tænk: Myofibriler består af sarcomerer hæftet ende mod ende.

Muskel ! Fascikler ! Muskelfibre (m.celler) ! Myofibriler ! Tykke/tynde filamenter

38
 I-bånd: Tynde aktin-filamenter hæftede til
Z-linjer. (Aktin ! ”aktiv” ! tynd).
A-bånd: Region med overlap mellem
aktin- og myosin-filamenter.
H-zone: Kun med tykke myosin-
filamenter.
M-linje: Proteiner som holder
myosin-filamenterne på plads.

Sarcoplasma: Indeholder sarcoplasmatisk reticulum (SR), der omringer hver myofibril.

Indeholder transverse tubuli (sing. tubulus), der har udgange udenfor
sarcolemma.
Indeholder cisternae som løber langs med transverse tubuli.

Transverse rør: T-rør.

Invaginationer fra fiberens membran.
Dens åbning går uden for muskelcellen og den indeholder derfor ekstracellulær
væske.
Ligger mellem 2 cisternae.

Cisternae: Forstørrede dele af det sarcoplasmatiske reticulum.

Løber på hver side af hvert T-rør.

Muskelkontraktion: Aktiveres af SR og T-rør, når fiberen stimuleres.

Acetylcholin er neurotransmitter i skeletmuskulatur.

Neuromuskulær forbindelse
Neuromuskulær forbindelse: Hver muskelfiber er funktionelt (ikke fysisk) forbundet til en motorisk
neuron via et axon.
Synapse: Den funktionelle forbindelse mellem muskel og nerve.
Motorisk endeplade: Stedet for den neuromuskulære forbindelse.
Formes af muskelfibermembranen.
Synapsekløften: Mellem neuronen og den motoriske endeplade.
Neurotransmittere udløses fra vesikler i axon hertil.

Glat muskulatur (forskelle fra skeletmuskulatur)

Celler: Aflange med tilspidsende ender.
Organisering: Mere vilkårlig end skeletmuskelfilamenter => ingen tværstriber
(striationer).
Sarcoplasmatisk reticulum: Ikke så veludviklet.
2 største typer: Visceral og multienhed.
Visceral: Sammenhæng med indre organer.
Består af flader af ten-formede celler i kontakt med hinanden.
Multienhed: Separate fibre, ikke plader (fx iris, blodkarvægge).
Neurotransmittere: Acetylcholin og noradrenalin (norepinephrin).
Kontraktion: Langsommere kontraktion og afslapning end tværstribet skeletmuskel

39
 => kontraktioner af længere varighed med samme ATP-mængde.
Bevægelighed: Kan ændre længde uden at miste stramhed (dvs. trykket opretholdes i
fx mavesækken).
Peristalsis: Følgende 2 egenskaber stor del af ansvaret:
Fibrene kan stimulere hinanden.
Udviser ”rytmisitet” (mønster af gentagne kontraktioner).

Hjertemuskulatur (forskelle fra skeletmuskulatur)

Struktur: Forgrenede, stribede celler i ”3d-netværk”.
Kontraktion: Hele strukturen kontraherer som en enhed ved ”all-or-none”-princippet.
Selvudløsende / ufrivillig kontraktion.
Selv-eksiterende og rytmisk => kontraktion/afslappelse gentages rytmisk.
Twitches: ”Spjæt”.
Mindre udviklede cisternae lagrer mindre Ca2+ end skeletmuskel.
- Men T-rør er større og udskiller mange Ca2+ til sarcoplasmen via impulser.
Dvs. flere Ca2+ => twitches længere end skeletmuskulaturs.

Se evt. skema 8.3 s. 190

Gøre rede for hovedbegivenhederne ved muskeleksitation og -kontraktion, herunder

den motoriske enhed samt alt-eller-intet princippet.

Den motoriske enhed: Motorneuronen og de muskelfibre, den kontrollerer.

Tærskelværdi
Den mindste stimulusstyrke krævet for kontraktion.
Opnås tærskelværdi sker kontraktion, kaldes ”all or none”.
”All-or-none”-ydtrykket er misvisende, da kraften genereret af muskelfibre/muskler skal
kunne variere ved normalt brug af musklen.
Myogram: Grafisk afbildning af én muskelkontraktion (muscle twitch).
Kontraktionsstyrke afbildet mod tid.
Der er en kort latenstid fra stimulation til twitch.

Muskelkontraktion (i skeletmuskulatur)
Nerveimpuls til muskelstimuli
1. Et aktionspotentiale når den distale ende af en motorisk neuron.
Dette aktiverer spændingsafhængige Ca2+-kanaler i nerveterminalen, hvilket medfører influx
af Ca2+ i nerven.
Stigningen i intracellulær Ca2+-koncentration resulterer i exocytose af vesikler med
acetylcholin12, der frigives i den synaptiske kløft.
2. Acetylcholin diffunderer over synapsekløften v. det neuromuskulære forbindelsespunkt, hvor
det bindes til receptorer (proteinmolekyler) på muskelfibermembranen (sarcolemma).

Selve muskelimpulsen (TT ! SR ! CM ! SP ! Troponin ! Troponin + tropomyosin ! A + M

3. Muskelfibermembranen (sarkolemma) stimuleres og bliver mere permeabel for Na+.
Indtræden af Na+ ind i muskelcellen stimulerer en muskelimpuls.
4. Muskelimpulsen bevæger sig via tværgående tubuli til det sarkoplasmatiske reticulum (SR),
rigt på Ca+.
12
Acetylcholin: acethylethanoltrimetylammonium

40
5. Cisterneamembraner bliver mere permeable for Ca+
5. Calciumioner diffunderer fra SR ud i sarcoplasma og binder til troponin (protein).
6. Troponin og tropomyosin interagerer og blotlægger bindestederne på actin (protein).
7. Actin og myosin binder til hinanden.
8. Myosins ”fangarme” hiver actin-filamenter ind mod hinanden.
9. Muskelfiberen ”forkortes”, derved kontraktionen.

Afslapning (relaksation)
1. Enzymet acetylkolin-esterase nedbryder acetylcholin, hvilket fører til, at sarcolemmaet ikke
længere stimuleres.
2. Calciumioner transporteres aktivt tilbage til SR (kræver ATP).
3. ATP forårsager at binding mellem actin og myosin nedbrydes, (uden at ATP nedbrydes).
4. Troponin og tropomyosin interagerer og blokerer bindestederne på actin.
5. Muskelfiberen slapper af.
6. ATP nedbryder ”cocked myosin bridges”, muskelfiberen er klar til yderligere stimulation.

I en afslappet skeletmuskelfiber er ADP og phosphat bundet til myosinhoveder.

Når kontraktionen aktiveres, medfører kontakten mellem myosinhovederne og aktinet, at
myosinhovederne udfører en bevægelse (”bøjning”), samtidigt med at ADP og phosphat forlader sine
bindingssteder på myosinet. Binding af et nyt ATP-molekyle medfører at myosin-aktinbindingen
ophører. Det nye ATP-molekyle spaltes til ADP og phosphat, hvorved myosinhoveder ”trækkes op” til
deres udgangsstilling i en afslappet muskel.

41
4-6. Definere stofskiftebegreberne anabolisme og katabolisme. Redegøre i hovedtræk
for den anaerobe og den aerobe udvinding af energi i organismens celler (derunder
for begreberne glykolyse og cellulær respiration). Beskrive funktionen af hhv.
creatinfosfat og myoglobin i muskelvæv.

Anabolisme
Overordnet: Bygger store molekyler fra mindre molekyler.
Dehydrations-syntese: Henholdsvis H+ og OH- fjernes fra 2 molekyler og danner vand. Molekylerne
deler så et oxygenatom og bindes derved til hinanden.
Kulhydrater: Syntetiseres fra monosakkarider.
Fedt: Syntetiseres fra glycerol og fedtsyrer.
Protein: Syntetiseres fra aminosyrer.

Katabolisme
Overordnet: Nedbryder store molekyler til mindre molekyler.
Hydrolyse: Omvendte af dehydrationssyntese.
Addition af vand splitter et molekyle i to.
(Enzym bryder bindingen mellem H+ og OH-).
Hydrolyse nedbryder: Kulhydrater til monosakkarider.
Fedt til glycerol og fedtsyre.
Proteiner til aminosyrer.
Nukleinsyrer til nukleotider .

Energi v. kontraktion
ATP er en ikke-holdbar energikilde som må regenereres fra ADP (adenosindifosfat) og fosfat.
Kreatinphoshat: Syntetiseres af mitokondrie-enzymet kreatin fosfokinase, når mitokondrier har
overskud af energi.
Lagrer mitokondriernes overskudsenergi i sine fosfatbindinger.
Dens høj-energi fosfat-bindinger gør regenerering af ATP fra ADP mulig.
4-6 gange mere energi end ATP.

Cellulær respiration
Sker i 3 distinkte, men forbundne reaktionsserier: Glycolyse.
Citronsyrecyklen.
Elektrontransportkæden (energi lagres i ATP).
Kræver: Glykose og oxygen.
Producerer: CO2, vand, energi.

Anaerob forbrænding (fase 1)

Glycolyse: Glucose nedbrydes af glycolyse til at afkaste pyrodruesyre (CH3COCOOH).

Lav O2 => pyrodruesyre => laktat (mælkesyre).

Akkumulation af mælkesyre
=> lavere pH i muskel
=> mindre modtagelige for stimuli
=> træthed

Glykose: Monosakkarid, sukker, bruges bl.a. som energikilde, C6H12O6.

42
Aerob forbrænding (fase 2)
Effektivitet: Mere energieffektivt end anaerob forbrænding.
Producerer ca. 36 ATP vs. 2 ATP per nedbrudt glykosemolekyle.
Produkt: O2 via blod til mitochondrier.

Rækkefølge: Glykolyse
=> pyrodruesyre
=> acetyl CoA
=> citronsyrecyklen
=> elektrontransportkæde, sidste elektron-acceptor er O2.

Oxygentilførsel
Hæmoglobin (Hb): Blodfarvestof, farver erytrocytter (røde blodlegemer), O2 binder sig til Hb.
Myoglobin: Pigment syntetiseret i muskelceller, kan binde løst til O2 og derved midlertidigt
lagre O2 i musklen.
Nedsætter musklens behov for kontinuerlig blodtilførsel under kontraktion.
Rigor Mortis
Er: Delvis kontraktion af skeletmuskulatur som fikserer leddene.
Tidspunkt: Opstår mange timer efter døden, kan fortsætte 72 timer el. mere.
Skyldes: Øget membranpermeabilitet for Ca2+ + øget mængde ATP i muskelfibrene som hindrer
afslapning.
Resultat: Aktin- og myosinfilamenterne forbliver linket indtil musklerne nedbrydes.

4-5. Definere isometrisk og isoton muskelkontraktion, koncentrisk og excentrisk

kontraktion, samt fænomenerne summation og tetanisk kontraktion.

Isoton (dynamisk) kontraktion

Musklen forkortes og holder en konstant spænding.
[Aktiverer røde fibre (rige på myoglobin13) (slow twitch)].
[Øger mængden af mitochondrier].
[Er resistent over for træthed].

Isometrisk (statisk) kontraktion Holder noget tungt i samme stile position

Musklen forkortes ikke, og der opbygges en spænding.
[Aktiverer hvide fibre (ikke så rige på myoglobin)].
[Bliver hurtigt træt].

Koncentrisk kontraktion
Musklerne forkortes mens de udvikler spænding.
Musklen kontraherer.

Excentrisk kontraktion
Musklen forlænges under spænding, da modsatrettet kraft er større end den muskelgenererede.
Ofte decelererende funktion.

13
Myoglobin: et hæmoprotein der, ligesom hæmoglobin, kan binde ilt og findes i (skelet)muskulaturen, hvor det
er en lettilgængelig iltkilde.

43
Summation
Punkt hvor muskel udsat for serier af stimuli ikke når at afspænde helt inden næste stimulus.
Kraften af individuelle twitches vil da kombinere.

Tetanisk kontraktion
Summeret, kraftfulde, vedvarende kontraktioner uden selv delvis afspænding.

4b. Muskler
4. Kontraktion af glat muskulatur styres af det autonome nervesystem. S
6. Substantia compacta i de lange rørknogler indeholder rød knoglemarv. F
9. Diafysen udgør vækstzonen i knoglen indtil afslutningen af puberteten. F
10. Neurotransmitteren acetylcholin frigivet i den synaptiske kløft udløser skeletmuskel-
kontraktion. S
11. Musculus deltoideus adducerer overekstremiteten. F
13 Ved muskelkontraktion vil punktum fixum oftest være identisk med insertionsstedet. F
30 Acetylcholin stimulerer glatte muskelceller i arteriolerne til kontraktion. F
10 Skeletmuskeltonus opretholdes ved stimulation gennem det sympatiske nervesystem. F
11 Muskler med modsat rettede funktioner er antagonister. S
12 Et bundt af muskelfibre danner tilsammen myofibriller. F
13 Transmittersubstansen ved den motoriske endeplade er noradrenalin. F
4 Løst bindevæv betyder, at vævet har få fibre. S
5 En glat muskelcelle har multiple nuclei. F
8 Myosinfilamenter i en skeletmuskelfiber binder til z-linien. F
21 En aponeurose er en form for celledød. F
22 Tværgående rør (T-tubuli) i muskelfiberen er invaginationer af kernemembranen. F
14 Hjertemuskulatur er tværstribet. S
22 En skeletmuskelfiber har tynde aktinfilamenter, der binder til z-linien. S
25 Nogle cellemembranreceptorer kan åbne ionkanaler, når de aktiveres. S
16 Alle muskelfibre i en motorisk enhed (motor unit) stimuleres på samme tid. S
17 Glatte muskelfibre indeholder ikke aktin. F
18 Musculus zygomaticus hæver mundvigen. S
25 Musculus supraspinatus fungerer som en ekstensor i skulderleddet. F
8 Kreatinfosfat findes kun i knoglevæv. F
16 Biceps brachii har sit udspring (origin) på scapula. S
7 En skeletmuskelfiber har flere kerner. S
15 Musculus biceps femoris ekstenderer knæleddet. F
19 Det segment af en myofibril, der strækker sig fra M-linie til M-linie hedder
et sarkomer. F
20 Den del af det motoriske axon, der danner forbindelse med muskelfibermembranen,
hedder en motorisk endeplade. F
21 Det bindevæv, der adskiller de enkelte muskelfibre i muskelvævet, hedder
endomysium. S
22 Det sarcoplasmatiske reticulum fungerer som et calciumlager. S
16 Muskelfascien består af elastisk bindevæv. F
17 Cisternae i muskelfiberen er en del af det sarkoplasmatiske reticulum. S
20 Troponin og tropomyosin er en del af myosinfilamentet. F
22 Musculus soleus abducerer hofteleddet. F
13 Rekruttering af de motoriske enheder i en skeletmuskel gør det muligt at graduere

44
kontraktionsstyrken. S
14 Calciumioner er påkrævet for at gøre bindingssteder på aktinfilamenter tilgængelige
for interaktionen mellem aktin og myosin i muskelkontraktionen. S
15 Hjertets muskelfibre danner et netværk som tillader en udbredelse af
aktionspotentialer over netværket. S
16 M. gastrocnemius dorsalflekterer i ankelleddet. F
17 M. gluteus maximus flekterer hofteleddet. F
4. Ved depolarisering af en muskelcelle frigives Ca2+ til cytosol. S
12. Skeletmuskelfibre indeholder flere kerner. S
13. Proprioceptive receptorer i muskler og led har betydning for koordination af gang. S
20. Antagonistiske muskler vil have modsat rettet virkning på et led. S
10. En muskelfiber indeholder kun en myofibril. F
11. En motorisk enhed udgøres af et motor neuron, og de fibre det innerverer. S
12. Glatte muskelfibre indeholder ikke aktin. F
13. Under en muskelkontraktion hæmmes interaktion mellem myosin og aktin af
en stigning i calciumkoncentrationen. F

45

udenfor nervesystemet, inkluderer muskler og kirtler, handling er kontrolleret eller
5. Nervesystemet
Tre generelle funktioner:
Generel skitse :
Som et resultat af denne
integrerende funktion gør vi
bevidste eller underbevidste
beslutninger, og så bruger
vi motorfunktioner til at
handle på dem
Motorfunktioner stimulerer effektorer til at svare, effektor =
modificeret af neuroner.
Sansning, integration, bevægelse.
Sansereceptorer for enden af perifere neuroner.
=> PNS konverterer information om omgivelser til nerveimpulser.
=> CNS hvor signalerne integreres og skaber fornemmelser, tilfører
hukommelse, producerer tanker.
=> Opfattes.
=> Motorfunktioner reagerer (u-/bevidst).

5-1. Definere nervesystemets anatomiske hovedafdelinger (centralnervesystemet og

det perifere nervesystem), derunder disses placering i kroppen.

1. CNS (centralnervesystemet).
a. Encephalon (hjerne). PNS består af nerver, der forgrener sig fra CNS og
b. Medulla spinalis (rygmarv). forbinder det med andre kropsdele
2. PNS (det perifere nervesystem). PNS kan blive delt i det somatisk og autonome nervesystem
a. 12 par kranienerver fra hjerne og hjernestamme.
Autonome
nervesyste
i. Somatiske fibre forbundet til hud og skeletmuskel (underlagt viljen).
m er den del ii. Autonome fibre forbundet til viscera (ubevidst, uden vilje).
af PNS som # Sympatiskus, energikrævende situationer, fight or flight.
funktionerer * Parasympatikus division, normale situationer, hvilestadiet efter stress.
selvstændig b. Spinalnerver fra rygmarven.
t i. Somatiske fibre forbundet til hud og skeletmuskel (underlagt viljen).
ii. Autonome fibre forbundet til viscera (ubevidst, uden vilje).
The autonome
nervesystem inkluderer
# Sympatiskus, energikrævende situationer, fight or flight.
to underinddelinger * Parasympatikus division, normale situationer, hvilestadiet efter stress.
Rest and digest
5-5. Beskrive opbygningen af et neuron og en myelinskede
I PNS har man neuroglia kaldet
Nervøst væv: Neuroner (nerveceller) og gliaceller (støtteceller). Schwann celler - producerer
myelinskede rundt om axoner af
myelinerede neuroner i PNS
Gliaceller
Udgør: Ca. 50 % af nervesystemet – beskyttende stillads rundt om neuroner.
Astrocytter: Regulerer delvist næring og ioner til neuroner. Mikroglia beskærer overflødige
Strukturel understøtning. synapser - vigtig proces i udviklingen
Binder dele sammen ved deres cellulære processer.
Oligodendrocytter: (i CNS, i PNS =Schwannske) myeliniserer axoner, insulerende effekt.
Mikroglia: Støtter neuroner, fagocyterer, mange lysosomer.
Ependymceller: Former epithel-lign.-membran omkring specialiserede dele af hjernen.
Schwannske celler = danner myelinskederne i det perifere nervesystem
Neuroner
Nervecellelegeme: Også kaldet soma/perikaryon. Impulser = elektriske ændringer, denne information
Modtager signaler. (signal) går fra en neuron til en anden hen af neurale veje
Indeholder: Cellemembran, Granular cytoplasme Organeller (mitochondria, lysosomer,
Golgiapparat, neurofibrilnetværk, ”chromatofil-substanser” svarende til rER).
Dendritter: Rørformede, leder impulser til soma, cytoplasme-fyldte, korte udløbere.
Axon: Videreformidler impulser.
neurofibrilnetværk = forlænger længden af axonet 46
Tæt på centeret af cellekroppen har vi en stor sfærisk formet nucleus (kerne) med nucleolus
Myeliniserede axoner:De større axoner.
Fedtskede af fosfolipider.
Skiftevis fedtskede og Ranviersk snørering.
Isolerer og sparer energi, hurtig signaltransmission.
Saltatorisk impulsledning: nerveimpulsen hopper fra en ”Ranviersk snørering”
til den næste.
CNS myliniseres af oligendrocytter.
PNC myeliniseres af Schwannske celler.
Schwannske celler giver sensoriske celler en neurilemma
(cytoplasme og kerne) - hjælper dem til at kunne regenerere,
hvilket CNS-axoner normalt ikke kan.

Opbygning yderligere: En nerve består af mange fascikler.

En fascikel er et bundt nervefibre bundet sammen af bindevæv.
Bindevæv: Yderst: Epineurium – omslutter nerven.
Midt: Perineurium – omslutter hver fascikel.
Inderst: Endoneurium – omslutter hver enkelt nervefiber.

3 neurongrupper Ganglia = specialiseret masser af nervevæv

(Pseudo)unipolære: Én udløber [axon], (rygrad/hjerne, sensoriske nervesystems ganglia).
Bipolære: To udløbere [axon, dendrit], (sansesystemet, øjne, næse, mund).
Multipolære: Mange udløbere, [ét axon, mange dendritter], (hjerne, rygrad).

Inddeling af neuroner
Afferente: Fleste unipolære, nogle bipolære.
(sensoriske) Bærer nerveimpuls fra perifere kropsdele til hjernen/rygmarven.
Dendritter har specialiserede receptorceller for enden el. kommunikerer med
receptorceller i huden.

47
 Ændringer i/udenfor kroppen => stimulation af receptordel => sensorisk
nerveimpuls.

Interneuroner: Kun i hjerne og rygmarv.

Udgør størstedelen af den grå masse i rygmarven.
Multipolære og linker til andre neuroner.
Overfører impuls fra én del af hjernen/rygraden til en anden for bearbejdning og
tolkning. Ligger typisk i CNS

Motoriske: Multipolære.
Efferente neuroner Overfører nerveimpulser fra hjernen/rygmarven til effektorer, (muskler, kirtler).

Gør rede for hovedbegivenhederne ved excitation og impulsledning i neuroner og

impulsoverførsel imellem neuroner v.h.a. neurotransmittorer i synapser. Beskriv
lokalisering og hovedvirkning af de vigtigste neurotransmittorer.

Membranpotentiale Membranen er mere permeabel for K^+, hvilepotentiale = -70 mV

Hvilestand: K+ diffunderer ud af cellen hurtigere end Na+ ind ! mere negativt inden for
membranen relativt til uden for membranen – membranen er polariseret.
Under nerveimpuls: Spændingsstyrede Na+- og K+-kanaler er distribuerende strømkilder.
Synaptiske potentialer: Graderede potentialændringer skyldes fokal14-strømkilder.

Aktionspotentiale: Hurtig sekvens af depolarisering (Na+ ind) og efterfølgende repolarisering (K+

Impuls ud). “If treshold is reached, an action potential results”, -55 mV
Tager ca. 1/1000 sekund.
Synapser Specialiserede kontaktpunkter, hvor der skal overføres impuls
Synapse Forbindelsen mellem to kommunikerende neuroner via synaptisk kløft.
Synaptisk transmission udføres af neurotransmittere v. diffusion.
Neurotransmitter (fx acetylcholin) diffunderer over synapsekløften og binder sig til
postsynaptiske neurotransmitter-receptor-proteiner.
Afsender Præsynaptisk neuron.
Modtager Postsynaptisk neuron. Neurotransmitter = Biologiske messenger molekyler formidler
information i kemisk form på tværs af synapser. Giv neuroner
mulighed for at kommunikere langs neurale veje og med visse
celler uden for nervesystemet
Frigivelse af neurotransmittorer
Aktionspotentiale løber langs axon og over overflade af dens synaptiske knude.
Knudens membran mere permeabel for Ca+ som diffunderer ind.
! Synaptiske vesikler fusionerer med knudens membran.
Vesikler frigiver deres neurotransmitter i synaptiske kløft.
Synaptiske vesikler passerer tilbage i axonens cytoplasme og samler flere neurotransmittere op.

Excitatoriske neurotransmittere: Øger postsynaptisk membranpermeabilitet for Na+.

Bringer membranen nærmere tærskelværdien.
Øger dermed muligheden for nerveimpuls.

Inhibitoriske neurotransmittere: Mindsker muligheden for at nå tærskelværdien og derved for at

en nerveimpuls skabes.
Synaptisk integration
14
fokal: som ligger i brændpunktet, som danner et centrum

48
 En nerveimpuls (= bølge af aktionspotentialer)
1. Neuronmembran opretholder hvilepotentiale (ca. -70mV).
2. Stimulus udefra gør hvilepotentialet mindre negativt ! membran depolariseres.
Hvilepotentialeændringer summeres indtil tærskelpotentialeværdi nås.
Basis for nerveimpuls, nås ved ca. -55 mV.
All-or-none-respons.
Højere intensitet ikke stærkere impuls, men flere pr. sekund.
3. Spændingsafhængige Na+-kanaler i neuronens ”trigger zone” åbner.
4. Na+ diffunderer indad, depolariserer derved membranen.
5. Spændingsafhængige K+-kanaler i membranen åbner, Na-kanaler lukker.
6. K+ diffunderer ud, repolariserer membranen.
7. Aktionspotentiale resulterer ! lokal, bioelektrisk strøm stimulerer tilstødende membrandele,
som når tærskelpotentiale osv.
8. Bølge af aktionspotentialer gennemstrømmer axonen som en nerveimpuls.
9. Hvilepotentiale genoprettes, så nye impulser kan sendes, kræver kort refractory period.
Refractory period = for en kort stund efter et aksionpotentiale vil der ikke være endnu en trigger zone

Lokalisering og hovedvirkning af vigtigste neurotransmittorer

Neurotransmitter Lokaliserin Hovedvirkning
g
Acetylcholin CNS Kontrollerer skeletmuskel-handlinger
PNS Stimulerer skeletmuskelkontraktion ved neuromuskulære
forbindelsespunkter. Exciterer/hæmmer v. AutonomeNS-synapser.
Monoaminer
Norepinephrine CNS Skaber følelse af velvære, lave niveauer kan lede til depression.
noradrenalin PNS Exciterer/hæmmer ANS-handlinger, afhængigt af receptorerne.
Dopamine CNS Skaber følelse af velvære, mangel associeret med Parkinsons
PNS syge.
Begrænset virkning i ANS,exciterer/hæmmer,afhæng af receptorer
Serotonin CNS Primært hæmmende, leder til døsighed, blokeres af LSD.
Histamin CNS Skaber årvågenhed ved frigivelse i hypothalamus.
Aminosyrer
GABA CNS Generelt hæmmende
Glutaminsyre CNS Generelt excitatorisk
Neuropeptider
Stof P PNS Excitatorisk, smerte-perception
Endorfiner, CNS Generelt hæmmende, reducerer smerte ved at hæmme stof P-
enkefaliner frigivelse.
Gasser
Salpeter-oxid CNS Spiller måske en rolle i hukommelsen
PNS Vasodilation Udvidelse af blodkar

CNS (Det centrale nervesystem)

Neuronale pools: Nerver i CNS er arrangeret i neuronale pools, ”neuronalpuljer”.

Neurongrupper forbundet til hinanden med hundredvis af synapser som
arbejder sammen om en fælles funktion.
Bearbejder og integrerer modtaget information fra fx sanseorganer og
videretransmitterer den bearbejdede information.
Facilitation: - Når en neuron er exciteres til under tærskelværdi og er mere modtagelig for
nye impulser.

49
Konvergens: - Udvises af axoner fra forskellige dele af nervesystemet, der leder til den
samme neuron.
Divergens: - Når impulser fra neuron i ”neuronalpulje” ledes videre til flere andre
neuroner, som leder videre til endnu flere – forstærkende effekt.

Gør rede for en simpel refleks som f.eks. knærefleksen.

Refleksbue Den simpleste nervebane – indeholder kun få neuroner.
Refleks: Hurtig, ufrivillig, gentagelig bevægelse, der udløses som følge af stimulus
internt/eksternt.
Hjælper med at opretholde homeostase
Kontrollerer fx hjerte- og åndedrætsfrekvens, blodtryk og fordøjelse.
Udfører desuden: Synkning, nysen, hosten, opkastning.

Refleksbue: Sammenkobling af refleksens komponenter.

REFLEKSBUENS KOMPONENTER
Komponent Beskrivelse
Receptor Ende af dendrit eller
specialiseret receptorcelle
Sensorisk neuron (afferent) Dendritter, soma og axon af
et sensorisk neuron.
Interneuron Dendritter, soma og axon af
en neuron i hjerne/rygmarv
Motorisk neuron (efferent) Dendritter, soma og axon af
en motorisk neuron
”Effector” Muskel eller kirtel
Funktion
Sanser specifikke in-/eksterne
ændringer
Overfører impuls fra receptor
til hjerne el. rygmarv
Leder impuls fra sensorisk
neuron til motorneuron
Overfører impuls fra
hjerne/rygmarv til ”effector”
Svarer på stimulation fra
motorneuron ! refleks eller
ændret opførsel

Knærefleksen - Ingen interneuron. Sensorisk neuron ! motorneuron.

Effektor:
Quadriceps femoris.

Patellære ligament.
OBS: Er en sene!

50
Withdrawal reflex – Sensorisk neuron ! interneuron ! motorisk neuron.

5-2. Definere, med angivelse af funktion, de forskellige regioner i

centralnervesystemet: medulla spinalis, de cerebrale hemisfærer med hjernebarkens
lapper, corpus callosum, basalganglier, diencephalon, mesencephalon, pons, medulla
oblongata, formatio reticularis og cerebellum.

Beskrive grå og hvid substans i centralnervesystemet.

Grå substans: Substantia grisea.

Umyeliniserede axoner og nervecellelegemer.
Hjernebarken og basalganglia.

Hvid substans: Substantia alba.

Myeliniserede axoner.

Medulla spinalis (rygmarv)

- Del af CNS.
- Løber i rygmarvskanalen (canalis centralis) i rygsøjlen (columna vertebralis).
- Består af grå og hvid substans – starter i niveau med foramen magnum.
Grå substans udgøres primært af interneuroner.
- Ender mellem ryghvirvel L1 og L2.
Funktion: Udsende nerveimpulser.
Være center for spinalreflekser.
Cervicale forstørrelse: I nakkeregionen, leverer nerver til øvre lemmer.
Lumbale forstørrelse: I lænden, leverer nerver til nedre lemmer.
Forhorn: Motoriske neuroner.
Baghorn: Sensoriske neuroner.
Ascenderende ledningsbaner: Leder sensoriske impulser til hjernen.
Descenderende l.baner: Leder motorimpulser fra hjernen til muskler/kirtler.

51
Encephalon
Består af ca. 100 milliarder multipolære neuroner.
Deles i 4 områder: Cerebrum (storhjernen)
Diencephalon (mellemhjernen)
Truncus encephalicus (hjernestammen)
Cerebellum (lillehjernen)

Cerebrum (storhjernen)
Opdeling: To cerebrale hemisfærer (hvid substans), og corpus callosum.
Corpus callosum: Hjernebjælken, forbinder de to hjernehalvdele.
Rynker: = gyri (sing. gyrus)
Overfladisk = sulcus. Profund = dyb, gyri = skaber større overflade
Profund = fissur.

Hemisfæredominans: Oftest er venstre dominerende for: Tale, skrivning og læsning.

Komplekse intellektuelle funktioner.
Den ikke-dominerende står for: Basale funktioner.
Ikke-verbale funktioner, fx motorik.
Følelser og intuitiv tankevirksomhed.
Hjernebarken: Cortex cerebralis.
Yderste del af cerebrum.
Dækker gyri helt tæt og dykker også ned i sulci og fissurer.
Indeholder næsten 75% af alle neuroncellelegemer i nervesystemet.
Funktion: Højere mentale funktioner:
Fx hukommelse, fornuft, (intelligens, personlighed).
Sensorisk, motorisk.

Hjernebarkens lapper og deres primære funktion (selvom overlappende)

Frontallap (lobus frontalis):
Parietallap (lobus parietalis):
Temporallap (lobus temporalis):
Occipitallap (lobus occipitalis): Nakkelappen, bagerste del.
Insula :
Forreste del af begge hemisfærer (pandelapper).
Motorisk.
Isselappen, mellem pande- og nakkelapper.
Sensorisk.
Under frontal- og parietallap.
Hørelse.
Syn.
Trekantet parti af hjernebarken, delvist dækket af andre
hjernelapper (ikke lobus occipitalis).

52
Basal nuclei
Basalganglia: Grå masse dybt inde i hver hemisfære.
Udgøres af: Nucleus caudatus.
Putamen.
Globus Pallidus.
Funktion: - Videresendende stationer for motorimpulser fra cortex
cerebralis, som skal videre til truncus encephaliccus og medulla
spinalis.
- Modificerer impulsmønstreret og kontrollerer derved
skeletmuskelaktiviteter.
Hæmmes: Hæmmes af neurotransmitteren dopamin (udskilt fra
nærliggende celler).

Diencephalon (mellemhjernen)
Beliggende mellem de to hjernehalvdele af cerebrum, over midthjernen.
Består primært af grå substans.
Huser bl.a.: Thalamus.
Modtager al sanseinformation (÷ ÷lugt) og videresender dette til cortex
cerebralis.
Producerer generel bevidsthed om fx smerte, berøring, temperatur. Samt søvn
Hypothalamus.
Opretholder homeostase ved at:
-Regulere forskellige viscerale aktiviteter
-Forbinde nerve- og endokrine systemer.
Regulerer:
• Hjertefrekvens og arterielt bloftryk.
• Kropstemperatur.
• Vand- og elektrolytbalance.
• Sult og kropsvægt.
• Bevægelse og kirteludskillelse i mavesæk og indvolde.
• Producerer neurosekretoriske substanser, der stimulerer hypofysen til
hormonsecernering.
• Søvn og vågenhed.
Mamillarlegemerne.
Hypofysen.
Funktion: Sansning, følelser, regulering af viscerale aktiviteter og forbindelse af nerve- og
endokrine systemer.

Det limbiske system

Udgøres af: Dele af frontal- og temporallapperne forbundet med et antal dybe masser af grå
substans - inkl. hypothalamus, thalamus og basalganglia.
Funktion: Kontrollerer følelser og udtryk.

Cerebellum (lillehjernen)
Ligger under storhjernens bagerste del.
Ligner et blomkålshoved (egen kommentar).
Består af: To laterale hemisfærer.
Delvist adskilt af et lag dura mater.
Forbundet på midtlinjen af vermis cerebelli.
Primært hvid substans med bark af grå masse, cortex cerebellaris, på overfladen.

53
Funktion: Reflekscenter for samordning15 af muskelbevægelser i kroppen samt balance.

Hjernestammen (truncus encephalicus)

Forbinder medulla spinalis med cerebrum, storhjernen.
De fleste motoriske axoner krydser over her, så den højre cerebrale hemisfære generelt kontrollerer
skeletmuskler på venstre side af kroppen og vice versa.
Samme sker for sensoriske axoner, enten her eller i medulla spinalis.

Består af mesencephalon, pons, medulla oblongata (og formatio reticularis):

Mesencephalon (midthjernen)
- Ligger mellem diencephalon og pons.
- Indeholder bundter af myeliniserede axoner som forbinder hjernestammen og rygmarven med resten
af hjernen.
- Består primært af grå substans.
- Grå substans virker som reflekscenter.

Pons (hjernebroen)
- Rund pukkel på undersiden af hjernestammen.
- Adskiller mesencephalon fra medulla oblongata.
- Videreleder fx sanseimpulser fra perifere nerver til højere hjernecentre.
- Adskillige kerner i pons arbejder sammen med centre i medulla oblongata for at opretholde
åndedrætsrytmen.

Medulla oblongata (den forlængede marv)

Går fra pons til foramen magnum (det store nakkehul).
Forbinder hjerne med rygmarv, alle forbindende nervefibre må herigennem.
Hvid substans om kerne af grå substans.
Kontrollerer bl.a. viscerale aktiviteter: ”cardiac center”
”vasomotor center” (blodkar)
”respiratory center”
Reflekscentre for: hoste, nysen, synkning, opkastning

Formatio reticularis
Spredt mellem medulla oblongata, pons og mesencephalon.
Går fra øverste del af medulla spinalis og ind i diencephalon.
Komplekst nervefibernetværk associeret med små øer af grå masse.
Funktion: - Aktiverer cortex cerebralis til et stadie af årvågenhed, når den stimuleres af
sanseimpulser. Uden dette stimuleres hjernebarken ikke.
- Nedsat aktivitet resulterer i søvn.
- Koma hvis den kommer ud af funktion.
Årvågenhed ! søvn ! koma.

Årvågenhed = det at iagttage omgivelserne nærgående og at reagere hurtigt

15
Korregerer og styrer

54
5-4. Beskrive de tre hjernehinder (meninges), ventrikelsystemet og cirkulationen af
cerebrospinalvæsken med angivelse af, hvor man udtager en prøve af spinalvæske ved
lumbalpunktur.
Dura mater = den hårde moder,
Hjernehinder yderst
Hjernehinder: Meninges (singl. meninx), tænk ”meningitis”. Araknoidea = edderkoppehinden
Lagdelte membraner (3 lag). - mellem de to andre hinder
Placeret mellem kranium og encephalon. Pia mater = den milde/ømme
3-lag: moder, inderst
Dura mater: Yderste hinde.
Består af hvidt, fibrøst bindevæv, (dur = hård).
Mange blodkar og nerver.
Fortsætter ind i canalis vertebralis som stærk skede om medulla
spinalis.
Udgør grænsen for CNS/PNS.
Araknoidea: Midterste hinde.
”Spindelvævshinden”, tynd membran, avaskulær.

Det subaraknoide rum: Fyldt med cerebrospinalvæske.

Pia mater: Inderste hinde, (pia = øm).

Omslutter encephalon og medulla spinalis helt tæt, følger irregulære
konturer.
Indeholder mange blodkar og nerver der nærer underliggende celler fra
encephalon og medulla spinalis.
Indeholder koroidplexer, se nedenfor.
Den ømme moder krammer overfladen af indre organer
Ventrikelsystemet
-Række af forbundne hulrum i de cerebrale hemisfærer og hjernestammen (truncus encephalicus).
-Kontinuøse med canalis centralis i medulla spinalis og indeholder cerebrospinalvæske.
- 4 ventrikler: Laterale (ventrikel 1 og 2, de største), det meste cerebrospinalvæske formes her.
Tredje ventrikel.
Fjerde ventrikel, kontinuøs med canalis centralis.

Cerebrospinalvæske
150 mL, skiftes ud 3 gange i døgnet.
- Udskilles af specialiserede, blomkålslignende kapillærer fra pia mater (choroid plexuses), som
udtømmer sig ind i de laterale ventrikler. Herfra cirkulerer den videre til 3. og 4. ventrikel og videre
til canalis centralis.
- Optager det sub-araknoide rum (mellem araknoidea og pia mater).
- Omgiver hjernen og rygmarven.
-Cirkulation: Produceres af koriode plexer og tømmes ud i de laterale ventrikler.
Cirkulerer langsomt til tredje og fjerde ventrikel og videre til canalis centralis.
Fra fjerde ventrikel løber den også ind i det subaraknoide rum.
Reabsorberes til sidst i blodet.
Funktion: Beskytter hjerne og rygmarv mod stød ved moderat kraftige kropsbevægelser.
Opretholder stabil ion-koncentration i CNS.
Baner vej for affaldsstoffer til blodbanen.

55
Lumbalpunktur
- Måler trykket i cerebrospinalvæsken
- Trykket burde være konstant pga. væskens kontinuerlige sekretion og reabsorption.
- Fin, hul nål stikkes ind i det subarakniode rum mellem 3. og 4. eller 4. og 5. lumbale ryghvirvel
- Manometer måler herefter trykket.

5-3. Beskrive det perifere nervesystem, herunder den funktionelle inddeling i det
somatiske (motoriske og sensoriske) nervesystem og det autonome nervesystem samt
den anatomiske inddeling i hjernenerver og spinalnerver.
PNS=består af nerver der forgrener
PNS (Det perifere nervesystem) sig fra CNS og forbinder det til andre
kropsdele
Anatomisk inddeling: De 12 par kranienerver (fra hjernen).
De 31 par spinalnerver (fra rygmarven).

Funktionel inddeling: Somatiske (motoriske og sensoriske) nervesystem.

Autonome nervesystem.

Somatisk: Kraniale og spinale nervefibre.

Forbinder PNS med den del af CNS, der kobler til hud og skeletmuskulatur.
Står for bevidste aktiviteter.

Autonomt: Kraniale og spinale nervefibre.

Forbinder CNS til viscera (indre organer).
viscera = hjertet, maven, indvolde og kirtler
Kontrollerer ubevidste aktiviteter.
Underinddelt i sympatikus og parasympatikus.

Angiv navn og funktion for hjernenerverne

De 12 par kranienerver (hjernenerver)

Udspringer fra truncus encephalicus (hjernestammen) (bortset fra n. Olfactorius u. i cerebrum)
Tal: rækkefølge fra hjernens for- til bagside. superior til inferior

Huskerregel efter forbogstav:

12 nervepar: Ole og Oskar Trænger Til At Få Vasket Genitalierne Ved Annas Hjælp.
Styret: Some Say Many Money But My Brother Says Big Brains Matter More.

# Navn (latin/dansk) Navn (engelsk) Styret Funktion

I n. olfactorius olfactory nerve Sensorisk Sansefibre sender impulser
associerede med
Går fra arbejde i old lugt(esansen).
factory, der lugter.
II n. opticus optic nerve Sensorisk - | | - Syn.

Går forbi optiker.

III n. oculomotorius oculomotor nerve Primært Øjenbevægelser, løfte øjenlåg
Motorisk fokusering af linser,
Passerer lysmængde ind.
jernbaneskinner hvor

56
 okkult lokomotiv kører Sympatisk – tog imod sig,
med lys gennem natten. giver mening.
- Gør øjne, fokuserer,
regulerer lysmængde.
IV n. trochlearis throchlear nerve Primært Øjets (skrå)muskler, bevæger
Motorisk øjet.
Blev blændet.
Er lige ved at gå ind i
tom lastbil, der står på
skrå af vejen (truck,
leer=tom).
Tyve? Må hellere kigge
rundt.
V n. trigeminus trigeminal nerve Blandet Øjenregion (overflade,
(Men tårekanal, skalp, pande, øvre
Kigger rundt og får øje mest øjenlåg).
på en mand der trekker sensorisk) Over- og underkæbe (tænder,
i minusgrader. hud).
Trekker har rød (Kæber: tænder, gummer, læbe,
øjenregion og tårer inderside af gane, ansigtshud).
pga. vind, istapper fra
over- og underkæbe.
VI n. abducens abducens nerve Primært Øjets udaddrejende muskel.
Motorisk
Blev distraheret af
trekkeren, ser ikke
bortfører (abductor).
(Abducerer, ”hiver
øjnene ud til siden”).
VII n. facialis facial nerve Blandet Motorisk: ansigtsudtryk.
Sensorisk: smag (tungens
Slår bortføreren forrest forreste del).
i ansigtet –han smager - Spytkirtler, tårekanaler.
blod, laver væmmet (Motorisk)
ansigtsudtryk, spytter
og græder.
VIII n. vestibulocochlearis vestibulocochlear Sensorisk Balanceevne (vestibular gren)
(tidligere acusticus) nerve Høreevne (cochlear gren).

