Den dmmende magt (PG kap. 9.

I og kap 10)
I. Indledning GRL 3 opstiller en tredeling af de forfatningsretlige funktioner og fordeler dem p forskellige organer. Den tredje forfatningsretlige funktion er den dmmende magt. Magtadskillelseslrens grundlggende id er, at lovgivningsmagten er kompetent i relation til retsfaststtelsen, mens domstolene er kompetent i relation til retsanvendelsen. De judicielle prrogativer LGM har en betydelig frihed til at bestemme, hvilke anliggender der skal hre under domstolene. Der er dog ikke tale om en ubegrnset frihed, da LGMs kompetence begrnses af de judicielle prrogativer, som henlgger visse anliggender under domstolenes kompetence: GRL 63, smh. m. 71, stk. 6 og 73, stk. 3: Domstolene er berettigede til at pkende ethvert sprgsml om vrighedsmyndighedens grnser. Bestemmelsen er i mindre grad udhulet ved endelighedslren. GRL 64, 2. pkt.: En dommer kan ikke afsttes uden ved dom bortset fra de tilflde, hvor en omordning af domstolene finder sted. GRL 71, stk. 3: Enhver, der anholdes, skal inden for 24 timer stilles for en dommer, og varetgtsfngsling kan kun bestemmes ved dommerkendelse. GRL 71, stk. 6, smh. m. 63 og 73, stk. 3: En frihedsbervelse uden for strafferetsplejen skal p begring af den, der er bervet sin frihed, eller den, der handler p hans vegne, prves af de almindelige domstole eller anden dmmende myndighed. GRL 72: Husundersgelse, beslaglggelse og undersgelse af breve og andre papirer samt brud p post-, telegraf- og telefonhemmeligheden m, hvor ingen lov hjemler en sregen undtagelse, alene ske efter en retskendelse (forudgende prvelse af domstolene). GRL 73, stk. 3, smh. m. 63 og 71, stk. 6: Ethvert sprgsml om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens strrelse kan indbringes for domstolene. GRL 77, 1. pkt. i.f.: Enhver er berettiget til p tryk, i skrift og tale at offentliggre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. GRL 78, stk. 3, 2. pkt. smh. m. stk. 2 i.f. og stk. 4 i.f.: Ingen forening kan oplses ved en regeringsforanstaltning, men en forening kan modstningsvis oplses ved dom, sfremt de materielle betingelser herfor er opfyldt. Afgrelse af privatretlige retstvister A. GRL 3, 3. pkt.: Bestemmelsen i GRL 3, 3. pkt. antages almindeligvis at indebre en begrnsning af LGMs kompetence, idet bestemmelsen gr domstolene enekompetente i relation til den dmmende magt, som traditionelt har omfattet afgrelse af privatretlige tvister og idmmelse af straf. U.1999.841 H (Tvind-dommen): Hjesteret udtalte, at det i overensstemmelse med den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur mtte antages, at GRL 3, 3. pkt., stter visse grnser for, i hvilket omfang LGM kunne trffe bestemmelser om enkeltpersoners retsforhold (dvs. konkrete love). B. Kan LGM overlade kompetence til den udvende magt? LGM kan i et vist omfang (men alts ikke i strre omfang) overlade domstolenes kompetence til den udvende magt. Der er lang tradition for, at forvaltningen har kompetence til at trffe afgrelse p familierettens omrde (se PG s. 193, 3. afs.). Iflge Max Srensen m LGMs frihed p dette omrde dog ikke strkke sig s vidt, at domstolenes kompetence kan udhules ved at kvantitativt eller kvalitativt vigtige grupper af borgerlige retstvister overfres fra domstolene til administrative myndigheder C. Kan LGM selv tiltage sig kompetence?

II.

III.

Side 1 af 8

GRL 3, 3. pkt., m ud fra principielle retsbeskyttelsessynspunkter antages at vre til hinder for, at LGM kan gribe ind i en konkret privatretlig retstvist. LGM m heller ikke ndre en civilretlig dom..

