Emne: Die DDR und die Mauer

5 Muren (Die Mauer)

(Situationen i DDR i 1961)

Den vestlige verden, og her især Vesttyskland (BRD), blev i begyndelsen af 1960erne
anklaget af DDR for både at have udøvet spionagevirksomhed, sabotageaktioner og forsøg
10 på at hverve faglært og højtuddannet arbejdskraft i DDR. Man talte om klassefjendens
(BRDs) undergravende virksomhed og prøvede på at bekæmpe den, samtidig med at denne
fjende kunne bruges til at forklare den langsommelige økonomiske udvikling i DDR.

Resultatet af den skærpede kamp mod systemets modstandere og planøkonomiens mangler

førte til, at flere og flere østtyskere valgte at flygte til vesten. Statsleder Ulbricht og resten af
15 SED’s ledelse kunne ikke længere ignorere de økonomiske vanskeligheder og den store
udvandring.


 Muren under dens opførelse i Berlins Neukölln, august 1961.

Noget måtte der gøres, hvis Sovjetunionens forpost (DDR) ikke skulle gå til grunde. I løbet
af foråret 1961 var luften fyldt med forskellige rygter om, at et eller andet ville ske. Antallet
af flygtende voksede yderligere. Statslederen Ulbricht havde selv været med til at sætte
5 rygterne i gang, da han i forbindelse med en international pressekonference i juni 1961
benægtede, at der var planer om at bygge en mur gennem Berlin – uden direkte at være
blevet spurgt om det.

I løbet af august måned var der ingen tegn på noget usædvanligt, og dagligdagen gik sin
vante gang for de fleste mennesker i DDR. Østberlinerne kunne vælge at besøge Vestberlin
10 for at gå i biografen, købe aviser eller drikke en kop kaffe. Men den 13. august skulle blive
en dag, der førte store ændringer med sig.

15 Muren under dens opførelse i Berlins Neukölln, august 1961.Muren under dens opførelse i
Berlins Neukölln, august 1961.
 I Murens skygge, 1961-1971
Klokken 02.00 den 13. august 1961 fik politiet i Vestberlin de første indberetninger om, at
5 adgangen til den østlige del af byen var ved at blive spærret. Undergrundsbanen i Østberlin
standsede al kørsel mod den vesttyske del af byen, mens bevæbnede politienheder og
soldater fra DDR begyndte at afspærre vejene til Vestberlin. Klokken 02.30 blev politiet i
Vestberlin sat i alarmberedskab, og en halv time senere rullede larmende østtyske
kampvogne frem til grænsen for at gå i stilling. Klokken 04.45 var 45 af de i alt 60
10 overgange til Vestberlin lukket; en time senere var der ikke flere frie overgange tilbage. I
disse hektiske timer lykkedes det nogle få østberlinere at flygte.

Den næste morgen strømmede byens indbyggere til den nu lukkede grænse, hvor
sikkerhedsstyrkerne holdt vagt, og i de følgende dage blev de improviserede hegn og
forhindringer i Berlin erstattet af en fast mur, bygget af udkommanderede arbejdere, der
15 blev bevogtet af soldater og grænsevagter. For at gøre Muren så effektiv som muligt blev
huse i nærheden af Muren lukket af eller ødelagt og vinduer vendende mod Muren blev
muret til. Tysklands deling havde fået sit symbol.

I DDR blev Muren officielt betegnet som den ”antifascistiske beskyttelsesvold”, der skulle
beskytte østtyskerne mod imperialisterne og forbryderne i Bonn. Men beskyttelsesvolden
20 rettede sig ikke mod en ydre trussel, men først og fremmest mod statens indbyggere. For at
dæmme op for den endeløse strøm af flygtninge så SED’s ledelse ingen anden udvej end at
spærre sit folk inde. Allerede elleve dage efter oprettelsen af Muren blev den første
flygtning skudt under sit flugtforsøg. Frem til Murens fald i 1989 mistede hundreder af
mennesker livet i deres forsøg på at flygte til friheden.

