Koreakrigen: Da den kolde krig blev glohed

Koreakrigen kostede to millioner civile livet og var et hårsbred fra at ende i den ultimative katastrofe – 3.
verdenskrig og global atomkrig.

Midt i juni 1950 fik den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, fat i oplysninger, som tydede på, at
Nordkorea ville invadere Sydkorea og gøre halvøen til ét kommunistisk land.

Efterretningerne viste sig at være korrekte. Knap to uger senere, den 25. juni 1950, rykkede over 200.000
nordkoreanske soldater ind over grænsen.

Korea-krigen var en realitet, og den kolde krig varm. For første gang var der tale om en væbnet
konfrontation mellem øst og vest, og selv om der formelt var tale om en borgerkrig, vidste alle, at en
konflikt mellem Vesten og de kommunistiske lande Kina og Sovjetunionen lå bag.

I USA var magtens top ikke i tvivl om, at en kommunistisk besættelse af hele Korea kunne true USA´s
sikkerhed. Edwin W. Pauley, en af præsident Trumans nærmeste rådgivere, mente, at “kommunismen ikke
kunne få bedre vilkår for at brede sig end i Korea”, og general MacArthur, den senere leder af FN-styrkerne i
Korea, var villig til at sætte alt på spil:

“Jeg vil forsvare Korea, akkurat som ville jeg forsvare mit eget land”, udtalte generalen.

En halv million ankommer til Korea

Soldaterne fra Nordkorea mødte kun ganske lidt modstand. I løbet af bare tre dage havde de indtaget Seoul,
hovedstaden i Sydkorea. Et luftslag over byen førte til nedskydning af 37 sydkoreanske og 9 nordkoreanske
fly.
Amerikanerne vidste stort set intet om de nordkoreanske troppebevægelser og måtte sende fly på
spiontogter. Imens blev de spredte amerikanske tropper i det sydlige Korea systematisk drevet mod syd af
de fremadstormende nordkoreanere.

Amerikanerne befandt sig pludselig midt i en støvet malstrøm af koreanske flygtninge, der fortvivlede drev
deres husdyr hastigt bort fra de fremrykkende nordkoreanere. Amerikanerne måtte følge med og
nødtvungent efterlade meget af deres materiel.

Forsøgte de at gøre modstand, gik det galt: Den 8. juli kunne en deling høre nordkoreanske tanks i det
fjerne, og kort efter så de dem rulle frem gennem morgendisen.

En amerikansk løjtnant rettede en bazooka mod en af dem – sekunder senere var han død, dræbt af en
fuldtræffer fra kampvognen.

Snart var de sydkoreanske tropper drevet sammen i et lille hjørne omkring byen Pusan i landets sydøstlige
del. Det stod klart, at Nordkoreas mål bogstaveligt talt var at drive dem i havet.

Koreakrigen var den første krig, hvor helikopteren spillede en rolle.

I den første fase fløj de på rekognosceringsmissioner, og senere blev de blev brugt til troppetransport og evakuering af sårede.
Krigen bliver international

Allerede få timer efter invasionen forlangte USA, at FN’s sikkerhedsråd blev indkaldt, men også FN var
præget af den kolde krig. Kina var endnu ikke medlem af sikkerhedsrådet, og som protest havde
Sovjetunionen besluttet at boykotte rådets arbejde.

Derfor kunne landet heller ikke nedlægge veto mod den resolution, amerikanerne foreslog, og resultatet
blev en fordømmelse af “den nord-koreanske aggression”.

USA’s præsident Harry S. Truman sammenlignede invasionen med Hitlers angreb i 1930’erne og sagde, at
“hvis Sydkorea får lov at falde, vil kommunistiske ledere blive opildnet til at indtage lande, der ligger tættere
på vores egne kyster”.

Samtidig gav FN mandat til at indsætte tropper, og i den følgende periode bidrog 16 lande med tropper til
Sydkorea. Langt de fleste kom fra USA, som sendte 480.000 mand til Korea.

Blandt de øvrige lande stillede Storbritannien med langt det største kontingent, 63.000 mand. Sverige,
Norge og Danmark bidrog med handelsskibe samt medicinsk personale og udstyr, Danmark med
hospitalsskibet Jutlandia.

Canada og Australien, Sydafrika og Tyrkiet afskibede tusindvis af soldater. Alle ankom til havnen i Pusan,
som lød af stemmerne fra tusinder af soldater og myldrede med lastbiler, som kørte tropper, ammunition og
fødevarer bort fra kajen.

