Computeren, fra bogen teknologi og historie, systime.

dk
I dag er computeren helt umulig at undvære. Den står i langt de fleste hjem – i mange hjem har man endda flere.
Den står på skoler og på arbejdspladser. Det er meget få danske virksomheder – om nogen overhovedet – der
ikke har en computer. Hertil kommer at der er indbyggede computere i en meget lang række af maskiner og
apparater – fra telefoner til vaskemaskiner, lyssignaler, biler og vindmøller. Også i virksomhederne er der
indbyggede computere alle vegne. En meget stor del af det ensformige rutinearbejde er for længst blevet
overtaget af mere eller mindre automatiserede maskiner.

FAKTA: ET MODERNE TRYKKERI

Lad os se på en typisk moderne virksomhed, fx et trykkeri. De emner der skal trykkes, gøres klar i et layout-
program på computere. Eventuelle billeder bearbejdes i et billedbehandlingsprogram og tegninger i et
illustrationsprogram. Billederne er måske endda blevet taget med et digitalt kamera. Det hele samles i en fil, der
overføres direkte til trykmaskinen. Maskinerne styres af computere, der overvåger processen og skrider ind, hvis
de registrerer uregelmæssigheder, fx justerer de løbende tilførslen af trykfarver. De færdige tryksager samles og
pakkes af computerstyrede pakkemaskiner.

På kontoret holder computere styr på lagerbeholdninger, på kunder, leverandører og ordrer. Regnskabet,

herunder moms- og lønningsregnskabet, føres vha. et elektronisk økonomiprogram. En stor del af
kommunikationen foregår via internettet og resten tastes ind på pc’ere og skrives ud på computerstyrede printere.
Også ordrerne (de ting der skal trykkes) sendes over nettet, som pdf-filer. De gamle traditionelle håndværk som
typografer, litografer og sættere er helt forsvundet og kontorarbejdet er blevet radikalt ændret
Hvis alle computere pludselig blev fjernet fra verden, vil hele samfundet gå i stå. Selvom vi klarede os uden
computere frem til 1950’erne og uden pc’ere frem til 1980’erne, så er vi i dag så afhængige af computere, at det vil
tage lang tid, før de moderne samfund igen fungerer – og meget af det, vi kan i dag, vil vi slet ikke kunne gøre
uden brug af computere. Hvis computerne forsvinder, vil vi ikke blot blive kastet tilbage til 1980’erne eller
1950’erne. Vi vil blive kastet endnu længere tilbage, fordi der ikke er nogen, der kan huske, hvordan man løste de
forskellige opgaver uden brug af computere.

Men selvom computeren først for alvor er blevet udbredt siden 1980’erne, så er opfindelsen af computer-princippet
overraskende gammel. Allerede i 1642 opfandt den franske matematiker Blaise Pascal en maskine, der kunne
lægge tal sammen, og i 1673 opfandt tyskeren Gottfried Leibnitz en maskine, der kunne gange tal. Man betragter
ofte Pascals maskine som det første rigtige skridt mod den moderne computer.

I 1725 opfandt den franske væver Basile Bouchon den første data-styrede maskine, en væv der blev styret ved
hjælp af huller i en papirstrimmel. Bouchons far var orgelbygger, og han havde derigennem viden om de
mekaniske orgler der fungerede vha. roterende cylindre med små pigge på (efter princippet enten var der en pig
eller også var der ikke). Man brugte et papir med huller i til styre hvor i cylinderen der skulle bores huller til
piggene.

Bouchons maskine var på samme vis udstyret med en papirstrimmel med huller. Senere erstattede hans assistent
papirstrimlen med en række sammenhængende hulkort. Maskinen var dog svær at bruge og blev ingen succes.

Det var først med franskmanden Joseph Maria Jacquards væv fra 1804 at man fik en funktionsdygtig og
fuldautomatisk vævemaskine. Den blev styret ved hjælp af en slags hulkort meget lig Bouchons maskine – og den
blev en stor succes.
Pascals regnemaskine. Det er (vistnok) verdens første mekaniske regnemaskine. Låget er taget af, så man kan se rullerne med
tal.
Gyldendals Billedarkiv

LÆS MERE I IBOGEN DEL

I afsnittet om Digitalisering kan du læse nærmere om, hvordan computere fungerer.

Og du kan se to billeder af Jacquards væve her i iBogen.