25 Murens opførelse markerer et afgørende brud i DDR’s historie. Nu måtte indbyggerne i

langt højere grad finde sig i staten og lære at leve med den, ganske enkelt fordi der ikke
længere var noget alternativ.
 I forlængelse af Murens opførelse gennemførte SED atter en gang en ideologisk
opstramning. Man mente nu at kunne komme den indre fjende til livs, og at kampen var
blevet lettere, fordi det ikke længere var nødvendigt at tage hensyn til befolkningens
utilfredshed. Ungdomsorganisationen FDJ skulle oprette særlige patruljer, som skulle
5 understøtte politiet i dets arbejde. Alle former for protester eller såkaldte provokationer
skulle omgående bekæmpes med hård hånd. I en skrivelse til distriktslederne formulerede
ungdomsorganisation FDJ’s (Freie deutsche Jugend) øverste ledelse det ganske simpelt:
”Med provokatører eller fæhoveder skal der ikke diskuteres. Først skal de have tæsk og
dernæst overgives til den statslige ordensmagt”.


Den 19-årige østtyske grænsevagt Conrad Schumann flygter til Vestberlin 15. august 1961. Billedet
er blevet et ikon på Murens indespærring af den østtyske befolkning.
 Unge, der ytrede sig kritisk over for DDR-systemet, blev mere eller mindre terroriseret. For
yderligere at støtte systemet skulle FDJ-lederne på SED’s foranledning opfordre de unge
mænd til at melde sig til militæret, som frem til januar 1962 bestod af frivillige. De, der
valgte at protestere eller som direkte nægtede at lade sig presse til det, blev udsat for
5 forfølgelse og undertrykkelse. Unge mænd mistede deres arbejde eller fik ikke lov til at læse
på universitetet, og ofte blev statens sikkerhedstjeneste sat på sagen. De unge partisoldater
tog deres opgave meget alvorligt. Fx klatrede de op på hustagene for at vende de tv-
antenner, der pegede mod vest, i den ’rigtige’ retning, så det ikke længere var muligt at
modtage de vestlige radio- og tv-kanaler. De, der turde kritisere Muren eller partiets
10 beslutning, blev udsat for direkte fysisk vold og retsforfølgelse.

"Den antifascistiske beskyttelsesvold"

Grænsen mellem de to tyske stater blev lige fra begyndelsen strengt bevogtet. Det var både
15 forbudt at trænge ind på østtysk område og at forlade det. Grænsepolitiet havde ordre om at
forhindre disse bevægelser om nødvendigt med våbenmagt. Politiet skulle for enhver pris
forhindre eventuelle flugtforsøg.

Allerede i slutningen af 1940’erne begyndte først den sovjetiske zone og siden DDR at
udbygge de installationer, som skulle sikre grænsen. I løbet af de følgende årtier brugte
20 DDR enorme summer på at udbygge, modernisere og effektivisere deres grænsesikring. Der
blev oprettet et forskningscenter, som skulle udvikle overvågningssystemer. Landsbyer blev
affolket for at skabe bedre sikringsmuligheder. Man ville helst få fat i flygtningene, før de
nåede frem til grænsen, og derfor overvågede og kontrollerede man grænseområderne. Her
uddannede man civilpersoner, som skulle holde øje med og rapportere om mistænksomme
25 eller i området ukendte personer.

Grænsen mellem Vestberlin og Østberlin var 55 km lang. Mellem Vestberlin og resten af

DDR 120 km. Her var den østtyske grænsesikring efter 1961 først og fremmest præget af
Muren. En betonmur på mellem 3 og 3,60 m, som grænsede op mod Vestberlin og strakte
 sig gennem byen, og et mellem 70 og 120 m bredt ingenmandsland med forskellige
forhindringer.

Grænsen mellem Vesttyskland og Østtyskland havde en længde på 1390 km. Her blev der
først og fremmest anvendt ca. 3 m høje gitterhegn. Et særlig mørkt kapitel i denne del af
5 grænsens historie var minefelterne og især de såkaldte ”Selbstschußanlagen”. Det var miner
placeret over jorden, der blev udløst ved berøring af tråde. Nye undersøgelser viser, at
omkring 100 grænsevagter mistede livet eller blev alvorlig såret ved udlægningen og
installeringen af disse miner.