Hiver bortfører ind i

vestibule. Her er larm
og fulde mennesker
med svækket balance.
IX n. glossopharyngeus glossophanryngeal Blandet Sensorisk: Pharynx, tonsiller,
nerve smag (tungens bagerste del).
I vestibulens baglokale
er der en dame med Motorisk: Synkemuskler
skinnende hals (glossy (pharynx) og spytkirtler.
pharynx) pga. body
tequila og ved siden af
står en skål mandler.
- Pharynx, mandler,
smag bagerst,
synkemuskler, spytter

57
 citronskive ud.
X n. vagus vagus nerve Blandet (Primært parasynpatisk).
til
Følsom, somalisk Grov huskeregel Somatiske motorfibre: Tale,
autonom bouncer Vagus er en frækkert: synke.
kommer ind. (3
områder). til
Fremmer: Autonome nervefibre: Hjerte
Funktioner under og hjerterytme, glat
Er en frækkert, dvs. diafragma. muskulatur, kirtler i thorax og
- Huskeregel + kan
hverken tale eller abdomen.
synke, kan føle egen
Hæmmer: fra
hjerterytme. Funktioner over Sensorisk: Pharynx, larynx,
diafragma. esophagus, viscera, thorax,
Har ingen grund til at abdomen.
være vag, kan alt.
XI n. accesorius accesory nerve Primært Kraniale gren (m. trapezius): -
Motorisk Pharynx, larynx, den bløde
Han går med gane.
accesories, så han er til
mænd (2 grene). Spinale gren (m. sterno-
cleido-mastoideus):
- Nakke, ryg.
XII n. hypoglossus hypoglossal nerve Primært Tungebevægelse (+ tale).
Motorisk
Han smider bortføreren
i politibil og jeg giver
ham et flodheste-
tungekys på hans
lipglossmund.

Beskrive spinalnervernes dannelse af netværk i nerveplexer og dannelse af de

blandede perifere nerver.

Spinalnerver (rygmarvsnerver)
- 31 par, udløber fra rygmarven (medulla spinalis).
- Blandede: Både sensoriske og motoriske.
Tovejskommunikation mellem medulla spinalis og dele af: øvre/nedre lemmer,
nakke, torso.
Hver nerve udløber fra rygmarven gennem 2 ”rødder”, som forenes, før de forlader
canalis vertebralis. (rygmarvskanalen)
Dorsalroden, sensorisk.
Ventralroden, motorisk.

Delt op efter hvorfra de udspringer:

8 nervi cervicales, cervikalnerver, C1-C8 (halsnerver).
12 nervi thoracici, thorakalnerver T1-T12 (brystnerver).
5 nervi lumbales, lumbalnerver L1-L5 (lændenerver).
5 nervi sacrales, sakralnerver S1-S5 (korsben- og sakralnerver).
1 nervus coccygeus, coccygealnerver Co (halebensnerven).
NB! Cervikalnerverne ligger over deres tilsvarende hvirvel. Cervikalnerve 8 ligger ml C7 og T1, der er kun 7 C
ryghvirvler. Fra og med thorakalnerverne ligger nerverne under deres hvirvel.

58
 Nerveplexer
Komplekse nervenetværk.
Størstedelen af spinalnerverne går sammen om at forme disse.
Undtagelse: i den thorakale region.
Funktion: Spinalnervefibre sorteres og rekombineres
så fibre der skal til samme perifere kropsdel, rejser i den samme nerve,
selvom fibrene kommer fra forskellige spinalnerver.
Større plexer: Cervicale plexer. axoner forsyner nakkens hud
Brachiale plexer. forsyner armes, hænder og underarms hud
Lumbosakrale plexer. muskler og hud af nedre abdominale væg, udvendige
kønsorganer, balle, lår, ben og fødder
Det autonome nervesystem i PNS
Indeholder: Udelukkende motorneuroner.
Fungerer: Autonomt, uafhængigt og uafbrudt uden bevidst indsats.
Reguleres: Af reflekser der stammer fra receptorer fra viscera og huden,
regulerer (glatte muskler, hjertemuskler, kirtler).
Opdeles i: Sympatikus og parasympatikus.
Funktionsopdelingen er blandet, dvs. hver del aktiverer visse organer og hæmmer
andre.
Sympatikus: Forbereder kroppen på energikrævende situationer (fight
or flight response).
Parasympatikus: Mest aktiv ved normale situationer, genopretter
hvilestadiet efter stress.

Beskrive den mikroskopiske opbygning af en perifer nerve og et perifert ganglion.

Ganglia: Perifere nervefibre leder typisk til ganglia uden for CNS.
- Nervecentre i hjernen eller rygmarven får et signal og svarer ved at sende en
motorimpuls via en perifer nerve til ganglia uden for CNS, som så videreledes til
viscera.
- Ganglia integrerer impulserne og videresender til viscera (muskler og kirtler), som så
reagerer. Giver en vis (men kun lille) uafhængighed fra CNS.

Autonome nervefibre er motorfibre

Motoriske fibre: Har i det autonome nervesystem to neuroner:
- 1. neuron: Placeret i CNS (hjerne/rygmarv).
præganglionær neuron
Dens axon (præganglionær fiber) går ud af CNS og møder:
- 2. neuron: Findes i ganglia uden for CNS.(i PNS, i en såkaldt autonomisk ganglia)
postganglionær neuron Danner synapse med 1. neuron.
Denne neuron
axon (postganglionær fiber) fortsætter til organ (visceral fiber).
effektor
Sympatikus
Præganglioniske fibre udspringer fra neuroner i rygmarvens grå substans.
• Axoner forlader marven gennem de ventrale (motoriske) rødder af alle 12 thorakale og de
øverste to lumbale spinalnerver.
• Axoner forlader spinalnerverne og går ind i et af grænsestrengsganglionerne
(paravertebrale ganglia) i grænsestrengen, truncus sympaticus, som strækker sig langs
begge sider af rygsøjlen fra kraniets underside og ned til halebenet.
• Her former præganglioniske fibre synapser med 2.-neuroner.
• Axonerne fra 2.-neuronerne løber typisk tilbage til spinalnerverne og videre til viscerale
effektorer.

59
Sympatikus
Præganglionær neuron: Kort.
Postganglionær neuron: Lang.

60
Parasympatikus
Præganglioniske fibre udspringer fra hjernestammen og rygmarvens sakrale region.
• Løber herfra i kranie- eller sakralnerver til ganglia nær el. i forskellige viscera.
• De relativt korte postganglioniske fibre fortsætter fra ganglia til specifikke muskler og
kirtler i disse viscera.
Præganglionær neuron: Lang.
Postganglionær neuron: Kort.

61
Autonome neurotransmittere
Adrenerg stimulation: Adrenalin-stimuleret.
Cholinerg stimulation: Acetylcholin-stimuleret.

Præganglionær fiber, både parasymp. og symp.: Secernerer (udskiller) acetylcholin.

Cholinerge.

Postganglionær parasympatisk fiber: Cholinerge.

Postganglionær sympatisk fiber: Secernerer noradrenalin (norepinephrin).

Adrenerge.

Fleste organerer modtager innervation16 (nerveforsyning) fra både sympatikus og parasympatikus

(modsatrettet effekt).

Effekten af neurotransmittere på viscerale effektorer/handlinger:

Visceral effekt Respons, adrenergisk Respons, kolinerg

stimulation SYMPATIKUS stimulation PARASYMPATIKUS
Pupil af øjet Dilation Konstriktion
Hjertefrekvens Tiltager Aftager
Bronkioler Dilation Konstriktion
Intestinale muskler Sløver peristaltik16 Øger peristaltik
(indvolde)
Intestinale kirtler Sekretion øges Sekretion aftager
Blodomløb Øget blod til skeletal Øget blod til fordøjende
muskulatur, mindre blod til organer, mindre blod til
fordøjende organer skeletmuskulatur
Blod-glucose-koncentration Tiltager Aftager
Spytkirtler Sekretion aftager Sekretion øges
Tårekirtler Ingen respons Sekretion
Galdeblærens muskulatur Afslapning Kontraktion
Urinblærens muskulatur Afslapning Kontraktion

Angiv navn og funktion for de større blandede nerver, der forsyner arm, ben og
diaphragma.

Arm - plexus brachialis

N. musculocutaneus:
Innerverer: M. coracobrachialis.
M. biceps brachii.
Størstedelen af m. brachialis.
16
innervation el. innervering 1.nerveforsyning, nerveforbindelse (til muskler, kirtler osv.); 2. impulsledning
gennem nerverne fra centralnervesystemet; dobbelt innervation (overføring til muskler af både viljesbestemte og ikke-
viljesbestemte nerveimpulser, via både somatiske og sympatiske nerver).
16
peristaltik: langsom, oftest oral-kaudal (fra mund til haleende/endetarm) muskelbølge der trækker de
rørformede organer sammen; især de fremadskridende muskelsammentrækninger i fordøjelsesapparatet, mavesæk og tarm,
som fører indholdet frem

62
N. radialis:
Innerverer: M. triceps brachii.
Hele compartimentum brachii posterius hvis primære funktion er ekstension.
N. medianus:
Innerverer: Compartimentum antebrachii anterius - bortset fra flexor carpi ulnaris og den
mediale (ulnare) del af flexor digitorum profundus. Står primært for fleksion.
Eminentia thenaris.
Musculi lumbricales manus.
- Går desuden igennem den karpale tunnel (canalis carpi), afklemning kan
forårsage karpal tunnelsyndrom.
N. ulnaris:
Innerverer: M. flexor carpi ulnaris.
M. flexor digitorum profundis.
M. lumbricales manus.
M. opponens digiti minimi.
M. flexor digiti minimi brevis manus.
M. abductor digiti minimi manus.
Mm. interossei dorsales manus.
M. adductor pollicis.

Nervus axillaris:
Innerverer: M. deltoideus.
M. teres minor.
M. triceps brachii (det lange hoved).
Axilla.

Ben – plexus lumbalis og plexus sacralis

Plexus lumbalis
N. iliohypogastricus
N. ilioinguinalis
N. genitofemoralis
N. cutaneus femoris lateralis
N. obturatorius
N. femoralis

Plexus sacralis
N. gluteus superior.
N. gluteus inferior.
N. cutaneus femoris posterior.
N. musculi piriformis.
N. musculi obturatorii interni.
N. musculi quadratus femoris.
N. ischiadicus.
N. fibularis communis / n. peroneus communis.
N. fibularis superficialis / n. peronæus superficialis.
N. fibularis profundus / n. peronæus profundus.
N. tibialis.
N. plantaris medialis.
N. plantaris lateralis.
N. pudendus.
N. coccygeus.

63
Diafragma
N. phrenicus

(Beskrive nervesystemets inddeling, eksempler på funktionsudfald ved læsioner af

perifere nerver og hypo- og hyperfunktion af det autonome nervesystem)
Mangler.

5a. Nervesystemet
12. Neurogliaceller danner synapser med neuroner. F
13. Det parasympatiske nervesystem nedsætter spytsekretionen. F
14. Det sympatiske nervesystem hæmmer hjertefrekvensen. F
15. Ascenderende ledningsbaner i medulla spinalis fører nerveimpulser perifert. F
17. Cerebellum har betydning for styring af de motoriske funktioner. S
18. Nervus trigeminus innerverer den mimiske ansigtsmuskulatur motorisk. F
21. Synscentret i cerebrum er lokaliseret til frontallappen. F
16 Motoriske fibre i medulla spinalis findes kun i descenderende ledningsbaner. S
17 Nervus hypoglossus innerverer tungen sensitivt. F
18 Nervus facialis innerverer den mimiske ansigtsmuskulatur. S
19 Ved tværsnitslæsion af medulla spinalis bevares de sensitive funktioner distalt for
læsionen. F
11 Neurogliaceller tilhører gruppen af motor-neuroner. F
14 En nerverefleksbane vil altid passere gennem cortex cerebri. S
15 Nerveledningshastigheden er størst i umyeliniserede nervetråde. F
16 Det limbiske system har betydning for koordinering af motoriske funktioner. F
17 Medulla oblongata indeholder centre for regulation af respirations- og hjerteaktivitet. S
18 Pons og medulla oblongata indgår i hjernestammen. S
19 Det parasympatiske nervesystem har acetylcholin som neurotransmitter. S
21 Nervus trochlearis fører motoriske tråde. S
22 Nervus oculomotorius fører udelukkende parasympatiske tråde. F
14 I en refleksbue fra en muskelten forløber den afferente impuls i det autonome nervesystem. F
15 Spinalganglierne indeholder nervecellelegemer fra det motoriske nervesystem. F
16 Medulla spinalis indeholder både ascenderende og descenderende nervebaner. S
17 Cerebellum er af betydning for opfattelse af smerte. F
18 Nervus hypoglossus innerverer larynxmuskulaturen motorisk. F
19 Ved lysrefleks forløber de efferente impulser i nervus opticus og de afferente impulser i
nervus oculomotorius. F
20 Antallet af spinalnervepar er som følgende: 8 cervikale, 12 thorakale, 5 lumbale, 5 sakrale
og 1 coccygeal. S
21 Truncus sympaticus (grænsestrengen) indeholder ganglier for den sympatiske del af det
autonome nervesystem. S
22 Det limbiske system har betydning for koordineringen af de motoriske funktioner. F
23 Frie nerveender fordelt i vævene medierer smerteimpulser. S
24 Nervus accessorius indeholder smagstråde fra tungen. F
11 Sympatiske nervetråde udspringer fra rygmarvens thoracale og lumbale segmenter. S
12 Parasympatiske motorneuroner frigiver hovedsageligt noradrenalin. F
13 Kraftig aktivitet af det sympatiske nervesystem medfører bleghed af hud. S
14 Dominans af det parasympatiske nervesystem medfører dilaterede pupiller. F
16 Glatte muskelceller innerveres altid af cholinerge neuroner. F
18 Ledningshastigheden for nerveimpulser er lav i tynde umyeliniserede nervetråde og høj i
64
tykke myeliniserede nervetråde. S
24 Oligodendrocytter danner myelinskeder omkring axoner i centralnervesystemet. S
19 De fleste synapser i CNS benytter en direkte elektrisk kobling mellem nerveceller. F
20 Nervecellens hvilemembranpotentiale er negativt på cellemembranens overflade. F
24 Parasympatiske tråde udgår fra hjernestammen og fra de sacrale segmenter i medulla
spinalis. S
26 Hjernestammen består af midthjernen (= mesencephalon, midbrain), pons,
medulla oblongata og cerebellum. F
19 Et aktionspotentiale reducerer den synaptiske membrans permeabilitet for calciumioner. F
20 Nervus accessorius forsyner musculus trapezius. S
21 Nervus musculocutaneus forsyner underekstremiteten med motoriske og sensoriske fibre. F
23 Der løber sensoriske impulser fra tungen i nervus facialis (hjernenerve VII) og nervus
glossopharyngeus (hjernenerve IX). S
24 Nervus oculomotorius (hjernenerve III) bevæger muskler i panden. F
23 Nervus trochlearis (hjernenerve IV) forsyner to af ørets muskler. F
24 Hjernenerver tilhører centralnervesystemet. F
25 Hjernestammen består af medulla oblongata, pons og mesencephalon. S
10 Medulla spinalis strækker sig hos voksne fra foramen magnum til hiatus sacralis. F
18 Thalamus ligger i mesencephalon. F
19 Spinalnervernes dorsale rødder fører de sensoriske nervefibre. S
20 Den ikke-dominante hjernehemisfære indeholder centret til at anvende og forstå
sprog. F
21 Dura mater danner den interne periost på omgivende kranieknogler. S
10. Acetylcholin er transmittersubstans ved de motoriske endeplader. S
11. Afferente fibre til de motoriske endeplader udgår fra spinalganglierne. F
14. Det autonome nervesystem har betydning for regulation af hjertets minutvolumen. S
15. Reflekser er altid corticalt betinget. F
18. Nervus trigeminus innerverer tungens muskulatur. F
19. Nervus hypoglossus innerverer tungen med smagstråde. F
21. Nervus oculomotorius er en sensorisk nerve til øjeæblet. F
22. Centrum for temperaturregulering er beliggende i hjernestammen. F
23. Synscortex er beliggende på undersiden af frontallappen. F
24. Medulla spinalis er ventralt beliggende for corpus af vertebrae. F
25. Ganglier er ansamlinger af nervecellelegmer beliggende udenfor centralnervesystemet. S
14. Acetylcholinesterase er et neuromuskulært transmitterstof. F
15. Myelinskeden øger axoners ledningshastighed. S
16. Under nervens aktionspotentiale aktiveres både natrium- og kaliumkanaler. S
17. Tilbagetrækningsrefleksen involverer transmission i mindst to synapser. S
18. De sympatiske fibre udgår fra hjernestammen. F
19. Acetylcholin er transmittorstoffet mellem det sympatiske nervesystem og
målorganerne. F
20. Den femte kranienerve er en blandet nerve. S
21. Arteriolernes kontraktion bestemmes af aktivitet i det parasympatiske nervesystem. F
47. Nervus vagus (X. kranienerve) har ingen virkninger i thorax. F
22. Calciumioner bidrager ikke til aktionspotentialer i hjertemuskulaturen. F
23. Kaliumioner er uden betydning for hvilemembranpotentialet. F
9. Det autonome nervesystem innerverer glat muskulatur, hjertemuskulatur og kirtler. S

65
6. Sanserne
5-6. Beskrive sanseapparatets inddeling i generelle og specielle sansefunktioner.
føle
Generelle sanser: Somatiske sanser.
Associeret med receptorer i hud, muskel, led og viscera. Strukturelt
simple.
Fx berøring, tryk, temperatur, smerte.

Specielle sanser: Associeret med receptorer i de komplekse, specialiserede sanseorganer

i hovedet – lugt, smag, hørelse, balance, syn.

Hvordan en impuls interpreteres kommer an på hvilken hjerneregion, den modtages af.

Hjernebarken projekterer følelsen tilbage til de stimulerede receptorer.

Typer af receptorer
Kemoreceptorer Stimuleres af: ∆ kemisk koncentration.
Termoreceptorer ∆ temperatur.
Mekanoreceptorer ∆ tryk/bevægelse.
Fotoreceptorer lysenergi.
Smertereceptorer (nociceptorer) vævsskade.

Sensoriske receptorer reagerer på forandringer ! Sender sensoriske impulser på perifere nerver til
thalamus i CNS, hvor vi bliver medvidende om forandringerne ! Impuls videre til cortex cerebralis
hvor vi lokaliserer forandringens styrke samt stedet for forandringen.

Sensorisk adaption
Evnen til at ignorere ikke-vigtige stimuli.
Perifer adaption: Sker ved at receptorer gøres upåvirkelig (unresponsive).
Central adaption: Sker ved hæmning af CNS-nerver.

Gøre rede for opbygning og virkemåde af de generelle sanseorganer (angivet under

hud- og integumentsystemet).
Generelle sanser
Tryk- og følesansens receptorer
Frie nerveender: Strækker sig ind mellem epithelceller.
Registrerer kløen.
Meissners legemer: Små, ovale masser af flade bindevævsceller i bindevævsskeder.
Min. 2 sensoriske nervefibre skyder ind i hvert legeme og ender som bittesmå
knuder.
Meget udbredte i hårløse områder (læber, fingerspidser mv.).
Registrerer let berøring.
Adapterende.
Pacinis legemer: Flerbladede.
Relativt store strukturer af bindevævsceller og -fibre.
Beliggende i dybere dermale og hypodermale væv, muskelsener, ledbånd.
Registrerer hårdt, dybt tryk.
(Dårligt adapterende).

66
Temperatur
Frie nerveender i huden, hurtigt adapterende.
Varmereceptorer ca. 25-45 ºC, herover smertereceptorer. brændende følelse
Kuldereceptorer ca. 10-20 ºC, herunder smertereceptorer. iskold følelse

Smertesansen
Frie nerveender Smertereceptorer.
Stimuleres af vævsskade.
Beskytter kroppen.
Dårligt adapterende, hvis overhovedet, smerte varer ved.
Findes ikke i nervøst væv i hjernen.

Virkemåde dårligt forstået: Skade

! Frigivelse af visse kemikalier
! Smertereceptorer stimuleres.
nedsat blodforsyning
Receptorudløsere: Fx - Lavere O2-koncentration i blodet (ischemia) i et væv.
- Stimulering af visse mekanoreceptorer.
- Akkumulering af smertestimulerende kemikalier via smertereceptorer.
ophobning
Visceral smerte
Smertereceptorer er de eneste receptorer i viscera, der skaber følelser.

Samme virkemåde som ovenfor.

Afledt smerte (referred pain): Kan ske når impulser fra forskellige områder følger samme
nervebaner og cortex cerebralis fejltolker kilden; fx kan
hjertesmerte komme til udtryk i venstre arm.

67
 Smertenervefibre (nociceptorer)
Akutte smertefibre: Relativt tynde, myeliniserede fibre.
Skarp smerte, ofte kortvarig.
Ofte i huden. fibre (axoner) der leder impulser væk fra
smerte receptorer inkluderer to slags:
Kroniske smertefibre: Tynde, umyeliniserede fibre.
Dump, diffus, smerte.
Kan vare længere end stimulus.
Ofte i dybereliggende væv.

Smerteimpulser fra hovedet ledes via kranienerver, alle andre ledes via spinalnerver.

Thalamus: Smerte opdages når impuls når thalamus.

Cortex cerebralis: Determinerer intensiviteten af smerte.
Lokaliserer kilden.
Medierer følelsesmæssige og motoriske reaktioner.

Blokering af smertesignaler
Grå masse i mesencephalon, pons og medulla oblongata (hjernestammen, truncus encephalicus)
regulerer spinalnerveimpulser (i de posteriore horn i rygmarven).
=> Stimulerer visse nervefiberender til at frigive kemikalier der kan blokere smertesignaler:
Enkefalin: Neuropeptid (nært beslægtet med opium). hæmme akut og kronisk smerte
Serotonin: Monoamin (anvendes i Prozac, lykkepiller)
Stimulerer neuroner til at frigive enkefalin.
Endorfiner: Neuropeptider, endogene (stammer indefra). fra hypofysen og hypothalamus
Morfinlignende substanser.
enkefaliner og endorfiner frigives som reaktion på ekstrem smerte og giver naturlig smerte kontrol

Gøre rede for opbygning og virkemåde af de specialiserede sanseorganer for syn,

hørelse, balance, smag og lugt.

Specialiserede sanser
Lugtesans
Associeret med komplekse sensoriske strukturer i den øvre region af den nasale kavitet.

Olfaktoriske receptorer (lugtereceptorer)

Kemoreceptorer: Stimuleres af væskeopløste kemikalier.
Er bipolære neuroner omgivet af cylinderepithel og dækket af cilia.
Cilia: Huser 400 slags olfaktoriske receptorproteiner.

Olfaktoriske nervebaner
Stimulerede fibre (nn. olfactorii): 1. Danner synapser med neuroner i lugtekolben (bulbus
olfactorius, under pandelappen).
2. Analyseres her.
3. Impulser videre til tractus olfactorius
4. Herfra videre til det limbiske system17.
17
limbiske system, det den del af storhjernen der funktionelt hænger sammen med det autonome nervesystem og
består af et bånd af hjernebarksvæv på midtsiden af hver af storhjernehalvdelene samt dybere hjernekerner som corpus

68
Olfaktorisk stimulation
Lugtemolekyler binder til olfaktoriske receptorproteiner.
1. Biokemisk vej aktiveres =>
2. Indstrømning af Na+-ioner =>
3. Evt. nås tærskelværdi og dermed aktionspotentiale =>
4. Sendes til lugtekolben (bulbus olfactorius) =>
5. Lugt ”opstår”

Smagssans
Tungen er udstyret med ca. 10.000 smagsløg, der primært er placeret i tungens forhøjninger
(papillae).
Desuden er der ca. 1000 smagsløg fordelt øverst i munden og på halsvæggene.
Hurtigt adapterende.

Smagsreceptorer
Kemoreceptorer: Stimuleres af væskeopløste kemikalier.

Hvert smagsløg: Er en sfærisk struktur med en åbning (smagspore) på den ydre overflade.
Små smagshår udstrækker sig fra overfladen og fra smagsporen.
Har 50-150 modificerede epithelceller, der fungerer som receptorer,
(”smagsceller”, gustatoriske celler).
Hver smagscelle erstattes hver tredje dag.
Nervefibre er vævet ind mellem og rundt om smagscellerne.

Smagsfornemmelsen
Kemikalie skal opløses i vand (spyt v. papillae) før det kan smages.
Fem primære smagsindtryk (og smagsceller):
- sød (forreste del af tungen, ”mundsmag”).
- sur (tungens kanter, ”sur – går ud til siden”).
- salt (over hele tungen).
- bitter (bagerste del, ”bagtagler når bitter”).
- umami.

Smagssansens nervevej
1. Kemoreceptor påvirkes af væskeopløst kemikalie.
2. Impuls går gennem flg. nerver:
- n. facialis (VII).
- n. glossopharyngeus (IX).
- n. vagus (X).
3. Herfra til medulla oblongata.
4. Herfra til thalamus til det gustatoriske cortex (i cerebrums parietallap).

amygdaloideum, hippocampus (Ammons horn) og de septale kerner (de nervekerner der ligger op til septum pellucidum,
se septum). Det limbiske system har relativt få forbindelser med storhjernens bark; det styrer følelses- og driftslivet og de
kropslige reaktioner i forbindelse med dette og er knyttet til korttidshukommelsen.

69
Høresans
Øret har yder-, mellem- og inderdele.

Det ydre øre (auris externa)

Auricula (øremusling), øret i daglig tale:
Meatus acusticus externus:
Trommehinden (membrana tympani):
Opsamler lydbølger.
S-formet rør fra ydre øre til trommehinden.
Semitransperant membran.
Tyndt lag hud udadtil.
Kegleformet.
Reproducerer lydbølgevibrationer.

Mellemøret (auris media)

Eller: Syn. cavum tympani (trommehulen).
Er et: Luftfyldt hulrum i tindingebenet (os temporale).
Huser: Øreknoglerne (ossicula auditus) og det eustatiske rør.

Øreknogler: - Malleus (hammeren)

- Incus (ambolten)
- Stapes (stigbøjlen)
Danner bro og transmitterer vibrationer mellem trommehinde og indre øre.
Forstærker vibrationer.
Koncentrering af vibrationer fra stor overflade => P = F/A, så F!.
Malleus: Hæfter på membrana tympani (trommehinden).
Sender vibration til incus, som sender videre til stapes.
Stapes: Indpasset i det ovale vindue (fenestra ovalis).
Fører lydvibrationer ind i det indre øre.
Forårsager vibrationer i væske i det indre øre, som stimulerer hørereceptorer.

Eustatiske rør (tuba auditiva)

Leder luft mellem trommehulen og nasopharynx (svælget).
Hjælper med at vedligeholde samme tryk på begge sider af trommehinden.
Ved hurtige højdeændringer (fx i fly), kan rørets udligning af presset skabe en poppende lyd.

Det indre øre (auris interna)

Labyrint: Hvad vi kalder det indre øres kommunikerende rum og rør.
Det indre øre består af 2 rør inde i hinanden med samme form.
- Yderst: Den osseøse knoglelabyrint.
- Inderst: Den membrane labyrint (hindelabyrinten).

Mellem de to labyrinter: Perilymfe – Natriumrig væske secerneret af celler i den

ossøse knoglelabyrint.
I den membrane labyrint: Endolymfe – Kaliumrig væske.

Labyrintopdeling: Tre semicirkulære kanaler (canales semicirculares ossei).

- Rolle i balance.
Cochlea.
- Rolle i hørelse.

70
Cochlea (sneglehuset)
- Består af en benet kerne og en tynd, benet skal, der snor sig om kernen som en skrue.
- Den tynde skal deler cochleas osseøse labyrint i øvre/nedre.

Scala vestibuli: Øverste del.

Leder fra det ovale vindue til apex af spiralen. (Apex: spidsen af
”skruen” hvor scala vestibuli og scala tympani mødes).
Scala tympani: Nedre del.
Leder fra apex til det runde vindue (fenestra cochleae).
Ductus cochlearis: Kaldes den del af den membrane labyrint som er inde i cochlea.
Er adskilt fra scala vestibuli af vestibularmembranen.
Er adskilt fra scala tympani af basilarmembranen.

Lydvibrationens vej
• Luftbølger kommer via auris externa ind i meatus acusticus externus.
• Trommehinde (membrana tympani) reproducerer vibrationerne.
• Høreknoglerne (ossicula auditus) forstærker og videresender vibrationerne til enden af stapes.
• Stapes’ bevægelser ved det ovale vindue transmitterer vibrationer til perilymfen i scala
vestibuli.
• Vibrationer passerer gennem vestibularmembranen og ind i endolymfen i ductus cochlearis.
• Vibrationernes forskellige frekvenser i endolymfen stimulerer forskellige receptorsæt.
2+
• En receptorcelle depolariseres og bliver mere permeabel for Ca .
2+
• Tilstrømning af Ca får vesikler på receptorcellens bund til at frigive neurotransmittere.
• Neurotransmittere stimulerer enderne af nærliggende sensoriske neuroner.
• Sensoriske impulser udløses på fibre af den cohcleære gren af vestibulocochlearnerven.
• Cortex auditoria i lobus temporalis tolker impulserne.

71
Cortis’ organ
Placering: Ved basilarmembranens øvre overflade (membrana tectoria).
Er: - Fortykkelse på basalmembranen med ca. 20.000 hårbærende
sanseceller, hårceller.
- Oven på hårcellerne findes den gelatinøse dækmembran, membrana tectoria.

Funktion: Huser hørereceptorer (hårceller).

Hårceller: Epitheliære.
Fungerer delvist som neuroner.
Ingen axoner/dendritter, men neurotransmitter-indeholdende vesikler på
bunden.
Udløser transmittersubstas ved stimuli, som så stimulerer nærliggende
nervefibre.
Vibrationer: Skyldes svingninger af basalmembranen.
! Hårcellerne bøjes mod tektorialmembranet.
! Defomeres mekanisk.
! Stimuleres derved.
! Neurotransmitter-indeholdende vesikler udløser transmittersubstans.
! Nærliggende nervefibre stimuleres.

Ekvilibrium (balance)
Balance-/ligevægtssansen er egentlig to sanser:
Statisk ligevægt: Ligevægt ved stilstand. Vestibulen.
Dynamisk ligevægt: Ligevægt ved bevægelse. Findes i de tre semicirkulære kanaler.

Statisk ligevægt
Ligevægtsorganerne findes i vestibulen (v. det indre øre).
I følgende udvidede kamre:
- Utriculus, hvorfra de tre buegange udgår.
- Sacculus, fra forbindelsesgang til cochlea,.
Macula: Lillebitte struktur i begge kamre.
Rummer hårceller.
Hårceller: Når hovedet er rettet op går hårcellerne ind i en gelatine-masse som indeholder ”korn”
af calciumcarbonat kaldet otolitter, øresten. Otolitterne tilføjer vægt til gelatinen.
Når hovedet bevæges, bevæges gelatinen, bevæges hårene.

Dynamisk ligevægt
Organer: Canales semicirculares ossei.
De 3 semicirkulære kanaler i labyrinten.
Hver kanal har
Crista ampullaris: Beklædt med: Hårceller
Gelatinemasse (cupula).
Sæde for vestibularnervens dendritter.

Ved bevægelse: De semicirkulære kanaler følger med hovedet, mens væsken i kanalerne
står stille.

Andre sansestrukturer som hjælper med balanceevnen

Bestemte mechanoreceptorer (proprioceptorer) i fx nakken.
Øjnene hjælper med visuel bevægelsesinformation.

72
Synssans
Organer knyttet til øjet (og dermed syn): Øjenlåg.
Tårekirtler.
Diverse ydre muskler.

Øjenlåg (tarsus palpebra)

Fire lag (nævnt udefra):
- Hud.
- Muskel.
- Bindevæv.
- Konjunktiva (bindehinde).
Øjenlåget bevæges vha.: M. orbicularis oculi.
M. levator palpebrae superioris.

Tåreapparat ”at græde snot”

Tårekirtel (glandula lacrimalis) Beliggende i øjenhulen på den ydre side af øjenæblet, secernerer
tårer.
Tårepunkterne (puncta lacrimalia) Åbninger på øvre og nedre øjenlåg i indre øjenkrog.
Tårekanaler (canaliculi lacrimales) Løber fra tårepunkterne i kanten af øvre og nedre øjenlåg til
tåresækken.
Tåresækken (saccus lacrimalis) Sækformet udvidelse af tårekanalerne, opfanger tårer.
Tåregang (ductus nasolacrimalis) Tåresækkens afløb ned i næsen.

Tårer indeholder lysozym, et enzym der kan ødelægge polysakkarider18 i visse bakteriers cellevægge,
fungerer som ”antibacterial agent”.

18
polysakkarider monosakkarider (simple sukkerarter), bundet sammen med glykosidbindinger.

73
Øjets (ydre) muskler

Øjets struktur
Ydre lag:
- Fibrøst, indeholder:
Cornea 19(hornhinde)
Består af bindevæv med epithel-overflade.
Gennemsigtig (få celler, avaskulær).
Fokuserer.
Sclera20 (”det hvide”, senehinden)
Hård bindevævshinde
Ydre muskler hæfter herpå
Gennemtrænges bagpå af ”the optic nerve” og blodkar

Midterlag:
- Vaskulært, indeholder:
Coroidea21 (årehinden)
Placeret under sclera (senehinden).
Nærer omkringliggende væv.
Mange pigment-producerende melanocytter.
Melaninen herfra absorberer overskudslys, (så indersiden af øjet er
mørkt).
Ciliarlegemet (corpus ciliare, strålelegemet)
Linsen er ophængt herpå vha. ligamentum suspensorium.
Muliggør akkomodation (øjets evne til at indstille sig efter forskellige afstande,
fokusere, især for syn på nært hold; opnås ved at forandre linsens brændvidde.)
Elastiske fibre holder linsen spændt.
- Når ciliarmusklerne kontraheres, slapper ligamentum suspensorium (og
dermed linsen) af, så linsen bliver mere konveks (buer, bliver tykkere) og
fokuserer på objekter tæt på.
Iris22 (regnbuehinden)
19
etym: l. cornea, -ae f. af l. corneus, hornagtig.
20
etym: l. sclera, -ae f. af g. skleros, hård.
21
etym: l. choroidea af g. chorion, hinde + g. eidos, form, udseende, lighed.
22
etym: l. -idis f. af g. iris, regnbue.

74
 Består af bindevæv og glat muskulatur (som styrer åbningens størrelse).
Har cirkulære (lukker, parasympatisk) og longitudinelle (åbner, sympatisk)
muskler.
Pupillen er en åbning i denne.
Indre lag:
- Nervøst (sammenhæng med nervesystemet), indeholder:
Retina23 (nethinde).
Indeholder fotoreceptorer.
Kontinuerlig med ”the optic nerve”.
Macula lutea (den gule plet).
I dennes centrum findes:
Fovea centralis retinae.
Fordybning i macula lutea.
Producerer skarpeste syn (kun tappe, tæt pakket).
Synsnervepapillen (papilla nervi optici, den blinde plet).
Område hvor nerver forlader retina og slutter sig til nervus opticus.
Ingen fotoreceptorer, derfor blindt område.

Synsreceptorer
Stave og tappe: Indeholder lysfølsomme pigmenter, som nedbrydes, når de absorberer
lysenergi.

Stave (engelsk ”rods”, latin ”bacilli”).

Overvejende beliggende i nethindens periferi.
- Specialiseret til nattesyn.
- Meget lysfølsomme.
- Har lange, tynde fremspring.
- Mange stave deler samme nervefiber.
- Mere omrids end skarphed, da mange nervefibre løber sammen, så hjernen ikke ved fra
hvilken nerve impulsen oprindeligt kom.

Tappe (engelsk ”cones”, latin ”coni”)

Overvejende beliggende i nethindens centrale del.
- Stor opløsningsevne (skarpere billeder).
- Omsætter farveimpulser.
- Har korte, stumpe fremspring.
- Hver tap har egen nervefiber.

Huskeregel: Stave – politistave, lange og tynde.

Man vil ikke tæt på politiet – holder sig i periferien.
Politiet ser tingene sort/hvidt.
Specialiserer sig i natteaktiviteter.
Bruger gerne mange stave til at tæve én person.
Er ikke særligt skarpe.

23
etym: l. -ae f. af rete, net.

75
Synets nervevej
Nerveimpulser:
Overordnet: Synsimpulser ledes fra retina til visual cortex, opfattes som syn.
• Nervefibre udgår fra retinas neuroner og former synsnerverne.
• Nogle fibre (de mediale) krydser ovre i det ”optic chiasma”.
• De fleste fibre går ind i thalamus og synapser med andre,
der fortsætter til ”the visual cortex” i lobus occipitalis.

Lysets brydning
Lyset brydes både ved cornea (hornhinden) og ved linsen selv, så et billede fokuseres på retina
(nethinden).
Ved fokusering brydes lyset mere.
Billedet som formes på retina er på hovedet og fra venstre til højre. Cortex visualis tolker billedet,
så det vender rigtigt.

Visuelle pigmenter
Stave: Lysfølsomt biokemikalie rhodopsin.
Nedbrydes til farveløst protein opsin og gullig substans kaldet retinal som syntetiseres fra
vitamin A.
Nedbrydning leder til kompleks reaktionsserie, som initierer nerveimpulser.

Tappe: Lysfølsomme pigmenter består også her af retinal og protein.

Tre forskellige opsin-proteiner, anderledes fra stave-typen, går sammen om at forme de
tre tappe-pigmenter.
Erythrolabe: Mest følsom over for røde lysbølger.
Chlorolabe: - || - grønne - || -
Cyanolabe: - || - blå - || -

76
5-7. Angive eksempler på funktionsudfald ved læsioner i det centrale eller det perifere
nervesystem (f.eks. lammelser/følelsestab/taleforstyrrelser ved
blodpropper/blødninger i den ene hjernehalvdel, og motoriske/sensoriske udfald ved
skade på perifere nerver). Tilsvarende angive eksempler på funktionsforstyrrelser i
det autonome nervesystem.

Suppler selv...

Parkingsons/Huntington: Skyldes ændret aktivitet af basalganglias neuroner.

Parkinsonssyge: Nærliggende neuroner frigiver mindre
dopamin, så basalganglia bliver overaktive
og hæmmer bevægelse.
Huntingtonssyge: Basalganglier forringes (deteriorate)
gradvist, hvilket resulterer i uhæmmede
bevægelser.

Skader på kranienerver: Hvis én nerve i et par skades, har et kun indflydelse på den berørte side.
Hvis en nerve ikke er helt skåret over, kan der være nogen
funktion tilbage.

Skader på spinalnerver: Kan skyldes knivstik, skudsår, fødselsfejl, dislokationer, vertebrae-

frakturer, tryk fra tumorer i omkringliggende væv.

Høretab:
Konduktiv døvhed:
" Problemer med transmissionen af vibrationer til det indre øre.

Sensorineural døvhed:
" Skade på cochlea, n. vestibulocochlearis eller dennes nervebaner.

5b. Sanserne
19. Ørets vestibulære system indeholder hårceller der påvirkes ved lyd. F
20. Nethindens tappe findes primært lokaliseret til øjets papil. F
21. Synscentret i cerebrum er lokaliseret til frontallappen. F
22. Rhodopsin udgør et vigtigt synspigment i øjet. S
23. Regulation af pupillens diameter sker via det autonome nervesystem. S
20 Cochlea har betydning for opretholdelse af ligevægten. F
21 Ledningsbaner fra cochlea til CNS har trofisk centrum i frontallappen. F
22 Nervus vestibulocochlearis fører impulser, der har betydning for ligevægt og hørelse. S
23 Tubae auditiva forbinder svælget med det indre øre. F
24 Lysrefleksens afferente del forløber via nervus opticus. S
25 Musculus sphincter pupillae er parasympatisk innerveret. S
20 Stapes er den høreknogle der har forbindelse med det ovale vindue. S
23 Kontraktion af musculus ciliaris sker via stimulation fra det sympatiske nervesystem. F
25 Tuba auditiva forbinder mellemøret med det indre øre. F
26 Øjets linse er placeret mellem iris og cornea. F
19 Øjets fjernpunktsafstand aftager med stigende alder. F
17 Øjets nærpunktsafstand aftager med alderen. F
22 Stave (rods) benyttes til farvesyn. F

77
23 Cornea indeholder normalt ikke blodkar. S
24 Sanseorganerne for statisk ligevægt er lokaliserede i det indre øres labyrint. S
25 Macula lutea (den gule plet) betegner det område, hvor nervefibre fra retina
(nethinden) forenes til nervus opticus (hjernenerve II). F
22 Øjeæblets bagvæg består yderst af et lag nerveceller. F
Nej, det er sclera. Nerverne er det inderste lag.
23 Iris ligger imellem cornea og linsen. S
24 De semicirkulære kanaler har betydning for hørelsen. F
16. I chiasma opticum finder overkrydsning sted af de mediale synstråde fra nervus opticus. S
17. Den ydre øregang afgrænses mod mellemøret af membrana tympani. S

78
7. Endokrinologi
Det endokrine system: Producerer hormoner
Består af endokrine kirtler: Celler, væv, organer der secernerer
hormoner.
Kommunikation: Gør sammen med nervesystemet kropsdele i stand til at
kommunikere og løbende tilpasse sig ændringer i indkommende
signaler.
Hormoner: Biokemikalier som regulerer metabolske processer.
Til målceller via blodstrømmen.

