• NOTER FRA UNDERVISNING:

Fra medieoptimisme til mediepessimisme:

Brecht, Benjamin Hans Magnus Enzensberger, Jenkins, Rainie & Wellman er alle medieoptimister.

Adorno er fx kritisk over for medierne som værende positive.

Bertolt Brecht:
Skriver tekster, han kalder for 'radioteori' i slut-1920erne. Radiomediet- og radioteknologien, at
denne teknologi kan afstedkomme kommunikation mellem mange mennesker, og gøre, at alle
mennesker kan være producenter.
Han vil have, at radioen skal være dialogisk; dét, som er galt, mener Brecht, at radiomediet ikke er
det. Det er en politisk tilgang til radiomediet. At mediet skal præge samfundet og mangfoldigheden.
Det, som Brecht kan lide ved radioen, er at den har mulighed for at være kollektiv.

Walter Benjamin:
Benjamin betragter teknikken som produktivkræfter; at den kan skabe demokrati, men
produktionsforholdene blokerer for disse demokratiske kræfter.
Han er begejstret for maskinen og den ny teknologi, og at den nye teknologi kan reproducere og
reproduktionen er ideal for Benjamin; at kunsten kan komme ud til masserne, uden ret meget
arbejde.
Idealet for Benjamin er, at alle skal være producenter af medier og kunst; at kunsten skal være for
alle.
Det er detaljen, som er vigtig for Benjamin - alle helheden.

Public service:
Det, som er pointen, er at det er vigtigt, at der er et medie, som kan oplyse folk; det er en modvægt
mod det private marked. Public Service har krav om fx: alsidighed, pluralisme, objektiv journalistik,
oplysning, aktualitet, samt krav om fiktion.

Henry Jenkins:
Siger, at medierne kan skabe demokrati. Han trækker på en amerikansk tradition om civilsamfundet;
at man har en vis skepsis over for staten; at man skal klare sig selv så vidt muligt, som man kan. Han
ser populærkulturen som et samarbejdsmedie. Han ser digital kultur som muligheden for, at mange
kan kommunikere med hinanden; dét, han vil have, er at borgeren er aktiv - de er både forbrugere og
nogle, som laver noget selv.

Han nævner fx Jon Stewart Show som værende et sted, hvor mange amerikanere får deres politiske
viden.
Det handler for Jenkins om at afvikle mainstream-kultur og at forene det individuelle med det
kollektive. Idealet er 'bottom up' for Jenkins.
Jenkins' 'Do-it-Yourself': At de enkelte mennesker selv skal sætte deres egen dagsorden.
Dét, som Jenkins siger, er at man kan få en ny offentlighed via internettet og den nye teknologi. Det
samme siger Habermas, men det er ikke en god offentlighed, man får.7
Hos Jenkins er 'det legende' positivt; at man kan manipulere med de tekster, man får.

Push-medier:
Nogle skal oplyse, belære. Dette er fx idealet for Habermas.

Pull-medier:
At der er en logik, hvor man selv kan vælge.

Adorno:
Siger, at den demokratiske udvikling ikke har blik for, hvad der sker. Han siger bl.a., at amerikansk
kultur er standardiserende. Han hader fx jazz, han hader amerikansk musik.

Rainie & Wellman:

Hos Zuboff er det vigtigt, at familien fungerer som analogt nærværende. R & W siger, at dette ikke
har betydning; fx at det er godt, at man kan sidde med sin tablet, når man er sammen med familien,
da det gør, at de er socialt aktive.
Zuboff siger også, at man tror, at man er fri, men det er man ikke, siger hun.
Via teknikken knytter man sig til mange mennesker, mener R & W. Og man bliver et mere sammensat
individ via dette.
Man har et personligt 'jeg', man interagerer med mange mennesker, men det betyder samtidig, at
privatlivet invaderes af det offentlige. Fx dét, at man tager arbejdet med hjem.
Dét at 'brande' sig selv, er positivt i R & Wellmans forstand. De forbinder ikke dette med narcissisme
fx
R & W er overvejende positive over for de sociale medier; at man kan skabe fællesskaber på kryds og
tværs.
R & W siger også, at familien som et fællesrum bliver decentraliseret.

Zuboff, top-down som pseudofrihed:

Der høstes data om individerne, men individerne har ikke viden om dette. Men det har
virksomhederne, der anvender disse data via algoritmer. Derfor har individerne ikke stor frihed, da
algoritmerne kan forudsige, hvad du gør. Derfor er det pseudofrihed.
Tesen 'imperialismen indover' (1975-76); at individet imperialiseres; at man ikke længere har sin egen
sjæl, siger Zuboff.

Durkheim:
Han snakker om det organiske samfund; det er dét, man får i det moderne industrielle samfund; at
man accepterer dette hierarki. Han siger, at USA som organisk samfund er ved at forsvinde.

Transgressive intimate self:

Når individet overskrider sit eget billede, og kommer til at afsløre, hvem det virkeligt er.

Habermas:
Hvad der er afgørende for ham, er offentlig kommunikation; han spørger, hvor stor rækkevidde den
demokratiske debat har i medier i dag.
Han taler positivt for redigering; han har en forestilling om, at der er nogle autoriteter, som har ret og
som skal følges.
Han snakker ikke om, at nutidens politiske debatter er affektive, for for Habermas er det det
rationelle, som er vigtigt. Så der er noget i den moderne debatkultur, som han ikke har blik for.
Læseintensiteten falder fra 38 minutter i 1980 til 15 minutter i 2020 - de visuelle medier vinder på
bekostning af skriftlige medier.
Han snakker om 'kompleksitetsreduktionisme'; at dem, som kan se, at verden er kompleks - de har
fordelen og de mennesker, som ikke kan se, at verden er kompleks - de tager fejl.
På den ene side, taler han om demokratiet, men på den anden side, så diskvalificerer han de
mennesker, som ikke har de samme holdninger, som han selv.
 Reckwitz og singulariteternes samfund:
Han snakker fx meget om det senmoderne samfund frem for det postmoderne samfund.

Medierne er med til at udfordre mennesker og gøre mennesker klogere. Alle teksterne handler om et
'ikke-udfoldet potentiale'.

• Networked: The New Social Operating System

By
Lee Rainie, Barry Wellman
The MIT Press
DOI: https://doi.org/10.7551/mitpress/8358.001.0001
ISBN electronic:
9780262301190
Publication date:
2012
s. 3-20 + s. 77-80

1 The New Social Operating System of Networked Individualism

Teksten starter med at beskrive, hvordan Trudy falder, slår sit hoved, og hendes mand, Peter, hjælper
hende til hospitalet, hvor hun bliver opereret og hendes chancer for at overleve 50/50, og ud af disse
odds, får 3 ud af 4 disabilities (Rainie & Wellman, 2012: 3).
Trudy overlever og Peter sender de billeder, han har taget af hende videre til venner og bekendte, og
indenfor 36 timer, har flere sendt ham emails med opmuntring etc. (Rainie & Wellman, 2012: 3).
Derefter kom lokale venner og hjalp Peter med praktiske ting (Rainie & Wellman, 2012: 3).

Venner delte historien om Trudy på lokale radiostationer etc. ; bl.a. var der én ved nacn Lisa Kimball,
som vidste, at det var ydmygende for Peter at bede om penge, så hun sendte en check selv, og en
efterfølgende email til flere i sit netværk, der begyndte at gøre det samme; altså sende checks ud fra
den email, de modtog (Rainie & Wellman, 2012: 4).

Peter får senere et slagtilfælde, og får i dette tilfælde råd fra en vens kone (én, han aldrig har mødt)
om at søge hjælp (Rainie & Wellman, 2012: 5).
Peter får yderligere hjælp ud fra en hjemmeside, som han, hans kone og deres venner har lavet; fx
med madleveringer, transport, følelsesmæssig støtte etc. (Rainie & Wellman, 2012: 5).
Dette fik Peter og Trudy (hans kone) til at reflektere over den magt, som sociale netværk har, så de
sendte nye mails til deres venner, hvor de medierede 'the art of networking', hvor de delte pligter og
tjenester med hinanden (Rainie & Wellman, 2012: 5).
Om dette siger Peter: "We have learned so much about out own resilience and that of out networks.
Each relationship is a source of unique nourishment that has contributed to out healing and recovery.
We thought we knew a lot about the art of networking, but this was a whole new experience" (Rainie
& Wellman, 2012: 5).

Networked Individualism
Pointen med ovenstående er også, at (på daværende, da teksten blev skrevet) teknologien, såsom
internet, tv (og nu smartphones, sociale medier etc.) ikke er dét, som mennesker er 'hooked på';
det er menneskerne, som man er 'hooked på'; man netværker som individer frem for i grupper; det
er individet, der er i fokus, ikke familien eller 'den samlede sociale gruppe' (Rainie & Wellman,
2012: 6). √
Peter og Trudys fortælling handler om mere end sociale netværk; den handler også om 'network
individualism' (Rainie & Wellman, 2012: 6).

Denne 'network individualism', kalder Rainie & Wellman for et 'operating system', da denne
illustrerer, hvordan mennesker kommunikerer og kædes sammen og udveksler information, på
samme måde som samfundet gør det; og på samme måde, som samfundet har regler og restriktioner
og muligheder, så har disse 'operating systems' og netværk det samme (Rainie & Wellman, 2012: 7).
Peter og Trudy brugte deres netværk til hjælp; deres menneskelige netværk, på lignende måde som
man kan anvende sine sociale netværk til at bede om hjælp etc. (Rainie & Wellman, 2012: 7).

Selvom, at der var mennesker i Peter og Trudys netværk, der ikke kendte hinanden, skaffede de
alligevel hjælp fra disse - for dem ukendte - mennesker (Rainie & Wellman, 2012: 8).
Netværk har altid eksisteret og er altid blevet anvendt, men det er måden, hvorpå disse nye måder at
anvende netværk på, der er anderledes; selvfølgelig via internettet (Rainie & Wellman, 2012: 8).
Samtidig stiller det spørgsmålet: 'Gør denne onlineverden og internettet folk mere ensomme eller
skaber det flere og bedre muligheder?' og samtidig indikerer undersøgelser, at de mennesker, som
har denne holdning ser denne nye onlineverden gennem en tilskygget lænse (Rainie & Wellman,
2012: 8).

"The networking operating system gives people new ways to solve problems and meet social needs. If
offers more freedom to individuals than people experienced in the past because now thay have more
room to maneuver and more capacity to act on their own" (Rainie & Wellman, 2012: 9).
Det afstedkommer også, at disse former for netværk 'tvinger' folk til at skabe nye, kreative løsninger
på de problemer, de har (Rainie & Wellman, 2012: 9).
Men denne 'networked individualism' kan både være socialt krævende, samtidig med, at den er
socialt befriende, da den kræver, at man skal organisere og huske, hvem der og hvornår det ene
menneske kan hvad etc.; altså, hvilke kompetencer de har, tidspunkter de er ledige på etc. (Rainie &
Wellman, 2012: 9).
Disse online-relationer kan dog også have de ulempe, at internettet har så mange distraktioner, der
kan afstedkomme, at man skaber overfladiske og midlertidige relationer, idet, at man hurtigere
distraheres til at bruge sin tid på andet end disse relationer (Rainie & Wellman, 2012: 9).

