Denne udgave er produceret af Studiebogservice for Ministeriet for Børn og Undervisning,

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, Kontor for SPS og Handicap med henvisning til § 17 i Lov om
Ophavsret og i henhold til Lov Om Specialpædagogisk Støtte samt Bekendtgørelse om særlige
tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v.
Bogen må KUN benyttes til studieformål af den, der har fået tilladelse hertil af Ministeriet for Børn
og Undervisning, Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, Kontor for SPS og Handicap, og den må ikke
herudover kopieres eller mangfoldiggøres i nogen form.
Bogen er produceret som en såkaldt OCR-udgave som overvejende er maskinelt bearbejdet, og som
kun i begrænset omfang er søgt korrigeret ved egentlig korrektur.
---------------
Tilrettelæggerforord:
ingen bemærkninger
---------------
Forsyningsnet og transformerstationer
Carsten Dahl Petersen
Side 1
Forsyningsnet og transformerstationer
Side 2
Side 3

Titelblad
ELEKTROTEKNIK 5
Forsyningsnet og transformerstationer
5. udgave
CARSTEN DAHL PETERSEN
KØBENHAVN BOGFONDENS FORLAG A/S 2012
Side 4
Lærebogsserien "Elektroteknik" omfatter flg. bind:
Poul Erik Petersen : 1. Elektricitet og magnetisme
Poul Erik Petersen : 2. Elektriske målinger
Poul Erik Petersen : 3. Elektriske maskiner
Poul Erik Petersen : 4. Lys og varme
Carsten Dahl Petersen: 5. Forsyningsnet og transformerstationer
Niels Windel Kringelum og Carsten Dahl 6. El-tekniske beregninger Kortslutninger,
Petersen : fasekompensering, spændingsfald og selektivitet
Niels Ølgaard: 7. Elektriske installationer
Poul Erik Petersen: 8. El-installationsmateriel
Desuden foreligger i tilknytning til serien:
Poul Erik Petersen og Danial Olsen: Elektroteknik. Opgavesamling

Kolofon
ISBN 87-7463-015-9
5. udgave 2012
Copyright © Carsten Dahl Petersen 2012
Omslag: LM'design
Tryk: Herrmann & Fischer A/S
Fotografisk, mekanisk, datateknisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke
tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Forlag og forhandling:
Maskinmesterskolens Boghandel, Bogfondens forlag A/S,
Akademivej, Bygning 358, 2800 Kgs. Lyngby.
Tlf. 39 29 30 26 Fax 39 29 30 91
bogf@maskinmesterskolens-boghandel.dk
www.maskinmesterskolens-boghandel.dk
Side 5

Forord
til 5. udgave
Denne bog om forsyningsnet og transformerstationer er femte bind i lærebogsserien
"Elektroteknik". Bogen henvender sig til studerende, der modtager undervisning inden for
fagområdet elforsyning, men kan også bruges som opslagsværk i forbindelse med projektering og
udførelse af distributionsnet med tilhørende transformerstationer.
Grundlaget for forståelse af bogens indhold er en elektroteknisk viden svarende til indholdet af
seriens øvrige bind med speciel vægt på bind 1, bind 2, bind 3 og bind 6.
Grundlaget for bogens forskrifter for dimensionering af anlæg og ledninger er
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 og afsnit 6 samt diverse rekommandationer fra DEFU
(Dansk Elforsyning Forskning og Udvikling).
I forbindelse med revisionen af bogen har jeg fra flere undervisere modtaget forslag til justering af
indholdet, ligesom jeg har modtaget stor hjælp fra leverandører af materiel beregnet til elforsyning
og fra netselskaber med hensyn til at fremskaffe diverse data- og billedmaterialer, der kan
understøtte teksten, således at bogen kan anvendes både som lærebog og som opslagsværk i
forbindelse med projektering af elforsyningsanlæg. Jeg takker meget for denne hjælp.
Ballerup, juli 2012 Carsten Dahl Petersen
Side 6
Side 7

Indholdsfortegnelse
Side
1 Elproduktion 13
1.1 Planlægning 13
1.2 Centrale værker 17
1.2.1 Dampanlæg 17
1.2.2 Elektriske anlæg 19
2 Elforbrug 21
2.1 Prissætning 21
2.2 Sammensætning af forbruget 21
3 Transport af elektricitet 24
3.1 Opbygning 24
3.2 Transmissionsnet 24
3.2.1 Jævnspændingsoverføring 28
3.3 Distributionsnet 31
4 Relæbeskyttelse 33
4.1 Fejltyper 33
4.1.1 Kortslutningsfejl 33
4.1.2 Afbrydningsfejl 34
4.1.3 Viklingsfejl 34
4.2 Principper 35
4.2.1 Strømrelæ 36
4.2.2 Spændingsrelæ 37
4.2.3 Impedansrelæ 37
4.2.4 Differentialrelæ 41
4.2.5 Sumstrømrelæ 43
4.2.6 Buchholzrelæ 44
4.2.7 Andre relæer 45
4.3 Beskyttelse af generator 45
Side 8
4.4 Beskyttelse af transformer 48
4.5 Beskyttelse afledninger 49
4.5.1 Spændingsniveau 10–20 kV 49
4.5.2 Spændingsniveau 50–60 kV 49
4.5.3 Spændingsniveau 132–400 kV 50
4.6 Beskyttelse af samleskinner 50
4.7 Selektivitet 50
5 Transmissionsnet 55
5.1 Planlægning 55
5.2 Udførelse 56
5.3 Komponenter 57
5.3.1 Luftledninger 57
5.3.2 Isolatorer og beslag 60
5.3.3 Master 64
5.3.4 Kabler 67
5.4 Beregning 69
6 Transformerstationer i transmissionsnet 72
6.1 Opbygning 72
6.2 Samleskinner generelt 76
6.2.1 Opbygning 76
6.2.2 SF6 samleskinner 78
6.3 Effektafbryder 80
6.3.1 Miniolieafbryder 80
6.3.2 SF6 afbryder 84
6.4 Adskillere 89
6.5 Strømtransformer 91
6.6 Spændingstransformer 94
6.7 Overspændingsafledere 96
6.8 Transformere 98
6.8.1 Kølemetoder 98
6.8.2 Beskyttelsesudstyr 101
6.9 Jordingsanlæg 102
6.10 Signalanlæg for fjernkontrol 104
Side 9
7 Distributionsnet for højspænding 107
7.1 Opbygning 107
7.2 Nettyper 110
7.3 Komponenter 114
7.3.1 Luftledninger 115
7.3.1.1 Isolatorer 115
7.3.1.2 Master 116
7.3.2 Kabler 117
7.3.2.1 Dimensionering 126
7.3.2.2 Nedlægning 127
7.3.2.3 Muffer 128
7.4 Beregning 134
7.4.1 Spændingsfald 135
7.4.2 Fasekompensering 154
7.4.3 Strømbelastning 157
7.4.4 Driftsjording 161
7.4.5 Overstrømsbeskyttelse 167
7.4.6 Registrering af jordfejl 184
7.4.7 Indstilling af relæ 190
7.4.8 Selektiv relæindstilling 193
7.4.9 Valg af relæindstilling 194
8 Transformerstationer 205
8.1 Transformerstationerne 205
8.1.1 Signaturer 205
8.1.2 Adskiller 206
8.1.3 Lastadskiller 208
8.1.4 Effektafbryder 212
8.1.5 Sikringer 219
8.1.6 Jordslutter 220
8.1.7 Sløjfefelt 221
8.1.8 Måletransformere 228
8.1.8.1 Strømtransformere 228
8.1.8.2 Spændingstransformere 232
8.1.8.3 Placering 233
8.1.8.4 Målesensorer 235
8.1.9 Samleskinner 236
8.2 Pladekapslede felter 238
8.2.1 Feltopbygning 238
Side 10
8.2.2 Innovac MMS 240
8.3 Transformerstationer i distributionsnettet 245
8.3.1 Stationstyper på kabelnet 245
8.3.2 Stationstyper på luftledningsnet 255
8.3.3 Transformerstationer hos store forbrugere 259
8.3.4 Netautomation 261
8.4 Transformerens størrelse 262
8.5 Placering af transformerstationer 265
8.6 Transformerbeskyttelse 265
8.6.1 Beskyttelse med sikring 266
8.6.2 Beskyttelse med relæ 276
8.7 Kortslutning 284
8.7.1 Beregning af kortslutningsstrømme 285
8.8 Dimensionering af højspændingskabler 291
8.9 Transformerstationens lavspændingsmateriel 298
8.10 Dimensionering af ledere på lavspændingssiden 301
8.10.1 Dimensionering af forsyningsledninger 301
8.10.2 Dimensionering af lavspændingsskinner 307
8.11 Beskyttelses- og driftsjord 314
9 Distributionsnet for lavspænding 326
9.1 Planlægning 326
9.1.1 Belastning i boligområde 326
9.1.2 Belastning i cityområde 329
9.1.3 Landbrugsområder 330
9.1.4 Industriområder 331
9.1.5 Belastningsstigning 331
9.2 Nettyper 332
9.2.1 Åbne net 332
9.2.2 Delvislukkede net 333
9.2.3 Maskenet 335
9.3 Komponenter 337
9.3.1 Luftledninger 337
9.3.1.1 Isolatorer 337
9.3.1.2 Master 339
9.3.2 Hængekabler 339
9.3.3 Kabler 341
Side 11
9.3.3.1 Nedlægning 342
9.3.3.2 Kabelskabe 342
9.3.3.3 Valg af kabler 346
9.4 Netberegninger 347
9.4.1 Dimensionering 347
9.4.1.1 Tilladelig strømbelastning af kabler 347
9.4.1.2 Overstrømsbeskyttelse 349
9.4.1.3 Spændingsfald 350
9.4.2 Selektivitet 354
9.4.2.1 Mellem lavspændingssikringer 354
9.4.2.2 Mellem høj- og lavspændingssikringer 354
9.4.2.3 Mellem relæer og lavspændingssikringer 359
9.4.3 Spændingskvalitet 362
Supplerende litteratur 370
Stikordsregister 371
Side 12
Side 13

1. Elproduktion
1.1 Planlægning
Forbruget af elektrisk energi er naturligvis afhængig af kWh prisen, men reelt er det den
økonomiske udvikling, der bestemmer energiforbruget. På trods af stigninger i kWh prisen har der
således i Danmark gennem årene været et stadigt stigende forbrug af elektrisk energi. Hvordan det
fremtidige forbrug af elektrisk energi vil udvikle sig vil dog i høj grad også være bestemt af
politiske tiltag, herunder brug af elektrisk energi i transportsektoren.

Figurtekst:
Fig. 1.1.1 Udviklingen af elforbruget i Danmark (Dansk Elforsyning Statistik).
Figurtekst slut.
Elektrisk energi skal produceres præcist i takt med det øjeblikkelige forbrug. Det skal derfor sikres,
at produktionsanlæggene udbygges i takt med elforbrugets stigning, og i takt med at udtjente ældre
anlæg skal erstattes. Da det tager adskillige år at projektere og bygge et nyt produktionsanlæg, er
det således nødvendigt hele tiden at justere prognosen for elforbruget.
Side 14
Fig. 1.1.2 viser energibalancen for den danske elsektor, som den så ud i 2009. Med hensyn til
tallene for im- og eksport, så skal det bemærkes, at disse tal er bestemt af flere faktorer som f.eks.
maskinhavari, vandstanden i de norske og svenske vandkraftværkers bassiner, energipriserne og
flaskehalse ved transport af elektricitet.
Imidlertid varierer energiforbruget ikke alene år for år og over årets måneder, men har også store
variationer i det enkelte døgn. Det er derfor af stor betydning for optimal drift af
energiproduktionen, at der er kendskab til den øjeblikkelige belastning (effekt). Fig. 1.1.3 viser
døgnbelastningskurverne for fire forskellige dage i 2009.

Figurtekst:
Fig. 1.1.2 Elsektorens energibalance (Dansk Elforsyning Statistik 2009).
Figurtekst slut.
Side 15
Ud fra døgnbelastningskurverne kan det sikres, at der hele tiden er den fornødne effekt til rådighed.
Døgnvariationen giver yderligere mulighed for at udnytte ledig kapacitet til energieksport til vore
nabolande, ligesom der kan planlægges import af elektrisk energi i de tidsrum, hvor vi har
maksimalt forbrug.

Figurtekst:
Fig. 1.1.3 Døgnbelastningskurver (Dansk Elforsyning Statistik 2009)
Figurtekst slut.
Den overordnede opgave med at få produceret netop den mængde elektrisk energi, der sammen
med importen/eksporten skal til for at dække forbruget varetages af systemoperatøren –
Energinet.dk.
Driftspersonalet hos systemoperatøren udarbejder produktionsplaner for de enkelte
produktionsanlæg og styrer aftaler om import og eksport. I planerne indgår de aktuelle priser for en
kWh, således at forbrugerne kommer til at betale mindst muligt. Prisen på en kWh afhænger af
udbud og efterspørgsel, der varierer afhængig af årstid, dag, vejrlig og lignende.
Overholdes planerne ikke, vil systemoperatøren gribe ind med justerede driftsplaner.
Side 16

Figurtekst:
Fig. 1.1.4 Centrale værkers el- og varmeproduktion (Dansk Elforsyning Statistik 2006).
Figurtekst slut.
Side 17
Den største del (ca. 60 %) af den danske elproduktion foregår på de store centrale kraftværker. Fig.
1.1.4 viser for år 2006 dels produktionen på de centrale værker og dels udvekslingen med vores
nabolande. Den resterende elproduktion foregår på decentrale kraftvarmeværker, vindmølleanlæg
og erhvervsværker.
En del virksomheder, producerer elektricitet til eget brug. Disse erhvervsværker kan i visse tilfælde
have en overskudsproduktion, som sælges til det offentlige net. I alt var der i 2009 på
erhvervsværkerne en samlet produktion på ca. 10 % af de centrale værkers produktion.
På vindmølleanlæggene, som effektmæssigt udgør ca. 50 % af den samlede effekt på de centrale
værker, produceres der energi svarende til ca. 30 % af produktionen på de centrale værker.
Benyttelsestiden for vindmøller afhænger selvsagt af hvordan året er rent vindmæssigt – derfor den
store forskel på effekt og energi set i forhold til de centrale værker.
Decentrale kraftvarmeværker fungerer i princippet tilsvarende de store centrale kraftværker, men
har som hovedopgave at producere fjernvarmevand. Produktionen af elektrisk energi kan således
siges at være et biprodukt.

1.2 Centrale værker

I det følgende vil der være en kort beskrivelse af forskellige dampanlæg, der anvendes i
kraftværkerne, samt en oversigt over forskellige elektriske opbygninger.

1.2.1 Dampanlæg
Efter at dampen forlader turbinen, skal den afkøles, så den igen overgår til flydende form
(fødevand).
Denne nedkøling kan ske med havvand i kondensatoren. Den varmemængde, der derved fjernes,
tjener intet yderligere formål. En sådan driftsform kaldes kondensations drift. Værkets
virkningsgrad fremgår af fig. 1.2.1
Side 18

Figurtekst:
Fig. 1.2.1 Kondensationskraftværk
Figurtekst slut.
I stedet for at bortlede varmen til havvandet, kan man med fordel i stedet opvarme fjernvarmevand.
Denne driftsform kaldes modtryksdrift, og som det fremgår af fig. 1.2.2 forbedres værkets
virkningsgrad betydeligt. Der er dog den ulempe, at det kræver forbrug på fjernvarmesiden, for at
værket kan køre. Uden fjernvarmeforbrug kan der jo ikke fjernes varme fra dampen. I værste fald
kan man forestille sig, at værket må være ude af drift om sommeren.
En kombination af de to driftsformer vil udnytte begges fordele. Et sådant udtagsanlæg er vist i fig.
1.2.3.

Figurtekst:
Fig. 1.2.2 Kraftvarmeværk-modtryksanlæg
Figurtekst slut.
Side 19

Figurtekst:
Fig. 1.2.3 Kraftvarme-udtagsanlæg
Figurtekst slut.

1.2.2 Elektriske anlæg

I tilfælde af fejl på nettet kan kraftværket kobles fra for at køre i Ø-drift, dvs. som sin egen
forbruger. Denne frakobling sker med netafbryderen (NA) (se fig. 1.2.4).
Ved opstart og ved nogle fejltyper kan det være en fordel, at generatoren kan frakobles, uden at
egetforbrugstransformeren (ET) mister sin spænding. Denne frakobling foretages med GA, således
at ET får spænding fra nettet.
I fig. 1.2.4 er vist tre forskellige koblingsmuligheder for kraftværkers tilkobling til nettet.
Side 20

Figurtekst:
G: Generator
BT: Bloktransformer
ET: Egetforbrugstransformer
NA: Netafbryder
GÅ: Generatorafbryder
Fig. 1.2.4 Elektriske opbygninger
Figurtekst slut.
Side 21

2. Elforbrug
2.1 Prissætning
Alle forbrugere kan i dag frit handle elenergi på det åbne marked og således lade kWh-prisen være
afgørende for valget af energileverandør. Til gengæld skal den købte energi leveres gennem et
netselskab, der har monopol på at drive elnettet inden for et geografisk område.
Prisen for en kWh sammensættes således af flere dele:
Betaling for energien til handelsselskabet
Betaling for energitransporten gennem netselskabets net
Abonnement for tilslutning til netselskabets net
Diverse energiafgifter til staten samt moms
Betalingen for energitransporten er offentligt reguleret og kaldes nettarif. Den dækker transporten
fra producent gennem flere forskellige net (transmissionsnet og distributionsnet) og frem til
forbrugeren. I denne pris indgår også betaling for en række PSO opgaver (PSO = Public Service
Obligation), således at der hos kraftværkerne kan tilkøbes nødvendig produktionsreserve og sikres
tilstrækkelige energilagre, samt at der kan ydes offentlige tilskud til forskning og udvikling inden
for anvendelse af elenergi.
Abonnementet dækker selskabets faste omkostninger til kundebetjening, måling af energi mm.

2.2 Sammensætning af forbruget

Frem til 1996 er elforbruget steget jævnt, hvorefter forskellige energispareindsatser har været årsag
til en kun svag stigning. Hvordan den teknologiske udvikling og en økonomisk vækst fremover vil
afspejle sig i elforbruget er svært at sige, men alt tyder på, at der - på trods af øget fokus på
energiforbrug – igen må forventes en stigning i elforbruget ved en økonomisk vækst.
Side 22
Siden 1976 har elselskaberne ført statistik over elforbrugets fordeling på forskellige kategorier af
forbrugere. Denne statistik viser, at elforbruget ligger nogenlunde konstant fordelt, med følgende
procenter:
Bolig 29%
Landbrug og gartneri 7%
Industri 28%
Handel og service 20%
Offentlige virksomheder 13%
Andre 3%
I perioden 2008 til 2009 har der i de samme grupper været en ændring i forbruget med følgende
procenter:
Bolig -1,7 %
Landbrug og gartneri -2,6 %
Industri -12,6 %
Handel og service -2,6 %
Offentlige virksomheder -2,9 %
Andre +4,5 %
Samlet forbrug -5,1 %
Udviklingen i elforbruget bestemmes som tidligere nævnt af de økonomiske konjunkturer i
perioden, men også den spareindsats, der gennemføres for at mindske energiforbruget, har haft
betydning for ovenstående tal.
I fig. 2.2.1 er vist det gennemsnitlige elforbrug pr. indbygger i Danmark set over en årrække. Det er
her værd at bemærke, at det gennemsnitlige elforbrug pr. indbygger i Norge er ca. 24.000 kWh og i
Sverige og Finland ca. 15.000 kWh.
Side 23

Figurtekst:
Fig. 2.2.1 Det gennemsnitlige elforbrug pr. indbygger i Danmark
Figurtekst slut.
Side 24

3. Transport af elektricitet
3.1 Opbygning
Elektrisk energi transporteres frem til forbrugeren gennem et forsyningsnet, der er opbygget af
luftledninger, kabler og transformerstationer.
Når elektriciteten skal transporteres over store afstande, er man af tekniske grunde nødt til at
anvende høje spændinger. Med en højere spænding opnås der en øget overføringsevne på et givet
ledertværsnit. I praksis bestemmes udformningen af et forsyningsnet af kravet til overføringsevne,
kravet til geografisk placering og projektets økonomi.
Ved høje spændinger (≥ 132 kV) er kabler betydeligt dyrere end luftledninger med samme
overføringsevne, til gengæld lægger kabler ikke beslag på så store jordarealer som et
luftledningstracé. Det er dog ved høje vekselspændinger ikke muligt at anvende kabler over meget
lange afstande grundet kablernes driftskapacitans, der ved disse høje spændinger er årsag til
kapacitive ladestrømme af samme størrelsesorden som kablets tilladelige belastningsstrøm.
Derimod er det ved høje jævnspændinger teknisk muligt over lange afstande at anvende kabler.
Ved lave spændinger er der ikke specielle tekniske problemer ved kabeloverføring, og
omkostningerne ved kabellægning er rimelige set i forhold til luftledninger. I dag anvendes der
derfor udelukkende kabler ved nye distributionsnet.

3.2 Transmissionsnet
Transmissionsnettet forbinder kraftværker og udlandsforbindelser med distributionsnettet.
Transmissionsnettet dimensioneres og opbygges på en sådan måde, at en enkelt fejl ikke vil betyde
afbrydelse af forsyningen til distributionsnettet. Ved at opbygge nettet som ringforbindelser kan
forbrugeren forsynes ad flere veje. En
Side 25
udkobling af en anlægsdel betyder blot, at belastningen stiger i nogle af nettets øvrige dele.
Anlægget er beregnet til i kortere eller længere tid at føre denne ekstra belastning, herved får
driftspersonalet tid til at foretage det fornødne. Transmissionsnettets spændingsniveauer er 400 kV,
150 kV og 132 kV. Forbindelsen mellem transmissionsnettet og distributionsnettet udgøres af 60
kV nettet vest for Storebælt og 50 kV nettet øst for Storebælt dog med 30 kV i København.
Ifølge Dansk Elforsyning Statistik indgik der i 2009 i transmissionsnettet følgende længder af
luftledninger og kabler:
Spændingsniveau Luftledning Kabel
kV km km
400 – 150 – 132 5156 1051
60 – 50 – 30 5826 3050
Fig. 3.2.1 Ledningslængder
Transmissionsnettets 400 kV del og forbindelserne til udlandet ejes alene af systemoperatøren
Energinet.dk, medens resten af transmissionsnettet dels ejes af diverse regionale
transmissionsselskaber og dels af Energinet.dk. Det forventes, at Energinet.dk i løbet af 2012 køber
de regionale transmissionsselskabers 132 kV og 150 kV net, således at Energinet.dk bliver eneejer
af transmissionsnettet.
Fig. 3.2.2 viser transmissionsnettet, hvis opgave er:
- at være transportsystem fra produktionssted til kunde
- at give mulighed for import, eksport og transit af elektrisk energi.
Side 26

Figurtekst:
Fig. 3.2.2a. Transmissionsnettet vest for Storebælt
Figurtekst slut.
Side 27

Figurtekst:
Fig. 3.2.2b. Transmissionsnettet øst for Storebælt.
Figurtekst slut.
Side 28

3.2.1 Jævnspændingsoverføring
Som nævnt omstående er det ved høje spændinger i kabelnet (grundet kabelkapaciteten) kun muligt
at overføre store effekter ved højspændt jævnstrøm (HVDC) frem for ved højspændt vekselstrøm
(HVAC). Endvidere er dette også tilfældet, hvis der skal udveksles energi mellem to net, der ikke
frekvensmæssigt er knyttet (synkroniseret) til hinanden.
Elnettet vest for Storebælt har vekselspændingsforbindelser til Tyskland og er derved
frekvensmæssigt knyttet til det vesteuropæiske net. Øst for Storebælt er elnettet via
vekselspændingsforbindelser forbundet til Sverige og således frekvensmæssigt til det nordiske net.
Det er derfor kun muligt at forbinde elnettene i Øst- og Vestdanmark via den i fig 3.2.2 viste
HVDC forbindelse mellem Fyn og Sjælland.
Indtil for nylig var alle HVDC anlæg udført med ensrettere der kunne tændes, men kun slukkede
når strømmen blev nul i vekselstrømmens nulgennemgang. Disse anlæg betegnes som LCC HVDC
(LCC for Line Commutated Converters). Omkring år 2000 blev der introduceret HVDC med
halvledere, som selv kan slukke. Denne type anlæg kaldes VSC HVDC (VSC for Voltage Source
Converters).
Fig. 3.2.3 viser princippet i en LCC jævnstrømsoverføring, hvor strømmen Id hele tiden har den
samme retning gennem kabelmodstanden Rd, medens effektretningen bestemmes af spændingerne
Ud1 Og Ud2.
Ud styres ved at variere tændingsvinklen på thyristorerne i ensretterne. Med Ud1 større end Ud2 er
effektretningen fra 1 til 2. Ændres polariteten af Ud1 og Ud2 og med Ud2 større end Ud1 er
effektretningen fra 2 til 1.

Figurtekst:
Fig. 3.2.3 HVDC transmission med returstrøm gennem vand.
Figurtekst slut.
Side 29
Den første HVDC forbindelse mellem Danmark Sverige (Konti-Skan 1) blev opbygget tilsvarende
nettet i fig. 3.2.3. Spændingen er på 285 kV DC og forbindelsens nominelle overføring er på 380
MW. Strømmen er beregnet til altid at løbe fra Sverige til Danmark gennem luftledninger og kabler
og retur gennem vandet.
Konti-Skan 2 er opbygget tilsvarende Konti-Skan 1, men er beregnet til en strømretning fra Sverige
til Danmark gennem vandet. Konti-Skan 1 og 2 kan tilsammen overføre 740 MW. De to linjer
drives parallelt således, at den resulterende strøm i vandet tilstræbes at være nul grundet de
modsatte strømretninger. Pricippet kaldes en bipol.
De tre Skagerrak forbindelser mellem Danmark og Norge har en overføringsevne på 1000 MW. En
fjerne forbindelse er planlagt til idriftsættelse i 2014 og får en overføringsevne på 700 MW
Kontek-forbindelsen mellem Sjælland og Tyskland er en enpolet forbindelse drevet ved 400 kV DC
og kan overføre 600 MW. I Kontek-forbindelsen er transmissionen på land kabellagt og der er
returforbindelse gennem vandet i Østersøen.
HVDC-Storebælt mellem Fyn og Sjælland er en 400 kV, 600 MW forbindelse udført uden returvej
gennem vandet i Storebælt, men med kabel begge veje mellem de to omformerstationer.
Der er endvidere mulighed for fremtidige HVDC forbindelser mellem Jylland og Holland og
mellem Jylland og England samt i forbindelse med at store havbaserede vindmølleanlæg skal
tilsluttes transmissionsnet i flere lande - f.eks. et anlæg på Kriegers Flak i Østersøen.
Med ovennævnte HVDC forbindelser et det således være muligt at integrere vedvarende energi – i
form af vindkraft fra Danmark og vandkraft fra Norge og Sverige – med det øvrige Europa.
Side 30

Figurtekst:
Fig. 3.2.4 Princip for HVDC forbindelserne mellem Norge og Danmark
Figurtekst slut.
Side 31

3.3 Distributionsnet
Forbindelserne frem til forbrugeren udgøres af distributionsnettet, der ejes af netselskaberne og
omfatter spændingsniveauer fra 20 kV til 400 V.
Distribution af elenergi varetages af godt 60 netselskaber, samt af en del mindre
transformerforeninger, der er en sammenslutning af forbrugere, der ejer en eller flere
distributionstransformere med tilhørende lavspændingsforsyningsnet.
Ved afbrydelse i distributionsnettet vil forbrugerne normalt miste deres elforsyning i kortere eller
længere tid. Er afbrydelsen planlagt, f.eks. i forbindelse med reparation, kan forbrugerne få leveret
elektricitet ved omkoblinger i nettet eller fra små mobile dieseldrevne elværker. Afbrydes der som
følge af fejl, vil årsagen være bestemmende for afbrydelsens varighed.
Dansk Elforsyning Statistik 2009 angiver følgende længder for luftledninger og kabler i
distributionsnettet:
Spændingsniveau Luftledning Kabel
km km
20–10 kV 1983 2009 1983 2004
27866 3884 20938 59323
0,4 kV 1983 2009 1983 2009
59147 4895 19944 91518
Fig. 3.3.1 Ledningslængder
Side 32

Figurtekst:
Det enkelte nummer angiver et netselskab
Fig. 3.3.2. Geografisk placering af netselskaberne (Dansk Elforsyning Statistik 2009)
Figurtekst slut.
Side 33

4. Beskyttelse af anlægsdele
4.1 Fejltyper
Det elektriske forsyningsnet består af mange anlægsdele, f.eks. generatorer, transformere,
luftledninger, kabler og koblingsudstyr. Ved fejl i disse dele påvirkes driften af nettet i kortere eller
længere tid, man får en såkaldt driftsforstyrrelse.
Varigheden af disse driftsforstyrrelser, og de skader der sker på anlægsdele, kan formindskes ved
anvendelse af en beskyttelse, der er i stand til at registrere de forskellige fejltyper og herefter sørge
for, at det nødvendige foretages.
En fejl er imidlertid et vidt begreb. Den kan omfatte alt fra manuelle fejlkoblinger over forkerte
dimensioneringer til egentlige elektriske fejl. Her skal kun de sidst nævnte behandles.

4.1.1 Kortslutningsfejl
En kortslutningsfejl er et unormalt forhold, der giver et formindsket isolationsniveau mellem
faserne eller mellem en eller flere faser og jord. Disse fejl kaldes også for shuntfejl.
Tre- og tofasede kortslutninger har fejlstrømme, hvis størrelse afhænger af den kortslutningseffekt,
der er i nettet på det pågældende sted. Disse fejl giver normalt meget store kortslutningsstrømme.
Ved en enfaset jordfejl er fejlstrømmens størrelse afhængig af nettypen. Hvis nettet er direkte jordet,
kan jordfejlstrømmen være af samme størrelsesorden som den trefasede kortslutningsstrøm. Er
nettet isoleret eller slukkespoleordet, er jordfejlstrømmen derimod ikke så stor, normalt under 100
A. Jordfejlstrømme kan inducere elektromotoriske kræfter i nærliggende ledninger, herved kan der
ske skader på f.eks. telefon- og gasanlæg.
Side 34
Trefaset kortslutning

Trefaset kortslutning med jordberøring

Tofaset kortslutning

Tofaset kortslutning med jordberøring

Enfaset jordfejl

Tofaset jordfejl

Fig, 4.1.1 Kortslutningstyper

4.1.2 Afbrydningsfejl
En afbrydningsfejl er en fejl, hvor en uendelig stor impedans indgår i serie med en eller flere faser.
Eksempler herpå er f.eks. fasebrud eller fejl i koblingsudstyr. Afbrydningsfejl kaldes også seriefejl.

4.1.3 Viklingsfejl
I generatorer, transformere og reaktansspoler kan der optræde både kortslutningsfejl og
afbrydningsfejl.
Side 35
Jordfejl på en vikling

Vindings kortslutning

Viklings (fase) kortslutning

Viklingsbrud

Fig. 4.1.2 Fejltyper i viklinger

4.2 Principper
Relæbeskyttelse har til formål at registrere fejl og sørge for udkobling af de fejlramte anlægsdele,
inden de gældende begrænsninger nås. Relæerne har dog i visse tilfælde også en overvågende
funktion, idet de kan gribe ind inden fejlen opstår. Eksempler på relæovervågning er
overspændingsrelæ og temperaturrelæ. Den indgribende del af en relæudkobling udgøres af en
effektafbryder.
Måleværdierne for relæerne er normalt strøm og/eller spænding, der så bliver behandlet afhængigt
af relætypen. Relæindgrebet kan være momentant eller tidsdæmpet.
Side 36

Figurtekst:
Fig. 4.2.1 Relæbeskyttelse
Figurtekst slut.

4.2.1 Strømrelæ
Et strømrelæs formål er at konstatere, om der optræder en overstrøm i en anlægsdel. Måleværdien
til relæet kommer fra en-, to- eller trefasede strømtransformertilslutninger. Overstrømmene kan
være forårsaget af overbelastning eller kortslutning. Et strømrelæ er normalt indrettet til at behandle
begge typer overstrømme.
I visse tilfælde kan en kortslutningsstrøm være af samme størrelsesorden som en belastningsstrøm
(f.eks. ved kortslutninger yderst på en ledning). I dette tilfælde kan strømrelæet ikke detektere
fejlen og er derfor nødt til at være udbygget med en impedansdel.

Figurtekst:
Fig. 4.2.2 Tilslutning til strømrelæ
Figurtekst slut.
Side 37

4.2.2 Spændingsrelæ
For at sikre at spændingen holdes inden for nærmere angivne grænser, anvendes der
spændingsrelæer. De kan normalt kun detektere driftsfrekvente spændinger. Overspændinger, der
induceres i nettene som følge af atmosfæriske forhold, begrænses ved hjælp af specielle
overspændingsafledere.
Fig. 4.2.3 viser tilslutningen af et spændingsrelæ. Spændingstransformerne, der leverer
måleværdierne, er normalt enfasede enheder.

Figurtekst:
Fig. 4.2.3 Spændingsrelæ.
Figurtekst slut.

4.2.3 Impedansrelæ
Et impedansrelæ måler forholdet mellem spænding og strøm. I fig. 4.2.4 vises to impedansrelæer
indkoblet på en lang ledning.
Det impedansrelæet udmåler under fejlfri drift af nettet kaldes driftsimpedansen ZD. Denne
impedans er bestemt af de målte værdier af strøm og spænding, der tilgår relæet. Forskellen i den
driftsimpedans, som de to relæer i fig. 4.2.4 udmåler, udgøres af den impedans, som ledningen har
mellem A og B. Indtegnes driftsimpedansen i et R – X koordinatsystem, kan den i et net med
indfødning fra flere sider i princippet ligge i et vilkårligt af de fire kvadranter, kun bestemt af
retningen af aktive og reaktive strømme. Fig. 4.2.5 viser placeringen af fire mulige placeringer af
ZD samt ledningens impedans ZL fra A til C.
Side 38

Figurtekst:
Fig. 4.2.4 Impedansrelæer.
a) Spændingen langs ledningen under normal belastning.
b) Spændingen langs ledningen under kortslutning ved F.
Figurtekst slut.

Figurtekst:
4.2.5. Drifts- og ledningsimpedanser
Figurtekst slut.
Indtræffer der i fig. 4.2.4 en kortslutning på ledningen mellem B og C, vil den impedans relæerne 1
og 2 måler være bestemt af forholdet mellem spændingen på målestedet og kortslutningsstrømmen.
Side 39
Med indfødning kun fra A vil der måles samme kortslutningsstrøm ved de to relæer men forskellige
spændinger. Relæ 2 registrerer impedansen fra B til F og relæ 1 registrerer impedansen fra A til F.
Impedansen som registreres af relæ 1 vil ændre sig som vist i fig. 4.2.6, idet driftsimpedansen ZD
registreres før fejlen og impedansen ZAF registreres under fejlen.

Figurtekst:
Fig. 4.2.6 Impedansændring
Figurtekst slut.
Den forskel i impedans, som relæerne kan registrere, kan udnyttes til at give dem en udkoblingstid,
der er bestemt af den registrerede impedans. På den måde kan relæerne leveres med en såkaldt
trinkarakteristik.

Figurtekst:
Fig. 4.2.7 Trinkarakteristik
Figurtekst slut.
Side 40
Ved at gøre impedansrelæerne retningsfølsomme og udnytte trinkarakteristikken kan man sikre en
selektiv udkobling mellem en lang lednings impedansrelæer. Man får herved en såkaldt
afstandsbeskyttelse, hvorfor relæerne da også kaldes afstandsrelæer. De viste pile under relæerne 1
til 6 angiver relæernes retningsfølsomhed.

Figurtekst:
Fig. 4.2.8 Afstandsbeskyttelse
Figurtekst slut.
Det i fig. 4.2.8 viste net tænkes forsynet ved indfødning fra både 1 og 6. Ved en fejl midt på linjen
mellem relæ 3 og 4 vil begge relæer udløse på hurtigste tid. Skulle relæerne, eller eventuelt de
effektafbrydere, der styres af relæerne, af en eller anden grund ikke sikre udkobling af den
fejlramte strækning, vil relæ 1 og 6 kunne udkoble fejlen til tiden fe. Relæ 2 og 5 vil pga. deres
retningsfølsomhed ikke registrere fejlen.
Side 41

Figurtekst:
Fig. 4.2.9 Tilslutning af impedansrelæ
Figurtekst slut.

4.2.4 Differentialrelæ
Til beskyttelse af anlægsdele kan også anvendes et differentialrelæ, der baseres på udnyttelse af
Kirchhoffs første lov, ∑Ī = 0.
Fig. 4.2.10 viser hvorledes differentialrelæet er indkoblet til en generator, der tænkes at levere
effekt til et stort net.

Figurtekst:
Fig. 4.2.10 Differentialbeskyttelse af generator
Figurtekst slut.
Side 42
Er generatoren fejlfri vil de to strømme i1 og i2 være lige store. Det betyder, at strømmen gennem
relæet (id) er lig nul. Opstår der en viklingskortslutning i generatoren vil i2 enten blive mindre end i1
eller eventuelt skifte retning, hvis der er andre generatorer tilsluttet nettet. Derved bliver id
forskellig fra nul, og relæet kan sikre udkobling af generatoren fra nettet.
Hvis relæet anvendes til beskyttelse af en transformer, kræves der til målingen strømtransformere
med forskelligt omsætningsforhold, idet strømmene på primær- og sekundærsiden af den
beskyttede transformer ikke er lige store grundet transformerens omsætningsforhold. Yderligere er
det nødvendigt med mellemtransformere, idet den beskyttede transformer er udført med blandet
kobling (Δ/Y), hvorved de målte strømme ikke direkte kan sammenlignes. Der benyttes derfor en
tilslutning af måletransformere som vist i fig. 4.2.11.

Figurtekst:
4.2.11 Differentialbeskyttelse af transformer
Figurtekst slut.
En yderligere vanskelighed ved differentialbeskyttelse af transformere er, at der ved indkobling kan
optræde store strømstød i de viklinger, der kobles til nettet. Dette vil registreres af relæet som en
differensstrøm. Relæet kan dog sikres mod udløsning under indkoblingen ved, at følsomheden
kortvarigt nedsættes
Relæet kan også anvendes til beskyttelse af en kabelstrækning, men her tilsluttes det i stedet ofte en
sumstrømsmåling. Grundet afstanden mellem målepunkterne, vil kommunikationen fra målepunkt
til relæ typisk blive udført med lysledere.
Side 43

4.2.5 Sumstrømrelæ
I fejlfri net vil summen af de tre fasestrømme være lig nul. Måling af fasestrømmenes sum kan
udføres med en sumstrømskobling af tre enfasede strømtransformere der tilsluttes et strømrelæ.

Figurtekst:
Fig. 4.2.12 Sumstrømskobling tilsluttet et strømrelæ
Figurtekst slut.
Der kan dog her let opstå fejlmåling, idet selv en ubetydelig omsætnings- eller vinkelforskel i de tre
strømtransformere vil give en målt sumstrøm forskellig fra nul, selv om primærstrømmene har
summen lig nul. Alternativt anvendes der derfor ofte til måling af sumstrøm en
kabelstrømtransformer hvor hele kablet udgør strømtransformerens primærside.

Figurtekst:
Fig. 4.2.13 Kabelstrømtransformer tilsluttet et strømrelæ
Figurtekst slut.
Er kabelmuffen jordet, må jordledningen med igennem kabelstrømtransformeren, for at denne kan
måle summen af strømmene i faserne, kabelskærmen (armeringen) og jordledningen.
Side 44

4.2.6 Buchholzrelæ
I tilfælde af isolationsfejl i en transformervikling vil der opstå mindre lysbuer, som vil være årsag
til gasudvikling i transformerolien. Isolationsfejlene kan i starten være ubetydelige, men hvis de får
lov til at udvikle sig, kan de blive til kortslutninger eller jordfejl, der kan ødelægge viklingerne eller
i værste fald være årsag til, at transformeren eksploderer.
Den førnævnte gasudvikling kan benyttes til at registrere isolationsfejlene, så der kan gribes ind, før
de udvikler sig.
I fig. 4.2.14 er vist princippet for et Buchholzrelæ, der indskydes i røret, som forbinder
transformerkassen med ekspansionsbeholderen.

Figurtekst:
a) svømmer
b) skærm
c) arm
d) modvægt
e) ventil
Fig. 4.2.14 Buchholzrelæ princip
Figurtekst slut.
Gassen stiger op gennem røret og samler sig øverst i relæbeholderen og fortrænger efterhånden
olien. Når oliestanden synker, vil svømmeren α følge med, og på et bestemt punkt vil den
kviksølvkontakt, der er fastgjort på svømmeren, slutte forbindelsen til en alarm.
Har gasudviklingen en eksplosionsagtig karakter, vil olien presses frem gennem røret og dreje
skærmen b mod højre. Skærmens kviksølvkontakt vil slutte forbindelsen til udkoblingsrelæet på
effektafbryderen, der er tilsluttet foran transformeren.
Skærmen b har en arm c, der kan presses ned af svømmeren a, og derved kan udkoblingskontakten
påvirkes. Dette kan benyttes i
Side 45
tilfælde af, at der ikke reageres på en alarm, eller at der eventuelt opstår lækage i transformertanken.
Den opsamlede gas kan udtages ved ventilen e for eventuel analyse, ligesom relæet kan afprøves
ved at pumpe luft ind ved e.

Figurtekst:
Fig. 4.2.15 Buchholzrelæ
Figurtekst slut.

4.2.7 Andre relæer

Af andre relætyper skal i øvrigt nævnes retureffektrelæ, usymmetrirelæ, nulpunktsspændingsrelæ
og frekvensrelæ. Disse relætyper vil dog ikke blive behandlet her, men der skal blot henvises til
enstregsskemaet i det efterfølgende.

4.3 Beskyttelse af generator

De til elnettet tilsluttede generatorer har til opgave at levere aktiv og reaktiv effekt til forbrugerne.
Imidlertid kan en generator i længere tid ikke levere mere end mærkeværdien uden at tage skade.
Et effektdiagram angiver hvor meget en generator kan belastes med vedvarende, før dens termiske
grænse i stator- og rotorvikling overstiges, og uden at stabiliteten forringes pga.
undermagnetisering.
Side 46

Figurtekst:
Fig. 4.3,1 Effektdiagram
Figurtekst slut.
Fig. 4.3.1 viser et tilnærmet effektdiagram for en turbogenerator. Kurve a angiver den begrænsning,
der ligger i maksimale stator- og rotorstrømme, og kurve b angiver stabilitetsgrænse ved
undermagnetiseret generator.
Under normale driftssituationer skal generatorens belastning i form af den tilsyneladende effekt (S)
befinde sig under kurve a. At det sker, vil turbinens og generatorens styreudrustning normalt sørge
for. Skulle generatorens belastning af en eller anden grund komme uden for det normale
driftsområde, skal relæudrustningen sikre, at det nødvendige foretages for, at generatoren og
turbinen ikke lider overlast.
Fig.4.3.2 viser den samlede relæbeskyttelse af en kraftværksenhed bestående af generator,
transformer til egen forsyning samt bloktransformer.
Side 47

Figurtekst:
Fig. 4.3.2 Generatorbeskyttelse
Figurtekst slut.
Side 48
Hvorledes generatorens relæbeskyttelse f.eks. kan gribe ind ved forskellige fejltyper fremgår af
nedenstående skema.

Figurtekst:
Fig. 4.3.3 Indgreb ved fejl
Figurtekst slut.

4.4 Beskyttelse af transformer

En transformers levetid er normalt bestemt af den temperatur dens viklinger opnår under drift.
Temperaturen er direkte bestemt af den belastning transformeren har. En beskyttelse, der
kontrollerer belastningen og/eller temperaturen af et eventuelt kølemedie (olie), kan sikre, at
transformatoren ikke lider overlast under normal drift eller under en eventuel overbelastning.
Belastningen kan kontrolleres med en strømrelæ, men dette kan ikke alene sikre, at
olietemperaturen ikke bliver for høj. Transfor-
Side 49
meren udstyres derfor normalt med et kontakttermometer, der enten giver alarm eller udkobler
transformeren ved for høj olietemperatur.
Transformeren kan også ødelægges ved fejl som f.eks. viklingskortslutning og jordfejl. Disse
fejltyper kan detekteres med et differentialrelæ, når blot der tages de specielle hensyn, der er
nærmere beskrevet i 4.2.4.
Vindingskortslutninger kan ikke registreres af differentialrelæet, men da disse fejl, i lighed med
andre indre fejl, næsten altid vil medføre lysbuer eller overophedninger, kan den gasudvikling, der
vil optræde i oliekølede transformere, udnyttes til fejldetektering. Hertil benyttes et Buchholzrelæ.
For at forhindre at transformeren ødelægges af indkommende overspændinger, som f.eks. kan
skyldes lynnedslag, er der ofte placeret overspændingsafledere foran transformeren. En nærmere
beskrivelse af disse findes i afsnit 6.

4.5 Beskyttelse af ledninger

Afhængig af nettets opbygning benyttes en eller flere af de relæprincipper, der er beskrevet i 4.2 til
at beskytte ledningerne med. Fælles for de tre nedenstående spændingsniveauer er, at der ved
enfasede fejl (jordfejl) eventuelt kan anvendes genindkobling efter en tid på 0,5 s i udkoblet tilstand.
De fleste enfasede fejl vil nemlig ofte være væk igen inden ca. 0,5 s.

4.5.1 Spændingsniveau 10–20 kV

Ved disse spændingsniveauer er nettene enten drevet som isolerede net, d.v.s. uden jordforbindelse
fra drifts strømkredsen, eller som slukkespolejordede net med impedanser indskudt mellem
transformerens stjernepunkt og neutral jord. En følge af disse nettyper er meget små strømme i
tilfælde af enfasede jordfejl. Tillige drives nettene oftest som radialnet. Det betyder, at
relæbeskyttelsen blot kan bestå af et strømrelæ til detektering og udkobling af overstrømme samt et
jordfejlsrelæ til detektering af jordfejl.

4.5.2 Spændingsniveau 50–60 kV

Nettene er slukkespolejordede, og er ofte koblet som lukkede net med flere indfødningspunkter.
Det er derfor nødvendigt at forsyne ledningerne med retningsbestemte relæer. Til
overstrømsbeskyttelse
Side 50
kan anvendes strømrelæer eller impedansrelæer koblet som afstandsrelæer, eller specielt ved
kabelnet en differentialbeskyttelse. Jordfejl kan detekteres med et jordfejlrelæ.

4.5.3 Spændingsniveau 132–400 kV

Nettene er effektiv jordede, dvs. at der ikke nødvendigvis er udført jording af stjernepunktet på alle
transformere. Kortslutningsfejl og jordfejl er i samme størrelsesorden. Nettene beskyttes af
retningsbestemte afstandsrelæer, der ved IK > IDRIFT startes af et strømrelæ, hvorimod det er
impedansdelen, der starter afstandsrelæet ved IK ≅ IDRIFT.
Specielt ved kabelnet kan der her anvendes differentialrelæer til beskyttelse.
Til bestemmelse af jordfejl anvendes jordfejlsrelæer, der arbejder efter sumstrømsmetoden.

