Af samme forfatter:

Alfabethuset
Og hun takkede guderne
(tidligere udgivet somFirmaknuseren)
Kvinden i buret
Fasandræberne
Flaskepost fra P

Jussi Adler-Olsen

WASHINGTON
DEKRETET
POLITIKENS FORLAG

Den parlamentariske udvikling i W ashington Dekretet

 bygger på anvendelsen af allerede eksisterende præsidentielle
dekreter samt en række statslige agenturer og institutioner,
hvis formål det blandt andet er at sikre gennemførelsen af
disse dekreter i særlige situationer. Se bag i bogen.

Tak til min hustru, Hanne Adler Olsen, for mange gode inspirationer og iagttagelser. Uden hende ville glæden
ved at skrive ikke være der. Tak også til Henning Kure, Jesper Helbo, Eddie Kiran, Elsebeth W æhrens, Rasmus
Dahlberg og Søren Schou for grundige kommentarer. Tak til Gitte & Peter Q. Rannes og Det Danske Forfatter- og
Oversættercenter Hald for vigtig arbejdsro i afgørende skrivestunder.

Tak til Kjeld Skjærbæk, der tog mig med til Virginia og tålmodigt lod mig interviewe våbenhandlere, manden på
gaden, museums folk og mange andre. Tak til Henrik Rehr og Jeannie Kim, der indførte os i den amerikanske hverdag.
Tak til Patricia W hite for at føre mig ind i gadernes sprog i New York og tak for venlig modtagelse i Lynchburg
Museum og hos den lokale våbenhandler og pantelåner i Front Royal.

Stor tak til min amerikanske oversætter Steve Schein og Carl Pedersen, Center for the Study of the Americas, for at
raffinere min viden.

»Dedikeret til Elisabeth og Lennart Sane for deres store indsats og uundværlige tillid.«

»Over hele verden og særligt i de nyere nationer kommer unge mænd til magten, - mænd, der ikke er bundet af
fortidens traditioner - mænd, der ikke er blindet af gammel frygt og had og rivalisering - unge mænd, der kan frigøre
sig for de gamle slagord og illusioner og mistanker.«

John F. Kennedy
Tale efter hans nominering somdemokraternes kandidat på
nationalkonventet i Los Angeles den 15. juli 1960.

Forord
Hvis der er noget i verdenshistorien, man kan være sikker på, så er det, at man ikke
kan være sikker på noget. Intet er eviggyldigt, og intet er uforgængeligt. Den, der var
helten i går, er skurken i morgen, og store riger kommer og går. Alt er epoker.
Fønikernes rige, Romerriget, Frankerriget, Osmannernes og Byzantinernes Imperier,
Faraonernes Ægypten, demokratiets vugge Hellas. Alle verdensmagter, der forsvandt.
Og nogle gange tager det hundreder af år, andre gange sker det pludseligt.
Hvem ville have troet, at en enkelt begivenhed den 11. september 2001 kunne
forandre verdens stabilitet fuldstændig? Hvem ville have anet, at et enkelt skud i
Sarajevo kunne udløse en verdenskrig med millioner af døde til følge? At en
supermagt som Sovjetunionen og hele Østblokken kunne kollapse på ganske kort tid?
At Adolf Hitler i fredstid kunne slippe godt fra at myrde alle S A-korpsets ledere på en
enkelt nat? Og hvem ville med Hundredeårskrigen og Korstogene og Inkvisitionen i
baghovedet være i stand til at forudsige, at hovedtemaet for krig og uro i verden i det
enogtyvende århundrede kunne blive religion i alle mulige afskygninger? Eller at tolv
karrikaturer kunne samle den muslimske verden i dyb vrede?
I 1975 tømte Pol Pots røde khmerer alle Kampucheas storbyer fra uge til uge for
mennesker, og et rædselsregime uden lige var en realitet. Lignende radiale
omvæltninger er i løbet af uger eller måneder set overalt i verden siden den tid: i
Indonesien, Khoemeinis Iran, Milosovics og Karadzics Jugoslavien, Rwanda og Idi
Amins Uganda. Folk er blevet forfulgt, deporteret og udrenset, love og domstole
blevet tilsidesat, og sådanne tilstande søger de såkaldt civiliserede stater at sikre sig
imod med alle demokratiets forhåndenværende midler: lovgivning, retspraksis, regler
og forordninger.
I Europa søger vi freden ved vort fællesskab i EU, og nye stater inviteres derfor
naturligt og med omtanke indenfor i varmen. Det er den sikreste vej frem mod stabilitet
i vores region af verden, mener vore politikere. Spørgsmålet er så, om man glemmer, at
vi samtidig er i færd med at opbygge en supermagt, der i kølvandet af disse fredelige
hensigter nødvendigvis må udfordre andre stormagter kulturelt, militært og
økonomisk. Rusland, Kina og en eventuel fremtidig kommende konføderation af
arabiske eller muslimske stater synes i hvert fald ikke at kunne høste nogen
umiddelbar fordel af denne storekspanderende EU-politik.
George Washington, den første præsident i USA, udtalte engang, »at man ikke kan
stole på noget land længere end dets egne interesser byder det, og at ingen forsigtig
statsmand eller politiker vil afvige fra denne regel. At nationale interesser er stærkere
end ideologi.« På trods af disse ord, og selv om verdenshistorien fortæller os, at
stabilitet ikke eksisterer noget sted på længere sigt, har Washingtons efterfølgere i
præsidentembedet gang på gang kæmpet for, at USA blev stærkt medvirkende til at
sikre den såkaldte stabilitet i verden, og mange undertrykte folkeslag og mennesker
står i stor taknemmelighedsgæld til denne nation. Men imens dette er foregået, er den
samme nation i de senere år undergået en række forfatningsmæssige justeringer, som
Det Hvide Hus selv har kaldt ‘the biggest restructuring of the federal government
since 1947’. En omstrukturering af forfatningsapparatet, der i de forkerte hænder og
under de forkerte forhold vil kunne få uforudsigelige konsekvenser. Konsekvenser,
der sagtens kan få en til at erindre sig nogle af de nationer, som amerikanske tropper i
tidens løb har set sig nødsaget til at komme til undsætning.
Med oprettelsen af Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed, The Department of
Homeland Security, har præsident George W. Bush sørget for, at alle
sikkerhedsapparater i USA er blevet samlet og koordineret under én administration, og
forskellen på den struktur og lignende sikkerhedsapparater i Stalins Sovjetunionen og
Hitlers Tredje Rige må først og fremmest søges i, i hvilken hensigt man agter at
forvalte ministeriet i forhold til landets egne borgere. For ministeriet er oprettet efter
den 11. september med det primære formål at sikre landet mod udefrakommende
terrorister, men muligheden for at overvåge og kontrollere landets egne borgere er
sandelig også til stede.
I denne roman, Washington Dekretet, falder omstændighederne så uheldigt ud, at
en amerikansk præsident uforvarende mister sin sunde dømmekraft og trods alle sine
gode intentioner kommer til at påvirke udviklingen i landet, så det med eksplosiv
hastighed havner i en tilstand, hvor dette ministerium med katastrofeberedskabet
FEMA og de væbnede styrker kan misbruges, og alle forfatningsmæssige
sikkerhedsventiler sættes ud af kraft.
Det er sket før, og det vil ske igen. Nogle gange overraskes man over, hvor hurtigt
det kan ske, men sådan er det med tidsfaktoren. Den kan virke særdeles
overrumplende.
Min far, der var læge og teolog, hørte engang om, hvordan en mand i sin kørestol
blev kørt ud i det hellige vand i Lourdes og oplevede det vidunderlige, at et brækket
ben, der ikke ville hele, pludselig groede sammen, så han selv kunne gå i land.
Helbredelsen blev omtalt som et stort mirakel, men min far, der var særdeles nøgternt
anlagt, så anderledes på det.
»Hvad er der mirakuløst i, at et dårligt ben heler?« sagde han. »Nej, det er der intet
mirakuløst i. Nåh ja! Det eneste, man måske kan undre sig en smule over, er, at det
kunne ske på så relativt kort tid.«
Jussi Adler-Olsen
 »Lad arbejdet i den offentlige administration blive en stolt og interessant
karriere. Og lad hver mand og kvinde, der arbejder i regeringens tjeneste, uanset
hvor og på hvilket plan, være i stand til at sige med stolthed og ære i fremtiden: Jeg
tjente De Forenede Staters regering, den gang nationen var i nød.«

John F. Kennedy
‘Tale til Kongressen om Unionens tilstand’ den 29. januar 1961.

Prolog
16 år tidligere

Lille Pete Bukowski havde i mindst en time stået under skiltet på hovedvej 460 midt
i Wakefield og spejdet ned mod vejen til Jarratt. Familiens oliesprøjtende,
stempelbankende Buick var let at høre på lang afstand, men bortset fra den knastørre
vind og monotone knirken fra Plantation Peanuts-butikkens skilt var alt stille. Så kom
hans far ikke i dag.
Drengen skrabede sin tennissko mod gruset og forsøgte at låse skuffelsen inde.
Han havde stået her mange gange før og vidste, at der ville komme andre dage som
denne, for sådan havde det været, siden hans far havde fået ekstrajobbet med at
spænde de dødsdømtes højre ben fast i den elektriske stol ovre i Greensville
Correctional Center. Når han havde gjort det, og morgenen var gået, og vagten var
forbi, så plejede de at mødes foran peanutsbutikken, så Pete kunne få en af de store
blå dåser med blandede nødder. For jobbet med henrettelserne gav bonus og
jubeldage, der ikke var normale i fængselsbetjent Bukowskis hjem, og børnene fulgte
derfor godt med i, hvem der skulle henrettes og hvornår.
Inde i byen havde man længe spøgt med, at guvernør Jansen var ved at blive blød.
Nogle kaldte ham for liberal, men Canasta-drengene fra Ivor kaldte ham et latterligt,
kujonagtigt kommunist-svin, og Petes far kunne heller ikke lide ham. Når guvernør
Jansen udskød henrettelserne, måtte Bukowski-familien undvære den indtægt, og selv
om fangen ikke blev henrettet på det fastsatte tidspunkt, så var hans far alligevel
kridhvid i hovedet hele den næste dag på grund af anspændelsen. Sådanne dage
tærede på kræfterne, og alle i huset var irriterede. Hans far bandede guvernøren ned i
helvede og skyllede den ene Budweiser ned med den anden, til han begyndte at råbe
ad Pete og hans mor. Og Pete hadede de dage, og derfor hadede han også guvernør
Jansen. Han fik i hvert fald ikke Canasta-drengenes og hans fars stemme næste gang,
der var valg, det var helt sikkert, og han fik heller ikke Petes, hvis han nogensinde fik
chancen.
Pete talte de tunge lastbiler oppe fra Petersburg og prøvede at tænke fremad. I aften
skulle de se quiz i fjernsynet, og det elskede hans far. Der var en pige i programmet,
som vidste alting. De kaldte hende Doggie, og Pete skreg af grin, hver gang de
nævnte hendes navn. Bare hun var dygtig i aften og svarede rigtigt hele tiden, så drak
hans far nok ikke så meget.
Han spejdede endnu engang op mod nord og spadserede så langs asfalten væk fra
butikken med de gode sager.
Næste henrettelse var om en uge, og det var en, der fortjente det, sagde de alle
sammen. En af de sorte, der ikke fortrød noget. En af dem, der havde siddet sin tid ud.
Så længe kunne han godt vente på den store dåse med blandede nødder.

Kapitel 1
Samme efterår

Selv om hun endnu kun var 14 år, vidste Doggie det godt.
Ligesom ethvert eventyr har en begyndelse, får det også en ende. Og for Doggie
sluttede eventyret på den værst tænkelige måde.

Det hele begyndte med, at guvernør Jansens kontor sendte Virginias største lokale
tv-station et forslag til et nyt quizprogram og startkapital til at bakke det op.
Det skulle være en geografisk quiz, hvor alle, der kunne svare på, hvad Kinas mest
folkerige by hed, blev indbudt til at deltage, og lokalstationen bed på.
 Da projektørerne i tv-studiet endelig blev tændt, stod kun 48 deltagere tilbage efter
udskilningsrunden, og sensationelt nok var der en 14-årig pige iblandt de udvalgte. I
fire uger skulle man holde gang i spændingen, for både sponsoren Letherman
Autodæk og guvernør Jansens kampagne-kontor skulle have fuld valuta for pengene
og indsatsen.

De første to udsendelser blev sendt om eftermiddagen, men så fandt programmet

frem til primetime, en uhørt god reklame for Lethermans Autodæk. Snart kunne de ikke
følge med efterspørgslen, så bilerne stod og samlede støv på værkstederne, og folk
var rasende. Det var, hvad Lethermans Autodæk fik ud af den kampagne.
Imens udnævnte den samlede presse hurtigt skolepigen med det charmerende smil
som hende, der kunne tage æren for succesen, og godt og vel tre fjerdedele af staten
Virginias befolkning svigtede de øvrige kanaler.
Det var ny rekord. Quiz-programmet »Rundt om den kinesiske Mur« var en ren
folkeforlystelse. Salget af snacks og six-packs steg dramatisk på de dage, man sendte.
Sådan noget kunne gøre tv-folk ellevilde.
Rundt omkring i Commonwealth Virginia væddede stort set alle om udfaldet. Hver
havde sine favoritter. Mange foretrak sheriffen fra et af statens mindste counties,
andre en yppig blondine med siliconebabser og smækre hofter, men langt de fleste
stemte på pigen med de store smilehuller, quizzens yngste deltager, Dorothy Curtis,
også kaldet Doggie.
Hun var hurtig, hun vidste mere end langt de fleste voksne, hun grinede befriende
ad studieværtens anstrengte vitser, så alle og enhver fik tårer i øjnene, og alle gjorde
alt for at hænge på, så de kunne se, om pigebarnet nu også kunne blive ved med at
klare skærene til den bitre ende.
Tre uger og tre udsendelser senere fik Virginias tv-seere s å endelig deres tre
vindere - og hvilke vindere. Guvernør Jansen strålede som en Hollywood-stjerne,
studieværten fik fordoblet sin løn, og aviserne gik amok. Mere populære vindere
kunne det ikke blive, hvis man så bort fra blondinen, som røg ud i sidste runde, men i
stedet fik sit eget talkshow at boltre attributterne i.
Vinderen af førstepræmien blev en stor, sort kone, Rosalie Lee fra New York, der
tilfældigvis havde været i Virginia for første gang nogen sinde for at besøge sin søster
Josefine. Denne Rosalie var et pragtstykke af en kvinde, en perlerække af tænder,
latterbrøl og glimt ud til publikum, og yderst få kunne som hende sidde og smage på et
svar, så folk blev drevet til vanvid. Men vinde, det gjorde hun sgu.
Kun et point efter kom T. Perkins, en farveløs, albinoagtig, men venlig sherif fra et
af de allermindste amter i statens nordvestlige del, en mand, som engang i tidernes
morgen havde udmærket sig som en af landets bedste dartspillere. Og så endelig, som
en flot nummer tre, kom Doggie Curtis, pigen med smilehullerne. Hvilken triumf. Nej,
mere populære og mere forskellige kunne vinderne ikke være, og alle involverede
parter var tilfredse. Hvordan skulle nogen befolkningsgruppe kunne føle sig forbigået
med de tre? Det var simpelthen ikke muligt.

De tre lykkelige vindere, Rosalie Lee, T. Perkins og Doggie var uforberedte, da de

hidtil hemmeligholdte præmier blev overrakt for åben skærm. Ud over et gradueret
kontant beløb til hver af dem skulle de nemlig intet mindre end om på den anden side
af jorden.
Specielt for Doggie var det ganske enkelt ufatteligt. De skulle til Kina sammen med
guvernør Bruce Jansen og hans stab. De skulle ind i det lukkede land, og alt ville blive
betalt.
Doggie rødmede af stolthed. De skulle på rundrejse i landet sammen med en officiel
kinesisk delegation i tyve dage.
Det lød som et rent eventyr.
Dagen efter skrev lokalaviserne, at det var et genialt pr-nummer, og selv Jansens
modstandere og folkene på de nationale tv-stationer nikkede anerkendende. Guvernør
Jansen kunne altid få det bedste ud af alting, det var endnu engang bevist med al
tydelighed.

Doggies far var stolt over sin datters gode hoved, men ikke glad for præmien. Han
var republikaner og højreradikal og hadede den gammelrige demokrat Bruce Jansen.
»Jansen er et svin«, råbte han. »Du skal ikke medvirke til sådan et pr-stunt, og at en
skide utroværdig demokrat bankes op ad den politiske rangstige!« Derfor nedlagde
han forbud mod, at Doggie rejste med, og derfor måtte Doggies mor presse ham mere
end utroligt hårdt, så deres datter alligevel kunne få lov.
Skæbnen ville, at det blev sidste gang, at Doggie hørte dem skændes. Kun fem
måneder efter blev hendes forældre skilt i et kæmpe slagsmål om penge og
forældremyndighed, og Doggie blev installeret i sin mors hus med moderens pigenavn
til erstatning for faderens.
På en vis måde havde hendes far haft ret. Det hele var et pr-stunt, men hvad så?
Guvernør Jansen var dygtig. Han havde gjort tre almindelige mennesker til alles
kæledægger, og via dem inviteret alle Virginias syv millioner indbyggere med ind i det
gådefulde land. Man talte om det alle vegne, så det var virkelig lykkedes at sætte
fokus på Jansens medieshow. Selv skolebladet, selv damebladene, selv hendes fars
dødssyge restaurations- og hoteltidsskrifter skrev om det. Og alle ville snakke med
Doggie. Ud af Virginias 34 dagblade havde hun fået følere fra de 21, om hun ville lade
sig interviewe eller sælge sine dagbogsnotater. Virginian-Pilot bød bedst, men så tog
de også 100 billeder af hende ude på hendes mors veranda.
Jo, pr-stuntet var sandelig lykkedes. Guvernør Bruce Jansen havde opnået at tage
alle til sit hjerte med et enkelt favntag og dermed også omvendt. Det kan godt være, at
han var beregnende, men noget svin var han altså ikke. Han var helt fantastisk.
Doggie vinkede farvel med bankende hjerte og stod i solskinnet og så op på
trappen til en flyvemaskine, der reflekterede lys i massive mængder. Hun havde været i
Mexico, Puerto Rico og mindst tyve amerikanske stater, men aldrig nogensinde fløjet i
noget så stort og skræmmende.
Da hun nåede sin midterplads, sad sherif T. Perkins allerede ved vinduet med tunge
øjenlåg og rensede negle med en forgyldt dartpil. Få sekunder senere kom guvernør
Jansens kone, Caroll Jansen, over til hende og klappede hende på kinden. »Du er en
dygtig pige, Doggie,« sagde hun. »Det var flot af dig at vinde tredjepladsen, virkelig
flot. Vi skal nok få det rigtig hyggeligt sammen, vi to.« Hun nikkede så til højre og
venstre og plantede sig derefter et par rækker længere fremme imellem sin mand og
hans uundværlige højrehånd, Thomas Sunderland.
Så kom Rosalie Lee buldrende. Hun hilste hjerteligt, plantede sit sorte
kæmpekorpus halvt på Doggies plads og pakkede en gigantisk papirpose ud
indeholdende Coca Cola, kiks og candybars af næsten enhver slags. Uden opfordring
bød hun flittigt rundt af skatkisten. Sådan havde det også været i tv-studierne. Ingen
skulle mangle noget i Rosalie Lees selskab.
Så tyggede hun på sine medbragte godbidder og underholdt Doggie om New York,
sin lille lejlighed i Bronx og om sine tre smukke sønner. Med et snuptag vred hun
toppen af endnu en snackpose og sluttede skraldgrinende af med, hvordan hun havde
sparket sin tølper af en mand ud af deres hjem med røven forrest.
Sherif T. Perkins vågnede en anelse op ved hendes latterbrøl og så sig fortumlet
om. Han var en tålmodig mand, sov lidt ind imellem, sagde ikke meget. Han havde klart
været den mest vidende af de tre quizvindere, men selv om Rosalie Lee på mange
måder kunne virke både enfoldig og indskrænket, så skulle man alligevel ikke skue
hunden på hårene. Rosalies hjerne kunne med ét skifte gear og vise de fleste baghjul.
Det gjorde i hvert fald udfaldet i konkurrencen.
»Wow!« Rosalie spilede sine runde øjne op og stirrede ned på Stillehavet under
dem. »Dernede kiler Molokai-linien sig ned i havbunden. Man kan næsten høre det,
synes jeg, kan man ikke?« En typisk bemærkning for Rosalie Lee.
Sherif T. Perkins åbnede modvilligt sine tågeslørede øjne. Han anede ikke, hvad det
handlede om. Senere forklarede han, at han havde været oppe i over tre døgn uden
søvn. En sherif kunne jo ikke bare stikke af i tyve dage uden først at rydde op i
sagerne på sit skrivebord. Det kunne enhver vel forstå.
Doggie kunne i hvert fald.
Et par timer senere stak en ung mand, der havde sovet siden afgangen, hovedet ind
over stoleryggen. »Wesley Barefoot!« præsenterede han sig med selvlysende tænder.
»Nå, så skal vi være sammen de næste par uger. I kender måske min mor? Hun er
guvernør Jansens sekretær?« De rystede på hovedet.
»Til lykke, for resten,« slog han om. »Jeg fulgte med i alle quizzerne ligesom alle
andre! I var bare sindssygt gode!«
De smilede imødekommende, hvilket omgående satte fyren i gang med at give
uddrag af sin livshistorie. Han læste jura og elskede politik og engelske rockbands.
Det fik de hurtigt at vide ligesom tonsvis af alt muligt andet ligegyldigt.
Doggie syntes, at han var pæn og duftede godt.

Da deputationen af fotografer, kameramænd og journalister modtog dem i Beijings

lufthavn, tog Bruce Jansen sine kvindelige gæster Rosalie og Doggie under armen.
Der var koldt og støvet og gråt, og alle talte i munden på hinanden. Efter obligatoriske
spørgsmål fra den kinesiske presse slap guvernøren taget i kvinderne og vendte sig
mod den internationale presse, der stod trukket tilbage bag blåklædte kinesiske
soldater.
Doggie lagde straks mærke til en af journalisterne, en meget lille mand med stærke,
mørke øjne og vigende hårgrænse, en mand, der fik synligt mere opmærksomhed end
de andre og uden tøven fik svar på alle spørgsmål. Da seancen var overstået,
forsvandt guvernøren og hans kone sammen med to kinesiske embedsmænd i en sort
limousine, de nærmeste medarbejdere fulgte i den næste, og flokken af journalister
opløstes. Kun den dværgagtige journalist med de mørke øjne syntes at have fattet
interesse for Jansens medpassagerer. Han vinkede til sin fotograf og stilede direkte
over mod den lille gruppe.
»Hey! Mit navn er John Bugatti,« sagde han med hæs stemme og rømmede sig.
»Jeg arbejder for NBC. Det er meningen, at jeg skal følge jer og Jansens stab på turen,
så skal vi ikke lige hilse på hinanden!«
På kort afstand så man, at han havde flere fregner i hovedet end nogen anden, hun
havde set, og Doggie faldt pladask for ham. Alt var godt, hun nød det hele. Hendes
fars bekymringer havde været helt overflødige.
Hun var i gode hænder.

For Doggie Curtis var den sidste dag i Beijing begyndt som et eventyr ligesom alle
de andre dage. Det lille hold amerikanere havde sædvanen tro startet dagen med at
konsumere et overdådigt udbud af lune retter i hotellets spisesal med et hav af
smilende kinesiske tjenere omkring sig, og bortset fra Rosalie Lee og Caroll Jansen,
der begge syntes at besidde en finmotorik svarende til en strandet vandmands, havde
alle fået godt styr på spisepindene.
Doggie så sig omkring. De stærke farver på væggene og alle de udskårne
træornamenteringer blev forstærket af lyset fra store vinduespartier ud mod fjerne
pagoder.
»Endnu en ganske særlig yndig og velsignet dag,« som Caroll Jansen sagde hver
morgen. Og alle glædede sig til dagens oplevelser.
Doggie lagde spisepindene fra sig og stirrede for sidste gang ud over byens linier
og de skælagtige tegltage i hutongernes klyngebebyggelser. De havde vandret i
Sommerpaladsets vidunderlige, lange korridor, snuset til vinden ved Beihai-søen og
stumme betragtet den ro, der hvilede over ‘Templet for bøn om god høst’. Dagene var
ilet af sted, og nu skulle de med bussen ud til silkemarkedet og derefter på officielt
besøg i konsulatet, der lå lige op ad markedets snævre gader. I aften skulle de i cirkus,
og så skulle de videre ud i landet. Xi’an, den gule flod, Hangzhou, Shanghai og så
hjem igen. Det var bare om at tælle dagene og passe på dem.

Som en eksplosion åbnede silkemarkedets mylder sig for øjnene af dem. Mindst
hundrede bittesmå, afskallede træboder var bemandet med næsten fuldstændigt ens
klædte handlende, der stirrede på selskabet med nysgerrige blikke, som om disse
fremmede repræsenterede den skinbarlige lykke.
Der var bemærkelsesværdigt stille på dette marked. Selv de få lokale Beijing-
borgere, der fulgte selskabet som den slags hunde, hvis næste bevægelser man ikke
kan forudse, var fuldstændig tyste. Ingen råbte ad selskabets deltagere, ingen
pressede på.
»Fandens til forretningsdisciplin, der er her. Så skulle du bare se, hvordan man
bliver flået i og skubbet til i Hong Kong eller Taipei,« hviskede John Bugatti ved
hendes side. »Men det bliver nok anderledes om et par år. Også her.«
Hun nikkede og lod blikket vandre på tværs af de fyldte diske med stoffer og
spraglede kimonoer og videre over mod et silketørklæde, som ville se perfekt ud på
hendes mors skulder.
»Hvad mon det koster? Hvad tror du, der står der?« spurgte hun Bugatti og pegede
på et skilt med kinesiske tegn.
Caroll Jansen var kommet bagfra ud af ingenting og tog Doggie om skuldrene. »Ja,
det vil se perfekt ud på dig!« Hun smilede, tog sin pung frem, rakte sælgeren et par
sedler og så bort fra, at han ikke smilede tilbage, mens han pakkede det ind og rakte
det hen over diskens ru brædder.
»Kom herover, Doggie!« råbte guvernør Jansen foran et orgie af store og små
kinesiske figurer af ubestemmeligt materiale. »Se her! De betyder lykke! Må jeg ikke
have lov at forære dig en!«
Efter få minutter var de gået videre. Doggie med et tørklæde om skuldrene og en
lille, hul Buddha-figur under armen. Hun var stolt og lykkelig. Guvernør Jansen havde
set hende dybt i øjnene og forsikret hende, at denne lille figur skulle symbolisere et
evigt venskabsbånd imellem dem. Det var helt utroligt.
Hun trak skuldrene op og indsugede den skarpe luft. Rundt omkring hende var alt
perfekt. Rejseselskabet, de nøgne, eksotiske træer og menneskene, der bevægede sig i
skyggen under dem. Hun smilede til arbejderne, der sad på fortovskanten med
spisepinde og små skåle med dampende nudler og grønsager, som de havde hældt op
ved et par interimistiske borde, der stod linet op i solskinnet på fortovet bag dem.
Lige foran hende gik Wesley Barefoot rundt med et bredt smil, der kunne ses
bagfra, pegende i alle retninger med øjet presset mod et billigt, nyerhvervet kamera.
Ved hans side travede T. Perkins med lange skridt og vågne øjne og to plasticposer
fyldt med alskens legetøj til nevøer og niecer. Længst fremme ragede guvernør Bruce
Jansen i strålende humør op over alt og alle med Caroll Jansen under armen. Han
vinkede til en af konsulatets funktionærer, der kom dem i møde ovre fra konsulatets
åbne port.
Doggie så op mod bygningen. Den var som forventet mindre end selve
ambassaden på Xiushui Bei’jie, hvor de et par dage før havde spist en forrygende
velkomstmiddag, men alligevel gjorde konsulatet et lysende og bombastisk indtryk dér
i sollyset med Stars and Stripes blafrende i vinden og den ranke uniformerede,
kinesiske skildvagt stående på sin lave platform foran gitterporten.
Doggie så over skulderen tilbage mod den snævre handelsgade. Der var en verden
til forskel mellem denne officielle, vesterlandsk udsmykkede bygning og de
sammenflikkede boder dernede på silkemarkedet. En afgrund af sæder og skikke og liv.
Lidt længere fremme kastede en lille sælger en af sine mange fabeldyrslignende
drager op i brisen, og alle fangedes af synet af dragens yndefulde, flakkende
bevægelser.
Og så skete det.
Caroll Jansen skreg pludselig op og slog ud med armene og nægtede at slippe sin
taske. Doggie vendte sig i et ryk over mod hende, og i samme øjeblik forstummede
Carroll Jansens råb. Hun sank om, og blodsprøjtet fra hendes hals ramte hendes mand,
mens Jansens rådgiver, Thomas Sunderland, sprang frem og forsøgte at pågribe den
unge kineser, som havde ført kniven. Sherif T. Perkins kylede sine plasticposer fra sig,
så betondækket foran konsulatet blev levende af små gummibolde og plasticfigurer,
og i et spring, som man ikke troede muligt for ham, afskar han attentatmandens vej
tilbage mod et skjul i silkemarkedets mylder. Doggie så, hvordan kniven blinkede
endnu engang, og selv mange år senere kunne hun til enhver tid se den for sig, hvis
hun lukkede øjnene. Den var allerede blodig, da den dykkede mod T. Perkins’ parader.
Så opdagede hun guvernør Jansen, der begyndte at synke i knæ ti meter fra hende.
Skikkelsen i hans arme var allerede livløs, og Doggie så til, mens man forsøgte at
komme ham og hans kone til undsætning fra alle retninger.
 Hun så alt med bævende læber. Rosalie Lee, der med besvær fik revet sin fine trøje i
stykker og forsøgte at stoppe blødningen. Soldaterne, der sprang over mod T. Perkins
og den vildt hylende kineser, der nu lå forvredet under T. Perkins’ spidse knæ. Hun
så, hvordan blodet rendte fra sheriffens arm, og hvordan Wesley Barefoot stod helt
stille midt på den lille plads foran konsulatet, hvid i hovedet som et lig.
Jo, Doggie så Wesley Barefoot i det øjeblik, hvor han blev voksen, og
tandpastasmilet blegnede.
Imens hjalp John Bugatti og guvernørens rådgiver, Thomas Sunderland, hinanden
med at bære Caroll Jansen ind i konsulatets bygning, og alt var virvar, råb og skrig.
Mange ilede til, mens de tog sig forfærdet til ansigtet. En frygtelig kontrast til
gerningsmandens stille klynken tyve meter derfra.
Hun satte sig på skildvagtens lave platform under et gigantisk messingskilt og
lænede ryggen mod murstenspillen, og dér blev hun siddende.

»Kom, min ven! Kom, Doggie!« Det var T. Perkins, der talte. På det tidspunkt var
der gået mindst ti minutter siden overfaldet på Caroll Jansen.
Han bredte armene ud og trak hende så ind til sig. »Så du det ske?«
Hun nikkede.
»Hun er desværre død, Doggie.« Han var et øjeblik helt stille, som om han ville
mærke hendes reaktion, men Doggie sagde ikke noget. Hun vidste det godt.
Han fik hende ind i konsulatet i et stort, hvidmalet rum, hvor et par af de
administrative medarbejdere var blevet sat til at sørge for dem. Det var, som om luften
knitrede, og de fleste af embedsmændene sad med sammenbidte miner foran
computerne eller med en telefon i hånden. Det var en alvorlig krise, det var tydeligt at
se. Et hav af instanser i både Kina og USA skulle informeres og tages med på råd.
Stemningen var hektisk. Udenrigsminister James Bakers navn blev nævnt adskillige
gange.
Uden for vinduerne lød skridt fra folk, som løb frem og tilbage på gaden. Den unge
kineser, der havde overfaldet Caroll Jansen, var stadig presset ind mod væggen og
stod og rystede. Han så ud, som om han ikke fattede, hvad det hele gik ud på.
»Jeg tror ikke, han er normal, Doggie,« sagde Rosalie Lee og klemte hendes arm.
Hun så ud på de uniformsklædte, der holdt gerningsmanden fast og skreg raseri og
foragt i synet på ham. Så kom en ladvogn med flere uniformerede mænd for at hente
ham, og den unge mands øjne lyste af rædsel.
»Det svin får skudt en kugle i nakken inden to dage, skal vi vædde!« sagde en af
funktionærerne.
Doggie forsøgte at følge den unge mand oppe på ladet, hun forstod ingenting af
det hele. Ikke andet end at hun gerne ville hjem.
Så satte hun sig på en stol og sad og stirrede, til en kop rygende te blev stukket
hende i hånden af John Bugatti.
»Det er forfærdeligt, det, der er sket, Doggie,« sagde han og forsøgte at smile. »Vi
er alle sammen kede af, at du skulle være vidne til det. Men du må ikke lade det skære
din sjæl itu, hører du?«
Hun nikkede. Det var en mærkelig måde at sige det på, men hun forstod ham.
»Du var her tilfældigvis bare, det er det hele. Jeg kan godt forstå, hvis du lige nu
føler dig lille og bange og meget, meget trist; men det er overstået nu! Om et par dage
er vi hjemme igen!«
Doggie trak vejret dybt. »Jamen, vi skulle jo ha’ set alt muligt.« Det var først lige
netop gået op for hende, at eventyret var slut. »Bjergene og minggravene og
terracottasoldaterne! Vi skulle ha’ set det alt sammen, sku’ vi ikke?« Nu mærkede hun
tydeligt knuden i sjælen.
Bugatti lagde armen om hende. »Doggie, hør her! Det, der er sket, knytter os tættere
sammen.« Rosalie Lee nikkede samtykkende i baggrunden.
»På grund af det, vi har oplevet her i dag, så hører vi sammen i livet fra nu af, ikke?
Os alle sammen, dig og mig og T. Perkins og Rosalie Lee og Wesley. Er du med?«
Doggie så på dem. De sad med hver deres version af bekræftelse på, hvad Bugatti
netop havde sagt, malet i ansigtet. Wesley forsøgte endda at nikke, men kunne ikke.
Hele hans krop var ligesom stivnet.
Bugatti rømmede sig. »Fra nu af vil vi alle sammen høre sammen på en særlig måde,
tror jeg. Vi vil kunne gå til hinanden og søge trøst, hvis vi nogen sinde skulle have
brug for det, husk det, Doggie! Fra nu af vil du altid kunne ringe til mig og søge min
hjælp. Det gælder med garanti også de andre, er jeg sikker på.«
Rosalie nikkede, og det gjorde T. Perkins også.
Doggie så trist på dem. Det var jo bare sådan noget, man sagde. »Hvordan skal jeg
nogen sinde kunne få fat på dig?« spurgte hun. »Du er sikkert altid i Kina eller New
York eller Camp David eller et andet sted!« Hun rystede igen på hovedet. »Du er en
kendt journalist, og jeg er bare mig! Tror du ikke, jeg ved det?«
Bugatti nikkede. Så tog han Buddha-figuren, som Bruce Jansen havde givet hende
bare en halv time før, og lagde den i sit skød. »Må jeg lige låne den her et øjeblik,«
spurgte han og trak den gyldne dartpil op af T.‘s brystlomme. Så kradsede han lidt
maling af figurens adskilte læber og skabte på den måde en smal åbning ind i dens
hule indre. »Se her!« Han flåede et blad af notesblokken, som han altid gik rundt med i
brystlommen. »Nu skriver jeg telefonnummeret på min kære onkel Danny, ham kan du
altid ringe til. Hvis der er nogen, der altid ved, hvor jeg er, så er det ham.« Han rullede
papiret sammen og fumlede lidt med det ud for figurens mund. »Så, Doggie! Nu ligger
Dannys telefonnummer inde i figuren. Så kan du altid komme i kontakt med mig, hvis
du får brug for det.«
I det samme trådte guvernør Jansen ind i lokalet, tæt fulgt af Thomas Sunderland.
Begge helt grå i hovedet.
Jansen stod et øjeblik stille med triste, blanke øjne og stirrede frem for sig. Så
rettede han sig op på en måde, som fik alle til at slå blikket ned, og sagde det, som
Doggie aldrig ville glemme:
»Kære venner, I gjorde, hvad I kunne! Må Gud velsigne jer for evi..! «
Så knækkede hans stemme over.

Kapitel 2
Efteråret 16 år senere

Det var det tredje hold journalister, som Doggie havde lukket ind i
kampagnebussen. Hun prøvede at smile til dem, mange af dem var efterhånden gode
bekendte, men hun var træt og irriteret. Halvdelen af turen gennem USA var gået som
en leg, og demokraternes spidskandidat til præsidentvalget, senator Bruce Jansen, og
hans smukke kone, Mimi Todd Jansen, havde lagt tyve stater for deres fødder. Det
havde været et sandt triumftog, og alle burde være opstemte og glade. Problemet var
bare, at Doggie ikke havde nået at få ret meget søvn i de sidste 48 timer, og nu var
batterierne kørt flade.
 Cary Simmons, en garvet journalist fra Washington Post, registrerede med det
samme hendes sitrende aura og trak hende lidt til side. »Du må lade nogle andre tage
over, Doggie! Læg dig til at sove, ellers begynder du bare at vrisse ad os, og hvem
fanden ønsker det? Og så for resten til lykke med fødselsdagen, du.«
Doggie smilede og nikkede. Han havde ret.
Hun kaldte en af de senest ankomne i Bruce Jansens kampagneteam til sig, en
skælm ved navn Donald Beglaubter, og fik ham til at afløse sig. Så smed hun sig
bagest i bussen. Det var rigtigt, det nyttede ikke noget at vrisse ad nogen. Men sådan
en dag havde hun altså.

Tidligt om morgenen havde hendes far ringet og ønsket hende til lykke med de 30
år. Tredive! Det var den alder, hvor det viste sig, om ens hidtidige valg gennem livet
havde ført til blindgyder. Det øjeblik, hvor man måtte vurdere, om man stod på det
rigtige sted. Hun havde talt med andre kvinder om det, som om det gjorde hende mere
sikker. Hvordan kunne man blive det, når halvdelen af ens veninder fra highschool for
længst var i gang med at indrette børneværelse til barn nummer tre? Hun ville måske
have det bedre, hvis de misundte hende lidt, men der var ingen, der misundte Doggie
hendes valg. Hvorfor knokle for ingenting, når man var født med en guldske i
munden? Hvorfor udsætte, hvad kvinden nu var sat på jorden for? Jo, hun vidste,
hvad de tænkte, og derfor ønskede hun ikke at se dem mere.
Et øjeblik havde hendes far været sød, men så kom hans uundgåelige stikken til, at
hans eneste barn arbejdede for en demokratisk præsidentkandidat. Hun bad ham
stoppe, men det havde fået ham til at svine Jansen yderligere til og bruge skældsord,
som hun hadede. Så havde hun givet igen med samme mønt og ærgrede sig. Han
elskede jo, når hun hævede paraderne.
»Jansen er måske en engel?« lo han. »Hvorfor forsvarer du idioten, Doggie? Prøver
du at stikke gaflen i ham, min ven? Du har måske planlagt at vippe hende den røde
kommunistkælling til Mimi Todd af pinden?«
Hun var blevet fuldstændig rasende. Havde snerret ad ham længe efter, at røret var
smidt på. Alle i bussen kunne regne ud, hvad det handlede om, selv Thomas
Sunderland og Wesley Barefoot nede i den anden ende. Bud Curtis’ temperament og
holdning var velkendt, og det var hans datters også.
 Hun ærgrede sig, men gjort var gjort.
Derfor lagde hun sig bagest i bussen.

Af Bruce Jansens stab var der efterhånden kun et par stykker tilbage fra den
skæbnesvangre tur til Beijing 16 år tidligere. Det var gode folk, der havde fulgt Jansen
igennem en succesrig periode først som guvernør, dernæst som talsmand i en række
kontroversielle mærkesager i Repræsentanternes Hus, så en senatorperiode, og nu
endelig gennem en af de mest markante præsidentkampagner, som landet havde
oplevet.
Folk var vilde med Jansen, hvilket havde givet den republikanske kandidat, der var
bror til den afgående præsident, noget at tænke over. Samtlige opinionsundersøgelser
havde stemt den gamle regerings politik ad hekkenfeldt til, og folk tæt på præsidenten
sagde, at han virkede rystet, men det var der også grund til.
Dag for dag havde Jansens charmeoffensiv kostet modkandidatens kampagnefolk
nye grå hår i hovedet, for slet ikke at tale om Jansens rivaler i Det demokratiske Parti.
Uofficielle analyser gav allerede inden det demokratiske konvent 61% af de
delegeredes støtte til senator Bruce Jansens letfattelige og logiske argumenter. Det
var fandens til stormløb.
Men Jansens stab var heller ikke kommet sovende til det. Alle havde arbejdet hårdt
i månedsvis under den benede kampagneleder Thomas Sunderlands ledelse, og derfor
var han naturligt den af de gamle medarbejdere, der havde fået styrket sin position
mest undervejs. Sunderland var en mager og usmilende, tidligere dekoreret officer, der
altid havde stået ved Bruce Jansens side og i hans skygge i tykt og tyndt, når det
gjaldt, og nu var belønningen i form af et af de højeste og vigtigste embeder i landet
inden for hans rækkevidde. Man tippede på flere muligheder, men en post som
stabschef i Det Hvide Hus var nok den mest sandsynlige.

Doggie havde sluttet sig til holdet lige efter sin juraeksamen, og efter et par
måneders loyalt arbejde havde hun fået lovning på et kontorjob i Det Hvide Hus, hvis
de vandt valget. Hun var godt tilfreds.
Wesley Barefoot, der havde været Jansen-mand siden den ulykkelige tur til Beijing,
var blevet færdiguddannet som jurist fire år før Doggie og ville efter al sandsynlighed
blive hendes nærmeste overordnede i Vestfløjen. Han var lynende skarp i hovedet og
uhyggelig ferm til kommunikation, hvilket han ofte havde demonstreret på Harvard,
hvor de begge havde studeret. Han var populær, charmerende og køn, så størstedelen
af de smukkeste og bedst begavede kvindelige studerende, hvis mål på universitetet
ellers var langt mere jordbundne, lod sig besnære af hans talegaver og flatterende
udseende. Kort sagt: Han tog dem, han ville.
De kaldte ham kussetyv og Don Juan, men endnu havde han aldrig formået at
kommunikere sig helt så tæt på Doggie, som han gerne ville. Selvfølgelig kunne hun
fornemme hans udstråling og nød at være i hans selskab, men derfra og så til at gå i
seng med ham krævede mere.
Da hun i sin tid genså ham på Harvard, besluttede hun, at det på et eller andet
tidspunkt skulle blive til noget alvorligt mellem de to, og sådan havde hun det
stadigvæk. Havde hun lyst til at dyrke sex med nogen, så var mulighederne imidlertid
mere end rigelige, det behøvede ikke at have noget med Wesley at gøre. En køn pige i
hendes alder med hendes baggrund kunne vælge og vrage, og det gjorde hun.
Wesley gemte hun til senere.
Hun gned sig i øjnene og så på uret. Hun havde sovet i tyve minutter, og det
virkede som en evighed. Hun løftede hovedet og konstaterede med tilfredshed,
hvordan Wesley oppe i den anden ende af bussen var i gang med at forsvare sig mod
journalisternes tilsyneladende endeløse nuancering af de stort set samme fem
spørgsmål, som de havde fyret af de sidste mange uger.
Hun så på ham og nød at se hans læber bevæge sig.
Joh, sagde han til sine tilhørere. Han kunne godt bekræfte, at Bruce Jansen var mere
end tilfreds med modkandidatens og den siddende præsidents dalende
popularitetskurver, og at nomineringen som demokraternes præsidentkandidat nu
syntes helt sikker, og joh, nu kunne han da også godt bekræfte, at Mimi Todd Jansen
var gravid.
Doggie fløj op, så hun stødte hovedet imod bussens loft, og alle journalisterne
begyndte at hyle op som stukne grise. Hvad var det, Wesley lige havde sagt? Var
Mimi Jansen gravid!?! Du almægtige, det var årets nyhed, det fattede alle på en
brøkdel af et sekund. Guvernøren, der havde mistet sin første kone på en så
forfærdende måde, han, som i årevis havde sørget og været helt utilnærmelig.
Manden, som endelig havde fundet ro i sin sjæl og kåret sit livs udkårne efter alle
tiders romance, skulle han nu også være far? Filtpennene kradsede på fuldt blus.
Hvornår skulle det være? Råbte de. Var man sikker? Hvor længe havde man vidst det?
Hvad sagde senator Jansen om at skulle blive far i så sen en alder? Var det ikke
skræmmende at have udsigt til at blive førstegangsfar som 55-årig? Kendte man
barnets køn?
Alle spørgsmål om lobbyvirksomhed og statssubsidier til landbruget og spørgsmål
om stater i sydvest, der endnu ikke havde overgivet sig til Jansens kampagne, blev
fejet af bordet. Mimi Todd Jansen var gravid! Fandeme! Vandt Jansen valget, og dette
var i sandhed et syvmileskridt videre mod den endelige sejr, så ville der atter komme
småfolk i Det Hvide Hus. Hold da kæft! Det var ikke sket siden præsident Kennedys
tid. ‘Ja, var det nogensinde sket før?’ spurgte den yngste af journalisterne. Jamen,
hold da helt kæft, hvor var de henrykte!
John Bugatti kom brasende ned gennem bussen med et besynderligt smil foldet ud
over hele ansigtets bredde. Hun smilede søvnigt tilbage.
»Doggie! For syv søren da, hvorfor har du ikke fortalt mig det?«
Hun rystede på hovedet, og han forstod. Det var også nyt for hende, det var det
virkelig.

Dagen efter havde alverdens aviser historien på forsiden. USA Today med et
manipuleret billede af Mimi Jansen med en baby på armen. Washington Post med en
dybdegående analyse af, hvad det ville betyde for den nye administrations social- og
familiepolitik. Alle tog det for givet, at Bruce Jansen ville vinde, og nye
opinionsundersøgelser viste uventet stor fremgang for ham i selv de mest
konservative af staterne. Ja, oven i købet præsidentens hjemstat, Texas, var begyndt
at vakle i sine slidte cowboystøvler.
Mimi Todd Jansens graviditet var kort sagt et scoop. Et scoop for Bruce Jansens
kampagne og et scoop for medierne. Hun var indbegrebet af den perfekte førstedame
og havde overtaget pladsen efter den myrdede Caroll Jansen ikke alene med
ydmyghed, men også med en pondus, man sædvanligvis kun ser hos garvede
politikere.
Allerede den første dag, de to offentligt erklærede deres kærlighed, blev man klar
over, at Mimi Todd var noget ganske særligt. Hun så alle direkte i øjnene, besvarede
alle spørgsmål og veg aldrig til siden, heller ikke for mere kontroversielle spørgsmål om
hendes fortid som fredsaktivist under den første golfkrig. Tværtimod gav hun hver
enkelt journalist tid til at gå tæt på, og de elskede hende for det, for der var virkelig
noget at skrive om. Mimi Todd var en kernesund amerikaner, en rigtig pioner, ikke
bange for noget. Man kunne læse det alle vegne. Om hvordan hun hele sin barndom
havde trodset sin fars formaninger og cyklet gennem Richmonds mest dystre gader
efter mørkets frembrud, hvordan hun havde prøvet at skrige sig hæs ved åbningen af
Seattle Seahawks’ nye stadion og stå på snowboard i de omkransende bjerge. Efter to
dages hysterisk mediestorm på hendes fortid vidste alle, at hun havde gennemført sit
økonomistudie i New York med førstekarakter og grædt offentligt på et hospice i
Salem. Og hvem huskede ikke hendes mere end spektakulære debut på en af de
landsdækkende tv-kanaler, hvor hun i kraft af at være en kontroversiel og hovedrig
senators nye kone skulle interviewes om sine mange markante synspunkter? Efter
hendes eget valg var interviewet henlagt til trappen foran et husvildehjem i
Washingtons værste heksekedel af en bydel, Anascostia, og fra første sekund var det
dømt til at skulle gå galt. Mimi Todd så blændende malplaceret ud i sin dyre dragt, og
en klynge unge ballademagere havde stillet sig op foran bygningen og begyndte at
håne hende for at snylte på deres armod og mange stemmer. Man kunne tydeligt se, at
det påvirkede hende, men i stedet for at få udsat interviewet til et andet tidspunkt og
sted, var hun trods advarsler fra tv-folkene gået ned blandt folk og havde taget flere af
dem om skuldrene og stået og talt med dem, til de var faldet til ro. Hun var gået rundt
mellem dem, til de ikke råbte mere, og til sidst havde hun stillet sig op på trappen og
havde holdt en tale om, hvordan mennesker bør leve sammen og ære hinanden, og
gjort det så overbevisende og ligefremt, at nakkehårene rejste sig. Der var stille
bagefter, så stille at end ikke journalisterne evnede at sige noget, og tv-kameraerne
havde snurret og sendt budskabet ud til hele nationen: Her var en kvinde af en ganske
særlig kaliber.
Og nu var hun oven i købet gravid. Smuk og hverken for gammel eller ung, uden
specielt belastende fortid eller baggrund i nogen retning.
Selvfølgelig gik medierne amok.

Næste morgen ringede Doggies far og beklagede deres sidste samtale, angerfuld og
flov og villig til at gøre hvad som helst for at gøre det godt igen.
Doggie tvivlede på hans reelle hensigter. Bruce Jansen havde netop vundet stort i
Pennsylvania over sin rival i Det demokratiske Parti, og nu var turen kommet til
Virginia, hvor Doggie havde boet det meste af sit liv, og hvor hendes fars hotelkæde
langsomt havde forankret sig med komfort og elegance. Mon ikke han havde noget i
baghånden i den anledning?
Hun tog tøvende mod hans udrakte hånd og aftalte at mødes med ham på Splendor
Resort & Conference Center, det største af hans hoteller på østkysten og absolut det
smukkest renoverede af hotellerne i Virginia Beach. Der skulle de mødes dagen efter,
hvilket passede Doggie fint, for hun havde fri og var klar til at blive passet og plejet.
Tilfældige hoteller og stribevis af elendige forsøg på at sove i bussen havde tæret på
ressourcerne igennem flere måneder, men sådan ville det bestemt ikke være, når hun
besøgte sin far. Når man var datter af Bud Curtis, boede man på hotel med fem stjerner
i en luksussuite med stilfulde møbler i skandinavisk design. Hun mærkede allerede
boblebadets skum lægge sig blødt om hende.
Så skidt med at hendes far måske havde skjulte dagsordener. Det havde han
alligevel altid. Og når alt kom til alt, så elskede hun ham jo.

Han var ikke selv til stede på hotellet, da hun ankom. I stedet stod Toby O’Neill
som en anden lænkehund og ventede på hende på Atlantic Avenues fortov. Om hun
fattede, hvorfor hendes far ville have den original i sit brød. Han lignede en bums, var
frastødende og en skændsel at se på som tøjet hang på ham, slidt og nusset og
smagløst i disse luksuriøse omgivelser.
Han krabbede op ad marmortrappen med hendes kuffert i hånden og skubbede
dørmanden til side, så han selv kunne holde døren for hende. Det var ikke rørende, det
var patetisk.
»Dejligt at have Dem hjemme igen, miss Curtis,« sagde han.
»Rogers, for pokker! Jeg har heddet Rogers, siden far og mor blev skilt, ikke Toby?
Husk det nu!«
»Undskyld, miss Rogers. Det er dejligt, at De er hjemme igen!«
Hun noterede sig, hvordan han svedte og prustede, mens han baksede kufferten
over mod elevatoren. Bare en stakkels enfoldig mand, som havde levet på
omgivelsernes nåde og unåde i hele sit liv, en simpel slave lænket af sine egne
begrænsninger. Hun rystede på hovedet. Det var da udmærket, at der var nogen, der
tog sig af folk som ham, på den led havde hendes far altid været ordentlig. Men selv
om det var sympatisk, at han ikke uden videre smed ynkelige eksistenser som Toby
O’Neill på porten, så skulle hendes far for fremtiden ikke byde hende den form for
modtagelseskomité. Han havde selv at stille op, ellers kunne han holde sig helt væk.
Hun rev sig løs af synet og så sig et øjeblik omkring. Der var sket meget, siden hun
sidst havde været på hotellet. Renoveringen af lobbyen var imponerende og
helhedsindtrykket tæt på at være perfekt, en mellemting mellem Hyatt Regency i
Washington og Radisson Lexington i New York, bare meget større. Hyggelige grupper
af møbler i ædle træsorter omgivet af marmor og messing og blomster. Dæmpet lys
selv her midt på dagen. Alle steder var der tydelige angivelser af, hvordan man fandt
vej til konferencelokaliteter, mødelokaler, restauranter, tekniske faciliteter og
motionsrum, og overalt stod et smilende personale i velpressede uniformer parat ved
mindste vink.
‘Rimelig fantastisk,’ tænkte hun og mærkede stoltheden over sin far kildre, indtil
hun fik øje på en fire meter høj glasfiberkopi af Frihedsgudinden ved siden af en
gigantisk, forgyldt vase med blomstrende kirsebærgrene af et træs dimensioner. Det
virkede næsten, som om disse monstrummer var placeret der som en hån mod
arkitekternes visioner. Hun rystede på hovedet. Det var typisk for hendes far. Han var
vokset op i et puritansk hjem, hvor dagligstuens eneste udsmykning var et gammelt
bøffelhorn og et billede af Edgar Hoover, og efter det skulle den åbenbart ikke have
for lidt.
Hun læste teksten på skiltet, der lænede sig op ad vasen. »Må den bedste mand
vinde!«
Det var vanvittigt usmageligt. Det var det faktisk.

Efter et par timers søvn trak hun ud på altanen og så ud over vandet, let og
udsovet, godt væbnet til at møde sin fars uforudsigelighed. Så tog hun for første gang
i flere uger en kjole på. En vissengrøn mærkevaresag til 480 dollars, købt i Denver ved
primærvalget i Colorado måneden før. Tynde stropper, gennemsigtig i siderne, meget
passende til lejligheden.

Hendes far havde altid været en opmærksomhedskrævende mand, det så man

tydeligt, da han skridtede op mod hende.
»Min dejlige unge,« udbasunerede han, ti meter før han nåede bordet. Han
trykkede hende ind til sig, og Doggie gav efter. Hun elskede de korte øjeblikke.
Trygheden, hans varme og ægte følelser for hende. På den måde havde han altid
været gavmild.
De talte om ombygningen af hotellet, hvor smuk restauranten var blevet uden de
falmede lilla tæpper, og om hvor meget det havde kostet. Hendes far var tydeligvis
stolt. Og med rette. 15 hoteller på 12 år og alle kørte med stort overskud. Nu ville han
gerne udvide Splendor-kæden til også at omfatte Vestkysten, sagde han og nikkede
tilfreds med sig selv og mulighederne. Jo, investorerne skulle nok få øje på ham,
brummede han med et smil.
Her vågnede Doggie op. Der gik aldrig lang tid, før hendes fars skjulte motiver
påkaldte mistanke. Han søgte altså investorer.
»Okay!« sagde hun. »Det er måske derfor, jeg er her?«
Hendes far ignorerede spørgsmålet og nikkede til dem, der tilfældigvis kiggede i
hans retning.
Nu så hun hans plan tegne sig tydeligere. »Du vil have, at Bruce Jansen skal
indkvartere sig her, når primærvalget løber af stabelen i overmorgen, har jeg ret?«
»Nej.«
»Okay. Hvad så?«
»Så ikke noget.«
»Hvad så? Sig det!«
»Nej, han skal ikke indkvartere sig her, ikke nu i hvert fald. Men jeg kunne godt
tænke mig at bede dig hjælpe mig med, at han kommer til at fejre sin sejr til november
her hos mig. Her på hotel Splendor Resort & Conference Center, kunne det ikke være
flot, Doggie?« Han lagde hovedet på skrå, men det virkede ikke på hende. Ikke
længere.
»Du er bindegal! Og hvorfor taler du om sejr? Måske skulle vi lige først vinde
konventet, ikke? Og bagefter skal vi så slå en rimelig populær præsident af pinden, har
du glemt det? Du, som er den mest stokreaktionære, konservative republikaner,
Amerika kan opdrive, hvordan kan du foreslå sådan noget, far? Du vil da hellere
brække en arm end se Jansen som præsident, det ved jeg da.«
Hendes far smilede. »Kan det tænkes, at du ikke har lagt mærke til, at dit store
forbillede lige nu driver over landet som en steppebrand? Ham og hans smukke kone
og nu også djævleyngelen i hendes mave?« Han smilede. »Næh, min skat, lige meget
hvad, om han er demokrat eller ej, så er Jansen min mand fra nu af!«
 Hun skubbede stolen baglæns. »Hold din opportunisme for dig selv, vil du ikke
nok?« Hun lagde servietten på dugen.
»Stop lige et sekund, Dorothy, og hør så.«
Nu satte han virkelig alle sejl til. Minsandten om han ikke kaldte hende Dorothy.
Han lænede sig ind over bordet og tog hende i underarmen. »Jansen er okay,
Doggie, og det er rigtigt, at jeg ikke kan lide hans holdninger, hans politik, hans
udseende eller hans dødssyge argumenter, og at jeg mærker en masse svig og bedrag
i hans øjne. Man kan ikke stole på den mand, mener jeg. Han er en lurende vulkan.
Men hans kone er bedårende, og han vinder valget i kraft af hende og ungen, men
også i kraft af fine, fantastiske medarbejdere som dig, min pige.« Han klappede hendes
hånd. »Derfor er han okay. Hvis du siger, at han er din mand, så er han også min. Så
skide være med det.«
Mage til kovending skulle man lede længe efter, det var meget underligt. »Du må jo
være vanvittig. Har du virkelig så meget brug for publicity? Hvorfor nøjes du ikke med
de 15 hoteller, du allerede har? Du kan umuligt bruge de penge, du har skrabet
sammen, om du så havde hundrede år.«
Han lo. »Der skal også være noget til dig og din mor, ikke?«
»Arh altså, må jeg lige være fri; du har et eller andet i tankerne lige nu, som jeg ikke
kan lide. Og så skal du i øvrigt ikke blande mor ind i det her, det vil hun simpelthen
hade.« Hun slog hans hånd væk.
»Prøv at se! Er det ikke et smukt hotel, jeg har her?« Han førte sin udstrakte arm
rundt mod lokalets overdådige kandelabre og prismelysekroner og det eksklusive
publikum. Igen denne talen udenom, hun hadede det.
»Her i senator Jansens eget lille Commonwealth ved havet. Kan du måske finde et
mere passende og relevant sted, hvor I kan indkassere valgresultatet, høsten af jeres
lange, hårde indsats? Jeg tilbyder ganske roligt, at Jansen og hans stab vil få gratis
ophold her i en uge, hvis de vil. Alt er betalt, og Secret Service, eller hvem fanden der
nu passer på ham, kan gøre, som de vil. For min skyld må de komme allerede i morgen.
Kan du ikke se det for dig, Dorothy? USA’s kommende præsident vil kunne stå i
lobbyen i sin egen hjemegn med Frihedsgudinden i baggrunden og tale til hele
verden, hvad er vel en mere passende ramme?«
»Far, du er mærkelig.« Hun så hans skæve smil, rystede på hovedet, men kunne
ikke lade være med at smile tilbage. Det her var forretning og politik i en nøddeskal. Og
sådanne nødder knækkede hendes far med de bare næver.
Så skiftede han emne. Endnu et af hans specialer. »Hvordan er det med
kærligheden, min ven, sker der noget?«
Hun trak på skulderen. Lidt skete der vel altid, men ikke noget hun ville blande sin
far ind i.
»Hvordan er det med ham Wesley, du altid talte om før? Bliver det snart til noget
med jer to?«
Hun tjattede til ham. Bortset fra et alt for veludviklet forretningsgen og
besynderlige politiske synspunkter, så var hendes far nu god nok.
»Det må du selv spørge fyren om, far. Han har vist nok at se til.«

Efter middagen med sin far havde hun svømmet et par længder i swimmingpoolen
og derefter sat sig på altanen og ladet blæsten tørre sit hår. Stjernerne blinkede i rolige
pulsbølger, og hun var langt væk, da telefonen ringede. Hun langede sløvt ud efter
den, forvisset om, at det var hendes far, der ville cementere deres aftale. Hun ville sige
nej tak, ingen drinks i baren til hende. Hun havde lovet ham at lade invitationen gå
videre til Thomas Sunderland, og så måtte det være nok. Lige nu ville hun bare være i
fred og sove.
Men stemmen var en anden, selv om den var lige så velkendt. Det var Wesley
Barefoot, meget apropos hendes fars spørgsmål, og det hørte bestemt ikke til dagens
orden, at han kontaktede hende uden for arbejdstid.
»Hallo, Doggie. Forstyrrer jeg?«
Hun bemærkede irriteret, at hun holdt vejret.
»Har du hørt opinionstallene i dag?« fortsatte han.
Den indgangsreplik købte hun ikke. Selvfølgelig havde hun check på dem, det
vidste han udmærket. »Nej jeg tager ikke til Richmond i aften, hvis det er det, du fisker
efter,« sagde hun. »Jeg har fri, Wesley. Jeg trænger til at få sovet ud. Det kan vente til
i morgen, ikke? For én gangs skyld vil jeg gerne …«
»Prrr!« udstødte han.
Hun stoppede.
»Jeg har været i St. Lukes kirke i Smithfield i dag,« sagde han. »Var det ikke dér, den
søde, lille Dorothy blev døbt.«
Hun rynkede brynene. Hvor i alverden ville han hen med det?
 »Det var imponerende at se Amerikas ældste eksisterende kirke. Gotisk byggestil,
ikke?«
Hun rystede på hovedet. »Wesley, du var i St. Lukes, fordi Bruce og Mimi Jansen
blev gift i den kirke. Jeg har hørt, at de fik lavet en særlig aftenmesse til ære for de
lokale tv-stationer hernede. Så bild mig ikke ind, at du går op i gotisk byggestil, eller
hvor jeg er døbt. Hvad regner du mig for?«
»Men jeg tænkte på dig.«
»Okay.« Hun lagde trykket på sidste stavelse og fikserede sit blik på en af de
stærkest lysende stjerner. Under hende i de snorlige gader voksede lyden af en
politibils sirener ganske langsomt. Også en form for romantik i et svagt øjeblik.
»Det var bare det Jeg ville sige.«
»Ja?« Hun ventede et øjeblik. »Og?«
Det lykkedes ikke at få ham videre ud ad banen, men det var også nok for Doggie.
De ville fortsætte ad det gamle spor med hårdt samarbejde, primærkampagne og
nominering og præsidentkampagne i et halvt års tid, og så skulle han nok få lov til at
komme lidt tættere på. Nu vidste hun da, at han var interesseret.

Næste dag sov hun længe og lod stuepigen dunke forgæves på døren et par gange,
før hun var klar til verden. Selv om dagen var råkold, havde hun tænkt sig at tilbringe
resten af formiddagen hos sin mor i Cheasapeake ude på verandaen med
gummistøvlerne oppe på rækværket. De skulle hylle sig ind i grimme vattæpper og
grine en times tid eller to over hendes far, tænkte hun, men Wesley nåede at ringe
igen, før hun kom af sted. Han forklarede, at Bruce Jansen og hans følge ville være i
Richmond inden middag, og at Doggie skulle stå klar, når de samledes på guvernørens
kontor i State Capitol klokken tretten. Der havde været en eller anden form for trusler
mod Jansen, og Sunderland ville godt have samling på tropperne.
Trusler mod Jansen, det lød ikke godt. »Hvilke trusler?« spurgte hun, men Wesley
vidste ikke mere end det. Hun forstod. Jansen og Sunderland havde valgt at briefe alle
på én gang.
Så pakkede hun sin kuffert og tog vareelevatoren ned til parkeringskælderen for at
hente sin bil, en god gammel MG med gitterfælge. Den havde hun sparet op til af sin
beskedne løn, og dens manuelle gear var der ingen af de unge piccoloer, der skulle få
lov at rode ved. Ikke på vilkår!
 Da hun smækkede elevatordøren op, stod tumpen Toby O’Neill lige foran hende i
parkeringskælderen og grinede. Han var ubarberet og iført en grå kittel, formodentlig
på vej til at presse papir i affaldspressen. »Nå nå, miss Curtis, så er det videre på
farten igen, hva’?«
Hun skulle til at protestere over navnet, men nikkede i stedet. Hvad nyttede det?
Sinken ville åbenbart ikke lære det.
»Og så tilbage til ham det store røvhul, hva’?«
Hun gled forbi ham.
»Tilbage til det store røvhul til Jansen og hans luderkone, som narrer hele USA og
hele verden. De store røvhuller, som narrer os alle, hva’?«
Hun standsede. »Hvad er det, du siger, Toby?«
»Han er et røvhul, og hans stinkende kone er ligesom alle de andre ludere!«
Hun kunne have smækket den lille skæve mand en knytnæve i hans usoignerede
ansigt. »Hør lige her, Toby. Du skal ikke sige sådan noget til mig, okay? Hvor har du
det svineri fra?«
Toby O’Neill gned sig i øjet. Det var svært at vide, hvor handicappet hans hjerne
var. Somme tider virkede han normal, somme tider som et 6-års barn. Han var
ubestemmelig og uforudsigelig. Kunne fare sammen det ene øjeblik og fare op det
andet. Hun fortrød sit spørgsmål og tog et skridt over mod bilen.
»Det store røvhul har øjne som et firben og en ulækker kløvet tunge!« kom det så
bagfra. »Ham stoler vi ikke på hernede, hvor vi bor, nej, det gør vi ikke. Vi stoler ikke
på ham og hans luder og hans djævleyngel, det skal du bare vide. Det gør vi altså
ikke.«
Hun vendte sig mod ham og lagde hånden på hans skulder. Han havde kaldt
Jansens ufødte barn for djævleyngel. Det havde hans far også aftenen før. »Hvem er
vi, Toby?« »I hvert fald ikke dig!« Han lo. »I hvert fald ikke.« »Er det min far, der har
sagt de her ting til dig, Toby?« Han smilede et øjeblik, men stivnede så. »Din far?«
Han så pludselig alvorlig ud. »Din far siger ikke noget som helst om sådan noget,
nej.« Hun mærkede hans blik søge bagud og vendte sig så om i et ryk. Et par meter
bag dem stod hendes far og så på dem med et foruroligende udtryk i ansigtet. Hvad i
alverden lavede han hernede? Hun så sig om. Var han lige kommet i sin bil? Hun
havde da ikke hørt noget. Hun så igen på Toby. Nu så han for alvor skræmt ud.
»Du sludrer for meget, Toby,« sagde hendes far og så vredt på den spinkle, lille
mand. »Vi gider ikke høre sådan noget om Doggies arbejdsgiver, er du med?«

Hun kørte nordpå ad motorvejen med hovedet myldrende af tanker og trådte først
ind på andensalen i guvernørens sekretariat et minut over et.
Hele staben var allerede linet op til briefing omkring et enormt mødebord i et
højloftet rum, og folk så ud, som om de havde siddet der i mindst en halv time. Hun
klaskede sig ned ved siden af Wesley.
»Fik du sovet?« spurgte Wesley efter at have orienteret forsamlingen om, hvad han
havde sagt til pressen om dagens valghandlinger.
Hun brummede bekræftende.
»Du sagde, at Jansen har fået trusler. Hvilke trusler, ved du det?«
Wesley pegede på Thomas Sunderland, der i samme øjeblik trådte ind i lokalet.
Sunderland nikkede kort til alle og satte sig ned.
»Klokken 10.05 gav politiet os et tip om, at der har været udstedt trusler imod
senator Jansen,« sagde han og så alvorligt rundt på alle i lokalet, som om de havde
noget at skjule.
Han sagde, at politiet havde givet dem et tip, og hvad betød så det? Doggie havde
det ikke godt med det. Følelsen fra Kina lå altid på lur.
Hun så på Wesley, men han mærkede det ikke. ‘Mon han allerede har lagt
gårsdagens samtale på hylden?’ tænkte hun og havde lyst til at lægge hånden på
hans lår. Mon ikke det ville ruske op i hans hukommelse? Hun så sig over skulderen,
hvor Donald Beglaubter sad og vinkede til hende. Så vendte hun sig igen om mod
Thomas Sunderland. Han så ud, som om det ikke var en af hans bedste dage.
»Endnu ved vi ikke helt, hvad det går ud på,« fortsatte han, »så derfor har jeg været
nødsaget til at give Jansen besked om, at sikkerhedsbestemmelserne er blevet
skærpede. Vi er åbenbart gået ind i fase to af kampagnen, den fase, hvor vi alle må
opføre os som eventuelle repræsentanter for en kommende regering og derfor også
som et mål for alle mulige sindssyge menneskers had og ondskab. Det beklager jeg
naturligvis, men sådan er det.«
Sunderland nikkede over mod døren, som en af guvernørkontorets faste
sikkerhedsvagter netop havde åbnet, og fem-seks alvorlige mænd i sorte habitter
trådte ind én efter én.
»Fra nu af vil Jansen ikke kunne vise sig offentligt nogen steder, uden at området
på forhånd er afsøgt og analyseret. I vil her og nu få lejlighed til at hilse på vores nye
sikkerhedsfolk, lad os byde dem velkommen!« Han klappede et par gange. »Dette
korps er under kommando af specialagent Ben Kane, der lige nu er ved at blive
introduceret for sin arbejdsgiver. Disse mænd vil fremover stå for senator Jansens
personlige sikkerhed og koordinationen til Secret Service og deres normale
sikkerhedsprocedurer for præsidentkandidater, som starter 120 dage før valgdagen her
til juli. Fra dags dato skal I rette jer efter deres anvisninger, er det forstået? Og læg
godt mærke til dem, for disse mænd kan komme til at gøre en afgørende forskel for os
alle sammen.«
Doggie betragtede dem én efter én. Faktisk var de umulige at skelne fra hinanden,
med mindre man var mor til dem. Det var kloner i drøjde og højde og med døde øjne.
Hun skulle til at kommentere dem for Wesley, men så gik døren bag Sunderland op, og
Jansen trådte ind, ledsaget af endnu en ukendt mand i sort habit, formodentlig var det
de sortklædte mænds chef, Ben Kane.
»God eftermiddag, mine damer og herrer!« Jansen virkede fuldstændig upåvirket af
situationen. »Er vi klar til at lade os hylde, folkens? Jeg kan nemlig meddele jer, at vi
allerede nu har en exit poll for Virginia, vil I høre den?« De råbte op, og Jansen
smilede. »Vi tager Virginia med næsten 80 procent!«
»Yes!« skreg Wesley ved siden af hende, og alle hoppede op af stolene med
armene i vejret. Det var tidligt på dagen for en exit poll, men alligevel. Firs procent, det
var dog helt utroligt.
Doggie følte sig uendelig let indeni. Nu syntes vejen frem helt sikker. Næste stop:
Det Hvide Hus.
Da bifaldet var bruset af, rakte Thomas Sunderland hånden i vejret. »Et øjeblik,
mine damer og herrer! Det er vidunderligt, det her, det er det virkelig. Lad os give
vores kommende præsident Bruce Jansen og hinanden en hånd.« Han klappede for,
og alle fulgte trop i hujen og skrigen. Så stak Sunderland igen hånden op. »Ja, nu
tyder alt på, at vi stadig er med på vognen på valgdagen til november, og derfor er det
så mig endnu mere magtpåliggende, at vi gør vores sikkerhedssnak helt færdig. Der
skal jo nok opstå lignende situationer hen ad vejen.« Han vendte sig mod Bruce
Jansen. »Ja, undskyld, senator, men det er jo efterhånden blevet en tradition at lade os
hylde under åben himmel, og jeg ved, at De brænder efter at modtage pressen ude på
plænen foran Deres gamle domicil, men jeg må desværre sige, at det ikke kan lade sig
gøre i dag!«
Jansens smil var ikke sådan at tørre af. Han klappede Sunderland på ryggen, så
hans tynde hår kom i urede. Doggie så, hvordan hans hånd omgående gled op til det.
»Jeg er sådan en lykkelig mand, Thomas.« Her klappede nogle, og andre råbte til
lykke med barnet.
»Tak skal I have, mange tak. Og alle skal få lov at se min lykke i dag. Min søn skal
en dag få at vide, at hans far ikke lod sig true. At hans far med stolthed mødte
pressen, lige hvor det passede ham.«
»Hvem siger, at det bliver en dreng?« var der en, der råbte nedefra.
Jansen bredte armene ud. »Hey, dreng eller pige, det er det samme for mig. Det her
er Amerika. Er det ikke vores opgave at skabe fred og lige betingelser for alle, måske?«
Doggie noterede sig, at Wesley rystede smilende på hovedet. Selvfølgelig kunne
det være sagt mindre klodset, men klapsalverne fejlede nu ikke noget. Han klappede
da også selv.
»Tag det roligt, Thomas,« sagde Jansen og vendte sig mod Sunderland. »Vi ved
endnu ikke, hvem der er kommet med truslen, og vi ved heller ikke helt, hvad den går
ud på. Det er sandsynligvis bare falsk alarm, og jeg synes, at vi skal behandle den som
sådan. I dag skal der festes igennem, og ingen skal have lov til at skubbe vores
hoveder ind under nogen busk, vel folkens?« Han løftede begge arme i vejret. »Det er
VORES DAG i dag, venner!« råbte han højt.
De fleste rejste sig og klappede vildt over hovedet, men Doggie og Wesley fulgte
ikke trop denne gang. Hvis Sunderland mente, at de skulle udvise særlig
agtpågivenhed, hvorfor så ikke gøre det?
Sunderland rettede sig i sædet. »Jeg tvivler på, at det er klogt. Vi vinder valget på
stærke udtalelser, men stærke udtalelser giver også fjender, senator Jansen. Det er
Amerika, det her. Præsidenter er ikke fredede størrelser, og det gælder bestemt også
kandiderende præsidenter! Verden er et farligt sted, det ved De bedre end nogen,
senator.«
Doggie så mørket lægge sig et øjeblik hen over Jansens ansigt. Mordet på Jansens
første kone var ikke noget, man kom ind på. Sådan var det bare, og sådan havde det
altid været. Som om Sunderland ikke vidste det. Hele lokalet vidste det.
Jansen trådte et skridt frem mod vinduet og så ud af det. Et øjeblik føltes det, som
om skikkelsen skærmede helt af for verden. Så vendte han sig med et ubetydeligt
skævt smil. »Jeg går nu ned i parken alligevel! Jeg stiller mig foran springvandet, for
helvede. Kan I ikke se det for jer?««
Sunderland så vredt på ham. »Ikke hvis jeg bestemmer!«
Jansen gav ham endnu et klap. »Thomas, man kan ikke bygge noget som helst på
mistro, kan man? Vi tager vore forholdsregler, okay, og så går vi ned i parken, skal vi
ikke sige det?« Så vendte han sig uden videre og trådte ind i gemakket ved siden af,
hvor Virginias siddende guvernør ventede på ham. Alle så op på Sunderland, der et
øjeblik sad stille ved bordet med et tågeslør for ansigtet, som om han var villig til at
smide alt fra sig. »Okay!« sagde han efter lange sekunder. Han klappede hænderne
sammen. »I ved alle, hvad der venter jer, så lad os komme i gang!« Så skubbede han
stolen baglæns og gik over til den nye gruppe af mørkklædte mænd og talte lavmælt
med dem.
Mens rummet tømtes, blev Doggie siddende på sin plads ved siden af Wesley. Der
var mindst en time til, at de for alvor var på. Den tid kunne hun nu godt have brugt i
sengen på Splendor Resort.
Wesley s å hende gabe og lagde hovedet på skrå. »Er du nu sikker på, at du fik
sovet nok?«
Hun nikkede. Så han granskende på hende? Som om han et øjeblik vurderede
muligheden af, at hendes søvn var blevet forstyrret af ikke definerede rivaler. Gjorde
han det?
‘Så spørg mig da,’ tænkte hun. Men Wesley kneb øjnene sammen og smed
muligheden væk. Han havde fjernet sig fra tvivlen, og det var hamrende irriterende!
Pludselig var han bare sig selv og tilbage på stolen. Nikkede og spurgte hvordan
hendes fridag var gået, hvad hun havde fået at spise, og hvad aftenen var gået med.
Det var derfor, han var den perfekte til at banke journalisternes nærgående spørgsmål
af banen. Han var iskold og dejlig, nærværende og interesseret. Det var svært ikke at
nyde.
Han pegede ud af vinduet. »Det her er jo din hjemmebane, Doggie. Så er det bare
med at labbe i sig.« Og som snakken udviklede sig, fik han hende blødt op til at
fortælle om livet i Richmond, om årene efter forældrenes skilsmisse, hendes fars
besynderlige væsen og endelig om hendes fars ønske om at lade Jansen tilbringe
valgaftenen i november på Hotel Splendor i Virginia Beach. Wesley virkede ikke
synderligt overrasket over tilbuddet, men kommenterede det heller ikke. Så fortalte
hun ham om sin store tvivl, om hun overhovedet skulle lange tilbuddet videre, og om
hvordan hun i lang tid havde været plaget af sin fars svingende sympatier og
antipatier vedrørende hendes arbejde for senator Jansen. Imens nikkede Wesley, som
om det var umuligt at fortælle ham noget, han ikke vidste i forvejen. Det var en
underlig følelse og egentlig ganske rar.
»Min far har en altmuligmand på hotellet i Virginia Beach,« sagde hun så. »Toby
O’Neill, hedder han, og jeg kan ikke døje ham. Han er sikkert dårligt begavet, så man
må vel undskylde ham, men somme tider bliver han bare for meget. I dag gav han mig
myrekryb efter nogle grimme udtalelser om Jansen, så jeg tror ikke, at jeg har lyst til at
fortælle Sunderland om fars tilbud, og det synes jeg i øvrigt heller ikke, at du skal,
Wesley. Måske er det min far, der har bagtalt Jansen over for O’Neill, måske er det
ingenting. Men efter hvad vi har hørt i dag, så ved vi, at der findes folk, som hader
vores præsidentkandidat som pesten. Jeg ved, at min far er i stand til meget. Han kan
sagtens sige ét og mene noget andet. Ellers var han nok heller ikke kommet så langt,
som han er.«
Wesley nikkede. »Ham Toby O’Neill, hvad er han for en? Hvordan kommer han ind
i billedet?« spurgte han.
»Jamen, han er ikke nogen, bare en stakkel. Men far har altid haft en stakkel i
nærheden af sig, som han har prøvet at få på ret køl. I O’Neills tilfælde har det bare
taget betydeligt længere tid end normalt.« Hun smilede. »15 år, tror jeg. Ja, mindst!«
De hørte en stemme bagfra. »Hvad var det, som denne O’Neill sagde om Jansen,
Doggie?«
Hun vendte sig mod Sunderlands gravalvorlige ansigt. Gad vide, hvor længe han
havde stået dér?
»Åhh, ikke noget af betydning,« sagde hun. »Manden er bare en sinke!«
Sunderlands blik slap hende ikke.
Hun sukkede. »Han kaldte Mimi Jansen for en luder og sagde, at Jansen narrede
alle. At han var et stort røvhul med et firbens øjne og en kløvet tunge!«
»Jaså, og..?«
»Han sagde, at folk ikke stolede på ham hernede i Syden, men det har vi vist
allerede fået modbevist i dag, har vi ikke?« Hun smilede. »Firs procent, det er da et
valgskred, der vil noget. Man får jo helt ondt af de andre demokratiske kandidater.«
Hun lo kunstigt og konstaterede, at smilerynkerne bredte sig om Sunderlands øjne.
»Glem den idiot, mr. Sunderland, han er uden betydning!«
Sunderlands smil visnede lige så pludseligt, som det var kommet. »Sagde du, at din
far tilbød os Splendor Hotel i Virginia Beach som base på valgaftenen? Det er et
kvalitetshotel, er det ikke?«
»Jo, det har netop fået sin femte stjerne!« Hun trak på skuldrene. »Det er pinligt,
men min far gør hvad som helst for at få publicity. Og nu har jeg fremført det. Det er
det eneste, jeg har lovet ham!«
En af de mørkklædte nærmede sig kattestille. Det var Ben Kane, en pomadiseret,
iøjnefaldende attraktiv mand, hvis man ellers kunne se bort fra to grotesk tunge
guldkæder, der dinglede fra hans håndled. Han lagde sin hånd på Sunderlands
overarm, mens han holdt den anden hånd op til sin øresnegl. Sunderland lyttede til
ham og nikkede.
Trusler eller ej, de var åbenbart ved at få styr på forberedelserne til en
pressekonference under åben himmel.
Så kunne Jansen altså fortsætte sin tradition.

Kapitel 3
Den nationale valgdag kom, men den kom ikke alene.
Snestormen var over dem uden varsel, og isslaget fik elmasterne langs amtsvejene
til at knække som tændstikker. Et bælte langs østkysten fra South Carolina i syd til
Massachusetts i nord eksploderede i hvidt og med så voldsomme kuldegrader, at
Potomacs vande blev grødet og begyndte at strømme langsommere. Ikke siden 1976
havde man haft så isnende kold en november, og ikke siden februar 2002 havde man
set så meget sne. Folk turde ikke gå ud af deres huse, og valghandlingerne var truede.
Bilerne sad fast alle vegne, hele bydele var uden strøm og valgstederne ude i
landdistrikterne stort set uden bemanding.
Men intet kunne fravriste Bruce Jansen sejren, det stod klart.
Allerede dagen før var John Bugatti og hans tv-hold fra NBC ankommet til Hotel
Splendor i Virginia Beach, hvor Jansens team og en gruppe mørkklædte sikkerhedsfolk
havde indlogeret sig og nu ventede på Jansens ankomst.
 Det var showtime og primetime, og Bugatti vendte sig mod kameraet, mens
assistenten gjorde tegn. Nu så hele Amerika på.
Bugatti stirrede veloplagt ind i kameralinsen. »Alt tyder på, at vi i aften kommer til
at skrive historie. Trods et snevejr mage til det, der var ved at slå Jimmy Carter af
pinden i 1976, kan intet true det faktum, at senator Bruce Jansen er på vej ind i Det
Hvide Hus. Alle exit polis peger entydigt på Jansen. Redskins har tabt sin sidste
footballmatch, og hvis man skal stole på det som et varsel ligesom ved de foregående
16 valg, så betyder det, at det siddende parti i Det Hvide Hus taber regeringsmagten.
For første gang nogensinde vil en præsident af skandinavisk oprindelse indtage Det
Ovale Værelse. Ikke som efterkommer af en af de skandinaver, der immigrerede i stort
antal i slutningen af attenhundredetallet og begyndelsen af det forrige århundrede,
men som efterkommer af en af de allerførste kolonisatorer i vores stolte land, Hans
Jansen, storkøbmanden fra Boston. Vi har mange gange hørt om Jansens oprindelse i
hans valgkampagne, om hans drillerier over for det, han kalder den engelske syge i det
amerikanske samfund, og om hans store, og, kan vi vist godt tillade os at sige, også
effektive ærbødighed over for alle borgere med italiensk, spansk, portugisisk og
afroamerikansk blod i årerne. Befolkningsgrupper, der, som Jansen mange gange
spøgefuldt har bemærket det i sin velsmurte kampagne, i en vis forstand kan tælle
deres aner på dette kontinent langt tidligere end de fleste irere og skotter og andre af
de traditionelle vælgere med britisk baggrund. Jo, vi kender alle Jansens baggrund.
Hvem har ikke handlet i en af de tusinder af drugstores, der bærer Jansen-klanens
navn? Men når alt kommer til alt, så er Jansens skandinaviske blod bare en dråbe i
havet af engelsk, irsk og skotsk blod, der siden begyndelsen af syttenhundredetallet
har forædlet hans slægt. Så derfor kan vi alle sammen, selv de gamle østkystslægter,
tilgive Jansen for hans ene dråbe skandinaviske blods arrogance og grine med ad det
hele. For Jansen gør alt med distance og humor og begavelse, og det elsker vi ham for.
Vor siddende præsidents bror vil, trods nogenlunde fornuftige resultater og stor
opbakning i det meste af sin embedsperiode som guvernør i Florida, ikke kunne stå
imod den vældige popularitet, som Jansen og hans smukke hustru har sået over det
ganske land. Jansen er stormet frem, og sympatien er enorm for denne mand, der så
tragisk mistede sin første hustru i Kina for år tilbage, og nu som den første præsident i
en menneskealder vil lade Det Hvide Hus genlyde af små trippende fødder.«
Han vendte sig mod Wesley Barefoot, der stod ved siden af ham, som altid
smilende, ulasteligt klædt og så helvedes velduftende og indbydende, at Bugattis
sanser kun med besvær kunne vriste sig løs. »Wesley Barefoot, du har fulgt Bruce
Jansen i over femten år siden hans famøse tur til Beijing. Har du personligt set Jansen
som en præsidentkandidat igennem al den tid, og i så fald har du så også set en
præsidentkandidat, der har udviklet sig?«
Wesley rystede på hovedet. »Når det drejer sig om Bruce Jansen, så er man aldrig i
tvivl om, hvad man ser. Han er født til at blive præsident. Jeg har aldrig nogen sinde
før mødt en mand med så stor interesse for sit lands ve og vel og kan uden tøven sige,
at den interesse altid har været der. Selvfølgelig udvikler man sig over så lang tid, men
i bund og grund har ingen af al den virak, som kampagnen og medierne forårsager,
ændret Bruce Jansens fundamentale holdninger til tilværelsen og de politiske
synspunkter. Ikke det mindste!«
»Og mordet i Beijing, fik det heller ikke ændret noget?«
Barefoot stod et øjeblik stille. Bugatti havde på forhånd advaret ham om, at han
ville stille spørgsmålet.
Wesley Barefoot så som forventet ned i gulvet. »Caroll Jansen var senatorens et og
alt! Man kommer sig aldrig nogen sinde over sådan noget. Det var forfærdeligt, det
der skete. Du var der jo også selv, så du ved det jo!« Han så op, og Bugatti nikkede.
Han havde fuldstændig ret.
»Men sorg modner sjælen,« fortsatte Barefoot. »Så måske skal vi takke Caroll
Jansens ulykkelige skæbne for senatorens store engagement i kampen mod overgreb,
vold og nød. Hele nationen blev på den måde ændret af, hvad der skete dengang, tror
jeg faktisk.« Han så op mod kameraet med et fast blik. »Men Bruce Jansen er en mand,
der altid vil bevare ligevægten i alle situationer. Han er udtryk for stabilitet og
retfærdighed og indbegrebet af troværdighed, som man kan bygge på i årene, der
kommer.« Barefoot pegede direkte ind i kameraet. »Regn med det!«
Bugatti smilede. Valgstederne var endnu ikke lukkede, og det var Bruce Jansens
kønne chefagitators mund åbenbart heller ikke. Det interview skulle nok kunne flytte
et par stemmer eller to.
Han takkede Barefoot og fortsatte med blikket rettet mod kameraet.
»Om en halv time lukker valgstederne her på østkysten, og om en times tid kan vi
begynde at spekulere over, hvad fremtiden vil bringe os de næste fire år. Lige nu
venter vi på, at Bruce Jansens helikopter trods snestorm og dårlig sigtbarhed om et
par timer vil lande her på stranden ud for Splendor Hotel.« Han smilede og pegede
mod hallens indgangsparti. »Han kommer i hvert fald ikke til at føle sig alene, for her
uden for hotellet vil vi og cirka to hundrede andre pressefolk stå parat til at modtage
ham og hans smukke, højgravide hustru, der er gået ti dage over tiden, og som kan
forventes at nedkomme hvad øjeblik, det skal være.«
Bugatti vendte sig om mod det næste interviewoffer, en lokal meteorolog, der
nærmest henrykt talte om katastrofelignende tilstande med en halv til en hel meter sne
mange steder, glat føre og adskillige dødsulykker på vejene. Til sidst opfordrede
Bugatti alle, der ikke allerede havde gjort det, til at gå til stemmeurnerne, men at gøre
det med stor forsigtighed.
Så rakte han sin assistent mikrofonen og lod producerens næste indslag, der
handlede om et rigtig modbydeligt snigskyttemord midt på 5th Avenue i New York,
overtage skærmen. Han kiggede sig omkring. Lobbyen summede af stemmer og travle
fødder. Alle havde deres rolle at spille. Længst borte i det store rum, lige bag det
forfærdelige monstrum af en frihedsgudinde, så han et glimt af Doggie Rogers.
Hendes hår var viltert, og intet stod stille på hende.
Det ville med garanti være rettet om to timer, når alt var klappet og klart.

Senator Jansens ankomst blev ikke helt uproblematisk. Uvejret var yderligere taget
til, sneen dalede nu i uigennemsigtige tæpper, sigtbarheden var nær nul, og specielt
Secret Servicefolkene bekymrede sig om kastevindene, der bankede ind fra havet.
Imens varmede hornorkestrets musikere deres instrumenter op med dampende ånde,
og faklerne omkring dem brændte sig ind i mørket. Et par minutter før ankomsten hørte
man over forpladsens skrattende højttaler anlæg Bruce Jansens forvrængede stemme
fra helikopterens radio. »Bare rolig, folkens!« sagde han, »vi kommer til tiden. Vores
pilot har fløjet ind over Danang mindst et hundrede og halvtreds gange, siger han, så
han kender lidt til problemer.«
Bugatti opdagede først helikopteren, da propelbladet skruede det tætte snedække
væk fra strandsandet. En række projektører blev rettet ind mod den blåhvide maskine,
der glimtede som sølv. Det var altid en begivenhed, når man kom dertil. Om få
sekunder ville landets næste præsident træde ud og tage imod menneskehavet.
Mindst tusinde lokale borgere havde trodset vejret og stod med vatterede jakker og
fægtende arme. Sådan noget havde man aldrig før set på de kanter.
 Bruce Jansen stod sejrssikker i helikopterens luge med begge arme i vejret, og folk
elskede ham. Han nærmest dansede ud af maskinen, og lige bagefter fulgte senatorens
juridiske rådgiver Stephen Loveli og en smilende Mimi Jansen med blussende røde
kinder og iført en stor pels, der ikke kunne skjule hendes stærkt fremskredne
omstændigheder. Hun var bedårende.
Journalisterne masede sig frem, og to gange blev Bugattis kameramand Marvin
Gallegos skubbet til side. Alle syntes fast besluttet på at få Jansens ord sendt ud i
æteren nogle få sekunder før sidemanden. Det var det, det drejede sig om, det vidste
Bugatti alt om. Her og nu!
Han gjorde tegn til Marvin om, at de skulle løbe uden om flokken, op ad trappen og
ind i hotellet. Så måtte kamerahold nummer to klare udendørsoptagelserne. Bugatti
vidste, at Jansen ikke ville stoppe op derude i kulden og mørket. Hvorfor skulle han
det, når projektørerne indenfor oplyste lobbyen, som var det dag? Derinde blev
billederne jo bedst.
Modtagelseskomiteen stod parat midt i hallen. Ud over de grå- og sortklædte
sikkerhedsfolk bestod den først og fremmest af den siddende guvernør i Virginia og
hotellets ejer, Bud Curtis, og bagved dem stod en knopskydning af kongresfolk og
deres koner. De bar alle sammen store badges med Jansens kontrafej i knaphullet, og
kvinderne var vildt smilende med røde læber og festskrud, som var begivenheden
værdig. En af dem havde sågar fået specialsyet en dragt af Stars and Stripes som jakke
og Virginias eget flag som nederdel. Præcist lige så smagløst og hæsligt som sådan
noget plejede at være.
Da den prominente gæst var kommet ind i lobbyen og havde fået børstet sneen af
sig, gav hoteldirektøren Bud Curtis ham hånd med en hjertelighed, som om han var en
længe savnet bror, der endelig var kommet hjem. Han viste dem straks op mod
orkidéopsatserne og den irgrønne frihedsgudinde, foran hvilken en talerstol, draperet
af enorme gladiolus, stod parat.
Jansen gav sin kone et kys og sin kampagneleder Thomas Sunderland, der gennem
dagen havde fået samlet sekretariatet på hotellet, et klap på skulderen og sprang så
adræt op på talerstolen som en anden highschool-knægt. »Ladies and gentlemen!«
råbte han og så på sine tilhørere, som om han genkendte dem alle hver især. »Jeg har
netop i dette øjeblik fået de første delresultater og kan med sikkerhed sige, at
forspringet ikke kan indhentes af min ærede modkandidat, Floridas guvernør. Vort
fantastiske amerikanske folk har trodset vejrguderne, og stemmeprocenten er
kalkuleret til at være over 60% i vest og næsten det samme i øst.« Han rakte armene i
vejret, og folk rasede af begejstring. »Folkets dom over landets skæbne i den
nærmeste fremtid er krystalklar. Sejren er vor! Mindst 65% af de afgivne stemmer har
lagt ansvaret over på mig og mine trofaste folk, skal vi ikke regne med, at den er
hjemme?«
Her gik publikum amok. De kastede alt muligt op i vejret, og som på et trylleslag
dalede papirstykker ned fra loftet som et andet tickertape-triumftog gennem
Broadway. Den, der kom udefra, ville næppe bemærke nogen synderlig forandring fra
snestormen.
»Femogtres procent!« brummede Bugatti for sig selv. Det var da en oplysning, der
ville noget. Hold kæft, hvor havde det republikanske parti og den siddende regering
fået noget at tænke over. Faktisk var det en jordskredssejr uden sidestykke, og
ligesom alle andre i lokalet løftede han armene og brølede, så højt han kunne.
Jansen var også hans mand.

I minutterne derefter sendte senator Bruce Jansen en tak til sin modstander for en
god og fair valgkamp, spredte varme hilsener ud til sine medarbejdere og trak så sin
kone op til sig på podiet, vinkede til alle, takkede Gud og det amerikanske folk og
sendte endnu en solid og varm hilsen til sin slagne modstander og de glødende tv-
kameraer. Så overlod han pladsen til sin talsmand, Wesley Barefoot, og trådte ned i
flokken af sikkerhedsfolk. »Mine damer og herrer, de hørte USA’s kommende
præsident,« proklamerede Wesley og gav så tegn til Bugatti. Det var åbenbart nu, at
hans interview skulle falde, så var det bare med at følge trop.
»Vi siger for en stund farvel til senator Jansen,« fortsatte Barefoot, mens Bugatti
gav tegn til kameramanden om at følge efter sig. »Hans kone må af forståelige grunde
have lidt hvile, og alle resultater er endnu ikke kommet ind. Men vi kommer til at se
mere til vores kommende præsidentpar hen på natten, det lover jeg jer. Nyd imens
disse dejlige omgivelser …«, han nikkede taknemmeligt til hotellets ejer Bud Curtis,
»… spis og drik og dans! Aftenen og festen er lige begyndt!«
Bugatti og Marvin maste sig bag om den sejrsdansende flok og nåede til Jansen og
hans følge, idet Bud Curtis viste dem ind ad en sidedør. Formodentlig en genvej over
til pressesalen.
 Jansen opdagede Bugatti med det samme og rakte hånden mod ham. »Hey, John,
velkommen!«
»Til lykke, mr. Præsident,« svarede Bugatti, »det er storslået, det her!«
»Du kan få lov til at kalde mig præsident om nogle måneder, John! Indtil da må vi
følge etiketten.«
Bugatti nikkede til Jansens kone, der så meget træt ud på nært hold. Ved hendes
side gik en uniformeret sygeplejerske og bag hende en kvindelig saltstøtte af en læge,
som havde fået til opgave at ledsage Mimi Jansen til hospitalet, hvis fødslen gik i
gang eller i nødstilfælde sørge for forløsningen. Side om side med hende gik Thomas
Sunderland, der for en gangs skyld tillod sig at smile helt overdådigt, og lige bag dem
et par af de største af de grå- og sortklædte livvagter og så igen alle VIP-gæsterne.
Som spydspids og vejviser anførte en smokingklædt Bud Curtis denne prominente
flok. Formodentlig en unødvendighed, eftersom Jansens personlige sikkerhedskorps
og et par af Secret Service-folkene allerede havde boet på hotellet i dagevis og med
garanti kendte hver en krog af den enorme bygning.
»Hey!« hviskede en stemme bag Bugatti. Han vendte sig om og så Doggie kante
sig frem mod ham, festklædt og strålende dejlig. Hun tog ham under armen og gav den
et klem. »God aften, synes du ikke?«
Han klemte tilbage.
De drejede om et hjørne og stod pludselig i en udposning på korridoren, en slags
mellemgang der forbandt den smalle korridor, de netop havde forladt, med det næste
afsnit. Mindst hundrede flag var hejset op under loftet, og alle så op. Hvilken
storladen ramme for den kommende præsident. Det var som et espalier af ærefrygt.
Bugatti så tilbage mod sin kameramand og konstaterede, at den røde lampe allerede
lyste foran på kameraet. Så havde producerne ude i transmissionsvognen da nogle
unikke billeder at byde på, og NBC-bestyrelsen kunne godt lade champagnepropperne
springe.
Her standsede Curtis selskabet et øjeblik. »Mine damer og herrer! Som en gestus til
Bruce Jansens fantastiske kampagne og smukke kone har vi en lille afsløring!« Så
nikkede han til en sammensunken, spinkel mand i rød jakke, der sammen med en af de
gråklædte Secret Service-mænd havde ventet på selskabet foran et gardin af foldede
bannere.
Bugatti mærkede, hvordan det gav et ryk i Doggie, og hvordan noget, der kunne
tolkes som panik, med et lyste ud af hende. I samme øjeblik trådte et par velklædte
sikkerhedsfolk, en lille lyshåret fyr i gråt jakkesæt fra den ene side og fra den anden og
helt op ad væggen en stor, flot kleppert i sort Armanihabit med tunge guldlænker om
håndleddet, frem mod den lille mand. Den grå Secret Service-mand visiterede ham med
lynhurtige bevægelser. ‘Det skulle lige være mig, han klappede sådan på,’ tænkte
Bugatti og glemte alt om, hvilken sindstilstand der netop havde rejst sig i hans unge
veninde.
Da sikkerhedsmanden i gråt var færdig med at famle ved den lille mand og trådte
tilbage, sagde Bud Curtis værsgo, og folk stimlede sammen om optrinnet, mens
manden trak i en snor, så bannerne faldt til siden og derved åbenbarede et maleri på
mindst fem gange fem meter. Det forestillede senator Jansen og hans smukke hustru
foran Det Hvide Hus. Et storsmilende par i en sindssygt kulørt kulisse af skinnende
sol, blomstrende træer og svirpende fugle som i en film af Douglas Sirk eller Walt
Disney. Det var det værste, Bugatti endnu havde set af den slags. Norman Rockwells
tusinder af elendige kopister var distanceret i nedadgående retning med syvmileskridt.
Men alle valgte åbenbart at se bort fra det og klappede og trængte sig på, så den
lille mand måtte glide til siden og bagud i mængden for ikke at blive mast ind til
væggen. Bugatti fulgte ham med øjnene. Han var så udpræget anderledes og meget
svær at få til at passe ind i omgivelserne.
I det samme trådte Mimi Todd Jansen frem, så hun kunne se nærmere på billedet.
Trods hendes store anlæg for situationsfornemmelse var det tydeligt, at hun havde
set det, der var bedre. Hun smilede anstrengt, vekslede et par ord med hoteldirektør
Curtis, der nikkede og smilede og derpå omgående trak sig bagud i mængden og
forsvandt ud ad en sidedør med lynets hast. Senator Jansen tog sin blege kone under
armen for at kunne bevæge sig videre mod konferencelokalet, hvor interviewet skulle
foregå, og så lød der et råb.
Bugattis blik fløj over mod det sted, hvorfra råbet var kommet, og mødtes af et
mylder af hænder og kroppe, nogle på vej mod lyden og andre på vej væk. Thomas
Sunderland var en af dem, som Bugatti så tydeligst i forvirringen. Han så forfærdet ud,
hans stilling var helt forkrampet, kraven var vredet opad og foret i den ene lomme
krænget ud. Han lignede en, der var blevet slået, og den største af de sortklædte
sikkerhedsfolk skubbede på for at komme til. Så trådte den lille mand, der havde
afsløret maleriet, to skridt frem mod Jansen og hans kone, og så lød skuddet. Det var
først dér, Bugatti anede revolveren i den lille mands hånd. Krudtslammet og røgen
stod ud i luften, og folk begyndte at skrige, og mange kastede sig ned. Der lød flere
skud, og hjernemassen fra gerningsmanden slog ind over maleriet og flagene. Bugatti
mærkede i det samme et jag af smerte og så ned ad sig. Også sidemanden var blevet
ramt af et af de rikochetterende projektiler og tog sig til mellemgulvet. Ved siden af
ham på gulvet lå Bugattis kameramands blinkende tv-kamera. Han havde tabt det i
tumulten midt under optagelserne. Bugatti så med skræk en blodplet brede sig på
skjorten under sin arm, og Doggie slap ham og skreg ligesom de andre. Så stak han
hånden hårdt ind i såret og forstod først da, hvad der var sket i sekunderne før.
Et par meter længere fremme var senator Jansen trykket til gulvet af flere
sikkerhedsfolk, men intet kunne skjule hans forfærdede blik. Foran ham på
tæppeløberen lå hans hustru, Mimi Todd Jansen, med vidt åbne øjne, snappende efter
vejret og med blodet strømmende ud under sig. Hendes krop var helt stille.
Så mærkede Bugatti et jag af smerte i lænden, og han sank i knæ.

Bortset fra sikkerhedsfolkene og Bugatti og hans fortumlede kameramand, Marvin,

var hotellobbyen totalt mennesketom.
Det var nu fjerde gang, at Bugatti lod sine kommentarer gå ud i æteren siden
attentatet på Mimi Todd Jansen for to timer siden. Både hun og senator Jansen var for
længst bragt af vejen, og dusinvis af FBI-folk og folk fra Richmonds mordkommission
havde siden da udspurgt alle, der havde været til stede i korridorafsnittet under selve
attentatet. Et team af specialtrænede folk gennemanalyserede
videoovervågningskameraernes registreringer og den båndkopi, som teknikerne i
Bugattis transmissionsvogn havde givet dem. Samtidig gennemsøgte et hav af
teknikere minutiøst mellemgangen for spor og fotograferede hjernemassen på væggen
og alle øvrige detaljer i det festsmykkede rum gentagne gange.
Det viste sig, at flere var blevet såret af de rikochetterende kugler fra
sikkerhedsfolkenes skud, men gudskelov var ingen af dem i livsfare. Bugatti havde
allerede fået syet det lille kødsår i lænden, og så havde han fået smertestillende stoffer
i et omfang, han slet ikke brød sig om at tænke på.
Han lyttede til sin producer i øresneglen. Det var alvorligt nyt, men kom roligt og
fattet. Et øjeblik rystede det ham.
Efter nogle sekunders dybe vejrtrækninger nikkede han så alvorligt til sin
kameramand, og den røde lampe på kameraet tændte.
»For få sekunder siden udsendte lægerne på CJW Medical Center en meddelelse
om, at Mimi Todd Jansen er afgået ved døden.« Han holdt en pause, mens han
forsøgte at se direkte ind i kameraet. »Et stort og vigtigt menneske er berøvet livet på
den mest skændige måde, og Amerika er i chok. To timer er der gået siden det fatale
attentat på Mimi Todd Jansen, og lige i dette øjeblik kæmper man hårdt for barnets liv
på CJW Medical Center i Richmond. Der var store problemer med at få helikopteren
gennem stormen fra Virginia Beach, så man måtte lande syd for Lanexa og køre Mimi
Todd Jansen og hendes ufødte barn resten af vejen ad I-64 til Chippenham Campus.«
Han så direkte ind i kameraet. »Lad os holde et minuts stilhed til ære for et stort
menneske, som vi ikke nåede at lære godt nok at kende.«
Minuttet føltes som en evighed. Flere folk drønede igennem lobbyen, men lige så
snart de så den forstenede flok omkring Bugatti, gik også de i stå.
Endelig gav produceren Bugatti besked om at fortsætte.
Han vendte sig mod sin monitor. »Er der noget nyt fra hospitalet om barnets
tilstand, Erica?«
Der tonede et tåget billede frem af hans gamle kollega, Erica Nelson, der stod foran
hospitalsbygningen med dampende ånde.
»Nej, John, der er desværre intet nyt! Vi ved, at der er hektisk aktivitet på
andensalen lige nu. Barnets forløsning ved kejsersnit skete i stueetagen på en af
operationsstuerne, men det forlyder nu, at barnet er bragt op på den intensive
afdeling.«
»Det kunne tyde på, at barnet lever. Er der kommentarer fra nogle af lægerne på
stedet, Erica?«
Man så nu Erica Nelson i nærbillede. Hun virkede forfrossen, men det var svært at
se detaljerne i hendes ansigt for sneen, der dalede tæt. Bag hende tronede det slørede,
men alligevel storslåede resultat af bygningsrenoveringen af Chippenham Campus, et
af USA’s mest fornemme hospitaler. »Øjeblik, John!« Hun stirrede et øjeblik tomt ind i
kameraet. »Okay, man oplyser mig nu om, at der kun er små chancer for, at barnet
overlever. Godt nok blev barnet ikke ramt af skuddet, men Mimi Todd Jansen mistede
meget blod, og det er desværre ret sandsynligt, at barnet ikke kan overleve dette
traume.«
»Hvorledes behandlede lægerne Mimi Jansen undervejs til Richmond, Erica? Man
gjorde vel alt, hvad man kunne?«
Hun nikkede. »Jo, John, det hersker der overhovedet ingen tvivl om. Mimi Todd
Jansen fik den behandling undervejs, der skulle til, spørgsmålet er så bare, om det
ufødte barn også gjorde det. Man gav Mimi Jansen blodtransfusioner, ved jeg, men
jeg kender endnu ikke til alle detaljerne.« Hun lagde hovedet en anelse til siden og
trykkede sin øresnegl fastere. Så nikkede hun et par gange med et alvorsfuldt udtryk i
ansigtet og stirrede så tydeligt bevæget ind i kameraet.
»Jeg beklager meget at skulle sige det.« Hun standsede et øjeblik og foretog et par
synkebevægelser. »Vi hører nu, at barnets liv ikke stod til at redde. Lægerne oplyser,
at forløsningen gik godt, men at barnets tilstand var så kritisk, at døden indtrådte efter
ganske få minutter.«
Han lod hende fatte sig et øjeblik. Det var fantastisk sørgeligt, men det var også
rystende godt tv.
»Jeg ved godt, at det er svært, Erica. Men jeg må alligevel spørge dig, om vi kender
barnets køn. Er der oplysninger om det?«
»Ja, det var… det var en dreng. Han var … han var …« Hun så ned og skulle så til
at fortsætte, men kunne ikke.
Bugattis producer sagde i øresneglen, at han skulle tage over, men det var meget,
meget svært at sige noget ordentligt i den situation.
Han trak vejret dybt. »Vi står nu over for en af de mest tragiske hændelser i vort
lands historie. På selve sit livs højdepunkt mister Bruce Jansen sin hustru og sit barn.
Fra sekund til sekund styrter hans verden sammen. En tragedie af uhørt omfang har
fundet sted.«

Landsprognosen kom en halv time senere. Senator Jansen var helt som forventet
USA’s n æste præsident med et overvældende flertal. Dette var øjeblikket, der burde
have været hans livs triumf, men ingen vidste, hvor han var blevet bragt hen. Man
gættede på Chippenham Campus, man gættede på hans landsted i Onancock, nogle
gættede sågar på, at han var i Det Hvide Hus.
Væk var han i hvert fald.
Først ved to-tiden om natten lokal tid trådte Thomas Sunderland frem på skærmen
og meddelte det amerikanske folk, at deres kommende præsident var ved godt helbred.
At skuddene ikke havde ramt ham, men at han ville vente med at komme med en
udtalelse, til han var kommet sig lidt over det store chok. Herefter takkede
kampagneleder Sunderland det amerikanske folk for deres støtte og bøjede så hovedet
for Mimi Todd Jansen og det døde barn.
Trods det sene tidspunkt blev det det mest sete tv-indslag nogensinde i landets
historie.
Bugatti var dødhamrende segnefærdig, så den sidste, afsluttende transmission,
som produceren havde sat ham på, kunne han godt have undværet. Alligevel nikkede
han som altid venligt til kameralinsen.
»Vore tanker går til senator Bruce Jansen og til Mimi Todd Jansens familie. Må Gud
velsigne dem alle. Spørgsmålet er nu, hvad der vil ske. Forfatningen kræver, at vi har
en præsident, men eftersom der jo er to måneder til indsættelsesdagen, den 20. januar,
vil meget kunne nå at ske i mellemtiden. Bruce Jansen har et valg at træffe. Kan han
indtræde i rollen som præsident på disse vilkår, eller vil han overlade pladsen til sin
vicepræsident Michael K. Lerner? Denne saglige og retskafne, men tørre jurist, der på
mange måder i valgkampen har stået i skyggen af partiets spidskandidat, og som det
amerikanske folk indtil nu kun forbinder med stor alvor og svag karisma? Det vil tiden
vise. Ikke siden 1915 og den fraskilte Woodrow Wilson har en præsident boet alene i
Det Hvide Hus. Skulle Bruce Jansen stå igennem denne krise og tage imod landets
højeste embede, vil han i givet fald blive den femte præsident indsat som enkemand,
den første enkemand i 120 år.« Bugatti holdt vejret et øjeblik, før han fortsatte. »Ud
over disse fem præsidenter og Wilson har kun den ugifte James Buchanan levet alene
i Det Hvide Hus. Han, vor 15. præsident, der bærer Bruce Jansens omvendte initialer
og var demokrat ligesom Jansen, blev mødt af store ydre konflikter i et land, der stod
på borgerkrigens rand. Bruce Jansens indre konflikter må i disse timer være lige så
ødelæggende og frygtelige at rumme. Derfor må vi alle af hjertet sende vore varmeste
tanker til ham. Må Gud stå ham bi!«
Han ventede, til den røde lampe foran på kameraet slukkede. Afslutningen på
indlægget blev noget rod, men han var virkelig træt i hovedet. Han havde været oppe i
over tyve timer nu, tyve hektiske og afsindige timer, som satte sig dybt i sjælen. Sorte,
sorte timer. Han gav tegn til sikkerhedsfolkene om, at han nu gerne ville tage
elevatoren op på sit værelse, men de rystede på hovedet og bad ham om at sætte sig i
en af de lænestole, der stod på linie langs væggen. Han satte sig lydigt et par pladser
væk fra den juridiske rådgiver Stephen Lovell, der sad paralyseret og så frem for sig.
Han havde ikke været meget tæt på skudepisoden, men tæt nok. En rolig mand, der var
blevet rystet i sin grundvold. Ligesom alle andre.
Bugatti så op på de lysende tal, der angav etagerne, som elevatorerne befandt sig
på, og sådan sad han et stykke tid og stirrede.
Alle elevatorer stod stille på 12. etage i mindst ti minutter, men pludselig og
samtidig som på et taktslag lagde flere af sikkerhedsfolkene hovedet på skrå og
lyttede intenst til deres øresnegle. Et par af dem spejdede over mod hotellets indgang,
som om de ville sikre sig, at der var fri passage. Så begyndte en af elevatorerne at
bevæge sig nedad. Først den og så flere af de andre. Alle på vej ned, som om de var i
kapløb med hinanden.
Bugatti rejste sig halvt, men blev så igen bedt om at sætte sig. Sikkerhedsfolkene
vendte sig om mod den af elevatorerne, der var længst nede. Derpå åbnede døren sig,
og en sværm af mænd trådte frem, mørke i ansigterne og med en skikkelse fastklemt i et
jerngreb imellem sig. Bugatti rejste sig trods advarslerne, men kunne alligevel ikke
skimte mandens ansigt. Imens var flokken med den anholdte tumlet ned mod
indgangen, og flere mænd i mørke jakkesæt kom dem i møde. Der var et hav af
blitzlamper i gang udenfor, hvor mindst et par hundrede pressefolk og borgere i
Virginia Beach ventede på at høre om nyt i undersøgelserne.
Den næste elevator bragte Thomas Sunderland og hans nærmeste folk ned i
lobbyen, og i den næste igen kom Wesley Barefoot, Doggie Rogers og flere andre
kendte ansigter fra Jansens stab. Doggie var kridhvid i hovedet, og alle så meget
bekymrede ud.
Bugatti rejste sig, og da der ikke var tegn på, at nogen ville forhindre ham i det
denne gang, fulgte han med strømmen ned mod indgangspartiet, hvor
sikkerhedsfolkene stod parat.
»Bliv her, mens vi fører den anholdte igennem,« kommanderede den store livvagt
med armlænkerne, og folk omkring ham råbte og skreg. Andre sikkerhedsfolk i sort og
gråt åbnede dørene og førte den anholdte ud til et stormvejr af sne og spørgsmål fra
den ventende flok af journalister.
Her hørte Bugatti gennem bruset af stemmer Doggie råbe et eller andet, men ikke
hvad. Han greb sin sidemand i armen, en af dem, der var kommet ned med
elevatorerne. »Hvad er der sket!« råbte han.
»De har pågrebet en mand, som de mistænker for at stå bag mordet!« råbte han
tilbage.
Så var det nu, trætheden skulle indstilles på standby-mode. Bugatti bandede. Blot ti
minutter før, og han havde fået det hele med i sin sidste landsdækkende transmission.
Det ville han komme til at høre for.
Nu var den første gruppe sikkerhedsfolk sluppet igennem blitzhavet med den
dyrebare last, og dørene blev lukket, og med ét blev der igen ørenlyd.
»Hvem er det, de har pågrebet, ved du det?« spurgte han sidemanden, en af Doggie
Rogers’ kolleger.
»Ja, det er hoteldirektøren, Bud Curtis!« Han nikkede, da han så Bugattis
ansigtsudtryk ændre sig. »Ja, du har ret, det er Doggies far!«

Kapitel 4
Februar, tre måneder senere

Wesley klemte sin lædermappe ind til kroppen og betragtede trafikken og mylderet
af travle mennesker på Pennsylvania Avenue, mens han passerede FBI-bygningen.
Han var stort set tilfreds med sit liv. Præsidenten havde valgt ham til sin talsmand, og
meget længere kunne man ikke komme, når man tog hans alder i betragtning.
Nu, godt og vel to uger efter Bruce Jansens indsættelse i præsidentembedet, havde
Wesley allerede vænnet sig til Washingtons larmende gader og myldrende liv. Hans
lejlighed i Residences ved Market Square var en drøm af luksus og så tæt på Det
Hvide Hus, at man kunne spadsere derover på et kvarters tid. Han havde ingen
udgifter af betydning, han var en af de mest eftertragtede ungkarle i byen,
privatchaufføren var altid tilgængelig, og indtil videre tilbad pressen den nye, unge
pressesekretær i Det Hvide Hus. Han elskede det, det var et virkelig privilegeret liv.
Næsten, som han havde drømt om.
Næsten.
For lagde man øret til jorden, så var der mislyde. En slange i Paradiset hvislede, og
en urovækkende stemning bag de lukkede døre i Det Hvide Hus bredte sig og tog
yderligere fat dag for dag.
 De første uger efter mordet for tre måneder siden havde Jansen ikke vist sig
offentligt. Nogle sagde, at han arbejdede dag og nat, og andre, at han var ved drukne i
sorg. Spekulationerne om hans sindstilstand blev selvsagt enorme, men den
kommende vicepræsident Lerner, som ellers ikke var kendt for at have det mest
hjertelige forhold til Jansen, havde talt folk til ro. Bruce Jansen havde det godt,
omstændighederne taget i betragtning. Da senator Jansen så endelig trådte frem på tv
og fattet, men også meget, meget sørgmodig, forklarede, hvordan han dag for dag
kæmpede med sorgen og chokket, men at han var på ret køl og agtede at blive den
bedste præsident i landets historie, var ingen i tvivl om, at han ikke alene var et
fantastisk menneske, men at han også ville få ret. Her var en mand, der var en værdig
leder, et rigtigt mandfolk, nøjagtig sådan som USA’s præsident skal være. Gjort af et
stof forbeholdt de ganske, ganske få.
Wesley blev, for hver gang han s å Jansen kæmpe med sorgen og den enorme
byrde, man var i færd med at lægge på hans skuldre, mere og mere hengiven over for
sin chef. Han ville knokle røven ud af bukserne for det menneske og ville sørge for, at
der aldrig kom en eneste plet på den mands omdømme. Han ville med al magt og viden
værne om ham, som en pressesekretær kunne og skulle.
Så kom nytårsaften og sneen, og Wesley og de øvrige i den kommende stab
mødtes på Jansens landsted i Onancock for at sætte de næste fire år i gang i et fælles,
festligt afsæt. Mange blev overraskede over den rigdom, der mødte dem, - også
Wesley. De fleste vidste ganske vist, at Jansenklanens drugstore-kæde var blandt de
femogtyve bedst omsættende virksomheder i landet, men ikke mange havde tænkt på,
hvad det rent faktisk kunne føre til. Da de så fyrrelunden åbne sig for femten
gigantiske bjælkepagoder opført i spejlglatte maghogni-stammer og pudret i nysne,
måtte de stå stille. Her bag smedejernsgitret strålede rigdom uden ende, og Wesley
takkede sin Skaber for sin gode intuition. Gud ske tak og lov for at han kun havde
håndplukket de såkaldt seriøse journalister til aftenens begivenhed. Var der måske
nogen som helst grund til at nære misundelse? Nej, sladderjournalisten måtte finde
andre græsgange, og den fattige vælger, hvis hele verden bestod af affald og
nedslidning og dagligt kævl i Marylands eller Georgias ‘wagon-towns’, ville sagtens
kunne undvære at blive præsenteret for det syn.
Jansen modtog dem med mørke rande under øjnene, men gav alle hver især et kram
og et ønske om, at det ville blive en god aften. Donald Beglaubter stod i gæstekøen
lige foran Wesley i sit stiveste puds og arm i arm med en isblond kvinde, der efter
sigende havde overvejet hans ægteskabstilbud. Wesley havde ikke set hende før, og
det skulle Donald være glad for. Hvilken røv, der sad i den satinkjole.
»Nu tager du det roligt, skat,« hørte han Donald hviske til sin ledsager. »Han er
god nok. Bruce Jansen er virkelig nem at være i nærheden af.«
Wesley så sig omkring. Det var et festligt syn, men det var på en eller anden måde
også rørende. Her var de, der havde stået sammen med opsmøgede ærmer under den
lange kampagne; dem, der mere end nogen troede på Jansens visioner og deres eget
værd. Det var kampagneindpiskerne på lokalkontorerne, fundraiserne, lobbyisterne og
kontorarbejderne, det var Lance Burton, Thomas Sunderland og alle de andre, der
havde siddet i turbussen igennem det meste af sidste år og svedt for en tro på, at
Amerika kunne blive bedre, og at det var på høje tid. Alle var der, alle på nær Doggie.
Wesley havde ikke set hende siden mordet, men han vidste fra flere, at hun havde det
ad helvede til. Donald havde fortalt hende, at hun ville blive ansat i Det Hvide Hus, for
det mente Jansen at skylde hende for sit store arbejde under kampagnen, men at hun
ikke ville blive inviteret til denne fest. Selv om Jansen var en venlig mand, så ville det
nok blive et kram for meget for én aften.
Jansen selv sad det meste af aftenen i et hjørne af en rokoko-inspireret salon med
meterlange purpurrøde gardiner og prismelysekroner nok til at oplyse Madison Square
Gården. Der var mange kvinder, der hen på aftenen gerne ville trøste ham, virkelig
mange, men der var også dem, der holdt sig væk, selv om deres chancer for at blive
landets førstekvinde på sigt var langt større. Man talte om en slags Kennedy-
forbandelse, der hang over de kvinder, som Jansen knyttede sig til, og hvem ville være
det tredje offer i den historie? Ikke dem med de bedste hjerner i hvert fald. Så godt
udrustet var Wesleys ledsager den aften nu ikke. Hun ville med garanti hellere end
gerne have byttet Wesleys selskab ud med en tur i Jansens bageste gemakker, det
mærkede han tydeligt, og allerede dagen efter droppede han hende.
Men Jansen havde klaret opmærksomheden og intensiteten. Instinkterne fra en
familie, der havde holdt selskaber for landets top i generationer, fornægtede sig ikke,
selv om Wesley kunne se på ham, at han stadig led. Kort efter midnat skålede han for
nytåret og den kommende administration og lovede folk, at landet under hans
lederskab ville komme til at opleve store og radikale forandringer. Wesley bemærkede,
hvordan flere af Jansens nærmeste medarbejdere hævede øjenbrynene ved ordet
‘radikale’, men selv syntes han, at det var okay. Der var indflydelsesrige pressefolk til
stede, hvorfor så ikke give dem det indtryk, at Jansen var ‘fit for fight’? Nej, ‘radikale’
var et udmærket ord. Hvad man så end lagde i det.
Derefter bad Jansen folk om at more sig og feste videre, på trods af at han selv
ønskede at trække sig tilbage fra selskabet. Det forstod de fleste.
Jansen kyssede et par af de kvinder, der stod ham nærmest, og skridtede lige forbi
Wesley uden at se ham. Tæt på var man ikke i tvivl. Her var en mand, som man skulle
værne om, hvis han nogensinde skulle blive sit gamle jeg.

De havde knoklet hårdt op til den 20. januar, hvor Jansen skulle tages i ed som
landets fireogfyrretyvende præsident. Mange ting skulle falde i hak, endnu var der
ministeremner, som ikke havde fundet nåde for stabschef Sunderlands stålblik, og
Wesley havde hørt ham og senator Jansen skændes mange gange bag lukkede døre.
Når Sunderland forlod disse møder, var han ofte hvid i hovedet, men aldrig hørte han
ham sige et eneste ord om, hvad der foregik. Man vidste, at der var en konflikt, men
ikke hvad den gik ud på.
Først under præsidentens indtrædelsestale begyndte Wesley at ane uråd. Wesley
havde skrevet talen, men Jansen improviserede, og ændringerne tilførte talen en
ukendt, uheldsvarslende klang. Wesley havde fået en ejendommelig følelse i kroppen
over at se Jansen stå der og tale sig væk fra, hvad de havde brugt dage og atter dage
og nætter på at formulere. Som om noget var gået upåagtet over Wesleys hoved, som
om han ikke længere vidste, hvor han havde Jansen.
Og Wesley antog, at han var alene om de følelser, for resten af verden havde lyttet
med i begejstring, og langt de fleste af avisforsiderne havde skreget til himlen i respekt
over den fatning og ro, som Jansen udstrålede ved sin tiltrædelse. Og selv om Jansen
var blevet ældre at se på siden mordet på hans kone og barn, så kunne der ikke herske
tvivl om, at den mand, der stod og aflagde ed for Gud og hvermand, var en mand, der
havde greb om tingene, det måtte Wesley medgive. Selv om han havde hørt ord fra
Jansens læber, som han ikke havde hørt før. Ord som ‘falsk tryghed’ og ‘årvågenhed’,
ord som ‘retsstat’, ‘opgør’ og ‘kompromisløshed’. I det hele taget lå der en undertone
af bitterhed og uforudsigelighed i denne indtrædelsestale, som Wesley bagefter ikke
var i stand til at konkretisere, selv om han hørte talen igennem mange gange. Senere
kom det frem, at andre også havde bidt mærke i det, deriblandt nogle af Det Hvide
Hus’ fast tilknyttede journalister og også folk i staben, men ingen havde
tilsyneladende følt uro. Så Wesley slog koldt vand i blodet.
Det var først i de seneste par dage, at de fleste kunne se det.
Bruce Jansen ændrede sig.

I ugerne der fulgte, havde Wesley et par gange fors øgt at tale med stabschef
Thomas Sunderland om Jansens humørsvingninger og de hadske angreb, som
præsidenten oftere og oftere rettede imod landets udøvende myndigheder og
retssystemet.
Sunderland havde bagatelliseret det. Var det måske underligt efter de voldsomme
oplevelser, præsidenten havde været igennem? spurgte han og bad Wesley om at se
tiden an. Jansen var jo en mand med hår på brystet, men sådanne mænd havde også
deres svagheder, som Sunderland sagde, og hvis han ikke skulle vise det overfor sin
stab, hvem skulle han så vise det?
Så Wesley slog det hen. Sagen mod Bud Curtis var netop gået i gang, og det var et
stort pres for landets præsident. Det ville det have været for enhver så nært beslægtet
i en mordsag. ‘Præsidenten var et hårdt mærket offer, men tiden ville læge alle sår,’
som Sunderland sagde, og Wesley besluttede sig for at tage det roligt. Hvad andet
kunne han gøre?
Bud Curtis skulle altså stilles for en domstol om et par dage, og der var andre end
præsidenten, der var mærket af situationen. Specielt for Doggie Rogers var det en
forfærdelig tid, det var ganske åbenbart og forståeligt. Lige siden den første dag i

Det Hvide Hus havde hun ikke været til at slå et smil af. Dag efter dag havde hun
siddet på sit lille kontor under lysstofrørene, tillukket, såret og tavs. Måske ville
retssagen hen ad vejen gøre det endnu værre, i hvert fald følte Wesley, at han blev
nødt til at holde et vågent øje med hende, hvad han for øvrigt heller ikke havde spor
imod. Doggie var, udover at være en god kammerat og kollega, absolut den dejligste
og mest interessante af de kvindelige medarbejdere i Vestfløjen, hvor
presseafdelingen holdt til. På et tidspunkt havde han haft overvejelser om at gøre
seriøse tilnærmelser til hende, hun var en af de få, han endnu ikke havde været i seng
med, og det irriterede ham. Selvfølgelig kunne han tage hende og kassere hende
bagefter som alle de andre, men det var ikke det, han havde haft i tankerne. Han var 34
år, og selv om alverdens kvinder og uforpligtende sex var det bedste, han vidste, så
var det på tide at finde en mor til sine børn. Og Doggie havde været perfekt.
Intelligent, smuk og rig, som hun var. Nu vidste han bare ikke rigtig længere. Ville
hendes far blive dømt for tilskyndelse til mord, så var Doggies familierelation helt klart
for stor en belastning for hans videre karriere. Og Wesley kendte rutinen i
Washington: Intet varede evigt. Han kunne snart få brug for tonsvis af goodwill og et
helt uplettet karriereforløb og liv. Når Bruce Jansens embedsperioder var udløbet, så
kom der en ny mand i Wesleys stol. Sådan havde det altid været, og sådan ville det
blive ved med at være. Imidlertid var det også sådan, at hvis bare han klarede sig godt
i jobbet som præsidentens pressesekretær og gjorde sit bedste, så ville vejen fremover
være brolagt med guld. Han ville kunne vælge og vrage imellem tilbuddene. Derfor var
det også bedst at se tiden an, når det drejede sig om Doggie. Se tiden an og så i øvrigt
hjælpe hende, når han kunne. Og selv om hendes hår var som silke og hendes læber
sindssvagt fristende, så måtte man aldrig nogensinde se bort fra, at der var andre sild i
havet, og at han elskede at fiske.
Wesley passerede Willard Hotel p å sin højre hånd med et mylder af mennesker
foran, og Det Hvide Hus dukkede op som trold af æske. Han så på sit ur. Om tyve
minutter var der morgenbriefing i Det Ovale Værelse, og han var i dårlig tid.
Han nikkede til vagterne ved indgangen, der var de samme to ucharmerende
stoddere som dagen før, og nåede lige akkurat at skimme sine mails og forsiden af
Washington Post med seneste nyt om jagten på snigskytten i New York, før han
trådte ind i det allerhelligste.

Som sædvanlig var der fire mænd i Det Ovale Værelse ud over Wesley, og hver
morgen morede han sig over, hvilket politisk korrekt etnisk udsnit af befolkningen
denne lille forsamling egentlig udgjorde. Kommunikationschef Lance Burton var tæt
og sort som natten og kunne finde sine aner blandt de første slaver i Amerika helt
tilbage til begyndelsen af sekstenhundredetallet, Donald Beglaubter var polsk, jødisk
efterkommer, præsident Jansen af skandinavisk oprindelse med irsk blod i årerne, og
han selv havde en italiensk mor og en skotsk far og et indiansk-klingende efternavn.
Hvor Sunderlands familie kom fra, anede han ikke, men hvad fanden kunne man også
forlange mere?
Stabschef Thomas Sunderland og kommunikationschef Lance Burton havde som
sædvanlig slænget sig i hver sin sofa, mens Burtons assistent Donald Beglaubter sad
med ret ryg som en statue i den ene af de nybetrukne lænestole for enden af sofaerne.
Ovre bag skrivebordet med ryggen til vinduerne sad præsidenten selv med begge
albuer plantet på skriveunderlaget, det gjorde han altid, så han kunne notere
mødeforløbet direkte på sin laptop. Efter fjorten travle dage havde de endnu ikke haft
præsidentens sekretær inde for at tage et eneste referat, og det var sådan, at Jansen
foretrak det. Det var nye tider, selv i Det Ovale Værelse.
Wesley satte sig og ventede i lænestolen ved siden af Donald Beglaubter. Efter
planen skulle de diskutere Kongressens forslag til ændring af skatteregler og den
forestående debat om skolereformer. Ikke noget specielt ophidsende at starte dagen
på, så han strakte sig og smilede ved tanken om den kop kaffe, som sekretæren snart
ville komme ind og byde dem på.
Nogen nytte gjorde hun da.
Præsident Jansen lagde sine læsebriller på kanten af skrivebordet og nikkede til dem
alle sammen. »God morgen, mine herrer! Der er lidt ændringer i dag, så tillad mig at
springe lidt i agendaen.« Han sendte dem et anstrengt smil, som straks forsvandt.
»Som I ved, så starter retssagen mod Bud Curtis for alvor om fire dage, og vi skal
regne med, at der vil komme et usædvanligt stort pres på os alle sammen i den
anledning. Anklagemyndigheden har blandt andre indstævnet de tre af os her, der var
til stede ved mordet, Wesley, Thomas og mig selv, så vi kan give vidneerklæring på
sagens første dag, og herefter må vi regne med, at sagen vil løbe i mindst nogle uger.
Bevismaterialet mod Bud Curtis er efter sigende overvældende, men man ved aldrig
med den slags sager. Anklagemyndigheden har lovet os en udskrift af anklageskriftet
her til morgen, men jeg har endnu ikke set noget. Har du, Thomas?«
Sunderland rettede sig i sofaen og trak nogle ark papir ud af et plasticchartek. »Ja,
vi fik denne fax for en halv time siden. Så vidt jeg kan se, men nu er jeg jo ikke jurist, så
ser indiciematerialet overvældende ud. Alt peger på, at Bud Curtis har manipuleret den
småtbegavede Toby O’Neill til mordet, og samtidig har man fundet beviser på en stor
pengeoverførsel fra Curtis til O’Neill.« Han rodede i papirerne. »Her står det: Kun ti
dage før attentatet blev der fra en konto i Liechtenstein, der tilhører et af Bud Curtis’
selskaber, overført 20.000 dollars til Toby O’Neills konto i Community Bank på Nevan
Road i Virginia Beach.« Han rakte papiret til Jansen. »Der er aldrig før sket noget
tilsvarende i forholdet mellem de to. Toby O’Neills normale løn blev altid udbetalt
kontant på selve lønningsdagen, ligesom det var tilfældet for det øvrige personales
vedkommende. Herudover har teknikerne, som formodet i et stykke tid, endelig
bekræftet, at mordvåbenet var indregistreret i Bud Curtis’ navn.« Han trak hånden
igennem sit tynde hår og virkede udkørt, som om han havde arbejdet hele natten.
Wesley var ikke i tvivl om, at det kunne være tilfældet. Få mennesker havde så lille et
søvnbehov som Sunderland, og få mennesker var så lidt tiltalende. Søvn eller ej.
Sunderland fandt notatet, han ledte efter. »Her står, at flere vidner har støttet
anklagemyndighedens påstand om, at Bud Curtis ved adskillige lejligheder har hidset
Toby O’Neill op imod præsidenten og hans kone.«
Donald Beglaubter rystede på hovedet. »Det er da mærkeligt. Hvorfor overfører
Curtis pengene på den måde? Han kunne sagtens have gjort det lidt mere diskret.
Hvorfor gav han ham ikke kontanter, det ville jeg sgu da ha’ gjort, hvis jeg havde
røven fuld af penge ligesom ham?«
Kommunikationschef Burton sendte ham et formanende blik og rømmede sig så.
Det betød, at så kom der et spørgsmål, som ingen kunne svare på. »Ved vi, om der er
mulighed for, at Curtis vil tilstå?« Altid var det Lance Burton, der stillede sådanne
umulige spørgsmål. Men stilles skulle de jo.
Sunderland lagde papirerne. »Nej, og hvorfor skulle han også det? Nu har han
været varetægtsfængslet i to måneder uden mulighed for kaution og har stædigt
benægtet over for alle og enhver, der gad lytte til ham. Han kender loven og sine
rettigheder, så derfor klapper han i lige til den bitre ende. Det må vi forvente.«
Wesley s å på sin præsident. Hans blik var roligt og opmærksomt, men det gamle
glimt i øjnene var væk. Gløden slukket.
»Godt, så lader vi den sag hvile lidt.« Præsidenten trykkede på knappen til sin
sekretær. »Som jeg orienterede jer om for en uge siden, så har jeg i et stykke tid
arbejdet med et udkast til revidering af retspraksis her i landet, og nu har jeg oplægget
klar.« Han nikkede over mod døren, hvor sekretæren kom ind med papirerne. »Jeg vil
bede jer læse det her meget nøje igennem, og så mødes vi igen på kontoret om to
timer.«
De så på, mens sekretæren delte materialet ud.
»Så venter vi med skolereformerne og skattedebatten?« spurgte
kommunikationsassistent Donald Beglaubter og tog imod det tynde oplæg med et rødt
‘fortroligt’-stempel på tværs af alle sider.
 Bruce Jansen nikkede. »Ja, det her kommer før alt andet.«

Da Wesley havde læst i præsidentens oplæg i fem minutter, rejste han sig fra sin
kontorstol og gik hen og lukkede døren. Det var en gennemtrængende ubehagelig
følelse, der havde sat sig i ham. Han mærkede, hvordan pulsen og kropsvarmen steg,
lindede på kraven og tog jakken af og smed den over ryglænet på den arkitekttegnede
lænestol, der stod i hjørnet. Så satte han sig igen ned ved skrivebordet.
Foran ham lå et forslag til håndhævelse af en ny form for lov og orden i det
amerikanske samfund, og aldrig nogensinde havde han set noget lignende. ‘Kan
justitsminister Stephen Lovell virkelig have medvirket til det her’, tænkte han. Det var
meget svært at forestille sig.
Han trak vejret dybt et par gange. Ved sin afskedssalut nytårsaften havde
præsidenten brugt vendingen ‘radikale forandringer’. Den gang havde udtrykket
virket stærkt på nogle, havde Wesley bemærket. Lige nu virkede det for mildt.
Som alt andet fra Jansens hånd var forslaget både direkte og velskrevet. Hele vejen
igennem strålede det af Jansens signatur. Det var så oplagt en begavet person, der
havde lavet det. I de første sætninger beskrev præsidenten kort og præcist det
amerikanske samfunds forfald, om vold og overgreb og ukontrollabel adfærd i såvel de
kriminelle miljøer som i paramilitære grupper, og derefter gik han over en bred kam i
rette med våbenlobbyisterne og domstolene og de folkevalgte politikere. Lige ved
første øjekast virkede det som ret almindelige betragtninger, men så kom
konklusionen, der fyldte fire af de fem sider. Og det var skræmmende læsning, for
præsidenten gik til frontalt angreb på en række borgersikrede rettigheder og kom med
forslag, der, såfremt de blev alment kendt, med garanti ville kunne føre til hans fald og
hele administrationens sammenbrud.
Nakkehårene rejste sig på Wesley, så bekymrende var det. Her sad han, en 34-årig
fyr fra Solomons i Maryland, med forslag til stramninger, som lovgivere havde brugt
uanede kræfter igennem århundreder på at undgå. Hurtigere henrettelser af
dødsdømte, store restriktioner vedrørende salg af ammunition, en gennemgribende
revision af valglovene for bare at nævne toppen af isbjerget. Der var omfordeling af
magt, som var direkte forfatningsstridig. Der var antydninger af magtanvendelse, som
ville skabe vildt oprør overalt.
Og så var der et klappeklart forslag til en køreplan for, hvorledes man i landets
nuværende parlamentariske situation kunne styre og accelerere forløbet.
Han så på papirkurven. Det var dér, lortet hørte hjemme. Forslaget var
udemokratisk, uamerikansk og virkelig rystende læsning. Hvordan fanden kunne
landets præsident sætte den slags på print? Før mordet var Jansen altid en utroligt
fintfornemmende politiker og taktiker, som stort set aldrig faldt for fristelsen til at være
spontan i politiske spørgsmål. Nu havde mordet vendt op og ned på mandens hjerne.
Troede Jansen virkelig, at han kunne lave om på verden med et snuptag?
Wesley satte hænderne bag nakken og tænkte, så det knagede. Hvad skulle de sige
til det her? De kunne umuligt anbefale, at præsidenten gik videre til Kongressen, ja,
bare til justitsministeren, med det oplæg?
Eleanor Poppins, Wesleys sekretær, kom ind ad døren, men bakkede lige så hurtigt
ud igen, da hun så hans blik.
‘Du almægtige,’ tænkte han. Hvis vicepræsident Lerner fik kendskab til det her, så
ville magtkampen i Det Hvide Hus allerede være en realitet. Ingen præsident i USA
kunne slippe godt fra den slags. Det var det, de ville være nødt til at fortælle Jansen,
hvor såret han end var i sin sjæl over sin ulykke, og hvor ret han end kunne have i
mange af sine påstande.
Wesley havde det ikke godt. Måske skulle han kalde på sin sekretær igen og klæde
hende af med øjnene, så han kunne få tankerne til at dykke ned i et andet lag. Han trak
ud i skufferne og begyndte at rode efter noget at spise. En Hershey Bar, et par kiks,
hvad som helst. Da han opgav efter tredje forsøg, knaldede han skufferne i og
bandede, det bedste han havde lært.
Så ringede telefonen, og præsidentens sekretær meddelte, at mødet var blevet
udsat. En ung mand var gået amok på en skole lige uden for Washington, og
præsidenten havde besluttet sig til at møde op og tale til nationen fra selve
skolegården. Fire børn var blevet dræbt og flere hårdt såret. Gerningsmanden, som
ingen havde nogen anelse om, hvem var og hvor kom fra, var undsluppet uden
problemer.
Wesley så ned på præsidentens forslag foran sig.
Så var fanden da løs.

Kapitel 5
 Wesley fik ret. Fanden var løs.
Et af de dræbte børn var søn af næstformanden i den republikanske fløj i
Repræsentanternes Hus. To af de andre børn kom fra nogle af de rigeste familier i
staten. Selv Wesley kendte nogen, som kendte nogen, som kendte de unger.
Flere steder i byen opstod der spontane sørgeoptog, og alle landets flag var på
halv. Selv ‘Dræberen fra tagene’ i New York indstillede sin aktivitet et par dage.
Det var en sag, som ingen kunne undgå at have en mening om.

Så gik der nogle uger efter attentatet, hvor staben ikke drøftede lov-og-orden-
programmet. Hver havde sit at se til, og i Det Ovale Værelse herskede stor travlhed.
Ikke en dag gik, uden at våbenlobbyister og deres modstandere gik forbi vagterne ved
døren til præsidentens kontor. Var der nogen, der fik set noget til dem, der havde
noget at sige i det land, så var det sikkerhedsvagterne.
På morgenmøderne blev drøftelserne med disse mennesker ikke refereret. Man tog
sig af andre sager, Bud Curtis-sagen gik sin gang uden væmmelige overraskelser, og
Wesley begyndte at ånde lettet op. ‘Jansen er kommet på bedre tanker,’ tænkte han.
For helvede, hvor var det godt. Præsidenten havde valgt at gå den slagne,
parlamentariske vej. Sådan som det skulle være.
Men Donald Beglaubter så alvorlig ud, da Wesley gav sine tanker videre. »Det er
jeg svært bange for, at jeg ikke tror på!« sagde han. »Bare vent!«
Og snart skulle det vise sig, at manden havde ret. Et par dage efter at sagen mod
Bud Curtis var overstået på rekordtid, og manden overført til statsfængslet i Waverly,
bad præsident Jansens sekretær staben om at møde op i kabinettet medbringende
deres notater om lov-og-orden-programmet. Det var nøjagtig en måned efter, at det
sidst havde været på bordet.
‘Min Gud!’ tænkte Wesley. Skulle regeringsmedlemmerne være blevet orienteret
uden stabens vidende? Var det virkelig meningen, at de skulle gå videre med sagen?
Fandens skræmmende tanke.

Lyset signalerede forår i det aflange kabinet, men stemningen var gravkammeragtig.
Forsvarsminister Henderson, justitsminister Lovell og minister for Ministeriet for
hjemlandets Sikkerhed, Billy Johnson, havde hver især sat sig på deres faste pladser
ved mødebordet med Jansens program foran sig, og ingen af dem så ud, som om de
havde det godt.
Wesley nikkede rundt og fandt sin plads på en stol ved vinduet ved siden af
kommunikationsschef Burton og Beglaubter. Han så sig om. Vicepræsidentens stol
stod selvfølgelig gabende tom, det var der ikke noget nyt i, men hvor var resten af
kabinetsmedlemmerne, og hvor var præsidenten? Var han forsinket?
Sunderland rejste sig fra sin plads. »Ja, velkommen til dette uformelle møde, mine
herrer.« Han nikkede rundt og forsøgte endnu engang forgæves at smile med sine
kolde øjne. »Vi har nu alle sammen læst præsidentens oplæg, og om et øjeblik vil ordet
være frit. Da det er særdeles kontroversielle spørgsmål, der bliver berørt om et øjeblik,
så vil vi se bort fra etiketter og procedurer, og alle tilkendegivelser vil kunne komme
frem uden konsekvenser for nogen på dette møde. Men når jeg nu har sagt det, så vil
jeg naturligvis indskærpe jer alle, at intet, absolut intet af det, der bliver sagt, kommer
uden for disse vægge.« Han rakte hånden i vejret, før nogen kunne få et ord indført.
»Først vil jeg starte med at knytte en personlig kommentar til præsidentens oplæg, det
har præsidenten bedt mig om. Da jeg læste det igennem for nogle uger siden, og det
mange gange endda, havde jeg natten til at tænke det igennem, før det blev
præsenteret for staben.« Han nikkede til ministrene ved mødebordet. »Det har I jo
ikke, ærede ministre. Jeg tror derfor, at I lige nu har nogenlunde den samme følelse i
kroppen, som jeg havde dengang. Det er ikke en skrivelse, man går let hen over.«
Her brummede forsvarsminister Wayne Henderson fra sin s ædvanlige varme krog,
men ellers var der dyb tavshed. Specielt justitsminister Lovell virkede helt trukket ind i
sig selv. Wesley forstod ham fuldstændig. Det måtte føles som et frygteligt slag mod
hans embede og autoritet, at han først nu var blevet inddraget og så oven i købet for
øjnene af alle i dette forum.
»Ja, jeg kan mærke, at I reagerer, ligesom jeg gjorde. Det regnede jeg også med, og
derfor har jeg rådet præsidenten til at genindkalde os alle sammen i morgen tidlig, så I
kan få fæstnet indtrykkene efter vores diskussion, nøjagtig som jeg fik lejlighed til det.
Jeg ændrede holdning den nat, skal I nemlig vide. Det er dét, der er pointen.« Han
forsøgte især at fæstne kommunikationschef Lance Burtons blik på sig, men den store,
sorte mand var ikke sådan at manipulere med. »Der er naturligvis mange punkter, der
må pudses af, og vi skal da også diskutere den parlamentariske vej frem, men først og
fremmest bør vi se på oplægget som noget, der udviser stort mod og store visioner.«
 Wesley så på kaffebordet. Om et øjeblik ville han rejse sig og linde den største kop
og hælde den op til randen. Så ville han kyle den i sig i en slurk og hælde en mere op.
Satans, satans, satans, hvor ville han give meget for ikke at være der, hvor han var.
Sunderland stoppede op, til han havde fanget Wesleys opmærksomhed, og Wesley
fik myrekryb af de blikke, som Sunderland sendte ham. Han var som et krybdyr, der
kun åd en gang om året, men ustandselig holdt øje med sit potentielle bytte. Hvor
dygtig og respekteret han end var, så var der ingen, absolut ingen, der skulle føle sig
for sikre på hans luner, og hvornår han huggede til.
»Amerika er et mægtigt land, og vore love og vor forfatning er verdens bedste,«
fortsatte Sunderland. »Alligevel er landet ikke så sundt at leve i, som vi kunne ønske
os. Så meget kan vi nok blive enige om, tror jeg?«
Wesley så på Lance Burton og Donald Beglaubter. De ville ikke kommentere noget,
med mindre de blev spurgt, og det skulle han heller ikke gøre, sagde deres alvorlige
ansigter. Wesley følte ansigtshuden trække sig sammen. Der kunne ikke være tvivl
om, at præsident Jansen havde udnyttet tiden siden sidste gang, emnet havde sikkert
været utallige gange oppe at vende i hjernen på ham i forsøget på at finde den mest
fordelagtige udgangsposition for den diskussion, de nu skulle igennem. Det var
sikkert et spørgsmål om timing, at de skulle mødes netop i dag, og nu var det alvor.
Han kunne mærke det ind i marv og ben.
»Jeg foreslår, at det er nu, at du afslører for os, at det hele er en joke, Thomas!« Det
var Stephen Lovell, justitsministeren, der endelig talte. Hans ansigtsudtryk var noget i
retning af det ansigtsudtryk, man får, når det værste chok efter et spark i skridtet har
fortaget sig. Mage til smerteladet mine skulle man lede længe efter. For en uge siden
var Stephen Lovell fyldt 55 og havde sprunget rundt til festen som et forårskådt føl.
Nu virkede han nærmest på gravens rand.
»En joke? Nej, Stephen, det kan jeg ikke sige!« Sunderland så sig omkring. »Når
vores præsident kommer med så kontroversielt et bud på, hvordan vi standser dette
lands voldsbølge, så er det formodentlig udsprunget af hans egne personlige lidelser,
det tror jeg, at vi alle må tænke. Vi kendte jo både Caroll og Mimi og ved, hvilke tab
præsidenten har lidt, du var der jo selv på valgnatten, Stephen, men ud over det så må
vi ikke glemme, at det også er en præsident, der har vundet en tordnende valgsejr på
at gå lige til kernen af et problem hver eneste gang. Vi ved jo godt, at der under en
hvilken som helst administration i dette land har været folk, der arbejdede seriøst med
vores våbenlovgivning og store kriminalitetsproblemer i et oprigtigt håb om, at der
ville ske noget. Men lad os så lige stoppe op og spørge os selv om, om der er sket
noget epokegørende i de sidste hundrede år, som fik ændret noget, og som for alvor
gjorde folk i stand til at kunne færdes på gader og stræder om natten, ja, visse steder
sågar om dagen, uden fare for liv og lemmer. Vi kender alle svaret. Nej, det er der
ikke!«
»Det er der jo nok alligevel, hvis man ser nærmere efter, mon ikke?« Der lå både
chok og forbitrelse gemt i kommunikationschef Lance Burtons kulsorte ansigt. Det
var, som om han hvert øjeblik kunne skrige ud, at det måtte have slået totalt klik for
præsidenten.
Sunderland ignorerede udtalelsen. »Well! Hvem vil lægge ud? Vil du, Wesley? Du
er den yngste af os, så du er den, der repræsenterer fremtiden og de fleste af vælgerne.
Så må vi gamle rotter lytte.« Sunderland prøvede endnu engang at smile, men det blev
kun til en smerteladet grimasse.
Wesley knugede hænderne. Han var gået i en fælde. Han havde ikke sagt noget i
fire uger om den sag, og nu faldt det tilbage på ham. Allermest havde han lyst til at
tage papirerne og krølle dem sammen for næsen af dem alle sammen. Kaste dem på
gulvet og trampe på dem. At skride fra det hele. At skride og få sig et job som
turistchef på St. Croix. At smække med døren efter at have råbt højt. Hvordan skulle
han ellers kunne forholde sig til dette fascistoide makværk, der fuldstændig
tilsidesatte Forfatningen og borgernes grundlovssikrede rettigheder? Alt andet ville
være spild af tid. Bedre forlade skuden, før den sank. Han løsnede sit greb og så sig
omkring. Bortset fra Sunderland så han kun familiefædre foran sig. Hæderlige mænd,
der havde knoklet hele deres liv på ærlig vis og havde kone og børn at forsørge.
Mænd, der i dette øjeblik, og sandsynligvis for første gang i deres liv, var nødt til at se
frygten for deres egen fremtid i møde. For det var nu, at deres loyalitet blev sat på
prøve. Det var lige her og nu, at man skulle vælge. Det var nu, at man enten sagde ja til
forslagene og kørte linen ud, til hele administrationen sandsynligvis blev sat fra
bestillingen efter en rigsretssag og ydmygelse, eller også at man valgte at skride fra
jobbet og dermed lagde grobund til spekulationer, skandale og uvished. Han kunne
godt forstå, at alle så knugede ud.
Så rystede han på hovedet. »Jeg kan umuligt forestille mig, at jeg vil tænke
anderledes i morgen eller i overmorgen eller nogensinde, når det drejer sig om dette
oplæg, det må jeg ærligt sige. Jeg har haft nogle uger til at tænke over det, og selv om
jeg godt kan se intentionen i oplægget, så har jeg endnu ikke skiftet mening. Der er alt
for mange ting i det, der ikke kan lade sig gøre. Én ting er, om man overhovedet kan
slippe godt fra at præsentere Kongressen for en så omfattende begrænsning af den
grundlovssikrede ret til at forsvare sig med våben, det er højest tvivlsomt, men en
anden er, om man i politisk henseende også kan slippe levende fra en lige så radikal
omlægning af vores mediepolitik, socialpolitik og gældende retspraksis. Der er alt for
mange håbløse kampe i det her oplæg, for mange ting, vi ikke kan forsvare at sætte
igennem, og alt for mange udenomsparlamentariske fiflerier. Jeg vil i hvert fald ikke
kunne forsvare at præsentere offentligheden for det, hvis jeg blev bedt om det.«
»Så kommer du nok til at finde dig et andet job, Wesley!« sagde Sunderland.
Det var dét, han havde regnet med at høre. ‘Uden konsekvens for nogen’ havde
Sunderland netop sagt. Mon dog!
Sunderland greb sig selv i fortalelsen og rodede i papirbunken foran sig. Han havde
lært tricket af Jansen, men Jansen gjorde det med charme. Ingen kunne være i tvivl om,
når Jansen prøvede at glatte en bommert ud, for det skete dagligt. I Sunderlands
tilfælde lignede selv den mindste udglatning noget, der var mere suspekt end
Watergate.
»Misforstå mig ikke, Wesley,« kom det så. »Det er rigtigt, at det er svært at gå ud
med sådan et budskab, men det er også en udfordring. Hvilken anden pressesekretær i
landets historie har haft så vigtig en sag at præsentere og vel at mærke præsentere på
den rigtige måde? Sig mig det.«
Wesley bed ikke på. »Goebbels fik til opgave at få tyskerne til at elske nazismen og
at ønske krig og alle jøder lige lukt ned i graven! Det må da også have været noget af
en udfordring for ham.«
Sunderland rystede på hovedet, han var rasende over sammenligningen, men han
viste det ikke. »Vi skal ikke have propaganda her i landet. Det er ikke vores ærinde at
forpeste tilværelsen for landets borgere, det ved du. Det ved alle, der kender
præsidenten. Han vil bare landets og folkets bedste.«
»Ligesom Goebbels?« Denne gang var det Donald Beglaubter, Lance Burtons
assistent, der tog ordet, han var aldrig bange af sig. »Jeg har det som Wesley. Vi kan
ikke forsvare dette program hverken over for Kongressen eller os selv. Det er
udemokratisk og uladsiggørligt hele vejen igennem. Vi vil få så mange fjender, at vi vil
skulle se os over skulderen, bare vi går på lokum. Det er sådan noget, man bliver slået
ihjel for at mene, det er præsidenten vel klar over.«
Sunderland rodede igen i papirerne. Hvis han ikke holdt op, skulle Wesley lægge
bånd på sig for ikke at rejse sig og kyle stakken ud af fløjdøren. Han skulede over til
Donald, der havde kradset sit tynde hår op i en fuglerede.
»Det er muligt!« svarede Sunderland endelig. »Det er muligt, at der også er
sikkerhedsrisici forbundet med forslaget, men jeg er ikke så sikker. Hvad siger vores
justitsminister? Stephen?«
Lovell kradsede sig på sin sortblå hage. Klokken var godt op ad dagen. Det var
snart tid til barbering nummer to. »Jeg bliver nødt til at vide, om vicepræsidenten er
blevet informeret om det her?«
»Gudfaderbevares, nej!« Her var Sunderlands smil næsten ægte. »Du kender ham
jo, Stephen, han vil ikke kunne holde tæt mere end fem minutter.«
»Mon ikke snarere det er fordi, han vil kæmpe mod det her skidt,…« Lovell tjattede
til papirbunken foran sig, »… og gøre det med så mange kræfter, at det bliver for stor
en mundfuld for jer?«
Her døde Sunderlands smil. »Også det, jo. Men lige nu taler vi altså om din mening
og ikke vicepræsidentens, Stephen. Du er altså heller ikke indstillet på at læse
oplægget endnu engang med friske øjne?«
»Undskyld mig engang, men hvad i alverden skal kunne gi’ mig den indstilling?«
Justitsministeren rejste sig, smed jakken hen over hovedet på George Washington-
busten og lænede sig ind over bordet. »Hør engang! Vi taler om ulovlige metoder her,
ikke? Strenge restriktioner overfor forskriftsmæssigt kørende våbenfabrikker,
tvangsaflevering af ammunition, tvangsudskrivelse af arbejdskraft, udgangsforbud
uden identifikation, hård censur af medierne, forbud mod våbenforeninger og
kriminalisering af forfatningssikrede militsia-grupper. Vi taler om overvågning og
tilskyndelse til angiveri og aflytning i en grad, som får selv gode gamle Sovjetunionen
til at virke som en børnehave. Vi taler om øget kriminalisering af småforbrydelser.«
Han rystede på hovedet. »Jeg kan lige se det for mig. En ganske almindelig
skoleknægt, der finder et par joints i sin storebrors skuffe og tager dem med til fest, vil
snildt kunne risikere at få ødelagt sit liv fuldstændig.«
»Det vil han også, hvis han ryger skidtet, Stephen, lad nu være med at spille naiv.
Læg hellere mærke til, at der ikke tales om straf i oplægget, blot om kriminalisering. Du
må indrømme, at der er mange interessante forslag til, hvorledes man håndterer
kriminalitet fremover uden fængselsstraf, ikke?« Sunderland kneb øjnene sammen, så
det var umuligt at se, om der lå vrede bag. »Både du og Jansen ved jo, at det hele ikke
kan gennemføres på en gang. Præsidenten kender jo virkeligheden i dit ministerium og
ovre i Kongressen. Vi taler om en målsætning, der kan tage år. Vi er jo lige gået i gang,
ikke? Hvem ved, måske har vi otte år til at gennemføre det i eller i hvert fald gøde
jorden for det meste. Lad os i stedet forholde os til teksten og se, hvilke elementer der
kan bruges her og nu og hvilke ikke.«
»Målsætning? Ikke min. Jeg ved, at præsidenten har tunge ting hængende på sine
skuldre. Som du siger, så var jeg til stede, da Mimi blev myrdet, det er ikke let at
glemme. Men det her makværk kommer altså ikke i nærheden af min personlige
målsætning, og det ville præsidenten have vidst, hvis han havde gjort sig den umage
at spørge mig først.« Det lød som et ultimatum fra justitsministeren. Meget
bekymrende.
»Vi får i hvert fald ikke otte år på det her program, uanset hvad vi gør,« sagde
Wesley, mens han rejste sig og trådte over til mahogniskænken under maleriet af John
F. Kennedy, som Jansen havde fået hængt op ved siden af det amerikanske flag. Han
skænkede sig endnu en kop kaffe fra termokanden. Det var så den femte, siden han
var stået op, og hænderne var for længst begyndt at sitre, men kaffen måtte han have.
»For helvede, altså!« Han fortrød udbruddet i øjeblikket, det kom over hans læber.
»Politik går da ud på at forfølge sine mål med snuhed. Det her forslag er som at trække
bukserne ned på alle og enhver for åbent tæppe. Det er uelegant og uden politisk tæft,
og det ligner altså ikke præsidenten, som jeg kender ham. Hvad fanden er der sket?
Højrefløjen i vores eget parti vil føle sig trådt på i dén grad for slet ikke at tale om
vores virkelige modstandere, hele den republikanske fløj i både Senatet og
Repræsentanternes Hus. Vi klarer ikke en måned oven på offentliggørelsen af det her
papir, hvis du spørger mig. Her sidder en regering med et af de mest markante
mandater i amerikansk historie nogensinde, og så hugger den hovedet af sig selv. Alle
de, som vi har slået af banen på vores vej hertil, vil gnide sig i hænderne, hvis dette
forslag eller dele deraf kommer frem. De vil skrige af fryd i det republikanske parti.«
»Jeg er fuldstændig enig!« Regeringens ældste medlem, forsvarsminister Wayne
Henderson, rynkede panden. Der var ingen tvivl om, at hans ord havde vægt. Han
sagde sjældent meget, og det var sjældent ret begavet, men som politisk strømpil var
han enestående. Når Henderson sagde noget, så ville millioner af amerikanere tænke
det samme, og det var guld værd at vide. »Præsidenten er gået alt alt for vidt. Hvis
man prøver at føre det her program ud i livet, så vil det komme til at koste landet
billioner af dollars, ja, det vil bringe landet mindst 30 år tilbage i økonomisk
henseende,« brummede han. »Vi taler vel nærmest om diktaturmetoder, og vi taler om
udgifter af en størrelsesorden, som landet slet ikke kan magte. Og folk vil blive
helvedes irriterede og vrede. Det er Amerika, det her. Ikke en forbandet oliestat langt
ude i sandet. Kongressen skal godkende det, for pokker, og det skal vælgerne også i
sidste ende.«
»Tænker du på dit eget forsvarsbudget nu, Wayne?« Sunderland så ned i bordet.
»Sikke noget vrøvl! Overhovedet ikke. Jeg tænker på, hvad det vil koste af tabt
arbejdsfortjeneste i industrien og i merudgift i kriminalforsorgen og socialvæsenet. Og
så tænker jeg på de mange lobbyer, der med næb og kløer kæmper for mere frihed til
den enkelte borger, og hvor satans ubehagelige de kan blive, hvis man piller lidt i
deres fernis. Men her piller vi sgu ikke, Thomas, det må du være klar over; vi kradser
dem til blods og smider dem på bålet, fandenedeme. Jeg kan simpelthen ikke gå med.
Skal vi tage en afstemning?«
»Okay, Wayne!« Sunderland sagde det fattet, det måtte Wesley give ham, men han
var helt hvid i hovedet af vrede. Det var ikke stabschefen, der talte, men den
forkrøblede bureaukrat som lå på lur inde bag ved facaden. Ham, der slikkede Jansen i
røven, hver gang han slap en vind. »Jeg tror, du skal læse oplægget lidt grundigere
igennem næste gang, for din vurdering af udgifterne er stik den modsatte af, hvad jeg
kommer frem til, når jeg læser det. Hvad en afstemning angår, så er det vel lige lovlig
tidligt, synes jeg, men well, ordet er frit. Bare I husker på, at i morgen så mødes vi
under alle omstændigheder igen, uanset afstemningens resultat, og diskuterer
oplægget med præsidenten.«
Her brød justitsminister Lovell ind. »Jeg spørger mig selv: Hvorfor kommer de
forslag lige nu? Hvorfor er det så vigtigt, at alle andre arbejdsopgaver må vige? Mon
ikke retssagen mod Bud Curtis har noget med det at gøre? Kan det tænkes, at
præsidenten vil sætte diskussionen i gang, før Curtis begynder sine
appelbestræbelser, og opmærksomheden omkring ham igen blusser op?«
Sunderland trak vejret dybt. »Stephen! De ting bliver kædet sammen lige meget
hvad. Om vi så først bringer forslaget på bane om tre år, så bliver de kædet sammen.
Den skide morder vil altid spøge i baggrunden.«
Lovell rystede på hovedet. »Selvfølgelig bliver mordsagen og Jansens forslag
kædet sammen. Men måske TROR præsidenten, at tingene ikke bliver kædet sammen,
hvis han bare fremsætter forslaget så åbent, som han gør. Måske har han tabt både
situationsfornemmelse og dømmekraft.«
»Folk vil få det indtryk, at han er blevet skingrende ravende gal!« tilføjede Donald
Beglaubter.
Så direkte ville Wesley bestemt ikke have været, men det var nu engang
kommunikations assistentens rolle. Alle spørgsmål skulle sættes på spidsen, og det
gjorde han så her.
»Gal eller ikke gal, vi bør stemme om det, som forsvarsministeren foreslår,« sagde
Lance Burton og så sig omkring. Alle på nær Sunderland nikkede samtykkende.
»Hvem er imod at gå videre med præsidentens oplæg?«
Kun Sunderland rakte ikke armen i vejret. Han så over på Billy Johnson. »Du
strækker også armen i vejret, Billy. Vi har ellers stadig til gode, hvad du har at sige om
det her.«
Ministeren for Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed, i daglig tale
Sikkerhedsministeriet, som præsident George W. Bush havde oprettet efter angrebet
på World Tråde Center, sad et øjeblik og tænkte. Han var en stor og voldsom mand at
se på, havde oplevet mange uhyggelige ting i sit liv, og alligevel var han nok den mest
besindige af Jansens ministre. Han var begavet og mangesidig, og Wesley havde den
allerstørste respekt for ham.
»Jeg tror,« sagde han endelig med lav stemme. »Jeg tror, at vi må se i øjnene, at der
kommer et tidspunkt, hvor man må gøre noget, der minder om disse forslag. Men
samtidig må jeg sige, at jeg ønsker af hele mit hjerte, at jeg aldrig kommer til at opleve
sådan et samfund som dét, præsidenten skitserer, og at det først vil ske mange
generationer ude i fremtiden. Mit ministerium er ganske vist oprettet med både
indenrigspolitiske og udenrigspolitiske opgaver, men i bund og grund er det
udelukkende opstået som en følge af angrebet på World Trade Center som et værn
imod totalitære systemer, og derfor kan jeg ikke forestille mig, at jeg ville kunne finde
mig i at bruge mit ministerium i en tjeneste, der bruger samme kompromisløse metoder
som vore fjender.«
»Undskyld, jeg siger det, Billy,« sagde Sunderland. »Men du har selv mistet et nært
familiemedlem efter et voldeligt overfald. Hvis vi havde haft disse love, så havde din
søn måske levet i dag!«
Den store mand sad længe og så ned i gulvet. »Tror du ikke, at jeg tænker på det,
Thomas? Tror du ikke?«

Det blev en lang nat for Wesley, og hverken CNN, Playboy Channel eller den
tilfældige sengekammerat, han fandt på stamcaféen neden for hans vinduer, kunne
dulme tankerne. Morgendagens møde var som en eksamen, man umuligt kunne bestå.
Midt på natten rejste han sig med et sæt, lysvågen og med kroppen sitrende af
modbydelige tanker. Han så et øjeblik på den sovende, nøgne og fremmede kvinde
ved siden af sig, mens han overvejede at ringe til sin far. Han var klog, han ville kunne
give ham det rigtige råd. Han ville givetvis være døden nær af træthed og vrisse eder
og forbandelser ud gennem sit nypolerede tandsæt, men han ville lytte, og så ville han
råde Wesley til at sige sit job op uden varsel. Håbede han da. Han sad et øjeblik med
røret i hånden og lagde det så stille på. ‘Ikke uden for disse fire vægge’, havde
Sunderland sagt. Hvem kunne nu vide, om hans telefonforbindelse var helt så sikker,
som han bildte sig ind?
‘Satans’, tænkte han. Lå paranoiaen virkelig allerede på lur?

Han stod op klokken fem, ringede efter sin chauffør og fik pigen kørt hjem. Selv trak
han i joggingtøj og travede den lange vej i mørket ned forbi Vietnam-veteranernes
mindesmærke og de endeløse rækker af navne i sort granit. Da han endelig stod under
kuplen af Lincolns projektørbelyste marmortempel, læste han tavlerne med
Gettysburg-talen for gud ved hvilken gang. ‘Af folket, ved folket og for folket,’ stod
der. Fandens godt sagt!
Så lagde han nakken tilbage og stirrede op på Abraham Lincolns melankolske
ansigtsudtryk. »Du er godt klar over, hvad der sker her, er du ikke?« hviskede han.
»Det kommer til at gå galt.«
Så hørte han en kvist, der knækkede, og derefter en hvislen i løvet bag sig. Han
drejede om på hælen og var et øjeblik sikker på, at nogen betragtede ham. Foran ham
stod klynger af nøgne, grå buske og svajede. Et sekund mærkede han igen angsten og
sårbarheden. Havde han måske ikke fået tudet ørerne fulde af, at man ikke gik alene
rundt i gaderne om natten i Washington? At man holdt sig hjemme, til sollyset stod
skråt ned mellem boligblokkene. Så rystede han fornemmelsen af sig og stirrede i
retning af Washington-monumentet, hvor en del personer efterhånden bevægede sig
rundt i landskabet. En enkelt eller to af dem bar uniform, bemærkede han med
tilfredshed.
Han trådte ned på gruset, lagde nakken tilbage, spilede næseborene ud og
indsnusede den fugtige em fra Potomac-floden. Bag ham tog skrigene fra mågerne til.
Hvilken friskhed og fred, hvilken saliggørende friskhed og fred.
Og snart ville det være helt lyst.