IV.

Idmmelse af straf A. GRL 3, 3. pkt.: Bestemmelsen indebrer som ovenfor anfrt en begrnsning af LGMs kompetence, da idmmelse af straf anses for en del af det kerneomrde som GRL 3, 3. pkt. har for je. B. Kan LGM overlade kompetence til den udvende magt? i. Frihedsstraf: GRL 3, 3. pkt., indebrer, at LGM ikke kan overlade kompetence til den udvende magt fsva. idmmelse af fngselsstraf. At frihedsstraf er forbeholdt domstolene flger desuden forudstningsvist af GRL 71. ii. Bdestraf: GRL 3, 3. pkt., indebrer derimod ikke, at LGM er fuldstndig afskret fra at overlade kompetence til den udvende magt fsva. idmmelse af bdestraf (udenretligt bdeforlg). RPL 832, stk. 1: Nr en lovovertrdelse ikke sknnes at ville medfre hjere straf end bde, kan anklagemyndigheden tilkendegive sigtede, at sagen kan afgres uden retlig forflgning, hvis han erkender sig skyldig i overtrdelsen og erklrer sig villig til at betale en bde. Bdeforlgsinstituttet accepteres fordi borgeren kan prve sagen ved en domstol, hvis vedkommende ngter at betale bden. En administrativ afgrelse forudstter sledes, at borgeren erkender og accepterer forseelsen og bden. FL 121: Politiet kan plgge en afgift for overtrdelse af reglerne om standsning og parkering. Domstolene er som udg.pkt. enekompetente i relation til at plgge straf, mens forvaltningen er kompetent i relation til at plgge afgifter med hjemmel i lov, men bemrk den lovbestemte fiktion afgift. (se PG s. 195, 2. afs.). P-afgifter accepteres fordi det er praktisk, fordi det er et randomrde og fordi borgerne har mulighed for at komme i fogedretten eller anlgge sag efter GRL 63. Iflge Peter Germer br man dog ikke g videre af denne vej. C. Kan LGM selv tiltage sig kompetence? GRL 3, 3. pkt., indebrer, at LGM er afskret fra at trffe afgrelse i konkrete straffesager. LGM kan heller ikke ndre eller ophve en straffedom.

V.

Prvelse af vrighedsmyndighedens (dvs. den udvende magts) grnser A. GRL 63 i. GRL 63 bestemmer, at domstolene er berettigede til at pkende ethvert sprgsml om vrighedsmyndighedens grnser. Bestemmelsen indebrer, at domstolene som udgangspunkt kan udve legalitetskontrol med forvaltningen i enhver henseende (dvs. prve om der er handlet ulovligt). Domstolene kan sledes prve forvaltningens retsanvendelse, men ikke selve kernen i sknsudvelsen (dvs. hensigtsmssigheden ved dispositionen). (Der foreligger et forvaltningsretligt skn, nr en retsregels beskrivelse af faktum er tom eller dog meget uprcis. Et eksempel vil vre, hvis der i en lov str, at forvaltningen kan udstede en dispensation. I et sdant tilflde beskriver loven ikke, hvilke betingelser der skal vre opfyldt, for at man kan f dispensation, hvorfor forvaltningen har en udstrakt frihed til at sknne over, hvilke momenter, der skal vre afgrende for at f en dispensation).