Tidligere generationer anvendte ikke teknologien som 'problemløsningnsværktøjer' i så høj grad, som
den nuværende generation gør; de lavede heller ikke så personlige statusopdateringer eller
'nyheder', som den nye generation (Rainie & Wellman, 2012: 10).
Trudy finder også, at onlinelivet kræver mere af hendes opmærksomhed ift. Sine personlige
relationer (Rainie & Wellman, 2012: 10).

Peter og Trudys 'social networks' startede, da de begyndte ta udvikle social networking concepts
software, hvor de i denne proces lod deres medarbejdere arbejde i små grupper; de fik dem til at
indse, at det ikke specifikt er grupper, de arbejder i, men netop sociale netværk, for at se, hvordan
mennesker arbejder sammen og skaber relationer (Rainie & Wellman, 2012: 11).
The Triple Revolution's Impact on How Networked Individuals Live Their Lives
Det sociale netværk, internettet og mobiltelefoner skaber et skift fra menneskers liv; ét, som
bevæger sig væk fra kernefamilien til de sociale og/eller de digitale medier, men dette har bl.a. skabt
en form for stress om ikke at ave en fast base (Rainie & Wellman, 2012: 11).
Internettet har ydermere skabt en større 'communication-power' for mennesker (Rainie & Wellman,
2012: 11).
Internettet har samtidig gjort, at mennesker selvstændigt kan udgive, hvad de vil, og det skiftet fokus
fra at have kontakt med familien til den individuelle (? - det skal jeg lige læse op på) (Rainie &
Wellman, 2012: 12).
For det tredje har denne Mobile Revolution gjort, at mennesker kan få adgang til venner og
information, når de vil, og samtidig bliver dét, at mennesker er adskilt fra hinanden mindre
betydningsfuldt (Rainie & Wellman, 2012: 12).
Disse tre punkter skabte network individualism, der groft sagt betyder, at mennesker fungerer mere
som sammenkoblede individer end de gør som gruppe (Rainie & Wellman, 2012: 12).
Dette afstedkommer også, at man kan have flere små netværk, frem for ét 'home community' - altså
et kernenetværk (Rainie & Wellman, 2012: 12).
Man bliver samtidig mindre afhængig af et permanent medlemskab i en grupper, da man er
'deltidsmedlem' af mange forskellige grupper (Rainie & Wellman, 2012: 12).

De sociale netværk fungerer kun, fordi der er mennesker, som anvender dem eller fungerer kun ud
fra den måde, hvorpå mennesker anvender teknologi (Rainie & Wellman, 2012: 13).
Der er kritikere, der mener, at dette kan skabe social isolation, men Rainie & Wellman siger, at
internettet og mobiltelefoner skaber større og mere forskelligartede relationer (Rainie & Wellman,
2012: 13).
Rainie & Wellman mener dog, at internettet kan være med til at skabe mere kontakt til venner; også
de venner, som man ikke til daglig har så meget kontakt med; det kan skabe et større miljø for
kontakt mellem diverse vennegrupper eller familie eller bekendte etc. (Rainie & Wellman, 2012: 13).
Internettet er især godt for kontakt med mennesker uden for ens egen by, og man kan samtidig
udvide sin omgangskreds via dette (Rainie & Wellman, 2012: 13).

"The line between information, communication, and action have been blurred: Networked individuals
use the internet, mobile phones, and social networks to get information at their fingertips and act on
it, empowering their claims to expertise (whether valid or not)" (Rainie & Wellman, 2012: 14).
Fx kan man ved sygdom Google sig frem til, hvad man fejler ud fra de symptomer, man har, frem for
at spørge en læge til råds; dvs., at man bruger internettet frem for mennesker med en dokumenteret
ekspertise (Rainie & Wellman, 2012: 14).
Og internettet har samtidig skabt et forum for 'amatør-eksperter', der kan komme med deres mening
og 'ekspertise' (disse i anførselstegn, da det netop indikerer, at de ikke er eksperter) (Rainie &
Wellman, 2012: 14).

Samtidig bygges flere og flere personlige forhold på bestemte former for karaktertræk, ikke
menneskets fulde personlighed (Rainie & Wellman, 2012: 15).
Samtidig kan alle ens identiteter, såsom jobs, uddannelse, hobbies etc. Overlappe afhængig af
konteksten 8Rainie & Wellman, 2012: 15).
De hierarkiske forhold mellem fx ens selv og ens chef, er mindre åbenlyse (Rainie & Wellman, 2012:
15).

Dét internettet også gør, er at det øger muligheden for at koordinere og kontrollere på afstand; at
man kan kommunikere selvom, man er langt fra hinanden fysisk, hvilket også vil sige, at dét fx at
arbejde hjemme bliver mere og mere udbredt (Rainie & Wellman, 2012: 16).
Dvs., at dét at arbejde hjemme, kan give en større fleksibilitet, men det kan også medbringe den
byrde, at man kontant føler de krav, der stilles fra arbejdspladsen om at skulle fuldføre opgaver
(Rainie & Wellman, 2012: 16).
"In short, 'home' activities have invaded work while 'work' activities have invaded homes" - altså, at
grænserne mellem hjemmet og arbejde er flydende (Rainie & Wellman, 2012: 16).
Det afstedkommer også, at grænsen mellem det private liv og det offentlige liv, er sløret (Rainie &
Wellman, 2012: 17).
Fx kan dét at tale om intime ting på internettet eller i offentlugheden, nu betragtes som en mere eller
mindre normal ting at udføre (Rainie & Wellman, 2012: 17).
Menneskers gøren og laden på internettet eller i netværk, kan også være en vigtig del af dét at skulle
opbygge en troværdighed; de sociale medier er ydermere med til at skabe et 'let-it-all-hang-out'-
netværk; altså, hvor man lader alle private ting komme til skue (Rainie & Wellman, 2012: 17).
Der er en større transparens ind i menneskers liv, og der tabes noget privat i denne transparens
(Rainie & Wellman, 2012: 17).

Det er en måde at overvåge, hvad andre mennesker gør, og som CEO for Google, Eric Schmidt siger:
"[…] We know where you are. We know where you have been. We can more og less know what
you're thinking about" (Rainie & Wellman, 2012: 18).
Man skulle tro, at dette vil afskrække mennesker fra at anvende de sociale medier og netværk, men
det har vist sig at være omvendt (Rainie & Wellman, 2012: 18).
Is the Triple Revolution Having a Good or Bad Impact on Society?
Der er større og bedre muligheder for at anskaffe sig information, information bliver større,
nyhederne bliver flere (eller mængden af nyheder, man kan læse), man kan flå flere værktøjer til at
tilgå den information, man vil have, man kan skabe mere information selv (Rainie & Wellman, 2012:
18).

De sociale netværk eller 'online-netværk' skaber flere forskellige ting, fx havens; hér gives en
tilhørsfølelse, hvor man også får følelsen af at blive hjulpet; bandages; hér får man følelsesmæssig
støtte fra andre; der skabes safety nets, der skal afbøde de kriser, man kan komme i og der skabes en
form for social capital, der skal være med til at forandre de situationer, som kan være kritiske eller
som man bare gerne vil have forbedret; såsom at få et større hus, et bedre job, en ny ægtefælle etc.
(Rainie & Wellman, 2012: 19).
Det er en verden, der gør, at man kan udvide sit netværk på en måde, man ikke troede mulig (Rainie
& Wellman, 2012: 19).
Alle disse former for sociale netværk bygger på tillid, uanset om det er personligt, business, osv.
(Rainie & Wellman, 2012: 19). Tillid er fundamentet for, at de kan fungere.
"Moreover, the effects of networked individualism often depend on personality traits and
environmental contexts" (Rainie & Wellman, 2012: 19).

2 The Social Network Revolution

Der er mange, som tror, at de sociale medier begyndte i 2004, da Facebook kom frem, men Social
Network Revolution kom før The Internet Revolution og The Mobile Revolution, men der har været
mindre fokus på den (Rainie & Wellman, 2012: 75).
"A social network is a set of relations among network members - be they people, organizations, or
nations" (Rainie & Wellman, 2012: 75).
Det er dét at være indlemmet i et netværk, der giver muligheder, begrænsninger, alliancer etc.; det
er byggesten, der samles af individer, som er sammenkoblede og som arbejder i fragmenterede, men
specialiserede netværk (Rainie & Wellman, 2012: 75).
Det er forholdenes karakteristika, og hvordan det enkelte medlem indlemmes i disse sociale netværk,
som er det vigtigste (Rainie & Wellman, 2012: 75).

The Culture of the Internet

Sociologen Manuel Castells siger, at der minimum fire forskellige kulturer, som har formet internettet
(Rainie & Wellman, 2012: 77):
1. Techno-elites, som er dem, der har skabt det etiske i den åbent videnskabelige og teknologiske
udvikling på internettet - eller, hvordan denne fungerer på internettet (Rainie & Wellman, 2012:
77). Det er samtidig dét at belønne de programmører, som fordrer åben kommunikation via den
software, som de designer (Rainie & Wellman, 2012: 77).
"The culture of the internet is rooted in the scholarly tradition of the shared pursuit of science,
of reputation by academic excellence, of peer review, and og oppenness in all research
findings, with due credit to the authors of each discovery" (Rainie & Wellman, 2012: 77).
2. Hackers, er den anden gruppe; en gruppe, som ofte beskrives som værende 'the bad guys', men
disse hackers dedikerer dem selv til at udvikle og udvide en software, der skal kunne fungere på alle
former for computere og internetservere (Rainie & Wellman, 2012: 77).
"They believe ind innovation without prior permission" (Rainie & Wellman, 2012: 77-78).

Hackerkulturen centrale værdier handler om en frihed til at skabe noget i et forum, hvor viden
er tilgængelig og hvor man kan videreføre denne viden (Rainie & Wellman, 2012: 78).
3. Virtual communitarians er dem, som former internettets sociale former, processer og hvordan man
anvender internettet (Rainie & Wellman, 2012: 78).
Disse virtual communities havde, som begyndte i 1980erne og 90erne, havde primært to fælles
værdier (Rainie & Wellman, 2012: 78):
a. At de satte pris på 'horizontal, free communication'
b. At de opretholdte en 'self-directed networking'; altså, at alle kunne finde deres egen, selvstændige
destination på internettet, og hvis man ikke kunne finde den, kunne man skabe sin egen, og
dermed skabe sit eget netværk (Rainie & Wellman, 2012: 78).
4. Entrepreneurs, er den fjerde gruppe, som primært er dem, som har været fokuserede på at tjene
penge - eller dette har i hvert fald været deres rygte, ud fra de idéer, de havde om fremtiden
(Rainie & Wellman, 2012: 78).
"The foundation of this entrepreneurial culture is the ability to transform technological know-
how and business vision into financial value, then cash some of this value to make the vision a
reality somehow […]", siger Castells (Rainie & Wellman, 2012: 78).