Da han ankom til kontoret, lå der besked på hans computer om, at mødet ville blive
afholdt i kabinetsrummet som dagen før. Han skimmede posten igennem, sorterede
dagens avisudklip, dikterede to korte pressemeddelelser til sin sekretær og rettede på
slipset. Så gik han den tunge vej ned til kabinettet, klar til at sige sin stilling op, hvis
det skulle blive nødvendigt.
Præsidenten rejste sig fra sin plads midt i lokalet og klappede Wesley på skulderen,
da han kom ind. Selv om Bruce Jansen smilede venligt, så var det ret tydeligt, at han
kunne læse Wesleys tanker som blade i en åben bog. Så Wesley slog blikket ned.
»Det skal nok gå, kammerat,« sagde præsidenten og klemte ham på overarmen.
Derefter gik han hen til døren og modtog den efterfølgende på samme måde.
Fem minutter efter lukkede de sortklædte sikkerhedsfolk døren, og den eneste fra
gårsdagens møde, der ikke var mødt op, var justitsminister Stephen Lovell. ‘Om lidt
siger de, at han er trådt tilbage’, tænkte Wesley. Der skulle nok komme flere af
slagsen, før mødet var ovre.
Wesley så sig omkring. Folk var gravalvorlige, men også rolige, som om de sad på
en skjult dagsorden. Kunne det være en trussel om kollektiv tilbagetræden? Ville de
kunne gøre det uden at have henvendt sig til ham? Stolede de ikke på ham?
Han så sig igen omkring. Det var som at vælge mellem pest og kolera for dem alle
sammen. Stemte de imod præsidenten, var de ude, og havde de ændret mening i
nattens løb, ligesom Sunderland gjorde i sin tid, så ville de få hele landet imod sig.
Alle havde grund til at frygte for deres fremtid lige meget hvad, og natten kunne gøre
meget ved folk. Den kunne gøre folk bange, men den kunne også fremkalde visionære
nysyn eller massive tvivl. Wesleys nat havde bestemt gjort ham bange, men én ting
vidste han. Han havde stadig ikke ændret holdning. For ham var Jansens oplæg utopi.
 Så rejste præsidenten sig og lænede sig ind over det enorme mødebord. Han så
afklaret ud, faktisk bedre end længe med sit skinnende hår og blanke øjne. Han lignede
en mand, der havde fået sat tingene på plads.
»Vi har fået besked om, at justitsministeren er blevet forsinket,« indledte han. »Vi
ved endnu ikke, hvad grunden er, men hans hustru, som ringede beskeden ind,
virkede meget oprevet, siger min sekretær. Vi regner med at høre nærmere lidt senere,
men indtil da synes jeg, at vi bare går i gang.«
Han smilede og rettede sig op. »Well, jeg kan mærke på jer, at I er ude af jer selv. I
har ikke engang taget for jer af kantinens lækre kager. Se her, dansk wienerbrød, kan
man få det bedre?« Han tog selv et stykke og bed i det. »Nå, vi må vel til det,«
mumlede han og strøg sukkeret af mundvigene.
»Det er min inderligste overbevisning, at vi i dette land bruger vore betroede midler
forkert. I kender selv statistikkerne. Aldrig før har der siddet så mange indsatte i vore
fængsler, og aldrig har skolerne været så nedslidte, aldrig har vi været federe, og aldrig
nogensinde har vi været så passive i vores fritid. Vi bruger pengene forkert, vi bruger
vores ressourcer elendigt. Det er i høj grad det, der resulterer i dette lands hensygnen,
og indirekte dét, som mit oplæg vil gøre op med.«
Han gik ned langs stoleraden og strejfede hver enkelt af læderryggene. Wesley
kunne tydeligt lugte hans barbersprit.
»I er dem, der skal hjælpe mig til at bringe dette land tilbage til vore inderste
idealer,« fortsatte han. »Og jeg vil fortælle jer, hvad der efter min mening på ingen
måde hører til disse idealer, før jeg spørger jer én for én om, hvor I står!«
Han standsede op for bordenden foran kaminen. »I ved det godt, men alligevel skal
det siges. I USA er sandsynligheden for, at et barn bliver myrdet på selve den dag, det
bliver født, større end på noget andet tidspunkt af barnets liv. Jeg taler ikke om abort
eller om et mord i moders liv, som det skete for min egen lille søn, men om børn, der på
naturlig vis fødes blandt mennesker, der burde elske og værne om dem, og som i
stedet tager deres liv. Tyder det på, at vort land har været i stand til at lære disse
uskyldige børns fædre og mødre at elske livet som det helligste i verden? Nej, det gør
det ikke.«
Han så på Billy Johnson, som sad med mørke rande under øjnene og så ud, som om
han ikke havde lukket et øje hele nation.
»Billy! Dengang kommunikationschef Lance Burton i sin tid anbefalede mig dig
som minister for interne anliggender, var jeg naturligvis informeret om, at du ligesom
jeg havde en stor sorg at bære på. At din eneste søn blev myrdet på åben gade, og at
du i den anledning måtte tage orlov fra din daværende stilling i en periode. Jeg havde
hørt om det tunge kors, du og din kone måtte bære, og vidste, hvad der var sket.«
Billy Johnson sendte et taknemmeligt blik til Burton og nikkede stille.
»Din søn, Andrew, havde jo bare taget en ny flot mærkevarejakke på, var det ikke
sådan? Han gik i byen, og så var der nogle lømler, der ville tage den fra ham og slog
ham ihjel, fordi han ikke ville give slip på den. Han blev myrdet for sin nye jakkes
skyld, er det ikke rigtigt?«
De havde øjenkontakt igen, de to store mænd. Billy Johnson sukkede, så alle kunne
høre det.
»Billy, selv om det ramte dig hårdt og gav dig psykiske problemer, så nærede jeg
ingen betænkelighed ved at udnævne dig til minister for et af de sværeste og mest
betroede ministerier, vi har. Enhver far ville blive knust over det, der blev din søns
skæbne, men kun få ville som du være i stand til at rejse sig igen og arbejde videre.
Det er jo nødvendigt, hvis tingene skal forandres, ikke? For jeg er overbevist om, at du
i dag vil kunne sige ligesom jeg, at din søn blev offer for en fejlslagen udvikling i dette
land, og at det må høre op.« Han så igen ned på Billy, der nikkede stille. »Vi vil ikke
stiltiende leve i et land, hvor materielle goder ofte betyder mere end ære og liv, vil vi?
Et land, hvor man ikke frygter Gud og ikke værner om sin næste i tilstrækkelig grad,
men hvor der til gengæld altid er angst for naboen og et våben parat i stedet for
næstekærlighed. Vi valgte dig til dette job, Billy, fordi vi ved, at dine idealer er højere
end de fleste andres, og nu er det dine idealer, vi udfordrer. Du må love mig at være tro
mod dem, og at du på trods af din store ulykke vil være i stand til at skille fortid fra
nutid og kæmpe for dem, der stadig er i live. Kæmpe for den dreng og pige, der håber
at kunne gå i fred med sin nye jakke på i morgen og i overmorgen.«
Den store mand og præsidenten så på hinanden på en ubeskrivelig måde. Man
måtte slå øjnene ned. Det gjorde Wesley i hvert fald.
»I lange tider har Kongressen krævet generelt strengere straffe for kriminelle. De
bevilger enorme beløb til håndhævelsen af disse straffe i delstaterne, det ved I. Og I
ved også, at tilskuddene til delstaterne ofte er betinget af, at de følger den føderale
retshåndhævelse med at idømme lovovertrædere strengere straffe. Men virker den
praksis, spørger jeg? Ja, jeg spørger jer?« Han rystede på hovedet sammen med de
fleste af dem. Sådan var Jansen. Når han kom ind i rummet, så ikke alene lyttede man,
man deltog. Og det med hver eneste nerveende i både hjerne og krop.
»Nej, forbrydelse og straf er ikke størrelser, der er lette at håndtere på den rigtige
måde. Er det for eksempel klogt og ordentligt, at vi sætter folk i fængsel for småting
som prostitution, besiddelse af pot og rapserier? Skal vi holde folk lænket i golde
celler for det? Nej, siger jeg, nej, nej og atter nej. Fjern i stedet lænkerne,
prostitutionen, narkotikaen og tyverierne. Måske let sagt, ja! Og der skal da også først
sættes hårdt ind, før det kan lade sig gøre, men målet skal være der. Forstår I mig?«
Han så sig omkring. Enkelte nikkede, men de fleste så ned i bordet. Wesley nikkede
kort, andet kunne han ikke.
Præsidenten foretog et par synkebevægelser. »Der er groteske eksempler på
ordenshåndhævelse i dette land. I dag kan man for eksempel i visse stater blive sat i
fængsel for at lade sin hund gå løs eller for at køre bil uden kørekort. Det er sygt, siger
jeg.« Han tog karaflen foran sig og skænkede sig et glas vand.
Wesley havde hørt det alt sammen før, det havde alle i lokalet. Men ingen sagde
noget.
Jansen tørrede sine læber. »Jeg kan sagtens komme i tanke om mange ting, der er
meget værre end løse hunde, og som almindelige mennesker i vidt omfang gør ganske
ustraffet hver eneste dag. Ting, man ville blive halshugget for i Saudi Arabien.« Han
lo et øjeblik og blev så igen alvorlig med sitrende blik. »I Maricopa County sender
man folk ud på gaderne i lænker, selv om de er fængslet for småforseelser. Ryger de en
cigaret, kaster man dem oven i købet 30 dage i cellen. Er noget af dette rimeligt, når vi
nu med skingrende sikkerhed ved, at intet af dette har den fjerneste betydning for
tilbagefaldsprocenten?
Vi giver 55 dollars om dagen for at holde en dødsdømt indespærret, men det koster
mindre end 100 dollars at købe kemikalierne, der kan slå ham ihjel. Alt kan gøres op i
tal. I de sidste 25 år har man brugt næsten 2 milliarder dollars på at sende 6-700
mennesker på dødsgangen, hvor de sidder mange år, inden de måske henrettes. Vi har
netop rundet fange nummer 3 million i amerikanske fængsler, men i 1970 sad der bare
200.000. Amerika udgør fem procent af verdens befolkning, men står for mere end 25
procent af alle fængslede i verden. Alt kan gøres op i statistik og penge og regler. Lidt
tankevækkende, ikke? Men hvad skal vi gøre ved det?
Vi ved, at udgifterne i Californien til fængselsvæsenet overstiger udgifterne til
skolevæsenet, og så er der ikke penge nok til det, der skulle give børnene en god start
i livet. Ganske langsomt forværres problemerne, men alle politikere, der skubber til
hinanden for at komme på toget, der skal bringe os til et bedre samfund, glemmer i
farten at huske at styre det.« Han rystede på hovedet. »Til sidst synes vi ikke engang,
at det er underligt, at vi kropsvisiterer børnene, før de går ind på deres skoler. Hvad er
det for noget?«
Han vendte sig i et ryk mod Donald Beglaubter, der sad og talte lysekronernes arme
oppe over sig. »Du skal nok få lov til at komme med dine ætsende sandheder om lidt,
Donald. Men sig mig først, hvad betyder Paducah i Kentucky for dig? Sig mig det, min
ven?«
Donald Beglaubter trak mundvigene nedad. Spørgsmålet var tilsyneladende idiotisk
efter hans mening. Han var skarp i hjernen, den assisterende kommunikationschef,
men han brød sig ikke om at blive personligt involveret i noget. »Hvad det betyder?
Det er en smuk lille by ved Ohio-floden. Stedet, hvor jeg voksede op, det skal jeg ikke
være bleg for at indrømme.«
»Ja, Paducah er en smuk lille by. En hyggelig by, hvor de fleste på en eller anden
måde kender hinanden. Derfor er jeg også sikker på, at du kender en eller flere
pårørende til de børn, der for nogle år siden blev dræbt af deres skolekammerat,
Michael Carneal, er det ikke rigtigt, Donald?«
Donald Beglaubter nikkede. »Jo, jeg kender en enkelt!«
»Så kan du måske sige mig, hvor gammel morderen var, Donald!«
Han så direkte på præsidenten. »Han var vist 14 år. Men undskyld mig, mr.
Præsident, den ulykkelige begivenhed er ikke typisk. Der sker uhyrligheder i så stort et
land som Amerika, naturligvis, men det er kun eksempler. Hvis De spørger mig, så er
de indgreb, De foreslår, langt mere forfærdelige end eksempler som tragedien i
Paducah, mr. Præsident.«
Wesley så over på Jansen. Det gjorde alle.
»Tak for din oprigtighed, Donald, men Paducah-massakren er ikke et eksempel, det
er et symptom. Det er kun to uger siden, at Peter Halliwell i Repræsentanternes Hus
måtte lægge sin søn i graven, ikke? Det var ganske vist ikke en skoleelev, der gjorde
det, så vidt man ved, men du kan blive ved med at remse sådanne grusomheder op,
hvis du tænker dig om, Donald. Fort Gibson i Oklahoma, Littleton i Colorado,
Springfield i Oregon, Jonesboro i Arkansas, alle sammen steder, hvor børn pludselig
en dag er gået amok og dræber deres skolekammerater. Tænk på Jeff Weise i Red Lake
Highschool oppe i Minnesota. Hvor mange gange er det ikke sket nu? Dét eller
begivenheder, der minder om det? Vi kan bare tænke på snigskytten for otte-ni år
siden i Washington og nu i New York. Hvor mange er blevet slået ihjel af snigskytten i
New York i de sidste måneder, Donald, det har vel netop du af alle her i rummet det
nøjagtige tal på?«
»Ni!« hviskede Wesley til ham. Hvis der var nogen, der havde brug for faktastøtte,
så var det Donald.
Jansen så på Donald Beglaubters strittende fingre. »Ja, ni mennesker, det er rigtigt.
Vi kan læse om det i aviserne hver dag. Kan vi så sige, at vi føler os trygge i dette
land? Har vi lyst
til at gå på 42nd Street eller Madison Avenue i disse minutter, når vi ved, at det kan
være livsfarligt? At snigskytten måske ligger på lur og har os på sigtekornet? Nej, vel?
Skal vi så ikke gøre noget ved det? Er det måske ikke netop os, der sidder her, som er i
stand til at gøre noget ved det, eller tager jeg fejl? Er det måske nogle andre?«
Han så sig omkring og nikkede, da kabinettets medlemmer ét for ét tog sig sammen
til at møde hans blik.
»Ja, I ved det jo. Kun vi, der sidder i dette rum, er i stand til at gøre noget ved det.
Vi, og ingen andre, okay?«
Flere af dem trak vejret tungt, og både kommunikationschefen og hans assistent
øsede kaffe op i de guldrandede porcelæns-kopper. Wesleys fødder trippede under
bordet. Taktikken var tilsyneladende at slide dem op med tørre kendsgerninger, indtil
de var gjort møre.
Wesley så på Thomas Sunderland, der ganske uvant sad og stirrede tomt frem for
sig. Så gled præsidentens sekretær ind bag Wesley. Hun lagde en seddel foran
præsidenten og trak sig ud af lokalet, lige så lydløst som hun var kommet ind.
Jansen så længe på sedlen, før han skubbede den fra sig på det mørke, ovale bord.
Nu kom justitsministerens begæring om tilbagetræden fra sit embede, det ville han
vædde på. Wesley så på Donald Beglaubter. Det var åbenlyst, at han tænkte det
samme.
»Det er en besked fra justitsministeren.« Præsidenten lagde sine læsebriller ved
siden af sedlen. »Han meddeler kabinettet, at han ikke vil kunne være til stede i dag,
men at han i øvrigt giver forslaget sin fulde opbakning.«
 Wesley rettede sig i sædet ligesom alle andre. Det var satans!
Han så på papiret, som om det rummede en magisk kraft. Der var mange ord på det
stykke papir. Mange flere end det, Jansen havde fortalt dem.
Det havde forsvarsminister Henderson tilsyneladende også set. »Giver Stephen
nogen begrundelse for sin udeblivelse og denne besynderlige form for tilslutning?«
spurgte han.
»Ja!« Præsidenten nikkede. »Ja, det gør han, og vi kan finde svaret i én og samme
oplysning. I nat blev justitsministerens gamle mor og hans sekstenårige datter
overfaldet i justitsministerens mors hjem, hvor datteren var på et kort ferieophold. De
befinder sig nu begge på hospitalet i Baltimore, og justitsministeren er hos dem.«
»Du almægtige, er det alvorligt?« Thomas Sunderland var med garanti allerede i
tankerne i færd med at skrive udkastet til det kort, som hans sekretær ville sende
sammen med blomsterne fra Det Hvide Hus’ stab.
»Jeg ved ikke, hvordan den gamle kone har det, men Stephens datter har det efter
omstændighederne godt.«
»Omstændighederne? Hvad er der sket, ved vi også det?« Det var igen Sunderland,
der spurgte.
»De blev voldtaget begge to. Flere mænd brød ind i huset i nat og raserede det,
hvorefter de voldtog begge kvinderne. De satte ild på huset, inden de stak af, men
branden blev slukket i tide.«
Der gik et sus igennem lokalet. Det var tydeligt, at en kollektiv tanke bemægtigede
sig de fleste, og Wesley fangede et blik mellem Donald Beglaubter og hans chef,
Lance Burton. Det var et blik ladet med skepsis og vantro. Kendte man de to mænd,
som Wesley gjorde, så vidste man, at de var på vagt.
Kommunikationschef Burton kneb øjnene sammen og så op på præsidenten. »Er
gerningsmændene pågrebet?«
»Jeg ved det ikke, det står ikke her, men vi kan få det oplyst efter mødet,« svarede
Jansen kommunikationschefen. De var gamle venner, eller rettere, de havde kendt
hinanden i lang tid, men blikket imellem dem var alt andet end venskabeligt. »Hør,
Lance!« fortsatte præsidenten. »Aner jeg en anklage i dit blik?«
Det eneste, man hørte i lokalet, var Billy Johnsons tunge vejrtrækning.
»En anklage?« Burton sad et øjeblik og tænkte sig om. »Nej! Men jeg tænker, at
hvis jeg tilfældigvis skulle have været i justitsministerens sted, så ville jeg med disse
begivenheder in mente bestemt også gå ind for præsidentens forslag med næb og
kløer.«
»Hør her, Lance.« Thomas Sunderland havde rejst sig op. »Jeg tror, at vi alle
tænker sådan, okay. Det er et forfærdeligt sammentræf. Vi må alle tænke klart og
nøgternt. Hvad justitsministeren i dette øjeblik må gennemleve, bliver hans sag. Vi
andre må tage vores ansvar for denne diskussion hver især.«
Kommunikationschef Burton nikkede. »Lige en ting!« Han ignorerede Sunderland
og så direkte på sin præsident. »Hvis det var mig, der havde indkaldt til dette møde, så
ville jeg nok have samlet hele kabinettet. Hvorfor er indenrigsministeren her ikke i
dag? Hvis vi skal videre, så må i det mindste både indenrigsministeren og
vicepræsidenten tages med på råd. Ja, dem alle sammen! Det havde nok været mere
logisk, end at jeg og Donald og Wesley deltager, synes præsidenten ikke det?«
»Indenrigsministeren har for længst samtykket,« svarede præsidenten.
»Jaså!« Hvad kunne Lance Burton ellers sige? Ingen af dem, heller ikke Wesley,
kendte landets indenrigsminister særlig godt. I den korte tid regeringen havde været i
gang, havde indenrigsminister Betty Tucker konstant været på farten. I sin naivitet
havde han tænkt, at hun var ude at inspicere indianerreservater og vandreservoirer
eller noget i den stil, men når han lænkte sig bedre om, så var mulighederne lige
pludselig langt mere facetterede. For selv om de ikke vidste meget om hendes person,
så vidste de dog, at ingen anden i Repræsentanternes Hus havde været så effektiv en
lobbyist som hun. Ingen havde så mange personlige venner i begge partier, og ingen
var så køn, ung og veltalende, det kunne i hvert fald Wesley tale med om.
Selvfølgelig havde Jansen sendt hende ud i landet for at berede organisationerne
og vælgerforeningerne på, hvad der skulle til at ske.
Det var så oplagt. Skal der høstes godt, så må der først gødes. Og hverken for
meget eller lidt.

I løbet af dagen gik en storstilet klapjagt i gang i Baltimore og omegn, uden at der
dukkede noget spor op efter mændene, der havde overfaldet justitsminister Lovells
mor og datter.
Man talte ustandselig om det i både tv og radio, raseriet var enormt. Voldtægten på
en 82-årig kvinde og hendes 16-årige barnebarn overskred alles grænser, og politiet
blev fra alle sider presset til at gøre en ekstraordinær indsats. Fridagene i stort set alle
politiets afdelinger blev inddraget, og selv det mindste spor blev fulgt med største
omhu og uden skelen til, hvor mange folk der blev bundet af opgaven. Til sidst var der
ikke mange tilbage på politistationerne.

Senere på dagen ankom justitsministeren under stor bevågenhed med helikopter til
Det Hvide Hus. Her blev han modtaget af præsidenten og et par sorte livvagter ude på
plænen og ledsaget ind i Det Ovale Værelse til en samtale under fire øjne.
Da de havde talt nogle timer, gik der besked til Wesley og de øvrige
stabsfunktionærer om, at de skulle gøre sig parat til det næste møde. Nogle få minutter
senere ankom vicepræsidenten og kabinettets øvrige medlemmer til Det Hvide Hus.
Wesley stod uden for Roosevelt-rummet og modtog direktiver fra stabschef
Sunderland, og han så dem komme én efter én. For de flestes vedkommende virkede
de i højt humør og fuldstændig uvidende om, hvad de snart skulle lægge øre til.
Sunderland bad vicepræsidenten om at følge med ind på sit kontor, og resten gik
ind i Det Ovale Værelse. Alene det var bekymrende.
Wesley prøvede at tænke på sin seng derhjemme og fjernbetjeningen på natbordet
ved siden af. Sommetider var det en trøst i en presset situation, men ikke nu.
Den sjette marts burde snart være slut, og så var den først lige begyndt.
Det ville blive en lang, lang nat.

Kapitel 6
I de sidste uger havde Doggie holdt sig for sig selv, og s ådan havde det til en vis
grad været siden den første dag i Det Hvide Hus.
Hun gik på arbejde, udførte sine opgaver til alles tilsyneladende tilfredshed, og tolv
timer senere forlod hun kontoret, tog metroen fra Metro Center til Dupont Circle
Station og gik så de sidste få meter over på den anden side af rundkørslen til sin lille
lejlighed. Hun købte ind en gang om ugen, stoppede taxien fuld af varer, og det var
stort set det hele.
Tiden i lejligheden var en ørken af græmmelse, og alt stod, som det var sat den dag,
flyttebilen havde været der. Sengetøjet på Futon-sofaen midt i stuen var konstant
uredt og flyttekasserne halvåbne i stabler oven på hinanden. Det eneste tegn på
menneskeligt liv i lejligheden var trafikstøjen fra Connecticut Avenue og snøftene fra
kaffemaskinen, der snurrede på køkkenbordet fra sen aften til tidlig morgen. Hun
orkede ikke engang at lade tv’et køre i baggrunden, og nu var der gået tre-fire uger på
den måde. Selv da retssagen endelig var tæt på at gå i gang, havde tilstanden af
fortvivlelse og skuffelse og dyb, dyb vrede ikke forandret sig.
Hun var frosset fast.

Anmodningen fra Doggies fars forsvarere var kommet et par måneder før, bare få
dage efter mordet. Naturligvis ville advokaterne have indflydelse på, hvilken
retsinstans der skulle behandle sagen, og derfor meddelte de anklagemyndigheden, at
man af hensyn til sagens karakter og de celebre vidner ville bede om, at
retshandlingerne blev henlagt til Washington og ikke til Richmond eller Norfolk, som
ellers ville være det naturlige.
Og så var helvede løs. Alle vidste jo, at forsvarerne ville skide på, om præsidenten
og hans mænd skulle bruge en halv time mere eller mindre på transporten til
retsbygningen, det var ikke det, det handlede om. Det, det handlede om, var, at de ville
undgå Virginias håndfaste og konsekvente håndtering af mordsager. Kort sagt sikre
sig imod, at Bud Curtis skulle ende sine dage med en kanyle i armen i Sussex eller
Greensville statsfængslernes dødskamre.
Chefanklageren, Mortimer Deloitte, en hård hund med over halvfjerds mordsager
bag sig, havde modsatte interesser og gik efter dødsstraf. ‘Ingen straf kunne være
hård nok for en landsforræder og komplotmager som Curtis,’ fremførte han gang på
gang. Problemet for Deloitte var imidlertid bare, at hvis sagen blev ført i District of
Columbia som civilretssag, så var dødsstraffen udelukket, eftersom man ikke havde
praktiseret henrettelser i DC siden en vis Robert E. Carter i april 1957. Så hvad andet
kunne han gøre end at forlange sagen ført som en føderal sag i Washington DC, og
det gjorde han da også. Tabte Curtis sådan en sag, ville han sandsynligvis ende med
at blive henret-tet i det føderale dødskammer i Indiana. Det vidste man jo.
Så Curtis’ forsvarere, og dem var der i løbet af ugerne blevet mange af, mødtes så
på det mest pompøse af advokaternes kontorer, en fuld sjettesal med udsigt over mod
det hjørne af domhuset, hvor præsident Truman havde lagt grundstenen.
Her i dette kontor diskuterede de lærde herrer en halv dag og en hel nat, hvad
anklagemyndigheden mon var ude på, og de var i forfærdelig vildrede. Da Bud Curtis
pure nægtede sin medskyld i mordet på Mimi Todd Jansen, og da man samtidig ikke
med sikkerhed kunne påvise, at morderen, som jo beklageligvis var afgået ved døden,
virkelig havde haft til hensigt at myrde netop Jansens hustru, så ville
anklagemyndigheden næppe kunne hænge Bud Curtis op på en anklage om overlagt
mord, det var man helt enige om. Og dog havde anklagemyndigheden jo alligevel
erklæret, at man ville gå efter lovens strengeste straf. Spørgsmålet var så, hvilken
strategi de ville anlægge for at nå så langt.
Hvis det skulle være en føderal sag, og det tydede alt efterhånden på, ville
anklagemyndigheden mon så anklage Bud Curtis i henhold til 18 U.S.C. 115(b), der
handlede om hævnmord på et nært familiemedlem til en ordenshåndhæver? Kunne
man da overhovedet kalde senator Jansen for en ordenshåndhæver? Ganske vist
havde han lagt navn til mange lovforslag, og ganske vist havde han i kraft af at være
guvernør i Virginia i en periode også håndhævet loven og oftest på det strengeste, når
han tog stilling til de dødsdømtes benådningsansøgninger, men alligevel var alle
enige om, at det anklagegrundlag kunne anklagemyndighederne ikke benytte sig af.
Men hvad ville de så bruge i stedet? Ville de kunne bruge 18 U.S.C. 351, der handlede
om mord på et af Kongressens medlemmer, når mordofferet Mimi Todd Jansen de
facto kun var gift med en? Og så videre og så videre. Man smøgede ærmerne op og
skændtes og drak kaffe og diskuterede dagen og natten lang uden resultat og vendte
så tilbage til anklagemyndighederne for at få forhandlet anklagegrundlaget. Med den
timeløn havde de ikke travlt.
Distriktsanklager Mortimer Deloitte var en stilfuld herre, men arrogant og helvedes
uforsonlig. Et mord på præsidentens kone var naturligvis på alle måder uacceptabelt,
som han sagde, hvilket alle jo måtte medgive ham, og af den grund måtte han afvise
enhver form for forhandling. Det var gået hen og blevet en principsag, fortsatte han
og tilføjede triumferende, at man derfor ville plædere for dødsstraf i en føderal sag på
trods af, at man ikke havde henrettet i den slags sager i Washington DC siden 1942.
Det var nemlig sådan, sagde han, at sagen USA vs Marvin Gabrion havde skabt
præcedens for alligevel at benytte dødsstraffen, da han var blevet dømt til døden i en
føderal sag for i 1997 at have begået et mord i Michigans Manistee National Forest.
For selv om staten Michigan ikke praktiserede dødsstraf, så krævedes Gabrion idømt
den strengeste straf, men efter de føderale love, fordi offeret var dræbt på en offentlig
ejendom.
Overfor dette protesterede Bud Curtis’ samlede stab af forsvarere. Det måtte da
være anklagerens kontor bekendt, at Splendor Hotel i Virginia Beach, hvor mordet
havde fundet sted, ikke just var nogen offentlig ejendom, men intet nyttede. Der var
ikke nogen vej udenom. Selv om District of Columbia ikke længere praktiserede at
udføre selve henrettelserne, så ville Bud Curtis, i det tilfælde han blev dømt, i stedet
blive overført til statsfængslet i Indiana og henrettet der.
Hvad der var godt nok for bombemanden fra Oklahoma City, Timothy McVeigh, var
også godt nok til Bud Curtis, som anklager Mortimer Deloitte sagde. Og så var
forsvarerne lige vidt.

De gik til Bud Curtis, der sad i varetægt i en fire gange fem meter stor celle i
Richmond, med den besked.
Bud Curtis tog det nogenlunde pænt. Han sad et øjeblik og overvejede, hvad der
skulle ske, og bad derefter sine forsvarere om at sige til anklagemyndigheden, at han
så alligevel ønskede at blive retsforfulgt i Richmond. Hellere der, hvor alle hans
venner og pårørende boede, end i Washington, hvor alle dem, han hadede, havde
magten.
To af forsvarerne begyndte s å at remse de dommere op, der kunne blive tale om i
Virginia, hvilket ikke var særligt opmuntrende for nogen af parterne, og endte så med
at pege på den dommer, som efter deres mening nok ville få sagen overdraget, hvis
den blev ført i Washington DC. En vis Marsha W. Tanner, der før havde udvist stor
dømmekraft i komplicerede føderale sager, som udelukkende byggede på indicier. En
streng og nådesløs, men fair kone, der ikke ville finde sig i bullshit fra nogen af
parterne.
Det var ikke svært at vælge, hvis man havde sit liv kært. Alt pegede på Marsha
Tanner.
Herefter bad Bud Curtis om en times tænkepause og kom så med den erklæring, at
han naturligvis stadigvæk erklærede sig uskyldig, og at han af flere grunde ikke
længere ville sætte sig imod, at sagen blev ført på føderalt grundlag i Washington.
Skulle sagen ulykkeligvis falde så umuligt, uretfærdigt og urimeligt ud, at han blev
idømt dødsstraf, så ville han til gengæld forlange, at han blev indsat i et fængsel i
Virginia, og at eksekveringen af dødsstraffen blev udført der. Den deal måtte de love
ham at indgå med anklagemyndigheden.
Fanden heller, om han ville dø i Indiana, som han sagde.
 Curtis’ forsvarere rådede ham stærkt imod denne form for studehandel, der i
allerhøjeste grad udsendte signaler om skyld, men Curtis var ubøjelig. Skulle der ske et
justitsmord, så skulle det fandenedeme ske på hans egen boldbane.
Hans forsvarere prøvede at tale ham til fornuft, men Curtis var standhaftig og råbte
til sidst til sine fangevogtere, at de skulle føre ham tilbage til cellen.
Det var det hændelsesforløb, som Bud Curtis’ forsvarere orienterede Doggie om.
Og det var sådan, Doggie for første gang blev konfronteret direkte med sagen.
Siden anholdelsen af hendes far havde Doggie hverken haft lyst eller overskud til
selv den mindste kontakt med ham, og nu ringede hans advokater og informerede
hende om detaljer, som hun på ingen måde ønskede at kende til. I den sammenhæng
orienterede de hende om, at der var givet dispensation til, at hun kunne besøge sin far
på alle ugedage, og at det var foranstaltet, fordi der ikke skulle være arbejdsmæssige
årsager til hinder for, at hun skulle kunne besøge ham og bede ham overveje, hvad de
havde at sige. Dermed kunne hun indprente ham vigtigheden af advokaternes ønske
om, at sagen blev ført som føderal sag i en stat uden dødsstraf, som der jo var rigeligt
af at vælge imellem. I den sammenhæng skulle hun så forsøge at overbevise sin far
om, at det var det eneste rigtige, selv om tovtrækkeriet med anklagemyndigheden ville
blive uundgåeligt.
Pointen var, at dette modtræk ville trække sagen ud. Som bevisbyrden var lige i
øjeblikket, kunne man godt have brug for at lægge tidsmæssig afstand til selve
ugerningen, sagde forsvarerne. Så kunne man jo altid vælge Washington DC i sidste
omgang. Ingen spurgte hende om, hvordan hun havde det med det hele, og hvis de
havde gjort det, havde hun ikke anet, hvad hun skulle svare. Hun havde alt for meget i
klemme og følte sig misbrugt. I det ene øjeblik bandede hun sin far dybt ned i
skærsildens flammer, og i det andet sad hun bare og stirrede tomt frem for sig. I
sådanne stunder var hun ikke på sin fars side. Indicierne vejede tungt, for han havde
altid været i stand til meget for at nå sine mål, så hvorfor ikke dette? Hvorfor ikke?
Hvad modbeviste det? Kun om natten, lige før søvnen endelig var ved at overmande
hende, og hun rullede sig stramt ind i dynen, kunne hun se et andet billede. Det var i
det dunkle sekund, hvor fornuften overgav sig, og følelserne tog over. I det øjeblik
havde hun stadig en far. I det øjeblik var intet bevist og intet ondt ramlet ned imellem
dem. Men kun i det øjeblik.
 Efter svære sjælekvaler kontaktede Doggie sin far på en iskold fredag eftermiddag
få dage før sin tiltræden som menig medarbejder i Det Hvide Hus. Hun ville sige, hvad
forsvarerne havde bedt hende om, og så ville hun lade sin far om resten. Mere kunne
man ikke forlange af hende.
Hendes far havde tabt sig en del, var meget bleg og stille, men sad og smilede med
tilbagestrøget, glinsende hår, nypresset orangerød fangedragt og det sædvanlige
fandenivoldske glimt i øjet. Han så bedre ud end i årevis, og alligevel var hun ved at
bryde sammen ved synet af ham i det iskolde, neonbelyste rum. Uanset hvor meget
vrede hun havde i kroppen, så ønskede hun ikke at se sin far sådan: hjælpeløs og
gudsforladt med lænkede fødder og armene tvunget i håndjern omme bag ryggen. Det
gør ingen normale mennesker, sagde hun til sig selv.
Hans vogtere bad hende sætte sig ved bordet over for sin far og trådte så et par
skridt tilbage. De lod, som om de havde tankerne alle andre steder henne, men bortset
fra de forfærdelige snigskyttemord i New York, så var sagen den mest omtalte i landet.
Hvordan kunne de være døve for, hvad der blev sagt? Det kunne de ikke, og det ville
de ikke være, det vidste hun. Det var derfor, de sad i dette rum, og ikke i glasbåsene
tyve meter derfra. Her hørte de alt.
Hun nikkede til sin far og forsøgte at gengælde hans smil.
Efter tavse øjeblikke spurgte han, hvorfor hun endelig var kommet.
Hun forklarede anledningen med nedslåede øjne, og så sagde han, at anledningen
var ligegyldig og så derefter på hende med så milde øjne, at det føltes som en anklage.
Hun rystede på hovedet. Hendes far havde lokket hende til at foreslå præsidenten
at bruge Splendor Resort hotellet på valgaftenen, og hans satan af en sinke til
medhjælper havde kvilteret med at slå Mimi Todd Jansen ihjel. Skyld eller ikke skyld,
hun hadede sin far for at have brugt hende. Så skulle han ikke komme dér med sine
milde øjne, som om hun var en lille skolepige, han i næste nu ville hive blidt i
fletningerne.
Hun sank en klump i halsen og så på armbåndsuret, og i samme nu nikkede den
mindste af fangevogterne. De skulle fatte sig i korthed, hvis de skulle nå dét, hun var
kommet for.
Så fremlagde hun forsvarernes ønske om, at sagen bedst af alle steder burde føres i
West Virginia, hvor man ikke praktiserede dødsstraf. Kravet ville forhale sagen, og
imens ville forsvarerne arbejde stærkt imod anklagemyndighedens forlangende om
lovens strengeste straf. Der var mange vinkler, hvorfra man kunne angribe den
problemstilling, havde de sagt.
Hun så på sin far med bankende hjerte og kom så med det, der for hende var
besøgets kerne.
»Hvis du er skyldig, så er det nu, du skal sige det, hører du, far?« hviskede hun. »I
så fald vil dine forsvarere og anklagemyndigheden kunne handle sig frem til fængsel
på livstid, ligesom det til sidst skete for Robert Kennedys morder, Sirhan Sir-han. Ville
det ikke være bedre trods alt?«
»Jeg er uskyldig, det skal nok blive bevist, så hvorfor skulle jeg indgå
studehandler? Jeg betaler læssevis af dollars om dagen for at blive renset. Ikke for at
blive buret inde for noget, jeg ikke har gjort.«
»Og hvis det alligevel sker? Er du sikker på, at din sag er så god, for det er jeg
ikke.«
Han så på hende et øjeblik, før han svarede. »Dorothy, du er min engel. Jeg tager
tingene, som de kommer, bare du vil være hos mig.«
Doggies tindinger begyndte at dunke. Hun troede ham ikke. Han tog aldrig tingene,
bare som de kom. Enten var han fuld af løgn eller håbløst naiv, og det sidste troede
hun ikke på. Og så bad han hende om at ‘være hos ham!’ Hvad helvede bildte han sig
ind at forlange sådan noget?
»Far, hør nu godt efter.« Hun tørrede sine øjne og ignorerede hans blik. »Du siger,
at du er uskyldig, men hvis du er skyldig, så sig det. Jeg vil ikke love dig at komme og
besøge dig ret tit, men nægter du nu, og viser det sig, at man kan bevise din skyld, så
skal du ikke regne med at se mig nogensinde mere! Jeg mener det, er du med?« Hun
undgik hans øjne. »Aldrig nogensinde mere! Så nu spørger jeg dig igen: Er du skyldig
i Mimi Todd Jansens mord?« Hun lukkede øjnene og rakte hånden op. »Nej, vent lige,
før du svarer! Jeg spørger dig i stedet sådan her: Far, er du skyldig i at have ledt Toby
O’Neill til at begå attentatet? Har du betalt ham eller på anden måde lokket ham til at
gøre, som han gjorde den dag, så sig det for pokker nu?«
Så løftede hun blikket mod ham.
Hendes fars øjne veg ikke det mindste, da han svarede nej, og at han heller ikke på
noget tidspunkt ville til West Virginia. Han havde sagt i den sag, hvad der skulle
siges.
Men hende narrede han ikke. Han lagde bånd på sine følelser, det så hun tydeligt.
Bag de rolige øjne var han ved at sprænges. Hun skulle bare ikke vide det, ikke
involveres for dybt. Han ville skåne hende, og det ramte hende hårdt. Tvivlen lå der
pludselig hele tiden. Hun troede, at han var skyldig, men hun kunne ikke vide det med
sikkerhed. Ikke med den fornemmelse han gav hende lige nu. Det var ulykken.
Da hun forlod retsbygningen med røde øjne og en smertende klump i halsen, stødte
hun ind i en af sine gamle klassekammerater, der, efter en fortjent førstekarakter med
hendes hjælp undervejs, nu praktiserede som advokat i byen. Han standsede op på
stedet, slog blikket ned, før hun fangede det, og begyndte at rode i sin taske. Først da
hun gik videre, for han atter af sted.
Det gjorde alt sammen ondt.

Dette var realiteterne, hun kunne tage med tilbage til forsvarerne: ‘Nej, hendes far
var ikke interesseret i at ændre sine ønsker vedrørende sagens afholdelse, og nej, han
kunne heller ikke erklære sig skyldig, da han ikke havde haft noget som helst med
mordet at gøre.’
To dage senere, da anklagemyndigheden fik hendes fars ønsker forelagt, kunne de
efter sigende ikke skjule deres tilfredshed. Vel var der juridiske problemer og i flere
retninger, men det forlangende, som Bud Curtis’ forsvarere kom med, skulle jo nok
kunne ordnes.
Altså ville sagen blive ført i Washington som føderal sag, og en eventuel dødsdom
ville blive eksekveret i Virginia.
BUD CURTIS ØNSKER DØDSSTRAF EKSEKVERET I WAVERLY, VIRGINIA stod
der på forsiden af USA Today. Medierne labbede det i sig, og New York-drabene røg
om på side to. Der ville blive tale om en historisk sag. En sag om indicier, en sag om et
mord på præsidentens kone og hendes ufødte barn, og en sag, der kunne ende med
dødsstraf på trods af, at man ville føre den som et føderalt anliggende i en stat uden
dødsstraf.
For medierne var det bedre end selv de bedste Hollywoodfilm. Den tiltalte ville selv
bestemme, hvor han skulle aflives, og sandelig om han ikke fik lov. Antallet af
avisernes læserbreve steg dramatisk, og vandene deltes. De fleste forargedes over, at
en medskyldig i et mord af den art overhovedet havde noget at skulle have sagt, men
ikke så få roste nu alligevel Bud Curtis for hans fasthed og mod. Ja, nogle brugte
endda ord som ‘gutlermand’ og udtryk som ‘han tager det som en mand’. Samtidig
samlede de sædvanlige rabiate dødsstrafmodstandere sig med skilte foran
retsbygningerne i mange stater, og endnu flere foran de 1100 Jansen-drugstores, der
var spredt ud over hele landet. Alle havde en mening om den sag.
Doggie fulgte bekymret med i udviklingen og fortalte ikke nogen, at hun havde talt
med sin far. Hun forberedte sig bare til sit nye arbejde og belemrede ikke nogen med
sit selskab.

Sagen blev berammet til mandag den 9. februar som USA vs Curtis, sag 1:2008 er
1312, og som ventet under ledelse af dommer Marsha W. Tanner. Det lignede enhver
anden sag i retsprotokollen og lå tidsmæssigt lige midt imellem en meget omtalt sag
om børneporno og en bagmandssag om import af marihuana.
Men det var ikke en hvilken som helst sag, bestemt ikke.
Dommer Marsha W. Tanner, en nydelig, hvid kvinde i begyndelsen af
halvtredserne, belærte retten om sagens svære karakter og påpegede vigtigheden af,
at anklagemyndighedens bevisbyrde var uomtvistelig og entydig.
Derefter tog det tre dage at sammensætte juryen. De skulle finde 12 nævninge, der
ikke havde aparte meninger om at handle i Jansen-drugstores, eller som havde
overnattet på et af de mange Splendor-hoteller.Til sidst blev der udvalgt fire sorte og
otte hvide jurymedlemmer ligeligt fordelt på begge køn, og sagen var i gang.

Parternes procedurer over anklagepunkterne blev korte.

Fra nogle af Bud Curtis’ beslaglagte computere fremlagde anklageren udskrifter af
e-mails, som han havde sendt til Doggie under valgkampagnen, og hvor han i skarpe
vendinger nedgjorde den daværende kongresmand Jansen. Stribevis af tilsvarende
mails til venner og bekendte med endnu mere hadske udfald understøttede denne
holdning. Doggie havde det forfærdeligt. Det var ualmindeligt hæsligt at få deres
gamle, private uoverensstemmelser udstillet på den måde.
Bagefter gjorde anklageren rede for Bud Curtis’ fortid på den republikanske
højrefløj og for hans store engagement i såvel våbenlobbyisternes arbejde som i Barry
Goldwaters præsidentkampagne i midten af tresserne.
Fra sin plads på sjette række havde Doggie meget svært ved at genkende det
entydige billede af en ultrakonservativ, aggressiv højreradikal, som de gav af hendes
far, men hvad nyttede det?
 Derefter fulgte en erklæring om, at anklagemyndigheden kunne fremstille vidner, der
ville skrive under på, at Bud Curtis havde hidset den svagt begavede Toby O’Neill op
imod Jansen og hans hustru, og at der var fundet bevis for, at der var blevet overført
penge fra en af Curtis’ mange konti til samme O’Neill umiddelbart inden mordet. Man
kunne fremlægge mordvåbenet, der bar Curtis’ fingeraftryk på alle seks patronhylstre i
kammeret. Man fik udleveret båndoptagelser fra Secret Service, der var blevet optaget
i forbindelse med Secret Services og Jansens personlige livvagters møder med Bud
Curtis umiddelbart før valgdagen, og hvor Curtis nøje instruerede om, hvem der skulle
følge med ind i korridorafsnittet og deltage i afsløringen af billedet. Det fremgik ganske
tydeligt af disse optagelser, at Curtis var kommet med en specifik anmodning om, at
det blev netop denne Toby O’Neill, der fik lov til at forestå denne afsløring.
Alt det og meget mere pegede på, at Curtis stod bag mordet, konkluderede
Mortimer Deloitte, og for det ville man appellere til, at han blev idømt lovens
strengeste straf.
Forsvarerne havde naturligvis modtræk og bortforklaringer til det hele. Curtis
benægtede vredt og hårdnakket at have bedt Secret Service om, at Toby O’Neill skulle
afsløre billedet. Han mente tværtimod, at det var dem, der havde foreslået det, og
krævede båndoptagelsen analyseret af uvildige eksperter. Desuden kunne enhver få
fat i Curtis’ pistol, der normalt lå i hans skrivebordsskuffe, og enhver nogenlunde
begavet person kunne med en telefonopringning sørge for, at pengene blev overført
til Toby O’Neill, og hvis han selv skulle have gjort det, hvorfor helvede skulle han så
gøre det så klodset? Faktisk kunne Curtis overhovedet ikke erindre, at den
pågældende konto, som pengene skulle have været overført fra, var hans. At Bud
Curtis herudover påviseligt som ganske ung skulle have haft en helt betydningsløs og
aldeles passiv rolle i diverse vælgerkampagner kunne heller ikke lægges ham til last,
sagde forsvarerne. Selv chefanklager Mortimer Deloitte havde den slags lig i lasten,
fremførtes det. Havde han måske ikke engang selv støttet en vis sherif Browns
kandidatur i den lille by, han kom fra, selv om denne Brown kort tid efter blev fængslet
for svære tilfælde af tortur af indsatte i fængslet i sin tidligere embedsperiode? Kunne
man overhovedet på nogen måde stå til ansvar for andres ugerninger?
Dommeren kaldte til orden og slog hammeren i bordet, da tilhørerne begyndte at
kommentere det sidste højlydt.
 Indledende vidnerunde handlede om selve mordet. Hvem befandt sig hvor, og
hvilke var vidne til hvad?
Først afhørte man alle dem, der havde været til stede under mordet i mellemgangen
på Splendor Hotel i Virginia Beach, i alt femogtyve vidner. Sikkerhedsfolkene,
kongresmedlemmerne og deres hustruer, guvernøren i Virginia, justitsminister Lovell,
præsidentens stabsmedarbejdere, Thomas Sunderland og Wesley Barefoot, John
Bugatti og hans kameramand og, efter at dørene var blevet lukket for offentligheden,
også præsidenten selv.
Og ingen af dem kunne tilføre sagen noget nyt. De beskrev bare, hvordan
bevægelserne havde været i lokalet, hvem der havde været hvor, mens maleriet blev
afsløret og i sekunderne derefter, og hvordan morderen slog til. Alle var enige om, at
Mimi Todd Jansen lige før mordet havde hvisket noget til Bud Curtis, og at han var
gået afsides for at opfylde hendes ønske. Han havde altså ikke været til stede, da
skuddet faldt.
Så spurgte man Doggie om det samme, og alt blev bekræftet. Det var ligesom om,
hun selv stod på skafottet. Som om alle så på hende som bagmanden bag bagmanden,
og skyldbevidstheden skubbede hende tungt ned i sædet. Hvert et ord fra såvel
anklager som forsvarer føltes som nålestik.
Hun evnede under alt dette ikke en eneste gang at se direkte på sin far. Først da
hun satte sig ned bag anklagebænken, dristede hun sig til at se over mod hans
sammenbøjede skikkelse. Han havde tabt sig endnu mere end sidste gang, hun så
ham, og Armanijakken, som han foretrak at præsentere sig i, virkede nu tre numre for
stor.
Det var et virkelig nedslående syn.

Foran retsbygningen var der sort af journalister, fotografer og kamerafolk. Alle

skreg mod Doggie, hele sceneriet var fuldstændig grotesk. Var det hende, der havde
fået ideen til at afholde valgaftenen på faderens hotel? råbte de. Var hun stadig
medarbejder i Det Hvide Hus, hvis hendes far blev dømt? Hvad sagde præsidenten til
hende, da hans barn døde?
De puffede og skubbede og flåede i hende, og ingen af retsbetjentene greb ind. Da
hun var nået ned på det nederste trin, og en ny hob overfaldt hende, mærkede hun et
greb i sin arm. Hun skulle til at slå fra sig af frygt for at blive trukket omkuld og vendte
sig vredt mod personen, der havde taget fat i hende.
»Slip mig! Jeg slår …!« råbte hun og så direkte ind i sherif T. Perkins’ søvnige,
brune øjne.
Det var som at blive taget i sin mors favn, så trygt og lettende føltes det.
I løbet af få sekunder lempede han hende forbi spidsroden af blitzlamper og
kameralinser og ind i sin ridsede Chrysler, der ventede ved fortovskanten. T. Perkins
var en erfaren mand, når det drejede sig om sådan noget.
»Jeg tænkte nok, det var en god idé at vente på dig hernede, Doggie!« sagde han
og bankede speederen i bund.
Først da de nåede op til Scott Circle, sagtnede han farten. »Jeg bor på hotel oppe
bag Zoologisk Have! Jeg har taget et par dage fri. Hvis du vil have, at jeg følger dig
lidt på vej, indtil du er færdig med at afgive forklaring, så gør jeg det gerne.«

Det var et faktum, at aftenerne i Doggies lejlighed ville have været uudholdelige,
hvis det ikke havde været for sherif T. Perkins’ omsorg og stilfærdige stemme. Han
satte sig over for hende og talte hende til ro, lod hende tydeliggøre over for ham og
sig selv, hvor dybt rystet hun var. Han holdt om hende, talte med hende, kylede sin
yndlingsdartpil, han altid havde i brystlommen, over i en gennemhullet sort plet han
havde malet på en flyttekasse, og pludrede frem og tilbage om almindelige
hverdagsbegivenheder og om livet, som det havde formet sig for ham selv.
T. Perkins var en erfaren rotte. Han kendte på enhver måde loven og forbrydelserne
og de fleste af mændene på begge sider af tremmerne. Det viste sig faktisk tilmed, at
Sherif T. Perkins kendte distriktsanklager Deloitte aldeles udmærket. De var
jævnaldrende, var begge vokset op i Floyd County, Virginia, havde begge haft
forfædre, der var blevet dræbt ved Dora-mineeksplosionen i 1905, og begge havde en
overgang spillet i akkordion-bandet i Roanoke. Men derefter skiltes deres veje. Mens
Mortimer Deloitte studerede til jurist på Harvard, delte T. Perkins sin tid imellem
Roanoke College og fritidsjobbet som såkaldt omsorgsassistent for sokkestrikkende
oldinge på Christiansburg Senior Center.
Så kom Vietnamkrigen ind i T. Perkins’ liv, og han fik aldrig sin juraeksamen ligesom
Deloitte.
Efter fjorten måneder i junglens helvede kom T. Perkins tilbage til sit gamle miljø,
fast besluttet på aldrig nogen sinde mere at skulle adlyde en ordre, der gik ham imod.
 To år på dommerkontoret i Petersburg, to år som vicesherif i Montgomery County
og nu på tredivte år henholdsvis vicesherif og sherif i Highland County, statens
mindste amt, tæt på naturen og landskaberne og stribevis af sager, der gik ud på at
mægle imellem landmænd, der ikke kunne finde gamle skelpæle.
Der var langt imellem det, som han og Mortimer Deloitte havde valgt at vie deres liv
til, men T. Perkins var godt tilfreds, fortalte han Doggie. Der var ingen tvivl om, at han
syntes, at han havde truffet et bedre valg end Deloitte. Ikke fordi han på noget
tidspunkt sagde noget dårligt om Deloitte og hans embedsførelse, men snarere fordi
han ikke havde noget godt at sige. Sådan var T. Perkins nu engang. Hvis han ikke
havde noget positivt at sige, så tav han.
Han hentede hende hver morgen foran hendes lejlighed, sad ved hendes side under
retssagen og afleverede hende i Det Hvide Hus’ vestfløj, når klokken var 13. Herefter
hentede han hende igen kl. 19 og afleverede hende hjemme på 19th Street nr. 1506
over Starbuck Coffee-caféen. Det var også ham, der stod for indkøbene, hvilket betød,
at de spiste det samme hver eneste dag: T-bone-steak å la T. Perkins’ med bjerge af
blege pommes frites.
De første par dage diskuterede de overhovedet ikke sagen.

Bare to uger efter at retssagen havde taget sin begyndelse, var alle i pressen enige
om, at der, selv om det var us ædvanligt for sådan en sag, ville falde lyndom, og alle
vegne var konklusionen den samme: Bud Curtis var skyldig.
Og hvad andet kunne man også mene, sådan som indicierne tårnede sig op? Lige
siden Bud Curtis havde taget morderen O’Neill ind under sine vinger, havde enhver af
denne småt begavede mands handlinger haft det ene formål at tilfredsstille Bud Curtis’
ønsker, påstod anklagemyndigheden. Man hørte horrible historier om, hvordan
hendes far havde væddet med sine pokerkammerater, om han kunne få O’Neill til at
slikke spytklatter op fra gulvet, og om hvordan O’Neill gang på gang var kommet i
klammeri med det øvrige personale, hvis de var kommet til at udtrykke utilfredshed
med deres chef, mens O’Neill hørte det.
Bud Curtis havde haft en overjordisk magt over O’Neill, var konklusionen, og
derfor ville han have kunnet få ham til at gøre hvad som helst. Hvis denne enfoldige
mand til Toby O’Neill kunne formås til at slikke spytklatter op fra gulvet, hvorfor så
ikke til mord?
 Da de krydsforhørte hendes far, virkede han trods stor vrede ikke oprigtig, og
mange af de ting, han sagde, var direkte løgn, det vidste Doggie. Hvordan kunne han
for eksempel påstå, at han støttede Jansens kandidatur, og at han ikke havde haft
andet formål med at tilbyde Jansen ophold på hotellet end at være kampagnen
behjælpelig? Og hvordan kunne han nægte, at han nogensinde havde deltaget aktivt i
George Wallaces lede kampagner, når hans navn gik igen på stort set alle listerne?
Hvorfor prøvede han at give et anderledes indtryk af sig selv, når alle kunne se, at han
løj?
Dødsstødet kom, da han blev spurgt om, hvorfor han ikke var til stede, da mordet
blev begået. Hvad havde Mimi Todd Jansen hvisket til ham lige efter afsløringen af
maleriet? Og da han til det havde forklaret, at hun havde følt sig dårlig tilpas og ville
have et glas vand, lagde Mortimer Deloitte sin trumf på bordet med spørgsmålet om,
hvorfor han så ikke havde noget vand med sig, da han kom tilbage efter et par
minutter?
Hertil svarede hendes far, at det havde han ogs å. Han havde haft et glas vand med,
og han havde tabt det, da han kom ind i mellemgangen og så den forfærdelige scene
med den dræbte O’Neill i en blodpøl på gulvet og den dødeligt sårede Mimi Todd
Jansen med fire hårdt arbejdende sikkerhedsfolk omkring sig, som prøvede at holde
hende i live. Han havde tabt glasset i rent chok, og siden havde han ikke tænkt mere
på det.
Problemet var bare, at glasset eller glasskårene aldrig var blevet fundet, og at
videoovervågningskameraet i mellemgangen viste ham med tomme hænder, da han
kom tilbage. Det var simpelthen løgn, hvad han sagde, og det var essentielt for hans
karakter, sagde anklager Deloitte, man kunne simpelthen ikke stole på Bud Curtis. Han
havde forladt lokalet, fordi han ikke ville være til stede, når attentatet skete, andet lå
der ikke i det. Desuden havde overvågningskameraet tydeligt vist, hvordan Bud
Curtis havde orienteret sig om, hvor hans datter befandt sig i rummet, da han gik ud,
og at han med tilfredshed havde konstateret, at hun var i sikkerhed langt nede i
rækkerne.
Forsvareren havde protesteret vildt over denne manipulation og fået medhold, men
lige meget nyttede det. Billederne på tv-skærmene i det mørke retslokale viste deres
eget tydelige sprog. Bud Curtis forlod lokalet lige inden mordet, og glasset var ikke på
nogen af billederne, efter at han var kommet tilbage. Ergo var manden fuld af løgn.
 Til sidst afhørte de chefen for livvagterne Ben Kane, manden med de tunge
armlænker, som var ansvarshavende for sikkerheden i præsidentens umiddelbare
nærhed. Han var elegant i sort Armani-sæt, kold og nøgtern, vant til at aflæse
begivenheder og huske dem, og han gjorde indtryk på alle. Han kunne naturligvis
heller ikke forklare, hvordan hans nu suspenderede kollega i Secret Service kunne
undgå at mærke pistolen, da han kropsvisiterede Toby O’Neill, men til gengæld var
den øvrige del af hans beretning som en drejebog, hvor alle aktører havde en nøje
tildelt plads, og tidsforløbet stod lysende klart. Så og så lang tid gik der imellem
O’Neills skud og det, der dræbte ham. Mimi Todd Jansen var trådt et skridt frem i
samme øjeblik, skuddet faldt, så det kunne udmærket være tiltænkt præsidenten. Han
havde hørt Bud Curtis tale med Toby O’Neill i hotellets samtaleanlæg et stykke tid før,
de gik ind i korridorafsnittet, og han havde bemærket Bud Curtis’ afslut-
ningskommentar: »Du skal ikke sige noget, Toby. Du skal bare gøre, hvad du skal
gøre!« Og da han efterfølgende havde arresteret Curtis, havde denne spyttet ham i
ansigtet og råbt, at den demokratiske so bare havde fået, hvad hun havde fortjent.
Doggies far var sprunget op og havde protesteret indædt, men lige meget nyttede
det. Jurymedlemmernes panser var blevet tykkere, det var tydeligt for enhver.

Mortimer Deloitte var i sit es i sin afsluttende procedure, og nævningene behøvede

kun fire timer for at nå til enighed. Ikke fordi de var i tvivl om den anklagedes skyld i at
stå bag mordet, men fordi de var i tvivl om, hvorvidt han havde planlagt, at både
præsidenten og hans kone skulle ombringes. Rygterne gik dog, at et enkelt
jurymedlem havde haft et problem med, at Bud Curtis havde gjort så lidt for at skjule
sine fingeraftryk på patronerne og ladet pengene til O’Neill overføre fra bank til bank i
stedet for at give ham dem kontant, det var næsten for åbenlyst. Men mordsager er nu
engang sådan, det vidste man jo.
Mordere begår fejl.
T. Perkins satte hende af lige foran Det Hvide Hus’ vestfløj og eskorterede hende
helt hen til porten forbi en række skrigende journalister. Inde i korridorerne så man på
hende med den slags forpinte udtryk, der både går indad og udad. Ingen vidste,
hvilket ben de skulle stå på, Doggie mærkede det kun alt for tydeligt.
Wesley Barefoot kom et øjeblik ned til hende og holdt om hende, men han havde
ikke noget at tilføje. Hun havde det slet ikke godt med at være der, og bedre blev det
ikke af, at hele huset sitrede af de spændinger, der var strømmet ud fra præsidentens
kontor de sidste par dage. Hun spurgte Wesley, hvad der var på færde, men
fornemmede af hans undvigende svar, at det var mordsagen, der skabte
spændingerne.
Hun vidste godt, hvordan det var fat. De havde været næstenkærester, som hun
opfattede det, og nu havde retssagen nulstillet alt. Alt.
Hun satte sig på kontorstolen og så sig omkring. Kontoret, man havde tildelt
hende, var mindre end ti kvadratmeter stort, der var ingen vinduer, alt inventaret
havde forgængeren slidt ned, og reolerne var så revnefærdige af faglitteratur, at intet
kunne rokkes. Hendes skrivebord var ridset og dækket af stabler af papirer oven på
computerens beskidte ledninger og det nærmest røgfarvede tastatur. Ingen af de
opgaver, hun havde foran sig, havde noget betydningsfuldt formål, hun var den
næstnederste i hierarkiet, lige over den unge mand, der var sat til at makulere
indholdet i deres papirkurve, og havde det ikke været for den modbydelige mordsag,
ville heller ikke mange have vidst, hvad hun hed. Det eneste i dette lokale, der kunne
muntre hende lidt op, var hendes lille Buddhafigur, der stod på skrå i hjørnet oven på
papirdynger af cirkulærer om vandreservoirer og brandtilsyn i offentlige bygninger.
Det var den, præsidenten havde givet hende i Beijing.
I en helt anden tid.
Hun sad et øjeblik med en klump i halsen. Det var netop dette blik, som Jansen
havde sendt hende dengang, der havde fået hende til at ønske sig at være i nærheden
af ham, ligesom det også var det blik, der havde fået hende til at melde sig frivilligt til
hans kampagne, da hun var klar til det.
Havde det ikke været for Jansens køb af den Buddhafigur og blikket, der fulgte, så
havde hendes far været en fri mand og Mimi Todd Jansen levet endnu. Det var
desværre nok sandheden.
Hun tog figuren op og knugede den til sig. Præsidenten havde lovet hende
venskab og lykke til evig tid, men hvor var venskabet og lykken nu? Havde han måske
ofret et sekund på dette løfte, nu hvor hun havde så hårdt brug for det? Nej, ikke et
ord til trøst havde han ofret, ikke et blik.
Hun overvejede at kyle den lille Buddha i gulvet, men besindede sig, da to af
sekretærerne gik forbi hendes dør og så på hende med slet skjult foragt. Da hun
gengældte deres blik, drejede de hovederne væk, som om bare synet af hende ville
kunne skade dem.
I den næste halve time overvejede hun at gå fra det hele. At ringe til T. Perkins og
bede ham om at hente hende og tage hende med hjem til Virginia. Det var jo alligevel
det, man ønskede i dette hus. At hun skred af sig selv.
Faktisk sad hun med hånden på røret, da Thomas Sunderland kom ind på hendes
kontor. Han var mere mager og grå i ansigtet, end hun havde set ham før. Under
retssagen havde han været et af de mest belastende vidner imod hendes far, og nu var
det blevet hendes tur.
»Hvad er dine planer her på kontoret, Doggie?« spurgte han og så på hende med
det ønskede svar malet i ansigtet. Han ville have hende ud, stille og roligt og frivilligt.
Før hun var væk, var situationen ikke stabil. Den tidligere militærmands ordenssans
tyngede ham i det øjeblik mere, end når han rådgav præsidenten om verdens tilstande.
Hun svarede ham ikke.
»Præsident Jansen har ikke bedt mig om at sige det her, men jeg tror, at det ville
glæde ham, hvis han ikke kom til at støde ind i dig på et eller andet tidspunkt.«
Hun satte Buddhaen tilbage på cirkulærebunkerne.
»Du kan formodentlig klare dig uden lønnen, skulle jeg mene!«
»Tak, ja!«
»Er du så enig med mig?«
»I hvad? At jeg skal sige op og forsvinde, eller i at jeg skal holde mig inde på mit
kontor, så præsidenten ikke støder ind i mig?«
»Kan du overhovedet være her, når alle og enhver ved, at det var dig, der fik stablet
det satans arrangement på din fars hotel på benene, kan du det, Doggie?«
Fandens til arrogant stodder. Stod han ikke der og prøvede at manipulere hendes
hukommelse? »Var det mig?« Hun så så direkte på ham, som hun overhovedet kunne.
»Så vidt jeg erindrer, så var det mig meget imod overhovedet at nævne det. Var det
ikke Dem, mr. Sunderland, der udfrittede mig og gik videre med sagen?«
Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men stod i stedet et øjeblik og overvejede
situationen. »Hvad siger du så?« sagde han endelig. Hans stemme lød irriteret, men
ansigtet var fuldstændig uberørt.
Hun nikkede stille. Lige meget hvad, så skulle det ikke lykkes det magre gespenst at
hyle hende ud af den. »Jeg siger, at præsidenten givetvis har andet end mig at tænke
på!«
 Kapitel 7
Fire dage efter dommer Marsha W. Tanner d ømte Bud Curtis til døden, blev han
overført til statsfængslet Sussex i Waverly. Hans forsvarere appellerede omgående,
som de skulle, og ingen regnede med, at appelinstanser og ankenævn kunne
gennemføre deres arbejde på mindre end 6 år. Så længe måtte dødskammeret altså
vente.
Men Bud mærkede, at folket allerede havde afsagt deres dom. Under den
afsluttende procedure var ingen af hans pårørende til stede i retssalen, og folk
omkring ham spurgte ikke længere om, hvad han havde at sige til beskyldningerne.
Kun om han fortrød, og det havde tappet ham i bund. I aviserne beskæftigede man sig
først og fremmest med hans skyggesider og borede dybt i hvor fordelagtige, men også
tvivlsomme, forretninger, han havde gjort som hotelmand. Ikke et ord om de
slidsomme og fattige mange år, hvor han havde blødt for hver en dollar, han kunne
stikke til side. Det var ikke en succeshistorie, man ledte efter. Ikke længere.
Og meget andet ændredes også efter dommen. Fængselsbetjentene greb hårdere fat
i ham end før, de lyttede ikke længere til, hvad han sagde, og fra dag til dag blev
besøg indskrænket til et minimum.
Som tingene havde udviklet sig under sagen, ønskede flere og flere at se ham dømt
for ansporing til drab på landets præsident. Men hvordan kunne juryen påstå en
hensigt, når den eneste, der ville kunne bekræfte den, var gerningsmanden, og han var
afgået ved døden? Nej, det kunne de ikke. I stedet havde de så fundet ham skyldig i
konspiration til mord på præsidentens kone, eller rettere på en hustru til en
embedsmand i funktion, og dermed også for mordet på en gravid kvinde og hendes
ufødte barn. Man mente at have beviser nok, så enkelt var det, og indtil datoen for
hans henrettelse endelig blev fastsat, skulle han tilbringe ventetiden på dødsgangen i
et af Virginias ‘sikkerhedsniveau fem’-fængsler, statsfængslet Sussex I i Waverly.
Hvad kunne han gøre ved det?
Så man imidlertid bort fra lænkerne og omstændighederne, og det kunne naturligvis
være vanskeligt, så var det ironisk nok næsten som at komme hjem. I over to år havde
han et par gange om måneden altid kørt den samme omvej, når han skulle til
Richmond: Virginia Beach, Norfolk, Isle of Wight, Wakefield og Waverly. Der spiste
han frokost på Marco’s Italian Restaurant på Main Street, altid den samme pizza og
isdessert under en falmet tyrefægterplakat eller hvad pokker det skulle forestille. Så fik
han sig et par omgange på Fastbreak-pinball-maskinen sammen med de lokale gutter,
måske de samme, der engang skulle fiksere ham på dødsbriksen. Og endelig havde
han sædvanen tro lagt vejen forbi sin gamle tantes afskallede hus, som stank af katte
og billig parfume, kun fem-seks kilometer fra de firkantede fængselsblokke på
Musselwhite Drive. Hvem skulle ellers se til hende?
Nu var tanten død, og her sad han.

De førte ham ud til fængslet i en pansret vogn. Gennem den lille luge kunne han lige
akkurat skimte landskabet, de kørte igennem. Det lange, lige stræk gennem sump og
skov. Ørnene, der kredsede over trætoppene og de enorme edderkoppespind, der som
beskyttende brynjer faldt ned over grene og underskov.
Da de første grå bygninger i statsfængsel Sussex I dukkede op, forsvandt alle
farver. Et blodfattigt panorama af asfalt og beton og grå siloer, som kun havde til
opgave at opbevare samfundets affald. Kun et par orangerøde fangedragter inde bag
pigtrådshegnene lyste op.
Det var helvede på jord. Et helvede uden nuancer. Fuldstændig uvirkeligt. Lysår
væk fra Marco’s Pizza.
Så gik der tre dage, hvor Bud forsøgte at vænne sig til realiteterne. Det handlede om
at få stållokummet til at skylle, om at ligge godt på den flade madras, om at vænne sig
til den metalliske støj fra døre, der smækkede, og kapsle sig ind for klagesangen fra de
omkringværende bure, hvor dyrene, de kaldte dødsdømte, skulle sidde, til deres tid
kom.
Og så gik den virkelige virkelighed op for Bud.
Han havde samlet sine tanker, til han fik ondt i hovedet i fors øg på at finde udveje,
der kunne afslutte mareridtet, at finde på noget der kunne overbevise den rette instans
om, at Bud Curtis’ sag måtte gå om. Og Bud gav op.
Realiteten var nemlig, at det var for sent, muligheden var forpasset. Under den
massive retssag havde ikke alene statsanklageren, men også forsvarerne og han selv, i
den grad vænnet sig til beskyldningerne, at al virkelighedssans og tidsfornemmelse
blev smurt ud i et. Hvem ville nogensinde for alvor tage hans parti? Doggie? Han
tvivlede. Hvorfor skulle hun også det? Han og hans forsvarere havde jo klaret
retssagen elendigt.
Nu var det hele forbi, det var det, der var realiteten. Retssagen var slut,
konklusionen draget. Virkelighed og tidsfornemmelse kylet tilbage i synet på ham som
en boomerang med fuld styrke. Han var blevet uskyldigt dømt, men selv om han var
uskyldig i alle anklager, så skulle han dø. Og uanset hvor mange og hvor dygtige hans
forsvarere var, og uanset hvor mange grunde der var til, at sagen skulle gå om, så ville
det til sidst ende med, at de aflivede ham på en briks ganske få meter fra, hvor han sad
lige nu.
Det var et mareridt. Blinkende lysstofrør, en fem kvadratmeter stor boks, som ikke
engang ville kunne godkendes til vilde dyr. Kolde farver, stålvask og glatte
betonflader. Uafbrudt råbte nogen noget til en anden, og fyren i nabocellen, en stor
sort fyr med enorme hænder, der for det meste af tiden lå slapt på tremmerne, var den
værste. Ikke et sekund stod munden stille på ham. Var der nogen, der hørte efter og
svarede, så var alt godt. Det var først, når ingen svarede, og hans snak fik lov at løbe
løbsk i alle retninger, at helvede var løs.
Han hed Daryl Reid og havde ganske enkelt set og oplevet for meget i livet, og
hvad værre var: Han fortalte det videre.
»Når de henter mig, så skal jeg ha’ det hele. Cheeseburgers, to stk. enchillados,
tacos og coke. Ja, jeg skal ha’ coke. To Coca Cola af de største. Hvor store er de mon
nu? Kan man få dem rigtig store? Halvanden liter? Det er dem, jeg skal ha’. To af
dem!« Så slog han sine store hænder i tremmen. »Hey, du der nye! Hey, du. Ja, Bud
Curtis! Hvad skal du ha’, når de kommer efter dig?«
Bud havde svaret hundrede gange på det samme spørgsmål og hver gang det
samme. Han vidste det ikke.
»Come on, man! Du kan få alting. Så sig det!«
Og mens staklen i nabocellen messede sit liv på tværs, gik det op for Bud. En dag
ville han blive tvunget til at vælge. Tacos eller gåseleverpostej. Ganske vist måske
først om ti år og mange appelinstanser senere. Men alligevel, vælge skulle han.
Det var blandt andet den tanke, han havde svært ved at leve med.

Allerede under varetægtsfængslingen havde Bud været nødt til at indse, at

magtfulde kræfter ville ham til livs. Under forhøret i nattetimerne efter mordet havde
han gang på gang fortalt politiet, at det ikke var ham, men en af præsidentens egne
sikkerhedsfolk, Blake W. Wunderlich, der havde foreslået, at Toby O’Neill skulle stå
for afsløringen af maleriet i mellemgangen. ‘Det var ikke mig’, havde han repeteret hele
natten igennem, men det var der ingen, der troede på. Forhørslederen havde spurgt,
om han havde mødt sikkerhedsmanden Wunderlich personligt, og Bud måtte forklare,
at al kontakt imellem dem, bortset fra en enkelt telefonsamtale, havde været skriftlig,
men at han havde arkiveret de faxer, han havde modtaget fra ham.
Næste morgen fandt efterforskerne som anvist så hele fire faxer på Buds kontor i
Virginia Beach og alle med samme afsenderdato og underskrevet af denne Blake W.
Wunderlich. I dagene derpå gjorde de så tilsyneladende et ihærdigt forsøg på at
opspore manden, men forgæves. Hverken Secret Service, FBI, livvagtskorpset eller
CIA for den sags skyld havde haft en ansat med det efternavn. De fortalte, at manden
ikke eksisterede, og at faxen var blevet afsendt fra et af Buds hoteller. De viste ham
faxerne og pegede på nummeret. Jo, det var de rigtige faxer, han genkendte dem
udmærket. Om han da så ikke også genkendte faxnummeret på afsenderen? Det gjorde
han naturligvis ikke, hvordan skulle han kunne det? Der var formodentlig hundreder
og atter hundreder af sådanne telefonnumre på kontorerne rundt omkring på hans
hoteller.
Så viste de ham et notat i hans mødekalender, hvor der stod, at han på dagen for
faxernes afsendelse havde opholdt sig på netop det hotel, hvor de var blevet sendt
fra. Huskede han heller ikke det? Var han så tit i Chicago, at alt løb i ét?
Bud fattede ikke noget. Manden med faxen eksisterede ikke, sagde de, men han
havde jo talt med ham i telefon, og han huskede navnet så tydeligt. Blake W.
Wunderlich, hvem huskede ikke sådan et navn?
Da retssagen gik i gang, huskede i hvert fald statsanklageren kun alt for godt
navnet Wunderlich, dette belejligt optrædende, men underligt imaginære væsen, som
han sagde. Summa summarum var altså ifølge anklageren, at faxerne var afsendt fra en
mand, der ikke eksisterede, og fra en fax der stod på Bud Curtis’ eget kontor i Chicago.
Da en kriminalassistent yderligere kunne føre bevis for, at Bud Curtis havde opholdt
sig på sit kontor i Chicago den samme dag, skreg Buds skyld til himlen, det kunne han
trods alt godt selv se. Påstanden om, at han havde konstrueret begivenhederne og
faxerne selv, og at Blake W. Wunderlich aldrig havde eksisteret i andet end Bud
Curtis’ syge hjerne, var svære at tilbagevise. Spørgsmålet, som Bud måtte stille sig
selv, var så, hvem der havde haft interesse i at udgive sig for en person, der ikke
eksisterede? Hvem der ville hænge ham op på det mord?
Men det var langt fra det eneste, som slog benene væk under Bud. Kæden af
sådanne ubehagelige overraskelser i denne sag var simpelthen endeløs. Blandt andet
påstod to af de sortklædte sikkerhedsfolk, at de kun to dage før mordet havde set
hans pistol ligge frit fremme på skrivebordet på kontoret i Virginia Beach, selv om den
i mindst tre år aldrig havde været oppe af skuffen. Under den efterfølgende analyse af
patronhylstrene havde de oven i købet fundet fragmenter af hans fingeraftryk.
Hvordan kunne de det, når han aldrig nogen sinde havde prøvet at lade pistolen? De
havde en videooptagelse af ham i det øjeblik, han påstod at komme tilbage til
mellemgangen med vandglasset, men på videoen så man ikke noget glas i hånden. Alt
sammen selv om han jo så sikkert som amen i kirken vidste, at det ikke kunne passe.
For slet ikke at tale om en pengeoverførsel mellem ham og Toby O’Neill, som han
heller ikke kendte noget til.
Og ingen hjalp ham. Ingen af hans medarbejdere på Hotel Splendor i Virginia Beach
fik benyttet lejligheden til at fortælle retten noget om, hvor meget han glædede sig
over endelig at være blevet forligt med sin datter, og hvor meget han godtede sig over
det pr-scoop, det var at skulle huse præsidenten på hotellet i Virginia Beach på selve
valgaftenen. Og selv om det burde være velkendt, fik ingen blødt hans hårde
udtalelser om præsidenten og Mimi Jansen op med det faktum, at han hele sit liv
ustandselig havde brokket sig over alt og alle og altid med et smil på læben. Ingen tog
sig sammen til at få konstateret, hvor ringe en indsats han som knægt havde gjort i
Barry Goldwater-og George Wallace-kampagnerne, og hvor stor en indsats han havde
gjort for sit eget lokalsamfund, da han vendte hjem fra Vietnam. Og ved nærmere
eftertanke var forklaringen nok den, at man slet ikke havde registreret det. At det var
ønsketænkning at tro, at man fik øje på hans bløde, kærlige sider, når han var så stærk.
At han selv var skyld i, at al sund sans blev lammet med hans alt for mange ord.
Det var desværre nok det. Og det slog ham ud.
Han havde regnet med en fair retssag, og at det ville blive en smal sag at bevise sin
uskyld. Men da Doggie kom til ham i fængslet med mistro og tvivl, og da
nævningeformanden rejste sig op og så direkte på ham, da politimanden fortalte ham,
at faxen kom fra et ikke eksisterende menneske, da vidste han også, at brikkerne var
lagt, og alt ville falde på plads.
Ingen er uskyldig, før det er bevist.
Hvis der nogensinde havde været en virkelig sag, så begyndte den først nu.

Der sad 27 mænd på dødsgangen. Ældste mand var 62 år og yngste kun en knægt.
10 sorte, et par latinos og resten hvide, alle skulle dø, og næsten alle var i vild kamp
med myndighederne og advokaterne for at trække tiden ud.
Det var disse mænds hænder, der talte, det var hænderne, der afspejlede deres
fortvivlelse og apati, for hænderne var alt, hvad man kunne se af sine medfanger.
Disse hænder var de indsattes ansigter. De hvilede slapt på tremmerne dagen lang, og
med et lille lommespejl kunne man se dem. De mismodige, lammede hænder.
I Buds naboceller var begge sorte og rablende skøre, hvilket alle
fængselsbetjentene på nær den sidst ansatte, en fyr de kaldte Pete, syntes at være
bedøvende ligeglade med.
Betjentene var kolde som is. De gjorde deres arbejde med at lænke dem og føre dem
ud på gårdtur en time om dagen, som om de luftede en fremmed mands hund. Det var
bare om at logre for dem, især over for den store rødhårede betjent, de kaldte Lassie,
for ellers kneb det med rationerne, advarede manden i nabocellen.
»Hey, Curtis, hører du efter?« Naboen, Daryl Reid, dunkede igen på tremmerne.
Han havde myrdet to gange med få dages mellemrum, og han var skide ligeglad. Han
var skyldig og havde aldrig nægtet. Det eneste, han bekymrede sig om, var at få det
overstået. Nu havde Daryl siddet i cellen i ti år, og bortset fra Buds anden nabo,
Reamur Duke, så havde ingen andre af dem, der sad på dødsgangen lige nu, overlevet
så længe. Appelmulighederne i den forhåndenværende situation var stort set udtømte,
det var et spørgsmål om tid, før Daryl kunne nyde sit overdådige sidste måltid.
»Hører du efter, man?« Han dunkede endnu engang på tremmen.
»Hvad nu, Daryl?«
»Du er rig, er du ikke, man?«
»Hold nu kæft, Daryl! Hvor tit skal jeg sige det?«
»Så skal du få fat i nogle cigaretter til Reamur Duke. Du skal købe nogle til ham, og
så skal du også købe nogle til mig, okay!«
»Hvad med om du købte noget tjald til os alle sammen, Buddie! Nok tjald til at
brænde hjernen ud og glemme alt om det her forpulede sted!« råbte en nede ved
udgangen.
Flere af dem ruskede i tremmerne.
»Ikke til Robert, den skide barnemorder. Han kan få et skud ufortyndet heroin lige i
halspulsåren!« returnerede en grov stemme. Bud vurderede, at han sad i celle nummer
syv eller seks.
»Fuck det pis, Clive, og dig med, Dave! Hvis Bud skal noget, så skal han bruge
nogle af sine millioner på at skaffe os nogle ordentlige advokater, ikke Buddieboy?
Hvad siger du? Halvdelen af os herinde har for helvede kun haft lorteadvokater, der
ikke engang ku’ binde deres eget snørebånd! Hvad siger du, Buddieboy?« Et par
celler væk viftede et par hænder fra den, der talte. Store, hvide hænder, der sad på
endnu en skiderik.
Bud svarede ikke. Et kort øjeblik bankede alle i tremmerne som besat, og så blev alt
med et slag stille.
Når det kom til stykket, gik de alle sammen hinanden på nerverne.
»Hey, man? Pis hul i dem,« hviskede Daryl. »Bare du køber de cigaretter til mig og
Reamur, okay!«
Det var mindst femte gang, den konversation havde fundet sted, og klokken var
ikke engang ti om formiddagen. Dagen før havde det været det femdobbelte antal
gange, dagen før igen noget lignende. I morgen ville det blive det samme, ligesom i
overmorgen.
De tynde stålvægge på dødsgangen skærmede ikke for sådan noget. Det kunne kun
drømme.

Om natten græd Reamur Duke. Han græd stille og sagde ikke hvorfor. Bagefter
reciterede han det samme volapyk om og om igen. Ord og tal i en pærevælling. ‘Få fat i
8 komma 6 og 1,2,3,4 udskrifterne.’ Så ævlede han et stykke tid om cigaretter og gik så
tilbage igen til de evige talkombinationer, der formørkede hans hoved. Han var absolut
endnu mere skør end Daryl, men åbenbart ikke for skør til at blive lagt på briksen med
dødskanylen i armen.
Bud hadede tanken, men givetvis var det bare et spørgsmål om tid, før de alle
sammen blev sådan. Daryl Reid kunne i hvert fald masser af historier om, hvor skør
man kunne blive på dødsgangene rundt omkring, og sjældent kunne man høre ham le
så heftigt, som når han fortalte om manden, der kun ville have et glas vand før sin
henrettelse og så ville vente med isanretningen til bagefter.
Bud lo aldrig. Han havde siddet i seks dage på dødsgangen, og han var allerede
ved at gå op i sømmene. Der måtte ske noget.

Pete Bukowski var den senest ansatte fængselsbetjent og den eneste, der syntes i
besiddelse af noget, der lignede medmenneskelighed. Han havde gode øjne og kunne
nikke til dem og somme tider smile vemodigt, som om han var i stand til sætte sig i
deres sted og sørge over menneskets lod.
For Bud var denne unge fyr i hvert fald den eneste livline til omverdenen, og Bud
prøvede at snakke med ham, selv om det ikke var hver dag, han havde vagt på selve
dødsgangen. Efter en uges tid med flere strandede forsøg lykkedes det endelig for
Bud at få listet ud af manden, at han var 27 år, baptist og gift. Han skulle snart være far
og ville gerne noget andet med livet både for sig selv og sine børn, det var tydeligt for
enhver.
Da han på tiendedagen bragte Bud tilbage fra gårdturen, fortalte Bud ham, at han
havde brug for en mobiltelefon, og at han, i fald han fik den, også ville være i stand til
så let som ingenting at overføre en masse penge til Petes konto.
Pete sagde ikke noget, han nikkede bare og gik.
Siden skete der ikke noget. Så havde manden i hvert fald holdt sin kæft, og det var
da altid noget.
I dagene efter kom Bud ikke i nærkontakt med Pete. Måske prøvede den unge
fængselsbetjent at holde sig væk, måske skulle han bare have god tid til at tænke.
Det var der nogen, der skulle.

Kapitel 8
Klokken var efterhånden ti om aftenen og himlen over Vestfløjen ravnsort. Siden
mødet mellem vicepræsidenten og præsidenten var begyndt, var der gået flere timer,
og Wesley havde haft god tid til at tænke.
Hvilke anstrengelser havde han ikke gjort sig for at komme så langt, og hvilke
vidunderlige dage var nu forbi?
 Det var den sjette marts. Endnu en forårsdag var gået med bekymring.

Wesley og de andre hørte vicepræsident Lerners ophidsede, lyse stemme i god tid,
før han dukkede op i døråbningen til Det Ovale Værelse. Hans ansigt var ikke noget
kønt syn, helt rødt og opsvulmet, som om han var blevet udsat for et heftigt allergisk
angreb. Han nikkede kort rundt og satte sig midt i den ene sofa med benene over kors.
Et minut efter trådte Jansen i følge med justitsministeren og indenrigsminister Betty
Tucker ind i lokalet. Hun måtte være nået frem i sidste øjeblik, i hvert fald havde hun
stadig den hektiske mine på, som man måtte få af hundreder af timers inspektion på
næsten lige så mange ligegyldige institutioner rundt om i landet. Wesley lod blikket
glide hen over mødedeltagernes ansigter, ned ad væggen, hen ad gulvet og op ad
Betty Tuckers ben. Nylonstrømperne var sorte og sad, som de skulle. Hendes knæ var
let adskilte i den tilbagelænede stilling i sofaen, så Wesley holdt blikket fast et øjeblik.
Han havde været der engang, mellem hendes ben. Betty Tucker noterede sig blikket,
men ignorerede det. Hun var kommet videre i teksten.
»Okay, Bruce!« Det var vicepræsidenten absolut den eneste, der tillod sig at
titulere landets præsident, og Jansen brød sig ikke om det, det vidste Wesley, selv om
Jansen ikke lod sig mærke med det. Præsidenten lod sig i det hele taget ikke mærke
med ret meget. »Nu er det mig, der spørger. Så må du selv om, om du vil svare, eller om
du vil have en af dine kulier til det!«
Jansen lod fornærmelsen prelle af og så på ham med et fast blik. »Spørg løs,
Michael.«
»Jeg går ud fra, at folk her i lokalet allerede ved alt, hvad vi har snakket om inde på
Sunderlands kontor,« sagde vicepræsidenten.
»Ja, det gør de.«
Michael K. Lerner vendte sig mod de øvrige. »Er I egentlig klar over, at alt, hvad I
siger i denne bygning, bliver optaget på bånd?«
Der var ingen, der svarede, men hvad skulle de også svare? Det var simpelthen en
rystende oplysning. ‘Kom nu, Jansen, benægt det, lad det ikke være sandt’, tænkte
Wesley Barefoot, men præsidenten fortrak ikke en mine.
Wesley var tæt på at rejse sig og gå, men kunne ikke.
Et par meter fra ham sad vicepræsidenten med sammenbidte kæber. De to
præsidentkandidater havde bejlet til de samme vælgeres gunst, og Lerner var blevet
knust under fode. Alliancen imellem dem var derfor absolut et fornuftsægteskab med
begrænset holdbarhed, men ingen havde kunnet forudsige, hvor kort Lerner havde
tænkt sig, at det skulle vare. »Ja, mine herrer,« sagde han. »Jeg ser, at I er pebet ud af
den for en sjælden gangs skyld, men sådan er det. Alt, hvad vi siger i dette hus, bliver
båndet og kan blive brugt imod os, hvis det skulle flaske sig sådan. Det er så det
første skridt, men bare vent. Med lov-og-orden-pakken er vi på vej mod et samfund,
hvor alt bliver overvåget, er det ikke korrekt, mr. Præsident?«
»For en tid, jo!«
Wesley s å over på Betty Tucker, byens mest legendariske lynkarriere, men heller
ikke hun lod til at lade sig gå på ved den oplysning. ‘Sådan er lynkarrierer,’ tænkte
han. Er hun måske ikke sirupsklumpen, som alle bier inviteres til at klæbe sig til? Han
rystede på hovedet. Hvad fanden havde han at sige? Havde han måske været bedre til
at stå imod? Gu’ havde han ej.
»Og formålet er?« fortsatte Lerner.
»Formålet er kontrol,« svarede Jansen
»Det er altså kontrol, det hele handler om?«
»Hvis man vil ændre noget for alvor i dette samfund, ja!«
Lerner nikkede, som om han allerede havde hørt svaret før. »Af lov-og-orden-
forslaget fremgår det, at det kan blive nødvendigt at gå til angreb mod demokratiske
principper. Er De villig til det, mr. Præsident?«
»Hvis det er nødvendigt, ja.«
»Censurere tv?«
»Ja.«
»Forbyde, at folk bærer våben?«
»Nej. Det forhindrer 2. tillæg.«
»Men at de kan købe ammunition til deres våben?«
»Ja. Det forhindrer 2. tillæg ikke.«
»Og at gå imod domfældelser ved at udstede tusindvis af amnestier.«
»Også det, ja. Vi må prioritere et ‘ud af fængslet’-resocialiseringsprogram virkelig
højt.«
»Og på den anden side at henrette folk, der ellers kunne have mange
appelsinstanser tilbage.«
»Ja.«
 »Så forlader vi den vej, vores amerikanske samfund bygger på, det er De vel klar
over, mr. Præsident?«
»Vi forlader den for en tid, ja!«
Vicepræsidenten rystede på hovedet. »Og de, der ikke er med, de må altså bare føje
sig?«
»Ja!«
Så fulgte nogle sekunders stilhed, måske de mest betydningsfulde sekunder i
Wesleys liv. Sekunder, han aldrig ville kunne glemme. De ville stå lige så klart i
erindringen, som hvordan hans første sædudtømning havde været. Aldrig nogensinde
før havde han følt sig så overrumplet. Han kunne også tydeligt huske, hvor sitrende
hans hænder havde været, da han første gang skulle stikke dem op under blusen på
en pige og famle efter hendes bløde bryst. Og han kunne aldrig glemme fornemmelsen
af lammelse i det øjeblik, hans bedste ven fortalte ham, at han havde gjort den samme
pige gravid.
Nu sad han her, overrumplet, lammet og sitrende og frygtede for alt, hvad han
troede på. Fanget i nettet, bare fordi han ikke havde modet til at rejse sig i det rigtige
øjeblik og gå. Han flyttede på fødderne, men der var ingen kraft i benene. Det eneste,
han kunne gøre, var at rejse hovedet og se lige ind i øjnene på sin præsident. Manden,
der havde magt til at lade alt ske. At se lige ind i øjnene på ham og prøve at forstå,
hvorfor alt det skulle ske netop nu. ‘Du forlader den vej, vores amerikanske samfund
bygger på’, havde Lerner sagt. Det var mildt sagt.
Ingen af de tilstedeværende i Det Ovale Værelse sagde noget. Bruce Jansen havde
svaret ja til det meste, og hvad mere var der så at sige?
Så rejste præsident Jansen sig. Langsomt. Som is, der bliver skruet op af havets
dyb. Han var mørk i blikket, mens han voksede op over dem, til han fyldte hele deres
synsfelt.
»Michael,« sagde Jansen og holdt pause, til vicepræsidenten fik gengældt hans
blik. »Vores opgave er at gøre Amerika til et bedre land at leve i. Vi har altid haft ydre
fjender at slås imod, og det har kostet store ofre undervejs, men det har betydet, at vi
er et frit land. Hvis vi fortsat skal kunne kalde De forenede Stater for et frit land om
tyve år, så er det her og nu, at vi skal kæmpe mod fjenden, der færdes iblandt os.«
Ordene gjorde vicepræsidentens ansigt endnu mere hadefuldt, men Jansens øjne slog
tilbage. »Du kender da godt fjenden, ikke Michael? Trods dens mange navne. Den
hedder mafia, militsia, kriminalitet, våbenmisbrug, misbrug af ytringsfrihed, vold,
overgreb og magtmisbrug.« Han stod og nikkede et øjeblik. »Mange navne og mange
ansigter. Alt for mange mennesker er dybt afhængige af disse navne, så selvfølgelig
kan ikke alle være med, når denne kamp skal føres, det siger sig selv.«
»Det lyder meget smukt, som De siger det, mr. Præsident,« sagde Lerner med
stemmen sitrende af indestængt raseri. »Men vi er nødt til at gøre det på et
parlamentarisk grundlag.«
»Vi skal forsøge, ja.«
Ordet ‘forsøge’ var dråben, der fik vicepræsidenten til at springe op. »Vi skal
fandeme ikke forsøge, at du ved det, Bruce. Du har bare at følge de spilleregler, som
Kongressen og Forfatningen fastsætter, er du med? Ellers skal vi fandenedeme få dig
fjernet, koste hvad det vil!«
Vicepræsident Lerner var kobberrød i hovedet. Han havde før haft problemer med
hjertet, sagde man. Wesley forventede hvert øjeblik, at han kunne falde om.
Præsidenten trådte et skridt nærmere. Han var mindst et halvt hoved højere end sin
vicepræsident og mindst ti kilo tungere. ‘Nu ryger de i totterne på hinanden’, tænkte
Wesley, men præsidenten markerede sig bare. Han var hanløven, der var rede til at
ruske opkomlingen i manken, til den hvinede af angst. At få pisset territoriet af, så
resten af flokken bakkede væk fra stanken og lagde sig i tykningen. Lerner trak sig til
side, og lod præsidenten gå forbi og hen mod sit skrivebord. Han stod et øjeblik og så
rundt på dem alle sammen. Så satte han sig.
»I morgen vil jeg holde en tale til nationen. Dér vil jeg introducere landets
befolkning for den kampagne,jeg fra nu af kalder ‘En sikker fremtid’. Alle, der har
problemer med det, bedes sige til nu.«
Der fulgte lang tids tavshed. Wesley troede ikke sine egne ører. Var det virkelig
præsidentens alvor at tage det opgør med sine modstandere så hurtigt? Turde han
virkelig blotte sig for åben skærm allerede i morgen? Intet lobby-arbejde, ingen
månedlange forhandlinger om kompromisser, ingen underhåndsaftaler og håndslag,
der måske kunne føre ham et lille skridt nærmere sit mål? Det var skingrende vanvittigt.
Wesley gned sig i ansigtet. Han ville holde en tale til nationen om sine reformtanker.
Måske havde Jansen endda forestillet sig, at det var ham, der skulle formulere det
fucking crap.
»Jeg er med.« Det var Betty Tucker, der først tog ordet. Så nikkede Sunderland.
 »Også jeg!« sagde Lance Burton og kastede et blik på Wesley. »Det er ikke lang
tid, vi får til at lave den tale, men både Donald og jeg er med.« Han var landets øverste
embedsmand, det skulle han svare.
Wesley prøvede at slappe af og strakte armene bagud, men han kunne næsten ikke
få vejret.
Justitsminister Lovell nikkede. »Jeg vil tage over til højesteretspræsident Manning
og informere ham, lige så snart mødet er forbi. Jeg indkalder til møde i ministeriet i
aften.«
Wesley var målløs. Var det det? Hvad var Donald Beglaubter og Lance Burton
blevet stillet i udsigt, siden de ikke havde mere at sige? Var det mon dem, der
kandiderede til de ministerposter, der blev ledige efter det opgør, der uundgåeligt
måtte følge?
Wesley forholdt sig tavs, og der var heller ikke nogen, der spurgte efter hans
mening. Hvad kunne han gøre ene mand? ‘Sagde han ikke noget, så troede de vel, at
han var med,’ tænkte han, mens foden under ham trippede på gulvtæppet i højeste
gear.
»Mr. Præsident, hvem vil De konstituere som vicepræsident, når jeg om et par timer
meddeler pressen, at jeg går af?«
Det var Lerner, der talte. Åbenbart var han faldet helt ned igen, han var i hvert fald
iskold at se på. Det var tydeligt, at hans højspændte hjerne forsøgte at vende
udviklingen til sin fordel. Det ville blive en drøj modstander på både kortere og
længere sigt. »Åhh, vi finder såmænd nok en løsning, Michael!« svarede
Jansen. Nu var Wesleys ben fuldstændig ude af kontrol.

Han følte, at han krøb langs husmurene ved tanken om at skulle hjem og skrive på
præsidentens tale. ‘Du skulle have protesteret vildt’, rungede det i hans hoved. ‘Du er
en kujon!’
Så gik der tre timer med at tvinge fingrene ned på tasterne. Han havde mailet med
Donald Beglaubter om detaljer og talt i telefon med Lance Burton om de store
spørgsmål, og nu var han ved at være færdig.
Ved siden af ham stod tre tomme coladåser og bag ham to blinkende tv-skærme med
de sene nyheder. Hvert andet øjeblik trak han i kontorstolens håndtag og justerede
sin siddestilling.
 Der var en mismodig stemning i lokalet, et gråt lys som ikke lod sig ignorere.
Wesley havde travlt og havde det skidt. Klokken et om natten ville chaufføren
komme og hente ham. Det var der ikke lang tid til.
De første nyhedsstationers interviews med vicepræsident Lerner kom allerede fem
minutter over midnat. Det var en selvsikker og tydeligt styrket mand, der stod frem og
meddelte, at han havde ytret stor mistillid til landets nye præsident, og at han nu var
tvunget til at træde tilbage. Sådan sagde han det. Ikke noget med at han ville træde
tilbage af egen fri vilje. ‘Tvunget til at træde tilbage,’ sagde han. En ganske fiks
formulering, der fik kommentatoren til at antyde, at han mente at vide, at Lerner var
blevet fyret. Bag Michael Lerner stod hans kone, en skabagtig, ung model, som meget
gerne så Jacqueline Kennedy trængt i baggrunden som den smukkeste førstekvinde i
landet nogensinde. Han var nådesløs i sin kritik, Michael K. Lerner, men han kendte
sin tavshedspligt, så i stedet for at være konkret talte han om sit syn på præsidentens
psykiske udvikling siden hans indsættelse, og om hvor dybt og hvor farligt
præsidentens personlige tragedier havde sat sig i hans handlingsmønstre.
Det var en skræddersyet måde at sige på, at præsidenten var tæt på at være
utilregnelig, og at det snart skulle vise sig hvordan. Så var det sgu lige meget, hvem
der fyrede hvem.
Journalisterne gik på klos hold af Lerner, men mere fik de ikke.
Mindre end ti minutter efter havde Wesley John Bugatti i røret.
»Lerner er trådt tilbage, hvad er der los?« spurgte Bugatti.
»Jeg har ikke tid nu, John jeg sidder og skriver på en meddelelse til pressen. Jeg
skal være færdig om en halv time.«
»Bare et ord, kom nu, Wesley. Jeg sidder på et gudsforladt sted i Montana og kan
ikke følge med i, hvad der foregår. Giv mig et praj, min ven.«
»Præsidenten er gået amok!« Wesley fortrød omgående ordvalget, men det var for
sent.
»Amok? Hvad har han da gjort?«
»Nej, pjat!« Wesley forsøgte at synke sit spyt, men munden var helt tør. »Det er
bare gas, John. Jansen er kommet med et yderst kontroversielt forslag til et nyt lov-og-
orden-program, som Lerner ikke vil være med til. Jeg kan ikke afsløre noget konkret nu,
men det vil blive præsenteret i morgen i Kongressen i en eller anden form.«
»Kontroversielt, hvordan? Kom nu, bare ét ord, Wesley.«
 »Pressecensur.«
»Du laver stadig gas, ikke?«
»Jo.«
»Kom nu, Wesley, giv mig nu noget. Jeg siger, at jeg har det fra Michael K. Lerner,
hvis nogen spørger. Giv et eksempel. Jeg står her og ser på en fedtet ‘tyve-tommer’-
skærm i en lille lorteby, hvor du ikke engang kan få en ADSL-forbindelse på hotellet,
gør det nu lidt let for din gamle ven.«
»Okay! Jeg giver et eksempel: Alle tv-programmer med forherligelse af voldelige
elementer i samfundet skal stoppes.«
»Okay? Så bliver Tom Jumper sur, haha!« Wesley vidste, at det var vand på
Bugattis mølle. Han hadede Tom Jumpers reality-program med samfundets bundfald
som aktører mere end pesten. Fejlernærede miniaturehjerner med samme livsindhold
som en abekolonis. Æde, hore og tæve løs på hinanden, det var deltagerne i Tom
Jumpers show gode til. Det og intet andet. Wesley kom heller ikke til at savne det.
Han rystede på hovedet over den næste sætning, men sagde den alligevel. »Og
stop for al salg af ammunition til civile.«
»Okay?«
Wesley hørte tydeligt, hvordan Bugatti nu trak vejret dybere. At han fattede
alvoren. At hans hjerne kørte på højtryk for at komme i tanke om kilder, der kunne
verificere disse løse udsagn. At han godt vidste, at han var nødt til at holde Wesley
udenfor.
Derfor fortsatte Wesley. »Alle fængslede skal have amnesti på nær de dødsdømte.«
»Du almægtige!«
Så lagde Wesley røret på og læste den første side af talen igennem. Hvorfor
helvede havde han ikke sagt fra over for Jansen og givet ham sin afskedsbegæring?
Hvorfor i helvedes hede kvaler havde han i stedet skrevet sin bedste tale nogensinde?

Kapitel 9
John Bugatti havde hængt hele natten nede i den ende af Johnsons Quality Hotel,
der stærkt overdrevet på nogle krakelerede emaljeskilte udenfor blev omtalt som
‘restauranten’. I virkeligheden var det bare en snoldet udbygning, som fungerede som
en morgen-drive-in-cafe for langturschauffører, der havde overnattet et par hundrede
miles længere mod øst. Restauranter var der ingen af i byen. De vidste formentlig ikke,
hvad det var. Hele hotellet var nøjagtig som dette lokale ualmindeligt hæs ligt. Et
hurtigt opklasket elementbyggeri, hvor håndværkersjusk og indehaverens
hensynsløse forvaltning af vedligeholdelseskontoen skreg til himlen. Alle vegne så
man gennemslidte gulvbelægninger, laminatbeklædte borde med store afskalninger og
flossede, lokale turistplakater, der ironisk gjorde opmærksom på, hvor smukt der
kunne være udenfor disse lokalers nussede vægge. På enhver måde et hotel, der med
gru mindede Bugatti om dengang for mange år siden, hvor han lå langt længere nede i
journalisternes hierarki og selv måtte betale for sine overnatninger.
Men hvor usselt hotellet end var, s å var det også det eneste overnatningssted i
flækken Tavers Cliff i Montana, og det var på denne egn, at hans interviewoffer havde
valgt at unddrage sig offentlighedens interesse.
Det havde taget tv-holdet næsten tre uger at finde frem til Moonie Quale, stifteren
af Montana-militsen, populært kaldt De hvidhovede Ørne, og interviewet med ham
skulle finde sted næste morgen. Det var derfor, at John var der.
Moonie Quale var en eftersøgt mand, der skabte forsidestof og kunne få kvinder til
at se liderlige ud. Han var charmerende, stor og sorthåret som Rock Hudson, og
mange beundrede ham. Sagens kerne var imidlertid, at han var landets allervarmeste
fortaler for, at de paramilitære militser i USA skulle samle sig i én fælles organisation
med ham som leder. Quale var i den egenskab en satans farlig mand, der med slående
veltalenhed havde truet gud og hvermand med død og ødelæggelse. At få et
solointerview med sådan en mand var enhver journalists drøm, og ikke noget der
sådan uden videre kunne gentage sig en anden dag.
Bugattis problem var bare, at han, i stedet for at glæde sig over sit scoop og stille
og roligt vente på, at Moonie Quale ville fortælle ham, hvor og hvornår deres møde
skulle finde sted, sad og tappede på mobiltelefonen i håbet om, at hans redaktør ville
kalde ham hjem og sende en anden i hans sted. Foregik der et eller andet helt forrykt i
Washington, så burde han være der. Men han var der ikke.

Han havde siddet i dette cafeteria hele natten dels for at briefe sin redaktion i
Washington om, hvad Wesley Barefoot og et par af hans øvrige pålidelige kilder
havde betroet ham, dels for at kunne følge med i NBC’s dækning af de oplysninger,
han netop havde givet dem, og nu til sidst, og ganske overvældende overraskende,
havde han med sved på panden fulgt med i den voldsomme furore, som
vicepræsidentens afgang havde forvoldt. Tv-apparatet, der lænede sig mod CocaCola-
maskinen var skrammet og næsten uden farver. Aldrig før havde NBC’s nyhedsvært
og vicepræsidenten taget sig så elendigt ud som på den skærm.
Ved seks-tiden åbnede hotelværten glasdøren ud til parkeringspladsen for
cafeteriaets første gæster, og uden at bryde sig om Bugattis mening skiftede han tv-
kanal til Tom Jumpers reality-show, hvor overvægtige halvhjerner overfusede
hinanden med landets værste gloser. John så på det et øjeblik med nye øjne. Med de
omvæltninger inden for medieverdenen, som Wesley havde løftet sløret for snart ville
komme, ville den slags tv-underholdning snart være en saga blot. Det var ganske
overordentlig svært at blive vemodig over.
I samme øjeblik hotelværten skred ud i vestibulen, skiftede Bugatti tilbage til NBC.
Servitricen så ingenting, hun havde rigeligt travlt med at styrte rundt og servere
uautoriserede æggeretter og toasts med en charmeforladthed, som Djengis Khan ville
misunde hende. Chaufførerne var ligeglade. De kendte konen, og det var år siden, de
havde rullet med øjnene på grund af hendes fortrin. Bare de kunne fylde
mavesækkene, så var de tilfredse. Så var resten sgu ret så lige meget.
Folk kom langvejs fra, og sydstatsdialekterne var i overtal. De var højrøstede og
kommenterede, hvad de så på skærmen, på cirka samme overfladiske niveau som en
otte-årig chimpanse kunne udtale sig om kvantefysik.
‘Godt, at man ikke hører på sådan noget lort til hverdag,’ tænkte Bugatti og så på
nyhedsoplæseren.
Der var sket endnu et mord i New Yorks gader, og folk var skr æmte som ind i
helvede. Denne gang havde Manhattansnigskytten ramt en gammel mand, der ikke
døde af sit skudsår, men af kroppens aldersbetingede evne til ikke at kunne stå imod.
Det var trist og væmmeligt, men fremkaldte ikke helt den samme chokbølge i ham eller
de øvrige i lokalet, som den sidste uges nedskydning af et par halvstore børn havde
gjort det.
Bag ham blev bagtæppet af rødternede skjorter og baseballcaps med alverdens
budskaber mere og mere massivt. Parkeringspladsen udenfor var snart helt fyldt op af
lastvognstog og anhængere og dampende skove af udstødningsrør. »Hvorfor
helvede fanger New Yorker-panserne ikke den lede hund?« brummede en
langturschauffør, mens han pøsede litervis af ketchup på røræggene.
»For at holde gang i pensionsopsparingerne!« lød det gennem kaffekoppernes
klirren. De fleste lo, men Bugatti forstod ikke en pind.
»De skal bare fange ham og riste ham i den elektriske stol,« kom konklusionen fra
hjørnet, og alle bifaldt.
Kameramanden Marvin Gallegos, et af Bugattis faste teammedlemmer, kom ned ad
trappen og satte sig tungt over for ham.
»De sender det nu,« sagde han træt og så op på skærmen, hvor endnu et sæt
‘breaking news’ blev varslet.
Bugatti bandede den lille flække til Tavers Cliff, Montana, ad helvede til. To gange
‘breaking news’ efter hinanden, kunne det være bedre? Og så sad han her.
Den blege udgave af nyhedsværten stillede om til presserummet i Det Hvide Hus.
Som sædvanlig trådte Wesley Barefoot helt upåvirket op på talerstolen i
briefingrummet. Han nikkede til journalisterne, var ulasteligt klædt, måske lidt for
ulasteligt med bred slipseknude og glinsende hår. Men de hvide tænder så man ikke,
for smilet var væk. Bugatti elskede ellers de tænder.
Så introducerede Wesley præsidenten, og Bugatti rettede sig op. Et øjeblik
forstummede brummeriet bag ham.
»Godmorgen, ladies and gentlemen,« indledte præsident Jansen som altid, mens
han nikkede ned til journalisterne. »Jeg håber, at I sidder godt, og at I er i godt humør i
dag, for dette kommer til at tage lidt mere af jeres tid end normalt.«
Jansen rettede på sit hår og tog læsebrillerne på. »Jeg ved godt, at I alle sammen
gerne vil have en kommentar på Michael Lerners afgang, men jeg må desværre skuffe
forsamlingen. I får ingen kommentarer, og der er på nuværende tidspunkt heller ikke
udnævnt nogen i Lerners sted. Det, jeg vil tale om i dag, handler om angst!« sagde
han, og flere af langturschaufførerne lod deres gafler med ægge-massakre hænge
dovent i luften.
Fra det øjeblik blev Amerika aldrig mere sig selv.
»Det handler om angst og om at fjerne den permanent. Det handler om dig og mig
og det land, vi elsker og lever i. Det handler om at blive frie mennesker, befriet for
angsten for at være anderledes og angsten for livet i sig selv. Frie mennesker, nøjagtig
som Forfatningen tilskriver os, at vi kan blive. Det handler om, at De forenede Stater
igen skal være det sted, som hele verdens øjne retter sig imod i beundring og glæde.«
»Fuck ham!« lød det bagfra.
Bugatti lænede sig ind mod sin kameramand. »Tænd kameraet, Marvin. Få folks
reaktioner med. Det er her, det sker.« Hvis han ikke kunne være i Washington, så fik
han i det mindste historien om, hvordan landets tyrenakker modtog budskabet.
»Er i gang,« hviskede Marvin tilbage.
Jansens næste ord kom uden tøven. »Men før vi kan få angsten ud af mennesket,
må vi fjerne årsagen til den.«
»Så skyd de sorte!« råbte en af langturschaufførerne.
»Luk konen ind i kosteskabet,« kvitterede en fra hjørnebænken.
»Hold kæft, lad os høre manden!« råbte en tredje.
»Hvorfor? Du har da for helvede ikke stemt på en demokrat, har du, Bobby?«
returnerede den første.
Præsidenten rettede sine øjne ud mod befolkningen. De glødede som en forelsket
ung mands. Glødede og gennemborede. »Jeg vil i dag indkalde til en snarlig
ekstraordinær samling i Kongressen. Her vil regeringen fremlægge et udkast til
omfattende lovændringer, der skal sikre alle borgere i dette land bedre sociale ydelser.
Og hør nu efter, Amerika, så I ved, hvad fremtiden kan bringe.«
Han holdt en pause, og bortset fra en enkelt drøvtyggende grovæder så dyssedes
hele lokalet ned til et virtuelt stillbillede.
»De gamle tider er slut, hvor samfundet blev holdt i en skruestik, der langsomt
klemte livet ud af os. Fra i dag vil vi arbejde os til døde for et mere retfærdigt
retssystem, arbejde til alle, gratis behandling på hospitalerne, afvæbning af alle
borgere, en sundere mediepolitik og et skærpet ansvar over for børnenes
undervisning og dagligdag. Kort sagt et radikalt forandret USA, hvor vi ikke behøver
at låse vore døre om natten længere. Amerika vil fremover komme til at leve op til sine
idealer.«
Kødranden af ternede skjorter omkring John måbede, og en af dem skubbede
metalstolen baglæns. »Idioten er sindssyg,« råbte han og smed et par sedler på
bordet. »Behold resten, Maggie!« brummede han til servitricen og forsvandt ud på
parkeringspladsen, hvor der kort efter lød et hvæs fra den overdimensionerede
skorsten af et udstødningsrør. Dollarsedlerne blev liggende, uden at nogen tog dem.
Bugatti så foruroliget på tv-skærmen. Wesley havde bestemt ikke røbet for meget.
 Nu skiftedes der kameravinkel i presserummet, så man fik et glimt af journalisternes
forstenede ansigter. Bugatti ville give hvad som helst for at sidde iblandt dem.
»Har du fået ham nede i hjørnet med?« hviskede han til kameramanden og pegede
på et bjerg, der sad og skreg op mod tv-skærmen.
Marvin drejede kameraet, mens billedet på tv’et skiftede tilbage til et nærbillede af
præsidenten. »Vi skal alle sammen være med til at løfte byrden, men det kan vi også,«
fortsatte præsidenten. »Vi er amerikanere. Vi kan alt!«
»Så taler han sgu ikke om min kone!« skreg manden i hjørnet med munden fuld af
mad.
»Åhr!« skreg en anden tilbage. »Hun kan meget mere, end du aner!«
De skreg alle sammen af grin, men Bugatti var gravalvorlig.
Præsident Jansen så nu intenst ud på sine seere. »Jeg ser en fodboldmatch for mig.
De yderst til højre og de yderst til venstre glider ud over sidelinien. Resten spiller
kampen, og de er flest, vær sikker på det! Når der er gået et år, så har dem i midten
vundet kampen. Amerika har vundet sin vigtigste kamp nogensinde, og Amerika vil
være et fredeligt sted, hvor alle er i arbejde og fængslerne tomme.« Servitricen havde
ikke meget at se til i det øjeblik.

I fyrre minutter talte præsidenten til sit folk, mens granvoksne mænd vandrede ud
og især ind ad glasdøren til Johnson Quality Hotels spisefaciliteter. Undervejs blev
præsidenten adskillige gange afbrudt af ophidsede spørgsmål og tilråb fra
journalisterne i briefing-lokalet, men sikkerhedsfolkene var parate til at gribe ind, hvis
situationen blev bragt ud af kontrol, det var helt tydeligt. Jansen havde forudset det.
Under denne seance stod stabschef Thomas Sunderland bag præsidenten uden at
fortrække en mine, og ved hans side Wesley Barefoot, tydeligt mere og mere hvid i
hovedet.
Bugatti forstod ham. Satans til job at have.
»Hvad helvede foregår der?« brød den sidst ankomne i hotelcaféen ind.
Bugatti vendte sig om. Lige inden for døren, godt sekunderet af to kronragede
bisser, stod hans interviewoffer, den paramilitære leder Moonie Quale, med en mørk
mine og stirrede på fjernsynet. Man kunne ikke være mindre anonym end han i den
store militæruniform med hvidhovede ørne overalt og patronbælter på skrå over
brystet som en anden Che Gue-vara.
 Kameramanden puffede Bugatti i siden. »Han er der nu!«
»Har set ham. Fandeme frækt at dukke ud af busken på den måde. Ved manden ikke,
at han er en af de mest eftersøgte i landet?«
Kameramanden så rundt på glatnakkerne i lokalet. »Kan han være et mere sikkert
sted end her?«

Tre minutter senere førte militsfolkene dem ud til en lukket varevogn uden nogen
form for kendetegn bortset fra nummerpladerne, der var endnu mere belortede end
deres vogteres lange læderstøvler. Inde fra caféen lød der stadig ophidsede råb og
skrig. På et splitsekund havde Moonie Quale hidset hoben godt op. ‘Enden på vort
hæderkronede rige!’ var nogle af de ord, han havde brugt. »Det lede kommunistsvin til
Bruce Jansen skal ikke tage vores våben fra os. Han skal ikke forgylde livet for
kriminelle niggere og arabere, det skal jeg nok se til,« svor han og smækkede sig på
brystet med De hvidhov-ede Ørnes afskedshilsen.
De havde hyldet ham, de ganske almindelige lastvognschauffører fra hele landet,
som om han var en kronprins, og skældsordene havde væltet ned over den blege tv-
skærm. Set i et historisk perspektiv var det stærkt bekymrende. Havde præsident
Jansen kunnet følge med i sådanne almindelige folks reaktioner, havde han nok tøvet
lidt. Spørgsmålet var, om han overhovedet var klar over, hvad han havde sat i gang,
og om vicepræsident Lerner kunne have ret i, at præsidenten var kortsluttet oppe i
bolden.
Bugatti havde sin mistanke.

Marvin og Bugatti blev bedt om at sætte sig i vognens lukkede varerum, og dér sad
de i stilhed, til asfalten under dem forsvandt, og skramleriet tog til. De måtte være
helvedes langt ude på landet nu, for duftene fra de spirende afgrøder blev stærkere og
stærkere, og støvet fra grusvejene krøb helt ind gennem sprækkerne til dem.
Kameramanden forsøgte forgæves at få sit udstyr til at blive liggende stille på
metalgulvet imellem sine ben, og Bugatti så for femte gang på sit ur. Den var ti
minutter over ti om formiddagen. Med den hastighed og på den tid måtte de være
kommet mindst 15 miles væk fra Tavers Cliff nu. Han gik ud fra, at de måtte være kørt
mod nord, for den smalle solstråle gennem bagklappens sprække lyste på skrå ind mod
venstre, og herudover hørte han tydeligt et godstog trække sig igennem landskabet
lige foran dem.
Bugatti drøftede det et øjeblik med sin kameramand, og han var enig. De kørte mod
nord.
Så sagtnedes farten, og vognen drejede skarpt af og faldt på plads i et par hjulspor,
så rystelserne tog af.
»Fandens til situation. Hvorfor kunne vi ikke have været her i går?« sagde
kameramanden og rystede på hovedet.
»Tag det roligt, Marvin. Timingen er ikke god, det skal jeg være den første til at
indrømme, men det bliver interviewet, vær vis på det.«
»De er jo sindssyge, de mennesker, der sidder inde på den anden side af væggen.
Hør dem engang. Jansen har jo hældt benzin på den helvedesild, der brænder i deres
syge hjerner,« hviskede han tilbage.
Bugatti rynkede brynene og lyttede til råbene fra førerkabinen. De var ganske
rigtigt taget til i styrke, så man nu kunne skelne ordene tydeligt. Det var et kor af had,
en rapsong som selv stinkende kriminelle Bronx-kiddies ville misunde dem
voldsomheden af. De ville stikke øjnene ud på Jansen, mændene ude i førerkabinen.
Skære halsen over på hele administrationen. Lade landet svømme over i blod.
Bugatti var overhovedet ikke i tvivl om, at de mente hvert et ord af, hvad de sagde.
Bare de så ikke startede med journalisterne.

En halv time senere blev de ført ind i en høj stue med egetræsbjælker i loftet og
enorme vinduer med små rudefelter. Herfra kunne de uhindret få et indtryk af
omgivelserne og landskabet. Alt var nydeligt og net, alt sammen fuldstændig
istandsat. Kørte man forbi den farm, ville man aldrig ane, at den rummede landets mest
volds-prædikende militsleder.
Bugatti begyndte at tælle de halvautomatiske rifler, der stod opmarcheret i aflåste
stativer langs væggene. Der var mindst halvtreds i alle størrelser, og over dem hang
meterbrede sorthvide fotostater af ligene af Martin Luther King, Robert Kennedy,
John F. Kennedy og Malcolm X. På endevæggen hang der et flere meter langt
vægtæppe med den hvidhovede ørn vævet ind i et kratværk af torne og hedenske
symboler. Der var ingen hagekors at se nogen steder, men både Hitler og Milosovic
havde fået hver deres hædersplads over kaminen i udskårne guldrammer.
Dér sad de endnu en halv time og stirrede på hinanden og satanerne på væggen,
mens vredesudbruddene tog til inde i værelset ved siden af.
»Jeg er bange for, at Moonie Quale taler i telefon med nogle af de andre
militsledere,« sagde kameramanden.
Bugatti begyndte at svede. Bare idioterne derinde ikke lige pludselig troede, at de
kunne høre, hvad der blev talt om. Han så på Marvin. »Det ville du sikkert også gøre,
hvis du netop havde hørt, at alle våbenføre organisationer vil blive forbudt i USA? Vi
så jo Moonie Quales ansigt, da præsidenten varslede forbud mod at besidde
ammunition uden særlig tilladelse. At man fremover skal søge om noget, der er enhver
mands naturlige ret i dag?«
Kameramanden rystede på hovedet. »Det skider han da på, og det gør alle de andre
militsfolk også. Hvem skal måske tage våbnene fra dem? Sheriffen her i byen?«
Kameramanden begyndte at le. Det var et grin, som Bugatti var glad for, at han aldrig
havde hørt før.
Marvins smil stivnede. »Næhh, John! Det, der generer Moonie mest er det med de
sorte og brune. Jansens lovforslag kommer til at betyde, at tonsvis af kriminelle sorte
og brune strømmer ud på gaderne om ganske kort tid, og det pisser Moonie Quale af.
Selvfølgelig gør det det. Det pisser sgu også mig af.«
»Amnestien omfatter alle, så vidt jeg forstår det. Også de kriminelle hvide!«
»Ja, men det pisser jo ikke Quale af, vel?«
Bugatti rystede på hovedet. Han troede ikke en døjt på, at Jansens forslag havde en
chance. Formanden for Repræsentanternes Hus var republikaner og stokkonservativ.
Der var overvældende flertal for en skærpet retspraksis i begge kamre, og ingen havde
nogensinde før tilladt sig at offentliggøre et lovforslag så omfattende, hvis det ikke i
forvejen havde været godt og grundigt på tværs af alle politiske grænser og gennem
samtlige lobbyister. Forslaget var dømt til at dø. Jansen kendte da vel for helvede de
parlamentariske spilleregler, hvorfor så overhovedet forsøge? Ganske uforståeligt.
Forslagene var jo dårligt nok offentliggjort, før vicepræsidentens stol stod tom, og
han havde løbet stormangreb på præsidentens mentale forfatning. De næste dage ville
blive et øredøvende massivt angreb på Jansen. Han ville falde eller trække sig inden
ugens udgang. Synd og skam, men uundgåeligt.
»Shh, de kommer nu,« hviskede kameramanden og stillede sig bag kameraet.
Moonie Quale havde taget sin militæruniform af og i stedet for iført sig et
fuldstændig upåklageligt koksgråt Cerutti-jakkesæt. Den mand vidste, hvordan han
skulle tage sig ud på skærmen.
Marvin løftede sit kamera, og Moonie Quale vinkede sine kronragede livvagter ud
til siden af lokalet. Bugatti nikkede til sin kameramand. De var i gang.
»Jeg takker de herrer for deres lange rejse hertil,« begyndte Quale. »Vi har længe
glædet os til at kunne forklare på nationalt tv, hvad vi i vores organisation står for, så
alle amerikanere forstår, at vi kun vil det bedste for USA. Men som landet ligger nu, så
må vi aflyse interviewet i dag! Situationen er blevet en anden. Nu er vi i krig.« Han så
direkte ind i kameraet. »Amerika skal vide, at Moonie Quale vil forhindre galningen
Jansens kommunistiske korstog. God bless America!«
Han gav tegn til kameramanden om at stoppe sin optagelse og vendte sig så om
mod sine kronragede undersåtter for at høste deres anerkendelse. Han var teatralsk
som Mussolini, men var med garanti også lige så morderisk som Saddam, huggende
som en klapperslange. Bugatti tørrede sveden af panden. Så havde de altså i sinde at
lade dem gå. Moonie Quales ønske var, at det, de lige havde optaget, skulle ud på alle
landets tv-skærme.
Det ville det også komme. Det kunne Bugatti garantere.
»Af sikkerhedsårsager må jeg desværre bede jer om at tage dem her på.« En af
Moonies lakajer rakte dem to sorte tørklæder, som han instruerede dem om at binde
stramt for øjnene.
Bugatti rynkede brynene og lod hånden med tørklædet hænge slapt ned. »Du
sagde lige før, at du vil forhindre Jansens korstog. Hvad skal der da ske nu?«
Moonie smilede. »Hvis du ikke kan regne det ud selv, så er der ikke noget at gøre
ved det.«

De puffede dem ud i bilen og ind i lastrummet ligesom sidste gang, men denne gang
råbte folkene i førerkabinen ikke. Bugatti spidsede ører og kunne lige nøjagtigt høre
bilradioen. Der blev skruet frem og tilbage imellem stationerne i et væk, og alle sammen
handlede om det samme. Præsidenten i USA var gået langt ud over sine beføjelser.
Hvis ikke det var fordi man ringeagtede Michael K. Lerner endnu mere, så ville landet
være bedre tjent med, at han blev udnævnt i Jansens sted, sagde man.
Efter ti minutter brød en stemme ind på samtlige kanaler og cuttede forbindelsen til
de ophidsede kommentatorer, skeptiske lokalpolitikere og ekstatiske medieanalytikere.
Snigskytten i New York havde slået til igen. Og denne gang på to forskellige
lokaliteter på næsten samme tid.

Kapitel 10
Wesley frygtede pressens første reaktion og sov ikke den nat.
Men pressesekretæren i Det Hvide Hus fik hjælp fra en kant, som ingen kunne
ønske sig; fra en ussel og nådesløs morder, der lå på lur, hvor almindelige mennesker
burde kunne gå i fred. Havde det ikke været for ‘Dræberen’ i New York, så ville
angrebene på præsident Jansen have været fuldstændigt dominerende i samtlige tv-
stationers prime time nyhedsudsendelser. Det var et faktum, som det var svært at
fryde sig over.
Snigskytten slog til mindre end to timer efter, at præsidenten fremlagde første etape
af det kontroversielle lovforslag til lov og orden, og dræbte tre mennesker. To af dem,
et ægtepar i fyrrerne, blev fældet på 14. gade lige uden for en specialforretning med
brugte dvd’ere, og bare fyrre minutter efter blev en lille pige på syv år, der legede på
en legeplads i Liberty State Park, dræbt af et enkelt skud. Samme kaliber, samme
våben.
Nu var truslen krøbet uden for Manhattan.
Samme aften blev der fundet et brev på en af skrankerne i ankomsthallen i John F.
Kennedy International Airport. Det var stilet til borgmester Springfield og var på bare
fem ord:

»Bronx, Brooklyn, Queens - who cares?«

Byen gik totalt i stå.

Wesley havde siddet på sit kontor fra det øjeblik, pressekonferencen sluttede, og
det var flere timer siden nu, Wesley vidste ikke hvor mange. Han var træt og færdig,
og hele verden ville tale med ham. Om tre kvarter skulle præsidentens forslag til debat i
Kongressen, og så ville tingene blive endnu værre.
Det var ikke længe siden, at Wesleys mor havde ringet med gråd i stemmen for at
fortælle, at hans far havde taget alle sine patronæsker i bryggerset og gemt dem et
sted, han ikke ville fortælle hende. Han skulle fandeme ikke afvæbnes, havde han sagt,
og så havde situationen gjort hende ængstelig og fået hende til at tænke på, om
Wesley måske kunne blive udsat for noget væmmeligt, nu hvor alting var gået helt af
lave.
‘Udsat for noget væmmeligt’, nærmere kom hun det ikke, men Wesley tog ordene
alvorligt, for han følte det også selv. Når han var sammen med præsident Jansen uden
for huset, så ville han holde sig på afstand af ham. Han havde ikke lyst til at dø eller at
ende i en rullestol som Reagans pressesekretær James Brady. En attentatmand kunne
pludselig være der; NBC’s urovækkende interview med Moonie Quale, som netop var
blevet sendt, havde pustet til ilden. Alle højre- og venstreradikale maniacs kunne fra
nu af blive enige om én ting: Jansen og hans lakajer skulle væk.
De var blevet frit bytte.
Han lukkede øjnene og forsøgte at glide bort, mens kroppen blev tungere i sædet.
Billeder af ham og hans bror, der stod ude på verandaen og skød til måls med
salonriflen efter Budweiserflasker, gled stille forbi. Billeder af hans far, der jublede, når
de ramte rent ind.
»Er du der, Wesley?« Stemmen var langt væk, og Wesley kunne næsten ikke åbne
øjnene. Skikkelsen stod og lænede sig ind over skrivebordet foran ham. »Har du lige
et øjeblik?«
Han slog modvilligt øjnene op og stirrede lige ind i sin præsidents alvorlige ansigt.
»Tag det roligt!« sagde han, idet Wesley fløj op og forsøgte at rette på tøjet.
Præsidenten satte sig på skrå på skrivebordet og bad Wesley om at sætte sig.
»Om et øjeblik kommer Lance Burton og Donald Beglaubter herind for at konferere
med dig. Du skal vide, at der er begået et attentat på justitsminister Stephen Lovell og
højesteretspræsidenten. «
Wesley mærkede skjorten klæbe til kroppen. »Et attentat? Hvor? Hvad er der sket?«
»De var på vej over til Kongressen i justitsministerens vogn, da de blev ramt af en
eksplosion. Vi tror, at det var en bazooka, men det ved vi tidsnok.«
»Åh. Gud.« Wesley huskede det nu. »De skulle derover for at fremlægge
lovforslaget. Hvad er der sket med dem, er de i live?«
»Højesteretspræsidenten blev dræbt på stedet, men de sidste meldinger siger, at
Lovell overlever.« Han rystede på hovedet. Wesley fattede det simpelthen ikke.
»Vi kommer til at udsætte debatten i Kongressen af sikkerhedsgrunde,« fortsatte
Jansen. »Men vi må komme med en udtalelse til pressen om ikke ret længe. Tror du, at
du kan klare det, Wesley? Jeg har briefet Lance Burton om, hvad der skal siges.«
»Ja! Ja, naturligvis!« Wesley nikkede, men det passede ikke. Han var overhovedet
ikke klar. Hvad helvede ville de have ham til at sige?
Præsidenten rejste sig. »Jeg sætter din loyalitet meget højt. Du har været fantastisk
allerede. Din tale i morges var begavet og meget klar, du kunne ikke ære din forgænger
James Brady bedre end ved at gøre, som du gjorde. Vi har allerede hørt positive
tilkendegivelser fra hans kones organisation, Handgun Control Inc. og flere andre af
våbenmodstandernes grupper. De er meget tilfredse med vores initiativ. Jeg er sikker
på, at du engang vil få en mindeplade under Jim Bradys i presserummet. Måske bliver
det så dig, som rummet bliver opkaldt efter. Hvem ved?«
Wesleys læber var tørre. Han forsøgte at smile, men mismodet silede gennem hans
hjerne som en syreregn. »Så har I vel også hørt fra våbenlobbyisterne. National Rifle
Association har med garanti sagt det modsatte, ikke?«
»Du skal ikke bekymre dig om NRA eller andre af den slags organisationer, Wesley!
Bekymr dig bare om at fortælle verden, at der er forøvet et attentat, og at det
understøtter alle vore forslag. At vi derfor bliver nødt til at gøre noget drastisk lige
nu!«
»Noget drastisk?«
»Tal med Lance Burton og Donald Beglaubter og mød mig så om en halv time i Det
Ovale Værelse.«

I løbet af tre timer var hele landet på den anden ende. Nyheden om
højesteretspræsident Theodor Mannings voldsomme død og justitsministerens
kvæstelser hensatte alle ordentlige mennesker i chok.
Samtidig var der indgået telefonbombetrusler til flere af de liberale aviser, til
Kongressen, til to uafhængige filmstudier, et utal af anti-volds-organisationer og til
Fine Arts Museums i San Francisco, der netop havde haft fernisering på en
særudstilling med temaet ‘Kunstnere mod vold’.
Trods intens jagt var det lykkedes Moonie Quale at gå under jorden og give
telefoninterviews til flere landsdækkende radiokanaler med et øredøvende klart
budskab: De hvidhovede Ørne, Indianas partisaner, Rushmore Defenders og alle de
andre beslægtede militsgrupper i landet ville gå til kamp mod regeringens planer. De
stod ikke bag attentatet på justitsministeren og højesteretspræsidenten, og de havde
ikke noget med bombetruslerne at gøre, men de ville snart slå til på deres egen måde.
De havde ikke til sinds at lade sig afvæbne, og slet ikke af kommunistsvinet Jansen.
Det var på det tidspunkt, at Jansen indkaldte sikkerhedsminister Billy Johnson og
chefen for FEMA, landets krisestyringsagentur. Det var stærkt bekymrende, og
bølgerne gik højt alle vegne. Aktiviteten på gangene i Det Hvide Hus var usædvanlig
høj, og mængden af uniformer overbroderet med ordener og stjerner pludselig
markant.
Imens væltede våbenlobbyen og NRA’s talsmænd frem i medierne og skreg til
himlen om krænkelser af Forfatningen og det 2. tillægs uomtvistelige sikring af
amerikanske borgeres ret til at forsvare sig selv med egne våben. Hvordan kunne man
det uden ammunition? Det var et forfatningsbrud, og præsidenten måtte gå af.
Ammunitionsfabrikkernes advokater støttede dem naturligvis. Og imens blev der
skudt mere på gaderne end nogensinde. Folk kom op at skændes om ingenting og
alting og om retten til at slå igen, når det gjaldt. Der var stormløb på alle
supermarkeder, der solgte ammunition. Kurserne på våbenfabrikkerne susede op og
især ned, og til sidst måtte Børsen lukke for handelen.
Det hele virkede fuldstændig ude af kontrol. Efter få timer var Amerika ude af sig
selv, man havde før set det ske. Folk på gaderne og i boligblokkene var rasende og
ordenshåndhæverne magtesløse. Det mindede om raceurolighederne efter overfaldet
på Rodney King.
Og det var lige, hvad Michael K. Lerner havde brug for. Den netop afgåede
vicepræsident lod sig gladelig interviewe af alle og enhver. Han var klar til at drage
grundlovens 25. tillægs § 4 frem til prøvning, så man kunne få afsat præsidenten. Og
selv om man vidste, at det ville blive mere end svært, for indtil nu havde præsidenten
ikke just vist mangel på evne til at handle, så blev vicepræsidentens hentydninger til
præsidentens sindssyge diskuteret overalt.
Alt i alt rigeligt af problemstillinger at tage fat på.
Der blev bedt bønner for justitsministeren i kirkerne og i studieværternes prime
time-programmer, og selv om tv’et kørte på højtryk i Wesleys kontor, så hørte han ikke
længere, hvad der foregik. Han sad et øjeblik og gemte sig inde i sit indre kammer.
Dette lille sted, hvor han forestillede sig, at han var i stand til at gøre noget, men ikke
behøvede det. Dér, hvor han ikke følte sig forstenet. I den lille verden, hvor han godt
nok var alene, men ikke ensom.
Her sad han ofte og drømte om kvinders hud i al almindelighed og Doggie Rogers’ i
særdeleshed. Og når alt det her var overstået, så vidste han, hvad han ville bruge sin
tid til. Når det vel at mærke var overstået.
Han åbnede øjnene og så ned på papirerne foran sig. Så var virkeligheden tilbage.
Han havde lige skrevet en rimelig god tale til Jansen om landets dybe sorg over at
have mistet sin højesteretspræsident, Theodor Manning, det mest hensynsløst
retfærdige menneske, der endnu havde betrådt amerikansk jord, som der blev sagt.
Herefter havde han advaret stærkt imod Moonie Quales og de øvrige militslederes
planer og trusler. Ingen skulle være i tvivl om, at man ville slå hårdt igen på alle, der
truede landets sikkerhed. Man ville under ingen omstændigheder risikere et nyt
Oklahoma City.
Senere på dagen, da endnu en række skudepisoder havde fået den sædvanlige
dagsration på over hundrede skuddræbte i landet bragt op på over det firedobbelte,
hvilket var rekord i nyere tid, blev der dekreteret midlertidigt totalforbud mod at handle
våben og ammunition i samtlige af landets amter.
Præsidenten gik selv på skærmen. Trods voldsomme protester fra selv det mindste
sherifkontor, så var der ingen vej udenom. Lovens håndhævere måtte berede sig på
overarbejde i meget lang tid, sagde han. Ingen, der fra denne dag brød loven, måtte
kunne føle sig sikker. Det var dag nul, som han sagde.
Sent på aftenen vidste man allerede, at opgaven var for stor for politiet at klare
alene, og FEMA, Det Føderale Krisestyringsagentur, blev mobiliseret til ifølge
‘Executive Order 13010’ at sørge for koordinationen af opgaverne. På det tidspunkt
vidste Wesley, at det næste, der kunne ske, var, at der blev sluset soldater ud i
gaderne, og han fik ret. Efter to timer havde militæret erklæret præsidenten fuld
opbakning og udvist vilje til at gå ind i situationen. Sikkerhedsniveauet blev skruet en
grad i vejret, og landet var lige pludselig på det nærmeste i undtagelsestilstand.

Dagen efter kimede pressen Wesleys kontor s ønder og sammen, og hans sekretær
begyndte at græde af overanstrengelse ved firetiden om eftermiddagen og blev sendt
hjem. Derfor havde han ledt efter Doggie, så hun kunne overtage sekretærens plads,
men andre havde lagt beslag på hende. Samtlige kontorer i Vestfløjen var belastet til
bristepunktet. Der blev meldt om flere bombetrusler. Denne gang imod vandværker,
dæmninger og Disney-parkerne, og sikkerhedsniveauet i landet sat til orange alarm.
Da klokken var to den påfølgende nat, gav også Wesley op og rejste sig fra sit
skrivebord. Han gik ud i Washingtons nattelys med flere vagter omkring sig og så sig
omkring. Hundredvis af mennesker stirrede op imod Det Hvide Hus, som var det en
bolig for den onde selv. En kødrand af journalister skreg imod ham, så han måtte vige
tilbage og glide ind i tjenestebilen i en skylle af frustration og anklage. Et velkendt
ansigt masede sig frem mod bilen og blev stoppet af vagterne. Det var John Bugatti i
en krøllet skjorte, som så ud til at have siddet på ham i evigheder.
Wesley rullede vinduet ned.
»Det går ikke, Wesley. Du bliver nødt til at give mig et interview.«
»Hvad så med alle de andre journalister?«
»Wesley, der er rygter om, at præsidenten vil udnævne Sund-erland til
vicepræsident, har du en kommentar til det?«
»Hvor har du hørt det?«
»Lad mig komme ind på dit kontor i et kvarter, så skal jeg fortælle dig det.«
Wesley s å sig omkring. Presset fra journalisterne og deres kamerafolk var ved at
bryde sikkerhedsfolkenes kæde. Gennem råbene tydede han ord som statskup og
kaos.
»I morgen, John. Du skal få dit interview i morgen!«

Det lykkedes heller ikke Wesley at få sovet noget videre den nat. Tværtimod
speedede et par sovepiller ham så meget op, at han tilbragte det meste af tiden i
mørket med at se kavalkader af gamle Frank Capra-film med rankryggede helte med
ubøjelige idealer og genudsendelser af nogle af de mest forfærdelige af Tom Jumpers i
forvejen yderst ubetydelige tv-shows.
Han fik kvalme, men holdt sig fra at zappe over på nyhedskanalerne. Det var
alligevel værre.
Næste morgen blev de samlet i Det Ovale Værelse, og Jansens udnævnelse af
Sunderland som fungerende vicepræsident blev bekræftet. Ingen af folkene i staben
kommenterede det, heller ikke Sunderland, men han var tydeligt tilfreds med
udviklingen, naturligvis. Han kendte folkene i Kongressen, og de kendte ham, de ville
næppe gøre indsigelse. Sunderland havde altid haft et godt forhold til begge fløje i
begge kamre, det vidste alle.
 »Du er på om tyve minutter, Wesley,« sagde Jansen. »Sig til journalisterne,
hvordan det er. Og sig til dem, at behandlingen i Kongressen af Sunderlands
udnævnelse må vente indtil videre. Situationen kræver det. Lige nu må vi have
arbejdsro i Det Hvide Hus.«
Wesley undgik Sunderlands selvtilfredse blik. Skridtene ned til presserummet ville
blive tunge.

Pressekonferencen blev overstået på under fem minutter, men der havde været
spørgsmål til flere dage. Journalisterne havde råbt i munden på hinanden. Ord som
forfatningsbrud og paniktilstand og vanvid krydsedes med ord som fascisme,
dekretforvirring og nyvalg. Det var bare for meget på en gang.
Bagefter vinkede Wesley sin ven John Bugatti ud af mængden og fulgte ham ned til
Det grønne Rum. Et par empirestole var sat frem foran kaminen og præsident Jansen
stod ved vinduet og så ud på skilteskoven af demonstranter bagved bygningen.
Han bad Bugatti sætte sig.
Bugatti spurgte, om han måtte tage billeder med sit mobilkamera imens, og Jansen
samtykkede ved at rette på håret.
De talte lavmælt sammen i et par minutter, og Wesley hørte det meste.
Bugatti advarede sin præsident om, at situationen var ved at glide ud af kontrol, og
Jansens ansigt blev en smule mørkere. Wesley så op på Binghams maleri, der hang
over døren til hallen, og ønskede at han sad på Mississippi-flodprammen sammen med
mændene om bord.
Fandens til interview.
»Inden vi ser os om, så er der effektueret nødretslove her i landet, ønsker
præsidenten det?« spurgte Bugatti.
»Jeg ønsker kun, at alle amerikanere kan leve i fred med hinanden. Hvad midlerne er
undervejs, det er vi alle sammen med til at bestemme. Du skal være positiv over for det
her, John. Du repræsenterer et af vore allerstærkeste medier. Du er en vigtig brik i det
her spil.«
Bugatti sad et øjeblik stille, så man tydeligt kunne høre råbene fra mængden
udenfor. »Jeg vil bare sige, mr. Præsident, at det her går for stærkt. Lad Kongressen
arbejde med problemerne, så vi kan få et ordentligt retsgrundlag.«
»Gerne! Men bliver det så til noget? Tænk på, hvor mange gange det er forsøgt.«
 Wesley s å på Jansen. Sagde han virkelig det til en journalist, der blev set af
millioner af mennesker hver dag?
»Jeg ved det, men den parlamentariske vej er eneste mulighed. Man bliver
simpelthen nødt til at gå den slagne vej. Det ved De vel bedre end nogen anden!«
Så blev de afbrudt af en banken på døren. Det var kommunikationschef Lance
Burton, der gled ind i lokalet. Han standsede et øjeblik, da han så Bugatti, men Jansen
bad ham fortælle, hvad han havde på hjerte. Han havde ikke noget at skjule over for
sin gamle rejsekammerat Bugatti, sagde Jansen.
Lance Burton havde et mørkt ansigt, der kunne være svært at læse, alligevel virkede
han betydeligt mere alvorlig end normalt. »Sir!« sagde han og måtte foretage en
synkebevægelse. »Der er sprængt en bombe i demokraternes hovedkontor i
Wisconsin. Der er formentlig mange dræbte. Vi tror, at det drejer sig om alle, der var på
arbejde i bygningen, for den er jævnet med jorden.«
Wesley lod hovedet falde ned. Det var en katastrofe.
Da World Tråde Center faldt sammen, digtede han med inderlighed ord, der ærede
de faldne. Lige nu var han fuldstændig tom.
Præsident Jansen så længe på Lance Burton, før han igen vendte sig om mod
Bugatti. »Vær forsigtig med, hvad du skriver og siger på skærmen de næste par dage,
John! Så gør du os alle sammen en tjeneste.«
Wesley fornemmede godt truslen bag ordene.
Han havde det, som om han skulle kaste op.

Kapitel 11
Sherif T. Perkins havde morgenkvalme, hvis man kunne sige det sådan.
Hans vicesherif havde vækket ham klokken tre. Et bundt store drenge var netop
kørt gennem hovedgaden og havde tømt magasinerne fra deres halvautomatiske rifler
op i luften. Nu var patruljevognen ankommet til stedet, og det var rigtigt, hvad man
havde meldt, patronhylstrene forsvandt jo ikke ligefrem af sig selv, selv om det øsede
ned.
Betjentene i patruljevognen havde en begrundet mistanke om, hvem der havde
gjort det, og nu ville de have en ransagningskendelse. Som om han kunne skaffe den
på den tid af natten. Det var noget rod.
Siden havde han ikke sovet. Han var kørt ind på sit kontor, var væltet om på
kontorstolen med hatten ned i panden, men tankerne ville ikke lade ham i fred.
Hvad helvede var det hele for noget?

Lige så længe T. Perkins havde været sherif, var der aldrig sket noget rigtig
modbydeligt i hans distrikt. Noget rigtigt modbydeligt, altså. Selvfølgelig var der
mord, det skete jo, når folk bollede udenom eller stak ild på hinandens lader, men
rigtigt modbydeligt og uforståeligt blev det jo aldrig. Næh, det handlede mest om et
par vilde knægte nu og da, eller piger der klagede over, at mænd havde været for
nærgående. Lidt slagsmål om fredagen efter et par drinks. Det sidste grove rovmord
var over ti år siden nu, sidste fuldbyrdede voldtægt skete for tre år siden. Han
huskede tydeligt alle sine sager.
Hans første sag som vicesherif i Highland County var nok stadig den, der stod
klarest i erindringen. Det var sagen om Leo Mulligan, der myrdede sin kone med et
boldtræ og blev indlagt til forvaring på ubestemt tid på sindssygehospitalet, der siden
blev til Marion Treatment Center. En sag, der nu igen på sin vis var blevet aktuel,
eftersom manden var blevet erklæret rask og derefter løsladt nogle måneder før sit
toogtredivte år som indlagt. Nu boede han igen i sin gamle rønne øst for byen, og så
længe han gjorde det i al ubemærkethed, var der ingen grund til alarm.
I dette ægteskab havde der været en dreng, Leo Mulligan jun., og det var mest ham,
der blev årsag til avisskriverierne. Tragisk nok havde han set sin far tæve sin mor ihjel,
og kort efter forhøret forsvandt han ud i det blå. Man iværksatte så en intens
eftersøgning, for drengen var jo trods alt mindreårig, men uden resultat. Først efter
nogle måneder fandt man ham ved en tilfældighed et par amter længere østpå og ikke i
ynkelig og forpjusket forfatning, som man kunne forvente, men som en velsoigneret
ung mand, velklædt og attraktiv og mindst lige så good-looking som de mest
succesrige af drengene fra de store mansions omkring Middleburg. I en rum tid var det
et mysterium, hvad drengen havde gjort af sig selv i den lange periode, og
tilsyneladende var ingen i stand til at løse mysteriet for T. Perkins. Det blev en
følelsesforvirret kvinde, der på eau de cologne-duftende brevpapir over for én af de
lokale aviser til sidst afslørede, hvorledes Leo Mulligan jun. havde gennemgået sin
forvandling fra grim ælling til smuk svane. Leo Mulligan var flygtet hjemmefra og
havde i den mellemliggende tid ernæret sig fedt ved at afpresse gifte kvinder, som han
havde været i seng med, og avisen bragte et stort billede af drengen og refererede i
detaljer et brev, som de havde købt af en af drengens erobringer. Det blev en stor
skandale, for virkelig mange koner var faldet for hans ungdommelige charme, og
mange familiekonflikter i området omkring Highway 50 fra Upperville og videre til
Gilberts Corner blev en realitet. Drengen selv blev trukket igennem en pinagtig retssag
om forældremyndighed, og til sidst blev han bortadopteret. Alt i alt førte det til mindst
femten skilsmisser og et par ærekrænkede hanrejer, der hængte sig selv i
hanebjælkerne i de mørke vintermåneder. Det var sådan en sag, som ingen glemte,
ligesom man heller ikke glemte tyven Charlie Heath, der stod for 75% af alle tyverier i
countiet, og som man, lige til han gik på pension til fordel for et stille liv oppe i
højdedragene, altid konsulterede, før opklaringsarbejdet gik i gang. Og endelig var der
den bemærkelsesværdige sag om en afskyelig hustrumishandler, der til sidst gik på
tvangsafvænning og derefter blev distriktets mest uudholdelige og fanatiske
alkoholhader og afholdenhedsagitator, og som aldrig gik af vejen for at dele et par
flade ud, hvis det kunne hjælpe på forståelsen af hans i øvrigt såre primitive
argumenter.
Men det var dengang.
Siden T. Perkins’ tiltr æden som sherif havde der stort set ikke været noget videre
ophidsende at rive i, hvilket man fejlagtigt tilskrev hans embedsførelse og ikke den
uhørt lave arbejdsløshed, som en række nyetablerede virksomheder havde tilført
området. Og nu var alt ødelagt.
T. Perkins havde været ophidset hver eneste dag, siden Washington havde lagt
hovederne på hattehylden. Hvad helvede var det hele for noget? Præsidenten var gået
amok, eller også var det hans nyudnævnte og vindtørre vicepræsident til Sunderland,
det var svært at sige. T. Perkins havde svært ved at kapere, hvordan hans gamle
rejsekammerater fra Kina-turen i den grad kunne ryste grundvoldene i det stille og
rolige samfund i denne fjerne afkrog af Blue Ridge-territoriet. Hvordan deres stille liv i
den grad fik nye spilleregler.
Hvor helvede var de hyggelige aftener blevet af? Hvor var invitationerne til majs-
grillning og kaffeslabberaserne op til festerne? Nu havde han jo ikke tid til noget som
helst, og folk gad heller ikke se ham. Han var jo fjendens håndlanger, når det kom til
stykket.
T. Perkins var forvirret. Hans folk var forvirrede. Verden var g ået af lave. De gode
gamle dage havde et bombeattentat i demokraternes hovedkvarter på State Street,
Madison i Wiscon-sin, flået ned i malstrømmen. State Street 222 - borte med blæsten!
Hvem kendte ikke den adresse nu?

Fire dage efter attentatet tog De hvidhovede Ørne ansvaret for bomben. De kunne
beskrive attentatet til mindste detalje. Hvordan de havde placeret bomben på
andensalen på Retshjælpens kontor for statistisk Analyse, hvordan djævelskabet var
sammensat, og hvorfra de havde sprængstofferne. Der var ikke noget at efterforske.
Man kunne blot konstatere, at bomben havde fået bygningen til at kollapse, og at alt,
hvad Moonie Quale og hans sindssyge disciple hadede, blev knust under tonsvis af
murbrokker og forvredet jern. Demokraternes hovedkvarter i Wisconsin, Aids-centret,
Retshjælpen. Alt, hvad de hadede. Og bygningsdelene havde hærget gågaden som en
tropestorm. Flere hundrede mennesker var blevet såret af nedfald, som
skyttegravssoldater i stormløb mod granatsplinter. Man havde fundet hele murblokke
på Langdon Street, meterlange bjælker i Lake Mandota, alle vinduerne var suget ud på
det meste af strækningen fra Henry Street til State Capitol. Smukke ark papir i alle
farver fra Art Mart i nabobygningen fløj omkring i byen i flere dage. Over to hundrede
mennesker omkom. Det var Oklahoma City og 11. september på én og samme dag.
Amerika var i chok og i borgerkrig. Sygdommen var brudt ud i lys lue, og præsident
Jansen og hans folk havde reageret utroligt hårdt og kompromisløst.
Nu havde de levet i en tilspidset undtagelsestilstandslignende situation i fem dage,
og militsgrupperne overalt i landet havde samlet sig. T. Perkins turde slet ikke tænke
på, hvad der ville ske, hvis de slog til igen med samme kraft som i Wisconsin.
Men faktum var, at det kunne ske når som helst og hvor som helst, og at
Krisestyringsagenturet FEMA, Det nationale Sikkerhedsråd og Ministeriet for
hjemlandets Sikkerhed inde i Washington pludselig havde rigeligt at tage sig til.
Meningsuoverensstemmelser blussede op for et godt ord, og vreden over
restriktionerne var enorm. I T. Perkins’ eget distrikt var skyderierne taget til. To
dræbte, adskillige på hospitalet. Folk havde hamstret ammunition, og på få timer var
lagrene tømte. Det var forbudt at sælge ammunition, men der var heller ikke noget at
sælge af længere. Folk var allerede rigeligt forsynet til denne krig og den næste med.
 Et par dage før havde samtlige landets sherifkontorer fået at vide, at de skulle tage
ammunitionen fra folk. Ifølge 2. tillæg måtte almindelige mennesker godt besidde
våbnene, men ikke nødvendigvis patronerne. Det stod ingen steder, men nødrets-love
bygget op omkring eksisterende præsidentielle dekreter udnyttede dette faktum trods
en rasende og overtallig opposition.
Nu var det blevet pålagt T. Perkins og hans folk at checke samtlige kontotræk på
samtlige kreditkort i de sidste fire dage, og så tage ud i folks private hjem og
konfiskere den ammunition, som de lige havde købt.
Det var lettere sagt end gjort. Hvordan i hede hule helvede skulle man for eksempel
kunne finde to kartoner 9 millimeter ammunition på en bondegård på størrelse med det
halve af Washington Down Town? Eller hvordan havde de tænkt sig, at de skulle tage
patronerne til Joe Fiskes haglgevær fra ham, når ingen vidste, hvor han var, og han i
øvrigt kendte bjergene bedre end nogen anden? Og hvordan skulle de overhovedet få
sig selv til at gøre det, når enhver vidste, at Joe levede af det vildt, som han skød i sin
egen skov? Han var da for helvede ikke Moonie Quale og den slags lort.
Men hvad der forvirrede T. Perkins allermest af alt, var det, man kunne høre fra
presserummet i Det Hvide Hus hver eneste dag.
Tilsyneladende gjorde folkene derinde i Det Hvide Hus, hvad der passede dem.
Selvfølgelig var der massive protester og modstand i begge kamre i Kongressen, men
landet var nu i højeste beredskab, og Krisestyringsagenturet havde magten. Der var
nok af historiske ‘executive orders’ at bruge af. Forfatningen var for en tid sat i
skammekrogen, tænkte T. Og alternativet var vidtrækkende.
Man ville afvæbne Amerika, sagde man, og samtidig ville man tømme fængslerne.
Man ville konvertere samtlige straffe til samfundstjeneste, og man ville bruge
fængslerne til noget andet. De store garvede fængselsbetjente, som T. kendte, skulle
til at være barnepiger. De skulle til at være pædagoger for vaneforbrydere og
sindssyge stoddere, der for i flint over synet af et par bare patter eller krumningen på
en næseryg. Hvordan skulle fængselsbetjente, der dagen lang havde levet af at vrisse
og sætte sig i respekt med et bundt nøgler og staven i bæltet, pludselig sætte sig ned
og lægge beskæftigelsesplaner for en tumpe med en rådden hjerne? Og hvordan skulle
man kunne straffe de fandens mange, som nu skød til måls efter hinanden med forbudt
ammunition? Hvordan skulle man straffe dem, når de om ikke ret lang tid alligevel
skulle løslades igen? T. Perkins forstod det ikke, og det var der mange andre, der heller
ikke gjorde. Alle republikanerne for eksempel, og NRA-folkene, Kongressens
medlemmer, medlemmerne i Repræsentanternes Hus, lobbyisterne. Og selvfølgelig
gjorde de ikke det. Men hvad helvede betød det, om de forstod eller ikke forstod? Så
længe præsidenten og Det nationale Sikkerhedsråd og Sikkerhedsministeriet og
dermed også FEMA var enige og havde tjek på lovformelige dekreter og på
generalerne og dermed kunne få Nationalgarden og militæret til at holde landet i en
skruestik af nødretslove, så længe var de jo alle sammen sat fuldstændig ud af spillet.
Nu gik der efterhånden kun et par timer imellem, at man så kampklare tropper ude på
vejene.
Han havde ringet til Doggie Rogers for at få at vide, hvad de kunne vente sig, men
hun vidste ingenting. Hun knoklede halvtreds meter fra USA’s præsident hver eneste
dag, men hun vidste ingenting. Det var lige til at få sved på panden over.
Og nu var de i færd med at fylde fængslet for alvor. De sølle seks celler, som han
kunne disponere over, var for længst stoppet til. Dér var der også ballade. Man havde
smidt store, sorte Benni ind til store, hvide Les Tanner, og de havde banket alle
tænder ud på hinanden og svinet gulvet til med blod i en grad, som deres gamle, sarte
rengøringshjælp ville sige sin stilling op over. Og for at det ikke skulle være løgn, så
havde de glemt en fyldebøtte i skuret omme bagved, og nu havde han skidt og
brækket sig i hver en krog af rummet. Det lokale brandvæsen, der havde brugt rummet
til reservedelslager og ekstraudstyr, ville lynche ham.
Fandens til pis. De skulle finde plads til tre uregerlige knægte mere, bare fordi de
ville demonstrere, at de stadig havde ammunition og turde bruge det. Men hvem
havde de skadet? Var der måske faldet projektiler fra himlen og havde smadret folks
hustage? Gu’ var der ej, og nu måtte de proppe dem ind i vaskerummet og deres lille
køkken.
Snart var der kun kosteskabet tilbage.
Telefonen ringede på T. Perkins’ bord, og han skubbede hatten om i nakken.
»Ja!«
»Chief, du må komme herud. Jeg er ude hos Jim Wahlers. Kom herud, du tror ikke
dine egne øjne!«

Jim Wahlers var en skikkelig fyr, som de fleste ikke rigtig kunne sige andet om, end
at han var bedemand i byen med speciale i mahognikister, havde tre udmærkede døtre,
om end lidt hul-brystede, og en kone, som nok skulle sige til, hvis grønsagerne ikke
var friske i Wal*Mart. En omgængelig fyr, som passede sit arbejde og ikke havde
givet anledning til noget som helst.
Jim Wahlers’ hus var enormt, for d øden var indbringende og konstant, og tre
generationer af bedemænd havde samlet til hobe. Her var der både køkkenhave,
dobbeltgarage og to hundrede kvadratmeter kælder at boltre sig i med poolbord og
dartpile. T. Perkins havde ofte været dernede i sine unge dage, da han tog sine
mesterskaber i dartkastningens ædle kunst, og Jim var næsten lige så god, selv om det
også kun var næsten. En dejlig kælder at øve sig i, huskede han.
Og her stod han igen med sin yndlingspil i brystlommen, ligesom dengang. Kunne
kende den brunmalede trappe, de høje paneler, som de tit havde lænet sig op ad med
bajere i hånden, de fine udfletninger af vandrør, som forgrenede sig under loftet.
Men så var det også slut med genkendelsen.
Hans folk nikkede og trak på skuldrene, da de så ham måbe. Den følelse havde de
lige akkurat selv været igennem.
For alle vægfladerne var blevet nydekoreret, siden dengang Virginias flag og
plakater fra byens biograf havde været kældervæggenes faste udsmykning. Der var
stadig plakater på de grå skillevægge, men nu var de anderledes. Ingen horrorfilm med
gummimasker og skrigende tøser. Ingen sensuelle læbeberøringer med Ingrid Bergman
og Veronica Lake. Det var helt klart anderledes. T. Perkins vidste faktisk ikke, at der
fandtes så mange plakater med sådan noget. Faktisk anede han overhovedet ikke,
hvor mange militsgrupper i landet, der gav sig af med at lave sådan noget som de
plakater, som der var klæbet op på Jim Wahlers’ kældervægge. Ja, faktisk anede han
overhovedet ikke, at der var så mange militsgrupper. De måtte bestemt være
repræsenteret alle sammen her i Jims kælder. De hvidhovede Ørne, Bunker-gruppen fra
Texas, Ohios First National Pioneers og snesevis som dem. Side om side om side var
disse hverveplakater en opvisning i ufrivilligt komiske uniformer, camouflagefarver
smurt ud på hud, fremvisning af enorme håndvåben og store, selvsikre smil, plantet af
selvretfærdighedens gløder og lysten til selv at bestemme, hvor skabet skulle stå.
Jim Wahlers måtte have haft temmelig travlt med at udfylde postordrekuponer til
alle disse grupper ind imellem alle dødsattesterne og ordresedlerne til træimportøren
Thompson Mahogany i Philadelphia.
»Og se så her omme bagved!« råbte hans vicesherif.
 T. Perkins gik ind i rummet, hvor de i sin tid havde lagt et par halvgamle, rødhårede
søstre ned og plantet deres manddom i dem. Madrasserne stod stadig op ad væggen,
men det var længe siden, at T. Perkins havde plantet noget som helst. Han stod og så
på fyrre-halvtreds papkasser. Han kendte dem udmærket. Hver ammunitionskasse
kunne1 vel rumme 36 kartoner å 200 patroner. Et hurtigt regnestykke nåede frem til
over 300.000 skud. Det var fandeme mange skud at have til gode, når man var over tres
og ikke boede i Bogota, Colombia eller en anden sydamerikansk bananrepublik.
»Hvor har I gjort af Jim?«
»Han sidder i sit soveværelse og holder konen i hånden. Han vil ikke flytte sig. Han
siger, at vi skal gå, at vi ikke har noget at gøre her. At han intet har gjort.«
T. Perkins s å på de tre våbenskabe. »Det har han vel strengt taget heller ikke, har
han?«
»Han købte ammunitionen i går. Der er for en formue.«
»Har du fået nøglen udleveret?« Han nikkede over mod våbenskabene.
»De kommer her!« Det var den sidst ankomne på sherifkontoret, Dody Hall, der
forsøgte at mase sig ind i rummet.
T. Perkins så på hendes enorme hår. Hun måtte altså snart finde en saks. Kasketten
anede jo snart ikke, hvor den skulle lægge sig.
Han åbnede skabene og slog dørene op på vid gab. Enten måtte Jim Wahlers’
bedemandsforretning være mere indbringende, end han troede, eller også havde han
venner med de samme interesser.
»Wow!« sagde Dody Hall.
Men T. Perkins kunne ikke sige det samme. Dertil havde han ofte nok set, hvad
denne slags våben kunne føre til. Og her var nok til at bevæbne mindst 300 mænd med
kraftige, halvautomatiske pistoler og rifler. Men det var ikke det værste. Det værste var
håndgranaterne. Han havde set dem blive brugt ude i grusgraven under en øvelse,
som militærfolkene fra Richmond havde afholdt, og deres effekt var forbløffende, hvis
man kunne sige det så mildt. Hvis en af de granater blev brugt mod mennesker, så
kunne Jim Wahlers godt belave sig på at glemme alt om traditionelle begravelser. Så
kraftige var de.
 Kapitel 12
Stemningen i New York var ætsende, og Rosalie Lee var bange.
Nede i undergrundsbanen talte man kun om to ting: præsident Jansens lov-og-
orden-program, oftere og oftere omtalt som ‘Washington Dekretet’, og
snigskyttedrabene. Men lige så snart folk var oppe over jorden, så glemte de alt om
præsident Jansen og hans dekret. Så var det ‘Dræberen fra tagene’, det handlede om,
for døden kom fra oven, og den kom uden varsel. En kugle havde taget en lille drengs
liv i går, mens han gik med sin mor i hånden. Dagen før var det en tyk, sort kvinde
ligesom Rosalie, der blev myrdet med koldt blod. En lille strøgtur på 14th Street blev
fatal for hende, og forsiden på alle aviser var sikret. Hun havde handlet frugt, kunne
man se. Bananer og appelsiner lå slængt hen ad fortovet, hendes hvide t-shirt var rød
af blod og den brune pose mast under hendes tunge krop.
Rosalie hadede turen ind til kontoret midt på Manhattan, hadede at gå langs
husmurene og stirre op på hustagene. Bare svinet ikke var deroppe og holdt øje med
hende lige nu, tænkte hun som alle andre. Rosalie var hundeangst for smerten. For
kuglen, der ville bore sig ind i hendes kød, og for at blive slået omkuld med ét slag.
Nu havde morderen allerede enogtyve menneskers liv på samvittigheden, og
dagsrationen var mindst ét lig. Det kunne blive hende, og det kunne blive ham, der gik
lige ved siden af, morderen var ligeglad. Efterhånden kendte alle nogen, der kendte
nogen, der kendte et af ofrene. Hun selv havde mødt en mand, hvis kones nevø var
blevet ramt rent i tindingen, og halvdelen af hovedet spredtes på hjørnet af 59th Street
og First Avenue. I nyhederne sagde de, at morderen havde skudt fra svævebanen
over til Roosevelt Island, men det var noget vrøvl. Man sagde så meget, man tænkte
så meget, og morderen gemte sig godt.
Rosalie bad hver aften til, at de ville finde ham, og at det ikke var en sort mand.
»Lad ham komme fra Puerto Rico!« bønfaldt hun og håbede, at hendes tre sønner
snart ville komme hjem. Hun var bange for ‘Dræberen’, og hun var bange for, hvad
drengene kunne finde på tide på gaderne, som situationen var nu. Det var ikke kun
New York, der havde sit at tænke på. I Chicago havde man forsøgt at demonstrere
mod landets nye tilstande, men vandkanonerne havde slået menneskemasserne ned.
Om natten skød Nationalgarden med gummikugler efter folk, der samlede sig på
gaderne. Alle steder i landet blev der opsat vejspærringer. Tog og fly blev minutiøst
kontrolleret og visse dele af busdriften midlertidigt stoppet.
Hele landet var sat på den anden ende.

Det var først gået rigtigt galt ti dage før, da Moonie Quale samlede lederne af de
mest rabiate militsgrupper i landet og udspredte sin propaganda og hadske gift
gennem alt for villige medier. Fra hver en krog af landet havde uniformsklædte mænd
udtrykt deres støtte til gerningsmændene til bombeattentatet i Madison og
efterfølgende erklæret regeringen krig. Nu var det på tide at tage til genmæle mod
Washingtons og lansen-administrationens overformynderi, havde de hver især
konkluderet, og allerede samme aften var myrderierne på embedsmænd ude i
distrikterne og på flere kongresmænd en realitet. Natten bragte mange
bombeattentater og lemlæstede og døde med sig, og om morgenen var gadebilledet
sort af politi. Alle retsinstanser og værn var i højeste beredskab, og flere bomber
fulgte i løbet af dagen.
Rosalie havde siddet i sin hyggelige grønne lænestol, da præsident Jansen trådte
frem i en ekstraudsendelse på tv og dekreterede landet i undtagelsestilstand. Han var
mørk i ansigtet og rasende, så stemmen dirrede, og så gik det stærkt. I løbet af et døgn
var Kongressen fuldstændig rangeret ud på et sidespor og nødretslove og en lang
række præsidentielle dekreter dagens realitet. Samme aften blev mere end halvdelen af
aviserne og tv-kanalerne midlertidigt nægtet at udkomme med henvisning til
‘Executive Order nummer 10995’.
Journalisternes fagforening og alle landets politiske kræfter kunne råbe så meget
op, de ville. Jansens Washington Dekret og Krisestyringsagenturet FEMA’s styring
af situationen var landets nye virkelighed, hvad enten man ville det eller ej.

Siden var tingene blevet sværere for alle. Meget sværere, og ikke mindst i New
York.
Inden for en radius af et par hundrede meter levede Rosalie sammen med tre
småkriminelle sønner og fem tusinde andre, for hvem retfærdighed var det samme som
et par hundrede gram skarpslebent eller skydeklart stål i baglommen. Her var
illusionen om fred og ro for længst begravet, man måtte leve og overleve, som man
bedst kunne. Nødretslove eller ej, South Bronx var et svært sted at bevæge sig på
dydens smalle sti, det var helt sikkert.
Drengene, James, Frank og Dennis, var på alle måder stort set ens. To og et halvt år
imellem nummer et og tre, alle stærke fyre med deres fars kysseindbydende træk,
rapkæftede, kvikke og lige store i slaget. Rip, Rap og Rup blev de kaldt, men aldrig
mens de hørte det. For drengene var ærekære og utroligt kontante i deres afregning.
Hun havde forsøgt at lære dem Guds ord, at man skulle vende den anden kind til og
vise sin næste respekt og kærlighed, men i den retning var de tungnemme, og det
bekymrede hende. De afklapsede folk for et godt ord og lod sig tirre for mindre. Endnu
havde de aldrig været i fængsel, men i de sidste par måneder havde det bare været et
spørgsmål om tid, hvis de da overhovedet overlevede så længe. Rosalie turde ikke
tænke tanken til ende. Flere af hendes veninder havde mistet sønner, og en enkelt
mistede dem alle. Folks liv var så lette at slukke i den bydel, og Rosalie elskede sine tre
drenge trods deres åbenlyse fejl. Hun så dem for sig gråsprængte i tindingerne. Som
hendes alderdoms anker og bolværk. Hun så dem leve deres liv og komme væk fra
slummen. Det var hendes inderligste drøm, og derfor var Rosalie ikke en af dem, der
forbandede Jansens love ned i helvede. Hendes sønner gjorde selvfølgelig, men ikke
hun. Hvis man så rigtigt på, hvad der skete i Amerika lige nu, så var det en chance at
få. Chancen for at ville kunne bevæge sig udenfor og rundt på gaderne uden at skulle
være bange, uden at skulle vade i menneskeligt affald, uden at skulle se mennesker på
vej lige lukt ned i afgrunden. Uden at se stofferne flyde igennem folks liv og deres
børns årer.
Rosalie ønskede brændende, at Tiendes drenge ville lytte. At de ville holde sig fra
kriminalitet, så længe lov-og-orden-kampagnen varede. At de ikke blev pågrebet med
skarpladte våben på sig. At de ikke tog chancer.
Siden Washington Dekretet var blevet en realitet, var alt rykket op med rode, og alt
var forandret. Rosalie fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, men det kunne
det. Folk var kommet tilbage fra fængslerne, og de fleste af dem med penge på lommen
og et splinternyt job med at føre tilsyn med kvarterets unge. Liberale kræfter i
samfundet havde tvivlet og analyseret situationen på kryds og tværs, mens
republikanerne og nu også en stor del af Kongressens demokrater skreg sig hæse
over, at det var som at sætte ulven til at vogte får. Men Rosalie så det hele på en
anden måde. Knægtene fra fængslerne ville ikke tilbage bag tremmer, og nu havde de
noget at tage sig til. Deres tilsynsførende var ikke længere deres dommere, nu var de
deres kolleger. De havde samme mål, nogenlunde samme løn og samme sprog. Deres
job handlede kort sagt om at få det bedste ud af ingenting. At få drengene i
latinobanderne og de sorte broderskaber til at aflevere deres våben, at få dem ud af
sidegaderne og op i lyset og at få sendt dem ned til klinikkerne, så de kunne blive
afgiftet og få fjernet deres bandetatoveringer. Latinoerne var de mest uvillige, så de fik
at vide, at hvis de ikke lystrede, så blev de smidt tilbage til de lande, deres familie kom
fra, selv om de var født i USA. Og det hjalp. Hvem ville frivilligt lade sig slå ihjel?
Hver af de løsladte fik tilsyn med fem drenge fra forskellige gadebander. På den
måde bragte han de tidligere fjender sammen og gav dem tæsk, hvis de lavede ballade.
Han tog dem steder hen, hvor de kunne grine sammen. De gik ned og så på de hvide
drenges pressefolder i Wall Street, og de fik gratis billetter til de biografer, der viste
film, som kunne få folk til at le.
Bandedrengene pissede selvfølgelig stadigvæk på hinanden, når de var tilbage i
deres gamle slæng, men pludselig havde det ikke længere helt samme virkning. For
hvem kunne smadre fjæset på ham, man lige havde skreget af grin sammen med? Der
var episoder, naturligvis, men de blev færre. Det føltes på en forunderlig måde, som
om boligblokkene rykkede sammen, som om gaderne rakte ud efter hinanden.
Lige nu følte Rosalie Lee sig i hvert fald mere sikker i Throgs Neck end i skyggen af
Rockefeller Center eller andre steder i centrum, hvor snigskytten bevægede sig.
Og så kom hendes mellemste søn, Frank, hjem en aften. Han havde opspilede øjne,
tågede af crack og coke, og han var rasende og hævngerrig og havde et fælt skudsår i
lægmusklen.
Det ændrede alt.
I løbet af få øjeblikke samlede James, Frank og Dennis al den ammunition, de havde
gemt i lejligheden, gud ved hvor, for Rosalie havde gennemtrawlet alt. Så ladede de
deres pistoler og tog på hævntogt. Hun fik aldrig at vide, hvad der var sket, men den
nat blev der dræbt tre andre sorte drenge i Bronx, så det var svært at tænke på.
Rosalie var vanvittig af angst og konfiskerede knægtenes våben, mens de sov.
Smed dem så langt ud i Eastchester Bay, som hendes kraftige arme overhovedet
kunne. Hun lyttede et par timer til politiradioen, og da de ikke nævnte nogen
mistænkte, så besluttede hun at tie med, hvad hun troede og tænkte.
Den nat lukkede hun ikke et øje, og mange gange lagde hun sig på knæ på
gulvtæppet med albuerne hvilende på sengekanten. ‘Gode Gud!’ sagde hun igen og
igen. ‘Gode Gud, lad mine drenge slippe!’

Siden Rosalie blev født tre gader mod nord for otteogfyrre år siden, havde hun kun
været uden for New York to gange i sit liv. Det var dengang, hun besøgte sin søster i
Virginia og deltog i et quiz-program, og dengang hun indløste gevinsten og rejste til
Kina. Disse rejser havde været en gave fra himlen, men alligevel priste hun begge
gange Herren sin Skaber for at kunne vende tilbage til gaderne i Bronx, til disse dunkle
kløfter, der skar sig gennem faldefærdige boligblokke. Her hvilede hendes sjæl, og her
var hendes verden. Sådan havde det været til den nat, hvor drengene havde været på
hævntogt. Nu ønskede hun bare, at hun og drengene var et andet sted. Langt væk
ude på landet. Når hun lukkede øjnene, kunne hun se det for sig. Tre stærke unge
mænd med ærmerne smøget op, med fugtig hud og begærlige øjne. Begærlige efter at
så og høste og arbejde til Guds ære. Begærlige efter dagene, der kom, og livet blandt
mennesker. Langt ude på landet, midt i de hvislende marker. Midt i farverne og lydene.
Hun korsede sig og sagde Jesu navn. Nu havde hendes drenge måske slået ihjel.
Måske var de på vej ned i afgrunden som hundreder af sjæle før dem i dette udsted.
Var de skyldige, og blev de pågrebet, ville det blive hårdt. Jansens kampagne viste
nåde over for gamle forbrydelser, men ikke over for de nye. Ikke over for mord i hvert
fald. En småforbryder kunne slippe med at gå på rehabiliteringskursus og arbejde
nogle måneder for staten og kommunen, men ikke morderne. Selvfølgelig ikke dem.
Dem blev der gjort kort proces med. De blev dødsdømt, sådan var det. De blev
dødsdømt, og så blev de henrettet. Folk skulle vide, at det var nye tider.
Siden nødretstilstandens indførelse var der allerede henrettet elleve mennesker
alene i Texas. Alle steder, hvor der var faciliteter til det, henrettede de dødsdømte, og
nu speedede de henrettelserne op. Ifølge vicepræsident Sunderland ville alle
dødsgangene være tømt inden efteråret. Det var mindst en om dagen i alle de
fængsler, hvor der sad folk på dødsgangen, så vidt hun kunne regne ud. Mindst en.
Mange steder tog man fangerne fra dødsgangen og førte dem direkte ned til døds-
kammeret. Nu var ikke engang de pårørendes sidste besøg, den sidste telefonsamtale,
de få timers fred i dødscellen en ukrænkelig ret for den dømte, var der nogen, der
sagde. Trods vilde ramaskrig fra gud og hvermand og ikke mindst medierne og mange
udenlandske regeringer, så var det realiteter. Var man morder efter den 12. marts, så
blev man henrettet. Uden pardon. I alle stater. ‘Executive Order nummer 11310’ og
andre som den gav dem muligheden. ‘Habeas Corpus’ og ‘Bill of Rights’, og alt sådan
noget, som man havde tudet dem ørerne fulde med i skolen, var ikke længere
gældende.
Hun spurgte sine sønner, om de havde gjort noget, de ikke skulle den nat, og de lo
ad hende. De lo, da hun bønfaldt dem om at blive hjemme om aftenen, og de lo, da de
fiskede nye våben op af lommerne, skarpladte og olierede.
Rosalie havde mødt præsident Jansen for mange år siden i Kina, og ham stemte hun
på. For en uge siden havde hun forsvaret hans nødretslove med næb og kløer, men
lige nu var hun ikke længere så sikker. Hun havde tre sønner, og de var ikke Guds
bedste børn, men de var hendes, og hun havde ikke andet. Skulle de bøde med deres
liv for den stemme, hun havde afgivet, så ville hun ønske af hele sit hjerte, at den
stemme aldrig havde lydt.

Kapitel 13
Der var 26 mand på dødsgangen i Sussex Statsfængsel i Waverly. Fem var
henrettet, og fire nye kommet til. Det var et sted, hvor gode nyheder hørte fortiden til.
Bud kunne stadig høre fængselsbetjentenes stemmer rumle i hovedet, da de
hadefuldt underrettede dem om, hvad der var foregået i Washington. At præsidenten
var gået amok, og at den skide amatør og pissedemokrat havde gang i en politisk
selvmordsaktion, som vendte hele landet på den anden ende. Da de talte om
krigsretstilstand, lo de som sindssyge. Måske var det blodrusen ude omkring i landet,
der gjorde det. Måske var det bare angsten for, hvad de nu hver især skulle til at tage
sig til. Det var i hvert fald tydeligt, at de ikke anede, hvad det alt sammen skulle gøre
ved dem og betyde for dagen i overmorgen.
Som om det var problemer, man kunne tage seriøst på det sted.
»Om fire uger har vi ikke noget job længere!« grinede den rødhårede, de kaldte
Lassie, hysterisk og virkede overraskende lammet. Senere fik personalet noget andet
at vide. At det bare handlede om at få henrettet dem alle sammen og så bagefter
komme til at lave noget ordentligt. At de skulle arbejde med drenge, der var mindre
hårdkogte end de dødsdømte. At de skulle forsøge at få folk tilbage til samfundet.
 Bud havde det ligesom de fleste af fængselsbetjentene. Han troede heller ikke, det
nyttede noget, men sådan var det altså. Og nu skulle de henrettes alle sammen, de var
allerede godt i gang. Som pestramte rotter skulle de udryddes uden pardon.
Og han var ikke skyldig.

Rygterne gik og blev bekræftet gang på gang. Buds advokater kom med deres sorte
mapper og beklagede, at de intet kunne stille op. De beklagede, at samtlige appelsager
var blevet skrinlagt trods stor modstand i mange forskellige sammenhænge, og Bud
tænkte sit. Hvordan skulle disse højtbetalte ådselædere leve, hvis man slagtede alle
deres klienter? Det var ikke, fordi han ynkede dem, men han havde nu godt kunnet
tænke sig lidt anderledes omstændigheder for udslettelsen af deres erhverv. I
Maryland var man efter års tøven allerede i gang med at henrette, sagde advokaterne.
I Texas tog man nu to om dagen, sommetider tre. Som om Bud havde lyst til at høre
det. Som om han ikke allerede havde været vidne til langt mere, end han havde lyst til.
Her i Virginia gik man systematisk og ordentligt til værks og tog en ad gangen og fra
en ende af, det havde han konstateret med sine egne øjne. Fem af dem, der skulle
henrettes, var bugseret forbi ham med bøjet hoved og knugede knoer bag ryggen.
Direkte fra det sidste måltid i cellen på dødsgangen og ned i dødskammeret. Ingen
mellemstation til helvede. Meningen var åbenbart, at de først tog manden i celle et
oppe ved udgangsdøren, så celle to, så celle tre og så fremdeles og så forfra med én
om dagen, indtil det var slut. Og der kom hele tiden nye til. Ude på gaderne gik det
vildt til, sagde man. Et par af de nye havde åbenbart villet forsvare deres ret til at
beholde deres ammunition og havde i kampens hede skudt vildt om sig. De havde ikke
sigtet på nogen bestemt, klynkede et par fra deres celler, men alligevel døde folk jo,
når man ramte dem rigtigt.
For et par dage siden havde de været almindelige familiefædre i Amerika, der havde
flirtet med militserne.
Nu var de allerede fortid.

Bud sad præcis i midten i celle nummer 14. De oprindelige fanger i celle nummer et
til fem var allerede ekspederet over i en anden verden, og hver eftermiddag klokken
seks havde de hentet en ny og ført ham forbi resten af de indsatte ned til
dødskammeret. Den tjald-gale Dave i celle to havde skreget skingert hele vejen langs
tremmerne, så hans stemme stadigvæk hang i luften efter to dage. Han var meget
mindre, end Bud havde forestillet sig, og øjnene havde været lynende bange.
»Der vokser hamp på englenes vinger, Davieboy!« grinede Buds nabo, Daryl, mens
den dødsdømte blev trukket forbi. Han ruskede i tremmerne i sit latterudbrud, også
den lyd rungede stadig i Buds inderste.
Bud kunne ikke forestille sig, at han ville være lige så opstemt en nabo som Daryl,
den dag det var Daryls tur til at blive trukket gennem gangen. Og det var der kun syv
og en halv dag til, den 29. marts. Dagen før hans egen død.