4.6 Beskyttelse af samleskinner

Fejl på samleskinner er meget sjældne, men det siger sig selv, at hvis de skulle forekomme, bliver
skaderne meget betydelige. Det bliver derfor en afvejning mellem sikkerhed og økonomi, der afgør,
hvornår det kan betale sig at installere speciel samleskinnebeskyttelse.
Er samleskinnerne anbragt indendørs, kan der anvendes lysbuebeskyttelse i form af relæer styret af
lysfølsomme transducere. Relæerne vil udkoble indfødningen til samleskinnen, hvis der registreres
lysbuer.
Ved store samleskinneopbygninger, som f.eks. forekommer på kraftværkerne, kan de enkelte
samleskinnesektioner beskyttes med differentialrelæer, der i fejltilfælde vil sørge for de koblinger,
der er nødvendige for at den fejlramte del af samleskinnerne udkobles.

4.7 Selektivitet
I det foregående er der omtalt beskyttelse af generator, transformer, samleskinne og ledning ved
anvendelse af forskellige principper. Anvendelse af forskellige principper til beskyttelse af de
enkelte anlægstyper vil naturligt medføre, at der nødvendigvis skal laves en selektivitetsplan for at
sikre, at mindst muligt udkobles ved fejl.
Side 51
Der er flere måder at opnå denne selektivitet på:
Tidselektivitet: Relæudrustningen indstilles på forskellige udkoblingstider

Figurtekst:
Fig. 4.7.1 Tidselektivitet
Figurtekst slut.
Strømselektivitet: Relæudrustningen indstilles på forskellige strømme.

Figurtekst:
Fig. 4.7.2 Strømselektivitet
Figurtekst slut.
Side 52
Strøm- og tidselektivitet: Kombination af omstående.

Figurtekst:
Fig. 4.7.3 Strøm- og tidsselektivitet
Figurtekst slut.
Områdeselektivitet: Relæudrustningen er områdebestemt.

Figurtekst:
Fig. 4.7.4 Afstandsrelæer
Figurtekst slut.
Side 53

Figurtekst:
Fig. 4.7.5 Differentialrelæer
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 4.7.6 Differentialrelæ med overstrøms- og jordfejlsmodul.
Figurtekst slut.
Side 54

Figurtekst:
Fig. 4.1.1 Frekvensrelæ.
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 4.7.8 Spændingsrelæ for viklingskobler.
Figurtekst slut.
Side 55

5. Transmissionsnet
5.1 Planlægning
Den væsentligste del af den elektriske energi leveres som tidligere nævnt fra de store centrale
kraftværker og vindmølleparkerne. For herfra at kunne fordele energien til forbrugerne er det
nødvendigt med et godt udbygget transmissionsnet, således at fejl i produktionsenheder eller
netdele ikke rammer unødvendigt store geografiske områder i unødvendigt lang tid.
Energinet.dk har ansvaret for den overordnede planlægning med hensyn til optimal opbygning af
transmissionsnettet. Opbygningen af transmissionsnettet skal sikre, at produktionsenhederne kan
kobles sammen via nettet, at der kan overføres den nødvendige energi fra produktionsenhederne til
forbrugerne til lavest mulige pris og at nettet er stabilt med kun få forekommende driftsforstyrrelser.
Følgende punkter vil derfor naturligt indgå i planlægningen:
1. Tilstrækkelig energi skal kunne leveres (forsyningssikkerhed)
2. Nettet skal have tilstrækkelig overføringsevne
3. Nettet skal være stabilt (leveringssikkerhed)
4. Krav til spændingskvalitet
5. Miljøkrav med hensyn til placering af tracé
Side 56

5.2 Udførelse
Transmissionsnettet er vest for Storebælt opbygget med spændingsniveauer på 400 kV og 150 kV.
Et 60 kV fordelingsnet forbinder transmissionsnettet med distributionsnettet. Tilsvarende er
spændingsniveauerne for transmissionsnettet øst for Storebælt 400 kV og 132 kV med et 50 kV
fordelingsnet (dog 30 kV i København).

Figurtekst:
Fig. 5.2.1 Transmissionsnettet i Nordvestsjælland
Figurtekst slut.
Side 57
Transmissionsnettet er traditionelt udført med luftledninger. Den tekniske udvikling af
højspændingskabler samt skærpede miljøkrav med hensyn til placering af luftledningsanlæg vil
imidlertid betyde, at der fremover kun vil blive udført luftledningsanlæg på 400 kV niveau. Ved og
i København er transmissionsnettet således i udstrakt grad kabellagt, ligesom der ved andre by- og
naturområder er strækninger med kabler. Som beskrevet i afsnit 3.2 er der endvidere DC
kabelforbindelser fra Jylland til henholdsvis Sverige og Norge og fra Sjælland til Tyskland.
For at sikre forbindelsen mellem kraftværkerne og for at øge leveringssikkerheden anvendes der i
udstrakt grad ringforbindelser på alle spændingsniveauer. Dog kan der i 60 kV og 50 kV
fordelingsnettene anvendes radiallinjer ved forsyning af et ikke vigtigt område (f.eks. et område
kun med sommerhuse).
Som et eksempel på ring- og radialforbindelser viser fig. 5.2.1 400 kV, 132 kV og 50 kV nettene i
området Nordvestsjælland.

5.3 Komponenter
I det følgende skal der kort redegøres for de komponenter, der indgår i luftlednings- og
kabelstrækninger i transmissionsnettet.

5.3.1 Luftledninger
I praksis er der typisk blevet anvendt ledere af stålaluminium. Lederen er opbygget med en kerne af
stålwire til at optage de kraftpåvirkninger lederen udsættes for og en omliggende besnoning af
aluminiumstråde til at føre strømmen. Et alternativ til stålaluminium er en leder bestående af
speciel aluminium-magnesium-silicium legering (AlMgSi) – All Aluminium Alloy Conductor.
Denne AAAC ledertype er valgt til den nye 400 kV luftledning mellem Kassø og Tjele og
2
oplægges med ledere på 925 mm .
For at sikre tilstrækkelig overføringsevne skal der vælges et tværsnit der mindst kan føre den
dimensionerende strøm i værste belastningstilfælde (se fig. 5.3.2).
Side 58
Stål Aluminium Tværsnit Total Tværsnit Al Tværsnit Stål DC resistans
v. 20 °C
2 2 2
Navn mm mm mm Ω/km
Swallow 31 27 4 1,0740
Raven 62 53 9 0,5351
Pigeon 99 85 14 0,3367
Pernice 129 111 18 0,2606
Partridge 157 135 22 0,2137
Ostrich 177 152 25 0,1900
Ibis 234 201 33 0,1434
Hawk 281 242 39 0,1195
Condor 454 402 52 0,07183
Curlew 593 525 68 0,05527
Finch 636 564 72 0,05133
Martin 772 685 87 0,04227
Bluebird 1187 1098 89 0,02700
Fig. 5.3.1 Data for St-Al luftledning (Otra)
Efter at luftledningens tværsnit er valgt ud fra den dimensionerende strøm, udføres der en
beregning af spændingsfaldet, som for en linje kan beregnes med formlen:

P = Belastningens aktive effekt angivet i MW

Q = Belastningens reaktive effekt angivet i Mvar
R = Ledningens resistans pr. leder angivet i Ω
X = Ledningens induktive reaktans pr. leder angivet i Ω
Un2 = Spændingen i belastningsenden af ledningen angivet i kV
ΔUn = Netspændingsfaldet over linjen
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ledernes induktive reaktans varierer afhængigt af den
måde lederne er placeret på i forhold til hinanden, men ved overslagsberegninger kan der regnes
med værdien x = 0,4 Ω/km for højspændingsluftledninger.
Side 59

Figurtekst:
Fig. 5.3.2 Strømbelastning for luftledninger (NKT)
1. Kobber
2. Aluminium
3. Stål-aluminium
Figurtekst slut.
Sammen med faselederne fremføres der en eller to jordledere placeret øverst på masten. Til
jordlederne forbindes de dele af tracéet, der skal jordforbindes (f.eks. mast og traverser). Når
jordlederen føres øverst skyldes det, at den herved også virker som lynafleder for tracéet.
Side 60

5.3.2 Isolatorer og beslag

I transmissionsnettet anvendes der hængeisolatorer fremstillet af porcelæn eller glas.
Porcelænsisolatorer kan være opbygget af toskærmede enheder, der sammenbygges til kæder i en
længde, der afpasses efter driftsspændingen og driftsforholdene.

Figurtekst:
Fig. 5.3.3 Isolator, H = 36 cm, D = 28 cm
Figurtekst slut.
I fig. 5.3.3 er vist en tegning af en toskærmet isolator, der kan sammenbygges til kæder. Til 50 –60
kV kæder benyttes der f.eks. to eller 3 sammenkoblede isolatorer, medens der til 132–150 kV
anvendes fra fire til seks isolatorer pr. kæde. Porcelænsisolatorer kan også være udformet efter
stavprincippet. En stavisolator har flere skærme, men mindre diameter, end en tilsvarende
opbygning med toskærmede isolatorer. I fig. 5.3.4 er vist en stavisolator, der er beregnet til 50–60
kV. Hvis to af disse stavisolatorer sammenbygges, kan de anvendes til 132–150 kV.
Side 61

Figurtekst:
Fig. 5.3.4 Langstavisolator, H = 86 cm, D = 16 cm
Figurtekst slut.
Alternativet til isolatorer af porcelæn er isolatorer af glas, der ikke blot adskiller sig fra
porcelænsisolatorerne ved isolationsmaterialet, men også ved ophængningsmetode. I fig. 5.3.5 er
vist de tre dele, der sammenbygget udgør en isolator af glas.

Figurtekst:
Fig. 5.3.5 Komponenter til glasisolator
Figurtekst slut.
Side 62

Figurtekst:
Fig. 5.3.6 Glasisolatorer
Figurtekst slut.
Hætten og bolten fastgøres til glaselementet med en specialcement.
F.eks. kan fem stykker glasisolatorer med diameter D = 25,4 cm og total højde H = 70 cm klare
samme holdespænding som stavisolatoren vist i fig. 5.3.4.
Forekommer der en revnedannelse i en porcelænsisolator, kan dette være vanskeligt at opdage ved
de rutineeftersyn, der skal udføres iht. stærkstrømsbekendtgørelsen. Får revnedannelsen derfor lov
til at fortsætte, vil isolatoren på et tidspunkt ødelægges og lederen falde ned. Dette undgås ved
anvendelse af glasisolatorer. Sker der en ødelæggelse af glasdelen, er det for det første let synligt,
men endnu vigtigere er det, at det knuste glas omkring bolten vil kile bolten fast i hætten, således at
isolatorkæden ikke adskilles, og lederen derfor ikke falder ned.
Der er udviklet flere metoder til fastgørelse af lederen til isolatoren. Der kan f.eks. anvendes en
type som vist i fig. 5.3.7, hvor lederen fastspændes i en vuggeklemme, der hænger i et beslag
fastgjort til isolatoren.
Side 63

Figurtekst:
Fig. 5.3.7 Vuggeklemme
Figurtekst slut.
2
Den viste klemme findes i to størrelser. Den ene passer til ledertværsnit fra 31–150 mm (H = 8 cm)
2
og den anden til 150–240 mm (H = 9 cm). I tilfælde hvor der anvendes større tværsnit, eller hvor
der ønskes en metode hvor lederen er bedre beskyttet mod beskadigelser ved klemmen, kan der
anvendes en armering omkring lederen i fastholdelsespunktet. I fig. 5.3.8 er vist en sådan
fastholdelse.
Omkring lederen (Stålaluminium) placeres en neopren-kappe og oven på kappen en
aluminiumsbevikling. Beviklingen fastgøres til isolatoren vha. et beslag, der spændes omkring
beviklingen.

Figurtekst:
Fig. 5.3.8 Fastgørelse med bevikling
Figurtekst slut.
Side 64
For hurtigt at dæmpe svingninger, der kan opstå i lederen, fastgøres der på hver side af isolatoren
en svingningsdæmper. Svingningsdæmperen består af to kontravægte af bly, der fastgøres til
lederen med et beslag. Vægten af kontravægtene er bestemt af det tværsnit, de skal anvendes til, og
kan fås fra ca. 1 kg til 10 kg.

Figurtekst:
Fig. 5.3.9 Svingningsdæmper
Figurtekst slut.

5.3.3 Master
I ældre dele af 50–60 kV fordelingsnettet er der endnu tracéer, hvor der er benyttet master af træ,
men ellers er der på alle spændingsniveauer brugt stålmaster.
I fig. 5.3.10 er bl.a. vist stålmaster anvendt til en dobbelt 400 kV fremføring med i alt 12 stk. 772
2
mm St-Al faseledere (Hawk) og to stk. jordledere. Masterne er bygget af sammenboltede
galvaniserede stålprofiler, der er samlet på stedet.
Side 65
Master for lavere spændinger end 400 kV leveres ofte samlet før de ankommer til
anbringelsesstedet. Før de rejses, får de påmonteret traverserne I fig. 5.3.11 er vist en mast for 150
2
kV beregnet til 3 faseledere af 772 mm St-Al (Hawk).

Figurtekst:
Fig. 5.3.10 Master for 400 kV og for 132 kV
Figurtekst slut.
Side 66

Figurtekst:
Fig. 5.3.11 150 kV mast rejses med kran
Figurtekst slut.
Fig. 5.3.12 viser en 60 kV mast, monteret med udtrækshjul, under udtrækning af faselederne.
2 2
Masten er beregnet til 3 stk. 177 mm St-Al faseledere (Ostrich) og 1 × 149 mm galvaniseret
stålwire som jordleder. Masten er udført af sammensvejset rundstål.
Side 67

Figurtekst:
Fig. 5.3.12 60 kV mast under udtrækning af faseledere
Figurtekst slut.

5.3.4 Kabler
På grund af den driftskapacitet, der er i et kabel, vil der være en stor kapacitiv strøm, som skal
leveres til kablet samtidig med belastningsstrømmen. Den kapacitive strøm er proportional med
kabellængden, og deraf følger, at ved en bestemt kabellængde bliver den kapacitive strøm lig med
kablets tilladte belastningsstrøm. Skal den kapacitive strøm udelukkende leveres fra
forsyningsenden af kablet, vil det derfor ikke være muligt at belaste kablet yderligere. Den
Side 68
længde kabel, der vil betyde, at den kapacitive strøm er lig den maksimalt tilladelige
belastningsstrøm, kaldes den kritiske længde. Den kritiske længde afhænger af driftsspændingen og
vil med de kabellængder, der kan anvendes i Danmark, normalt kun have betydning for kabler med
driftsspænding større end 60 kV.
Et højspændingskabel har en driftskapacitans, der er væsentlig større end driftskapacitansen for
luftledninger. Ved beregning af spændingsfald i kabler er det derfor nødvendigt at tage hensyn til
denne kapacitans. Kablets driftskapacitans er jævnt fordelt over hele kabellængden, men kan
tilnærmet tænkes anbragt med den halve værdi af den samlede driftskapacitansen i hver ende af
kablet. Spændingsfaldet kan nu beregnes ud fra formlen:

P = Belastningens aktive effekt angivet i MW

Q = Belastningens reaktive effekt angivet i Mvar
Qk = Kablets halve kapacitive effekt angivet i Mvar
Un2 = Spændingen i belastningsenden af kablet angivet i kV
R = Kablets resistans pr. leder angivet i Ω
X = Kablets induktive reaktans pr. leder angivet i Ω

C = c · l [F]
c = Kablets driftskapacitans angivet i F/km
l = Kablets længde angivet i km
f = Frekvensen angivet i Hz
C = Kablets driftskapacitans angivet i F
Xc = Kablets kapacitive reaktans angivet i Ω
Side 69
På grund af kablets driftskapacitans kan man, specielt ved tomgående kabler, få en spænding i
belastningsenden (Un2) der er højere end spændingen i forsyningsenden, d.v.s. et negativt
spændingsfald. Er kabellængden i 50 kV eller 60 kV net mindre end 10 km, kan der ved
spændingsfaldsberegning ses bort fra Qk.

5.4 Beregning
Når transmissionsnettet skal udbygges med en ny strækning, består der et stort arbejde i at få
fastlagt den endelige føringsvej (tracé). Fastlæggelsen sker i et samarbejde mellem Energinet.dk,
myndigheder og interesseorganisationer.
Bestemt af den ønskede effektoverføring, kan den elektriske dimensionering foregå ud fra følgende
punkter:
1. Belastning
Ledertværsnit vælges således, at belastningsstrømmen ikke vil give skadelig opvarmning af ledere,
isolation og omgivelser. Fabrikantdata angiver hvilke strømme lederne kan føre vedvarende og ved
tidsbegrænsede overbelastninger samt hvilke korttidsstrømme lederne kan føre i tilfælde af
kortslutning.
2. Spændingsfald
Stærkstrømsbekendtgørelsen anviser hvilke maksimale driftsspændinger, der må anvendes på de
enkelte spændingsniveauer. Spændingsfaldet skal derfor holdes inden for en værdi, der sikrer at den
maksimal tilladte driftsspænding ikke overskrides i nettet, selvom der foregår spændingsregulering
i transformerne. Det kan således blive spændingsfaldet, der bliver bestemmende for hvilket tværsnit,
den nye strækning skal udføres med.
3. Fejlstrømmens størrelse og relæernes indstilling
Af hensyn til kortslutningssikkerhed og selektivitet i nettet skal aktuelle kortslutnings- og
jordslutningsstrømme bestemmes og relæbeskyttelsen skal indstilles således, at kablet/luftledningen
er beskyttet ved alle mulige kortslutnings og jordslutningstilfælde.
Den elektriske dimensionering vil ofte kunne give.flere anvendelige løsninger, og det bliver i sidste
ende derfor en økonomisk vurdering, der lægges til grund for valget af type, tværsnit og tracé.
Side 70

Figurtekst:
Fig. 5.3.13 170 kV enlede PEX kabel
Figurtekst slut.
Side 71

Figurtekst:
Fig. 5.3.14 Belastningstabel for 170 kV PEX kabel
Figurtekst slut.
Side 72

6. Transformerstationer i transmissionsnet
6.1 Opbygning
Transformerstation er betegnelsen for det sted i transmissionsnettet, hvor elenergien modtages til
videre fordeling. I transformerstationer indgår der det nødvendige udstyr, der skal til for at koble,
måle, transformere og fordele elenergien såvel ved normaldrift som i fejltilfælde.
Transformerstationerne er naturligvis ikke altid opbygget ens, men nogle få grundprincipper
arbejdes der normalt altid ud fra.

Figurtekst:
Fig. 6.1.1 Friluftsstation
Figurtekst slut.
Side 73
Som nævnt er transmissionsnettet fortrinsvis opbygget som luftledningsnet. Det er derfor naturligt
at opbygge transformerstationerne som friluftsstationer. I denne udformning er alt koblings- og
måleudstyr anbragt i det fri sammen med transformerne.
På friluftsstationernes areal er der placeret en bygning, hvori det nødvendige udstyr til fjernstyring
og relæbeskyttelse af stationens materiel og ledninger er anbragt. Hele stations området indhegnes
med et mindst 1,8 m højt hegn for at forhindre uvedkommende adgang.

Figurtekst:
Fig. 6.1.2 Placering af koblingsudstyr
Figurtekst slut.
Det uisolerede materiel er i frilufts stationen anbragt på en sådan måde, at de spændingsførende
dele er i en så stor højde over terræn, at driftspersonalet kan bevæge sig frit i stationsområdet. Er
der
Side 74
materiel i stationsområdet, der er anbragt så lavt, at det uforvarent kan berøres, anbringes der et
ekstra hegn omkring dette materiel.
Ved anvendelse af kabler i transmissionsnet opbygges transformerstationerne normalt indendørs.
Opbygningen af indendørs stationer adskiller sig i princippet ikke fra stationer i det fri, men der kan
dog ved indendørs placering i forhold til udendørs placering anvendes nogle mindre luftafstande
mellem de spændingsførende dele og mellem spændingsførende dele og jordede dele. Fig. 6.1.3
viser en indendørs anbragt effektafbryder i et åbent anlæg for 60 kV og fig. 6.1.4 en bygning for en
50 kV indendørs station.

Figurtekst:
Fig. 6.1.3 Effektafbryder anbragt indendørs med afdækingshegnet fjernet (ABB)
Figurtekst slut.
Side 75

Figurtekst:
Fig. 6.1.4 50 kV Indendørsstation (SEAS-NVE)
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 6.1.5 SF6 anlæg for 170 kV (ABB).
Figurtekst slut.
De i Stærkstrømsbekendtgørelsen krævede minimumsafstande der skal være til bygningsdele og
andre spændingsførende anlægsdele fordrer naturligvis ret store bygninger, når der anvendes åbent
materiel. Derfor kan der i indendørsstationer i stedet med fordel anvendes
Side 76
et SF6 (svovlhexafluorid) isoleret anlæg, idet disse anlæg giver store fordele med hensyn til
pladskrav. I SF6 anlæg anbringes samleskinner, adskillere, effektafbrydere og måletransformere i
rør eller kasser, der er fyldt med SF6 gas, hvis elektriske egenskaber senere skal beskrives. Fig.
6.1.5 viser et sådan indendørs 150 kV SF6 anlæg.
I det følgende vil de enkelte komponenter, der anvendes i transformerstationer i transmissionsnet,
blive beskrevet. For hver komponent vil der være en generel beskrivelse, samt en orientering om
forskellige udførelser.

6.2 Samleskinner generelt

Der findes flere måder at opbygge samleskinnerne på, afhængig af behovet for leveringssikkerhed
og vedligeholdelse. Principielt er der igen ingen forskel på udendørs- og indendørsanlæg, men da
SF6 anlæggene er lidt specielle, vil de blive beskrevet for sier selv.

6.2.1 Opbygning
I dette afsnit vil følgende signaturer blive anvendt:
: Transformer

: Samleskinne / forbindelse

× :
Effektafbryder :
Adskiller

: Jordslutter

Tilslutning uden samleskinne:

Denne type tilslutning anvendes ved mindre stationer, f.eks. i endepunktet af en radiallinje.
Fordelen ved denne opbygning er lave omkostninger, men hele stationen udkobles ved eftersyn
og/eller fejl.
Side 77
Enkel samleskinne:

Denne type samleskinne anvendes ved lidt større stationer, der f.eks. indkobles på en
ringforbindelse. Fordelen er, at ringforbindelsen kan forblive intakt, selvom transformeren
udkobles ved fejl eller eftersyn, samt at transformeren kan forsynes fra to sider.
Dobbelt samleskinne:

Ved en dobbelt samleskinne kan den enkelte skinne bruges som reserve for den anden, således at
stationen hurtigt kan bringes i drift efter en samleskinnefejl. Yderligere kan der være revision på en
samleskinne, uden at det betyder afbrydelse. Foruden en ekstra skinne kræves der en ekstra
effektafbryder – set i forhold til en enkelt
Side 78
samleskinne – for at belastningen kan flyttes mellem skinnerne. Se fig. 6.2.1. Ved nogle dobbelte
samleskinner er der placeret en adskiller parallelt med effektafbryderen, således at forsyningen kan
være intakt under revision af en afbryder.
Dobbelt samleskinne med to afbrydere:

Dette anlæg giver den største driftsikkerhed i tilfælde af fejl og vedligeholdelse, men er selvfølgelig
også langt det dyreste.
Der findes selvfølgelig andre end de her nævnte måder at lave samleskinnearrangementer på, men
det vil føre for vidt at nævne dem alle.

6.2.2 SF6 samleskinner

Foruden at være et fortrinligt slukkemiddel i effektafbrydere er SF6 en meget god isolator. SF6
isoleret koblingsudstyr og samleskinner kommer herved kun til at fylde ca. 20 % af hvad et åbent
anlæg fylder. Yderligere kræves der ikke megen vedligeholdelse, når anlægget er i drift. Fig.
6.2.1.b viser forskellige SF6 samleskinnearrangementer.
Side 79

Figurtekst:
Fig. 6.2.1.a SF6 anlæg (SPRECHER ENERGIE)
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 6.2.1.b SF6 Skinnearrangementer
Figurtekst slut.
Side 80

6.3 Effektafbryder
Effektafbryderen skal vedvarende kunne bære sin mærkestrøm samt kunne ind- og udkoble på
samme. Indkobling skal endvidere kunne foregå på en direkte kortslutning, uden at afbryderen
tager skade. Udkobling skal kunne foregå på en direkte eller fjern kortslutning, samt nærmere
specificerede belastningstilfælde, som f.eks. afbrydning af små meget induktive strømme (f.eks.
tomgående transformere) eller kapacitive belastninger (f.eks. kondensatorbatterier eller ubelastede
kabler) der pga. store tilbagevendende spændinger over brydestedet kan være meget vanskelige
brydeforløb.
I det følgende skal to afbrydertyper, der anvendes i transmissionsnettet, gennemgås.

6.3.1 Miniolieafbryder
Hvordan man er nået frem til den erkendelse, at en brændbar væske som olie er et fremragende
slukkemiddel, må henstå i det uvisse. En kendsgerning er det imidlertid, at olieafbryderen har
vundet stor udbredelse.
Når olien udsættes for de meget høje temperaturer, som findes i og omkring en lysbue,
dekomponeres den i frit kulstof og en række gasser, hvoraf 80 % er brint, 15 % acetylen og resten
tungere kulbrinter. Lysbuen brænder derfor i en atmosfære, der overvejende består af brint.
Så længe lysbuen brænder er gasmængden voksende og temperaturen stigende. Det medfører
stigende tryk, som accelererer den omgivende oliemængde til bevægelse i de retninger, hvor fri
bevægelse er mulig. Efter strømmens nulgennemgang fortsætter ekspansionen og medfører køling
af gas og lysbueplasma.
Brint er det ideelle brydemedium, idet brint er den gasart, der har den største varmeledningsevne
(og dermed køleevne) samtidig med, at rekombinationshastigheden efter strømmens
nulgennemgang er meget stor. Den sidste egenskab medfører, at stejlheden af den tilbagevendende
spænding normalt ikke er noget problem for en olieafbryder.
Selv om gennemslagsfeltstyrken for samme tryk er lavere for brint, end den er for atmosfærisk luft,
er holdfastheden overfor den tilbagevendende spænding fuldt tilstrækkelig, så længe trykket er højt.
Efter strømmens nulgennemgang, hvor trykket er faldende, vil der imidlertid før eller senere
komme et tidspunkt, hvor brintens hold-
Side 81
fasthed overfor den tilbagevendende spænding ikke slår til. En vellykket afbrydning må som følge
heraf være betinget af, at der inden dette tidspunkt tilføres lysbuebanen en så stor oliemængde, at
en tilstrækkelig holdfasthed opretholdes.
Til sin rådighed for sikker afbrydning er der fire parametre at variere på, nemlig gastryk,
gasstrømning, oliestrømning og hastigheden af den bevægelige kontakt. For at kunne beherske de
nævnte parametre er det ved større brydeeffekter nødvendigt at lade lysbuen brænde i et
slukkekammer. Ud fra ønsket om at begrænse den i slukkekammeret afsatte energi mest muligt
gives den bevægelige kontakt en sådan hastighed, at den nødvendige brydeafstand nås i det øjeblik,
hvor de rette brydebetingelser er til stede.
Olieafbryderen er normalt forsynet med en eller anden form for olieinjektion, der ved hjælp af en
»oliepumpe« injicerer en oliestrøm gennem den bevægelige kontakt, den faste kontakt eller på
tværs af lysbuebanen.
Herved sikres:
1. At lysbuetiden bliver nogenlunde konstant uafhængig af den uafbrudte strøms størrelse.
2. At holdfastheden overfor den tilbagevendende spænding opretholdes, når brinttrykket falder.
3. At afbryderen er tilbagetændingsfri ved afbrydning af små kapacitive strømme (ubelastede
kabler).
Et eksempel på en miniolieafbryder er vist i snit i fig. 6.3.1.
Side 82

Figurtekst:
Fig. 6.3.1 Snittegning af miniolieafbryder (ABB)
Figurtekst slut.
Fordele:
Prisbillig
Ingen hjælpeaggregater
Enkel mekanisk opbygning
Lydløs, bortset fra mekanismestøj
Ulemper:
Begrænset koblingshyppighed
Olieskift i afhængighed af koblingsantal
Side 83
Afbryderen har tre poler monteret på et fælles basis, der er placeret på en opbygning. Hver pol
består af et brydekammer, en mekanismedel og en støtteisolator. Hele polen er fyldt med olie.
Polens øverste del består af et aluminiumshus fyldt med kvælstof, der tjener som buffer. Huset er
forsynet med en ventil (5), der kan lede forbrændingsgasserne væk når afbryderen har udkoblet.
Brydekammeret (6) er tilsluttet den øvre terminal. Den bevægelige kontakt (8) er via en
glidekontakt (9) forbundet til den nedre terminal. Forbindelsen fra betjeningsmekanismen til den
bevægelige kontakt sker via en glasfiberarmeret isolatorstang (13). Slukning af lysbuerne sker i
brydekammerets turbolator, som er vist i fig. 6.3.2.

Figurtekst:
Fig. 6.3.2 Brydekammer
Figurtekst slut.
De gasser, der dannes når lysbuen brænder, tvinges ud gennem de slidser, der åbnes for, når den
bevægelige kontakt glider nedad. Gasserne tvinges gennem lysbuen, som derved afkøles. Ved
strømmens nulgennemgang vil der i et kort øjeblik ikke dannes nye gasser, og temperaturen i
turbolatoren falder hurtigt og der foregår en afionisering. Herved stiger gennemslagsfeltstyrken, og
er afstanden stor nok mellem den faste og bevægelige kontakt, vil der ikke ske gentænding. Den
totale brydetid vil være ca. 0,1 sekund.
Fig. 6.3.3 viser de tre poler og huset for betjeningsmekanismen placeret på opbygningen.
Side 84

Figurtekst:
Fig. 6.3.3 Miniolieafbryder (ABB)
Figurtekst slut.

6.3.2 SF6 afbryder

Svovlhexafluorid (SF6) er en ugiftig og ubrændbar gas, der er stabil og kemisk neutral op til 500 °C.
Dens gennemslagsfeltstyrke er for samme tryk ca. 2,5 gange større end gennemslagsfeltstyrken for
almindelig atmosfærisk luft.
De tiltalende elektriske egenskaber skyldes det forhold, at SF6 er vanskeligere at stødionisere end
de fleste andre gasarter, først og fremmest fordi en ionisering af SF6 kræver stor energi, men
dernæst også fordi SF6 molekylerne hurtigt vil indfange eventuelle frie elektroner og danne
negative ioner. Man siger i denne forbindelse om SF6, at den er elektronegativ.
Ved temperaturer større end 2000 K er SF6 spaltet i svovl og fluor. Når strømmen falder og
lysbueplasmaets temperatur når ned omkring de 2000 K, begynder rekombinationen af SF6
molekyler. De fri elektroner forsvinder, fordi der ikke mere findes frit svovl, som kan danne basis
for »produktion« af nye elektroner, og fordi de dannede SF6 molekyler tiltrækker de eksisterende
frie elektroner. Lysbue-
Side 85
plasmaets ledningsevne ophører derfor ret pludseligt, når temperaturen falder til under 2000 K.
Selv ved så ideelt et brydemedium som SF6 er det også her lysbuens køleforhold – kraftig køling
ved strømmens nulgennemgang og en vis form for kontrolleret køling i den øvrige del af
lysbuetiden - der har den alt afgørende indflydelse på brydeprocessens forløb.
Der er dog også ulemper i forbindelse med SF6's anvendelse som brydemedium. Det er ulemper,
der kræver specielle konstruktions og vedligeholds forholdsregler.
Så længe det gælder indendørs afbrydere, kan man se bort fra de vanskeligheder, som meget lave
temperaturer kan medføre og koncentrere sig om de problemer, der opstår i forbindelse med at SF6
er en drivhusgas, samt de kemiske reaktioner som lysbuens spaltningsprodukter kan medføre.
Hvad angår det første, så må SF6 kun anvendes og håndteres i hermetisk lukkede systemer. Det
medfører en række paknings- og materialetæthedsproblemer.
Vedligeholdelsesmæssigt kræver det yderligere, at man skal pumpe SF6 over i særlige
opbevaringsbeholdere, før en afbryderrevision kan påbegyndes, og pumpe dem tilbage igen efter
endt revision.
Hvad angår kemiske reaktioner, så er SF6 ved temperaturer over 2000 K spaltet i sine atomare
bestanddele svovl og fluor, der begge er kemisk aggressive specielt i nærværelse af vanddamp
(fugtighed).
Det er derfor en forudsætning for anvendelse af SF6 som brydemedium, at man for at forhindre
ubehagelige kemiske reaktioner, der kan medføre nedbrydning af isolation, respektive dannelse af
giftige kemiske forbindelser, ofrer stor omhu på valg af materialer samt undgår enhver form for
fugt. Sidstnævnte ikke mindst i forbindelse med afbryderrevisioner. Som en yderligere
sikkerhedsforanstaltning anbringes der fugtoptagende filtre på passende steder i det lukkede system.
SF6 afbryderen findes i to principielt forskellige udførelsesformer, nemlig en afbryder der arbejder
med to trykniveauer og en afbryder, der klarer sig med et enkelt trykniveau. Den første form virker
i princippet på samme måde som en trykluftafbryder, blot blæses der ikke SF6 ud i den fri luft, men
fra en højtrykstank ind i en lavtrykstank. Den anden type minder i sit princip mere om en
olieafbryder med olieinjektion. Her frembringes trykforskellen, der
Side 86
tvinger en strøm af SF6 til at passere forbi lysbuen i brydekammeret, af en form for stempelpumpe,
hvis stempel bevæges samtidig med, at den bevægelige kontakt bevæger sig fra inde-stilling til ude-
stilling.
Fordele:
Kort lysbuetid
Ringe kontaktafbrand
Stort antal koblinger før revision
Små dimensioner
Intet brændbart brydemedium
Lydløs
Ulemper:
Pumpearrangementet pr. afbryder ved to trykniveauer
Specielle forholdsregler ved afbryderrevision
Et eksempel på en SF6 afbryder for 150 kV er vist i fig. 6.3.4.

Figurtekst:
Fig. 6.3.4 Snittegning af SF6 afbryder
Figurtekst slut.
Side 87
Afbryderens 3 poler er monteret på en opbygning, hvor betjeningsmekanismen er fastgjort. Hver
pol består af brydekammer, isolatordel og nederst en mekanismedel med udkoblingsfjederen. Polen
er fyldt med SF6 gas med overtryk. SF6 gassen tjener både som slukkemiddel og isolationsmiddel.
Slukning af lysbuen sker i brydekammeret som vist i fig. 6.3.5.

Figurtekst:
Fig. 6.3.5 Brydeforløb
Figurtekst slut.
Ved udkobling bevæger cylinderen og den bevægelige kontakt (6) sig nedad. Den SF6 gas, der
ligger i cylinderen (8), bliver pga. det fastsiddende stempel (7) blæst gennem lysbuen, der opstår,
når kontakten mellem (6) og (3) brydes. Strømmen vil så brydes ved nulgennemgang. De
spalteprodukter der er opstået under slukkeforløbet rekombinerer eller absorberes af filteret (24).
Fig. 6.3.6 viser en SF6 afbryder anvendt i en 132 kV friluftssstation.
Fig. 6.3.7 viser et indendørsanlæg for 72 kV, hvor SF6 benyttes både som bryde medie i
effektafbryderne og som skinneisolation.
Side 88

Figurtekst:
Fig. 6.3.6 SF6 afbryder
Figurtekst slut.
Side 89

Figurtekst:
Fig. 6.3.7 SF6 anlæg for 132 kV og 50 kV.
Figurtekst slut.

6.4 Adskillere
Ifølge stærkstrømsbekendtgørelsen skal komponenter, der skal efter ses, kunne frakobles nettet
krybestrømssikkert. Denne frakobling udføres med en adskiller. Adskillerens konstruktion gør, at
den ikke må betjenes, når den gennemløbes af strøm, med mindre den er kortsluttet, f.eks. af en
effektafbryder. I friluftsstationer og nogle indendørsstationer anvendes der altid synligt brydested
ved adskillere. Ved nogle kapslede anlæg er det en markering eller eventuelt en effektafbryders
placering, der indikerer adskillelse. Ofte er en adskiller kombineret med en jordslutter, således at
der efter adskillelse kan jordes.
I fig. 6.4.1 er vist et sæt trefaset drejeadskillere. De kan enten være håndbetjent eller motorbetjent.
Adskillelse opnås ved, at de to adskillerarme drejes væk fra hinanden.
Side 90

Figurtekst:
Fig. 6.4.1 Drejeadskiller
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 6.4.2 Pantografadskiller
Figurtekst slut.
Side 91
En anden måde at adskille på kan opnås ved at anvende en pantografadskiller, der er vist i fig. 6.4.2.
Begge typer adskillere er anvendt i anlægget vist i fig. 6.4.3.

Figurtekst:
Fig. 6.4.3 Anvendelse af adskillere
Figurtekst slut.

6.5 Strømtransformer
En strømtransformer består af en primærvikling, en eller flere sekundærviklinger med hver sin
jernkerne og en beholder med påmonteret isolator, hvori det hele er placeret. Primærviklingen
består af en eller flere parallelle ledere udført som en u-form. Primærviklingen kan være delt i to
dele, som enten kan serie- eller parallelkobles med udvendige lasker. Omkoblingen kan ændre
omsætningsforholdet.
Der kan være op til fire ringformede kerner med hver sin sekundærvikling og med forskellige
karakteristikker, således at de kan anvendes til f.eks. registrering (ampere eller energi) eller til
relæudrustningen.
Side 92
Strømtransformeren vælges ud fra nettets driftsspænding, mærkestrøm, korttidsstrøm og krævet
nøjagtighed. Den sekundære mærkestrøm er oftest 5 A. For yderligere information om
strømtransformere henvises til seriens bind 3 (Elektriske maskiner) og bind 2 (Elektriske målinger).
Fig. 6.5.1 viser en udendørs strømtransformer hvor beholder og porcelænsisolator er oliefyldt.
Isolatorhøjden er bestemt af driftsspændingen.

Figurtekst:
Fig. 6.5.1 Strømtransformer (ABB)
Figurtekst slut.
Side 93
Fig. 6.5.2 til 6.5.4 viser detaljer i opbygningen af en olieisoleret strømtransformer. Anvendelse af
SF6 som isolation giver principielt ingen forskel i opbygningen i forhold til en olieisoleret
strømtransformer.

Figurtekst:
Fig. 6.5.2 Snit i strømtransformer
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 6.5.3 Primærvikling og kerner med sekundær vikling
Figurtekst slut.
Figurtekst:
Fig. 6.5.4 Gennemskåret strømtransformer
Figurtekst slut.
Side 94

6.6 Spændingstransformer
En spændingstransformer består ligesom strømtransformeren af en primærvikling, en eller to
sekundærviklinger med fælles jernkerne og beholder med påmonteret isolator, hvori det hele er
placeret.
Primærviklingen er udført som en flerlagsspole med lak og papirisolation. Transformeren har en
sekundærvikling til måleformål og ofte en tertiærvikling, der kan anvendes til jordfejlregistrering.
Spændingstransformeren vælges ud fra driftsspændingen på primærsiden (Un/√3) og
sekundærmærkespændingen, der oftest er valgt til 110/√3 V, samt krævet nøjagtighed. Hvis den
tertiære vikling skal anvendes til jordfejlsregistrering har den normalt spændingen 110/3 V.
Fig. 6.6.1 viser en udendørs olieisoleret spændingstransformer. Isolatorhøjden er også her bestemt
af driftsspændingen.

Figurtekst:
Fig. 6.6.1 Spændingstransformere (ABB)
Figurtekst slut.
Side 95
Fig. 6.6.2 og 6.6.3 viser detaljer i opbygningen af en olieisoleret spændingstransformer.

Figurtekst:
Fig. 6.6.2 Snit i spændingstransformer
Figurtekst slut.
Side 96

Figurtekst:
Fig. 6.6.3 Beholder for spændingstransformer
Figurtekst slut.

6.7 Overspændingsafleder
Som tidligere nævnt kan der i nogle koblingssituationer opstå overspændinger. Men specielt ved
direkte lynnedslag eller lynnedslag i nærheden af højspændingsluftledninger kan der opstå meget
store overspændinger. For at beskytte de komponenter der er meget følsomme overfor
overspændinger, anbringes der overspændingsafledere i transformerstationerne. Komponenter der
er speciel følsomme er f.eks. transformere og kabler. I dag laves overspændingsafledere til høje
spændingsniveauer i langt de fleste tilfælde af varistorer (VDR-modstande), hvis hovedbestandel er
zinkoxid (Zn0).
Overspændingsaflederen består af en eller flere sektioner, der hver indeholder de stablede VDR-
modstande. For at undgå sprængning af porcelænsisolatorerne ved et gennemslag i aflederen, som
den ikke formår at slukke, er der i hver sektion en membran, der åbner ved overtryk.
Overspændingsaflederen kobles mellem faseleder og jord. Fig. 6.7.1 viser en overspændingsafleder
opbygget med Zn0 varistorer.
Side 97

Figurtekst:
Fig. 6.7.1 Overspændingsafledere begge for 170 kV, men med henholdsvis porcelæn og silikone
(lysegrå) som isolation.
Figurtekst slut.
Figurtekst:
Fig. 6.7.2 Overspændingsafledere i 132 kV net
Figurtekst slut.
Side 98

6.8 Transformere
I dette afsnit om transformere i transmissionsnettet vil der ikke være nogen beskrivelse af
transformerens opbygning og virkemåde, idet dette er beskrevet i seriens bind 3 (Elektriske
maskiner). Derimod vil der være en kort beskrivelse af nogle af de komponenter, der påmonteres
transformeren.

6.8.1 Kølemetoder
Når transformeren er i drift, har den effekttab i form af jerntab og kobbertab, som bliver til varme,
der nødvendigvis må fjernes for at forhindre, at transformeren ødelægges. Transformere i
transmissionsnettet er derfor oliefyldte, således at olien både kan tjene som isolationsmiddel og
som middel til at bortlede varme fra kerne og viklinger. For at kunne køle olien er det nødvendigt at
forøge transformerens overflade (køleflade) eller foretage andre foranstaltninger. De anvendte
kølemetoder kan beskrives vha. fire bogstaver, hvoraf de to første er beskrivende for
transformerens kølemedie, og de to sidste er beskrivende for den ydre køling (f.eks. luft eller vand).
ONAN: Natural oil cooling (ON)
Natural air cooling (AN)
ONAF: Natural oil cooling (ON)
Forced air cooling (AF)
OFAF: Forced oil cooling (OF)
Forced air cooling (AF)
OFWF: Forced oil cooling (OF)
Forced water cooling (WF)
Alle metoder kan anvendes på transformere i transmissionsnettet, dog er OFWF normal kun
anvendt på transformere ved kraftværker.
Ofte anvendes der kombinationer af kølemetoderne,. f.eks. er ONAN/ONAF meget anvendt for
transformere i transmissionsnettet.
ONAN anvendes ved mindre transformere (f.eks. i distributionsnettet), og varmen bortledes
gennem køleribber, der er monteret på siden af tanken. På store transformere (S N > 10 MVA) er der
påmonterede radiatorer, der er tilsluttet tanken via ventiler.
Side 99
Ventilerne kan afspærres, hvis der skal være eftersyn/reparation på en radiator, således at
transformeren kan blive i drift, selvom en radiator er fjernet.
ONAF bruges normalt sammen med ONAN. Det betyder, at op til en nærmere angivet belastning af
transformeren, er ONAN tilstrækkelig til at bortlede varmen. Over denne belastning
(olietemperatur) starter ventilatorerne, der er anbragt under radiatorerne. Pga. den forcerede
luftstrøm gennem radiatorerne kan der bortledes mere varme, og transformeren kan belastes
kraftigere. Start og stop af ventilatorerne styres normalt af en termostat, der føler på
olietemperaturen.
Ved meget store transformere kan det forannævnte system udvides med et OFAF system, i form af
en eller flere olie/luft kølere, der er anbragt på transformeren. Fig. 6.8.1 viser princippet for tre af
kølemetoderne, og fig. 6.8.2 viser en transformer monteret med disse tre systemer.

Figurtekst:
Fig. 6.8.1 ONAN, ONAF, OFAF principper
Figurtekst slut.
Side 100

Figurtekst:
Fig. 6.8.2 125 MVA transformer med blandet køling (PAUWELS)
Figurtekst slut.
Som nævnt kan man i stedet for luft bruge vand til kølingen af olien. Denne metode kan med fordel
anvendes, hvor der er i forvejen er kølevand til stede, som f.eks. i de centrale kraftværker.

Figurtekst:
Fig. 6.8.3 OFWF køling
Figurtekst slut.
Side 101

Figurtekst:
Fig. 6.8.4 Vandkølet transformer OFWF (PAUWELS)
Figurtekst slut.

6.8.2 Beskyttelsesudstyr
For at sikre at transformeren ikke lider overlast under normal drift eller i fejlsituationer, kan der
anvendes forskellige former for beskyttelsesudstyr. Beskyttelsesudstyret, der anvendes i
fejlsituationer, er beskrevet i afsnit 4.4, så efterfølgende beskrives kun udstyr, der skal forhindre, at
transformeren ødelægges i normale driftssituationer.
Transformerens driftstemperatur har stor betydning for dens levetid. Derfor måles temperaturen,
således at der kan gives alarm, hvis den tilladelige grænse nås, eller der alternativt kan foretages
udkobling af transformeren. Termometerets følere placeres i lommer i transformertanken, og selve
termometret placeres på transformeren eller i driftsbygningen.
Ved en forudindstillet temperatur på f.eks. på 60 % af det max. tilladelige, startes af ONAF
kølingen, således at transformeren herefter kan tåle kraftigere belastning.
Side 102
Til kontrol af oliestanden i transformeren er der på ekspansionsbeholderen placeret en
oliestandsviser. Afhængig af transformerens belastning (opvarmning) vil olien stige og synke i
ekspansionsbeholderen. For at forhindre, at der suges fugtig luft ind i ekspansionsbeholderen, er der
på luftindtaget placeret et silicagelfilter, der nederst har et oliebad, der skal fange urenheder i den
indsugede luft.

Figurtekst:
Fig. 6.8.5 Silicagelfilter
Figurtekst slut.

