Danmarks arkæologiske historie begyndte ved slutningen af sidste istid.

De
seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet
af mennesker. Den egentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr., da
folket danerne fremkom i skriftlige kilder (Jordanes og Procopius). Fra kristningen
af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent
beherskede det nuværende danske område: Portugal og det danske kongehus
danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan føre sin
slægt tilbage til den oldenborgske slægt i det femtende århundrede, og derfra kan
en række danske anelinjer føres tilbage til første halvdel af 900-tallet.

Det danske kernerige i middelalderen. I vikingetiden synes dele af Viken

(Sydøstnorge) også at have hørt ind under riget.[1]
Danmarks historie har været påvirket af placeringen mellem Nordsøen og
Østersøen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om
overherredømmet i Østersøen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om
herredømmet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og
hertuger i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len).
Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og
de tyske og gottorpske fyrster om deres landområder. Konflikter, som endte med
afgivelsen af Skåne, Halland og Blekinge og Norge til Sverige og med afståelsen af
Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark
de norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter
en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af
personalunionen med Danmark i 1944.

Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e.Kr.)

Uddybende Uddybende artikler: Danmarks forhistorie og Stenalder i Danmark

Solvognen fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og

kulturel udvikling.
De første sikre beviser på bosættelse er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første
beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle.[2] Ager- og husdyrbrug vandt
indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet og det fik for alvor
området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur
og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer.[3]
Samtidig med indførelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en
overklasse at dominere samfundet. De meget store og rigt udsmykkede grave
vidner om det. Bronze var et kostbart metal. Omkring 500 f. Kr.[4] blev samfundet
ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde
myremalm, der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og
våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst, da nye og bedre
redskaber kunne opdyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som
fund af romerske smykker, mønter og våben vidner om.[5][6][7]

Genetiske undersøgelser peger på flere migrationsbølger ind i det nuværende

Danmark: I den mesolitiske periode blev der observeret en genetisk homogenitet
blandt jæger-samlere, hovedsageligt af vesteuropæisk afstamning, i det
nuværende Danmark over en periode på omkring 4.500 år.[8] Ved begyndelsen af
den neolitiske periode omkring 5.900 f.Kr. førte ankomsten af bønder af anatolsk
afstamning til en brat befolkningsændring, der næsten fuldstændigt erstattede
disse jæger-samlere.[8] Omkring 1.000 år senere førte en anden stor
migrationsbølge af mennesker af østeuropæisk steppeafstamning til en
befolkning, der genetisk set var tættere på nutidens danskere, og til fremkomsten
af enkeltgravskulturen.[8]

Danerne og vikingerne (500-1050 e.Kr.)

Uddybende Uddybende artikel: Vikingetid

Vikingernes rejser.
Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik
af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke
fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse
lagt de indfødte under sig og fortrængt den indfødte kultur. Den første
danerkonge, som omtales i udenlandske kilder, hed Chlochilaicus, fortæller en
krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var
præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det
allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev
gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af
Dannevirke også: den har skullet beskytte et større område mod truslen fra
sakserne mod syd.[9]

Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede løs i 793 og at klostret Lindisfarne
blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger
store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. De
bragte vikingernes til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne
plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i
Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet
og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov
(Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner vi for den første
danske konge: hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald
også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.[10]

Kristendommens indtog i Danmark

Uddybende Uddybende artikel: Kristendommens indførelse i Danmark
Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt,
at de kom i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion
kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700
forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller, hvor
svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren
Ansgar, der fik held til at oprette en kirke sågar i vikingernes største by, Hedeby.
Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den
tyske missionær Poppo, der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald
Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er
usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og
kristendommens kappe og undgå hellig krig fra Sydeuropa. Men den nye religions
fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg
underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter hele England, der
havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede
en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.[11]
[10]

Middelalderen
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1047-1397)
Vikingeimperiets undergang
De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af Knud den Stores
regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store
vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da England gik tabt. Da kong Knud
den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en
årrække den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving tog
kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som
dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med
nabolandene (se fig 2).[12]

Kirker og kongestrid

Krucifikset fra Gammel Åby Kirke ved Århus fra 1050-1100 er nok Danmarks
ældste kirkeinventar.
Svend Estridsens kongetid begyndte med hærgen og uro fra den norske kong
Harald Hårderåde, men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og
Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner
skulle blive konge de næste mange år.[13] Helt uden problemer var tiden ikke. I
1086 blev Svends søn Knud den Hellige dræbt af utilfredse stormænd, og mordet
indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen
tiltog sig stadig større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem
kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i
indførelsen af tiende, kirkeskat. Takket være den stigende velstand kunne kirken
manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der
afløste trækirkerne i det 12. århundrede. I 1103 fik Erik Ejegod pavens tilladelse til
at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af
ærkebispesædet i Hamburg.[14]

Efter en 30 år lang fredsperiode under Kong Niels (1104-1134) betød drabet på

Erik Ejegods søn, Knud Lavard, at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande
med fejder mellem slægter, der alle bejlede til tronen.[15] Disse tilstande slutte
først med Valdemar den Stores kroning som enekonge i 1157.