Side 2 af 8

ii. GRL 63 finder anvendelse i fuldt omfang p anordninger, sledes at domstolene altid skal foretage en tilbundsgende prvelse af anordningers lovlighed. Her accepteres endelighedsbestemmelser sledes ikke. iii. Bestemmelsen finder imidlertid ikke anvendelse i fuldt omfang p konkrete forvaltningsakter, idet bestemmelsen er blevet undergivet en indskrnkende fortolkning ved den skaldte endelighedslre. Herefter kan lovgivningsmagten i en lov indstte en endelighedsbestemmelse, sledes at domstolene ikke i fuldt omfang kan prve de i medfr af loven udstedte forvaltningsakter. Efter den almindelige opfattelse krves der klar lovhjemmel for at begrnse domstolsprvelsen af en forvaltningsafgrelse. B. GRL 71, stk. 6 og 73, stk. 3 i. Begge bestemmelser er srregler af prvelsen i GRL 63 og er indsat i 1953 for at undg brug af endelighedsbestemmelser i disse srlige sager. Domstolene skal sledes altid foretage en tilbundsgende prvelse efter disse bestemmelser, og endelighedsbestemmelser kan ikke indsttes. ii. GRL 71, stk. 6 bestemmer, at en frihedsbervelse udenfor strafferetsplejen p begring af den frihedsbervede eller den, der handler p hans vegne, skal forelgges og dermed prves af de almindelige domstole eller anden dmmende myndighed. iii. GRL 73, stk. 3 bestemmer, at ethvert sprgsml om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens strrelse kan indbringes for domstolene. VI. Prvelse af lovgivningsmagtens grnser A. Indledning Lovgivningsmagten er som udgangspunkt omnipotent og kan derfor som udgangspunkt vedtage hvad som helst. Lovgivningsmagten skal dog respektere GRL bde formelt, materielt og kompetencemssigt. Disse begrnsninger har selvflgelig kun virkning, sfremt lovgivningsmagten er underkastet en legalitetskontrol. I Danmark har domstolene sledes anset sig for kompetente til at prve, om lovgivningsmagten har overholdt GRL i forbindelse med udstedelse af almindelige love. B. Retsgrundlag Retsgrundlaget for prvelsesretten er en retssdvane, der fortolker begrebet den dmmende magt i GRL 3, 3. pkt. Retssdvanen - og dermed prvelsesretten er knyttet til GRL 3, 3. pkt. og er dermed p grundlovsniveau og kan kun ndres eller ophves efter en procedure efter GRL 88. Prvelsesretten kan ikke udledes af GRL 63, idet denne jo omhandler prvelse af vrighedsmyndighedens grnser, hvorfra der lige s godt kunne sluttes modstningsvis som analogt vedr. prvelse af lovgivningsmagtens grnser. C. Domstolsprvelse af loves formelle grundlovsmssighed: i. Begreb: Grundlovsstridighed i formel henseende foreligger, nr en lov er udstedt i strid med GRLs regler om loves tilblivelse, fx mindretalsgarantierne eller de 3 behandlinger i FT. ii. Retspraksis: Domstolene har i enkelte tilflde foretaget en prvelse af loves formelle grundlovmssighed, men der har aldrig vret konstateret en tilblivelsesmangel, som kunne medfre ugyldighed. U.1941.1070 H (Kommunistloven): Sagsger gjorde gldende, at Kommunistloven var ugyldig, idet der ikke havde vret givet de tre kommunistiske rigsdagsmnd lejlighed til at medvirke ved lovens tilblivelse.