6.9 Jordingsanlæg
Jordingsanlægget i transformerstationen består af driftsjord (systemjord) og beskyttelsesjord.
Driftsjorden forbinder transformerens stjernepunkt til jord. I transmissionsnettet og fordelingsettet
arbejdes der principielt med to former for driftsjordingssystemer.
Net med direkte jording (som også kaldes net med lavimpedans stjernepunktsjording) anvendes ved
400 kV, 150 kV og 132 kV anlæg og har mindst et stjernepunkt forbundet direkte til jord.
Fordelene ved direkte jording er bl.a. en simpel relæbeskyttelse til registrering af jordfejl, samt at
spændingsforhøjelsen på de fejlfrie faser ved jordfejl er mindre, end hvis der blev brugt andre
nettyper. Endvidere
Side 103
kan transformeren udføres med en isolation ved nulpunktet, der er væsentligt mindre end ved
faserne.
Af ulemper kan dog nævnes, at en jordslutning vil medføre en fejlstrøm af kortslutningsstørrelse
som derfor skal udkobles hurtigst muligt. Så længe jordfejlen ikke er udkoblet vil der være
mulighed for, at jordfejlstrømmen inducerer elektromotoriske kræfter i nærførte ledninger eller
metalrør. Af denne grund kan der være personfare ved jordfejl i direkte jordede net. Den nævnte
ulempe kan delvis fjernes ved at anvende hurtig genindkobling efter jordfejl, således at den tid
nettet er udkoblet bliver under et sekund. Dette kan lade sig gøre, idet langt de fleste jordfejl på
luftledninger er af meget kort varighed, f.eks. når en overspændingsafleder virker ved lynnedslag
eller en isolator fyldes med is.
I Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 2 er der fastsat bestemmelser, der skal imødegå ulempen ved
inducerede elektromotoriske kræfter i nærførte metalliske røranlæg.
I 50 kV og 60 kV fordelingsnettene udføres der driftsjording med slukkespoler. Det betyder, at
stjernepunkterne lægges til jord gennem en slukkespole (reaktans), således at jordfejlstrømmen
bliver lav. Denne jordingsform er gerne udført så mange steder, at nettet kan opdeles i øer med hver
sin driftsjording. Denne ø-opdeling kan med fordel anvendes i fejltilfælde, hvor der f.eks. ikke er
effekt nok til alle forbrugsområder. Som tidligere nævnt forsvinder mange af de enfasede jordfejl
hurtigt af sig selv, og jo mindre jordfejlstrømmen er, jo større er chancen for at fejlen forsvinder af
sig selv.
I forbindelse med slukkespoler kan jordfejlstrømmen holdes under 100 A, og inducerede
spændinger i nærførte net bliver herved minimale. Ulemper ved denne nettype er dog de høje
spændinger, der ved jordfejl kan optræde mellem de ikke fejlramte faser og jord, og at det er
nødvendigt at installere et særligt relæsystem til registrering og evt. udkobling af jordfejl. Samtidig
skal man være opmærksom på de berøringsspændinger, der kan optræde ved fejlstedet på tros af de
forholdsvis små jordfejlstrømme.
Beskyttelsesjording udføres i transformerstationen for at forhindre, at der kan optræde farlige
berøringsspændinger mellem ledende dele, der normalt ikke er under spænding eller mellem disse
ledende dele og jord. Derfor lægges der i transformerstationen en ledende forbindelse (udlignende
jordledning) mellem alle metaldele der ikke indgår i driftsstrømkredsen.
Side 104
I transformerstationen forbindes driftsjordingen og beskyttelsesjordingen sammen til stationens
jordelektrode i en såkaldt fællesjording. Som jordelektrode i stationen anvendes et netværk af
kobberledere (eller galvaniseret jern), der er nedgravet/nedstøbt i stationsarealet og evt. suppleret
med neddrevne stangelektroder. Alle rørsystemer af metal i stationsområdet, kabelarmeringer,
skærme og jordledere, der fremføres ved luftledninger eller kabler, sluttes sammen med de
udlignende jordledninger og et evt. hegn om stationen til jordingsanlægget. Overgangsmodstanden
fra jordingsanlægget til neutral jord bør være så lille som mulig.
Stærkstrømsbekendtgørelsen accepterer en overgangsmodstand til neutral jord, der ikke overstiger
150/Ie, hvor Ie er den del af jordfejlstrømmen, der løber gennem jordingsanlægget. Ie er som nævnt
afhængig af jordingsmetoden.

6.10 Signalanlæg for fjernkontrol

Transformerstationerne i transmissionsnettet fjernstyres af driftspersonalet i centralt placerede
driftscentraler. Kommunikationen mellem driftscentral og transformerstation kan være udført på
flere måder. Der er mulighed for at sende signaler via det offentlige telefonnet, men pga. de
potentialer, der kan være i stationen under fejl, og pga. de inducerede elektromotoriske kræfter, der
kan optræde i telefonledninger under jordfejl, er det en metode, der kræver specielle tiltag.
I stedet telefonledninger er højspændingsledningerne tidligere i stor udstrækning brugt som leder
for et højfrekvens signal, der føres til ledningen via kondensatorer, der har stor modstandsværdi ved
50 Hz og ringe modstandsværdi for højfrekvenssignalet.
Hvor signalet skal nedtages, anbringes der i ledningen en spole, der overfor den normale 50 Hz
belastningsstrøm kun yder ringe modstand, medens den stopper højfrekvens signalet, der i stedet
nedtages gennem en foran spolen anbragt kondensatorer. På denne måde er det muligt at fjernstyre
koblinger og fjernregistrere målinger og relæfunktioner.
Ved at anvende højspændingsledningerne som leder for de højfrekvente signaloverførsler, er der
den ulempe, at skulle lederen afbrydes, mister driftscentralen muligheden for fjernstyring.
Side 105
For at undgå denne ulemper udføres nye anlæg med nedgravede eller ophængte lyslederkabler som
kommunikationsvej mellem driftscentral og transformerstation. Mange ældre anlæg vil i
forbindelse med renovering også overgå til kommunikation via lysleder.
Endvidere kan transformerstationer styres via radiolink (UHF).
Skulle driftscentralen af en eller anden grund ikke have mulighed for at anvende fjernstyringen, kan
anlæggene i den enkelte transformerstation selvfølgelig altid styres lokalt..
Side 106
Denne udgave er produceret af Studiebogservice for Ministeriet for Børn og Undervisning,
Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, Kontor for SPS og Handicap med henvisning til § 17 i Lov om
Ophavsret og i henhold til Lov Om Specialpædagogisk Støtte samt Bekendtgørelse om særlige
tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v.
Bogen må KUN benyttes til studieformål af den, der har fået tilladelse hertil af Ministeriet for Børn
og Undervisning, Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, Kontor for SPS og Handicap, og den må ikke
herudover kopieres eller mangfoldiggøres i nogen form.
Bogen er produceret som en såkaldt OCR-udgave som overvejende er maskinelt bearbejdet, og som
kun i begrænset omfang er søgt korrigeret ved egentlig korrektur.
---------------
Tilrettelæggerforord:
ingen bemærkninger
---------------
Forsyningsnet og transformerstationer
Carsten Dahl Petersen
Side 107

7. Distributionsnet for højspænding

7.1 Opbygning
Som nævnt er det 50 kV og 60 kV nettenes opgave at fordele energi fra transmissionsnettet og ud
til forbrugsområderne. Dette sker ved at placere nettenes transformerstationer således, at de hver –
via højspændingsdistributionsnettene (20 kV, 15 kV eller 10 kV) – kan forsynes et forbrugsområde.
Højspændingsdistributionsnettene kan enten levere energi direkte til store forbrugere eller der kan
på nettene indkobles transformerstationer, der kan levere energi ved lavspænding til forbrugerne.
Disse transformerstationer er placeret, så de hver kan forsyner et geografisk afgrænset
forbrugsområde, eller eventuelt alene forsyne en forbruger.
For at forbedre leveringssikkerheden kan distributionsnettene opbygges på en sådan måde, at de
midlertidigt kan sammenkobles med nabonet i tilfælde af f.eks. vedligehold eller fejl i den
transformerstation i fordelingsnettet, hvorfra de normalt forsynes.
Det er i dag driftsteknisk og økonomisk en fordel at udføre alle distributionsnet som kabelnet. Der
vil derfor ikke blive udført flere luftledningsdistributionsnet, når der ses bort fra de enkelte tilfælde,
hvor en eksisterende luftledning på en kort strækning omlægges eller udvides med få fag.
Side 108

Figurtekst:
Fig. 7.1.1 Netopbygning
Figurtekst slut.
a) Radial
b) Radial med afgrening (Redekam)
c) Ringnet
d) Ringnet med flere forsyningspunkter
Almindeligvis drives nettene med åbne ringforbindelser, så de optræder som radialnet med
afgreninger. Når driften kræver det, kan omkoblinger i nettet ændre radialopbygningen, eller
eventuelt kan nettet i kortere tid drives med en lukket ring. Fig. 7.1.2 viser et 10 kV net udgående
fra en 50 kV station. Det fremgår, at de to udgående luftledninger R1301 og R1302 danner en
ringforbindelse. Fra denne ring udgår der flere radiallinjer med afgreninger, samt linjer der kan
forbindes med 10 kV nettet fra en nabo 50 kV hovedstation. Ringen kan ved normal drift f.eks.
være åbnet mellem afgrening 5645 og 5641 ved skillested 346–28u. Om ønsket kan ringen ved
skillested 342–5u sammenkobles med et net fra en anden hovedstation. Det viste net er opbygget
med luftledninger, dog er der afgreninger udført med kabler (vist stiplet)
Side 109

Figurtekst:
Fig. 7.1.2 10 kV net i landdistrikt
Figurtekst slut.
Side 110

7.2 Nettyper
På fig. 7.2.1 er vist en principopbygning af et distributionsnet, hvor der er mulighed for dels at lave
en ringforbindelse og dels at koble to nabonet sammen. Samtlige transformerstationer er i dette net
tilsluttet 10 kV linjen ved en såkaldt T-tilslutning:

Figurtekst:
Fig. 7.2.1 Radialnet med transformerstationer
Figurtekst slut.
Side 111
Sammenkobling af radiallinjer til en ringforbindelse og sammenkobling med nabonet foregår i
luftledningsnet med strækningsafbrydere, AUS skillesteder (kobles under spænding) indskudt i
linjen eller med lastadskillere indbygget i en transformerstation. I et kabelnet vil ovennævnte
kobling som regel altid foregå med en lastadskiller.
Det er klart, at radiallinjer giver det billigste net og den simpleste driftsform, men lige så klart er
ulempen ved fejl på linjen. En del af denne ulempe kan dog fjernes ved at indskyde
strækningsafbrydere i linjen. Med strækningsafbryderne kan fejlramte ledningsstrækninger
midlertidigt bortkobles, medens fejlen udbedres.
På et ringnet kan transformerstationerne være tilsluttet som vist i fig. 7.2.1, eller de kan være
indsløjfet som vist i fig. 7.2.2.

Figurtekst:
Fig. 7.2.2 Indsløjfet transformerstation
Figurtekst slut.
Ved at indsløjfe transformerstationerne i et ringnet, kan man undgå længerevarende
driftsafbrydelser. Opstår der en fejl på en strækning i ringnettet, kan den fejlramte del udkobles i de
to stationer strækningen forbinder. Ved at lukke den normalt åbne afbryder kan alle stationer igen
forsynes fra henholdsvis den ene eller den anden del af ringen. Fordelene ved et såkaldt sløjfenet er
umiddelbare, men nettene er selvfølgelig dyrere at bygge end tilsvarende radialnet.
I fig. 7.2.3 er vist principopbygning af et sløjfenet, hvor der er mulighed for at lave ringforbindelser
med indsløjfede transformerstationer samt at sammenkoble med nabonet. Nettet drives normalt
med en åben lastadskiller, således at det optræder som et radialnet, med den ovenfor beskrevne
fordel i tilfælde af fejl i nettet.
Side 112

Figurtekst:
Fig. 7.2.3 Sløjfenet med transformerstationer
Figurtekst slut.
Fig. 7.2.4 viser et typisk 10 kV bynet udført næsten udelukkende med kabler (stiplede linjer). Der
indgår i nettet flere ringe hvor transformerstationerne er indsløjfet. Ved transformerstationerne i
kabelnettet er der vist lastadskillere markeret med et nummer efterfuldt af bogstavet e. Linie R2401
starter som kabel, men fortsætter ved afgreningspunkt 5344 som en luftledning med radiale
afgreninger, og tilkobles ved transformerstation 1480 igen til kabelnettet. I luftledningen er der vist
en strækningsafbryder, med nummeret 142–2u, der også gør det muligt i luftledningsdelen at åbne
den store ring.
Side 113

Figurtekst:
Fig. 7.2.4 10 kV net i byområde
Figurtekst slut.
Side 114

7.3 Komponenter

Figurtekst:
Fig. 7.3.1 Data for Cu-luttledning (NKT)
Figurtekst slut.
Side 115

7.3.1 Luftledninger
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 – Udførelse af elforsyningsanlæg – henviser med hensyn til
udførelse af luftledninger i distributionsnettet til det tidligere afsnit 3, hvor der foreskrives hvilke
materialer og tværsnit, der skal benyttes. Det er tilladt at anvende enten kobber, stål eller
stålaluminium, men det har i praksis været almindeligt at anvende kobberledere.
Fig. 7.3.1. viser data for Cu-luftledninger. Det mindste tværsnit der må benyttes til
2
højspændingsnettet er 25 mm .
I fig. 5.3.2 er den tilladelige belastning i ampere angivet for luftledninger med højeste
ledertemperatur på 80°C. Det vil dog oftest være spændingsfaldet, der er dimensionerende for
2
luftledningerne. Ved som udgang at regne med en strømtæthed på 4 A/mm kan man få et bud på
det tværsnit, der mindst skal anvendes af hensyn til strøm og spændingsfald. Med hensyn til
spændingsfaldsberegning henvises til afsnit 7.4.1, idet der for luftledninger kan regnes med en
induktiv reaktans på 0,4 Ω/km.

7.3.1.1 Isolatorer
Til fastgørelse af lederne til mastebeslaget benyttes der isolatorer af porcelæn. I fig. 7.3.2 er vist de
forskellige typer, der anvendes i spændingsområdet 10 kV – 20 kV.

Figurtekst:
A Hætte for oven (lommehætte eller vuggende topklemme).
B Keramisk del. »SUPRALOX« masse.
C Hætte for neden (lommehætte elier hætte for mastebeslag).
D Koblingsbolt
E Sikringssplil – anbragt bade i nederste og øverste hætte på hængeisolatorer.
Fig. 7.3.2 Isolatorer
Figurtekst slut.
Side 116
På hængeisolatorer og støtteisolatorer med vuggeklemme fastspændes lederen, medens den til en
støtteisolator bindes fast med blød kobbertråd.

7.3.1.2 Master
Stærkstrømsbekendtgørelsens tidligere afsnit 3 tillader, at der anvendes master af stål eller træ. I
langt de fleste tilfælde er der dog anvendt træmaster med et minimumskrav på 18 cm som
topdiameter. Masterne er imprægneret, og for at forhindre at der trænger vand ind i endetræet, er de
i toppen forsynet med en hætte af zink eller polyethylen.

Figurtekst:
Fig.7.3.3 Strækningsafbryder monteret på 10 kV dobbeltmast af træ.
Figurtekst slut.
I fig 7.3.4 er vist en 10 kV mast med et trekantbeslag hvortil støtteisolatorerne er fastgjort.
Side 117

Figurtekst:
Fig. 7.3.4 10 kV luftiedningsmast
Figurtekst slut.

7.3.2 Kabler
Kabler til spændingsområdet 10 kV – 20 kV er tidligere udført enten som jernbåndsarmerede,
papirisolerede treleder blykabler (APB) eller som polyethylen (PEX) isolerede kabler, men nu
anvendes der kun PEX isolerede kabler.
APB kabler blev udført med ledere af sammensnoede tråde. Hver leder var isoleret med en
omvikling af olieimprægneret papir. Lederne blev efterfølgende omgivet af en fælles isolation af
olieimprægneret papir samt en blykappe. Yderst var der en stålbåndsarmering med en jute
omfletning pålagt asfalt.
PEX er polyethylen med molekylkæderne låst sammen vha. tværbindinger (deraf betegnelsen X).
Der er i Danmark over 40 års drifts - erfaring med PEX kabler. Der har været en del fejl i de først
producerede kabler, men en forbedret fabrikationsteknik har gjort, at nye kabler har en meget bedre
fejlstatistik.
Side 118
Fordelen ved PEX kabler er bl.a. mindre dielektriske tab og højere tilladelig driftstemperatur (90 °C)
set i forhold til APB kablerne (65 °C). I tilfælde af kortslutning kan temperaturen tillades at stige til
250 °C forudsat, at kortslutningsstrømmen udkobles inden 1 sekund.
PEX kabler kan fås både som enleder eller treleder kabler med ledere af kobber eller aluminium.
Lederne er først ompresset et tyndt lag halvtledende plastlag og dernæst en noget tykkere isolation
bestående af PEX med et tyndt lag halvtledende materiale yderst. Mellem de to halvtledende lag
optræder et radialsymmetrisk elektrisk felt, således at man undgår feltkoncentrationer, der kan
medføre ødelæggelse af isolationen. Kablet har en koncentrisk kobberskærm, der kan føre den
kapacitive ladestrøm og strømmen ved en eventuel jordfejl. Kabelkappen yderst kan være af NOIK,
blyfri PVC eller polyethylen (PE).
På efterfølgende sider er vist data for forskellige typer PEX kabler fra NKT-Cables.
Side 119
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.5 Opbygning af Tre-leder PEX-M-AL 12 kV
Figurtekst slut.
Side 120
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.6 Data for tre-leder PEX-M-AL 12 kV
Figurtekst slut.
Side 121
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.7 Opbygning af tre-leder PEX-S-AL 12 kV med NOIK kappe
Figurtekst slut.
Side 122
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.8 Data for tre-leder PEX-S-AL 12 kV med NOIK kappe
Figurtekst slut.
Side 123
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.9 Opbygning af en-leder PEX-M-AL-LT 12 kV
Figurtekst slut.
Side 124
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.10 Data for en-leder PEX-M-AL-LT 12 kV
Figurtekst slut.
Side 125
Mellemspændingskabel

Figurtekst:
Fig. 7.3.11 Data for en-leder PEX-CU 17,5 kV
Figurtekst slut.
Side 126

7.3.2.1 Dimensionering
Kablerne dimensioneres ud fra den belastningsstrøm, de skal føre, og den kortslutningsstrøm de
kan blive udsat for. Yderligere stilles der krav om maksimale spændingsfald i nettet. I afsnit 7.4.1
er spændingsfald behandlet og i afsnit 7.4.3 er strømbelastning af kabler gennemgået bl.a. med et
eksempel på dimensionering af et PEX kabel, derfor vil kun principperne blive beskrevet her.
Kablernes tilladelige belastningsstrøm i luft og jord er angivet i databladene. Med hensyn til
kortslutningskontrol er beskyttelsesmåden af betydning for beregningen, idet tiden
kortslutningsstrømmen løber i er afhængig af, om der til overstrømsbeskyttelse benyttes relæ eller
sikring. Normalt er kablerne i distributionsnettet beskyttet af en relæstyret effektafbryder, med en
udkoblingstid ved kortslutning, der er uafhængig af strømmens størrelse. I dette tilfælde skal der
derfor regnes med at værste termiske belastning optræder ved en trefaset kortslutning i begyndelsen
af kablet. Hvis beskyttelsen er udført med sikringer er værste termiske belastning typisk en tofaset
kortslutning i yderste ende af kablet. Det skal kontrolleres, at kablets tilladelige kortslutningsstrøm
i 1 sekund ikke overskrides. Ved tider anderledes end 1 sekund kan følgende formel benyttes:

I formlen er IK den aktuelle kortslutningsstrøm i kA, t er den tid i sekunder den aktuelle
kortslutningsstrøm løber i og IK1s er den værdi i kA, der er oplyst i databladet for tilladelig
lederstrøm i 1 sekund.
For PEX kabler er der også for skærmen opgivet en tilladelig kortslutningsstrøm i 1 sekund. Med
en tilladelig sluttemperatur i skærmen på 300°C kan den nødvendige IK1s, Skærm for skærmen findes
ud fra følgende formel:

Der skal i formlen benyttes udkoblingstiden og strømmen for en dobbelt jordslutning (tofaset
kortslutning) bestemt ud fra beskyttelsesmetoden, – største IK2F hvis der benyttes effektafbrydere og
mindste IK2F hvis der benyttes sikringer.
Side 127

7.3.2.2 Nedlægning
Når et kabel nedlægges i jorden, spiller jordbundsforholdene en væsentlig rolle for kablernes
tilladelige belastning, idet de termiske forhold er medbestemmende for kablets strømføringsevne.
Fugtig sandjord og lerjord vil lettere kunne føre den varme bort, der skyldes tab i kablerne, end
f.eks. porøs jord eller opfyldning kan.
Hvis kablerne efter nedlægning i kabelgraven dækkes med en blanding af ler og grus, sikrer man
dem en rimelig termisk overgang med den omgivende jord. Kabelgraven skal være så bred, at der
kan placeres ruller, som kablerne kan glide på under udlægning, og i øvrigt så bred, at det valgte
antal kabler i et plan kan placeres i kabelgraven. Den krævede nedlægningsdybde for kablerne er
mindst 0,7 m. I praksis kan nedlægningsdybden være op til 1 m.
Højspændingskabler i jord skal altid beskyttes mod mekanisk beskadigelse ved at blive dækket med
plader eller U-profiler eller placeret i rør. Før i tiden blev der i udstrakt grad benyttet mursten til
beskyttelse af højspændingskabler, men mursten er i dag ikke godkendt til at beskytte kablerne.
Når højspændingskabler i jord er nær ved eller krydser gas-, vandeller andre rørledninger, skal der
holdes en passende afstand mellem kabler og rør. Under alle omstændigheder skal kontakt mellem
kabler og rør forhindres, f.eks. ved at der mellem kabel og rør indskydes en isolerende plade. Disse
forholdsregler skal koordineres mellem kabel- og rørejer.
Hvor højspændingskabler krydser eller er nær ved telekommunikationsanlæg, skal der tilsvarende
holdes en passende afstand mellem kabler og disse anlæg.
I tilfælde af at højspændingskabler krydser eller er nær ved andre kabler, skal den termiske
påvirkning mellem kablerne beregnes, for at der kan fastsættes minimumsafstande mellem kablerne
eller for evt. at forøge kabeltværsnittet af hensyn til strømføringsevnen.
I forbindelse med at et højspændingskabel indføres i en bygning uden for et egentligt stationsrum,
skal det være udført som brandhæmmet kabel, eller der skal foretages andre foranstaltninger,
således at kablet er tilstrækkeligt brandhæmmet, når det er installeret. For at opfylde disse krav kan
der anvendes et kabel med NOIK kappe eller anvendes et kabel med PE kappe anbragt i et stålrør.
Side 128
Skal kabler nedlægges i jord uden for et egentligt byområde, så vil de ofte blive nedpløjet

Figurtekst:
Fig. 7.3.12 Nedpløjning af højspændingskabel
Figurtekst slut.
Efter placeringen af kablerne udarbejdes der et kabelkort med oplysninger om kablernes type,
beliggenhed, dybde og eventuelle muffers placering. Dette sker for at forhindre uheld ved
fremtidige gravearbejder, og for at lette lokaliseringen af kabler hvis der skal foretages reparationer
eller udvidelser.

7.3.2.3. Muffer
Ved samling af kabler genopbygges kabelkonstruktionen henover de forbindelser, der
sammenkobler kablernes faser. Uanset om samlingen foregår på enleder- eller trelederkabler, er
rækkefølgen: Samling af faseleder, retablering af lederisolation, skærm og kappe.
Muffen kan opbygges ved hjælp af flere forskellige teknikker, almindeligst anvendes dog
krympeteknik.
Side 129

Figurtekst:
Fig. 7.3.13 Fasesamling med krympemuffe (Desitek)
Figurtekst slut.
Ved endeafslutninger skelner man mellem indendørs og udendørs afslutninger. Der benyttes som
ved samlemuffer også her forskellige teknikker.
At påkrympe endemuffer er nok den almindeligste måde at afslutte kabler på. En udendørsmuffe
adskiller sig fra en indendørsmuffe ved antallet af påkrympede tallerkener. I fig. 7.3.14 er vist en
krympeendemuffe beregnet til et treleder PEX kabel i indendørs eller udendørs udførelse afhængig
af, om der påkrympes tallerkener.
Side 130

Figurtekst:
Fig. 7.3.14 Endeafslutning med krympemuffe (Raychem)
Figurtekst slut.
En speciel variation af endemuffer er de såkaldte kabelstik, der kan anvendes ved tilslutning til
transformere og koblingsanlæg. Kabelstik er præfabrikerede endeafslutninger, som enten
påskubbes eller påkrympes kabelenden. Der findes tre forskellige former for stiksystemer:
1. Metalkapslet
2. Isoleret plastoverflade
3. Halvledende plastoverflade
De metalkapslede stik er berøringssikre, når de er monteret, medens der kun er nogle fabrikater
med halvledende eller isoleret plastoverflade, der er godkendt som berøringssikre.

Figurtekst:
Fig. 7.3.15 Stiktilslutning (Desitek)
Figurtekst slut.
Side 131
Ved arbejde på højspændingskabler foreskriver Stærkstrømsbekendtgørelsen, at det skal
kontrolleres, at kablet er uden spænding før arbejdet begyndes. Kontrollen udføres med et
kabelskydeudstyr eller med en kabelsaks.
Ved kabelskydning spændes udstyret omkring kablet (se fig. 7.3.17) og ved hjælp af en patron
skydes en mejsel ned i kablet. Skulle kablet være under spænding vil der forekomme en
kortslutning, som vha. relæudstyret sikrer udkobling af kablet.
Den anden metode anvender en hydraulisk saks til overklipning af kablet. Også her vil der som ved
kabelskydning optræde en kortslutning som sikrer udkobling af kablet, såfremt kablet er under
spænding.
For at formindske faren for betjeningspersonalet er det i begge tilfælde anbragt i betryggende
afstand fra det sted, hvor der skydes eller klippes.

Figurtekst:
Fig. 7.3.16 Hydraulisk kabelsaks
Figurtekst slut.
Side 132

Figurtekst:
Fig. 7.3.17 Kabelskyder
Figurtekst slut.
Lokalisering af et kabel foretages normalt ved hjælp af kabelplanerne. Brug af kabelplaner alene er
dog ikke tilrådeligt, idet der kan være flere kabler i en kabelgrav. Disse kabler kan til og med være
krydset ved senere opgravninger. For at få en sikker identifikation af et kabel anvendes der derfor
en kontrolmåling, der kan foretages på forskellig måde.

Figurtekst:
Fig. 7.3.18 Tonegenerator-metoden
Figurtekst slut.
Kablet, der skal arbejdes på, gøres spændingsløst og tilsluttes en tonegenerator. Ved hjælp af en
detektor kan kablet identificeres på arbejdsstedet. Metoden kan kun anvendes ved treleder kabler,
idet
Side 133
der skal anvendes to ledere (frem og retur) til højfrekvenssignalet. En anden mulighed for
kabelidentifikation er anvendelse af et kabelidentifikationsapparat. Dette apparat kan også
anvendes ved enleder kabler.

Figurtekst:
Fig. 7.3.19 Kabelidentifikationsapparat
Figurtekst slut.
Side 134

7.4 Beregning
Det er som tidligere nævnt yderst sjældent, at der i dag bygges luftledninger i distributionsnettet,
derfor vil der i det efterfølgende kun blive behandlet dimensionering af kabelnet.
Kablerne dimensioneres i princippet ud fra følgende krav:
1. Overføringsevne
2. Spændingsfald
3. Maksimalt tilladelige overstrømme
Stærkstrømsbekendtgørelsen anfører, at højspændingskabler skal vælges og oplægges således, at
den maksimalt tilladte temperaturstigning ikke overstiges for ledere, isolation, tilslutninger eller
omgivelser hverken under normale driftsforhold eller under specielle driftsforhold, der er aftalt
mellem bruger og kabelleverandør, eller under kortslutning. Kablerne kan vælges ud fra de
datablade kabelfabrikanterne udgiver, men ofte vælges de i sidste ende ud fra ønsket om
standardtværsnit, økonomi eller andre krav, som det enkelte netselskab opstiller.
I det efterfølgende er der vist forslag til emner, der skal behandles, når nettet skal opbygges og
komponenter og kabler vælges.
Samleskinnen for de udgående linjer:
Samleskinner må maksimalt belastes med de af fabrikanten opgivne værdier, idet der for skinnen
kan regnes med en samtidighedsfaktor på mellem 0,8 til 1 for de udgående linjers samlede
belastning.
Strømtransformere:
Strømtransformerne kan varigt belastes med mærkestrømmen, men ved omlægninger i nettet dog
kortvarigt 120 % af mærkestrømmen.
Strømbelastning:
Kabler kan belastes med de værdier fabrikanten opgiver i databladene. Der kan accepteres
overbelastning under omlægninger i nettet forudsat, at overbelastningen af kablet er godkendt af
kabelleverandøren. Kortslutninger skal udkobles inden kablet tager skade.
Side 135
Spændingsfald:
Ved normal drift kan accepteres op til 7 % spændingsfald, men under driftsomlægninger kan der
tillades op til 14 %.
Maksimalt antal koblinger ved udfald:
Nettet bør opbygges og bestykkes således, at der ved udfald af en linje i et åbent ringnet maksimalt
skal udføres fem koblinger i nettet for at spændingen til de ramte transformerstationer er bragt
tilbage. Flere koblinger i samme station tæller i denne forbindelse som én kobling.
Maksimalt antal transformerstationer:
Antallet af transformerstationer på en radial bør ikke være større end 6, ligesom antallet af
indsløjfede transformerstationer på et ringnet, der er drevet som radialnet, maksimalt bør være 10.

7.4.1. Spændingsfald
I seriens bind 6 er emnet spændingsfald behandlet, hvorfor der ikke her vil være udledning af
formler m.m. Derimod vil de forskellige formler til beregning af spændingsfald blive anvendt på de
nettyper, der anvendes i distributionsnettene.
Det tilnærmede fasespændingsfald kan beregnes vha. formlen:
ΔUf = I · R · cosφ + I · X · sinφ
Idet der normalt altid vil være induktiv belastning på nettet.
Den tilnærmede formel kan ændres på følgende måde:

hvor P og Q er forbruget i belastningsenden (2) af kablet, R og X er kablets resistans og reaktans og

Un2 er spændingen ved (2).
Side 136
I det efterfølgende gennemgås beregning af spændingsfald i typiske net.

Radial linje

er Un2 kendt, beregnes Un1:

er Un1 kendt, beregnes Un2:

af ligningens to løsninger, vælges den største værdi af Un2.

Side 137
Det skal dog nævnes, at det i praksis i stedet for at anvende 2. grads ligningen normalt vil være
acceptabelt at anvende nedenstående formel, idet Un1 normalt kun er få procent større end Un2.

Eksempel 7.4.1.1 Radial Linje

2
En 10 kV luftledning med 3 · 35 mm kobberledere er ført 5 km fra en 50 kV / 10 kV
transformerstation til en mindre fabrik med en 630 kVA transformer. Fabrikken regnes at have cos
φ = 0,8 og transformeren skal have leveret en netspænding på mindst 10 kV. Ved afgangen i 50 /10
kV stationen skal der derfor mindst være følgende spænding Un1:
2
35 mm kobber luftledning: r = 0,5 Ω/km x = 0,4 Ω/km
Belastning:
P = S · cosφ = 630 · 0,8 = 504 kW
Q = S · sinφ = 630 · 0,6 = 378 kvar

Un1 skal mindst være 10,2 kV ved maksimal belastning i fabrikken

Side 138

Parallelle linjer

De to ledninger A og B har hver en impedans benævnt henholdsvis ZA og ZB. Idet φA ≠ φB kan den
resulterende impedans Zp findes ud fra følgende formler, hvor → angiver et komplekst tal:

Delstrømmene IA og IB kan findes vha. strømdelerformlen:

Da de to strømme IA og IB ikke er ensvinklede, kan spændingsfaldet over parallelforbindelsen

beregnes vha. en af følgende formler:
ΔUf = I · Rp · cosφ + I · Xp · Sinφ
ΔUf = IA · RA · cosφ1 + IA · XA ·
sinφ1 ΔUf = IB · RB · cosφ2 + IB · XB ·
sinφ2
Side 139

Figurtekst:
Fig. 7.4.1 Vektordiagram for parallelle linjer
Figurtekst slut.
Vektordiagrammet gælder for to parallelle linjer, hvor belastningen har vinklen φ, der angiver
belastningsstrømmens vinkel i forhold til fasespændingen Uf2. Endvidere er φA > φB.
Side 140
Er de to linjer ensvinklede (φA = φB) er beregningerne lidt simplere, idet følgende kan anvendes:

Strømmene IA og IB vil være i fase, således at I = IA + IB, og spændingsfaldet kan beregnes på

følgende måder:
ΔUf = IA · RA · cosφ + IA · XA · sin
φ ΔUf = IB · RB · cosφ + IB · XB ·
sinφ ΔUf = I · RP · cos φ + I · XP ·
sin φ

Eksempel 7.4.1.2 Parallelle linjer

Til en 10 kV/0,4 kV transformerstation med en samlet belastning på 1,2 MVA og cos φ = 0,8 er der
2
fra samleskinnen i en 60/10 kV transformerstation parallelt fremført en 4 km lang 3 · 35 mm
2
kobberluftledning og et 6 km langt 3 · 95 mm PEX-M-AL kabel.
Luftledning: r = 0,5 Ω/km x = 0,4 Ω/km

Kabel: r = 0,32 Ω/km x = 0,099 Ω/km

Side 141
Belastning:

cos φ = 0,8 ⇒ φ = – 36,9° (- foran vinklen pga. induktiv last)

Spændingsfaldet over de parallelle linjer bliver:

Side 142

Redekamlinje

Man kan i distributionsnettet med acceptabel tilnærmelse regne med, at alle forbrugere
(transformerstationer) har ens cos φ. Endvidere vil der som regel også være samme type ledning og
samme tværsnit på hele strækningen.
Med de foranstående forudsætninger kan redekamligningen anvendes ved beregning af
spændingsfald (se evt. seriens bind 6).
Δ Uf = (r · cos φ + x · sin φ) · ∑ (I · l)
som anvendt på ovenstående net giver:
ΔUf14 = (r · cos φ + x · sin φ) · (I2 · l12 + I3 · l13 + I4 · l14)
Er der ved forbrugerne oplyst modtagen effekt i stedet for strøm, kan redekamligningen ændres til:

som for ovenstående net giver:

Side 143

Ved tilnærmet beregning kan det i formlen tillades at regne med samme Un2 ved alle belastningerne,
og at se bort fra de effekttab (ΔP) der vil være på de enkelte strækninger.
Er Un2 ukendt og Un1 kendt, kan opgaven tilnærmet løses ved i formlen at indsætte nettets
nominelle spænding Un i stedet for Un2. Alternativ kan der gættes en værdi af Un2 og derefter
beregne Un1. Bliver der en forskel på den rigtige Un1 og den beregnede Un1, kan der foretages en ny
beregning med en ny værdi af Un2:
Δu = Un1 – Un1 BEREGNET
ny Un2 = Un2 + Δu
Er de nævnte forudsætninger for at benytte redekamligningen ikke til stede, opdeles linjen i
deltrækninger, hvor spændingsfaldet vha. formlen gældende for en radiallinje beregnes for hver
delstrækning, idet den samlede belastning for hver delstrækning først beregnes.

Eksempel 7.4.1.3 Redekamlinje

I forbindelse med opbygningen af et 10 kV ringnet bliver værste tilfælde koblingstilfælde, at der
skal forsynes 8 transformerstationer, hvor der er 1 km til første transformerstation og en afstand på
ca. 1 km mellem hver af de efterfølgende transformerstationer. Den maksimale belastning regnes at
optræde samtidig i alle transformerstationer, der hver har en 400 kVA transformer og en
belastnings cos φ = 0,8. Netselskabet accepterer maksimalt 7 % spændingsfald. Nettet skal
opbygget med PEX-S-A1 kabler.
Den induktive reaktans for ovennævnte kabeltype varierer med tværsnittene med værdier mellem
0,075 Ω/km og 0,1 Ω/km, derfor udføres der i første omgang en tilnærmet beregning med x = 0,09
Ω/km.

P = S cosφ = 400 · 0,8 = 320 kW cos φ = 0,8 ⇒ tan φ = 0,75

Side 144

For at overholde kravet om maksimalt 7 % spændingsfald ved samtidig fuldlast af alle 8

2
transformerstationer, skal kabler mindst have et tværsnit på 53 mm .
2
Der vælges derfor et 95 mm PEX-S-Al, der vil kunne føre belastningsstrømmen fra 8 stk. 400
kVA transformere, idet fabrikanten oplyser at kablet nedgravet kan føre 240 A.

Fra databladetfåsfølgendeværdier:
r = 0,32Ω/km
x = 0,088Ω/km
Ved fuldlast vil dette kabel have et spændingsfald på:

ΔUn = (0,32 + 0,088 · 0,75) · 1152

ΔUn = 445 V < 700 V
Side 145

Ringnet

Som nævnt kan strækningerne AB, AC og CB antages at være bygget af ledninger med samme
tværsnit og type, ligesom der kan regnes med ens cos φ for belastningerne. Med de nævnte
forudsætninger og valgte regneretninger for strømmen, kan følgende noteres:
1) ΔUfAB = ΔUfAC + ΔUfCB = ΔUfACB
2) IAB + ICB = IB
3) IAC – ICB = IC
Anvendes redekamsligningen, kan formel 1) ændres til følgende:
(r · cosφ + x · sinφ) · IAB · lAB = (r · cosφ + x · sinφ) (IC · lAC + ICB ·
lACB) 1) IAB · lAB = IC · lAC + ICB · lACB
Ovenstående tre ligninger 1), 2) og 3) med tre ubekendte kan herefter løses, og strømmene IAB, ICB
og IAC bestemmes.
Ved at indsætte strømmene i de tre følgende ligninger kan spændingsfaldene bestemmes:
Side 146
ΔUfAB = IAB · RAB · cosφ + IAB · XAB · sinφ
ΔUfAC = IAC · RAC · cosφ + IAC · XAC ·
sinφ ΔUfCB = ICB · RCB · cosφ + ICB · XCB
· sinφ
Er belastningerne opgivet som effekt i stedet for strøm, kan der udføres en tilnærmet beregning ved
at bruge nettets systemspænding til at beregne strømmene med. Herefter kan beregningerne udføres
som vist foranstående.

Eksempel 7.4.1.4 Ringet

2
I et midlertidigt lukket 10 kV sløjfenet, opbygget af 3 · 95 mm PEX-S-AL, indgår der to
transformerstationer hver med en 500 kVA transformer, der begge kan regnes at være fuldlastet
samtidigt. Netselskabet ønsker at beregne strømfordelingen og spændingsfaldet ved fuldlast og cos
φ = 0,8.
Til beregning af strømmene kan nettets systemspænding anvendes.
Kabel: A – B = 4 km
A – C = 2 km
C – B = 3 km
r = 0,32 Ω/km
x = 0,088 Ω/km
Belastning :

cosφ = 0,8
1) IAB · 4 = ICB · 5 + IC · 2

2) IAB + ICB = 28,9 A ⇒ ICB = 28,9 – IAB

3) IAC · ICB = 28,9 A ⇒ IAC = 28,9 + ICB
1) IAB · 4 = (28,9- IAB) · 5 + 28,9 · 2
1) IAB = 22,5 A
2) ICB = 28,9 – IAB = 28,9 – 22,5 = 6,4 A
3) IAC = 28,9 + ICB = 28,9 + 6,4 = 35,3 A
Side 147

ΔUnAB = ΔUnAC + ΔUnCB

48 V = 38 V + 10 V
I ringnet kan der naturligvis også være ledninger af forskellig type og tværsnit og/eller forbrugere
med forskellig cosφ. For at løse en opgave af denne type, kræves der en del regnearbejde med
komplekse tal.
Der vil normalt være en lille vinkelforskel mellem spændingerne i de enkelte forbrugspunkter.
Denne vinkelforskel ses der bort fra, som en acceptabel tilnærmelse, når belastningsstrømmene skal
lægges sammen. Strømmene angives derfor i beregningerne med de belastningsvinkler, der er
opgivet ved forbrugspunkterne. Det skal i øvrigt huskes, at induktiv strøm angives med negativ
vinkel.
Side 148

Belastningerne er induktive.
Kirschhoff's 1. lov angiver følgende:

Kirschhoff's 2. lov angiver følgende:

Side 149
Findes strømmen på formlen IW – jIWL, betyder det, at både watt- og wattløs strøm "løber" i samme
retning som regneretningen. Andre fortegn end angivet i ovenstående formel betyder, at enten watt-
eller wattstrøm eller eventuelt begge "løber" modsat regneretningen.

Spændingsfaldene på de tre strækninger kan beregnes ved formlerne:

ΔUfAB = IWAB · RAB + IWLAB · XAB
ΔUfAC = IWAC · RAC + IWLAC · XAC
ΔUfBC = IWBC · RBC + IWLBC · XBC
idet IW og IW1 indsættes med positive værdier i spændingsfaldsformlen, når de "løber" i samme
retning som regneretningen, alternativt skiftes der fortegn i formlen.
Når spændingerne i A, B og C er beregnet, kan effekterne i de enkelte delstrækninger beregnes idet:

hvor I* er den konjugerede værdi af I.

På denne måde vil S = P + jQ betyde, at den aktive effekt P og reaktive effekt Q "løber" i samme
retning som regneretningen.
Side 150

Eksempel 7.4.1.5 Ringnet

En fabrik har installeret en 630 kVA transformer. For at kunne udnytte denne bedst muligt er der
installeret et kondensatorbatteri, der bringer cosφ op på 0,9 ved fuldlast. Fabrikken forsynes fra to
2
10 kV linjer. Den ene forsyningsmulighed er en 4 km lang 3 · 35 mm Cu luftledning med x = 0,4
2
Ω/km. Den anden mulighed er et 3 · 95 mm PEX-S-Al kabel på i alt 6 km. Midt på både kabel og
luftledning er der indsløjfet en transformerstation med en 500 kVA transformer, der ved fuldlast
har cosφ = 0,8. Der ønskes en beregning af strømbelastning og spændingsfald på alle
delstrækninger.
Luftledning: AC = CB = 2 km
r = 0,5 Ω/km
x = 0,4 Ω/km
Kabel: AD = DB = 3 km
r = 0,32 Ω/km
x = 0,088 Ω/km
Belastninger:
B

D
Side 151

Kirschhoff's 1. lov anvendt på de tre knudepunkter B, C og D.

Knudepunkt B:

Knudepunkt C:

Knudepunkt D:

Kirschhoff's 2. lov anvendt på de fire delstrækninger.

Side 152
Side 153
Side 154

7.4.2 Fasekompensering
Et spændingsfald kan formindskes hvis resistansen (R) eller reaktansen (X) i ledningen formindskes,
eller hvis den reaktive effekt (Q), der transporteres gennem ledningen, kan gøres mindre. Det er
klart, at også en formindskelse af den aktive effekt (P) vil kunne gøre spændingsfaldet mindre, men
denne løsning er ikke realistisk, idet man må forudsætte, at forbrugerne skal have den aktive effekt,
der er behov for.
Der kan anvendes to former for fasekompensering. Parallelkompensering, hvor kondensatorerne
anbringes parallelt med forbrugeren (Q formindskes), og seriekompensering, hvor der anbringes en
kondensator i serie med ledningen (X formindskes).
I fig. 7.4.2 er vist spændingens variation langs ledningen uden fasekompensering og med
henholdsvis serie- og parallelkompensering.

Figurtekst:
Fig. 7.4.2 Spændingsvariation over en radiallinje
Figurtekst slut.
a. Uden kompensering
b. Med parallelkompensering
c. Med seriekompensering
Side 155
a.

b.

c.

Det er naturligvis også muligt at ændre spændingen hos forbrugeren ved at koble med
viklingskobleren på transformeren i 50 kV eller 60 kV stationen. Denne kobling ændrer kun
spændingsfaldet ubetydeligt, men man opnår det samme som ved fasekompensering, nemlig at
forhøje spændingen hos forbrugeren.
Den nærmere beskrivelse af fasekompensering er behandlet i seriens bind 6, så her skal blot vises et
eksempel på fasekompensering ved en radiallinje.

Eksempel 7.4.2.1 Fasekompensering

Fra et afgreningspunkt tænkes fremført et 5 km langt kabel af typen 3 · 25 PEX-M-AL til en fabrik,
hvor den samlede belastning er 600 kVA ved cosφ = 0,8.
For ledningen foreligger der følgende data: r = 1,2 Ω/km og x = 0,12 Ω/km.
Idet der ved fabrikken ønskes en netspænding på 10 kV skal den nødvendige netspænding ved
afgreningspunktet beregnes:
Side 156

Den maksimale spænding, der må påregnes at kunne være ved afgreningspunktet, er imidlertid kun
10,2 kV. Svarende til at der maksimalt må være et netspændingsfald over linjen på 200 V for at
holde spændingen på 10 kV ved fabrikken.
En mulighed er at fasekompensere ved parallelkompensering hos fabrikken:

Denne størrelse af kondensatorbatteri er helt urealistisk, og vil i øvrigt også betyde

overkompensering idet QC > Q.
I stedet kan kablet ændres til et 3 · 50 PEX-M-AL, med følgende data:
r = 0,641 Ω/km og x = 0,11 Ω/km.

En anden mulighed, i stedet for at ændre kablet, er at indkoble en kondensator i serie med hver fase.
For at opnå det maksimalt tilladelige spændingsfald skal kondensatorerne have følgende data:
Side 157

Ved 50 Hz giver det følgende kapacitet:

Seriekondensatorerne kan indkobles, hvor det på linjen er mest hensigtsmæssigt.

Kablets maksimale belastning i jord er 115 A, hvilket betyder at seriekondensatorerne skal være for
en driftsspænding på mindst:
UC = I · XC = 115 · 3 = 345 V
Kondensatoren skal yderligere under en eventuel kortslutning kunne tåle spændingen IK3F · XC
indtil fejlstrømmen udkobles.
Det må så være en teknisk og økonomisk vurdering, der vil afgøre, om der skal vælges serie- eller
parallelkompensering eller evt. i stedet anvende et kabel med større tværsnit.

7.4.3 Strømbelastning
En luftledning, der gennemløbes af en strøm vil som følge af strømvarmetabene antage en
overtemperatur. For luftledninger er den maksimale temperatur under normale belastningsforhold
ca. 80°C. Ved højere temperatur vil lederens mekaniske egenskaber ændre sig så meget, at det må
anses for at være skadeligt. Tilladelige belastningsstrømme som funktion af ledertværsnit og
ledermateriale er vist i fig. 5.3.2.
I modsætning til luftledninger er man ved kabler nødt til at tage hensyn til det materiale, der
benyttes til isolation. I fig. 7.3.5 til
Side 158
7.3.11 er vist belastningsevne i jord og i luft for forskellige typer 12 kV kabler. I jord forudsættes
kablerne at være nedgravet i 0,7 m dybde med en specifik termisk modstand for jorden på 1 K·m/W
og en jordtemperatur på 15 °C. I luft har kablet ikke så gunstige afkølingsforhold som i jord, og da
der samtidig regnes med en omgivelsestemperatur på 25°C bliver den tilladelige belastning lidt
mindre.
Er der andre forudsætninger for kablerne i jord, end dem der er nævnt ovenstående, bliver det
nødvendigt at multiplicere den anviste belastningsstrøm med en eller flere korrektionsfaktorer, der
oplyses af fabrikanten.
Ledertemperatur Jordtemperatu
maksimalt 90 °C r [ °C]
5 10 15 20 25 30
1,06 1,03 1,0 0,96 0,93 0,89
Fig. 7.4.3 Korrektionsfaktor for jordtemperatur
Nedlægningsdybd
e i jord [cm]
50–70 71–90 91–110 111–130 131–150
1,00 0,99 0,97 0,96 0,95
Fig. 7.4.4 Korrektionsfaktor for nedlægningsdybde
Ledertværsnit Jordens
specifikke
termiske
modstand
[K·m/W]
1 1,2 1,5 2,0 2,5 3,0
2
≤ 25 mm 1,00 0,95 0,88 0,80 0,74 0,69
2 0,87 0,78 0,72 0,66
35–95 mm 1,00 0,94
120–500 0,86 0,77 0,70 0,65
1,00 0,93
2
mm
Fig. 7.4.5 Korrektionsfaktor for jordens specifikke termiske modstand
Afstand Antal
mellem parallelførte
kablerne treleder
kabler
2 3 4 5 6 8
Kontakt 0,79 0,69 0,63 0,58 0,55 0,50
7 cm 0,85 0,75 0,68 0,64 0,60 0,56
25 cm 0,87 0,79 0,75 0,72 0,69 0,66
Fig. 7.4.6 Korrektionsfaktor for parallelføring af kabler i jord
Side 159
Kortvarigt kan kablerne tillades belastet med en strøm, der er større end den værdi, der er tilladt
ved kontinuerlig belastning. Den temperaturstigning, der følger af overstrømmen, vil dog begrænse
kablets levetid. Eventuel overbelastningsstrøm og tilhørende tid skal som anvist i
Stærkstrømsbekendtgørelsen aftales med kabelleverandøren.
I tilfælde af kortslutning skal kablerne kunne tåle at føre kortslutningsstrømmen indtil afbrydelse
finder sted. I fig. 7.3.5 til 7.3.11 er angivet værdier for korttidsstrøm i 1 sekund for faseleder og
skærm.
Er den tid kortslutningsstrømmen løber i forskellig fra 1 sekund, skal det for faselederne sikres at:

IKt er den termisk værste kortslutningsstrøm i tiden t sekunder, og IK1s er tabelværdien fra fig. 7.3.5
til 7.3.11.
For PEX kabler skal det også kontrolleres, om kablets koncentriske skærm kan føre den for
skærmen værste termiske kortslutningsstrøm, uden at kablets isolation ødelægges. For skærmen
skal det sikres at:

hvor IK2F er den termisk værste tofasede kortslutningsstrøm. IK1s, Skærm er skærmens tilladelige 1
sekund strøm fra fig. 7.3.5 til 7.3.11 og t er den tid i sekunder, som kortslutningsstrømmen må løbe
i.
Anvendes der hurtig genindkobling ved jordfejl, skal der regnes med den dobbelte tid, når der
udføres kortslutningskontrol på PEX kablernes skærm.