Kirtler
Endokrin: Uden egen udførselsgang, sekretion i blodet.
Regulerer bl.a. metaboliske processer.
Exokrin: Sekretion via udgang (syn. ekkrin).

Lokale hormoners sekretioner

Parakrine: Substanser der fæstner sig på og påvirker nærliggende celler via specifikke receptorer
(para - tænk parasympatiske nervesystem hvis ganglier nær målorg.).
Autokrine: Selvstimulerende (auto – tænk autonome).

6-1. Angive kemiske hovedtyper af de humorale24 mediatorer (membran-impermeable,

f.eks. biogene aminer, peptider; og membranpermeable, f.eks. steroider) og redegøre
for principper for deres virkning på organismens celler, illustreret med eksempler fra
konkrete organsystemer.

Steroidhormoner
Opbygning: Komplekse C-ringe25 + oxygen + hydrogen.
Tranport: Uopløselige i vand, transporteres i blodet løst bundet til plasmaproteiner.
Opløselighed: Fedtopløselige – membranpermeable.
Lipidopløselige: diffunderer let ind i cellen:
1. hormon går gennem membran.
2. hormon binder sig til receptor, oftest i nukleus.
3. hormon+receptor-kompleks binder sig til DNA ! aktiverer
transkription26 af specifikke gener til mRNA.
4. mRNA migrerer fra nukleus til cytoplasmen.
5. mRNA+ribosomer ! proteinsyntese.
6. de syntetiserede proteiner (fx enzymer, transportproteiner,
hormonreceptorer) udfører steroidhormonets effekt.

Nonsteroide hormoner, membranimpermeable

Fx ”PAP”: Proteiner
Aminer (R-NH2)
Peptider (to el. flere aminosyrer koblet med peptidbindinger).
24
Humor (græsk): væske
25
Steroidskelet: Kemiske Data og Oversigter, Christoffersen et al, p. 84 nederst
26
transkription syntese af en RNA- streng med en basesekvens der er komplementær til en tilsvarende
DNA- streng en aflæsningsproces hvor information overføres fra deoxyribonukleinsyre (DNA) til
ribonukleinsyre (RNA)

79
Binder sig til membranreceptorer - disse er proteiner med:
Binding site: Hvor hormonets signal/besked afleveres.
Active site: Aflevering stimulerer active site til at interagere med andre
membranproteiner.
First messenger: Hormon der udløser denne kaskade af biokemisk aktivitet i cellen.
Second messenger: Biokemikalie der formidler impulser/ændringer i respons til 1st messenger.

Signal transduktion: Hele denne kemiske kommunikation fra ekstracellulært til intracellulært
område.

cAMP (cyklisk adenosinmonofosfat27) – en second messenger

1. Hormon binder til membranreceptor.
2. Hormon-receptor-kompleks aktiverer G-protein (guaninnukleotidbindende protein).
3. G-protein aktiverer adenylat cyklase (membranbundet enzym).
4. Aktiveret adenylatcyklase katalyserer omdannelsen af ATP til cAMP.
5. cAMP aktiverer proteinkinaser (enzymer), der aktiverer specifikke proteiner i cellen ved
phosphorylering.
6. De aktiverede proteiner ændrer forskellige cellulære processer, effekten af hormonet.
7. Phosphodiesterase inaktiverer cAMP til 5-AMP, så virkningen er kort.

Prostagladiner (PG), også celleregulerende, men ikke hormoner

Lipider: Syntetiseret fra arakidonsyre (en flerumættet essentiel fedtsyre).
Lokaltvirkende: Fx kun i producerende organ.
Ikke opbevaret i celler: Syntetiseres lige før brug.
Dannelse hæmmes af: Acetylsalicylsyre (2-acetoxybenzoesyre, CH3COOC6H4COOH).
Antiinflammatoriske steroider.
Funktion: Hæmmer HCl-secernering fra mavevæggen.
Virker karudvidende.
Stimulerer hormonsekretion fra binyrebarken (cortex glandulae
suprarenalis).

Hovedtyper af hormoner
Kemisk type Dannet af Fx
Biogene aminer Aminosyrer Noradrenalin, adrenalin,
serotonin
Peptider / proteiner Aminosyrer Insulin, ADH, GH, FSH, TSH
(glycoproteiner)
Steroider, fedtopløselige Kolesterol, tyrosin Binyrebark- og kønshormoner,
hormoner vitamin D

27
adenosin-3',5'-cyklisk fosfat

80
6-2. Redegøre for de anatomiske og funktionelle hovedtræk (derunder regulationen af
hormonsekretionen og hormonernes virkninger), ved hypothalamus-hypofyse,
binyrebark og binyremarv, gl. thyreoidea og parathyreoideae, den endocrine
pancreas, samt for nyrens endocrine betydning.

Feedback (tilbagekobling)
Inden for endokrinologien: Når en kirtel stimulerer en anden kirtel som igen påvirker,
oftest hæmmer (negativ feedback)
el. stimulerer (positiv feedback),
den første stimulerende kirtel.
Sker f.eks. mellem hypofysen og dens målorganer.

Hypofysen
Syn. hypophysis cerebri, glandulae hypophysis og glandulae pituitaria, eng. ”pituitary gland”.

Beliggenhed: Underste hjernevedhæng

Hvor infundibulum cerebri hæfter den til hypothalamus.
Opdeling:
Adenohypofysen: Beliggende anteriort, kirteldelen.
Neurohypofysen: Beliggende posteriort, nervedelen.

Sekretion: Styret af hjernen.

- Hypothalamus styrer neurohypofysen og nerveimpulser fra hypothalamus
danner neurohypofysens hormoner og transporterer dem til
neurohypofysen.
- Frigørelseshormoner fra hypothalamus (primært RH, Releasing Hormone)
kontrollerer sekretion fra adenohypofysen.

Adenohypofysens hormoner
Adenohypofysen: Omsluttet af kapsel af kollagent bindevæv.
Består af: Blokker af (kirtel-)epithelvæv omkring tyndvæggede blodkar.

Hormonhuskeregel: ”Tyrens Føl Gror Allerede Lækre Patter” (OBS: anden rækkefølge end i
skemaet nedenfor).

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
growth hormone (GH) growth hormone somatostatin, - får celler til at vokse
releasing hormone hyperglycæmi28 og dele sig oftere
(GHRH) - stimulerer knoglers
længdevækst
- stimulerer
proteinsyntese
- øger blodsukker
prolaktin (PRL) prolaktin-releasing dopamin - K: stimulerer
factor mammakirtlens vækst
og mælkedannelse
- ! funktion uafklaret

28
unormalt højt blodsukkerindhold

81
adrenokortikotropt kortikotropinfrigørende negativ feedback fra - stimulerer
hormon (ACTH) hormon (CRH) cortisol binyrebarkens vækst
- stimulerer cortisol
VIGTIG VIGTIG sekretion fra
binyrebarken
luteiniserende hormon LHRH (=GHRH) (på negativ feedback fra - K: stimulerer østrogen
(LH) engelsk = ICSH) østrogen/testosteron og progesteron
sekretion
(herunder ovulation,
dannelse af corpus
luteum)
- ! stimulerer
testosteron sekretion
follikelstimulerende LHRH (=GHRH) negativ feedback fra - K: stimulerer
hormon (FSH) østrogen/testosteron follikelvækst
samt inhibin - ! stimulerer
spermatogenese29 samt
inhibinsekretion
tyreoideastimulerende tyreotropinfrigørende negativ feedback fra - stimulerer gld.
hormon (TSH) hormon (TRH) T3/T430 tyreoidea vækst
- stimulerer T3 og T4
syntese og sekretion

Neurohypofysens hormoner
Neurohypofysen: Består af nervefibre og gliaceller.

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
vasopressin (ADH, ! osmolaritet " osmolaritet - H2O reabsorption i
antidiuretisk hormon) (" blodtryk) (! blodtryk) nyrerne
Angiotensin II - (! vasokonstriktion)
oxytocin strækreceptorer i uterus - kontraktion af
stimulering af myometriets glatte
sensoriske muskulatur
receptorer på - modermælks
brystvorten nedløbsrefleks

Thyreoidea (skjoldbruskkirtlen) og dens hormoner

Placering: Inferiort til larynx og anteriort til trachea.

Opbygning: Meget vaskulær.

To store ”lapper” forbundet af bred ”isthmus”
Omsluttet af kapsel af bindevæv.
Thyreoidea-follikler - enkeltlaget kubisk epithel, fyldt med kolloid31.
Producerer og secernerer hormoner som lagres i kolloid eller frigives til
omkringliggende blodkar.
29
spermatogenese dannelse af sædvæske
30
T3 = trijodtyronin (liotyronin), T4 = tetrajodtyronin (tyroksin)
31
kolloid limagtig; opslæmning af højmolekylære stoffer el. limagtig substans: 1. en substans der ikke er
dialyserbar, og som i reglen består af makromolekyler, som f.eks. proteiner, og dermed giver en kolloid
opløsning (sol); i kolloid tilstand kan også fint fordelte ikke-opløselige stoffer som f.eks. metaller være
opslæmmet; 2. limagtig, især om produkter der ser ud som lim, f.eks. skjoldbruskkirtelkolloider.

82
Navn Regulering Effekt
Stimuleret Hæmmet
T3 og T4 tyreoideastimulerende - øger iltforbruget
”Thyroxine/ hormon (TSH) - øger basalstofskiftet
tetraiodothyronine” og - øger varmeproduktion
”triiodothyronine” - nødvendig for normal
vækst og udvikling
calcitonin (CT) ! plasma Ca+2 " plasma Ca+2 - hæmmer osteoclast-
aktiviet
Produceres i kirtlens - stimulerer Ca+2 og
extracellulære celler fosfat udskillelse => "
plasma Ca+2 og fosfat

Parathyreoidea (biskjoldbruskkirtlerne) og deres hormon

Placering: Posteriort på thyreoidea
Antal: 4-5 stk.
Opbygning: Tynd kapsel af bindevæv
omslutter tætpakkede secernerende celler
tæt forbundet med kapillærnetværk (små blodkar).

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
paratyreoideahormon "plasma Ca2+ ! plasma Ca+2 Overordnet: nedbryder
(parathormon, PTH) (! plasma fosfat) ("plasma fosfat) knogle for at frigive
(Høj D-vitamin) mineraler (/så ny
knogle kan bygges op).
- hæmmer osteoblast-
og stimulerer
osteoclastaktivitet
- " Ca+2- udskillelse i
nyrer, ! Ca+2 i blod
- ! fosfat udskillelse i
nyrer, " fosfat i blod
Desuden :
stimulerer D-vitamin-
syntese => ! plasma
Ca+2 og ! plasma
fosfat.

Binyrerne (glandulae suprarenales)

Placering: Tæt associeret med nyrene.
En oven på hver.
Indkapslet i fedtvævet der omslutter nyren.

Opbygning: Meget vaskulære, opdelt i to:

- binyremarv (medulla glandulae adrenalis)
- binyrebark (cortex glandulae suprarenalis)

Binyremarven og dens hormoner

Opbygning: Irregulært formede celler grupperet om blodkar.
Secernerer: Adrenalin og noradrenalin,

83
 Disse er nært beslægtede (adrenalin syntetiseres fra noradrenalin):
Celletype: Binyremarv består af celler (de chromaffine celler) af samme oprindelse som
organismens nerveceller. De modtager sympatiske preganglionære tråde. De
chromaffine celler udskiller adrenalin og noradrenalin til kredsløbet. De kan betragtes
som funktionelt ækvivalente med de postganglionære sympatiske tråde, ”modificeret”
til at fungere som et endokrint organ (neuroendokrine celler).

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
adrenalin (epinephrine) ! sympatikus - kardiovaskulære
og i mindre grad stimulering effekter (! hjertefrekvens,
noradrenalin ! muskelkontraktilitet32,
(norepinephrine) karkonstriktion)
- ! blodsukker
VIGTIG (! glykogenolyse)
- kataboliske
(! proteinnedbrydning og
! lipolyse)
- farmakologisk
virkning, afslapper fx
bronkiemuskulaturen
(antiinflammatorisk og
antiallergisk)

Binyrebarken og dens hormoner

Producerer: Mere end 30 forskellige sterioder, deriblandt mange hormoner, nogle er vitale.
Opbygning: Tætpakkede epithelceller, organiseret i lag, mange blodkar.
Tre lag:
- yderst: zona glomerulosa
- midter: zona fasciculata
- inderst: zona reticularis

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
aldosteron (fra zona ! plasma K+ " plasma K+ - ! K+ udskillelse i
glomerulosa) " plasma Na+ nyrer (=>" plasma K+)
" blodtryk (indirekte) - " Na+ udskillelse i
Angiotensin II nyrer (=>" plasma Na+
=> mere vand
tilbg.holdes ved osmose)
cortisol (fra zona adrenokortikotropt Negativt feedback, Overordnet:
fasciculata) hormon hæmmer CRH og mobilisering af
(CRH!ACTH) ACTH energiressourcer.
- ! blodsukker
VIGTIG VIGTIG VIGTIG (! glykogenolyse og
! glukoneogenese33)
Denne forbindelse med - ! lipolyse
hypothalamus sikrer en - ! proteinnedbrydning
tæt integration af og " proteinsyntese
cortisolsekretionen med Desuden:
CNS-funktion (vigtig i
antiinflammatorisk,
forbindelse med stress).

32
kontraktilitet evne til at trække sig sammen.
33
glukoneogenese nydannelse af glukose fra laktat, aminosyrer eller glycerol.

84
 suppresion af
immunsystemet, nedsat
sårheling, tab af
muskelmasse.
androgener (fra zona (ACTH) - sekundære
reticularis) kønskarakteristika
- kan omdannes til
østrogener i lever og
adipøst væv34

Pancreas (bugspytkirtlen) og dens hormoner

Opbygning: Aflang, relativt fladt organ.
Placeret: Posteriort til mavesækken (ventriklen).
To funktioner: Endokrin (udskillelse af hormoner)
Eksokrin (udskillelse af pancreassaft og elektrolytter, især HCO3-).

Endokrin funktion varetages af Langerhanske øer (celleøer), der udgør 1-2 % af pancreas’ masse.
To celletyper forefindes i øerne:
α-celler, der secernerer glukagon
β-celler, der secernerer insulin

Navn Regulering Effekt

Stimuleret Hæmmet
insulin ! blodsukker " blodsukker - stimulerer
inkretin hormoner fra Negativt feedback glykogensyntese i
tarmen (GLP-1 leveren.
(glukagon-like peptide) - hæmmer
og GIP (gastric glykogenolyse og
inhibitory peptide)) gluconeogenese
parasympatikus - øger glukoseoptagelse
aktivering i hjertet, adipøse væv
og hvilende muskler
- stimulerer
aminosyreoptagelse
- stimulerer lipogenese
glucagon " blodsukker ! blodsukker - stimulerer
! plasma aminosyrer GLP-1 glykogenolyse
ins. og gl.: relativt stabil Negativt feedback stimulerer
blodsukkerkoncentratio - gluconeogenese => !
n blodsukker

Koglekirtlen (corpus pineale)

Placering: Dybt i hjernen mellem de to cerebrale hemisfærer.
Funktion: Sekretion af melatonin som følge af lys-indtryk.
Melatonin: Regulerer døgnrytmen.
Virker på dele af hjernen, der fungerer som ”Biologisk ur”.
Muligvis med til at regulere menstruationscyklussen.
Og til at starte puberteten.

34
adipøs fedtrig, fed.

85
Thymus (brislen)
Placering: I mediastinum.
Posteriort til sternum, og mellem lungerne.
Funktion: Sekretion af thymosiner.
Stimulerer produktion og differentiation af lymfocytter (hvide blodlegemer).
------------------------------------------------------------------------------------------
Reproduktive organer Producerer:
Æggestokkene østrogen og progesteron
Placenta (moderkagen) østrogen, progesteron, gonadotropin
Testiklerne testosteron

Hjertet
Atrial natriuretic peptide stimulerer natrium-secernering i urinen

Nyrene
Erythropoetin rød blodcelle-vækst

6-3. Redegøre for organismens respons på stress som et vigtigt eksempel på den
integrerede neuro-hormonale styring af organismens funktioner.

Stress og sundhed s. 309

Overlevelse: Afhængigt af homeostase.

Fare ! nerveimpulser til hypothalamus udløser fysiologiske reaktioner.
! der opretholder homeostase.
Stressor: Hvad der stimulerer en sådan reaktion (dvs. hvad der udløser stress).
Fx. Ekstrem kulde/varme.
Infektioner.
Skader.
Høje lyde.
Personlige tab.
Vrede.

Svar på stress: ”Stress response”/

”General adaption syndrome”.

2 stadier:
1. umiddelbare alarm-stadie
”Fight or flight”-tilstand:
Blodkoncentration af glucose, glycerol, fedtsyrer !
Hjerte- og åndedrætsfrekvens !
Blodtryk !
Dilationg af luftveje
Blod ledes til muskler fra hud og fordøjelsesorganer
Epinephrin(adrenalin)-secernering fra binyremarven !
2. længerevarende modstandsstadie
Modstandsrespons:
Hypothalamus frigiver CRH ! stimulerer hypofysen til at secernere
ACTH ! cortisol-secernering ! ! aminosyrerkoncentration i blodet !
fedtsyre-frigivelse, glucoseformation fra ikke-kulhydrater

86
Mens alarmstadiet forbereder kroppen by fysisk handling, forsyner cortisol celler med de
biokemikalier, der er nødvendige under stress.

Andre hormoner hvis secernering øges under stress:

Glucagon, GH: mobiliserer energikilder såsom glucose, glycerol, fedtsyrer, amino acids
ADH: stimulerer nyrerne til at tilbageholde cand ! øger blodvolumen, vigtigt
hvis personen bløder/sveder kraftigt

Farer ved stress

Øget cortisolsecernering kan ledsages af: færre lymfocytter (bestemte hvide blodceller risiko!
infektioner, kræft)
Øger risiko for at udvikle forhøjet blodtryk,
”atheroschlerosis” og ”gastrointestinal ulcers”

6. Endokrinologi
24. Glucagon frigives fra pancreas via ACTH fra hypofysen. F
25. Sympatiske tråde fra CNS til binyremarven kan stimulere frigivelse af adrenalin. S
26 Aldosteron er et mineralocorticoid. S
27 Tilstedeværelse af testosteron er nødvendig for udviklingen af mandlige genitalier. S
28 ACTH stimulerer binyremarven til frigivelse af adrenalin og noradrenalin. F
29 Frigivelse af cortisol vil modvirke insulinets effekt på blodsukkeret. S
30 Øget CO2-tension i blodet stimulerer til øget erythropoietin frigivelse. F
7 Den endokrine del af pancreas udskiller enzymer der nedbryder fødens lipider. F
12 Osteoclaster påvirkes af parathyroideahormonet (PTH) til at resorbere knoglevæv. S
24 Hypofysen producerer ingen steroidhormoner. S
25 Oxytocin produceres i adenohypofysen. F
26 Højt serum-Na+ og lavt serum-K+ stimulerer binyrebarken til frigivelse af aldosteron. F
27 Glukagonfrigivelse fra pancreas sænker glukoseniveauet i blodet. F
27 Øget niveau af ACTH nedregulerer thyroideas produktion af thyroxin og trijodthyronin. F
28 ADH har betydning for resorptionen af K+ fra nefronets distale tubuli. F
29 Cortisol øger syntesen af proteiner og sænker niveauet af aminosyrer i blodet. F
30 Calcitonin stimulerer osteoblasterne til en øget frisætning af Ca2+. F
31 Plasmacortisol hæmmer CRH frigivelsen fra hypothalamus. S
26 Væksthormonet (GH) udskilles til blodet fra hypofysens baglap. F
27 Hormonproduktionen i glandula thyreoidea afhænger af tilstrækkelig iodtilførsel. S
26 ACTH er et mineralocorticoid. F
27 Insulins hovedvirkning er en sænkning af blodsukker-koncentrationen. S
26 Højt serum-natrium og lavt serum-kalium stimulerer binyrebarken til
aldosteronsekretion. F
27 Øget niveau af ACTH hæmmer produktion af thyreoideahormonerne. F
26 Hormonproduktionen i glandula thyreoidea afhænger af tilstrækkelig jodtilførsel. S
27 ADH er det vigtigste styrehormon for sekretionen af cortisol fra binyrebarken. F
25 Steroidhormonernes virkninger medieres af specifikke receptorer på cellernes
overflade. F
26 "Second messengers" er signalmolekyler som formidler hormonernes virkning
på celler. S
28 Thyroxin og triiodothyronin nedsætter organismens energiomsætning. F
29. ACTH stimulerer frigørelsen af aldosteron fra binyrebarken. F
26."Second messengers" betegner de hormoner der er underlagt en overordnet regulation. F
27. Væksthormonet (GH) udskilles til blodet fra hypofysens baglap. F
28. Parathyreoideahormonet er kemisk tæt beslægtet med thyreoideahormonerne. F

87
9. Parathyreoidea-hormoner øger frigivelsen af calcium fra knogler. S
22. Neurosekretoriske celler stimulerer celler i hypofysens forlap. S
23. Aldosteron er et mineralcorticoid. S
24. Luteiniserende hormon (LH) udskilles fra hypofysen. S
1. Prolactin stimulerer udvikling af mælkekirtler. S
2. Oxytocin stimulerer frigørelsen af mælk. S

88
8. Det kardiovaskulære system
7-1. Beskrive hjerte-karsystemets opbygning.

Opbygning
Kardiovaskulært: Har sammenhæng med både hjerte og blodkar.

Det kardiovaskulære system opdeles i to:

- Det systemiske kredsløb (store, perifære)
Sender oxygen-rigt blod og næringsstoffer til alle kroppens celler og fjerner
affaldsstoffer.
Tilbage til hjertet.
- Det pulmonale kredsløb (lille, lunge)
Sender deoxygeneret blod til lungerne,
hvor CO2 udskilles og O2 optages
og tilbage til hjertet.

Blodcirkulation:
Hjerte til Arterier
Forbinder til Arterioler
Forgrener til Kapillærer Her udveksles: Næringsstoffer, elektrolytter, gasser,
affaldsstoffer
Konvergerer til Venuler
Konvergerer til Vener Returnerer blodet til hjertet

7-2. Beskrive hjertets placering i thoraxhulen og dets struktur, og gøre rede for de
enkelte strukturelementers betydning for hjertefunktionen og for kredsløbet.

Hjertet
Placering: Thorakale hulrum (thoraxhulen), v. mediastinum medium, hviler på diafragma.
Omkranset af: Lungerne (lateralt)
Columna vertebralis (posteriort)
Sternum (anteriort)
(Start: Under andet ribben (på engelsk ”base” selvom øverst).
Fortsætter nedad og til venstre indtil femte interkostale rum.)
Størrelse: Ca. 14 x 9 cm (hos voksne).

Hinder
Perikardium: Hjertesækken Omslutter: Hjertet og proximale ender af store,hæftende blodkar.
Består af: Ydre pose: Det fibrøse perikadium.
Tæt bindevæv.
Hæfter til: Diafragma, sternum, columna vertebralis,
store blodkar fra hjertet.
Under denne: Serosum, serøse perikardium, dobbellaget indre sæk.
Ydre lag: Parietale perikardium.
Beklæder inderside af fib. perikardium.
Indre lag: Epikardium (viscerale perikardium).
Beklæder hjertet.
Mellem disse: Cavitas pericardialis.
Indeholder serøs væske.
Nedsætter friktion.

89
Altså: Perikardium består af to dele. 1. Det fibrøse perikardium. Ingen underinddelinger.
2. Det serøse perikardium. Består af to dele.
a. Parietale perikardium.
b. Viscerale perikardium (epikardium).

Hjertevægge
- Ydre epikardium: Funktion: Nedsætter friktion,
Består af: Serøs membran af epithel, bindevæv og adipøst væv.

- Mellem myokardium: Funktion: Pumper blod ud af hjertekamrene.

Består af: Hjertemuskulatur, bindevæv, kapillærer,
lymfekapillærer og nerver.

- Indre endokardium: ”Funktion”: Kontinuerlig med indre beklædning af blodkar forbundet

til hjertet.
Består af: Epithel, bindevæv (mange elastiske og kollagene fibre),
blodkar samt Purkinjes muskeltråde (specialiserede
hjertemuskelfibre).

Hjertekamre
Hjertets opdeling: To venstre dele.
To højre dele.

Øverste kamre: Atrierne (sing. atrium, plur. atria) el. forkamre.

Tynde vægge.
Modtager returblod til hjertet.

Nederste kamre: Ventrikler el. hjertekamre.

Modtager blod fra atrier og kontraherer, så blodet pumpes ind i
arterierne.
Tykkere vægge end atrier.

Interventrikulær septum: Skillevæg mellem venstre og højre side,

så blod fra hver side ikke blandes.

90
Hjerteklapper
”One-way blood flow”:
Sikres af system bestående af: Atrio-ventrikulærklapperne sidder mellem forkammer og tilhørende
hjertekammer (det nedenunder). Tillader blod at løbe fra atrium til ventrikel,
men ikke omvendt.

Ved ventrikelkontraktion:
AV-klapperne Hindrer tilbagestrømning fra/til
Højre side: Trikuspidalklappen H. Ventrikel/h. atrium
Venstre side: Mitralklappen. V. venstrikel/v. atrium

Semilunar-klapperne Ved ventrikelafslapning:

Højre side: Pulmonarklappen P.arterie/h. ventrikel
Venstre side: Aortaklappen Aorta/v. ventrikel

Højre atrium modtager blod fra: Vena cava superior.

Vena cava inferior.
(Højre og venstre koronærarterier fra fra hjertets myokardium).

Trikuspidalklappen: - Trefliget klap, kuspis = fliger.

- Placering: Mellem højre atrium og højre ventrikel.
- Tillader: Blod at løbe fra h. atrium til h. ventrikel, men ikke omvendt.
- Senestrenge: Chordae tendineae.
Hæfter til de 3 fliger på den ventrikulære side.
Udspringer fra papillarmusklerne35 som kontraherer når ventriklerne
kontraherer.
- Klap lukker: Ved at papillarmuskler trækker i chordae tendinaeae.
(Samme gælder vist de andre klapper, i hvert fald mitralklappen).
Tænk: Vi ved, at trykket i ventriklen stiger, når de kontraherer. Det
burde få fligerne til at flappe ind i atrierne, som gardinerne i et åbent
vindue, der svinger ud ad når man sætter gang i ventilatoren i stuen.
Fligerne fligerne svinger dog ikke ind i atriet, fordi papillarmusklerne
kontraherer samtidigt og således trækker i chordae tendineae. Vi har
altså bundet snore i gardinerne og trækker i disse, hver gang
ventilatoren tændes.

Muskelvægge: Højre ventrikels muskelvæg tyndere end venstres.

Højre kammer er knyttet til det lille (pulmonale) kredsløb.
Venstre ventrikel er knyttet til det store (systemiske) kredsløb.

A. Kontraktion af højre ventrikel- trikuspidal- og pulmonalklappen

1. Højre ventrikels muskelvæg kontraherer.
Trykket i ventriklen stiger.
Trikuspidalklappen lukker passivt. (Trykket svinger fligerne mod hullet til atriet, men ikke helt
ind i hullet, da senestrengene holder igen. Således lukkes
passagen).
2. Blodet kan nu kun løbe gennem lungearterien (truncus el. arteria pulmonalis).
Denne deler sig i en højre og en venstre og løber ned til lungerne.
3. Når blodet løber fra højre ventrikel ind i lungearterien, forhindrer den 3-fligede pulmonalklap (valvae
trunci pulmonalis) blodets tilbageløb.

35
papillarmusklerne (l. musculi papillares) de kegleformede muskeltappe, der er spaltede i spidsen, hvor
der går senetråde (chordae tendineae ) til fligklapperne ved forkammer-hjertekammeråbningerne (ostia atrio-
ventricularia).

91
 Blodet oxygeneres i lungerne.
B. Blod gennem venstre atrium – kontraktion af v. ventrikel -mitral- og aortaklappen
1. Venstre atrium får oxygeneret blod fra lungerne gennem 2 lungevener fra hver lunge (venae
pulmonales).
2. Blodet føres fra venstre atrium til venstre ventrikel.
Mitralklappen (bikuspidalklappen) forhindrer blodets tilbagestrømning fra ventrikel til atrium.
3. Venstre ventrikel kontraherer.
Mitralklappen lukker passivt.
4. Blodets eneste udvej er nu gennem aorta.
5. Ved aortas udmunding findes den 3-fligede aortaklap (semilunærklapperne, valvulae semilunares).
Denne forhindrer blodets tilbagestrømning ind i ventriklen.

Hjertets skelet
Udgøres af: - Fibrøse ringe af tæt bindevæv som omslutter arteria pulmonalis og aorta ved deres
proximale ender, så disse ikke udvides under ventrikelkontraktion.
- Andet tæt bindevæv i septum mellem ventriklerne som giver hjerteklapper og muskelfibre et
fast sted at hæfte.

Blodets vej gennem hjertet

1. O2-fattigt og CO2-rigt blod til højre atrium via:
2. Højre atriumvæg kontraherer
3. Højre ventrikelvæg kontraherer
venea cavae.
=> blod gennem trikuspidalklap ind til højre ventrikel.
=> trikuspidalklap lukker.
! blod gennem pulmonalklappen.
! blod til arteria pulmonalis’ og dens 2 forgreninger.
! blod til kapillærer associeret med alveoli.
! gas-udveksling mellem blod i kapillærer og luft i alveoler.
! oxygeneret blod til venstre atrium gennem 4 vena pulmonalis
(2 fra hver side).
! venstre atriumvæg kontraherer.
! blod gennem mitralklappen til venstre ventrikel.
! venstre ventrikel kontraherer.
! mitralklappen lukker.
! blod gennem aortaklappen og ind i aorta og dens forgreninger.

Opsummering: Iltfattigt, CO2-rigt blod

Højre atrium kontraherer, trikuspidalklap !
Højre ventrikel kontraherer, (tk. lukker), pulmonalklap ! arteria pulmonalis,
2 forgreninger.
Lunger 4 vena pulmonalis !
Venstre atrium kontraherer, mitralklap !
Venstre ventrikel kontraherer, (mk. lukker), aortaklappen ! aorta

Blodtilførsel til hjertet

Blod til hjertet fra: Aortas to første forgreninger:
Venstre og højre koronar-arterier (kransarterier).
Hjertet skal slå konstant, derfor kræver myokardieceller ny-oxygeneret blod.
Hjertet forsynes under diastolen.

92
7-3. Beskrive hjertecyklus som elektriske forandringer (EKG), samt samhørende
forandringer i tryk og volumen i hjertekamre.
Kardial-cyklen (eller ét hjerteslag)
Overordnet
Atria kontraherer: ”atriasystole” mens ventrikler slapper af ”ventrikeldiastole”.
Ventrikler kontraherer: ”ventrikelsystole” mens atrier slapper af ”atriadiastole”.
Derefter slapper både atria og ventrikler af et kort øjeblik.
Avanceret – trykforholdene i hjertet
Ventrikeltryk under diastole36 er lavt => AV-klapperne åbner og ventrikler fyldes ca. 70%.
=> ventrikeltryk stiger.
=> atria kontraherer og sidste 30 % lukkes ind i ventrikel.
=> ventrikeltryk stiger yderligere.
=> ventrikler kontraherer.
=> ventrikeltryk stiger skarpt.
=> ventrikeltryk overstiger atriatryk.
=> A-V-klapper lukker.
=> tryk i atria lavt (mindre end venøst tryk).
=> blod fra vener til atrium.
=> ventrikeltryk overstiger tryk i arteria pulmonaris og aorta.
=> pulmonar- og aortaklapper åbner.
=> blod fra respektive ventrikler til respektive arterier.
=> ventrikeltryk falder.
=> ventrikeltryk falder yderligere som ventriklerne slapper af
=> ventrikeltryk lavere end blodtryk i aorta og arteria
pulmonaris.
=> semilunar-klapperne lukker.
=> ventrikler slapper stadig af.
=> ventrikeltryk mindre end atriatryk.
=> AV-klapper åbner.
=> ventriklerne fyldes igen.
Hjertelyde
Skyldes vibrationer i hjertevæv grundet klappernes lukning.
1. lyd: ”lubb” – ventrikulær kontraktion – AV-klappen lukker.
2. lyd: ”dubb”– ventrikulær afslapning – pulmonar- og aortaklapper lukker.

Hjertemuskelfibre
Fungerer nogenlunde som skeletmuskelfibre.
Forbundet i et forgrenet netværk.
Stimulation af én del => impuls gennem hele hjertet, der kontraherer som en enhed.

Funktionelt syncytium: Celleansamling der fungerer som en enhed (ingen afgrænsning mellem celler).
2 af disse i hjertet, forbundet af fibre fra impulsledningssystemet:
Atriale syncytium.
Ventrikulære syncytium.

Impulsledningssystemet
Koordination af impulsledningssystemet
Sker: I klumper og strenge af specialiseret hjertemuskelvæv over hele hjertet.
Opbygning: Dette har få myofibriler (det ellers kontraherende elementer) og kontraherer ikke.
Funktion. I stedet initierer og distribuerer det impulserne i impulsledningssystemet.

36
diastole udvidelse; den (aktive) udvidelse af hjertet der følger efter sammentrækning; mods. systole

93
 Systemet indledes med sinusknuden (Keith-Flacks knude).
Består af: Specialiseret hjertemuskulatur ved højre atrium.
Nodale celler (sammenhæng med knude) indleder uafhængigt impulser, der spreder
sig over hele myokardiet og stimulerer hjertemuskelfibres kontrahering.
Fungerer som pacemaker (da den genererer hjertets rytmiske kontraheringer).
Impuls rejser fra sinusknuden ind i det atriale syncytium, derved sammentrækkes begge atria næsten
simultant.
Impuls via junktionelle fibre videre til atrioventrikulærknuden (AV-knuden), beliggende inferiort på
septum (som skiller atria).
Forsinkelse: Junktionelle37 Fibre har små diametre og leder impulsen langsomt.
Impulsens vej gennem AV-knuden forsinker den yderligere.
Giver atrierne tid til at kontrahere helt, så alt blod over i ventriklerne.
Impuls fra distale side af AV-knuden videre til det ”Hisske bundt” (AV-bundtet). Dette går ind i det
interventrikulære septum, hvor det deler sig i en højre og venstre gren.
Grenene giver anledning til forstørrede Purkinje-muskeltråde, som spreder sig fra det interventrikulære
septum til papillarmusklerne og fortsætter helt til apex cordis (hjertespidsen). Her snor de sig om
toppen af ventriklerne. På sender de små grene ud til siderne, som forgrener sig med
hjertemuskelfibre.
Muskelfibre i ventrikulærvæggene former irregulære spiraler. Når en impuls fra en Purkinjefiber
stimulerer disse muskelfibre, kontraherer ventrikulærvæggene med en drejende bevægelse.

Opsummering:
• Sinusknude.
• Atriale syncytium.
• Junktionelle fibre.
• AV-knude.
• AV-bundt (Hisske bundt).
• AV-bundt-forgreninger i septum (højre og venstre).
• Purkinjefibre.
• Ventrikulære syncytium.

37
junction sb. forening; forbindelse; jernbaneknudepunkt; skiftestation; trafikknudepunkt

94
Elektrokardiogram (EKG)

EKG, ”Hjertestrømskurve”: En registrering af myokardiets elektriske ændringer i løbet af en

kardialcyklus (et hjerteslag).
Kan opfangens på kroppens overflade, da kropsvæsker er elektrisk ledende.
1. P-tak
Sinusknude udløser hjerteimpuls => atriumfibre depolariserer => elektrisk ændring => P-tak i diagrammet.
Depolatisering af atriumfibre.

2. QRS-kompleks (Q-, R- og S-tak)

Impuls når ventrikulære fibre => depolarisering => tykkere vægge end atrium => større elektrisk ændring =>
QRS-kompleks (initialkompleks) i diagrammet (svarer til depolarisering af ventrikelfibre).
Depolatisering af ventriklerne.

3. T-tak
Ventrikelfibre repolariserer langsom => elektrisk ændring => T-tak.
Repolatisering af ventriklerne.

EKG-vurderinger:
PQ-interval : Tid for hjerteimpuls at komme fra sinusknuden og gennem AV-knuden.
Svarer til tiden fra atriedepolarisering til ventrikeldepolarisering.

Bemærk: Bogstaverne er i alfabetisk rækkefølge.

Regulering af kardialcyklen
Øget puls
Anstrengende arbejde => skeletmuskulatur kræver mere blod => puls øges.
Sinusknuden styrer pulsen, dvs. øget puls ofte stammer fra stimulation fra både parasympaticus og
sympaticus.

Parasympatiske fibre: Neuroner i medulla oblongata forgrener sig til sinus- og AV-knuderne.
Når nerveimpulser når nerveenderne secerneres acetylcholin.
Hæmmende effekt.
" sinus- og AV-knuders aktivitet.
" puls.
Acetylcholin-secernering er konstant, dvs.
Acethylcholin-secernering ! => puls "
Acethylcholin-secernering " => puls !

Sympaticus: Neuroner i medulla oblongata forgrener sig til sinus- og AV-knuderne.

Når nerveimpulser når nerveenderne secerneres norepinephrin.
Exciterende effekt.
! hyppighed og kraft af myokardiale kontraheringer (=>! puls).

95
Baroreceptor-reflekser
Involverer: Kardialcenter i medulla oblongata.
Modtager signaler fra hele det kardivaskulære system.
Videresender motorimpulser til hjertet som reaktion derpå.
Funktion: Opretholder balance mellem: Inhibitorisk effekt af de parasympatiske nervefibre.
Exciterende effekt af sympatiske nervefibre.

Inflydelser på kardialcenteret:
Baroreceptorer: Registrerer ændringer i blodtryk (strækreceptorer).
Cerebrum og hypothalamus: Signalerer fx hvis puls bør sænkes eller hæves.

Andre faktorer: Temperatur Kropstemperatur ! => hjerteaktivitet ! => blodafkøling.

Ionkonc. Hyperkaliæmi38: K+ ! overskud (xtracel.)
=> hjerteaktivitet "
K+ " mangel (xtracel.) => hjertearytmia.
Hyperkalcæmi39 Ca2+ ! overskud (xtracel) => hjerteaktivitet !
2+
Ca " mangel (xtracel) => hjerteaktivitet "

7-4. Definere minutvolumen, slagvolumen, hjertefrekvens, perifer modstand, arterielt

blodtryk, regional vævsgennemblødning og udveksling i kapillærer, gøre rede for
relevante sammenhænge mellem disse størrelser, samt beskrive anvendelsen af disse
størrelser ved vurderingen af hjertets og kredsløbets tilstand.

Arterier og arterioler
Arterier
Egenskaber og funktion: Stærke, elastiske, højt tryk, væk fra hjertet.
Deler sig i stadigt tyndere rør, til sidst arterioler.
Tre adskilte lag: Tunica interna: Simpelt pladeepithel (endothelium)
på bindevævsmembran
med mange elastiske og kollagene fibre.
Tunica media: Tykkeste lag.
Glat muskulatur samt tykt lag elastisk bindevæv.
Tunica adventitia (externa): Tynd, bindevæv, hæfter til omkringliggende væv.

Vasomotoriske fibre
Er: Sympatiske forgreninger af det autonome nervesystem,
som innerverer glat muskulatur i arterie- og arteriolevægge.
Vasokonstriktion: Sammentrækning af blodkar.
Vasodilation: Udvidelse af blodkar (når sympatiske impulser hæmmes).

Kapillærer
Egenskaber og funktion: Blodkar med den mindste diameter.
Forbinder mindste arterioler og mindste venoler.
Udveksling af stoffer mellem blod/vævsvæske.
Opbygning: Tynde, semipermeable, vægge af endothelium.
- (kapillærer er fortsættelser af den indre beklædning i arterioler).
Åbninger i kapillærvægge – tynde sprækker hvor endothel overlapper.
Densitet af kapillærer i vævet afspejler vævets metaboliske evne,
Fx ingen i brusk, mange i muskler.

38
hyperkaliæmi (sygeligt) øget kaliummængde i blodet, unormalt høj kaliumkoncentration i blodserum el.
plasma.
39
hyperkalcæmi (sygeligt) øget mængde kalcium (kalk) i blodet, bl.a. ved overdosering af D-vitaminer

96
Vasokonstriktion og – dilation: - Glat muskulatur der omringer kapillærer regulerer bloddistribution i
kapillærer.
- Muskler former prækapillære sfinktere (ringmuskler), der lukker kapillæren
ved at kontrahere og omvendt.
- Svarer på krav fra cellerne som kapillæren forsyner – slapper af når oxygen
og næringsstoffer mangler og kontraherer når behovene er stillet.

Stofudveksling i kapillærer
Diffusion, filtration og osmose.
Udveksling i kapillærer:
Diffusion: Pga. forskelle i koncentration af nærings- og affaldsstoffer.
Plasmaproteiner bliver i blodet, da de (generelt) er for store til diffusion og desuden
ikke er lipidopløselige.

Filtration: Tvinger molekyler gennem membran vha. hydrostatisk tryk, sker i kapillærer ved
kontrahering.
Blodtrykket falder jo længere væk fra hjerte man kommer, dvs. arterieblodtryk >
arterioler > kapillærer (arteriolære kapillærende > venulære kapillærende).
(Pga. friktion mellem blod og blodkarvægge).

Osmose: Osmotisk tryk skabes af et impermeant (uigennemtrængeligt) opløst stof (kolloid) på

den ene side af en membran – her plasmaproteinerne i blodet.
Kolloid-osmotisk tryk: Tryk som følge af plasmaproteiner.
Foretrækker reabsorbering.
Arteriolærender af kapillærer: filtration, da blodtrykket er højere end det kolloid-
osmotiske tryk.
Venulærender af kapillærer: reabsorption, da blodtrykket er mindre pga. friktion.

