Alt det som ingen ser Eriksen

Visit to download the full and correct content document:

https://ebookstep.com/product/alt-det-som-ingen-ser-eriksen/
More products digital (pdf, epub, mobi) instant
download maybe you interests ...

L appel pour le climat du Dalaï Lama Entretiens avec

Franz Alt 1st Edition Dalaï Lama Franz Alt

https://ebookstep.com/product/l-appel-pour-le-climat-du-dalai-
lama-entretiens-avec-franz-alt-1st-edition-dalai-lama-franz-alt/

Höns som hobby 2 uppl Edition Roll

https://ebookstep.com/product/hons-som-hobby-2-uppl-edition-roll/

O som vertebrado 1st Edition Edimilson De Almeida

Pereira

https://ebookstep.com/product/o-som-vertebrado-1st-edition-
edimilson-de-almeida-pereira/

O som do rugido da onça 1st Edition Micheliny Verunschk

https://ebookstep.com/product/o-som-do-rugido-da-onca-1st-
edition-micheliny-verunschk/
Fintech-Lexikon: Begriffe für die digitalisierte
Finanzwelt 1st Edition Rainer Alt

https://ebookstep.com/product/fintech-lexikon-begriffe-fur-die-
digitalisierte-finanzwelt-1st-edition-rainer-alt/

A nova Bíblia do Som 1st Edition Luiz Fernando Otero

Cysne

https://ebookstep.com/product/a-nova-biblia-do-som-1st-edition-
luiz-fernando-otero-cysne/

Cómo ser un estoico Massimo Pigliucci

https://ebookstep.com/product/como-ser-un-estoico-massimo-
pigliucci/

Com ser antiracista Ibram X. Kendi

https://ebookstep.com/product/com-ser-antiracista-ibram-x-
kendi-2/

Com ser antiracista Ibram X. Kendi

https://ebookstep.com/product/com-ser-antiracista-ibram-x-kendi/
 Jan Eriksen

ALT DET SOM INGEN SER

Krimi

People’sPress
 FORORD

Fra 1988 til ‘94 arbejdede jeg som redaktør på det daværende
ungdomsmagasin Chili. En mandag morgen i 1991 eller ’92 mødte min
medredaktør op på redaktionen og fortalte, at hun havde deltaget i en fest.
Der havde hun talt med en anden kvinde, en BZ'er, som på grund af sine
mange tatoveringer og piercinger var tilknyttet et alternativt modelbureau.
Hun havde på bureauets kontor fundet en rød mappe med billeder af små
børn, der blev skændet. Kvinden erfarede, at billederne var produceret i et
studie i en villa i Nærum. Om ikke det var noget for Chili at afsløre de svin?
Kvinden ønskede af principielle grunde ikke at gå til politiet.

To unge skribenter tog ud på adressen, hvor de blev modtaget af en ældre

dame iklædt gevandter, som var hun flere årtier yngre. Hun bad dem skride.
Efter lidt ringede jeg til en privat kontakt, som på det tidspunkt
arbejdede i PET. Det var trods alt ikke vores opgave at lege politi. Jeg
ringede også til en tidligere Chili-skribent, som havde fået job på et af de
store dagblade. Nogen tid senere blev en mand, der på tidspunktet var ansat
som en form for portvagt i Forsvaret, anholdt med mistanke om at stå bag
en pædofiliring. Historien om hans anholdelse var på forsiden af
ekskollegaens avis. Jeg kan ikke huske, om avisen skrev noget om hans
bopæl – muligvis noget med Nordsjælland.
Om der er en sammenhæng mellem disse begivenheder, aner jeg ikke.
Men de har inspireret denne roman.

Derudover er intet i romanen funderet i virkelige begivenheder. Visse

oplysninger vedrørende trafficking i Europa stammer fra virkelige
dokumenter. Visse politimæssige forhold er clearet med en person med
baggrund i dansk politi. Romanen er tilegnet alle ofre for trafficking og
øvrige former for pædofili. Skulle den ende med at give overskud, vil ti pct.
af mine indtægter gå til Red Barnet.
Tak til Rikke Bjerge Johansen, Jørgen Johansen, Thomas Jessen, Lars
Bøgeholt, Pierre Bannasch og Maj Munk for uvurderlig hjælp undervejs. En
særlig tak til en kvinde, der arbejder i en russisk Red Barnet-lignende
organisation, som jeg har mailet med.
 I hate catching spiders. Still, a man’s got to do what a man’s got to
do

John Steinbeck, Grapes of Wrath.

Klokkerne i den russisk ortodokse kirke Donskoy Monastyr vækkede

Rasmus Gaarde. Kort efter opgav han tanken om at sove videre. Et
fremmedelement havde taget bo i Gaardes hjerne, som det åbenbart havde
sat sig for at æde i små bidder, nu hvor han var vågnet.

Rasmus Gaarde havde en grim smag i munden. En eftersmag af vodka. En

fornemmelse af begyndende forrådnelse. Lugten af daggammel transved.
Smagen af kusse og elefanttung, russisk parfume. Det hele blandet sammen
i en frastødende, navnløs cocktail.

Et hurtigt blik rundt i værelset afslørede, at han befandt sig på et hotel.

Endda et af de pænere at dømme efter kvaliteten af fladskærmen. Kufferten
lå på et mindre bord i sibirisk fyr. Det var altså her, han havde tjekket ind
dagen forinden.
Rasmus’ ene fod var viklet ind i kvindens trusser. Ligesom resten af
hendes garderobe så de ud til at være eksklusive. En 10 cm lang stilethæl
med tilhørende sko lå på gulvet og pegede på ham, som var det en spinkel
håndtaskepistol.
Det havde været en lang aften og nat i byen i den russiske hovedstad.
Først på dagen det årlige møde med de russiske samarbejdspartnere. Mødet,
der mest drejede sig om formaliteter, var hurtigt overstået.
Rasmus havde kendt mødets vært, den russiske tv-koordinator
Tsitsyanov, gennem et par år nu. Uden at nogen af dem havde gjort noget
særligt for det, havde de udviklet et specielt far-søn-lignende forhold,
selvom Rasmus kun var 12 år yngre end den russiske tv–godfather.
 Efter mødet, der fandt sted i Tsitsyanovs faste klub tæt på Igor Talkova
museet, havde de taget en taxa til en restaurant i den vestlige ende af øen,
der deler Moskvafloden. Rasmus huskede ikke præcis, hvad han havde fået
at spise.
Sikkert noget med kaviar. Mr. Tsitsyanovs hyppige skålen på russisk –
Na Bashe Zdorovye – efterfulgt af standardbemærkningen, ’maden er så
salt, lad os få noget at drikke’, tydede på det. Som det er kutyme i Rusland
ved den slags lejligheder, drak de vin og vodka samtidig. Vodkaen var
beregnet til at skåle i. Den dyre årgangsvin bællede de.
Efter to, måske tre timer havde den kvindelige tjener spurgt Rasmus, om
han ville mødes med hende senere på en natklub. Hun var sgu lækker. Slet
ikke så overmalet i ansigtet som de fleste andre russiske kvinder, store
bryster under en nedknappet hvid skjorte, flot, naturligt blondt hår. Men
inden han havde nået at svare, havde mr. T. smidt ham ind i endnu en taxa.
I natklubben Night Club Icon blev de budt velkommen ved døren af en
slibrig type med håret sovset ind i gele. Direkte uden om køen og op i VIP-
loungen med udsigt til dansegulvet og en speedet dj, der kompenserede for
sine manglende musiksmag ved konstant at råbe og skrige ind i sin
mikrofon. Skumle typer var gledet ind og ud af loungen, mens de skiftevis
hviskede sammen med mr. T., legede med deres AK-47’ere, befamlede et
par slotty duller, som Rasmus gik ud fra var ludere, eller fyldte næsen med
hvidt pulver fra en stor glasskål.
Tsitsyanov havde venner i alle kredse. På et tidspunkt i løbet af natten
havde Rasmus talt med en litteraturprofessor, der personligt kendte de
systemkritiske forfattere Mikhail Sjisjkin og Aleksej Slapovskij.
Professoren havde dog hurtigt vist sig at være mere interesseret i mr. T’s
coke og luderne, end i Rasmus. Det kunne Rasmus ikke bebrejde ham. Det
ville han også selv have været.

På et tidspunkt var Rasmus blevet træt af mr. T’s fest. Selvom han frivilligt
legede med i flokken omkring Tsitsyanov, havde han det svært med de
mange våben.
Pludselig havde hun stået på dansegulvet med armene i siden. Hun
havde betragtet ham – smilende, ja, men på en sært spottende måde, der af
en eller anden grund havde mindet Rasmus om hans første
skolegårdsforelskelse, Inger. Måske på grund af kvindens sært altmodisch
højhalsede kjole, dog i et snævert snit, der ikke overlod noget til Rasmus’
ellers livskraftige fantasi.
Kvinden havde taget fat i hans arm, hevet ham ud på gulvet, mens
Rihannas ’S&M’ bankede ud af højttalerne. Lige deromkring havde de vist
kysset hinanden første gang. Kvinden havde tydeligvis ikke ulejliget sig
med at iføre sig en BH.
Han havde inviteret hende op i mr. T’s lounge. De havde talt, kysset, talt.
Danset igen. På et tidspunkt var han kommet til at støde sit skridt mod
hendes mellemgulv. Hun havde trukket ham ind til sig. Kort efter forlod de
natklubben.
 2

Nu lå hun ved siden af Rasmus og snorkede højlydt. Mascara, læbestift og

øjenskygge var smurt og svedt ud over det meste af hendes ansigt. Kvinden
havde et tydeligt blåt mærke ved det ene øje. Det måtte have været dækket
af makeup i aftes. Eller havde Rasmus? Nej, sgu!
Kvindens mave var skændet af to grimme ar, og foroven på højre
kraveben var der et stort, blåt mærke. Desuden sås et brandsår ved venstre
lænd.
Rasmus Gaarde havde altid haft flair for at klare sig ud af ubehagelige
situationer. Men alle instinkter sagde ham, at dette kunne udvikle sig til
noget meget ubehageligt, uanset hvem den snorkende kvinde måtte være,
og selvom han ikke havde påført kvinden hendes sår.
Hvis kvinden, som han frygtede, var luder, var der også en alfons, der
ville se med mistrøstige øjne på Rasmus Gaardes eventuelle andel i mærket
ved øjet og den deraf afledte nedskrivning af værdien i
produktionsapparatet.
Han samlede stilfærdigt sit tøj, diverse Apple-gadgets og andet af værdi
og forsøgte at overtale sin blære til at forholde sig passiv.
Efter at have forladt sit hotelværelse gik Rasmus hen mod kirken, hvis
klokker havde vækket ham. Han fandt en plads på en bænk i den fredfyldte,
smukke park omkring den prægtige hvide kirke, der lå som en lille poetisk
påmindelse om, at der havde eksisteret en form for æstetik i Rusland, inden
kommunisterne armerede landet med beton.
Rasmus forsøgte at genkalde sig aftenens begivenheder, mens han
forsigtigt skelede til indgangen. Bare nu ikke kvinden fra sengen pludselig
fik lyst til at gå i kirke.
Så slog det ham. Kvinden kunne umuligt være luder. Rasmus havde ikke
på noget tidspunkt haft pungen fremme til andet end betaling af drinks.
Kvinden havde ikke forlangt penge. De havde ikke talt om penge på noget
tidspunkt.
 Alle kreditkort lå uberørte, konstaterede Rasmus, da han med bankende
hjerte tjekkede pungen. Puha.
Rasmus Gaarde rejste sig, hoppede lidt på stedet og satte sig ned igen.
Fik gang i blodomløbet og pustede ud. Det gav et øjebliks ro i kroppen.