Eksempel 7.4.3.1 Strømbelastning

2
Et 12 kV 3 leder 50 mm PEX-M-AL kabel skal forbinde en 50/10 kV transformerstation med en
10/0,4 kV 800 kVA transformer placeret i en fabrik. Kablet nedlægges uden parallelløb med andre
kabler i jord
Side 160
i en dybde på 0,7 m omgivet af grus med en specifik termisk modstand på 2,5 K·m/W og en
omgivelsestemperatur på maksimalt 20 °C. I 50/10 kV stationen er der på 10 kV siden en
kortslutningseffekt på 100 MVA. Kablet beskyttes af relæer med en udløsetid på 0,4 sekund for alle
kortslutningsstrømme. Da der regnes med en afbrydertid på 0,1 sekund for effektafbryderen, bliver
den totale udkoblingstid t = 0,5 sekund.

Tabelværdien for tilladelig belastning i jord korrigeres med faktoren 0,72 (se fig. 7.4.5), idet
jordens termiske modtand er 2,5 K · m/W.
2
50 mm PEX-M-AL (se fig. 7.3.6) får således en belastningsevne på 170 · 0,72 = 122 A > 46,2 A

2
Et 50 mm PEX-M-AL har IK1s = 4,7 kA

Kablets ledere kan tåle 6,7 kA i 0,5 sekund hvilket er større end den aktuelle værste termiske
kortslutningsstrøm IK3F = 5,8 kA.
En dobbelt jordslutning til skærmen, tæt ved hovedstationen og med kort afstand mellem de to
jordslutningssteder giver:

Med en total udkoblingstid pa 0,5 sekund skal 1 sekund strømmen i skærmen mindst være:

2
Et 12 kV 3 leder 50 mm PEX-M-AL kabel har en 1 sekund skærm-
Side 161
2
strøm på 3,2 kA, hvorfor der i stedet skal vælges 95 mm PEX-M-AL, der har en 1 sekund
skærmstrøm på 5 kA.
Hvis der er anvendt hurtig genindkobling ved jordfejl, skal der anvendes den dobbelte tid (1 sekund)
i beregningerne:

2
hvilket lige netop kan klares af et 3 leder 95 mm PEX-M-AL.

7.4.4 Driftsjording
Højspændingsdistributionsnettene er enten udført som isolerede eller slukkespolejordede net.
Det er en væsentlig ulempe for luftledninger, at de er betydelig mere udsatte for driftsforstyrrelser
end kabler. Den overvejende del af luftledningernes driftsforstyrrelser er enfasede jordslutninger
forårsaget af direkte lynnedslag i ledningen, inducerede overspændinger som følge af lynnedslag i
nærheden af ledningen eller mekaniske påvirkninger fra vind, is eller træer.
Anvendes der isolerede net, vil en jordfejl kunne bestå i længere tid, idet et isoleret net ikke har
andre forbindelser til jord end de kapacitanser, der findes mellem faserne og jord. Jordfejlstrømmen
bliver ved et sådant net ikke særlig stor, men kan dog ved fejlstedet være årsag til farlige berørings-
og skridtspændinger.
Uanset om der anvendes luftlednings- eller kabelnet, vil der altid være en kapacitans mellem
faserne og jord. Der vil også findes kapacitanser mellem faserne, men de er uden betydning i
behandlingen af jordstrømme, hvorfor der ses bort fra dem i denne forbindelse. I forhold til
serieimpedansen i lederne (RL og XL) vil den kapacitive reaktans til jord (XCO) have så stor
modstandsværdi, at der kan ses bort fra RL og XL i beregningen af jordslutningsstrømmen i både
isolerede og slukkespolejordede net. Et isoleret net kan derfor i forbindelse med jordfejl antages at
have et strømskema som vist i fig. 7.4.7.
Side 162

Figurtekst:
Fig. 7.4.7 Strømskema for isoleret net
Figurtekst slut.
C0 er hele nettets jordkapacitans per fase udregnet som: C0 = c0 · l, hvor c0 afhænger af nettypen og
l er længden af nettet.
For et 10 kV luftledningsnet kan co sættes til 0,006 μF/km.
For 3 leder PEX-kabler, der omkring hver leder har en "skærm", fremgår kapacitansen (c0 [ μF/km])
til jord af fig. 7.3.5 til 7.3.11.

Figurtekst:
Fig. 7.4.8 Vektordiagram for fig. 7.4.7
Figurtekst slut.
Side 163
I tilfælde af jordfejl på et isoleret net kan fejlstrømmen Ij beregnes:

Figurtekst:
Fig. 7.4.9 Jordfejl på isoleret net.
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 7.4.10 Vektordiagram for fejlramt linje med jordfejl
Figurtekst slut.
Side 164

Nettet ændres til jording med slukkespole:

Figurtekst:
Fig. 7.4.11 Jordfejl på slukkespolejordet net
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 7.4.12 Vektordiagram for fejlramt linje med slukkespole
Figurtekst slut.
Side 165
Dimensionering af den ideelle slukkespole hvor Ij = 0.

Ovenstående er gældende forudsat, at spolen er ideel dvs. uden resistans, og at der ikke medregnes
impedans i jorden, ledninger m.m.
I praksis vil man ikke kunne opnå at Ij = 0. Der vil altid være en reststrøm med en wattkomposant
forårsaget af, at den virkelige ISpole ligger mindre end 90° forskudt efter spændingen.
Den mindste værdi reststrømmen IRest kan antage, opnås når den er vinkelret på ISpole(se fig. 7.4.13).

Figurtekst:
Fig. 7.4.13 Vektordiagram ved ikke ideel spole
Figurtekst slut.
Side 166
Da der til stadighed sker ændringer på nettene i form af udvidelser eller omkoblinger, er
slukkespoler udført med udtag eller justerbar kerne, således at der kan foretages en tilpasning af
ISpole, når det er ønskeligt at få justeret på IRest. Det vil dog i praksis være svært at opnå en værdi a
IRest, der er lig den teoretisk mindste.
Til registrering af jordfejl kan reststrømmen udnyttes i forbindelse med wattmetriske jordfejlrelæer
for de afgående linjer. Relæets strømspole tilsluttes en sumstrømstransformer og spændingsspolen
tilsluttes en spændingstransformer, der registrerer spændingen over slukkespolen eller spændingen i
en åben trekantkoblet spændingstransformer (se afsnit 7.4.6). I tilfælde af jordfejl vil relæet for den
fejlramte linje registrere positiv effektretning mod fejlstedet, hvorimod de øvrige relæer vil
registrere negativ retning eller ikke registrere noget.
Reststrømmens wattkomposant er normalt temmelig lille, hvorfor der i tilfælde af fejl kortvarigt
kan parallelkobles en resistans med slukkespolen for at få en større værdi af wattkomposanten og
dermed en tydeligere indikering af en jordfejl (se afsnit 7.4.6.).

Figurtekst:
Fig. 7.4.13a Slukkespole med påbygget luftkølet parallel resistans til kortvarig indkobling
EBI/TRENCH
Figurtekst slut.
Side 167

7.4.5 Overstrømsbeskyttelse
For at forhindre at en linjes kabler og anlægsdele ødelægges, hvis de gennemløbes af en overstrøm,
kan der med en relæstyret effektafbryder foretages udkobling af linjen i diverse fejlsituationer.
Relæet skal indstilles således, at det kan registrere alle de tre- og tofasede kortslutninger samt
dobbelte jordslutninger, der kan forekomme ved fejl i linjen, og herefter sikre så hurtig udkobling
af effektafbryderen, at kabler og anlæg ikke tager skade. Endvidere kan relæerne også indstilles til
at registrere strømme i overbelastningsområdet, men uden at der nødvendigvis foretager udkobling,
men blot gives alarm til driftspersonalet.
Normalt skal linjerelæerne registrere kortslutningsstrømme helt ud til linjens yderste
distributionstransformer, men i net, hvori der indgår strækninger med luftledninger, kan der være
udført kabelafgreninger på luftlednings delen. I dette tilfælde kan der alternativt benyttes sikringer,
der anbragt på afgreningsmasten kan beskytte kabelafgreningen.
Højspændingsdistributionsnettene drives normalt som radialnet, men en linje kan f.eks. i
forbindelse med omkoblinger i nettet eller vedligehold midlertidigt være sammenkoblet med andre
linjer, så der dannes en lukket ring, eller der kan foretages sammenkobling med en linje, der
forsynes fra en anden hovedtransformerstation. Endvidere kan der i nettene tilkobles
produktionsenheder i form af mindre kraftvarmeværker eller vindmølleanlæg. Ved valg af
relæindstillinger bør mulige sammenkoblinger og tilslutninger i størst mulig udstrækning medtages,
dels for at sikre beskyttelsen men også for om muligt at sikre selektivitet mellem alle de anvendte
overstrømsbeskyttelser.
Ved anvendelse af tidsselektivitet opnås, at en beskyttelse kan udgøre reservebeskyttelse for en
efterfølgende beskyttelse, når blot overstrømmen detekteres af begge beskyttelser.
Nyere elektroniske relæer kan typisk leveres med flere typer udløsekarakteristikker. Her behandles
dog kun karakteristikkerne konstanttid og inverstid.
Ved anvendelse af en konstanttid karakteristik udløser relæet efter den indstillede tid, når den
registrerede strøm overstiger den indstillede strøm (I>). Udløsetiden er i princippet uafhængig af
hvor meget den registrerede strøm overstiger den indstillede strøm.
Ved benyttelse af relæets inverstid funktion kan der vælges mellem
Side 168
flere forskellige udløsekarakteristikker. For alle karakteristikkerne gælder der, at når den
registrerede strøm overstiger den indstillede strøm (I>), så vil relæet udløse efter en tid, der er
afhængig af den registrerede strøms størrelse og af den valgte udløsekarakteristik.
I det følgende vil fire forskellige IEC karakteristikker udtrykt ved nedenstående formel blive
anvendt:

t = relætid [sekunder]
I = registreret strøm [A]
I> = indstillet strøm [A]
K = tidsfaktor
C = karakteristikkonstant
a = Karakteristikkonstant
Værdierne af konstanterne C og a fremgår af nedenstående skema:
IEC Normal Inverse Very Inverse Extremely Long time
karakteristik Inverse Inverse
C 0,14 13,5 80 120
a 0,02 1 2 1
Relæfabrikanten angiver for hver karakteristik en kurveskare med værdien af tidsfaktoren K f.eks.
fra 0,05 til 1. Kurverne nærmer sig asymptotisk til tidsaksen ved I/I> = 1 (se fig. 7.4.18a – 7.4.18d).
For at opnå en "hurtig" relætid skal den registrerede strøm typisk være noget større end I>, hvilket
der naturligvis kan tage hensyn til ved valget af relæindstilling.
Uafhængig af om der anvendes konstanttid eller inverstid karakteristik har relæet også en
hurtigudløserfunktion med typisk to indstillingsmuligheder for strøm (I>> og I⋙) og tid (t>>
og t⋙). Hurtigudløserfunktionen har en konstanttid karakteristik.
Side 169
Valg og indstilling af et linjerelæ skal sikre at:
- der sker udkobling ved mindste fejlstrøm i den del af nettet der beskyttes.
- der sker udkobling så hurtigt, at kabler og anlæg kan tåle den termiske påvirkning.
- der ikke sker udkobling ved de normalt forekommende belastningsstrømme inkl. indkoblings- og
startstrømme.
- der opnås størst mulig selektivitet med foransiddende og efterfølgende overstrømsbeskyttelser.
Relæbeskyttelsen kan være forsynet med et arrangement til hurtig genindkobling, idet en del fejl
kan være forbigående. Ved en genindkobling efter ca. 0,5 sekunds udkobling er det derfor ofte
muligt at fortsætte driften. Er fejlen ikke væk, når der genindkobles, kan der foretages endelig
udkobling.
Der findes på markedet selvsagt flere relæfabrikater og – typer, der i princippet kan det samme. I
det efterfølgende anvendes ABB's relæ REF615.
REF615 er designet til for distributionsnettets linjer at udføre beskyttelse, måling, kontrol og
kobling. Relæet kan alternativt også benyttes i forbindelse med nettets tilsluttede
transformerstationer f.eks. typisk i transformerstationer for store forbrugere som industrianlæg
o.lign. Relæets overstrømsdel kan programmeres til at fungere med en konstanttid karakteristik
eller der kan vælges mellem flere karakteristikker med inverstid. I alle tilfælde også med mulighed
for en hurtigudløserfunktion med to strøm- og tidsindstillinger. Endvidere indeholder relæet en
funktion, der kan benyttes til at registrere jordfejl.
Relæet har otte standard konfigurationer, der dækker forskellige kombinationer af retningsbestemte
og ikke-retningsbestemte overstrømme og jordfejl. Endvidere kan der programmeres diverse
kontrolfunktioner for f.eks. spænding, frekvens, kontrol af effektafbryder mm.
Det er på relæets forside muligt at omstille koblingen af den tilhørende effektafbryder til enten at
blive udført lokalt via relæets
Side 170
interface eller fjernbetjent (f.eks. fra netselskabets driftscentral). Ved omstilling til lokal betjening
sikres det, at fjernbetjening af effektafbryderen ikke er mulig. Således opfyldes kravet i
Stærkstrømsbekendtgørelsen, at hvor fjernbetjening af en effektafbryder er muligt, skal valg
mellem lokal- og fjernbetjening forefindes ved den lokale betjeningsfunktion. Hvis en
effektafbryder f.eks. er udkoblet i forbindelse med vedligeholdsarbejde, er det således via relæet
muligt at sikre imod, at effektafbryderen indkobles fjernbetjent. For at forhindre uautoriseret
betjening af relæet kan betjening af relæets funktioner indstilles til fire adgangsniveauer (viewer,
operator, engineer, administrator), hvor der kun for en administrator ikke er begrænsninger.

Figurtekst:
Fig. 7.4.14 Relæ REF615
Figurtekst slut.
Afgår der fra en hovedtransformerstation flere linjer, er det muligt at lade linjerelæerne
kommunikere med hinanden via et Ethernet. Kobling af linjernes effektafbrydere kan herefter
udføres efter en forudbestemt plan. Dette har værdi i forbindelse med retningsbestemte
overstrømme, som typisk forekommer, hvis der i linjerne er tilkoblet produktionsanlæg, der kan
levere strøm til en kortslutning. Denne form for kommunikation kaldes GOOSE (Generic Objekt
Oriented Substation Event).
Relæets forsyningsspænding kan frit vælges til 100 V – 240 V AC eller 48 V – 250 V DC. Relæets
mærkestrøm kan indstilles til 1 A eller 5 A.
Side 171
Programmeringen af modulet kan foretages via frontpanelet, eller via den RJ 45 port, der er
placeret på frontpanelet. Endvidere er der på frontpanelet trykkontakter til lokal ind- og udkobling
af effektafbryderen samt en omskifter til fjern- eller lokalbetjening (R/L).
En grøn LED på relæets forside lyser, når relæet er aktivt. Blinker den grønne LED, er det tegn på
fejl i relæet. En fejlkode kan udlæses på displayet og der kan sendes meddelelse til driftscentralen.
Når et af beskyttelsestrinene træder i funktion, lyser "start" og sker der efterfølgende en udkobling
lyser "trip". Yderligere er der 11 programmerbare LED til visning af diverse andre driftssituationer.

Figurtekst:
Fig. 7.4.15 Frontpanel REF615
Figurtekst slut.
Side 172

Figurtekst:
Fig. 7.4.16 Forbindelsesdiagram for registrering af overstrøm og jordfejl i et slukkespolejordet net.
Figurtekst slut.

Konstanttid
REF615 kan som nævnt indstilles, så det kan benyttes, hvor der ønskes en strømuafhængig
forsinket udkobling, f.eks. som overstrømsbeskyttelse af kabler i distributionsnet eller som
beskyttelse af anlæg i de transformerstationer, der tilsluttes i distributionsnettet.
Side 173
Relæet er tilsluttet de i anlægget placerede strømtransformeres sekundærviklinger og opnår herved
galvanisk adskillelse fra højspændingssiden. I relæets indgang føres strømmene til indbyggede
mellemstrømstransformere (se fig.7.4.16) hvis sekundærstrømme omsættes til proportionale
jævnspændinger, der sammenlignes med en referencespænding, der er afhængig af de indstillede
strømme. Overskrides referencespændingen starter relæets tidsled, der styrer de funktioner af
udløse- og melderelæer, der er valgt ved relæets programmering. Skulle en målt overstrøm ophøre
inden den indstillede tid er nået, resætter relæet, og der foretages ingen udkobling af
effektafbryderen.
Er relæet indstillet til at virke med konstanttid karakteristik, vil et udkoblingsforløb starte, når en
strøm i en, to eller tre faser overstiger de værdier af I>, I>> eller I⋙ som relæet er
indstillet på. Varer overstrømmen længere end den indstillede tid,
der afhænger af hvilke af de tre niveau der overskrides, foretager
relæet udkobling af den effektafbryder, der beskytter radialen. Hvis overstrømmen ikke ophører
efter at relæet har givet udkoblingsordre, kan dette skyldes en fejl i effektafbryderen. Relæet kan
derfor via GOOSE sikre, at der foretages udkobling af en back-up afbryder. Relæet er endvidere
forsynet med en facilitet, der gør det i stand til at alarmere eller udkoble, hvis der er for stor forskel
på de tre fasestrømme f.eks. som følge af fasebrud.
Modulets funktion som jordfejlsrelæ, vil blive gennemgået senere.
Indstillingsmuligheder med konstanttid karakteristik:
I> 0,05 – 5,00 · In Step = 0,01
t> 40 – 200000 ms Step = 10 ms
I>> 0,10-,40,00 · In Step = 0,01
t>> 40 – 200000 ms Step = 10 ms
I⋙ 1,00 – 40,00 · In Step = 0,01

t⋙ 20 – 200000 ms Step = 10 ms

Fig. 7.4.17 viser relæets karakteristik med indstilling på I>, t>, I>>, t>>, I⋙ og t⋙.
Side 174

Figurtekst:
Fig. 7.4.17 Karakteristik for konstanttid indstilling
Figurtekst slut.

Ønskes en af de tre indstillinger I>, I>> og I⋙ ikke anvendt, stilles funktionen

under programmeringen på off, hvorved den blokeres.
Benyttes relæet til beskyttelse af kabler, kan I> indstilles på en værdi større end kablets tilladelige
belastningsstrøm, såfremt kablets overbelastningsevne ønskes udnyttet. Der vil naturligvis herefter
være et område, hvor kablet ikke er beskyttet mod skader som følge af en overbelastning, hvorfor
aktuel belastning bør overvåges af personaler i driftscentralen.

Eksempel 7.4.5.1
Fra en hovedstation skal der etableres en ny 10 kV radiallinje, der ønskes udført med et 3 leder 150
2
mm PEX-S-AL kabel. Den maksimale kortslutningsstrøm (IK3F) på hovedstationens samleskinne
er 6 kA og mindste kortslutningsstrøm (IK2F) i yderste ende af kablet er 1,5 kA. Linjen skal
overstrømsbeskyttes af et REF615 relæ indstillet til at fungere som konstanttid relæ. Netselskabet
har aftalt med kabelleverandøren, at kablets overbelastningsevne kan udnyttes med op til 20 %
overlast, såfremt kablet overvåges af driftspersonalet.
Samleskinnen, hvorfra den nye linje udgår, er beskyttet af et konstanttid relæ indstillet på 5 kA og
tiden 1 sekund.
Side 175
Data for kabel:
IJord = 310 A
IK1S = 14,2 kA for faselederne
IK1S = 5 kA for skærmen
Valg af strømtransformer:

I1 > IJord · 1,2 = 310 · 1,2 = 372 A ⇒ ki = 400/5

Valg af relæindstilling: Mærkestrøm for relæ = IN = 5 A

svarende til en overbelastningsfaktor på 372/310 = 1,2

t> vælges f.eks. til 500 ms for at være selektiv med samleskinnebeskyttelsens tid på 1 sekund.
For at kunne udkoble sikkert for den mindste kortslutningsstrøm skal I>> indstilles
således, at relæet sikkert udkobler for IK MIN. = 1,5 kA. Med en sikkerhedsfaktor på 0,75
programmeres følgende indstilling af hurtigudløseren:

Hvilket svarer til:

Side 176
For at kortslutningsbeskytte faselederne skal følgende sikres:

Kontrol af kortslutningsbeskyttelsen af skærmen foretages med den maksimale IK2F:

Skærmen kan tåle at føre IK2FMaks i nedenstående tid:

Det ses, at tidskravet vedrørende kortslutningsbeskyttelse af skærmen er bestemmende for

indstilling af t>>. Der kan f.eks. vælges en værdi for t>> = 200 ms, der inklusiv en afbrydertid på
100 ms vil give en totaltid mindre end tidskravene for beskyttelse af både faseledere og skærm.
Det ses endvidere, at kablet ville være kortslutningsbeskyttet med I>> blokeret, idet det så ville
være t> = 500 ms der sikrer udkobling ved alle fejl.
Relæet kan med en konstanttid karakteristik programmeres med følgende værdier:
I> = 0,93
t> = 500 ms
I>> = 2,8
t>> = 200 ms

I⋙ = off
Det skal noteres, at der med den valgte indstilling ikke overstrømsbeskyttes i området fra kablets
tilladelige belastningsstrøm på 310 A til indstillingen på 372 A. Kablets belastning overvåges
derfor af netselskabets personale i driftscentralen.
Side 177

Inverstid
REF615 kan alternativt programmeres til at udkoble efter en inverstid karakteristik, så det også kan
benyttes, hvor der ønskes en strømafhængig udkobling. Det kan i den forbindelse programmeres
således, at driftsmæssige strømspidser (f.eks. i form af indkoblingsstrøm fra en transformer) ikke
medfører udkobling, medens andre overstrømme kobles ud efter en tid bestemt af den valgte
karakteristik. De målte strømme omsættes via relæets mellemtransformere til proportionale
jævnspændinger, der anvendes til:
- at fastslå om den målte strøm overstiger den indstillede værdi I>

- at fastslå om den målte strøm overstiger hurtigudløsernes indstillede værdier I>> og I⋙

Overstiger den målte strøm den indstillede værdi I> aktiveres den relækarakteristik relæet er
programmeret til at anvende. Hvis den målte strøm overstiger den indstillede strøm i den af
karakteristikken bestemte tid, aktiveres udgangsrelæet, og linjens effektafbryder udkobles.
Det er som tidligere nævnt muligt at vælge mellem flere forskellige inverstid karakteristikker. Fig.
7.4.18a til fig. 7.4.18d viser fire IEC inverstid karakteristikker hvor udløsetiden i sekunder angives
som funktion af aktuel strøm i forhold til indstillingen I>. Hurtigudløserfunktionen træder i kraft,
når den indstillede strøm I>> eller I⋙ nås.
Indstillingsmuligheder når REF615 skal virke som inverstid relæ:
Valg af karakteristik
I> 0,05 – 5,00 · In Step = 0,01

K 0,05 – 1,00 Step = 0,05

I >> 0,10- 40,00 · In Step = 0,01

t >> 40 – 200000 ms Step = 10 ms

1,00 – 40,00 · In Step = 0,01

I⋙
Step = 10 ms
t⋙ 20 – 200000 ms
Side 178

Figurtekst:
Fig. 7.4.18a IEC Extremely inverse
Figurtekst slut.
Side 179

Figurtekst:
Fig. 7.4.18b IEC Very inverse
Figurtekst slut.
Side 180

Figurtekst:
Fig. 7.4.18c IEC Normal inverse
Figurtekst slut.
Side 181

Figurtekst:
Fig. 7.4.18d IEC Long time inverse.
Figurtekst slut.
Side 182
Når relæets inverstid facilitet anvendes i kombination med hurtigudløserne, opnås en karakteristik
som vist i fig. 7.4.19.

Figurtekst:
Fig. 7.4.19 Relækarakteristik
Figurtekst slut.

Eksempel 7.4.5.2
Den i eksempel 7.4.5.1 omtalte linje ønskes beskyttet med en Very inverse karakteristik med
tidsfaktoren K = 1. Relæet har IN = 5 A. Af fig. 7.4.18b fremgår det, at relæet udkobler
effektafbryderen efter ca. 40 sekunder ved en strøm, der er ca. 1,3 gange den indstillede værdi,
hvorfor der med en ønsket maksimal overbelastningsfaktor på 1,2 kan indstilles på følgende måde:

Dvs. relæet udløser efter ca. 40 sekunder når strømmen i kablet overstiger ca. 1,3 · 284 = 369 A
svarende til ca. 20 % overlast.
Side 183
Hvis kablet var ønsket overbelastningsbeskyttet, så skulle I> indstilles på en værdi svarende til IJord:
I> = 0,71 · 310/369 = 0,6
Til beskyttelse af kabellinjer kan relæer med very inverse karakteristik ofte med fordel anvendes,
idet denne forholdsvis nemt kan blive selektiv med et foransiddende konstanttid relæ og
efterfølgende høj- og lavspændingssikringer og maksimalafbrydere.
Kortslutningsudløserne indstilles som beskrevet i eks. 7.4.5.1.
Side 184

7.4.6 Registrering af jordfejl.

Jordfejl i et isoleret net

Figurtekst:
Fig. 7.4.20 Jordfejl i et isoleret net
Figurtekst slut.
Som angivet i afsnit 7.4.4 vil der i et isoleret net i en enkelt radiallinje, der rammes af jordfejl,
optræde en fejlstrøm, der er lig 3 gange linjens kapacitive jordstrøm pr. fase (Ij = 3 · IC0). Foretages
der en sumstrømsmåling af de tre fasestrømme i en sådan fejlramt linje, bliver vektorsummen lig
nul, idet der jo løber lige så meget strøm ud i den fejlramte fase, som der løber tilbage i de to andre
faser. Normalt er distributionsnettene opbygget med flere radialer. En jordfejl i f.eks. radial 2 (se
fig. 7.4.20) vil derfor betyde, at sumstrømmen her bliver lig de kapacitive jordfejlstrømme fra de
andre radiallinjer (∑I2 = 3 · IC01 + 3 · IC03). Optræder fejlen i stedet for i radial 1 vil en
sumstrømsmåling i radial 2 nu registrere 3 · IC02. En jordfejl i radial 2 kan således registreres med et
sumstrømsrelæ, blot dette er indstillet på en værdi større end 3 · IC02 og mindre end 3 · IC01 + 3 · IC03.
Side 185

Figurtekst:
Fig. 7.4.21 Vektordiagram ved fejl i radial 2
Figurtekst slut.
Skulle det i praksis vise sig at 3 · IC01 + 3 · IC03 er mindre end 3 · IC02, er det ikke muligt at anvende
sumstrømsmåling til registrering af jordfejl. I stedet anvendes relæets funktion til
jordfejlregistrering.
Strømtilgang til relæets jordfejlregistrering foretages fra en kabelstrømtransformer eller eventuelt
som summåling fra de tre strømtransformere anbragt i faserne. Målespændingen tilføres relæet fra
tre enfasede spændingstransformere hvor sekundærsiderne er koblet i en åben trekant.
Registreringen af en jordfejl foregår ved en wattmetrisk måling: Tilført spænding gange tilført
strøm gange cos til vinklen mellem spænding og strøm.
Side 186

Figurtekst:
Fig. 7.4.22 Spændingstransformere koblet i en åben trekant
Figurtekst slut.
Ved et fejlfrit net vil summen af de tre omregnede fasespændingsvektorer være lig nul:

Hvor ku er spændingstransformernes omsætningsforhold. En fejl på fase L1 vil betyde, at der over

den primære vikling vil være 0 volt og dermed også 0 volt over den sekundære vikling, hvilket
giver Uac = 0. De andre primære viklinger vil pga. fejlen have netspændingerne UL2-L1 og UL3-L1
over sig, og b antager samme potentiale som L1. Målespændingen Uab bliver da:

Figurtekst:
Fig. 7.4.23 Spændingstransformerens vektordiagran ved jordfejl på fase L1
Figurtekst slut.
Side 187
Vælges spændingstransformerens omsætningsforhold ku f.eks. i et 10 kV net til:

bliver spændingen Uab under en jordfejl lig 100 V.

Den fejlramte radial vil føre en sumstrøm der, som vist i fig. 7.4.21, er lig summen af
jordfejlstrømmene fra de ikke fejlramte radialer og denne sumstrøm ligger 90° foran den fejlramte
fases fasespænding. I en ikke fejlramt radial vil sumstrømmen være lig radialens kapacitive
jordfejlstrøm (∑I = 3· IC0) og denne strøm ligger 180° forskudt for sumstrømmen i den fejlramte
radial (se fig.7.4.24).

Figurtekst:
Fig. 7.4.24 Vektordiagram for strøm og spænding til wattmetrisk jordfejlsrelæ i fejlramt radial
Figurtekst slut.
De wattmetriske målinger vil registrere følgende:
Fejlramt radial : P = Uab · 3 · ∑IC0 · cos 90 = 0
Fejlfri radial : P = Uab · 3 · IC0 · cos (-90) = 0
Det ses, at begge målinger vil registrere 0 Watt. Relæet kan derfor indrettes således, at de målte
strømme drejes f.eks. 90° med uret med følgende registrering til følge:
Side 188
Fejlramt radial : P = Uab · ∑IC0 · cos180 = – Uab · 3 ·
∑IC0 Fejlfri radial : P = Uab · 3 · IC0 · cos0 = Uab 3 · IC0
Det ses nu, at der i den fejlramte radial vil registreres negativ effektretning, medens der i en fejlfri
radial vil registreres positiv effektretning. En registreret negativ effektretning vil derfor kunne
benyttes til at udpege og eventuelt udkoble den fejlramte radial.

Jordfejl i net med slukkespoler

Anvendes der slukkespoler i et net, bliver strømmen i fejlstedet lig nul (ideelt), og fordelingen af de
kapacitive strømme er derfor uafhængige af fejlstedets beliggenhed. Men der vil i praksis i den
fejlramte radials fejlramte fase pga. slukkespolens resistans optræde en wattkomposant i
fejlstrømmen. Denne wattkomposant benyttes i et wattmetrisk retningsrelæ, der tilføres dels en
sumstrøm og dels en spænding fra en åben trekantkoblet spændingstransformer. I dette tilfælde er
det ikke nødvendigt at dreje den målte strøm da sumstrømmen i den fejlramte radial indeholder en
wattkomposant. I et net med radiallinjer vil kun relæet i den fejlramte radial registrere positiv effekt,
medens relæerne i de ikke fejlramte radialer intet registrerer. For at øge registreringssikkerheden
kan wattkomposanten forøges ved, at der kortvarigt indkobles en ohmsk modstand parallelt med
slukkespolen. Den ohmske modstand er ikke indkoblet under drift, for at slukkevirkningen kan
blive så god som mulig, men indkobles kun efter, at en jordfejl er opstået, og da kun i nogle få
sekunder. Den kortvarige forøgelse af wattkomposanten giver en sikker relæfunktion, således at der
i driftscentralen kan modtages en alarm for jordfejl. Efter omkoblinger i nettet kan den fejlramte
linje eventuelt udkobles og fejlstedet kan lokaliseres ved måling.

Registrering af jordfejl
REF615 kan også benyttes til registrering af jordfejl i både isolerede net og i net med slukkespoler.
Det kan indstilles til at registrere retningsbestemte eller ikke-retningsbestemte jordfejl. Strøm og
spænding til registeringen tilføres relæet som vist i fig. 7.4.27. Udkoblingskarakteristikken kan
vælges som konstanttid eller inverstid. Alternativt kan der ved jordfejl blot alarmeres.
Side 189
Relæet starter tidsmodulet når følgende tre kriterier er opfyldt på samme tid:
- Den malte spænding fra spændingstransformerne overstiger den indstillede værdi.
- Den målte strøm fra kabelstrømstransformeren overstiger den indstillede værdi.
- Vinklen mellem spænding og strøm er i det operative område.

Figurtekst:
Fig. 7.4.25 Operationsområde ved retningsbestemt "fremad" og med 90° vinkeldrejning
Figurtekst slut.
Side 190

Figurtekst:
Fig. 7.4.26 Operationsområde ved retningsbestemt "fremad" uden vinkeldrejning
Figurtekst slut.

7.4.7 Indstilling af relæ

Der kan som ved overstrømsbeskyttelse også vælges mellem forskellige
udkoblingskarakteristikker ved registrering af jordfejl.
Ved en retningsbestemt jordfejlbeskyttelse af en linje kan f.eks. følgende konstanttid indstillinger
benyttes:
I0> 0,005 – 1,000 · In Step = 0,001
t> 40 – 200000 ms Step = 10 ms
I0≫ 0,10 – 40,00 · In Step = 0,01
t≫ 40 – 200000 ms Step = 10 ms

U0 0,01–1· Un Step = 0,01

Un kan vælges til enten 100 V eller 110 V og In kan vælges til 0,2, 1A eller 5 A.
Måles der en spænding over den åbne trekantkoblede transformer, der overstiger den indstillede
værdi af U0 og overstiger den målte strøm fra kabelstrømtransformeren den indstillede værdi I0> kan
Side 191
linjen udkobles efter tiden t> eller der kan alternativt gives alarm til driftspersonalet.
I net med slukkespoler bør relæet indstilles, så det også vil virke for jordfejlstrømme med modstand
i fejlstedet. For net med luftledninger bør der regnes med, at både strøm og spænding kan have en
værdi på mellem 30 – 50 % af den værdi, der kan registreres, når der ikke er modstand i fejlstedet. I
kabelnet ligger værdierne i værste tilfælde typisk i området 60 – 80 %.

Figurtekst:
Fig. 7.4.27 Tilslutning af strøm- og spændingsmåling til relæet (IED).
Figurtekst slut.

Eksempel 7.4.7.1
Til registrering af retningsbestemt jordfejl i en kabelradial i et net med slukkespole, ønskes der
anvendt et relæ der til jordfejlregistrering indstilles med In = 1 A og Un = 100 V.
Den teoretiske sumstrøm, der kan måles for kablet under en jordfejl, er beregnet til teoretisk at
kunne blive maksimalt 30 A.
Side 192
Til sumstrømmålingen anvendes en kabelstrømtransformer med omsætning 100/1 A.
For at få en tydelig markering af jordfejlen skal der indkobles en resistans parallelt med
slukkespolen når der registreres en spænding U0 over den åbne trekant. Overstiger fejlstrømmen
den indstillede værdi efter indkoblingen af resistansen, skal denne igen udkobles og der skal gives
alarm til driftspersonalet.
For at tage hensyn til en eventuel modstand i fejlstedet anvendes der til jordfejlregistreringen en
indstilling af relæet på kun 60 % af de teoretisk maksimale værdier for strøm og spænding.
UnFEJL = 60 % af 10000 = 6000 V

IFEJL = 60 % af 30 = 18 A

Følgende indstillinger foretages:

U0 = 0,6 · Un
I0> = 0,18 · In
I0>> = off
t> = 3000 ms
Indstillingen betyder, at hvis relæet registreres 60 V over den åbne trekantkobling så indkobles
parallelresistansen. Overstiger sumstrømmålingen herefter i 3 s den indstillede I0>, så udkobles
parallelresistansen igen, og der gives alarm til driftspersonalet.
Side 193

7.4.8 Selektiv relæindstilling

Det er vigtigt at bemærke, at det normalt ikke er nok at foretage indstilling af linjebeskyttelsen efter
de kriterier, der er beskrevet i afsnit 7.4.5, idet det yderligere må kræves, at linjebeskyttelsen er
mest muligt selektiv med de øvrige overstrømsbeskyttelser, der er placeret foran og efter denne.
For at beskrive indstillingen af linjebeskyttelsen med hensyn til selektivitet defineres følgende:
Funktionstid: Den tid der forløber fra den indstillede værdi overskrides til relæet udløser.
Retardationstid: Funktionstiden minus den mindste tid relæet kan føle en strøm større end den
indstillede værdi uden at relæet udløser. For elektroniske relæer er retardationstiden typisk mindre
end 50 ms. Er relæet f.eks. indstillet på 0,6 s, vil det udløse hvis den indstillede strøm overskrides i
0,55 s (0,6 – 0,05 = 0,55) uanset at overstrømmen forsvinder igen inden de 0,6 s nås.
Det nødvendige tidsinterval mellem to konstanttidrelæer kan da bestemmes på følgende måde (se
fig.7.4.28):

Figurtekst:
Fig. 7.4.28 Linjebeskyttelse med konstanttidrelæ
Figurtekst slut.
tidsinterval mellem relæ 1 og relæ 2 = afbryder 1's totaltid + relæ 2's retardationstid + sikkerhedstid
En højspændingseffektafbryder har typisk en totaltid på maksimalt
Side 194
100 ms, og da de elektroniske relæer har under 50 ms som retardationstid, betyder det, at der
mindst bør være 150 ms som tidsinterval mellem de to relæers tidsindstilling. For at tage hensyn til
de unøjagtigheder der kan være i tidsindstillinger og i afbrydertid kan 200 ms anbefales som et godt
selektivt interval.
Er linjebeskyttelsen alene udført med relæer med invertid karakteristik, undersøges selektiviteten
mellem disse relæers udløsekurver ved den største kortslutningsstrøm, der samtidig kan registreres
af begge relæer, idet tidsafstanden mellem ens karakteristikker mindskes jo større fejlstrømmen er.
Igen bør tidsintervallet være mindst 0,2 s, men tages der hensyn til unøjagtigheder på
funktionstiderne, bør tidsintervallet snarere være fra 0,3 s til 0,5 s.
Selektivitet mellem et linjerelæ og en efterfølgende højspændingssikring kan opnås hvis relæets
funktionstid er større end sikringens totaltid (totaltid = smeltetid + lysbuetid) plus et
selektivitetsinterval på min 100 ms ved store fejlstrømme (IK ≥ 20 · mærkestrømmen for
højspændingssikringen) og 1 s ved små fejlstrømme (Ik< 20 · mærkestrømmen for
højspændingssikringen).

7.4.9 Valg af relæindstilling

Linjens relæbeskyttelse indstilles således, at der opnås størst mulig kortslutningssikkerhed samtidig
med, at der bør være selektivitet i forhold til distributionstransformerens overstrømsbeskyttelse.
Smeltekurve og udløsekarakteristikker for de valgte overstrømsbeskyttelser indtegnes i en
selektivitetsplan, for at selektiviteten kan vurderes. Angående valg og indstilling af relæer eller valg
af højspændingssikringer foran distributionstransformere henvises til afsnit 8.
I selektivitetsplanen indtegnes først smeltekurven for den største højspændingssikring, der
anvendes til beskyttelse af en distributionstransformer. Er der på linjen tilsluttet en transformer, der
er beskyttet med relæ, indtegnes også udløsekarakteristikken for dette. Herefter kan
linjebeskyttelsen indstilles således, at der bliver selektivitet opad og nedad. En standard tid for et
konstanttidrelæ, der anvendes som linjebeskyttelse, kan f.eks. være 0,5 s under forudsætning af, at
det giver kortslutningssikkerhed for linjens kabler og anlæg.
Side 195
Linjebeskyttelse med konstanttidrelæer kan være problematisk med hensyn til selektivitet til store
(63 A og 80 A) højspændings sikringer ved fejl på lavspændings siden af
distributionstransformeren pga. sikringernes lange smeltetid ved små strømme. Der bør i sådanne
tilfælde accepteres uselektivitet frem for at øge strøm- og tidsindstilling på linjerelæet, idet den
valgte relæindstilling kan mindske risikoen for, at en sikring af backup typen eventuelt eksploderer
når den gennemløbes af en strøm i det brydeusikre område.
Både ved anvendelse af konstanttid og inverstid karakteristikker bør kortslutningsudløserne
benyttes. De bør indstilles så højt, at der er selektivitet med høj spændings sikringerne ved fejl på
10 kV niveau i distributionsstationerne, og kortslutningsudløserne må ikke udkoble ved fejl på
lavspændingssiden eller ved strømstød forårsaget af enten indkobling af transformere eller store
lavspændingsmotorer.
Side 196

Figurtekst:
Fig. 7.4.29 Selektivitetsplan med konstanttidrelæer og højspændingssikring
Figurtekst slut.
Side 197

Figurtekst:
Fig. 7.4.30 Selektivitetsplan for linjebeskyttelse og overstrømsbeskyttelse i transformerstationer
Figurtekst slut.

Eksempel 7.4.9.1.
2
Fra en hovedtransformerstation udgår bl.a. en 10 km lang luftledning med et tværsnit på 50 mm
2 2
Cu og et 7 km langt 3 leder 150 mm PEX-S-AL med 25 mm Cu-skærm. Kortslutningseffekten på
hovedtransformerstationens 10 kV samleskinne er 100 MVA ved et R/X – forhold lig 0,2.
Samleskinnen er beskyttet af et konstanttidrelæ indstillet på en værdi svarende til 500 A og tiden 1
s.
Side 198
Luftledningen forsyner fem distributionstransformere, hvor den største er på 630 kVA – beskyttet
af en 63 A VS sikring – og er beliggende 5 km ude ad linjen.. Linjens samlede belastningsstrøm er
80 A.
Kablet forsyner bl.a. en fabrik, som er tilsluttet i yderste ende af kablet. Fabrikken har installeret en
1 MVA transformer (eK = 6 %) beskyttet af et strømafhængigt relæ (very inverse, K = 1) indstillet
på en I> svarende til transformerens fuldlaststrøm og I>> = 4 · I>, t>> = 70 ms og I⋙
=off. Kablets samlede belastningsstrøm er 150 A.
Begge linjer ønskes beskyttet med relæer med IN = 5 A, og de aktuelle belastningsstrømme
overvåges af netselskabets driftspersonale.
Angående beregning af kortslutningsstrømme henvises til afsnit 8.

Relæindstilling for luftledning

Den maksimale kortslutningsstrøm i luftledningen forekommer ved en trefaset kortslutning lige
efter hovedtransformerstationen.

Den minimale kortslutningsstrøm ved en kortslutning i luftledningen optræder ved en tofaset

kortslutning i enden af ledningen.

RN = ZN · cosφN = 1,0 · cos 78,7 = 0,20 Ω

XN = ZN · sinφN = 1,0 · sin 78,7 = 0,98 Ω
Side 199

Luftledning
RL = r · l = 0,35 · 10 = 3,5 Ω
XL = x · l = 0,4 · 10 = 4 Ω

Linjerelæets I> vælges indstillet svarende til 1,2 gange luftledningens tilladelige belastningsstrøm
på 240 A og I>> vælges indstillet svarende til 75 % af IK2F (IK2F · 0,75
= 806 · 0,75 = 605 A)
I > svarer til 1,2 · 240 = 288 A
Der vælges en strømtransformer på f.eks. 300/5:

t> vælges som start lig 0,5 s

Relæet indstilles på en værdi for I>> lig 2 svarende til:

t>> vælges som start lig 0,05 s

I⋙ : stilles på off
Linjerelæets udløsekurve og den største højspændingssikrings smeltekurve indtegnes i en
selektivitetsplan på et dobbelt logaritmisk ark.
Side 200

Figurtekst:
Fig. 7.4.31 Selektivitetsplan for linjerelæ og højspændingssikring
Figurtekst slut.
Det fremgår af fig.7.4.31, at linjebeskyttelsen i to områder ligger under smeltekurven for den 63 A
sikring, hvilket kan betyde, at der ikke nødvendigvis er selektivitet ved fejl i transformerstationen.
For at sikre beskyttelse af luftledningen accepteres uselektiviteten ved I> indstillingen, medens I≫
indstillingen rykkes således, at relækurven ved I>> ikke skærer
smeltekurven.
Side 201
I>> kan f.eks. indstilles på en værdi svarende til 1000 A og t>> lig 150 ms således, at
selektivitetskravet beskrevet i afsnit 7.4.8 er rimeligt opfyldt. Kortslutningsstrømme i området 806
A til 1000 A vil herefter blive udkoblet med en relætid på 0,5 s, og kortslutningsstrømme i området
1000 A til 5800 A med en relætid på 0,15 s. Det skal bemærkes, at det kan blive linjerelæet, der
udkobler, såfremt de til højspændingssiden overførte start- eller fejlstrømme ligger i området 288 A
til ca. 450 A. Dette område kan mindskes, hvis relæets I> stilles op på en værdi svarende til f.eks.
1,4 gange luftledningens belastningsstrøm (1,4 · 240 = 336 A). Alternativt kunne der anvendes et
strømafhængigt relæ hvor I> stilles så højt, at der opnås selektivitet. Skulle relækurven for det
strømafhængige relæ skære sikringens smeltekurve i det brydeusikre område, betyder det blot, at
der er mulighed for, at linjebeskyttelsen udkobler før sikringen eventuelt ødelægges.

Relæindstilling for kabel

Den maksimale kortslutningsstrøm, kablet kan udsættes for, er 5800 A, der svarer til en trefaset
kortslutning nogle få meter ude i kablet. Den minimale kortslutningsstrøm ved en kortslutning i
kablet optræder ved en tofaset kortslutning i yderste ende af kablet.
Kabel
RK=r · 1 = 0,206 · 7 = 1,44 Ω
XK = x · 1 = 0,081 · 7 = 0,57 Ω

Linjerelæets I> indstilles svarende til en 10 % overbelastning af kablets tilladelige varige belastning
i jord, for at kunne udnytte kablet fuldt. I>> vælges indstillet svarende til ca.
75 % af Ikmin.
Side 202
I> svarer til 1,1 · IJord = 1,1·310 = 341 A
Der vælges en strømtransformer med ki = 400/5 A.

t> vælges som start lig 0,5 s.

Med en valgt indstilling på 4 svarer det til en trøm på

t>> vælges som start lig 0,05 s.