10 Dødsfald ved grænsen 1961-1989

Voksne Børn og unge Samlet
Mellem Øst- og Vestberlin 90 6 96
Ringen omkring Vestberlin 86 4 90
Mellem DDR og BRD 277 13 290
Østersøen 15 2 17
Grænser: Polen, Tjekkoslovakiet 25 1 26
I alt 493 26 519
Tabellen viser de bekræftede og navngivne dødsfald.
Volker Koop: "Den Gegner Vernichten". Die Grenzsicherung der DDR. Bonn 1996.

På grund af generelle internationale fordømmelser og et voksende pres fra Vesttyskland

blev minerne og minefelterne afviklet omkring 1985.

15 I grænsevagternes reglement for brug af skydevåben og i deres tjenesteforordninger stod

klart, at de ikke måtte skyde på børn eller unge, og at de ikke måtte skyde i retning af
Vesttyskland. Derudover skulle eventuelle
sårede eller døde hurtigst muligt bjerges og gemmes af vejen. I Vesttyskland oprettede man
en statslig institution, der skulle samle alle informationer om dødsfald ved Muren og den
20 østvesttyske grænse.

Ifølge den vesttyske institution døde omkring 825 mennesker i deres forsøg på at slippe ud
af DDR, heraf 26 børn og unge. Det er imidlertid meget vanskeligt at finde frem til det
 virkelige antal. Bl.a. fordi de østtyske myndigheder ofte prøvede at dække over aktionerne.
De grænsevagter, der dræbte en flygtende, kunne regne med forfremmelse eller pengegaver.
Mens de vagter, der ikke ramte deres flygtende mål, blev kritiseret.


5
5 Stalin Allé i Østberlin i al sin enkelhed og storhed ‒ paradegaden blev indbegrebet af autoritær
arkitektur i DDR-staten.

Stalin Allé i Østberlin i al sin enkelhed og storhed ‒ paradegaden blev indbegrebet af

autoritær arkitektur i DDR-staten.i

10

På vej mod afgrunden, DDR i 1980’erne

 Den officielle østtyske historieforskning delte DDR’s historiske udvikling op i fire perioder.
Perioden fra 1945 til 1949 blev kaldt ”den antifascistiske og demokratiske revolution”. Den
anden periode varede fra 1949-61 og blev betegnet som fasen, hvor samfundet overgik til
5 socialismen. Den tredje fase fra 1961-71 handlede om udbygningen af socialismen, mens
perioden efter 1971 kaldtes ”den udviklede socialisme”. DDR havde med andre ord nået sit
foreløbige mål i den historiske udvikling.

I 1971 havde Honecker proklameret, at partiets væsentligste opgave var at højne folkets
materielle og kulturelle leveforhold. I begyndelsen af 1980’erne så det ud som om, projektet
10 delvist var lykkedes. DDR kunne fremvise den højeste levestandard i Østeuropa. Hver tredje
havde i 1979 fået bil, 90% af alle husstande havde tv, mens næsten 100% havde køleskab og
80% vaskemaskiner. På dette område kunne man godt tåle sammenligninger med flere af de
vesteuropæiske lande.

Befolkningen boede i nye lejligheder, hvor både huslejen og udgifterne til vand og strøm
15 blev holdt nede ved hjælp af statstilskud, det samme gjaldt for priserne på de
grundlæggende fødevarer.

Lønningerne og aldersrenten var steget. Derudover investerede staten store beløb i

sygehusvæsenet, uddannelsessystemet, børnehaver og vuggestuer.

Men selvom befolkningen øjensynligt havde det meget bedre – og måske aldrig havde haft
20 det bedre i DDR’s historie – blev resultaterne ikke belønnet med indbyggernes loyalitet eller
tilfredshed. I løbet af 1980’erne voksede utilfredsheden med systemet. Østtyskerne var
blevet trætte af formynderiet, overvågningen og de overdrevne løfter om en bedre fremtid,
der aldrig kom. Samtidig kunne østtyskerne hver aften se, hvordan deres landsmænd på den
anden side af Muren havde det. De vesttyske tv-kanaler ARD og ZDF viste en verden
25 præget af forbrug, luksus og store biler. Selvom den vesttyske reklameverden var et
forvrænget billede af Vesttysklands sociale virkelighed, virkede det dragende på
østtyskerne. SED ville begrænse kontakten mellem de to tyske stater og prøvede at blokere
 de vesttyske tv-kanalers signaler. I en ikke offentliggjort forbrugerundersøgelse i slutningen
af 1980’erne svarede 85% af de adspurgte, at de regelmæssigt så de vesttyske tv-kanaler.