Det begyndte som underholdning DE

Computeren er imidlertid en opfindelse som har mange rødder. Og Pascals regnemaskine og Bouchons
vævemaskine er kun to af dem. Også vandorgler, spilledåser, tårnure, kukure, lirekasser, hammer- og valkemøller
mv. hører til rødderne. Det er alt sammen maskiner der bygger på princippet om 'noget' eller 'ikke-noget'.

Når et vandhjul med en lille tværpind drejer rundt, og tværpinden (eller tværpindene) udløser en bestemt handling,
fx at en hammer falder ned, så udnytter man jo netop forskellen på tværpind og ikke-tværpind. Det samme gælder
også når en tilsvarende mekanik får nogle klokker til at slå hver gang klokken bliver hel – eller endda nogle figurer
bevæge sig som man fx kan se på det astronomiske ur i Prag.

Det var dog i underholdningsbranchen at man først udviklede egentlige programmer forstået som en bestemt fast
rækkefølge af handlinger, her musiklyde. Det skete allerede for mindst 4-500 år siden i form af spilledåser hvor
man drejer en cylinderformet valse med små forhøjninger – pigge – rundt. Piggenene er placeret således, at de
rammer tynde metalpinde, der giver lyd, når de smutter forbi piggen. Der er adskillige metalpinde af forskellig
længde og tykkelse, og de lyde de afgiver, er derfor forskellige. Resultatet bliver lyde i forskellige toner og med
forskellige mellemrum.

I spilledåser kan man normalt ikke skifte valsen ud, men senest i begyndelsen af 1700-tallet havde man større
musikmaskiner hvor valsen kunne skiftes ud således at maskinen kunne spille forskellige melodier. Der var
forskellige af den slags maskiner; i dag kender vi dem mest som lirekasser.
Spillemand med lirekasse. Århus, i 1920’erne.
Børnene sælger papirblomster fra deres kurve.
Gyldendals Billedarkiv

Charles Babbages analytiske maskine DEL

Disse første ‘computere’ kunne kun én ting, fx at lægge tal sammen eller spille et bestemt stykke musik. Den
første maskine, der kunne programmeres, så den kunne udføre forskellige opgaver uden at man behøvede at
udskifte 'programvalsen', var den engelske matematiker Charles Babbages analytiske maskine.

Babbage døde imidlertid i 1871 uden at have fået bygget maskinen færdig, bl.a. pga. mangel på penge. Hans søn,
Henry Babbage, arbejdede videre med maskinen og fik i 1910 dele af den færdig. Regneenheden fra denne
maskine er udstillet på Science Museum i London.

i 1991 byggede Science Museum imidlertid en fuldstændig – og funktionsdygtig – udgave af

Babbages maskine, som man formoder han ville have den til at se ud. Den tager dog udgangspunkt i en tidligere
maskine Babbage lavede, men er udvidet med alle forbedringer han siden foreslog.
Charles Babbages analytiske maskine. Maskinen bestod af fire dele, og billedet her viser kun ‘møllen’, hvor alle beregninger
foretages.
Gyldendals Billedarkiv

Ada Lovelace (1815-1852). Engelsk matematiker. Hun samarbejdede med Charles Babbage og hjalp bl.a. med at oversætte en
artikel om hans regnemaskine. Hun nåede i den forbindelse frem til den konklusion, at det var nødvendigt at lave en plan – altså
et program – for hvordan beregningerne skulle gennemføres. Som supplement til oversættelsen lavede hun (i 1843) en
beskrivelse af et egentligt computerprogram. Litografi fra 1839.
National Portrait Gallery, London

Fra Herman Hollerith til Alan Turing og Konrad Zuse DEL

Den første der brugte en hulkort-maskine til at lave beregninger med tal, var tysk-amerikaneren Herman Hollerith. Hans
maskine blev i 1890 brugt til at bearbejde tallene fra en amerikanske folketælling – og det blev en så stor succes, at Hollerith
nogle år efter kunne oprette sit eget selskab. Det blev siden en del af grundlaget for IBM. Tællemaskinen her er fra 1895.
Peder Meyhoff (2015). Maskinen er udstillet på Teknisk Museum i Oslo.