I⋙ = off
Linjerelæets og transformerbeskyttelsens udløsekarakteristik indtegnes i en selektivitetsplan.
Side 203

Figurtekst:
Fig. 7.4.32 Selektivitetsplan for linjerelæ og transformerbeskyttelse
Figurtekst slut.
Det ses af fig.7.4.32, at der ikke er fuld selektivitet mellem den valgte linjebeskyttelse og
transformerbeskyttelsen. De to kurver skærer hinanden med den valgte t>> = 50 ms ved en
strøm på 1600 A. Ved en trefaset kortslutning på sekundærsiden af
transformeren vil den til højspændingssiden omregnede strøm maksimalt kunne
blive (se evt. afsnit 8):
Side 204

Fejlstrømme forårsaget af fejl på sekundærsiden af transformeren vil således blive udkoblet af

transformerbeskyttelsen. Derimod vil en fejl mellem effektafbryder og transformer blive udkoblet
af linjebeskyttelsen når fejlstrømmene overstiger 1600 A. Der kan dog også opnås selektivitet for
disse fejlstrømme, hvis f.eks. t>> for linjebeskyttelsen sættes op til 0,27 s.
Kontrol af linjens kortslutningssikkerhed udføres på faselederne med maksimal Ik3F og på skærmen
med maksimal Ik2F, som begge udkobles af kortslutningsudløseren til tiden t>> = 0,27 s. Med
en afbrydertid på ca. 0,1 s, vil det betyde en totaltid på 0,37 s.
Faselederne:

Skærmleder:

Med en aktuel IK1s på 14,2 kA for faselederne og en IK1s på 5 kA for skærmlederen ses det, at kablet
er beskyttet.
Side 205

8. Transformerstationer
I dette afsnit behandles de transformerstationer, der indgår i distributionsnettene. Der vil i afsnittet
også være en beskrivelse af det udstyr, der i 50 kV og 60 kV stationerne anvendes som
afgangsfelter for højspændingsdistributionsnet, idet dette udstyr er tilsvarende det, der ofte
anvendes som indgangsfelter hos de store forbrugere, som er tilsluttet direkte til et
højspændingsdistributionsnet.

8.1 Transformerstationerne
Transformerstationer i distributionsnet har i princippet en elektrisk opbygning, der kun varierer
omkring nogle få standardtyper, og hvor variationen ofte kun er koblingsapparaternes fabrikat. De
enkelte typer koblingsudstyr vil derfor efterfølgende kun blive beskrevet ud fra et enkelt fabrikat
medens opbygningen af transformerstationerne bliver behandlet med koblingsudstyr af forskellige
fabrikater.

8.1.1 Signaturer
Den elektriske opbygning af en transformerstation vil normalt let kunne forstås ved betragtning af
anlæggets enstregsskema. Signaturerne for de komponenter, der kan indgå i et enstregsskema, er
vist i fig. 8.1.1 sammen med en oversigt over komponenternes elektriske egenskaber.
Side 206
Belastnin Korfslutnin
gsstrem gsstreimi
Type Signatur Slutte Bryde Føre Slutte Bryde Føre Adskille
Lastafbry × × × (×) ×
der

Effektafb × × × × × ×
ryder

Adskiller × × ×

Lastadski × × × (×) × ×
tler

Sikring × ×

Jordslutte (×) ×
r

HSP × ×
luftlednin
g

HSP × ×
kabel

LSP × ×
luftlednin
g LSP
skinne
kabel
Transfor × ×
mer
Relæ

Strømtra × ×
nsformer

Spændin
gstransfo
rm.

Måler

skinne ×
Jord
ledning

Jordelekt ×
rode

Fig. 8.1.1 Signaturer og funktioner

8.1.2 Adskiller
Til frakobling med henblik på at gøre anlægsdele spændingsløse skal der anvendes en adskiller.
Over adskillerens åbne kontakter skal der være et så højt isolationsniveau, at der opnås sikkerhed
mod overslag og krybestrømme. En sluttet adskiller skal kunne føre driftsstrømmen vedvarende og
modstå de termiske og dynamiske påvirkninger, den udsættes for under gennemløb af en
kortslutningsstrøm.
Adskilleren er normalt kun dimensioneret til at kunne ind- og udkoble meget små strømme f.eks. i
form af en transformers tomgangsstrøm. Ofte er adskilleren sammenbygget med en sikringsholder
og en jordslutter.
I fig. 8.1.2 er vist en 12 kV adskiller, beregnet til indendørsmontage. Den kan monteres med
motorbetjening eller med forskellige former for mekanisk betjening.
Side 207

Figurtekst:
Fig. 8.1.2 Adskiller (SIEMENS)
Figurtekst slut.
En speciel form for adskillerfunktion opnås med en sikrings adskiller. Sikringsholderen tjener som
adskiller, når sikringen fra jorden udtages af sikringsholderen vha. en betjeningsstang.

Figurtekst:
Fig. 8.1.3 Sikringsadskiller (ABB)
Figurtekst slut.
Side 208
Sikringsadskilleren er beregnet til placering i det fri, og anvendes typisk ved mastestationsanlæg,
eller ved en overgang fra luftledning til kabel, hvor sikringen kan tjene som
kortslutningsbeskyttelse af det afgående kabel.

8.1.3 Lastadskiller
Lastadskilleren skal, foruden at opfylde de samme krav som adskilleren, også kunne koble på
driftsstrømmen. Nogle typer er endvidere konstrueret til også at kunne tåle indkobling på en
kortslutning.
Lastadskilleren NAL fra ABB er af typen "uisoleret" (ikke berøringssikkert). Den kan være
udstyret med forskellige former for fjernstyring af ind- og udkobling, men optræder oftest som et
håndbetjent anlæg, hvor ind- og udkobling sker ved at betjeningshåndtaget spænder
koblingsfjederen over et dødpunkt, hvorefter fjederenergien udløses og udfører koblingen.
Lastadskilleren kan sammenbygges med en sikringsholder og en jordslutter.
Fig. 8.1.4 viser en NAL lastadskiller for 12 kV sammenbygget med en sikringsholder.
Side 209

Figurtekst:
Fig. 8.1.4 Lastadskiller sammenbygget med sikringsholder
Figurtekst slut.
Side 210
Et Magnefix anlæg er et eksempel på en "isoleret" (berøringssikkert) anlæg med lastadskillere.
Anlægget har alle spændingsførende dele indkapslet i en epoxyharpiks. I fig. 8.1.5 er vist et anlæg,
hvor 3 sæt lastadskillere er sammenbygget med et sikringsfelt.
Anlægget har to kabelfelter hver bestående af tre stk. enpolede lastadskillere og et transformerfelt
med tre stk. enpolede lastadskillere og tre sikringsholdere. De enpolede lastadskillere fastholdes i
inde-positionen vha. holdemagneter. Betjening foretages med et løst håndtag, der kan fastgøres til
den enkelte enpolede lastadskiller. Når der trækkes i det fastgjorte håndtag spændes en fjeder i
lastadskilleren, og når fjederkraften overstiger kraften fra lastadskillerens holde-magneter, udkobles
den enpolede enhed i en hurtig bevægelse. Ved indkobling indskydes den enpolede enhed med
kraften fra den i håndtaget sammentrykte fjeder.
Anlægget i fig. 8.1.5 er for 12 kV med en mærkestrøm på 400 A. Anlæggets begrænsning ligger i,
at det maksimalt kan tåle en stødstrøm på 30 kA. Anlægget har ikke påmonteret jordingsudstyr,
men det er muligt med et transportabelt anlæg at jorde kablerne uden at jorde samleskinnen.
De fleste lastadskillere arbejder enten med SF6 som slukkemedie eller efter »hartgas« princippet.
Betegnelsen »hartgas« refererer til den kølepåvirkning af lysbuen, der fremkommer, når lysbuen får
omkringliggende isolationsmaterialer til at forgasse. Kølevirkningen kan yderligere øges ved at
brydekammeret udformes således, at de dannede gasser må undvige tæt forbi lysbuen. Foruden
valget af isolationsmateriale er udkoblingshastigheden af den bevægelige kontakt af afgørende
betydning for brydeprocessen. Håndbetjente lastadskillere er derfor forsynet med
betjeningsmekanismer, der sikrer at hastigheden, hvormed koblingen sker, alene er bestemt af
betjeningsmekanismen og ikke af betjeningspersonalet.
Et sammenbygget anlæg bestående af lastadskillere og sikringsfelter kaldes normalt for et
"sløjfefelt" og findes i mange forskellige udformninger.
Side 211

Figurtekst:
Fig. 8.1.5 Magnefix sløjfefelt MD4 12 kV (Eaton)
Figurtekst slut.
Side 212

Figurtekst:
Fig. 8.1.6 Magnefix MD4 12 kV (Eaton)
Figurtekst slut.

8.1.4 Effektafbryder
Effektafbryderen skal kunne føre, slutte og bryde alle forekommende strømme. Den kan være
udført med en stiktilslutning til anlægget, således at stiktilslutningen udgøre en adskillefunktion.
Med denne stiktilslutning kan effektafbryderen således få en adskillefunktion på begge sider af
brydestedet. Alternativt kan anlægget naturligvis også udformes med en faste adskiller på begge
sider af effektafbryderen.
Effektafbrydere i nyere anlæg, anvender som brydemedie enten SF6 eller vakuum. Dog findes der i
eksisterende anlæg endnu mange effektafbrydere, der anvender olie som slukkemiddel.

Miniolieafbryder
I fig. 8.1.7 er vist en ældre type effektafbryder af typen miniolieafbryder. Afbrydelse af strømmen
udføres når den bevægelige kontakt slipper den faste kontakt, og der dannes en lysbue mellem
kontakttippen og den faste kontakt. Lysbuen forgasser en del af den olie, der befinder sig i
umiddelbar nærhed af lysbuen. Den dannede
Side 213
gas kan kun undslippe gennem blæseportene i slukkekammeret. Derved opstår der en kraftig
gasblæst, der køler lysbuen og danner et gastryk, som forhindrer, at der sker gentænding efter at
strømmen har haft en naturlig nulgennemgang.
I krumtaphuset er monteret en ventil, der tillader gassen at passere, således at der ikke opbygges et
for stort gastryk i afbryderen. En gaslabyrint sikrer, at der ikke rives olie med, når gassen forlader
ventilen.
Lysbuen, der opstår imellem den bevægelige og den faste kontakt, forårsager bortsmeltning af
kontaktmateriale. Det er derfor nødvendigt at udskifte kontakterne og brydekammeret med
tidsintervaller, hvis længde er bestemt af de koblede strømmes størrelse og antallet af koblinger.
Effektafbryderen består af tre afbryderpoler monteret på en konsol, som indeholder
betjeningsmekanismen. Koblingen mellem betjeningsmekanisme og afbryderpol sker med en
isoleret trækstang. Betjeningsmekanismen, der også kan anvendes til hurtig genindkobling, er
fjederbetjent med motoroptræk af indkoblingsfjederen, der har så stor fjederenergi, at den under
indkoblingen af effektafbryderen også spænder udkoblingsfjederen.
Side 214

Figurtekst:
Fig. 8.1.7 Afbryderpol
Figurtekst slut.
1. Epoxy isolator
2. Olieprop – påfyldning
3. Filterplade
4. Oliefilter
5. Krumtaphus
6. Oliestandsglas
7. Øvre tilslutningsflange
8. Glidekontakt
9. Isolatorrør
10. Kontaktpind
11. Brydekammer
12. Kontakttip
13. Fast kontakt
14. Nedre tilslutningsflange
15. Olieprop – aftapning
16. Bundstykke

Figurtekst:
Fig. 8.1.8 Elektrisk levetid
Figurtekst slut.
Side 215
I fig. 8.1.9 vises miniolieafbryderen påmonteret et konsol for anvendelse i et pladekapslet anlæg
med lodret drawout, som udføres vha. af de påmonterede stik (adskillere) på effektafbryderens tre
poler.

Figurtekst:
Fig. 8.1.9 Miniolieafbryder med lodret drawout
Figurtekst slut.
1. Håndtag
2. Indlkering af oliestand
3. Trykknap for Indkobling
4. Trykknap for udkobling
5. Afbryder »Inde« – »Ude«
6. Låsehåndtag for positionslås
7. Indkoblingsfjeder »spandt« – »uspændt«
8. Omdrejningsretnlng for håndsving
9. Optræk med håndsving
10. Tælleværk
11. Iso-kappo
12. Iso-treekstang
13. Primær stikker
14. Afbryderpol
15. Køre vogn
16. Mekanisme-konsol
17. Håndtag for vertikal bevægelse
18. Styretap
19. Styretap
20. Stillingslndlkerlng: IND-UD KØRING ISOLERET STILLING DRIFT STILLING

SF6-afbryder
SF6 er en ugiftig og ubrændbar gas, som et stabil op til 500 °C. På grund af SF6's lave
ioniseringstemperatur og høje dissociationsenergi, har denne gas fortrinlige egenskaber som
lysbueslukkemiddel. SF6's evne til at binde frie elektroner betyder, at når lysbuen slukkes ved
strømmens naturlige nulgennemgang, er der hurtigt opbygget den nødvendige fasthed mod
gentænding af lysbuen.
Side 216
Når en lysbue tændes i et SF6-fyldt slukkekammer, bliver en del af SF6-gassen spaltet i atomare
bestanddele. Efter at lysbuen er slukket, rekombinerer de fleste svovl- og flouratomer igen til SF6,
men en del reagerer med andre stoffer, bl.a. kontaktmaterialet. Disse kemiske forbindelser optræder
dels som ikke ledende støv og dels som produkter, der kan reagere med vanddamp. Disse produkter
kan absorberes i et indbygget filter i afbryderen.
Skal der foretages eftersyn og vedligehold af afbryderpolerne er det nødvendigt før dette arbejde
påbegyndes at udpumpe SF6 gassen til et lukket anlæg, men ved de koblingstyper, som
effektafbryderen normalt udsættes for, så vil tidsintervallerne for disse arbejder typisk være op til
20 år.
Fig. 8.1.10 viser en SF6-afbryder som kan leveres for spændinger mellem 12 kV og 24 kV og med
mærkestrøm på 630 A eller 1250 A.

Figurtekst:
Fig. 8.1.10 Afbryderpol HA (ABB)
Figurtekst slut.
1. Hovedkontakt
2. Terminal
3. Slukkekammer
4. Lysbuekontakt
5. Isoleret dyse
6. Dæksel
7. Betjeningsmekanisme
8. Expansionskammer
Fig. 8.1.11 viser slukkesekvensen for ovennævnte afbryder. Hovedkontakten har kun til formål at
føre belastningsstrømmen, medens ind- og udkobling af strømmen sker med lysbuekontakten i
slukke-
Side 217
kammeret. Når lysbuekontakten åbner, dannes der en lysbue, som får gastrykket i slukkekammeret
til hurtigt at stige, således at der opstår turbulens i kammeret og lysbuen derved køles. Så snart den
bevægelige lysbuekontakt åbner for kammeret, trykkes gassen ud og lysbuen gøres så ustabil, at
den slukkes i første nulgennemgang. Der er nu, som følge af tilgang af nyt SF6 fra resten af
afbryderpolen, sikkerhed mod gentænding.

Figurtekst:
Sluttet afbryder
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Tryk opbygning
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Expansion og køling
Figurtekst slut.
Figurtekst:
Åben afbryder
Fig. 8.1.11 Slukkesekvens
Figurtekst slut.

Vakuum afbryder
Det er nu almindeligt at bruge vakuumafbrydere til spændingsniveauet 10 kV – 20 kV. Årsagen er
dels vakuumafbryderens gode brydeegenskaber, men også at det er økonomisk og ikke mindst
miljømæssigt forsvarligt at benytte denne type afbryder set i forhold til SF6-afbryderen, idet SF6 jo
er en "drivhusgas".
Det er vakuumafbryderens fordel, at den kan bryde den nominelle strøm mindst tyvetusinde gange
eller den nominelle kortslutnings-
Side 218
strøm mindst 100 gange, før brydeorganet kan anses for at være så slidt, at det skal udskiftes.
Kontaktbevægelsen i vakuumafbryderen er meget mindre end de tilsvarende kontaktbevægelser ved
anvendelse af andre brydemedier. For spændinger op til 24 kV er det kun nødvendigt med en
kontaktbevægelse på 20 mm.

Figurtekst:
Fig. 8.1.12 Snitbillede af vakuumafbryder (ABB)
Figurtekst slut.
1. Øvre tilslutning
2. Vakuumkammer
3. Nedre tilslutning
4. Glide kontakt
5. Kontaktfjeder
6. Isoleret trykstang
7. Udkoblingsfjeder
8. Kraftoverføring
9. Palværk
Den viste vakuumafbryder har ved 12 kV en brydeevne på 25 kA hvilket er rigeligt til de fleste
anlæg i distributionsnettet.
Ved kobling i vakuum produceres der ingen biprodukter, og den totalt lukkede beholder sikrer, at
der ikke er forbindelse med omgivelserne. Ladningstransporten i lysbuen opretholdes derfor næsten
udelukkende af kontaktmateriale i dampform. I det øjeblik hvor strømmen, og dermed temperaturen
er sunket så meget, at det nødvendige damptryk ikke kan opretholdes, udsultes lysbuen for
ladningsbærere og strømmen afbrydes før den naturlige nulgennemgang. Dette fænomen er dog
ikke altid særlig heldigt, idet det kan forårsage høje inducerede spændinger i de tilsluttede net. Det
er imidlertid ved valg af kontaktmateriale muligt at formindske disse uheldige virkninger. Hvis
strømmen afbrydes ved første nulgennemgang, genvinder kontaktgabet hurtigt sin dielektriske
holdfasthed,
Side 219
idet metaldampene kondenserer på kontakterne og beholdersider. Den tilbagevendende spænding er
derfor ikke i stand til at forårsage gentænding af lysbuen.
Fordelene ved vakuumafbryderen er som nævnt lang levetid (20.000 koblinger ved mærkestrøm),
ingen vedligeholdelse ud over tilsyn med betjeningsmekanismen, ubrændbart slukkemiddel, kort
brydetid, kort kontaktvandring og dermed lavt energibehov til manøvrering af kontakterne.

Figurtekst:
Fig. 8.1.13 Vakuumafbryder med adskillerstikben (ABB)
Figurtekst slut.

8.1.5 Sikring
I distributionsanlæg anvendes der i stor udstrækning højspændings-sikringer til beskyttelse af
transformerstationernes komponenter og ledninger. Sikringerne kan være placeret i åbne anlæg med
gode afkølingsforhold, eller i lukkede anlæg hvor afkølingsforholdene er mindre gode for
sikringerne.
Sikringen er forsynet med en slagstift med indbygget fjeder, hvor fjederkraften frigives, når
sikringens smelteledere begynder at smelte. Slagstiftens fjederkraft kan benyttes til at påvirke
udkoblingsmekanismen i en lastadskiller, således at der kan sikres trefaset udkobling, når blot en
sikring er afbrudt.
Side 220
For at forhindre at sikringer og anlægsdele bliver for varme når sikringerne placeres i lukkede
anlæg, kan slagstiften endvidere være forsynet med en temperaturbegrænser i form af et
plastmateriale, der ved en forudbestemt temperatur smelter og frigiver fjederkraften, således at
slagstiften også i dette tilfælde kan sikre udkobling via lastadskilleren.

Figurtekst:
Fig. 8.1.14 Højspændingssikringer (SIBA)
Figurtekst slut.

8.1.6 Jordslutter
Jordslutteren skal anvendes for at sikre, at der ikke opstår farlige spændinger på anlægsdele, hvorpå
der abejdes. Jordslutteren skal derfor vælges, så den kan føre den største kortslutningsstrøm, der
kan forekomme på anbringelsesstedet, indtil afbrydelse finder sted. Nogle jordsluttere kan
yderligere tåle at blive indkoblet på et anlæg under spænding, uden at de ødelægges af
kortslutningsstrømmen.
Side 221

8.1.7. Sløjfefelt
Som tidligere nævnt anvendes der i distributionsnettet i stor udstrækning transformerstationer, som
er indsløjfet på nettet. I afsnit 8.1.3 er der en beskrivelse af et Magnefix sløjfefelt.
Ved en indsløjfning anvendes der i praksis naturligvis mange forskellige fabrikater, men princippet
i opbygningen af et sløjfefelt er typisk lastadskillere kombineret med sikringer eller eventuelt
effektafbrydere kombineret med adskillere.

Xiria
Dette kompakte sløjfefelt (Ring Main Unit) – beregnet for driftspændinger på 7,2 kV – 12 kV –
17,5 kV eller 24 kV – kan indgå i anlæg, hvor kravet til samleskinnens strømføringsevne ikke
overstiger 630 A. Anlægget kan leveres med to forskellige felttyper – last-adskiller eller
effektafbryder – opbygget til enten tre eller fire felter i vilkårlig rækkefølge og kombination. Begge
feltvariationer er endvidere forsynet med en omskifter, der – via lastadskilleren eller
effektafbryderen – forbinder de tilsluttede kabler til samleskinnen eller alternativt til et
jordingspunkt.
Brydenheden mod transformeren udgøres altid af en relæstyret vakuum effektafbryder med en
mærkestrøm på 200 A, men brydeenhederne i kabelsløjfen er typisk vakuum lastadskillere med en
mærkestrøm på 630 A. Alternativt kan lastadskillerne i kabelsløjfen erstattes af effektafbrydere.
Anlægget anvendes typisk som sløjfefelt i transformerstationer eller indgår som fordelingsanlæg i
større industriinstallationer eller ved tilslutning af decentrale produktionsanlæg til
distributionsnettet.
Xiria er opbygget med flere rum. Alle de primære komponenter er placeret i højspændingsrummet,
som består af en med almindeligt luft forseglet metalkapsling, der indeholder samleskinner,
omskiftere, lastadskillere og effektafbrydere. Kapslingen beskytter de vedligeholdelsesfrie
komponenter mod støv og fugt.
I betjeningsrummet, som er adskilt fra det forseglede højspændingsrum, findes betjeningsaksler,
mekaniske aflåsninger og eventuelle elektriske forbindelser til udkoblingsspoler mm.
Relæudrustningen til effektafbryderen er placeret i et rum foran på anlægget. Kablerne tilsluttes i
kabelrummet med enten skrue- eller stikforbindelser. Strømtransformerne til beskyttelsesrelæet er
placeret bag kabeltilslutningen. Der er i anlægget ikke en egentlig jordslutter, men via omskifteren
kan kablerne enten via lastadskilleren eller via
Side 222
2
effektafbryderen kobles til en 120 mm jordskinne, der er placeret i kabelrummet. Jordskinnen
tilsluttes til transformerstationens jordingsanlæg.
Ved 12 kV driftsspænding er anlægget dimensioneret for en nominel stødstrøm på 50 kA og en
korttidsstrøm på 20 kA i 1 s. For at beskytte betjeningspersonalet er et trykaflastningsrum via
sprængklapper forbundet til højspændingsrummet. Et overtryk som følge af fejl i
højspændingsrummet bliver via trykaflastningsrummet ført bagud til rummet bag koblingsanlægget
eller nedad til kabelgraven.
Anlægget er i sin grundform beregnet til manuel betjening, men kan også leveres til elektrisk lokal-
og/eller fjernbetjening. Alle koblingssituationer kan aflåses, således at hverken mekanisk eller
elektrisk betjening kan benyttes. Uafhængig af aflåsningen vil en eventuel relæudkobling af
effektafbryderen dog altid fungere.

Figurtekst:
Fig. 8.1.15a Xiria gennemskåret
Figurtekst slut.
Side 223

Figurtekst:
Fig. 8.1.15b Xiria felt
Figurtekst slut.
1. Skinne
2. Omskifter
3. Lastadskiller eller effektafbryder
4. Spændingsindikator
5. Kabeltilslutning

Figurtekst:
Fig. 8.1.16 Målskitser
Figurtekst slut.
Side 224

Figurtekst:
Fig. 8.1.17 Xiria felter i et distributionsanlæg
Figurtekst slut.

Safe Plus / Safe Ring

Er der behov for et anlæg med mange felter eller ønskes der mulighed for efter behov at kunne
vælge enten sikringer eller relæstyret vakuum effektafbryder til beskyttelse af ledninger og materiel,
så er anlægget Safe Plus fra ABB en mulighed. Samleskinnen og koblingsfunktioner er placeret i en
lukket tank med SF6 under tryk (1,4 bar). Tanken kan indeholde op til fem brydefelter. Er der
behov for mere end fem felter eller ønskes der et fuldt fleksibelt anlæg, kan henholdsvis to eller
flere tanke eller to eller flere felter kobles sammen vha. eksterne isolerede samleskinner. De
eksterne samleskinner kan også tilkoble et luftisoleret målefelt indeholdende strøm- og
spændingstransformere til anlægget. Safe Plus kan leveres til driftsspændinger på 7,2 kV, 12 kV og
24 kV og har mærkestrømmen 630 A, dog kan effektafbryderen alternativt også leveres med en
mærkestrøm på 200 A.
Side 225
Anlæggets lastadskillere har tre stillinger – sluttet – åben – jord, medens effektafbrydere enten er
sluttet eller åben. Effektafbryderens efterfølgende adskiller har også tre stillinger – sluttet – åben –
jord. Kablernes tilslutning til jordingsanlægget sker således i alle tilfælde via en (last)adskiller
Anlægget kan betjenes lokalt, men det er også her muligt at få det leveret med motorbetjente
koblingsfjedre, således at lastadskillere og effektafbrydere kan fjernbetjenes via ind- og
udkoblingsspoler.
Der kan vælges forskellige relætyper til at styre udkoblingen af effektafbryderen. Det enkelte relæ
kan endvidere leveres med flere mulige udkoblingskarakteristikker. Benyttes der i transformerfeltet
en lastadskiller og sikringer med slagstift, vil sikringens slagstift udkoble lastadskilleren, når blot
en sikring er smeltet ved en overstrøm.
Målefeltet kan efter behov leveres med to eller tre strømtransformere og er endvidere bestykket
med tre spændingstransformere med sekundære viklinger for 110/√3 V eller 100/√3 V. Hvis det
ønskes kan spændingstransformerne også leveres med en sekundær vikling for en åben
trekantkobling med spændingen 110/3 V eller 100/3 V, hvis der til jordfejlsregistrering er dette
behov.
Efterfølgende vises diverse felter til Safe Plus anlæg:
C: Kabelfelt med lastadskiller og jordslutter
De: Direkte kabeltilslutning med jordslutter
D: Direkte kabeltilslutning
F: Kabeltilslutning med lastadskiller, sikring og jordslutter
V: Kabelfelt med effektafbryder og jordslutter
SI: Samleskinnesektionering med lastadskiller og jordslutter
Sv: Samleskinnesektionering med effektafbryder og jordslutter
Be: Samleskinnejording
M: Målefelt med strøm- og spændingstransformere (luftisoleret)
CB: Transformerfelt med effektafbryder
Mt: Målefelt for kabeltilslutning
Side 226

Figurtekst:
Fig. 8.1.18 Safe Plus felter sammenbygget via isoleret ekstern samleskinne
Figurtekst slut.
Side 227

Figurtekst:
Fig. 8.1.19 Safe Plus anlæg og målskitser
Figurtekst slut.
Side 228
Er der kun behov for to til fire felter kan anlægget – som en Ring Main Unit – under navnet Safe
Ring leveres med nedenstående ti feltkombinationer placeret i en fælles SF6 tank: DF – CCF – CCC
– CCCF – CCFF – DV – CCV – CCCC – CCCV – CCW.
Transformerfeltet i et Safe Ring anlæg har en mærkestrøm på 200 A. Modulbredden for et felt uden
sideplader er 350 mm, dog har målefeltet en bredde på 650 mm.

8.1.8 Måletransformere
Navnet »måletransformer« er en fælles betegnelse for strømtransformere og spændingstransformere.
Transformerne anvendes til måling i forbindelse med effekt- og energiregistrering samt til
relæbeskyttelse.
Ved anvendelse af måletransformere opnås der ved højspændingsanlæg, at målekredsen isoleres fra
driftskredsen. Endvidere er det mulighed at beherske store måleområder, samtidigt med at
sekundærsiderne har standardiserede værdier af mærkestrøm og mærkespænding:
Strømtransformerne typisk 5 A eller 1 A og spændingstransformere 100 V eller 110 V.

8.1.8.1 Strømtransformer
Strømtransformerens virkemåde er beskrevet i seriens bind 3 »Elektriske maskiner«, så her skal
kun omtales det specielle vedrørende anvendelse af strømtransformere i distributionsanlæg.
Strømtransformerne er først og fremmest kendetegnet ved deres omsætningsforhold ki = I1/I2. I1 er
den primære mærkestrøm og I2 den sekundære mærkestrøm, der opnås når primærsiden
gennemløbes af I1. De fleste strømtransformere kan vedvarende tåle en primærstrøm på 1,2 · I1,
men strømtransformerens primærstrøm bør dog altid som sikkerhed for evt. øget belastning vælges
større end den aktuelle maksimale belastningsstrøm. Yderligere er strømtransformerne kendetegnet
ved korttidsstrømmen (ItH) og den størst tilladte stødstrøm (Idyn), som primærviklingen kan tåle.
Strømtransformerens mærkeydeevne (Sn) benyttes til at bestemme den impedans (Z) i sekundær
strømkredsen, der ved nominel sekundærstrøm (I2) netop vil give en belastning, der er lig
mærkeydeevnen.
Side 229
Til mærkeydeevnen knytter sig overstrømscifferet (F), som tilkendegiver hvor mange gange
primærstrømmen kan være større end mærkeprimærstrømmen, uden at strømtransformeren får for
stor målefejl, dvs. afgiver for lille sekundærstrøm. Tilnærmet kan det aktuelle overstrømsciffer
beregnes af formlen:
Sn · Fn= SAkt · FAkt.
Sn = mærkeydeevne
Fn = mærkeover strø msciffer
SAkt = aktuel belastning
FAkt = aktuel overstrømsciffer

Eksempel 8.1.8.1.1.
En strømtransformer med omsætningsforholdet ki= I1/I2 = 100/5 har Sn = 10 VA.
Den samlede impedans i målekredsen på sekundærsiden bør være:

Eksempel 8.1.8.1.2
Strømtransformeren i ovennstående eksempel har et mærkeover strømsciffer lig 10.
Den samlede impedans i sekundærkredsen er fejlagtigt udført med en impedans på kun 0,2 Ω,
hvorfor strømtransformerens belastning ved en primærstrøm på 100 A vil blive:

Den aktuelle belastning af strømtransformeren vil give et aktuelt overstrømsciffer på 20. Skal
strømtransformeren levere målt strøm til
Side 230
et relæ, der kan sikre udkobling af en effektafbryder er det aktuelle overstrømsciffer på 20 ikke en
ulempe, idet god beskyttelse sikres ved rimelig nøjagtige måledata også ved meget store strømme.
Skal strømtransformeren derimod anvendes i forbindelse med instrumenter, er det en fordel, at en
forholdsvis mindre del af kortslutningsstrømmen overføres til instrumentet, så det ikke ødelægges. I
dette tilfælde bør det aktuelle overstrømsciffer således ikke overstige det nominelle.
Strømtransformere findes i to forskellige udførelser: Gennemløbs- og bloktransformer. Begge typer
har kerner og viklinger indstøbt i epoxy harpiks og kan leveres med op til fire kerner med hver
deres funktion f.eks.:
Kerne Ydeevne Klasse Funktion
1 15 VA 5P10 P (Protection)
2 15 VA 0,5 Måling
3 10 VA 0,2 S Måling
4 10 VA 0,2 S Måling
Kerne 1 kan benyttes til at forsyne et relæ med information om aktuelle strøm og vil med
mærkningen 5P10 have en samlet fejl på 5 % ved 10 gange nominel strøm. Kerne 2 med klasse 0,5
(0,5 % omsætningsfejl ved mærkelast) kan f.eks. anvendes til strømmåling medens kerne 3 og 4
med den mere nøjagtige klasse 0,2 S kan anvendes f.eks. til energimåling.
I fig. 8.1.20 er vist en ældre type gennemløbstransformer med følgende data:
System spænding: 12 kV
Primær mærkestrøm: 60 A til 2400 A
Sekundær mærkestrøm: 5 A
Kontinuert mærkestrøm: 1,2 · IN
Korttidsstrøm 1 sekund: 30 kA
Dynamisk mærkestrøm: 100 kA
Side 231

Figurtekst:
Fig. 8.1.20 Gennemløbstransformer (ABB)
Figurtekst slut.
I fig. 8.1.21 er vist en blokstrømtransformer med følgende data:
System spænding: 12 kV
Primær mærkestrøm: 50,60,75,100,150,200,300,400,500,600,750, 1000 eller 1250 A
Sekundær mærkestrøm: 5 A eller 1 A
Korttidsstrøm 1 sekund: ≤ 25 kA
Dynamisk mærkestrøm: ≤ 63 kA
Et eksempel på data for en
strømtransformer kunne være:
ki = 50/5 A
Sn=10 VA
Korttidsstrøm 1 sekund: 16 kA
Dynamisk mærkestrøm: 40 kA
Klasse 5P10
Figurtekst:
Fig. 8.1.21 Blokstrømtransformer (ABB)
Figurtekst slut.
Side 232

8.1.8.2 Spændingstransformer
Spændingstransformerens virkemåde er beskrevet i seriens bind 3 »Elektriske maskiner«.
Almindeligvis tilsluttes spændings transformeren mellem fase og jord, dvs.
spændingstransformerens primære mærkespænding skal vælges lig nettets fasespænding. Den ende
af den primære vikling, der skal sluttes til jord, er forbundet til et af de fire fastspændingshuller.
Transformeren har en jernkerne med en primær vikling og to sekundære viklinger. Ved at
serieforbinde en sekundærvikling (jordfejlsvikling) fra hver af de tre spændingstransformere, der er
tilsluttet hver sin fase, kan der måles spænding over en åben trekantkobling. Denne spænding
benyttes i forbindelse med registrering af jordfejl (se afsnit 7.4.6). I isolerede net danner
jordkapacitanserne en svingningskreds med de enfasede transformere. I visse driftstilfælde kan der
i denne svingningskreds optræde resonans. Ved resonans i forbindelse med undertoner kan
transformerens jernkerne gå i mætning (ferroresonans) med en stor forøgelse af
magnetiseringsstrømmen til følge. Denne strømforøgelse kan opvarme transformeren så meget, at
den ødelægges. Indkobles der en resistans i den åbne trekantkobling mindskes dette fænomen.

Figurtekst:
Fig. 8.1.22a 10 kV spændingstransformer (ABB)
Figurtekst slut.
I fig. 8.1.22b er vist et udpluk af mulige data for spændingstransformeren vist i fig. 8.1.22a.
Side 233
Primær Sekundær Nominel Spænding til Nominel
spænding spænding belastning åben trekant belastning
[Volt] [Volt] [VA] [Volt] [VA]
10,15,25 100/3 50

10,15,25 110/3 50

Fig. 8.1.22b Standard data for 10 kV spændingstransformer

8.1.8.3 Placering
Det enkelte felt i et højspændingsanlæg (se afsnit 8.2), kan bestå af et bagfelt og en udtrækbar
effektafbryder. I dette tilfælde kan der anvendes to forskellige placeringer af måletransformere:
Enten i bagfeltet eller sammen med den udtrækbare effektafbryder.
Ved placering af måletransformerne i bagfeltet med følgende komponentrækkefølge til en
kabelafgang samleskinne – adskiller - effektafbryder – adskiller – måletransformere – kabelmuffe
opnår man den fordel, at effektafbryderne kan standardiseres, så de er frit ombyttelige, blot de har
samme mærkestrøm.
Er der i bagfeltet ikke tilstrækkelig plads til placering af måletransformerne, kan de som nævnt i
stedet anbringes sammen med effektafbryderen. Ved denne placering bliver tilsyn med
måletransformerne – pga. den udtrækbare effektafbryder – lettere end ved placering i bagfeltet.
Uafhængig af om måletransformerne ved en kabelafgang placeres i bagfeltet eller sammen med
effektafbryderen, skal de altid placeres efter effektafbryderen, så fejl i måletransformerne kan
bortkobles af effektafbryderen.
Side 234

Figurtekst:
Fig. 8.1.23 Tilslutning af strøm- og spændingstransformere til en målekreds
Figurtekst slut.
Side 235

8.1.8.4 Målesensorer
Elektroniske transformere (sensorer) er ofte anvendt som et alternativ til de konventionelle strøm-
og spændingstransformere baseret på ferromagnetisme.
En sensor til måling af strøm kan opbygges med en Rogowski spole. Rogowski spolen er udført
som en toroide (en O-ring formet spole uden jernkerne), der placeres omkring den leder hvor
strømmen ønskes målt. Spolens udgangsspænding (sensorens udgangssignal) er proportional med
strømændringen (di/dt) i den leder hvorpå der måles. Ved at integrere sensorens udgangsspænding
kan der således fås en repræsentativ værdi af den målte strøm.
En spændingscensor kan udføres som en simpel kapacitiv spændingsdeler hvor sensorens
udgangsspænding er proportional med den målte spænding.
Begge typer sensorer kan leveres som separate enheder, men er ofte sammenbygget i en enhed
(kombi-sensor). Forbindelsen fra kombi-sensoren frem til den registrerende enhed f.eks. i form af et
beskyttelsesrelæ som ABBs REF615 udføres med en RJ45 tilslutning.
Kombi-sensoren er betydelig mindre pladskrævende end hvis der i stedet var anvendt
konventionelle strøm- og spændingstransformere. Idet sensorerne ikke fungerer vha.
ferromagnetisme har de yderligere den fordel, at de har fuld linearitet mellem indgangs- og
udgangsmåleværdierne i hele måleområdet.
Fig. 8.1.24 viser tre sensor monteret i et kabelfelt beregnet for tilslutning af kabelstik. Censorerne
kan f.eks. have følgende data.
Spændingscensor:
Omsætningsforhold 10000/1
Strømsensor:
Primær mærkestrøm = 80 A
Maksimal vedvarende belastningsstrøm = 630 A
Korttids strøm i 2 sekunder = 25 kA
Dynamisk mærkestrøm = 62.5 kA
Klasse 5P100
Side 236

Figurtekst:
Fig. 8.1.24 Censorer monteret i et ABB SafeRing kabelfelt beregnet til kabelstik forbindelser
Figurtekst slut.

8.1.9 Samleskinner
I fig. 8.1.25 er vist en oversigt med otte almindeligt forekommende typer af samleskinneopbygning.
Med krydser er angivet, hvilke handlinger der kan foretages med de enkelte arrangementer.
Herudover er der i den nederste linje - også med krydser – angivet i hvilke anlæg
adskillefunktionen ikke udføres af en komponent i selve anlægget men sker i form af "stikben" på
effektafbryderen.
Ved anvendelse af adskillere i forbindelse med koblinger, stilles der krav om en række mekanisk
mere eller mindre komplicerede aflåsninger, for at undgå fejlbetjening af adskilleren. Aflåsningen
skal sikrer, at driftspersonalet ikke kan udføre koblinger med en adskiller, som den ikke er
dimensioneret til at kunne håndtere.
Hvis der sker en fejlfunktion af en sådan aflåsning, kan der ske et af to: Enten »tillades« koblingen
med adskilleren, hvilket betyder en "voldsom" ødelæggelse af komponenten og i værste tilfælde en
lysbue-eksplosion i anlægget eller også er fejlfunktionen årsag til at betjeningssystemet blokeres,
således at driftspersonalet må åbne kapslingen for at udvirke en deblokering. I begge tilfælde er
koblingspersonalet udsat for en farlig situation.
Side 237
Driff
Omlægni
ng
Vedligeh
oldelse
Udvidels
e\Samles
kinne
arrangem
ent
Enkelt Enk. Dobbelt Duplex
samleski samleskinne samleski
nne m hjp. nne
skinne
uden med uden med uden med Hjp. min. n+2 max.
Sektion Sektio Sektion Sektion Hjp. skinne afbr. 2n
n skinne afbr.
Revision × × × × ×
af af
bryder
uden
driftafbry
delse
Revision × × × ×
af anlæg
uden
driftafbry
delse
Udvidels × × × ×
e af
anlæg
uden
driftafbry
delse
Delt drift × × × × × ×
Omlægni × × × ×
ng uden
strømafbr
ydelse
Fjernbetj ×
ent
omlægni
ng
Ingen × × × ×
adskiller
i anlæg
Fig. 8.1.25 Samleskinnearrangementer
Side 238
Funkt Funkt Funkt
ion ionsgr ionsk
ænser ombi
nation
Adskil Lasta Effekt Sikrin Samle Str. Sp.T
ler dsk. af. g skinn Trf. rf.
e
F-0 F-F
Strom Slutte Uden ×
strom
Med Korts × ×
strom lutnin
g
Norm × ×
al
Moto × ×
r
Bryde Uden ×
stom
Kortsl Sym × ×
utnin metri
g- sk
strøm
Asym × ×
metri
sk
Asyn × ×
kron
Norm Belas × ×
al tning
strom
Trans × ×
forme
r
Moto × ×
r
Luftli × ×
nie
Kabel × ×
 Kond ×
.
batter
i
Fire Konti × × × × × ×
nuert
Kortti Dyna × × × × ×
d misk
Ther × × × × ×
misk
Spæn Mods Konti Mod × × × × × × × ×
ding ti nuert jord
spæn
ding
Melle × × × × × × × ×
m
faser
Over × × × ×
bryde
sted
Kortti Mod × × × × × × × ×
d Jord
Melle × × × × × × × ×
m
faser
Over × × × ×
bryde
sted
Fig. 8.1.26 Funktionsgrænser
Side 239

8.2 Pladekapslede felter

Det materiel, der indgår i 50 kV og 60 kV transformerstationerne, er beskrevet i afsnit 7 undtagen
de felter, som indeholder udstyret for de afgående 10–20 kV distributionslinjer. Beskrivelse af disse
felter medtages i dette afsnit, idet materiellet er tilsvarende det, der ofte anvendes i
transformerstationer hos store forbrugere, som f.eks. industrianlæg og lignende.

Figurtekst:
Fig. 8.2.1 10 kV afgange i 60 /10kV transformerstation (ABB)
Figurtekst slut.

8.2.1. Feltopbygning
I ældre felttyper blev der i udstrakt grad anvendt materialer som støbejern, compound, olie,
porcelæn og lignende. I dag er disse materialer erstattet af jernplade, epoxyharpiks, plast og SF6.
Man anvender som regel en blandingsisolation bestående af en luftstrækning (eller SF6) og en
kortere strækning af fast isolation, der enten er omstøbt eller ompresset højspændingslederen. Man
opnår af denne grund, at dimensionerne kan gøres mindre, end hvis der alene var tale om
luftisolation. Yderligere optræder der ikke punkter, hvor en eventuel lysbue kan få fat.
I nyere anlæg anvendes der udelukkende isolerede, kapslede og sektionerede felter. Kapsling har
primært den fordel, at der skaffes berøringssikkerhed for betjeningspersonalet, og at der i tilfælde af
Side 240
kortslutninger i anlægget ydes en rimelig sikkerhed imod skader forårsaget af lysbuer.
Sektionsopdelingen gør det muligt i tilfælde af en indre kortslutning at begrænse
følgevirkningernes omfang til den kapslingssektion, hvori kortslutningen finder sted.
For at beherske den trykstigning som fremkommer, når luften i kapslingen opvarmes af lysbuen, er
det nødvendigt at udstyre kapslingen med ventiler, der åbner sig ved overtryk, så de varme gasser
kan ledes væk fra anlæggets betjeningsside.
Ved sektionsopdeling opvarmer lysbuen kun luften i den sektion hvori kortslutningen optræder.
Derved formindskes den gasmængde, der skal ledes ud af sektionens trykaflastningsventil. For at
sikre betjeningspersonalet i tilfælde af indre lysbuer i anlægget, er alle nyere anlæg afprøvet iht.
IEC 60298, der anviser hvorledes at anlæg skal opbygges for at opnå den ønskede personsikkerhed.
Der er til brug for opbygning af disse anlæg naturligvis flere fabrikater på markedet, men generelt
er anlæggene valgt med en af de former for samleskinnearrangementer, der er omtalt i afsnit 8.1.9,
og bestykket med de typer af komponenter, der er beskrevet i afsnit 8.1.2 til 8.1.6.

8.2.2 Innovac MMS

Fordelingsanlægget Innovac MMS er et typisk eksempel på et metalkapslet anlæg, der i en
hovedstation kan anvendes som afgangsfelter for linjer i højspændingsdistributionen eller det kan
anvendes som fordelingsanlæg i en højspændingsinstallation til et industrianlæg.
Fordelingsanlægget kan leveres for driftsspændinger på 12 kV, 17,5 kV og 24 kV og med enkelt
eller dobbelt samleskinne med en mærkestrøm på 3150 A for de to laveste spændingsniveauer og
2000 A for 24 kV. Både ved enkelt og dobbelt samleskinne er effektafbryderen fastmonteret (uden
stikben), således at forbindelsen til skinnen sker via en adskiller.
Effektafbryderen er af typen vakuum og kan sammen med adskillere og integrerede jordsluttere
fjernbetjenes, således at der ikke behøves at være driftspersonale til stede i stationsrummet under
diverse koblinger.
Side 241
Til registrering af overstrøm og eventuel efterfølgende udkobling af effektafbryderen kan der frit –
alt efter brugerens ønske – anvendes diverse typer relæer af diverse fabrikater.
For i et anlæg med dobbelt samleskinne at kunne flytte belastningen fra den ene til den anden
skinne er det nødvendigt med et tværkoblingsfelt. Er der behov for sektionering af anlægget kan der
ved både enkelt og dobbelt samleskinne indkobles et længdekoblingsfelt (se fig 8.1.24, 8.2.3 og evt.
8.3.13).
Skal der udføres arbejde eller test på kablet i kabelrummet, vil det pga. aflåsning af frontpladen kun
være muligt at få adgang til rummet, når kablet ved hjælp af den indbyggede jordslutterer er jordet
gennem effektafbryderen.

Figurtekst:
Fig. 8.2.2 Innovac MMS afgangsfelter i hovedstation (Eaton)
Figurtekst slut.
Side 242

Figurtekst:
Fig. 8.2.3 Innovac MMS felt typer
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 8.2.4a Målskitse for MMS felt
Figurtekst slut.
Side 243
Felttype Spænding (kV) Nominel strøm A (mm) B (mm) C (mm)
(A)
1)
Ud- og 24 800 2570 600 2265–2480
indgående felt
24 1250–2000 2570 600 2265–2730
1)

17,5 3150 2570 1000 2330–2730

1)

Længde- 24 2000 2570 1400 2350 – 2500

koblingsfelt 17,5 3150 2570 4000 2350 – 2500
Tvær- 24 2000 2570 1000 2350 – 2500
koblingsfelt 17,5 2500 2570 2000 2350 – 2500
17,5 3150 2570 2000 2350 – 3025
Fig. 8.2.4b Mål for diverse MMS felttyper.

Figurtekst:

1)
Dybden afhænger af antal og typer af kabler
1)
Dybden afhænger af antal og typer af kabler
1)
Dybden afhænger af antal og typer af kabler
Fig. 8.2.4c Opbygning MMS felt med åbne trykaflastninger vist for oven
Figurtekst slut.
Side 244

Figurtekst:
Fig. 8.2.4d Længdekoblingsfelt
Figurtekst slut.
Side 245

Figurtekst:
Fig. 8.2.4e Tværkoblingsfelt med strøm og spændingstransformere
Figurtekst slut.