5 Den ustabile stabilitet

I 1980’erne var DDR’s økonomi i store vanskeligheder, men på trods af dette formåede
systemet udadtil og over for dele af befolkningen at give udtryk for stabile forhold. Både i
og uden for DDR havde man affundet sig med de økonomiske forhold.

10 Honecker måtte iagttage, hvordan folkets ønske om forandringer kunne true statens
stabilitet, og SED prøvede at sikre sin position ved skiftevis at køre en hård og blød linje i
forhold til udfordringerne.

I Polen opstod der i slutningen af 1970’erne en uafhængig fagforening med navnet

Solidaritet. Solidaritet fik hurtigt stor opbakning og kunne med held udfordre den
15 kommunistiske ledelse i Polen. For at begrænse denne udviklings afsmitning på DDR blev
den frie rejsetrafik mellem de to stater afbrudt. Men det var samtidig en beslutning, der blev
støttet af en stor del af DDR’s befolkning. I modsætning til den officielle propaganda om
det tysk-polske venskab var de hjertelige følelser over for hinanden behersket. Østtyskerne
mente bl.a., at polakkerne købte for mange varer i DDR og dermed var med til at forværre
20 forsyningssituationen.

For at kontrollere samfundsudviklingen satsede SED’s ledelse på at mobilisere

masseorganisationerne, intensivere propagandaen og øge sikkerhedstjenestens overvågning
af befolkningen. Medlemskabet i organisationerne var dog ikke ensbetydende med loyalitet
over for systemet. For mange østtyskere blev et medlemskab i de kontrollerede
25 masseorganisationer prisen for at kunne leve i fred eller for at kunne gøre karriere. Man
begyndte i ungdomsorganisationen FDJ, fortsatte så i fagforeningerne og blev medlem af
den tysksovjetiske venskabsforening for til sidst at opnå medlemskab i SED. Det er i dag
 svært at vurdere, hvor mange mennesker der blev medlemmer af idealisme eller
overbevisning, og hvor mange der gjorde det af nødvendighed eller opportunisme.

5 Døden ved Muren

Den folkelige protest og modvilje mod systemet kom tydeligt til udtryk i antallet af
østtyskere, der ønskede at rejse ud af landet. I slutningen af 1988 ventede over 110.000
mennesker på tilladelse til at rejse ud af landet for at forlade det. Selvom den østtyske
10 regering samme år, efter sovjetisk pres, havde underskrevet slutdokumentet fra CSCE-
konferencen og dermed indrømmede enhver borgers ret til at rejse frit, understregede
partiets ledelse, at Muren var en historisk kendsgerning, og at den ville bestå, så længe
årsagerne til den ikke var fjernet. Med denne klare melding mistede en del østtyskere
tålmodigheden.

15 Således drevet til desperation valgte to unge østtyskere den 5. februar 1989 at flygte over
grænsen til Vestberlin. De kendte ordren om at skyde på flygtende (Schiessbefehl) og til
risikoen, men de valgte alligevel at prøve lykken. Det lykkedes for de to 20-årige at komme
over Murens første forhindringer, men de blev herefter opdaget og udløste dermed alarmen.
Da de forsøgte at komme over de næste forhindringer, blev de beskudt af vagterne. På deres
20 flugt fra skuddene løb de ind i et andet vagthold, der ligeledes åbnede ild mod dem. Begge
unge mænd blev ramt. Mens den ene slap med at blive ramt i foden, betalte den anden sit
forsøg på at komme over grænsen med livet. Skuddet ramte ham i brystet, flænsede hjertet
og dræbte ham nærmest omgående. Den overlevende blev den 24. maj 1989 dømt til tre års
fængsel for forsøgt ulovlig grænseoverskridelse.