Vener og venoler
Venoler: Mikroskopiske blodkar.
Fortsætter fra kapillærerne og løber sammen og former vener.
Veneopbygning: 3 lag som arterier.
Midterlag ikke særligt udviklet: Tyndere vægge,
Mindre glat muskulatur,
Mindre elastisk bindevæv.
Men: større lumen (diameter).
Veneklapper: Nogle vener, specielt i ekstremiteterne, er udstyret med indadvendte klapper.
Åbner når blod løber mod hjertet, lukker den anden vej.
Blodreservoir: Vener fungerer som blodreservoir.
Hvis blod mistes og blodtryk falder, kan venokonstriktion presse blod ud af
reservoiret.

Blodgennemstrømning i venesystemet
Afhængigt af: Hjertebevægelser, skeletmuskelkontrahering, respiratoriske bevægelser,
venokonstriktion.
Hjertebevægelser: Der er kun lidt tryk tilbage v. veneenderne af kapillærerne pga. perifer modstand.
Skeletmuskelbev. Når skeletmuskler presser på vener med veneklapper, presses blod fra et klapsegment
til det næste.
Inspiration: Diafragma kontraherer
=> Brystkassen hæves op og ud.
=> Trykket i thorakalrummet falder.
Samtidigt
=> Diafragma presser ned på abdominale viscera.
=> Trykket i det abdominale rum øges.
=> Blod presses ud af abdominale vener og ind i thorakale vener.

97
Venokonstriktion: Lavt venetryk
=> Sympatiske reflekser stimulerer kontrahering af glatte muskler i venevæggene.

7-5. Gøre rede for hovedtræk i de mekanismer der regulerer ovennævnte størrelser
mht. en løbende tilpasning til de varierende arbejdskrav (f. eks. Frank-Starlings
hjertelov; nervesystemets og det endokrine systems rolle i regulation af hjertets
arbejde, af det arterielle blodtryk og af den regionale gennemblødning).

Blodtryk (arterielt)
Blodtryk (arterielt): Trykket blodet udøver på blodkarrenes indre vægge.
Arterielt blodtryk: Stiger og falder svarende til faserne i kardialcyklen.
Det maksimale tryk er det systoliske tryk (i modsætning til det diastoliske).
Tryk falder med det samme når hjertekontraktion ender.
Mængden af blod: Hjerteaktivitet afgør mængde af blod i det arterielle system.

Måling af (arterielt) blodtryk: Måles med sphygmanometer.

Udtrykkes som brøk, normalt ca. 120/80.
Tæller: Arterielle systoliske tryk i mm Hg (SP).
Nævner: Arterielle diastoliske tryk i mm Hg (DP).
Målesteder: Normalt den radiale arterie i hjerteniveau.
Evt. halspulsårebugtningen, brachiale eller femorale arterier.

Indvirkninger på blodtryk: Hjertefunktion (hjertefrekvens, slagvolumen)

Blodvolumen.
Perifer modstand.
Blodviskositet.

Slagvolumen = Volumen udsendt fra ventriklen med hver kontrahering

(hjerteslag).
ca. 70-80 mL hos voksen mand i hvile.
Hjertefrekvens = Antal hjerteslag (kardialcykler) pr. minut.
Minutvolumen (Q,CO) = Hjertefrekvens (pr. minut) x slagvolumen
= ca. 5000 mL/min i hvile.
= max. mulige ca. 5 gange hvilkemængden = 25 L/min.
Ændres med ca. samme faktor som hjertefrekvensen, når en person
går fra hvile til fysisk arbejde.
Blodvolumen = Sum af blod i vaskulært system = ca. 5 L el. 8 % af kropsvægt.

98
Blodets totale perifere modstand (TPR) = Friktion mellem blod og blodkar.
Blodviskositet40 = Hvor ”let” blodmolekyler flyder forbi hinanden.
Højere viskositet => mere tyktflydende => mere svært at flyde
forbi hinanden. Øges af blodceller og plasmaproteiner.
Formler
MAB = f .SV .TPR
= MV .TPR
= diastolisk tryk + (1/3)pulstryk
= diastolisk tryk + (1/3)(systolisk tryk – diastolisk tryk).
(MAB = middelarterieltblodtryk, SV = slagvolumen, MV minutvolumen, TPR = blodets totale perifere
resistance)

Perfusionstryk = gennemblødning · modstand, Pa – Pv =∆ P= F.R

1 cm blod svarer til ca. 0,77 mmHg.

Kontrol af blodtryk

MAB = MV .TPR (minutvolumen . total perifer modstand)

Opretholdelse af normalt blodtryk kræver regulering af overstående faktorer, MV og PR.

Inden for en hvis grænse gælder: Mere blod i ventriklen => længere myokardinal-fibre i
ventrikulærvæggen.
Jo længere myokardiefibre desto større kontraherende kraft.

Frank-Starlings hjertelov: Forholdet mellem myokardiefiberlængden og

kontraheringskraften hænger sammen sådan at det:

Vigtighed: Sikrer at blodvolumen ud af hjertet = blodvolumen ind i kamrene.

Input = output.

Fx under motionering:
Mere blod returneres til hjertet => Større ventrikeldistention
=> Større kontraheringskraft
=> Større slagvolumen
=> Større minutvolumen
Det omvendte gælder for hvile.

Kardioaccelerator- / kardioinhibitor-refleksen:
• Minutvolumen falder/stiger.
• Blodtryk falder/siger.
• Baroreceptorer i aortabuen (arcus aortae) og halspulsårebugtningen
(sinus caroticus) stimuleres ad ændringer i blodtryk.
• Sensoriske impulser til kardialcenter i medulla oblongata.
• Sympatiske/parasympatiske impulser til hjertet.
• SA-knude accelereres/hæmmes.
• Hjertefrekvens stiger/falder.
• Blodtryk går tilbage mod normal.

40
viskositet sejhed, tykflydenhed, indre friktion, hvor let en væskes molekyler flyder forbi hinanden.

99
Medulla oblongatas vasomotoriske center
Regulerer blodets perifere modstand ved at regulere vasokonstriktion og – dilation.
Sender sympatiske impulser til glat muskulatur i arteriolevægge.

Andre indvirkninger på perifer modstand: CO2, O2, H+ (pH)

påvirker prækappilære sfinkstere
og glat muskulatur i arteriolevægge.
Epinephrine, norepinephrin
vasokonstrikerer mange systemiske kar => PR!
Eksempel – motion: CO2!, O2", H+ (pH)"
=> Vasodilation i det systemiske kredsløb
=> PR"
=> Øget lokal blodgennemstrømning til muskler med høj
metabolik, fx muskler.

Autonome nervesystem
Sympaticus: ! frekvens, [og dermed kontraktilitet og minutvolumen, (slagvolumen)]
! perifer modstand (kontraktion af arterioler).
Ændrer blodtilførsel til nogle kapillærnet (sfinkstermuskler).

Parasympaticus: " frekvens [og dermed minutvolumen].

Virker på sinusknuden og AV-knuden.

Hormoner:
(Nor)adrenalin: ! frekvens.
! perifer modstand.
Aldosteron: ! Na+-reabsorption i nyrerne =>
! H2O (osmose) =>
! blodvolumen.
ADH: ! H2O-reabsorption i nyrerne =>
! blodvolumen.
Vasokonstriktion.
Angiotensin II: Angiotensinogen (fra lever) ---(renin, nyrer)--->
Angiotensin ---(ACE, lunger)--->
Angiotensin II =>
aldosteron ! =>
! Na+-reabsorption i nyrerne.

100
7.1.2 Beskrive placeringen og betydningen for kredsløbet af større navngivne kar i det
arterio-venøse kredsløb. "Større kar" omfatter de forgreninger af hovedarterier og -
vener som er centrale for de store kropsdeles eller organers blodforsyning. (Nogle
eksempler på større kar er: a. carotis externa/interna, v. jugularis interna/externa, a.
og v. radialis/ulnaris, a. og v. hepatica, a. og v. renalis).
s. 362 + brug billede.
s. 367 og 371 i bogen
s. 374

101
102
103
7. Det Kardiovaskulære System
10 Intercalated discs findes kun i hjertemuskulatur. S
30. Tricuspidalklappen findes mellem højre atrium og højre ventrikel. S
31. Arteriae pulmonales indeholder af-iltet blod. S
32. P-Q intervallet i elektrokardiogrammet angiver repolarisering af venstre ventrikel. F
33. Øget kontraktion af karrene i det venøse system kan give øget fyldningstryk af højre
ventrikel. S
31 Udveksling af næringsstoffer, CO2 og O2 mellem blodet og vævene sker i arteriolerne. F
29 Tricuspidalklappen findes mellem venstre atrium og venstre ventrikel. F
35 Påvirkning af hjertet via det sympatiske nervesystem øger kontraktilitet og frekvens. S
35 Tricuspidalklappen adskiller venstre forkammer fra venstre hjertekammer. F
36 Arteriolerne indeholder glat muskulatur der er af betydning for blodtryksregulationen. S
37 Hjertefrekvensen er under direkte indflydelse af det autonome nervesystem. S
29 Endocardium udgør hjertesækkens mest perifere lag. F
30 Mitralklappen (bicuspidalklappen) er placeret mellem venstre hjertekammer og aorta. F
32 Vena cava inferior samler alt veneblod fra kroppens venstre side. F
29 QRS komplekset på en EKG registrering angiver depolarisering af hjertekamrene. S
30 De sympatiske nervetråde forsyner modstandsarteriolerne, men ikke vener. F
31 Ved en okklusionsplethysmografi kan en ekstremitets gennemblødning måles. S
30 Starlings hjertelov sikrer at trykket i højre og venstre hjertekammer er lige stort. F
31 Det arterielle blodtryk ændres under normale forhold omvendt proportionelt med den
perifere karmodstand. F
32 Okklusionsplethysmografi er en metode til måling af vitalkapaciteten. F
33 Det portale karsystem optræder bl.a. mellem tarmen og leveren. S
31 Vena cava inferior samler alt veneblod fra kroppens venstre side. F
32 Atriekontraktionen er kun af betydning for en mindre del af ventriklernes fyldning
under diastolen. S
33 Skeletmusklernes kontraktioner fremmer blodgennemstrømningen i venesystemet. S
28 Tricuspidalklappen adskiller højre forkammer fra højre hjertekammer. S
29 En af venesystemets funktioner er at fungere som et blodreservoir. S
35 Mitralklappen er placeret mellem det venstre hjertekammer og aorta. F
36 Det diastoliske tryk er næsten identisk i aorta og i truncus pulmonalis. F
37 Atriesystolen bidrager med under halvdelen af ventriklernes samlede diastoliske
fyldning. S
38 Modstandsarterier og arterioler modtager nervetråde fra det sympatiske såvel som
det parasympatiske nervesystem. F
39 Det hydrostatiske tryk i venerne er med til at bestemme filtrationstrykket i
kapillærerne. S
40 Portalkredsløbet indebærer at veneblod fra et primært kapillærnet forsyner
et sekundært kapillærnet. S
32. Mitralklappen er placeret mellem højre hjertekammer og truncus pulmonalis. F
33. Starlings hjertelov sikrer at trykket i højre og venstre hjertekammer er lige stort. F
34. Portalkredsløbet indebærer at veneblod fra et primært kapillærnet forsyner et
sekundært kapillærnet. S
35. Ved en okklusionsplethysmografi kan en ekstremitets gennemblødning måles. S
28. Blodet kommer til lungerne fra hjertet gennem pulmonararterierne. S
29. Bicuspidalklappen separerer venstre ventrikel og venstre atrium. S
30. Foramen ovale er en åbning i skillevæggen mellem hjertets højre og venstre
atrium hos fostret. S
31. EKGets QRS-komplex svarer til atriernes kontraktion. F
35. Vener fører altid blod til hjertet. S

104
9. Blod (sanguis)
8-1. Beskrive blodets sammensætning i hovedtræk:
Karakteristika: Kan betragtes som en slags bindevæv med flydende matriks.
Kan inddeles i en cellulær og en ekstracellulær komponent (matrix).
Ekstracellulær matrix: Grundsubstans og fibrillær komponent (serum og
fibrinogen).
Lidt tungere og 3-4 gange mere viskøst end vand.
Udgør 7-8 % af hele kropsvægten.
Blodvolumenet er ca. 5 liter.
57 kg: 4-4,5 kg.
70 kg: 5-5,5 kg.

Bestanddele: Cellulær komponent.

Formede elementer/ blodlegemer.
Erytrocytter (og reticulocytter41), leukocytter, blodplader.
Ekstracellulær komponent.
Plasma (væskedelen).

Funktion: Transport af: næringsstoffer, affaldsstoffer, varme, ilt.

Koagulation.
Immunforsvar.
Kommunikation (hormoner).

Hæmatokritværdi (Hct): Et mål for volumenandelen af røde blodlegemer.

Udgør den cellulære komponent, ca. 45 % af blodet.
(Andre formede elementer udgør under 1%).

Plasma: Udgør 55 % af blodet, og er den ekstracellulære komponent. Består primært

af vand (91 %).
Derudover: aminosyrer, proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer, hormoner,
elektrolytter, affaldsstoffer.
PLASMA
Elektrolytter mM
Na+ 145
K+ 4
Ca2+ 2,5
Mg2+ 1,5
H+ 0,0004
Cl- 103
HCO3- 24
Phosphat (primært HPO42-) 1
SO42- 0,5

Proteiner 7% (mere om dem senere i kapitlet):

Albuminer 4,2 g / 100 mL Kolloidosmotisk tryk
Transport af andre stoffer
Syre-base buffer (proteinlager)
Globuliner 2,8 g / 100 mL Kolloidosmotisk tryk
Antistoffer

41
Reticulocyt, umodent rødt blodlegeme. Reticulocytter dannes i den røde knoglemarv og cirkulerer i blodet
i ca. et døgn, før de udvikles til røde blodlegemer. Mængden af reticulocytter er en god indikator for
knoglemarvens aktivitet.

105
 Enzymreaktioner
Syre-base buffer (proteinlager)
Koagulationsfaktorer
Fibrinogen 0,3 g / 100 mL Blodkoagulation

Gasser
O2 0,2 mL / 100 mL Oxidativ metabolisme
CO2 2 mL / 100 mL Affaldsprodukt
N2 0,9 mL / 100 mL Ingen funktion

Næringsstoffer 2%
Glykose og andre kulhydrater 100 mg/100 mL
Aminosyrer 40 mg/100 mL
Kolesterol 150 – 250 mg/100 mL
Vitaminer 0,0001 – 2,5 mg/100 mL
Sporstoffer 0,001– 0,3 mg/100 mL

Affaldsstoffer
Urea (fra protein) 34 mg / mL
Creatinin (fra creatin) 1 mg / mL
Urat (fra nukleinsyrer) 5 mg / mL
Bilirubin (fra hæm) 0,2 – 1,2 mg / mL

Individuelle hormoner: (0,000001 – 0,05 mg/mL)

8-2. Gøre rede for livscyklus og betydningen af erythrocytter, for blodets gastransport
og pH-homeostase, og for thrombocytternes, thrombins og fibrins oprindelse og
betydning for blodets koagulationsevne:

Erytrocytter (røde blodlegemer)

Funktion: Transporterer hæmoglobin (dermed ilt).
Hæmoglobin er en syre-base-buffer.
Indeholder kulsyreanhydrase42 der virker som katalysator i bikarbonatbufferen.
Transporterer CO2.

Bikonkave: Støre diffusionsoverflade ! fremmer transport af gas.

Placerer membranen fysisk tættere på O2-bærende hæmoglobin.
(Kan nemt deformeres).
Hæmoglobin: Ca. 1/3 af blodcellevolumenet.

Oxyhæmoglobin: Lyserødt.

Deoxyhæmoglobin: Mørkerødt, kan fremstå blåligt set gennem blodkarvægge.

42
kulsyreanhydrase, (2. led af gr. anhydros 'uden vand' og -ase), zinkholdigt enzym, som katalyserer den
reversible omdannelse af kuldioxid og vand til kulsyre: CO2 + H2O ! H2CO3.
Kulsyre er ved neutral pH næsten fuldstændigt dissocieret til hydrogenioner og hydrogencarbonationer:
H2CO3 ! H+ + HCO3-.
Kulsyreanhydrase findes i mange organer. Specielt i de røde blodlegemer har enzymet høj aktivitet og har her afgørende
betydning for, at den store mængde CO2, der dannes ved stofskifteprocesserne i vævene, kan transporteres i blodet som
bicarbonat og udskilles som CO2 i lungerne. Enzymet er desuden afgørende for en række andre sekretoriske funktioner i
organismen, fx bugspytsaft, mavesyre og syre i urinen.

106
Kerne: Har kerne i tidligt stadie, men denne forsvinder med tiden
=> kan ikke syntetisere proteiner eller dele sig.

Energi: Ingen mitokondrier => producerer ATP ved glykolyse, ikke vha. O2.

RBCC el. RCC: Red Blood Cell Count = antal erytrocytter pr. mm3 blod:
- Mænd ca. 4,6 . 106 – 6,2 . 106
- Kvinder ca. 4,2 . 106 – 5,4 . 106

Produktion af Erytrocytter
Erytropoiese = dannelse af røde blodlegemer fra hæmatopoietiske celler (hæmocytoblaster).
- Starter i blommesækken ”yolk sac” (første embryonale uger).
- Herefter i lever, milt og lymfeknuder (2. trimester).
- Herefter i rød knoglemarv fra (9. føtalmåned og frem).

Levetid: En erytrocyt lever ca. 120 dage.

Regulering: Styres af negativ feedback fra erythropoietin (EPO).

90 % dannes i nyrer, 10 % i lever.
EPO udsendes fra nyrer og lever som respons på nedsat vævsoxygenering.
EPO stimulerer erythrocyt-produktion i rød knoglemarv.
Diæt-faktorer med inflydelse på erythrocyt-produktion:
B-kompleks-vitaminter (B12 og folsyre/folinsyre), nødvendige for DNA-syntese.
Erythrocyt- og hæmoglobin-produktion kræver jern.

Anæmi: Skyldes for få røde blodlegemer eller for lidt hæmoglobin:

=> nedsat O2-bæreevne
=> bleg hud og manglende energi
Fx hos gravide: blodvolumen! => hæmatokritværdi ".

Hæmokromatose: Arvet dysfunktion – tyndtarmens jernoptag tidobles.

=> aflejring af jern i organer.
=> jernforgiftning.
=> vævsskader.
Behandling: åreladning.

Destruktion af Erytrocytter
Aldring: Erytrocytter er elastiske og fleksible.
Med alderen bliver de stive, dermed skrøbelige, og skades ved at passere gennem de smalle
kapillærer, specielt dem i kontraherende, aktive muskler.

Makrofager: El. ”histiocyter”.

Fagocyterer og destruerer skadede celler (inkl.gamle erytrocytter – sker i milten og leveren).
Oprindeligt hvide blodceller, kaldes makrofager når de forlader blodbanen.
Næsten så talrige som fibroblaster i nogle bindevæv.
Specialiseret til fagocytose.
Kan bevæge sig rundt som ”scavenger-” (ådselsæder-) og defensive celler, der fjerner
fremmede partikler fra væv.

Hæmoglobin nedbrydes til:

1. Globin (protein) og hæm (jernholdig del).
- Hæm nedbrydes igen til:
2. Jern og biliverdin (grønligt pigment).
- Jernet kan genbruges i den røde knoglemarv.
3. Biliverdin konverteres til bilirubin (rød-orange pigment).
- Biliverdin og bilirubin udskilles i galden som galdepigmenter.

107
Leukocytter (hvide blodlegemer)
Overordnet funktion: Beskytter mod sygdomme.
Dannelse: Udvikles fra hæmatopoietiske stamceller (hæmocytoblaster) som følge af
hormonaktivitet.
Hormoner der styrer dannelse:
Interleukiner (en type peptider).
CSF (koloni-stimulerende faktorer).

Typer: Der findes 5 forskellige slags leukocytter, der inddeles efter cytoplasma:
- Med granulær cytoplasma = granulocytter 3 slags
- Uden granulær cytoplasma = agranulocytter 2 slags
Granulocytter
Størrelse: Dobbelt så store som erytrocytter.
Typer: Neutrofile, eosinofile og basofile.
Dannelse: I rød knoglemarv.
Levetid: Ca. 12 timer.

Neutrofile43: - 54-62 % af leukocytter

- Finkornet cytoplasme.
- Lyslilla i neutralt miljø (mht. pH).
- Ældre celler: 2-5-lappet nukleus, lapper forbundet af kromatin
- Yngre celler: C-fomet nukleus.
! Fagocyterer små partikler, bakterier.

Eosinofile44: - 1-3 % af leukocytter.

- Grovkernet cytoplasme.
- Mørkerød i surt miljø (mht. pH).
- 2-lappet nukleus.
! Dræber parasitter.
! Hjælper med at kontrollere inflammation og allergiske reaktioner.

Basofile45: - 1 % af leukocytter.
- Færre, uregelmæssigt formede korn i cytoplasmen.
- Mørkeblå i basisk miljø (mht. pH).
! Producerer heparin (blodstørknings-hæmmende).
! Producerer histamin (øger blodgennemstrømning).

Agranulocytter
Dannelse: I rød knoglemarv.
Typer: Monocytter og lymfocytter.
Differentieres: I lymfeorganerne og den røde knoglemarv.

Monocytter: - 3-9 % af leukocytter.

- 2-3 x større end erytrocytter.
- Nuklei varierer i form: nyreformerede, ovale, lappede.
- Bliver til makrofag, når den forlader blodbanen.
- Lever i mange uger, endda måneder.
! Fagocyterer store partikler, bakterier.

Lymfocytter: - 25-33 % af leukocytter.

- Lidt større end erytrocytter.

43
etym: l. neutrophilus, af l. neuter, ingen af to + g. philein, elske el. g. philia, kærlighed
44
eponym: efter Eos, morgenrødens gudinde i antikkens Hellas + g. philein, elske el. g. philia, kærlighed.
45
etym: af g. basis, base, bund + g. philia, kærlighed el. g. philein, elske

108
 - Stor, rund nukleus.
- Lever i årevis.
! Giver immunitet (producerer antistoffer).

Leukocytters funktion
Generelt: Beskyttelse mod infektioner.
Ødelægger patogene mikroorganismer og parasitter og fjerner slidte celler.
Specialer: Nogle fagocyterer bakterier (indeholder mange lysosomer).
Andre producerer antistoffer.

Diapedese: Passage gennem små kar => hvide blodlegemer kan forlade blodkredsløb.
Kan bevæge sig uden for kredsløbet vha. ”amoeboide bevægelser”.
De mest mobile og fagocyterende leukocytter er neutrofiler og monocytter.

White Blood Cell Counts

WBCC/WCC: White Blood Cell Count).
Antal leukocytter pr. mm3 blod.
Normalværdi ca. 5.000 – 10.000.
- Over 10.000: leukocytose – akut infektion.
- Under 5.000: leukopeni – fx i forbindelse med tyfus, influenza, AIDS.

DIFF: Differential white blood cell count, differentialtælling.

Lister procentdelene af de forskellige leukocytter I blodet.
Procentfordelingen kan sige noget om hvilken sygdom, man har.

Trombocytter (blodplader)
Karakteristika: Ikke komplette celler.
Kerneløse.
Mindre end halvt så store som røde blodlegemer.
Antal: 130.000 – 360.000 pr. mm3.
Lever ca. 10 dage.

Funktion: Hjælper med at lukke brud i skadede blodkar og initierer blodskorpedannelse.

Dannelse: Stammer fra cytoplasmen af megakaryocytter (kæmpeknoglemarvsceller) i rød knoglemarv.

Megakaryocytter og dermed trombocytter dannes fra hæmocytoblaster som respons på
hormonet trombopoietin.

109
Husk: Ikke færdige/modnede celler: -blaster.
Modnede celler: -cytter.

110
8-3. Beskrive hovedtræk ved sammensætningen og betydningen af plasmaets proteiner
(derunder deres betydning for substanstransport i plasma) og elektrolytter:

Blodplasma
Er: Væskedelen af blodet.
Består af: Blanding af vand (92 %) og organiske og uorganiske biokemikalier.
Funktioner: - Transport af gasser, næringsstoffer og vitaminer.
- Regulering af væske- og elektrolytbalance.
- Opretholde pH mellem 7,35 og 7,45.

Plasmaproteiner (AGF – fodboldhold)

Albumin: - Mindste plasmaprotein.
- Står for 60% af proteinvægten i blodplasmaen – dominerende.
- Produceres i leveren.
- Determinerer (pga. mangfoldigheden) plasmas kolloidosmotiske tryk,
regulerer derved vandtransport mellem blod og væv.
Plasmaproteiner er for store til at komme igennem kapillærvægge.
=> Osmotisk tryk.
=> Vand holdes i kapillærerne på trods af blodtrykkets filtrerende
tendens.

Globulin: - 36 % (masse%) af proteiner.

• Underinddeles i α-, β-, og γ-.
• Leveren syntetiserer α- og β-globuliner.
• Lymfevæv syntetiserer γ-globuliner, som er en slags antistof.
• Funktion: fx transport af fedt og fedtopløselige vitaminer.

Fibrinogen: - 4 % (masse%) af proteiner.

- Funktion: central rolle i blodkoagulation (spaltes til fibrin).
- Syntetiseres i leveren.
- Største blodprotein.

Hæmostase
Hæmostase: Er standsning af blødning.
Tre faser: Vasospasme, pladetrombeformation og koagulation.
1. Den vaskulære fase.
2. Trombocytfasen.
3. Koagulationsfasen.

Vasospasme
Er: Blodkarspasmer/-kramper. Minutter til timer. ”Den vaskulære fase”.
Mindre blodkar gør i stykker.
Glat muskulatur i karrets vægge kontraherer, normalt kun et par minutter.
Blodtab mindskes, måske lukkes enderne af det ødelagte kar helt.
”Pladetrombe”, platelet plug, formes og blodet koagulerer.
Blodplader udskiller desuden serotonin som kontraherer glat muskulatur i blodkar
(vasokonstriktion => mindskning af blodtab).

Pladetrombe-dannelse (Platelet plug)

”Trombocyt-fasen”
• Brud i blodkarvæg.
• Blod flyder ud gennem bruddet.
• Plader (trombocytter) hæfter på den blotlagte bindevævskollagen, til enderne af det ødelagte kar og til
hinanden.

111
 • Pladetromber hjælper med at kontrollere blodtabet.

Koagulation
Blodstørkning er den mest effektive hæmostatiske mekanisme.
Clotting factors: Biokemikalier involveret i blodkoagulation.

Hovedbegivenheden i blodkoagulation:
1. Væv skades.
2. Skadet væv udsender vævs-tromboplastin.
3. Protrombin-aktivator produceres efter serie af reaktioner (kræver Ca2+, proteiner, fosfolipider). Mængden
af denne er direkte proportional med vævsskadens omfang.
4. Aktivatoren konverterer protrombin til trombin. (Kræver Ca2+). Dette fortsætter under koagulationen vha.
positivt feedback.
5. Trombin katalyserer reaktion som:
Deler fibrinogen ind i stykker af fibrin, som sammen former lange tråde.
6. Fibrintråde fæstner til blotlagte overflader af skadede blodkar.
Danner et net, der fanger blodceller og –plader.
”Blodprop” er dannet.
Den gule, klare væske, der er tilbage, er serum.
Serum = plasma - ”clotting factors” (plasma minus koagulationsfaktorer).
7. Fibroblaster (umodne bindevævsceller) invaderer blodproppen og producerer fibrøst bindevæv overalt i
denne - styrkende og forseglende effekt.

Trombus (trombe): Blodprop/klump der (unormalt) formes i et blodkar.

Embolus (emboli): Trombe, eller del heraf, der har revet sig løs.

Koagelkontraktion
Få minutter efter blodproppens dannelse.
Kontraktion af aktin og myosin i trombocytten.
Varer 20-60 min.

Kontrageldestruktion
Hvis proppen (tromben) hindrer blod i at strømme til et vitalt organ, dør det omkringliggende væv.
Plasminogenaktivator (tPA), protein dannet i endothelceller, nedbryder/opløser tromber.

112
Blodtyper, -transfusioner og AB0-systemet
Blodtyper
AB0-systemet: Baseret på tilstedeværelsen (eller manglen) på antigenerne A og B på erytrocyt-membraner.
Antigener: 300 forskellige blodtypeantigener. A og B (og ”0”) de vigtigste.
AB0-antigener findes i overfladen af alle kroppens celler, i planter og bakterier.
Manglende antigen A fører til dannelse af antistof ”anti-A”, osv.
Agglutination skyldes reaktioner mellem antistoffer og antigener af samme type.
Ved klassificering angives derudover rhesus positiv/negativ.

Blodtype Antigen Antistof Foretrukken Tilladelig

donorblodtype donorblodtype i
ekstreme
nødstilfælde46
A A Anti-B A A, 0
B B Anti-A B B, 0
Næstmindst %
AB A og B Hverken Anti-B AB A, B, 0
Mindst %--andel Kan modtage fra alle donortyper.
eller Anti-A
0 Hverken A Anti-B og Anti-A 0 Ingen alternativer til 0
eller B Kan donere blod til alle.

Agglutination: Sammenklæbning af blodlegemer efter en blodtransfusion.

Kan ske hvis man modtager blod, der ikke er af ens egen type.
Agglutination skyldes reaktioner mellem antistoffer og antigener af samme type.
Sker ved: Overflademolekyler i erytrocytter kaldet antigener (el.
agglutinogener) reagerer med antistoffer (el. agglutininer) i plasmaen.
Fx anti-A med A, anti-B med B.

Rh-blodgruppen
Rhesus antigener: Findes kun i erytrocytters overflade.
Ved tilstedeværelse af disse er man rhesus positiv.
Mest normale rhesus-antigen er antigen D.
Rhesus er egentlig opkaldt efter en syd- og østasiatisk rhesus-abe.
Rhesus-faktoren (Rh) findes hos 85 % af alle hvide mennesker.
Bevirker at de røde blodlegemer agglutineres, hvis de blandes med blod der
indeholder antistoffer mod Rh-faktoren.

Problemet: 1. Rh-negativ person modtager Rh-positiv transfusion.

2. Rh-antigenerne i transfusionen stimulerer modtageren til at producere
anti-RH antistoffer.
3. Burde ikke få problemer.
4. Samme person modtager ny transfusion af Rh-positivt blod.
5. De nye anti-Rh antistoffer forårsager agglutinering af de netop
modtagne Rh-positive blodceller.

Problemer ved fødslen:

• Rh-negativ gravid med Rh-positivt foster.
• Celler fra Rh-positivt foster trænger ind i gravids blodstrøm.
• Mor danner anti-Rh antistoffer.
• Mor bliver gravid med andet Rh-positivt foster.
• Morens anti-Rh antistoffer (hemolysiner) angriber fosterets erytrocytter.

46
I så fald bør transfusionen ske langsomt, så modtagerens større blodvolumen fortynder det og derved minimerer
chancen for en negativ reaktion. Fx har type 0 godt nok hverken antigen A eller B, men den har både anti-B og anti-A.

113
Klinik (ikke umiddelbart en del af målbeskrivelsen)
Erytrocytter
Anæmi (blodmangel)
Blødningsanæmi: Akut el. kronisk.
Jernmangelanæmi: Mikrocytær el. hypokrom.
Megaloblastær anæmi: (B12-vitamin mangel, folatmangel, mangel på intrinsiskfaktor)
Hæmolytisk anæmi: Blodmangel pga. nedbrydning af erytrocytter og den røde knoglemarvs manglende
evne til at danne nok nye erytrocytter til at kompensere.
Aplastisk anæmi: Blodmangel, da dannelsen af blodlegemer i knoglemarven er stærkt nedsat, eventuelt
helt ophørt. Knoglemarven bliver derfor i tiltagende grad cellefattig og erstattet af
fedtvæv.

Polycytæmi
Generel konsekvens Blodet mere tyktflydende => større fare for udvikling af blodpropper og blødning.
Sekundær Fysiologisk, kredsløbsforstyrrelser.
Forøget antal røde blodlegemer i blodet pga. en øget produktion af erytropoietin
(EPO) i nyrerne.
Polycytæmia vera Ukontrolleret dannelse af specielt de røde blodlegemer (erytrocytter) og til dels de
hvide blodlegemer og blodpladerne, hvilket fører til en tilstand med forhøjet antal
blodceller i blodet.
Polycytaemia spuria Kronisk tilstand med forhøjet hæmatokrit (antal røde blodlegemer målt i % af den
samlede blodvolumen). Mindre plasma i blodet end røde blodlegemer.

Hæmostase
Øget blødningstendens K-vitamin-mangel.
Hæmofili.
Trombocytopeni.

Tromboemboliske tilstande
Ru endotheloverflade i kar (atherosclerose, infektion, traume).
Meget langsom blodgennemstrømning.

8. Blodet
28. Vitamin B12 har betydning for dannelsen af erythrocytter. S
29. Fibrinogen omdannes til fibrin under dannelsen af et blodkoagel. S
9 Blodets formede bestanddele består kun af hvide blodlegemer og blodplader. F
28 Fald i pH vil lette frigivelse af O2 fra hæmoglobinet. S
38 Leveren har betydning for fjernelse af beskadigede erythrocytter. S
32 Blodets hæmatokrit er hos en rask person proportional med antal erythrocytter pr.
volumenenhed. S
33 Lymfocytten er den hyppigst forekommende leukocyt i blodet. F
34 Antistoffer mod blodtype A og blodtype B er til stede hos en person der har blodtype O. S
27 Thrombocytter (blodplader) har ingen cellekerner. S
28 Plasmaproteiner bidrager til det samlede osmotiske tryk i plasmaet. S
31 Blodets viskositet har betydning for størrelsen af det arterielle blodtryk. S
28 Bilirubin og biliverdin er produkter af hæmstofskiftet. S
28 Hæmatokrit defineres som den fraktion (målt i procent) af blodvolumen der udgøres af
blodceller. S
29 De neutrofile granulocytter udgør den talrigeste fraktion af hvide blodlegemer. S
35 Blodtypebetegnelsen A indebærer at personen bærer antistoffer mod A-antigenet. F

114
5 Bevægelse gennem kapillærvæggen ved filtration er passiv transport. S
28 Thrombocytter (blodplader) kendetegnes af store kerner. F
29 Blodets viskositet er stigende med stigende hæmatokritværdi. S
30 Thrombin, som dannes ved brud på karendothelet og deltager i blodkoagulationen,
er et hormon. F
30 Acetylcholin stimulerer glatte muskelceller i arteriolerne til kontraktion. F
31 Blodets hæmatokritværdi er hos en rask person proportional med antal erythrocytter
per volumenenhed. S
32 Thrombocytterne spiller en vigtig rolle i hæmostasemekanismen. S
33 Det kolloid-osmotiske tryk i plasma afhænger ikke af plasmaets proteinkoncentration. F
41 Erytrocytterne er stort set uden betydning for CO2 -transporten i blodet. F
30 Erytrocytter produceres hos voksne i den røde knoglemarv. S
31 Størstedelen af jern frigjort ved hæmoglobinnedbrydning mistes gennem galden. F
34 Thrombin er et plasmaenzym som katalyserer dannelsen af fibrintråde. S
29. Thrombocytter (blodplader) har ingen cellekerner. S
30. Thrombin er et plasmaenzym som katalyserer dannelsen af fibrintråde. S
31. Blodtype A indebærer at personen bærer antistoffer mod A-antigenet. F
32. Vitamin B12 har betydning for dannelsen af erythrocytter. S
33. Blodplader dannes af megakaryocytter. S
34. Hæmatokrit defineres som den fraktion (i procent) af blodvolumen der udgøres af
røde blodlegemer. S
35. Personer med blodtype O rhesus negativ kaldes "universale donorer". S
36. Neutrofile granulocytter udgør mere end 50% af alle leucocytter i perifert blod. S
31. Erytrocytter indeholder enzymet carbonanhydrase. S
43. Galdefarvestoffer er nedbrydningsprodukter af hæmoglobin. S

115
10. Respirationssystemet

9-1. Beskrive placeringen, de strukturelle hovedtræk og betydningen af luftvejenes

enkelte dele, samt lungernes luftledende og respiratoriske strukturer og integrationen
med karsystemet.

Respiration: 1) Luft ind i lungerne.

2) Gasudveksling mellem blod og luft i lunger.
3) Gasudveksling mellem blod og celler.

Øvre respirationstragt: Næse.

Næsehule.
Bihuler.
Pharynx.

Nedre respirationstragt: Larynx.

Trachea.
Bronkietræet
Lungerne.

Åndedræt: Ca. 16 gange pr. minut.

Næse (nasus)
Bestanddele: Knogle og brusk.
Hår i næsebor:Forhindrer store partiklers indtræden (filtration).
Næsebor: Latin "nares".

Næsehulen (cavum nasi)

Hulrum lige bag næsen.

Regio olfactoria: Lugteslimhinden i næsehulens loft.

Næseskillevæg (saeptum nasi): Knogle og brusk.

Deler hulrummet i venstre og højre.

Næsemuslingerne (conchae nasales): 3 stk på hver side.

Slimbeklædte.
Deler hvert hulrum i passageveje.
Øger overfladeareal.
Støtter mukøs membran.

Mukøs membran: Øger overfladeareal.

Indeholder pseudolagdelt epithel med cilia.
Cilia bevæger mukus.
Mukus opsamler partikler til pharynx og fugter luften.
Mange bægerceller.
Mange blodkar, som opvarmer luft til kropstemperatur.
116
Bihuler (sinus paranasales)
Placeret ved: Maxillarknoglerne (kæber). Sinus maxillaris.
Os frontale (pandeben). Sinus frontales.
Os ethmoidale (siben). Sinus ethmoidalis.
Os sphenoidale (kileben). Sinus sphenoidalis.

Funktion: Reducerer kraniets vægt (men kun ca. 2%) og giver akustik.

Pharynx (svælg)
Placering: Passage bag mundhulen (cavum oris) og næsehulen (cavum nasi).
Funktion: Passage for mad og luft.
Hjælper med at producere talelyde.
Opdeling: Nasopharynx (tænk næse).
Oropharynx (tænk oral).
Laryngopharynx (tænk larynx).

Larynx (strube(hoved))
Placering: Udgør toppen af trachea (luftrøret), og er placeret under pharynx.
Funktion: Leder luft ind og ud af trachea, hindrer indgang af fremmede objekter.
Struktur: Muskler og brusk bundet af elastisk væv.
Største brusk: ” Epiglottic, thyroid (adamsæblet), cricoid cartilages”.
Stemmelæber: To sæt horisontale stemmelæber (styres af n. vagus).
Af: Muskel- og bindevæv samt mukøs membran., delvist elastiske.
- Falske stemmelæber (plicae vestibulares): Øvre bånd, ikke lyddannende.
Lukker luftvejene ved synkning.
- Ægte stemmelæber (plicae vocales): Nedre bånd, lyddannende.
Øget spænding af stemmelæber ! øget tonehøjde.
Øget luftmængde ind ! øget styrke.

Glottis (lydapparatet): Åbning mellem afslappede stemmelæber ved normal vejrtrækning.

Epiglottis (strubelåg): Placeret lige over larynx.
Tillader luftpassage.
Dækker delvist luftvejen ved synkning af mad og væske.

Trachea (luftrøret)
Struktur: Fleksible, cylindriske cirkler
Diameter 2,5 cm, længde ca. 12,5 cm.
Placering: Anteriort til esophagus (spiserør).
Løber ned i brysthulen (cavum thoracis), hvor den deles i højre og venstre bronkie.
Interiort: Pseudolagdelt, cylinderepithel.
Ciliabeklædt mukøs membran med mange bægerceller.
Filtrerer indkommende luft: ”cilia-elevatoren” fører partikler opad til pharynx, hvor de
synkes.
Trachea-væg: Ca. 20 C-formede stykker hyalinbrusk47, der forhindrer trachea i at kollapse ved
indånding.
Blødt væv af glat muskulatur bagtil tillader spiserøret at udvide sig, når mad
passerer.
47
hyalin brusk er den almindeligste form for brusk og findes i led og flere steder i luftvejene. Den er blålig og
svagt gennemskinnelig; bruskcellerne ligger ofte i grupper, og i substansen mellem cellerne findes bl.a. kollagene
tråde og komplekse sukkerforbindelser (glykosaminoglykaner) bundet til proteiner.

117
Bronkietræet
Bestanddele: Forgrenede luftveje fra trachea til bronkioler.
Mukøse membraner filtrerer og fordeler indkommende luft.
Hovedbronkier: Rejser fra trachea ved femte thorakale ryghvirvel, og forgrenes:

Konduktive del: ! Bronkier (primære, sekundære, tertiære).

! Terminale bronkioler.
Respiratoriske del: ! Respiratioriske bronkioler.
! Ductus alveolaris (alveolegange).
! Alveolesække.
! Alveoler.
Bronkier: Opbygget som trachea, men med mindre væv.
Bronkioler: Mindre, meget muskulatur, ingen brusk eller kirtler.

Oxygen diffunderer gennem alveolevæggene til kapillærerne.

Alveoler (sing. alveolus, plur. alveoli)

Dannet af to slags celler: Type 1 pneumocytter.
Type 2 pneumocytter.
Type 1: - Flade, beklæder størstedelen af overfladen, her sker gasudvekslingen.
- Danner basalmembran og bindevæv, der typisk er fusioneret, samt endothelceller.
Type 2: - Stamcelle for type 1, flere type 2 end type 1.
- Sektretoriske, kubiske.
- Producerer surfaktant (overfladespændingsreducerende, sæbeagtigt), der forhindrer
alveoler i at klappe sammen som resultat af vandmolekylers overfladespænding
(dannes først fra 7. føtalmåned, så for tidligt fødte børn kan have problemer).
Makrofager: - Løstsiddende makrofager i alveoler fungerer som støvsugere.
- Hyppigste celletype.
Bindevæv: Tætmasket kapillærnet.
Rigeligt med elastiske fibre.
(Der er ikke cilier i alveoler).

Lunger (pulmo, plur. pulmones)

Placering: Thoraxhulen.
Separeret medialt af mediastinum.
Omkranset af diafragma (mellemgulvet) og cavum thoracis (brysthulen).
En bronkus og nogle store blodkar opspænder lungerne i hvert hulrum.

Indeholder: Luftveje, alveoler, blodkar, bindevæv, lymfekar, nedre åndedrætsorgans (systema

respiratorium) nerver.