Side 3 af 8

Byretten fandt, at loven var behandlet og vedtaget under de foreliggende ekstraordinre forhold, og under hensyntagen til ndretsgrundstningen p fuld forsvarlig og grundlovsmssig mde. Hjesteret udtalte blot, at indsigelserne mod gyldigheden af loven manglede fje. U.1967.22 H (1. Hndskriftssag): Sagsger gjorde gldende, at Hndskriftsloven ikke var fremsat og behandlet som et lovforslag om ekspropriation (sml. GRL 73, stk. 2). Hjesterets flertal udtalte, at lovens ordning mtte anses for en tvangsmssig afstelse, og da stifterens rettigheder anss beskyttet efter GRL 73, mtte lovens gyldighed afhnge af, om betingelserne efter denne grundlovsbestemmelse var opfyldt. Flertallet fandt herefter, at regeringen og FT ved behandlingen af lovforslaget tog muligheden for, at dette mtte anses at indebre ekspropriation, i betragtning, bl.a. derved at mindretalsgarantien blev respekteret. Loven var derfor gyldigt vedtaget. U.1993.321 H (Esbjerg seminarium): Hjesteret fastslog, at adgangen til at drive virksomhed med uddannelse af lrere ikke var en rettighed, der var beskyttet efter GRL 73. Hjesteret stadfstede derved landsrettens dom, hvorefter betingelserne for at krve den i GRL 73, stk. 2 foreskrevne procedure iagttaget, ikke havde foreligget. U.1994.29 H (Statsanstalten): Hjesteret kom frem til, at den foreliggende privatiseringslov ikke var en ekspropriationslov, men udtalte direkte, at sagsgerne, som medlem af det mindretal i FT, der i medfr af GRL 73, stk. 2 havde krvet stadfstelsen af loven udsat, havde fornden retlig interesse i at f efterprvet, om loven var en ekspropriationslov og ugyldig som flge af tilsidesttelse af mindretalsbeskyttelsen efter den nvnte grundlovsbestemmelse. D. Domstolsprvelse af loves materielle grundlovsmssighed: i. Begreb: Grundlovsstridighed i materiel henseende foreligger, nr indholdet af en lov er i strid med GRL, fx frihedsrettighederne. Der er i dag almindelig enighed om, at domstolene har prvelsesret mht. loves materielle grundlovsmssighed. Denne opfattelse m anses for endeligt fastslet ved U.1999.841 H (Tvind-sagen). ii. Retspraksis: Domstolene har i flere tilflde foretaget en prvelse af loves materielle grundlovsmssighed, men der har kun i tre tilflde vret konstateret en uoverensstemmelse med GRL. Dette frte i det ene tilflde til en konkret tilsidesttelse af en lovbestemmelse som ugyldig, jf. U.1999.841 H (Tvindsagen), mens der i de to andre sager primrt skete en tilsidesttelse af lovgivningsmagtens intentioner med de omstridte love (lovene blev ikke erklret ugyldige), jf. U 1971.299H (2. hndskriftssag) og U.1980.955 (Greendane-sagen). Nrmere om retspraksis: U.1912.545H (Tiendeaflsningssagen): Hjesteret foretog en prvelse af tiendeaflsningslovens materielle grundlovsmssighed. Niels Lassen bemrkede i en kommentar til dommen, at Hjesteret var get ud fra, at domstolene havde prvelsesret med hensyn til loves materielle grundlovsmssighed. U.1913.457 H (Esbjerg Havn-sagen): Kbenhavns Gsteret stillede sig tvivlende overfor domstolenes prvelsesret med hensyn til loves materielle grundlovsmssighed. Hjesteret stadfstede iht. de i dommen anfrte grunde. I den redaktionelle note bemrkedes det, at det vel nok var tvivlsomt, om der