To ældre kvinder iført tørklæder gik ad stien fra kirken ned mod en låge ved
universitetet. De småsnakkede og betragtede den danske mand. Rasmus
Gaarde fangede kun ordet ’turist’.
 3

Dyrehaven med Eremitageslottet på toppen af bakken suste forbi vinduet på

Banjit Thomsens venstre side. Det var lykkedes hende at nå kystbanetoget
til tiden.
Efter et par ugers ærkedansk sommervejr med regnbyger og stærk vind
fra samtlige verdenshjørner var der forandring i luften. På cykelturen ud ad
Amagerbrogade på vej mod Nørreport Station havde Banjit besluttet, at det
bedre vejr måtte være et varsel om et succesrigt praktikophold. Allerede ved
Holmbladsgade havde hun taget sin hættebluse af og bundet den om livet.
Hun fortrød, at hun ikke havde taget sandaler på i stedet for sneakers. Det
ville blive en varm dag.
Der var sket store forandringer i Banjit Thomsens liv. For halvandet år
siden havde hun været en tvivlende litteraturstuderende uden mål og retning
i sit liv.
Men i stedet havde hun påbegyndt en professionsbachelor i
politivirksomhed på Politiskolen i Brøndbyøster.
Beslutningen havde været lige så let at træffe, som den var svær at
realisere og overraskende for alle, der kendte hende.
Banjit ønskede at gøre en forskel ude i virkeligheden, langt fra
universitetets skærmende mure. Hun ønskede at udnytte det, som hun
opfattede som sine personlige, empatiske kompetencer og generelle
coolness i pressede situationer.
Som dansk-thailandsk blandingsbarn var Banjit sat i verden som en
udstødt. Hendes forældre var de sødeste mennesker, men allerede i
børnehaven havde hun følt sig anderledes på grund af sin hudfarve. Hun
havde så rigelig oplevet den særlige, overfladisk set godmodige danske
racisme.
Hun plejede at sige, at hun som barn ofte havde følt sig som en af dem,
der var inviteret med til den store frokost i det danske velfærdssamfund.
Hun havde bare ikke fået tildelt en plads ved bordet.
 Syge, udstødte, anderledes; Banjit forstod de svageste i samfundet, som
det også var strømernes opgave at servicere. Voldtægts-, volds- og
mordofre, kvinder og børn, der blev skændet, hjemløse, homoer, folk med
mørk hud, som hende selv, der blev udsat for hatecrimes. Almindelige
mennesker, der blev udsat for systemets svigt.
I løbet af de første semestre på Politiskolen i Brøndby havde hun hørt en
del skræmmehistorier om praktiktiden. Om endeløse kedsommelige
afhøringer af folk, hvis undulat var fløjet hjemmefra, husspektakler,
fulderikker, der truede eller stak andre fulderikker med knive. Den slags. De
laveste kaster inden for personfarlig kriminalitet, som en eller anden havde
formuleret det.
Men det var lige præcis dét, Banjit holdt af ved sin nye uddannelse. At
det modsat litteraturstudiet mere handlede om praktik og samarbejde
mellem eleverne, end det handlede om en falleret lærer ved tavlen med
uforløste drømme om en litterær karriere.

Ud for Nivå station tjekkede Banjit sin iPhone. Endnu en gang var et lille
barn forsvundet. Hun læste en kommende kollegas udtalelser på et
nyhedssite.
Den forsvundne Mathilde deltager i en campingferie med sine
forældre, som indtil i aftes beboede en campingvogn på Rågeleje
Camping. Kort før kl. 22 forlod hendes forældre den sovende
Mathilde og campingvognen for at besøge fem andre camperende
gæster, der opholdt sig 30 meter derfra. Ifølge vidner havde
forældrene fuldt udsyn til deres egen vogn. Døren var låst, og
forældrene medbragte en børnealarm. Da forældrene kom tilbage til
vognen lidt efter midnat, var pigen forsvundet fra sit sengeleje. Vi
modtog henvendelsen fra forældrene kl. 00.30, siger vagtchefen ved
Nordsjællands Politi.

Helikoptere og dykkere fra Søværnets Operative Kommando var stadig

aktive i eftersøgningen, fremgik det. Forældreparret var indlogeret privat
hos et familiemedlem i nærheden. Politiet havde valgt at offentliggøre
fotografiet af Mathilde i håb om hjælp fra offentligheden.
 Banjit havde lært på Politiskolen, at langt de fleste forsvundne småbørn
har det forfærdeligt, også de, der ikke lider fysisk overlast, indtil de enten
kommer tilbage til forældre, pædagoger eller andre, dør – eller bliver
bortført.
Tanken om fireårige Mathilde alene i natten, druknende, måske bortført
og skændet, kradsede helt nede i bunden af Banjit, hvor hun husede et
kammer, som hun holdt helt afsondret fra sin omverden. Mit omvendte
vinterhi, kaldte hun det. Der var oftest meget koldt, mørkt og fyldt af
fortættet ingenting i dét kammer.
Lige nu var det oplyst af billedet af den smilende fireårige pige, som
ledsagede artiklen på hendes iPhone.
 4

– Her kommer jeres nye nabo.

Stinkemanden gik prustende nedad trappen. Som altid gav træet efter
med en klagende lyd. Pigen så ud gennem et lille kighul i den primitive
trædør. Stinkemanden holdt en ukendt pige i hånden. Hun græd og græd.
Stinkemanden var underligt … sød ved den nye pige. Han åbnede døren ind
til det tomme rum ved siden af pigens rum. Ligesom for den danske og den
svenske pige og de to mørke piger rummede den nye nabos rum et gammelt
fjernsyn, en seng, en stol og noget legetøj. For nylig havde Stinkemanden
opstillet nogle store, gamle computere, så pigerne kunne spille spil.
– Vi skal nok finde din far og mor. Foreløbig skal du bo her hos os, hvor
du kan lege, få mad og have det godt, sagde Stinkemanden til den nye pige
med en ukendt stemme. Han lød underligt venlig.
– Jeg vil have min mor, jeg vil have min far, gentog den grædende pige
igen og igen.
Den nye pige blev installeret i naborummet. Stinkemanden gik et par
skridt hen mod trappen, inden han vendte sig om og talte engelsk til de lidt
ældre, mørke piger.

Til pigen og svenskeren, sagde han:

– Det er jeres nye nabo. Hende skal I være sød ved, når I leger i haven.
Hun skal også bo her i vores hyggelige kælder. Og så havde jeg jo nær
glemt jeres piller. Så pigen havde altså fri i dag. Efter nogle ord gennem
trævæggen, henvendt til sin nye, grædende nabo, lagde hun sig tilbage på
sin briks, foldede hænderne og bad den korte bøn, som mormoren havde
lært hende.
– Du må ikke sige noget til din far og mor. De tror ikke på Gud, men det
gør mormor. Gud hjælper dig, når du er ked af det, min pige. Han hører dig,
og det gør mormor også, når du folder hænderne.
Mindre end hundrede kilometer derfra sad en ældre kvinde på sin
foretrukne plads ved et vindue med udsigt til Lyngby Station og gjorde som
pigen; foldede sine hænder. Som hun havde gjort adskillige gange dagligt
de seneste to år.
 5

Swiss Airbus 1337 med retning fra Domodedovo-lufthavnen i Moskva mod

Genève havde lagt sig til rette i de sædvanlige 9-10 kilometers højde.
Rasmus Gaarde havde pladserne 5 a, b og c for sig selv. Han åbnede sin
taske og greb brevet, som han havde fundet i sit hotelværelse efter en times
tømmermandseksorcisme i parken ved Donskoy Monasty.
Brevet var skrevet med sirlig formskrift på hotellets papir, og det var
ægte nok, havde Gaarde sikret sig. I hvert fald var det skrevet på samme
hotelværelse. En hurtig test viste, at papiret var flået af papirblokken.
Skriften kunne ses på papiret, der havde fungeret som underlag, da kvinden
skrev brevet.

Tak for i nat!

Måske lidt uhøfligt bare at gå sin vej. Troede, at det, vi havde sammen, var
større og varmere :) Jeg hørte dig gå, men vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Lod, som om, jeg sov. Jeg lyttede til dig i et par timer i aftes. Hørte en mand
tale med to tunger. Du taler og taler om dit job – noget med europæisk og
russisk tv (Hvad er det dér Joruvisjon, du talte om?). Ja, ja, du er en vigtig
mand. Men jeg så en ærlig, retfærdig glød i øjnene, da du talte om din søn
og om dit gamle job på den danske avis i København. Jeg vil gerne vise dig
noget, som jeg tror, du vil se. Det er vigtigt. Du kan hjælpe. Hvorfor skulle
jeg have tillid til dig? Fornemmelser, intuition. En mand, der kan citere
Aleksej Slopovksijs ’De er overalt’, og som har fornemmet tidsånden og
strømningerne under alt det, som I vesterlændinge forbinder med Rusland,
er et åbent menneske.

Tænk over det. Jeg ringer til dig.

…

Rasmus Gaarde krøllede brevet sammen og fandt ’De er overalt’ i sin taske,
men han havde svært ved at koncentrere sig om teksten.

Var kvinden i hotelsengen mon en eller anden form for fælde? Var hun
betalt af mr. T? Skulle Rasmus´ loyalitet over for projektet testes? Var han i
så fald dumpet? Bestået?
Halvandet år tidligere havde Rasmus Gaarde arbejdet som henslumrende
journalist på Ekspressen. Nu forsøgte han at passe sit job som koordinator i
tv-unionen EBU med ansvar for Melodi Grand Prix.
Han havde dog hurtigt forstået, at han reelt var ansat som administrator
af et gennemkorrumperet system, der sikrede de russiske venner og nogle
brodne EU-bureaukrater en årlig indtjening på mellem en halv og en hel
mia. kroner tilsammen. Det hele styret af den sært karismatiske mr.
Tsitsyanov med de mange forbindelser.
Til at begynde med havde Gaarde ofte sat sig ind i flyet fra Genève med
den tanke at køre direkte fra lufthavnen i Kastrup til det indre København
for at servere korruptionshistorien med diverse dokumentation for sine
tidligere arbejdsgivere på Ekspressen i København.
Afsløringen af det bundrådne samarbejde mellem instanser i den
Europæiske Union og den russiske mafia ville selvfølgelig være
århundredets historie.
Én ting var, at Rasmus ikke havde modet til at sladre, når det kom til
stykket; noget andet, at han trivedes udmærket i det internationale, søvnige
miljø i EBU’s hovedkvarter i Genève. Rasmus passede sig selv. Det var et
enspænderliv i et land, hvor det var let at forsvinde i mængden.

46-årige Rasmus var en introvert storbycowboy med skægstubbe og gode

talegaver, når det passede ham. En desillusioneret, slidt mand med lidt for
mange deller over bæltestedet.
Den vigtigste årsag til, at Rasmus Gaarde ikke følte den mindste trang til
at sladre om samarbejdet mellem EU og russerne, var simpelthen, at han
fandt sit arbejde sjovt. Halvandet år efter sin ansættelse nød han LEGEN,
GAMET, også selvom det foregik flere meter på den forkerte side af
stregen.
 #

Rasmus Gaarde læste den russiske kvindes brev igen. Var det en form for
scoretrick fra en af de tilsyneladende mange russiske kvinder, der drømte
om en tilværelse i Vesten, og som mente at have set ham ud? Set, at han
ikke var den klassiske besidder–type med ønske om at eje en eksotisk
kvinde, men som ville have gensidighed. Og vild sex.
Så var der tonen og sproget i brevet. Ubekymret, ironisk, pågående, trods
alvoren, på en meget lidt russisk måde. Eller var formålet at lokke ham ind i
en fysisk og mental blindgyde, for derefter at lade nogle gangstere flå ham?
Men i nat havde det handlet om nærvær, krampagtighed, desperation,
vildskab, måden, hun nærmest tiggede ham om at give efter for sig selv og
kneppe hende ud i stratosfæren, som var det den eneste vej for hende til
sjælefred.
Rasmus havde aldrig prøvet noget lignende. Billederne af arrene, også
det ved øjet, nægtede at forlade ham. Hvem var den kvinde? Hvem havde
skændet hende? Hvorfor?
 6

Praktikanten Banjit Thomsen satte sig på en klapstol ved et faldefærdigt

stuebord.
Efterforskningsleder Henrik Severinsen fra Station Nord, Nordsjællands
Politi og et par andre betjente hilste på den unge kvinde.
Rummet, der til daglig tjente som kombineret pause- og lagerrum hos
marskandiseren på Rågeleje Camping, var midlertidig omdannet til
møderum.
Få minutter inden dagens første opsummering var selveste bossen, VPK,
dukket op i sin private Volvo. Nogen længere oppe i systemet ønskede, at
han udtalte sig til de mange journalister, ikke mindst til tv-kameraerne, der
var stillet op uden for afspærringerne på Hostrupvej, Rågevej og
Rågemarksvej. Med sig i bilen havde han Banjit Thomsen.
VPK – alias Victor Pedersen – havde fået sit tilnavn, dengang han stadig
havde rang af vicepolitikommissær, men navnet VPK var blevet hængende,
selv efter han havde fået ny titel som politikommissær. Da Thomsen altså
var VPK’s påfund, kunne efterforskningslederen lige så godt rette ind.
– Praktikant Banjit Thomsen er in game og del af efterforskningen. Det
er lidt ukonventionelt, men vi skal bruge vores kræfter på at finde Mathilde,
og jo flere, vi er, des bedre, sagde Severinsen og tilføjede:
– Praktikant Thomsen skal med Frederiksen på stranden. Det frigør jer
andre her. Inden jeg fortsætter: Thomsen, forklar os, hvorfor du er her.