Hver gang nye tropper ankom, stod koreanske skolebørn på rækker og viftede med flag, alt imens de på et
næsten uforståeligt engelsk forsøgte at synge “God save the King”.

Amerikanske rifler virker ikke

Især de amerikanske styrker voksede dag for dag. Både soldater og udstyr kom fra Japan, hvor USA stadig
havde langt over 100.000 soldater, og de fleste anede ikke, hvorfor de nu stod i Korea – 2. verdenskrig var jo
slut. Hjemme i USA blev præsident Truman spurgt, om nationen atter var i krig.

“Nej, der er tale om en politiaktion for at hjælpe FN”, svarede han.

I Korea var budskabet det stik modsatte. “Dette er ikke en politiaktion. Dette er en krig”, lød beskeden til alle
nyankomne soldater, som hurtigt indså alvoren.

Næppe havde de sat foden på fremmed jord, før de kom i kamp. I første omgang skulle en mindre
amerikansk styrke vildlede nordkoreanerne ved Osan til at tro, at en stor styrke stod klar til at forsvare
Sydkorea.

De ankom den 1. juli. Kun hver 10. havde kamperfaring, og de nåede stort set ikke at få nogen træning, før
de et par dage senere blev sendt af sted for at forsvare byen Osan syd for Seoul. De var udstyret med rifler,
hvoraf kun de færreste fungerede, og deres antitankvåben var forældede.

Sultne sværme af myg kastede sig over soldaterne, og snart begyndte regnen at sile ned. Det var umuligt at
tænde bål, og soldaterne måtte spise deres feltrationer kolde, mens nordkoreanske tanks når som helst
kunne dukke op.

Mange forsøgte at stikke af, men forgæves. Den 5. juli 1950 blev en sort dag for amerikanerne ved Osan, og
da solen gik ned, var 1416 amerikanere døde eller såret. 785 var taget til fange.
I det hele taget var de sydkoreanske og amerikanske styrker under konstant pres. De manglede udstyr, og
det meste var gammelt skrammel, som var blevet tilovers efter 2. verdenskrig.

Flyene var dog nye, og bombetogter blev iværksat ind over Den Koreanske Halvø. Raffinaderier og broer var
blandt de foretrukne mål for USA´s B-29 bombefly. Over hele halvøen steg kilometerhøje røgsøjler op fra
brændende olielagre.

Uskyldige mænd, kvinder og børn blev i tusindtal brændt til ukendelighed af USA's napalmbomber, som blev opfundet under 2.
verdenskrig.

Under Koreakrigen bombede amerikanerne skånselsløst med den geléagtige olieblanding, der bryder i brand og klæber sig til
mennesker og materiel.
Korea får sin egen D-dag

Den trængte situation fik lederen af FN-styrkerne, USA´s general Douglas MacArthur, til at planlægge en
dristig aktion. Han ville overraske de nordkoreanske styrker og gennemføre en storstilet landgang ved byen
Inchon på vestsiden af Den Koreanske Halvø.

Det var meget langt fra det sydøstlige hjørne af Korea, hvor tropperne nu var trængt sammen. Både
Pentagon og militærets ledere i Korea var skeptiske. Situationens alvor kaldte dog på ekstraordinære
løsninger. MacArthur fik, hvad han ville.

Inchon var omringet af fjender, og byen har verdens højeste tidevand. Forskellen mellem flod og ebbe er 10
meter, og de voldsomme tidevandsstrømme gør det uhyre vanskeligt at manøvrere.

En landgang var kun mulig i få dage med ekstra højt tidevand – ellers ville stranden være et ufremkommeligt
mudderbad, hvor kampvogne og mænd ville synke i og blive fanget som skydeskiver i vandkanten.

En flåde på 260 fartøjer afsejlede i september 1950 fra Pusan og satte kurs mod Inchon. Om bord var ca.
13.000 mand. Foran sig havde de to dages sejlads rundt om Den Koreanske Halvø, en sejlads, som var hård
ved tropperne, fordi fartøjerne løb ind i ti meter høje bølger, som var skabt af en tropisk orkan.