Fængselsbetjent Pete var en af de få, der ikke protesterede over, hvad der skete ude
i samfundet. Han indordnede sig, affandt sig tilsyneladende med, at han snart skulle
lave noget andet, havde formodentlig aldrig protesteret over noget som helst. Han var
som et edderkoppespind, som alle ordrer klistrede sig fast i, bare de ikke blev råbt for
højt. Han tilpassede sig, passede på sit moralske spindelvæv, holdt det intakt, lystrede
og tav. Derfor satte vagtmesteren ham ind til dem om natten. For hans mangel på
protest og for hans tavshed og passivitet blev han straffet og holdt vågen nat efter
nat med forbandelser og klynken fra den, der skulle lade livet den efterfølgende
morgen.
Han plejede at sidde helt oppe ved udgangen ud for celle nummer et på en
vakkelvorn træstol, indtil den dag skæbnen pulveriserede den, fordi fange nummer
seks blev hentet og rev sig løs fra sine bødler og kastede sig over stolen som det
eneste forsvarsredskab, han kunne få øje på. Stoleryggen knækkede armen på den
første af betjentene, men længere kom fange nummer seks ikke. De overmandede ham,
og de nægtede at lade ham tale med præsten, før de stak nålen i ham og pumpede ham
ihjel.
Derefter var det slut med alle løse genstande på dødsgangen. Ville Pete ikke bruge
metalklappen, der blev skruet fast på væggen, så måtte han stå op.
Første nat stod Pete lænet op ad endevæggen i tre timer, før kedsomheden og
lammelserne i haserne drev ham ned langs cellerne.
Bud havde bedt sine bønner og ventede nu bare, helt tæt på tremmerne. ‘Kom, kom,
kom!’ hviskede han og håbede, at barnemorderen Robert og hurtigsnakkeren Daryl
ville lade Pete passere uden at råbe op og vække alle de andre. For Bud havde brug for
et par minutters fortrolighed. Nogle få øjeblikkes koncentration fra en ung mand, hvis
liv han kunne forandre fuldstændigt.
»Pete!« hviskede han; men Pete gik forbi og blev længe, længe nede i den anden
ende. Bud skønnede, at det varede flere timer. Det var, som om denne Pete erkendte, at
når han igen passerede Buds celle, kunne det være af uforudsigelig betydning.
Og Bud kaldte igen, da han endelig gik forbi, og Pete stoppede. Han stoppede, som
om gangen ikke var længere. Som om han allerede havde defineret antallet af skridt
ned til endevæggen, og at den nu var nået. Det var, som om fødderne ikke ville
længere. Målet var nået.
»Jeg vil give dig og din familie en million, hvis du vil give mig en mobiltelefon,«
hviskede Bud. »Du skal bare give mig den, så ringer jeg og får pengene overført til din
konto. Eller til din mors konto eller til hvem som helst, du foreslår. Du kan også få dem
kontant; jeg er sikker på, at du kan få dem kontant.« Pete så på Bud, som om han
allerede var færdig. Som om det var Buds døde krop, han havde for sig. Som om han
allerede havde sagt nej, og Bud begyndte at svede. Han ville gribe ud efter Pete, men
indså sin fejl, før han rørte ham. Hvis fyren veg et skridt tilbage, var han måske væk i
næste øjeblik.
»Pete, tro mig, når jeg siger, at jeg er uskyldig. Jeg har ikke gjort det, de anklager
mig for. Jeg har slået ihjel i Vietnam, ja, men det var for mit land, du må tro mig. Jeg var
i krig og kun 23 år. Jeg lærte, at livet er helligt, det lærte jeg derovre. Det var der også
andre, der gjorde. Du må tro mig.«
Pete vippede forover på tæerne. Måske var han ved at besvime, han virkede i hvert
fald sådan. Måske havde han bare stået op i al for lang tid; men Bud vidste udmærket,
at det tilbud, han var kommet med, kunne ryste en mand som Pete. En million dollars
ville forandre alt i hans tilværelse. Det var jo det, som en mand som Pete gik og drømte
om. Kaste et par dollars i lotteriet og gå videre i livet med alle bekymringerne grundigt
ankret fast bagude. At stikke den rigtige mønt i den rigtige spillemaskine på det rigtige
tidspunkt og lade casino-fotografernes blitzlamper blænde sig for et sekund.
Alt dette var på kanten af virkelighed for Pete i dette øjeblik, kunne man se. Skulle
han lade mønten falde? Skulle han tage chancen? Han ville gerne, det var så tydeligt,
men oddsene var ikke gode, for Bud var ikke nogen tilfældig indsat på dødsgangen.
Han bestilte mordet på præsidentens kone, sagde man. Skulle Pete risikere noget for
den mand? Det var det, det handlede om. Bud vidste, hvad han tænkte.
»Du får den ikke, Buddieboy. Han giver dig ikke mobilen.« Daryl Reids stemme inde
fra nabocellen fik Petes krop til at spjætte. Det var som et sylehug gennem den
halvmørke gang. Bud ville tysse på ham, men Pete var allerede væk. Han havde haft
ham i sin hule hånd et enkelt sekund, men sekundet var gået.

Næste formiddag fik Bud besked om, at han havde fået besøg. De lagde ham i
lænker og lod ham gå i gåsegang forbi en tom celle, som ville blive fyldt op senere på
dagen. Han vendte sig om mod døren helt nede i den anden ende. Der var knap
halvtreds meter ned til det sted, hvor han ville ende sit liv.
Doggie sad i besøgslokalet med øjnene slået ned. Hun virkede, som om hun var
drænet for livsvilje. Ja, sidste gang havde hun virket stærkere. Hun vendte ansigtet
mod ham, da de førte ham ind og lænkede ham fast til stolen, og hendes øjne var matte
og triste, rynkerne i panden mindede ham om hendes mor.
Han trak vejret dybt. »Tak, fordi du er kommet, min … min egen pige!« Så enkle ord,
så utroligt svære at sige.
Hun trak let på skuldrene. Måske mærkede hun ligesom sin far, hvordan
fængselsbetjentene så på hende. Doggie Rogers, hvem kendte ikke hende i USA? Var
hun ikke præsidentens hjælper, der satte det hele i gang? Jo, det var hende. Uden
hende ingen nødretslove, ingen vejspærringer og sporadiske razziaer. Jojo, de så på
hende, og hun hadede at være der, det var tydeligt.
»Du kommer her på en mandag; har du fået fri?«
»Jeg arbejdede hele weekenden.«
Han nikkede. »Det bliver nok en af de sidste gange, hvis ikke den sidste, at du er
her, Doggie. Det går stærkt nu.«
Hun så på ham. »Hvornår?«
Han talte løseligt på fingrene og smilte så til hende. »Tja, otte dage kan det måske
blive til. Men man ved aldrig, hvad der sker i morgen. Måske speeder de op endnu
engang.«
Rynken i hendes pande blev dybere. »Har du nogen fornemmelse af, hvad der sker
ude i landet lige nu?«
Han nikkede. Han vidste ikke meget, men nok. Alle bebrejdede ham, hvad der
foregik.
»Det virker nok helt ude af kontrol, men det er værre endnu, for præsident Jansen
ved præcis, hvad han gør.« Hun så nu direkte på ham og talte mere dæmpet. »Jeg tror
på en måde, at han er sindssyg. Det Hvide Hus er som en fæstning nu. De sidder bare
hele tiden og trækker i trådene inde i den bygning, og jeg, der sidder ti kontorer fra Det
Ovale Værelse, ved ingenting.« Hun lagde ansigtet i sine hænder. »Det er frygteligt,
det, du har sat i gang, far, ved du det?«
Han lod hende sidde sådan, til hun var færdig. Lod hende tørre øjnene og slå dem
op igen.
»Hør efter, Doggie, for vi har kun kort tid. Du skal høre godt efter. Jeg er ikke
skyldig.« Han mærkede, at betjentene så op på uret over døren i besøgslokalet, men
han ville ikke lade sig stoppe. »Nogen har konspireret mod mig, og jeg ved ikke
hvorfor, men jeg har intet med Mimi Jansens død at gøre, så tro mig dog. Det er rigtigt,
at jeg engang fik Toby O’Neill til at slikke mit spyt op fra gulvet, men jeg var fuld, og
det var et væddemål, Doggie!«
Hun så på ham med væmmelse.
»Ja, jeg ved det, men sket er sket! Men du må tro mig: Blake Wunderlich hed
manden, der kontaktede mig og foreslog, at Toby O’Neill skulle stå for afsløringen af
maleriet, og hvad enten han eksisterer i virkeligheden eller ej, så var han virkelig nok
for mig.« Han lænede sig frem mod hende, så godt lænkerne tillod det. »Hør her.
Nogen må kunne gå alle opkaldene igennem til min telefon på kontoret og så spore sig
ind på noget. Mine advokater har allerede kastet håndklædet i ringen, men måske kan
du kontakte nogle detektiver eller nogle andre, der kan undersøge det. Jeg har ikke
meget tid. Kan du ikke gøre det, min skat?«
Hun vred sig synligt ved ømheden i hans ord. »Hvad skal det dog nytte? Der er
ingen ordentlige eller dygtige mennesker, der vil røre ved din sag, som tingene er. Jeg
kan gå tværs over kontinentet uden at finde en, der sympatiserer med dig lige nu.«
Hun så ned i gulvet. »Der er sikkert heller ikke nogen, der vil hjælpe mig; jeg er for
fanden da også blevet en paria. De har udstødt mig, forstår du det?«
Han ville have givet hvad som helst for at kramme hendes hånd. »Hvad så med din
ven fra Kina-turen, ham sheriffen, der var sammen med dig under retssagen. Han må jo
kende sagen ud og ind, kan du ikke bede ham undersøge, om der ikke er en udvej?
Han må da kende rutinerne, når man skal undersøge sådan noget.«
»T. Perkins? Hvad kan han gøre?«
»Gå det hele igennem en gang til. Anklagerens materiale, mit forsvars, mit
vidneudsagn og alle andres. Jeg ved, at man ikke kan appellere, men der må da for
pokker findes et bevis et eller andet sted for, at jeg er uskyldig. Sig til T. Perkins, at
vandglasset forsvandt. At jeg havde det med ind i korridorafsnittet, men at det var
forsvundet på videooptagelsen. At der må være nogen, der har været i stand til at
fjerne det, nogen, der havde adgang til det. Og sig jeg fik nok af skydevåben i Vietnam
og aldrig nogensinde siden har ladt endsige afsikret hverken min pistol eller andre
våben. At jeg af den grund ikke forstår, hvordan mine fingeraftryk kan være havnet på
dem. Sig til ham, at jeg tror, at Secret Service-folkene eller sådan nogen som dem er
med i det. At de med vilje forvrænger, hvad jeg har sagt. Ja, jeg ved godt, at jeg sagde
til Toby, at han ikke skulle sige noget, da han afslørede billedet, bare gøre, hvad jeg
havde bedt ham om. Men jeg mente jo bare, at han skulle holde sin kæft og så afsløre
billedet! Jeg kendte ham jo. Han kunne sige de værste ting til folk, det ved du da.«
»Hvorfor valgte du ham så?«
»Jamen, det gjorde jeg ikke, Doggie, hvor mange gange skal jeg sige det! Det var
Blake Wunderlich, der valgte ham.« Han så op på den ene af betjentene, der trådte
frem mod ham. »Nænej, du! Der er to minutter endnu. To minutter, se selv! Du skal
lade mig tale færdig med min datter.« Han pegede op mod de store urvisere, og
betjenten stoppede. Men to minutter ville han ikke vente, det var helt tydeligt.
Bud vendte sig mod Doggie. »Og pengeoverførslen til Toby, kunne jeg finde på
noget så dumt, Doggie? Helt ærligt, kunne jeg? Enhver kunne jo kontrollere sådan en
overførsel.«
Hun bed sig i læben og så op mod uret.
»Jeg var med til Wallace og Goldwater-kampagnerne, ja, det har jeg heller ikke
forsøgt at skjule. Men jeg var dårligt nok voksen, vel? Jeg var der, fordi jeg var
forelsket i din mor, og det var dér, hun var, spørg hende selv, okay?«
Doggie kneb øjnene sammen. Hvis hun gjorde indvendinger, så gik tiden, og det
ønskede han ikke.
Bud så på hende. Pludselig mærkede han tydeligt stolen under sig, og hvordan
væggenes golde flader smeltede ind hans sjæl, hvordan hans datter pludselig sad
milevidt væk, og døden holdt ham i hånden. »Åh, Gud,« hviskede han. »Jeg ville
ønske, at din mor var hos mig nu.«
Han rakte håndfladen frem mod hende, da hun gjorde tegn til at rejse sig. »Gå ikke,
lad mig sige det hele. Måske er det sidste chance.«
Hun var tæt på at græde. Han havde set reaktionen før, men det var længe siden.
Hvordan hun i et fattet øjeblik pludselig knugede sit ene ærme i hånden og pressede
læberne sammen.
»Doggie, jeg siger det igen: Det var ikke mig, der foreslog, at Toby skulle afsløre
maleriet, det var Blake Wunderlich fra Secret Service. Jeg ville selv have afsløret det
satans billede, men Wunderlich mente, at det skulle være en ansat, der gjorde det. Han
sagde, at det var mere passende! Ja, det var det udtryk, han brugte, tro det eller ej.
Passende, som om jeg var en eller anden ultrarevolutionær slyngel! Der er ikke mere i
det. Hvis du tror på det, kan du så ikke også tro på det andet? Og bed så T. Perkins om
at se på sagen, vil du ikke nok?« Han forsøgte at smile til hende, men mærkede hvor
umuligt det var. Hun så stift på hans orangerøde benklæder, så han måtte bøje sig
fremover for at fange hendes blik.
»Doggie, prøv at stille dig selv de spørgsmål, som jeg stiller mig selv? Hvem gav
Toby pistolen? Hvordan havde de fået fat i den? Hvorfor ramte Toby ikke
præsidenten på så tæt hold? Måske var det slet ikke meningen, at han skulle rammes,
kan du ikke se det? Og hvis dét er rigtigt, hvorfor så? Hvad havde Mimi Jansen gjort,
og hvorfor var der ikke nogen, der hørte, hvad Toby råbte, før det første skud lød?
Der er så mange spørgsmål, som måske kan hjælpe mig, hvis de bliver besvaret hurtigt
og rigtigt, og jeg har ikke meget tid. Så tænk over det og i en fart, vil du ikke nok?«
Hun tøvede et øjeblik, men nikkede modvilligt, da betjentene trådte frem mod ham
og låste lænkerne bag stolen fra hinanden.
»Kan jeg ikke give min datter et sidste knus, for helvede!«
Den mindste af fængselsbetjentene så koldt på ham. »Beklager. Ingen berøring
imellem de indsatte og den besøgende, du kender reglementet. Kom så, Curtis, kom nu
frivilligt med, tiden er gået.« De hev ham op og skubbede ham frem mod døren til
celleafsnittet.
»Doggie!« råbte han, da panserglasdøren blev åbnet. »Hvis det kan hjælpe, så
betal Perkins, hvad han forlanger. Hvis hans job forbyder det, så tilbyd ham et beløb,
så han kan leve resten af livet uden at arbejde mere. Eller find en anden som ham, men
skynd dig. Du er mit eneste håb.«
Han fik sig vredet om mod hende for at give hende et sidste smil. Men da var hun
væk.

Da natten kom, prøvede Bud at holde sig vågen, så han kunne holde øje med
fængselsbetjent Pete, der sædvanen tro stod og lænede sig op ad væggen ved
indgangen. Måske ville han give efter i nat, men hvem kunne vide, hvad der skulle til
og hvornår? Bud lyttede til ventilationssystemets susen. Var det en mulighed? Kunne
man krybe på alle fire gennem kilometerlange stålrør for til sidst på en eller anden måde
at havne omme bag bygningerne? Var det muligt at finde vej ud gennem det massive
kratværk af strømførende pigtråd og komme væk, væk ad helvede til mod syd, gennem
North Carolina. Hyre sig en vandflyver og sætte af fra det hele. Smide sit liv over bord
og skaffe sig et nyt i Sydamerika. Han vidste nok, hvordan man kunne overleve og
skaffe sig mere, end man behøvede. Hvordan man kunne forsvinde i overflod. Også i
Peru og Chile var der smukke kvinder, det havde han allerede konstateret. Styret var til
at bestikke, arbejdskraften var uendelig og uendelig letkøbt. Livet var ligetil at leve
dernede, bare man vidste hvordan, og det vidste han.
»Pssst, Buddieboy,« kom det inde fra Daryl i nabocellen. »Vågn op, mand. Pete
kommer.«
Bud fløj mod tremmerne og kilede ansigtet halvvejs gennem dem.
Fængselsbetjenten var kun to celler væk, og lige nu var der helt ro på gangen. Pete
gav Daryl et hvast blik, da han passerede hans celle. Så satte han sig på hug foran
Buds tremmer og så Bud lige ind i øjnene. »Jeg vil ha’ pengene, før du får
mobiltelefonen, er du med?« hviskede han. »Og jeg vil ha’ en million, okay.« Så rejste
han sig. »Jeg er her ikke de næste par dage, så må du ordne det imens.«
Bud rystede på hovedet. »For helvede,« hviskede han. »Hvordan vil du have, at
jeg skal skaffe pengene uden mobilen? For pokker, Pete, det kan du da godt se, kan du
ikke? Jeg må ha’ den satans mobil først.«
Pete var bleg. Tæt på virkede han som en knægt, der lige havde fået sin første kolde
skulder fra en af tøserne på highschool. Han lå i dræberzonen og gispede, mens alt
stod på spil. Han befandt sig i ingenmandslandet mellem genfødsel og død. Han
vidste i det øjeblik, at han havde mulighed for at flyve op i himlen og se ned på
Waverlys slidte tage og vide, at de ville falde sammen, uden at han behøvede at være
der. Men modsat havde han også muligheden for at blive, hvor han var. Dér, hvor
højdepunktet i livet var en tur til paraderne i Williamsburg eller jordnøddebutikken i
Wakefield nogle miles længere sydpå. Han kunne blive i fængslet, til det var tømt for
fanger for derefter at tilbringe de næste par år med at regne ud, hvad han så skulle.
Valget i sig selv var ikke svært, men risikoen for at blive fanget med bukserne nede var
en faktor, der vejede tungt. At forsøge at hjælpe Bud Curtis var ikke hvad som helst,
det vidste Bud udmærket godt. Ingen i dette land ønskede man mere hurtigt
ekspederet ad helvede til end ham. Selv ikke den værste seriemorder eller
børnemishandler. Bud Curtis var den værste, sagde man. Det var ham, der havde sat
det hele i gang. Ham og den sindssyge præsident. Havde han dog bare fået slået
præsidenten ihjel i stedet for hans kone, så havde det hele da haft mening, var der
nogen, der sagde. Dét mente man om Bud Curtis, og det var ikke godt. Den, der på
nogen måde hjalp ham med ulovlige metoder, ville få sin sag for, hvis det blev
opdaget, og lige dér stod Pete i en stinkende brønd af muligheder. Pete, den blege
fængselsbetjent.
»En million om tre dage, den 26. marts, så får du mobilen, hører du? Ikke før!«
»Jeg giver dig fem millioner, hvis jeg får mobilen først, er du med?«
Men Pete rejste sig og gik. Bud prøvede at mase hovedet yderligere frem gennem
tremmerne, men kunne ikke. Hans hjerte hamrede, og Pete skred videre ned ad gangen
uden at se sig tilbage.
I celle nummer otte var den næste på dødslisten i mellemtiden vågnet op med et
sæt. Pludselig var sandheden gået op for ham. Nu var det et spørgsmål om at glemme
sig selv i resten af det korte, forbandede liv, som Herren og retsvæsenet i Virginia
havde udmålt for ham, og Bud holdt sig for ørerne, mens staklen begyndte at klynke.
Det var nu på sjette døgn umuligt at sove på dødsgangen. Den enkeltes livskrampe
blev alles. Døden vandrede ubekymret rundt imellem dem, og Bud begyndte at stivne.
Han måtte væk. Helt væk.
Men hvordan vidste kun fanden. Kun fanden selv.

Kapitel 14
Doggie hørte, at de havde arresteret Tom Jumper, landets mest populære tv-vært,
om tirsdagen lidt hen på eftermiddagen.
Egentlig ville myndighederne have pågrebet Jumper allerede om lørdagen, samtidig
med at man stoppede hans show i den bedste sendetid - blot for at vise, at man mente
det alvorligt, når man sagde, at tv-programmer, der forherligede vold, skulle lukkes.
Men manden var snu og forduftede. Derefter stod hans personlige assistent på en
ølkasse i to døgn på Times Square og svinede regeringen til for indgrebene i
ytringsfriheden og tilsidesættelsen af de forfatningsmæssige rettigheder, indtil de
også stoppede ham.
Alt for mange gav manden ret.
Specielt vicepræsident Sunderland var rasende provokeret over forløbet, men det
var han ikke ene om blandt kabinetsmedlemmerne. Flygtningen skulle fanges og
sættes for en domstol. Koste, hvad det ville.
Da Jumper så om mandagen optrådte på en piratsender, som mere end halvdelen af
de sorte i Harlem havde lyttet til siden lukningen af de legale stationer, og opfordrede
folk i Det Hvide Hus til at fjerne præsidenten med magt, fik han sat en klapjagt i gang,
som var hidtil uset. Selv om Doggie umuligt kunne se, at det var deres rolle, så hjalp to
tusinde soldater og frivillige i Nationalgarden det stedlige politi og
sikkerhedstjenesten med at følge det mindste spor af tv-værten, hvilket resulterede i
flere skudvekslinger med dræbte til følge, samt at folk med urent mel i posen fra
sekund til sekund valgte at flygte ud af byen over hals og hoved. Politiet var parat
med vejspærringer, og køerne af biler blev massive og uendelige. Flere forsøgte at
efterlade deres køretøjer og glide over autoværnene og ud i boligkvartererne, men ikke
mange slap væk. Broerne Triborough, Queensboro og Macombs Dam mod øst blev
permanent lukket, og kontrolposterne på de øvrige broer og tunneller fra Manhattan
forstærkedes betydeligt. Tom Jumper var symbolet på en tid, der ikke var længere, og
det måtte og skulle væk.
Efter et anonymt tip arresterede de ham så om tirsdagen blandt almindelige folk i
Alphabet City på hjørnet af 4th Street og Avenue B i en lille café kaldet Kate’s Joint.
Tom Jumper havde sat sig tappert til modværge, men overmagten var enorm og
tangerede en mishandling, som fik stamgæsterne i cafeen til at gå amok, og de nervøse
soldater begyndte at skyde. Ganske få timer efter vidste alle i byen det. Mere end ti
personer var blevet dræbt og Tom Jumper efter sigende hårdt såret. Hvad folk derimod
ikke vidste var, at Jumper blev bragt ind til Downtown Family Care Center hospitalet,
og at han mindre end en time efter arrestationen var lappet sammen og derefter flygtet
ned ad Essex Street mod Seward Park sammen med en sygeplejerske og en portør.
Doggie hørte det i lobbyen i Det Hvide Hus, stedet, hvor de ansatte søgte sladder
og uofficielle nyheder. Nogle var rasende over, at der var lykkedes Jumper at spille
kispus med folk, men ikke alle havde det sådan, det så Doggie tydeligt bag deres
bekymrede ansigter og forsigtige ord.
I løbet af de sidste par dage var kontorerne i Det Hvide Hus i højere og højere grad
befolket af overbebyrdede funktionærer, der som zombier besvarede opkald fra
embedsmænd, som ikke vidste deres levende råd. Hele tiden skreg man på løsninger.
Løsninger, der ikke fandtes. Toldfunktionærer ville vide, om den hastigt stigende
eksport af våben og ammunition, der som en motorvejsstrøm flød hen over grænsen til
Mexico nu også var lovlig i den forhåndenværende situation, og mælkeproducenterne
ville vide, hvordan de skulle bringe friske varer ud, når deres transporter ustandseligt
blev standset ved vejkontrollerne.
Alle havde problemer i denne kollektive nedsmeltning. Fængselsvæsenet havde
problemer med personale til udslusningen af fanger. De lokale sociale myndigheder
havde store problemer med tildelingen af opgaver til selv samme fanger, og alt imens
væltede nye problemer ned over dem fra alle sider. Det var deprimerende og håbløst at
skulle afvise denne regn af spørgsmål, men sagen var, at alle de, der kunne tage
beslutninger, hele tiden var optaget andetsteds. Folk gemte sig i konferencerummene
og kastede problemerne i hovedet på sidemanden. Hun hørte igennem væggene,
hvordan de skreg af hinanden. Der var lukkede døre overalt, Kriserummet var altid
booket af Det nationale Sikkerhedsråd, og pludselig var der flere i uniform på gangene
i Det Hvide Hus end dem i civil.
Sådan var det overalt i landet, hørte hun. Fra skovene i nordvest til sandstrandene i
sydøst, uniformer alle vegne. Hun havde selv set det, da hun besøgte sin far. Normalt
tog turen fra Washington og ned til fængslet i Waverly to timer, men i går tog den
fem. Alle vegne i det tætte mørke var der vejspærringer, kilometerlange køer af
tudende biler med lyset tændt, poncho-klædte civilgardister og folk, der råbte og
skreg. Mistanke, kontrol og hårde blikke. Man så det hele tiden.
Sidst havde hun hørt om et par farmere fra Madison County, der var gået amok. Et
hurtigt skænderi på et cafeteria havde udviklet sig til en skudepisode, og fyrene var
flygtet af sted med tyve stænger dynamit i bagagerummet. En halv time senere sprang
rådhuset i Charlottesville i luften, og helvede var løs. Mindst fire hundrede mand blev
omkommanderet fra deres poster til en intens jagt op ad de smalle veje imellem
hovedvej 29 og 20, og enden på historien blev, at de to mænd til sidst døde blodigt på
vej mod Barboursville. Almindelige folk anede ikke, hvad der var foregået, og sådan
noget skete hele tiden.
Nogle få gader syd for hendes lejlighed havde en lille simpel brand på L Street
udviklet sig til et gigantisk ildhelvede, fordi alt disponibelt politi var udkommanderet
til at passe på en halv million rasende demonstranter nede ved Capitol og derfor ikke
kunne forhindre, at de nysgerrige, som branden tiltrak, kørte deres biler så tæt på, at
brandslangerne blev klemt sammen under vognhjulene.
Der var kaotiske tilstande, lige meget hvorhen man rettede sit blik, og i hasen på
dette hysteri og anarki var en tilstand af, at enhver var sig selv nærmest, ved at bide
sig fast. For nok var folk generelt rystede og rasende på hele landets vegne, men
udviklingen foregik med en sådan hast, at man uvilkårligt måtte tænke på at hytte sit
eget skind. Hvordan kunne man vide, hvordan dagen var i morgen? Var der mad at få,
var der nogen at klage til, var der strøm til el-komfuret og vand i hanerne? Og små
spontane hamstringer blev til større, selv om ‘Executive Order 10998’ forbød det, og
pludselig så man en strøm af svedende husmødre slæbe hele års forbrug af kartofler
og ris og dåsemad ned ad gaderne i hver en lille flække af USA. Snart måtte det
medføre rationeringer, sagde alle analyser, og folk var utrygge og tog, hvad de kunne,
uanset behovet. Var der arbejde at få, så maste man sig forrest i køen, før man spurgte
til løn og arbejdsvilkår. Så blev man i det mindste ikke tvangsudskrevet efter
‘Executive Order 11000’ til sammen med de løsladte kriminelle at spule gader rene eller
rydde op i de enorme affaldsdynger, der havde hobet sig op i snævre gyder og på
græsarealerne langs jernbanesporene. Og alle, for hvilke det var en livsindstilling ikke
at ane, hvad morgendagen ville bringe, måtte pludselig tage alvorlig stilling til,
hvordan de skulle undgå at komme i konflikt med myndighederne og folk omkring sig.
For gadens parlament blev mere og mere kontant i sin afregning. Blev en af deres egne
opdaget i at begå kriminalitet, så kunne det gå ud over hele kvarteret, specielt hvis
opklaringen trak ud. Politiet var usædvanligt pirreligt og truede ikke længere folk som i
gamle dage med varetægtsfængsling. Nu gav de blot besked til myndighederne om, at
understøttelse til samtlige, der blev mistænkt for at holde oplysninger tilbage, ikke
blev udbetalt før det kriminelle forhold var opklaret. Og folk makkede ret og angav
hinanden, hvis det var det, der skulle til. Websiden på www.fbi.gov, hvor amerikanere
kunne give tips eller anmelde mistænkeligheder, havde sværere end nogensinde ved
at åbne. Måske havde man så gjort sig selv til stikker, men var det måske så alvorligt,
når idioten bare blev tvangsudskrevet til at rense kloakker de næste par måneder?
Hvem kunne have ondt af det?
Hver dag var en kædereaktion af nye tilstande. Doggie havde svært ved at
overskue, hvad der var godt, og hvad der var skidt, og det var der heller ikke andre,
der kunne, så vidt hun kunne fornemme. Skolebørn, der før havde skulket, kom nu
traskende til skole, fordi der ikke var andet at lave, og fordi tv-programmerne blev
færre og færre og livet på gaderne mere og mere surt. Overalt så man de løsladte fra
fængslerne i deres skriggrønne overalls med skråbånd gå rundt og advare mod
gadernes trusler. Smed en unge et stykke tyggegummi på fortovet, risikerede han at få
et slag over nakken. Stod han oppe på vandcisternerne og råbte ud over tagene, så fik
han en eklatant røvfuld, han ikke havde lyst til at få gentaget lige med det samme.
Pludselig var der hård justits alle vegne, og de af ungerne, der normalt foretrak gadens
roligt flydende anarki, blev pludselig hjemløse i asfaltjunglen. Også de skulle til at
vænne sig til tider, hvor ingen kunne tage ret meget for givet, og en helt ny form for
angst var ved at etablere sig.

På kontoret rykkede Doggies opgaver længere og længere væk fra det normale. I et
par dage havde hun ikke beskæftiget sig med de sædvanlige dybdeborende
undersøgelser og analyser, der pegede fremad i tiden. Nu skulle hun bare sørge for at
ekspedere stort og småt fra samtlige sekretariater og at gøre det hele så overfladisk, at
skrivebordet var tømt om aftenen uanset opgavernes art og omfang. Kunne hun ikke
nå det, måtte hun lade folk uden for huset undgælde for konsekvenserne, og flere og
flere opdagede, hvor lidt hjælp der egentlig var at få. Måske ville det så til sidst
betyde, at antallet af opgaver kom til at passe til de seksten timer, som hun dagligt
knoklede i det lille rum. Det kunne man da håbe.
Alle, der arbejdede i Det Hvide Hus, havde det ligesom Doggie, men ikke alle
klarede det lige så godt. En af de ældre sekretærer i kommunikationschef Donald
Beglaubters stab fik et ildebefindende efter morgenmødet og sad og hang over sit
skrivebord det meste af dagen, før de opdagede, at hun var død og dødsstivheden
langsomt ved at indfinde sig. Chokket på kontoret var voldsomt, men kortvarigt, og
dagen efter var alle igen i højeste gear. Mange græd af udmattelse og forvirring inden
middag, og kantinen var stort set tom. Ingen havde tid til andet end at sørge for, at det
satans skrivebord var ryddet, og at telefonerne holdt op med at kime murene ned som
Jerichos trompeter.
 Wesley havde været inde hos hende et par gange ugen før. Også han var tydeligt
mærket af det hele med flakkende øjne og det ellers så overbevisende smil, der
langsomt visnede bort. Selv om han stadig var ulasteligt klædt, virkede det ikke, som
om det syntes at have noget synderligt formål hverken for ham selv eller nogen andre.
Han så kort sagt ud, som om han var ved at give op, ligeglad med alt og alle, ja, måske
lige bortset fra hende.
Han kom ind på hendes kontor midt i hendes mørkeste tanker, dagen efter at hun
havde været hos sin far, og lukkede døren ud til gangen. Hun nåede lige at vende sig
bort og fugte læberne og knibe sig i kinderne. Han skulle i hvert fald ikke se, hvordan
hun havde det, hun ville jo alligevel ikke tale om det. For hvad kunne han gøre?
Kunne hun måske regne med, at præsidentens pressesekretær ville hjælpe hende med
at få en domfældt drabsmand på præsidentens kone løsladt? Nej, det kunne hun ikke,
og så ville hun ikke tale om, hvordan hun havde det. Han satte sig tungt på stolen,
som Doggie brugte til at lægge dagens post på, og sad på bunker af alverdens klager
og nødråb og stirrede sløvt ud i luften et stykke tid, til han pludselig et øjeblik så på
hende uden det sædvanlige kollegiale filter. »Doggie, lad os stikke af fra det hele og få
os et par tykke børn, der bader dagen lang i Bungo Kanalen, hvad siger du?« Så
smilede han, men rystede et øjeblik efter på hovedet og var igen væk for omverdenen.
Denne lysstofrørsblinkende parodi på et kontor var hans fristed, det var så tydeligt, så
hun tog ikke ordene for mere, end de var og svarede ikke. Selv om der ikke var noget,
hun hellere ville end at glide med ind i drømmeland, så vidste hun, at tiden var løbet
fra hende. Hun var brændemærket, presset dybt ned i kaste-hierarkiet med
Kainsmærke i panden, og øjeblikket, hvor Wesley ville kunne indlede et seriøst
forhold til hende, var fuldstændig forpasset, sådan var det. Og skulle han mod al
fornuft alligevel have det i tankerne, så kunne han ikke stikke af noget som helst sted
hen og slet ikke til Bungo Kanalen, sådan som han var bevogtet af sine livvagter dag
og nat. Og når alt kom til alt, så kunne Doggie heller ikke. Ikke fordi hun ikke havde
mulighed for det. De ville sikkert gladelig lade hende skride, hvad øjeblik det skulle
være, og som arving til Bud Curtis’ fede bankkonti og enorme hotelimperium kunne
hun tage hvor som helst ud i verden, når som helst hun ville. Men Doggie blev nødt til
at fortsætte sit arbejde i Det Hvide Hus, det var essensen af det hele. Præsident
Jansen kunne fyre hende, hvis han ønskede det, men før det skete, så havde hun en
opgave at føre ud i livet inden for disse mure: Hun ville rejse sig over skammen. Det
kunne tage måneder eller år, men hun ville rejse sig ved egen kraft, så alle lagde mærke
til det. Og SÅ kunne hun rejse.
Wesley sad endnu et øjeblik og virkede, som om han befandt sig langt borte. Så
rejste han sig pludselig og fjernede både sin og hendes identifikationschip fra brystet,
tog telefonrøret af og lagde alle tre dele på et par cirkulærer, som Doggie netop havde
tygget sig igennem. Så pakkede han telefonrør og identifikationsbrikkerne forsigtigt
ind i papiret, lagde det hele ned i hendes skuffe, lukkede den, trak stolen hen foran
døren, så den var blokeret, og satte sig så på hug foran hende. »Giv mig din hånd,
Doggie, vil du ikke nok.«
Hun så tvivlrådigt på ham. »Hvad er det, du laver, Wesley? Hvorfor alt det her?«
Hun forsøgte at le, men det kom ikke let. »Hvad skal min telefon nede i skuffen?«
Han tog hendes hånd. »Jeg vil ikke ha’, at nogen ud over dig kan høre, hvad jeg
siger nu.«
Hun rynkede panden. Aflytning på hendes kontor? Mikrofon i hendes id-brik? Var
det virkelig kommet så langt? Regnede de med, at hendes far ville ringe til hende og
indrømme alt? At hun ville fortsætte, hvor Toby O’Neill havde sluppet? At hun ville
gøre lejemorderens arbejde færdigt?
»Ja, de aflytter os alle sammen.«
Hun mærkede, hvordan underkæben faldt. Sagde han alle sammen?
Han nikkede og klemte hendes hånd. »Doggie, hvis hele situationen nogensinde
bliver anderledes, så husk, hvad jeg siger nu. Du er den eneste, jeg kan stole på her i
huset.«
Hun nikkede.
»Når alt det her er overstået, så bliver der et opgør med de ansvarlige, det tror jeg
fuldt og fast på. Der vil komme høringer og domme og straffe, tro mig. Derfor er det
vigtigt for mig, at der er nogen, der kan fortælle omverdenen, at jeg ikke er gået
frivilligt med, okay?«
»Det er der da ingen, der tror, Wesley!«
»Det er mig, der leverer meddelelserne herfra, Doggie. Jeg skriver alt det lort, der
ryger ud til verden. Tror du, at nogen vil synes, at jeg er uskyldig. Var Goebbels måske
uskyldig?«
»Så drop det hele.«
»Hvordan?«
 »Snig dig ud af huset og forsvind.«
»Chippen, Doggie. Jeg og staben kan ikke gå ud af huset uden den. Hele huset
bliver kimet ned, hvis jeg ikke har den på. Tror du ikke, jeg har tænkt på det. Tror du
ikke, at jeg har tænkt på at smide tingesten i vand og kortslutte lortet.«
Hun vidste, han havde ret.
Han løsnede grebet i hendes hånd. »Bare husk det til sin tid. Jeg ville gerne slutte
jobbet her, men jeg kunne ikke, okay?«
De hørte en dump lyd uden for døren, og Wesley fløj op. Stolen ved døren vippede
et øjeblik på sit ene ben, og Wesley trak hende så tæt ind til sig, at hendes krop blev
pakket helt ind i hans. Da stolen ved den næste lyd væltede til side, og døren
smældede op, kyssede han hende dybt. Et sekund så hun over mod døren, før hun
lukkede øjnene. Den tunge duft af hans aftershave naglede hende fast, hans mund fik
hende til at stoppe vejrtrækningen.
Idet hans læber slap hendes, så han hende dybt i øjnene. Også han virkede et
millisekund overrumplet over, hvad denne nærhed satte i gang. Han holdt vejret og
sukkede let. Så vendte han hovedet mod døren og så lige ind i øjnene på deres
fungerende stabschef, Lance Burton.
»For satan, Wesley,« sagde Burton og så misbilligende på ham. »Man kan sgu da
heller ikke lade dig gå et øjeblik nogen steder hen, kan man?« Stabschefen rystede på
hovedet, og Doggie mente at vide, hvad han tænkte. I følge Burton kunne Wesley
have sex med hvem, han havde lyst til. Bare ikke hende.
Wesley slap ganske langsomt |it tag i hende. Hun fulgte hans blik ned på telefonen
og telefonledningen, der forsvandt i skuffen. Hun rykkede en anelse til siden, så hun
dækkede for synet, og i samme sekund slap Wesley. Han virkede bange, det kunne
hun fornemme på hans vejrtrækning og den vildt bankende puls på hans hals, men
hans stemme var helt rolig, præcis som alle kendte den.
Sådan kunne Wesley narre folk.
»Giv mig lige to sekunder, Lance, så kommer jeg. Er det internettet, vi skal tale om?«
Burton så på ham med et skarpt blik og nikkede kort. »Okay, om to minutter ovre
hos mig.« Han så på intet tidspunkt på Doggie og lukkede døren efter sig.
»Internettet,« hviskede hun, mens han tog chippen op af skuffen og lukkede
hånden om den. »Hvad kan I gøre ved det?«
»Vi kan lukke det ned på fireogtyve timer. Der er ikke den virus, vi ikke har kontrol
over, tro mig. Vi kan smadre de store servere og satellitforbindelserne. Spørgsmålet er
bare hvornår. Måske om et par uger, måske før, måske slet ikke. Det afhænger af, hvad
der sker rundt omkring, og om de kan finde en afløsning til forsvars- og
overvågningsopgaverne ad de lukkede netværk. Skal du bruge internettet til noget, så
gør det nu.« Han strøg hendes pandehår væk fra øjnene og så med stor alvor på
hende. Så sukkede han igen og gik.

Bagefter sad hun et øjeblik med telefonrøret i hånden og prøvede at huske Wesleys
øjne, men så kun statsfængslets grå ørkenlandskab for sig. Lugten af steriliteten i
Sussex I sad fastkilet i hendes næsebor og den metalliske efterklang fra døre, der blev
smækket i, kunne stadig få hende til at sitre. Fængslets ånde hang over hende som en
melankolsk tåge, hvordan skulle hun få den til at gå væk? Ville den nogensinde gå
væk, hvis tvivlen om hendes fars skyld stadig lå der og gnavede?
Mødet med hendes far dagen før havde gjort et voldsomt indtryk på Doggie. Under
retssagen havde han blot været en statist, en blodfattig part i et modbydeligt
maskineri, en sidste brik i et puslespil. Dér, blandt landets dygtigste advokater, blandt
prominente vidner og i det hektiske pres, hvorunder alle på begge sider af
anklagebænken arbejdede, havde han virket lille og simpel og skyldig. I de omgivelser
havde hun ikke kunnet genkende den mand, der engang havde stået for hende som en
gud, og hun hadede ham for det. Men i går huskede hun ham igen. Hans blik havde
været stærkt og afklaret, og hun mærkede, at han fik sagt, hvad han ville. Hun
mærkede hans glød og varme, og derfor måtte tvivlen jo sidde der. Hvor kunne den
nage forfærdeligt, det var som et mareridt.
I dag var det tirsdag, næste tirsdag ville hendes far være død.
Hun tastede nummeret til sherifkontoret i Highland County og observerede for
første gang et ubetydeligt klik i røret. Så havde Wesley ret, aflytningerne på
kontorerne var blevet en del af hverdagen. Det var ligesom at blive famlet på af en
uønsket bejler, en vanhelligelse af noget nært og intimt. Men hvorfor ikke også det?
Hun kunne jo se sikkerhedsforanstaltninger alle vegne her i Vestfløjen. Secret Service
og Jansens sortklædte livvagter borede sig ind i alle hjørner. Enorme, kollektive
sikkerhedsforanstaltninger og langsomt voksende paranoia.
Efter et øjeblik fik hun fat i en kvindestemme, der surt forklarede hende, hvorfor
sherif Perkins ikke var til stede. Så tastede hun hans mobilnummer, hørte atter klikket
fra den interne aflytningsprocedure, der blev sat i gang, og ellers kun tavshed. »Kom
nu, T.,« sukkede hun og ventede til signalet hørte op. »Hvorfor i alverden har du ikke
aktiveret din mobilsvarer, dit gamle fjols?« mumlede hun og tastede så sin mors
nummer.
Hendes spørgsmål blev kort. »Mor, jeg ringer til dig for at spørge, hvor du og far
mødte hinanden. Det tror jeg aldrig, jeg har fået at vide.«
»Hvorfor spørger du om det nu, Dorothy?« sagde hun stille. Det var tydeligt, at det
ikke var et svar, som kom uden videre.
»Far siger, at I mødte hinanden under en politisk kampagne, er det rigtigt? Var du
involveret i Goldwater- og Wallace-kampagnerne, mor?«
»Nej!«
Doggie rystede på hovedet. Så var det løgn. Hun mærkede iskold klamhed brede sig
underhuden. Hun tænkte det nok. Hvilken tåbelig smerte at skulle bære på.
»Nej, jeg var ikke direkte involveret, men det var din morfar derimod,« kom det så.
Hendes mor sagde det stille og holdt inde et øjeblik, før hun tilføjede de afgørende
ord. »Og jeg fulgte jo med ham.«
Blodet vendte tilbage til Doggies hud på ét sekund. Hun så ned ad sig, hvor
gråsorte plamager under armhulerne bredte sig. »Siger du, at morfar var med i
Goldwaters og Wallaces kampagner?« Doggie huskede sin morfar som en mild mand
med bløde hænder og bløde, bløde øjne. Et dejligt menneske, fuld af kærlighed og
varme. I hvert fald mod sin familie. »Var han da tilhænger af dem? Jeg husker ham
overhovedet ikke sådan.«
Stemmen blev skarpere i den anden ende. »Din morfar var politisk meget aktiv,
Dorothy, og det var der ikke noget i vejen med.«
Var det virkelig hendes mor, der sagde det? Hun s å på billedet af præsident Jansen,
der hang over hendes overfyldte reol. Ingenting var åbenbart, som det synede. »Så
mødte du far ved et af de møder?«
»Jeg har da fortalt dig, at din far fulgte mig på afstand i månedsvis, har jeg ikke?«
Hun lo et øjeblik med sin lyse latter. »Ja, jeg havde jo godt bemærket det, men det
kunne jo ikke rigtigt nytte noget, når jeg kom sammen med en anden på det tidspunkt,
kunne det vel?«
»Den fyr var måske også med i de kampagner?«
»Ohhja, han var meget aktiv.«
 »Gik far så bare ind i det arbejde for at få fat i dig?«
Hun hørte sin mor le endnu et øjeblik, og mere behøvede hun ikke at vide.

Der lå et stykke papir foran hende. Hvidt og skræmmende jomfrueligt. Så mange

ting skulle der stå på det, så mange vigtige ting. Det var et mulighedernes dokument,
et sandhedens udgangspunkt. Det var en faktaernes køreplan for T. Perkins, hvis han
overhovedet ville hjælpe dem, når hun engang fik fat i ham.
Doggie tænkte det hele godt igennem. Skrev om vandglasset, der forsvandt, om
sikkerhedsagenten Wunderlich, der aldrig havde været der, om alle spørgsmålene
omkring selve attentatet. Det skulle stå der alt sammen, før hun ringede til T. Perkins.
Det skulle stå der på papiret, så hun hurtigt kunne overbevise ham. For hendes far
skulle henrettes om syv dage, og det var kun hende, der talte hans sag.

Kapitel 15
 Som eneste søn af en provinslæge, der havde gjort det til sit speciale at undersøge
kvinders underliv, var John Bugatti i sene pubertetsdage blevet trukket til side af sin
far og bedt om at fortælle, hvad han ville med sit liv. I denne sætning lå der en
advarsel om endnu en sætning, som ville kunne opsluge John og fortære ham aldeles.
For Johns far så gerne, at sønnen overtog hans praksis, men John nærede ikke sin fars
passion for menneskets svagheder og slet ikke kvinders. Nogle uger før havde han i
en pludselig, men dybfølt indskydelse kælet med en af drengene på fodboldholdet, og
så havde han vidst besked. Hvis der var noget, han ville med sit liv, så var det at
komme i bukserne på mange flere drenge og som kronen på værket også i bukserne på
en rockstjerne med stort hår og fed sminke omkring øjnene. Han ville træffe en af dem i
en fart, og så skulle det gå løs. Derfor havde han set på sin far og truffet sit valg. Han
ville være journalist og intet andet. Vel var hans far chokeret på både familiens og sin
praksis’ vegne, og vel var det et i denne bedsteborgerlige, buskbrynede kittelmands
øjne gevaldigt skridt ned ad lilleputsamfundets rangliste, men ved nærmere eftertanke
indså han, at der i kølvandet på sønnens fatale valg også kunne foreligge en udsigt til
at kunne blive redaktør på byens eneste sprøjte, og det var straks noget andet.
John havde egentlig bare tænkt sig et job som freelancejournalist på Rolling Stone,
hvor alle rockstjernerne kom, men dér skar hans far igennem. Ønskede John stadig
hans underhold og familiens opbakning, så havde han at gå den slagne vej.
Herefter fulgte en række blege år med studier og arbejde på lokalaviser og mindre
provinsaviser, før John kvalificerede sig til dagbladene i New York og endelig nåede
toppen som NBC’s Washington-reporter. I mellemtiden var tiderne skiftet,
popstjernerne falmet og makeuppen tørret af. John havde gjort nye erfaringer og
truffet valg, der hverken indbefattede rockmagasiner eller musiktidsskrifter. Dér, hvor
han bevægede sig, var der læssevis af lækre mænd, som kunne få kvinder og bøsser til
at flyve ud i æteren af begær. Hvor mange gange havde han efterhånden ikke siddet
foran et af verdens ikoner og stillet seriøse spørgsmål, mens stormen rasede i hans
underliv? Jo, han havde ikke fortrudt valget af metier, så meget havde han da fået ud
af sin passion, og nu havde det i årevis fungeret helt upåklageligt på den måde.
Bugatti udvalgte sine ofre med omhu og fortalte aldrig nogen af dem om sine
profane motiver til at interviewe dem. Sådan havde han levet, til han mødte onkel
Danny, som hans kæreste blev kaldt af vennerne. Danny var helt anderledes end de
andre New Yorker-bøsser, som John i begyndelsen havde kastet sig over i
saunaklubberne, og også anderledes end dem, han siden dyrkede mere sikker, men
lige så uforpligtende og følelsesforladt sex med. Danny var fantastisk og smuk og lige
så dyb og ægte i sin interesse for livets spørgsmål, som John var ligegyldig, og
Dannys nærvær og væsen ændrede John hen ad vejen, til han til sidst, gradvist og
umærkeligt som selve ældningsprocessen, blev det menneske og især den journalist,
han nu var: hengiven over for professionens etik, over for sandheden og
ytringsfriheden. Havde John ikke mødt Danny, havde han taget pressecensuren og
den hektiske lukning af nyhedsmedier, som fulgte med regeringens
undtagelsestilstand, med ophøjet ro. Men gudskelov havde han mødt Danny, og
derfor var han vred. Vred over Sikkerhedsministeriets direktiver om, hvad den endnu
ikke lukkede presse kunne udtale sig om, vred over, at der hver eneste dag blev lukket
en avis eller konfiskeret sendeudstyr på en lille radiostation, og især vred over
afmagten.
For tilstandene var grimme og utålelige. Kontrollen var der overalt som en
stålhandske, Stalin havde ikke kunnet gøre det mere dristigt eller enkelt. Det var mørke
tider, som ingen havde troet mulige i dette land. Et langsomt løb mod afgrunden.
Fandtes der overhovedet nogen, som havde kræfter til at udtale sig kritisk om
situationen, så kunne de være sikre på, at der var andre, der hørte, hvad de sagde, og
som kunne true deres eksistens. Derfor holdt næsten alle kæft, og de ganske få tv-
stationer, der endnu havde fået regeringens tilladelse til at være aktive, og deriblandt
John Bugattis arbejdsplads, var for eksistensens skyld tvunget til daglige møder om
selvcensur. Også det gjorde John Bugatti rasende.

Den morgen havde han loddet stemningen over en kop rygende varm kaffe på Cosi-
cafeen ved Metro Center, et sted, hvor alle kendte alle, og hvor alle kom. Selv stik-i-
rend-drengene på Ca-pitol, der snart ikke havde mere at lave, fordi de fleste af deres
arbejdsgivere i Kongressen var blevet interneret i forbindelse med
sikkerhedsforanstaltningerne efter militsernes overgreb. Selv de energiske piger i
silkebuksedragt fra parfumeafdelingen i Hechts stormagasin og de håbefulde
advokatspirer fra kontorerne omkring domhuset. Før Jansen-regeringen var kommet til,
var det her, John fik sine hints. Små bemærkninger fra sidemanden, som manden ved
bordet bag dem kunne uddybe. Viden, som de ønskede, at han skulle have, viden, som
blev plantet, og som han derefter kunne bearbejde, som han ville. Men sådan var det
ikke længere. Nu så alle ned i deres dampende kopper og forsøgte at holde
konversationen i gang uden at sige for meget. De var bange for at afsløre noget og
bange for det, de vidste. Selv ikke Tom Jumpers flugt fra politiet dagen før blev nævnt
med et ord. Måske tilhørte ikke alle i caféen Jumpers nøglepublikum, det gjorde de
givetvis ikke, men der var jo masser af andre alvorlige ting, man kunne snakke om. Ude
på gaderne gik alting langsommere. Folk styrtede ikke mere fra sted til sted.
Lastbilerne rumlede ikke ned ad gaderne. Kun soldaterne havde rigtig travlt, og deres
tilstedeværelse var ikke vellidt. Det var i hvert fald længe siden, at han havde set efter
en veltrimmet soldats lange ben med fryd. Også oppe på NBC4-redaktionen på
Nebraska Avenue var stemningen gravsort. Når han kom op på kontoret, var rutinen
den samme dag efter dag. Han tog sin kalender, scannede dagens jobs igennem og
håbede, at det var løgn, hvad han så. Skulle han, deres vigtigste Washington-ekspert,
beskæftige sig med at interviewe kællinger, så skulle det fandeme være koner til
politikere og ikke en flok udrangerede middelklassetasker, der stod for cateringen i 7th
Street Convention Center. Hvad helvede ragede det ham og hans seere, selv om
formålet var at beskrive en arbejdsplads, der brasede sammen i dette kaos? Han slog
en rød streg hen over aftalen. Det var fandeme længe siden, han havde følt, at hans
arbejde havde nogen berettigelse overhovedet. »Væk med det,« mumlede han og
løftede hovedet lige op mod redaktionschefens blege ansigt. Før havde hun været en
gudeskøn babe, som halvdelen af nyhedsredaktionen på Rockefeller Plaza i New York
brugte uhensigtsmæssigt meget tid på at klæde af for deres indre blik, men nu var hun
sammen med de fleste af topreporterne flyttet til Washington-redaktionen, hvor det
hele foregik, og havde fået dybe rande under øjnene, var sjusket klædt og havde en
udstråling som et halvtømt glas mayonnaise, der for længst havde overskredet sidste
salgsdag.
»Vi skal alle sammen ind til Hopkins,« sagde hun og forsøgte at smile. Det tydede
ikke godt.
Sammen med de øvrige topjournalister og redaktører troppede han op på
chefredaktørens kontor med bange anelser. De fandt den legendariske Alastair
Hopkins foran et tonet panoramavindue med sammenbidte læber, tydeligt præget af,
hvad han netop havde hørt fra de to sortklædte mænd, der flankerede ham ved
skrivebordet.
 Hopkins gik lige til biddet, det gjorde han altid, det var derfor, han var kommet s å
langt. »Fra nu af skal alle jeres interviews være optaget på bånd, og vi kan ikke mere
sende direkte udsendelser eller reportager fra et åsted. Jeg har fået at vide, at vi
fremover, jævnfør ‘Executive Order 10995’, skal aflevere alt til gennemsyn til disse to
herrer,« han fnøs ved det sidste ord, »inden vi kan udsende noget som helst!« Han
rejste hånden for at få ørenlyd, men redaktører og journalister på landets vigtigste
nyhedsstationer er ikke kommet så langt ved at holde kæft, når det gælder. Derfor
brølede alle i munden på hinanden, og de sortklædte mænd, der fremover skulle være
deres smagsdommere, trak sig instinktivt bagover. Der var dødeligt langt ned til
gadeplan fra dette kontor, og flere af vinduerne kunne åbnes. Det var, som om de
vidste det. At stemningen kunne ende med noget virkelig alvorligt.
Chefredaktør Hopkins rejste sig. »For satan i Helvede, så fald dog ned, venner! Er I
ude på at lukke tv-stationen lige med det samme? Tag ikke fejl, hvis vi ikke gør, hvad
de siger, så er I arbejdsløse inden ti minutter. Så fald ned!«
Der herskede en led og uforudsigelig atmosfære i lokalet, da Bugatti knappede
jakken og gled ud ad døren og over mod elevatorerne.

Han fik fat i Wesley Barefoot i hans frokostpause. Der lød et par klik i telefonen, og
John trak vejret dybt. Aflytning hørte efterhånden til dagens orden, det havde han
vænnet sig til, man skulle bare vare sig for, hvad man sagde.
Bugatti rømmede sig. »Wesley, for helvede, hvad foregår der egentlig ovre hos jer?
Jeg ved, at myndighederne i Ohio har fanget et par af lederne i militsernes koalition, og
der er nogen, der påstår, at de er blevet dræbt. Er der noget om det, og i så fald: Hvem
er det? Hvem skal jeg spørge, Wesley? Hvordan kan jeg gøre mit arbejde ordentligt?«
Han ventede et øjeblik, Wesley tænkte åbenbart. »Hør nu her; du er pressesekretær i
Det Hvide Hus, og du klapper i som en østers ligesom alle andre. Men det kan ikke gå
på den her måde, Wesley. Hvis du vil gøre noget godt for dig og Jansen og den
administration, I står for, så ved du godt, at vi…, ja, at hele nationen har brug for et
interview med præsidenten, så vi kan få at vide, i hvor lang tid disse tilstande skal
fortsætte. Vil du ikke nok sørge for, at jeg får en tid hos ham, og hellere om en time end
om to, hvis det kan lade sig gøre? Der er netop sket noget på vores redaktion, som jeg
gerne vil have, - nej, som jeg MÅ have præsidentens kommentar til, er du med,
Wesley, kan du ordne det?«
 Det var en meget træt stemme, der svarede i den anden ende. Wesley vidste med
garanti alt om pressecensuren. »Det er umuligt, John,« sagde han. »Jeg beklager, men
du kan selvfølgelig godt komme til at tale med en eller anden i presseafdelingen, jeg
skal prøve at se, hvad jeg kan gøre. Kan du ikke ringe til mig om en time?«

Halvfjerds minutter senere stod Bugatti på Pennsylvania Avenue foran

vejafspærringen, der lukkede de firehundrede meters vejbane ved Det Hvide Hus af
for alt og alle, der ikke kunne fremvise en skriftlig invitation eller en af de chips, som
de ansatte i Det Hvide Hus havde fået ordre til at bære på brystet. Stemningen var på
kanten af det kaotiske. Alle vegne omkring ham dansede skilteskove af rasende
protester med overskrifter om landets forfald, og her og der så man kendte ansigter.
Skuespillere, forfattere, tv-folk. For få måneder siden ville dette have været en science-
fiction-roman, en umulighed. Amerika havde så mange værn mod dette utænkelige,
troede man. Demokratiets skuldre kunne bære hvad som helst, og nu var det hele sat
ud af spil. Dommedagstoget var accelereret og gledet af sporet efter attentatet på
justitsministeren og højesteretspræsidenten. Først troede man, at det var
militsgruppen fra Montana, De hvidhovede Ørne, der stod bag, og alle højtstående
politikere og embedsmænd blev beordret i sikkerhed. Men da gruppen benægtede, og
der få øjeblikke efter fulgte bombetrusler mod Kongressen, gik man langt dybere til
værks. Løse rygter om konspiration mod præsidenten blev pludselig hårdnakkede, og
mange kendte mænds og kvinders hjem blev ransaget uden dommerkendelse. Inden
man så sig om, var man i gang med et veritabelt raid på demokratiet, og efter få dages
intense undersøgelser var flere af Kongressens medlemmer sat i husarrest sigtet for at
have deltaget i de påståede planer om at sætte præsidenten og hans administration fra
magten. Man havde troet, at det var noget, der snart ville gå i sig selv, men beviserne
lod vente på sig, og politikerne forblev isolerede. Deres politiske bagland og alle
øvrige politiske institutioner reagerede med vildt raseri og velbegrundede protester,
men lige meget nyttede det. Bombetruslerne mod Kongressen og flere af dens
fremtrædende medlemmer var et faktum, og med det i ryggen og en række antydninger
af konspirationskomplotter blandt senatorer og øvrige politikere suspenderede
præsidenten Kongressens opgaver midlertidigt, og så var landet i hans vold.
Krisestyringsagenturet og forsvarschefen og hans stab stod bag ham, så hæren var
på plads. Sikkerhedsministeriet opdaterede politi og FBI, og i løbet af et par timer
væltede uniformerne ud på gaderne. Proceduren fulgte til punkt og prikke en række
præsidentielle dekreter, som FEMA allerede i en årrække havde haft som
arbejdsgrundlag, men som ingen nogen sinde havde troet ville blive anvendt i et så
altomfattende omfang. Godt nok var undtagelsestilstandens konsekvenser endnu ikke
sammenlignelige med totalitære styrer som Pinochets Chile og Pol Pots Cambodja,
men på mange måder var det lige før. I hvert fald frygtede mange af de demokratisk
valgte repræsentanter for deres sikkerhed, og så vidt John Bugatti var orienteret,
havde flere allerede forladt landet. Da Demokraternes Hovedkvarter bombedes, og
flere kongresmænd og embedsmænd blev myrdet, blev resten af Kongressens
medlemmer interneret som en sikkerhedsforanstaltning.
I dagene, der fulgte, var de fleste af Johns kolleger blevet arbejdsløse. Først
lukkede embedsmændene i sikkerhedsministeriet Fox TV, så røg ABC og CBS. En
række af de største aviser blev skåret ned til nogle få sider, og overalt så man
velanskrevne folk stå på gaden med deres laptops under armen. De var lammede,
rasende, og mange var bange. For hvad gjorde man i sådan en situation? Den nyere
tids verdenshistorie gav mange lignende eksempler, og alligevel var det, som om
ingen vidste, hvad de skulle stille op. Amerika havde vænnet sig så meget til det frie
ord, at det var blevet en livsstil, og nu var folk stumme. John kendte mange
journalister, der i dette øjeblik spekulerede betydeligt mere på, hvordan de skulle
betale terminerne på deres dyre huse, end på, hvordan de skulle overleve som
ytringsfrihedens vogtere.
John var anderledes, men også anderledes stillet. NB C blev clearet, programfladen
tilrettelagt og godkendt, det kunne de takke Alastair Hopkins for. Spørgsmålet var så,
om de havde noget vigtigt at formidle under de forhold, og hvad John skulle gøre ved
det.
John var ikke bange for noget, han skulle alligevel snart herfra. Havde det ikke
været for Danny, så havde HIV’en og nu aids’en for længst fået bugt med ham.
Behandlingerne virkede, men trætheden og afmagten satte sig alligevel dybere og
dybere i kroppen. Det kom og gik, men det kom stærkere og heftigere for hver gang.
Nej, bortset fra at sygdommen irriterede ham og langsomt gjorde ham mindre attraktiv,
så var han ikke bange for noget, og nu agtede han at demonstrere det.
Lige bag ham pressede demonstranterne sig hårdt mod hinanden og frem mod
afspærringen. Han hørte deres forbandelser og eder og mærkede sveden og ånden. Nu
ville de stå i forreste linie og høres lige meget hvordan. I deres sindssyge vrede var de
hinsides fornuft og rækkevidde.
Han viftede med armene for at påkalde sig opmærksomheden fra en af soldaterne
ved vejspærringen, men manden så lige igennem ham. »Hej du,« råbte han.
»Pressesekretær Barefoot sender en ud efter mig om nogle minutter. Kan du ikke lade
mig stå inden for afspærringen indtil da, der er ikke så rart på denne side.« Han lindede
på sin jakke og viste foret frem for at vise, at han var ubevæbnet.
Soldaten fokuserede på hans hænder og rettede sit maskingevær mod ham. »Gå
væk fra afspærringen!« kommanderede han uden at se ham i øjnene.
»Væk? Hvordan havde du tænkt dig, at det skulle ske?« returnerede han, mens en
ung mand bag ham greb fat i hans arm for ikke at blive skubbet omkuld. Mængdens
bølger ville snart være ukontrollable, Bugatti havde set det før. Pludselig var der
nogen, der lå på jorden for aldrig mere at rejse sig op igen.
»Gå tilbage, - nu!« skreg soldaten.
Bugatti stirrede lige ind i geværmundingen og så, hvordan sveden rendte ned over
soldatens ansigt. Med al den kraft, hans svækkede legeme kunne fostre, masede han
sig baglæns og tastede endnu engang Wesleys nummer på sin mobil. Efter et langt
øjeblik, hvor mængden bag ham pressede på i alle retninger, og råbene om at passe på
tog til i styrke, hørte han endelig en kvindestemme i røret. »Jeg er på vej ned mod
afspærringen nu, mr. Bugatti, der går kun et øjeblik. Vi har givet besked til
kontrolposten.«

Wesleys sekretær præsenterede sig som Eleanor og førte ham rundt om Det Hvide
Hus ad en sti, som han godt nok kendte, men ikke havde gået ad før. Hun undskyldte
omvejen med, at der var vild tumult ved checkpointene og sikkerhedstjenestens små
huse og slusen, hvor man lod sig identificere. Han hørte udmærket godt råbene og
skrigene derfra, men ikke hvad der blev råbt. Registrerede bare, hvordan luften var
ladet med knasende uro, som øjeblikket før et lynnedslag eller sekundet før
cyanidpillerne dumper ned i skålen under den dødsdømte. På plænen over mod
Executive Avenue og hegnet foran Ellipsen var der sort af sikkerhedsfolk, men ingen
checkede Bugatti og hans fører. De grå- og sortklædte mænd havde rettet deres fokus
mod folkemængden, som strakte sig fra hegnet og langt om på den anden side af
Washington Monumentet. Bugatti rystede på hovedet. Der var tusinder på gaden.
Hele Det Hvide Hus var omringet. Var det den amerikanske ørn, der var faldet til jorden
og for evigt stækket, eller stod den netop nu og sundede sig, før den atter fløj op? I så
fald, hvordan skulle den så nogensinde få luft nok under vingerne i denne iltfattige
atmosfære?
Han så hen mod Det Ovale Værelse, hvor lyset var tændt, selv om klokken kun var
tre om eftermiddagen. Måske havde det stået og brændt i flere dage, uden at nogen
havde taget sig af det. Lige for tiden kørte mange ting efter bedste beskub, så hvorfor
ikke her? Bugatti vidste, at det faste personale i huset svandt ind af
sikkerhedshensyn, Secret Service skulle ikke risikere, at landets præsident kom af dage
for en tjeners hånd. Men hvem skulle så sørge for småting som lys, der brændte uden
formål?
Han blev ført ind i Vestfløjen med sekretæren foran sig og et par sikkerhedsfolk
bag, og der modtog Wesley ham med bekymret mine. Bugatti misundte ham ikke,
hvordan kunne man det? En pressesekretær, der ikke kunne sige de ting, som folket
havde krav på at få at vide, og det, han kunne sige, ville ingen vide af.
Wesley førte ham forbi sit kontor, der lå op ad stabschef Lance Burtons, og videre
forbi Roosevelt-rummet og vicepræsident Thomas Sunderlands kontor, og viste ham
så ind i Sunderlands sekretærs kontor ved siden af. Der tog han
identifikationschippen af sit bryst, lagde den på bordet og bad Bugatti om at gøre det
samme med sin gæstechip. Så vinkede han Bugatti efter sig og åbnede en smal dør
bagest i lokalet.
Han ledte dem ind i et kompakt og overfyldt arkivrum, som Bugatti ikke kendte
eksistensen af, selv om han igennem de seneste tre administrationer ofte havde siddet
og ventet på en udtalelse fra stabscheferne lige omme på den anden side af væggen.
Nu sad der ikke længere nogen stabschef i det kontor, kun en tidligere stabschef, der
legede vicepræsident klos op ad Det Ovale Værelse. Alt sammen stik mod sædvane og
tradition.
»Hvem havde du tænkt dig, at jeg skulle tale med, Wesley? Og hvorfor går vi
herind og ikke over på dit kont…?« spurgte han, men blev afbrudt af Wesleys hånd
over sin mund.
»Stabschefssekretærens kontor er mit kontor nu,« sagde Wesley og trykkede døren
i.
»Her, hvad skal det sige? Udfører du nu også opgaver for Sunderland?«
 Wesley nikkede. Bugatti spidsede munden og hvislede langsomt ud.
»Jeg er blevet flyttet tættere på Sunderland og skal udføre en masse af hans
sekretæropgaver oven i alt det andet. Det er en af mange grunde til, at han ikke har
indtaget vicepræsidentens revirer ovre på Capitol og i Senatet.«
»Det var satans! Hvad så med Sunderlands gamle sekretær, Margaret, hvor er
hun?«
»Hun har sagt op!«
»Ser man det! Men hvorfor står vi inde i det her klædeskab? Har det rum altid været
der?«
»Det er mit arkiv. De byggede skillevæggen i sidste uge, da de flyttede mig herover.
De har inddraget noget af gangarealet bagved, så jeg har en bagudgang til
presserummet.« Han pegede på en anden smal dør. »Vi står her, fordi ingen andre skal
høre os. Men vi er nødt til at tale lavt, okay!«
»Aflyttes dit kontor?«
»Det gør alle kontorer.«
»Hvorfor mødtes vi så ikke ude i byen?«
»Jeg og flere af mine kolleger kan ikke færdes nogen steder uden sikkerhedsvagt og
i hvert fald ikke uden id-chippen.«
»Og?«
»Der er en mikrofon i chippen. Jeg aflyttes, hvor jeg end går.«
»Det var ligegodt satans. Hvad så hjemme hos dig selv? Kunne vi ikke mødes
der?«
Wesley fors øgte at smile til ham. Altså heller ikke dér. Han lænede sig ind mod
Bugatti.
»John, du kan ikke komme til at tale med præsidenten, okay. Han er ikke længere
tilgængelig. I dagevis har jeg ikke talt med ham under fire øjne, så ved du, hvad jeg
mener. Han giver ikke interviews, ikke engang til dig.«
»Hvad sker der? Er han blevet sindssyg, er det det, du forsøger at fortælle mig?«
»Nej.«
»Det ville ellers være forståeligt efter mordet på to koner.«
»Jeg ved ikke, om han er sindssyg, hvor helvede skulle jeg vide det fra, jeg er sgu
da ikke psykiater, er du måske?«
»Hvad så med dig?«
 »Hvad mener du, - om jeg er blevet sindssyg? Det er lige før!« Han tørrede sig over
panden. Aldrig før havde Bugatti set ham så modløs.
»Nej, hvad så med dig, kan jeg interviewe dig? Jeg nævner dig naturligvis ikke ved
navn, kun med det sædvanlige ‘efter pålidelig kilde tæt på præsidenten’«.
Wesley rystede langsomt på hovedet. Han havde det udtryk i ansigtet, som når det
én gang har fæstnet sig, så kan det aldrig viskes ud mere. Hans træk havde mistet
deres jomfruelighed. Angst kunne i sjældne tilfælde gøre det, men skuffelsen over sig
selv var en mere sikker årsag. Og Bugatti kendte Wesley ud og ind. Vidste, at han før
havde hentet sin energi og sit drive i ligefremhed og handlekraft og lysten til at sige
tingene ligeud. Alt dette havde han måttet afsværge, Gud vide hvorfor, og skuffelsen
havde sat sig, det var så tydeligt. Wesley ville ikke lade sig interviewe. Han kunne
ikke. Han hverken turde eller ville, så enkelt var det.
»Er der så ikke en anden, vi kan gå til? Er der ikke nogen, der vil udtale sig? Du ved,
hvor diskret jeg er. Det behøver heller ikke at være synderligt konkret. Jeg vil bare
gerne have belyst den situation, vi er i, eller hvad vi for helvede er på vej ud i. Jeg vil
gerne cleares til at skrive om det på en eller anden led, det forstår du vel? Det må da
for satan kunne lade sig gøre, før de lukker hele pressen ned. For det sker vel på et
tidspunkt, gør det ikke?«
Wesley så længe på ham. »De, der vil tale, ved ingenting. Og de, der ved noget, de
vil ikke. Alle er loyale over for hele situationen og præsidenten. Alle sammen! Selv
handelsministeren, og han har virkelig problemer i forhold til drengene i storfinansen,
kan du roligt regne med.«
»Stabschefen, Burton, hvad med ham?«
»Jeg ved ikke, hvad der er sket, men både Lance Burton og Donald Beglaubter er
helt lukket i. Det har de været i et par uger nu.«
»Bliver de presset på nogen måde?«
»Alt er sgu et pres her i huset. - Men nej, jeg ved, hvad du antyder. Jeg ved ikke,
om de bliver presset.«
»Forsvarsminister Wayne Henderson?«
»Han er Jansens mand.«
»Vicepræsident Sunderland?«
»Er du vanvittig?« Wesley rystede på hovedet. »De er alle sammen et hundrede
procent loyale. Både staben og kabinettet gør, hvad der bliver sagt.«
 »Behøver det at være sådan? Der må da for pokker være nogen, der kan styrte
Jansen, ikke? Han har jo omgået Forfatningen så mange gange, at det ville være det
eneste logiske, er det ikke rigtigt?«
Senerne på Wesleys hals spændtes, og hans greb om Bugattis mund kom
pludseligt og hårdt. »Shhh, John. Shhhh!« Han lagde sin mund helt tæt til Bugattis
øre. »Hvis det, du forsøger at få at vide, er, om nogen vil styrte Jansen, så rejs ud af
landet, mens du kan, er du med? Det er ikke nogen given sag heller, at grænserne er
åbne i morgen. Du spørger for meget og ved for meget, så det er mit gode råd til dig.
Nu går vi ind i mit nye kontor og tager vores chips på, og så skal du højt og tydeligt
spørge mig om ligegyldigheder, okay? Er du opfindsom nok, så har du måske en
chance for at blive hørt af de rigtige. Jeg ved ikke præcis, hvor de aflytningsbånd
cirkulerer hen, men lytter den rette til, hvad du nu går ind og spørger mig om, og er det
de rette spørgsmål, du stiller mig, så kommer du måske videre i sagen. Så indtil videre
må du tage dig sammen i alt, hvad du siger og foretager dig, John. Og når du går
herfra, så tænk over, hvad du vil og pas godt på dig selv.«

Kapitel 16
Rosalie Lee løftede telefonrøret og hørte klartonen, det var bestemt ikke hver gang,
hun var så heldig. Specielt de sidste par timer havde det været helt tumpet med
telefonnettet, og mange påstod, at det var FEMA og et eller andet ‘Dekret 10995’, der
lå bag. At de ville kontrollere alle opkald efter en række alvorlige sammenstød mellem
militsfolk og de lokale myndigheder, og noget kunne der vel være om snakken. I hvert
fald havde flere piratsendere dagen før meddelt, at nu var Moonie Quales højre hånd
blevet fanget i Akron, Ohio, og at samtlige mænd, han havde været sammen med, var
blevet skudt ned på åben gade uden pardon. Rygter var der nok af. I morges sagde
man, at det var en lokal militsgruppe fra Englewood Cliffs på den anden side af
Hudson floden, der havde truet med at sabotere telefonnettet i New York, hvis
befolkningen ikke fik klar besked om Akron-massakren, som hændelsen allerede blev
benævnt, og at de nu havde ført truslerne ud i livet. Men heller ikke det var Rosalie
sikker på. I disse dage skulle man i det hele taget ikke være sikker på noget som helst.
 Hun fik endelig fat i sin søster efter tredje forsøg. Josefine var snart tres år og
efterhånden noget excentrisk, så det var ikke hver gang, hun tog telefonen. I nogle år
havde hun været alene i sit lille, faldefærdige træhus i Five Forks sydvest for
Richmond få hundrede meter fra Pocahontas State Forest, og dér havde hun faktisk
boet så længe, at det smittede af på alt. Ingen ville ane, at den slidte Josefine Maddox
var født og opvokset i et af New Yorks værste kvarterer, hvis de hørte hende tale med
drævende sydstatsdialekt, og ingen ville ane, at hun engang havde kastet sig rundt i
armene på alle de bebop-saxofonister, hun kunne få fat i. I dag var hun en sølle
eksistens. Dårlige tænder og genbrugstøj, der var blevet genbrugt mere end én gang.
Hendes mand havde været soldat, og ham havde hun mistet, før der kom børn. De
skulle have nydt de gamle dage sammen, - fisket lidt i kanalerne. Sådan blev det ikke.
Rosalie så Josefines omgivelser for sig. De knasende sideveje, en altfavnende
lavendelblå himmel, et lille grønt hus klemt inde af gigantiske træer overgroet af
snyltevækster til den ene side og flade marker, så langt øjet rakte, til den anden. Midt i
sin armod boede Josefine i paradis, og i disse dage misundte Rosalie hende.
‘Jeg tager ned til Josefine sammen med drengene, hvis jeg skulle blive fyret,’ tænkte
hun. ‘Vi kan dyrke jordstykket, der ligger op til landevejen, hvis der ikke er andet, vi
kan tage os til. Det vil være bedre for både Josefine og os.’
Men Josefine havde intet at sige, som bar ved til Rosalies misundelse. I en uge
havde hun ikke turde bevæge sig bort fra huset. Der havde været skyderier i skovene
bag, og selv om det vist nok var overstået, så var mange gårde og huse blevet besøgt
af folk i uniform. Når de kom indenfor, blev alt revet fra hinanden, og så måtte Gud se i
nåde til dem, der havde gemt våben eller folk, der var flygtet for myndighederne.
Rosalie vidste godt, hvad hendes søster talte om. Hun havde udmærket godt set,
hvordan folk blev gennet sammen oppe på East Tremont. Mennesker, hvis fortabte
ansigter hun genkendte foran lastbilerne, der skulle bringe dem til forhør.
Lige for tiden kunne ingen føle sig sikre for hinanden. Somme tider kunne det synes
som sort middelalder, som ren diktatur, som mindelser om rædselsregimet fra den
franske revolution om igen. Børn havde angivet deres forældre, forældre angav
hinanden, naboer vidste aldrig med sikkerhed, på hvor god fod de var med hinanden.

Den tyvende marts, på årets allerførste for årsdag, udsatte de en stor dusør på
‘Dræberen fra tagene’, og unge knægte med baseball-batts og skudsikre veste og
hjelme købt i overskudslagrene stod alle vegne på gaderne og spejdede opad. De
dannede alle mulige slags selvtægtsgrupper med effektfulde navne som ‘Hævnerne fra
Kingsbridge’ eller ‘Featherbed Korsfarerne’ og virkede hver især stærkt opsatte på, at
de 15 millioner dollars skulle blive deres, så de kunne komme væk og drive den af på
kommunens regning resten af livet. En af dem, en ung farvet fyr, Humberto Morales,
fik en kugle lige i halsen og styrtede om blandt sine hvidklædte artsfæller, og blodet
på dragterne var på forsiderne af de få aviser, der endnu udkom. En tøjfabrikant fra
Flatlands sprøjtede rødplettede, hvide t-shirts ud i tusindvis, og slogans som
‘Humberto for livet’ og ‘Vi er alle Humbertos’ hærgede gadebilledet overalt, mens
hævnergrupperne blev flere og flere. Det var en klapjagt af folkeforlystelsesagtige
dimensioner, og soldaterne lod dem være i fred, selv om det hver eneste dag gik ud
over uskyldige mennesker.
»I skal ikke gå op på taget og ryge joints, drenge,« formanede Rosalie sine sønner.
Der skulle ikke mange misforståelser til, før dusørjægerne gik amok.
Hun tændte sit tv og håbede på godt nyt. Når rapporterne fra de store koncerners
krisemøder og interviewene med børsanalytikere med afdæmpede stemmer var
overstået, så dukkede Wesley Barefoot op et par gange om ugen i Det Hvide Hus’
presserum og forklarede dem, hvorfor de skulle tage det hele med ro, og hvad det hele
skulle føre til. Hun følte sig tryg ved ham. Han var jo deres Wesley. Ung og ærlig med
lynende øjne og ord, der kunne favne hende med alt det, der skulle til. Tre aftener om
ugen gik præsident Jansen på tv og talte til folket. Uddybede for dem, hvorfor tingene
var, som de var, og så på dem med et indtrængende blik og stor ro og redegjorde for,
hvorledes man i regeringen arbejdede på at føre Amerika ind i en ny og tryg tidsalder.
De var et godt team, ham og Wesley Barefoot, hvis man kunne sige det på den måde.
Sådan havde Rosalie det med det.
Rosalies arbejdsgiver i ‘Mo Goldenbaum’s Export og Import’, Mo Goldenbaum, var
i modsætning til hende bestemt ikke nogen Jansen-mand. Sammen med sine to brødre
var han kommet fra Sydafrika, og dér havde han været vant til kontant afregning ved
kasse et. Var Jansen et svin og en nar i hans øjne, så sagde han det ligeud. Ønskede
han, at en konkurrent skulle spytte blod, så hvæsede han det lige i synet på ham. Hver
eneste gang Jansen havde været på tv, havde Mo Goldenbaum skytset parat dagen
efter og kaldte ham en løgner, fascist og kommunist. Han lyttede til langbølgeradio og
kunne tale sig varm om alt, lige fra bilfabrikkernes akutte krise, til hvad folk i udlandet
mente om tingenes tilstand. Som om det sidste bekymrede Rosalie. Hun bekymrede sig
mere om, hvad det næste blev, lige her, og derfor måtte hun lytte til dem, der havde
magten. Altså tændte hun for sit tv og vinkede som altid til Wesley, der introducerede
præsidenten på skærmen.
»Sluk for det fucking shit, mor!« råbte drengene fra værelset ved siden af. »Kvæl
den stodder til Jansen!«
Der var ikke mange, der lyttede til Wesley mere.
Gad vidst, om Wesley ville lytte til hende.

Kapitel 17
Udenfor Wesleys vindue bristede buskenes knopper, det ville ikke vare længe, før
træerne foran Dwight D. Eisenhower Office Building signalerede lysegrønt. Det var
nu, man skulle boble og kaste skyggerne af sig, det udtrykte hver en fiber i hans krop,
men Wesley kunne ikke føle andet end ensomhed. Midt i verdens mest travle hus var
han lammet og knuget, som et menneske, der sidder alene under en højtid. Det var en
tid, hvor selvhadet og græmmelsen herskede egenrådigt, hvis man ikke stod imod.
Han lukkede øjnene og prøvede at lytte til husets summen, mens pulsen faldt til ro.
På alle måder havde det været en ulykkelig dag, og nu havde han kun et sølle,
gudsforladt øjeblik at eksistere i før næste møde.

En af vagterne ved Appointment Gate havde tidligt om morgenen standset en

mistænkelig person og var blevet slået ned med et spidst slagværktøj. Han forblødte
på få minutter og døde ved foden af smedejernsgitteret, mens morderen blev
overmandet af soldater og kørt bort. Inde fra Thomas Sunderlands kontor hørte
Wesley svagt udrykningskøretøjernes sirener og råbene fra masserne, der
forstummede under vandkanonernes kaskader. De fik at vide, at overfaldsmanden var
journalist fra et af de ny-konservative tidsskrifter, og den officielle reaktion kom
prompte med forseglingen af alle bygninger, hvor Washington Times, Weekly
Standard, American Enterprise og andre ny-konservative institutioner holdt til.
Modreaktionen blev uventet voldsom og hårdhændet. Pludselig var det, som om at
hele oppositionen, uanset hvilket hjørne i den politiske skala, de befandt sig i, følte sig
truet. Militserne trådte ud af deres skjul i vildnissene i Bitterroot Range, Smoky
Mountains, Everglades og mange andre steder og gik simultant til angreb mod
militærforlægninger og politistationer overalt, hvor de fandt svaghedstegn. Kampene
var blodige og heftige og overstået lige så brat, som de var gået i gang, og resultatet
var skræmmende og ødelæggende. Forsvarschef general Powers prøvede at
bagatellisere katastrofen, men efterretningstjenestens rapporter var rystende. Der var
hundreder af dræbte på myndighedernes side sat over for militsernes yderst minimale
tab, nærmest grænsende til det ikke-eksisterende. En række træfninger, der viste
markante forskelle i kampmoral. Ja, man vurderede endda, at militserne havde fået
fordoblet deres våbenarsenaler på grund af disse kampe på bare ti dage. General
Powers havde meget at forklare.
Disse oplysninger førte omgående til endnu et krisemøde ovre i Forsvarsministeriet,
og folkene i Sikkerhedsministeriet og Krisestyringsagenturet FEMA dannede i løbet af
de efterfølgende timer terrorscenarier, der fik både Wesley og resten af staben til at
gispe.
Midt i alt dette havde hans mor ringet hjemme fra Solomons i Maryland og med
sitrende stemme fortalt, at hans far ikke længere kunne tage, hvordan det stod til i
USA. Han havde skældt og smældet og hånet hende for nogensinde at have arbejdet
for Bruce Jansen, og hun havde haft det forfærdeligt med det. Han havde kylet sine
badges fra demokraternes konventer ud af vinduet, og endelig havde han, og det var
det, der fik hendes stemme til at sitre og Wesley til at sætte sig tungt tilbage i stolen
bagefter, flået sin gamle kadetuniform ud af klædeskabet og pisset på den midt på
gulvtæppet.
Wesleys følelse efter at have hørt dette var en særlig form for klaustrofobi. Det
værste var ikke at være spærret inde i denne skrøbelige tunnel, der enten måtte falde
sammen eller føre igennem mod kaos. Det værste var indespærringen i sin egen
forfængelighed, at være fanget ind i tidligere tiders spind af dårskab og ambition og
blinde tro på, at man var bedre end andre og derfor havde ret til den plads, man havde
kæmpet sig til. En plads, man ikke ville vige fra. En plads under solen, der nu brændte
alt under sig til et goldt helvede. Hvordan kunne man undslippe dette ørkenlandskab,
når man aldrig var standset op ved oaserne undervejs og ikke længere vidste, hvor
man skulle søge dem?
 Sådan havde han det, og nu, lige om et øjeblik, skulle han over i Det Ovale Værelse
og dikteres, hvad han skulle sige på aftenens pressemøde.

Præsidenten så elendig ud, og det havde han bestemt også grund til. Han sad bag
sit skrivebord med blåsorte rande under øjnene og var en skygge af den mand, der
med tilbageredt hår og stærke øjne aftenen før og igen om et par timer ville holde tale
til befolkningen. Han så på dem én efter én. »I skal vide, at jeg har modtaget
mordtrusler for en halv time siden, som jeg denne gang bliver nødt til at tage alvorligt.
Uvist hvordan, så er det lykkedes en person at lægge et trusselsbrev ind i et af Secret
Service-folkenes stålskabe.« Han nikkede over mod vicepræsident Sunderland, der
holdt en kopi af sedlen op.
»Originalen er sendt til teknisk undersøgelse. Den er allerede undersøgt for
fingeraftryk, men man fandt ingen, så vi ved i øjeblikket ikke andet, end at den
sandsynligvis er skrevet ud på en af husets printere på husets officielle brevpapir.«
Sedlen gik rundt mellem dem. »Det var ligegodt satans!« mumlede stabschef
Donald Beglaubter og læste den endnu et par gange igennem, som om at han ville
sikre sig, at han ikke kunne identificere afsenderen.
Wesley læste den også et par gange. ‘Den amerikanske præsident er edsvoren til at
beskytte Forfatningen. Bruce Jansen har forbrudt sig mod denne ed og skal
annoncere sin afgang inden klokken 4 a.m., for ellers vil hans hals blive skåret over
som et svins, inden dagen er omme.’
Wesley rystede på hovedet. »Okay, det er frygteligt, ja. Der er åbenbart én i huset,
der har haft et enormt behov for at sige sin mening, og det er naturligvis meget
bekymrende, at vi ikke ved, hvem det er. Men er det egentlig specielt alarmerende, det
her? For vi har da set det, der er værre, har vi ikke?«
Stabschef Burton rykkede frem i sofaen og så direkte på Wesley. »Måske jo,«
sagde han og holdt en lille pause. Hvis man kunne tale om en sort mand, der så bleg
ud, så var det en rammende betegnelse for den ellers så modstandsdygtige mand.
»Men ser du, hvad du og Donald endnu heller ikke ved, er, at foran skabet lå den
livvagt, som ejede skabet, med halvdelen af hovedet skåret af.«
Wesley rynkede brynene og følte tydeligt, hvordan væmmelsen i ham var ved at
forvandle sig til frygt. Alle, der stod på præsidentens side, kunne have været den
stakkels mand. Ingen tvivl om, at signalværdien af, at ofret var en toptrænet livvagt,
talte sit eget sprog.
Jansen foldede hænderne oven på sin laptop. »Pressemødet bliver uden min
deltagelse i aften. Lance, du og Donald må sætte jer sammen med Wesley og samle
brikkerne. Vi skal have en udtalelse om præsidentens pligt til at styre landet, og at det i
denne tid nødvendigvis må bestå i at lade Krisestyringsagenturet træde til og
håndhæve dekreter. I skal i den forbindelse nævne, at der har været kampe med
militstropper, men ikke noget om hvilken succes de har haft med disse angreb, er I
med?«
»Undskyld mig, mr. Præsident. Men hvordan kan man holde sådan noget
hemmeligt?« spurgte Wesley med blikket rettet mod gulvet. »Vi kan jo ikke stoppe
samtlige piratsendere, der sender næsten overalt i landet lige nu. Hvor mange officielle
radiosendere var der i landet inden undtagelsestilstanden, var det ikke 13.000? Mon så
ikke, at der stadigvæk er i tusindvis af funktionsdygtige sendere rundt omkring på
lofter og nede i kældrene, selv om det er ulovligt? Og internettet, mobilnettet,
masseudsendte sms’er og alt det andet. Kan man måske stoppe det med støjsendere
og andet fitlihut?« Han ærgrede sig over ordvalget, men meningen var forhåbentlig
ikke til at tage fejl af.
Thomas Sunderland så Wesley lige i øjnene. »Det kan man ikke, nej. Men man kan
sørge for, at der følger større begivenheder i kølvandet på, hvad der allerede er sket,
så folk får noget andet at tænke på. Det må sådan en kommunikationsspecialist som
du vel vide.«
»Javel! Så er det måske nu, vi skal til at tæppebombe militsernes tilholdssteder med
napalm?« Wesley fortrød sin spydige tone i samme øjeblik, han noterede sig
vicepræsidentens ansigtsudtryk. Måske var det ikke napalm, der var i den benede
mands tanker, men i dette blik varsledes der i hvert fald en indsats af betydelig
størrelse. Masser af civile tab. Masser af uskyldige ofre. Wesley turde slet ikke tænke
tanken til ende.
Præsident Jansen noterede sig hans udtryk. »Wesley! Vi må rette blikket indad nu,
ikke? Vi ønsker ikke nogen borgerkrig, men vi er på randen af den, og derfor må der
slås hårdt ned.« Han vendte sig mod Lance Burton. »I går aftes gav jeg ordre til, at
Forsvarsministeriet hjemkalder alle amerikanske tropper, der er udstationeret i
udlandet, med øjeblikkelig varsel. Der udskibes allerede fra Europa og Mellemøsten i
disse minutter.«
 Wesley mærkede sveden pible frem på panden. Han lukkede øjnene og forsøgte at
holde hovedet klart. Inden fireogtyve timer skulle man altså regne med
afværgelsesangreb med stor ildkraft på amerikansk jord, samtidig med at amerikanske
interesser i udlandet efter årtiers massive opbakning var blevet overgivet til sig selv.
Han kunne tydeligt forestille sig forvirringen i FN-bygningen i dette nu. Selvfølgelig
ville der blive jubelscener i Mellemøsten og mange andre steder, og formodentlig også
rundt omkring i de små hjem i kasernebyerne, men hvor længe ville verden juble, når
de tilstande og den verdensorden, som man kunne hade eller elske, men alligevel
havde levet med i et halvt århundrede, pludselig forsvandt fra dag til dag. Hele
militæret skulle tilbage til Staterne, hvad havde de forestillet sig? At der skulle sejles
hangarskibe op ad Alabama River, så de kunne udradere militserne, der havde
forskanset sig i Tallageda Nationalpark, med altødelæggende skyts? Skulle der affyres
Harpoon-missiler mod flåden af samarbejdsuvillige milliardærers lystyachter, der lå for
anker nede i Florida i byer som Tampa eller Saint Petersburg? Skulle marinerne storme
gaderne, skulle faldskærmstropperne dale ned over opsætsige ranchejeres gårde i
Minnesota? Han kunne slet ikke overskue det. Han så på Donald og Lance Burton og
håbede på, at de havde en kommentar til nyheden, men de sagde ingenting.
»Militær undtagelsestilstand, er det det, der sker nu?« Han så på Jansen, men det
var Sunderland, der svarede.
»Om et par timer får staben udleveret en liste over hvilke ‘executive orders’, der
sættes i kraft.«
»Hvis I vil prøve at retfærdiggøre, at militæret sættes ind mod amerikanske borgere,
så må det være en særdeles omfattende liste.«
»Vi har ikke noget valg, Wesley. Ellers løber situationen løbsk.« Jansen så ikke
direkte på ham, det kunne Wesley godt forstå. »Vi må minimere risikoen ved at færdes
på gaderne for landets almindelige borgere.«
»Hvad siger FN’s generalsekretær til det, er han orienteret?« spurgte han forsigtigt.
Selvfølgelig var han det. Wesley ville bare høre det.
»Jeg har møde med vores FN-ambassadør og generalsekretæren i aften,« svarede
Jansen.
Wesley trak vejret dybt. »Jeg kan forestille mig, at de udenlandske journalister vil
komme med mange spørgsmål til hjemtrækningen under pressemødet. Kan mødet i FN-
bygningen ikke afholdes før det?«
 »Der kommer ingen udenlandske journalister,« brød vicepræsidenten ind. Så kort
var den besked.
Stabschef Lance Burton så mørkt over på Wesley. Så var han da ikke helt alene om
chokket. Wesley prøvede så at fange Donald Beglaubters blik, men han sad bare og
stirrede tomt ud i luften. Tilsyneladende havde den fungerende kommunikationschef
slet ikke tænkt sig at deltage i debatten.
Vicepræsident Sunderland rynkede brynene og nikkede. »Vi forbereder os
naturligvis i øjeblikket på et hav af protester fra de forskellige landes diplomater, og
disse skal ikke have deres oplysninger fra deres hjemlige presse, det forstår I vel?«
Der var en trækning ved hans mundvige, som Wesley ikke havde set før. En uro i det
ellers så stensikre ansigt, som forplantede sig langt ind i Wesleys katastrofecenter.
Var det endelig gået op for ham, at det var løbet løbsk for dem? Var det nu, tronen
vaklede under dem alle sammen? Den tidligere vicepræsident Michael K. Lerner havde
i hvert fald gjort sin stilling klar, før han gik under jorden. De ville alle blive anklaget,
når han kom til magten. Det var kun et spørgsmål om at sætte præsidenten og hans
lakajer fra bestillingen, og så ville han føre landet tilbage til, hvad det var før. Han
havde brugt ordet lakajer, og lige nu følte Wesley sig også som en sådan.
»I den sammenhæng skal I også vide, at vi har sat vore ambassader og konsulater i
udlandet under bevogtning, og at vi har givet direktiver til vore diplomater om at
afvente nærmere instruks.«
Wesleys hjerte hamrede. Det var, som om hans ansigtshud var frosset fast til
kraniet. Han tog tilløb et øjeblik og så så direkte på Jansen. »Mr. Præsident, giv mig
lov til at tale frit et øjeblik, så skal jeg nok gøre mit arbejde bagefter.«
Sunderland skulle til at protestere, men præsidenten nikkede.
»Gør vi ikke ubodelig skade på vores sag? Jeg ved godt, at der sker mange gode
ting derude nu, at alle disse ting er vel ment, men alting går jo i stå, hvis vi skal til at
lægge os ud med hele landet og resten af verden med. Jeg kimes ned af
ambassadefunktionærer, der spørger mig, om det er sikkert for dem at blive her i
landet. Hvad fortæller de ikke videre til deres udenrigstjenester om, hvad her foregår?
Og vi kan jo ikke forhindre dem i det. Der er stadig telefonforbindelser, satellit-
transmissioner, internet og masser af stærke radiosendere; vi kan jo ikke isolere os fra
omverdenen, vel? Er det ikke muligt at finde en blødere linie i alt det her, en lidt
langsommere proces?«
 Jansen trak sig tilbage i sædet med sine store hænder hvilende på armlænet. Som en
kejser af Guds nåde, som en konge i tusindårsriget. »Der er intet, Jeg hellere ville,
Wesley, men lan det er i undtagelsestilstand, og der er ingen mellemvej længere.
Bomben i Wisconsin og truslerne mod Kongressen og myrderierne satte det i gang.«
Han forsøgte at fange Donald Beglaubters og Lance Burtons blikke, men de havde
begge trukket sig ind i embedsmandens sømmelige skal, et sted, hvor Wesley aldrig
ville kunne ånde frit. »Ja,« sagde han stille. »Men måske bliver vi straffet hårdt på et
senere tidspunkt, hvis vi ikke forsøger at bremse op lige her og nu. Der sker jo
frygtelige ting derude, det ved vi jo. Vi henretter militsfolk ved standretter efter
lyndom. Jeg har hørt om nedskydninger i Alabama og Oregon, og jeg ved, at de
allerede har henrettet nogle af de dømte militser rundt omkring i fængslerne. Hvad må
man ikke tænke ude i verden, og hvad må man ikke tænke blandt almindelige folk?«
»Der gives klare regler for, hvad undtagelsestilstanden giver os ret til, Wesley,«
svarede Jansen. »Spørg Billy Johnson ovre i Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed
om, hvilke overvejelser der ligger til grund for vore handlinger.«
»Jamen, mr. Præsident, folk strejker jo i titusindvis, fordi de mister deres arbejde i
denne situation, og vi sætter Nationalgarden ind imod dem. Det er åbenbart sådan, at
al modstand skal knuses nu, men er det også sådan, at det…«
Sunderland afbrød ham koldt. »Vi kæmper modstanden ned, hvor end den dukker
op, ja.« Han så på uret og derefter over på præsident Jansen. »Vi har kontrol med
strejkerne i de fleste store byer nu, og om en halv time lukker vi grænserne helt af. Jeg
forestiller mig, at natten nok skal vende situationen en del, mr. Præsident, så lige nu
må vi først og fremmest sørge for Deres sikkerhed. Jeg vil give ordre til, at gemakkerne
på anden og tredje sal kan overvåges af Secret Service fra nu af, er De indforstået med
det, mr. Præsident?«
Wesley hørte ikke Jansens svar.
Vicepræsident Sunderland nikkede til sikkerhedsvagten, der stod ved døren ind til
Sunderlands kontor. »Vil du give folk udenfor besked. Præsidenten forlader
bygningen nu!«

De satte sig ind på Lance Burtons kontor og lukkede døren efter sig. Burton satte
sig bag sit skrivebord og rettede en miniatureagtig fjernbetjening op mod
loftsbelysningen og derefter over mod stereoanlægget. Det dæmpede lys og den
svage klassiske musik satte tankerne på plads, sagde han altid, men Wesley nægtede
at tro, at det ville ske i denne situation.
»Knib mig i armen; det her må simpelthen være noget, jeg drømmer,« sagde Wesley
stille.
Donald satte sig over for ham med armene over kors og skød underlæben frem.
Wesley så det omgående i hans øjne. Han ville ikke få noget ud af ham, og alligevel
udtrykte han frygt.
»Hvad sker der? Donald, sig mig, hvad der sker!«
Donald Beglaubters blik virkede ude af fokus. »Vi skal såmænd bare til at beslutte,
hvad du skal sige på pressemødet om to timer; det er, hvad der sker, Wesley, er det
ikke?«
Han så på ham og bagefter på Lance Burton. Før i tiden havde det været oplagt at
gå ud fra, at de var en gruppe, der støttede hinanden i tykt og tyndt. Triumviratet blev
de kaldt af nogle, andre kaldte dem musketererne. De kendte hinanden ud og ind, det
var et ægteskab i tankeverdenen, en alliance i ord og erklæringer. De var
redningsholdet, dem, man kunne få til at skrive sig ud af hvad som helst, bare for
sportens skyld. Og kombinationen var perfekt, for der var én, der løste gordiske
knuder op, én, der bandt nye og endnu stærkere, og én, der kunne vise dem frem, så
man med sikkerhed vidste, at her lå løsningen på alt det, der var ved at falde fra
hinanden. Sådan var det ikke mere, for hvem skulle nu binde, og hvem skulle løse op?
Han var ikke i tvivl om sin egen rolle, for han var bare narren, der viste kællingeknuden
frem, men hvad med de andre? Før i tiden kunne de ikke andet end at være til
hinandens fordel, men nu? Var der nogen af dem, han kunne snakke frit til?
Han trommede med fingerspidserne på sofabordets glasplade. Ikke engang det
kunne give ordentlig genlyd.
»Hvem af jer kan jeg snakke frit til?« spurgte han og så fra den ene til den anden,
mens fingrene dansede på glaspladen. Stereoanlægget havde godt fat i »Ode to Joy«,
hvad kunne vel være mere ironisk?
Stabschef Burton rakte armene ud til siden. »Os begge to, naturligvis! Sig, hvad du
vil, Wesley.«
Han sad et øjeblik med rynkede bryn og loddede forskellene på Burtons og Donald
Beglaubters ansigtsudtryk. Var der forskel? Var der ikke et glimt bag Donalds før så
skælmske blik, der udtrykte kontakt?
 Han rejste sig og tog Lance Burtons fjernbetjening og skruede op for musikken.
Beethoven kendte sine virkemidler, lokalet ændrede karakter. Så tog Wesley sin
identifikationschip af og strakte sig over mod Burton for at gøre det samme ved hans.
Skulle de snakke sammen, så skulle aflytningsbrikkerne væk, de måtte være helt sikre
på, at indholdet af samtalen ikke kom ud af lokalet. Men Burton lænede sig tilbage i
stolen og så vredt på ham. Det var som en såret kriger, der sad foran ham, hvorfor
vidste Wesley ikke. Han kunne forsøge at tage badgen fra ham, men der ville blive
kæmpet imod. Han kunne gøre det, men han ville intet opnå.
Så trak han sig tilbage til sin stol og satte sig.

I minutterne efter gik Lance Burton igennem de sidste dages facts og fik samtidig
belært Wesley om, hvad man kunne og ikke kunne. For selv om begivenhederne alle
steder løb løbsk, så var målet hele tiden det samme, det måtte han vide. Washington
Dekretet med dets ‘En sikker fremtid’-program skulle gennemføres, om det så satte
USA mange år tilbage. Volden skulle væk, om den så skulle fordrives med vold.
Arbejdsløsheden skulle afskaffes uanset omkostningerne. Medierne skulle styres mod
højere moralske normer. Al korruption skulle udryddes. Den organiserede kriminalitet
skulle stoppes, og al form for narkotikahandel elimineres. Valglove forandres til ægte
demokrati. Al immigration kontrolleres et hundrede procent, og ulovlig arbejdskraft
bringes ud af landet. Folk uden opholdstilladelse var mere end nogensinde blevet frit
bytte.
Lance Burton kendte Washington Dekretet til hudløshed, som om han var hjerne
vasket med det. Hvis alt dette ikke skete nu, sagde han med stor overbevisning i
stemmen, så skete det aldrig. Man måtte forlade den amerikanske liberalisme for en
stund, sådan var det altså bare. Og dét, kombineret med oplysningerne om, at man nu
ville sætte alle amerikanske tropper i udlandet ind i en aktiv nedkæmpelse af militserne
på amerikansk jord, var dagens tekst. Det var lammende holdninger. Slet ikke
holdninger, som den Lance Burton, han havde kendt i årevis, kunne udtrykke. Man
kunne få den tanke, at hans ord udelukkende var møntet på folkene, der sad og lyttede
til, hvad der flød ind i badgenes miniature-mikrofoner, men ville Burton så ikke give
ham et tegn? En let rysten på hovedet, et træk ved mundvigen. Jo, det ville han.
Wesley mærkede mellemgulvet trække sig sammen. Lige nu ville han ønske, at han
havde en joint. Så ville han ryge den i ét hvæs.
 Han satte sig i sit kontor med en uro i kroppen, som ikke engang sex ville kunne flå
ud. Dér sad han og mærkede mørket liste ind over bygningerne, mens fingrene lå fladt
på tastaturet. Han havde ingen steder at gå hen, han havde ingen, han kunne tale
med, ingen ud over Doggie, og hvad kunne hun gøre for ham? Tale alle helvedes
kvaler ud af kroppen på ham, jage forvirringen og fortvivlelsen bort? Kunne hun
måske løsne ham fra hans ansvar og landet fra dets skæbne, kunne hun det?
Han trippede under bordet og så op på uret. Halvanden time havde han, og først
skulle lortet ind til Lance Burton og godkendes. Måske skulle det skrives om et par
gange, før det fandt nåde for hans og Thomas Sunderlands øjne. Hvordan helvede
skulle det kunne lade sig gøre?
Han rejste sig. Måske skulle han bare kigge ind til Doggie, bare se ind til hende og
mærke duften af hende et øjeblik? Måske var det bare det, der skulle til, for at han
kunne få ro i sit hoved og sætte sig til at skrive? Han gik ind i arkivrummet, åbnede
døren ud til den smalle mellemgang og kiggede til siderne. Secret Service-vagten
nikkede kort til ham og så så væk igen. Han kendte sin plads. Der lød et klik bag
Wesley inde fra kontoret, det var Donald Beglaubter, der var kommet ind. Hans tynde
hår afslørede tydeligt, hvor mange gange han havde trukket fingrene igennem det. Så
havde han været i en fase med dyb tænksomhed, det vidste man, når man havde
arbejdet længe nok sammen med ham. Wesley trak døren til mellemgangen i og blev
stående. »Kom her ind i arkivet, Donald,« hviskede han.
Han fjernede deres badges og så Donald lige i øjnene. »Og hvad sker der?« Noget
var sket, det så han jo.
Beglaubter sagde det roligt. »Thomas Sunderland har spurgt præsidenten, om han
agter at gå af.«
»Hvad siger du? Har Sunderland?«
»Lance Burton var til stede, da det skete. Han mener, at det var ment som et tilbud
til Jansen, ikke som en trussel.«
»Du almægtige! Hvad svarede Jansen?«
»Ingenting. Han rystede bare på hovedet.«
»Spurgte Sunderland virkelig om det? Det var satans! Havde han så tænkt sig at
skulle træde ind i stedet for Jansen, det giver Forfatningen ham jo ret til.«
»Det blev ikke diskuteret, men ja, uden tvivl.«
 »Hvad gjorde Sunderland så?«
»Han virkede tilfreds med svaret.«
Wesley var dybt forvirret. Hvad helvede skete der egentlig? »Hvad med dig,
Donald, er du også tilfreds med svaret? Hvor står du?«
Den fungerende kommunikationschef i Det Hvide Hus var måske en af de bedste
problemknusere, som Wesley nogen sinde havde mødt. Det var helt sikkert en gevinst
for hele kampagnen, at han i sin tid var kommet til. Men her foran Wesley, mens han
stod og kiggede ned i gulvet, var han en skygge af sig selv, en mand på aftægt,
fuldstændig afmægtig. »Wesley, det er sidste gang, at du og jeg kan drøfte ting ‘off
the record’,« sagde han, »så derfor må du lytte til, hvad jeg siger nu, og ikke stille
spørgsmål. Jeg kan ikke svare på dine spørgsmål alligevel, så det nytter ikke, okay?«
Han så på Wesley med sammenknebne øjne. »Vi har alle vore grunde til at reagere,
som vi gør lige nu. Der er ingenting, der sker tilfældigt. Hvis du tror, at jeg bryder mig
om, hvad der sker, og at jeg har overblik over noget, s å tager du fejl, men mine øjne er
åbne.«
»Mon vi ser det samme, tror du? Måske skulle vi begynde at drøfte, hvad vi ser,
synes du ikke?«
»Prøv at høre, Wesley. Indtil i dag har du været ret passiv i det her spil. Det har du
naturligvis haft dine grunde til, du er jo ikke dum, men vi tolker alle sammen vores eget
om alt muligt, mens dette sker, og også om din rolle. Flere af os har længe haft dig
mistænkt for at spille dobbeltspil, det skal du vide; men efter i dag er jeg begyndt at
tvivle på det, det er derfor, at jeg er her nu, er du med?«
Den sad. Wesley troede ikke sine egne ører. »Jeg? Hvad mener du? Har jeg måske
ikke protesteret over, hvad der skete, lige fra begyndelsen?«
»Jo, men ikke så forfærdeligt meget, og det er også en slags skalkeskjul. Nogen
gange sender man klarere signaler ud, hvis man intet siger.«
»Ligesom dig, mener du? Hvis jeg ikke lige nu havde hørt noget andet, så ville man
godt kunne tro undervejs, at du gik ind for, hvad der skete nu for tiden.« Han rystede
på hovedet. »Prøv at høre, Donald, hvis jeg havde mulighed for det, så ville jeg tage
det første fly til Fiji-øerne.«
»Så er det synd, at det ikke kan lade sig gøre.«
»Sig mig, er du truet af nogen, Donald?«
»Jeg sagde, at du ikke kunne stille spørgsmål.«
 »Hvad så med Lance Burton, hvor står han?«
»Det var endnu et spørgsmål, men helt ærligt, så kan jeg ikke svare dig. Jeg ved
kun, at han har foretaget sine egne undersøgelser undervejs.«
Wesley nøjedes med at trække spørgende på skuldrene. Så kunne man da ikke
anklage ham for at spørge direkte om noget.
Donald stod et øjeblik og overvejede, om han skulle fortsætte, og Wesley tav, han
ville ikke presse ham.
»Wesley, jeg har allerede sagt for meget, men helt kort. Jeg ved ikke, hvilke
undersøgelser Burton har foretaget, men noget gik i hvert fald i gang inde på hans
kontor, da justitsministerens mor blev voldtaget. Burton har flere gange sagt til mig, at
han mente, at overfaldet kom for belejligt, ligesom attentatet dagen efter på
justitsminister Lovell og højesteretspræsidenten. Jeg tror, at det er sådan nogle ting,
Lance Burton har undersøgt, men jeg ved ikke mere. Jeg ved bare, at nu for tiden er
ingen fredet, Wesley. Den slags ordveksling, som du havde lige før på Burtons kontor
og før igen inde i Det Ovale Værelse, skal du stoppe med, hvis du har dit liv kært.«
Wesley stirrede ind i hans øjne, som om han ville finde en eller anden form for
sandhed dybt inde. Men det, han så, var hverken til trøst eller hjælp, dertil kendte han
det for godt fra sig selv. Det var den type håbløshed og modløshed, som nærer
selvbebrejdelsen og hadet til en selv. Det var den skinbarlige undertrykte og
indestængte desperation.
»Jeg må gå nu,« sagde Donald og tog badgechippen på. »Jansen og jeg har møde
med dem ovre i Skatteministeriet.« Han klappede Wesley på skulderen, sendte ham et
opmuntrende blik og gik.
I nogle minutter sad Wesley stille og prøvede at fordøje, hvad Donald havde sagt,
og så lød der et råb uden for døren, hvor sikkerhedsvagten stod. Derefter fulgte lyden
af løbende skridt og flere råb. Råb, der tog til i styrke.
Han tog omgående sin badge på, åbnede døren og så med det samme, at der var
sket noget voldsomt, for alle døre til kontorerne stod på vid gab. Flere af sekretærerne
stod med hænderne ført op til ansigtet, og både de sorte og grå sikkerhedsfolk var
væk.
»Hvad sker der?« råbte han og greb fat i en af assistenterne.
»Åh, gud. Der har været attentat på præsidenten. Jeg tror, han er i live, men jeg ved
det ikke.« Hendes ansigt var allerede forgrædt, men Wesley vidste ikke, hvad han
skulle føle. Var det godt nyt, eller var det forfærdeligt? Han vidste det simpelthen ikke.

Uvist af hvilken grund havde præsident Jansen valgt at forlade Det Hvide Hus
gennem tunnelen over til Treasury Department, og her havde en endnu ikke
identificeret mand angrebet følget med en sprængladning. Der var dræbt mindst én
Secret Service- eller FEMA-agent og vist nok også en anden mand, og Jansen havde
været meget, meget tæt på. Vicepræsident Sunderland havde fulgt ham på afstand og
var intet kommet til, hvis man så bort fra det chok, som ugerningen så tydeligt havde
sat i ham.
Det var forfærdeligt nyt, men af flere grunde. For hvis der på noget tidspunkt havde
været håb om, at Jansen ville gå på tilbagetog med den hårde linie, så var det helt
sikkert forpasset nu. Wesley kendte Jansen. Nu ville han tage kampen op med fuld
styrke og alle midler. Han ville omgive sig med sortklædte sikkerhedsfolk dag og nat
og sende CIA og FBI og hvem som helst i flæsket på enhver form for modstand. Der
ville blive yderligere kontroller og yderligere mistænksomhed og flere og flere fatale
beslutninger. Det var frygteligt at tænke på.
Wesley konfererede et øjeblik med Lance Burton og aflyste derefter
pressekonferencen. Tingene var blevet for komplicerede nu. Måske ville der slet ikke
komme flere pressemøder, før hele situationen igen var normal; hvis det da
nogensinde skete.
Han gik sine hylder igennem og fandt efter nogle overvejelser en videofil, der
passede til situationen. De havde indspillet den ugen før i det tilfælde, at importen af
olie ville gå ned af en eller anden grund. Den viste en stærk og veloplagt præsident,
der talte om alternativ energi og vind og sol, og om det at klare sig selv. Om at være et
stort land med masser af ressourcer. Om at være positiv og opføre sig som kun en
amerikaner kan, når lokummet brænder. Wesley havde flere af den slags klip.
Han overførte videoklippet til de tre store netværk, der var tilbage, og inden ti
minutter løb de første udsendelser af stabelen. Bagefter viste man Hollywood-film, der
var så gamle, at skuespillerne ikke længere kunne protestere over at være blevet brugt.
På et eller andet tidspunkt måtte han se at finde en nulevende stjerne, der stadig var
positiv over for Jansen. Et interview ville være godt. Måske fandtes der sådan en
person.
Hvis der gjorde, ville det være fantastisk.
 Bagefter sad han i et tomrum med besynderlige følelser i kroppen. Det var, som om
de dansede i hver sin egen takt et sted derinde, i takt og modtakt og utakt, som det
passede dem. Wesley vidste ikke, om det var en god eller dårlig følelse. Sådan noget
vidste han ellers.
Han fandt Doggie inde på hendes kontor siddende bag sit skrivebord, som om
ingenting var hændt. Det var svært at se, hvad der foregik i hende, men den slags
forsvarsværn var nærmest dagligdag i dette hus.
Han satte sig foran hende og så på hende. Denne vidunderlige, intelligente og
smukke kvinde, som var arving til en kæmpeformue og aldrig havde gjort andet end
godt her i livet. Hvordan kunne hun være havnet i denne situation?
»Han overlever, ikke?« spurgte hun bare.
Wesley nikkede.
»Det er godt. Han er den eneste, der kan benåde min far.«
Hun så ikke på ham, hvordan skulle hun ellers kunne fastholde en så absurd og
umulig tanke? Wesley forstod hende. Hvad kunne hun gøre andet end at håbe?
»Jeg ringede til sherif T. Perkins lige før. Det har jeg gjort hundrede gange før uden
resultat, men nu fik jeg fat i ham. Jeg har fortalt ham en masse ting, der er gået op for
mig i min fars sag. Åhh, Wesley, jeg ved ting, der vil kunne udsætte hans henrettelse,
det er jeg sikker på. Ting, der måske vil bevise, at han er uskyldig.« Hun så ud, som
hun ville græde, da hun sagde de sidste ord. »T. hørte godt efter; jeg elsker bare den
mand. Han vil prøve at hjælpe mig.«
Wesley s å på hende, til hun rettede blikket mod ham. Hendes øjne var blå, blå og
viljefaste. På det mindste og ringeste kontor i Det Hvide Hus sad den måske eneste,
der stadig håbede det bedste for præsidenten, og Wesley kunne ikke sige det til
hende.
Han kunne kun nikke og tage hendes hånd.

Kapitel 18
John og Danny blev konstateret hiv-positive på en og samme dag, og verden brød
sammen. Ikke fordi John var bange for at dø, for til den del af menneskehedens
ufuldkommenhed havde Bugatti-familien altid haft en særdeles humoristisk tilgang.
Men fordi et mere og mere lykkeligt liv med Danny lige med et rykkede ind i gravsort
skygge.
Verden brød ikke sammen, fordi den snart skulle ophøre, men fordi den endelig var
begyndt at eksistere.
De havde været kærester i mange år, selv om de boede i hver sin by. John arbejdede
i New York og Danny i Washington, og så skiftede John redaktion og flyttede ned til
Danny og hans drøm af et hus i den rigtige ende af Georgetown mellem kirken og The
Pet Gallery. Det var i de uskyldige dage, hvor verden frygtede
computersammenbruddet lige før årtusindeskiftet, og World Trade Center stadig
knejsede. Alt var godt, hele huset duftede af olier, der åbenbarede sig som paradisiske
landskaber på Dannys lærreder. Og så kom sygdommen.
De vidste hvorfor. Lokkekaldene i Greenwich Village havde altid v æret svære at
ignorere, og John havde levet livet.
Nu var verden en helt anden. Endnu virkede Johns behandlinger så godt, at han
ikke følte sig rigtig syg, men Danny var ikke så heldig.
John var i sin tid faldet for hans skinnende hår og gnist i øjet, men nu var lyset
slukket, og selv om Danny gjorde sig den største umage, så kunne han ikke længere
skjule, hvor det bar hen. Penslerne tørrede ud, duften var borte.

John låsede sig ind i huset og hørte fjernsynet gå på højeste gear, og hver gang,
det skete, gik hans hjerte næsten i stå. Han måtte simpelthen tvinge sig til tage skridtet
ind i den lyse stue og se godt efter, om hans elskede stadig trak vejret.
Denne gang fandt han Danny med benene oppe på bordet og en tom Martiniflaske i
skødet. Der skal meget Martini til at dulme bevidstheden om døden, men Danny havde
altid haft stil. Han var ikke den, der slog hjernen ud med en flaske whisky, s ådan som
John kunne finde på.
John betragtede hans brystkasse hæve sig langsomt og livgivende. »Tak, min
kære!« hviskede han. »Du er hos mig endnu!«
Han skruede ned for fjernsynet og lod rulleteksterne efter en gammel Marx
Brothers-film passe sig selv. Det havde været en dramatisk dag. De kirkelige
organisationer havde fundet sammen på tværs af alle mulige sekteriske
udgangspunkter og havde demonstreret byen ned. Overalt fandt man kappehætte-,
kjole- og kjortelklædte repræsentanter fra alverdens religioner med dansende skilte, og
politiet havde trukket sig tilbage. For hvem får man til at tåregasse imamer, rabbinere
og præster? Her til aften, hvor det meste af lyset i byen var blevet afbrudt, var luften
stadig ladet af skældsord og smædekor i Guds navn.
I andre af samfundets lag var rystelserne lige så store. Man hørte om magtfulde
interesseorganisationer, der fandt hinanden. Transportforbundet og industriens folk
overvejede situationen, tilsyneladende var intet tabu. Ord som generalstrejke og oprør
og magtovertagelse blev hvisket i krogene, og magtapparatet havde store ører. Folk
forsvandt fra deres hjem uden et ord.
To af Johns bedste kolleger havde ikke indfundet sig på redaktionen den dag. Den
ene, var han sikker på, var gået under jorden, men den anden lignede det ikke. John
var bekymret på hendes vegne. Miss B., som de kaldte hende, havde flere gange
været i Somalia og Afghanistan, da konflikterne var på deres højeste, så hende hylede
man ikke ud af den, fordi militæret henrettede militsfolk på åben gade, eller fordi der
flød uniformerede lig ned ad Potomac. Problemet var formodentlig, at den
professionelt fremavlede hårdkogthed havde sløvet hendes sanser, og at hun derfor
ikke tydeligt nok havde vejret, hvad situationen kunne føre til. At hun ligesom alle
andre mediefolk var nødt til at forholde sig utroligt forsigtigt til det, man kaldte
sandheden. Andre steder i verden ville hun have tiet, det var hun vant til. Men her på
sin egen hjemmebane havde hun galet op og smækket en af de udsendte censorer en
knytnæve i synet, da han ville klippe hendes kommentarer i et nyhedsspot ud. Det
havde været en reportage om militærets vilde jagt på illegale arbejdere, der ikke kunne
legitimere sig selv, og om deres deportationer ned til den mexicanske grænse, hvor
man læssede dem af i Ingenmandsland. Dér måtte de blive, fordi de ikke havde papirer,
og fordi mexicanerne af samme årsag heller ikke ville vide af dem. Det var et vigtigt og
relevant nyhedsindslag. John ville helt sikkert ligesom hende, som en af de få på
redaktionen, have kæmpet for sin ret til at fortælle, hvor forkert det hele var. At der nu
opholdt sig tusinder af forviste borgere på et stykke land på et par hundrede meters
bredde og uden ringeste mulighed for at slippe bort eller få mad. At sagesløse og
fattige mennesker lå på jorden og rystede om natten af kulde, mens våbnene pegede
på dem fra begge sider af grænsen.
Siden frokost havde ingen set Miss B.. Nogle sagde, at hun havde fået nok,
spørgsmålet var nu bare af hvad. John frygtede det værste.
Han tog sig til hovedet og prøvede at gnide sindsforvirringen bort. Lige før han
havde forladt sit skrivebord, havde en kilde i Det Hvide Hus lækket til redaktionen, at
præsidenten har været udsat for et attentatforsøg, men at de ikke måtte lade det slippe
ud, før der var givet grønt lys. Så ville der snart blive foretaget modforanstaltninger,
der var endnu mere voldsomme. Sådan havde det jo været hver gang, der var sket
noget voldsomt i præsidentens nærhed.
Han skænkede sig for anden gang et gedigent glas whisky og så vemodigt over på
Danny. Hans hoved var faldet til siden og benene skredet ud på sofabordet, så
samlingen af pilleglas og medicinemballager balancerede faretruende tæt på kanten.
‘Hvor ville han dog være ked af at blive set på den måde,’ tænkte John og samlede
glassene sammen og bar dem ud i køkkenet. Så satte han sig ved spisekrogen i hjørnet
af stuen, løftede dugen, trak den brede skuffe under bordpladen ud og trak et ark papir
op af den. Dagen før havde han opdelt arket foran sig i to kolonner. Én kolonne for
dramatiske episoder, der var sket i præsidentens nærhed, og én kolonne for, hvad
præsidenten efterfølgende havde sat i værk. Læste man udelukkende den sidste
kolonne, så man et tydeligt billede af et land, der fra en harmløs meddelelse om
reformarbejde på en række sociale og juridiske områder stille og roligt udviklede sig til
en politistat af allerværste slags. John havde levet længe og set mange konflikter i
verden og så tydeligt alle tegn på et demokratis totale sammenbrud. Folk forsvandt,
folk fik mundkurv på, folk blev frataget deres offentlige hverv, der var tvangsarbejde,
og militær og specialkorps dominerede gadebilledet. Pinochets Chile var et af USA’s
svendestykker, og nu gjorde man det igen på egen jord. Ytringsfriheden og
Forfatningen eksisterede så at sige ikke mere, al modstand blev knækket effektivt. Der
var summariske henrettelser hver eneste time, og magtapparatet havde fuld kontrol
over sine tropper. Man ville lukke grænserne af og talte om at isolere sig fuldstændig
fra omverdenen, som om man ikke allerede havde gjort det. Og endelig, og det var
diktaturstatens værste løgn, så talte dem, der stod bag, hele tiden om, hvor meget
bedre alting ville blive bagefter. Om end ikke i dag, så i morgen.
John kunne godt få øje på gode ting, det var såmænd ikke så svært. I store byer
som Detroit, Los Angeles og Chicago var de begyndt at rive kondemnerede
bygninger ned. Forstæderne åbnede sig, de kriminelles rævehuler blev kastet til.
Lastvognstogene med bygningsaffald, der drev ud af byerne, syntes endeløse, og så
godt som alle havde noget at lave. I hans egen lille oase her i Georgetown blev hver
en gade støvsuget for skidt, og samtlige vej stykker op til The Great Falls befolkedes
af arbejdsløse af begge køn udkommanderet til at samle selv det mindste vildfarne
stykke plastic op. Så man ud over landskaberne, kunne man opleve det ganske
groteske syn, at der lige foran én blev vasket statuer, mens der i baggrunden ude i
horisonten kunne stå røgsøjler kilometervis op i luften efter træfninger imellem
militæret og dem, der ikke ville finde sig i, hvad der skete. Der foregik meget godt på
overfladen, men alligevel var samfundet ved at synke i grus. Det var jo sådan, det var.
Han sad i tusmørket og stirrede på sine kolonner. Så, hvordan årsag og virkning
smeltede sammen til ét. Hver gang der skete en voldsom episode i kolonne et, så
resulterede det samme dag eller dagen efter i en konsekvens i kolonne to. Ville Jansen
måske kunne have fået flertal i regeringskabinettet for sit ‘En sikker fremtid’-program
uden justitsminister Lovells støtte, og ville Lovell overhovedet have støttet, hvis ikke
hans datter og gamle mor var blevet voldtaget? John tvivlede. Og ville man være
sluppet godt fra at lukke kongresbygningen af og lægge an til at suspendere den
parlamentariske proces uden attentatet på selv samme Lovell og
højesteretspræsidenten? Havde de tiltagende trusler på offentlige institutioner
umiddelbart efter bombeattentatet i Wisconsin og de samtidige myrderier på
embedsmænd og et par kongresmænd måske ikke medført undtagelsestilstanden?
Jo mere han så på sit skema, des flere årsagssammenhænge virkede sandsynlige.
Selv de små ting i skemaet havde sit at fortælle. Angsten for ‘Dræberen fra tagene’ i
New York og hændelsen med nogle børn, der blev dræbt i en skole uden for
Washington, havde eskaleret den evige diskussion om våben eller ikke våben i det
amerikanske samfund og givet grobund for nye fortolkninger af det andet tillæg i
Forfatningen. Dag for dag var der en hændelse, stor eller lille, der medførte enorme
konsekvenser og alle sammen i samme retning.
Præsident Jansens erklærede mål med at få total kontrol over samfundet kom
nærmere og nærmere.
John tømte sit glas i en mundfuld og hældte en ny whisky op til randen. Hvorfor
forsøge at holde sig ædru, kunne han ikke være ligeglad? Han kunne jo alligevel ikke
gøre noget. Begyndte han at råbe sine teorier højt, så var han færdig. Skreg han ud til
alverden, at han troede, at Jansen og hans kumpaner stod bag mord, overgreb og
bombetrusler, ja, selv voldtægt på en skrøbelig, gammel kvinde, så var han helt færdig.
‘Skreg ud,’ tænkte han for sig selv. Som om han overhovedet havde mulighed for det.
Ikke på NBC i hvert fald.
Han mærkede med tilfredshed virkningen af det sidste glas og tog sig til kinden, der
allerede glødede. Eller var det sygdommen?
Han sad et øjeblik med glasset i skødet og betragtede Danny. Før i tiden kunne han
have taget sin elskede ven i hånden og flygtet til Paris med ham. De kunne have slået
sig ned i Latinerkvarteret og skreget alt, hvad de vidste, ud til omverdenen og den fri
presse. De ville have klaret sig godt. John kunne have fået ansættelse hvor som helst,
The Times, BBC, ZDF og Le Monde, og Danny ville have elsket det. En udstilling i
Berlin, en vandring hånd i hånd i kolonnaderne i Bologna, hvad ville have været
bedre? Men nu var det for sent. Hundrede feberanfald og tusinder af piller for sent.
Danny kunne ikke tage nogen vegne, og John kunne ikke forlade ham. Hans elskede
Danny, der snart ikke var hos ham mere. Hvorfor skulle det være sådan?
Han drak endnu et glas og hulkede stille, mens han forsigtigt lænede sig frem og
tog Dannys hånd. Ligesom hans var den gloende varm. Var det godt eller skidt?
Så mærkede han, trods den spirende beruselse, at tv’ets flaksende grønne skær på
stuevæggen ændrede farve, og skyggerne kastedes rundt. John kendte signaturen
bedre end nogen anden; det var nyhederne. Han vendte sig langsomt og stirrede
direkte ind i præsident Jansens ansigt, der fyldte hele skærmen. Sminkøren havde ikke
sparet på rougen, men ellers så Jansen lige så godt ud som altid.
John slap Dannys hånd og skruede op for lyden.
Der var ingen tvivl om, at indslaget var taget på bånd for et stykke tid siden,
hvordan skulle Jansen ellers kunne sidde der og opsummere situationen i landet så
roligt, som han gjorde? Der var jo kun gået nogle få timer siden attentatforsøget.
John prøvede at ryste beruselsen af sig og lyttede, så godt han kunne. Det var en
tale til mennesket og den enkelte borger. Til folkets drømme og håb, som Jansen
sagde, og ingen kunne ane, hvad der måtte ligge bag.
‘Tomme ord fra en skarpsleben tunge,’ tænkte John.
»Der er mere, der forener os amerikanere, end der adskiller os,« sagde Jansen og lod
øjnene gløde. »Lige nu råder der stor forvirring, men vi vil finde vores fodfæste igen,
og vi vil finde vore fælles mål. I disse timer vender de sidste af vore tropper hjem til
deres fædreland, og lang tid skal gå, før vi igen må vente på vore kære i angst og
usikkerhed. Ligsækkene skal brændes, for vi har ikke længere brug for dem.« Han
holdt en lang pause, der virkede efter hensigten. »Vore soldater skal hjælpe os med at
få ro, så vi kan komme videre med et land, hvor alle fortjener en ny mulighed. I
fremtiden skal der være råd til alt, hvad der behøves. Vore hospitaler skal behandle alle
uanset indkomst og baggrund, vore retssale skal stå tomme hen, mens vi behandler
den kriminelles sygdomssymptomer. Vi skal skaffe hver enkelt borger et meningsfuldt
arbejde til alles bedste.«
John krængede mundvigene nedad og hældte endnu et glas op. »Ha!« udstødte
han. Inden man så sig om, så havde de skrubbet og skuret hver en lille statue i landet
helt ned til ankelhøjde. Det var da meningsfuldt arbejde, så det forslog.
Kameravinklen skiftede, og nu så man, at præsidenten sad i Kabinetsrummet, og at
han ikke var alene. John kneb øjnene sammen, jo, fandeme om de ikke var der alle
sammen. Billy Johnson, vicepræsident Sunderland, forsvarsminister Henderson,
Lovell og alle de andre. Selv den sikkerhedspolitiske rådgiver og CIA-direktøren.
Jansen bredte armene ud, som om han ville favne alle omkring sig. »Her i denne
historiske salon sidder de mennesker, som dette land har brug for. Dygtige, modige
mennesker, der hver især har en plan for jer, en plan om at føre vore drømme ud i livet.
Og I spørger måske jer selv om, hvilke drømme der tænkes på, og hvoraf de skal
komme? For nogen kommer de fra fortiden, og for andre fødes de af håbet om en bedre
fremtid. Lige meget hvad, så ved jeg, at drømme altid næres af vore dybeste følelser,
og at det ikke er en let opgave at opfylde dem. Og dog kan jeg af et ærligt hjerte sige,
at det er det eneste, vi arbejder for.« Han vendte sig igen mod det første kamera og
virkede nu mere intens end nogen sinde. »Vi skal igennem upopulære foranstaltninger
for at komme videre, det ved vi. Vi må lukke grænserne for nye indvandrere, vi må
have våbnene væk. Vi må ændre folkets moral, og vi må lære at klare os for mindre end
før.«
John rystede på hovedet. Det kunne Stalin ikke have sagt mere overbevisende.
Wesley Barefoot havde gjort sit arbejde alt for godt. Han tog en slurk mere og følte
det, som om han skulle kaste op. Hvorfor helvede skred den knægt dog ikke fra det
hele, så man kunne blive fri for at høre på det veldrej ede pis?
»Amerika har alt for længe været afhængig af andre landes råstoffer. Mange af mine
forgængere har derfor kastet sig ud i konflikter for at sikre landet disse ressourcer og
ofte med katastrofale følger. Men jeg kan sige jer, at vi kan klare os selv, for der er nok
af muligheder. Vi har gjort nye oliefund i Alaska i den sidste tid. Enorme fund, der vil
sikre os i årtier frem, og i mellemtiden må vi vænne os til samtidig at skrue ned for
energien og skaffe den ad alternativ vej. Vi kan alt her i Amerika, det ved I jo, og vi vil
vise hele verden vejen.«
John rejste sig halvt og var nær ved at falde forover, pludselig føltes overkroppen
så fremmed og tung. Han rykkede instinktivt den ene fod frem og var ved at sparke
sofabordet omkuld. Svimmelheden overmandede ham i samme sekund og tippede
hovedet til siden. Så væltede han hen over det lave bord og landede oven i glas og
flasker og bunker af gennemtyggede tidsskrifter.
I samme sekund slog Danny øjnene op i en blanding af forvirring og forskrækkelse.
»Sluk det lort!« råbte John fra gulvet og pegede på skærmen. »Sluk det, før jeg
smadrer det!«
Danny havde prøvet det før, det vidste John desværre kun alt for godt. Og selv om
Danny var så træt, at han dårligt kunne bøje sig, så gjorde han det samme som hver
gang. Danny fik altid det hele til at hænge sammen igen. Ingen onde ord ledsagede
den slags oprydninger. Ingen bidende blikke forstyrrede den mentale storvask, som
det var at føre en mand som John Bugatti tilbage til den rette vej. Danny tørrede
sveden af hans ansigt, gav ham vand at drikke. Sukkede godt nok, mens han samlede
de knuste glas op, men ingen bebrejdelser undslap hans forpinte læber.
John tog Dannys frie hånd og førte den op til sin mund. »Jeg elsker dig, din gamle
slyngel. Du er mit eneste lys.«
»John, prøv at koncentrere dig et øjeblik.« Danny smilede, men kunne ikke
undertrykke, at der var noget galt. »Der har været nogen efter dig,« sagde han. »Ham
den frygtelige Tom Jumper med de frygtelige tv-shows var her sammen med Miss B.
for et par timer siden, de ville tale med dig. Miss B. virkede helt ude af den.« Han
knugede Johns hånd. »Hvad har du med Tom Jumper at gøre? Hele landet leder jo
efter ham. Du er ikke ude i vanskeligheder, er du, John?«
John sad på gulvtæppet og prøvede at synke, men mundhulen var allerede drænet
igen. Han så sig omkring, om der nu skulle ligge en flaske inden for rækkevidde. En
drink til ville klare hovedet, var han overbevist om. Han rodede i halvmørket under et
par stole og fandt ingenting ud over det af gårsdagens nedfald af snacks, som var
undsluppet Dannys støvsuger.
Danny sagde, at miss B. var på fri fod, det kunne man kalde velsignede nyheder,
men at hun kom her i følge med Tom Jumper var dog satans til mesalliance.
 »Jeg ved ikke, hvad de vil,« sagde han og rejste sig med besvær. Han så ud af
vinduet, hvor skyerne trak sammen, og verandaen spættedes af regndråber. Det var på
alle måder sådan en dag, hvor man bare havde lyst til at trække benene op under sig.

De kom til ham om natten. Uvist hvordan stod de pludselig i baghaven i et

infernalsk regnvejr og bankede på verandadøren. Danny bad John om at blive i
sengen og talte om alskens ulykker, hvis han åbnede for dem, men John lyttede ikke.
Hvis han selv havde stået foran en af sine kollegers dør i sådan et pissevejr og bedt
om hjælp, så forventede han fandengaleme også, at han fik den. Der var uskrevne
regler overalt, specielt i hans branche.
Uden for døren stod to flygtninge, sitrende og våde ind til benet, og så sig omkring,
som om søgelyset allerede havde indfanget dem. Danny knyttede bæltet i sin slåbrok
og begyndte som altid at afhjælpe situationen, og ingen af de to protesterede, da han
hjalp dem af med tøjet. »Jeg lægger det i tørretumbleren, så kan 1 bruge de kimonoer
her så længe,« sagde han og lagde dem på stoleryggen foran de to nøgne mennesker.
Miss B. var påfaldende tyndere, end John havde troet. Hendes bryster var
indfaldne og små, og senerne ved hendes skød fremtrædende og spændte, og dog
syntes hun stadig smuk for ham. Når en kvindes krop i den tilstand finder nåde for en
bøsses øjne, så taler man om den form for ærbødighed, hvormed man omtaler sin mor
eller uangribelige eksistenser som Katharine Hepburn. Miss B. var graciøs og sårbar,
og lige nu var hun en bombe under systemet. John ærede hende over alt, og hun var
smuk. Ved siden af hende stod Tom Jumper nøgen med sin fint behårede, hvide krop
og stirrede på ham med den skamløshed, der havde gjort hans shows så populære.
Ingen kunne være i tvivl om, at han kendte til Johns indstilling til ham, han var vel
vant til det. For hvem kunne vel elske en mand, der havde tjent hundredvis af millioner
på at udstille samfundets svageste hjerner til alles underholdning? Det kunne kun de
svageste hjerner i dette sindssyge land naturligvis; men i dette hus fejlede
hjernekapaciteten ingenting. Tom Jumper var og blev en skændsel for sin profession,
arrestordre eller ej, og ingen burde vide det bedre end han selv.
»Du må hjælpe os, John.« Miss B. trak kimonoen rundt om sig og tog hans arm.
»Ved jeres forfølgere, at I er i Georgetown?« ville han vide, for så måtte de væk.
»Så havde de jo nok ikke ladet os gå frit omkring, vel?« Tom Jumper trak sin kimono
meget langsomt på. Ikke en handling uden en provokation, når det stod til ham, men
John var ligeglad. Han havde aldrig kunnet fordrage mænd, der stank som Jumper.
Stank af sød sved og dyr eau de cologne. »Nej, de ved ikke, hvor vi er. Vi er ikke så
dumme at bruge trådløse netforbindelser, mobiler eller kreditkort, så man kan spore os.
Der er tusindvis af sikkerhedsfolk, der kun beskæftiger sig med at opspore den slags
nu for tiden.« Han klappede på sin taske. »Vi betaler kun med kontanter, det er det
eneste at gøre.«
Den var sikkert stuvende fuld, tænkte John. Han havde hørt, hvad idioten tjente på
hvert show. Det var mildest talt latterligt. »Hvorfor er I to sammen? Kender I
hinanden?« spurgte han.
Miss B. nikkede, mens hun gnubbede raden af blåfrosne tæer. »Vi kender hinanden
fra journalistskolen. Vi har altid været venner.«
Det var i sandhed nyt for John. Hvor mange gange havde han ikke bagtalt idioten,
mens hun hørte på det? Tusinde gange, to tusinde? »Hvorfor er du sammen med ham,
B.? Du ved da, at han er eftersøgt overalt.«
»Det er jeg også, John. Der er udstedt arrestordre på mig. Jeg har talt med Alastair
Hopkins for et par timer siden, og han har advaret mig mod at vise mig offentligt
nogen steder, hvis jeg har min frihed kær.«
»Har vores chefredaktør sagt det til dig?« John lempede på gardinet og så ud. Kun
kulsorte tove af tæt regn. »Det er vel ikke kun på grund af den lussing, du gav idioten,
der censurerede dig?«
»Lussingen? Nej, slet ikke. Det handler om snigskytten i New York. Jeg ved nu, at
det ikke bare er en galning, som vi alle har været tvunget til at tro, John. Jeg har
arbejdet på sagen i nogle uger, og nu har de stoppet mine undersøgelser.«
»Jaså!« Han bed sig i læben og skulede over til skuffen under spisebordet, hvor
hans optegnelser lå. Hun havde altså også haft en fornemmelse af sammenhængen?
Havde hun for satan da bare betroet sig til ham lidt før. »Du er ikke politireporter,
hvorfor har du så beskæftiget dig med den sag? Er det noget Alastair har pudset dig
på?«
Hun rystede på hovedet.
»Hvad understøtter din teori, hvis noget kan det?«
»Det kan du forklare, Tom?« Hun nikkede til Jumper.
Han trådte et skridt frem. »Hvad du end mener om mit show, John, så møder jeg
mange mennesker, som politiet gerne ville snakke alvorligt med.«
 Som om han tvivlede på det, men nysgerrigheden var i sandhed vakt. »Så vil du vel
fortælle mig, at du har haft morderen med i programmet?«
»Hør lige efter. Selv om du ikke tilhører mine største fans, så ved du måske, at alle
tv-seere hen mod slutningen af hvert show opfordres til at melde sig til et senere show
med et eller andet tema?«
Han lo. »Nej, jeg tror aldrig, at jeg er nået så langt som til enden.«
Miss B. tog ham i armen. »John, prøv at høre efter, hvad han siger. Han er god nok,
du ved det bare ikke.«
Det havde hun ret i, det anede han virkelig ikke. Derimod anede han ligesom
omridset af en flaske portvin ovre på skænken og overvejede at vakle over og se efter.
»Tag det roligt, B., jeg skal nok selv klare ham,« sagde Jumper.
John fnøs. Klare ham? Gu’ skulle han ej.
»For nogle uger siden introducerede vi et show med temaet: ‘Hvis din boyfriend
var ‘Dræberen fra tagene’, ville du så melde ham?’« sagde han så.
John så over på portvinsflasken endnu engang. Nu huskede han med krystalklar
tydelighed, hvorfor han hadede de shows. »Okay, og det var der så vel en
dollarliderlig kæreste til morderen, der gerne ville.«
»Nej, ikke en kæreste. En mor.«
»En mor?« John så sin egen mor for sig. Hun ville aldrig have meldt ham for mord,
aldrig om det så havde været på paven selv. Til gengæld vendte hun ham ryggen, da
han sprang ud af skabet og sagde fyordet bøsse for første gang. Han kunne lige så
godt have dolket hende i hjertet, så slemt var det.
»Her kom jeg ind i billedet, John.« Miss B. tændte en cigaret og nikkede
taknemmeligt til Danny, da han pegede på askebægeret. Hendes hår var stadig vådt
og klistrede sig til hendes hals, og sådan havde hun set ud masser af gange i felten.
Hun var som født til rollen. »Tom ringede til mig og bad mig tage over. De havde
lukket hans show og var efter ham. Han mente, at der var en sammenhæng imellem
arrestordren mod ham og opringningen fra den kvinde, og jeg var tilbøjelig til at give
ham ret.«
John så en tid på Jumper. Antydningen af, at man havde lukket hans show, fordi
Jumper havde fat i en sag, der ikke måtte komme frem, og ikke fordi hans show var en
kultursociologisk fornærmelse mod enhver, der vurderede mennesket højere end
svinet, ærgrede John som ind i helvede. Skulle denne Jumper virkelig være en trussel
mod andet end den gode smag? Var de ligegyldige smædetaler, som hans assistent
havde holdt fra sin appelsinkasse, bare myndighedernes skalkeskjul for at udstede
arrestordre på ham? Det gav desværre alt for god mening. Han åbnede sine tunge
øjenlåg og så skeptisk, men respektfuldt på dem begge.
»Har man overvejet muligheden af, at konen, der ville melde sin søn, havde
sensationslystne motiver? At hun bare var en stakkel, der ville have lidt
opmærksomhed. Eller at hun måske var en af de skøre, der altid påkalder sig skylden
for en forbrydelse, bare med det raffinement, at det denne gang var på en søns
vegne.«
Miss B. nikkede. »Alt dette kunne være tilfældet, ja. Det er jeg ikke i stand til at
bedømme.«
»For konen forsvandt, kan jeg tænke mig!« Bugatti lo tørt.
»Nej, hun døde!«
»Okay, javel så!« Man havde hørt sådan noget før. Mange åbenmundede væsner
havde måttet ladet livet i nyere amerikansk historie. Miss B. og Jumper var altså kørt
fast i deres undersøgelser, så enkelt var det. »Hmm, beklageligt! Men så var hendes
søn vel forsvundet, kan jeg tænke mig.«
»Hendes søn var også død. De lå begge to inde i dagligstuen, døde af botulismus,
pølseforgiftning. De havde spist af en paté, der var dårlig, siger man. Meget belejligt
efter min mening, det er jo ikke ligefrem noget, der sker hver dag i en by som New
York.«
John prøvede at ryste spiritustågerne, der stadig blandede sig i hans
deduktionsevne, ud af kroppen. »Så holdt skyderierne op, eller hvad?« Det vidste han
jo, de ikke havde gjort.
Miss B. ignorerede hans syrlige tonefald. »Så på den måde kunne man udelukke
sønnen, ja. Det ville ellers have været et scoop for os, hvis det var ham.«
»Og hvorfor så det?«
»Fordi den unge mand var kendt for at være meget dygtig til at skyde. Det kunne
alle i opgangen bekræfte.«
»Så var det selvfølgelig også meget nærliggende, at hans mor tænkte på, at det
kunne være ham.« John overvejede, om han skulle fortsætte aftenens drikkeri og
komme 100% tilbage på banen, eller om han skulle tage imod den kop kaffe, som en
ligbleg Danny rakte frem imod ham.
 »Okay, Bugatti, vi har fattet, at du er skeptisk. Men alligevel skal du da vide, at den
døde unge fyr ikke så få måneder før havde haft en arbejdsgiver, som nok kunne
bruge hans færdigheder i en snæver vending. Pennsylvania Avenue 935, siger det dig
noget.«
John sukkede. Langt inde i ham havde han anet noget i den retning.
»Hooverbygningen, jo, det skulle jeg mene. FBI’s hovedkvarter, vi går jo forbi hver
dag.« Han vendte sig mod Jumper. »Lad mig lige forstå det her rigtigt, Tom.« Det var
første gang, han havde tituleret ham ved fornavn. »Du siger, at han havde været ansat
i FBI og var præcisionsskytte, og at hans mor påstod, at han var morderen?«
»Ja.«
»Men da han døde, var han ikke længere ansat i FBI, og mordene fortsatte efter
hans død.«
»Helt korrekt.« Jumper nikkede og tog imod kaffekoppen fra Danny.
»Så er enten FBI involveret, eller moderen tog fejl, eller manden og et par af hans
skydevenner havde dannet en lille New York-safari-klub, så de var flere om løjerne,
hvilket allerede har strejfet mig kunne være en mulighed. Eller også var det noget helt
fjerde, for helvede da også.«
»Hey, John! Du er altså for garvet en journalist til ikke at spidse ører her,« brød
Miss B. ind. »Det Hvide Hus kan meget vel stå bag de skyderier. Det er helt klart, at
‘Dræberen fra tagene’ i New York var vand på den mølle, der malede deres store
reformplan, så let er det. Vi ved ikke noget konkret om, på hvis ordre og i hvilken
orden tingene er sket, men vi ved åbenbart nok til at være jaget vildt. Er du i det
mindste enig i det?«
»Jeg spidser ører, min ven, tro ikke andet. Og jeg forstår godt, at den historie
fangede jer. Jeg forstår det fandeme godt.« Han nikkede og drak af koppen. Det var en
kaffe, der var rede til at tage kampen op med hvad som helst.

Han kontaktede to bøssevenner, der boede et par miles derfra, og som med garanti
ville huse dem for natten og i øvrigt gøre, hvad der skulle til. To anarkistiske
antikvitetshandlere, der for længst havde solgt butikken, smidt millionerne i banken og
var begyndt at kede sig. De ville elske at være tilbage på banen, hvor der foregik
noget, om det så kun var for en stund.
Jumper gav ham hånden. »Jeg har en transmittervogn stående i Arcola. Sæt din
radio til langbølge, så vil du høre fra mig i morgen eftermiddag. Frekvensen finder du
nok, jeg kender den ikke endnu« Han trykkede en seddel i hånden på ham. Det var en
e-mail-adresse.
»Hvordan helvede vil I komme over floden?« spurgte han. »Der er vejspærringer på
alle broerne.«
»Det er kun mig, der skal over,« svarede Jumper. »B. tager ikke med. Hun vil
forsøge at komme ud af landet og rapportere derfra, mere får du ikke at vide. Men tak,
fordi du spurgte. Jeg har et par venner i Leesburg, der kan hente os i morgen tidlig,
tænk ikke på det. Du og Danny har hjulpet os, så langt vi havde behov for.«

De blev hentet af en lyserød camper ved to-tiden fredag morgen lige før spærretid,
og ingen, der så den vogn og dens indehavere, ville mistænke den for at være andet
end det, den var. Her var bøssernes transportable paradis, med plys på rattet, og alt
hvad dertil hører. ‘Venice Beach, here we come’, stod der med store typer på
bagruden. Man kunne vist godt føle sig tryg ved at sende dem af sted.
Han satte sig og stirrede ud i luften med Dannys hånd i sin. Hvis Miss B. og Tom
Jumper havde fået fat i det, han troede, så var det skingrende farligt for både dem, ham
selv og hele systemet. Havde Tom Jumper først fået mikrofonen i hånden igen og en
radiosender, der kunne bevæge sig fra sted til sted, så var krigen løs. Nogen ville falde
døde til jorden i det slagsmål, og meget held skulle til, hvis det blev folkene fra
Washington.
Danny lagde hovedet på hans skulder og trykkede hans hånd blidt. Det var signalet
til alvor, sådan havde det altid været. Jo alvorligere emner, des blidere tryk.
»Tag dem her for en sikkerheds skyld,« sagde Danny og stak ham en kuvert så tyk
som søndagsudgaven af Washington Post. »Der er 9.000 dollars. Ja, du stirrer, John,
jeg KAN faktisk godt spare lidt op. Men nu skal du tage dem. Du er nødt til at tage af
sted, John, hører du. Tag til lufthavnen allerede i nat ved femtiden, når spærretiden
ophører, og flyv til Alaska eller til Montana, der finder du nok en vej videre til
Canada.« Han så ham dybt i øjnene, mens han prøvede at skubbe kuverten tilbage.
»Jo, John, det er du nødt til. De, der er på jagt efter Miss B. og Tom, har formodentlig
ikke dig på listen, men måske kommer du der. Du må regne med, at de lukker alle tv-
stationerne ned rundt omkring. Inden få dage er der ikke flere netværk, der sender, og
jeg kan ikke bære at se dig sidde med hænderne i skødet og rase over, at du ikke Jean
gøre noget, bare fordi jeg holder dig tilbage, forstår du det?«
John prøvede at sige, at han ikke følte sig holdt tilbage, men Danny stoppede ham
med et strøg på kinden.
Sådan føltes afsked altså.

Det tog ham mere end tre timer at nå Washington Dulles International Airport.
Undervejs havde han set forstædernes kilometervis af fuldstændigt mørklagte veje og
mennesketomme gader, restauranter og biografer med kæder på dørene og soldater
alle vegne. De sad i deres pansrede køretøjer med hundrede meters afstand og
skudklare maskinpistoler hele vejen ud til lufthavnen. Forskellen på Londonderry og
det her var mere end svær at få øje på, og kontrollerne var yderst grundige. Selv om
bilkøerne ikke var lange fra starten af, så blev de det. Da han endelig så terminalen
dukke op foran sig, vidste han, at han ikke kunne nå Flight 6837 til Seattle kl. 8 og
derfor heller ikke Flight 883 videre derfra til Anchorage. Han parkerede vognen mellem
to varevogne med FEMA’s logo på fordørene og trak kufferten over mod check-in,
hvor hundredvis af trætte passagerer stod og ventede på at komme videre. Nu måtte
han improvisere og finde en ny destination. North Dakota, Montana, Alaska, Idaho,
hvad der nu var lettest. Han valgte den af skrankerne, hvor der stod færrest folk, og
prøvede at lade være med at tænke på Dannys ansigt, da han stod i vinduet og
vinkede farvel. Allerede da havde han besluttet sig til, at de skulle se hinanden igen.
Sådan skulle og måtte det blive. Ja, præcis sådan. Danny ville klare det, og han ville se
ham igen, når tiden var til det.
John nikkede til en høj mand, der stod foran ham. En mand i begyndelsen af
tresserne med en meget smuk, noget yngre asiatisk kone ved siden af sig. De så ud,
som om de havde ventet hele natten. ‘Peter de Boer’, stod der på hans KLM-
bagagemærkat, og nedenunder var der en adresse i Amsterdam. John trådte et skridt
til siden og så op mod passagererne, der stod lidt længere fremme i køen. Om muligt så
de endnu mere trætte ud i det kolde lys.
Gad vide, hvilket fly han ville havne i til sidst.
»Undskyld mig,« sagde hollænderen foran ham. »Er De amerikansk statsborger?«
John nåede ikke at overveje, om han ville svare eller ej.
»For i så fald skal De ikke stå i denne kø.« Han pegede på et skilt et par meter fra
dem.
 ‘Kun udenlandske statsborgere,’ stod der.
John så sig et øjeblik omkring. Ved alle udgange og skranker stod uniformerede og
maskingeværbevæbnede mænd linet op, og ingen sagde noget til hinanden i den
enorme hal. Man hørte lyden af rullende bagagehjul og skridt og stort set intet andet.
»De skal derover,« sagde den hollandske mands ledsager og pegede på den næste
skranke, foran hvilken hundredvis af tavse mennesker stod opmarcheret. »Men det
nytter vist ikke rigtig noget, tror jeg,« fortsatte hun. »De kommer nok ikke af sted. Det
eneste, De vil opnå, hvis De stiller Dem dér, er, at De på et eller andet tidspunkt bliver
trukket til side et øjeblik og spurgt ud om alt muligt.«
Hun pegede over på en lille gruppe officielt udseende mænd, der havde indkredset
en mand med attachétasken presset hårdt ind til brystet. Han så bange ud.
Hollænderen stak hovedet ind til hans. »Vi har ventet næsten tyve timer nu, og
endnu er ikke nogen kommet videre i den kø derhenne. Vi skal selv være heldige, hvis
vi kommer ud. USA er lukket, og nøglen er i færd med at blive smidt væk, tror jeg.
Meget har jeg oplevet i mit liv, men ikke noget, der minder om det her.«

Kapitel 19
Fængselsbetjent Pete Bukowski havde begået en fejl, en rimelig stor en, og dog var
det nok ikke så skidt, at det ikke var godt for noget.
Nu var det fredag. I tre dage havde han haft fri, og i tre dage havde hans indre
brændt og naget, så han ikke kunne andet end at stirre ud i luften. Bud Curtis ville
have en mobiltelefon ind i cellen, og i aften skulle Pete tilbage til dødsgangen. Nu var
det et spørgsmål om at vælge for resten af livet og for guds skyld ikke at komme galt af
sted.
Skulle han gøre det, eller skulle han ikke, det var spørgsmålet. Og ingen kunne
svare i hans sted.

Aftenen før havde han ikke mælet et ord ved middagsbordet. Når han betragtede
sin kones mundbevægelser, så han de dødsdømte for sig i færd med at fortære deres
sidste måltid. Når hun talte til ham, var det som skud ind i tankebanerne. Når hun
lagde hans hånd på sit svangre liv, blev han trist. I de sidste uger havde Sussex
Statsfængsel bemægtiget sig hele hans verden, og bare tanken om én dag mere på det
sted gav ham kvalme.
Bagefter var han trukket ud på verandaen for at tænke det hele igennem, og Darleen
var fulgt efter med en øl og et årvågent blik. Hun sagde, at hun havde mærket,
hvordan det kørte rundt i hovedet på ham, og han havde affærdiget hende med, at dét,
han tænkte på, ville hun ikke vide. Og selv om hun sikkert vidste, at det var rigtigt, så
havde hun indsmigret sig på fuld kraft og mast sin bløde krop mod hans, lige til han
havde givet efter, for sådan var hun. Og han lod munden løbe, hvorhen den ville, og
havde det mærkeligt nok bedre, da han var færdig. Åbenbart havde han trængt til at
dele tankerne med nogen; i hvert fald vidste Darleen nu besked om de dødsdømtes
klagen og om at spænde dem fast og se bort, mens de døde. Hun vidste, hvad han
tænkte på i nætterne, når han stod op ad væggen og talte minutterne inde på
dødsgangen. Og hun vidste, at Bud Curtis havde tilbudt ham mange penge for en
mobiltelefon, og det var det, der var Petes fejltagelse.
I samme øjeblik, det gik op for Petes lille kone, hvad muligheden af denne rigdom
kunne betyde, glemte hun alt om sin mands tunge sind og begyndte at fable. Der var
ikke det, de mange millioner skulle forsøde hendes liv med. Masser af små ting, der
kunne trække hende op i hierarkiet, og lige så mange store ting, der kunne sprænge
rammerne for, hvad en kvinde som hun kunne se frem til. Natten lang havde hun ligget
lysvågen og forestillet sig, i hvilken rækkefølge hendes behov skulle dækkes. Ja, så
travlt med drømmene fik hun, at hun forsømte sit arbejde og nu sad ude i køkkenet og
læste ejendomsannoncer, og lige nu var alt til salg. For hendes skyld kunne pigerne i
frisørsalonen tænke, hvad de ville. Givet var det i hvert fald, at de ville skvadre dagen
lang om, at Darleen sikkert ikke var dukket op, fordi hendes mand havde slået hende.
De fleste af kvinderne, der frekventerede Lily Johnsons salon, var også gift med folk,
der arbejdede i fængslet, og talte derfor ud fra egne erfaringer. For mændene, der
arbejdede i Greensville og Sus-sex, havde en kort lunte, og rigtigt var det, at også Pete
havde haft lyst til at slå. Men lige så rigtigt var det, at selv om han tit havde været tæt
på, og selv om Darleen for det meste var den største pestilens i hans liv, så havde han
aldrig gjort det.

Pete havde fundet et lille hus på den forkerte side af jernbanen, og Pete var blevet
advaret af sin mor. ‘Darleen kommer ikke fra Waverly, hun vil aldrig falde til dér. Du
begår dit livs største fejl, min søn,’ havde hun sagt, og Pete havde bedt hende om at
passe sig selv.
Det var ved den lejlighed, at Pete fik lært, hvor ret en mor kan have.
Darleen kom fra Claremont, en endnu mindre flække ovre ved James River, 16 miles
mod øst. Her var hun opvokset i den vildfarelse, at hun kom fra et bedre sted end alle
andre på egnen, og at Waverly bare var et udsted, hvor hun kun midlertidigt i livet
havde placeret sit efterhånden mere end yppige korpus.
Belært om hvad fordomme kan gøre, og hvad angst kan føje til, så kunne han måske
til en vis grad forstå hende. I Waverly var der sorte overalt, og det var der ikke i
hendes hjemby. For Darleen var en sort mand ensbetydende med problemer, og når
man var skruet sammen som Darleen, så havde man på en måde også altid ret.
Claremont passede ganske rigtigt bedre til Darleen end noget andet. Dér var næsten
alle som hun, hvide og almindelige og sig selv nærmest. En pige som hun kunne ikke
bo i Waverly, hans mor havde haft ret.
Og nu pressede Darleen på. Han skulle skaffe Bud Curtis den mobiltelefon, koste
hvad det ville, for nu ville hun være rig i en fart. Hun ville tilbage til floden, hvor hun
kom fra, og denne gang skulle det være på den fine side. Bare de fik de mange penge,
så ville alt blive godt. At landet i øvrigt var ved at gå i hundene, bekymrede hende
ikke det ringeste.
Og Pete vidste dybt i sin sjæl, at han ville være nødt til at skaffe den mobiltelefon,
hvis tingene skulle blive bedre. Med den i hånden kunne han ikke alene blive så rig,
som Darleen drømte om, men først og fremmest så rig, at han ikke behøvede at dele
Darleens fremtid med hende. Det havde han allerede besluttet, og det var det gode
ved den sag. Darleen og barnet i hendes mave skulle ikke komme til at mangle noget,
det var sikkert og vist, men det skulle han heller ikke.
 Han havde lovet Bud Curtis at skaffe en mobiltelefon inden tre dage, men kun hvis
Curtis betalte på forhånd, for Pete ville ikke snydes. Havde Curtis først mobilen, kunne
han ikke gøre noget, uden at det faldt tilbage på ham selv, og derfor skulle han have
pengene først. Problemet var bare det såre banale, at Curtis ikke kunne skaffe pengene
uden mobilen. Altså måtte Pete give ham den og så tage risikoen. Han havde truet
Curtis med hævn, hvis han snød ham. Der var så mange ting, der kunne gå galt. Under
henrettelsen for eksempel. Smertefulde ting. Sådan noget måtte Curtis da kunne forstå.
Altså måtte han skaffe mobilen til Curtis. Jo mere Pete tænkte over det, jo mere
rimeligt lød det, og nu var de tre dage gået og tiden kommet. Han måtte tage stilling og
handle, selv om risikoen var enorm. Var der ikke blevet slækket på rutinerne og skåret
så voldsomt ned på personalet, så havde det at få mobilen så langt ind som på selve
dødsgangen været fuldstændig udelukket. Nu ville han smugle den ind i sin
termokande og give den til Bud lige før vagtskiftet. Imidlertid havde de kaotiske og
uforudsigelige tilstande, der herskede overalt ude i samfundet, og som havde
forårsaget de mange forandringer inde i fængslet, desværre også gjort det næsten
umuligt at skaffe en mobil, som ikke kunne spores til ejermanden. Før kunne man købe
en stjålen mobiltelefon på samtlige beverdinger i omegnen, men nu, hvor alle mobiler
skulle ind på politistationen og registreres på nummer og ihændehaver, og alle, der
ikke blev registreret, blev gjort inaktive, var det ikke længere så let.
Han kørte sin lille smadrekasse ud af garagen og ned til Route 460 og sad et øjeblik
og stirrede op og ned ad den, mens flere militærkøretøjer asede sig forbi. Han kunne
køre nordpå og surfe lidt rundt på barerne i Petersburg og høre sig for, om han kunne
få en mobil, og han kunne køre endnu længere væk til Richmond, hvor man med
garanti ikke kendte ham, men så ville det tage mindst fire timer frem og tilbage med alle
de kontrolposter, som hæren havde stillet op. Endelig kunne han køre mod syd til Ivor
og prøve, om der var bid hos Canasta-brødrene. Chancen var god, men Canasta-
familien havde svært ved at holde på en hemmelighed, og hvis der var noget, Pete ikke
ville risikere, så var det, at Sherif Doublewhite på en eller anden måde koblede ham
sammen med de rødder.
Det var Doublewhite, der havde fundet Petes far oppe under loftet i deres hjem i
Wakefield, det var Doublewhite, der skar ham ned, det var Doublewhite, der trak Pete
ind til sig under begravelsen og sagde, at han nok skulle se efter ham, hvis han havde
brug for det. Hvis der var nogen, som Pete havde respekt for, s å var det Doublewhite.
Derfor var det svært.
Han så på sit ur. Vagten begyndte om fem timer. I dag havde de henrettet
barnemorderen Robert i celle ti, og i morgen var det en hvid fyr, der havde gasset sin
kone og svigerinde. Bud Curtis stod snart for tur, kun tre døgn tilbage.

Dødsgangen blev flyttet fra Mecklenburg Correctional Center til Sussex I State
Prison, lige før Pete fyldte atten, og dér besluttede han sig for at ville arbejde, når han
engang var færdig med militæret. Til den tid ville han til Sussex og arbejde med
livstidsfanger og dødsdømte, ligesom sin far. Det var et godt job, der gav respekt,
bildte han sig ind. Efter hans fars død advarede folk ham godt nok og sagde, at livet
på dødsgangen havde ædt hans fars sjæl op, men Pete vidste bedre. Hans far havde
taget livet af sig, ikke fordi han skulle omgås de dødsdømte i livet, men fordi han også
skulle omgås dem i døden, og det ville Pete ikke. Hans far havde arbejdet i Greensville,
og Pete ville arbejde i Sussex. Dér slog man ikke fangerne ihjel, dér opbevarede man
dem bare, til nogle andre slog dem ihjel nede i Greensville.
Og Pete gjorde, som han havde sagt. Efter seks år i militæret søgte han jobbet i
Sussex og fik det uden videre på sine upåklagelige papirer. Nu kunne han køre på
arbejde på ingen tid, og arbejdet var let. Han deltog i rutinerne, og de sled ikke på
nogen. Sådan kunne han have arbejdet i årtier, hvis ikke fængselsinspektør Bill
Pagelow Falso nogle få måneder efter gik i gang med en række reformer, der blandt
andet sikrede dødsdømte ret til at ryge i deres celler, men mere væsentligt fik trumfet
Falsos inderste vilje igennem i form af en mindre tilbygning i forlængelse af
dødsgangen. Der lød stærke protester i borgerretskredse, da det gik op for folk, at
Sussex I nu pludselig havde fået sit eget dødskammer, men lige meget hjalp det.
For Pete var det en streg i regningen, men sket var sket. På den egn var
arbejdsløsheden enorm, og terminen skulle betales. Vel havde han kun tre værelser i
det lille hus, men det var hans værelser, og det skulle de blive ved med at være. Så
måtte han tage tingene, som de kom. Indtil videre var det andre og meget mere erfarne
fængselsbetjente, der arbejdede nede i dødskammeret, så vidt var alt godt.
Men så kom præsident Jansens proklamering af ‘En sikker fremtid’-programmet, og
alle fængsler blev langsomt tømt, og dermed også Sussex I. Selv fanger med hårde
straffe blev én efter én sluset ud i friheden med en detektor om benet og en nøje
defineret opgave med at arbejde med unge i kriminelle miljøer. Inspektør Falso
indkaldte personalet til stormøde og fordelte på stedet deres nye opgaver. Man kunne
sige meget om ham, men blødsøden var han ikke, og samtlige ansatte over 35 år blev
uden varsel overført til nye opgaver uden for fængslet. Nogle skulle arbejde med
ballistisk registrering af våben i amtet, andre skulle følge de løsladte fanger ud i
friheden som kontaktpersonel, nogle kørte fra hus til hus og registrerede beboernes
fingeraftryk og DNA-profil, og andre sad hele dagen på de lokale skolers
gymnastiksale og indkodede de indsamlede oplysninger. Det var et kæmpe arbejde,
men kun få protesterede. Efter år med Sussex’ betonvægge som kulisse for deres liv,
var de fleste møre nok til at sige ja tak til hvad som helst.
De yngre betjente var mindre heldige. Når de engang var færdige med udslusningen
af de sidste indsatte og havde fået henrettet de sidste dødsdømte, så ville der kun
blive brug for en forsvindende lille del af dem til den fremtidige drift. Resten havde
man ingen opgaver til, ikke endnu i hvert fald. Inspektør Falso lagde ikke fingrene
imellem. Det lå ikke i hans jobbeskrivelse at hjælpe den djævelske kommunist til
Jansen med arbejdskraft til hans perverse ideer.

Pete blev udvalgt til at arbejde ikke alene på dødsgangen, men også i
dødskammeret, og Pete protesterede ikke. Kunne hans far ikke klare jobbet med at
fastspænde de dødsdømte, så kunne han.
Sådan havde han sagt for to uger siden, og nu var han allerede arret dybt ned i
sjælen.
Den første henrettelse var ikke den værste. Han udførte sin opgave som en zombie
og kunne intet huske bagefter. Derimod var den næste slem. Fangen havde bange,
brune øjne og gennemjunkede, ødelagte blodårer, der gemte sig bag anspændte
muskler. Endnu kunne Pete mærke sine lunger næsten sprænges i et skrækslagent
minuts tilbageholdte åndedræt.
Siden præsident Jansens reform havde han medvirket til henrettelser mindst fem
gange, og det var allerede fem gange for meget.
Han måtte væk derfra.
Væk fra Sussex og Waverly og Darleen og minderne om en far, der ikke ville leve.
Det ville blive svært, men det skulle lykkes.
Han stak termokanden ind under sin arm og vinkede til en af fængselsbetjentene,
der drejede ind over parkeringspladsen. Foran ham lå de grå bygninger og sugede
dagens sidste lys ud af luften.
Han måtte og skulle igennem uden problemer.

Kapitel 20
Hvis nogen kunne påberåbe sig retten til at falde besvimet om efter overvældende
arbejdsbyrde, så var det sherif T. Perkins. Og hvis der var nogen, der hadede mænd
med uniformer tilklistret af daggammel sved, så var det hans sidst ankomne
politiassistent, Dody Hall, der tændte for ventilationen, skubbede sig til side i
patruljevognen og forsøgte at skærme sig mod hørmen med sit store hår. T. Perkins
gned sin gråstubbede hage og så ud af vinduet, mens vinduesviskerne gik på højeste
gear. Han vidste, hvad hun tænkte, men nu havde han været på vagt dobbelt så lang
tid som hende, så hvad kunne hun forlange?
»Hvad helvede gør vi nu?« spurgte hun.
Han trak på skuldrene, det var et godt spørgsmål. I den modsatte vejbane foran dem
stod en kolonne lastvogne med lysende lygter, der ventede på at komme forbi
vejspærringen, som Nationalgarden havde sat op ugen før. Inde i de lastbiler var der
stort set alt, hvad de skulle bruge de næste par uger i supermarkederne i Mustoe,
Vanderpool og Monterey, men hvad nyttede det, når soldaterne ikke ville lade dem
komme igennem? Hvert andet øjeblik havde han bestyrerne af de største
dagligvarebutikker og borgmesteren i Monterey og flere af grossisterne, der leverede
til omegnens landbrug, i telefonen, så nu havde han skudt hatten om i nakken og
tænkt sig at lade sagen gå sin gang. Hvad fanden skulle han gøre klokken to om
natten i pisseregnvejr, ja, hvad skulle han i det hele taget gøre? Gudskelov havde de
nået at afholde den årlige Ahorn Festival, før verden gik af lave, og denne gang var
regionens største trækplaster gået forrygende. En ugelang fest, som involverede alle
ægte Highland County-borgere. De havde skovlet penge ind og for 51 tyvende år i
træk fundet deres dronning. Highland High School havde afholdt sit bal, og de havde
danset, så fødderne glødede i Stonewall Ruritan-bygningen, og så var det ellers slut
med løjerne og mere end svært at forestille sig næste års fest. Regeringens sanktioner
fik minderne til at virke eventyrlige; pludselig var der ikke mere at feste for, alt var gået
i stå. Okay, folk stod skulder ved skulder og hjalp hinanden med praktiske ting, han
havde ikke alvorlige problemer med borgerne i al almindelighed; men når det nu gik op
for dem, at det ville tage flere uger, før de kunne regne med nogenlunde regelmæssig
leverance af frysevarer og konserves, for slet ikke at tale om noget så banalt som
toiletpapir og hygiejnebind, så skulle piben nok få en anden lyd. Han havde talt folk til
ro et par gange, men i realiteten var han fuldkommen uden indflydelse. Det var de
faktisk alle sammen.
Så alt var uoverskueligt, og alt gik langsomt i stå. Inden man så sig om, ville
samfundet være tilbage på byttestadiet. Folk kunne ikke længere regne med deres løn
og turde efter nedskydningerne i Chicago og Miami heller ikke længere at strejke. Selv
om meningen med reformerne sikkert var god nok, der var i hvert fald ikke så mange
anmeldelser af overfald lige for tiden, så var utilfredsheden ond.
»Hørte du, hvad jeg sagde, T.?« kom det mut fra siden.
»Ja, jeg hørte det.« Han nikkede, satte vognen i bakgear og foretog en vending, der
fik Dody til at tippe bagover.
»Hvad laver du?« råbte hun og slog ud efter ham.
»Lad os komme hjem og få noget søvn. Vi kan alligevel ikke udrette noget her.«
Hun så måbende på ham et kort sekund, som om hans svar ville kunne få ham
lynchet på åben gade i Head Waters. Så tjattede hun til ham med en underlig dyb
latter. »Hjem i seng. Det bliver min store, forsømte Jimmy-boy rigtig glad for.« Hun
smilede opstemt og så på uret.
T. Perkins nikkede. Han var bare glad for, at han ikke havde de samme forpligtelser
som store, forsømte Jimmy-boy.