5. The participators, som er de mennesker, der anvender internettet til at skabe og dele materiale
online (Rainie & Wellman, 2012: 79)

• Convergence Culture: Where Old and New Media Collide

Henry Jenkins
Copyright Date: 2006
Published by: NYU Press
s. 206-239

Photoshop for Democracy

The New Relationship between Politics and Popular Culture
Artiklen taler om Donald Trumps TV show The Apprentice og en kort video, der blev sendt inden The
Apprentice blev vist, hvor han opfordrer til at fyre daværende præsident George Bush gennem True
Majority Action (Jenkins, 2006: 206).
True Majority Action blev stiftet af Ben Cohen, som også var manden bag Ben & Jerry (Jenkins, 2006:
206)
De havde målet om at øge stemmeprocenten (altså, hvor stor en del af befolkningen, der stemte til
præsidentvalg eller til politiske afstemninger) (Jenkins, 2006: 206)
Garrett LoPorto, som var senior creative consultant for True Majority siger, at kernen i den virale
marketing er at gå den rigtige idé i de rigtige hænder på det rigtige tidspunkt (Jenkins, 2006: 206).

The Apprentice-videoens mål var at få Bush fyret og at sende dette budskab rundt til så mange som
muligt via en god metafor og livagtige billeder, som folk kunne huske, og samtidig så skulle videoens
indhold gå hånd-i-hånd med hvordan mennesker i forvejen betragtede verden (Jenkins, 2006: 207).
LoPorto sagde, at det eneste det handler om, er at finde mennesker, som deler de samme idéer og få
dem til at dele dem; udfordringen ligger i at få disse idéer til mainstream-medierne, så de kan komme
ud til mennesker, som ikke deler ens synspunkter og hér sagde LoPorto: "All we needed to do is to
get NBC to sue us. If they would sue us over this, this thing would go global and everyone will know
about it" (Jenkins, 2006: 207).
Men dette bed NBC ikke på (Jenkins, 2006: 207).
Jenkins snakker om 'serious fun'; hvor man laver nogle sjove sketches eller indslag eller
markedsføring, der er underholdende med det formål at sælge sit produkt eller brand (Jenkins, 2006:
207).

Det er en måde at bringe den politiske diskursive verden i menneskers hverdagsliv; at forandre
måden, hvorpå mennesker tænker om samfundet og fællesskabet og magt og samtidig at skifte fokus
fra en individualiseret forståelse til en kollektiv forståelse eller en samarbejdende forståelse af en
overvåget borger (Jenkins, 2006: 208).
Teksten handler om det amerikanske præsidentvalg i 2004, og dét at bringe den politiske verden
tættere på den almindelige borgers hverdag, om hvordan offentlighedens rolle i den politiske proces
har ændret sig og hvordan populærkulturen influerede måden, hvorpå valgkampagner rettedes mod
deres vælgere (Jenkins, 2006: 208).
Jenkins fokuserer mest på forandringer i kommunikationssystemer og kulturelle normer, hvilke skal
forstås via de værktøjer, som man har fået ved at studere medie- og populærkulturer (Jenkins, 2006:
208).
Jenkins siger, at man skal forvente, at det digitale demokrati bliver decentraliseret, ulige fordelt og
modsætningsfyldt (Jenkins, 2006: 208).

Det handler om at forandre tanken om fællesskabet og at få en større følelse af, at man har
indflydelse og stole mere på, at man samarbejder om at løse tingene (Jenkins, 2006: 209).
Valget i 2004 var et tæt løb; på den ene side, var dette tætte løb med til at gøre stemmerne mere
passionerede og på den anden side afstedkom det tætte løb, at hver sides valgkampagner ihærdigt
forsøgte at mobilisere deres base, at tiltrække vælgere, som ikke umiddelbart ville stemme på dem
eller som var i tvivl om, hvad de ville stemme (Jenkins, 2006: 209).
Næste spørgsmål var at få samlet mennesker og organiseret dem og hér kom populærkulturen ind i
billedet (Jenkins, 2006: 209).

"The Revolution Will Not Be Televised"

Joe Trippi, som var Howard Deans 'campaign manager' brugte bl.a. blogging i sin valgkampagne for at
skabe et mere intimt forhold til sine vælgere, hvor de anvendte 'smart mob'-taktikker, hvor de
samlede flere tusinde mennesker ad gangen på online forums (Jenkins, 2006: 210).
I 1960erne, da Gil Scott-Heron udsendte sangen The Revolution Will Not Be Televised, var de
instanser, som gik imod mainstream-medierne ikke i stand til at komme med idéer, som gik imod de
dominerende medier (Jenkins, 2006: 210).
Den modkultur, der eksisterede mod de dominerende medier kommunikerede primært gennem
'grassroots media', som var undergrundsaviser, 'folk songs', plakater, radio og tegneserier (Jenkins,
2006: 210).
Der var en stor censur, hvor aviser og tv-netværk frasorterede dét, som de ikke ville have, at man
skulle høre og dette afstedkom, at der blev skabt et behov for 'grassroots media'; altså de medier,
som netop fortalte disse former for historier, som mainstream-medierne ikke ville have
offentligheden skulle høre (Jenkins, 2006: 210).

Joe Trippi betragtede denne tid med 'grassroots media' eller udviklingen af denne, som en
'empowerment age', hvor den almindelige borger udfordrer de autoritære eller dominerende
institutioner (Jenkins, 2006: 211).
Disse medier var et udtryk for distribueringen af magt (Jenkins, 2006: 211).
På samme tid som diskurserne bliver flere, bliver typen af information, som sendes ud af de medier,
som er mest 'med-på-beatet', smallere (Jenkins, 2006: 211).
Så når man snakker om 'grass roots media' eller andre former for medier, så er fx tv et medie, der
viser en fælles kultur, hvor internettet derefter mere kanaler, hvor man kan besvare denne kultur
(Jenkins, 2006: 211).

Trippi siger, at: "[…] The future may well hinge o whether the box is dominated more by the old
broadcast rules or by the populist power of the internet" (Jenkins, 2006: 212).
Jenkins siger, at Trippi bliver offer for 'the Black Box Fallacy (?) og siger samtidig, at selvom, at man
skal kæmpe for retten til deltagelse og involvering, men at vi lever i en 'convergence culture', som
betyder, at vi lever mellem alle disse former for forskellige mediesystemer og dét, man skal
fokusere på, siger Jenkins - er at konfrontere de sociale, kulturelle og politiske protokoller, der
definerer, hvordan disse medier skal, bør og kan anvendes (Jenkins, 2006: 212).

Jenkins snakker om, at man fx ikke havde taget bloggere seriøst, men at disse ofte kom med ny og
frisk information om en bestemt begivenhed, eller et nyt syn på denne begivenhed, og derfor bør
man tage dem seriøst (Jenkins, 2006: 213).
Det er ikke dét, at de nye medier erstatter de gamle medier; det er mere, at de transformerer dem;
det er dét, at man både har brug for 'push media' og 'pull media', der henholdsvis indbefatter, at
udsagn og budskaber kommer ud til offentligheden, uanset om de vil have det eller ej ('push
media') og de medier, som tjener de mennesker, som i forvejen har en aktive interesse i det
pågældende ('pull media') (Jenkins, 2006: 213).

Det er dét, at internettets magt bliver større, uden at det formindsker tv'ets magt (Jenkins, 2006:
213).
Jenkins snakker om begreberne "[…] 'culture jamming', a political tactic that reflects the logic of the
digital revolution, and blogging, which seems emblematic of convergence culture" (Jenkins, 2006:
213).
Græsrodsmedierne anvendte bl.a. også taktikker som 'media hacking', 'informational warfare',
'terror-art' og 'guerilla semiotics' (Jenkins, 2006: 213).

Pierre Lévy siger om græsrods-medierne eller græsrodskommunikationen, at den en måde, hvorpå et

nyt system fungerer; det er en overgang til, hvordan systemet skal fungere (Jenkins, 2006: 214).
Lévy snakker også om en mere rolig tilgang til taler, er; en mere 'normal' tilgang, og taler ofte kun har
været i form af revolutionære formål af den ene eller anden art, men dét som Lévy nok mere præcist
snakker om er blogging (Jenkins, 2006: 214).

'Blog' er en forkortelse af 'Weblog', hvor man opsummerer i en kort tekst og linker til andre sider; det
er en form for 'græsrodsskabelse', hvor to ting blandes sammen og danner en ny bevægelse (Jenkins,
2006: 215).
Bloggerne finder ofte information om begivenheder, der allerede har fundet sted, men ofte forsøger
de at forme fremtidige begivenheder for at blande sig i demokratiske processer (Jenkins, 2006: 215-
16).

Onlinefora skaber steder, hvor brugerne kan udtrykke deres mistillid til nyhedsmedierne og mistillid
til det politiske system og gøre det med det samme (Jenkins, 2006: 216).
Græsrodsbevægelsen indenfor blogging var dog ny ved det amerikanske præsidentvalg i 2004, og
bloggere er ikke objektive, de er 'unapolegic', skriver om rygter og innuendos frem for fakta og de kan
være med til at splitte en i forvejen splittet politisk debat (Jenkins, 2006: 216).
Bloggere betragter også mainstream medierne som utroværdige; medier, som drives frem af
ideologiske agendaer, økonomiske årsager frem for journalistiske, samt trivialisere politik, når de
fokuserer på magtkampe (Jenkins, 2006: 216).

Jenkins snakker om, hvordan både demokraterne og republikanerne blev bedre og bedre til at få
deres budskaber ud via forskellige former for medier i valgkampagnen i 2004, og fx hvordan de skulle
tiltrække bloggere for yderligere at få deres budskaber igennem (Jenkins, 2006: 217).
Jenkins går videre til at snakke om spin, der refererer til, at man forsøger at dreje tingene til sin egen
fordel (Jenkins, 2006: 217).
"Spin is in som ways a product of television culture", der bl.a. ses i The West Wing og Spin City, og det
er blevet så almindeligt, at hver farve af de politiske partiers valgkampagner ikke engang forsøger at
gøre opmærksom på, at det udføres, fordi det er blevet så almindelig en praksis, at det ikke behøves
at blive nævnt (Jenkins, 2006: 217).

Fx da John Edwards (den anden af Demokraternes vicepræsidentkandidat) tabte kapløbet mod Joh
Kerry; hér startede det med at der blev slået nogle 'talking points' om Edwards op oå internettet;
disse blev så snakket om i radioen, hvorefter bloggere linkede til den føromtalte side, hvor man
kunne finde mere information om John Edwards' fortid; derefter blev dette sendt i fjernsynet - alt
dette gjorde, at Edwards hurtigt blev 'damaged goods' og tabte kapløbet (Jenkins, 2006: 218).

Der blev også senere udsendt videoer på nettet ift. Præsidentvalg mellem republikanerne og
demokraterne, hvor både Joh Kerrys, Dick Cheneys og George Bush' fejl, løgne og desperation blev
udstillet; videoer, der blev lavet og klippet sammen lynhurtigt og derefter smidt op på nettet (Jenkins,
2006: 219)

Fans, Consumers, Citizens

Meetup.com blev bl.a. brugt til at lade X-Files blive på skærmen, via fans organiserede sig på denne
hjemmeside; altså det blev brugt som et mødested til at samle en masse mennesker (Jenkins, 2006:
219).
Det samme gjorde movenon.org, der forsøgte at få folk til at komme videre fra deres fokus på Bill
Clintons sexliv og fokusere mere på, hvad USA havde behov for; de skabte fx i 2003 en 'Bush in 30
seconds'-konkurrrence, hvor de opfordrede mennesker til at laver deres egne videoer med forslag til,
hvorfor Bush ikke skulle være præsident (Jenkins, 2006: 219).
Disse videoer blev lagt ud på internettet (Jenkins, 2006: 219). Lignende ting gjorde Matt Damon og
Ben Affleck for at opfordre filmbranchen til at hyre yngre mennesker til at producere independent
film (Jenkins, 2006: 219).