Banjit greb lederens udstrakte hånd.

– To andre prakkere og jeg selv skulle begynde i dag på station Nord i
Helsingør. Praktikvejlederen var så blevet syg her til morgen, fik vi at vide,
da vi ankom. Det betyder, at det planlagte introducerende praktikantforløb
er stillet i bero. Der var ikke rigtig nogen til at tage sig af os, forklarede
Banjit Thomsen.
En kvinde havde i stedet præsenteret sig som ’Lena, blæksprutte her i
galehuset’, og budt de tre praktikanter en kop kaffe. Så havde hun hevet den
næstøverste leder, VPK, ud af sit kontor.
– Han sad i et møde, men det kunne Blæksprutte Lena ikke tage sig af.
Efter lidt snak og en hurtig rundvisning sagde VPK, ’og hvad skal vi så
stille op med jer tre?’. Jeg sagde så, ’send mig ud til Rågeleje. Jeg kan være
vandbærer derude. Stå vagt, holde nysgerrige og journalister på afstand
eller stemme dørklokker’, fortsatte Banjit.

Inden kommissæren kunne nå at protestere havde Lena sagt, ’det var da en

ualmindelig god ide, Victor. Den unge dame har ret. Lille Mathilde skal
findes.'
– Nu sidder jeg her, sagde Banjit.

Alle disponible vogne var sat ind i eftersøgningen, men stadig intet spor af
Mathilde. Om ikke så længe ville efterforskningslederen imødekomme
SOK’s ønske om at afblæse helikoptereftersøgningen. Dykkerne havde
gennemsøgt en strækning på fire kilometer langs med kysten – 100 meter
ud i vandet. Hvis Mathilde befandt sig i Kattegat, ville det efter al
sandsynlighed være uden for dette område. Under alle omstændigheder
ville det i så fald ikke være sandsynligt, at hun var i live.
– Mathildes forældre, Camilla Tejn og Magnus Røddicke, låner
campingvognen af Magnus’ forældre, der er på ferie i udlandet. Som I ved,
er vognene opstillet med fire i hver række ned mod hækken ved
Rågelejevej. Der er ligesom en ’gård’ i området mellem de fire vogne i Tejn
og Røddickes række og de fire overfor. Alle otte vogne bebos af fastliggere
med et stort indbyrdes sammenhold, siger beboerne. Selskabet i aftes sad
ved vognen længst fra Tejns og Røddickes vogn.

Folkene fra hundeafdelingen fortsatte deres søgen. At dømme efter to

hundes reaktioner, uafhængig af hinanden, havde barnet bevæget sig fra
forældrenes campingvogn ud på vejen på et tidspunkt mellem kl. 16 og 22,
hvor forældrene hævdede at have lagt hende i seng. Da en kraftig regnbyge
var sluttet omkring kl. 16, kunne det udelukkes, at sporene var sat inden.
Ingen havde set barnet gå den vej.
 Sporet førte fra familiens campingvogn til et sted på Rågelejevej, hvor
det sluttede brat. Der var ingen spor på selve vejen eller på den anden side.
Derfor arbejdede Severinsens team ud fra to hypoteser:
Den ene hypotese: At Mathilde selv var gået de cirka 25 meter fra
campingvognen til et hul i hækken på et tidspunkt før kl. 22 og vendt
tilbage. Måske har hun haft lyst til en tur til stranden. Under regnbygen
skændtes Mathilde med sin far. Barnet ville til stranden. Forældrene
ønskede det ikke, fordi det var regnvejr.
Den anden hypotese: At barnet var blevet bortført. Ingen af de syv fra
selskabet mellem kl. 22 og midnat havde set Mathilde forlade vognen til
fods. Ingen havde set nogen ankomme til vognen, åbne døren for derefter at
forlade den igen med barnet i hånden. Ingen har hørt en bil starte fra
Rågelejevej i tidsrummet mellem 22 og midnat. Men det udelukkede ikke,
at det kunne være tilfældet.
– Vi er gået hårdt til både forældre og de fem campister, som forældrene
drak sammen med. Hvem holder skarpt øje eller bemærker en bil, der
starter, når man sidder i et muntert lag? Var døren låst, som de siger? Men
ingen har set eller hørt noget.
– Hvad tænker du selv, Severinsen? spurgte én.
– Jeg tænker ingenting. Mathildes spor stopper som sagt brat. Vi skal ned
på stranden og tale med badegæster. Opholdt nogle af disse sig på stranden i
aftes før eller efter kl. 22? Har nogen set noget? Har de set en fireårig pige i
lyserødt nattøj med en bamse på brystet? Carl, du tager Thomsen med. I
finkæmmer stranden. Men igen, Thomsen, det er din første dag, du har
faktisk fri om lidt, sagde Severinsen.
– Lyserødt nattøj med bamse … Jeg har fri, når Mathilde er fundet,
sagde Banjit Thomsen.
 7

Rasmus Gaarde havde en særlig forkærlighed for Café Remor i det centrale
Genève. Et af goderne ved den nye tilværelse som forholdsvis rig single
var, at han kunne gå og komme i sin lejlighed i det super–eksklusive
Quatier des Grottes, som det passede ham.
Det tog ham ti minutter med toget fra den botaniske have tæt på EBU’s
hovedkontor i det nordlige Genève at køre til CFF hovedbanegården. Derfra
var der yderligere ti minutters gang over Rhône–floden til torvet, hvor Café
Remor lå placeret.
For første gang i sit liv havde Rasmus Gaarde for nyligt hørt sig selv
bruge udtrykket ’elske’, da han havde besøg af sin ven, forstmanden fra
Jylland.
– Jeg elsker min rute. Først parken i den botaniske have, træer fra hele
verden, der følger årstidernes skiften. Udsigt til søen. Luksusbåde. Turen
med toget. International atmosfære. Turen over broen ved floden. En smøg,
mens jeg ser på floden. Et glas vin i caféen.
– Jeg synes, du er blevet en højrøvet skiderik og et rigt svin, havde været
vennens eneste kommentar, inden han skyllede endnu et glas af Rasmus’
dyre rødvin ned.

Næppe havde Rasmus entreret caféen, før han stoppede brat. Der sad en
kvinde ved hans stambord. Han havde betalt tjenerne en mindre formue for
at reservere bordet til ham dagligt mellem kl. 17 og 19.
– Jamen, hun sagde, at hun har en aftale med Dem, sagde tjeneren
servilt.

Kvinden virkede bleg og … stresset under sit sorte pagehår. Hun var iklædt
en sort skindjakke, et par bukser, der gik til et godt stykke over anklerne, i
jakkens udskæring var der udsyn til en nedringet stram, sort bluse. Hele to
gyldne halskæder lå på tværs henover hendes kavalergang. Gaardes blik
blev fanget af kvindens kraftige øjenmascara. Han genkendte den kraftige
duft af parfume.
– Tak for sidst, Rasmus Gaarde. Hun talte engelsk med russisk accent.
Det var hende.
– Hvad fanden, spionerer du?
– Slap af, jeg sidder her alene, Rasmus.
– Hmm, selv tak for sidst.

Rasmus Gaarde satte sig ved sit stambord. På en og samme tid virkede
kvinden sexet på en vampet måde, måske på grund af en meget kraftig
makeup, og samtidig slidt og træt … plaget. Efter en smule smalltalk om
deres aften i Moskva, rejste Gaarde sig.
– Nå men, tak for snakken navnløse kvinde. Jeg har en aftale med en
anden kvinde.
– Ikke lige nu.
– Fandeme jo. Hvad skulle forhindre mig i at overholde min aftale?
– Den pistol, som lige nu peger på dit knæ. Nu inviterer du mig med
hjem. Så taler vi lidt sammen. Jeg går igen.
– Du tør sgu ikke skyde her, omgivet af 30-40 mennesker, midt i
Genève. Kvinden prikkede hårdt til Rasmus’ knæ med en rørformet
genstand.
– Modsat dig har jeg absolut intet at miste. Kvindens blik rummede
desperation, bøn og noget helt andet, noget varmere, som han genkendte fra
natten i Moskva.
– Jeg går med på den betingelse, at du fortæller, hvordan du har fundet
mig.
–Altså, det var ikke svært. Du talte i mere end en time om dit liv her i
byen forleden. Jeg har sådan set bare fulgt efter dig de sidste par dage, efter
du har forladt EBU–kontoret.

En halv time senere trådte de ind i Rasmus’ lejlighed. Tre værelser; alt
træarbejde i ægte lokal schweizisk eg, polstrede og betrukne
spisebordsstole, Arne Jacobsen skrivebordsstol og en enkelt Wegner
bukkestol.
 Rasmus bød kvinden indenfor i stuen, der var domineret af en hvid væg
med et par malerier, begået af lokale kunstnere. Den danske EBU–
koordinator havde slået sig løs for det engangsbeløb, han havde fået
udbetalt som tak for, at han påtog sig ansvaret for det årlige korrupte cirkus.
Fra en altan var der udsigt til Rue Louis Favre, hvor velklædte lokale
luftede hunde, børn og rigdom.
– Hvis du finder en pc frem, så vil jeg. Jeg skal bare …
Rasmus gik frem mod kvinden, åbnede hendes jakke. Kvinden skubbede
ham væk.
–Det er … forkert. Jeg skal bare vise dig noget, så går jeg. Du har en
anden aftale.
– Fuck den.
– I skandinaviske mænd skulle være passionsløse, sagde kvinden med
antydningen af et smil.

Inden Rasmus Gaarde kyssede kvinden igen, lagde han hånden forsigtigt på
såret, der fortsatte fra lænden op mod den venstre skulder. Den anden hånd
havde kurs mod den ene brystvorte, der var begyndt at bule ud under
BH’en.

En times tid senere lå parret i Rasmus Gaardes seng og lod den fælles smag
af hinanden bundfælde sig. Kvinden rejste sig brat. Hun fandt sin taske i
stuen, kom tilbage til sengen, satte sig med en pude i ryggen og greb et etui
i tasken. Hun fandt et SD-kort og placerede det i sin telefon, som hun igen
forbandt til Rasmus’ pc.
– Se her.
Rasmus Gaarde greb sine briller. Bare et halvt minut senere løb han ud
af soveværelset og nåede med nød og næppe frem til toilettet, inden han
brækkede sig.
 8

Efter at have forladt det interimistiske møderum stod Banjit og Carl på

pladsen foran hovedbygningen. Aftenen forinden havde været frisk og klar
efter regnbygerne med en sjældent kølig vind fra nordøst, selvom det var
sommer. I nattens løb måtte nogle højtryk have skiftet bane, for lige nu
svedte Banjit i sin uniform. Hun savnede sine toppe, shorts og leggins.
Sandalerne, især.
Synet af en lille flok børn, der i selskab med en voksen mand forlod
pladsens minimarked med hver sin is i retning af legepladsen, fik Banjit til
at føle sig akavet og ude af sync med sine omgivelser.
– Har du noget imod at slå et smut omkring Røddickernes vogn? spurgte
hun.
– Fint nok. Vi taler ikke med nogen, men åbn dine sanser, når vi går
forbi, sagde den 20–25 år ældre politiinspektør fra Station Midt, Hillerød,
som Rågeleje egentlig hørte ind under.
Formuleringen undrede Banjit. 'Åbn dine sanser'. Det lød mere som
moderen hjemme i Kastrup, efter hun havde kvittet sit kontorjob og åbnet et
keramikværksted end som en midaldrende, mandlig snushane.

De gik ad en asfalteret vej parallelt med Rågelejevej og stranden. Til begge

sider sås typiske fastligger-campingvogne suppleret med villatelte, der
fungerede som sommerhuset, hun havde overtaget efter en afdød ven.
Flere steder sad folk udenfor og drak kaffe, læste eller lavede ingenting.
Alle nedstirrede de to betjente.
– Hvorfor har efterforskningslederen egentlig ikke lukket pladsen helt,
mens teknikerne leder efter spor? Her er fyldt med mennesker. Vigtige spor
kan være ødelagt.
– Udmærket spørgsmål. Det er en afvejning. At smide alle campister ud
fra pladsen kl. 01.15 i nat, da den første patruljevogn var fremme – for da
skulle det i så fald have været – ville være et kæmpe, ressourcekrævende,
logistisk næsten umuligt og skide dyrt projekt. Severinsen gjorde det rigtige
og lukkede af ved Røddickernes vogn.