Side 4 af 8

forel nogen hjesteretsdom, der fastslog med sikkerhed, at domstolene har prvelsesret med hensyn til loves materielle grundlovsmssighed. U.1921.148 H og U.1921.153 H (Lensaflsningssagerne): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en prvelse af Lensaflsningslovens materielle grundlovsmssighed. Man afviste sledes ikke sagen, men efterprvede direkte lovens materielle grundlovsmssighed (ctr. Esbjerg Havn-sagen).. U.1921.168 H og U.1921.169 H (Grundbyrdeaflsningssagerne): Hjesteret tilkendegav udtrykkeligt, at domstolene havde kompetence til at tilsidestte en grundlovsstridig lov som ugyldig. U.1921.644 H (Fsteaflsningssagen): Hjesteret foretog en prvelse af Fsteaflsningslovens materielle grundlovsmssighed og kom endda meget tt p en tilsidesttelse (6-5 afgrelse), hvor en dommer tilmed skiftede side i allersidste jeblik. U.1935.1 H (Dommersagen): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af Aldersgrnselovens grundlovsmssighed. Hjesteret fandt, at grundlovsbestemmelserne om domstolenes uafhngighed bl.a. ud fra en formlsfortolkning mtte forsts sledes, at Aldersgrnseloven ikke kunne anses for grundlovsstridig. U.1967.22 H (1. Hndskriftssag): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af Hndskriftslovens grundlovsmssighed. P trods af, at loven indebar en tvangsmssig afstelse omfattet af GRL 73, var der ikke grundlag for at tilsidestte loven som grundlovsstridig. U.1971.299 H (2. Hndskriftssag): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af Hndskriftslovens grundlovsmssighed. Landsrettens mindretal og Hjesterets flertal kom frem til, at stiftelsens kapital var et formuegode, der var beskyttet af GRL 73 og som derfor ikke kunne krves udleveret uden erstatning. Man tilsidesatte sledes lovens intention om, at stiftelsen ikke skulle have erstatning. U.1980.955 (Greendane-sagen): stre Landsret foretog en indgende prvelse af Remonopoliseringslovens grundlovsmssighed. Man fandt, at lovens forbud mtte anses for at vre et ekspropriativt indgreb overfor Greendane, og retten tilkendte rederiet en erstatning p 220.000 kr. direkte med hjemmel i GRL 73. U.1994.29 H (Statsanstalten): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af privatiseringslovens grundlovsmssighed. Begge retter fandt, at loven ikke havde ekspropriativ karakter. U.1998.800 H (Grundlovssagen): En rkke personer nedlage pstand om, at statsministeren skulle anerkende, at den overladelse af danske myndigheders kompetence, der er en flge af lov nr. 447 af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrdelse af de europiske Fllesskaber, var i strid med GRL. Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af Tiltrdelseslovens grundlovsmssighed og fandt, at denne ikke var i strid med GRL 20, stk. 1, idet der kun var overladt befjelser i nrmere bestemt omfang. U.1999.841 H (Tvind-sagen): Bde stre Landsret og Hjesteret foretog en indgende prvelse af grundlovsmssigheden af 7 i Lov om ndring af Friskoleloven m.v. Landsretten kom frem til, at bestemmelsen ikke var i strid med GRL, mens Hjesteret derimod statuerede, at bestemmelsen var ugyldig som stridende mod GRL 3, 3. pkt. Hjesteret var af den opfattelse, at

Side 5 af 8

lovgivningsmagten ved en konkret lov havde afgjort en uoverensstemmelse mellem Undervisningsministeriet og Tvind-skolerne, og dermed afskret skolerne fra domstolsprvelse af deres tilskudsberettigelse, hvorved man fra lovgivningsmagtens side reelt havde afgjort en konkret retstvist.

E. Ugyldighed: Sprgsmlet er, hvad flgerne bliver af, at domstolene statuerer, at der foreligger grundlovsstridighed i enten formel eller materiel henseende. i. I det omfang der foreligger en grundlovsstridighed i formel henseende, vil flgen heraf blive, at den omstridte lov som helhed er ugyldig, idet grundlovsstridigheden ikke knytter sig til en enkelt eller flere bestemmelser, men derimod til hele loven. U.1967.22 H (1. Hndskriftssag): Hjesterets flertal udtalte, at lovens ordning mtte anses for en tvangsmssig afstelse, og da stiftelsens rettigheder anss beskyttet efter GRL 73, mtte lovens gyldighed afhnge af om betingelserne efter GRL 73 var opfyldt. ii. I det omfang der foreligger grundlovsstridighed i materiel henseende, vil en sdan grundlovsstridighed derimod vre knyttet til enkelte bestemmelser. U.1999.841 H (Tvind-sagen): Hjesteret fastslog, at den omstridte lovs 7 var ugyldig i forhold til friskolen i Veddinge Bakker. Giver den resterende del af en lov ikke mening fordi den grundlovsstridige del udgr m hele loven dog antages at bortfalde. iii. Problemet er herefter dommens rkkevidde: Enhver dom har i teorien kun virkning inter partes, dvs. mellem sagens parter, og domstolene kan sledes ikke ved dom ophve en lovbestemmelse. Dette tilkommer alene lovgivningsmagten, jf. legalitetsprincippet, nrmere bestemt den formelle lovs princip. I realiteten har en dom dog virkning erga omnes, da forvaltningen m forventes generelt at flge dommen, ogs selv om lovgivningsmagten ikke faktisk har ophvet den omstridte lov/bestemmelse. F. Domstolsprvelsens intensitet i. Den materielle grundlovsmssighed: Domstolene har traditionelt udvist tilbageholdenhed i deres prvelse af loves overensstemmelse med GRL. Sprgsmlet er, om domstolene (stadig) krver en sikker og utvivlsom uoverensstemmelse med GRL som betingelse for at tilsidestte en lov som grundlovsstridig.