Han slukkede mobilen og sov i sin salige seng to timer, før underbevidstheden
gnavede sig igennem drømmebarrieren. Pludselig stirrede han op i loftet og var
omgående lysvågen. Han så ud af vinduet og konstaterede, at det endnu var mørkt.
Fredag den 27. marts kl. 04.35, ja, han så rigtigt, 04.35 annoncerede vækkeuret.
Fandens til lort. Men hvordan helvede sove, når hele hjernen kogte? Han kendte
simpelthen for mange mennesker med for mange problemer lige for tiden. Værst var
sagen med den lokale bedemand, Jim Wahlers, en af hans gamle venner, som de havde
fået sat fast for oplagring af våben og ammunition til militserne. De havde fået et tip
og taget ham en klar solskinsdag, og folk fra FBI var kommet efter ham, inden solen
var gået ned. Det havde været en resolut og lynhurtig indsats, og uanset hvad Jims
kone end tillod sig at kalde T., så kunne han ikke fortælle hende noget om, hvor Jim
var, for han vidste det simpelthen ikke. Sherifkontoret havde fået en fax om, at han var
isolationsfængslet, og at anklagerne mod ham var ved at blive behandlet, men hvad
kunne han bruge de oplysninger til? Kunne han måske fortælle Jims kone, at hun bare
var i samme båd som hundredvis af andre koner rundt om i landet? At hun hellere
skulle have holdt sin mand i nakken, mens hun havde ham, end at klynke øjnene ud af
hovedet og skænde på gud og hvermand, nu det var for sent. T. Perkins tvivlede
stærkt på, om hun ville få ham at se igen, det var slet ikke nogen rar historie.
Og nu denne sag med Bud Curtis, som Doggie havde bedt ham om at hjælpe hende
med. Hotelmagnaten, der påstod, at han var uskyldigt dømt, og derefter Doggies
mange argumenter for, at det godt kunne passe. Men T. havde jo selv været der, da
sagen blev ført, og vidste, hvad der var blevet sagt. Han havde faktisk allerede brugt
næsten to uger på den sag, og det var allerede for meget. Hvordan skulle han kunne
afse mere tid, når han ingen havde og heller ikke havde noget nyt at komme med? Han
rystede på hovedet med sammenbidte tænder, hamrende irriteret på sig selv. Hvorfor i
alverden havde han så sagt til pigen, at han ville hjælpe hende, hvis han ikke ville? Du
almægtige, hvor var det dog håbløst at være skruet sammen som ham.
Han trak en cigaret ud af pakken og satte sig på sengekanten. Et par hurtige hvæs
og så ned under dynen igen, så plejede alt at blive godt igen.
Imens kunne han så overveje, hvad han skulle sige til Dog-gie, når han ringede
hende op. Hun havde kontaktet ham i forgårs, og Bud Curtis skulle henrettes på
mandag, om bare fire dage. Altså havde han stjålet en tredjedel af den tid, hun kunne
bruge på at kæmpe ad anden vej, så hvad pokker kunne han sige til hende?
T. Perkins skruede lidt på radioen og fandt WVLS 89,7 på FM-båndet. Aldrig før
havde han hørt så meget klassisk musik som efter lokalradioernes forbud mod alt,
hvad der kunne opfattes som kritik af dem i Washington. WVLS passede godt på sine
medarbejdere, men langt de fleste radiostationer kunne ikke klare at holde folk i
arbejde lige for tiden. Forståeligt nok. Hvilke sponsorer havde råd til den slags? Ikke
nogen ham bekendt.
Og midt i dette svedlugtende soveværelse, midt i dette uvante lydbillede stirrede
han på cigarettågerne og faldt i tanker. To fornemmelser havde sat sig op mod
hinanden dybt i hans indre og begge uden navn og ansigt. Rugende og instinktive
spor af noget, han før havde tænkt eller ville have tænkt, hvis bare han havde haft
tiden og roen til det. Og jo mere musikken tog til, jo hvidere røgen blev, og jo tættere
og mere faretruende gløden kom på hans fingerspidser, jo mere bevidst blev han om,
at han vidste ting, som han ikke kunne få frem.
Han havde naturligvis prøvet det før. At stå med nøglen til sagens kerne uden at
kunne komme på hvorfor og hvor. Små og store sager, der igennem årene var blevet
gemt og for visses vedkommende også glemt, og sager, hvor denne nagende
fornemmelse af viden pludselig blev bevidst. På den måde havde han flere gange
kunnet føje oplysninger til efterlysninger og bankrøverier mange år efter, at de havde
været aktuelle, og han havde givet spor til efterforskning så langt borte som i New
Orleans, bare ved at blive ved med at grave i hukommelsen, til den gav efter. Og sådan
havde han det også lige nu. To ting larmede i hans indre, men hukommelsen var
genstridig. Han fornemmede bare, at det ene var noget, som Doggie havde sat i gang,
og at det andet havde været der meget længere.
Da cigaretgløden sved sig ind i hans negle og sendte en hånende hørm op i hans
næsebor, vågnede han brat op. »For helvede da også,« råbte han og vidste, at
øjeblikket til at lægge sig ned igen nu var forpasset. Han havde brændt sig, og et eller
andet sted havde han haft grund til det.
Efter et vederkvægende bad, der næsten lettede ham fra gulvet, tyrede han som
altid et par pile i plet på dartskiven i køkkenet og ringede så til sin vicesherif, Stanley
Kennedy. Han var aftenen før vaklet hjem efter en vagt på tredive timer, og nu måtte
han se at komme i gang igen. Highland Countys vicesherif havde sovet længe nok;
det var på tide for ham at vise distriktet, at han var den rigtige efterfølger til
sherifposten, når T. Perkins om et halvt år takkede af. Fyren gentog gryntende i den
anden ende af røret, hvad T. netop havde sagt. Javel så, hans boss havde været på
vagt uden afbrydelse i snart tre døgn, og nu ville bossen så altså tage resten af dagen
fri. I morgen tidlig, lørdag, ville T. komme tilbage, ikke et sekund før. Det var helt i
orden, sagde vicesheriffen, han skulle nok tage over.
T. smed røret på og strakte sig, så langt de slidte skulderled tillod. En plan var
langsomt ved at fæstne sig i ham. Spørgsmålet var bare, om den duede.
Han kastede endnu engang blikket på stuens endevæg, hvor to snorlige rækker
malerier prydede det flossede tapet. De fleste var fra hans kones tid. Besynderlige
afarter af sådan nogle reproduktioner, man kunne købe i postordrekatalogerne, men
efter sigende ganske gode at have stoppet sine spareskillinger i. Resten havde han
arvet fra sine forældre, og det vidste man, hvad var. Her lå Virginias landskaber bredt
ud for nethinden, milevide tobaksmarker fra dengang der endnu var mænd og kvinder,
der vidste, hvordan man skulle tage fat og få noget fra hånden. Og midt blandt disse
lærreder hang der et lille gulnet maleri af en ung kadet i paradeuniform under dybblå
himmel. For T. var det stuens samlingspunkt og pejlemærke. Ikke fordi han kunne lide
det, det kunne han faktisk ikke, men fordi det samlede hans tanker. Når han så på det
maleri, var han hjemme, og så kunne checkbedragerne i Bethel eller biltyvene i Mill
Gap rage ham en høstblomst. Han betragtede det et øjeblik med en smule vemod,
kløede sig i nakken og gik så over og tog maleriet af sømmet. Så var det altså nu, han
skulle bruge det.
Udenfor var det efterhånden godt lyst. Han så ned mod de nøgne træer, der skilte
landevejen fra grunden, og anede så et køretøj køre op mod huset i høj fart. Han
genkendte det ikke.
Så stillede han maleriet på gulvet og trak en skjorte over hovedet. Ingen mand i live
skulle se ham med nøgen overkrop, havde han altid sagt.
Et par minutter efter bankede de på. Det var to mænd i fængselsbetjentenes uniform
fra Augusta Statsfængsel nede i Craigsville. Han kendte den ene af dem, ja, det vil
sige, han kendte i hvert fald blodhunden, som stod og skulede ved hans fødder. Den
havde de brugt mange gange, når der var folk på flugt, og nu stod dens ejer altså og
ville ind i hans hus.
»Alle borgere skal lade sig registrere i følge ‘Executive Order 11002’, men du har
ikke reageret på vores breve, sherif Perkins. Så derfor tvinger du os jo til at komme til
dig. Det kommer til at koste dig en bøde på 300 dollars, det burde du vide bedre end
nogen anden.«
Tre hundrede dollars? De måtte da være sindssyge. T. Perkins så på deres badges.
Kontrollant, stod der kort og godt. »For helvede, mennesker,« protesterede han. »Jeg
er sherif i det her amt, I ved sgu da, at jeg har nok at gøre. Jeg ville komme over til jer
lige så snart, jeg kunne.«
De stirrede koldt på ham. »Du ser ud til at kunne nu.«
»Klokken er fem om morgenen, hvad regnede I med?«
»Har du nogen boende her?« spurgte den anden. »Nogen, som ikke er registreret
på adressen?«
Han rystede på hovedet.
»Må vi have lov at komme indenfor og kontrollere det? Ja, det er jo ikke, fordi jeg
behøver at spørge.« Fyren med blodhunden slap dyret løs, før T. Perkins kunne nå at
svare, og mens den snusede rundt i alle gemmerne, bad den anden af mændene ham
om en blodprøve, og derefter om at han ville sætte sig ved køkkenbordet og presse
fingrene ned i hans stempelpude. Når det værste lovbrud, man nogensinde havde
gjort i sit liv, var at glo ind i pigernes omklædningsrum, dengang man gik på high-
school, så var det at skulle aflevere både fingeraftryk og DNA nærmest som at blive
voldtaget.
»Der hænger kvindetøj i skabet,« råbte hundeføreren fra soveværelset. »Vil du
være venlig at komme herind.«
T. Perkins fandt ham og hunden halvt inde i skabet. Manden trak sig ud og holdt
triumferende en bøjle med en kjole frem. »Hvem har du boende, vil du venligst oplyse
os om det?« Nu kunne T. Perkins genkende stodderen også uden hund. Han havde
altid været en skiderik.
»Ingen! Kjolen tilhørte min kone.«
»Hun er ikke registreret på adressen.«
»Nej, for hun døde for snart 21 år siden.«
Manden pressede bevismaterialet helt op i synet på T.. »Det er for helvede da ikke
en 21 år gammel kjole, den her. Jeg har set en, der ligner fuldstændig nede i Wal*Mart
i sidste uge.«
T. Perkins rystede på hovedet. »Meget muligt. Jeg følger ikke med i moden.«

Da de var kørt, vaskede han sine hænder, pakkede en lille taske, stillede det lille
maleri ud i patruljevognen på gulvet foran bagsædet, satte sirenen på taget og kørte
hele vejen til Richmond uden at blive stoppet mere end et par gange.
Inde i byen var der roligt. Commonwealthflaget vajede fra
administrationsbygningerne, og kæresteparrene hyggede sig på caféerne som på en
hvilken som helst dag for bare et par måneder siden.
Han parkerede bilen og gik mod Højesteretsbygningen oppe ved Capitol. Det
havde altid føltes som en form for verbal spidsrod at bore sig ind i hovedsædet for
Virginia Capitol Police, hvis man kunne sige det sådan. Overalt på gangene gik travle
gråblå uniformer ham smilende i møde og sagde hallo. Hen ad vejen havde han
sandsynligvis kendt de fleste af dem ved navn, men når nye dråber kom til, måtte
andre flyde over kanten, sådan var det jo. Han var bestemt ikke god til ansigter, så han
nikkede pænt til dem alle og kneb øjnene kammeratligt i. Her var de håbefulde
aspiranter, med hvem han i sin tid havde fjernet overkørte vaskebjørne fra
landevejene. Her sad de gamle kolleger, som han havde opklaret organiserede
biltyverier og voldtægter med. Her var hans livline til al den viden, som landets
kriminologiske fortid havde at byde på.
Det var fandengaleme noget af en mundfuld at skulle igennem.
Han passerede en af sine gamle ærkerivaler ved dart-turne-ringerne, fiskede sin
yndlingspil op af jakkelommen, sigtede efter en lille bitte miniskive på opslagstavlen
med efterlyste, kylede den lige i bullseye, hev den ud, puttede den tilbage i
brystlommen og sendte fyren en hilsen med fingeren op til hatten. Det gjorde ikke
ligefrem fyren lykkeligere, men hvem pokker kunne stå for den slags fristelser? Så skar
han om hjørnet forbi et par FEMA-agenter med logo på vindjakkerne og videre over
mod Beth Hartley, der foldede sin kropsoverflod ud bag et mere end slidt skrivebord,
på hvilken der lå stakke af journaler, man ikke så mage til nogen steder. Hun løftede
blikket og smilede spørgende. Dette smil havde engang, da hun arbejdede i arkivet i
Monterey, nær kostet ham hans ægteskab. Hun var varmblodet, havde altid lyst til det
hele og alle vegne, og første gang i T.‘s egen dagligstue, da hun engang kom forbi.
Og T. Perkins, der jo kun var et menneske af kød og blod, havde til sidst været
tvunget til at bede hende om at søge ind til Richmond.
Han stirrede mismodigt på hendes vielsesring. Fandens også, at den var nået at
komme på, før han endelig blev fri. Det havde han tit tænkt.
»Ja,« sagde han. »Her er jeg så.«
Hun lo. »Hvad er i alverden bringer dig hertil, honey?«
Han kunne have skudt hende for tonefaldet, der gnubbede sig op ad ham som et
kæledyr. Nu skulle han gå og tænke på det de næste par dage. »Øhh, jeg skulle
såmænd bare tale med dig.«
»Okay, skatterbaby, det lyder pikant. Men hvorfor ringede du så ikke til mig? Du
ved jo, at jeg altid er oplagt til lidt lir i telefonen, ikke lille T.?«
Han lænede sig mod hendes bord og så lige ned i en faretruende dyb kavalergang.
»Jeg må tale med dig, Beth. Telefonen var ikke så god i det her tilfælde. Kan du ikke
komme med udenfor et øjeblik? Jeg har noget, jeg vil vise dig.«
Hun viftede sig foran ansigtet, som om hun havde fået en hedetur. »Men dog, T,
hvad kan du mon vise mig, som jeg ikke allerede har set i forvejen?!« Hun lo, så
pigerne omkring hende så op.
»Jamen, du har skam set det før. Det er noget, du meget, meget gerne vil ha’!«
Hun lagde et par journaler på det yderste hjørne og slukkede pc-skærmen. Beth var
vel snart tres, men inde i hendes hypofysiale krinkelkroge var den melding ikke nået
ind. Beth Hartley ville med usvigelig sikkerhed blive ved med at dykke ned i syndens
unævneligheder, til graven tog hende, så hun var ikke svær at få på krogen.
Han trak hende ned til 7th Street, hvor hans vogn stod parkeret, og åbnede døren
for hende.
Hun så kort på uret. »Hvis du vil køre mig langt ud på landet til en eller anden
høstak, honey, så må jeg skuffe dig. Vi har højst tyve minutter, længere kan jeg ikke
være væk.«
T. Perkins satte sig på førersædet og trak maleriet frem fra bagsædets gulv. »Se her!
Det har du altid ønsket dig, Beth, og nu kan du få det.«
Det var ikke lige, hvad hun havde regnet med, helt sikkert, men det forhindrede
hende på ingen måde i at stirre lige så begærligt på det, som var det en blottet
underregion på en mandestripper eller selveste Aladdins lampe, hvilket det jo på sin
vis også var.
T. Perkins vidste udmærket, hvad han havde med sig, for det var mange gange
blevet nævnt i hans tresårige liv. Maleren Edwin Forbes arbejdede for Frank Leslie’s
Illustrated Newspaper under hele borgerkrigen og havde ved denne lejlighed
portrætteret en af de kadetter fra Virginia Military Institute, som havde deltaget i det
enestående slag ved New Market. Efter sigende havde han ikke lavet mange
oliemalerier, og dette var vist nok et af dem, som samlere meget gerne ville have fingre
i. Men T. Perkins kendte ikke prisen på billedet og var også ligeglad. Det havde hængt
i hans families hjem i adskillige generationer, og nu skulle det videre. Beth havde
plaget han om det billede siden første gang, hun slyngede sine ben om ham, og nu fik
hun det, hvis hun ellers var kvik nok.
»Ja, sugar, det er, hvad du tror. Til gengæld skal du skaffe mig alle aktstykkerne i
Bud Curtis’ sag. Videoovervågning, fotos, retsprotokollen, stenografireferat, det
hele.«
 Hans ord havde præcis samme virkning, som hvis han havde flået en is ud af
munden på et barn. Hun stivnede i grænseområdet mellem gråd og rasende frustration,
men stadigvæk med blikket låst godt og grundigt fast på billedet.
»Jeg er ligeglad med, hvordan du gør det, Beth. Du gør det bare og holder tæt med
det, jeg vil ikke vide noget.« Han holdt billedet helt op til hendes ansigt. »Jeg ved, at
du kan, Beth, du er den nærmeste til det. Du skal formodentlig igennem Investigative
Services Unit her i Virginia eller bruge nogle af vennerne i Washington DC.
Journalerne ligger vel og mugner i appelretten, og det skulle heller ikke undre mig, om
de har en kopi af det hele i Sikkerhedsministeriet. I skal bare tappe alle data og putte
det ind i den her.« Han trak en Memory Key op af tasken og lagde den i hendes hånd.
Små forræderiske prikker dukkede op overalt i hendes ansigt. Om lidt ville hun med
garanti blusse som en teenagertøs, der følte begær for allerførste gang.
»Du er sindssyg, T.,« sagde hun og foretog et par dybe indåndinger. »Simpelthen
sindssyg.«
»Jeg skal bruge det i aften, kan du klare det?«
»Oh, mon dieu!« Hendes mors oprindelse fornægtede sig ikke. »Hvor meget er det
maleri mon værd, tror du?«
»Jeg ved det ikke! 100.000 dollars måske, der skulle være nok til at dele med andre
også,« sagde han og anede ikke, hvad han snakkede om.
Hun løsnede ikke blikket fra maleriet, mens hun tænkte. »Og du giver 100.000 væk
for at få de oplysninger, er det ikke lidt dumt? Du er jo ikke engang i familie med
manden, vel?«
»Dumt? Jeg kender en, som gerne vil betale, hvad det koster. Jeg skal nok få
gysserne hjem.«
Hun lagde hånden på sit bryst og var på nippet til at hyperventilere. »Oh, mon
dieu! Og jeg som bare troede, at vi skulle kæle lidt på bagsædet for gammelt venskabs
skyld.«

Han ventede i loungen til Crowne Plaza i fire timer, før han så Beth Hartley komme
ind fra gaden med et ansigtsudtryk, der lyste af iver efter at få det overstået. Han bad
hende om sætte sig, men hun ænsede ikke, hvad han sagde, og så sig om i ét væk.
»Ikke her, mens alle kan se det,« hviskede hun og knugede håndtasken til sig, som
om den indeholdt hele hendes liv.
 Han rejste sig uden et ord og gik over mod elevatoren med Beth trippende efter sig.
Der var ikke andre, der skulle op, så derfor trykkede han.
Inde i elevatoren greb hun omgående ned i sin taske, mens hun så op mod loftet for
at sikre sig, om der var videoovervågning. Hun fandt den lille MemoryKey frem og
dumpede den i hans jakkelomme. Så trykkede hun på syvende sal og stod fuldstændig
tavs, til hun forlod elevatoren med pakken med maleriet under armen. Han kørte videre
op og tog efter et halvt minuts venten elevatoren på den modsatte side af korridoren
ned igen.
T. så efter hende, da han forlod loungen, men hun var der ikke.
Virginia Capitol Police blev grundlagt allerede i 1618, men havde aldrig før haft så
hurtig, effektiv og dygtig en medarbejder som Beth Hartley. Det følte T. sig helt
overbevist om efter at have siddet et par timer hjemme ved sofabordet i den sorte nat
og gennemtrevlet materialet, hun havde givet ham. Her var simpelthen alt.
Han lænede sig tilbage i den blankslidte lænestol og lod cigaretfilteret hænge slapt i
mundvigen. Sagen mod Bud Curtis var ikke faldet ud til Curtis’ fordel, og det var
formodentlig godt nok. Men hvad nu, hvis manden havde talt sandt, hvad så?
Der herskede ingen tvivl om, at Curtis var reaktionær ad helvede til, men var det
måske en forbrydelse? Var der noget i vejen med det, hvis bare han havde haft det
hele i munden? Det havde de fleste jo. T. kendte betydeligt flere af den slags skrydere
end dem, der gjorde alvor af tingene.
Han nikkede for sig selv. Eksperimentet var enkelt nok: Nu skulle han tvinge sig
selv til at tro et hundrede procent på Bud Curtis’ vidneudsagn. Det var bare om at
begynde fra en ende af, og så se hvad det førte til.
Han tændte en ny smøg og så tomt gennem røgtågen.
Under retssagen havde anklager Mortimer Deloitte hævdet, at historien om et mord
på præsidentens hustru burde tolkes som et fejlslagent mord på præsidenten, og at
hele historien begyndte dengang, da Bud Curtis som ganske ung havde arbejdet i en
højreradikal valgkampagne. Men Curtis havde forsvaret sig med, at han udelukkende
var gået ind i arbejdet for at kunne kapre Doggies mor. Det lød slet ikke utroværdigt i
T.‘s ører. Hvem kunne ikke finde på sådan noget, når man var forelsket?
Senere i livet fik Curtis stor succes med hoteldrift og havde efter en årrække ansat
en sinke ved navn O’Neill. Han havde leget lidt med sin magt over fyren og blandt
andet fået ham til at slikke spyt op under en våd pokeraften. Lidt ulækkert efter T.‘s
smag, men det var dét. Forsvaret havde plæderet for, at det ikke var Curtis, der havde
foreslået, at O’Neill skulle afsløre maleriet, men derimod en Secret Service-agent, der
havde opgivet falsk navn og sørget for at forsvinde uden bevis.
Selv om Bud Curtis mange gange havde talt dårligt om Jansen, vidste enhver, der
kendte Curtis, at han kunne være en polemisk og diskussionslysten type, og mere var
der vel ikke i det. Hvem havde ikke en eller anden, som de elskede at tale dårligt om?
Det havde alle på nær paven sgu.
Og så var der pengeoverførslen fra Bud Curtis’ konto til O’Neills. Denne fatale
transaktion talte jo snarere til Curtis’ fordel end det modsatte. For helvede, manden
var jo mangemillionær og kunne jo bare have givet idioten en kuvert med kontanter.
Men netop fordi man tænkte sådan, så var der måske en pointe i, at Curtis havde
overført pengene så åbenlyst. Måske havde han forestillet sig, at denne klodsede
handling netop ville bevise, at han ikke kunne have haft noget med hele sagen at gøre.
Måske var det sådan, at han faktisk havde gjort det, men at man ikke kunne tro det, og
at der så alligevel var sket det, at denne handling var ramlet tilbage i synet på Curtis
som en boomerang.
Men nej, det var bare spekulationer. Som T. s å på Curtis, så var han ikke en mand,
der tog unødige chancer. Altså måtte der være fusk med i spillet. Andre havde
overført pengene, det følte T. sig overbevist om. Selv Willie, sherifkontorets
yngstemand, kunne med sin bindegale affektion for alt, hvad der rørte sig på
datafronten, så let som ingenting dykke ned i en computer og ordne den slags.
Mulighederne var mange. Overførsler af penge via en computer kunne da for helvede
ikke fortælle noget om, hvem der havde siddet ved tasterne, mens det skete.
Troede man fuldt og fast på Curtis, så måtte det jo være nogle andre, der havde
manipuleret sinken Toby O’Neill til at skyde og måske ligefrem forsynet ham med en
pistol på det rette tidspunkt. Og hvorfor kunne det ikke være en mand med et opdigtet
navn, som for eksempel Blake Wunderlich?
Støttet af Curtis’ eget vidneudsagn havde anklageren Mortimer Deloitte anført, at
pistolen kom fra Curtis’ skrivebord, og derefter havde Deloitte sparket den trumf ind,
at patronerne var forsynet med Curtis’ fingeraftryk. Så nyttede det ikke meget, at
Curtis påstod, at han aldrig nogensinde havde ladt den.
Men i følge akterne var de slet ikke perfekte, disse aftryk. Altså kunne det være
fingeraftryk, der var blevet påført ved en stempling, det havde man set før. Et aftryk på
en flaske eller et glas var blevet affotograferet, en matrice i gummi var blevet støbt og
derefter stemplet på patronerne. Slet ikke umuligt, og hvem som helst kunne have
strejfet Curtis’ hud med disse gummifutteraler på fingrene for at få hans DNA med
over i aftrykket. Altså kunne der være tale om et setup.
Så var der hele aspektet med vandglasset, der forsvandt eller aldrig havde været
der. Passede det, at Curtis havde hentet et glas vand til Mimi Jansen, så måtte denne
begivenhed i en eller anden form også være optaget af overvågningskameraet. Det
kunne T. imidlertid ikke se, når han så optagelserne fra Beth Hartley igennem på
computeren. Han kunne i det hele taget ikke se ret meget i det mylder, der udfoldede
sig på de sorthvide, grovkornede billeder. Men at glasset var forsvundet i den
forvirring, var vel ikke mere mærkeligt end alt muligt andet i den sag.
Han rynkede panden. Og dog var det mærkeligt. Et glas, der falder ned på et gulv,
har det med at smadre. Og vand, der har været i et glas, der knuses, har det med at
fordele sig godt og grundigt på gulvet. Hvis Curtis’ påstand var rigtig, hvorfor omtalte
teknikerne så ikke knust glas og vandpytter i rapporten? Han rystede på hovedet. Nej,
han blev nødt til at holde sig til det umulige mulige. At der rent faktisk havde været
enten et helt glas eller glasskår i lokalet, og at der rent faktisk havde været vand. De
ting var jo bare små detaljer i hele forvirringen. Kunne man konstruere atomvåben, så
kunne man for satan da også få tørret lidt vand op i en fart. Altså havde Curtis
vitterligt haft vandet med ind, hvorfor skulle han overhovedet lyve om det? Curtis
kendte jo til overvågningen i hotellet, han var da for pokker manden, der ejede skidtet.
Han vidste bare ikke, at der var nogen, der kunne fifle med, hvad der befandt sig på
videofilen, men at han ikke vidste det, var jo heller ikke nogen forbrydelse.
Når T. Perkins nu så tilbage på hele hændelsesforløbet, så var der faktisk flere ting
end detaljen med det forsvundne glas, der var vildt underlige. Hvem gav for eksempel
attentatmanden pistolen? For ingen skulle bilde en garvet sherif ind, at Secret Service-
manden, der visiterede O’Neill ved clearingen, og en anden Secret Service-mand, der
visiterede ham umiddelbart før afsløringen af maleriet, ikke kunne gøre deres arbejde
ordentligt. Secret Service-manden, der havde visiteret O’Neill sidst, havde i hvert fald
gjort alt, hvad han kunne under afhøringerne for at holde på sit og værne om sin
professionelle ære. Han var mere end sikker på, at han havde gjort sit arbejde
ordentligt, og var mildt sagt oprørt over, at man havde valgt at suspendere ham.
Selvfølgelig var han oprørt. Lige meget hvad, så var hans fremtidsperspektiver
bestemt ikke noget at råbe hurra for.
Under alle omstændigheder var pistolens vej fra Curtis’ skrivebord til O’Neills hånd
en kæde af ubesvarede spørgsmål, som anklagemyndigheden havde gjort meget lidt
for at løse op.
Perkins så ned i sagsmappen og læste videre. Ingen havde set gerningsmanden
affyre skuddet i selve gerningsøjeblikket, det var også en ting, der var svært at forstå.
Og noget andet var, at gerningsmanden havde skreget et eller andet, lige før han skød,
det hørte mange, og dog kunne ingen alligevel gengive, hvad det var, manden havde
råbt. T. Perkins kunne simpelthen ikke forstå det. For det var vel ikke sådan, at O’Neill
ikke kunne tale rent. Det var vel nok heller ikke sådan, at alle i lokalet var døve. Flere af
de tilstedeværende var tilmed toptrænede specialagenter, der ville kunne identificere
en enkelt stemme på bånd blandt hundreder, sådan noget kunne disse folk jo. T.
Perkins havde engang haft sådan en som dem oppe hos sig for at få videreuddannet
et par gumpetunge landmandssønner til nogenlunde brugbare betjente. Og havde
denne mand måske ikke kunnet give et klart signalement af en af de andre betjente, der
pludselig kom stormende ind i lokalet iført femogtyve forskellige beklædningsstykker,
og derefter var forsvundet ud igen efter fem sekunder? Fandeme jo, han havde givet
et signalement, der passede som fod i hose.
Jamen, hvorfor vidste så ingen af disse specialtrænede topagenter, hvem der havde
skudt Toby O’Neill, eller hvad denne O’Neill havde skreget i sekunderne, før han skød
og selv blev tværet op ad væggen? Var det fordi, de aldrig var blevet spurgt? Eller var
det fordi Toby O’Neill ikke havde råbt noget bestemt, men bare havde udstødt et hyl
eller noget i den retning?
Og endelig, og det var så til gengæld noget, som forsvarerne havde boret en del i,
hvorfor i alverden skød Toby O’Neill konen og ikke manden selv? Mimi Jansen, et af
de lækreste skår, T. Perkins og alle andre nogensinde havde set, hvorfor skulle O’Neill
skyde den vidunderlige kvinde, når han så let som ingenting kunne have fået senator
Jansen i stedet?
Okay, Perkins vidste godt, at syge hjerner er irrationelle, og at en nørd som O’Neill
sandsynligvis aldrig havde fået noget på den dumme og derfor kunne leve med et
forkvaklet syn på netop den slags uopnåelige kvinder. Måske havde det overskygget
alt andet i O’Neills sorte sjæl. Og dog var det mærkeligt, at det var hende, det gik ud
over. Hele teorien gik jo ud på, at Bud Curtis havde hypnotiseret O’Neill til at dræbe,
og at det først og fremmest var senatoren og ikke hans kone, som Bud Curtis havde
udtalt sig dårligt om. Hvorfor skyder man så ved siden af på den afstand? Kunne det
virkelig tænkes, at det VAR et fejlskud, at det var manden og ikke konen, som O’Neill
ville skyde?
T. Perkins s å ud i luften. Det var et godt ord, fejlskud. Det lød ikke farligt, men det
var det.
Han så ned på skærmen og scrollede mappen med videooptagelser frem på
laptoppens skrivebord og klikkede på den for tredje gang den aften. Der var i alt fem
filer fra overvågnings-kameraet i mellemgangen på hver tre minutters varighed, og to
videoklip fra NBC4 på henholdsvis et par minutter og ti minutter. Filerne et, to og tre
viste en lidt utålmodig O’Neill stå og vente ved maleriet ved siden af en statueagtig
Secret Service-mand i gråt jakkesæt. Den undselige lille mand opførte sig virkelig
undseligt; pillede næse, rodede sig i skridtet, trak et lommetørklæde op af lommen,
pudsede sin næse og ventede så igen. Det var umuligt at se, om han havde et
skydevåben gemt et eller andet sted.
Fil fire viste, hvad sagen mange gange havde berørt, at følget kom ind, at de
stoppede op ved maleriet, at Bud Curtis talte med Mimi Jansen og forsvandt, og
endelig hele skyderiet og forvirringen der opstod i kølvandet.
Han så på hver enkelt person på videoen. De var der alle sammen: Bugatti,
præsidenten, livvagterne i både sort og gråt, gæsterne, den kommende First Lady, den
kommende justitsminister, Sunderland og Wesley, og pludselig efter skuddet var der
pistoler i manges hænder. I O’Neills og i sikkerhedsfolkenes. Man kunne tydeligt af
attentatmandens kropssprog udlede smerten, da han ramtes af skuddet. Han ramtes
rent og koldt; men hvordan han, der havde affyret skuddet, kunne se, hvor
attentatmanden stod i mylderet, var ikke let at forstå, når man ikke selv havde været til
stede. Med mindre man allerede på forhånd vidste, hvem og hvad der skulle skydes
på!
T. Perkins nikkede for sig selv flere gange. Hvis det var ham, der havde været
derinde, så ville han have tøvet med at skyde. Hvordan kunne man være så sikker på,
at man ikke fejlede sit skud i det overfyldte lokale? Der var så mange mennesker, der
fløj ud til siderne. Så mange betydningsfulde mennesker var stimlet sammen på de få
kvadratmeter.
Han tændte sig en ny smøg og sad et øjeblik og så videofil fire køre igen. Når alt
kom til alt, så var kameravinklen ikke god og klippet svært at bruge til noget definitivt.
Folk stod jo meget tæt. Han kunne desværre heller ikke se, om der var nogen, der
havde skubbet til O’Neill, da han skød. Det havde jo kunnet forklare et eventuelt
fejlskud.
Han klikkede ind på den femte fil, der viste slagmarken netop i det øjeblik, Bud
Curtis kom ind. Man så ham tydeligt stå i det tætte mylder ved døren, hvor flere af de
panikslagne gæster lå på gulvet, og andre forsøgte at komme ud og væk. På
videooptagelsen havde Curtis ikke noget vandglas i hånden, men gjorde en kort
bevægelse med den ene hånd, før han førte begge hænder op til hovedet. Fulgte man
vinklen på hans skuldre, var det meget sandsynligt, at han netop havde fået øje på
Jansen, der lå bøjet hen over sin hustru. Man kunne ikke se hans ansigt i
kameravinklen ovenfra, men kropssproget, der beskrev chokket, var tydeligt nok. Flere
lå på gulvet ramt af rikochetterende kugler, og sikkerhedsfolk ilede til, mens andre stod
og råbte ind i deres skjorteærmer for at tilkalde hjælp.
Det var alt sammen virkelig interessant, men alt i alt sagde det lige så lidt om, hvad
der var sket, som hvad der ikke var sket.
Han lukkede fil fem og klikkede på filmappe seks ved siden af. Det var NBC4’s
direkte transmitterede indslag af flagene, der vajede i mellemgangen, efterfulgt af et
minuts rystede optagelser hen over hovederne på folk. Øjeblikket, hvor man skimtede
O’Neills røde ærme, der trak i en gobelinsnor og lod forhænget falde. Derefter stillede
kameramanden skarpt på maleriet og lod kameraet glide hen over det, meget tæt og
udforskende. Det føltes bestemt, som om han ville give sin forbløffelse over maleriets
elendighed videre til tv-seerne. Han tiltede så nedefter mod Mimi Jansens ansigt, idet
hun trådte nærmere. Hun virkede et kort øjeblik, som om hun skulle til at le, men holdt
alligevel masken med stramme læber og blinkende øjne. Hun nikkede langsomt og lod
blikket glide op ad lærredet og var så ved at tabe selvkontrollen en gang til. T. greb sig
i at efterligne hendes grimasser, det var simpelthen umuligt at lade være. Så trak
kameraet sig lidt tilbage. Det var, som om kameramanden søgte efter præsident
Jansens ansigt i mængden for også at få hans reaktion med, men trængslen var for
stor.
I det øjeblik lød der et råb, formodentlig det råb fra O’Neill, man havde refereret til.
Det var en spinkel stemme, men uroen i lokalet og folks kommentarer kørte i ét, og selv
om T. spolede tilbage et par gange, kunne han ikke høre, hvad der blev råbt. Derimod
hørte han skrigene fra gæsterne og sikkerhedsfolkenes hysteriske råben i sekundet
efter, at skuddet faldt, og alle trængte med ét tilbage og skubbede kameramanden
omkuld. Man så udtværede skikkelser i et kort sekund, og så bankede kameraet hårdt
ned i gulvet og lagde sig til rette. Utroligt, at det kunne holde til det.
Så var klippet forbi.
Han så et øjeblik på computerens skrivebord for at opsummere indtrykkene; men
klokken var mere end mange, og hovedet var tungt, så det var ikke let.
T. rejste sig, kylede et par pile i plet på sin dartskive, satte sig igen, strakte sig og
gabte og trykkede så på den sidste videofil.
‘Utransmitterede optagelser/kameramand Marvin Gallegos, NBC4’, stod der med
blokbogstaver. Det var ti minutters slørede optagelser fra et kamera, der lå væltet om
på siden nede på gulvet, der ventede.
Men ses skulle de sgu.

Han vågnede nogle timer efter ved lyden af en telefon, der kunne opvække døde af
deres grave.
Han greb om telefonrøret med samme form for uvilje, som når man løftede en
afskudt kropsdel, der havde ligget på åstedet i lidt for lang tid.
»Ja,« sagde han og forsøgte at virke vågen. Vækkeuret sagde lørdag den 28. marts
kl. 05.27. Det var fandeme ved at blive en vane, sådan at smadre hans gode søvn.
Han gnubbede sig i øjnene. Endnu stod Marvin Gallegos’ sidste videooptagelser
frosset fast på skærmen foran ham. En kameravinkel, som ingen fotograf med respekt
for sig selv ville dyrke mere end en gang. Sagsakterne sagde, at Gallegos var blevet
ramt og havde tabt kameraet, og at man ikke så andet end knæ og bukser og ben og
sko danse rundt i de mudrede optagelser. Anklageren havde kaldt billederne for
surrealistiske og impressionistiske, hvilket i en pragmatikers mund blot var mere
interessante ord for uanvendelige.
Men uanset hvilke ismer, Mortimer Deloitte tillod sig at bruge, så kunne T. med hele
sit jævne og tålmodige væsen få øje på i hvert fald fire andre ismer, som passede bedre
i sammenhængen. Naturalisme, realisme, minimalisme og så det allervigtigste,
pluralisme. Tog man disse fire lommefilosofiske værktøjer og miksede dem hurtigt og
grundigt, så blev alt vendt på hovedet. Det var bare et spørgsmål om at finde
detaljerne, identificere dem præcist, sætte dem ind i den rette sammenhæng og så
sætte spørgsmålstegn ved det hele. Så lå der nye muligheder lige foran og ventede på
at blive opdaget. Han så på det frosne videobillede og nikkede. Jo, med de rigtige øjne
fik man også det rigtige virkelighedsbillede. Måske havde Mortimer Deloitte været en
anelse for akademisk, men han havde jo også gået på Harvard.
»Hey, T., er du der? Det er mig! Dody!« råbte hun igen i telefonen. »Du må se at
komme herud, T., vågn nu op! Leo Mulligan er gået helt amok. Du ved, hvem jeg taler
om!«
Han prøvede med besvær at åbne øjnene helt. Lyset gennem persiennerne stregede
allerede dagen op. »Leo Mulligan, sagde du. Han er da kommet ud for et stykke tid
siden. Er du ude ved hans hus? Hvad sker der derude?«
Han hørte et par smæld i røret efterfulgt af nogle dumpe lyde. »Fuck!« råbte Dody.
»Ja, ude ved hans gård. T., du må komme nu. Åh gud, jeg er bange for, at Leo har
dræbt vicesheriffen og ham den nye, han havde med sig!« Hun snappede efter vejret.
Det gjorde T. Perkins også.
»Hvad siger du? Mener du Stanley og Willie?«
»Willie, ja! Og Stanley! Han har skudt dem. De ligger hundrede meter inde på
marken. Åh gud, åh gud,T.! Jeg er sikker på, at de er døde.«

Kapitel 21
Det var ikke politiet, der kom til Rosalie, det var en af vennerne. Han stod der i
døråbningen med baseball-cappen knuget i hænderne og et for nabolaget usædvanligt
sørgmodigt blik, der instinktivt standsede hendes åndedræt. De havde fundet Frank,
sagde han varsomt og langsomt, så hun ikke skulle fatte det for hurtigt. At hendes
mellemste søn havde ligget nede ved vandet i Weir Creek Park med glasøjne og plettet
hud. At han havde været død et stykke tid og nu var blevet hentet.
Hun ringede til arbejdet og bad om fri uden at sige hvorfor og fik kun et par timer.
Timer, der kunne gå med klage og tårer, men som gik med stilhed og tomme blikke.
Sorgen lå der i sandhed, men det gjorde en underlig form for lettelse også. Mrs.
Fullbright ovenpå havde to gange haft besøg af politiets og to gange havde hun
måttet med ned på lighuset og identificere sit eget lemlæstede kød og blod. Det var
trods alt værre.
Rosalie Lees dreng Frank var død af egne gerninger, og det kunne man bedre leve
med.
Hun ventede så længe som muligt, før hun tog af sted. Måske havde hun håbet, at
James og Dennis ville være kommet styrtende hjem. En kærlig hånd, et forsikrende blik
om, at det aldrig ville ske igen, ville have trøstet hende, men det skete bare ikke. Det
var nok for tidligt på dagen, tænkte hun. Om dagen var de ikke meget bevendt, men
om natten kunne de det hele. Stå i skæret fra de brændende olietønder og krænge
deres ego ud. Tjatte til rastafaridrengene og håne luderkarlenes guldkæder. Hvisle til
omgivelserne, at verden endnu ikke havde set de største rap-konger, og at boy-
bands’ene godt kunne lægge sig og dø. De havde deres store kæft så fulde af over-
jeg, at hun kunne skrige sig hæs uden at få ørenlyd. Men at komme til hende og sige,
at de elskede hende, og at de var kede af, at de ikke havde passet på deres bror, det
kunne de ikke.

Hun hankede op i sig selv hvert andet øjeblik og prøvede at få styr på sine sitrende
læber og dyngerne af regninger, der lå foran hende. Undtagelsestilstanden havde
skabt alvorlige problemer for Mo Goldenbaums Export og Import, og fortsatte det
sådan, ville Mo snart sidde alene tilbage på kontoret. Lige nu sad den kraftige mand
og svedte over kassekreditten, og Rosalie vidste, hvilken forgæves kamp det var, hvis
der ikke snart skete noget. Hun så over på sin kollega, Henry, der stod for shippingen,
og dvælede et øjeblik ved hans magre ansigt. I tyve år havde der kun været to meter
imellem dem, og dog vidste hun næsten intet om ham. Nu var de kun de to tilbage af
tredive ansatte, og stadigvæk vidste hun ingenting. Et øjeblik tænkte hun, at Henry
ville forstå hende og sige forløsende ord, hvis hun begyndte at græde. At han ville
trøste hende og forsikre hende om, at dér, hvor Frank nu var, var der bedre at være
end i denne heksekedel af kvælende forvirring og uvished. At han ville mærke hendes
uro og slå øjnene op og møde hendes blik. Men Henry stirrede bare intenst på sin
skærm, det var så tydeligt, at han kæmpede for sin eksistens. Hvad var der ellers at
gøre, når man var femogfyrre og aldrig havde prøvet andet end at mingelere
containere rundt fra punkt a til b? Hun forstod det godt. Det var hårde tider.
Hun trak vejret dybt og kæmpede et øjeblik med sig selv. Hendes mor og far havde
mistet halvdelen af søskendeflokken til Gud, og hver gang havde det føj et dybe furer
til deres ansigter. Men havde hun nogensinde hørt dem beklage sig eller set dem bøje
sig for ulykken og mismodet? Nej. Aldrig havde hun set dem give slip på sig selv og
give sig hen i sorg. Der var jo stadig unger tilbage, som der skulle bekymres om.
Unger, der skulle have mad. Der var stadig håb tilbage for resten, det var altid deres
pejlemærke her i livet. Hvad anderledes var der i hendes situation? Havde hun måske
ikke stadigvæk to dejlige drenge tilbage, og havde hun ikke stadigvæk et stort ansvar?
Nej, Henry var ikke den eneste, der måtte hanke op i sig selv, hvis det ikke skulle gå
helt galt. Hun pressede læberne sammen og så ned på papirerne.
Der lød eder og forbandelser inde bag glasruden på chefens kontor. Det ville ikke
vare længe, før han bankede knytnæven i bordet, så de tomme Coke-dåser raslede.
Hans svedige ansigt kunne blive kobberrødt af raseri og forbandelserne få ruderne til
at vibrere, når det stak ham. Hun så på sit armbåndsur. Så lyttede han igen til
langbølgeradio, tænkte hun. Bare han dog ville lade være, hvad nyttede det
overhovedet? Det var altid i sådanne øjeblikke, at han begyndte at råbe op om, at han
ville tilbage til Sydafrika. Rosalie så på Henry. Hun vidste jo, hvor meget Mo
Goldenbaums udladninger bekymrede ham. Hver gang Mo råbte, forsøgte Henry at
ranke sin spinkle krop, men det nyttede ikke. Usikkerheden havde for længst tynget
skuldrene ned.
Så rakte Mo hånden halvt op i vejret og stivnede midt i bevægelsen.
Tilsyneladende var han holdt op med at trække vejret, for det ildrøde ansigt blev
pludselig blegt. Det slog hende, at nu havde det apoplektiske anfald endelig indfundet
sig og slået livsgnisten ud af ham. Hun sprang op samtidig med Henry og ventede at
se Mo falde forover, før hun nåede ind på hans kontor, men Mo blev siddende med
hånden i vejret og stirrede lige ud i luften.
»Hvad er der sket…!« råbte Henry, men Mo viftede afværgende.
»Hør,« sagde han, mens ansigtsfarven langsomt vendte tilbage.
Rosalie faldt tungt ned på Mos vakkelvorne klientstol, beredt til at bryde sammen.
Hvis det var mere dårligt nyt, så kunne hun ikke tage det. Det kunne hun simpelthen
ikke.
»Hør lige, hvad idioten siger,« sagde Mo.
Det var præsident Jansens stemme, og den var rolig. Nogle stemmer egner sig
specielt godt til at blive gengivet i suset fra en udrangeret radiofrekvens, og sådan var
Jansens. Trods skratten og svingende sendestyrke føltes han så inderligt tæt på. Som
en trøstende hånd, der strækkes ud mod en i et afgørende øjeblik.
»I morges blev vore inderligste håb opfyldt,« sagde han. »Vore dygtige
efterforskere i New York lokaliserede klokken otte lokal tid ‘Dræberen fra tagene’ i
udkanten af Fordham University, mens han lå og ventede på sit næste offer. Efter en
kort skudveksling blev han ramt af et projektil mage til dem, med hvilke han selv har
spredt frygt og ulykke. Han udåndede umiddelbart efter nedskydningen og nåede
ifølge FBI’s talsmand ikke at afgive nogen erklæring, der kan forklare hans sindssyge
terror.«
»Du milde, han er død,« sagde Henry stille og knugede sig til bordkanten.
»Rent held for Jansen!« fnøs Mo Goldenbaum.
Henry nikkede. Det gjorde han til alt, hvad Mo sagde.
»FBI’s talsmand har ligeledes erklæret, at gennembruddet i efterforskningen
indfandt sig i forbindelse med, at folkeoptællingen i Brooklyn var nået til området
omkring Prospect Park, nærmere bestemt Flatbush Avenue. Da inspektøren nåede til
gerningsmandens lejlighed, bad han, som proceduren foreskriver, også om mandens
fingeraftryk og noterede sig mandens uro over det. Vi har at gøre med inspektører,
som tidligere har arbejdet i fængselsvæsenet eller blandt kriminelle, og det har stor
betydning. Sådanne mennesker er vant til at opfange små signaler, der kan varsle om
kriminalitet, og det var netop den fornemmelse, der fik inspektøren til at foreslå en
ransagning på mandens bopæl. Havde vi ikke haft denne årvågne mand til at udføre
sit arbejde, ville indbyggerne i New York stadig ikke kunne gå på arbejde eller i skole
uden at frygte for deres liv. Men nu betød det, at mandens bopæl blev ransaget, mens
han var ude, og at man ved den lejlighed fandt flere indicier på, at man havde med
gerningsmanden at gøre. Det var en påfølgende intens skygning af den mistænkte
igennem gårsdagen og i nat, der førte til enden på dette modbydelige drama, som New
York har været midtpunkt for de sidste par måneder. Vi takker Gud for, at det nu er
slut. Syvogtyve mord på uskyldige mennesker kaldte mindelser frem om mange andre
forfærdelige prøvelser, vort amerikanske folk har været udsat for igennem årene. Gale
mennesker med våben i hånd. I tre uger holdt snigskytten fra Washington os fanget i
terrorrædsel tilbage i 2002, men denne gang var det værre. Jeg føler mig overbevist om,
at disse ugerninger snart vil høre fortiden til. Igennem den sidste måned har vi
konfiskeret mere end halvanden million ulovlige skydevåben. Lagde man dem i
forlængelse af hinanden, ville de kunne ligge i en ubrudt linie fra Washington til New
York. Jeg siger jer, det vil nytte. Vi har allerede inddraget lige så meget ammunition fra
almindelige menneskers hjem, som der blev brugt til krigsførelse i samtlige lande i
verden hele sidste år, og der er mere endnu. Det vil nytte.«
Mo Goldenbaum tog et tag i skrivebordsskuffen og trak den ud. Så tog han en tung
pistol op af den og trykkede magasinet ud. »Pyh!« sagde han. »Jeg skulle lige checke,
om han også havde talt mine patroner med.« Han lo, så hele kroppen blævrede, og
Henry rakte lettet sin tommelfinger i vejret. Rosalie orkede ikke at sige noget.
»Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed meddeler os, at en ballistisk undersøgelse
har godtgjort, at det er den rigtige mand, vi har fået ram på. Amerika kan ånde lettet
op.«
Rosalie så tomt ud i luften. Der havde været rygter om, at præsidenten havde været
ude for et attentat, men her sad han jo. Hun havde også hørt nogle påstå, at
‘Dræberen fra tagene’ umuligt kunne være alene om disse snigmord, men sådan lød
det ikke nu.
Alt burde altså være godt, men det var det alligevel ikke.
For Frank var død.
»Det amerikanske folk er blevet befriet for endnu en byrde,« fortsatte præsident
Jansen, mens Henry rejste sig langsomt for at markere sin uundværlighed inde på sin
plads. Rosalie fulgte ikke eksemplet.
»Endnu en sindssyg person er blevet afvæbnet. Som et resultat af ‘En sikker
fremtid’-programmet er landet blevet bedre og tryggere at bo i, og vi har en stor tro på,
at det vil fortsætte sådan. Vi amerikanere har en lang tradition for at skabe vores egne
problemer, og nu må det høre op. Se blot på udlandet, hvor vores støtte til Saddam
Hussein og Osama bin Laden, dengang vi havde brug for dem mod Irans præstestyre
og Sovjetunionens røde Armé, endte med at blive et tveægget sværd og blev en
katastrofe for os. Se på, hvad der skete, da vi blandede os i Vietnam og Korea og
Somalia. Se på Israel. Vi mistede vores sønner og skabte os nye fjender. Se på, hvad vi
har gjort mod os selv i vores eget land. Vi stikker næsen i alting og bekymrer os mere
om fremmede i udlandet, der helst vil være fri, end vi bekymrer os om os selv. Men nu
skal det være slut. Vi vil ikke have flere problemer. Vi vil ikke begrave vores sønner
mere. Vi lader verden passe sig selv, mens vi passer på hinanden her i Guds eget land.
Vores tankereform vil bane vejen.«
På det tidspunkt blev transmissionen afbrudt af en speaker, der skiftevis vekslede
imellem engelsk og fransk, og Mo Goldenbaum stak hånden frem og skruede ned.
»Det er en canadisk radiostation; de har taget det fra en fjernsynstransmission for
en halv time siden,« sagde han. Han drejede sig mod telefonen og tastede et nummer.
»Så du det?« sagde han uden at præsentere sig; så var det sandsynligvis konen, han
talte med. »Ja, fint! Så kan du og ungerne godt komme hjem igen! New York er sikker.«
Mo Goldenbaum strakte sig, mens speakeren afsluttede indslaget med at fortælle, at
præsident Jansen havde måttet udskyde en pressekonference dagen før på grund af et
attentatforsøg, men at præsidenten havde det godt, og at han nu var tilbage i
Washington.
»Så var Tom Jumper for hurtigt ude!« lo Mo Goldenbaum et øjeblik, så
dobbelthagerne bølgede. »For ti minutter siden påstod manden på selv samme
frekvens, at ‘Dræberen fra tagene’ var bestillingsarbejde fra Det Hvide Hus, og at flere
af attentaterne på det sidste også har været deres værk.« Han rystede på hovedet.
»Fandens til dårlig timing. Men man må sgu beundre idioten for, at han tør, og at han
er sluppet fra FBI med livet i behold.«
Henry nikkede fra døråbningen, han ville bidrage med sit. »Måske bliver det hele så
bedre nu. Min ekskone siger, at mågerne følger efter færgen fra Staten Island nu igen,
og det er en måned siden sidst. Hun siger, at det er et godt tegn, og at alt vil blive
godt.« Han smilede. Det var noget sludder, men Rosalie vidste udmærket, at han
tænkte på sin egen røv. Kunne det hele vende mod optimisme, så var det værste
overstået. Han tænkte på firmaet og sin egen lille stol. Måger eller ej, så var det dét,
det handlede om. Selvfølgelig.
Hun rejste sig og gik ind til sit arbejdsbord. For et par dage siden ville hun have følt
en sten lette fra sit hjerte, men nu var det for sent. Stenen i hjertet havde sat sig fast.
Så ringede telefonen. Mo Goldenbaum tog den og gav tegn gennem glasruden, at
hun skulle tage den.
Det var politiet fra stationen på Barkley Avenue, de var meget formelle, og det var
dårligt nyt. De havde pågrebet James og Dennis i færd med at gennemtæve et par
pushere på åben gade. En af mændene var stadig bevidstløs, men han ville komme sig.
Drengene påstod, at det var de mænd, der havde solgt crack til deres døde bror, og
politiet havde forståelse for deres situation, men retten måtte gå sin gang. Der havde
været grundlovsforhør, så om hun ville komme derop med det samme og stille kaution.
De kunne ikke have folk siddende, som ikke havde gjort noget mere alvorligt, sådan
som tingene var. Rosalie sad i så lang tid uden at svare, at betjenten blev nødt til at
stille spørgsmålet igen.
»Komme op til jer? Nej, det tror jeg ikke lige nu, ellers tak,« svarede hun endelig og
lagde røret forsigtigt på. Hun rejste hovedet og så sig om i det tomme
kontorlandskabs uvirkelighed. Henry nikkede imod hende, som om han ville sige, at alt
var okay, lige meget hvad. Kun Mo så sammenbruddet komme.

Hun havde næsten grædt øjnene ud af hovedet, så de mørke kinder var stribede af
salt. Mo og Henry havde prøvet at tale hende til ro, men kunne ikke, og de
accepterede det. Når man mister en søn, så må i hvert fald sorgen have frit løb, som
Mo sagde.
Hun sad længst nede i kontorlandskabet ved et af de mange tomme borde og
tænkte, så godt som hun kunne. Igennem fem år havde hun spinket og sparet, og
ingenting var det blevet til. Hun havde troet, at drømmen om et fredeligt liv på landet
nede hos hendes søster engang kunne blive fremtiden, og nu var fremtiden styrtet i
grus. De få penge, hun havde stukket til side, ville formodentlig ikke engang kunne
strække til Franks begravelse og slet ikke også til en kaution. Hvad skulle hun så
gøre? Hvad i alverden skulle hun så gøre? Hele sit liv havde hun kæmpet for at svare
enhver sit og altid prøvet at have lidt ekstra til en regnfuld dag. Hvad skulle hun så
gøre nu, hvor der ikke var nok? Hun vidste ingenting om den slags.
Hun så op mod Mo og fandt ham hovedrystende bag sin rude. Måske ville Mo
hjælpe hende. Selvfølgelig ville han, hvis han kunne. Og Henry med. Men de kunne jo
ikke, det vidste hun jo godt, og heller ikke andre, hun kendte. I sit otteogfyrreårige liv
havde hun oplevet alt muligt andet end netop uafhængighed af penge, og nu var det
ved at overmande hende.
»Kan jeg få lov til at gå nu, Mo?« spurgte hun i samtaleanlægget og pressede
læberne sammen. »Så arbejder jeg over på mandag i stedet for.«

Hun knugede sin taske og skubbede sig forbi demonstranterne foran Jansen-
drugstoren på 14th East. ‘Kun landsforrædere handler her’, stod der på flere skilte.
Betjentene forsøgte ikke at presse dem væk, de holdt bare en smal passage åben, hvis
nogen skulle føle lyst til at udfordre skæbnen og gå ind i butikken. Sådan havde det
været i flere uger nu. Hvis der var nogen, der havde lidt personligt tab på grund af
undtagelsestilstanden, så var det præsidenten selv, andet kunne man ikke sige. Så
kunne koret af alle de andre aktieejere, der så kurserne styrtdykke, godt klappe i.
På det sted, hvor 4th Avenue og Broadway smeltede sammen, begyndte det at gå
vildt for sig. Hundredvis af byens borgere var mødt op og stod og skreg op mod
tagene, hvad de mente, man skulle gøre ved ‘Dræberen fra tagenes’ lig. Trods
blodtørsten og den syge opfindsomhed virkede det hverken malplaceret eller forkert.
New Yorkere holder sammen, når det gælder følelser, selv de værste af dem, og følelser
var, hvad det handlede om.
Rosalie kastede blikket op gennem gaden og loddede Grand Central Stations facade
foran MetLife-mausoleets rædselsarkitektur. Så vidt hun vidste, så tog det mindre end
tre timer at komme til Washington med Acela-ekspressen. Det ville koste hende alt,
hvad hun havde i tasken, men nøglen til hendes problemer kunne kun findes der. Hun
manglede penge, og dem skulle Doggie låne hende. Et par tusind dollar betød med
garanti ikke alverden for hende.
Rosalie så på sit lille armbåndsur. Klokken var kun fjorten. Så ville hun kunne stå på
Doggies kontor senest klokken atten.
Hun lod demonstranternes jubelkor fortone sig i det fjerne og stavrede forbi
FEMA-varebilerne og op mod kontrolposten. ‘Når jeg er i Washington, så får jeg
vagten til at kalde hende ud foran Det Hvide Hus. Hun er garanteret på arbejde lige
nu. Jeg får vagten til at kalde hende ud, og så bliver hun glad for at se mig. Jeg låner to
tusinde, nej, måske fire tusinde af hende, og så er jeg hjemme igen før midnat. Hvis jeg
ringer til den vagthavende på stationen på Barkley Avenue, så kan de fortælle mig,
hvad der skal ske; om jeg bare kan møde op i aften og hente drengene. De kan også
sige, hvad jeg skal gøre ved Franks lig,’ tænkte hun og forsøgte at holde sit blik
fastnaglet på soldaterne, der checkede folks tasker ved indgangen, så hun et lille
øjeblik kunne blive fri for forestillingen om sin mellemste dreng, der lå stiv og alene i et
iskoldt rum. Hun så på soldaterne og deres hårde, vagtsomme blikke. Lige nu ville hun
koncentrere sig om hvad som helst, der kunne forhindre hende i at skrige.
Hun satte direkte mod den nærmeste indgang og rakte tasken frem mod to soldater,
der skulle lede hende forbi. »Deres pladsreservation, m’am, må vi se den?«
Et enkelt ord og bevidstheden om Frank vendte tilbage. Det kolde lig, det døde blik,
den milde latter, der engang for længe siden havde kunnet afholde hendes svin af en
mand fra at slå. ‘Pladsreservation!’ sagde de. Dét var virkeligheden kylet lige i synet.
Hun havde set vejspærringerne og vidste, at de betød problemer. Hun havde hørt om
frygtelige ting ude omkring. Hun havde lugtet de brændte bildæk ved barrikaderne på
Brinsmade og Huntington. Hvordan kunne det så slå så uventet ned i hende, at
ingenting var, som det skulle være? Hvordan kunne hun tro, at hun kunne tage toget
til Washington og tigge Doggie om hjælp, som det passede hende? Hun, der ikke
engang havde sendt hende et trøstende ord, da hendes far blev anholdt. Hun, der ikke
engang havde gjort det. Hvordan kunne hun på nogen måde tro, at der gjaldt særlige
vilkår for hende?
Det var i det øjeblik, at Rosalie følte et kvælende tag omkring hjertet. Hun trak vejret
hårdt en enkelt gang og trak den ene arm op til brystet, mens hun greb fat i soldaten
med den anden. De råbte ad hende, men hun hørte ikke hvad, kun at hun skulle slippe.
Et par tililende forsøgte at gribe hende, da hun trimlede til siden, men kunne ikke bære
hende. Rosalie var ligeglad. Hun så bare synet af Frank ligge i natten i Weir Creek
Park, langsomt åndende og langsomt døende.
»AM, min lille dreng!« klynkede hun. »Åhh, min elskede dreng, hvad har vi dog
gjort ved dig?«

Kapitel 22
Hun havde været fuldstændig sikker på, at T. Perkins ville kontakte hende, men nu
var der gået næsten to dage, og håbet svandt. På nær nogle få timer var denne
ventetid nøjagtig lige så lang som resten af hendes fars liv, og hvert minut føltes som
et ukontrolleret ryk mod evigheden. Doggie ventede stadig.
Selv om det var lørdag, havde stabschef Lance Burton kaldt hele personalet i
Vestfløjen ind, for arbejdspresset var enormt. De fleste var mødt op klokken seks om
morgenen, og tiden tikkede langsomt, men uundgåeligt fremad. I forgårs havde Jansen
været udsat for et attentat, og alle skulle gennemhegles med spørgsmål, til enhver
eventualitet var kommet for dagens lys. Og i går havde de siddet på deres kontorer det
meste af dagen og ventet på, at det blev deres tur til at blive spurgt ud, men så stærkt
gik det ikke med at gøre Secret Service-folkene tilfredse. Det handlede om sikkerhed
og om, at det ikke måtte ske igen. Hvem, der havde stået bag attentatet, sagde man
ikke noget om. Man vidste det nok ikke.
Et par af Ben Kanes folk og en forhørsekspert ovre fra Sikkerhedsministeriet, som
lignede en tyk revisor i strikket, kortærmet vest, tog de ansatte efter rangorden. Først
personalet omkring Det Ovale Værelse, så Burtons og Sunderlands medarbejdere, så
Donald Beglaubters og Wesleys, og på den måde arbejdede de sig langsomt igennem
alle lokaler og arbejdspladser. Det ville blive en lang dag. Doggie kom langt nede i
køen. Imens måtte hun se at få fat på Perkins. Hvis de ikke fik henrettelsen udsat, så
var det hele overstået om 60 timer.
»Tres timer,« sagde hun højt for sig selv. Hvad var vel tres timer i et menneskes liv?
Gennem hele sit liv havde hun med garanti ødslet det tidobbelte væk bare ved at stirre
ud af vinduet. Men omvendt, havde hun ikke også oplevet, hvordan en forelskelse
kunne komme stormende og indtage hende og inden for tres timer ebbe ud og
fuldstændig dø? Det havde hun da. Og havde det måske ikke fra tid til anden føltes
som en uendelighed? »Jo,« sagde hun højt og tog sig i det. Det var en fuldstændigt
absurd tankekæde. Lige til at tude øjnene ud af hovedet over.

Allerede da hun var nået frem til portvagten klokken fem minutter i seks den lørdag
morgen, emmede det i luften, at Jansen var tilbage i Det Hvide Hus. Man vidste det
bare, som om hans tilstedeværelse var selve husets puls. Så var han altså ikke kommet
noget alvorligt til. Det meste af gårsdagen havde rygterne ellers bølget, at
præsidenten var hårdt såret, og at gerningsmanden, der havde smidt håndgranaten,
var blevet dræbt på stedet sammen med to andre mænd. Måske var det sikkerhedsfolk,
havde nogen gættende tilføjet. Andet vidste hun ikke.
Et par af Kanes mænd stod og ventede på personalet ude i lobbyen og bad dem om
at sætte sig ind på deres kontorer og blive der, til der kom nogen for at interviewe dem.
Ganske som dagen før.
Der havde nok aldrig nogen sinde før været så stille i Det Hvide Hus som den
lørdag, hvor de sad og ventede. Folk orkede simpelthen ikke at tage fat. Ingen kunne
lade hånt om den miserable stemning, og derfor måtte arbejdet hvile. Det måtte hvile,
til truslen om anklage var væk.
Doggie tænkte sit. Nu vidste hendes kolleger måske bedre, hvordan det var at være
hende.
Hun skævede gennem dørsprækken over mod kontoret på den anden side af
gangen, hvor tq kontorslaver med blå øjenskygge sad og stirrede tomt på hver deres
blanke skrivebord. Under kampagneturen havde hun herset rundt med begge kvinder,
men som sagerne lå nu, befandt de sig et par trin over hende i hierarkiet. Det var den
form for skæbneironi, hun nok skulle få korrigeret, når tiden kom.
Hun overvejede at taste Wesleys lokalnummer, men droppede det. Hun ønskede
ikke at skade ham. Selv om der næppe var nogen, der tænkte på karriere i disse dage,
så var det bestemt ikke fremmende at have noget med hende at gøre, det vidste hun
udmærket. Så hvis hun ville have hans hjælp i dette ultraovervågede mausoleum,
måtte hun være diskret. Ingen telefonopkald.
Hun rejste sig fra sin plads, tog en protokolmappe under armen, og gik målbevidst
og hurtigt forbi de sitrende kontorer ned mod Wesleys domæne. Fra hans kontor og
over til hjertet af Det Ovale Værelse, hvor præsident Jansen sandsynligvis befandt sig
lige nu, var der højst tredive meter. Hun ville gå en barrikade af grå og sorte jakker og
vagtsomme øjne i møde, og alle ville regne hende for ringere end det skidt, de trådte
på. Men Doggie klemte mappen til kroppen og så ligeud. Når alt kom til alt, var
pressesekretariatet essensen af hendes arbejdsdomæne, og hvem kunne vide, hvilke
oplysninger hun havde boret frem, og hvilken værdi det kunne have for Wesley
Barefoot? Hun måtte bare sørge for at se ud, som om hun havde det endegyldige svar
på et hvilket som helst spørgsmål, det var det eneste, det handlede om. Og så om
Wesley sad på sin pind.
Et par mænd med kraftige kæber og øjenbryn standsede hende foran Wesleys dør,
befamlede hende rutineret på kroppen, åbnede hendes mappe og kiggede ned i den og
spurgte, hvorfor hun ikke ventede på sit kontor, som hun var blevet bedt om. Og de så
lige ind i hendes ansigt og fangede hendes trodsige læber, da hun svarede, at hun nok
skulle sætte sig tilbage, men indtil da kunne de da for helvede lade hende passe sit
arbejde, så Wesley Barefoot og præsidenten fik det materiale, de sad og ventede på.
Så ventede hun tyve minutter uden for døren med mappen under armen og indhyllet i
blikke, der med største lethed kunne opfange, hvis hun mod alle odds alligevel skulle
have skjult et dødeligt våben i en flig af sin sataniske kvindelighed.
Wesley kom ikke selv ud. Et par mænd forlod hans kontor, og så blev hun vist ind.
Han sad bag sit skrivebord med hænderne foldet om morgenkaffen og lignede ikke sig
selv. Som en gymnasiedreng, der havde fået besked om, at han ikke var rykket op. Han
forsøgte at smile til hende, men kunne ikke.
 »Det er saftsuse’me barskt at være her i dag!« sagde hun.
Han nikkede. »Så har du altså hørt det.«
»Hørt hvad?«
Han lod hovedet falde lidt. »Det har du altså ikke.« Han trak vejret dybt. »Nå, du får
det alligevel at vide om lidt, så op i røven med alle procedurer. Donald Beglaubter er
død.« Han så nærmest undskyldende på hende, mens hun forsøgte at finde armlænet
på hans ekstrastol og satte sig ned.
»Åhnej, sig det ikke passer, Wesley!«
Han så ned i bordet. »Desværre jo. Donald blev dræbt på stedet under attentatet i
går.«
»Åh Gud.« Hun følte sig pludselig klam på hals og bryst. En af hendes bedste
venner igennem de senere år var død, og så sad Wesley foran hende og gav indtryk af
ikke at vide noget før nu, hvordan kunne han det? Han var for pokker da
pressesekretær i Det Hvide Hus, så hvis den fungerende kommunikationschef i Det
Hvide Hus var død, så ville Wesley da være den første til at vide det. Hvem skulle
ellers tage sig af Donalds opgaver, nu hvor Lance Burton havde rigeligt med at være
fungerende stabschef? Det kørte fuldstændig rundt for hende.
»Nej, det kan ikke passe. For fanden da, vi var her jo alle sammen hele dagen i går.
Hvordan kan man holde sådan noget hemmeligt så længe? Der er noget galt her. Du
må da for pokker have fået det at vide allerede i går, hvorfor har du ikke sagt det til
mig?«
»Tro mig, Doggie, jeg vidste ikke noget; det er langt fra alt, jeg får at vide.« Han
satte sig på hug foran hende. »Jeg vidste det ikke.« Han prøvede at fange hendes blik,
men hun kunne ikke se på nogen lige nu.
»Hvorfor kom du herover, Doggie?«
Hun foretog et par synkebevægelser for overhovedet at kunne sige noget. »Åhh,
Wesley, jeg må ind til Jansen, kan du ikke hjælpe mig?« Hun tog sig til ansigtet. »Åh,
gud, Jansen må få min fars henrettelse udskudt. Far har måske ikke gjort det, Wesley,
det tror jeg mere og mere på, men jeg har ikke tid nok til at bevise det. T. Perkins
arbejder på det, men vi må have mere tid.« Hun greb hans hænder. »Wesley, hør her,
du må hjælpe mig, hører du.«
Han så på hende med triste øjne, det tydede ikke godt.
»Det kan jeg ikke, Doggie,« sagde han.
 Ordene tog kvælertag; hele rummet føltes som en spændetrøje. Klamheden fra
hendes bryst samlede sig og begyndte at sile. Var det sådan at få slynget en dødsdom
i synet? ‘Det kan jeg ikke, Doggie,’ sagde han bare. Hvad helvede talte han om?
»Prøv!« sagde hun.
Han rejste sig, lænede sig op ad reolen med hænderne foldet bag ryggen og
prøvede at få styr på det hele. »Jeg må advare dig, Doggie. Jeg tror ikke, du gør klogt i
at bringe din fars situation på bane.«
Han lagde hånden fast over sin badge og gestikulerede, at hun skulle gøre det
samme. »Ved du ikke, hvor farligt det er at være her i huset lige nu?« hviskede han.
»Donald er død, og andre er døde eller forsvundet rundt omkring. Der er så meget, jeg
gerne ville forstå, og Jansen vil formodentlig kunne hjælpe mig til det. Men selv om
jeg gerne vil, så har jeg ikke mulighed for at være i enrum med præsidenten længere. I
går var jeg inde hos ham og forsøgte at tale med ham og forklare, hvorfor vi er nødt til
at lægge kursen om, men han bremsede mig. Han ville ikke høre tale om det og sagde,
at det efter hans oplysninger ikke stod så galt til. At det snart ville blive bedre. Så bad
han mig gå.« Wesley fugtede sine læber. »Han bad mig om at gå og først komme
tilbage, når han sendte bud efter mig. Jeg har skrevet to taler for ham siden da, men jeg
har ikke talt et ord med ham om dem. Han har ligesom isoleret sig inde på det satans
kontor; selv Lance Burton kan dårligt nok komme ind til ham. Jeg tror, at Jansen har
fået et virkelig dybtsiddende chok i forgårs. Han virker bestemt ikke okay.«
Hun nikkede. Tre gange havde Jansen været yderst tæt på døden, og samme tre
gange var betydningsfulde mennesker i hans liv blevet dræbt i hans sted. Selvfølgelig
var han ikke okay. Hun rejste sig langsomt. »Jeg går selv ind til ham,« sagde hun, højt
nok til at de, der sad og aflyttede dem, ikke ville være i tvivl.
Wesley prøvede forgæves at stoppe hende, før hun lukkede døren bag sig.
Udenfor stod de to vagter med fingrene presset mod hver deres øresnegl og lod
hende ikke komme forbi uden videre. »Yes, sir,« sagde den ene ned i sit ærme og
rettede så opmærksomheden mod Doggie. »De skal gå tilbage til deres kontor. Nu!«
Bag hende åbnede Wesley døren og stirrede ud på gangen. Han ville gerne tale
med hende, men måtte finde sig i at blive holdt tilbage på sit kontor, som om han var
en underordnet. Alle skulle blive på deres kontorer, til undersøgelserne var overstået,
og det gjaldt også ham, sagde de. Det måtte ikke være let for en mand, der var nået så
langt. Selv hendes kære Wesley havde ikke den ringeste chance for at gøre noget for
hende. Hun forstod det desværre kun alt for godt.

Da hun nåede tilbage til sin skotøjsæske af et kontor, ringede hun til sherifkontoret
i Highland County og fik at vide, at der netop var opstået en alvorlig situation, der
krævede sheriffens tilstedeværelse, men at de nok skulle give hendes besked videre.
Så ringede hun til hans mobil fem gange og fik hver gang fat i mobilsvareren. Det var
lige til at blive vanvittig af.
»Please, T.!« bønfaldt hun. »Ring, når du kan, vil du ikke nok? Ring til min mobil,
du har mit nummer.«
Hun strøg sig over ansigtet og følte sig pludselig dårlig. Ganske langsomt havde
fortvivlelsen og magtesløsheden sat sig som en brynje i mellemgulvet. Gik hun bare to
skridt frem, ville hun kaste op.
Hvad i alverden skulle hun gøre? Skulle hun bare lade stå til? Hun rystede på
hovedet. Hvorfor havde hun læst så meget om, hvad de gjorde, når de henrettede folk,
hvorfor havde hun ikke bare kunnet lade være? Det var så frygteligt. Hvordan skulle
hun kunne lade dem spænde sin fars krop fast til briksen og stiltiende se til? Se sin far
ligge med ble på og vente på, at Pentothal-natriummet gled gennem slangen og efter
tredive sekunder nåede hans hjerne og gjorde ham bevidstløs. Se den næste giftbølge
af Pavulon klappe hans mellemgulv og lunger sammen, og til sidst se kaliumkloridet
lamme hjertet og slå ham ihjel? Hun tabte et øjeblik fodfæstet og vaklede baglæns mod
en lav reol, hvor hun normalt arkiverede sine halvforsømte sager i høje bunker. En af
papirbunkerne skred til siden og tog den næste bunke med. Hun langede instinktivt
hånden til siden for ikke at gøre skaden værre og ramte Buddha-figuren, hvor hun
sidst havde sat den på en bunke aktstykker. Hun vidste med det samme, hvad det var,
og vendte hovedet mod den. Den føltes kold og fremmed og på en vis måde også
skrøbelig. Som et levn fra fortiden; en relikvie der hverken tålte tilbedelse eller
berøring.
Hun så dybt ind i figurens døde øjne og kaldte mindet om lyde i en handelsgade fra
et fjernt sted i en fjern tid frem. Dengang, hvor Jansen var i nærheden af hende. Hvor
hun var sammen med mennesker, der ville hende det godt. Så knugede hun figuren og
mærkede viljen komme tilbage. Hvis det var fuldstændig umuligt at nå ind til Jansen,
så kunne hun måske i stedet opsøge Thomas Sunderland og vise ham Buddhaen. Han
ville med garanti hade hende dybt og inderligt for det, men han ville ikke kunne nægte
episoden i Kina, og at han vidste, hvad den betød. Sunderland kunne få sluset hende
ind til Jansen, hvis han ville; han og ingen anden. Måske kunne hun handle med ham
og give ham et løfte om at forlade sit job, hvis han ville sørge for en audiens hos
Jansen. Hun nikkede. Sådan måtte det være. Donald Beglaubter var død, og ingen,
hun holdt af i det hus, holdt på hende. Så hvorfor blive?
Hun passerede flere kontorer med lukkede døre og anede fragmenter af sætninger
trænge gennem dem. Så var forhørene i fuld gang.
Da hun nærmede sig Vestfløjens allerhelligste, spottede de to sikkerhedsvagter
foran Wesley Barefoots dør omgående Buddha-figuren og gav signal videre til en
veludviklet vagt, der stod foran Thomas Sunderlands kontor. Der var en verden til
forskel mellem hende og ham, da han tårnede sig op og rakte hånden frem. Det var Ben
Kane, en mand hun hadede inderligt, sikkerhedsagenten, der havde aflagt vidnesbyrd
imod hendes far. Hvordan kunne de tillade ham at gøre tjeneste her i huset, når det var
hans elendige visitering af Toby O’Neill, der var den indirekte årsag til, at Mimi Jansen
blev skudt? Hun forstod det ikke.
»Lad mig se tingesten«, sagde han med specialagentens årelange mistænksomhed.
Og med nogenlunde samme antal års opbyggelse af den form for trods mod
autoriteter, som arbejdet på kanten af det politiske liv havde givet hende, svarede hun:
»Det er en Buddha; den vejer cirka et kilo og er lavet af en eller anden form for
lortebilligt materiale, som man ikke skal trykke for hårdt på, så pas på med det. Den er
hul og tom indeni og udgør på ingen måde en trussel mod samfundet eller længden af
din karriere. Selv om den er grim, så har jeg fået den som gave af præsident Jansen, og
nu er jeg på vej ind til ham for at give ham den tilbage. Forstået, mr. Kane?«
Hun havde håbet, at han rykkede til siden, så hun kunne skridte videre frem mod
den sidste sikkerhedsvagt, der stod foran Det Ovale Værelse, men Kanes hånd fløj så
overrumplende frem mod figuren, at hun ikke ænsede andet end lyden af hans
raslende guldlænke, før han havde fået et fast greb om den.
»Slip!« råbte hun, så de andre vagters beredskab gik fra standby til alert. Flere af
dem greb til deres skulderhylstre, men Doggie var ligeglad. Det var hendes figur, og
den symboliserede noget meget vigtigt i hendes liv. ‘Kom til mig, hvis du skal have
hjælp!’ havde Jansen i sin tid sagt. ‘Denne figur står for vores venskab og bånd!’
Hvordan i alverden skulle hun komme ind til Jansen, hvis hun blev angrebet af
tonstung overvægt af testosteronholdigt kød på tærsklen til kontoret, hvor manden
sad? Som hun stod her med en klynge sortklædte ninjaer foran sig, var det lettere sagt
end gjort.
Hun gjorde mine til at trænge igennem barrieren, men Ben Kane tog hårdt fat om
hendes skuldre og skubbede hende mod døren til Sunderlands kontor. Hun kunne se i
hans øjne, at han overvejede, hvordan han skulle gribe det an, og frygtede hvert
øjeblik, at han ville hugge til. Så gled hun pludselig bagover, idet døren åbnede indad.
Vicepræsident Sunderland, der havde lukket døren op, stod og så koldt på dem. Han
sagde ingenting, så blot ud mod de tililende sikkerhedsfolk til der igen var ro, fik
figuren stukket i hånden og viste så med et kast med hovedet, at hun skulle følge med
ind på kontoret.
Derinde havde Doggie ikke været siden Sunderland blev udnævnt til vicepræsident.
Hun så rundt i rummet og mærkede, hvordan rynkerne stregede sig op i hendes pande.
Hendes tilstedeværelse føltes nærmest vanhelligende, som om hun havde besudlet
selveste feltherrens sjæl, og lige meget, hvor man så hen, så vidnede rummet kun alt
for tydeligt om Sunderlands magt og selvforherligelse. Hvis hun talte nærmere efter,
så ville hun kunne finde mindst 20 indrammede fotos af en Thomas Sunderland i færd
med at trykke berømte amerikanere i hånden. Der var også mindst ti fotos, hvor han
stod i uniform i sin ungdoms velmagtsdage og skuede ud over ukendte landskaber.
Det var et lokale så stærkt oplyst, at det kunne være et filmstudie eller et sted, hvor
man afholdt tredjegradsforhør. Langs alle vægge sad der store opslagstavler, som med
pressebilleder og avisudklip afspejlede omverdenens syn på, hvad der foregik i USA.
Trods gode gener og en IQ i det supersoniske felt, så var Doggie ikke forsynet med
sprogkundskaber, der gjorde hende i stand til at vurdere helhedsbilledet, men
overskrifterne og de engelsksprogede aviser som Times, Montreal Gazette og The
Australian lod ingen tvivl tilbage. Verden var yderst forfærdet over, hvad der skete i
USA, ja, verden virkede ligefrem rystet.
Sunderland stillede sig foran hende og dækkede for hendes udsyn. »Hvad foregår
der, ganske kort!« Han virkede stresset, som om hans stoiske søjles fundament var
ved at smuldre. Hun havde set ham i mange situationer før, men kun et par gange med
dette uheldsvangre glimt i øjet, som hun vidste kunne betyde hvad som helst.
»Jeg ville gå ind og give Jansen figuren tilbage. Engang afgav han et løfte til mig,
og det er han nødt til at indfri nu.«
»Præsidenten er ikke nødt til noget. Han har vigtigere ting at tænke på end dine
sager, Dorothy Rogers.«
‘Dine sager,’ sagde han. Hun havde regnet med alle mulige andre svar, men ikke et,
der var så ringeagtende, så menneskeforagtende og i den grad båret af mangel på
medfølelse og respekt. Hun kunne have slået ham, det var lige, så hun sitrede indeni.
Hun havde aldrig kunnet lide Sunderland, han var en skiderik, hård og beregnende og
kold, hvilket ikke var de ringeste egenskaber for en mand med hans karriere, men nu
hadede hun ham virkelig for det.
»Hvad er .., hvad er vigtigere end et menneskes liv?« sagde hun med dirrende
stemme.
Han lagde nakken tilbage. »Du tror, at jeg vil lade dig tigge præsidenten om at
benåde din far, er det ikke sådan?«
»Tigge? Nej, jeg vil bede præsidenten om udsættelse, fordi alt andet ville være
forkert. Der er kommet ting frem, som måske kan frikende min far.« Sunderlands øjne
reagerede ikke det mindste, det var til at blive sindssyg af. »Hør nu, Sunderland. I må
da for fanden ønske, at det er den rigtige mand, I straffer, må I ikke?«
Det var tydeligt, at han ikke brød sig om at blive så personligt tituleret, hun så det
med det samme. »Hvilke beviser?« spurgte han med kolde øjne.
»Mr. Vicepræsident, der er mange ting, der ikke stemmer. Giv os nogle få uger, så
vil…«
»Nej. Jeg beklager, men sagen er overstået for både vores og rettens
vedkommende.«
Hun kunne have flået hans tunge ud, men bøjede sig igen. »Jeg ved, at det er en
meget lidt ønskværdig situation, jeg sætter Dem i, sir, men De er jo den eneste, der kan
give mig et par minutter med præsidenten. Jeg er villig til at indgive min
afskedsbegæring med det samme, hvis bare jeg kan få lov at tale min fars sag. Bare ét
minut!«
»Jeg modtager gerne din opsigelse, men resten kan jeg ikke gå med til.«
Hun mærkede sine læber blive stramme. »Så giv mig figuren tilbage.«
Men Sunderland holdt figuren ind til kroppen, trådte et skridt baglæns og lænede
sig op ad sit skrivebord med samme attitude som klassen modbydelige dreng, der
markerer sit voldsherredømme i skolegården. Hun ville ikke få figuren tilbage, det lyste
ud af ham. Han havde givet hende sin foragt, mere kunne hun ikke regne med.
I det øjeblik slog det klik for hende. »Giv mig den,« hvæsede hun og sprang frem og
greb fat.
Thomas Sunderland var en benet mand og havde stadig den gamle militærmands
smidighed og senestyrke i behold, det fik hun at mærke, da han tog om hendes
håndled og vred, så hun langsomt sank i knæ. ‘Nej, fandeme, nej,’ tænkte hun og
lagde vægten over på det ene ben, mens hun af al kraft hamrede knæet ind i skridtet på
ham. Sunderlands ansigt mistede ethvert udtryk, og mens han faldt til gulvet,
stønnede han, som om selve Helvede havde foldet sig ind over ham. Han vendte
hovedet op mod hende med vilde øjne. Fra nu af var hun fredløs, ingen tvivl om det.
»Du går ingen vegne,« stønnede han, mens hun løftede figuren fra gulvet. »Er du
med, din so!?«
Det var foragten og respektløsheden, der fik hende til at sparke ham en gang til, lige
dér hvor mænds sanser ligger på lur det meste af deres liv. Forskellen på et eller to
spark var i dagens Amerika næppe så stor, straffen blev streng under alle
omstændigheder, men det gav hende ekstra tid, for Sunderlands bevidsthed var lige i
øjeblikket hverken en synlig eller målbar størrelse.
Det føltes forkert og vældig godt på samme tid.
Hun småløb ned på sit kontor med følelsen af tusinde øjne i ryggen, der
gennemborede hende, samlede sine ting sammen, hørte råbene oppe fra Sunderlands
kontor, hørte de tunge skridt. ‘Smil til dem alle sammen,’ indprentede hun sig selv, tog
tasken under armen og skred ned mod udgangen.
»Hvad sker der?« råbte hun til en sikkerhedsvagt, der stod ved døren og lyttede til
kommunikationen i øresneglen.
»Jeg ved det ikke, men jeg tror, at Sunderland har fået et ildebefindende.«
Så gav hun ham smilet. Fuldstændig malplaceret. Han smilede i hvert fald ikke
tilbage.

Først da hun stod ude på Pennsylvania Avenue med en hob af demonstranter foran
sig, blev hun klar over, at hun for et øjeblik siden havde smækket en dør i, som hun
havde kæmpet et halvt liv for at åbne, og bag hvilken så mægtige kræfter lå på lur, at
det kunne koste hende alt. Hun mærkede uroen i vagtstuen bag smedejernsgitteret
rejse sig og så sig tilbage i et øjeblik langt nok til at konstatere, at portvagten havde
slået alarm, og at hun var blevet observeret. Hun skar tværs hen over vejbanerne forbi
patruljevognene, der holdt vagt døgnet rundt, smilede til betjentene og sørgede for, at
de fik øje på hendes akkrediteringsbadge. Så styrede hun direkte mod
demonstranterne og deres morgensøvnige, forbitrede blikke. Hun hørte råbene og
piftene fra vagternes fløjter bag sig og pressede sig ind imellem et par demonstranter,
der stod i klyngen foran rytterstatuen på Lafayette Square. De konstaterede, at hun
kylede sin badge ned i græsset, og stirrede så hen over hendes skulder ned mod Det
Hvide Hus, hvor flere vagter var ved at mase sig gennem gitterporten og ud på gaden.
Nogle nysgerrige, der havde hevet sig op i træerne, råbte, at betjentene var efter
hende, og demonstranterne trak automatisk ind foran hende. Det var bevidstheden om
en ven i nød, der bølgede på tværs af rækkerne og fik massen til at lukke af. Ingen
vidste, hvorfor man var efter hende, kun at hun var alene, og at uniformerne dernede
forhindrede mængden i at blive hørt, og det var nok for dem. Mængden veg til side for
hende og lukkede sig lige så hurtigt igen, som Moses’ passage gennem Det røde Hav.
Underligt nok fik det hende til at føle sig endnu mere alene.
Hun så rådvild op på bygningerne, der omgav pladsen. Hvor skulle hun løbe hen?
Lige nu var der omtrent lige så mange betjente og soldater i Washington, som der var
indbyggere i en skandinavisk hovedstad. Oddsene var elendige, men Doggie havde
besluttet, at hun ikke ville stoppes og nåede frem til Hay-Adams hotel, før
politisirenerne nede foran Det Hvide Hus blev aktiveret. Herfra løb hun j morgengusen
med hånden på kraveudskæringen videre gennem Eye Street og på skrå gennem
gaderne op mod den eneste del af byen, hvor hun absolut ikke havde noget
tilhørsforhold. Ved den første bank hævede hun maksimumsbeløbet på samtlige
kreditkort og hastede så videre med mere end 15.000 dollars dybt begravet i Fendi-
håndtasken og en Buddhastatue ovenpå.
Hun stoppede først uden for Hertz-udlejningen på 11th Street og stod et minuts tid
og stirrede ind i de neonoplyste lokaler, før virkeligheden for alvor overmandede
hende. Hun kunne ikke bare leje en bil. Hun kunne heller ikke søge ud i lufthavnen
eller til Union Station, og hun kunne slet ikke tage hjem. Hun kunne i det hele taget
ikke færdes, hvor hun plejede, hverken i Washington eller i Virginia. Hun var
fuldstændig og aldeles alene midt ude i det åbne. Klapjagten var i gang og klokken
ikke engang halv ni om morgenen.
‘Det er sindssygt, det her!’ messede hun stille for sig selv og skråede over en
parkeringsplads ved 11th Street, bag hvilken gaderne blev smallere og mindre
trafikerede. Lidt længere fremme registrerede hun et par patruljevogne, der krydsede
gadebilledet, og begyndte så at gå langsommere. Hun løsnede taget i kraven og så
ned ad sig. Havde de udsendt bare et nogenlunde signalement, så måtte hun se at
skaffe sig noget andet kluns, og det var ikke spor let i en bydel af Washington, hvor
tøjforretninger ikke var noget, man uden videre løb ind i, og slet ikke tidlig lørdag
morgen. Hun kilede sig ind mellem to parkerede varevogne og gled om bag om dem,
mens en patruljevogn asede sig gennem gaden. Da den havde passeret, stod hun et
øjeblik og spejdede i alle retninger. Så vidt hun kunne vurdere, var der alt i alt kun tre
udveje. Den første var, at hun gik tilbage og sagde undskyld, og det var absolut
udelukket. Uanset hvad, så havde hun overfaldet landets vicepræsident under en
undtagelsestilstand, og det var alvor. For selv om krigsret ikke var hendes speciale på
Harvard, så kunne hun komme i tanke om temmelig mange alvorlige ting, de kunne
gøre ved hende. Nummer to mulighed var, at hun prøvede at finde et hotel, hvor
portieren ikke ville dø af nysgerrighed over, at hun betalte med kontanter, og så blive
der et par dage, til alt blev lidt roligere. Men hvor fandt man sådan et etablissement
her omkring? Ikke i centrum i hvert fald, og der var meget langt ned til Anascostia syd
for floden. Ingen og intet var fredet ved broernes kontrolposter, heller ikke busserne
eller taxierne. Derfor måtte hun kraftigt overveje den tredje og tvivlsomme mulighed: at
finde en eller anden tilfældig, der ejede et køretøj, og som kunne overtales til at køre alt
andet end sydpå og langt, langt væk.
En svag kimen nede fra håndtaskens dyb gjorde hende iskold. ‘Pis!’ tænkte hun og
flåede sin mobiltelefon op gennem bundterne af dollarsedler og slukkede for den.
Hvorfor katten havde hun ikke tænkt på det? Nu havde de med garanti sporet hende
på mobilsignalet. Hvor effektivt og hurtigt, de kunne gøre det, anede hun ikke, men
åbenbart ikke så godt, at hun allerede var fanget.
Hun bed sig i læben. Kunne de mon spore hende, selv om den var slukket?
Hendes krop sitrede, da hun flåede batteriet af og smed det hele ned i tasken. De
skulle fandeme ikke tage hende på noget så banalt.
Så krydsede hun over gaden mod en række parkerede biler, der gav hende mulighed
for at dukke i skjul for det tilfælde, at flere patruljevogne skulle finde på at køre den
vej.
Og med lange skridt gik hun op mod nord.

Efter et kvarters gang mærkede hun, at nogen fulgte efter hende. ‘Lad det ikke være
en mand i uniform,’ bad hun, men vendte sig først om, da hun nåede næste lyskryds.
Hun konstaterede med nogen lettelse, at det ikke var en betjent, men bare en
almindelig mand sidst i tresserne eller deromkring, og alligevel gjorde han hende
utilpas. Hun forsøgte at skabe afstand til ham ved at gå over på det modsatte fortov,
men han fulgte efter. Måske havde hun ventet, at manden ville buse ud med et eller
andet sindssygt, der var jo så mange underlige folk rundt omkring i byen, men taget i
hendes skulder var hun ikke forberedt på. Hun så ind i hans stikkende øjne og
overvejede at råbe op, men turde alligevel ikke. ‘Alt andet end opmærksomhed,’
tænkte hun og knyttede næverne.
»Ja,« sagde hun og gjorde front mod ham. Han var gråhåret, grå i huden, og
tweedjakkens ærmer stumpede.
»Kender vi hinanden?« spurgte hun.
»Det var din far, der slog præsidentens kone ihjel. Jeg genkender dig fra fjernsynet,
du kan ikke løbe fra det!«
Hun slog hans arm af skulderen og så vredt på ham. Vredt, selv om hun var opfyldt
af alt andet end netop vrede. Hun ville sige til ham, at det var en fejltagelse, at hun
havde hørt beskyldningerne før, men hun kunne ikke. »Det var ikke min far, der slog
Mimi Jansen ihjel,« sagde hun i stedet, »det var hans altmuligmand!«
»Ja, det siger I jo.«
Hun puffede ham i brystet og løb op mod det næste vejkryds, men opdagede med
det samme, at han fulgte efter. ‘Gå med dig!’ tænkte hun. ‘Hvad kommer det alt
sammen dig ved? Så gå dog, gamle idiot!’
Rundt omkring lagde man mærke til optrinet. En gammel mand, der løber efter en
ung kvinde med bidske øjne, er absolut et fremmedelement i gadernes puslespil, hvad
enten man vil det eller ej. Hun så på de forbipasserendes blikke. Hvordan man
noterede sig, at selv om hun forsøgte at trække fra ham, så ville hun alligevel ikke
begynde at løbe. Og de vidste med sig selv, at sådan noget har altid en årsag, deres
nysgerrighed var allerede vakt.
»Så bliv dog træt, gamle!« mumlede hun et par hundrede meter længere fremme,
mens bybilledet igen ændrede sig. Hun var nu så langt ude i periferien, som hun
nogensinde havde været før. Hvad der gemte sig længere oppe mellem kvarteret her
og Adelphi nord for byen, anede hun ikke, men væk skulle hun trods gnavende sko
og et kvælende sidestik. Nu var det et stykke tid siden, at hun havde passeret
kirkegårdene. Dér kunne hun måske have gemt sig for natten for senere at søge videre,
men dagen var stadig tindrende lys, og hvem kunne have vidst på det tidspunkt, at
den gamle mand ville dukke op?
Han indhentede hende med hivende åndedræt, da hun drejede ned ad næste
sidegade. I sin tid var han garanteret quarterback på skoleholdet, tænkte hun, og trak
vejret gennem tænderne.
»Jeg husker dig fra retssagen,« råbte han et skridt efter hende. »Det er din skyld, at
det hele er gået ad helvede til med vores land. Det er dig, der er skyld i, at vores
præsident er blevet sindssyg, er du klar over det?«
Hun gjorde brat front mod ham. »Hvis nogen er sindssyg her, så er det dig. Hvad i
alverden render du rundt på gaderne og tér dig sådan for, gamle mand? Gå hjem med
dig. Du får et hjerteslag, hvis du render sådan rundt.«
Hans åndedræt pumpede rådden stank i hovedet på hende, og før hun kunne nå at
håne ham for det, bankede han hende hårdt på kindbenet, så hun knaldede hovedet
ind mod husfacaden bag hende og faldt om.
»Du skal ikke kalde mig sindssyg,« hvinede han og trampede i fortovet faretruende
nær hendes ansigt.
Hun trak sig ind til husvæggen, men manden havde ikke tænkt sig at stoppe. »Din
lede mær, du skal få det til at holde op, før vi alle sammen bliver slået ihjel som
hunde.« Han skulle til at sparke hende, men et par forbipasserende samlede sig om
dem og skældte ham ud, mens en skygge for forbi hendes ansigt og skubbede den
gamle væk.
»Hvad fanden blander du dig for, niggerfjæs,« hvæsede den gamle med plirende
øjnene og hvide slimklatter i mundvigene.
Den sorte mand rakte en pegefinger op. »Et ord mere, dit gamle fascistoide blegfjæs
af en motherfucking, halvdebil grødæder, så tager jeg din elendige, vingeskudte,
rabatbelagte Wal*Mart-jakke og stopper den ned i dit fucking elendige surrogat af en
parodi på de her potente og kysseklare læber.« Han pegede på sin mund og blottede
et massivt sæt tænder i bideposition. Flere af de omkringstående lo, men den gamle
hørte dem ikke. Vreden havde gjort ham døv, men ikke stum.
Da han langt om længe havde fået spyttet sin galde ud og krabbede ned ad gaden,
havde han på enhver mulig måde gjort det tydeligt for alle, hvem hun var. »Soen
hedder Doggie Rogers, husker I nok,« havde han sagt. »De stikker nålen i hendes
gamle på mandag, og det glæder jeg mig til!«
Bagefter var der ingen, der tiltalte hende eller gjorde forsøg på at få hende på
højkant. De stod bare lidt på tæerne af hinanden for at få et glimt. Hun hørte nogen
spørge omkring sig, hvad den gamle havde talt om, og da nyheden var spredt, forlod
de hende uden et ord. Kun den sorte fyr, som havde hjulpet hende, blev stående.
»Det var da goddamn fucking utroligt,« mumlede han og rakte hende hånden.
Hun lod sig trække op. I det mindste var der ingen, der havde nævnt noget om, at
hun var eftersøgt. Men måske tog hun fejl; måske var hun ikke eftersøgt.
Han gjorde mine til at ville gå videre, men Doggie løsnede ikke grebet. Det var ikke,
fordi han så videre pålidelig ud, men hvis man ikke kunne stole på en, der netop havde
hjulpet på den måde, hvem kunne man så stole på?
»Har du en bil?« spurgte hun og mærkede tydeligt den dunkende side af sit ansigt.
Et splitsekund krængede han mundvigene nedad, som om han ikke kunne se, hvad i
alverden det ragede hende.
Så nikkede han langsomt.
Hun åbnede sin taske diskret og trak et enkelt seddelbundt op, han behøvede jo
ikke at se dem alle sammen. »Kør mig til New York, så får du dem her. Jeg kan ikke selv
sidde bag rattet, der er jeg alt for udsat; jeg må kunne trække mig i skjul, hvis det bliver
nødvendigt. Kør mig, så er det dine.« Hun rakte sedlerne frem mod ham.
Han stirrede længe på bundtet, som om han var i stand til at omsætte tykkelsen af
det til et regulært tal. Så tog han bundtet og talte pengene.
»Hallo, girl!« sagde han så. »Der er 3000 dollars, hvad har du gang i?«
Hun så på bundtet. Så var det tykkere, end hun havde regnet med. »Jeg har sparket
vicepræsidenten i nosserne. To gange. Så jeg må væk.«
Ha n åbnede munden af overraskelse og fremviste en lyserød tunge, som med
garanti havde været vidt omkring. Denne oplysning skulle lige en gang rundt i hans
kranie, en tur op i rastafarihatten og ned igen, før han tabte underansigtet helt og
afslørede en latter så dyb som udstødningsgassen fra en Buick Lesabre i tomgang.
»Tyrede du ham i kuglerne? Vicepræsident Sunderland?« Han hev dybt efter vejret.
Dagens bedste joke.

Han trak hende rundt om blokken og over mod et af de mest fossile køretøjer,
Doggie nogensinde havde set. Uanset hvor man placerede øjet på dens skrammede
overflade, fandt man ikke svar på, hvilken årgang endsige model eller bilmærke, man
stod overfor. Der var mindst ti biler stablet ind i denne smadrekasses sindrige
rekonstruktioner, og Doggies hjerte sank helt ned i mellemgulvet. Hvordan den
tekniske misforståelse nogensinde skulle kunne bevæge sig til New York endsige ud
til motorvej 95, ville være en gåde, som hun meget nødig hentede løsningen på.
Han så hendes skepsis og trak en nøgle fæstnet til en stor hjørnetand frem af
lommen. »Du får bilen med i købet for de 3 store, okay?«
Doggie vidste ikke, hvad hun skulle sige.
»Okay, så giv mig bare 2500 dollars, så er vi kvit. Jeg løber trods alt en risiko ved at
transportere hele Amerikas nossedræber igennem mindst ti vejspærringer, ikke?«
Hun sukkede. »Har du også en mobiltelefon? Jeg må have fat i et andet Sim-kort,
ellers sporer de mig?« Hun trak sit skinnende vidunder frem af tasken og viste ham
den.
Igen manifesterede han sine karismatiske tænder. Gu’ havde han da så en
mobiltelefon. Men skulle han have hendes Sim-kort, så ville han også have hendes
mobiltelefon med.
Det troede da pokker. Den havde mindst kostet det tyvedobbelte.
Med et suk instruerede hun ham indtrængende om enten at pille Sim-kortet ud og
kyle det ad helvede til eller i det mindste ikke at bruge hendes mobil i en måneds tid.
Han nikkede grinende og rakte hende så til gengæld en udrangeret Nokia-telefon, der
med garanti havde været i latrinet på den lokale billardsalon mindst ti gange. Så
forsvandt han op i den mest mølædte af alle opgangene og vendte først tilbage ti
minutter senere med et par plasticposer i favnen.
»Lidt at æde undervejs og noget kluns, du kan skifte til, mens vi kører.« Han
åbnede den ene af poserne og trak en Knicks basket-trøje i størrelse XXL op af den og
grinede. »Jaja, bare rolig, det er min. Resten er godt nok.«

Ollie Boyce Henson, for det var rastafarifyrens navn, havde med al tydelighed en
kvinde i huset, som var overordentlig glad for stærke farver og flæser og nedringede
bluser. Så ingen ved deres sansers fulde brug ville ane, at denne karnevalsudklædte
kvinde, der sad ved Ollies side og prøvede at koncentrere sig, mens striben af
rapgrupper drønede ud af kassettebåndoptageren i en bilradio fra firserne, var den
stilige Harv-ard-pige, Doggie Rogers. Hun opdagede snart, at den lille sminkepung i
hendes taske ikke var toptunet til farveorgiet, og måtte bruge det meste af læbestiften,
før hun så billig nok ud på den rigtige måde. Tingene skulle jo passe sammen, som
hendes skoleveninder altid havde sagt. De blev stoppet flere gange undervejs på
køreturen, men ingen bad hende om legitimation. Dertil var synet flere lysår fra det, de
søgte, og dels kunne lydstyrken i smadrekassen skræmme hvem som helst væk. De
checkede bagagerummet og mellemrummet mellem bag- og forsæde og vinkede dem så
videre med trætte blikke. Efter to uger med undtagelsestilstand udførte de fleste af
soldaterne dette lortearbejde, som om det havde været på dagsordenen i flere årtier.
De vidste, at de skulle gøre det ordentligt, og at det var deres skyld, hvis der var
nogen, der slap gennem nåleøjet. Men på den anden side vidste de også, at der fyrre
kilometer længere oppe ad hovedvejen var endnu en vejspærring, og at
sandsynligheden for, at de næste vagter ikke var lige så trætte, ikke var en umulighed.
For dem gav summen af kontroller i sidste ende tryghed, og hvem havde ikke nok i
det. De viftede lidt med deres geværer og sørgede for, at trafikken gled, så bilkøerne
ikke blev for lange, og Ollie og Doggie arbejdede sig støt mod nord. Alle vegne så
man konsekvenser af Jansens indgreb. FEMA-logoet var ikke længere en sjældenhed.
Supermarkedernes tilbuds-skilte var uden tilbud, lastbilerne kørte halvtomme rundt,
der sad flere folk i bilerne for at spare benzin, og orangeklædte eksfanger dukkede op
overalt med deres redskaber og små trækvogne i færd med at rense rabatterne. Alle
vegne skreg det til himlen med midlertidige løsninger. Utætte tage var pakket ind i
plastic, folk boede i caravans i venners og familiers haver, rigtig mange stuvede sig
sammen for at klare det. Bygningsarbejder lå stille, og soldaterne stod klar alle vegne. I
Det Hvide Hus sagde Doggies overordnede hver eneste dag, at nu var det hele ved at
være under kontrol, og at første bølge var ovre; men det var løgn. Bølgen rejste sig
stadigvæk, og snart kunne den som en stormflod rive alt omkuld med hende midt inde
i den. Det var svært at tænke på sin far i den situation, men det gjorde hun. Hele tiden.

Til at begynde med sagde Ollie ingenting. Han så bare ud på den sløve
formiddagstrafik og folk, der blev visiteret, rokkede i takt til musikken og holdt liv i
dyret under sig, mens han hvert andet øjeblik stak hånden bagover i sine plasticposer
og gravede det ene ædelige frem efter det andet. Men da hun bad ham om at slukke
anlægget, for at hovedet ikke skulle eksplodere, åbenbarede fyren en fortællelyst, der
bekymrede Doggie dybt. Intet var helligt for Ollie Boyce Henson, mens byerne
forsvandt bag dem. Hver en kvinde, han havde bedækket, hver en fyr, han havde
tævet, hvert et lille nummer, som han havde beskæftiget sig med, siden han var
kommet ud af ungdomsfængslet, blev hun indviet i. Det var en indiskretionens MBA,
han havde raget til sig, en detaljernes holdeplads, et sladderens universitet, han
havde taget sin eksamen fra. Ollie Boyce Hen-sons knevrende mundtøj var simpelthen
livsfarligt at have i nærheden.
»Du kan hænge ud et par dage hos min fætter, han bor i Bronx,« sagde han. »Giv
ham et par hundrede, så får du ham til at stritte kællingen ud. Du har sikkert set bedre
nabolag,« han så overbærende på hende, »men sådan som du ser ud nu, så er der
ingen, der vil ane det!« Han klaskede sig på låret og rallede af grin.
»Nej, ellers tak, Ollie! Jeg skal nok klare mig,« sagde hun og prøvede at åbne sin
nyerhvervede mobil. »Hvordan får jeg nu alle mine telefonnumre fra den gamle mobil
over i den her.«
Han masede bremserne i foran en Burger King og flåede sit nyerhvervede vidunder
ud af lommen, tog Sim-kortet ud og lagde det over i Doggies lig af en mobil.
»Du tænder ikke for den,« sagde hun for sent.
Han rystede på hovedet. »Bare to sekunder, så er din gamle telefonbog gemt i
hukommelsen på Nokia’en.«
Hun prøvede at flå den ud af hånden på ham, så hun kunne slukke den, og så
ringede den, så det sitrede gennem marv og ben.
»Sluk den, sluk den for helvede, lige med det samme!«
»Whoah!« råbte han. »Små slagjeg er færdig nu.« Han ventede endnu et øjeblik,
slukkede og skiftede Sim-kortene tilbage igen. Det tog ham alt i alt højst et halvt minut,
men Doggie havde det ikke godt med det. Efter hendes mening havde det taget et
halvt minut for meget.
»Det gør du ikke igen, Ollie. Du sletter mit kort, når du åbner den næste gang, okay?
Jeg vil ikke have alle mine gamle numre i dit Sim-kort, forstået? Og du åbner den først
om en måned, ellers bliver det værst for dig selv. Er du med, Ollie?«
Han prøvede at se forskrækket ud med munden fuld af chips, men det lykkedes
dårligt. Det var ikke særligt betryggende.
Hun sukkede. De var cirka 100 kilometer syd for New York, alts å ville det være dér,
hvor de, der muligvis pejlede hende, tabte sporet af hende. Det måtte være godt nok.
Hun fandt Rosalie Lees nummer frem i telefonbogen og trykkede det ind.
 Stemmen var stakåndet, helt uden den vitalitet og kraft, som Doggie huskede
Rosalie for. »Åh, Jesus min gud, er det dig, Doggie?« Hun hørte Rosalie bede en
hurtig bøn. »Oh, Jesus, tak for at du hørte mig. Tak, Jesus, jeg elsker dig.« Så vendte
hendes stemme tilbage til fuld styrke, men med gråden på lur.
»Jeg er på vej op til dig nu, Rosalie, er det okay?«
Igen hviskede hun. »Op til mig? Her i New York? Oh, Jesus, Jesus, jeg elsker dig!«
 »Rosalie?«
»Oh, ja, Doggie. Kom, kom! Jeg har også forsøgt at få fat på dig i dag, ja, jeg har.
Jeg ringede til dig for et par timer siden, men vi blev afbrudt. Oh, det er Guds under, at
du ringer nu.«
Så var det Rosalie, der havde ringet, da mobilen lå i tasken. Gudskelov. Måske
havde de så heller ikke pejlet hende lige før. Måske var der ingen i verden, bortset fra
tumpen ved siden af, der havde den ringeste anelse om, hvor hun var.
Hun rystede på hovedet. Man skulle ikke taget noget for givet.
»Jeg er virkelig på spanden, Rosalie. Jeg skal nok forklare nærmere, men lige nu vil
jeg bare spørge dig, om jeg kan bo hos dig, bare et par dage?«
Rosalie betænkte sig kun et millisekund. »Du kan blive så længe, du vil,« sagde
hun. »Men Doggie …« Doggie fornemmede igen svagt et par af Rosalies bønner til
hendes elskede Jesus. »Doggie,« kom det så endelig, »er det muligt for dig at låne mig
et par tusinde?«
Der var også andre, der havde det hårdt.

Da hun bagefter afbrød forbindelsen, skruede Ollie anlægget op på højeste blus, så

indtrækket i kabinen var ved at glide af væggene.
»Stop!« skreg hun og slukkede for endnu en rapper, der kogte over af had, eder og
forbandelser.
Han så medlidende på hende. »My god, du er jo stresset, baby!«
Hun tørrede panden med håndryggen. »Ollie, tror du, at det der geologiske fund
kan finde en radiokanal, der stadig sender?« Hun pegede på hans Blaupunkt, hvor
flere knapper manglede.
Han trykkede sejrssikker på en af de tilbageværende knapper og rakte en finger i
vejret. »Man skal ikke skue hunden på hårene, min søde.«
Sekunderne efter blev hun klar over, at Ollie Boyce Hensons univers rummede flere
facetter, end hun ellers havde turdet drømme om. For her var en radio, der ikke alene
sugede hver en lille oprørsk kanal ind som ingenting, men også fangede politiets
interne radiokommunikation mindst lige så godt. Hun rynkede brynene og lod
realiteterne komme til sig. Politiet havde helvedes travlt. Endnu var der mange ulydige
borgere, der ikke godvilligt lod sig kontrollere og havde mod nok til at demonstrere
det. Mange, der havde våben i gemmerne og ikke ville lade sig registrere. Mange, der
lod angsten og trodsen regere i bedste forståelse. Men meget af dette var efterhånden
gammel snak. Værre var en efterlysning, som tilsyneladende blev sendt ud hvert femte
minut. Doggie drejede fra frekvens til frekvens og konstaterede de samme påmindelser
over hele linien. Politiet, militæret, nationalgarden, alle, der var på gaderne i det
såkaldte demokratis tjeneste, bad om hjælp til eftersøgningen af en kvindelig ansat i
Det Hvide Hus ved navn Dorothy Rogers, også kaldet Doggie. De var meget
omhyggelige i deres signalement. Kvinden var hvid og meget lys i huden, 30 år, 175
høj, karakteristisk ved usædvanligt lyseblå øjne, sagde de, og derefter fulgte en
beskrivelse af hendes udseende, der var så præcis og detaljeret, at hun sank ned i
sædet. Man havde virkelig sørget for at registrere de ansatte i Det Hvide Hus godt og
grundigt.
Ollie sad ved siden af og grinede. Hun kunne have smadret hans flade tryne endnu
mere flad, end den var i forvejen. Der var absolut intet morsomt ved situationen. Man
opfordrede politibetjentene ude på patruljerne til at klikke sig ind på intranettet, hvor
der lå videooptagelser af hende, mens hun forlod Det Hvide Hus, og hvor billederne af
hendes overfald på vicepræsidenten også kunne ses. Ollie rystede på hovedet, og lo
endnu mere. Nej, han havde ikke sådan en tingest i sin bil, der kunne tage det shit.
Hun lyttede til deres opremsning af hendes vaner, og hvor hun plejede at bevæge
sig, og nævnte så til sidst hendes farlighed. De fremstillede hende som kvinden, hvis
far havde myrdet præsidentens kone, og en kvinde, som selv samme dag havde haft til
hensigt at trænge ind på præsidentens kontor og gøre det samme.
Da frøs Doggies årer til is.

Kapitel 23
Det var ikke svært at tælle dagene. Det, der var svært, var at lade være. Om et par
timer stak de nålen i en fyr, der havde gasset sin kone og hendes søster, og 72 timer
efter var det hans tur. Det var et regnestykke, der var til at forstå.
Nu var det fredag. Bud havde ikke set sine advokater i et par dage og, hvad der var
værre, heller ikke fængselsbetjent Pete, så håbet var banket i bund. Tiden var gået, og
alt spidsede til. De henrettede systematisk, og i næste uge ville de speede op.
 Som om det kom ham ved.
Militsfolkene, der sad oppe i de øverste celler skreg til hinanden dagen lang og var
ved at gøre ham sindssyg. »Så giv dem da for helvede nogle tabletter, så de kan falde
til ro,« råbte han ind imellem, men indtil nu havde ingen af fængselsbetjentene
reageret. De havde sikkert nok mere radikale metoder i tankerne for at få dem til at
holde kæft.
Inde ved siden af havde Daryl Reid fablet i timevis om sin sidste middag, og om
hvor fantastisk det ville blive, og Reamur Duke græd og kredsede om sine evindelige
talgåder.
Alt var, som det plejede at være. Bortset fra at tiden nu løb hurtigere og hurtigere.

Bud havde ikke set sig i et spejl i lang tid, men kunne se det på sine hænder og
mærke det alendybt i sin sjæl. I de fire måneder, han alt i alt havde siddet i fængsel, var
han blevet tyve år ældre. ‘Lad mig sidde nogle måneder mere, så behøver I såmænd
ikke at slå mig ihjel,’ tænkte han. Det ville gå helt af sig selv. Sjælen droslede ned, og
kroppen forfaldt, sådan var det helt uundgåeligt. Somme tider kunne han tage sig i at
have siddet og stirret ud gennem tremmerne i flere timer med tankerne opfyldt af
grønne græsmarker og erindring om en fri vilje, og bagefter var han træt som døden.
På dødsgangen taber man hurtigt orienteringen om alting. Om livet, der var engang,
om følelser og fornemmelser, der peger fremad, om detaljerne, der før betød alting, men
nu havde fortonet sig. Men Bud ville gøre alt for at huske, for han ville ikke give slip
på sig selv. Når de lagde ham på briksen, ville han tænke alle de smukke tanker, han
overhovedet kunne, og som stadig lod sig kalde frem. Han ville holde sit hoved klart
helt frem til det sidste, og så ville han dø med sindet og sjælen i frihed. Det var det,
han arbejdede på hvert eneste øjeblik.
Da eftermiddagen kom, og militsfolkene for en stund var ophørt med deres hadske
slagsange og sindssyge vredesudbrud, raslede den sædvanlige rituelle lyd af to
vagter, der afløste hinanden.
»Har du hørt det, Buddieboy,« hviskede Daryl. »De kan ikke finde en læge, der vil
stå for henrettelsen. De må udsætte det til midnat.« Han lo et øjeblik. »Nu må du ikke
være så naiv, at du tror, du slipper!« råbte han ned mod den hvide fyr, der havde
grædt og klaget siden tidlig morgen.
Bud trådte frem til tremmerne og pressede ansigtet mod dem. Oppe foran celle
nummer 11 stod der en lille deputation med alvorlige ansigter. I deres midte stod
fængselsinspektør Falso og snakkede med manden, de skulle have hentet for lidt
siden. Men Pete var der stadig ikke.
Så gik der et par timer, hvor døre smækkede op og i, og fængselspræsten forsøgte
at dysse staklen til ro. Det var korridoren til helvede, Bud sad og stirrede ud på.
»Shh, nu sker det, Buddieboy. Nu sker det, du min ven, som jeg vil vente på ved
himlens port,« klukkede det fra Daryl, mens han spillede med knoerne på tremmerne.
»Kan du ikke høre det? Pete kommer.«
Bud bøjede sig frem og forsøgte at se ned langs cellerne. Der var gået et lysstofrør
midt på gangen, så der var halvmørkt. Han så ingenting.
»Lad være med at drille, Daryl. Jeg hader det.«
»Hey, han kommer herned. Oh yeah, hør engang! Han kommer nu!«
Det brummede fra et par af militsfolkene øverst oppe, men mere blev det ikke til. Så
lagde en skygge sig fladt hen over gulvet og standsede op.
»Det er ham, Buddieboy,« grinede Daryl, og pludselig var han der. I det dæmpede
lys virkede han rolig, men da han trådte frem, opdagede Bud et spil i hans ansigt, som
næsten fik hjertet til at standse.
Pete vendte hovedet og så koldt på Daryl i cellen ved siden af. »Det er mig, der skal
sørge godt for dig den sidste dag, Daryl, det ved du godt, ikke? Er der noget særligt,
jeg kan gøre for dig?«
Daryl lo hæst. »Nej, jeg har allerede bestilt det hele, Pete. Smøger, Coke, alt det jeg
kan æde, det er bestilt.«
»Godt, Daryl, så hør lige efter engang. Hvis du røber det mindste om det her, så
pisser jeg på tallerkenen, før jeg giver dig den, er du med?«
Der lød et forskrækket udbrud inde fra Daryls celle. »Selvfølgelig, Pete. Selvfølgelig.
Det er helt okay, det kan du regne med. Jeg siger ikke noget. Buddie er en af vennerne,
det ved du da.«
Pete rettede langsomt ansigtet ind på Bud. Han var så ung og livsduelig, at det
gjorde ondt. Når Bud havde været støv i mange år, ville Pete stadig kunne elske og
lægge nakken tilbage under en tindrende nattehimmel. Millioner af indtryk ventede
ham her i livet, hvis bare han passede på sig selv. Det var så fuldstændigt uvirkeligt at
tænke på.
»Har du mobilen?« spurgte Bud forsigtigt.
 Pete klappede på sin termokande. »Du skal overføre fem millioner til mig, så får du
den.«
Kold sved fældede sig på Buds pande. »Jeg skal nok gøre det, Pete. Men det er
sent nu, og det er oven i købet fredag. Jeg kan tidligst gøre det mandag morgen.«
Pete rystede på hovedet. »Jeg låner dig mobilen en halv time nu, og så klarer du
det. Ellers tager jeg den med tilbage, er du med? På mandag er jeg ikke længere her i
nærheden.«
Bud så på termokanden og mærkede sveden sile frem under armene. »Du sagde, at
du ville være her den 26’nde. Men i dag er det den 27’nde; det indgik ikke i vores
aftale.«
»Det er mig, der bestemmer vilkårene. Min vagt blev flyttet, og hvad så? Lad være
med at diskutere med mig, gør det bare. Om en time kommer vi og henter manden i celle
11, så har du bare at være klar.«
Han så sig til siderne og skruede så proppen af termokanden. Det dampede fra den,
da han hev plasticposen op, og Bud rystede indvendigt. Hvad nu, hvis mobilen ikke
havde kunnet klare temperaturen?
Pete pakkede den ud og dumpede plasticposen tilbage i termokanden, åbnede
mobilens dæksel og tastede koden ind. »Jeg venter præcis tredive minutter, Bud, ikke
mere!« Han lempede den ind mellem tremmerne og lod den falde ned i Buds hånd.
Bud kendte ikke fabrikatet og så bekymret på displayet. Det var noget europæisk
eller japansk noget og så enkelt nok ud, men alligevel frøs blodet i hans årer til is ved
synet.
»Der er næsten ikke noget batteri tilbage,« konstaterede han stille.
Pete trak på skuldrene. »Der er nok til en times samtale alt i alt. Lige for tiden er det
pissesvært at skaffe en mobil, der virker, så vi må finde os i, at der ikke følger oplader
med.« Han trak en lille seddel med sit bankkontonummer og mobilens nummer op af
lommen og rakte den til Bud. Så kastede han et kort blik på sit armbåndsur og rejste
sig.
Bud lukkede øjnene og prøvede at tænke. Det var efterhånden tæt på midnat natten
til lørdag. Hvor helvede på jordkloden kunne han finde en åben bank, der ville
overføre så stort et beløb på baggrund af en telefonsamtale. I Europa var det dyb nat, i
Japan var sådanne transaktioner udelukket, og ingen af hans bankforbindelser åbnede
om lørdagen. Han kunne ikke huske sin kode til internetbanken og havde aldrig nogen
sinde behøvet at kunne sine telefonnumre udenad. Derfor kunne han heller ikke uden
videre ringe til sin advokat, til sin forretningsfører, til sin revisor eller til Doggie, for
den sags skyld. Og oven i dette var der kun en halv time, til Pete kom tilbage, og
batteriet var næsten fladt.
»Hvordan går det,« hviskede Daryl inde ved siden af, men Bud svarede ikke. I sin
dybe gransken kunne han ikke engang huske, hvordan man ringede
nummeroplysningen op. Han gnubbede panden. ‘Kom nu,’ Bud, tryglede han sig selv.
‘Kom nu, det gælder dit liv.’ Omkring ham bredte lugten sig fra en af fangerne, der
pissede nattrangen ud i sin kumme. ‘Kom nu, Bud. Kom nu.’
Han analyserede mobilens display og trykkede så på menutasten. En række
optioner dukkede frem på skærmen og lyste hans hænder op. Han trykkede på
telefonbogen og fandt den tom. Tastede sig tilbage og trykkede på meddelelser og
opkaldslisten, men alt var slettet. Ikke engang en tilfældig person, der havde været i
kontakt med mobilens forrige ejer, kunne han komme i kontakt med. Han kunne tage et
billede af sine egne fødder, få ringelyden til at lyde som en brusende bølge, han kunne
spille ‘Deep Abyss’ eller minigolf, men at få fat i et menneske, der kunne hjælpe ham til
at finde et telefonnummer på hans advokat, det evnede han simpelthen ikke.
Han stak sin hånd ud gennem tremmerne og vinkede et øjeblik, for at Pete skulle få
øje på den, men intet skete. Så skulle han i hvert fald ikke regne med hjælp fra den
side.
Manden var forsigtig som fanden selv, forståeligt nok.
Så tastede han Virginia Beachs områdenummer og et fuldstændig tilfældigt nummer
bagefter. Så var det bare med at håbe, at en eller anden tilfældig stakkel blev vækket af
ringetonen. ‘Please, lad det være en kristen sjæl,’ bad han og forsøgte at lade være
med at hyperventilere.
En kvindestemme træt som et alderdomshjem reagerede efter et halvt minuts tid.
»Ja,« sagde den bare. Ordet føltes som et snit i huden.
»Dette er et nødopkald,« hviskede han. »Jeg ved ikke, hvem jeg har ringet til, og jeg
siger undskyld for det, men jeg er i livsfare og sidder i et mørkt rum og kan ikke se,
hvad jeg taster.« Han ventede fem sekunder, der føltes som et halvt liv.
»Er der nogen?« hviskede han.
»Dean, vågn op,« lød det i den anden ende. »Der er nogen, der siger, at han er i
nød. Du skal vågne op, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham.«
 Så ventede Bud igen med hjertet i halsen. ‘Hjælp mig, please,’ tænkte han igen og
igen.
»Hvad drejer det sig om?« Mandens stemme røbede ingen alder, men til gengæld et
sociallag, der lå en tand over de flestes.
»Jeg sidder i et mørkt rum,« hviskede han. »Jeg er kidnappet, og man truer med at
ville dræbe mig, hvis jeg ikke skaffer løsesummen i nat.«
»Vi kan ikke hjælpe med penge, hvorfor ringer De ikke til politiet?«
»Gidseltagerne sidder lige her ved siden af, så det går ikke. Jeg har pengene selv,
det er ikke noget problem, men jeg skal have min advokats nummer, så han kan drage
omsorg for det fornødne. Hjælp mig med nummeret, så har De reddet mit liv.«
»Hvem er det, der holder Dem fangen? Kender disse mennesker mit nummer?«
»Nej, nej, det er helt tilfældigt, at jeg ringede Deres nummer op. Jeg sidder i mørke.
Jeg kan ikke sige mere. Hjælp mig. Min advokat hedder Erland Martin og har kontor i
Virginia Beach. Han står i telefonbogen.«
»Ernie Martin?«
»Nej, Erland.«
»Erland, mærkeligt navn.«
Buds mellemgulv var ved at gå i krampe. »Ja!«
»Hvad siger manden, honey? Sagde han Erland Martin?« hørte han kvindestemmen
i baggrunden.
»Erland, ja!«
»Det er ham, der stod for Vivians skilsmisse. Et rigtig dumt svin, hvis du spørger
mig. Jeg var inde på hans kontor på Bendix Road sammen med hende.«
Fyren i den anden ende lød mere træt end før. »Har Deres advokat kontor på Bendix
Road?« spurgte han.
Bud sank en stor klump i halsen. »Ja, det er ham.«
»Øjeblik.«
Han hørte manden pruste og modvilligt stige ud af sengen, åbne døren og gå ud af
rummet med lydelige mishagstilkendegivelser, og så blev alt stille; ikke engang konen
sagde noget.
Bud stirrede stift på mobilens display. Det var svært at se, hvor meget batteri, der
var tilbage. ‘Du trykker ikke på menuen, Bud, lyset bruger for meget strøm,’ formanede
han sig selv, mens håndfladerne langsomt blev mere og mere klamme.
 Inde fra Reamur Dukes celle lød der pludselig gråd. Reamur remsede hurtigt et par
trøstende talkoder op, men alligevel tog gråden til i styrke. Sådan var det med Reamur
Duke. Hvor indskrænket hans sjæleliv end var, så var det dog dødsgangens mest
forpinte.
Bud holdt for røret. »Shh, Reamur, det er okay,« hviskede han, men Reamur var ikke
okay. Selv om han ikke fattede, at han om fire dage ville ligge stiv i en kiste, så fattede
Reamur dog så meget, at talkoderne ikke ville gå op, og at der ikke længere var nogen
her i verden, der kunne holde om ham, og hjælpe ham til at forstå det hele. Cellen var
ikke fængsel for Reamur. Den var den endelige sum af ikke at vide noget af alt det, der
skulle til.
Hvad det så end var.
»Jeg tror, manden græder,« hviskede konen pludselig i den anden ende. Bud
pressede mobilen hårdt ind til øret.
»Nå, jeg har nummeret her, har du noget at skrive med?« Han rømmede sig og
gjorde et kort ophold. »Nej, det har du vel ikke.« Han rømmede sig igen. »Så hør her,
nummeret er …«
Telefonnummeret startede, som det skulle, med 757-340, det var Virginia Beachs
områdenummer, det kunne han til bevidstløshed, men de sidste fire cifre sagde ham
ingenting.
»Er det nummeret til Martins privatbolig?«
»Jeg ved det ikke, der står ikke andre,« sagde manden.
»Hvad så med at se under Erland V. Martin?«
»V?«
»Ja?«
»Der er ikke andre med det navn. Måske står det i fagbogen.«
Bud åndede lettet op. Fyren havde slået op i navnebogen, det ville han ikke selv
have tænkt på. Så var det altså Erlands privatnummer, det kunne ikke være bedre. På
den her tid af døgnet lå han vel i sin seng. »Sig de fire sidste cifre igen.«
Reamur Duke inde ved siden af hev pludselig vejret dybt ned i lungerne, som om
nogen havde slået ham i mellemgulvet, og begyndte højlydt at messe nye koder. Så
højt, at Bud havde svært ved at høre, hvad der blev sagt i telefonen.
»Hvad sker der?« sagde manden i den anden ende.
»Det er kidnapperne, de er sindssyge. Hvad var nummeret? Jeg hørte det ikke.«
 Manden sagde det igen, og Bud takkede og afbrød forbindelsen.
Han memorerede nummeret et par gange og tastede det så. ‘Please, lad det være dit
privatnummer, Erland,’ tænkte han af hele sit hjerte. ‘Please, vær hjemme, Erland.
Please.’

Det var svært for Erland Martin at skjule, hvor irriteret han var. Privatlivets fred
skulle ikke krænkes hos ham, det var tydeligt. Ikke engang af en dødsdømt klient med
kniven på struben. Men de havde nu heller aldrig været perlevenner de to, og det på
trods af at Bud havde gjort ham til en holden mand og tilmed udnævnt ham til
eksekutor for sit bo. Det var alt sammen bare forretning.
»Jeg kan ikke overføre i nat,« sagde han. »Din internetkode er inde på kontoret, og
du får mig ikke derind på det her tidspunkt.«
Han spurgte ikke til noget. Ikke til, hvordan Bud havde det, og slet ikke om, hvad
han ellers kunne gøre for ham. Som altid var han et koldt og beregnende svin, helt
uden empati og medmenneskelighed, nøjagtig som en fremragende advokat fordres at
være, når man vel at mærke har ham på sin side. Lige nu var Bud ikke sikker på, at det
var tilfældet.
»Skriv dette kontonummer op, jeg dikterer dig, og overfør pengene med det
samme.«
»Hvordan?«
»Tag dem fra min klientkonto.«
»Det er ulovligt, Bud, det kan jeg ikke.«
»Det kan du da for helvede godt, hvis klienten selv beder dig om det.«
»Jeg skal have det skriftligt.«
»Hør her, Erland. Om ikke ret lang tid er du fri for at høre mere på mig. Men hvis du
ikke gør det nu, så er min næste opringning afgørende for, om du skal skovle penge
ind på mit bo eller ej, er du med? Jeg giver dig en bonus på 500.000 dollars, men så skal
det også være overstået inden fem minutter, hører du?«
Der lød et suk i den anden ende. Hvis Bud nogensinde slap fra det her med livet i
behold, ja, hvis bare han fik en uge ekstra at leve i, så skulle han gøre livet hedt for
Erland V. Martin. Han skulle give ham noget virkeligt at sukke over, skulle han.
»Om ti minutter, så ringer der en mand til dig, Erland. Han hedder Pete, andet
behøver du ikke at vide. Ham skal du bekræfte overfor, hvad du er blevet pålagt,
forstår vi hinanden? Og en ting til, giv mig numrene på Doggie og en vis sherif T.
Perkins fra Highland County.«

Pete forlod fængslet, inden de hentede fyren, der skulle henrettes. Tyve minutter
før tid var han pludselig bukket sammen nede i sin ende af fængselsgangen og havde
brækket sig på gulvet udenfor celle fem. Bud vidste ikke, hvordan han havde båret sig
ad. Måske havde han stukket en finger i halsen, i hvert fald bandede militsmanden i
celle fem ham lukt ned i helvede. Men Pete var ligeglad, hans mission var endt, det
vidste Bud godt. Bud havde fået sin mobiltelefon med nøje direktiver om, hvornår han
kunne risikere en inspektion i cellen, og hvordan han skulle gemme den, og Pete selv
havde fået Erland V. Martins allerdybeste forsikringer om, at hvis han checkede sin
bankkonto, så ville han opdage, at den bugnede, så den var ved at sprække.
En af Petes kolleger overtog tøvende vagten, og Pete var væk. Henrettelsen trak en
smule ud, for lægen kom helt ovre fra Staunton, og alle måtte finde sig i stanken fra
Petes bræk. Flere af militsfolkene protesterede vildt, så det næsten ikke var til at få
ørenlyd, men ingen betjente hørte dem. De var travlt beskæftigede nede i
dødskammeret.
Først langt senere var der ro. Bud havde ikke sovet et øjeblik, han havde bare
krammet sin mobil ind til sig og prøvet at regne ud, hvordan han kunne sige tingene
kortest muligt, og til hvem han skulle sige det. Alt sammen for at kunne spare på
batteriet.
Da liget var kørt bort lidt over seks lørdag morgen, og Petes afløser sad på gulvet
med hovedet nikkende mellem benene, tændte han for mobilen og ringede til
sherifkontoret i Highland County.
Han havde forberedt sig godt. Vidste, hvad han skulle sige med få ord. Vidste,
hvordan han skulle stille T. Perkins et liv i luksus i udsigt, hvis bare T. ville hjælpe de
næste par dage. Vidste, hvad han ville sige om det hele, så T. Perkins havde noget at
bore i, der kunne tælle til Buds fordel.
Han fik fat i en omstillingsdame, der græd. Hun undskyldte mange gange, men det
hjalp ikke meget. Nogle betjente var blevet skudt og dræbt, og det var lige sket,
hulkede hun. Hun kunne ikke sige andet, end at T. Perkins var derude lige nu.
Bud spurgte om, hvem der var blevet skudt. Han forsøgte at lyde så oprevet, som
han overhovedet kunne. Fik stemmen til at sitre, så kvinden standsede op.
 »Det er Willie, Willie Riverdale og Stanley Kennedy,« snøftede hun.
»Åh gud nej, ikke Stanley.« Han sagde det så eftertrykkeligt, at han et øjeblik var
bange for, at de andre på dødsgangen havde hørt det.
»Åh nej. Kender du ham?« snøftede hun igen.
Bud satte mobilen helt tæt til læberne og forsøgte at lyde helt fra den. »Åhhnej,
Stanley?! Er Stanley død? Du er nødt til at give mig T. Perkins’ mobilnummer, vil du
ikke nok?«

Kapitel 24
Tre mænd lå midt ude på en flad, grågrøn brakmark, hvor der før havde groet majs.
Det var tidlig lørdag morgen, og T. var kommet for sent. Hans mænd havde skudt på
huset i over en time, og nu var to af dem døde og det falmede træhus halvtreds meter
længere fremme gennemhullet som en si. T. Perkins stod ved patruljevognen et stykke
derfra og så over på sin vicesherif, der lå vredet rundt med overraskede øjne og
stirrede op i det uendelige. Leo Mulligan havde truffet ham rent i halsen, og det dør
man af. Bag ham stod betjent Janusz Kovacs og Dody Hall med sammenbidte læber og
parat til at trykke af, hvis fjolset til gamle Leo Mulligan, der skød fra huset, skulle være
dum nok til at stikke så meget som et øjenbryn frem. Han bad dem om at blive ved
vognen og gav tegn til betjent Arredondo, der havde brugt sin latinamerikanske
snarrådighed til at bringe sig selv i sikkerhed bag en udtjent plov, at han skulle
begynde at skyde, når T. løb frem.
Det blev til et meget langt sekund af råb og skrig og skud og mundingsild både
bagfra og forfra, før T. fik presset sig frem til en rusten anhængervogn med flade hjul.
Den havde været Leo Mulligans store stolthed for en menneskealder siden, og nu var
den T. Perkins’ fæstning. Herfra kunne han tydeligt se det hele. Den døde vicesherif
Stanley Kennedy, Gonzales Arredondo, der tømte sine magasiner bag den gamle plov,
de nøgne landskaber og det flade terræn bag huset og deres alle sammens kæledægge,
Willie Riverdale, yngste mand i staben, liggende halvt op ad trappen i en blodpøl.
»Jeg er ikke sikker på, om Willie ikke stadig lever, Dody?« sagde han i sin walkie-
talkie. »Har du rekvireret en ambulance?«
 Han opfattede et gisp i den anden ende, og det var svar nok. Det kom formodentlig
til at koste hende et avancement.
Han stirrede op mod det gennemhullede hus. Hvis Leo Mulligan var uskadt efter
det bombardement, så besad han en eller anden form for superegenskab, som endnu
ikke var blevet opdaget.
»Arredondo, se lige over hvor jeg står,« sagde han i walkien og fik tegn fra
betjenten. »Jeg står bag et lad af massivt jern, så jeg kan ikke se en disse. Kan du se,
om vognens trækstang er faldet forover?«
»Det er den ikke, den står ret op i luften.«
»Kovacs!« kaldte han betjenten nede ved patruljevognen. »Hør her! Du kommer op
til mig, mens Dody og Arredondo dækker dig. Er I med alle sammen?« De gav tegn
tilbage. »Jeg holder walkien åben fra nu af.« Han gav tegn, og infernoet af røg og ild
og jord, som projektilerne slog op foran Arredondos plov, gentog sig. Betjent Kovacs
var drivvåd af sved i ansigtet, da han sprang ind bag ham.
»Vi skubber vognen op til huset, er du med?«
»Det bliver svært. Alle dækkene er flade, boss, den har stået her lige så længe jeg
kan huske. Jeg tror ikke, vi kan rokke den en meter.«
»Jo, vi kan, det skal vi. Willie lever endnu, jeg kan se ham trække vejret.«
T. lænede sig fremover og stemte armene mod bagsmækken, så godt han kunne. Så
trådte han det ene ben bagud og satte af. Vognen flyttede sig ikke, men den dirrede
godt nok. »Kom så, Kovacs,« sagde han.
I samme sekund, de havde fået godt fat, og vognen tog den første centimeter
henover ukrudtet, bankede skuddene ind i forklappen. Som en kobbersmeds slag på
en kedel lød det, metalliske og hårde med et sekunds mellemrum. T. Perkins hadede de
automatiske våben; hadede dem, hadede dem, hadede dem. Blev Jansens forbud mod
dem effektivt, så ville livet blive meget lettere for en lovens mand.
»Jeg kan ikke mere,« stønnede Kovacs for hvert tiendedele af et skridt, de
avancerede fremad. Mage til ynk. T. bed tænderne sammen og mærkede den gamle ryg
protestere i alle sammenføjninger, men fandeme om de kunne stoppe nu. »Dody, hører
du mig?«
»Ja, jeg har sendt bud efter ambulancen; jeg har gjort det,T.. Undskyld!«
»Send bud efter Daniel Smiths rendegraver i en fart. Vi må have hjælp her, ellers
kommer vi til at sidde fast her ude på marken, er jeg bange for.«
 De skubbede vognen fremad, så godt de kunne, og havnede på en græstørv et par
centimeter højere end deres udpumpede kroppe kunne klare. De slap taget i vognen,
og Kovacs strakte sig bagud. T. prøvede det samme, men ryggen var stiv som et bræt.
Han bandede i sit stille sind, mens han så over på Willie, der lå tyve meter væk og
stirrede over på dem.
»LEO!« råbte han så højt, hans tjæreholdige lunger overhovedet tillod. »Leo, kom
ud nu. Det er T. Perkins, der taler. Du er i sikkerhed, hvis du kommer ud nu. Er du i
stand til at komme ud, Leo? Du må komme ud, Leo, Willie har det meget dårligt, han
klarer det ikke, hvis du ikke giver os lov til at tage ham, hører du Willie!? Vi holder inde
med skydningen i fem minutter.«
Han ventede et øjeblik uden at få svar og gav så tegn til Kovacs om, at de måtte til
at skubbe igen. I det samme ringede hans mobil. ‘Hvad satan!’ tænkte han og
overvejede at smide den ad helvede til. T. havde været den sidste på stationen, som
gav op for omverdenens krav og anskaffede sig en privat mobil. Det havde været en
pestilens lige siden.
»Måske er det manden med rendegraveren, du må hellere tage den, boss.«
T. prøvede at huske den korteste vej fra Daniel Smiths entreprenørforretning og
ned til Mulligans hus.
»Ja,« sagde han kort ind i mobilen og skød hagen frem. Det var ikke Daniel Smith,
men måske den sidste person i verden, han havde regnet med. Det var Bud Curtis.
Han lød fuldstændig fremmedgjort og ydmyg i den anden ende, talte lavt, forklarede
at det var en samtale fra en illegal mobiltelefon, og at han ikke havde meget tid, før
batteriet løb ud. ‘Fint,’ tænkte T. Perkins og noterede sig, hvordan Dody Hall bag ham
tog telefonen i tjenestevognen og med tydelige fagter forklarede, at hun havde Daniel
Smith i røret og nu prøvede at dirigere rendegraveren ned ad markvejene syd for byen.
Men Bud Curtis fortsatte og fik T. Perkins til at lytte. Det var en aldeles skizofren
oplevelse. På den ene side stod han som lovens håndhæver og forvaltede landets
love med det ene ben i løvens gab, en død kollega med to børn lå foran ham, bag ham
sang fuglene ubekymret i slyngplanterne, der næsten kvalte læhegnene, og samtidig
talte han med en dødsdømt, der på alle mulige måder fik begreber som ret og
rimelighed til at visne bort. Et menneske, der stod foran sin skaber og tiggede om nåde
i uskyldighedens navn. Og T. Perkins troede hvert et ord af, hvad han sagde, for han
havde set optagelser på video den foregående nat, der kunne tyde på det. Han troede
på Bud Curtis, ligesom han på samme måde troede, at hele balladen med Leo Mulligan
var en misforståelse, der var løbet fuldstændig løbsk.
Oppe fra huset lød der nogle dumpe slag, som drønede ned over ageren, det lød
grangiveligt, som om Leo Mulligan hamrede på væggen indefra. Så var der i det
mindste masser af liv i den gamle sjælesyge mand, tænkte T., mens vinduesrammerne
vibrerede, og et af vinduerne pludselig faldt ud. Knaldet fra glasset var de nervøse
gemytter for meget. Den sårede Willie Riverdale forsøgte med et spjæt at trække sig
lidt til side på trappen, og ovre fra Arredondos plov lød der en serie skud, der
omgående returneredes oppe fra huset med et våben, som T. Perkins ikke lige
umiddelbart kunne genkende. Fanden tage, om man skulle komme i vejen for sådan en
karl.
»Jeg må afbryde nu, Bud. Sæt din mobil på lydløs, så ringer jeg dig op, når vi har
styr på situationen herude. Tidspunktet, du ringede på, er ikke så velvalgt, okay?«
Bud protesterede, men T. forsikrede, at han ville kontakte ham, at han havde noget
at fortælle ham, og at hans mobil allerede havde registreret hans nummer. Det ville
tage en times tid, så skulle han nok.
Så lagde han på og gav tegn til Kovacs om, at pausen nu var forbi.
Senerne på de to mænds halse var spændte som harpestrenge, og hver en fiber i
skuldermusklerne dampede af overanstrengelse, da de gav sig til at lirke vognen hen
over græsknolden.
»Vi skubber skævt,« stønnede Kovacs.
T. pressede alt, hvad han kunne, og skød samtidig hovedet ud over anhængerens
side. Det var i det millisekund, han så den gamle. Mindre end ti meter fra ham stod Leo
Mulligan og lurede i den tomme vinduesramme med blodet silende ned over ansigtet.
Hvis de skubbede vognen meget længere frem, ville de låses fast i en retning, der ville
føre vognen på langs af huset, og som ville tvinge Mulligan til at dreje sig en kvart
omgang. I så fald ville han komme til at stirre direkte ned i nakken på den intetanende
Willie, der lå på trappen.
»Vi stopper,« hviskede han til Kovacs.
»Leo, hører du mig?« råbte han.
Det blev omgående besvaret af endnu et skud.
T. greb walkien. »Dody, ved du, om Leo Mulligan har en telefon?«
»Desværre, boss, der er ikke registreret nogen på adressen. Men Arredondo har set
ham tale i mobil inde i byen.
»Leo,« råbte T., »har du en mobiltelefon derinde?«
Denne gang var der ingen skud.
»Se her!« Han tog mobilen mellem fingerspidserne og stak den forsigtigt ud over
kanten af anhængeren. »Nu råber du dit nummer, og så ringer jeg til dig. Du trænger til
at tale med nogen, Leo, hører du?«
Der lød et skud, og T. mærkede, hvordan mobilen i hans hånd blev flænset af
skuddet. Hans makker vred sig rundt med ryggen imod anhængeren og så forvirret på
ham, mens T. konstaterede, at blodet piblede. ‘For helvede, hvor gjorde det nas,’
tænkte han, og stak hele hånden ind i munden, mens han følte efter med tungen, om
fingrene var, som de skulle være. Det føltes okay bortset fra en bittelille hudflig af
pegefingeren, der var forsvundet over i buskadset sammen med halvdelen af hans nye
mobil. Det var da godt, at han ikke stillede op til dart-konkurrencer lige for tiden.
Dody piftede ad ham og pegede ned ad grusvejen, hvor en ualmindelig slidt
rendegraver bumlede sig fremefter med ladet hævet foran sig. Leo Mulligan svarede
prompte med endnu en serie skud, der ikke lod det foregåendes præcision noget
tilbage at ønske. Helt heroppe, hvor de stod, kunne de ganske tydeligt høre klonkene
fra projektilerne dunke mod ladet.
»Dody. Sig til Daniel Smith, at han skal køre herover til anhængeren,« råbte han i
walkien.
»Jeg er bange for, at det ikke er Daniel, der sidder i førerhuset,« returnerede hun.
»Hvem så?«
»Jonathan Kennedy!«
»Hvad??«
»Ja, det er Stanleys bror.«
T. Perkins s å over på sin døde vicesherif, der stadig lå og stirrede tomt op i Guds
himmel. Han bandede svagt.
»Stop Jonathan nede ved jer og bed ham under ingen omstændigheder at gøre
noget på eget initiativ, hører du, Dody? Det hjælper ikke hans bror, at han også dør.«
»Okay, boss.«
De så begge, hvordan hun gav tegn til rendegraveren, og også, hvordan den
ignorerede signalet og tromlede forbi op mod huset. Allerede dér, hvor den var mindst
50 meter væk fra huset, kunne de forudsige, hvad Jonathan Kennedy var i færd med.
Han ville styre uden om sin døde bror, lidt på tværs af feltet, helt over mod deres side,
og så ville han dreje skarpt ind foran dem, så han ikke ramte Willie på trappen, og så
ville han brase direkte ind i huset. Jonathan og Stanley var tvillinger. Der var intet at
gøre.
Sekunderne derefter var kaotiske, men T. indprentede sig lyden af bjælker, der
splintredes som tændstikker. Leo Mulligan havde sendt et par salver rent ind i
rendegraverens dæk, men kunne ikke stoppe dens enorme inerti. De så, hvordan
Jonathan Kennedy sprang ud af førerhuset og over mod husets bagdør. Riflen i hans
hånd var beregnet til jagt af ræve på Daniel Smiths gård, og nu skulle ræven ud af sin
hule. De råbte på ham, men det var for sent. I et spring var han inde ad bagdøren og
kun lyden af skud manglede i Jonathan Kennedys drejebog.

Femogtyve minutter efter, klokken lidt i halv otte, var hele området sort af
mennesker. Ambulancen var allerede kørt med Willie og Arredondo, der havde fået en
gedigen luns flænset af skulderen, men heller ikke fejlede andet, og lægen, der kørte
med, lød meget fortrøstningsfuld. Det ville befri dem for at skulle gå den tunge gang til
Willie Riverdales forældres hus. Gudskelov.
De fandt Leo Mulligan mast under skorstenen, ironisk nok det eneste murede i hans
hus, og ved siden af ham stod hans banemand, Jonathan Kennedy, med ansigtet
dækket af støv og kalkflager.
»Ved I, hvad svinet sagde, lige før han døde?« spurgte Kennedy, mens Dodys
håndjern klappede om hans håndled. »Han sagde: ‘Fanden tage min søn. Det er hans
skyld alt sammen.’« Så sparkede Kennedy til liget med skosnuden, og Dody trak ham
væk.
»Nej, fanden tage dig, Leo,« råbte Kennedy på vej ned mod patruljevognen. »Var
det ikke dig, der dræbte min bror, eller var det måske også din søns skyld?«
T. stod et øjeblik og stirrede ud over pladsen med alle skudhullerne. Hvorfor havde
Leo sagt det om sin søn? Han rystede på hovedet. Det ville han nok aldrig finde ud af.
Han fokuserede igen på Jonathan Kennedy, der fulgte godvilligt med Dody og en af
de andre betjente.
Det ville helt bestemt blive en mild dom.

T. rodede sig ind gennem Mulligans stue. De havde sagt, at han havde stjålet
sædekorn fra en af laderne i nærheden, og det havde Leo nægtet, og så havde han
rettet sit haglgevær mod betjentene. Skuddene var affyret i hurtigt løb, mens Leo var
flygtet ind i huset, og det var det. Så vidt T. kunne se, var der hverken sække med
sædekorn i udhusene eller herinde.
Han sukkede. Leo Mulligan havde ikke haft noget let liv. Først havde konen flirtet
med gud og hvermand, så havde jalousien brændt ham op og forblændet ham til mord
på hende. Han havde siddet på statshospitalet og tryglet politiet om at lede efter hans
søn og sørge godt for ham, og alligevel stiltiende måttet finde sig i, at drengen blev
adopteret bort, da de endelig fandt ham. Leo Mulligan fik aldrig mere sin søn at se, og
efter mere end tredive år i forvaring blev han endelig lukket ud fra kukanstalten for
bare nogle få måneder efter at blive anklaget for noget, han efter alt at dømme ikke
havde gjort. Og nu lå han død inde under den skorsten, som han i sin tid havde muret
sammen med T. Perkins’ svoger. Skønne, forspildte liv.
Bortset fra Cat-rendegraveren, der nu stod inde i Leos soveværelse, og de
hundredvis af huller, som skuddene fra Gonzales Arredondos tjenestepistol og gevær
havde plantet overalt, så var stuen, om end tildækket med støv og træsplinter, net og
fin, som om der stadigvæk boede en kvinde med sans for detaljer. Spisebordet var
dækket med kniplingsdug, og friske blomster havde prydet glasvasen, som nu lå
spredt ud over hele bordet. Alt var præcis som for toogtredive år siden, da de lagde
håndjernene på ham.
T. Perkins s å på billederne, der hang over den hule lænestol, og førte fingeren hen
over en bunke kobberkander, der havde stået på rad og række på en hylde ovenover.
Tilsyneladende havde huset bare stået og ventet på at blive vækket af sin
Tornerosesøvn, når Leo Mulligan endelig blev lukket ud. Hvis man så bort fra
skaderne, var alt som før, så vidt T. kunne huske.
Han tog et par fotorammer op fra gulvet og vendte dem om. På det ene foto stod en
ung familie tæt sammen. Leos kone havde været billedskøn, det var intet under, at
mændene havde løbet efter hende og tryglet om hendes gunst. Drengen imellem dem
var fin og mild i blikket. På fotoet var han vel 11-12 år gammel, altså kun nogle få år før
han så sin far myrde sin mor, og kun to-tre år før denne lille, uskyldige dreng stak af
for at leve som forsømte koners gigolo. Hvordan kunne man dog forestille sig sådan
noget på sådan en skøn sommerdag, hvor billedet blev taget? T. holdt billedet op
foran sig og stirrede ind i de tre menneskers øjne. Morderens, som nu var død,
kvindens, som snart skulle se et baseballbat blive banket ind mod sit ansigt som det
sidste i livet, og drengens, der nu var væk og borte med et andet navn og et
forhåbentlig bedre liv. Disse drengeøjne, hvis glød var blevet slukket, disse
ubekymrede læber, der stadig kunne skille sig i smil. Hvordan kunne noget være den
drengs skyld? Hvad havde Leo ment?
Så vendte han det næste billede om og mærkede en isning langs rygsøjlen. Her var
drengen ældre og mere formet, og øjnene var streget over med en spritpen. Så vendte
han det næste og så igen drengens øjne streget over. Drengen var vel femten år på det
tidspunkt, det må have været lige før, hans far slog hans mor ihjel. T. rystede på
hovedet og begyndte at gnide på sværten. Det var ikke svært at få den af det fedtede
glas.
Da drengens øjne trådte frem, stirrede han dybt ind i dem og mærkede med det
samme, hvordan hans mund blev tør. Det var som om drengen i dette øjeblik stod
foran ham lyslevende og klar. Disse øjne, der bare skulle forsynes med et par små
rynker for at gøre billedet komplet. T. holdt vejret. ‘Min gud,’ tænkte han. Han havde
jo vidst det hele tiden. For helvede, det havde jo ligget og ruget og presset på og
givet ham fornemmelsen af evig uro, hvorfor havde han så ikke kunnet kalde det frem?
Han satte rammen på bordet og trådte et skridt tilbage, stadig med blikket fastnaglet
til drengens øjne. Når man kom længere væk, kunne der næsten ikke være nogen tvivl.
Drengen, der så sin far myrde sin mor, og som kneppede kvinder for penge, var her i
livet nået langt væk fra disse ydmyge rum. De kendte ham alle sammen, hver en mand
og kvinde i dette fortabte land. De kendte ham og havde hver især deres mening om
ham, det var helt sikkert. Det var Thomas Sunderland, landets vicepræsident, manden
der stod i midten af det mest uhyggelige ragnarok, som nogen amerikansk ledelse
nogensinde havde ledt landet ud i. Det var ham.
T. Perkins vendte en billedramme mere og konstaterede samme genkendelse. Så
vendte han én til og én til, der kunne simpelthen ikke være tvivl.
Et par af folkene fra den tekniske afdeling dukkede op ved den sønderrevne
endevæg og forsøgte at komme i kontakt med ham, men T. viftede dem væk og
mumlede, at de måtte klare sig på egen hånd. Så trak han ud i skufferne alle vegne og
gennemsøgte dem. Dykkede ned i rodede papirbunker og vidste knap, hvad han ledte
efter. Overalt dukkede der relikvier op fra en svunden tid. En tid, som en gal, gammel
mand af hele sit hjerte ønskede kunne vende tilbage.
 T. Perkins kendte det fra sig selv. Han havde ogs å levet sammen med en
temperamentsfuld kvinde, og alligevel havde han elsket hende og savnede hende så
inderligt hver eneste dag, solen stod op og skinnede på det tomme leje ved siden af
ham.
En smal dør for enden af spisestuen førte ham ind i et lille barnekammer med vægge,
der drev af fugt og ælde, men stadigvæk bar vidnesbyrd om drengen, der havde levet
og åndet i det for mange år siden. T. så sig omkring. Fra miniaturebusten af præsident
Thomas Jefferson og dragen i silkepapir til magasinernes midteropslag af David Bowie
og Alice Cooper og en purung Ursula Andress med blottede bryster og vaseline på
læberne. Sengen var uredt som på den dag, den blev forladt, og Penthouse-bladene
kun nødtørftigt stoppet ind under madrassen. Det samlede indtryk gav næppe noget
billede af en ung mand, som landets vicepræsident havde lyst til at blive identificeret
med, men alligevel var det her, med udsigt til majsmarker og en far, der puklede for
livet og for at holde de indre dæmoner på afstand, at Thomas Sunderland blev formet.
Ude i gangen fandt T. frakkerne på knagen fuldstændigt gennemflossede af
skudhuller. Han gennemsøgte lommerne og sparkede til sko og støvler, der lå hulter til
bulter imellem hinanden på gulvet. Op ad væggen under et splintret spejl stod der en
sportstaske, der ikke hørte hjemme i det samlede billede af huset i dvale. Den var rød
og strålede af det nye årtusindes markedsføring, så lidt nyt havde dog trængt sig ind i
Leo Mulligans tilværelse. T. åbnede den forsigtigt og stirrede ned på et hvidt
håndklæde, hvorpå der stod Property of Marion Correctional Treatment Center. Man
havde vel tænkt, at det var det mindste, man kunne give ham med hjem.
T. løftede tasken ind på spisebordet, fejede glasskårene til side og tømte indholdet
ud. Det var ikke gode minder, tænkte T., og samlede en bunke med
udskrivelsespapirer, attester, recepter på medicin, som gamle Mulligan skulle have
taget, men åbenbart aldrig fik købt, og alskens små ting, som et liv på en
statsinstitution blandt andre kriminelle sindssyge kan hobe op. ‘Hvor lidt kan et
menneske leve med at eje?’ tænkte han, og foldede små tegninger fra Leo Mulligans
lidelsesfæller ud.
‘Med hilsen fra Benno,’ stod der på tre af dem. Alle fuldstændig ens, men med
dateringer der strakte sig over et spand på tyve år. T. lod fingeren glide hen over de
rørende naive tegninger. Han ville vædde på, at Benno stadig befandt sig på
anstalten.
 I taskens bund fandt han et par magasiner og nogle sammenfoldede avisudklip.
Han tog det øverste og bredte det flossede levn ud på bordet. På siden var der flere
overskrifter, som signalerede tiden omkring begyndelsen af firserne, men nogen
præcis dato var der ikke. ‘Det er også lige meget,’ tænkte han og famlede nervøst efter
en cigaret i brystlommen. Det handlede jo bare om at finde en ende i garnnøglet, og nu
stod han pludselig med den. En spirende følelse af et gennembrud voksede i ham, og
han stod længe med cigaretten i mundvigen, før han tænkte på at tænde den. Det var
avisudklippets billedtekst, der lå foran ham, som naglede ham fast til det støvede gulv.
Oven over teksten var der et pressefoto på cirka tyve gange tyve centimeter, sløret af
utallige ganges fremdragelse og rasternes store korn. I al enkelhed kunne man
beskrive motivet som to soldater, der gjorde honnør for hinanden. En højtstående
officer med overskæg, der med et stort smil gjorde front mod fotografen og den unge
mand, hvis ansigt man ikke så, men hvis hele fremtoning udtrykte stor tilfredshed og
stolthed over situationen. Havde det ikke været for billedteksten, så havde T. ikke
studset det mindste, og verden kunne være gået videre i sit eget urene trav. Men
billedteksten var der, og den sagde det hele: ‘Tidligere øverstkommanderende på
Ramstein-basen, brigadegeneral Wolfgang Sunderland saluterer sin søn, kaptajn
Thomas Sunderland, for udmærkelse i kamp på Grenada.’
T. Perkins smilede og tog et dybt hiv af smøgen. Var der overhovedet noget at
udmærke nogen for i den sammenhæng?
Han lagde udklippet oven på Bennos billedfantasier. Den latterlige og dybt
pinagtige invasion af Grenada otte-ni år før Thomas Sunderland blev Bruce Jansens
tro væbner omkring den tid, hvor T. traf ham på den skæbnesvangre tur til Kina. T. lod
røgen sive ud mellem tænderne og tog så det næste dybe hiv. Vejen fra at være en
morders søn ude på Lars Tyndskids marker til at blive den mest markante stabschef,
landet havde haft i nyere tid, var banet. En militærmand havde adopteret Leo Mulligan
junior og med sikker hånd formet den unge mand til de opgaver, der lå forude. Udadtil
var den grå ælling transformeret til en svane, men T. vidste ikke rigtig. Eventyr og
virkelighed var kun sjældent begreber, der lod sig forene i denne onde verden.
Han greb efter mobilen i lommen og bandede over fingertippen, hvor blodet igen
begyndte at pible frem, og over den heraf følgende erkendelse af, at en investering på
125 dollars i byens flotteste mobiltelefon nu var gået tabt.
Han standsede op midt i bevægelsen. Uden sin mobil kunne han ikke ringe tilbage
til Bud Curtis, det var jo en katastrofe.
Han trådte hen over en smadret stol, hvis polstring var spredt ud over det meste af
gulvet, og var i næste øjeblik tæt på at glide i Willie Riverdales levrede blod på den
eroderede hovedtrappe. T. bemærkede det dårligt nok, for hans hoved kørte på
højtryk. Hvordan helvede kunne han ringe tilbage til en mand fra en mobil, der nu var
skudt over i to dele?
Ved anhængervognen fandt han den halvdel af mobilen, der ikke var forsvundet ud
i den blå luft. »Hej,« råbte han til teknikerne, der stod og pakkede Leo Mulligans
våbenarsenal ned i gennemsigtige plasticposer. »Kan I tage Sim-kortet ud af sådan en
sjover?«
Han rakte elektronikbunken over mod dem.
Hvis der overhovedet var noget, der kunne være til nogen nytte for nogen i den
skrammeldynge, så var det i hvert fald ikke Sim-kortet, sagde den ene. »For der er ikke
noget Sim-kort længere, sherif.« Han pegede på stedet, hvor det engang havde siddet.
T. stod et øjeblik og lod røgen sive, mens han overvejede konsekvenserne. Nu
havde han ikke længere nummeret til Bud Curtis’ mobil, men det var der nok heller ikke
ret mange andre, der havde. Det hørte absolut ikke til en dødsdømts privilegier at stå i
telefonbogen. Hvis han skulle have hjælp til at få fat i Curtis’ mobiltelefon, så kunne
han ikke bruge ret mange af de numre, han havde i hovedet. Faktisk kunne han kun
komme i tanke om Doggie, måske kunne hun hjælpe ham. Hendes nummer havde han
da haft liggende i sin adressebog i patruljevognens handskerum lige siden retssagen.
T. gennemgik de forskellige muligheder og besluttede sig s å for at udskyde
problemet. Der var noget andet, han først måtte bore i. Han nikkede til en af
teknikerne. »Kan du ikke lige låne mig din mobil, så er du flink.«
Han stod et øjeblik med mobilen i hånden, før han tastede nummeret til
hovedkvarteret i Richmond. Han spurgte efter Beth Hartleys hjemmenummer og fik
den modvillige besked, at det kunne han da sandelig spørge hende selv om.
»Hvordan i alle helgeners dybeste nat skal jeg kunne det, når jeg ikke har hendes
nummer?«
»Du kunne for eksempel bede om at blive stillet om til hendes plads, hun har været
her siden i morges klokken seks, og så vidt jeg ved, så er hun her resten af dagen.«
»På en lørdag?«
»Lørdag, søndag, mandag, hvad helvede er forskellen? Er du ikke selv i uniform,
måske?«
Efter to omstillinger fik han Beth Hartleys kælne stemme i røret.
»Det er mig, Beth,« sagde han, og tavsheden var øredøvende.
»Noget i vejen?« spurgte han.
»Jeg har meget travlt, T.. Fik du ikke alt, hvad du skulle have i går?«
Han undertrykte en svag latter. »Beth, lille ven. Jeg har brug for din hjælp en gang
til og denne gang til noget helt straight. Kan du ikke nok give mig nogen oplysninger
om en vis pensioneret brigadegeneral ved navn Wolfgang Sunderland? Det skulle
ikke være så svært, vel?«
»Er det alt? Det er lørdag, you know? Egentlig skulle jeg ligge i min bløde seng og
sove skønhedssøvn.« Hun virkede meget, meget reserveret. Måske var hun bange for,
hvad han kunne finde på at sige. Væggene havde ører, han vidste det godt. Maleriet
af Edwin Forbes var helt givet en nyerhvervelse, hun ikke havde tænkt sig at sætte
over styr med en uoverlagt bemærkning.
»Ja, ja, jeg ved det. Men bare hans data, Beth. Hvornår pensioneret og sidste
bopæl.« Han hørte hende allerede taste i baggrunden. Beth var god nok. »Navnene på
hans børn og almindelige data, du ved. Fødselsår, dødsår, om der har været strafbare
forhold i hans nærhed og såda …«
»Hvorfor dødsår, han er jo ikke død, så vidt jeg kan se. Eller er der flere
brigadegeneraler med det navn?«
»Det tvivler jeg på. Han lever altså, siger du?«
»Ellers skulle han være død i går. En gammel mand, men ja, han lever. Du bor i
øvrigt ikke langt fra ham. Han bor i Lexington.«
»Lexington her i Virginia?«
»Ja. Sig mig, skal jeg faxe dig hans datablad?«
»Nej, bare giv mig adressen.« Han så over på rendegraveren, som et par
oliesværtede fyre var ved at bakke ud af Leo Mulligans smadrede hus. »Hey, lige et
øjeblik, gutter. I skal nok ikke fjerne den, før vi giver jer lov. Loftet skulle nødigt styrte
ned over os alle sammen, vel?« Han rystede på hovedet. Tumper behøvede man ikke
at grave dybt efter. »Ja, undskyld, Beth, men folk er nogle gange født med jord i
hovedet. Lige en ting til: Var der flere børn end sønnen, Thomas.«
»Nej, ikke legitime i alt fald.« Hun lo en tør latter. Så var hun da nogenlunde tilbage
på banen igen. Det klædte hende godt.
 Han slukkede mobilen og stak den ned i inderlommen.
»Hey, T., det er min mobil, remember?« sagde den ene af teknikerne og rakte
hånden over mod ham.
T. rystede på hovedet. »For fanden da, hvor bliver man efterhånden senil.« Han
rystede igen og smilede så bredt. »Du skal selvfølgelig ikke finde dig i, at din sherif
løber med din mobil sådan uden videre. Her, min ven, her har du mit håndtryk på, at
når jeg kommer tilbage, så får du en kvittering på, at jeg har konfiskeret den. Det
manglede da bare.«
Da han ankom til Lexington ved 11-tiden, slog han et slag ind forbi et af sine gamle
favoritsteder, en lille snask, der solede sig i sit pompøse navn, Lexington Restaurant.
Her kunne man få sammenkogt miskmask, hvis oprindelse havde befundet sig på
menukortet flere dage før, men som til gengæld smagte himmelsk og blev uddelt så
rundhåndet, at der skulle to hænder til at bære tallerkenen.
Han satte sig ved vinduet ud mod parkeringspladsen i en staldlignende udbygning
og stirrede på bardisken, der stammede fra engang i halvtredserne og også så sådan
ud.
Den korthårede servitrice havde allerede kuglepennen fremme.
»Hvad bringer dig her forbi i disse ulykkelige tider, T.?« spurgte hun og glattede
forklædet over sin bulede kittel. Hun havde flirtet med tusinder i sin tid og havde ikke
tænkt sig at holde op, bare fordi dåbsattesten for længst gik hende på tværs. »Kunne
du ikke undvære mig længere, hon’?«
»Hehe! Man kører gerne langt for at få smurt hornhinderne lidt af så lifligt et syn,«
sagde han og blinkede, mens han prøvede at komme på hendes navn. »Og så
naturligvis din kaffe, min skat. Den slår selv min mors.«
Hun tjattede til ham. »Pjat med dig, T.,« sagde hun, og glattede kitlen over barmen.
Den var nydelig.
»Og så en eller anden sandwich, jeg er herresulten.« Han nikkede og slog sig på
maven. Det var ikke løgn. Han havde ikke fået hverken vådt eller tørt i gud ved hvor
lang tid. »Kan du i øvrigt sige mig, om du kender en Wolfgang Sunderland her i byen?
Han skulle bo lige i nærheden.«
Hun nikkede.
»Ved du så også, om han stadig bor i det samme hus? Han er jo en gammel herre.«
Hun nikkede igen. »Du skal et par hundrede meter ind mod byen, hon’. Hvad skal
du hos den gamle stivnakke?«
»Jeg skal snakke lidt med ham om hans søn.«
Hun slog et slag med hovedet. »Fanden tage ham!«
»Du ved altså, hvem han er?«
»Thomas Sunderland, vores ærværdige vicepræsident. Ha! Find en kvinde i den her
ende af byen mellem 40 og 65, som han ikke har været i kassen med engang, så skal jeg
love dig, at hun først er flyttet til byen, efter at Thomas forlod den.«
»Det må være mange år siden,« tillod han sig at præcisere.
»Ja, ja, lille T. Han havde mere hår på hovedet dengang, men så længe siden er det
altså heller ikke. Men mind mig ikke om det. Jeg hader den stodder, han og Jansen
smadrer vores land. Se dig omkring; hvor mange gæster plejer her ikke at være på den
tid af dagen, spørger jeg?«
T. nikkede til de to andre, der sad i lokalet. »Joh, du siger noget. Der kunne da godt
sidde et par stykker mere herinde, uden at jeg fik klaustrofobi.«
Hun trak sig bagover med hænderne stukket i hoften. »Ja, morsom har du altid
prøvet at være, T, men det er fandeme ikke sjovt at drive restaurant, når ikke en kæft
har nogen penge tilbage at bruge af.« Hun sparkede døren til køkkenet op. »Men dig
holder vi på til klokken et, hon’. For før står den gamle idiot til Sunderland ikke op fra
sin middagssøvn.«

Bortset fra plejehjemmet var Wolfgang Sunderlands hus helt klart det mest
imponerende hus i den sydlige ende af Main Street i Lexington. T. parkerede bilen
foran huset og stirrede ind på en veranda flankeret af fire enorme søjler til støtte for
balkonen to etager højere oppe.
Man kunne snildt forestille sig, at brigadegeneral Sunderland var født og opvokset
derinde og havde slidt gulvene tynde gennem livet, når han da ikke var med i diverse
krige eller på kommando rundt om i militærlejrene i Europa. Det var heller ikke svært at
forestille sig, at sønnen, Thomas Sunderland, bag disse imponerende og massive
vægge var blevet indgydt en blind tro på, at han ikke var ringere end nogen som helst.
Her havde han fået indprentet hovmodet og kommandoens magt, og nu måtte alle
bøde for det.
T. havde været tæt på både Sunderland og præsidenten, dengang de var i Kina, og
havde fået et rimeligt godt indtryk af, hvordan personligheden bag Jansen var.
Sunderland derimod havde han ikke rigtig kunnet greje, men det havde helt sikkert
været nemmere, hvis han havde genkendt ham som Leo Mulligans søn. Stod der seks
mand på en line-up i en vidnekonfrontation, og var en type som Sunderland iblandt
dem, så ville T. helt sikkert have lyst til at udpege ham som den skyldige. Mennesker
med stenansigter og smalle læber gemte altid på hemmeligheder, det var hans erfaring,
og sådan havde han det også med Sunderland. Under retssagen mod Bud Curtis
havde Sunderlands rolle taget en drejning. Fra at have været den grå eminence trådte
han frem på rampen. Der var så mange hændelser og begivenheder, der krydsede
Sunderlands spor i den sag. Det var ham, der havde rekrutteret Secret Service-folkene,
og det var også ham, der godkendte hotellet i Virginia Beach, så en eller anden del i
spillet havde han jo. Om det var bevidst eller ubevidst måtte indtil videre komme ham
til gode, men T. huskede udmærket, hvordan Sunderland havde siddet i
vidneskranken og luret på alle med yderst opmærksomme øjne.
Nu var spørgsmålet så, om brigadegeneralen derinde bag væggene havde mere at
føje til.