To lungehinder (en slags sække): Serøse membraner.

- Pleura visceralis: Indre blad, hæfter til lungerne.
- Pleura parietalis: Ydre blad, fæstner mod brystkassevæggen.
Udgør en del af mediastinum.
Cavitas pleuralis: Potentielt rum mellem de to lungesækblade.
Indeholder serøs væske, der reducerer friktion.
Her er altid undertryk.
Lapper: Højre lunge har tre lapper og er større end venstre lunge.

118
 Venstre har kun to (dermed er der plads til hjertet).
Hovedforgrening fra bronkietræet til hver lap.
Samtidig følger en gren af arteria pulmonales (deoxygeneret blod) med
bronkietræet.

9-2. Redegøre for de fysiske og mekaniske forhold ved brystkassen og lungerne der
udgør en forudsætning for vejrtrækningen, samt for de aktive og passive dele af
respirationscyklus.

Inspiration (inhalation, indånding)

Falder tryk i lunger (alveoler) => atm. tryk får luft ned i lunger.
Trykforskellen vil altid udligne sig.
Impulser fra diafragmanerven (nervus phrenicus) stimulerer:
! Diafragma til at kontrahere.
! Diafragma trækkes nedad.
! Brysthulens volumen udvides.
! Tryk i alveoli falder ca. 2 mmHg under atm. tryk.
! Atm. tryk presser luft ind gennem luftvejene.
! Forceret: Exteriore (ydre) interkostalmuskler (mellem ribben), pectoralis minor, og
sternocleidomastoideum kontraherer --> hæver ribben og sternum.
! Yderligere volumenudvidelse.
Lungeekspansion afhængig af bevægelse af pleuramembraner:
! Separation af pleurahinder.
! Tryk falder i cavitas pleuralis.
! Tyndt lag serøs væske separerer parietal pleura fra visceral pleura.
! Pleura parietalis og visceralis holdes sammen af vandmolekyler i cavitas pleuralis.
! Når brysthulen hæves, følger begge membraner med –lungen udvides i alle retninger.

Eksspiration (ekshalation, udånding)

Er gratis (dvs. ikke energikrævende):
Skyldes elastisk sammentrækning af muskler samt overfladespænding:
! Diafragma sænkes.
! Elastiske væv strækkes og abdominale48 organer trykkes sammen.
! Ved afslapning: ”Recoil” (rekyl) af elastisk væv (lunger og thoraxhule) og opadrettet
tryk fra de før sammenpressede organer.
! Forceret: Hjælp fra posteriore interne interkostalmuskler og
abdominalvægsmusklene (m. rectus abdominis, m. obliquus internus
abdominis, m. obliquus internus abdominis, m. transversus
abdominis).
! Samtidig: Overfladespænding mindsker overfladeareal af alveoler.
! Alveolærtryk ca. 1 mm Hg over atm. tryk.
! Luft ryger ud gennem luftvejene.

48
abdominal som gælder el. har sammenhæng med maven el. bughulen

119
9-3. Redegøre for størrelser som vitalkapacitet, residualvolumen, FEV og peak-flow,
angiv eksempler på velegnede målemetoder, samt eksempler på vigtige tilstande
kendetegnet af ændringer i disse størrelser.

Lungevolumener og kapaciteter
Spirometri49: Åndedrætsmåling.
Spirometer: Måler alle åndedrætsvolumener undtagen residualvolumen, som kræver
en speciel teknik.
Respirationscyklus: Inspiration og derpå følgende eksspiration.
FEV1: Forceret ekspiratorisk volumen.
Alt man kan puste ud i løbet af 1 sekund efter en dyb indånding.
Peakflow: Hastigheden på den hurtigste luftstrøm en person kan præstere i én forceret
udånding.

Forkortelse Ca. Navn Forklaring Relation

volumen
TV 500 mL Tidalvolumen Åndedragsvolumen, dvs.
ventilationen under én
respirationscyklus.
IRV 3000 mL Inspiratorisk Max. ekstra volumen der med
reservevolumen kraft kan indåndes ud over en
normal indånding.
ERV 1100 mL Eksspiratorisk Max. ekstra volumen der med
reservevolumen kraft kan udåndes ud over en
normal udånding.
RV 1200 mL Residualvolumen Luft tilbage i lunger selv efter
kraftig udånding.
VC 4600 mL Vitalkapacitet Maksimale mængde luft der VC = IRV
efter en maksimal indånding + TV
kan drives ud af lunger med en + ERV
maksimal udånding.
IC 3500 mL Inspiratorisk Maksimal volumen af luft der IC = TV + IRV
kapacitet kan indåndes efter udånding af
tidalvolumen.
FRC 2300 mL Funktionel Luft der bliver i lunger efter FRC = ERV
residualkapacitet udånding af tidalvolumen. + RV

TLC 5800 mL Total Afhænger af alder, køn og TLC = VC + RV

lungekapacitet kropsstørrelse.

Asthma: Når det piber og fløjter når man trækker vejret.

Skyldes kontraktion i bronchiolemuskulatur samt mucin hypersekretion.
Obstruktiv lidelse.
Bronchitisacuta: Når man for en kort periode hoster slim op.
Skyldes akut infektion i bronchier – øget mucinproduktion.
Bronchitischronica: Lange perioder med vedvarende ophost af slim.
Skyldes dårlig ciliefunktion, mucinretention, bakterievækst i mucinen, kronisk
infektion.
49
etym: af l. spirare, ånde + g. metron, måler, måling

120
Emphysem: Tiltagende åndenød på grund af nedsat lungekapacitet.
Skyldes forstørrelse af alveoler og bronchier/bronchioler.
Dermed mindre effektiv overflade.
KOL: Kronisk obstruktiv lungelidelse.

9-5. Redegøre for respirationsregulationen mht. den løbende opretholdelse af

tilstrækkelig iltforsyning og kuldioxidelimination.

Kontrol af åndedræt
Foretages af: Respiratoriske områder, som udgøres af grupper af neuroner i hjernestammen
(truncus encephalicus).
To vigtigste: - Respirationscenteret i medulla oblongata.
- Respirationsgruppen i hjernebroen (pons).
Respirationscentret:
Placering: I medulla oblongata.
Bestanddele: 2 bilaterale neurongrupper som strækker sig gennem hele medulla oblongata.
Funktion: Dorsale respirationsgruppe: Primært kontraktion af diafragma, ”basic
rhythm of breathing”.
Ventrale respirationsgruppe: Primært abdominal- og interkostalmusklerne.
Øger inspirationen efter behov.
Pneumotaksisk område:
Andet navn: Pontine respiratoriske gruppe.
Placering: I pons.
Funktion: Neuroner laver forbindelser med det medullære rytmiske center.
Transmitterer impulser der kontrollerer åndedrætsfrekvens.

Åndedrætsmuskulatur: Man kan trække vejret bevidst => skeletmuskulatur.

Faktorer der påvirker åndedræt

Faktorer: Respiratoriske områder (centrale og perifere kemoreceptorer).
Kemikalier i kropsvæsker.
Strækningsgraden af lungevæv.
Emotionelle stadie.
Graden af fysisk aktivitet.

Centrale kemoreceptorer: Placeret i den ventrale del af respirationscenteret (tæt på n. vagus’

fremspring):
Føler ændringer i pH i cerebrospinalvæske,
(CO2- og H+-niveau), hæver frekvens og TV for øget CO2-
udskillelse, hvis for høj koncentration.
Perifere kemoreceptorer: Placeret i specialicerede strukturer i fx arteria carotis og aorta kaldet
”carotid and aortic bodies”.
Registrerer ændringer i iltkoncentrationen i blodet.
Sender først stimuli til respiratoriske områder ved meget lav O2.

Inflationsrefleks: Regulerer dybden af åndedrættet.

Sørger for at der ikke sker overinflation af lungerne ved kraftig
indånding.

121
 ! Lungevæv strækkes.
! Strækreceptorer i pleura visceralis, bronkioler og alveoler
stimuleres.
! Pontine respiratoriske gruppe modtager stimulans og forkorter
længden af inspiratoriske bevægelser.
Følelser: Frygt og smerte hæver normalt åndedrætsfrekvensen.
Eksempel: Person holder vejret.
=> [CO2] og [H+] stiger, [O2] falder.
=> stimulering af centrale kemoreceptorer og (hvis meget lav O2)
perifere kemoreceptorer.

Adrenalin: De sympatiske nervetråde og adrenalin har en afslappende effekt på den

glatte muskulatur i bronchierne.
Ved et truende astmaanfald anvendes ofte lægemidler, som efterligner
virkningen af adrenalin og således kan modvirke den
bronchiekontraktion, som ses ved et astmaanfald.
Acethylcholin: Bronchiernes glatmuskulatur kontraheres under påvirkning med
neurotransmitteren acetylcholin, som frigøres fra de parasympatiske
fibre.

9-4. Redegøre for den molekylære og cellulære baggrund for blodets ilt- og
kuldioxidtransport, samt gasudvekslingen i henholdsvis lungernes og de perifere vævs
kapillærer.
Alveolær gasudveksling
Alveoler: Mikroskopiske luftsække klynget sammen ved de distale ender af de smalleste
respiratoriske rør.
Hver består af et hulrum med en tynd væg som adskiller den fra naboen.
Membran:
Indre: Simpelt pladeepithel
Blod: Hver alveole er associeret med et tæt kapillærnetværk (også simp. pladeepithel).
Mellem celler: Sammensmeltede basalmembraner adskiller lagene.
Mellem celler er der elastiske og kollagene fibre.

Den respiratoriske membran:

Består af:
Alveolær- og kapillærvæggen og disses basalmembraner.
Dvs. at mindst to fortykninger af epithelceller og et lag af sammensmeltede
basalmembraner adskiller luft i alveoler fra blod i kapillærer.

Kendt kemi: Gassens partialtryk determinerer diffusionsraten.

Når blandet gas (fx atmosfærisk luft) opløses i blod er den resulterende koncentration
af hver gas proportionel med dennes partialtryk (forkortes fx pO2).

O2-transport
Andel i Hb: 98 % bindes til hæmoglobin (Hb) (jernholdigt protein i erytrocytter).
Resten opløses i plasmaen.

I lungerne er pO2 høj:

! O2 opløses i blod.
! O2 binder sig til hæmoglobin.

122
! Det resulterende molekyle kaldes oxyhæmoglobin
! pO2 i vævskapillærer lav pga. cellernes iltforbrug.
! O2 dissocierer (frigives) til vævskapillærer pga. ustabile bindinger.
! Dissociation fremmes af høj temperatur, lav pH og højt pCO2.
Alle tre forklarer hvorfor mere O2 frigives til skeletmuskel under motion.
Hypoksi: Nedsat O2-indhold i væv.

CO2-transport
Væv har høj pCO2 => CO2 til blod.
Blod transporter CO2 til lunger ad tre veje:
a) Opløst i plasma.
Ca. 7%.
b) Bundet til hæmoglobin (kan transportere O2 og CO2 samtidigt).
CO2 binder til aminogrupper (-NH2) i globin, og former karbaminohæmoglobin
Nedbrydes hurtigt ved lavt pCO2.
Ca. 23% da det dannes langsomt.
c) Som bicarbonat vha. bicarbonatbufferen.
Ca. 70%.
Kend din buffer!
CO2 + H2O! H2CO3 Katalyseres i erytrocytter af kulsyreanhydrase50.
H2CO3 ! H+ + HCO3- Bikarbonat-ioner diffunderer ud af erytrocytter.
Blod passerer kapillærer i lunger, hvor opløst CO2 diffunderer ind i alveoler pga. lavt alveolært pCO2.

Iltforbrug
Organ/region mL / min % af total
Hjerne 47 19
Hjerte 28 11
Nyrer 18 7
Splankisk51 region 62 25
Skeletmuskulatur 75 30
Hud 5 2

9. Respiration
41 Ved inspiration kontraheres diaphragma og bevæges distalt. S
44. Larynx er placeret mellem trachea og bronkierne. F
45. Respirationen reguleres via centrale chemoreceptorer for oxygen. F
46. Residualvolumen indgår i vitalkapaciteten. F
47. Kontraktion af diaphragma vil føre til ekspiration. F
48. CO2 transporteres i blodet bundet til hæmoglobin, som bicarbonat eller i opløst form. S
43 Lungernes residualvolumen indgår ikke som en del af deres vitalkapacitet. S
44 Fald i blodets pH kan lede til øget respirationsfrekvens. S
45 Epiglottis udgør hovedparten af den bløde gane. F
46 Det inspiratoriske reservevolumen udgør en del af den funktionelle residualkapacitet. F
47 Det vigtigste buffersystem til regulation af pH i blodet er bicarbonat-carbondioxid-bufferen. S
40 Trachea er placeret ventralt for oesophagus. S
41 Lungernes overflade er dækket af en serøs membran benævnt visceral pleura. S
42 Hyperventilation øger mængden af O2 bundet til hæmoglobin. F
43 Tidal volumen udgør en del af lungernes vital kapacitet. S
50
kulsyreanhydrase el. karboanhydrase, et zinkholdigt enzym, eng. carbonic anhydrase
51
Sammenhæng med indvoldene.

123
33 Ved en persons kondital forstås hans maksimale arbejdsevne udtrykt pr kg legemsvægt. F
37 En almindelig ekspiration foregår som en overvejende passiv proces. S
38 Surfactant udskilles til bronchiernes lumen og mindsker luftstrømningsmodstanden. F
39 Fald i blodets iltkoncentration kan aktivere de perifere kemoreceptorer. S
6 Elastisk brusk findes bl.a. i larynx. S
36 Respirationscentret er beliggende i medulla oblongata. S
37 Gastransport over alveolærmembran sker ved passiv diffusion. S
38 O2 og CO2 konkurrerer om bindingssteder til hæmoglobinet. F
38 Kontraktioner af diaphragma styres gennem autonome tråde fra n. vagus. F
39 Hovedparten af CO2-transport i blodet sker som HCO3-. S
44 CO2 stimulerer respirationen gennem centrale kemoreceptorer i medulla oblongata. S
39 Trachea er placeret ventralt for oesophagus. S
40 Den serøse membran der beklæder lungernes overflade hedder pleura parietale. F
41 Et hæmoglobinmolekyle kan binde både O2 og CO2 molekyler. S
42 Tidalvolumen udgør en del af lungernes vitalkapacitet. S
38 Ilt-og kuldioxidudveksling mellem blod og luft i lungerne sker ved hjælp af
almindelig diffusion. S
39 En almindelig ekspiration foregår som en overvejende aktiv
(dvs. muskelaktivitetsafhængig) proces. F
40 Kemoreceptorerne i medulla oblongata responderer på ændringer i
cerebrospinalvæskens koncentrationer af CO2 og H+. S
21 Diaphragma (mellemgulvet) består af glat muskulatur. F
43 Respirationsmembranen er et tyndt lag bindevæv beliggende umiddelbart under
pleura viscerale. F
44 Hæmoglobin spiller en vigtig rolle såvel for O2 som for CO2-transporten i blodet. S
45 Respirationsbevægelser er underlagt en neural styring fra centre i hjernestammen. S
46 De centrale kemoreceptorer i hjernestammen er følsomme for CO2 og pH, mens
de perifere kemoreceptorer registrerer O2-tensionen. S
41 Lymfen produceres i lymfeknuderne. F
42 Sammentrækningen af lungerne med hver ekspiration i hvile skyldes primært de
elastiske kræfter i lungevæv og thoraxvæg. S
37. Respirationsscentret er beliggende i hjernestammen. S
38. Den serøse membran der beklæder lungernes overflade hedder pleura parietale. F
39. Størstedelen af CO2-transport i blodet sker i form af bicarbonationer. S
40. Hæmoglobins O2-binding afhænger ikke af den lokale CO2-koncentration. F
25. Larynx er placeret mellem trachea og bronkierne. F
26. Kontraktion af diaphragma fører til ekspiration. F
27. Residualvolumen indgår i vitalkapaciteten. F
46. De centrale kemoreceptorer reagerer på ændringer i ilttensionen. F
3. Respirationscenteret ligger i cerebellum (lillehjernen). F
4. Tracheas væg indeholder bruskringe. S
6. Cylinderepithel med cilier og bægerceller er karakteristisk for de øvre luftveje. S
33. Pleurahulens undertryk er maksimalt ved ekspiration. F
34. Respiratoriske bronchioler ligger distalt for terminale bronchioler i bronchietræet. S
36. Højre lunge har tre lapper. S
37. At "få maden galt i halsen" betyder, at maden er havnet i larynx. S

124
11. Lymfe- og Immunsystemet
10-1. Beskrive struktur af lymfekapillærer, lymfekar, lymfeknuder, thymus og milt.
Angive placering og navn af lymfesystemets hovedkar og disses relationen til blodkar.
Angive placeringen af de større lymfeknudegrupper (cervicale, thoracale, axillare,
abdominale, pelvine, inguinale).
10-2. Redegøre for lymfens dannelse, cirkulation samt funktioner.

Lymfesystemet
Komponenter: Netværk af kar, der transporterer overskudsvæske væk fra interstitielle52 rum og
tilbage til blodstrømmen. Transporterer ca. 5L/døgn.
Funktion: Væsketransport, sygdomsbekæmpelse (immunsystem).
Udgøres af: Lymfekapillærerne (vasa capillaria lymphatica), lymfekar (vasa lymphatica),
lymfegangen, lymfeknuder, thymus og milten.

Lymfekapillærer: - Opsuger vævsvæske i interstitielle rum.

- ”Close-ended”, har lukkede ender.
- Væg af enkeltlaget pladeepithel (diffusion).
- Indeholder lymfe.
”Lacteals”: - Specielle lymfekapillærer i tyndtarmens ”foring (lining)”.
- Optager fordøjede fedtstoffer og transporterer dem til den venøse cirkulation.

Lymfekar: - Fører vævssaft ind i venesystemet.

- Har vægge som vener, men tyndere.
- Indeholder klapper (analogt med vener).
- Leder til lymfeknuder.
- Går sammen og former lymfegange efter knuderne.

Lymfegangen: - Opdeles i den store og den lille.

- Opsamler lymfen og sender den til venesystemet, hvor den bliver en del af
blodplasmaen lige før denne returneres til højre atrium.

Store lymfegang:
Størrelse: - Større og længere.
Navn: - Ductus thoracicus eller kylusgangen.
Start: - Går fra bughulen (abdomen) foran rygsøjlen.
Område: - Modtager lymfe fra nedre lemmer, abdomen, venstre overekstremitet, -
venstre side af thorax, hoved og nakke.
Udtømning: - Tømmes i den venstre vena subclavia nær mødet med ventra vena jugularis.

Lille lymfegang:
Navn: - Ductus lymphaticus dexter.
Område: - Modtager lymfe fra højre side af hoved, nakke, øvre lemmer og thorax.
Udtømning: - Udtømmes i højre vena subclavia nær mødet med højre vena jugularis.

52
Beliggende i mellemrum.

125
Lymfens vej
Lymfekapillær --> lymfekar --> lymfeknude --> lymfekar --> lymfegang --> opsamlende kanal --> vena subclavialis.

Vævsvæske
Stammer fra: Blodplasma.
Bestanddele: Vand og opløste substanser der har forladt kapillærerne.
Indeholder ikke plasmaproteiner - for store til at diffundere over kapillærvægge,
skaber således kolloidosmotisk tryk.

Lymfevæske
Består af: Vævsvæske, der er kommet ind i en lymfekapillær.
Dannelse: Filtration af vævsvæske fra plasma overgår normalt dennes reabsorption,
hvilket resulterer i en overordnet dannelse af vævsvæske.
Væske ! lymfe: Filtration > reabsorbering øger hydrostatisk tryk, så bevægelse af vævsvæsken
ind i lymfekapillærer bliver favorabelt.
Funktion:
Lymfe ! plasma: Lymfe returnerer de fleste af de filtrerede små proteiner til blodbanen.
Transport: Transporterer fremmede partikler, fx bakterier og vira, til lymfeknuder.
Transporterer immunceller, især lymfocytter.

Lymfebevægelse
Betinget af: Hydrostatisk tryk af vævsvæske (lavt som i vener), trykændringer grundet
respiration, skeletmuskelaktivet og muskelkontraktioner i lymfegangens vægge.
Respiration: Lavt tryk i thoraxhulen ved inspiration og kontraktion af diafragma --> presser lymfe
ud af abdominale kar og ind i thorakale kar. Klapper hindrer tilbageflow.
Ødem: Ophobning af lymfe i interstitialrummet.
Fx når fjernelse af lymfeknuder i forbindelse med brystkræftoperation hindrer
bortledning fra overekstremiteten.

Lymfeknuder (lymfekirtler, nodi lymphatici)

Rummer: Mange (B-)lymfocytter og makrofager, som bekæmper indtrængende organismer.
Størrelse: Mindre end 2,5 cm lang, bønneformet.
Funktioner: 1. Frafiltrering af potentielt skadelige partikler fra lymfen, føre den returneres til
blodbanen.
2. Overvågning af kropsvæsker (ved lymfocytter og makrofager).
Lymfocytter angriber vira, bakterier og parasitter. Makrofager omslutter og
ødelægger fremmede substanser og ødelagte celler.
3. Producerer en del af lymfocytterne, men flest i rød knoglemarv.
Placering: Alene, i grupper eller kæder langs lymfekar, men ikke i CNS.
Forbindelser: Knuden forbindes med nerver og blodbane gennem hilum (=rod).
Afferente kar: Tilførende – forbinder til knuden forskellige steder.
Efferente kar: Vækledende – forlader knuden gennem hilum.
Opbygning: Kapsel af bindevæv afgrænser knuden og opdeler den i afsnit.
Lymfefollikler: Folliculus el. nodulus lymphaticus.
Lymfeknudens funktionelle dele.
Ophobning af B-celler og makrofager, (også T-celler).
Findes associeret med de mukøse membraner "of the respiratory & digestive tracts
(fx Peyer's patches i tyndtarmen)".
Lymfesinus: Uregelmæssige hulrum og kanaler i lymfeknuden hvorigennem lymfen cirkulerer.
Mandlerne: Delvist indkapslede lymfeknuder.

126
Thymus (brisselen)
Opbygning: Bilobet (dvs. to ”flapper”).
Omsluttet af bindevævskapsel.
Placering: Anteriort til aorta, posteriort til øvre del af sternum.
Størrelse: Undergår aldersinvolution, dvs. den bliver mindre med alderen.
Lymfevæv i thymus erstattes med alderen af fedt- og bindevæv.
Fødselsvægt ca. 22 g., hos ældre ned til 3 g. Skrumper efter puberteten.
70-årig: Thymus ca. 10% af oprindelig størrelse, immunsystem ca. 25% af
oprindelig kraft.
Opdeling: Bindevæv opdeler thymus i lobuler (smålapper).
Lobuler indeholder lymfocytter, de fleste er thymocytter (inaktive, bundne).
T-celler: Modnede thymocytter, som forlader thymus og skaber immunitet.
Thymosin: Hormon udskilt af thymus, modner T-celler efter de forlader thymus og migrerer til
andre lymfevæv.
Funktioner: - Udvikle og modne immunkompetente T-lymfocytter fra stamceller dannet i
knoglemarven.
- Udvikle immunologisk selvtolerance i disse celler.
- Frasortere nytteløse og dårlige T-celler.
- Secernere hormoner og andre faktorer der regulerer T-cellemodning.

Milten
Placering: Øvre, venstre del af bughulen, inferiort til diafragma, posteriort og lateralt til
mavesækken.
Opbygning: Kan meget groft sagt betragtes som en stor lymfeknude, men de venøse sinuser
(hulrum) er fyldt med blod, ikke lymfe.
Funktion: Filtrerer blodet som lymfeknuderne filtrerer lymfen.
Væv: Væv inddeles i hvid og rød pulpa:
Hvid pulpa: - Fordelt i små øer over hele milten.
- Indeholder mange lymfocytter.

Rød pulpa: - Pulpa lienis (miltparenkymet).

- Omringer de venøse sinuser.
- Indeholder mange erytrocytter, lymfocytter og makrofager.
- Ret permeable kapillærer.
- Er miltens arbejdende væv.

10-3. Redegøre for hovedtyper af organismens forsvar mod invasion med patogener
og immunologisk fremmede væv, derunder den humorale og cellulære immunitet, og
for de vigtigste celletypers, knoglemarvens, miltens, thymus´ og lymfeknudernes
betydning i denne sammenhæng.

Forsvar mod infektion

Patogen53: Enhver mikroorganisme der forårsager sygdom – fører til infektion.
Patogener: Vira, bakterier, fungi, protozoer.
Vira: Sygdomsfremkaldende mikroorganismer der er mindre end bakterier, og som
kun kan vokse i el. på levende væv.
53
etym: l. pathogenes el. pathogenicus af g. pathos, lidelse + g. gennan, skabe, avle

127
 Bakterier: Encellede mikroorganismer der ikke er synlige for det blotte øje fordi de
ikke er større end ½-4 µm.
Har ingen klorofyl og organiseret kerne (prokaryote organismer), men både RNA og
DNA.
Fungi: Svampe.
Protozoer: Encellede organismer der henregnes til dyreriget.

Innat forsvar: Uspecifikt, medfødt.

Adaptivt fsv.: Specifikt, erhvervet. Giver immunitet.

Medfødt (innat) immunsystem Erhvervet immunsystem (B- og T-celler)

Hurtig respons Langsom respons
Begrænset specificitet Målrettet, specifikt
Konstant over tid Øges over tid
Ensartet, ”glemsomt” – reagerer ens hver gang Varierende, adaptivt (hukommelse)
Cellulært: NK-, Mø-, Gran- og mastceller Cellulært: T- og B-lymfocytter
Humorale54: Mannose55 + komplement Humorale: Antistoffer

Uspecifikt forsvar
Artsmodstand: - En art, fx homo sapiens, udvikler sygdomme som er unikke for denne.
- På den vis kan en art også være resistent over for andre arters sygdomme, da
den måske ikke skaber de rigtige vilkår for pathogenerne.

First line defense

Mekaniske barrierer: - Hår fanger infektiøse agenter associeret med huden og mukøse membaner.
- Sved og mukus fører mikroorganismer væk.
- Forhindrer umiddelbar indtræden i kroppen.

Second line defense

Natural Killer cells: - En lille bestand af lymfocytter tydeligt anderledes en lymfocytter som skaber
adaptive modstandsmekanismer.
- Beskytter kroppen mod forskellige vira og kræftceller ved at secernere
cytolytiske (celleskærende) substanser kalder perforiner, som lyserer
cellemembraner og ødelægger inficerede celler.
- Secernerer desuden kemikalier der forstærker inflammation.

Kemiske barrierer: - Enzymer, fx i mavesyre.

• Interferoner (INF).
o Hormonlignende peptider, dog nonspecifikke.
o Hæmmer virusformering (replikation af virusceller).
o Produceres af lymfocytter og fibroblaster.
o Stimulerer fagocytose.
• Komplement
o Proteingruppe i bl.a. plasma, aktiveres af antistoffer.
o Stimulerer inflammation, tiltrækker fagocytter, forstærker
fagocytose.
54
humoral som gælder el. har sammenhæng med væske
55
mannose et monosakkarid som findes i bl.a. glykolipider og glykoproteiner

128
Feber: - Temperatur ! => lever og milt optager mere jern => jernkoncentration i
plasma " => bakterier og svampe fratages den ekstra jern de kræver med
højere temperatur => deres formering mindskes eller stopper.
- Fagocyterende cellers aktivitet stiger ved høj temperatur.

Inflammation: - Reaktion fra det medfødte (innate, uspecifikke) immunforsvarssystem mod en

vævskade eller indtrængning af bakterier, parasitter eller andre skadelige
mikroorganismer.
- Tilstræber: 1. At begrænse skadens/invasionens udbredelse.
2. At nedkæmpe mikroorganismerne.
3. At reparere skaden.
- Giver rødmen, hævning, varme, smerte på steder som kan iagttages.

Rødmen: Skyldes vasodilation.

Hævning: Skyldes vasodilation og øget permeabilitet af nærliggende kapillærer.
Neutrofile granulocytter og makrofager med stærk fagocytoseaktivitet ophobes.
Varme: Skyldes akkumulering af blod (fra dybereliggende kropsdele) og øget
metabolsk aktivitet i vævet.
Smerte: Skyldes skade på nærliggende neuroner og øget tryk fra edema.

Kemikalier: Skadede celler frigiver kemikalier, der tiltrækker leukocyttter.

Lokal varme øger fagocytternes aktivitet.
Pus/materie: Masse af leukocytter, bakterier og skadet væv.
(Dødt væv med enzymatisk nedbrydning pga. neutrofile granulocytter).
Kan udvikle sig til en abcess (byld).
Blodstørkning: Kropsvæsker med fibrinogen og størkende faktorer samles i inflammeret
væv. Senere evt. en høj fibroblastaktivitet i forbindelse med
genopbygning/ardannelse.

Fagocytose: - Mononukleære fagocytiske system varetages af neutrofile granulocytter,

monocytter og makrofager.
- NG og monocytter kan forlade blodbanen (diapedese).
- Kemikalier fra skadede celler tiltrækker fagocytter (chemotaxis).
- Neutrofiler omslutter og nedbryder mindre partikler.
- Monocyter fagocyterer større partikler.
- Monocytter bliver til makrofager (histiocytter), når de forlader blodbanen.
Findes i lymfeknuder, milt, lever og lunger.

Specifikt forsvar
”Third line of defense”: Immunitet.
Modstand over for specifikke patogener eller deres giftstoffer eller
metabolske biprodukter.
- Udføres af lymfocytter og makrofager der genkender og husker specifikke
fremmede molekyler.

Antigener: - Proteiner, polysakkarider, glykoproteiner eller glykolipider.

- Receptorer på cellemembraner af lymfocytter og makrofager.
- Kan udløse et immunrespons.
Inkomplet antigen: - Hapten.
- Ved kobling med fx protein kan det fungere som et komplet antigen.

129
Lymfocytter
Dannelse: - Føtal periode - rød knoglemarv (medulla ossium rubra) frigiver udifferentierede,
pluripotente56 lymfocytter.
- Halvdelen af disse migrerer til thymus, hvor de specialiseres til T-celler.
- Resten differentieres til B-celler i knoglemarven og migrerer derefter til lymfatisk
væv.
T-celler: - Udgør 70-80% af de cirkulerende lymfocytter i blodet.
- Hæfter til fremmede antigen-bærende celler.
- Udgør direkte, cellulære immunrespons.
- Syntetiserer cytokiner (polypeptider der stimulerer/hæmmer effekt på immunceller).
- Toksisk effekt: dræber fx bakterier.

B-celler: - Udgør 20-30 % af de cirkulerende lymfocytter i blodet.

- Deler sig ved stimulation, differentieres til plasmaceller som producerer antistoffer
(immunglobuliner).
- Udgør det humorale immunrespons.

T-celler og cellulært immunrespons

Lymfocyt skal aktiveres, før den kan reagere på et antigen.

Aktivering af T-celler: Kræver tilstedeværelse af forarbejdede antigen-fragmenter på overflade

af ”antigen-præsenterende celle” (kan fx være makrofager eller B-
celler).
Aktiveringsprocess:
1. Bakterie fagocyteres i makrofag.
! Nogle bakterielle antigener flytter sig til makrofagens overflade.
! Her præsenteres de nær MH-kompleks (major histocompatibility complex).
! MHC-antigener hjælper T-cellen med at registrere bakterie-antigenerne som fremmede.
! T-hjælpercelle kontakter det fremmede antigen.
! Antigenet kombinerer (muligvis) med T-hjælpercellens specifikke antigen-receptorer.
! T-hjælpercelle stimulerer (i så fald) B-celle til at danne specifikke antistoffer.

Cytotoksiske T-celler: - Reagerer på ”nonself”antigener, som cancerceller og

virusinficerede celler fremviser på deres overflader.
1. Aktiveres af cytokiner fra T-hjælperceller.
2. Prolifererer (deler sig).
3.a. Binder til overflader af antigen-bærende celle. Frigiver protein der
ødelægger dennes membran og derved dræber cellen. (”T-
dræbercelle”).

T-hukommelsesceller: 3.b.T-celler der ikke reagerer på fremmed antigen ved første møde.
Husker det i stedet.
Ved senere møde m. samme antigen aktiveres, proliferes (deles) og
differentieres de som specifikt respons, ofte før symptomer udvikles.

56
pluripotent 1. celle der kan udvikles ad forskellige baner

130
B-celler og det humorale immunrespons
Kan aktiveres ved: 1. Møde med antigen som passer i form til dens antigen-receptorer.
2. Med hjælp fra T-celler.
Når T-hjælpercelle møder B-celle med identisk bundet fremmed
partikel, løsgiver den cytokiner, der:
Stimulerer profilering57 (celledeling) af B-cellen, så der dannes flere
specifikke antistof-producerende celler.
Tiltrækker makrofager og leukocytter til inflammeret væv.

Ved aktivering kan B-celler altså differentieres til: - B-hukommelsesceller.

- Plasmaceller: specifikke antistof-secernerende
celler.

Figure 14.13

57
profileration hurtig spredning

131
Figure 14.14

132
Antistoffer (immunoglobuliner, Ig)
Opløselige, globe-formede beskyttelsesproteiner.

Forskellige Ig har samme grundstruktur med kombinationer af to tunge (H-kæder) og to lette (L-
kæder) polypeptidkæder. Der findes fem typer af H-kæder; alfa- (IgA), gamma- (IgG), epsilon- (IgE),
delta- (IgD) og mykæder (IgM), noget som ligger til grund for inddelingen af Ig i fem klasser.
”G.A.M.E.D.” Vægt angives i kDa58.

IgG: Immunglobulin med H-kæde af gammatype, molekylemasse 150 kDa og serumkoncentration

7-15 g/l; et oftest komplementbindende immunglobulin som er det kvantitativt dominerende i
serum; flere sub- el. underklasser af IgG er kendt (IgG 1-4).
- Findes i plasma og vævsvæske, specielt effektivt mod vira, toksiner og bakterier.
-Aktiverer ”complement”.

IgA: Immunglobulin med H-kæde af alfatype, molekylemasse 160 kDa, serumkoncentration hos
voksne 0,7-3,7 g/l; de eksterne sekreters vigtigste immunglobulin, som findes på
slimhindeoverflader, og som dér danner et vigtigt immunforsvar ved at binde sig til
indtrængende organismer (antigener) f.eks. bakterier, som derved lettere fagocyteres.
- Findes normalt i exokrine kirtelsekretioner: fx brystmælk, tårer, næsevæske, mavesyre,
galde, urin.

IgM: Immunglobulin med H-kæde af mytype, molekylemasse 900 kDa og serumkoncentration 0,3-
1,8 g/l; et komplementbindende immunglobulin der normalt findes som en cyklisk pentamer;
forekommer især tidligt i immunresponset.
- Findes i plasma som reaktion på kontakt med bestemte antigener i mad el. bakterier.
- Eksempler er anti-A og anti-B.
- Aktiverer ”complement”.

IgE: Immunglobulin med H-kæde af epsilontype, molekylemasse 190 kDa og serumkoncentration

på under 0,4 mg/l; antistof som har ansvaret for overfølsomhedsreaktion af type I, bindes til
cellevæggen (særlig til mastceller) og findes i blodserum og eksterne sekreter.
- Er i eksokrine sekretioner med IgA.
- Associeret med allergiske reaktioner.

IgD: Immunglobulin med H-kæde af deltatype, molekylemasse 170 kDa, serumkoncentration 300-
400 mg/l; forekommer i store mængder som membranbunden receptor på enkelte B-celler.
- Findes på overfladen af de fleste B-celler, specielt i babyer.
- Vigtige i aktivering af B-celler.

Antistoffers virkemåde
3 overordnede virkemåder

1. Direkte angreb på antigener: - Antistoffer kombinerer med antigener, som klumper sammen
og gør dem lettere genkendelige for fagocytter.
- El. antistoffer dækker, og neutraliserer således, giftige dele af
antigen-molekylerne.

58
kDa = kilodalton. 1 Da = 1,66054 · 10-27 kg

133
2. Aktivering af komplement:
blotlægger aktive sider på antistofmolekyler.
- Bestemte IgG eller IgM kombinerer med antigener og
- Leder til aktivering af komplement-
proteiner som producerer flere effekter:
- Ændring af viras molekylestruktur, så
de gøres harmløse.
- Sammenklumpning (agglutination) af
antigen-bærende celler.
- Ødelæggelse af fremmede cellers
membraner (lysis).
- Tiltrækning af makrofager og
neutrofiler til regionen (chemotaxis).
- Opsination (forandring af overfladen),
der tiltrækker makrofager og gør celler
mere modtagelige for fagocytose.
(HAL(V) TO)

3. Stimulering af lokal inflammation: - Forebygger spredning af infektiøse agenter.

Immunrespons
Primært: - Aktivering af B- og T-celler efter første møde med antigen.
- Plasmaceller frigiver antistoffer (IgM og senere IgG) til lymfen, som leder dem til
blodet, hvor de hjælper med at ødelægge antigen-bærende agenter i hele kroppen.
- Responset varer normalt flere uger.

Sekundært: - Gentagen konfrontation.

- B- og T-hukommelsesceller.
- B-hukommelsesceller prolifererer og kloner kan reagere hurtigt med specifikt IgG til
antigenet.

Klassifikation af immunitet

Naturally acquired active immunity: Udsættelse for patogener => sygdom.

Artificially acquired active immunity:
Artificially acquired passive immunity:
Naturally acquired passive immunity:
Udsættelse for vaccine (m. svage/døde patogener) =>
Stimulering af immunrespons uden sygdom.
Injektion af gammaglobuliner med antistof => Kortsigtet
immunitet uden immunrespons.
Antistof fra gravid til føtus (gravid har aktiv immunitet)
=> kortsigtet immunitet hos barn (6-12 måneder).

134
10-4. Ud fra kendskabet til ovennævnte forhold, redegøre kort for grundlaget for,
samt nogle fordele og/eller problemer ved inflammationsreaktioner, allergi,
vaccinationer, organtransplantation og blodtransfusioner.

Et abnormt immunsystem kan forårsage vedvarende infektion, kræft, autoimmune lidelser og

allergier.

Autoimmunitet
Forekomst: - Når immunsystemet ikke kan kende forskel på fremmedlegemer og selv.
Angreb: - Produktion af autoantistoffer og cytotoksiske T-celler der angriber kroppens
egne væv og organer.
Tænkelige grunde: 1. Hvis virus låner proteiner fra værtcellens overflade og inkorporerer dem i
egen overflade, så immunsystemet lærer at angribe egne celler.
2. Hvis T-celler aldrig lærer at skelne mellem selv og ikke-selv.
3. Når ikke-selv antigen tilfældigvis ligner et antigen.

Allergiske reaktioner OBS – Hole’s nævner kun type 1. og 4.

Allergisk reaktion. Immunrespons på noget harmløst, fx chokolade.
Kan skade væv.
Udløses af allergener (allergifremkaldende stoffer).

Klassificeres efter hvor hurtigt de kommer efter udsættelse for allergenet.

Type 1: Overfølsomhedsreaktion af straks-type, reagintypen59.
- Opstår minutter efter kontakt med allergen.
- Rammer folk med nedarvet tendens til overproduktion af IgE-antistoffer i respons til
bestemte antigener, således en atopisk60 allergi.
- Aktiverer B-celler med frigørelse i vævene af biologisk aktive mediatorer som
histamin, prostaglandin D2 og leukotriner - resulterer i voldsom inflammatorisk
reaktion.
- Fx asthma bronchiale, høfeber, anafylaktisk chok og enkelte former for
urticaria (nældeudslæt).

Type 2: Cytolytisk (celleopløsende) el. cytotoksisk (skader el. dræber celler) reaktion.
- Mellem antigener på cellens overflade og cirkulerende IgG el. IgM.
- Aktivering af komplement således at cellen opløses el. fagocyteres.
- Fx ved allergisk trombocytopeni (reduceret antal trombocytter i blodet).

Type 3: Immunkompleksreaktion.
- IgG-antistoffer og antigener danner cirkulerende immunkomplekser som aktiverer
komplement på stedet for reaktionen og giver vævsskade,
- Ofte i væggen af mindre blodkar, f.eks. i glomeruli ved systemisk lupus
erythematosus61 (SLE) el. glomerulonefritis, i synovia (ledvæske) ved reumatoid
artritis (kronisk leddegigt).
59
reagin antistof som giver akut overfølsomhedsreaktion (anafylaksi); hos mennesker IgE.
60
atopi samlebetegnelse for en arvelig tilbøjelighed til at udvikle allergi af type I.
61
systemisk lupus erythematosus »den røde ulv«, hudsygdom forbundet med indre skader; forkortes i
sammensætninger til LE, ellers SLE; en kronisk (langvarig) sygdom med bl.a. hududslæt, ledgener,
nyreforstyrrelser og forandringer af de hvide blodlegemer, ofte med typiske hudforandringer som ligner en
sommerfugl over næseryg og kind og altid med udbredte sygelige bindevævsforandringer i led, blodkar, nyrer
samt i centralnervesystemet, en sygdom af autoimmun natur (som har overfølsomhed over for kroppens egne væv
el. substanser).

135
Type 4: Den forsinkede overfølsomhedsreaktion (efter ca. 48 timer).
- Den cellulære type, mellem T-lymfocytter og antigen på overfladen af en celle som
på den måde bliver dræbt.
- Ses ved svulst- el. erhvervet infektionsresistens, ved kontaktdermatitis62 og
transplantatafstødning.
- Kommer fx fra gentagen udsættelse af huden for forskellige kemikalier.