Der var flere, som lavede politiske 'amatør-videoer', som bl.a. blev sendt under Super Bowl; dette er
også en måde at anvende 'grassroots media' på (Jenkins, 2006: 220).
Både movenon.org og meetup.com kan føres tilbage til det alternative bevægelser, til 'folkets radio'
('people's radio'), undergrundsaviserne, aktivisterne, indie-medierne og der er mange bloggere, som
 definerer sig selv som værende i opposition til mainstream-medierne; en anden forhistorie er den,
hvor fans samler sig online for at beskytte deres favorit tv-serie (Jenkins, 2006: 220).
Photoshop blev også anvendt og havde demokratiseret medierne på to måder (Jenkins, 2006: 220-
21):
1. At mindre grupper kunne få professionelle billeder billigt eller gratis
2. At tillade, at offentligheden kunne manipulere og dele billeder af magtfulde personer

For flere og flere mennesker er billedet noget, som repræsenterer lige så vigtige - måske endda
vigtigere - retoriske ressourcer som tekster (Jenkins, 2006: 222).
Det kan sidestilles med at uddele politiske brochurer etc. (Jenkins, 2006: 222).
Historisk er forbrug dog blevet betragtet som det modsatte af borgerlig indflydelse og Lauren Berlant
snakker bl.a. om privatisering, der går ud på, at der mere og mere arbejdes henimod en politik, som
handler om forbrug og som underminerer den offentlige sfære (Jenkins, 2006: 222).
Forbrug diskuteres anderledes i dag (eller i 2006), hvor det mere handler om delt viden, delte visioner
og delte aktioner eller handlinger (Jenkins, 2006: 222).
"A politics based on cinsumption can represent a dead end when consumerism substitutes for
citizenship […], but it may represent a powerful force when striking back economically at core
institutions can directly impact ther power and influence" (Jenkins, 2006: 222).

Entertaining the Monitorial Citizen

Walter Benjamin argumenterer i sit essay The Work if Art in the Age of Mechanical Reproduction, for
dét at masseproducere og masse-cirkulere billeder kan have en stor demokratisk indflydelse (Jenkins,
2006: 223).
Dét, som han er mest berømt for, at udtalelsen om, at den mekaniske reproduktion udraderer auraen
omkring den højere kunst og fjerner de regerende kulturelle autoriteter (Jenkins, 2006: 223).

Jon Katz nævnte i 1994, at der var flere og flere unge mennesker mente, at underholdningsmedierne
havde en bedre repræsentation af deres egne perspektiver på, hvad der foregik offentligt; Katz
mente, at dette var positivt, da han mente, at mainstream-nyhederne var blevet for politiserede; Katz
blev af etablerede journalister mødt med hån (Jenkins, 2006: 224).
The Pew Study fra 2004 viste, at unge mennesker hovedsageligt fik deres information fra
underholdningsmedier frem for nyhedsmedier og at de mennesker, som fik deres nyheder fra disse
medier, var mindre informerede om verden omkring dem (Jenkins, 2006: 224).

Men fx var Jon Stewarts The Daily Show ét af de programmer, som med succes forsøgte at
kombinerede information og underholdning, der appellerede mere kompetent; at dette programs
seere havde en større politisk viden om valgkampagnerne end seere af andre programmer (Jenkins,
2006: 225).
Jon Stewart var ydermere gæst hos CNNs program Crossfire, hvor han kom op at skændes med
Tucker Carlson, og hvor Stewart anklagede programmet for at korrumpere den politiske proces og for
at hjælpe store organisationer og politikere; det var altså en måde at vise, hvorpå medierne arbejder i
politikernes interesse (Jenkins, 2006: 225).
Dette er vigtigt ud fra betydningen af en 'informeret borger'; et begreb, som blev skabt i en
informationsrevolution, der muliggjorde, at mennesker kunne følge med i og forstå nuancerne i de
offentlige politiske debatter (Jenkins, 2006: 225-26).

I slutningen af 1900-tallet argumenterede Schudson for, at der kom en digital revolution:

"Everyone can know everything!", som han sagde; altså, at der er så meget information
tilgængeligt, at alle kan finde den, hvis de vil, men dét, at er netop er så meget information, gør at
man ikke kan vide det hele - man har muligheden, men ikke evnerne (Jenkins, 2006: 226).
Fordi der er så meget information, så mange forskellige steder, så er der også risiko for, at den
information, man tilegner sig, er mere fragmentarisk og at man ikke helt ved, hvad man skal gøre
med den information, man har (Jenkins, 2006: 226).

Jenkins siger, at "[…] The monitoring citizen needs to develop new critical skills in assessing
information - a process that occurs both on an individual level within the home of the workplace, and
on a more collaborative level through the work of various knowledge communities" (Jenkins, 2006:
227).
John Hartley siger, at nyheder og underholdning har forskellige 'regimes of truth', som er med til at
forme præsentationen og fortolkningen af nyheder (Jenkins, 2006: 227).
Nyhedskonventioner går ud på, at nyheder skal repræsenteres retfærdigt og balanceret, men
dokudramaer og tv-programmer, der parodierer disse nyheder, er med til at gøre seerne skeptiske
(Jenkins, 2006: 227).

Playing Politics in Alphaville

De faktorer, som ofte er med til at afholde unge mennesker fra at se nyhederne, kan bl.a. være dét,
at det politiske sprog er for svært at forstå, at de ikke kender mange af ordene og/eller forstår
konteksterne (Jenkins, 2006: 227).

Samtidig siger David Buckingham - som også kom med ovenstående pointe - at børn og unge føler sig
magtesløse i deres hverdag og derfor har svært ved at se, hvordan se selv skulle kunne udøve en form
for politisk magt (Jenkins, 2006: 228).
Det er dét, at børn ikke er i stand til at stemme, som afstedkommer, at de ikke mener, at det er dem,
som nyhederne taler til (Jenkins, 2006: 228).
Det er det samme som med demokratiet; at mennesker har en følelse af, at deres handlinger har
betydning - det er samme koncept, som indfinder sig hér (Jenkins, 2006: 228).

Fx kan man tilrettelægge computerspil på en måde, hvor de spillende får en form for politisk magt,
som skolen og der dagligdagsliv ikke giver dem; det kan fx være, at de får stemmeret og samtidig
finder ud af konsekvensen og goderne ved denne stemmeret; det er dét, at kunne have en form for
magt og kontrol i et computerspil, der kan lære yngre mennesker, hvad det vil sige at have magt i den
virkelige verden (Jenkins, 2006: 229).
Den klassiske kritik af disse online-games er dog, at de ikke er face-to-face (Jenkins, 2006: 229).

Ludlow sagde fx om spillet The Sims, at: "[…] What kinds of lessons were we teaching Ashley and
other younger players about politicial life? Yes, he wrote, The Sims online was a game, but 'nothing is
ever just a game. Games have consequences. Games also give us an opportunity to break out of the
roles and actions that we might be forced into in real life" (Jenkins, 2006: 230).

Fx kan grænserne for det acceptable og uacceptable udviskes i online-games; dette kan være, at der
indgår prostituerede, gangstere, vold, tyveri eller anden kriminalitet, som man mere eller mindre
fordrer ved at spille disse spil; ikke desto mindre accepteres i i spil-verdenen (Jenkins, 2006: 231).
(Men det gør de fordi det er fiktivt. Det er ikke så vild en pointe, Jenkins).

Det samme kan ske, hvis der indfinder sig politiske problemstillinger og måder at håndtere dem på;
det er dét, at spillene opfordrer til en bestemt handling, der kan forekomme amoralsk (Jenkins, 2006:
232).
Man kan også anvende disse spil som en form for research, der kan være med til at skulle fange, fx
terrorister ift. Deres handlemåde i spillene (dog virker denne metode en anelse for optimistisk,
uprofessionel og useriøs, men det er min egen mening) (Jenkins, 2006: 232).
McGonigal er dog skeptisk over for denne form for magt; at den giver spillerne en 'false sense of
power', der ikke kan leve op til den reelle magt, spillerne har (Jenkins, 2006: 233).
Vote Naked
Der var en reklame for Webby Awards med et billede af en kvindes bare fødder, hvor der stod 'Vote
Naked'; at man som vælger selv kan designe, hvilken slags tøj hun skal eller ikke skal have på (Jenkins,
2006: 233).
Det er samtidig en udviskning af grænser, for som Jenkins siger: "[…] We watch television in out
underwear; we dress up to vote" (Jenkins, 2006: 233).

Jenkins spørger, hvordan man bryder igennem til mennesker, der føler sig fremmedgjort over for den
politiske proces, og hvordan man skaber en form for følelsesmæssig energi, der er ligeså magtfuld,
som energien hos de mennesker, som er engagerede i den politiske proces (Jenkins, 2006: 234).
Jenkins harr fx foreslået flere forskellige ting, der er blevet udført i de politiske valgkampagner,
såsom: anvendelse af teknologi, der blev skabt af fankulturer, koncerter, film, Photoshop, spil etc.
(Jenkins, 2006: 234).
Det er dét, at blande politik og populærkulturen eller at blandt populærkulturen ind i politik og
omvendt, der kan være med til at appellere til en bredere vælgerskare (Jenkins, 2006: 234).
Jenkins siger, at "[…] The next step is to think of democratic citizenship as a lifestyle" (Jenkins, 2006:
234).

Pierre Lévy taler om begrebet 'achievable utopia', der handler om, hvad der sker, hvis delt viden og
udførelse af 'grassroots power' bliver normativ; at dette kan skabe en fælles grobund for gensidig
respekt og tillid (Jenkins, 2006: 235).
Center for Deliberative Democracy har udført nogenlunde samme idé, da de satte nogle deltagere
sammen for at udveksle meninger og fandt ud af, at deltagernes mening ændrede sig gradvist, jo
mere de diskuterede dem med andre deltager, der havde andre meninger - eller der var forandringer
i måden, hvorpå man tænkte om tingene (Jenkins, 2006: 235).
Samtidig fandt i denne undersøgelse også ud af, at de mennesker, som var bedst informerede om
politik, var mere tilbøjelige til at stemme (Jenkins, 2006: 235).
Men udfordringen kan ligge i at skabe en kontekst, hvor man kan sætte mennesker med forskellige
baggrunde sammen, og som vil snakke med og lytte til hinanden (Jenkins, 2006: 235).

Dét, som Jenkins kalder for 'knowledge cultures' afhænger af kvaliteten og diversiteten af den
information, som man kan få adgang til; det handler om at dele denne viden med mennesker, som
ikke har samme viden, da viden formindskes, hvis man deler den med mennesker, der har samme
viden og synspunkter (Jenkins, 2006: 238).
Den vidensbaserede kultur ('knowledge-based culture), osm Lévy snakker om kommer af
eksperimentering og en bevidst indsats (Jenkins, 2006: 238).
Populærkulturen er fx med til at skabe alternative politiske rammesætninger, da konsekvenserne for
at gøre dette, er mindre ift. Hvad de ville være i det virkelige politiske liv (Jenkins, 2006: 238).