Den gamle officer forstod at holde sig rank, men det gjorde ondt, kunne man se.
Wolfgang Sunderland var givetvis sunket en del sammen siden sine velmagtsdage,
men var ellers en statelig mand. Efter at have set T.‘s legitimation førte han ham ind i
et puritansk indrettet rum med udskårne mahognipaneler fra gulv til loft som eneste
udsmykning. ‘Her er lige så hyggeligt som på et offentligt toilet,’ tænkte T..
»Hvad bringer en lovens mand herind til os? Er der endelig en af dagleje-
mexicanerne nede fra Lexington Lodge, der har gjort i nælderne?« Han satte sig
besværet og begyndte at hælde Wild Turkey op i to glas.
»Jeg kommer for at stille Dem et par spørgsmål om Thomas, general.«
»Jaså.« Han stoppede med at skænke, satte bourbonflasken på bordet og rejste sig
så igen med en kraftanstrengelse. Så rakte han hånden frem. »Jamen, så tror jeg ikke,
at vi har mere at tale om i dag, sherif Perkins.«
T. så på den ru næve og blev siddende. »Jeg ved, at det er svært for Dem, general,
men lad os nu tage den snak. Hellere et par sande ord mellem retskafne mænd end
tusindvis af spørgsmål fra horder af nysgerrige forbundspolitifolk, siger De ikke det?«
»Og det skal sige?«
»Svar på mine spørgsmål, og De kan leve videre som før. Lad være med at svare, og
så er De direkte tilbage i skudlinien, general. På et eller andet tidspunkt vil andre og
meget mindre behagelige typer end mig stille de samme spørgsmål, men igen og igen.
Vær vis på det.«
Wolfgang Sunderland var næsten halvfems, men forsynede man ham i dette øjeblik
med et skydevåben, ville han uden tøven tømme hele magasinet i hovedet på T. som
en nervøs tyveårig korporal på rekognoscering i fjendeland. Han sitrede af vrede og
uvilje og greb fat i standerlampen ved sofaen for ikke at falde forover. Efter et øjeblik i
ubalance genfandt han roen og krabbede så ind på sofaen og satte sig. Han tog det
ene whiskyglas og tømte det og fyldte så op igen.
»Deres søn fik udmærkelse i Grenada, var han en tapper soldat?«
Wolfgang Sunderland stoppede ham med en advarende pegefinger. »Kald ham
Thomas, eller hvad De vil. Min søn er han ikke, er De med?«
»Okay. Var han en tapper soldat?«
Generalen skænkede endnu en bourbon, der kunne slå benene væk under hvem
som helst, og snusede et øjeblik til den, før han begyndte at le bag glasset. »Han var
en kujon, en skændsel for sin familie, det var dét, han var.«
»Men De overrakte ham dog medaljen?«
Han slugte sin Wild Turkey og skænkede endnu en op. »Jeg gider ikke svare på
Deres spørgsmål, okay?«
»Så vil De måske i stedet for med egne ord fortælle mig, hvilken person han er?«
Den gamle spidsede munden lidt og så på ham med øjne, der var vant til at blive
lystret. »Jeg ved ikke, hvilke beføjelser De har, og hvorfor De er her, og jeg er også
revnende ligeglad. De ved vel, at Thomas var adopteret?«
T. nikkede.
»Han skulle aldrig have været bragt ind i mit hus. Hvis det ikke var for min golde
hustru, Gud være med hende, så var det heller aldrig sket.« Han drak igen og sad et
øjeblik med glasset hængende mellem to slappe fingre. »Og ja, jeg gav ham medaljen,
men han fortjente den ikke. Fortjener en mand, der gemmer sig bag sine egne
sønderskudte folk, måske en medalje, spørger jeg? Ikke dér, hvor jeg kommer fra. Men
sådan er han. Vi så det jo allerede, da han lige var kommet til os. Hvordan han rendte
efter mine underordnedes døtre på basen i Ramstein, og hvor hurtigt han kunne rende
den anden vej, når konsekvenserne viste sig. Er De klar over, hvilken skandale det er,
når ens søn besvangrer de underordnede officerers mindreårige døtre efter tur?« Han
rystede på hovedet og overvejede at skænke op igen.
»Den dreng var skruet forkert sammen oppe i hovedet, simpelthen. Han snød os
alle sammen, den lille skid. Manipulation var hans kendemærke, tro mig. De har ikke
mødt nogen ung mand, der i den grad kunne spille folk ud mod hinanden.« Han satte
glasset tungt og lagde hovedet i de gamle hænder. »Sin egen mor satte han op imod
mig, ja, jeg siger mor nu, for hun elskede ham sgu, Gud være med hende. Han satte
hende op imod mig og fortalte hende løgne om mig, som ingen mand kan leve med.
Usandheder, forstår De?« Han rystede igen på hovedet.
T. valgte at gå lige til biddet. »Anklagede han Dem for incest?«
Det var, som om en bajonet var stukket frontalt frem mod ham, s å hurtigt rykkede
han bagud i sofaen. »Hvad siger De?« Hans ansigt lynede af chok og vrede. »Hvad
bilder De Dem ind, at komme her i mit hus og bruge ord som det?«
»Jeg beklager. Undskyld!«
Wolfgang Sunderland prøvede at fokusere på flasken på bordet og langede ud efter
den. »Den lede lille skiderik påstod, at hans far ville have pikken i røven, forstår De
det? Forstår De det?«
»At De var homoseksuel?«
»Uhyrligt!« Hans stemme vibrerede. »Jeg kunne have slået ham ihjel, hvis han ikke
var forsvundet sammen med sin mor.«
»Hun forlod Dem på det tidspunkt?«
Han nikkede og hældte halvdelen ved siden af. »Jeg har fulgt den lille lort lige
siden. Selvfølgelig finder han en demokratisk senator, som han kan krybe op ad. Hvem
helvede ville ellers være dum nok til at invitere en giftslange ind i sit hus, hvis ikke en
skide demokrat?« Han lo. »Her i gaden er der mindst ti mennesker tilbage, som kendte
Thomas fra gamle dage. Spørg dem, hvad de syntes om ham. Om alle hans julelege og
tricks og svinestreger.« Han fejede den spildte bourbon ned ad bordet. »Intet kunne
man tro på, når det gjaldt ham. Han var en gøgeunge, der skubbede alt sundt til side,
og nu sidder han der og griner af os alle sammen, tro mig. Vicepræsident, ha!« Han
sagde det med en sådan hån i stemmen, at han ikke kunne lade være med at sitre i
sekunderne efter.
»Han levede af at afpresse kvinder, da han var femten år. Vidste De det?« General
Sunderland stirrede ned i gulvet. »Knægten slap kun ud af kattepinen, fordi min
hustru gik i forbøn for ham. Hun var et naivt fjols, var hun, at falde for ham. Men
drengen havde lært lektien. Han indyndede sig hos folk, så han bagefter kunne
misbruge dem, er De med?«
T. nikkede. »Jeg kender sagen.«
»Så ved De måske også, at han aldrig holdt op med det gennem hele sit liv.«

Bill Pagelow Falso, fængselsinspektøren i statsfængslet Sussex I i Waverly, havde

før haft problemer med sit personale i en lignende stilling oppe nordpå, men var nu
efter en årrække efter forflytningen faldet så meget til, at han var et indbegreb af
administrationen af disse grå bygninger. Og Falso var en mand med principper. T.
Perkins havde i begyndelsen ikke haft meget med ham at gøre, men de sidste ti år
havde tiden og tilfældighederne så ofte ladet deres veje krydse i venskabelig ånd, at
de kunne se hinanden i øjnene som ligemænd og artsbrødre. Det var ikke, fordi T. brød
sig synderlig meget om Falsos gudfrygtige livsindstilling, men til gengæld kunne han
godt lide hans ærlighed, og at han var konsekvent og holdt ord, når han sagde noget.
T. havde ind imellem haft behov for at bede Falso om at udvise særlige hensyn over
for visse indsatte, som T. på en eller anden måde havde lært at kende fra deres gode
sider, og Falso havde lejlighedsvist kvitteret for dette og deres voksende bekendtskab
ved at indlogere sig oppe hos T., når jagtdriften drev ham. Falso elskede at skyde dyr,
og T. kendte alle med jagtret i Highland County. Ikke nogen dårlig kombination at
have i bagagen de to imellem med det ærinde, han nu havde.
Han stirrede ud på vejbanen. Militsernes skyderier og brandene i skovene havde
trængt mange panikslagne dyr ud på Route 60, det vidnede de smattede
efterladenskaber af stinkdyr, opossummer og vaskebjørne tydeligt om. Gudskelov
havde han på sin uendelig lange odyssé gennem Virginias landskaber endnu aldrig
selv kørt et dyr over. Han bankede under rattet og så på uret. Hvis han kom lige så
hurtigt gennem vejspærringerne nede ved Macon, Centralia og Disputanta som hidtil,
så ville han være i Waverly i god tid før dagens henrettelse klokken atten, så Falso
kunne afse tid til at tale med ham.
Langt ude i horisonten mod nord lå der et røgslør ind over Cumberland State
Forest. Så var der igen problemer med militsfolkene. Han noterede sig, hvor mange
militærkøretøjer der passerede ham og drejede ud ad vejen mod Ashby. Om ikke ret
længe ville det blive blodigt deroppe.
Han slog klappen til handskerummet ned og fumlede efter sin adressebog, der lå
oven på et par gamle dartpile bag Dody Halls hemmelige lager af klistrede
marshmallows. Han tog telefonbogen og en af pilene frem. Den havde han selv
forsynet med styrefjer og slebet til, så vægten var optimal. Med den kunne han ramme
plet fire gange ud af fem, og så var det ikke engang løgn. Det var hans bedste pil, og
siden havde han ikke lavet en, der var nær så god.
Han smilede, slog Doggies nummer op og tog så walkien. Det var lige på kanten af
dens rækkevidde, men det gik. »Hey Dody, hvordan ser situationen med Willie
Riverdale ud.«
Det susede en anelse, men Dodys stemme beroligede ham. »Han er okay, T.. Den
ene lunge var punkteret, men Willie er en sej ung mand.«
»Og Arredondo.«
»Også han. De er begge tilbage i uniformen inden en måned, det kan jeg personligt
garantere dig for, boss!«
T. tvivlede ikke. Om hun s å selv skulle skifte deres bandager, så skulle de nok
komme.
»Jeg er ikke tilbage før mandag,« sagde han. »I må klare jer selv. Du er herved
konstitueret som min stedfortræder indtil videre, Dody, okay.«
Hvis hun protesterede over forfremmelsen, så foregik det utroligt lavmælt.
Spørgsmålet var så, hvad resten af Highland Countys sparsomme befolkning ville sige
til et par dage under hendes herredømme.
»Vil du stille mig igennem til det her nummer.« Han gav hende Doggies
mobilnummer.
Der gik et øjeblik. Han ville fortælle Doggie, at han gjorde, hvad han kunne, at han
ikke havde glemt hende.
»Beklager, boss. Der er i øjeblikket ingen forbindelse til mobiltelefonen, siger de.
Skal jeg prøve igen?«
»Ring til Det Hvide Hus og spørg efter Dorothy Rogers.«
»Det Hvide Hus?«
»Gør det nu bare, Dody.«
»Du taler om Dorothy Rogers, hende der kaldes Doggie?«
»Ja. Du ved, hvem det er?«
»Boss, hun er efterlyst. Hun prøvede at slå vicepræsident Sunderland ihjel, og nu
er hun efterlyst i hele landet. Skru dog lidt op for politiradioen, boss.«
 Han rynkede panden, og en snigende trykken meldte sig på hans kranium.
»Efterlyst?«
»Ja. Der er et videoklip på nettet, du skulle tage og se på det. Den er god nok. Ja, du
ser ikke noget særligt, men hun sparker ham i bollerne, mens han ligger ned, det ser
man da.«
T. rystede på hovedet. Tingene gik lige lovlig stærkt lige nu.
»Skal jeg prøve hendes mobil igen, T.?« Han så ud over vejen, mens solen
langsomt bevægede sig vestover i bakspejlet.
»Nej, Dody, nej tak. Vi vender tilbage til det. God vagt!«

Kapitel 25
Af alle jævne livsfilosofier, som Wesley i sit relativt korte liv havde lagt øre til, var
hans mors udsagn om, at hvis man bare drak to kopper te for hver kop kaffe, så kunne
man for så vidt drikke, hvad man havde lyst til, den absolut mest uvederhæftige. I
hvert fald stirrede han i dette nu med forundring skiftevis på to næsten tomme
termokander og på sine hænder, der sitrede som trommeskind. Drak han en kop mere
af bare en af delene, så ville han kortslutte. Hvorfor i al verden havde han så stadig
denne utilfredsstillede trang?
Denne dag havde været græsselig og nederdrægtig, som dagene før den. Siden
Doggie havde forladt hans kontor i vrede, var situationen omkring hendes påståede
overfald på Sunderland gået helt amok. Man påstod, at hun havde forsøgt at slå
vicepræsidenten ihjel, og at hun af den grund var forduftet. Wesley håbede inderligt,
at det sidste var sandt. Han rodede rundt i kaffesjatten med fingeren, mens han så
opgivende på sit forgyldte fængsel. Hvorfor helvede havde han ikke indvilliget i at gå
i forbøn for hende og hendes far inde hos Jansen, hvad kunne der dog være sket ved
det? Præsidenten ville jo bare have afvist ham, så enkelt var det, men så havde hun da
fået et bevis for, at Wesley ville gøre alt for hende. For det ville han vel, eller ville han?
Han havde jo været vild med hende i årevis, og muligheden for, at der ville komme et
par ud af dem på et eller andet tidspunkt, havde altid ligget i baggrunden og kildret.
Sådan havde de begge haft det, var han sikker på, men nu var retssagen mod hendes
far kommet imellem, det måtte han erkende. Og nu turde han ikke hjælpe hende,
hvorfor stikke blår i øjnene på sig selv? I ugevis havde han opført sig som en
spejderdreng, nej, værre endnu. Han havde været en medløber og en kujon, og hvad
havde han fået ud af det? Nu var Doggie borte. Donald var død. Gode, gamle Lance
Burton sneg sig rundt som en edderkop, og resten af flokken havde lukket dørene
hermetisk bag sig af frygt for at skulle levere en vare, de ikke længere var i besiddelse
af.
Wesley ville ønske, at han kunne gøre det samme. Bare låse døren og smide nøglen
væk. Og hvorfor ikke? Han var blevet ansat til at sende budskaber om præsidentens
drømme og håb og arbejde ud til hele verden, og nu var drømmene blevet til et
mareridt, medierne var lukket ned, han havde fået mundkurv på, præsidenten havde
buret sig inde, og alle var bange og alene. Hvis Wesley trådte ud på gangen, ville
hans skridt blive fulgt af mistænksomme blikke og alle bevægelser registreret og
analyseret. Sagde han noget uopfordret, ville det blive mødt med mistro og skepsis;
lagde han hånden blidt på en skulder, ville den blive trukket væk. Ingen skulle have
klinket noget, og Wesley følte sig lost.
Han trykkede på samtaleanlægget. »Eleanor, vil du ikke komme herind med et par
colaer?«
»Det har du ikke tid til, du skal være hos Sunderland om to minutter!«
Wesley så på uret. ‘Hvad helvede, er den pludselig blevet så mange?’ tænkte han
og rystede på hovedet. Tiden var som et pointillistisk maleri. Helt tæt på bestod den
kun af enkelte åndedræt og hjerteslag. Først når man trak sig tilbage, så man helheden.
At hvert øjeblik hang sammen med det næste, og at øjeblikkenes udstrækning hver
især var forsvindende og grænsen-de til det ligegyldige, og alligevel tærede livet bort.
Derfor var dagen gået sin umærkelige gang, og snart var det tid til at trække sig
baglæns og betragte dagens næsten færdiggjorte lærred. Han glædede sig ikke.
Ligesom de fleste andre gange var helheden mindre skøn end dens bestanddele.

»Hvorfor er det nu, at vi sidder herinde?« spurgte Wesley og så op på Sunderlands

opslagstavler, hvor alle mulige udklip fra verdenspressen var sat op på rad og række
med små pins. Der var mindst hundrede pressebilleder i alt. Fotos af Jansen med
lynende øjne og fotos nede fra grænsen mod Mexico, hvor tusinder af de deporterede
sad i flygtningelejre. Billeder af fanger med gule skråbånd, der ryddede op langs
motorvejene, der var pressefotos af militsledere med skarpladte våben og hadske
ansigtsudtryk. Der var simpelthen det hele. Verden vidste besked.
Længst nede i rækken af avisudklip sad en halvsides feature fra Le Figaro med et
stort foto af præsident Jansen. Wesley forstod ikke teksten, men han kunne læse
datoen. Så kendte man allerede til mordforsøget på Jansen langt ud over landets
grænser.
Nej, man behøvede ikke hjælp fra Det Hvide Hus’ pressetjeneste for at opfange
nyheder som den.
»Vi sidder herinde, fordi glarmesteren ikke er færdig med Det Ovale Værelse før om
et par timer,« svarede Sunderland uden at se op fra sit skrivebord.
»Jaså,« sagde Wesley og anede ikke, hvad han snakkede om. Hvad havde en
glarmester at gøre i Det Ovale Værelse? Så vidt han vidste, var vinduerne da okay.
Da præsidenten trådte ind, gav han hånd til forsvarsminister Wayne Henderson og
sikkerhedsminister Billy Johnson, og gjorde tegn til alle om at sætte sig. »Hvad siger
du, Lance?« sagde han til sin nye stabschef, »har vi styr på Donald
Beglaubtersituationen?«
Ordvalget ramte Wesleys martrede sjæl hårdt. ‘Beglaubter-situationen’, sagde han.
Talte han så om, hvorledes de havde informeret offentligheden, for det var lig nul, eller
om at kondolere Donalds forældre og hans søster, der arbejdede i Dwight Eisenhower-
bygningen inde ved siden af? Eller talte han mon om statsbegravelsen på Arlington,
som skulle finde sted om mandagen? Eller talte han i virkeligheden om at få lukket
kæften på alle dem, der spekulerede på, hvorfor det skulle gå så galt?
Lance Burton rykkede i sofaen ved siden af Wesley og nikkede bekræftende.
»Meget fint. Og hvem vil lægge ud? Wayne, hvad siger vi nu, vil vi fange Moonie
Quale inden søndag aften, som du har lovet os?«
De sidste par dage var det blevet tydeligere at se, at forsvarsminister Wayne var
regeringens ældste medlem. Sommetider kan furet hud fortælle meget om dybden af
ens mod og de oplevelser, som livet har givet en, og sommetider fortæller den mest om
konsekvenserne af disse oplevelser; hvad årsagen end skyldtes, så havde de sidste
uger ændret Wayne Hendersons hud fuldstændig.
»Lovede jeg det?« Han prøvede at smile, men indså hvor malplaceret det var. »Vi
har i hvert fald dræbt to af milits-koalitionens ledere i går, og Missouris Bushwhackers
blev fuldstændig udslettet i nat. Mange af koalitionens kommunikationsveje er
afdækket, og vi arbejder stadig på højtryk. Vi har fundet nære bånd imellem militsen og
revolterende officerer, og jeg tror bestemt, at der snart vil vise sig afgørende nyt om,
hvor Moonie Quale befinder sig. Bestemt inden for de næste par døgn, tror jeg. Indtil
da må vi lade tiden råde.«
»Ja, og vi ved, at Quale er blevet såret, hårdt såret endda.« tilføjede Billy Johnson.
»Opsøger han læge, så har vi ham, og gør han det ikke, så går tingene i følge mine
efterretninger helt af sig selv. Han lever ikke en uge, hvis kvæstelserne ikke
behandles.«
»Hvorfor tror man ikke, at militserne har deres egne læger?« spurgte Wesley med
Sunderlands borende blik i tindingen.
»Jamen, det har de da, og det er vi også opmærksomme på. Derfor findes der heller
ikke én operationsstue i hele landet, som FEMA ikke har under observation,« svarede
Johnson.
»Jeg tænkte på feltlazaretter.«
Billy Johnson smilede mat. »Bare rolig, Wesley Barefoot, vi finder dem.«
Præsident Jansen så på Sunderland. »Jeg kan forstå, at det begynder at knibe med
plads til de internerede i lejrene.«
»Nej, det tror jeg ikke.« Thomas Sunderland lænede sig tilbage og tappede
kuglepennen i bordet. »Folk er meget effektive derude, men skal vi ikke vende tilbage
til det senere? General Powers’ helikopter ventes om en halv time.«
Wesley rynkede brynene. ‘Effektive derude?’ sagde han, og hvad bet ød så det?
Burde han tænke tanken til ende, eller skulle han bare slippe den? Det var, som om han
aldrig havde siddet til møde med disse mænd før nu. Han kendte dem ikke. Anede ikke,
hvad de stod for. Ikke længere.
»Okay, vi vender tilbage til det senere,« sagde Jansen. »Det er rigtigt, der er
vigtigere ting på programmet; men Billy, først må du fortælle mig, om I har fundet
Doggie Rogers?«
Wesley satte sig ud på kanten af stolen. Hvad nu?
»Nej, endnu ikke, men vi har sporet hendes mobil til et sted mellem Philadelphia og
Trenton, så vi antager, at hun er på vej mod New York. Signalet var meget kort, så vi
kan ikke være sikre, men det er foreløbig det spor, vi følger.«
»Har hun pårørende i New York?«
»Nej, men flere af hendes gamle studiekammerater bor der. Vi checker alle
eventualiteter.«
Wesley bemærkede, hvordan Jansens blik blev fjernt et øjeblik, en stærk kontrast til
Sunderlands sammenknebne øjne. Hun var endnu på fri fod, men de var efter hende
og ville fange hende. Og her sad han på sin flade røv og lod det ske.
Han rømmede sig. »Angående Doggie Rogers, mr. Præsident, så mener jeg at vide,
at hun har forsøgt at få Dem i tale for at bede Dem om at udskyde henrettelsen af
hendes far, da der skulle være kommet nye indicier i sagen…«
Sunderland lagde kuglepennen med et smæld. »Jeg er klar over, at du har et godt
øje til Doggie,« han så kort over på Lance Burton, »men glem ikke, at samme Doggie
Rogers overfaldt mig tidligere i dag, og at det kunne være gået grueligt galt. Hun har
intet nyt at komme med i sagen om Bud Curtis. Et faktum er det derimod, at hun havde
taget en tung genstand med sig under armen, og at hun var på vej mod præsidentens
kontor, så jeg tror ikke, at du skal gå i forbøn for hende nu, Wesley, det er ikke
passende. Man kan vælge sin omgangskreds for dyrt.«
»En tung genstand? Hvilken tung genstand?«
»Det fremgår ikke af vores overvågning, så det kan jeg ikke svare dig på, men i
øvrigt vil vi gerne vide, hvornår du har talt med hende om disse indicier vedrørende
hendes far?«
Wesley sad et øjeblik og så vicepræsidenten ind i øjnene. Måske skulle han sige
ligeud, at han havde talt med hende på sit kontor kort før overfaldet. Det skulle undre
ham, om Sunderland ikke vidste det i forvejen; men så vidste han vel også, at samtalen
ikke var kommet med på aflytningsbåndet. Måske ville Sunderland så i næste nu
spørge om, hvordan det kunne være; og Wesley ville være tvunget til at indrømme, at
han havde sat alle mikrofoner ud af spil. Altså var dette et afgørende øjeblik. Hvis han
indrømmede det, var han ikke længere troværdig, og hvad ville der så ske ham? De
snakkede om lejre ude omkring, og de snakkede om overvågning og mistanke overalt,
hvad kunne de så ikke gøre ved ham, hvis de ikke længere stolede på ham? Han kunne
komme i tanke om en masse senatorer og andre øvrighedspersoner, der var forsvundet
fra scenen det sidste stykke tid. Spørgsmålet var så, om de nogensinde blev fundet
igen. Ikke nogen ligegyldig ubekendt. Faktisk var spørgsmålet ganske enkelt. Ville de
lade ham gå, hvis han sagde tingene ligeud nu, eller hvad?
»Jeg tror ikke, Doggie har gjort sig skyld i noget alvorligt, hvis overhovedet
noget,« krøb han udenom.
 Billy Johnson klemte det ene øje i. »Vi finder hende, Wesley, og så finder vi ud af
det. Der er ikke grund til at bekymre sig mere om det. Der er altid ofre i en krig som den,
der udspilles ude i samfundet lige i øjeblikket.«
»Prøv at distancere dig, Wesley,« sagde Jansen. Wesley mærkede hans irritation,
men kunne ikke lodde dybden. Så vidste man, at tiden var moden til at holde kæft. »Vi
når snart vores mål, så Amerika bliver det Paradis, vi alle drømmer om, og indtil da må
vi bare gøre vores arbejde.« Han vendte sig mod de andre. »Nu er vi igen blevet
kontaktet af den engelske premierminister, og denne gang er det alvor, mine herrer.
Terry Watts har meddelt, at han undervejs til et statsbesøg i Argentina ønsker at
komme på uformelt besøg hos os allerede i morgen, og det agter vi at acceptere.«
»I morgen!? Det var godt nok et varsel, der vil noget,« sagde forsvarsministeren,
mens randene under hans øjne trak nedefter. Wesley vidste præcis, hvordan han
havde det.
»Hvis vi går med på hans tilbud, så må vi offentliggøre det i aften, og i så fald har I
to travlt.« Jansen nikkede til Lance Burton og Wesley. »Vi må primært gå ud fra, at
Watts ønsker at drøfte vores indenrigssituation, men den vinkel kan I selvfølgelig ikke
bruge. Find på en plausibel indfaldsvinkel, Lance og Wesley, og imens må I andre line
op til at få gaderne omkring Det Hvide Hus ryddet og få sikkerhedsforanstaltningerne
optimeret.«
»Hvorfor ikke mødes i Camp David?« foreslog forsvarsministeren.
»Nej, hele Catoctin Mountains-området er usikkert lige nu,« sagde Billy Johnson.
»Så foreslår jeg, at mødet finder sted på præsidentens landsted i Onancock,« sagde
forsvarsministeren. Wesley forstod hans synspunkt. Hvordan fanden kunne man
skjule tilstandene i Washington for en udenlandsk delegation på så kort tid?
Jansen nikkede. »Jeg har selvfølgelig allerede diskuteret muligheden med Billy og
får så at vide, at selv om vi har spærret Route 13 af oppe ved Pocomoke City, så har vi
endnu ikke fået bugt med folkene nede ved Willis Wharf. Onancock er udelukket.«
Billy Johnson så ikke stolt ud ved situationen. »Jeg tror ikke, at den engelske
premierminister vil sætte pris på at blive beskudt med rådne fisk og det, der er værre.«
»Hvad så med Tangier Island, der må sgu da være sikkert.« Det var oplagt, at
forsvarsministeren ikke ville have noget topmøde i sin egen baggård.
Her brød Jansen ind. »Vi tager mødet med Terry Watts her i huset i morgen tidlig,
sådan er det. I to drøfter sikkerhedsforanstaltningerne med jeres respektive stabe, og
så sørger I for, at området ude fra Dulles Airport og hele vejen ind er totalt renset for
al anden lufttrafik end de helikoptere, der bringer Watts og hans følge herind.« Han
vendte sig mod Lance Bur-ton. »Du tager ansvaret for ceremonierne og
statsmiddagen, og du, Thomas,« han lagde et papir på Thomas Sunderlands
skrivebord, »du sørger for, at denne agenda bliver bragt ud til de relevante ministerier.
Lad bare udenrigsministeriet blande sig og komme med forslag, hvad fanden skal de
ellers tage sig til for tiden?« Han lo tørt og ganske kort. Det var ikke en latter, Wesley
havde hørt før.
»I morgen tager Watts og jeg et kort og koncentreret møde,« fortsatte Jansen, »og
efter eftermiddagste og statsmiddagen i morgen aften bringer vores helikopter så
delegationen tilbage til lufthavnen. Alt sammen skal ske let og smidigt, vi skal give
dem et indtryk af, at alt er under kontrol, og at vi snart er klar til at genindtræde i vores
venlige handelssamarbejde med omverdenen. Watts skal kunne tage direkte videre til
den såkaldt frie verdenspresse, der venter ham i Buenos Aires, og ud fra neutrale øjne
forklare den, at det, der sker i Amerika, er opfyldelsen af en længe næret
nødvendighed og ikke er den ukontrollable revolution, som verden har gjort det til.«
Han pegede op på Sunderlands udklip. »Er I med?«
De nikkede alle sammen undtagen Wesley.
»Mr. Præsident, undskyld mig, men hvis jeg skal skrive pressemeddelelsen, så må
jeg vel gå ud fra, at Lance Burton allerede er informeret om, hvad der skal stå i den?
Jeg mener, rammerne er vel sat, er de ikke?«
Burton lagde en hånd på hans overarm, men Wesley rykkede til siden. »Så er
spørgsmålet for mig bare, hvem vi skal sende den til, når næsten alle medierne er
lukket ned i løbet af den seneste uge? Som jeg ser det, så har vi stort set kun NBC,
Wall Street Journal, Washington Post, Herald Tribune og Newsweek tilbage, og deres
informationsniveau strækker sig ikke en tøddel ud over, hvad vi giver dem tilladelse til
at offentliggøre. Har præsidenten overvejet, hvorledes vi skal få nyhedsstrømmen til
at fungere, hvis disse få tilbageværende landsdækkende medier pludselig bliver ramt
af arbejdsnedlæggelser? Jeg mener, det kan jo tænkes i den forhåndenværende
situation, ikke? Har vi i så fald tænkt os at lade folk fra ministerierne overtage arbejdet,
for hvis det er tilfældet, så tror jeg ærligt talt, at vi er prisgivet lokalradioernes og
piratsendernes nåde og især unåde.«
Præsidenten så tålmodigt på ham. »Der vil ikke være piratsendere tilbage til den tid,
Wesley.«
»Okay. Det, jeg vil hen til, er, at vi ikke kan nøjes med at sende pressemeddelelser
ud om tingenes tilstand. Vi bliver ogs å nødt til at give pressen historier, der kan give
læserne tro på, at ikke alt er forudsigeligt eller manipuleret fra vores side.«
»Som for eksempel hvad?«
»At der er en tidsbegrænsning på den nuværende udvikling.«
»Det kommer, Wesley. Den engelske statsministers besøg er første step.«
»Jo, men kunne vi så ikke fremover prøve at nuancere vores informationer.
Indrømme lidt fejl her og der og tage andre sager op og belyse dem positivt; prøve at
fokusere lidt på hverdagens små historier? Ellers mister folk tilliden til medierne og
med rette.«
Thomas Sunderland så på ham med smalle øjne. »Wesley Barefoot, har du nogle
konkrete forslag, så skriv dem ned og send dem ind på vores kontorer, okay.«
Her afbrød Jansen vicepræsidenten. »Jeg ved, hvad du tænker på, Wesley, og du
har ret. Det er en udmærket idé. Giv pressen en lille god nyhed hver dag, og send så
forslagene ind til Thomas, så vil han udvælge dagens emne.«
Wesley nikkede. Det var da altid noget. »Tak, mr. Præsident. I morgen synes jeg, at
vi skal have en historie om, at der vil blive slækket på kontrollen. Det er det, folk vil
høre. De er ligeglade med den engelske premierminister, bare de kan få deres gamle liv
tilbage. Så holder de sig i ro.« Han trak vejret dybt. Det var længe siden, han sidst
havde givet luft til noget meningsfuldt. Når man ønsker sig noget brændende, så
optændes man af en særlig forestilling om tilfredsstillelsen af dette behov. Man
kredser om tidspunktet, hvor det skal ske og mener at vide, hvad det vil gøre ved en.
Heri består næringen, selve saltet til opbringelse af det, man kender som følelsen af
lykke. Og sådan havde Wesley det et diminutivt øjeblik, da han så sin præsident nikke
anerkendende. Men Wesleys lykkefølelse bestod kun i det millisekund, han kunne
glemme, at han nu for alvor var gået i sin herres tjeneste. »Så holder de sig i ro,«
havde han sagt. Men hvad var der egentlig vundet ved det? Var det virkelig hans
inderligste ønske? Var det drømmen om at kunne manipulere landets borgere, der
havde næret hans lange rejse mod disse sjældne omgivelser?
Jansen nikkede. »Godt, Wesley. Så skriv, at omdelingen af levnedsmidler bliver
normal i næste uge.«
»Desværre, mr. Præsident. Det er en god idé, men jeg tror ikke, at vi kan holde
sådan et løfte,« sagde Billy Johnson. »Vejene er for usikre, og der kan gå uger, før
militsgrupperne er kæmpet ned. Desuden vil der altid være sindssyge enspændere, der
kan give os tilbageslag, det ved vi jo.«
»Ja. Men så har vi i det mindste udtrykt vilje, ikke sandt? Sker der noget uventet, så
er det ikke vores skyld.« Han vendte sig mod Wesley. »Okay?«
Han anede ikke, hvad han skulle svare.
»Det er en udmærket idé,« sagde Lance Burton. »Men vi kan jo for eksempel også
starte med at omtale storebror-ordningen for narkomaner og voldsforbrydere. Det er
en såkaldt ‘god historie’, og den holder.«
Præsidenten pegede på Wesley og kneb det ene øje i. Så var det vedtaget.
»Wesley og jeg fabrikerer en liste over emnerne for den næste uges små
hverdagshistorier allerede i eftermiddag,« tilføjede Lance Burton. Wesley ville
protestere, men Burton lagde en hånd på hans og holdt fast.
Jansen smilede. »Godt! Hvad angår Bud Curtis, så er sagen uddebatteret. Der er
ikke stemning for lempelser i retsmaskineriet lige nu. Vicepræsidenten har netop
modtaget en undersøgelse, der fastslår, at befolkningen har det godt både med
løsladelserne af de indsatte, men også med henrettelserne af de dødsdømte. Vi kan
sige, at det amerikanske folk dermed tager konsekvensen af hele nationens inderste
sindelag, nemlig at vi kan vise ømhed og kærlighed over for vor næste, men at vi også
evner at slå hårdt ned, når grænserne overskrides.«
Wesley skulle til at spørge, hvorledes undersøgelsen var foretaget, nu hvor ingen
af meningsmålingsinstitutterne længere var aktive, men mærkede Lance Burtons tag i
armen blive strammet.
»Her, mine venner.« Præsidenten rev et par gule sedler ud af sin blok og delte dem
rundt. »Nu skriver I alle sammen jeres helt ærlige mening på den her seddel, og så
giver I den til mig. Mit spørgsmål til jer er: Skal vi fortsætte med at praktisere dødsstraf
i USA? I skriver J for ja, N for nej og V for ved ikke. Her, skriv.«
De skrev, hvad de mente, og rakte de sammenfoldede sedler tilbage. Jansen sad et
øjeblik med dem i hånden og smilede. »Skal vi gætte på, at I alle sammen har skrevet et
V. Ja, det tror jeg, I har.« Han foldede dem ud en efter en og smilede endnu bredere.
»Voila,« sagde han. »Alle skriver V bortset fra Thomas, tænker jeg, der skriver et J.
Er det rigtigt, Thomas?«
Vicepræsidenten nikkede.
 »Hvis I, cremen af de bedste hoveder ikke kan svare andet end ‘det ved jeg ikke’, så
kan I roligt regne med, at den amerikanske befolkning ikke mener noget, der er
anderledes. Altså får vi vores dødsstraf lige meget hvad.«
Wes ley ærgrede sig. Han ville gerne have skrevet nej, men alt for mange
modbydelige sager lå lagret i hans sorteste kamre. Sager om kannibalisme og endeløst
pineri. Sager med lemlæstede børn og så syge hjerner, at end ikke den mest
hårdhændede psykiatriske behandling borgede for håb om forbedring og soning. Han
ville gerne have skrevet nej, men kunne ikke, og derfor fik hans stemme ingen
betydning. Alt det havde Jansen styr på.
Wesley trak sin arm ud af Lance Burtons greb. »Hvad er vi så på vej imod? Vi
henretter folk i hundredvis hver eneste dag. Hvis ikke i fængslerne, så ude omkring i
skovtykningerne eller langs vejene. Hvad skal det føre til, hvis vi ikke stopper en
dag?«
»Hvad det skal føre til?« Jansen så på ham med krydsede bryn. »Det skal jeg sige
dig, Wesley. Netop at vi stopper. En eller anden dag har folk fået nok.«

Stabschef Burton gav besked til sin sekretær om, at de ikke ville forstyrres, at de
havde meget at lave, og at de havde dårlig tid. Så smækkede han døren i og stillede sig
lige foran Wesley med hænderne i siden.
»Okay, nu taler vi lidt sammen, og så skriver vi bagefter. Du ved vel, at du bevæger
dig yderst på klippekanten lige nu, ikke Wesley?«
»Gør jeg det?«
»Well, Jansen og Sunderland har brug for dig. Ingen skriver bedre end du, Wesley,
du har en gudbenådet pen, men pas på. Du er under overvågning.«
»Ja, og det er du også. Det er vi alle sammen, glem ikke det?«
Burton satte sig og foldede sine garvede lapper. Hænder, som havde været strakt
op mod himlen i bøn om, at Gud ville sende hans far tilbage fra Vietnam. Hænder, der
havde plukket frugt i hele Midtvesten for at forsørge de små søskende og en forpint
mor. Hænder, der havde trykket alle de mennesker i hånden, som Wesley beundrede.
»Du tror, at du ved noget, ikke Wesley? Noget om hvem, der rider på kamelen, og
hvem, der må vade ved siden af i sandet, gør du ikke?«
»Jeg ved bare, at alt, hvad du siger lige nu, bliver optaget et eller andet sted i huset,
og at Sunderland hører alt det, som hans folk sorterer ud af mængden.«
 »Jaså! Det er det, du ved?«
Burton satte hænderne for munden som en tragt. »Er det mon rigtigt, hvad Wesley
påstår, mr. Vicepræsident?« skreg han ud i luften. Så lod han hænderne falde og
rystede på hovedet. »Du er så ung, knægt.« Han rodede i en stak papirer og trak et
lyseblåt linieret ark frem og rakte det til Wesley.
Wesley kendte håndskriften, den var ikke til at tage fejl af, det var Donald
Beglaubters. Lige så begavet forfatteren var, lige så barnlige var de skæve
blokbogstaver.
Der stod en række navne i nogenlunde rangorden på papiret. Alle var medlemmer af
regeringen eller betydningsfulde offentlige personer, og ud for navnene var der anført
en række begivenheder, som Wesley ikke var bekendt med alle sammen, men som hver
især gav den samme følelse af ubehag. Der stod:

PERSON
Præsident Bruce Jansen
Forsvarsminister Wayne Under forhør tvunget til at henrette
Henderson
Vicepræsident Michael K. Lerner
Stabschef/vicepræsident
Sunderland
Justitsminister Stephen Lovell
Udenrigsminister Mark Wise
Højesteretspræsident T. Manning
Indenrigsminister Betty Tucker
Min. for intern sikkerhed B.
Johnson
Kulturminister Lisa Dupree
Landbrugsminister Rod Norton
BEGIVENHED:
Mord på hustru Caroll Jansen og
hustru Mimi Todd Jansen
soldaterkammerat i Vietnam
?
Mister som ansvarlig officer deling ved
nedskydning i Grenada.
* Mor og datter voldtaget, hårdt
kvæstet ved attentat
Svigerinde indlagt på psykiatrisk
hospital efter vidne til mord
* Død som følge af attentat
Søster myrdet
Søn knivdræbt ved røverisk overfald
Bror dør i bandeopgør
Far dræbt ved vådeskud under jagt

* Søn bedste ven med skuddræbt

Handelsminister Jay W. Barket
skoledreng
Undervisningsminister Lena Cole Nabo myrdet under indbrud
 Transportminister Joseph Barrett Bedste ven dræbt under militær øvelse
Fung. Stabschef Lance Burton Svigerinde lam efter skudoverfald
Arbejdsminister Alison Ramsey ?
Fung. kommunik.chef D. Nevø i samme klasse som skuddræbt
Beglaubter barn
Pressesekretær Wesley Barefoot -
Vicepræs. for republ. i
Repræsentanternes Hus Pete * Sønnesøn skuddræbt
Halliwell
Senatets præsident pro tempore Med i vådeskudsulykke som dreng.
Hammond Woodrow Skyldsspørgsmål uafklaret.
Forsvarschef general Omar Skudt i kamp. Overfaldet og såret af
Powers Vietnam-veteran i Biloxi.

Burtons stemme bragte Wesley tilbage til rummet. »Hvad siger det dig, Wesley?
»Pyh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke. Hvornår har Donald skrevet det? Ved
du det?«
»Han gav mig det dagen før attentatet.«
»Hvorfor?«
»Jeg har lavet noget lignende. Vi ville sammenligne vore undersøgelser.« Han trak
en skuffe ud og lagde et tilsvarende papir ved siden af Donalds. De var forbavsende
ens.
»Hele kabinettet og os selv med, du almægtige.« Wesley kunne næsten ikke tro det.
»Du har en svigerinde, der er lam efter skud.«
Han nikkede. »Ja, min yngste brors kone.«
»Jeg fatter det ikke. De fleste folk, der betyder noget i dette land, har været ude for
en eller anden frygtelig episode, hvor der har været involveret skydevåben, det er
simpelthen utroligt.«
Burton nikkede. »Ja, men næppe noget tilfælde.«
»Næppe noget tilfælde?« Wesley rystede på hovedet. Han vidste ikke, hvad det
var. Tilfælde eller ikke tilfælde. »Der står en stjerne ud for nogen af dem, hvad betyder
det?«
»At det er sket efter, at Jansen er blevet præsident.«
 »Åhja, selvfølgelig.« Han nikkede. »Hvad mener du, man skal lægge i det papir?«
»Læg i det, hvad du vil.«
Wesley skimmede listerne en gang til. Han havde selv lister gemt inde i skuffen.
Lister over datoer og voldsomme begivenheder i de sidste tre uger. Når man stillede
alle disse optegnelser ved siden af hinanden, var man nået videre end til de bange
anelser. Det var sådan noget, der kunne få mellemgulvet til at snøre sig sammen. Han
spekulerede på, om han ikke skulle gå tilbage og destruere sine egne optegnelser. Og
dog! Kunne man være så 100% sikker på, at der lå bevidste handlinger bag alt det her?
Kunne noget menneske være så kynisk, at det ville sætte sådanne ulykker i scene,
eller var der en anden årsag?
Han så på Burton. »Man kan vel ikke forestille sig, at det statistisk forholder sig
sådan, at næsten alle familier i landet har en nær tilknytning til en sådan episode, hvis
man ser nærmere efter, kan man?«
»Nej, det kan man ikke.«
»Jamen, det er jo hamrende frygteligt, det her. Så er det jo ikke noget tilfælde.
Præsidenten har udpeget langt det meste af sin stab efter det kriterium, at hver især
skulle have en forhistorie, der involverede voldsomme og negative begivenheder i
forhold til skydevåben.«
»Bortset fra dem, der har været med i hans stab i mange år, så er der noget, der
tyder på det.«
»Hvad så med de episoder, der er kommet til efter Jansens indsættelse? Jeg mener,
vi taler for eksempel om en skudepisode på en skole. Kan man overhovedet med
forstanden i behold antyde, at de heller ikke er tilfældige?«
»Det ved jeg ikke. Jeg antyder ikke noget.«
Wesley holdt vejret og s å sig omkring. Åh, Gud, hvad var det, han havde gang i?
Her stod han og skreg de værste anklager ud i luften, og alt blev aflyttet, det vidste
han jo. Satans også! »For helvede, Lance,« hviskede han. »Du skulle have stoppet
mig. Hvad med aflytningen?«
Lance Burton smilede elfenbensgult. »Kom her!« sagde han og trak ham efter sig
ind i et sidegemak, der tidligere var arkiv for cirkulærer og lovstof. »Her er det; hvad
vil du vide mere?« Han pegede på et par tårne af sorte metalbokse stablet oven på
hinanden.
»Ikke forstået.«
 Lance Burton smilede. »Alt, hvad der siges og videoovervåges i dette hus, bliver
optaget på disse harddisks. Informationerne glider videre til Sikkerhedsministeriet, og
der analyserer man dem.«
»Hold kæft, det får jo Nixons båndoptagelser til at ligne lort og lagkage.« Wesley
prøvede at fatte omfanget, det var ikke ligetil. »Er det dig, der står for det her, det fatter
jeg simpelthen ikke? Jeg troede, at det var Sunderlands idé?«
»Det ville han også gerne have haft, at det var, men jeg kom ham i forkøbet. Nogle
gange er det nødvendigt at komme først, hvis man vil bevare kontrollen og
overblikket, men det ved du jo.«
»For helvede, Lance! Aflytter du så også vicepræsidenten? Det kan jeg ikke
forestille mig, at han kan leve med.«
»Præsidentens, vicepræsidentens og mit kontor er indtil videre gået fri. Det var
aftalen.«
»Indtil videre? Men de har da badges på ligesom vi, har de ikke?«
»Præsidentens, min, Sunderlands, Ben Kanes og hans folks badges er bare badges,
ikke andet?«
Wesley hævede øjenbrynene. »Tak for tilliden, siger jeg!«
Burton så ham i øjnene. »Wesley, det er alvor. Intet af det her må komme videre, det
må du love mig, er du med?«
Wesley vidste ikke, hvad han skulle svare. Der var lidt for mange ubekendte i dette
hus. Lance Burton kunne se troskyldig ud, men store brune øjne kan også bedrage. Så
langt, som Lance Burton var kommet her i livet, kom man ikke uden at lave
svinestreger undervejs, men i det store og hele stolede han på sin stabschef. Lance
Burton var en god mand, og Wesley ville love ham at være tavs, med mindre
omstændighederne på et senere tidspunkt talte imod det. Derfor nikkede han. »Det
lover jeg naturligvis, Lance,« sagde han.
»Godt, så tag den her på.«
Han rakte Wesley en badge mage til den, han allerede gik med i forvejen.
»Her, tag den til erstatning for din egen. Den er ligesom min, ganske uskadelig.
Ingen mikrofon og perimeteralarm.«
Først nu mærkede Wesley, at hans gamle badge var forsvundet. Han klappede sig
på lommen og så rundt på gulvet.
»Nej, du har ikke tabt den herinde. Den ligger i sprækken i Thomas Sunderlands
sofa. Jeg slog den af dig, mens du sad og argumenterede.«
Wesley huskede øjeblikket. »Så var det derfor, du greb ud efter mig. Ikke kun fordi
du ville have mig til at holde min mund.«
»Nej, ikke kun. Så må vi bare håbe, at rengøringspersonalet eller Sunderland ikke
finder badgen lige med det samme.«
»Hvad vil du opnå, Lance?«
»Jeg må have beviser.« Han tappede på Donalds papir.
»Så skulle du da snarere aflytte præsidenten.«
»Jeg ved det, og vi kommer til det punkt nu. Jeg har beordret glarmesteren ind i Det
Ovale Værelse for at sikre panserglassene ud mod plænen; men, forstår du, nogle af
glassene har større ører end andre.«
Det rislede koldt langs Wesleys rygrad. Kunne man det? Kunne glasset være et
aflytningsudstyr i sig selv?
»Hvorfor fortæller du mig det, Lance?«
»Chancen for, at en af os kommer ud af alt det her med skindet på næsen, er større,
end hvis jeg foretager mine undersøgelser alene. Desuden stoler jeg på dig, Wesley«
»Bliver aflytningerne af Jansen og Sunderland sendt videre over til Billy Johnson?«
»Nej, indtil videre ikke, men resten gør.«
Det var eddermukkeme ikke godt at tænke på. »Du siger, at alle aflytningerne af
vores badges, af telefonerne og kameraerne rundt omkring, sendes over til Ministeriet
for hjemlandets Sikkerhed?«
Burton nikkede. »Ja.«
Wesley bed sig i læben. Hold da kæft, det måtte være sindssygt mange
informationer.
Burton pegede på de to nederste bokse. »Lad det nu ligge, og lad os koncentrere
os om, hvad der står her. Disse to bokse er særlig interessante. Den øverste er
forbundet til overvågningskameraet på Sunderlands kontor, desværre uden lyd, men
den nederste kompenserer godt for det, for det er boksen, der styrer
videoovervågningen og aflytningen på dit kontor, Wesley, og som samtidig er koblet
op til din badge. Forstår du, hvad jeg mener?«
»Så nu kan du spionere på vicepræsidenten med hans eget
videoovervågningskamera og lyden fra min badge?« Wesley bed sig i læben. Hvad
helvede var de egentlig på vej ud i? »Er der også videoovervågning i Det Ovale
Værelse?«
»Nej, ikke der.« Lance Burton rettede sig i fuld højde og åbnede lågen i et stort
metalskab, der hang på væggen over digitalboksene. Han trykkede på et par knapper
og aktiverede en monitor, der med et særdeles skarpt, sort/hvidt billede viste, hvad der
foregik i vicepræsidentens kontor. »Med den knap her switcher du imellem de
forskellige kameraer,« sagde han og kørte fra Sunderlands kontor til Wesleys, til
Rooseveltrummet og videre ned ad gangen. Så skiftede han tilbage til mødet på
Sunderlands kontor.
Wesley s å på monitoren. Landets vigtigste politikere var nu gået over til kaffen.
Vidste man ikke bedre, kunne det være et Rotary-møde i den lokale klub. Først en lille
sludder om verdenssituationen over en kop kaffe, så et lille oplysende foredrag og
endelig et kontant slag poker, hvor man fik skilt fårene fra bukkene. Måske var det alt i
alt også det, det var.
»Hør!« sagde Burton og stak en ledning ind i boksen, hvorfra man tappede lyden
fra Wesleys badge.
Bortset fra en svag susen og lidt metalliske stemmer gik signalet forbavsende godt
igennem, og endnu en kuldegysning meldte sig. Her sad landets stabschef og hans
vigtigste kommunikationsmedarbejder midt i landets værste krise og lyttede illegalt til,
hvad præsidenten, vicepræsidenten, chefen for sikkerhedsapparatet og hans kollega i
forsvaret havde at drøfte. Det var sådan noget, man kom i fængsel for i mange år, hvis
man var heldig. Hvis man var uheldig, var det sådan noget, der fik en til at forsvinde.
Han prøvede at fange Lance Burtons bekymrede øjne. »Tror du, det går, det her,
Lance? Er der en risiko? Hvordan kan du med sikkerhed vide, at ikke også vi bliver
overvåget lige nu?« Han stirrede på den lukkede dør ud til kommunikationscentret og
ventede hvert øjeblik, at Ben Kanes blodhunde ville slå den ind og gå til angreb.
Burton trak på skuldrene. Åbenbart var det en risiko, han ikke kalkulerede med og
heller ikke havde tænkt sig at lade sig skræmme af. »Hør,« sagde han i stedet.
Inde på Sunderlands kontor rørte de i deres kaffekopper og sad lige over for
hinanden. Deres rygge var rette og bevægelserne fattede. De rømmede sig ikke og
talte ikke med omsvøb eller tøvende. De så lige på hinanden og aftalte, hvordan
jerngrebet skulle strammes. Hvordan man ville bremse omverdenens indflydelse på
begivenhederne og lukke satellittransmissionerne ned. Hvordan en strøm af virus ville
blive lukket ud på internettet og kvæle det. Hvordan al telekommunikation ville blive
bremset og styret. De gjorde det med kaffesmag i munden og bløde møbler bag
lænden. Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed havde køreplanen klar og
forsvarsministeren allerede truffet sine militære forholdsregler. Wesley og Lance
forstod, at det måtte være et spørgsmål om dage. De observerede, hvordan Thomas
Sunderland skænkede sig et glas cognac og bad om hurtig handling. De så tydeligt på
billederne, hvor intenst præsident Jansen lyttede, og hvordan furerne i hans pande
langsomt glattedes.
Han virkede tilfreds. Det handlede om kontrol.
Igennem Wesley hoved kogte en strøm af triste tanker og ubehag. Det var som at få
forkyndt en dødsdom. Som om kroppen havde givet op over for en udmarvende
sygdom, eller et kærlighedsbånd var blevet revet over og derefter spyttet på.
»Hvad gør vi?« sagde han så stille, at det var et under, at Lance Burton hørte det.
»Ja, Wesley.« Han spilede sine i forvejen enorme næsebor ud for at få mere ilt til
hjernen. »Det er det, vi skal snakke om.«

Kapitel 26
Mens de kørte gennem New Jerseys nedslidte kvarterer, forsøgte Doggie at ringe til
T. Perkins’ mobil. Klokken var cirka halv fire lørdag eftermiddag, og hun var ved at
blive desperat. Hvad lavede T., siden han var så svær at få fat på?
Imens sad Ollie Boyce Henson ved siden af hende, rokkende fra side til side og
blikket fastklæbet på kvinderne i gaden, som om de var de første regulære hundyr, han
havde set, og at Washington DC havde været drænet for den slags.
Hun bad ham sætte hende af et par hundrede meter fra Rosalies gade med den
fastnaglede teori, at jo mindre han vidste om, hvor hun skulle hen, des bedre for
hende. Så gav hun ham de aftalte 2500 dollars og bad ham om at fjerne bilvraget.
Han stak bekræftende pegefingeren op mod rastafarihåret. Det brede grin fortalte
tydeligt, hvor tilfreds han var med det hele, og det havde han også grund til. For 2500
dollars ville han kunne få alt, hvad han ønskede sig. Et par joints hos sin fætter, et par
selvlysende Jordan sko, og helt sikkert også et par svulmende og villige babes, der
med garanti overgik dem, han havde savlet over i New Jersey. Jo, han var en glad
mand, da han trådte på speederen og forsvandt op mod den nordlige del af Bronx.
Et øjeblik stod hun og mærkede en uvant følelse af misundelse sætte sig. Følelsen
af, at hvis livet kunne gå om, så ville hun prøve at leve lige så enkelt som Ollie Boyce
Henson.

Doggie havde regnet med, at hun vidste, hvad hun gik ind til, men grimheden og
armoden i Rosalies gade var rystende. Selv om hun havde set værre tilstande, der
hvor hun kom fra, trailerparker med beskidte unger og svinske omgivelser og
blikboliger, der skreg til himlen om forkerte valg og kommende ulykke, var denne form
for deprimerende og gravkammergrå storladenhed helt anderledes substantiel. Fra
hovedgaden og ned til Rosalies opgang var der kun hundrede meter, men frygten
groede skridt for skridt. Ikke for overfaldet eller den lammelse, som afmægtighed kan
give, men frygten for det uvisse og utrygge, der sivede ud fra hver en fuge i dette
betonmorads.
Der var mange, der stirrede ondt efter hende. De sked på hendes spraglede tøj,
hvem hun var, om hun var eftersøgt eller tv-stjerne, men de sked ikke på, at hun var
hvid og ikke bøjede nakken af den grund. De holdt øje med hendes vagtsomme øjne
og lurede på, hvorfor hun var der. Parate til hvad som helst.
Hun fandt Rosalie Lees navn ved hoveddøren på en blikplade med generationer af
påklistrede navnekorrektioner smasket oven på hinanden. Der lugtede surt inde i
opgangen, og huset rystede af beboernes kraftudfoldelser. Det var som at bevæge sig
ind i dragens hule, fascinerende, stinkende og uafrysteligt.
Rosalie modtog hende med et ansigt så nøgent som aldrig før. Den brede mund, de
fyldige, blodrøde læber, smilehullerne, der ellers hvilede så lifligt i hendes kinder, alt
var tørret ud. Doggie tog imod hendes omfavnelser og ord og tårer, og lod hende få
den tid, der skulle til. Rosalie havde det ikke godt.
Efter en beretning, der kostede pauser og sitrende mundvige, gav Doggie sin
veninde 5000 dollars og spurgte, om hun skulle følge hende på vej ned til
politistationen, men Rosalie bad hende om at sætte sig og vente. Hun skulle bare lade,
som om hun var hjemme. Alt hvad der var Rosalies, var også hendes. Nu havde hun
det bedre. Hendes to drenge kunne komme ud af fængslet, og Frank kunne få en kiste.
»Rosalie, før du går, har du så noget, jeg kan farve hår med her i huset?« spurgte
hun. »Bare et eller andet?«
 Rosalie så på hende med tunge øjne. »Ser man det så tydeligt?« Hun rørte forsigtigt
sit krusede hår.
Doggie smilede stille. »Har du så også en saks?«

Mens Rosalies skridt fortonede sig ude i opgangen, fandt Doggie lejlighedens
køkken optændt i et uforglemmeligt energifråds. Tre-fire lyskæder fra en forgangen jul
kastede pletter af kulørt lys ned over snøftende sugo-gryder på komfuret, en
dampende kaffemaskine, et kampberedt strygejern på strygebrættet, et halvåbent
køleskab, en radio med jazzmusik på moderat blus og et tv på størrelse med en
skotøjsæske, med flimrende billede og lyden skruet helt i bund. Tonsvis af
indikationer på, at Rosalie ikke havde det godt.
Hun tog bestik af, hvad der var brugbart i køleskabet, og gik så ud på badeværelset
og målte sin blonde frisure, der havde kostet en formue for en måned siden, men ikke
længere så sådan ud. Så sukkede hun og tog saksen. Det ville blive første gang i
hendes liv, at hun klippede sig selv, og første gang at håret blev kort.
En halv time efter betragtede hun resultatet med en blanding af gru og mismod. I
Ollie Boyce Hensons mors klude, med muldsort, kort hår, der lignede noget, som var
kørt igennem en roehakker, og en teint helt skrællet for make up, var enhver
lillepigetanke om, at Wesley Barefoot, Det Hvide Hus’ hotteste fyr, en eller anden dag
ville tage vare på hende, pludselig lysår derfra. Hun var en lækkerbisken for en
afdanket punker eller en heavymetalnørd fra Minnesota, og så heller ikke mere.
Nøjagtig som hensigten var.
Lettere rystet, fuld af savn og ensom som aldrig før fandt hun igen ud i køkkenet,
slukkede for halvdelen af maskinerne og skruede op for tv-lyden.
‘Ekstraordinær pressekonference fra Det Hvide Hus klokken 16,’ stod der i hjørnet
af skærmen, og med gabet proppet betragtede hun Wesley tone frem i billedet med
nyheden om, at den engelske premierminister ville aflægge sit første besøg i Det Hvide
Hus i mere end fire år. Han og præsident Jansen havde en række hjertelige drøftelser
forude, som skulle medvirke til en normalisering af omverdenens syn på de reformer,
man havde sat i gang, bildte han verden ind.
Han vævede så et øjeblik om premierminister Terry Watts personlige forhold og
indskød som den mest naturlige ting i verden en anekdote om premierministerens
hund, der havde flænset halvdelen af tapetet i dagligstuen i Downing Street 10.
Doggie så, hvordan han led. Hun så, hvordan hans smil sad forkert i ansigtet, og
hvordan porerne under hans bakkenbarter langsomt fyldtes af sved. Hun stoppede
med at tygge. Lige i det øjeblik fyldte han hende fuldstændig op.
Så vendte han sig mod de nærmeste, udvalgte journalister, spidsede læberne et
øjeblik og genfandt sit velkendte og stemmeslugende smil.
»Siden ‘En sikker fremtid’-kampagnen gik i gang,« sagde han, »er mere end 20.000
stofmisbrugere blevet sluset ud i samfundet i den såkaldte ‘storebror’-ordning, hvor
tidligere stofmisbrugere følger en løsladt på allernærmeste hold og hjælper ham til at
holde sig stoffri. På få uger er det lykkedes at opnå, hvad årtiers fejlslagen narkopolitik
aldrig havde held til. Systemet virker. Vore oplysninger går på, at der af de 20.000 dybt
narkoafhængige nu kun er konstateret 1200 frafald, og at de resterende for hver dag,
der går, fungerer bedre og bedre i deres arbejdsrolle. En pestbyld på det amerikanske
samfund er punkteret.«
Efter indslaget og en række lovprisninger af præsidentens program vistes så et kort
indslag, hvor man fulgte en stofmisbruger på nærmeste hold i de snart tre uger,
forsøget havde varet, og resultatet var ganske rigtigt mirakuløst. Fra det sølle,
gennemjunkede og sindsforvirrede og asociale individ, de havde fisket ud af San
Quentin, til den nærværende og indtagende mand, der nu stod med armen kylet hen
over skulderen på sin ‘storebror’ og smilede selvsikkert og bredt, var der lysår af
forbedring. Det var svært at tro på. Meget mere end svært.
Hun tyggede af munden og så et blåt blinklys ledsaget af sirener piske ned gennem
gaden. Fuld af bange anelser lænede hun sig forsigtigt ind over vindueskarmen og en
samling antikke kaffedåser af tvivlsom værdi, men så ikke andet end en flok unge
sorte, der stod og tjattede til hinanden. En af dem så op og vuggede omgående med
underlivet. Det var sådan, han så hende.
Hun trak sig tilbage og stirrede lige ind i sit eget fjæs dér på tv-skærmen. Pæn og
blond og nydelig så hun ud, men det var også det eneste gode ved den sag. Der var
udsat en dusør for oplysninger, der kunne føre til hendes pågribelse, de kaldte hende
farlig og utilregnelig. Så fremviste de en Fendi-taske, nøjagtig mage til hendes, som
hun havde købt for fem år siden og aldrig fortalt nogen, hvor meget kostede. Den lå i
hænderne på en politiofficer, der kaldte hende for ‘en fjende af Amerika.’
Det var lige så sandwichen, hun netop havde slugt, var ved at komme op igen.
Bagefter rullede en kæde af billeder og oplysninger om andre personer, som
myndighederne eftersøgte, hen over skærmen. Mange af dem kendte hun i forvejen.
Der var den tidligere vicepræsident Michael K. Lerner og andre velrenommerede
politikere, der var gået under jorden, ligesom der var erhvervsfolk fra både industri-,
handels- og energisektor og mange, mange andre. De ting, der blev sagt om dem, var
alvorlige. Blev de pågrebet, og det var vel meget sandsynligt med de store dusører, så
ville det blive slemt for dem, ligesom for hende selv.
Her sad hun i Rosalies græsgrønne køkken og vidste, at det meste af det, der blev
sagt, var løgn. Ikke alt, men garanteret det meste. I dette eftertænksomme øjeblik, flere
hundrede kilometer fra Det Hvide Hus’ overbevisende manipulationer, sad hun mæt
og alene i en fattig lejlighed i Throgs Neck i Bronx. Som en skibbruden på en ø
omkranset af hajer og hvilende storme. Hvis ikke T. Perkins gjorde sit arbejde, hvad
hun endnu ikke kunne vide noget om, så var der ikke mere at håbe på. Her sad hun
isoleret og langt, langt væk fra den sterile celle, hvor hendes far ventede på sine
bødler. Handlingslammet.
‘Tiden er endnu ikke gået, så tag dig sammen, Doggie,’ indskærpede hun sig selv,
vel vidende at idéstrømmen løb langsommere og langsommere. Hun vidste, at der var
mange ting i hendes fars sag, der stred mod hinanden. Handlingsforløbet omkring
mordet, hendes fars hårdnakkede uskyldserklæringer, de tekniske eksperters
skråsikkerhed, juryens vrede. Men spørgsmålet var så, hvad hun skulle gøre ved det.
Der var ingen medier, der kunne vindes ved sympati, for der var simpelthen ingen
medier med selvstændige meninger tilbage. Ingen myndigheder, der kunne aftvinges
interesse. Ingen advokater med vilje og evne til at brække den kolde mur af
uretfærdighed og apati ned. Der var kun vennerne tilbage, og dem var der ikke mange
af.
Hun trak Ollie Boyce Hensons lig af en mobiltelefon op af tasken og tastede
nummeret til sherifkontoret i Highland County.
Det var en yderst fåmælt omstillingsdame, der gav hende besked. ‘Om hvem hun
kunne sige, hun havde talt med?’ Hun sagde, at hun hed Doggie. ‘Nej, desværre, hun
kunne ikke tale med T. Perkins, for han var ikke i tjeneste de første par dage, og nej,
hun kunne ikke ringe til hans mobil, for den lå simpelthen fuldstændig i smadder på en
pløjemark uden for byen, havde hun fået at vide.’
Doggies pande furedes. Så var T.‘s mobil altså ødelagt, det forklarede jo en del.
Så spurgte omstillingsdamen, om der var et nummer, sherif Perkins kunne ringe til,
hvis han mod forventning ville oppe sig og ringe til kontoret, og Doggie var lige ved
at sige ja, men gjorde det ikke. Hvis bare denne nedkørte omstillingsdame blev ved
med at pulsere i samme lave omdrejninger, så ville der om fem minutter ikke længere
eksistere noget som helst i hendes hjerne, der kunne kobles til denne mobil og denne
opringning. Hvorfor skulle Doggie så lægge et spor ud? »Nej, tak,« svarede hun med
hjertet fuldt af tvivl.

Rosalies sønner meldte deres ankomst lige før deres mor og uden den form for
anstand og ydmyghed, man burde forvente af et par hjemvendte syndere, hvis frihed
alene bestod i en fattig mors ulige kamp og selvopholdelsesdrift. De stod pludselig
der i stuen og kiggede på hende med måbende øjne og nedad-krængede læber; den
ene med baseball-cappen på skrå, den anden med bukser så vide, at benene flød i ét.
De tog først øjnene fra hendes bryster og ultrastramme jeans, da Rosalie Lee kom
busende bagfra.
»Doggie, Doggie, åh, min skat, den er helt gal.« Hun smed sin taske på
køkkenbordet og satte sig tungt og stakåndet på en plasticbetrukket skammel. »Alle
politistationer i New York har et billede hængende af dig på tavlen over de mest
eftersøgte forbrydere i landet. Herre min Gud, er du klar over, at der er udsat en dusør
på dig på 25.000 dollars.« Hun viftede sit svedige ansigt og opdagede først da
Doggies nye frisure. »Herre Jesus, min pige, ser du nu sådan ud.« Hun rystede på
hovedet. »Åhh, Doggie, 25.000 dollars i dusør, det er mere end bare håndører
heromkring, skal jeg love dig. Var der nogen, der så dig, da du kom? Tænk dig godt
om.«
Nogen, der så hende, hvilket grotesk spørgsmål. »Det var der helt bestemt, ja!«
Rosalie vendte sig mod drengene. »Det her må I klare, er I med? Doggie har betalt
jeres kaution, og nu dysser I folkene i gaden ned, okay? Af sted med jer.«
Drengene så på Rosalie, som om hun havde påført dem en dødelig sygdom. Der
skulle skarpe blikke til, før de luntede ud.
»Hvad hed ham, der kørte dig hertil?« spurgte Rosalie og duppede sit ansigt.
»Ollie Boyce Henson, men han sladrer ikke, tror jeg. Desuden ved han ikke, hvor
jeg er. Han satte mig af et stykke herfra.«
»Men han ved, at du er her - i Bronx?«
Hun nikkede.
 »Honey, jeg giver dig højst et par timer, så er politiet her. Det er nye tider, Doggie. I
gamle dage var der kodekser. Strømerne levede deres liv i Strømerland, og vi andre
havde ikke noget at gøre der, så folk sladrede ikke. Sådan er det ikke mere.« Hun rejste
sig med besvær. »Vi må have dig væk hurtigst muligt. Når drengene kommer tilbage,
så finder vi et køretøj. De kører godt begge to, lidt stærkt, men det må de lade være
med denne gang. Kender du nogen, du kan besøge?« Hun tog Doggies taske og
vendte bunden i vejret. »Du kan ikke rende rundt med sådan en dyr sag ude på
vejene, de ved, du har den, og…« Hun stirrede et øjeblik på Buddha-statuen, der
havde rullet sig til ro mellem læbestifter, hygiejnebind og 7.500 dollars i halvstore
sedler.
»Du godeste. Jesus Kristus, har du stadig den, min pige?« Ro-salie løftede
forsigtigt figuren op i sine bløde hænder og stod helt stille, som om fortiden havde
lagt sig i et englestøvstyndt lag omkring hende.
Doggie havde ikke længere samme fine minder som Rosalie. Den eneste følelse, hun
havde lige nu, var en træthed, der gik til marven.
»Sig mig, tøs. Hvor kan du tage hen?«
Med disse få ord blev betydningsfulde områder i Doggies urolige sjæl bragt på
plads. Hele livet går mennesket rundt og samler på sikkerhedsnet. Man lægger dem op
omkring hinanden, væver nye stykker ind, samler maskerne sirligt og gør dem finere
og finere, og pludselig en dag, så står man oven på nettet og kan ikke længere se
igennem det, så tæt og uigennemtrængeligt er det blevet. Og erindringen om ens
fundament og rødder blegner bort, og man må vænne sig til at se opad og udad, så
langt ens trætte syn tillader det. Her stod Doggie nu oven på livets finmaskede net og
kunne ikke længere se ned på det, hun kom fra. Måske var der et hul et eller andet
sted, men det var for langt herfra, og Doggie orkede ikke at lede. Havde der været en
erindring om en løs maske eller et gennemmørnet stykke, så var den i hvert fald væk
nu. Hun ville gerne kunne have sagt til Rosalie, at hun kunne tage hjem til nogen. At
der var en veninde eller en sødladen tante, der bare ventede. At Wesley havde en
hytte, hvor han ville gemme hende til verdens ende. Men Doggie følte sig stum af
ensomhed. »Jeg ved det ikke, Rosalie. Jeg kan kun komme i tanke om dig og min mor,
og min mor kan jeg vist ikke tage ned til. Der vil de søge efter mig allerførst.«
Hun mærkede rørelsen så pludseligt og vedkommende. Rosalies varme hænder om
hendes ansigt var hendes havn, mere havde hun ikke.
 Rosalie tørrede Doggies fugtige kinder, hun vidste vist alt for meget om tårer.
»Hvad så med den?« Hun nikkede over mod Buddhaen.
»Jeg har prøvet at komme ind til Jansen, det ved du, men det lykkedes jo ikke,
Rosalie. Det er fandeme alt for længe siden, at han var den mand, der gav mig den.«
»Nej, det er ikke Jansen, jeg taler om. Hvad med John Bugattis lille seddel indeni,
har du set efter dér?«
Doggie smilede. »Kan du virkelig huske det?«
»Jeg husker alt, remember?«
»Så er det synd, at jeg må skuffe dig. Han lagde ikke nogen seddel i, Rosalie. Han
ville bare være venlig.«
Den trivelige kvinde rettede sig på skamlen. »Åhjo, han gjorde. Han lagde den i, det
så jeg, det kan jeg love dig.«
Hun tog figuren fra bordet og prøvede at få et kig ind i den lille sprække af en mund.
»Det har jeg gjort hundrede af gange, Rosalie, du kan ikke se noget, for der er ikke
noget.«
Rosalie rystede på hovedet og rejste sig op. »Never mind! Ved du hvad, du kan
tage ned til min søster. Det behøver hun ikke at vide i forvejen. Hun bor i Five Forks
sydvest for Richmond, det er et lille hus, men stort nok.«
Doggie bed sig i kinden. Syd for Richmond. Så tæt på hendes far, næsten alt for tæt.
Hun så ud i korridoren, hvor tyve par udtrådte Nike-støvler stod opmarcheret, og
pludselig var følelsen og øjeblikket der. Hun havde hørt om det før, men aldrig selv
mærket det. Dét var det øjeblik, hvor det går op for et menneske, at det kun har sig
selv tilbage, og at alt andet er kulisser omkring ens afmagt. Skoene ville stå der i
morgen og dagen efter. De, der bar dem, ville leve deres eget liv, det havde hun ikke
noget med at gøre. Nej, selv om de ville hjælpe hende, så var det hende, der var kørt
fast i problemer. Hun havde ikke noget sted at tage hen, snart ville hendes far blive
henrettet, hun havde bedt et fremmed menneske om at køre sig til New York, og nu
skulle et andet fremmed menneske køre hende tilbage igen.
Alt i alt gjorde det bare ondt at tænke på.
En dør smækkede, og hun og Rosalie så op. Det var drengene, der var tilbage.
»Hvorfor kommer I allerede, I kan umuligt have snakket med ret mange.«
»Cool, mammy. Vi låner J. Firebirds fucking Ford,« sagde ham, som Doggie
vurderede til at være den yngste. »Den ser ikke ud af noget særligt. Vi kører nu.«
 »Hvad er der da sket, Dennis?«
»Hele gaden ved, at damen dér er her.« Fyren vendte sig mod Doggie. »Du har en
mobil, stik mig den.«
»Hvorfor?«
»Hey, dame, du har fået den af en fyr, der hedder Ollie, rigtigt eller forkert?«
Doggie mærkede, hvordan t-shirten begyndte at klæbe sig til huden. »Hvordan ved
du det?«
»Yo! Der er en fucking dusør på 25.000 dollars på dig, de har lige sagt det i
fjernsynet.«
Rosalie gjorde korsets tegn for sig, mens Dennis stirrede på bunken af sedler, der
stadig lå på bordet. »For en time siden vidste alle goddamn motherfuckers, at du var
kommet nede fra hjørnet, okay? For halvtreds minutter siden vidste de også, hvor du
var sat af og af hvem, er du med?«
Doggie så over på hans tavse bror, der nikkede samtykkende.
»Og for ti minutter siden påstod en af idioterne fra Det Hvide Hus der på tv, at
præsidentens fucking narkoprogram kunne få junkierne, der knepper den hvide lady,
til at holde op med deres fucking fix, bare fordi der kommer en eller anden udbombet,
fucking narkopensionist og holder dem i hånden, når de kommer ud. Og to minutter
efter så man i samme udsendelse, at der er udsat en fucking dusør på femogtyve kilo
på dit cremefarvede sukkerfjæs. Folk har ikke så fucking meget at lave lige for tiden,
forstår du. Så de følger fucking godt med.« Han rystede på hovedet. »Men du forstår
ikke en fucking skid af, hvad jeg siger, vel dame?«
Rosalie kneb øjnene sammen. »Hvordan ved I, at Doggie har ham der Ollies mobil?
Og fortæl mig så i Guds navn, hvad det betyder?«
»Hey mam, det er ‘black territory’, det her. Det er bongobongo-land. Kan du ikke
høre, hvordan de jigger nede på gaden? Jungletrommerne drøner i Throgs Neck, det
ved du da fucking godt!« Dennis slog med hovedet og jiggede fra side til side med
dansende arme. »Den motherfucker til Ollie pralede over for fætterdrengen med sin
nye, skidefine, pissedyre mobil,« rappede han, »og så tændte han for lortet. Behøver
jeg at sige mere? De sporede ham på et minut, ti fucking pansere eller flere. Og så kom
de efter ham og fætteren og kællingen. Hvor længe tror du, at han kan holde sin
fucking kæft nede på stationen? Især når de begynder at bore og vifter ham om
kyssetøjet med femogtyve af de store?«
 Doggie burde have vidst det. Hun skulle have givet Ollie Boyce Henson 500 dollars
ekstra og kylet sin gamle mobil ad helvede til.
»Dame, jeg ved, hvad du tænker. Fucking Ollie Boyce Henson, tænker du,« sagde
Dennis og lagde hovedet på skrå. »Men hvis du havde købt en fucking billigere mobil
til at begynde med, så var det slet ikke sket, vel dame?«
Hun nikkede og begyndte at samle sine ting på bordet.
»Hvad skal Doggie gøre nu?« spurgte Rosalie.
Dennis rettede på sit tørklæde og så på hende med søvnige øjne. »For det første, så
giver hun mig sin fucking mobiltelefon.« Han vendte sig mod Doggie og rakte sin
hvidlaserede håndflade frem. »Du kan ikke bruge den alligevel. Panserne sporer den
på fucking ti minutter, så enkelt er det. Måske har de allerede gjort det, man ved det
aldrig med de røvhuller; det afhænger kun af, om Ollie allerede har sunget
sladresangen. Hér, du får min bror Franks i stedet for, den har han ikke så meget brug
for lige for tiden. Ja, han brugte den heller ikke før, han var for fucking dum til det
shit.« Han så undskyldende på sin mor og rakte Doggie en mobiltelefon, der trods alt
så bedre ud end den, Ollie havde givet hende. »Nummeret og pinkoden står på
bagsiden. Ikke fucking smart, men sådan var Frank, okay.« Han pegede på nogle tal
ridset ind i lakken med spidsen af en kniv.
»Hvad så med mine numre i mobilens telefonbog, jeg kan dem ikke udenad?«
Han sukkede og trak baseballcappens skygge længere ned i nakken. »Okay, dame.
Jeg taster et par numre ind i Franks mobil. Skriv de vigtigste op til mig, men du får kun
ét fucking minut, og så slukker du, er du med?« Han daskede på håndryggen, selv om
der ikke sad noget ur.
Hun åbnede telefonbogen og udvalgte de relevante numre. Det var trods alt kun
nogle få.
Da hun var færdig, lagde hun sin hånd på Rosalies. »Tak, Rosalie, jeg håber ikke, I
får problemer med det her.«
»Sludder, tænk ikke på os. Nok er jeg kørt ned lige nu, men hjernen…,« hun
tappede på sit krusede hår, »den kører gud ske lov stadig på fuld skrue. Lige så snart
du og Dennis er kørt, så sender jeg James ned på politistationen, så han kan melde, at
du har forsøgt at få husly hos mig, og at jeg prøvede at holde dig tilbage, men at du
stak af. Vi vil sige, at du kørte i fuld fart op mod White Plains i en beige Galaxy med
sorte striber på køleren. Sådan et køretøj kommer de til at lede længe efter, det kan jeg
godt sige dig, min egen. Og så vil James forlange at få del i dusøren. Hverken Ollie
Boyce Henson eller nogen anden skal få et ben til jorden her hos mama.« Hun
klappede sig på sit brede bryst. »I morgen tidlig ringer jeg dig op og fortæller, hvordan
det gik.«
Dennis rakte hende Franks mobil. Han var åbenbart færdig med at taste hendes
numre ind. »Og så dumper du din fucking lortetaske og det niggerkluns, du står i, i en
skraldebøtte undervejs, okay? Første gang, vi når til en fucking tøjbiks, så køber vi
noget andet, og det pissegrimme juks, du har liggende på bordet, må fucking væk, er
du med?« Han slog en pose fra Jansen Drugstores ud og fejede sedler, læbestift,
nøgler og alt andet ned i den. Kun Buddhafiguren stod tilbage.
»Hvad med det shit?« spurgte han.
Hun så på den et øjeblik. »Den skal med.«

Dennis kørte hende nogle kilometer nordpå i J. Firebirds gamle Ford med et blæs på
anlægget, der fik Ray Charles til at lyde som en serie kompressioner fra et middelstort
jord-til-luft-batteri.
Tæt på den zoologiske have holdt han ind ved en åben tøjforretning og ventede et
par minutter, mens hun fik sig ekviperet med det mest anonyme og farveløse kluns,
man kunne tænke sig.
Hun så tilfreds ned ad sig, da hun satte sig ind i bilen. Ikke mange ville mistænke
hende for andet end at være underbetalt bibliotekar fra en flække, som ingen havde
hørt om.
Så drejede de af mod sydvest og videre ned mod Interstate Highway 95.
»Du bliver plukket op ved George Washington-broen, okay? Det kommer til at
koste dig et par tusinde, men det må du fucking finde dig i, baby.«
»Hvordan kommer jeg over broen, har I tænkt på det?«
Dennis trak på smilebåndet. »Det er ordnet.«
De drejede væk fra hovedvejen, netop som hun kunne skimte det enorme Stars and
Stripes blafre for vinden ved George Washington-broens fjerneste bropille, og holdt
ind i en sidegade mellem en varebil, der var punkteret på alle fire dæk og en lastbil med
en stor rustfri stålbeholder på ladet. ‘Jansen Drugstores - frisk mælk til alle glade
amerikanere’ stod der med massive bogstaver på det blanke stål.
Hun forstod budskabet, men ikke helt den fulde mening, før Dennis bad hende give
en kulsort chauffør i skriggul uniform 3000 dollars, og bagefter puffede hende op ad
en stålstige på beholderens ene side.
I åbningen til beholderens dyb sagde hun farvel til Rosalies ældste søn og bad ham
hilse hende og sige, at hun håbede, men ikke troede, at hun kunne være i stand til at
komme til Franks begravelse, og at hun, hvis man ikke fangede hende, ville forsøge at
ringe dagen efter og fortælle, hvad der var sket.
Så smækkede de lugen i og åbnede for dens luftventiler.
Der i det buldrende mørke skulle hun sidde, mens en af Jansens Drugstores’
chauffører mosede ned mod Five Forks og Rosalies intetanende søster, og tiden gik.

Kapitel 27
Nogle timer efter, hun havde ikke tjek på hvor mange, var hun mørbanket og flad og
konstant ved at kaste op. Intet kunne undertrykke stålbeholderens tykke hørm af
gammel, sur mælk. Efterhånden som kilometerne blev ædt op, føltes stanken som
babygylp, sur og sød på samme tid og kvalmende intens. Hun havde prøvet at stikke
hænderne op og åbne lugen indefra, men kunne ikke. Det var alt i alt, kombineret med
den evindelige rullen og duven på det cirkelrunde gulv, ualmindeligt ulideligt.
I New York havde de ventet en times tid ved broen over mod New Jersey og blev så
pludselig lempet ud i ydersporet og sluppet igennem uden videre kontrol. ‘Det er
konsekvensen af mit arbejde,’ tænkte hun, og så bunkerne fra
interesseorganisationerne på skrivebordet i Vestfløjen for sig. Hvis noget skulle
igennem til folk, så var det børnenes mælk, det var det direktiv, hun havde ladet udgå
med Krisestyringsagenturet FEMA’s stempel på. ‘Og gudskelov for det,’ deducerede
hun og lyttede til bilerne, der kørte forbi med motorerne i tomgang og lejlighedsvist
hornet i bund. Der måtte være tusinder.
Derefter var de blevet stoppet ved vejspærringer yderligere tre gange, og hver gang
jog det gennem hende af angst for at blive opdaget. At en nævenyttig lille soldat så
en chance for forfremmelse og tjekkede selv den mest bizarre mulighed. At han ville
stikke sit lille, entreprenante hoved ned gennem lugen og gøre sit livs kup i
surmælksdunsten. Men trods hendes bankende hjerte og de højrøstede råb omkring
kontrolposterne, så skete det ikke.
Da hendes chauffør endelig åbnede lugen på en rasteplads syd for Dumfries, slog
ilten og suset fra det åbne og glimtene fra stjernehimlen hende baglæns med sådan en
kraft, at hun var nødt til at holde sig for munden for ikke at komme til at hyperventilere.
Han langede en lille transistorradio ned til hende med en formaning om, at hun
udelukkende lyttede til den, mens de var i fart. Han virkede nærmest, som om han
havde et formål med, at hun skulle høre radio lige nu. Så smed han en folieindpakket
sandwich bagefter og spurgte, om hun trængte til at komme på toilettet, og da hun
ikke svarede hurtigt nok, slog han lugen i.
Så var mørket tilbage.
Hun trykkede på Frank Lees mobil og brugte et øjeblik det blå lys fra displayet som
lommelampe, så hun kunne identificere transistorradioens forskellige knapper. Så
tændte hun radioen og lænede sig tilbage mod stålbeholderens statiske kølighed.
Enhver, der havde fulgt med i amerikanske medier gennem de sidste ti år kunne på
millisekunder genkende den nasale stemme, der agiterende og hårdtpumpet
strømmede ud af denne minimale højttaler. Tom Jumper var en mand, der blev husket
af selv de mest stivnakkede kulturpaver, for alle havde hørt ham på et eller andet
tidspunkt, hvad enten de ville indrømme det eller ej. Han var så øretæveindbydende
rap i kæften og i den øverste etage, at ingen af hans lavkastegæster nogensinde
fattede, hvilket ætsende lys han udstillede dem i. De sad bare der med deres tunge
kroppe og tungtfattende hjerner og spillede hans spil, mens millionerne trillede ind på
hans konto. Doggie hadede alt, hvad han stod for, men her, det mest ensomme sted på
jord, mens vejen rumlede af sted under hende, og hele landet vred pupillerne af led for
at få et glimt af hende, var Tom Jumper hendes eneste bagdør til et liv, der kunne
kaldes normalt. Gløden i hans stemme signalerede gamle dage, de glade og naive tider
for bare fire uger siden. Det var en helt uventet nostalgisk oplevelse. Så spillede han
et af Emmylou Harris’ tidligste numre, før han igen vendte tilbage for fuld udblæsning.
»Yo yo yo, klokken er treogtyvehundrede Eastern Time, det er Saturday Night for
fuld udblæsning. I lytter til Tom Jumpers ‘Sidste Bastion,’« messede Jumper. »Det er
anden dag, vi sender her fra vores mobile studie. Et radioprogram for alle dem, der
stadig kan huske ord som demokrati, forfatningsmæssige rettigheder, for slet ikke at
tale om friskhakket kød, pornofilm og sort arbejde. Glade tider, husker I dem, venner?«
Doggie mærkede det trække i ansigtshuden.
 Jumper trykkede på et båthorn og piftede i fingrene. »Hey, det var jinglen til dagens
gode historie. Vi hørte lige før om jagten på Doggie Rogers, damen der hakkede
vicepræsidentens betændte nødder tilbage, hvor de kom fra. Sidste nyt er, at lille
Doggie Doggie har gravet sine ben ned og er spænet ud på jagtmarkerne. Pas godt på
hende, hvis I ser hende derude. Jeg siger, som jeg har sagt det før i aften: Den, der kan
smadre vores vicepræsident til jorden, fortjener vores yderste respekt. Lad jer ikke
friste af dusøren, folkens. Glem Judas-pengene og hjælp hende i stedet for.«
Doggie pressede læberne sammen. Ordene gik rent ind. Så var det måske ikke så
underligt, at chaufføren havde givet hende radioen.
Jumper trykkede igen på båthornet. »Alle, der tager deres gode tøj og vandrer ud af
Det Hvide Hus ligesom Doggie Rogers, er sande amerikanere. For derinde sidder
morderne, der sviner vores land til med blod, og ingen kan med sin samvittighed i
behold bakke op om dem. Troede I noget andet? Jamen så er det godt, at Tom Jumper
og sådan nogle som Doggie Rogers rusker op i jer, Amerika.«
Det var fuldstændig uvirkeligt at lytte til. Doggie skød brystet frem, så hun fik mere
luft.
»Hey derude,« fortsatte Jumper. »Hvor I dog sover, det er ikke engang midnat; slå
nu gluggerne op og fold øreflapperne ud, for her kommer dagens velunderbyggede
påstand, researchet af mit dygtige og utrolige team i mit gamle tv-program. Jeg siger
det nu! Præsident Jansen og hans slæng stod bag ‘Dræberen fra tagene’ i New York.
Woahh, det var en nyhed, hvadbehager, jeg kan se jer for mig derude. I rejste jeres
tykke røve et par centimeter fra sengehalmen, gjorde I ikke? Whoahh, jo I gjorde. Men
hør her, præsident Jansen og hans nikkedukker kan mange ting, og de kan også
tænke, tro det eller lad være. For hånden på hjertet, har mordene i New York og på
skolen uden for Washington og alle attentaterne og bomberne og alt det tamtam ikke
gjort noget ved jeres tankegang på det sidste?«
Doggie trak vejret dybt og foldede hænderne bag nakken.
»Jeg taler naturligvis ikke til de af jer skide skydegale analfabeter, der tager gøbben
frem hver gang, der skal udveksles gloser på mere end fem bogstaver, I er bare for
drænede i hjernebarken. Nej, jeg mener alle jer andre. Ja, også dig morlille derude i
køkkenet.« Han lo. »Ja, dig, der plejer at stå og røre i gryden, lod du dig ikke påvirke af
alle de ting, hvad? Tænkte du ikke: Jamen, når der sidder en sindssyg og plaffer børn
ned på fortovet i New York, når en debil stodder kan trænge ind i en skole og smadre
hjernekassen på uskyldige børn, så har præsidenten da ret, vi må af med alt det
isenkram. Du tænker, ja for helve.., nånej ikke helvede, for du er jo en pæn pige, men
for alle engle i himlen, tænker du, skub bare Colt’en ned i lokummet. Drop bare
patronerne i gylletanken. Præsidenten har jo ret, tænker du og alle I andre. Se selv alt
det lort, der sker omkring. Men hør her, Tom Jumper siger jer, at vi har bevis for, at alt
det crap er sat i gang inde i Det Hvide Hus, og at det har virket efter hensigten. Jeg
siger dermed ikke, at vi skal have gøbben tilbage i sengeskuffen, jeg siger bare, at
måden, den kom væk på, var forkert. Når Det Hvide Hus bestiller en mand til at smadre
skolebørn, for at alle vi andre skal hade skydevåben, så er det hele blevet for sygt. Er
vi enige eller hvad?«
Han stoppede brat og satte musikken i gang. Efterklangen af hans
maskingeværstemme smeltede ind i stortrommen på et countrynummer. Han kendte
sine effekter, og Doggie mærkede ikke længere kulden i stålbeholderen. De kørte over
en togoverskæring og hørte klokken hamre hårdt, og hvert slag slog ind i hendes sjæl
som en sølvkugle i varulvens hjerte. Hun følte sig fuldstændig forvirret. Hvad var det,
Tom Jumper sagde? Kunne det virkelig være rigtigt, eller var det bare hans
sensationslystent indstillede rygmarv, der fik lov at køre ud af alle tangenter.
»Yo yo, people. Nu skifter vi sendefrekvens,« fortsatte han. »Surf lidt frem og
tilbage på båndet og led efter musikken her. I kender alle go’e, gamle Johnny Cash.
Drej lidt frem og tilbage, ikke meget, men jeg siger ikke hvor.«
Hun famlede efter drejeknappen og skøjtede forbi en masse stationer, hvis tidligere
eksistens kun lod sig identificere ved en susen. Så dukkede den mørke sangstemme
op.
Hun følte efter på sin brystkasse. Du almægtige, hvor slog hjertet dog hårdt. Tom
Jumper havde omtalt hende i sit radioprogram lige før, og han havde nævnt ting, som
kunne ryste selv den mest forhærdede lobbyist. Hvad ville det næste blive?
»Yo yo, igen! Her har vi Tom Jumpers ‘Sidste Bastion.’ Hvor kom vi fra? Har I for
resten hørt, at storfinansen er ved at være på skideren. Hvordan tror I, at
cigaretfabrikkerne og ammunitionsfabrikanterne har det lige i øjeblikket, folks? Haha,
mon ikke, at deres røvhuller er ved at være flossede af den tynd-skidsflod, der må
have martret dem i de sidste par uger, nu hvor den evindelige pengestrøm er stivnet
som lava foran det salte hav? Hvor tror I, at finanstosserne i Wall Street og
mediemogulerne og alle de skideoverflødige horder af konsulenter for dit og dat og
alskens pjat helst ville være lige nu? Foran præsidenten med en skarpladt Umarex-
Beretta 92FS presset ind i hans tinding eller i Langbortistan, hvor peberet gror? Er I
egentlig klar over, hvor farligt det er at være præsident i USA lige nu? Hey, det er
sandelig lige før, jeg får ondt af ham. Tror I ikke, at der er mange, der pønser på at
stoppe et missil i Jansens røvhul og blæse ham tilbage til den skandinaviske flække,
hans forfædre kom fra? Jamen hey, manden er jo den mest hadede i verden lige nu.
Go’e gamle Saddam var elsket som julemanden ved siden af Jansen. Pas på
storfinansen, Jansen-boy, siger jeg. De eller mafiadrengene eller højreaktivisterne skal
nok få ram på dig. Se dig over skulderen, Jansen. Kig på ham, der passer på dig.
Måske har han købt aktier i Gun-So Sports Cases og ser kursen falde hurtigere end
Enrons på en god dag.« Han trykkede sit båthorn i bund og skreg af grin. Hun havde
ikke besvær med at se ham for sig.
»Og mens vi nu er ved tasker, så lad os gå tilbage til Doggie Rogers. Hør her, min
skat, du er sidst set med en svinedyr Fendi-dametaske med gule border på din
nydelige skulder, så se at få den kylet ad helvede til. De viser den hvert tiende minut
på tv, hvis du ikke lige ved det.«
Han bankede vildt på sit båthorn, mens Doggie trykkede plasticposen ind til sig.
Hun så en tusinddollar Fendi-taske for sig ligge godt mast ned i en skraldespand over
for Bronx Zoo.
»Tilbage til storpolitikken. Jeg har en eksklusiv kommentator ved min side i dag, så
lad os give ham en hånd.« Han klappede vildt. »Lad os ikke nævne navne, men tro
mig, I kender ham. Jeg vil ikke tale om hans udseende, han kunne jo bare tro, at jeg
lagde an på ham, og måske ville han ikke være utilnærmelig.« Han lo
øretæveindbydende, det var så typisk. »Well well well, min kære anonyme ven. Vi kan
da godt afsløre, at du er en mand med stor viden om mange ting, og at livet i
Washington for dig er som livet i Pusher Street er for lille Billy Sniffernæse. Vi har hørt
om, at der kan være et modkup i gang mod Jansen. Jeg siger modkup, for var det ikke
et kup, at vi valgte en præsident, der hed Jekyll, og så i stedet fik en mr. Hyde? Hvad
siger du til disse rygter, mr. John Doe, du lille mr. NN, manden uden navn og ansigt?«
Stemmen, der tonede frem, var bearbejdet elektronisk, så den ikke umiddelbart
kunne genkendes, men det var ikke gjort godt nok. For manden, der talte, var næsten
lige så kendt af landets indbyggere som Tom Jumper. Doggie måtte igen tage sig til
brystet og presse sig selv til at trække vejret dybt og roligt. Hun var dybt oprørt og
ked af det på samme tid. Her sad en virkelig god ven, John Bugatti, for enden af en
gren, han selv savede i, og grenen var tusind meter over jorden. Faldet ville blive
dødeligt, hvis han fortsatte, det var på alle mulige måder alvor. En ting var, at Tom
Jumper kunne svine regeringen til, det var sikkert livsfarligt for ham, men skulle man
være kynisk, så ville tabet formodentlig være til at bære, hvis de fik ram på ham. Noget
andet var John Bugattis tilstedeværelse. Det var en mand, der med garanti ville blive
taget alvorligt, og derfor var det det rene selvmord.
»Modkup, siger du. Jeg ved ikke, hvad vi skal kalde det, Tom,« sagde Bugattis let
forvrængede stemme gennem stemmefilteret. »Om det er et modkup, eller om det bare
er Forfatningens yderste spilleregler, der er ved at blive sat i værk. Men noget sker
der.« Han rømmede sig. »Og storfinansen skal nok på en eller anden måde, ligesom
altid, få organiseret og finansieret, hvad der skal til for at bremse denne udvikling.«
Han rømmede sig igen, og Doggie bandede over det. Kunne han da for pokker ikke
lade være eller i det mindste vende hovedet væk fra mikrofonen.
»Selvfølgelig er mange kompetente folk allerede anholdt, men der skal meget, meget
mere til, før anvendelsen af Jansens helt urimelige sammensurium af præsidentielle
dekreter skal lykkes i den sidste ende. Indtil videre er præsident Jansens største rival,
tidligere vicepræsident Michael K. Lerner, jo stadig på fri fod, og ligesom i andre
diktaturstater, for det må vi vel kalde Amerika i disse dage, hviler den brede
befolknings modstand altid som et isbjerg i havet. Nu har Jansen sat sit enorme
hangarskib af totalitære begreber i vandet, og fra det udgangspunkt sigter han på alle,
der forsøger at skyde ham i sænk. Men vi ved jo, at det kan gå galt, ikke? Trods
medvind og stor inerti kan selv det mest pansrede fartøj meget let komme til at ende
som Titanic, hvis det ikke skifter kurs. Hvilket i direkte sprog betyder, at Jansen træder
frivilligt tilbage sammen med hele sin vanvidsregering.«
Jumper dyttede i sit horn. »Mine damer og herrer, vi kommer til at høre meget mere
fra denne mand i de kommende dage, så glæd jer. Vi talte lige før om Doggie Rogers,
mr. John Doe. Lad os lige skænke hendes far en tanke. Det var jo efter rettens mening
ham, der satte hele det her ragnarok i gang, ikke? Uden ham, så havde vi ikke disse
sindssyge tilstande, siger man, men det tror jeg nu ikke så meget på. Mon ikke det var
kommet lige meget hvad, hvad siger I derude? Nå, i hvert fald sidder han og venter på
sprøjten; hvornår er det nu, det sker, har du tjek på det, mr. Doe?«
‘Åh gud, i overmorgen,’ tænkte hun.
 »Det sker i overmorgen i statsfængslet Sussex I i Waverly, Virginia,« kom Bugattis
ekko. »Og de myrder en uskyldig mand, det er jeg overbevist om.«
Doggie holdt vejret dybt nede i lungerne. Hun følte, at hvis hun ikke gjorde det, så
ville hun skrige, og udenfor gik trafikken langsomt. Måske var de netop nu på vej
igennem en by, og måske var der folk, der ville høre hende. Så hun holdt vejret og
sitrede af indre spændinger og trangen til at græde.
»I lytter til Tom Jumpers mobile radiounivers, og hvad vi netop nu hører er
sprængstof. Uskyldig, siger manden? Hvorfor have den formodning, spørger jeg
vores gæst? Jeg mener, vi ved jo alle sammen, at der har været en retssag i gang, kan
vi så ikke længere stole på, at domstolene gør deres arbejde ordentligt?« Han gav selv
svaret ved at le.
Bugatti rømmede sig et par gange. Hun ville virkelig ønske, at han lod være.
»Hmmm, jeg mener at have været så tæt på begivenhederne, at jeg kan sige, at Bud
Curtis formentlig talte sandt, når han sagde, at Mimi Jansen bad ham om at hente
hende et glas vand. Og hvorfor skulle det ikke også være rigtigt? Hun havde haft en
lang og anstrengende dag, alle gik stadig rundt med vinterovertøj, og lokalet var
glohedt. Hun var oven i købet ved at føde, for pokker. Og hvorfor skulle glasset ikke
kunne forsvinde fra gerningsstedet bagefter? Jeg mener, der var tredive mennesker
inde i rummet eller noget i den stil.«
»Whoah, vent lige, mr. Doe, det modbeviser jo ikke, at det var Curtis, der bestilte
sinken til at gøre arbejdet.«
»Nej, nemlig. Og alligevel havde man uhyre travlt med at betvivle hans ord. Lige
meget hvad, så skulle Curtis med vold og magt tage sig ud som en løgner. Det var det
enkleste. Kunne han lyve om det, så kunne han også lyve om alt muligt andet. Ved
antydningen af løgn fik man oparbejdet juryens mistillid. Havde juryen derimod troet
på, at han rent faktisk af egen fri vilje havde hentet vand til den arme, gravide kone, så
ville det have forvirret begreberne helt enormt for dem. På den ene side ville han altså
være tjenstvillig og jordbunden, og på den anden side en satans udspekuleret morder.
Det er sådan noget psykologimudder, en anklager hader. Han vil ikke have sløret sine
fjendebilleder med noget så banalt.« Han rømmede sig igen. »Herudover har jeg meget
svært ved at forstå, at gerningsmanden kun blev ramt af et enkelt skud. Jeg mener, jeg
var der…,« han bed fortalelsen i sig, men det var for sent. »Altså, jeg kender nogen,
der var der, og adskillige blev ramt af rikochetterende kugler, så mange har haft travlt
med at hive i aftrækkeren.«
‘Det hjælper dig ikke, John,’ tænkte Doggie. ‘Nu er du genkendt.’
»Og hvad skulle det betyde?« spurgte Jumper. »Det er vel ikke alle agenter, der
rammer lige så godt, som de sigter?«
»Mon dog? Men det ved jeg nu ikke noget om. Derimod ved jeg, at der var mange,
der blev såret, påfaldende mange endda. Jeg tror, at agenterne i skudøjeblikket så
våben alle vegne, og at de skød direkte på alle dem i mellemgangen, der bevægede sig
faretruende; det var ikke nogen fejltagelse. De er trænet til at observere og skyde, før
de tænker, så skidt med at det kunne være en kendt person, de sigtede efter. Og hvis
den teori er rigtig, så var der kun én af agenterne, der vidste, hvad han skulle skyde
på, og her kommer så næste punkt, som stinker. For læg mærke til, at der ved retssagen
ikke var en eneste af gæsterne, der kunne vidne om gerningsmandens bevægelser i
skudøjeblikket, og heller ikke nogen der så, hvem der fældede ham.«
»Jamen, det var da vel O’Neill, der dræbte Mimi Jansen, ikke? Han havde jo våbenet
i hånden, da de plaffede ham til jorden, det ved vi da.«
»Det var O’Neill, der skød Mimi Jansen, det er der ingen tvivl om. Der var bare
ingen, der så ham gøre det, lige bortset fra én. Og det var den mand, der skød O’Neill.
Vi ved bare ikke hvem.«
»Okay, det vidste jeg ikke. Men så var der vel ballistiske undersøgelser bagefter,
var der ikke? Jeg mener, ham, der skød idioten, er sgu da en folkehelt, så hvorfor skulle
han ikke melde sig?«
»Der blev foretaget ballistiske undersøgelser af den kugle, der dræbte Toby O’Neill,
et par dage efter, ja. Men ham, der skød O’Neill, blev ikke identificeret, og den dag i
dag ved vi stadig ikke, hvilket våben der affyrede det dræbende skud mod
gerningsmanden. Jeg tror personligt, at den mand, der stoppede O’Neill, ikke meldte
sig, fordi han ikke ville trækkes ud af mængden umiddelbart efter episoden. Hvis du
spørger mig, så tror jeg, at det var, fordi han havde et eller andet på sin person, som
skulle skjules. Mon ikke?«
Det var en overvældende følelse, der overmandede Doggie. Alle disse ord kom jo
alt for sent. Her sad hun, jagtet af gud ved hvem, i stanken fra daggammel mælk og
kunne intet andet gøre end at lytte.
»Whooaahhh, stop lige igen,« brød Jumper ind. »Hvad siger du, mr. John Doe? Det
er da dybt underligt, det her. Hvorfor kørte forsvarerne ikke hårdt på det her med,
hvem der dræbte O’Neill?«
»Fordi det ikke var det, sagen drejede sig om. De overså betydningen, eller også
skød de det til side,jeg ved det ikke. Emnet blev slet ikke berørt ved retssagen.«
»Sådan nogle forsvarere ønsker jeg mig ikke til sin tid, det kan jeg sige dig. Du siger
altså, at manden, der skød gerningsmanden, kunne have noget at skjule? Som for
eksempel hvad?«
»Ja, hvad ved jeg? Måske lidt olie i lommen fra det våben, der myrdede Mimi
Jansen, hvem ved? Nogen må vel have givet idioten våbenet i sidste øjeblik, for hvor
skulle det ellers komme fra? Jeg går da ud fra, at de visiterede O’Neill grundigt, før de
slap ham ind til afsløringen af maleriet, tror du ikke? Eller måske havde ham, der skød
O’Neill, pludselig fået puttet et vandglas i lommen, det var da også en mulighed. Vi
kan jo kun gisne.«
Doggie lagde hænderne om bag nakken. Hendes mellemgulv havde snøret sig
sammen, hendes blære trådte i karakter, hendes tarme pulserede i peristaltiske
bevægelser. Alt i hende sagde: ‘Jeg vil ud!’ Hun snappede efter vejret og snappede
igen. Bugatti havde sagt det, der skulle til. For helvede, nogen derude, nogen som
kunne tage det alvorligt, måtte da have lyttet. En dommer, en appelinstans, en
politimand. Hun rystede på hovedet. Hvorfor havde Bugatti ikke sagt det her noget
før?
»Jeg må sige, mr. John Doe, at det jo er ganske skønne sager, der bliver bragt frem
her, men hvorfor først nu?« kom det så fra Tom Jumper. »Så vidt jeg ved, så kunne du
jo have deduceret dig frem til noget lignende for flere uger siden.«
Doggie nikkede. Det kunne han jo. Men det kunne hun og alle andre jo også. For
helvede, hvor var det hele modbydeligt. Hun stampede fødderne ned i stålgulvet og
stivnede, da hun hørte effekten. Så lyttede hun. Udenfor var der helt roligt. Motoren
fra lastbilen lød som den skulle, i højeste omdrejninger.
John Bugatti sukkede et forvrænget suk i den lille højttaler. »Ja, det kunne jeg. Men
det var først, da det gik op for mig, hvor mange ting, der måske ikke skyldtes
tilfældigheder, ligesom »Dræberen fra tagene«, som du talte om før, at min hjerne
begyndte at bevæge sig i den retning.«
»Og så må vi jo konkludere, at der er begået en kriminel handling, og at meget tyder
på, at den er dikteret fra et sted højt oppe på den sociale rangstige.«
»Ja, noget af det kan vi i hvert fald konkludere.«
 »Jeg vil nu sætte vores næste plade på, mens lytterne kan tænke over vores
uppercuts mod det amerikanske demokrati. Vi hørte lige før Johnny Cash, men denne
gang skal vi over i en anden boldgade, mens vi skifter sendefrekvens. Vi skal…« Der
lød en høj kimetone i studiet, da han sagde dette. »Øjeblik!« sagde han efterfulgt af
høje råb og tumult.
»Hvad sker der,« råbte Bugatti med sin forvrængede stemme.
»Vi må væk herfra, sluk på knappen derovre,« lød Jumpers ophidsede stemme
tilbage.
Med ét lød der et klik, og så var der kun susen tilbage som på resten af kanalerne.
Hun sad og stirrede tomt ud i mørket og lod kroppen kæmpe sin egen kamp. Hvad
skete der? For helvede, havde de nu også indfanget Tom Jumper og John Bugatti.
Havde hun lige netop lagt øre til det? Havde man føjet endnu et overgreb til listen, var
det sådan noget, hendes arbejdsgivere havde så travlt med; var det derfor, hun ikke
kunne få lov til at tale med præsidenten, og derfor hun skulle sidde i sit lille kontor
som en fugl i bur? Var det af den grund, at hun nu sad her på et koldt stålgulv og
måtte høre om tvivlen, der langsomt, men alt for sent, var ved at komme hendes far til
gode?
»Åh, gud, jeg må vide mere; jeg må tale med Bugatti,« hviskede hun og famlede til
siden mod plasticposen. Så greb hun ned i den og fik fat på Buddha-statuen, trak den
op og sad et øjeblik i det kulsorte rum og lyttede til omgivelserne.
 I samme øjeblik de overhalede en lastbil med et hvislende sug, smadrede hun
figuren så hårdt ned i gulvet, hun overhovedet kunne. Det rungede skarpt og længe
efter, men larmen fra trafikken udenfor lod sig ikke forstyrre.
Hun fiskede mobilen op af lommen og tændte for displayet og lyste rundt omkring
sig. Overalt i bunden af containeren lå gipsstykkerne fra Buddhaen spredt rundt. Hun
tænkte et øjeblik på mælken, der snart skulle sejle rundt hernede, men skød det væk.
Mejerierne filtrerede den slags bort, der var ingen børn, der ville få den kinesiske
Buddha i den gale hals. Bare rolig nu, sagde hun til sig selv og kravlede lidt frem og
tilbage og skubbede de pulveriserede dele af figuren til siden. Men der var ingenting. I
ambassaden i Beijing for mange år siden havde hun set John Bugatti lade som om, at
han puttede en seddel med et telefonnummer ind i statuens mund, og hele tiden havde
hun vidst bedre. Der var ikke nogen seddel. Simpelthen.
Så lagde hun sig på ryggen hen over gipsstykkerne og bad til, at de snart måtte
være fremme. Alt for mange tanker for rundt i hovedet på hende, hendes krop skreg på
at blive tømt for affaldsstoffer og på at blive tanket op på ny. Hendes hud var stivnet
af rystelser og kulde. Hun havde det virkelig ad helvede til som aldrig før.
‘Hvad nu?’ tænkte hun og huskede dengang, en af hendes mest elskede lærere på
Harvard havde grebet hende i at græde efter en forelæsning. »Hvorfor græder du?«
havde han spurgt. Og da hun hulkende havde forklaret ham, at hun følte sig totalt
fyldt op i hovedet og overhovedet ikke kunne få styr på sit stof, havde han set på
hende med den slags overbærenhed, som kun ligemænd tillader sig at vise.
»Herregud, Doggie. Vi kender det alle sammen. Hovedet myldrer, og der er ikke plads
til mere. Men så må du jo til at støve arkivet af i tilbørlig orden, ikke sandt?«
Først havde hun ikke forstået, hvad han mente, men nikkede dog, da han spurgte
hende, om hun havde flere ting at huske på end bare hans fag. Det var først da, det gik
op for hende, hvor han ville hen. Og nu lå hun her endnu engang med sorger og
kroppens krav og et tæppebombardement af ustrukturerede indfald og tanker og
vidste som dengang, at arkivet måtte støves af. At alt ligegyldigt måtte ud af hendes
bevidsthed, før der kunne tænkes klart. Derfor rejste hun sig op og stavrede hen i
cylinderens bageste hjørne, trak bukserne ned og satte sig. Der blev hun siddende, til
hun var udtømt og færdig og vel vidende, at lastbilens chauffør ville få noget at
bestille, når han engang kørte vognen tilbage i garagen. ‘Han får 500 ekstra,’ tænkte
hun og begyndte at rense hovedet for tanker i den rækkefølge, de meldte sig. Hun ville
sove hos Rosalies søster, og så måtte morgendagen vise, hvad der skulle ske. Hun
ville ikke mere tænke på sit fremtidige liv. Ikke holde fast ved drømmen om et liv med
Wesley. Hun ville gerne have ham, men også dér måtte morgendagen eller en anden
dag vise, hvad der kunne komme. Hendes far ville blive henrettet i overmorgen, det
var sikkert og vist, men det var ikke hendes skyld. Det var forfærdeligt, men hun
kunne ikke tænke det væk. Hvis det skete, så ville han få en sprøjte, og han ville ikke
lide, det var det vigtigste. Måske ville de fange hende, men så ville hun slå fra sig, det
var sikkert og vist. Hvis de satte hende i fængsel, så ville retfærdigheden nok ske
fyldest en eller anden dag. Hun kunne og ville ikke have angsten opmagasineret i
arkivet. Hun ville i det hele taget ikke føle noget som helst, og det hverken for sig selv
eller nogen anden. Så trak hun bukserne op og satte sig over ved siden af sin
transistorradio og tændte den. Den susede bare.
»Okay«, sagde hun højt. »Det var arkivet. Nu kommer arbejdet.«

Det var nødvendigt for hende for at se sceneriet i mellemgangen på hotellet i

Virginia Beach for sig så tydeligt som overhovedet muligt, så selv om det var
buldrende mørkt, klemte hun øjnene hårdt i for at koncentrere sig.
Den fatale aften i hotellet i Virginia Beach var hun gået op mod mellemgangen
sammen med alle de andre VIPs og havde taget Bugatti under armen og havde følt sig
jublende glad. Alt var klappet, som det skulle. Præsidenten var valgt, sneen faldt hvid,
hendes fars arrangement var storslået og vellykket trods visse smagsforstyrrelser af
indendørsarkitektonisk art, men ellers var alt godt. Bugattis arm var varm, og lige foran
hende gik en række senatorer og deres koner. Om nogle uger skulle hun til at arbejde i
Det Hvide Hus, og alle drømmene stod pludseligt lysende klare og virkelige foran
hende.
»God aften, synes du ikke,« havde hun sagt til Bugatti, og så var de drejet om et
hjørne i korridorafsnittet og videre ind i mellemgangen, der førte videre over mod
konferencelokalet. Hun havde tabt både mund og mæle, for hele gangen var dra-peret
med Stars and Stripes, og alle så op og gav deres begejstring til kende. Så havde
hendes far taget ordet. Han havde været klædt i smoking og så fantastisk ud. Hun
havde ikke rigtig hørt, hvad han havde sagt, så stolt var hun faktisk. Det hele havde
været perfekt. Og så havde hendes far nikket over mod Toby O’Neill. Hun huskede
fuldstændig sin lammende følelse af antiklimaks, og også at Bugatti mærkede det.
‘Hvordan kunne hendes far lade den lille, ligegyldige mand få den opgave?’ havde
hun tænkt. Han var så ynkelig og forkert, som han stod dér og sank sammen i en alt
for rød og alt for stor jakke og posede bukser. Så rakte O’Neill villigt armene ud, så
Secret Service-manden kunne komme til at visitere ham. Hun havde undret sig et kort
sekund over, at O’Neill med det samme fattede, hvad det gik ud på, men så havde
begivenhederne skudt tanken om i baghovedet.
Hun sad et øjeblik på det kolde stålgulv og bed sig i læben og prøvede at spole
filmen lidt tilbage igen.
Hun var altså gået bag senatorerne og deres koner med ind i mellemgangen. De
havde en bestemt rangorden, så nogle måtte gå bag dem og nogle foran. Hun kneb
øjnene endnu fastere i, til det gjorde ondt, og prøvede at huske mere endnu.
Bag hende havde Stephen Lovell gået sammen med et par stykker af dem fra
kampagneholdet, men ikke Thomas Sunderland, han havde placeret sig helt foran.
Forrest havde det været hans far og det nyvalgte præsidentpar, og derefter havde
Thomas Sunderland og et par af Kanes sikkerhedsfolk fulgt efter. Hun vidste, at Ben
Kane gik midt imellem præsidenten og Sunderland, det havde hun lagt mærke til, da
Secret Serviceagenten trådte frem for at visitere Toby. Også Kane var trådt et par
skridt frem, det var gået hurtigt, når man tænkte på, at han lige før havde gået et par
meter længere tilbage ved siden af Sunderland.
De havde så godt som alle sammen stirret på det store, hæslige maleri, da Toby
afslørede det, men Doggie havde kun set på Toby. Han havde hevet i snoren og var
trådt et skridt tilbage mod stedet, hvor Ben Kane stod. De havde været helt tæt på
hinanden, det havde hun set. Thomas Sunderland havde stået på tæer lige bag Ben
Kane og forsøgt at se over hans skulder, så han kunne se, hvad maleriet forestillede.
Det troede hun i hvert fald den gang.
Så trængte mængden lidt frem, og så kunne hun ikke længere se Toby, der blev
skubbet ind mod væggen sammen med dem, der stod bag ham. Hun så kort op på
maleriet, og derefter ned på sin far. Bare han stod lige ved siden af Toby, havde hun
tænkt, så kunne han da bremse tumpen, hvis han begyndte at gabe op. Og hun havde
set efter sin far og fundet ham et par meter længere fremme i færd med at lytte til noget,
som Mimi Jansen hviskede til ham, hvorefter han forsvandt ud gennem en dør, som
Doggie vidste førte videre til tekøkkenet og anretterrummet bag konferencelokalet.
Igen begyndte Doggies mave at buldre. Hun rynkede brynene og trykkede midt på
mellemgulvet, til lyden forsvandt. Intet, absolut intet måtte glide ind i hendes
tankecirkler lige nu. Det øjeblik skulle ikke forspildes.
Hendes far var altså efter hans eget udsagn gået ud i tekøkkenet for at hente et glas
vand til Mimi Jansen. Et vandglas, der bagefter ifølge Bugattis teori kunne være
forsvundet ned i Ben Kanes eller en andens lomme. Vandsjatten bekymrede hun sig
ikke om. Mindst halvdelen af dem, der opholdt sig i lokalet smed sig ned, da skuddet
lød. Hvis hendes far var kommet ind der, og havde tabt glasset i chok over, hvad han
så, så var vandet givetvis blevet spredt ud over dem, der lå ned. Deres tøj ville have
opsuget det. Glasset ville have ramt en af de liggende, måske på et af de festskrud,
som senatorkonerne gik rundt i, og derefter stille og roligt være trillet ned på gulvet.
Ingen ville have mærket noget under tumulten og forvirringen og skrigene fra de
sårede og angsten, der bredte sig ind over dem alle.
I sekundet efter skuddet havde hun set sig forvirret om og mærket Bugattis smerte,
endnu før hun så alt blodet. Blodet, der silede fra hans arm, blodet, som bredte sig
under Mimi Jansens krop, eller blodet, der smattedes ud på væggen bag O’Neills
spinkle, forvredne krop. Hun havde bøjet sig ned over Bugattis skudsår. Hun havde
set sig om i fortvivlelse og set både Ben Kane og Sunderlands indædte ansigter, da de
nåede frem til den døde. Lokalet var nu fyldt med levende og udefinerlige bunker af tøj
og lemmer, der forsøgte at trække sig i skjul. Hun så efter sin far og fandt ham på hug
ved siden af en af de sårede. Han var mørk på benklæderne, og dengang havde hun
tænkt, at det var blod. Nu vidste hun, at det var vand, og at hun burde have tænkt det
meget tidligere. Hun pressede øjnene i og så Sunderland bøje sig ned over agenterne,
der skærmede præsidenten. Da han fik dem hevet til side, snerrede han ad dem. Hans
tynde hår stod i alle retninger, foret i hans ene lomme var krænget ud, hans ansigt var
en kæde af eksplosioner.
Hun hørte mælketransportens bremser hvine, før hun gled hen ad gulvet. Et øjeblik
troede hun, at de var fremme, men så lød motorens dybe brummen som før. Hun fejede
et par gipsstumper væk fra låret og mærkede et lille fremmedelement, som fik det til at
gibbe i hende. Så greb hun mobiltelefonen og tændte for displayet og vidste allerede,
hvad hun ville få at se dér på stålgulvet. Det var en seddel. En lille seddel med et langt
telefonnummer, skrevet med John Bugattis sirlige håndskrift for sytten år siden. Et
nummer som givetvis var udskiftet mange gange siden og hvis ikke det, så var det
måske kommet frem af sine gemmer en halv time for sent. Tumulten i Tom Jumpers
mobile radiostation havde ikke lovet godt.
Onkel Danny stod der bare på sedlen, og så nummeret. Nøjagtig, som Bugatti
havde lovet. Det var et Washington-nummer, selvfølgelig var det det.
‘Videre, Doggie,’ t ænkte hun. ‘Du må videre. Prøv nummeret, måske virker det.
Måske kan du få lagt en besked til Bugatti. Måske er der ikke sket ham noget.’
Hun tastede nummeret med bankende hjerte og førte røret langsomt op til øret. Som
om bippetonen, der signalerede ophørt nummer, på den måde kunne undgås. For
hvordan skulle hun kunne regne med, at et sytten år gammelt telefonnummer stadig
var aktivt? Hun trak vejret gennem næseborene og stirrede ud i mørket, da ringetonen
tog fat. Så var spørgsmålet, hvem der havde nummeret, og om det overhovedet blev
taget. Klokken var jo langt over midnat.
Efter mere end et halvt minut blev røret endelig taget. Der lød en træt stemme i den
anden ende. »Hallo, det er Danny,« sagde den.
Doggies læber skiltes langsomt. Åh, gud, det var ham. Det var så uvirkeligt, at hun
næsten ikke vovede at sige noget. Hvorfor havde hun dog ikke troet på Bugatti
dengang? Hvorfor havde hun levet i så mange år med denne vrangforestilling om, at
det hele handlede om en voksen, der bare ville dulme smerten for et barn et øjeblik og
så vende ryggen til? Hvorfor havde hun ikke kunnet tro på, at et menneske kunne
tilbyde at stå standby på ubestemt tid?
‘Skam følger mistro,’ tænkte hun stille og sagde hallo. »Er det onkel Danny, jeg taler
med?«
Hans stemme lød svag og langt borte, men klangen var ren og ung, langt fra den
stemme man forbinder med en onkel til en mand i halvtredserne. »Onkel Danny,«
sagde han. »Det er der ikke nogen, der har kaldt mig i ti år? Men ja, det er det. Hvem
taler jeg med?«
Hun fortalte, hvem hun var, og om Bugattis løfte til hende for mange år siden.
»Jeg ved det,« sagde han bare. »Jeg har hørt meget om dig. Jeg ville ønske, at jeg
kunne hjælpe dig, men John er gået under jorden. Jeg håber, at han ringer hjem, men
jeg ved desværre ikke hvornår.«
»Du har ikke hørt udsendelsen?« Bilen svingede, og hun stemte benene godt mod
gulvet.
»Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde, det skramlede sådan i røret. Sagde du
noget om en udsendelse?«
 »Åhh, det var ikke noget,« sagde hun. Hvorfor bekymre en gammel mand? »Vil du
give ham min besked, hvis han ringer?«
»Jeg skal gøre mit bedste.«
»Sig til ham, at jeg gerne vil mødes med ham i tesalonen ‘Teaism’ på Market Square
i morgen. Jeg vil være der mellem et og to. Det handler om Sunderland.«
Han lød bekymret, men sagde at han skulle gøre, hvad han kunne. Og så sagde han
det, som bankede hende hårdt tilbage til virkeligheden. »Åh gud, bare han ikke
kommer noget til. Måske får jeg ham aldrig mere hjem igen.«
Hun forstod bekymringen, men håbede inderligt, at hun ikke forstod resten af
budskabet. Hjem, havde han sagt. »Ja, undskyld; men hvad mener du med ‘hjem
igen’? Bor I da sammen?«
Han tøvede et øjeblik. »Er du sikker på, at I kender hinanden? For du er vel Doggie
Rogers, ikke?«
»Ja, undskyld, jeg nævner det. Men dengang John gav mig nummeret, fik jeg
indtryk af, at I ikke boede sammen. Jeg troede, at du var hans onkel.«
En let klukken i den anden ende bekræftede hendes bange anelser. »Søde lille ven,
vi har boet sammen her i mit hus i ti år nu. John og jeg er kærester, det vidste du
ikke?«
»Jeg vidste godt, at John havde en mand, men ikke hvad han hed. Det må du
undskylde.«
»Betyder det noget?«
»Jeg ved det ikke.«
Så sagde hun farvel og tak og cuttede forbindelsen. Måske havde hun allerede
begået en fatal fejl. Hun havde ringet til onkel Danny, fordi hun havde brug for
Bugatti. Fordi hun troede fuldt og fast på, at hvis der var nogen, der kunne fremlægge
tvivl om hendes fars uskyld, så var det ham. Han skulle hjælpe hende med at få
stoppet vanviddet, at få udskudt henrettelsen og i bedste fald få hendes far fri. Hun
havde ringet til onkel Danny i den tro, at han var neutralt område. At man med sindsro
kunne ringe dertil og lægge en besked, uden at telefonen blev aflyttet eller på nogen
måde blev forbundet med John Bugatti. At det var et fjernt familiemedlem, der
fungerede som en slags mailboks for en mand, der tit var på farten. Og så var det
Johns kæreste, og de boede sammen. Det var kun en ringe trøst, at det kun var et
øjeblik siden, hun havde hørt Bugatti for første gang i Jumpers radioprogram, og at
selv effektive efterretningssystemer har en vis inerti. En eller anden i
efterretningstjenesten havde med garanti omgående identificeret Bugatti i radioen, og
alle bestræbelser var i gang med at indkredse ham, hvis han da ikke allerede var fanget
på fersk gerning. De ville ufortøvet aflytte alle relevante telefonnumre, der kunne
forbindes med Bugatti, og dermed også linien til hans eget hjem.
Alt det med Danny skulle hun bare have vidst. Fandens også.
Hun bankede knytnæven i stålgulvet. Så kendte de med garanti også hendes
mobilnummer nu. Det var bare at vente et øjeblik, så ville de ringe den op, så de kunne
få hendes position fanget ind med krydsscanning. Hvis det var rigtigt, så kunne hun
godt begynde at tælle sekunderne. Inden tres sekunder ville de ringe, det var helt
sikkert. Hun kunne vælge at slukke mobilen nu eller få klar besked, så enkelt var det,
og derfor begyndte hun at tælle.
Da hun nåede tohundrede, uden at der skete noget, lukkede hun langsomt luften ud
af systemet. Hun ville møde Bugatti i morgen, hvis det overhovedet var muligt for
ham. Hun ville redegøre for sin teorier og lytte til hans, og så måtte de prøve at få
Wesley til at sluse dem ind i Det Hvide Hus.
Det var ikke nogen genial plan, men det var, hvad hun tænkte, da mobilen ringede.

Kapitel 28
Nogle kilometer på den anden side af Fort Pickett-basen mødte T. Perkins lørdag
eftermiddag en konvoj af militærkøretøjer, som med garanti havde været i kamp for
ganske nylig. Han lempede på speederen og passerede dem langsomt, så han tydeligt
kunne se soldaternes døde udtryk i øjnene. Der var dybe skudhuller i de fleste vogne,
og maskinkanonernes mundinger var natsorte af sod. Så var militsfolkene nede i North
Carolina nok ikke længere så kry.
Han tændte for politiradioen og scannede frem og tilbage, men fandt ikke andet end
sus, selv på politiets egne kanaler. Men hvad helvede havde han egentlig regnet med,
alting gik jo langsomt i stå. Så tog han polititeknikerens mobiltelefon op fra sædet og
prøvede i farten at orientere sig om, hvor han skulle trykke. Det var den fjerde
mobiltelefon, han skulle sætte sig ind i på bare en uge, og det var bestemt mere end en
hjerne, der var skruet sammen for mere end tres år siden, havde lyst til. Dengang han
var dreng, havde de ikke engang lys på lokummet, så hvorfor fanden skulle han være
tvunget til at tilbringe sin alderdom med at pløje igennem den ene elektronikmanual
efter den anden? Det var bare helt absurd.
Han trykkede på tasterne med en stor tommelfinger og bad til, at han havde ramt
Beth Hartleys nummer.
»Jeg ved det godt, jeg ved det godt,« parerede han, da hun tog røret, før hendes
suk ville prøve at slå ham omkuld. »Bare lige et par oplysninger til af de helt
almindelige. Du kan sikkert slå dem op i en eller anden database, for intranettet kører
vel endnu, gør det ikke? Hey, er du der, Beth?«
Så kom sukket alligevel, han kunne tydeligt forestille sig hvilken liflig tur, det måtte
have haft gennem Beths varme system.
»Hvad nu, T.? Hvor er du?«
»Det skal du ikke bekymre dit henrivende hoved med, bare giv mig fem minutter?«
»Fem minutter?« Hun lo hånligt. »Ja, så fem minutter da. Vi skal have konference
oppe hos chefen, der er mange problemer alle vegne, skal jeg sige dig. Har jeg i øvrigt
ikke allerede fortalt dig det én gang i dag?«
»Hør, Beth, jeg ønsker at få oplysninger om følgende: Først databladet på en Secret
Service-agent Ben Kane, hvis du kan skaffe det. Han er operativ chef for
sikkerhedsstyrken i Det Hvide Hus, så vidt jeg ved. Og så vil jeg gerne have lidt at
vide om Thomas Sunderlands militærkarriere, vicepræsidenten altså, kan du hjælpe
mig med det? Jo, og så for resten vil jeg også gerne have et telefonnummer på en
kameramand på NBC4, der hedder Marvin Gallegos, kan du klare det, tror du?«
»Sagde du fem minutter? Du er simpelthen uforbederlig, lille T..« Hun sukkede en
gang til og sænkede så taleniveauet. »Er du overhovedet klar over, hvad maleriet, som
du gav mig, var værd, T.?«
»Som jeg fortalte dig, så har jeg hørt tal på 100.000 dollars nævnt, er der da noget i
vejen?«
»100.000 dollars? Lille skat, du er sød, men jeg tror, jeg kunne få en sæk guld alene
for rammen, billedligt talt.« Hun lo en tør latter og kom så tilbage til sin normale
bragende stemmeføring. »Okay, jeg skal prøve. Hvor får jeg fat i dig? På din mobil?«
T. tændte sig en smøg, det blev han simpelthen nødt til for at komme på plads. VAR
billedet virkelig så meget værd? Nej, hun måtte tage fejl. Hvis det var tilfældet, hvorfor
i alverden havde han så faret rundt de sidste tredive år på landevejen som en skoldet
skid efter alle mulige lusede typer? Hvorfor havde han og hans kone så banket og
regeret på deres lille latterlige hus sommer efter sommer? Hvorfor i alverden havde de
så ikke fået adopteret de børn, de så gerne ville have? Det havde måske taget et par
timer at få det vurderet ordentligt, hvorfor havde han så ikke gjort det for længst? Han
bed sig i læben, det var ikke godt at tænke på. Gad vide, om Doggie Rogers
overhovedet havde lyst til at kompensere ham for så meget? Han havde jo ikke
engang udrettet noget ordentligt endnu, og efter al sandsynlighed ville han heller ikke
nå det hverken i morgen eller i overmorgen, og så var det for sent. Du almægtige, så
mange penge. Han mærkede fugten på panden og tørrede den. Så mange penge. Nu
var der virkelig noget at kæmpe for. »Nummeret på min mobil, siger du?« sagde han
stille og så fortvivlet på den. Hvilket mobilnummer havde mon en af Virginias mange
kriminalteknikere, en mand som han ikke engang kunne huske navnet på? Hvordan
helvede var det nu, man fandt ud af det?
Han trykkede menuen frem og så fortvivlet på et endeløst antal optioner.
»Øjeblik,« sagde han og tastede på ikonen med telefonbogen.
Der skete ikke en pind. Lortet virkede ikke.
»Jeg tror, at ham, jeg har lånt mobilen af, har låst menuen med en pinkode. Kan jeg
ikke ringe dig op om ti minutter, Beth?« sagde han.
»Lad os sige om et kvarter.«

Han ringede tilbage til Beth, mens han drejede ned ad hovedvejen mod Waverly, og
hun havde haft travlt.
Oplysningerne om specialagent Ben Kanes meriter var yderst sparsomme, men det
var bare, hvad man kunne forvente. Nogle års aktiv militærtjeneste og forinden da alt
det almindelige med highschool og et par gennemordentlige, helt almindelige forældre
langt pokker i vold ude på landet, andet stod der ikke. Selv om det var et par år siden,
at Kane havde forladt Secret Service for at skabe sit eget sikkerhedsfirma, så var
hverken Secret Services nuværende eller forhenværende ansatte til offentlig beskuelse
endsige bedømmelse.
»Hvad så med Thomas Sunderland?« spurgte han.
»Tjah! Det ser nærmest ud, som om hans datafiler har været igennem flere
filtreringsprocesser, T.. Der er reminiscenser af tekst her og der, som virker ude af
kontekst, men jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed. Under alle omstændigheder
er der tale om informationer om landets vicepræsident, så mon ikke der er et par
sikkerhedsprocedurer omkring disse jeg ikke kender til. Der sker meget for tiden, T..«
»Jeg ved det. Men står der så ikke noget om hans tid i Grenada? Han fik en medalje,
ved jeg. Det har de for pokker da ikke slettet, har de?«
Han hørte hendes fingre på tasterne i baggrunden. »Du er jo synsk, min egen,« kom
det tilbage. »Det er stort set det eneste, der er nævnt fra hans tidlige løbebane. Der
står lidt om militærakademiet, men der er ikke eksamensresultater. Og så står der i
øvrigt også, at han var kustode på George C. Marshall museet i Lexington, mens han
gik på highschool.«
»Kom nu til sagen, Beth.« Om ti minutter ville T. være nede ved afkørselsvejen til
statsfængslet, og lige nu gik trafikken jævnt fremad. Fanden, om han ville stoppe for at
høre om museer i Lexington.
»Okay, okay.« Hun læste lidt op for sig selv. »Tjenestegørende i U.S. Army
Rangers med rang af kaptajn. Afskibet til Grenada fra Hunter Army Airfield i Georgia
den 25. oktober 1983 og som følge af aktiv indsats i denne militæroperation indlagt
flere steder med forskellige sår. Jo, her kommer det.« Hun sænkede stemmen en anelse
og mumlede videre for sig selv. »Ingen specielle omstændigheder ved hans
udskrivelse, så han erklæres fuldt tjenstdygtig. Dekoreret den 2. februar 1984 med
tapperhedsmedalje for mod i kamp. I alt kostede operation Urgent Fury i Grenada 19
amerikanere livet og 116 sårede.« Hun rømmede sig og hævede stemmen. »Prøv at
høre her, det er meget generelle oplysninger, men her står der, at der blev såret otte
mand og dræbt en under hans kommando, og at han personligt hentede tre sårede
menige soldater ud af krydsild. Der står ikke andet om episoden.«
»Hvilken bataljon var han tilknyttet, kan du sige mig det?« »Anden bataljon i 75.
Rangers, det står også her.« »Kan du også sige mig, hvor Ben Kane gjorde tjeneste?«
Hun mumlede lidt for sig selv, mens tasterne gik. Han burde lige engang imellem minde
sig selv om, hvor godt han havde det med at høre kvinder pludre i baggrunden. Han
skød underlæben frem. Måske kunne han endnu nå en runde på kærlighedens alter, og
på den anden side måske alligevel ikke. Hvor i alverden skulle han vide det fra, når det
første han gjorde, hver gang han havde fri, var at smide støvlerne på gulvet og lange
benene op på bordet? Det kom der jo ikke meget sex og lir ud af.
»Hvor vidste du det fra, T.?« klukkede Beth. »Du er jo næsten synsk, haha. Nå,
men Ben Kane var sergent i samme bataljon som Sunderland, kan jeg se. Så er der i
hvert fald en vicepræsident, der kan stole på sin sikkerhedsofficer, mon ikke?«
»Jo, mon ikke?« Kane og Sunderland havde altså været sammen i Grenada, han
tænkte det sgu nok, og Kane var ikke Secret Service-mand, men ansat direkte af Det
Hvide Hus. »Beth, lige en ting til? Nej, to ting. Du glemte oplysningerne om
kameramanden på NBC4, og så vil jeg gerne have en oplysning om en mordsag.«
»Desværre, T., de er her efter mig nu, mødet er allerede i gang. Det må blive på
mandag. Mandag eller tirsdag, så kan jeg hjælpe dig, okay, honey?«
Hun drønede røret på uden videre falbelader. Det var rent ud sagt satans.
Han så afkørslen til sidevejen dukke op på højre hånd og kørte ind i et meget
tættere bevokset område end før. Hvorfor helvede skulle de altid placere de værste
institutioner på de smukkeste lokaliteter i landet?
Han stirrede på asfalten og prøvede at koncentrere sig. Nu var han efterhånden
sikker på rnange ting. Blandt andet at Sunderland og Kane havde gjort tjeneste
sammen i militæret, et udmærket udgangspunkt for teorier. ‘Båndet mellem buddies er
tykkere end både blod og whisky,’ som hans fordrukne far plejede at vrøvle.
Han tastede nummeret til sherifkontoret og håbede, at Dody stadig var på sin pind.

Det var hende den stride af omstillingsdamerne, der tog telefonen, han kunne sgu
aldrig huske, hvad hun hed, kun at hun havde haft ti års jubilæum, og at hendes mand
var sort. »Ja, hey, T.. Hvorfor bruger du ikke walkien?« spurgte hun med munden fuld
af tyggegummi. »Nå, du er for langt væk, okay! Nej, Dody er gået hjem. Sig mig
engang, har du konstitueret hende til at tage kommandoen, mens du kører rundt og
hygger dig? For det kan jeg godt sige dig, at det er der en del af fyrene, der er godt
gale i skralden over.«
»Nå, det mener du. Men så kan du sige til dem, at sådan er det altså, når ens
vicesherif går hen og bliver skudt, det må de da kunne forstå. Hun var den nærmeste
til det, for helvede, var hun måske ikke?«
Omstillingsdamen brummede. Hun var god nok, men ikke let at modellere.
»Hør her,« sagde han, »er der overhovedet ikke nogen på kontoret?«
Tyggeriet intensiveredes i den anden ende. »Er jeg ikke længere nogen, T?«
»Jojo, godt ord igen, men hvis Dody ikke er der, så må du gøre mig en tjeneste.
Træk mappen om Leo Mulligan ud. Den sidder i det grønne metalskab inde bag døren.
Du skal se under M.«
»Under M, virkelig, T.? Det er meget overraskende.«
Hun skramlede med sin stol og baksede et stykke tid, før hun kom tilbage. »Ja,«
sagde hun bare.
»Prøv at læse op for mig. Bare den generelle beskrivelse af, hvordan psykologen
opfattede Leo Mulligans hjem i tiden, før idioten kvaste kraniet på sin kone.«
»Prøv dit og dat. Der er mindst 50 sider, hvordan har du tænkt dig, at jeg skal kunne
finde det?«
Han trak vejret dybt. »Prøv for eksempel side 1, der er en indholdsfortegnelse, og
se så under mentalundersøgelser. Det er godt tilbage i mappen.«
Der blev bladret og støjet. Så ringede telefonen i baggrunden.
»Hey, lad være med at tage den, lad den ringe,« råbte han. Det hørte hun åbenbart.
»Hvor langt ned skal jeg Iæse, T.?«
»Kan du finde afsnittet, der hedder noget med ‘social et eller andet og mobilitet’?«
»Ja, social rang og mobilitet, det står her.« Han kunne se for sig, hvordan hun sad
med fingeren på overskriften, mens gumletøjet gik. »Der står ikke så meget, vel? Det
plejer der ikke.«
»Fire linier.«
»Læs dem, vil du ikke nok.«
»Okay, der står.« Hun startede en oplæsning lige så inciterende som skimmelen på
henkogt syltetøj. »Leo Mulligan vokser op med to søstre på sin fødegård. Overtager
den og driver den alene frem til forældrenes død, hvorefter han gifter sig med en
købmandsdatter, der efter flere vidneudsagn mente at have giftet sig under sin stand.
Konen pacer sin søn frem i skolen og håner offentligt sin mand for ikke at have
bedrevet noget i livet. Hun truer ham med skilsmisse, og at han så vil få hendes fulde
potentiale at se. At hendes søn vil nå tusinde gange længere end sin far og komme
helt til tops, hvis bare de kommer væk. At manden en skønne dag vil sande hendes
ord. Leo Mulligan, der var født til landlivet og jævne værdier, mistede ved denne
episode efter alt at dømme troen på sin egen livsopgave og håbet om, at arven ville gå
videre til næste generation, som det ellers var skik i hans familie.« Hun rømmede sig.
Hvis det var fire linier, så var hun utrolig lang tid om at læse dem op.
»Så kommer der et afsnit, der hedder ‘Konsekvenser’. Skal jeg også læse det op?«
»Nej, nej, det behøver du ikke. Jeg ved rigeligt nu. Men du kan måske oplyse mig
om adressen på en kameramand på NBC4, der hedder Marvin Gallegos. Du ved
hvordan, ikke?«
»Årh, hold da kæft, X.« Det ringede igen i baggrunden. »Skal jeg stadig ikke tage
telefonen?«
»Led nu bare.«
Han lyttede til hendes skramlen i baggrunden og så sig omkring. Rundt omkring
ham dukkede knejsende høje træer helt tildækket af sammenfiltrede snyltevækster op.
Det var som en troldeskov, der vinkede en dybere ind i mørket og fortabelsen, og
noget kunne der jo være om det. Han så ned ad det næste lige stræk og tænkte på de
mange, for hvem det var den sidste erindring om livet udenfor. En slags Via Dolorosa
kunne man vel kalde det. Han så op på nogle enorme spindelvæv, der forbandt
træerne. De havde været der på nøjagtig samme sted, så længe han kunne huske, og
lige om lidt kom et sumpet område. Så var han der snart.
»Yes, så er jeg der, Chief.«
»Okay, flot. Sate’me hurtigt,« sagde han og mente det for en gangs skyld.
»Hvis vi taler om den samme Marvin Gallegos, så bliver han svær at komme i
kontakt med.«
T. slog på ratstammen. »Hvad skal det sige? Er det mon den rigtige? Kan du se, om
manden er fotograf?«
»Jeg sidder med politirapporten her, T.. Marvin Gallegos, 341 på 9th Street, født
16.11. 1970. Fotograf og kameramand for National Geographic 1995-2002, herefter
kameramand på NBC, og eftersøges så siden i forgårs den 26. marts af politiet for at
have distribueret optagelser fra sammenstød med militser.«
»Hvorfor det, det er jo hans arbejde, ikke?«
»Jeg ved ikke hvorfor, Chief. Mon ikke han har fotograferet noget, som
myndighederne ikke vil have offentliggjort. Overgreb på folk. Tortur eller henrettelser
uden dom, jeg ved det ikke. Soldaterne er ret slemme til den slags lige for tiden.«
»Han blev anmeldt, og hvad så?«
»Jamen, han er efterlyst i alle stater. Formentlig gået under jorden eller ude af
landet.«
»Ja, eller fanget,« gryntede T. og så frem. Bag store græsarealer og en
græsbevokset jordvold nogle hundrede meter længere fremme dukkede Sussex I’s
vagttårne og enorme betonkolosser op til højre for vejen.
 »Hør her,« sagde han. »Kan du ikke fortælle mig navnet på ham polititeknikeren fra
Richmond, som altid har en pincet bag øret? Han har rødt hår. Han hedder noget med
Joe eller John eller Joseph eller sådan noget. Noget med Jo i hvert faldt.«
»Kender ham ikke. Ser aldrig de sære snegle. Hvorfor?«
»Fordi jeg render rundt med hans mobil og gerne ville vide, hvad nummeret er?«
»Årh, hold da kæft, Chief.«
T. rynkede panden. »Hvad mener du?«
»Jeg sidder her foran et display, der er cirka 45 centimeter bredt. Du har selv bestilt
det. Og der kan jeg lige så tydeligt se, hvem der ringer, og fra hvilket nummer. Det er
en politistation, det her. Remember, Chief? « Hun læste nummeret op, og T. kradsede
det ned. Manden hed Joe Simmons, så var det Joe. Han nikkede, svært tilfreds med
den gamle hjerne, der stadig kunne slå lidt gnister, når den altså skulle.
»Jeg har et par beskeder liggende til dig, T., vil du have dem nu?«
»Øjeblik, hold lige røret.« Halvtreds meter længere fremme trådte en af sherif
Kitchens folk frem midt på vejen med armen rakt lige frem. Han var sort ligesom 62% af
alle andre i Sussex County, og T. kendte ham udmærket. Bag ham, imellem
patruljevognen og en af hans kolleger, stod flere af de nationale organisationer mod
dødsstraf opmarcheret med alvorligt udseende demonstranter og de sædvanlige
protestskilte, og ude i rabatten var der slået dusinvis af telte op. Det var åbenbart
blevet til en permanent belejringstilstand.
Han nikkede til den sorte officer og kørte igennem mængden. Tilsyneladende var
der ingen dødsstraftilhængere til stede i mængden denne gang. Og hvorfor skulle de
også spilde tid med det? Her var udfaldet jo givet på forhånd.
»Nå, du havde et par beskeder, sagde du. Noget vigtigt?«
»Bare lidt småtteri, T..«
»Gudskelov!«
»Der var en kvinde, der ringede og ville tale med dig. Hun lød, som om hun kendte
dig personligt. Er du ved at have gang i noget, T. baby?« Hun lo hjerteligt.
Igennem de sidste par måneder havde hun drillet ham med Dody mange gange.
Hvorfor han havde peget på hende som sin makker? havde hun spurgt. Hvorfor havde
han ikke i stedet valgt en af de vakse unge fyre, de havde hængende? Måske var hun
misundelig. Hun havde på en eller anden måde altid set på T. som noget, der var
fristende at samle op og slikke lidt på. Men dér skulle han ikke have noget klinket. Det
var der rigeligt af grunde til.
»Hvad var hendes navn, kan du huske det?«
»Chief, come on! Jeg behøver sgu da ikke at huske noget. Blyanten er opfundet,
ikke?«
»Og?«
Hun pustede tungt, mens hun bladrede blokken igennem. »Hun hed Doggie, sagde
hun, men ville ikke lægge sit nummer, det lille skind. Og hvorfor mon?« Her fnisede
hun igen, lidt hånligt måske.
T. ignorerede hende. »Det er godt. Så har du vel også hendes nummer?«
»Lige et øjeblik, så må jeg lige bladre tilbage på displayet. Jo, her står det. Mobilen
er godt nok registreret i en eller anden Frank Lee’s navn oppe i Bronx, men det var
denne såkaldte Doggies opkald, det ved jeg, for det lagde jeg mærke til.« Så fnisede
hun igen.
Han noterede nummeret på blokken, der hang over cigartænderen, og drejede ind
forbi advarselsskiltet, der stod i indkørslen til Sussex I. Teksten behøvede han ikke at
læse, det havde han gjort snesevis af gange før. Her blev man advaret mod at tage
alkohol, giftstoffer, skydevåben og ammunition med sig ind på fængslets område.
Forbrød man sig mod det, ville man blive retsforfulgt efter Section 18.2-474.1, Code of
Virginia. Jo,T. kendte sådan nogle advarsler. De stod alle vegne i hans revir.
Han kørte op forbi kraftværket, satte sin vogn mellem to af de hvide varevogne, der
altid stod et læs af foran hovedindgangen, og vinkede så op mod det nærmeste
vagttårn ligesom alle andre gange, men denne gang var der bare ingen, der vinkede
tilbage.
‘Det var lige godt satans,’ tænkte han og så ind gennem det yderste hegn. Selv her,
og det endda midt på dagen, var alt øde. Ikke en eneste lysende farveklat i landskabet,
ikke én eneste fange i orangerød kedeldragt der nussede rundt på plænerne eller på
området omme bagved, hvor basketkurvene hang.
Også hele vejen fra hovedvagten ned til fængselsinspektør Bill Pagelow Falsos
kontor lå gangene øde. »Hvor er de alle sammen?« spurgte han den eneste af de
ansatte, han mødte. »Er det ikke lidt tidligt at holde ferie?«
»Ferie? Du tager gas på mig, sherif. Hvor mange tror du måske, vi er tilbage?«
Fyren rakte armene ud til siden. Det var som at se en slagen mand opgive årets høst
efter en hård omgang slagregn.
 Kapitel 29
Inde i fængselsinspektør Falsos forkontor havde der altid siddet en blodfattig dame
med djærv sydstatsdialekt og barmen væltet ud over papirbunkerne. Nu var der
hverken barm eller papirer, og hele kontoret var som blæst. Gik man hen og flåede et
par af de tunge arkivskuffer op, var de med garanti lige så tomme som valgløfter,
sådan virkede det. T. bevægede sig videre ind i fængslets allerhelligste, Bill Pagelow
Falsos vinduesløse kontor, og regnede med at finde lignende tilstande, men her var
situationen modsat. Inspektør Falso stirrede på ham med tunge øjenlåg hen over
enorme bjerge af sagsmapper, der lå strandet som døde hvaler på skrivebordet, og bag
ham stod tre rulleborde fyldt med samme type mapper. Rundt omkring på gulvet lå der
lag på lag af kasseret papir og de sædvanlige sammenkrøllede Hershey Bar poser, hvis
indhold havde lagt endnu et polstrende lag på Falsos i forvejen dybfrostisolerede
korpus.
Det var overhovedet ikke til at tage fejl af Falsos mishag over for tingenes tilstand.
Randene under hans øjne havde altid været legendariske, men nu var de så
omfangsrige, at de paradoksalt nok næsten forsvandt. Det så næsten ud, som om et
helt lag af hans fyldige ansigt var skrællet af.
»Mr. T. Perkins i egen høje person, ser man det,« sagde han træt. »Hvad sker der?«
T. s å sig om. »Hvad der sker? Og det spørger du mig om.« Falso rystede
bulldogkinderne. »Jaja, sådan er det nu. Tingene er rent af lave. I går slusede vi de
sidste fanger ud, så nu er der stort set kun dødsgangen tilbage. Resten af rosset er
tilbage på gaden, så hvor i Guds navn er vi på vej hen?« »Jeg troede, at her vrimlede
med internerede militsfolk.« »Nå, troede du det? Næh, dem beholder hæren for sig
selv. Kør du op til Quantico Marinebasen eller Fort A.P. Hill, så skal du bare se. Vi får
kun de dødsdømte, og ikke dem alle sammen, det kan jeg forsikre dig, og gudskelov
for det. Nu nægter også lægerne at komme. Var det ikke for militærlægerne, så måtte
jeg selv stikke nålen i staklerne.«
T. pegede på mapperne, som Falso hvilede sine fårekølletykke underarme på. »Hvis
der ikke er nogen fanger tilbage, hvad skal du så med mapperne?«
 »Dem her? Der kommer en lastbil efter dem, om Gud vil. Alle journaler og
sagsmapper bliver samlet sammen et sted nede i Florida i en gammel bunker, så jeg
skal bare sikre mig, at der ikke står noget i dem, som vi ikke gider, at andre skal læse.
Det forstår du vel?«
T. nikkede og s å på de frasorterede papirer på gulvet. Der kom i sandhed til at
mangle en del aktstykker i bunkeren i Florida.
Som om det kunne interessere nogen nu om dage.
»Jeg går lige til sagen, Bill!« Han trak den stol, de indsatte sad på, når Falso
krydsforhørte dem ved ankomsten, om bag skrivebordet ved siden af Falsos,
skubbede et par bunker væk og stillede sin bærbare pc foran ham.
»Du har vel stadig Bud Curtis på dødsgangen, ikke?«
»Curtis? Jo, han går til Gud på mandag.« Falso så uberørt ud. Klokken atten, om
knap en time, skulle han ned og stå for den næste henrettelse, det var ren rutine.
Andre kunne ikke klare det i længden, men det var han sikker på, at Falso kunne. Han
havde både troen på sig selv og Guds milde vejledning.
»Bill, hør her. Du har hørt noget lignende hundreder af gange før, det ved jeg godt,
men jeg er faktisk overbevist om, at Curtis er uskyldig.« Han lagde en arm på Falsos
skulder for at bremse hans protester. »Lån mig øre i tyve minutter, Bill, og se så, om du
ikke giver mig ret i, at der er begrundet tvivl i den sag.«
Falso kiggede på T. med tunge øjne. »Han er allerede en død mand, T.. Jeg kan ikke
gøre noget for en død mand.«
»Det skal du nu ikke være så sikker på, Bill.« Han klappede laptoppen op og
klikkede på mappen med videofilerne. »Du har sikkert set de her optagelser før, måske
til hudløshed endda, men derfor skal du alligevel have mine kommentarer til dem,
okay?«
»Lige om et øjeblik vil de kalde på mig nede fra dødsgangen. Jeg skal i gang med
min del af procedurerne til dagens henrettelse om halvtreds minutter, bare så du ved
det.«
»Jeg skal nok gøre det så hurtigt, jeg kan.« T. kendte oddsene. Hvis der var noget,
han ikke kunne, så var det at få Falso til at skippe rutinerne.
»Her ser du overvågningskameraet, hvor Mimi Jansen blev skudt ned,« sagde han
og tændte en smøg. Han bød en, men Falso sagde nej tak. Hans tunge vejrtrækning og
overfyldte askebæger sagde, at han allerede havde taget sin tørn. »Læg godt mærke til
Thomas Sunderland. Kan du se hans jakke; den sidder godt, ikke?« Så markerede han
displayets bjælke forneden og spolede filmen frem. »Her! Det er bare et minut efter,
men nu er lommeforet krænget ud, kan du se det? Han har altså haft hånden nede i
lommen efter et eller andet.«
Falso trak på skuldrene.
»Og her er en anden fil. Det er NBCs kameramand, der har tabt kameraet ned på
gulvet. Nu er billedet utydeligt, ikke sandt?«
»Tydeligt er det ikke.«
»Godt, det er vi enige om. Men se så her. Alt er utydeligt, og så pludselig er der en
lille udvisket, grå plet her oppe i hjørnet af linsen. Og se så, hvad der sker. Pletten
strækker sig langsomt nedad. Ikke ret meget, men en lille smule.«
»Jeg ved ikke, hvad du vil have, at det betyder. Hvor har du i øvrigt fået de filer,
T?« Falso så på sit ur.
T. trak på skuldrene. Det behøvede Falso ikke at vide. »Vent med at gå, Bill, jeg skal
lige vise dig en fil til, så skal jeg nok forklare, hvad jeg får ud af det. Her ser du Bud
Curtis tale med Mimi Jansen, ikke? Han nikker til det, hun siger, det ses tydeligt. Hun
beder om et glas vand, og det indvilliger han i at hente. Og se så. Nu går ud han efter
et glas vand til hende; det påstod han i hvert fald under afhøringerne, så hvorfor
ikke?« T. klikkede på en anden fil. »Og her er han kommet tilbage. Han har ganske vist
ikke noget glas i hånden, selv om det sagtens kunne have været der, så åben hånden
er; men se, hvad der sker, da han kommer ind i mellemgangen. Nu ser han alle
menneskene ligge og skrige på gulvet, og nu ser han over mod stedet, hvor Mimi
Jansen er skudt ned. Se dér, se nu, dér!«
»Jeg ved stadig ikke, hvad der sker, T.. Hvad skal jeg se?«
»Det giver et gib i ham lige i det øjeblik, han kommer ind, han åbner hånden en lille
smule, se!«
»Og så? Altså, T., selvfølgelig giver det et gib i ham, det er vel ikke så mærkeligt.
Folk flyder jo rundt på gulvet lige pludselig. Prøv at høre; jeg skal over til en
henrettelse lige om lidt, så er det ikke en smule akavet at plage mig med sådanne
detaljer? Jeg ved, at du er en dygtig mand. Du har min allerdybeste respekt i både
faglig og menneskelig henseende, men hvad vil du med det?«
»Åh, for helvede, Bill, du skal nok nå det. Staklen på dødsgangen har jo alligevel
ikke en chance, vel?«
 Falso rynkede panden. »Du ved, at jeg ikke bryder mig om, når folk bander, T..«
»Ja, undskyld, men se nu rigtig godt efter, det er vigtigt, det her. Efter min bedste
overbevisning er det dér, Curtis taber glasset, Bill. Der er fiflet med videofilen, det er
jeg helt overbevist om.«
»Fiflet, hvorfor i alverden skulle nogen gøre sig det besvær?« Han rynkede panden.
Dybe, dybe rynker, der kunne slå en mand helt ud af kurs. »Det er i Herrens åsyn
sandelig spinkle sager, du kommer med T.. Det ligner dig ikke.«
»For helvede da, Bill, hjælp mig nu. Lige et par klip mere. Du skal følge Secret
Service agenten og Sunderland og morderens indbyrdes positioner hele tiden, er du
med?«
Han sukkede dybt. »Jeg vil sætte meget pris på, hvis du ikke bander, T.; du ved,
hvordan jeg har det med det.« Her blev rynkerne ekstra dybe. »Jeg skal nok se på,
hvad du har med til mig, men jeg tvivler på, at det vil hjælpe Bud Curtis. Og slet ikke,
hvis du ikke passer på dit sprog. Herren våger over os alle, husk det.«
T. satte sig tilbage i kontorstolen og s å på Falso gennem cigarettågen. »Jeg skal
sige dig, hvad jeg tror, der er sket, Bill. Er du klar nu?«
»Jeg sidder jo lige her, gør jeg ikke?«
»Hør så! Uvist hvorfor, så står vores vicepræsident, Thomas Sunderland, bag dette
attentat, det er min mening. Han ønsker, at alt dette skal ske, og udnytter derfor med
glæde Bud Curtis’ forslag om, at valgaftenen skal foregå på hotellet i Virginia Beach.
Han får indsigt i, at Bud Curtis har talt dårligt om Jansen, og at Curtis har en
altmuligmand, Toby O’Neill, der dels er let at manipulere og dels har et indgroet had til
Jansen og hans kone. Er det sandsynligt, alt taget i betragtning?«
Falso så igen på uret.
»Jeg ved det, Bill, du har travlt. Men hvis du kan gå med så langt, så er det vel
heller ikke umuligt, at Sunderland får en sikkerhedsagent under falsk navn til at bede
Curtis om, at det bliver O’Neill, der skal afsløre maleriet? Nej, vel? Sunderlands folk
lokker derefter Toby O’Neill med mange penge til at begå drabet. Han skal bare holde
kæft med det, så går det alt sammen. Du kender det fra Bibelen. Der hed han bare
Judas.«
»Det er en teori, men den lyder sindssyg, T. Det kan du vel selv høre?«
T. skævede til det overfyldte askebæger og kværnede så sit skod på en tallerken
med indtørrede rande af fru Falsos kogekunst. »Ikke desto mindre tror jeg, at det er
det, der er sket. Da valgaftenen kommer, har de en pistol parat, som Sunderlands
mænd har stjålet fra Curtis’ skuffe. Sikkerhedsfolkene havde adgang til alle lokaler, så
intet kunne være nemmere. Så lader de pistolen med patroner, som de i forvejen har
forsynet med Curtis’ fingeraftryk ved en eller anden gummistempelmetode. Derefter
var det planen, at O’Neill skulle vente ved maleriet, skyde Mimi Jansen eller
præsidenten eller dem begge to, det ved jeg ikke, og det er for så vidt også lige meget
lige nu, og så skulle O’Neill med det samme ekspederes over i den anden verden efter
dem.«
T. vidste, at Bill Falso hadede lange forklaringer, og desuden havde
fængselsinspektøren i Sussex I levet det meste af sit liv blandt folk, der hellere ville
miste deres højre arm end at holde sig til sandheden. Han havde lagt sig sine mange
pund til i lede ved andre mennesker og alt det bullshit, han havde hørt, og nu så T,
hvordan Falsos øjne flakkede efter noget, han kunne sætte tænderne i, mens
forklaringen blev færdig.
Det var ekstremt hårde odds, selv for en garvet sherif fra Highland County.
»Jeg tror, at vi skal regne med,« sagde han, og så med lettelse Falsos søgen blive
bremset, »at det var Sunderlands folk, der hackede sig ind i Bud Curtis’ computer og
netbank og overførte en pæn stor sum penge til O’Neills bankkonto. Ganske langsomt
og i alle mulige retninger forbereder folkene bag denne plan sig på bevisførelsen, der
kan gøre Curtis til syndebuk. Men så går flere ting galt. Ting, som ændrer
begivenhederne og sætter en kæp i komplotmaskineriet.«
»Et af forbrydelsens elementer, ja,« sagde Falso og rettede opmærksomheden ind
på en Hershey Bar, der lå ovre i vindueskarmen.
»Hør engang, Bill. Det er min teori, at Secret Service-agenten, der stod og ventede i
mellemgangen sammen med O’Neill, ikke var ham, det var planlagt at skulle være. At
Secret Service blandede sig i Jansens normale livvagters arbejde. Ja, jeg ved godt, at
jeg er på løs grund her, men lad det nu hvile, Bill.«
Falso kvitterede med et nik og strakte sig over mod Hershey Bar’en.
»Det havde været mest logisk, om O’Neill havde pistolen på sig lige fra starten af,
og at Secret Service-agenten, der stod ved siden af O’Neill, var indforstået med det
forestående attentat. Men da det af en eller anden grund ikke kunne lade sig gøre, så
sker der efter min mening i stedet følgende:
Forsamlingen kommer ind i mellemgangen. Sandsynligvis er de fleste af de agenter,
der er til stede, ikke med i komplottet. Men det er Ben Kane, chefen for Jansens
sikkerhedskorps, du husker ham nok fra retssagen, en stor kleppert med guldlænker
om håndleddene. Han er gammel soldaterkammerat med Sunderland, og han er
Sunderlands mand. Selv om det ikke nogen sinde har været på tale endsige bevist, så
er det ham, der skyder O’Neill. Selvfølgelig var det meningen, at O’Neill skulle skydes,
bare ikke af Ben Kane, og det skal jeg nok forklare hvorfor om lidt.«
Her fik Falso fat i Hershey Bar’en. Hans trætte ansigtsudtryk, da han mærkede at
emballagen var tom, smittede næsten.
»Er du med, Bill?«
»Ja, jeg er med.«
»Altså: De kommer ind i mellemgangen. På det tidspunkt går Kane lige foran
Sunderland, og bagefter kommer Jansen og hans kone. Her træder en Secret Service-
mand frem og visiterer O’Neill for anden gang den dag. Du kan se det på videoen, men
du kan også se noget andet?«
Han klikkede på et klip, han havde markeret natten før. »Her går folk meget tæt på
hinanden. Du ser, hvordan Kane går lige foran Sunderland. Og nu … nu har Secret
Service-agenten visiteret O’Neill, og Kane er næsten nået frem til O’Neill. Prøv imens
at se vicepræsident Sunderlands ansigt lige dér, mens O’Neill trækker flaget til side og
afslører maleriet. Se, hvordan Sunderland ser til siden og nu, lige dér, ligesom maser
sig ind i ryggen på Kane. Han foregiver at stå på tæer, for at se over Kanes skulder,
hvad der foregår, men det behøvede han ikke. Han kunne sagtens få plads til at gå
uden om Kane, kan du ikke se det? Det er dér, han efter min teori stikker Kane
pistolen, og se nu, hvordan Kane trænger sig frem mod O’Neill. Kanes højre arm er
hele tiden skjult bag hans krop, og den kommer ikke frem, før han ligesom går ind bag
O’Neill. Og så sker det, efter min mening. O’Neill har fået pistolen stukket ned i
lommen af Kane lige her, vi kan ikke se det, men det vil jeg garantere dig.«
Falso krængede mundvigene nedad. T. ville have ønsket, at han havde et stykke
tyggegummi eller noget andet sukkerstof på sig i det øjeblik.
»Noget af en teori, skal jeg love for. Hvorfor i alverden havde Kane så ikke pistolen
på sig fra starten af?« brummede Falso og smed det tomme Hershey Bar-hylster ned
på gulvet til alle de andre.
»Hvorfor? Det er meget enkelt, Bill, hvor skulle han have den?«
»I bukse- eller jakkelommerne, hvor ellers?«
 »Jeg fryser lige billedet her. - Se hans jakke, hvordan vil du beskrive den? Kort,
ikke? Den dækker ikke hans bukselommer fuldstændig. Han vil ikke kunne gemme en
pistol i bukselommerne, uden at det vil kunne ses. Og se så på hans jakkelommer,
hvad ser du? Noget usædvanligt?«
»De er lidt på skrå. Der er ingen klap. Sådan en jakke har jeg også, tror jeg. Hvad
skal det bevise?«
»Jamen, se så på Sunderlands jakke, hvordan vil du beskrive den?«
»Det er en tweedjakke. Diskret, men helt sikkert en tweedjakke. Hans jakkelomme
har heller ikke nogen klap, bemærker du nok.«
»Nej, men den er dyb, og den er åben, det er forskellen. Ben Kanes jakkelommer er
med garanti syet til. Vis mig ti ud af ti mænd fra Ben Kanes sorte vagtkorps, og deres
jakkelommer er syet til. De fleste af de mænd er gamle elitesoldater. De tager ingen
chancer i nogen situationer, tro mig. Det handler om ikke at hænge fast i noget, om at
der ikke sker noget uforudset ved et uheld. For pokker, du kan da se det. Og hvis den
ikke er syet til, så er den fandentagemig i hvert fald ikke dyb nok til at rumme en pistol
af den kaliber, der dræbte Toby O’Neill, kan du godt regne med.«
Han undskyldte sin banden flere gange og spolede frem igen. »Se selv. Og nu
kommer vi til selve skuddet. Se, hvordan det giver et sæt i alle, mens de kigger op på
maleriet. Så hører vi et eller andet råb, man kan ikke høre det tydeligt, og det er også
lige meget, og så lyder det andet skud, og dér er gerningsmanden dræbt. Det går
stærkt, ikke? Hvorfor går det så stærkt, kan du sige mig det, Bill? Hvem kan nå at
identificere en gerningsmand så lynende hurtigt i sådan en folkemængde?«
»En, der stod lige ved siden af, sandsynligvis!« foreslog han.
»Jamen, der står ingen sikkerhedsagenter så tæt på i det sekund, Bill. Alle
senatorkonerne har mast sig frem mod maleriet, kan du ikke se det? Men i denne
mængde er der én, der allerede ved, at O’Neill vil skyde, og det er Ben Kane, og han er
parat og dræber i samme nu med et fuldstændig præcist skud ind gennem en flok
oprørte mennesker. Sådan! Imens skyder de andre sikkerhedsfolk hver især ind i
mængden mod det, deres mistanke er rettet imod. De skyder for at neutralisere, ikke
dræbe. Og nogle af kuglerne rikochetterer ind i mængden, det er, hvad der sker i sådan
en situation. En bliver ramt i skulderen, en anden i armen, en tredje i benet, så han
falder omkuld, og så fremdeles. Men alle de skud, der bliver affyret, er skud fra folk,
der har erfaring for, hvad de skal sigte efter i sådan en situation. Denne del af
hændelsesforløbet var ikke noget, som retssagen gjorde meget ud af, men derimod
lagde man stærkt vægt på, at Bud Curtis var væk fra sceneriet og først kom tilbage, da
det hele var sket, og at han påstår at have et glas vand med, som ikke var der. Synes
du ikke, at det er en underlig prioritering af hændelserne?«
»Det glas vand kunne Bud Curtis jo udmærket godt have hentet alligevel, kunne
han ikke? Det modbeviser efter min mening ikke, at han kan være medskyldig. Hvorfor
skulle Curtis lyve om sådan noget?«
»For helvede, Bill, og undskyld mit sprog endnu engang, jeg skal nok passe på. Det
er jo det, jeg siger. Han løj heller ikke. Han havde rent faktisk glasset med. Anklageren
ville bare have juryen til at forstå, at man ikke kunne stole på ham. Hvis han kunne
lyve så åbenlyst om sådan en ligegyldig detalje, så kunne han lyve om hvad som
helst.«
»Jeg ser pointen. Så mangler du bare at bevise, at han havde glasset med ind,
hvordan vil du gøre det?«
T. anråbte sin gud og skaber. ‘Tak fordi du hjalp mig, selv om jeg bandede lige før.
Tak, tak, gode Gud!’
»Det kommer nu, Bill.« Han klikkede på et par af filerne, så havde det bare at gå
godt. Det gjorde det sidste gang, han prøvede.
»Se nu her, Bill, nu kobler jeg NBC-optagelserne sammen, så du kan se dem lige
efter hinanden. Både det, der blev sendt i tv, og det, der ikke gjorde, det fra Marvin
Gallegos’ kamera nede på gulvet.« Han hæftede filerne sammen. »Her kommer det
transmitterede indslag, hvor skuddet falder, og NBC’s kameramand taber kameraet. Og
se nu her; nu kobler vi den ikke-transmitterede del, hvor kameraet ligger på gulvet, på,
sådan!« Han trak den samlede ikon op ved siden af overvågnings-kameraets videofil.
»Og nu kører vi hele sekvensen samtidig med det, der er optaget af
overvågningskameraet.«
Han pegede på de to små skærmbilleder, der stod lodret over hinanden som et
udsnit af hele laptoppens skærm. »Når vi hører skuddet på den ene fil, så stopper vi
den.« T. lyttede intenst, mens han satte filen fra overvågningskameraet i gang. »Ja,
her kommer så skuddet på denne optagelse.« Han trykkede på den første fil. »Så nu
synkroniserer vi de to videofiler, bakker en smule og kører dem samtidig, hvis jeg
ellers kan finde ud af det.«
Han klikkede lidt frem og tilbage og mærkede, hvordan Falso i baggrunden tabte
interessen. »Øjeblik, Bill, jeg er ikke så skrap til det her.« Han gentog proceduren og
bad til, at skuddene ville komme på samme tid.
De to videobilleder stod lige oven over hinanden. Faktisk kunne man i baggrunden
på overvågningskameraets optagelse lige akkurat ane Marvin Gallegos stå på tæer
med sit kamera. Og så faldt skuddene samtidig på de to skærme, og mængden smed
sig til jorden. Og pludselig lå kameraet på jorden i den ene optagelse, mens Bud Curtis
kom ind på den anden. Så gav det et lille sæt i Curtis, og så stoppede T. kørslen.
»Er vi enige om, at i dette sekund taber Bud Curtis sit vandglas ud af hånden, hvis
der overhovedet har været noget. Du så, at det gav et sæt i ham, og nu står han med
åbnet hånd.«
Falso foldede sine hænder over det omfangsrige skjorteliv. Han ventede bare på en
opringning fra holdet nede på dødsgangen, så var han strøget, det var let at se. »Lad
os bare sige det, ja.«
»Okay, se så på det nederste billede, Bill. Det med kameraet, der ligger ned. Vi tager
det billede for billede. Et, to, tre og bang, hvad skete der dér.«
»Der kom din grå plet.«
»Gu’ gjorde den så, Bill, og undskyld endnu engang. Den kom lige dér, og hvorfor
gjorde den det? Det gjorde den, fordi Bud Curtis tabte sit glas, der hvor han åbner
hånden på den anden videofil, nøjagtig som han sagde, og dér kom der et vandstænk
lige på kameralinsen. Det løber lidt nedad, men stopper så. Det er bare én lille dråbe,
Bill, men det er, og nu er jeg lige ved at bande igen, den ondebrodereme nok til at
sætte spørgsmålstegn ved, om Bud Curtis’ forklaring nu ikke var god nok alligevel.«
Bill Pagelow Falso tørrede sig om næsen og sagde ikke noget. Det var klart, at han
havde fulgt godt med. Han havde læst stakkevis af retsudskrifter i sit liv og vidste
sikkert mere om retspraksis end de fleste. Så mange appelsager var gået over hans
bord, og nu sad han med en appelsag, som man ikke ud fra hverken tekniske eller et
etiske vurderinger uden videre kunne afvise. Sådan burde det og måtte det være.
Spørgsmålet var bare, om Falso var enig.
T. lænede sig ind over bordet og lagde næven på Falsos blege arm. »Jeg ved ikke,
hvorfor Ben Kane ikke vil tage nedskydningen af O’Neill på sin kappe, Bill, jeg kan
ikke forklare det, det indrømmer jeg. Måske har han haft noget på sig, der ikke tålte at
blive fundet. I hvert fald tror jeg, at det var Ben Kane, der samlede Bud Curtis’
vandglas op. Hvorfor skulle det ikke være landet blødt i mængden af kroppe på
gulvet? Og hvis det skete på den måde, så har han taget glasset og stukket det i
bukselommen og siden skaffet sig af med det, hvis du spørger mig.«
Falso lirkede sin arm ud af T.‘s greb. »Hvorfor kunne han så ikke også have haft
pistolen i bukselommen?«
T. så ud i luften et øjeblik. »Det havde han måske også, nu du siger det!«
»Ja, det eller noget andet eller slet ingen af delene. I hvert fald må du så lige
pludselig overveje at frikende Sunderland for mistanke, må du ikke?«
T. sukkede. »Det har været nogle lange dage, Bill. Jeg skal nok give dig ordentlige
svar på dine spørgsmål på et eller andet tidspunkt. Men vanddråben kan du ikke
bortforklare, vel?«
Falso nikkede. »Hvis du har ret i alt det her, hvorfor går du så ikke til
statsadvokaten?«
»Vi har ikke tid, Bill. Du aner ikke, hvor langsommeligt alt er lige nu.«
Han sukkede et suk, der var hans voluminøse korpus mere end værdigt. »Jo tak, det
aner jeg bedre end nogen, det er et værre morads, er det. Men du kender loven og ved,
hvilken opgave jeg har, T.. Så bliver du også nødt til at gøre det her ordentligt.«
»Så skaf mig tid. Udskyd henrettelsen en dag eller to.«
»Pjat, det kan jeg da ikke. Hvad skulle begrundelsen være?«
»Jeg ved det ikke. Alt det, jeg har fortalt dig lige nu, vel. Er udsigten til et eventuelt
justitsmord ikke nok, måske? Bill, lad Curtis floppe ved lægeundersøgelsen, så får vi
lidt tid.«
Falso lo tørt. »Det er et par uger siden, at lægen undersøgte dem først. Nu henretter
vi dem bare, sådan er det. Lige fra cellen på dødsgangen og ned i dødskammeret. De
får deres sidste måltid i deres egen celle, præsten sætter sig på den briks, de har sovet
på i årevis. Vi springer timerne i dødscellen over. Kort proces, det er det, det handler
om. Det er den eneste måde, vi kan klare situationen på, er du med?«
T. tørrede sig på panden. »Bill, hvor mange gange har du måttet se på, hvordan
lægen hakkede kanylen i den dødsdømte uden at kunne finde en åre.«
»Snak ikke om det.«
T. trak sin dartpil frem af jakkelommen. »Tænk på alle de gange, hvor I har måttet
stikke kanylen i halsen, eller hvor det nu er, hvis den dømte havde dårlige årer eller
årebetændelse.« Han demonstrerede med pilen, hvad han mente, med fem tryk ud i
luften, og stak så dartpilen ned i brystlommen igen.
 »Så ofte sker det nu ikke, men det sker, det må jeg desværre indrømme.«
»Så sig, at Curtis har årebetændelse, at han skal behandles med antibiotika, før
dødsdommen kan eksekveres. Spring ham over bare en enkelt dag. Please, Bill?«
»Det kan jeg ikke, T., det ved du da.«
»Okay, du har en direkte linie til guvernøren. Der er klar linie ved henrettelsen i
aften. Ring ham op og nævn, at der er fremkommet stærke indicier for, at Bud Curtis
kan være uskyldig.«
»Det er ikke mit anliggende at fremkomme med sådan en påstand, og i øvrigt er det
heller ikke længere guvernørens anliggende at lytte til den, T.. Nu er det
Sikkerhedsministeriet, vi skal ringe til.«
»Jeg er sgu da, ja, undskyld mig, Bill. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor du
ringer hen, bare du gør det. Nu! Før de ringer efter dig nede fra dødsgangen.«
»Det kan jeg ikke, T., det må du selv rode med. Jeg synes ikke, at indicierne, der skal
tale for hans uskyld, er klare nok.«
»Bill, for hede hule h …! Hvad er der i vejen med dem?«
»Hvad du selv har påpeget. At der ikke er tilstrækkelig hold på pistolens vandring
frem til Toby O’Neill, og at der derfor ikke er nogen klar sag. Jeg vil indrømme, at
dråben på linsen er gådefuld, men det kan være så meget. Spyt, sved, hvad som helst.
Folk faldt til jorden i det øjeblik.«
»For helvede, Bill. Ja, undskyld.«
Falso trak en skuffe ud og fandt et sirligt sammenfoldet lommetørklæde frem. Det
var det, han ville tørre den dødsdømtes pande med, når han lå på briksen og blev bedt
om sit sidste ord. T. havde set ritualet udført mere end én gang.
Falso så på ham med sine rolige, gråmelerede øjne. Øjne, som var de sidste en
dødsdømt mand om et lille øjeblik skulle kigge ind i. På en eller anden måde virkede de
pludselig meget, meget skræmmende. »Derimod synes jeg, at det er meget
besynderligt, at denne Ben Kane, hvis det virkelig var ham, der skød O’Neill, ikke vil
påtage sig æren for at fælde drabsmanden. Men hvis du virkelig har ret, hvis det
virkelig var Kane, der gav pistolen til O’Neill, så har jeg muligvis forklaringen på,
hvorfor han ikke gav sig til kende bagefter.«
T.‘s hånd frøs fast nede i cigaretpakken. »Har du det? Så sig det, Falso, for …
katten da!«
»Går sikkerhedsagenterne med handsker?«
 »Nej, selvfølgelig ikke.«
»Der ser du. Og det var et problem for Ben Kane, hvis det var ham, der stak pistolen
til O’Neill. For, så vidt jeg husker, så omtalte retssagen ikke andre fingeraftryk end
Bud Curtis’ og O’Neills på pistolen, vel?«
»Nej, for pokker.« T. sad et øjeblik med vidt åbne øjne. Klarsynet havde trukket
dem op.
»Så har du måske forklaringen på hele forløbet. Sunderland skubbede pistolen op
fra sin jakkelomme ved at tage om den med foret indefra, og så skubbe pistolen opad.
Det var derfor, at foret var krænget ud af Sunderlands jakkelomme, som vi så lige før.
Og Ben Kane, hvor var han? Han stod lige ved siden af, ja, nærmest foran Sunderland
og var parat til at gribe om pistolen med snippen af sin jakke, så han kunne placere
den i O’Neills lomme nogle få sekunder efter. På den måde afsatte hverken Sunderland
eller Ben Kane fingeraftryk på pistolen.« Falso skød underlæben frem. »Men lur mig,
om der ikke var andre spor, der kunne fortælle noget om pistolens vandring fra
Sunderland til Kane og videre til O’Neill. En lille olieplet på Kanes jakke for eksempel.
En minimal plet, måske, for våbenet var jo ubrugt, men det er sådan noget, en
snarrådig agent som Kane pludselig kommer i tanke om midt i det hele. Det er rent
instinkt for folk som ham. Det var vel også derfor, at han samlede vandglasset op.
Rent instinkt.«
T. nikkede. Ja, s ådan kunne det sagtens være sket, hvorfor ikke? Han løftede
hovedet og så på Falso, mens fængselsinspektøren rejste sig lidt besværet og tog en
striktrøje med lynlås over den kortærmede hvide skjorte. T. havde før set ham med den
på, når der skulle henrettes folk. Måske frøs han dernede i dødskammeret. Det skulle
ikke undre ham.
Fængselsinspektør Falso så på ham med et blik, der meldte, at audiensen snart var
forbi. »Hvis den teori holder, mon så ikke både Sunderlands tweedjakke og den jakke,
som Kane havde på under attentatet, er blevet destrueret siden da. Har du måske
undersøgt, om disse påklædningsgenstande optræder på videoer eller fotos senere
den aften? Så ville du nok kunne se, om de har skiftet tøj i mellemtiden. Ja, hvis de
altså ikke har haft flere ens jakker.«
T. s å forbløffet på ham. »Jamen, Bill, for sat… syvsytten da. Det er jo det, der er
sket. En af delene. For pokker mand, du sidder jo her og kommer med indtil flere gode
forklaringer på, hvad du lige før måtte afvise, kan du ikke se det?«
 »T., hør nu. Uanset hvad du og jeg kan konkludere, så er der stadigvæk nogle
spilleregler. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af os alle sammen i denne besynderlige
tid, men på et eller andet tidspunkt gøres regnskabet op om, hvem der fulgte reglerne
og hvem ikke. Jeg og fru Falso skulle gerne kunne se frem til et roligt otium, ikke
sandt? Så kan det jo ikke nytte noget, at du beder mig om at gøre ting, der kan sætte
det hele på spil. Jeg kan ikke sådan uden videre på egen hånd beslutte, at Bud Curtis
skal have en chance mere. Ikke på sådan et løst grundlag. Herregud, gamle dreng, vi
sidder jo bare her og leger med mulighederne. Alting kan være foregået på en helt
anden måde end dine og mine udlægninger. Undervejs har der været kloge hoveder
inde i sagen, husker du nok. Advokater, opdagere, teknikere, dommere, vidner og
nævninge. De er min garanti for, at jeg kan udføre mit hverv i Guds navn og med god
samvittighed, sådan har det altid været, og det vil jeg holde mig til i den korte tid, det
endnu kan være aktuelt. Det må du forstå.«
Det skrattede i samtaleanlægget, og Falso nikkede. Så var det hans tur til at gøre sin
del af arbejdet. De havde taget servicet ud efter fangens sidste måltid, og præsten var
kommet. Falso så igen på uret.
T. rynkede panden. »Kom nu, Bill. Snak med dem inde i ministeriet. Der er ikke lang
tid til, Bill, gør det for min skyld.«
»T., jeg har hørt, hvad du har fremlagt. Jeg har muligvis endda bidraget til
opklaringen. Mere kan jeg ikke gøre. Du er sherif og ved, hvordan man går retten i
møde. Brug nu, hvad du ved. Du har prøvet det før.«
»Jamen, Bill. Vi har kun til i overmorgen klokken atten.«
»Korrektion, X. Vi har kun til i overmorgen klokken seks morgen. Fra på mandag
henretter vi to om dagen, og Bud Curtis får æren af at være den første i denne nye
ordning.«
T. ville protestere, men s å med det samme, at det ikke nyttede. Falso havde allerede
taget fat i armlænet på sin kontorstol.
Allerede klokken seks om morgenen, det var fortvivlende. Tolv timer var revet ud af
kalenderen. Hvordan skulle han dog nogensinde nå det?
Falso mønstrede T. med et mørkt blik og rejste sig. »Jeg må ned til dødsgangen, jeg
bliver nødt til at forlade dig nu.«
»Hør, Bill, lad mig gå med. Jeg vil gerne snakke med Bud Curtis, det behøver du vel
ikke at nægte mig, gør du? Sig nu ja, jeg går med dig, og så lader du mig tale med
Curtis i hans celle, er det en aftale?«

Kapitel 30
T. Perkins fandt Bud Curtis i den bageste krog af cellen. Han sad på briksen med
front mod ståltoilettet og stirrede ind i væggen, helt fjern for lydene fra cellen kun
nogle få meter fra ham, hvor de var ved at give den dødsdømte håndjernene på for
sidste gang. Da de stak nøglen i låsen, så T. kunne komme ind, gav det et sæt i ham,
som om han havde forregnet sig, og det var ham, de var kommet efter. Han genkendte
ikke T., før han stod helt inde i cellen, og selv da var skrækken og tvivlen stadig
mejslet i hans blik.
»Jeg har fået lov til at være hos dig et øjeblik,« sagde T., og så sig over skulderen,
hvor fængselsbetjenten skulle til at låse døren efter ham. Han rystede på hovedet og
klappede på sin revolver. Dét var ikke nødvendigt. Den situation var han nok mand for
at klare. Betjenten var helt sikkert i tvivl, men trak så et sæt fodlænker frem fra bæltet
og smed dem over mod T..
T. nikkede, bad Curtis om at strække benene frem, og gjorde, hvad han skulle. Bud
Curtis’ ankler var tynde og fregnede og hans øjne fulde af mistro og famlen efter det
mindste vink, der kunne få ham til at falde til ro.T. prøvede at stikke ham et smil. Et
eller andet sted lignede Curtis sin datter.
»Giv ham dine egne håndjern på, T.. Bag på ryggen,« sagde betjenten ved
tremmedøren.
T. smækkede håndjernene på Curtis, pressede dem helt i bund, for at vise god vilje,
og sendte så fængselsbetjenten et blik retur, som han i årevis havde brugt i sine
genvalgskampagner. Myndigt, kompetent og småtruende. Det virkede altid i en eller
anden gunstig retning.
Der lød et par metalliske lyde og råb fra celle 12, og uroen rejste sig som en sitren
gennem gangen.
»Nåeeh, jeres mand til dagens kiste vil sgu nok ikke?« lo manden inde i celle tretten
ved siden af Bud Curtis’. En hul og modbydelig latter, som ingen, der selv skulle dø
dagen efter, burde mestre. »Han vil sgu ikke, og det vil jeg sgu heller ikke?« råbte han
grinende og bankede på tremmerne. Hans glædesskrig over at besidde en form for
magt over situationen gik gennem marv og ben. Det var så nakkehårene rejste sig, og
fanden tog løs ved hele blokken. Et hvinekor som fra en flok opskræmte bavianer peb
ud af alle kroge. Råb og hylen og skældsord, som man ikke hører andetsteds.
Oppe i celle 12 greb panikken pludselig den dødsdømte, der forsøgte at råbe sin
smerte og angst ud, mens han sparkede løs på briksen og tremmerne og dem, der
forsøgte at fiksere ham.
Fængselsbetjenten ved Curtis’ celledør slap sit tag i nøglebundtet og forsvandt.
Han kendte sin plads og vidste udmærket, at han i dette øjeblik ikke befandt sig på
den. I få spring var han inde hos sine kolleger, og flere stemmer forsøgte at tale den
skrækslagne mand til ro. T. hørte dem, og det gjorde Bud Curtis også. »Tag det nu
roligt, Harrison,« hørte han Falso sige. »Det er snart overstået.«
Fandens til trøst.
Først nu ændrede Curtis’ ansigtsudtryk sig en smule. »Fik du min besked?«
hviskede han.
T. nikkede og holdt pegefingeren op for munden. Han kastede hovedet bagover, s å
Curtis kunne forstå, at de måtte vente med at tale. Han så på uret. Om fem minutter lå
manden, som Falso kaldte Harrison, dernede på briksen i den anden ende. Ikke nogen
udenomsdikkedarer med at sige farvel til sine pårørende. Ikke noget rum, hvor man
kunne kramme sine kære ømt. Om fem minutter ville hele forestillingen være i gang, og
så længe måtte de vente.