Landgangen var tilrettelagt, så den skete ved højvande, og klokken 06.30 den 15. september 1950 stormede
nogle få hundrede soldater øen Wolmi-Do lige ud for indsejlingen til selve Inchon. Forinden havde
amerikanske fly tæppebombet øen, bl.a. med napalm, og klokken 06.55 vajede Stars and Stripes på en
bakketop.

Ved næste højvande blev hovedangrebet sat ind. Motorlarmen fra hundreder af fartøjer fyldte bugten ud
for Inchon, og de 13.000 mand og alt deres udstyr blev bragt i land – på klokkeslæt.

MacArthur kunne med tilfredshed konstatere, at nordkoreanerne ikke var forberedt på invasionen. De få
nordkoreanske soldater blev hurtigt nedkæmpet på brutal vis. Flere blev begravet levende, da amerikanske
bulldozere dækkede den grotte, de havde søgt tilflugt i.

Kun 30 km fra Inchon ligger Seoul, og tolv dage senere var hovedstaden atter på sydkoreanske og
amerikanske hænder. General Douglas MacArthur erklærede byen “befriet i Guds navn” og arrangerede en
sejrsparade.

Amerikanerne regnede med, at deres overraskelsesangreb ville demoralisere tropperne fra Nordkorea, men
nordkoreanerne fik intet at vide om landgangen, og kampene fortsatte. Efterhånden spredte træfningerne
sig til store dele af halvøen. Krigen var langtfra slut.

FN-tropper tvinger bønder til hårdt slid

Kun få jernbanelinjer bandt det fattige land sammen. Asfalterede veje var stort set fraværende, og
jordvejene blev forvandlet til et ælte, da den kraftige efterårsregn satte ind.

De fleste af Koreas 30 millioner indbyggere var risbønder med små jordlodder. Kun omkring en femtedel af
landet var opdyrket. Resten bestod af ufremkommelig skov og bjerge.

Meget udstyr blev båret frem, og ofte tvangsudskrev FN-tropperne lokale bønder til det hårde slid. Under 2.
verdenskrig havde de lært, at herredømmet i luften var afgørende. Og derfor blev mange civile tvunget til at
slæbe sten og jord til anlægning af landingsbaner.
Kina frygter amerikansk angreb

Den 7. oktober 1950 opfordrede et stort flertal af FN´s generalforsamling til genforening af landet,
udskrivelse af frie valg og tilbagetrækning af FN-styrkerne. Men USA have ikke i sinde at kalde så meget som
én eneste soldat hjem.

Dagen efter konsulterede Kinas leder, Mao Zedong, den sovjetiske diktator, Josef Stalin. Mao frygtede, at
USA ville besætte hele Korea og gøre klar til at rykke ind over grænsen til Kina. Han bad Stalin om hjælp.

Sovjetiske MiG-fly begyndte at patruljere i luftrummet over Nordkorea, på udkig efter eventuelle
angrebsstyrker – men det var ikke nær den hjælp, kineserne havde håbet på.

Flyene holdt sig langt bag fronten, men her fløj de til gengæld så flittigt, at amerikanske piloter døbte
området MiG-dalen.

Ingen opdager kinesisk opmarch

Nede på jorden gjorde FN-resolutionen ingen forskel. Krigen fortsatte, og de amerikansk ledede tropper var
nu for alvor offensive. Dag for dag rykkede de nordpå, og den 25. oktober 1950 nåede amerikanerne Yalu-
floden, grænsen mellem Korea og Kina. Formand Maos frygt var ved at blive til virkelighed.

Begejstrede sydkoreanske soldater fyldte en flaske med vand fra floden og sendte den sydpå til Syngman
Rhee, Sydkoreas leder, som et symbol på sejren. Amerikanske soldater var dog mere prosaiske – de stillede
sig demonstrativt op og tissede i floden.

De sejrssikre soldater havde ikke den fjerneste idé om, at en enorm, kinesisk opmarch var i gang lige på den
anden side af floden. End ikke den amerikanske efterretningstjeneste havde nogen anelse om det helvede,
der ventede.

Ingen regnede med, at kineserne ville blande sig direkte i krigen, men set fra Beijing var USA´s tropper ved
floden en utvetydig trussel mod Kinas suverænitet. Kinas leder, Mao Zedong, opfordrede frivillige til at
støtte “de trængte nordkoreanere i kampen mod de imperialistiske angreb”.