Populærkulturen "[…] matters politically - because it doesn't seem to be about politics at all" (Jenkins,
2006: 239).
Jenkins siger, at man skal finde en bro mellem de røde og de blå; en fælles grobund; en kontekst,
hvor begge parter kan lytte til og lære fra hinanden (Jenkins, 2006: 239).
• Andreas Reckwitz – IV: Digitalisering som singularisering: kulturmaskinens opkomst, fra
’Singulariteternes samfund’ (2017/2019), Gyldendal, s. 205-44

Fra den industrielle teknik til den digitale teknologi

Det digitale forbindes ned social praksis og alle de digitale artefakter skaber et rum for mange
forskellige måder, hvorpå at anvende denne digitale teknologi (Reckwitz, 2017/2019: 205).
Det moderne samfund betragtes ofte som en 'teknisk kultur' og der er ofte blevet sat lighedstegn
mellem modernitet eller det moderne samfund og 'teknisk kultur'; dette stammer både fra
industrialiseringen og den tekniske rationalitet, som indfandt sig i samfundet på dette tidspunkt og
sidenhen (Reckwitz, 2017/2019: 205).

Den store tekniske forandring, kan man betragte som "[…] et samspil mellem algoritmiske
computerprocedurer, digitaliseringen af diverse medieformater og internettets
kommunikationsnetværk" (Reckwitz, 2017/2019: 206).
Ovenstående tre faktorer i dette samspil, kan indsættes under en paraply, man kan kalde for 'digitale
netværksteknologier' (Reckwitz, 2017/2019: 206).
Disse senmoderne teknologier og dette singulariteternes samfund er både en økonomisk og "[…] en
strukturel forandring af de teknologiske systemer i retning af digitalisering, computerisering og
netværksdannelse" (Reckwitz, 2017/2019: 206).
Den industrielle teknik mekaniserer og standardiserer verden, mens den digitale teknologi
singulariserer subjekterne og objekterne i denne verden; den digitale verden skaber "[…]
samfundsmæssig kulturalisering og affektintensivering" (Reckwitz, 2017/2019: 206).
I starten af 2000-tallet blev den teknologske udvikling og dennes produkter, der fulgte med,
beskrevet og betragtet som enestående (Reckwitz, 2017/2019: 206-07).

Den teknologisk drevne singularisering gør det muligt, at adgangen til internettet bliver mere
personlig; eller dét, at man kan tracke menneskers færden på internettet, viser med tydelighed det
unikke, som hver bruger anvender internettet til (Reckwitz, 2017/2019: 207).
Digitaliseringen har udskiftet kernen i senmodernitetens teknologi; det er nu de mange og hele tiden
udvidende kulturformater, som bliver dominerende i menneskers hverdag, frem for den tidligere
dominerende "[…] produktion[en] af maskiner, energikilder og funktionelle varer […]" (Reckwitz,
2017/2019: 207).
Gilbert Simondon opsætter den moderne tekniks 'lukkede maskiner' "[…] over for den hypermoderne
teknologis kybernetiske 'åbne maskiner'" (Reckwitz, 2017/2019: 207).

Siden slutningen af det 20. århundrede er teknologgien blevet drivkraft for kulturen; det er et
fundamentalt brud, hvor det teknologiske bliver det dominerende i samfundet, hvor både objekter og
subjekter singulariseres (Reckwitz, 2017/2019: 208).
1. Kulturaliseringens teknologi
Algoritmer, digitalitet og internettet som infrastruktur
Det varr svært at erkende ovenstående brud, og noget af dét, som gjorde det endnu vanskeliggere
var bl.a., at man altid ar betragtet teknik som værende "[…] inden for rammerne af det industrielle-
mekaniske paradigme […] og for det andet repræsenterer det digitale computernet på det indledende
trin faktisk også det almenes paradigme […]" og dette almenes paradigme er: "[…] beregnelighed,
ensartethed og universalitet […]" (Reckwitz, 2017/2019: 208-09).

Den digitale teknologi fremstiller singularitet ud fra det paradigme, der handler om, at teknologiske
systemer indeholder "[…] standardiserings- og universaliseringsprocedurer for fremstilling af
singulariteter" (Reckwitz, 2017/2019: 209).
Både internettet, medieformaternes digitalisering og yderligere computerprocedurer udfører, hvad
Reckwitz kalder "[…] for 'doing generality', nemlig i henseende til beregnelighed, formalisering og en
universel generalisering […]" (Reckwitz, 2017/2019: 209).
Computerproceducererne er stort set en universel regnemaskine, som udfører en algoritme - på
lignende måde som fx smartphones også gør det (Reckwitz, 2017/2019: 209).

Regnemaskines almengyldige procedurer (hér nok forstået som både computeren, smartphones,
regnemaskinen - eller den regnemæssige proces, disse udfører) er et højdepunkt indenfor algoritmisk
bearbejdning (Reckwitz, 2017/2019: 210).
Computerteknologien opstod som en krydsning mellem computing-processen og medieformaters
digitalisering, hvor en binær logik (fx med 0-taller og 1-taller) blev udviklet i midten af 1800-tallet af
George Boole, så dét at kombinere det medieteknologiske med computeren afstedkommer, at man
kan styre, hvordan medieformaterne udformes, omformes og reproduceres (Reckwitz, 2017/2019:
210).
Dette kaldes også for doing generality, og det er samtidig en afsingularisering (Reckwitz, 2017/2019:
210).

Ydermere forbindes algoritmerne og digitaliseringen sig med "[…] det kommunikative netværk af
computere […]", og til at starte med, kunne man kalde computere for en form for autistiske maskiner,
men siden 1960erne er det kommunikative netværk blevet kraftigt udvidet, så dataoverførsel mellem
disse netværk er blevet mere alsidig (Reckwitz, 2017/2019: 211).
Dette er omdrejningspunktet for World Wide Web, hvor tekst, billeder, toner, lyd kombineres og
dette er ydermere endnu et eksempel på doing generality; dét, at man nu kan forbinde verden
globalt og grænseløst og "[…] Den kommunikative netværksdannelse skaber på en og samme tid et
globalt, alment publikum og et globalt netværk af kommunikationsdeltagere" (Reckwitz,
2017/2019: 211).

"[…] doing generality-aktiviteter [finder] [hovedsageligt] sted i denne interaktion mellem maskiner
[…]", hvor mennesker kan præge det sociale via denne teknologi (Reckwitz, 2017/2019: 212).
Den digitale kulturmaskine og kulturens allestedsnærværelse
Den senmoderne kultur er som oftest analog, og dog er disse analoge praksisser sammenkoblet med
digitale prakssiser, og de digitale apparater, såsom computere, smartphones etc. skaber er
allestedsnærvær; altså, at de indfinder sig i mere eller mindre alle situationer i alle dele af samfundet
- i hvert fald det senmoderne samfund (Reckwitz, 2017/2019: 212).

Der er en skelnen "[…] mellem de data, informationer og kulturformater, som vi støder på i de

digitale medier" (Reckwitz, 2017/2019: 213).
I denne sammenhæng er data noget, som "[…] opererer uafhængigt af subjekternes viden […]", hvor
information og kulturformater er med til at skabe en meningssammenhæng (Reckwitz, 2017/2019:
213).
Kulturformaterne tilgås ofte med en indre motivation; en passion, om man vil - eller det er i hvert fald
idealet, at de gør det, men den afgørende forskel mellem informative og kulturelle elementer, er at
de informative er 'sagligt' funderede, hvorimod de kulturelle elementer i højere grad er 'affekt'
funderede (Reckwitz, 2017/2019: 213).

"Den digitale kultur er i høj grad en visuel kultur […]", og der indfinder sig på de sociale medier en
større og større dominans af videoer og billeder, men disse billeder er kun sekundært informative
"[…], men har en primær affektiv værdi, dvs. en æstetisk eller narrativ form […]" (Reckwitz,
2017/2019: 214).
 Billeder får den primære rolle og teksterne får den sekundære rolle, og selv i teksterne skabes der
ofte en emotionalisering, der nedtoner eller reducerer mængden af 'informativt indhold' (Reckwitz,
2017/2019: 214).
Al denne senmoderne 'informative netjournalistik' blander information med affektion, der både
indbefatter billeder, men samtidig også lyd, og især musik, som er med til at fremme det emotive
element (Reckwitz, 2017/2019: 214).

Da musik ikke er informativt - i hvert fald defineres det som oftest ikke således - sammenblandes der
ofte informative sekvenser med emotiv musik, der er med til at skabe en 'medrivende' atmosfære
(Reckwitz, 2017/2019: 215).
Det er en kobling af performance og information og samtidig dét, at man som forbruger af disse
medier konstant befinder sig i en kulturelt-digitalt oplevelsestilstand, der af den digitale teknologi
fremtvinger i allestedsnærværende kulturalisering (Reckwitz, 2017/2019: 215).

Selvom, at det teknologiske fylder mere og mere i de fleste menneskers hverdag, så er den verden,
som teknologien befinder sig i en kulturel omverden, hvor mennesker påvirkes følelsesmæssigt af
både teknologien, men også af hinanden (Reckwitz, 2017/2019: 216).
Disse digitale apparater; mobiltelefoner med kamera, mobile kameraer, mikrofoner etc., værktøjer,
der er med til at skabe et performativt miljø for det publikum, der iagttager og oplever verden
gennem disse apparater (Reckwitz, 2017/2019: 216).
Kultur mellem overproduktion og rekombination
"Den digitale kulturmaskine har fem vigtige kendetegn, der på afgørende vis adskiller den fra den
borgerlige finkultur og den organiserede modernitets massekultur" (Reckwitz, 2017/2019: 216-18):
1. Der er en asymmetrisk balance mellem "[…] 'ekstrem overproduktion af kulturformater og 'en
knaphed på opmærksomhed' hos modtagerne […]" (Reckwitz, 2017/2019: 216). Den digitale
teknologi er en overflødighedsteknologi, siger Reckwitz; det er en kamp om brugernes
opmærksomhed. De digitale medieteknologier og singulariteternes økonomi forstærker hinanden,
og derfor er de nødvendigt forbundne (Reckwitz, 2017/2019: 217).
2. Der skabes en "[…] generalisering af såvel kulturproducentens som publikums rolle", da disse
kommer tættere på hinanden og alle kan nu bliver producenter af digitalt indhold (Reckwitz,
2017/2019: 217).
3. Kulturmaskinen er med til at fjerne hierarkiet mellem kulturformaterne; fx mellem finkultur og
massekultur og populærkultur; man kan få adgang til alle former for kulturelle produkter- og
formater og de indgår alle i samme 'opmærksomhedssfære' (Reckwitz, 2017/2019: 218). "I den
digitale verden befinder alle kulturformater sig på samme niveau, der i højeste grad er pluralistisk
[…]", hvilket også skaber konkurrence mellem alle disse forskellige kulturformater (Reckwitz,
2017/2019: 218). Kulturformaterne adskiller sig idet, at der 'kræves' forskellig mængde af
opmærksomhed rettet mod hvert enkelt kulturprodukt/format (Reckwitz, 2017/2019: 218).
4. "For det fjerde foregår der en radikal tidsliggørelse af kulturformaterne" (Reckwitz, 2017/2019:
219). Det virale kulturformater har deres egen tidslighed; de er 'processuelle objekter' "[…]; dvs.
performances, der hele tiden forandrer sig […]" (Reckwitz, 2017/2019: 219).
Aktualitetseffekten ligger i, at det digitale sker her og nu; dvs. at denne type kulturrum er i
konstant forandring (Reckwitz, 2017/2019: 219).
"Samtidigheden, orienteringen mod det nye og aktualiseringen bevirker, at modtagerens (og
producentens) forhold til kulturen momentaniseres: Kulturen får øjeblikskarakter og opleves i
nuet. Bindinger til fortiden og fremtiden slækkes, for kun det, der er nyt og aktuelt her og nu,
betyder noget" (Reckwitz, 2017/2019: 219).
5. Den digitale verden er samtidig en verden, som besidder en rekombinationskultur; dvs. , at man
kombinerer nyt og gammelt; man 'remixer', så at sige ældre materiale for 'fornyer' det og/eller
blander det med nyere materiale (Reckwitz, 2017/2019: 219-220).
 Dét, som var med til at skabe en almengyldig, moderat og nutidsorienteret kulturkanon var fx dét at
orientere sig mod de klassiske kulturelle produkter eller objekter og at indsætte kulturelle praksisser i
faste kontekster (Reckwitz, 2017/2019: 220).
Modernitetens massekultur arbejdede langt mere under et 'hitregime'; den skulle altid være
succesfuld 'med det samme', hvilker drager en parallel til nutidens senmoderne digitale kultur, hvor
det kulturelle rum 'overfyldes' og er i konstant forandring (Reckwitz, 2017/2019: 220).