U.1921.644 H (Fsteaflsningssagen): Hjesteret udtalte, at det ikke med den sikkerhed som mtte krves, for at domstolene kunne tilsidestte en lov som grundlovsstridig kunne statueres, at appellanten ikke ville kunne f fuldstndig erstatning. Hjesteretsdommer Erik Riis overfortolker Hjesterets udtalelse, nr han anfrer, at der krves sikker og utvivlsom uoverensstemmelse med GRLs tekst for at kunne tilsidestte en lov som stridende mod GRL. Hjesteret er dog utvivlsomt tilbageholdende med hensyn til prvelsen af loves overensstemmelse med GRLs ekspropriationsbestemmelser, jf. GRL 73. ii. Srligt om domstolsprvelse af begrebet almenvellet, jf. GRL 73, stk. 1, 2. pkt.: Bestemmelsen overlader lovgivningsmagten et betydeligt skn i forbindelse med betingelsen om, at ingen kan tilpligtes at afst sin ejendom, uden hvor almenvellet krver det. Domstolene prver kun, om lovgivningsmagten har sknnet ud fra hensynet til almenvellet, men ikke om det udvede skn var hensigtsmssigt.

Side 6 af 8

U.1913.457 H (Esbjerg Havn-sagen): Kbenhavns Gsteret udtalte, at sprgsmlet om, hvorvidt den i loven omhandlede ekspropriation havde vret pkrvet af hensyn til almenvellet, var et sprgsml, hvis afgrelse faldt indenfor lovgivningsmagtens omrde og suvernt afgres af denne. U.1921.168 H (Den frste Grundbyrdeaflsningssag): Hjesteret udtalte, at der efter det for Hjesteret oplyste, mtte gs ud fra, at lovens regler var bestemt ved, hvad hensynet til almenvellet krvede. (Positiv formulering) U.1967.22 H (1. Hndskriftssag): Hjesterets flertal udtalte, at der ikke fandtes at vre grundlag for at antage, at lovens gennemfrelse ikke havde vret begrundet i hensynet til almenvellet. (Negativ formulering). Hjesteret ville sledes ikke prve LGMs skn over hensynet til almenvellet, men alene om LGM havde sknnet ud fra hensyn til almenvellet. Konklusion: man prver loves overensstemmelse med grundloven tilbundsgende, men i ekspropriationssager er man tilbageholdende med hensyn til almenvellet. iii. Prvelse af loves materielle grundlovsmssighed generelt:. PG (modsat Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen) mener ikke, at U.1999.841 H (Tvind-sagen) giver anledning til at tro, at Hjesteret ikke lngere i visse tilflde vil fastholde kravet om en sikker og utvivlsom uoverensstemmelse for at tilsidestte love som stridende mod GRL, idet Tvindsagen er meget konkret begrundet. Peter Germers udgangspunkt er, at domstolene ikke er tilbageholdende i andre sager end ekspropriationssager, jf. dommersagen.