10. Immunsystemet
26. Neutrofile granulocytter udgør mere end 50% af alle leucocytter i perifert blod. S
27. Eosinophile granulocytter har betydning ved bekæmpelse af parasitter. S
35. Både T- og B-lymfocytter dannes i thymus. F
36. De fire kendetegn på inflammation lokalt er varme, hævelse, rødme og smerte. S
37. Ved et primært antistofrespons finder man initialt stigning i antigen specifikke IgG-
antistoffer. F
38. T-lymfocytter, men ikke B-lymfocytter er en del af det erhvervede immunsystem. F
32 Lymfesystemet har betydning for fjernelse af interstitiel væske. S
33 Thymus er en forudsætning for dannelse af T-lymfocytter. S
34 Lymfocytter er en aktiv del af det innate immunrespons. F
35 I modermælken findes primært IgG antistoffer. F
32 Neutrofile granulocytter findes primært i de centrale lymfeknuder. F
33 Lymfocytter udgør en væsentlig del af det innate (medfødte, uspecifikke)
immunsystem. F
34 T-lymfocytter er en hovedkilde til antistoffer i blodet. F
38 Lymfen dannes i lymfeknuderne. F
34 Muskelaktivitet er uden betydning for lymfecirkulationen. F
32 Lymfedannelse afhænger af nettofiltrationstrykket over kapillærvæggen til
interstitielrummet. S
34 T-lymfocytter producerer den største andel af de cirkulerende antistoffer. F
37 Udifferentierede lymfocytter dannes i den røde knoglemarv. S
38 Lymfeknuder er placeret i lymfestrømmen og har bl.a. en filterfunktion. S
14 B-lymfocytter dannes i gul knoglemarv. F
36 T-lymfocytter er hovedkilden til antistoffer i blodet. F
37 Lymfeknuder er hovedsædet for dannelsen af udifferentierede lymfocytter. F
44. Lymfeknuder er placeret i lymfestrømmen og har bl.a. en filterfunktion. S
45. Neutrofile granulocytter udgør en af hovedkomponenter i den uspecifikke
(den innate, medfødte) immunitet. S
37. Vaccination medfører aktiv immunisering. S
38. T-hjælpeceller aktiveres af B-celler. F

62
Toksisk/irritativ påvirkning af huden gennem kemiske/fysiske stimuli.

136
12. Mavetarmkanalen og fordøjelse
11-1. Beskrive placeringen og de strukturelle hovedtræk ved mave-tarmkanalens
hovedafsnit, samt ved de tilknyttede fordøjelsesorganer (spytkirtler, lever-
galdesystemet, pancreas).

11-2. Redegøre for hovedaspekter ved mave-tarmkanalens og de tilknyttede

fordøjelsesorganers funktioner: fødens mekaniske bearbejdelse og transport,
dannelse af fordøjelsessekreter og disses betydning, og fødebestanddeles absorption.
Redegøre derunder for den særlige rolle spillet af de enkelte af mave-tarmkanalens
afsnit og de tilknyttede fordøjelsesorganer, og angive eksempler på den neurale og
hormonale styring af fordøjelsesprocesser.

Mekanisk fordøjelse: Gør store stykker mindre uden at ændre kemisk komposition.
Kemisk fordøjelse: Nedbryder mindre stykker til mere simple, kemiske substanser.

Mave-tarm kanalen (tractus digestorius, canalis alimentarius)

Eng. alimentary canal/-tract, digestive tract/- tube, tubus digestorius.

Udstrækning: Fra mund til anus + mange tilknyttede organer.

Funktion: Leverer næringsstoffer til kroppens celler.

Bestanddele: Mund.
Pharynx (svælg).
Esophagus (spiserør).
Ventrikel (mavesæk).
Små intestinaler.
Duodenum, Jejunum, Ileum (At have en D.J. I. maven).
Store intestinaler.
Cøkum, colon, rectum, canalis analis.
Anus.

Tilknyttede organer: Spytkirtler (glandulae salivariae).

Lever.
Galdeblære (vesica biliaris).
Pancreas (bugspytkirtlen).

Kanalens væg
Består af 4 lag, som er udviklet i forskellig grad fra område til område.
[Beskrevet luminalt (dvs. indefra)].

1) Mucosa: Overfladeepithel.
Bindevæv.
Lidt glat muskulatur.
Desuden: Kirtler der secernerer slim og fordøjelsesenzymer.
Funktion: Beskytter underliggende væv.
Sekretion og absorption.

137
2) Submucosa: Løst bindevæv.
Blodkar.
Lymfekar.
Nerver samlet i plekser.
Desuden: Kirtler
Funktion. Næring til underliggende væv og bortledning af absorberede substanser.

3) Muskellag: To lag glat muskulatur

Inderst - Cirkulære fibre.
Kontrahering mindsker kanalens diameter.
Yderst - Longitudinale fibre.
Kontrahering mindsker kanalens længde.
Få nerver.
Funktion: Bevægelse i kanalen.

4) Serosa: Inderst: Bindevæv

Yderst: Epithellaget peritoneum viscerale (indvoldsbughinden).
Funktion: Beskytter underliggende væv.
Secernerer serøs væske for at mindske friktion mellem kanalens organer.

Bevægelse i kanal
Mixing: - Rytmisk kontraktion af glat muskulatur.
- Blander mad med ”digestive juices” secerneret af mucosa.
- Hjælpes i tyndtarmen af ”segmentering”, som er kontrahering og
afslapning af organsegmenter, der ikke ligger op af hinanden – således
ingen bevægelse i én retning.
Peristaltik (propelling): Bølgebevægelse.
Kontraktion af ét vægsegment, mens segmentet foran er afslappet.
Transporterer indhold fremad.

Munden
Mundhule - cavum oris.
Mekanisk fordøjelse: ”Mastikation”.
Mindsker indtagne partiklers størrelse og blander partikler med spyt.
Spyt indeholder amylase, enzym til nedbrydning af stivelse.

Kinder
Bestanddele: Ydre lag hud.
Subkutant fedt.
Muskler associeret med tygning og ansigtsudtryk.
Indre lag af fugtigt, lagdelt pladeepithel.

Læber
Bestanddele: Skeletmuskulatur.
Sansereceptorer.
Blodkar (nær overflade, derfor rødfarvning).

Tungen
Dækket af: Mukøs membran.
Frenulum: Tungebåndet, forbinder tunges midtlinje med mundens gulv.
Korpus: Tungens krop, primært skeletmuskulatur.

138
Dorsum: Tungens rod, hæfter til os hyoideum.
Dækket med runde masser af lymfevæv kaldet ”lingual tonsils”.
Papillae: Ru fremspring på tungens overflade, giver friktion, indeholder smagsløg.

Smagsløg på tungens overside, forskellige tærskelværdier (koncentrationer):

- salt: 0,01 M
- surt: 0,0009 M
- sødt: 0,01 M
- bittert: 0,000008 M
Smart at surt og bittert er så fintfølende: evt. giftstoffer.

Ganen (palatum)
Udgør mundens loft.
Anteriort: Hård gane (palatum durum), knogle.
Posteriort: Blød gane (palatum molle), muskel.
Uvula: Drøblen, hænger ned fra blød ganes bagerste grænselinje, muskel.

Synkning: Løfter uvula og den bløde gane.

Mandler: Lymfevæv, beskytter mod infektion.

Ganemandler (tonsilla palantine): Placeret på hver side af tungen, mellem ganebuerne.
(I bogen står ”under mundens epithel-lag”).
Svælgmandler (tonsilla pharyngea): Placeret på posteriore væg af pharynx, over grænsen til den
bløde gane.

Tænder (dens, plur. dentes)

Primære tænder (mælketænder):
Sekundære tænder (voksentænder): - Vokser under mælketænder og skubber disse væk.
Funktion:
- Vokser frem fra 6 mdr. alderen frem til 2-4 år.
- 20 stk.
- Tabes i samme rækkefølge som de vokser frem.
- Deres rødder resorberes før tænderne skubbes ud.
- 32 stk.
- Fra 6-års alderen, visdomstænder 17-24-års-alderen.
Påbegynder mekanisk fordøjelse.
Partikler tygges til mindre stykker => øger samlet
partikeloverflade => effektiviseret mht. enzymaktivitet.

Tandopbygning:
Overordnet
Krone: Skyder frem gennem gingiva (=tandkød).
Rod: Ankrer til den alveolære del af kæbe (alveoli dentales).

Opbygning
Emalje: Beklæder krone.
Består primært af calciumhydroxylapatit, Ca5(PO4)3OH, der er den hårdeste substans i
hele kroppen.
Erstattes ikke efter skade.
Dentin: Placeret under emaljen.
Omringer tandens centrale hulrum (pulpakammer).

139
 Minder om knoglevæv, men er hårdere.
Hulrum: Pulpakammer.
Pulpa består af blodkar, nerver og bindevæv.
Cement: Omslutter rodkanalen.

”Periodontal ligament”: Omslutter cement.

Indeholder blodkar, nerver og tykke kollagene fibre som hæfter tanden
til kæben.

Spytkirtler
To celletyper: Serøse celler og mukøse celler.

Serøse celler: Producerer væske med amylase (som spalter stivelse og glykogen).
Mukøse celler: Producerer mucus, der binder og lubrikerer, ”smører”, partikler.

Mængde: Der frigives ca. ½ liter spyt pr. døgn.

Funktion: Blødgøring af madpartikler, opløsning maden, tilførelse af enzym til
nedbrydning af karbohydrat, rensning af tænderne.
Spytfrigivelse: Styres af parasympaticus.

Glandula parotis: - Ørespytkirtlen.

Glandula submandibularis:
- Placeret anteriort og inferiort til hvert øre.
- Spyt herfra indeholder meget amylase.
- Serøs
- Underkæbespytkirtlen.
- Placeret i bunden af mundhulen, på indersiden af underkæben.
- Spyt herfra er mere viskøst.
- Serøs og mukøs.

Glandula sublingualis: - Placeret under tungen (i mundhulens forreste del).

- Spyt herfra er mukøst.

Pharynx
Funktion: Passage med funktion i synkemekanismen.
Placering: Forbinder cavum nasi og cavum oris med larynx og esofagus.
Inddeles i naso-, oro og laryngopharynx:
Nasopharynx: - Næse- og svælgrum.
Funktion: - Kommunikerer med cavum nasi.
Oropharynx: - Midterste del af svælg.
- Posteriort til blød gane.
- Inferiort til nasopharynx.
Funktion: - Passage for mad og luft.
Laryngopharynx: - Ligger på niveau med strubehovedet
- Inferiort til oropharynx.
Funktion: - Passage til esophagus.

140
Synkemekanisme
3 trin: 1. Mastikation.
2. Synkerefleks stimuleret af sansereceptorer omkring pharynx’ åbning.
3. Peristaltiske bevægelser transporterer maden i esophagus til ventriklen.

Bolus = Tygget mad blandet med spyt – tvinges ned i pharynx.

Synkerefleks
Mekanisme: 1) Blød gane hæves – hindrer mads indgang til næsekaviteten.
2) Os hyoideum og larynx eleveres.
3) Epiglottis lukker larynx, hæmmer mads indgang til luftrøret.
4) Tunge presser mod blød gane.
5) Tværgående muskler i pharynxvæg kontraherer, trækker pharynx op mod maden.
6) Muskler i lavere pharynx slapper af, åbner således esophagus.
7) Peristaltisk bevægelse i pharyngeale muskler tvinger mad ind i esophagus.

Esofagus (spiserør)
Længde: Ca. 25 cm langt,
Funktion: Fører bolus fra pharynx til ventrikel.
Placering: Begynder ved pharynx’ fod, nedstiger posteriort til trachea gennem mediastinum.
Går gennem diafragma gennem hiatus oesophageus.
Kirtler: Mukøse kirtler er fordelt i submucosa, fugter og lubrikerer indre overflade.

Lavere oesophegal sfinkter = ringmuskel der forhindrer at mad returnerer til esofagus.

Ventriklen (mavesæk, gaster, stomachus)

Udseende: J-formet, poseagtig, kapacitet ca. 1 l.
Mæthedsfølelse efter ca. ½ liter væske.
Placering: Hænger inferiort til diafragma i øvre, venstre del af cavitas abdominalis.
Funktion: Modtager mad fra esophagus.
Blander mad med mavesaft.
Initierer proteinfordøjelse.
Udfører begrænset absorption.
Leder maden videre til tyndtarmen.
Epithel: Simpelt cylinderepithel.

Opdeling: 1) Kardial region; tæt ved den øvre mavemund.

2) Fundisk region; ”temporary storage area”, superiort til kardialregionen.
3) Korpus region; største del af mavesækken, mellem fundisk region og pars pyl.
4) Pars pylorica; maveporten, nederste del, munder ud i tyndtarmen.

Pyloriske sfinkter-muskel kontrollerer gastrisk udtømning.

Indre væg: Tyk mukøs membran – herpå mavesæksslimhindekirtler (glandulae gastricae).

På disse kirtler: Mukøse celler, i kirtlernes nakke, nær åbning.
- Udskiller viskøst, basisk slim, som stopper ventriklen fra at
fordøje sig selv.
Chief cells (hovedceller).
- Producerer fordøjelsesenzym, pepsinogen.
Parterial cells.
- Producerer saltsyre (pH i ventrikel ca. 1-2).

141
 - Producerer intrinsisk faktor, som hjælper tyndtarmen med
vitamin B12-optag.

Mavesyre: Hvad mukøse, chief og parterial-celler tilsammen udskiller.

Fordøjelsesenzymer
Pepsinogen ! pepsin (i surt miljø, HCl) ! nedbrydning af proteiner.
Intrinsic factor: - Udskilles af parterial cells.
Nødvendige for absorption af B12-vitamin.
Mangel på intrinsisk faktor fører til perniciøs anæmi63.

Mavesaft-udskillelse: Parasympatiske impulser via nervus vagus:

• Secernerer acetylcholin, der får glandulae gastricae til at
udskille mavesaft.
• Stimulerer visse mavecellers secernering af
peptidhormonet gastrin, som øger
mavesækslimhindekirtlernes sekretoriske aktivitet.

Kymus: - Delvist fordøjet mad blandet med mavesaft.

- Ventrikeltømning til duodenum (tolvfingertarmen) gennem pylorus er
afhængig af hvor flydende kymus er og hvilken slags mad, der er tale om.
I duodenum tilføjer de tilknyttede organer deres secerneringer til kymus.

Pankreas
Endokrin og exokrin funktion, exokrin = udskillelse af bugspyt/pankreassaft samt
elektrolytter, især bikarbonat.

Placering: - Tæt associeret med tyndtarmen.

- Udstrækker sig horizontalt over den posteriore abdominale væg.
- Ligger i duodenums C-kurve.

Forbindelse: - Forbinder med duodenum via Wirsungs gang (pankreasgangen, ductus pancreaticus),
hvorigennem der også tilføres galde.

Udskillelse: Musculus sphincter ampullae hepatopancreaticae64 (Oddis sfinkter) styrer frigivelse af

pancreassaft (bugspyt).
Pancreassaftsekretion reguleres af både nervøst og endokrint system.

Pancreassaft: Er basisk (pH 7,5-8,3), neutraliserer kymus.

- Amylase: Nedbryder polysakkarider (stivelse og glykogen) til disakkarider.
- Lipase: Nedbryder triglycerider til glycerol og fedtsyrer.
- Nuklease: 2 slags, nedbryder nukleinsyrer til nukleotider.
- Trypsin, chymotrypsin, carboxypeptidase: Nedbryder proteiner.

63
Perniciøs anæmi, den almindeligste megaloblastiske (med store celleforstadier til røde blodlegemer)
blodmangelsygdom i Norden
64
eng. hepatopancreatic sphincter

142
Neutralisering
- Kymus, der kommer ind i duodenum, er surt (jf. saltsyresekretion).
- Dette får den mukøse membran i pankreas til at frigive sekretin, som stimulerer secernering af
pankreassaft, hvilket har et højt indholdt af bikarbonat-ioner.
- Dvs. pancreasssaft er basisk (pH 7,5 – 8,3), og neutraliserer syren i kymus.

Lever
Placering: Øvre højre kvadrant af abdominalrummet, inferiort til diafragma.
Fra femte interkostalrum til nedre margen af ribbenene.
Struktur: - Omsluttes af fibrøs kapsel.
- Stor højre lap og lille venstre lap opdelt af bindevæv.
- Meget vaskulær.
- Hver lap er inddelt i hepatiske lobuler, leverens funktionelle enheder.
- Hepatiske lobuler består af hepatiske celler, der laver galde og udstråler
fra en central vene.
- I disse findes galdekanalikuli, som bærer sekretioner fra hepatiske celler
til galdeductuli (mindre galdegang).
- Flere galdegange går sammen om at forme en større
galdegang (bile duct) som igen går sammen til leverens
hovedgaldegang ductus hepaticus, som går sammen til the en
fælles galdegang, ductus hepaticus communis (ductus
choleduchus), som sammen med galdeblærens galdegang
munder ud i duodenum ved en sfinkster.
- Vaskulære kanaler kaldet hepatiske sinusoider, adskiller grupper af
hepatiske celler fra hinanden.
- Sinusoiderne forsynes med nyligt absorberede ernæringsstoffer fra
fordøjelseskanalen via blodet i den hepatiske portalvene og ernærer de
hepatiske celler med dette.
- Store fagocyterende makrofager kaldet Kuppfer-celler hæfter til
sinusoidernes indre beklædning

Det hepatiske portåresystem

Den unikke venebane fra kapillærenetværket i viscera (ventriklen, tarmene, pankreas, milten), som
leder oxygenfattigt, men næringsrigt blod gennem den hepatiske portåre til leveren i stedet for at lede
det direkte til hjertet.
Hubeck Graudal: - Veneblod fra et primært kapillærnet til et
sekundært kapillærnet.
- Leverens portåresystem er ikke kroppens eneste
af slagsen.
Leverens funktioner
1. Metabolisme
• Karbohydratmetabolisme: Polymeriserer glykose til glykogen, nedbryder glykogen til
glykose, konverterer nonkarbohydrater til glykose.
• Lipidmetabolisme (omdannelse). Oxiderer fedtsyrer, syntetiserer lipoproteiner, fosfolipider,
kolesterol.
- Laver dele af kulhydrater og proteiner om til fedt.
• Proteinmetabolisme: Deaminering af aminosyrer under dannelse af urea.
2. Oplagring
• Oplagring af: Glykogen, jern og vitamin A, D og B12.

143
3. Filtrering
• Blodfiltrering: Fjerner skadede erytrocytter og fremmede substanser ved
fagocytose.
• Afgiftning: Fjerner toksiner fra blodet.
4. Secernering
• Secernering: Secernerer galde, EPO.

Galde
Dannelse: Secerneres uafbrudt af hepatiske leverceller.

Galde direkte fra leveren: Bilis.

Galde direkte fra galdeblæreren: Fel, felleus.

Består af: - Vand.

- Galdesalte (galdesyrernes anioner, fx cholat og taurocholat), funktion i fordøjelsen.
- Galdefarvestof (bilirubin, biliverdin).
- Kolesterol.
- Elektrolytter.

Galdeblæren (vesica biliaris)

Placering: Pæreformet organ, placeret i fordybning inferiort på leveren.

Galdeblæregang (ductus cysticus): Fælles galdegang (ductus choledochus) der indeholder

Wirsungs gang.
Struktur: Foret med epithelceller og har et stærkt muskuløst lag i
væggen.

Funktioner: - Ophober galde mellem måltider.

- Reabsorberer vand for at koncentrere galde.
- Kontraherer for at frigive galde til tyndtarmen. (stimuleres af kolecystokinin, CKK).
- Galdesalte nedbryder fedtkugler (emulsifikation), øger absorptionen af fedtsyrer,
kolesterol og vitaminerne K, E, D, A.

Små intestinaler
Fylder det meste af abdominalhulen.

Udstrækning: Fra pyloriske sfinkster til begyndelsen af tyktarmen.

Funktion: - Modtager secerneringer fra pankreas (basisk HCO3- m.m. ) og lever.

- Fuldfører fordøjelse af næringsstofferne i kymus.
- Absorberer fordøjelsesprodukterne.
- Transporterer resterne til tyktarmen.

Opbygning, 3 dele
Duodenum: - 25 cm. lang og 5 cm. i diameter.
- Placeret posteriort til peritoneum parietale (vægbughinden).
- Mest fikserede del af tyndtarmen.
- C-formet.

144
Næste 2 dele er mobile og placeret i det peritoneale rum.
Jejunum: - Proximale 2/5 af resten af tyndtarmen.
- Større diameter, tykkere, mere vaskulær væg og mere aktiv end ileum.
Ileum: - Sidste 3/5 af resten af tyndtarmen.

Mesenterium (tarmkrøs): - Adskiller jejunum og ileum fra den posteriore abdominalvæg.

- Støtter blodkar, nerver og lymfekar til intestinalvæggen.

Væggen: - Intestinale villi: Mange små projektioner på mukøs membran.

Øger overfladeareal ! absorption !
- Hver villus: Cylinderepithel, kerne af bindevæv m.
blodkapillærer, nervefibre og én lacteal
(lymfekapillær).
- Epithelceller på villis overflade har
fordøjelsesenzymer indlejret i deres
cellemembraner i kontakt med føden i
tarmlumen, bl. a. peptidaser (nedbrydning af
peptider til aminosyrer), og
disakkaridnedbrydende enzymer (laktase,
sucrase og maltase - nedbrydning af
henholdsvis laktose, sucrose og maltose).

(Sekretion i små intestinaler)

Mukus-frigivende celler: - Bægerceller er fordelt over hele væggen af små intestinaler.
- Mukus-frigivende kirtler i submucosa placeret i den proximale ende af
duodenum frigiver tyk, alkanisk (basisk) slim.
Epithel-celler på intestinal mukosa har fordøjelsesenzymer indlejret i mikrovillimembraner.
Peptidase, intestinal lipase, sucrase65, maltase66, lactase67 (sidste tre står i
KDO s. 84).

Sekretion: Bægerceller og intestinale kirtler secernerer deres produkter, når kymus skaber både
mekanisk og kemisk stimulation idet den når tyndtarmen.

Absorption i små intestinaler (tyndtarmen)

Kulhydrater: - Nedbrydes af amulase i munden, senere af enzymer fra intestinalt mucosa og pankreas.
- Intestinal villi absorberer de resulterende monosaccharider fra kapillærerne vha.
faciliteret diffusion eller aktiv transport.

Proteiner: Nedbrydes først i ventriklen vha. pepsin, og siden af intestinalt mucosa og pankreas,
hvor de nedbrydes til små aminosyrer der aktivt transporteres til villi og videre til
blodbanen.

Elektrolytter: Instestinal villi absorberer elektrolytter med aktiv transport eller diffusion.

65
sukrase et enzym der gennem hydrolyse spalter (højredrejende) sukrose (rørsukker) til en venstredrejende
blanding af glukose og fruktose.
66
maltase et enzym der spalter maltsukker (maltose) til glukose.
67
laktase et enzym der omdanner mælkesukker (laktose) til glukose og galaktose.

145
Vand: Fra både kulhydrat, protein og fedt absorberes ved osmose.

Absorption af lipider
- Nedbrydes næsten helt af enzymer i intestinalt mucosa og pankreas til fedtsyrer og glycerol, der
går videre til villis epithelceller.
- Villis epithelcellers ER (endoplasmatiske reticulum) resyntetiserer fedtmolekyler fra fedtsyrer.
- Syntetiserede fedtmolekyler omsluttes af protein og former chylomikroner, som når villiernes
lactealer (lymfekapillærer), derfra via lymfe til blodstrømmen og endelig til muskler og adipøst væv

- Nogle fedtsyrer med korte C-kæder kan absorberes direkte ind i villus-kapillæren uden at
konverteres tilbage til fedt.

- VLDL (very low density lipoproteins) fra leveren transporterer triglycerider til adipøse celler, hvor
de vha. lipoproteinlipase (enzym) spaltes til LDL (low density lipoproteins, LDL ”lede”) med højt
indhold af kolesterol.

- HDL (high density lipoproteins, HDL ”herlige”) fjerner kolesterol fra væv til lever. Leveren
secernerer kolesterolen ind i galden eller syntetiserer galdesalte fra den. Noget kolesterol reabsorberes
i tarmen og cyklen fortsætter.

Bevægelse i små intestinaler

Mixing bevægelse, ”segmentering”, (små periodiske kontraktioner) sørger for at dele kymus i små
bidder og sænke transporthastigheden (3-10 timer gennem tyndtarmen).

Peristalsis tranporterer kymus fremad.

Hvis intestinalvæggen irriteres eller overfyldes sker et ”peristaltic rush”, som fejer indholdet ind i
tyktarmen, hvorved vand, næringsstoffer og elektrolytter ikke absorberes, og defækation sker som
diarré.

Ileocøkalklappen (valva ileocaecalis el. valva ilealis el. Bauhins klap) forbinder tyndtarm til tyktarm
(ileum til cøkum), placeret tæt ved appendix vermiformis (blindtarmens ormeformede vedhæng).

Store intestinaler (tyktarmen)

Længde: 1,5 meter lang.

Placering: Begynder i lavere højre side af abdomen, hvor cøkum og ileum forbindes.

Funktion: Overordnet - Absorberer overskydende vand og elektrolytter fra kymus.

Former og opbevarer fæces.

Bestanddele: Cøkum (blindtarm), colon (tyktarmen,), rectum (endetarmen) og canalis analis.

Cøkum: På cøkum (blindtarmen, primært lymfevæv) sidder appendix vermiformis (i daglig tale
”blindtarm”, dvs. appendicitis = blindtarmsbetændelse).

146
Colon inddeles (i nævnt rækkefølge):
- colon ascendens: ”den opadstigende”, bevæger sig opad til punkt inferiort til lever.
- colon transversum: ”den tværstillede”, længste og mest bevægelige del, lige under ventrikel.
- colon descendens: ”den nedstigende”, fra milt til hvor pelvis (hofte) starter.
- colon sigmoideum: ”den S-formede, krumme nedre del”, før rektum.

Rektum: Ender 5 cm. under os coccygis (halebenet).

Canalis analis er ca. 2,5-4 cm lang, og munder ud i anus:

Anus: - Musculus sphincter ani externus, bestående af skeletmuskulatur under viljens kontrol.
- Musculus sphincter ani internus, bestående af glat muskulatur, ikke under viljens
kontrol.

Tyktarmen
Struktur: - Samme vævstyper som restens af mave-tarm-kanalen, men med visse særpræg:
- Ingen villi.
- Muskellaget er ikke uniformt: former i stedet tre adskilte muskelbundter (tenia coli) i
kolon, der er kortere end tarmen og væggene, og af den grund skaber et udadrettet tryk
og poser sig ud til haustrae (tyktarmens udposninger).

Funktioner: - Ingen fordøjende funktion.

- Mukøs: Mange bægerceller, eneste nævneværdige sekretion.
Beskytter mod evt. skrabende kanter på fæces.
Binder partikler fra fæces.
Alkanitet hjælper med at kontrollere pH i tyktarmens indhold.
- Kymus: Fra ileum indeholder vand, elektrolytter, mukus, bakterier og ikke-fordøjet
materiale (fx cellulose).
Vand og elektrolytter absorberes normalt i den proximale del, fæces
opbevares midlertidigt i distale del.
- Bakterier: ”Intestinal flora” i colon nedbryder molekyler, der er undsluppet
fordøjelsesenzymer, fx cellulose (ufordøjelige planterester).
Bakterier syntetiserer forskellige vitaminer, fx K, B12, thiamin og
riboflavin, som mucosaen absorberer.
- Gas: Bakteriel aktivitet skaber gas i tyktarmen => flatus (afgang af gas gennem
anus).

Bevægelse: - Mixing og peristaltik, normalt langsommere end i tyndtarmen.

- Bølger skaber massebevægelser mod rektum, der ender ud i defækation.

Fæces68: - Materiale der ikke er fordøjet eller absorberet.

- Vand (75 %).
- Elektrolytter.
- Mukus.
- ”Afkastede” intestinal-celler.
- Bakterier (og deres produkter ! lugt).
- Galdepigmenter.
68
etym: l. af faex, bærme, bundfald.

147
148
11-3. Redegøre for den ernæringsmæssige betydning af proteiner, kulhydrater,
fedtstoffer, mineraler, vitaminer og sporstoffer, og på dette grundlag redegøre for
hovedprincipper for en hensigtsmæssig kostsammensætning under hensyntagen til
faktorer som alder eller fysisk aktivitet. Angive eksempler på helbredsmæssige risici
ved nogle ofte forekommende uhensigtsmæssige kostvaner.

Ernæring
Ernæringsstoffer: Kulhydrater, lipider, proteiner, mineraler, vitaminer og vand.
Makronæring: Kulhydrater, lipider, proteiner.
Giver energi og andre specifikke funktioner.
Mikronæring: Mineraler, vitaminer.
Muliggør de biokemiske reaktioner, som skaffer energi fra
makronæringsmolekyler.

Fordøjelse: Enzymatisk hydrolyse af fødens makromolekyler til mindre strukturer,

som kan absorberes og transporteres af blodet.

Stofskifteenthalpi (forbrændinger)
Kalorie: Mængde varme krævet for at øge 1 g vands temperatur med 1 ºC.

1 g kulhydrat el. protein giver ca.: 4 cal. = 16,8 J.

1 g fedt giver ca.: 9 cal. = 37,8 J.

Kostens bestanddele
Næringsstof Mængde pr. dag Energi Fordøjelsesenzymer
Kulhydrat 3-400 g 4,8 – 6,4 MJ Amylase
Lipid 80-150 g 3,1-5,8 MJ Lipase
Protein 50-100 g 0,9-1,7 MJ Peptidase
I alt 430-650 g 8,8-14,0 MJ

Kulhydrater
Indeholder: Sukker og stivelse.
Polysaccharider: Nedbrydes til monosakkarider (primært glukose), som kan absorberes.

149
Lever-enzymer: Katalyserer reaktioner som konverterer fruktose og galaktose til glukose.
Glykogen: - Overskydende glukose (som ikke bruges umiddelbart) polymeriseres til
glykogen, der opbevares i lever og muskler.
- Kun en vis andel kan lagres som glykogen, resten som fedt.
- Først metaboliseres glukose, så glykogenlagre, så fedt og proteiner.

Fibre/bulk/roughage: Fx cellulose.
Kompleks karbohydrat, som ikke kan fordøjes af mennesker.
Faciliterer madens bevægelse, da det ikke fordøjes og muskelvæggene
kan presse imod det.

Behov: Behovet for kulhydrater afhænger af personens energiforbrug.

Dog estimeret at 125-175 g kulhydrat per dag forebygger nedbrydning af
protein og ophobning af fedt. (Tjek, s. 430).
- Overskud øger risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Lipider
Mest normale i diæten. - Triglycerider.
Mættede fedtsyrer: - Findes i kød, æg, mælk, spæk, palme- og kokosolier.
- Overskud øger risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Umættede fedtsyrer: - Findes i korn, nødder, planteolie.
Monoumættede fedtsyrer: - Fx i oliven-, jordnødde- og canolaolie.
- Er de sundeste.
Triglycerider: - Skal hydrolyseres før de kan frigive energi.
- Beta oxidation kan lave acetyl coenzym A ud fra fedtsyrer.
- Fedtsyrer frigjort ved hydrolyse kan forme fedtmolekyler og lagres i
adipøst væv.
Essentielle fedtsyrer: - Leveren kan ikke selv syntetisere disse, som må tilføres via føden.
- Fx arakidonsyre, linolsyre, linolensyre, gammalinolensyre osv.
Cholesterol: Mængden der udskilles til blodet reguleres af leveren.
- Bruges til produktion af galdesalte samt opbygning af
cellemembranen, celleorganeller og startmateriale for visse hormoner
(køns- og adrenale).
- Fx i lever, æggeblomme, smør, ost, kød.
- Findes ikke i madvarer som stammer fra planter.
VLDL: - Very Low Density Lipoproteins.
- Relativt høj koncentration af triglycerider.
LDL: - Relativt høj koncentration af kolesterol.
HDL: - Relativt høj koncentration af protein, lavere koncentration af lipider.

Proteiner
Er: Polymerer af aminosyrer.
Fordøjelse: Katalyseres af proteaser og peptidaser i ventriklen og tyndtarmen.
Eksempler: - Enzymer som kontrollerer metaboliske hastigheder.
- Størknings-faktorer, ”clotting factors”.
- Keratin i hår og hud,
- Elastin og kollagen i bindevæv.
- Plasmaproteiner som regulerer vandbalancen.
- Aktin og myosin i muskler.
- Antistoffer.

150
Energi: Hydrolyse ! aminosyrer til lever ! deamination (-NH2) !
1. –NH2 i urea (urinstof)
2. Deaminerede aminosyrer nedbrydes på forskellig vis, men resulterer fx i:
- Dannelsen af acetyl coenzym A.
- Indgår mere direkte i citronsyrecyklussen.
- Danner fedt eller glukose.

Essentielle aminosyrer:
Komplette proteiner:
Ukomplette proteiner:
Delvist komplette prot.:
Behov:
Kroppen kan ikke selv syntetisere disse, må tilføres via føden.
Tilstrækkelige mængder af essentielle aminosyrer, gælder fx proteiner i:
Mælk, kød og æg.
Har ikke tilstrækkelige mængder af de essentielle aminosyrer til alene at
understøtte normal vækst og udvikling.
Har ikke tilstrækkelige mængder essentielle aminosyrer til alene at
fremme vækst, men har nok til at opretholde livet.
Proteinbehovet afhænger fx af kropsstørrelse, stofskifte,
aktivitetsniveau

Essentielle aminosyrer - mindste daglige dosis i g for en voksen person:

Fenylalanin: 1,1
Leucin: 1,1
Metionin: 1,1
Lysin: 0,8
Valin: 0,8
Isoleucin: 0,7
Treonin: 0,5
Tryptofan: 0,25

Vitaminer
Er: - Organiske stoffer andre end karbohydrater, lipider, og proteiner som
kræves i små mængder for normalt stofskifte, men som celler ikke kan
syntetisere i tilstrækkelige mængder.
- Essentielle næringsstoffer vi behøver fra maden.

Fedt-opløselige: - K, E, D, A (man er ked a’ at være fed).

- Associerer med lipider – påvirkes derfor af de samme faktorer som
påvirker lipid-absorption.
- Kan modstå (overleve) varme.

Vand-opløselige: - B, C. (before christ havde man kun vand, ikke vin).

- B-vitaminer: Adskillige, essentielle stoffer som fx oxiderer
karbohydrater, fedt og proteiner.
- C-vitamin: Nødvendig for kollagenproduktion,
konvertering af folacin til folinsyre samt
metabolisme af nogle aminosyrer,
jernabsorption, hormonsyntese fra kolesterol.
- Ødelægges af varme.

151
Vitaminer
Navn Andet navn Funktion
A-vitaminer Retinol En fedtopløselig type vitaminer som forekommer i to former,
vitamin A1 og A2, og som findes i f.eks. smør, fiskelever, kød, æg
og mælkeprodukter. Karoten69, som især findes i gulerødder, er et
forstadium til A-vitamin, som det omdannes til i kroppen. A-
vitaminmangel giver bl.a. svækket nattesyn og gør
hornhinden uklar; A-vitamin kan overdoseres til små børn.
B-vitaminer B-vitamin- Livsvigtige vandopløselige stoffer der oftest opsuges i tyndtarmen
komplekset og har vidt forskellige funktioner. Overskud af B-vitamin
udskilles som regel med urinen, mangel er uhyre sjælden i
Skandinavien. B-vitaminkomplekset omfatter: 1. Vitamin B1
tiamin, aneurin, denantineuritiske faktor (faktor som modvirker
nervebetændelse); mangel giver beriberi. 2. Vitamin B2
riboflavin, en vækstfaktor som bl.a. findes i kalve- og svinelever,
nyre og gær og har betydning for bl.a. cellestofskiftet, sukker- og
proteinstofskiftet; mangel giver hudforandringer m.m. 3. Vitamin
B3 niacin, nikotinsyre, mangel giver pellagra, en sygdom med
hududslæt, diarré og nervepåvirkning. 4. Vitamin B5
pantotensyre, indgår i coenzym A; mangeltilstande er ikke
beskrevet. 5. Vitamin B6 pyridoxin, adermin, pyridoxal el.
pyridoxamin (de to sidstnævnte er nærtstående stoffer i vitamin
B6-komplekset), mangel giver bl.a. udviklingsforstyrrelser,
mundbetændelse, irritabilitet, depression, konfusion samt
blodmangel. 6. Vitamin B12 (cyano)kobalamin el. cykobemin;
mangel giver perniciøs anæmi (se anaemia perniciosa i
artiklen om anæmi) og bl.a. nerveforstyrrelser; som
lægemiddel bruges ofte oxicobalamin. 7. Folater folinsyre,
mangel giver makrocytær anæmi (blodmangel med store
blodlegemer). 8. Biotin, mangel giver bl.a. træthed, hud- og
nerveproblemer og blodmangel. Kolin regnes af og til som en del
af hele B-vitaminkomplekset; mangel giver leverskader (kun hos
dyr). Det er sjældent at B-vitaminmangel kun omfatter én af B-
vitaminerne; oftest drejer det sig om mangle på flere af
vitaminerne samtidig.
C-vitamin Askorbinsyre En livsvigtig vandopløselig organisk syre som findes i f.eks.
hyben og diverse grønsager (især peberfrugter), og som er meget
følsom over for opvarmning. C-vitamin er vigtigt for syntesen
af kollagen og for dannelsen af biogene aminer. Mangel fører
til slimhindeblødninger, tandløsning og knogleforandringer
(skørbug, scorbutus).
D-vitaminer Fælles navn på flere livsvigtige fedtopløselige stoffer som
kolekalciferol (D3) og ergokalciferol (D2). D2 og D3 tilføres med
kosten, f.eks. med fisk, lever og æggeblomme, D3 kan også
dannes i huden under påvirkning af ultraviolet lys, f.eks. fra
solen. D2 og D3 omdannes gennem hydroxyleringer i lever og
nyrer til de biologisk aktive forbindelser kalcidiol og kalcitriol.
D-vitamin er vigtigt for omsætningen af kalk og fosfat; hos
børn fører mangel til rakitis.
69
karoten en gruppe kemiske stoffer ( a-, b- og g-karoten), som er kulbrinte med gulrød farve.

152
 D-vitamin hæmmer PTH.
Øger Ca2+-absorption i nyre og tarm.
E-vitamin Fællesbetegnelse for flere livsvigtige, fedtopløselige kemiske
stoffer, som er beslægtede med tokoferol og tokotrienol. Det
vigtigste er alfatokoferol. E-vitamin virker som antioxidanter
og beskytter cellemembranernes flerumættede fedtsyrer og
deres proteiner mod oxidation af iltradikaler. E-vitamin
forekommer i rigelige mængder i grønsager (salat, persille, ærter),
planteolier, mel og indmad. Mangel på E-vitamin fører til
neurologiske symptomer.
K-vitamin Fytomenadion Samlebetegnelse for (livs)vigtige fedtopløselige stoffer der findes
i lever, spinat, tomat osv. De opbygges i tarmen af
kolibakterier; vitaminet er af betydning for blodets
koagulation, og mangel giver blødningstilbøjelighed. Som
lægemiddel bruges det først og fremmest ved mangel på
koagulationsfaktor VII og VIII.

Mineraler
Udgør ca. 4 % af kropsvægten, mest i knogler og tænder.
Er bundet til organiske molekyler (fx fosfor i fosfolipider, jern i hæmoglobin mv.).
Funktion: Fx: Som dele af uorganiske stoffer, Ca2(PO4)2 i knogler.
Som ioner såsom Na+, Cl-, Ca2+.
Del af struktur i kropsceller.

153
 I enzymer.
Medvirker til det osmotiske tryk.
Rolle i: Nerveimpulsledning.
Muskelfiberkontraktion.
Blodkoagulering.
Opretholdelse af normal pH.
Hovedmineraler: Udgør mindst 0,05% af en voksens kropsvægt.
Fx calcium og fosfor, 75 % (masse%) af kroppens mineralmasse.

Sporstoffer: Udgør mindre end 0,005% af en voksens kropsvægt.

En passende kost
Skal: Opretholde vækst og reparation af kropsvæv.
Afhænger af: Alder, køn, vækstrate, fysisk aktivitetsniveau, stressniveau, genetiske og
miljømæssige faktorer.
Fejlernæring: Kan skyldes under- eller overernæring.

BMI (body mass index)

Legemsmasseindeks – mål for over- og undervægt.
vægt
BMI =
højde 2

154
11. Mavetarmsystemet og ernæring
39. Vitamin D har betydning for Ca2+-absorptionen i tarmen. S
40. Den endokrine del af pancreas udskiller lipase til tarmen. F
41. Glucagon inducerer dannelse af glycogen udfra glucose i leveren. F
42. Leveren syntetiserer koagulationsfaktorer. S
43. Colon absorberer vand og elektrolytter. S
36 Både mundspytkirtlerne og pancreas udskiller amylase. S
37 Enheden for body mass index (BMI) angives som kg/m2 S
39 Det primære tandsæt udgøres af 24 tænder. F
40 Den distale del af ventriklen udgøres af fundus. F
42 Galden udskilles i blodet og sikrer optagelse af lipider. F
36 Peptidhormonet gastrin frigives som følge af parasympatisk stimulation. S
37 Duodenum udgør en del af tyndtarmen. S
42 Cholecystokinin øger tarmmobiliteten. F
43 K-vitaminet har betydning for blodkoagulationen. S
44 Mucosa i tarmvæggen indeholder lipaser. S
39 Trachea er placeret dorsalt for esophagus. F
40 Tarmafsnittene nævnt proximalt fra er duodenum, ileum, jejunum, colon, rectum. F
41 Leveren er af væsentlig betydning for blodsukkerregulationen. S
35 Cardia er den region i mavesækken som ligger nærmest udmundingen af oesophagus. S
36 Pepsin er mavesækkens vigtigste enzym til fordøjelse af fedt. F
33 I leverens portalsystem indgår der vener der fører blod fra dele af tarmen til leveren. S
34 Pancreassaften kendetegnes ved at have et surt pH. F
35 Galdeblæren tømmes direkte til det midterste stykke af tyktarmen. F
36 Fordøjelsen af kulhydrater påbegyndes i mundhulen ved hjælp af enzymet amylase. S
37 Vitaminer A, D, E og K er typiske fedtopløselige vitaminer. S
34 Cardia er den region i mavesækken som ligger nærmest udmundingen af oesophagus. S
35 Virkninger af cholecystokinin inkluderer en hæmning af mavesækkens motilitet. S
36 I leverens portalsystem føres blodet fra leveren i retning mod tyndtarmen. F
34 Pancreassaften kendetegnes ved at have et basisk pH. S
35 Villi er projektioner af tyndtarmslimhinden som øger dens absorptionsoverflade. S
36. Pancreassaften har et basisk (alkalisk) pH. S
41. Vitaminer A,D,E og K er fedtopløselige vitaminer. S
42. Virkninger af cholecystokinin inkluderer en hæmning af mavesækkens motilitet. S
43. Villi er projektioner af tyndtarmslimhinden hvis hovedfunktion er at fungere
som steder for immunrespons i tarmen. F
39. Galden produceres i leveren. S
40. Lipider optages gennem tarmepitelet til lymfesystemet. S
41. A-vitamin og C-vitamin er begge vandopløselige. F
45. Pepsinogen produceres i ventrikelslimhindens hovedceller. S
39. Vitamin A har betydning for synsfunktionen. S
40. Vitamin D har stor betydning for koagulationen. F
44. Trypsin katalyserer dannelsen af cholesterol. F
45. Pancreasgangen udmunder i duodenum. S
46. Parasympatiske nerveimpulser stimulerer sekretionen af mavesaft. S
48. Under synkeprocessen forhindrer epiglottis føden i at trænge op i cavum nasi. F
49. Peristaltik er det samme som blandebevægelser. F
50. Ventrikelslimhinden er beklædt med flerlaget uforhornet pladeepithel. F
38. Intrinsic factor er vigtig for fordøjelsen af protein. F
41. To væsentlige funktioner af tyktarmen er at absorbere vand og oplagre fæces. S
42. Lymfesystemet optager chylomikroner. S

155
Stofskiftet (metabolisme)

NAD
Nikotinamidadenindinukleotid
- Den oxiderede form af et koenzym der deltager i oxidations- og
reduktionsprocesser hvor elektronerne overføres som brint.
- I reduceret form findes koenzymet som NADH. Analogt hermed findes koenzymet
nikotinamidadenindinukleotidfosfat, NADP, der ligeledes deltager i oxidations- og
reduktionsprocesser, hvor elektronerne overføres som brint.
- I reduceret form findes det som NADPH.