25 Dødsofferet fra 5. februar 1989 var Murens sidste.

Nøgletal for DDR og Forbundsrepublikken, 1988-89

 DDR Forbundsrepublikken

Areal (1000 km2) 108 249

Befolkning (mio.) 16,5 61,5
Heraf arbejdsstyrken (mio.) 9 28
Eksport til vestlige industrilande 5 550
(eksklusive tysk handel), mia. DM, 1989
Boligareal pr. indbygger, 1988, m2 27,0 35,3
Andel af husholdninger med bil 1988, i % 52,0 97,0
Andel af husholdninger med telefon, 1988, i % 9 98
Andel af husholdninger med farvefjernsyn, 1988, i % 52 94
Kvinders andel af arbejdsstyrken, 1988, i %* 49 38
Claus Vastrup: Tyskland økonomi efter genforeningen. Tyskland i Europa. SNU, 1995

*I 1989 var omkring 91 % af alle kvinder i DDR i arbejde. 26 % af dem havde en universitets- eller

ingeniøruddannelse, 68 % havde en faglært kvalifikation og kun 6 % var ansat uden en

5 erhvervskompetencegivende uddannelse. En faglig kvalifikation og faglig aktivitet var normal for

kvinder i DDR.

10

Årsagerne til Murens fald

15
 I et forsøg på at forklare Murens fald, må man komme ind på både interne og eksterne
faktorer, og det er vigtigt at se nærmere på de umiddelbare og de mere langsigtede forhold,
som gjorde sig gældende.

Til de eksterne faktorer hører først og fremmest DDR’s meget tætte forbindelse og
5 afhængighed af Sovjetunionen. Det var de til enhver tid siddende sovjetiske ledere og deres
politiske linjer, der bestemte de afgørende sager i DDR. Østtyskland som SED-stat kunne
ikke have klaret sig alene og uafhængigt. Det blev tydeligt i forbindelse med folkeopstanden
den 17. juni 1953. Det var de sovjetiske kampvogne, som reddede SED fra sammenbruddet.
Uden den sovjetiske støtte havde socialismen næppe overlevet så længe i DDR.
10 Forklaringen på dette findes i de interne forhold: DDR havde fra begyndelsen et
legitimeringsproblem over for sin egen befolkning.

Det var den sovjetiske militære overkommando i DDR, der bestemte den sovjetiske
besættelseszones udvikling, og det var den sovjetiske ledelse, der bestemte oprettelsen af
15 staten DDR. Men flertallet i befolkningen følte fra begyndelsen, at de sovjetiske tropper
ikke var de befriere, som propagandaen talte om. De blev anset som besættelsestropper, der
ydmygede og udplyndrede østtyskerne. SED havde fået sin magt fra Sovjetunionen og
dermed ikke fra folket, hvorfor deres opbakning forsøgtes sikret ved at tilbyde en tilpas god
levestandard. Derfor drog staten også omsorg for sine indbyggere fra vugge til grav. Det gav
20 dem, der arrangerede sig med systemet, en social tryghed.

Bl.a. på grund heraf kom DDR ud i en økonomisk krise, og staten var i løbet af 1980’erne
ved at gå bankerot. Den enkelte østtyskers tryghed blev truet af statens dårlige økonomi.
Derudover kunne de østtyskere, der havde tv, følge med i, hvordan tyskerne i Vesttyskland
levede deres liv. Reklamerne på de statslige og privatejede kanaler viste en verden, som lå
25 langt fra østtyskernes dagligdag, en verden der havde en dragende virkning på østtyskerne.
 Til de mere umiddelbare årsager må man nævne udviklingen i Sovjetunionen efter
Gorbatjovs magtovertagelse. Ophævelse af Brezjnev-doktrinen førte til, at Sovjetunionen
ikke længere ønskede at blande sig i de østeuropæiske staters interne politiske
5 forandringsprocesser i 1989. Med den ungarske ledelses åbning af jerntæppet i maj 1989
voksede presset på den østtyske regering. Østtyskerne flygtede nu til Vesten via Ungarn.
Mens man i 1961 fik flygtningestrømmen standset ved at bygge Berlinmuren, var denne
løsning ikke mulig i 1989. Østtyskerne ville groft sagt opnå to ting med deres opstand. De
ville have et bedre liv (økonomisk) og et liv i frihed (politisk). Da den østtyske ledelse
10 åbnede et lille hul i Muren i 9.11. 1989 var der ikke længere nogen vej tilbage: Østtyskerne
strømmede til Vesttyskland.

Kilder fra Michael Klos; DDR 1949-1989 – den virkelige socialisme?

15