8.3 Transformerstationer i distributionsnettet

Transformerstationer, der er tilsluttet distributionsnettet, kan opdeles i to hovedgrupper. Den ene
hovedgruppe omfatter de transformerstationer, der forsyner flere forbrugere, enten via et
lavspændingsdistributionsnet eller gennem stikledninger der direkte er tilsluttet en
lavspændingsafgang i transformerstationen. Den anden hovedgruppe omfatter de
transformerstationer, der kun forsyner en enkelt forbruger. Transformerstationerne i den første
gruppe er altid ejet af et netsel-
Side 246
skab, hvorimod transformerstationerne i den anden gruppe kan være ejet af netselskabet eller af
forbrugeren.
Er det forbrugeren, der ejer transformerstationen, skal der foreligge en skriftlig aftale, om hvor
netselskabets ansvarsområde slutter. Dette er nødvendigt af hensyn til stærkstrømsbekendtgørelsens
krav om driftsledelse af elforsyningsanlæg.
Uanset ejerforhold opbygges transformerstationerne efter bestemmelserne i
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2. Fabriksfremstillede (præfabrikerede) transformerstationer
skal dog, som det også fremgår af afsnit 2, udføres og afprøves efter specielle IEC/EN normer.
I afsnit 8.3.1, 8.3.2 og 8.3.3 vil forskellige typer transformerstationer blive gennemgået med
henvisning til komponentbeskrivelserne i afsnit 8.1 og 8.2.

8.3.1 Stationstyper på kabelnet

Satellitstation
Den simpleste opbygning, en transformerstation kan have, forekommer i en satellitstation. I denne
transformerstation er der ikke koblingsudstyr på højspændingssiden, idet det er placeret i en
nabotransformerstation eller eventuelt i et skab kun beregnet til koblingsudstyr.
I fig. 8.3.1a, b og c er vist en typisk satellitstation. Der kan placeres en transformer med
mærkeeffekt op til 100 kVA ved 10 kV eller 15 kV, og der er plads til tre lavspændingsafgange
(sikringslister).
Side 247

Figurtekst:
Fig. 8.3.1a Satellitstation, enstregsskema
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig.8.3.1b Satellitstation
Figurtekst slut.
Side 248

Figurtekst:
Fig. 8.3.1c Indretning af satellitstation
Figurtekst slut.
Side 249

Transformerstation uden indsløjfning

Er transformerstationen placeret som sidste eller måske eneste station på en radiallinje, består
koblingsudstyret som regel af en adskiller med sikringsholder. Det er vigtigt at huske
koblingsproceduren i en sådan transformerstation, idet adskilleren – som nævnt i afsnit 8.1.2 – kun
kan bryde transformerens tomgangsstrøm. Det er således nødvendigt at aflaste transformeren ved
kobling på lavspændingssiden, før der kobles med højspændingssidens adskiller.

Figurtekst:
Fig.8.3.2 Transformerstation uden indsløjfning
Figurtekst slut.
I fig. 8.3.3a og b er vist billede og indretning af en transformerstation, der på højspændingssiden er
beregnet for en adskiller med sikringsholder. I stationen er der plads til en transformer med
mærkeeffekt op til 400 kVA. I lavspændingsrummet kan der placeres seks lavspændingsafgange
(sikringslister).
Side 250

Figurtekst:
Fig. 8.3.3a Kompaktstation (Siemens)
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 8.3.3b Indretning af kompaktstation
Figurtekst slut.
Side 251

Indsløjfet transformerstation
Ofte bliver transformerstationerne indsløjfet på et kabelnet. I afsnit 8.1.3 og 8.1.7 er der beskrevet
forskellige former for sløjfefelter. Specielt ved Magnefix anlægget er det værd at bemærke, at
jording skal udføres med et transportabelt jordingsudstyr, men derudover er der i princippet ingen
funktionsforskel i forhold til de andre typer sløjfefelter.

Figurtekst:
Fig. 8.3.4 Indsløjfet transformerstation med Magnefix anlæg
Figurtekst slut.
I fig. 8.3.5 er vist billede og indretning af en transformerstation monteret med et Magnefix anlæg,
men transformerstationen kan naturligvis alternativt monteres med andre typer sløjfefelter. Der er
plads til en transformer med mærkeeffekt op til 800 kVA. På lavspændingssiden er der plads til
seks sikringslister.
Side 252

Figurtekst:
Fig.8.3.5a Transformerstation
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 8.3.5b Indretning
Figurtekst slut.
Side 253
Er effektbehovet større, end at det kan klares med en enkelt transformer, kan transformerstationen
vist i fig. 8.3.6 benyttes. Transformerstationer af denne type kan udstyres med høj- og
lavspændingsmateriel efter ønske, og kan udbygges til det antal transformere, der er behov for.

Figurtekst:
Fig. 8.3.6a Transformerstation (Alfred Priess)
Figurtekst slut.
Side 254

Figurtekst:
Fig. 8.3.6b Indretning
Figurtekst slut.
De foran beskrevne transformerstationer er alle placeret således, at transformeren er i jordplan. I fig.
8.3.7 er vist billede og indretning af en delvis nedgravet transformerstation. Transformerstationen
har plads til et højspændingsanlæg, der kan vælges ud fra gængse typer, og en transformer med
mærkeeffekt op til 630 kVA. I lavspændingssiden kan der placeres op til tolv sikringslister.

Figurtekst:
Fig. 8.3.7a Kompaktstation (Siemens)
Figurtekst slut.
Side 255

Figurtekst:
Fig. 8.3.7b Indretning af kompaktstation
Figurtekst slut.

8.3.2 Stationstyper på luftledningsnet

I løbet af få år vil den resterende luftledningsdel af distributionsnettet blive nedlagt og erstattet med
kabler. En følge heraf er, at transformerstationer, der er tilsluttet luftledningsnettet, ligeledes vil
forsvinde. Indtil luftledningsnettet er helt udgået vil efterfølgende to typer transformerstationer dog
stadig være i anvendelse.

Mastestation
Opbygningen af mastestationsanlæg er afhængig af, om transformeren er placeret på masten
(mastetopstation) eller på jorden (mastefodstation). Den simpleste opbygning opnås ved på
højspændingssiden at anvende en sikringsadskiller, hvor adskillefunktionen opnås, når sikringen
udtages. Igen er det vigtigt at huske, at der skal afbrydes på lavspændingssiden, før der kobles på
højspændingssiden.
Side 256

Figurtekst:
Fig. 8.3.8 Mastetopstation, enstregskema
Figurtekst slut.
Side 257

Figurtekst:
Fig. 8.3.9 Mastetopstation (SEAS-NVE)
Figurtekst slut.

Tårnstation
Afhængig af placeringen på distributionsnettet forbindes tårnstationerne enten med en T-tilslutning
eller med en indsløjfning. De anvendte højspændingskomponenter er tilsvarende dem, der er
beskrevet i afsnit 8.1.2, 8.1.3 og 8.1.5.
Side 258

Figurtekst:
Fig. 8.3.10 Indsløjfet tårnstation, enstregsskema
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 8.3.11 Tårnstation
Figurtekst slut.
Side 259

8.3.3 Transformerstationer hos store forbrugere

Store forbrugere har ofte egen transformerstation. Det kan være en af de foran beskrevne typer,
men den kan også være indrettet i et rum i forbrugerens egen bygning.
Indrettes en transformerstation i et rum, der stilles til rådighed af forbrugeren, skal dette rum – som
alle andre transformerstationer - opfylde de krav, der stilles i stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2
med hensyn til dimensioner, afstande og lignende, men ofte med specielle krav med hensyn til
brandsikkerhed.
I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt, at forbrugerens anlæg indsløjfes på en ringforbindelse, men da
transformereffekten typisk er ret stor, anvendes der i disse tilfælde ofte i sløjfefeltets
transformerafgang en relæstyret effektafbrydere i stedet for en lastadskiller med sikringer.

Figurtekst:
Fig. 8.3.12 Indsløjfning til stor forbruger
Figurtekst slut.
Side 260
Ved meget store forbrugere, f.eks. industrivirksomheder, vil det ofte være et krav, at det skal være
muligt at forsyne virksomheden fra flere hovedtransformerstationer. Efter behov kan der så vælges
dobbelt- eller duplexsamleskinne, eller alternativt en enkelt samleskinne, med mulighed for at
sektionere anlægget.

Figurtekst:
Fig. 8.3.13 Fordelingsanlæg med to indkommende linjer til enkelt samleskinne med sektionering.
Figurtekst slut.
Side 261

Figurtekst:
Fig. 8.3.14 Koblingsfelt til industrianlæg (Eaton)
Figurtekst slut.

8.3.4 Netautomation
En registrering af fejl med efterfølgende udkobling af en fejlramt radiallinje har hidtil typisk været
udført ved måling og kobling i den hovedtransformerstation, hvorfra radiallinjen udgår. For
imidlertid at kunne formindske de udetider, der forekommer i forbindelse med fejl i distributionsnet,
har netselskaberne i flere tilfælde etableret både måling samt styring af koblingsudstyr ude i de
enkelte transformerstationer.
Første trin på en form for netautomation har været etablering af DSO (Decentral Styring
Overvågning) i udvalgte transformerstationer. Med DSO har netselskabet grundlaget for at
identificere en fejl og
Side 262
efterfølgende via driftspersonalet at foretage de manuelle omkoblinger i nettet, der kan isolere
fejlen og genetablere forsyningen til de ramte forbrugere.
DA (Distribution Automation) er en udvidelse af DSO således, at det er muligt at fjernstyre
koblingsudstyret i udvalgte transformerstationer. Fjernstyringen kan udføres efter at ræleudstyret i
hovedtransformerstationen har sikret udkobling af den fejlramte radial eller ved at relæudstyr og
effektafbrydere anbragt i netstationerne sikrer udkobling af den fejlramte strækning, således at ikke
fejlramte strækninger enten forbliver spændingssat eller spændingssættes automatisk igen efter
isolation af den fejlramte strækning.
Der vil uden tvivl i den nærmeste fremtid være behov for at etablere egentlige "Smart Grid", hvor
netselskabet via DA kan sikre korte udetider, hurtig retablering af forsyning i tilfælde af fejl samt
ikke mindst også at kunne styre energiflowet i nettet. Styring af energiflow vil være en ikke
ubetydelig opgave for netselskaberne idet det må forventes, at der vil blive tilsluttet flere og flere
større og mindre energiproducerende anlæg i både høj- og lavspændingsdistributionsnettene.

8.4 Transformerens størrelse

En transformers mærkeeffekt (SN) vælges ud fra det krævede effektbehov, effektvariationen, samt
ud fra netselskabets forretningsgang med hensyn til opbygning af transformerstationer. De to første
kriterier er bestemt af forbruget i det område, transformeren skal forsyne med energi, medens det
sidste kriterium varierer fra netselskab til netselskab.
Transformerens mærkeeffekt skal mindst opfylde følgende:
Sn = STi · Sf · [KVA]
hvor STi er tilsluttet effekt angivet i kVA, sf er en samtidighedsfaktor og uf en udvidelsesfaktor. De
anbefalede mærkeeffekter for distributionstransformere er: 50, 100, 200, 400, 500, 630, 800, 1000,
1250 og 1600 kVA med koblingsciffer Dyn 5 eller Dyn 11. Ved Sn ≤ 200 kVA kan Yzn 5 eller Yzn
11 ses anvendt.
Side 263
Forsyner transformeren kun en enkelt forbruger, er udregningen af effektbehovet rimelig simpel,
men skal transformeren forsyne et større område, som måske til og med har en større variation af
forbrugstyper, så bliver beregningen straks noget mere kompleks.
I afsnit 9 vil der være en nærmere gennemgang af, hvordan belastningen kan beregnes i forskellige
forbrugs tilfælde.
Er belastningen i et område bestemt, er der i princippet to modeller til at bygge distributionsnettene
op efter:
Få store transformerstationer med en eller flere store transformere. Energifordelingen til
forbrugerne sker gennem et kraftigt lavspændingsnet.
Flere mindre transformerstationer fordelt i området. Her sker en væsentlig del af energifordelingen
til forbrugerne gennem højspændingsdistributionsnettet. Som følge heraf kræves der et mindre
kraftigt lavspændingsnet.
Uanset om transformeren forsyner et område med flere forbrugere eller kun en enkelt stor forbruger,
vil der af og til være behov for at udnytte transformerens evne til at tåle overbelastning i en tid, der
er afhængig af belastningens størrelse. Overbelastningsevnen skal være i overensstemmelse med de
i IEC anførte normative værdier for ONAN transformere. Efter en vedvarende 70 % belastning ved
en omgivelsestemperatur på 20 °C skal transformeren f.eks. kunne tåle 40 % overbelastning i 2
timer en gang i døgnet, uden at levetiden forringes.
I fig. 8.4.1 og 8.4.2 er vist overbelastningsevnen som funktion af tiden efter henholdsvis 50 % og
75 % forudgående vedvarende belastning. Kurverne a, b og c angiver henholdsvis en
omgivelsestemperatur på 30 °C, 20 °C og 10 °C. Overstiger transformerens belastning ikke de i fig.
8.4.1 og 8.4.2 angivne værdier i længere tid end anført, vil vindingstemperaturen ikke overstige den
normative værdi på 115 °C, under forudsætning af at transformeren først efter ca. 6 timer igen
overbelastes under samme forhold.
Nedenstående er vist to forslag til mulige overbelastningskurver, hvor kurve a anvendes ved en
omgivelsestemperatur på 30 °C, kurve b anvendes ved en omgivelsestemperatur 20 °C og kurve c
ved en omgivelsestemperatur på 10 °C.
Side 264

Figurtekst:
Fig. 8.4.1 Overbelastningskurver efter 50 % vedvarende last af transformeren (ABB)
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 8.4.2 Overbelastningskurver efter 75 % vedvarende last af transformer (ABB)
Figurtekst slut.
Kurverne, der angiver transformerens overbelastningsevne, kan med fordel udnyttes, hvis der til
overbelastningsbeskyttelse af transformeren anvendes relæstyret effektafbryder på
højspændingssiden eller en maksimalafbryder på lavspændingssiden. Afbryderne skal ved en given
belastning udkoble inden den tid transformeren maksimalt kan tåle den givne belastning i.
Side 265

8.5 Placering af transformerstationer

En transformerstation bør naturligvis placeres midt i det område, den skal forsyne, og det uanset
om det er et boligområde, industriområde eller eventuelt et større industrikompleks.
Lige så naturligt er det, at det i de fleste tilfælde ikke er praktisk muligt at placere
transformerstationerne, hvor det er mest hensigtsmæssigt, men at placeringen må blive et
kompromis imellem forskellige ønsker og muligheder.
I et boligområde vil der ofte skulle tages hensyn til ønsket om, at transformerstationer ikke må ses.
Hvorimod den i et industrikvarter er en naturlig del blandt områdets bygninger.
I industribygninger vil der i mange tilfælde være god mulighed for at kunne placere
transformerstationen så tæt ved belastningens centrum som muligt, idet der her kun skal tages rent
elektriske hensyn.

8.6 Transformerbeskyttelse
Langt den overvejende del af transformerstationerne i distributionsnettet er beskyttet mod skader
forårsaget af kortslutninger i anlægget. Beskyttelsen er udført med højspændingssikringer eller
relæstyrede effektafbrydere.
I mindre grad er transformerne beskyttet mod skader som følge af overbelastning. Ofte kender
netselskabet belastningernes størrelse og variation så nøje, at transformerens overbelastningsevne
kan udnyttes optimalt. Alternativt kan transformeren beskyttes mod skader forårsaget af
overbelastning ved f.eks. på højspændingssiden at anvende en effektafbryder styret af et relæ med
en udløsekarakteristik, der sikrer udkobling inden transformeren tager skade eller ved på
lavspændingssiden at anvende en maksimalafbryder indstillet på transformerens mærkestrøm.
Anbringelse af sikringer på lavspændingssiden yder som regel ingen overbelastningsbeskyttelse.
Summen af deres mærkestrømme er normalt større end transformerens mærkestrøm, for at man kan
udnytte den naturlige udligning, der er mellem flere afgående lavspændingslinjer.
Et kontakttermometer, der føler på olietemperaturen, kan også være en god
overbelastningsbeskyttelse, idet olietemperaturen er et mål for hvor
Side 266
kraftigt transformeren belastes. Ved for høj olietemperatur udkobles effektafbryderen (eller evt. en
lastadskiller) via kontakttermometeret.

Figurtekst:
Fig. 8.6.1 Kontakttermometer
Figurtekst slut.

8.6.1 Beskyttelse med sikring

Højspændingssikringer kan leveres med forskellige smeltekarakteristikker, der generelt adskiller
sig fra hinanden ved deres brydeusikre område.
Type Brydeusikkert område
Back-up Ved strømme mindre end 3 til 5 gange
sikringens mærkestrøm
General-purpose Ved strømme mindre end 1,5 til 3 gange
sikringens mærkestrøm
Full-range Intet brydeusikkert område
Det brydeusikre område er en følge af konstruktionsmåden af sikringens smeltelegeme. Små
overstrømme giver lange lysbuetider med høj temperaturer i sikringen til følge. Den høje
temperaturer kan i værste fald ødelægge sikringen, således at det ikke er muligt at slukke lysbuerne.
Det skal derfor sikres, at der ikke kan forekomme overstrømme i det brydeusikre område.
Side 267
Højspændingssikringer til beskyttelse af anlæg i transformerstationer har traditionelt været af typen
back-up (delområde sikring), hvor brydning af store kortslutningsstrømme foregår uproblematisk,
hvorimod der kan optræde brydeproblemer ved strømme mindre end 3 til 5 gange sikringens
mærkestrøm. Ved valg af back-up sikringer skal det derfor sikres, at aktuelle overbelastnings- og
kortslutningsstrømme ikke ligger i det brydeusikre område. Fabrikanten markerer det brydeusikre
område med en stiplet linje på sikringens smeltekurve og ved på mærkeskiltet at vise strømmen I3,
som er den mindste tilladte brydestrøm.
SIBAs sikring af typen back-up har som vist i fig. 8.6.2 et mærkeskilt, hvor de nødvendige data
indgår.

Figurtekst:
Fig. 8.6.2 Mærkeskilt for back-up sikring
Figurtekst slut.
In er mærkestrømmen, som kan vælges blandt de på fig. 8.6.3 angivne værdier. Un er
mærkespændingen angivet med minimal og maksimal spænding for det område, hvor sikringen
skal arbejde: 3/7,2 – 6/12 -10/17,5 – 10/24 – 20/36 kV. I3 er mindste brydestrøm, og I1 er den
maksimale kortslutningsstrøm, sikringen er prøvet ved. En pil på mærkeskiltet viser hvor den
kombinerede meldeknap og slagstift er placeret.
Side 268

Figurtekst:
Fig. 8.6.3 Smeltekurver for back-up sikring (SIBA)
Figurtekst slut.
I forbindelse med kortslutnings- og selektivitetskontrol kan der foruden smeltekurven også være
behov for også at benytte sikringernes strømbegrænsningskurve.
Side 269

Figurtekst:
Fig. 8.6.4 Strømbegrænsningskurver forback-up sikring (SIBA)
Figurtekst slut.
Side 270

Figurtekst:
Fig. 8.6.5 Lysbueintegral for back-up og full-range sikringer
Figurtekst slut.
Sikringer af typen back-up har som nævnt et brydeusikkert område hvor sikker bortkobling af
fejlstrømme ikke kan garanteres. Den brydeusikre egenskab hænger sammen med, at sikringens
lysbueintegral stiger ved små fejlstrømme. Det brydeusikre område bliver til og med større, hvis
sikringen er monteret under dårlige afkølings -forhold, som f.eks. ved placering i et kapslet anlæg.
En sikring, som via sin konstruktion også kan bryde de små overstrømme uden problemer, kaldes
en full-range sikring. Denne sikring har, i modsætning til sikringer af back-up typen, et
lysbueintegral, der falder ved små overstrømme.
En generel-purpose sikring har i forhold til back-up sikringen et smallere brydeusikkert område.
Forsynes denne sikring med en temperaturbegrænsende slagstift kan der opnås egenskaber, der
minder om full-range. Hvis en generel-purpose sikring med en temperaturbegrænsende slagstift
monteres i et anlæg, hvor slagstiften kan udkoble en lastadskiller, kan sikringen således med fordel
anvendes til overstrømsbeskyttelse af anlæg i transformerstationer pga. den sikre bortkobling af
også små overstrømme. I fig. 8.6.6 til 8.6.8 er vist smeltekurver og strømbegrænsningskurver samt
data for SIBAs generel-purpose sikring (VS-schutz).
Side 271

Figurtekst:
Fig. 8.6.6 Smeltekurver VS sikringer (SIBA)
Figurtekst slut.
Side 272

Figurtekst:
Fig. 8.6.7 Strømbegrænsningskurver VS sikringer (SIBA)
Figurtekst slut.
Side 273

Figurtekst:
Fig. 8.6.8 Data for VS sikringer (SIBA)
Figurtekst slut.
I fig. 8.6.8 skal det noteres, at den angivne værdi af smelteintegralet forudsætter, at
kortslutningsstrømmen er så stor, at integralet er konstant. Forskellen mellem total- og
smelteintegral (Ausschaltintegral -Schmelzintegral) udgøres af lysbueintegralet.
Skal højspændingssikringers smelte- eller totalintegraler sammenlignes med integraler på
lavspændingsniveau, skal højspændingsintegralerne ganges med transformerens omsætningsforhold
i anden potens, idet det jo er »strømmen« i anden potens, der overføres.
Det er i praksis en god regel at udskifte alle tre høj spændings sikringer, hvis blot en enkelt er
smeltet. Dette gøres, fordi de ikke smeltede sikringer godt kan have et beskadiget smeltelegeme,
som herefter kan smelte uhensigtsmæssigt.
Sikringer foran transformere kan vælges ud fra følgende kriterier:
1. Mærkespændingen skal være større end eller lig transformerens mærkespænding. Dog ikke for
stor mærkespænding af hensyn til overspændinger ved sikringsoverbrænding.
2. Mærkestrømmen skal være større end transformerens fuldlaststrøm med en værdi, der tillader
ønsket overlast dog må en overlast ikke ligger i et brydeusikkert område.
Side 274
3. Sikringen skal kunne holde til transformerens indkoblingsstrøm (ca. 12 gange transformerens
mærkestrøm) i mindst 0,1 sekund.
4. Selektivitet med de sikringer eller maksimalafbrydere, der er placeret på transformerens
lavspændingsside.
5. Hvis sikringen monteres i et kapslet anlæg, skal den kunne bære belastningsstrømmen (inkl.
overbelastning) uden at blive for varm. Dette kan betyde, at det må vælges en sikring med større
mærkestrøm end valgt under kriteriet 2.
6. For sikkert at kunne bryde strømmen ved kortslutningsfejl på lavspændingssiden, skal sikringen
vælges således, at disse fejl bortkoblet inden 10 sekunder.
7. Overholdelse af fabrikantens værdier for minimum og maksimum brydestrøm.
Normalt vælges højspændingssikringerne til en given transformer efter ovenstående kriterier, men
alternativt kan fabrikantens anvisninger benyttes. I fig. 8.6.9 er vist en tabel for valg af
højspændingssikringer ud fra transformerens mærkeeffekt.

Figurtekst:
Fig. 8.6.9 Valg af højspændingssikring til transformerbeskyttelse
Figurtekst slut.
Side 275
Det er højspændingssikringernes opgave at beskytte transformer og anlæg i tilfælde af kortslutning
på både primærsiden og sekundærsiden af transformeren. I kortslutningstilfælde kan en lastadskiller
udkobles af slagstiften i den af de tre højspændingssikringer, der først begynder at smelte.
Lastadskilleren er normalt ikke beregnet til at udkoble en kortslutningsstrøm, og det skal derfor
sikres, at sikringerne er smeltet inden lastadskillerens kontakter når at åbne. Dette sikres ved at
sikringens smeltetid ved en trefaset kortslutning på transformerens sekundærside er mindre end
lastadskillerens åbnetid inklusiv en sikkerhedsfaktor på 0,9.
tsmelte ≤ 0,9 · tåbne
Ved små overstrømme udkobles sikringen ofte så sent, at temperaturen omkring sikringer anbragt i
kapslede anlæg stiger voldsomt. Disse høje temperaturer kan skade den omliggende isolation af
epoxy eller plastic. SIBA's generel-purpose sikringer er forsynet med den tidligere omtalte
temperaturbegrænsende funktion i slagstiften. Såfremt temperaturen i det kapslede anlæg overstiger
100 °C, vil den temperaturbegrænsende funktion i slagstiften udkoble anlægget.

Eksempel 8.6.1.1
En 10/0,4 kV 400 kVA transformer med en primær mærkestrøm på 23 A og en indkoblingsstrøm
på 276 A ønskes beskyttet af et sæt backup sikringer placeret i et anlæg med lastadskillere, der kan
udkobles af slagstiften. Ved påvirkning af slagstiften er lastadskillerens udkoblingstid ca. 30 ms.
Transformeren skal kortvarigt kunne belastes med 20 % overlast.
Ud fra kriteriet 2 vælges en sikring med en mærkestrøm på mindst 1,2 gange transformerens
primære mærkestrøm, hvilket giver en 31,5 A sikring.
Af smeltekurverne i fig. 8.6.3 ses det, at en 31,5 A sikring kun kan holde til transformerens
indkoblingsstrøm på 276 A i en tid under 0,1 s.
Alternativt vælges derfor en 40 A sikring, der er brydeusikker op til ca. 120 A, men som kan holde
til 276 A i ca. 0,2 s hvilket opfylder kriteriet 3.
Side 276
Det er beregnet, at en trefaset sekundær kortslutning vil give en strøm på 600 A i hver af de tre
højspændingssikringer. Ved denne strøm smelte sikringerne på ca. 10 ms hvilket er hurtigere end
lastadskillerens udkoblingstid inkl. sikkerhedsfaktor.
Hvis der alternativt var valgt en 63 A sikring for f.eks. at sikre selektivitet med store
lavspændingssikringer, så ville denne sikring først smelte efter ca. 80 ms ved en strøm på 600 A.
Når smeltelegemet i først smeltende sikring begynder at smelte, vil den tynde tråd, der fastholder
slagstiften, også smelte og slagstiften udkobler lastadskilleren, der åbner efter ca. 30 ms.
Højspændingssikringerne smelter først efter 80 ms, så det vil være lastadskilleren der udkobler
kortslutningsstrømmen, hvilket den nødvendigvis ikke er konstrueret til.
Med begge sikringer er det naturligvis muligt at udnytte transformerens overbelastningsevne, men
jo mindre mærkestrøm der vælges jo bedre bliver beskyttelsen i tilfælde af kortslutning grundet
hurtigere smeltetid.

8.6.2 Beskyttelse med relæ

Ved transformere fra og med 1000 kVA er beskyttelse med højspændingssikringer undertiden
erstattet af effektafbrydere styret af relæer. Benyttes der i distributionsnet højspændingssikringer
med "store" mærkestrømme kan det være problematisk at opnå selektivitet med linjebeskyttelsen. I
dette tilfælde kan der i stedet vælges en relæbeskyttelse af transformerstationen. Det skal dog
noteres, at uselektivitet med linjebeskyttelsen ofte accepteres idet fejl i transformerstationer er
yderst sjældne.

Konstanttidrelæ
Til kortslutningsbeskyttelse af en transformer kan der f.eks. vælges en effektafbryder styret af et
relæ med en konstanttid karakteristik.
Indstillingen af relæet bør vælges, så transformerens overbelastningsevne kan udnyttes, men også
så det undgås at indkoblings-strømmen får relæet til at udkoble. På den anden side er der en øvre
grænse for indstillingen pga. selektivitetskravet med linjebeskyttelsen, og en nedre grænse af
hensyn til selektivitet med lavspændingssidens sikringer eller maksimalafbrydere. Det skal dog
også noteres, at det
Side 277
kan være nødvendigt at acceptere uselektivitet frem for at miste kortslutningsbeskyttelsen. I øvrigt
bør hurtigudløseren (I>>) stilles så højt, at den ikke udkobler for fejl på
lavspændingssiden.
En standardindstilling kan vælges med følgende værdier i forhold til transformerens primære
mærkestrøm In1 og udkoblingstiden tLINJE for linjebeskyttelsen:
I> : 1,2 – - 1,5·In 1
t> : t > < tLINJE – 0,2
I>> : 15 · In 1
t>> = 50 ms
I>>> = ∞
I praksis vil der dog som nævnt være både en øvre og nedre grænser af hensyn til selektiviteten. I
rig. 8.6.10 er vist en relækurve, der er justeres ind mellem kurven for et linjerelæ og en smeltekurve
for en lavspændingssikring.

Figurtekst:
Fig. 8.6.10 Relækurve for transformerbeskyttelse.
Figurtekst slut.
Side 278

Eksempel 8.6.2.1
En 10/0,4 kV transformer på 1250 kVA skal forsyne en virksomhed, hvor man ønsker at kunne
udnytte transformerens evne til at tåle overbelastning i kortere tid. Foran transformeren monteres en
effektafbryder styret af et relæ med konstanttid karakteristik indstillet således, at der ikke sker
udkobling før ved 25% overbelastning. Som overbelastningsbeskyttelse anvendes et
kontakttermometer, der føler på olietemperaturen, og som kan udkoble effektafbryderen hvis
belastningen er for høj i for lang tid. Linjebeskyttelsen varetages også af et relæ med konstanttid
karakteristik med I> indstillet på en værdi svarende til 500 A, t> indstillet på 0,5 sekund, I>>
indstillet på en værdi svarende til 2000 A og t>> er indstillet på 0,15 sekund. Der vælges en
standard indstilling for transformerbeskyttelsen:
I> : For at udnytte overbelastningsevnen indstilles der svarende til

Relæet vælges med en mærkestrøm In = 5 A og strømtransformeren vælges med

I1 >90,2 A⇒ ki = 100/5

I> vælges til 0,9 · In svarende til 90 A primær belastningsstrøm

t: t> < tLINJE = 0,5 s ⇒ t> = 0,3 s

I>>: I>> indstilles så højt, at transformerens indkoblingsstrøm ikke påvirker relæet f.eks. kan I>>
vælges lig 15 · In svarende til

således, at der opnås strømselektivitet med linjerelæets hurtigudløser.

Side 279
t>> : t>> < t>> LINJE = 150 ms. Vælges t>> f.eks. til 50 ms er der ikke sikker tidsselektivitet til
linjerelæets t>> pga. afbrydertid og retardationstid, men der er dog selektivitet op til 2000 A.
Der er ved relæindstillingen ikke taget hensyn til dimensionering af udstyr og ledninger i
transformerstationen. Dette emne vil blive behandlet senere.

Eksempel 8.6.2.2.
Et relæ med en konstanttid karakteristik skal beskytte en 10/0,4 kV transformer på 1 MVA. Linjen
er beskyttet af et relæ indstillet på 500 A og 1 sekund. Største sikring på lavspændingssiden er en
400 A NH DIN 2, og der kræves fuld selektivitet.
Linjens relækurve tegnes på dobbeltlogaritmisk papir.
Samhørende værdier af sikringens smeltestrøm (I2) og smeltetid (t) findes. Smeltestrømmen
omregnes til højspændingsniveau (I′2) ved at dividere I2 med transformerens omsætningsforhold (n
= 25), og smeltekurven kan herefter indtegnes på det dobbeltlogaritmiske papir.
400A NH DIN2
I2[A] I′2 [A] t [s]
12000 480 0,01
6500 260 0,1
4000 160 1,0
2100 84 10
1200 48 100

For at placere relækurven mellem linjens og sikringens kurver, må der foretages følgende
indstilling, som af hensyn til selektiviteten ligger uden for det, der anbefales som
standardindstilling:
Side 280
I> indstilles på en værdi svarende til 300 A
t> indstilles på 0,4 s
I>> indstilles på en værdi svarende til 900 A
t>> indstilles på 0,05 s

Figurtekst:
Fig. 8.6.11 Transformerrelæ, selektiv med linje og sikring
Figurtekst slut.
Side 281
Vælges der f.eks. et relæ med IN = 5 A og en strømtransformer med ki = 100/5, skal der foretages
følgende indstilling:

t > = 0,4 s

t >> = 0,05 s
Transformerstationens udstyr skal med den valgte relæindstilling efterfølgende dimensioneres til at
være kortslutningssikkert.

Strømafhængigt relæ
Vælges alternativt et relæ med strømafhængig udløsekarakteristik, kan der både opnås
overbelastnings- og kortslutningsbeskyttelse.
Indstillingen af relæet bør foretages således, at transformerens overbelastningsevne kan udnyttes.
Relækurven i fig. 7.4.18d (long time inverse) viser, at relæet med K = 1 har udkoblingstider mindre
end 300 sekunder, når strømmen er større end ca. 1,3 gange den indstillede værdi. Det bør ved valg
af relæindstilling også her sikres størst mulig selektiv opad og nedad.
En standardindstilling kan vælges med følgende værdier i forhold til transformerens primære
mærkestrøm In1:
I> : 1- -1,2 · In1
K: 1
I>> : 15 · In1
t>> : 50 ms
Side 282

Eksempel 8.6.2.3.
Transformeren fra eks. 8.6.2.1 ønskes beskyttet af et strømafhængigt relæ med In = 5A. I tilfælde af
mere end ca. 25% overbelastning ønskes udkobling inden transformeren tager skade.
I> : For at udnytte overbelastningsevnen uden at transformeren tager skade kan relæet indstilles på
en værdi svarende til ca.:

Idet udløsekarakteristikken viser, at relæet først sikrer udkobling på 300 s når I/I> svarer til ca. 1,3.

I > = 0,69 · IN vælges svarende til

A primær strøm
Indstilling med K = 1 sikrer at relæets tid kommer under ca. 300 sekunder, når der gennem
anlæggets strømtransformere løber en strøm på 1,3·69 =90 A svarende til ca. 25% overbelastning af
transformeren.
Ifølge fig. 8.4.2 kan transformeren tåle 25% overbelastning i ca. 20 min, men med en long time
inverse karakteristik med K = 1 udkobles der på ca. 5 minutter.
I>>: I>>indstilles som i eksempel 8.6.2.1
t>>: t>> indstilles som i eksempel 8.6.2.1
Det skal igen noteres, at transformerstationens udstyr naturligvis skal vælges således, at det er
kortslutningssikkert med de valgte relæindstillinger.
Side 283

Eksempel 8.6.2.4
Et relæ med inverstid udløsekarakteristikken very inverse skal beskytte transformeren fra eks.
8.6.2.2. Der regnes med tilsvarende værdier for linjeindstilling og lavspændingssikring som i eks.
8.6.2.2.
For at indplacere relækurven vælges følgende startværdier:
I> indstilles svarende til 80 A
K 0,2 (very inverse)
I>> indstilles svarende til 900 A
t>> 50 ms
Vælges der et relæ med IN = 5A og en strømtransformer med ki = 100/5,

kan der foretages følgende indstilling:

K = 0,2
I>> = 9
t>> = 50 ms
Relækurven er indtegnet i fig. 8.6.11.
Side 284

8.7 Kortslutning
Kortslutningsstrømme opstår, når der ved fejl bliver ledende forbindelse mellem faserne, eller
eventuelt mellem en eller flere faser og nul eller jord.
Kortslutningsstrømmens størrelse afhænger af kortslutningseffekten i det punkt, hvor
kortslutningen sker.
Kortslutningseffekten SKN er en regnestørrelse, der er afhængig af den impedans ZN, der ligger
mellem nettets udgangspunkt og kort-slutningsstedet. Kortslutningseffekten er angivet ud fra
nettets nominelle spænding.

SKN formindskes jo længere ud i nettet kortslutningsstedet findes, hvorimod kortslutningsstrømmen

typisk er større i et 0,4 kV net end i et 10 kV net grundet omsætningen i transformerne.
Et generelt krav i Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 2 er, at alt elektrisk materiel skal kunne
modstå både den termiske og dynamiske påvirkning det udsættes for i tilfælde af en kortslutning.
Den termiske påvirkning afhænger af kortslutningsstrømmens effektivværdi i 2. potens og den tid
strømmen forekommer i, medens den største dynamiske påvirkning (kraftpåvirkningen)
forekommer, i det øjeblik kortslutningsstrømmens største øjebliksværdi optræder.
Under en kortslutning vil de forsynende generatorers reaktanser ændre værdi, således at strømmen
dæmpes som funktion af tiden. Afhængig af hvor på sinuskurven øjebliksværdien af den
forsynende spænding i kortslutningsøjeblikket befinder sig, vil strømmen kunne få et mere eller
mindre asymmetrisk forløb. I det værst tænkelige tilfælde kan strømmen få et forløb som vist i fig.
8.7.1.
I nettet fjernt fra generatorerne vil der ske en dæmpning af kortslutningsstrømmens asymmetriske
forløb grundet impedanserne frem til kortslutningsstedet. Kortslutningsstrømmens største
øjebliksværdi er

hvor κ afhænger af R/X forholdet frem til kortslutningsstedet (se evt. seriens bind 6) og teoretisk
maksimalt kan antage værdien 2.
Side 285

Figurtekst:
Fig. 8.7.1 Kortslutningsstrømmens forløb
a. Asymmetrisk generator nær kortslutning
b. Asymmetrisk generator fjern kortslutning
Figurtekst slut.

8.7.1 Beregning af kortslutningsstrømme

Hvis kortslutningseffekten SKN er kendt i det punkt i nettet, hvor kortslutningen sker, kan
kortslutningsstrømmen ved en trefaset kortslutning beregnes som følger:

hvor Un er den nominelle spænding kortslutningsstedet havde før kortslutningen skete. Kendes SKN
derimod kun i et foranliggende netpunkt, er det for at beregne kortslutningsstrømmen nødvendigt at
have kendskab til den impedans, der ligger imellem det foranliggende netpunkt og
kortslutningsstedet, samtidig med at SKN omregnes til en impedans. Impedansberegningerne i fig.
8.7.2 kan benyttes ved anvendelse af omstående netmodel:
Side 286
Stedet i nettet Kendte oplysninger Formler
A,B eller C SKN

XN ≈ Z N
RN = 0,1 · ZN
A,B eller C SKN

eller cos φN
XN = ZN · sin φ
RN = ZN · COS φ
T1 og T2 Sn
Un1 / Un2
eK
PCU1/1 eller eR

L1 Afsnit 7.3.1 eller 7.3.2

Kabel eller luftledning
L2 Kabel eller luftledning Afsnit 9.3.1 eller 9.3.3
Figurtekst:
Fig. 8.7.2 Netmodel og tilhørende formler
Figurtekst slut.
Side 287

Metode 1, 2 og 3
Der kan benyttes forskellige metoder til beregning af kortslutningsstrømmen, afhængig af
kortslutnings sted og givne oplysninger.
Metode 1 forudsætter, at kortslutningen sker direkte på en transformerens sekundære klemmer,
samtidig med at transformerens primærspænding er stiv. Metoden anvendes normalt ikke i
forbindelse med projektberegninger, idet den beregnede IK vil være større end den virkelige, men
metoden kan anvendes ved overslagsberegninger:

hvor IK3F er den trefasede kortslutningsstrøm og In er transformerens nominelle strøm.

Metode 2 er en tilnærmet beregning, der forudsætter, at kortslutningen sker på en transformers
sekundære klemmer, og der tages hensyn til den impedans, der ligger foran transformeren. Dog
forudsættes denne impedans at have samme vinkel som transformerens impedans, således at de kan
summeres som vist nedenstående:
Kredsens samlede impedans ZR = ZN + ZT

hvor SKR er den resulterende kortslutningseffekt på transformerens sekundære klemmer.

Side 288
Metode 3 anvendes hvor hvor der ønskes en mere præcis beregning:

IK3F er den trefasede kortslutningsstrøm og ∑R og ∑X den til samme spændingsniveau henførte

samlede resistans henholdsvis samlet induktive reaktans i strømbanen (som vist nedenstående) og
Un er spændingen i kortslutningsstedet før kortslutningen indtræffer.

Figurtekst:
Fig. 8.7.3 Strømbanens impedanser henført til lavspændingsniveau
Figurtekst slut.

1, 2 og 3 fasede kortslutninger på lavspændingsniveau

Der har foranstående kun været vist beregning af trefasede kortslutningsstrømme, men der kan
selvfølgelig også opstå en eller tofasede kortslutninger. I det følgende vises beregning af en-, to- og
trefasede kortslutningsstrømme i lavspændingsnettet. I strømbanen indgår resistanser og induktive
reaktanser fra højspændingsnettet, transformeren og lavspændingsnettet.

Figurtekst:
Fig. 8.7.4 Impedanser i faser og nul
Figurtekst slut.
Side 289
Til beregning af IK benyttes metode 3 med nettets og transformerens resistanser og reaktanser
overført til lavspændingsniveau.

Fejl i punkt D

Fejl i punkt E

Det fremgår af ovenstående, at ved punkt D er de en og tre fasede kortslutningsstrømme lige store.
I praksis kan IKFN dog være lidt større end IK3F, idet den viste beregning af IKFN er lidt tilnærmet.
For både punkt D og E's vedkommende gælder:

Ved en trekant/stjerne koblet distributionstransformer vil de primære strømme – i tilfælde af en-,

to- og tre-fasede kortslutninger på transformerens sekundære side – fordele sig som vist i fig. 8.7.5.
Side 290
En tre-faset kortslutning på sekundærsiden af transformeren er en symmetrisk belastning af
transformeren hvilket betyder, at der i de tre primære faser vil løbe en strøm, som er lig den
sekundære kortslutningsstrøm divideret med transformerens omsætningsforhold.
To- og en-fasede sekundære kortslutninger er usymmetriske belastninger og vil derfor være årsag
til uens strøm i de primære faser.
Ved en to-faset sekundær kortslutning vil der i en af de primære faser løbe en strøm af samme
størrelse som ved en tre-faset sekundær kortslutning, medes der i hver af de to andre primære faser
løber en strøm med den halve værdi.
En fase-nul kortslutning på sekundærsiden vil betyde, at der kun løber strøm i to af de primære
faser. Strømmen i de to primære faser er lig værdier af den strøm, der ville løbe ved en tre-faset fejl
divideret med

Figurtekst:
Fig. 8.7.5 Strømme ved kortslutning på transformerens sekundærside
Figurtekst slut.
Side 291

8.8 Dimensionering af højspændingskabler

Forbindelsen mellem koblingsudstyret og transformeren udføres ved mindre anlæg normalt med
2
enleder PEX kabler, der hos de fleste fabrikanter kan fås ned til 25 mm . Ved større anlæg benyttes
enten enledere eller treledere PEX kabler. Dimensioneringen af kablerne skal sikre, at deres
maksimalt tilladte driftstemperatur ikke overskrides for isolation, tilslutninger og omgivelser
hverken under normale driftsforhold eller under kortslutning.
Tilladelig belastningsstrøm for PEX kabler i luft fremgår af fig. 7.3.5 til 7.3.11. Såfremt
omgivelsestemperaturen er forskellig fra 25 °C, multipliceres databladets strømværdi med
korrektionsfaktoren angivet i fig. 8.8.1 for at få kablets korrigerede tilladelige belastningsstrøm.
Lufttempe
ratur [°C]
10 15 20 25 30 35 40 45
1,12 1,08 1,04 1,00 0,95 0,90 0,85 0,80
Fig. 8.8.1 Korrektionsfaktor for lufttemperatur
Kablerne skal vedvarende kunne føre transformerens fuldlaststrøm under de valgte driftsforhold, og
evt. en strøm større end fuldlaststrømmen i en tid, der kan godkendes af kabelfabrikanten.
Kortslutningseffekten Skn på højspændingssiden af transformerstationen er som regel kendt eller
kan beregnes, således at kortslutningsstrømmene på primærsiden af transformeren kan bestemmes.
Beregning af kortslutningsstrømmene på sekundærsiden af transformeren kan udføres vha. metode
2 eller metode 3 (se afsnit 8.7), idet længden af højspændingskablerne som regel er så kort, at deres
impedans er uden betydning for kortslutningsstrømmens størrelse.
Er der på højspændingssiden anvendt sikringer som kortslutningsbeskyttelse, vil det typisk være
den mindste kortslutningsstrøm, der giver værste termiske påvirkning af kablerne under
kortslutning.
Side 292
Ved en tofaset kortslutning på sekundærsiden af transformeren vil der i sikringerne i to af
primærfaserne optræde den mindste kortslutningsstrøm, og anvendes der backup sikringer, bør det
sikres, at disse strømme ikke ligger i det brydeusikre område. Den tredje sikring vil føre den samme
strøm som ved en trefaset kortslutning. Når denne sikring bryder, vil de elektromotoriske kræfter i
de to kortsluttede sekundære viklinger være i modfase, og kortslutningsstrømmen ophører. Den
tofasede kortslutning udkobles derfor lige så hurtigt som en trefaset kortslutning. Der kan derfor
ved alle typer højspændingssikringer regnes med, at værste tilfælde, ved termisk
kortslutningskontrol af højspændingskablerne, er en fase-nul fejl på transformerens sekundære
klemmer. Ved denne fejl fører to af højspændingssikringerne strømmen:

Ved kortslutning på transformerens sekundære side gælder følgende:

IKFN = IK3F

Højspændingssikringens smeltetid (t) findes ud fra strømmen:

og for kablet skal følgende gælde:

hvor Ik1s er kablers tilladelige kortslutningsstrøm i 1 sekund (se datablade i afsnit 7.3.2) og t er
højspændingssikringernes smeltetid.
Det skal noteres, at en dobbelt skærmkortslutning i højspændingskablerne i transformerstationen
anses for usandsynlig.
Side 293
Anvendes der i stedet for højspændingssikringer en relæ styret effektafbryder er det den
kortslutningsstrøm hvor værdien af

er størst, der skal benyttes til termisk dimensionering af kablet. Den største værdi optræder normalt
ved en trefaset kortslutning på højspændingssiden, og udkobler relæets hurtigudløser denne fejl,
skal følgende gælde:

hvor IK3F1 er den trefasede kortslutningsstrøm ved fejl på primærsiden af transformeren og t er

summen af relæets udløsetid og effektafbryderens brydetid for kortslutningsstrømmen IK3F1

Eksempel 8.8.1
En transformerstation er indsløjfet på et 10 kV net et sted hvor kortslutningseffekten er 50 MVA. I
transformerstationen er placeret en 10/0,4 kV transformer med Sn = 630 kVA og eK = 5%.
Transformeren regnes ikke at blive mere end fuldtlastet og er beskyttet af en 63 A
højspændingssikring af typen SIBA VS.
Kortslutningseffekten på sekundærsiden bestemmes ved metode 2:

Kortslutningsstrømmene på sekundærsiden bestemmes:

På primærsiden gennemløbes to af sikringerne af følgende strøm ved en fase-nul kortslutning på

transformerens sekundære klemmer:
Side 294
Det fremgår af smeltekurven i fig. 8.6.8. at smeltetiden (t) ved 333 A er ca. 1s.

2
Ifølge fig. 7.3.10 har en enleder 50 mm PEX-M-AL-LT ved 25°C en mindste tilladelig
belastningsstrøm i luft på 185 A, hvilket langt overstiger transformerens fuldlaststrøm selv om
kablets tilladelige belastningsstrøm eventuelt korrigeres for en omgivelsestemperatur større end
25°C. Kablets ledere kan endvidere tåle 4,72 kA i 1 sekund.

IK1s = 4,72 kA > 0,33 kA og ILUFT = 185A > 36,4 A

Er der i stedet for en høj spændings sikring placeret en effektafbryder styret af et relæ med en
samlet udløse- og brydetid t = 0,5 s for strømme større end 50 A, vælges kablet på denne måde:

2
Også i dette tilfælde kan 50 mm PEX-M-AL-LT anvendes.

Eksempel 8.8.2.
2
Via et 4 km langt 3 leder 50 mm PEX-S-AL forsynes en industrivirksomhed fra en samleskinne i
en 50/10 kV hovedtransformerstation, hvor der på samleskinnen er en kortslutningseffekt på 100
MVA og R/X = 0,2. Kablet frem til industrivirksomheden er beskyttet af et strømafhængigt relæ
med 7>> = 1200 A og t>> = 0,4 s. I virksomheden opstilles to 800 kVA transformere, der af og til
skal sammenkobles på lavspændingssiden.
Side 295
Transformer data:
Sn= 800 kVA

eK =5% og eR = 1%
Transformerbeskyttelse: 80 A SIBA VS foran hver transformer.
Højspændingskablet mellem sikringsfelt og transformer skal dimensioneres så følgende to kriterier
er opfyldt:
ILUFT ≥ In1

Netimpedansen omregnet til 400 V niveau:

Højspændingskablets impedans omregnet til 400V niveau:

Side 296
Transformerimpedansen på 400 V niveau:

Strømbanens samlede impedans beregnes i dette eksempel vha. kompleks beregning.

