Bananflueforsøg – Mendels love

Formål: At lave genetiske krydsningsforsøg, som viser nedarvingsmønstre for et og to gener

Teori/Baggrund (kan springes over)

I starten af 19-hundredetallet begyndte man at bruge bananfluer (Drosophila melanogaster) i
genetiske forsøg, - og det blev en stor succes! Mest kendt er forsøgene i Thomas Hunt Morgans
laboratorier i New York (Columbia University), og han fik da også nobelprisen for sine resultater i
1923. Der er flere grunde til successen: Det er meget nemt at holde fluerne (om end de ofte slipper
løs og summer rundt i laboratoriet), de parrer sig meget villigt og de har ved den rette temperatur en
meget kort generationstid på under 14 dage. Ærteblomster, som Mendel brugte, har til
sammenligning en generationstid på ca. 60 dage under optimale forhold. Det gør at man kan opstille
krydsningsforsøg med fluernes forskellige varianter for både ét og flere gener og få resultater på
relativt kort tid. Samtidig viste det sig, at fluerne kun har 8 kromosomer, 3 par autosomer og et par
kønskromosomer, hvor XY giver hanner, XX hunner, præcis som hos mennesker. Bananfluer er
nogle af de mest anvendte organismer i forsøg den dag i dag, i mange grene af biologien.
Bananfluer er faktisk også almindelige i naturen, I kender dem nok som de irriterende små kryb der
eks. findes i kompostspande eller frugtkurve med lidt for gammel frugt.

Fluerne er 1½-2½ mm lange, og de er nemme at adskille i hanner og hunner under en stereolup.

Hannerne har en kort, afrundet bagkrop, som er ensfarvet sort, samt en lille sort pudsekam på
forbenene, kaldet en ”kønskam”, mens hunnerne har en lang, stribet og spids bagkrop og ingen
kønskam på forbenene.

Han - vildtype Hun - vildtype

NB: Vigtigt! Hos bananfluerne er der en ”vildtype” som er den normale, naturlige flue, som I kan
finde i naturen, og så har man en masse ”mutanter” med forskellige træk og egenskaber. I dette
forsøg er alle mutant-træk forårsaget af recessive alleler. De fleste af mutanterne findes kun i
laboratorier.
Man bruger desværre ikke den normale allel-notation med store og små bogstaver for disse fluer
(eks. B og b for øjenfarven), men i stedet markerer man vildtype-allelen med et + uanset hvilket gen
(egenskab) man ser på. De muterede alleler skrives som et eller to bogstaver som markerer
egenskaben.
Man kan f.eks. se på et gen som har med vingernes størrelse at gøre:
 Den dominante vildtype-allel skrives som + (normale vinger).
 En recessiv allel kaldes v eller vg (små, forkrøblede vinger, kaldet vestigial-vinger)
Der er tre genotyper: ++, +v og vv, og to fænotyper: Normale vinger og Vestigial-vinger:
Genotype Fænotype
++ Normale vinger
+v Normale vinger
vv Vestigial-vinger
Husk at + i vores forsøg altid er dominant!
Hvis en egenskab sidder på X-kromosomet og derfor er kønsbundet, så gælder nogle særlige
regler. Der er for eksempel et gen for øjenfarve, som har en allel der giver hvide øjne ( w) mod
vildtypens røde øjne (+).
Hvis man ser på fluer med røde øjne, så kan hunner have to genotyper: Vildtypens ++ eller de
heterozygote +w. Hos hanner vil de have genotypen +Y, da der jo kun er ét X-kromosom. Fluer
med hvide øjne har disse genotyper: ww (hun) eller wY (han).
Husk igen at + er allelen for vildtypen uanset hvilket gen man ser på. Og i denne øvelse er + altid
dominant.

Fremgangsmåde:
Vi skal i forsøgene operere med de 3 generationer som også Mendel er mest kendt for: P, F1 og F2
og i nogle tilfælde også et ekstra kryds af F2-generationen, så vi også får F3. (P er forældrene, F1 er
første afkomsgeneration, F2 er anden afkomsgeneration, F3 er tredje afkomsgeneration), og da vi
trods alt ikke har en til to måneder at gøre godt med, så laver vi det virtuelt via hjemmesiden her:
https://sciencecourseware.org/FlyLabJS/