Analyse

Tove Ditlevsen: Appelsiner

Appelsiner er skrevet af Tove Ditlevsen og udgivet i 1948, som en del af novellesamlingen
Dommeren. Novellen foregår under Besættelsen i Danmark, 1940-1945. På dette tidspunkt har
nazisterne stor indflydelse i Danmark. En del af den nazistiske politik omhandler udryddelse af
jøderne, og derfor er jødejagten også udbredt i besatte Danmark. Novellen tager fat i temaet
jødehad, og går i dybde med mulige årsager, som f.eks. misundelse og økonomiske forskelle.
Jøderne blev specielt hadet, da de var kendt som økonomisk kloge og gode forretningsmænd, der
havde råd til ekstra luksus. Mange tyskere og danskere blev misundelige, og opfattede det som om
de var røvet for den samme mulighed.

Appelsiner handler om grønthandleren Jonassen, der nægter at sælge appelsiner, til hans faste
kunde Fru Klingspuhr. Hun er jøde, og Jonassen forbinder hendes nærighed med dette. Fru Nielsen
får foræret 2 gratis appelsiner af Jonassen. Hun opfatter Jonassen som uretfærdig, men husker
dog senere at Fru Klingspuhr har en lejlighed med ekstra værelse, som Fru Nielsen selv kunne
bruge.

Novellen er en kort opdigtet historie, der reflekterer virkeligheden. Den er skrevet i præteritum,
og fortalt af en 3. persons alvidende fortæller. Der er få vigtige personer med i novellen, især
Jonassen, som vi følger i starten af novellen, og Fru Nielsen, som vi følger i slutningen af novellen.
Vi får et indblik i deres tanker og deres følelser. Synsvinklen skifter mellem disse to personer. ”Han
var overbevist om, at bilerne fik mere end hestevognene” (s. 70, l. 5). Her kan vi tydeligt følge
Jonassens tankegang. ”Hun så op mod bunden af den mægtige, solrøvende karnap og huskede på,
at Klingspuhr havde et værelse mere end de,” (s. 76, l. 28). Vi er inde i hovedet på Fru Nielsen, og
forstår hende bedre.

Jonassen er vores hovedperson. Han bliver fremstillet som en bitter mand med meget
selvmedlidenhed. Allerede i starten af novellen, er han sikker på, at han er blevet snydt for
appelsiner, selvom der ikke er noget bevis på det. ”Hele samfundet var gennemråddent og
korrumperet” (s. 70, l. 14). Han giver skylden, for sin egen manglende succes, til samfundet.
Jonassen er bitter over, at han har få kunder, og at hans drøm om egen butik aldrig er gået i
opfyldelse. Han er fattig.

Jonassens vrede stammer fra misundelse af hans velhavende medborgere, især kunden Fru
Klingspuhr. Hun er tilfældigvis udefrakommende jøde, og derfor associerer Jonassen nemt den
økonomiske ulighed, med de jøder der lever i befolkningen. ”De er et fremmedelement i
befolkningen, og hvis vi ikke holder dem nede, suger de al saft og kraft ud af os” (s. 73, l. 20). Han
har fordomme om jøder. De er nærige, alt for rige og stjæler hans mulighed for succes. For at lufte
sit jødehad, gemmer Jonassen appelsinerne fra fru Klingspuhr. Han gemmer den sidste ting
jøderne kan tage fra ham.

Det er også vigtigt for Jonassen at fremstå stærk og hård. Han vil virke ligeglad når en kunde giver
hans butik opmærksomhed, for at bilde dem ind, at han ikke har brug for deres hjælp. Han vil ikke
være sårbar, og vise at han har brug for andre. Derfor ser han også ned på sin kone. Hun er venlig
og imødekommende over for alle, om de er nye eller ej. Hun er ærlig, og viser hendes følelser til
kunderne. Han ser på hende som ynkelig. ”Hun kunne ikke lyve for kunderne, og hun kunne ikke
stå for venlig tiltale. Somme tider påstod han hun ødelagde forretningen for ham.” (s. 71, l. 6)