iv. Love, som har vret undergivet folkeafstemning: Her br domstolene ud fra demokratiske grundsynspunkter udvise srlig tilbageholdenhed med hensyn til prvelsen af grundlovsmssigheden. v. Srligt om prvelse af EF-retsakter: PG er kritisk overfor Hjesterets udtalelser i U.1998.800 H (Grundlovssagen), idet Hjesteret tilkendegiver tilbageholdenhed overfor tilsidesttelsen af EF-retsakter. G. Procesforudstninger (begrnsninger i prvelsesretten) i. Der findes ingen specielle processuelle regler om domstolsprvelsen af love, og de almindelige retsplejeprincipper finder derfor anvendelse. ii. Bemrk at domstolenes prvelse af loves grundlovsmssighed er 1) konkret, 2) efterflgende og 3) kun har virkning inter partes. iii. Sagsger skal som altid have en retlig interesse i sagen, dvs. at sagsger som udgangspunkt skal have en 1) vsentlig, 2) individuel og 3) aktuel interesse i at f prvet sprgsmlet om lovens grundlovsmssighed. iv. Retspraksis: U.1972.903 H (1. Grnborg-sag): Hverken stre Landsret eller Hjesteret tog stilling til sagsgers sgsmlskompetence, idet begge retter afviste sagen, allerede fordi loven endnu ikke var kommet til eksistens. Dommen illustrerer dog kravet om aktualitet. U.1973.694 H (Invalidepensionisten): En mod statsministeren anlagt sag vedrrende Danmarks tiltrdelse til EF blev afvist, idet sagsger ikke havde en konkret og aktuel interesse i at f domstolene til at afgre sprgsmlet om lovens grundlovsmssighed. Resultatet ville dog formentlig blive et andet i dag, jf. U.1996.1330 H (Grundlovssagen).

Side 7 af 8

U.1994.29 H (Statsanstalten): Bde stre Landsret og Hjesteret fandt, at man bde som medlem det mindretal i FT, der havde krvet udsttelse i medfr af GRL 73, stk. 2 og som forsikringstager i Statsanstalten for Livsforsikring, havde fornden retlig interesse i at f domstolene til at afgre sprgsmlet om lovens grundlovsmssighed. Der stilledes sledes ikke krav om, at de konkret skulle have vret berrt. Deres forsikringer fortsatte ogs som fr og dermed havde ekspropriationen ikke nogen personlig betydning for dem. U.1996.1330 H (Grundlovssagen): Ved stre Landsrets blev en mod statsministeren anlagt sag om Danmarks tiltrdelse til Edinburgh-afgrelsen og Maastricht-traktaten afvist. Ved Hjesterets dom blev sagen imidlertid hjemvist til realitetsbehandling i landsretten, idet Hjesterets ni dommere enstemmigt fandt, at sagsgerne havde den forndne sgsmlskompetence. Hjesteret begrundede deres afgrelse med, at tiltrdelsen til Traktaten om den Europiske Union indebar overfrsel af lovgivningskompetence inden for en rkke almene og vsentlige livsomrder og derfor i sig selv var af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. Herved adskilte sagen sig fra almindelige sager om prvelse af loves grundlovsmssighed. Hjesteret fandt sledes, at appellanterne havde en vsentlig interesse i at f deres pstande prvet, og man ville derfor ikke stille yderligere krav om, at der skulle kunne pvises en egentlig individuel interesse i domstolsprvelsen. U.2001.2065 H (Schengen): Hjesterets flertal afviste et sgsml om loven om Danmarks tiltrdelse af Schengenkonventionen. Begrundelsen var, at konventionen ikke indebar overfrsel af myndighedsbefjelser inden for en rkke almene og vsentlige livsomrder og dermed ikke i sig selv var af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. PG fremhver U.1994.29 H og U.1996.1300 H, idet de efter hans opfattelse viser, at der i grundlovssager er get skred i anvendelsen af de almindelige processuelle grundstninger vedrrende sgsmlskompetence. Dommene er dog nydannelser af begrnset rkkevidde, hvilket U.2001.2965 H (Schengen) synes at bekrfte.

Side 8 af 8