Den sekundære kortslutningsstrøm ved parallelle transformere:

Ved denne sekundære fase-nul fejl gennemløbes to højspændings-sikringer i hvert sæt sikringer af
den halve værdi af IKFN2 pga. ens parallelle transformere:
Side 297
Er der undtagelsesvis kun en transformer i drift:

Kortslutningskrav til kablet ved parallelle transformere:

Kortslutningskrav til kablet ved enkelte transformere:

Det ses, at største krav til kablet er ved paralleldrift.

2
Der kan f.eks. vælges treledere 25 mm PEX-M-AL med følgende data:

IK1s = 2,4 kA > 0,78 kA

Hvis transformerne i stedet for sikringer ønskes beskyttet med et konstanttidrelæ kan dette f.eks.
stilles med I> = 50 A, t> = 0,2 s, I>> = 800 A, t>> = 50 ms og I⋙ = off
Dimensioneringen af højspændingskablet mellem effektafbryder og transformer skal sikre at kablet
er kortslutningsbeskyttet ved alle fejl. Ovenstående beregninger viser, at den største strøm gennem
den enkelte transformer ved en fejl på sekundærsiden opnås med kun en transformer i drift.
Side 298

Ved fejl på primærsiden af transformeren indgår kun net- og kabelimpedans i strømbanen:

Kablet skal opfylde følgende:

Det ses, at værste tilfælde er en 3-faset fejl på primærsiden og at kravet også her kan opfyldes af en
2
treleder 25 mm PEX-M-AL.

8.9 Transformerstationens lavspændingsmateriel

Transformerstationens lavspændingsmateriel omfatter de ledere, der forbinder de sekundære
klemmer med det første afgreningssted, som normalt enten er en sammenbygning af sikringslister
eller udformet som en standardtavle. Både sikringslister og tavle skal udføres efter DS/EN 60439.
Lederne vil i langt de fleste tilfælde være enleder kabler eller ledninger. Ved "store" transformere
kan der dog være en fordel i at anvende skinner. Disse skinner kan enten opbygges på stedet af
blanke kobberskinner, der fastgøres med det nødvendige antal isolatorer eller de kan alternativt
leveres som en fabriksfremstillet enhed.
En sikringsliste er i princippet blot en sammenbygning af sikrings-
Side 299
holdere, hvor sikringen sidder i et håndtag, hvormed den kan frigøres fra indgreb med
sikringslistens kontaktsystem. Sikringslisterne, der kan sammenbygges via et skinnesystem, kan fås
til forskellige sikringsstørelser eksempelvis DIN 00, DIN2 eller DIN3. Håndtaget, der fastholder
sikringen, kan fås til 1 polet eller 3 polet afbrydning.
Uanset om der i transformerstationen anvendes sikringslister eller "almindelige" tavler, så skal
bestemmelserne i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 vedrørende beskyttelse mod direkte og
indirekte berøring opfyldes.
Beskyttelse mod direkte berøring kan opfyldes af materiellet såfremt kapslingsklassen mindst er IP
2X. For transformerstationer, der opfylder bestemmelserne for aflåste elektriske betjeningsrum, kan
de aflåste døre alternativt udgøre beskyttelsen mod direkte berøring, således at sikringslister
og/eller tavler i transformerstationen i dette tilfælde ikke behøver at opfylde kravene til IP 2X
materiel.
Beskyttelse mod indirekte berøring kan udføres ved anvendelse af klasse II materiel (dobbelt
isolation) eller ved automatisk afbrydelse af forsyningen.
I praksis udføres beskyttelsen dog normalt ved, at der fra steldele i lavspændingssidens
tavlemateriel udføres lokale udligninger til transformerstationens jordingsanlæg, således at der ikke
kan optræde farlige berøringsspændinger.
Side 300

Figurtekst:
Fig. 8.9.1 Sikringslister
Figurtekst slut.

8.10 Dimensionering af ledere på lavspændingssiden

Forsyner transformerstationen et offentligt net, er lederne fra transformerens sekundærklemmer til
første afgreningssted forsyningsledninger. Sikkerhedsstyrelsen har bestemt, at disse ledere skal
dimensioneres efter Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2, selvom denne bekendtgørelse principielt
kun gælder for spændinger over 1000 V. Lederne skal således dimensioneres til vedvarende at
kunne
Side 301
føre de størst forekommende belastningsstrømme og skal være kortslutningsbeskyttet. Forsyner
transformerstationen kun en forbruger, er ledningen, mellem transformer og forbrugerens første
tavle en stikledning og skal som sådan dimensioneres efter bestemmelserne for
installationsledninger.

8.10.1 Dimensionering af forsyningsledninger

Lavspændingsforbindelserne i en transformerstation kan udføres med almindelige fireleder
installationskabler, men typisk vil der blive anvendt enleder ledninger.
For enledere med PVC isolation kan strømværdierne i fig. 8.10.1 anvendes og for enledere med
XLPE eller EPR isolation kan strømværdierne i fig. 8.10.2 anvendes. Begge sæt strømværdier er
baseret på en omgivelsestemperatur på 30°C.
2
mm 50 70 95 120 150 185 240
Cu 167 216 300 264 308 356 409 485
Al 128 166 561
203 237 274 315 375 434
Enledere placeret i trekant med mindst en afstand lig lederdiameteren til væg o.lign.
2
mm 50 70 95 120 150 185 240
Cu 219 281 300 341 396 456 521 615
Al 169 217 709
265 308 356 407 482 557
Enledere placeret horisontalt med mindst en afstand lig lederdiameteren mellem dellederne og til
væg o.lign.
Fig. 8.10.1 Strømværdier for enledere med PVC isolation
Side 302
2
mm 50 70 95 120 150 185 240
Cu 207 268 300 328 383 444 510 607
AL 159 206 703
253 296 343 395 471 547
Enledere placeret i trekant med mindst en afstand lig kabeldiameteren til væg o.lign.
2
mm 50 70 95 120 150 185 240
Cu 275 353 300 430 500 577 661 781
AL 210 271 902
332 387 448 515 611 708
Enledere placeret horisontalt med mindst en afstand lig kabeldiameteren mellem dellederne og til
væg o.lign.
Fig. 8.10.2 Strømværdier for enledere med XLPE eller EPR isolation
I transformerstationer bør der altid regnes med en omgivelsestemperatur på mindst 30°C. Såfremt
omgivelsestemperaturen overstiger 30°C, skal tabelstrømværdierne korrigeres med de faktorer, der
er vist i fig. 8.10.3.
Temperatur [ °C] 35 40 45 50
PVC 0,94 0,87 0,79 0,71
XLPE eller EPR 0,96 0,91 0,87 0,82
Fig. 8.10.3 Korrektionsfaktorer for omgivelsestemperatur
Side 303
Anvendes der to eller tre delledere pr. fase skal strømværdien korrigeres med en faktor (ks) for
samlet fremføring. For delledere anbragt vandret frit eller på kabelstiger, kan de i fig. 8.10.4 viste
værdier for ks anvendes.
Antal trefasede 1 2 3
strømkredse
Dellederne tæt sammen 1,00 0,97 0,96
Dellederne adskilt med 1,00 1,00 1,00
mindst to gange
dellederens diameter
Fig. 8.10.4 Reduktionsfaktorer for samlet fremføring afenledere
Da der ikke er krav om overbelastningsbeskyttelse af lederne, skal det blot sikres, at
tabelstrømværdien (IZ) fra fig. 8.10.1 eller fig. 8.10.2 korrigeret for omgivelsestemperatur (kt) og
for samlet fremføring (ks) mindst er lig transformerens sekundære mærkestrøm:
Iz·kt·ks≥ In2
Ved symmetrisk belastning kunne det måske være et ønske at reducere nullederens tværsnit i
forhold til faselederen, men dette kan ikke anbefales for nullederen i en forsyningsledning pga. de
tredje harmoniske strømme, der produceres hos forbrugerne.
Det er krav, at lederne kortslutningsbeskyttes. Det skal derfor kontrolleres at følgende opfyldes:

I formlen er Ik den kortslutningsstrøm [A], der giver værste termiske påvirkning, S er lederens
2
tværsnits areal [mm ], K er en konstant, som fremgår af fig. 8.10.5 og t er udkoblingstiden for
kortslutningen.
Isolation PVC XLPE eller EPR
Cu ledere 115 143
Al ledere 76 94
Fig. 8.10.5 Konstanten K
Side 304
Benyttes højspændingssikringer som kortslutningsbeskyttelse, vil værste termiske tilfælde
forekomme ved en fase-nul kortslutning ved forsyningsledningernes tilslutning til
lavspændingstavlen. Hvis det alternativt er en relæstyret effektafbryder, der skal
kortslutningsbeskytte lavspændingskablerne, skal en beregning vise hvilken af de mulige
kortslutningsstrømme, der giver værste tilfælde.

Eksempel 8.10.1.1
En transformerstation med data som i eksempel 8.8.1 skal mellem de sekundære klemmer og
sikringslisterne have monteret EPR isolerede bøjelige enledere, der vil blive placeret frithængende
horisontalt med en afstand større end to gange lederdiameteren mellem lederne og ud til
transformerstationens væg. Der regnes med 40 °C som omgivelsestemperatur.
Først forudsættes det, at der som kortslutningsbeskyttelse anvendes 63 A SIBA VS
højspændingssikringer foran transformeren, dernæst en effektafbryder styret af relæ med samlet t =
0,5 s for I1 > 50 A.

2
2 stk.l20 mm Cu pr.fase ⇒ Iz ·kt =2·500·0,91 = 910 A>909A
Med den valgte oplægning af lederne skal der ikke korrigeres for samlet fremføring idet ks = 1 som
vist i fig. 8.10.4.
2
Nullederen tænkes forsøgt oplagt med en enkelt 120 mm delleder.
Kortslutningskontrollen udføres i dette eksempel uden hensyn til forsyningsledningen, idet ledernes
længde er så kort, at der kan ses bort fra ledernes impedans.
Ik3f=Ikfn = 14,4 kA (fra eksempel 8.8.1)
Side 305
Anvendes højspændingssikringen som kortslutningsbeskyttelse:

Smeltetiden bliver for denne overførte strøm (333 A) ca. 1 sekund

Det ses, at en 63 A full-range sikring vil kunne kortslutningsbeskytte nullederen. Der placeres dog
grundet mulighed for tredje harmoniske strømme også to parallelle ledere i nullen. Der placeres
2
således 8 stk. bøjelige 120 mm Cu enledere med EPR isolation mellem transformerens sekundære
klemmer og sikringslisterne.
Anvendes der i stedet en relæstyret effektafbryder som kortslutningsbeskyttelse gælder følgende:
Ved alle tre typer sekundære kortslutninger er den til primærsiden overførte kortslutningstrøm
større end 50 A. Er strømmen større end 50 A på højspændingssiden, er udkoblingstiden 0,5 sekund,
hvilket er mindre end de 1,4 sekund, der blev beregnet for det reducerede nulledertværsnit.

Eksempel 8.10.1.2
I transformerstationen fra eksempel 8.8.2 skal lavspændingskablerne fra de to 800 kVA
transformere til hovedtavlen dimensioneres. Der kan pga. styret ventilation af transformerstationen
regnes med en omgivelsestemperatur på 40°C (kt = 0,91). Hver transformer tilsluttes sin egen
lavspændingstavle, som om ønsket kan sammenkobles. Lederne tilsluttes i hver tavle en
maksimalafbryder indstillet på transformerens sekundære mærkestrøm. Der ønskes anvendt enleder
kabler, der på en kabelstige oplægges med en afstand lig dellederdiameteren mellem dellederne,
således at der bliver flere strømkredse i samlet fremføring.
Side 306
Ved anvendelse af 80 A SIBA VS højspændingssikringer foran transformerne var værste termiske
fejl en fase-nul kortslutning i en af de sammenkoblede lavspændingstavler:
IKFN = IK3F = 25660 A som deles mellem de to parallelle transformere (inkl. lavspændingskablerne)
og udkobles i løbet af 7 s.
Følgende to betingelser skal opfyldes for hver tilslutning:
1.

2.

2
Der vælges pr. fase tre parallelle 120 mm PEX isolerede enledere.
Iz · kt = 3·500·0,91 = 1365 A

samlet fremføring ⇒ ks = 0,96

IZ ·kt · ks = 1500·0,91 · 0,96 = 1310 A
2 2
S = 3 · 120 = 360 mm > 237 mm (KB kontrol)
2
Der vælges 12 · 1 · 120 mm PEX isolerede enlederkabler.
Er lavspændingstavlerne placeret udenfor stationsrummet, skal forbindelsen mellem transformer og
lavspændingstavle normalt betragtes som en stikledning, og derfor dimensioneres efter
bestemmelserne for elektriske installationer. I tvivlstilfælde vil Sikkerhedsstyrelsen afgøre om en
ledning skal dimensioneres som forsyningsledning eller stikledning.
Side 307

8.10.2 Dimensionering af lavspændingsskinner

Ønskes der anvendt skinner som forbindelse mellem transformer og lavspændingsafgreningen, er
der tre ting, der skal tages hensyn til ved dimensioneringen:
1) Strømbelastning ved normal drift
2) Dynamisk påvirkning under kortslutning
3) Termisk påvirkning under kortslutning

1. Strømbelastning
I fig. 8.10.6 er vist tilladelige belastninger for blanke kobber skinner med højeste side anbragt
lodret. Omgivelsestemperatur 55 °C og ledertemperatur 70 °C. Malede skinner kan lettere afgive
varme end blanke skinner. Tabelværdierne kan derfor øges med 10 %, hvis skinnerne har en malet
overflade.
Bredde X Tværsnit Belastning
2
tykkelse [mm] [mm ] [A]
20 × 5 100 178
30 × 5 150 246
40 × 5 200 313
50 × 5 250 379
60 × 5 300 447
80 × 5 400 575
40 × 10 400 465
50 × 10 500 554
60 × 10 600 640
80 × 10 800 806
100 × 10 1000 969
120 × 10 1200 1131
Fig. 8.10.6 Vejledende belastning af blanke kobber skinner iht. DS/EN 61439–1 Tabel H.3
Side 308
Er omgivelsestemperaturen forskellig fra 55 °C kan strømværdierne i fig.8.10.6 korrigeres med de
faktorer hvis i fig. 8.10.7.
Omgivelsestemperatur [°C] Korrektionsfaktor
30 1.82
35 1,69
40 1,54
45 1,35
50 1,18
Fig. 8.10.7Korrektionsfaktorer

2. Dynamisk påvirkning
Når lederne gennemløbes af strøm, vil der optræde en kraftpåvirkning på dem. Denne påvirkning
kan blive så stor, at lederne eller deres fastholdelsespunkter ødelægges. Der skal derfor udføres
beregninger der sikrer, at lederne er dimensioneret forsvarligt.

Figurtekst:
Fig. 8.10.8 Skinne placering
Figurtekst slut.
Kraftpåvirkningen for parallelle ledere er tiltrækning med ens rettede strømme og frastødning ved
modsat rettede strømme. Kraftens størrelse mellem to parallelle ledere med afstanden a mellem
lederne og afstanden l mellem fastholdelsespunkterne (isolatorerne) beregnes ved hjælp af formlen:
Side 309

Figurtekst:
Fig. 8.10.9 Vektordiagram
Figurtekst slut.
Den største øjebliks værdi en kortslutningsstrøm opnår, er stødkortslutningsstrømmen, hvis værdi
er lig

hvor Ik er den trefasede kortslutningsstrøm og k afhænger af R/X forholdet frem til

kortslutningsstedet (se evt. seriens bind 6).
Kraftpåvirkningen opnår sin maksimale værdi i det øjeblik, hvor stødkortslutningsstrømmen
optræder. Forudsætter man (se fig. 8.10.8 og 8.10.9), at strømmen herunder løber ind i leder 1 og
ud af leder 2 og 3, kan følgende ligning opskrives:

Istød indsættes i ampere og l og α i meter.

Side 310
Det kan påvises, at midterskinnen udsættes for en lidt kraftigere dynamisk påvirkning end
yderskinnerne:

Den af isolatorerne fastholdte skinne udsættes for et bøjende moment (M) lig:

Kraften F indsættes i newton og længden l mellem isolatorerne indsættes i meter.

For at skinnen ikke skal ødelægges under en kortslutning kræves, at skinnens modstandsmoment
(W) er større end det beregnede nødvendige modstandsmoment (W nødv).

2
M indsættes i Nm og σtil i N/m .
Den tilladelige bøjningsspænding (δ til) afhænger af materiale, profil og 0,2-spændingen, som er
den spænding, der vil give 0,2 % blivende forlængelse af materialet under trækpåvirkning.
Materialets hårdhed angives i Vickers hårdhed (HV). Anvendes der kobber som skinnemateriale,
kan der f.eks. vælges mellem blød kobber (45 HV) og hård kobber (90 HV).
Kobber Profil δ0,2 δTil W
2 2 3
[N/m ] [N/m ] [m ]
90HV 2,20·108
2 · δ0,2

8
45 HV 0,45·10
Fig. 8.10.10 Materialedata
Side 311
Indsættes formlen for bøjningsmomentet i formlen for det nødvendige modstandsmoment,
fremkommer følgende:

Som nævnt skal lederens modstandsmoment (W) angivet i fig. 8.10.10 være større end det
beregnede nødvendige modstandsmoment (Wnødv), for at de dynamiske påvirkninger ikke skal
ødelægge skinnen:
W>Wnødv

Med formlen for kraftpåvirkning af midterfasen bliver kravet:

2
hvor ISTøD indsættes i ampere, l og a i meter og σtil i N/m .
Side 312

3. Termisk påvirkning
Når kortslutningsstrømmen gennemløber skinnerne, forekommer der en temperaturstigning i
skinnen.
Tilført energi = varme

IK = kortslutningsstrømmen [A]
R = skinnens resistans [Ω]
t = tiden [s.]
c = varmefylde [Ws/kg °C]
3
V = volumen [m ]
3
γ = massefylde [kg/m ]
ΔT = temperaturstigning [°C]
2
p = specifik modstand [Ω mm /m]
l = længden af skinnen [m]
2
S = tværsnitsareal [mm ]

Anvendes der kobberskinner og indsættes Ik i kA ændres formlen til:

Eksempel 8.10.2.1
Transformeren fra eksempel 8.8.1 tænkes tilsluttet med blanke kobberskinner fra
sekundærklemmerne til første tavle. Mellem kobberskinnerne er der en afstand a = 4 cm, og k kan
sættes lig 1,5.
Side 313
2
Fra fig. 8.10.6 vælges en skinne af hårdt kobber med dimensionerne 60 · 10 mm (600 mm ), der
ved en omgivelsestemperatur på 40 °C kan belastes med 640 · 1,54 = 985 A. Den dynamiske
kontrol skal sikre at:

8 8 2
σTIL = 2 · σ0,2 2·2,20·10 = 4,4·10 N/m
-2
a = 4·10 m

-3
H = 60·10 m
-3
B = 10·10 m

Skinnernes skal fastholdes med en afstand mellem isolatorerne på maksimalt 1,1 m.

Til slut udføres termisk kontrol med 63 A VS højspændingssikringer foran transformeren.
Skinnelængden er så kort, at den er uden betydning for størrelsen af kortslutningsstrømmen:

Ikfn = 14,4 kA ⇒ I kfn = 0,333 kA ⇒ t = 1 s

Skinnernes temperatur stiger 3 °C under kortslutningen.

Side 314

8.11 Beskyttelses- og driftsjord

En beskyttelsesjording er en jording af en ledende del, der ikke er beregnet til at være
spændingsførende. Denne jording udføres for at beskytte personer mod elektrisk stød. I
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 kapitel 9 fig. 9.1 er der som funktion af jordfejlens
udkoblingstid angivet hvilken værdi berøringsspændingen maksimalt må antage. Ved
udkoblingstider længere end 10 sekunder (hvilket er det normale ved en enkelt jordfejl i
højspændingsdistributionsnet) angives en tilladelig berøringsspænding (UTP) på 75 V.
Driftsjording (også kaldet systemjording) er en jordforbindelse af et punkt i driftsstrømkredsen for
at sikre korrekt drift af udstyr og anlæg. Lavspændingsdistributionsnet udføres som direkte jordede
net, hvilket er ensbetydende med, at samtlige sekundærviklinger i distributionstransformere har
stjernepunktet tilsluttet neutral jord.
Lavspændingsnettets driftsjord anbefales tilsluttet højspændingsnettets jordingsanlæg i et såkaldt
fælles jordingsanlæg.
Transformerstationens jordskinne er jordingsanlæggets fællespunkt. Rent fysisk kan denne skinne i
en mindre station bestå af et stykke kobber af nogle få cm længde, og i et større stationsanlæg af
flere meter skinne.
Forbindelsen mellem de dele der skal jordforbindes og jordskinnen udføres med jordledninger.
Jordledningerne kan være udført af blanke kobberskinner, kobberlidse eller isolerede ledninger, alt
efter behov.
Forbindelsen til neutral jord udføres med en jordelektrode (f.eks. en stang-, bånd- eller
trådelektrode) med en overgangsmodstand til neutral jord, der afhænger af hvilken systemjord der
anvendes (TT eller TN). Forbindelsen mellem jordelektrode og jordskinne udgøres af
elektrodeledningen.
I fig. i 8.3.1 – 8.3.3 er der vist enstregsskemaer med jordingsanlægget indtegnet. Alle
jordingsanlæg i disse figurer er udført som fællesjording. I fig. 8.11.1 er vist en plantegning af en
transformerstation med indtegnet jordingsanlæg. Alle metaldele, der ved fejl kan komme under
spænding, er koblet til en jordskinne hvortil også transformernes lavspændingsstjernepunkt er
2
koblet. Jordelektroden kan f.eks. være udført i form af en 25 mm kobbertråd, der er nedgravet
sammen med de tilgående højspændingskabler. Kobbertråden kan fremføres sammen med
højspændingskablerne og forbindes til
Side 315
jordingsanlægget i nabo transformerstationerne eller blot være ført med et stykke ud. Om der er
valgt den ene metode frem for den anden kan være bestemt af hvor lav overgangsmodstand til
neutral jord, der er krævet, men kan også være bestemt af det enkelte netselskabs valg af praktisk
udførelse.
Jordings anlæggene skal være dimensioneret til at føre den største strøm, de kan blive udsat for,
indtil afbrydelse finder sted, uden at de antager en skadelig temperatur. I ikke brændbare
omgivelser, hvilket er tilfældet i de fleste transformerstationer, bør temperaturen på blanke
jordledninger under en jordfejl ikke overstige 300 °C.

Figurtekst:
Fig. 8.11.1 Transformerstation med jordingsanlæg vist stiplet
Figurtekst slut.
Side 316

Beskytteisesjording

Figurtekst:
Fig. 8.11.2 Beskyttelsesjording på primærsiden
Figurtekst slut.
I tilfælde af en dobbelt jordfejl på primærsiden af transformeren skal der skelnes mellem de
fejltilfælde hvor udkoblingen foretages af linjebeskyttelsen og de fejltilfælde, hvor udkoblingen
foretages af transformerbeskyttelsen. Om fejlen i transformerstationen ligger foran eller efter
transformerbeskyttelsen er uden væsentlig betydning for fejlstrømmens effektivværdi, hvorimod
udkoblingstiden normalt vil være størst ved fejl foran transformerbeskyttelsen, idet disse fejl vil
blive udkoblet af linjebeskyttelsen.
Tværsnittet for beskyttelsesjordledere kan derfor bestemmes ud fra en tofaset
jordfejl/kortslutningsfejl (IK2F1) på tilgangen til transformerbeskyttelsen, og det fundne tværsnit
anvendes til alle de beskyttelsesjordledere, der kan rammes af en højspændingsjordfejl.
Til bestemmelse af blanke kobberlederes tværsnit kan følgende formel benyttes:

hvor t er udkoblingstiden i sekunder, IK2F1 er en tofaset kortslutningsstrøm i A, K er en konstant,

der afhænger af ledermaterialet (226 for kobber), β er reciprokværdien af lederens modstands-
temperaturkoefficient ved 0 °C (234,5 for kobber), Θi og Θf er henholdsvis begyndelses- og
sluttemperatur for beskyttelseslederen.
Side 317

Driftsjording

Figurtekst:
Fig. 8.11.3 Driftsjording af lavspændingssidens stjernepunkt
Figurtekst slut.
Driftsjordledningens tværsnit og tværsnittet for beskyttelsesledere til lavspændingsmaterialet
bestemmes ud fra en fase-nul kortslutning på transformerens sekundære klemmer. Denne fejl
udkobles af transformerbeskyttelsen. For blanke kobberledere benyttes samme formel som blev
anvendt til beregning af primærsidens beskyttelsesjordledninger.
I nedenstående formlen er Ikfn2 kortslutningsstrømmen ved en fasenul kortslutning på
transformerens sekundære klemmer. K, og /? har samme værdier som ved beregningen af
beskyttelsesjord.

Tiden t i sekunder er den tid, det tager for transformerbeskyttelsen at udkoble en fase-nul
kortslutning på sekundærsiden.
Den fælles jordskinne oplægges med et tværsnit, der mindst er lig det beregnede største tværsnit af
henholdsvis drifts- og beskyttelsesjord.
2
Ifølge Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 kræves der et mindste tværsnit på 16 mm Cu for
jordledninger i transformerstationer. Dog skal præfabrikerede transformerstationer (udført iht. IEC
2
62271–202) have jordledninger på mindst 30 mm kobber.
Side 318
Som et alternativ til brug af foranstående formler til bestemmelse af jordledningernes minimum
tværsnit kan kurverne i Stærkstrøms - bekendtgørelsens afsnit 2 bilag B benyttes. Her angives
tilladelig strømtæthed i jordledningerne som funktion af udkoblings tiden.
I transformerstationer med parallelle transformere er det i forbindelse med dimensionering af
driftsjordingsanlæg vigtig at notere sig, hvordan anlægget er bygget op. Det er f.eks. muligt, at
nogle dele af anlægget fører den samlede Ikfn2, der er beregnet med parallelle transformere, medens
andre dele kun fører den del af Ikfn2, som gennemløber den enkelte transformer.

Jordelektroden
Som nævnt anbefales det, at der i distributionsnettet altid udføres fællesjording, således at
lavspændingsnettets driftsjording forbindes til højspændingsnettets jordingsanlæg. Dette kræver
dog, at følgende betingelser er opfyldt under en jordfejl i højspændingsnettet:
I lavspændingsnettet eller i de forbundne brugerinstallationer må der ikke forekomme farlige
berøringsspændinger
Størrelsen af påvirkningsspændingen på lavspændingsmateriel i forbundne brugerinstallationer må
af hensyn til dette materiels isolationsevne ikke blive for stor
Kravet kan for TT- og TN-net opfyldes når det fælles jordings anlægs spænding i forhold til neutral
jord (UE) under en jordfejl opfylder følgende:
Lavspændingssystem Berøringsspænding Påvirkningsspænding
TT t ≤ 5s UE < 1200 V
t>5s UE < 250 V
TN UE ≤ UTP
UE ≤ X UTP
UTP (den tilladte berøringsspænding) er i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 fig. 9.1 vist som
funktion af fejlens varighed.
I TN net kan X sættes til 2, såfremt der både udføres jording af PEN
Side 319
lederen i transformerstationen og i installationen. Ofte har netselskabet dog ingen garanti for, at
jordingen af PEN lederen bliver udført i installationen og vil derfor normalt altid sikre at UE ≤ UTP.
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 accepterer i TT net, at er jordingsanlægget udformet således,
at UE ≤ 2·UTP, så opfyldes kravet til maksimal tilladelig berøringsspænding.
Beregning af et fælles jordingsanlægs maksimalt tilladte overgangs - modstand til neutral jord kan
herefter udføres med følgende formler, idet det huskes at UTP ved fejl med en varighed over 10
sekunder (hvilket som nævnt er normalt ved blot en enkelt jordfejl) maksimalt må være 75 V.

Te er den del af jordfejlstrømmen (IJ) (se evt. afsnit 7.4.4 vedrørende beregning af IJ) der løber
gennem jordingsanlægget til neutral jord. Specielt i forbindelse med transformerstationer som er
indsløjfet på PEX kabler, vil en del af jordfejlstrømmen returnere via kablernes isolerede skærm og
således ikke gennemløbe transformerstationens jordingsanlæg. I sådanne tilfælde vil IE udgøre
mellem 60 % og 80 % af den beregnede jordfejlstrøm. For at netselskabet kan være på den sikre
side med hensyn til den maksimalt tilladte overgangsmodstand til neutral jord regnes IE dog
normalt lig IJ.
I isolerede og i slukkespole jordede distributionsnet vil jordfejlstrømmen ved en enkelt jordfejl
typisk have en værdi, der ikke overstiger 30 A. Ved en tofaset jordfejl i nettet fordeles strømmen
gennem de mange parallelle impedanser der optræder i fejlstrømskredsen og beregning af den
strøm, der gennemløber de enkelte transformerstationers jordingsanlæg bliver ret kompleks og
denne strøm vil have en værdi, der er væsentligt større end strømmen igennem jordingsanlægget
ved en enkelt jordfejl. Det er derfor under alle omstændigheder vigtigt, at en dobbelt jordfejl i nettet
udkobles så hurtigt som muligt således, at der ved denne fejltype kortvarigt kan tillades en højere
værdi af UTP end 75 V. Hvis den dobbelte jordfejl f.eks. udkobles på 0,2 s så kan der ifølge fig. 9.1
i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 tillades en berøringsspænding Utp på ca. 500 V.
Side 320
Transformerstationens jordelektrode udføres f.eks. som stang-, båndeller trådelektrode eller med
kombinationer af disse typer. Overgangsmodstanden til neutral jord skal opfylde kravet vist i
omstående formler. I Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 bilag A er der angivet type og mindste
dimensioner for forskellige typer jordelektroder. Før transformerstationens idriftsættes måles
overgangsmodstanden fra fællesjordskinnen til neutral jord, således at det sikres, at den aktuelle
overgangs modstand er mindre end den beregnede mindste værdi. Målingen må udføres med
nabostationernes jordingsanlæg tilsluttet fællesjordskinnen via f.eks. kabelskærme og jordtråde.
Den beregnede overgangsmodstand skal til stadighed opretholdes, men selve jordings anlægget
kræves kun kontrolleret mindst hvert 6. år.
Kravet til et fælles jordingsanlæg i en transformerstation med et TT net kan alternativt opfyldes
med UE ≤ 4·UTP, når der er udført en potentialstyring omkring transformerstationen vha. en vandret
jordelektrode, der er nedgravet i en dybde af ca. 0,5 m og placeret i en afstand af ca. 1 m fra
transformerstationens ydre steldele. Ved denne konstruktion bliver berørings spændingen i tilfælde
af jordfejl – pga. potentialudligningen – tæt på nul (se evt. Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 2 fig.
2.1).

Eksempel 8.11.1
Transformerstationen fra eksempel 8.8.1 skal have udført beskyttelses- og driftsjord. Det
forudsættes at linjen ikke udkobles ved en enkelt jordfejl (UTP = 75 V), men udkobles på 1 sekund
ved en dobbelt jordfejl på stationens højspændingsside.
Side 321

2
Tværsnittet skal dog mindst være 16 mm , derfor vælges dette som gældende for alle
beskyttelsesjordledere på primærsiden.

Med en 63 A VS højspændingssikring foran transformeren opnås en smeltetid på 1 s.

Den fælles jordskinne, jordledningen fra stjernepunktet til jordskinnen og jordlederen til
2
lavspændingstavlen skal i dette eksempel oplægges med et tværsnit på mindst 76 mm .
Hvis distributionsnettet er et slukkespolejordet net vil en IE = 30 A være realistisk, hvilket vil give
en overgangsmodstand lig:
Fællesjording i TT-net:

med potentialstyring
Side 322

uden potentialstyring
Fællesjording i TN-net:

Der er i dette eksempel ikke foretaget beregning af UE i tilfælde af en dobbelt jordfejl.

Eksempel 8.11.2
I transformerstationen beskrevet i eksempel 8.8.2 skal jordingsanlægget for de to parallelle 800
kVA transformere dimensioneres.
Beskyttelsesjord på 10 kV siden:
I eksempel 8.8.2 er IK3F1 beregnet til 1862 A, dvs.

En tofaset kortslutning til stationens beskyttelsesjord foran transformerbeskyttelsen vil betyde, at

linjerelæet efter 400 ms giver udkoblingsordre til effektafbryderen, der afbryder efter ca. 100 ms..
Den totale udkoblingstid for linjen bliver således 500 ms.
Med ubrændbare omgivelser og en starttemperatur på 30°C er minimumskravet til primærsidens
beskyttelsesjordledere af blank kobber:

2
dog minimum 16 mm .
Side 323
Driftsjord og beskyttelsesjord på 400 V siden:
I eksempel 8.8.2 er IKFN2 med parallelle transformere beregnet til 25660 A, som deles ligeligt
mellem de to transformere og deres højspændings sikringer. Hvis der som transformerbeskyttelse
anvendes to sæt 80 A VS højspændingssikringer vil denne fase-nul fejl sende ca. 296 A gennem to
sikringer i hvert sæt. Dette giver en smeltetid på 7 sekunder. Der ses ved efterfølgende beregninger
bort fra den PEN-leder, der ligger parallelt med S1.

Idet de to transformere er ens, vil der gennem tværsnittene & løbe en strøm på 12830 A hvilket
2
giver et krav til et tværsnit på mindst 179 mm .
Hvis kun en transformer er i drift er IKFN 2 i eksempel 8.8.2 beregnet til 16,9 kA med en smeltetid
på 2 s for den foransiddende 80 A højspændingssikring.
Side 324

2
Udføres den fællesskinne (S1) med et tværsnit på mindst 358 mm og driftsjordskinnen (S2) til den
2
enkelte transformer med et tværsnit på mindst 179 mm er driftsj ordingen i orden. Ofte vil
netselskabet montere en jordledning med tværsnittet S2 fra stjernepunktet til transformerkassen,
således at strømmen ved en lavspænding fasestel fejl i transformeren føres til stjernepunktet i denne
jordledning.
Anvendes der, som beskrevet i eksempel 8.8.2, et relæ med konstanttid udløsekarakteristik som
transformerbeskyttelse, bliver den totale udkoblingstid 0,3 s ved alle kortslutningsfejl på
sekundærsiden.

Med kun en transformer i drift er IKFN 2 i eksempel 8.8.2 beregnet til 16968 A. Med en
udkoblingstid på 0,3 sekund stilles der følgende krav til S2:

Anvendes der et konstanttid relæ til overstrømsbeskyttelse af de to transformere skal fællesskinnen

2
og beskyttelseslederen til LSP-tavlen oplægges med et tværsnit på mindst 75 mm og driftsj
2
ordskinnen til den enkelte transformer skal have et tværsnit på mindst 49 mm for at driftsj
ordingen i alle tilfælde kan modstå de termiske påvirkninger.
Side 325
Hvis det forudsættes at transformerstationen er udført med et TT lavspændingsnet og
jordingsanlægget overgangsmodstand til neutral efter udførelsen er målt til 2,5 Ω så vil en enkelt
jordfejl med IE lig 20 A rejse et spænding på jordingsanlægget lig 50 V til neutral jord hvilket
≤
opfylder betingelserne til TT net ved fejl over 10 sekunders varighed (UE 2·UTP).
Det kan nu tænkes, at jordfejlen udvikler sig til en dobbelt jordfejl idet der sker en jordslutning over
en "svag" komponent i en anden transformerstation. Den dobbelte jordfejl sender en strøm på 500
A gennem transformerstationens jordingsanlæg. Denne fejl vil således give en UE lig 1250 V,
hvilket i et normalt udført TT anlæg svarer til en berøringsspænding på 625 V. Ifølge fig. 9.1 i
Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 betyder det, at fejlen skal udkobles inden 0,1 s. Dette krav
kan normalt ikke opfyldes, hvorfor stationens jordingsanlæg må udføres med en lavere
overgangsmodstand til neutral jord, eller der kan alternativt udføres potentialstyring ved
transformerstationen. Med potentialstyring ændres kravet til jordingsanlægget herefter fra UE ≤
2 · UTP til UE ≤ 4 · UTP.
Side 326

9. Distributionsnet for lavspænding

Lavspændingsdistributionsnet er tidligere udført som både luftlednings- og kabelnet, men igennem
en årrække er alle nye lavspændingsdistributionsnet udført som kabelnet, ligesom der gennemføres
en løbende udskiftning af luftledningsnet til fordel for kabelnet. Kabellægningen sker overvejende
af driftsmæssige grunde, idet kabelnet i forhold til luftledningsnet naturligvis er mindre sårbare
over for vejrligets påvirkninger. På den anden side er kabelnet udsat for fejl i forbindelse med
gravearbejder i nærheden af kablerne.
Uanset om nettet er udført med luftledninger eller kabler, består det altid af tre faser og nul. Nettet
er et direkte jordet net, dvs. at nullen er forbundet til neutral jord via transformerstationens
jordingsanlæg.
Det er det enkelte netselskab, der planlægger og dimensionerer lavspændingsnettet, men ud fra
kriterier, der kan variere meget fra selskab til selskab.

9.1 Planlægning
Planlægningen af lavspændingsnettet tager sit udgangspunkt i bestemmelsen af effektbehovet i det
område, der skal forsynes.
Netselskaberne har flere metoder, der kan anvendes til at bestemme effektbehovet, men metoderne
er som hovedregel alle baseret på den erfaring, det enkelte selskab har opnået i forbindelse med
forsyning af tilsvarende belastningsområder.

9.1.1 Belastning i boligområde

De efterfølgende formler, der er beregnet til anvendelse i forbindelse med forsyning af parcelhuse,
kan også anvendes for etagelejligheder, når blot belastningen fra etagebyggeriets
fællesinstallationer tillægges den beregnede belastning fra lejlighederne.
Erfaringsformler, hvor boligens areal eller boligens kWh-forbrug indgår i beregningen af den
dimensionerende effekt, anvendes af flere
Side 327
netselskaber. Formlerne bør kun anvendes til beregning af belastningen for det antal boliger, der
ligger til grund for formlerne. Dog kan nedenstående formel til beregning af belastningen fra 9 til
20 boliger også anvendes til en overslagsberegning ved et boligantal mindre end 9.
Boligområde med 9 til 20 boliger uden elvarme:
0,74
PB = 0,12·(A·n) [kW]
PB = dimensionerende effekt [kW]
2
A = boligernes gennemsnitlige boligareal [m ]
n = antal boliger
Boligområde med mere end 20 boliger uden elvarme
0,89
PB = 0,834 · (W · n) [kW]
PB = dimensionerende effekt [kW]
W = boligernes gennemsnitlige energiforbrug pr. år [MWh]
n = antal boliger
For et boligområde kan cosφ regnes at være lig 1, og belastningens årlige stigningstakt kan sættes
til maksimalt 1 %, idet nye brugsgenstande typisk er mindre energikrævende, end dem de eventuelt
erstatter.

Eksempel 9.1.1.1
2
Et boligområde med 20 helårshuse med et gennemsnitligt boligareal på 130 m skal tilsluttes en
udføring fra en transformerstation.
Husenes dimensionerende belastning:
0,74
PB = 0,12 · (130 · 20) = 40,4 kW
Side 328
Udføres en tilsvarende beregning med energi-formlen (her undtagelsesvis brugt for kun 20 huse) og
2
et gennemsnitligt årligt forbrug på 4,3 MWh for boliger på 130 m :
0,89
PB = 0,834 · (4,3 · 20) = 43,9 kW

Nogle netselskaber foretrækker en anden formel, hvor det også er årsforbruget i MWh, der er
bestemmende for den dimensionerende belastning. Formlen kendes under navnet »Velander
formlen«.

PB = dimensionerende effekt [kW]

W = boligernes gennemsnitlige energiforbrug pr. år [MWh]
n = antal boliger
k1 og k2 er konstanter, der afhænger af belastningstypen
For helårshuse uden elvarme er k1 = 0,24 og k2 = 2,31.

Eksempel 9.1.1.2
Beregning af den dimensionerende effekt vha. Velander formlen for boligområdet nævnt i eks.
2
9.1.1.1, idet det gennemsnitlige forbrug for en bolig på 130 m igen sættes til 4,3 MWh pr. år:

PB = 42 kW
Side 329
Det ses, at den beregnede belastningsstrøm svarer til de værdier, der blev udregnet i eks. 9.1.1.1.

9.1.2 Belastning i cityområder

Et cityområde kan bestå af en blanding af forretninger, kontorer, værksteder og beboelser. I et
2
sådant cityområde kan belastningstætheden [W/m ] derfor variere meget.
Flere metoder kan anvendes til at bestemme den dimensionerende belastning, men ved at måle
belastningen i eksisterende afgange fra city-transformerstationer og i stikledninger, kan
netselskabet danne sig et overblik over belastningen ved forskellige belastningstyper. Dette kan
herefter være grundlaget for dimensionering af nye anlæg. Yderligere kan målingen naturligvis
benyttes til at bestemme, hvornår en transformerstation ser ud til at nå sin maksimale belastning, og
anlægget derfor skal udvides eller suppleres.
Belastningstype Belastning [W/m ]
2

Supermarked 100
Detailhandel og håndværk 70
Kontor 50
Lager 10
For etageboliger i cityområder kan de formler, der tidligere var angivet i Fællesregulativet, med
fordel benyttes i forbindelse med dimensionering af nye stikledninger og/eller stigeledninger til en
eksisterende boligmasse.
Belastningen for til og med 10 lejligheder: S = 10 + 3 · n [kVA]
Belastningen for mere end 10 lejligheder: S = 20 + 2 · n [kVA]
I ovenstående formler er n lig antallet af lejligheder.
Til belastningen fra lejlighederne skal der tillægges belastningen fra ejendommens
fællesinstallationer. Belastningen for fællesinstallationerne kan bestemmes som den installerede
effekt ganget med en samtidighedsfaktor på 0,8.
Side 330

Eksempel 9.1.1.3
Til en ældre ejendom med 20 lejligheder skal der fremføres en ny stikledning idet ejendommen får
installeret et mindre fællesvaskeri hvorefter den installerede effekt for fællesinstallationerne inkl.
vaskeri er på 23 kVA. Den dimensionerende strøm for stikledningen skal bestemmes:
S = 20 + 2 · n + 0,8 · SFælles = 20 + 2 ·20 + 0,8 · 23 = 78,4 kVA

9.1.3 Landbrugsområder
I landbrugsområder er det svært at bestemme den dimensionerende belastning, idet den er stærkt
varierende fra område til område og afhængig af hvilke type landbrug, der er i området. Yderligere
indgår der ofte store motorer, der stiller krav til nettet for at undgå for store spændingsvariationer
under start og stop af motorerne.
Målinger har vist, at der ikke findes en tilstrækkelig høj samhørighed mellem energi og effekt i et
landbrugsområde til, at en form for Velander formel kan anvendes til at bestemme den
dimensionerende belastning. Derimod har det vist sig, at stikledningssikringernes mærkestrøm kan
anvendes ved at benytte følgende formel:
IB =0,75 ·INMax + 0,3 ·∑IN [A]
IB = dimensionerende belastningsstrøm [A]
INmax = mærkestrøm for største stikledningssikring [A]
∑IN = summen af alle stikledningssikringers mærkestrøm [A]
For eventuelle boliger i tilknytning til landbrugene kan de tidligere anviste boligformler benyttes til
at bestemme boligernes belastningsstrøm, som herefter kan tillægges belastningsstrømmen for
landbrugene.
Side 331

9.1.4 Industriområder
Bestemmelse af belastningen i nye industriområder bør ske i samarbejde med de myndigheder, der
står for lokalplanerne for det pågældende område.
2 2
Belastningen kan variere fra 6 W/m ved lagerbygninger til 120 W/m ved industri.
Det kan således for et industriområde være en fordel at vente med detailplanlægningen af
forsyningsnettet, indtil der foreligger endelige oplysninger om de enkelte virksomheder og
udstykningsplanerne.
For at øge forsyningssikkerheden i et industriområde kan der med fordel udføres ringforbindelser i
højspændingsnettet og eventuelt også i lavspændingsnettet.

9.1.5 Belastningsstigning
De belastningsstigninger, der over en årrække kan optræde i de enkelte områder, gør det
nødvendigt at fremtidssikre forsyningsnettet. Nedenstående formel kan anvendes til at fremskrive
en belastning:
n
SBn = Sb · (1 + r) [kVA]
n = antal år, der fremtidssikres
r = stigningstakt [%]
SB = beregnet dimensionerende belastning [kVA]
SBn = dimensionerende belastning efter n år [kVA]
For de fleste belastningsområder kan det være vanskelige at bestemme stigningstakten, men der kan
med fordel benyttes de tal, der hvert år offentliggøres af Dansk Elforsyning Statistik.

Eksempel 9.1.5.1
For et mindre industriområde er der beregnet en dimensionerende belastning på 450 kVA.
Stigningstakten vurderes til at være 3 % om året og den fremtidssikrede periode ønskes til 10 år.
n 10
S10 = SB (1 + r) = 450 (1 + 0,03) = 605 kVA
Der kan f.eks. til forsyning af dette område anvendes en 630 kVA transformer
Side 332

9.2 Nettyper
9.2.1 Åbne net
Lavspændingsnet er i langt de fleste tilfælde udført som åbne net, idet der fra transformerstationen
udgår radiallinjer, der forsyner hver sin del af et område. I fig. 9.2.1 er vist et typisk åbent net i et
landdistrikt.

Figurtekst:
Fig. 9.2.1 Åbent lavspændingsnet i landdistrikt
Figurtekst slut.
2
Transformerstationens primærside forsynes fra en 10 kV radial med 3 · 25 mm Cu luftledning. Fra
2
sidste mast er der fremført et 3 · 50 mm PEX-AL til transformerstationen. Fra transformerstationen
udgår der tre forsyningskabler.
2 2
To af de afgående forsyningskabler er 4 · 95 mm Al-M og det tredje er et 4 · 50 mm Al-M. I
de viste kabelskabe tilsluttes forbrugernes stikledninger (angivet med et nummer). Endvidere
udgår der fra transformerstationen en direkte stikledning (3105) til vandværket.
Fordelen ved åbne net er, at de er simpelt opbygget og derved let overskuelige ved fejlfinding, samt
at de er "billige" at udføre. Det er dog ved denne nettype en ulempe, at en fejl i nettet eller
vedligeholdelsesarbejder, der kræver spændingsløse anlæg, er ensbetydende
Side 333
med, at de tilsluttede installationer i kortere eller længere tid er uden spænding. Specielt i
forbindelse med vedligehold af transformerstationen eller i højspændingsdistributionsnettet kan
ulempen med spændingsløse anlæg dog undgås, ved at forsyningen midlertidigt sker fra et mobilt
dieselgeneratoranlæg, der på transformerens sekundære side tilkobles sikringslisterne.