Fru Nielsen er en dansk kvinde, der bor i en lejlighed, som er lidt for lille. Hun reflekterer over
udstødelsen af jøder, efter hendes møde med Jonassen. Hun vil gerne være en god person. Fru
Nielsen synes først at udstødelsen er væmmeligt. Mange danskere håber på jødernes ulykke, så de
selv kan få noget af deres rigdom. ”Er det ikke væmmeligt? Ligefrem at gå og regne med andre
menneskers ulykke.” (s. 76, l. 18). Forsigtigt bliver hun dog overbevist om ideen. Fru Klingspuhr har
en god lejlighed, som hun gerne vil have. Det er nemt at tænke på sig selv først, og Fru Nielsen
bliver egoistisk. Hun planlægger at skrive sig op til lejligheden, selvom håbet om andres ulykke er
en væmmelig tankegang. ”Det var sikkert kun et tidsspørgsmål hvornår de tog fat på resten af
jøderne. De umennesker.” (s. 77, l. 22).

Fru Klingspuhr møder vi gennem Jonassen og Fru Nielsen. Hun er en velhavende jøde, der bor i en
stor lejlighed med hendes mand. Fru Nielsen beskriver hende som en god person. ”Så sød og
venlig hun altid er.” (s. 76, l. 2). Hun bruger sin tid på at handle ind i byen og drikke kaffe med
hendes veninder. Hun er fast kunde hos Jonassen, da hun får dårligt samvittighed hvis hun handler
et andet sted. I mødet med Jonassen viser hun medlidenhed og spørger ind til ham. ”Er det ikke
forfærdeligt at stå her i denne kulde, Jonassen?” (s. 71, l. 26). Hun er en fredelig person.

Fru Klingspuhrs solrøvende karnap er et symbol på jøderne, der bliver set som nogen der røver
rigdomme fra resten af befolkningen. Hendes ekstra værelse bliver også beskrevet som
meningsløst. Hun kommer ind i nogen andres samfund og tager mere end hun har brug for.

Fortælleren i novellen får Jonassen til at fremstå som en dårlig og ubehagelige person, og derfor er
perspektivet på jødeforfølgelsen negativ. Vi får medlidenhed med Fru Klingspuhr, da behandlingen
imod hende er uretfærdig. Selvom hun prøver at være venlig, er der mange som er imod hende.
Historien om naboerne der skriver sig op til jødernes lejlighed, og håber på deres flugt, så de selv
kan få lejligheden, viser deres egoisme. Nogens nød, er andres brød. Jødehadet i denne novelle
opstår på baggrund af misundelse. Befolkningen vil eje de velhavende jøders ting, og derfor håber
de på deres ulykke. Det er en absurd frastødende tankegang, og derfor opfatter vi jødeforfølgelsen
som en uretfærdig og trist hændelse.

Budskabet i denne novelle kan koges ned til: at give skylden for dine egne problemer, til en anden
gruppe, uden særlig grund, medfører udstødelse, og uretfærdig behandling. Jødehadet er en
ubehagelig ting, der viser folkets egoisme og selvmedlidenhed.

Appelsiner udforsker temaer som fordomme, had og menneskelige forhold. Novellen viser
hvordan personernes fordomme og holdninger hele tiden påvirker deres forhold til hinanden. Ved
stærke og meget negative fordomme, kan man ikke let komme af med dem igen, og der vil derfor
altid være en grøft mellem personerne. Fordomme definerer ikke en person, og er ofte ikke sande.
Når fordommene får lov til at bestemme dine handlinger, opstår der nemt had, uden nogen grund.
Med den her novelle kommenterer Tove Ditlevsen på den tid, historien er skrevet i, og den
politiske situation i Danmark. Den er en påmindelse om, at jødeudstødelsen blandt andet er skabt
af menneskets egoisme og trang til at have ting. Hun viser problemet gennem handlinger og
tanker i novellen, og sætter dermed fokus på den væmmelige natur disse personer viser overfor et
uskyldigt menneske. Vi reflekterer over, at alle er mennesker, og vi skal prøve at forstå hinanden
og vise medfølelse over for alle, også selvom de tænker anderledes eller har en anden status.