Kulturelle og maskinelle singulariseringsprocesser

Det digitale kobles ofte sammen med "[…] en infrastruktur, som fremtvinger singulariseringen af
subjekter, objekter og kollektiver. I den sammenhæng skal der sondres mellem kulturelle og
maskinelle singulariseringer" (Reckwitz, 2017/2019: 221).
De kulturelle singulariseringsprocesser kan fx være de sociale mediers fordring om originalitet; at
subjektet, objektet og kollektivet skal være originalt (Reckwitz, 2017/2019: 221).
I dette indfinder sig også de 'maskinelle singulariseringsprocesser', der sker mellem maskiner
(Reckwitz, 2017/2019: 221).
"[…] den digitale teknologi orienterer sig mere og mere i retning af at iagttage særegenheder
systematisk og bearbejde dem maskinelt […]", hvor et eksempel herpå er datasporing, hvor man
sporer brugerens data, for at tilrettelægge algoritmer, der sender viralt indhold, som denne
tilsyneladende finder interessant, i brugerens retning (Reckwitz, 2017/2019: 221).
(SE PUNKTOPSTILLING NEDERST SIDE 221).

Det digitale subjekt: performativ autencitet og synlighed

"De digitale teknologier omformer, hvad det vil sige at være et subjekt […]" og dette subjekt
betragtes udefra som singulært og hér skelnes mellem to forskellige "[…] former for digital
singularisering […]" (Reckwitz, 2017/2019: 222):
1. Den kulturelle singularisering
2. Den maskinelle singularisering
I førstnævnte, skabes denne via en anerkendelse fra det publikum, hvormod de digitale teknologier
retter sig og i andet tilfælde, foregår den maskinelle singularisering (Reckwitz, 2017/2019: 222).
Det senmoderne subjekt har det privilegium hele tiden at kunne justere og finpudse sin
selvrepræsentation via internettet og de sociale medier og man kan foretage en kontinuerlig
selvdannelsesproces på de digitale- og sociale medier (Reckwitz, 2017/2019: 222).

Ovenstående er endnu et vigtigt parameter "[…] for den samfundsmæssige singularisering af

senmodernitetens subjekter […]" (Reckwitz, 2017/2019: 223).
Det senmoderne samfund er ydermere et dramaturgisk selv "[…] og dets subjektivering er primært et
resultat af en vellykket selvfremstilling over for andre" (Reckwitz, 2017/2019: 223).
I senmoderniteten skal subjektet performe (Reckwitz, 2017/2019: 223).
Reckwitz skelner mellem Riemans ydrestyrede personlighed, der har til formål ikke at lade sin egen
individualitet få opmærksomhed eller vække opsigt; at denne ydrestyrede personlighed skal leve op
til det sociale normale og ikke mindst til socialt tilpassede og profilsubjektet, der vil det diametralt
modsatte; at være enestående, at leve op til det senmoderne subjekts krav eller lyst eller higen efter
egen uforvekslelighed; man skal være autentisk og unik - "[…] 'sig selv' på en autentisk måde"
(Reckwitz, 2017/2019: 223).
Koblingen mellem det autentiske og det singulære bliver gennem 'de digitale subjekters
selvfremstilling' et performativt autencitetsparadoks, forstået på den måde, at subjektet kun knytter
sig til sit eget selvforhold; at "[…] Subjektet kun er autentisk når det ikke føler sig kunstigt (min
kursivering), men 'ægte', dvs. når det stædigt forfølger sine egne ønsker og idealer, om nødvendigt til
trods for andres modstand" (Reckwitz, 2017/2019: 223-24).
"Det er det, som det senmoderne subjekt vil" (Reckwitz, 2017/2019: 224).
Man skal som subjekt være sig selv, og man kræver, at andre også er det; så der ligger et paradoks
idet at skulle performe sin egen autencitet, selvom subjektets selvproduktion ikke er andet end
netop dette; en performance, der ofte finder sted på internettet (Reckwitz, 2017/2019: 224).
Synlighed på internettet værdsættes, usynlighed på internettet er den visse digitale død - dette er
et grundprincip for singulariteternes samfund (Reckwitz, 2017/2019: 224).
Profilens form og den kompositoriske singularitet
Profilen eller det digitale subjekts profil samler tekst og billeder på en måde, der skal være så unik og
så ikke-udskiftelig som muligt (Reckwitz, 2017/2019: 224).

'Profilen' er et singulariseringsarbejde for subjektet; det er en måde, hvorpå at adskille sig selv fra
mængden; en måde, hvorpå denne adskillelse skal skabe fordele for én selv (Reckwitz, 2017/2019:
225).
Denne singulære profil eller personlighed skal være original, anderledes, og komplekst sig selv - med
andre ord interessant med et overraskelsesmoment (Reckwitz, 2017/2019: 225).
Ydermere skal den helst fremstilles via et modulariseret tableau, som er en form for collage af tekst,
billeder, links etc., der er med til at skabe tydelighed for læseren (Reckwitz, 2017/2019: 225).

Det er kombinationen af de forskellige interesserer, lidenskaber, links, oplevelser, billeder,

beskrivelser etc., som gør profilen interessant; det er profilens kompositoriske singularitet, der
adskiller den; altså en form for defragmentation af forskellige interessante fragmenter, der samlet set
skaber et kompositorisk interessant helhedsbillede (Reckwitz, 2017/2019: 226).
Samtidig skal profilen være en 'permanent performance af det nye'; dvs., at er der trends, som er
oppe i tiden og som dyrkes eller performes af subjektet, kan dette med fordel inkluderes i profilen for
at illustrere, at man er 'med på beatet', at man lever og ånder i nuet; det er det momentane, der er
interessant (Reckwitz, 2017/2019: 226).
Det visuelle er med til at brande eller markedsføre sig selv som værende unik og enestående, og "[…]
Singularisering betyder i denne sammenhæng, at der hele tiden sker noget nyt i de alsidige
aktiviteter, og at der holdes liv i profilegenskaberne her og nu" (Reckwitz, 2017/2019: 226).
Det visuelle udførelse af dette er den mest foretrukne (Reckwitz, 2017/2019: 226).
Subjektet skal være 'live' (Reckwitz, 2017/2019: 226).

Det senmoderne subjekt skal udføre interessante ting og gøre interessante erfaringer - eller det skal i
hvert fald iscenesætte sig selv således; som én, hvis liv er særegent og som hvis personlighed
fremstår autentisk og de digitale billeder, der lægges frem bliver en form for
'erstatningsdokumentation' for subjektet (Reckwitz, 2017/2019: 227).
Man skal som subjekt samtidig koble de links, man indsætter, sammen til et slags
'personlighedsknudepunkt', der illustrerer ens personlighed; en personlighed, der samtidig både skal
indeholde diversitet og originalitet og sidst, men ikke mindst, så der indfinde sig en liste over venner,
som illustrerer, at der er andre mennesker, som også synes, at subjektet er interessant (Reckwitz,
2017/2019: 227).

De digitale attraktivitetsmarkeder er sociale platforme for singulariteter, hvor subjekter profilerer sig
selv, i modsætning til Neofællesskaber, som i modsætning til førstnævnte både fungerer i de digitale
rum og udenfor dem, fx i politiske rum; det er nu rummet, der samlet set bliver særegent - det kan
være det politiske rum, det religiøse rum el. lign. Eller andre senmoderne neofællesskaber (Reckwitz,
2017/2019: 228).
Når man så indtræder i dette (digitale) neofællesskab, slipper man dermed "[…] sin egen fordring på
særegenhed og overfører den til kollektivet" (Reckwitz, 2017/2019: 228).
 Man kan beregne sin egen singulariseringsstatus via fx antal likes, antal venner, antal besøg på sin
side etc., og algoritmerne gør, at det indhold, som allerede er populært vises mere og mere og
dermed får flere visninger og likes; dvs., at eksponeringen vokser eksponentielt med antallet af views,
likes etc. (Reckwitz, 2017/2019: 229).
Big Data og iagttagelsesprofiler
Der foregår to former for singularisering (Reckwitz, 2017/2019: 229):
1. "[…] den offentlige singularisering af netsubjekter […]" og
2. En 'bag om ryggen'-singularisering, der er de algoritmer, der beskriver subjekternes særegenhed,
via tracking af online aktivitet.

Subjekterne bliver i dette algoritmiske sammenhæng ikke opfattet "[…] som typer, men som
singulariteter […]" (Reckwitz, 2017/2019: 230).
Det er lidt samme måde, hvorpå kriminalpolitiet forsøger at finde en gerningsmand; man følger spor,
der gør denne særegen eller observerer handlemåder, der fortæller noget om dennes særegne
psykologiske profil; det samme sker via algoritmerne og online-brugerne (Reckwitz, 2017/2019: 230).
Subjektet træder ind i offentligheden via den tracking og er ikke længere så særegent, som det måske
tror eller ønsker at være (Reckwitz, 2017/2019: 230).

Algoritmer anvendes bl.a. til forbrugervaner, karakteristik af vælgerprofiler, 'advertisement-

targeting' etc., og bagved alt dette befinder der sig en idé om, at subjektet skal "[…] singularisres
som et moduleret subjekt, altså som noget, der er sammensat af adskilte elementer" (Reckwitz,
2017/2019: 231).
Det er de hjemmesider, som brugeren er inde på, hvad denne køber, hvilke venner på sociale
medier, denne har og hvilke onlinegrupper, denne indgår i, som bl.a. er med til at bestemme, hvad
der rettes af advertisement mod brugeren, og hvordan dennes interesseprofil ser ud (Reckwitz,
2017/2019: 231).
Det er alt sammen kombinationen af disse, som skaber det algoritmisk multiple selv, som forsøger
at forudsige subjektet indre strukturer og adfærd på internettet - det er en måde, hvorpå at
kontrollere det ellers ukontrollerbare; nemlig, hvordan mennesker opfører sig (Reckwitz,
2017/2019: 231).