Den kinesiske hær var meget forskellig fra den amerikanske. Mens de fleste amerikanske soldater var
uerfarne unge mænd, så bestod den kinesiske hær af soldater, der ikke kendte til andet end kamp. De var
vokset op under borgerkrigen og revolutionen, var uhyre nøjsomme og vant til at operere i uvejsomt
terræn.

En kinesisk soldat kunne klare sig med en oppakning på 4-5 kg, mens en amerikansk måtte bære 25-30 kg.
Kineserne var eksperter i camouflage og kunne marchere 30 km på en enkelt nat. Og de var mange –
omkring 130.000. På trods af det store antal opdagede den amerikanske efterretningstjeneste dem ikke, før
det var for sent.

Den første konfrontation mellem amerikanske og kinesiske soldater fandt sted den 1. november.

Amerikanerne blev overrumplet af kinesere, som havde sneget sig over Yalu-floden i løbet af natten. “Vi løb
bare – og smed våbnene”, fortalte en amerikaner efter krigen. Inden længe var FN-tropperne trængt helt
tilbage til syd for 38 ºN. Alt det vundne terræn var tabt.
Amerikanske soldater forsøger at holde de talrige nordkoreanske styrker borte fra Seoul.

MacArthur truer med atombomber

General Douglas MacArthur omtalte det kinesiske angreb som “en af de mest lovløse offensiver i
verdenshistorien”. For første gang blev muligheden for at bombe kinesiske byer med atomvåben nævnt
offentligt. Officielt afviste kineserne, at de var bange for angreb med kernevåben.

Truslerne om at bruge kernevåben blev fremsat af Douglas MacArthur, og hans nærmeste medarbejdere var
enige. “Jeg foretrækker, at vi smider en atombombe. Fyr den af, så kommunisterne kan forstå det”, mente
oberst Ellis Williamson.

For at understrege alvoren iværksatte MacArthur en række øvelsesflyvninger med B-29-bombefly, som
åbenlyst og med pressen som vidne blev udstyret med attrapper af atombomber.

De blev fra Japan dirigeret ind over det nordlige Korea. Oplysningerne skræmte USA’s allierede, som
frygtede, at alene øvelserne kunne få Sovjetunionen til at angribe Vesteuropa med kernevåben. MacArthurs
egenrådige stil kostede ham året efter, i april 1951, posten som general.

Mens USA og Kina udvekslede verbale giftigheder, tvang de veltrænede kinesiske soldater amerikanerne og
de øvrige FN-tropper på retræte.

For at skabe det indtryk at situationen var under kontrol, iværksatte amerikanerne en ambitiøs plan: Alle
amerikanske soldater skulle forsynes med velsmagende kalkunkød til Thanksgiving Day den 24. november,
og takket være en sværm af fly og tusinder af lastbiler lykkedes det at få kalkuner frem til alle – til stor
måben for tropperne fra de 15 andre lande.

Festen sluttede brat næste morgen. I Chongchon-dalen, nordøst for Seoul, blev de amerikanske soldater
vækket af en kakofoni af signalhorn, trommer, fløjter – og skud. Deres lejr blev løbet over ende af de
kinesiske tropper. Alt var kaos. De, der ikke blev dræbt, flygtede og efterlod alt materiel.

Amerikanerne blev angrebet på tværs af Sydkorea. Tre amerikanske divisioner kollapsede, og de

overlevende soldater måtte klare sig selv og forsøge at komme sydpå.

“Every man for himself”, enhver må klare sig selv, lød ordren. Samtidig var vinteren kommet. Den kolde luft,
som strømmede ned fra Sibirien, kom bag på amerikanerne. Deres støvler var alt for tynde, og mange fik
smertefulde forfrysninger i fødderne.

Amerikanernes 2. division var endnu nogenlunde intakt, men under tilbagetrækningen måtte den gennem
et 10 km langt bjergpas.

Kineserne lå i skjul på bjergsiderne, klar til bagholdsangreb, og passagen udviklede sig til en massakre –
divisionen mistede 3000 mand og stort set alt materiel. De sårede lå efterladt på vejen, og et par hundrede
amerikanere blev taget til fange og samlet i en stor bjerghule.

Krigen minder nu om 1. verdenskrig

FN-tropperne og de amerikanske styrker standsede først tilbagetoget, da de var drevet langt syd for Seoul.