Frederiksen drejede ind mellem de otte vogne, som efterforskningslederen

havde nævnt i fælleshuset. Banjit åbnede sine sanser. De otte vogne så ud
som alle andre. Hun stoppede foran vognen, hvor de syv fastliggere havde
drukket mellem kl. 22 og midnat.
De, der havde siddet yderst ved bordet under teltdugen, havde haft fuldt
udsyn til Mathildes vogn. Medmindre bordet var blevet flyttet. Der lå stadig
tomme øldåser og andet affald i græsset. En spand i hjørnet, hvor teltet var
sat fast ved vognen, var fyldt med pizzabakker.
En kvinde sad ved et plasticbord foran nabovognen.
– Jeg magter ikke det her. Hvorfor skal jeg hele tiden trykkes ned, hver
gang jeg kommer op? Er der ingen ordentlige mennesker i verden længere?
Finder I ikke snart lille Mathilde? spurgte kvinden grådkvalt. Hun havde
tydeligvis druknet sorgen. Der stod en treliters vinkarton foran hende.
– Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, sagde politiinspektøren.
Ved vognen overfor kvinden sad et midaldrende par ved et campingbord.
De nikkede til de to betjente.
– Sig for Guds skyld til, hvis jeg kan hjælpe. Jeg har arbejdet i
Beredskabsstyrelsen, råbte manden.

Skråt over for Røddickernes campingvogn sad et par i 70–årsalderen.

Manden lod som om, han ikke så de to betjente. Kvinden var optaget af et
blad, som hun var mindst 40 år for gammel til at læse. Det var Banjits
umiddelbare tanke. Den næste var, ’drop dine forbandede fordomme’.
Området omkring Røddicke’rnes vogn var stadig afspærret, mens
kriminalteknikerne arbejdede. Politiinspektøren og praktikanten fortsatte
gennem buskadset ved Rågelejevej, tværs over vejen, ind gennem en lille
skov mellem strand og campingplads. Kort efter stod de ved stranden. Efter
nattens vejrskift havde mange badegæster fundet vej til vandet.
Frederiksen nikkede kort.
– Begynd med hende den tatoverede og piercede derhenne. Hun bor i
det, jeg kalder vogn 7 af de 8 i Røddickernes hjørne. Ligesom Tejn og
Røddicke låner hun campingvognen af sine forældre. Jeg afhørte hende
tidligere i dag. Hun opførte sig direkte fjendtligt. Måske vil hun hellere tale
med en jævnaldrende kvinde. Hun ved noget, tror jeg.
 9

Pigen og den nye pige sad på hver sin vakkelvorne stol i den varme ende af
haven, hvor solen oplyste en lille stribe græs, som var blevet til en form for
fusionskorn, efterhånden som det var blandet med frø fra andre af havens
gevækster.
Stolene stod placeret i et krat, der engang havde rummet et bed med
diverse stauder. Nu lignede det en lille vildtvoksende skov. Pigen og
svenskeren havde bygget en hemmelig hule i krattet. Heksen lod dem som
regel lege, inden hun greb sin pisk og gennede dem tilbage i kælderen.
Den nye pige græd konstant. Men hun var fulgt med, da pigen tog hende
ved hånden. Det var eftermiddag. Heksen havde åbnet døren ud til haven.
Først havde pigen ladet den nye hilse på hunden Hector, der gik hvileløst
rundt i et bur. Hun fortalte Hector, at de havde fået en ny ven.
Svenskeren sagde sjældent noget. Nogle gange blev hun meget vred og
smed omkring sig med dukkerne og de gamle havestole uden sæder. Hun
græd og skreg meget. Hun hostede hele tiden, også om natten.
Når de to mørke piger valsede rundt i haven eller satte sig og lagde
makeup, grinede Heksen sin onde latter.
Pludselig begyndte Hector at gø kraftigt. Som altid reagerede han ved
lyden af en bil på grusvejen på den anden side af hegnet.

Fra et vindue på første sal i huset betragtede en mand børnene i haven. Han
så dem som sine egne medarbejdende børn, der var med i hans og moderens
forretning. Det var et familieforetagende.
Han forkælede ungerne med tv, computer og god mad. Det var en
investering. Ingen af deres kunder gad at se på usunde børn. Syge børn var
ubrugelige.
 Et par træer trængte til en opstamning. De to russiske piger var snart så
store, at de kunne nå de nederste grene. Det var ikke meningen, at de skulle
kunne kravle op i træet og se verden udenfor det tre meter høje rækværk,
der omkransede haven.
Moderen var en gammel, syg kælling, men hun var god til det praktiske,
og hvis bare hun havde sin sprut og sin fladskærm i stuen, var hun glad. De
sidste par timer havde hun fulgt nyhedsudsendelserne på TV 2 News, som
stort set kun handlede om den forsvundne pige fra Rågeleje.
Den gamle so grinede højt, hver gang politiet optrådte på skærmen.

Ukraineren ankom til det aftalte tidspunkt, som han plejede at gøre. Det var
det eneste pæne, man kunne sige om ham. At han altid kom til det aftalte
tidspunkt.
Manden åbnede pengeskabet. De 40.000 euro som betaling for
leverancen i aftes lå klar til ukraineren. Et foreløbigt tjek viste, at pigen
virkede rask og okay. Senere måtte en af de mange læger i netværket give
hende et egentlig tjek.
Tid til at betale. Manden gik ned ad trappen med et par dvd’er, som
skulle forvandles til guld, i den ene hånd. Senere ville de blive afleveret på
rastepladser forskellige steder rundt om i landet. Kunderne hentede dem
selv. Manden modtog egenhændigt kundernes betaling. Altid kontanter,
altid euro. Derudover var der opsamlingsstederne i Sverige og Tyskland.
Det var vejen til succes i hans branche. Gør det hele selv. Ingen
aktiviteter på nettet. Specielt efter KRIPOS og Telenor havde etableret
Child Sexual Abuse Anti Distribution Filter på nettet, og Interpols og det
danske politis koordinerede indsats var begyndt at fungere, var det blevet
mere risikabelt at bruge nettet. Ikke umuligt, langt fra. Men mere risikabelt.
For at kunne blive optaget i netværket, måtte kunderne acceptere, at al
kommunikation foregik via sms’er fra mobiler med taletidskort. Det skete,
at kunderne jamrede over besværet. Nogle gange tænkte manden, at den
begrænsede del af hans kunders hjerner, der ikke var besat af diverse
befængte perversioner, måtte være besat af Apple.
Når han havde brug for at sende sine sms’er til kunderne, kørte han ind
til København. Ellers var telefonen lukket. Han havde lært på sit gamle
arbejde, at alle samtaler, sms’er og lignende, der foretages med eller
afsendes fra en mobiltelefon kan registreres. Derfor sendte han aldrig sine
beskeder fra samme sted.
 Risikoen for at blive opdaget var betydelig mindre, når han sendte
beskederne fra København; en by med en million indbyggere. Fordelen ved
taletidskortene var, at det ikke var muligt at aflæse, hvem der brugte dem.
Kend dine fjender og lad dem ikke kende dig. Dette grundlæggende
princip havde han lært at praktisere i sit civile arbejde. Nu, hvor han var
gået på førtidspension, var det vigtigere end nogensinde. Det handlede om
overlevelse.
 10

Sammen med den russiske kvinde havde Rasmus Gaarde sat sig ved et bord
på caféen ud for Hotel Real i Nyon ved bredden af Genève Søen. Caféen lå
ved siden af et lille torv, hvor det vrimlede med teltboder, et marked. De
nød den afslappede søndagsstemning i varmen.
Det var Rasmus’ foretrukne søndagsbeskæftigelse; en tur rundt om søen i
Audien, der ellers mest stod i et parkeringshus tæt på hans lejlighed. Caféen
på torvet var det foretrukne pitstop med udsigt til Alperne på den modsatte
side af søen.
Efter at have gennemset nogle få af kvindens billeder aftenen forinden
havde Rasmus lukket sin pc. Inden hun havde nået at forklare sig nærmere,
var Jelena, som hun kaldte sig, faldet i søvn. Om formiddagen havde de
igen elsket. Heftigt.
Kvinden dyrkede sex, som ønskede hun at suge livskraft ud af Rasmus
Gaarde. Som var hun Natasha Henstridge i ’Species’–filmene, og han
kunne besvangre hende med en alien, der lynhurtigt ville vokse op og redde
hende, ændre hendes liv og redde de børn, hun havde talt om den
foregående aften.
Rasmus havde aldrig tidligere i sit liv følt sig attraktiv. Han var blevet
kæreste med Elisabeth, havde fået en søn sammen med hende og var blevet
skilt igen. Lidt som at gå igennem en lovbestemt livsfase. Hverken mere
eller mindre. Men sammen med Jelena følte han sig … som noget.
De to smalltalkede om rigdommen i Genève og omegn – og kontrasten
til det Rusland, Jelena havde forladt for at tale med Rasmus.
I baggrunden lød højrøstede stemmer. En mand skældte ud på sit barn på
russisk. Drengen havde tabt sin cola på fliserne.
– Nyrige russere, sagde Rasmus og vendte sig mod bordet i retning mod
solen, mens han holdt hånden beskyttende op for sine øjne.

Russerens tonefald blev højere og højere. Mandens vrede havde udviklet sig
til raseri.
 – Hvad fanden er det med russiske mænd? Drengen er jo bare seks–syv
år gammel, sagde Rasmus Gaarde.
– I Rusland accepteres kun to grunde til, at noget kan gå galt. Enten, at
der er sket en fejl – eller at nogen gør noget åndssvagt. Logikken her er
altså, at drengen i mandens øjne har gjort noget åndssvagt. Derfor skal det
nødvendigvis straffes. Hvis det bare var en fejl, f.eks. at et vindstød havde
væltet sodavanden, ville manden trække på skulderen. I øvrigt er russeren
skidefuld, svarede Jelena Amulenko.
Der lød et klask. Manden slog drengen i ansigtet, så han faldt ned fra
stolen og begyndte at skrige, så alle på og i nærheden af caféen vendte sig.
– Det der kan jeg ikke bare sidde at se på, sagde Rasmus Gaarde og
rejste sig så brat fra sin stol, at den væltede bagover.
Han småløb rundt om de nærmeste caféborde i retning af den voldelige
russer.
– Hvad fanden har du gang i, spurgte han på sit hjemmelavede russiske,
mens han satte sig på hug ved drengen, der skreg og vred sig på fliserne.
Russeren stoppede sin talestrøm og betragtede smilende Rasmus.
– Interessant. En mand med en syg accent, der mener, at han skal blande
sig i min opdragelse.
Russeren sparkede til den siddende Rasmus Gaarde, så han faldt hen
over drengen.
– Og nu mener den vestlige homo, at han skal bolle min søn, råbte
russeren og lagde an til endnu et spark.
Men inden det nåede så vidt, spiddede Jelena Amulenkos ene
stiletbeklædte fod sig lynhurtigt vej gennem luften, indtil den ramte
russeren så hårdt over brystbenet, at den et par hundrede kilo tunge mand
faldt bagover med et grynt.
Jelena hev fat i Rasmus og trak ham hurtigt med sig ud af caféen i
retning af markedet på torvet.
– Jamen, hvad fanden er det her for noget? Jeg agter at melde manden til
politiet og aflægge forklaring, sagde Rasmus Gaarde med pulsen hamrende
løs i vener og kar. Danskeren frigjorde sig fra den russiske kvindes hånd.
– Nej, det gør du ikke, Rasmus Gaarde. Hvis der er noget, hverken du
eller jeg er interesseret i, er det sindssyge alkoholiserede russiske
machomænd i parløb med politiet. Taget i betragtning, hvad du fifler med til
daglig sammen med dine arbejdsgivere i EBU og den russiske mafia, bør du
nok også holde en lav profil over for politiet, sagde hun vredt, mens hun
endnu en gang tog fat i danskerens ærme og trak ham ud på landevejen, der
omkranser Genèvesøen.
– Drengen?
– Han kommer sig. Som jeg i tidens løb har gjort det igen og igen. Hvis
du nævner ordet 'politi' igen, ringer jeg til dem og fortæller dem lidt om den
bundkorrupte Rasmus Gaarde. Og helt ærligt – hvis du skal slås, så gør det
dog ordentligt som en mand. I øvrigt er der allerede dukket en gendarm op
henne ved bordet.
Rasmus Gaarde startede sin Audi og kørte fra P-pladsen ved sejlklubben
ud på søvejen. Han drejede mod højre forbi caféen, hvor russeren nu var
lagt i håndjern. En mand sad på fliserne ved siden af drengen. Det lignede
en professionel. En læge måske.
– Hvad helvede ved du om, hvad jeg arbejder med i EBU?
– Det vender vi tilbage til. Foreløbig skal du og jeg tilbage til Genève.
Derefter til Danmark. I min bil.
 11

Den topløse kvindes overkrop var fyldt med tatoveringer. Den mest
markante, et slangelignende gespenst, slyngede sig langs med halsen op
mod kvindens hoved, der var dækket af kulsort, farvet hår. Begge
brystvorter, læberne og næsen var piercede.
Kvindens øjne udstrålede en blanding af hån og ligegyldighed. Hun
rejste sig op på albuen og lagde en bog fra sig.
– Jeg vil egentlig bare gerne ligge her i solen uden at blive overrendt af
strissere.
Et kort øjeblik forsøgte Banjit at opsummere al sin tilegnede viden fra
fiktionens verden, kombineret med undervisningen på Politiskolen. Et
umuligt projekt.
– En fireårig pige er forsvundet. Måske lider hun forfærdeligt lige nu.
Alt, hvad du kan fortælle mig med relation til Mathilde, selv den mindste
detalje, kan have betydning. Det tror jeg, du forstår, sagde Banjit.
– Selvfølgelig. Jeg er barnepige for Thilde en gang imellem, når jeg
låner campingvognen af de gamle. Jeg har grædt hele natten, efter dine
strisserkolleger vækkede mig kl. halv to. Den lille trold. Men jeg ved ikke
noget, og jeg snakker kun med politiet, når jeg har noget at sige.