Den maskinelle singularisering er derfor en måde, hvorpå at fortælle den virale offentlighed om, hvad
der foregår indeni det enkelte subjekt via de aktiviteter, som denne udfører på internettet og dét,
som der adskiller den maskinelle singularisering fra den industrielle modernitets
iagttagelsesteknikker ér, at førstnævnte fokuserer på det enkelte individ, hvor sidstnævnte fokuserer
på, hvordan der handles i grupper - også kaldet Small Data (Reckwitz, 2017/2019: 232).
Big Data gør det modsatte (Reckwitz, 2017/2019: 232).
Ydermere kan man snakke om kropstracking, der fx kan være sporing via webcam, hvorefter man fx
kan målrette reklamer om professionel terapi el. lign. Til personen bag webcammet ift. Dennes
følelse om sin krop etc. (Reckwitz, 2017/2019: 232).

Webkameraet lægger på lignende måde op til samme selvrefleksivitet som det bærbare kameras
lifelogging gør det, hvor hverdagslige øjeblikke optages, reflekteres over og kan fortolkes, og hvor
subjektets selvsingularisering kobles med det maskinelle singularisering; den interne singularisering
kobles med en eksterne singularisering, så at sige (Reckwitz, 2017/2019: 233).
Personaliseret net og softwareisering
Subjekter og objekter singulariseres "[…] på to måder: maskinelt-algoritmisk og af subjekterne selv
ved brug af digitale instrumenter" (Reckwitz, 2017/2019: 233).
I det første eksempel kan man snakke om en 'personalisering af internettet', hvor sidstnævnte mere
er "[…] en 'softwareisering' af objekter" (Reckwitz, 2017/2019: 233).
"I det første tilfælde drejer det sig i forbindelse med objekter om det samlede internet, sådan som
det frembryder sig for brugeren, i det andet tilfælde om enkeltstående digitale objekter (tekster,
billeder osv.) eller materielle ting" (Reckwitz, 2017/2019: 233).
Det er Google og Facebook, der iagttager og kontrollerer brugere og derfor kan de også kontrollere,
hvordan feedet ser ud for disse; de kan med andre ord personalisere, hvad man ser via algoritmerne
(Reckwitz, 2017/2019: 233-34).

Dét vindue, som Google eller Facebook introducerer for brugeren; altså dét, som den pågældende
ser, er skræddersyet til den enkelte bruger via algoritmerne (Reckwitz, 2017/2019: 234).
Samtidig har de tidligere søgninger og tidligere besøgte hjemmesider indflydelse på, hvilke
søgeresultater, man som bruger for vist (Reckwitz, 2017/2019: 234).

Det er en bevægelse fra det universelle til det singulariserede; at de objekter, der vises bliver
subjektorienterede; at algoritmen retter sig ind efter subjektets interesser (Reckwitz, 2017/2019:
235).
Alle brugere kan nu være producenter af alle former for kultur, og kulturen bliver med dette, en
hverdagsliggørelse af selvsamme (Reckwitz, 2017/2019: 235).
Det er sammenblandingen af forskellige objekter, som ikke behøver være særegne i sig selv, men som
til sammen muligvis bliver det via en eksperimentel behandling og omgang (Reckwitz, 2017/2019:
235).

Det er en form for DIY-kulturen (Do-It-Yourself) (Reckwitz, 2017/2019: 236).

Digitale neofællesskaber og nettets socialitet
"[…] internettet bidrager til skabelsen af et væld af partikulære kollektiver […]", som "[…] kan
betegnes som digitale neofællesskaber, der er kendetegnet ved, at de singulariserer sig selv som
kollektiver" (Reckwitz, 2017/2019: 236).
Alle disse kollektiver har dét til fælles, at de samler sig om, hvad der affektivt værdifuldt,
følelsesmæssigt tiltrækkende etc. (Reckwitz, 2017/2019: 236).
Disse affektive fællesskaber, som kan have rod i mindre partikulære fællesskaber - det kan være
passionen for en tv-serie, en musikkunstner, en bevægelse etc. - er med til - selvom, at det kan
forekomme paradoksalt - at skabe en form for universalitet mellem disse (Reckwitz, 2017/2019: 236).

Reckwitz mener, at de sociale (forstået i konteksten 'sociale netværk') antager tre forskellige former,
der kan betegnes som 'de heterogene kollaborationer', de singulariserede markeder
(singulariseringsmarkederne) og 'neofællesskaberne' (Reckwitz, 2017/2019: 237).
Reckwitz siger, at "[…] Et sociale netværk skal forstås som et ensemble, der består af relationer
mellem enheder, f.eks. Subjekter, og som ikke har nogen fast ydergrænse, men er dynamisk og
uafslutteligt" (Reckwitz, 2017/2019: 237).
Det sociale netværk bliver singulariteternes platform, idet de samarbejder eller kommunikerer
sammen eller udveksler former for kommunikation, som ikke nødvendigvis omhandler dét at skulle
løse en bestemt opgave (Reckwitz, 2017/2019: 237).

De digitale attraktivitetsmakeder kan fungere som singulariteternes sociale platforme, hvor disse
singulariteter kan profilerer sig selv, mens neofællesskaberne ikke er så strukturerede som disse, hvor
det - i modsætningen til singulariteternes fællesskaber - mere er selve fællesskabet, som er
udslagsgivende og betydningsfuldt (Reckwitz, 2017/2019: 238).
 Neofællesskaberne vælger man at indgå i, hvorimod de traditionelle fællesskaber er nogle, man
længere hen ad vejen fødes ind i, og derfor fordrer man som oftest i højere grad sin egen
individualitet ved at lade sig indlemme i et neofællesskab (Reckwitz, 2017/2019: 238).

De digitale neofællesskaber indbefatter "[…] en tekstuel-visuel kommunikation mellem subjekter, der

befinder sig hvert sit sted" (Reckwitz, 2017/2019: 239).
Det er en form for 'regulære mediale parallelsamfund', hvor der kører en asymmetrisk
kommunikation mellem medlemmerne; dog er medlemmerne ligeværdige, men der er altid nogle,
som søger (måske endda kræver) en kommunikation fra de øvrige medlemmer (Reckwitz, 2017/2019:
239).
"Den afgørende forskel mellem neofællesskaberne og såvel netværkene som
singulariseringsmarkederne er, at de to sidstnævnte udgør platforme for subjekters og objekters
heterogenitet, hvorimod neofællesskaberne arbejder på deres særegenhed og homogene
partikularitet som samlede, sociale enheder" (Reckwitz, 2017/2019: 239).

Spændingsfelter i netkulturen: fra profileringstvang til det ekstremes affektkultur

Netkulturen skaber muligheden for, at man som bruger kan "[…] præsentere sig selv som individ med
alsidige, også lettere excentriske, interesser og at indgå i et netværk af ligesindede" (Reckwitz,
2017/2019: 240).
Der kan dog i disse netkulturer og singularisering af subjektet, skabs en forventning om, at det
enkelte individ "[…] skal være enestående - og det vel at mærke på en acceptabel måde" (Reckwitz,
2017/2019: 240).
Man må ikke "[…] gå i ét med tapetet […]", men skal være unik, original; der eksisterer dermed en
form for 'profileringstvang - en "[…] 'originalitets-, kreativitets- og oplevelsestvang […]", og man kan
komme til at blive betragtet eller 'dømt' som konform, hvis man ikke lever op til disse forventninger
eller krav om at være dette originale unikum, som netkulturernes singularisering foreskriver
(Reckwitz, 2017/2019: 240).

Man er så at sige en flad karakter, en 'flat character'; farveløse, passiv og konventionel (Reckwitz,
2017/2019: 241).
Men samtidig må man ikke være for speciel; for særegen - er man dette, bliver man pinlig, og andre
skammer sig over én, hvis man ikke lever op til kravene for det attraktive, singulære subjekt
(Reckwitz, 2017/2019: 241).

Netkulturen kendetegnes også "[…] ved en digital cementering ad individet […]", og algoritmerne på
internettet afstedkommer ofte, at man ikke præsenteres for noget fremmedartet, men at de
tværtimod er skræddersyede til, hvad man ellers har givet udtryk for, at man foretrækker (Reckwitz,
2017/2019: 242).

• Jürgen Habermas - Den nye borgerlige offentlighed. Strukturændringer og deliberativ politik, s.

48-75
ISBN.13: 9788759343081
UDGAVE: 1
ISBN-10: 8759343087
2023
SAMFUNDSLITTERATUR
Den offentlige mening er kun relevant, når der er udfordringer eller problemer, som har behov for at
løses eller justeres, da man dér skal søge henimod en løsning på dette problem (Habermas, 2023: 48-
49).

Samtidig er den offentlige mening kun effektiv, når mediernes temaer, får opmærksomhed fra
offentligheden (Habermas, 2023: 49).
Habermas siger, at "[…] den offentlige kommunikation, der styres af massemedierne, det eneste
område, hvor den kommunikative støj kan fortætte sig til relevante og effektive offentlige meninger"
(Habermas, 2023: 49).
Der skal et personale til for digitalt at videreføre den massekommunikation, som indfinder sig i
mediesystemet, og dette personale er journalister, redaktører, forfattere og konsulenter i medie- og
litteraturbranchen (Habermas, 2023: 49).
De styrer samtidig de to vigtigste parametre i den offentlige kommunikation, som er "[…] udbuddets
rækkevidde og deliberative kvalitet" (Habermas, 2023: 49).

Habermas siger, at der indfinder sig en politisk regression og at man kan bedømme de digitale
mediers indflydelse på, hvor meget man anvender medierne og hvordan mediernes karakter ér,
hvilket i sig selv er åbenlyst (Habermas, 2023: 50).
Dét, som afgør, hvor stor en indflydelse den politiske offentlighed har på dette, er "[…] den offentlige
meningsdannelses inklusivitet og de offentligt profilerede meningers rationalitet" (Habermas, 2023:
50).

Data om medieforbruget indikerer også, hvor meget offentligheden reflekterer over de medier, de
anvender (Habermas, 2023: 51).
De nye mediers revolutionære karakter, er både "[…] en udvidelse af det hidtidige medieudburd, men
[også] en cæsur i historien om menneskets udvikling ad medier, der kan sammenlignes med
opfindelsen af bogtrykkerkunsten" (Habermas, 2023: 51).
Parallellen mellem bogtrykkerkunsten og den elektroniske digitalisering ligger i, at de håndskrevne
tegn bliver til maskinskrevne tegn på lignende måde som de 'analoge' medier/fysiske medier blev til
elektroniske og/eller digitale medier (Habermas, 2023: 51).

Dét, der for alvor ændrede kommunikationsteknologierne var computere, der gjorde, at man alle
steder fra i verden kunne kommunikere med hinanden, og da de blev tilgængelige for alle i verden i
1991, blev det et afgørende skridt henimod oprettelsen af internettet året efter (Habermas, 2023:
52).
Habermas skriver, at udvidelsen af menneskets muligheder for at kommunikere er en fordel
(Habermas, 2023: 52-53).