Da deputationen omkring Falso og den dødsdømte havde smækket døren i efter sig
nede ved dødskammeret i den anden ende, trak T. sig baglæns og kastede et blik i
begge ender af dødsgangen. Adskillige arme viftede ud gennem tremmerne, og
galskaben og skældsordene var der stadigvæk, selv om fængselsbetjentene var væk.
T. lirkede forsigtigt nøglebundtet ud af cellelåsen. Det var ikke dét her, han havde
forestillet sig skulle ske, men nu var muligheden der altså. Han ville egentlig bare
gerne have snakket med Curtis. Bare have stillet ham de få spørgsmål, der skulle til, så
han kunne ringe til Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed med vished og ro i sjælen.
Og nu lå nøglerne i hans hånd, og Falsos ord klingede i baghovedet. ‘Curtis er
allerede en død mand,’ havde han sagt. Fandeme, om det ikke skulle blive løgn.
Han så et øjeblik på Curtis, mens han tænkte. De havde et sted mellem tyve minutter
og en halv time, før de første folk kom ud af henrettelseslokalet, og inden da skulle de
være langt pokker i vold. Han kendte folk nede i både Sebrell og Courtland. Gode
ordentlige folk, som han kunne stole på, og som stolede på ham. En køretur som højst
tog tyve minutter, og det var præcis, hvad han behøvede. Han skulle bugsere Curtis
ud forbi videokameraerne i alle mellemgangene og ved sluserne. Dem ville han nikke til
og fremvise nøglerne. Folkene nede i vagten ville sikkert undre sig over, at de ikke
blev ledsaget af nogle af fængslets egne folk, men andet ville der formodentlig ikke
ske. De havde jo set ham gå ned på dødsgangen sammen med Falso. Hvad mere
kunne man forlange?
Han lagde munden til Curtis’ øre. »Nu følger du bare stille med. De vil tro, at det er
en føderal overførsel jeg har gang i.« Han tog et solidt tag under Curtis’ arm. Det
havde fandengaleme bare at se rigtigt ud.
Bud Curtis så på ham med sammenpressede læber og trak vejret så dybt, at det peb
i næsehulen.
»Nu tager du den med ro, Curtis. Du skulle jo nødig begynde at hyperventilere
undervejs, er du med?«
Curtis nikkede.
»Nu går vi ud, og du siger ikke noget til de andre indsatte. Se ud, som om du bliver
trukket til skafottet, har du forstået? Du skal overhovedet ikke forvente dig solidaritet
fra nogen af dem derude.«
Han trak Curtis ud på gangen og mønstrede de 20 meter op til første forhindring, en
topsikret glaspanserdør med dels automatisk lukning og dels et nøglehul, som han
forhåbentlig uden alt for mange forsøg kunne finde nøglen til i nøglebundtet.
»Det var så da lige godt satans, lille Buddieboy. Hvad sker der nu? Er
boogiemanden allerede kommet efter dig?« Den sorte mand i Curtis’ nabocelle stak sin
hennafarvede håndflade igennem tremmerne, men Curtis så ned i gulvet, som om livet
allerede var forbi.
»Hvad helvede mand, hvad sker der? Forlader du Daryl uden at sige farvel. Hey,
man, hvad med dine cigaretter, hvad med dem?« råbte han efter dem, mens flere af
fangerne længere nede ad gangen begyndte at ruske i tremmerne. Det var stress. Man
kunne ikke se det på dem, men de var slynget mod muren af stress. Stress, der skulle
vare ved, til døden endelig fik dulmet den.
Det rykkede lidt i Curtis, men han vendte sig fuldstændig kontrolleret mod sin
cellekammerat. Det var simpelthen nødvendigt, hvis det hele ikke skulle koge op igen.
»Rolig, Daryl, jeg er snart tilbage igen. Rolig nu, du skal nok få dine cigaretter.«
Så smilede den sorte mand det mest sortgule smil, T. havde set. Et enfoldigt og
henrykt smil, der sikkert var hans sidste.
Han trak Curtis trippende og klirrende forbi cellen, der lige var blevet tømt, og
videre op mod cellerne, hvor de indsattes rødgule kedeldragter var præget med små
sorte bogstaver på brystet. ‘Enemy of the State’, stod der. De var militsfolk alle
sammen, og snart var det deres tur. Det var man ikke i tvivl om, når man så deres
forbitrede ansigter.
»Giv mig din Smith & Wesson, sherif,« hvæsede en af militsfolkene. »Så skal de
sataner få sig en overraskelse, når de kommer tilbage.«
»Smid svinet ind til os,« råbte den næste. »Han skal blive flænset fra top til tå, skal
han.«
T. trak væk fra cellerne og de fremstrakte arme og prøvede at få hold på
nøglebundtet, inden han nåede døren til det næste afsnit. Der var desværre mindst
fem af nøglerne, der virkede brugbare, så vidt han kunne vurdere. Så valgte han en af
dem, stak den i låsen og prøvede forgæves at vride rundt. Så hev han den ud og stak
en anden i. Heller ikke den kunne rokkes. Da han fumlede efter den tredje mærkede
han, at en skikkelse inde i den første celle rejste sig fra briksen og trådte frem mod
tremmerne.
»T.? T. Perkins, er det dig?«
Han vendte sig mod ham, der talte, og så direkte ind i øjnene på en mager og bleg
lille mand. En mand, han omgående vidste, hvem var. En mand, han havde kendt hele
sit liv, og som indtil alt dette forbandede sindssyge var sket i landet, så vidt han
vidste, aldrig havde gjort en flue fortræd. Det var Jim Wahlers, der havde haft et
våbenarsenal, som kunne rive toppen af Mount Rushmore, stuvet af vejen nede i sin
billardkælder. Jim, hans gamle dartkammerat, bedemanden i Highland County.
»Jim, for helvede, er du her? Hvad sker der?«
»T.! Sig til min kone, at jeg sidder her, vil du ikke nok? Der er ingen, der ved det.
Ikke engang min forsvarer.«
T. mærkede sveden i håndfladerne blive koldere. Han så på sin gamle vens
vibrerende læber og fortvivlede øjne. »Jim! Hvorfor er du her? På grund af dit
våbenlager, nej vel? Hvad har du gjort, Jim? Hvad siger du?« Så stak han den tredje
nøgle ind og drejede forsigtigt. Den gav en smule modstand, men ikke ligesom de
andre.
Jim Wahlers fattede sig et øjeblik og greb så fast om tremmerne. I et sekund
ændredes hans afmægtighed til et benhårdt udtryk, T. aldrig før havde set i hans
ansigt. »Svinene siger, at jeg har organiseret angreb på militærforlægninger, og fanden
tage mig, om jeg ikke ville ønske, at det var sandt.«
Engang havde Jim kørt sin rustvogn i grøften, og kisten med en enke efter en major
nede i Clifton Forge havde åbnet sig, så liget var hvirvlet rundt inde i kabinen og til
sidst lå med det hvide, indfaldne ansigt mast mod ruden. Da T. og hans folk var
ankommet, stod Jim ved siden af vognen og pissede op ad ruden lige dér, hvor
ansigtet var. »Så kan hun måske lære det, den gamle so, at det ikke er alle, der
respekterer dem, der horer med svinene i fucking U.S. Army,« havde han galet, og T.
havde trukket ham til side, så ingen af de andre så det. Dengang havde han jo troet, at
det var chokket, der fik Jim til at reagere så ualmindeligt respektløst. Men lige nu, hvor
han så ind i Jim Wahlers’ hårde ansigt bag tremmerne, fik den erindring helt andre
perspektiver. Hvad var rigtigt, og hvad var ikke? Havde han måske ikke også stillet sig
selv det spørgsmål, da han stod i Jim Wahlers’ kælder og talte kasser op med
dødbringende våben? Da han stod og stirrede på alle de helvedes mange
militsforherligende plakater med sindssyge stoddere i camouflagedragter?
Han prøvede at se den skægge fyr for sig, som han engang for længe siden havde
kørt på motorcykel med op til Winchester for at få et slag dart med et par pralerøve.
Han lagde sin hånd på Jims fingre, der stak ud gennem tremmerne. »Du ville ønske,
det var sandt, siger du. Er det i virkeligheden sådan, at sandheden er en størrelse, som
aldrig nogensinde har kilet sig ind imellem os to? Det er det, jeg står og tænker lige nu.
Ved jeg overhovedet, hvem du er, Jim? Har jeg egentlig nogensinde vidst det?« Så
rykkede han et skridt til siden, vred nøglen helt om og åbnede døren.
»Fanden tage dig, dit politisvin,« brølede Jim Wahlers og alle de øvrige celler
stemte i. »Politisvin, politisvin,« skreg de så højt, at T. stadig kunne høre det, da han
smækkede døren bag dem.
T. trak Curtis til sig, stirrede op på det næste kamera og satte hånden op til hatten
som hilsen. Det var bare med at lade som ingenting og så håbe på, at folkene nede i
dødskammeret ikke havde ladet sig forstyrre af uroen.
Da de gik gennem den tomme gang i det næste afsnit, var det tydeligt, at Curtis var
besværet af fodlænkerne. Det var lang tid siden, han havde gået i det tempo, og
kræfterne var med garanti ikke ret store. Hvis de ikke træner kroppen ihjel, så har
mænd, der sidder på dødsgangen, det med at svinde ind i stedet for.
»Kom nu, Curtis. Bare tre korridorer mere, så er vi ude. Du kan puste ud, når vi er
væk herfra og langt ude på landevejen.«
»Hvorfor gør du det her, Perkins?« stønnede han.
»Hvorfor? Fordi jeg har set vandglasset i din hånd, selv om det ikke var der, og
fordi jeg … fordi jeg har set nye muligheder.«
Curtis sendte ham et underligt blik. I det kunne T. endnu tydeligere se Doggies
træk. Mens retssagen løb, havde hun haft det udtryk i ansigtet, når hun trykkede sig
ned i sofakrogen sent om aftenen. Et Medusaansigt, der stillede vantro spørgsmål om,
hvordan det var kommet så vidt, og samtidig kæmpede for at udtrykke tro på det
bedste. Men ud over det, så hvilede der i Curtis’ ansigt en form for ro, som T. kun alt
for sjældent så. Det var svært at forestille sig, hvad der havde skabt denne harmoni,
men formodentlig var det taknemmelighed over at have hørt ting, der hidtil havde
været usagte. T. forstod det. Var han i Curtis’ sko, ville han have følt præcis det
samme. Nu var der et menneske, der troede på ham. Han var ikke længere helt alene.
»Her skal du passe på, Bud,« hviskede T.. De drejede op af den næste korridor og
styrede direkte mod vagtlokalet, som var bemandet af en overvægtig fyr i 25-års
alderen. T. havde ikke set ham før, det var ikke så heldigt.
Han trak sit skilt op af baglommen og trådte frem til lugen. »Howdy,« sagde han
bredt og lagde politiskiltet på disken. »Du kan bare lukke os ud. Falso sender
papirerne herop om lidt, men lige nu har han lidt travlt, kan man vist roligt sige.« Han
blinkede til vagten, så han kunne se, at T. var en af drengene.
Fyren så på skiltet med små øjne kulet godt ind i fedtdepoterne. »Hvis papirerne
kommer om lidt, så synes jeg, at vi skal vente.«
Så var han ikke var helt så dum, som han så ud.
T. spidsede læberne og fløjtede en kort tone. »Okay, kan du så ikke give mig et glas
vand imens? Falsos satans Hershey Bar’er sidder stadigvæk fast i tænderne, kender
du det?«
Fyren så på dem og nikkede. Han vidste udmærket, at de ikke kom ud i det fri, uden
at han trykkede på knappen.
»Du vil ikke hellere have en tår kaffe, når du alligevel skal vente,« sagde fyren og
bakkede forbi skrivebordet. »Jeg er lige ved at brygge en kande til dem, der nu kommer
forbi.«
»Nej, tak, bare vand. Er du for resten Bambis søn?« spurgte T. så roligt, som han
kunne, mens knægten tappede vand fra vasken i hjørnet. Barney »Bambi« Pellegrino
var den fedeste fængselsbetjent, som T. havde mødt i Sussex I, så forsøget var vel
ikke helt af vejen.
Han mærkede Curtis’ arm sitre ved siden af sig og prøvede på ikke at blive smittet af
hans uro.
»Bambi, næeh,« svarede fyren. »Men jeg kender han godt. Det var ham, der døde
sidste år med kæften fuld af doughnuts.« Han grinede og langede glasset ud gennem
lugen.
T. tog en slurk. Det smagte af noget, der havde stået i et køleskab uden strøm.
»Døde, gjorde han det? Det var ligegodt satans. Han var ellers en virkelig fin fyr. Det
var satans. Du ligner ellers en af folkene, jeg kender her i fængslet. Men måske er det
heller ikke Bambi, jeg tænker på.«
»Du tænker måske på Tammie Cambell nede i kantinen. Hun er min mor.«
T. anede ikke, hvem han talte om. »Gud,« udbrød han med en bred armbevægelse
og spildte det meste af glasset ned ad sig. »Tammie!« Han børstede vandet væk og så
fyren direkte ind i øjnene. »Fandeme ja, nu kan jeg se det.« Han så på fyrens skilt.
Freddy Cambell, stod der. »Jamen, er du så lille Freddie? Hold da kæft, du er godt nok
vokset.« Han klaskede ham på armen gennem lugen. »Det var satans. Hvad laver din
mor nu, Freddie? Hun er vel blevet fyret sammen med alle de andre, skammeligt nok.
Hey, ved du hvad, jeg kunne måske bruge hende, kan du ikke lige give mig hendes
adresse? Vi kan altid bruge en frisk kvinde som Tammie oppe hos os?«
Fyren så på ham og strøg sig langsomt over læberne. »Jah, lige for tiden er hun
næsten hele tiden nede på radioen. W291AJ, kender du den? Jeg ved godt nok ikke,
om de sender længere. Der var i hvert fald ikke noget i går.«
»Hey, ved du hvad, jeg kører derned, så kan vi se, hvordan sagerne står. Og du er
sikker på, at vi skal vente på Falso? Jeg mener, det kan jo tage lidt tid endnu. Vi skal jo
også have afleveret ham fætteren her til fyrene oppe i Washington.«
»I Washington?«
»Sig mig, følger du ikke med, Freddie? De sagde det i går aftes på NBC. Han skal
henrettes i DC. Ja, fandenedeme, de er sgu ved at oppe sig deroppe.«
 Fyren bag glasset smilede et skævt smil. »Wow, det var ligegodt da..!« Han så igen
på T.‘s skilt, der lå på disken. »Jamen, så må I jo hellere se at komme af sted, det er jo
en lang tur.«
T. mærkede, hvordan Curtis arm med ét slappede af. Bare kødbjerget ikke lagde
mærke til det.
»Jamen så kan jeg også lige akkurat nå ned og hilse på din mor, det er meget fint. Så
siger jeg tak for skænken.« Han satte glasset på skranken. »Og for brusebadet, haha.«
Lyden af låsetøjet, der slog fra i indgangsdøren, var bedre end noget andet, T.
havde hørt, inklusive det første hyl, han havde fået et kvindemenneske til at udstøde
med hænderne nede mellem hendes ben.
»Åh Gud,« hviskede Curtis, da de stod udenfor. Han vendte ansigtet op mod solen.
»Nu går vi stille og roligt,« hviskede T., da han havde sendt en hilsen ind gennem
vinduet til Cambell-klanens forvoksede baby. »Stille og roligt. Jeg holder lige derovre
bag den hvide varevogn der.«
De nåede kun at gå ti skridt ud på forpladsen, så skete der to ting på samme tid,
som ikke var så godt. Den ene var, at der nede fra indkørslen kom to betjente
vandrende. Stille og roligt. Det var et par af dem, der havde stået lidt nede ad vejen
ved afspærringerne og standset ham, og nu styrede de målrettet op mod indgangen til
fængslet. ‘Satans, hvad folks kaffetørst dog ikke er skyld i,’ tænkte han, og i samme
sekund skete der det, der var endnu værre. Det var Bill Pagelow Falsos stemme, der
bragede ud af højttalerne på parkeringspladsen med en styrke, så det var ved at slå
benene væk under dem.
»Stop, T., ellers kommer du til at fortryde det resten af dit liv,« lød det metallisk ud
over arealet.
Det gav et sæt i Curtis’ krop. Lettelsen, der ellers var lige ved at bryde igennem,
blev omgående omsat til panik. De raslende trin blev automatisk hurtigere. Han trak nu
vejret i stød.
T. s å over skulderen ned mod vagten. Det var stadig kun Fedtbjerg Cambells
korpus, der bevægede sig rundt bag glasset.
»Du har sat brand i den hernede på dødsgangen, er du klar over det? Du har
virkelig svigtet min tillid, T..« råbte Falso i højttaleren. Så dæmpede han sin stemme.
»Hvor langt er han nået ud på pladsen, Cambell?«
Fyren gestikulerede nede bag glasset, mens han svarede.
 »Åh Gud,« stønnede Curtis.
Igen ekkoede højttaleren ud over arealet. »Du tager ikke Curtis ud af området her,
T.. Ikke i live, er du med? Lad ham blive, hvor han er, og se så at forsvinde fra mit
fængsel, din store idiot.«
De to betjente, der var nået frem til indgangen, fattede nu, at der var noget galt og
tog et par lange skridt, der gik over i løb, lige hen imod dem. De var unge og i god form
og næsten lige så tæt på dem, som Curtis og T. var på T.‘s patruljevogn.
»Kom nu, for helvede, Curtis, kom nu,« pressede T. på.
Og Curtis stønnede og vraltede fremad med lænkerne efter sig, så godt han kunne.
Krumbøjet og stækket og fortvivlende nær ved at have en chance for at overleve.
Omme bagfra begyndte betjentene at råbe. Også tyksakken var nu kommet ud på
parkeringspladsen og prøvede at tage jagten op. I højttalerne hørte man utydeligt
råbene fra mændene nede på dødsgangen.
‘Satan tage Jim Wahlers,’ t ænkte T.. Var det måske ikke Jim, der havde sat hele det
her fortvivlende cirkus i gang? Hvordan fanden kunne han dog vide, at hans gode,
gamle makker, fra dengang de smadrede Winchesters dart-klub med tyve sejre i træk,
engang ville gå hen og blive hans banemand? Satans, satans Jim Wahlers.
Varevognen var nu bare et par spring fra dem, og Curtis pressede sig til det yderste.
»Vi når det, Curtis, vi kører ned i den anden ende af parkeringspladsen og rundt, så
rammer de os ikke.«
De to betjente skød varselsskud op i luften, mens T. så frem mod bilen og famlede
efter sin bilnøgle i jakkelommen. I det samme kom Curtis i utakt med sig selv. »Fuck!«
råbte han. Skridtene blev en anelse for lange til de stramme lænker, den ene fod flåede
den anden med sig, og kroppen røg til siden, mens fødderne prøvede at kompensere
og trak for hårdt til den modsatte side, og Curtis faldt, hårdt og eftertrykkeligt uden at
kunne værge for sig.T. hørte kun alt for tydeligt, da hans ansigt klaskede mod den
lyse asfalt bag ham.
»Jeg bliver nødt til at indberette dig, hvis du fortsætter,« hvæsede Falsos stemme i
højttalerne. »Det, du gjorde, er forkert! Gud vil revse dig, T.! Gud vil kaste dig til
jorden. Du vil fortryde.«
T. lod skuldrene falde og standsede op. Curtis lå fladt på jorden fem meter bag ham.
Hans lænkede ben var gledet til siden, og håndjernene trak blå furer i håndleddenes
kød.
 »Skynd dig væk, Perkins, det er for sent nu,« stønnede Curtis og forsøgte at løfte
hovedet. »Sig til Doggie, at jeg elsker hende. Sig, at jeg ikke gjorde det. Så er alt godt.
Tak for, hvad du gjorde, og skynd dig nu væk!«
»Jeg gør alt, hvad jeg kan, giv ikke fortabt, hører du, Bud!« råbte han, mens han
kastede sig ind på forsædet.
Nede ved indkørslen stod der et skilt med 25 miles i timen, og det havde han ikke
tænkt sig at overholde. Han trykkede speederen i bund, drejede hårdt ned mod hegnet
og fulgte p-pladsen hele vejen rundt, mens han så den kraftige mand og de to betjente
nå frem til den liggende skikkelse.
For en halv time siden havde han næsten fået overbevist statens allermest
forbenede fængselsinspektør om Curtis’ uskyld. Hvorfor helvede havde han ikke ladet
sig nøje med det? Hvis han havde gjort det, så kunne hans forbøn for Curtis allerede
have været på vej til Sikkerhedsministeriet. Han kunne have været i Washington før
midnat og aflagt forklaring. Og hvad så nu? Hvis han ringede til embedsmændene inde
i ministeriet, så ville de måske allerede vide, at han havde medvirket til, at landets mest
prominente fange på dødsgangen havde været lige ved at undslippe. De ville have
fået det at vide, før han kunne nå at forklare sig. Eller ville de? Ville hans gamle ven
Falso gøre det mod ham? Han anede det ikke.
Han rystede på hovedet. Hvordan i alverden havde han forestillet sig, at denne
åndssvage og uigennemtænkte handling kunne andet end at mislykkes?
Vognen susede forbi demonstranterne mod d ødsstraf og alle deres skilte, mens T.
med et smil vinkede til betjentene, der passede på det hele.
»Åh, min Gud, Doggie,« hviskede han for sig selv, da edderkoppespindelvævene
atter dukkede op i træerne nede på amtsvejen. »Hvad helvede har jeg gjort?«
På et skilt lidt længere fremme stod der ‘Fuglereservat’. Han holdt ind til siden og
fik mobiltelefonen, som han havde snuppet fra polititeknikeren, bakset ud af
jakkelommen. Så fandt han det nummer, som Doggie havde ringet fra, på sin
skriveblok og tastede det ind.
Der lød et par hyletoner, før Frank Lees telefonsvarer meddelte, at han ikke var lige
om hjørnet, men at man godt kunne få sin stemme bugseret ind i hans smukke
øregang, hvis man gad sige noget, når tonen lød.
T. bandede. Frank Lee, hvem i alverden var det? Hvordan fanden kunne han nu
være sikker på, at hun fik hans besked?
 »What the hell,« gryntede han og rømmede sig et par gange, før han indtalte sin
besked. »Doggie. Jeg har forsøgt at få din far ud af fængslet, og desværre gik det ikke
så godt. Faktisk gik det ad helvede til. Din far sidder stadigvæk i Sussex, og jeg er vist
ikke så populær lige nu. Men hvad fanden, min pension kan de vel ikke tage.« T.
hadede simpelthen telefonsvarere. De fik ham altid ud på vildspor.
»Nej, undskyld, Doggie. Hvad jeg ville sige var, at jeg har vigtige oplysninger om
hele sagen. Meget tyder på, at Thomas Sunderland har en virkelig fordærvet finger
med i spillet. Vi må mødes og aftale, hvad der kan gøres. Du kender alle folkene oppe i
Washington, så du kan sikkert komme hurtigere og langt videre med disse
oplysninger end jeg. Jeg har ikke anden udvej lige nu, okay. Men måske går det, hvis
vi er sammen og yderst forsigtige, er du med? Lad os mødes Washington kl. 12 i
morgen. Måske har du så en chance for at nå det. Jeg ved jo ikke, hvor du er lige nu.«
Et øjeblik så han ud i luften. Hvor fanden kunne de mødes? Han skulle i hvert fald
ikke vise sig på noget offentligt kontor, som tingene var lige nu.
»Kan vi ikke mødes i boghandelen Barnes & Noble Booksellers på hjørnet af 12th
og E-Street klokken tolv i morgen, de har i hvert fald åbent om søndagen. Ja, det var
alt. Undskyld, den lange besked, men jeg er ikke vild med at sms’e. Vi ses.«

Kapitel 31
Det var et par dage efter Bugattis mislykkede forsøg på at komme på et fly ud af
USA. Han havde klaret sig, bevares, men følte sig træt som ind i helvede. Et var at gå
under jorden og være halvtreds med topmave og fyrre kartoner cigaretter i lungerne
fra tiden i overhalingsbanen, noget andet samtidig at være syg af aids. Sådan en
brutalt ramt krop lider konstant, og manglen på søvn, mineraler og vitaminer, ro,
glæde, medicin og i det hele taget noget at se frem til, havde tæret den i bund.
Fredagen var gået med at vente og tænke og vente i lufthavnen og lørdagen med at
komme over til Tom Jumpers transmittervogn og derefter flygte igen på den mest
sindssygt oprivende måde.
Alt i alt grænsen for, hvad han kunne tage.
 Tidligere på dagen, lørdag morgen, havde han taget beslutningen om at blive i
landet. Hvilke andre muligheder havde han? Han havde opholdt sig et døgn ude i
Dulles Airport, og køerne foran ham var ikke blevet meget kortere. Indtil videre var alle
afgange til udlandet forbeholdt udlændinge og folk med diplomatpas, og sådan et
havde han ikke lige i baglommen. Hvis han insisterede på at vente yderligere, så
kunne han selvfølgelig godt vælge dét, men det ville han ikke få meget ud af, sagde en
kvinde ved British Airways’ skranke.
Så havde han sat sig på en af bænkene og støttet hovedet i hænderne. Han var
journalist og på toppen af sin karriere. Han havde interviewet samtlige notabiliteter,
der var værd at interviewe, og han var efter egen ringe opfattelse aldeles objektiv i
enhver sammenhæng. ‘Sådanne værktøjer er til for at blive brugt,’ tænkte han ved sig
selv og så sig om. Hvad i alverden nyttede det så, at han sad her i Ingenmandsland og
ikke gjorde en skid ved det? Enten gik han ud og tog en bus nordpå, så langt den nu
kørte, og tog endnu en bus videre derfra og så endnu en bus, til han ikke kunne
komme videre. På en eller anden måde kunne det da for katten ikke være helt umuligt at
komme ud af det her fordømte land, hvis man virkelig gjorde et ærligt forsøg. Eller
også blev han i landet og tog kampen op, hvor den bedst kunne udkæmpes. En af de
to muligheder. Han kunne ikke tage tilbage til sit arbejde og lade som ingenting, når
landets fremtid blev udstukket af gale hjerner. Hvis han først sad på NB C igen, kom
han aldrig derfra, det var sikkert og vist.
Han famlede i sin bukselomme og fandt sedlen med Tom Jumpers e-mailadresse,
som Jumper havde givet ham natten til i går, lige før han forlod Johns og Dannys
hjem. ‘Jeg har en transmittervogn i Arcola,’ havde Jumper sagt.
Hvis John var lidt hurtig i vendingen, så var det måske en mulighed. Han så den
slanke, lyse mand for sig og rystede på hovedet. Fanden til makkerpar, de ville blive.
Han, stjernereporteren fra NB C, sammen med en af verdens mest skrupelløse og
sensationslystne tv-værter. Det ville med garanti give genlyd både her og der. Men
turde han? Turde han virkelig sætte alt over styr? Oddsene var ikke fantastiske, det
vidste han. Jumper var på flugt, og de, der var efter ham, skulle nok fange ham, for det
VILLE de, så simpelt var det. Og hvad skete der så med ham? Havde han lyst til at
smide alt over bord for at tilfredsstille sin professionelle stolthed, var der virkelig
ingen bedre mulighed?
Et stykke tid sad han og overvejede situationen, mens køerne ved
indcheckningsskrankerne gik totalt i hårdknude. Mange gange hørte han protester fra
folk, der blev indkredset af sikkerhedspersonale eller politi. En enkelt forsøgte at stikke
af, men de fangede ham på trapperne ned til parkeringsarealet. John så det ikke, men
han hørte det. Det lød voldsomt.
Hvor mange gange havde han ikke siddet herude i al fredsommelighed og glædet
sig til et par dage på Hawaii eller oppe i Quebec, som Danny for længst havde tabt sit
hjerte til? Og nu dette. Det var fuldstændig surrealistisk.
Han stirrede over mod informationen og tog en beslutning.
»Hvor kan jeg gå på nettet?« spurgte han en træt kvinde ved informationsskranken.
»Der er Hotspot overalt på denne etage, De skal blot koble Dem til på Deres egen
computer.«
John nikkede. »Jo, jeg ved det godt, men jeg har ikke min laptop med,« sagde han
med laptoppen fastpresset nede mellem knæene. Man kunne ikke være for forsigtig.
‘Internettet er overvåget, de har tusinder af folk på opgaven. Din mobil kan spores,
dine samtaler kan tappes. Dit kreditkort viser din færden på få sekunder,’ havde
Jumper advaret. Han skulle i hvert fald ikke have noget af at blive registreret nogen
steder, hvis han kontaktede Jumper.
Informationsmedarbejderen prøvede at smile. »Så brug Wifi-opkoblingen på Deres
mobil-telefon. Hvis De ikke har prøvet det før, så kan jeg vise Dem hvordan.«
»Ja, undskyld mig. Jeg ved, at det lyder vanvittigt i vore dage, men jeg har heller
ikke nogen mobil.«
Hun så på ham med et blik, der kun kunne betyde, at han lige nu i dette øjeblik
havde opbrugt den fulde kvote af hendes opmærksomhed. »Så må De ned i et af vores
Business Service Centers. De findes både i vest- og østfløjen.«

Pigerne, han fandt nede i servicecentrets glasbur, s å bestemt ikke mindre trætte ud.
»Kan I hjælpe mig?« spurgte han og prøvede at lægge ansigtet i nogenlunde samme
folder som på tv-skærmen. Mon så ikke en af dem genkendte ham? »Jeg har fået stjålet
min laptop og min mobil, og jeg har virkelig meget brug for at sende en mail ind til NB
C. Er det noget, der kan lade sig gøre her?«
Den ene pegede over i hjørnet, hvorfra hele netværket udgik. »Bare kør Deres
kreditkort gennem terminalen der, så er der adgang.«
Han så skråt til siden for lige at fordøje beskeden. »Så har jeg virkelig et problem,
for mit kreditkort er også stjålet.«
»Hvorfor sendte De så ikke mailen nede fra sikkerhedsvagten, for De har vel
anmeldt tyveriet?«
»Nåeh, nej! Jeg er ikke bestjålet herude, det var inde i byen. Men i mellemtiden er
der sket noget, som jeg absolut bliver nødt til at meddele min redaktion.«
Den ene af dem så opmærksomt på ham. »NBC, sagde De. Er De ikke selv på tv
engang imellem?«
Han rømmede sig. »Jo, det skulle jeg nok mene.« Han stak hånden frem. »Mit navn
er John Bugatti, jeg er nyhedsreporter på NBC.«
»Nåhja,« sagde den ene tilfreds. »Nu genkender jeg Dem. De lavede en reportage
fra en haveudstilling foran Capitol forleden, ikke? De kom op at skændes med hende
formanden for foreningen, er det ikke rigtigt? De beskyldte hende for at,… hvad var
det nu?«
John krympede sig.
»Hvad var det nu, De skændtes med hende om?«
»Om vigtigheden af at arrangere en haveudstilling, når hele landet er i krise.«
Den unge pige trak hånden op til munden og dækkede den. »Hun puffede til Dem,
gjorde hun ikke?«
Nu så den anden pige interesseret på Bugatti. »Hvad er der da sket, siden De er
nødt til at maile lige med det samme?« Hun smilede med en skepsis, som smukke piger
tillægger sig i gymnasiet, når de skal svare en nørd, der prøver at inklinere. »Fortæl os
det, så må De bruge mit kreditkort.«
»Det er jo den rene afpresning,« sagde Bugatti med et skævt smil, mens hjernen
arbejdede på højtryk. Hvad fanden skulle han bilde dem ind?
»Vi må jo egentlig ikke, forstår De.«
»Okay, okay. Men så lov mig for Guds skyld at holde kæft med det.« Han så
alvorligt på dem, til de begge nikkede. »Jeg har set Tom Jumper tage flyet til Boston
lige før. Forklædt som kvinde, gudhjælpemig. Han har sorte strømpebukser på og
meget blå mascara om øjnene.« Det var løgn, men hvad kunne det gøre? Tom var over
alle bjerge nu. Forhåbentlig.
Begge de unge kvinder stod med kæben på vid gab. Tom Jumper, for søren da!
Man så det på dem. Det var virkelig hot stuff.
Han viste med en finger på læben, at deres tavshedsløfte var alvor og satte sig ved
computeren, mens den ene kørte sit kreditkort gennem terminalen. Så tastede han
Jumpers e-mailadresse og skrev ganske kort: »Jeg vil gerne med, hvor finder jeg dig?
JB.«
Der gik kun et halvt minut, så kom svaret.
‘Dette er en automatisk svarfunktion. Alle henvendelser kan ske telefonisk til
Gould, Coffey, Morris & Kaplan,’ stod der.
Han noterede sig nummeret og fik så lov til at bruge den ene piges mobil, mens de
stod og parlamenterede om Jumper i dametøj, og om hvordan i alverden man kunne
holde så utrolig en nyhed for sig selv. Det ville blive satans svært, det kunne han godt
se.
Han ringede til advokatfirmaet, et lille, men effektivt kontor, der havde specialiseret
sig i at værne underholdningsindustriens sværvægtere mod alskens former for
nævenyttigheder. Alle journalister kendte kun alt for godt de røvere. Var der en
filmstjerne, der havde fået skæve bryster hos plastickirurgen, så kunne hun være
sikker på at få et kort fra advokaterne Gould, Coffey, Morris & Kaplan. Var der en
journalist, der offentliggjorde snask, som stjernernes agenter ikke selv havde sendt ud
i deres autoriserede pressemeddelelser, så var de der også. Der kunne tjenes på alt.
Godt endda.
Han gav sit navn til receptionisten og ventede mindst fem minutter, før en dyb
mandsstemme tilkendegav, at han var Seniorpartner Truman Coffey, og at han havde
en personlig besked til ham.
»Hvordan kan det være?« spurgte John.
»Spørg ikke mig. Er De i nærheden af en fax?«
John spurgte pigerne og fik nummeret.
»Så vent venligst ved faxen, det er fortrolige oplysninger.«
‘Jøsses,’ tænkte han et øjeblik efter, da den ene af tøserne stak ham faxpapiret i
hånden.
‘The Pink Box’, North Madison Street, Middleburg, kl. 14.59,’ stod der. S å var der
sandelig ikke sagt for meget.

John kunne huske, at han havde været på stedet før, selv om det var mange år
siden. Han betalte taxichaufføren et uhyrligt beløb med Dannys krøllede dollarsedler
og læste skiltet på det miniatureagtige stenhus. ‘Turist informations Center’, stod der.
Hverdage 11-3, weekender 11-4.
Sidste gang, han havde været i det rødblege hus, skulle han bruge toilettet i en fart
og fik det udpeget af en betagende smuk, firsårig kvinde med brandrøde Lucille Ball
læber og et glimt i øjet, der kunne have slået hvem som helst af pinden ikke så mange
år før. Hun havde omtalt Jacqueline Kennedy som en gammel veninde, hvilket
muligvis også kunne være tilfældet, og havde uden sentimentalitet peget ind på
nabogrundens træpavillon, der bar Jackies mindeplade.
Pavillonen og mindepladen var der stadig, men det var Lucy Ball-klonen ikke. Han
nikkede til hendes afløser og stillede sig hen i hjørnet og bladrede i turistbrochurerne,
mens klokken sneg sig frem mod 14.59.
‘Du har at være præcis, Tom, ellers når vi det ikke, før de lukker,’ tænkte han og
prøvede at regne ud, hvad han så skulle gøre.
»Vi lukker om et minut, hvis der er noget, jeg skal hjælpe Dem med,« sagde damen
bag skranken, og så ringede telefonen, og damen tog den.
»Ja! Ja,« svarede hun i røret. »Jaja. Ja, det er det.« Damen så over på John. »Ja. Ja.
Nej, det ved jeg ikke!«
‘Så spørg da for helvede, om det er til mig,’ tænkte John og overvejede at vride
telefonrøret ud af hendes hånd.
»Jeg tror, det er til Dem,« sagde hun og rakte knoglen over glasdisken. »Det er
ellers ikke en offentlig telefonboks, det her.«
Han flåede røret til sig. »Ja, det er mig,« sagde han og genkendte Jumpers stemme.
»Spørg hende, om hun har en fax?« sagde han.
John spurgte og fik igen det samme svar, at det ikke s ådan var et offentligt kontor
på den måde, at alle kunne bruge det. Så stak han hende 10 dollars og sagde, at hans
kone var syg. Det hjalp.
»Jeg faxer adressen. Tag derhen med det samme,« var Jumpers afskedssalut.
Turistkontoret i Middleburg havde godt nok en fax, men papir var der ikke noget af.
John trommede på disken, mens hun prøvede at finde et enkelt ark blandt hundreder af
kuverter i alle størrelser.
»Så tag det her,« sagde han og fumlede faxen fra Jumpers advokater frem af
jakkelommen. »Print på bagsiden.«

Han havde nu stået på det samme sted i mere end fem timer, og mørket bragede ind
over ham. Det var efterhånden blevet en vane, det med at vente.
»Jeg vil lige sige, at der ikke er helt sikkert herude,« havde taxachaufføren sagt,
mens han tændte sit skod, der havde ligget og ventet i askebægeret under hele turen.
»Der var kampe et par miles øst for Front Royal i forgårs, og der er stadig militser på fri
fod. Vil De så stadig sættes af her?«
Det var blandt andet sådan et spørgsmål, han lejlighedsvist grundede over, mens
han stod og spejdede ud over det kuperede agerland fra et skærmende indhak i
læhegnet langs vejen. Mindst ti gange havde han taget Jumpers fax op for at forsikre
sig om, at han havde forstået det rigtigt, men det havde han. Han stod på landevej 17
nord for Delaplane, tæt på hvor jernbanen skar, og der skete ikke en skid. Hver gang et
køretøj nærmede sig, havde han hanket op i sin kuffert, og hver gang havde han
måttet lade den dumpe ned igen. Et par gange havde det lignet en patruljevogn, og
han havde trukket sig tilbage i tykningen. Han skulle ikke have stillet spørgsmål af
nogen som helst art.
Da regnen så småt begyndte at dryppe, og vinden rejste sig nede fra Shenandoah
Valley, overvejede han at droppe det hele. »Hvad helvede laver du herude, Bugatti?
»råbte han op mod de truende skyer, der trak hen over trækronerne. Nu var det snart
seks timer siden, at han burde have mødt på sin vagt på redaktionen den dag, og
Danny havde med garanti måttet kæmpe for at holde sig Alastair Hopkins nærgående
spørgsmål fra livet. NBC’s chefredaktør havde været reporter halvdelen af sit liv, og
sådan nogen tager ikke ret mange undskyldninger for gode varer.
»Du har jo alligevel ikke noget job længere, mester,« hånede han sig selv. Så
hvorfor havde han så så travlt? Han fnøs ad det hele. Travlt!? Jo, det havde man, når
man havde aids og var lige ved at skrabe sig en lungebetændelse til.
‘Jeg giver Jumper en halv time mere, ikke et sekund ekstra,’ tænkte han, og tænkte
det samme en time efter.
Så rullede der en massiv, hvid flyttebus op ad vejen mod ham. ‘Gulliver’s Movers,
Swift & Gentle Giants’, stod der på førerhuset. Han havde læst om dem engang for
nogle år siden i et af de store blade. Dem ville han overveje at bruge, når Danny
engang ikke var mere, havde han tænkt dengang. Fanden stå i at skulle bo alene i
Dannys hus. Det var før, han selv fik konstateret aids i udbrud.
Han trak sig ind til siden og havde allerede beredt sig på at skulle trave mod byen,
da vognen luftede bremserne ud og standsede femten meter længere fremme.
 En fyr slog fordøren op og vinkede ad ham. ‘Jo, hvorfor ikke? Jumper har åbenbart
ikke tænkt sig at komme alligevel,’ tænkte han. Hvis han blev her i ødemarken, ville
han bare få lungebetændelse, og sådan noget døde folk med aids af.
Fyren tog kufferten med et snuptag og bad ham om at stige ind i førerhuset, hvor
chaufføren, en stor, stærk fyr sad og nikkede til ham.
»Så kører vi sydpå igen,« sagde fyren, der tog kufferten, ind i en mikrofon under
solskærmen. Så bakkede chaufføren flyttevognen ind på en sidevej og begyndte at
vende vognen.
John studsede. »Sig mig, var det jer, jeg ventede på?« spurgte han.
Fyren stak sin grove næve frem. »Phil Kinnead, hedder jeg, og her sidder Pawel. Du
ser våd ud.« Så vendte han sig mod væggen bag dem og bankede på den gennem et
tæt gardin. »Du kommer nok til at træde op på sædet, når du skal derind,« sagde han
og trak gardinet til side.
En luge over ryglænet åbnede sig indefra, og et hoved stak ud. »Vi er ved at spille
plader nu, så kom bare.« John havde heller ikke set ham før. Han fik en hånd og blev
på det nærmeste trukket gennem lugen ind i et rum på cirka otte kvadratmeter, hvor der
både stod seng, et lille bord, kogeblus og køleskab og en mikserpult bemandet af to
fyre, der præsenterede sig som venner af Tom Jumper. Over dem og et hav af dvd’ere
var der en glasvæg, bag hvilken Tom Jumper sad i et ministudie foran en mikrofon og
vinkede til ham. En strøm af country and western-musik fra halvfjerdserne fyldte
rummet. Det var meget underligt, at han ikke havde kunnet høre noget som helst
udenfor, ja, ikke engang ude i førerhuset.
»Hvad fanden er det her,« spurgte han teknikerne. »Har I lejet et transportabelt
lydstudie af et flyttefirma i Washington?«
De lo. »Den her vogn er sgu da ikke flyttefirmaets. Tom har bare fået deres logo
kopieret. Så længe vi bare holder os til de små veje, så er der ingen, der mistænker en
flyttebus for noget.
»Hvad så, hvis I bliver stoppet alligevel. Så sidder Tom der med røven bar, når de
slår bagklapperne til side.
De lo igen. »Hvis de slår bagklappen ned, så ser de lige ind på to hundrede kasser
revisionsrapporter fra de største revisi-onsselskaber i Virginia. De bageste to meter i
vognen er ikke andet end en kompakt masse af det lort. Tro mig, når de ser dem, så
lader de os køre.«
 »Hvad er jeres historie, når de spørger?«
»Lortet skal på forbrændingen. Alt efter, hvor vi befinder os, så ved vi hele tiden,
hvor den nærmeste forbrændingsanstalt er. Det er dér, vi er på vej hen, så enkelt er
det.«
John nikkede langsomt, mens han tog den våde frakke af og tog sin medicin.
»Tom bad os sige til dig, at du skulle tage dig en lille lur, så du kunne være frisk til
din medvirken,« sagde den ene af dem. »Vi vækker dig, når du skal på. Det er Saturday
night-show, det her. Her står tiden ikke stille.«

De ruskede i ham en times tid før midnat, og oppe i loftet over ham gled
stjerneformationerne forbi i gevaldigt tempo bag en lille plexiglasluge. De sagde, at
han skulle på om ti minutter og briefede ham ganske kort om, hvad Jumper ville have
ham til at tale om, og ikke uvæsentligt, hvad han skulle gøre, hvis udsendelsen mod
forventning blev afbrudt. De pegede på et par pistoler ved siden af mikserpulten og
fortalte ham, at de nok skulle passe godt på ham.
Det var ikke fordi, det gjorde ham bedre tilpas.
»Hvor er vi i verden?« spurgte han og gned øjnene.
»Aner det ikke. Det er drengene, der sidder ude i førerhuset, der har styr på det.
Men nede omkring Amisville, vil jeg tro. Vi krydser op og ned. Det er bare med at
holde kareten i gang på de små veje.«
»Tom vil kalde dig John Doe under udsendelsen,« sagde den anden. »Vi sætter
forvrængning på din mikrofon, så selv om I sidder lige over for hinanden, så vil man
ikke genkende din stemme gennem Torns mikrofon, det lover vi. Han har lige snakket
om Doggie Rogers og hendes flugt og om drabene på militserne nede i Twin Lakes.
Du må indstille dig på, at han snakker lige ud af posen, uanset hvad emnet er, er det i
orden?«
John rynkede brynene og rømmede sig. »Doggie Rogers flugt? Hvad snakker I
om?«
»Nå ja, hvad fanden, du har sikkert ikke fulgt med. Hun overfaldt Sunderland
tidligere på dagen, og nu står alle på nakken af hinanden for at fange hende.« De lo
begge to. »De vil hænge hende op på et attentatforsøg på vicepræsidenten, men
fanden heller, om man kan kalde et los i klunkerne for et attentatforsøg. Ikke efter min
mening i hvert fald, selv om det kan være slemt nok.«
 »Okay, det er stadigvæk kun et rygte. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad hun har
gjort. Der bliver nok af emner at tage fat på i nat,« sagde den anden. »Vi har planlagt,
at Tom senere i udsendelsen skal opfordre hærens og politiets forskellige enheder til
at begå mytteri, så man kan få normale retstilstande igen. Han vil prøve at overbevise
dem om, at de kæmper en håbløs kamp for en sindssyg præsident, og at de ikke skal
frygte døden. Har du et problem med det?«
Den var svær at tage stilling til. Han tvivlede nu på, at Bruce Jansen var sindssyg,
og hvad det andet angik, så var mytteri efter hans mening ikke noget, man sådan
opfordrede til.
»Amerika har hårdt brug for, at alle, der bærer uniform, vågner op. Vi bliver ikke
populære, men vi bliver fandeme hørt, det kan jeg love dig,« tilføjede den første af
teknikerne.
Bugatti trak vejret dybt. Han kunne snart ikke følge med længere. Det var så
fuldstændig dybt underligt og uvirkeligt alt sammen.

Han svingede godt sammen med Tom Jumper foran mikrofonen, hvor svært det end
var at indrømme for sig selv. Fra første sekund talte de frit med hinanden, og det var
velgørende i sådan en tid. Om Doggie, om ‘Dræberen fra tagene’, om deres
komplotmistanker og de alvorlige beskyldninger mod folkene i Det Hvide Hus, og
undervejs så de på hinanden med større og større afklaring.
Han ville ønske, at lytterne også havde det sådan.
Så bad Jumper ham redegøre for, hvad der, efter hans opfattelse, var sket under
mordet på Mimi Jansen i korridoren på Splendor Hotel.
‘Nytter det noget?’ tænkte John. ‘Findes der mon stadig en hæderlig og relevant
person, der er i stand til at bruge mit synspunkt til noget fornuftigt?’ Men han fortalte
alligevel sin version af hændelsesforløbet.
Bagefter kom de ind på Bud Curtis. Tom Jumper kaldte sit program for ‘Sidste
Bastion’, og når det nu blandt andet handlede om Curtis, kunne ingen titel være mere
rammende. Spørgsmålet var så, om snakken ville hjælpe eller skade Doggies far? Han
vidste det ikke.
Da de havde talt sammen en halv times tid, kun afbrudt af lidt musik her og der,
gjorde Jumper tegn til teknikerne. »Jeg vil nu sætte vores næste plade på, mens
lytterne kan tænke over vores uppercuts mod det amerikanske demokrati. Vi hørte lige
før Johnny Cash, men denne gang skal vi over i en anden boldgade, mens vi skifter
sendefrekvens. Vi skal…«
I samme øjeblik, han sagde det, lød der en kraftig kimetone i studiet. John fik et
chok.
»Øjeblik,« sagde Jumper i mikrofonen med blikket fast på teknikerne, der viftede
med arme og ben ude i mikserrummet. Der lød igen høj støj, og så åbnede teknikerne
lugen ud til førerkabinen.
»Hvad sker der?« råbte John, mens han så fyrene bag glasruden tage pistolerne på
bordet og afsikre dem. Nu var de virkelig på røven. Der var slet ikke noget at misforstå.
»Vi må væk herfra,« råbte Jumper til ham og pegede på hans mikrofon. »Sluk på
knappen derovre.«
Så smækkede de døren til teknikerrummet op.
»Jeg er bange for, at de har lokaliseret os nu, Tom,« råbte den ene tekniker. »Phil
Kinnead så et par køretøjer holde ved vejkanten et par hundrede meter længere oppe.
De følger efter os nu.«
Tom Jumper trak en af skufferne under pulten ud og afsikrede en svær automatisk
pistol.
»Hvad laver I?« råbte John. »Vil I sætte jer til modværge? Hvad så, hvis køretøjerne
er fyldt med soldater? De slår os ihjel, inden vi får sagt et ord, og hvis ikke så bagefter.
I ved da, hvad de gør ved militser, som de tager til fange efter skudveksling, gør I
ikke?«
»Hold nu kæft, John. Tag den her og kravl op på taget gennem lugen der. Du er
bare i vejen.« Han langede ham en kompakt pistol og trak en stol hen under
plexiglaslugen. »Og bliv så oppe på taget, til vi ved, hvordan det spænder af.«
John stirrede på Jumper fuld af undren. Var det den samme mand, der bare en
måned forinden ikke ville have skyet nogen som helst midler for at få en hjernedød
sværvægterdulle fra Queens forklaring på, hvorfor hun foretrak at ligne en luder frem
for at stille sin mor og mand tilpas og tage en kjole på, der dækkede hendes
bolværkstykke lår? Det var virkelig en metamorfose, der kunne få en til at holde vejret.
Chaufføren råbte et eller andet til den ene af teknikerne, mens han prøvede at holde
flyttebussen på ret kurs i en hård kurve. »Gå så op,« råbte den anden tekniker og
masede bag på John, så han kunne komme gennem lugen og op på taget.
Vinden slog ham koldt og hårdt i ansigtet, mens han famlede sig op på
glasfiberkassen. Kun halvtreds meter bag dem lyste lyskeglerne fra militærkøretøjerne
op. Han trak sig ind over brystkassen og lagde sig fladt ned, mens han klyngede sig til
det glatte underlag med fugtige hænder. Gudskelov var regnen holdt op. »Træd
speederen i bund,« skreg han ned gennem hullet, før de trak lugen til.
Gennem den duggede plexiglasrude så han dem gøre sig parat til modstand. De var
åbenbart ikke bange, men det var han.
Da de nåede krydset, der delte vejen mod Hume mod nord og Vernon Mills mod
nordøst, hørte han dem skrige og hvæse af hinanden nede i vognen. De var helt klart
uenige om vejen, men uanset hvilken vej, de valgte, så nyttede det ikke, for nede
sydfra nærmede et par køretøjer sig med usædvanlig høj fart. Det var umuligt at se,
hvad det var for noget, men hensigten var der ingen tvivl om. De var på jagt, og
flyttevognen var byttet.
»Åh nej, skal det nu ende på den måde?« hviskede han og tænkte på Danny, da
flyttebussen drejede skarpt op ad Route 688, og kroppen gled ud til siden. Nej, nej,
nej, hvad skulle han holde fast i. Næste gang, de svingede blev han kylet af. Han
løftede forsigtigt hovedet, fik øje på ovenlysvinduets beslag og greb fat. Det virkede
godt. Han trak sig tilbage mod midten, da det næste sving kom og konstaterede i
samme øjeblik, at forfølgerne fra syd var nået frem til skillevejen før
mandskabsvognene, og allerede nu kunne han se dem tydeligt. Alt for tydeligt. Det
var pansrede køretøjer af den slags, der havde løbet det halve af Mellemøsten over
ende. Nu hørte han, hvordan de råbte og skreg nedenunder. Formodentlig prøvede de
at få chaufføren til at pine det sidste ud af det tunge køretøj.
John drejede instinktivt hovedet og så et kort øjeblik de sparsomme gadelygter inde
fra Markham oppe over flyttebussen, før de pludselig røg gennem gaderne med en
fart, der var fuldstændig vanvittig. I et par minutter lukkede han øjnene og håbede, at
ingen ville komme dem på tværs. Så pludselig var de atter ude på de smalle veje på vej
op mod Sky Meadows State Park. Et øjeblik troede han, at de havde rystet sig fri af
forfølgerne, men så hørte han den første tikken fra panserkøretøjernes maskinkanoner.
Han klemte sig helt ned mod underlaget og så den blussende blårøde mundingsild
oplyse træerne, der hvislede i landskabet. Hele vognen rystedes af projektiler, der
borede sig ind i bagvognen og stoppedes af revisionsrapporterne under ham.
Smældene var konstante som hagl på et bliktag. Han havde hørt det før i Colombia for
en halv menneskealder siden, men dengang havde han været i sikkerhed. Nu var han
selv målet.
Skuddene flåede dækkene i vognens højre side op i samme øjeblik, flyttevognen
nåede endnu en skovtykning, og John overvejede at kaste sig frem mod trækronerne,
som køretøjet piskede forbi. ‘Åhnej, det går ikke. Åh, Gud, de ser mig, - træerne slår
mig ihjel, - hvem tror du, at du er?’ sprøjtede tankerne gennem ham. Så slog vognen
nogle slag først mod rabatten mod skoven til venstre for vognen og så faretruende
over mod grøften i den anden side. Under ham råbte mændene vredt til hinanden i
førerhuset, mens en tredje kravlede igennem lugen og ud i førerhuset.
John knugede pistolen til sig og bad. Om et øjeblik ville han ligge under
kassevognen med kroppen knust, det vidste han. I hver en rystelse fornemmede han
chaufførens fortvivlede kamp med bremserne og styretøjet. Vognen var nu
fuldstændig ude af kontrol. Der lød flere skud bagfra, og mundingsilden oplyste vejen
imellem dem og grenene, der bankede ind over vognens tag og Johns forslåede ryg.
»De må ikke få øje på mig, de må ikke. Så dræber de mig her oppe på taget,«
hviskede han og skærmede sit hoved med underarmen. Som om det ville hjælpe noget.
Han mærkede et voldsomt ryk, da forhjulene endelig fik fat i underlaget, og de
blokerede bremser holdt op med at hyle. Han mærkede ligeledes neglene skrabe hen
over popnitter og krakeleret lak og kroppen, der kurede mod førerhuset, til fødderne
pludselig sparkede ud i den fri luft. På få sekunder forsvandt råbene nedenunder, og
en hektisk aktivitet antydede, at folkene om et øjeblik ville være klar til at tage kampen
op udenfor køretøjet. De smækkede bildørene op, før forfølgerne var helt fremme, men
skuddene bagfra kendte ikke til nåde og bankede uophørligt ind i bagsmækken og
forbi vognens venstre side. Han ville have advaret chaufføren om, at han ikke skulle
vælge den side, men nåede det ikke, før han sprang ud og i samme sekund blev fanget
af den tætte beskydning. Han nåede ikke engang at røre jorden, før hans døde krop
var skudt ti meter hen ad vejen.
Lige under så han, hvordan chaufføren og en mere forsøgte at forsvinde ind i den
ravnsorte underskov, og hvordan et par korte skudsalver stoppede deres prusten og
stønnen. Først da bremsede forfølgernes køretøjer op bag dem. Han hørte hysteriske
kommandoråb strømme ud af mandskabsvognene og lukke sig under ham. Det var
forfærdeligt, frygteligt. Bare Tom Jumper dog ikke havde givet ham det skydevåben,
han ville jo alligevel aldrig bruge det, ikke under nogen som helst omstændigheder.
Helvedes pistol.
 Nu sendte forræderiske angstsammentrækninger i mellemgulvet en strøm af
smertekramper videre op gennem kroppen. Han bed tænderne sammen og hørte,
hvordan de to råbte og skreg i mikserrummet, mens den ene asede sig gennem lugen,
så han kunne komme ud af førerhuset. På en måde ønskede han, at Tom ikke var en af
de to. Det var ikke rigtigt, hvis en mand som han skulle dø som en rotte trængt op i en
krog.
Så bragede der skud inde fra vognen. Det var den sidste mand, der lå og skød ud af
lugen. ‘Åhnej for helvede,’ skreg det i ham. Nu ville det ske. Om et sekund ville de fyre
en granat ind i vognen og lade dem brænde op. Han forsøgte at få styr på
mellemgulvet ved at spile lungerne ud, men intet hjalp. Han kunne skrige lungerne
tomme af smerte og angst, men så ville han være fortabt. Åh Gud, hvad skulle han
gøre? Mænd som han var slet ikke beredt til sådan nogle situationer. En af de vilde
drenge på Associated Press, der var vant til at stå i krigszoner med døden krænget ud
over landskabet, kunne klare sådan noget, men ikke han.
‘Hvorfor gjorde du det, John?’ pinte han sig selv. ‘Hvorfor blev du ikke i din seng i
Dannys varme hus? Hvorfor gjorde du ikke, som din far sagde, og blev gynækolog?’
Han standsede tankekæden og huskede hvorfor. Så blev der skudt tre-fire korte salver
direkte gennem forruden, og glasskårene raslede til jorden.
Nu var manden inde i kabinen hørt op med at skyde.
»Træk ham ud gennem ruden,« råbte en af befalingsmændene. »Lad os få ham ud
på jorden.«
Han hørte tøjet blive flået i forrudens glasstumper og kroppen rulle ned over
kølerhjælmen. »Det er ham, den er god nok!« råbte en, og med ét mærkede John
smerten i mellemgulvet forsvinde. De havde fået Tom Jumper. Det var forbi.
»Er han i live?« råbte en anden.
»Er der flere derinde, dit svin,« råbte en tredje efterfulgt af lyden af fire-fem dumpe
slag mod en menneskekrop. Hvert af dem føltes som elektriske stød i Johns
centralnervesystem.
»Er der flere derinde, svin?« råbte han igen.
Han hørte Jumper stønne, at han var den sidste. Han stønnede det en gang til, og
så skød de ham uden skånsel. Længere bagude bremsede de første forfølgere langt om
længe op, og et par mørke stemmer råbte, at de skulle tage så mange, de kunne, i live.
De vidste jo ikke, at den sag allerede var afgjort. Og imens hviskede folkene nede ved
flyttebussens side sammen om, at henrettelsen af Jumper ikke måtte rapporteres, og at
det hele var sket i kampens hede. At de skulle hævde, at det var uundgåeligt.
John opdagede, at han igen havde glemt at trække vejret og åndede lydløst ud.
‘Tak, Tom,’ tænkte han, mens hjertet var ved at pumpe sig selv i stykker. ‘Tak, for at
du ikke sagde noget om mig.’
Han trak sig en halv meter frem mod midten af vognen med dunkende fingerspidser.
Bag ham diskuterede soldaterne, hvad de skulle gøre med flyttebussen, og et par af
dem besluttede, at den måtte gennemgå en nærmere undersøgelse. Det skulle efter
sigende være den sidste radiostation med den sendestyrke, der kørte rundt på vejene,
men man kunne aldrig vide. Hvem vidste, hvad vognen gemte? Måske var der tale om
et netværk af sendestationer. Og hvem vidste noget om, om der kunne være andre, der
allerede var i gang med at tage Jumpers arbejde op?
De kaldte det ‘arbejde’, lagde John mærke til. Hvorfor kunne de så ikke også vise
dem den respekt at lade dem udføre det? Det var jo Amerika, det her. Verdens største
demokrati. Havde de glemt det?
Et par af soldaterne rumsterede rundt nede i vognen. John lå nu med ansigtet
mindre end femten centimeter fra taglugen, men turde ikke strække sig fremad og se
ned.
Det var lige præcis i det øjeblik, at John huskede, at alt, hvad han havde bragt med
sig, lå dernede til offentlig beskuelse. Kufferten, hans jakke, tasken med laptoppen,
hans mobil, hans penge, hans pas. Alt! Han trak vejret helt i bund og mærkede,
hvordan øjnene pludselig stod på vid gab, og adrenalinpumpen overtog kontrollen.
Nu blev han simpelthen nødt til at trække sig frem mod lugen og se, hvad der skete.
Hæftede en af de to soldater i teknikerrummet sig ved bare én eneste af de ting, han
havde stående dernede, så var han solgt. På få sekunder ville de vide, at den
forvrængede stemme i radioen tyve minutter før tilhørte ham. De ville sende en mand
ind i skovkanten og lyse ligenes ansigter op, og så ville de konstatere, at ingen af dem
var John Bugatti, reporteren fra NBC. Resultatet ville være, at de begyndte at lede
efter ham, og så ville de blive ved, til de fandt ham. Hvis de åbnede hans pung eller
jakke eller hvad som helst andet, der kunne rette opmærksomheden ind på ham, så
ville han smide pistolen så langt ind i skoven, han overhovedet kunne. De ville høre
det, men ikke vide at det var ham, før han gav sig til kende. Han ville sige sit navn
ganske roligt og håbe på, at roen smittede af på soldaterne. Det var det, han ville gøre,
hvis det blev nødvendigt.
Han trak sig fremefter millimeter for millimeter mod lugen, mens teknikerrummet
dukkede op under ham. Soldaterne var ikke til at se lige med det samme, men så trådte
den ene frem fra optagerummet og så sig omkring endnu en gang. Hans hals var bred.
Fingeren på aftrækkeren parat.
»Der er ikke nogen inde i vognen,« råbte han ud til de andre, så man hørte det
gennem den smadrede forrude. Med camouflagehjelmen på skrå og maskingeværet
ved hoften stod han et øjeblik og lod blikket glide langs væggene hele vejen rundt
efter spor, han kunne bruge til noget. Og ganske langsomt gled blikket opefter, mens
han drejede om sin egen akse. Om få sekunder ville han se direkte op på lugen. John
rykkede et par centimeter tilbage og mærkede kraveflippen hænge fast i en af de
popnitter, der holdt hængslerne til plexiglaslugen fast. På trods af den stride vind blev
hans pande brændende varm på en brøkdel af et sekund. Hvad enten han ville eller ej,
så kunne han ikke andet end stirre direkte ned og konstatere, hvordan soldaten vred
lidt i overkroppen, bøjede nakken helt bagover og lod blikket falde på et punkt ti
centimeter til højre for plexiglaslugen. Panorerede han blikket bare en anelse videre, så
var det ude med John Bugatti. Soldaten ville tippe maskingeværet opad og fyre hele
salven af gennem loftet. I den situation ventede man ikke på tegn, der kunne vise, om
fjenden var villig til at overgive sig eller ej.
John lukkede øjnene halvt og så Dannys trætte og smukke ansigt for sig. De havde
haft det godt, havde de. Vældig godt.
Og soldaten under ham lod blikket falde. Og så var han væk.

Kapitel 32
Soldaterne samlede ligene sammen og efterlod flyttebussen, hvor den stod. Flere
skyderier oppe mod nord på grænsen til West Virginia fik officererne til at samles til
rådslagning i projektørlyset fra de bagvedholdende køretøjer, og pludselig var alle
væk. Soldaterne i teknikerrummet var ude, og John blev liggende musestille, til den
dybe brummen fra konvojen forsvandt om på den anden side af skoven. Nu prøvede
han at åbne lugen, så han kunne komme ned den vej, men måtte opgive. Den var
haspet til. Så rullede han hen til flyttebussens kant og vurderede afstanden til jorden
til at være omkring fire meter. Sidste gang, han havde ladet sig falde så langt, var
dengang, han gik i skole, og det var fandeme længe siden. Nu vejede han det
firedobbelte.
Han stak pistolen i lommen, trak underkroppen ud over kanten, og lod sig langsomt,
langsomt glide nedefter. Hver en fold i bukserne og hver en knap i skjorten fik fat i
flyttebussens stålramme og klemte hans løse kød. »For satan da,« knurrede han, da
han hang i underarmene. »Nu bliver du nødt til at give slip, gamle dreng,« sagde han
og slap. Klikket i ankelen, da han ramte jorden, var næsten lydløst, men gjorde til
gengæld så ondt, at John klippede en luns kindkød på størrelse med en
tommelfingernegl af mellem kindtænderne. Han hev efter vejret i stød og så med bange
anelser ned i forvisning om, at foden ville vende bagud. Det gjorde den ikke.
Ti minutter efter sad han i flyttebussens teknikerrum med en af Tom Jumpers
charmeklude stramt bundet rundt om den svulmende ankel og en alt for rungende
bevidsthed om, at hvis han ikke kom væk i en fart, så ville det blive værst for ham selv.
Han skridtede ind over Tom Jumpers blod og trak kuffert og computertaske efter
sig. Udenfor var vinden frisket yderligere op, så selv de største grene hvislede mod
hinanden. Flyttevognens lyskegle var blevet svagere, men oplyste stadig vejen mod
nord et par hundrede meter frem. Så hankede han op i kufferterne og prøvede at støtte
på foden. Den var antagelig ikke brækket, men hold da kæft, hvor gjorde den ondt.
Han så på uret. Klokken var cirka to natten til søndag. Spærretiden var begyndt, så
derfor skulle han ikke gøre sig håb om at få et lift de næste tre timer.
Han rystede på hovedet. Hvem helvede skulle også komme forbi på dette
gudsforladte sted? Han vidste ikke engang selv, hvor han var og heller ikke, hvor han
var på vej hen. Men hvad han end havde gang i, så vidste han slet ikke, hvordan han
skulle klare det med den elendige fod.
Han tog et følende skridt; det føltes ikke godt. Kufferten vejede til som bly, og ryg-
og lårmuskler spændtes som flitsbuer. Signalerne fra bindevævet dernede
bombarderede hans hjerne. Han havde aldrig, aldrig nogensinde været god til det med
smerter.
‘Du er nødt til det,’ tænkte han. ‘Du må hinke, hoppe, støtte, kravle, bare du kommer
væk fra den satans bil og lyset.’ Han så ned mod syd og agerlandet. Den vej kunne
han ikke gå. Kom der nogen, ville der ikke være noget sted, han kunne gemme sig i en
fart, altså måtte han videre mod nord. Dér var der skov et stykke af vejen, havde han
set oppe fra taget; det var da altid noget.
For hvert skridt bed han tænderne sammen og så sig tilbage. Det var derfor, han
bare tyve små skridt længere fremme opdagede de blå glimt fra en patruljevogn blinke
ud over landskabet nede mod syd. Han trak omgående ud mod krattet i vejkanten, og
før han havde kastet kufferten ind i underskoven, hørte han sirenerne helt tydeligt.
Han nåede lige akkurat at kravle frem på knæene ind i buskadset, da patruljevognen
nåede flyttevognens bagende. Han hørte betjentene smække med dørene, mens
fugten fra den rådnende underskov sugedes op i hans bukser, og hørte dybe stemmer
kommentere flyttevognens forfatning, mens han gled ind under grenene. Pludselig var
de omme foran patruljevognen, og han turde ikke andet end at ligge musestille. Natten
var bælgmørk, men betjentene havde stærke lommelygter, som de lod glide frem og
tilbage over sceneriet og lastvognens smadrede bagende.
Tilsyneladende undersøgte de bagklappens forfatning, i hvert fald hørte han svagt,
hvordan de kommenterede militærets grundighed og store slagstyrke med lige dele
misundelse og væmmelse.
»Vi må have teknikerne herop, Damien, vil du sørge for det?« sagde den ene
stemme dæmpet, mens de skridtede op langs vognen. »Der skal tages fingeraftryk, så
vi må gå lidt forsigtigt til værks.«
John prøvede at fordele vægten lidt bedre under grenene. Forbandet også. De ville
foretage tekniske undersøgelser midt om natten. Det ville betyde, at han måtte blive
liggende, men også at hele området ville blive undersøgt meget grundigt. Spørgsmålet
var så, om det var bedre at blive pågrebet af politiet end af militæret. Han vidste det
simpelthen ikke.
Den ene af betjentene gik op foran førerhuset og stod et øjeblik i det skarpe lys fra
lygterne og så på blodpletten, hvor chaufføren var faldet omkuld. Han var mindre end
ti meter fra, hvor John lå og prøvede at ignorere sin dunkende smerte. Betjenten
fløjtede atonalt, mens han skrabede i asfalten og prøvede at se sceneriet for sig. Han
var ikke den type, der uden videre ville lade nåde gå for ret. Derfor lå John stille som et
såret dyr.
»De spørger, om vi skal ha’ noget med inde fra byen?« råbte den anden betjent
nede fra patruljevognen.
»Ikke til mig,« råbte den første tilbage.
 »Hey, der kommer en motorcykel kørende nede fra Linden, skal jeg stoppe den?«
råbte den anden.
Betjenten var nu nået rundt om førerhuset. »Jeg standser den heroppe, du kan
dække mig bagfra,« råbte han tilbage.
Der gik et halvt minut, så hørte John motorcyklens dybe hvæsen. En lyskegle gled
hen over trætoppene og spaltedes så i to af flyttebussen. Farten blev taget af, og
motorcyklen gled roligt op til førerhuset, hvor betjenten stod og sigtede på ham med
sin tjenestepistol.
»Jeg har en passerseddel,« råbte motorcyklisten. »Jeg er læge. Jeg er på vej til
Rockville oppe i Mary land, hvor jeg bor. Jeg arbejder på Bethesda Naval Hospital.«
Han rakte hænderne i vejret, mens betjenten nærmede sig med pistolen rettet mod
hans hoved. Så visiterede betjenten ham med den ene hånd uden at sænke våbenet og
bad først om at se passérsedlen, da han følte sig helt sikker på, at han ikke ville blive
taget på det forkerte ben. Der var mange politimænd, der måtte lade livet for deres
godtroenhed i disse dage. Det vidste alle.
»Alt i orden her,« råbte betjenten ned til sin makker.
»Hvad er der los?« spurgte motorcyklisten, mens passérsedlen blev rakt tilbage.
»Vi har standset en piratsender for en halv time siden.«
»Okay. Det ser voldsomt ud.«
»Ja, det var det også.«
»Var der nogen døde?«
»Jeg kan ikke udtale mig nærmere. Vil De være så venlig at fortsætte.«
Motorcyklen trillede en smule fremad. »Jeg må lige pisse en tår, det er vel okay?«
»Bare De kører videre bagefter.«
Han lod motoren løbe i tomgang, steg af cyklen og tog de fem skridt direkte over
mod tykningen, hvor John lå. »Det skal fandeme blive godt,« sagde han og trak ned i
læderbuksernes lynlås.
John trak sig en anelse tilbage, men så tydeligt hans sorte dragt, tunge læderstøvler
og et hav af nitter op langs læggene. »For helvede, hvor skal det blive godt,« sukkede
manden og lod strålen sjaske jorden omkring John godt til.
‘Hvorfor gør heteroer altid sådan et nummer ud af det dér,’ tænkte han irriteret,
mens de varme stænk regnede ned over ham.
»Ahhhh,« lød det ovenfra i en tilsyneladende uendelighed, og så standsede lydene
lige så brat, som var der trykket på en knap.
Han havde ligget fuldstændig musestille, holdt vejret, været tyst som graven, og
alligevel var det ikke godt nok. »Hvad satan,« sagde manden over ham stille og trak
sig et skridt bagud. Han vendte sig om og så over mod betjenten, der havde presset
overkroppen halvt gennem lugen til teknikerrummet inde i førerhuset. John holdt
stadig vejret, måske var det bare hans kuffert, fyren havde fået øje på. Som om det ikke
var galt nok.
»Hvad laver du dér?« hviskede han, men John svarede ikke.
»Var du med inde i vognen?« spurgte han og sænkede sig langsomt i hugstilling.
John holdt stadig vejret.
»Er du såret?«
Så lod John luften gå. »Ja, lidt. Ikke noget alvorligt,« hviskede han.
»Prøv at høre her! Om ti sekunder trækker jeg cyklen herhen, og så sætter du dig op
bagpå, okay? Kan du det?«
»Jeg ved det ikke. Der er noget i vejen med min ene fod.«
»Ti sekunder, okay. Ellers når vi det ikke, før panseren trækker sig ud af hullet
igen.« Han skridtede over mod sit klenodie og gassede en smule op, mens John rejste
sig og langede en arm bagud efter kufferten. Hvordan helvede skulle han sidde bag på
en motorcykel med en kuffert og en taske til laptoppen og stadig holde fast, når han
ikke engang kunne støtte på foden? Det var mere end hundrede år siden, han sidst
havde siddet på sådan en selvmordsmaskine, og dengang var han heller ikke nogen
ørn til det.
Motorcyklisten trillede maskinen hen mod ham. Fyren var mindst lige så gammel
som ham selv. Overskægget, der krængede sig ned forbi mundvigene, var snusket og
gråt. Furerne i hans ansigt kunne selv den største hjelm ikke skjule.
Fyren så misbilligende på hans kuffert. »Lad den stå,« hviskede han.
»Går ikke, de kan spore mig ved hjælp af den,« hviskede han tilbage, og inden han
så sig om, havde fyren taget fat i den og placeret den på benzintanken mellem sine
arme.
»Kom så,« hviskede han og trak en reservehjelm op af den ene af bagagetaskerne.
John bed tænderne sammen og støttede på den dårlige fod, mens han svang det
gode ben op over motorcyklen.
»Tag den her hjelm på, så kan vi tale sammen, mens vi kører.«
 John pressede laptoppen ned i hulrummet mellem ham og fyren foran og trak så
hjelmen på. Der sad en lille mikrofon ud for munden ligesom motorcykelbetjentenes.
»Hold godt fast,« lød en højttaler inde i hjelmen.
Han nåede ikke at svare, før den anden betjent, der havde tilkaldt assistance, var
nået frem til førerhuset.
»Hey, hvad sker der her?« råbte han, mens fyren gassede motorcyklen op. John så
sig tilbage og konstaterede med skræk, hvordan både betjenten uden for vognen og
hans kollega inde i førerhuset trak deres pistoler, men før de havde nået at afsikre dem,
var Johns hoved slynget bagud af accelerationen og motorcyklen allerede oppe i fulde
omdrejninger.
»Jeg tror, de skyder,« råbte John så højt, han kunne.
»Så lad dem, men lad være med at råbe sådan, ellers bliver jeg døv.«
John hørte de dumpe smæld fra skuddene, netop som de svingede rundt om den
første tykning.
»Åh, min Gud. Tak, tak,« hviskede han, da han vidste, at de ikke var ramt.
Mens motorcyklen vrælede hen over det mørke landskab, forklarede han sin
redningsmand, hvad der var sket. Ikke fuldstændig detaljeret, men det meste.
»Hold da kæft, fik de ram på Tom Jumper?« spurgte fyren foran. »Er der nogen, der
ved, at du deltog i hans radioprogram?«
»Det skulle ikke undre mig.«
»Du er på røven, mr. Bugatti; men det har du vel prøvet før. Hvor er du på vej hen
nu?«
»Jeg ved det ikke, jeg kan overhovedet ikke overskue det. Du sagde, at du var på
vej til Rockville. Du er læge?«
»Det sagde jeg, ja.«
»Det passer måske ikke?«
»Hvad tror du selv?«
»Men du har en passerseddel?«
»Til mig, ja, men ikke til dig. Så vi må ikke standses mere.«
»Så er du formodentlig klar over, at samtlige politistyrker og militære enheder i
Virginia allerede nu er bedt om at holde udkik efter os.«
Han lo. »Ja, det kan jeg næsten regne ud. Men der er ikke mange militære enheder
ude i nat. Størstedelen af dem er omkommanderet af FEMA til Washington i anledning
af den engelske premierministers besøg, ved du vel.« Så gassede han op. John havde
aldrig i sit liv kørt så hurtigt før.
»Har du nogen, du kan være hos?« spurgte fyren.
»Måske og måske ikke. Men jeg kender mange i Washington-området og New
York.«
»Du kommer ikke op til New York, det bal er forbi for dig.« Han lagde motorcyklen
ned i et sving, der fik John til at lukke øjnene. »Hey, du behøver ikke at klamre dig så
hårdt fast, der sker ikke noget.« Han lo, da John løsnede taget. »Hvem kender du i
Washington? Kan du ikke ringe til dem og bede dem om at komme og hente dig et
sted?«
»Det tror jeg ikke, jeg vil bede nogen om.«
»Jeg får os begge over Potomac-floden ved Whites Ferry, de venter mig dernede.
Så må vi se, hvad vi kan finde ud af. Er der nogen, du vil ringe til?«
»Det kan jeg ikke.«
»Hvorfor?«
»Jeg er blevet advaret mod at bruge mobilen. De kan pejle, hvor jeg er, har jeg fået
at vide.«
»Hvorfor ringer vi så ikke fra min?« spurgte han, mens vinden krængede Johns
læber fra hinanden. Du kan bare tale ind i mikrofonen, så kobler jeg dig til. Hvad er
nummeret?«

I gamle dage blev John syg af jalousi, når Danny var lang tid om at tage telefonen,
men nu blev han bare bange.
Da Danny endelig tog røret, lød han heller ikke, som om han havde det spor godt.
»Min Gud, John, hvor er du?« spurgte Danny og hev efter vejret og hostede lidt.
»Nej, måske skal du ikke sige det. Måske er det bedst, at jeg ikke ved noget.« Han
hostede igen. Det smertede John dybt at høre. »Er du okay, John, sig mig det.«
»Lige meget hvad du hører, så har jeg det godt, er du med, Danny? Du skal ikke tro
det, hvis du hører noget andet.«
»Du gør mig bange med den snak, John. Hvad kan folk da sige, som jeg kan
misforstå?«
»Ikke noget, Danny. Jeg ville bare sige, at jeg har det okay.«
»Jeg har en besked til dig fra Doggie Rogers, John.«
 Fyren foran piftede svagt. Det overraskede også John.
»Hvem er der hos dig, John? Er der nogen, der lytter med?«
»Ja, men det skal du ikke tage dig af. Det er okay. Det er en ven.«
Danny sukkede i den anden ende. Ikke som når John hundreder af gange før havde
fyret en sort løgn af, tværtimod. Denne gang var det på en anden måde. Næsten som
om Danny ønskede for ham, at han var ude på sjov, sådan virkede det i hvert fald.
‘Ude på sjov’, det var en mærkelig talemåde. Han vidste ikke engang rigtig længere,
hvad det ville sige.
»Han sørger for min transport, Danny. Vi kører på motorcykel lige nu, og han lytter
med.«
»Okay. Så pas godt på ham, du dér, please!« sagde han.
»Skal jeg nok,« svarede fyren foran.
»Doggie Rogers har ringet?« sagde John. »Hvornår ringede hun?«
»Det er ikke så længe siden. Et par timer, tror jeg. Hvad er klokken nu?«
»Cirka halv tre.«
»Ja, så passer det. Hun sagde, at du skulle prøve at møde hende i Washington i
morgen. Jeg nænnede ikke at sige til hende, at du er langt væk herfra. For det er du vel,
er du ikke?«
»Bare fortæl mig, hvor jeg skal møde hende, Danny. Lad det blive ved det.«
»På Market Square. På en café, der hedder ‘Teaism’. Mellem et og to. Åh, Gud, du
er vel ikke i nærheden af Washington, John? Skal jeg også komme derover?«
»Nej, Danny, jeg er ikke i nærheden, du skal bare passe på dig selv. Jeg ringer igen,
lige så snart jeg kan.«
Han klemte fyren foran om livet, så han kunne forstå, at han kunne afbryde
forbindelsen. Alt i alt var det frygteligt, det her. Denne gang virkede Danny dårligere
end nogensinde. Og så denne besked om at skulle møde Doggie midt i løvens hule.
Hvordan skulle han dog nogen sinde nå så langt? Men måske var det slet ikke
nødvendigt, at han prøvede. Måske kunne han bare ringe til te-salonen og snakke
med hende. Måske var det nok. Og dog, hvorfor skulle det være nok? Så ville hun vel
have bedt ham om dét i stedet for.
De krydsede nordpå ad små, kringlede veje. John spurgte flere gange sin
redningsmand i hvilket ærinde, han var ude, og hvad han rigtig bestilte, men fik hver
gang det svar, at ligesom Danny ikke behøvede at vide, hvor John var, så behøvede
John heller ikke at vide noget om ham.
Det var på ingen måde et tilfredsstillende svar for en journalist som John.

De opdagede forfølgerne ude i det åbne på hovedvej 15 lige nord for Leesburg, og
motorcyklen blev gasset yderligere op. Det var en anonym vogn uden sirene og
blinklys, en slags pickup med alskens tågelygter og ekstraudstyr, og den kørte
helvedes stærkt, så der var ikke noget at tage fejl af. Den dukkede pludselig frem fra en
indkørsel og fræsede om hjørnet, som om den havde ventet på dem.
»Hold dig fast,« råbte føreren og mente det. De slog et sving ud på midten af
kørebanen, og motoren hvinede, så det var lige på smertetærsklen. John forsøgte at få
et glimt af speedometeret, men udsynet var dækket af skuldre lige så brede, som John
var høj. Træer og huse viskedes ud af farten, de kørte mindst 120 miles i timen.
Så ringede det inde i hjelmen, og fyren foran koblede forbindelsen til.
»Vi er lige bagefter dig, Sean, det har du vel bemærket?«
Okay, s å var det nogen, han kendte. Spørgsmålet var så, om det var et godt eller
dårligt bekendtskab.
»Ja, hvad sker der?« spurgte fyren foran, som han nu vidste hed Sean. »Hvorfor
dukker I op nu?«
Det var Johns ord om igen.
»Vi har ventet et kvarters tid på jer. Der kører en samling patruljevogne lige mod os
oppe nordfra. I er lokaliseret?«
»Hvor mange?«
»Tre!«
»Hvor tæt kører de hinanden?«
»Tæt.«
»Okay, det er godt. Og hvad foreslår I så?«
»Hold farten. Når I så møder dem, og det gør I, før I når frem til stikvejen ned til
færgen, så bremser I hårdt op og finder ud til siden. Vi har en vogn efter dem i den
anden ende, så vi skal nok få dem stoppet. Bare I kører ud til siden, lige så snart de
forreste patruljeyogne har spottet jer.«
Fyren foran John grinede. »Det lyder råt.«
»Rolig, vi har klaret det, der var værre før, det ved du da.«
De afbrød forbindelsen, og Sean sad et øjeblik ubevægelig foran ham, mens de
pløjede hen over asfalten.
»Jeg går ud fra, at vi er i samme båd, okay,« sagde Sean så.
»Selvfølgelig,« svarede John, han turde ikke andet. Det lød alt sammen stærkt
bekymrende, men hvad kunne han gøre på bagsædet af en motorcykel, der fløj frem
som et projektil?
»Godt. Glem, at du har hørt mit navn, og når vi skilles, så glem det hele, okay. Jeg
ved, hvem du er, Bugatti, og jeg ved, hvad du gjorde i aften sammen med Jumper.
Ingen diskussion om den sag, det var en god indsats. Du skal til Washington i
morgen, jeg skal nok sørge for, at du kommer frem. Og så glemmer du alt.«
»Så bor du ikke i Rockville?«
»Godt gættet.« Han lo. »Man mærker, at du er journalist.«
»Du skal selv til Washington?«
»Lad os bare sige det.«
»Og du har sørget for at komme over med kabelbåden ved Whites Ferry, selv om
klokken er fire om natten til en søndag?«
»Ja.«
»Meget siger mig, at du er tilknyttet koalitionen af militsgrupper. Har jeg ret?«
»Hey man, lad det nu hvile. Ved du hvad, Johnjeg er nødt til at dumpe din kuffert.
Om lidt skal vi virkelig holde ekstra godt fast. Du skal også smide din laptop fra dig, er
du med? Smid den nu. Ellers kan det gå galt ad helvede til.«
John så kufferten som en grå skygge flyve ud til siden, og pludselig var den væk.
Den var formodentlig allerede splittet fuldstændig fra hinanden. Så trak han et hårdt
tag i laptoppens hank og kylede den bagefter. Den havde kostet lidt over 1100 dollars
af hans egen lomme. Sådan holder man gang i omsætningen.
»Hvad skal du i Washington?« prøvede John alligevel forsigtigt, men han svarede
ikke.
»Hey, nu ser jeg blinklysene forude.« Sean foran ham tastede nogle numre på
frontpanelet, og fem sekunder efter tog vognen, der holdt en afstand på halvtreds
meter bag dem, røret. »Ser I dem?« spurgte Sean kort.
»Vi ser dem!« svarede stemmen i telefonen. »Pas på dig selv. Swatteren er hos
storebror.«
»Fint. Vi ses i Cairo den sjette oktober.«
»Det suser her bagude, hvad siger du?«
 »Vi ses i Cairo den sjette oktober!« råbte Sean igen.
»Det gør vi, ja,« skrattede det i den anden ende.
‘Hvad helvede snakker de om?’ tænkte John og mærkede motorcyklens bremser
tage en anelse fat.
»Om ti sekunder,« råbte Sean i telefonen, og John masede sig instinktivt tæt ind til
hans krop. Han følte sig mærkeligt nok ikke bange længere. Måske var hans følelser
bare holdt helt op med at fungere.
Han hørte patrulje vognenes sirener, kort før motorcyklen skred ud. I samme øjeblik
bremserne var fuldstændig blokerede, fræsede baghjulene sideværts hen over asfalten
i en stank af brændt gummi. Et øjeblik kørte de næsten sidelæns, så han kunne se
patrulje vognene cirka hundrede meter længere fremme, og så rettede motorcyklen sig
op igen. De slingrede et par gange, før fyren huggede bremsen hårdt i for anden gang.
Det føltes fuldstændig, som om begge ville ryge frem over styret. Så slap fyren
bremserne og krængede cyklen ned i en spids vinkel mod rabattens kant.
Langt ude over markerne så John nogle lys i det fjerne. Måske fra gårde, der
allerede var i fuld gang med morgenmalkningen. Han havde selv prøvet det alt for
mange gange hos sin morbror, da han var barn. Forbandet tidligt op. Ikke noget liv for
ham, tænkte han i de sekunder, han troede, skulle blive hans sidste, og så rettede
motorcyklen pludselig op og stod helt stille.
I det samme drønede forfølgerne forbi i deres toptunede pickup. Han hørte dem
skyde og bremse samtidig. Det var ikke almindelige skud, det var brag, og bagfra,
langt omme på den anden side af patruljevognene, hørte man det samme. Et kort
sekund var alle bilerne forbundet med livliner af ild og så med ét, i samme øjeblik som
Sean atter gassede motorcyklen op, eksploderede alle tre patruljevogne i et nådesløst
hav af ild.
Pickuppen stod stille på tværs af vejen mindre end tredive meter fra infernoet. Et par
mænd sprang ud og affyrede et par korte maskingeværsalver mod patruljevognene, og
så slap Sean koblingen. Det tog ham mindre end ti sekunder at skære sig uden om de
brændende biler og videre forbi mændene, der stod og skød på patrulje vognene
bagfra. John så tydeligt, hvordan de fortvivlede mænd i patruljevognen prøvede at
sparke forruden ud, før flammerne opslugte dem.
Det var rent mord.
De talte ikke sammen, før Whites Ferry Road drejede skarpt ned langs floden, og
den smukke allé opslugte dem i sin morgenkåde, forårsspirende favn.
»De er allerede på vej efter os derovre, kan du se det?« sagde han og pegede ud
over det smulte vand.
Jo, det var rigtigt. Trækfærgen var allerede på vej mod dem fra Marylands bred ovre
på den østlige side af Potomac.
Han havde prøvet den færge en anden gang for længe siden. En efterårsdag, hvor
løvet flammede i alle palettens farver, og intet på denne jord kunne være smukkere og
tryggere.

Kapitel 33
Hele balladen på dødsgangen begyndte, da de indfangede Bud og smed ham
tilbage i cellen. Nogle få hylede deres frustration ud over, at et ellers fuldstændigt
utænkeligt flugtforsøg var blevet forpurret, men langt de fleste løb med på
urolighederne, fordi hadet til alt og alle, og måske især til dem selv, ikke kunne
udtrykkes på anden måde. I løbet af bare fem minutter var dødsgangen et inferno af
sparken på cellevæggene, pisning ud mellem tremmerne, råb og skrig og hadefulde
ord, der hang i luften som spærreild.
Fængselsbetjentene samlede sig hurtigt og reagerede ved at trække brandslanger
ned til de celler, hvor uroen var størst, og hver gang de trykkede strålen ind mellem
tremmerne, lød der klask af kroppe mod væggen. Det fik ikke de andre indsatte til at
stoppe, men efterhånden som turen kom til dem, så hjalp det alligevel.
Daryl havde råbt til Bud, at han skulle give ham cigaretterne, som han havde lovet,
og til sidst trak Bud sig helt op i hjørnet med smerten plantet dybt i sjælen.
Nu var alt håb ude. Tilbage var kun den knapt afmålte tid og smerten; resten af
livets optioner var opbrugt. T. Perkins havde råbt til ham, at han ikke skulle tabe
modet. Det havde han ikke desto mindre gjort.

Klokken seks næste morgen vågnede dødsgangen op igen efter få timers ro. Nogle
af militsfolkene oppe ved indgangsdøren begyndte at råbe slagord, og andre istemte
med sange, der hyldede Moonie Quale som landets næste præsident i en æra, hvor alt
igen skulle blive, som det plejede at være. En tid, hvor amerikanere kunne vise sig med
oprejst pande, som de sang. Og nogle af dem skreg op om, at det var Bud Curtis, der
var skyld i det hele, og at det var på grund af ham, at også deres sidste tid var blevet
forpestet. For den svada fik de igen en omgang med vandslangerne, og bagefter
mærkede Bud deres tavse had helt ned på stålbriksen, hvor han skulle sidde i endnu
treogtyve timer, før de tog hans miserable liv.
Der var fuld bemanding på dødsgangen, og flere af betjentene var stærkt påvirkede
af stemningen og sparkede på tremmerne til hans celle, når de gik forbi.
»Vi overvejer at tage dig først, dit svin,« hviskede de til ham.
Som straf for ulydighederne dagen før lod de dem sidde uden mad til klokken tre om
eftermiddagen, og nogenlunde samtidig med det fik Daryl Reid bragt sit længe
ventede sidste måltid ind i cellen. Præsten havde allerede været inde hos ham og
bagefter givet resten af fangerne sin velsignelse. Trods alt var det jo søndag.
Daryl var tilsyneladende en af de få, der var helt upåvirket af situationen og
udstødte høje lyde af velbehag, mens han satte måltidet til livs. Alle, der gad høre på
det, blev gjort opmærksom på, hvor fantastisk meget bedre det var end det hundeæde,
som de bar rundt til de andre. Jo, Daryl skulle nok klare dagen uden at bryde sammen.
Hvad ham selv angik, så var Bud ikke så sikker på, at det ville gå lige så let.

Han havde knoklet hele sit liv. Mange, mange mennesker havde fået sig et arbejde
på grund af hans flid og store visioner. Aldrig nogen sinde havde han gjort nogen
rigtig fortræd, når det kom til forretninger. Han havde svaret enhver sit og givet
enhver en fair behandling. Måske havde han engang forestillet sig, at han ud over at
få respekt også ville kunne blive elsket for sin indsats. At hans hustru, hans datter,
hans mange medarbejdere ville tilgive ham hans særheder og tænke på ham med
ømhed i al evighed. Nu var hans liv snart forbi, og så vidt han kunne erindre, havde
han aldrig fået denne respons fra nogen. Ikke engang fra den mest dyrebare i hans liv,
Doggie. Han vidste da godt, at hun respekterede ham, og også at hun kunne tilgive
ham hans særheder. Men hun havde aldrig fået sagt det. Måske var livet bare sådan
indrettet, at mennesket ikke følte sig forpligtet til at rose sit ophav, men kun sit afkom.
Bud tænkte mange år tilbage. Til en tid, hvor der var tobak på markerne i Virginia,
og hvor hans far kom sent hjem hver aften med dybe revner i sine slidte hænder.
Havde Bud måske nogen sinde fortalt sin far, hvor taknemmelig han var over, at hans
far ikke drak som de andre daglejere, og at han godt kunne forstå, at bare der var mad
nok i huset, så var alt godt? Nej, det havde han aldrig sagt. Han havde aldrig krammet
sin mor, som hun havde krammet ham. Han var gået stille videre i livet og havde ladt
dem bag sig som noget, der skulle overstås. Sådan var det blevet, og nu sad han her.
Uden en hånd at holde i, uden et ord, der kunne fortælle ham, hvorfor hans liv ikke
havde været forgæves.
Hvor var Doggie lige nu? Ville hun ikke komme til ham? Ville hans forsvarere heller
ikke? Ikke nogen fra hans familie eller nogle af de gamle venner? Hvis de skulle nå det,
så skulle det ske meget snart. For når de hentede Daryl, så var det forbi med alle besøg
for Buds vedkommende. Han kendte procedurerne. Ikke noget sindsoprivende op til
selve henrettelsen, det var ikke Falsos politik. Det var sikkert hans erfaring, at det gik
bedst på den måde.
 Han prøvede at læse lidt i Bibelen, som lå opslået ved siden af ham på briksen. Det
var slet ikke let at finde trøst. Hvad kunne han vel finde, der kunne få ham til at
glemme og at lade være med at tænke på uretfærdigheden? Ikke at tænke på nålen,
som de ville stikke i ham? På remmene, som de ville stramme hårdt om hans arme og
ben?
Måske kom han op til Gud, han vidste det ikke. Hvordan ved man det, når man
aldrig nogensinde i sit liv har beskæftiget sig med sådanne tanker?

Daryl så godt ud, da de lagde ham i håndjern ude på gangen foran Buds celle. Han
havde ædt alt, hvad de havde sat foran ham, og pisset de første fire-fem gange i sin
stålkumme, siden de bar to gigantiske colaer ind til ham. Nu stod han i en kridhvid t-
shirt og smilede, mæt og veltilpas. Glattede sit tynde, grå, krusede hår pænt med et par
strøg og så ud, som om han skulle på skovtur eller ud i engene, hvor dyrene
græssede. Måske forestillede han sig, at det forholdt sig sådan. At døden var god. Og
måske var det virkelig sådan. Ikke alene for Daryl, der havde siddet her på dette usle
sted i mere end ti år, men måske også for Bud.
»Vi ses i morgen, Buddieboy,« sagde han og blinkede. »Jeg ved ikke, om vi må ryge
i himlen, så dem her må jeg hellere give dig tilbage.«
Han ville række ham resten af cigaretterne, han havde fået dagen før, men Bud
rystede på hovedet. »Giv dem til en af de andre på gangen, Daryl. Gud være med dig.«
To af betjentene tog ham under armene, og s å trak de ham med. Det ville blive
sidste gang, Bud fik sådan et syn at se. Det var godt det samme.
»Pas på dig selv,« hørte han Daryl sige til hver eneste, han gik forbi. Ud over det
hørte man ikke en lyd.
Da de smækkede døren i til afsnittet med dødskammeret, tog militsfolkene igen til
med hadske udladninger. De sparkede på tremmerne, ruskede i dem, bankede deres
næver ned i stålbrik-sene og råbte og skreg, at Amerika var ædt op af de svinske orme
i Washington, og at Bud Curtis skulle have kniven med det samme.
Det påvirkede overhovedet ikke Bud. Han var fuldstændig ligeglad. For hans skyld
kunne de smadre hele bulen og skrige stemmebåndene ud. Bare de dog ville.
De hørte Falsos stemme nede fra dødskammerafsnittet et par gange igennem
højttaleranlægget. At de skulle holde deres kæft, og at de ellers skulle få kærligheden
og brandslangerne at føle. Tilsyneladende forstyrrede uroen Falsos dødsandagt
omme på den anden side- af døren. Men hvad kunne det vel betyde, tænkte Bud? At
Daryl fik lidt musik med på vejen? Fik det mon militærlægen til at ryste på hænderne?
Eller var det mon sådan, at Falso ikke kunne få ørenlyd, mens han læste
domsafsigelsen op?
Et øjeblik holdt Bud sig for ørerne. Han hadede dem alle sammen.
»Svin!« hørte han sig selv råbe. »I er alle sammen svin! Forbandede mordere og
svin er I! Jeg er den eneste her, der ikke har blod på hænderne. Jeg foragter jer alle
sammen. I skulle aldrig have bevæget jer rundt på jorden. I er goddamnfucking en
fejltagelse hele bundtet!« Han samlede al den luft i lungerne, han kunne. »Det gælder
også for jer strissere dernede! Kan I høre mig, I mordersvin, eller har I for travlt med at
myrde Daryl?! Har I?!«
Militsfolkene oppe ved indgangsdøren begyndte nu at hamre løs på deres toiletter.
En af dem havde sandsynligvis allerede fået det rokket løs, for en smal, men langsomt
groende vandstribe strøg forbi hans celle og ned mod den fjerneste ende. En anden
havde fået vaskekummen vrikket helt fri og stod nu og bankede den ind mod
tremmerne, mens han råbte: »Kom her og vask din rådne mund, Curtis. Kom her, så
skal jeg stoppe kummen ned i kæften på dig, så vi slipper for at beskæftige os mere
med dig.«
Bud var lige ved at le. Det hele var så grotesk. »Det er godt, I store idioter,« sagde
han stille. »Smadr I bare det hele. Så kan I sidde i jeres eget lort, til de kommer efter jer.
Så smadr det dog.« Han mærkede nu tydeligt, hvordan hele hans krop begyndte at
løsne op. »Spring op på bænkene, bank buler i dem og lig ad helvede til om natten
resten af jeres dage!« råbte han, så højt han kunne. Han skreg af grin. Jo mere de
bankede løs og skreg deres vanvid ud, jo mere lo han.
Først dér hørte de låsetøjet oppe fra indgangsdøren. Et par betjente fløj ind på
gangen og løb hele vejen ned langs rækkerne for at besigtige situationen. De så
paniske ud. Bud genkendte den trivelige Freddie Cambell oppe fra vagten dagen før. I
al den tid, Bud havde siddet her, havde fyren aldrig været nede på dødsgangen. Han
så sig forvirret om, råbte noget til sin makker og løb så ned og bankede på døren ind til
afsnittet med døds-kammeret.
Inden et minut var yderligere fire betjente kommet til og i gang med at køle de
indsatte ned med vandslanger på 10 atmosfæres tryk. Bud fik strålen lige i ansigtet og
følte huden blive krænget så voldsomt til side, at han var bange for, at den ville
flænse. Han blev klasket op ad væggen og kunne ikke røre sig i de ti sekunder, strålen
vandrede ned over hans brystkasse, skridt og ben. Da han faldt og bankede hovedet
ned i stålbriksen, var han næsten bevidstløs.
Efter tre minutters vildt kaos var kun lyden af det rislende vand, der søgte ned
gennem gangen, tilbage. Han så inspektør Falsos krop dukke op bag tremmerne, men
hørte ikke præcis, hvad han sagde.
Det var noget med, at nu var det nok, og at der ingen vej var tilbage.
Så gik de ind til ham i cellen og begyndte at slå løs på hans hals og hoved til det
sortnede, og han til sidst flød derind, hvor skyld og uskyld ikke findes, og hvor sjælen
trygt kan lægge sig til ro.
En halv time senere vakte de ham til live med en spand vand.
Og så startede det forfra.

Kapitel 34
Klokken var mere end to natten til søndag, spærretiden lige begyndt og Doggie
totalt udbrændt af rystelser i krop og sjæl, da mælkevognen stoppede på Josefine
Maddox’ gårdplads langt nede i Virginia.
»Har du en mobil?« spurgte hun chaufføren, da han lukkede hende ud af
mælkebilen, og den friske luft var ved at slå hende omkuld.
»Nej, vi må ikke tale privat i arbejdstiden.«
»Heller ikke bilradio?«
»Tror du, det er cockpittet på en jumbojet?«
»Jeg har et problem,« sagde hun til chaufføren.
Han så træt på hende. Nu havde han været på arbejde i mindst tyve timer, hvad
ragede hendes problemer så ham? Havde han ikke gjort, hvad han skulle?
»Jeg skal møde en mand i Washington klokken tolv.«
»Hvadfornoget? Det var dog satans.« Han var så ærgerlig, at det var lige før, han
stampede i jorden. »Hvad er det for noget idioti? Hvorfor kørte vi så her ned?«
»Du smed en transistor ned til mig, remember? Jeg går ud fra, at du hørte den
samme udsendelse, er det ikke rigtigt? Så ved du selv, hvad der skete. Var det måske
ikke meningen, at du ville have mig til at høre, hvad de sagde om mig og min far i
radioen?«
Han stirrede på hende med et tomt blik.
»Min far er uskyldig. Jeg må op til Washington og tale med præsidenten.«
»Sig mig engang, var det ikke Washington, du flygtede fra i går? Hvorfor vil du så
tilbage nu? Du regner måske med, at der står en velkomstkomité parat med perlende
champagne i krystalglas?« Han smilede. Det var den længste sætning, hun endnu
havde hørt ham sige.
»Der er sket meget siden i går. Jeg har stadig venner i Washington. De skal nok
hjælpe mig på vej.« Hun tog en dyb indånding. »Hør engang her. Præsident Jansen
var ikke selv skyld i sin kones død, så langt er du vel med, ikke? Hvis Bugatti har ret i,
hvad han sagde i Tom Jumpers program, så er der nogen højt oppe i systemet, der står
bag mordet. Præsidenten har ret til at vide det, er du med endnu?«
»Der er spærretid. Vi må vente med at køre til klokken fem.«
»Så kører du mig derop?«
»Det er på vejen, ikke? Men det koster.«
»Ja, hvad ellers? Er 1500 dollars nok?«
»To tusinde.« Han sagde det helt uden lidenskab. En mand af princip. Det var bare
om at slå til.
»Så siger vi det. Der er også lige en anden ting.« Hun rakte ham de totusinde, lagde
femhundrede oveni og fortalte så, hvordan hun havde forrettet sin nødtørft og spredt
et hav af gipsstumper ud over hans polerede stålgulv. Hun havde regnet med, at han
ville blive sur, hvad mere kunne man forvente?
Men det raseri, som han med lysets hastighed slog over i, kom helt bag på hende.
Havde hun måske ikke sagt det af egen fri vilje og betalt rigeligt oveni? Men det
nyttede ikke noget. Hun kunne kun se passivt til, hvordan han pludselig blev markant
lysere i det kulsorte hoved og fløj rundt foran førerhuset i en krigsdans af raseri.
Aldrig havde hun hørt så mange eder og forbandelser på én gang. Han skulle med
vold og magt møde på job i New York næste aften, råbte han, og dér skulle vognen
være fuldstændig steril, som operationsbordet under en hjertepatient. Hvad helvede
hun havde tænkt sig, den lille vulgære smatso, at skide på hans gulv?
Hun kommenterede det ikke, men trådte et skridt frem og stoppede en ekstra 100
dollarseddel i hans brystlomme og efterlod ham så skummende foran sit vidunder af et
køretøj. Hvis han spurgte pænt, så kunne han nok låne en svaber og klud af Rosalies
søster, værre var det vel ikke. »Du når det nok, inden spærretiden er ovre. Du har tre
timer,« tilføjede hun på vej over mod huset.

Rosalies søsters hus var et afsides beliggende lille, afskallet træhus, der ikke havde
været vedligeholdt i årtier. I det blege månelys virkede det trøstesløst og fattigt.
Halvdelen af skodderne lå på jorden, gelænderet omkring verandaen var faldet
sammen under sin egen vægt, og overalt lå affaldet og hobede sig op. Sådanne ting,
der havde kostet sved og tårer at anskaffe, og som nu lå og rådnede og rustede som
en hån mod summen af de små drømme, der udgør det meste af menneskers fortid.
Hun bankede adskillige gange på døren. ‘Måske er hun ikke længere i huset,’
tænkte hun og satte hænderne foran munden som tragt. »Mrs. Maddox,« råbte hun
mod førstesalens vinduer. »Jeg er blevet sendt hertil af Deres søster. Vil De ikke nok
åbne døren?«
Der gik mere end fem minutter, før en lille udbrændt kone rumsterede inde bag
fluenettet. »Jeg har en kniv,« sagde hendes rustne stemme.
Doggie pressede ansigtet mod fluenettet. »Mrs. Maddox, jeg gør ikke noget, okay?
Rosalie har sendt mig herned. Måske kan jeg være her og sove et par timer. Jeg skal
nok betale for det.«
Hun ville se pengene, sagde hun, og Doggie rakte et par hundreddollarsedler i
vejret.
Hun hilste ikke, da hun åbnede døren.
»Tak, mrs. Maddox.« Doggie rakte hende pengene.
Josefine Maddox lignede overhovedet ikke Rosalie. Hun var mager og lille og
fuldstændig udtryksløs. På hendes knoglede skuldre hang en nusset kimono, der
sikkert havde været på tilbud i Wal*Mart for en menneskealder siden. Hendes
udtrådte slippers var flere numre for store, og alligevel var der noget storladent og
vitalt over denne kvinde. Igennem sit liv havde hun sikkert været ude for utallige
prøvelser, men krops-holdningen viste, at hun ikke alene havde klaret det, men også at
hun stadig ikke var færdig med at kæmpe.
»Hvad har du gjort?« spurgte hun med smalle øjne og stoppede pengene ned i
kimonolommen.
»Jeg har overfaldet vores vicepræsident.«
 »Døde han?« spurgte hun.
»Nej, han lever i bedste velgående, det var ingenting.«
»Du kan kun være her til det bliver lyst, så må du væk.«
Doggie nikkede.
»Her er ikke sikkert,« sagde konen. »Militserne har været inde i huset to gange. De
holder til i skovene bag gården.«
»Har de gjort dig noget?«
»Gudfaderbevares! Militserne? Nej, det er soldaterne, man skal vare sig for. I går
kom de og skar telefonledningerne over. De regner nok med, at militserne dukker op
her på et eller andet tidspunkt, og det gør de sikkert også.« Hun spidsede ører. »Hør,
nu skyder de igen. De er tættere på end i går.«
Doggie holdt vejret et øjeblik, men hørte ingenting. Konen måtte have en hørelse
som en doberman.
»Soldaterne bad mig om at forsvinde et andet sted hen,« fortsatte hun. »Hvor
pokker det så skulle være? Jeg kender ikke mere nogen her på egnen, nej, det gør jeg
ikke, og tilbage til New York skal jeg heller ikke, det er djævelens by. Værre end
Sodoma og Gomorra, det er den, og det har den altid været, amen! Så jeg bliver, ja, det
gør jeg. Så sandt Jesus er min herre og frelser.«
Det bankede på døren. Det var chaufføren.
Han så koldt på Doggie og rakte hende nogle sedler. »Her er de to tusinde. De
sekshundrede beholder jeg. Du må finde en anden til at køre for dig. Jeg vil ikke have
dig med.«
Hun forsøgte at række pengene tilbage. »Jamen, det kan jeg ikke. Hvem kan hjælpe
mig heromkring? Hør her, jeg er meget ked af det. Jeg er virkelig, virkelig meget ked af
det. Undskyld, undskyld, men jeg kunne ikke holde mig længere, det kan du vel forstå.
Jeg sad der, jeg ved ikke hvor mange timer, gjorde jeg måske ikke det?«
»Du må finde en anden.« Han vendte sig mod Josefine og spurgte, om han kunne
låne noget til at gøre vognen ren med.
»Hvor meget skal du ha’?« Doggie så bønfaldende på ham og stak ned efter flere
sedler i plasticposen.
»Jeg vil skide på dine penge, jeg kører dig ikke.« Så forsvandt han ud i råkulden
med kost og svaber og ned i mælkecontainerens indre.
 Doggie sad med en kop tynd te foran sig og overvejede, hvordan hun skulle tackle
situationen. »Kender du mon nogen, der kan køre mig til Washington, når spærretiden
er ovre?«
Josefine rystede på hovedet.
»De skar telefonledningerne over, så du har ingen telefonforbindelse
overhovedet?« spurgte hun. »Heller ikke en mobil?«
Den gamle lo. Så var det emne uddebatteret.
Doggie bed sig i læben. De, der var efter hende, vidste, at hun havde Frank Lees
mobil. Det var hun så sikker på, som man overhovedet kunne være. For to timer siden
havde hun ringet til onkel Danny i den tro, at han befandt sig i neutralt farvand, og så
havde han vist sig at være Bugattis kæreste. Doggie kendte ikke procedurerne for
overvågning og aflytning under undtagelsestilstanden, det var ikke noget man talte
højt om i Det Hvide Hus, men så magtfulde journalister som John Bugatti overvågede
man vel. Og var det rigtigt, så betød det desværre, at der var nogen i systemet, der
vidste, at hun havde sat Bugatti stævne i tehuset på 8th Street i Washington efter
middagstid, og at disse nogen også vidste, at hun lige nu befandt sig et sted nede i
Virginia. Hvorfor skulle mobilen ellers ringe lige efter samtalen med onkel Danny,
hvem skulle det ellers være? Rosalie ville ikke ringe om natten, og hun var den eneste,
der kendte mobilnummeret, eller hvad? Selvfølgelig kunne det være en af Franks Lees
kammerater, men Doggie troede det ikke. Dennis havde sagt, at Frank aldrig brugte
mobilen, hvorfor skulle nogen så pludselig ringe til ham?
Nej, sandheden var, at hun var blevet aflyttet, det var hendes faste overbevisning.
Og bagefter havde man ringet til hende med det forsæt at pejle, hvor hun befandt sig.
Selvfølgelig forholdt det sig sådan. Sådan var de jo. Det var deres arbejde. Så var
spørgsmålet bare, om de havde opnået, hvad de ville. Om de også havde nået det.
Hun forsøgte at sænke skuldrene.
‘Slap nu af for pokker,’ pressede Doggie sig selv. Hvorfra skulle de vide, at hun var
hos Rosalies søster; det kunne de da ikke. Hvad andet kunne de have fundet ud af,
end at hun var nået ned mod syd i Virginia? Sydpå var da et vidt begreb. Meget vidt
endda.
Hun sad et øjeblik og tænkte. Hvis det var nogen inden for systemet, der havde
ringet hende op, så vidste de også, at det var Frank Lees mobil, hun havde i hånden.
Elementær efterforskning. Og gjorde de det, så ville de på et eller andet tidspunkt
dukke op hos Rosalie og presse sandheden ud af hende. På den anden side, Rosalies
ældste søn, James, var jo frivilligt gået ned på politistationen for at melde, at hun
havde været hos dem. Panserne kunne jo ikke vide, at den yngste, Dennis, havde kørt
hende op til mælkebilen ved George Washington Bridge, imens James stod nede på
stationen. Det ville James jo ikke fortælle dem.
Hun bed sig i læben. Nej, sikkert ikke. James ville holde kæft, men i sidste ende ville
folkene i systemet alligevel lægge to og to sammen. Det gjorde de altid på et eller
andet tidspunkt. Så situationen var lige nu den, at hun ikke kunne komme herfra, og at
hun heller ikke kunne advare Bugatti gennem onkel Danny. Hvis hun brugte sin mobil
en gang til, så ville de opdage, hvor hun var. Men gjorde hun ikke et eller andet, så
ville John Bugatti intetanende dukke op midt i løvens gab om nogle få timer. Og imens
sad hendes far ikke så langt fra Josefine Maddox’ hus alene på sin briks og ventede
på at dø. Og hun kunne intet gøre ved nogen af delene. Absolut ingenting.
»Må jeg kalde dig Josefine?« spurgte hun forsigtigt og forsøgte at fange den magre
kvindes opmærksomhed, mens hun sad og stirrede ud af vinduet mod skyggerne nede
i skoven. Konen svarede ikke.
»Josefine, du må hjælpe mig. Tror du ikke nok, du kan skaffe en, der vil køre mig til
Washington. Jeg skal nok betale. Jeg har ikke talt, hvor meget jeg har tilbage, men jeg
tror, der er rigeligt. Også til dig. Ellers kan jeg sørge for, at I får mere senere, I
bestemmer selv jeres pris.« Hun stak hånden ned i plasticposen efter resten af
sedlerne.
»Nej, jeg kender ikke nogen,« hviskede Rosalies søster. »Ti lige stille et øjeblik.«
Der lød igen skudsalver langt inde i skoven, nu hørte Doggie dem.
»De er ikke i nærheden,« sagde Doggie.
»Shhh! Hør efter!«
Doggie hørte ingenting.
Josefine rettede sig og trak en bred forskærerkniv ud af knivblokken på
køkkenbordet. Det var den samme, hun havde truet Doggie med lige før.
»Hvad sker der?« hviskede Doggie. »Jeg kan ikke høre noget.«
Hun fulgte Josefine på nogle skridts afstand ind i den mørke stue, hvor stank af
gammel mand og cigarer stadig hærgede.
»Sidste gang kom de den her vej ind, og nu tror jeg, de prøver igen.« Hun pegede
mod en udestue, hvor månelyset faldt gråt gennem snavsede ruder.
 Doggie stirrede ud mod skovbrynet og den sorte jord op til huset. Måske kunne
hun alligevel tvinge chaufføren til at køre hende. Hvis hun nu truede med at melde
ham til politiet, ville han så ikke tro hende? Han havde sikkert sit at tage vare på
derhjemme. Helt ligegyldigt kunne det da ikke være.
Josefine stoppede. »Gå med jer,« råbte hun ud i mørket.
Doggie så først skyggen uden for havestuen, da den begyndte at flå i døren. »Luk
mig ind,« råbte en mørk stemme. »Ellers smadrer jeg døren, det ved du!«
»Der er gæster i huset, I kan ikke komme ind i dag.«
»Jeg tæller til tre. En …«
Her begyndte Josefine at anråbe Jesus og alle apostlene. Hvorfor skulle det overgå
hende? bønfaldt hun. Havde hun ikke altid passet sig selv?
»To…«
Så trådte hun frem og låste op.
»Hvad er det for et køretøj, der står på gårdspladsen?« sagde stemmen.
»Ja, tag du bare det og skrid,« sagde Josefine. Hun tændte lyset, og stuen
åbenbarede sig i al sin hæslighed. Hver en krog var dybt mørkebrune af mandens
tobaksforbrug. Gardinerne, alle møblerne.
Så trådte militssoldaten ud af havestuens mørke og så undersøgende på Doggie.
»Er det dig, der er kommet i mælkebilen?«
Han var ikke høj, men massiv. Ugerne i skoven havde sat sine spor overalt på hans
klæder og i ansigtet. Håret var uglet, og huden vidnede om dage og nætter på den
bare jord. På hans ene ærme var der syet et mærke, som Doggie ikke havde set før,
men som ikke adskilte sig meget fra de andre militsgruppers. Et par gotiske bogstaver,
en ørn med spredte vinger og et par skydevåben over kors. Opfindsomheden havde
aldrig været legendarisk i de kredse.
»Tankbilen er løbet tør for benzin. Det er tilfældigt, at jeg havnede her.«
Mandens øjne lyste af mistro, mens han vendte sig mod Josefine. »Du har en
pickup stående ovre bag værkstedet.«
»Nå, så fik du endelig øje på den. Ja, den kan du godt tage. Vi købte den for 300
dollars for tredive år siden, og det var et dårligt køb. Kan du få den til at køre, så godt
for dig. Det kunne min mand i hvert fald ikke. Men så må du først finde pumpen frem,
for dækkene er flade som røven på en so.« Hun lo og lod kniven falde.
»Er der diesel på tanken?«
 »Sikkert.«
Doggie rystede på hovedet. Om lidt ville han tappe Josefines pickup for diesel; men
før han fik hældt den første sjat på mælkebilen, ville han blive konfronteret med
chaufførens koleriske fjæs, og det ville betyde kamp. Den mand gav bestemt ikke sit
køretøj frivilligt fra sig.
»Hvor er du på vej hen?« spurgte hun med blikket fast på hans hage.
»Det rager ikke dig, lille dame.«
»Okay. Du ved altså ikke, hvem jeg er?« Hun løftede øjenbrynene, så det hånlige
udtryk blev tydeligt. »Jeg er Doggie Rogers, hende der overfaldt vicepræsidenten,
følger du ikke med? Alle leder efter mig. Hvis du tror, du er mere ude at skide end mig,
så tager du fejl. Så jeg synes, du skal sige, hvor du skal hen?«
Han så skeptisk på hende. »Doggie Rogers? Bevis det.«
Hun gik ud i køkkenet og fiskede Id-kortet til Det Hvide Hus frem. »Håret er
anderledes, men se på øjnene. Er du så med?« sagde hun.
Han granskede billedet et øjeblik og flåede så plasticposen fra hende. »Hvad mere
har du i posen?« Hun prøvede at rive den fra ham igen, men han skubbede hende
væk.
»Halløj,« sagde han og trak et seddelbundt op. »3700 dollars,« talte han sig frem til.
»Ikke dårligt! De er herved konfiskeret af Pulaski-militsen. Skal du have en
kvittering?« Han gryntede en lyd, der skulle gøre det ud for et grin, det kunne han
også sagtens med den pistol, han havde siddende i bæltet. Fandens til idiot.
Han kom altså fra Pulaski, så var han alligevel ikke helt på hjemmebane. »Skal du
over til Pulaski?« spurgte hun.
Han svarede ikke, men vendte bunden i vejret på plasticposen og fik øje på hendes
mobiltelefon mellem pakkenellikerne. »Bingo,« råbte han. »Det er satanedeme næsten
det bedste.«
»Du tænder den ikke!« hvæsede hun.
Han rakte en advarende finger i vejret. Hun skulle ikke komme nærmere.
»Hvis du gør det, så har vi hele politistyrken og hæren rendende her inden tyve
minutter, er du med? Bortset fra Michael K. Lerner, Moonie Quale, Tom Jumper og
John Bugatti, så er jeg landets mest eftersøgte i øjeblikket, tro mig. Du ringer ikke fra
den mobil. Du tænder den ikke, er du med!«
Han løftede ansigtet, så man så omfanget af hans trodsige kæbe. Hvis hun havde
kunnet, så havde hun banket den op i hjernen på ham.
»Jeg ser, at pinkoden er ridset ind på bagsiden,« sagde han. »Pissesmart, dame.
Tak for det.«
Hun rykkede ind på ham og forsøgte at tage den fra ham, prøvede at sparke den ud
af hånden på ham, men han var ikke sådan at overrumple. Da han blev træt af hendes
udfald knaldede han en tung næve i brystet på hende, så hun fløj bagover mod en
jordslået lænestol. I den lå hun og hev efter vejret, mens han roligt åbnede mobilen og
tastede det nummer, han skulle.
Han nikkede og så ud i luften. »Benson her. Jeg kommer til Cairo. Ja, muligheden
opstod. Ja, jeg er der om fire-fem timer, ja, ved otte-ni tiden. Er swatteren på plads?«
Han nikkede igen. »Har vi mandtal? Fantastisk, det bliver som et lynnedslag, for
helvede! Prøv at høre her. Jeg har Doggie Rogers her ved siden af mig. Ja, hende. Ja,
jeg har hende under kontrol. Hun har et identifikationskort til Det Hvide Hus, så måske
… Ja, nemlig. Ja, jeg tager hende med.« Han klappede mobilen i og stak den i lommen.
»Sluk den helt!« hvæsede Doggie og forsøgte at rejse sig.
»Beklager. Min mobil løb ud for batteri i sidste uge, så jeg vil hellere slå dig ihjel
end at slukke for den. Prøv mig bare.«
»Idiot! Din store kraftidiot, så er du selv ude om det.«
Han tog Josefine om kæberne og trykkede til, så hendes magre ansigt intet fyldte.
»Gå i seng, kone. Nu forlader vi dig.«
Så skubbede han hende omkuld og trak Doggie efter sig. »Tag din frakke på.«
Ude i råkulden satte han kurs mod skuret, bag hvilket varebilen stod. Da de
passerede mælkebilen, var chaufførens anstrengelser med at gøre rent inde i
containeren ved at være overstået. Det gik ikke lydløst for sig. Han lød lige så irriteret
som en pubertetsunge i stuearrest.
»Hvad helvede, er der nogen inde i stålbeholderen?« Han gav hende et drag over
nakken og trak for første gang sin pistol.
»Sæt dig ind i førerhuset. Jeg dræber dig, hvis du så meget som stikker en tå
udenfor, er du med?«
Hun satte sig ind og hørte ham klatre op på cylinderen. Så råbte han ned gennem
hullet, og et øjeblik rumsterede det omme bagved i stålbeholderen. Der blev råbt frem
og tilbage, men hun hørte ikke hvad, og så pludselig stod de begge to foran
kølerhjelmen. Om muligt så hendes chauffør endnu mere olm ud end før, men det hjalp
ham ikke.

To timer senere var de på vej nordover. Inde i containeren sad militsmanden op ad

den modsatte væg lige over for hende i halvmørket og rullede sig en cigaret. Han var
ubarberet, usoigneret, havde pistol i bæltet og selv Che Guevaras håndgangne mænd
kunne ikke ligne en guerillakriger mere end han. Over dem var lugen åben, så de kunne
se morgenhimlens sidste matte stjerneglimt glide forbi, for militsmanden skulle ikke
have noget pis med at blive lukket inde. Omme foran i førerhuset var chaufføren blid
som et lam. Det skete mirakuløst, da han måtte udlevere sin pistol og pung. Ikke fordi
han så med ét var blevet frarøvet sit forsvarsværn og hele sin dagløn, 3600 dollars for
at være helt nøjagtig, det var ellers slemt nok, men fordi militsmanden fandt hans
hjemmeadresse og truede ham med, at hans familie ville komme til at undgælde, hvis
han ikke kørte dem derhen, han ville. Det var bare en opringning, sagde han og
tappede på Doggies mobil, så var det sket med hans kone og to tykke døtre. Det ville
gøre militsmanden ondt, sagde han, for han havde selv to døtre. Sådan var det bare.
Det havde gjort udslaget, og lige nu sad chaufføren stækket og skumlede på sin
sædvanlige plads bag rattet, mens mælkebilen oksede sig igennem landskabet. Det
kunne ikke gå hurtigt nok, hvis han skulle nå tilbage til New York inden aften.
‘Så langt når vi alligevel ikke,’ tænkte Doggie. ‘De pejler os inden.’
Militsmanden tog et par hiv af smøgen og undersøgte endnu engang indholdet af
chaufførens pung. Styk for styk blev små lapper papir, kvitteringer, boner og billeder
af familien langet til side. Så tog han pengene, han havde fundet i Doggies plasticpose
og lagde dem ned i pungen til de øvrige. Han vendte og drejede sit bytte et par gange,
dykkede så ned i sin brystlomme og fiskede et par linierede papirark op, foldede dem
ud engang, studerede dem et øjeblik med stor tilfredshed, foldede dem så igen og
lagde dem i pungen. Han så yderst tilfreds ud med dagens samlede udbytte, da han
puttede pungen ned i army-jakkens inderlomme.
»Hvor er vi på vej hen?« spurgte hun for femte gang.
»Til Cairo, har jeg jo sagt.«
»Ja, det har jeg efterhånden forstået. Men er det Cairo i Georgia, i West Virginia
eller hvor? Der er jo Cairo’er i hver anden stat i det her land, er der ikke? Men
hvilken?«
Fyren svarede ikke, men spyttede på gulvet. Det ville chaufføren heller ikke blive
glad for.
»Jeg skal være i Washington klokken tolv. Det gælder min fars liv, er du med?«
»Hvad kan du gøre dér?«
Doggie så på hans opmærksomme blik. Han var klog nok, fyren. Hvad kunne hun
gøre i Washington? Hun kunne jo ikke så godt sige, at hun ville opsøge præsidenten.
Der var i det hele taget ikke så meget, hun kunne sige. Hun bed sig i overlæben.
Fandens til koldt stålgulv, nu sad hun her igen, og det var endnu værre end før.
»Hvad hedder dine døtre?« spurgte hun. ‘Klap hunden eller ungerne, så bliver mor
og far bløde i knæene,’ tænkte hun.
Han så hånligt på hende. »Hvad hedder din fyr, sig mig det. Så skal jeg sende ham
et postkort, hvor der står i hvilken skraldespand, han kan finde dit hoved, fordi du ikke
kunne holde kæft med den slags spørgsmål.«
Hun så ned i gulvet. »Hvad skal I bruge mit Id-kort til? I kan ikke komme ind i Det
Hvide Hus med det, hvis det er det, du tror?«
»Man kan sætte andre navne og billeder på den slags, hvis der er behov for det.
Behov kan der altid komme, og hold så kæft. Måske sender vi dig selv ind.«
Så ringede mobilen, og fyren tog den op af brystlommen.
Doggie blev iskold. »Lad være med at svare,« hviskede hun. »Lige nu ved de
nogenlunde, hvor vi er, men måske ikke helt præcist. De vil have dig til at hjælpe dem
med at drive os ind i fælden. Sluk for den, nu!«
Han så på mobilens display. »Ja, det er Benson.« Han rystede på hovedet og så på
hende. »Forbindelsen blev afbrudt. Måske er signalet for svagt.« Han stirrede på de
buede stål vægge for at vurdere, om de kunne have bremset signalet.
»Sluk den nu.«
»Hey.« Han så ned på mobilens display. »Der er indtalt en besked på din
telefonsvarer.«
»Hvordan ved du det?«
»Kender du ikke din egen mobil? Du kan se det der.« Han pegede på en ikon på
displayet.
»Sluk,« sagde hun, men mærkede panden blive klam. Hvem havde indtalt den
besked?
Han tastede et par tal og lagde så røret til øret.
»Okay, det er en fyr, der kalder sig T., der har ringet til dig. Underligt navn. Han
lyder gammel, det er forhåbentlig ikke din boyfriend.« Han lo.
Hun rykkede lynhurtigt over mod ham. »Giv mig den.« Hun prøvede at gribe ud
efter mobilen.
»Han har vigtige oplysninger til dig. Han siger, at Thomas Sunderland har en finger
med i spillet. Er det vores skide vicepræsident, han taler om?«
Hun tørrede sig på panden og nikkede. Så ventede hun, til han havde lyttet færdigt.
»Må jeg også høre det?«
»Nåeh, nu er du kry, hvad? Lige før ville du have, at jeg skulle slukke, ville du
ikke?«
»Undskyld. Lad mig selv høre beskeden, please!« Når hun havde hørt beskeden,
ville hun smadre mobilen af fuld kraft ned i gulvet.
Han trykkede på en tast og rakte den til hende.
Hun knugede hænderne, mens hun lyttede. ‘Kom nu, T.,’ tænkte hun, ‘gør det lidt
hurtigt, ellers finder de os.’
Men T. kunne ikke skynde sig, og det var der en grund til. Efterhånden som hun
hørte beskeden, blev hun mere og mere urolig.
Det var vigtige oplysninger, T. havde om sagen. Han sagde ganske rigtigt, at
Thomas Sunderland var involveret, og nu ville han mødes med hende i Washington
klokken tolv i B arnes & Noble Booksellers på hjørnet af 12th og E-Street.
T. gav hende pludselig håb, men samtidig var panikken ved at kvæle hende. Her
sad hun over for en bevæbnet militsmand, fastnaglet på vej mod Gud ved hvor, og
havde to aftaler i Washington om ikke ret mange timer. Den ene aftale med Bugatti var
i tehuset på Market Square mellem et og to, den anden med T. Perkins i boghandelen
på 12th en time før. De to mødesteder var gudskelov næsten så tæt på hinanden, som
de kunne være, så det kunne vel lade sig gøre, men pludselig gik det op for hende,
hvor dårligt mødestederne var valgt. Barnes & Noble lå jo lige bag Hoover-
bygningen, FBI’s hovedsæde, og Market Square lige ved siden af. Hvad helvede
tænkte de på?
Hun rystede på hovedet. I T.‘s tilfælde kunne forklaringen måske være, at han
endnu ikke vidste, at hun var eftersøgt. Og dog! Hvordan kunne han undgå at vide
det? Han var jo politimand. Var der måske noget galt med det møde? Kunne det
tænkes, at det var en fælde? Nej, fandeme om hun ville mistænke ham for det. Hun
havde jo selv valgt et sted, der var mindst lige så uheldigt og dumt.
 Så trak hun armen op for at kyle mobilen i gulvet.
Måske havde fyren forudset det, måske havde hans kamp for at overleve derude i
skoven hvæsset hans instinkt og sanser, i hvert fald følte hun med ét en fuldstændig
lammende smerte i underarm og håndled. Hun så ikke engang håndkanten komme, hun
mærkede den bare mase sig ind i sener og kød, og armen blive suget ind til kroppen i
en refleks, der under andre omstændigheder kunne redde liv. Så vred han mobilen ud
af hendes forkrampede hånd og skubbede hende bagover.
»Sluk den,« bønfaldt hun. Og så ringede den igen.
Han så tvivlrådigt ud i luften et øjeblik, før han lagde røret til øret. »Det er Benson,
er det dig, Eric?«
Doggie rystede på hovedet. Om fem minutter ville de have hele styrken efter sig. De
ville blive standset ved en vejspærring, hvis ikke de foretrak at blæse mælketanken af
med en fuldtræffer fra en helikopter. »Så sluk dog, din idiot!« skreg hun så højt, hun
overhovedet kunne.
Han rynkede brynene og gentog sit spørgsmål, så klappede han mobilen i og
slukkede helt.
»Det er din skyld,« sagde hun og prøvede at få liv i armen. »Du skulle have lyttet til
mig.«
»De spurgte, om det var Doggie Rogers, der råbte i den anden ende.«
»Selvfølgelig gjorde de det?« sagde hun. Det var en forfærdelig oplysning.
»De ved, at vi er på vej op mod nord, sagde de.«
»Er vi da det?«
»Årh, hold kæft. Jeg burde bagbinde dig og smide dig af med en tændt mobil
stukket ned i trusserne.«
»Hvorfor gør du det så ikke?«
Hun så ikke hans ansigt tydeligt, men gløden fra hans cigaret pulsede hurtigere end
før.
»Hvad er en swatter? Du nævnte den i mobilen i Five Forks.«
»Hold din kæft.«
»Er det så slemt? Jeg troede, at det var en slags dildo, eller sådan noget. Snakkede
du da ikke med din kone.«
»Du tier stille, Doggie Rogers, ellers kvæler jeg dig.«
Hun sad et øjeblik og så op mod lugen. En olympisk deltager i gymnastik kunne
sikkert hoppe op og være ude af den og smække den i, før klumpen derhenne fik så
meget som rejst sig.
Så hørte de den rullende lyd af sirener i det fjerne. Jagten var allerede i gang. Politi,
Nationalgardister, militær, FBI- eller FEMA-agenter, det var et fedt. Lige nu var de alle
sammen fjender.
»Hvad vil du gøre, hvis vi bliver stoppet, og jeg begynder at skrige?«
»Det gør du ikke.«
»Det skal du ikke være så sikker på.«
»Du får svært ved at skrige med halsen skåret over, gør du ikke?« Han tog
cigaretten ud af munden og smed den på gulvet.
»Hvorfor skulle jeg overhovedet med?«
Han smilede nu for første gang bredt. Et mellemrum mellem fortænderne var lige ved
at få hende til at smile tilbage.
»Der er udlovet dusør, og den er stor. Jeg ved ikke, om det er død eller levende,
men for mig gør det ingen forskel.«
Hun så igen op mod lugen. I princippet kunne hun få albuerne ud og op på
stålcontainerens yderside, bare hun hoppede en halv meter. Hun spændte sine
lårmuskler. Det ville hun forsøge, hvis han trak en kniv.
»Okay, jeg lover dig at holde min kæft, hvis du fortæller mig, hvor vi er på vej hen,«
sagde hun så roligt, hun kunne. »Jeg ser det jo alligevel, når vi er der. Hvorfor så ikke
bare sige det?«
Han sendte en snotklat mere ud over stålgulvet. »Washington! Og så spørger du
ikke mere.«
Washington! Så var der håb endnu. »Okay.« Hun så på hans mudrede støvler og
tænkte, at de ville vække opsigt i den skinnende by. »Hvad skal du i Washington, er
der noget på færde?«
»Hvad sagde jeg lige før?«
»Det er også rigtigt, jeg skal nok tie stille.«

Solen stod op præcis klokken seks, og lyden af politisirener blandede sig med
motorlarm fra andre køretøjer. Flere gange virkede det, som om de passerede biler, der
var blevet stoppet. Måske var det også tilfældet. Der lød i hvert fald råben og
kommanderen udefra, og mælkebilen sagtnede farten. Efter et par hurtige sving
forsvandt lydene igen. Så kørte de et par minutter, før chaufføren luftede bremserne
ud et par gange og satte vognen i stå.
»Hvad fanden har han gang i?« Militsmanden, der kaldte sig Benson, satte sig på
hug, klar til at springe op.
»Måske holder vi ved en vejspærring,« hviskede hun. »Lad være med at sige
noget.«
De sad stille et øjeblik, før chaufførens ansigt dukkede op i lugehullet.
»Jeg bliver nødt til at lukke lugen,« sagde han. »Jeg kan se, at der må være
afspærringer lidt fremme. Der er bilkøer. Jeg vil ikke have, at de ser en mælkebil med
New York’er nummerplader og så med åben luge.«
Militsmanden trak pistolen og rejste sig. »Du lukker den ikke, er du med? Du lukker
den ikke.«
Doggie så op på chaufføren.
»Vi har været heldige indtil nu. Der er ikke så mange soldater og politifolk på vejene
nu. Men det bliver ikke ved.«
»Hvad er der los?« spurgte hun.
Chaufføren kiggede op, da en bil kørte forbi. Så stirrede han igen ned på dem. »I en
af piratradioerne siger de, at alle militære enheder og politistyrker er i Washington.
Den engelske premierminister besøger præsidenten om et par timer, og de tager ingen
chancer. Men længere fremme er der altså en afspærring, og vi bliver nødt til at lukke
lugen.«
Han tog fat i lugen og tippede den en smule.
»Hey, er du idiot, eller hvad?« Benson pegede direkte på ham med pistolen. »Jeg
ringer og får din familie skudt, er du med?«
Chaufførens bevægelse frøs, og solstrålerne ramte hans ansigt nedefra. Det så
mærkeligt ud. Måske var det reflekser fra stålcontaineren, måske var han stoppet oppe
på en høj. Det var han nok.
Han åbnede munden, som om han skulle til at satse det absolut sidste, han havde at
gøre godt med. »Jeg lover at åbne igen,« sagde han stille. »Jeg lover det.«
»Fuck dig, dit sorte gespenst!«
Det sorte ansigt over dem ændrede karakter. Det var, som om en skygge for solen
glattede alle furerne i hans ansigt ud. Som om pinslen og tvivlen fuldstændig havde
forladt ham. »Du siger altså, at du endnu ikke har ringet til nogen om min familie?«
 »Nej, men det gør jeg, hvis du ikke fortsætter nu. Skrid ind i dit førerhus og kør
videre.« Bensons pistol rørte nu chaufførens pande.
»Okay, okay, hvis det er sådan, så må det blive sådan,« sagde han og trak sig
baglæns væk fra hullet.
‘Hvis han ikke lukker lugen, så er vi pågrebet inden et kvarter,’ tænkte hun i
millisekundet, før en sort arm blev langet ned, og den infernalske larm fra tre
pistolskud affyret i rap fik stålbeholderen til at gå i svingninger. Hun så ikke Benson
falde, men mærkede hans varme blod klistre hendes øjenlåg til. Og så blev lugen
smækket i.
Chaufføren havde haft en pistol mere og havde så taget konsekvensen. Hans
familie var i sikkerhed.
Og dér sad hun på vej op mod afspærringerne. Med en gennemhullet krop ved sin
side og mørket sortere end nogensinde.

Kapitel 35
Når sandheden skulle frem, så var Wesley ikke bare ude at skide, han var
fuldstændig helt og aldeles desperat. Uanset hvor han så hen, så var det sindssygen,
der herskede, og ingen, absolut ingen kunne sige sig fri for at blive påvirket dybt ind i
marven. Ude på gaderne var gamle venner pludselig ærkefjender, gamle fjender var
helt uforudset blevet enige om alt, militser af alle observanser gik skulder ved skulder
og råbte højt, mens man dårligt turde hviske sin mening om noget som helst her inde i
demokratiets højborg, hvor de bedste af de bedste af landets borgere burde færdes.
Der blev hvisket i krogene om faneflugt og planer om militære modkup. Allerede nu
var der henrettet officerer, men mange var også undsluppet. Forsvarschefen, general
Powers, havde allerede flere gange været i Kriserummet for at afgive forklaring og
forsikre Det nationale Sikkerhedsråd om sin loyalitet.
Nej, intet var helligt længere. Landets love, almengyldig etik og moral, De ti Bud.
Alle regler og normer var til for at blive tilsidesat, trådt på, sparket til, og Wesley
kunne ikke have det.
Siden Donald Beglaubter var sprængt ihjel og Doggie forsvundet, havde han kun
én forbundsfælle tilbage i Det Hvide Hus, og det var Lance Burton. Men Lance var en
ældre herre, og arbejdspresset var blevet mere end synligt i hans ansigt. I den sidste
uge have de været på arbejde mindst 16 timer hver eneste dag, og selv denne søndag
morgen havde de måttet stille op, før fanden fik sko på. Lance havde klaget over en
smule trykken i brystet, men sad alligevel som altid inde på sit kontor og forsøgte at
klare det vigtigste, mens han samtidig prøvede at holde styr på alle hemmelighederne
inde i sit elektroniske lønkammer.
De havde kun talt sammen én gang, siden de havde indgået den aftale, at mindst én
af dem skulle stå frem med aflytningerne af præsidentens og Sunderlands kontorer,
når tiden var moden til det. Men hvem kunne vide, hvornår den var det? Ikke Wesley i
hvert fald. Han havde det slet ikke godt med den aftale.
I morgen, mandag, når glarmesteren var færdig, ville aflytningerne af Det Ovale
Værelse kunne begynde. Så måtte de se, hvad det ville bringe, havde Burton sagt. Det
var ikke godt at tænke på.

Han sad med hovedet begravet i ‘dagens positive tale’, da hans sekretær kom ind.
Hendes øjne så hævede ud, ikke særlig normalt for en kvinde, hvis basale uddannelse
her i livet først og fremmest var at se strålende ud i alle situationer. Hendes mor var
informationschef på Beauty Parlor, der udgav ugemagasiner med skønhedsråd til
kvinder af enhver observans, og det sagde alt. Eleanor Poppins var flasket op med
tips, der kunne få en mand til at tage uventet fordelagtige beslutninger, og nu stod
hun der og forrådte alt, hvad hun havde lært.
»Hvad er der los, Eleanor?« spurgte han.
Hun sagde ingenting, hun kunne simpelthen ikke.
»Sæt dig et øjeblik,« sagde han og pegede på lænestolen, men hun blev stående.
»Tag dig bare tid, Eleanor, det skal nok komme.« Han prøvede at rode et eller andet
frem fra sine skuffer, der kunne trøste hende lidt, et rent lommetørklæde, en Kleenex,
en chokoladepastil, men fandt ingenting.
»Jeg er okay,« sagde hun og tørrede sine øjne. Det var oplagt, at det ikke passede,
men det var det signal, hun ønskede at sende.
»Sig det nu bare, Eleanor. Det er sikkert noget, vi kan løse.«
Somme tider kan en forkert anbragt bemærkning løse op for meget. I dette tilfælde
resulterede det i et grådanfald, der i bedste fald ville udøve en massakre på hendes
teint, og i værste fald udløse et nervesammenbrud, der ville efterlade ham fuldstændig
alene med et arbejdspres for ti. Han rejste sig og holdt om hende, mærkede hud
gennem det tynde stof, lagde hovedet ind til hendes hår og forsikrede hende om, at
hun blev nødt til at spytte ud med sit problem.
Så tog han hende om skuldrene og så ind i hendes usikre øjne. »Vi har alle vores
problemer i disse dage, Eleanor. Hvad er dit?«
Hun så på ham med skinnende øjne, der kunne brænde sig ind i enhver mand. »Vi
blev vækket i morges af nogle mænd, der bankede på vores dør. De anklagede min
mand for at støtte nogle af de internerede politikeres familier, og så tog de ham med.
Han nåede ikke engang at få jakke på.« Her krængedes hendes mundvige nedad, og
han kunne dårligt høre, hvad hun sagde. »Lige foran vores børn,« sagde hun. Så
snappede hun efter vejret og holdt det. Pressede læberne sammen og lod vreden
komme frem. »Han skulle fandeme bare ha’ et knald, sku’ han.«
»Undskyld, Eleanor. Hvem? Din mand?«
»Årh, hold op, Wesley.« Hun så på ham med bitre øjne. »Nogle af pigerne har
overvejet, hvordan de kan få lagt Jansen ned. Det eneste, han trænger til, er at blive
pulet godt og grundigt, så hjernen kan blive blæst igennem. Han er jo gået
fuldstændig i baglås. Det mener de fleste, og det mener jeg også.«
Wesley så på sin ellers så kyske sekretær og rystede på hovedet. Hun måtte være
tæt på sammenbrud, men det var heller ikke mærkeligt. »Okay, Eleanor, så enkelt er det
nok ikke, bare det var. For min skyld må tøserne forsøge alt det, de vil, men det bliver
ikke nemt.« Han vendte sig og så ind i væggen. »Hvor er din mand nu, ved du det?«
Han hørte, hvordan hun endnu en gang kæmpede med gråden. »Han er oppe på
Nebraska Avenue.«
»I Sikkerhedsministeriet?«
»Ja.«
Han så på uret. Klokken var fem minutter i elleve. »Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.
Der er møde om tyve minutter i Det Ovale Værelse. Sikkerhedsminister Johnson
kommer også.«

Der stod kopper og ventede med dampende kaffe, men ingen rørte dem. Der var kun
to timer til, at Terry Watts, den engelske premierminister, ville lande udenfor på
plænen, og både sikkerhedsminister Billy Johnson, forsvarsminister Wayne
Henderson og udenrigsminister Mark Wise virkede stærkt usikre på, om sikkerheden
var optimal.
»Der er forbandet mange ting, der kan gå galt,« sagde Johnson. »Vi har ikke styr
på, hvad ‘De hvidhovede Ørne’ og alle de andre militsgrupper har gang i. Vi ved bare,
at deres aktivitet er stærkt forøget de sidste tyve timer. Mindst ti af lederne er blevet
observeret uden for deres normale revirer. En af Moonie Quales våbenbrødre blev
pågrebet femten kilometer uden for Washington i går.«
»Har vi fået ham til at snakke?« brød Sunderland ind. Han virkede mere bekymret
end normalt.
»Nej, desværre. Det kom til skudveksling, og han blæste hjernen ud på sig selv, da
overmagten blev for stor.«
»Satans,« sagde Sunderland og trak sig tilbage i sædet.
»Ja, men vi ved fra flere kilder, at der er noget i optræk, og vi formoder, at det sker i
dag. FEMA-folkene insisterer på, at vi afspærrer broerne over floden og lukker
fuldstændig af for al trafik fra 12’te i øst til 18’de i vest og fra Independence Avenue i
syd til K Street i nord. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan garantere fuld kontrol
over situationen. Vi kan lukke af allerede nu.«
»Hørt,« sagde forsvarsministeren.
»Men hvordan kan vi sikre os, at Terry Watts tror på den her illusion om, at alt er
normalt? Hvis premierministeren ser Ellipsen helt mennesketom, når hans helikopter
lander, aner han så ikke uråd?«
»Vi sætter militærpersoner i civil ind i området,« indskød forsvarschef Omar Powers
fra hjørnet. »Vi har mindst 2000 mand, som kan indsættes på mindre end en time. Der
er tid nok.«
Præsident Jansen kiggede roligt på dem omme fra sin plads bag skrivebordet. »I må
forstå, og det ved de fleste af jer, - ja, det er muligt, at du ikke er informeret ordentligt,
Omar, - at den løsning ikke kan tages i betragtning. For halvanden time siden landede
et hold på tredive mand fra den britiske special-styrkeenhed SAS nede på National
Mali. Billy Johnsons folk i Krisestyringsagenturet skal samarbejde med dem de næste
femten timer, og derfor vil enhver af den slags bevægelser med militære enheder i civil,
som I foreslår nu, blive registreret og givet videre. Vi kan ikke foretage os noget så
radikalt, uden at de opdager det. Jeg er helt indforstået med en udvidet
sikkerhedszone, men bortset fra det må vi holde os til de normale
sikkerhedsprocedurer ved et statsbesøg.«
»Undskyld mig, mr. Præsident, men vi er nødt til at indsætte militær i civil. Vi skal
nok gøre det sådan, at SAS-folkene ikke vil bemærke noget videre usædvanligt.« Billy
Johnson rykkede sin store krop i sædet. »Forstår De, vi er igennem de sidste par dage
blevet klar over, at en stor del af den kapital, som holder militsen i gang, kommer fra
storindustrien. Vi har indkredset unormalt store transaktioner de sidste par dage.
Pengene sidder løst på folkene i sværindustrien og ikke mindst i våbenindustrien, men
det ved I jo. Terry Watts besøg er en enestående lejlighed for disse finansmænd til at
få situationen i landet bragt ud til omverdenen, og jeg sidder ikke her og siger, at vi
skal forvente et voldeligt overgreb endsige et attentat, det kan være så meget andet.
Flyveblade, kraftige højttalere for eksempel; og selv om vi har godt styr på de
organiserede demonstrationer, s å kan vi ikke fuldstændig forhindre et eller flere
pludselige ryk af demonstranter ovre fra Lincoln Memorial eller Franklin Square uden
at bruge tåregas eller vandkanoner. Hvad som helst kan tænkes. Vi kan ikke med
garanti holde alt tilbage, hvis vi ikke spærrer fuldstændig af og har rigeligt med
personel i området.«
Jansen nikkede efter et øjebliks tænken. Det bekom ham ikke vel, kunne man se,
men når det nu ikke kunne være anderledes. Wesley vidste, hvor pragmatisk han
kunne være.
»Kan vi stole på dine folk, Billy?« spurgte Jansen. »Du har mange folk at holde styr
på.«
Det var lige nøjagtig det, Wesley også sad og tænkte på.
»Der har været udrensninger de sidste dage. Vi har styr på det, ja.«
»Og du, Omar, har du også styr på dine tropper?«
»Fuldstændig, sir. Vi har kun specialenheder i byen. Alle gode folk, vær sikker på
det.«
»Jeg vil jo nødig ende som Anwar Sadat, forstår I nok.«
»Selvfølgelig ikke.« General Powers bredte sine store hænder ud til siden. Wesley
havde set det mange gange før, når han talte til sine tropper. I Irak, i Sudan, i Israel.
»De kan stole på mine folk, mr. Præsident, det kunne Anwar Sadat ikke. Det er
Amerikas forenede Stater, det her.«
Wesley foldede sine hænder og så på Lance Burton. Burton tænkte garanteret sit
med Powers’ sidste bemærkning, og sådan havde Wesley det også. Fornemmelsen af
katastrofe nærmede sig. Så var det svært at rette sin fulde koncentration ind på, at han
om tyve minutter skulle stå på talerstolen i presserummet og improvisere over dagens
forløb med statsbesøget og derefter komme med et fuldstændigt irrelevant indlæg om,
hvor usædvanligt mange galdestensoperationer, der var blevet foretaget på landets
hospitaler i de sidste par dage. Det var dagens positive historie, nøje udvalgt af
Thomas Sunderland, og Wesley havde selv været ude om arrangementet. Det var
ham, der var kommet med forslaget. Og imens han informerede befolkningen om, hvor
mange ton galdesten, der var blevet fjernet gennem de sidste fireogtyve timer, så ville
Billy Johnsons og Omar Powers’ tropper lægge sig som et filter over Washington og
slå hårdt ned på den mindste uregelmæssighed, der kunne opstå. Intet blev overladt til
tilfældigheder. De ville fjerne alle hjemløse og andre alternative eller suspekte
mennesker fra metroen, lægge en jernring omkring indfaldsvejene, antaste uskyldige
mennesker, fjerne dem fra gaderne, internere dem. Og her stod han om et øjeblik foran
de snurrende kameraer og havde mulighed for at sige til folk, at de skulle holde sig
hjemme, at de skulle passe på sig selv og hinanden, og at ingen, der nærmede sig
Capitol og Det Hvide Hus, kunne være sikker på at komme hjem igen. Der ville med
garanti komme tab. Det gør der i sådanne situationer, det kunne han sige. Og han
vidste, at han ikke ville gøre det.
»Det er alt sammen udmærket, Omar. Jeg er heller ikke bekymret for at stå frem i
dag.« Præsidenten så over på Sunder-land. »Hvorledes er det med operation »Dot
com«, Thomas? Hvor langt er vi?«
Sunderland skottede over til Wesley. »Jeg ved ikke rigtig, mr. Præsident; måske er
dette ikke det rette forum. Kan vi vente med det punkt?«
Jansen fulgte Sunderlands blik og fangede Wesleys. Bruce Jansen virkede afklaret
og rolig, som om intet i denne verden kunne rokke ham i troen på, at alt, hvad han
gjorde, var af det gode. »Det, vi taler om, Wesley, er, at vi nu er parat til at..« Han
lavede citationstegn i luften »… ‘regulere’ internettet.« »Du kan ikke offentliggøre
det, naturligvis, men du bør selvfølgelig vide det. Det tror jeg også, at vicepræsident
Sunderland er enig med mig i.«
Wesley s å over på Sunderland, og misbilligelsen lyste ud af ham. Selvfølgelig
vidste Sunderland, hvor meget Wesley havde imod, at de lukkede internettet ned, og
at han ville kæmpe imod det med næb og klør.
»Det kan vi ikke. Vi kan ikke lukke internettet ned,« sagde Wesley. »Hvis vi
scrammer satellitterne, så vil hundredvis af millioner af mennesker få meget store
problemer. Finansverdenen vil bryde totalt sammen, som om det ikke var galt nok i
forvejen. Man kan ikke lukke internettet ned i vore dage, det vil få helt uoverskuelige
konsekvenser over hele kloden. Vi vil få hele verden imod os.«
»Stop, Wesley. Lige nu taler vi ikke om at sætte satellitter ud af spillet, okay. Jeg
kan se på Sunderland, at vi skal skynde os at komme videre i teksten.« Præsidentens
blik inviterede ikke til protester. »Men til din orientering, så kan vi gøre det, og vi gør
det. Når statsbesøget er overstået, går vi i gang. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi
vil have kontrol over situationen. Spørgsmålet er bare, hvilket område vi først sigter
imod, og i hvor lang tid.« Han fangede Sunderlands blik. »Ja, Thomas?«
»Premierminister Watts er her snart, vi må gennemgå agendaen endnu engang.«
»Okay, det gør vi så. Du bliver informeret senere, Wesley. Hensigten er i første
omgang kun at lamme specifikke hjemmesider med fatale virusser. Du kan selv regne
ud, hvilke der ligger lige for.«
»Ja.« Han sagde det stille, hvad andet kunne han? Det var vejen mod enden. Man
var stødt på det før. Magtens forsøg på at undertrykke oppositionens ret til at ytre
sig. Nej, hverken Hitler eller Stalin havde levet forgæves. Selvfølgelig kunne han
undvære de militante organisationers hjemmesider. Hvorfor skulle han savne Ku Klux
Klan, Hells Angels, Moral Minority, De hvidhovede Ørne eller for den sags skyld
pornosiderne, voldsforherligelserne og alle satankulterne i mediebilledet? For hans
skyld kunne de alle sammen sidde og pirke i hinandens råddenskaber på en øde ø.
Men hvad så med dem, der var i opposition og havde noget godt og ægte at byde på?
Eller hvad med den retfærdige harme, protesten fra den skæve eksistens? Eller hvad
med alle dem, der ikke var kloge nok til at belægge deres ord ordentligt, skulle de også
fjernes?
Bruce Jansen slog hænderne sammen. »Godt, vi tager sikkerhedsprocedurerne
først, og så tager vi agendaen fra en ende af. Vil du være god at notere, Lance.«

Flere af sikkerhedsfolkene havde observeret Eleanor Poppins’ fysiske fortrin og lod

hende gladelig stå og vente på Wesley foran Det ovale Kontor. Hun havde fået rettet
på sminken og var, trods røde rande under øjnene, fuldt på højde med, hvad man
kunne forlange af såvel autoritet som positiv udstråling. Mange ville give deres højre
arm for et par minutter i enrum med Wesleys sekretær, men lige nu ville Wesley ønske,
at han kunne blive fri.
Hun trippede nervøst efter ham. »Hvad sagde Billy Johnson, fik du spurgt ham,
Wesley?«
Han så på hende og ønskede, at hun bare ville gå. Hvordan helvede havde han
også kunnet tillade sig at stille hende noget som helst i udsigt? Hvordan skulle han
have kunnet sidde i Det Ovale Værelse og spørge Billy Johnson ud om noget så
inferiørt som Eleanor Poppins’ mand, når præsidenten og alle de andre sad lige ved
siden af og var i færd med at køre hele verden ned i et sort hul. Nej, han havde ikke
gjort, hvad hun havde håbet på, og det var bare ikke godt.
»Ikke rigtig, Eleanor.«
»Ikke rigtig. Hvad mener du?«
»Jeg mener bare, at han ikke sagde noget konkret. Han kendte ikke sagen.«
»Men du nævnte den.«
»Ja. Ja, det gjorde jeg, men der kom ikke rigtig noget ud af det. Han vidste ikke
noget, Eleanor.«
Hun fulgte efter ham helt ind i hans kontor.
»Men du sagde, at han skulle hjælpe, gjorde du ikke?«
»Jo, Eleanor, det gjorde jeg.« Han så på uret. Det var synd for hende, men der var
kun få minutter til, at han skulle stå inde i presserummet. Nu måtte hun altså holde op.
Kunne hun da ikke se, at han var bundet på hænder og fødder? At det ikke kunne
nytte noget at forlange noget af ham. At han bare havde nok i at komme videre fra sag
til sag.
Der lød en svag ringetone et par gange ude fra sekretærens omstilling, og Eleanor
Poppins rynkede brynene. »Jeg venter en vigtig opringning, Eleanor,« sagde han og
gjorde tegn til, at hun skulle gå ud og stille den ind. »Vi taler om det med din mand
senere, ikke?«
Hun trak døren i sig på en måde, der mere end ord fortalte, at hun havde mistet en
del for ham. Wesley åndede sin selvforagt ud og tog røret ved første ringetone. Det
var bare med at få det overstået. Havde formålet ikke været at få Eleanor ud, så havde
han slet ikke taget den.
»Wesley Barefoot,« sagde han koldt. Det var hans måde at introducere travlhed på.
»Jeg siger det her hurtigt, du skal ikke sige noget.«
Wesleys næsebor åbnede sig. Det var Doggie. En strøm af ilt bombarderede hans
lunger. Han tænkte frem og tilbage med digitale hastigheder.
‘Du siger ikke hendes navn, du lytter bare,’ dundrede det i underbevidstheden.
‘Sig, du er okay, Doggie, sig det nu,’ skreg det i ham. ‘M åske kunne de tale frit, måske
kunne de det. Det var jo Lance Burton, der styrede overvågningen. Det var jo kun
Lance, så vidt han vidste. Eller måske var der andre, der lyttede,’ piskede det igennem
ham. ‘Der kunne være andre overvågningsmåder. Blev hun så registreret nu?
Registrerede de mon alle opkaldene? Ja, det gjorde de. De registrerede numrene. Men
måske ringede hun fra et nummer, som ikke umiddelbart sagde dem noget. Måske
ringede alarmklokkerne ikke nogen steder, det ville være godt. Hun var sikkert
forsigtig. Hvis han ikke sagde noget specielt til hende, så var der jo heller ikke noget
specielt at registrere. Men han ville jo gerne sige noget specielt. Noget helt specielt,
så hun vidste, at han tænkte det rigtige. Om dem og om det hele.’
Alt det ville han sige, men hans læber bevægede sig ikke.
»Jeg er okay,« sagde hun. Stemmen var så afgjort i ligevægt, men hun var ikke
alene. Bag hende summede det af liv. Det lød, som om hun gik på gaden. Som om der
var trafik omkring hende, og at vejbanen var våd. Det kunne være hvor som helst i
verden. Han stirrede ud af sit vindue. Her regnede det også. Inde i hans sjæl og
udenfor.
»Jeg møder T. om lidt. Måske hører du fra mig igen, det tror jeg, at du gør. Vi vil
prøve at komme ind.«
Komme ind? Ikke i Det Hvide Hus forhåbentlig. Han rystede på hovedet. Jo, det
ville hun.
»Er du i Washington?« spurgte han og fortrød i samme øjeblik.
»Jeg vil bare sige til dig, at du skal passe på i dag. Pas på alle vegne, hvor du går.
Jeg har fornemmelsen af, at du bliver nødt til det.«
Han ville spørge hende, hvorfor hun sagde det. Om hun kunne passe på sig selv,
og hvad han kunne gøre. Men Doggie var færdig med samtalen. Han kunne næsten
høre, hvordan hun smilede, da hun sagde farvel og lagde røret på.
Et minut eller to sad han og så ud af vinduet. Nu kunne han dårligt se omridsene af
de store træer for styrtregn.
Så åbnedes hans dør, og Eleanor trådte frem i døråbningen. Hun stirrede på ham
med magtfulde øjne, der var villige til at indfange alt, den mindste bevægelse, den
mindste blottelse, der kunne berede vejen mod at få hendes mand tilbage.
 Hun så, hvordan han forsøgte at undgå hendes blik, og vidste, at hun havde hørt
rigtigt.
Han så på hende med sammenklemte øjne. »Lyttede du med, Eleanor?« spurgte
han.
Hun nikkede ganske langsomt. Det ville blive enden på hendes karriere, og hun var
ligeglad. Wesley var hendes eneste adgang til at få sin mand fri, og det overskyggede
alt. »Jeg synes, at du skal tale med Billy Johnson om min mand igen, Wesley. Jeg tror,
at det er bedst, at du gør det senere i dag, okay? I øvrigt skal du af sted nu. De venter
dig nede i presselokalet.«

Kapitel 36
Det gik, som Rosalie og hendes drenge havde forudset. Ollie Boyce Henson
sladrede i samme sekund, han hørte om dusøren på Doggie Rogers, og så var den
store jagt i gang.
Og mens mælkebilen bumlede ned mod syd med landets mest eftersøgte kvinde
indeni, troppede Rosalies ældste søn, James Lee junior, op på politistationen og
fortalte historien om, hvordan Doggie Rogers havde forsøgt at få husly hos dem, og
om hvordan både han og hans bror og mor havde prøvet at holde hende tilbage, men
desværre forgæves.
Betjentene borede selvfølgelig i, hvordan det kunne gå til, at så velvoksne fyre
kunne udmanøvreres af en spinkel kvinde, men James svarede godt for sig. Doggie
Rogers var stukket af fra både FBI, Secret Service, militæret og CIA, så hvordan skulle
tre fattige, dårligt uddannede sorte fra Bronx kunne gøre det bedre? Doggie Rogers
var en snu pige, der vidste, hvad hun gjorde, og hvornår hun skulle gøre det. Det var
James’ vurdering. Et hurtigt løb ned ad brandtrapperne og ind i en beigefarvet Galaxy,
så var hun væk. De havde råbt ud af vinduerne, at nogen skulle følge efter hende, men
dem havde hun rystet af sig i fuld fart på vej op mod White Plains. Det havde de
vidner på. Så fortalte han, at nummerpladen havde været svinet fuldstændig til, men at
vognen havde sorte fartstriber på køleren, og at den i øvrigt var goddamnfucking
velholdt med krom og lak og fuldstændig top i orden og det hele, så den burde være
nem at kende.
Han endte sin erklæring med at gøre krav på dusøren, hvis de fangede hende. Så
kunne de jo tænke over det lille dilemma, nu de allerede havde lovet dusøren til Ollie
Boyce Henson.

Dermed burde alt for så vidt være i orden, men Rosalie sov ikke den nat. Dertil var
hjertet og tankerne for opfyldt af mismod.
Et par dage før havde der ligget tre granvoksne drenge inde i rummet ved siden af,
og nu lå der kun to. Pludselig var det, som om kulden fra den ene tomme seng bredte
sig og umuliggjorde drømmene om en lys fremtid. Frygten for at miste yderligere
oversteg alt, også sorgen, og skammen over ikke at være i stand til at sørge intenst
nok oversteg evnen til at kunne sove. Hun lå natten lang og bad til Jesus og prøvede
at forstå det hele godt nok til at kunne græde, men hun kunne bare ikke. Hovedet var
alt for fuldt.
Tidligt om morgenen vækkede hendes nabo, Annabelle Morrison, der var nattevagt
i et P-hus oppe i Yonkers, hende og fortalte, at rygterne havde svirret hele natten. Det
hele var startet med, at en piratradio havde påstået, at nogle regerings-folk havde
pejlet Tom Jumpers sendestation og derefter dræbt ham ude på en af småvejene nord
for Front Royal nede i Virginia. I kølvandet på disse chokerende oplysninger var der
opstået massive protester alle vegne. Ja, selv flere af Hollywoods allermest
fremtrædende superstjerner havde denne gang fundet mod til at stå frem og sætte
karrieren på spil. Lidt senere på morgenen begyndte den samme piratradio at melde om
en bølge overfald på Jansen Drugstores, første gang i Des Moines og derefter i
Minneapolis og Detroit. Rosalies nabo fortalte henrykt, at stormløbene på præsident
Jansens familieforetagende i løbet af nogle få timer havde bredt sig som en
steppebrand ud over landet, og at turen nu var kommet til Bronx. Plyndringerne af
Jansen Drugstores nede på Dewey og Rand-all Avenue var efter sigende allerede i
fuld gang, og alle gadens beboere var nu på vej ned mod kiosken på Harding Avenue.
Det var bare om at være blandt de første, hvis man ville have del i rovet.
Rosalie bad Annabelle om at dæmpe sig lidt, for Rosalie var opdraget til at holde sig
til lovens bogstav, og det vidste Annabelle Morrison udmærket godt. Desuden sov
Dennis og James, og sådan var det bedst, for så blandede de sig ikke. Ellers vidste
man aldrig, hvad de kunne finde på.
 Da Annabelle endelig stavrede ned mod kiosken på Harding Avenue med en bunke
tomme plasticposer under armen, som hun havde tænkt sig at fylde i en fart, prøvede
Rosalie at dæmpe støjen fra sirenerne og råbene med et par Sonny Rollins-numre på
cd-afspilleren. Det plejede at holde drengene i ro, men bare ikke denne gang. I løbet af
få minutter stod de foran hende med baseballcaps’ene på skrå og alt for årvågne
blikke i de morgengrå ansigter. Deres instinkter havde aldrig fejlet noget, når det
drejede sig om nemme penge.
De forlod lejligheden uden et ord, og så sad Rosalie igen alene i køkkenet som så
mange gange før og mærkede tiden forsvinde.
Hun følte sig som et gidsel med hætte over hovedet, som en isolationsfængslet
uden dom. Tiden forsvandt, og desværre tydede intet på, at den ville bringe noget
godt tilbage.
Hun foldede sine hænder og prøvede at tænke den sidste udvikling igennem. Var
dette måske USA’s svar på Krystalnatten? Var det nu, pilen for alvor vendte nedad?
At et utal af liv skulle ødelægges og gaderne tindre af glassplinter?
Hun bad til Jesus og prøvede at finde tryghed. Men hver gang der lød et råb på
gaden, for hun sammen.