En Enigma med forskudt bogstavplade. Når maskinen er i brug skal bogstavpladen (til venstre) monteres over det grå felt midt
på maskinen. Her sidder en lille elektrisk pære under hvert bogstav. Når man trykker på et bogstav på tastaturet, lyser pæren
under det bogstav som det skal 'oversættes' til, og derefter drejer et hjul som sikrer at der næste gang oversættes til et andet
bogstav. Brugeren skriver kodeteksten af og sender budskabet over radio. Modtageren kan så afkode budskabet vha. en
tilsvarende maskine.
Peder Meyhoff (2015). Maskinen er udstillet i Museumsbunkerne i Skanderborg

Den første der brugte en hulkort-maskine til at lave beregninger på et talmateriale, var tysk-amerikaneren Herman
Hollerith. Hans maskine blev i 1890 brugt til at bearbejde tallene fra en amerikanske folketælling – og det blev en
så stor succes, at Hollerith nogle år efter kunne oprette sit eget selskab, der bl.a. producerede hulkort. Dette
selskab blev siden en del af grundlaget for IBM – et firma, der endnu i dag er blandt de helt store inden for
databranchen.

Vi skal imidlertid helt frem til Anden Verdenskrig før den første elektromekaniske datamaskine blev bygget. Det var
den engelske Bombe der blev brugt til at afkode den tyske flådes Enigma-kodede meddelelser. De første modeller
blev taget i brug i 1940 og var baseret på matematikeren Alan Turings design. Den fik stor betydning for
varigheden – og måske også udfaldet – af Anden verdenskrig.

En af Turings kolleger, Jack Good, har om Turings indsats sagt:

Jeg vil ikke sige at det var Turings skyld at vi vandt krigen, men jeg tør godt sige at vi kunne have tabt den
uden ham.
Bomben (der på trods af navnet altså ikke var en bombe, men en computer!) kunne imidlertid kun udføre én slags
opgaver, og den første rigtige, programmérbare elektromekaniske computer var tyskeren Konrad Zuses Z3-
maskine fra 1941. Denne maskine fik mærkeligt nok ingen større militær betydning; faktisk arbejdede Zuse for det
tyske militær, bl.a. med at styre flyvende bomber, men man fandt åbenbart ikke grund til at videreudvikle maskinen
og tage den i brug til andre formål. I øvrigt Z3 havde Zuse i forvejen fremstillet både en Z1 og Z2 i hhv. 1937 og
1939; ingen af dem var dog elektromekaniske.

Ved siden af Bombe-maskinen arbejdede englænderne også med Colossus der blev verdens første elektroniske
computer. Den fungerede vha. radiorør og blev også brugt til dekryptering af tyske telegrammer. Tyskeren brugte
nemlig flere kodesystemer, foruden Enigma også Lorenz som Colossus blev bygget til at afkode. Den første
udgave af Colossus blev taget i brug i 1943.

Både Bomben og Colossus blev regnet for så vigtige at offentligheden først fik kendskab til dem flere årtier efter at
krigen var slut (efter Anden verdenskrig fulgte jo Den kolde krig hvor der bestemt også var brug for maskiner til at
afkode krypterede meddelelser).

I 1944 blev amerikanerne færdige med en tilsvarende maskine, også med radiorør – Mark 1 – bygget af Howard
Aiken i samarbejde med IBM. Den blev ligesom Zuses maskiner bl.a. brugt til at beregne banen for raketter.

Selvom udviklingen frem mod den moderne, digitale, elektroniske og programmérbare computer egentlig begyndte
for lang tid siden, var det militærets behov der for alvor satte gang i udviklingen – så også her kan man kan se
hvordan krig har affødt nye opfindelser.

SE MERE OM BOMBEN OG ALAN TURING DEL

Filmen The Imitation Game (fra 2014) er baseret på Alan Turings liv med særligt fokus på arbejdet med at bryde
Enigma-koderne. Den er instrueret af nordmanden Morten Tyldum og blev vist i danske biografer i 2015. Filmen
giver et spændende og dramatisk indtryk af forsøget på at få Bombe-maskinen til at fungere.

Det er dog en film, og den er blevet kritiseret for flere historiske fejl; den vigtigste er at det fremstilles som om
arbejdet udføres af Turing sammen med en lille flok kolleger, men i virkeligheden var der flere tusinde mand om
arbejdet. Filmen indeholder også flere fiktive elementer der er med for at gøre filmen mere spændende, men som
altså er opdigtede.