Den tatoverede kvinde udstødte et suk, rejste sig og satte sig i

skrædderstilling på håndklædet.
– Jeg lå i vognen og stenede fra klokken cirka 20 til 22.30. Læste og
lyttede til musik.
– Du var ikke sammen med de syv andre udenfor?
– Nej, det er ikke lige min crowd, vel? De sidder hver aften og fyrer det
samme lort af og bæller dårlig vin. Det bliver man altså hurtigt træt af.
– Hvornår har du sidst set Mathilde?
– I går eftermiddag, da det regnede. Hun kom over til mig, fordi Camilla
og Magnus ikke ville tage hende med på stranden i det dårlige vejr. Hun
blev ved med at sige, at de ellers plejer at tage regntøjet på, når de skal på
stranden og lege i regnen. Så læste jeg en historie for hende. Snøvsen. Hun
elsker den. Nogle gange er det lille væsen, den eneste, jeg kender, der ikke
ser på mig som en alien. Du ved, hvad jeg mener.
Kvinden med de mange tatoveringer så for første gang direkte ind i
Banjits øjne. Stemmen skælvede en smule.
– Ja, det gør jeg. På mere end én måde. Tænk dig om. Sagde Mathilde
noget, mens I var sammen; noget, der undrede dig? Noget overraskende.
– Hun snakkede mest om, hvor sur, hun var over, at forældrene ikke ville
med til stranden. Hun sagde, at hun var ked af at holde ferie i en gammel
campingvogn, når det egentlig var meningen, at de skulle have været på
ferie et sted, som jeg tror, var Maldiverne. Hun sagde mandarinerne, den
lille type. Hun havde glædet sig. Ned til varme og sol. Jeg sagde, at i
morgen, når det bliver godt vejr, skulle hun og jeg til stranden, sagde
kvinden og holdt en lille pause. Hun havde svært ved at kontrollere sin
stemme.
– Thilde gik over til Camilla og Magnus ved halvfiretiden. Magnus sad
på hug udenfor og rodede ved et eller andet med en skruetrækker. Vi hilste
kort.
– Ved du, hvorfor ferieplanerne er ændret?
– Næh … hvorfor tager man til en røvsyg campingplads i stedet?
Hvorfor gør jeg? Fordi jeg er fattig.

Banjit rejste sig fra sandet efter at have udspurgt den jævnaldrende kvinde.
Hun børstede sandet af sine uniformsbukser, mens hun betragtede livet på
stranden, hvor lyden af badende børn var det eneste, der bragte lidt
forstyrrelse i sommersløvheden. Politiskjorten og bukserne var ubekvemme
og varme.
– Uden for referat, sagde Banjit og puttede sin blok i lommen.
– Hvad arbejder du med – eller, du ved?
– Det eneste, jeg kan finde ud af, er at være grim. Jeg er model i et
bureau, der hedder Beast Models. Jeg har lige været model på nogle billeder
af bandet Sepultura til et internationalt heavy metal-magasin. Den slags
laver jeg. Det er skide sjovt, man får en masse oplevelser og vild sex, men
det giver ikke en skid.

Banjit skrev sit private mobilnummer ned på et stykke papir. Hun havde
ikke nået at få hverken kort eller arbejdstelefon. Det var trods alt bare første
dag på jobbet.
– Ring til mig, hvis du kommer i tanke om noget, der kan hjælpe os med
at finde Mathilde. Sepultura? Dem så jeg engang som teenager på Roskilde
Festival. Det suser stadig i mine ører.
– Du, Banjit – find Thilde, ikke?
Kvinden med tatoveringerne kunne ikke længere holde sine tårer tilbage.
 12

Banjit og kriminalkommissærerne Frederiksen og Severinsen sad ved et

plasticbord i skyggen under en parasol, mens de indtog en frokost,
bestående af det bedste fra campingpladsens butik. Franske hotdogs og en
kebab. Selvom det føltes, som stod solen direkte over Rågeleje, havde ingen
af de to mænd løsnet deres slips.
– Dette kan du lige så godt vænne dig til, sagde efterforskningslederen
og pegede på deres mad.
– Skal man bevare sit gode helbred i vores branche, er det vigtigt at
supplere derhjemme med sund kost, motion og masser af kærlighed,
tilføjede Frederiksen.
– Du er heldig, at du har fundet Helga, sagde Severinsen kort.

Frederiksen havde talt med et ungt par på stranden, der mente at have set en
mørklødet mand på vejen, som de beskrev som underlig og suspekt. Han
luskede rundt ved et hul i hækken ud for Mathildes forældres campingvogn.
Det lød mest af alt som racisme, mente Frederiksen, men han havde noteret
deres forklaring. Banjit fortalte om sin samtale. Om de ændrede rejseplaner.
– Godt, Thomsen. Vi skal tale med Camilla Tejn og Magnus Røddicke
igen. Det kan I gøre. Parret opholder sig i øjeblikket hos en onkel på
Skævingevej.

Mindre end en halv time senere ankom Frederiksen og Thomsen til onklens
hus, der viste sig at være et nedlagt landbrug. Det lå direkte ud til vejen.
Banjit genkaldte sig ordene fra campingpladsen. ’Åbn dine sanser’.
Om huset var halvvejs gennem en restaurering eller bare halvt forfaldent,
var svært at sige. På pladsen foran stod en gammel jerntrillebør. Ved siden
af lå der en stor bunke grus, som var dækket af græs og mos. Pudset på
husmuren var halvt faldet af, vinduesrammerne var slebet ned på et
tidspunkt uden at blive malet igen, og nu var de grå og fyldt med råd.
Døren blev åbnet af en mand, som Banjit antog var husets ejer.
– Hva’? Er I her allerede igen? spurgte han.
– Camilla er sønderknust. Jeg synes, I skulle give hende noget ro. Og se
at finde Mathilde. Og dét i en vis fart.
Onklen lød ikke vred. Han lød bestemt. Som om der inde bag den lodne,
ternede skjorte, de luvslidte joggingbukser, de fugede ansigtstræk og lange
skægstubbe gemte sig en mand, der var vant til at blive hørt.
De to betjente gik ind i stuen. Huset havde en atmosfære, som mindede
om et sted i nærheden af Banjits sommerhus, hvor hun som barn havde
leget sammen med et par andre børn. Hengemt, ikke sådan rigtig forfaldent.
Der blev gjort rent, bare ikke ret ofte – møblerne havde engang været det
ypperste i dansk møbeldesign. Aviser lå i bunker, opvasken i det tilstødende
køkken trængte til en kærlig, men bestemt hånd.

Camilla Tejn rejste sig fra sofaen og gav hånden til begge. Øjnene var
omkranset af store røde ringe. Hun var klædt i en bluse, cardigan og pants,
købt på et noget større budget, end når det gjaldt husets ejers tøj. Baum und
Pferdgarten, hvis man spurgte Banjit. Halskæden havde været dyr, det korte
hår var ikke klippet af hvilken som helst frisør.
– Godt at se en ung kvinde med anden kulturel baggrund i det danske
politi, sagde kvinden skævt smilende.
Carl Frederiksen forklarede, at der desværre ikke var meget nyt med
hensyn til Tejns datter, men der var to nye oplysninger i sagen, som han
ville bede hende forholde sig til. Camilla bevægede sig uroligt rundt på
sofaen. Hun virkede ukoncentreret, rastløs og skidt tilpas.
– Klokken halv seks? Jeg havde et ærinde i Tisvildeleje. Magnus var
sammen med Mathilde. De spillede et af vores brætspil, mens Magnus
tilberedte ratatouille på kogepladen. Det har vi jo forklaret.
– Men du var altså ikke til stede på det tidspunkt. Hvad lavede du i
Tisvildeleje? Og hvor længe?
– Åh, en latte i bioen sammen med en veninde. Jeg var lige inde at hilse
på min frisør, Fritz, som er en god ven. Lidt madvarer i gårdbutikken på vej
hjem. Man får hurtigt nok af udvalget på campingpladsen, sagde Camilla
Tejn med endnu et tappert smil. Hun rykkede frem og tilbage i sofaen og
kradsede sig selv hårdt på ryggen.
 – Ifølge jeres nabo på campingpladsen, der havde besøg af Mathilde i
går, var hun ked af, at I havde droppet en ferie til et sted, som hun mente
var Maldiverne. Dét sammenholdt med Mathildes ærgrelse over, at hun ikke
måtte komme på stranden, får mig til at tænke på, om hun var ked af det og
derfor kunne finde på at stikke af?
Camilla Tejn begyndte at græde. Onklen rørte på sig fra sin plads i
baggrunden, gik hen til sofaen, hvor han lagde armen om den ulykkelige
mor og sagde nogle få beroligende ord.
– Jeg har tænkt og tænkt, men jeg fatter ikke, hvordan Thilde skulle
kunne komme ud fra campingvognen, efter vi havde låst den. Jeg er
kommet i tvivl, om vi overhovedet låste den forbandede dør. Hvorfor skulle
vi også overhovedet ud at drikke med de der … loosere? spurgte Camilla
Tejn, der atter begyndte at græde.
– Et spørgsmål mere, så skal vi lade dig i fred, sagde politiinspektøren.
– Hvorfor droppede I rejsen til Maldiverne?
Det gav et sæt i kvinden, der for første gang så direkte på Frederiksen.
– Jeg har svært ved at se, hvordan det kan være relevant her. Magnus og
jeg havde egentlig planlagt en rundrejse til Maldiverne, videre til Mali, hvor
nogle af vores venner driver et lille hotel. Derefter et besøg i Hong Kong,
hvor min far bor. Vi valgte at springe over … Vi gør det næste år i stedet.
Ja, det er det, sagde Tejn og snøftede.