Sådan sad hun i et par timer, til stilheden faldt ind over kvarteret. Drengene var ikke
kommet hjem, og så var spørgsmålet, om det var, fordi de ikke havde deltaget i
plyndringerne, eller fordi de netop havde.
»Kære Jesus i himlen, lad dem ikke være kommet noget alvorligt til,« bad hun med
en modbydelig fornemmelse i kroppen. Hvordan skulle hun kunne leve videre, hvis en
af hendes drenge var slået ihjel? Hun tog sig til brystet og rejste sig langsomt for ikke
at få endnu et ildebefindende.
Lyset i gaden var nu isnende klart, og selv om der var mørke skyer mod syd, så
skulle man lede længe efter en smukkere forårsdag. Et sted højt over hende sad
fuglene i tagrenderne og skræppede. Det var år siden, hun sidst havde lagt mærke til
det, det var ikke bare sådan noget, man hørte i hendes nabolag. Hun trådte frem mod
vinduet for at se, om hun kunne få øje på, hvilke fugle det var, og opdagede i det
samme to hvide mænd, der steg ud af deres bil og skråede over mod hendes opgang.
De lignede bedemænd i deres sorte jakkesæt, men det var de med garanti ikke. Om få
øjeblikke ville de ringe på hos hende, det vidste hun bare. De ville stå foran hende
med alvorlige miner og fortælle hende frygtelige ting. I disse tider gik ingenting
længere efter bogen. Det var ikke længere gamle, garvede betjente, der kom med
dårlige nyheder til almindelige folk. Det gjorde alle mulige.
Hun åbnede døren ved første ringetone og nikkede kort til de to mænd. Hun orkede
simpelthen ikke at se dem i øjnene. De kunne sige deres ord, de kunne udsende deres
dufte af manddom og vitalitet, de kunne tage hende ved armen og føre hende over
mod en stol, men de kunne ikke bemægtige sig hendes øjenkontakt. Synssansen er
den eneste selektive sans, mennesket har, og det agtede hun at benytte sig af.
»Sig det,« sagde hun roligt med blikket fæstnet på dørmåtten, som Dennis havde
vundet ti år før i en tombola ovre i YMCA på Castle Hill. »Er det dem begge to? Er de
kommet alvorligt til skade? Bare sig det.«
»Mrs. Lee, vi har en dommerkendelse med.« Den mindste af dem stak en seddel op i
ansigtet på hende. Den sagde hende ikke noget.
Hun sank klumpen, der havde fæstnet sig i halsen.
»De har haft en eftersøgt, Doggie Rogers, herinde i lejligheden i går,« tilføjede den
største af dem.
Hun nikkede. Var det det hele, eller kom der mere? »Ja, det har vi. Det har vi allerede
for længst meldt nede på stationen.« Rosalie så på den mindste mands hals. Den var
usædvanlig spinkel og kridhvid. Ville den om et øjeblik rumme ord, som fik hende til at
bryde sammen? »Hun stak af fra os ved at bruge brandtrappen.« Hun tog mod til sig
og mødte deres blikke. »Så kommer I altså ikke på grund af mine sønner?«
»James og Dennis? Jo, dem vil vi også meget gerne tale med,« sagde den største.
»Jaså.« Hun trak vejret dybt. De vidste altså ingenting. Så kunne der stadigvæk
være noget rivende galt. »Nå, men de er altså ikke hjemme lige nu.«
De stak hende en fotokopieret dommerkendelse med Krise-styringsagenturets
stempel på i hånden og fandt selv vej gennem lejligheden under ransagningen. De gik
grundigt til værks, og efter kun ti minutter lagde de et par joints foran hende på
sofabordet. Dem behøvede hun nu ikke at bekymre sig om, sagde de. Bare de ikke
fandt noget, der var værre.
»Hvis I gør, så er det min søn Frank, der er den skyldige,« skød hun lynhurtigt ind.
»Han døde af en overdosis i går, men det ved I vel,« sagde hun og tænkte, at de joints
ville de to mænd sikkert tage med og ryge selv. Sådan noget hørte man om hele tiden.
 Imens de snusede i hendes vasketøj, vendte madrasserne inde på drengenes
værelse, trak køkkenskufferne ud og stak næsen i alt, der var låg på, sad Rosalie ved
vinduet og stirrede ned ad gaden. Hun ønskede mere end noget, at drengene ville
dukke op, så hendes puls kunne falde. Og når de gjorde det, så ville hun vise dem med
vink og fagter, at de skulle se at komme væk. Hun var ikke bange for, hvad James
kunne finde på at sige, hvis de forhørte ham, men med Dennis vidste man aldrig. Den
dreng havde altid haft svært ved at holde gabet ordentligt lukket på strategiske
tidspunkter, og det havde han efter sin far.
Ude på gaderne var alting blevet roligere, så dét var sikkert lykkedes soldaterne at
stoppe plyndringerne. En enkelt gang så hun en af genboerne bene ind i opgangen
med favnen fuld af stjålne varer, men ellers ikke noget. Herre Jesus da, det var da også
godt det samme. Bare drengene nu snart kom hjem, så var alt godt.
»Hvad er det her?« spurgte den mindste af opdagerne og lagde et fotoalbum foran
hende. Han pegede på et fotografi taget i lufthavnen i Beijing mange år før. Det var en
tyve kilo lettere Rosalie, der stod og smilede ved siden af senator Jansen.
»Det er mig og præsidenten i Kina,« sagde hun og nikkede langsomt. »Hvis I bliver
ved med at lede, så kan I også finde et billede af mig og vicepræsidenten og et par med
Doggie Rogers som ganske ung pige. Jeg har mange gode venner rundt omkring.«
De nikkede langsomt og spurgte hende ud om anledningen til mødet med
præsidenten, og mens hun svarede, glemte hun at se ned på gaden. Pludselig lød der
en rumsteren i opgangen og en metallisk raslen i låsen, og James og Dennis stod i
entreen med favnen fuld af tyvekoster fra Jansen Drugstores.
Det var først i det øjeblik, drengene smed godset på gulvet, at de blev klar over,
hvilken kattepine de havde sat sig i, og da var den mindste af opdagernes pistol
allerede fremme.
»I har vist et forklaringsproblem,« sagde han og viftede dem over mod væggen,
hvor hans makker kom til og kropsvisiterede dem.
»Yo man, vi har købt det,« kom det fra Dennis. »Der er mange goodies i omløb nede
på gaden i dag. Fucking mange.«
Sådan noget kunne man godt sige til politifolk og sådan nogle som dem for en
måned siden. Et vist mål af drilleri imellem øvrighedspersoner og mistænkte hørte sig
til. Det var en samorden, en uskreven regel, en slags indledning til det, der kunne blive
værre, men ikke nødvendigvis blev det. En slags følen på tænderne imellem
forretningspartnere.
Men sådan var det ikke mere.
Rosalie så forfærdet til, mens den lille opdager med den tynde hals stak sin pistol
helt ind i øret på Dennis og spændte hanen. »Alt hvad I siger fra nu af, vil blive brugt
mod jer. I skal kun åbne munden, når vi spørger jer, og jeg vil råde jer til meget nøje at
ramme sandheden. Vi anholder jer uden tøven, hvis vi er i tvivl, er I med?«
Dennis nikkede. Gudskelov for det.
»Hvor har I varerne fra?« spurgte fyren og stak pistolen i skulderhylstret.
»Vi købte dem nede på gaden af et dumt svin, der havde jøkket det fra drugstoren
nede på Castle Hill,« svarede Dennis.
Det var løgn, det vidste alle.
»Tag den anden ud i køkkenet og spørg ham ud, Jeff,« sagde den største. »Vi
sammenligner, og så ser vi, hvad der sker.«
Opdageren, der hed Jeff, tog et hårdt tag i James. Han var cirka en halv meter lavere
end hendes søn, hans hals næsten tyndere end James’ håndled, men det var ham, der
havde pistolen.
»Hey man, prøv at høre engang. Alt det der er ikke nødvendigt. I skal ikke tage jer
af min lillebror, han er ikke så godt begavet,« sagde James. »Vi var nede ved Castle
Hill en halv times tid. Der lå varer og flød alle vegne. Vi samlede bare op, hvad folk
havde tabt, tro det eller lad være.«
Det var også løgn, men en fornuftig løgn. Den kunne selv lovens folk goutere.
»Hvordan kontaktede Doggie Rogers jer, før hun kom?« spurgte opdager Jeff.
»Hun? Hun kontaktede os ikke, lige pludselig stod hun der fucking bare, din
fucking idiot.« Det var igen Dennis, der skulle spille smartass. Han nåede ikke engang
at opfatte fadæsen, før den største af mændene havde hamret sin pistol i nakken på
ham. Rbsalie sank ned i sin stol og så magtesløs til, hvordan hendes yngste søn
fladede livløst ud på gulvet, og kroppen pressedes ind mod kommodebenene.
»Sådan går det, er I med? Vi ved, at Rogers kontaktede jer på forhånd på Ollie
Boyce Hensons mobiltelefon. Samtalen er registreret, okay.«
Rosalie nikkede tøvende, mens James lænede sig tungt op ad væggen med armene
slapt hængende langs siden.
»Hvor er Ollie Hensons mobiltelefon?« spurgte Jeff.
Rosalie mærkede tårerne samle sig. Hun kunne ikke have det. Alle disse anklager,
alle disse forhør. At hendes sønner blev truet og slået ned. »Den har Doggie vel taget
med sig, har hun ikke?« sagde hun.
James rettede sig ved væggen. »Vi har ikke set hendes mobil, mens hun var her,
okay. Hun var her ikke i ret lang tid.«
»Hvad er så det her?« Jeff løftede en gennemsigtig plasticpose med Ollie Boyce
Hensons mobil op i vejret. »Den lå i skraldebøtten ude i køkkenet?«
Rosalie kunne have revet håret af sig selv. Hvor tåbelige havde de lov til at være?
Så let som ingenting kunne de have skaffet sig af med den. De kunne have dumpet
den sammen med hendes tøj. Kylet den langt ud i Hudson River.
»Vi har aldrig set den før,« sagde James roligt og trak det ene ben ind til væggen.
»Hun har vel bare smidt den der.«
»Hvorfor skulle hun det?«
»Hvor fucking skulle jeg vide det fra? Hun var vel klar over, at hun kunne spores,
tænk dig om, mand!«
»Spores, hvordan det? Hun kunne jo ikke vide, at vi fandt frem til ham, der havde
givet hende mobilen, kunne hun?«
»Vi har jo sagt på politistationen, hvad vi ved. At hun ikke var en helt almindelig
bitch. Hun var snu. Det var det, jeg sagde, nøjagtig de ord. Dem har I vel allerede læst
i rapporten, har I ikke?« sagde hendes ældste søn med mundvigene vrænget nedad.
‘Kom nu ikke for godt i gang,’ bønfaldt Rosalies øjne, men James var ligeglad.
»Vi fandt også denne her.« Jeff viste hende den tomme hårfarveemballage.
»Ja, jeg farvede hår i morges,« svarede hun med livet oppe i halsen. De havde altså
ikke fundet Doggies afklippede hår. Så havde hun nok dumpet det i wc’et.
Han stirrede intenst på hendes hår. Tilsyneladende blev han overbevist. Hun slap
igen luften ud af systemet.
»Okay, vi giver jer en sidste chance,« sagde den anden opdager. »Siden i går aftes,
hvor James kontaktede politiet, har vi aflyttet alle de telefonnumre, der er registreret på
jeres adresse. Fire telefoner i alt. En mobil i dit navn,« sagde han og pegede på James.
»Og så en fastnettelefon, der står i din mors navn, og en mobil, der tilhører din lillebror
her. Han ser for øvrigt ud til at vågne op nu.« Han puffede til Dennis med en
skosnude. »Og så endelig en mobil, der var registreret i jeres afdøde brors navn.«
»Hvis vi havde haft tid til at analysere jeres samtaler og telefonbog nærmere,«
fortsatte Jeff, »så ville vi sikkert få et godt overblik over, hvor farverig en
omgangskreds denne familie har. Mange af dem kunne sikkert være ret interessante at
snakke med for os. Men det, der interesserer os mest, er nu, at der blev ringet op fra
den mobil, som tilhørte jeres afdøde bror. Frank, hed han vist. Hvordan kan det nu
være? For det var jo næppe ham selv, der ringede, vel? Jeg mener, han var jo død.«
Rosalie så ned i gulvet.
»Jeg ved goddamnfucking ikke, hvad Frank gik rundt og lavede, lige før han døde,«
sagde James. »Han har vel solgt mobilen for et fix. Det var jo sådan noget lort, han
døde af, for helvede. Det ved I da.«
Den anden opdager, der stod ved døren ud til køkkenet, stak sin hånd i
inderlommen og trak endnu en pose op. Rosalie vidste ikke, hvad det var, men James
så ikke tryg ud ved situationen.
»Den her pistol, var det også Franks?«
Rosalie så på den grå genstand og havde mest lyst til at tude. Havde de virkelig
været så idiotiske at lade mere af den slags ligge i lejligheden? Hvad blev det næste
så?
»Ja,« sagde James uden at fjerne sit hovne ansigtsudtryk. »Vi advarede Frank igen
og igen, men vi kunne ikke styre ham.«
»Så håber jeg meget for jer, at det er hans fingeraftryk, vi finder på den. Du er
formodentlig villig til, at vi lader det komme an på en prøve, nu du er så sikker på, at
det er Franks?«
»Jeg er ikke villig til en fucking skid. Jeg har jo gjort, hvad jeg skulle, har jeg ikke?«
Opdageren, der hed Jeff, gik helt tæt på James. På trods af højdeforskellen så han
ham ind i øjnene med den form for selvsikkerhed, som ikke alene skyldtes det forhold,
at han var bevæbnet og havde en makker til at bakke sig op, men også var et udtryk
for, at han før havde taget kampen op med modstandere, der var større og grovere end
James, og at han havde et rimeligt godt tag på det.
James forstod ikke hans kropssprog, det var tydeligt. Sådan var det næsten altid
med de store sorte drenge, når små hvide mænd udfordrede dem.
»Du er den ældste af jer tre brødre, ikke?« spurgte Jeff.
James svarede ikke, men ansigtsudtrykket viste tydeligt, at det forholdt sig sådan.
»Godt, så tilskriver jeg dig ansvaret, hvis vi om lidt bliver nødt til at tage din mor
med på stationen, fordi du ikke vil fortælle os alt, hvad du ved. Er du med?«
James kiggede på ham med rynkede bryn. Bare han ikke gjorde noget overilet for
hendes skyld.
Jeff vendte sig mod Rosalie. »Vi lader sagen om skydevåbenet hvile lidt. Sagen er,
at vi lige nu ved rigeligt om hele historien. Nu skal vi bare have jer til at bekræfte
forløbet, er I med?« Det skulle vist ikke opfattes som et spørgsmål, men Rosalie
nikkede.
»Klokken to i nat lokaliserede vi Doggie Rogers et sted nede i Virginia ved hjælp af
Deres afdøde søns mobiltelefon. Har De noget at sige til det, mrs. Lee?«
Hun rystede på hovedet. Hvordan kunne hun have været så naiv at tro, at de kunne
slippe godt fra det? At hun kunne stille noget op over for mænd som dem?
»Hun havde netop talt med en mand i Georgetown. En Danny Hargraves, kender De
ham, mrs. Lee?«
»Danny Hargraves, nej, det gør jeg ikke.«
»Okay, det gør De ikke, siger De.« Han løftede Kina-albummet fra sofabordet og
bladrede et par sider frem. »Så synes jeg, at De skal se nærmere på det her foto.« Han
pegede på et billede fra Beijing-hotellets foyer, hvor Doggie, Rosalie og John Bugatti
stod og pegede på elevatormåtten. Rosalie huskede tydeligt, hvor meget de morede
sig over, at den ligesom en babyhagesmæk blev skiftet ud hver dag med en ny måtte
med dagens navn på. Det var glade dage. Vemodigt at tænke på nu.
»De kender John Bugatti, der står sammen med Dem her på billedet, men De kender
ikke Danny Hargraves?«
»Hvis det er en af John Bugattis bekendte, så ved jeg ingenting. Jeg har aldrig
været sammen med ham privat, og det er sytten år siden, jeg har set ham sidst.«
»John Bugatti er eftersøgt, ved De det?« sagde Jeff.
Hun korsede sig. »Min Gud nej. Hvad har han gjort?«
»Så ved De måske heller ikke noget om, at Doggie Rogers skal møde ham i
Washington her i dag. Det nævnte hun ikke?«
»Gud fader nej, det ved jeg ikke noget om.« Rosalie lod blikket falde. Hvad i
alverden troede de, at hun havde med alt det at gøre? Hun rystede på hovedet og så
på Dennis, der stadig lå udstrakt på gulvet. Hvad skulle det ende med?
Så noterede hun sig en nærmest usynlig sitren i Dennis’ lemmer og ryg.
Tilsyneladende havde han strakt armen en anelse ind under kommoden, og lige nu
gled den støt og umærkeligt videre, millimeter for millimeter.
‘Åh, min Gud,’ tænkte hun. Hvad har han liggende derinde? Hvad ville han? Lå der
en pistol der inde i støvet? Var det meningen, at han om et øjeblik ville true dem med
en pistol? Han kunne sagtens finde på det. Hvad havde hun dog gjort forkert, siden
hun ikke havde været i stand til at drive dumheden og overmodet ud af kroppen på
sine børn? Slægtede de virkelig deres far så meget på, at kampen havde været
fuldstændig forgæves?
Hun så James rykke endnu tættere mod væggen. Han havde også lagt mærke til
Dennis’ forehavende, og smilet lå forræderisk på spring.
»Hey man, hør engang,« sagde James og fik begge FBI-mændene til at se hen på
sig. »Min mor var i Kina engang, og Doggie Rogers var der også. Hun havde vores
adresse, og mere er der ikke i det.«
Rosalie puffede forsigtigt til Dennis, men han fortsatte bare. Det ville komme til
skyderi om lidt, det mærkede hun. Om et sekund, så var nogen af dem døde. Så
sparkede hun ham i siden, denne gang hårdere, men heller ikke det havde nogen
virkning. Nu var hans arm helt inde under kommoden.
»Så kender De også ham her, mrs. Lee,« sagde Jeff. Han pegede på et billede af en
træt T. Perkins foran kæmpebilledet af formand Mao på Tianmen-pladsen.
»Ja, han var også en af dem, der vandt konkurrencen. Vi var tre, der vandt. Han var
en virkelig flink og behagelig mand.« Hun maste skosnuden så hårdt ned på det
yderste af Dennis’ lår, at det gibbede i ham. Nu var hans krop så strakt, at opdagerne
snart ikke kunne undgå at lægge mærke til det.
Den anden opdager nikkede. »T. Perkins har sendt Doggie Rogers’ mobil en besked
i nat. Ved I, hvor sherif T. Perkins har nummeret fra?«
»Nej.« Om et sekund var hun nødt til at plante spidsen af sin sko i ribbenene på
Dennis med fuld vægt bag. »Nej, det ved jeg ikke. Han har det vel fra Doggie Rogers,
har han ikke?« Nu slog hendes hjerte lige så hårdt, som da hun faldt om foran Central
Station.
»Der er flere ting omkring det her, som vi ikke forstår,« sagde Jeff. »Jeg tror, vi
kommer til at tage jer ind til afhøring alle sammen.«
Hun så det for sig, om et øjeblik ville det gå helt galt. Så løftede hun foden bagud
og bankede den ind i siden på Dennis, så hun mærkede ribbenene give efter, og han
krummede sig sammen med et brøl.
»Rejs dig dog op, dreng,« råbte hun. »Fortæl så de to mænd, hvad I ved om
Doggie, fortæl det så.«
 Dennis så rasende op på hende. Han var af den slags, der ikke uden videre kunne
stoppe eller geare ned, det havde både hun og hans skolelærere døjet med i årevis.
»Fortæl dem, at I slog Doggie Rogers, da I hørte, at hun var eftersøgt. At I ville
have hende ud af huset. At hun stak af, lige før I ville tage hende ned på
politistationen, og at det var mig, der afledte jer.« Hun vendte sig mod mændene. »Jeg
vidste jo ikke, hvad hun havde gjort, vel? Er det virkelig så alvorligt? Sig til, hvis vi
kan hjælpe, vi vil gøre alt. Jeg er meget gode venner med præsidenten, og jeg vil ham
kun godt.«
Hun så indtrængende på dem, mens hun bøjede sig ned mod Dennis. »Kom,
Dennis. Kom op og fortæl dem det hele. Du ved det jo. Det gør ikke noget, jeg skal nok
klare mig. Jeg vidste jo ikke, hvad hun havde gjort, vel?«
Han tog modvilligt hendes hånd og så op på sin storebror, der havde skubbet sig
fri af væggen. James havde før været langt ude og alligevel klaret sig. Han mærkede
altid, når der var lys for enden af tunnelen, og det anede han også nu. Det var derfor,
han denne gang sendte sin lillebror et intenst blik og rystede på hovedet.
De to FBI-mænd så på hinanden gennem øjenkrogen, hun mærkede det.
Søforklaringer som dem, hun lige var kommet med, havde de med garanti lagt øre til,
siden de blev indsat som aspiranter i korpset.
»Øjeblik,« sagde Jeff, da hans mobil ringede. Han stirrede et øjeblik ud i luften. Så
returnerede han ordstrømmen i den anden ende med et enkelt ja. Det var umuligt at
vurdere, om det var godt eller skidt, for minen var frosset fast i ansigtet på ham.
Han klappede telefonen i og så direkte på Rosalie. »Det var en af mine kolleger i
Richmond. De er netop blevet færdige med at afhøre Deres søster i hendes hjem, mrs.
Lee.«
Hun lod skuldrene falde. Åh, kære Jesus, ikke også det.
»Vi ved det hele. Deres søster var en sej kvinde, siger min kollega, men hun har
fortalt alt.«
»Hun vidste ingenting! Jeg forsikrer Dem, det er sandt.« Hun så på Dennis, der
stod og gnubbede sig i siden. »Drengene har heller ikke noget med det her at gøre.
Det er, som jeg sagde. Det var mig, der sendte Doggie ned til min søster. Doggie bad
mig om hjælp, og jeg vidste ikke, hvad hun havde gjort. Ja, jeg ved det stadigvæk ikke.
Vil I ikke fortælle mig det? Min søster vidste ikke noget, tro mig.«
»Deres søsters telefon har ikke virket det sidste døgn. Militsen har skåret kablerne
over. Vi ved godt, at Deres søster ikke vidste, at Doggie Rogers kom. Vi ved også
nogenlunde, hvordan miss Rogers er transporteret derned, og vi ved, at hendes mobil
blev åbnet en gang til her i morges. Der var spor af kamp i huset, og Deres søster
påstod, at det var militsfolk. Doggie Rogers er væk, og det er militsen også. Havde
hun noget med militsen at gøre, mrs. Lee, ved De det?«
»Det havde hun ikke, det er jeg sikker på. Hun var ikke sådan.«
De så koldt på hende.
»Vi må bede Dem og Deres drenge om ikke at forlade byen,« sagde Jeff. »I vil blive
bedt om at aflægge vidneforklaring på et senere tidspunkt.«
»Hvad så med Doggie Rogers, er hun arresteret nu?«
»Det kan vi ikke oplyse Dem om.«
Rosalie så på dem og nikkede. Hun kunne se tilfredsheden i deres øjne. De havde
ikke fanget hende endnu, så havde de sagt det, men det ville snart ske.
Nu ville hun bare gerne have, at de gik. Om et lille øjeblik, når de var ude af døren,
så ville hun ringe til Doggie og advare hende. Hun var ligeglad med, at de opdagede
det. Hvad kunne de gøre hende?
De to mænd pakkede et par af deres fund i lejligheden ned i mapperne og gik ud i
korridoren.
Så vendte den ene af dem sig om. »Mrs. Lee. Hvis De hører fra T. Perkins eller John
Bugatti, så skal De trække samtalen ud, er De med? Vi vil se gennem fingre med Deres
og Deres sønners forseelser, såfremt vi mærker, at De gør Deres bedste. Forstår De,
hvad jeg mener?«
Hun nikkede.
»Og, mrs. Lee, lige en ting til. De kan godt droppe enhver tanke om at ringe til
Doggie Rogers og advare hende. Hun slukkede sin mobil for flere timer siden.«

Kapitel 37
Chaufføren satte Doggie af på en sidevej lige før fodgængerbroen, der førte hen
over Theodore Roosevelt Island og videre over mod Washington City. Klokken var
lidt i ti søndag formiddag, men det var mørkt som aften, og regnen piskede ned.
 »Du har tid nok til at gå resten af vejen,« sagde mælkebilens chauffør og stak
hende en blå nylonregnfrakke af den slags, man kan krølle sammen og putte i
frakkelommen.
»Jeg kan ikke køre dig tættere på centrum på grund af afspærringerne, men det er
bare over fodgængerbroen og så lige ud ad Constitution Avenue. Du kender vel
vejen.«
Jo, det gjorde hun. Mon ikke.
Hun tog regnfrakken på og trak hætten over hovedet. »Hvad med den døde fyr inde
i tanken, hvad vil du gøre af ham? Er du ikke nervøs for, hvad der kan ske?«
»Nervøs?« Han smilede svagt. »Vi får se. Jeg hælder ham nok af på vejen.« Han
åbnede sin pung, som han havde taget tilbage fra liget. »Her! Det er dine.« Han gav
hende 1700 dollars og beholdt resten. Helt efter aftalen.
Doggie puttede pengene i baglommen.
»Og dem her, det er heller ikke mine.« Han trak de to tegninger, som militsmanden
havde fisket op af sin brystlomme, ud af pungen og rakte dem til hende.
Hun så et øjeblik på dem og foldede dem så sammen for at de ikke skulle blive
drivvåde. Det var et par udviskede snitteg-ninger af en søjle med nogle kurver foran,
ikke noget, der umiddelbart sagde hende noget.
»Det er ikke mine,« sagde hun, men puttede dem alligevel ned i plasticposen.
»Pas på dig selv, dame,« var hans sidste ord, før mælkebilen atter skramlede mod
nord med vandet sprøjtende fra dækkene.

‘Bare lige ud ad Constitution Avenue,’ havde chauff øren sagt. Bare og bare, han
anede ikke en skid. Allerede ved fodgængerbroen begyndte problemerne at melde sig,
og for hver hundrede meter stod der soldater i mørke ponchoer og checkede de
sammenkrøbne skikkelser, der gik forbi i styrtregnen. Nogle af dem trak de ud af
mængden og lyste dem i hovedet med lommelamper og kropsvisiterede dem. Alle fik
lov at vise, hvad de havde i tasker og bæreposer, men indholdet af hendes plasticpose
tog de sig ikke af. En slidt mobiltelefon, et par våde tegninger og alt det krimskrams,
hun havde haft i sin Fendi-taske. Øjenskygge, tamponer, nøgler og lidt af det løse.
‘De regner mig forhåbentlig ikke for noget,’ tænkte hun og bad til, at hun ikke blev
stoppet og lyst i hovedet. Hun havde set, hvad nogle af soldaterne stod med i
hånden: laminerede gallerier med de mest efterlyste personer, og lidt længere fremme
var de samme banket fast på broens rækværk. Der var mange, nogle af dem små og et
par af dem meget store. Michael K. Lerner, journalisten miss B., Moonie Quale og et
par af de andre militsledere og så hende selv. Det var ikke noget muntert galleri at
være en del af.
»Stop!« hørte hun så en soldat råbe for enden af broen. Han så lige på hende
gennem regnvejrstove og rettede lommelygten ind mod hendes ansigt. »Kom frem!«
sagde han og trykkede på lampen. »Klik,« sagde den. Han rystede den og trykkede et
par gange mere, mens hun mærkede, hvordan benene begyndte at ryste under hende.
Hun kunne ikke komme væk derfra. Sådan var det.
»Fandens til pis,« snerrede soldaten irriteret og bankede lygten et par gange ned i
håndfladen. Så trykkede han igen. Den virkede stadig ikke.
Han så op på hende med sammenknebne øjne, og regnen fossende ned fra hætten.
»Passér gaden,« sagde han og stoppede lygten ind under ponchoen. Hans
kammerater så kort på hende og vinkede hende videre. Af deres ligegyldige blikke fik
hun på fornemmelsen, at de anså hende for at være posedame af en slags. Og rigtigt
var det vel, at synet ikke var ophidsende. Det kulsorte strithår havde lagt sig for
overmagten, mens regnen sjaskede ned over ansigtet. Det syntes som år, siden
makeuppen var slidt af. Hun havde ikke været i bad i meget lang tid, og turen ned til
Five Forks og tilbage til Washington havde sat sine barske spor i den gråmelerede
rædselsgarderobe, som hun spankulerede rundt i. Jo, posedamen var ikke nogen dårlig
association. Hun var ikke let at genkende.
På den anden side af broen var aktiviteten vildt meget større, og hele vejen fra
Watergate og ned til Lincoln Memorial stod hjemmeværnet og FEMA-observatører
linet op langs vejbanen. Hun hørte et par forbipasserende sige, at inde i parken var der
tusindvis af civilklædte politibetjente og soldater, og at den vej kom ingen igennem.
‘Pokkers,’ tænkte hun. Så var der kun én vej, og det var stien langs floden og helt
op til K eller L Street. Så måtte hun se, hvordan hun bedst kom videre ned til 8th. Det
var bare med at komme af sted.

Ved ellevetiden nåede hun Washington Post Office og fandt der noget så sjældent
som en korttelefon, der fungerede. Hun så hovedrystende ned på sølet, der havde sat
sig i et permanent lag på bukserne og tastede så det direkte nummer til Wesley. Det
var spadedumt, men det at høre hans stemme ville give hende den moralske støtte,
hun behøvede lige nu. Hun kunne ikke sige ligeud, at hun ville forsøge at komme ind i
Det Hvide Hus, men han ville nok forstå. Han var en kvik fyr.
Det blev en kort samtale, og det føltes godt at høre hans stemme, nøjagtig som hun
havde håbet på. Nu regnede hun så med, at han ville tage sine forholdsregler.
Hun lagde røret med et døende smil og så sig om. Hver gang hun havde krydset en
gade, havde hun kigget mod syd, og synet var forfærdende. Alle gaderne ned mod
universitetet og Det Hvide Hus var sorte af uniformer, og alle, der gik den vej, blev
stoppet og bedt om at vise legitimation. Langt de fleste blev afvist.
Så havde de altså spærret området omkring Det Hvide Hus helt af, det kunne hun
have sagt sig selv. Den engelske delegation skulle ikke se folks utilfredshed,
selvfølgelig skulle den ikke det. Man ville sætte helikopteren med premierministeren
og hans følge ned på plænen lige ud for Det Ovale Værelse, og så ville han blive nødt
til at opholde sig der, til helikopteren kom og hentede ham igen. Så enkelt var det.
Siden kontrollen ned mod Pennsylvania Avenue nu var så massiv, blev hun nødt til
at vandre hele vejen nord om Metro Center og rundt om Chinatown og så ned til B
arnes & Noble. Hun satte farten en tak op, og skoene svuppede og blev som grød at
gå i. Hun stønnede som en storryger på lungeafdelingen, og regnfrakken og tøjet
blødtes igennem til det inderste. Det var ikke så underligt, at alle stirrede efter hende.
Hvem ville vove sig ud i det vejr uden paraply og i den mundering? Hvem andet end
en stakkel, der ikke vidste bedre? Synd for pigen, sagde de øjne, hun stormede forbi.
Mærkeligt tomme øjne.
Byen var slet ikke sig selv mere.
Da hun nærmede sig Barnes & Noble oppe fra F Street, virkede gaden helt normal,
ja, faktisk alt for normal, og det gjorde hende nervøs. Bare én blok længere fremme var
soldaterne linet op med skudsikre veste og i fuld kampuniform, men ikke her. Der var
ikke engang patruljerende gadebetjente. Gaden var tilsyneladende bare sig selv. Nogle
få kunder gik ind og ud af boghandelen halvtreds meter længere fremme og ellers
ingenting.
Hun skottede op mod vinduerne i etagerne ovenover og forsøgte at spotte et
årvågent ansigt eller blik, men heller ikke der var der noget usædvanligt at få øje på.
‘Jeg ved, de venter på os inde i boghandelen, selvfølgelig gør de det. Bild dig ikke
andet ind, Doggie Rogers, det er du for klog til,’ tænkte hun og trak sig ind mod
husmuren og væk fra vandfaldet oppe fra tagrenderne, der ikke kunne følge med. Der
var tyve minutter, til hun skulle møde T.. Hvis det skulle gå godt, så måtte hun se at få
ham stoppet, inden han nåede frem til forretningen.
‘Hvor parkerer han?’ spurgte hun sig selv. ‘Omme p å 10th?’ Måske skulle hun bare
blive, hvor hun var. Dukkede han op nede på den anden side af hjørneindgangen til
boghandelen, så ville hun spæne ham i møde, selv om chancen for at slippe væk var
lille. Nej, hun håbede og regnede med, at han kom oppe fra den nordlige ende, det
gjorde han nok. Deroppe var der også mange flere parkeringspladser.

Ti minutter i tolv satte hun sig på fortovet op ad husmuren uden at tage sig af
flodbølgen under hende. ‘Sådan gør en rigtig posedame,’ tænkte hun, og det var
sådan en, hun var. En indkøbsvogn fuld af skidt og bras havde sikkert hjulpet på
helhedsindtrykket, men attituden var den vigtigste. Hun lagde hovedet på skrå nede
mellem knæene og forsøgte at ignorere kaskaderne fra tagrenderne og
regnvandsstrømmen, der blev suget op i hendes trusser. I den stilling kunne hun
ubemærket se til begge sider.
»Kom nu, T.,« hviskede hun, mens kroppen kølede ned.
Der gik ikke to minutter, før hun så en slet camoufleret FBI-mand komme op imod
sig nede fra hjørnet. Hans sorte frakke var næsten tør, men hatteskyggen var allerede
ved at give efter. ‘Så kom G-manden da ud af sin rede,’ tænkte hun. Gad vidst, om
nogen oppe fra vinduerne havde tilkaldt ham. Hun så igen op mod ruderne, men fik
ikke øje på noget, og mens hun fulgte hans skridt, dykkede hendes hånd ned i
plasticposen. Eyelineren lå med garanti nederst, det gjorde sådan nogle altid. Hun
skovlede hånden rundt i sit tingeltangel og fandt den i et hjørne. Så knækkede hun
stiften af mod fortovsbelægningen og nulrede den mellem fingrene. Fyren var nu
næsten oppe hos hende.
Med hovedet gemt mellem knæene trak hun hånden op til ansigtet og smurte
sværten ud omkring øjnene. Hun nynnede imens. Da han kun var ti meter fra hende og
allerede tiltalte hende, lagde hun nakken tilbage og lod den silende strøm oppefra gøre
resten af demaskeringsarbejdet. Det sved, men hun mærkede, at det fungerede. Ingen
mascaraer klarer den slags i ret lang tid.
Han skubbede til hende med foden. »Må jeg se noget legitimation.«
Hun så op på ham med opspilede øjne. »Hej, smukke mand. Vil du se min kusse,
siger du?« Hun forsøgte at lyde snalret og lo hult, mens hjertet hamrede hårdt af
angst. Så vendte hun blikket ned mod regnvandsstrømmen og prøvede at nynne
videre.
»Du kan ikke sidde her,« sagde han og puffede en gang til med skoen.
»Hey man, du tager mig med på hotel, måske?« sagde hun drævende. »Fint nok for
mig. Jeg gør det, hvor du vil.« Hun så på ham med et vigende blik og hængende
underkæbe. »Så skal du fandeme blive så gennempulet, mand. Hold kæft, hvor ser du
fucking godt ud. Giv mig lige en hånd, okay.«
Han rystede på hovedet og trak ærmegabet op til munden. »Hvad skal jeg gøre med
hende?« spurgte han.
»Du skal følge med,« sagde han, da han havde modtaget svaret i sin øresnegl. »Du
kan ikke sidde her.«
»Hvorfor ikke? Hvor skal jeg hen?« spurgte hun drævende.
»Du skal bare væk fra gaden.«
Han trak hende med ned mod hjørnet forbi boghandelens første butiksruder.
Ligesom i alle andre Barnes & Noble-facader strakte ruderne sig helt op til anden
etages højde, så slaraffenlandets overdådighed af bøger nærmest slog én omkuld, idet
man gik forbi. Om et par minutter ville T. gå rundt derinde i varmen og lede efter
hende. Hvis hun ikke gjorde noget, så ville hans søgen være forgæves.
Hun forsøgte at trække sin arm til sig, men FBI-mandens greb i hendes ærme var
hårdt og beslutsomt. Hun skulle bare væk fra gaden i en fart, det havde han fået ordre
på.
Kun fem meter fra hjørnet fik hun øje på T. inde i forretningen. Han sejlede ned ad
rulletrappen iført en for ham usædvanlig anonym frakke, ja, selv cowboy-støvlerne
havde måttet vige for et par af de brune med snørebånd. Han virkede bleg som en
mand, der ikke havde fået søvn i flere dage, men i T.‘s tilfælde skulle man ikke skue
hunden på hårene. Hun så godt, hvordan hans udmattede øjne skød hundredvis af
snapshots ud i lokalet. Det var en professionel på job.
»Her skal jeg ind,« hylede hun ind i fyrens øre.
»Nej, det skal du ikke. Du skal ned og sidde i vognen hernede. Du kan ikke gå
derind.«
»Jeg skal pisse. De lader mig altid pisse derinde. Jeg har arbejdet der engang, er du
med? Så slip mig dog, idiot, jeg skal derind.«
Han forsøgte at ignorere hende, mens hun trak i den anden retning. Hvis han ville
have hende med, så måtte han kæmpe for det.
»Jeg skal herind, jeg skal pisse, er du med? Ellers pisser jeg sgu i din
goddamnfucking bil, forstår du. Jeg er skide ligeglad med, hvad du siger til det, okay.«
Taget i hendes arm blev hårdere.
»Hey, din stodder, du skal såterne ikke bruge vold, vel?«
Han forsøgte at trække i hende, mens hun lod sig falde ned på fortovet. »Jeg skal
bare pisse, okay. Lad mig gå ind, så skal jeg nok gå væk herfra bagefter, okay. Ellers
kan du jo bare hive fat i mig, når jeg kommer ud igen, okay.«
Han lod hende glide helt ned. »Hvad nu?« sagde han ind i sit ærme. Han nikkede et
par gange. »Ja, vi har stadig fyren under observation. Han leder efter hende. Ja,
okay.«
Han så ned på hende. »Så forsvinder du herfra, når du er færdig, er du med?« Hans
interesse var allerede et andet sted. Hun var ingenting.
Hun nikkede. Om hun var med? Det var hun så absolut.

Hun mærkede et hav af blikke, da hun gik hen for at tage rulletrappen op til
toiletterne. Om det bare var hendes bizarre fremtoning, eller fordi man havde lyttet med
på FBI-kollegaens kommunikation, var svært at sige. Formodentlig begge dele. I hvert
fald var der masser af øresnegle i det lokale, det var helt sikkert.
Halvvejs oppe ad rulletrappen så hun T. stå under en poster i afdelingen for natur
og videnskab og køre blikket rundt. Et øjeblik så det ud, som om han så direkte på
hende, så hun løftede forsigtigt en hånd fra gummibåndet, men så vendte han sig og
stirrede ud af facadevinduerne. ‘Pokkers, han genkendte mig ikke,’ tænkte hun. Bare
han nu var tålmodig. Hun kunne i hvert fald ikke kontakte ham, det var sikkert. ‘Vi har
ham under observation,’ havde de sagt.
På førstesalen styrede hun direkte forbi hylderne med dvd-film og over mod
toiletterne. Det var ikke løgn, at hun var trængende. Havde fyren trukket hende med
ind i vognen, så havde hun sikkert gjort alvor af sin profeti.
Bag svingdøren stødte hun ind i en kvinde, der tørrede sine hænder foran spejlet.
Det var en elegant, feminin kvinde, som alle mulige andre kunder i B arnes & Noble.
Altså lige når man så bort fra hendes Id-kort med FBI-stemplet, som hun havde
stukket ned i bukselinningen.
De var på vagt alle vegne.
 Doggie kastede et kort glimt på sit spejlbillede, da hun gik forbi. Det var ikke
underligt, at de ikke kunne genkende hende, det kunne hun dårligt nok selv. Hvilket
udtværet og ynkeligt syn. Som en rotte trængt op i en krog, så hun ud, og det var
netop, hvad hun var.
Så satte hun sig i en af båsene. De næste ti minutter ville vise, om hun kunne slippe
igennem med sit forehavende. Ti livsvigtige minutter, det var dybt foruroligende. Hvis
de anholdt hende, ville hun få sin sag for. Det skulle hun sikkert nok klare på en eller
anden måde, men for hendes far ville det blive enden på kampen. Derfor måtte og
skulle hun videre, og hun måtte og skulle ind i Det Hvide Hus, det var den næste
hurdle.
Og dér, mens hun sad og lod naturen gå sin gang, gik det op for hende, hvordan
hun skulle gøre det. Det var så enkelt. Sådan skulle det gøres, lige præcis sådan. Men
så var hun simpelthen nødt til at have T. med ud af forretningen. For uden ham gik det
ikke.
Hun duppede sig i ansigtet med toiletpapiret og forsøgte at undgå at tørre
mascaraen væk.
»Ja,« lød kvindens dæmpede stemme udenfor. »Ja, hun er stadig inde på toilettet
jeg skal nok holde øje med hende. Nej, ellers ikke noget. Ja, jeg er parat.«
‘Gu’ er du ej,’ t ænkte Doggie og tørrede sig. Så trak hun de drivvåde bukser på og
fandt 100 dollars frem af plasticposen.
Hun skred forbi kvinden uden at se på hende og trak et vådt spor over til caféen i
den anden ende af salen, hvor hun bad om en kop te ved disken. Servitricen så to
gange op og ned ad hende og dvælede så til sidst ved de hundrede dollar, der blev
stukket frem mod hende. »Giv mig også den dér sandwich,« sagde hun og pegede.
Hun drak et par slurke og mærkede igen blikkene bagfra. Efter et par bidder valgte
hun en børnebog på vej hen mod rulletrappen og kørte ned, idet hun prøvede at få øje
på sheriffen fra Highland County.
Men T. var ingen steder at se, og hun mærkede panikken brede sig, mens hun så på
armbåndsuret. Klokken var ikke engang ti minutter over tolv. Han kunne da ikke
allerede have forladt forretningen. For pokker, det kunne han da ikke.
Hun styrede over mod kassen og prøvede imens at se roligt rundt i alle retninger.
Han var der bare ikke.
Så tog hun en bog op fra et af bordene og foregav at se i den, mens personalet
vogtede på, om hun svinede den til. Om lidt ville en af ekspedienterne ekskortere
hende ud af forretningen, hvis hun ikke passede på, ingen tvivl om det.
Lige bag hende stod en af agenterne og spejdede rundt i lokalet, og foran hende
stod en og kiggede ud gennem ruderne. Kvinden, der havde stået på toilettet oppe på
førstesalen, stod nu ved rækværket og kiggede ned mod indgangspartiet. Det var full
alert, og her stod hun og lignede et fugleskræmsel, synlig for alle og hvermand, og
ingen lugtede lunten. Det var svanen, der var blevet til en grim ælling, fandeme så.
‘Please, T.. Kom nu frem.’ t ænkte hun og lagde bogen tilbage. Så søgte hun over
mod en krog, hvor et ældre par talte lavmælt sammen og bladrede i en tonstung sag,
der fyldte det meste af bordet. I samme øjeblik, de fik øje på hende, trak de væk. Under
normale omstændigheder ville hun godt have afæsket dem et svar om hvorfor, og
hvad de tænkte, men lige nu var hun stinkende ligeglad.
‘Hvis jeg går udenfor og kigger efter ham, så får jeg ikke lov at komme ind igen,’
tænkte hun. ‘Ikke en gang til.’
Men hvad så, hvis han virkelig var gået?
Hun gik rundt om rulletrappen og helt ned i bunden af lokalet. Et par typer, der godt
kunne være agenter, trippede nede ved endevæggen, men også de forlod stedet, da
hun nærmede sig.
Så opgav hun og styrede over mod indgangen. T. var væk, det var det værste, der
kunne ske.
Ude på gaden var regnen taget yderligere til, FBI-manden var krøbet i skjul, og
afløbene i rendestenene havde for længst givet op. Om tre kvarter skulle hun befinde
sig nede på Market Square for at møde Bugatti, men gåturen ville kun tage nogle få
minutter i lige linie. Hvis hun i stedet gik op forbi p-pladserne ved Metro Center og
videre op til området omkring Franklin Square, så ville det komme til at passe. Hun ville
kunne nå frem i god tid og prøve at forhindre Bugatti i at gå ind i tehuset. Måske ville
hun være heldig og få øje på T. på vejen oppe ved p-pladserne. Det håbede hun
inderligt.
Hun så sig over skulderen, for at se om nogen fulgte efter hende, men gaden var
som blæst. Så satte hun farten op og kastede lange blikke ned ad de krydsende gader,
men T. var der ikke.
Hendes hjerne kørte på højtryk. T. var forsvundet ud af forretningen. De havde
holdt ham under observation, havde agenten sagt, men hvorfor? Fordi han havde
indtalt sin besked på hendes mobil, selvfølgelig, hvad ellers. Det var jo ikke ham, der
havde gjort noget galt. Det var ikke ham, de var ude efter. Men måske troede de, at
han kunne føre dem til hende. Måske var det alligevel ikke så godt, hvis hun fandt T.,
men én ting var sikkert: Uden T. ville det ikke blive let at komme ind i Det Hvide Hus.
Måske kunne Bugatti så hjælpe hende i stedet for, men lige nu vidste hun bare ikke
hvordan.
Hun så sig tilbage endnu engang. På det modsatte fortov halvtreds meter efter
hende gik der en fremoverbøjet mand. Det var svært at se ham tydeligt, for gaden var
helt grå og uigennemsigtig af regnen, der styrtede ned, men Doggie tog ingen
chancer. Hun satte farten en anelse op og konstaterede med gru, at endnu en mand
sluttede sig til følget, bare lidt længere tilbage. Da hun rundede retsbygningerne,
overvejede hun at droppe mødet med Bugatti, men hvordan kunne hun? Hun havde jo
en forpligtigelse. Hun måtte advare ham.
Siden hun satte sin fod på broen over Potomac, havde hun været urolig, men den
virkelige frygt indfandt sig først i dette øjeblik. Denne mand bag hende lå som en tåge,
der hvert øjeblik kunne opsluge hende. Om et sekund stod der måske også en mand
foran hende. Man sagde om koncentrationslejrfangerne, at de fleste blev passive efter
lang tids fangenskab, og at de daglige lidelser sløvede dem over for sandsynligheden
af deres egen død. Det var et af naturens luner, havde hun for længst erfaret. At
mennesker i dybeste armod resignerede og gik deres skæbne i møde med sindsro.
Men før man kom dertil, var der et begrænset tidsrum, hvor frygten meldte sig og tog
til med uforholdsmæssig styrke. Det var i det tidsrum, hvor man havde overlevet
farerne længe nok til at kunne se enden på dem og så opdagede, at man tog fejl.
Det var præcis i det tidsrum, Doggie befandt sig, da hun skråede ned ad Indiana
Avenue med to mænd lige i hælene.
‘Hvorfor giver du ikke op?’ rungede det i hendes hoved. ‘Nede i den anden ende af
Indiana Avenue ligger ganske vist Market Square, men det g ør FBI-hovedkvarteret
også. Mændene, der forfølger dig, er på hjemmebane. De leger katten efter musen. De
vil bare se, hvad dit næste træk er, før deres kløer griber fat i dig.’
»Tag dig dog sammen,« sagde hun højt. Hun måtte advare Bugatti, hvis hun
kunne. Så måtte tiden vise, hvad det førte til.
Det var i det sekund, hun kom i tanke om, at det hele alligevel ikke nyttede noget.
Når hun stod nede på Market Square, så var hun næsten tilbage ved udgangspunktet,
kun nogle få hundrede meter fra Barnes & Noble. Dernede var hun blevet observeret
og screenet på alle mulige måder. Hvis hun, posedamen fra boghandelen, nu dukkede
op dér, hvor de efter al sandsynlighed vidste, at John Bugatti ville vente på Doggie
Rogers, så ville det nok ikke være så svært for dem at lægge to og to sammen. Anden
gang var ikke lykkens gang for hende, det mærkede hun. Nej, man skulle ikke udfordre
den samme modstander to gange i rap.
Så stoppede hun op og vendte sig om.
Den forreste mand var nu bare tyve meter fra hende. Han ville alligevel have
indhentet hende, hvis hun ikke var begyndt at løbe. Det sidste minut havde regnen
gjort hans frakke mørkere end asfalten. Han var gennemdrivvåd og så bestemt ikke ud
til at nyde det. Så rejste han hovedet og så direkte på hende.
Det var T..
Hun skulle lige til at skrige glæden ud, da hun så hans nik bagover.
»Følg efter mig,« stønnede han, da han skridtede forbi hende. »Helt tæt på.« Hans
åndedræt lød som en pulverslukker, der var ved at løbe tør.
Hun fulgte ham på tre skridts afstand ned mod Market Square og hen over
verdenskortet, der var tegnet i granit på pladsen. Så kastede hun et blik op ad 8th
Street, hvor ‘Teaism’ lå. Tilsyneladende var der ikke det fjerneste spor af John Bugatti.
Hun så på uret. Det var også for tidligt.
De drejede ned ad Pennsylvania Avenue i retning mod Capitol med fyren lidt bag
dem på slæb, og lidt længere fremme gik de op ad 6th Street. Hun vendte sig om igen,
og nu var fyren væk. Så sprang hun op til T..
Han så ikke på hende. Trak bare en pakke smøger op af frakkelommen og forsøgte
at tænde en i styrtregnen. Det lykkedes ham ikke.
»Jeg skal møde John Bugatti nede ved Market Square nu,« sagde hun på tre skridts
afstand. »Hvad gør jeg?«
»Det gør du ikke. Om tre minutter har vi hele politistyrken efter os. Du må regne
med, at der hele tiden er øjne, der lurer på os. Kom nu bare.«
»Du tænker på fyren, der gik efter os? Men han er jo væk nu.«
»De er aldrig helt væk.«
»Var han efter os? Udspionerede han os?«
»Hvad tror du? Han og hans kolleger har hængt fast på mig, siden jeg forlod Barnes
& Noble.«
 »Jeg så kun ham. Hvor er han nu?«
»Han står og ser på os lidt længere oppe, men vi tørrer ham og alle de andre. Kom
nu, men på afstand.«

Da de nåede op til de grønne arealer mellem retsbygningerne, tog fanden ved T.

Kun et par spring og så var de omme på den anden side af domhuset. Han så sig
søgende omkring, mens han gik, og styrede så over gaden. »Følg mig helt tæt på, er
du med. Du gør, hvad jeg siger. Uden at tænke!«
Hun nikkede. Matheden havde pludselig sat sig tungt i kroppen. Hvordan pokker
kunne den benede mand dog holde det tempo?
»Er du parat?« spurgte han og styrede op mod H Street, som om han ikke ville
standse, før han stod på den anden side af byen. Og så pludselig hev han hende ind
mellem to biler, trak en tingest frem, bankede den ind i bagagerumsklappens lås og
vred om, trak klappen op, skubbede hende ned i bagagerummet og gled efter, helt tæt
ind til hende, og trak klappen i.
E t øjeblik var der kun en smal stribe lys, regnens hamren på klappen og T.‘s
hvæsende åndedræt at forholde sig til. Så mærkede hun, hvor dårligt hun lå, og hvor
spidse T.‘s knogler var. Faktisk lå hun sindssygt ubehageligt. Hun må have givet en
lille lyd fra sig, for T. tyssede på hende, og så hørte hun de løbende skridt udenfor.
Først fra en enkelt person og så fra flere. Nogle råbte noget til hinanden, men det var
umuligt at høre hvad.
Sådan lå de et stykke tid, før der blev råbt igen, og lydene blev svagere.
»Jeg kan ikke ligge sådan meget længere, T.,« hviskede hun. »Dine knæ er spidse
som knive.«
»Vi bliver her mindst ti minutter endnu. Der er stadig nogen.«
»Jeg kan ikke høre noget.«
Han prøvede at trække sine knæ til sig, men sagde ikke noget. Efter yderligere nogle
minutter lød der skridt og stemmer, og så blev der stille.
»To minutter endnu,« sagde han. »De tror, vi er kørt. De hørte en vogn accelerere
kraftigt nede på H Street lige før.«
»Sagde de det? Det hørte jeg ikke!«
»Nå,« sagde han og lod tiden gå.
Pludselig skubbede han bagageklappen op, og regnen hamrede igen ned over dem.
»Go’e gamle Buick,« sagde han og klappede den, da de var helt ude. Hun var tilbøjelig
til at give ham ret.
»Vi skal tilbage. Skynd dig,« sagde han og trak hende ned mod domhuspladsen.
»Den dér,« råbte han, da de nåede pladsen, og pegede på en godt afdanket
patruljevogn. Så var det her, han havde parkeret.
‘Godt tænkt,’ tænkte hun og kastede sig ind, da han åbnede døren. Hun så sig
omkring gennem de duggede ruder. Der var mindst tyve silhuetter af patruljevogne
nogenlunde som hans på parkeringspladsen. Med blinklys på taget og det hele. Det
var som at iklæde sig fjer og gemme sig i en hønsegård.
De krøb ned i sæderne, så man ikke uden videre kunne se dem udefra, og T. langede
armen om på bagsædet. »Tør dig med den her,« sagde han og lagde en indtørret klud i
hendes skød.
»Gud ske lov og tak for, at det var dig, der fulgte efter mig,T.. Men hvad var det
egentlig, der skete? Hvornår fik du øje på mig?«
T. strøg håret bagud og fandt en næsten tom, men knastør cigaretpakke i
handskerummet. »Jeg så dig oppe fra førstesalen i Barnes & Noble. Du blev trukket
forbi vinduerne af en af FBI-mændene.«
»Gud, du så mig. Hvordan genkendte du mig?«
»Det gjorde jeg ikke. Ikke før du løftede hånden mod mig, da du stod på
rulletrappen.«
Hun lagde hånden på brystet. »Du så det. Men hvor blev du af?«
»Jeg forsvandt ud på gaden. Du er efterlyst, det ved du vel?«
»Ja, mon ikke. Jeg har rendt for mit liv hele det sidste døgn.«
»Ja, undskyld, men jeg fandt først ud af det i går aftes, da jeg parkerede her. De har
åbenbart efterlyst dig i politiradioen hele dagen i går. Fortæl mig helt præcis, hvad
fanden der er sket?«
Hun forklarede ham det kort, mens smøgen blev trukket ned i hans lunger.
»Okay, så vil jeg kraftigt fraråde dig at køre i nærheden af Det Hvide Hus, Doggie,
og det er der flere grunde til.«
»Det er jeg bange for, at jeg alligevel bliver nødt til, T.. Men først må jeg i kontakt
med Bugatti. Har du en mobil?«
De hørte flere politisirener rykke rundt i området, mens T. langede mobilen frem mod
hende.
 Så fandt hun Bugattis lille seddel fra Buddhaen frem og tastede Dannys nummer.
Røret blev omgående taget. »Hallo,« sagde han.
»Det er mig,« sagde hun, og så blev røret smidt på.
»Det var en kort samtale,« sagde T. og tændte sig en smøg mere.
Hun så ned i bunden af vognen og sparkede til en af de mange tomme øl- og
coladåser.
»Ja, undskyld rodet,« sagde han stille. »Jeg sad her hele natten og forsøgte at
tænke.«
Hun nikkede. Intet kunne optage hende mindre end T.‘s rod. »Bugattis kæreste ville
advare mig lige før, det er jeg sikker på,« sagde hun. »Måske bliver han aflyttet, måske
er de allerede hos ham.«
»Tro mest på det sidste.«
»Åh Gud, hvad gør vi, T.? De pågriber måske Bugatti lige i det her øjeblik.«
»Du kan ikke gøre noget. Hør!«
Hun lyttede til sirenerne, der ekkoede fra domhusets monumentale vægge. Nej, de
kunne ikke gøre noget.
»Hør her, Doggie. Jeg ville tale med dig, fordi det her er meget større og farligere,
end vi måske troede.« Han forklarede den foregående dags begivenheder. Da han
nåede til beretningen om Sunderlands barndom og om sin samtale med hans
adoptivfar, brød hun ind.
»Du har Sunderland mistænkt for at stå bag det hele.«
»Absolut.«
»Det har John Bugatti og jeg også.«
»Doggie! Lyt til en erfaren rotte. Intet er sket tilfældigt i det her spil. Anklagerne
mod din far, mordet på Mimi Jansen, attentatet på Jansen forleden, alle ulykkerne her i
landet, overgrebene på regerings- og kabinetsmedlemmer, udvælgelsen af de betroede
folk omkring præsidenten. Sunderland står bag det hele. Det står mere og mere klart for
mig.«
»Jeg har nogle teorier omkring selve mordet.«
»Ja, det har jeg også, men lad det hvile et øjeblik, for ellers mister vi tid.«
»Du tænker på far?«
T. tog et dybt hvæs af smøgen. »Nej. Jo, det gør jeg selvfølgelig også, men der er
først nogle spørgsmål, vi skal stille både os selv og andre, før vi kan få overblik over,
hvad der er det bedste at gøre.«
»Hvilke spørgsmål tænker du på? Jeg synes, der er mange.«
»Jeg tænker på: Hvorfor?« Han kvasede skoddet i et ualmindeligt overfyldt
askebæger.
»Hvorfor hvad? Hvorfor Sunderland gør det her?«
Han nikkede. »Oplagt, ikke?«
Hun nikkede tilbage. »Han vil være præsident.«
»Ja, og det var den eneste vej med den fortid, han har. Og han bliver det, hvis vi
ikke forhindrer det, er du klar over det?«
»Hvordan?«
»Lyndon B. Johnson blev det, og Gerald Ford blev det også.«
»Men Jansen er hverken død eller trådt frivilligt tilbage.«
»Ikke endnu, nej. Men alt i mig siger, at det sker i dag. Se på byen her. Den er
vanvittig. Alt knitrer. Nede på Ellipsen står der tusinder af bevæbnede folk i civil.
Sunderland har brug for, at det sker, før hele landet går i opløsning.«
»Og så mener du, at Jansen skal myrdes i dag, og at Sunderland i sin egenskab af
vicepræsident regner med at blive indsat i hans sted.« Hun trak vejret dybt. »T., for
katten! Alle tror jo, at Sunderland har været Jansens mest loyale mand. Hvordan skal
han så undgå at blive stillet til regnskab for Jansens gerninger bagefter? Hvordan skal
han få nogen til at pege på sig som Jansens afløser? Det bliver ikke nogen nem
opgave.«
»Prøv at høre her, Doggie. Sunderland vil genindføre normale tilstande lige med det
samme. Han vil påstå, at han hele tiden har forsøgt at stoppe præsidenten. At han lige
netop har fået stærkt belastende beviser for, hvordan præsidenten misbrugte sin magt
til at fremprovokere undtagelsestilstanden. At manden var syg i hovedet. At mordene
i New York, skyderierne på skolerne, at alt muligt var hans værk.«
»Det kommer han ikke langt med. Det vil blive modbevist.«
»Tro mig, også det har han forberedt. Han vil finde folk, der vil kunne støtte ham i
disse teorier. Betydningsfulde folk.«
»Ikke nogen i Det Hvide Hus.«
»Jo, det tror jeg. Men måske ved de det ikke engang selv.«
Selv om tøjet var gennemvådt og temperaturen i vognen helt i bund, begyndte hun
at svede. »Ja, du har ret. Han vil anklage Jansen for det hele, bortset fra mordet på sin
egen kone. Det er derfor, at far skal dø. Så er der sat en streg over det hele.«
»Ja. Din far har været nyttig for Sunderland. Og nu rydder Sunderland op omkring
retssagen. Der skal ikke være noget, der kan pege på Sunderlands manipulationer med
sagen, når han først er blevet præsident.«
»Hvad mener du?«
»Anklageren, Mortimer Deloitte, er forsvundet. Jeg er sikker på, at han var på
Sunderlands lønningsliste. Der var for mange spørgsmål, som anklagemyndighederne
ikke tog op. For eksempel spørgsmålet om, hvem der skød Toby O’Neill. Det var ikke
nogen procedurefejl, at Deloitte ikke berørte den del af sagen, det var med fuldt
overlæg.«
»Du godeste! Men de finder vel Deloitte?«
»Ikke i live, hvis du spørger mig.«
»T., vi må over til Det Hvide Hus. Vi må tale med Jansen.«
»Det kommer vi ikke til. Vi kommer ikke ind. Den engelske premierminister ankommer
lige om lidt. De er på full alert. De anholder dig med det samme, hvis du forsøger.«
»Hør nu her, T., hvad fanden skal vi ellers gøre, hva’? Vi har jo snart ingen tid
tilbage. Vil du have, at vi først klager til menneskerettighedskommissionen i Haag?«
Hun afværgede hans kommentar, han vidste jo alligevel ikke, hvad han skulle svare.
»Du bringer mig ind i Det Hvide Hus, du gør. Du siger, at du har fanget mig og bringer
mig ind. Prøv at se det for dig. Du har sherif uniformen på inde under den fjollede
frakke, ikke? Hvorfor skulle de så ikke tro dig? Vi ringer til Wesley og orienterer ham.
Kom, vi gør det nu.«
»Jeg hørte i morges, at Marvin Gallegos var blevet indkredset og skudt af
myndighederne.«
»Okay. Jeg ved godt, at jeg har hørt navnet før, men hvem var han nu? Har det
nogen betydning?«
»Han var John Bugattis kameramand. Ham, der tabte kameraet under attentatet og
lod det køre videre.«
Hun nikkede, nu huskede hun ham. Han havde ikke ydet meget i vidneskranken.
»Jamen, der var jo ikke noget på optagelserne, der kunne bruges.«
»Jo, det var der. Jeg mener, at de beviste, at din far gik ud efter vandglasset og
tabte det, da han kom tilbage, nøjagtig, som han sagde. Optagelserne er
manipulerede.«
 »Hvordan ved du det?«
»Jeg har set optagelserne. Man kan se hvor.«
Der rislede ned ad ryggen på hende. »Det, du siger, er, at Gallegos er slået ihjel bare
for en sikkerheds skyld. Så han ikke kunne være der til at analysere optagelserne, hvis
det blev aktuelt på et senere tidspunkt.«
»Optagelserne ville blive klippet sønder og sammen, og han ville have kunnet se
det. Han ville være blevet et farligt vidne. Historierne går på, at han arbejdede for
militserne, og at det var i den sammenhæng, at han blev skudt.«
»Og du mener, at de vil gøre noget lignende med dig og mig, hvis vi nærmer os Det
Hvide Hus.«
»Afgjort noget i den retning.«
»Hvad så med Bugatti?«
T. skoddede sin smøg. »Vi kan ikke gøre noget, Doggie. Det er meget beklageligt,
men sådan er det. Han må prøve at klare sig selv.«
Hun lagde hovedet i hænderne. Nu satte de isnende hår-sækkesammentrækkende
rystelser sig atter i kroppen. »Du siger, at du tror, at attentatet sker i dag?«
»Det ville være oplagt.«
»Så bliver vi nødt til at tage derover. For hele landets og min fars skyld. Hvis du
ikke vil hjælpe mig, T., så gør jeg det alene, jeg mener det.«
»Du mener det virkelig?« T. rystede på hovedet og stak hånden i vestelommen og
trak bilnøglerne frem. Han famlede ved cigaretpakken og trak så den sidste cigaret
frem.
»Så bliver det med fuld musik,« sagde han og drejede nøglen om.
Og så var der endnu en sirene til at fylde gadens rum.

Kapitel 38
Natten havde været Bugatti nådig. Havde det ikke været for en tilfældig
motorcyklist ved navn Sean, så havde han ligget side om side med Tom Jumper nede i
lighuset i Front Royal, eller hvor de nu havde anbragt ham. Det var han sikker på.
Under racet på motorcyklen ud ad skovvejene overvejede han sin situation frem og
tilbage. Måske var det bedst, om han bare forsvandt fra det hele. At han ikke tog
tilbage til Washington, men i stedet prøvede at finde sig nogle tilfældige skjulesteder.
At han sov om dagen i udhusene rundt omkring og så brugte natten til at stavre mod
syd. Når man havde erkendt farerne ved at færdes ude, så var de også lettere at
undgå, og hvis han gik tyve kilometer hver nat, og det kunne han nok lige klare, og i
øvrigt fik suppleret sin medicin op undervejs, så kunne han være i Miami om et par
måneder. Der kendte han masser af eksilcubanere, der kunne føre ham ind i den illegale
trafik til deres gamle hjemland, og så ville Castro få sig endnu en undersåt. Cuba var
fantastisk.
Men så erindrede han, hvordan sygdommen havde sat sig i kroppen, og hvor svært
det var at se bort fra sine forpligtelser.

John og Sean nåede Brickyard Road få kilometer fra Great Falls, da solen havde
stået og luret på himlen en halv times tid. Her ventede tre lette militær køretøj er og
otte blankpolerede mænd i hærens officersuniformer. De saluterede straks Bugattis
redningsmand, som om han var deres overordnede. Efter deres trætte ansigtsudtryk at
dømme havde de ventet et stykke tid, og det var heller ikke Seans hensigt at lade dem
vente yderligere. De skulle møde to andre grupper i det, de kaldte Cairo, kunne John
forstå på deres dæmpede samtale, og så blev den sjette oktober nævnt igen. I dag var
det den 29. marts, så de talte næppe om en mødedato, men hvad var det så?
Mens Sean skiftede til uniform, spurgte folkene ham ud om Johns identitet, og hvad
han lavede dér hos dem? De virkede tydeligt utilpasse ved Johns tilstedeværelse, lige
til Sean fortalte om deres flugt, og om hvordan John havde været ved at miste livet
under en radioudsendelse sammen med Tom Jumper. Flere genkendte så John, og et
par af dem nikkede. De havde hørt udsendelsen og vidste også, at Jumper var død.
»Hvor skal du hen?« spurgte en, og John fortalte det.
»Den tesalon ligger ved siden af FBI-bygningen, har du tænkt over det? Du er
eftersøgt, så tror du, det er klogt?« sagde en anden.
»Vi kan give ham den her, ikke?« Spørgsmålet kom fra en soldat, der havde trukket
en gennemsigtig plasticpakke frem fra bagsædet. »Den er der alligevel ingen af os, der
kan passe.«
John så på størrelsen. Small, stod der på pakken. Jo, den skulle nok passe.
»Hvad er det?« spurgte han, mens han vendte sig mod Sean og pludselig så et
andet menneske stå foran sig. Ny frisure, falsk overskæg og et autoritativt blik, der
kunne få underordnede til at kaste sig i døden.
»Vent her, Bugatti,« sagde den nye Sean. »Om to timer bliver du samlet op og kørt
ind til byen, er det i orden? Godt! Og husk, mig har du aldrig set, er vi enige? Følg
chaufførens anvisninger. Vi skal nok give ham besked i forvejen.« Han vendte sig
mod sine mænd. »Hvor mange mangler vi nu?«
»Ronnie Benson og Shooter,« svarede en af dem.
Sean nikkede. »Okay. Shooter er taget direkte ind, og Ronnie må klare sig selv. Det
går også uden ham.« Han gav John et klask på skulderen til farvel og rokkede så ind
på forsædet af den forreste vogn.
En af de andre stak John-en Budweiser og et stykke pølse, og så forsvandt
kolonnen.
I plasticemballagen lå en grågrøn officersuniform af bedste kvalitet fra Marlow
White, givetvis helt ny. Der var messingknapper, sorte bånd på ærmer og ned langs
benene og en række distinktioner, som han ikke havde skyggen af anelse om, hvad
betød. Han kunne være general i sanitetstropperne eller messedreng på en ubåd for
den sags skyld, han anede det virkelig ikke. John havde aldrig været i militæret, men til
gengæld havde han haft kærester, der havde været det, for fyre i uniform tændte ham
vildt engang.
Han tømte sine lommer og lagde indholdet, et lommetørklæde, mobilen, som han
ikke turde bruge, og Dannys opsparede kontanter, på en mosgroet træstub i kanten af
skovvejen sammen med sit sammenfoldede tøj. Så trak han i uniformen og prøvede at
forestille sig, hvordan han så ud. I hvert fald ikke ligesom de soldaterdrenge, han
havde rendt efter i sin tid.
Han lagde pengene i lommen og overvejede et øjeblik at smide mobilen ad helvede
til ind mellem buskene. Så rystede han på hovedet, lagde den i inderlommen og satte
sig på sit gamle tøj og begyndte at massere sin ømme ankel. Gudskelov var hævelsen
ved at fortage sig. Så var han alligevel kommet nogenlunde godt fra springet fra
Jumpers sendevogn. Han bøjede og strakte vristen et par gange og prøvede så at
tænke klart.
De havde nævnt datoen den sjette oktober, og alt tydede på, at den stod for noget
symbolsk. Et eller andet gudsforladt, afsides sted i hans hårdt prøvede hukommelse
vidste han godt hvad. Det lå bare og rugede og sprængtes af iver for at komme ud.
 Han blev samlet op af en jeep og bumlede så med sneglefart ind ad skovveje og
smågader i mere end tre timer, uden at han og chaufføren vekslede et ord.
Undervejs rakte den tavse mand ham et identitetskort, og John læste det med bange
anelser.
‘Tony Clark, major, 54 år, lægekorpset,’ stod der blandt an det. Var det virkelig
meningen, at han skulle vise det Id-kort frem, hvis nogen bad ham om det? Han
lignede jo slet ikke denne major Clark. De måtte være gale i hovedet.
Han skulle til at protestere, men chaufføren kom ham i forkøbet og pegede på en lille
kasse, der stod på sædet imellem dem. John åbnede den og stirrede på indholdet, som
en revyskuespiller med mange lynomklædninger garanteret ville juble over. Han
sukkede og drejede bakspejlet. Så måtte man da håbe, at parykken passede, og
overskægget sad fast.
Senere blev han sat af ved Staunton Park, hvorfra han travede ind mod
Washingtons centrum, mens det gradvist blev mere og mere overskyet, og spredte
dråber plettede hans skuldre. Undervejs gjorde flere soldater honnør mod ham, og han
gengældte det. Det var ikke den store kunst.
Da han nåede den canadiske ambassade, var han endnu ikke blevet bedt om at vise
legitimation. Nu håbede han bare, at det kunne fortsætte sådan, og at han ikke stødte
ind i et eller andet, der krævede hans forventede lægelige ekspertise, for det var
desværre nok ikke helt utænkeligt. Stemningen i byen var ond. Overalt lå volden lige i
luften. Folk kunne let komme til skade, og associationer til regimer, der lagde deres
magt i hænderne på folk med våben, lå lige for. Militærkøretøjerne rumlede overalt. Her
og der var der spændt pigtråd ud over vejene, og elitesoldater med automatvåben
verfede folk tilbage, hvor de kom fra. Der var mange civilister med bange øjne og
hurtige skridt, og ellers var der dødstille. Som timen op til daggry, hvor soldaterne i
skyttegravene ventede på at blive sendt ud i Ingenmandsland.
Da han nåede frem til Market Square, havde regnen fået rigtig fat, og hans falske
overskæg flere gange været tæt på at løsne sig. Han så på uret og konstaterede, at han
var mindst halvanden time for tidligt på færde. ‘Jeg kan vente på Doggie inde i te-
salonen,’ tænkte han, mens uniformen klæbede sig til kroppen. Så entrede han let
humpende den røde bygning, hvor ‘Teaism’ lå, og nikkede venligt til manageren, en
fyr af mexicansk oprindelse, som de kaldte Roberto. Det var et rart sted, det havde han
altid syntes.
»Giv mig en Østersburger og en Single Trunk Oolong te,« sagde han og satte sig
på en af skamlerne ved vinduet. Derfra kunne han se lige over på The Residences,
hvor Wesley boede. Gad vidst, om det var derfor, de skulle mødes her. Mon Wesley
også skulle deltage i Doggies seance?
Han tog et par bidder og så sig om i det smagfulde lokale. Ovre bag teaktræsdisken
stod et par unge mexicanerfyre med sorte baseballcaps og dunede overskæg og
tjattede godmodigt til hinanden. Helt klart brødre. Han labbede synet af deres brede
skuldre i sig og skød i refleks brystet frem.
‘Ha!’ tænkte han og lod blikket vandre forbi. ‘Bilder du dig ind, at de ser på dig, din
idiot. Selvfølgelig gør de ikke det, selv om du har sort paryk på, og dit overskæg er
større end deres.’
Ud over ham selv og personalet var der kun tre andre i caféen. Tre tavse, hvide
mænd i fyrreårsalderen i lyseblå skjorter, der sad ved samme bord med hver sin kop
foran sig. ‘De ligner ikke tedrikkere,’ tænkte han og så igen ud af vinduet og videre
over mod Atlantic-caféen på den anden side af gaden. Bag de regnspættede ruder
derovre kunne han svagt skimte nogle skikkelser, der sad og stirrede ud. De mindede
ham til forveksling om mændene, der sad fire meter fra ham. Så panorerede han blikket
op ad gaden mod nedkørslen til parkeringskælderen i Lansburg-bygningen. ‘Frihøjde
6 fod og 8 inch,’ stod der, og under skiltet holdt en mørkeblå vogn og spærrede
indkørslen. ‘De kører vel snart videre,’ tænkte han og så ned på menukortet. Sidst, han
havde været her, var for et par år siden og priserne stort set de samme. ‘Godt sted,’
tænkte han og så igen op. Der var nu trådt en mand ud af vognen oppe ved
nedkørslen til p-kælderen. En fyr i fyrreårsalderen med gråt jakkesæt og under det en
lyseblå skjorte, der lynhurtigt blev mørkere. Igen samme skjorte.
John drejede langsomt hovedet og så over på de tre tedrikkende mænd. Siden han
havde sat sig, havde de ikke rørt sig en millimeter. Så rettede han sig en anelse op og
forsøgte at se mændene ovre i Atlantic-caféen lidt tydeligere. Heller ikke de havde
flyttet sig.
Det var på det tidspunkt, at tanken slog ned. Han skubbede sin tallerken frem, rejste
sig og gik så langsomt forbi de tre mænd ned ad ståltrappen til toiletterne. De så ikke
efter ham. De gjorde slet ingenting.
Han stirrede blindt på den lille dam med Koi karper neden for trappen og styrede
direkte ud på toilettet.
‘Hvad nu? Der er et eller andet galt,’ tænkte han med blikket på bunden af den
massive håndvask. ‘Hvis jeg åbner min mobil og ringer til Danny, hvad så?’ Han
rystede på hovedet og prøvede at skyde tanken væk.
‘Men bliver jeg ikke nødt til det?’ tænkte han. ‘For helvede, der sidder nogle mænd
deroppe og venter på et eller andet. De har masser af tid. Der står mænd ude på gaden,
der ligner dem. Og i caféen overfor sidder der nogle andre.’ Han rettede blikket op mod
spejlet og konstaterede, at overskægget sad godt. Han var ikke nem at genkende.
Gudskelov.
‘Jeg må væk herfra, men jeg må advare Doggie først. Det er enten mig eller hende,
de venter på.’ Han overvejede mulighederne og mærkede suget i mellemgulvet. Nej,
han vidste ikke, hvordan han skulle advare hende. Han havde ikke hendes
mobilnummer og vidste heller ikke, hvor hun befandt sig. Den eneste mulighed var at
ringe til Danny og høre, om hun havde givet kontraordre. Og hvis ikke, så gik det galt.
Fyrene ovenpå ventede ikke for ingenting.
Han åbnede mobilen og tastede nummeret. ‘Det skal bare gå stærkt,’ tænkte han.
Danny skulle bare have tid til at give en eventuel besked videre, ikke andet, og så
måtte John væk fra caféen.
 Røret blev taget næsten med det samme.
»Hey, Dannyboy,« sagde han, men Danny svarede ikke.
»Er det dig? Er der noget i vejen?« Han kunne høre, at Danny var der. Når man har
ligget i den samme seng i årevis, så lagres partnerens vejrtrækning i hjernebarken som
fingeraftryk. Det var Danny, og alligevel var det ikke ham.
»Nej, der er ikke noget, jeg sov bare!« svarede han så endelig. Det lød naturligt,
men et lavineskred af advarsler væltede ind over John. Så afbrød han forbindelsen.
Hvis Danny sov, så ville der være gået år og dag, før han tog telefonen.
»Åh, Danny,« hviskede han og satte sig tungt på wc’et. »Hvad er der sket med
dig?« Han stirrede på mobilens display og overvejede at taste nummeret igen.
Så lod han hænderne falde tungt ned i skødet og bad en stille bøn.

Han stillede sig mellem stålmasterne foran flådens mindesmærke på Market Square
og lod blikket panorere hele vejen rundt i den glinsende gade. Der var hundreder af
uniformer omkring ham, men ingen så på ham, de stavrede bare derudaf med stive
blikke, som om de var programmeret til at bevæge sig fra A til B. Måske var det
regnen, måske havde de bare travlt med at komme videre op ad Pennsylvania Avenue
mod Det Hvide Hus, hvad så årsagen end kunne være.
Så tastede han nummeret til sin chefredaktør. John var tryg ved Alastair Hopkins,
han var en garvet rotte. Blev Hopkins’ telefon aflyttet, så vidste han det med garanti
og forstod at tackle det.
John så på pladsens statue, en sømand der stod i den silende regn og ventede på
molen med vadsækken ved siden af. På en eller anden måde følte han sig forbundet
med ham lige nu. Hvad ventede derude i det sorte ocean?
Der lød et klik i røret. »Det er Alastair Hopkins’ telefon, hvem taler jeg med?«
Åh nej, det var Hopkins’ sekretær Deirdre Boyd, konstaterede han, mens hjertet
sank i livet på ham. Hun var et lidet indtagende væsen, som kunne jage en skræk i livet
på selv de mest forhærdede jurister. Indbegrebet af en højrebskaste, en næsvis
overklassegammeljomfru, og så var hun skotte med stort S lige fra det stride
kortklippede hår og ned til de brune travesko. Karrig med alt. Smil, gode ord, ja, selv
oplysninger gav hun nødig fra sig, selv om det var det, hun var der for. Hun ville
under ingen omstændigheder stille en journalist, der var løbet af pladsen og oven i
købet var efterlyst, videre ind til chefen.
 »Det er Sunderland,« sagde han i ren refleks med tonelejet et par toner højere oppe
end normalen. »Må jeg tale med Hopkins.«
»Sunderland?« spurgte hun. Hun vidste udmærket godt hvem. »Vi antager ikke
flere folk. Prøv et andet sted.«
Fanden til kælling. Bange havde hun aldrig været.
»Thomas Sunderland, vicepræsidenten.« Han ventede et øjeblik og trak sin krave
godt op om ørerne. Hvorfor helvede havde han nu valgt Sunderland, og ikke en som
Deirdre Boyd havde bare en lille smule respekt for. Hvem det end måtte være ud over
hendes chef.
»Hvis De vil tale med chefredaktør Hopkins, så synes jeg, at De skal se ud af
vinduet, for De er vel inde i Det Hvide Hus, går jeg ud fra. Han står ude på plænen
sammen med de andre bræ-gende får og venter på, at premierminister Watts
ankommer. Farvel!«
Premierminister Watts var på vej til Washington, okay! Det var derfor, der var der
så stor aktivitet ude på gaderne. Så skulle præsident Jansen altså have sit første
statsbesøg. Modigt af ham, sådan som sagerne lå.
»Stop et øjeblik,« sagde John med kulde i stemmen. »Hopkins er herovre på
plænen, godt. Jeg skal nok finde ham. Men mens jeg har Dem, så skal jeg have et
spørgsmål besvaret. Kan De ordne det?«
»Jeg er ikke ansat til leksikalske opgaver.«
»Måske er De slet ikke ansat ret meget længere, når det kommer til stykket. Vil De
være venlig at slå op på netværket, hvad en swatter kan være udover en
fluesmækker?«
»De er måske forlegen ved at spørge Deres egne folk? Det er måske noget, De
burde vide i forvejen?«
»Slå det op.«
Man kunne se hende for sig. Cardiganen klæbede sig til hendes flade frontparti.
Munden snerpet til. Ikke nogen opgave, der var god nok til hende. Hun tastede i
baggrunden.
»Jaså!« sagde hun. »Man kan sandelig også få fluesmækkeren med strøm i. Er De
så tilfreds?«
Han kunne have myrdet hende. »Nej, det er ikke det. Prøv igen.«
»Nogen bestemt af modellerne?«
 »Hvad mener De?«
»Der er mange varianter. Det er nok 9M17p’eren, De tænker på.«
Han bed sig i kinden. »Jaså, det er det vel nok. Kan De beskrive den?«
»Jeg har kun målene i metersystemet. Der står, at den er 1160 millimeter lang og
vejer 31,5 kilo. Rækkevidden er mellem 500 og 2500 meter og flyver 150-170 meter i
sekundet. Gennem-trængningskraften er 500 mm og chancen for en fuldtræffer med
model c er 90 procent. Tilfreds?«
Det var en fuldstændig surrealistisk og koldsvedsfremkaldende oplevelse at høre
disse ord fra denne kvindes mund i mylderet på Pennsylvania Avenue.
»Det er altså et missil?« spurgte han.
»Ja, det er ikke noget juletræ, i hvert fald. Er der andet, De vil vide, mr.
Vicepræsident? Skal jeg sende Dem et eksemplar af Den amerikanske Forfatning? For
eksempel afsnittet om ytringsfrihed?«
Han undgik at sukke. Man måtte beundre hende for hendes mod. »Ja, nu De siger
det. Der er en anden ting, jeg må have at vide. Slå venligst den sjette oktober op på
Wikipedia og se, hvad der står.«
»Det var min bedstefars fødselsdag, samme dag som Carole Lombard, er det det, De
vil vide?«
»Undskyld mig, men vil De være så venlig at sige mig Deres navn?«
»Selvfølgelig, det skammer jeg mig ikke over. Deirdre Boyd. Har De måske tænkt
Dem at invitere mig ud? For det må jeg med beklagelse sige Dem, at det forbyder min
integritet mig at sige ja til.«
Der var ikke længere den mindste gnist af tvivl om, at ham Sunderland,
vicepræsident eller ej, havde hun ikke det mindste til overs for. John var virkelig
kommet til det punkt, hvor han ville ønske, at han havde udgivet sig for en anden.
»Mrs. Boyd!« sagde han med løftet stemme.
»Miss!«
»Miss Boyd. Prøv at tage Dem sammen. Jeg taler med Deres chef om fem minutter.
Lad nu ikke indtrykkene af en obsternasig og næsvis medarbejder fæstne sig for dybt i
min erindring.«
Det var nok ordet næsvis, der gjorde udslaget. Sådan et ord er ikke et prædikat, som
piger, der har gået på Vassar, vil have klæbet på sig.
»Det bliver så det sidste. Jeg har travlt.« Han hørte hende mosle med tasterne i
baggrunden.
»Ja,« sagde hun efter et halvt minut. »Det var den dato i år 2000, hvor Slobodan
Milosevic trådte tilbage. Er det det?«
»Nej, det tror jeg ikke!«
»Og så er det Tyskland-USA dag den sjette oktober.«
»Hvad står der ellers?«
»Der er tre sider med oplysninger, det har jeg ikke tid til at remse op alt sammen. Har
De flere oplysninger? Det ville være gavnligt.«
»Cairo. Prøv at se, om der er noget den sjette oktober, der har forbindelse til Cairo
på nogen måde.«
Der gik ikke fem sekunder. »Det er Egyptens Nationaldag for sejrene i
oktoberkrigen. Den krig troede jeg nu ellers, at de tabte. Og så blev præsident Anwar
Sadat myrdet i Cairo den dag. I 1981.«
John stivnede. Han vidste det allerede. Hendes ord nåede hans storhjerne i samme
øjeblik, den selv løste op for sine interne knuder.
Han afbrød omgående forbindelsen og så gennem regntågen ned mod Det Hvide
Hus. For få timer siden havde han altså racet igennem Virginia på motorcykel sammen
med en kupmager, og alt tydede på, at han og hans otte officersvenner lige i dette
øjeblik befandt sig i Washington. ‘Swatteren var hos storebror,’ havde de sagt,
hvordan det end skulle forstås. Han regnede med, at det betød, at den allerede var på
plads. Og når tidspunktet var til det, så ville de affyre missilet med koldt blod, og
landet ville stå uden præsident. Egyptens præsident Anwar Sadats betroede tropper
havde vist vejen. Dræbt i al offentlighed af sine egne livvagter under en militærparade.
Selv den bedst beskyttede mand har en akilleshæl.
I det øjeblik ringede hans mobil. Han så på den i ti sekunder og tog den så op til
øret. »Ja,« sagde han og lyttede intenst. Der var ingenting. Nu havde de lokaliseret
ham.
Så afbrød han den og kylede den i papirkurven på næste gadehjørne.

Turen over til Det Hvide Hus blev en særdeles våd affære. Under normale
omstændigheder ville den tage femten-tyve minutter, men denne gang tog det en time,
for dels begyndte hans ankel igen at gøre knuder, og dels bremsede sikkerhedsopbud-
det alt undervejs, også den træge strøm af uniformsklædte op langs Pennsylvania
Avenue, som John prøvede at flyde med. Selv om stemningen var hektisk og de
camouflageklædte soldaters tålmodighed på kogepunktet, så var han ikke specielt
nervøs for at blive kontrolleret af lige præcis dem. Det var de andre mænd, der gjorde
ham nervøs. Alle de civilklædte mænd med ubevægelige overkroppe, men med øjne så
levende, at man følte sig klædt af. Det var dem, han ikke måtte blive stoppet af. Det var
dem, der ikke gjorde honnør eller noterede sig hans emblemer og distinktioner. Dem,
der noterede sig hans kropssprog, og hvordan selv de mindste muskelfibre i hans
ansigtsmuskulatur gebærdede sig. Hvis det var dem, der stoppede ham og afkrævede
legitimation, så var han fanget.
Han nåede vagthuset foran Vestfløjen klokken kvart over et i nøjagtig samme
øjeblik en helikopter svingede ind over Lafayette Square og hen over Det Hvide Hus’
mylder af skorstene.
‘Hold da kæft,’ tænkte han med hjertet oppe i halsen. Det sker jo nu. Hvilken bedre
anledning?
»Lad mig komme igennem,« råbte han til nogle soldater i ponchoer. »Det er en
nødsituation.«
De så koldt på ham og bad ham om at gå tilbage, hvis han ikke ønskede at blive
udsat for ubehageligheder. De var absolut ikke på hans side.
Lyden af rotorbladenes skæren i luften forsvandt om bag bygningen. ‘Halvfems
procents træfsikkerhed havde gimpen sagt.’
»Lad mig komme igennem,« skreg han til vagten inde bag gitteret. »Så hør dog for
helvede, ellers vil I fortryde det. Jeg ved, at der er et attentat i gang på præsidenten.«
Ordet attentat fik vagten til at tage telefonen, fik soldaterne til at rette blikket ind på
ham, fik et par af de civilklædte til at trække pistolerne og mase sig ind på ham. Han så,
hvor parate de var til at skyde. En forkert bevægelse og han ville styrte om i sit eget
blod. Derfor rakte han hænderne langsomt i vejret. »Lad mig tale med Wesley Barefoot
i en fart,« bad han.
Men det var ikke Barefoot, de ringede efter.

Han havde siddet på det lille kontor i ti minutter nu. De havde overvejet at give ham
håndjern på, men indtil videre nøjedes sikkerhedsfolkene med at have hænderne parat
på deres skydevåben. Der var blevet talt en del ned i deres ærmer, og mange
sikkerhedsfolk var allerede trukket ud af deres huller og anbragt på strategiske steder
inde i bygningen. Nogle mente, at manden, der sad foran dem, var en slags
afledningsmanøvre. De tog intet for givet.
Sikkerhedsagenten, der kom ind, havde Bugatti set mange gange før. Det var ham
med de store armlænker, ham, som Bugatti for åben mikrofon havde antydet kunne
være medvirkende i mordet på Mimi Jansen. Han, som John af alle mennesker i verden
havde allermindst lyst til at se lige nu. Det var Ben Kane, Sunderlands skygge.
»Har I checket ham?« spurgte Kane sine folk.
De nikkede.
»Og?«
»Ingen våben. Falsk overskæg og paryk. Eyeliner på øjenbrynene.«
»Identitet?«
»Tony Clark, 54 år gammel. Officer i lægekorpset. Rapporteret faldet i kampene i
Catoctin Mountains. Angiveligt en af de deserterede officerer, der har tilsluttet sig
militsen.«
John så Kanes smil og mærkede, hvordan han ikke længere kunne holde hænderne
stille på armlænet. John stirrede magtesløs på sine sitrende fingre. Slaget var tabt.
Ben Kane satte sig på hug foran ham. »Mr. Tony Clark, jaså. Efter min mening
ligner De til forveksling en vis mr. John Bugatti, der indtil for få dage siden var en af
vore allerbedste reportere, og som endte med at være en ynkelig løgner på flugt. Mon
ikke det skudsmål passer bedre? Eller foretrækker De virkelig at være en død officer i
lægekorpset, for det kan da ordnes, hvis De insisterer?«
»Lad mig tale med præsidenten,« sagde han bare. Hvad andet kunne han.
»I kan gå ud, ham klarer jeg,« sagde Kane til sine folk. Det lød stærkt foruroligende.
Hans folk rejste sig og skulle til at lukke døren efter sig, da en ny sikkerhedsofficer
stak hovedet ind.
»Sunderland vil have dig ned til Burton. Nu!« sagde han bare.
Kane rejste sig, og så koldt på John. »Du bliver siddende. Vi skal nok komme til
bunds i det her. Og I,« sagde han henvendt til to af sine underordnede, »I rører jer
ikke ud af stedet. Og I to ude foran døren,« råbte han. »I holder også øje med ham.«
Han lod døren til kontoret stå åben, og lige så snart han var forsvundet over
lobbyen i retning af stabschefens kontor, begyndte Bugatti verbalt at bombardere de
to mænd foran sig.
»Er I ikke klar over, at det er ham og ikke mig, der er skurken? Ved I ikke, hvad han
er i stand til? Så skal jeg fortælle jer det.«
Han gjorde det så hurtigt, han kunne. Fortalte om mordet på præsidentens kone og
Kanes nedskydning af Toby O’Neill. Om soldaterne i skoven, der forberedte sig på at
skyde et antitankmissil af sted mod deres øverste chef. Om tiden, der tikkede af sted
og om Babelstårnet, der snart stod for fald.
Og han talte for døve øren.
De hørte, hvad han sagde, og de var iskolde. De var bare sat til at passe på ham.
Ikke til at lytte.
Der lød støj nede fra indgangspartiet i lobbyen, og få sekunder efter defilerede en
lille delegation forbi hans dør og over mod Rooseveltrummet. Han hørte dem tale
sammen. Det var britiske diplomater, de stak altid ud fra mængden. De stirrede ind på
ham, da de gik forbi, men noterede sig bare en mand i officersuniform siddende på en
stol. Hvad andet kunne de vide?
‘Skal jeg råbe til dem?’ tænkte han et sekund, da enden af flokken var ved at
passere. Og så fik han øje på Wesley med sin sædvanlige energiske gestikuleren ved
siden af en af diplomaterne.
»Wesley,« råbte han, så højt han kunne, og mærkede sikker-hedsagentens slag i
nakken, netop som han skulle til at råbe igen. Det gjorde ikke ondt, det slog ham heller
ikke bevidstløs, men alle muskler, der stod under viljens kraft, slappedes med et. Han
ville råbe, men kunne ikke. Han ville rejse sig, men benene lystrede ikke. Han ville
gribe fat i armlænet og tvinge sig selv fremefter, men hænder og arme og krop var ikke
længere sammenhængende størrelser.
Han stirrede lamslået frem for sig og prøvede at få et ord over læberne, men ordene
var der ikke. Kun tanken. Tanken om, at her havde sekundet før sejren endelig vist sig,
og så var tiden gået i stå.
»John?« hørte han så en stemme ovre fra døren. Han prøvede at dreje hovedet, men
lammelsen havde ikke fortaget sig.

Trods sikkerhedsfolkenes protester måtte de bugsere ham over i Wesleys kontor.

»I ved jo, hvor han er,« havde Wesley ræsonneret, og med hans position in mente
måtte de bøje sig. Om et par minutter ville Kane være tilbage, og indtil da ville de ikke
rokke sig en tøddel fra døren til pressesekretær Wesley Barefoots kontor.
Han gav John noget vand at drikke og beklagede, at hans sekretær desværre var
brudt sammen og sygemeldt, fordi hendes mand sad i fængsel. Ellers kunne hun nok
have budt John på noget stærkere at styrke sig på.
John rystede på hovedet, han klarede sig uden.
Så rømmede han sig et par gange, før han med dæmpet stemme fortalte Wesley,
hvad han vidste.

Kapitel 39
»Jeg bliver nødt til at komme ind til præsidenten lige med det samme,« sagde
Wesley til Secret Service-folkene, der stod foran Det Ovale Værelse.
»Desværre mr. Barefoot.« Mændene foran præsidentens dør var uddannet til at
afvise folk, og så betød det i øvrigt mindre, hvem det var, de måtte afvise. »Vi har fået
udtrykkelig ordre om, at præsidentens møde med premierminister Watts ikke må
afbrydes. Ikke under nogen omstændigheder. Både telefoner og intercom er afbrudt.«
»Okay, jeg forstår. Men jeg har netop modtaget oplysninger, som man ikke kan
tolke på anden måde, end at der er et attentat på vej mod præsidenten.«
»Javel. Vi kender godt disse rygter. Der bliver taget hånd om det.«
Wesley så overrasket på dem. »Der er tale om et missilangreb. Det kan ske når som
helst, siger man.«
»Vi ved det. De kan tage det helt roligt, mr. Barefoot. Der bliver arbejdet på sagen.«
Han trak sig lidt tilbage i korridoren. Han ville advare præsidenten mod et attentat,
men der var også andre ting, han ville sige. At nytilkomne oplysninger omkring
mordet på præsidentens hustru betød, at præsidenten for en tid blev nødt til at være
voldsomt agtpågivende over for dem, han omgikkes og lyttede til. At der var grund til
at tro, at Bud Curtis var uskyldigt dømt. At John Bugatti lige nu sad inde på hans
kontor og gerne ville tale, selv om han var i voldsom knibe og samtidig frygtede for
sin kærestes ve og vel. At Wesleys sekretær ikke kunne arbejde, så længe hendes
mand sad i fængsel. At præsidenten måtte tage hånd om det alt sammen, hvis han ville
det bedste for sit land og for sig selv. Og det kunne han ikke komme til at sige. Ikke nu
i hvert fald. Livvagterne havde fået deres instruks.
Han kastede et blik over mod Lance Burtons kontor. Siden Burton havde afsløret sit
aflytningscenter for ham dagen før, havde de kun udvekslet nogle få sætninger. Sådan
var det bedst, havde det ligget i luften. Hvis bare Wesley passede sit, så skulle Burton
nok passe resten, og hermed var tonen lagt. Burton ville ikke bringe Wesley i unødig
fare, det var kernen i sagen. Hvis Burton faldt, så måtte Wesley tage over og styre
aflytningerne. Ja, uanset hvad, så var det vel det, der kunne ske, for hvem var der
ellers til at løfte stabschefens opgaver, hvis Burton faldt bort? Gud forbyde det.
Han så på de lukkede døre omkring sig i korridoren uden for Det Ovale Værelse.
Bag disse døre hvilede traditionerne og fællesskabet og ånden, der styrede dette land
og vogtede på verdens dårskab. Her lå retfærdighedernes drager på lur, men her
lurede også fortabelsen. Premierminister Watts havde virkelig en høj mur at bestige,
før han fik det overblik, han var kommet efter.
Wesley vendte sig om og s å over på døren til stabschef Burtons kontor. Derinde
sad vogteren og ventede på at slippe dragerne løs. Det var ham, der vidste og hørte
og så alt. Det var ham, der havde nøglen til at få det hele stoppet.
De var alle sammen så magtfulde, de mænd, der sad bag disse døre. Og dog var det
måske lige inde bag hans egen dør, at den virkelige magt befandt sig. John Bugatti var
måske det vigtigste sandhedsvidne i landet i dette øjeblik. Det var ham, der stadig
havde øjne at se med og en forstand, der ikke havde taget skade af selvforførelse. Og
den mand var han ikke i stand til at beskytte. Det var simpelthen fortvivlende.
Han rettede sig op og tog skridtene over mod Lance Burtons kontor. Stabschefen
var simpelthen nødt til at forlade sit revir. Hvis ikke han skar igennem alle dørene og
satte folkene bag dem i stævne, så skete det ikke. Det skulle og måtte han, ellers ville
det gå galt. Ifølge Bugatti var tiden virkelig knap.

Wesley havde ventet at se Burtons sekretær sidde og smile mekanisk til ham i sin
sædvanlige, sammenbidte positur, men pladsen var tom, og døren ind til Burtons
kontor stod åben. Det var højst usædvanligt.
Han hørte dæmpede stemmer inde fra Burtons kontor. Så trådte han forsigtigt frem i
åbningen og bankede på karmen.
Det var et uventet, men også uvelkomment syn, der mødte ham. Bag sit skrivebord
sad Lance Burton med foldede hænder og stirrede på ham, som om han var en
fremmed. Ovre ved vinduet stod vicepræsident Sunderland med ryggen til, og ved
siden af Burton, foran den åbne dør ind til sidegemakket med overvågningsudstyret,
stod Ben Kane med en hånd på Burtons skulder. Ingen af dem sagde noget, og det var
heller ikke nødvendigt, for i samme øjeblik fortsatte stemmerne, som Wesley havde
hørt lige før, med at strømme ud fra døråbningen bag Kane. De kom fra højttalerne
inde i aflytningsrummet, det var tydeligt at høre.
Og hvad de hørte, var voldsomt kompromitterende for Lance Burton, for det var
intet mindre end præsidentens og premierminister Watts’ stemmer, der fyldte lokalet.
Altså fungerede Burtons indbyggede mikrofoner i panserglasset i Det Ovale Værelse
allerede nu fuldstændig optimalt. Det var næsten, som var man selv til stede.
Så vendte Sunderland sig, hvid i hovedet af raseri. Men hånden var rolig, da han
slog medhøret fra.
»Kane, gå ind og stop videomaskinerne,« sagde han og ventede et øjeblik, før han
så på Wesley.
»Kender du noget til det her?«
Wesley undgik at se på Burton. »Nej.«
»Det håber jeg heller ikke, men det skal vi nu nok finde ud af. Du kender altså på
ingen måde til anlægget her, siger du?«
»Nej, og jeg er dybt overrasket og forarget.« Nu så han direkte på Burton, der lod
blikket falde. Han gjorde det lettere for Wesley at forråde ham. Det var Burton i en
nøddeskal.
»Men du kendte til aflytningerne?«
»Dem var den tidligere vicepræsident Lerner jo så venlig at fortælle os om. Men jeg
vidste ikke, at maskinerne stod herinde og slet ikke, at man aflyttede Det Ovale
Værelse. Er præsidenten indforstået med det?«
Sunderland svarede ikke, men så over på Ben Kane, der netop kom tilbage til
lokalet. De nikkede til hinanden. Så var maskinerne slået fra. Kane trådte frem mod
Sunderland og hviskede noget i hans øre. Wesley kunne sagtens forestille sig hvad.
»Sidder John Bugatti inde hos dig?« spurgte Sunderland.
»Ja.«
»Du ved, han er efterlyst?«
»Ja.«
»At han udspreder rygter om mig.«
»Nej, det vidste jeg ikke. Hvilke rygter?« Wesley så på Sunderlands øjne. De var
som et væsels, glubske og utilregnelige.
 Sunderland svarede ikke, men nikkede til Kane, der straks trak Burton op af stolen.
»Vi vender tilbage til det her senere, Wesley. Og Kane, du fører stabschefen over i
situationsrummet. Sørg for, at han bliver holdt under skarp observation, er du med?
Og kom så tilbage, så hurtigt du kan.«
Stabschef Burtons ansigt røbede intet, da han blev trukket forbi. Han opførte sig
værdigt, som en afklaret og resigneret delinkvent på vej mod skafottet. Fra ham
behøvede Wesley ikke at frygte noget; han ville holde sin kæft og køre linen ud.
»Du bliver her i lokalet, Wesley, er du med?« sagde Sunderland.
Så kaldte han på et par af sikkerhedsfolkene ovre på den anden side af gangen.
»Barefoot skal blive inde på Burtons kontor, indtil jeg giver jer anden ordre, er I med?«
Derefter lukkede de døren og lod Wesley alene med alle tankerne og det store
ansvar, som Burton havde pålagt ham et døgns tid forinden.
Et alt for stort ansvar var det. Da han i sin tid havde sagt til sin mor, at han ville
forsøge at komme til at arbejde for Jansen, ligesom hun havde gjort det, så havde hun
strøget ham fluelet over kinden, som om han allerede var borte og forsvundet ud i
æteren. Hun vidste jo, hvad der ville komme. På en eller anden måde ville han blive
opslugt, enten af dybet eller beruselsen, og sådan blev det.
Lige nu ville han bare ønske, at hun havde holdt fast i ham. Han havde jo haft så
mange andre muligheder her i livet.
Så åbnede han døren ind til overvågningsrummet og fandt relæet, der tændte hele
molevitten. Han trykkede på hver enkelt af maskinerne og så havet af røde lamper
brede sig. Nu måtte det briste eller bære.
Derefter åbnede han skabet oppe over maskineriet og tændte for monitoren. Et
gråligt billede trak sig sammen, og så var showet i gang. Han tog om
omskifterknappen og skiftede rundt imellem de forskellige kameraer. Først til kameraet i
den tomme lobby, og derefter til to forskellige kameraer, der fulgte Sunderlands entré
ind i Rooseveltrummet. Og Wesley klikkede videre imellem de forskellige
overvågningskameraer og så, hvordan vagterne stod uden for stabschefens dør, bare
nogle få skridt fra ham, ligesom han så de to vagter, der stod uden for hans eget
kontor og vogtede på Bugatti. Han konstaterede, hvordan Bugatti vandrede hvileløst
rundt inde på kontoret. Det var tydeligt, at afmagten tærede mere på ham end frygten.
Så skiftede Wesley tilbage til Rooseveltrummet, hvor Sunderland gik den engelske
delegation i møde. De virkede hjertelige et lille stykke tid, men så skiftede
ansigtsudtrykkene og blev alvorlige, ja, nærmest rystede.
Wesley ledte efter volumenkontrollen og fandt den i det øjeblik, Sunderland rakte et
gråt og ubetydeligt kladdehæfte frem mod dem.
Han skruede op.
»Jeg har noteret alt her i hæftet,« hørte han Sunderland sige. »Hver gang, jeg er
blevet opmærksom på et af præsidentens overgreb, har jeg skrevet det op. Dag for dag
vil I kunne finde bevis på, hvad han har gjort ved sit land. Jeg vil bede om, at dette
hæfte bliver overbragt til premierminister Watts i samme øjeblik, I forlader Det Hvide
Hus, og at indholdet vil blive offentliggjort, men at mit navn indtil videre bliver holdt
udenfor. Det er ikke til at vide, hvornår vi kan få præsidenten afsat, men indtil da er vi
alle truet på livet. Han har beordret mange drab, ja, lad os bare kalde det mord. Et mere
eller mindre vil hverken gøre fra eller til. Så hvorfor skulle ikke også jeg kunne blive
offer?«
Det var lige, så det vendte sig i Wesley.
Delegationslederen nikkede alvorligt, tog imod hæftet og rakte det straks videre til
en assistent, der igen lod det falde ned i en mappe. Det havde Sunderland regnet godt
ud.
»Jeg vil så samtidig appellere til, at det internationale samfund sætter gang i sine
undersøgelser i det omfang, det er muligt. Måske vil det være en sag for FN, men
spørgsmålet er, om det er muligt. Der er bestemt ikke fri bevægelighed for de
udenlandske diplomater i USA lige for tiden, og desværre heller ikke i FN-bygningen,
har jeg ladet mig fortælle.«
»Vi skal nok finde en udvej,« var svaret.
»Jeg vil i aften søge min afsked, ja, det vil sige, det vil jeg ikke i egentlig forstand.
Måske er det nu tid til at orientere om, at jeg vil søge om politisk asyl i den britiske
ambassade. Er man indforstået med det?«
»Ja, naturligvis,« svarede delegationslederen. »Men i den forhåndenværende
situation ved man jo aldrig med sikkerhed, om de diplomatiske spilleregler bliver
overholdt.«
»Jeg må tage chancen.« Sunderland rakte hånden frem og trykkede den britiske
diplomat i hånden. »Nu vil jeg overlade de herrer til muligheden af at drøfte
situationen igennem. Måske får de så også lejlighed til at skimme mine
dagbogsnotater. Det er forfærdelig læsning, men jeg synes, at det var bedst på den
måde. Jeg har naturligvis også andet bevismateriale, men det kommer vi til, håber jeg.
Nu må jeg imidlertid vende mig mod andre opgaver. Vi ses i den store sal klokken
15.30.«
Han gav resten af delegationen hånden og gik så ud af lokalet.
Wesley så på videomaskinerne. ‘Nu har jeg dig,’ tænkte han et øjeblik og kom så i
tvivl. Indtil videre vidste han jo faktisk ingenting med sikkerhed. Måske var det
virkelig sandheden, som Sunderland havde lagt frem. Måske kunne det være Jansen,
der stod bag. Det var i hvert fald svært at udelukke noget som helst på det
forhåndenværende grundlag.
‘Satans pis,’ tænkte han.
Så skiftede han imellem overvågningskameraerne for at se, hvor Sunderland var på
vej hen.
Ved det tredje klik var han igen inde i sit eget kontor. Denne gang stod John
Bugatti helt henne ved døren, der forbandt Wesleys og Sunderlands kontorer. En dør,
som ikke havde været åbnet, siden Wesley rykkede ind i lokalet efter Sunderlands
sekretær.
‘Den er låst, min ven,’ tænkte han, da Bugatti stak hånden frem og drejede på
håndtaget. Derfor isnede han, da døren gik op.
Wesley fløj ud i Lance Burtons kontor og frem mod hans skrivebord og trykkede på
knappen til sit eget kontor på intercomanlægget. »Du gør det ikke, John,« råbte han,
»Gå ud igennem mit arkiv i stedet for, du kender det jo, og gå så ned i presserummet.
Pressekonferencen holdes udenfor på plænen, så bliv dernede. Du finder nok et skjul.
Og bliv der så, er du med?« Han klikkede et par gange på intercommen. Den var
fuldstændig død.
Han fløj tilbage til monitoren og konstaterede, at hans kontor nu var tomt. Så
skiftede han til kameraet i mellemkorridoren over til presserummet, men Bugatti var
heller ikke dér.
»Åh, Gud! John, din store idiot«, sagde han højt og klikkede tilbage til
overvågningskameraet i Sunderlands kontor. Jo, dér stod fjolset fandeme og rodede i
Sunderlands skrivebord med samtlige skuffer på vid gab. Han klikkede tilbage til
korridoren mellem Roosevelt-rummet og Sunderlands kontor og vidste nu, hvor
magtesløs han var, for i samme sekund svingede Sunderland rundt om hjørnet nede
fra kabinettet og gik direkte mod døren til sit kontor.
 Wesleys hjerte pumpede vildt, han mærkede det helt op i tindingerne. Så skiftede
han tilbage til kameraet i Sunderlands kontor, hvor Sunderland netop var trådt ind og
havde fået øje på Bugatti, der stod som en anden skoledreng med fingrene nede i
kagedåsen.
Han kunne se, at de udvekslede ord, men han hørte ikke noget.
»Satans, satans,« bandede han og prøvede at finde ledningen, som fangede
signalet fra Wesleys badge nede i sprækken i sofaen. Han bukkede sig og fandt den
presset ind under den nederste metalboks. Så stak han den i stikket.
Optrinet var lammende enkelt og ligetil. Det var beviset på Sunderlands
nederdrægtighed, men det var også den definitive afslutning på en fin og hæderlig
journalists forsøg på at lande med begge ben i en livsvigtig historie.
Sunderland tøvede ikke. Med en gammel militærmands bestik af helt uoverskuelige
problemer, gik han roligt hen til hjørneskabet, hvorfra han i yderst sparsomme muntre
øjeblikke kunne finde på at fremtrække beviset på sin manddomstid, en militærpistol af
en type, som Wesley ikke havde bidt mærke i, afsikrede den, rettede den roligt ind
mod Bugattis krop og trak af.
Braget fik Wesleys badge nede i sofasprækken til at overstyre, men Wesley
konstaterede i sin choktilstand kun alt for tydeligt røgen i den skrå kameravinkel, og
hvordan et elskeligt menneske blev kylet mod væggen og gled ned bag skrivebordet
med et livsdrænende blodspor trukket efter sig på væggen.
Så vendte lyden tilbage.
»Hjælp, hjælp,« råbte Sunderland, mens han roligt lagde pistolen på skrivebordet.
»Kom ind og hjælp mig.«
Det sidste Wesley så, før han sank ned på gulvet med ansigtet dybt begravet i sine
svedige hænder, var døren, der slog op til Sunderlands kontor, og to livvagter, der
med våben i hånd langsomt rykkede over mod skrivebordet.

Kapitel 40
Engang havde Thomas Sunderland været en stækket dreng. Hårde afklapsninger
havde været hans liv, men så pludselig fik det en ende.
 Det skete den dag i hans sekstende år, hvor hans far kvaste hans mors spillevende
ansigt med et baseballbat.
Dengang havde hans navn været junior. Leo Mulligan junior, for at være helt
præcis. Ikke noget navn han havde været stolt af.
Og Junior pakkede sin taske og gik ud på landevejen, før myndighederne hentede
ham og lagde hans liv i rammer.
Junior Mulligan ville derhen, hvor nye store tider ventede. Han ville alt det, som
Amerika havde at byde på, og drømmen var for længst plantet. »I dette land kan man,
hvad man vil,« som hans lærere og folk i fjernsynet altid sagde.

Tredje gang en bilist samlede Junior op under flugten, var det en kvinde, hvis
modne former hungrede efter berøring. Og dette tilfældige møde lærte Junior, at intet
menneske er utilnærmeligt, så længe konsekvenserne forekommer overskuelige.
Derefter kom der nogle måneder, hvor forsømte forstadsfruer underviste Junior i,
hvordan han kunne få dem til at stå som spændte buer i sengen, mens mændene var
på arbejde. Og til gengæld lærte han disse koner, hvordan de bedst kunne udtrykke
deres påskønnelse med dollarsedler. Gjorde de det ikke af sig selv, så truede han dem.
Hvem ville ikke gerne give tyve dollars for at få ham til at holde kæft? Mændene kunne
jo blive ret så kontante på den egn.
På den måde havde han altid et værelse og en smule penge og aftenerne for sig
selv. Lange, eftertænksomme aftener, hvor han læste og drømte og formede planerne
for sit liv. Junior ville være landets leder. Ingen skulle længere stå over ham, og ingen
skulle nogensinde kunne løfte en hånd imod ham uden at vide, hvor streng straffen
kunne blive.
Det var hans plan.
Da politiet indfangede ham i Gilberts Corner, sad hans far allerede på ubestemt
forvaring ovre i Marion Correctional Center, så retssagen om forældremyndigheden
var ikke uproblematisk. En onkel i Ohio ville gerne tage ham, ja, mente nærmest at have
krav på ham. Den situation ændredes, da hans onkel kom til at nævne, at det ville blive
mere end rart med en ekstra hånd ude i tobaksmarkerne; så stod han ikke længere så
stærkt. I denne pressede situation anvendte Junior sine nyerhvervede talenter og
udså sig blandt tilhørerne en vissen kvinde i begyndelsen af fyrrerne, som så på ham
med blikke, man godt kunne misbruge, men også vende til medynk og medlidenhed.
 Mrs. Sunderland, som kvinden hed, overbeviste snart sin mand og dommeren om
adoption, og Junior havde valgt rigtigt. For det første slap han for videre tiltale, og for
det andet havde han fået plantet sin fod inden for døren hos en gammel, solid familie
med gode traditioner og aktiebeholdningen for stærkt opadgående. Her var det næste
springbræt mod tinderne beredt. Ja, det var nærmest et syvmileskridt op ad
rangstigen.

Under megen debat i det nye hjem i Main Street i Lexington udtrykte Junior ønske
om at komme til at hedde Thomas ligesom Jefferson, den største af alle præsidenterne.
Han fik overrakt sit nye navnebevis i en brun kuvert på en almindelig onsdag
eftermiddag, og dermed var Leo Mulligan Junior for alvor død og borte, mens Thomas
Sunderland, landets kommende vicepræsident, blev en spirende realitet.
I begyndelsen var kampene med den følelsesimmune adoptivfar, oberst Wolfgang
Sunderland, langvarige og ulige, men så flyttede de til militærbasen i Tyskland, og
billedet vendte. Det hændte den eftermiddag, hvor Thomas fandt sin far i seng med en
tynd sort mand, der var indrulleret som adjudant, men udfyldte sine oppassertjanser
med større nidkærhed, end regulativerne foreskrev. Kommandant Wolfgang
Sunderland havde tabt krigen på hjemmefronten, og et inderligt had imellem far og søn
blev uddybet og formaliseret.
Fra den dag kunne Thomas stort set gøre, som han ville.
Først gik det ud over Ramstein-basens officersdøtre, som Thomas nedlagde efter
tur og lejlighedsvist besvangrede og overlod til abortfuskerne, og dernæst gik det ud
over Sunderlandernes surt opsparede, men også rigelige familieformue.
Man kunne sige, at afsløringen af adoptivfaderen førte til den allerførste
effektuerede dag i Thomas Sunderlands helt personlige uafhængighedserklæring. Fra
nu af var det bare om at planlægge, for intet stod ham i vejen.
Det var i hvert fald det, han troede fuldt og fast på, lige indtil han fik sergent Kane
under sin kommando ved landsætningen på Grenada.

For kaptajn Thomas Sunderland kom missionen ud i det varme, dybhavsblå ocean
som et næsten vederkvægende afbræk fra kasernelivet. Han var ung og ærgerrig og så
pludselig en mulighed for medaljer komme strømmende. Han havde styr på bataljonen,
og mændene var ved godt mod på vej ind mod Grenadas strande. Ingen kunne jo vide,
at Sunderland og hans mænd få timer senere ville rende ind i en cubansk tank, der ikke
havde helt den samme ærefrygt over for uniformsklædte amerikanere med opsmøgede
ærmer, og ingen kunne vide, at der bare skulle en enkel kampvognssalut til, før
paraden blev pulveriseret.
Da Thomas vågnede op i et hul på størrelse med en forstadsswimmingpool, lå én
død og tre hårdt sårede, bevidstløse mænd ved siden af ham, og langs flankerne var
mændene under beskydning fra snigskytter. Han prøvede et øjeblik at få ørenlyd, men
folks angst og forvirring smittede, så Thomas lagde sig om på siden med hænderne for
ørerne og benene trukket op under sig.
Det blev klepperten Ben Kane, der fik trukket de tre sårede mænd op af hullet og
bragt dem i sikkerhed godt hundrede meter længere tilbage. Og som den koldblodige
satan, han var, stormede han tilbage til bombekrateret for at se, hvordan hans kaptajn
klarede det. Dér blev han, til forstærkningerne havde nedkæmpet snigskytterne en
times tid senere.
»Det var godt gjort, Kane,« sagde han og klappede ham på skulderen, da det hele
var overstået. »Sådan en mand som dig kan jeg godt bruge, når jeg en dag bliver
præsident.«
Kane blinkede til ham og lo. »Det vil jeg da se frem til, sir.«
Thomas så op på de isblå skyer over dem. »Ja, jeg forstår godt, at du ler. Men,
Kane, det, der skete her i dag, var på en eller anden måde næste skridt til
præsidentposten.«
Kanes smil blev smallere. »Okay, kaptajn. Du har store mål, kan jeg høre. Hvad
mener du så med, at det var næste skridt til præsidentposten?«
Thomas så et øjeblik på den unge sergent. Det han skulle til at fortælle, havde han
aldrig fortalt nogen før, men nu var tidspunktet kommet, det mærkede han. Og så
fortalte han Kane om sine drømme og sin plan, og Kane forstod ham, det vidste
Thomas allerede på forhånd. Og jo, indrømmede Kane, det var da nok også rigtigt, at
aktiv krigstjeneste havde en stor betydning. Patriotisk sindelag og udvist mod var
nøgleord til de amerikanske vælgeres kryds, det havde man da hørt.
»Tænk bare på Eisenhower og Kennedy.« Kane nikkede. »Du er heldig, kaptajn,«
fortsatte han. »Du har den rigtige baggrund, en skide rig familie, og ingen lig i lasten.
Det er lige det, der skal til for at blive præsident. Sådan en baggrund er der ikke mange,
der har. Ikke jeg, i hvert fald.«
 Det var præcis da, at sandheden gik op for Thomas i al sin gru. Og sandheden var,
at han aldrig kunne blive præsident. For godt nok havde han den baggrund, som Kane
og alle andre kendte til, men han havde også en anden. Virkeligheden var jo, at han
var søn af en morder. At han som teenager havde levet af sex med kvinder og af at
afpresse dem. Havde han ikke været mindreårig og dommeren et blødsødent væsen, så
havde han også fået en dom med i købet. Nej, Junior Mulligan var ikke gjort af det
stof, man gjorde præsidenter af, og en skønne dag skulle sandheden nok komme frem.
Når modstanden blev hård nok, ikke nu og ikke om fem år, men i den ultimativt sidste
fase, hvor man bare skulle række ud efter kongekronen, så kom sandheden frem. Det
var dét, der ville ske, det havde bedre mænd måttet sande før han. Måske kunne
Thomas Sunderland blive præsident, men det kunne Leo Mulligan Junior ikke, så langt
rakte den amerikanske drøm ikke.
Alt det forklarede han den unge sergent Kane nede i bombekrateret.
Kane dykkede ned i brystlommen efter en lille plasticpose. »Næh, præsident kan du
nok ikke blive, med mindre du sniger dig ind ad bagvejen.«
»Bagvejen, hvad mener du?«
Fyren tænkte sig om et øjeblik, mens han rullede sin joint. »Jo, ligesom
vicepræsidenterne, du ved. Lyndon B., Theodore Roosevelt, Andrew Johnson, og
hvad fanden var det, han hed, ham, der kom efter Garfield? Jo, Chester Arthur, var det.
Eller hvad med Gerald Ford for den sags skyld?« Han grinede. »De gik sgu da alle
sammen ind ad bagvejen og fik præsidentposten uden at være valgt til det.«
Thomas rystede på hovedet. Så skulle han først blive vicepræsident med alt, hvad
det indebar af tjek og undersøgelser, og så skulle præsidenten bagefter væk. Det var
ikke nogen holdbar plan.
»Men hvorfor vil du være præsident?« spurgte Kane. »Så vidt jeg ved, så er der
mange andre måder at få en helvedes stor magt på. Næh, du, bliv du en af
præsidentens rådgivere, så skal du se, hvem der har den virkelige magt.«
Det var med den sætning, at et nyt begær blev fostret i Thomas’ hjerne. Det var
lige, så Thomas’ tankerække bankede ud i æteren. Væk fra den bagende sol og den
tørre duft af jord. Væk fra skuddene i det fjerne. Væk fra liget, der stadig lå og stirrede
op i luften ved siden af ham.
Ben Kane havde løst den gordiske knude. Måske kunne Thomas ikke nå sin drøm
om at blive præsident, men han kunne komme tæt på. Han skulle bare læne sig op ad
en stærk kandidat og gøre sig fuldstændig uundværlig, så enkelt var det.
Thomas smilede. Her begyndte projektet. Projektet ‘Thomas Sunderland, De
forenede Staters grå eminence, en af verdens mægtigste mænd’.
»Godt, Kane,« sagde han. »Så synes jeg, at vi skal starte med at rapportere, at det
var mig og ikke dig, der bragte de sårede i sikkerhed. Jeg lover, du ikke vil fortryde det.
Medaljen vil hjælpe os begge to, stol på det.«
De lagde planerne sammen, og Kane havde ikke store basale krav. Han kom fra en
jævn familie, hvor drømme var noget, man havde om natten efter en god gang
spareribs. Han skulle nok hjælpe. Og da Sunderland til gengæld svor en ed på, at han
ville kæmpe lige så meget for Ben Kanes karriere som for sin egen, og at Kane ville
blive økonomisk uafhængig, når tiden kom, så var aftalen indgået.
På det gav de hinanden hånd.

I årene efter tilbragte Thomas det meste af tiden med politiske og økonomiske
studier og med at finde den rette præsidentkandidat at koble sig på.
Da Bruce Jansen vandt guvernørposten i Virginia, havde Thomas fundet sin mand.
Ikke fordi Thomas var demokrat; hvis han var noget, så var det vel nærmest det
modsatte, men fordi han tydeligt fornemmede, at denne kandidat var den bedste til at
fange kvindelige vælgeres blikke og fremkalde sved på modstandernes pander. Jo, han
havde fundet den rigtige kandidat. Det var sikkert og vist.
På samme tid fandt Thomas sig en noget yngre kvinde, der så godt ud ved hans
side. Kølig, afdæmpet, velklædt og af passende familie. Hun passede sit, og de levede
stort set adskilt, ganske som begge ønskede det. Han havde stadig løse forbindelser,
men nu passede han godt på.
Alt gik efter bogen. To børn, allerede på kostskole. Ikke noget at bekymre sig om,
ikke noget der forstyrrede.

Da Jansen ansatte Thomas Sunderland, fik han den mest loyale og uundværlige
medarbejder, man kunne tænke sig, og Jansen blev snart fuldstændig afhængig af sin
kampagnechef og strategiske sparringspartner.
Så ville skæbnen, at Jansens første kone blev myrdet i Kina. Caroll Jansen var en
led gås og en torn i øjet på mange, så det var ikke selve mordet, der gjorde indtryk på
Thomas, men derimod dét, som det gjorde ved senator Jansen. Havde det ikke været
for Thomas og et par af de andre nøglemedarbejdere, som Jansen kunne overlade de
mest vitale beslutninger til, så havde han stoppet sin politiske karriere efter dette
mord, det følte Thomas sig overbevist om. Depressionen satte sig hårdt i Jansen.
Tvivlen kom og gnavede. Det var en bekymrende udvikling, men den var også vildt
spændende.
‘Havde de været flere år sammen, eller havde senator Jansen været ældre, da Caroll
Jansen blev myrdet, så tror jeg, at sorgen kunne have gjort ham gal,’ udtalte deres
læge nogle måneder senere.
Og Thomas’ gamle drøm greb fat og bed dybt. Måske sad han her med nøglen til
Det Ovale Værelse. Jansen var ikke usårlig. Måske var præsidentposten alligevel ikke
en fuldstændig umulighed. Måske kunne han skubbe på begivenhederne, når tiden
kom. Måske var Ben Kanes ord om, at man kunne sigte efter vicepræsidenposten og
så skaffe præsidenten væk, alligevel ikke så tossede. Jo, selvfølgelig kunne Thomas
blive præsident, det kunne han da. Han skulle bare ikke vælges til det, han skulle
udpeges, det var dét, der var løsningen. Så betød hans virkelige baggrund ikke noget.
Først var målet at blive stabschef, og så skulle han arbejde sig frem til, at
vicepræsidenten blev smidt af vognen, når tiden var moden, og at det så blev ham
selv, der fik tilbudt posten som vicepræsident bagefter. Og så til allersidst skulle han
sørge for, at præsidenten blev elimineret. På den måde kunne målet nås, uden at han
nogen sinde havde behøvet at deltage i en valgkamp; og mordet på Jansens kone
viste vejen. En lang og kringlet vej ganske vist, men ikke usandsynlig. Slet ikke.

I de kommende år lærte Sunderland at arbejde sammen med gud og hvermand.

Inden for det demokratiske parti blev han kendt som problemknuser, en, man kunne
stole på, et driftssikkert køretøj. Selv ledende republikanere udtalte, at så længe
Sunderland var i Jansens stab, så var der altid en at forhandle med. Han fik tilbud fra
flere opstillingskredse, men takkede hver gang nej, og blev derfor ironisk nok
respekteret som en beskeden mand, der ikke ønskede at føre sig frem.
Som Jansens højre hånd overværede han høringer i Kongressen, udførte
lobbyarbejde, sendte blomster til ledende skikkelsers koner på deres fødselsdage, og
mange magtfulde mænd huskede ham for samarbejdsvilje og tilbød ham store
stillinger. Ja, selv toneangivende kræfter i Senatet ønskede ham i sit brød.
Men Thomas takkede nej. Efter hans opfattelse var der ingen i landet, der var så
oplagt en præsidentkandidat som Jansen, så hvorfor skulle han ikke blive, hvor han
var?
De skulle bare have vidst, hvad han sigtede imod, og hvor meget han hadede dem.
At Junior Mulligan levede i bedste velgående derinde bag Thomas Sunderlands
slebne facade. At han samlede alt det snavs om sine kolleger, han overhovedet kunne,
og at han kun havde respekt for sig selv.
For det var ikke Junior Mulligans plan at skulle slave for andre resten af sit liv. Nej,
det var planen, at de andre skulle komme til at slave for ham. Koste, hvad det ville.

Mens alt dette skete for Thomas, var de første år gået for Ben Kane med at
specialisere sig inden for hæren. Først lærte han at dræbe hurtigt og lydløst, så lærte
han at blive god til at glemme det igen, og hen ad vejen fik han sig kvalificeret til
Secret Services eliteafdeling, der var dem, der passede på dem, der efter sigende
passede på alle andre.
Efter ti års tro tjeneste sagde han sit job op og grundlagde sit eget sikkerhedsfirma.
Han øvede sig i nogle år med at beskytte grådige topchefer, der gjorde forretninger i
lande som Irak, Liberia og Colombia. Det kostede ganske vist døde på begge sider,
men gav også godt igen. Kane kunne sit job, og Thomas så tydeligt, hvor nyttig han
kunne blive.
Da Thomas så nogle år senere foreslog senator Jansen, at de havde brug for et
privat vagtkorps til at supplere Secret Service-folkene, var Jansen først skeptisk. Men
da Thomas insisterede, og Jansen langt om længe mødte Kane, blev sagen hurtigt
afgjort. I bund og grund kunne Jansen godt lide tanken om at styre sine egne
livvagter, sådan var han jo. Og Jansen betalte selv.
Jo, bondedrengen Kane havde afgjort talent, og det havde Thomas også.

Næstsidste hurdle i programmet blev overvundet, da Thomas et par år efter mordet i

Kina introducerede Jansen for den begavede og kønne Mimi Todd, og Jansen
plumpede i med begge ben. Nu havde Thomas skaffet sin præsidentkandidat en kone.
Så skulle han bare sørge for, at Jansen mistede hende igen.
I bund og grund havde Ben Kane og Thomas planlagt det godt. De havde udvalgt
valgaftenen som det absolut bedste tidspunkt for mordet på Mimi Jansen, de havde
fundet en perfekt lokalitet, og de havde planlagt tingene til mindste detalje. De havde
oven i købet verdens bedste bagmand, for levemanden Bud Curtis var et kup. En
ultrakonservativ rigmand, der var kommet med stærkt negative udtalelser om Jansen
og hans kone, og med en datter i administrationen, som han forgudede, men helst så
arbejde andetsteds. Og oven i det kom så tilbuddet om at afholde valgfesten på et af
Curtis’ hoteller. Jo, det kunne næ sten ikke være bedre, og slet ikke da det viste sig, at
Curtis også havde en mand som Toby O’Neill i sit brød.
For O’Neill var den fuldstændig perfekte syndebuk. Hvilken farverig pendant til Lee
Harvey Oswald. Denne afstumpede og rabiate fyr, der ikke havde forstand nok til at
sige nej, da de tilbød ham en sum penge, som de senere trak på Curtis’ konto.
Hvordan han nogen sinde skulle kunne få lejlighed til at bruge de penge, faldt ham
tilsyneladende ikke ind. Endnu en god grund til, at valget faldt på ham.
Toby O’Neill skulle alts å slå Mimi Jansen ihjel, men i modsætning til
omstændighederne omkring den mistænkte i mordet på John F. Kennedy, Lee Oswald,
måtte der ikke på nogen som helst måde bagefter kunne opstå gisninger om
konspiration og ukendte motiver bag mordet. Bagmanden skulle være synlig og
sættes i gabestokken, og han skulle dømmes strengt; så var der ro. Sagen lukket. Det
havde de Curtis til. På den måde fik de altså maskeret alle spor efter sig og havde
samtidig en selvsmagende og grisk anklager i deres hule hånd.
Og alligevel var det næsten ved at gå galt, før det kom i gang.
Hidtil havde sikkerheden omkring Jansen stort set været styret af Ben Kanes korps,
men nu var Secret Service pludselig for alvor trådt i karakter og havde taget opgaven
på sig. I dagene op til valgnatten blev stort set alt i hotellet checket to gange. Først af
Kanes mænd og bagefter af Secret Service-mændene i de grå habitter. Havde det ikke
været for Thomas’ og dermed også Jansens insisteren, så var Kanes mænd blevet
bedt om at forsvinde helt. Men Kane holdt skansen. Problemet var bare, at fordelingen
af opgaver ikke længere lå på Kanes bord. Et forhold, han senere skulle få rettet op på,
da Jansen endelig sad i Det Ovale Værelse.

Planen havde oprindelig været, at Kane selv skulle inspicere mellemgangen, før
Toby O’Neill stillede sig op inde i den. At pistolen med de kunstige fingeraftryk skulle
have ligget bag flaget og ventet på at blive taget op af Toby O’Neill og derefter brugt.
Det var ikke uproblematisk, men det kunne lade sig gøre. Lige indtil Secret Service-
mændene overtog opgaven, og tjekkede alt igennem en gang til både i mellemgangen
og alle andre steder. Og det var sket bare halvanden time, før helikopteren med Jansen
skulle lande.
Hvordan kunne de nu skjule den fucking pistol i mellemgangen for de grå
sporhundes røntgensyn? Det kunne bare ikke lade sig gøre, det vidste han.
Det var derfor, Ben Kane pludselig stod foran Thomas med krakeleringer i sit ellers
så upåvirkelige ansigt og gjorde tegn til, at de skulle tale sammen i enrum.
»Jeg kan ikke have pistolen på mig, Thomas,« havde Kane sagt. »De grå sataner
aner uråd, hvis jeg prøver. Deres øjne er alle vegne. Du må tage den med ind i
mellemgangen og give den til Toby. Du er clearet. Ingen vil mistænke dig, og du vil
ikke blive visiteret. Du kan have hvad som helst i de jakkelommer. Kan du gøre det,
Thomas? Ellers må vi aflyse det hele.«
Thomas havde et kort øjeblik set sit verdensbillede styrte sammen. Skulle han
aflevere pistolen til morderen? Hvordan kunne han det? Hvordan aflevere den uden at
sætte fingeraftryk? Hvordan kunne han overhovedet slippe fra det, mens alle mulige
forsøgte at fange hans opmærksomhed? Senatorkoner, som han sendte blomster på
deres fødselsdage. Senatorer, som vidste, at de ikke ville stige i hierarkiet uden hans
venlige opmærksomhed. De ville stå lige op ad ham. Ikke fordi han var bange for at
gøre det. Det kunne bare ikke lade sig gøre.
»Det går ikke, Ben. Folk ser på mig hele tiden. Jeg kan heller ikke pludselig gå med
handsker for at undgå at afsætte fingeraftryk. Det går bare ikke,« havde han sagt.
Ben Kane nikkede, han vidste det godt.
Så vendte og drejede de problemet, til de fandt en løsning. Den var ikke optimal,
men brugbar. Derefter øvede de sig en halv time med Kanes pistol, til de kunne
proceduren i blinde.
Når de var dernede, skulle de begge to bevæge sig helt tæt på væggen i
mellemgangen. Thomas skulle have Bud Curtis’ pistol i lommen, og Ben Kane skulle
gå lige foran ham. Først når O’Neill var visiteret rutinemæssigt for sidste gang af
Secret Service-folkene, måtte Thomas nå op til Kane og gå indenom ham eller stille sig
bagved ham, mens han tog om pistolen i lommen ved at gribe om den gennem foret fra
indersiden. I samme øjeblik skulle Kane modtage pistolen med snippen af sin jakke og
kort efter træde frem og levere den videre ned i lommen på Toby O’Neills skrigrøde
jakke. Der ville være mange folk lige omkring maleriet, mens det blev afsløret, folks
nysgerrighed og bredden af mellemgangen tillod ikke andet. Den del af opgaven ville
givetvis ikke være den vanskeligste, bare Kane sørgede for at stille sig, så gæsterne i
lokalet dækkede hans forehavende.
Sådan måtte det blive, hvis det skulle være nu.
De kaldte O’Neill til sig og fik ham til at forstå, at tingene var blevet ændret en
smule, og O’Neill var kun tilfreds. Han ville sikkert blive visiteret flere gange, og hver
gang skulle han bare brede armene ud og lade som ingenting. Bagefter var det helt
enkelt. Når han mærkede, at han havde fået pistolen, skulle han vente et sekund eller
to og så bare stikke hånden i lommen, tage pistolen op og affyre den direkte mod
Jansens kone, hvad kunne være lettere? O’Neill sitrede ligefrem ved tanken, kunne de
se. Syg i hovedet eller ej. Han var den helt rigtige. Perfekt til at slå ihjel og blive slået
ihjel.
Troede de da.
For aftalen med Toby O’Neill var jo, at han bare skulle dræbe Mimi Jansen og ikke
mere. Han fik sin pistol fra Kane, og han skød, som han skulle, og så skete der dét, at
idioten besluttede sig for at skyde én gang til.
»Svinet skal dø, så kan I sige, hvad I vil,« havde O’Neill råbt og rettet pistolen ind
mod Jansen, mens panikken ramte Thomas som et lyn. Det var derfor, Kane trak sin
pistol og dræbte O’Neill på stedet, selv om det ikke var den oprindelige plan. Nej,
planen havde været, at det skulle være en af mellemgangens sort- eller gråklædte
agenter, der skulle gøre arbejdet færdigt. Problemet var bare, at udover Kane var
Thomas den eneste tæt nok på til at høre indholdet af det imbecile menneskes råb, så
der var intet valg. Kane måtte skyde, ellers kunne han ikke være sikker på, at
agenterne ville få ram på O’Neill i tide. Tiden skulle vise, at Kane vurderede rigtigt. Der
var alt for mange forhold dernede, der kunne gå rivende galt i den situation, hvis Kane
havde tøvet. Mange mennesker, mange bevægelser, panik. Og intet måtte gå galt. Jo,
Kane gjorde det rigtige. Han var professionel. Var Jansen blevet skudt af Toby O’Neill
på valgaftenen, så havde vicepræsident Michael K. Lerner i følge Forfatningen
efterfulgt præsidenten, og Thomas var gledet helt af banen. Alt havde været tabt på
gulvet.
Men sket var sket, og resultatet blev trods alt det samme. Jansen skulle leve, og
Toby O’Neill skulle dø, og sådan blev det.

I minuttet efter mordet begyndte Kane at improvisere, han havde simpelthen intet
andet valg. Først røg Curtis’ glas ned i hans bukselomme. Derefter forsvandt han i
nogle minutter, hvor han skilte sig af med vandglasset og med drabsvåbenet og
jakken med olien fra Curtis’ pistol, som Kane havde stukket ned i O’Neills lomme lige
før mordet.
Der var ingen, der opdagede, at Kane skiftede jakke, for han havde flere af samme
slags, og mere kom der ikke ud af det. Aftalen med anklageren Mortimer Deloitte var,
at hvis forsvaret ikke insisterede på at få placeret ansvaret for det dræbende skud mod
Toby O’Neill, så var det bedst, at han ikke kom ind på det.
Og det havde de så sandelig sørget for, at forsvaret ikke insisterede på. Flere på
anklagerbænken blev smurt og altså også på forsvarersiden. Alt det klarede Kane. Og
bagefter blev mange belastende spor slettet, såsom vandglasset på kameramand
Marvin Gallegos’ video og småspor efter den falske FBI-agent Blake Wunderlich. Der
blev fabrikeret falske anklager mod Curtis, og da det hele var overstået, og
Washington Dekretet vendte op og ned på landet, så forsvandt flere af de
nøglepersoner, der havde stået foran såvel som bag vidneskranken. Alt sammen små
led i den store nationale forvirring. Der skulle ikke være noget eller nogle, der kunne
føre denne beskidte sag tilbage til landets kommende præsident.

Nogle uger før var Jansen blevet indsat som præsident, og alt havde indtil da kørt
efter planen. Thomas’ næste træk var så at slå Jansen psykisk ned og at få presset
vicepræsident Lerner væk. Det sidste arbejdede han og Kane på fra den dag, Jansen
pegede på Lerner, for Lerner kunne hurtigt gå hen og blive en trussel. Han var en
yderst rutineret politiker og havde mange venner rundt omkring. Ham vidste man
aldrig, hvor man havde.
Når de havde fået skaffet Lerner væk, så var næste skridt at sørge for, at det samme
skete med Jansen, og det hjalp Jansen selv godt med til. Allerede i månederne mellem
valget og præsidentindsættelsen kunne man se på Jansen, hvordan han ændrede sig,
og Thomas fulgte udviklingen på nærmeste hold og frydede sig. Han observerede,
hvordan Jansen trak sig ind i sig selv og ikke fik søvn i flere dage i træk. Hvordan han
kom med stærkt irriterede udfald og forvirrede sine omgivelser. Hvordan han satte sig
ned foran computeren og stirrede ud i luften, som om tankerne aldrig ville komme. Det
var fuldstændig, som om Amerika havde valgt en senator Jekyll og i stedet fået en
præsident Hyde. Ustabil og mørk i sjælen var Jansen. Det ville være som at trykke på
en knap, når tiden var inde, for sorgen havde slået Jansen omkuld. Han kunne
ingenting mere. Det var sådan, Thomas så på præsidentens tilstand.
Derfor blev chokket for Thomas hundrede gange større end for alle andre den dag
fjorten dage efter valget, hvor Jansen fremlagde sin lov-og-orden-pakke. Og Thomas
var taget hjem den nat rystet i sin sjæl og havde læst oplægget igennem i sin ensomme
dobbeltseng mindst ti gange. Han havde vendt og drejet det og opsummeret alle
argumenterne, og natten og nervesystemet blev tyndslidt, til fordelene langsomt
tonede frem og oversteg ulemperne.
For Thomas begyndte at indse, at også i denne situation lå udvejen lige foran ham,
bare man så den i den rette synsvinkel. For realiteten var, at Jansen havde løftet sig op
over sorgen. Uanset, hvor meget man ledte, så afslørede Jansens forslag på ingen
måde en nedbrudt mand ude af stand til at varetage sit embede, snarere tværtimod.
Præsident Jansen gjorde bare, hvad mange i hans stol burde have gjort før ham.

Den nat i begyndelsen af februar stod Thomas op af sengen, gik ind i stuen, tog sig
en whisky og lagde benene op på bordet. Et grumt og vidunderligt skuespil
åbenbarede sig. Når man så godt efter, syntes mulighederne endnu bedre end før. Det
ville koste hoveder, ja; men hoveder var der nok af.
Han tændte for tv’et og konstaterede med tilfredshed, at eftermiddagens skyderier
på en skole uden for Washington kørte i endeløs sløjfe på samtlige tv-kanaler. Det
viste sig oven i købet, at et af ofrene var søn af næstformanden i den republikanske
fløj i Repræsentanternes Hus, og at to af de tre øvrige ofre kom fra velstående familier.
Kunne det være bedre? Det var virkelig nyheder, der gav genlyd. Rungende,
angstfremkaldende, hysterisk genlyd, der sendte mange voldsforskrækkede
demonstranter på gaderne.
Næste indslag handlede om ‘Dræberen fra tagene’ i New York, og alle
ingredienserne var med. Faktisk kunne det næsten føles, som om aftenens drejebog
var blevet udarbejdet på Thomas’ skrivebord. Snapshots fra gerningsstederne,
indzoomninger på tomme patronhylstre og små korte klip med lokalbeboere, der
kiggede opad med skræmte øjne. Panikken bredte sig. Folk udtalte, at nu måtte det
snart være slut, ellers vidste de ikke, hvad de ville gøre.
Thomas fulgte det hele med et voksende smil på læben. ‘Det her er godt for Jansen,
men endnu bedre for mig,’ tænkte han. Som han så det, kunne man næsten forledes til
at tro, at det alt sammen var iscenesat af Det Hvide Hus, ja, måske ligefrem af Jansen
selv. Han rystede på hovedet, smilede bredt og tømte sit glas. Men nej, det kunne den
mand ikke finde på. Selv i dybeste sindsforvirring. Han så ud i luften og begyndte at
le. Nej, Jansen kunne ikke finde på det, men det kunne hans stabschef sagtens, hvis
det ikke var sket af sig selv.
Han skænkede sig et par whiskysjusser mere og gennemtænkte situationen en gang
til.
Dengang Jansen valgte sine kabinetsmedlemmer, tog han ikke Thomas med på råd,
som man burde have forventet, når han var Det Hvide Hus’ kommende stabschef og
en mangeårig betroet medarbejder. Og naturligvis havde det irriteret Thomas dengang,
grænseløst endda, men nu forstod han bedre.
Jansen havde haft en plan med de ministre, så hvorfor diskutere det? Det kunne
han se nu.
Specielt var det valget af Billy Johnson, som Thomas og Jansen havde været
uenige om. Skulle man måske ikke tage i betragtning, at Johnson havde været indlagt
på psykiatrisk afdeling efter mordet på hans søn? havde Thomas spurgt i flere
omgange. Var det måske det bedste udgangspunkt for en mand, der skulle lede og
regere Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed? Nej, vel?
Og alligevel havde Jansen insisteret på sit valg.
Thomas huskede det, som var det i går. Hvor havde han haft sine tanker den dag?
Hvorfor var det først nu, at han rigtig forstod, hvorfor Billy Johnson havde været så
oplagt?
Billy Johnson havde jo mistet en søn, det var derfor. Manden var jo rystet i sin
grundvold, nøjagtig ligesom Jansen. Billy Johnson hadede skydevåben inderligt,
nøjagtig ligesom Jansen. Så enkelt var det. Og sådan nogle mænd kunne Jansen ikke
få nok af.

Det var den nat, natten efter at Jansen havde fremlagt sit utrolige
handlingsprogram, at Thomas satte sin whisky på bordet og ringede til Kane. Det tog
lidt tid at sætte ham ind i den generelle situation, men Kane så ligesom han straks
mulighederne.
Efter at de havde drøftet, hvad næste skridt kunne være, bad Thomas ham
kontrollere kabinetmedlemmernes baggrund. Ud over Billy Johnson ville han vide,
hvilke ministre der havde nær tilknytning til ofre for alvorlige skudepisoder og den
slags.
Han fik svaret sent på natten, og det var pulsforstærkende fabelagtigt. Aldrig
havde han forestillet sig, med hvilken omhu Jansen havde valgt sit team. Efter Kanes
sonderinger viste det sig, at over halvdelen af ministrene og stabsmedarbejderne
havde haft alvorlige oplevelser med skydevåben tæt inde på livet, og stod det til
Thomas, og det agtede han at sørge for, så ville det tal komme til at stige dramatisk i
den kommende tid.

Snart skulle endnu flere kabinetsmedlemmer opleve skydevåbnenes forbandelse, og

bagefter ville Thomas hjælpe præsidenten med at få sine lovforslag igennem og
intensivere udviklingen til det yderste. Landet skulle blive vidne til en
voldsekspansion, der retfærdiggjorde Jansens dekreter fuldstændig. Kongressen
skulle ikke få et ben til jorden. Der ville blive attentater, terroreksplosioner, drab,
bortførelser og alt, hvad der skulle til, for at landet kunne havne i en
undtagelsestilstand, som satte Kongressen ud af kraft og overlod styringen til FEMA,
Krisestyringsagenturet. Vicepræsidenten ville med garanti inden da gå af i vild
protest, det lå i kortene, og så kunne præsidenten forfremme sin stabschef uden
indblanding fra nogen eller noget.
I mellemtiden måtte Thomas bare sørge for i det skjulte at holde sig gode venner
med oppositionen og alle politikerne, der havde forladt Jansens skude. For den dag,
hvor Jansen ville blive myrdet, og den dag ville ikke ligge langt ude i fremtiden, så
skulle der stadig stå venner bag Thomas’ ryg. Han skulle nok sørge for, at
oppositionen løbende blev orienteret om, hvilken intens og alvorlig indsats han
gjorde for at stoppe vanviddet, og når Jansen først var dræbt, var vejen beredt.
Alle skulle pege på ham som Jansens efterfølger. Hvem skulle de ellers pege på?

Allerede dagen efter Jansens lovforslag kom på banen, sørgede Kane for, at en af
Jansens mere tvivlsomme støtter, justitsminister Lovell, blev ledt på bedre tanker. Det
havde ikke været svært at finde folk, der ville overfalde hans mor og datter for penge,
og voldtægten havde de lagt oven i hatten helt uden beregning. Samme nat fik Kane
gerningsmændene slået ihjel og ligene skaffet grundigt af vejen. Og så havde de
justitsministeren i deres hule hånd. Troede han.
 For ude i korridorerne løb rygterne, at justitsminister Lovell og
højesteretspræsidenten ville kræve en debat i Kongressen om de nye lovforslag, for at
alt kunne gå rigtigt til. Og så måtte han bede Kane om at stoppe dem.
Da højesteretspræsident Mannings og justitsminister Lovells vogn blev sprængt i
luften på vej over til Kongressen, blev Manning på det nærmeste flået midt over
sammen med køretøjet, de sad i; men Lovell var mere heldig, og så stoppede den
mands tvivl om, hvad han skulle mene om Jansens antivoldskampagne. Jansen havde
fået sig en uforbeholden støtte mere i staben.
Sådan var der hele tiden småjusteringer og improvisationer undervejs.
Det var ligeledes tilfældet med ‘Dræberen fra tagene’, der blev fundet død af nogle
naboer, som syntes, at det lugtede råddent inde fra lejligheden.
Lejlighedens beboere, en gammel kone og hendes søn, en tidligere medarbejder i
FBI, der ville hævne sig på hele Amerika over sin afskedigelse, havde spist en
fordærvet paté, og døden af pølseforgiftning var kommet snigende, men med fuld
styrke. En journalist på NB C, Miss B., som var kendt for sine kontroversielle og
kritiske udsendelser, fattede efter et tip fra hendes studiekammerat Tom Jumper stor
interesse for sagen, hvilket hverken Thomas eller Kane beklagede, eftersom det var
aflytningen af hende, der ledte dem på sporet af snigskytten.
Da Kane og hans folk som de første nåede frem til morderens ligstinkende lejlighed,
konfiskerede de med det samme geværet, der havde dræbt så mange i New York. Så
var det bevismateriale væk.
I dagene, der fulgte, hyrede Kane en lejemorder til at fortsætte drabene med selv
samme gevær. Jo mere panik, desto større sympati for præsidentens linie, sagde Kane,
så Thomas godkendte det uden videre. Hvorfor holde tal på myrderierne, når bare
Kane sørgede for at bremse op, når tiden var inde til det?
Og det gjorde han.
Lejemorderen boede i Prospect Park i Brooklyn, og Kane fik ordnet det, så netop
indbyggerne i det område stod for tur i den landsomfattende folkeregistrering, og at
optælleren fattede mistanke til manden. Det var Kane, der stod for koordineringen af
ransagning af lejlighed og skygning af manden. Og endelig var det Kanes fortjeneste,
at et af politiets specialkorps endelig stoppede lejemorderen eftertrykkeligt på vej ud
til sin sidste opgave.
Senere kom Tom Jumper med antydninger om, at Det Hvide Hus havde været
involveret i mordet, men det gjorde sådan set ikke så meget. Bare det ikke blev
Thomas, der kom til at stå med ansvaret for hverken det eller for de bombetrusler, som
Kane havde sørget for blev rettet imod Kongressen og en række andre steder.
Men det skulle han og Kane nu nok sørge for.

Imens blev samfundet skruet ned i en tilstand af afmagt og forvirring, og som gav
frit spil til ukontrollable grupper med deres ukontrollable midler. ‘De hvidhovede
Ørnes’ bombeattentat på demokraternes hovedkvarter i Wisconsin blev prikken over
i’et. Det kunne Thomas ikke have iscenesat bedre selv. Nej, tingene var i det store og
hele med ham.
Det værste anslag mod Thomas’ plan kom imidlertid, da Jansen burede sig inde på
sit kontor. En form for paranoia, kaldte lægen det, men Jansen var tilsyneladende
fuldstændig klar over, hvor udsat han var. Mordet på et par kongresmænd havde sat
skriften på væggen. Jansen vidste, at han kunne stå for tur; men han kunne ikke vide,
at den, der var mest opsat på at slå ham ihjel, var hans egen vicepræsident.
Det var cirka på det tidspunkt, at præsidenten bad Lance Burton om at overvåge
Det Hvide Hus, og det var en klog beslutning. Bare ikke i Thomas’ verden.

I tiden derefter ventede Thomas på en gunstig lejlighed til at slå Jansen ihjel, og
første chance kom allerede et par uger efter som følge af to uafhængige begivenheder.
Den ene var, at en Secret Service-agent, som de ikke havde styr på, overhørte en
samtale mellem Thomas og Kane. Det var ikke noget særligt, men Kane var ikke tryg
ved situationen. Derfor skar han halsen over på agenten og lagde et brev i hans
omklædningsskab, der truede præsidenten med samme skæbne. Det var dramatisk og
virkningsfuldt og gjorde absolut det indtryk, det skulle. Thomas var tilfreds.
Dernæst skete der det, at Donald Beglaubter, der ellers virkede samarbejdsvillig
med hensyn til Jansens dekreter, begyndte at forske i attentatet på
højesteretspræsident Manning og justitsminister Lovell, og det var bestemt ikke
ønskeligt. Beglaubter var en klog fyr, måske den bedste hjerne i huset, så borede han i
noget, ville det på et eller andet tidspunkt sætte noget i gang, der kunne lede frem til
en brugbar konklusion, det vidste Thomas. Og det udfald ville han ikke vente på. Så
Beglaubter måtte dø og gerne samtidig med Jansen.
Derfor blev der kastet en håndgranat mod præsidenten, mens han parlamenterede
med Donald Beglaubter på vej ind i tunnelen til Treasury Department. Kane havde
stået og ventet i to timer i et indhak og gjorde sit bedste, men alligevel mislykkedes
attentatet delvis. Beglaubter mistede hovedet, men kongen blev stående.
I forvirringen sluttede Kane sig til de øvrige livvagter, og efterforskningen havde
intet at gå efter. Kane vendte igen det hele til egen fordel og beskyldte Secret
Servicefolkene, som præsidenten omgav sig med, for fejhed og pligtforsømmelse, og
henstillede til, at Secret Service-folkene blev trukket væk fra størstedelen af opgaverne
i Vestfløjen.
Jansen fulgte rådet, det var jo også en Secret Service-mand, man måtte tillægge
ansvaret for at have visiteret Toby O’Neill utilstrækkeligt på valgnatten. Og så havde
Kane og hans folk fået det albuerum, der skulle til.

Efter dette fejlslagne attentat burede præsidenten sig inde på sit kontor og var
fuldstændig utilnærmelig. Planerne om at slå ham ihjel måtte endnu engang hvile, til
lejligheden bød sig næste gang.
Og så skete det i løbet af ingen tid. Den engelske premierminister havde fået drevet
Jansen ud af sin hule og ud i det åbne. På denne søndag, den 29. marts, midt under
pressekonferencen ville det ske, det havde Kane og Thomas sørget for.
Flere uforudsete ting var sket i løbet af dagen, men intet havde kunnet stoppe dem.
John Bugattis lig var stuvet af vejen på gulvet nede i kælderen, og hans kæreste lå
kvalt i deres hjem på sin seng. Thomas havde givet sin dagbog til den engelske
delegation, så de var helt på hans side nu. Lance Burton var blevet sat fast. Wesley
var i forvaring. Burton ville snart møde sit endeligt, men vedrørende Wesley var han
stadig i tvivl. Og så i går aftes havde en revolterende officersgruppe fået deres sidste
instrukser af en af Kanes kontaktpersoner. De havde hele udstyret parat og vidste alt
om at betjene det. Kun lederen med dæknavnet ‘Sean’ vidste, at det var storfinansen,
der betalte gildet, og kun toppen af toppen af storfinansen vidste, at Kane havde
formidlet kontakten, og at det var Sunderland, der havde skruet planen sammen. Det
var alt sammen godt for Thomas’ fremtid. Venner i storfinansen var de vigtigste. De
førte pennen på fremtidens papir.
Nu ville to statsledere komme til at dø. Det Hvide Hus’ søjler måtte vakle for et
øjeblik, og verden ville spærre øjnene op. Og når det var sket, og Thomas havde aflagt
præsidentens ed, så ville han føre landet tilbage til sin oprindelige tilstand. Alle
ministrene og topembedsfolkene ville blive fyret. De dummeste af dem ville blive
retsforfulgt for landsforræderi, og de klogeste ville begå selvmord, det skulle han nok
sørge for. Lance Burton og Billy Johnson ville blive de første.
Han ville stoppe undtagelsestilstanden, slutte fred med militserne, højrefløjen,
våbenlobbyisterne, Senatet og Repræsentanternes Hus. Hans eneste bekymring var
Michael K. Lerner, den tidligere vicepræsident. Hvem kunne vide, hvad han kunne
trække af stemmer, og hvilke kæppe han kunne stikke i Thomas’ hjul? Siden han havde
trukket sig tilbage, var han forsvundet fra jordens overflade, og Jansen havde
tilsyneladende fredet ham. Men sådan havde Thomas det ikke. Han havde bedt Kane
om at lede, til de fandt Lerner. Og når det så skete, at få skåret halsen over på ham i en
fart. Jo, bortset fra denne Michael K. Lerner, så ville han gøre sig til venner med alt og
alle, når det hele var overstået.
Amerikas forenede Stater ville få en hustrumorders søn til præsident, hvad enten
man ville det eller ej.

Thomas så på sit armbåndsur. Der var indkaldt til te i The State Dining Room kl.
15.30, men forinden var der pressekonference ude på terrassen foran diplomaternes
receptionssal. Og hvilken pressekonference. Det ville blive den første nogensinde i
hans politiske liv, som han ikke selv deltog i.
Han betragtede et øjeblik regnen og lod så blikket glide over mod døren, hvor Kane
gled ind.
»Hvad med regnen?« spurgte han.
»Ikke noget problem. Den stilner af nu,« svarede Kane.
»I fik Burton stuvet af vejen?« spurgte Thomas.
»Ja! To mand vogter på ham, som om han var fanden selv.«
»Og Wesley Barefoot, hvad mener du om ham?«
»Han har ikke noget med aflytningerne at gøre.«
»Siger hvem? Burton?«
»Vi har sat Burton under ekstremt hårdt pres. Han er for svag til at lyve. Han havde
for længst forrådt Wesley Barefoot, hvis der var noget om snakken.«
»Godt, så beholder vi Wesley, han bliver et godt vidne for os. Vi må arbejde lidt
med ham, når det her er overstået.« Han bankede i bordet med en flad hånd. »Men sæt
dig nu lige ned et øjeblik, Kane; vi har jo nok at gøre resten af dagen.«
 Kane havde det bedst i vertikal stilling, men han lystrede og satte sig et hundrede
og ti kilo tungt ned i midten af sofaen.
»Du siger, at I har sat Burton under pres!« fortsatte Thomas. »Har I efterladt spor
på hans krop?«
»Ikke noget af betydning, nej!«
»Han må forsvinde.«
»På en eller anden måde, ja. Det er vi klar over.«
»Har du afgivet forklaring til FBI?«
»Ja, som aftalt. Forklaringen er den enklest mulige: Bugatti var trængt ind på dit
kontor og truede dig. Du kunne ikke vide, at han var ubevæbnet, da du skød. Den sag
er lukket.«
»Er modangrebet på Cairo-gruppen forberedt? Er det stensikkert? Bagefter må der
ikke være én eneste, der kan sladre om min rolle i det her, Ben.«
»Det er stensikkert, ja. Vi gasser dem inde i monumentet.«
Thomas nikkede. »Gør det effektivt.«
»Ja.«
»Ikke én eneste må overleve, forstået.«
»Det kommer de med sikkerhed ikke til.«
»Vi skal ikke have nogen vidner, Kane. Slet ikke nu!«
»Nej, det skal vi ikke.«
»Og du har fået opdateret listen med de revolterende officerer rundt om i landet?«
»Ja. Listen er i dette øjeblik på vej over til folkene i Krisestyringsagenturet«
»De skal slås ihjel i lynangreb, inden chokket lægger sig, er du med?«
»Jeg ved det. FEMA har fået direktiver om, at over halvdelen af disse folk er yderst
farlige, og at de ikke skal sky nogen som helst midler for at få dem stoppet.«
»Og Moonie Quale?«
Kane rykkede frem i sædet. »Han tror stadig, du vil give ham amnesti.«
»Hvor er han nu?«
»Han sidder og venter i Seattle. Hårdt mærket af sine kvæstelser.«
»Godt, vi holdt ham i live,« sagde Sunderland. »Han har givet nyttige
oplysninger.« Han lo et sekund. »Ironisk, ikke? Fjenden har været samlet om en mand,
vi har haft i forvaring i næsten to uger. Det er fuldstændig grinagtigt.« Han gav sin
væbner et anerkendende nik. »Det var godt tænkt, Kane. Og nu sidder han altså i det
sikre hus i Seattle?«
»Ja.« Kane nikkede. Han virkede tilfreds med situationen og satte sig bagover med
armene oppe på sofaens ryglæn. Det var lige, som det skulle være.
»Bomb det ned til grunden, Ben.«
»Det er allerede beordret.«
»Moonie Quales død vil blive min første sejr som præsident, er du klar over det?
Uden ham i front vil de fleste af de øvrige militser nedlægge våbnene.« Han smilede.
»Okay, nok om det. Hvad så med dine folk, har du besluttet dig?«
»Ja, jeg beholder to mand. De er okay.«
»Og resten?«
»Jeg stiller dem lige i skudlinien, det kommer til at se helt naturligt ud. De står på rad
og række bag præsidenten og har ikke skygge af chance for at overleve.«
»Klogt, Kane. Klogt!« Thomas smilede. »Og Bud Curtis? I fik rykket henrettelsen til
klokken seks i morgen tidlig?«
»Ja, men vi bruger den anden plan, for meget tyder på at en vis sherif T. Perkins
måske vil være i stand til at bevise, at Curtis var uskyldig.«
»T. Perkins?« Thomas huskede udmærket manden fra Kinaturen. Fra det øjeblik
quizkonkurrencen var begyndt, håbede han, at han blev slået ud. Manden, der i sin tid
havde bragt ham ind til retsbygningen i Monterey. Tænk, hvis han havde genkendt
ham den gang? Thomas rystede på hovedet. Egentlig satans, som folkene på den rejse
var gået ham på tværs. Wesley, om end i det små, den helvedes Doggie, som han ville
gøre alt for at indkredse og pulverisere, Bugatti og nu også den magre sherif, der
aldrig sagde en lyd. »Sherif Perkins er en død mand. Det håber jeg, at vi er enige om.«
»Javel, men selvfølgelig er der også andre, som kan rejse krav om en undersøgelse,
når først Jansen er væk. Der var mange, der hørte Tom Jumpers og Bugattis
radioprogram den nat.«
»Tom Jumper, ja. Tænk, at det latterlige, underlødige og fuldstændigt ligegyldige
individ var den eneste, der viste lidt nosser, da det kom til stykket. Det er simpelthen
utroligt.« Han smilede. Han havde set billeder af Jumper i transmissionsvognen. Kun
et smattet stykke kød var der tilbage efter alle skuddene. »Har I udarbejdet en
udtalelse, der tilbageviser påstandene i Tom Jumpers radioprogram?«
»Ja, for længst.«
»Okay, i tilfældet Bud Curtis bruger vi altså plan B. Militserne stormer fængslet
hvornår?«
»Om tyve minutter.«
»Og vi lader de indsatte militser slippe fri?«
»Ja, indtil videre.«
»Og Bud Curtis?«
Kane trak en finger hen over struben.

Kapitel 41
Doggie og T. ankom til Det Hvide Hus i det øjeblik, hvor en helikopter pløjede ud
over den uniformsklædte menneskemasse med et brus og drejede mod syd.
Hun tog sig til mellemgulvet. Reflekserne havde snøret det fuldstændig sammen.
T. tog et dybt hvæs af sin smøg og pegede på en række patrul-jevogne og hvide
varebiler med diskrete FEMA-mærker på, der stod parkeret foran betonafspærringerne.
Så bakkede han ind mellem dem, slukkede for det blå blink og drejede sig om mod
hende.
»Nu skal du overlade det her til mig, Doggie,« sagde han og oksede sit skod ned i
askebægeret. »Uanset hvad, så siger du ikke et ord, forstået? Se på mig, hvis der er
noget, der presser sig på i knolden på dig, og husk så, at det er mig, der bestemmer.«
Doggie nikkede. Ikke ti vilde heste skulle trække noget ud af hende.
»Læn dig frem,« sagde han og klappede håndjernene rundt om hendes håndled.
»Du stiger ikke ud af vognen af egen fri vilje, er du med? Du gør moderat modstand,
og så hiver jeg dig ud.«
»Okay. Bare du ikke begynder at tæve løs på mig som en anden Rodney King.«
Han smilede ikke. »Hvis det kan redde os fra at gå til bunds i det her åndsdebile
foretagende, så gør jeg også det.«
Så trak han hende ud og skubbede hende foran sig i den aftagende støvregn, først
gennem et par betonafspærringer og så helt frem mod vagten. Hun følte sig som en
udstødt på vej til stening, og alle stirrede på hende, også soldaterne, men de gjorde
ikke noget. Selv de civilklædte opdagere greb ikke ind. Først helt henne ved vagten,
hvor soldaterne havde betydeligt mere sildesalat på brystet, begyndte spidsroden for
alvor.
De pegede på dem med dødbringende små automatiske modbydeligheder og bad
om legitimation. Ikke fordi de ville lade dem passere, snarere fordi de ville sikre sig en
vis berettigelse til at kunne fylde deres korpus med projektiler, s åfremt de gjorde en
forkert bevægelse. T. brummede lidt, før han viste dem sit skilt og rakte armene i vejret,
så de kunne visitere ham, og Doggie fulgte hans eksempel. Med stor ekspertise
famlede soldaterne overalt på deres kroppe, trak fingrene gennem alle sprækker,
stoppede op her og der et kort fyldestgørende sekund og gik så videre, uantastet af
den uendelige nærhed, som det i andre situationer ville have føltes som. Det gav
Doggie kvalme.
Så trak soldaterne sig et skridt tilbage.
»Det her er Doggie Rogers, I ved, hvem hun er,« sagde T. tørt til den nærmeste af
mændene. »Hun skal afleveres direkte til Secret Service-folkene derinde, okay? Ring
efter dem med det samme. Der er vigtige oplysninger gemt i hendes hoved.«
Soldaten, der havde kommandoen, nikkede ind mellem tremmerne til manden i
glasburet, som Doggie hver dag havde sagt godmorgen til de sidste mange uger. En
luge blev åbnet, og et billede blev rakt frem til den næste vagt og videre ud til
soldaten. Han holdt det op ved siden af Doggies og vurderede begge ansigter, som
om det var en ‘find-fem-fejl’-opgave.
»Det ér hende, tro mig,« sagde T..
»Hun er faldet af på den,« konstaterede soldaten og inviterede til et los over benet.
Doggie så på T. og mærkede hjertet hamre tungt i brystkassen. Var hun måske ikke
frit bytte nu? Var det ikke hende, der billedligt talt var bagbundet og kylet op ad
muren? Var hun ikke lige nu fuldkommen afhængig af den radmagre mand, der stod
ved siden af hende og hungrede efter en smøg?
T. klemte øjnene sammen, dybt optaget af at lodde telekommunikationen inde bag
panserglasset. Så nikkede vagten et par gange, lagde røret og sendte beskeden videre
ud til soldaten med et kodesprog, der for så vidt godt kunne betyde, at han havde fået
carte blanche til at plaffe dem begge to ned på stedet.
Nu rykkede det lidt længere bagude i landskabet på den anden side af tremmerne.
En mindre enklave af sorte jakkesæt gik med hastige skridt op langs stisystemerne og
lige mod dem. Den forreste af dem fik med et vink gitterdøren åbnet, og vejen var fri.
 Tre minutter efter sad de inde på Ben Kanes kontor. Et lille, vinduesløst kammer,
som Doggie aldrig nogensinde havde sat sine ben i.
Stemningen i huset var tydeligt hektisk. Folk, hun aldrig havde set før, halvløb ned
ad gangene. Sikkerhedsagenterne udenfor omgrupperede sig hele tiden, og mændene,
der sad i rummet hos dem, lyttede med stor intensitet til, hvad der flød igennem
øresneglene.
En af Kanes mænd satte sig over for dem og spurgte T., hvor han havde fanget
hende, og hvem hans kontaktperson i Det Hvide Hus var. Til hans tydelige irritation
trak T. bare på skuldrene og trak en smøg frem.
»Der er rygeforbud i Det Hvide Hus,« sagde en anden, der stod henne ved døren.
Doggie kendte ham. Han stod mindst tre kvarter hver dag under John F. Kennedys
magnolietræ og kæderøg.
Så gentog fyren, der sad over for dem, sit spørgsmål, og da T. stadigvæk ikke
kunne mande sig op til andet end at bede om sort kaffe og et ordentligt askebæger, så
gav de op. Alle mulige andre opgaver drønede rundt i deres hoveder, det var helt
tydeligt at se. Kommunikationen i øresneglene var langt, langt vigtigere end en stædig
sherif fra bonderøvenes land.
Så bad de T. om at låse håndjernene op og trække hendes arme om bag stolen. Det
gjorde han uden tøven, men han var forsigtig, da han klappede håndjernene i.
»Så må Kane klare resten,« sagde manden bag bordet til de andre.
»Ben Kane,« sagde hun og vred hænderne om i en mindre anstrengende position.
»Ham udtaler jeg mig overhovedet ikke til. Send bud efter Wesley Barefoot eller Lance
Burton. Ud over præsidenten vil jeg ikke tale med andre end dem!«
Mændene omkring hende var stort set de samme, som dem Sunderland havde
introduceret på guvernørens kontor i Richmond for et års tid siden. Dengang havde
de stået for sikkerhed og tryghed, nu så hun anderledes på dem. Deres hvisken i
hjørnet var absolut ikke til hendes fordel. De gav hende myrekryb.
Hun så over på T., der ikke så meget som hævede et øjenbryn. ‘Hvad pokker mon
der foregår i hovedet på ham?’ tænkte hun. Havde de ikke aftalt, at de først og
fremmest skulle se at få fat i Wesley? Jo, de havde. Og lykkedes det ikke, så skulle T.
på en eller anden måde sørge for at komme videre op i systemet. Hvorfor sad han så
der med søvnige øjne og bad om kaffe?
»Jeg får at vide, at Kane er optaget,« sagde kæderygeren med hånden på øret.
»Han er inde på Lance Burtons kontor. Vi får Hartmond herover i stedet for.«
»Hvorfor det? Han er jo Secret Service-mand!« sagde en anden.
»Jones kommer også!« tilføjede kæderygeren.
Det gav T. vinket til at rejse sig. »Jeg bliver ikke siddende her, mens I venter på de
der gutter,« sagde han. »Jeg har hverken fået vådt eller tørt siden i går eftermiddags,
så nu går jeg. I kan finde mig i kantinen.« Han stak en hånd i vejret, før deres protester
nåede hans trætte ører. »Og så bagefter kører jeg hjem. I finder nok ud af, hvor
dusøren skal sendes hen.«
Han vraltede ud af lokalet som en cowboy uden hest, men trods komikken var hele
foretagendet stærkt bekymrende. Hvordan ville dette i denne sammenhæng så aparte
væsen nogensinde orientere sig i Det Hvide Hus’ snirklede forgreninger? Han kunne
sikkert ikke engang finde et toilet.
Han så bagud mod hende, som om han mærkede, hvad hun tænkte, og rystede
umærkeligt på hovedet. Det betød ikke, at hun ikke skulle bekymre sig på hans vegne,
nej, slet ikke. Det betød bare, at hun ikke skulle vove at sige så meget som et eneste
ord, uanset om de så bearbejdede hende med nåle under neglene.

Mens de ventede på forhørsfolkene, begyndte håndjernene omme på Doggies ryg

at føles som skruetvinger, og hænderne blev langsomt mere følelsesløse.
‘Sådan sad min far, sidste gang jeg så ham,’ tænkte hun og var lige ved at græde.
Kun få timer fra nu var det slut, også med håndjernene. Dem ville de tage af ham og i
stedet spænde ham fast på briksen med stropper.
Og så ikke mere.
Hun lænede sig frem, så drageøjnene over for hende ikke skulle se, hvilke indre
kræfter der var ved at gribe fat i hende. ‘Åh, kære Gud. Lad os slippe. Lad min far leve,
lad mig leve. Åh, Gud, vær med os,’ bad hun, mens tårerne og væsken fra næseborene
begyndte at sile. ‘Så tag dig sammen, tænk på noget andet,’ pressede hun sig selv.
‘Hvor vil T. gå hen? Og hvad laver Kane inde hos stabschefen?’
Det var på det tidspunkt, at de to mænd kom ind og bad de andre om at forsvinde.

På hver sin måde frygtede hun dem begge.