Katabolisme kontra anabolisme

Katabolisme70 Anabolisme71
Oxygen
Aminosyrer Urinstof (urea)
Fedtsyrer Div. sekreter
Monosakkarider
" !
70
katabolisme: de normale nedbrydende processer i kroppen, den del af vævenes stofskifte hvor substanser el.
væv nedbrydes, nedbrydning og forbrug (forbrænding) af optagne næringsstoffer og kropssubstans hvorved der
produceres varme og kemisk energi; syn. dissimilation
71
anabolisme: opbygning

156
 Glycolyse, deaminering og β-oxidation Biosyntese af glycogen
Triglycerid
Citratcyklus Phospholipid
Protein
Respirationskæde Nukleotider
"
CO2
H2O

ATP4- + H2O ! ADP3- + Pi + H+

ATP-hydrolyseenergi

[ADP] [Pi ]
∆G ′ = ∆G θ ′ + RT ln
[ATP ]
∆G θ ′ = −30,5 kj ⋅ mol −1

Oxidation
Palmitinsyre: Monovalent mættet fedtsyre, typisk for triglycerid i fedtvæv.
CH3(CH2)14COOH + 23 O2 ! 16 CO2 + 16 H2O + ca. 38 kJ/g, RQfodnote72 = 16/23 = 0,7.
Glucose: En af kroppens vigtigste energigivende kemiske forbindelser, blodet med en
normalværdi på 3,5-5,6 mmol pr. liter.
C6H12O6 + 6 O2 ! 6 CO2 + 6 H2O + ca. 16 kJ/g, RQ = 6/6 = 1.

72
respiratorisk kvotient forkortes RQ en fysiologisk parameter, som bl.a. afspejler forholdet mellem afgivet
kuldioxid og optaget ilt, CO2:O2, et forhold som kan bestemmes via ind- og udåndingsluften; RQ afspejler bl.a. hvilke
energisubstrater (kulhydrat, fedt og protein) der forbrændes i kroppenRQ (e. respiratory quotient) fork. For
respirationskvotient.

157
13. Urinsystemet
Overordnede funktioner: Fjerner salte og nitrogenholdige substanser.
Vedligeholder vand- og elektrolytbalancen.
Regulerer pH og volumen af kropsvæsker.
Hjælper med at kontrollere erytrocytproduktion og blodtryk.

Bestanddele: 2 nyrer (renes)

2 urinledere (ureters)
1 urinblærer (vesica urinaria)
1 urinrør (urethra)

12-1. Beskrive nyrernes placering og anatomiske hovedtræk, derunder glomerulis og

nefronernes struktur, lokalisering i nyreparenkymet og relation til nyrens kar.

Nyrer (renis)
Udseende: Rød-brun farve, bønneformet.

Placering: I fordybning på hver sin side af hvirvelsøjlen.

Øverst ud fra T12 (thorakalhvirvel 12).
Nederst ud fra L3 (lumbarhvirvel 3).
Placeret retroperitonealt, dvs. bag bughinden.
Holdes på plads af bindevæv og adipøst væv.

Størrelse: 3x6x12 cm.

Venstre nyre normalt 1,5-2 cm større end højre.

Struktur
Sinus renalis: - Medial fordybning giver anledning til dette hule kammer.
Hilum: - Indgang til sinus renalis.
- Herigennem passage af blodkar, nerver, lymfekar og urinleder.
Pelvis renalis: - ”Nyrebækken”.
- Tragtformet sæk i sinus renalis dannet af en udvidelse af urinlederen.
- Deler sig i calices renales (sing. calyx) (nyrebægre).
Calices renales: - Omkranser nyrepapillerne (papillae renales).
Medulla renalis: - Nyremarv.
- Opbygget af koniske vævsmasser, ”nyrepyramider” (pyramides renales).
- Ser tværstribet ud.
Cortex renalis: - Nyrebark.
- Skal omkring medulla, som er forbundet til denne via columnae renales ind
imellem nyrepyramider.
Nefroner: - Nyrernes funktionelle enheder.

158
Funktioner
Overordnet: Opretholde homeostase73 ved regulering af komposition, volumen og pH af
ekstracellulær væske.
Opnås ved at : - Fjerne metaboliske restprodukter (uomsættelige affaldsstoffer)
og fortynde disse med vand og elektrolytter, udskilles som urin.

Endokrine funktioner: - Secernere erythropoietin, EPO (til dannelse af røde blodlegemer).

- Aktivere D-vitamin.
- Udskille enzymet renin, der er vigtigt for regulering af blodtryk (gennem
angiotensinogen).

12-2. Angive urinvejenes hovedafsnit, samt hovedtræk ved deres struktur og funktion.

Blodkar
Arteriae renalis: Nyrearterien.
Kommer fra abdominal aorta.
Fører blod til nyrer gennem hilum.
Forgrener sig til: Arteriae interlobares renis.
! Afferente arterioler.
! Nefroner.
Venøst blod: Går gennem kar til nyrevenen, hvor den tømmes ud i vena cava inferior (nedre
hulvene).

73
homeostase ligevægt, balance- el. feedbacksystem (f.eks. mellem hormoner el. lignende faktorer) som gør at
funktioner el. substanskoncentrationer holdes på et konstant og jævnt niveau i organismen.

159
12-3. Redegøre for nefronernes funktion i forbindelse med filtrationen, derunder
faktorer og de neurale og hormonale mekanismer med betydning for ultrafiltratets
volumen.

Nefroner
Antal: Hver nyre indeholder ca. 1-1,5 millioner nefroner.

Bestanddele: Renal korpuskel og renal tubulus.

Renal korpuskel
Glomerulus: - Sammenfiltrerede blodkapillærer.
- Filtrerer blodet over filtrationsmembranen bestående af kapillærendothel,
basalmembran samt podocytter på membranens yderside.
Capsula glomeruli - Bowmans kapsel.
- Omgiver glomerulus, og modtager filtreret væske.

Væske fra capsula glomeruli ! Tubulus contortus proximalis (proximal convoluted tubule).
! Henles slynge.
Består af: 1. tubulus attenuatus (nedadgående)
2. tubulus rectus distalis (opadgående)
(eng. ”descending/ascending limb of the nephron loop”).

160
 ! Tubulus contortus distalis (distal convoluted tubule).
• Samlerør (collecting duct i cortex renis, teknisk set ikke en del af
nefronet).
• Samlerør ind i nyremarven, hvor den udtømmes i et lille nyrebæger.

Blodtilførsel
Blod til nefron fra afferent arteriole ! Filtration i glomerulus.
! Filtreret blod til efferent arteriole.
Den efferente arterioles modstand øger trykket i
glomerulus ifht. hvis det forlod denne via en vene.
! Forgrener sig til peritubulær kapillær, der omgiver
nyrekanalen.
! Via denne til venøse nyresystem.

Det juxtaglomerulære apparat

Placering: Ved kontaktpunktet mellem tubulus contortus distalis og de afferente og efferente
kapillærer.
Bestanddele: Macula densa.
Juxtaglomerulære celler.
Funktion: Styrer udskillelse af renin, og derved indirekte udskillelse af aldosteron.
Macula Densa registrerer fald i ionkoncentrationen af Cl-, K+, Na+ som når den distale
tubulus.

161
12-4. Gøre rede for nefronernes funktion i forbindelse med reabsorption af vand,
mineraler og organiske substanser fra ultrafiltratet, derunder faktorer og de neurale
og hormonale mekanismer der tilstræber at opretholde organismens vand-, salt-, pH
og osmolalitetbalance gennem reabsorptionsregulering i nyretubuli og samlerør.

Urinformation

1. Glomerulær filtration: Filtration af plasmaet i de glomerulære kapillærer.

Tubulær reabsorption:
Tubulær sekretion:
Flytter substanser fra tubularvæske tilbage i blodet i
peritubularkapillæren.
Omvendt reabsorption, dvs. substanser fra peritubularkapillæren tilbage
til ”renal tubule”.
Dvs.: mængde filtreret i glomerulus
minus mængde reabsorberet i tubulus
plus mængden secerneret af tubulus.
= mængde udskilt i urin74.
Anderledes udtrykt: input = output, altså:
Arterielt input = venøst output + urinoutput.

Glomerulær filtration (ultrafiltration)

Starter: Når vand og visse opløste substanser filtreres ud af glomerulære kapillærer og
ind i glomerulære kapsler.

Glomerulært filtrat: Vand og blodplasmakomponenter minus større proteinmolekyler.

Fenestrae: ”Vinduer” i glomeruluskapillærer, der gør disse meget permeable.

Podocytter: En slags epithelceller.
Omringer fenestra og gør glomerulus impermeabel for plasmaproteiner.
(Negativt ladede ioner kommer heller ikke over filtrationsmembranen).

Filtrationstryk
Tryk: Hydrostatisk tryk fra blod presser substanser gennem glomerulære
kapillærvægge (husk at trykket her er relativt højt).

Net filtrationstryk: Glomerulært hydrostatisk tryk

minus plasmakolloidosmotisk tryk
minus kapselkolloidosmotisk tryk.

Filtrationsrate: Direkte proportional til net filtrationstrykket.

Trykket ændres med diameteren af de afferente og efferente arterioler:
Affarent konstriktion ! tryk ".
Efferent konstriktion ! tryk !.

Øget tryk: Det hydrostatiske tryk i glomerulus kan også stige pga.:
- Nyresten (calculus renalis) i urinleder.
- Forstørret prostata (prostatahyperplasi) som trykker på urethra.

Normalværdier for filtration for voksne: 125 mL pr. minut = 180 L pr. døgn for begge nyrer.
74
ekskretion = filtration + sekretion – reabsorption

162
Regulering af glomerulær filtrationsrate
Homeostase opretholdes ved sympatikusreflekser i respons til ∆blodvolumen, ∆blodtryk.
.
Glomerulær filtrationsrate 1) ↓ Hvis kroppen skal holde på vandet (BV, BT lavt).
- Vasokonstriktion af afferente arterioler.
- Vasodilation af efferente arterioler.
- Udskillelse af renin.
2) ↑ Hvis der er kropsvæsker i overskud (BV, BT højt).
- Vasodilation af afferente arterioler.
- Vasokonstriktion af efferente arterioler.

Renin udskilles af juxtaglomerulære celler i respons til:

- Fald i blodtryk registreret af specialiserede celler i afferente arterioler.
- Sympatisk stimulation (∆blodvolumen, ∆blodtryk).
- Macula densa opdager at der er færre Cl-, K+, Na+ i distale tubulus.

Renins funktion
I blodstrømmen: - Renin + plasmaproteinet angiotensinogen ! angiotensin I.
- Angiotensin-converting-enzyme, ACE, i lunger og plasma konverterer
angiotensin I til angiotensin II.
- Angiotensin II hjælper med at opretholde: Na+-balancen.
Vandbalancen.
Blodtrykket.
Angiotensin II
Na+-balancen: Angiotensin II stimulerer sekretion af adrenalhormonet
aldosteron, som stimlerer tubulær reabsorption af Na+.
Vandbalancen:Mere Na+ øger det kolloidosmotiske tryk, så mere vand
reabsorberes.
Angiotensin II stimulerer ADH-secernering.
Angiotensin II øger tørst.
Blodtryk: Angiotensin II vasokonstrikerer den efferente arteriole, hvilket
får blodet til at samles i glomerulus og hæve
glomerularkapillærernes hydrostatiske tryk så filtrationen øges.
Dette modvirker det fald der ellers kommer i filtrationsraten ved
lavt blodtryk.
Desuden er angiotensin II generelt vasokonstriktions-
forårsagende.

Regulering af osmolaritet
ADH: Stigende osmolaritet => Større ADH-sekretion.
=> Aktiverer specifikke receptorer i nyrernes distale convolute
tubuli og samlerør.
=> Permeabiliteten for vand i disse tubulusafsnit øges.
=> Større reabsorption af vand til plasma.
=> Begrænsning (eller ophævelse) af osmolaritetstigningen.

Faldende osmolaritet => Mindre ADH-sekretion.

=> Formindskning af distale tubulis og samlerørs
vandpermeabilitet.
=> Større mængde vand udskilles af nyrerne med urinen.

163
 => Osmolariteten stiger.
(Juxtaglomerulære apparat: Færre ioner registreret af macula densa => renin).

Tubulær reabsorption
Tubulær reabsorption:
Ruten:
Processen som sender filtrerede substanser retur til blodbanen.
- Ionkoncentrationen i plasma og i det glomerulære filtrat er
normalt den samme, men begge er anderledes fra
koncentrationen i urin (her er alle ion-koncentrationer højere,
bortset fra HCO3-- og Na+-koncentrationerne, som er lavere i
urinen end i plasma).
Ud af tubulær væske gennem epithelet af den renale tubulus og ind i
den interstitielle væske, hvorfra substanser diffunderer ind i de
peritubulære kapillærer.

- Reabsorption gælder en række fysiologiske organiske stoffer (eks. glucose, aminosyrer, kreatin),
men også visse lægemidler, hvorved den bidrager til at mindske disses urinkoncentration.
- Reabsorptionen sker over hele nyrekanalen, men mest i tubulus contortus proximalis, den
sammenfiltrede, proximale del af nyrerøret.
- Mikrovilli øger overfladearealet og dermed reabsorptionen.
- Nogle steder er kanalen specialiseret til at reabsorbere visse substanser (fx glucose).

Aktiv transport: - Reabsorberer glukose vha. transportmolekyler med begrænset

transportkapacitet. Såfremt glucosekoncentrationen i plasma overstiger
ca. 10 mM, overskrides nyretubulis kapacitet til at reabsorbere den, og
glucosen optræder i urinen (glukosuri).
- 70% af natriumioner fjernes fra proximale tubulus via aktiv transport,
og negative ioner følger passivt med => koncentration i peritubulært
blod stiger.
- Reabsorberer aminosyrer i tubulus contortus proximalis.
Osmose: Reabsorberer vand ! Substanskoncentrationen i renal tubulus stiger.
Vandreabsorption stiger, hvis natriumreabsorption stiger og falder hvis
natriumreabsorption falder.
Nogle dele af den distale konvoluterede tubulus og opsamlende rør er
næsten uigennemtrængelige for vand.

12-5. Redegøre for nyretubulis sekretionsfunktion.

Tubulær sekretion
Sekretion: Tranporterer substanser fra plasma til tubulær væske.
Aktiv transport af: - Forskellige organiske forbindelser.
Både aktiv og passiv: - K+ og H+.

Ruten: Stoftransport fra plasma i de peritubulære kapillærer, igennem det tubulære

epithel og ind i tubuluslumen. Transporten gælder en række organiske
substanser, derunder lægemidler, hvorved disses urinkoncentration øges.

164
Opsummering - Urin formes som resultat af:
- Glomerulær filtration af: Materialer fra blodplasma.
- Reabsorption af substanser som: Glukose, vand, kreatin, aminosyrer,
mælke-, citron- og urinsyre,
samt fosfat-, sulfat-, calcium-, kalium- og natrium-ioner.
- Sekretion af substanser som: Penicillin, histamin, fenobarbital, ammoniak,
samt hydrogen- og kalium-ioner.
Urinens vej på hver side: Fra samlerør
! Nyrebæger (calyx renalis).
! Nyrebækken (pelvis renalis).
! Urinleder (ureter).
! Blære (vesica urinaria)
! Urinrør (urethra).

Urinkoncentration
Reabsorption: Aldosteron og ADH (vasopressin, antidiuretisk hormon) kan respektivt
stimulere yderligere reabsorption af Na+ (og sekretion af K+) og vand.
ADH: Dannes i neurohypofysen.
Secerneres i respons til formindsket vandkoncentration eller blodvolumen.
Øger vandpermeabilitet i nyrerne – dvs. urinmængde mindskes.
Vigtigste regulator af det osmotiske tryk i kroppen.
Aldosteron: Secerneres i respons til ændringer i blodkoncentrationen af Na+ og K+ eller
stimulus fra Angiotensin II.
Urea75: ”Urinstof, karbamid”.
Biprodukt ved aminosyrekatabolisme.
Koncentrationen afspejler mængden af protein i føden.
75
CO(NH2)2

165
 Ca. 20% secerneres i urinen.
Urinsyre76: 2,6,8-trihydroxypurin.
Produkt af metabolisme af organiske baser i nukleinsyrer.

Urinens sammensætning
Vandkoncentration: 95 % vand.
Derudover: Urea, urinsyre, evt. spor af aminosyrer og elektrolytter.

Volumen afhænger af: Væskeindtag, omgivelsernes temperatur, relativ luftfugtighed,

følelsesmæssig tilstand, respirationsfrekvens, kropstemperatur.

Volumen: 0,6-2,5 L/døgn.

Output: 50-60 mL/time.

Urin-elimination

Urinleder (ureter)
Ca. 25 cm. lang, løber fra nyren til urinblæren.

Urinrørets væg
Tre lag, luminalt set: - Mukøst Kontinuerligt med foringen af de renale tubuli og
urinblæren.
- En klap af mukøs membran mellem urinlederen og blæren,
stopper tilbageløb fra blæren til urinlederen.
- Muskulært Glat muskulatur, bevæger urinen fremad peristaltisk.
- Fibrøst Bindevæv.
Epithelet er vandtæt!

Urinblære (vesica urinaria)

Er: Hul, udspilelig, muskulær.
Form: Sfærisk, men determineres af tryk fra omkringliggende organer.
Funktion: Lagrer urin og tvinger det ind i urethra.
Placering: I det pelviske hulrum, posteriort til pubis symphysis, under peritoneum parietalis.
Dvs. infra-/subperitonealt placeret.
Internt gulv: Trigonum (triangulært område) med en åbning ved hvert hjørne.
Udgøres af to posteriore åbninger fra uretere samt en anterior åbning til urethra.
4 lag: - Mucosa Adskillige fortykninger af overgangsepithelceller.
- Submucosa Består af bindevæv med mange elastiske fibre.
- Muscularis Grove bundter af glatte muskelfibre.
Bundter udgør tilsammen detrusormusklen, som former
en intern urethral sfinktermuskel, der innerveres
parasympatisk.
- Serosa Består af det parietale peritoneum.
Er kun på den øvre overflade, resten af overfladen
udgøres af bindevæv.

76
C5H4N4O3

166
”Mikturition” (urinering, vandladning)
Sker ved
Kontraktion af: Detrusormusklen.
Muskler i abdominalvæggen og bækkengulvet.
Afslapning af: Muskler i thoraxvæggen.
Diafragma.
Den eksterne urethrale sfinkter, som består af skeletmuskulatur.

Sfinktermuskler
Interne sfinkter: Glat muskulatur.
Detrusorfibre omkring urinblærens hals.
Parasympatisk innerveret.

Eksterne sfinkter: Tværstribede skeletmuskefibre.

Omkring urethra, få cm neden for urinblæren.
Somatisk innerveret.

Mikturitions-refleksen
Distension af blærevæg ! Stimulering af strækreceptorer i urinblærens væg.
! Sensoriske impulser via afferente nerver til micturition-reflekscenter
i medulla spinalis.
! Parasympatiske, efferente motorimpulser til detrusormusklen.
! Rytmisk kontraktion af detrusormusklen – medvirker til at åbne den
interne sfinkter, følelse af akut behov følger med.
! Vandladningen kan begynde, når også den eksterne sfinkter åbnes.
Denne styres af centre i hjernestammen og cortex (delvis viljestyring).

Urinblæren kan rumme ca. 600 mL urin før smertereceptorer stimuleres.

Man er tissetrængende når blæren indeholder ca. 150 mL.

Urethra
Leder urin fra urinblæren til uden for kroppen.
Væg: Foret med mukøs membran og tykt lag glat muskel.
Har adskillige urethrale kirtler, som secernerer mukus ind i den urethrale kanal.

12a. Urinsystemet
45 Nyrernes juxtaglomerulære apparat har betydning for reninudskillelse. S
46 Størstedelen af nyrernes vandresorption finder sted i de proximale tubuli. S
47 Hovedparten af kroppens væske findes intracellulært. S
48 Aldosteron regulerer udskillelsen af kaliumioner i nyrerne. S
49 Det vigtigste hormon til regulation af vandresorption i nyrerne er det antidiuretiske hormon
(ADH, vasopressin). S
39 Nyrerne er placeret intraperitonealt. F
44 Det juxtaglomerulære apparat har betydning for nyrernes reninsekretion. S
45 Udskillelsen af ADH er reguleret af osmoreceptorer i nyrerne. F
40 Ureteren danner forbindelsen mellem nyrepelvis og urinblæren. S
41 Nyrecortex udgør nyrens yderste vævsbremme og indeholder glomeruli. S
42 ADH er et hypofysehormon med effekt primært på den glomerulære filtrations størrelse. F

167
39 Nyrerne er beliggende intraperitonealt i bughulen og er omsluttet af peritoneum viscerale. F
40 Glomerulær filration er uafhængig af flowmodstanden i den afferente arteriole. F
41 Der foregår både sekretion og reabsorption i nyretubuli. S
40 Det juxtaglomerulære apparat i nyrerne indeholder nogle af kroppens osmoreceptorer. F
41 Aldosteron regulerer Na+-reabsorptionen i nyrerne. S
42 De fleste proteiner kan passere fra plasma til filtratet i glomeruli. F
43 Nyrecortex udgør nyrens yderste vævsbræmme og indeholder glomeruli. S
44 Nyrernes juxtaglomerulære apparat har betydning for reninudskillelse. S
45 Mængden af glucose der reabsorberes i nyrerne er altid direkte proportionel med
glucosens koncentration i plasma. F
46 Blæretømningen sker ved en kontraktion af glat muskulatur i blærevæggen. S
42 Nyrerne er beliggende retroperitonealt i bughulen. S
43 Filtrationen gennem glomeruluskapillærvæggen er principielt afhængig af de
samme faktorer som gælder for andre af kroppens kapillærer. S
46 Reabsorptionen af vand og salte i nyrerne sker altid i et konstant forhold. F
47 Kun en meget lille del af plasmaproteinerne filtreres normalt over
glomerulusmembranen i nyrerne. S
47 Kontraktionen af urinblærens detrusormuskel stimuleres af de parasympatiske
nervefibre. S
48 Sekretionen af H+ -ioner i nyretubuli bidrager til organismens pH-homeostase. S
49 Det juxtaglomerulære apparat er et organ der regulerer den glomerulære
filtrationshastighed. S
48. Sekretionen af H+-ioner i nyretubuli bidrager til organismens pH-homeostase. S
49. Det juxtaglomerulære apparat består af specialiserede celler fra den afferente
arteriole, samt af macula densa-celler fra det distale convolutte tubulus. S
50. Den externe urethrasphincter udgøres af tværstribede muskelfibre. S
42. Glomerulusfiltret er uigennemtrængeligt for blodlegemer. S
43. Størstedelen af ultrafiltratet dannet i nyreglomeruli udskilles med urinen. F
44. Glukose i urinen er et tegn på svigtende glomerulusfunktion. F
47. Renin omdanner angiotensin I til angiotensin II. F
48. Aldosteron stimulerer reabsorbtionen af Na+ i nyren. S
24. ADH (antidiuretisk hormon) øger udskillelsen af vand i urinen. F
25. Stimulation af osmoreceptorerne udløser tørst. S
26. Urin i blæren har hos normale altid en elektrolytkoncentration, der er lig
den i plasma. F
27. Glomerulær filtration betyder, at der sker vandtransport fra kapillærer til den
glomerulære kapsel. S
28. Udskillelsen af renin finder sted i det juxtaglomerulære apparat. S
29. Renin sænker blodtrykket. F
30. Ureter afgår fra pelvis renis (nyrebækkenet). S

168
14. Vand-, elektrolyt- og syre-/basebalancen
12-6. Angive de tilnærmelsesvise volumina for organismens vandomsætning og for
plasmaet, den ekstracellulære, og den intracellulære væskefase. Angive disse
væskefasers tilnærmelsesvise ionsammensætning, samt gøre rede for de faktorer der
bestemmer vand- og ionfordelingen mellem dem.

Overordnet
Homeostase: Ligevægt mellem vand og elektrolytter ind og ud af kroppen.
De to er indbyrdes afhængige af hinanden.
Elektrolytter = salte som opløses til ioner i vandig opløsning.
Kroppens væske er fordelt i regioner (”compartments”).

Total body water (TBW): Kvinde: ca. 50-55 % af kropsvægt.

Mand ca. 55-60 % af kropsvægt.
Nyfødte ca. 75-80 % af kropsvægt.

ICV = intracellulærvæske: ca. 63 % af TBW = ca. 38 % af legemsvægten.

ECV = ekstracellulærvæske: ca. 37 % af TBW = ca. 22 % af legemsvægten.

Transcellulærvæske er en del af ECV, omfatter bl.a. cerebrospinalvæske, ledvæske, væske i tarmkanal

samt urinveje.

Elektrolytfordeling
Ioner Ekstracellulært Intracellulært E/I
Na+ 140 mM 10 mM 14:1
2+
Ca 5 mM 1 mM 5:1
Cl- 100 mM 5 mM 26:1
-
HCO3 28 mM 10 mM 3:1
+
K 5 mM 140 mM 1:28
Mg2+ 3 mM 55 mM 1:19
3-
PO4 5 mM 70 mM 1:19
2-
SO4 2 mM 4 mM 1:2
288 mM 295 mM
Væskebevægelse mellem regioner
Skyldes: Hydrostatisk og osmotisk tryk.
Det hydrostatiske tryk er nogenlunde ens ekstra- og intracellulært, så det er primært ændringer i det
osmotiske tryk (pga. ændringer i elektrolytkoncentrationer), der styrer.

Vandbalance
Vandbalance: Når totalt vandindtag er lig totalt vandtab.
Indtag for voksen Tab for voksen
Ca. 2500 mL / døgn Ca. 2500 mL / døgn
- 60 % fra væske - 60 % i urin
- 30 % fra føde - 28 % gennem hud og lunger
- 10 % fra metabolisme - 6 % i sved
- 6 % i faeces
Varierer med omgivelsernes temperatur, relativ luftfugtighed og fysisk aktivitet.

169
Regulering af vandindtag gennem tørst
1. Osmostisk tryk fra ekstracellulærvæske stiger.
2. Osmoreceptorer i tørstcenter (i hypothalamus) stimuleres.
3. Tørstfornemmelse.

Når man drikker udspiles mavesækken, hvilket sender nervesignaler der hæmmer tørstfølelsen.

Vand-output
Sker via urin, fæces, sved, evaporation (fordampning) gennem hud, lunger (via eksspiration).
- 60 % via urin
- 6 % via fæces
- 6 % via sved
- 28 % via evaporation

Regulering af vandtab
Vandtab regules primært gennem urinproduktion.
Urinvolumen: Reguleres vha. ADH primært via nefronernes - distale konvoluterede tubuli.
- opsamlingskanaler.
ADH fra neurohypofysen øger permeabiliteten af disse to og øger derved vandabsorptionen.

12-7. Redegøre for hovedtyper af dehydrering (isoton, hyperton) og af syre-

baseforstyrrelser (metabolisk eller respiratorisk acidose/alkalose), og give eksempler
på nogle typiske tilstande kendetegnet af disse forstyrrelser.

7-6. Gøre rede for hovedmekanismerne bag udvikling af ødemer (forøget hydrostatisk
tryk, øget kapillærpermeabilitet, mindsket kolloid-osmotisk tryk, utilstrækkeligt
lymfeflow). For hver af mekanismerne, angive et eksempel på en tilstand eller sygdom
hvor den pågældende mekanisme er ansvarlig for ødemets opståen i et bestemt
område.

Vandbalance-forstyrrelser
Dehydrering
Hyppigste årsag: Manglende vandindtag.
Ellers: Vandberøvelse, vedvarende opkastning eller diarré.
Sjældnere: Øget tab af vand, fx ved diabetes insipidus (mangel på ADH).
Øget vandbehov (ved stor proteinindtagelse).

Ved tab af ca. 10 % af TBW: Forvirring, hallucinationer, delirium.

Ved tab af ca. 20 % af TBW: Døden indtræder, typisk pga. ophør af vejrtrækning.

Vandforgiftning
Hvis store mængder vand drikkes uden at elektrolytter også erstattes.
Ekstracellulærvæske bliver hypotonisk og vand går ind i

Ødem
Er: En unormal væskeansamling i interstitialrummet, hvilket fører til øget volumen (hvor ødemet
er), og derfor giver hævelse.
Grunde: 1) Utæt kapillær pga. inflammation eller brandskade.
2) Øget tryk i kapillær pga. dårligt herte.
3) Dårlig lymfedrænage pga. metastaser eller parasitsygdomme.
170
Faktorer associerede med ødemer
Faktor Årsag Effekt
Lav plasmaprotein- - Leversygdom og manglende evne til at - Fald i plasmakolloidosmotisk
koncentration syntetisere proteiner. tryk.
- Nyresygdom og tab af protein i urinen. - Mindre væske ind i
- Manglende proteiner i føden pga. kapillærers vene-ender ved
udsultning. osmose.
Blokering af lymfekar - Kirurgisk fjernelse af dele af lymfeveje. - Tilbagetryk i lymfekar
- Bestemte parasit-infektioner. forstyrrer væskebevægelsen fra
interstitielle rum til
lymfekapillærer.
Øget venøst tryk Venøs blokering eller defekte veneklapper - Tilbagetryk i vener forstyrrer
reabsorption af væske fra
interstitielle rum ind i
kapillærers veneender.
Inflammation Vævsskade. Kapillærer bliver unormalt
permeable, væske lækker fra
plasma ind i interstitielle rum.

Elektrolytbalance
Balance: Når indtag = tab er der balance.
Reguleres: Via respons til sult og tørst.
Indtag: Gennem føde, drikke og som biprodukter af metaboliske reaktioner.

Elektrolyt-output
Output: Gennem perspiration, fæces, nyrefunktion og urindannelse.
Vigtighed: Præcise koncentrationer er nødvendige for nervesignaler, membranpotentialer og
muskelkontraktioner.
Na+ udgør 90 % af kroppens kationer (positive ioner) i ECV.

Regulering: Na+, K+ Nyrerne og hormonet aldosteron.

Ca2+ Paratyreoideahormon og calcitonin.
Anioner - Generelt følger negativt ladede ioner passivt med de positive, som de
binder til.
- Delvis regulering af nogle anioner sker via aktive transport-
mekanismer med begrænset kapacitet.

Isoton dehydrering: Der mistes lige dele vand og salt svarende til kroppens procentdel af
hver. Kroppens osmolaritet ændres ikke.

Hypoton dehydrering: Der mistes mere salt end vand svarende til kroppens procentdel af hver.
Kroppens osmolaritet falder.
(Celler svulmer og kan springe i hypoton væske).

Hyperton dehydrering: Der mistes mere vand end salt svarende til kroppens procentdel af hver.
Kroppens osmolaritet stiger.
(Celler skrumper i hyperton væske).

171
Syre-basebalance
Surhed stammer fra H+-ioner, der primært stammer fra metaboliske processer:
1. Aerob forbrænding af glucose
C6H12O6 + 6O2 ! 6CO2 + 6H2O $ H2CO2 $ H+ + HCO3-
Kulsyre.

2. Anaerob forbrænding af glucose

C6H12O6 + 6O2 ! 2C3H6O3 (pKA = 3,86)
Mælkesyre.

3. Oxidation af svovlholdige aminosyrer

! H2SO4.
Svovlsyre.

4. Ufuldstændig oxidation af fedtsyrer

! Sure ketoner.

5. Hydrolyse af fosfoproteiner og nukleinsyrer.

! H3PO4
Fosforsyre.

Regulering af H+-koncentration (kompensation)

Varetages af: 1. Syre-base-buffere.
2. Respirationscenteret i hjernestammen.
3. Nefroner i nyrene.

Syre-basebuffere – virker øjeblikkeligt

- Bicarbonatbuffersystemet: H+ + HCO3- $ H2CO2
Både i ICV og ECV.

- Phosphatbuffersystemet: H+ + HPO42- $ H2PO4-

Specielt i nefronerne og i urin, både i ICV og ECV.

- Proteinbuffersystemet: pH ": –NH2 + H+ ! –NH3+ (N-terminal)

Plasmaproteiner og fx Hb pH !: –COOH ! –COO- + H+ (C-terminal)

Respirationscenter i hjernestammen – virker i løbet af et par minutter

- Kontrol af frekvens og dybde af åndedræt.
- Øget koncentration af CO2 i CNS og dermed øget koncentrationen af H+ i
cerebrospinalvæske, stimulerer kemoreceptorer i medulla oblongata.

Nefroner i nyrerne – virker i løbet af et par dage

- Udskillelse af H+-ioner i urinen.

172
Syre-base-uligevægt
pH-homøostase
pH i arterielt blod normalt mellem 7,35 og 7,45.
Overlevelsesinterval: 6,9 – 7,9 => [H+] = 20 – 160 nM.
pH for høj: Alkalose.
pH for lav: Acidose.

Regulering af CO2 sker gennem respiration

pCO2 = 35 – 45 mmHg
pCO2 = 4,7 – 6,0 kPa

Forstyrrelse i pH-balance
Acidose kan skyldes ophobning af syrer eller tab af baser.
Alkalose kan skyldes tab af syrer eller ophobning af baser.

Respiratorisk acidose
Øget [CO2] og dermed øget [H2CO3], den respiratoriske syre.

Nedsat udskillelse af CO2 => akkumulation af CO2 = pCO2 > 45 mmHg => pH < 7,4.
Årsager 1. Skade på åndedrætscenteret i hjernestammen:
- Nedsat dybde og frekvens af åndedræt.
2. Obstruktion af luftveje.
- Forstyrrelse af luftbevægelse i alveoler.
3. Sygdom som forårsager nedsat gasudveksling eller nedsat overfladeareal af det
respiratoriske membran.
- Respektivt fx lungebetændelse og emfysem.

Respiratorisk alkalose
Overdrevent tab af CO2 med resulterende tab af kulsyre

Hyperventilering => [CO2] falder

=> [H 2CO3] falder
=> [H+] falder
=> pH > 7,4.

Årsager: - Angst.
- Feber.
- Forgiftning med acisylater (fx aspirin).
- Store højder (luft lav iltkoncentration).
- Lange passager spillet på blæseinstrumenter.

Metabolisk acidose
Akkumulation af ikke-respiratoriske syrer eller tab af baser => pH < 7,4.

Årsager: 1. Nyresygdom som nedsætter glomerulær filtration, så nyrerne ikke udskiller syrer
som produceres i metabolismen.
2. Ubehandlet diabetes mellitus (med produktion af mange sure ketoner).
3. Vedvarende diarré med tab af basiske intestinale sekretioner.
4. Vedvarende opkastninger med tab af det basiske indhold (fra duodenum).

173
Metabolisk alkalose
Overdrevent tab af H+ eller stigning af baser.

Tab af syre => basekoncentration stiger => pH > 7,4.

Grunde: - ”Gastric drainage” (gastrisk dræning).

Opkastninger med tab af saltsyre.
Brug af diuretisk medicin.
Indtag af for meget syreneutraliserende medicin.

12b. Væske-, elektrolyt- og syre-/basebalance

3 Osmotisk aktive partikler i plasma udgøres primært af natrium og chlorid. S
43 Aldosteron er det vigtigste hormon for regulationen af organismens osmolalitet. F
44 Metabolisk acidose betegner at ændringer i ikke-flygtige syrer og baser i plasma har
medført et pH fald til under normalområdet. S
42 Osmolariteten af organismens væskefaser bestemmes af Na+-ioner, men ikke af Cl--ioner. F
43 På grund af CO2's flygtighed er CO2-bicarbonatsystemet af underordnet betydning som
pH-buffer i organismen. F
12 Koncentrationen af osmotisk aktive partikler i cellen er 3 gange større end i
extracellulærvæsken. F
47 En dehydreringstilstand vil altid indebære at vand og salt tabes i et forhold,
der svarer til deres normale forhold i kroppens ekstracellulære væske. F
44 En acidose betegnes som metabolisk, hvis faldet i plasma pH til under en
normalværdi skyldes en stor CO2 produktion. F
45 Hovedparten af kroppens væske findes ekstracellulært. F
32 Koncentrationen af natrium i plasma er den største af plasmaets
kation-koncentrationer. S
33 Det største bidrag til plasmaets samlede osmotiske tryk skyldes plasmaproteiner. F
49. Koncentrationen af calciumioner er større i plasma end intracellulært. S
50. Hyperventilation medfører alkalose. S
21. Koncentrationen af protoner i plasma er forhøjet ved alkalose. F
32. Ved hyperventilation falder pH i plasma. F

174
15. Reproduktion
13-1. Beskrive de interne og eksterne kønsorganers struktur hos hvert køn.
13-2. Beskrive hovedstadier i spermato- og oogenesen (derunder den meiotiske
celledeling), og placere stadierne i relationen til de relevante faser i individets
livsforløb (før/efter puberteten, den fertile alder, menopause). Beskrive i hovedtræk
den rolle som de forskellige celletyper i testis spiller for spermatogenesen.

Kønsceller
♂ sædceller (spermier).
♀ ægceller (oocytter).
Karakteristisk. indeholder kun 23 kromosomer (normale celler 46).

♂ Reproduktivt System
Primære kønsorganer (gonader): 2 testes (testikler).
Tilhørende kønsorganer: Interne + eksterne reproduktionsorganer.

Testes
Størrelse: 5 cm lange x 3 cm i diameter.
Placering: I scrotum (pungen).

Struktur
Kapsel: Hver testikel er omsluttet af en hvid, fibrøs kapsel.
Kapsel posteriort: - Bindevæv fortykker ind i testis og former septa
(skillevægge).
- Septa opdeler testis i ca. 250 lobuli.
Lobuli: Hver lobulus indeholder 1-4 slyngede sædkanaler (tubuli seminiferi), der hver er ca. 70
cm lange.
Sædkanaler: Løber sammen og former kanalnetværk, der igen løber sammen og bliver til ét stort rør,
bitestiklen.
Inderside beklædt af specialiseret lagdelt epithel med spermatogene celler, som giver
anledning til spermceller.
Leydiske celler el. ”interstitialceller” ligger mellem tubuli seminiferi.
Producerer og secernerer kønshormoner.
Støtteceller (Sertoliceller) i epithelet producerer inhibin, som hæmmer FSH.
Bitestikel: ”Epididymis” slynger sig på testis overflade og bliver til sædlederen (ductus el. vas
deferens).

Formation af sædceller (spermatogenese)

Epithel i tubuli seminiferi: Sertoliceller (støtteceller) og spermatogene celler.
Sertoliceller nærer og regulerer spermatogene celler, og er deres ”stillads”.
Produktion: Sperm produceres løbende.
Opsamling: Sædceller opsamles i lumen (hul) af hver sædkanal, herfra løber de til
bitestiklen hvor de modnes.
Moden sædcelle: ”Haletudse-lignende”, ca. 0,06 mm lang.
Ovalt hoved: Bestående af nucleus indeholdende kompakt kromatin (23kromosomer).
Akrosom: Hætte der dækker nucleus.
Dannes af Golgiapparatet.
Indeholder enzymer der hjælper til at penetrere ægcelle.

175
 Midtstykke: Central filament-kerne med mange mitochondrier, der genererer ATP til
flagellum.
Flagellum: Hale, består af mikrotubuli.

Spermatogenese: formation af spermier

77
• ♂ Embryo : Udifferentierede spermatogonia m. 46 kromosomer.
• Embryonal udvikling: Hormoner stimulerer mitose => primære spermatocytter.
• Pubertet: Primære spermatocytter gennemgår meiose:
- 1. meiotiske division: Separerer homologe (samme
gener) kromosompar.
- 2. meiotiske division: En del af hvert homologt
kromosompar (haploid)’s
kromatider separeres→
uafhængigt (haploidt) kromosom.
Overordnet
Spermatogenese: Sker ved to på-hinanden-følgende meiotiske divisioner
1 primær spermatocyt
→ 2 sekundære spermatocytter
→ 4 spermatider (2 for hver sekundær spermatocyt, modnes til spermceller).

♂ interne kønsorganer (organa genetalia masculina interna)

Speciale: Forme, værne om og transportere spermier.
Antal: 2 af hver, bortset fra 1 urethra og 1 prostata.
Epididymis: - Bitestikel.
- Tæt snoet, ca. 6 meter lang.
Udspringer fra top af testis, og følger nedad testis’ overflade posteriort,
går så opad igen for at blive til ductus deferens.
- Umodnede spermier (=ubevægelige) flyttes rundt i bitestiklen vha.
rytmiske peristaltiske bevægelser mens de modnes.