Få minutter senere, efter de to betjente havde forladt onklens nedlagte

landbrug, kørte Frederiksen sin bil ind til siden. Politiinspektøren forklarede
Banjit, at han ville tage en kort telefonkonference med Severinsen for
derefter at sætte Banjit af på en station og så fortsætte til Hvalsø for at tale
med Camilla Tejns mor.
– Jeg har sat dig på medhør, så Thomsen kan suge til sig af vores
uendelige visdom. Jeg tror, vi skal kigge nærmere på ægteparret Tejn og
Røddicke. Økonomi, straffeattest, skatteforhold, ejendomsforhold.
– Du går ind i huset for at afhøre en ulykkelig familie og kommer ud
med en mistænkt. Eller hvad? Der er grænser for vores ressourcer i denne
sag. Jeg frygter mere og mere, at barnet er stukket af fra campingvognen i
aftes. Indtil hun bliver fundet i live, håber vi, betragter vi det som en
bortførelse. Du kan bruge nogle timer på din nye vinkel i morgen.
– Det bliver allerede i aften derhjemme, så langt jeg kan komme.
Foreløbig Camilla Tejns mor.
 – O.k., jeg kan genkende Sherlock fra Hillerød, når jeg hører ham.
Banjit, du må meget gerne se på sagen om Puk, der forsvandt ved Henne
Strand for to år siden. Måske gå tilbage og afhøre forældrene igen, tale med
kollegerne i Holstebro, som undersøgte Puks forsvinding. Puk forsvandt fra
et hotel på den jyske vestkyst under lignende forhold som Mathilde. Puks
mormor har ringet og sagt, at hun gerne vil tale med os. De andre arbejder
videre i nærområdet i Rågeleje.
– Godt, hun er min. Hvis du sender materialet nu på mail, finder jeg det
frem på iPhonen. Men lige et spørgsmål: kører betjente, iført politiuniform i
tog? Det har jeg aldrig set før.
– Tjah. Det er ikke forbudt.
 13

Under togturen fra Hillerød til Lyngby havde Banjit Thomsen forsøgt at
genopfriske kurset i vidneafhøringsteknik. ’Afhøringsteknik og principper i
efterforskning’ hed det.
Hun huskede cd’erne med afhøringssituationer, som var produceret af en
af de nye kolleger fra Nordsjællands Politi. Banjit var mest til visuel
indlæring. Var der ikke noget, der hed ’vidneafhøring – set i et
kognitionspsykologisk perspektiv’?
Det gjaldt om at bringe vidnet mentalt tilbage til tidspunktet for
hændelsen.
Kvinden i døren til lejligheden på Ulrikkenborg Plads ved Lyngby
Station så allerede ud til at befinde sig dér – ved den hændelse, hun havde
tænkt sig at fortælle om. Alt ved lejlighedens indretning udstrålede klassisk,
konservativ smag, ro og orden, men den ellers ranke kvindes blege ansigt
fortalte en anden historie.
Hendes øjne var livløse og mørke. Kvinden bød Banjit ind i stuen og bad
hende sætte sig ved spisebordet, hvor der stod kaffe og en skål med kager.
Stuen mindede om et drivhus. Den var fyldt med planter og blomster i
vindueskarmen, på borde og på stader i en firkantet opsætning, der var
anbragt, så den matchede placeringen af stuebord, sofaer og reoler.
Væggene var malet i en diskret blå farve, naturens egen kontrast til det
grønne.
– Vær så god at sætte dig ned.
– Hvor er her hyggeligt, udbrød Banjit spontant.
– Vist en lidt ukonventionel udtalelse for en betjent, men tusind tak,
sagde kvinden med et tyndt smil, der bragte en smule glød i hendes øjne.
– Ja, jeg finder en form for liv og trøst i mine planter og blomster. Rosen
dér har blomstret i over en måned. Jeg ringede på nummeret, der fremgik af
tv–udsendelsen, fordi – ja, fordi jeg selv for to år siden mistede mit
barnebarn, Puk, på samme måde som forældrene i Rågeleje.
I juli 2009 havde Puks forældre været på ferie i en hotellejlighed ved Henne
Strand. Torsdag den 13. juli havde Puk lagt sig til at sove i sit værelse. Hun
havde været sur. Dels ville hun gerne være længere oppe, dels brød hun sig
ikke om, at forældrene sad på altanen, hvor hun ikke kunne høre dem. Ikke
desto mindre havde forældrene sat sig ud på altanen med hver sin bog i den
milde sommeraften. Et par timer senere, da moderen ville lægge sig til at
sove, tjekkede hun barneværelset. Da var Puk forsvundet. Gangdøren låst.
Tv-stationer og aviser havde beskæftiget sig indgående med sagen, men
efterhånden som politiets efterforskning var endt i en blindgyde, var Puks
forsvinding blevet overhalet af andre nyheder.
– Min datter tog sit eget liv for et års tid siden. Hun kunne ikke leve med
savnet og selvbebrejdelserne. Det fremgik af et afskedsbrev, som jeg senere
har overladt til Midt- og Vestjyllands politi i det håb, at det kunne bringe
dem nærmere mit barnebarn. Jeg har ikke talt med min svigersøn Christian,
siden han og jeg ordnede de sidste praktiske ting efter begravelsen. Han …
han og jeg kom ikke ret godt ud af det med hinanden. Dengang havde han
et godt job som e-commerce manager. Han er egentlig høflig og beleven –
men har en irriterende attitude. Han var flabet, overfladisk, nogle gange
grov og fraværende, selv når han spillede rollen som far og mand. I min tid
som lærerinde ville jeg med det samme have identificeret ham som
kommende troublemaker. Min søde og pæne datter faldt for hans gåpåmod,
går jeg ud fra. Her i huset har vi altid været meget … ordentlige … Min
mand døde desværre tidligt, sagde kvinden.
Hun rejste sig fra spisebordsstolen og fandt et fotoalbum, som datteren
havde efterladt.
– Jeg ringer naturligvis ikke og forstyrrer politiet uden grund. I har vel
travlt med at finde stakkels lille Mathilde. Prøv at se godt på disse fotos,
som blev taget med Puks engangskamera. De er taget samme dag, som Puk
forsvandt om aftenen.
Kvinden pegede på to billeder begge dateret samme dato med digitale
tal. Det ene forestillede en smilende kvinde og et vinkende barn, stående
foran en firehjulstrækker med åben bagsmæk. Datteren og Puk, gik Banjit
ud fra.
På det andet sås samme to siddende på en restaurant.
– Er der ikke noget påfaldende her? spurgte kvinden.
– Det ser ud til at være den samme mand i baggrunden på begge billeder.
Stående ved en bil dér til højre. Siddende med ryggen til din families bord
på det andet. Bedømt ud fra håret, kropsbygningen, den røde kasket og
grønlige denimjakke må det være samme mand. Det er sjældent at se
grønne denimjakker.

Kvinden satte sig igen, vendte sin bærbare pc og loggede sig ind, så der
atter kom liv i skærmbilledet.
– Du kan og skal være ligeglad, Banjit Thomsen, men jeg har brug for at
sige det højt for min Gud, inden vi fortsætter. Ja, jeg indrømmer, at jeg
følger nyhedsstrømmen på disse vulgære, tarvelige nyhedssites, der findes
så mange af i vore dage. Dette læste jeg på ekspressen.dk tidligere i
eftermiddag: ’Nyt spor i Rågeleje-sagen: Så de Mathilde blive kidnappet?’.
Det var lykkedes artiklens forfatter at finde frem til de unge, der tidligere
på dagen havde aflagt vidnesbyrd for Carl Frederiksen. De havde set en
suspekt mand luske rundt ved hækken dagen forinden. De to unge havde
givet – eller solgt – et iPhone–billede, en selfie, taget på Rågelejevej, til
avisen. I forgrunden sås de to smilende unge, bag dem en mandsskikkelse.
Severinsen havde givet mandens signalement til pressen i det håb, at det
ville afstedkomme nogle konstruktive henvendelser, ud over de mange
ligegyldigheder, der altid kom fra tosser og folk, der kedede sig.
Det unge par beskrev manden, som de havde set komme gående på
Rågelejevej kl. ca. 17.30 som mørklødet. Han bar en rød kasket og en slidt
grøn cowboyjakke, fremgik det af artiklen.
Præcis som manden, der var fotograferet med siden til, på det unge pars
selfie.
 14

Fra hotelværelset var der udsigt til en gade med typiske tyske
middelalderhuse med rødbrune bindingsværk, hyggelige karnapper, masser
af lilla hortensia i blomsterkasser og skifertage. Nedenfor vinduet lå en
bierstube med navnet Rathauskeller, fremgik det af et malerisk jernskilt, der
hang ud fra muren.
Det havde været let for Jelena Amulenko at overtale Rasmus Gaarde til
at forlade Genève i hendes aldrende Toyota minibus. Han havde intet andet
valg. Godt nok var de begge sluppet ud af Nyon uden problemer, men der
var lidt for mange ubekendte i ligningen til, at han kunne føle sig sikker i
lejligheden i det centrale Genève.
Hvor hårdt var russeren skadet af Jelenas spark med de eksklusive L.K.
Bennet stilethæle? Havde der været overvågningskameraer omkring scenen
for Jelenas overfald på den voldelige russiske far i byen ved Genève Søen?
Muligvis var Gaarde blevet genkendt af tjeneren på caféen, en masse
vidner ville kunne genkende Jelena og ham selv ved en eventuel
konfrontation.
Jelena kendte hans hemmelige arbejde for den russiske mafia, og hun
virkede ikke som én, der ville tøve. Hun lukkede ham ind i sine private rum,
blotlagde sine traumer, men hun havde nu også to gange vist, at hun var klar
til at dræbe for at nå sit mål. Hvad det så end var.
Efter at have kørt i timevis, først gennem Frankrig og senere gennem
Tyskland på autostradaen A1, var det lykkedes Rasmus Gaarde at overtale
Jelena Amulenko til at søge hvile.
Synet af et vejskilt med henvisning til byen ’Platten’ mindede ham om
en ferie med forældrene små 30 år tidligere. Turen var gået til Mosel. Ikke
ligefrem Rasmus’ bedste rejseoplevelse. Faderen var konstant fuld, han
flirtede med alt og alle med en puls og en kusse. Han forsvandt, mens
moderen forsøgte at skabe feriestemning for Rasmus og lillebroren, inden
hun græd sig selv i søvn om aftenen, mens hun insisterede på, at drengene
skulle sove sammen med hende i dobbeltsengen. I dag stod det for ham som
billedet på begyndelsen til enden af forældrenes forhold.
Rasmus huskede synet af Mosel, der bugtede sig gennem det store land
med det mærkelige sprog, og han huskede, hvordan han dengang drømte
om at hoppe på en af de mange pramme, der konstant sejlede forbi. Bare
flygte langt væk.
I dag huskede Rasmus Gaarde det som sit første håndgribelige møde
med fornemmelsen af den længsel, der senere skulle blive en latent,
dominerende skygge i hans liv, og som han i årene sammen med Elsebeth
og sønnen Tobias havde søgt at dæmpe med noget, han forsøgte at bilde sig
selv ind, var al den kærlighed, han aldrig havde kendt til i sin barndom.
Jelena og Rasmus havde fundet hotellet Weingut Gästehaus Derkum i
byen Ürzig ved bredden af Mosel.
Efter en solid tysk middag i sidste øjeblik, inden køkkenet lukkede for
natten, sad Jelena og Rasmus på hendes værelse. Hun i dobbeltsengen,
Rasmus på en stol med benene oppe på sengen. Dynebetrækket var
dekoreret med gule og røde vinblade.
– Matcher mine ar, sagde Jelena med den kynisme, som Rasmus efter
bare halvandet døgns bekendtskab fandt både skræmmende og lidt sexet.
– Du fortjener en forklaring, sagde Jelena.
 15

Der lød et voldsomt brag ovenfra. Det lød skræmmende, men ikke lige så
skræmmende, som når Stinkemanden kom prustende ned ad trappen og
pegede på de piger, der skulle arbejde, slet ikke. Men et brud på rutinen, det
var det.
Normalt var der ikke megen kontakt mellem pigerne i kælderen, slet
ikke i haven, hvor de havde hver deres små ritualer.
– Job? Spurgte en af de mørke piger højt.
– No, sagde Pigen.
De to mørke piger havde arbejdet dagen før. I kælderen var tiden
defineret som afstanden mellem de tidspunkter, hvor pigerne arbejdede.
Defineret af pauserne mellem nyt ubehag, ny smerte, følelsen af
magtesløshed. Solen stod op og gik ned mindst fire gange mellem hvert
arbejde.
I stuen på første sal betragtede manden rasende resterne af den
spisebordsstol, han netop havde smadret mod gulvet.
– Forbandede idiot. Forbandede svin! Skreg han.
Moderen kom forvirret løbende op ad trappen fra køkkenet.
– Gå ned til din mad, mor, nu. Gå ned, syge kvinde, hvæsede manden.
Fandeme om ikke ukraineren havde ladet sig fotografere i aftes i
Rågeleje. Nu, hvor han læste artiklen på sin pc, huskede manden, at idioten
altid gik med samme kasket og jakke. Det havde han ellers aldrig tænkt
nærmere over. Hvad i alverden tænkte den ukrainske halvabe på?
Manden gik hen til vinduet, hvor han tidligere på dagen havde fulgt sine
piger i haven. Han satte sig i en lænestol. Så sig omkring i den spartansk
indrettede stue og tænkte, at det var på tide at gøre noget ved det grimme,
blomstrede tapet. Den slags måtte han af gode grunde klare selv, hvorfor det
aldrig blev til noget.
Manden var vant til at opstille risikovurderinger. Det havde været en del
af uddannelsen i hans tidligere civile job.
Another random document with
no related content on Scribd:
"It is probably unknown to the inhabitants of the Transvaal
and Orange River Colony that nearly 15,000 of their
fellow-subjects are now prisoners of war, not one of whom will
be released until those now in arms against us surrender
unconditionally. The burghers must by this time be cognisant
of the fact that no intervention on their behalf can come from
any of the Great Powers, and, further, that the British Empire
is determined to complete the work which has already cost her
so many valuable lives, and to carry to its conclusion the war
declared against her by the late Governments of the South
African Republic and Orange Free State, a war to which there
can be but one ending. If any further doubts remain in the
minds of the burghers as to Her Britannic Majesty's
intentions, they should be dispelled by the permanent manner
in which the country is gradually being occupied by Her
Majesty's Forces, and by the issue of the Proclamations signed
by me on the 24th May and 1st September 1900, annexing the
Orange Free State and the South African Republic respectively,
in the name of Her Majesty.