Dét, at der er kommet flere streamingtjenester til, såsom Netflix etc., afstedkommer, at man kan få
leveret produkterne hurtigere, nemmere og billigere; de er disponible døgnet rundt (Habermas,
2023: 53).
Dette er platformskarakterens 'newness' ved nye medier; disse medier gør samtidig dét, at de "[…]
principielt bemyndiger alle potentielle brugere til at blive selvstændige og ligeberettigede skribenter"
(Habermas, 2023: 53).

De nye medier, som Habermas kalder dem, er ikke som de klassiske medier og forlag; "[…] de
producerer ikke, de redigerer ikke, og de selekterer ikke […]", men er alligevel med til at forandre
kommunikationens karakter i det offentlige via deres acceleration af medier, som de udsender
(Habermas, 2023: 54).
 Platformene tilbyder kommunikation, som er spontan og som har meget forskellige indhold, så de
kan ramme bredt og så mange brugere som muligt, men dette afstedkommer, at der ikke er nogle
brugere, der adskiller sig fra hinanden; alle bliver ens og alle anvender de samme produkter
(Habermas, 2023: 54).

Det er dette, at man kan komme med egne bidrag og mere styre tingene selv, som forbruger, der er
med til at kendetegne de nye medier (Habermas, 2023: 55).
Men alle disse dele af dette store kommunikationsmønster er også med til at skabe en større støj, der
kan afstedkommer, at man ikke ved, hvilket produkt, man skal 'lytte' til (Habermas, 2023: 55).
Ydermere, at dette kommunikationsmønster skabt følgende (Habermas, 2023: 55):
1. Den ligeberettigede inklusion af alle borgere sker fyldest. Det er samtidig dét, at man som
forbruger kan vælge og vrage eller som Habermas siger: "[…] Mediebrugernes selvmyndiggørelse er
den ene virkning […]" (Habermas, 2023: 55).
2. Den anden virkning er prisen, man betaler for denne valgfrihed (Habermas, 2023: 55-56).

Samtidig siger Habermas, at digitaliseringen gør "[…] alle til potentielle forfattere […]", men at det er
for tidligt; at tingene går for hurtigt - vi har knapt lært at læse, før vi skal begynde at skrive
(Habermas, 2023: 56).
Grænserne udviskes, siger Habermas, når der på sociale medier skabes 'løsslupne diskurser', når der
ingen grænser for kommunikationen er længere (Habermas, 2023: 56).

Denne udviskning af grænserne i kommunikationen, gør samtidig tingene mere fragmenterede

(Habermas, 2023: 57).
Udbuddet af medieforbruget blev især udvidet via fjernsyn i hjemmet og dernæst alle de
onlinemuligheder, man som forbruger har og med tiden har fået (Habermas, 2023: 57).

Fra 2005 til 2020 gik de trykte mediers udbredelse fra at være 60 procent til at være 22 procent;
dette er én af virkningerne ved de nye digitale medier (Habermas, 2023: 58).
Den intensitet, man som læser med, er også faldet; man bruger mindre tid på at læse aviser og mere
tid på at læse på internettet, da dette ikke kræver samme intensive opmærksomhed (Habermas,
2023: 58-59).

Faktisk bruges der 3 gange som lang tid på at læse digitale tekster, som der bruges på at læse fysiske
eller trykte tekster (Habermas, 2023: 59).

Dét, at man ikke bruger så meget tid på aviser og tidsskrifter er også en indikation af, at man ikke
bruger samme antal tid på politiske nyheder (Habermas, 2023: 60).
Dette kan muligvis hænge sammen med opblomstringen af 'fake news' og spekulativ
nyhedsjournalistik, der "[…] har forstærket mistilliden til medierne i Europa" (Habermas, 2023: 60).
Disse indikationer giver dog "[…] kun indirekte oplysning om kvaliteten af de offentlige meninger, der
dannes på dette grundlag [fake news], og om graden af borgerinddragelse i menings- og
viljedannelsesprocessen" (Habermas, 2023: 60).

Habermas siger, at tilbagegangen for disse medier, indikerer, at de har en lavere kvalitet; at de skal
underholde mere end de skal informere og deri mister noget kvalitet og på den anden side - siger
Habermas - så finder læseren ud af - via daglig 'indtagelse' af nyheder på diverse medier - at de
førende nyhedsbureauer og medier, stadig er førende, fordi de ved, hvordan man kvalitativt bedst
"[…] forholder sig kritisk og reflekteret til de indholdsmæssigt toneangivende emner og dagsordner"
(Habermas, 2023: 61).
Men offentlighedens tiltro til sandfærdigheden i disse nyhedsudsendelser og/eller medier, falder
(Habermas, 2023: 61).
Det er dét, at den offentlige/amatør-mening er en vigtig forudsætning, men på den anden side skaber
disse mange meninger en dissonans (Habermas, 2023: 61-62).

"Beskrivelsen af platformene som 'medieudbud til netværksforbindelse af kommunikativt indhold

over vilkårlige rækkevidder' er med henblik på den alt andet end neutrale algoritmestyring af de
platforme, der eksisterer i skikkelse af Facebook, YouTube, Instagram eller X, om ikke blåøjet, så dog
ufuldstændig" (Habermas, 2023: 62).

Disse virksomheder bruger dog data som økonomisk udnyttelse og anvender på samme tid
informationen som en vare (Habermas, 2023: 63).
De er at gøre nyheder og 'livsverdenens sammenhænge' til en vare; dette gøres via måden, hvorpå
algoritmerne fungerer - at man får vist mere af det indhold, man i forvejen har liket eller læst eller
brugt tid på; mere vil have mere, for at man bruger mere tid på den pågældende side, så
reklameindtægterne for disse sider går op (Habermas, 2023: 63).

"I et komplekst samfund er medierne […] den formidlingsinstans, der i de sociale

livsomstændigheders og kulturelle livsformers perspektivmangfoldighed udskiller en intersubjektivt
delt fortolkningskerne blandt de konkurrerende verdenstydninger og sikrer, at den generelt er
rationelt accepteret" (Habermas, 2023: 64).

Faldende opslagstal og reklameindtægter truer de fysiske og eksisterende medier og deres

økonomiske grundlag (Habermas, 2023: 65).
Derfor sparer man på de fysiske medier og på redaktionerne og mediehusene, hvilket går ud over
"[…] den redaktionelle drifts kvalitet og omfang" (Habermas, 2023: 65).
Samtidig bliver tendenserne til afprofessionalisering forstærkede, da man er nødsaget til at tage
mere højde for læserreaktioner og meninger, da disse har indvirkning på salgstallene og i sidste ende
reklameindtægterne (Habermas, 2023: 65).

Det er pressen, der tilpasser sig platformene - ikke omvendt - man vil have affektivt tendenserede
nyheder og politik, som mennesker kan leve sig ind i (Habermas, 2023: 66).
Nyhederne bliver afpolitiseret og de bliver mere subjektivt rettede; altså, at de skal henvende sig til
individet og bl.a. indgå i en form for "[…] narcissistisk selvfremstilling og 'iscenesættelse af egen
uforlignelighed" (Habermas, 2023: 66-67).

Habermas mener, at de sociale medier er med til at fremme "[…] menings- og viljesdannelsen i den
politiske offentlighed" (Habermas, 2023: 67). Dvs., at man selv danner sin egen ud fra 'subjektive
fakta', frem for 'objektive fakta', men samtidig også, at man søger og læser indhold, der bekræfter
ens egne holdninger og at jo mere man læser denne type indhold, jo mere styrer algoritmerne én
henimod mere af denne type indhold, der så forstærker ens egen bekræftelse (Habermas, 2023: 67).
Det er ikke 100 procent videnskabeligt bevist, men tendenserne og tegnene forekommer så tydelige,
at de ikke er til at tage fejl af (Habermas, 2023: 67-68).

"Det forventes af statsborgerne, at de træffer deres politiske afgørelser i spændingsfeltet mellem

egeninteresse og hensyn til almenvellet" (Habermas, 2023: 68).

Det er tærkslen mellem de private og offentlige anliggender, som er vigtig; at offentligheden skal
rette sine temaer til alle borgere eller at alle borgere skal rette deres opmærksomhed mod samme
temaer, men at borgerne samtidig skal fælde en selvstændig dom over, hvad de mener er korrekt,
forsvarligt etc. (Habermas, 2023: 69).
Det er forventningen om, at det offentlige er pålideligt, at det besidder en vis kvalitet og at det er
alment relevant, som er med til at konstituere opfattelsen af, at offentlighed skal rette borgerne mod
de samme temaer, så de hver især kan drage en selvstændig konklusion over disse temaer
(Habermas, 2023: 69).

"I bestemte subkulturer bliver offentligheden ikke længere opfattet som inklusiv, og den politiske
offentlighed opfattes ikke længere som et kommunikationsrum for en interessegeneralisering, der
omfatter alle borgerne" (Habermas, 2023: 70).
Habermas forsøger at gøre denne plausibel (Habermas, 2023: 70).
Internettet åbner for, at alle mennesker kan blive skribenter, skriver Habermas, sociale medier
inviterer til ukontrollerede interventioner og alle brugere kan "[…] henvende sig til et anonymt
publikum i disse frit tilgængelige medierum og bejle til dets samtykke" (Habermas, 2023: 70).
Disse rum er hverken offentlige eller private, men kommunikative rum; en form for offentlig
brevveksling (Habermas, 2023: 70-71).

Disse rum er samtidig porøse, åbne for yderligere kommunikation, og de er ikke professionelt
filtrerede; det er altså ufiltrerede meninger og kommentarer fra det offentlige, som befinder sig i
dette rum (Habermas, 2023: 71).
Med dette in mente, så kan det det politisk offentlige rum opfattes mindre inkluderende; og de
offentlige kommunikative rum, er nu dem, som opfattes som inkluderende, men kun fordi de
fremtræder inkluderende (Habermas, 2023: 71).
Dette ses bl.a. med dobbeltstrategien om at sprede fake news og på samme tid være forkæmper for
sandfærdighed i den daglige presse, hvilket kan skabe en usikkerhed om, hvad der reelt er sandt og
hvad der er falskt (Habermas, 2023: 71-72).

Habermas skriver, at: "[…] Det er ikke ophobningen af fake news, der er signifikant for den udbredte
deformation af opfattelsen af den politiske offentlighed, men den omstændighed, at de involverede
ikke længere er i stand til at identificere, hvad der er fake news" (Habermas, 2023: 72-73).

Habermas går videre til at snakke om disrupted public spheres "[…], der har løsrevet sig fra den
journalistisk institutionaliserede offentligheds rum" (Habermas, 2023: 73).
Habermas siger samtidig, at kommunikationen i 'halvoffentlighederne' (altså online) ikke er
afpolitiseret og siger videre, at "[…] Et demokratisk system vil som helhed tage skade, hvis
offentlighedens infrastruktur ikke længere henleder borgernes opmærksomhed på de relevante og
afgørelseskrævende temaer og ikke længere kan garantere dannelsen af konkurrerende offentlige, og
dvs. kvalitativt filtrerede, meninger" (Habermas, 2023: 73).