Valdemarerne fra år 1157

Valdemar den store
Med sejren over sin rival Svend Grathe i 1157 blev Valdemar den Store konge over
hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang
tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk,
dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag venderne i Nordtyskland hærget og
bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis
vendisk). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen og
erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget
borgen ved byen Hafn, det senere København, og Saxo Grammaticus skrev Gesta
Danorum, "Danernes bedrifter".

Under Knud 6. (1182-1202) havde Absalon meget stor indflydelse på styret.

Økonomien blev væsentligt forbedret, og flere handelspladser kendes fra den tid.
Danskerne handlede især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra
Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de slaviske folkeslag
især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved
Østersøen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var
populært at benytte kristendom og mission til at føre magtpolitik mod hedninger
for at få støtte fra den magtfulde kirke og paven. Det lykkedes Valdemar den Store
og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt
samarbejdet mellem konge og kirke fungerede.

Valdemar Sejr
Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til
fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den
tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes
fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelsen af Danmarks
nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne
i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede
at indføre Jyske Lov.

Dannebrog faldt ifølge myten ned fra himlen under et slag i Estland 1219.
De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og
tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da Christoffer 1. blev
konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til
stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk,
og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest åbent for fjendtlige
nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, Erik Klipping,
forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første
tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt håndfæstning, og han
devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede"
mønten.

Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag

Næsten hele landet var pantsat mellem 1332 og 1340.

Til sidst måtte kong Erik Menved tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319
skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark.[16] Efter et interregnum på
otte år formåede den nyvalgte danske kong Valdemar Atterdag fra 1340 at
genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe
Atterdag fra at generobre tabt land som Skåne i 1361 og fra at indløse pant for
resten af riget. En strid med Hanseforbundet 1368-1370, der så med mistro på
Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk
snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.[17]

Kalmarunionen
Uddybende Uddybende artikler: Kalmarunionen og Danmarks historie (1397-
1536)
Valdemar Atterdag døde sønneløs, og hans femårige dattersøn, Oluf 2., blev valgt
som konge. Olufs mor, Margrete 1., styrede reelt landet, og hun formåede at
holde Hanseaterne væk med diplomati. En større bedrift var, at hun forenede hele
Skandinavien gennem vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397.[18] Det skyldtes, at
Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong
Albrecht.[19] Norge var allerede i 1380 kommet i personalunion med Danmark, da
Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen
udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være
danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste
af det 15. århundrede forsøgte især svenskere uden held at opløse
Kalmarunionen,[20] men i 1523 efter Christian 2.'s stockholmske blodbad lykkedes
det for Gustav Vasa i samarbejde med Lübeck at slå Christian 2. og genoprette
Sverige som en selvstændig kongemagt.[21] Kalmarunionen var død, men Norge
og Danmark forblev i personalunion.

Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene

Uddybende Uddybende artikler: Danmarks historie (1536-1660) og
Svenskekrigene
1536 og Grevens Fejde
Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab
og troskab" til kong Christian 2. og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik,
som kong Frederik 1. Det og Martin Luthers lære, var i de næste ti år grund til
borgerkrig: Reformationen begyndte at spille en rolle under de komplicerede
magtforhold.

Grevens Fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for
det oprør, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene
mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bøndernes/borgernes kandidat,
Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han
fulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig
og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev Johan Rantzau, og med
støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 den unge, protestantiske
konge at vinde magten, og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en
betydelig øget indflydelse: Kongerne skulle underskrive en såkaldt håndfæstning,
der ofte blot tjente rigsrådet og adelens interesser.