"I take this opportunity of pointing out that, except in the

small area occupied by the Boer army under the personal
command of Commandant-General Botha, the war is degenerating,
and has degenerated, into operations carried on in an
irregular and irresponsible manner by small, and in very many
cases, insignificant bodies of men. I should be failing in my
duty to Her Majesty's Government and to Her Majesty's Army in
South Africa if I neglected to use every means in my power to
bring such irregular warfare to an early conclusion. The means
which I am compelled to adopt are those which the customs of
war prescribe as being applicable to such cases. They are
ruinous to the country, and entail endless suffering on the
burghers and their families, and the longer this guerrilla
warfare continues the more vigorously must they be enforced."

Great Britain, Papers by Command:

1900, Cd. 420, page 78, and Cd. 426, page 17.
SOUTH AFRICA: The Transvaal: A. D. 1900 (October).
Proclamation of annexation to the British Dominions.

In terms similar to those used in proclaiming the annexation

of the Orange Free State (see above: MAY) the annexation of
the Transvaal to the Dominions of Her British Majesty was
proclaimed with great ceremony at Pretoria on the 25th of
October.

SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1900 (November).

Return of Lord Roberts to England, leaving Lord Kitchener
in command.

Having been appointed Commander-in-Chief of the British Army,

in the place of Lord Wolseley, Field-Marshal Lord Roberts, on
the 29th of November, delivered the command in South Africa to
Lord Kitchener, and returned to England. At the same time,
Lord Kitchener was raised to the rank of Lieutenant-General.

SOUTH AFRICA: Cape Colony and the Transvaal:

A. D. 1900 (December).
Afrikander Congress.
Lord Kitchener to the burghers of Pretoria.

From 6,000 to 8,000 persons were reported to be in attendance

at an "Afrikander Congress," held at Worcester, in Cape
Colony, December 6, which adopted the following resolutions:

"1. We men and women of South Africa assembled and represented

here, having heard the report of the people's deputation to
England, and having taken into earnest consideration the
deplorable condition into which the people of South Africa
have been plunged, and the grave danger threatening our
civilization, record our solemn conviction that the highest
interests of South Africa demand, first, the termination of
the war now raging with untold misery and horror, such as the
burning of houses, the devastation of the country, the
extermination of the white nationality, and the treatment to
which women and children are subjected, which will leave a
lasting heritage of bitterness and hatred, while seriously
endangering further relations between civilization and
barbarism in South Africa; secondly, the retention by the
Republics of their independence, whereby alone the peace of
South Africa can be maintained.

2. The congress desires full recognition of the right of the

people of this colony under its Constitution to settle and
manage their own affairs and to express grave disapproval of
the policy pursued and the attitude adopted in this matter by
the Governor and High Commissioner, his Excellency Sir Alfred
Milner.

3. The congress solemnly pledges itself to labour in a

constitutional way unceasingly for the above resolutions, and
resolves to send a deputation to his Excellency Sir Alfred
Milner, asking him to bring the resolutions officially to the
notice of her Majesty's Government."

On the 21st of December Lord Kitchener addressed a meeting, at

Pretoria, of burghers who had surrendered to the British and
who desired to bring about peace. In his remarks he was
reported to have said: "The Boers had fought a good fight, but
they were overpowered. There would be no dishonour in the
leaders recognizing this fact. The proclamations that had been
issued were of little use, as means were adopted to prevent
them from reaching the burghers. He trusted that the committee
would endeavour to acquaint the Boers in the field with the
true position. He desired to give them every chance to
surrender voluntarily, and to finish the war by the most
humane means possible. If the conciliatory methods now being
adopted failed he had other means which he would be obliged to
exercise. He would give the committee notice if the time
arrived to consider conciliation as a failure. The principal
 difficulties were that burghers desirous of surrendering were
afraid they would not be allowed to remain in their own
districts or that they would be punished for violating their
oath of neutrality. General Kitchener declared that he had
issued instructions that burghers who surrendered would, with
their families and stock, be protected in their own districts.
Those who had broken the oath of neutrality under compulsion
would be accorded the same treatment. Deserted women and
children would be kept in laagers, where their friends could
freely join them. It was essential to clear the country. While
food remained the commandos were enabled to continue in the
field. General Kitchener added that it must be understood that
the British would not be responsible for stock unless it was
brought in and kept within protected limits. In conclusion
General Kitchener said that he had come to speak to the
burghers personally in order that they might be able to tell
their friends what they had heard from his own lips."

{508}

SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1900 (December).

Numbers of British troops employed in the war from the
beginning, and their losses.

See (in this volume)

ENGLAND: A. D. 1900 (DECEMBER).

SOUTH AFRICA: British Colonies: A. D. 1901 (January).

New heads of the Colonial Governments.

The following appointments were announced by the British

Colonial Office on the 4th of January, 1901: Sir Alfred Milner
to be Governor of the Transvaal and British High Commissioner.
The Honourable Sir Walter Francis Hely-Hutchinson (Governor of
Natal and Zululand since 1893) to be Governor of Cape Colony.
Lieutenant-Colonel Sir Henry C. McCallum (Governor of
Newfoundland since 1898, and aide-de-camp to the Queen since
 1900) to be Governor of Natal. Major Hamilton John Goold-Adams
(Resident Commissioner of the Bechuanaland Protectorate) to be
Lieutenant-Governor of the Orange River Colony.

SOUTH AFRICA: Cape Colony: A. D. 1901 (January).

Boer invasion.
Declaration of martial law.

On New Year's Day, 1901, the Cape Town correspondent of the

"London Times" was compelled to write: "The immediate aspect
of affairs in Cape Colony at the opening of the new year is
scarcely less gloomy than at the beginning of 1900. The number
of Boers invading the country to-day may be less than it was a
year ago, but they have penetrated further south, and their
presence near such centres of hostile Dutch feeling as Graaf
Reinet constitutes an element of danger which was not present
last January. The proclamation issued this morning by the High
Commissioner calling for volunteers to defend the lines of
communication proves that the military authorities are at last
alive to the critical nature of the situation, but the measure
comes very late in the day."

On the 17th of January a cable message from Cape Town

announced: "An extraordinary gazette issued this afternoon
contains a proclamation placing the whole of the Cape Colony
under martial law, with the exception of the Cape Town,
Wynberg, Simonstown, Port Elizabeth and East London districts
and the territories of the Transkei, Tembuland, Griqualand and
East Pondoland. The gazette also states that the
peace-preservation act will be enforced in the Cape Colony,
Wynberg and Simonstown districts. Under this act all the civil
population will be called upon to deliver up their arms."

SOUTH AFRICA: Orange Free State: A. D. 1901 (January).

Peace movement.
Condition of country described.
Defiant proclamation of Steyn and De Wet.
Early in January, a "Central Peace Committee," formed at
Kroonstad, addressed an open letter to their fellow citizens,
appealing for submission and peace, saying: "The country is
literally one vast wilderness. The farmers are obliged to go
to the towns for protection, and huge refugee camps have been
formed by the British for them and their families. These
people have lost everything, and ruin and starvation stare
them in the face. All this misery is caused by a small and
obstinate minority, who will not bow to the inevitable and who
make the majority suffer. Any encouragement to the men still
on commando to continue the hopeless struggle can only injure
us and cause us further misery. We have done our best and
fought to get Africa under one flag, and we have lost. Let
there be no mistake about this. England has spent millions and
sacrificed thousands of lives, and no reasonable being can
believe for one moment that she will now give up the fruits of
victory. It is, therefore, a duty for us, her beaten foe, to
accept the terms offered by our conqueror. … We appeal to you
and ask you to appoint another congress, and nominate men of
influence out of your midst to visit Mr. Steyn and General De
Wet, and try to persuade them to accept the terms offered by
England. These two men are the only obstacles to peace. We ask
you to believe us when we say that Mr. Kruger and the late
Transvaal Government have been willing twice already to accept
British terms, but Mr. Steyn refused to have anything to do
with surrender. He continued the war and encouraged the
burghers in the hope that we should get European assistance.
To-day he is cut off from all communication with the outside
world. You know and we know how unfounded that hope is and it
is your duty to assist us to make him understand this. We
appeal to you to help us to make an end to this unhappy state
of affairs, which is plunging everybody into poverty and
despair."

As if in response to this cry for peace, Steyn and De Wet

issued the following proclamation a few days later: "Be it
known to all that the war which was forced on the Republics by
the British Government still rages in the Orange Free State
and in the South African Republic; and that the customs of
civilized warfare and also the Conventions of Geneva and The
Hague have not been observed by the enemy, who has not
scrupled, contrary to the Geneva Convention, to capture
doctors and ambulances and to deport them, in order to prevent
our wounded from getting medical assistance. He has seized
ambulances and material appertaining thereto, and has not
hesitated, contrary to the recognized primitive rules of
warfare, and contrary to his solemn agreement at The Hague, to
arrest neutrals and deport them, and to send out marauding
bands to plunder, burn, and damage the burghers' private
property. He has armed Kaffirs and natives and made use of
them against us in war. He has been continually busy capturing
women and children, old and sickly men. Many women's deaths
have been occasioned because the so-called Christian enemy had
no consideration for women on a sick bed or for those whose
state of health should have protected them against rough
treatment. Honourable women and tender children have not only
been treated roughly, but also in an insulting manner by the
soldiers, by order of their officers. Moreover, old mothers
and women have been raped, even wives and children. The
property of prisoners of war, and even of killed burghers, has
not been respected. In many instances the mother and father
have been taken from the house, which was thus left
unprotected, and all have been left to their fate, an easy
prey to the savage. The world has been untruthfully informed
by the enemy that he was obliged to carry out this destruction
because the burghers blew up the line and cut the wires, or
misused the white flag. Nearly all the houses in the two
Republics have been destroyed, whether in the neighbourhood of
the railway line or not; while with regard to the misuse of
the white flag, that is simply a continuance of the
everlasting calumny against which the Afrikander has had to
strive since God brought him into contact with Englishmen.
Robbing his opponent of his goods has not satisfied him; he
 will not be satisfied till he has robbed him of his good name
also.

{509}

"Then he wishes to inform the world that the Republics are

conquered and the war ended, and that only here and there
small plundering bands are to be found who continue the strife
in an irresponsible manner. It is an untruth. The Republics
are not yet conquered. The war is not finished. The burgher
forces of the two Republics are still led by responsible
leaders, as from the commencement of the war, under the
supervision of the Governments of both Republics. The fact
that Lord Roberts and Lord Kitchener choose to term the
burgher forces marauding bands does not make them such.
Similarly, saying that the war is over does not put an end to
it while fighting still continues. When was this war over?
After the battle of Spion Kop or after Paardeberg? After the
occupation of Bloemfontein or Pretoria? Or perhaps after the
battles of Dewetsdorp or Commando Nek, in both of which
irregulars were captured and the enemy totally vanquished. The
burghers would be less than men if they allowed the enemy to
go unpunished after ill-treating their wives and destroying
their homes from sheer lust of destruction. Therefore a
portion of our burghers have again been sent into Cape Colony,
not only to wage war, but to be in a position to make
reprisals as they have already done in the case of the
ambulances. Therefore we again warn the officers of her
Majesty's troops that unless they cease the destruction of
property in the Republics, we shall wreak vengeance by
destroying the property of her Majesty's subjects who are
unkindly disposed to us; but at the same time, to avoid being
misunderstood, we hereby openly declare that the women and
children will always remain unmolested, despite anything done
to ours by her Majesty's troops. We ask for nothing from our
brothers in Cape Colony, but we call upon them, as well as
upon the civilized world, to assist on behalf of civilization
 and Christianity in putting an end to the barbarous manner of
the enemy's warfare. Our prayer will always be that the God of
our fathers will not desert us in this unrighteous strife.

"On the field, January 14. STEYN. DE WET."

SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1901 (February).

Report of British military forces in South Africa from the
beginning of the war, with the number of killed and wounded
and the deaths from wounds and disease.

A Parliamentary paper issued on the 26th of February, 1901,

contained the following table, showing the strength of the
garrison in South Africa on the 1st of August, 1899, before
the beginning of the war, with the subsequent reinforcements
and casualties, and the total strength of forces on the 1st of
February, 1901:

|NON-COMMISSIONED
OFFICERS AND MEN.