Den ene var mager, mørk og tavs, en mand som Ben Kane havde knyttet til sit korps
af livvagter umiddelbart efter attentatet på præsidenten, og den anden var hans
diametrale modsætning. En blegfed, ældre mand, der mindede hende om
børnebibliotekaren hjemme i Cheasapeake.
Det var de samme to mænd, der havde forhørt personalet i Vestfløjen efter
attentatet på præsidenten. Dengang hviskede man om dem, at de hadede hinanden, og
rigtigt var det, at de stod på hver sin lønningsliste i Det Hvide Hus’
sikkerhedsapparat, og mere skulle der ikke til. Jones var Ben Kanes mand med hud og
hår, og Hartmond var ansat i Secret Service; men fælles for dem begge var evnen til at
bide sig fast i ofrene som jærver. Ingen medlidenhed, ingen løfter om særbehandling af
nogen art. Selv om de havde hver deres arbejdsgiver, så var de der for det samme. For
at skaffe informationer og sortere dem. Ikke for andet. Om det så hen ad vejen skulle
ske med andre midler end de konventionelle.
»De er anklaget for drabsforsøg på landets vicepræsident. Ved De, hvad det kan
komme til at betyde, miss Rogers?«
Hun lukkede af og lod blikket fare hen over væggen bag Kanes skrivebord. Der
hang et par dusin indrammede billeder af Kane og nogle af de mennesker, han havde
været livvagt for. Mange af dem var prominente navne, og flere af dem stod med
armen på en smilende Kanes skulder. Det var Kanes trofæer. En slags pendant til
certifikaterne rundt omkring på psykologernes og terapeuternes klinikker.
Professionernes blå stempler.
»Doggie Rogers, De opnår ikke noget ved at være tavs. Vi er ret utrættelige, men
det ved De vel.« Hartmond satte sig omvendt på kontorstolen og maste bildækket og
den alt for stramme striktrøje ind i stangen, der holdt ryglænet. »Hvem arbejder De for,
miss Rogers? De må sige os hvem, hvis De vil gøre Dem håb om rettens mildhed.«
Hun ignorerede ham totalt. Var det måske ikke det, T. havde bedt hende om?
Hartmond lagde hovedet på skrå. »Miss Rogers, Deres far sidder på dødsgangen
og skal henrettes om ikke ret mange timer. Sig noget til mig, så skal jeg se, hvad jeg
kan gøre. Måske kan der være håb for ham, hvis De taler nu.«
Nu rettede hun øjnene ind på ham.
»Jeg sagde måske, miss Rogers. Men lad mig høre, hvad De kan give mig.« Han så
allerede selvsikker ud, det dumme svin. »Hvem betalte Dem?«
Hun trak vejret dybt. »Gøre noget for min far? Hvad mener De?«
»Jeg kunne jo tage den telefon der og ringe over til Sikkerhedsministeriet. Det er jo
dem, der står for udsættelser og appeller lige for tiden.«
 »Så tag telefonen,« sagde hun uden tøven. T. ville ikke blive glad, men hvad andet
kunne hun?
Hartmond rykkede bagud i sædet. Nu havde han fået hende helt ud til klippekanten.
Jo, han kunne godt være tilfreds.
Hun så på Jones gennem øjenkrogen, han fulgte tilsyneladende ikke med i seancen.
Så var der sikkert nogen, der talte til ham i øresneglen.
Jones tog hånden væk fra øresneglen. »Kane er på vej over til situationsrummet
med Lance Burton,« sagde han. »Stabschefen er lige blevet anholdt.«
Hun mærkede gyset dybt ind i kroppen. Lance Burton anholdt! Hvad i alverden
skete der?
Hartmond rettede igen sine undersøgende øjne ind på hende. »Okay, miss Rogers.
Hvis De vil redde Deres fars liv, så svar på spørgsmålene.«
Hun fæstnede sig ved en trækning omkring hans øjne i et øjeblik, hvor han ikke
passede godt nok på. Bag de livshærgede pupiller var tankerne et helt andet sted, det
var let at få øje på. De kredsede gribbesultent om det næste spørgsmål, om
saksehugget mod hendes forsvarsværn. Han søgte sit mål som et varmesøgende
missil, men blikket afslørede, at han ikke havde certifikat til at handle med nogen som
helst om noget. Hvis der var noget, han ikke ville, så var det at løfte røret og ringe til
Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed. Og hvad der i øvrigt skete med hendes far var
blot en ligegyldig detalje. Det var sådan, han tænkte, det vidste hun.
Hun satte sig ud på kanten af stolen, og han smilede selvsikkert tilbage. For ham
var hendes reaktion et signal til fortrolighed, tiden til at høste. Han havde bare spredt
et par få sætninger, og nu havde hun sat sig ud på kanten af stolen. Der var allerede
bid, det troede han da i hvert fald. Man mærkede virkelig, hvor Hartmond nød denne
markering, mens hans tavse makker så hans smil brede sig over ansigtet. Til gengæld
slukkedes denne brændende selvsikkerhed på et øjeblik, da hun lagde nakken bagover
og slyngede en spytklat i synet på ham. Forbavselsen passede udmærket til hans
ydre. Nu var han virkelig bare børnebibliotekaren på det lille forstadsbibliotek. Fem
minutter i lukketid og med tusinde skrigende unger omkring sig. Tvivlrådig og
drønhamrende lamslået.
Så lænede hun sig tilbage og betragtede ham, mens han tørrede sig i ansigtet med
en ærgrelse, der på et senere tidspunkt kunne komme til at stå hende dyrt. Et kort
sekund havde det føltes godt, men længere varede det heller ikke. Det var trods alt
hende, der sad og kæmpede med kvalme og afmagt og hænderne låst omme på ryggen.
»Vi skal nok få hevet det ud af Dem, miss Rogers. Hvis De vil gøre Dem selv en
tjeneste, så tal til mig. Der er andre, der kan tage over, og de har ikke samme humor
som jeg.« Her forsøgte han at smile, men gjorde det dårligt.
I det øjeblik vidste hun, at mændene ville bytte roller. Hun kunne se det i
Hartmonds øjne. Nu ville han vige for Jones’ mere kontante facon, i næste runde ville
det ske, hun vidste bare ikke hvad. Måske ville Jones gribe hende om hovedet. Måske
ville hun om lidt mærke sine nakkehvirvler knage. Måske ville hun blive tvunget til at
drikke vand, til hun var ved at kvæles, hun vidste det ikke. Men bange var hun.
Så rejste Jones sig. Hans øjne var smukke, men isnende kolde. Hun prøvede at
følge hans hænder. Hvor var de nu, og hvad ville de? Men hænderne bevægede sig
hele tiden rundt om hende, over hende, ved siden af hende. Som igler søgte de hendes
svageste punkt, dér hvor huden var tyndest. Og pludselig berørte fingrene hendes
halspulsåre ganske let. Som ved et kærtegn fandt de den bankende hvælving.
Han førte sit ansigt helt ned til hendes. »Vi er her for at finde svar, miss Rogers. Jeg
spørger Dem nu, hvem arbejder De for?« Han strøg hende blidt på halsen, så hun igen
blev opmærksom på pulsen.
»Jeg arbejder ikke for nogen. Jeg er ansat her i Det Hvide Hus. Lad mig tale med
Wesley Barefoot.«
»Er han med i det her, miss Rogers? Er han?«
Hun mærkede panikken komme snigende. »Jamen, så hør dog! Der er jo
overhovedet ikke sket noget! Jeg har ikke gjort noget, og Wesley Barefoot har
overhovedet ikke noget at gøre med det her. Er I da fuldstændig paranoide?«
Så trykkede han hårdere på pulsåren. Hun opfattede det bare som et blink i hjernen,
ikke mere, men alle faresignalerne i hendes krop tændtes med ét.
»Hvorfor ville De slå vicepræsidenten ihjel?« Så lettede han igen på trykket, og
blinket kom igen.
I det øjeblik var der inde i hende en lille pige, der skreg. Hvor var den trygge favn
henne? Hvem skulle hun søge imod? Hvor var hendes fars stærke arme, der engang
kunne holde om hende, så al verdens ondskab ikke eksisterede?
Hun var virkelig alene.
Doggie så på Hartmond med tryglende øjne. »Hjælp mig. Tag telefonen og ring, så
skal jeg nok sige det hele. Bare ring til dem og bed dem om at udsætte fars henrettelse,
så skal jeg nok sige, hvad I vil høre.«
Men Hartmond trak sig tilbage. Han havde endnu ikke glemt spytklatten.
»Du vil da ikke lade Jones kvæle mig, vil du?« stønnede hun. »Du er da ikke en af
Kanes mænd.«
Så trykkede Jones igen. Hun mærkede det næsten ikke, men pludselig var de langt
væk, og lyset dæmpedes. En følelse af, at hun stod og holdt sin far i hånden, og at den
klemte varmt, for gennem hende. Så slap Jones sit tag, og suset af blod, der
strømmede til hjernen, slukkede følelsen.
»Hvorfor ville du slå vicepræsidenten ihjel?« spurgte Jones. »Hvem betalte?«
‘Åh, please, kom nu tilbage, T.. Lad dem ikke gøre det her ved mig,’ tænkte hun og
fornemmede i det samme, hvordan Jones’ hænder forsvandt bagud.
Hun så op på dem og bemærkede omgående deres årvågne blikke. Instinktivt, som
savannedyret, der rejser hovedet før færten af rovdyr udspiler dets næsebor, vendte
de to mænd hovederne ud mod gangen. Det var endnu før, hun selv fik opfanget
lyden af det dæmpede skud.
Straks efter hørte de livvagterne løbe ude på gangen. Der udviklede sig en hektisk
aktivitet på millisekunder. Der var fødder, som bankede autoritet ned i
gulvbelægningen, der var skygger, der pilede forbi den halvåbne dør. Og begge
mændene rejste sig.
»Kom skuddet ovre fra Det Ovale Værelse?« røg det ud af Hartmond.
»Hvis det her er noget, du har med at gøre, så er du død,« hvæsede Jones. »Hvor
blev ham sheriffen af?« Han slog hende midt på læberne, så en sødlig smag af blod
lagde sig under tungen. »Har det skud noget med jer at gøre?«
Doggie suttede på læben. Uklarheden satte sig i hende, hun vidste hverken ud eller
ind. »Nej,« sagde hun. »Nej, ingenting! Vi har ingenting gjort, hvorfor kan I ikke forstå
det?«
Jones tog hånden op til øresneglen. »Det er inde fra vicepræsidentens kontor. Han
råber om hjælp, siger de!« Han så på hende med et indædt blik, og så forsvandt han
ud ad døren og ned ad korridoren.
Nu hamrede pulsen på halsen ukontrolleret og vildt. Åh,T., hvad havde han dog
gjort? Bare det ikke var ham.
»Det er ikke noget, jeg har med at gøre,« sagde hun og så bønfaldende på
Hartmond.
 Så løftede han telefonrøret og tastede. Ville manden alligevel hjælpe hende? »Åh ja,
ring til dem,« bad hun igen. »Sig, de skal udsætte henrettelsen, så fortæller jeg det
hele.«
Han rakte hånden i vejret. Hun måtte vente. Så fik han forbindelse.
»Vi har en krisesituation herovre,« sagde han. »Der har været en skudepisode inde
på vicepræsidentens kontor. Nej jeg ved ikke, hvad der er sket, jeg sidder og afhører
Doggie Rogers. Nej, vi får ikke noget ud af hende. - Nej, det er tvivlsomt. Ja, Jones er
derovre. Ja, jeg skal nok finde ud af det. Ja!«
Han lagde røret på og så sammenbidt på hende. »Jeg lader dig blive her. Hvis du er
interesseret i at redde din far, så har du endnu chancen, når jeg kommer tilbage.«
Så forsvandt også han.
I glimtet, da døren blev smækket i, så hun ud i den højloftede lobby. Spandet fra nu
og til den dag, hvor hun allerførste gang stod i hallen og lod sig favne af dens storhed
og bevægelse, var enormt og ufatteligt. Hun havde sorger dengang, bevares, hendes
far var anklaget for mord. Men ville hun kunne se sig selv i dette øjeblik med den
kvindes øjne, som for første gang erfarede rummets skønhed, så ville hun have vendt
sig bort. For hvad var hun nu? En straffefange trynet til jorden, var hun. Forklædt,
forslået, fornedret - i forbandelse.
Fuldstændig fortabt.
Hun kneb øjnene sammen. Der kom ikke tårer, men hænderne bag stoleryggen
rystede. Så trak hun vejret dybt ned i lungerne og prøvede at samle sig og tænke
rationelt.
Hvis hun nu forsøgte at hoppe på stolen, så kunne hun måske presse sig over til
Kanes samtaleanlæg på skrivebordet. Måske kunne hun så bøje sig ind over det og
taste Wesleys lokalnummer med hagen. Måske kunne hun det.
Så knyttede hun hænderne og lagde vægten forsigtigt fremad. Det var uhyre
vigtigt, at hun gjorde det forsigtigt, så hun ikke faldt, for så var det sket. Hun rettede
benene lidt ud og hoppede et kvart skridt frem. Det gik. Og så hoppede hun igen.
I samme øjeblik hun fik foden ind under en ledning og væltede forover og bankede
panden ind i skrivebordet, vidste hun, at slaget var tabt. Hele lokalet hvirvlede rundt,
og endnu engang slog hun hovedet, hun vidste bare ikke mod hvad.
Der lå hun, halvt inde under Kanes skrivebord, siddende på en væltet stol med
hænderne på ryggen og benene hen ad gulvet. Omme bag hende strakte håndjernene
senerne til bristepunktet. Det gjorde i det hele taget forbandet ondt, men tude kunne
hun ikke. Hun kunne bare bede til Gud.
»Hvorfor lader du det her ske?« hviskede hun. »Hvad har jeg gjort dig? Så hjælp
mig dog, hjælp mig.«
Hun prøvede at sparke benene ud i luften i håb om, at tyngdepunket blev
anderledes, men helt forgæves. Så prøvede hun at vride kroppen lidt, men heller ikke
det nyttede noget. Til sidst slappede hun af i alle muskler og begyndte forfra med sin
bøn.
Da hun skulle til at bede for tredje gang, hørte hun en lyd. Det var i det øjeblik, T.
Perkins kom ind i rummet og smækkede døren efter sig.
»Hej, Doggie! Hvad laver du? Er du okay?« Han greb fat i hendes arm. »Kom nu op
med dig.« Han trak i hende, til stolen stod på fire ben. »Der er sket noget ovre i den
anden ende. Nogen har skudt.« Nu lagde hun mærke til, hvor ophidset han lød. »Det
var en ret svær kaliber, der blev fyret af, tror jeg. Så det er nu, vi skal ændre
tilholdssted.«
Hun mærkede duften af hans billige aftershave og holdt vejret af frygt for, at et
glædesskrig skulle mase sig gennem hendes system. Så tog T. nøglerne frem og låste
håndjernene op.
»Hvor kan vi gå hen, Doggie?« spurgte han, mens han trak hende op på højkant.
»Du kender huset.«
Hun så på ham, mens hun masserede håndleddene. »Har du set Wesley?« spurgte
hun.
»Jeg har ikke set andet end grå og sorte sikkerhedsagenter og nogle rimeligt
alvorlige englændere, der har taget opstilling uden for kontorerne. Premierminister
Watts har masser af britiske sikkerhedsfolk med på turnéen.«
»Hvem blev skudt, ved du det?«
»Nej, og spekulér ikke på det nu, Doggie. Få os bare ud af det her rum.«
Hun tog sig til munden. Der var sket så meget forfærdeligt, men dét måtte bare ikke
ske. Wesley måtte ikke være kommet noget til. Hun bed sig i læben. Følelsen kom ikke
bag på hende, den var bare ti gange stærkere end forventet.
»Kom nu, Doggie!«
‘Ja, kom nu, Doggie,’ skreg det i hendes lavineramte indre. ‘Kom nu! Gør noget!’
Hun så sig omkring i kontoret og fik øje på et jakkesæt, der hang på en bøjle ved
siden af døren. Det var vel rigeligt stort til T., men tog han det på, ville han falde bedre
ind i mylderet ude på gangene.
»Her,« sagde hun og rakte det frem. »Tag det med!«
Så rodede hun et øjeblik i Kanes skrivebordsskuffer, mens T. skyndede på hende.
Det føltes som en evighed, før hun fandt, hvad hun søgte: et par af de famøse Id-
badges med indbygget mikrofon. De lå allerbagest i den nederste skuffe blandt
adskillige bunker af sort/hvide portrætfotos af mennesker, hun ikke anede, hvem var.
Så åbnede de forsigtigt døren ud og spejdede til begge sider. Der var mange folk i
lobbyen, og alle så over mod afsnittet, hvor Det Ovale Værelse og vicepræsidentens
kontor lå.
Hun trak T. i den modsatte retning og op mod sit kontor. Ikke fordi hun havde
noget at komme dér efter, tværtimod, det ville formodentlig være det første sted, de
søgte, når de opdagede, at hun var væk. Hun gjorde det, fordi det var den afdeling,
hvor kontorerne var flest og mindst og længst væk fra den oppiskede situation.
Doggie kastede et hurtigt blik ind i sit eget kontor. Skrivebordet virkede
fuldstændig urørt, selv om journalbunken var skredet sammen, og papirerne lå i et rod.
Så skete der i hvert fald ikke noget med DE sager. Som om det i øvrigt betød noget.
Var det måske ikke et retvisende billede på, hvilken betydning hendes arbejde reelt
havde haft?
»Her, T.,« sagde hun og åbnede døren til kontoret overfor. Det var kontoret, hvor
to af fløjens værste høns dag ind og dag ud sad og luftede deres indbildt eksklusive
parfume og alt for høje hæle. Hun smækkede døren i og konstaterede med irritation, at
parfumehørmen endnu ikke havde lagt sig.
»Dem herinde beskæftiger sig udelukkende med markedsforhold, så de er her ikke
om søndagen,« sagde hun dæmpet. »Lås døren, T., så prøver jeg at se, om jeg kan få
fat på Wesley.« Hun tastede hans interne nummer på telefonen og ventede et øjeblik.
‘Tag det nu roligt,’ tænkte hun, da han ikke svarede. ‘Der kan være så mange grunde.
Du prøver igen om et øjeblik.’
»Se her!« sagde T. og fremdrog en plisseret, kanariegul kjole fra et skab bag døren.
Det var lige netop sådan en sag, som den ene af gimperne kunne finde på at tage på til
aftenarrangementerne med diplomaterne. Doggie kendte hendes type. Hun havde med
garanti truffet beslutning om, at kom der en karrierediplomat i rette alder og fra det
rette kontinent forbi, så skulle vareprøven også være optimalt indpakket.
 »Den får du mig ikke ned i,T.,« sagde hun.
»Så får du heller ikke mig rullet ind i det her cirkustelt,« svarede han og holdt Kanes
Armani op foran sig. »Så hellere et par Levis, det ved man da, hvad er.« Han så på
hende og rystede på hovedet. »Prøv lige at se dig selv i spejlet.« Han skubbede
hende blidt frem mod et kropsstort spejl på indersiden af skabsdøren.
Hun så på sig selv med forfærdelse og ubehag. De billige klude fra butikken ved
Bronx Zoo var værre tilredt end årgamle kulsække i tredivernes Dublin. Kager af
ubestemmeligt nas klæbede enhver fold sammen og viskede den ellers så markante
overgang til en lige så maltrakteret bluse fuldstændig ud. Hendes kokssorte hår hang
ikke længere i totter, men nærmest i bjælker. Hendes teint lignede noget, der var skyllet
op i kanten af et toilet.
»Vend dig lige om,« sagde hun til T. og trak blusen af og vendte foret ud af
bukselommerne. Indholdet, de to snittegninger, som militsmanden i mælkebilen havde
haft på sig, og resten af dollarsedlerne lagde hun på hjørnet af skrivebordet. Så steg
hun ud af bukserne og stak hovedet ned i hjørne vasken, der under normale forhold
ydede gimperne en lille fersken-hudsafskylning, når arbejdspresset fik de yndige
kinder til at blusse.
Her var der helt anderledes meget at arbejde med. Efter tredje afvaskning var vandet
stadig sværtet til, så hun måtte tage håndklædet og gnubbe resten af skidtet væk.
Bagefter stirrede hun lamslået på sig selv i spejlet. Hvis der var kinder, der blussede,
så var det hendes. Hun lignede en bondepige i en Douglas Sirk-film.
Til sidst trak hun kjolen over hovedet og rettede på håret.
»Vil du ikke sige, at det her er en smule overkill på en søndag eftermiddag?«
spurgte hun og vendte sig om mod T.. Hans vildt opspilede øjne sagde sit. Ikke fordi
han så på hende, men fordi han så ned ad sig selv. Jo, der var stof nok i Armani-
benklæ-derne til at indhylle hans magre krop mere end en gang, hvem ku’ ikke se det?
Han rettede blikket op mod hende. »Overkill? Nej, det er bedre, meget bedre. Men
hvad gør vi med mig?«
Hun trak hurtigt op i hans jakke og foldede bukserne på ryggen under det stramt
spændte bælte. »Men jakken må du finde dig i. Den er bare stor, sådan er det.«
Han skød brystet frem, og det hjalp da noget. Så tømte han frakkelommerne og
fremdrog sit sherifskilt, pungen, bilnøglerne og endelig den evige talisman, dartpilen.
Alt røg ned i inderlommerne på jakken. Det gav en anelse pondus, men ikke nok. Så
tog han sin revolver, en smuk sag, der passede fantastisk i et westernlandskab, men
ikke i disse omgivelser, og stak den i bæltet. Det hjalp bestemt ikke på
helhedsindtrykket.
»Du må lade det dyr ligge, T..«
Han så på hende, som om hun havde skudt hans hest.
»Lad den ligge, T.. Du kan ikke trække den kanon frem her, uden at det koster dig
dit liv. Sådan er det bare.«
Han så på hende med et forpint udtryk og pressede den så ind under en stak
papirer.
»Nu tager vi dem her på, T.,« sagde hun og rakte ham et badge. »Vi kan ikke gå
rundt udenfor blandt de andre i ret lang tid uden dem. Alle bærer badges her, okay?
Det er bare adgangstegnet.«
Han tog den, vendte og drejede den et par gange og satte den så fast så højt oppe
på reverset, at ingen kunne undgå at lægge mærke til den.
Sin egen satte hun lidt mere dekorativt. »Dette er en prøve,« sagde hun ned i
badgens miniature-mikrofon. »Til alle dem, der hører med. Dette er Doggie Rogers.
Min far er uskyldig, og det er derfor, jeg er her. Anklagerne om, at jeg har villet slå
vicepræsidenten ihjel, er det rene nonsens. Det eneste, jeg har slået ihjel er
Sunderlands selvrespekt, og det er sikkert også værre end mord, det indrømmer jeg.
Men han fortjener det, svinet, for det er ham, der står bag det hele. Mordet på Mimi
Jansen, attentatet på højesteretspræsidenten og justitsministeren, er I med, I derude?
Sunderland er ikke den, han giver sig ud for; nu ved I det!«
Hun smilede ultrakort. Sikkert ikke et skidesmart træk, men det føltes godt.
»Jeg prøver igen at få fat på Wesley,« sagde hun og opgav efter ti ringetoner. Nu
voksede hendes bange anelser med rekordtempo. Hvorfor i alverden tog de ikke
telefonen på hans kontor?
»Hvad nu, T.?«
»Mens jeg ventede på chancen til at få dig ud af forhørslokalet, var der nogen, der
sagde, at der skal være pressekonference ude foran receptionsrummet for diplomater
kl. 15.20. Det er lige om lidt. Ved du, hvor det er?«
Hun så på ham. Pressekonference ude på terrassen? Hun rystede på hovedet. »Det
er meget usædvanligt. Thomas Sunderland plejer at være imod
udendørsarrangementer. Dels er vejret for upålidelig en størrelse, og dels er
sikkerheden alt for svær at styre. Det har jeg hørt ham sige mange gange.«
»Og så?«
»Ja, så holder vi det altid indendørs, selv om Jansen hader det. Sidste gang, vi
gjorde det udendørs, var i Richmond under kampagnen.«
T. lod kæben falde et øjeblik. »Men denne gang forhindrer Sunderland altså ikke, at
pressekonferencen afholdes uden for huset. Er det ikke mærkeligt?«
Hun så instinktivt på de to tekniske tegninger, som hun havde lagt på bordet, og
T.s blik fulgte efter.
Nu så de kun alt for tydeligt, hvad det handlede om.
For satan da. Det var ikke godt.

Kapitel 42
Wesley var nået til det forfærdende punkt, hvor han havde tabt sig selv af syne.
I årevis havde han haft en plan, og bare indtil for et par uger siden havde alt i hans
liv været tilrettelagt efter statistiske formler og en følelse af hele tiden at være på sikker
vej mod toppen. Nu havde minutterne foran monitoren i Lance Burtons
overvågningsrum gjort disse bestræbelser ligegyldige. Han havde været vidne til
Sunderlands mord på Bugatti, og pludselig var fremtiden kørt i smadder. Som han så
det nu, var der kun én ting, der var sikker: Overlevede han det her, ville han ikke
længere stræbe efter tinderne.
Det var det sidste, han ville.
Han sad i Lance Burtons overvågningsrum og så på skærmbilledet af Kanes mænd,
der bar Bugattis lig ud af Sunderlands kontor. Så bed han smerten i sig, skiftede over
til kameraet i korridoren og fulgte sin gamle ven med øjnene, mens han forsvandt ned
ad gangen.
Der var mange folk derude, der bare stod og så på. Sikkerhedsfolk i sort, som stak
våbnene tilbage i deres skeder, britiske specialagenter med sjælløse ansigter, der
næppe havde grædt en tåre i hele deres liv. Diplomater, der tilfældigvis var i nærheden.
Han klikkede til et kamera lidt længere bagude i korridoren, hvor døren til Det Ovale
Værelse stadig var lukket hermetisk i, og videre til kameraet, der sad i
receptionslokalet. Derinde, bare femogtyve meter bag mure og søjler rejst i en stoltere
tid, stod de britiske delegater i smågrupper og talte dæmpet sammen.
Så skiftede han billedet tilbage til Sunderlands kontor, hvor ryggen af Ben Kane nu
tårnede sig op foran vicepræsidentens skrivebord.
Wesley skruede op for signalet fra badgen, der stadig lå klemt fast i sofaen derinde.
Lyden var ulden, som fra en højttaler pakket ind i vat, men man hørte alt.
»I fik Burton stuvet af vejen?« spurgte Sunderland
»Ja! To mand vogter på ham, som om han var fanden selv,« svarede Kane.
»Og Wesley Barefoot?«
»Han har ikke noget med aflytningerne at gøre.«
»Siger hvem? Burton?«
»Vi har sat Burton under ekstremt hårdt pres. Han er for svag til at lyve. Han havde
for længst forrådt Wesley Barefoot, hvis der var noget om snakken.«
Wesley bøjede hovedet. I det øjeblik var respekten og taknemmeligheden over for
Burton nærmest uendelig.
»Godt, så beholder vi Wesley, han bliver et godt vidne for os. Vi må arbejde lidt
med ham, når det her er overstået.« Han bankede let i bordet med flad hånd. »Men sæt
dig nu lige ned et øjeblik, Kane; vi har jo nok at gøre resten af dagen.«
Her satte Kane sig, og lyden fra badgen i sofaen druknede under hans mastodonte
korpus.
‘De har gudskelov ikke mistanke til mig,’ tænkte han uden at føle nogen lettelse.
Synet af mordet på Bugatti og tanken om, hvad de havde udsat Burton for, gnavede
for dybt. Hvad kunne det ellers?
Han prøvede uden held ud fra Sunderlands ansigtsudtryk og Kanes gestikuleren at
lodde, hvad de sagde til hinanden. Så gik der et minuts tid, før Kane endelig rykkede
frem i sædet, og lyden vendte tilbage, om end svagere end før.
Wesley skruede op.
»Han tror stadig, du vil give ham amnesti,« sagde Kane.
Wesley bed sig i kinden. Hvem var det, de snakkede om, og hvorfor brugte de
udtrykket amnesti? Handlede det om en af eksilpolitikerne?
»Hvor er han nu?« spurgte Sunderland.
»Han sidder og venter i Seattle. Hårdt mærket af sine kvæstelser.«
Kvæstelser? sagde de. I dette martrede land kunne det være næsten hvem som
helst.
»Godt, vi holdt ham i live,« sagde Sunderland. »Han har givet nyttige
oplysninger.« Han lo et sekund. »Ironisk, ikke? Fjenden har været samlet om en mand,
vi har haft i forvaring i to uger.«
Hold da kæft! De snakkede om militsernes leder, Moonie Quale! Hvad helvede
havde de med hinanden at gøre? Wesley lænede sig frem mod videoharddiskene, for
at sikre sig at alt blev optaget.
‘Please, se det, I derude!« bad han, og håbede at et hæderligt menneske ovre i
Sikkerhedsministeriet ville være vågen i dette øjeblik, så optagelserne blev set og
registreret. Så var der da en lille chance for, at disse horrible oplysninger kom ud til
andre.
»Det var godt tænkt, Kane,« fortsatte Sunderland. »Og nu sidder han altså i det
sikre hus i Seattle.«
Kane rykkede bagud i sædet, og lyden døde endnu engang.
Mens tankerne gik på tværs af hændelserne de sidste mange uger, betragtede
Wesley den lydløse diskussion. Hvad gjorde det, at han ikke kunne høre noget?
Havde han ikke allerede hørt nok? Det, han havde været vidne til, var jo intet mindre
end landsforræderi. Stod det til ham, ville videofilerne, der var ved at blive digitaliseret
i maskinerne foran ham, blive Sunder-lands politiske og menneskelige testamente.
Men hvordan kom han væk herfra? Kunne han måske få nogen til at give præsidenten
en meddelelse om, at han sad indespærret her? Måske folk nede i vagten. Dét var i
hvert fald ikke Kanes mænd, så vidt han vidste.
Han trådte ud i Burtons kontor, trykkede et par gange på samtaleanlægget og
konstaterede, at forbindelsen stadig var cuttet. Så løftede han for tredje gang
telefonrøret. Heller ikke denne gang var der kontakt, hvad helvede skulle han så gøre?
Hans mobiltelefon lå inde på skrivebordet i hans eget kontor. Der var ingen kameraer i
loftet herinde hos Burton, som han kunne skrige sin nød ud i. Og siden Burton havde
givet ham en mikrofonløs badge til erstatning for den, der lå inde på Sunderlands
kontor, kunne han heller ikke anråbe sine frelsende engle ad den vej.
Han trak de lette gardiner til side og så ud af vinduet mod Pennsylvania Avenue,
hvor regnen syntes at have stilnet helt af. Selv dér stod Kanes sorte sataner
udkommanderet.
Han trak sig tilbage fra vinduet og trak igen gardinet for. Hold da kæft, hvor var det
ironisk. Her sad han ufrivilligt indkapslet med en viden, som kunne få selv
demokratiets tykkeste mure til at vakle, og hvad kunne han gøre? Ingenting!
Han spidsede ører. Hvad var dét for en lyd derude på gangen?
Han sprang tilbage til aflytningsrummet for at følge med på monitoren.
Jo, det var, som han troede. Præsident Jansen og hans gæst var lige kommet ud af
Det Ovale Værelse.
Wesley så på det grovkornede billede af premierminister Watts, mens han trak sig
til side i korridoren sammen med sin delegation. Lige nu virkede han utrolig træt og
alvorlig.
Et par meter længere henne stod præsident Jansen og parlamenterede med Ben
Kane. Mon ikke Sunderlands tro følgesvend i dette øjeblik var ved at fortælle Jansen
sin helt egen version af skudepisoden inde på vicepræsidentens kontor? Selvfølgelig
var han det.
Så kom Sunderland til ude i kanten af skærmen. Hans fagter skulle sikkert betyde, at
nu var alt bragt under kontrol.
‘Dumme svin,’ tænkte Wesley og så igen over på premierminister Watts. Pludselig
var det, som om bekymringerne haglede af hans ansigt, og Wesley vidste hvorfor. Så
havde de engelske diplomater allerede givet Sunderlands besked videre. De havde
fortalt Watts, at USA’s præsident var sindssyg, og at hele landet var i kaos.
Derfor undrede det ikke Wesley, at Watts i sekundet efter vinkede et par af sine
agenter tættere på sig og så fulgte efter præsident Jansen på et par skridts afstand
gennem Det Ovale Værelse og videre ud mod plænen.
»Hvad fanden tænker Jansen, når han ser, at jeg ikke venter på ham ved
mikrofonen,« mumlede Wesley og klikkede uden resultat fra skærm til skærm for at
finde et kamera, der overvågede plænen uden for diplomaternes receptionssal.
Så forsøgte han i stedet at finde et billede, der viste Kane eller Sunderland, men
heller ikke det lykkedes. »Helvedes,« bandede han og klikkede febrilsk mellem
kontorernes overvågningskameraer. Selv ikke ambassaden i Saigon i Vietnamskrigens
sidste timer kunne have virket mere menneskeforladt.
Han rystede på hovedet. Var det her virkelig verdens højborg?
Så trykkede han på tasten, hvor der stod ‘kontor 15’. Det var det næstsidste kontor
i kæden, og han ventede kun at se tomme kontorer med blinkende lysstofrør.
Så stivnede han. På det tidspunkt kunne hans organisme simpelthen ikke rumme
flere ukalkulerede input. Han blev nødt til at stikke ansigtet helt frem til skærmen. For
fanden da, jo, han havde set rigtigt. Var det måske ikke hans gamle rejsekammerat
sherif T. Perkins, der stod der og satte en badge i reverset på en voldsomt
overdimensioneret Armanijakke? Og var det ikke Doggie, der stod over for ham i en
plisseret nederdel og med et hår så kulsort, at det ikke var til at gengive på den
grovkornede skærm? Jo, det var, og aldrig nogensinde havde han set hende så bleg
og hærget.
Alt i alt et syn som det under de forhåndenværende omstændigheder var meget
svært at blive begejstret for.
‘Hvordan er de kommet ind i bygningen?’ tænkte han. Selv i sin vildeste fantasi
havde han ikke forestillet sig, at Doggie ville gøre alvor af sin korte telefonbesked, og
nu stod hun dér. Hvorfor var hun kommet? Troede hun virkelig, at hun kunne trænge
igennem disse magtmenneskers morads med en forbøn for en dømt mand? Han
mærkede hjertet hamre løs. Hvad var det dog, der skete lige nu?
Han skruede ned for monitorlyden og trak vejret. Nu måtte han bare ud og væk,
koste hvad det ville. Måske kunne øjeblikket ikke blive mere gunstigt. Bortset fra
Kanes to sikkerhedsfolk, der passede på, at han ikke forsvandt, så var langt de fleste
sikkerhedsfolk fulgt med præsidenten og premierminister Watts. Men de to mænd var
ikke de eneste, der stod på gangen lige udenfor foran Burtons dør, det kunne han se
på monitoren. Det var der også flere af de engelske diplomater, der gjorde.
Han bed tænderne sammen. ‘Om et sekund træder jeg ud i deres midte og glider
med dem ned ad gangen,’ tænkte han. Kanes sorte tropper ville ikke vove at gribe ind,
og hvis de alligevel gjorde det, så ville han skrige op om, hvad han havde set. Om det
så skulle koste ham livet.
Han løftede hovedet og så gennem døråbningen ind i Burtons kontor. Han havde
hørt et klik lige så svagt som to hægter, der sammenføjes i en kvindes intime
beklædningsgenstande, men fornemmelsen var bestemt ikke den samme. Han skruede
helt ned for monitorlyden og mærkede sit åndedræt ændre sig fra beslutsomt iltende til
febrilsk hyperventilerende. Så tog han et par hurtige skridt ud i kontoret og befandt
sig med ét i Ben Kanes undersøgende bliks søgelys.
»Jeg kommer for at overbringe dig vicepræsidentens undskyldning,« sagde Kane
og kiggede hen over Wesleys skulder.
Troede han, at der ville komme flere ud fra rummet, eller hvad helvede troede han?
 »Du forstår,« fortsatte han, »at vicepræsidenten måtte være resolut i denne
situation. Men nu er vi blevet overbevist om, at du ikke har noget at gøre med Burtons
aflytning af præsidentens kontor.«
‘Det er du bestilt til at sige, dit svin,’ tænkte Wesley. ‘Men du skulle lige vide, hvad
jeg ved. Og du skal komme til at betale for alt det syge, du har gjort, bare vent!’ kørte
det gennem hovedet. »Det er helt i orden, det forstår jeg,« var, hvad han sagde.
Kane viste ham over mod døren. »Pressekonferencen begynder om et par minutter.
Præsident Jansen venter, at du introducerer ham og premierministeren.«
Han blev ledt gennem kabinetslokalet, hvor alle fløjdøre var smækket op på vid gab,
og lyset bragede ind i brede strålebundter. I et øjeblik virkede det så uskyldigt og
jomfrueligt. Aldrig før havde han set sin arbejdsplads i så smukt et lys, og duftene fra
parken føltes stærkere end nogensinde.
Da de kom ud, så han op. Det blå hul i skyerne så ud til at ville brede sig.
Han panorerede blikket rundt. Næsten alle de forsamlede foran diplomaternes
receptionslokale var ved at slå paraplyerne ned. Der var næsten stille. Folkene fra
FEMA stod og ventede årvågent i udkanten af parken. Det enorme opbud af
mikrofoner på talerstolen, der tronede i ensom majestæt på terrassen, var klar. Ti meter
længere bagude på den glinsende græsplæne stod en lang række kameraer bemandet
med kampklare fotografer. Ved siden af dem ventede den sædvanlige hob af
journalister. Dem, der næsten kunne begå mord for at stille det første spørgsmål.
Lidt nærmere bygningen stod Jansen og premierminister Watts, og bag dem i
døråbningen til receptionslokalet var alle livvagterne travlt beskæftiget med at kaste
vågne øjne ud i forsamlingen. På en række polstrede stole ved siden af døren sad det
meste af kabinettet linet op med skarpe pressefolder. På denne side af talerstolen, hvor
Wesley befandt sig, sad de mindre betydningsfulde deltagere, der hovedsagelig
bestod af diplomater fra den engelske ambassade og nogle af udenrigsminister Mark
Wises embedsmænd. Omme bag dem stod en række tomme klapstole, der formodentlig
om et øjeblik ville blive besat af den endnu lavere rangerede del af den engelske
delegation, som endnu befandt sig inde på gangene og prøvede at greje, hvordan man
skulle tackle den nyopståede og helt aktuelle situation.
Wesley prøvede at tænke klart. Det vigtigste lige nu var, at han fik udvekslet et par
ord med Jansen, inden han begyndte at orientere pressen om statsbesøget. Jansen
blev simpelthen nødt til at vide, hvad englænderne tænkte om ham, og hvem der
havde sat historien i omløb. Måske fik Wesley slet ikke lejlighed til at sige det senere.
Han turde næsten ikke tænke på det.
Han spejdede efter Sunderland ovre på ministersiden, men stolen stod gabende
tom. Han var da ellers altid til stede, hvor tingene foregik. Hvad helvede skete der lige
nu?
I et glimt erindrede han, hvordan Doggie og T. stod i kontoret bare halvtreds meter
derfra, og pludselig sneg en ond tanke sig ind.
Havde Sunderland fået færten af dem? Gud forbyde, at han havde.
»Jeg skal lige veksle et par ord med præsidenten,« sagde han henkastet til Kane og
forsøgte at dreje ud af gangretningen og over mod talerstolen, men Kane standsede
ham med et hårdt greb i armen. Hårdt og fast, men næppe så synligt, at journalisterne
bag kameraerne lagde mærke til noget.
»Mon ikke det kan vente?« Kane prøvede at se på Wesley med et overbærende
blik, men bag hans øjne lurede instinktet; han var ådseldyret, der vejrede råddent kød.
Dér et sted lige foran ham lå det parat til at blive gravet op.
Havde Kane alligevel lagt to og to sammen, da Wesley trådte ud af Burtons
overvågningslokale lige før? Ja, selvfølgelig havde han det. Og nu ville Wesley give
sin viden videre til præsidenten, det vidste Kane, han havde mærket det.
Wesley prøvede at afvæbne Kanes mistanke med et bredt smil. »Præsidenten kan
have en sidste kommentar, jeg skal have med. Sådan gør vi jo altid. Skal det nu være et
problem?«
Den store mand fastholdt blikket. Lænkerne dirrede omkring hans håndled, mens
han strammede grebet i Wesleys arm. »Gør vi det? Men det er jo ikke rigtigt, mr.
Barefoot, er det vel?«
Wesley bed tænderne sammen. ‘Så giv da for helvede slip, mand, hvis du ikke vil
have, at jeg skal skrige halsen af led og råbe alle dine ugerninger ud til verden,’ tænkte
han og sagde ingenting.
»Gå nu bare hen og introducér præsidenten og Watts, ikke?« sagde Kane.
Wesley stirrede på Kanes højre hånd. Hans fingre sitrede. Var det grebet efter
pistolen, de gjorde sig klar til? Var det drabet på Det Hvide Hus’ pressesekretær, der
var nært forestående?
Anede Kane virkelig så tydeligt, hvad Wesley ville sige, når han stillede sig foran
mikrofonen? Ville skuddet falde, når han åbnede munden? Ja, det ville det, det følte
han sig pludselig overbevist om. Han så et øjeblik på Kane, der stod som en saltstøtte
og ventede på det næste træk.
Hvis han skød ham, hvordan havde han så tænkt sig at slippe fra det? Havde han
tænkt over det?
Så nikkede Wesley. »Selvfølgelig kan det vente. Jeg introducerer dem nu.«
Kane slap sit greb, og et sekund gik, hvor Wesley forestillede sig at kunne nå at
sætte af til siden og springe de femten skridt over til præsidenten på fuldt tryk. Men i
samme øjeblik, han trådte ud af sin bane, mærkede Wesley et lammende slag på halsen
og sank om. Han hørte, hvordan folk i baggrunden gispede og rettede blikket ind mod
ham, mens Kane greb ham og støttede ham og viftede afværgende med hånden, som
om det var et simpelt ildebefindende. Wesley selv kunne ikke sige noget, for han var
lammet fra top til tå; men Kanes forsikringer fik folk til at slappe af.
Det havde kun taget nogle få sekunder alt i alt.
Så anbragte Kane ham på en halvfugtig stol på bageste række nærmest talerstolen
og viftede en af de sortklædte foran døren ved receptionssalen hen til sig og bad ham
give præsidenten en besked.
»Wesley Barefoot har fået et ildebefindende,« sagde han og tilføjede, at det nok
var en form for epidemi, for Lance Burton havde også måttet melde forfald. Så
præsidenten måtte klare introduktionen selv.
Sekundet efter bøjede Kane sig ned over Wesley. »Du må forstå, at jeg ikke stoler
på dig, Barefoot,« hviskede han. »Sunderland ville gerne beholde dig, han har brug
for et sandhedsvidne fra staben, men i mine øjne holder det ikke. Du ved for meget, du
ser for meget, du taler med for mange. Du kommer til at skabe problemer, jeg mærker
det tydeligt. Hvad helvede lavede du inde i Burtons overvågningsrum lige før, kan du
svare mig på det?«
Wesley forsøgte at trække skuldrene tilbage, så trykket på brystkassen blev mindre.
Han kunne næsten ikke trække vejret. Tungen lå skubbet frem i munden og lukkede af,
passagen op til næsehulen var blokeret. Han kunne lige akkurat bevæge hovedet en
anelse og følge omgivelserne med øjnene, men hvad der end foregik, så kunne han
intet stille op.
Kane lagde hånden på hans skulder og lod så hånden langsomt glide ind på hans
hals. »Nej, jeg stoler ikke på dig,« hviskede han. »Slet ikke. Jeg kan fornemme det i dit
blik, jeg kender det. Du er som en legekammerat, der hellere vil være sammen med en
anden. Jeg mærker det, forstår du? Jeg kan nærmest lugte det.«
Wesley mærkede hans finger kante sig frem til halspulsåren. Et sekund mærkedes
trykket ganske let og så pludselig kraftigere. Han stirrede ned på sine følelsesløse ben,
der hvilede akavet på det våde græs. Så på hænderne i skødet, der lå med
håndfladerne viljeløst opad. Han tænkte på sine fingre og prøvede at bevæge bare en
enkelt af dem, mens Kanes fingre trykkede på hans halspulsåre, og kuldestrømmen
bølgede henover hans skulderblade.
‘Kane vil slå pressesekretæren i Det Hvide Hus ihjel for øjnene af hundreder af
mennesker og kameraer, det er kendsgerningen,’ tænkte Wesley. Hans berøring af
Wesleys hals ville efter nærmere granskning og høring blive fremstillet som omsorg.
Han havde bare taget Wesley Barefoots puls, ville han sige. At han havde været
nervøs for Wesleys tilstand. Han ville blive kritiseret for ikke at have hentet en læge i
tide, men han ville sige, at han ikke anede, at det var så alvorligt. At døden indtraf
meget pludseligt.
Sådan ville det gå til, det var Wesley sikker på, mens presset inde i hans brystkasse
langsomt forsvandt. Han stirrede over på den tomme talerstol. Det havde været hans
alter, nu blev det hans gravsten, tænkte han i et kort sørgmodigt øjeblik. Ikke noget
dramatisk, kun en stille, ensom følelse af ikke at have nået, hvad livet havde at give.
Så dukkede der nogle stykker fra den engelske delegation op og satte sig på
stolene foran ham. De ænsede ham ikke og heller ikke Kane. Alle så over mod den
tomme talerstol og hviskede lavt. Så kom der et par stykker mere, et par velklædte
kvinder, der ikke var helt så diskrete.
»Hvad tror du, Watts siger til det her?« hviskede den ene.
Wesley prøvede at sparke sin ene fod frem mod hendes stol, men selv om det under
ingen omstændigheder lykkedes, så rykkede det alligevel en anelse i foden.
»Watts! Ha, han holder gode miner til slet spil, vær sikker på det,« hviskedes
tilbage.
Han prøvede et øjeblik at vippe med foden, men Kanes tryk på halsen stjal hans
koncentration. Lige nu føltes det præcis, som om kroppen var ved at falde i søvn. Det
var ikke ubehageligt, snarere føltes det som en lettelse.
Han så op mod Washington-monumentet i det fjerne. Skyerne bag obelisken
svirpede op i det isnende blå og tonede bort. Knopperne på træernes grene lå drilske
på spring.
 Det var en inderlig dejlig dag at dø.
Han mærkede, hvordan en skygge på græsset bevægede sig nærmere, mens
hovedet faldt fremover, og alle farver blev mere grå. Silhuetten standsede op så tæt
på, at den rørte hans ben. Han prøvede at løfte hovedet, men orkede det ikke, selv om
følelsen i underkroppen langsomt begyndte at vende tilbage. Så mærkede han, at
personen ved siden af ham ikke stod der tilfældigt, sådan noget fornemmer man.
Derefter følte han et strejf langs låret og en hånd på sin skulder, der langsomt
bevægede sig op mod Kanes trykkende fingre, for til sidst at gribe fat og trække dem
væk.
Han mærkede et øjeblik hænderne kæmpe på hans skuldre, og følte så Kanes hårde
greb om hånden, der var kommet ham til undsætning.
Selv om Wesley ikke kunne se Kane, kunne han mærke, at han var i vildrede.
Hvordan han et kort øjeblik mistede kontrollen. Wesley hørte hans åndedræt, eller
måske var det hans stemme, han kunne ikke skelne. Så pludselig blev Wesleys øjenlåg
lettere, og blodet begyndte at strømme igennem hans sammenklemte halspulsåre. Et
sug i mellemgulvet trak ilten hårdt ned i lungerne, og med en stikkende brusen
mærkede han først sine ben og så sine underarme. Han tippede hovedet til siden, og
dér stod Doggie i sin plisserede nederdel, fastlåst i Kanes skruestik af en lab.
Nu stak Kane sit hoved ned mellem Wesleys og Doggies. »Jeg slår Wesley ihjel,
hvis du så meget som mæler et ord, Doggie Rogers. Hvad helvede laver du her, har du
ikke dit liv mere kært end det?« Så trak han hovedet tilbage og gjorde sig klar til et
gunstigt øjeblik, hvor han kunne gøre udfald mod dem begge. Wesley anede ikke,
hvad Kane pønsede på, men det var garanteret ikke noget godt. Ville han trække sin
pistol og skyde dem ned? Stod han lige nu og udtænkte en forklaring?
Wesley mærkede, hvordan han nu kunne dreje hovedet lidt mere. Så vendte han
hovedet på skrå mod bænkene med alle ministrene.
Derovre på den anden side i VIP-afdelingen stod en af Billy Johnsons livvagter og
hviskede til sin boss. Sikkerhedsministeren så først roligt frem for sig som altid, og
pludselig forandredes hans ansigtsudtryk markant. Med ét nikkede han alvorligt til sin
livvagt, og sammen begyndte deres årvågne øjne at lodde hele horisonten, som om
farerne lurede bag hvert et navngivet træ, bag hvert et historisk aftryk i denne landets
mest spektakulære park. Wesley prøvede at følge deres blikke, der var et eller andet
alvorligt i gang et sted derude. Han drejede hovedet den anden vej og opdagede så
sherif T.‘s enorme jakkesæt ovre ved sydindgangen til Det Ovale Værelse lige bag et
par af Kanes mænd. I samme øjeblik så T. direkte på ham og løftede hånden til tegn,
men Wesley kunne ikke gengælde det.
Så rejste forsamlingen sig. Mange klappede, men bestemt ikke alle. For eksempel
ikke briterne foran Wesley.
Også Wesley prøvede at rejse sig, men endnu lystrede kroppen ikke. Så rykkede
Doggie i Kanes arm omme bag Wesleys hals og skubbede samtidig med den frie hånd
et papirark ind på hans skød. Tilsyneladende så Kane det ikke. Wesley stirrede på
arket og prøvede at fokusere. Det lignede en teknisk tegning, men ikke noget han
uden videre kunne genkende. Som et tværsnit af et eller andet og så nogle
udregninger og et par cirkelbuer, der sprang ud fra tværsnittet. Oven over tegningen
stod fire ord skrevet med læbestift. De var lidt udtværede, men ikke værre end man
kunne læse dem. ‘Attentat? - Ballistisk bane? - Monumentet?’ stod der med Doggies
håndskrift. Han løftede sit hoved og så op mod Washington Monumentet endnu en
gang.
Så sitrede hans hænder, og en kuldegysning rystede kroppen. Han sansede ikke,
om det skyldtes blodet, der vendte tilbage i muskelfibrene, eller om det skyldtes
chokket, som den pludselige erkendelse af en uundgåelig katastrofe havde frembragt.
Tegningerne foran ham talte sit eget sprog, det s å han. Hvad andet kunne de ellers
betyde, end at alvorens time for længst var kommet? Han mærkede jo tydeligt,
hvordan Kanes hånd sitrede af ophidselse bag hans nakke. I virkeligheden burde han
sætte al sin energi ind på at komme væk, men først måtte han sikre sig, at Doggie og
Wesley ikke ødelagde alt. Det var den problemstilling, Kane stod i lige nu.
Wesley mærkede* hvordan han blev mere og mere tør i munden. Sådan føltes
angsten altså også, og hvorfor ikke? Faren var jo overhængende. De havde jo tænkt
sig at angribe oppe fra toppen af monumentet, og det ville blive dødeligt. Kane vidste
alt om det, det mærkede Wesley. Han mærkede det. Lige om lidt, mens alle var her, ville
det ske. Det var derfor, Thomas Sunderland havde holdt sig væk fra
pressekonferencen. Derfor!
Så følte Wesley lemmerne tændes af en varmebølge. Måske var han ved at få
kontrol over sin krop igen. Han prøvede at sige noget, bare at rømme sig, men kunne
ikke. Derefter prøvede han så at trykke foden hårdt ned i græsset, og det føltes bedre.
Tilsyneladende kunne den bære hans vægt.
 »Ladies and gentlemen,« lød det ovre fra talerstolen. Det var Betty Tucker,
indenrigsministeren i en nederdel så stram, at lynlåsen måtte være af titanium.
»Præsidenten for De forenede amerikanske Stater, Bruce Jansen.«
Han mærkede, hvordan Kane løftede sin fri hånd op til munden bag ham. »Vi har en
situation,« hviskede han ind i sit ærmegab.
»Dit svin,« kom det svagt fra Wesley. Så var også stemmen på vej tilbage.
Nu rykkede det i Doggie ved siden af ham, hun havde vel også hørt Kanes ordre.
Det føltes næsten, som om hendes uro blev materialiseret.
Han lagde nakken tilbage og så op på hende. Hun var blegere end før og sitrede af
skræk, men ikke af afmagt. Han kendte hende. Om et sekund ville hun gøre noget
overilet, og det ville koste hende livet, han kunne se det.
Han rystede på hovedet op mod hende, men hun smilede bare stille tilbage.
Følelsen var frygtelig. Hun stod jo lige der, så levende og varm. ‘Lad det ikke ske,’
tænkte han. De skulle leve sammen, de var bestemt for hinanden. Han så over mod de
sorte sikkerhedsfolk bag præsidenten. Jo, der stod de og stirrede over mod Kane,
mens de lyttede til ham i øresneglen. De havde kontakt. Om tre sekunder ville de have
skabt en ny situation. De ville storme over og rykke Doggie og ham væk for åben
skærm. Ind i et af sidegemakkerne. De ville likvidere dem. De ville opfinde en historie.
De var villige til at tage chancen, og Kane ville slippe væk. Sådan ville de gøre det.
Meget enkelt. Lige efter bogen.
Han vippede lidt forover og mærkede nu benene give fuld støtte.
»God eftermiddag, mine damer og herrer!« lød det ovre fra præsidenten på
talerstolen. »Det er dejligt at se jer alle sammen i denne glædelige anledning.« Han
vinkede til et par af journalisterne. »Premierminister Watts har aflagt os et besøg, og
de stærke bånd mellem vore nationer har atter vist deres styrke og bæredygtighed.«
Imens han fortsatte den tale, Wesley havde skrevet om natten, gav Doggie hans
skulder et forsigtigt klem med sin fri hånd som signal. Han så op på hende. Om et
øjeblik ville hun prøve at flå sig løs af Kanes greb og springe frem mod præsidenten,
og Wesley måtte dække hende med sin krop, så godt han kunne. Han ville prøve at slå
Kane på halsen, ligesom Kane havde gjort ved ham. Han måtte gøre det hurtigt, før
Kane fik trukket sin pistol. Og det, der så bagefter skete, måtte bare ske. For det
eneste, han ønskede, var, at Doggie kom væk.
Men som altid er historien en kæde af gentagelser, og næppe havde Doggie fået
omfordelt sit tyngdepunkt og flået hånden løs, før Kanes håndkant ramte hende rent
på halsen, nøjagtig som han havde ramt Wesley.
Idet hun sank om, fløj Wesley fremover mod talerstolen med det resultat, at både
Billy Johnsons sikkerhedsvagter og de sorte jakker trak pistolerne.
»Kom væk herfra,« skreg Wesley og mærkede i det samme skuddet fra Kanes pistol
hamre gennem sædemusklen. »Stop dem, mr. Præsident,« råbte han og rullede om i
skingrende smerte, mens Jansens blik dykkede dybt ind i hans. Så løftede præsidenten
hånden og gav tegn til sikkerhedsfolkene om at stoppe. Der var kun gået et sekund
eller to, men der var allerede vild bevægelse oppe blandt journalisterne. Så bankede
det næste skud ind i Wesleys krop, han mærkede ikke hvor, bare at han blev stødt
yderligere ned i det regnvåde græs. Der lød nu skrig og råb fra forsamlingen bag ham,
mens kameraerne rettede sig ind på blodet, der silede ud under hans krop.
Så gav det et sæt i forsamlingen, og Wesley trak sig op på underarmene for at møde
blikket fra manden, der skulle til at give ham nådesskuddet. Kane stod med pistolen
rettet frem foran sig, men blikket var stift og øjnene helt uden glød. Så slyngede han
en hånd op mod halsen, hvor en gylden dartpil havde gennemboret hans halspulsåre,
og blodet piftede frem, som fra et punkteret vandrør. Det var det, folk havde reageret
på.
Allerede nu havde et par af livvagterne kastet sig frem mod præsidenten og
premierministeren og skubbet dem væk fra sceneriet. Bagude havde Secret Service-
folkene overmandet sherif T. Perkins, der havde kastet pilen, og trykket ham til jorden.
Og mens Kane sank om, pressede Wesley sig med en kraftanstrengelse op på højkant
og trak sin jakke af, så alle kunne se hans sår og totalt neutrale rolle i trusselsbilledet.
»Pas på, kom væk! De affyrer et missil oppe fra Washington Monumentet, det er en
sammensværgelse,« råbte han og sank om i samme øjeblik, braget tordnede fra
obeliskens top. Han så det ikke, hørte kun piftet gennem luften, skrigene, livvagterne,
der kastede sig ind over deres præsident og premierministeren, de fortvivlede råb
bagude i bygningen, og så naturligvis det fuldstændigt øredøvende brag, det gav, da
missilet fandt sit mål, og søjlerne foran receptionslokalet gav efter og sank i grus.

Kapitel 43
 I minutterne efter var alt et ragnarok. Ligdele blev pudret med hvidt støv, der dalede
tykt. Murbrokker blev løftet væk med febrilske hænder, og skrig og angst fyldte luften.
De slæbte de døde livvagter, der lå oven på præsidenten, til side og fik bragt Jansen
og premierminister Watts ind i kabinetsrummet. De lagde præsidenten oven på bordet
og andre mindre betydningsfulde personer som Wesley på gulvet. De døde lod de
ligge, hvor de var faldet. I det, der engang havde været diplomaternes receptionssal,
var der nu kun ild og pulveriserede fragmenter at se. På plænen foran kæmpede
journalisterne, kameramændene og fotograferne med at få deres sårede kolleger ned til
portvagten mod syd. Kameraer og elektronisk grej lå spredt ud over det hele som
øldåser efter en rockfestival, og lyden af sirener dannede bagtæppe for forestillingen.
Wesley s å med taknemmelighed op på den britiske sikkerhedsvagt, der stak en
finger ind i hans overrevne årer i brystkassen.
Han mærkede bidende tydeligt projektilet, der sad i hofteskålen, men det andet
skud, der havde passeret overarmen og taget en stor luns af hans brystmuskel med
sig, følte han slet ikke. »Hvorfor kan jeg ikke mærke noget i brystet?« spurgte han.
»Det kommer nok om lidt, er jeg bange for,« meddelte fyren over ham med et
upperclass engelsk, der et øjeblik var ved at få Wesley til at smile.
Han så opad. Deroppe på bordet over ham lå præsidenten med to læger ved sin
side. Wesley kunne lige akkurat skimte hans ene strømpe, der sad og vippede på
enden af foden. Der blev talt lavmælt deroppe. Arbejdet med at stoppe blødningerne
var endnu provisorisk, men alt var tilsyneladende under kontrol.
Premierminister Watts sad et par meter fra ham på en stol med en klud for ansigtet,
tilsyneladende midlertidigt døv på grund af braget fra eksplosionen. Han var dybt
chokeret, men bestemt sluppet betydeligt mere nådigt fra ødelæggelsen end de af
hans folk, der havde stået bag ham eller ligget ind over ham.
»Kan du se en helt sorthåret kvinde med gul nederdel nogen steder?« spurgte
Wesley sin hjælper.
Han rystede på hovedet.
»Heller ikke udenfor?«
»Nej, desværre.«
»Hvad skete der ovre til højre, dér hvor jeg sad?« spurgte han forsigtigt.
Englænderen tøvede et øjeblik. »En af søjlerne væltede ned over mange af dem,«
svarede han så og trykkede fingeren i bund i såret. Wesley kunne nu mærke
blodtabet. Fingrene blev koldere, og tæerne med. Men hvis Doggie var død, kunne det
også være lige meget.
En stor mand kom ind i lokalet og orienterede sig kort om præsidentens tilstand. Der
ville komme hjælp om lidt, men redningskøretøjerne var forsinket af de mange
vejspærringer, sagde han og beklagede det. Men slukningen af branden var
påbegyndt. FEMA’s beredskab fungerede. Så vendte han sig mod Wesley og satte
sig på hug foran ham. Det var Billy Johnson. Han lagde en hånd på Wesleys kind og
så på ham med rolige og sorgfulde øjne.
»Hvordan går det, Wesley?« spurgte han.
Wesley nikkede.
»Tak for, hvad du gjorde.« Johnson prøvede at sige mere, men ordene sad fast i
halsen på ham.
Wesley greb fat i hans skjorteærme. »Har du set Doggie, Billy?« hviskede han.
»Hun sad derovre, hvor jeg også var. Ved du noget?«
Han vendte hovedet til siden og sagde ingenting.
Wesley lukkede øjnene og prøvede at se hendes ansigt for sig. Hvordan var det
kommet dertil? Hvorfor havde han ikke trukket hende ind til sig for længe siden, for
aldrig mere at give slip? Hvorfor var de ikke bare forsvundet, mens tid var?
Nu mærkede han såret i brystet tydeligere. Det gjorde ikke ondt, det føltes bare
forkert. Det var det jo også. Han kneb øjnene hårdt i og forsøgte at tænke på hende.
Forsøgte at sanse hendes duft, høre hendes stemme.
»Jeg er her, Wesley,« sagde hendes stemme, og Wesley åbnede øjnene på klem og
smilede til billedet af hende, mens det tonede bort.
»Her! Jeg er her.« Han følte en let hånd på sit bryst, og at Billy Johnson trak sig til
side.
»Her! Føl engang.« Nu stak hun sit ansigt helt ned til hans og kyssede ham blidt.
»Jeg er okay.«
Han åbnede øjnene, så godt han kunne. Der sad hun foran ham. Var det virkelig
hende? Han kunne ikke tro det. Så famlede han efter hendes hånd, og den kom i møde.
Den var brændende varm.
»Min Gud, Wesley, du er jo iskold!« hviskede hun. »Hvor meget blod har han
mistet?« spurgte hun lavmælt hans hjælper. Wesley så på manden. Han sagde
ingenting.
Så prøvede han at fiksere blikket på hende. Det var ikke let, når lyset svingede så
meget, men jo, det var hende. Hun sad der med sit mærkelige hår og smilede til ham,
selv om hun var såret. En overfladisk rift løb fra hendes kindben og ned til hagen.
Øjenbrynene og håret var helt gråt af støv. Jo, hun så ham direkte i øjnene og smilede,
og hun var den smukkeste i verden.
»Du var fantastisk, Wesley, simpelthen fantastisk,« sagde hun og gnubbede hans
hånd for at få lidt varme i den.
Han lukkede sine øjne og en æterisk ro fyldte ham. ‘Tak, du deroppe,’ tænkte han.
Så trådte en af de sortklædte sikkerhedsfolk frem. »De må følge med mig, miss
Rogers,« sagde han og tog hårdt fat om hendes arm.
Wesley åbnede øjnene. »Lad hende være,« beordrede han, men vagten trak hende
op.
»Hør efter, hvad Barefoot siger,« lød en svag stemme oppe fra. Wesley løftede
blikket og så, hvordan præsidentens ene fod bevægede sig, mens han talte. Det fik
sikkerhedsmanden til at stoppe og efter et øjeblik slippe og trække sig væk.
Spørgsmålet var, hvornår han ville komme igen. Måske var han en af dem, der
lystrede Sunderlands mindste vink. Måske var det ikke overstået endnu.
»Doggie,« hviskede han. »Hør her! De sidste tyve minutter lige før eksplosionen er
optaget på video. Du må ind i Burtons sidekontor og sætte maskinerne i gang med at
afspille, hører du. Den øverste af de sorte bokse har indspillet de kameraoptagelser,
som jeg så på min monitor derinde. Tryk på play-knappen, og send så signalet ind i
intranettet gennem min server. Kan du finde ud af det?«
Hun nikkede.
»Det er vigtigt, Doggie, for ellers tror jeg, at det hele pludselig forsvinder. Og pas
på Sunderland, hvis han er i nærheden. Okay?«
Hun nikkede igen.
Han så på den britiske fyr, der holdt ham ved bevidsthed. »Er du bevæbnet?« Det
sagde han ja til. »Så følg med hende og pas på hende, okay?«
Briten nikkede og pressede så Wesleys ene hånd dybt ned i såret i brystmusklen.
Det føltes klæbrigt, varmt og alt for blødt. En fuldstændig surrealistisk fornemmelse.
»Pres til, sagde englænderen. »Hjælpen er her snart. Du skal nok klare det.« Og så
forsvandt de.
»Er du der, Wesley?« lød det oppefra.
 »Ja, mr. Præsident,« hviskede han.
»Svarer han?« lød det oppefra.
»Ja, mr. Præsident,« sagde den ene af lægerne. »Han siger ja!«
‘Gud! Se til, at hun klarer det,’ bad Wesley. Godt, at han havde sendt en bev æbnet
mand med hende. Måske havde Sunderland folk parat derinde. Måske havde de endda
allerede slettet filerne, og så var alt tabt. Uden beviser fik den satan til Sunderland det
præcis, som han ville. Og det måtte bare ikke ske.
Wesley prøvede at samle sig og trykkede hårdere ned i såret. Nu kunne han ikke
længere mærke sin finger; ja, hele hånden var følelsesløs.
I det samme hørte han Sunderlands stemme ude i korridoren. Den lød forfærdet,
fortabt, medfølende, alfaderlig. »Hvor er han?« råbte han, i sekundet før han trådte ind
i det midlertidige lazaret og styrtede frem mod mødebordet. Wesley kunne se hans sko
inde under det. Det var de eneste blanke sko i hele lokalet.
»Hvordan er det fat med præsidenten?« spurgte han bekymret. »Sig det ligeud.«
De to læger svarede ham ikke.
»Jeg er okay, Thomas,« lød det svagt fra præsidenten. »Og du?«
Sunderland forsøgte at fremdrage et lettelsens suk omme på den anden side af
bordet. »Åh, gudskelov! Og jeg er også okay, mr. Præsident. Jeg var ikke så tæt på, da
det skete.«
‘Det tror da satan,’ tænkte Wesley og prøvede at sige det højt. Men ordene ville
ikke slippe ham, han havde næsten ikke flere kræfter. Snart kunne han ikke engang
holde presset i såret.
»Vi må have præsidenten væk. Over på et bevogtet hospital,« lød det bekymret fra
Sunderland. »Forholdene her er ikke sikre nok. Vi kender ikke omfanget eller årsagen
til situationen, måske er det ikke overstået endnu. Vi må have præsidenten væk, okay?
Kan han flyttes?«
‘Hule svin,’ rungede det i Wesley.
»Vi venter på ambulancen,« sagde den ene af lægerne.
»Når den kommer, så kører jeg med,« kom det fra Sunderland. »Jeg har sørget for, at
man er parat til at modtage ham. Hvordan er det fat med premierminister Watts?«
Sagde Sunderland, at de havde sørget for, at man var parat? gnavede det gennem
Wesley. Men hvem var parat? Hvem var det? Det lød ikke betryggende!
Wesley prøvede endnu engang at sige noget, men kraften og luften var der ikke.
Nu hamrede hjertet ekstremt hårdt for at kompensere for blodtabet. Det var lige før, det
gjorde mere ondt end selve kvæstelserne.
»Hvor er Watts?« gentog Sunderland.
Premierminister Watts løftede hånden ovre på stolen, så Sunderland kunne se, hvor
han var.
»Åh, gudskelov, De sidder der, mr. Premierminister.«
Sunderland trådte ind over Wesley uden at ænse ham. Han var allerede ved at køre
sit skyts i stilling. Bagsiden af diplomatiet var i gang. Det var et spørgsmål om at line
forbundsfællerne op til videre kamp. »Og deres folk, mr. Premierminister? Er der store
tab?«
Watts lod kluden fra sine øjne falde og bredte armene ud til siden. Han havde ikke
overblik over noget som helst, det var helt tydeligt. Sunderland nikkede forstående og
stirrede så direkte ned på Wesley. Blikket var koldt og hårdt, men ordene smidige.
»Og her har vi så dagens helt. Udmærket gjort, Wesley Barefoot.« Han henvendte
sig til lægerne. »Hvordan er mr. Barefoots situation?«
»Han klarer det, hvis blødningerne bliver stoppet.«
»Sørg for, at han kommer det samme sted hen som præsidenten,« sagde
Sunderland.
‘Det bliver vores død,’ tænkte Wesley.
Sunderland gik nu langsomt rundt om bordet og tilså resten af de sårede. Der var
noget særdeles påtaget landsfaderligt og beskyttende over hans omsorg. Det var
billige points, han scorede i dette øjeblik, og han vidste det dybt ned i sin gustne sjæl.
Alle politikere ved sådan noget. Billige points er oftest langt mere virkningsfulde end
de hårdt tilkæmpede.
Wesley tippede med den ene fod, men premierminister Watts s å ingenting bag
kluden, som han igen havde ført op til sine smertende øjne. Nu hørte man et kor af
sirener i baggrunden. Et eller andet sted var der også lyden af en helikopter.
Så løftede Wesley benet, så højt han kunne, og lod det så falde med et klask.
Premierminister Watts lempede på kluden og så ned på Wesley med blodsprængte
øjne. Wesley hviskede, men Watts hørte ikke noget.
Premierministeren kneb øjnene sammen. Måske så han ikke helt klart, det gjorde han
nok ikke. Så hævede Wesley benet igen og lod det falde. Nu var der ingenting tilbage
at gøre godt med. Kræfterne havde forladt ham fuldstændig, han kunne ikke engang
mærke sit hjerteslag længere.
Så var det nok snart forbi, og mere tænkte han ikke om det.
Han kunne ikke engang føle sorg.
Han smilede kort til Watts og skulle til at give efter for trætheden og lukke øjnene,
og så rejste Watts sig. Ganske langsomt så man, hvor heldigt han var sluppet fra det
hele. Det kunne han takke sine to døde livvagter for. Bortset fra at hans ene bukseben
var flænset i to, og at det behårede lår var kridhvidt af støv, så var der overhovedet
ingen synlige skader.
Han trådte forsigtigt over mod Wesley for ikke at komme til at træde på ham. Hans
ryg var krum, øjnene stærkt irriterede og blinkende, hans mund var åben, men havde
endnu ikke sagt et ord siden attentatet.
Så lagde han øret helt ned til Wesleys mund.
»Det er Sunderland, der står bag det alt sammen,« hviskede Wesley hæst.
Watts trak hovedet tilbage og s å rådvildt på ham, så lagde han igen øret til hans
mund, men denne gang med den anden side af hovedet. Så havde han ikke hørt noget
første gang.
»Det er Sunderland, der står bag det hele,« hviskede Wesley igen. Det føltes, som
om premierministeren holdt vejret, for at hans til næsten intethed stækkede hørelse
ikke skulle blive distraheret. Så vendte han ansigtet mod Wesley.
»Jeg hører dig,« sagde han og lagde igen det gode øre ned til hans mund.
»Tænd for fjernsynet. Der er en tv-skærm bag panelet der.« Wesley nikkede over
mod ende væggen. »Fjernkontrollen ligger på tebordet.«
Nu rejste Watts sig langsomt og fuldstændig krumbøjet. Selv om han forsøgte,
kunne han på ingen måde rejse sig i fuld højde.
Så fandt han fjernkontrollen og tændte for skærmen.
Normalt var kabinetslokalets skærm forbeholdt videooptagelser af ministeriel
karakter eller optagelser, som dem man så omme i situationsrummet, men var det ikke
indstillet til videooptagelser, så var det tunet ind på NB C.
Det var det også nu.
Wesley pressede sit hoved på skrå, så han lige akkurat kunne skimte billedet oppe
på skærmen.
Det var et forfærdende syn. Mange mennesker løb forvildede rundt. Røgen fra
branden trak ind over Ellipsen og viste kun, hvad der skete i glimt. Der var mange
soldater oppe ved Washington Monumentet. De havde skudsikre veste på og kendte
deres opgave.
I sekundet før soldaterne på skærmen gik til modangreb på terroristerne oppe i
monumentet, hørte Wesley det ske i virkeligheden udenfor, otte hundrede meter
derfra. Der blev affyret adskillige gasgranater op mod udsigtsvinduerne i obeliskens
spids, og der lød serier af skud inde fra dens indre. Bortset fra mændene i det
angribende antiterrorkorps var pladsen omkring monumentet fuldstændig ryddet.
Kommentatoren, der stod hundrede meter fra stedet, lød som om han selv blev
beskudt, og kameraet panorerede ned gennem røgen mod Det Hvide Hus og zoomede
ind, mens mennesker blev massakreret inde i frihedskolossen.
De zoomede helt ind på skaderne i præsidentboligen. Rækkerne af lig foran
flammehavet og de kæmpende brandmænd blev længere og længere. Der var ikke lyd
på optagelsen, men Wesley hørte bragene og skrigene lige udenfor forskudt med et
sekund. Det var dybt fortvivlende, og havde han haft kræfter til det, var han bristet i
gråd. Havde han dog bare kunnet forhindre det. Virvaret, rædslerne, øjeblikket. Som
altid fik kameraet fat i det hele. Det var som et prime time-show, der var løbet totalt
løbsk.
»Kan vi ikke få slukket for det der,« råbte Sunderland højt, til han opdagede, at det
var den engelske premierminister, der stod med fjernbetjeningen.
Så skiftede billedet oppe på skærmen. Det var chefen for NBC selv, Alastair
Hopkins, der tonede frem. Han så direkte på hele Amerika under sine buskede
øjenbryn og sagde så sætningen, som Wesley i ugevis havde håbet på ville komme.
»Vi har epokegørende nyt. Fra vores direkte opkobling til Det Hvide Hus’
presseafdeling har vi for et øjeblik siden modtaget vidnesbyrd om, at der bag en række
af den sidste tids hændelser og angrebet på Det Hvide Hus i dag muligvis kan stå
kræfter, som landet har viet sin dybeste tillid til.«
Så skiftede billedet igen, og Wesley drejede hovedet og så ind under bordet. Nu
kunne han følge Sunderlands sko på vej ned mod premierminister Watts uden at tage
hensyn til, at de trådte på de sårede. Det var en sindsoprivende febrilsk Sunderland i
kamp for sit liv, som Wesley så sætte af i et spring, men manden kom for sent, for nu
skiftede billedet igen, og folkene i kabinetslokalet spærrede ham vejen.
Det, der løb hen over skærmen bag dem, var fatalt for Sund-erland, det vidste
Wesley, for han havde selv optaget det. Det var Sunderlands samtale med Ben Kane.
Så VAR det lykkedes Doggie at koble videomaskinerne på intranettet. Gud ske lov for
det!
Han så under bordet, hvordan Sunderlands skospidser rettedes ind mod
fjernsynsskærmen. Kvaliteten af optagelsen var ikke god, men billedet af Sunderland
var tydeligt nok, og lyden skruet helt op.
Nu kom Wesleys forsinkede og forløsende lettelse.
Doggie havde nået det. Nu kunne han begynde at tro på, at mareridtet snart var
overstået. Så fik han oplevet det med.
»I fik Burton stuvet af vejen?« hørte man lyden af Sunderlands stemme oppe fra
fjernsynet i baggrunden.
Wesley s å præsidentens fødder sitre lige oven over sig. Bortset fra tv-lyden og
Sunderlands tunge åndedræt var rummet fuldstændig tyst. Så rettede benene nede
under bordet sig alle sammen ind mod Sunderlands som på et taktslag. Som en
edderkoppekoloni, der havde spottet én og samme flue i nettet, eller måske snarere
som edderkoppehunnen, der havde trængt hannen ind hans eget klæbrige spind. Og
imens kørte gennemgangen af den nådesløse samtale på tv-skærmen i baggrunden.
Uafladeligt, uafvendeligt, uafrysteligt.
»Det er manipuleret,« skreg Sunderland indtrængende. »Sluk for helvede for det
lort, det passer jo ikke. For helvede, det passer jo ikke.«
Men ingen lyttede. Da tv-reportagen nåede dertil, hvor forsamlingen kunne høre,
hvad Kane og Sunderland havde gjort ved stabschef Lance Burton, var Sunderland
trængt op i en krog. Så forsvandt hans fødder pludseligt op i vejret, og hårde skridt
trampede hen over mødebordet.
Han sprang direkte fra bordkanten over mod fløjdørene og forsvandt ud i det fri,
hvor brandfolk indhyllet i røg asede for at holde strålerne rettet ind i flammehavet.
»Brems ham,« skreg premierminister Watts så højt, han overhovedet kunne. Og
brandfolkene udenfor vendte sig instinktivt om mod flokken i fløjdørene, der pegede
på den desperate Sunderland, som endnu ikke havde besluttet sig for, i hvilken
retning hans flugt skulle gå. Så rettede en af dem sin stråle mod vicepræsidenten, så
hans ben med ét blev fejet væk. Han brølede som et dyr, da han trimlede bagover så
let som en vindheks i en præriestorm. Da brandmanden rettede strålen tilbage mod
branden, rejste han sig imidlertid med forbavsende hurtighed og så sig om i alle
retninger for at finde en vej væk fra flokken, der nærmede sig. Så forsvandt han ud af
Wesleys synsfelt.
»Hvad gør han?« lød det svagt fra præsidenten over ham.
»Så vidt jeg kan se, prøver han at vriste pistolen ud af Ben Kanes hånd,« svarede
en af lægerne.
»Prøver?« sagde Jansen.
»Ja, Kanes krop ligger knust under en søjle, og hånden med pistolen er også klemt
fast.«
»Få Sunderland herind, han må ikke komme væk,« hviskede Jansen svagt.
Wesley måtte nu slippe sit tag i såret og lod armene falde slapt til siden. Nu
hamrede hjertet ikke længere så hårdt. Det føltes godt, ja, nærmest befriende.
Så hørte de nogle råb udefra, det var ikke til at sige, hvem der råbte hvad.
»Jeg tror, at de får ham,« sagde den ene læge. »Vagterne, der kommer nede fra
Executive Avenue, har spottet ham.«
»Sig, de ikke må lade ham slippe,« hviskede Jansen.
Wesley prøvede af al magt at koncentrere sig om, hvad der skete, men nu flød
lyden fra tv-skærmen og virkeligheden nærmest i ét.
»Har de fanget ham?« spurgte præsidenten.
»Nej jeg tror, han kommer herind frivilligt,« lød det fra lægen.
Wesley åbnede øjnene og rettede blikket mod verandadøren. I åbningen stod en
mand, der havde fået frataget mere end alt. Som fra en våd hund silede vandet af
Sunderland, det tynde hår dækkede kun en brøkdel af issen, og underlæben var
krænget ned, så de skæve tænder i undermunden var fuldstændig blottede. Et dybt
fornedret menneske. Som en dømt på vej til skafottet, hungrende efter bødlens hug i
forventning om, at det ville føles som en udfrielse fra dette mareridt på jord. Sådan så
han ud.
Et øjeblik stirrede vicepræsidenten ned på Wesley med et sindssygt udtryk, der på
én gang udstrålede forvirring og vildskab blandet med væmmelse og foragt. Wesley
smilede let.
Netop da virkede Sunderlands indre helvede større end helvedet selv.
Så trådte Sunderland over mod den stol, han i sin tid havde varetaget sit embede
fra, og trak den ud fra bordet. Et øjeblik knugede han stoleryggen, så knoerne blev
hvide, trak vejret dybt et par gange, og løftede den så pludselig i et satanisk ryk op
over hovedet og lagde an til at knuse sin afmægtige præsidents hoved med en
fuldstændigt tilintetgørende kraft.
Det gav et ryk i Wesley. Et billede af den mest meningsløse handling i hans liv var
allerede ved at blive mejslet ind i hans langsomt svigtende hjerne, og så lød skuddene.
To hurtige, knasende tørre skud, og Sunderlands bevægelse frøs fast i luften, mens
hans rygsøjle knustes, og blodet og livet forlod ham som en flodstrøm ud i havet.
Wesley mærkede stolen og liget ramle ned ved siden af sig, samtidig med at han
hørte brudstykker af Ben Kanes stemme i tv’et forklare Sunderland, hvordan militserne
netop var ved at slagte Bud Curtis under angrebet på fængslet i Waverly.
Og mere hørte han ikke.

Kapitel 44
Doggie stod længe og så efter ambulancerne, der kantede sig ned ad stierne mod
den sydvestlige udgang.
Trods lægernes forsikringer om, at Wesley ville overleve, og at han var i gode
hænder, kunne hun ikke finde ro. Hun havde indtrængende bedt om at få lov at følge
med, men lægerne havde sagt, at det ikke ville hjælpe. Lige nu fik han blod, og
operationsbordet ventede, det var det, det handlede om.
Så kom en Secret Service-agent frem til hende og sagde, at man blev nødt til at
afhøre hende om nogle ting.
Hun slap synet af de blinkende lygter og fulgte med op mod Vestfløjen og det
flakkende inferno af røg og murbrokker og brandfolk, der kæmpede til det yderste.
Ingen sagde noget til hinanden. Hvad kunne man sige?
Agenten viste hende ind i Lance Burtons forkontor og bad hende vente. Man var i
færd med at interviewe nogle andre inde på kontoret. Om hun ville have en kop kaffe
eller noget imens?
Hun rystede på hovedet, hun trængte ikke til noget. Hun var tilfreds, bare hun
kunne få lov at sidde ned. Klokken var præcis 16, det var søndag, og alt tydede på, at
hun havde nået det.
Hun rettede blikket ind mod agenten. »Der er givet besked til fængslet om at
udskyde min fars henrettelse, ikke? Er det nu helt sikkert?« Det var tredje gang, hun
spurgte, og også denne gang nikkede sikkerhedsmanden kort.
Så faldt hun om på Lance Burtons sekretærs stol og lukkede øjnene i. Hun var
skingrende træt og udbrændt. Så måtte de vække hende, når de var klar derinde.

Hun vågnede brat med øjnene fæstnet på en række reoler, hvis indhold ikke gav
nogen som helst mening. Det var Billy Johnson, der havde lagt en hånd på hendes
skulder.
»Det er din tur nu, Doggie Rogers,« sagde han.
Hun så op på ham med et sløret blik. »Hvor længe har jeg siddet her?«
»Du har sovet i tre timer. Klokken er syv om aftenen. Undskyld, at du måtte vente
så længe, men vi har haft nok at gøre.«
Der sad mange inde i Burtons kontor, som hun udmærket godt kendte, men hvis
ansigter havde været fuldstændig ude af billedet i flere uger. Det var Senatets
præsident pro tempore, Hammond Woodrow, Formanden for Repræsentanternes Hus
og lederen af den demokratiske fløj, den konstituerede højesteretspræsident,
sikkerhedsminister Billy Johnson og hans livvagter og endelig forsvarschefen, general
Omar Powers. De så et øjeblik på hende, som om hun var et orakel. Som om hun var
den af præstinderne, der skulle åbenbare dem fremtiden.
Det første, hun sagde, var: »Min far er uskyldig. Mordet på Mimi Jansen var et
komplot, som Sunderland stod bag. Jeg kan ikke bevise det lige nu i detaljer, men det
vil komme frem. Vil nogen af jer forsikre mig om, at hans henrettelse bliver stoppet, og
hans sag bliver efterforsket på ny? Før kan jeg ikke svare på noget.«
Hun så på dem én efter én og bemærkede med rædsel, hvordan øjnene blev slået
ned.
Det var Billy Johnson, der først tog ordet. »Miss Rogers, jeg beklager, men det er
for sent.«
Kroppen reagerede før tanken. En film af kold sved lagde sig på hendes hud,
mellemgulvet snørede sig sammen. Hun sank adskillige gange for
opkastningsfornemmelserne og var ved at falde omkuld. En af Johnsons
sikkerhedsfolk styrtede til og støttede hende.
Åh nej, nej, nej. Det passede ikke, hun kunne ikke have det. Ordene var ikke blevet
sagt. Hun nægtede deres eksistens. Kneb øjnene i. Det var et puds, som hørelsen
havde spillet hende, nej, en fortalelse, nej, det var simpelthen en misinformation.
Hvordan kunne en mand i Johnsons position vide, at det var for sent? Havde han ikke
haft nok at tage sig til? Hvad bildte han sig ind at sidde der og fylde hende med så
nederdrægtig, sønderlemmende og umenneskelig en løgn? Hvad bildte han sig ind?
Hun ville skrige det ud af al magt lige i hans ansigt; men alt var stivnet i hende.
»Jeg beklager af hele mit hjerte, Doggie,« sagde Billy Johnson stille og foldede sine
hænder.
Hun prøvede at sunde sig, slaget var endnu ikke tabt. Hun skulle bare stille de
rigtige spørgsmål på den rigtige måde. Sådan var det som regel. »Hvordan ved I, at det
er for sent? Det skal jo først ske i morgen.«
Johnson så trist på hende. »Din far er ikke blevet henrettet, Doggie. Det er andre
tragiske omstændigheder, er jeg bange for.«
Han nikkede over til general Powers, der tog over.
»Miss Rogers, jeg kondolerer mange gange, men Deres far blev dræbt nogenlunde
samtidig med angrebet på Det Hvide Hus.«
Hun så på ham. Hvad var det han sagde?
»Ja, desværre er det sådan. Militserne stormede fængslet her i eftermiddag for at
befri deres indsatte kammerater, og i den sammenhæng blev alle øvrige indsatte
likvideret, ja, jeg beklager udtrykket. De ville ikke have nogen vidner, udleder vi.«
‘Militserne,’ sagde de. Nej, det kunne hun ikke acceptere. Hvorfor skulle de gøre
det? Hendes far? Hvad skulle han kunne gøre dem? Det var bare løgn det hele. De
ville trykke hendes forsvarsværn i bund, før de stillede deres satans spørgsmål. Hvad
kunne de dog spørge om, der var sådan en taktik værdig?
»Militserne sprængte dørene til fængslet med håndgranater og trængte ned til
dødsgangen, før de forsvandt med deres kammerater,« fortsatte generalen. »Vi fandt
liget af Deres far inde i hans celle. Ligesom alle andre almindelige fanger var han
blevet skudt. Jeg beklager det overordentligt dybt, Miss Rogers.«
Det var ordet ‘dybt’, der fik hende til at græde. Det ord og så den gamle generals
dybe, rolige stemme. Han beklagede dybt, sagde han.
Johnsons lagde en hånd på hendes skulder. Det føltes som et elektrisk stød
gennem kroppen. »Her,« sagde han og rakte hende et lommetørklæde.
Hun tørrede sine øjne, mens han forklarede, at de havde fået oplysningerne af det
lokale politi, og at deres teknikere var på vej. Der var endnu meget i forløbet, der skulle
klarlægges, sagde han, mens hun skjulte ansigtet i lommetørklædet. Blandt andet hvor
fængselsinspektøren og en af betjentene befandt sig lige nu. Man regnede med at
finde dem i en mose i nærheden. Der gemte de sig nok, for den lå godt af vejen. Måske
kunne de to kaste mere lys over sagen, når man fandt dem. Som om mere lys kunne
bringe hendes far tilbage.

Da hun igen kunne se dem i øjnene og havde drukket en smule af den te, som
Senatets præsident pro tempore havde hældt op, tog hun imod Johnsons tak for den
snarrådighed, hun havde udvist, da hun tidligere på dagen havde talt ind i sin badge
og anklaget Thomas Sunderland.
Hun nikkede. »Så hørte I det,« sagde hun stille.
Billy Johnson bekræftede det. Desværre havde forretningsgangen i Ministeriet for
hjemlandets Sikkerhed været for langsom, ellers kunne eksplosionens dødelige
omfang givetvis have været formindsket betydeligt, ingen kunne beklage det mere end
han. I øvrigt ville man også meget gerne takke hende for at have reddet Wesley
Barefoots liv og for at have fremskaffet de tekniske tegninger. Det var to vigtige
handlinger i forhold til, at præsidentens liv blev reddet. Meget tydede jo på, at
Barefoot var en af de få retskafne folk, der ikke havde været trukket med i Sunderlands
søle og præsident Jansens embedsmisbrug.
»Hvor har du i øvrigt de tegninger fra?« spurgte Billy Johnson.
Hun så på ham med en form for fortættet tomhed. Sad han ikke der og snakkede om
retskafne mænd? Var det en måde at skubbe ansvaret fra sig? Hvordan kunne han
det? Hvorfor sad han her overhovedet? Havde han ikke noget, han skulle stå til
regnskab for?
Hun sad et øjeblik uden at reagere, og Johnson gentog spørgsmålet.
Så så hun direkte på ham. »Tegningerne? Det er en lang historie og ikke særlig
vigtig. Og så er der i øvrigt mange andre at takke, så tak ikke mig. Hvor er sherif T.
Perkins? Der er ikke sket ham noget, vel?«
»Han sidder til afhøring ovre i et af de andre kontorer.«
»Han bliver ikke tiltalt for det med pilen, vel?«
»Jeg er sikker på, at han bliver indstillet til en eller anden medalje, miss Rogers.«
Hun nikkede. Det var godt. »Og Wesley? Er der sket noget nyt?«
»Han havde mistet en del blod og ligger formentlig på operationsbordet lige nu,
men gudskelov er hans kvæstelser på ingen måder livstruende. Han vil få mén, men
ikke alvorlige. Han insisterer selv på at komme herover senere i nat, men det tror jeg nu
ikke, at lægerne giver ham mulighed for.«
Hun tænkte på sin far og prøvede på ikke at græde; det havde hun resten af livet til.
Lige nu måtte hun forsøge at koncentrere sig noget andet. At Wesley var i live og
kom sig. At mareridtet ikke fortsatte.
»Og Lance Burton?« spurgte hun.
»Han er indlagt på Bethesda og nogenlunde okay. Men vi fandt desværre liget af
John Bugatti nede i kælderen for en time siden. Wesley Barefoot afgav en nødtørftig
forklaring, mens de gav ham blod i ambulancen. Det var sådan, vi fik et praj om, hvor
Bugatti lå.«
»Er John død?« sagde hun stille og så ham for sit indre blik vente forgæves på
hende i te-salonen. Det var hende, der havde lokket ham tilbage til byen. Det var
hendes skyld, det var virkelig frygteligt. Hun pressede læberne sammen. Om lidt ville
hun bryde sammen, hvis hun ikke anstrengte sig for at lade være.
»Vi har set drabet på video.« Billy Johnson rystede på hovedet og skød
underlæben frem. »Ja, John Bugatti har vist bidraget en del til at få trævlet hele denne
her sag op. Vi har virkelig meget at være mennesker som ham taknemmelige for. Og så
var han jo meget syg, så i det lys må man jo i endnu højere grad beundre hans
indsats.«
Hun så ned på sine fødder. »Var han syg, det vidste jeg ikke.« Hun rystede på
hovedet. »Hvad så med hans kæreste, onkel Danny? Ved man noget om ham?«
»Ja. Jeg er ked af at skulle sige, at politiet har fundet ham død på sin bopæl, da de
ville overbringe ham budskabet om John Bugattis død. Alt tyder på, at Johns ven er
blevet kvalt, men vi kender ikke omstændighederne.«
Åhnej, åhnej, det var slet ikke til at bære. Hun slog på sine ben med knytnæverne,
til Forsvarschef Powers stoppede hende. Hun ville ikke være med mere. Hun ville ikke.
Så rejste hun sig op. »Jeg må hjem og sove. Jeg kan ikke holde til mere. Vil nogen
sørge for, at jeg kommer hjem.«
Her rettede formanden for republikanerne sig op og så på hende med foldede
hænder. »Miss Rogers! I dette øjeblik er landet uden leder, og vicepræsidenten er
død. Vi befinder os lige nu i en situation, hvor der skal gribes hurtigt ind. Forfatningen
påtvinger os at finde en hurtig løsning, det ved De sikkert lige så godt som jeg. De må
være os behjælpelig med at komme videre i denne sag. Der er andre, der bliver afhørt
rundt omkring, og der kommer flere efter dem. Vi skal sikkert også afhøre Dem i flere
omgange. Inden i morgen må vi vide, under hvilke omstændigheder landet kan føres
videre og med en foreløbig indstilling til, hvem der vil komme til at stå til regnskab for
det skete. Er De med? De skal nok komme hjem, men De må vente, forstår De nok.«
Billy Johnson prøvede at rette sin store krop, men det lykkedes ikke. »Afhøringerne
må tage den tid, de tager, Doggie, Jeg ved godt, det er hårdt. Men lige nu er
Kongressens medlemmer ved at samle sig, jungletrommerne går, og de vil forlange
ordentlige informationer. De skyldige må findes, og resten af os må prøve at sone den
brøde, vi har forvoldt. Vi må tage ansvaret på os og tage straffen, men først må vi gøre
vort bedste for at rede trådene ud. Forstår du det?«

Det blev nat, og lysene tændtes overalt i Det Hvide Hus. Det var, som om man ville
varsle den ny tid ind på fuld kraft.
Doggie havde grædt. Hun havde svaret på spørgsmål, hun havde slumret lidt,
svaret på nye spørgsmål fra andre, og hun havde grædt igen. Tårerne ville ingen ende
tage, men sådan var sorgen vel, når man var alene om den. Hun havde fået klem og
kram fra mennesker, hun ikke kendte, men hvad betød det alt sammen? Det var jo kun
hende, der tænkte på manden, der lå i sit eget blod i en celle, hvor han aldrig skulle
have været.
Hendes skøre, dygtige, kærlige, vanvittige far var død. Ikke engang hendes mor
ville fortvivle. Så måtte hun selv gøre det.
Uden for Doggies lille sfære var Senatet ved at samle sig. Formanden for
Repræsentanternes Hus havde været der endnu en gang for at stille spørgsmål, denne
gang sammen med den tidligere vicepræsident Michael K. Lerner, som sammen med to
tidligere kolleger i Senatet havde holdt sig i skjul i en jagthytte ovre mod Knoxville. Og
deres spørgsmål havde handlet om mange ting. Om Sunderland og Ben Kane og hans
mænd, som alle enten var døde eller arresterede, og om Wesley og hende og deres
indbyrdes forhold.
Men mest handlede det om præsidenten. Om hans sindstilstand, og om hvad hun
vidste. Og hun fornemmede tydeligt på dem, at udfaldet var givet: Præsidenten kunne
ikke drages til ansvar for de kriminelle handlinger, som Sunderland havde sat i værk,
og alligevel var han dog skyldig i embedsmisbrug af groveste karakter.
Og sådan var det vel også. Tusinder af mennesker havde mistet livet, store formuer
var gået tabt, de amerikanske normer og det retslige grundlag var blevet kylet til
jorden. Og hun så i øjnene på dem, der udspurgte hende, at det ikke handlede om at få
lov- og forfatningsapparatet til at arbejde præcis lige som før. Det handlede mere om
den enkelte borgers værdisæt. De ville tilbage på midten af den amerikanske vej, sagde
de. Så var det bare et spørgsmål, om de kunne finde den.
Og endelig handlede det om at få bemandet landets øverste poster i en voldsom
fart, det var hun slet ikke i tvivl om. Her sad to mænd foran hende, der allerede var ved
at bide sig fast. Mon ikke det var præsident og vicepræsident, der stod skrevet i
panderne på dem?
Lige før de slap taget i hende, sagde de, at der ville blive indkaldt til høring i
Senatet. Måske ville hun deltage. Hun var yderst velkommen.
Hun nikkede med et træt smil. Hun vidste udmærket, at det ikke var et spørgsmål om
frivillighed.
Og så sluttede de af med at erindre hende om begravelsen af, hvad de kaldte, ‘en af
denne konflikts største helte’ på Arlington Kirkegård klokken to samme dag.
Hvor lød det dog hult, når de sagde det. Men jo! Doggie nikkede. ‘En af denne
konflikts største helte’ skulle nok få hendes opmærksomhed. Selvfølgelig ville hun
komme. Troede de måske, at Donald Beglaubter allerede var glemt?
De sagde, at hun ville blive kørt hjem, men glemte at meddele det videre. Typisk de
to. Tomme ord var der nok af. Så gik hun ind på sit kontor og trak en ekstrafrakke på,
som havde hængt på en knage bag døren siden hendes forgængers tid. Et øjeblik
tænkte hun, at hun savnede sin Fendi-taske. Så standsede hun op. »Du er sindssyg,«
sagde hun til sig selv. Og så tænkte hun på tasken igen.
Nede i vagten sad fyren, der ikke kunne genkende hende dagen før, men det kunne
han nu. »Miss Rogers, der er lige blevet ringet efter Dem. De skal gå tilbage gennem
bygningen og ned til springvandet. En mr. T. Perkins venter på Dem.«

Skæret fra branden var efterhånden døet hen, og projektørerne, der havde oplyst
området hele natten, ville snart blive slukket. Menneskehavet havde trukket sig
tilbage, så nu var der kun de møgbeskidte og udmattede brandmænd og
redningsarbejdere tilbage på pladsen. Og så de allestedsnærværende folk fra
Krisestyringsagenturet og i baggrunden reporterne, naturligvis. Hun så T. stå nede
ved springvandet og tage dybe hiv af en nytændt cigaret. Han virkede om muligt
endnu mere mager end før, da han så op mod hende. De sidste skridt betragtede han
hende med et blik, der rummede så megen medfølelse, at hun brast i gråd, før han fik
trukket hende ind til sig.
»Jeg har fået bevilliget en transport ned til fængslet,« sagde han stille og nikkede
over mod en helikopter med svagt susende rotorblade. »Skal vi flyve derned? Det er
din afgørelse, Doggie.«
»Får jeg far at se?« hviskede hun.
»Det er det, der er meningen, tøs.«
Hun så over mod helikopteren. Hele sit liv havde hun ønsket det her. At stige op fra
netop denne græsplæne i en helikopter med den amerikanske ørn på. At se Det Hvide
Hus forsvinde væk under sig og glide ind over Washington Monumentet, The Mali
og Potomacflodens bugtninger. Når hun havde forestillet sig dette magiske øjeblik,
havde hun følt tyngdekraften forsvinde og alle de store mænds ord klinge opildnende
i baghovedet. Nu følte hun sig i stedet bare hadefuld og beskidt i sjælen. Det var
gravkamre, der ville åbenbare sig for hende deroppe. Udlevelsen af hendes drøm ville
blive en brat opvågnen. Washington var en skygge af sig selv, og det var hun også.
En officer førte hende over mod helikopteren og viste hende på plads. Der stod en
sygeplejerske bag piloten og nikkede til hende. Hvorfor var hun med? Var de bange
for, at hun skulle bryde fuldstændig sammen, når hun så sin far?
Det kunne de også roligt være.
»Dér skal De sidde,« sagde officeren og pegede på et tomt sæde.
På pladsen ved siden af hende lå et skotskternet tæppe henslængt. Da hun havde
sat sig, trak hun det til sig, for mangelen på søvn og morgenbrisen havde fået hende
til at skælve. Og så fik hun et chok. Neden under tæppet sad Wesley med lukkede øjne
og døsede. Han var bleg og håret faldet ned i panden. Hun så på hans stærke arme i
de oprullede ærmer og følte trang til at røre dem. Det var først da, hun lagde mærke til
kanylen i albuehulen, og slangen der førte op til en pose på væggen.
Hun så op på sygeplejersken.
»Han er okay,« sagde kvinden. »Han er træt, det er klart; men han insisterede som
en sindssyg på at komme med.« Hun smilede. »Vi protesterede selvfølgelig, men De
ved sikkert bedre end jeg, hvordan han reagerer på det.«
»Hvad med hans kvæstelser?«
»Han er okay, vi passer godt på ham. Det skal nok gå. Vi er med hele vejen.«
 Hun så over på T., der sad og nikkede stille til hende. Hvilke ledsagere kunne være
bedre på denne forfærdelige tur end de to?
Hun lagde forsigtigt sin hånd på Wesleys arm. Den var helt varm nu. Gudskelov.
Det sitrede lidt i hans hud, og så slog han øjnene op og så på hende med ømhed.
Og så var hun igen ved at græde.
»Det gør mig bare så ondt, Doggie,« sagde han svagt. Hans øjne var matte, og først
nu så hun konturerne af de kraftige forbindinger, der tegnede sig under hans løse tøj.
Hun lagde sit hoved ind til hans og følte hans åndedræt på sin kind.

Kapitel 45
De landede på statsfængsel Sussex I’s enorme parkeringsplads med morgensolens
hvide aura deromme i dybet bag skoven. Endnu lå duggen på plænerne bag de
sølvgrå hegn.
Wesley knugede Doggies hånd og sagde, at det nok skulle gå, og hun nikkede
tilbage. Det skulle det jo.
De trådte ud på asfalten mod en lille deputation, der stod foran en række officielt
udseende køretøjer. Doggie kendte dem ikke, men et par af dem kom øjensynligt fra
det lokale politi og andre var FBI-folk.
Hun gengældte nikket fra en mand, der skubbede en kørestol op mod helikopteren
trods Wesleys protester. Han mente nok at kunne gå selv, men det var altså
betingelsen, hvis han skulle med ind.
»Vi er ikke færdige med vores undersøgelser,« sagde en mand i politiuniform, der
trådte frem mod dem. Han gav dem hånd. »Der er stadig mange fingeraftryk, der skal
registreres, men hvis I lader politiassistent Laurel følge jer på vej,« han pegede på en
ung mand bag sig, »så skulle det være muligt at komme ned på dødsgangen nu. Vi har
jo fået instrukser fra minister Billy Johnson og vores tidligere vicepræsident Lerner
om, at vi skal være jer behjælpelige med, hvad I måtte ønske. Jeg behøver næppe at
understrege, at I ikke må røre ved noget, for jeg ser jo, at I har en professionel mand
med jer.« Han hilste på T. Perkins, som om de have kendt hinanden i årevis, hvilket de
sandsynligvis også havde.
 Doggie så over mod de flade, grå betonkasser, hvor mennesker blev stuvet væk for
resten af deres liv. Et eller andet sted inde i denne hæslige skamstøtte over det, man
kaldte retfærdighed, var hendes far blevet slået ihjel. Da hun var teenager, havde hun
engang i et anfald af overdreven interesse for den victorianske romantik spurgt ham,
hvor han helst ville dø, og hun havde håbet, at han ville svare Taj Mahal eller på
toppen af Ararat-bjerget. Og han havde sagt, at han gerne ville dø i armene på hendes
mor, og så havde Doggie grædt. Det svar gjorde pludselig døden så virkelig.
Nu var døden der, og ingen arme havde holdt.

De blev ført gennem lange gange, som Doggie ikke havde været i før. Bag hende
brummede Wesley på sidste vers, at han var frisk nok til at gå, men T. vendte det døve
øre til og skubbede videre. Sygeplejersken havde givet ham opgaven, og sådan var
det. Imens prøvede politiassistent Laurel så skånsomt som muligt at forklare dem,
hvad blodsporene betød på vejen ned til den lysegrå, iskolde dødsgang.
Doggie havde gjort sig mange forestillinger om dødsgangen, men hun havde ikke
ventet at se, hvad hun så. Det var der ingen af dem, der havde.
Alle andre steder i fængslet var ligene fjernet, men ikke her. Selv om der var køligt i
området, var ligstanken allerede gennemtrængende. Overalt på vægge og gulv var der
spor af blod. Mørkt, stivnet blod fra mennesker, der i lang tid ikke havde haft nogen
fremtid. Man så ikke ligene ud over et enkelt, der lå helt nede i den anden ende, men
man var ikke i tvivl. De var der.
»Åh nej,« sagde hun og greb bagud efter Wesleys hånd.
»Ja, jeg beklager,« sagde politiassistenten og så bekymret på dem. »Man har
åbenbart ikke forberedt Dem på, hvor langt man er nået i oprydningen. Det her er det
sidste område, der bliver gjort klar. Mandskabsmangel, er jeg bange for, specielt i
disse dage.«
T. mumlede noget for sig selv og rystede på hovedet. Selv for ham var det
tydeligvis højst usædvanligt. Han så på hende med et mørkt blik. »Er du nu helt sikker,
Doggie? Du behøver ikke at gå med ind.«
Hun nikkede og lod T. gå først ned mod de hvidklædte teknikere, der sludrede
stilfærdigt sammen. De havde blodige plasticposer om fødderne og blod langt op ad
ærmerne. For dem var det ingenting at være der. Ingenting at gå ind i cellen og rundt
om hendes fars lig og fotografere det fra alle vinkler. Han var bare en død krop.
 En knude knyttede sig i hendes bryst. Hvordan skulle hun kunne gå frem og se ind
i cellerne? Hvad ville hun få at se derinde? Hvordan kunne de bare lade mennesker
ligge så længe på den måde? Var alting da blevet fuldstændig sindssygt?
»Hey,T.. Du skylder mig en mobiltelefon,« råbte en af teknikerne midt i gangen og
stak hånden frem.
T. rodede lidt i sin inderlomme, trak mobilen frem og rakte den til teknikeren. Midt i
dette forfærdelige helvede virkede det fuldstændig grotesk.
Doggie mærkede igen smerten jage igennem sig, og et øjeblik måtte hun støtte sig
til tremmerne i den forreste celle. Det var så hæsligt, det her.
»Hernede, miss Rogers,« sagde politiassistenten fem meter fra hende. »Deres far
ligger der endnu.«
Hun slap tøvende tremmerne, fik et klem af Wesley, og skridtede så forbi en række
tomme celler, hvor dørene stod pivåbne.
»Ja, heroppe er der ikke noget at se. Militserne sad i de første syv-otte celler, og
resten af cellerne ned til celle nummer fjorten, hvor Deres far sad, var tømt.«
»Tømt?«
Han virrede på hovedet. »Ja, tømt. De var allerede henrettet. Men man skulle til at
fylde cellerne op igen; tempoet af henrettelser blev jo sat op. Ja, undskyld mig, men
deres far var den første, der skulle have været henrettet i den nye turnus, hvor man
henrettede to om dagen.« Han så på uret. »Ja, han skulle faktisk have været henrettet
for fem minutter siden.«
Nu havde han sagt det modbydelige ord fem gange i træk. En gang mere, og hun
ville skrige livet af sig. Hun prøvede at kontrollere sine skælvende læber og tvang sig
til at se ned ad gangen, først mod døren nede i den anden ende, hvor liget lå udstrakt
på gulvet, og så mod midten af cellerækken.
T. Perkins stod allerede foran hendes fars celle. Selvfølgelig vidste han, hvor det
var.
Han rakte en hånd tilbage mod hende. »Jeg ved ikke, om jeg synes, du skal se det
her, Doggie.«
Hun tog med rystende hænder fat i hans hånd og trak sig frem mod tremmerne.
Hendes far lå trykket helt op ad endevæggen nede under håndvasken. En lille
sammenkrøllet, ensom orangerød bylt, som havde strakt armene op mod væggen og
trukket blodige spor. På sengen ved siden af var en ubestemmelig organisk masse i
rødt og gråt flydt ud. Hun hørte sig selv klynke og mærkede Wesley tage fat i den
anden hånd.
»Åh min Gud, T., vi var så tæt på,« hulkede hun. »Vi var så pokkers, pokkers,
pokkers tæt på.«
»Ja, undskyld at De skal se Deres far sådan her. Vi har jo ikke rørt ham endnu, miss
Rogers,« sagde politiassistenten. »Teknikernes gennemgang af cellerne blev først
overstået for et øjeblik siden. Men retsmedicinerne er på vej.«
»Så må vi godt gå ind til ham?« spurgte T..
Betjenten nikkede.
»Vil du med ind, Doggie?« spurgte T. og rystede selv på hovedet.
Hun så ham træde frem så forsigtigt og respektfuldt, som overhovedet muligt. Det
var tydeligt, at T. var på hjemmebane. Han skridtede hen over blodpølen på gulvet,
satte sig på hug og tog forsigtigt fat i ligets kedeldragt. »Jeg vender ham om nu,
Doggie,« sagde han stille. »Det er ikke noget rart syn. Han er skudt i hovedet.«
Hun forsøgte at sluge en klump i halsen. Hvorfor kunne hendes far ikke få lov at dø
i armene på sin elskede, som han så gerne ville?
Hun mærkede Wesleys tag strammes, mens T. vendte liget.
Så rystede T. pludselig på hovedet, og Doggie var Ved at miste balancen. Det hele
kørte rundt.
»Jeg kan ikke se på ham, T.. Jeg kan ikke.«
»Det behøver du heller ikke, Doggie. Det er ikke ham, det er ikke din far.«
Hun slap Wesleys hånd og så direkte ned på ligets ansigt. Det var et frygteligt syn,
en fjerdedel af kraniet var blottet, det ene øje helt væk og det andet gemt bag en
udefinerlig masse, der havde været hans næse. Alt vendte sig i hende, men hun
smilede et øjeblik.
»Det er ikke ham,« stønnede hun og takkede sin skaber for, at han havde forsynet
dette arme menneske med en hårpragt, som hendes far aldrig havde haft, så længe hun
havde gået på jorden.
»Det forstår jeg ikke,« sagde politiassistenten. »Men der står ‘Enemy of the State’
her foran på kedeldragten, så det må være en af militserne.« Han så sig omkring.
»Jamen, så må vi have taget fejl af cellerne; der står ellers her, at han sad i nummer
14.«
T. bøjede sig ned og samlede en blodig metalgenstand op. Det var en mobiltelefon.
Han bøjede sig og så ind under vasken, hvor den kom fra. Han så på displayet.
»Batteriet er dødt.« Han rystede på hovedet og så på hende og Wesley. »Den
mobiltelefon hjalp ikke din far ret meget, Doggie. Kom, vi bliver nødt til at se de andre
celler.«
»Jeg kan ikke, T.,« sagde hun og mærkede håbet falme. »Jeg kan ikke.«
Han nikkede. »Jeg skal nok.«
Hun fulgte langsomt efter T. med Wesley bag sig. S å lod hun blikket falde ind i
cellen ved siden af. Liget af en lille sort fyr lå med ansigtet vendt ud mod dem. Han så
uskyldig ud som et barn. Det virkede næsten, som om han ikke havde fattet, hvad der
var ved at ske.
Så var der fire celler med hvide fyre, der heller ikke kunne være over halvtreds. Så
en sort og en hvid mand i tyverne.
Doggies hjerte kunne næsten ikke følge med. Hendes åndedræt blev tungere og
tungere, mens hun knugede Wesleys hånd og fulgte T.‘s bevægelser ud og ind af de
hæslige båse.
I de resterende seks celler var der kun én hvid mand, og det var absolut heller ikke
Doggies far, meddelte T..
Da han endelig smækkede den sidste celledør i, så T. alvorligt på politiassistenten.
»Tror du, der er nogen til stede her, som var på vagt i skiftet inden angrebet?« spurgte
han.
»Her? Nej, herinde ligger der kun én betjent.« Betjenten pegede på liget, der lænede
sig op ad døren ind til dødskammeret nede i den anden ende. »Og han var på
eftermiddagsholdet.«
T. s å irriteret på ham. »Nej, jeg mener ikke herinde. Bare et eller andet sted i
fængslet. Er der nogen til stede her i bygningen, der var på vagt natten til i går, ved du
det?«
»Lige et øjeblik.«
Han forhørte sig i sin walkie. »Der kommer en herned om et øjeblik. Han er en af
dem, vi har måttet hente ind som reserve. Han er lige mødt. Han anede ikke, hvad der
var sket.«

Fem minutter efter ankom en chokeret fængselsbetjent med smadrede knoer og

skjorten ude af bukserne. Han havde været på druk og åbenbart festet helt igennem
siden sidste vagt og stod nu og prøvede at fatte med sin ethanolnedsænkede hjerne,
at hans arbejdsplads ikke længere lignede sig selv.
»Jeg, jeg … jeg,« stammede han med spritånde, mens han stirrede på liget af
fængselsbetjenten, der lå ved døren til døds-kammeret. »Jeg gik omkring klokken seks
i går morges. Vi, vi… vi laver hele tiden vagtplanerne om. Det, det… det er til at blive
kulret i hovedet af.« Han prøvede at smile, men indså selv, at det ikke passede sig.
Han tog sin kasket af i afbigt og så undskyldende på sin kollegas lig. »Det.. det dér
var Lassie.« Han smilede lidt igen. »Det kaldte vi ham.« Som forklaring pegede han på
ligets kraftige, gyldenrøde hår. »Hvorf.. Hvorfor har de ikke fjernet ham endnu?«
»Hvor er Bud Curtis?« spurgte T..
Fyren pegede op mod celle 14. »Der … deroppe, går jeg ud fra.«
»Kom,« sagde T..
De gik ind til liget. »Hvad siger du?«
»Det… det er ikke Curtis.«
»Nej, det ved jeg fandeme godt, men hvorfor er han her, og hvor er Curtis? Sad
Curtis i cellen, da du var på vagt?«
»Fandeme ja,« sagde han og gled ind i tonen som en slags kollega til T.. Han viste
knoerne frem. »Jeg var selv med til at give ham en røvfuld. Det… det var jeg.«
Doggie kunne have smadret ham en.
»Hvorfor?«
»Det… det sagde Falso, at vi skulle.«
T. vendte sig mod hende. »Der er noget her, der er et hundrede procent forkert,«
sagde han. »Sådan er Falso ikke, jeg kender den mand ud og ind.«
»Jamen … jamen, det gjorde han altså. Og ham …« Han pegede på den døde i
cellen. »Ham dér er ham fra celle syv. Han … han er kommet meget senere. Han …«
Her grinede han. »Han skar hovedet af nogle … nogle soldater oppe i… i Richmond.«
»Og han var en af militserne?« spurgte T..
Fyren nikkede.
»Var der transporter herfra?«
»Trans… transporter?«
»For helvede, dit debile alkoholsnusende udyr, ja transporter, skal jeg brøle det ind
i dit fårede kødhoved eller hvad? Var der dødsdømte, der blev overført til andre
fængsler i går?«
 Han trak på skuldrene. »Må … måske senere, jeg gik klokken seks om morgenen,
jo.«
»Er det ellers sket før? På det sidste, mener jeg?«
Han rystede på hovedet.
Doggie hørte Wesley i rullestolen bag sig. »Er der andre steder, der foretages
henrettelser?« spurgte han politiassistenten.
»Det gør de i Greensville Correctional Center nede ved Jarrett,« svarede T. oppe
foran. »Jeg har nummeret i hovedet.«
Han dikterede det til Wesley, der tastede det ind på sin mobil og rakte den til T..
Doggie mærkede T.‘s alvor. Klokken var nu næsten halv syv. Det var en halv time
siden, at hendes far skulle have været henrettet. ‘Skulle have været,’ det var den form,
hun klyngede sig til.
»Hvorfor i alverden skulle de have overført ham, sig mig det!« sagde hun med
vrede i hele kroppen. Ingen skulle tage hendes sidste håb fra hende.
»Giv mig Gordon Hinkley,« sagde T. til den, der tog telefonen i den anden ende.
Han holdt for røret. »Fængselsinspektøren er ikke til stede, han er syg,« hviskede han.
Der gik et øjeblik, så stillede han sine spørgsmål til fængselsinspektørens
stedfortræder.
»I fik overført en fange i går, siger du?« Han nikkede, og ansigtet blev mørkt.
Doggie troede, hun skulle besvime.
»Hm, hm, okay!«
»Så sig dog noget,« råbte hun. »Er det ham, T.?« hun sank i knæ og lagde sit
hoved i Wesleys skød.
T. rynkede panden. »Det skete klokken seks, ja. - Du er sikker? - Nej, du må tjekke
navnet, når du ikke ved, hvor fangen er overført fra, for helvede. I får dem jo hele
tiden, ikke?«
Doggie ville holde sig for ørerne, men hun kunne ikke.
»Du ved ikke, hvor journalen er, siger du. For helvede, dit møgdyr. Jeg står her med
folk fra Det Hvide Hus oppe i Waverly for at hente en mand, og nu vil jeg
krafteddermaneme have klar besked, for ellers kan du tage din ansættelseskontrakt og
stikke den derop, hvor det evige mørke er, er du med? Ja, i røven, for helvede, er du
tungnem mand. Kom så af sted.«
Han lænede sig fremad og strøg blidt hen over Doggies hår. »Vi ved ikke noget
endnu, okay. Fat mod, min tøs.«
Der gik et halvt minut. »Ja, en hvid mand. - Jaså, okay. Og navnet?«
Hun holdt vejret.
»En Steven Stoklosa, siger du. Er du sikker?«
Hun rejste hovedet.
»Godt! Og der er ikke andre på vej? Okay. Hør her, der må ikke henrettes flere
fanger, før I får nye direktiver, er det forstået? - Om hvilke beføjelser jeg har? Fra
justitsministeren og Michael K. Lerner, ja, for satan, ham der var vicepræsident før
Sunderland, og dertil kan du lægge formændene for alle de helvedes udvalg, du
overhovedet kan komme i tanker om herfra og til Halloween, er du med? - Du har
forstået, siger du! Godt. Og lige en ting mere! Henretter de mænd andre steder end hos
jer og oppe i Sussex I? - Ja, her i Virginia, din skovl. - Tak!«
Han trykkede tasten ned og tørrede sveden af panden. Hun så taknemmeligt op på
ham.
»Så ved vi stadig ikke, hvor din far er, Doggie. Vi ved det ikke.«
»Har man fundet fængselsinspektøren og den forsvundne fængselsbetjent?«
spurgte Wesley politiassistenten.
»Nej. Vi havde egentlig en formodning om, at de havde gemt sig eller var blevet
henrettet af militserne i en mose her i nærheden, men de er der ikke. Man må frygte
alvorligt for deres liv eller førlighed, det er alt, hvad jeg kan sige. Måske er de gidsler
hos militserne.«
Wesley s å på hende og rystede på hovedet. »Vi ved ikke noget, Doggie. Vi ved
ikke, hvor de er, og vi ved ikke, om din far er med dem.«
»Ved du, hvor de kan være, du der?« spurgte T. den fordrukne fængselsbetjent,
som hang op ad væggen og plejede sit tunge hoved og gryende bondeanger.
»Ingen … ingen anelse. Falso er … er ikke en, der … der gør sådan noget.«
»Hvad?«
»Stikker … stikker af uden videre.« Han pegede ned på den døde betjent. »Kan vi..
kan vi ikke godt flytte ham? Jeg … jeg kender hans søn.«
»Kom,« sagde politiassistenten. »Jeg giver dig et nap. Vi flytter ham over i
kantinen, der ligger de andre.«
»Pis altså,« sagde spiritusånden.
De løftede liget op og bar ham forbi. Det var en sørgelig procession, men respekt
skulle den have. De bøjede hovedet et øjeblik.
Så greb Wesley T. i ærmet. »T.! Tror du nogen har været inde og tjekke bag døren,
som liget spærrede for?«
T. så på Wesley, som om han langsomt var ved at vågne op efter en århundredlang
søvn, men Doggie fattede det omgående og sprang de ti skridt frem mod døren med
tilbageholdt åndedræt.
Hun flåede døren op.
Derinde var meget varmere end på dødsgangen. Der slog hende en ram, stærkt
sødlig lugt i møde, mens lyden af T.‘s hårde skridt bankede i betongulvet bag hende.
Det var stanken fra et lig, der lå op ad væggen.
»Lad mig komme forbi, Doggie,« sagde T. og kantede sig ind i rummet.
Hun trak hånden op til ansigtet i kamp med brækfornemmelsen og tog sig så
modstræbende sammen, mens blikket for rundt i de dødsdømtes allermest dystre
kapitel.
Vidnerum, dødscelle, dødskammer.
Sådan føltes det altså, dette uhellige sted. Denne dødens forgård.
Hun så ned på liget foran hende. Det var en mand i politiuniform, formentlig den
forsvundne betjent. Han lå i et fuldstændigt sterilt rum, hvor to bænkerækker rettedes
ind mod dødskammeret, et aflukket rum omgivet af glasvægge og dækket af gardiner
det meste af vejen rundt.
»Min Gud,« kom det fra T., da han vendte ligets ansigt mod sig. »Det er Freddie
Cambell. Jeg kender manden.«
Nu så Doggie direkte på liget. Han var skudt lige midt i brystkassen. Hullet var
stort, men der var næsten intet blod. Det var en ret ung og meget svær mand, der
fyldte næsten hele den sparsomme gulvplads mellem selve dødskammeret og
rækværket foran bænkene.
»Han har blokeret døren ind til dødskammeret,« stønnede T. »Jeg tror, du skal se
væk nu, Doggie. Jeg svarer ikke for, hvad , vi kommer til at se.«
Hun så på ham en brøkdel af et sekund, før det gik op for hende, hvad det gik ud
på.
»NEJ!« råbte hun, da han flåede gardinerne til side. To meter fra hende inde i
dødskammeret på den anden side af glasset lå hendes far oppe på briksen med
hovedet vendt bort. Lyset var skarpt i rummet, hver en detalje var steril. Et teknologisk
gravkammer, alt alt for fredfyldt. Som elektriske impulser udløstes spændinger i hende,
og sveden begyndte at pible frem. Hun ønskede at gøre noget, men kunne ikke.
»For helvede, hvor er kanylen og remmene henne? Han er jo ikke spændt fast,«
bandede T.. »Hjælp mig med at få det her kødbjerg væk fra døren,« råbte han og
begyndte at flå i Cambells sønderskudte krop. »Kammeret er helt luft- og lydtæt, din
far bliver kvalt derinde. Vi må have liget væk fra døren. NU!«
Hun så på sin far bag ruden. »Åh Gud, T., han ligger helt stille. Tror du …?« Hun
bøjede sig og begyndte at trække i et af menneskebjergets ben, til det lykkedes dem at
få ham så meget væk, at døren kunne vrides op.
Det var en væmmelig iltfattig, tør og muggen luft, der slog Doggie i møde, mens hun
klemte sig ind og hen over den næste krop,, en kraftig, hvid mand med sort
armbåndsur og kortærmet skjorte, der lå neden for briksen.
»Det er inspektør Falso,« hørte hun T. stønne bag sig, mens den friske luft udefra
fyldte rummet. Men Doggie var ligeglad med Falso eller hvem som helst anden i dette
øjeblik. Hun kastede sig ind over sin fars krop og rørte ved hans ansigt. Huden var tør
som pergament. Så drejede hun hans hoved og stirrede ind i hans livløse,
maltrakterede ansigt. ‘Åh Gud’ tænkte hun og følte efter hans puls på halsen.
Mærkede ingenting og følte efter endnu engang.
Så pressede hun hårdere og mærkede pludselig en ganske svag sitren, som en
sommerfuglevinges flaksen. Så åbnede han øjnene langsomt og stirrede på hende med
fuldstændig mangel på genkendelse.
Miraklet var sket.

Det krævede flere kræfter at få pustet liv i fængselsinspektør Falso, men en halv
time senere sad begge mændene nede i Falsos kontor og stirrede på deres
redningsmænd med gustentblege, stærkt bevægede ansigter.
»Udover at I frelste os fra at blive kvalt lige før, så havde jeg alligevel været en død
mand i dag, hvis det ikke havde været for dig, T., er du klar over det?« sagde han.
»Hvis det ikke havde været for hele den her sag med Curtis, så havde jeg siddet oppe
på mit kontor i går morges, da militserne sprængte døren.« Falso så på ham med stor
alvor. »Dit besøg i forgårs og hele din kamp for Bud Curtis gjorde indtryk, kan jeg
godt sige dig, men jeg kunne jo ikke være sikker, vel?«
Han vendte sig mod Doggie. »Jeg beklager at skulle sige det, men jeg fik mine folk
til at gennemtæve din far.« Han så ned i gulvet. »De bankede ham, til han ikke kunne
skrige sin uskyld ud mere. Det var først da, at jeg troede på ham.« Han lagde en hånd
på Curtis’ ben. »Undskyld, Bud, men jeg havde ingen anden udvej. Jeg skulle bare
vide det i en fart.«
»Hvad så, hvis han havde tilstået?« Doggie prøvede at holde vreden nede. »Det
gør folk under tortur, det må en mand som dig vide.«
Inspektør Falso så på hende med alvorlige øjne. »Hvis han havde tilstået? Så ville
der ikke have været nogen at skælde ud på lige nu, er jeg bange for.«
»Sig, hvad der skete i går, Bill?« sagde T. og tændte den næste smøg med gløden
fra den foregående.
»Der skete det, at da Bud vågnede op efter vores … gennembankning i går
eftermiddags, så gik jeg ned for at fortælle ham, at jeg havde besluttet mig for at
obstruere min ordre om at gøre klar til hans henrettelse. Efter alt at dømme var han
uskyldig; det troede jeg i hvert fald på.«
Doggie så på sin far, der nikkede ganske langsomt. »Falso var lige kommet ind i
cellen til mig, da vi hørte militserne sprænge døren oppe i hovedvagten, og øjeblikket
efter hørte vi de første skud.«
Falso rystede på hovedet. »Jeg forstod ikke med det samme, hvad der skete, men så
begyndte militsfolkene oppe ved døren at råbe, at nu kom hævnens time. De skreg og
råbte som sindssyge, siger jeg jer, og så vidste jeg, at vi ikke kunne gøre noget.«
Han sukkede dybt, trak en kasse Hershey Bar’er op af skuffen og tog så selv en
efter at have budt rundt. Han var den eneste, der kunne få en bid ned i det øjeblik.
»Der lød et brag, for hver gang de sprængte en dør ind i næste sluse, og det gik
stærkt.«
Hendes far nikkede. Man kunne tydeligt se, hvad han havde været igennem det
sidste stykke tid. Det havde været et helvede.
»De råbte, at jeg kunne vente mig,« sagde han.
»Der lå en fyr og sov i celle nummer syv,« skød Falso ind. »Han var milits som de
andre, men ikke fra samme organisation, og de regnede ham ikke for noget…. Han lå
og sov.« Falso så ned på gulvtæppet. Det, han ville sige, var åbenbart ikke noget, han
var stolt af. »Ja, så slog jeg ham bevidstløs og trak ham ind i din fars celle.«
»Militserne i cellerne må da have vidst, at du opholdt dig inde på dødsgangen?«
indskød T..
 »Ja, men det vidste dem, der kom og skød, ikke. Til gengæld fik de hurtigt at vide, i
hvilken celle din far sad. De kaldte ham ‘de nye tilstandes igangsætter’. For dem var
din far manden, der måtte bære ansvaret for alle ulykker i landet, og det skulle koste
ham livet. Så tømte en af dem sit magasin ind mellem tremmerne i din fars celle og skød
ham fyren, som jeg havde slæbt ind i cellen i den tro, at det var din far, og så var det
regnskab i orden.«
»De glemte dig?«
Falso trak på skulderen. »Formodentlig. De havde nok at gøre med at henrette de
andre fanger og så komme væk.«
»Hvorfor gjorde de det?«
»Det gjorde de bare. De andre fanger var ikke af deres slags.«
T. rullede sig en smøg mere, mens han pulsede den, der hang i mundvigen, helt i
bund. »Opholdt de to betjente, der blev skudt, sig inde på dødsgangen i det øjeblik,
militserne brød ind i fængslet?«
»Nej, her var kun mig og Curtis. De to betjente låsede sig selv ind på dødsgangen
for at komme væk fra angriberne, men det lykkedes dem altså ikke at undslippe.
Desværre, må jeg sige.«
»Og imens gemte I jer nede i dødskammeret?« spurgte T..
»Ja. Vi trak dørene i, men Freddie Cambell fik den samme idé og nåede helt ind i
kammeret, før han blev skudt.«
Hendes far så ned i gulvet. »Vi kunne svagt fornemme, hvordan han lå og klagede
sig på den anden side af væggen, mens han forblødte. Vi prøvede at skubbe ham væk,
men han var alt for tung.«
»Og den anden? Ham ude på dødsgangen. Hvordan kan det gå til, at han blev
dræbt senere end Cambell? For det må han jo være blevet, ikke?« spurgte T. og trak
røgen dybt ned i lungerne.
Falso gned sig i ansigtet. »Lassie? Jeg er bange for, at de legede med ham, før de
skød ham, men det er kun gætteri. Jeg ved bare, at de hadede ham som pesten. Lassie
havde mange fjender herinde i fængslet. Desuden var det ham, der havde nøglerne til
cellerne.«
T. skød underlæben frem. »Og ingen vidste, at du og Curtis befandt jer inde i
dødskammeret?«
Falso rystede på hovedet. »Sandsynligvis ikke. Det gik fantastisk stærkt, det hele.
Fra de sprængte døren nede ved hovedvagten, til de var ude igen, gik der kun tre-fire
minutter, tror
jeg.«
»Og de skød militsmanden i nummer fjorten, siger du.«
»Ja, de skød ham sammen med alle de andre. De tog sig ikke tid til at se på deres
ofre, siger teknikerne. De tømte bare magasinerne ind gennem tremmerne efter tur. Det
var rene likvideringer.«
Doggie knugede sin fars hånd. For ikke ret længe siden havde han siddet foran
hende med håndjern på ryggen og be-dyret sin uskyld, og hun havde vendt ham
ryggen. Hun havde svigtet ham, hvordan kunne hun nogen sinde gøre sådan en
brøde god igen? Hvordan skulle han nogen sinde kunne se bort fra det?
Hun så på hans sønderslåede ansigt og følte inderlig skam.
Et øjeblik så han hende dybt i øjnene. Det var næsten, som om de talte fortroligt
sammen ved dette ene blik. At han forstod, men bare ikke kunne udtrykke det. At han
kunne tilgive, men bare ikke følte, at det var nødvendigt. Sådan virkede det på hende.
Så smilede han næsten umærkeligt og drejede hovedet om mod Wesley.
Hun fulgte bevægelsen, og så Wesley sidde ubevægelig i rullestolen. Han var
meget bleg, og det blødte en smule igennem bandage og skjorte. Sveden samlede sig
på hans pande som klare dugperler, men han mærkede det tilsyneladende ikke selv.
Han stirrede bare tavst på Doggie og registrerede sandsynligvis ikke engang, at
blikket blev gengældt. Aldrig havde et sådan blik mødt hende før.
Hun skulle lige til at sige noget til ham, men hendes far klemte hendes hånd. »Nå,
børn. Hvornår skal brylluppet så stå?« sagde han så stille, at det rungede i lokalet.
Hun havde ikke engang tænkt spørgsmålet. Ikke engang tænkt at tænke det.
Hendes far så på hende gennem smalle sprækker. Smilerynkerne lå gemt et eller
andet sted derinde bag hævelserne, hun kunne høre det i hans stemme.
»I hvert fald insisterer jeg på, at festen bliver holdt på Hotel Splendor i Virginia
Beach.« Han lo et kort øjeblik. »Det kan da vel for satan ikke gå galt hver gang.«

Epilog
 Juni samme år

Firmaflyet landede i Kralendijks lufthavn på øen Bonaire i massivt godt vejr.

Siestaen var overstået, og små varebiler drønede allerede ned gennem de snævre
gader. Luften boblede af caribiske takter og ivrige fødder og en duft af salvie og hav.
En af stewardesserne fulgte med T. Perkins, Rosalie Lee, Dog-gie og Wesley videre
gennem byen i minibus.
»Jeg beklager,« sagde stewardessen, da hun så Rosalies henrykte ansigt, mens de
kørte forbi en række farvestrålende butikker med alskens nips. »Vi har desværre ikke
tid til et ophold, for båden venter nede ved Oranje Pan. Der er endnu et godt stykke
ud til øen, og mørket kommer pludseligt på disse breddegrader.«
Wesley nikkede. De skulle alts å sejle videre ud til en anden ø, jaså. Det havde de
ellers ikke hørt noget om. Men hvad havde de i det hele taget hørt? At de var de
første, der havde fået tilladelse til at besøge ham. At det var et sted nede i De
hollandske Antiller. At de skulle tage tøj med til et par dage, og at de i øvrigt aldrig
nogensinde måtte udtale sig om deres besøg.
Han rystede på hovedet og så ud af minibussens støvede vindue gennem
palmeskoven, til han fangede horisontbuen over det store hav. Derude et sted i det
blå skulle de altså ud. Det var virkelig et afsides sted, de havde anbragt Jansen.

Mindre end en time senere sad de i en mastodontisk motorbåd med Jansen-

koncernens spritnye bomærke på stævnen og spejdede mod kysten, der fortonede sig
i det fjerne.
Wesley lyttede med sammenknebne øjne til bådens lokale sorte besætning, der
underholdt hinanden i en strøm af papiamento og latterbrøl. Lige nu syntes Caribiens
blå himmel uendelig tæt på, og under dem bankede de glasklare bølger. Havet boblede
af liv. Han lod den ene hånd glide i bølgerne. Sådan kunne han sidde i en evighed.
Han så på Doggies sommerlyse hår og smilede. Selv om de begge havde været i
tvivl, så var han glad for, at de var taget af sted. For guderne skulle vide, at de trængte
til luftforandring.

Kun to timer efter angrebet på Det Hvide Hus begyndte medierne igen at tikke, og
der var nok at skrive om. Første historie spredtes via internettet, og snart vidste alle,
at et hus var sprængt i luften i Seattle, og at Moonie Quales lig lå under murbrokkerne.
For militsgruppernes medlemmer var hele situationen vildt demoraliserende, og et
par timer senere begyndte de dårligst organiserede militser at nedlægge våbnene. Efter
yderligere en drøj nats hårde kampe med de mest rabiate af grupperne kunne der
erklæres våbenhvile, og hundredetusinder almindelige mennesker udnyttede tiden
efter generalamnestien til at aflevere våben. Selv Wesleys far gjorde det.
Og hjulene kørte lige så stille op i første gear næsten alle steder. Der bredte sig en
enorm lettelse i landet. Næsten som efter en altødelæggende storm, der alligevel drev
forbi.
Nøjagtig et døgn efter angrebet, mandag eftermiddag den 30. marts, trådte
Kongressen sammen og suspenderede Jansens udnævnelse af Thomas Sunderland til
vicepræsident, og derved rykkede den fratrådte vicepræsident Michael K. Lerner
tilbage til den gamle plads i arvefølgen. Alle spekulationer om, hvorvidt han selv
havde fratrådt sin stilling, eller om han reelt var blevet fyret af Jansen, blev fejet til
side. Kongressen samledes om den udlægning af Lerners afgang, man mente var
bedst for landet. Hvem andre end Lerner havde markeret sig med det rigtige
standpunkt på det rigtige tidspunkt? Nej, han havde sin ryg fri. Hvor mange kunne
man sige det om? Senere samme dag blev Lerner taget i ed som præsident. Opgøret
med Jansens embedstid var allerede begyndt.
På det tidspunkt var Wesley fløjet tilbage fra fængslet i Waverly til hospitalet i
Washington. Og der opholdt han sig, til efterspillet begyndte.

»Hvad tror du, det er for en Jansen, vi får at se, Wesley?« spurgte Doggie og trak
blidt hans hånd op af bølgerne.
»Jeg ved det ikke. Måske er han bare sig selv. Og så har han vel korte bukser på.«
Hun skubbede solbrillerne ned på næsetippen og rakte tunge af ham. De havde talt
om det så tit. Hvordan ser man ud, når man er smidt ud af sit land og aldrig vil komme
til at gense det? Wesley anede det ikke.
»Jeg tror faktisk, at han er okay. Ellers ville han vel ikke have inviteret os, ville
han?« indskød Rosalie. Hun havde trukket op i de vide benklæder og sad med fyldige
underben ud over rælingen. Bedre reklame for ferie kunne man ikke få.
»Tiden vil vise det,« brummede T. i baggrunden og viftede røgen væk fra øjnene.
Udfaldet af høringerne i Kongressen var blevet konsekvent. Af samtlige ministre i
den gamle regering var kun to taget til nåde og resten afskediget uden pension. Flere
af dem kunne vente retsligt efterspil. Man ønskede at statuere eksempler, og det
havde bestemt sin virkning. Mest tragisk var indenrigsminister Betty Tuckers
selvmord og Billy Johnsons fatale hjerteslag, da man overbragte ham anklageskriftet.
Aviserne skrev, at retfærdighedens tordenkile denne gang havde ramt ved siden af,
og at Johnson givetvis ville være blevet frikendt. Det havde Wesley været helt enig i.
Bortset fra Billy Johnson, hvem havde ellers gjort så meget for at genoprette
skaderne?
Wesley og Doggie var kronvidner fra allerførste dag, men da det kom til
anklageskriftet mod Jansen, måtte de melde pas. Hvordan skulle de kunne skelne
mellem Jansens og Sunderlands handlinger, når de ikke vidste noget konkret?
Man forsøgte så at presse stabschef Lance Burton og et par af de andre
embedsmænd tæt på præsidenten til at sige, at Jansen havde ført landet ind i
katastrofen med forsæt, men ingen af dem hoppede på vognen. Og det eneste, som
man med sikkerhed kunne udlede af disse vidnesbyrd, var, at præsident Jansen havde
været elendigt rådgivet, og at han desuden var så stærkt påvirket af mordet på sin
hustru, at man måtte tillægge ham utilregnelighed i hele embedsperioden.
Men hvad i alverden skulle man så gøre med ham? Skulle en mand, der havde skabt
så megen ulykke, gå fri? Nej, det skulle han ikke, det var næsten alle enige om. Og
demonstrationerne til fordel for en hård straf til Jansen bredte sig som steppebrande.
Et par dage virkede det nærmest, som om den nyvundne fred i landet var tabt på
gulvet, men så greb præsident Lerner ind og gav Jansen amnesti med utilregnelighed
som begrundelse.
Der lød et ramaskrig i Kongressen. Nogle mente at vide, at denne beslutning kun
var truffet, fordi Lerner i bund og grund sympatiserede med Jansens reformer, og
andre sagde, at den jagthytte, som Lerner havde gemt sig i, tilhørte Jansen
Drugstores, men Lerner slog tilbage. Amnestien var under ingen omstændigheder
ubetinget. Jansen skulle forlade landet og fremover holde sig fra aktiv deltagelse i
politik. Og så stoppede diskussionerne.
Præsident Lerners position blev bestemt ikke svagere med den afgørelse.
Men mange undrede sig nu alligevel.

»Er det ikke fantastisk?« Doggie puffede til T. Perkins med sine bare tæer. »Hvad
siger du, T.?«
T. slap rælingen og vendte sig mod dem. »Om ikke andet, så er det fandeme blåt!«
svarede han.
Wesley lo og måtte tage sig til brystet. Når han sad ret op og ned i længere tid,
havde muskulaturen det med at klage sig.
»Er du okay, skat?« spurgte Doggie.
Wesley nikkede. Han kunne ikke være mere okay. Her sad de jo. Under den
livsbekræftende fjerlette himmel. De levede. Doggie havde sagt ja til at dele sit liv med
ham. Hvad kunne tiden før så andet end at glide bagud i bevidstheden?
Han så hengivent på sine medpassagerer. På Rosalie, der sad og holdt på sin
blomsterbesatte hat, og på T., der allerede nu afslørede en svag solbrændthed på
kinderne. Holdet var blevet mindre siden turen til Kina for mange år siden. Alle havde
mistet en del af sig selv, og alligevel sad de her.
»Hvad tænker du på, Wesley?« spurgte Rosalie.
»Jeg tænker på os her. Og på John Bugatti. Alle os, der var i Kina dengang.«
Rosalie nikkede. »Alt i alt tror jeg, det kommer til at gå. Der er meget skidt
stadigvæk, men det er da også vildt, så stor effekt nogle af reformerne har fået. Forstår
du, hvad jeg mener?«
Wesley nikkede.
»Ikke også, T.?« sagde Rosalie og tjattede til ham, så asken regnede af hans smøg.
T. Perkins nikkede over mod hende og Doggie, der sad og missede mod solen med
lukkede øjne.
Aldrig før havde Wesley set Doggie udstråle sådan en ro. Han rakte ud efter
hendes hånd. Det var rigtigt, de tænkte alle det samme. Det kom til at gå.
Rosalie lo. »Jeg er bare glad for, at mine sønner har fået arbejde. Min arbejdsgiver
Mo Goldenbaum fandt et par gode job nede i havnen, og de turde ikke sige nej. Trods
alt var det alligevel bedre end så meget andet, de kunne blive sat til,« sagde hun og
blottede tandsættet i et generøst smil. »Nu betaler de for at bo hjemme, er det ikke
utroligt?« Hun slog sig på benet og lo endnu højere. »Jo, der er trods alt sket noget i
vores land, er der ikke?«
Wesley nikkede. Bare de sidste fem uger var der sket meget. Præsident Lerner
havde gjort det godt, overraskende godt. Før havde man kun kunnet se på ham som
en bureaukratisk, halvstupid sydstatsdemokrat, men man havde fået andet at lære.
 Lerner havde lagt linien til forsoning. Retsopgøret efter høringerne havde været
sobert, efterforskningerne ikke trukket ud, og bortset fra den mest rabiate fløj i
Kongressen, så var der styr på modsætningerne. Okay, de fleste havde galet op, da
Lerners deportation af Jansen viste sig at gå til en tropeø ejet af Jansen-koncernen,
men ud over det nød den nye præsident alles respekt. Ja, nogen hævdede ligefrem, at
han var den fødte statsmand.
Wesley så ud over havet. Der var langt imellem øerne i De Hollandske Antiller. Gad
vide, hvilken en af dem de ville havne på. Gad vide, hvilken en af dem der var Jansens
eksil.
»Ja,« sagde han så endelig. »Meget godt er sket, trods alt.«

Det var et nyt Amerika, der rejste sig af asken, sådan så Wesley på det.
Bruce Jansen havde haft en vision, og undervejs havde han fejlet, men
efterfølgeren forstod at samle det bedste op og kæmpe for det i en svær tid.
Selvfølgelig mødte Lerner modgang, hvem gjorde ikke det, men han havde meget godt
at handle ud fra. Folk knoklede, ledigheden faldt og faldt, økonomien stormede frem,
mange havde fået deres kære tilbage i hjemmet, selv Wesleys sekretær, Eleanor.
Retstilstanden var enormt forbedret, ja, selv den dag i dag var der fængsler, der stod
tomme hen.
Og så senest var der sket det, at begge kamrene begyndte at tale seriøst om
reformer af valgloven og om at skabe en ansvarlig våbenpolitik. Nuvel, der var knuder,
men hvad gjorde det, når diskussionen bare var åbnet og tidspunktet så gunstigt? Nu,
hvor landet stort set var afvæbnet og behovet for at forsvare sig selv svundet ind
sammen med angsten?
Man brugte aldrig ordet systemskifte, for sådan et ord ville skabe fjender, men efter
Wesleys mening var det det, det var. Det mærkede man særlig tydeligt, når man gik på
gaderne. Man følte sig tryg alle vegne. Ghettoerne og de gamle rå kvarterer åbnede
favnen for en. Der var et mål med det hele. Rædselshistorierne i fjernsynet blev færre
og færre. Soldaterne var kommet hjem, og verden så undrende til.
Han så ud over havet og lod vinden tage fat i sit hår. Han og Doggie havde været
sammen i mere end to måneder nu, og de var begyndt at lægge planer. Det ville blive
meget anderledes end før. Meget anderledes. Bud Curtis gad ikke arbejde mere, sagde
han. Nu ville han nyde livet. Hvis Wesley og Doggie tog over med hotellerne, så ville
han blive mere end glad. Det var noget, de skulle tænke over.
Wesley så over på hendes bare maveskind og fornemmede tydeligt følelsen af blød
hud.
»Her er smukt,« sagde Rosalie.
»Ja,« svarede Doggie og lagde nakken tilbage.
»Derovre fisker en af jeres landsmænd,« råbte en af gasterne og pegede på en
sejlbåd, der duvede på de yderste rev ud for Jansens ø. »Han kommer aldrig i havn, så
vidt man ved. Han ligger altid et sted herude med fiskesnøren nede i vandet.«
Besætningen grinede til hinanden. Hvilket fjols, tænkte de vel. Men Wesley forstod
fyren.
De pegede ind på en nyanlagt havn i en bugt, mens de gled forbi amerikanerens
båd. ‘Bukowski - Costa Rica’ stod der på den. De vinkede til ham, men han så dem
ikke. Dertil sad hatten for langt nede i panden, og dels havde de solen i ryggen.
Palmerne inde på øen var nu helt tydelige, og oppe på højen lå huset. Måske ikke så
stort, som de havde regnet med, men til gengæld knitrede det i den bagende sol som
en lyskilde i sig selv.
Der var havet, der duftede af liv, der var paradiset, som rejste sig trodsigt i det store
blå, og der var diamanten, der funklede deroppe på toppen.
Og så var der alle de grå sikkerhedsagenter, der stod og ventede på kajen.

»Jeg tror, at præsident Jansen er ved at være klar til at tage imod jer. Han har glædet
sig meget til at møde selskabet,« sagde oppasseren og førte dem ind gennem en række
kamre, hvis farver slog en omkuld. Der var jadefarvede, japanske lakkister, persiske
vægtæpper i blåt og gult. Der var duftende blomster og stærke lyde ude fra havet.
Lyde, der tog fat i sindet og skabte stilhed.
Han lod dem vente foran et par massive kamfertræsdøre med symbolmættede
udskæringer, men de hørte tydeligt hans stemme derinde.
Rosalie smilede, og Doggie knugede Wesleys hånd. På en eller anden måde føltes
dette som et øjeblik, der signalerede fremtid. Skillevejene lå lige foran, alt var åbent.
»Han lyder da okay, gør han ikke? Ikke som en landsforvist i hvert fald, synes jeg,«
hviskede Rosalie.
De hørte Jansens stemme nærme sig. »Velkommen, velkommen,« sagde han og slog
dørene op på vid gab. Bag ham åbenbarede der sig et fantastisk lyst lokale, store
panoramavinduer ud mod skrænterne, kridhvide marmorgulve, ibenholtfarvede
gardiner mindst fire meter lange. »Kom ind i mit eksil,« sagde han på en forbavsende
afdæmpet måde. »Mød mit St. Helena.« Han slog armene ud, var solbrændt og
udsovet, men gløden i hans øjne var væk. Der var kun få hvide ar efter eksplosionen
tilbage i hans ansigt, og tænderne var kommet på ret køl. Men arrene i sjælen var der
ingen plastikkirurg, der kunne skjule.
Han omfavnede T. Perkins og Rosalie og takkede med alvor for, at de ville komme.
»Jeg har virkelig glædet mig, det har jeg. Jeg får ikke så mange besøg, kan I nok tænke
jer,« smilede han stille.
Da Doggie stod foran ham og rakte hånden frem, stod han et øjeblik stille og så
hende ind i øjnene, som om han skulle fatte sig først. Så lagde han hovedet på skrå og
trak hende ind til sig. Wesley hørte ikke, hvad han hviskede til hende, men så Dog-
gies små nik. Undskyldninger var ikke noget, der let undslap Jansens mund, men nu
kom de, det var helt tydeligt. Så slap Jansen sit greb og tørrede sin kind. Ganske
langsomt flød hans blik langs gulvet og op ad Wesleys skikkelse. I det øjeblik, deres
øjne mødtes, stod Jansen lige foran ham.
»Wesley, min ven,« sagde han bare og omfavnede ham. Han sagde ingenting
imens. Først, da de igen så på hinanden, var Jansen klar. »Jeg er ked af det, Wesley. Er
du okay? Er din arm blevet okay igen, kan du løfte den nu?«
Wesley nikkede. »Ja, jeg er næsten så god som før.«
Han, der en kort tid var verdens mægtigste mand, så et øjeblik på Wesley, som om
han ville komme med et endeligt, altfavnende vidnesbyrd. Så sukkede han og så ned i
gulvet. »Jeg beklager, hvad der skete, Wesley,« sagde han og pressede sine læber
sammen. »Det gik alt sammen bare for stærkt.«
Så vendte han sig om mod resten af selskabet, tog Rosalies arm og førte hende over
mod en glaskuppel yderst i rummet, i hvilken citrontræer blomstrede, og hvorfra man
kunne se ned gennem gulvet og dybt ned i underskoven.
Rosalie lo lidt nervøst over den sugende fornemmelse og trak sig et skridt tilbage.
»Her kommer Abrecita,« sagde Jansen og nikkede mod en gyldenbrun og meget
slank kvinde af ubestemmelig alder, men sikkert i begyndelsen af fyrrene. Han tog
glassene fra bakken, hun bragte med sig, og fordelte dem. Der var ingen tvivl om, at
han var modtagelig for hendes bedårende øjne og smilet, der hele tiden stod på
spring; men han undgik at vise det.
 Wesley så på Doggie. Hun havde også bemærket det.
»Skål, mine kære venner. Hvordan end livet tilskikkede det, så er det jer, mine gamle
rejsekammerater fra Kina, som jeg i dag skylder mit liv. Når man rekonstruerer denne
historie, så virker ingenting tilfældigt. For sytten år siden fik jeg en idé til en
konkurrence, og i dag er ringen sluttet. Den idé fik mange uforudsigelige følger, men
en af de få gode var, at I vandt hinanden dengang, og jeg vandt jer. Tak for det og tak
for alt.« Han hævede sit glas. »Tak, Rosalie, tak, sherif T, tak, Doggie og tak,
Wesley.« Han lod hovedet falde en anelse. »Og tak også til John Bugatti og hans ven
og til Donald Beglaubter. De gav deres liv for deres overbevisning og kampen for
retfærdighed, og ingen skal beklage det mere end jeg.« Han så op på dem. »Jeg er jer
virkelig dybt, dybt taknemmelig for mit liv i dag, tak for at I lod mig opleve det.« Han
hævede glasset mod hver af dem.
»Jeg håber, at I får nogle gode dage her,« fortsatte han stille. »I bestemmer selv,
hvor længe opholdet skal vare, mit gamle firma har stillet et fly til jeres disposition til
hvornår, det skal være. Og imens I er her, kan I færdes på øen, som I vil. I kan jo nok
finde jer i de grå fyre, der står på vagt her og der. Det må jeg i hvert fald.«
Han prøvede at smile, men denne gang lykkedes det ikke. »Jeg arbejder et par timer
hver dag,« sagde han, »men bortset fra det, så håber jeg da, at vi kan få nogle gode
stunder sammen.«
Wesley så over på Jansens skrivebord. Det vakte sære minder.
»Ja,« sagde Jansen. »Jeg fik lov at tage det med fra Det Ovale Værelse. Måske
synes præsident Lerner ikke, at det sømmede sig at fortsætte præcis dér, hvor jeg
slap.« Heller ikke da smilede han. Så kom hans oppasser ind og meddelte, at nu var det
telefontid.
Han vendte ansigtet mod dem. »Jeg har nogle samtaler på dette tidspunkt af dagen,
som ikke kan opsættes, men det tager bare en halv times tid. Så hvis I vil undskylde
mig imens, så kan I jo hygge jer lidt, eller I kan gå ud på terrassen, så er jeg sikker på,
at Abrecita gerne vil vise jer lidt rundt.«

Ude i det rødlige skær fra den nedgående sol var terrassen fuldstændigt
bjergtagende, ligesom Babylons hængende haver et af verdens underværker, kranset
af bourgainvilla, duftende citrustræer, saftgrønne laurbærtræer og et væld af
håndmalede krukker med alskens blomster.
 Rosalie tog sig til brystet.
»Ja, De skal nok holde Dem fra gelænderet, for der er meget langt ned,« sagde
Abrecita og tog Rosalie under armen.
Doggie stod stille og nød synet. »Hvor er her dog vidunderligt,« sagde hun.
»Tak. Vi passer det selv,« sagde Abrecita og strejfede blidt en hibiscus, der
blomstrede hvidt og rødt.
Wesley nikkede. Menneskets overlevelsesevne var dybt, dybt forunderlig. Han
indsnusede den friske gus, der rejste sig fra havet, og fyldte lungerne med ilt. Prøvede
et øjeblik at se bagud i tiden. Så for sig en kæde af øjeblikke, der allerede var gået. Så
grænserne til Amerika blive spærret af, gadebandedrengene blive deporteret til
fængsling og død i Guatemala og El Salvador; de henrettede militssoldater langs
læhegnene. Straffefangerne, der blev frigivet. CNN, ABC, New York Times og alle de
frie
ord, der blev kvalt. Våbnene i smeltediglerne og alle jobkøerne, der svandt ind. Og
så så han sig om i dette paradis på jord.
Han rystede på hovedet. Spørgsmålet var, om det også var paradiset for Jansen?
Man kunne jo søge sandheden hele sit liv, men der var ingen garantier for, at man
også fandt den, som hans far sagde.
Han så over på Rosalie, der stod og talte med T. foran et par bugnende citrusgrene,
der stak ud over et endeløst, glitrende kig på verden. Ringen var sluttet, som Jansen
sagde. Årene var gået, og her var de sammen igen.
‘Ingen skal styre skæbnen,’ tænkte han. Den styrer sig selv.
Så fangede hans blik en sommerfugl, der flaksede sommerlet fra blomst til blomst,
ude af stand til at vælge i denne overflod. Den var neongrøn med lange, lange sitrende
følehorn, uendelig smuk. Han fulgte den lidt rundt om huset og så den sætte sig på en
pollentung rakle, der prydede en vækst, han heller aldrig før havde set mage til. ‘De
passer sammen som kærtegn og hud,’ tænkte han og trådte helt tæt på.
Så hørte han Jansen tale inde bag nogle lyse fjerlette, trope-vindsblafrende
gardiner.
‘Det er nok forretninger, det er vel det eneste, som manden rigtig har at tage sig til
nu,’ tænkte Wesley og trådte endnu et lille skridt frem. Det skete der vel ikke noget
ved.
Jansens telefon var sat på medhør, og stemmen i den anden ende virkede bekendt.
Wesley trak stille ind bag et af citrustræerne og prøvede i al diskretion at følge
optrinet igennem de flaksende gardiner.
Arbejdsværelset var ikke spor prangende på nogen måde, og det havde Wesley
heller ikke regnet med. Der var ikke tæpper, ikke lænestole, kun reoler og opslag alle
vegne. Han forestillede sig, at det var et ganske lille rum. Et lønkammer, hvor Jansen
kunne trække sig helt tilbage i ro, hvis han ville. Så trist og afdæmpet Jansen havde
været lige før, tydede meget i hvert fald på, at behovet var der.
Wesley rykkede endnu en anelse fremefter, måtte fange indtrykkene i de små glimt
som vindens tag i gardinet nu tillod ham.
Han havde ventet, at Jansen sad stille ved et eller andet skrivebord, men ikke at han
sad med benene oppe på bordpladen og gestikulerede og smilede, som om intet var
hændt, og heller ikke at kontoret var så enormt.
Wesley havde set det før. Det var som et kig tolv måneder tilbage i tiden. Til de
lange møder under valgkampagnen. Til briefingerne på hotellerne rundt om i landet.
Det var en Jansen i sit es. Han nød situationen. Sådan så det ud, og det overraskede
Wesley.
Så tog vinden et tag i gardinet og løftede det ind på vindues-haspen i et ganske
kort øjeblik, men det var længe nok. Synet talte for sig selv.
Hele den ene væg i rummet gav mindelser om noget, Wesley havde set før. Der var
udklip overalt på væggen. Man så omgående, at det handlede om alverdens
brændpunkter i verden og i USA; han kendte overskrifterne. Mange steder var der
understreget med rødt. Billeder af verdens ledere var forsynet med kommentarer i
Jansens håndskrift. Der var landkort, satellitfotos, fotokopierede dokumenter. Det var
som at se Sunderlands kontor, da han først kom i gang.
Wesley mærkede, hvordan hans åndedræt blev dybere og lagde øret helt tæt til
vinduet. Nu blev stemmen i den anden ende klarere. Suset fra havet slog ikke længere
igennem.
»Og nu til sidst,« sagde Jansen. »Jeg synes bestemt ikke, du skal tale med den
russiske præsident om de rørledninger fra Afghanistan, Michael. Du skal holde ham
hen, han tør ikke at gøre noget. Imens kan du samle stålfabrikanterne i øststaterne.
Lad dem komme med forslag, de er medgørlige nu, det kan jeg love dig. Gør det stille
og roligt, hold dig til køreplanen, som vi før har aftalt. Stille og roligt, aldrig for hurtigt,
Michael, husk det nu. Kongressen kan tids nok komme ind i billedet. Skal der være
lovændringer, så er det dig og kun dig, der dikterer hvordan, er du med?«
Wesley trak sig en anelse tilbage og mærkede nu hjertet slå tungere.
»Ja!« svarede det i den anden ende. Det var Michael Lerner, det var helt tydeligt
nu. Det var USA’s nuværende præsident.
»Jeg skal nok gøre det stille og roligt, nøjagtig som vi har aftalt! Mange, mange tak
for rådene. Jeg ringer som sædvanlig igen i morgen ved samme tid!« sluttede Lerner.
»Farvel, mr. Præsident!«
»Farvel, Michael. Du ved, hvor jeg er.«

SLUT

Efterord
Krisestyringsagenturet FEMA, der i årevis har levet en ret upåagtet tilværelse i
offentligheden, blev uhyre aktuelt set i lyset af den store katastrofe, som orkanen
Katrina forårsagede på flere af Louisianas kystbyer sidst i august 2005. Her fejlede
FEMA så fatalt i løsningen af kriseopgaverne, at FEMA’s direktør, Michael Brown, i
dagene umiddelbart efter stormen måtte tage sin afsked.
Efter arbejdet med denne roman, som jeg afsluttede i maj 2005, var det efter denne
naturkatastrofe ikke nogen overraskelse for mig, at FEMA af historiske årsager
sandsynligvis ikke ville være i stand til at klare en sådan situation, selv om både
ekspertisen og midlerne og også forhåndsviden om orkanens potentielle
ødelæggelseskraft synes at have været til stede.
FEMA blev først og fremmest oprettet for at kunne imødegå en atomkrigs
katastrofale følger, men som en positiv bivirkning skulle dette agentur også kunne
aktiveres i forbindelse med mere konventionelle forhold, som for eksempel ved en stor
naturkatastrofe.
I årenes løb er enorme summer blevet afsat til FEMA uden om de sædvanlige
budgetposter, der normalt ratificeres af Kongressen. Og jo større summer, der
akkumuleredes, des større problem kunne man formode, at FEMA har haft undervejs
med at bevare tilskuddene. Hvorfor skulle de fortsat have så store midler, når
naturkatastroferne udeblev og ligeså atomkrigen, ville et naturligt spørgsmål kunne
være?
Men midlerne blev brugt alligevel, det fik man sørget for hen ad vejen. Enorme
underjordiske anlæg blev bygget og kompetente folk uddannet til at overtage de
folkevalgtes poster og hverv, den dag krigen eller katastrofen endelig ville indtræffe
med fuld styrke.
Således havde man til sidst efter alt at dømme opbygget ikke alene et totalt
embedsmandssystem i backup-position, men også noget man bedst kunne betegne
som et skyggeministerium ledet af en skyggepræsident.
Det almindelige folkelige kendskab til omfanget af FEMA’s aktiviteter har hidtil ikke
været stort hverken i USA eller udlandet. Havde det været offentlig viden, ville mange
interessegrupper og almindelige folk i USA givetvis have protesteret over de enorme
milliardbeløb, der blev sluset forbi nødvendige samfundsformål og over i et endeløst
forbrug, der tilsyneladende ingen nytte havde.
Ved oprettelsen af Sikkerhedsministeriet, Department of Homeland Security eller
Ministeriet for hjemlandets Sikkerhed, efter katastrofen den 11. september 2001, fik
FEMA noget mere at rive i.
Nu var truslen ikke alene naturkatastrofer og atombomber men også terror i alle sine
former.
Formodentlig derfor har FEMA siden kunnet fastholde sine tilskud, og meget peger
på, at FEMA i de seneste år fortrinsvist har været travlt beskæftiget med en række
præventive foranstaltninger, såfremt en massiv trussel fra en terrororganisation eller
beslægtede interessegrupper skulle blive ført ud i livet. Man taler i den forbindelse
endda om, at der er blevet opbygget flere hundrede interneringslejre, hvor pigtråden
vender påfaldende meget indad. Lejre, der med deres infrastruktur ville kunne rumme
millioner af fanger, uden at man på noget tidspunkt offentligt har diskuteret emnet og
derfor heller ikke har behøvet at definere, hvornår og til hvem disse lejre kunne
bruges.
Herudover har en række præsidentielle dekreter igennem årene givet FEMA en lang
række essentielle beføjelser ud over de traditionelle, så skulle ‘den store katastrofe’ af
en eller anden art indtræffe, så ville præsidenten i samarbejde med
Sikkerhedsministeriet og dets vigtigste agentur FEMA kunne styre landet uden
Kongressens medvirken.
Det er dette setup, som jeg blandt andet har behandlet i Washington Dekretet.

Når en naturkatastrofe som den i Louisiana så indtræffer, og FEMA, trods

tilstrækkelig varsling, med sine massive magtbeføjelser og kompetente apparat
alligevel ikke evner at løse opgaven, kan det have den helt konkrete årsag, at
løsningen af en konventionel opgave af denne art som en følge af agenturets øvrige
arbejde var blevet nedprioriteret totalt. Kort sagt så de ansvarlige for FEMA’s styring
terrortrusler overalt, og så glemte man at passe på det, man blandt andet oprindelig
var sat til, nemlig at imødegå og holde øje med om det amerikanske folk var
tilstrækkeligt garderet imod havets og vindens og naturens øvrige kræfter og luner.
Og derfor kom helikopterne for sent til undsætning i Louisiana, og derfor var folk
ikke bragt af vejen, inden stormen tog rigtig fat; derfor var digerne ikke forstærkede,
derfor var der ingen, der kunne omsætte de alvorlige advarsler til handling. Man var
ikke gearet til det længere. Var der faldet en biologisk bombe midt i byen, så kunne
man sikkert have gjort noget. Måske ikke reddet borgerne, men så i hvert fald fået sat
de folk fast, som selv den mindste mistanke kunne anklage for medvirken.
Og alt i alt var det formentlig derfor, at FEMA’s direkt ør, Michael Brown, måtte
forlade sin post. Han var hen ad vejen sat til at gøre noget andet, end det der var
nødvendigt at gøre i forbindelse med noget så ‘simpelt’ som en naturkatastrofe, og
han kunne givetvis ikke sige det åbent. Det var for forfærdeligt at offentliggøre.
Pengene var brugt til andre formål. Tankerne var andetsteds.

Jussi Adler-Olsen

Washington Dekretet
For at kunne forstå, i hvor høj grad det er sandsynligt, at et tilsyneladende demokratisk og bureaukratisk samfund
somUSA vil kunne blive udsat for så enorme omvæltninger, somdet er tilfældet i Washington Dekretet, så er det
nødvendigt at kende til nogle specifikke begreber, somromanen betjener sig af, og de væsentligste fremhæves herunder.
Samtidig er der henvist til websider, der giver et hurtigt overblik over den amerikanske forfatning, præsidentembedets
muligheder, samt en række af de institutioner, der forvalter forfatningen og de præsidentielle dekreter i en national
krisetilstand. Flere af disse websider virker lige nu somscience fiction. Det håber jeg, at de bliver ved med.
Jussi Adler-Olsen

Det nationale Sikkerhedsråd, The National Security Council

Statsligt agentur under præsidenten, dannet af The National Security Act i 1947 med det formål at rådgive
præsidenten i nationale, internationale og militære anliggender relateret til nationale sikkerhedsspørgsmål. Præsidenten
er formand for NSC, og andre medlemmer er vicepræsidenten, indenrigsministeren og forsvarsministeren. Blandt
rådgiverne findes stabschefen, CIA’s direktør og andre, sompræsidenten kan udpege med Senatets godkendelse. NCS-
staben er ledet af Den nationale Sikkerhedsrådgiver, der anses for en betydningsfuld vejleder for præsidenten.

FEMA, Federal Emergency Management Agency, »Det Føderale Krisestyringsagentur« også kaldet USA’s
hemmelige regering.
Statsligt agentur, der i sin tid oprettedes ved et præsidentielt dekret, Presidential Executive Order, under Nixon med
det formål at imødegå de katastrofale tilstande, somet atomangreb på USA kunne forårsage og senere er blevet ansvarligt
for koordinationen af enhver anden formfor nationalt katastrofeberedskab. Siden har samtlige efterfølgende præsidenter
gjort deres til med yderligere dekreter at raffinere agenturet, således at det i dag er det mest magtfulde organ i USA, selv i
forhold til præsidentembedet og Kongressen. Det har magtbeføjelser til at suspendere love, forflytte hele
befolkningsgrupper, arrestere og fastholde indbyggere uden dommerkendelse og fængsle demuden retssag. Agenturet
kan beslaglægge og bemægtige sig kontrol med ejendom, fødevaredepoter, transportsystemer og kan i øvrigt suspendere
den amerikanske forfatning. Under FEMA er der tillige ansat en række embedsmænd, hvis opgave det først og fremmest er
at erstatte de mekanismer, der ellers varetages af Kongressens medlemmer og sågar af regeringen og præsidenten selv. En
skyggeregering under FEMA står således altid til rådighed, såfremt der skulle opstå en katastrofe, der kræver folkevalgte
politikeres erstatning.
Lovgrundlaget for FEMA er skabt udenomKongressen og blot ved at de præsidentielle dekreter er publiceret i »The
Federal Registry«. Kongressen har ikke den ringeste indflydelse på FEMA’s opgaver, budgetgrundlag, strategi eller
fremtidige udvikling.
Budgettet for FEMA er enormt, men siden oprettelsen af agenturet har kun cirka 6%af dette budget været anvendt
direkte i relation til nationale katastrofer. Resten af budgettet er i årene blevet brugt til uddannelse og ansættelse af et
enormt apparat af personel, opbyggelsen af en helt uvirkelig raffineret infrastruktur samt til at konstruere enorme
underjordiske anlæg til at sikre regeringen i tilfælde af en national katastrofe, hvad enten den skyldes indre eller ydre
trusler. Dekret nummer 12656 udnævner Det nationale Sikkerhedsråd somsty-ringsorganet for FEMA, hvilket gør en
siddende regering i stand til at øge enhver formfor efterretning og overvågning af amerikanske borgere og udøve
drastiske indskrænkninger i borgerens bevægelsesfrihed indenfor landets grænser samt at isolere massive grupper af
civile. Hermed gives Nationalgarden samtidig beføjelse til at kunne lukke alle landets grænser og overtage kontrollen
med luft- og havnevæsen.

Herunder nævnes nogle få af de dekreter, der er knyttet til FEMA, og somvil kunne suspendere Den amerikanske
Forfatning og tillæggene, The Bill of Rights, blot med et pennestrøg fra den amerikanske præsident:

Executive Order 10990:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at overtage kontrol med enhver formfor transport samt vejnet og havne.

Executive Order 10995:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at overtage og kontrollere kommunikationsmedier, herunder radio, Tv,
aviser, telefoner og internettet o.m.a.. First amendment suspenderes omgående med dette dekret.

Executive Order 10997:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at tage kontrol med al elektricitetsforsyning og alle former for brændstoffer og
mineraler.

Executive Order 10998:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at udøve kontrol med alle typer transportmidler. Ethvert køretøj kan ifølge
dette dekret beslaglægges.

Executive Order 10999:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at udøve kontrol med samtlige fødevareressourcer og landbrug. Privat,
ukontrolleret opbygning af forråd og hamstring forbydes i dette dekret.

Executive Order 11000:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at mobilisere befolkningen til arbejdsopgaver under regeringens tilsyn.

Executive Order 11001:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at tage kontrol med sundhedsvæsen, uddannelsessystemsamt alle sociale
funktioner.

Executive Order 11002:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at udpege den ansvarlige for postvæsenet til at registrere samtlige personer i
landet.

Executive Order 11003:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at overtage alle lufthavne og fly, herunder kommercielle luftfartøjer.

Executive Order 11004:

Tillader The Housing and Finance Authority, en statslig, nonprofit-organisation til sikring af boliger, somfolk har
råd til, at flytte hele samfund, at bygge nye boliger ved offentlige fonde, at udpege arealer, der skal evakueres, samt at
udpege og etablere alternative lokaliteter til erstatning for disse.

Executive Order 11005:

Giver regeringen fuld bemyndigelse til at overtage kontrol med jernbaneanlæg, indre farvande, vandveje og
oplagspladser.

Executive Order 11049:

Overdrager funktioner i forbindelse med nødberedskabet til føderale afdelinger og bureauer til styrkelse af 21
operative præsidentielle dekreter over en 15 års periode.

Executive Order 11051:

Angiver ansvarsområdet for The Office of Emergency Planning og giver det tilladelse til at udløse alle præsidentielle
dekreter i forbindelse med øgede internationale spændinger samt økonomiske og finansielle kriser.

Executive Order 11310:

Giver Justitsministeriet bemyndigelse til at håndhæve præsidentielle dekreter, at iværksætte industriel support, at
etablere juridiske og lovgivende forbindelser, at kontrollere alle fremmede, at drive fængsler og opdragelsesanstalter
samt at rådgive og assistere præsidenten.

Executive Order 11921:

Giver Det føderale nødhjælpsberedskabskontor ret til at udvikle planer til at etablere kontrol med produktions- og
distributionsmidler, med energikilder, lønninger, kreditter og pengestrømme i enhver udefineret national krisesituation.
Dekretet påbyder i samme øjeblik en undtagelsestilstand er erklæret af præsidenten, at Kongressen ikke kan behandle
handlingen i seks måneder.

Executive Order 11490:

Giver i krisetider præsidentiel kontrol over alle amerikanske statsborgere, virksomheder og kirker.

Executive Order 12919:

Anviser tjenestemænd, hvorledes de efter præsidentens ordrer skal holde sig beredt til at overtage kontrol med stort
set alle aspekter af den amerikanske økonomi i tilfælde af en undtagelsestilstand.

Executive Order 13010:

Anviser FEMA, hvorledes agenturet skal overtage kontrol med samtlige statslige organer i en nødretstilstand.

Executive Order 12565:

Omhandler blandt andet hvor vidt en undtagelsestilstand kan defineres, samt omtaler regeringsovertagelse af alle
lokale retsmaskinerier, håndhævelse af priskontrol, forbud mod ind- og udrejse af landet, opbyggelse af en værnepligt,
kontrolforanstaltninger af rejseaktivitet og meget mere.

Med disse og andre dekreter gives FEMA således uindskrænkede beføjelser i alle krisesituationer og herunder også
ved en militær undtagelsestilstand.

En militær undtagelsestilstand kan erklæres somen følge af f.eks. naturkatastrofer, børskriser, it-kollaps somY2k-
problematikken ved årtusindeskiftet, elektricitetssvigt, optøjer og biologiske angreb; kort sagt alt, hvad der kan føre til
samfundets og ordensmagtens sammenbrud.
Under en militær undtagelsestilstand kan alle borgere arresteres og fængsles uden at være sigtet i forvejen.
Ytringsfrihed og ret til at forsamles kan umiddelbart suspenderes og censur af medierne blive påtvunget.
Retten til at bære og eje våben vil ligeledes kunne ophøre. Militærets og Nationalgardens ransagning af huse uden
dommerkendelse vil høre til dagens orden, ligesomogså konfiskering af våben og hamstrede fødevarer.

FEMA har vidtrækkende magtbeføjelser i ethvert aspekt af samfundet, og det er ingen ny historie.
General Frank Salzedo, lederen af FEMA’s afdeling for civilt beredskab udtalte allerede i 1983, at FEMA’s rolle efter
hans opfattelse »var et splinternyt bolværk imod attentater på civile og statslige ledere og imod sabotage og angreb på
civile og militære institutioner, såvel somsystemkritikeres indflydelse på opinionen i USA eller et globalt publikumi
krisetider.«

Kilder:
a) Fema - The Secret Government by Harry V. Martin with research assistance fromDavid Caul.
www.sonic.net/sentinel/gvcon6.html
b) Martial Law, http://members.tripod.com/~Sidlinger/ml.html

Følgende web-sider er relevant læsning:

Den amerikanske Forfatning

 FREE Newsletter
The United States Constitution. Also Read: The Federalist Papers. Preamble …Subscribe to the US Gov
Info/Resources Newsletter …usgovinfo.about.com/blconst.htm- 88k - 3 aug 2005 - Cached -Lignende sider

Præsidentiel rangorden
Presidential Succession
A brief history of presidential succession Congress has wrestled with the issue of presidential succession
throughout our history. Why? …usgovinfo.about.com/library/weekly/aa010298.htm- 48k - Cached -Lignende sider

Sikkerhedsministeriet
Northern Command Opens to Provide Military Homeland Defense NorthComProvides Military Homeland Defense.
Command will not be a domestic military police, says top general. More of this Feature …
usgovinfo.about.com/library/weekly/aanorthcom.htm- 47k -Cached - Lignende sider

Det føderale krisestyringsagentur og konsekvenser af nødret

FEMA: FEMA - Strategic Plan
MS Word Icon Text Reader Version of FEMA FY 2003 -2008 Strategic Plan - 190 KB …To request a printed copy of
the FEMA Strategic Plan or the FEMA …www.fema.gov/library/ strategicplanfyO3.shtm - 24k - 3 aug 2005 - Cached -
Lignende sider
[PDF] National Emergency Powers
Filtype: PDF/Adobe Acrobat - Vis somHTML CRS Report for
Congress. Received through the CRS Web. Order Code 98-505 GOV.
National Emergency Powers. Updated September 18,2001. Harold C.
Relyea…
www.usembassy.it/pdf/other/98-505.pdf - Lignende sider

The Bill of Rights

THE BILL OF RIGHTS Amendments 1-10 of the Constitution …The enumeration in the Constitution, of certain
rights, shall not be construed to deny or …usinfo.state.gov/usa/infousa/facts/funddocs/ billeng.htm- 5k - Cached -
Lignende sider

Habeas corpus - Wikipedia. the free encyclopedia FromWikipedia, the free encyclopedia. In English Common Law
habeas corpus …Known as the »Great Writ«, the writ of habeas corpus could be used not only …
en.wikipedia.org/wiki/ Habeas_corpus - 26k - Cached - Lignende sider

Mount Weather: Primed for Martial Law

An overview of FEMA’s secret underground facility for controlling the United States during a declaration of martial
law. www.parascope.com/mx/articles/mountweather.htm- 21k - Cached -Lignende sider

Is America Preparing for Martial Law?

Centre de recherche sur la mondialisation. Is America Preparing for
Martial Law? by Michel Chossudovsky. www.globalresearch.ca 10
April 2005 …
www.globalresearch.ca/articles/CHO504B.html - 52k - Cached -
Lignende sider
 Friends of Liberty - FEMA CONCENTRATION CAMPS: Locations and…
assigns emergency preparedness function to federal departments and agencies, consolidating 21 operative Executive
Orders issued over a fif teen year period…. www.sianews.com/
modules.php?name=News&file=article&sid=1062 - 84k - Cached -Lignende sider

Stop Terrorkrigen
Statskup i Amerika? af Michel Chossudovsky. I USA planlægges et
militært statskup i forbindelse med den højeste grad af terrorvarsling
- Rød Alarm….
www.stopterrorkrigen.dk/emner/usa/
040815_Michel_Chossudovsky_statskup_i_amerika.htm- 25k -Cached - Lignende sider

USA under fascismen

USA under fascismen. USA kommer mere og mere til at ligne det land, somMargaret Atwood beskriver i »A
handmaid’s tale«, senest er der rejst en sag i Texas …www.jordals.dk/politik/usfasc.htm- 22k
- Cached - Lignende sider

Alex Jones Presents Infowars.comto Fight the New World Order …Tommy Franks: Martial Law Will Replace
Constitution After Next Terror Attack …11 attacks, have argued that the law aims to curtail civil liberties and…
www.infowars.com/print/ps/franks_martial.htm- 27k - Cached -Lignende sider

Læs også Jussi Adler-Olsens bestseller

Kvinden i buret
 Pressen skrev om Kvinden i buret, første bind i serien om Afdeling Q:

***** »Romanen er konstant underholdende. Grusom beskrivelse af en kvindes mareridt.« - Hans Fl. Kragh,
Ekstra Bladet

***** »Jussi Adler-Olsen har bragt velkommen ny energi ind i en ellers noget klaustrofobisk og kliché-plaget
dansk krimipraksis. Man kunne godt udtrykke et forsigtigt håb om, at de henlagte sager med Mørck og co. kunne gå
hen og blive en serie. Potentialet er fuldt ud til stede.« - Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

»Stephen King møder Anna Pihl.« -Jan Heedegård, Berlingske Tidende

»Jussi Adler-Olsens skildring af livet i buret er simpelthen åndenødsfrem-

Læs også Jussi Adler-Olsens

roman Fasandræberne, bind 2 i serien om Afdeling Q
 Pressen skrev om Fasandræberne, andet bind i serien om Afdeling Q:

»Jussi Adler-Olsens thriller holder stilen hele vejen igennem til den opsigtvækkende og særklasse voldelige
finale.«
- Katinka Bruhn, Weekendavisen

***** »Adler-Olsen skriver originale krimier, derpå trods af deres dystre anliggender har en befriende humor.
( …) Adler-Olsen må meget gerne blive ved med Mørck og co.«
- Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

»Adler-Olsen er en dygtig plotkonstruktør, men også en stærk skildrer af personer, steder og miljøer.«
- Thomas Harder, Politiken

W ashington Dekretet
Af Jussi Adler-Olsen

Copyright © 2009 Jussi Adler-Olsen

All rights reserved
© JP/Politikens Forlagshus A/S, København 2009
Omslagsdesign: Thomas Szøke - eyelab.dk
Bogen er sat med Times hos Christensen Grafisk
Bogen er trykt hos Norhaven A/S
Printed in Denmark 2010
7. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-567-9966-9
 Revideret udgave
Særudgave

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copy-Dan,
og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Politiken skønlitteratur
Politikens Forlag
JP/Politikens Forlagshus A/S
Vestergade 26
1456 København K
Tit: 33 47 07 07
Fax: 33 47 07 08

www.politikensforlag.dk
This file was brought to you by the "Sharing The Work of Byron Katie" initiative.
If you feel like it, look us up.
So, good - good! - you purchased this tape of The Work of Byron Katie! And, I
don't even know if you purchased it or not - maybe someone gave it to you,
maybe you just stumbled across it - and good! I love when we're together like
this.

Some of the things you hear here, especially if you just turn it on in the middle
and take it out of context, may sound a bit shocking. And, what I invite you to
do, is just kind of breathe through it. You may experience love beyond what
you ever thought possible.

So I invite you just to kind of hang in with me and my partner here and some
of the other partners you may hear on the tape, and see if it's you - see if
maybe you can relate to it. And, I look forward to our time together. If you
think it would serve you, welcome to The Work of Byron Katie.

- Katie introducing one of her audio tapes

The Work is freely available at http://www.thework.com/.