Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed

sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det,
standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han
med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“
Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen,
sønderbrudt i mange Dele.
Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og
drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt
magtesløs og brudt tilbage.
Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem
uden at have været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de
vældige Kast ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“
Tarmskinds Skjorte.
Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar.
Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og
smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at
kny.
„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede
bort.
Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny
Dagsrejse en Roerske.
Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede
at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede
mange Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til
at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han
fik næppe vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de
fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde, og
„Støvlemanden“ gik fra Hus til Hus og spiste; men han var tavs,
for han tænkte kun paa det, som nu skulde hænde ham med de
hvide Mænd.
Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker
styrtede ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der
gik for sig. Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! —
——

58
 Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene
paa et Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for
hans Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...
Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig
Ræveskindet og et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt
paa Himlens Bue, at han ansaa et Besøg paa Skibet for passende,
roede han ud. Han lagde sig ved Siden af Skibet og ventede længe,
før nogen viste sig.
Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og
„Støvlemanden“ viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom
stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev Skindet til
sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket,
men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi
de var bange for, at deres Kaptain skulde høre det. Tiden gik, og til
sidst mente „Støvlemanden“, at det var bedst, at han trak sin
Blaaræv frem, for at der kunde blive noget af Handelen. Han holdt
Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt
ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive
hørte af Kaptainen.
Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og
Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til
ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham,
men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle
vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden,
og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks
„Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne halede
ham op i Kajaken.
Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe
Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem
Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han aldrig før set.
„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han
ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig
ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven

59
utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin
Kahyt, for at de kunde handle.
Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse
over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og
saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa
en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han
forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en
Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og
kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv,
og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa
samme Tid.
„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette
Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget,
som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig
Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“
aldrig set, og han faldt igen i Staver.
„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev
staaende, gloende, midt paa Gulvet.
Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa
en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han
havde talt og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa
optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set
noget. Til sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og
kommanderede sine Matroser ned.
Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte
han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket;
men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han
kun fandt det rart at blive baaren.
„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt
med mig“, tænkte han.
Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham
et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt
andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen.

60
 Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man
begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard.
Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede ham ikke af Stedet.
Til sidst gav de sig til at synge en Opsang:

„Evinigo didambisto!
Hulla, hulla!
Miardo ardluarsuk!
Evinigo didambisto!“

Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i

Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt
ned og kom op igen med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om
til Matroserne. Der blev ladet, og saa kommanderede han, at de
efter Tur skulde skyde til Maals efter „Støvlemanden“.
De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“
noget; alle Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen
mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser.
Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De
skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig
nogen Sinde i deres Liv fyret en Bøsse af.
Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse,
plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for
„Skabningen“.
„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men
da han skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet
bort fra Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af
Sod, gav ham et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa
Enden, lige idet Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et
ordentligt Grin oppe i Masten. Saa kom den anden gamle frem.
Han havde vist hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde
hænde, at Knaldperlerne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han
holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik hen over
Dækket og nær havde ramt Kaptainen.

61
 Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man
skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket
og løb een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen
under „Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften.
Det gik meget godt — det vil sige, der var ingen, der ramte —
indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over
Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i
Masten, som han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han
slet ikke saa sig for, hvor han traadte, og løb lige op i noget
Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem
Matroserne.
Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans
egne Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo
af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at
skælde alle sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en
Tovende og hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket.
Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om,
hvad han vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede
paa Bøsserne, Kaptainen kom med dem alle sammen, og han
valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende paa alt det gode,
de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar een for een
deres Gaver. „Støvlemanden“ puttede det bare ned i sin Kajak,
indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis
han fyldte mere i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels,
snørede den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af
Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle
troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde
faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige
akkurat hans Næse stak op af Vandet.
Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde
lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:
„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“
Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet.
Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.

62
 Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide
Mænds Skib.
Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads.
Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I
Nærheden af sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var
bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da
de naaede hjem.
„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte
det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at
Blodet til sidst flød hen ad Klipperne.
„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa
disse Sten er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var
færdig, og derpaa gik han hjem.
Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s
Datter og blev gammel.
Fortalt af Gamle Jua fra Kangeq.

63