Konflikter mellem Danmark og Sverige

På trods af Kalmarunionens opløsning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige,
der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser
i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Øsel. Dette forhold
var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke kunne leve med. I 1563
indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev
uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at
slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig.
Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen
og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil
højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.[22][23]

Christian 4. og fejlslagen politik

Uddybende Uddybende artikel: Svenskekrigene
Svenskerne går over isen i 1658. Billedet er ikke en realistisk fremstilling.
Christian 4.'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og
København viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men
måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af
de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige
trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i
ærgrelse over at Sveriges kong Gustav Adolf havde væsentlig større succes i sin
kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christian. I 1643 fik svenskerne nok
af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til
at slutte Freden i Brömsebro. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens
Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.[24]

Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til
svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et
formålsløst og kostbart felttog i Polen, så Danmark det som en chance. Men
Danmark kunne ikke sejre over svenskerne i Nordtyskland, der hjulpet af en
usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med
undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så
ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm,
Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke
den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København.[25][26][27]

Enevælde og revanchistisk politik

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1660-1814)
Kongen blev "i sin rede" og var stadig konge af Danmark-Norge. Nederlaget betød
en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor
indflydelse på dansk politik. Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens
militære svigt under svenskekrigene, og i 1660 støttede stænderforsamlingerne
kong Frederik 3. i indførelsen af enevælden. Det danske monarki, der var et
valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært
arvekongedømme.[28][29][30] Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par
år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere
centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 og Ole
Rømers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler.
Målet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og genvinde de tabte danske
provinser. På kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til
en kapabel stat igen, og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt af Danmark for at
genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke
interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev
derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i Den Store
Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser
var tabt for altid.[31][32][33]

Lang fred, oplysningstid og kort krig med store følger

Uddybende Uddybende artikler: Danmarks historie (1660-1814) og
Oplysningstiden
Den florissante periode i fredstid
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks kolonitid

Danmark-Norges besiddelser i 1800.

Efter flere hundrede år med krige, pest og dårlig økonomi,[34] indtraf 80-år med
fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter
fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk
højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være
neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en
række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille
en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik
oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindssyge kong Christian 7.'s
reformvenlige livlæge, Johann Friedrich Struensees korte regering.[35] Den
oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og Preussen, var et
forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden.
Johan Hartvig Ernst Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff og Christian Bernstorff var
afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende
nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede Ove
Høegh-Guldberg, da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog
magten i 1772.[35] Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere
Frederik 6.) kup i 1784.[36] Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande
betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i Indien (Trankebar),
Caribien (De dansk-vestindiske øer) og Afrika (Ghana) og udgjorde dermed et
højdepunkt i Danmarks kolonitid.

Landboreformer
Uddybende Uddybende artikel: Landboreformerne
Inden den Franske Revolution (en konsekvens af lang tids adelig arrogance og
ligegyldighed over for de franske undersåtter) havde Danmark i 1788 besluttet at
ophæve stavnsbåndet. Dermed fik fæstebønder muligheden for at blive frie. Det
var især foranlediget af C.D.F. Reventlow. Selv om reformen ikke fik effekt med det
samme, skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejere, og det
gav markedet for fødevarer et enormt løft. Det var også et godt eksempel på,
hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.[37]

Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene

Uddybende Uddybende artikel: Englandskrigene
Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var
utilfredse med den danske handel med Frankrig. For at kunne forsvare sin
neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og
Rusland. Det valgte England at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på
straffeekspedition mod Danmark, og admiral Nelson vandt Slaget på Reden ud for
København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet,
men blev uden varsel angrebet af England i 1807, hvor hele den danske flåde blev
stjålet eller ødelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle
falde i hænderne på Napoleon. Danmark havde altid været en stor søfartsnation
og havde nu mistet sit magtmiddel. Landet gik bankerot i 1813, og ved Freden i
Kiel året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige på
grund af Englands angreb. Poul Martin Møller siger med nogen ironi: "Danmark er
et lidet fattigt land".[38][39]

Rigsdelingen i 1814
Efter mere end 400 år blev tvillingeriget Danmark-Norge delt i 1814, da den norske
del blev afstået til Sverige som følge af Napoleonskrigene. Norge var en mindre
folkerig del af tvillingeriget, men havde sikret tvillingeriget og kongen i København
store indtægter fra naturrigdomme. Begge riger anvendte det danske sprog, i
Norge kaldt "norsk" der udvikledes til bokmål, og de kulturelle bånd mellem de to
adskilte lande blev holdt i hævd.

Borgerskab, guldalder og Grundlov

Uddybende Uddybende artikler: Danmarks historie (1814-1848) og Den danske
guldalder
Danmarks nye rolle
Ved Wienerkongressen i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden
særlige hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der
fuldstændig var underlagt de store magters vilje.[40] Paradoksalt blev tiden en af
de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge
danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi
m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den (omkring 1900) navnet
Guldalderen.[41] Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i Søren
Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, C.W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen,
August Bournonville og H.C. Ørsted. To af dem var børn af borgerskabet i
København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også
snart begyndte at blive politisk.

Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849

Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en
bølge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det
fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier: I 1830 udbrød en
nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille krav. For
at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om
genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet. Nu også med borgere
og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne
være rådgivende, bredte utilfredsheden sig. Få ville have en gammeldags
stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på
bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed.

Den grundlovgivende forsamling forsamlet i oktober 1848.

Stænderforsamlingerne blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de
kun havde rådgivningsmagt, blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner
om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong Christian 8. ikke
indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af
1840'erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla
Lehmann blev styrket, så da revolutioner brød ud over hele Europa i 1848, blev
danskerne ansporet til at kræve forandringer, og den nye kong Frederik 7.
underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det
konstitutionelle monarki var indført.[42]

Det slesvigske spørgsmål

Uddybende Uddybende artikel: 1. slesvigske krig
Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe
problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens
Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller
Sønderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en
konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner
krævede slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark, og
Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere
det, og Danmark gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning.[43]
[44] Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye danske
demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.[45]

Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1848-1901)
Junigrundloven havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet
domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget med
de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter
Bondevennerne på hver sin side.[46]

Ny grundlov og endnu en krig

Uddybende Uddybende artikel: 2. Slesvigske Krig
Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det tyske forbund
ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede Danmark at udskille det
tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med
Novemberforfatningen fra 1863. Det var et brud på middelalderlige aftaler og
London-protokollen fra 1852. Det gav Preussens kansler Otto von Bismarck
mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark.
Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeåen lidt syd for Kolding, og det
nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland,
afløstes af et konservativt styre de næste mange år.[47]

Industrialisering
Uddybende Uddybende artikel: Industrialiseringen i Danmark
Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den
tabte krig i 1864. Citatet skyldes den københavnske digter H. P. Holst, der i 1872
udtalte ordene.[48] Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært
England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev
begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede
i vækst. I 1800 boede der 100.000 i København. Efter åbningen af voldene cirka
1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store
industrialisering fik også konsekvenser politisk: en arbejderbevægelse begyndte at
spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af
Louis Pio. Det dominerende parti, Højre, hovedsageligt godsejere fandt sammen
med en del bønder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da
Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede
regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om
folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove (provisorietiden 1875-94).
Da Estrup gik af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten til 1901.[45][49]

Systemskifte og verdenskrigene
Folkestyre
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1901-1945)
I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indførelsen af
parlamentarismen ved systemskiftet, da det lykkedes Venstres flertal i Folketinget
at fratage Højre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret
til at vedtage finansloven (statsbudgettet). Dermed blev det folketingsflertallet,
som satte rammerne for lovgivning og magtudøvelse i Danmark, og kongen kunne
ikke vilkårligt indsætte en regering. Det blev dog ikke Venstres leder I.C.
Christensen, men J.H. Deuntzer, som fik posten som regeringsleder. Allerede i
1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden har intet parti haft
flertal alene, og Danmark er blevet regeret af samarbejdende partier. Den danske
parlamentarismen lyder: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i
Folketinget imod sig.[50]

Første verdenskrig
Danmark havde som et lille land op til 1. verdenskrig ført en meget målrettet
væbnet neutralitetspolitik, men balancerede på en knivsæg, for landet var
økonomisk tæt forbundet med England og havde Tyskland lige mod syd. Danmark
havde store fæstningsværker omkring København og havde udvidet hæren og var
forberedt på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning, og
landet kunne redde sig igennem krigen. Det lykkedes at få gennemført
demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915.
Efter Tysklands nederlag kunne Nordslesvig genforenes med resten af landet efter
en folkeafstemning i Sønderjylland. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den
nye grænse og et tysk mindretal nord for den.[51]

Mellemkrigstid
Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de
liberale gik nu helt over til det tidligere Højre (nu det Konservative Folkeparti).
Under den verdensomspændende, økonomiske krise i 30'erne, som også ramte
Danmark meget hårdt, blev det Socialdemokratiet, der under Stauning og i
samarbejde med de radikale regerede fra 1929 til 2. Verdenskrig. Det begyndte i
løbet af 1930'erne at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en
ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det især var de radikales
opfattelse, at det alligevel intet ville nytte mod den tyske hær Danmarks ringe
størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.[52]

Anden verdenskrig
Uddybende Uddybende artikler: Invasionen af Danmark i 1940 og Besættelsen

Kong Christian 10. rider gennem København på sin fødselsdag i september 1940.
På trods af Danmarks erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. verdenskrig
og stik mod den ikke-angrebspagt, Danmark havde indgået med det nazistiske
Tyskland, besatte tyske tropper Danmark den 9. april 1940. Besættelsen var
usædvanlig ved at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og
at regeringen blev siddende. Besættelsesmyndighederne overlod meget af den
daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under
våben og i funktion. Efterhånden gjorde tyskernes pres det besværligt at
opretholde en tålelig hverdag for befolkningen, og den 29. august 1943 trådte
regeringen tilbage efter stor uro og strejker. Nazisterne tog magten over landet, og
den 19. september arresteredes politiet, og al politimagt var på tyske hænder.

Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem departementschefstyret til
befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen
betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som
generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret
ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af de
danske jøder til Sverige ved en storstilet redningsaktion, så de undgik at blive
deporteret til koncentrationslejre i Tyskland.[53][54]

Efterkrigstid og kold krig

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1945-1990)
Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det
ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund på grund af Sveriges
insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i NATO,
der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale.
Danmark var blandt de stiftende lande i Forenede Nationer, men historien om at
Danmark stillede store forventninger til organisationen er mødt med kritik.
[hvilke?][52][55][56] I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse
danske politikere som venstre-statsministeren Knud Kristensen opstod der efter
1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et
bredt flertal i Folketinget afviste det.

I 1953 blev Grundloven ændret: Grønland ophørte med at være en koloni.

Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national
suverænitet. Kvindelig arveret til den danske trone; Frederik 9.s ældste datter
Margrethe kunne blive regent på bekostning af arveprins Knud.[57]
I løbet af 1950’erne kom økonomien langsomt på fode igen, og regeringerne
arbejdede videre på at skabe et trygt velfærdssamfund. Især kvindernes indmarch
på arbejdsmarkedet blev skelsættende. Den stigende velstand betød, at selv
almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, køleskab, bil, tv,
charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra
landområderne, og det fik to virkninger: industrien fik en betydelig
arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende
mekanisering.[58]

De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev pløjet med
traktorer og høstet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket
til sommerhusgrunde. Fra 1956 blev motorvejsnettet udbygget både på Øerne og i
Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle
forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet.[59]

I 1973 blev Danmark medlem af EF, det senere EU. Samme år udbrød der krig
mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende
arabiske landes organisation, OPEC, produktionen af råolie. Den følgende
usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt. Der fulgte en økonomisk
nedgangstid, og Danmark måtte optage store lån i udlandet.[60] Ved indgangen til
1980'erne havde Danmarks økonomi derfor store balanceproblemer: Lav vækst,
høj arbejdsløshed, høj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de
offentlige finanser.[61] I løbet af 80'erne indførtes en klar fastkurspolitik, der
efterhånden fik bugt med inflationsproblemet. Sidst i 1980'erne forsøgte
regeringen ved hjælp af en meget stram økonomisk politik, blandt andet den
såkaldte kartoffelkur, at vende betalingsbalanceunderskuddet til et overskud. Det
lykkedes også i 1990, men på bekostning af at skabe en ret dyb lavkonjunktur,
kendt som "de syv magre år" med stigende ledighed.[61] Blandt andet som følge
deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne.[62][63]

Danmark efter 1990

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1990-)
Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men
danskerne var tøvende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt,
hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede.[64]

I løbet af 1990´erne fortsatte de økonomiske reformer. Udbredelsen af

arbejdsmarkedspensioner og flere skattereformer, der nedsatte rentefradraget,
skabte en større dansk opsparing. En aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede
den strukturelle ledighed. Samtidig lykkedes det den socialdemokratiske regering
under Poul Nyrup Rasmussen med den såkaldte "kickstart" også at nedbringe den
konjunkturbetingede arbejdsløshed markant, og såvel udlandsgæld som offentlig
gæld blev efterhånden mindre. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere
aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt
med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999
deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.[65]

Som den første venstremand siden 1975 blev Anders Fogh Rasmussen
statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og
flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra
Socialdemokratiet. I 2004-08 var der igen højkonjunktur, arbejdsløsheden faldt til
under 3 procent, og både den danske udlandsgæld og den offentlige nettogæld
blev efterhånden helt afbetalt. Højkonjunkturen og den økonomiske politik førte
dog også til en prisboble på boligmarkedet, der forstærkede problemerne i den
efterfølgende finanskrise. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen
folketingsvalgene.[66] Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af
Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i
2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i Krigen mod terrorisme.

I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO og
finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten. Han tog initiativ til
tilbagetrækningsreformen, men mistede posten som regeringsleder ved valget i
2011, hvor socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt dannede regering med Det
radikale Venstre og SF. Hun blev dermed den første kvindelige statsminister i
Danmark.