OFFICERS|CAVALRY|ARTILLERY|INFANTRY|OTHERS|TOTAL|
TOTAL
AND
OFFICERS

MOUNTED AND MEN

INFANTRY
-------------------------------------------------
----------------------------
I. Garrison on
Aug. 1, 1899 318 1,127 1,035
6,428 1,032 9,622 9,940
-------------------------------------------------
----------------------------
II.
Reinforcements,
Aug. 1, 1899,
to Oct. 11, 1899
(outbreak of war)

(1.) From Home. 280 … 743

5,620 … 6,363 6,643
(2.) From India
(some of these did
not reach South
Africa until after
the outbreak of
hostilities) 259 1,564 653
3,427 … 5,644 5,903

-------------------------------------------------
-----------------------------
539 1,564 1,396
9,047 … 12,007 12,546
-------------------------------------------------
-----------------------------

III. Further
reinforcements
from Oct. 11,
1899, to end
of July, 1900

Regulars
(1.) From Home
and Colonies. 5,748 11,003 14,145
110,292 14,347 149,787 155,535
(2.) From India. 132 713 376
670 … 1,759 1,891

-------------------------------------------------
-----------------------------
5,880 11,716 14,521
110,962 14,347 151,546 157,426
-------------------------------------------------
-----------------------------

Colonials
(1.) From Colonies
other than
South African. 550 287 692
9,788 267 11,034 11,584
(2.) Raised in
South Africa. 1,387 … …
… … 28,932 30,319

-------------------------------------------------
------------------------------
1,937 … …
… … 39,966 41,903
-------------------------------------------------
------------------------------

Imperial yeomanry. 536 … …

… … 10,195 10,731
Volunteers from
United Kingdom. 342 … 358
9,995 434 10,787 11,129
Militia. 831 … 617
19,753 256 20,626 21,457

-------------------------------------------------
-------------------------------

Total all arms

sent to, and
raised in,
South Africa
up to Aug. 1, 1900,
including garrison
on Aug. 1, 1899. 10,383 … …
… … 254,749 265,132

-------------------------------------------------
-------------------------------

IV. Further
reinforcements
from Aug. 1, 1900,
to Jan. 31, 1901
(1.) Regulars 820 3,213 652
10,439 975 15,279 16,099
(2.) Militia 7 … …
1,141 … 1,141 1,148

-------------------------------------------------
-------------------------------

11,210 … …
… … 271,169 282,379
-------------------------------------------------
-------------------------------
{510}

NON-COMMISSIONED OFFICERS AND MEN.

Officers Cavalry.
Artillery. Infantry Others. Total. Total

and Officers

Mounted and Men

Infantry

V. Numbers
(1.) Killed to
Jan. 31, 1901 334.
3,346 3,680
(2.) Wounded to
Jan 31, 1901. 1,242.
14,914 16,156
(3.) Died of disease
or wounds or accidentally
killed in South Africa
to Jan. 31, 1001. 301.
9,008 9,309
(4.) Disbanded and
discharged in South Africa. 299.
5,231 5,530
(5.) In hospital in South
Africa on Dec. 28, 1900
(latest returns). 415.
13,716 14,131
VI. Numbers left
South Africa
(1.) For England
not invalids. 1,214
11,109 12,323
(2.) For England
sick, wounded, and
died on passage 1,703
39,095 40,198
(3.) Returned to India
direct from South Africa. 20
70 90
(4.) Returned to Colonies
direct from South Africa
(a) Regulars, including two
battalions to Ceylon. 98
2,041 2,139
(b) Colonials. 177
3,384 3,561

VII. Present strength of

Forces in South Africa,
Feb. 1, 1901
(1.) Regulars. 4,305 12,600
12,000 99,700 12,885 137,185 141,490
(2.) Colonials. 1,339
27,000 28,339*
(3.) Imperial yeomanry 495
7,500 7,995
4.) Volunteers. 200
7,500 7,700
5.) Militia. 725
18,700 19,425

TOTAL 7,064
197,885 204,949*

* Exclusive of recently raised Colonials whose numbers have not yet been
reported.

On the 9th of February the following announcement was issued

officially from the British War Office:

"In view of recent Boer activity in various directions his

Majesty's Government have decided, in addition to the large
forces recently equipped locally in South Africa, to reinforce
Lord Kitchener by 30,000 mounted troops beyond those already
landed in Cape Colony. The recruiting for Imperial Yeomanry
has proceeded so rapidly that it is anticipated not less than
10,000 will be shortly available. The South African Mounted
Constabulary, including those enlisted in the colonies, may be
relied upon to the extent of 8,000. The new colonial
contingents to replace those withdrawn will probably reach
5,000. The remainder of the force will be made up by cavalry
and mounted infantry from the home establishment. The
enlistment of Volunteer companies to replace those who have
served a year in South Africa is also being proceeded with.
Arrangements have been made for the prompt equipment and
transportation of the force."

In reply to a question in Parliament the 18th of February,

1901, Mr. Brodrick, the Secretary of State for War, stated
that the total number of cases of typhoid or enteric fever in
the British army, from the beginning of the war to the end of
December, 1900, had been 19,101; deaths 4,233; invalided and
sent home, 10,075.

SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1901 (February).

The declared policy of the British Government.

Speaking in the House of Commons on the 18th of February,

1901, the Colonial Secretary, Mr. Chamberlain, declared the
government policy of dealing with the Boers, with strong
emphasis, in the following words:

"From the moment when the invasion took place, and the first
shot was fired by the Boers, from that moment we declared our
policy, that not one shred of the independence which the Boers
had abused should ever again be conceded to them. That was the
policy stated by the Prime Minister in his answer to the
representations which were made to him by the Presidents of
the two Republics. That was the policy, is the policy, and
will be the policy of His Majesty's Government to the end. Let
there be no mistake about that. It is no use arguing with us
on the subject of independence. That, as far as we are
concerned, is a closed question. Raise it, if you like to
raise it, not in speeches, but by amendments. We are quite
ready. We challenged you at the last election. You have never
ceased to complain of the challenge. We challenge you in the
House of Commons. If you believe the annexation we have
announced ought to be repudiated; if you think, with the
honorable and learned gentleman who has just spoken, that we
ought to restore the independence of these two Republics, in
any form, it is for you to say so in a definite amendment. It
is for you to put the issue before the House of Commons and
the country and we are perfectly prepared to meet you.
Assuming that we are all agreed that annexation cannot be
undone, then the policy of the Government is to establish
equality and protection and justice for the native population
and to grant the fuller liberties involved in our definition
of self-government as soon as that can safely be conceded. …
The Boers know perfectly well, they have been told again and
again, directly and indirectly, and it has been repeatedly
stated in this House that at the earliest possible moment they
will be granted self-government."
{511}

The Liberal leader interrupted the speaker to intimate that he

understood a Crown colony government to be in contemplation,
and that his objection was to that. On which Mr. Chamberlain
proceeded to say: "Either the right honourable gentleman does
not know what Crown colony government is or else he is
quibbling about words. Will he be satisfied if I call it a
civil government, with Ministers and a Governor appointed by
his Majesty and a council to advise him? That is civil
government, and it has this about it—that the Imperial
Government has control in the last resort. That is what we
mean. … We are quite ready to establish the civil government
of which I have spoken, we are ready to maintain equality, we
are ready to secure justice to all the inhabitants of the
Transvaal and the Orange River Colony, but we are not prepared
to put into their hands the whole control of the
administration and civil government until we know it will be
safe to do so. It is said that our views have not been
communicated to the Boers and that a proclamation which I
promised I would endeavour to have circulated has not yet been
so distributed. I wish to say that, so far as the leaders are
concerned, I am convinced they know perfectly well what terms
we are willing to offer. There is no excuse on their part. It
is possible that many of their followers, being ignorant
people—when they come to us we find they have been deceived as
to what is going on—do not know the terms we are willing to
offer. We have by various means endeavoured to get to the rank
and file a knowledge of the terms which are being offered, and
we know what the result has been. The emissaries have been
sent—emissaries not sent by us, permitted by us to go, who
volunteered themselves in what they believed to be the
interests of their countrymen, to make these representations—
these emissaries have been apparently, as far as our
information goes, brutally ill-used, tortured before
execution, shot as spies after having been flogged. "
SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1901 (February).
Attitude of the English Liberal party towards the war.

See (in this volume)

ENGLAND: A. D. 1901 (FEBRUARY).

SOUTH AFRICA: The Field of War: A. D. 1901 (February-March).

Unsuccessful peace parley between Lord Kitchener and
Commandant Botha.

By the intermediation of the wife of the Boer Commandant Louis

Botha, an interview between that officer and Lord Kitchener
was brought about, on the last day of February, for discussion
"as to means of bringing the war to an end." The questions raised
in the conversation were reported by Lord Kitchener to Mr.
Brodrick, the British Secretary for War, in a telegram from
Pretoria, March 1, as follows: "I have had a long interview
with Botha, who showed very good feeling and seemed anxious to
bring about peace. He asked for information on a number of
subjects which he said that he should submit to his Government
and people, and if they agreed he should visit Orange River
Colony and get them to agree. They should all then hand in
their arms and finish the war. He told me that they could go
on for some time, and that he was not sure of being able to
bring about peace without independence. He tried very hard for
some kind of independence, but I declined to discuss such a
point, and said that a modified form of independence would be
most dangerous and likely to lead to war in the future.
Subject was then dropped, and—

"Firstly.—The nature of future government of Colonies asked

about. He wanted more details than were given by Colonial
Secretary, and I said that, subject to correction from home, I
understood that when hostilities ceased military guard would be
replaced by Crown Colony administration, consisting of
nominated Executive, with elected assembly to advise
administration, to be followed after a period by
representative government. He would have liked representative
government at once, but seemed satisfied with above.

"Secondly.—Whether a Boer would be able to have a rifle to

protect him from native? I said I thought he would be by a
licence and on registration.

"Thirdly.—He asked whether Dutch language would be allowed? I

said that English and Dutch would, I thought, have equal
rights. He expressed hope that officials dealing with farmers
would know Dutch.

"Fourthly.—The Kaffir question. This turned at once on

franchise of Kaffirs, and a solution seemed to be that
franchise should not be given to Kaffirs until after
representative government was granted to Colonies. Orange Free
State laws for Kaffirs were considered good.

"Fifthly.—That Dutch Church property should remain untouched.

"Sixthly.—Public trusts and orphan funds to be left intact. He

asked whether British Government, in taking over the assets of
Republics, would also take over legal debts. This he made
rather a strong point of, and he intended it to include debts
legally contracted since the war began. He referred to notes
issued amounting to less than a million.

"Seventhly.—He asked if any war tax would be imposed on

farmers? I said I thought not.

"Eighthly.—When would prisoners of war return?

"Ninthly.—He referred to pecuniary assistance to repair burnt

farms, and enable fanners to start afresh. I said I thought
some assistance would be given.
 "Tenthly.—Amnesty to all at end of war. We spoke of Colonials
who joined Republics, and he seemed not adverse to their being
disfranchised.

"I arranged with him that I should write and let him know the
view of the Government on these points. All I said during the
interview was qualified by being subject to confirmation from
home. He was anxious to get an answer soon."

Two days later, General Kitchener drafted and submitted to

High Commissioner Sir A. Milner the reply which he wished to
be authorized to make to the questions of Commandant Botha.
This was transmitted, in turn, by the High Commissioner to
Colonial Secretary Chamberlain, with approval of all the
suggestions of Lord Kitchener, except on the subject of
amnesty to the rebel "Afrikanders" of Cape Colony and Natal,
who had joined the ranks of the Boers. Lord Kitchener wished
to say that "on the cessation of hostilities and the complete
surrender of arms, ammunition, cannon, and other munitions of
war now in the hands of the burghers in the field or in
Government depots or elsewhere, His Majesty's Government is
prepared at once to grant an amnesty in the Transvaal and
Orange River Colony for all bona fide acts of war committed
during the recent hostilities; as well as to move the
Governments of Cape Colony and Natal to take similar action
but qualified by the disfranchisement of any British subjects
implicated in the recent war."
{512}
Sir Alfred Milner proposed to amend the latter clause as
follows: "British subjects of Cape Colony or Natal, though
they will not be compelled to return to those Colonies, will,
if they do so, be liable to be dealt with under the laws of
those Colonies specifically passed to meet the circumstances
arising out of the present war and which greatly mitigate the
ordinary penalties of rebellion." "While willing," he said,
"to concede much in order to strengthen Botha in inducing his
people to submit, the amnesty of rebels is not, in my opinion,