Efterhånden blev forsyningsvejene lange og sårbare selv for de hårdføre kinesiske soldater. En ny front
opstod midt i landet, hvor de vestlige styrker indledte den ene operation efter den anden – de fik navne
som “Operation Roundup”, “Operation Killer” og ”Operation Ripper”, og fronten rykkede igen en smule mod
nord. Omkring 38º N, hele udgangspunktet for konflikten, stod den stille.

Krigen udviklede sig nu til en blodig stillingskrig om bakketoppe og landsbyer, der snart var på amerikanske
hænder, snart på nordkoreanske eller kinesiske.

Fire gange i løbet af et år skiftede Sydkoreas hovedstad side. Seoul lå i ruiner, indbyggerne sultede, og en
stor del af befolkningen var drevet på flugt eller dræbt. Indbyggertallet faldt fra 1,5 millioner til under
200.000, og byen blev forvandlet til en spøgelsesby.

Et år efter krigsudbruddet var krigen i næsten total stilstand. Fra juli 1951 til våbenstilstanden i 1953 flyttede
fronten sig stort set ikke. Militæranalytikere har sammenlignet situationen med skyttegravskrigen i Europa
under 1. verdenskrig – også i Korea stod parterne lige over for hinanden, kun adskilt af et smalt
ingenmandsland fuld af bombekratere.

Ofte blev et enkelt bakkedrag bombarderet med mere end 20.000 granater på ganske få timer – uden at det
alligevel var muligt at indtage.
Da foråret kom i 1951, dukkede efterårets ofre op af Koreas smeltende sne.
Propaganda og fangeudvekslinger

Ved hjælp af højttalere, store plakater, flyveblade og tepakker med venlige hilsner forsøgte Nordkoreas
ledelse at overbevise de sydkoreanske soldater og civile om kommunismens fortræffeligheder, men jævnligt
blev kampen på ord afløst af våbenstrid.

Begge sider forsøgte at befæste positionerne, så de ville stå stærkt ved de fredsforhandlinger, som alle
forventede ville komme. Men ingen ville foreløbig tage intiativet.

I begyndelsen af 1953 påtog Indien sig rollen som mægler og foreslog, at nord og syd udvekslede fanger, og
det førte til en kommission, som bl.a. Sverige var medlem af. Kommissionen forberedte udvekslingen, der
efter lange og nervepirrende forhandlinger blev fastlagt til den 20. april 1953.

Under det, der blev kaldt “Little Switch”, den lille udveksling, byttede nord og syd fanger. I første omgang
blev kun syge og sårede fanger udleveret, mange af dem med groteske sår efter angreb med napalm.
Senere fulgte “Big Switch”, hvor 88.000 fanger blev udvekslet. Langt de fleste var nordkoreanere og
kinesere, som amerikanerne og FN-tropperne havde holdt fanget.

Langs fronten var krigstrætheden stor. De fleste amerikanske soldater drømte mere om at komme hjem end
om at kæmpe, og på trods af mange forviklinger rykkede en våbenhvile nærmere og nærmere.

Krigens parter underskrev den 27. juli 1953 en aftale, som trådte i kraft samme aften klokken 22.00.
Derefter havde parterne 72 timer til at trække sig to km tilbage fra fronten.

I Nordkorea omtales krigen som “befrielseskrigen for fædrelandet”, mens den i Kina officielt hedder “krigen
for at modstå Amerika og hjælpe Korea”.

Styrkeprøven mellem øst og vest, mellem kapitalisme og kommunisme, udsprang af frygten for, at den ene
samfundsorden ville udslette den anden. Tre millioner mennesker mistede livet, heraf to millioner civile
mænd, kvinder og børn.

Krigen er endnu ikke slut

Verdens bedst bevogtede grænse deler den dag i dag Korea. Den demilitariserede zone er 248 km lang og
ca. 4 km bred og følger i store træk den 38. breddegrad.

I midten af zonen løber den militære demarkationslinje, som præcist angiver, hvor fronten lå, da der i 1953
blev indgået våbenhvile. Den militære tilstedeværelse er fortsat massiv på begge sider.

Siden 1953 har en række træfninger kostet mindst 500 soldater livet, og Sydkorea har angiveligt flere gange
afsløret Nordkorea i at anlægge tunneler ind under den demilitariserede zone. Ifølge officielle
nordkoreanske kilder var tunnelerne kulminer.

Sydkorea har brugt 800.000 tons cement, 200.000 tons stål og 3,5 mio. m3 sand og grus til at befæste deres
side af grænsen.