Ductus (vas) deferens: - Sædlederen.

- Muskulært rør, ca. 45 cm langt.
- Opad fra medial side af testis, gennem passage (lyskekanalen,
inguinalkanalen) til cavum pelvis, og ender bag urinblæren og former
ductus ejaculatorius, som passerer gennem prostata og udtømmes i
urethra.

Vesiculae seminales: - Sædblærer.

- Sammenrullet, længde ca. 5 cm.
- Hæfter til ductus deferentia nær basen af urinblæren.
- Glandulært væv på inderste væg secernerer:
- Alkalisk væske (regulerer pH når sperm forlader krop).
- Fruktose (giver energi til spermier).
- Prostagladiner (stimulerer muskelkontraktioner i
kvindelige reproduktive organer).

Prostata: - Blærehalskirtel.
- Kastanieformet, 4 cm (diameter) x 3 cm (tykkelse).
77
embryo foster t.o.m. den anden graviditetsmåned, derefter kaldes det føtus

176
 - Placeret inferiort til urinblæren, rundt om urethra.
- Opbygget af forgrenede tubulære kirtler, som udtømmes i urethra.
- Secernerer sekret der er tyndt, mælkeagtigt og alkalisk.
- Neutraliserer spermvæsken, som er sur pga. spermcellernes
affaldsstoffer.
- Øger sperms bevægelighed (motilitet).
- Neutraliserer vaginas sure sekretioner.

Cowpers kirtel: - Glandula bulbourethralis.

- Ca. 1 cm. i diameter.
- Placeret inferiort til prostata på begge sider.
- Mukøst sekret secerneres i respons til seksuel stimulation.
- Sekretet herfra fugter penishovedet.

Semen: - Sædvæske.
- Består af spermier og sekreter fra vesiculae seminales, prostata og
cowpers kirtel.
- Lidt alkalisk, pH ca. 7,5.
- Indeholder prostaglandiner og næringsstoffer.
- Volumen ved ejakulation ca. 2-5 ml.
- 120 mio. spermier pr. ml. semen.
- Spermier ”svømmer” først når de blandes med sekreter.

♂ Ydre kønsorganer (organa genetalia masculina externa)

Scrotum: - Pungen.
- Består af hud og subkutant væv.
- Hænger fra lavere abdominal region, posteriort til penis, ved mellemkød
(perineum).
- Medial septum deler scrotum op i to kamre med en testis i hver.
- Serøs membran i hvert kammer dækker testis.
- Beskytter og regulerer temperatur til optimum.

Penis: - Membrum virile.

- Cylindrisk.
- Leder urin og semen ud af kroppen.
- ”Krop” indeholder 3 svulmelegemer hver omgivet af stærk
bindevævskapsel: 2 dorsale copora cavernosa.
1 ventral corpus spongiosum.
- Penishovedet er den forstørrede ende af corpus spongiosum, gennem
hvilken urethra også løber.
- Forhuden (praeputium) dækker penishoved.

♂ Seksuelle egenskaber
Seksuel stimulation → Parasympatiske signaler fra sakral portion af rygmarv frigiver NO
(kvælstofmonooxid).
→ Dilation af arterier til penis.
→ Blodophobning (også pga. arterietrykkets afklemning af vener).
→ Erektion.

177
Orgasme: En nydefuld følelse af psykologisk og fysiologisk udledning.
Følger med emission og ejakulation.

Emission: Bevægelse af spermier fra testes og sekreter fra prostata og sædblærer ind
i urethra, hvor de sammen former sæd.
- Sker som respons på sympatiske nerveimpulser.

Urethra fyldes med semen → Sensoriske impulser til sakral del af rygmarv
→ Motoriske impulser fra rygmarv til skeletale muskler i penis erektile
søjler.
→ Rytmisk kontraktion af disse.
→ Øget tryk leder til ejakulation.
Efter ejakulation: Sympatiske nerveimpulser konstrikerer arterier
→ Blodtilløb reduceres og rejsning falder.

♂ Kønshormoner
Udskilles fra: - Hypothalamus, adenohypofysen, testes, (lidt fra binyrebarken).

GnRH: Gonadotropinfrigørende hormon fra hypothalamus.

→ Blodkar.
→ Adenohypofysen.
→ Udskillelse af gonadotropiner: LH (luteiniserende hormon) og
FSH (follikelstimulerende
hormon).
LH: - Kaldes også for interstitialcellestimulerende hormon (ICSH) i mænd.
- Fremmer udvikling af Leydiske celler, som sekrerer hormonerer
(testosteron).
FSH: - Stimulerer støtteceller (Sertoliceller) i sædkanaler til at reagere på
testosteron.
- FSH og testoteron stimulerer tilsammen spermatogene celler til at
undergå spermatogenese.
- Stimulerer støtteceller til at udskille inhibin, som hæmmer FSH (neg.
feedback).

Egentlige kønshormoner, androgener (mandlige)

Testosteron: - Sekretion begynder i føtalt stadie, går stort set i bero ca. 3 uger efter
fødsel og starter først igen i puberteten (13-15 år).
I puberteten: - Øger kønsbehåring, forstørrer larynx, fortykker stemmebånd, fortykker
huden, øger muskelvækst, gør skuldrene bredere og hofterne smallere,
fortykker knogler, vækst af mandlige genitalier, hindrer udvikling af
kvindelige genitalier.
- Øger cellulær metabolisme og erytrocytproduktion.
- Stimulerer seksuel aktivitet ved påvirkning af bestemte hjernedele.

178
13-3. Beskrive i hovedtræk ændringer i kvindens reproduktionsorganer i løbet af en
menstruationscyklus, gøre rede for ovulations- og menstruationscyklus` hormonelle
regulation, og på denne baggrund, for hovedprincipper for
svangerskabsforebyggelse. Beskrive derunder i hovedtræk ovariefolliklernes
udvikling, deres hormonale funktion og betydning for ovulationen.

♀ Reproduktivt System
Primære kønsorganer (gonader): 2 ovarier (æggestokke).
Accessoriske kønsorganer: Interne og eksterne kønsorganer.

Ovarier
Størrelse: 3,5 cm lange, 2 cm brede, 1 cm tykke.
Struktur: -Medulla Inderst.
Løst bindevæv, mange blod- og lymfekar og nervefibre.
- Cortex: Yderst.
Kompakt væv, granulært udseende (pga. æggefollikler).
- Overflade: Beklædt af kubisk epithel.

Primordial follikler
Prænatal udvikling af ♀: Små cellegrupper i ydre cortex af ovarium former flere millioner
primordiale follikler. Der formes ikke flere senere i livet, i stedet for
degenererer mange i løbet af livet.
Primodiale follikler: Hver består af én stor celle (primær oocyt), omgivet af
epithelceller kaldet follikelceller.
Primære oocytter: Undergår meiose tidligt i udviklingen, men går så i bero indtil pubertet.
Antal: - Ca. 1 mio. oocytter er tilbage v. fødsel.
- Ca. 400.000 ved pubertet.
- I løbet af et menneskeliv bruges ca. 400-500 stk. (menstruel periode
ca. 35 år, dvs. 420 måneder = 420 æg).

Oogenese (ægdannelse)
Pubertet: Nogle primære oocytter stimuleres til at fortsætte meiose.
Ulige cytoplasmedivision: 1. Ved delingen af den primære oocyt.
Cytoplasma uligeligt fordelt.
- Den deles derfor til: 1 stor sekundær oocyt (ægcelle)
1 lille ”first polar body”, som
degenererer.
2. Ved fertilisering af sekundær oocyt (ægcelle)
Cytoplasma uligeligt fordelt.
- Deles derfor til: 1 stor zygot (fertiliseret æg, 46).
1 lille ”second polar body”, som
degenererer.
Bonusinfo: Ægcellen er menneskekroppens største celle – sperm er den mindste.

179
Follikelmodning
Ved pubertet: # Adenohypofyse secernerer øgede mængder FSH.
→ Ovarier vokser.
Samtidigt modnes nogle primordiale follikler til primære follikler.
# Ved modning:
→ Primær oocyt vokser.
→ Omkringliggende follikelepithel profilererer (deles) ved mitose.
→ Follikelceller arrangerer sig i lag og former antrum (hulrum) i
cellemassen, der fyldes med follikulærvæske.
→ Det væskefyldte antrum presser den primære oocyt til én side.
Sekundær oocyt: → Moden follikel (diameter ca. 10 mm) buler udad fra ovariets
overflade.
- Den sekundære oocyt i folliklen er en stor, sfærisk celle.
- Oocytten omkranses af et lag af glycoprotein (zona pellucida), hæftet
til en kappe af næringsgivende follikelceller (corona radiata).

Ovulation (ægløsning)
Forudgående: Follikel modnes.
→ Primær oocyt undergår oogenese.
→ Sekundær oocyt + first polar body (begge ovuleres).
Ovulation: # Udløses af hormoner fra adenohypofysen (LH).
- Den modne follikel hæver, så dens væg svækkes, indtil den brister.
Efter ovulation: # Sekundær oocyt propelleres til den nærliggende tuba uterina,
æggelederen, hvor den hurtigt degenererer, hvis den ikke fertiliseres.

♀ Interne kønsorganer (organa genetalia feminina interna)

Tuba uterina: - Æggeleder, oviductus.
- 10 cm. lang.
- Går medialt til uterus, penetrerer væg og åbner ind i livmoderen.
- Nær hver æggestok udvider æggelederen sig og former infundibulim78,
som er tragtlignende – rør generelt ikke æggestokken, men en af dens
fimbriae, forlængelser, hæfter direkte til æggestokken.
- Beklædt med mucus-secernerende simpelt cylinderepithel, nogle dele
med cilia, som bølger mod uterus (dertil kommer peristaltiske
muskelbevægelser).
- Fertilisering sker her.

Uterus: - Livmoder.
- Hvis sekundær oocyt fertiliseres i tuba uterina og bliver til ovum,
modtages denne i uterus.
- Størrelse ændres under graviditet.
- Udenfor svangerskab: 7 x 5 x 2,5 cm.
- Øvre 2/3: Corpus uteri, kuppelformet, bred.
- Nedre 1/3: Cervix uteri, der munder ud i livmoderhalsindgangen (portio
vaginalis cervicis uteri) og til sidst i vagina.
- Væggen: Endometrium (mukøst, cylinderepithel, tubulære kirtler).
Myometrium (tykt, glat muskellag).
Perimetrium (serøst lag).

78
infundibulum tubae uterinae

180
Vagina: - Fibromuskulær kanal.
- 9 cm lang.
- Posteriort til urinblære, anteriort til rektum.
- Hymen (=jomfruhinde) lukker delvist vaginalåbningen før første
penetration.
- Vaginalvæg: Indre (mukøst lag af pladeepithel).
Midter (primært glat muskulatur).
Ydre (fibrøst, tæt bindevæv).

♀ eksterne kønsorganer (organa genetalia feminina externa)

Vulva: Hvad de kvindelige, eksterne kønsorganer tilsammen udgør.

Labia majora: - Ydre, store kønslæber.

- Svarer til scrotum hos mænd.
- Opbygning: Adipøst væv.
Tyndt lag af glat muskulatur.
- Mons pubis: Elevation af adipøst væv anteriort.

Labia minora: - Indre, små kønslæber.

- Løber longitudinalt, mellem labia majora.
- Meget vaskulært bindevæv.
- Fusionerer posteriort med labia majora.
- Konvergerer anteriort til en hættte-lignende kappe omkring klitoris.
Klitoris: - Membrum muliebre.
- Fremspring anteriort på vulva, mellem labia minora.

181
 - 2 cm. lang x 0,5 cm i diameter.
- Indeholder to svulmelegemer (corpora cavernosa).
- Svarer til mandens penis.
- Anterior glans har mange sensoriske nervefibre, producerer
nydelsesfølelse ved seksuel stimulation.

Vestibulum vaginae: - Indgang til skede.

- Omgivet af labia minora.
- Indeholder vaginal og urethral åbning.
- Placeret 2,5 cm. posteriort til klitoris.
- 2 vestibularkirtler (Bartholins kirtler), svarende til mandens glandula
bulbourethralis, ligger på hver side af vaginas åbning.
- Fugter og lubrikerer vestibulen.

Seksuel stimulation
Seksuel stimulation
→ parasympatiske signaler fra sakral portion af rygmarv frigiver vasodilatoren NO (kvælstofmonooxid)
→ dilation af arterier associeret med svulmelegemer.
→ blodtilløb stiger.
(Øget sekretion fra vestibularkirtler).

♀ Kønshormoner
Kønshormonsecerneringen påbegyndes omkring 10-års-alderen.
GnRH: - Gonadotropinfrigørende hormon fra hypothalamus stimulerer adenohypofyse til at
frigive gonadotropinerne FSH og LH.
- Disse 1. Spiller en rolle i modningen af sexceller.
2. Får bl.a. ovarier, placenta og binyrebark (cortex glandulae
suprarenalis) til at secenere kønshormoner (østrogener og progesteron).

Østrogener: - Primært fra ovarier (for ikke-gravide).

- Mest normale: Østradiol, østriol, østron.
- Stimulerer vækst af sekundære kønsorganer.
- Sekundære kønskarakteristika: Bryster.
Ophobning af fedt ved fx hofter, balder.
Øget vaskularisering af huden.

Progesteron: - Primært fra ovarier (for ikke-gravide).

- Stimulerer: - Ændringer i uterus under menstruationscyklen (mere
vaskulær og glandulær).
- Har indflydelse på mælkekirtler.
- Hjælper med reguleringen af gonadotropinsekretionen fra
adenohypofysen.

Androgener: Mandligt kønshormon.

Øger hårvæksten i puberteten.
Smalle skuldre og brede hofter skyldes lav koncentration af androgener.

182
♀ Menstruationscyklus
Menarché: Kvindens første menstruationscyklus.

GnRH fra hypothalamus => FSH (modning af follikel)↑

LH (stimulering af ovariecelle til sekretion af precusormolekyle, fx
testosteron) ↑.

1. uge af cyklus: Koncentration af østrogen stiger => fortykning af endometrium

Proliferativ fase/follikulær fase.
1. og 2. uge: Folliklen færdigmodnes (færdig efter ca. 14. dage).
Folliklen secernerer østrogener, som hæmmer frigivelse af LH, men
tillader oplagring af LH i adenohypofysen.

14. dag: Ophobet LH frigives som respons til GnRH.

! koncentration af LH stiger drastisk, og follikelvæggen sprænges efter
ca. 36 timer (=ovulation).
15. dag (ca.) Efter ovulation ændres follikelresterne:
- Follikelvæskerummet fyldes med blod, som hurtigt størkner.
- LH får resterne af folliklen i ovariet til at danne corpus luteum (det gule
legeme).

Sidste halvdel af cyklen: Sekretorisk fase/luteal fase

Corpus luteum secernerer progesteron og østrogen.
Progesteron: - Gør endometriet mere vask- og glandulært.
- Stimulerer livmoderkirtler til at secernere
mere glykogen og flere lipider. (Sekretorisk
fase).
- Favorabelt miljø for embryo-udvikling.
- Progesteron og østrogen hæmmer LH og
FSH.

Degeneration: - Hvis spermie ikke fertiliserer æg, degenererer corpus luteum d. 24. dag i
cyklen.
- Resten kaldes corpus albicans.
- Det følgende fald i koncentrationen af progesteron og østrogen, får
blodkar i endometriet til at kontrahere og O2- og næringstilførsel til at
falde.
- Udløb gennem vagina af blod fra skadede kapillærer samt cellulært
”affald” skaber menstruation.

Nye cyklus: Adenohypofysen og hypothalamus er ikke længere hæmmede af østrogen

og progesteron.
- Stigningen i FSH- og LH-koncentrationer stimulerer modning af ny
follikel.
- Den nye follikel secernerer østrogen som reparerer
livmoderbeklædningen og endometriet fortykkes igen.

183
Menopause
- Ophør af menstruation (modsat menarché).
- Del af klimakterium (overgangsalderen).
Indtræder sidst i 40erne eller starten af 50erne.
Årsag: Aldring af ovarier.
Kun få primærfollikler tilbage til at reagere på gonadotropiner (FSH og LH).
Følger: Fald i østrogenkoncentration får evt. bryster, vagina, uterus mv. til at blive mindre.

Mælkekirtler (mamma)
Specialiseret til: Produktion af mælk i forbindelse med graviditet.
Placering: - I subkutant væv i den anteriore thorax.
- Over musculus pectoralis major, strækker sig fra 2. til 6. ribben.
Areola: Mørkt område omkring mælkekirtel.
Kirtel: - Hver kirtel består af 15-20 lobuli.
- Hver lobuli består af alveolærkirtler og en alveolærgang.
- Lobuli adskilles af bindevæv og adipøst væv.
Udvikling: - Stimuleres af hormoner i ovarierne.
- Alveolære kirtler og gange forstørres.
- Fedt lagres i og omkring brysterne.
Fødselskontrol
Fødselskontrol: Frivillige foranstaltninger for at forhindre uønsket graviditet.
Coitus interruptus: Afbrudt samleje; samleje der afbrydes før sædafgangen.
Sikre perioder: ♀ Ufrugtbare perioder, kvinden kun kan blive befrugtet i
forbindelse med ægløsningen.
Mekaniske metoder: ♀/♂ Kondomer, ♀ pessar og ”cervical caps”.

184
Kemiske metoder: Sæddræbende creme, skum, gelé.
Peroralt79: P-piller indeholder østrogen- og progesteron-lignende substanser.
”P-ring” indeholder østrogen og progestin.
Indsprøjtning: Intramuskulær indsprøjtning af medroxiprogesteron acetat, der hindrer
modningen af sekundær oocyt.
IUD: ”Intrauterint præventionsmiddel”, spiral, livmoderindlæg.
Kirurgisk: ♂ Vasektomi: udskæring af sædlederen, sterilisation.
♀ Tubal ligation.

Seksuelt overførte sygdomme

Graviditet
13-4. Beskrive hovedtræk i graviditetens og den prenatale udviklings forløb fra
befrugtning, gennem den embryonale og føtale fase og op til fødslen. Redegøre for
betydningen af kønshormonerne, human chorion gonadotropin (HCG), prolaktin og
oxytocin i forbindelse med graviditeten, fødslen og amningsperioden.

Varighed: 38 uger.
Vækst: Forøgelse i celleantal og -størrelse.
Udvikling: Kontinuerlig proces, forskellige faser i livet:
- Prænatal: Fra befrugtning til fødsel.
- Postnatal: Fra fødsel til død.

Fertilisation80: Forening af spermie og ægcelle (undfangelse, konception; se fodnote).

Graviditet: Når befrugtet æg når uterus.

Transport af kønsceller
Prostagladiner i semen sørger for:
- Svømmebevægelser af spermiets hale.
- Muskelkontraktion af uterusvæggen og tuba uterina (æggelederen).

79
peroral gennem munden; syn. per os

80
Konception modtagelse: 1. befrugtning; i juridisk forstand både det befrugtende samleje og selve befrugtningen
(set fra modtagerens el. kvindens side). Medicinsk skelner man mellem konception (modtagelse af spermier) og
konjugation, når et spermiehoved trænger ind i en ægcelle og begges kromosomer forenes.

185
Første del af menstruationscyklus:
Høj koncentration af østrogen
=> Sekretion af væske fra uterus og cervix der hjælper spermietransport
og -overlevelse.

Sidste del af menstruationscyklus:

Høj koncentration af progesteron
=> Sekretion af viskøs væske der hæmmer spermietransport.

Fertilisation
Fertilisation: Foreningen af spermie og ægcelle, sker i æggeleder.
Kronologi: 1. Sædceller invaderer follikelceller, der hæfter til ægcellens overflade
(corona radiata).
2. Sædceller binder til zona pellucida (placeret mellem corona radiata og
ægget), og akrosomer frigiver enzymer (mange 100 spermiers enzymer er
nødvendige for at opnå penetration), som fordøjer proteiner i zona
pellucida.
3. Kun hovedet fra én sædcelle trænger ind i ægcellen.
=> Zona pellucida stivner vha. enzymer.
=> Yderligere sædceller kan ikke trænge ind.
4. Sædcelle er inde: nucleus svulmer og nærmer sig ægcellens nucleus
(kaldes pronuklei indtil de mødes).
5. Ved møde deler ægcelle sig til zygot (befrugtet æg) samt second polar
body.

Tidlig embryonal udvikling

30 timer efter zygot er skabt: Mitose former to nye celler (blastosomer), der igen deler sig
(1→2→4→8…), denne tidlige deling kaldes kløvning.
Under kløvning: Celleansamlingen bevæger sig gennem æggelederen til
livmoderhulen.
Morula, ”morbær”: Kaldes zygoten når den efter ca. 3 dage når livmoderen og
udgøres af ca. 16 celler.
Invasion/implantation Morula går fri i livmoderhule (cavum uteri) i ca. 3 dage,
hvor zona pelluzida degenererer. Derefter udhules morula og
former en blastocyst, som så hæfter på endometrium via det
ydre, næringsgivende trophoblast-cellelag
(=invasion/implantation).
Trophoblasten secernerer hCG, som hjælper med at
opretholde graviditeten.
Ekstrauterin graviditet: Zygoten bliver siddende i æggelederen.
Embryonalstadiet: Ved implantation organiserer stamcellerne på den indre side
af blastocysten sig til ”den indre cellemasse” - her begynder
embryonalstadiet.
”Embryo”: Uge 1-7.
”Foster”: Uge 8-38.
Moderkage, ”placenta”: - Kompleks, vaskulær struktur formet af celler rundt om
embryo sammen med celler fra endometrium.
- Hæfter embryo til livmodervæg og udveksler
næringsstoffer, gasser og affaldsstoffer mellem moder- og
embryoblod.
- Secernerer hormoner.

186
Hormonelle ændringer under graviditeten
Ingen befrugtning: Corpus luteum degenererer 2 uger efter ovulation.
! Østrogen- og progesteronkoncentrationen falder.

Befrugtning:
hCG: Humant koriongonadotropin (hCG) $ hvad man kigger efter i
graviditetstest.
Forhindrer spontan abort.
Secerneres af cellelaget trofoblast formet af de ydre celler fra den ydre
blastocyst. Senere hjælper tropfoblasten med at forme placnta, hvorefter
det kan siges, at placenta secernerer hCG.
hCG-koncentrationen er høj de første to graviditetsmåneder, aftager efter 4
måneder. (Altså høj i ca. første trimester).
Funktion: - Vedligeholder corpus luteum, som stimulerer østrogen og progesteron.
! Stimulerer således livmodervæg til at vokse.
- Hæmmer adenohypofysen i at frigive FSH og LH.

Placenta: Secernerer østrogen, progesteron, laktogen.

Livmodervæggen: Placenta-østrogener og placenta-progesteron vedligeholder
livmodervæggen i 2. og 3. trimester.
Placentalaktogen: a) Stimulerer – sammen med østrogener og progesteron –
brystudvikling og forbereder mælkekirtler til laktogenese
(mælkedannelse).
b) Hæmmer sammen med relaxin (fra corpus luteum) kontraktion af
glat muskulatur i myometrium før fødsel.
Placenta-østrogener: Høj koncentration af disse udvider vagina og eksterne kønsorganer
under graviditeten.
Relaxin: Afslapper ligamenterne mellem symphysis pubis og ”sacroiliac joints”
under graviditetens sidste uge, så fosteret nemmere kan komme
igennem.
Andre hormonændringer: Binyresekretion af aldosteron stiger, samtidig med at PTH stiger.
Mere Na+ og Ca2+ i plasma.

187
Embryonalstadiet (t.o.m. 8. uge)
Her dannes: Placenta, organer og den primære kropsstruktur.
Ved slutningen af uge 8 er embryo genkendelig som værende menneskelig.

Tidligt i stadiet
Embryonal disk: Indre cellemasse organiseres i ”embryonal disk”, delt i to lag.
Indre: endoderm.
Ydre: ektoderm.
Mellemlag: dannes kort tid efter, kaldes mesoderm.
Kimblade: De tre lag kaldes ”de tre kimblade” og alle organer formes ud fra disse.
Ektoderm: Nervesystemet, huden.
Mesoderm: Muskler, skelet, bindevæv, nyrer, kønsorganer.
Endoderm: Mavetarmkanalen, lungerne.

Amnion: Inderste fosterhinde.

Dannes om embryo i 2. uge.
Amnionvæske: Fostervand - mellem amnion og embryonal disk.
- Beskytter mod stød og gør at embryo kan vokse uden tryk fra
omkringliggende væv.
Blommesækken: - Hæfter til undersiden af den embryonale disk.
- Formes i løbet af den 2. uge.
- Former blodceller i det tidlige udviklingsstadie og giver anledning til
celler som senere bliver sexceller.
Gastrula: Kaldes embryo ved slutningen af 2. uge, når kimbladene er formet.

188
Allantois: - Formes i løbet af 3. uge.
- Er et rør fra den tidlige blommesæk til embryos ”forbindende stilk”.
- Former blodceller og giver anledning til navlearterierne og –venen.

Ca. 4. uge
Chorion: Fosterhinden.
- Formes af trophoblastcellelaget sammen med et nyt cellelag uden på
dette.
Chorioniske villi: Invaderer endometriet vha. proteolytiske enzymer.
Er veletablerede ved slutningen af 4. uge.
Har embryoniske blodkar inden i sig og irregulære lacunae mellem sig,
fyldt med moderligt blod.
Embryonisk disk: Bliver cylindrisk (og hæfter til den udviklende placenta.)
Krop: Hoved, kæber, hjerte med puls og starten til over- og underekstremiteter
formes.
Navlestreng: Ca. Uge 2-4 - ”Når embryo bliver mere cylindrisk”.
- Funiculus umbilicalis.
- Dannes idet amnion omslutter væv på undersiden af embryoen som
hæfter til chorion og den udviklende placenta.
- Indeholder tre blodkar:
2 arteria umbilicalis (navlearterier).
Iltfattigt blod.
1 vena umbilicalis (navlevene).
Iltet, næringsrigt blod.
- Transporterer blod mellem embryo og placenta.
- Holder embryo ophængt i det amniotiske rum (amniotic cavity).

Uge 5-7
Krop: - Hoved og ansigt med udviklende øjne, næse, mund mere menneskeagtigt.
- Ekstremiteter forlænges.
- Fingre og tæer formes.
- ”Apoptosis carves the digits from the webbing”.

Uge 8
Chorioniske villi: - Kun de villi i kontakt med endometriet (livmoderslimhinden)
overlever.
- Chorions kontaktflade med livmodervæggen udgøres nu kun af et
disk-formet område, som bliver til placenta.
Placentamembran: - Adskiller embryonisk blod i kapillær i villus fra moderligt blod i
lacuna.
- Består af epithelet fra de chorioniske villi og epithelet i kapillærerne
inde i disse.
- O2 og næringsstoffer diffunderer fra moderblodet over
placentamembranen til embryoblodet.
- CO2 og affaldsstoffer diffunderer fra embryoblod over
placentamembranen til moderblod.
Placenta: - Rødbrun disk ca. 20 . 2,5 cm, vejer ca. ½ kg.
- Udgøres af chorion, chorioniske villi og den del af livmodervæggen
hvorpå villi hæfter (decidua basalis).

189
Føtalt stadie (fra 8. uge t.o.m. fødsel)
3. måned: - Kropslængdevækst accelererer.
- Hovedets vækst stilner af.
- Ossifikationscentre kommer til syne i de fleste knogler.
- Eksterne reproduktionsorganer er genkendeligt mandlige el. kvindelige (12 uge).
- Øvre lemmer når deres relative proportioner.
4. måned: - Ved slutningen af 4. måned er kropslængden ca. 20 cm.
- Underekstremiteterne vokser betydeligt,
- Skelettet ossificeres fortsat.
5. måned: - Vækst stilner af.
- Nedre lemmer når deres relative proportioner.
- Skeletmuskulatur kontraherer => gravid kvinde kan muligvis mærke bevægelse.
- Hår på føtus’ hoved.
6. måned: - Føtus tager på i vægt.
7. måned: - Fedt ophobes i subcutis og huden bliver derfor glattere.
- Øjenlåg genåbner (smeltede sammen i 3. måned).
- Ca. 40 cm lang i slutningen af måneden.
3. trimester: - Hjerneceller former netværk der bliver til nervesystemet.
- Organer specialiseres og vokser.
- Testes falder hos ♂ ned i scrotum gennem lyskekanalen (inguinalkanalen).
- Fordøjelses- og respirationssystemerne modnes som det sidste.

266 dage: - 9 måneder, 28 uger, termin.

- Føtus ca. 50 cm, vejer ca. 2,7 – 3,6 kg.

Føtal blodcirkulation
Hæmoglobin: - Koncentration af hæmoglobin i føtalt blod er 50 % højere end hos
moderen.
- Samtidig kan føtal hæmoglobin bære 20-30 % mere oxygen end voksent
hæmoglobin (ved et bestemt O2-partialtryk).
Vena umbilicalis: Fører O2- og næringsrigt blod fra placenta til føtus. Venen strækker sig
over den anteriore abdominalvæg til leveren.
Halvdelen af blodet passerer inde i leveren, resten løber ind i ductus
venosus.
Lunger: Lunger hos føtus er ikke funktionelle: blodet passerer stort set forbi disse.
- Blod fra vena cava inferior løber ind i højre atrium, hvor genvej fører
dette direkte til venstre atrium gennem foramen ovale – en åbning i
hjertets atriale septum.
Blodtryk: Er højere i højre atrium end i venstre, derfor passerer blodet gennem
foramen ovale.
- Fra vena cava superior løber det gennem højre ventrikel til lungearterien.
- Blod fra lungearterien forbipasserer lunger via den føtale ductus
arteriosus og forbinder lungearterien med aorta.
- Der kommer kun nok blod ind i lungerne til at vedligeholde dem.
Ved fødsel: Det føtale kardiovaskulære system justeres til at klare sig selv uden hjælp
fra placenta – vigtigst af alt at foramen ovale vokser sammen og at barnet
lærer at trække vejret selv.

190
Fødselsproces
Progesteron: - Aftagende progesteron er den afgørende faktor for at igangsætte fødslen.
- Under graviditeten undertrykker progesteron uteruskontraktioner.
Process: 1. Placenta aldres
! Koncentration af progesteron i uterus falder.
! Stimulerer syntese af prostaglandiner som fremmer
uteruskontraktioner. ! Samtidig begynder cervix at åbne sig (dette starter
en uge eller to før fødslen pga. relaxin).
2. Stræk af uterus og vaginalt væv.
! Nerveimpulser til hypothalamus.
! Signaler til neurohypofyse.
! Frigivelse af oxytocin.
! Kraftige uteruskontraktioner.
3. Fødsel
- Rytmiske kontraktioner af uterus fra top og helt ned til bunden.
- Som regel vender føtusens hoved nedad, og veerne tvinger hovedet mod
cervix.
- Positiv feedback: en uterus-kontraktion fremmer endnu kraftigere
kontraktioner.
4. Efter fødslen af fosteret
! Placenta separeres fra livmodervæg.
! Oxytocin stimulerer vedvarende uteruskontraktion, hvilket nedsætter
blødning.

Mælkeproduktion
Under graviditeten stimulerer placenta-østrogener og placenta-progesteron yderligere udvikling af
mælkekirtler.
Østrogen får duktile systemer (”ductile systems”) til at gro, og får fedt til at ophobe omkring dem.
Progesteron udvikler alveolære kirtler for enden af ducti.

Udstødelse af placenta:
! Koncentration af placentahormoner ↓
! Prolaktin fra adenohypofysen hæmmes ikke længere.

191
! Mælk dannes 2-3 dage efter fødsel.

Råmælk (kolostrum):
Mælkeejakulation;
Dannes de første 2-3 dage, er mere rigt på protein, og mindre rigt på
kulhydrat og fedt end almindeligt mælk. Indeholder desuden
immunglobuliner (mod visse infektioner).
Kræver kontraktion af myoepithelceller.
Sugning sender impuls via det sensoriske nervesystem til hypothalamus.
=> Neurohypofyse frigiver oxytocin
=> Stimulering af myoepithelceller.
=> Mælk kommer ud efter ca. 30 sekunder.

Vækst og udvikling
13-5. Redegøre for betydningen af væksthormon (GH) hos yngre og voksne individer.

Livsperioder (fra manan-noter)

Neonatal (nyfødte): < 1 måned.
Infantil (småbørn): 1 måned. – 1-2 år.
Børn: 1-2 år – pubertet (11-14 år).
Unge: Pubertet – 20 år.
Voksen: > 20 år.

Vækstrate
Intrauterin vækst: 1. celle – fødselsklart barn (ca. 50 cm).
+ 25 cm. det første leveår.
+ 12,5 cm. det andet leveår.
+ 6 cm. pr. år indtil ca. 10 år.

Faktorer med betydning for vækst

Genetiske.
Ernæring og almen sundhed.
Endokrine.
Psykiske.
Ernæring under graviditet: Placentaforhold, mors livsstil.
Ernæring efter fødsel: Kulhydrater, protein, mineraler, vitaminer.

Endokrine faktorer
1. Thyreoideahormoner.
2. Kønssteroider.
3. Insulin.
4. GH.

ad. 1) Thyreoideahormoner: T3, T4.

Stofskifteregulering.
Hypothyreoidisme:
Medfødt fra fødsel: Stor fødselsvægt, dårlig amning, hypothermi81,
navlebrok, macroglossi82.
81
Hypotermi sænket legemstemperatur (under 36,5 °C ved rektal måling).
82
Makroglossi unormalt stor tunge.

192
 Erhvervet efter 6. måned: Langsom vækst, tykke arme, forsinket tandudbrud
og pubertet.
ad. 2) Mindskende følsomhed af hypothalamus til negativ feedback.
ad. 4) Growth hormone, somatotropin.
Frigives fra adenohypofysens somatotrope celler, peptidhormon.
GH frigives pulserende, primært om natten.
- Direkte påvirkning af muskelvækst:
Muskelvæv: ↓ glucoseoptagelse, ↑ aminosyreoptagelse,
↑ proteinsyntese.
Fedtvæv: ↓ glucoseoptagelse, ↑ lipolyse.
Plasmaværdier: ↑ plasma-glucose, ↑ plasma-fedtsyrer,
↓ plasma-aminosyrer.
- Indirekte påvirkning af lever til at frigive IGF1 (insulinlignende effekt):
Parenkymatøse organer83 (nyrer, lunger, pankreas).
Skelettet: ↑ DNA og proteinsyntese, knogledannelse.

Neonatal periode
Varighed: Fra fødsel til den fjerde uges udløb.
Nyfødtes største krav: Respiration – første åndedræt meget krævende da lungerne er
kollapsede.
Nyfødtes metaboliske rate: Er meget høj, og en umoden lever er muligvis ude af stand til at levere
nok glucose til at opretholde metabolismen.
Nyfødtes nyrer: Er normalt ikke i stand til at koncentrere urin på samme måde som
voksen.

Pubertet (fra manan-noter, findes ikke i bogen)

♂ + ♀: Sekundære kønskarakteristikas udvikling.
Ændring i hormonsekretion.
Aktivering af hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen.

♀: Østradiol ansvarlig for udvikling af sekundære kønskarakteristika.

Menarché 6-9 måneder forud for første ovulation.
♂: Øgning i testis-størrelse, skyldes spermatogenese.

Kromosomer
Karyotype: Skematisk fremstilling af kromosombesætning.
- Par 1-22: Autosomer (=ikke-kønsbestemmende).
- Par 23: XX-/XY-kønskromosomer (gonosomer).

Hvert kromosom (bortset fra Y) består af mange 100 gener.

Allele gener: Identiske eller kun lidt forskellige genformer.

Homozygot: Individ med to identiske alleler af et gen.
Heterozygot: Individ med to forskellige alleler, kaldes også en ”carrier”.
Genotype84: Kombinationen af alleler – for et gen eller mange.
Fænotype: Helbredstilstand forbundet med en bestemt genotype.
83
Parenkymatøse organer (l. organa parenchymatosa) parenkymrige organer oftest kirtler (med specifikt,
arbejdende el. funktionelt væv), f.eks. lever, milt og bugspytkirtel.
84
genotype anlægstype, det fremtoningspræg, som de genetiske egenskaber koder for; et individs arvelige
egenskaber er både kropsligt og psykisk uafhængige af påvirkninger fra miljøet.

193
Arvelighed
Dominerende allel: Dækker for en recessiv allels udtryk.
Indikeres normalt med et Stort bogstav.

1. En autosomal omstændighed påvirker begge køn:

X-linkede karakteristika påvirker flere mænd mere end kvinder.
Y-linkede sendes kun fra far til søn.
2. En person arver en autosomal omstændighed fra to raske bærende forældre:
- Recessive omstændigheder kan springe generationer over.
3. En person der arver en dominant omstændighed har mindst én bærende forælder.

3 Arveligheds-måder
Autosomal recessiv: To recessive gener – en fra hver forælder, giver sygdommen videre.
- Starter normalt når individet er ungt.
- Fx cystisk fibrose:

Autosomal dominerende: Én sygdoms-forårsagende allel giver sygdommen videre.

- Starter normalt når individet er voksent.
- Fx Huntingtons-syge.

X-linket recessiv: For kvinder: Som autosomal recessiv – der kræves to recessive gener.
For mænd: Fås hvis mor er bærer eller selv ramt, da X-kromosomet altid
kommer til udtryk.

13. Reproduktion og vækst

34. Første dag i menstruationscyclus indledes med ovulation. F
49. Corpus luteum producerer progesteron men ikke østrogen. F
50. LH udskilles fra hypofysen og har betydning for dannelsen af corpus luteum. S
48 FSH og testosteron stimulerer spermatogenesen. S
49 Progesteron er dominerende kønshormon under menstruationscyklens første halvdel. F
50 De tre kimlag udgøres af ectoderm, mesoderm og endoderm. S
50 Follikel-stimulerende hormon (FSH) såvel som testosteron stimulerer
permatogenesen. S
46 Ved ovulationen ses stigning af både FSH og LH. S
47 De første 8 uger efter konceptionen benævnes den embryonale periode. S
48 De tre kimlag: ectoderm, mesoderm og endoderm er til stede 3 uger efter befrugtnin-gen. S
49 Niveauet af både progesteron og østrogen stiger gennem graviditeten. S
50 Oxytocin secerneres fra neurohypofysen og har betydning for kontraktion af
uterus. S
45 Spermatogenesen foregår i tubuli seminiferi. S
46 FSH er et hormon afgørende for såvel normal testis- som ovariefunktion. S
47 Livmoderens muskelvæg (myometrium) består af tværstribet muskulatur. F
48 Placenta producerer hormonet human chorion gonadotropin, HCG. S
49 Aktivering af oxytocinreceptorer fører til en stigning i den intracellulære cAMP-
koncentration i livmodermuskulaturen. F
50 Hos fostret tillader foramen ovale blodpassagen fra højre til venstre atrium. S
49 Ældre individer har et mindre niveau af væksthormon (GH) end personer
i 20 - 30 års alderen. S
50 En normal persons arterielle blodtryk målt i hvile er uafhængigt af
personens alder. F

194
44 Testosteron og andre mandlige kønshormoner produceres såvel i testis
som i binyrebarken. S
45 Den sidste meiotiske deling i oocyten afsluttes efter en sædcelles
indtrængning (fertilisation). S
46 Det negative feed-back mellem en ovariefollikels østrogenproduktion
og hypofysens gonadotropiner indtræder i timerne umiddelbart før
en normal ovulation. F
47 Hormonet oxytocin fremmer kontraktioner af uterusmuskulaturen. S
48 Uterusmuskulaturen indeholder receptorer for bradykinin. S
45 Optræden af kromosomerne XXY hos en zygote kan skyldes en meiosefejl
hos moderen eller hos faderen. S
46 Ovulationen fremkaldes af et pludseligt koncentrationsfald i plasma af
gonadotropinerne FSH og LH. F
47 hCG er et gonadotropin beslægtet med LH som udskilles tidligt i graviditeten. S
48 Væksthormon (GH) stimulerer nedbrydning af fedtdepoter. S
49 Stigningen i koncentrationen af østrogen- og progesteron i den gravides
urin skyldes den stigende produktion i placenta. S
50 Foramen ovale er en åbning i skillevæggen mellem hjertets højre og
venstre atrium hos fostret. S
14 Den intramembranøse knogledannelse sker i fostertilværelsen ud
fra bruskmodeller. F
15 En fontanel er en mindre fordybning i en knogle. F
48 Hormonet oxytocin hæmmer kontraktioner af uterusmuskulaturen. F
49 Spermatogenesen foregår i tubuli seminiferi. S
50 Placenta opstår ved at chorions villi vokser ind i og forgrenes i endometrium. S
48 Niveauet af både progesteron og østrogen falder gennem graviditeten. F
49 Oxytocin virker hæmmende på kontraktioner af uterusmuskulaturen. F
50 Væksthormonet (GH) udskilles til blodet fra hypofysens forlap. S
27 Under ovulations-menstruationscyklus er plasma-progesteronkoncentrationen
højest i den sidste cyklushalvdel. S
50 Stofudveksling i placenta sker gennem kapillærer i chorionvilli på fostersiden,
og lacunae på modersiden. S
1. Meiosen finder sted under dannelsen af spermier. S
46. Niveauet af både progesteron og østrogen stiger gennem graviditeten. S
47. HCG (Human Chorion-Gonadotropin) er et hormon der produceres af
placenta (trophoblastceller). S
6. Zygoten indeholder 46 kromosomer. S
7. Spermatider indeholder 23 kromosomer. S
15. Corpus luteum dannes i en menstruationscyklus uden ovulation. F
16. Befrugtning kaldes også ovulation. F
17. Der indgår negativ feedback i regulationen af testosteron-frigørelsen. S
18. Prostata (blærehalskirtlen) har en vigtig funktion i spermatogenesen. F
19. Det normale antal sædceller i ejakulatet er omkring tusind per milliliter. F
20. Koncentrationen af østradiol stiger kraftigt efter ægløsningen. F
14. Den follikulære fase og den proliferative fase er sammenfaldende i tid. S

195