9.2.2 Delvist lukkede net

I byområder opbygges lavspændingsnettene normalt også som åbne net, men på grund af den
tættere placering af transformerstationerne vil net forsynet fra forskellige transformerstationer ofte
grænse op til hinanden. Dette åbner mulighed for at nettene kan sammenkobles.
Sammenkoblingen af nettene sker dog normalt kun i de tilfælde, hvor der grundet fejl eller
vedligehold i kortere tid er behov for at forsyne en netdel fra en anden transformerstation.
I fig. 9.2.2 er vist et udsnit af et byområde, der forsynes fra en transformerstation, hvortil der er ført
tre stk. 10 kV kabler (-.-).
Fra transformerstationen er der ført tre lavspændingskabler ud til et luftledningsnet bestående af en
2 2
linje med 3·70 + 50 mm Cu og to linjer med 3 · 50 + 35 mm Cu.
2
Ved punktet 1468 er der tilsluttet et 150 mm Al kabel, der er forbundet med et kabelnet, som er
forsynet fra en anden transformerstation. Sammenkoblingen af de to net kan ske ved at isætte
sikringer i det kabelskab, hvori kablet er tilsluttet.
Side 334

Figurtekst:
Fig. 9.2.2 Delvis lukket net i byområde
Figurtekst slut.
Side 335
Net i cityområder kan også være opbygget således, at der er mulighed for at sammenkoble
radiallinjer til ringforbindelser. Ved omkoblinger i nettet er det således muligt at skabe alternative
forsyningsveje til nogle eller alle forbrugere. Endelig kan der til et kabelskab også være tilført
forsyningskabler fra to transformerstationer. På denne måde opnås et fleksibelt radialnet med
reserveforsyningsmuligheder. En sådan opbygning kræver, at netselskabet dimensionerer
forsyningskablerne med hensyntagen til, at nogle delstrækninger under omkoblinger kommer til at
føre strømme, der overstiger de "normale" belastningsstrømme. Det er imidlertid ikke ualmindeligt,
at netselskabet dimensionerer kablerne i et radialnet, således at nettet er overdimensioneret.
Udgiften til at opbygge et delvist lukket net bliver således ikke væsentligt større end udgiften i et
åbent net.

9.2.3 Maskenet
Maskenet er en speciel udførelse af et lukket net, der anvendes i visse dele af hovedstadsområdet.
Transformerstationerne i maskenettet er indsløjfet på radiallinjer, uden at der er placeret en
kortslutningsbeskyttelse foran transformeren. Ved en fejl i en transformerstation er det således hele
højspændingslinien, der udkobles. Belastningen vil dog herefter blot fordele sig på de andre linjer,
og forbrugerne vil intet mærke til fejlen.
For at forhindre at der løber effekt fra lavspændingsnettet til højspændingsnettet, er der mellem
transformeren og lavspændingsnettet indskudt en maksimalafbryder, der styres af et maskenetrelæ.
Maskenetrelæet sikrer, at maksimalafbryderen kun er indkoblet når effektretningen er fra
højspændingsnettet til lavspændingsnettet.
Det kan være en ulempe at bygge maskenet for store. Udkobles f.eks. to eller flere
højspændingslinjer, som følge af overbelastning eller kortslutning, kan man risikere, at de
resterende linjer også udkobles på grund af overbelastning. For at få nettet til at fungere igen, kan
det herefter være nødvendigt at opdele maskenettet i mindre enheder, før højspændingslinierne igen
indkobles.
Side 336

Figurtekst:
Fig. 9.2.3 Opbygning af maskenet
Figurtekst slut.

Figurtekst:
Fig. 9.2.4 Transformerstation i maskenet
Figurtekst slut.
Side 337

9.3 Komponenter
9.3.1 Luftledninger
I det "gamle" Stærkstrømsbekendtgørelse afsnit 3 er der anført hvilke materialer og
ledningstværsnit, der skal anvendes. Almindeligvis er der anvendt enkelttrådede kobberledere med
2 2
tværsnit, der afhængig af belastningen typisk er fra 16 mm til 95 mm .
I afsnit 5 fig. 5.3.2 er den tilladelige belastning i ampere angivet for luftledninger ved en maksimal
ledertemperatur på 80°C.
Som for højspændingsluftledninger vil det oftest også være spændingsfaldet, der er
dimensionerende for lavspændingsluftledningerne. Ved som udgangspunkt at anvende en
2
strømtæthed på 4 A/mm kan der findes et »start« tværsnit, hvorpå der kan udføres kontrol af
spændingsfald. For lavspændingsluftledninger af kobber kan der regnes med en lederresistans r =
2
17,5/S [Ω/km] – hvor S er lederdimension i mm – og med en induktiv reaktans x = 0,3 Ω/km.

9.3.1.1 Isolatorer
Lederne fastgøres til masten vha. isolatorer. Isolatorerne findes i tre typer, der alle er lavet af
porcelæn. Klokkeisolatoren fastgøres på en isolatorbøjle, når denne er skruet ind i masten.

Figurtekst:
Fig. 9.3.1 Klokkeisolator
Figurtekst slut.
Ved endetræk og i vinkelpunkter anvendes endetrækisolatorer, der er monteret på et beslag, der
fastgøres med gennemgående bolte.
Side 338

Figurtekst:
Fig. 9.3.2 Endetræksisolator
Figurtekst slut.
I nogle tilfælde benyttes af praktiske grunde ægisolatorer i stedet for de førnævnte isolatorer.
Ægisolatorer anvendes også som sikringsholdere for luftledningssikringer.

Figurtekst:
Fig. 9.3.3 Ægisolator
Figurtekst slut.
Isolatorerne anbringes således på masten, at ledningerne danner et lodret plan med nullen øverst.
Afstanden mellem lederne skal være 0,6 % af afstanden mellem masterne, dog min. 30 cm.
Side 339

9.3.1.2 Master
De mastetyper, der anvendes til højspændingsluftledninger, anvendes også til
lavspændingsluftledninger. For træmasternes vedkommende stilles der krav om en topdiameter på
minimum 15 cm.

Figurtekst:
Fig. 9,3.4 Lavspændingsmaster
Figurtekst slut.

9.3.2 Hængekabler
Hængekabler er en form for isoleret luftledning og skal med få undtagelser, opfylde de samme
betingelser, som er gældende for luftledninger.
Skal en eksisterende luftledning ændres, fordi ledernes højde over jord er blevet for lille, kan man
med fordel erstatte de 4 uisolerede ledere med et hængekabel bestående af fire sammensnoede
isolerede ledere. Der opnås herved følgende fordele:
- eksisterende master skal ikke forhøjes
- nemt montagearbejde
- næsten ingen vedligeholdelse
- stor driftsikkerhed
Side 340

Isoleret hængekabel type IL-AL

Anvendelse
· Anvendelse Isoleret luftledning i lavspændingsanlæg
Teknik
Brudstyrke Kobb 2
er: min, 0,4 kN/mm
2
Aluminium: min. 0,17 kN/mm
Modstand
Resistivttet (specifik modstand) ved 20°C
2
Kobber: 0,0175 ohm mm /m
2
Aluminium: 0,283 ohm mm /m
Konstruktion
Leder
Hårdtrukken kobber- eller aluminium-kabel
Isolation
Vejrbestandig PE, sort
Fasemærkning
Hver fase er tydeligt mærket med henholdsvis 1, 2 og
3 finner
Oplægning
4 årer sammensnoet tii kabel

Årediamete Kabeldiame
r ter
T
værsnit og Trådantal min. mm max. mm min. mm max. mm Vægt ca.
ledermatert og diameter kg/km
ale mm
2 mm
7 × 2,13 8,6 9,8 21,0 23,0 400
4×25
7 × 3,10 11,5 13,0 28,0 30,5 740
4×50
19 × 2,64 15,0 16,5 36,0 39,0 1350
4×95
Fig. 9.3.5 Hængekabel
Der anvendes til hængekabler forskellige typer ophængningsbeslag, hvoraf nogle typer er vist i fig.
9.3.6.
Side 341

Figurtekst:
Fig. 9.3.6 Diverse ophængningsbeslag
Figurtekst slut.

9.3.3 Kabler
Lavspændingsforsyningskabler kan være af en type, der også er godkendt til anvendes i
installationer f.eks. følgende fra NKT-Cables:
NOIK-AL-M
NOIK-AL-S
NOBH-AL-S
Almindeligvis anvender netselskaberne dog et PEX isoleret kabel som kun er godkendt til
anvendelse under forudsætning af, at kablet i hele sin længde befinder sig i jorden. Kablet er
således velegnet til lavspændingsforsyning. Kablet har ledere med PEX isolation og en kappe med
PE isolation. Den maksimale driftstemperatur er 90°C.
Side 342
Forudsætningen for at bruge kablet er, at det over jord kun benyttes til tilslutninger i kabelskabe og
til transformerstationens lavspændingsforsyningstavle.
Der er tidligere også anvendt kabler med koncentrisk nulleder, men grundet øget forekomst af
tredje harmoniske strømme, der summeres i nullederen, kan dette ikke anbefales til nyanlæg.
Det er som nævnt til nye anlæg almindeligt at anvende PEX isolerede kabler med ledere af
2
aluminium og for det meste altid med et tværsnit på mindst 50 mm . Kablerne fra NKT-Cables
kendes under betegnelsen PEX-M-A1.
For den nævnte type kabel kan der regnes med følgende værdier for vekselstrømsmodstand (ved
20°C) og induktiv reaktans:
Tværsnit r [Ω/km] x [Ω/km]
2
4 · 50 mm Al 0,641 0,081
2
4 · 95 mm Al 0,321 0,078
2
4 ·150 mm Al 0,207 0,078
2
4 · 240 mm Al 0,127 0,077

9.3.3.1 Nedlægning
Lavspændingskabler nedlægges i jord på tilsvarende måde som højspændingskabler. I byområder
vil der enten blive håndgravet eller anvendt kædegraver. I landområder, hvor muligheden for at
komme til at ødelægge drænrør er minimal, vil man med fordel også kunne anvende nedpløjning.
I henhold til Stærkstrømsbekendtgørelsen skal lavspændingsforsyningskabler i jord nedlægges og
beskyttes efter de samme regler som gælder for installationskabler.

9.3.3.2 Kabelskabe
Afgreninger på kabelnettet og forbrugernes tilslutning sker som hovedregel i kabelskabe, der
udføres efter bestemmelserne i DS/EN
Side 343
60439–5. Flere forskellige fabrikater anvendes, men principperne for opbygning og tilslutning er
uden den store forskel.
Kabelskabene er delvis nedgravet og kan fås i forskellige størrelser, bestemt af antal tilslutninger
og af det materiel, der skal indgå i kabelskabet.

Figurtekst:
Fig. 9.3.7 Kabelskab CDC 2000 (ABB)
Figurtekst slut.
Kabelskabe kan leveres med skinnerne afdækket med plastprofiler, således at de, når tilslutnings-
og sikringsenhederne er monteret, har kapslingsklassen IP2X. Tilslutningsenheden kan enten være
med eller uden skillestykke og kan berøringsbeskyttes med en plastafdækning.
Kabelskabet CDC 2000 fra ABB er et typisk eksempel på et kabelskab, der benyttes i
lavspændingsforsyningsnet. Det findes i fire størrelser PK20, PK35, PK48 og PK67, således at det
er muligt – alt efter behov – at bestykke de tre faseskinner og nulskinnen med forskellige
tilslutningsmuligheder for forsyningskablerne samt diverse sikringsafgange for stikledningerne.
2
PK20 kan monteres med kabeltilslutninger beregnet for sløjfning af to 50 til 95 mm kabler og har
plads til to sæt Diazed (E33) sikringsafgang for stikledninger.
Side 344
2
I PK35 kabelskabet er det muligt at sløjfe op til 150 mm forsyningskabler og at have op til 6 stk.
Diazed sikringsafgange.
Det er endvidere muligt at forsyne nogle af kabelskabene med sikringsholdere for DIN 00 og DIN 2
sikringer, dog således at sikringsholdere for DIN2 sikringer kun kan monteres i de to største skabe
2
– PK48 og PK67 – som også kan monteres med kabeltilslutninger for 240 mm .
Når CDC 2000 kabelskabet er færdigmonteret har det kapslingsklassen IP 44, er dobbelt isoleret
(klasse II) og har en mærkekorttidsstrøm Icw på 16 kA og en mærkestødstrøm IPk på 32 kA.
Side 345

Figurtekst:
Fig. 9.3.8 PK35 monteret med Diazed sikringsafgange
Figurtekst slut.
Side 346

9.3.3.3 Valg af kabler

Netselskaberne bruger som regel nedenstående punkter, når et kabel skal vælges til forsyning af et
område. De forskellige netselskaber lægger dog varierende vægt på værdien af de enkelte punkter:
- standard tværsnit
- strømbelastning
- spændingsfald
- spændingskvalitet
- økonomi
For at formindske udgifterne til lagerføring et det almindeligt at netselskaberne kun anvender få
standardtværsnit. Dette er en væsentlig grund til, at nettet ofte er overdimensioneret i forhold til den
aktuelle maksimale strømbelastning.
For kabler, der udelukkende er fremført i jord, stilles der i Stærkstrømsbekendtgørelsen ikke krav
vedrørende maksimal tilladelig belastning. Der er således mulighed for at anvende fabrikantens
anvisninger med hensyn til strømbelastning, der normalt er i overensstemmelse med værdierne
angivet i diverse IEC normer.
I de fleste tilfælde bliver nettet dimensioneret således, at der under almindelig drift maksimalt
tillades 5 % spændingsfald, regnet fra sekundærsiden af transformeren og ud til radiallinjens
yderste kabelskab.
For at sikre forbrugerne en god spændingskvalitet, skal der foruden beregning af de stationære
spændingsfald også udføres kontrol af spændingsdyk, fluktuationer (hurtige variationer i
spændingen), overtoner og netstivhed (kortslutningseffekt/impedans).
Hvor megen vægt, der bliver lagt på den økonomiske vurdering ved dimensionering af
lavspændingsanlæg, varierer meget fra netselskab til netselskab. Men et netselskab kan f.eks.
opstille den regel, at udbygninger, der med en kalkulationsrente på f.eks. 4 % kan tjene sig hjem på
20 år, vil blive gennemført.
Side 347

9.4 Netberegninger
Sikkerhedsstyrelsen har bestemt, at bekendtgørelsen for Elektriske installationer skal anvendes i
forbindelse med dimensionering og valg af de forsyningskabler, der forbinder
lavspændingsforsyningstavlen med kabelskabene. Da kablerne alene fremføres i jord er det således
muligt at udelade overbelastningsbeskyttelse, hvorimod kortslutningsbeskyttelse skal sikres.

9.4.1 Dimensionering
Dimensioneringen omfatter i første omgang følgende punkter:
- Fastlæggelse af den dimensionerende belastning
- Valg af kabel
- Valg af overstrømsbeskyttelse og kontrol af selektivitet
- Kontrol af spændingskvalitet
- Økonomi
I afsnit 9.1 er det beskrevet, hvordan man for forskellige belastningsområder og -typer kan finde
frem til den dimensionerende belastning og dermed værdien af den strøm, kablerne skal kunne føre
vedvarende.

9.4.1.1 Tilladelig strømbelastning af kabler

Efterfølgende tabeller gælder for 4-leder PEX isolerede aluminiumskabler for en driftsspænding op
til 1 kV. Tilladelig strømbelastning findes ud fra tabelstrømværdien, som skal korrigeres såfremt
jordtemperaturen er forskellig fra 20°C, jordens termiske modstand er forskellig fra 2,5 K·m/W og
der er mere end et kabel udgående fra transformerstationen.
I Danmark kan der normalt regnes med en jordtemperatur på 15°C og en termisk modstand i jorden
på 1 K·m/W, ved en nedgravningsdybde på 0,7 m. Såfremt kablet er omgivet af sand eller grus,
eller der er risiko for udtørring af jorden omkring kablet, bør der i stedet regnes med, at jordens
termiske modstand er 2,5 K·m/W.
Kabeltype S[mm ]
2
50 95 150 240
PEX-M-AL Iz tabel [A] 112 164 210 272
Fig.9.4.1 Tabelstrømværdier for 1 kV PEX-M-Al kabler direkte i jord
Side 348
Termisk 1 1,5 2 2,5 3
modstand
[K·m/W]
Korrektionsfa 1,43 1,23 1,09 1,00 0,91
ktor
Fig.9.4.2 Korrektionsfaktor (Ktm) for termisk modstand for kabler direkte i jord
Antal kabler Kablerne tæt Afstand ≤ Afstand ≤ Afstand ≤ 25 Afstand ≤ 50
sammen kabel 12,5 cm cm cm
diameter
2 0,75 0,80 0,85 0,90 0,90
3 0,65 0,70 0,75 0,80 0,85
4 0,60 0,60 0,70 0,75 0,80
5 0,55 0,55 0,65 0,70 0,80
6 0,50 0,55 0,60 0,70 0,80
Fig. 9.4.3 Korrektionsfaktor (Ks) for flere strømkredse for kabler direkte i jord
Jordtemperat 10 15 20 25 30
ur [°C]
Korrektionsfa 1,07 1,04 1,00 0,96 0,93
ktor PEX-M-
AL
Fig. 9.4.4 Korrektionsfaktor for jordtemperaturen (Kt)
Kablets tilladelige strømbelastning (strømværdi) Iz kan herefter bestemmes:
Iz = Iztabel · Kt · Ktm · KS

Eksempel 9.4.1.1.1
2
Tilladelig strømbelastning for to 1 kV fireleder 240 mm PEX-M-AL kabler, der fra en
transformerstation nedlægges direkte i jord i en dybde på 0,7 m med en indbyrdes afstand på 25 cm,
skal bestemmes, idet der kan regnes med almindelige jordbundsforhold og en jordtemperatur på 15
°C:
Iz = Iztabel · Kt · Ktm · KS = 272 · 1,04 · 1,43 · 0,9 = 364 A
Side 349

9.4.1.2 Overstrømsbeskyttelse
Stærkstrømsbekendtgørelsen har som nævnt ikke krav om, at kabler der fremføre i jord skal
overbelastningsbeskyttes. Betingelsen for udeladelse af overbelastningsbeskyttelse er dog, at
kablerne føres i jord direkte fra transformerstationens forsyningstavle (sikringsliste) og op i
kabelskabene. Det skal således for disse kabler blot sikres at kablets strømværdi (Jz) mindst er lig
belastningsstrømmen (IB):
Iz = Iztabel · Kt · Ktm · KS ≥ IB
Til gengæld er der ikke tilladelse til at udelade kortslutningsbeskyttelse. Sikringen, der skal
kortslutningsbeskytte kablet, skal vælges således, at der ikke optræder skadelige temperaturer i
kablet i den tid kablet gennemløbes af kortslutningsstrømmen. Når der anvendes sikringer til
kortslutningsbeskyttelse, vil det altid være den mindste kortslutningsstrøm, der vil give den største
termiske påvirkning. En fase-nul kortslutning i kablets yderste ende bliver hermed dimensionerende.
En beregning skal derfor eftervise, at det valgte kabel kan tåle denne strøm, i den tid sikringen er
om at smelte. Alternativt kan det blive nødvendigt at hæve tværsnittet eller placere
sektionssikringer ude i nettet.
For valg af sikring til kortslutningsbeskyttelse af kablet kan der opstilles følgende kriterier:
- Mærkestrømmen skal mindst være lig den dimensionerende belastningsstrøm.
- Sikringen skal kortslutningsbeskytte kablet frem til næste sikring.
- Sikringen skal være selektiv med alle efterfølgende sikringer.
I fig. 9.4.5 er angivet største korttidsstrøm i 1 sekund for PEX isolerede kabler med tilladelig
sluttemperatur på 250 °C.
2
S[mm ] 50 95 150 240
IKls [A] 4724 8976 14173 22676
Fig. 9.4.5 Korttidsstrømme
Side 350
For at kablet er kortslutningsbeskyttet skal følgende gælde for sikringens smeltetid:

I formlen er Ik1s kablets korttidsstrøm i 1 sekund og Ikfn,min er mindste fase-nul kortslutningsstrøm i

kablet. For at tage hensyn til, at der i fejlstedet kan optræde en lysbue, samt at der ved beregning af
Ikfn anvendes resistans ved 20°C, sættes Ikfn,min lig den halve værdi af den beregnede Ikfn. V. Denne
metode til at finde værdien af Ikfn,min adskiller sig således fra metoden, der anvendes ved
dimensionering af elektriske installationer, hvor der i stedet anvendes en faktor 1,5 på ledningernes
resistans ved 20 °C. Hvis sikringens smeltetid er mindre end 0,5 sekund bør kontrollen udføres ved,
at sikringens smeltetid tillægges 20 ms for på denne måde at tage hensyn til sikringens lysbuetid.

Eksempel 9.4.1.2.1
2
I en radial bestående af et fireleder 150 mm PEX-M-AL kabel er der i det yderste kabelskab
beregnet en Ikfn på 4000 A. For at kablet er kortslutningsbeskyttet, skal sikringen i
transformerstationens sikringsliste smelte på en tid mindre end:

9.4.1.3 Spændingsfald
Beregning af spændingsfald i lavspændingsnet adskiller sig principielt ikke fra de beregninger, der
udføres i højspændingsnet. De netkonstanter, der indgår, kan for kablernes vedkommende findes i
fabrikantens oplysninger eller i afsnit 9.3.3. For lavspændingsluftledninger af kobber kan der
2
regnes med en resistans r = 17,5/S [Ω/fam] - hvor S er lederdimension i mm – og med en reaktans
på 0,3 Ω/km.
Side 351
Til beregning af spændingsfaldet kan metoderne, der er beskrevet i afsnit 7 benyttes (se evt. også
seriens bind 6). Spændingsfaldet i lavspændingsnettet bør som tidligere nævnt maksimalt være 5 %.

Eksempel 9.4.1.3.1
2
Et boligområde med 24 rækkehuse med hver 100 m boligareal og et gennemsnitligt forbrug på
4200 kWh pr. år skal forsynes fra en lavspændingsudføring fra en transformer med følgende data:
Sn = 400 kVA
Un1/Un2= 10,5 kV/0,42 kV
eK = 4%
eR = 1%
Den samlede længde af forsyningskablet er 200 m og kablet lægges med ens tværsnit på alle
2
delstrækninger. Netselskabet ønsker at anvende PEX-M-AL og et mindste tværsnit på 50 mm .

Til brug for beregning af belastningen benytter netselskabet Velander formlen fremskrevet 20 år
med en stigning på 1 % pr. år.

k1 = 0,24
k2 = 2,31

20 20
IB,20 = IB(1 + r) = 65,2 (1 + 0,01) = 79,6 A
Side 352
2
For at kunne føre denne belastningsstrøm vælges et 4 × 50 mm PEX-M-AL kabel, som nedgraves
70 cm i jorden. Jordens temperatur regnes lig 15°C og den termiske modstand sættes til 1 K·m/W,
samtidig tænkes kablet at blive placeret ved siden af et andet forsyningskabel med en afstand lig
kabeldiameteren mellem kablerne.
Iz = Iztabel · Kt · Ktm · Ks = 112 · 1,04 · 1,43 · 0,8 = 133 A
Kablet kan under de angivne forhold føre 133 A hvilket overstiger den beregnede belastningsstrøm
på 80 A. En sikring med en mærkestrøm på mindst 80 A kan anvendes.
Kontrol af spændingsfald med cos φ=1:
Antal boliger PB IB IB,20 RL ΔUf
4 13,5 18,6 22,7 0,016 0,36
8 21,5 29,6 36,1 0,016 0,58
12 28,5 39,2 47,8 0,016 0,76
16 35,1 48,2 58,8 0,016 0,94
20 41,3 56,8 69,2 0,016 1,10
24 47,4 65,2 79,6 0,048 3,82
∑ΔUf = 7,56 V

20
IB,20=IB (1 + 0,01) [A]
RL =r·l = 0,641·l [Ω]
ΔUf=IB,20 RL[V]
Det beregnede fasespændingsfald på 7,56 V til yderste kabelskab er under det tilladte værdi på 5 %
af 230 V (11,5 V).
Side 353
Kontrol af kortslutningssikkerhed:
Transformer:

Kabel (2 gange 200 m i fase nul strømbanen)

RK=r · l · 2 = 0,641 · 0,2 · 2 = 0,2564 Ω
XK = x · l · 2 = 0,081·0,2 · 2 = 0,0324 Ω

IKFN.MIN = 0,5 · IKFN = 0,5 · 526 = 263 A

2
Et 50 mm PEX-M-AL kabel har en tilladelig sluttemperatur på 250 °C, hvilket betyder at IKIS =
4724 A.

En 80 A sikring vil ved 263 A smelte på ca. 10 s, hvilket sikrer at kablet er kortslutningsbeskyttet.
Kan den lange smeltetid på 10 s for en fejl yderst i kablet ikke accepteres, kan der suppleres med
sektionssikringer anbragt i et eller flere af kabelskabene. Disse sektionssikringer skal dog være
selektive med både de 80 A sikringer i transformerstationen og med stikledningssikringerne.
Side 354

9.4.2 Selektivitet
Emnet selektivitet er udførligt behandlet i seriens bind 6, hvorfor der her blot skal medtages nogle
ting, der kan være af betydning for lavspændings distributionsnet.

9.4.2.1 Mellem lavspændingssikringer

For at opnå den bedst mulige beskyttelse af kabler og komponenter og for at undgå meget lange
smeltetider ved "små" kortslutningsstrømme kan det være praktisk at anvende sektionssikringer ude
i nettet.
Selektivitet mellem sektions sikringerne og sikringerne i transformerstationen forekommer, når
smeltetiden ved "små" strømme er større for stationssikringen end for sektions sikringen ude i
nettet. Ved "store" strømme skal det kontrolleres at totalintegralet for sektions sikringen er mindre
end 80 % af smelteintegralet for stationssikringen, for at der er sikkerhed for selektivitet.
Sikringer af samme type kan regnes normalt for at være selektive, hvis mærkestrømmen for den
største sikring er mindst to gange mærkestrømmen for den mindste sikring. Det skal dog nævnes, at
mange sikringsfabrikanter oplyser, at mærkestrømmen for den største sikring blot skal være 1,6
gange mærkestrømmen for den mindste sikring for at de er selektive ved alle strømme – forudsat
samme fabrikat.

9.4.2.2 Mellem høj- og lavspændingssikringer

Ved vurdering af selektivitet mellem høj- og lavspændingssikringer kan det som en følge af
sikringernes forskellige kurvetyper ofte være en fordel at tegne smeltekurverne – naturligvis
henført til det samme spændingsniveau – ind i et strøm-tid diagram for således at kunne sikre
selektiviteten ved at sikre, at lavspændingssikringens smeltekurve ved alle strømme ligger under
højspændingssikringens smeltekurve.
Til eksempel kan lavspændingssikringens smeltestrømme overføres til højspændingsniveau ved, at
de divideres med transformerens omsætningsforhold (n) medens smeltetiderne overføres uændret.
Side 355

Figurtekst:
Fig. 9.4.6 Typisk opbygning af overstrømsbeskyttelse i 10/0,4 kV transformerstation
Figurtekst slut.
Den i fig. 9.4.6 viste opbygning af en typisk overstrømsbeskyttelse i en transformerstation i
distributionsnettet betyder, at højspændingssikringen skal beskytte anlæg og kabler i tilfælde af en
kortslutning forekommende et sted mellem højspændingssikringen og sikringerne for de afgående
lavspændingsforsyningskabler. For disse fejl vil der kun være et selektivitetskrav mellem
højspændingssikring og linjebeskyttelse. Hvis der derimod forekommer en fejl efter de viste
lavspændingssikringer, så vil der yderligere være et selektivitetskrav mellem lav- og
højspændingssikringer.
I fig. 9.4.7 er smeltekurven for en 500 A gG sikring overført til 10 kV niveau og indtegnet i et
strøm-tid diagram sammen med smeltekurven for en 50 A VS sikring. Det fremgår af diagrammet
at smeltekurve for den 500 A lavspændingssikring er placeret under smeltekurven for
højspændingssikringen, hvilket er tegn på selektivitet. Ved nogle lavspændingsfejl vil strømmene
på højspændingssiden imidlertid pga. transformerens trekant/stjerne kobling være forskellige i de
tre faser (se fig. 8.7.5). Derfor er det ikke nok at kontrollere kurver, men der skal også udføre en
kontrol ved værste fejltilfælde med hensyn til selektivitet.
Side 356

Figurtekst:
Fig. 9.4.7 Kontrol af selektivitet ud fra smeltekurver for en 50 A VS højspændingssikring og en 500
A Iavspændingssikring (SIBA)
Figurtekst slut.
Den værste fejl med hensyn til selektivitet er en tofaset fejl på lavspændingssiden, idet to af
sikringerne på lavspændingssiden gennemløbes af strømmen √3/2 · Ik3F.
Side 357
Den ene sikring på høj spændings siden fører samme strøm som ved en trefaset fejl på
sekundærsiden nemlig l/n · Ik3F, medens de to andre sikringer kun fører den halve værdi af denne
strøm (se evt. fig. 8.7.5).

Figurtekst:
Fig. 9.4.8 Strømfordeling ved tofaset kortslutning efter lavspændingssikringen NH-gG
Figurtekst slut.
Ved en kontrol af smeltetider vil selektivitet ved denne fejl sikres hvis:
0,8 · tSMELTE, HSP > tSMELTE, LSP
Smeltetiden for højspændingsikringen (tSMELTE, HSP) findes med:

Smeltetiden for lavspændingssikringerne (tSMELTE, LSP) findes med:

Ved meget små smeltetider på høj spændings siden (t < 0,1 s) bør der i stedet for en kontrol af
smeltetider anvendes kontrol af jouleintegraler:
Side 358
2 2 2
n · 0,8 · ∫ i dtSMELTE, HSP > ∫ i dtTOTAL, LSP
2 2
hvor n anvendes for at omregne højspændingssikringens smelteintegral til lavspændingsniveau (n
anvendes idet strømmen i integralet indgår i anden potens).

Eksempel 9.4.2.2.1
En 630 kVA transformer (n = 25) har på højspændingssiden placeret et sæt SIBA 50 A VS
sikringer som overstrømsbeskyttelse. På lavspændingssiden tænkes placeret tre afgange hver med
et sæt 400 A DIN2 sikringer.
På lavspændingssiden er der beregnet en trefaset kortslutningsstrøm på 12500 A svarende til en
tofaset kortslutningsstrøm på:

Ved en tofaset fejl på lavspændingssiden gennemløbes en af højspændingssikringerne af en strøm

på:

En VS sikring vil ved 500 A smelte i løbet af ca. 0,06 s, medens en DIN 2 lavspændingssikring, der
gennemløbes af 10825 A, smelter på ca. 0,015 s.
Det fremgår, at der ved kontrol af smeltetider umiddelbart synes at være selektivitet, men pga. de
meget korte smeltetider udføres der en nøjere kontrol ved hjælp af jouleintegraler.
400 A DIN2:
2 2
IK = 10825 A ⇒ ∫TOTAL i dt = 1,5 · 106 A s
Side 359
50 A VS:
2 3 2
IK = 500 A ⇒ ∫SMELTE i dt = 1,5 · 10 A s
VS sikringens smelteintegral overføres til 400 V niveau:
2 2 2 3 6
n · 0,8 · ∫SMELTEi dt = 25 · 0,8 · 5,5 · 10 = 2,75 · 10
2
As
Det ses at højspændingssikringens overførte smelteintegral ganget med en sikkerhedsfaktor på 0,8
er større end lavspændings sikringens totalintegral, hvilket betyder, at der kan regnes med
selektivitet.

9.4.2.3 Mellem relæer og lavspændingssikringer

For at kunne sammenligne udløsekurven for høj spændings sidens relæ med sikringernes
smeltekurve, skal udløse- og smeltekurver tegnes i samme diagram. Det betyder, at enten skal
sikringens smeltekurve overføres til højspændingssiden eller udløsekurven for højspændingssidens
relæ skal overføres til lavspændingssiden. Hvad der vælges må bero på, hvad der i øvrigt skal
indtegnes i diagrammet.

Eksempel 9.4.2.3.1
En 10/0,4 kV transformer på 800 kVA beskyttes af en effektafbryder styret af et relæ med
konstanttid karakteristik og følgende indstillinger:
I > = 1,5·In1 t > = 0,5s
I >> = 6·In1 t >> = 0,1s
I >>> = off

I > : 1,5 · 46,2 = 69,3 A

I >> : 6 · 46,2 = 277,2 A
Ved en strøm på 69,3 A på højspændingssiden svarende til 69,3 · 25 = 1733 A på
lavspændingssiden udløser relæet på 0,5 s og ved en strøm på 277,2 A på højspændingssiden
svarende til 277,2 · 25 = 6930 A på lavspændingssiden udløser relæet på 0,1 s.
Side 360
Smeltekurverne for 160 A, 200 A, 250 A og 400 A DIN2 sikringer indtegnes på et dobbelt
logaritmisk papir sammen med relæets til lavspændings siden overførte udløsekarakteristik.
Det fremgår, at smeltekurven for en 160 A sikring ikke skærer relæets udløsekurve, og at en 400 A
sikring ikke er selektiv ved strømme mellem 1733 A og 4500 A.
Der vil dog selv for en 400 A sikring normalt ikke være selektivitetsproblemer, idet kortslutningen
på sekundærsiden af en 800 kVA transformer vil give strømme, der er væsentligt større end 7000 A.
Der vil således ikke forekomme kortslutningsstrømme i de områder, hvor relæet udløsekurve er
under sikringens smeltekurve.
Side 361

Figurtekst:
Fig. 9.4.9 Udløsekurve og smeltekurver
Figurtekst slut.
Side 362

9.4.3 Spændingskvalitet
I rekommandation nr. 16 fra DEFU (og EN 50160) er det beskrevet hvilken spændingskvalitet, der
skal overholdes i de danske lavspændingsforsyningsnet.
Den nominelle fasespænding er 230 V. I det punkt (leveringspunktet) hvor forbrugerens installation
sluttes til elforsyningsanlægget skal fasespændingens effektivværdi, målt som et 10 minutters
gennemsnit, ligge inden for 230 V ±10 %.
Som en følge af ind- og udkoblinger af brugsgenstande, usymmetriske belastninger eller brug af
brugsgenstande, der forvrænger de sinusformede kurver, kan der forekomme en variation af
spændingen, som gør nettets spændingskvalitet i leveringspunktet uacceptabel.

Figurtekst:
Fig. 9.4.10 Spændingsvariation i leveringspunktet
Figurtekst slut.
Side 363

Spændingsdyk
Ved start af en stor motor (eller anden komponent med stor indkoblingsstrøm) forekommer der en
spændingsændring i leveringspunktet pga. det spændingsfald, der optræder, når startstrømmen
sammen med den øvrige belastningsstrøm gennemløber impedanserne frem til leveringspunktet.
Alle installationer, der er tilsluttet dette leveringspunkt, registrerer denne spændingsændring. Hvis
spændingsændringen resulterer i, at effektiwærdien af spændingen i leveringspunktet kortvarigt er
under 90 % af den nominelle spænding, forekommer der et spændingsdyk. Spændingsdykket må
normalt ikke medføre, at spændingen i leveringspunktet falder til under 85 % af den nominelle
spænding.
Størrelsen af spændingsdykket udtrykkes som differencen mellem den nominelle spænding og
effektiwærdien af den laveste spænding under spændingsdykket.

Fluktuationer
Brugsgenstande med hyppige ind- og udkoblingsstrømme er årsag til hyppige spændingsændringer
(kaldet fluktuationer) i leveringspunktet. Variationen i spændingens effektivværdi kan ses som
flimren i lyset i alle de installationer, der er tilsluttet leveringspunktet. Denne flimren i lyset kaldes
Flicker.
For at sikre kvaliteten af spændingen i leveringspunktet, kræves der et bestemt forhold imellem
spændingsændringen i leveringspunktet og hyppigheden af spændingsændringen udtrykt ved
følgende formel:

a = antal spændingsændringer pr. minut

ΔU = spændingsændringen [V]
Side 364

Eksempel 9.4.3.1
En mindre virksomhed skal have installeret en stor maskine, der trækkes af en asynkronmotor med
en startstrøm på 300 A ved en cosφ= 0,3. Virksomheden er tilsluttet i et kabelskab, hvor der også er
tilsluttet andre forbrugere. I forsyningskablet frem til kabelskabet er der en samlet resistans på 60
mΩ og en samlet induktiv reaktans på 8 mΩ. Netselskabet ønsker spændingsdykket i kabelskabet
beregnet.

Beregning af spændingsfaldet frem til kabelskabet før motorstart:

ΔUf T = ∑IW · RT2 + ∑IWL XT2
ΔUf T = (200 · 0,9 + 100 · 0,8 + 200 · 0,9) · 0,005 + (200 · 0,436 + 100 · 0,6 + 200 · 0,436) · 0,02 =
7V
ΔUf FL = ∑IW · RFL + ∑IWL XFL
ΔUf FL = (100 · 0,8+ 200 · 0,9) · 0,06 + (100 · 0,6 + 200 · 0,436) · 0,008 = 17
V ∑ΔUf = 7 +17 = 24 V frem til kabelskabet
Side 365
Når motoren starter øges spændingsfaldet med:
ΔUf =
ISTART · (RT2 + RFL) · cosφSTART + ISTART (X2 + XFL) ·
sinφSTART ΔUf = 300 · (0,005 + 0,06) · 0,3 + 300 (0,02 +
0,008) · 0,954 ΔUf =14V
Når motoren starter falder spændingen i kabelskabet til:

Det ses, at spændingen dykkerunder 0,9 · Ufn = 0,9 × 230 = 207 V, men ikke under 0,85 · Ufn = 0,85
× 230 = 195,5 V.
Spændingsdykket er acceptabelt.
Skulle spændingsdykket ikke være acceptabel, kan der vha. transformerens viklingskobler foretages
et løft af den sekundære spænding, eller impedansen ud til kabelskabet kan formindskes ved f.eks.
at øge tværsnittet på forsyningsledningen eller transformeren udskiftes til en med større
mærkeeffekt (mindre impedans).
Når motoren starter dykker spændingen i kabelskabet med 14 V svarende til ca. 6% af den
nominelle spænding. For at sikre et acceptabelt flicker niveau i de andre installationer, der er
tilsluttet i kabelskabet, må motoren kun starte et vist antal gange pr. minut.

Med 4,8 starter pr. time er fluktuationen acceptabel for netselskabet.

Er det maksimale antal starter pr. time ikke acceptabelt for virksomheden, vil det være nødvendigt
at formindske impedansen frem til kabelskabet, eller sikre mindre startstrøm ved om muligt at
starte
Side 366
motoren vha. en softstarter/frekvensomformer. Alternativt må stikledningen til virksomheden
tilsluttes direkte til transformeren sekundærside eller virksomheden må forsynes via egen
transformer.

Eksempel 9.4.3.2
En mindre fabrik tilsluttes direkte til sekundærsiden på en 500 kVA transformer, hvor der også er
tilsluttet en forsyningsledning til en række kabelskabe, hvortil der tilsluttes boliger og forretninger.
Transformeren har følgende data:
Sn = 500 kVA
Un1/Un2 = 10/0,4 kV
eK = 5%
eR = 1%

I fabrikken skal der installeres tre punktsvejsere, der skal arbejde i takt. De tre punktsvejsere vil,
når de indkobles, belaste nettet med 200 A ved cosφ = 0,6. Det ønskes undersøgt hvor mange
punktsvejsninger, der maksimalt kan tillades pr. minut.
På transformerens sekundære klemmer (som er det fælles leveringspunkt) vil indkoblingen af
punktsvejserne være årsag til en spændingsændring:
ΔUf ændring = I · RT2 · cosφ + I · XT2 · sinφ
= 200 · 0,0032 · 0,6 + 200 · 0,0157 · 0,8
= 2,9 V
Side 367

Idet en spændingsændring optræder både ved ind- og udkobling af punktsvejserne, er det med de
acceptable ca. 12 ændringer pr. minut tilladt for fabrikken at udføre 6 punktsvejsninger pr. minut.
Kan dette ikke accepteres af fabrikanten, kan det blive nødvendigt at forsyne fabrikken fra en
transformer, der ikke forsyner andre installationer. Første fælles leveringspunkt vil herefter befinde
sig et eller andet sted i 10 kV nettet og den meget mindre impedans, der nu gennemløbes af
indkoblings strømmen, vil betyde en lavere spændingsændring i dette første fællespunkt.

Overtoner
De overtoner (overharmoniske spændinger) der kan optræde i nettet, som en følge af de ulineære
belastninger, der er tilsluttet hos forbrugerne, skal være begrænset til følgende:
Overharmoniske spændinger Den overharmoniske effektivvrdi i % af 50 Hz
spændingens effektivværdi
150 Hz ≤5
250 Hz ≤6
350 Hz ≤5
450 Hz ≤1,5
550 Hz ≤3,5
650 Hz ≤3
750 Hz ≤0,5
Uden vægtning skal kvadratroden af kvadratsummen af de overharmoniske spændingers
effektivværdi være mindre end eller lig 8 % af 50 Hz spændingens effektivværdi:
Side 368
Vægtes de enkelte overharmoniske spændinger, skal kvadratroden af kvadratsummen af de vægtede
effektivværdier være mindre eller lig 75 % af 50 Hz spændingens effektivværdi:

Eksempel 9.4.3.3
I et net med en 50 Hz fasespænding på 230 V måler netselskabet en tredje harmonisk spænding
(150 Hz) med en effektivværdi på 8 V og en niende harmonisk spænding (450 Hz) med
effektivværdien 2 V:
150 Hz Ueff. = 8 V < 5/100 · 230 = 11,5 V
450 Hz Ueff. = 2 V < 1,5/100 · 230 = 3,45 V

30 V er mindre end

er mindre end

Spændingsusymmetri
Som følge af skævt belastede faser optræder der i nettet en spændingsusymmetri. For at
spændingskvaliteten er acceptabel skal usymmetrien være mindre end 2 % målt som et 10 minutters
gennemsnit. Størrelsen af usymmetrien bestemmes ved at måle effektiwærdien af de tre
netspændinger i leveringspunktet, og herefter bestemme middelværdien af de tre målte
effektivværdier samt største afvigelse fra denne middelværdi. Efterfølgende skal det kontrolleres
om følgende er opfyldt:
Side 369

Eksempel 9.4.3.4
I et kabelskab, hvorfra en mindre virksomhed forsynes, måler netselskabet følgende tre
netspændinger:
Un1 = 378 V Un2 = 385 V Un3 = 382 V

Største afvigelse i forhold til Un middel er 382 – 378 = 4 V

Kontrollen viser, at nettet er i orden med hensyn til maksimal tilladt usymmetri.
Side 370

Supplerende litteratur
Poul Erik Petersen: "Elektricitet og magnetisme",
Bogfondens forlag A/S
Poul Erik Petersen: "Elektriske maskiner",
Bogfondens forlag A/S
Carsten Dahl Petersen og Niels Windel Kringelum:
"El-tekniske beregninger",
Bogfondens forlag A/S
Sikkerhedsstyrelsen: Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 2 og afsnit 6
IEC og DEFU: Diverse rekommandationer, rapporter og standarder
Side 371

Stikordsregister
A
adskiller 206
afbrydningsfejl 34
afstandsrelæer 40, 52

B
back-up 266
belastningsstigning 331
berøringsspænding 318
beskyttelsesjord 102, 314, 316
beskyttelsesleder 317
bloktransformer 20
boligområde 326
brydekammer 83
Buchholzrelæ 44
bøjende moment 310

C
centrale værker 17
cityområder 329

D
dampanlæg 17
delvist lukkede net 333
differentialrelæ 41, 53
distributionsnet 31
dobbelt samleskinne 77
drejeadskiller 90
driftskapacitans 68, 162
driftsjord 102, 314, 317
duplexanlæg 237
dynamisk påvirkning 307
døgnbelastningskurver 15
E
effektafbryder 80, 212
ekspansionsbeholder 44
elforbrug 21
endeafslutning 130
endetræksisolator 338
energibalance 14
enkel samleskinne 77
erhvervsværker 17

F
fasekompensering 154
feltopbygning 239
fjernkontrol 104
fluktuationer 363
forsyningsledninger 301
friluftstation 72
full-range 266
funktionsgrænser 238
fælles jordingsanlæg 314

G
generatorbeskyttelse 47
glasisolatorer 62

H
hartgas 210
HVDC 28
hængeisolator 116
hængekabler 339
høj spændings sikringer 220

I
Innovac MMS 240
impedansrelæ 37
indendørsstation 75
indsløjfet 111, 258
industrivirksomheder 260
industriområder 331
inverstid 167
isoleret net 184

J
jordelektroden 318
jordfejl 163
Side 372
jordingsanlæg 102, 314
jordslutter 220
jævnspændingsoverføring 28

K
kabelidentifikationsapparat 133
kabelplaner 132
kabelskabe 342
kabelskydning 131
kabelstik 130
kabelstrømtransformer 43, 190
klasse II 299, 344
klokkeioslator 337
kompaktstation 250, 254
kondensationskraftværk 18
kontakttermometer 266
konstanttidrelæ 172, 276
kortslutning 284
kortslutningseffekten 285
kortslutningsfejl 33
krympemuffe 129
kølemetoder 98

L
landbrugsområder 330
lastadskiller 208
lavspændings
-distributionsnet 326
-luftledning 338
-master 339
lukket net 334
lysbueintegral 270
længdekoblingsfelt 244
M
magnefix 210
maskenet 335
mastestation 255
metode 1, 2 og 3 287
miniolieafbryder 80, 212
modstandsmoment 311
modtryksanlæg 18
mellemspændingskabel 119
muffer 128
målesensor 235
måletransformere 228

N
nedlægning 127
netautomation 261
nettyper 332
neutral jord 319, 320

O
OFAF 98
OFWf 98
områdeselektivitet 52
ONAF 98
ONAN 98
operationsområde 189
overbelastningskurver 264
overspændingsafleder 96
overstrømsbeskyttelse 167, 349
overtoner 367

P
pantograph adskiller 90
parallelkompensering 154
parallelle linier 138
PEX kabel 70, 117
pladekapslede felter 239
planlægning 13, 55
porcelænsisolatorer 60
prissætning 21

R
radiallinje 136
radialnet 110
redekamlinje 142
reststrømmen 165
ringforbindelser 57
ringnet 145
Side 373

S
Safe Plus / Safe Ring 224
samleskinner 76, 236
satellitstation 246
selektivitet 50, 354
selektivitetsplan 196
seriekompensering 154
SF6 afbryder 84, 215
SF6 anlæg 75, 89
signaturer 205
sikringsadskiller 207
sikringsliste 298, 300
silicagelfilter 102
sløjfefelt 221
sløjfenet 112
slukkespole 164, 166
smelteintegral 273, 358
spændingsdyk 362
spændingsfald 69, 135, 350
spændingskvalitet 362
spændingsrelæ 37
spændingstransformer 94, 186, 232
stationstyper 246
stikledning 301
strækningsafbryder 116
strømafhængigt relæ 281
strømbelastning 59, 157, 307, 347
strømrelæ 36
strømselektivitet 51
strømtransformer 91, 228
stålmaster 64
sumstrømrelæ 43
svingningsdæmper 64

T
T-tilslutning 110
termisk påvirkning 312
tidsselektivitet 51
tonegeneratormetoden 132
transformerbeskyttelse 265
transmisssionsnet 24
trinkarakteristik 39
tværkoblingsfelt 245
tårnstation 257

U
udtagsanlæg 19
usymmetri 368

V
vacuumafbryder 217
Velander formlen 328
viklingsfejl 34
VS.schutz 270
VS sikring 271
vuggeklemme 63

W
wattmetrisk jordfejlrelæ 187

X
Xiria 221

Æ
ægisolator 338

Å
åbne net 332
Side 374
Side 375
Side 376